Aadnæs. Peder Aadnæs, Portrætmaler i Norge, født i Lands Præstegjæld i første Halvdel af det 18de Aarh, Af hans Portræter kjendes: 1) Cancelliraad Christoffer Hammer, Greneralconducteur for Aggershus Stift, malet 1770, stukket af J. Haas 1771; 2) dennes Søstersøn theol. Candidat Andreas Olaus Hammer, malet, eller i alt Fald stukket efter Marts 1771, udkom som Titelkobber til »Forsøgendé Naturlære«. I. Kbh. 1772. 3) Professor Hans Strøm, Præst i Eger og naturvidenskabelig Forfatter, malet 1791 og stukket s. A. af Seehusen, som Titelkobber til hans »Prædikener«. Kbh. 1792. (Weinwich, S. 208. Stranck. Thaarup).

 

Aagaard. Carl Frederik Aagaard, Søn af Skomager Ole Aagaard og Anna Ursula født Winchler, er født i Odense d. 29. Jan. 1833. Han kom 1847 i Lære hos Malermester Prange i Odense og blev Svend 1852. Da han imidlertid ønskede at uddanne sig til Konstner, kom han. samme Aar til Kjøbenhavn og begyndte at besøge Konstakademiet, hvor han strax fik Plads i Gibsskolen. Samtidig lærte han at tegne paa Træ og at radere hos sin Broder, der var i Compagni med Kittendorff, og øvede sig under Hilker i Decorationsmaleriet. Uagtet han stedse har beholdt sin Interesse for det sidste Fag og ikke alene i Forening med Hilker (paa Landbohøjskolen og Universitetet), i Forening med Marstrand og Heinr. Hansen (i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke), men ogsaa mere selvstændig i Studenter­foreningen, paa Frijsenborg og i det kgl. Theater har udført Decorationsarbejder af ikke ringe Omfang, blev Landskabsmaleriet, under Skovgaards Vejledning, snart hans .Hovedfag, hvori han tidlig vandt sig et Navn. Han begyndte at udstille 1857 med et mindre Arbejde, »Fritvoxende Markblomster«, der havde vundet den

 

8

Neuhausenske Præmie, og forstod snart at bryde sig en selvstændig Vej. For et stort Landskab, der blev kjøbt til den kgl. Malerisamling paa Christiansborg, fik han (1865) det Sødringske Legat for Land­skabsmalere; 1870—71 var han udenlands i Paris og navnlig i Italien, hvorfra han ikke alene hjembragte store Gjengivelser af italiensk Natur, men ogsaa Decorationsstudier fra Pompeji og andre Steder. I 1875—76 foretog han paany en Rejse til Italien. Han blev gift 1858 med Anna Emilie f. Pio og blev d. 17. Febr. 1874 Medlem af Konatakademiet. (Konstn, egne Meddelelser. Akad. Udst. Cat.).

 

Aagaard. Johan Peter Aagaard, ældste Broder til Land­skabsmaler O. P. Aagaard, født i Odense d. 3. Maj 1818, blev Maler­svend, men lagde sig senere efter Træsnittet. Han kom i Foraaret 1839 til Kjøbenhavn, hvor han dels hos Flinch, dels paa egen Haand, uddannede sig til Xylograf og udstillede 1842 til 1847 en Del Prøver paa sin Konst. I 1849 gik han i Compagni med A. Th. Kittendorff, og fra deres forenede xylografiske Værksted og Konsthandel er i Tidens Løb fremgaaet et stort Tal af illustrerede Værker, som have virket til at hæve denne Konstretning i Danmark. Siden 1868, da Kittendorff døde, har Aagaard ene forestaaet det samme Etablissement. Aagaard har Fortjenesten af at have bragt ”Kemitypien« til Anvendelse i Danmark, en Technik, hvorved nogle af Raderingens Fortrin, Konstnerens frie Arbejde, forenes med Træ­snittets, navnlig dets Anvendelighed i Bogtrykkerpressen (jfr. Piil). Aagaard blev 1852 gift med Ulrikke Gustave født Ryberg, og fik 17. Maj 1876 Fortjenstmedaillen i Guld for sin konstneriske Virk­somhed. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Aarhuus. Anders Otttesen Aarhuus, Kobberstikker, er efter Navnet at dømme født i Aarhus og levede i Midten af det syttende Aarhundrede. Sandvig nævner tre Stykker af ham: 1) Johan Brockenhuus' Portræt med Aner og et historisk Landskab, hvori Evangelisten Matthæus, Fol., mærket: Anders Ottesen Aarhuus sculp. 1650. Landskabet og Ziraterne ere det bedste; det øvrige duer ikke meget. 2) Ingeborg Kruses Aner midt i den himmelske Herlighed. Fol., mærket A. O. Aarhuus. 3) »Uden Tvivl — Alting kommer fra Gud«, i lang 4°, mærket Anders Ottesen Aarhuus 1.6.5.0. — De to sidstnævnte ejede Sandvig selv. I Bertouchs Auctions-catalog (Odense 1816, Side 53—54), nævnes otte adelige Portræter dels i Kvart, dels i Folio. (Sandvig. Weinwich, S. 80. Skild. 1830 Sp. 737.)

 

Aarsleff. Carl Vilhelm Olaf Peter Aarsleff, Søn af Drejermester Th. Aarsleff, er født 1852 i Nyborg. Han blev som Billed-

 

9

skærer Blev af Konstakademiet og tog d. 18. Marts 1876 Afgangs­prøve som Modelerer. I Samme Aar udstillede han en Camée, fore­stillende »Foraar”. (Acad. Udst. Cat.)

 

Abel. Vilhelm August Christian Abel, Maler, født 1748 i Zerbst, kom 1776 til Kjøbenhavn, »hvor han har malet gode Portræter og nydelige Landskaber«. (Weinwich, S. 212. Meyers Kst. Lex.)

 

Abildgaard. Nicolaj Abraham Abildgaard, den danske Malerskoles første fremragende Mester, var Søn af Tegneren Søren Abildgaard (se denne) og blev født d. 11. Sept. 1742 i Kjøbenhavn. Da han regnedes for at have mindre gode Evner, blev han sat i Lære hos Malermester Harder, og efter at han havde gjennemgaaet Læreaarene, kom han som Svend til at arbejde under Mandelberg, der opsøgte de dygtigste Svende til at udføre det meget Decorations-arbejde, som han stadig paatog sig. Som Svend mødtes Abildgaard med Clemens, der paa samme Maade var kommen til at male for Mandelberg. Clemens kunde fortælle et Far Træk om Abildgaard fra disse Aar. Dennes Liv blev engang paa en mærkelig Maade, i hans Læreaar, frelst ved, at Svenden sendte ham bort i et Ærinde. Han vægrede sig først ved at være Bydreng for Svenden og mente, at den anden Dreng kunde gjøre det; men han blev tvungen dertil, og medens han var borte, styrtede Stilladset ned, saa at baade Svenden og Drengen slog sig ihjel. Ved en Bygning i Frederiks­berg Have, der blev opført .til Brug ved en Maskerade, arbejdede baade Clemens og Abildgaard som Decorationsmalere. Clemens arbejdede jævnt for at faa sin Del færdig i rette Tid, Abildgaard var derimod forsømmelig, hvorover Mandelberg blev meget vred, da Tiden var knap afmaalt. Men nu tog Abildgaard fat med Kraft og blev til alles Forundring færdig i rette Tid. Clemens var imidlertid saa meget yngre end Abildgaard, at dette Samliv maa have varet meget kort, thi da Clemens blev Svend (1769), havde Abildgaard allerede store Gruldmedaille.

Abildgaard var nemlig, samtidig med sin Håndværkervirksomhed, begyndt at gaa paa Konstakademiet og fik i Juli Kvartal 1764 lille Sølvmedaille i Modelskolen, efter at han, som der fortælles, var sprungen Gibsskolen forbi. Aaret efter, Febr.—April 1765 fik han den mindre Gruldmedaille for Opgaven »David drager i Triumf ind i Jerusalem« (2. Sam. 8, 7). Det er en temmelig rig Composition i datidens akademiske Stil, hvori Svaghed i Tegningen er forbunden med decorativ Sans for Anordningen og en vis Kraft i Farvegivningen. Næste Aar (1766) fik han atter lille Guldmedaille. Opgaven

 

10

var »Israeliterne samle Manna i Ørken« (2 Mos. 16, 16—18). Dette Arbejde er det vanskeligere at skjønne om, da det er mere ødelagt. Der er større Afvexling i Figurernes Anordning, men disse have mærkværdig stygge og plumpe Aasyn med tykke Næser, store Hænder og Fødder, noget, man hverken før eller senere finder i Abildgaards Værker. Ved det følgende Aars Concurrence (Febr. — April 1767) vandt Konstneren den store Guldmedaille. Emnet var »David salves af Samuel« (l Sam. 16, 13). Her er Compositiouen friere, Forholdene rigtigere og Extremiteterne langt bedre gjorte; Lyset paa Hovedgruppen falder godt, og Reflexen fra Samuels Kappe er given med megen Virkning. Hovederne synes udførte efter Naturen, men ere lidet skjønne.

Nu var Abildgaard Artist og havde Ret til at faa Rejsestipendium, hvis der kunde blive noget ledigt. Udsigterne var ikke gode. Brunnich og Zuber havde endnu to Aar tilbage af deres Stipendier, og to andre var givne bort, Aaret efter at Abildgaard havde faaet Medaillen (til Beeken og Bradt). Desuden havde Almer Guld-medaillen (1766), Rüde og Juel fik. den, inden noget Stipendium var bortgivet. Da Bradt døde om Efteraaret 1770, og ét Stipendium saaledes uventet blev ledigt fra Nytaar 1771, søgte alle fire Konstnere det.1 Dog trak Juel, som var Medaillist fra samme Aar (1771), sig strax tilbage. Abildgaard indgav allerede 23. Jan. 1771 en paa Fransk skreven Ansøgning til Akademiet, hvori han med en den­gang uhørt Aabenhjærtighed tog Ordet for at bryde med Anciennetets-principet, der let kunde være ødelæggende for en yngre talentfuld Konstner, nu da Stipendium ved det voxende Tal af Konstnere ikke mere kunde være til rede i rette Tid for enhver. Han tilraader, som en retfærdigere Maalestok, Concurrence mellem de søgende Konstnere. Kort efter indgav Mandelberg paa hans Vegne (4. Febr.) en i beskednere Udtryk, paa Dansk, affattet Ansøgning, som Konst­neren ledsagede af et Arbejde, hvis Indhold ikke findes nævnet. Hertil blev intet Hensyn taget, og maaske dette har fremkaldt den Indblanding af Struensee, som nogle Kilder omtaler, medens Akade­miets Archiv intet indeholder derom. Thi efter at de andre havde indgivet deres Ansøgninger, besluttede Akademiet endelig i Sep­tember 1771, »nu da Ancienneteten ej mere som forhen finder Sted,« at lade Konstnerne coucurrere om det ledige Stipendium. Opgaven var et Emne efter eget Valg »i den historiske Gaut« med tvende

 

1 Ogsaa Billedhugger Dajon, Medaillist fra 1766, søgte det.

 

11

Figurer i halv Legemsstørrelse, Abildgaards Arbejde synes at have været »Calpurnia, som raader Cæsar fra at gaa,i Senatet,« hvilket brændte under Kjøbenhavns Bombardement. Abildgaard fik 9 Stem­mer, Almer 5, Rude ingen. Den kongelige Resolution af 4. Maj 1772 lød paa, at Abildgaard skulde have Akademiets Stipendium, som var 400 Rd. d. C. (1280 Kroner) aarlig i 6 Aar. Åbner, hvis Concursarbejde, efter en rigtignok temmelig usikker Beretning, skulde være malet af hans Lærer Pilo, fik dog kort efter, ligesaavel som Rude, Penge til at rejse for af Kongens Kasse.

