Den gamle komponist og Arnold Schønberg.

 

 

Af Erik Rosekamp

 

 

Den dag i 1924, da det gik op for min oldemor, at hendes ældste datter, Karen, havde gjort et herrebekendtsskab der så ud til at være uproblematisk, drog hun et lettelsens suk. Karen havde nu i flere år været ansat på dagbladet Politiken, og det havde netop været i kraft af denne stilling, at hun havde indviklet sig i adskillige, efter moderens mening, problematiske forhold. Som nu for et eksempel i det seneste års tid, hvor hun lidenskabeligt var blevet efterstræbt af avisens redaktionssekretær, Emil Fog, der både var gift og havde en halvvoksen søn der hed Mogens. Moderen fattede ikke, at Karen ikke resolut afviste en gift mand, men tværtimod ved antydningens kunst syntes at lade ham forstå, at der måske var visse muligheder. Ihvertfald havde hun gennem en bekendt erfaret, at Emil Fog hver aften, efter redaktionens afslutning blev set vandre omkring i kvarteret hvor Karen boede og i længere tid ad gangen tage ophold på fortorvet, mens han lod sine drømmende øjne vandre op til Karens vinduer.

   Men dette måtte jo være slut nu – tænkte moderen – selvom hun udmærket vidste, at Karen havde præsteret, at have både fire og fem tilbedere på samme tid.

   Genstanden for Karens nye interesse var ingen ringere end den dengang kendte musikprofessor og naturvidenskabsmand Rudolph Bergh (søn af den navnkundige.). Ganske vist var han noget ældre end Karen, ja, efter moderens mening var han faktisk gammel – næsten ligeså gammel som hun selv. Gudbevares, - Karen var heller ikke nogen årsunge. Faktisk nærmede hun sig halvtreds, men hun var stadig utrolig smuk og dejlig at se på. Godt nok havde Karen også lært Rudolph Bergh at kende på Politiken, hvor han var musikanmelder, men til forskel fra visse andre i det samme hus, så var Rudolph Bergh ikke gift, hvilket som sagt var årsagen til, at moderen så på dette forhold med en vis fortrøstning.

   Nå, men forholdet udviklede sig på bedste måde, indtil det fik en tragisk afslutning, idet musikprofessoren gik hen og fik tuberkulose i benet, som blev sat af, hvorefter han døde under et sanatorieophold i Davos. Næsten samtidigt faldt Emil Fog om og døde af et hjerteslag midt om natten under sit redaktionsarbejde. Måske har det fremskyndet deres død, at de hver for sig vidste besked med, at Karen samtidig havde dyrket dem begge.

   Som sagt udviklede Karens forhold til musikprofessoren sig på bedste måde – det blev både varmt, nært og kærligt, og deres fælles interesse for musik løftede forholdet i en sådan grad, at tanken om giftetmål af og til strejfede Karen – men det var og blev kun et strejf.

   Foruden at være musikanmelder, skrev Rudolph Bergh også lange artikler og kronikker omhandlende musik, videnskab og kunst, og efterhånden udviklede det sig til, at Karen pr. automatik gennemlæste alt hvad han skrev, og  var det noget hun ikke brød sig om, så omformulerede han det gerne, eller udelod det, såfremt intet mindre kunne gøre det. At denne højtbegavede mand, således lå under for Karens middelmådige bedømmelse, kan kun forklares ved enhver mand vanvittige afmagt, når han øjner, at genstanden for hans livs længsler er indenfor rækkevidde, og intet offer er for stort for at forhindre den i at glide ham afhænde.

   Men så en dag fik Rudolph Bergh bestilling på en kronik om Arnold Schønberg.

   ”Jeg håber sandelig, at du nu får sagt vor mening om den sindsyge musik!” sagde Karen.

   ”Jo, du ved da, at heller ikke jeg bryder mig synderligt om Schønberg, men...”

   ”Ikke noget ’men’ her – eller ’bryder mig synderligt om’ – det er vor pligt at afvise denne form for musik – det er slet ikke musik!” rasede Karen.

   ”Jamen, Karen – jeg er nødt til at forholde mig til det som komponist og musiker – og uanset hvad, så er Schønberg en betydelig musikalsk begavelse!”

   ”Musikalsk begavelse!” skreg Karen, ”den kattemusik der hverken er til at få hoved eller hale i- er den virkelig skrevet af en musikalsk begavelse!?”

   ”Du kan være ganske rolig – jeg vil naturligvis vende mig stærkt imod hans sidste kompositioner der også efter min mening er en sygelig sammenblanding af klange.”

   Den gamle komponist begyndte på sin kronik, velvidende at Karens falkeøje hang over ham, men han var rolig, thi også han mente at måtte afvise Schønberg. Han havde hørt ”Pierrot Lunaire”, og havde intet forstået. Han havde studeret noderne til dette stykke, men han havde været ude af stand til at høre musikken inde i hovedet, således som han plejede, når han så på et partitur. Først da han stod ved pianistens side med noderne i hånden kom der sammenhæng i tingene. Han ville ikke afvise, at der var visse passager af en egen kvalitet, men som helhed måtte han afvise det.

