Kaàn de Albést, Jindrich, f. 1852, czekisk Komponist, Prof. ved (en Tid lang Direktør for) Konservat. i Prag, har skrevet Operaer, Balletter, Koncerter og anden Klavermusik, Kammermusik, Orgelsonater m. m.

Kade, Otto, 1819—1900, tysk Musiker og Forf, kirkelig Musikdirektør senest ved Slotskoret i Schwerin; komponerede liturgisk Musik, udg. en Koralbog og forf. Skrifter om Luther-Codex fra 1530. Joh. Walthers gejstlige Sangbog. Le Maistre og Heinrich Isaak og redigerede navnl. 3die Bd. (i Nyudg.) samt 5te Bd. (Musik-Bilagene) af Ambros' Musikhistorie.

Kadens = Cadence (s. d.).

Kahn, Robert, f. 1865, tysk Komponist, Prof. i Kompositionslære ved Berlins »Hochschule«, har komponeret en Række Kammermusik- og Korværker, Sange og Sangspillet ^Som-merabend«. (Biogr. af Radecke).

Kahnt, Christian Friedrich, 1823 — 97, Grundlægger af bekendt Leip-zigerforlag (bl. a. af Liszts Værker), der fra 1S86 fortsattes som »C. F. K. Nachf.c.

Kaim, Franz, f. 1856, Grundlægger af de i Mûnchen 1893—1908 bestaa-ende bekendte < K.-Konzerte« med egen Koncertbygning og fremragende Dirigenter som Zumpe. Loewe, Hausegger, Weingartner o. fl.

Robert Kajanus.

Kajanus, Robert, f. 1856, finsk Musiker, studerede ved Leipzigs Konservat. og hos Joh. Svendsen (i Paris), skrev allerede i Tyskland (Dresden) sine første Orkesterværker, der opførtes dér under hans egen Ledelse: ogsaa i Petersborg dirigerede K., der 1882 vendte tilbage til Helsingfors og s. A. stiftede »Helsingfors' Orkester-forening«, senere udvidet til Korforening og kaldet »Filharmoniska sällskapet« ; for finsk Musikliv fik disse Institutioner, der lededes af K., stor Betydning; 1914 dannedes »Helsingfors stadsorkester« paa Grundlag af det af K. skabte Orkester og af Schneevoigts (s. d.) »Sinfonieorkester« (fra 1912): af det ny Orkester har K. siden været Dirigent. Under K.s Ledelse er ogsaa givet » Folkkonserter « ; K. er en af de første finsk-nationale Komponister, der i sine Værker knytter sig til Folkesagn og -musik (finske Rhapsodier, Symfon. med Kor-Finale, Symfonietter, Marcher, Sange, Kantater). Ogsaa udenlands er K. optraadt som Dirigent, saaledes med sit Orkester i Paris 1900, propaganderede for finsk Musik (særl. Sibelius). (Litt.: Flodin: »Finska musiker«).

Kakofoni (gr.), Misklang, Mislyd.

Kalamaika, ungarsk Nationaldans i ²/₄ Takt og delt i 2 Repriser.

Kaibeck, Max. 1850 — 1921. tysk Mu-sikforf., fra 1880 Musikkritiker (mod Wagner. Bruckner etc.. for Brahms) i Wien; udg. sine Anmeldelser i Samlinger som »Wiener Opernabende«. »Opernabende« (2 Bd.) etc. og forf. navnl. en stor 4 Bd.s -Bra/ims-Biografi, 1904 — 14, udg. Brahms' Breve og overs, eller forf. forsk. Operalibrettoer; ogsaa lyriske Digte.

Kåldy, Julius. jl838—1901. ungarsk Musiker. Direktør (efter Nikisch) for den kgl. ungarske Opera; kendt som Samler og Udg. af gi. ungarsk Musik, som han udg. med Text og Klaverledsagelse og opførte paa Koncertrejser (»Altungarische Musikschätze«, »Kuru-zenlieder«, »Alte ungarische Kriegs-lieder« etc.).

Kalhauge, Viggo, 1840—1905. dsk. Musiker, Organist og Klaverlærer i Kbhvn., komponerede nogle mindre Operaer, Korstykker, Salmer og andre Sange.

Kalifen i Bagdad, Opera af Boieldieu, Paris 1800, Kbhvn. 1804.

Kalik, Vaclav, f. 1891, czekisk Musiker, Elev bl. a. af Novak, har navnl. virket som Sangforeningsleder. senest for de sydbøhmiske Læreres Forening; har komponeret Korstykker og Kammermusik.

Kalinnikof, VassilySergevitch, 1866 —1901, russ. Komponist, hvis 1ste Symfon. vakte Opsigt og opførtes flere Steder udenfor Rusland, men som tidlig hæmmedes i sin Gerning af Lungesvindsot; komponerede endnu en Symfon., nogen Teatermusik, Strygekvartet m. m.

Kalischer, Alfred, 1842—1909, tysk Musikforf, opr. Filolog og forøvrig Digter og filosofisk Skribent, helligede sig navnl. til Studiet af Beethovens Liv og Gerning og udg. særl. Beethovens Samtlige Breve [5 Bd., 1906 — 08). »Aus Beethovens Frauenkreis«, »B.sunster-bliche Geliebte«, samt genudg. med talr. Noler Schindlers > Beethoven«, Breunings >Aus dem Schwarzspanier-haus« etc; K.s forøvrig utrættelige Beethoven-Studier skæmmedes af en Del Polemik og forblev ikke ubestridte.

Kalkant (lat.), Orglets Bælgetræder.

Kalkbrenner, Friedrich,1788 —1849, tysk Klaverspiller og Komponist, Elev af Konservat. i Paris, hvor han blev en meget yndet Koncertspiller og søgt Lærer; efter en Tids Ophold i London atter i Paris som Parthaver i Pleyels Fabrik. — K.s Ry som Virtuos var stort; særl. Vægt lagde han paa Oktavspil og Pedalteknik ; hans talr. Klaverværker tilhører for en Del den

Friedrich Kalkbrenner

brillante Salongenre, men navnlig hans Etuder er ikke uden Værdi; skrev og-saa Koncerter. Kammermusik m. m., en Klaver-skole (hvori og-saa Etuder) og en Harmonilære.

Kallenberg, Siegfried Garibaldi, f. 1867, tysk Komponist af moderne (»expressionistisk«) Retning, Konser-vatorielærer, nu i Mûnchen ; har skrevet en Mængde Sange og anden Vokal musik, et Par Operaer og Symfon. samt Kammermusik m. m.; en »K.-Forening« virker for Udbredelsen af hans Værker.

Kalliwoda, Johannes Wenzeslaus, 1801—66, bøhm. Komponist af talr. Værker: Symfon., Ouverturer, Violinkoncert. Strygekvartetter, Messer etc., nærmest tilhørende den saakaldte »Ka-pelmestermusik« (s. d.), men en Tid lang yndede og meget opførte.

Kallstenius, Edvin, f. 1881, sv. Komponist af moderne »impressionistisk« Retning; har skrevet Kammermusik. Klaverkoncert, Sange. Mandskor og anden Vokalmusik: K.. der lever paa Landet ved Sthim.. har været Leder af Studenterkor i Upsala.

Kaiman, Emmerich, f. 1882, ungarsk Operettekomponist (mest kendt »Høst-manøvre« og »Czardasfyrstinden«): lever i Wien.

Kamienski, Matthias, 1734—1821, den første polske Operakomponist, af hvem Operaen (Sangspil) »Heidi Uheld« opførtes 1778 i Warszava; den efterfulgtes af endnu nogle polske Operaer, blandt hvilke særl. Zoska (»Landsby-kærlighed«) havde stort Held. og af et Par tyske: K. skrev iøvrig Kirkemusik og Kantater.

Kaminski, Heinrich, f. 1886. tysk Komponist, Elev af Wolfrum, Juon o. fl.. lever ved Mûnchen; nævnes som Bach-paavirket Komponist af Kirkemusik, Concerto grosso. Kammermusik, Orkestersuite m. m.

Kammerduet, en i 18. Aarh. meget yndet Kompositionsart, der sorterede under Kammermusiken (s. d.). Berømte K.er foreligger bl. a. af Agostino Stef-fani. Francesco Durante og G. F. Handel.

Kammerkantate, se Kantate 2.

Kammerkoncert, se Koncert.

Kammermusik. Ved K. forstod man oprindelig den Musik, der var bestemt for den private ^intimere) Musikpleje, der tidligere i særlig Grad bavdehjemme i de fornemmes Privatgemakker (Kamre). Som K. opfattedes med andre Ord al den Musik, der ikke udtrykkelig var bestemt for Kirke og Teater, den vokale saa vel som den instrumentale. Forrest blandt de gamle Kammermusikformer gaar saaledes Kammerkan-talen. Kammerduetten, Kammersonaten. Concerto grosso osv. (Ang. disse Musikformer se Særart.).

Nu förstaas derimod ved K. i Hovedsagen kun de i/is/rumentø/værker.der er bestemte til at udføres af et M indre-lal af Soloinstrumenter (o: 'Trioer. Kvartetter, Kvintetter, for Strygeinstrumenter alene eller for disse og andre Instrumenter med Klaverledsagelse, endvidere Sonater for Soloinslrumenter, Klaver, Violin o. 1. og Solosang i Forbindelse med et mindre Antal Soloinslrumenter og Klaver). Derimod er Sang-musiken under alle andre Former nu forvist fra K.-Omraadet. Den ny Retning, Instrumentalmusiken tog ved det 18. Aarh.s Midte, medførte Udviklingen af en speciel Kammermusikstil, hvis vigtigste Foregangsmænd var Sta-mitz, Boccherini og Ditlcrsdorff. men hvis klassiske Fuldendere var Haydn, Mozart, Beethoven. Cherubini, Schubert, Mendelssohn, Schumann og Brahms. (Litt. : H. Riemann: »Mannheimer K.« som Indledning til 15 Bd. af »Denk-mäler der Tonkunst Bayerns«).

Kammermusikforeningen i Kbhvn. blev den 5. Dec. 1868 stiftet af Franz Xeruda for under private selskabelige Forhold i ugentlige Musikaftner at udbrede Kendskabet til Kammermusik.

Medlemmernes Antal begrænsedes opr. til 99. senere til 200 og er nu oppe paa 350. Medlemmerne grupperer sig i aktive og passive, og Møderne afholdes i Vintersaisonen en Gang ugentlig efter Teatertid.

Kammermusikus var i Tyskland tidligere paa en Gang Almenbetegnelse for samtlige i et fyrsteligt el. kongeligt Kapel ansatte Musikere (o: det samme som nu i Danmark en kgl. Kapelmusikus) og Særbetegnelsen for de Musikere, der medvirkede ved Kammermusikopførelserne, men benyttes nu oftest (saaledes ogsaa i Danmark) som Ærestitel for de mest fremragende Medlemmer af et Hofkapel.

Kammersonate, se Sonate.

Kammertone, den Normaltone, efter hvilken nu samtlige Instrumenters Stemning bliver reguleret. Tidligere anvendtes Navnet udtrykkelig kun for den Tone, efter hvilken den instrumentale Kammermusik blev reguleret,mens Orglet, der støttede /vorsangen, blev stemt i den noget højere Kortone. En 3die Stemning: A'orne/tonen, der laa en lille Tens over K., anvendtes endelig af Slatsmusikanterne. Kor- og K.-Tone anvendtes længe jævnsides, men selv efter al K. var bleven eneraadende, vedblev dens Højde længe at variere. En fast staaende Normaltone indførtes først, efter at Pariserakademiet i 1858 havde fastslaaet det enstregede a's Tonehøjde til 870 Enkelt- el. 435 Dobbelt-Sving-ninger i Sekundet.

Kammervirtuos (derunder Kammerviolinist, Ka m m erp ia n is t, Ka m -mersanger m. m.) er i Danmark en Hoftitel, der gives til Kunstnere, der særlig har udmærket sig som koncertoptrædende.

Kanklys, lettisk-litauisk Strengeinstr., en Slags Citer, der har megen Lighed med den finske Kantele. Havde opr. ligesom hin kun

5 Strenge, der rimeligvis var diatonisk stemte, enten i Dur el. i Moll. Senere fik K. 9 Strenge. Den er nu meget sjælden, men var i 17. og 18. Aarh. alm. i Brug i Litauen som Akkompagnements-instr. til Sang. Om el. hvorledes den finske Kantele og den litauiske K., der ogsaa ved deres Navne minder om hinanden, staar i Forbindelse med hinanden, er ikke endnu klarlagt. (Litt.: T. Norlind: »Bidrag till Kantelens historia« (»Rig« 1923); Chr. Bartsch,»Dai-nu Balsai«, Heidelberg 1389; F. H. Tetzner, »Dainos«, Leipzig (Reclam)).

Kanon, 1) i Oldgrækenland Navn for Monochordet, fordi Intervallerne paa det bestemtes ad matematisk Vej. Pythagoræerne, der tog Monochordet til Udgangspunkt for deres Lære, betegnedes derfor som Kanonikere, hvorimod Aristoxenos' Disciple, der tog Øret til Rettesnor, betegnedes som Harmo-nikere. — 2) Den strengeste Form for Imitationen (s. d.), hvor flere Stemmer efter hinanden udfører samme Tema. K. kan være i Enklang el. Oktav, saa Følgestemmen henholdsvis enten gentager Temaet i den opr. Tonehøjde (Ex. Mester Jakob) el. en Oktav dybere el. højere end samme. Man har ogsaa K.er i Over- el. Undersekund, Over- el. Underterts osv., alt efter som Følgestemmen gaar ud fra den opr. Udgangstones Sekund, Terts osv. De opr. Nodeværdier kan i Følgestemmen ogsaa forstørres (Canonper augmenta-tionem) el. formindskes (C. per dimi-nulionem); de stigende Tonetrin kan endmere forvandles til faldende og omvendt (C. per inotum contrariant), eller Følgestemmen kan udføre Melodien baglænds (C. cajnericans, Krebse-K.) osv., se Fuga. I Folkemusiken kan K. i sin simpleste Form (i Enklang) allerede paavises i 13. Aarh. (den bekendte engelske Summer-K., c. 1210: »Martin lieber Herre« i et samtidigt østrigsk Hdskr. o. fl.). I Kunstmusiken debuterer K. i 14. Aarh. i den norditalienske Caccia (s. d.). De kunstigere K.-former udvikledes derimod først i 15 —16. Aarh. hos de fransk-nederlandske Kontrapunktister. Gamle Navne for denne K.-Arter Faga(s.d), fiotael.Rotula(tysk

Radel. Rädchen). — 3) Den Rettesnor (Canon), de nederlandske Komponister i Form af et ofte ret forblommet Motto vedskrev det i Reglen kun som en enkelt Stemme opskrevne K.-Tema. Ex. Roma tibi subilo motibus ibit amor, der læst forfra og bagfra giver én og samme Ordlyd, betød saaledes, at Folgestem-men skulde sætte ind paa Temaets sidste Tone og synge det baglænds. Qui se humiliât exaltabitur (Hvo sig selv fornedrer, skal ophøjes" betød, at alle Temaets Intervaller af Følgestemmer skulde vendes om. saaledes at et stigende Interval blev forvandlet til et faldende af tilsvarende Størrelse og omvendt et faldende til et stigende:

Kantate, ordret oversat en Sang (af ital. cantare, at synge), opr. Modsætningen til Sonate: et Instrumentalstykke (se Sonate). K. har i Tidens Lob antaget adskillige vidt forskellige Former. 1) I sin ældste Skikkelse (ved Beg. af 17. Aarh.) var den. til Forskel fra den ældste instrumentalt ledsagede Solo-Sang (Monodien, en Strofesang, hvor alle Vers blev afsungne paa en og samme Melodi) en Art gennemkomponeret Ode. idet Komponisten belyste hvert af Digtets Vers med en ny Musik og lod ariose og rccitativiske Perioder vexle med hinanden. — 2) Som Nr. 2 fulgte c. 1650 den af Carissimi opfundne af et Generalbasakkompagne-ment ledsagede Kammer-K., der var sammensat af Arier, Recitativer, Duetter, Terzetter m. m. og direkte frem-voxede af Viadanas Kirkekoncert (s. d.). — 3) Først ved 18. Aarh.s Beg. frem-staar den saakaldte store K., der af sin Opfinder, den hamborgske protestantiske Præst, Erdman Neumeister indførtes som Led i den protestantiske Gudstjeneste og altsaa debuterede som kirkelig Musikform. Af Princip var denne K. imidlertid, takket være sin operamæssige Musik (Reinhard Keiser), alt andet end kirkelig. Sammensat af Arier (af hvilke en Del var omkalfatrede Koraler), Ensemblesange og Korsange og støttet af et Orkester virkede den paa det nærmeste som »et Stykke af en Opera«, og forfejlede derved i Virkeligheden sin Hensigt. Som denne Kirke-K.s klassiske Reformator gælder Joh. Seb. Bach, der ved hovedsagelig at give K. Baggrund af Orglet, ved at give K.s Recitativer en roligere og mere kantabil Karakter, ved at forsyne Arierne med et interessant, polyfont Akkompagnement m. m., forjog alle de verdslige Elementer, der i den hamborgske K. med Rette havde vakt Forargelse. Prikken over i'et satte Bach dog ved at gøre Menighedskora-len, der i Xeumeisters K. kun havde været sparsomt anvendt, til Kompositionens Midtpunkt. Ud over den simple 4-stem. Koralsats gør Bach saaledes i sin K. Brug af store polyfont udarbejdede Koralkor, lader Koralen duettere med Recitativer o. 1. Den Baclvske Kirke-K. tegner sig som en udpræget lyrisk Musikform, der ser bort fra alle episke og dramatiske Elementer og derved, med Bestemthed baade tager Afstand fra Operaen og fra Oratoriet. Karakteristisk for den Baclvske K. er ogsaa den Enhed i Stemningen, der behersker Ensemblet og logisk holder sammen paa alle de Enkeltheder, af hvilke Kunstværket er sammenstillet. Overfor Bachs helstøbte Kirke-K. tager vor Tids verdslige store K., der opr. opstod som Fest-K. ved verdslige Højtider. Bryllupper o. 1., sig ud som et ret vagt Begreb. Dramatiske, episke og lyriske Elementer er nemlig hos den ofte blandede saaledes op med hinanden,at K.s alm. vedtagne Opfattelse som en udpræget lyrisk Musikform her langtfra altid holder Stik. Hugo Riemann föreslåar derfor hellere at betegne den lyrisk anlagte K. som lyrisk Scene, den over bibelske, antike og heroiske Emner byggede episk anlagte K. som Oratorium el. Legende, den romantisk anlagte K. som Ballade. Som verdslige K.r af den Bach'ske K.s helstøbte lyriske Præg anerkender R. i Virkeligheden kun Værker som Brahms Triumflied og Schicksalslied, Liszts Komposition til Schillers Ode An die Freiide og Beethovens Hymne an die Freiide (Slutsatsen i den 9. Symfon.). (Litt. : Engen Schmitz: »Geschichte der Kantate und des geistlischen Konzertsc (1 Bd. 1914), »Gesch. der weltlichen Solokantate«).

Kantele er Navnet for et citerlig-nende finsk Folkeinstr. af meget gammel Oprindelse. Af Form minder det om den orientalske Kanun [s. d.), for saa vidt som den af Fyrre-el. Birketræ fremstillede Lydkasse til den Ende, hvor Stemmeskruerne har Plads, er skaa-ret skævt af; dog giver de opr. kun faatallige Strenge K.-Lydkassen en forholdsvis langt smallere og mere langagtig Form, og Strengenes vifteformige Opspænding bevirker, at Instr. til den Ende, hvorfra disse har deres Udgangspunkt, er en Del smallere end ved deres Endepunkt oppe ved Stemmeskruerne. I Sangbunden var der tidligere midtvejs indskaaret 5 smaa runde Lydhuller, ordnede i Korsform ; paa yngre Exemplarer erstattes disse af et samlet indskaaret Kors, og paa de m'este af en stor rund »Rose« og et lille hjerteformigt Hul i Lydkassens smalle Ende. Selve Lydkassen er paa det ældste Exemplar (i Museet i Helsingfors) ligesom hos den ældste Langeleg hulet ud af ét Stykke Træ og er aaben nedadtil. Senere blev Hulningen overdækket med en tynd Træplade. og Nutidens K. er endelig ligesom Vio-

linen sammensat af et Over- og Underdække med en forbindende bred Randflade. Strengene, der opr. blev fremstillede af sammensnoede Hestehaar, men nu er af Metal, er ordnede efter gradvis aftagende Længde og stemte tidligere, da K. kun var 5-strenget, g¹ a¹ b¹ c- d^ä. Den moderne K., der kan have indtil 34 Strenge, er derimod stemt i den diatoniske G-dur-Skala. — K.s Opfindelse lægges af Folkeovertroen helt tilbage til Sagntiden og som litterær Hovedkilde til Oplysning om dens middelalderlige Indretning tjener derfor et Sagnværk : den store finske Folkedigtning Kalevala. Om K.er en original finsk Opfindelse, stilles dog i Tvivl af de nyeste Forskninger, der påaviser, at K. i Finland tidligere kun forekom i de Egne af Landet, der nærmede sig den russiske Grænse, og fra Finland kan forfølges videre til Estland. I Litauen og Letland forekommer endvidere i den lettisk-litauiske Kanklys (s. d ) et gammelt Folkeinstr., der i sin hele Indretning falder nær sammen med K.. og som ifølge den lettisklitauiske Litteratur en Gang havde endnu starre Udbredelse end den finske K. De to Instr. har altsaa utvivlsomt haft et fælles Udspring. Nordlind er tilbøjelig til at føre Urinstr. tilbage til Letterne, der en Gang beboede hele det Omraade, hvor Kanklys og K. har været i Brug. Mens K. for 50 Aar siden i Finland næsten helt var gaaet ud af Sagaen, er den. takket være Nutidens Fredning af Folkeminderne, nu paany taget til Ære og spilles i Finland baade af hoj og lav. (Litt. : T. Nor-lind: »Bidrag til K.s historia«. »Rig«, 1923).

Kantilene (lat. Cantilena), en Melodi af sangbar Natur.

Kantor, Menighedens Forsanger: i større Kirker Betegnelsen for den, der leder Kirkekoret.

Kantori betyder et Sangerkor, og anvendtes opr. i Flæng paa de lønnede Kapel-Sangkor ved Konge- og Fyrstehoffer og paa de af en Kantor ledede Lalinskolekor, der i ældre Tid var pligtige til at gøre Tjeneste ved de Kirker, hvormed Skolerne var forbundne. Selv efter at de fyrstelige Sangerkor siden havde faaet saa rigelig Tilslutning af Instrumentister, at Vokalmusiken ikke mere dominerede, holdt det gamle Navn sig endnu en Stund som Betegnelse for de kongelige Sangeres og Instrumentisters Korps,ligesom Sangmester bibeholdtes som Titel for K.s Dirigent. Om de to Navnes senere definitive Erstatning med Kapel og Kapelmester se de paagældende Artikler.

Kanun (Qànon), gl. orientalsk Strengeinstr.. hos hvilket en lang Række ulige lange Strenge er udspændte over en trapezformig Sangbund, og som behandles med et Plekter af Skildpadde. Beslægtet med Nutidens Citer (s. d.) og Middelalderens Psalterinm (s. d.).

Kapel (af ital. eapella el. cappella) brugtes opr. enten som Navn for en med Alter forsynet Kirkeniche, der var tilegnet en bestemt Helgen, eller for en mindre Kirke, der enten tjente i samme Øjemed, el. blev brugt til mindre Gudstjenester, Begravelser o. I. Senere gik Navnet over til at betegne den Plads i Kirken, hvor Sangerkoret var opstillet (Kirkekoret), og derfra vandrede det endelig over paa Sanger-koret selv. (Berømte Sangerkor bestaar endnu i det pavelige (sixtinske) A", i Rom, det berlinske Dom-K., King's Cha-pel i London o. fl.). Som Sidestykker til de kirkelige Sanger-K. opstod snart ogsaa verdslige fyrstelige og kongelige Sanger-K. (ogsaa betegnede som Kantoner, s. d.), og da i det 18. Aarh. Instrumentalmusiken paa Fastlandet arbejdede sig op til et Højdepunkt og det især i Østrig blev alm. Skik og Brug, at enhver Fyrste til sin private Fornøjelse underholdt et større el. mindre Orkester, blev det Brug at kalde ethvert fyrsteligt Privatorkesler K. Da Privatkapellerne med Tiden opløstes, blev Navnet staaende som Betegnelse for de regerende Fyrsters Orkestre, hvis Præstationer ikke alene kom Hofferne men ogsaa det store Publikum til Gode, og r Xuticlen förstaas ved et Musik-K. i Flæng et hvilket som helst Orkester, men samtidig ogsaa det Rum i Teatret el. Koncertsalen, hvor Orkestret er placeret. K.s Leder betegnes som K.mester (s. d.).

Kapelmester (ital. Maestro di capella, fr. Chef d'orchestre), Orkesterdirigent _vse Kapel).

Kapelmestermusik, spottende tysk Betegnelse for en Musik, der i formel Henseende slutter sig til de klassiske Forbilleder, men er uoriginal og aand-løs.

Kapelmusikus, aktivt Medlem af et Musikkapel. I Danmark benyttes K. kun til Betegnelse af de i det kgl. Kapel ansatte Musikere. Se iøvrig Kam-mermiisikus.

Kapelsanger, Medlem af et Sanger-kapel, se Kapel.

Kapodaster, se Capotasto.

Kapp, Julius, f. 1883. tysk Musik-forf., har skrevet en lang Række musikbiograf. Arbejder (af noget ulige og ikke altid selvstændigt Værd): »Franz Liszt«, »R. Wagner«, »R. Wagner und die Frauen«, »N. Paganini«. »H. Berlioz«. îMeyerbeer«. »Weber«, »Fr. Schre-ker'-. »Die Oper d. Gegenwart«, samt udg. Liszts og Wagners Skrifter.

Karasowski, Moritz, 1823— 92, polsk Cellist og Musikforf., var Kammermusiker i Dresden, men særlig bekendt som Forf. af den første udførlige Cho-pin-Biografi ,1877), der baade paa Polsk og i tysk Overs, udkom i flere Oplag; skrev ogsaa den polske Operas Historie (1859; og »Mozarts Liv« (1868).

Karel, Rudolf, f. 1881, czekisk Komponist, Elev af Dvorak, levede før Verdenskrigen i Rusland og dirigerede derefter et stort Orkester, der berejste de forsk, czekiske Arméfronter; 1920 vendte han tilbage til Bøhmen; har komponet symfon. Digtninge, Teatermusik, en Del Kammermusik, særlig Violinsonater, et Te deum samt Klaverstykker.

Karg-Elert, Sigfrid, f. 1879. tysk Komponist, støttedes i sin musikalske Uddannelse ved Leipzigs Konservat. bl. a. af Grieg: fra 1919 Teori- og Klaverlærer ved samme Læreanstalt; meget produktiv Komponist af mere og mere moderne (impressionistisk) Betning: en Række Klaverværker, derunder Koncert, Sonater, »Skandinavi-scheWeisen« etc., »Symphonietta«,kirkelige Kor og Sange. Særl. Interesse har K. skænket Harmoniet, for hvilket han har skrevet en Skole, Etuder og forsk. Kompositioner. Forf. af en Musikteori (»Die Grundlagen der Mu-siktheorie« 1920).

Karlowicz, Mieczylayv, 1876—1909, polsk Komponist, nogle Aar Dirigent for Musikselskabet i Warszava; nævnes som en af de betydeligste nyere polske Komponister paa Symfon.s og symfon. Digtnings Omraade; skrev iøvrig Violinkoncert. Klavermusik (en Sonate) og Sange ; endvidere værdifulde Bidrag til Chopins Biografi ved Udg. (ogsaa paa fr.( af hans Breve og Efterladenskaber; forulykkede ved et Bjergskred.

Kaschmann, Giuseppe, f. 1850, ital. Sanger (Baryton), fejret Operasanger (siden 1874) i Italien, Frankrig og Tyskland (Bayreuth); senere Koncertsanger og anset Sanglærer.

Kaskel, Karl. Friherre von, f. 1866, tysk Komponist .. en Række Operaer; lever i Munchen.

Kaski, Heino, f. 1885. finsk Komponist af Symfon.. Orkestersuiter, Klaverstykker, Sange m. m.; Elev af P. Juon (i Berlin).

Kassation fital. Cassazione) var i 18. Aarh. Navnet for en flerstemmig Instrumentalkomposition, der delte sig i flere Satser og hovedsagelig var bestemt til at udføres af Soloinstrumenter. Den udførtes gerne i det fri ved Aftenstid og var i nær Familie med Serenaden (s. d.).

Kastagnetter kaldes et i Spanien og Italien meget brugt Klapreinstr., der specielt anvendes til Ledsagelse af Dans ^Bolero, Fandango, Tarantel). Det bestaar i to smaa kapsel-formige Bækkener (af haardt Træ), der under Spillet bindes fast til Tommelfingeren og ved de andre Fingres Hjælp hurtigt slaas imod hinanden.

Kastalsky, Alexander Dmitrievitch, f. 1856, russ. Komponist, Elev af Tschai-kofskg og Tanejef. en Hovedrepræsentant for nyere russ. Kirkemusik (hans »Requiem« opførtes ved Musikfest i Birmingham); skrev endvidere en Opera og anden Teatermusik, en Symfon. med Sang over russ. Landliv og Bearbejdelse af gi. russ. og folke-lig-russ. Musik.

Kastner, Johann Georg, 1810—67. fr.-tysk Musiker og Forf., f. i Strasbourg, studerede i Paris; komponerede (fr. og tyske) Operaer, større og mindre Instrumental- og Korværker, særl. de ejendommelige Livres Partilions (symfon. Digtn. med histor.-filosofiske Indledninger) som Les danses des morts, Les chants de la vie etc. : forf. en Række fortjenstfulde musikteoret. Lærebøger. (Biogr, af H. L. von Jan).

Kastratsanger kaldes en Sanger, der i Drengeaarene er bleven kastreret for derved at undgaa den Forandring af Drengestemmen, der hos mandlige Individer finder Sted i Overgangsaarene og forvandler den høje Barnestemme til en Mandsrøst. Denne Operation, der affødte Stemmer, som i Skønhed overgik Kvindestemmen og i Fylde, Kraft og Udholdenhed kunde maale sig med Mandsstemmen, anvendtes især i Italien, hvor ikke engang det pavelige Kapel undsaa sig for at optage disse kunstigt fabrikerede Sangere, der modtog saa høje Lønninger, at deres ødelagte Helbred for dem blev et Bispørgsmaal i Forhold til de Formuer, deres Stemmer indbragte dem. K.ernes fornemste Opland var dog selvfølgelig Operaen, hvor Bravour-sangen jo i 18. Aar. i den Grad tog Teten, at Indhold og dramatisk Handling traadte tilbage til kun at blive Bispørgsmaal (se Opera). Af verdensberømte K.er. der i deres Tid lagde hele Europa for deres Fod, kan bl. a. anføres Carlo Broschi,.kaldet Farinelli, Senesino, Bald. Ferri. Cafarelli, Mar-chesi, Salimbeni.

Kauer, Ferdinand. 1751 —1831, østr. Musiker, Kapelmester ved Wienske Forstadsteatre, skrev en Mængde Operaer (Sangspil), af hvilke én ?Das Do-nauweibchen«, 1798, blev overordentlig populær, opførtes paa mange fremmede Scener og i lang Tid bevarede K.s Navn fra Forglemmelse: hans Symfon., Kirkeværker, Koncerter etc. gik derimod hurtig i Glemme.

Kaun, Hugo. f. 1863, tysk Komponist, Elev af Berlins >Hochschule« og af F. Kiel: en Aarrække Dirigent og Lærer i Amerika, nu i Berlin som Konservatorielærer; produktiv Komponist i flere af Musikens Genrer, særl. Kammermusik; ogsaa Opera.

Kaurin, Ottilia, 1868—1925. nsk. Romancesangerinde og Sangpædagog, uddannet i Kria.. Kbhvn. og Paris. Var i mange Aar en søgt Lærerinde i Risør. Arendal og Kria. og gav mange Koncerter i disse Byer.

Kavatine betegner i Operaen nutildags selvstændige lyriske Solosange, der i Modsætning til Arierne undgaar Textgentagelse og Koloraturer og helt igennem fastholder ét og samme Tempo. Tidligere udgjorde K. gerne den korte Slutsats af et Recitativ.

Kayser, Heinrich Ernst, 1815—88. tysk Violinist, Orkestermusiker i Hamburg, hvis Etuder og »Daglige Øvelser« endnu er værdifuldt Undervisningsmateriale for Violinspillere; forf. ogsaa en Violinskole.

Kehraus (tysk o : »fej ud«), det spøgefulde Xavn for den Dans, der i gammel Tid gerne afsluttede ethvert Dansegilde, Bondebryllup o. 1. De dansende sluttede en lang Kæde, der, med en Fordanser i Spidsen, floj gennem alle Husets Stuer, ja tidt endogsaa ud paa Gaden og ind igen. Melodien bestaar gerne kun i et Par korte Strofer, der i hurtigt Tempo gentages i det uendelige. Se Langdans,

Keil, Alfredo, 1850—1907, portug. Komponist, skrev navnl. en Række Operaer og bl. a. Sangen A Portugucza. den ny Republiks officielle Xational-hymne; nævnes som en af de betydeligste Repræsentanter for moderne portug. Musik.