Man har allerede i denne Tid før Rejsen Indtryk af, at Abildgaard, netop fordi han ikke var Student, medens hans Fader som Student tilhørte den lærde Verden, hans Moder var af den ansete bastholmske Familie og hans ældre Broder med Ære gik den studerende Vej, ikke har villet staa tilbage i klassisk Dannelse og Kundskab for den fornemme Kreds, han ved Fødslen tilhørte. Allerede i dette hans første Billede efter eget Valg fremtræder hans Lyst til ikke blot at vælge Emner fra Oldtiden, men til »at forlade den klassiske Alfarvej«. Denne Kjærlighed til lærde Studier beholdt han hele sit Liv, og den fik ikke ringe Indflydelse paa hans Konst. Den avlede den Lyst til sindrige Allegorier, der gjorde hans Billeder endnu mere utilgængelige for den større Almenheds Fatteevne.

Abildgaard rejste bort om Sommeren 1772 og var d. 17. September i Rom, hvor han forblev den længste Tid af sit Ophold i Udlandet. Akademiet, som trængte til Ornamenttegninger, overdrog ham og Billedhugger Beeken i Steden for andre Prøvearbejder at forfærdige saadanne Tegninger, og i 1775 hjemsendte de ogsaa i Forening 43 Ornamenttegninger efter antike og rafaelske Motiver. En anden Konstner, Almer, fik det Hverv ganske at lægge sig efter denne Konstretning. Den virksomme Deltagelse, hvormed Abildgaard sørgede for Almer under hans Sygdom, omtales under dennes Artikel, Abildgaard led selv af Klimatet og havde flere Gange Feber i længere Tid, men slap dog for alvorligere Mindelser.

Hans første Studium gjaldt Caracci'ernes Arbejder i Palazzo Farnese, derpaa kastede han sig over Rafael i Farnesina og Vaticanet, idet han overalt eftermalede enkelte Figurer og Partier; i 1774 studerede han Michel Angelo i det sixtinske Kapel, og endelig, som det herligste af Konstens Herlighed i Rom i hans Øjne, copierede han fuldstændig et stort Maleri af Tizian, som dengang var i Quirinalet, det nu i Vaticanet under Navn af »den hellige Sebastian« værende Billede. De Tider, han ikke kunde arbejde i Samlingerne,

 

12

anvendte han til at lægge sig efter Architektur, Perspectiv og Anatomi. For at kunne hjemsende et Arbejde til Akademiet malede han (1775) en Filoktet, der nu tilhører den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. I Henseende til Farvens Glød og dygtig Modellering af Enkeltheder hører dette Billede til hans fortrinligste Arbejder, hvor meget man end nu stødes over at se den store Skikkelse knuget sammen paa det lille Rum. Og dog maa man ikke overse, at Farven vistnok har forandret sig ikke lidet til Skade for Indtrykkets Harmoni og Ro. I et Brev fra 1776, hvori han beder om Tilladelse til at rejse til Neapel og det øvrige Italien, meddeler han, at han har faaet god Øvelse i at male al fresco. Det fik han ingen Brug for i Danmark. Om Konstnerens Omgang med Danske (Juel, Rude, Beeken, Zoega) og Fremmede i Rom findes næsten intet i hans Breve til Akademiet. Konsttraditionen mindes hans Forhold til Svejtseren Füssli (Fuseli, som han kaldtes i England), der staar ham nær i Fremstillingsmaaden, medens Familiens Overlevering, foruden hans Venskab med Sergel, kjender et fortroligt Forhold mellem Pave Clemens XIV (Granganelli) og Abildgaard.

Imidlertid vendte Forholdene i Hjemmet sig til Konstnerens Gunst. I Juli 1776 døde Als, og Akademiet foreslog i sin Fore­stilling til Præses at lade hans Professorat staa ledigt til Abildgaards og Juels Hjemkomst fra deres Rejser. Af de indsendte Prøver (Filoktet) overbevistes Akademiet om »i Abildgaard at have et saadant Subjeetum«, som egnede sig til Professoratet. Hans Rejsetid nærmede sig sit Udløb. Efter at have hjemsendt en historisk Tavle efter Saxos danske Historie« (maaske Hamlet?), forlod han i Juni Maaned Rom og kom til Paris i Aug. 1777. Hans Ophold der varede ikke ret længe, thi inden 1. Dec. s. A. var han i Kjøbenhavn og bad Mandelberg udvirke, at han maatte blive agreeret ved Akademiet, uagtet hans senest hjemsendte Arbejde ikke var kommet tilstede; men der blev paalagt ham, at han i Løbet af 8 Dage skulde udføre og indsende en Esquisse. Denne, forestillende »Phøbus, som fraraader sin Søn Phaéton at kjøre Solens Vogn«, blev fremvist i Mødet den 8. Dec., hvorpaa han blev agreeret og fik til Opgave: »De danske Fruentimmer give deres Prydelser og Klenodier for at indløse Kong Svend Tveskjæg fra Jomsborgerne, som havde fanget ham i Krig.« Abildgaard lovede at være færdig med dette temmelig store Billede til den 31. Marts, og han holdt sit Ord.

Den 26. Marts blev Wiedewelt  og  Mandelberg   udnævnte   til

 

13

Commissairer for at syne hans Medlemsstykke og den 31te aflagde han Ed som Medlem. Dette Stykke gjorde megen Lykke baade i og udenfor Akademiet. Th. Thaarup, som skrev »Betragtninger over Konstakademiet« (1785), havde meget at sige til dets Ros; men det har des værre lidt saare meget. Der er et stort Spring fra det sidste Medaillestykke til dette Billede, som ligeledes tilhører Konstakademiet. Nu føler Konstneren sig som Herre over Tegningen og Bevægelsen, men man møder ogsaa her, ligesom i Filoktet, de langstrakte Former, der fra nu af blev et Særkjende for Abildgaards Konst. Det er en rig Oomposition, hvori alt, hvad der gaar i Dybden, er let, malerisk holdt, medens Figurerne i den forreste Række, Kong Svend og navnlig nogle Kvinder med et Barn, ere meget sirligt udførte. Forunderligt er det, at Barnet ganske ligner en voxen Kvinde i for­mindsket Størrelse. Man har i den kgl. Kobberstiksamling nogle omhyggelig udførte Studier til disse Kvindeskikkelser. Svends folderige røde Kappe har lidt mest af Tidens Tand; den er bleven en næsten ensformig rød Masse. Den Skikkelse, hvori man mest gjenfinder en lignende Dygtighed i Modelleringen, som udmærker Filoktet, er den siddende Kriger bagved Kongen.

Abildgaard kunde ikke være uvidende om, at man havde tænkt paa ham ved det endnu ledige Professorat, og den 6. April samme Aar indgav han sin Ansøgning. Han valgtes ogsaa til Professor af Akademiet, men ved kgl. Resolution blev tillige Stanley (s. d.) udnævnt til Professor »eftersom sex Professorer passer bedre end fem«. Abildgaard begyndte sit Professorat med at gjøre Indsigelse mod, at de ordinaire Professorer og Medlemmer skulde betale deres Patenter, medens Æresmedlemmer fik deres frit, og han opnaaede strax, at disse Patenter herefter, at begynde med. hans og Stanleys, udrededes af Akademiets Kasse. Han var heller ikke fornøjet med kun at nyde 200 Rdl. d. O. som »kgl. Historiemaler«,  og da han ved en Audiens hos Dronning Juliane Marie blev lykønsket til sin nye Stilling, skal han have svaret: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk,« hvoraf Følgen blev, at hans Løn gjennem Guldborg blev forhøjet til 400 Rdl. d. O. (1280 Kroner).

Der var meget, den nye Stjærne paa Konstens Himmel skulde bruges til; han maatte gjøre Tegninger til Dragterne til »Balders Død« af Evald, hvis Opførelse forberedtes (1779), ligesom han var bleven bragt i Forslag til at være Flaademaler (1777), et Embede, som

 

1 Ikke som „Professor".    Som saadan havde han kun 25 Rdl. d. C., hver-g»ng det var hans Maaned til at stille Modellen, d. v. s. to Gange om Aaret.

 

14

siden blev givet til Brünnich. Men fremfor alt skulde han smykke Christiansborg Slot med sin Pensel. Som det synes, fik han omtrent 1780 Bestilling paa at male en Række Fremstillinger til Slottet, hvorfor han skulde have den for sin Tid overordentlig høje Pris af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) om Aaret, mod ogsaa at have et Billede færdigt hvert Aar. Det var ikke nogen let Opgave, der var stillet Konstneren især i den større Række af disse Billeder. Frem­stillingerne af den oldenborgske Kongestamme var bestemte til at dække nogle smalle, til Vinduerne svarende Felter i Riddersalen, d. v. s. han skulde paa en Dug, der var 4½ Alen bred mod 7½ Alen i Højden, male allegoriske Fremstillinger med mange Figurer og saadanne Gjenstande, som et Linieskib i Dokken og lignende. Skitserne til disse Billeder, hvilke endnu ere bevarede (i Christian VIII's Palais paa Amalienborg), udførtes vistnok 1780—81, og inden Slottets Brand 1794 var ti af disse Billeder færdige og opstillede, men det lykkedes kun at frelse tre af dem. Desuden brændte fire Dørstykker i »Potentatsalen«, forestillende Allegorier over Europas Kulturtilstande. Om disse Arbejder, hvoraf de førstnævnte ere udførlig beskrevne i Fortegnelsen over den af Konstforeningen i Kjøbenhavn foranstaltede Udstilling 1860, maa vi for øvrigt nøjes med at henvise til de Skildringer, der haves af Ramdohr og N. Høyen (se ndf.). Da Abildgaard saa de flammende Luer, udbrød han: »Nu brænder mit Navn!« Fra den Tid af blev de 1000 Rdl. ham atter fratagne med den Bemærkning, »at man nu ikke mere havde Plads til hans Arbejder«. Det var den strænge Retfærdighed, som talte; men det maatte være dobbelt haardt for den ærekjære Konstner, samtidig med at han saa Frugten af sine Manddomsaars Gjerninger gaa til Grunde, at blive skubbet til Side som en Haandværker, man ikke mere havde Brug for. Dog synes det, som om hans Løn af Statskassen umiddel­bart efter er bleven forhøjet, thi lige til sin Død havde han 800 Rdl. d. C. (2560 Kroner) aarlig som kgl. Historiemaler.

Abildgaard havde i disse Aar ikke indskrænket sig til de nævnte 14 store Billeder, der nok, skulde man tro, havde kunnet kræve hele hans Tid. Et Arbejde, hvis Ry kun lever i skriftlige Minder, er »Cupido«, som var færdig 1785 og blev sendt til Spanien. Det roses baade for Tegningen og for den varme, livlige Colorit. Et andet Billede, hvis Spor ogsaa synes tabt, er »Sokrates i Hen­rykkelse.« Saaledes som vi have det i Clemens' mesterlige Gjengivelse, gjør det Indtryk af at have hørt til Konstnerens mest beaandede Arbejder. Det er vanskeligt at faa en Forestilling om, hvorledes det har

 

15

været udført. Man tør næppe tænke paa Foredraget i den dristigt henkastede Skitse af- »Ossian«, der omtrent tilhører samme Tid, thi en saa bred Penselføring vilde næppe passe i et udført Billede. Snarere kan man tænke paa de smaa Billeder til Niels Klim, hvoraf de fleste findes i den kgl. Malerisamling (stukne inden 1789); thi deri er, trods den lette Udførelse, mangen Gang megen malerisk Dybde og fantastisk Fylde. Og naar man ser, hvor sirligt, hvor udført baade Ossian og de sidstnævnte Smaabilleder tage sig ud under demens' Gravstik i hans Velmagts Dage, er der næppe noget til Hinder for, at »Sokrates« ligesaa godt kan have været udført paa den ene som paa den anden Maade. Et forskjelligt Foredrag finder man i »Moses optages af Vandet«, et mindre Billede, der efter Bodendicks Ønske, til hvis Samling det har hørt, var malet som Sidestykke til en »Christi Daab« af Albani. Svagere saavel fra Tankens som fra Udførelsens Side er »Jupiter, som vejer Menneskenes Skjæbne«, der udstilledes 1794 og endnu bevares i Familien. Han syslede ogsaa med ossianske Emner; »Culmins Gjen-færd, der viser sig for hans Moder«, var udstillet 1794; men andre af disse »Ossian og Oscar« o. å. ere maaske først malede i Konstnerens senere Aar. Shakspeare fængslede ham ligeledes. Et større, eller i al Fald to mindre Billeder af Hamlets Historie, synes snarest at være efter den engelske Digters Behandling af Emnet. Desuden malede han Optrin af Sørgespillene Richard III, Macbeth og Henrik VIII i lette Udkast. Trods denne rige Virksomhed kunde en Lærling af Konstneren, N. Wolff allerede hentyde til Konstnernes haabløse Tilværelse i Danmark, naar han som Rejsepensionair beder Akademiet undskylde, at han lægger sig efter Portrætmaleriet for at kunne leve, »thi hvor en Abildgaard intet har at bestille, er det let at forudse, hvordan det vil gaa andre i samme Fag«. Han havde for saa vidt Ret, som de færreste af Konstnerens Arbejder var bestilte eller fandt Kjøber i dennes levende Live.

