Af
Erik Rosekamp.
En
dag i 1951 trak min far pludselig sin cykel ud fra udhuset, pumpede den
omhyggeligt og stillede den op ad væggen under køkkenvinduet. Herefter gik han
ind i stuen og erklærede overfor de måbende tilstedeværende, at han, her og nu,
agtede at cykle til Svendborg. Jeg skal måske lige indskyde, at vi på dette
tidspunkt befandt os i Nordjylland, så Svendborg var altså ikke lige henne om
hjørnet.
”Jamen, Lauritz”, begyndte min mor og
lignede et forfærdet stort spørgsmålstegn.
”Ja, du ved vel nok, at Johannes Jørgensen
har fødselsdag imorgen, han bliver 85, og jeg agter, at tage ned og besøge
ham!”
Min mor ville herefter vide hvorfor han
ville cykle, og hvorfor han ikke hellere ville tage toget. Dette spørgsmål blev
aldrig rigtig opklaret, bortset fra at jeg tror at min far mente, at når man
skulle besøge en så betydelig digter, så måtte man have gennemgået store
strabadser forud for mødet. Min far anså Johannes Jørgensen for at være en af
de største digtere der nogensinde havde levet. Lige siden sin tidligste ungdom
havde min far næret stor beundring for denne digter, der som bekendt pludselig
konverterede til katolicismen. Og heri lå også noget af forklaringen på min
fars næsegruse beundring, idet han selv led af en ulykkelig kærlighed til
katolicismen, netop ulykkelig, fordi han aldrig selv havde turdet tage springet
og konvertere.
Nu ville min mor vide, hvad han skulle have
med – om han skulle have en madpakke, eller om der var andre ting han behøvede.
Men nej, han havde regnet ud, at han ville have medvind hele vejen, så han
regnede med at køre turen i eet stræk, og det ville sige, at han kunne være
dernede ved aftenstid og kunne så spise på hotellet.
Min mor var bekymret – hun kunne alligevel
ikke helt forstå denne pludselige indskydelse, men en noget mere forståelig
forklaring fik hun dog, da min far henkastet sagde: ”Ja, og så kan jeg jo ved
samme lejlighed spørge ham, om han har den bog, du ved nok!”
Sagen var den, at min far var en stor
bogsamler – førsteudgaver – tretusind bind, de fleste førsteudgaver, befandt
sig bag de lukkede glasfløjdøre i stueetagen, hvor jeg, i lighed med andre
ligegyldige personer, var forment adgang bortset fra i ganske særlige tilfælde.
Naturligvis havde han alle Johannes Jørgensens førsteudgaver – undtagen een!
Det pinte og plagede ham! Min mor vidste alt om dette forhold, idet hun havde
investeret ikke så lidt tid i det. Da hun havde lært ham at kende, havde hun i
forelsket vildelse styrtet åndeløs fra det ene antikvariat til det andet, holdt
oppe af længslen efter, at kunne overbringe sin elskede den eftertragtede
genstand – men altid samme resultat: ”Nej, lige netop den har vi desværre
ikke.”
”Nej, ved du nu hvad, Lauritz” sagde min
mor forarget, ”det kan du altså ikke spørge ham om!”
”Åh, hvorfor ikke?” sagde min far, og
cyklede derpå glad afsted i det fine vejr.
Jeg husker, at jeg på ingen måde fandt det
besynderligt, at han pludselig cyklede til Svendborg. Om han så havde sagt, at
han rejste til Mongoliet, ville jeg have fundet det ligeså lidt besynderligt.
Iøvrigt passede det mig udmærket når han var væk, så kunne jeg tage mine
kammerater ind i haven og kravle i træerne, hvilket var strengt forbudt, når
han var hjemme.
