På den Franske Skole gik min mor forresten i klasse
med den senere så kendte Ruth Berlau. Som bekendt er Ruth Berlaus navn
uløseligt knyttet til Bertol Brecht, hvis elskerinde og muse hun en årrække
var.
Min mor
var en stor beundrer af Ruth Berlau. I klassen var det hende der turde gøre
tingene - gøre det de andre måske ikke turde. Hun havde skinnende sorte øjne,
der spillede på en så intens måde, at hun rev alle med sig. Det var hende der
fik ideerne og det var hende der satte tingene igang. Ruth Berlau optrådte så
at sige altid hvor hun kunne komme afsted med det, og det var da også hendes
drøm engang at blive skuespiller - sådan skulle det jo ikke gå. Hun greb enhver
lejlighed til at udføre et eller andet dramatisk, hvilket jo til tider fik
uheldige følger, som f.eks. engang da hele klassen var inviteret til fødselsdag
hos skolekammeraten Susanne (Palsbo)(hende fra radioudsendelsen "20
spørgsmål til professoren"). I "Palsbo-hjemmet" fandtes en kostbar samling
af porcelænsdyr udført af Bing og Grøndahl, som alle de inviterede børn nu stod
og betragtede - pludselig træder Ruth Berlau frem foran de andre og griber en
yndefuldt udført
porcelænssnog, som hun giver sig til at føre en
monolog over som om den var levende. Hun stod med den i begge hænder foran sig,
og ae'de den og tog den op til kinden, alt imens hun talte til den på dramatisk
vis om, at hun ville redde den fra fangenskab - og alle børnene syntes det var
et herligt skuespil. Hun bliver mere og mere henført, - og pludselig sker
ulykken - hun taber snogen, som knuses mod gulvet.
Herefter
faldt Ruth Berlau på knæ ved siden af det knuste dyr og gav sig til at græde
noget så hjerteskærende - ikke fordi et kostbart stykke porcelæn var gået
istykker, men fordi snogen for hende havde været levende - og nu var den død.
Hende, der tværtimod havde villet redde den, havde nu dræbt den. Min mor og de
andre piger begyndte også at græde. Fru Palsbo kom til for at trøste dem, og
aldrig havde hun nogensinde set, så mange børn på een gang være så bundulykkelige
over et stykke knust porcelæn, men det har sikkert formildet hende.
Jeg ved
egentlig ikke hvorfor jeg fortæller dig dette; jo, forresten, jeg kommer i
tanker om, at der i de senere år har været en del skriverier om Ruth Berlau og
Bertolt Brecht og deres forhold.
Så vidt jeg har forstået er der fremført påstande om
at Brecht skulle have udnyttet Ruth Berlau, ja, at det endog skulle være hende
der har skrevet store passager af han produktion, som han så uden videre skulle
have hugget fra hende og ladet fremføre som sine egne. Det er muligt, hun var
jo i besiddelse af et vitalt kunstnerisk talent, og Brecht har vel ikke været
anderledes end så mange andre kunstnere i egoistisk henseende, - men een ting
kan jeg med sikkerhed sige dig, med baggrund i min mor levende beskrivelse af
hende: hvis Ruth Berlau har ladet sig udnytte af Bert Brecht - så har hun selv
villet det!!
Efter
Sovjetunionens bortgang har der desværre været en tendens til fra vestlig
intellektuel side, at nedgøre og mistænkeliggøre socialistiske forfattere og
andre kunstnere. En hel række har allerede fået kniven af mindre begavede
ikke-socialistiske kolleger og medløbere. Dogmet lyder: jamen, når nu
kommunismen er faldet, som det skidt den var - så kan det, de kommunistiske
kunstnere har lavet, da ikke være noget værd, og de selv må også have været
nogle lede sataner. På denne måde prøver man at promovere sig selv på ofrenes
bekostning - men det hjælper dem ikke, der findes ingen talenter af format på
højrefløjen alligevel, og det har der aldrig gjort.
Men det er
da rigtigt, at på mange måder var Ruth Berlaus liv tragisk, men man skal ikke
beskylde en afdød forfatter, der ikke kan forsvare sig, for at være årsag til
dette. I virkeligheden var Ruth Berlaus liv tragisk fra starten; familiens
store formue hidrørte fra krigsforretninger under 1'ste verdenskrig - faderen
var ganske enkelt "gullasch-baron". Moderen var ulykkelig og forsøgte
flere gange at begå selvmord. Ruth Berlau giftede sig med en læge der hed Lund,
som foretog illegale aborter og senere skød sig med et jagtgevær. Senere
giftede hun sig med en kgl. skuespiller, på hvis foranledning hun kom til at
spille Puk i "En skærsommernatsdrøm" - men det var også det nærmeste
hun kom sin store drøm om at blive skuespiller.
Ruth
Berlau døde ensom, syg og forarmet i en lille lejlighed i det daværende
Østberlin. Denne pige, med de sorte skinnende, ivrige og lidenskabelige øjne -
den aktive, den talentfulde, der kunne få hele sin klasse til at græde over en
død snog, der aldrig havde været levende. Hold kæft, hvor livet dog er
deprimerende!