Nogle Aar efter sin Hjemkomst var Abildgaard bleven gift med en Frøken' Oxholm, der skildres som en meget lunefuld Person, uskikket til at gjøre sin Mand lykkelig, og omsider blev han skilt fra hende. Tungere var det ham at miste sin eneste Søn med hende, Aurelius, et meget lovende Barn, der døde af Strubehoste. Denne Familiesorg, som maa have været omtrent samtidig med Slottets Brand, i Forbindelse med de Krænkelser, en Konstner i Danmark i de Tider ikke kunde undgaa at møde næsten ved hvert Skridt, har vistnok virket til at give hans Væsen det mørke, lunefulde Præg, han havde i sine senere Leveaar, saa meget mere som han

 

16

heller ikke i sine yngre Aar var uden Hang til spottende Satire. Han nedlagde nu næsten ganske Penslen som udøvende Konstner i flere Aar, saaledes at han kunde skrive til Thorvaldsen (1800): »Jeg har ikke malet, siden De saa mig sidst.« Da Thorvaldsen rejste i 1796, har han rimeligvis, karakteristisk nok med Undtagelse af »Lykkens Tempel« (1795) paa en Kakkelovnsskjærm, ikke malet noget Billede lige fra Slotsbranden til Begyndelsen af det nye Hundredaar.

I Førstningen sporer man ikke nogen Lyst hos Abildgaard til at gribe ind i Akademiets Styrelse, men 1787, daf Valget paa en ny Directeur skulde foregaa, stod han op og nedlagde Indsigelse mod Wiedewelts Gjenvalg som stridende mod Fundatsen, selv om han havde et kongeligt Paabud for sig. Der maa være gaaet ivrige Forhandlinger forud for dette Skridt, thi da Valget endnu i samme Møde blev foretaget, fik Wiedewelt syv Stemmer, men Abildgaard sex. Wiedewelt var saaledes valgt med kun en eneste Stemmes Overtal. Maaske i Forbindelse med dette mislykkede Forsøg staar det, at Abildgaard, i første Halvdel af 1788, foretog en lille Rejse til Italien eller, hvad der er rimeligere, til Wien, hvor Fyrst Kaunitz gjorde Ære af ham. Da derpaa det nye Directeurvalg fore toges i Marts 1789 blev han enstemmig valgt til Direeteur for Toaaret 1789—91. Hans Virksomhed viste sig strax i Omhu for Akademiets Undervisningsapparat ved et stort Indkjøb af Gibsafstøbninger efter Antikerne, thi i August 1789 modtog Akademiet en betydelig Samling af Statuer m. m., der tildels danner Stammen for den nuværende Samling. Deri Herskesyge, som tillægges Abildgaard, og som frem­hæves fra saa forskjellige Sider, at der ikke kan være' Tvivl om dens Tilværelse, synes at skyldes samme Grund som hans Lyst til at indlade sig paa saa mange forskjelligartede Sager, nemlig det, at hans stærke urolige Aand ikke fandt Sysselsættelse og Anerkj endelse nok i hans Virksomhed som Maler. Lige fra 1788 falde saadanne Udtalelser som »det abildgaardske og bastholmske Parti synes at være det herskende«, »den almægtige Abildgaard« og lign. Han kom endog efterhaanden i et saa spændt Forhold til sine Medbrødre ved Akademiet, at han i to Aar fra d. 31. Marts 1798 til Aarsmødet samme Dato 1800 ikke underskrev sig i Protokollen og rimeligvis saa godt som aldrig har mødt. Dog synes han at have været til­stede i Forsamlingen den 25. Novbr. 1799 for at tale Thorvaldsens Sag med en Varme, der grænsede til »et Magtsprog«.

Abildgaard sysselsattes og sysselsatte sig med meget andet end

 

17

med at male. Han blev 1792 Medlem af en Commission til Haandværkslavenes forbedring, han gav Tegninger til et Par Medailler, hvoraf den ene udførtes af G. Hull, den anden af P. L. Gianelli, hvem han tog sig meget af. Det hedder sig ogsaa, at han i hele to Aar lagde sig efter Kobberstikning, for at kunne vejlede de unge Kobberstikkere; 1793 udgav han en archæologisk Forklaring af en Karmortavle i Rom med »Solens Billede«, ligesom han i det Hele flere Gange optraadte som Forfatter. Uvisnelig Fortjeneste har han af sit Forhold til Thorvaldsen. Billedhuggerkonsten havde altid fængslet ham meget; han skal endog have ment om sig selv, at han kunde bragt det videre som Billedhugger end som Maler. Familien bevarede længe modelerede Skitser fra Abildgaards egen Haand, og enkelte Gjenstande, en Apis til at bære et Uhr, et Løvehoved til Decoration, blev støbte i Malm efter Konstnerens Modeller. Det var maaske denne hans Lyst, der bragte ham til at tage sig saa varmt af Thorvaldsen, at denne, inden Rejsen, uagtet deres forskjellige Konstfag, mere var Abildgaards end nogen anden Konstners Lærling. Han skal, efter Sigende, selv have undervist Thorvaldsen i at poussere, som det dengang almindelig kaldtes. En lille Gruppe, som  den unge Konstner inaatte modelere fra først til sidst under Mesterens aarvaagne, men velvillige Øjne, var siden i Enkefru Abild­gaards Eje. Ved Udsmykningen af Palaiet paa Amalienborg tog han sin Lærling til Medhjælp, og denne maatte dels udføre et Par Relieffer efter Lærerens Composition, »Aarets og Dagens Tider« (i Audiensværelset), dels to Billedstøtter m. m. paa egen Haand. Abildgaard skal endog, efter Thieles Beretning, med Held have indladt sig paa at rette paa Thorvaldsens Buste af Bernstorff, medens den var under Arbejde. Ogsaa den ældre Billedhugger Dajon skal han være kommen til Hjælp ved Compositionen af Figurerne »Tapperbed« og »Borgerdyd« til Frihedsstøtten.

l døvede Slotsbranden i mere end en Henseende et uheldigt Tryk paa Abildgaards Konstnervirksomhed, gav den ham paa den anden Side Lejlighed til at udfolde Indsigt og Duelighed i nye Virkekredse. Da det nemlig gjaldt om efter Branden hurtig at sætte Amalienborg Palais i Stand til at modtage Kongefamilien, blev det overdraget Abildgaard at udsmykke det tidligere Grev Levet/au tilhørende Palais, som Arveprins Frederik, Akademiets Præses, havde kjøbt. I dette Slot (hvor nu Enkedronning Caroline Amalie bor) bære Riddersalen og det kgl. Sovekammer Vidne om den Sans for imtik og gammel italiensk Udsmykning, den rige Opfindsomhed

 

18

og Skjønhedsfølelse, Konstneren raadede over. Han udsmykkede tillige flere private Graarde i lignende Stil, den eneste, han god-kjendte, og han har efterladt sig en Mængde Tegninger til Decora-tioner af Værelser og til Møbler, hvilke bevares i den kgl. Kobber-stiksamling. Til sine egne Værelser paa Charlottenborg lod han efter sine egne Tegninger forfærdige Møbler i antik Stil, som ogsaa for en Del ere bevarede og have paavirket senere Konstneres Smag (Freund, Bindesbell og n.). I et tredje Konstens Fag har Abildgaard ogsaa efterladt Minder om sin Duelighed og Smag, nemlig som Bygmester. Her maa først nævnes »Frihedsstøtten«, der blev udført efter hans Tegning (1792—97). Det saa kaldte Oxe- eller Apistempel i Frederiksberg Have tilskrives ligeledes hans Opfindelse. Efter hans Tegning byggedes endelig, hvis Traditionen er rigtig, en Gaard paa Nytorv, (nyt Nr. o) som i den nyere Tid tilhørte Vin­handler Lorentzen.l

Med det nye Hundredaar opgik der en lysere Livsperiode for Abildgaard. Han levede op under et nyt Familielivs Hygge. Om Foraaret 1799 var han i Jylland og gjorde der Bekjendtskab med forhenværende Factor ved det ostindiske Handelsselskab, Ottesen, der nu levede paa en Herregaard i Nærheden af Horsens. Dennes Datter, Juliane Marie, der var født i Trankebar og endnu som ung var skilt fra en Hofjunker Hauch, var Hofdame hos de russiske Prinsesser i Horsens. Hun gjorde et saadant Indtryk paa den allerede aldrende Konstner, at han faa Aar efter hjemførte hende som sin Brud (1803). Snart efter Hjemkomsten fra Jylland (Maj 1799) tog han ivrig fat paa at tegne og male. Den første Frugt af hans gjenvaagnede Virksomhed som Maler var de fire store Malerier efter Terents’ »Androspigen«, (1801—4), hvori han søgte at nedlægge hele sit Kjeudskab til det græsk-romerske Oldtidsliv. De tilhøre den kgl. Malerisamling. Og fra nu af vedblev han ivrig at male, indtil Døden rev ham Penslen af Haanden. Han var 1801 paany bleven valgt til Akademiets Directeur, og dette Valg gjentoges iiafbradt fire Gange, saaledes at han forblev i denne Stilling lige til sin Død. Blandt de Sager, han især med Kraft skal have sat igjennem, tildels trods Modstand fra højere Steder, nævnes,'at han hindrede Rudes Valg til Professor ved Modelskolen i 1803, men derimod sejrrigt gjennemførte Thorvaldsens Valg til samme Stilling og Bangs som Professor i Anatomi, begge Dele i 1805.

 

1 Efter Familiens Opgivelse skal Enkefru Abildgaard altid have paavist denne Graard som den, hendes Mand havde bygget.

 

19

Ikke desto mindre begyndte hans Indflydelse snart at dale. Den Tiltro, han havde til sine egne Kræfter, virkede maaske med dertil. Da der saaledes blev Tale om Christiansborg Slots Gjenopførelse (omtr. 1801), frygtede han ikke for at tilbyde sig til dette Hverv, og følte sig skuffet ved, at det blev overdraget Datidens betydeligste Bygmester i Danmark, Harsdorffs Lærling, C. F. Hansen, en Mand, der for øvrigt delte Abildgaards Opfattelse af Oldtidens Konst som eneste Rettesnor. Som Slottets Bygmester fik Hansen, gjennem hvem alle Spørgsmaal om dets konstneriske Udsmykning kom til at gaa, en Indflydelse, der efterhaanden trængte Abildgaards i Skygge. Det var saa langt fra, at han kunde gjøre noget for andre Konstnere med Hensyn til Arbejde for Slottet, at han tvertimod næppe nok kunde værge for sig selv.