Keiser, Reinhardt, 1674—1739,tysk Komponist, hvis Xavn særlig var knyttet til den i 18. Aarh. saa frodigt blomstrende Hamburger-Opera (se Opera). Ved sin udprægede Begavelse som Melodiker (man har kaldt ham sin Tids Mozart), bragte han i Løbet af kort Tid denne saaledes i Ry. at Hamburg en Tid lang blev et Centrum, hvor alle baade inden- og udenlandske musikinteresserede søgte hen. (Til disse hørte som bekendt ogsaa Handel, der 1703 kom til Hamburg og netop af de K.ske Operaer først fristedes ind paa sin dramatiske Karriere). Mangel paa Flid og Udholdenhed og letsindig Levevis hindrede dog K. i i Længden at kunne holde sig paa Højden med de Forventninger, hans Samtid med Rette stillede til ham. Stilstand i hans Udvikling bragte lidt efter lidt hans Anseelse i Hamburg til at dale, og fra 1717 at regne søgte han derfor hyppigt bort derfra, først til Kbhvn., derpaa til Stuttgart og 1722 paany til Kbhvn. som Gæst hos Grev Wedell. I Anledning af Dronning Anna Sofies Fødselsdag (d. 16. April) komponerede K. »Die unvergleichliche Psyché« (et ældre Værk, der i Dagens Anledning blev pyntet op med en Prolog og en til Lejligheden passende Slutning). I Oktober samme Aar opførtes paa Frederik d. Ides Fødselsdag en ny K.sk Opera Ulysses (der almindeligvis antages for at have inspireret Holberg til Digtningen af sin : Ulysses v. Ithacia, og i Afskrift endnu opbevares i Xationalbiblioteket i Berlin). Efter et kort Besøg i Hamburg kom K. i Februar 1723 igen til Kbhvn. for at komponere og opføre Operaen > Die Armenier«. Hans Ophold trak denne Gang ud til et Aar og indbragte ham foruden adskillige Triumfer Titelen af kgl. dansk Kapelmester. Af K.ske Værker, der 1722—23 blev til i Kbhvn.. ved man kun Besked om Operaen »Antonius« og Serenaden »Das nm den Rang streitende Friedensburg, Fried-richsberg, Friedrichsburg und Rosenburg«. Efter igen i 4 Aar (1724—28) at have forestaaet Hamburger-Operaen, blev K. Kantor ved Hamburgs Domkirke og døde 1739 under et Besøg i Kbhvn. Baade K.s Hustru og Datter var fremragende Sangerinder ; sidstnævnte blev kort før K.s Død udnævnt til dansk Hofsangerinde. — Antallet af K.s Operaer sættes til 116. Desuden komponerede han ogsaa en Del kirkelige Værker: Passioner, Oratorier og Kantater. I Xytryk foreligger af K.s Værker »Der lächerliche Prins Jodelet« (1726) som 20 — 22. Aargang af de af Gesellschaft fiir Musikforschung udgivne Publikationer; »Ottavia« (i M. Seifferts Supplement til Händels Værker): »Krosus« og udvalgte Satser af Inganno fedele (af M. Schneider udg. i »Denkmäler deutscher Tonkunst« Bind 37—38). (Litt.: F. A. Voigt: R. K. (Vierteljahrsschrift fur Musikwissen-schaft 1890); Lindner; »Die erste stehende deutsche Oper« ; Leichtenlritt: >R. K. in seinen Opera«, 1901 ; Ravn: »Om den tyske Opera i Kbhvn. 1721 —23< (for idé og Virkelighed 1873).

Keler, Béla. 1820—82, ungarsk Komponist af i sin Tid meget populære Ouverturer, Danse og Marcher (nogle af Brahms' i Ungarske Danse« skal være Bearbejdelser af K.s Melodier) ; var Dirigent (Militærkapelmester) i Wien og i Wiesbaden.

Keller, Sophie, f. 1850. dsk. Operasangerinde, Datter af Henrik Rung (s.d.) og uddannet forst af ham, senere af Lampertii Milano: optraadte ved >Cæ-ciliaforeningen«.s Koncerter og debut. 1869 paa det kgl. Teater som Agathe i »Jægerbruden«; indtil 1895 tilhørte hun Operaen som en at dens betydeligste Kræfter, lige benyttet i det klassiske Repertoire (særl.' Mozart), i den fr. og ital. Opera, i danske Værker (»Liden Kirsten: og s Drot og Marsk«), og i de senere Aar i Wagners Opera (senest Sieglinde i »Valkyrien«); ved Siden deraf deltog K. stadig .i det kbhvn.ske Koncertliv og uddannede, ogsaa efter Afgangen fra Teatret, talr. Elever, hvoraf flere kom Operaen til gode.

Kellermann, Christian, 1815—66, dsk. Cellist, f. i Randers, uddannet i Wien, hvor Forældrene tog Ophold, af Merks (s.d.), foretog som fejret Virtuos paa sit Instr. mange og langvarige Kunstrejser i Europa; jævnlig gæstede han sit Fødeland, første Gang 1839, og hyppig koncerterede han, efter at han havde faaet europæisk Ry, med Berømtheder som Ole Bull. Carlotia Patti. Jaëll; 1864 ramtes han af et Slagtilfælde og maatte ophøre med at oplræde; d. i Kbhvn.

Kelley, Edgar. f. 1857, arner. Komponist, studerede i Amerika og i Tyskland, og levede en Aarrække i Berlin, iøvrig Organist og Musikprof. i New York (Yale Univers.); nu Konservato-rielærer i Ohio : har komponeret Symfon., Orkestersuite. Kammermusik, The Pilgrims Progress for Soli, Kor og Orkester m. m., samt forf. Chopin, the Composer.

Kemângeh à gouz, orientalsk Stryge-instr., hvis Lydlegeme fremstilles at en halv Kokosnød, der er overspændt med en Slangehud. Til Lydlegemet slutter sig til den ene Ende en stokformig Hals uden Baand, til den anden en langstrakt Støttepind af Jern. I Halsens Overende er der indsat to Stemmeskruer til Stemning af de to Strenge, der er snoet sammen af He-stehaar og slemmer e a.

Kempff, Wilhelm, f. 1895. tysk Pianist og Orgelspiller. Elev bl. a. af R. Kahn, er optraadt siden 1916 som Koncertpianist og Orgelvirtuos, ogsaa (med Berliner Domkor) i Skandinavien; kendt som Improvisator; ogsaa Komponist, navnl. for Klaver og for Orkester.

Kent-Horn, d. s. s. Klaphorn.

Kerll, Johann Kaspar. 1627—93, tysk Komponist. Hoforganist ved Ste-phanskirken i Wien, senere Kapelmesier i Miinchen. Skrev Operaer. Orgelværker, Klaversuiter, Vokalværker m. m., i Udvalg i »Denkmäler d. Tonkunst in Baverm.

Kes, Willem, f. 1856, holl. Musiker, uddannet som Violinist, Orkesterdirigent i Amsterdam (til 1895). nu i Cob-lenz; har komponeret Symfon., Koncerter for Violin og for Cello, Korballaden >l)er Taucher« m. ni.

Kessler (el. Kåtzler), Joseph Christoph. 1800—72. tysk Klaverpædagog, hvis Etuder af blivende Værd delvis optoges i Kalkbrenners og Moscheles' Skoler: skrev ogsaa en Del Klavermusik i friere Form.

Kestenberg, Leo, f. 1882. ungarsk Musiker, bekendt som Liszt-Spiller, blev den ny tyske Republiks musikalske Konsulent (i Berlin) og skrev bl. a. »Musikerziehung und Musikpflegec.

Keuszler, Gerhard v., f. 1874, tysk Komponist, Kor- og Orkesterdirigent i

Hamburg, har skrevet et Par Operaer, symfon. Digtning og navnl. vakt Opsigt ved nogle Oratorier (»Der Tod«, » Jesus von Nazareth«, »Die Mutter« og »Zebaoth«).

Key (eng., udt. ki), Nøgle, betyder ligesom d. latinske clavis paa én Gang Tangent, Klap (hos Træblæseinstr.), Nøgle, Fortegn og Toneart. Kegnote betyder Tonika, Keyboard betyder baade Klaviatur og — hos Lut og Guitar - det med Baand inddelte Gribebræt.

Kidson, Franz, f. 1855, eng. Musik-forf., har grundet eng. Folk-Song-So-ciely; skrevet om gi.-eng., skotske og irske Folkemelodier og -danse og udg. Samlinger som Songs of Brilain, Dan-ces of Ihe Olden Time, Children's Songs of Long Ago etc. samt British Mnsic Publishers.

Kiel, Friedrich, 1821—85, tysk Komponist, Skolelærersøn fra Rhinlandene og opr. selvlært Musiker, senere i flere Aar Elev af Dehn i Berlin og uddannet til fortrinlig Kontrapunktiker; levede siden hojtanset i Berlin, tilhørende »Akademiet« dér, fra 1870 som Kompositionsprof. ved » Hochschule«, hvor mange kendte Musikere var hans Elever. K.s Hovedværker er kirkelige med store Kor og i streng, polyfon Stil; de regnes til de betydeligste i nyere tysk Kirkemusik, men er næppe meget opført udenfor Tyskland (2 Requiem, Missa solemnis og navnl. Chri-slus 1874, foruden Salmer, Te deum etc.) : forøvrig Klavermusik (Fugaer og Kanons). Klaverkoncert og en Del Kammermusik (deribl. »Walzer fur Streich-quartett«).

Kienzl, Wilhelm, f. 1857, østr. Komponist, har virket som Kapelmester ved forsk, tyske Operaer (og i Amsterdam), Foredragsholder og Musikforf. (Biogr. af R. Wagner, hvem K. bistod i Bayreuth 1879-80. - Betrachtungen und Erihnerungen«, Bearb. af Brendels »Musikgeschichte« m. m.). Som produktiv Komponist mest kendt ved sine Operaer, af hvilke »Der Evangelimann« (Wien 1895, Kbhvn.. Dagmarteatret 1911) gjorde megen Lykke og opførtes paa mange Operascener. Den »rørende« Text er af K. selv(efter en virkelig Begivenhed), og den folkelige følelsesfulde Musik, paavirket af den ny ital. s Verisme«, behagede overalt. Senere Operaer er »Don

Quixote« og navnl. »Der Kuhreigen« (Æmne fra den fr. Revolution, ogsaa opført i England). K. lever i Wien.

Kiesewetter, Raphael Georg, 1773 —1850, østr. Musikhistoriker, var Embedsmand (-»Hofkriegsrath«), men fra ung musikinteresseret og -uddannet, anset og hædret Forf. af musikhi-stor. Skrifter som »Die Verdienste der Niederländer um die Tonkunst«, »Geschichte der europäisch-abenländi-schen oder unserer heutigen Musik« (overs, paa engO, »Guido von Arezzo«, og navnl. »Schicksale und Beschaffen-heit des weltlichen Gesangs vom fruhen Mittelalter bis zur Erfindung des dra-matischen Stils etc.« m. fl.; K. var Onkel til Ambros (s. d.).

Kihl, Viggo, f. 1882, dsk. Pianist, uddannet ved Leipzigs Konservat., virkede i London som Koncertspiller i 10 Aar og er fra 1913 Konservatorielærer i Canada, hvor han har foretaget udstrakte Koncertrejser og virket for Kendskab til europæisk Musik.

Kilpinen, Yrjö, f. 1892, finsk Komponist, uddannet i Helsingfors, Berlin og Wien. har hidtil væsentlig skrevet Sange ;til finske og sv. Digte): flere Samlinger udg. Wilh. Hansen, Kbhvn., og Breitkopf & Härtel, Leipzig.

Kin er et kinesisk Strengeinstrument af Citerens Slægt. Kineserne anser den for at være det ældste af alle Instrumenter: i Aaret 2740 f. Kr. opfandtes det ifølge Traditionen af Kejser Fou-ki. 7 Strenge, der er sammensnoede af Silke, er opspændte paa langs af en Lydkasse, der i Længden maaler 1.18 Meter, og til den ene Ende er 0,18, den anden 0,14 bred. Da Bunden er flad og Sangbunden hvælvet, ser Kineserne i Lydkassens Form Symbolet paa den flade Jord og den hvælvede Himmel. Til begge Ender af Sangbunden er der anbragt en fast staaende Stol, og ud over den ligger Strengene, der paa Lydkassens Underside til den ene Side befæstes til 2 Knapper, til den anden til 7 Stemmeskruer. Strengene kan enten stemmes pentatonisk, o: c¹ d¹ e¹ g¹ a¹ c² d³ e'³ eller diatonisk f¹ g¹ a¹ h¹ c² d² e². Under Spillet lægges K. paa et Bord og spilles med begge Hænder, idet v. H. afkorter Strengene og h. H. sætter dem i Klang.

Kinesisk og japansk Musik. Musiken blev i Kina allerede udøvet i en Tid, hvor dens Historie hos Jordens andre Nationer (undtagen hos Ægypterne) endnu henligger i Mørke. I Aartu-sinder har Kineserne været i Besiddelse af en velordnet og paa faste Regler bygget Musikteori, der paa flere Maader i overraskende Grad viser frem til den oldgræske. Sit Udgangspunkt tager denne fra en femtonig (pentatonisk) Skala c.d..f.g. a . . c, hvis Toner blev fundne gennem Sammenkædningen af 4 Kvintintervaller: f c g d a. Denne Skala, der strengt gaar udenom ethvert Halvtonetrin, anvendes endnu i de gi.-kinesiske Tempelmelodier og gaar igen i Stemningen af en stor Del af de kinesiske og japanske Musikinstrumenter. Prins Tsay-Yû skal derfor have vakt stor Vrede blandt Musikerne, da han Aar 1500 f. Kr. fandt paa at udvide Kvintkæden fra 4 til 6 Kvinter: f cg d a e h og derved naaede frem til en Skala, hvori der var indskudt 2 Halvtonetrin: c. d . e-|L . g . a . h|c. »Uden disse to Halvtoner«, erklærede han, »gives der ingen sand Musik«, hvorimod Modstanderne tværtimod var af den Mening »at Frem-tvingningen af disse to Halvtoner var ensbetydende med at paatvinge Haanden en 6te Finger«. At man endda ikke blev staaende ved denne diatoniske Skala, beviser det ældgamle kinesiske Slaginstrument King, der fremstilles af afstemte Stenplader, der er ophængte i et Bambus-Stativ og anslaas med Hamre Pladerne, der er ophængte i to Rækker, afgiver nemlig i Forening en kromatisk Skala, der er saaledes fordelt, at hver Række for sig afgiver en Hel-toneskala : Øverste Række f g a h cis dis (de fuldkomne Toner)

Underste Række fis gis ais c d e (de ufuldkomne Toner). Til denne Skala fandt Teoretikerne frem ved at sammenkæde 12 Kvinter til en Ring, for saa vidt som den øverste Tone i Kæden jo indirekte faldt sammen med den underste:

fcgdaehfis cis gis dis ais (el. b.) f.

I Virkeligheden kendte Kineserne allerede fra de ældste Tider Besked med Oktavens Inddeling i 12 Halvtonetrin. »Da Hoang-Ty 2700 Aar f. Kr. havde erobret Riget fra Kejser Tscho-Yeu«, fortæller Sagnet, >tog han sig strax med Iver af Kunster og Videnskaber og befalede Ling-lun at føre Musiken tilbage til Regler og faste Grundsætninger. Ling-lun begav sig da til Landet Si-Yung til Hoanghos Kilder og satte sig der i dybe Tanker paa et Bjerg, ved hvis Fod der voxede en hel Skov af Bambus. Han fik da den Idé af Rørene at fremstille Piber af forskellig Længde. I det samme fik han Øje paa Vidunderfuglen Fung-Hoang, der altid kun viser sig, naar det gælder om at vise Mennesket Velgerninger. Hannen Fung sang 6 Toner, og Hunnen Hoang sang 6 andre (Oktavens 6 fuldkomne mandlige og 6 ufuldkomne kvindelige Halvtoner), og Ling-lun efterlignede Tonerne paa sine Rør . . . Til Fremstilling af den dybeste af disse Toner skar Ling-lun et langt Rør »den gule Klokke« osv. Siden fandt han paa at udmaale Rørenes Rumfang for derved nøjagtigt at kunne bestemme Tonehøjden. I dette Øjemed fyldte han Rørene med en Art stenhaarde Hirse-frø (Chou) og opdagede derved, at der til Udfyldning af den største, dybest klingende Pibe behøvedes 100 Fro, osv.«. Ifølge dette Sagn skulde altsaa Kineseren Ling-lun længe før Oldgræ-keren Pythagoras have gjort Forsøg paa ved Udmaaling af Lydgiverens Længde-forhold at bestemme Intervalforholdene. — Ligesom Oldgrækerne gjorde Kineserne endvidere Brug af 7 forskelligt sammensatte Oktavrækker, der hver kunde transponeres 12 Gange, alt efter som den ene eller anden af Oktavens 12 Halvtoner anvendtes som Grundtone. Kina ejer endelig ogsaa en speciel og ældgl. Toneskrift, hvis Tegn er hentede fra Tonernes Navne. — Til nærmere Oplysning herom og om den kin. og jap. Musikteori henvises herved til de under Litt. opgivne Værker. — Mens den kinesiske Musikteori rummer mange overraskende Finesser, er selve den kin. Musik af en højst primitiv Natur. »Naar et kin. Orkester spiller, lyder det, som hørte man en Flok Børn, der uden Kundskab til Musik og til Instrumenternes Brug kun benytter Toneredskaberne til saa støjende som muligt at frembringe vilkaarlige Toner« (^Ambros). — Af de kin. Musikinstrumenter er derfor Størsteparten Slaginstr. Forrest staar her den ovenfor omtalte King (s. d.) med sine tonende Stenplader og dens Afarter: de henholdsvis af Træ- og Kobberplader fremstillede Instr. : Fang-hiang og Yun-lo. Dertil kommer en hel Del Trommer. Pauker, Klapreinstr., Klokkespil m. m. Af Blæseinstr. har for os især den saakaldte Cheng Interesse, for saa vidt som Orglet fra den laante Ideen til.sine Tungepiber (se Cheng, Orgel og Harmonium). løvrig benytter Kineserne af Blæseinstr. baade en lige Fløjte, en Tværfløjte, en Pansftojte. en Art Obo med Rørblad (Koan) og forskellige Metalblæseinstr. Af Strengeinstr. nyder de kin. Psalte-rie-Arter, o: den 7-strengede Kin og mangestrengede Ché størst Anseelse (se Ché, Kin og den japanske Koto). Af Gribebrætsinstr. bør nævnes 1) til at behandle med Fingergreb el. Plekter: den jap. Siamisen (s. d.), den kin. Yue-Kin, der paa Grund af sin cirkelrunde Form af Englænderne betegnes som Maaneguitar (s. d.) og Pepa. der er nær beslægtet med den jap. Biwa (s. d.); 2) til at stryge med Bue: den kin. Urheen, nær beslægtet med den indiske Ravanastron (s. d. og under Slrygeinstr.) og den jap. Kokiu (s. d.). (Litt. : P. Amiot, Mémoires sur la Musique des Chinois, 1779; Van Aalst, Chinese Music, 1884; K. Engel. The Music of the Most Ancient Kations; Maller: »Uber japanische Musik« (Ar-chiv f. Musik-Wissensch. 1874); F. T. Piggot, The Music and Musical Instruments of Japon, 1895; Louis Laloy, La musique Chinoise, 1914 (i »Musiciens celebres«); O. Abraham und v. Hornbostel: »Das Tonsystem und die Musik der Japaner« (Sammelb. d. Internat. Musik-Gesellsch. IV. 302); Å. C. Moule, Chinese Musical Instruments (Journal of X. China-Branch of the Roy. Artisfs Society XXXIX, 1908): G.Soulié, La musique en Chine (Bullet. de l'Association franco-chinoise 1910— 11) m. m.).

King, ældg. kinesisk Slaginstr.. der bestaar i et Stativ, i hvilket der i 2 Rækker er ophængt 12—16 kromatisk afstemte Stenplader. Hver af Rækkerne opviser en Skala, der udelukkende er sammensat af Heltonetrin (se nærmere under Art. : Kinesisk og japansk Musik). Kineserne har af dette Instr. faaet den kuriøse (og nu hypermoderne) Idé at opfinde Melodier, der er byggede over en Heltoneskala f g a h cis dis eis.

Kinnor, ældg. hebraisk Strengeinstr., om hvis nærmere Beskaffenhed alle Oplysninger savnes. Bibeloversætternes Forklaring af K. som en s Harpe« er derfor greben ud af Luften (se Hebraisk Musik).

Kinsky, Georg, f. 1882, tysk Musik-forf., selvlært Musiker, er Direktør for det store »Heyerske musikhistor. Museum« i Köln, over hvilken Samling han har forf. en værdifuld Katalog (hidtil 3 Bd.. Instr. og Autografer;.

Kirchheiner, Johan Frederik, 1798 —1865, dsk. Operasanger, opr. Officer, debut. 1823 paa det kgl. Teater og blev hurtig en meget benyttet Sanger (Tenor), der gjorde glimrende Fyldest i den store Opera (Masaniello. Robert i Meyerbeers Opera etc.). men forøvrig ogsaa optraadte i Sangspil-Operaen (»Hvide Dame«, >Ungdom og Galskab« etc), ja i Vaudevillen; hans Karriere blev imidlertid kun kortvarig, allerede 1842 trak han sig tilbage fra Scenen og tilbragte Piesten af Livet uden Forbindelse med Teater eller Koncertsal.

Kirchner, Theodor, 1823—1903. tysk Musiker, Elev af det nyoprettede Leipzig-Konservat. (1843). levede som Organist og Klaverlærer i Winterthur, Wurzburg, Leipzig, Dresden og Hamburg; Komponist af Karakterstykker for Klaver i Schumannsk Stil, men med særlig Dyrkelse af Miniaturgenren; disse fine Klaverværker og enkelte af hans Sange vandt i sin Tid megen Udbredelse (ogsaa som pædagogisk MaterialeX løvrig skrev K. Kammermusik, Orgelstykker, Etuder for Klaver m. m. (Biogr. af A. Niggls).

Kirkekantate, se Kantate 3.

Kirkekoncert (ital. Concerto da chie-sa), se Koncert.

Kirkemusik. Efter det antike Grækenlands Fald blev det den kristne Kirke, der tog sig af Musiken og gennem halvandet Aartusindes flittige Pleje førle den frem til sit første kunstneriske Højdepunkt i A-Cappella-Stilens og Palestrinas Tidsalder. I hele denne Periode er Kirken Tonekunstens hovedsagelige Bærer. Først med Aar 1600 faar K. en vigtig Konkurrent i den verdslige Musik, der, efter i Madrigalen (s. d.) at have sat sin første betydningsfulde Frugt, med Opflndelsen af den instrumentalt ledsagede Sang, Operaen og Oratoriet med ét aabner Komponisterne nye Veje og dermed ogsaa giver K. en forandret Retning.

I. K. i den kat. Kirke. Om den Sang. der i P^orfølgelsestiden anvendtes under Katakombe-Gudstjenesterne, haves der kun sparsomme Oplysninger. An-gaaende Texterne vides det, at Davids-salmerne og de i det gi. og ny Test. forekommende Hymner {Cantica) lige fra først af indtogen Hovedplads blandt Kirkens Sange, og angaaende Melodierne har man den hellige Augustinus' Forklaring af de ældste Kristnes Sange »som en éntonig sagte Psalmodi, der mere lignede Tale end Sang«. Godtgjort er for disse ældste Tider endvidere Brugen af Responsorier (s. d.). d. e. Svarsange. — Det første alvorlige Skridt til en regelmæssig Ordning af Gudstjenesten og K. foretog ifølge Traditionen Biskop Ambrosius i Milano i 4. Aarh. (se Ambrosius, ambrosiansk Sang og Hymne). Det næste betydningsfulde Skridt til en Reform af Kirkesangen foretog Gregor den Store, der sigtede og forbedrede det Melodimateriale, der allerede forelaa, og supplerede det hidtil bestaaende Toneartsystem med en Række ny Bitonearter (se Gregor den Store, Gregoriansk Sang og Kirketonearterne). Til Gregors paa-staaede Organisation af Liturgien havde derimod allerede forudgaaende Paver, deriblandt særl. Gelasius, lagt Grunden, og færdig blev Liturgien først udformet af Gregors Efterfolgere (se Liturgi). — Indtil 9. Aarh. kendte Kirken kun den enstem. ambrosianske og gregori-anske Sang, men ved dette Tidspunkt udvikledes i detsaakaldte Organum(s.d.) de første Spirer til en flerstemmig Sang. og herfra gik Vejen i det 12— 13. Aarh.. over Discantus (s. d.) hurtigt videre til det paa strenge Regler opbygge Kontrapunkt (s. d. og under Po-lyfoni), der fra nu af kom til at beherske K. helt op til del 16. Aarh.s Slutning. Til en Begyndelse (i den gl.-franske og ældre nederlandske Skole) blev de melodiske Traade, der i den polyfone Sats flettede sig ud og ind mellem hverandre, sammenholdte af en fast Melodi (Cantus firmus), der skjult havde Plads i en Mellemstemme (Tenoren), men i en senere Periode (i den yngre nederlandske og i den italienske Skole) slog de kontrapunkterende Stemmer sig løse fra denne Støttestemme, for indbyrdes at imitere hinanden i Udførelsen af kortfattede karakteristiske Temaer, der et for et blev taget op og ført igennem afstemme efter Stemme. Saaledes opstod den frigjorte fugerede A-Capella-Stil, under hvis Auspicier den ældre vokale Po-lyfoni naaede sit Højdepunkt, men samtidig ogsaa sit Endepunkt (Josqain de Près, Oiiandus Lassus, Palestrina o. fl.). Under Indflydelse af Renaissance-bevægelsen tog Musiken herefter en ny Retning. Det blev nu den af en Generalbas ledsagede Solosang, Musikdramaet, Oratoriet og Instrumenlalmu-siken, der rykkede frem, og denne Udvikling undlod jo ikke at paavirke K. Fra det Øjeblik, da Komponisterne i de Musikformer, der var Kød og Blod med den romerske Kirkes ældgamle og uforanderlige Liturgi, fandt paa at indblande Orkestermusik og verdsligt klingende instrumentale og vokale Solopartier, var imidlertid den kat. K.s Slortid forbi. Hovedparten af de kat. Kirkekomponister begav sig fra nu af ind paa de nye Veje. Først i Løbet af det 19. Aarh er der foretaget Skridt for at generhverve de Værdier, der i fordums Tid i saa høj Grad bidrog til at give den kat. Gudstjeneste sit Højlidspræg, idet man paa den ene Side har søi>t at føre den gregorianske Sang tilbage til sin Urform for paany at genindsætte den paa sin udvalgte Plads i Gudstjenesten, og paa den anden har iværksat en ogsaa udenfor den kat. Kirke kendelig Renaissance af A-Capella-Tuiens klassiske Mesterværker (se Cæciliaforeningen og de i Forbindelse med samme omtalte tilsvarende udenlandske Koncertforetagender).

II. Den protestantiske K. var fra først af kun i uvæsentlig Grad forskellig fra den katolske. Luther gik nemlig som Reformator af den kirkelige Liturgi forsigtigt frem. Den latinske Messe lod han saaledes i det væsentlige henstaa, som den var, og sammen med den ogsaa den kunstige flerstem. Figuralmusik. Selv under de latinske Texters gradvise Afløsning af tyske bevarede Sangerkoret i den protestantiske Kirke endnu længe sin Betydning som Hovedfaktor i den kirkelige Musik. Ikke desto mindre kom Luther gennem sine Bestræbelser for at skabe en Menighedssang i Moders-maalet ubevidst til at nedlægge den Spire, af hvilken der skulde fremvoxe en egen protestant. K. Ved i rigt Maal at hente Melodierne til den ny Kirkes Sangtexter fra de nationale Folkevise-melodier, blev han nemlig Skaber af den protestant. Koral, der efter gradvis helt at have fortrængt den kat. Kirkes Melodier fra den protestant. Gudstjeneste blev det Middel, ved hvis Hjælp den protestant. K. omsider skulde ejendommeliggøres og voxe sig stærk. Med Koralen som Udgangspunkt og under Indflydelse af de med Renaissance-bevægelsen skabte ny Principper (se Mo-nodi. Generalbas, Instrumentalmusik m. m.) tog det 17. og 18. Aarh.s protestant. Kirkekomponister nemlig Anledning til at skabe de ny Musikformer, med hvilke den piolcstant. K. omsider førtes til .s/7 kunstneriske Højdepunkt (Orgelkoral, Koralfuga, Koralfantasi, Koralkor i Kantate og Passion m. m.). Hovedfaktorer i denne Udvikling var i 16. Aarh : Lucas Ossiander (»50 geist-liche Lieder u. Psalmen«, hvor Koralen for første Gang konsekvent henlægges i Sopranen, saa den kristne Menighed helt igennem kan synge med). Rogier Michael, Sclhus Caloisius og Joh. Ec-card; i 11. med delvis Udnyttelse af de omtalte ny Principper Hans Lto Hassier og Michael Prætorius. Til de protestant. OrgeZformers Udvikling bidrog i 17—18. Aarh. Samuel Scheidt (Orgelkoraler i Tabulatura nova 1624), Joh. Christoph Bach, Joh. Michael Bach, Joh. Pachelbel, Dietr. Buxtehude o. fl. og fremfor alle Joh. Seb. Bach. Ved Udviklingen af den Kirkekantate, der fuldkommengjordes af J. S. Bach, men havde Forløbere i de saakaldte geist-liche el. evangelische Gcspräche og Dialoge af Hammerschmidt, J. Rud. Ahle o. fl., medvirkede før Bach G. Ph. Tele-marin og samtidig med ham Picander. Til Udvikling af den protestant. Passion bidrog endelig før Bach, næst efter Joh. Sebasliani, fremfor alle Heinrich Schulz (de 7 Ord paa Korset, 4 Passionsværker, 1 Jule- og 1 Paaske-oratorium), se iøvrig Orgelmusik, Koral, Kantate og Passion samt de anførte Komponister. (Litt. : Båumker: »Das kat. deutsche Kirchenlied«, ny Udg. 1911; Kornmuller: »Lexikon der kirchlichen TonkunsU, 2. Opl. 1891; E. Nikel: »Gesch. d. kat. Kirchenmu-sik«, 1908; Weimann: »Gesch. d. Kir-chenmusik«, ny Udg. 1913; Wetzer u. Welle: »Kirchenlexikon«, ny Udg. 1882 f., 12 Bind; Fischer: »Kirchenlieder-lexikons 1879, Suppl. 1886; Koch: »Gesch. d. Kirchenliedes u. Kirchen-gesanges«, 8 Bd. 1866—76; Kummerie: »Enzyklopädie d. evangel. Kirchen-musik«, 4 Bd. 1888—95; Tucher: »Schatz d. evangel. Kirchengesangs im ersten Jahrhundert der Reformation«, 2 Bd. 1848; v. Winterfeld: »Der evangel. Kirchengesang«, 3 Bd. 1843—47; Wolfrum: »Die Entstehung und erste Ent-wickelung des deutschen evangel. Kir-chenliedesin musikal. Beziehung«, 1 890; E. Ahrahamsen: »Liturgisk Musik i den danske Kirke efter Reformationen«, 1919; Th. Laub: »Musik og Kirkes 1920; H. Nutzhorn: »Den danske Menigheds Salmesang i Reformationsti-den«, 1911 ff.).

Kirketonearterne. Saaledes betegnes de Tonearter el. rettere Toneslægter, der i Middelalderen anvendtes i den enstemmige Kirkemusik, og som efter Flerstemmighedens Udvikling endnu holdt sig i Brug gennem hele Polyfo-niens Tidsalder, d. e. indtil den paa Harmonier baserede Homofoni omsider bragte K. til at vige til Fordel for de moderne Dur-og Molltonearter. K. var direkte Efterkommere af de antike Oktavrækker (se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 b.) og tager sig ligesom hine hurtigt beset kun ud som Oktavudsnit af Normalskalaen (C-dur). Paa Grund af Halvtonetrinnet (e—f og h—c's) Omplacering fra Skala til Skala

blev disse Oktavudsnit imidlertid i Oldtid saavel som i Middelalder, ligesom nu Dur og Moll, hver for sig opfattede og udnyttede som det selvstændige Grundlag for lige saa mange selvstændige Melodityper. Overfor vore 2 Toneslægter: Dur og Moll, stod derfor i Oldtid og Middelalder en længere Række indbyrdes forskellige Toneslægter el. Melodigrundlag.

I. Det var ifølge Traditionen Biskop Ambiosius i Milano, der af de anlike Oktavrækker udkaarede fire, forat lægge dem til Grund for Kirkens Melodier. Disse fire var:

1. defgahed

2. efgahede

3. fgahcdef

4. gahedefg

II. Senere udvidede Gregor d. Store dette Toneartsystem ved at give hver af de nævnte 4 Grundskalaer (der nu betegnedes som autentiske) Følge af en Biskala (el. Bitoneart), der betegnedes som piagal. Bygget ud fra Underkvarten til den autentiske Skalas Tonica (Finaltonen) fik denne piagale Oktavrække sin Afslutning med sammes Overkvint:

Bindeleddet mellem de autentiske og piagale K. var Finaltonen, der i førstnævnte var Nr. 1, i sidstnævnte Nr. 4 i Toneskalaen, men i begge Tilfælde blev den Hovedlone, til hvilken Melodien atter og atter vendte tilbage. De paa den autentiske Skala byggede Melodier fik derved stor Fasthed og Bestemthed, hvorimod de piagale fik en vag og hvileløs Karakter.

III. I 9. Aarh. fandt Teoretikerne paa at tilbagegive K. de antike Navne, men den antike Skalalære var ved denne Tid gaaet saaledes i Glemme, at man ved en Misforstaaelse kom til at anbringe Navnene forkert. Man vendte nemlig Navnenes Rækkefølge paa Hovedet, saa f. Ex. den Skala, der i Oldtiden gik fra d—d og kaldtes frygisk, nu fik Navn af dorisk; den, der gik fra e—e og tidligere kaldtes dorisk, kom derimod nu til at hedde frygisk o. s. v.

IV. Med Tiden kom man til Erkendelse af, at ud over d e f og g ogsaa a h og c kunde benyttes som Grundtoner til autentiske Tonearter, og saaledes forøgedes K.s Antal til 14, o: 7 autentiske og 7 piagale. Af dem opgaves imidlertid snart igen de to, nem-

lig den autentiske Skala h—h og den piagale f—f, fordi i disse Tonerne h—f og f—h stod i indbyrdes dissonerende Forhold til hinanden. I sin endelige Form fik Toneartsystemet altsaa nu dette Udseende (se foreg. Sp.).