Det har altid undret mig, hvordan nogen kan
være noget bestemt, samtidig med at de også er det modsatte. Som nu f.eks. min
far og hans katolicisme – han var faktisk protestant og katolik på een og samme
tid. Han sværmede i den grad for det katolske, hvorfor Frankrig også blev det
land, hvor han opholdt sig mest udenfor
Danmark. Men samtidig var han også protestant og var gudhjælpemig på et
tidspunkt medlem af et menighedsråd. Men altså – hvordan kan man være imod
Paven samtidig med at man går ind for Paven? I bedste fald ophæver de to ting hinanden
og bliver til ingenting. Uden sammenligning iøvrigt, var det lidt det samme med
Kaj Munk, der både var nazist og antinazist på samme tid? Hvordan tackler de
modsætningen? måske ser de den slet ikke, og så ser de jo heller ikke
konflikten, og er slet ikke bevidst om, at denne eksisterer. Stadigvæk uden
sammenligning ser man det samme i partier som f.eks. Dansk Folkeparti, der i
deres arbejdsprogram går ind for noget på side 2, og afskaffer det igen på side
5. Er der en kongenial sammenhæng i disse menneskers tænkemåde ? Selvom jeg er
en stor tilhænger af, at modsætninger mødes, forstår jeg dog ikke helt denne
dobbelthed som visse mennesker tilsyneladende indeholder. Min far burde have
taget konsekvensen og konverteret, ligesom Johannes Jørgensen, det andet er
noget pjat – eller tager jeg fejl? Man kan selvfølgelig sige, at tager man
konsekvensen, så er det frydefulde, kildrende, sværmeri slut – og det er måske
det, de ikke vil undvære – her er man måske lidt nærmere en forklaring. Jeg
erkender det ambivalentes eksistens, ligesom jeg fuldtud forstår følelsen af
had og kærlighed som en og samme ting. Jeg er også fuldt bevidst om, at noget
kan virke både frastødende og tiltrækkende på samme tid. Men jeg erkender det -
hvorimod det er, som om de omtalte personager, slet ikke er bevidste om
modsætningen. Bliver de stillet overfor modsætningen vil de sikkert gøre alt
for at bortforklare den, istedetfor blot at erkende: ”Jo, den er der, og hvad
så?” Til tider forekommer den slags mennesker mig farlige – eller lad os i det
mindste sige, at de er ikke lette at have med at gøre.
Helt efter planen nåede min far Svendborg
hen under aften. Næste formiddag gik han fra hotellet og til Johannes
Jørgensens bopæl, hvor han blev hjerteligt modtaget, af den efterhånden meget
gamle mand. De havde en længere samtale, mod hvis slutning min far ledte talen
hen på den specielle udgave han hungrede efter. Johannes Jørgensen sagde til
min far, at den kunne han da købe hos boghandleren – han forstod overhovedet
ikke denne interesse i førsteudgaven, som han iøvrigt ikke lå inde med selv.
Herefter fulgte han min far, der var temmelig nedslået, til døren og i
døråbningen standsede den gamle digter op et øjeblik, og sagde:
”Ved De hvad – jeg forslår at vi synger en
sang sammen!”
”En sang?” spurgte min far, og så vantro på
sit gamle idol.
”Ja,” svarede Johannes Jørgensen, ”i den
alder jeg har nu, syntes jeg at man skal synge en sang, når man tager afsked
med hinanden.”
Herefter forslog han, at de sammen sang
”Dengang jeg drog afsted”.
Det må have været et ejendommeligt syn, at
se de to herrer stå der i en døråbning i Svendborg og synge ”Dengang jeg drog
afsted” – den ene med rystende gammelmandsstemme og den anden med den tonedøves
brummende ditto.
Min far lod sin cykel indskrive som
rejsegods, og løste selv billet til toget. Han kom dog ikke lige hjem, men
gjorde ophold i flere dage i både Fredericia og Skanderborg. Nå, endelig kom
han – og så var det slut med at kravle i træerne – men heldigvis varede det
ikke længe, før han atter var på farten, i et eller andet vanvittigt øjemed.