En lille Glæde havde han, da en Afstøbning af Canovas »Per-seus« kom hertil i November 1804. I sin Henrykkelse over dette Arbejde, hvis Skjønhed Datidens Konstsmag ganske naturlig maatte overvurdere, overraskede han Akademiet ved, efter endt Forsamling, at forevise »Hr. Canovas Mesterstykke« ved Fakkelskin i Figursalen. Hans Virkelyst førte ham stadig ind paa forskjelligartede Omraader. l 1805 søgte han om Expectance paa Lærerposten i Mythologi ved Akademiet; Præses vilde dog hellere lade dette Spørgsmaal henstaa uafgjort, til Pladsen virkelig blev ledig, og dermed bortfaldt denne Sag. Til Gjengjæld valgte Akademiet ham af egen Drift enstemmig til Professor i Anatomi, da Justitsraad Bang var død (1808). Det smigrede ham i høj Grad, men heller« ikke denne Ærespost skulde han opnaa; Kongen forlangte Embedet opslaaet vacant paa sædvanlig Vis, og det blev mod Akademiets Indstilling atter givet til en Læge (Klingberg). For øvrigt hændte det mere end én Gang, at Abildgaard troede sig krænket i sin Myndighed som Directeur ved de andre Embedsmænds Virksomhed, og han trak sig mere og mere tilbage fra Akademiets Forhandlinger.

Han havde kjøbt sig et lille Landsted, »Spurveskjul” ved Frederiksdal; der tilbragte han, i det Mindste fra 1806, sine Somre, ”saa længe Vejret tillod det«, og der døde han den 4. Juni 1809 af Blodstyrtning, noget over 66 Aar gammel. Hans omfangsrige Sam­linger af Bøger, Haandtegninger ,og Kobberstik kjøbtes til Konst-akademiets Bibliotbek for 15,000 Rdl. d. C. i 4 pCt kgl. Obligationer. Hans Enke, der ved hans Død var en formuende Kone, som foruden Capitaler ejede et rigt og kostbart Indbo og store Samlinger af Konstværker, hvoriblandt en Mængde af Konstnerens egne Arbejder,

 

20

navnlig fra den sidste Periode af hans Liv, led dog, tildels ved Pengenes Forringelse under Krigen, saa betydelige Tab, at der ikke var meget tilbage af den store Rigdom, da hun døde (27. Novbr. 1848). To Sønner døde i forholdsvis ung Alder, en "Datter blev gift ind i den løfflerske Slægt (se J. B. Løffler).

»Denne lange smalle Mand havde store Gaver, meget Talent, stor Konstfærdighed; men en vis Egensind, en til en anden Natur vorden Manér skadede ham,« Saaledes begynder Oehlensclilæger i sine Erindringer nogle Bemærkninger om Abildgaard, hvem han søgte at indpode sin Begejstring for nordisk Mythologi, og han fortæller, at, da han var færdig med sin Lovtale derover, sagde Konstneren: »Ja, jeg er, ved Gud, ikke den Mand, som sætter mig imod noget godt og sindrigt, fordi det er nyt.« Disse faa Ord give virkelig et Billede af Abildgaard som Menneske. Men han havde ikke noget vindende Væsen, og den almindelige Dom var ikke til hans Gunst. Det var ikke for enhver, han, som for Ramdohr, var »der liebe gefallige Mann«. I Almindelighed vendte han helst det Lodne ud og bed fra sig med et djærvt Lune, naar nogen kom ham for nær. Ikke uden Grund kaldte Baggesen ham »hin Momus og Maler«, hvis skarpe Lune han selv havde faaet at føle. I Werlauffs Erindringer kommer en ugunstig Dom stærkere til Orde: »Derimod var han,« hedder det, »fra Karakterens Side mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival.« p Disse haarde Ord lade sig dog vanskelig bevise. Der er ikke afgjørende Vidnesbyrd for, at han har forfulgt nogen, medens der kan nævnes mange og vægtige Træk af den Kjærlighed, hvormed han søgte at fremme de unge Konstneres Sag, saaledes var han Thorvaldsen og C. F. Høyer en tro Ven. Men det er mærkeligt nok, at en forunderlig Vanskjæbne forfulgte den Konstskole, han søgte at danne. Af hans bedre Elever døde Wahl allerede 1810 i Italien, Flint »gik tabt for Konsten« inden 1813, Wolff blev i Dresden, Høyer blev skubbet til Side for J. L. Lund, og kun Eckersberg trængte igjennem. Men da denne kom hjem fra sin Rejse, havde Seinen og Tiberen vasket Abildgaard af ham.

Uagtet Abildgaards største og vigtigste Billeder gik tabte ved Slottets Brand, er der dog nok tilbage til at skjønne om hans Konst, nok til at se, at Abildgaard oprindelig var større som Person­lighed end som Konstner. ”Det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Konstner,« siger Høyen slaaende

 

21

om ham. Men da han engang, maaske uden fra først af selv at ville det — han var blot bleven sat til et Haandværk, fordi haii ikke skulde studere, og begyndte meget sent at gaa paa Akademiet, — var kommen ind paa Konstens Vej, var han for stærk en Karakter til ikke at ville blive noget fremragende, og det lykkedes ham, men ikke uden det ihærdigste Arbejde. Deri fulgte han Tidens Opfattelse, at man naaede et stort Maal ved at granske de store Mestere, og han valgte sig Michel Angelo og Tizian til Forbilleder. Michel Angelos Form kunde han ikke naa, selv om denne Paavirk-ning spores i Enkeltheder. Abildgaards Formgivning var næsten altid conventionel, endog naar han troede at gjengive Naturen. Derimod naaede han videre i at tilegne sig den venezianske Skoles Farve, skjønt nogen Tizian blev han heller ikke. Man har lagt megen Vægt paa Carstens' rosende Dom om Ahildgaards Colorit. Man glemmer, at denne, da han saa Abildgaard male, ikke kjendte Tizian, og da han lærte Venezianerne at kjende, kun havde en . fjærn Ungdomserindring om Abildgaard. Derimod fremhæver han med større Ret Abildgaards Svagheder i Tegningen, »de lange tynde Figurer, med magre edderkopagtige Extremiteter«, thi der havde han Maalestokken i Naturen og Antiken. Allerede umiddelbart efter Abildgaards Død var Dommene over ham som Lærer ved Modelskolen delte. Medens nogle hævede ham til Skyerne, havde andre Øje for de Brøst, der klæbede ved hans Fremstillingsmaade, og om der end var baade »Tanke og Aand« i hans Modelstillinger, udhæves der paa den anden Side, at hans »ofte bizarre Ideer var lutter Hieroglyfer for de unge Efterlignere.« Man kan heller ikke nægte, at blandt hans efterladte Tegninger findes meget, der er hans store Navn uværdigt.

Abildgaard førte, saa godt som gjennem hele sit Liv, en i udvortes Henseende ret begunstiget Tilværelse. Allerede hans Levevis i Italien tyder paa større Forhold, end man ellers kjendte hos de unge Konstnere. Han var af anset Familie og fandt tidligt, ved sin Frimodighed og erkjendte Dygtighed, formaaende Velyndere, saaledes før Kejsen Struensee, i Rom endog Paven selv, efter Hjemkomsten Enkedronning Juliane Marie og Guldberg. Abildgaard blev dog, ligesom mange fremragende Mænd i hin Tid og særlig hans egen Broder, stærkt greben af den republikanske Rørelse i Frankrig. De stod begge i venskabeligt Forhold til Republikens Afsendiug her, Grrouvelle, og Abildgaard var en flittig Gjæst i Fabritius' Klub. Desuden levede han i Omgang med den Tids Hteraire og tonegivende Kredse, med

 

22

Mænd som Th. Thaarap, Baggesen, P. A. Heiberg og adskillige af den fornemme Verden. Den Formue, han ved Malerierne til Slottet havde tjent sig, satte ham i Stand til med Smag og en vis Pragt at føre et selskabeligt Liv i sin smukke rummelige Bolig paa Charlottenborg. Han holdt Tjener, havde et rigt forsynet Hus og døde, tidsnok til ikke at se denne Herlighed gaa til Grunde i Stats­bankerottens Svælg. Hans Portræt er malet af Juel, og hans Billedstøtte er udført af Saabye til den nye Udstillingsbygning. (Akademiets Archiv og Protokoller. Mundtlige Meddelelser af Slægten. Weiuwioh, S. 185. Minerva 1785.1,1,83; 3,93. II, 96flg. 1791. XXV, 113, 1793. XXXII, 277. Eamdohrs Keise, S. 93—101. Smith, Om Dyrene, S. 236. Hennings, S. 143. do., »Muaaget« 3. Stiick 1798, S. 14. Nyerup, Kbhvns. Beskrivelse, S. 662. Fernow: Carstens, ny Udg., S. 60, 62. Jonge, Kbh. Beskr. S. 508, 511. Kbhs. lærde Bftrtn. 1809, Nr. 20, S. 314. Kraft og Nyerup, Lex., hvori Abild-gaards Skrifter ere opregnede. Skild. 1809. 24. Juni, S. 1177. 1825, 17. Maj, S. 625, 1828, S. 1293, 1829, S. 1267 flg. Spengler. Fortegn, pver d. kgl. Maleriesml,, S. 533—36. H. Hansen, Betragtn. Kbh. 1827. S. 45, 85—86, 205. Møntfortegn. Fortsætt., S. 14. Øst. Materialier, S. 178, 977, 1139. Thiele, Thorvaldsen. I—II paa mange Steder (se Alf. Beg.). Gæa 1847, S. 175—94. Fick, demens, i Sel-mers nekrol. Sml. II, 335. Oehlenschlæger, Erindringer, Ny Udg., S. 152, 283. Danske Saml. I, S. 108. Nord. Tidskr. ved Hamilton 1869, S. 452, 460. Hist. Tidskr. 4. Række IV, S. 273 (Werlauffs Erindr.) Høyens Fortegn, over den kgl. Malerisml. indtil 1870 (jfr. Fortegn, over Udst. 1860 ved Konstforeningen). Høyens Skrifter III, S. 202—12. Lange, Nutidskonst, S. 18—24. Konst og Æsthetik. S. 182—83. Strunck. Endelig Nord. Conv.-Lex. 1. og 2. Udg. og flere ældre danske og tydske Conv.-Lex.)

 

Abildgaard. Søren Abildgaard, Archivtegner, var født i Flekkefjord i Norge d. 18. Febr. 1718, hvor hans Fader var Told­embedsmand. Han blev Student fra Christianssand 1737 og kom til Kjøbenhavn, hvor han lagde sig efter Naturvidenskaberne og Tegnekonsten. Han maa have haft Formue eller tidligt være kommen i lønnende Virksomhed, thi allerede som ganske ung Mand blev han gift med Ane Margrete Bastholm, en Faster til den bekjendte Pro­fessor og kgl. Confessionarius Bastholm, og blev 1740 Fader til Veterinairen Peter Christian, 1742 til Nikolaj Abraham (se foranstaaende Artikel). I Følge med Archivar Langebek foretog han en antiquarisk Rejse i Sverige og omkring Østersøen (1753—54). Aaret efter (1755)

 

23

blev han Archivtegner og gjorde paa offentlig Bekostning en Rejse i Danmark for at tegne Mindesmærker, navnlig Gravmæler. Original-tegningerne bevares i Oldnordisk Museums Archiv, og i Antiquariske Annaler I findes en Fortegnelse derover. Abildgaard døde 1791. (Weinwich, S. 168. Kraft og Nyerup, Lex. Langebekiana, S. 123. Suhm, Levned, S. 241. Antiq. Annaler I, S. 147. Gæa 1847, S. 177, Akad. Archiv.)

 

Abrahams. Charles Julius Sofus Abrahams, Søn af Not. publ. Nikolaj Christian Levin Abrahams og Frederikke Juliane Augusta født Philipsen, er født i Kjøbenhavn d. 2. Juni 1838. Efter at være hleven Student (1857), besøgte kan fra 1859 Konst-akademiets Skoler for at uddanne sig til Bygmester, vandt dets mindre Sølvmedaille (Dec. 1863), og tog Afgangsprøve som Architekt d. 30. Marts 1866. Senere har han vundet Akademiets mindre G-uld-medaille for Opgaven »Et Gymnasium til 150 Disciple« (1870). (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Erslew, Forf. Lex.)