V. Nødvendigheden af i visse Tilfælde at forandre h til b førte tidlig til Anvendelsen af K.s Transponering. Det første Skridt i denne Retning var i den lydiske Skala f—f at ombytte h imod b. Herved forvandledes nemlig denne Skala til en transponeret jo-nisk Skata, idet Halvtonetrinnet i begge Skalaer fik nøjagtig samme Plads o: mellem 3. og 4. Tone:

Hurtigt fulgte nu en tilsvarende Transponering af samtlige Tonearter ved at notere hver af dem en Kvart højere end normalt og ved med det samme i dem alle at fordybe h til b. Udover den transponerede joniske Toneart indvandt man saaledes nu en transpon. dorisk g—g med b h

— frygisk a—a » »

— mixolydisk c—c » » — æolisk d—d » »

Kirnberger, Johann Philipp, 1721 —83, tysk Musikforf., var en Tid lang Elev af J. S. Bach, blev siden Kom-positionslærer og Kapelmester (i Berlin) hos Prinsesse Amalia (s. d.) og en bekendt, af Tiden højt anset, mu-sikteoret. Forf. ; senere Tider har set mere kritisk paa hans Skrifter, af hvilke det bekendteste og relativ værdifuldeste var »Die Kunst des reinen Satzes« (2 Bd. 1774—79); K. var desuden en flittig, men talentløs Komponist.

Kissar, arabisk Strengeinstr., der baade ved sit Navn og ved sin Indretning med Bestemthed viser tilbage til den antike Lyra (Skildpaddelyre), -opr. kaldet Kitharis (s. d.).

Kistler, Cyrill. 1848 — 1907, tysk Komponist, vakte fra 1X84—1905 Opsigt ved en Række, i stor Stil anlagte,

Wagner-paavirkede Operaer, der gav Anledning til musiklitterær Diskussion, men har vist sig ikke at besidde Levedygtighed; ucig. ogsaa forsk, musik-teoret. Lærebøger.

Kistners Forlag grundedes 1836 i Leipzig af Friedrich K., 1797—1844, og udviklede sig hurtig til et omfattende Forlag (har bl. a. udg. Værker af A^r. W. Gade); fra 1919 er det forenet med Siegels Forlag (Indehavere: K. og R. Linnemann).

Kithara var i Oldgrækenland Navnet for en Lyreart, der baade ved sin Benævnelse, ved sit Udseende og ved sin Anvendelsesmaade tog Afstand fra den egl. Lyre (Skildpaddelyren). Navnet, der i Omskrivning endnu lever i Guitar, Citer og den arabiske Kissar (s. d.), er af asiatisk Oprindelse, og paa Instr s Oprindelse fra Asien henpeger ogsaa Plutarchs Oplysning (De musica Kap. 6), at K. kaldes Asias, fordi den foririnsvis anvendes af de lesbiske Sangere »der jo bor ovre ad Asien til». Forskellig fra Skildpaddelyren er

K. ved sin rummelige, firkantede, bagtil tidt stærkt hvælvede Lydkasse og ved sine plumpe Arme, der nedadtil synes at have været hule og opadtil afsluttede som kantede Søjler, der strakte sig et godt Stykke op over Aaget. Strengeantallet, der opr. var 7, udvidedes med Tiden til 11. K.s Indførelse i Grækenland synes først at have fundet Sted omkr. 7. Aarh. f. Kr., og Anledning til dens Indførelse gav rimeligvis den ældre langt svagere tonende »Lyras« Utilstrækkelighed, da Kamplegene omsider fremtvang et mere kunstnerisk Lyra-spil. Som Koncert- og Virtuosinstr. var K. ofte pragtfuldt udstyret. Lukian fortæller saaledes om en vis Evangelos, der ved de pythiske Lege benyttede en K. af det pure Guld, udsmykket med brogede Perler og udskaarne Stene. Se Grækenlands Musik i Oldtiden og Lyra.

Kitharis, ensbetydende med Phor-minx, var det opr. Navn for den an-tike Skildpaddelyre, se I.yra.

Kitharode var i Oldgrækenland Navnet for en Kitharaspiller.

Kittel, Johann Christian, 1732— 1809, tysk Orgelspiller, Organist i Er-furt, foretog Kunstrejser i Tyskland, var J. S. Bachs sidste Elev og selv en udmærket og sogt Orgellærer (blandt hans Elever var Rinck) og anset Teoretiker; udg. navnlig »Der angehende praktische Organist etc «, 3 Dele, 1801 —03.

Kittl, Johann Friedrich, 1806—68, bøhmisk Komponist, i en Aarrække Direktør for Konservat. i Prag. havde anset Navn som Komponist af Operaer (deraf en til Text af K.s Ungdomsven, R. Wagner), Symfon., Kammermusik og Sange. (Biogr. af Rychnowsky, 2 Bd.).

Kjellström, Sven, f. 1875, sv. Violinist, studerede i Paris og var 1ste Violinist i Colonnes Orkester; foretog Koncertrejser indtil 1909, da han slog sig ned i Sthlm. og blev Lærer og Grundlægger af en Strygekvartet.

Kjerulf, Charles, 1858-1919, dsk. Musikforf. og Komponist, tidlig Sanglærer, Sangforeningsdirigent og Musikskribent, opr. ved » Nordisk Musiktidende« (Kria.), senere fra 1886 (til sin Død) Musikanmelder ved »Politiken«; komponerede enkelte større Ar-

Halfdan Kjerulf.

bejder som »Dansen paa Koldinghus«, men navnl. nogle Operetter og en Del folkelige Viser til Tester af Drachmann, Aakjær, Frôding o. fl. ; forf. »Niels W. Gade« (1917) og sine Erindringer i »Grøn Ungdom« og «Gift og Hjemfaren«.

Kjerulf, Halfdan, 1815—68. nsk. Komponist, Søn af en dansk Embedsmand Peder K., som tidlig kom til Norge som Departementsmand. og Betzy, f. Lasson ; fra den sidstnævnte — som tilhørte denkendte musikalske Slægt — havde han sin Musikbegavelse. K. bestemtes for Studierne og kom som ung kun lejlighedsvis til at dyrke sin Kunst. Efter et Besøg i Paris 1840 udg. han 1841 »Sex Sange«, hvoriblandt »Længsel« og »Nøkken« i deres første, harmonisk betragtet fattigere Skikkelse. Efter Faderens Død 1841 delte K. sig mellem Departementsar-bejde, Journalistik og Pianoundervisning. Han skrev den faste Udenlands-artikel i »Den Constitutionelle«. leverede enkelte Artikler om Musik, alt vidnende om et stilistisk og kritisk Talent, som i større Forhold vilde have indbragt Penge og Laurbær. 1845 blev han Dirigent for den nystiftede Studentersangforening, for hvilken han Aaret efter skrev den herlige »Solvirkning«, »Natten er saa stille« og en Række Arrangementer af Folkemelodier. Fra 1847 fik han Lejlighed til at tage Undervisning i Komposition, da C. Arnold kom til Byen det Aar. 1849 skrev han sit ypperste Mandskorværk, »Brudefærden i Hardanger« til A. Munchs Digt (fremført første Gang 28. Marts paa Kria. Teater til Tableaux vivants, stillet af Tidemand og Gude). Høsten s. A. rejste han paa sin eneste Studierejse, besøgte Kbhvn., hvor han tog Timer hos Gade, og fra For-aaret 1850 studerede han hos Richter i Leipzig. Han vendte hjem til Kria. Sommeren 1S51 og optog sin Pianoundervisning. Som Lærer var K. højt anset. De fornemste Talenter i norsk Musik dengang (Agathe Grøndahl, Erika Nissen, Johanne Rytterager, Dorothea Ursin, Gina Hille) tog allesammen Timer hos ham. Han var meget frygtet for sin Strenghed og sin Sarkasme og samtidig afholdt, fordi han hævdede ideelle Kunstprincipper: »Det bedste og ualmindeligste i Musiken er ikke det, som i Øjeblikket griber — men det, som stadig fængsler og vinder ved Gentagelse —«. 1857 stiftede K. sammen med Conradi (s. d.) »Abonnements-koncerterne«, hvor bl. a. Beethovens C-moll-Symfon. og Mendelssohns Ødi-pus-Kor blev givne. Det udmærket begyndte Foretagende strandede efter et Par Aars Forløb paa Grund af manglende Tilslutning, og K. trak sig fra nu af tilbage fra norsk udøvende Musikliv. Allerede før sin Udenlandsrejse havde han overgivet Studentersangforeningen til Behrens.

Forskellige Omstændigheder medførte, at K.s Kompositioner blev forholdsvis faa og kom til at omfatte udelukkende de smaa Former. Meget sent opnaaede han Vejledning i Komposition, han trykkedes hele sit Liv af Næringssorger og et daarligt Helbred. Dertil var han af Natur beskeden og uden Selvtillid. De Planer, som f. Ex. Bjørnson forelagde ham (se K.s Breve II, S. 250 f.) om Samarbejde af lyriskdramatisk Art, veg han derfor tilbage for, hvad dybt maa beklages. Men indenfor sin Begrænsning har K. skabt Værker af blivende Værdi ; der ernær sagt intet, som er daarligt i hans Produktion. For Kvartet og Kor skrev han Sange, som ved Siden af Griegs endnu regnes for de bedste i Genren. Foruden de før nævnte kan peges paa »Norges bedste —«, »Sangerhilsen til Bruden«, »Ved Sjøen den mørke«. Af hans Pianokompositioner maa fremhæves »Springdans« og »Intermezzo« 1851, »Idyll« (Op. 24), »Scherzo« (Op. 28) samt de mesterlige »25 udvalgte norske Folkedanse«. Men K.s Hovedfortjeneste er dog al han skabte den norske Romance. Støttende sig til de Former, som forelaa med Schuberts, Schumanns og Mendelssohns Værker, frembragte han her noget nyt og særegent. Hans Melodier frisk og original, han bygger bevidst paa norsk Folkemusik og viser derved Nordraak og Grieg Vej. Saa nær han staar det nationale, laaner han dog aldrig. »Brudefærden«, »Skjemtevise«, den indledende Lokk i »Synnøves Sang« er alt Nyskabninger i Folkemelodiens Aand ligesom Bulls »Paa Solen jeg ser«. Akkompagnementet giver en sjælfuld Belysning af Tex-terne. I f. Ex. »Tirili Tove« lever og aander Romantikens Mystik. I sit Text-valg var K. kræsen; særlig Forkærlighed havde han for Welhaven; men ogsaa talrige Poesier af Broderen Th. K., Wergeland, A. Munch og Bjørnson har han sat i Musik. — En Tid stilledes K. i Skygge af senere norske Komponister. Men i de sidste Aar oplever hans Kunst en Renaissance; han studeres nu — ogsaa udenfor Norge — ivrigere end nogensinde. (Litt. : K.s ypperlige Breve, udg. af Wladimir Moe: »H.K.,av hans efterlatte Papirer« I— II. Biogr. af A. Grønvold i »Norske Musikere«, C. Elling i »Nordmænd i det 19. Aarh.« og O. M. Sandvik i »Norges Musikhistorie«).

Klaffsky, Catharina, 1855—96, tysk Operasangerinde, ypperlig dramat. Sopran, fejret som Hamburgeroperaens Primadonna og ved talr. Gæstespil i Europa og Amerika.

Klang. A. K. er Fysikerens Betegnelse for det, der i daglig Tale kaldes Tone, d. e. de hastige periodiske (regelmæssig gentagne) Svingninger, som Øret opfanger, naar et elastisk Legeme (en Streng, Stemmegaffel, Luftsøjlen i en Orgelpibe o. 1.) sættes i Vibration. K. kan være af forskellig Styrkegrad, af forsk. Højde og af forsk. Farve 1) Styrkegraden bestemmes ganske naturligt af den Energi, hvormed

Lydlegemet sættes i Bevægelse, thi naar f. Ex. en Klavertaste el. Violinstreng henholdsvis anslaas el. anstryges kraftigt, naar K. selvfølgelig længere ud i Rummet, end hvis den intoneres svagt. 2) Tonehøjden bestemmes af den Hurtighed, hvormed Legemet svinger: jo flere Svingninger dette udfører i Sekundet, jo højere bliver K. Fysikeren formaar ved Hjælp af sine Instrumenter nøjagtigt at paavise, hvor mange taktmæssige Luftstød i Sekundet der behøves til Frembringelsen af en hvilken som helst bestemt Tone, og han kan ved Sammenligningen af to forskellige Toners Svingningsantal ogsaa afgøre, i hvilket Intervalforhold disse staar til hinanden : Til Frembringelsen af Nutidens Kammertone a¹ (se Kammerlone) behøves der saaledes 435 Dobbeltsvingninger, til Frembringelsen af a³ kræves der derimod 870 o: dobbelt saa mange. Interval-Forholdet mellem a¹oga^s bliver følgelig =1:2, d. e. Oktaven, se Interval. 3) Klangfarven. Ved Intoneringen af enhver K. (el. Tone) kan man ved at lytte nøje til høre en hel Serie af Overtoner (ogsaa kaldet Delings- el. Partialtoner, Ali-quottoner, Bitoner, Natartoner el. harmoniske Overtoner), nemlig Grundtonens Oktav, Duodecim, Dobbeltoktav, samt Dobbeltoktavens Terts, Kvint og Septim, somme Tider ogsaa den 3die Oktav og dennes Sekund. Disse Delingstoner er som oflest svagere end Grundtonen, men kan dog tydelig høres, naar man f. Ex. anslaar en Klavertaste i en af de dybe Oktaver, el., endnu bedre, aab-ner for en Orgelpibe :

Tager man en anden Grundtone til Udgangspunkt, forandres med det samme Overtonernes Tonehøjde, men deres Intervalforhold til Grundtonen forbliver altid det samme, nemlig Oktav, Duodecim, Dobbeltoktav osv. Lige talrige er disse Delingstoner dog ingen-

lunde hos alle Instrumenter. I visse Klange falder de endogsaa helt bort, og i denne ulige Hørbarhed el. Tilstedeværelse af Overtonerne ligger Hemmeligheden ved de musikalske Instrumenters K.-Farve. Anblæses en Flaske høres en blød og dump K. uden Overtoner. Anslaas en Streng med en Messingstift, fremkommer der derimod en klimprende K., i hvilken der ved Siden af Grundtonen tydelig skelnes en Række høje og kraftige Overtoner. Afknipses Strengen med Fingeren, mildnes K., idet derved de højere Overtoner bliver svagere. Endnu mere træder Overtonerne i Baggrunden, naar Strengen anslaas med en filtbeklædt Hammer (hos Klaveret). Stor Indflydelse paa Strengens K.-Farve har ogsaa det Sted, hvor Strengene anslaas, og den Maade, hvorpaa Anslaget finder Sted. Hos Strygeinstr. lyder Grundtonen kraftigere end hos Klaveret: de første Overtoner træder i Baggrunden, hvorimod de højere bliver mere hørlige; Tonen bliver derfor hos dem skarpere end hos Klaveret. De snævrere af Orglets aabne Piber gengiver samtlige Overtoner, hos de lukkede falder derimod af Overtoner Oktaven og Dobbeltoktaven bort, hvorfor K. bliver hul og nasal (se ogsaa under Klarinet). Stor Indflydelse paa Instr.s K.-Farve har ogsaa det Materiale, hvoraf det fremstilles. Hos Menneskestemmen er det til Dels Stemmebaandenes Beskaffenhed og til Dels Resonansforholdene i Mund- og Næsehule, der bestemmer K.-Farven. Endelig influerer ogsaa den Afstand, hvori Tonen høres, paa dens K.-Farve. Jo mere Tilhøreren fjerner sig fra Lydgiveren, jo kraftigere lyder Overtonerne og jo tommere bliver K.; jo nærmere han er Lydgiveren, jo svagere høres Overtonerne og jo klarere og fyldigere klinger Grundtonen. — B. Som K. betegnes ogsaa den tertsvise Sammenbygning af flere Toner, der gaar under Navn af Akkord (s. d.), som f. Ex. Tre-K., Fir-K., Fem-K. (Litt. : Helmholtz: »Lehre von den Ton-empfindungen«, 6 Opl. 1913; E. Mach: >Einleitung in die Helmholtz'sche Mu-siktheorie«, 1866; J. Tyndall: »Læren om Lyden«, dsk. Overs, af C. F. C. Møller 1875; L. Riemann: »Populäre Darstellung der Akustik in Bcziehung zur Musik«, 1896 m. ni.).

Klangfarve, se Klang A 3.

Klangslægt, se Toneslægt og Grækenlands Musik i Oldtiden 3. c.

Klapper (fr. clefs, eng. keys, ital. chiavi) kaldes de mekaniske Indretninger, ved hvis Hjælp Tonehullerne hos Træbiæseinstr. og ganske enkelte Metalblæseinstr. lader sig tillukke og genaabne.

Klaphorn, Metalblæseinstr., der ligesom Træbiæseinstr. var forsynet med Tonehuller og Klapper, men nu helt er kasseret til Fordel for Ventilhornet (se Horn). 1 stort Format kaldtes K. Ophikleide (s. d.), i lille: Klaptrompet.

Klaptrompet, se Klaphorn.

Klarinet. K. er ligesom Oboen et Træblæseinstrument af Rørbladinstrumenternes Gruppe, men gør i Modsætning til hin kun Brug af et enkelt Rørblad, hvorfor baade dens Blæse-maade og Klangfarve bliver en anden. Det cylindriske Tonerør, der kan fremstilles af forskelligt Materiale (Buxbom, Ibenholt, Glas el. a.). er hos den almindelige K. c. '/s Meter langt og deler sig i 5 Led: I. Mundstykket, der er sammensat af 3 Dele o: Snabelen. Bladet og Bladskruen. Snabelen (det egl. Mundstykke) er, som Navnet oplyser, næbformigt og er paa sin fladt tilretteskaarne Underside forsynet med en langagtig Aabning (se Fig.)). Over denne anbringes det af ital. Bambus fremstillede Blad, der spændes fast

ved Hjælp af Bladskruen og derved bringes i saa nær Forbindelse med Snabelens Endepunkt, at der mellem dette og Bladet kun levnes en smal Sprække til Indblæsning af Luften. Ved Blæsningen sættes Bladet, hvis øverste Ende er slebet meget tyndt til Relte, i Vibration, og derved fremkommer den paa én Gang straalende og smeldende Tone. der er ejendommelig for K. Jo friere og hastigere

Bladet svinger, jo friskere og klarere bliver Klangen. Jo svagere der blæses, jo blødere og jo niere afdæmpet bliver den. Mundstykket er indsat i II. Birnen. et løst Mellemled uden Tonehuller, ved hvis Hjælp Stemningen kan reguleres. I Tilslutning til Birnen følger som III og IV den Del af Tonerøret, hvori Tonehullerne er anbragte; endelig følger som V Lydbægeret, der kun har godt og vel to Tommers Vidde. Fra Mundstykket og indtil det 2det Led under Birnen aftager Røret ganske lidt i Vidde, men herfra er det ensartet cylindrisk lige til det Punkt, hvor Lydtragten sættes til. Ved Ouerblæsningen, der hos K. lettes ved Brugen af et i dette Øjemed anbragt Over-blæsehul, der dækkes af en Hjælpeklap, slaar Tonen ikke, saaledes som det er Tilfældet hos de andre Blæseinstr. (se Basun, Fløjte etc.) over i Oktaven, men i Oktavens Kvint. Til Fremstilling af den fuldstændige kromatiske Skala behøver K. 18 Tonehuller, og af disse er c. 13 forsynede med Klapper. Man inddeler i Almindelighed K.s Toneskala i 3 Registre; 1) den underste Oktav e—e¹ (Chalumeau-Registret), der anvendes uden Overblæsning og har fyldige mørkt klingende Toner; 2) Mellemregistret c¹—g², hvor Tonerne træder mindre skarpt frem, og 3) det øverste Register a²—f³, der har intensive og kraftige Toner. De højere Toner g^s—c⁴ er skarpe og lidet anvendelige. — For at undgaa at blæse

i de Tonearter, der ikke passer med Instrumentets Naturtoneart, fremstilles K. i forskellige Stemninger, og af disse er C-, B- og A-K. de almindeligste. For alle Arter af K. noteres Musiken i C-dur; d. v. s. at c hos C-K. lyder som c, hos B-K. som b, hos A-K. som a, og fra disse Udgangstoner fortsættes saa K.s Skala, henholdsvis gennem C-dur, B-dur og A-dur. De saakaldte smaa K., der staar højere end C—K. o: D-, Es- (tidligere ogsaa F-K.) samt As-K., hvis Toner er skarpe og grelle, anvendes kun i Militær- og Harmoniorkestre, som Stedfortrædere for Violinen. De vigtige Forbedringer, der i den nye Tid er blevet K. til Del (Stadler, Ivan Muller, Klosé, der paa K. delvis overførte Bohms Fløjtemekanisme) har efterhaanden gjort det muligt paa K. at spille lige rent i alle Tonearter. I de fleste Symfoniorkestre lader man sig nu nøje med alene at benytte B-K., skønt den i Henseende til Klangfylde og Toneskønhed decideret staar tilbage for A-K. K. er et overmaade smukt klingende Instr. og har en enestaaende Evne til at nuancere Tonestyrken og Klangfarven. Den er følgelig i en sjælden Grad egnet til Udførelsen af sangbare Melodier og anvendes derfor i Orkestret meget til Udførelsen af Solopartier. Sin Oprindelse har K. fra den gamle franske Chalumeau (ikke at for-vexle med den tyske Schalmei, der var en Oboart, se Obo), der havde K.s enkelte Børblad, men kun havde 9 Tonehuller (Omfang fra f—a¹) og ikke anvendte Overblæsning. Det var ved at forsyne dette Instr. med det omtalte Overblæsehul, at Joh. Chr. Den-ner i Nurnberg (c. 1690) skabte denmoderne K. En primitiv K.-Type anvendes under Navn af Skalmeje (s. d.) endnu i Danmark i Skive- (tidligere ogsaa Viborg-) Egnen som Hyrdeinstr. I Orkestret optoges K. først fra Midten af det 18. Aarh. af Mannheimer-skolens (s. d.) Komponister. Berømte Klarinettister var i ældre og i ny Tid fremfor alt Beer, Bern, Bärmann sen. og jun.. Klosé, Bachmann o. fl., af hvilke de fleste ogsaa udgav Skoler for deres Instr. Som fremtrædende danske Klarinettister bør nævnes Skjerne og Oxen-vad (i det kgl. Kapel). (Litt.: E. An-tonolini: >La retta maniera di scrivere per il clarinetto«, 1813; W. Allenburg: »Die K.«, 1904).

Klassisk kaldes det Kunstværk, der har bestaaet sin Prøve ved gennem Tiderne at have bevaret den Værdi, der hæver det over al Kritik. Til Musikens Klassikere henregnes derfor kun de afdøde Stormestre, deribl. fremfor alle J. Seb. Bach, Handel, Gluck, Haydn, Mozart og Beethoven.

Klatte, Wilhelm, f. 1870, tysk Mu-sikforf., Anmelder og Konservatorie-lærer i Berlin, har skrevet »Zur Ge-schichte der Programmmusik«, »Franz Schubert« (begge for Bich. Strauss' Samling: »Musik«), »Grundlagen des mehrstimmigen Sa.zes« m. m.

Klausel (lat. Clausula), Slutning, det samme som Cadence, s. d.

Klauwell, Otto, 1851 — 1917, tysk Musiker og Forf., Konservatorielærer i Köln, komponerede Operaer, Korværker, Sange m. m.; mest kendt som Forf. af Skrifter som »Der Vortrag in der Musik«, »Die Formen der Instrumentalmusik«, »Geschichte der Sonate«, »Geschichte der Programmmusik« m. fl.

Klave (lat. clavis, d. e. Nøgle), det opr. Navn for Taste eller Tangent (s. d. og under Klaver).

Klaver. Ihvorvel K. i streng Forstand kun har den almene Betydning af et Klaviaturinstr. og derfor med lige saa stor Ret vilde kunne anvendes paa Orglet og Liren som paa K., er det Skik og Brug ved dette Navn udtrykkelig kun at forstaa det Klaviaturinstr., der i Popularitet i vore Dage overgaar alle andre Musikinstr., nemlig — Klaveret. Nutidens K., ogsaa kaldet Pianoforte, er ikke nogen Ny-opfindelse. Det er tværtimod Efterkommer af to forudgaaende K.-Arter, der baade i Henseende til deres tekniske Indretning og i deres Egenskab af Klaverlitteraturens Grundlæggere, i væsentlig Grad har hjulpet til at føre det op til den udvalgte Plads, det nu indtager: disse Forløbere er Klavichord og Klaoicembal.

I. Klavichordets Historie rækker for saa vidt helt tilbage til Oldtiden, som dette Instr. i lige Linje nedstammede fra Monochordet, o: det Toneredskab, ved hvis Hjælp Pythagoras udregnede og demonstrerede de Talforhold, der ligger til Grund for Intervallerne. I Middelalderens Klosterskoler oplevede dette Instrument paa én Gang en Renaissance som videnskabeligt Læremiddel og blev lagt om til at blive et praktisk brugbart Musikinstr. I Erstatning for den bevægelige Skyder, der hidtil ved Omrykning fra Plads til Plads under Strengen havde besørget Strengens Inddeling (se Monochord), fandt man nemlig paa at forsyne Monochordet med en Klaviatur i Lighed med den, der dengang allerede forefandtes paa Orglet og Liren (s. d.). Paa denne Maade indvandt man først et enstrenget Klaver, hvorpaa der kunde udføres Melodier; men senere skred man videre ved Side om Side med Monochordets eneste Streng at opspænde flere, saa det ogsaa blev muligt at fremstille Samklange. I 16. Aarh. opnaaede man saaledes omsider at faa et K., der havde 7 lige lange Strenge og 21 Taster, der gik paa tværs af hine og var saaledes fordelte, at gennemgaaende 3 Taster inddelte og anslog hver Streng, d. v. s. at man paa K. nu kunde udføre de allerfleste Harmonier; de Toner, der frembragtes paa samme Streng, lod sig jo nemlig ikke kombinere. — Klavichordets Taster kaldtes Klaver (s. d.) og var hver især indrettede som en Vippe. Ramte Fingeren Vippens brede Ende, slog dens modsatte Endepunkt, der var udstyret med en lille flad Messingplade (Tangenten) op imod Strengen. Messingtangenten havde alt-saa det dobbelte Hverv at inddele Strengen og sætte den i Vibration. For at forebygge Dobbeltlyde døvede man ved Indfletning af tynde Flonelsstrimler den Strengeende der laa til venstre forAnslagsstedet; Klavichordets Strenge blev derved forhindrede i nogen Sinde at kunne tone frit ud, og Instr.s Klang blev derfor meget afdæmpet. Til Gengæld var det paa Klavichordet ligesom paa Nutidens Pianoforte muligt at nuancere

Tonestyrken ved Hjælp af et stærkere el. svagere Anslag. Man var altsaa i Stand til paa Klavichordet at lægge Sjæl i Spillet, en Sag, der var udelukket baade hos Orglet og hos Klavichordets Rival Klavicembalet (sendf.). Trods sin spæde Klang havde Klavichordet derfor en stor Vennekreds og passede især fortrinligt i den intime Husmusiks Ramme. Af Form var det aflangt firkantet (taffelformigt) og manglede ofte Ren, saa det under Spillet maatte anbringes paa et Rord. Se Tavle Klaverinstrumenter Fig. 1.

Vidt forskellig fra Klavichordet var baade i Henseende til Virkning og Spillemaade Pianofortets anden Forløber:

II. Klavicembalet, der var fremvoxet af det orientalske Psalterium, i Middelalderen betegnet som Cembal el. Hakkebræt (s. d.), en rigt bestrenget Slægtning af Nutidens Citer (s. d.) : Overen flad Lydkasse af variabel Form havde der hos Psalteriet i systematisk Rækkefølge været ordnet en Skala af ulige lange Strenge el. Strengekor, idet der nemlig for hver Tone altid havde været opspændt 3 ens stemte Strenge. Spillet blev Instr. med et spidst Plekter og havde derfor en skarp harpelig-nende Klang. I Middelalderen (antagelig i 15. Aarh.) forbandt man efter Forbillede af Klavichordet Psalteriet med en Klaviatur og saaledes opstod Klavicembalet, der i Modsætning til Klavichordet havde en forholdsvis kraftig Klang, der paa én Gang skyldtes det 3-dobbelte Strengebetræk og den Omstændighed, at Strengene hos denne Klaverart ikke blev delte, men altid uhindret kunde tone ud i deres fulde Længde. Tonerne frembragtes nemlig hos Klavicembalet ved Hjælp af smaa Fjederspidser, der ved Anslaget greb ind i Strengene. Disse Fjederspidser var ikke saaledes som Klavichordets Messingstifter direkte indsatte i Tastens Bagende, men stak ud paa Siden af den mellem Taste og Streng anbragte Springer, et smalt og fladt Stykke Træ, i hvis Overende der var indskaaret en bevægelig Tunge til Anbringelse af Fjederen. I det Øjeblik, da Fingeren anslog Tasten, vippede dennes Bagende Springeren i Vejret, saa Fjederen greb fat i Strengen, men Tungens Elasticitet bevirkede, at den ved Tilbagefaldet gled uden om samme. En lille Tøjlap, der sad til Side for Tungen og umiddelbart over Fjederspidsens Plads, gjorde Nytte som Dæmper (Fig. 2 og 3). Da Strengeantal og Tasteantal hos Klavicembalet nøje svarede til hinanden, kunde man paa dette udføre alle Harmonier. Klavicembalet besad følgelig flere af de Egenskaber, der savnedes hos Klavichordet, men havde til Gengæld den Mangel, at Tonestyrken hos det ikke kunde modificeres gennem Anslaget. Til Afknipsning af Strengene krævedes der nemlig et kraftigt Fingertryk ; ved et svagt Tryk tog Fjederen ikke fat. Et Piano kunde hos Klavicembalet derfor kun frembringes ad kunstig Vej. Ved Hjælp af et Registertræk kunde Klaviaturet saaledes forskydes, saa Fjedrene kun kom til at berøre en el. to Strenge af det trestrengede Strengekor. Af dette Registertræk udvikledes siden Pianofor-

tets Pianopedal, der i Nodeskriften betegnes med >una corda«, d. e. én Streng. I samme Øjemed forsynede man ofte ogsaa Klavicembalet med to terrasse-formigt ordnede Klaviaturer, af hvilke det ene var indrettet til Forte-, det andet til Pianospil. Paa Grund af sin kraftige Tone anvendtes Klavicembalet baade som Orkesterinstr., til Ledsagelse af Korsang, og som Koncertinstr. Til dette offentlige Brug byggede man gerne Instr. af stort Format og af den Form,

der endnu anvendes til Nutidens Flygler. Til Hjemmebrug konstruerede man derimod smaa Instr.. der enten havde Klavichordets aflangt firkantede Form el. var trapezformige. Det opr. Slægtsnavn for de befjedrede Klaverer: Cla-vicembalo, gik med Tiden over til alene at gælde det store flygelformige Instrument, der paa tysk ogsaa kaldtes Kielfliigel, paa fr. Clavecin, paa eng. Harpsichord. For de smaa Klavicembaler benyttedes derimod Navnene Virginal (eng., d. e. Jomfruinstr.) og Spinet (fr. Epinette af epine, Torn, fordi Fjedrene rev i Strengene ligesom Torne). Se Tavle Klaverinslru-menter Fig. 2 og 3.

III. Hammer-K. el. Pianofortet, o: Nutidens K.-instr. har foreløbig kun en forholdsvis kort Levetid at se tilbage paa, alt i alt godt og vel 2 Aarh. I det første af disse førte det imidlertid i Sammenligning med sine ældre Konkurrenter, Klavichordet og Klavicembalet, endnu en ret tilbagetrukket Tilværelse. Det var først, da Pianofortet gennem talrige Forsøg var blevet saa vidt fuldkommengjort, at de ansete Musikere fattede Interesse for det og sammen med Pianoforte-Fabrikanterne gav sig til at poussere det frem, at dette K.s egentlige Saga tog sin Begyndelse, og de gamle K. definitivt maatte forsvinde. (1802 forsvinder Dobbeltbetegnelsen >for Klavicem-balo el. Pianoforte^ for stedse fra Titelbladet til Beethovens K.-Sonater, og 1812 fabrikeres de sidste Klavichorder). Til Forskel fra de ældre K.-Arter gjorde Pianofortet Brug af en Hammermekanik i Lighed med den, der allerede tidligere havde været anvendt hos Hebenstreits Pantaleon (s. d.). Denne Pianoforteme-kanisme var i sin ældste Form allerede i det væsentlige sammensat af de selvsamme Bestanddele, der siden igen anvendtes i den engelske Hammer-

mekanisme: Smaa Hamre, der var overtrukne med Skind, sloges af en Støder nedefra op mod Strengene, men blev af en Udløsning ved Hjælp af en Fjeder tvungne til strax efter Anslaget igen at falde tilbage. Fangere, der fremstilledes af krydslagte Silkesnore, hindrede Hamrene i uden fornyet Anslag igen at vippe til Vejrs, og Dæmpere ovenover Strengene (én for hver Hammer) hindrede disse i at tone videre, etter at Anslaget havde fundet Sted. Opfinder af Hammer-K. var den ital. Instrumentmager Barlolomeo Crislofori, Konservator for Ferdinand af Medicis Instrumentsamling i Firenze; og den første Beskrivelse af det stod 1711 at læse i det ital. Tidsskr. Giornale dei letterati. Sit Navn fik det ny Instr., fordi man paa det med Lethed baade kunde frembringe Piano og Forte, en Sag, der i Italien vakte saa meget mere Opmærksomhed, som man dér var mest i Vane med at benytte Kla-vicembalet, der jo var ganske uegnet til Udførelsen af et nuanceret K.-Spil. Kort efler Cristofori gjorde først Marias i Paris og siden Schröter i Xord-hausen sig til af at have opfundet Hammer-K., men deres Instr. var langt mere ufuldkomne end Cristoforis og vakte derfor kun forbigaaende Opmærksomhed. I Ry kom Pianofortet først, efter at den tyske Orgelbygger Gottfried Silbermann (1683—1753) havde taget sig af Sagen og havde sat sin hele Energi ind paa at fuldkommengøre den ny Opfindelse. Silbermanns Pianoforte var i Hovedsagen indrettet som Cristoforis og havde den Ære for første Gang baade at blive prøvet og godkendt af en musikalsk Berømthed: Joh. Seb. Bach. Efter Silbermann arbejdede dennes Elev Andreas Stein i Angsburg (Opfinder af den saakaldte Wienermekanisme) videre paa Pianofortets Fuldkommengørelse. Da siden Steins Svigersøn Andreas Streicher overtog Fabriken, blev denne forlagt til Wien. der fra nu af blev et Hovedcentrum for Pianoforte-Fabrikationen. Senere fik Wien Konkurrenter 1) i London, hvor især Broadwood gjorde sig bekendt som Opfinder af den saakaldte eng. Mekanik, og 2) i Paris, hvor Sebastien Érard ved det 19. Aarh.s Begyndelse, som Opfinder af Repetitionsmekaniken, førte Pianofortet endnu videre frem. Af stor Betydning blev ogsaa 3) New Yorkerfabrikanten Steinway's Indførelse af den nu alm. anvendte Krydsbestrengning, der medførte den Fordel, at man paa en forholdsvis lille Plads kunde anvende saa lange Strenge det skulde være. — Fremfor Klavichordet og Klavicem-balet har Pianofortet Brugen af flere Pedaler, nemlig 1) Dæmperpedal (opfundet af Broadwood 1783 og frem-gaaet af det paa Klavicembalet hyppigt anvendtePan/aZonzu(7,se Pantaleon),

ofte urigtigt betegnet som Fortepedal. Denne regeres af h. Fod og løfter hele Dæmpermekaniken fra Strengene, saa disses Klang fortsættes, til Foden igen giver Slip og Dæmpermekanismen derved falder tilbage. 2) Pianopedalen for v. Fod (nedarvet fra Klavicem-balets Registertræk, s. ovf.), ved hvis Benyttelse hele Hammermekanismen forskydes, saaledes at samtlige Hamre i Stedet for under ét at ramme alle de 3 Strenge, der repræsenterer hver Tone, kun faar fat i to af disse, paa ældre Klaverer endda kun i én (deraf Udtrykkene una, due .samt tre corde). An-gaaende de nyeste Pedalarter og deres Virkning henvises til Pedal. — Ligesom Klavicembalet fremstilles ogsaa Pianofortet under forskellige Former: 1) i Klavicembalets Flygelform, 2) i Klavi-chordets Taffelform (opr. betegnet som Fort-Bien), 3) som oprelslaaende K. (tysk Pianino), hvis Idé er laant af det gamle opret staaende Klavicembal. kaldet Cla-vicytherium (se Tavle Klaverinstrumenter Fig. 4), og hvis Forløber var det pyramideformede Giraf-K. (s. d.). (Litt. : K. Krebs: »Die besaiteten Kla-vierinstrumente bis zum Anfang d. 17. Jahrh.« (Vierteljahrsschr. f. Musik-wissenschaft 1892); A.H.Hipkins: Old Keyboard Instruments, 1887; 0. Paul: »Gesch. d. Klaviers«, 1868; K. F. Weitz-mann: »Geschichte des Klavierspiels« 1863 (i 2det Opl. forsynet med et Tillæg : »Geschichte des Klaviers«, 1879): M. Seiffert: »Gechichte der Klaviermusik« (1 Bd. 1899), med Urette betitlet som 3die Oplag af Weitzmanns Værk. idet det er et nyt selvstændigt udarb. Værk).