   ”Dette er kampen mod melodien-” skrev han, og videre: ”Vel ved vi allesammem, hvor svært den ældre generation ofte har ved at fatte den yngres melodik. Hvor svært faldt det ikke kapelmestrene at forstå Wagner; og selv hos Brahms, som dog ikke var nogen revolutionær ånd, men vel en melodiker af første rang, kunne mange ikke finde melodierne – men nu drejer det sig om noget andet,  nemlig,  en bevidst ville bort fra melodien –”

   Han undlod dog ikke at fremhæve Schønberg som en person der var absolut fortrolig med såre vanskelige problemer i kompositionens teknik, og han betegnede ham ovenikøbet som en fremragende musiker. Det var for meget for Karen.

   ”Du roser ham jo!” vrissede hun mens hendes ansigt fortrak sig på en måde der gjorde hende direkte grim, men det så mændene overhovedet ikke.

   ”Jamen, det er ikke hans kvalifikationer der er noget ivejen med!”

   ”Når man skriver musik som han gør det, så har man ikke forstand på det!” fastslog hun, ”Du kan tro, det er fordi han ikke kan skrive noget ordentlig – det lyder som et femårs barn der sidder og hamrer i sin mors klaver!”

   Den gamle komponist skrev videre på sin kronik. Han ville ikke tilslutte sig den kreds der betragtede Schønberg som en svindler, men hældte mere til den anskuelse, at der måtte være tale om et sygt punkt i komponistens hjernecentrum. (Det var noget Karen kunne lide). Han sammenlignede det med den abstrakte kunst, og begrebet dysmorphisme og det indenfor musikken analoge begreb kakophoni. Kort sagt, der måtte være tale om sindsyge.

   Han anførte endvidere, at han som anmelder havde talt med musikerne efter opførelsen af ”Pierrot Lunaire”, og havde stillet dem spørgsmålet om de fandt noget smukt i det. Hertil havde de svaret. ”Nej, smukt kan der jo slet ikke være tale om, men man bliver dog efterhånden noget fascineret.”

   ”Hvad skal det til for?” spurgte Karen, med den røde blyant fremme.

   ”Jamen, det var altså hvad de sagde.”

   ”Men hvorfor skal du fortælle hvad de sagde? Hvis de bliver fascineret af den musik, så er de også sindsyge!”

   ”Hør nu her, Karen – som en komponist af den gamle skole, er denne umelodiøse musik mig vederstyggelig, det ved du, men jeg er nødt til at forholde mig videnskabeligt til det!”

   ”Nå, ja – at fascineres er jo egentlig også noget negativt.”

   ”Det er jo som man ser på det.”

   Den gamle komponist havde det dårligt. Sagen var nemlig, at uanset hvormeget han var imod denne atonale retning af musikken, så blev han mere og mere usikker – selv ville han aldrig kunne indfinde sig med denne ”musikkens flugt fra naturen” – men hvad med de nye generationer? Kunne han tale på deres vegne – nej selvfølgelig ikke, de måtte selv tale. Var det bare fordi han var gammel at han ikke kunne se det geniale i Schønbergs musik?

   Endelig var han færdig med sin kronik. Karen læste den igennem og hen mod slutningen blev hun helt blå i hovedet.

   ”Hvad er det du skriver til slut?” spurgte hun inkvisitorisk.

   ”Jamen det er bare en slutbemærkning, jeg må jo lægge op til videre diskussion, især blandt de unge!”

   ”Og det tillader du dig, dig der netop for kort tid siden i Tyskland, under stor tilslutning, har fået opført dit store korværk ”Den hellige ilds bjerg” – dig der har skrevet denne herlige musik – hvordan kan du fornedre dig til en sådan slutbemærkning?”

   ”Jamen Karen – jeg...”

   ”Kort og godt – klipper du det ikke ud, forkaster jeg hele kronikken – og jeg, jeg...”

   Slutningen blev strøget. Den blev rent faktisk klippet ud med en saks og for en ordens skyld – sådan som man havde for vane på redaktioner dengang – klistret på i margenen med kontorgummi.

   Lad os nu fremdrage dette dokument fra glemslens arkiv og se på den vedhæftede lap – hvad stod der? Jo, der stod følgende:

   ”Ovenfor har jeg fremsat mine indvendinger mod den nye musikmaner, således som jeg ser på den. Men en del af den begavede, nu opvoksende ungdom er bjergtaget af den. Jeg traf i Tyrol i sommer en 17-årig musiker af ganske fremragende evner (en strygekvartet af ham er allerede antaget til opførelse af ingen mindre end Rose-quartetten). Vi musicerede meget for hinanden, og der udviklede sig mellem denne yngling og den ældre mand et varmt venskab, og jeg er såre spændt på hans videre udvikling. Denne unge mand var ganske betaget af Schønberg i hans nuværende periode og tydeligt påvirket af ham i sine egne kompositioner, af hvilke, som jeg sagde ham, intet forstod. Men han havde hele musikken i hovedet; samtidig med at han havde taget studentereksamen og tilegnet sig en ualmindelig æstetisk og filosofisk dannelse havde denne syttenårige tilegnet sig en kompositionsteknik, større end mange ældres, og han spillede ud af hovedet, hvad man ønskede: klavermusik, store kor- og orkesterværker, klassiske og moderne.

   Sligt giver jo anledning til eftertanke. Hvem vil i længden have ret? Det hele står som et problem. Lad derfor de unge tale! Og lad os høre hvad de have at sige!”

   Ja, Karen – så blev det trykt alligevel – nu må du ikke vende dig i din grav, derude på Søllerød Kirkegård.