 

Abroe eller Abroh. Andreas Abroe, født 1694, død i Maj 1763 i en Alder af 69 Aar, kaldes Skildrer, hvilket i Datidens Sprog er det samme som Konstmaler, særlig Portrætmaler. En anden af samme Navn, Johan Christian Abroe omtales af Spengler saaledes: »Denne Maler erholdt i Aaret 1720 et kongeligt latinsk Rejsepas for i fremmede Lande at bringe det til Fuldkommenhed i sin Konst.« Var de maaske Brødre? (Spengler. Adresseavisen 1763, Nr. 48,)

 

Adami. Salomon Adami. »En god Miniaturmaler, som og malede i Olie. Han var tilsidst Opseer (? Tilsynsmand) over Groskanslerinde Holsteins Malerier. En Del af hans Arbejde er nu hos Cancelliraad Valeur. Hans Portræt er i Italien prægtig udskaaret i Elfenben, hvilket han selv ejede.« (Sandvig ex ore L. Spengleri).

 

Adzer. Daniel Jensen Adzer var født i Kjøtenhavn 1731 og Søn af en Smed dersteds. Han kom i Guldsmedlære, og efter at han var bleven Svend, lagde han sig, som det synes, ganske paa egen Haand efter Medailleurkonsten. I Maj 1754 indsendte han noget af sit Arbejde i denne Retning til Konstakademiet for at faa dets Anbefaling til at nyde et kongeligt Rejsestipendium, men da hans Prøver kun var Copier, vilde Akademiet ikke indlade sig  derpaa. Dog lykkedes det ham snart efter at komme udenlands, og han rejste til Paris, hvor Kan uddannede sig efter Hedlinger og du Yivier. Han var saavel paa denne som paa en senere Rejse ledsaget af en anden dansk Medailleur, J. H. Wolff; disse to fulgtes (1764) fra Rom hjem til Danmark, fremstillede sig begge for Akademiet

 

24

med nogle Voxmodeller, og blev begge enstemmig agreerede (S. Aug. 1764). Adzer fik den Opgave at gjøre en Medaille over Akademiets Præses, Grev Moltke, og blev paa denne Medlem (9. April 1766), skjønt Stemplerne først i September Aaret efter, paa Grund af tilstødte Uheld, kunde afgives til Akademiet og Aftryk præges. Fra den Tid af henftød Adzers Løbebane uden udvortes mærkelige Hændelser. Han fik Medlemsbolig paa Charlottenborg og blev gift med Christiane Frederikke født Schæffer.

Medens han i Førstningen havde haft meget at gjøre som Medailleur, blev han i sine senere Aar fortrængt af yngre Kræfter og efter hans Død (d. 4. April 1808) maatte Akademiet skrive til Kongen: »Adzer har som Medailleur været aflagt med saa ringe Løn og i de tvende sidste Decennier af sin Livstid haft saa liden For­tjeneste for Hoffet og Publicum ved sin Konst, at det ikke blev ham muligt at sørge for sin Enke.« Hun anbefaledes derfor efter Datidens .Brug til Kongens Naade.

Mindefesten for Souverainetetens Indførelse, der tillige fejredes med, at Grundstenen til Frederik V's Rytterstøtte nedlagdes paa Amalienborg, gav Medailleurerne meget at gjøre, og Adzer udførte under sit Ophold i Rom ikke mindre end tre Medailler i den Anledning, hvoraf den ene særlig gjaldt Grundstenens Nedlæggelse d. 18. Oct. 1760. Kongens Død (1766) og Christian VH's Tron­bestigelse fremkaldte ligeledes flere Medailler fra Adzers Haand. I de følgende Aar udførte han bl. A. to Medailler til Landhusholdnings-selskabet, Medaillen pro meritis (1771), to Medailler i Anledning af J. H, Bernstorffs Død, og fik 1776 ikke mindre end sex Medailler at udføre i Anledning af Loven om Indfødsret, hvoraf dog flere ere ubetydelige. Endvidere maa nævnes Medaillen til Sorø Akademi (1785) og flere private Medailler (Suhm, Hjelmstjerne, Yedel), indtil hans Virksomhed næsten ganske standser fra 1790. Efter den Tid kan kun nævnes Medaillen over A. P. BernstorfT med et Kompas paa Reversen (1793), Medaillen over Suhm (1797) og 1805 en Medaille til at nedlægge i Raad- og Domhusets Grundsten. Han udførte 1771 nye Tegninger til Species og Christiand'or. Hans fleste Medailler have været udstillede ved Salonerne 1769, 1778 og 1794. Mønt- og Medaillesamlingen i Kjøbenhavn ejer en Del af hans Vox-modeller. (Weinwich, S- 176. Rahbeks Erindr. I, S. 70, 184. Dånisches Journal I, S. 135. Adresseavisen 1808, Nr. 134. Medaille-beskriv. 1757—1805. Thieles Kstakad. og Hestst., S- 142. Akad.)

 

d'Agar.   Jacob d'Agar skriver sig selv saaledes, ikke Jacques

 

25

d'Agard eller Dagard. Han var født i Paris, rimeligvis Febr. 1642 og lærte Malerkonsten hos Ferdinand Vouet. Han søgte først at uddanne sig til Historiemaler, men vandt dog især Navn som Por­trætmaler, og som saadan blev han Medlem af Konstakademiet i Paris 3. Aug. 1675 paa Portræter af Girardon og Anguier. Imid­lertid blev han allerede 31. Jan. 1682 atter udelukket af Akademiet som Protestant. Det synes, som om han ligeledes paa Grund af de Forfølgelser, som Calvinisterne ved den Tid var udsatte for i Frankrig, har maattet ndvandre, og derfor er kommen til Danmark, uden Tvivl senest i 1684. Han skal nemlig med Kone (en Datter af Maleren Picart) og Børn først være flygtet til London og derfra være kommen til Danmark. I 1685 se vi ham allerede indtage en anset Stilling i den lille reformerte Menighed i Kjøhenhavn. I September d. A., en Maaned før Ophævelsen af det nantiske Edict i Frankrig, deltager han med Menighedens første Præst, Mesnard, i Indsamlingen af en Collect i Preussen, Brandenborg og Nederlandene til Fordel for den reformerte Kirkes Byggemidler her. Uden Tvivl endnu tidligere paa Aaret havde det været d'Agar overdraget at besørge Trykningen af de Reformertes Privilegier, som bevilgedes' ved et Rescript af 3. Jan. 1685. Kong Christian V, hvis Dronning Charlotte Amalie var Reformert og sine Trosfællers varme Tals-mandinde, modtog ham med Udmærkelse og udnævnte ham til Hof­junker og kgl, Maler (gentilhomme de la cour et premier peintre du roi) og det forblev han til sin Død, 16. Novbr. 1715. Hans Alder angives da udtrykkelig" til 73 Aar og 9 Maaneder, og ban er jordet paa de Reformertes Kirkegaard i Kjøbenhavn.

Efter fremmede Kilder skal han under Frederik IV bave været udenlands og opholdt sig nogle Aar i London, hvor ban malede Portræter af den fornemme Verden. At han ikke er død i London, bevises tilstrækkelig af den ovennævnte Meddelelse. Derimod kan mulig hele Beretningen om den senere engelske Rejse gjælde hans Søn. Paa en Vielsesattest af 5. Febr. 1686, hvor J. d'Agar med nogle flere Menighedsmedlemmer underskriver sig som Vidne, findes ogsaa Underskriften Charle D'Agar. Denne Charles er uden Tvivl hans Søn, som altsaa dengang allerede var voxen. Da man intet ved om barn her i Danmark, er det sandsynligvis ham, der er død i London 1723. J. d'Agar nød megen Anseelse som Portrætmaler, men en Del af hans Billeder ere forsvundne. I det afbrændte Christiansborgs Apartementssal var der sex ovale Skilderier fore-stillende Kong Christian VI (V?), Prinsesse Charlotte Amalie,

 

26

Kong Frederik IV, Dronning Louise, Prins Carl og Prins Vilhelm. Den kgl. Malerisamling ejer to Portræter af ham, der forestille Kong Frederik I og Dronning Sofie af Preussen. Desuden malede han 1693 sit eget Portræt, der sendtes til Florens. I Fredensborg og Rosenborg Slots Inventarier nævnes ligeledes Portræter af hans Haand. Af Hubert Schaten er stukket: Christian V i hel Figur i Kroningsdragt, O ver kammerjunker A. L. v. Knuth og Justitsraad Edv. Kruse. Hans eget Portræt er stukket af Rocco Pozzi. Endelig nævnes af og til Stykker af ham i private Samlinger paa den Tid. Med ham begynder den franske Skoles Indflydelse at gjøre sig overvejende gjældende i Danmark i Modsætning til den tidligere hollandske. (Fiorillo V, S. 535. Vitet, S. 341. Archives de Fart. III, S. 356. Clément, Not. sur l'égl. Rél, S. 5. Reformert Kirkes Kirke­bog I, 17. Jonge, Kbh. Beskr., S. 509. Spenglers Cat. Nr. 814, 15. Weinwich, S. 86. Minerva 1816. Skild. 1830, Sp. 896*-97. Walpole. Sandvig. Meyers Kst. Lex.)

 

Ahlmanri. Hans Vilhelm Ahlmann, Søn. af Proprietair Ahlmann i Sønderjylland, er født 1852 i Sverige. Han gik i Tømmerlære, besøgte Konstakademiet i Kjebenhavn fra Jan. 1870 for at uddanne sig til Bygmester og fik d. 18. Marts 1876 Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt. (Akad.)

 

Akerfeldt. Gotthardt Vilhelm Akerfeldt eller Åkerfeldt, svensk af Fødsel, var Lærling af Peder Als, og det blev, efter dennes Død (1776), ham overdraget, »som den, der var bedst øvet udi Alses maniére at male,- at fuldføre det Portræt af Chri­stian VII, som Als havde efterladt ufuldendt. Da han Aaret efter søger om at blive »naturaliseret«, synes det at have været hans Tauke at ville forblive i Danmark. (Akad.)

Alexandersen. Georg Henrik Gerhard Alexandersen, født 1818 i Kjøbenhavn, vandt 1837 Konstakademiets Præmie for Teg­ning i Ornamentfaget og var 1838 i Frihaandsskolen; 1837 — 38 udstillede han Tegninger, 1841 og 1846 Blomsterstykker. (Akad. Udst. Cat.)

 

Almer. Johan Christian Almer var født i Kjøbenhavn 1742, kom i ung Alder som Lærling til Konstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1760—62, derefter vandt han 1764 den mindre og 1766 den store Guldmedaille for »Israeliterne samle Manna i Ørken«. Han havde samtidig ”fra sin første Barndom været under Hr. Professor Pilos Haand«. Da der ikke strås var et Rejsestipendium ledigt, blev han Informator i Tegning hos Pagerne, og fik som saadan Orlov

 

27

til at foretage en kort Rejse til Udlandet, hvor han navnlig besøgte Potsdam og Dresden og fik derfra Anbefalingsbreve hjem med fra ansete Tyskere. Da det store Stipendium endelig 1771 var bleven ledigt, havde han faaet en farlig Medbejler i Abildgaard, som ogsaa ved Concurrencen blev ham foretrukken. Samtidig søgte han, med Forbehold af sin Ret til at komme udenlands, en Plads som Infor­mator ved Kunstakademiets Decorationsskole, efter at hans Plads hos Pagerne var inddragen. Den 14. Jan. 1772 blev hans Valg til til denne Plads stadfæstet, men da han kort efter stod sig som den næstbedste ved Concurrencen om Rejsestipendiet og fik Tilsagn om særlig Understøttelse til ogsaa at rejse, tillod Akademiet ham at rejse i to Aar, og paatog sig at besørge hans Informatorplads udfyldt i hans Fraværelse for 50 Rdl. d. C. om Aaret, saaledes at han selv kunde nyde 150 Rdl. d. C. af sin Lønning til Hjælp til Rejsen. Om Sommeren 1772 rejste han da til Paris med særligt Paalæg om at give Meddelelser om Ornamentskolen der og kjøbe Tegninger i Ornamentfaget paa Akademiets Regning. I Aaret 1774 tilstaas ham en Forlængelse af Rejseunderstøttelsen paa to Aar, navnlig fordi han rejser »med Hensigt paa Ornamentskolens og Arveprinsen, Akademiets Præses, anbefaler ham særlig at agte paa »Møbler«.