Klavermusikens og Klaverspillets Historie, lste Periode: Inden Bach.

a. Tyskland. Ammerbachs og Bernhard Schmidts (den ældre og yngre) Klaverbøger, henholdsvis udg. 1571 og 1575 og 1577 og 1607. Indeholder dels umiddelbart overførte, dels udfigurerede (kolorerede) Vokalkompositioner (Koraler, Motetter, Folkeviser) samt Danse og giver i en Fortale Regler for Fingersætningen (se Fingersælning) m. m.

b. Italien: Girolamo Diruta: Transil-vano, 2 Dele. 1593 og 1609. Giver i 1 ste Del Besked paa Spillemaade og Fingersætning og indeholderen Del Orgelstykker af Datidens ital. Orgelmestre, deribl. af Merulo, A. og G. Gabrieli, Bancchieri o. fl., 2den Del indeholder en

Kontrapunkt- og Kompositionslære og giver Anvisning paa Orgelregislrenes Benyttelse (Beskrevet i Krebs: iDie besaiteten Klavierinsir.«, se Litt. om Klaveret), c. England: The Filzwillium Virginal Book (c. 1625) og Parlhenia. or the Maydenhood ofthe First Music, thai ever was Printed for the Virginals (1611 ; Nyudg.: Breitkopf u. Härtel og Farrenc: Trésor des Pianistes). Hos de eng Kla-vermestre (Bird, Bull osv.) optræder for første Gang en udpræget klaver-mæssig Sats, hvor populære Folkemelodier optages og bearbejdes i lange Variationsrækker, der giver Lejlighed til paa alle Ledder at fremlægge, hvad Klaveret (i England især Klavicembalet) i klanglig Henseende kan præstere. d. I Frankrig var det især Lulmusiken, der i 18. Aarh. blev taget til Forbil-led under Udviklingen af en selvstændig Klaversats (Chambonnières, d'Angleberl, Couperin). Den fr. Klavermusik udmærkede sig særl. ved sin rige Udsmykning med Forsiringer og ved sin udprægede Forkærlighed for Tonemaleriet og for de Danseformer, ved hvis Sammenstilling omtrent samtidig Suiten blev til. I sin berømte Klaverskole: L'Art de toucher le clavecin gaar Fr. Couperin for første Gang ind paa alle Teknikens Finesser, giver ny Finger-sætningsregler og indgaaende F'orkla-ringer paa Udførelsen af de utallige F"or-siringstegn. De franske Klavermestre blev for lange Tider ogsaa udenfor Frankrig tonegivende paa Klavermusikens Omraade. Under Paavirkning af dem stod af de tyske Mestre bl. a. Froberger, G. Muffat, Seb. Bach, Carl Phil. Em. Bach o. fl. e. I Italien lægger i 18. Aarh. Dom. Scarlatti Grunden til en fri Klaversats, i hvilken han udnytter Klavicembalettil Frembringelsen af mange ny Klangeffekter og gør et første Forsøg paa at fæstne Formen for den Sonate, der i Løbet af 18. Aarh. skulde fortrænge Suiten. — 2. Periode staar helt og holdent under Seb. Bachs Auspicier, idet han paa én Gang staar som den klassiske F'uldfører af den fra Orglet forlængst ogsaa paa Klaveret overførte polyfone Instrumentalstil (Wohltemperiertes Klavierm.m., se Bach) og af Suiten (s. d.); endelig opstiller han ogsaa vigtige ny Fingersætnings-regler (deribl. Undersætning m. Tom-melf., Oversætning m. m,), der for en Delleder Klaverlekniken overiet ganske nyt Spor. — 3. Periode betegner det Tidspunkt, hvor Sonaten under Indflydelse af det Stilomslag, der ved det 18. Aarh.s Midte fandt Sled indenfor Instrumentalmusiken (se Mannheimer-skolen og Stamilz), faar sin færdige klassiske Form for nu i lang Tid at blive det faste Forbillede for alle større Instrumentalkompositioner, Symfonier, Kvartetter, Trioer m. m. For Klaverets Vedkommende tager Udviklingen sin Begyndelse med Joh. Kuhnau og Carl Phil. Em. Bach, men føres til Ende med Haydn, Mozart og Beethoven, i hvis Haand Sonaten efterhaanden mere og mere bliver et Middel til at genspejle Komponistens personlige Stemnings- og Følelsesliv (se Sonate). — 4. Periode. I det 19. Aarh. tager Kla-vertekniken under Indflydelse af Pianofortets større og større Fuldkommengørelse et saa mægtigt Opsving, at den en Tid lang næsten er paa Vej til at forfejle sin Hensigt: kun at skulle være et Middel i Kunstens Tjenes'e. Af det gode var ikke desto mindre denne Retnings Tilvejebringelse af en Etudelilteratur, der til Dato har bevaret sin Værdi som klassisk Materiale til Studium af Klaverlekniken (Clementi, Cramer, Berger og Czerny). — Som Modtræk imod denne Tids ensidige Pleje af Fingerfærdighedskunsten, men ogsaa imod den fade overfladiske Sa-lonmusik (Hertz, Hûnten o. fl.), der samtidig fra Frankrig bredte sig ud over hele Europa, skabte derefter Nyklassikerne el. Romantikerne: Schubert, Mendelssohn. Schumann og Chopin den kortfattede romantiske Klaversats, og Klaverteknikens forhen allervarmeste Talsmand Franz Liszt støttede deres Propaganda ved midt i en straalcnde Virtuoskarriere at vende om for herefter alene at sammenstille sine Koncertprogrammer af Klaverlitteraturens monumentaleste Kunstværker, gamle saavel som ny, og for gennem sin geniale Fortolkning til de mindste Detailler at klarlægge disse Værdiers Mening og kunstneriske Betydning. Baade ved denne Daad, gennem sine geniale tekniske Nyopdagelser og som Opdrager af hele den opvoxende Slægt af Klaverspillere (Tausig, Hans. v.Bùlow, d'Albert, Rosenthai, Reisenaue r, Sofie Menter, Therese Carrcno osv. osv.) fortjener Liszt i Klavermusikens Historie en lignende udvalgt Plads som den, Bach indtog i den 2den og Beethoven i den 3die Periode. Ved sin exklusive Virksomhed i Klaverets Tjeneste blev Liszt det moderne Klaverspils Skaber, Højdepunktet i dets 4de og sidste urolige Periode, hvor Klavertekniken, efter længe at have været et Stridspunkt, omsider stilles paa sin rette Plads, som et Middel i den ædle Kunsts Tjeneste, og hvor Studiet af de klassiske Mestre og da fremfor alt af Bach og Beethoven baade af den skabende og udøvende Kunstner anses for en Hovedsag. (Litt. : /. C. Fillmore: Hislory of Pianoforte Music, 1883; 0 Bie: »Das Klavier u. seine Meister«, 1898; Max Seiffert: >Geschichte d. Klaviermusik«, 1899; H. E. Krchbiel: The Pianoforte and ils Music, 1911; Ch. v. Bonen: Les origines de la musique de clavier en Angleterre, 1912, og Les origines de la musique de clavier aux Pays-Bas. 1914).

Klaviatur ;ïr. Clavier, eng. Keyboard, ital. Tastalura) kaldes i Samling de Klaver, Taster el. (populært betegnet) Tangenter, der regerer Mekanismen hos Klaver, Orgel, Celeste, Klokkespil og tidligere ogsaa hos Liren (s. d ).

Klavicembal, se Klaver II.

Klavichord, se Klaver I.

Klavicytherium el Clavicijlherium. se Klaver III og Tavle Klaver-instrumenter Fig. 4.

Kleffel, Arno, 1840—1913, tysk Komponist, Elev af Leipzigs Konser-vat. og af M. Hauptmann. Dirigent senest for Sterns Konservatoriums Sangkor, Anmelder ved Berlins » Lokal-An-zeiger«, 1910 Leder af Operaskolen ved »Hochschule« ; skrev i Schumannsk Retning en Opera, Musik til Goethes »FausU, Ouverturer, Strygekvartet, Sange og Klaverstykker.

Klein, Bernhard, 1793—1832, tysk Komponist, en Tid Elev af Cherubim, indtog fra 1818 til sin Død en fremskudt og anset Stilling i Berlins Musikliv; af særl. Betydning var hans kirkelige Kompositioner (Oratorier, Magnificat og Messe, Psalmer, Hymner og Motetter for Mandskor m.m.) og hans Sange og Ballader (Ex. Goethes »Erlkönig«).

Kleinmichel, Richard, 1846-1901, tysk Komponist og Pianist, levede i Berlin; har skrevet Symfon., Kammermusik, Operaer og værdifulde Klaver-studieværker; er iøvrig særl. kendt for sine Klaverarrangementer af Wagners og Hamperdincks Operaer.

Klemetti, Heikki, f. 1876, finsk Musiker, Sanglærer og Musikkritiker, Leder af finsk Studenterkor og Stifter og Leder af Koret Suomen Laulu (s. d.), opr. Mandskor, 1907 udvidet til blandet Kor, hvis Ydelser han hævede til høj Standard, og som har koncerteret i Skandinavien, Tyskland, England m. fl. St. ; komponerede Korværker og udg. Folkevisesamlinger og gi. Kirkemusik samt förf. en Masiikin historia, 2 Bd., Kiiorolaulun opas (Vejledning i Korsang), 1917, Äänenmuodostuksen opas (Vejledning i Tonedannclse) og paa fr. en Oversigt over finsk Musiks Historie.

Klemming, Anna, 1864—89, sv. Sangerinde, fejret Primadonna (Sopran) og en af de betydeligste Kræfter ved Sthlm.s Opera fra 1887 til sin tidlige Død.

Klenau, Paul von, f. 1883. dsk. Musiker, tilhører en musikalsk Slægt (den Berggreenske) og uddannedes efter at have opgivet den akademiske Bane til Musiker, særl. i Violinspil og Komposition, i Kbhvn. og i Tyskland; blev Kapelmester ved Operaen i Freiburg efter at have vakt Opmærksomhed ved en Række Kompositioner i stor Stil (Symfon., Te deum og andre Korvær--ker, Operaen »Sulamith«); Verdenskrigen afbrød hans Virksomhed, og han

Paul von Klenau.

har siden været nærmere knyttet til Kbhvn. som (Stifter og) Dirigent af »Dansk fil harmonisk Selskab«; i de sidste Aar tillige Leder af Wiens »Kon-zerthaus- Gesell-schaftsChorkon-zerte«; senere Kompositioner af K. er Balletten »Lille Idas Blomster« (Kgl. Teater i Kbhvn. 1916), Operaen »Kjartan og Gudrun« (1918), »Samtaler med Døden« for Alt og Orkester; men Dirigentvirksomheden synes mere og mere at lægge Beslag paa hans Interesse og Ævne.

Klengel, August Alexander, 1783 —1852, tysk Musiker, Elev al Clementi, hvem han fulgte til Petersborg, for at blive der til 1811; fra 1814 levede han i Dresden (Hoforganist); hans kompositoriske Specialitet var Kanons (Les avant-coureurs); hans Canons et fugues udg. efter hans Død af Moritz Haupt-mann, 1854.

Klengel, Julius, f. 1859, tysk Violoncellist, udmærket Kunstner paa sit Instr. og Lærer, 1ste Cellist i Gewand-hauskoncerterne; skrev Koncerter og mindre Stykker for Cello samt Kammermusik m. m.

Klindworth, Karl, 1830—1916 tysk Pianist, virkede i London og i Moskva, fra 1884 i Berlin, hvor han med Bû-low aabnede en Musikskole, der senere forenedes med Scharwenka-K6nser\at.; udmærket Klaverspiller, særl. kendt ved sine Klaverudtog af Wagners »Ni-belungenring« og sine Chopin- og Beethoven- (Sonate-) Udgaver.

Klingenberg, Alf, f. 1867. nsk.-arner. Pianist og Musikpædagog. Elev af Erika Nissen, Kria., og »Hochschule«, Berlin. Debut. 1896 i Kria. Rejste til Amerika i 1903. Direktør for Eastman School af Music ved Univers, i Rochester 1919—1924. '

Kloed, Wilhelm Cappele, f. 1855, nsk. Tenorsanger, Sangpædagog, Elev af Lamniers. Studerede i Paris og Mûn-chen; debut. 1879 i Sthlm., bvor han i flere Aar virkede som Sanger og Skuespiller. 1887 Direktør ved Vasateatret. 1890—99 Operasanger og Skuespiller ved Kria. Teater, senere ved Nationalteatret. Hovedroller: Faust, Don José, Hoffmann, Turiddu. Udgav >Sang og Sangkunsti og skrev Romancer og Sange.

Klokkespil el. Sangværk (fr. carillon, s. d.), fremstillet af et større el. mindre Antal Klokker, der ansloges med en Hammer, anvendtes i lille Format allerede i Middelalderen til Ledsagelse af kirkelig Sangmusik, men fik fra Slutningen af 15. Aarh. (i betydelig større Format) særlig Anvendelse i Kirketaarne, hvor det bragtes til at tone ved Hjælp enten af et mekanisk Hammerværk eller af et Klaviatur, hvis Taster med Snore var forbundne med Klokkekneblerne og under Spillet satte disse i Virksomhed (Afb. se Carillon). Berømte for deres talr. K. er fremfor alt de nederlandske Byer (Amsterdam, Antwerpen, Brugge, Gent o. fl.), men og-saa i adskillige gi. nordtyske og nordiske Byer findes og fandtes især tidligere smukke og store K. Berømte K. var f. Ex. i Norden Tyska Kirkens K. i Sthlm. (ødelagt ved Kirkens Brand

1878, men nu erstattet med et nyt), Frue- og Helligaandskirkens K. i Kbhvn. (henholdsvis opsatte c. 1621 og 1643, men ødelagte henholdsvis ved Bombardementet 1807 og Branden 1728), Frederiksborg Slotskirkes K. (ødelagt ved Slottets Brand 1859, men erstattet med et nyt, der er skænket af Brygger Jacobsen). Af nyeste Datum er ogsaa Kbhvn.s to nuværende K., henholdsvis i engelsk Kirke i Esplanaden og i Raad-huslaarnel.

Klose, Friedrich, f. 1862, schw. Komponist, Elev bl. a. af A. Bruckner, har levet i Genève, som Konservatorie-lærer i Basel, som Thuillcs Efterfølger ved Akademiet i Mûnchen, og nu i Thun uden offentlig Stilling; nævnes som anset, Bruckner-paavirket, Komponist med særl. Ævne i dramat, og lyrisk Henseende (symfon. Digtn. med Kor: iDas Leben ein Traum«, den dramat. Symfon. (Opera) »Ilsebill« eller »Der Fischer und seine Frau«, Oratoriet »Der Sonne-Geistc, Strygekvartet, Orgelmusik, Sange m. m.). (Biogr. af R. Louis og H. Knappe).

Klughardt, August, 1847—1902, tysk Komponist, Kapelmester i forsk, tyske Byer, senest i Dessau, skrev — i Stil mellem Efterklassikerne og Liszt — Symfon., Kammermusik, Operaer og navnl. en Række Oratorier. (Biogr.: L. Gerlach).

Knappertbusch, Hans, f. 1888, Elev af Kölns Konservat. Dirigent ved forsk. Operascener, fra 1922 af Operaen i Mûnchen.

Kneisel-Kvartetten grundlagdes 1885 i Boston af Franz K., f. 1865 i Bukarest; nød stort Ry som det bedste amerikanske Ensemble og foretog Kunstrejser til Europa; ophørte 1917; blandt dens skiftende Medlemmer var Kunstnere som Ondricek. Jul. Röntgen, Anton Hekking Kneisel var Elev af Hellmes-berger(Wien) og kom 1885 til Boston.

Kniese, Julius, 1848 —1905. tysk Musiker, Orgel- og Klavervirtuos samt Sangforeningsdirigent; kendt som Kormester ved Festspillene i Bayreuth fra 1892, hvor han var en »ivrig og uegen- nyttig Tjener for Wagners Sag«; optraadte ogsaa som Komponist.

Knight, Joseph Philipp, 1812—87, eng. Gejstlig og Komponist af over 200 Sange, Duetter og Terzetter, der i sin Tid nød stor Folkeyndest.

Knorr, Iwan, 1853 -4 916, russ. Komponist, Lærer og Forf., studerede ved Leipzigs Konservat, levede i Rusland som Komponist og Lærer, kaldles 1883 til Hocli's Konservat. i Frankfurt a. M., hvis Direktør han var fra 1908; har komponeret Operaer, Orkester-og Kammermusik, Sange m. m.; udg. flere mu-sikteoret. Lærebøger og en Biografi af Tschaikofsky (i »Beriihmte Musiken).

Knudsen, Gunder, f. 1883, dsk. Sanger, Elev af Talvi og (i Köln) af Wirtz, optraadte fra 1917 som Koncertsanger og debut. 1921 paa det kgl. Teater, ved hvis Opera han særl. har udført Sangspilpartier (Tenor); teoretisk uddannet af A. Allin og Alfr. Tofft har han udg. nogle Sangkompositioner.

Knutsen, Dagny, f. 1890, nsk. Pianistinde, Elev af Anna Ølslad, Fr. Backer Grøndahl. Berlins »Hochschule«. Corlot og Lortal (Paris), debut. 1911. Gift 1925 med Kaptajn Sverre Kristensen.

Knutzen, Martin, 1863—1909, nsk. Pianist, Elev af Cappelen, Fru Grøndahl, Barth (Berlin), Leschetizkg (Wien), debut. 1887. Norges fornemste Pianist ved Siden af Neupert, Fru Nissen og Fru Grøndahl. Har givet talr. Koncerter i Skandinavien og Tyskland.

Knæviolin (ital. Viole di gamba) er den gamle Betegnelse for de Stryge-instr.. der under Spillet anbringes mellem Knæene el. Benene. Cello og Kontrabas er følgelig K.er, hvorimod Violinen og Bratschen er Arm-Violiner. Se under Strygeinstrumenter.

Koblinger. Herved förstaas hos Orgiet en Mekanisme, der gør det muligt at sammenkoble flere Klaviaturer, saa man ved at spille paa ét Klaviatur kan faa et eller flere af de andre Klaviaturers Piber til at tone med. (Se iøvrigt u. Orgel).

Koch, Friedrich E., f. 1862, tysk Komponist, Leder af Berlins »Hochschule«s teoret. Afdeling; frugtbar Komponist i forsk. Genrer: Operaer (deribl. »Die Hûgelmûhle« efter K. Gjellerups Roman), Symfon., Violin-Koncert, Kammermusik, Oratorier (»Von den Tages-zeiten« o. a.) og Korværker, Sange og Orgelstykker.

Koch, Heinrich Christoph, 1719— 1816, tysk Komponist og Musikforf., Violinist i Rudolfstadt, som Komponist uden Betydning, men fortjenstfuld Forf. af et endnu værdifuldt »Musikaliscb.es Lexikon«, 1802, (udg. forkortet som »Kurzgefasstes Handwörterbuch der Musik« 1807, i dansk forkortet Overs. ved H. C. F. Lassen, Kbhvn. 1826. og i Nybearbejdelse af Arreg v. Dommer 1865); endvidere af udmærkede teoret. Skrifter, navn]. »Versuch einer Ein-leitung zur Komposition«. 3 Bd. 1782 —93, »Handbuch bei dem Studium der Harmonie« etc. foruden Artikler i Tidens Fagskrifter (»Leipziger Ali-gem. Musikalische Zeitung« o. I.).

Koch, Markus, f. 1879. tysk Musiker, Lærer ved Mûnchens sAkademie der Tonkunst«, har skrevet en Række kirkelige og verdslige Værker (Religiøs Symfon., Børnesange, Orgelkompositioner, Strygekvartet etc.).

Kochanska-Sembrich, Marcella, se Sembrich.

Kociân, Jaroslav, f. 1883, czekisk Violinist, en af de første Elever af Sevcik, gjorde talr. Koncertrejser og vakte stor Opsigt som Virtuos ; lever i Prag.

Koczalski, Raoul, f. 1885, polsk Pianist, optraadte allerede som Vidunderbarn og er kendt fra talr. Rejser som virtuos Klaverspiller, gæstede bl.a. Kbhvn. ; har komponeret Klaverstykker i brillant Stil, ofte baserede paa polsk Nationalmusik, Operaer etc.: lever i Berlin.

Koczirz (udt. Kotsjir), Adolf, f. 1870, østr Musikforf., hvis Speciale har været Luten og dens Historie; lever i Wien.

Koda, se Coda.

Kodåly, Zoltan, f. 1882, ungarsk Komponist og Forf., studerede i Buda Pests Musikskole [H. Koessler). kastede sig tidlig over Studiet og Indsamling af ungarsk Folkemusik (hans Samlinger udgør c. 3500 Melodier, til Dels endnu utrykte); blev Lærer ved Buda-Pests Musikskole og Kritiker ved forsk. Dagblade og hjemlige og udenlandske Tidsskrifter: hans af Folkemusiken paavirkede Kompositioner omfatter Kammermusik, Sange, Korstykker m. m.; hans folkloristiske Arbejder er til Dels udg. i Forening med Bartok (s. d.\

Koechlin, Charles, f. 1867, fr. Komponist (af elsassisk Slægt). Elev af Massenet, Gédalge og Fauré, har virket som Forf. (Kronikør i Fagblade og Skriftet Etude sur les notes de passage, 1922), som Medstifter af Société Musicale Indépendante [S. M. I.) og som Komponist af moderne, om end ikke yderliggaaende Retning; trykte er 5 Sonatiner og adskillige mindre St\'k-ker for Klaver, Violin- og Fløjte-Sonate, Strygekvartet og anden Kammermusik samt Sange, men K. har ogsaa ladet opføre større Værker for Orkester (Les saisons, Etudes antiques. La foret païenne m. m.).

Koenen (udt. Kunen), Tilly, f. 1873, holl. Sangerinde, f. paa Java, kom 1879 til Holland og uddannedes opr. i Klaverspil, siden i Sang af Elisabeth van Häften og derefter paa Konservat. i Amsterdam; med sin fortrinlige Altstemme og ypperlige kunstneriske Uddannelse gjorde hun sig snart gældende i sit Hjemland og paa omfattende Kunstrejser, af hvilke en stor Turné i Amerika 1910 forløb sær!, glansfuldt; i Kbhvn. sang K. 1908; hendes Foredrag af Schubert, Schumann, Brahms og H. Wolf fremhæves. I de senere Aar ses K. ikke at være optraadt udenfor Holland.

Kohorn, Bukkehorn (nsk. Stut, sv. Vallhorn), primitivt Blæseinstrument, der i Norge og Sverige tidligere var uundværligt som Sæterinstrument. Det fremstilles af et raat Ko- el. Bukke-horn, i hvilket der er indboret 3—5 Tonehuller, men som i Sverige savner enhver Indsats i Mundstykket (Hornets spidse Ende\ K. E. Forsslund har i sin lille Bog »Till Budom och sommarens glädje« optaget en hel Del svenskeK.-Melodier, der i ny Tid er optegnede i Dalarne efter gamle Folks Sang. Af de norske »Stute-Laateri lever en Del endnu som Lange-

leiks- og Hardangerfele-Melodier. (Ex. i H. Panum : »Langelegen som dansk Folkeinstrumentc i O. M. Sandviks: »Folkemusik i Gudbrandsdalen« o. fl. St.).

Kohut, Adolph, 1847 — 1917, tysk Musikforf. i Berlin, skrev en Række populære Skrifter om Musik, mest af biografisk Art, saaledes »Weber-Gedenk-buchc, »J. Joachim« og flere Musiker-biografier i Reclams »Universalbiblio-thek«.

Kokiu, japansk Strygeinstr. Lydkassen er dannet af en Træramme, der oven- og nedentil er beklædt med Pergament, og Instr. er forsynet med 4 Strenge, som er sammensnoede af Silke og stemmes med 4 Skru er, der er anbragte for Enden af den forholdsvis

lange og tynde Hals. Buen er dannet af en lang og tynd Stok, der oventil buer frem og er bespændt med sorte Hestehaar.

Kolderup, Amunda, 1846—82. nsk. dramat. Sopran, uddannet i Sthlm.. Wien og Milano. Debut, som Koncert-sangerinde i Sthlm. 1874, som Operasangerinde i Olmûtz 1875. I sit korte, men glansfulde Kunstnerliv udførte hun mere end 20 bærende Roller paa en Række Scener i Mellemeuropa, deriblandt Elisabeth, Elsa, Eidelio, Grevinden i »Figaros Bryllup«. Margrethe i jFaust«, Aida. Hun var et af de betydeligste Sangtalenter, som Norge har fostret.

Kolofonium, Violinharpix, en meget haard Harpixart, der er opkaldt efter Byen Kolofon i Lilleasien og anvendes til Indgnidning af Strygebuens Heste-haarstraade.

Koloratur, Udsmykning af en Melodi med Passager og Forsiringer. Ex. : K.-Arie. Se Arie.

Kolorere (lægge Farve paa). Betegnelsen for den Udfigurering af Stemmerne, som Organisterne i 15. og 16. Aarh. anvendte ved den instrumentale Bearbejdelse af den flerstemmige Sang-komposition(Koral, Motette, Dansemel.), ogsom efterbaanden udartede til Manér. Typiske »Kolorister« var bl. a. Paumann, Ammerbach, Bernhard Schmidt (den ældre og den yngre) o. fl. ^Litt. : G. A. Ritter: »Zur Geschichte des Orgel-spiels I : Die Koloristen 1570—1620«.).

Kolorister, se Kolorere.

Kombinationstoner er Navnet for et akustisk Fænomen, der for første Gang blev iagttaget af Tartini (s. d.) og be-staar i en 3die Tone, der bliver svagt hørlig, naar to bestemte Toner af forskellig Højde bringes i Samklang med

hinanden. Der gives to Arter af K., nemlig Differens-og Sammationstoner (sidstnævnte opdagedes af Helmhollz, s.d.). Førstnævnte er i Almindelighed dybere, sidstnævnte derimoii højere end de to samklingende Toner. Differenstonens Svingningstal er lig Forskellen mellem de to anslaaede Toners Svingningstal; Summationstonens Svingningstal er lig Summen af samme. løvrig henvises til Ernsl Mach: »Ein-leitung in die Helmholtz'sche Musik-theorie«, Gratz 1866, og til J⁷. E. Krnegers Specialart. 1) îBeobachtungen an Zwei-klängen« (Philosoph. Studien 1900) og 2) "Zur Theori d. Kombinationstöne« (sst. 1901).

Komponere, at sammensætte, bruges som Udtryk for at skrive el. rettere skabe musikalske Kompositioner. Den, der komponerer, betegnes derfor som Komponist.

Komposition er 1) den gængse Betegnelse for et Musikværk el. Musikstykke, 2) Betegnelsen for den Kunst, der gaar ud paa at forfatte el. udigte« et saadant.

Kompositionslære, o: Læren om den musikalske Sats. d: 1) den elementære Musiklære, 2) Harmonilæren, 3) Kon-trapunktlæren, 4) Formlæren og 5) In-strumentationslæren, d. e. de Lærefag, der giver Kundskab om Musikens Grammatik og derfor ingenlunde, saaledes som Navnet lader formode, alene er bestemte til Vejledning for den vordende Komponist, men ogsaa er en gavnlig Skole for den udøvende og undervisende Musiker. I mere speciel Betydning er K. derimod den Vejledning til Frembringelsen af musikalske Kunstværker, der efter Tilendebringelsen af hint rent teoretiske Studium plejer at afslutte Komponistens Uddannelse. Forskrifterne er derfor her af mere almen æstetisk end af streng teknisk Natur (se Musikæstetik]. Et nødvendigt Tillæg til K. er for den vordende Komponist den analytiske Undersøgelse af klassiske musikalske Mesterværker, disses delvise Kopiering og Øvelse i Partiturlæsning.

Koncert (ital. Concerto, fr. Concert), o : Disput (af certare, at strides, at disputere).

I. En Komposition for et Soloinstr. med Orkester, beregnet paa at give Virtuosen Lejlighed til at brillere (se udf. den moderne Solo-K.). Denne Kompositionsart havde imidlertid Forløbere, hvis Omtale her ikke kan forbigaas.

I sin ældste oprindelige Forstand kunde K. lige saa vel være et vokalt som et instrumentalt Musikværk Som vokal K. fremstaar i 16—17. Aarh. den ældre Kirkc-K. (Concerto ecclesiastico el. di chiesa), hvis vigtigste Repræsentanter var A. og G. Gabrieli (1587), Adriano Banchieri (1 595) og Ludovico Yiadana (1602). og af hvilken langt frem i Tiden den Baclvske Kirkekantate skulde fremgaa (se Kantate).

Af betydelig yngre Dato er de ældste Former for den instrumentale K., nemlig:

a. Den instrumentale Concerto di chiesa, der kun bestod i én Sats med en bestandig Forandring af Tempoet fra Allegro til Adagio og omvendt.

b. Concerto grosso, der ligesom den Scarlattiske Operasymfoni bestod i 3 Satser, Allegro, Adagio, Allegro og i Reglen udførtes af et mindre Ensemble af Soloinstrumenler (som oftest 2 Violiner og 1 Cello), der koncerterede med et Tuttikor, opr. kun sammensat af 2 Violiner, 1 Viola og 1 Bas med Ge-neralbasledsagelse, men med Tiden udvidet til et helt Orkester. Det var ved at erstatte det koncerterende Ensemble af Soloinstrumenter med et enkelt Soloinstrument, at Torelli og Vivaldi af Concerto grosso udviklede

c. Soloviolin-K., der opr. havde Navn af Kammer-K., og af Joh. Seb. Bach ogsaa overførtes paa Klaveret.

d. I 18. Aarh. blev Kammer-K. støbt om i den fra nu af for alle cykliske Instrumentalformer vedtagne færdigt udviklede Sonateform (se Sonate) og omskabtes derved til den moderne Solo-K., der som sagt nu er eneste Bærer af K'.-Navnet. Orkestrets Forhold til Solisten bliver hos denne et andet end før (hos Kammer-K.), idet det nemlig fra nu af ikke mere nøjes med kun at akkompagnere, men skiftes med Solisten om at føre an og sekundere. For at give Solisten Lejlighed til at udfolde sin Virtuositet anbringer Komponisten i den moderne K. kort før Afslutningen af 1ste Sats (tidt ogsaa af sidste) en Fermat til Indlæggelsen af en fri Fantasi (se Cadence) over Hovedtemaerne. (Litt. : A. Schering : >Ge-schichte des Instrumentalkonzerts bis auf die Gegenwart«, 1905).

