En tragisk skæbne. (Et uddrag)

 

Af Erik Rosekamp

 

 
Ruth Berlau

 

På den Franske Skole gik min mor forresten i klasse med den senere så kendte Ruth Berlau. Som bekendt er Ruth Berlaus navn uløseligt knyttet til Bertol Brecht, hvis elskerinde og muse hun en årrække var.

   Min mor var en stor beundrer af Ruth Berlau. I klassen var det hende der turde gøre tingene - gøre det de andre måske ikke turde. Hun havde skinnende sorte øjne, der spillede på en så intens måde, at hun rev alle med sig. Det var hende der fik ideerne og det var hende der satte tingene igang. Ruth Berlau optrådte så at sige altid hvor hun kunne komme afsted med det, og det var da også hendes drøm engang at blive skuespiller - sådan skulle det jo ikke gå. Hun greb enhver lejlighed til at udføre et eller andet dramatisk, hvilket jo til tider fik uheldige følger, som f.eks. engang da hele klassen var inviteret til fødselsdag hos skolekammeraten Susanne (Palsbo)(hende fra radioudsendelsen "20 spørgsmål til professoren"). I "Palsbo-hjemmet" fandtes en kostbar samling af porcelænsdyr udført af Bing og Grøndahl, som alle de inviterede børn nu stod og betragtede - pludselig træder Ruth Berlau frem foran de andre og griber en yndefuldt udført

porcelænssnog, som hun giver sig til at føre en monolog over som om den var levende. Hun stod med den i begge hænder foran sig, og ae'de den og tog den op til kinden, alt imens hun talte til den på dramatisk vis om, at hun ville redde den fra fangenskab - og alle børnene syntes det var et herligt skuespil. Hun bliver mere og mere henført, - og pludselig sker ulykken - hun taber snogen, som knuses mod gulvet.

   Herefter faldt Ruth Berlau på knæ ved siden af det knuste dyr og gav sig til at græde noget så hjerteskærende - ikke fordi et kostbart stykke porcelæn var gået istykker, men fordi snogen for hende havde været levende - og nu var den død. Hende, der tværtimod havde villet redde den, havde nu dræbt den. Min mor og de andre piger begyndte også at græde. Fru Palsbo kom til for at trøste dem, og aldrig havde hun nogensinde set, så mange børn på een gang være så bundulykkelige over et stykke knust porcelæn, men det har sikkert formildet hende.


   Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg fortæller dig dette; jo, forresten, jeg kommer i tanker om, at der i de senere år har været en del skriverier om Ruth Berlau og Bertolt Brecht og deres forhold.

Så vidt jeg har forstået er der fremført påstande om at Brecht skulle have udnyttet Ruth Berlau, ja, at det endog skulle være hende der har skrevet store passager af han produktion, som han så uden videre skulle have hugget fra hende og ladet fremføre som sine egne. Det er muligt, hun var jo i besiddelse af et vitalt kunstnerisk talent, og Brecht har vel ikke været anderledes end så mange andre kunstnere i egoistisk henseende, - men een ting kan jeg med sikkerhed sige dig, med baggrund i min mor levende beskrivelse af hende: hvis Ruth Berlau har ladet sig udnytte af Bert Brecht - så har hun selv villet det!!

   Efter Sovjetunionens bortgang har der desværre været en tendens til fra vestlig intellektuel side, at nedgøre og mistænkeliggøre socialistiske forfattere og andre kunstnere. En hel række har allerede fået kniven af mindre begavede ikke-socialistiske kolleger og medløbere. Dogmet lyder: jamen, når nu kommunismen er faldet, som det skidt den var - så kan det, de kommunistiske kunstnere har lavet, da ikke være noget værd, og de selv må også have været nogle lede sataner. På denne måde prøver man at promovere sig selv på ofrenes bekostning - men det hjælper dem ikke, der findes ingen talenter af format på højrefløjen alligevel, og det har der aldrig gjort.

   Men det er da rigtigt, at på mange måder var Ruth Berlaus liv tragisk, men man skal ikke beskylde en afdød forfatter, der ikke kan forsvare sig, for at være årsag til dette. I virkeligheden var Ruth Berlaus liv tragisk fra starten; familiens store formue hidrørte fra krigsforretninger under 1'ste verdenskrig - faderen var ganske enkelt "gullasch-baron". Moderen var ulykkelig og forsøgte flere gange at begå selvmord. Ruth Berlau giftede sig med en læge der hed Lund, som foretog illegale aborter og senere skød sig med et jagtgevær. Senere giftede hun sig med en kgl. skuespiller, på hvis foranledning hun kom til at spille Puk i "En skærsommernatsdrøm" - men det var også det nærmeste hun kom sin store drøm om at blive skuespiller.

   Ruth Berlau døde ensom, syg og forarmet i en lille lejlighed i det daværende Østberlin. Denne pige, med de sorte skinnende, ivrige og lidenskabelige øjne - den aktive, den talentfulde, der kunne få hele sin klasse til at græde over en død snog, der aldrig havde været levende. Hold kæft, hvor livet dog er deprimerende!