I Rom, hvortil han kom 14. Novbr. 1774, skulde han ogsaa tegne Ornamenter og sende hjem. Han blev imidlertid alvorlig syg, saa han endog mistede Forstanden. Abildgaard, der tog sig af ham med største Venskab, skriver herom til Akademiet: »De første Aarsager til Almers Skrøbelighed tror jeg nok har været Græm­melse over sin Talent, og derefter er han falden i Religions-Irringer, som var hans yderste Raseri, hvortil jeg vel tror, der nogen har givet ham Anledning.« Det synes, som om ufornuftige Mennesker, endog medens han laa bunden som sindsforvirret, har forværret hans Tilstand ved taabelige Forestillinger. Abildgaard sørgede derpaa for, at han for Akademiets Regning blev sendt hjem i Maj 1776. Endnu paa Hjemrejsen var Almer »gal«, og da han kom til Hamborg, var han endnu ligesaa syg som i Pvom. Imidlertid maa han hurtig have rettet sig i Hjemmet, thi i September 1776 nævnes det allerede, »at han selv forestaar Informationen«. Dermed synes han ganske at have opgivet Tanken om at blive Medlem af Akademiet, hvilket ikke kunde ske, saa længe han forblev i sin Stilling som Informator. Han fik 1779 Bolig paa Akademiet, men døde allerede 5. Juli 1792 under et Ophold paa Landet i Ferien. Medens han saaledes 1772 optraadte som en næsten jævnbyrdig Concurrent til Abildgaard, og

 

28

ganske fordunklede Rude, som dog senere blev Medlem af Akademiet, endte han i den beskedne Stilling som Lærer ved Ornamentskolen. Torkel Båden fortæller i sin Nekrolog over Abildgaard (Lærde Efterretn. 1809), at ved Concurrencen for Rejsestipendiet blev dennes Arbejde »foretrukken en andens, som bevisligen var forfærdiget af Pilo, Professor red Akademiet, og et stort Navn paa de Tider.? Denne anden maatte da være Almer, men det modsiges af den Agt, Akademiet vedblev at vise Almer baade paa Rejsen og ved hans Hjemkomst. (Weinwich, S. 185. Akad. Statskal. 1772—92.)

 

Als. Peder Als var en Søn af Gaspar Johan Als, der først var Bogbinder i Horsens, siden en »fortræffelig« Lakerer i Kjøben-bavn, død 1762, og Marie Margrete Zeuthen. Han blev født i Kjøbenhavn 16. Maj 1726 (el. 1725). Han blev Lærling af Pilo og var den første, som vandt det nysoprettede Konstakademis store Gruldmedaille (d. 3. April 1755) paa Opgaven »Loth og hans Hustru, som udgaa af Sodoma«. I Slutningen af Aaret blev der tilstaaet ham et Rejse­stipendium paa sex Aar, fra 1. Jan. 1756 at regne, stort 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner) aarligt. Han rejste bort rimeligvis i Maj 1756 og kom i November til Rom, hvor Billedhugger Pezold havde anbefalet ham til Rafael Mengs, hvis Lærling han nu blev. Han var allerede den Gang en svær Mand, der døjede meget af Heden.

I Rom var Als sammen med AViedewelt, Mandelberg og flere Danske, som han selv nævner i et Brev af 1756. Gjennem Wiedewelt har han uden Tvivl gjort Bekjendtskab med Winckelrnann, hvis Portræt han malede i Rom. Der malede han ligeledes et Portræt af "Wiedewelt selv, som senere kom til den kgl. Malerisamling, og bl, andre Ting en Copi af Hovedpartiet af Rafaels ”Skolen i Athen« i samme Størrelse som Originalen, et stort Billede efter Rafael Mengs' Cornposition, forestillende »Dronning Semiramis, som sværger ikke at rede sit Haar, før hun har underkuet et Oprør s en Copi af Lorrains Portræt i det franske Akademi i Rom, paa Bestilling fra Akademiet her, og et Originalmaleri, »Cleopatra og Augustus i Alexandria«. I Dresden havde han malet en lille Copi efter Madonna med Barnet i Correggios »Nat« og en Copi af et Dameportræt af Poul Veronese. Begge disse Copier tilhørte Bülow paa Sanderumgaard. Efter Weinwichs Opgivelse skal Als ogsaa i Rom med Held have udført mindre Copier efter italienske Originaler af Rafael, Andrea del Sarto o. A. I 1760 var han paa en Rejse i Neapel og studerede navnlig i de nye Udgravninger i Herculanum. Mengs havde ønsket, han skulde blive sex Aar i Rom, for at uddanne sig

 

29

til en fuldkommen Historiemaler, og Als søgte derfor Akademiet om i alt at nyde 8 Aars Stipendium for at kunne være 2 Aar i Paris, men det blev afslaaet, og i 1761 maatte han rejse til Paris, efter at Akademiet med Nød og næppe havde tilstaaet ham en særlig Sum til at betale hans Gjæld i Bom.

Als kom hjem i December 1762 og blev 4. Marts 1763 agreeret ved Akademiet ikke som Historiemaler, uagtet han havde nydt Stipendium som saadan, men som »Portrætskildrer«, og skulde efter Forsamlingens Vedtagelse til Reception male »to af Officialium Por­træter«, nemlig Kobberstikkeren J. M. Preisler og Bygmestren N. H. Jardin. Den 8. August 1764 blev han Medlem af Akademiet paa disse tvende Stykker. Den 9. April 1766 udnævntes han derpaa til Professor ved Modelskolen og 17. Maj s. A. fik han Bestalling som »kgl. Hof-Historie- og Portrætskildrer« med 800 Bdl. d. C. (omtr. 2560 Kroner) om Aaret. Han nævnes ogsaa som Medlem af Akade­miet i Bologna. Han sysselsattes nu mest af Hoffet, ikke alene som Maler, men ogsaa med Ophængning af Malerier paa Slottene og desl. Han døde ugift i sin Bolig paa Charlottenborg d. 8. Juli 1776.

Blandt hans Arbejder nævnes i hans egne Breve »Dronning Caro­line Mathilde, afmalet som Oberst for hendes eget Regiment« i hel Figur, malet i Anledning af nye Faners Indvielse og skjænket Grev Kantzau-Ascheberg, til hvem det blev afleveret 10. Juni 1771. Syv Maaneder efter arresterede Rantzau selv Dronningen. For dette Billede fik Konstneren 300 Bdl. d. C. (omtr. 960 Kroner). Endvidere et Por­træt af Caroline Mathilde siddende med Prinsesse Louise Augusta paa Skjødet og Kronprins Frederik staaende foran sig. Det blev bestilt om Sommeren 1771 for at tjene til en Foræring til Hertugen af Grlo-cester, der havde besøgt det danskejHof, men Konstneren naaede maaske ikke videre end til Udførelsen af de Esguisser, som han efterhaanden forelagde Struensee. Endelig et Portræt af Christian VII i fuld Legemsstørrelse, som blev gjort færdig af Ais' Lærling Akerfeldt efter Konstnerens Død. Ved Akademiets Salon 1769' udstillede han atten Portræter, hvoriblandt Jardins og Preislers, de to Medlems-stykker, samt Mandelbergs og Wiedewelts. Ved Salonen 1778 var det nysnævnte Portræt af Christian VII udstillet. Den bekjendte August Hennings, som i Anledning af denne Salon skrev en hel fransk Bog, Essay sur les arts en Danemarc, er heri temmelig stræng ved Als. »Ved hans store Flid og utrættelige Umage erhvervede hun sig vel Indsigter; men Udførelsen tabte derved sin Ild, og den blev stedse ængstelig og tvungen. Hans Penselføring er møjsommelig

 

30

og tung, hans Farvetone nuørk.« Han beskylder hain ogsaa for, at hane Dameportræter ikke ligne. Akademiets Samling indeholder af Als foruden Medlemsstykkerne Copien efter Lorrains Portræt og Portræter af Grev Schmettau og Billedhuggeren Wiedewelt. Hans eget Portræt er malet i Miniatur af W. A. Muller, som dennes Medlemsarbejde. Den kgl. Kobberstiksamling bevarer en Del Haand-tegninger af Als. (Weinwich, S. 160. Sandvig, S. 3—24. Kraft og Nyerup Lex. Skild. 1829, Sp. 881. Adresseav. 1762, Nr. 91. Giessing Jubell. II, 370. Hennings, 83—86. Høst, Struensee III, 249—51. Wraxall, Caroline Mathilde I, S. 245. Akad.)

 

Amberg. Hans Christian Amberg, Søn af Lægen Hans Christian Amberg og Henrikke Frederikke født Bentzen, blev født 23. Sept. 1837, lærte først Snedkerhaandværket, blev Svend 1855 og arbejdede som saadan i et Aar. Efter at have bestemt sig for at blive Bygmester, arbejdede han en kort Tid hos Bindesbøll, senere hos Chr. Hansen og Meldahl, samtidig med at han besøgte Konstakaderaiet, hvor han 1863 fik lille Sølvmedaille og 1865 Akademiets Afgangs-bevis. Senere har han opnaaet den mindre Guldmedaille for »Et Gymnasium" (1870) og den store for »Et Mausolæum« (1874). Fra October 1876 har han været Lærer ved den architektoniske For­beredelsesklasse paa Konstakademiet. (Konstn.egneMedd. TJdst. Cat.)

 

L'Amoureux. Abraham César L'Amoureux er Navnet paa en fransk Billedhugger, som formodentlig efter Grev Gyldenløves Anbefaling blev indkaldt til Danmark for at modelere en Rytterstøtte af Christian V. Efter de sædvanlige trykte Kilder skal denne Billedstøtte have været under Arbejde fra 1681 — 88, og man har henført til denne Konstner nogle Levnedstræk, som anføres i et ældre fransk Værk om Lyons mærkelige Mænd. Disse Efterret­ninger gjælde imidlertid, ifølgel-Oplysninger, som ere meddelte gjennem det danske og franske Udenrigsministerium, en Frangois l'Amoureux eller Lamoureux, der var født 1674 i Lyon, giftede sig 1700 med Elisabeth Cbrestien, og døde i temmelig ung Alder ved at styrte ud af en Postsmakke og drukne i Saone.

Den l'Amoureux, som arbejdede i Danmark, havde sin Familie med sig, og havde i det mindste fra 1685 600 Rdl. d. C. indtil Jan. Kvartal 1692, da han rimeligvis maa være død her i Landet, thi et helt Aar senere modtog hans Enke en Udbetaling »til det resterende Arbejdes Forfærdigelse paa Kongens Torv«, og endnu l 1694 og 95 modtog hun fortsatte Udbetalinger tildels til samme Arbejde. Ifølge en Medaille, som bærer Aarstallet 1688, synes det, som om den

 

31

bekjendte Rytterstøtte paa Kongens Nytorv virkelig er bleven opstillet i dette Aar, selv om Arbejder ved Fodstykket, der er omgivet af fire legemsstore Figurer, har medtaget nogle Aar mere. De fire Skikkelser forestille Minerva (Visdom), Hercules (Tapperhed), Alexander (Ædelmod) og en Kvinde med en Pyramide (Æren). Under Kongens Hest ligger en Figur, som sædvanligvis kaldes Mis­undelsen. Figurerne ere støbte i Bly og have flere Gange været forgyldte, Konstneren har tillige udført en Buste i Marmor af Christian V, som blev betalt hans Enke med 100 Rdl. d. G. (Med­delelse fra Udenrigsministeriet- Kgl. Regnskaber i Gehejmeareh. Møntfortegn. Recherches ponr servir a Thistoire de Lyon. Lyon 1757. "Weinwich, S. 98 og Skild. 1829, Sp. 977 indeholde de ældre urigt. Efterretn.)