II. Navnet for alle Arter af offentlige Musikopførelser. Der gives saaledes Kammermusik-K.. Kirke-K.. Or-kester-K.. Oratorie-K., Virtuos-K. m. m. Bestaaet har denne Art K. kun i omtrent halvtredie Hundrede Aar. De første offentlige K.er mod Entré fandt Sted i London og blev 1672 sat i Gang af den udmærkede Violinist John Ba-nister (s. d.), men en Konkurrent, Thomas Britton, slog efter kun 7 Aars Forløb dennes K.-Foretagende af Marken. Thomas Britton var en stor Original, der om Dagen ernærede sig ved at raabe med Kul i Londons Gader, og om Aftenen underholdt sig med at læse, tegne og musicere. Ovenover et Kullager i det Hus, han beboede, indrettede han i et smalt og lavt Rum, der kun var tilgængeligt ad en udvendig stejl Trappe, et K.-Lokale, og der startede han 1678, bistaaet af Londons første Kunstnere, en musikalsk Klub, hvis K.er snart kom saaledes i Ry, at ikke engang Londons fornemme Verden betænkte sig paa hver Torsdag Aften at entre opad Brittons Hønsestige. Udenfor London tog K.-Livet først Fart efter 1700, da der af de opr. ganske privat afholdte Collegia musica, der den Gang allerede længe havde bestaaet i de fleste større europæiske Byer (som f. Ex. i Hamburg, Leipzig, Kbhvn., Upsala o. fl. St.) efter-haanden fremvoxede regulære K.-In-stitutioner. Af disse iCollegia musica« fremstod saaledes i Leipzig de Hiller'ske »Liebhaberkoncerter«, af hvilke med Tiden de berømte Gewandhauskoncer-ter skulde udvikle sig; af det i Kbhvn. af Holberg stiftede »Collegium musi-cum« fremvoxede i 1744 det af »nogle Velyndere af Musiken« stiftede >Mu-sikalske Societet«, der for første Gang viste det danske Koncertvæsen ind paa de højere Baner osv. I Udlandet indtraf den næste epokegørende Begivenhed i K.-livets Historie 1725 med Stiftelsen af de store Concerts spirituels (s. d.) i Paris, der gav Signalet til Indførelsen af store Koncerter med Orkester, store Kor og Solister. Med Grundlæggelsen af iBerliner Singaka-demie« 1790 ved Fasch traadte Korsangsforeningerne ind i Livet, og ved Grundlæggelsen af ^Berliner Lieder-tafel« 1809 (se Liedertafel) ved Zelter de af Mandskor udførte K. — Med Virtuosernes K.-rejser var allerede i 18. Aarh. ogsaa Virluos-K. bleven til. (Litt. : Hanslick: »Geschichte des Konzertwe-sens in Wien«; I. Siltard: »Gesch. des Musik- u. Konzertwesens in Hamburgs; Elwart : Histoire de la Société des Concerts du Conservatoire (i Paris]; A. Dörffel: »Geschichte der Gewandhaus-konzerte« osv.).

III. Koncertlivet i Danmark. I Danmark tog K.-Livet nominelt sin Begyndelse med de Collegia musica, der i 18. Aarh. en Tid lang samlede de musik-udøvende Studenter i Ludvig Holbergs Hjem. De Holbergske Lørdagaftener var dog hverken de første eller eneste K.er der i 18. Aarh. fandt Sted i Kbhvn. Allerede 1727 bekendtgør saaledes en dansk Avis Afholdelsen af ugentlige K.er imod betalt Entré i »Stadt Hamburg« i Skindergade. For Alvor kom K.-Livet dog først i Gang omkring 1740. da der i Kbhvn. omtrent samtidig blev startet 2 K.-Foretagender, der i et Par Aar trivedes jævnsides, men i 1743 blev i den Grad fordunklede af Italieneren Leonhard Pescatoris K.er, at de indenlandske K.er sandsynligvis helt vilde være gaaet ind, om ikke »nogle Velyndere af god Gout udi Musiken« i 1744 havde taget Initiativet som Stiftere af et vel organiseret indenlandsk K.-Foretagende: Det musikalske Societet. Ledere af delte Musikselskab, der for første Gang førte det danske K.væsen op i et højere Niveau, var to af Holbergs personlige Venner, nemlig Koncertmester Cand. jur. Joh. Erasmus Iversen (senere Kantor ved Vor Frue latinske Skole) og kgl. Kapelmester Ad. Scheibe, der i Datiden var en af de ledende Kræfter i dansk Musikliv. Foreningens Formaal var ikke pekuniær Gevinst, men ene og alene »at bringe Musiken iblandt vore Landsmænd i Flors. Hovedmassen af de assisterende var Dilettanter, og Iversen tog sig selv af disses Uddannelse ved paa en bestemt Dag i Ugen at undervise dem i Komposition, Sang og Spil »paa de Instrumenter, hvorudi de besad Færdighed«. K.erne, der under Navn -af »Collegium musicum« sattes i Gang i Gothard Fursmans Gaard i Aabenraa, men efter et halvt Aars Forløb under ovennævnte Navn overflyttedes til Bryggernes Laugshus paa Hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, blev især i Fastetiden flittigt besøgte og satte sig snart saaledes i Respekt, at Frederik V tilbød dem frit Lokale i Riddersalen paa Charlottenborg Slot. Glæden over denne Begunstigelse tog imidlertid hurtig Ende, idet Kongen efter faa Maaneders F"or-løb igen fratog Selskabet Salen for at tage den i Brug til den ital. Opera, der nu for en Tid tog Sindene saaledes fangen, at K.erne i deres forhenværende Lokale herefter gik en trang Tid i Møde. 1749 maatte Iversen med Sorg bekendtgøre »at det vidt bekendte musikalske Societet af adskillige Aarsager for en Tid cesserer med sine ugentlige Koncertere. Under Navn af det »Store musikalske Selskab« satte Aristokratiet Aaret efter under pekuniært mere betryggende Forhold, et nyt K.Foretagende i Gang (i Brygger Fughls Gaard i Raadhusstræde), og dette fik Lov til at virke i Fred, indtil det 1770 fik en Konkurrent i det af Bourgeoisiet stiftede »Ny musikalske Selskab«, der efter 4 Aars Forløb fremtvang det ældre Selskabs Opløsning og antog Titel af »Det kgl. musikalske Akademi«. Den fornemme Verden tøvede imidlertid ikke med paany at etablere et eget K.selskab. Efter kun et Aars Pavse lagde den i Postgaar-den paa Store Købmagergade igen ud med en »Concert noble«, der fremfor alt optog fransk og italiensk Musik paa sit Program og af Samtiden berømmedes som »den bedste og herligste K, vi endnu har haft her i Landet, hvor de bedste Virtuoser spilte, samt de bedste Sangere og Sangerinder sang«. Da delte Selskab havde bestaaet i 2 Saisoner. blev dets K.er flyttede over i den store Sal over Gjet-huset paa Kongens Nytorv og førte der i 10 Aar en glansfuld Tilværelse ved at have Assistance af Teatrets Sangere og Sangerinder og af de kongelige Kapelmusikere med Koncertmester Joh. Hartmann som Dirigent. Ikke desto mindre maatte Selskabet med Saisonen 1785—86 lægge op. fordi der blev andet Brug for dets Lokale. der af Kongen omordnedes til en Klub for begge Militæretater, »Det militære Selskab«. Det blev nu en Tid lang Klubberne og Klublivet, der fremfor alt kom til at optage Hovedstadens Interesse, og selv om Kunstens Fane i enkelte af disse (særl. i » Harmonien': el. »Det harmoniske Selskab i og i det som Klub stadig fortlevende »Musikalske AkademLO holdtes højt, virkede K.ernes Fordeling paa de mange Hænder (omkring 1775 bestod der i Kbhvn. mellem 30 og 40 Klubber) og deres Forbindelse med anden selskabelig Underholdning kun i ringe Grad til Fremme for det danske Musiklivs kunstneriske Udvikling. Endnu sørgeligere formede K.forholdene sig dog, da den økonomiske Misère efter Krigen ogsaa gjorde det af med Klub-K.erne (1817 opløstes Det musikalske Akademi, 1828 Harmonien, der dog ved den Tid forlængst havde tabt sin Betydning som tonegivende Musikinstitut) og man med ^Amatør-Kær« saa at sige vendte tilbage til de gamle Tiders Tilstand. Det var forst med Musikforeningens Stiftelse i 1836, at dansk K.liv igen for Alvor tog Fart for fra nu af hurtigt at bringe Kbhvn. fuldt paa Højde med Europas andre Musikbyer. 1839 fulgte Stiftelsen af Studentersangforeningen, 1851 stiftedes Cæciliafor-eningen. 1868 Kammermusikforeningen, 1872 Korforeningen. 1874 Koncertforeningen, 1901 Dansk Koncert forening, for kun at nævne de allervigtigste. Om disse nyere danske Koncertforetagender og flere til se Specialartiklerne. (Litt. : V. C. Ravn: uKoncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid« (Musikforeningens Festskrift i Anledning af Halvhundredaarsdagen 1886)).

Koncertlivet i Kria. Fra ældre Tid vides ikke meget om offentlige Musikopførelser. For en væsentlig Del har de været knyttet til Kirkerne. Gode Organister nævnes c. 1650 (Antoni Walter, Johan UtrechL og hundrede Aar senere J. C. Krøyer, om hvem det nævnes, at han gav Passionskoncerter. Godt uddannede var ogsaa Kantorerne: J. A. Flintenberg (1735 — 1813) er den mest kendte. Blandt de faste Musikere maa ogsaa nævnes Stadsmusikanten, som med sine Svende og Lærlinge besørgede Instrumentalmusiken. 1637 omtales Peter Trompeter, senere Paul Røder, Henrik Meyer, Peter Høeg og F. C. Groth. Omkr. 1760 gav Stadsmusikanten ugentlige Koncerter. Hvilken Del de musikalske Dilettanter har haft i Musikopførelserne, vides ikke. Sikkert er, at Kria. i Slutningen af 18. Aarh. talte en Række fremragende Talenter blandt Familierne Thrane. Lasson. Collett osv., og at Musiken iprigt dyrkedes i Hjemmene. Paul Thranes Søn Waldemar dirigerede det 1809 oprettede »musikalske Lyceumst Koncerter. — Rejsende Virtuoser har selvsagt ogsaa taget Kria. med, naar de gæstede Norden: Violinisten de la Hag (1777), Harpenisten Kirchhof (1784), Orgelspilleren G. ./. Yogier (1791 o. flg.). Violinisten Antoni Lolli (1792\ Komponisten J. F. Ber-wald (1794) osv.

Ensemblekoncerterne fik. efter at Lyceet var gaaet ind, en ny Blomstring, da det udmærkede lille Orkester »Harzverein« (s. d.) 1840 kom til Kria. Næsten alle Musikerne blev i Landet og fik stor Betydning for norsk Musik. 1847 stiftedes »Filharmonisk Selskab«, som under Gehrmann og senere Carl Arnold gav en Del offentlige Koncerter. Et virkelig godt Orkester stiftedes først med »Abonnementskoncerterne«. 1857, under Conradi og Kjerulf, men det virkede blot et Par Aar. Saa fortsatte Otto Winter-Hjelm Filharmonisk Selskab, nu helt offentlig, og 1871 stiftedes » Musikforeningen« at' Grieg og Svendsen. Helt til 1919 virkede denne Forening; den tog i sin Tjeneste de fornemste Dirigenter og Kunstnere (særlig gjorde Iver Holter sig fortjent), og de c. 6 aarlige Koncerter gjorde efterhaanden Publikum bekendt med de bedste Værker i Orkester- og Korlitteraturen. Fra 1919 har »Filharmonisk Selskab« (s. d.) overtaget Ledelsen af Kria.s Musikliv. Flere ugentlige Koncerter Aaret igennem, dertil ogsaa Koncerter for Skoleungdom, maa siges helt at tilfredsstille Behovet (Dirigenter: Schnéevoigt, J. Halvorsen, Neumark, Eibenschutz — samt en Række Gæstedirigenter). Gennem 19. Aarh. har en stadig større Skare Koncertvirtuoser besøgt Kria. Særlig stærk har Invasionen været i Krigsaarene. Af norske Kunstnere, som har givet Koncertlivet Præg, kan fra sidst i 19. Aarh. nævnes Lammers, Fru Nissen, Fru Grøndahl, M. Knutzen, Eva Nansen, — af Ensemblekræfter Bøhns, Halvorsens, Arvesens Kvartetter. — Adskillige Kor har været i Virksomhed. Foruden talrige Mandskor (Studentersangforeningen, Handelsstandens, Haandværkernes Sangforeninger) særlig Grøndahls og Lammers', senere Holters blandede Kor. Fremfor alt er det Oratorier og Passioner, disse Sammenslutninger har lagt Vind paa. Matthæuspassionen gives saaledes hver Langfredag. — Naar undtages Operaen, kan man sige, at Kria. i den sidste Menneskealder har kunnet glæde sig ved et blomstrende Musikliv. De yngre Pianister. Sangere, til Dels Violinister, har vundet Navn udenfor Norges Grænser.

Koncertforeningen i Kbhvn. gik ligesom Musikforeningen hovedsagelig ud paa at opføre store Værker for Soli, Kor og Orkester, dog særlig nyere Musik. Den blev stiftet 1874 og bestod indtil 1893, da økonomiske Vanskeligheder fremtvang dens Opløsning. Formand var Jakob Fabricius, Dirigenter var fra først af Otto Malling og C. E. F. Horneman, senere (fra 1878) O. Malling og P. E. Lange-Miiller. Koncerterne (3 om Aaret) opfortes fra forst af i Casinos, senere i Odd-Fel-low-Palæets store Sal.

Koncertmester. Saaledes betegnes i et Orkester den Primo-Violinist, der udfører Soloerne og i paakommende Tilfælde maa træde i Kapelmesterens Sted.

Koncertpalæet i Kbhvn., se Odd-Fellow-Palæet.

Kondukter kaldes hos Orglet de snævre Rør. der fra Vindladen ledet-Luften hen til de store Piber, der ikke kan faa Plads paa den.

Konduktstil, se Conducius.

Kong Christian stod ved højen Mast, dansk Nationalsang, nu i Almindelighed kaldet »Kongesangen«. Texten blev af Johannes Ewald opr. forfattet som Arie i Syngestykket «Fiskerne« 1780. Hvem der er Melodiens Opfinder, vides derimod ikke med Bestemthed. Berggreen opgiver Landsdommer Bogert fra Bornholm (en nær Ven af Ewald) som dens Komponist, men da den allerede 177 0 findes optegnet i Brødrene Basts Nodebog, som rigt udsiret Violinmelodi, altsaa uden Text, formoder man nu (se bl. a. Ångul Hammerich, »J. P. E. Hartmann«), at den har sin Oprindelse fra en ældre populær Melodi, hvis Text er gaaet tabt. Som Melodien foreligger i »Fiskerne«, er den bearbejdet af Johan Hartmann (J. P. E. Hartmanns Bedstefader) og som sagt lagt til Bette for en Solostemme. Ved sin rytmiske Slagfærdighed er den af H. paa det nøjeste tilpasset efter Text-ordene. Først da Fr, Kuhlau i 1828 paany optog Melodien i Musiken til »Elverhøj«, fik Sangen i hans Bearbejdelse sin nuværende Form. I Henseende til rytmisk Energi og Appel staar Kuhlaus Omformning af Melodien ingenlunde tilbage for Hartmanns, i melodisk Henseende staar den den Bastske Violinmelodi nærmere end hin.

Konge for en Dag (Si j'étais roi), Opera af Å. Adam 1853, Kbhvn. 1883, Kria. 1883.

Kongen har sagt det (Le roi l'a dit), Opera af Délibes, Paris 1873, Kbhvn. 1877.

Konservatorium (ital. af conservare, o: at bevare) er Betegnelsen for højere musikalske Læreanstalter, hvor Eleverne enten uden Vederlag eller imod et moderat Honorar uddannes til Tonekunstnere: Sangere, Instrumentister, Komponister og Musiklærere. De ældste K. oprettedes i 16. Aarh. i Italien og stod i Forbindelse med Vajsenhuse og Hospitaler. De blev udelukkende opretholdte ved privat Velgørenhed og optog uden Vederlag musikalsk begavede Børn. der paa Skolen baade fik Bolig, Kost, Klæder og Undervisning. Drenge og Piger optoges dog ikke i samme Skole. De fire ældste K. blev i Løbet af 16. Aarh. til i Neapel (Cons. Santa Maria di Loreto, Della piela de Turchini, Dei poveri di Gesu Chrislo og De Sant' Onofrio) og optog kun mandlige Elever. Hvert af dem forestodes af to Kapelmestre, af hvilke den ene underviste i Komposi-tionslære og havde Opsyn med Sangundervisningen, mens den anden gen-nemsaa og rettede Elevernes Kompositioner; iøvrig var der ansat en Del Maestri scolari, der underviste i Sang og Instrumentalmusik. Der optoges Elever fra Otteaarsalderen, og Eleverne var i Tilfælde af tidlig Optagelse pligtige til at blive paa Skolen i 8 Aar; de talentløse Elever blev derimod hurtigt hjemsendte. I 1808 blev de 4 nævnte neapolitanske Konservatorier forenede til et Colle g la reale di musica, nu ombenævnt til Conservatorio S. Pie-tro a Mazella. Ligesaa tidlig som Neapel fik Venedig sine K. (Della piela, Dei mendicanti. Degf incurabili og S. Giovanni e Paolo), men i disse optoges udelukkende kvindelige Elever. — Af Nutidens ital. K. er de vigtigste Liceo Benedetto Marcello i Venedig, Liceo musicale (Cæcilieakademiet) i Rom, Liceo musicale Rossini i Bologna, Regio conservatorio di musica i Milano, Civico istituto di Musica i Genua, Regio isti-luto musicale i Florens. Resten maa forbigaas. — Nærmest i Alder efter de italienske K. er Conservatoire nationale de musique i Paris, der 1784 under Navn af École royale de chant et de déclamation blev oprettet til speciel Uddannelse af Operasangere, men senere udvidedes til at omfatte alle Grene af Musiken (Musikteori, Komposilionslære, Musikhistorie, Sang (derunder en speciel Operaskole og en Afdeling for Korsangs- og Træffeøvelser), Orgel, Klaver, Harpe, Stryge- og Blæseinstr., Øvelser i instrumentalt Sammenspil m. m.). Pariser-K. er til Dato en Mønsterskole, idet dets Lærerpladser til alle Tider har været besatte med Frankrigs første Tonekunstnere. Af dets Direktører skal bl. a. anføres Cherubini, Auber, Ambroise Thomas, Th. Dubois og Gabriel Fanré. Til de Elever, der i særlig Grad udmærker sig, uddeles der Præmier, af hvilke den største er den saakaldte Romerpris (Grand prix de Rome) for Komponister og forpligter til et 3-aarigt Studieophold i Italien. Af Romerprisens berømte Vindere skal exempelvis anføres Herold, Halevy, Berlioz, Ambr. Thomas, Gounod, Bizet, Massenet, Debussy, Charpentier, Th. Dubois. Gabriel Fauré. Til Pariserkonservatoriet knytter der sig et fortrinligt Bibliotek, en værdifuld Instrumentsamling, og en verdensberømt Koncertinstitution: Concerts du conservatoire (s. d.). Pariser-K. har Hjælpeskoler i alle større franske Byer, deriblandt i Lille, Toulouse, Dijon, Nantes, Lyon o. fl. St. — Af vigtig Betydning er i Paris ogsaa Ecole de musique classique et religieuse^ stiftet 1853, og fremfor alt den først fra 1896 bestaaende og nu saa stærkt besøgte Schola cantorum, der af sine Stiftere Bordes, Guilmant og Vincent d'Indy opr. kun var bestemt til Skole for den liturgiske Sang, men med Tiden har udviklet sig til at blive et K. til almen Uddannelse af Musikere. — Til Europas navnkundigste Musikhøjskoler hører ogsaa 1) K. i Bruxelles (stiftet 1813), der opr. forestodes af Fr. I. Félis og senere efterhaanden af Fr. A. Gevaert, Edg. Tinel og L. Dubois, og blandt hvis Lærere der fandtes og endnu findes adskillige Berømtheder, deriblandt alene paa Violinom-raadet Beriot, Vieuxlemps, Léonard og Ysaye. 2) K. i Prag (stiftet 1811; 1ste Direktør Dionys Weber). 3) K. der Ge-sellschaft fur Musikfreunde i Wien (begyndte 1817 som Sangskole, men udvidedes 1821 til virkeligt K. : blev fra 1909 at regne Statsinstitution). — Som Nr. 1 blandt Tysklands K. stod i lange Tider 4) det af Mendelssohn stiftede K. i Leipzig, der 1843 paabegyndte sin Virksomhed med følgende Elitekorps af Lærere: i Kompositions-lære Mendelssohn, Schumann og Gade; i Musikteori M. Hauplmann og E. F. Richter; i Violin Ferd. David: i Orgelspil Ferd. Becker; i Klaverspil Mendelssohn. Schumann, Plaidy: i en senere Periode træffes blandt Lærerkræfterne Moscheles, Ferd. Hiller, C. Rei-necke, Jadassohn, Oscar Paul, Krelzsch-mar, Schreck, Max Reger o. fl. Berømtheder, der er uddannede ved Leipziger-K. er bl. a. Th. Kirchner, W. Bargiel, Jadassohn, Radecke, Fr. v. Holstein, Grieg, Sulivan, Wilhelmi og J. S. Svendsen. 5^ I Berlin blev det ældste K. 1850 stiftet af 27;. Kullak, B. Marx og Stern, men fem Aar senere udlraadte de to førstnævnte af Bestyrelsen, saa Stern blev Enedirektør og ved Hjælp af en Række fremragende Lærere (der-ibl. Hans v. Biilow, Fr. Kiel, Weitz-mann, de Ahna, Sauret, Ehrlich, Eliminer. Ehlert, Ad. Kullak, Tiersch o. fl.) hurtigt bragte det endnu bestaaende K. til høj Anseelse. Som Konkurrent til dette Stem'ske. K. opstod 1855 det af Th. Kullak oprettede og i stor Stil etablerede Neue Akademie der Tonkunst (specielt Klaver-K.), der i sin Tid talte 1000 Elever og 100 Lærere, men i 1890 pludselig blev opløst af Franz Kullak (Th. Kullaks Søn). — Til Berlins ansete K. hører endvidere Klindworth-Scharwenka K., og fremfor alt Hoch-schule,, deropr. bestod i treselvstændige Afdelinger, a) for Kirkemusik (etableret 1822), b) for Komposition (etabl. 1833), c) for praktisk Musikudøvelse (for Violin, Cello og Klaver, etabl, 1869). Efter at sidst nævnte Afdeling efter-haanden ogsaa havde optaget Orgel, Sang, Blæseinstr., Kontrabas, Korsang m. m. blandt sine Undervisningsfag, udvikledes Hochschule siden til at blive en almen Musikhøjskole, der 1875 indordnedes under det kgl. Kunstakademi og blev Statsinstitution. — Af andre tyske K. skal anføres det kgl. K. i Dresden (1856), Akademie der Tonkunst i Miinchen (1846), Raff-K. i Frankfurt a. M. (fremgaaet af det tidligere Hoch'ske K.); det kgl. K. {Stuttgart osv. osv. — I London oprettedes 1823 Royal Academy of Music, og senere London Academy of Music, Tri-nity College. Guildhal School for Music og det nu højst ansete Royal College of Music (1883). — Af de russiske K. fortjener fremfor alt K. i Petersborg og i Moskva at fremhæves (førstnævnte stiftet 1862 af Anton Rubinstein, sidstnævnte 1866 af Nik. Rubinstein). — Af de skandinaviske K. er det kgl. Musik-Akademi i Sthlm. for saa vidt det ældste, som det allerede blev stiftet i 1771. Pekuniære Vanskeligheder beredte det imidlertid fra først af en saa usikker Existens, at det indtil det 19. Aarh.s Midte i flere Perioder helt maatte indstille sin Virksomhed. Omkring 1850 var det endogsaa gaaet saaledes tilbage, at Sthlm.s Musikvenner for Alvor spekulerede paa at oprette et af Akademiet uafhængigt selvstændigt K. Planen kom imidlertid ikke til Udførelse, idet en Statsbevilling i 1855 satte Akademiet i Stand til selv at tage Affaire ved en betydelig Programudvidelse. Anstalten deltes ifølge denne nu i to Afdelinger, en lavere og en højere. I førstnævnte uddannedes der Organister og Kantorer, i sidstnævnte optoges derimod de Elever, der enten vilde uddanne sig for Kirke, Skole el. Scene, som Musikdirektører, som Musiklærere el. som Kunstnere. I Stedet for tidligere kun at have været en Organist-skole, udvidedes Akademiet derved til at blive en Skole til Pleje af samtlige Musikfag: Harmonilære, Solo- og. Korsang. Orgel, Klaver, Violin. Cello og Kontrabas, Blæseinstr., Partiturlæsning, Komposition, Instrumentation, Musikhistorie og Æstetik. Lærerantallet blev forøget, og der blev dannet et Elevorkester, der skulde give Eleverne Lejlighed til selv at hore deres Kompositioner. I 1868 optoges ogsaa Deklamation og Harpespil paa Akademiets Program. 1878 fik Akademiet sit eget Lokale. Senere blev det udvidet med en Teaterelevskole og 1899 med en Operaskole. Akademiets nuværende Direktør er Komponisten Bror Beckman. Af Sthlm.s andre Musikinsti-tuter skal anføres Rich. Anderssons Musikskole og Sthlm.s Musikinstitui (1889 aabnet af Pianistinden Sigrid Carlheim-Gyllensköld:.

I Kbhvn. stiftede den ital. Synge-mester ved det kgl. Teater. G. Siboni 1827 det første Musik-K., der imidlertid i første Række var bestemt til at være en lyrisk-dramatisk Opdragelsesanstalt for Skuespillere og Operasangere og derfor paa sit Program sammen med Sang, Klaverspil og Musikteori (Lærer ,1. P. E. Hartmann) optog saa mange Musiken uvedkommende Lærefag (Deklamation. Dans. Fægtning, Sprog, Historie, Geografi m. m.), at det kun i meget betinget Grad opfyldte de Fordringer, der sædvanlig stilles til en Musikhøjskole. Der skulde efter denne Skoles Ophævelse i 1842 endnu hengaa 25 Aar. før Kbhvn. kom i Besiddelse af et Musik-K. i Ordets sande Betydning. Det var en kbhvn.sk Rigmand, Juveler P. W. Moldcnhaver, der ved sin Død i 1864 muliggjorde dettes Tilblivelse ved at testamentere sin hele Formue til Oprettelsen af et dansk Musik-K. og ved samtidig som dettes Ledere at udpege de 3 daværende Førere indenfor dansk Musikliv, nemlig J. P. E. Hartmann, N. W. Gade og S. H. Paulli. Efter at der var udarbejdet en Undervisningsplan og engageret de nødvendige Lærerkræfter, blev der da lejet Lokale paa 1ste Sal i Raadhusstræde Xr. 13, og den 2. Januar 1867 blev Kbhvn.s Musik-K. saa aabnet med 28 Elever og S Lærere (Hartmann, Gade, Paulli, Ant. Rée. Aug. Winding. Carl Helsted, W. Tofte og /. Chr. Gebauer), mellem hvem Undervis-

ningen blev fordelt saaledes. at Gade og Hartmann blev Lærere i Kontrapunkt, musikalsk Analyse. Formlære og Instrumentation, Gebauer i Harmoni-lære, Rée og Winding i Klaverspil, Helsted i Sang. Tofte i Violinspil og Paulli i Sammenspil. Gades Autoritet og udmærkede Organisationsævne og ikke mindst hans fortsatte Besættelse af Lærerposterne med lutter fremragende inden- og udenlandske Musikere (Neu-pert 1868 — 80, Edv. Helsted 1869-90, Fr. Neruda 1880, V. E. Bendix 1880 -82, Orla Rosenhoff 1884-92 osv. osv.): bragte efterhaanden K. saaledes i Væxt og i Ry, at Kultusministeriet efter 16 Aars Forlob indrømmede det et anseligt aarligt Statstilskud og derved baade muliggjorde dets Udvidelse og Oprettelsen af en Række Fripladser for ubemidlede særlig musikalsk begavede Elever. 4 Aar efter opnaaede K.. der paa Grund af Pladsmangel siden sin Stiftelse flere Gange havde maattet skifte Lokale (1870—72 var det installeret i Stormgade Xr. 10; 1872— 87 i Bredgade Nr. 54), at faa sit eget Hus: Vestervoldgade Xr. 9. Ved Gades Død (1890) blev Hartmann Bestyrelsens Formand, og ved hans Død (1900) rykkede Otto Malling ind i hans Plads. 1902 blev Christian IX (senere Frederik VIII og Christian X) K.s Protektor, saa det fra nu af fik Titel af kgl. dansk Musik-K. 1905 fik K. Kultusministeriets Tilladelse til at opføre den store, tidsmæssige Bygning (Vestre Boulevard Nr. 36), i hvilken det nu har Bolig, og ti Aar senere gik Formandspladsen i Bestyrelsen ved Prof. Mallings Død over til sin nuværende Indehaver: Prof. Ant. Svendsen, der da i 10 Aar havde været Lærer ved K. og i 9 Medlem af Bestyrelsen. Angaaende K.s Udvikling i Løbet af de c. 59 Aar, det har existeret, er det værd at lægge Mærke til, at det, efter fra først af i udpræget Grad at have samlet sig omkring Klaverspillet, med Tiden efterhaanden udvidede sit Program til at omfatte alle de Undervisningsfag, der horer til i en moderne Musikhojskole. nemlig (foruden de fra først af gennemførte Fag: Kompositionslcere, Klaver, Violin og Sang), Orgel, Cello, Kontrabas, de allerfleste Blæseinstr., Musikhistorie m. m. Hertil slutter sig Kammermusik-øvelser, en Kor-og en Orkesterskole, Elevmatineer til Øvelse i offentlig Optræden, samt Sprogundervisning. Elevantallet viser end-

videre fra 1867 —1925 en Opgang fra 28 til c. 300 og Lærerantallet er fra 8 steget til op imod 40. — De Musikskoler, der i Kbhvn. ellers bærer Navn af K. {Louis Glass' K., Poul Schliiters K., tidligere ogsaa C. F. E. Hornemans Institut og W. Matthisson Hansens K.), tilsigter alene Uddannelse i Klaverspil.

Det første norske »Musik-Akademi« eller K. stiftedes 1866 af Otto Winter-Hjelm og Edvard Grieg, men til Trods for, at udmærkede Lærere (Gudbr. Bøhn, Hans Nielsen, Henrik Meyer og Fr. Lindholm) var knyttet til det, fik det kun ganske kort Levetid. Først 1883 oprettedes det Musik-K., som hele den følgende Tid har været den centrale Undervisningsanstalt i Norge, nemlig Lindemans Musikkonservatorium, stiftet af L. M. Lindeman og Sønnen Peter Lindeman Man begyndte med 12 Elever, men der har været en jævn Væxt, saa der nu maa regnes med c. 40 Lærere og c. 1000 Elever. Norges bedste Pædagoger har været knyttet til denne Læreanstalt. Hyppige Musikaftener med Optræden af Elever har virket ansporende og opdragende (c. 750 saadanne smaa Koncerter har været afholdt). De senere Aar har K. faaet Støtte af Stat og Kommune. — Det andet Musik-K. af Betydning i Norge er Musik-Akademiet i Bergen, stiftet af Torgrim Castberg 1905. 1913 fik Akademiet eget Hus, bl. a. med en Koncertsal for 300 Tilhørere. Gennemsnitlig har det haft 300 Elever pr. Semester, og dets Betydning for Bergens Musikliv har været overordentlig stor. — Endvidere kan nævnes Trondhjems Musikskole, stiftet 1901 og ledet af Oskar Skaug. og Ulvcstads Musikakademi. Kria.

Konsonans og Dissonans. Som det med Bestemthed fremgaar af de lat. Stamord: Consonanlia o: Overensstemmelse, Harmoni, og Dissonantia o: Uoverensstemmelse. Disharmoni, er K. og D. Modsætningsforhold. Man kan af Stamordene endmere slutte sig til begges Sammenstilling af mindst to samtidig lydende Toner. Tilfredsstiller Samlyden Øret, saa den kan staa alene, er den K. : forlanger Øret derimod, at den opløses i (umiddelbart efterfølges af) en K., er den D.

Teoretikerne gør end yderligere Forskel paa fuldkomne og ufuldkomne K.er. Som fuldkomnebelegnesEnklangen (Primen) og dens Omvending: Oktaven; Kvinten og dens Omvending : Kvarten (se Intervaller). Som ufuldkomne betegnes derimod den lille og store Terts og disses Omvendinger, den store og lille Sext. Som Der anses derimod alle de øvrige Intervalsamklange, nemlig lille og stor Sekund og disses Omvendinger: stor og lille Septim ; forstørret Kvart og formindsket Kvint samt alle forstørrede og formindskede Intervalsamklange. Denne Klassifikation af K. og D. stemmer imidlertid ikke med alle Tiders Opfattelse eller for alle Tilfælde. Baade de oldgræske og den ældre Middelalders Teoretikere opfattede saaledes baade Terts og Sext som D., fordi disse to Intervaller stod hinsides den Grænse, der ved den matematisk-aku-stiske Intervalbestemmelse lukkede af for de af de simpleste Talforhold resulterende K. d: Enklangen: 1—1, Oktaven : 1—2, Kvinten : 2—3, Kvarten: 3 — 4. (Se Interval og Monochord-inddeling). Først efter Aar 1400 optoges Terts og Sext mellem K.erne. Staaende blev ikke desto mindre endnu i lange Tider Ængstelsen for at anvende Tertsen i den afsluttende Akkord. Da Tertsen endelig gjorde sin Entré i samme, holdt man sig foreløbig til den store Terts, der ved matematisk at fremgaa af Talforholdet 4 — 5, stod de autoriserede K.er et Skridt nærmere end den af 5 — 6 frem-gaaede lille Terts. Samtidig med at Terts og Sext i 14. Aarh. optoges i K.ernes Række, blev Kvarten af de franske Teoretikere vist ud derfra og stemplet som D. el. rettere som Mellemtingen mellem en K. og D., en Opfattelse, der for saa vidt endnu holder Stik, som Kvarten under visse Betingelser virkelig faar Karakter af D. og maa behandles efter de for D. gældende Love <_vEx. i den tostemmige Sats i Gennemgang og som Kvartforudhold (s. d.), i den 3—4-stemmige Sats i de Samklange, hvor Kvartens underste Tone er Bastone; se Ex. a og b. K. er Kvarten derimod i Ex. c- e, o: hvor Kvartens Underlone henholdsvis er Kvint, Terts og Kvint i Forhold til Basnoden :

Angaaende de konsonerende og dissonerende Akkorder se Akkord.

Kontski, Anton de, 1817—99, østr. Pianist, Elev af Field, i nogle Aar Lærer i Petersborg, siden i London og New York, foretog talr. Koncertrejser, endnu i sit 83. Aar til Australien, Japan etc., paa hvilken Rejse han døde; en elegant Pianist af den ældre Virtuostype; som Komponist tilhørte han Salongenren; vidt bekendt var længe hans Le réveil du lion.