 

L'Amoureux. Clande L'Amoureux, en Broder til Abraham César FAmoureux, deltog i Arbejdet paa Christian Y's Rytterstatue og fik ved kgl. Resolution af 12. Juni 1686 en aarlig Lønning af 200 Rdl. d. C., regnet fra 1. Jan. s. A., som han vedblev at oppebære til 1699. Da der ved dette Aar er en Afbrydelse i de kgl. Regn­skaber, vides ikke, om han er død eller bortrejst og da hvor naar. Ved Regnskabernes Gjenoptagelse 1706 er hans Navn forsvundet. Foruden at hjælpe Broderen, skulde han »reparere og vedligeholde Statuerne i Rosenborg Have«. (Kgl. Regnskaber. Gehejmeareh. Thaarup.)

 

Ancker. Michael Peter Ancker, Elev af Konstakademiet, er fedt 1849 i Ruthsker Sogn paa Bornholm og Søn af Kjøbmand H. Ancker. Han begyndte at besøge Konstakademiet i 1871 og har siden 1874 udstillet som Genremaler, navnlig i 1875 et større Billede »Scene i en Krostue, Motiv fra Skagen. (Akad. "Udst. Cat.)

 

Andersen.   A. U. Andersen-Lundby, se Lundby.

 

Andersen. Carl Christian Andersen, Søn af Gadevægter Niels Andersen, født d. 7. November 1849, gjennemgik Akademiets Skoler 1863—71, da han fik Afgangsbevis og har udstillet fra s. A. Han concurrerede to Aar efter til Neuhausenske Præmie med » Sigbrit og Christian IT«. T 1875 deltog han paany i Concurrencen for den Nenhausenske Præmie med »Mogens Munk tager Afsked med Christian II«. Ved Siden af sine større Figurbilleder maler han gjærne mindre Billeder, helst med Architektur og nogle enkelte Figurer som Staffage. (Konstnerens egne. Medd. Udst. Cat.)

 

Andersen. Carl Ferdinand Andersen, Søn af Stolemager J. C. Andersen, er født i Kjøbenhavn 1846. Han var oprindelig

 

32

Murerlærling og begyndte som saadan at besøge Konstakademiets Skoler; men han gik snart over til at blive Maler, fik i Jan. 1867 Plads i Modelskolen og d. 19. Marts 1870 Afgangsbevis som Maler. Siden 1871 bar han udstillet dels mindre Genrebilleder, dels Por­træter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Andersen. Christian Emil Andersen, født d. 2. Dec. 1817 i Kjøbenhavn, begyndte at gaa paa Konstakademiet i 1829, vandt 1835 den mindre og 1839 den store Sølvmedaille. I Juli samme Aar deltog ban i Concurrencen for den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var: »Odysseus gjenkjendes af Eurykleia«; hans Arbejde fik ikte Medaillen, men det tillodes ham dog at fremsætte det Aaret efter (April 1840) paa Akademiets sædvanlige Udstilling. Imidlertid havde han siden 1835 udstillet enkelte Billeder, dels med Emner af det daglige Liv, dels historiske Fremstillinger, og han havde (1839) haft den Tilfredsstillelse, at den kgl. Malerisamling kjøbte et af de udstillede Billeder: »Carl I tager Afsked med sine Børn i Fængslet.« I Foraaret 1841 fik han den nylig indstiftede Neu-hausenske Præmie for et historisk Billede, »Fremstillingen i Templet«, og da der kort efter fra Holsten kom Bestilling til Akademiet paa en Altertavle til Wedel Kirke, tilbød Akademiet Andersen dette Arbejde, og han malede nu »Christus i Emaus«, der var udstillet 1842. Han concurrerede anden Gang til lille Guld­medaille 1841 med »Christus hos Marthe og Marie«, ligeledes uden at faa den. Hans sidste Arbejde udstilledes 1844 og forestillede »Christian II og Dyveke«. Hans Livsbane var endnu kun lovende Begyndelser, da Døden bortrev ham d. 2. December 1845 paa hans Fødselsdag. Hans Portræt er lithograferet af Gemzee. (Akad. Private Opgivelser. Strunck.)

 

Andersen. Claus Andersen, »Bygmester. Han reparerede og byggede paa Viborg Domkirkes Taarn 1569.« (Weinwich, S. 43.)

 

Andersen. Peder Andersen kaldes flere Steder, f. Ex. i de kongelige Regnskaber, Peder Nordmand, hvoraf man tør slutte, at han var fra Norge. Han traadte 1681 i kongelig Tjeneste med 400 Rdl. d. C. om Aaret, og fik fra 1685 600 Bdl. om Aaret. Om han først 14. Marts 1683 fik Titel af Hofskildrer, som Thiele angiver (Kstakad. og Hestst., S. 5), har jeg ikke kunnet finde. Ved St. Hansdagstid 1690 kom Magnus Berg i Lære hos ham paa Frederiksborg, hvor han dengang var sysselsat, og forblev hos ham til hans Død, sem indtraf i Kvartalet April—Juni 1694. Mere vides ikke om hans Levnedsomstændigheder. Af hans efterladte Billeder, hvoraf

 

33

tre vare i Frederiksborg Slotskirke før Branden, nu derimod kun ét, ser man, at han hørte til den Skole af danske Malere, som dannede sig efter Hollænderne, navnlig Karel van Mander og Wuchter. I den kongelige Malerisamlings Eje er et Stykke fore­stillende »Skattens Mønt«, Desuden har han ifølge Burman-Becker tegnet Cartonerne til de Tapeter, som vævedes i Kjøge af Brødrene v. Eichen, og som findes i Rosenborg Riddersal. De forestille Begivenheder i Christian V's skaanske Krig. Han var en middel-maadig Konstner, men fattedes ikke Sans for en virkningsfuld Anordning. Af Portræter kjendes tvende: Prof. theol. Johannes Lassenius (nævnes ikke af Strunck) og Grehejmeraad Michael AVibe, stukket af Hubert Sonaten. (Strunck, 3245. Kgl. Regnsk. i Gehejme-arch. Thiele Kstakad. S. 4—5. Burman-Becker, Om Tapeter S. 28.)

 

Angelo. Theodor Gottfred Nicolaus Angelo blev fedt den 9. October 1767 (1769) i Slesvig, hvor hans Fader, »en født Fransk­mand« , endnu levede 1792. Han vilde været Maler og lærte at tegne i Slesvig, men 1780 kom han til Kjøbenhavn og blev der Lærling hos den daværende Kobberstikker ved Videnskabernes Selskab, Guittair. Samtidig med at han hos denne lærte Skrift- og Kortstikning, besøgte han ogsaa Konstakademiet for at uddanne sig til Konstkobberstikker; men fik liden Lejlighed til at virke som Konstner, da han ved Guittairs Død 1787 fik dennes Plads som Kortstikker ved Videnskabernes Selskab. Af Portræter har han stukket Peter Bugge, tegnet af Thorvaldsen (1794), og Dr, med. Rudolf Buchhave, malet af Povl Ipsen (1796). Han døde 1816.L (Weinwich, S. 223. do. Lexikon. Schlesw. Kstbtr. S. 41. Strunck.)

 

Anthon. Georg David Anthon, født 1714, gik, som det synes, den militaire Vej og studerede paa samme Tid Bygningskonsten under Eigtved, hvis Conducteur han var. Han var Lieutenant, da han den 30. Septbr. 1751 blev udnævnt til kgl. Bygningsinspecteur. Allerede forinden var han bleven Informator i Bygningskonsten ved det ældre Konstakademi. Han gik over i samme Stilling i det nye Akademi (1754) og forblev i denne Stilling indtil 1760, da han ved sin Udnævnelse til kgl. Bygmester og Inspecteur ved de kgl. Slotte i Fyen og Jylland maatte fratræde som Lærer. Aaret efter blev han ved Fortlings Død Hofbygmester og Inspecteur over alle Slotte i Danmark. Han har bygget den tyske Frederiks Kirke paa Christianshavn, Kirken efter Eigtveds Tegning, Spiret, som

 

1 I Tillægget til Udstillings-Catalogen 1844, Nr. 392 nævnes „et Portræt" af en anden Angelo.

 

34

det synes, efter sin egen Opfindelse. Grundstenen til Kirken blev lagt den 12. Juni 1755 og Spiret var færdigt 30. Juni 1769. Han ombyggede ogsaa Bregentved Hovedgaard paa Sjælland. Allerede 1759 havde han udgivet »Anvisning til den civile Bygningskonst« paa Dansk og Tysk i Folio. Dette Værk blev oplagt paany 1772 og 1818. Han døde d. 30. Aug. 1781. ("Weinwich, S. 152, 172. Posttid. 175lNr.81. WormsLitLex.Suppl. RotheKbh.KirkerS.43. Akad.)

 

Antwerpen.    Johan af Antwerpen, se Johan af Antwerpen.

 

D'Arbes. Josef Frederik August d'Arbes var efter "Wein­wich født i Kjøbenhavn, ifølge Schlesw. Kunstbeitr. i Hamborg 1747.1 Det første er sandsynligst, da han allerede 1759 besøgte Konstakademiets Tegneskole i Kjøbenhavn og 1761 var rykket op i Modelskolen.2 Han lærte desuden at tegne af J. M. Preisler og at male af Pilo. Efter at have foretaget en Rejse til Tyskland, Holland, Frankrig og Rusland, nedsatte han sig 1785 i Berlin, hvor han 1796 blev Lærer og Professor i Portrætmaleri, og døde der 26. Juni 1810- Han skal især have udmærket sig i de paa den Tid saa yndede Pastelmalerier. Den kgl. Malerisamling ejer af ham et Portræt af Catharina II af Rusland, Knæstykke. {Weinwich, S. 205 samt do. Lexikon. Akad. Skild. 1830, Sp. 737.)

 

Arbien. Hans Arbien, maaske en Broder eller i al Fald en Slægtning af Medailleuren, blev 1754 Tegnelærer for de kgl. Pager og Landcadetterne og deltog Aaret efter i Concurrencen om Guldmedaillen sammen med Als, dog uden at opnaa den. Han døde d. 4. December 1766. Han er uden Tvivl den samme som J. Arbien, hvis Navn findes paa et Stik i Hjelmstjernes Samling (Gat. S. 439). Det forestiller Frederik V i Harnisk, er et Knæstykke og er stukket i Kobber i London af Th. Burford og tilegnet Baron Solenthal, Paa Stikket staar J. Arbien Copenhagen pinx.} samt en engelsk Ind­skrift, at Originalen ejes af John Collet, Kjøbmand. Et andet Portræt, som er betegnet H. Arbien Effigiem pinx., forestiller Hedvig Eleonore Hoppe (Strunck, 1251), stukket af O. H. de Lode 1753. Et tredje Portræt forestiller Præsten C. I. Heise i Hamborg (1741). (Akad. Weinw.Lex. Spengl.Art.Eft. Adresseav.1766Nr.183, Hamb.Kstlex.)

 

Arbien. Magnus Grustav Arbien var født d. 25. Septbr. 1716 i Christiania, hvor hans Fader Peder Arbien var Kjøbmand. Allerede som ung1 havde han Lyst til at gravere og forsøgte sig i at stikke Signeter, men da Faderen vilde have, at han skulde være Sømand,

 

1 Efter Thaarup i Kurland.

 

3 Kaldes i Akademiets Protokol: Josef August Ostinius d'Arbes.

 

35

blev han sendt til England og gjorde derfra en Rejse til Vestindien. Efter Faderens Død rejste han til Kjøbenhavn for at følge sin Tilbøjelighed for Konsten. Allerede 1732, altsaa i sjt 16.—17. Aar udførte han en Medaille i Anledning af Stiftelsen af Ordnen l'union parfaite og i de følgende Aar nogle flere, som vel røbe Begynderen, men ogsaa saa gode Anlæg, at han fik aarlig Understøttelse for at kunne uddanne sig videre i Stokholm hos den navnkundige svejt­serske Medailleur Hedlinger, som dengang arbejdede for det svenske Hof. Ved Konstakademiet der vandt han en Selvmedaille i Tegning, kom 1738 tilbage til Danmark og fik Tillæg til den ham tilstaaede Understøttelse. Efter en Rejse i Tyskland (1740—42), var han 1743—44 Prinsesse Louises Lærer i Voxpoussering og blev derefter, som det synes 1745, ansat som Hofmedailleur med en meget ringe Lønning. Med kgl. Understøttelse rejste han 1751 først til Stok­holm, hvor han gjorde Bekjendtskab med Mandelberg og fulgtes siden med denne til Paris, og der var han endnu i 1753. Denne Rejse, som han foretog »med kjendelig Nytte«, bragte ham imidlertid i endnu større Gjæld, end han var tilforn, »thi han var en maadelig Husholder og vilde leve frisk«. Desuden var han allerede bleven gift under sit første Ophold i Sverige, men skal ikke have været lykkelig i sit Ægteskab.