Kontrabas. 1) K. ital. Contrabasso. Violone, Contraviolone, fr. Contrebasse, Basse double, Basse de violon, eng, Double Bass) er det dybeste af alle Strygeinstrumenter og har udviklet sig af den 6-strengede, med Baand udstyrede Violone el. Gross Viol da Gamba Bas (Contrabasso da Gamba). Indtil c. 1800 stemte K. som Violoncellen, men en Oktav dybere: C_t G_t D A. Nu stemmes den derimod i Kvartfølgen :

Ej Aj D G, men noteres en Oktav højere. For at kunne udføre de endnu dybere Toner, der undertiden forlanges,kan man enten forsyne K. med en Extrastreng stemt i C_x el. benytte en sindrig Mekanisme (opfundet afPittrich, Dresden), der muliggør en Forlængelse af E-Strengen. Med sin kraftige og gennemtrængende Klang gør K. i Orkestret en udmærket Virkning som støttende Fundamentalstemme, men er ogsaa udmærket paa sin Plads ved Frembringelsen af tonemaleriske Effekter (Ex. bl. a. Uvejret i Pastoralsymfonien). Til at anvendes som Virtuosinstrument egner det sig med sin noget tunge Natur mindre godt. Ikke desto mindre har ogsaa K. haft sine Virtuoser, hvoriblandt kan anføres den ogsaa i Kbhvn. i 1870erne hørte Giov. Bottesini, der tillige var Forfatter af en berømt K.-Skole. Andre K.-Skoler forfattede bl. a. Asioli, Hause, Sturm, Bernier o. fl. (Litt. : Fr. War-necke : »Ad infinitum. Der K. seine Geschichte und seine Zukunft«, Hamb. 1911). — 2) K. (Kontrabastuba) el. Helikon kaldes et stort kredsrundt Metalblæseinstrument, der i Militærorkestre anvendes i K.s Sted (1845 konstrueret af Cerveny). Se Tuba. — 3) Hos Orglet en 16 Fods el. 32 Fods Gambestemme, men forekommer ogsaa i Efterligning af Metal-K. som 16 Fods Tungestemme.

Kontradans (fr. Contredanse) (saa-ledes kaklet, fordi de dansende bevæger sig imod hinanden og ikke saale-des som i Runddansene efter hinanden) var opr. en engelsk Dans Anglaise, der ved det 17. Aarh.s Slutning indførtes i Frankrig, men først blev populær efter 1700. Fra Frankrig førtes den da under Navn af Française videre til Tyskland og Norden.

Kontrafagot, Træblæseinstrument, der staar en Oktav dybere end Fagotten. Stemning B₃—f; Musiken noteres en Oktav højere, end den lyder. De to dybeste Toner er paa Grund af deres store Dybde kun lidet anvendelige og tillige vanskelige at frembringe.

Kontraoktav, se Linier og Nøgler.

Kontrapunkt (lat. Conlrapunctus, ital. Contrapunlo, fr. Contrepoint, eng. Coun-terpoint) er Navnet for den polyfone Flerstemmighed, hvor fiere samtidig udførte Melodier forenes til et velklingende Hele: Modsætningen til den ho-mofone Flerstemmighed, hvor der i Reglen kun findes én melodiførende Stemme, idet de øvrige træder tilbage til kun at akkompagnere samme akkordmæssigt. (Se PolyfoniogHomofoni). Den polyfone og homofone Stilart udgør derfor indenfor Kompositionslæ-ren skilte Lærefag: K.læren og Harmonilæren (se Komposilionslære). Sin Oprindelse har Navnet K. fra det lat. punclum contra punclum, o: Node imod Node, der i streng Forstand kun passer paa 1ste Art af det saakaldte enkelte K. (se ndf.), men som siden det 14. Aarh.s Begyndelse, da Polyfonien ved Opstillingen af faste Stemmeførings-regler traadte ind i et højere Udviklingsstadium, i sin nuværende afkortede Form blev Alménbetegnelse for hele denne Art af Flerstemmighed: Afløseren af det hidtil benyttede Discan-tus, der betegner den kontrapunktiske Sats i sit 1ste Stadium.

Der gøres i K.-læren Forskel paa det enkelte og dobbelte K. Det enkelte K. kan være 2-, 3-, 4- el. mangestemmigt, og Opgaven beslaar der i til en fast Melodi {Canlus firmus) at opfinde et større el. mindre Antal Modstemmer. I den 2-stem. Sats betegnes Stemmerne henholdsvis som Canlus firmus og A'. Alt efter som de to Stemmer følges ad i Helnodeværdier (Punctum contia Punc-lum se ovf.), eller K. imod Cantus firmus' Helnodeværdier henholdsvis udfører Halvnoder, Fjerdedelsnoder, Synkoper el. blandede Nodeværdier, fremkommer det enkelte K.s 1ste. 2den, 3die, 4de og 5te Art. Selv om Cantus firmus i det enkelte K. stilles sammen med et slørre Antal af Stemmer, er kun én af Modstemmerne kontrapunkterende, o: rytmisk forskellig fra Cantus firmus: de øvrige holder Node for Node Skridt med denne. I gammel Tid plejede man ved Kompositionen af det 3- og 4-stem. K. altid først kun at forene lo Stemmer, o: Cantus firmus og K. og derpaa én for én at lægge de øvrige Stemmer til, en Fremgangs-maade, der i den nyeste Tid igen blev anbefalet af H. Riemann. Jo flere Stemmer el. Melodier der bygges sammen, jo mere kan Sammenstillingsmaaderne selvfølgelig varieres. Ved Sammenbygningen af 4 Stemmer er saaledes 12 forskellige Sammenstillingsmaader mulige.

Arterne kan ogsaa kombineres saale-des, at f. Ex. den ene af Modstemmerne bevæger sig i Halvnoder, den anden i Fjerdedels-noder, den tredie i Synkoper o. s. v. Mens Stemmerne i det enkelte K. fra forst til sidst hver især beholder den Plads, de fra først af indtog i Forhold til hverandre, er det dobbelte K. tværtimod beregnet paa, at Stemmerne kan ombyttes, saa at den Melodi, der opr. var Overstemme, ved at flyttes 1—2 Oktaver ned bliver Understemme (el. at den Melodi, der opr. var Understemme ved at flyttes 1—2 Oktaver op bliver Overstemme, hvilket giver samme Resultat). Ex.:

Denne Sats kan gøres 3-stem. ved, at Overstemmen el. Understemmen henholdsvis faar Ledsagelse af sin Under-sext el. Overterts, og den kan gøres 4-stem. ved at Sext- og Tertsfordoblingen samtidig finder Sted i begge Stemmer :

Foruden dette dobbelte K. i Oktaven anvendes ogsaa et dobbet K. i Decimen og Duodecimen, der er beregnet paa, at de to Stemmer ved Ombytningen ikke flyttes en Oktav, men henholdsvis en Decim el. Duodecim op el ned. Et vigtigt Kapitel i K.læren udgør Imitationslæren, 3 : Kanon og Fuga, om hvilke Særartikler giver de fornødne Oplysninger (se Imitation, Kanon, Fuga).

Den kontrapunktiske Musiksats frem-voxede som sagt umiddelbart af det 12—13. Aarh.s Discanlus (s. d.) og synes fra først af mere at have været Resultatet af Spekulation end af Inspiration, men alt som Tiden gik og Kontrapunktisterne under Beskæftigelsen med alle de kontrapunktiske Problemer mere og mere opøvede deres Kompositionsteknik, udvikledes Polyfonien til at blive et villigt Middel i Geniets Haand. Med Josquin de Près. Orlandus Lassus og Palestrina paa den ene Side (Kirkemusiken) og med Willaert, Luca Marenzio og Orazio Vec-chi paa den anden (den verdslige Ma-drigalstil) fremstod da det 16. Aarh.s a-Capella Stil. der betegner Polyfoniens 1ste klassiske Højdepunkt. — For at naa sin næste Bølgetop maatte Kon-trapunktiken tage Hjælp af Instrumenterne, der netop ved dette Tidspunkt stod frem som ny Faktorer i Kunstmusikens Tjeneste. Foregangsmændene for denne instrumentale Polyfoni blev A. og G. Gabrleli, der i Orgelricercaren forsøgte en instrumental Efterligning af a-Cappellastilens Molette (s. d.) og derved lagde den første Grund til den siden af G. Frcscobaldi skabte Instrumentalfuga. Det næste Bidrag til Udviklingen af den instrumentale Polyfoni ydede i Tyskland de protestantiske Orgelmestre, der tog den lutherske Menighedskoral op til kontrapunktisk Behandling og derved blev Skabere af det over Koralen byggede figurerende Orgelforspil (Orgelkoralen : Scheidt, Swe-linck, Froberger, Pachelbel. Buxtehude) (se Koral). Hermed var Vejen banet for det næste Højdepunkt i Polyfoniens Udvikling, der hidførtes af Joh. Seb. Bach. Mens Polyfonien i sit første Stadium alene havde været vokal og helt og holdent havde støttet sig paa de middelalderlige Tonearter (se Kirke-tonearterne), tager den yngre af Bach færdigt udviklede Polyfoni altsaa sit Udgangspunkt fra Instrumental- (el. resp. Orgel-) Satsen og bygger sig ikke alene op paa Grundlag af de moderne Tonearter, men staar for saa vidt ogsaa under Indflydelse af Homofonien, som Temaer og Temabesvarelser (se Fuga) er Resultatet af den moderne Musikers harmoniske Tænkemaade. Det var imidlertid ikke alene paa instrumentalt Omraade (i Orgel- og Klaverfuga, i Orgelkoral og Koralfanlasi), at Bach bragte Kontrapunktikea ' til sit 2det klassiske Højdepunkt Han udnyttede tværtimod ogsaa som Vokalkom-ponist sine organistiske Erfaringer ved udover den simpelt udsatte firstemmige Menighedskoral at skabe de store instrumentalt ledsagede Koralkor, der i saa rigt Maal har Plads i hans Kantater, Motetter ogPassionsværker (se disse Musikformer). — Lærebøger i K. i gammel Stil forfattede Fax, Martini, Albrechtsberger. Cherubini, Fétis, Beller-mann, Bussler o. fl. De nyere Læreboger af Dehn, Richter, Tiersch, Jadas-sohn, Riemann og Prout knytter derimod til ved Harmonilæren. Af stor Værdi under K.-Studiet og da særlig af den Baclvske Polyfoni er Ernst Kiuih: »Grundlagen des linearen Kontrapunkts« 1917. En dansk K.-Lære udgav J. D. Bondesen.

Kontrasubjekt kaldes 1) i Fugaen det Kontrapunkt, der i umiddelbar Fortsættelse af Temaet udføres af den lste Stemme (Dux). mens Følgestemmen (Comes) for anden Gang optager og gennemfører Temaet. Om K.s Udnyttelse som 2det Tema se Dobbelt-Fuga under Fuga; 2) i det enkelte og dobbelte Kontrapunkt undertiden ogsaa den Melodi, der kontrapunkterer imod Canlus firmus og som i Reglen betegnes som Kontrapunkt.

Kontratenor, se Alt (Contratenor ältas) og Bas (Contratenor bassus).

Kopfermann, Albert, 1846—1914, tysk Musikforf.. i over 35 Aar i Berlin den fortjenstfulde Leder af det kgl. Biblioteks Musikafdeling : uselvisk optaget af at bistaa andre Musikforskere blev han selv meget lidt produktiv (forsk. Artikler i Fagskrifter, Udg. af ældre ukendte klassiske Kompositioner m. m.).

Kor (af gr. koros o : Ring-el. Kredsdans: lat. chorus, ital. coro, fr. choeur, eng. chorus el. quire) betyder i Nutiden 1) en en- el. flerstemmig Sang,, udført af et større Antal Sangstemmer, der enten kan være ensartede (Mands-K., Dame-K.. Drenge-K.) el. uensartede (blandet K.). — Enstemmige K.-sange, ledsagede af mimiske Bevægelser (Dans) anvendtes allerede i Oldtiden af de fleste Kulturfolk ved slørre Sammenkomster (religiøse og folkelige Fester); hos Oldgrækerne specielt ogsaa ved dramatiske Opførelser (Dithyrambe, Tragedie, Komedie, se Grækenlands Musik i Oldtiden). Forbundet med Dans var ligeledes den med et K.-Omkvæd forsynede middelalderlige Folkevise. Som selvstændigt Opbyggelsesmiddel drog K. dernæst i Middelalderen ind i den kristne Kirke, men Sangen var ogsaa dér fra forst af enstemmig (se Gregoriansk Sang, Hymne og Koral). Den flerstemmige Sang blev først til i 10. Aarh. og vandt i Kirken først efter-haanden Indpas ved Siden af den enstemmige. Til en Begyndelse nøjedes man saaledes med kun at anvende Flerstemmigheden i en enkelt af Messens Afdelinger (se Messe). Tidligste Ex. den saakaldte gyldne Messe i Hildes-heim (11. Aarh.), der kun opfortesen Gang om Aaret paa Guds Moders Dag. Først i 13. Aarh. foreligger i Tournai-Messen Exempel paa en Messe, hvor alle Dele er komponerede for flere Stemmer, men Teten tager Flerstemmigheden forst i det 15. Aarh.s Kirkemusik (se Kirkemusik, Nederlandsk Musik, Messe, Motetle, Kontrapunkt m. m.). Fra den kat. Kirke førtes K.sangen i 16. Aarh. over i den protestantiske Kirke (se Kirkemusik og Koral). Den verdslige flerstemmige K.-Sang tog sin Begyndelse med den fransk-nederlandske Chanson (s. d.) og udvikledes i 16—17. Aarh. videre i Madrigal og Vilanelle (s. d.). Med Operaens og Oratoriets Indførelse (c. 1600, s. d.) fandt K. ledsaget af Instrumenter ogsaa Indgang i disse, og blev fra nu af en vigtig Faktor i samtlige større, verdslige saavel som kirkelige Musikformer (deribl. i Kantate, Passion (s. d.) m. ra.). I Kirken havde man fra forst af alene gjort Brug af Mands-og Drengestemmer. Først med 17. Aarh. kom i disse Omgivelser ogsaa Kvindestemmerne til Anvendelse. I de verdslige K.-Sange anvendtes derimod til alle Tider baade Kvinde- og Mandsstemmer, o: Sopraner, Alter, Tenorer og Basser. Dobbellkoret anvendtes i 16. Aarh. for forste Gang af Hadrian Willaert (s. d.). — 2) Som K. benævnes ogsaa det Musikstykke, der udføres af et K. — 3) K. er endvidere Navnet for det Sted i Kirken, hvor Sangerne har deres Plads, o: i gi. Tid var det placeret omkring Alteret, nu staar det ved Orglet overfor Alteret (Orgel K.). — 4) Hos Klaveret, Luten, Psalteriet osv. anvendes K. som Navn for de 2—3 ensstemte Strenge (Strenge-li.), der er opspændte for hver Tone. — 5) Hos Orglet betegner K. de Piber af forskellig Tonehøjde, der ved Anvendelsen af blandede Stemmer (Mix-lurer, s. d.) tilhører samme Taste. — 61 I gi. Tid forstod man ved K. et Ensemble af Instrumenter, der tilhørte en og samme Familie, men i Henseende til Størrelse og Toneomfang var indbyrdes forskellige (Ex. Basun-K.o. 1.).

Koral kommer af Chorus, der i den ældste kristne Kirke var Navnet for det Sangerkor, der medvirkede ved den liturgiske Gudstjeneste. Gudstjenestesangen, ved hvilken man opr. forstod den enstemmige gregorianskeSang, betegnedes derfor og betegnes i den katolske Kirke endnu som Cantus cho-ralis. Efter at siden ogsaa den protestantiske Kirke havde givet sin Gudstjenestesang Navn af K.. fik Ordet derimod paa en Gang Betydning af gregoriansk Sang og luthersk Menighedssang. Angaaende den kat. K. henvises til Art. Gi'egoriansk Sang.

Den protestantiske K. Da det gjaldt Luiher om at tilvejebringe en Menighedssang i Modersmaalet, tyede han paa den ene Side til de tyske aande-lige Viser med folkeviselignende Melodier, som Folket allerede i de katolske Tider ved festlige Lejligheder under Gudstjenesten havde haft Lov til at indlægge mellem Korets latinske Sange-(Ex.: >Christ ist erstanden«, »Nun bitten wir den heil'gen Geist« o. fl.), men tilvejebragte paa den anden nyt Materiale ved at oversætte og omdigte Davidspsalmerne(Ex.: »Aus tiefer Noth« m. m.) og visse af Messens Hovedtex-ter (Ex.: »Allein Gott in der Höh sei Ehr« (Omdigtning af del lat. Gloria), »Wir glauben all' an einem Gott« (det lat. Credo), »O Lamm Gottes unschul-dig« (Agnus dei) o. fl.) (se Messe). Endelig indførte han ogsaa en Række ny frit opfundne Psalmetexter, der for en stor Del var Omskrivninger af kendte folkelige Sange, hvis Melodier da gerne bibeholdtes (Ex.: »Wie schön leuchtet der Morgenstern« (paa dansk »Af Højheden oprunden er«], hvis Text opr. lød > Wie schön leuchten die Augelein« ; »O Welt ich muss dich lassen t fpaa dansk »Xu hviler Mark og Enge«;, af Heinrich Isaac opr. komponeret til Ordene »Inspruck, ich muss dich lassem o. fl.). Luthers varme Kærlighed til den Korsang, der jo hidtil ubrødeligt havde været forbundet med den kristelige Gudstjeneste, foranledigede ham til at udnytte disse K.er paa to Ledder, idet han paa én Gang søgte dygtige Musikeres Hjælp til den flerstem. Bearbejdelse af Melodierne, til Brug for Sangerkoret, og lod Koret udføre K.erne enstemmigt sammen med Menigheden (Joh. Walthers K.-bog i dobbelt Udgave 1524). I den flerslem. Bearbejdelse beholdt K.-melodien foreløbig endnu sin gamle Plads i Tenoren (se Tenor, Cantus. Messe m. m), hvad jo i Virkeligheden stod i Strid med Luthers udtrykkelige Ønske om at indføre en folkelig Kirkesang, fordi Melodien jo derved ukendeliggjordes for den alm. Kirkegænger.

Et betydningsfuldt Fremskridt skete derfor, da Lucas Osiander 1586 udgav en K.-Samling (»50 Geistliche Lieder und Psalmen mit vier Stimmen«), hvor Melodien for første Gang konsekvent blev anbragt i Overstemmen, saaledes at Menigheden ogsaa kunde synge med under Korets Udførelse af den fler-stem. K. Med Osianders K.-Samling aabnes den Periode, hvor den lutherske Kirkesang (omkring Aar 1600) med Mestre som Johannes Eccard, Hans Leo Hassier og Michael Prœlorius træder ind i sit klassiske Stadium. Havde K.melodien hidtil som Cantus flrmus i den polyfone Sats kun endnu tjent til som et skjult Middel at holde sammen paa de kontrapunkterende Stemmer, blev den nu under Indflydelse af de ny Principer, Madrigalen ved denne Tid bragte paa Bane, i første Instans den forstaaende Frembærer af den Text, hvormed den blev forbundet. Ganske naturligt følger heraf en Afklaring og Simplificering af Stemme-vævet, saa fra nu af det harmoniske Element rykker i Forgrunden uden at de underliggende Stemmer derfor opgiver deres melodiske Selvstændighed. Melodi og Harmoni kommer derved i denne Tidsalders K. til at gaa op i den ideelle Enhed, ud fra hvilken den protestantiske Kirkekomposition endelig vinder Kraft til helt at gaa sine egne Veje. Ejendommelig for denne ældre protestantiske K. er 1) dens stro-fiske Inddeling, 2) dens logiske Affattelse i de middelalderlige Tonearter (se Kirketonearterne) og dens skiftende Rytmik. Indenfor de taktmæssigt ordnede Nodeværdier indtræder der nemlig i én og samme Melodi jævnlig Forskydninger og Uregelmæssigheder i Rytmen, saaledes at f. Ex. 6 Fjerdedele i én Takt grupperer sig i 2 Takt-

Det 16—17. Aarh.s protestant.-K. er derfor baade i rytmisk og i tonal Henseende forskellig fra den taktfaste, i Dur og Moll affattede K.-Type. der kom i Brug fra Midten af 17. Aarh., og som siden da er bleven staaende helt op til Nutiden, se ndf.

Et yderligere Middel til Selvstændiggørelse vandt den protestant. Kirkemusik, da Omstændighederne i Løbet af 17. Aarh. fremtvang Orglets Optagelse som fast Støtte af Menighedssangen. Hidtil havde dette Instrument i den protestant. Kirke ligesom i den katolske kun tjent til ved For- og Mellemspil at indlede og afbr\^Tde Korsangen. Det var antagelig, da det under Trediveaarskrigen kneb med at skaffe Personale til Sangerkoret, at man først fandt paa at tage Orglet til Nytte som Ledsager af Kirkesangen. Hurtig opdagede de tyske Organister da i det et nyt Middel til den polyfone Bearbejdelse af K. o: til Forberedelse og til Indledning af den sungne Menigheds-K. skabte de Forspil, i hvilke den efterfølgende K. blev taget op og bearbejdet instrumentalt. Alt mens den sungne Menigheds-K. efter Orglets Indførelse langsomt gik tilbage, fordi de gode Komponister efterhaanden tabte Interessen for den, førtes saaledes den K.-Kunst, der i 16. Aarh.havde oplevet sin Blomstringstid indenfor den vokale flerstemmige Kirkekomposition, takket være de tyske Orgelmestre (Scheidt, Pachelbel, Bux-tehude o. 11.). videre indenfor Orgelkompositionen for da langt om længe at naa et nyt Højdepunkt i den Bachske Orgel-K. og dens instrumentale og instrumentalt ledsagede vokale Aflæggere: K.-Fugaen, K.-Fantasien og de store K.-Kor i den Baclrske Kantate, Motette og Passion (s. d.).

Den første Anledningtil Menighedssangens Forfald gav de Begivenheder, der i 17. Aarh. fandt Sted indenfor Kunst-musiken. Da den koncerterende Stil (s. d.) med sine Pragtkor sit klingende Orkester og sine følsomme Arier holdt sit Indtog i den protestant. Gudstjeneste, maatte dette nødvendigvis blive til Skade for Menighedssangen; paa sine Steder sygnede den lidt efter lidt helt hen. Under Pietismens Indflydelse levede den sidst i Aarh. ganske vist op igen, men denne Trosretnings Bejlen til det personlige Følelsesliv fristede nu til Optagelsen af Melodier, der fremfor alt gik ud paa at glæde og røre Sindet, dem man i saa rigt Maal forefandt i Tidens italienske Opera. Den svulmende Følsomhed, der kom til Orde i de pietistiske Psalmetexter, lod sig jo heller ikke forlige med Kirkens gamle Melodier. Hvor disse undtagelsesvis toges til Naade, blev de da og-saa uden videre omstøbte til Arier (Fre\'linghausen: »Geistreiches Gesang-buch«, Halle 1706). At man senere i Rationalismens Tidsalder (18. Aarh.) søgte at udbedre den gjorte Skade ved resolut at fjerne alle Pyntenoder, gøre alle Toner lige lange, og ved kun at anvende 2- og 4-delt Takt og gøre Tempoerne saa langsomme som vel muligt, forbedrede ingenlunde Sagen. — Den Reaktion, der fandt Sted i 19. Aarh. og endnu staar ved Magt, søger ud i forskellige Retninger, idet man fra én Side bestræber sig for at føre K. tilbage til den Skikkelse, den havde i 16. Aarh., mens man fra anden Side foretrækker at modernisere den ved baade at forsyne den med en moderne Harmonisering og egalisere dens Rytme. Et tredie Forsøg gaar endelig ud paa helt at erstatte de gamle Kirkemelodier med ny, der dels tager den moderne populære Visemelodi og dels det 19 Aarh.s Romancekomposilion til Forbillede.

K. i Danmark. Den tidligste danske Psalmebog med Melodier er Hans Thommisens, der udkom 1569 og i Forbindelse med Niels Jespersøns Graduai (1573) omsider gav den danske protestant. Gudstjeneste en fast Form. Ligesom de ældste tyske Sangbøger er Thommisens Psalmebog trykt saaledes, at Melodien konsekvent erlagt ind under lste Vers afliver Psalme. Alt i alt lindes herioptaget269 gamle og ny K.melodier. Af gammel dansk Oprindelse er blandt disse: 1) »Krist have Lov«, der betegnes som >en gammel Sang. vore Forfædre (i de kat. Tider) plejede at synge mellem Paaske og Pinsedag«, 2) Almuens gamle Sang s Det hellige Kors«; 3) den gamle kristne Dagvise »Den signede Dag« ; 4) en gammel kristelig Sang til Jomfru Maria »Jeg vil mig en Jomfru loves »kristelig forvendt« (o: omskrevet) til »Jeg vil mig Herren love«: 5) Den halv latinske, halvdanske Psalme »Pris. Ære og Dyd« (af Grundtvig omarbejdet til »Julen har Englelyd«) o. fl. Hans Thommisens Psalmebog udkom i mange Oplag og holdt sig i Brug i 130 Aar. Nærmest efter den fulgte de Kingo'ske Psalme-samlinger: 1) Det aandelige Sjungekor (1—2. Del 1674—81). Havde Hans Thommisen med Flid samlet alt det bedste, der ved hans Tid var at finde af gamle og ny kirkelige Melodier, tyske saa vel som danske, foretrak Kingo i dette Værk for første Gang at hente sine Melodier fra sin Tids verdslige Sanglitteratur, d. e. Selskabs- og Danseviser (Ex. »Sorrig og Glæde«, »Rind nu op i Jesu Navn« o. fl.). Siden optog Kingo i sin 2) Graduai ganske vist et Udvalg af de gamle kirkelige Melodier, men den Form, under hvilken han gengav disse, viser, at han derved gik ganske principløst til Værks, idet han i nogle Tilfælde benyttede Melodierne i deres oprindelige Skikkelse, hvorimod han i andre moderniserede dem ved at ombytte den originale skiftende Rytme med regelmæssig Takt; samtidig udstyrede han uden videre Melodierne med Gennemgangs-noder for derved at give dem en mere let flydende Karakter. — Fra nu af falder den danske K.s Historie paa det nøjeste i Traad med den tvskes. I Pontoppidans Psalmebog (1740) indføres for første Gang i Danmark Pietisternes operamæssige Melodier, og samme Stil opretholdes endnu i Brei-tendichs danske K.-bog (1764). Med denne forsvinder Melodierne fra Psal-mebøgerne for fremtidig at faa deres Plads i specielle K.-bøger, hvor de forsynede med en Generalbas udtrykkelig lægges til Rette for Orglet. I Schiørrings K.-bog (1781 og 1783) træder Forsiringerne for saa vidt i Baggrunden, som de kun anvendes ved Linieafslutningerne og alene overgives til Orglet. Samtidig begynder den regelmæssige Rytme at dominere og dermed de ens lange Nodeværdier. Til Gengæld forsyner han sine K.er med en fyldig og velklingende Harmonisering, der uvilkaarligt henleder Tanken paa Bach og i kunstnerisk Henseende stiller Schiørrings K.-Behandling højt over Breitendjchs. Efter Schiørrings K.-bog følger Zincks (1801), der overrasker ved Optagelsen af en Del ny Melodier af ægte folkelig Karakter, men iøvrig følger det Schiør-ringske Princip. Endelig afslutter saa Weyses og Berggreens K.-bøger (henholdsvis udg. 1839 og 1853) denne saakaldte stive K.s Periode. I dens Sted r3'kker nu den Grundtvigske Psalmesang frem (midt i 19. Aarh.) og bryder Bane for ny Ideer. For igen at levendegøre Menighedssangen forsøger man nemlig nu at erstatte den stive K. med Melodier, »Folket holder af og har Lyst til at synge« og da den Folkevise, man i Virkeligheden saa ud efter, ved denne Tid forlængst var glemt, blev det i dens Sted paa den ene Side igen Teater- og Dansemelodierne, paa den anden den af Schulz og Weyse skabte Romancemelodi, der blev taget til Forbillede. Den ny Kirkesang fik paa denne Maade et mærkelig blandet Præg, idet den samtidig søgte at imødekomme Smagen hos Musikens naive Venner og at tilfredsstille de musikforstandige. Det var Henrik Rung, der i sit Tillæg til Weyses K.-bog (1857) satte denne ny Retning i Vej, og trods mange Angreb i det mindste har Æren af at have tilført den danske Kirke en stor Mængde gode aandelige Sange, der i Hovedsagen er komponerede af det 19. Aarh.s fornemste danske Komponister {Gade, Hartmann, Berggreen, Barnekow, Aug. Winding og fremfor alt Rung selv). Side om Side med denne Folkeliggø-relse af Kirkesangen gik og gaar endnu Organist Th. Laubs anerkendelsesværdige, men stærkt omstridte Forsøg paa at genindføre Reformationstidens »rytmiske K.« i dennes opr. klassiske Form.

K. i Norge. Fra den katolske Tid kender man alene brudstykkevis den Kirkemusik, som anvendtes, gennem de Fragmenter af Olavsfestens Sang, som Dr. Georg Reiss (s. d.) har behandlet i sin Afhandling: ^Musiken ved den middelalderlige Olavsdyrkelse i Norden«, samt det af Kolsrud og Reiss udg. Værk: »Tvo norröne latinske Kvæde med Melodiar«. Men Sammenhængen mellem Middelalderens Musik og Nutidens norske (i Folketoner og Psalmesang) er endnu uopklaret. — Norsk Menighedssang efter Reformationen er indtil Midten af 19. Aarh. den samme som Danmarks: Thommissens, Kingos osv. Melodier fulgte Psal-mebøgerne og toges efterhaanden i Brug. De Folkemelodifund som fra 1840erne er gjort i Valdres, Sunnmøre, Vest Agder osv., viser dog, at Folket temmelig frit behandlede de indkomne Melodier, og at selvstændige (ældre eller nydigtede) traadte i de foreskrevnes Sted. Ikke mindst gælder dette for Brorson-Texter.

1835 bestemtes ved kgl. Resolution, at den sidste danske K.-bog, Zincks, skulde have en norsk Afløser. O. A. Lindemans »Choral-Bog, indeholdende de i Kingos, Guldbergs og den evan-gelisk-christelige Psalmebog forekommende Melodier« blev dette Aar autoriseret »til udelukkende Brug ved Gudstjenesten i Rigets Kirker«. Lindemans Værk blev af Betydning for norsk Kirkesang. Vistnok delte han i Hovedsagen de nærmest foregaaende K.-bog-Udgiveres Opfattelse: Halvnoden blev Tælleenhed, Fermater sattes over sidste Node i hver Verslinie. Men han søgte at finde nærmere hen til Melodiernes Originalform, og han tjener Melodien gennem en enkel, mest af Treklange bestaaende Harmonisering. Som Exempel paa hans Behandling kan nævnes »Christus Jesus for os ofret« og iJesus du min Glæde«.

Med Landstads Psalmebog af 1870 trængtes til ny Melodibog. En saadan bragte Ludvig M. Lindeman 1871. og 1877 autoriseredes den til Brug ved Gudstjenesten, efter at yderligere 10 Melodier var tilføjede. Bogen betegner et radikalt Brud med det tilvante. Fjerdedelsnoden bliver Tælleenhed, Fermaterne fjernes og erstattes, om fornødent, med Afknapning af sidste Fjerdedel i Linien til en Ottendedel og derpaa følgende Ottendedels Pavse. De gamle tungere Melodier bliver forsynet med Punkteringer, for at Sangen kan blive livfuldere. Harmoniseringen er moderne og gennem Kadencer paa Sextakkord o. 1. beregnet paa at skabe livligere Menighedssang. B-Melodier i Mængde giver Menighe-heden Anledning til at vælge nyere Toner i Stedet for de gamle Reformationsmelodier. Hele 61 af Bogens Melodier er af Udgiveren, deraf 37 fa-Numre. Af disse er f. Ex. »Min Sjæl, min Sjæl, lov Herren« og >Sørg, o kære Fader din trængt stærkt igennem. Flere af Lindemans Melodier hører til den norske Kirkes bedste, f. Ex. >Kirken, den er et gammelt Hus«, >Paaskemorgen«, »Apostlene sad i Jerusalem«, »Her vil ties«, >Sorgen og Glæden, de vandre til Hobe«, »Jeg gaar i Fare, hvor jeg gaar«.

Efterhaanden gjorde den Betragtning sig mere og mere gældende, at Lindemans Behandling af de ældre Melodier ikke tog nok Hensyn til deres Egenart. Allerede før Bogen autoriseredes, førtes en skarp Strid, indledet af Joh. D. Behrens, fortsat af Otto Winter-Hjelm, som begge hævdede, at Reformationstidens rytmiske K.-Form burde genoptages. Den Komité, som i Anledning af den ny Psalmebogsrevision (Gustav Jensens 1915, med Ændringer autoriseret 1925) fik det Hverv at udgive ny Melodibog (Biskop Gleditsch — Formand —, Organisterne Alnæs, Hvidsteen, P. Lindeman, Søraas, Sognepræst E. Diesen, 0. M. Sandvik — Sekretær —), hylder en moderat Gennemførelse af de Winter-Hjelmske Anskuelser. De gamle K.er kommer i mest mulig autentisk Skikkelse, Rytmen søges opretholdt, hvor den ikke anses for utjenlig til Menighedssang; Folkemelodier bliver for en stor Del taget i Brug. Harmoniseringen af det hele Værk er overdraget Alnæs.

Om den norske K. kan da i Øjeblikket siges, at den indtager en Mellemstilling mellem den svenske, som bærer Häffners strenge højtidelige Præg, og den danske, som i stærkere Grad har givet Plads for Visemelodien og Romancen. — Ogsaa Erik Hoff (s. d.) udgav en Melodibog. Den har vundet ringe Udbredelse i Norge, men er stærkt benyttet i norske Kirker i Amerika. Endvidere har L. M. Lindeman udgivet et Tillæg til sin Melodibog, beregnet paa de Menigheder, som benytter Hauges Psalmebog.

K. i den reformerte Kirke. I den reformerte Kirke indførtes K. med Clement Marots og Théodore Bézas versificerede franske Oversættelse af Da-vidspsalmerne, der efter først at have været forbundne med verdslige populære Melodier siden blev forsynede med egne Melodier af Wilhelm Frank (1545), Louis Bourgeois (1547ogl554) og Claude Goudimel : Les Psaumes de David mis en musique à quatre parties en forms de motets (1562) og Les Psaumes mis en rime Français par Clement Marot et Théodore Béza; mis en musique à 4- parlies (1565), der er udsatte akkordmæssigt, men hvor K.-Melodien ifølge gamle Tiders Skik endnu har Plads i Tenoren. 1573 udgav Ambrosius Lobwasser Marots og Bézas Psalmer paa Tysk og de reformerte K.er spredtes fra nu af i hans Oversættelse og forbundne med de originale Melodier over hele Nordeuropa, for der ogsaa at finde Vej til den lutherske Kirke. Den danske Oversætter af Davidspsalmerne : Anders Arrebo lager dog i 2. Udg. af sit Psalmeværk (1627) Afstand fra de opr. franske Melodier, og foretrækker at anvende de Melodier, som »udi Cithara Lutheri og vore Psalmebøger findes og ellers i vore kristelige Huse gængse ere«. En af de opr. franske Melodier, »Jesus,dine dybe Vunder« (Ainsi qu'on oit le cerf), er dog bleven staaende som en af vore mest kendte og benyttede K.er.

Koralnodeskrift er Navnet for den Toneskrift, der anvendes til Nedskrivningen af den umensurerede gregori-anske Sang (s. d.) og som derfor i Modsætning til Mensuralnodeskriften ikke angiver Tonernes nøjagtige Værdi, men kun deres Bevægelse og Melismernes Fordeling paa Textstavelserne. Den tidligste Prøve paa en K. er Neumeskrif-ten (8 — 11. Aarh.), der hverken endnu formaaede at afbilde den bestemte Tonehøjde eller Toneafstandene: De

to Hovedtegn :

betød henholdsvis kun en relatiu højere og en relativ dybere beliggende Tone. Af de

øvrige sammensatte Tegn betød

(o: en Sammentrækning af Punctus og Virga) Opstigningen fra en dybt liggende til en højere liggende Tone;

Nedstigningen fra en højere Tone til en dybere:

betød tre nedadgaaende Toner;

tre opadstigende Toner;

Stigningen fra en lavtliggende Tone til en højere og derefter en Vending nedefter til en Mellemtone osv. En Forbedring fandt Sted, da Guido fra Arrezzo i 11. Aarhundrede bestemte Toneafstandene ved at placere Neumerne paa et Liniesystem og Tonehøjden ved foran paa samme at anbringe Xøglebogstaver (se Linier og Nøgler). Allerede i Neumernes Tidsalder anvendtes to Skrivemaader : den gotiske og den latinske, men Forskellen mellem disse bliver først udpræget, efter at K. i 12. Aarh. træder ind i sit næste Udviklingsstadium. Neume-tegnene forstørres og stiliseres nemlig fra nu af paa den ene Side til den gotiske el. tyske Søm- el. Hesteskoskrift og ombyttes paa den anden med de i de romanske Lande foretrukne Firkantnoder, der samtidig ogsaa bringes til Anvendelse i Mensuralnodeskriften. I den gotiske Sømskrift forvandles saa-ledes Punctum til en paa Spidsen staa-

ende Firkant:

Virga

noteres:

osv. i den romerske, der nu er eneherskende, udtrykkes de tilsvarende Tonetegn og Tonefigurer henholdsvis ved en liggende Firkant:

,der baade anvendes for Virga og Punctus.

betyder Pes,

Clivis; Climacus

noteres:

, Scandicus:

Torculus:

osv. K.s udtrykkelige og eneste Anvendelse til Notering af den gregorianske Sang bevirker dog som sagt, at Nodernes Tidsværdi i samtlige K.er er vilkaarlig, fordi Rytmen jo i denne Sangart udtrykkelig kun fremgaar af Textens korrekte Deklamation. Udenfor Kirken anvendtes K. i Middelalderen ogsaa baade til Nedskrivning af Trubadur- og Minnesange og af de forholdsvis sent op-staaede Meslersange (s. d.).

Kornauth, Egon, f. 1891, czekisk Musiker, Elev i Wien af R. Fuchs, F. Schreker og Guido Adler, foretog Koncertrejse til Amerika og har siden levet i Graz og Wien som Teorilærer og Komponist (Sinfonietta, Suite m. m. for Orkester, en Række Kammermusikværker, Kor, Klavermusik og Sange).

Kornerup, Thorvald Otto, f. 1864, dsk. Musikforf., Postmand, fra 1916 Postmester paa Frederiksberg, var fra Ungdommen af optaget af musikteoret. og akustiske Studier og har langt senere genoptaget disse i en Række Artikler i Fagbladet »Musik«, hvilke frem-

kom paa eng. i Skriftet Musical Acou-stics, Based on the Pure Third-Syslem, 1922, og i en flg. Afhandling i »Aar-bog for Musik«, 1923: »Musikalsk Akustik bygget paa fysiske Love«, hvori K. har søgt at angive et nyt Grundlag for Akustiken og dermed for Harmonilæren.

Kornet. 1) K. (fr. Cornet, o: lille Horn), det mindste og højest stemte af Nutidens Metalblæseinstrumenter, opstod ved, at det gamle Posthorn blev forsynet med en Ventilmekanisme; det betegnes derfor og-saa som Ventil- el. Piston-K (Cornet à pistons). Af Udseende minder K. om en Trompet (se Afb.), men Røret er kortere og videre. K.s Naturtoner : c¹ g¹ c-e² g³ (b^ä c³), staar en Oktav højere end Trompetens og to Oktaver højere end Hornets. Ved Hjælp af sine 3 Ventiler kan K. frembringe en fuldstændig kromatisk Skala rækkende fra fis—b². Mens man tidligere byggede K.er i alle Stemninger, anvendes nu næsten udelukkende B.-K., der ved Paasætning af Buer (se Horn) kan omstemmes til A. Musiken noteres altid i C-dur med Anvendelse af G-Nøglen. Klangfarven staar midt imellem Horn og Trompet, men Tonen er mere gennemtrængende end Hornets og mindre smældende end Trompetens. — K. anvendes især i Militærorkestret, men optræder nu og da ogsaa i Operaorkestret (ved Udførelsen af kantabile Sætninger (Ex. i Meyerbeers Robert af Normandiet) og som Solo-Virtnosinstrument. Berømte Virtuoser paa K. var i Paris Arban. i Berlin Kosleck, i Kbhvn. Thorvald Hansen. Af dansk Litteratur for K. kan bl. a. nævnes Hilda Sehested: »Suite for K. og Klaver« og Thorvald Hansen: »Sonate«. — 2) Som K. (egentlig Cornelto) betegnedes ogsaa den nu forlængst udgaaede Zink (s. d.), et Træblæseinstr. af hornlignende Klang. — 3) En blandet 5—3-korig Orgelstemme (se Mixtur), hvis Sammensætning bestemmes af Naturtoneme (s. d.). Som 5-korig er den saaledes sammensat af Tonerne C c g c¹ e¹ svarende til 8, 4, 2³/₃, 2 og 1% Fods Tonehøjde. Som 4- og 3-korig bliver Antallet af de forenede Toner selvfølgelig forholdsvis mindre, saa henholdsvis c og g bliver dybeste Tone. Karakteristisk for K. er dens konsekvente Anvendelse af den 5te Overtone (e¹), der savnes i Mixturen, men er fast Slut-tone i K.s Tonerække.

Korngold, Julius, f. 1860, østr. Mu-sikforf, Anmelder ved »Neue Freie Presse* i Wien og Forf. af »Deutsches Opernschaffem, 1920, »Die romanische Oper der Gegenwart«. 1922; Forkæmper bl. a. for Gustau Mahler. — Hans Søn Erich Wolfgang K., f. 1897, Elev af Fuchs og Zemlinsky, begyndte alt som Barn at komponere; Faderens Stilling i Wien hjalp ham til hurtig at faa sine Arbejder frem, saaledes Pantomimen » Der Schneemann« i Wiens Operahus 1908 og en Række Instrumentalværker i større og mindre Former fulgte; Operaerne »Der Ring des Poly-krates« og »Violantac 191 6, vakte endnu større Opsigt og Operaen »Die lote Stadt« (efter Rodenbachs Fortælling. Hamburg 1920) gjordesaa megen Lykke, at den opførtes rundt omkring paa tyske og østr. Scener; senere Værker af K. er Ouverturen Sursum corda. Musik til Shakespeares Much Ado aboul Nothing, Sange med Orkester m. m. En kort Tid, 1919, var K. Leder af Hamburgs Opera; lever nu i Wien ene for Komposition. K. synes i forskellig Retning paavirket af moderne Musikere som Reger, Strauss og De-

bussy og i forbavsende tidlig Alder og med forbavsende Lethed at have tilegnet sig deres kunstneriske Midler, men iøvrig i melodisk Henseende at besidde selvstændigt Fysiognomi. (Biogr. af R. St. Hoffmann).

Kort Oktav betegner den kuriøse sammentrængte Ordning af den dybeste Oktavs Toner, deri 16—17. Aarh. finder Anvendelse paa Orgel- og Klaverklaviaturerne; eftersom man i den underste Oktav ikke havde Brug for de kromatiske Mellemtoner: Cis Dis

Fis og Gis, fordelte man nemlig paa forskellig Maade Tonerne C D E F G paa de Under- og Overtaster, der normalt har Plads mellem E og H.

Kortone el. Kapeltone kaldtes i gamle Dage det a¹, hvorefter Orglets og Kirkekorets Stemning blev reguleret, og som laa en Heltone højere (i 17. Aarh. ifølge Prætorius en Heltone dybere) end det a¹ (Kammertonen), der anvendtes til Regulering af Orkesterinstrumenternes Stemning. Se iøvrigt Kammertone.

Kosatschek (tysk Kossakisch, ital. alla Cosacca), er en lillerussisk Dans i -'/₄ Takt og deler sig i 2 Repriser paa 2x8 Takter. Til dens Udførelse kræves to Personer, og Tempoet, der fra først af er moderat, bliver efter-haanden hurtigere.

Koschat, Thomas, 1845—1914, østr. Musiker, Sanger i Dom- og Hofkapellet i Wien. blev, fra 1871, meget populærved sine Mandskvartetter i Kärnt-ner-Tone, i hvilke han. der selv skrev Texterne (i Dialekt), gav et enkelt, men træffende Billed af Kärntner-Folkeliv og -Tone; ogsaa et Sangspil »Am Wör-ther See« opførtes meget. (Biogr. : O. Schmid og C. Krobath).

Kothe, Bernhard, 1821—97, tysk Musikforf., Seminarielærer i Breslau, udg. kirkelige Sange for Mandskor i Musica sacra, samt en kortfattet »Abriss der Musikgeschichte*, der udkom i flere Opl. (8. Opl. ved v. Prochåzka), >Mu-sikalisches-liturgisches Wörterbuch« og »Fûhrer durch die Orgelliteratur« m. m.

Kothe, Robert, f. 1869, tysk Lutspiller, opr. Jurist, men hengav sig til Musikstudiet og særl. til Lutspil og Foredrag af gi. tyske Sange; er siden 1903 optraadt offentlig og har arbejdet paa at genoplive tyske nationale »Lieder« (Studenterbevægelsen »Wan-dervögel«); lever i Mûnchen, har udg. Digtsamlinger, Sange med Lut- og Damekorledsagelse samt Lut- og Guitar-skole. (Biogr.: Fr. Jade).

Kothen, Karl Axel von, f. 1871, finsk Musiker, studerede særl. Sang i Italien, Wien og Paris og virkede i Helsingfors som Sanglærer, fra 1908 ved Konservat.; er ogsaa optraadt som Koncertsanger (Baryton) og som Vokalkomponist.

Kotilainen, Otto, f. 1868, finsk Komponist, studerede i Hjemlandet hos Wegelias og Sibelius, senere i Berlin; lever i Helsingfors og har komponeret Orkester- og Teatermusik, Kantater, Kor. Sange m. m.

Koto er et citerlignende japansk Strengeinstrument, der særlig plejes af fornemme japanske Damer. Af Udseende minder det om den kinesiske Che, men er elegantere udstyret. De alt i alt 13 Silkestrenge, der i deres fulde Længde er udspændte paa langs af det med Elfenben og Skildpadde rigt indlagte Lydlegeme, er lige tykke, lige lange og lige stærkt spændte, og deres forskellige Stemning hidføres derfor alene af de høje bevægelige Stole, der er indskudte mellem Sangbund og Streng. I Klang sættes Instrumentet

ved Hjælp af smaa Elfenbensnaale, der er fastgjorte paa Ringe, som Spilleren skyder ind over sine Fingerspidser.

Kovarovic, Karel, 1862—1920, cze-kisk Komponist, Elev af Fibich, Dirigent fra 1900 ved Nationalteatret i Prag, særl. fortjent af Fremførelsen af Smetanas og Dvoraks sceniske Værker; hans egne Operaer karakteriseres som en Forening af Smetanas Stil med Massenets; de er alle skrevne til czeki-ske Texter og næppe kendt udenfor K.s Hjemland ; iøvrig en Klaverkoncert, Strygekvartetter, Sange m. m.

Kozeluh (el. Kotzeluch). Leopold, 1748—1818, bôhm. Komponist, opr. Jurist, men skrev allerede fra 1771 en Del Balletter og anden Teatermusik (i Prag); siden drog han til Wien, blev Mozarts Efterfølger som kejserlig Kammerkomponist og udfoldede en stor Produktion paa næsten alle Omraader (Operaer. Symfon., Koncerter, Kantater, Kammermusik etc), der dog hurtig gik i Glemme.

Kozlowski, Joseph, 1757—1831, polsk Komponist, var i Petersborg kejserlig Kapelmester (Direktørfor Balmusiken); særl. kendt og yndet som Polonæse-komponist; en enkelt deraf (med Kor) gik en Tid for en Art russ. Nationalhymne; K.s andre Arbejder var dels Teatermusik, dels kirkelige Vokalværker, deriblandt et Requiem over den polske Konge Stanislaus August (1798).

Kraft, Nikolaus, 1778 —1853. østr. Cellospiller, var Medlem af den kendte Schuppanzigh (s. d.) -Kvartet, der kreerede mange Beethovenske Værker, og stod saaledes Mesteren nær; skrev værdifulde Kompositioner for sit Instr. : d. som Medlem af Hofkapellet i Stuttgart.

Krakowiak (fr. Cracovienne, tysk Kra-kauer) er en polsk 'Nationaldans (Pardans) i */* Takt. Den deler sig i 2 el. flere Repriser og udføres under Afsyngelsen af nationale Sange, der har Navn af Krakowiaks. Melodierne har afvex-lende en munter og sørgmodig Karakter og faar et ejendommeligt Præg ved en hyppig Betoning af de Taktdele, der normalt er ubetonede. Den polske Komponist og Forfatter Albert Sowinsky giver denne Karakteristik af K. : îKrakowerne danser den paa en meget animeret og udtryksfuld Maade og synger samtidig Melodierne paa Texter, der er forfattede til Lejligheden og ofte udvides ved improviserede Versestrofer. Nogle af Texterne har en let og munter Karakter, andre viser tilbage til berømte Begivenheder i Polens Historie og til de glade el. sørgelige Minder, der knytter sig til disse; de giver derfor et tro Indtryk af Folkets Karakter og Sædvaner«.

Krarup-Hansen, Johanne, f. 1870, dsk. Operasangerinde, Elev af L. Rosen feld og Kulzschbach i Dresden; debut. paa det kgl. Teater som Orfeus i Glucks Opera 1899 og udførte i de flg. Aar, til 1919, en Række større Partier, ikke mindst i Wagners Musikdramaer (Or-trud, Erda, Brangæne, Kundry m. fi.), men iøvrig Roller som Dalila i Saint Saêns' Opera, Amneris, Carmen o. a.; lever i Kbhvn, som Sanglærerinde.

Kraus, Ernst, f. 1863, tysk Sanger, opr. Brygger, uddannet bl. a. i Milano, mangeaarigt Medlem af Operaen i Berlin, hvor navnlig hans »Siegfried« var skattet; har ofte sunget i Bayreuth og paa Gæstespil i England og Amerika.

Kraus, Felix v., f. 1870, østr. Sanger, Elev af Stockhansen, bekendt Koncert- og Wagner-Sanger (i Bayreuth: Hagen og Gurnemanz). nu Sanglærer ved Musikakademiet i Mûnchen; g. m. den 1873 i Amerika fødte Adrienne Osborne. der er optraadt baade som Koncert- og Operasangerinde (Altist-inde).

Kraus, Joseph Martin, 1756—92, tysk-sv. Musiker, var opr. Jurist, men studerede samtidig Musikteori, begyndte tidlig at komponere og udg. Skriftet »Etwas von und ûber Musik«, 1777 (mod Forkel). Det flg. Aar kom K. til Sthlm., hvor han vandt Kong Gustaf III.s Yndest ved Operaen Proserpine, 1781. og blev 2den Hofkapelmester; en længere Orlov satte ham allerede Aaret efter i Stand til Studier i Tysk-

land. Italien og Frankrig; i Paris komponerede han bl, a. paa Kong Gustafs Anbefaling Intermedier til Moliè-res Amphitrion ; 1 787 var K. atter i Sthlm.. hvor han blev 1ste Operakapelmester (indtil sin Død). En Opera iDido og Æneas« opførtes først 1799; som K.s Hovedværk nævnes Sørgemusik og Kantate ved Gustaf III.s Bisættelse og Begravelse; iøvrig skrev K. adskillig Teatermusik, flere Symfon., Kammermusik og Klaverkompositioner. Hans alvorsfulde, energiske Stil stod under Gluck'sk Indflydelse, og han benævnes »den Gustavianske Periodes mest helstøbte og formrene Komponist« (Î*. Norlind i »Allmänt Musiklexikon«).

Krause, Olivo, f. 1857, dsk. Obospiller, gennemgik Musikkonservat., opr. som Violinist senere som Oboblæser (Elev af Schiemann [s. d.)), i hvilken Egenskab han 1882 ansattes i det kgl. Kapel, hvor han 1893—1919 var Solooboist; han var en fremragende Obospiller og søgt som Lærer bl. a. ved det kgl. Musikkonservat.. hvor han tillige underviser i Klaverspil; grundede et Blæserensemble af det kgl. Kapels Medlemmer, der en Aarrække gav Koncerter med ældre og nyere Blæseinstrumentmusik; er ogsaa optraadt som Komponist, særl. af Obostykker og Sange.

Krauss, Gabriele, 1842— 1906, østr. Operasangerinde, blev efter længere Kunstrejser 1887 knyttet til den Store Opera i Paris hvor

hun var en af Hovedkræfterne i de store dramat. Partier (Norma, Aïda etc.).

Krebs, Carl, f. 1857, tysk Musik-forf. Elev af Spitla og Lærer i Musikhistorie ved Berlins >Hochschulet, tillige Dagbladskritiker; Forf. af en Række velskrevne musikhist.Skrifter: »Haydn, Mozart, Beethoven« (1906 fl. Oplag), »Dittersdorfiana«, »Meister des Takt-stocks«, 1920, m. m.

Krebs, Mary, 1851 —1900, tysk Pianistinde, Datter af den udmærkede Musiker, Kapelmester i Dresden Carl K., 1804—80, uddannedes af Faderen og blev en fremragende Klaverspiller-inde, der foretog Koncertrejser bl. a. til Kbhvn. (^Musikforeningen« 1880); levede senere i Dresden som Klaverpædagog.

Krebsekanon (Canon cancricans), Kanon, hvor Følgestemmen dannes ved at afsynge Temaet baglæns (se Kanon).

Krehbiel, Henry Edward. 1854— 1923, amer. Musikforf., opr. Jurist, siden Musikreferent i New York, er Udg. af den eng. (originale) Udg. af Thayers »Beethoven« (1921, 3 Bd.), forf. iøvrig Studies in the Wagnerian Drame, How to listen to Music, The Pianoforte and its Music etc. og samlede sine Kritiker i Review of the Netv York Musical Season, 1885—90, 5 Bd.

Krehl, Stephan, 1864—1924, tysk Musiker, kendt som Forf. af praktiske Musiklærebøger (»Praktische Formen-lehre«, »Harmonielehre«, »Allgemeine Musiklehre«, »Kontrapunkt« etc); var Lærer ved Leipzigs Konservat. og Komponist af Kammermusik, Klaverstykker, Sange o. m.

Kreisler, Fritz f. 1875, østr. Violinist, Elev af Hellmesberger, senere af Massart i Paris; levede en Tid i Amerika, men er efter 1919 atter op-

traadt i Europa; en af Samtidens mest fremragende Violinvirtuoser; har bearbejdet en Række klassiske Melodier til Koncertbrug, komponeret en Operette (New York 1919) og en Strygekvartet samt forf. et Par Smaaskrifter af selvbiografisk Art.

Krenek, Arnost (Ernst), f. 1900, cze-kisk Komponist, Elev af Fr. Schreker (s. d.), lever i Berlin: har skrevet Sym-fon., Strygekvartetter, Violin- og Klaversonater, Concerto grosso, dramat. Kantate »Zwingburg«, 1924, Operaerne »Orfeus og Eurydike< og »Sprung uber den Schatten« m.m.; tilhører den modernistiske (atonale) Retning.

Kretschmer, Edmund. 1830 — 1908, t\'sk Komponist, var (Kirke-) Kordirigent i Dresden og Komponist af forsk., delvis kirkelig Vokalmusik, men blev bekendt ved sine Operaer >Die Folkunger« (1874) og » Heinrich der Lôwe« (1877), hvortil han selv skrev Texten; de fremkom i Dresden og gik derfra over de fleste tyske Scener; et Par flg. Operaer havde mindre Held.

Kretzsehmar, Hermann, 1848-1924, tysk Musikforf., studerede Filologi, men var samtidig Elev af Leipzigs Konser-vat, kastede sig over Dirigentvirksomhed og musikhistor. Studium: 1877 Universitetslærer og -musikdirektør i Rostock, 1887 ved Leipzigs Universitet samt Leder af Riedels (s. d.) Sangforening og Stifter af de (histor.) »Akademiske Orkester-Koncerter«; 1904 Prof. i Musikhistor. ved Berlins Univers., 1909—20 tillige Direktør for Berlins »Hochschule«. K. var en af de førende Mænd i tysk Musikforskning, hans Ry og Indflydelse i stadig Stigen,indtil Sygdom hæmmede hans Gerning i de sidste Leve-aar. Vid Udbredelse fandt hans »Fûhrer durch den Konzertsaal« (hvis tre Afdelin-

ger: Symfon. og Suite, kirkelige Værker, Oratorier elc. udkom i flere Opl.) ; et Flertal af K.s, til Dels grundlæggende Afhandlinger, fremkomne i îVierteljahrsschrilt fur Musikwissen-schaft«, »Peters Jahrbùcher« o. a. St., er samlede i »Gesammelte Aufsätze« I—II; af iGeschichte des neuen deut-schen Liedes« foreligger kun 1. Bd.;

1919 udkom »Geschichte der Oper«.

1920 »Einfûhrung in die Musikgeschich-te«, 1923 »Bach-Kolleg«. K. var ogsaa Komponist (Orgel, Kor og Sange) og Udg. af ældre Musik.

Kreutz, Edvard Sylou, f. 1881, nsk. Pianist og Musikpædagog. Uddannet i Kria., Berlin og Wien. Debutkoncert i Kria. 1910. Har bl. a. nedlagt et fortjenstfuldt Arbejde for Bedring af Musiklærernes Kaar.

Kreutzer (Kreuzer), Konradin, 1780 —1849. tysk Komponist, kom efter foreløbige Musik- og Universitetsstudier 1804 til Wien som Albrechlsbergers Elev, optraadte som Komponist med en Klaverkoncert, som han selv foredrog, og siden med flere Operaer, der skaffede ham forsk. Kapelmesterstillinger; hans melodiøse og folkelige Operaer og Sangspil fulgtes i Reglen af Held, men kun en enkelt, >Das Nacht-lager in Granada« (Wien 1834), vandt større Udbredelse og formaaede at holde sig paa Repertoiret, hvilket ogsaa gjaldt hans Musik til Raimunds Folkeskuespil »Der Verschwender«. Af K.s talr. andre Kompositioner høres endnu kun hans kønne Mandskvartetter (»Der Tag des Herrn«, »Die Kapelles etc.).

Kreutzer, Leonid, f. 1884, russ. Klaverspiller (af tysk Slægt), Elev af Ä. Essipof og Glazunoff, en fortræffelig Koncertpianist og søgt Lærer, nu ved » Hochschule« i Berlin, er Udg. af Klaverværker af Liszl. Raffm. fl., Forf. af et klaverpædagogisk Skrift (om Pedalbrug), Komponist af en Pantomime (»Der Gott und die Bajadere«) samt Orkesterdirigent.

Kreutzer, Rodolphe, 1766—1831, fr. Violinist og Komponist. Elev af sin

Fader og A. Sta-mitz, blev allerede 1790 Solo-Violinist i Paris' Théâtre italien og begyndte samti-digatkomponere en Række Operaer, der blev vel modtagne, men hurtig gik i Glemme. Derimod var hans Talent og Ry som Violinvirtuos stort og varigt: han blev Prof. ved det ny grundede Pariser-Konservat, foretog Koncertrejser i Frankrig og Udlandet, blev Soloviolinist, siden Kapelmester ved den store Opera; vidt bekendte og endnu benyttede ved Undervisningen er hans 40 Études ou Caprices (for Violin-Solo); ogsaa hans Koncerter tjener fremdeles pædagogiske Formaal; iøvrig skrev K.en Mængde Kammermusik og Solostykker for Violin og udg. med Rode og Baillot Konservatoriets store Violinskole. Beethovens berømte Violin-Sonate Op. 47 (»R.-Sonaten«) er tilegnet K., 1805, (se iøvrig Bridgetower).

Kreutzersonaten, Beethovens berømteste Sonate for Violin og Klaver. A-dur Op. 47, se Bridgetower og R. Kreutzer.

Kreuzschule i Dresden, Søsterinstitut til Thomasskolen i Leipzig, hvis Verdens^- dog har sat Dresdnerskolen i Skj-ggc. Ikke desto mindre kan ogsaa K. gøre sig til af at have ejet adskillige højt ansete Kantorer (som f. Ex. Goltfr. Aug. Homilius, Chr. Theodor Weinlich [Richard Wagners Lærer^ o. m. fl.) og af at have været første Skole for mange navnkundige Musikere (deribl. Joh. Kuhnau, Brødrene Graun, Joh. Ad. Hiller, H. Kretzschmar o. fl.). (Litt.: Held: s Das Kreutzkantorat zu Dresden« (Vierteljahrsschrift f Musik-wissenschaft X, 1894)).

Kribel-Vanzo, Anna, f. 1863. nsk. Sopran. Elev af Fru Marchesi, Paris. Koncerterede under stærkt Bifald i Hjemlandet, i Paris og forsk, tyske

Byer, og optraadte paa flere Operascener. I 1891 gift med daværende Kapelmester ved Scala-Teatret i Milano, Grev Vittorio Vanzo.

Kricka, Jaroslav, f. 1882, czekisk Komponist, Lærer ved Konservat. i Prag, har skrevet Operaer, symfon. Musik, Klaverstykker og Sange (navnl. Børnesange).

Krogh, Erling, f. 1888, nsk. Operatenor. Uddannet i Kria., Kbhvn., Paris. Debutkoncert i Kria. 1915. En af de bærende Kræfter ved Opera Comique, Kria. (1918—21) (Samson, Canio i »Pajazzo«, Elcazari ^Jødinden«, Tann-häuser, Florestan i »Fidelio« m. fl.).

Krogh, Torben, f. 1895, dsk. Musik-forf., Elev af det kgl. danske Musik-konservat., studerede senere i Berlin og blev dér Dr. phil. 1923; har fra 1924 virket som Operaiscenesætter ved det kgl. Teater og skrevet: >Zur Ge-schichte des dänischen Singspiels ira 18. JahrhunderU, 1924. foruden enkelte mindre Tidsskriftsartikler.

Krohn, Ilmari, f. 1867, finsk Mu-sikforf. og Komponist. Elev af Fallin og af Leipzigs Konservat., har virket som Organist og Lærer i Musikteori i Helsingfors, er nu Prof. i Musikvidenskabved Univers, sst. og paa sit Felt en af Førerne i Finland; har særl. kastet sig over Studiet af finsk Kirke- og Folkemusik og af Musikteori (Æstetik); udg. finske Folkemelodier, 3 Bd., Haandbog i Musikteori (paa finsk, 3 Bd.) foruden talr. Bidrag til hjemlige og udenlandske Fagskrifter; har komponeret en Opera, et Oratorium, liturgisk Musik og a cappella-Kor. Orgelværker, Sange m. m.

Kromatik. se Kromatisk.

Kromatisk (af gr. chroma, o : Farve). Hver af Grundskalaens Toner kan som

bekendt optræde under 3 Former, nemlig i sin normale Tonehøjde, forhøjet (ved Hjælp af et ff) og fordybet (ved Hjælp af et '?). Anvendes den uforandrede og den forhøjede Tone. el. den uforandrede og fordj'bede Tone umiddelbart efter hinanden, opstaar det saa-kaldte k.e Tonetrin, og indlemmes de k. Mellemtoner i den diatoniske Skala, saaledes at denne opløses i lutter Halvtonetrin (o : k.e og diatoniske, se Halvtone), i Opgangen fremstillede ved Hjælp af Krydser, i Nedgangen ved Hjælp af B'er, opstaar den kromatiske Skala :

Kromatiken spillede allerede en vigtig Rolle i den oldgræske Musik (se Grækenlands Musik i Oldtiden, 3 c : Klang-slægter), men bringes af de middelalderlige Teoretikere først paa Tale omkring Aar 1300 (Marchettus fra Padua). For den praktiske Musik fik Kromati-ken dog først Betydning, da Madriga-len i 16. Aarh. i sin Stræben efter at afspejle de i Texten udtrykte Følelser og Stemninger gik paa Opdagelse efter ny Samklange og ny melodiske Toneforbindelser. Forrest gik de venetianske Komponister af den Willaert'ske Skole (Cypriano de Rore, Nicolo Vicentino, Gesualdo o. 11.), men efter dem optoges Ideen af Luca Marenzio, Giov. Gabrieli, Montevei-di, Lodovico Viadana o. fl. Af vidtrækkende Betydning blev Kroma-tikens Indførelse dog fremfor alt for den instrumentale Musik. I Violinmusiken synes her Biagio Marini at have været Foregangsmanden, i Klavermu-siken hidrører de tidligste Forsøg fra det 17. Aarh.s engelske Klavermestre (Philips, Tomkins). (Litt. : Kroyer: Die Anfänge der Chromatik im ital. Madrigal des 16. Jahrh.s« (Internat. Musik-gesellschaft 6 Bihæfle; ; K. v. Fickes : »Beiträge zur Chromatik der 14—16. Jahrh.s«, 1914 (i 1. Bd. af Adlers »Studien zur Musik-Wissensch.s); H. Leichtentritt: »Chromatik im 16. Jahrh.s i Leichtentritts Nyudg. af 4. Bind af Ambros: »Geschichte der Musik«, S. 204—40).

Kromatiske Instrumenter kaldes i Almindelighed de med Ventiler forsynede Metalblæseinstrumenler i Modsætning til dem. der kun kan frembringe Naturtonerne og derfor betegnes som Naiurinstrumenter(se Horn, Trompet, Kornet).

Krossing, Peter Caspar. 1793—1838, dsk. Komponist, studerede Musik hos Kunzen og blev Organist ved Frederiks tyske Kirke paa Christianshavn samt Syngemester ved det kgl. Teater og Lærer ved forsk, kbhvn.ske Skoler; K.s. for en stor Del utrykte. Kompositioner omfatter Symfon., Klaver-kvintet, forsk. Kantater samt adskillige Sange, af hvilke ikke faa vandt Udbredelse og Folkeyndest: til disse er hans Navn nu ene knyttet.

Kroyer, Theodor, f. 1873. tysk Mu-sikforf., Elev bl. a. af Sandberger og Rheinberger, 1923 Musikprof. i Leipzig; har forf. Jos. Rheinbergers Biografi, udg. Ludw. Senfis Værker (i iDenkmäler der Tonkunst in Bayernt) samt skrevet talr. værdifulde Afhandlinger i Fagskrifter, særlig om ældre Tids Vokalmusik ; er ogsaa Komponist (Symfon. Kvartetter. Sange m. m.).

Krug, Joseph Waldsee-, 1858—1915,. Opera- og Koncertdirigent i forsk, tyske Byer. komponerede nogle Operaer,, flere større Korværker, Kammermusik, Sange m. m.

Krumhorn (tysk Krombhorn, fr. Cro-morne, ital. Corna mulo torto, el. forkortet Storto). 1) ForældetTræblæsein-strumenf, bestaaende i et Rør, hvis Underende rundede u-formigt frem- og opefter (se Afb.). I Rørets lige Overdel var der fortil indboret 6 Tonehuller og bagtil 1 til Brug for Tommelfingeren. I den bøjede Underdel fandtes derimod kun 2 Tonehuller, der kunde bedækkes ved Hjælp af Klapper for det Tilfælde, at der var Brug for flere dybe Toner. Tonerne frembragtes ligesom hos Hoboen ved Hjælp af en: dobbelt Rørtunge, der var fastgjort i en i Røret nedskudt Metalprop; Tungen blev dog ikke, saaledes som hos Hoboen, anbragt umiddelbart mellem Spillerens Læber, men laa gemt under en Kapsel, i hvilken der oventil fandtes et Mundhul; ad dette førtes da Luften ind i Kapselen for derinde at sætte

den frit staaende Dobbelttunge i Vibration. Da Over-blæsning herved var umuliggjort, var K.s Omfang forholdsvis lille, højest regnet en Duodecim. K. blev bygget i 4 Formater : Basin-str.s Omfang rakte fra C—g, Tenorinstr.s fra c—e¹, Alt-instr.s fra g—a¹, Diskant-instr.s fra c¹—d³. Af Klangfarve mindede K. om en Fagot. Længst synes K. at have holdt sig i Brug i Frankrig, hvor det kan forfølges tilbage til 15. Aarh. og endnu kan paavises i 18. I Tyskland findes det henholdsvis allerede i 1511 og 1528—29 afbildet hos Vir-dung og Agricola og 1618 hos Prætorius. I Danmark var det allerede i Christian III.s Tid optaget i Hoforkestret, og nævnes ligeledes blandt de Instrumenter, der anvendtes ved Frederik II.s Kroning og Bryllup; »Man maatte og høre det lystige Spil, mens Maaltidet vared, jeg sige og vil, med Cithara, Tromper, med Harper og Gie, med kunstige og herlige Symfonie. Basuner og Zinker og Positiv, Skalmejer, Trometer og Krumhorn stiv*.. — 2) En Orgelstemme, der tidligere var i Yndest hos mindre Orgler og i Ekkoværker hos de større.

Krumpholtz, Johann Baptist, c. 1745 —90, bøhmisk Harpevirtuos, opdraget i Paris, siden Medlem af det Ester-hazyske Kapel og Haydns Elev; fejrede store Triumfer i Tyskland og Frankrig som Harpenist; tog Initiativet til Forbedring af Instrumentet (overfor Érard) og komponerede værdifuld Musik derfor; d. ved Selvmord.— Hans Broder Wenzel K. var Medlem af Wiens Operaorkester og kendt fra Beethovens Biografi.

Kruse, Georg Richard, f. 1856, tysk Musikforf., Operakapelmester i Tyskland og Amerika, nu i Berlin bl. a som Direktør for Lessing-Museet, har skrevet den første Biografi af Lortzing og udg. dennes Breve og flere af hans Kompositioner; forf. ogsaa H. Gotz's og Otto Nicolais Biografier og komponerede adskillig Teatermusik.

Krustiske (af gr. krusis, lat. pulsatio, o: Slag) kaldes alle de Instrumenter, hvis klanggivende Legeme sættes i Vibration ved Slag; Ex. Klokke, Triangel, Tromme osv., men ogsaa Pianoforte og Klavichord.

Kryds, se Fortegn.

Krygell, Johan Adam, 1835 —1915, dsk. Musiker, blev 1863 Organist ved Herlufsholm, men søgte derefter Kbhvn.s Konservat. for grundigere musikalsk Uddannelse; senere opnaaede han An-ckers Legat og fortsatte Studierne i Udlandet: fra 1880 til sin Død var han Organist (og Kantor) ved Matthæus-Kirke i Kbhvn.; K. var kendt som Orgelimprovisator og desuden en flittig Komponist; af hans noget ujævne Produktion, der omfatter de fleste af Musikens Genrer, men for største Delen er forbleven utrykt, anses de to Bd. »Moll og Durs (24 Orgel-Fugaer i alle Tonearter) for det betydeligste Arbejde.

Kruger, Eduard, 1807—85, tysk Musikforf., fra 1861 Prof. i Göttingen; hans Skrifter som »Grundriss der Metrik«, »Beiträge fur Leben und Wis-senschaft der Tonkunst«, >Musikalische Briefe« (1870) og navnlig »System der Tonkunsti, nævnes som selvstændige og tankerige Arbejder; var ogsaa Komponist.

Krylov (Krilov). Paul Dmitrievitch, f. 1886, russ. Komponist af Opera, Symfon., Kammermusik, a cappella-Kor, m. m. ; Prof. ved Moskvas Konservat.

Krystalpaladskoncerterne i London der blev stiftede i 1855 og gik ind 1901, var forhen en af de største Koncertinstitutioner i Verden. Den Sal, hvori de opførtes, rummede 4000 Tilhørere, og Orkestret var saa kæmpemæssigt, at alene Strygerne udgjorde et Korps paa over 60 Mand. Dirigent var den berømte tyskfødte Musiker August Manns.

Krøyer, Hans Ernst, 1798—1879, dsk. Komponist, var Student, men levede i Kbhvn. som Musiklærer og fra 1844 som Kantor ved Christiansborg Slotskirke; han var ivrig optaget af Studentersangen og komponerede adskillige, endnu sungne Sangefor Mandskvartet, ofte til Texter af den ham nærstaaende Chr. Winther (»Her under Nathimlens rolige Skygge«. »Nu er da Vaaren kommen«, iøvrig Verbum amare og andre lunerige Sange); 1823 komponere K. den senere— navnlig efter Festen paa Skamlingsbanken 1844 — alménkendte Nationalsang »Der er et yndigt Land« (til Oehlenschlägers Text). K., der med Rette betegnes som en af dsk. Kvartetsangs Klassikere, holdt vistnok paa Grund af et svageligt Helbred tidlig op at komponere.

Kubelik, Jan, f. 1880, czekisk Violinspiller, Elev af Sevcik, har foretaget vidtstrakte Koncertrejser, til Amerika og 1914 en Verdens-Turné : en væsentlig i virtuos Henseende højt uddannet Violinist, ogsaaKomponist bl. a. af 4 Violinkoncerter.

Kufferath, Maurice. 1852—1919, belg. Musikforf., uddannedes som Cellist under Servais. men gik over til musiklitterær Virksomhed; mangeaarig Hedaktor af Bruxelles' Guide Musical; ved Siden deraf deltog han i Ledelsen af Théâtre de la Monnaie; en betydelig Kraft i belg. Musikliv, særl. aktiv for Wagners Værker, til hvilke han udg.

en Række fortræffelige vejledende Forklaringer og Fortolkninger samlede under Fællestitlen Le ThéâtredeR. Wagner de Tannhäuser à Parsifal; endvidere skrev han Berlioz et Schumann, H. Vieuxtemps, L'Art de diriger l'orchestre. Musiciens et philosophes; overs. Operatexter som »Fidelio«, »Tryllefløjten«, »Parsifal«, skrev Vaudeviller m. m.

Kugelmann, Hans (Johann?), død 1542 i Königsberg; i 1536 ansat som Kapelmester hos Albrecht af Preussen -_y1540 udgav han en »Geistliches Lie-derbuch«. Blandt disse findes den mesterlige »Min Sjæl, du Herren love« (Lindeman 91a, Bielefeldt 160).

Kuhac, Franz Zaver, 1834—1911, kroatisk Samler af sydslaviske Folkesange (og -danse), som han udg. i 4 Bd. med Klaverledsagelse, og Forf. af Studier over Sydslavernes Musikinstr., Nodeskrift etc.

Kuhlau, Friedrich Daniel Rudolph, f. 11. Septbr. 1786. d. 12. Marts 1832, tysk-dsk. Komponist, var Søn af en Militærmusiker i Uelzen; mistede allerede som Barn det ene Øje ved et Ulykkestilfælde; kom c. 15 Aar gi. til Hamburg og fik grundig Musikuddannelse af E.F.G. Schwencke (s. d.); omtrent 10 Aar forblev K. i Hamburg og havde faaet en god musikalsk Stilling som Solo-Pianist og Lærer, men da han erfarede, at han ved Napoleons Erobring af Staden risikerede at indlemmes i de fr. Regimenter, flygtede han til Kbhvn. Her optraadte han paa det kgl. Teater d. 22. Jan. 1811 med en egen Pianokoncert og et »musikalsk Maleri« (for Soloklaver): »Uvejr paa Havet«. Snart efter spillede han i Beethovens Kvintet for Klaver og Blæsere og blev overhovedet en hyppig og skattet Gæst i Byens musikalske Foreninger, hvor han foruden egne Kompositioner (hyppigst brillante Varia-tionsværker, der behagede Tiden særlig) helst foredrog Beethovenske. Det menes ikke at have været K.s Hensigt at blive i Kbhvn., men da han blev en søgt Lærer og allerede 1813

fik Titel af kgl. Kammermusikus, følte han sig knyttet til Byen og dens Musikliv og blev der; en kort Tid beklædte han en lønnet Stilling ved Teatret som Syngemester, men opgav den frivillig (af personlige Grunde) og op-naaede derefter kun — fra 1818 — en beskeden Gage af 300 Rdl. aarl. for at spille ved Hoffet og være tilrede med Lejlighedsmusik. Sine Indtægter modtog han mest fra Udlandet (Tyskland ogFrankrig),hvor der var god Afsætning paa hans Fløjtekompositioner og instruktive Klavermusik (Sonatiner): men da han siden hen paatog sig sine Forældres Forsorg, samt en sygelig Søsters og en Brodersøns, (de boede sammen i Lyngby, hvor K. tilbragte nogle Aar fra 1826), var de økonomiske Kaar meget vanskelige, og K., der ikke besad Talent paa dette Punkt, flyttede efter Forældrenes Død, 1830—31, alter til Kbhvn., hvor hans Sindelag yderligere nedsloges ved. at en Ildebrand tilintetgjorde hans Manuskripter; om Sommeren boede han igen i Lyngby, men blev ikke mere rask og døde efter haarde Lidelser sidst paa Vinteren 1832 i sin Bolig i Nyhavn (Nr. 12, Byens Side). I hans mere velstillede Dage var en af K.s største Glæder at foretage Rejser; ikke blot i Sverige færdedes han jævnlig og gav Koncerter, men rundt om i Tyskland, Schweiz og Østrig, og i Wien tilbragte han en mindeværdig Dag med L. v. Beethoven, om hvilken dennes Biografier indeholder nærmere. — K. var en flittig og overordentlig produktiv Musiker; velfunderet Musikkundskab og livfuld Fantasi gjorde ham det let at producere; meget skreves vel »for Brødet'; — Variationsværker, letflydende Kammermusik etc. — men selv blandt disse hurlig frembragte Arbejder beholdt mange deres Værdi og Interesse, saaledes bl. a. Fløjtekompositionerne, meget af Klavermusiken (der endnu benyttes ved Undervisning) og de fler-stem. Sange (Kvartetter), hvoraf nogle fremdeles synges baade herhjemme og i Tyskland. — Som Personlighed var K. noget af en Bohème; han var en urolig Sjæl, et godt og hjælpsomt Menneske, men, som nævnt, en daarlig Økonom, der ikke kunde tilrettelægge sit Liv eller overhovedet besad de bedsteborgerlige Dyder; han var velset saa-vel i Hovedstadens velhavende Musikkredse som ved Hoffet, og han satte Pris paa et godt Bord og et godt Glas Vin (eller en »Snaps«, som han en Gang til de tilstedeværendes Forskrækkelse anmodede om ved et Besøg ved Hove); men han kom baade som Personlighed og som Musiker til at staa som Modsætning til Weyse, der repræsenterede det solide og overleverede og dertil en bredere Almendannelse

— det musikalske Kbhvn. var da og-saa delt mellem de to Komponister.

— Trods sin Begavelse var K. ikke en saa dyb og original Aand som Weyse; han var mere receptiv og besad stor Ævne til let og naturligt at gøre det modtagne til sit eget (til Imitator eller blot Epigon var K. for betydelig); men han opfattede næppe heller Kunstnerkaldet saa alvorligt, som Weyse gjorde det. Ved den nævnte Ævne blev K. imidlertid i Stand til

— navnl. paa det dramat. Omraade

— at indføre ny og værdifulde Momenter i dsk. Musik. Allerede i »Røverborgen« (Oehlenschläger, 1814) hersker en nj- fyldigere, af Cherubinis Opera paavirket Tone, og K.s glimrende Anlæg som Instrumentator gør sig gældende; til Boges »William Shakespeare« skrev han en Ouverture, der endnu høres som et straalende. oplivende Virtuosstykke; i »Lulu« (1824) spores baade Webers og Bossinis Paa-virkning (skønt K. erklærede ikke at lide ital. Musik), og atter her en langt større og bredere Stil, end hjemlig dsk. Opera hidtil havde kendt det. Foruden »Trylleharpen« (Baggesen), »Elisa«, »Hugo og Adelheid«, »Trillingbrødrene fra Damaskus«, staar endnu K.s betydeligste og berømteste Værk tilbage at nævne: »Elverhøj« (J. L. Heiberg, 1828); rent musikalsk er her Ouverturen Pragtstykket, den øvrige Musik allerede af Omfang beskednere, men den anslaar en betydningsfuld national Tone ved Udnyttelsen af Folkemelodier og ved Gengivelse af Xatur-stemning. Sikkert er der her, trods K.s tyske Afstamning, ikke Tale om en Tilfældighed; K. havde med Iver, ogsaa i Sverige, studeret Folkemusiken, og i hvert Fald rejste han med »Elverhøje et i dsk. Musik betydningsfuldt Monument. — Af Korværker (Kantater o. I.) findes forholdsvis lidt af K., et Uheld med en Reformationskantate, 1817, hvor Weyse saa ubetinget gik af med Sejren, synes at have forskrækket ham. — Et Speciale, som K. gerne dyrkede (ogsaa som Improvisator), var Kanonformen, der ofte anvendtes i spøgefuld Form; selve Beethoven kaldte ham: »Der grosse Kanonier!c (Litt.: Bricka i Udtog af K.s Musik til »William Shakespeare«, 1873; C. Thrane: »Danske Komponister«. 1875, hvoraf »Fr. K.« er udkommet særskilt paa Tysk).

Kuhnau, Johann (1660—1722), tysk Musiker, Kantor ved Thomasskolen i Leipzig, kirkelige Kompositioner, Klaverkompositioner, Skrifter over Musik. K. er den første, som skrev Sonater (s. d.) for Klaver-Solo i flere Satser: »Frische Klavierfrûchte« (1696, 5 Opl.), »Musikalische Vorstellungen einiger bi-blischen Historien « (1700)m. m. (udg. paany i »Denkmâler deutscher Tonkunst«).

Kuhreigen, Kuhreihen el. Kiihreigen (fr. ranz des vaches) anvendtes opr. kun som Navn for de Melodier, de schweiziske Hyrder sang el. blæste paa Alpehornet for derved at holde sammen paa deres Kreaturer, men er nu tillige det specielle Navn for en bestemt schweizisk Nationalmelodi, der i de forskellige Kantoner optræder i forsk. Varianter og føres tilbage til en gammel Alpehornsmelodi fra Appenzell i det nordøstlige Schweiz. Nordiske Sidestykker til de schweiziske Alpehornsmelodier er de norske Bukke-horns- el. Stutelaater og de svenske Yallvisor, der udførtes paa Ko- el. Bukkehornet, paa svensk kaldet Vallhorn (se Kohorn). (Litt. : Tobler: Kuhreigen od. Kuhreigen«, Appenzell 1891 ; G. Gauchat: Etude sur le ranz de vaches fribourgeois, 1899).

Kujawiak, polsk Bondedans i ³/₄Takt i moderat Tempo, noget i Slægt med Mazurkaen.

Kullak, Adolph, 1823 — 62, tysk Pianist og Musikforf, Elev af A.B.Marx, Klaverlærer i Berlin, skrev »Das Mu-sikalisch-Schone«, 1858, og navnlig den ofte oplagte »Aesthetik des Klavier-spiels«, 4. Udg. bearbejdet af W. Niemann (s. d.), 1906. — Hans Broder Theodor K., 1818—82, var Elev af Dehn, Czerny og Sechter, grundede i Berlin med Stern og Marx det siden som »Stems Konservat.« velkendte Musikinstitut; K. var en fortræffelig Klaverpædagog og udg. en Mængde værdifulde Studieværker, »Schule des Oktav-spiels« etc_v og Lærebøger vedrørende Klaverspil: blandt hans Elever var Moszkowski, Brødrene Scharwen-ka o. m. fl. — Hans Søn Fraxz K.. 1844—1913, ogsaa anset Klaverpædagog, Lærer ved det af Faderen ligeledes stiftede »Neue Akademie der Tonkunst«, og efter hans Død Direktør derfor til 1890; ogsaa han udg. en Række Skrifter vedrørende Klaverspil og -undervisning samt Skriftet »Der Vortrag in der Musik am Ende des 19. Jahrh.s« 1897; K. redigerede forskellige Klassikerudg. og komponerede en Opera, Klaverstykker, Sange m. m.

Kummer, Friedrich August. 1797 —1879, tysk Cellist. Elev af Dotzauer, Medlem af Dresdens Hofkapel og anset ikke alene som udmærket Solo- og Kvartetspiller, men ogsaa særl. som Lærer; blandt hans Elever var Coss-mann og Goltermann; skrev Koncertmusik for Violoncel og en Violoncel-skole, der paany udg. af H. Becker. 1910.

Kunc, Jan, f. 1883, czekoslovak. Komponist. Elev af Xovak og Janacek, Direktør for Konservat. i Briinn: har komponeret symfon. Værker, og navnlig store Korværker, samt Arrang. af slovakiske Folkesange.

Kunwald, Ernst, f. 1868, tysk Musiker, Elev af Leipzigs Konservat.. anset Opera- og navnlig Koncertdirigent, har virket i forsk, tyske Byer og i Amerika, nu i Schönbrunn ved Wien Slotsoperaen).

Kunzen, Friedrich Ludwig Æmilius, 1761—1817, tysk-dsk. Komponist: født i Lûbeck, hvor baade hans Fader og Bedstefader havde været Organister, var det hans opr. Hensigt at gaa den juridiske Vej med Studium ved Kiels Univers. ; men hans Ævner for og Lyst til Musik viste sig snart saa udprægede, at han slog om. blev en dygtig Klaverspiller og ivrig Komponist. Dette Omslag skete paa Schulzs Raad og snart tiltrak Kbhvn. den unge K. ; med Støtte af Prof. Cramer (se Weyse) og paa Anbefaling al Mænd som Rahbek og Baggesen fik K. Indgang i vor Hovedstad som Musiklærer og Dirigent (bl. a. af egne Kompositioner), ligesom det kgl. Teater opførte hans Opera »Holger Danske« 1789; med dette Værk havde han dog ikke Held. ikke paa Grund af selve Musiken, der strax paaskønnedes, og som Kretzschmar kalder »en nordisk Che-rubinis« Arbejde, men formedelst den Strid, som Texten og de litterære Angreb paa dens Forf., J. J. Baggesen, fremkaldte, og skuffet forlod K. Danmark. Hans Ægteskab med en ital. Operasangerinde i Frankfurt a. M., hvor han særl. studerede Mozarts Værker, foranledigede nu en noget omskiftende Tilværelse; længst var han i Prag. hvor hans Hustru engageredes, og han selv blev Kapelmester: her skrev han (der i det hele var meget produktiv) bl. a. Sangspillet »Das Fest der Winzer«. der senere opførtes herhjemme

med stort Held under Titlen: »Vinhøsten«, og her modtog han. atter paa Sehulzs Foranledning, Opfordring til at blive dennes Efterfølger som Kapelmester i Kbhvn. 1795 til sin Død beklædte K. denne Stilling, særl. ivrig for Fremførelsen af Mozarts Operaer, af hvilke han først forsøgte med Cosi fan tutte (uden Held. 1798\ senere med Don Juan der blev en stor Sukces 1807'. Selv komponerede K. for Scenen en Række Operaer og Sangspil. navnl. »Hemmeligheden«. »Dragedukken«. »Erik Ejegod«, sEro-polis«, »Gyrithe«. »Kærlighed paa Landets foruden det for Kbhvn. bearbejdede nysnævnte »Vinhøsten«: hansandre Værker var navnl. Korværker (Kantater og Oratorier, som »Opstandelsen« 1796, »Skabningens Halleluja« (Baggesen) etc.) og Sange; af Instrumentalmusik frembragte han kun lidt. Som Dirigent ansaas han for en Kapacitet. K. var en livlig, naturlig og rigt begavet Musiker nærmest tilhørende Mozarts Skole; hans Operaer som »Holger Danske« (Text efter »Obe-ron«) er dog et af de Værker, der bebuder den romantiske (fantastisk-æven-tyrlige) Retning forud for Weber, og i hans Sangspil hersker oftest en folkelig jævn, viseagtig Tone; ogsaa i andre Operaer end »Holger Danske« som »Gyrithe« har man endelig villet spore Antydninger af noget dsk. nationalt. Hans formende Ævne var ligesom hans instrumentale Sans og Begavelse sikker og betydelig: og Brudstykker af hans Operaer kunde derfor ret længe holde sig i Koncertsalen. K.s Sange er fine. følsomme og elskværdige, men staar ikke paa Hojde med den mere originale Sehulzs. til hvis Retning de histor. nærmest maa regnes. (En udførlig Biogr. af K. findes endnu ikke, men forberedes formentlig af C. A. Martienszen i Leipzig; i Udtoget af »Gyrithe«, udg. af >Samfundet til Udg. af dsk. Musik«, findes en kort Biografi af V. C. Ravn).

Kurpinski, Carl Casimir, 1785— 1857, polsk Komponist, en Aarrække Kapelmester ved Operaen i Warszava, for hvilken han skrev en Række polske Operaer (26); en af dem »Jad-wiga« gjorde saadan Lykke, at den endnu 1907 kunde genindstuderes ; iøvrig komponerede K. Balletter, Kantater osv. og udg. et Par musikteoret. Skrifter.

Kurrende (af currere. at løbe), kaldtes de Sangerkor, der i gammel Tid blev dannede af Latinskolernes yngste og fattigste Elever, som foruden at hjælpe med ved Gudstjenestesangen og ved Begravelser havde Retten til paa visse Dage i Ugen at drage rundt i Gaderne for imod frivillige Pengegaver at synge kirkelige Sange foran Privatfolks Døre. En ældre Elev (Mester-lektianer), kaldet Præses, ledede Sangen og modtog Gaverne, en Collector, ogsaa kaldet Judas, bar Pengepungen, to Notarii skrev op, hvad der kom ind, og noterede de Drenge, der under Vandringen opførte sig upassende, og en Præcursor løb i Forvejen for at paase, at de forskellige Hold, der samtidig var ude, ikke gik hinanden i Vejen. I visse Egne af Tyskland (i Thûringen. Sachsen og Nordtyskland) kan denne Skik forfølges til langt ind i det 19. Aarh. I Danmark findes den senest bevaret i Fastelavns- og Helligtrekongersoptogene. (Litt. : C. G. Semler: sAbhandlung aus d. Kirchen-geschichte v. den Currenden und de-nen Currendaneren«. Leipzig 1765; Schaarschmidt: »Geschichte d. Currenden«, 1807: J. F. Krager: »Kurrenden-Verordnungen fur Mecklenburg-Schwe-rin«, 1886).

Kurth, Ernst, f. 1886, østr. Musik-forf., fra 1920 Prof. ved Univers, i Bern, har navnl. udg. de omfattende, originale og opsigtsvækkende Skrifter: "Grundlagen des linearen Kontrapunkts«, 1917 og »Romantische Harmonik und ihre Krise in Wagners Tristans ¹⁹²0-

Kusser, se Coasser.

Kussevitzki, Sergei, f. 1874, russ. Musiker, opr. Kontrabasvirtuos, Medlem af det kejserlige Teaterorkesfer i Moskva, siden ivrig Dirigent (Elev af Xikisch) og Forkæmper for den helt moderne russ. Musik, dels i Berlin, dels paa Kunstrejser i Rusland; Verdenskrigen og Revolutionen spredte hans Orkester, og 1922 tog han Ophold og gav en Række Koncerter i Paris, hvorfra han dog ogsaa er op-traadt som Dirigent i London, Rom og Boston, 1924: han nævnes som en af Tidens mest passionerede Orkesterledere og som særl. Propagandist for Komponister som Scriabin, Stravinsky etc.

Kuula, Toivo, 1883—1918 (faldet i den finske Befrielseskrig), finsk Komponist, studerede i Helsingfors' Musikinstitut og hos E. Bossi i Bologna og i Paris, og ansaas for en af Finlands mest lovende unge Musikere; af hans farverige Kompositioner i moderne Stil, men national-prægede, fremhæves en Klavertrio, Violinsonate, Korsange, Klaverstykker og Sange samt to øst-botniske Suiter og nogle Vokalværker med Orkester (sStabat mater« o. a.). — G. m. Alma K., f. Silventoinen, f. 1884, en skattet Koncert- og Oratorie-sangerinde (Sopran).

Kvadrat, o: Opløsningstegnet Q, har sin Oprindelse fra B quadratum : 3. se B og Fortegn.

Kvadrille, en Art Kontradans (s. d.), der ved det 18. Aarh.s Begyndelse kom frem i Paris og i Modsætning til Francaisen kun blev danset af 4 Par. Den bestod i 5 Ture. i hvilke Takten skiftede mellem ³/₈ el. ⁶/s °8 ^SU Takt. Berømte franske K.-Komponister var J. B. J. Tolbecque, men dog især den i sin Tid som »K.-konge« betegnede Phil. Musard (1792—1859). En moderne Efterkommer af K. er Les Lanciers ;'»Spyddragerne<-.). der i 19. Aarh. blev udformet af den bekendte franske Danselærer Laborde, som introducerede den ved Napoleon III.s Hof.

Kvapil, Jaroslav, f. 1892, czekisk Komponist, Elev bl. a. af Reger, Dirigent og Konservatorielærer i Brùnn. har skrevet Symfon., Orkestervariationer, Kammermusik, Sangcykluser m. m.

Kvart, se Interval.

Kvartcirkel, se Kvintcirkel.

Kvartet betegner baade et Ensemble af 4 Stemmer (Sangstemmer el. Instru-mentalstemmer) og en Komposition, der er bestemt for dette Stemmeantal. Vo-kal-K. existerer under 3 Former, o: som blandet K. (hvor de fire vigtigste Stemmearter: Sopran, Alt, Tenor og Bas er forbundne), som Mands-K. (sammensat af 2 Tenorer og 2 Basser) og som Dame-K. (sammensat af 2 Sopraner og 2 Alter). Ogsaa den instrumentale K. existerer i forskellige Sammensætninger. Forrest staar Stryge-K. (for 2 Violiner. Bratsch og Cello)) og den med samme nært beslægtede Klaver-K. (Klaver, Violin, Bratsch og Cello). Sjældnere forekommende Kombinationer er Blæser-K. (2 Fløjter og 2 Klarinetter, el. 2 Klarinetter og 2 Fagotter o. 1.). — Vokal-K. kan strengt taget forfølges tilbage til 15. Aarh.. da den 3-stem. Sangsats blev afløst af den 4-stem., der herefter baade tog Teten indenfor Kirkemusiken (i Messe og Motet) og i den verdslige Musik (det 16. Aarh.s 4-stem. tyske Lieder, de franske Chansons og de tyske og ital. Dansestykker); Madrigalen (s. d.) var derimod" som oftest 5-stem. Selv efter at Kirkekomponisterne efter Aarl600 havde drevet Flerstemmigheden op til et rent kæmpemæssigt Stemmeantal (Agostinis 48-stem. Messe, Benevoli, Partitur med 53 Liniesystemer) og Renais-sanceideernes Håndhævere tværtimod havde reduceret Stemmeantallet til det mindst mulige ;i à 2 Stemmer med Generalbasakkompagnement;. holdt den klassiske Firestemmighed Stand for omsider at resultere i de nævnte moderne vokale og instrumentale Solo-K.-Former: Blandet K., Mands-K. og Dame-K. Af disse udvikledes Mands-K. først ved det 19. Aarh.s Begyndelse af det kort i Forvejen skabte Mandskor for ved samme Aarh.s Midte at faa 'sin Modpart i Dame-K. Vigtige Repræsentanter fik den vokale K. i Mendelssohn, Schubert, Schumann og Brahms og i Norden i Danmark i Kuhlau og J. P. E. Hartmann, i Sverige i Geijer, Lindblad, Dybeck, Wennerberg [Glun-tarne) og Södermann. Den instrumentale Solo-K. og da særlig Stryge- K. blev først til som Følge af det Stilomslag, der omkring 1750 fandt Sted indenfor Kammer- og Orkestermusiken, og hvis karakteristiske Kendetegn var 1) Generalbas-Akkompagnementets Afskaffelse og den deraf følgende pludselige Individualisering af de samvirkende Stemmer, 2) Indførelsen af faste Regler for Udformningen af den cykliske Instrumentalkomposition : Solo-Sonale. K., Trio. Symfoni, Koncert el. 1. (se Sonate, Sonateform). Foregangsmænd blev i denne Genre Stamitz, Boccherini. Dittersdorf, Haydn, Mozart og Beethoven, og videre i deres Fodspor gik Cherubini, Schubert, Mendelssohn, Schumann^ Brahms o. fl. Berømte Frembærere fik Stryge-K. bl. a. i Schuppan-zig-K. i Wien. og senere i Joachim-K., Florentiner-K., den bøhmiske K., Brûs-selcr-K. og i de nordiske Lande i Nc-ruda-K. i Kbhvn. og den Aulinske K. i Sthlm.

Kvartol, Tonefigur paa 4 Noder, der i Samling repræsenterer samme Værdi som ellers 3.

Kvartsextakkord, Treklangen i 2den Omvending, hvor Grundtonens Kvint er Basnode. og Tonerne derfor optalte fra

samme kommer til at afgive en Kvart og Sext. Se iøvrigt Ak-

Kvint, se Interval.

Kvintcirkel. Ordnede efter deres Fortegn udgør Kryds-Tonearternes Grundtoner en stigende, B-Tonearternes en faldende Serie af Kvinter. Denne Serie kan overføres paa en i 12 Afsnit af-delt Cirkel, saaledes at Kryds-Tonearterne anbringes udenfor, B-Tonearterne indenfor samme, og af denne Cirkel betegnes Ydersiden som Kvint-. Indersiden som Kvart-Cirkel.

Kvintdecim, d. s. s. Dobbeltoktav (se Interval).

Kvintet kaldes en Komposition for 5 Instrumenter el. for 5 Sangstemmer.

Kvintfagot, se Fagot.

Kvintol, Tonefigur paa 5 Noder, der i Samling repræsenterer samme Værdi som ellers 4 eller 6,

Kvintparalleler, se Paralleler.

Kvintsextakkord, Firklangen i 1ste

Omvending, hvor Grundtonens Terts er Basnode, og Tonerne derfor optalte fra samme kommer til at afgive en Terts, Kvint og Sext. Se iøvrigt Akkord II, Akkordomvendinger.

Kwast, Janus, f. 1852. Klaverspiller, Elev af Th. Kullak. Reinecke, Brassin og Gevaerl, Lærer ved Kölns Konser-vat, senere ved det Sternske Konser-vat. i Berlin, foretog Koncertrejser, og optraadte saaledes i Kbhvn. 1883; er Komponist bl. a. af en Klaverkoncert og Etuder; hans Hustru Ffjeda. f. Hodapp, f. 1880, er ogsaa en anset Klaverspillerinde.

Kücken, Fkiedrich Wilhelm, 1810 — 82. tysk Komponist af en Mængde i sin Tid folkeyndede, letfattelige, men fade og sentimentale Sange; Medlem af Hoforkestret i Schwerin, senere efter Studier hos Sechter i Wien og Halévy i Paris Hofkapelmester i Stuttgart; d. i Schwerin.

Kyrie eleison (gr., Herre forbarm dig) er Navnet for den Afdeling af den katolske Messe, der har Plads mellem Introitus og Gloria. Den udføres antifonisk (som Vexelsang) og bestaar i 3 Dele: Kyrie eleison (til Ære for Faderen), Christe eleison (til Ære for Sønnen) og Kyrie eleison (til Ære for Helligaanden), og hver af disse Dele gentages 3 Gange. K. anvendtes allerede i den orientalske Kirke og er altsaa af ældgammel Oprindelse. Det skal have været Pave Sylvester I, der indførte det i Rom, og Pave Gregor d. Store, der indførte den mellemste Afdeling, Christe eleison. I Middelalderen anvendtes K. ogsaa udenfor Messen, under Pilgrimstog. ved Processioner, Begravelser m. m. og Navnet optraadte under forkortede Former i Kyrieleis, Kerleis, Kyrielle, Leis. En Del af Middelalderens aandelige Sange blev til ved, at man under Kyrieto-nerne lagde Texter i Modersmaalet og kun beholdt Kyrieraabet som Verseom-kvæd. Ex.; »Nu bede vi den Hellig-aand«; »Krist stod op af Døde« ; »Krist have Lov« o. fl.

Kämpf, Karl. f. 1874. tysk Komponist, Elev af Fr. E. Koch, lever i Berlin ; har komponeret Orkestersuiter og symfon. Digtninge, som »Aus Eichendorffs jungen Tagen«. »Andersens Marchen«. Korværker (»Gaudeamus-Lie-der«, »Die Macbt des Liedes« etc.}. Klaverstykker. Sangkompositioner m.m.

Kærne og Kærnespalte. se Orgel (Labialpiber) og Fløjte (Blokfløjte).

Köchel, Ludvig von, 1800—77, Mu-sikforf., var Embedsmand, men tillige grundig musikalsk uddannet: hans Hovedværk er det almenkendte: >Chro-nologisches-thematisches Verzeichniss sämtlicher Tonwerke W. A. Mozarts« (1862. 2 Opl. ved Greve Waldersee 1905). et for Tiden meget fortjenstfuldt Værk: endvidere Biografi af >J. J. Fux« og »Beethovens Breve til Erkehertug Rudolph«. 1865.

Kohler, Louis. 1820—86. tysk Musiker, studerede bl. a. i Wien hos Sechter og Czerny, var Teaterkapelme-ster og Lærer i Klaverspil samt Kritiker (i Königsberg); mere end hans Kompositioner (indtil Op. 100) blev hans pædagogiske Skrifte)', vedrørende Klaverundervisning, bekendte: »Syste-matische Lehrmethode fur Klavierspiel und Musik- (fl. Opl.). »Fflhrer durch den Klavierunterricht« (fl. Opl.), »Der Klavierfingersatz«, »Der Klavierpedal-zug«. »Théorie der musikalischen Yer-zierungen« etc.

Königslöw, Otto. 1824—98. tysk Violinist, Elev af F. David, betydelig Virtuos (Koncertmester ved Giirzenich-koncerterne i Köln), der i en Aar-række foretog talr. Koncertrejser, og udmærket Lærer (ved Konservat. i Köln); optraadte 1853—54 i »Musikforeningen« i Kbhvn.

Körling, Sven August, f. 1842, sv. Musiker, Elev af Konservat. i Sthlm., Organist, Musiklærer og Sangforenings-dirigent i Ystad, af hvis Musikliv K. har haft megen Fortjeneste: komponerede Pianostykker, Korballader og navnl. en Del Romancer og Sange, der blev meget populære i Sverige. — Hans Søn Felix K„ f. 1864, Organist og Musikforeningsleder i Halmstad, har ligeledes skrevet enkle Sange og Barneviser, der har fundet vid Udbredelse.

Koessler, Hans. f. 1853, tysk Komponist, Elev af Rheinberger. har virket som Teorilærer, fra 1920 som Direktør for Buda-Pests Musikakademi; hans Kompositioner omfatter Symfon., Kor-værker(»Psalm«, »Hymne an die Schøn-heit«), en Opera. Violinkoncert og enkelte Kammermusikværker.

Köstlin, Heinrich. 1846-1907. tysk Musikforf. (.hans Moder var den begavede Sangkomponistinde Josephine Lang-li.. 1815—80). teologisk Prof. og Gejstlig senest i Darmstadt og Giessen, var kyndig uddannet i musikalsk Henseende og forf. en »Geschichte der Musik im Umriss« (ofte opl.. 1910 ved W. Xagel), »Die Tonkunst; Einffihrung in die Aesthetik der Musik«, »Josephine Langli.-, »Silcher und Weber« m. m.