Arbien har udført Konstakademiets første Medailler (store Sølv- og store Guldmedaille), Guldmedaillen efter en Tegning, som Saly havde gjort 1755. Stemplerne blev færdige 1758. Aaret før, d. 28. Marts 1757, var han bleven Medlem af Akademiet paa en Medaille til Ære for dets Præses, Grev Moltke. Han klagede tidt over sin ringe Lønning, men i Akademiets daværende franske Periode agtedes ikke derpaa. Af Ærgrelse over sine ulykkelige Forhold skal han være bleven syg og døde den 27. Januar 1760 lidt over 43 Aar gammel. Medens han laa syg, blev der tilstaaet ham en anstændig Lønning, »men da var det bag efter«. Et halvt Aar før han døde, havde han faaet en Indbydelse til St. Petersborg paa »ligesaa glimrende Vilkaar« som Maleren Tocqué og Kobberstikkeren Schmidt, men det blev ham nægtet at rejse af den danske Regering. Efter en anden Beretning vilde han have fulgt Kaldelsen, men døde forinden. Han efterlod Hustru og Datter.

Arbien er en for sin Tid fortrinlig Stempelskærer, som i sine Portræthoveder røber en høj Grad af sand konstnerisk Følelse. I den danske Møntsamling bevares over 40 Medailler af ham, hvoraf foruden de allerede nævnie maa fremhæves Medaillen i Anledning

 

36

af Kronprins Frederiks og Prinsesse Louises Formæling (1742), med hvilket Aar lians skjønneste Konstperiode begynder, endvidere Salvingsmedaillen (1747), Medaillerne i Anledning af den olden­borgske Stammes Jubelfest (1749), Medaillen i Anledning af Konst-akademiets Stiftelse (1754), over Holberg (1757), samt Medaillerne i Anledning af Souverainetetens Indførelse (1760). Arbiens Portræt, malet af den svenske Portrætmaler Arrhenius, skal have været i Akademiets Samling, og en Buste, modelleret af Wiedewelt under begges Ophold i Paris, ejedes af hans Enke. (Dske Saml. IV, 74. Thaarup. Weinwich, Side 147 og 176; do. Lexikon. Akad. Hen­nings, Side 103. Thiele Kstakad. S. 105 og 108—9.)

 

Arentz. Johan Frederik Arentz vandt i 1757 Konstakademiets store Sølvmedaille for Tegning og bekjendtgjør i Adresseavisen for 27. Nov. 1761 (Nr. 90), at han nedsætter sig som Portrætmaler. I Bekjendtgjørelsen siger han, at han i 11 Aar har conditioneret hos Hr. Professor Pilo og lært Portrætmaleriet. Ifølge andre Angivelser var han Lærling af Als og levede siden i Lyksborg. Endnu 1782 var han i Live. En Joh. Arentz, som 1788 søger om at blive Mester i Malerlavet udenMesterstykke, da han er lam i Hænderne, er næppe den samme Person. (Weinw. Lex. Adresseavisen 1761 Nr, 90. Akad. Private Optegn.)

 

Aretæus. Daniel Aretæus nævnes i Annales Corbeienses ved Aar 1455 som »en særdeles Konstner i forskjelligt Billedhugger­værk«, der kaldes til Danmark af Kongen (o: Christian I), »som agtede ham meget højt.« Man har sluttet deraf, at han kunde være Mester til det saa kaldte oldenborgske Horn, som endnu bevares paa Rosenborg, og som skal have været bestemt til de hellige tre Kongers Kapel i Køln. (Scriptores. Brunsv. II, S. 318. Langebek, Jubel-tale over Chr. I, S. 62. Weinw., S. 2. Brock, Oldb. Kong. S. 1—2.)

 

Aumont, Horace Henri Philippe Aumont, Søn af den nedennævnte Portrætmaler Louis Aumont, født d. 16. Dec. 1839 i Hamborg, kom i 1842 med Faderen til Kjøbenhavn, hvor han uddannede sig til Porcelainsmaler og ved Prof. Hetsch' Medvirkning fik Plads ved den kgl. Porcelainsfabrik. Han udstillede tillige Blomster­stykker 1861—63. I. Krigen 1863—64 var han med ifølge sin Værnepligt, og blev saa haardt saaret i Slaget ved Sankelmark den 6. Febr. 1864, at han døde to Dage efter. (Medd. af Konstn.' Fader. Udst. Cat. 111. Tid. 1864. S. 260.)

 

Aumont, Louis Auguste Frangois Aumont, Søn af Under-bogholder i Nationalbanken og Major i Borgervæbningen Jean Pierre Marie Aumont (hvis Fader, J. A., var Hofmodehandler i Paris) og

 

37

Elisabeth de Janty, blev født i Kjøbenhavn d. 7. Jan. 1805. I sit femtende Aar begyndte han at gaa paa Konstakademiet, hvor han. 1824 fik den mindre og 1826 den store Sølvmedaille, samtidig lærte han at male hos Portrætmaler H. Hansen. Kort efter at den store Sølvmedaille var tilkjendt ham, udbad han sig Akademiets Anbe­faling, da han vilde søge kgl. Rejseunderstøttelse. Directeuren fik det Hverv at fraraade ham at rejse, fer han havde naaet en større Udvikling; ikke desto mindre afrejste han d. 22. Septbr. 1826 til Paris med et Aars Stipendium af Kongen paa 200 Sp. (800 Kroner) og den samme Sum aarlig i to Aar som privat Understøttelse af Grev Moltke, efter at han i nogen Tid tilforn havde besøgt Eckersbergs Malerskole. I Paris, hvor -han fik Lejlighed til at male ikke faa Portræter, studerede han tillige i Gros' Atelier; han søgte fra Paris paany om Akademiets Anbefaling og fik Attest for s at have lagt tonisk) endeligt Talent for Dagen«. Aumont kom tilbage til Kjøbenhavn d. 1. Juli 1829, og udfoldede i flere Aar en betydelig Virksomhed som Portrætmaler. I Dec. 1832 indsendte han et Portrætstykke med tvende Børn (Oberstltn. Hagemanns Børn, udst. 1833), for derpaa at agreeres; men han fik det Raad at tage sit Arbejde tilbage for senere at indsende et bedre. April 1833 ønskede han igjen at blive agreeret paa et Portræt af Fru Heiberg, men fik samme Svar. Maaske Krænkelse herover med­virkede til, at han om Somren 1834 rejste til Hamborg, hvortil han kom d. 7. Sept., og der forblev han bosat indtil Hamborgs Brand 1842, da han vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor han nu levede til 1847. Af Hensyn til sin Helbred tog han derpaa til Vestindien; men da han stadig følte sig syg, malede han ikke meget der, I Haab om, at Søluften skulde gavne ham mere, modtog han (1853) Plads som Intendant og Hovmester i Orlogsbriggen »Mercurius«, der havde mistet en stor Del af sit Mandskab af den gule Peber, og vedblev nu at fare med Marinens Skibe lige til 1865, blot afbrudt ved et Ophold i Kjøbenhavn og Paris 1858—59. Efter at have taget sin Afsked, kjøbte han sig samme Aar ind i Sygehjemmet, hvor han endnu lever. Han blev 1832 gift med Vilhelmine Bernardine født Paasche. Aumont var i lang Tid den mest søgte Portrætmaler i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat,)

 

38

Baagee. Carl Emil Baagøe, Søn af Skibsfører Jan Hansen Baagøe og Dorthea Frederikke født Hendriksen, er født d. 22. Aug. 1829 paa Christianshavn. Faderen tog ham i en Alder af 12½ Aar med til Søs, for at prøve, om han, ligesom sin øvrige Slægt, havde Lyst til at være Sømand. Da han hellere vilde tegne og male Skibe end fare med dem, fik han Adgang til Konstakademiet i Januar 1844 og kom efter sin Confirmation s. A. i Malerlære. Efter at han 1848 var bleven Svend og skulde ernære sig ved sit Arbejde, levede han som Decorations- og Rullegardinsmaler, medens han i sin Fritid ivrigt dyrkede sit kjæreste Fag, Sømaleriet og besøgte Skibsværfterne for at tegne Skibe. Omsider opgav han aldeles Haandværket for at hellige sig Konsten, og han har siden. 1855 stadig udstillet som Mariuemaler Frugten af hvad han havde set paa sine talrige Studierejser. I 1864 havde han en Rejseunder-støttelse af Konstakademiet paa 200 Rdl. (400 Kroner) til Rejser i Indlandet, og i 1866 og 1868 foretog han et Par Rejser til Norge. Næsten alle hans større Arbejder ere, ligesom flere andre af vore Sømaleres, solgte til England. Han ægtede 1862 Ida Hansine født Sørensen. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat. Konst & Æsth., S. 195.)

 

Baagøe. Peder Baagøe, Søn af Skibsfører Baagøe, var født paa Dragør 1789, og var Broder til J. H. Baagøe, Sømalerens Fader. Han synes ikke at have uddannet sig ved Konstakademiet til Kobber­stikker, men en Ansøgning af ham til Fonden ad usus publicos blev i 1813 sendt til Akademiets Betænkning. Foruden nogle Plader til Flora Danica har harj stukket sex Blade med Skibe efter forskjellige

 

39

Konstnere.    Han, døde i ung Alder September 1825.    (Medd. af Konstn. Brodersøn.   Akad.)

 

Baasch. Hans Frederik Baasch fik lille Sølvmedaille ved Kunstakademiet i Kjøbenhavn 1809 og udstillede 1810 —12 som Akademiets Elev og senere 1823 som Malermester i Eckernførde nogle Portræter og Prospecter. Dog nævnes han 1824 og 1839 som Portrætmaler sammesteds og levede endnu 1847. (Akad. TJdst. Cat. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 33.)

 

Baasch. Frederik Theodor Baasch, en Søn af den nævnte H. F. Baasch og født i Eckernførde efter 1812, besøgte Konstakade-miet i Kjøbenhavn fra 1839, blev Elev af Modelskoleu 1841 og udstillede 1841—44 ialt syv Billeder, dels Portræter, dels Genre­billeder, hvoraf et Genrebillede i 1842 »Nogle Personer, som læse Placater paa et Gadehjørne,« skal have vist Paavirkning af Eckersberg og udmærket sig ved en kølig, men ret klar Farve. Der­imod stemples »En Dreng med Cigarer« som et Begynderarbejde. (Akad. TJdst. Cat. Høyens efterl. Pap.)

 

Bache. Otto Bache, Søn af Kjøbmand Niels Bache og Emilie Kirstine født Winther, er født i Roskilde d. 21. August 1839. Forældrene flyttede 1844 til Kjøbenhavn, hvor Sønnen sattes i Borgerdydskolen i Kjøbenhavn. Dog begyndte han allerede, da han var ti Aar gammel, at besøge Konstakademiet, og lærte samtidig at male hos Marstrand, som dengang ikke kunde faa Øjet ret op for Konstnerens fremspirende Talent. Efter at Bache 1856 og 1857 havde faaet Akademiets lille og store Sølvmedaille, har han helliget sig Portræt- og Genremaleriet, selv om han af og til forsøger sig i et større Billede i historisk Retning. Med Forkjærlighed griber han dog Emner, hvori Dyrene spille en Rolle, saaledes at han endog i Valget af historiske Emner har ladet sig lede af Hensyn dertil, f. Ex. »En Centaur, som leger med sin Søn« (1869), »Daniel i Løvekulen» (1872). Han fik 1863 den Neuhausenske Præmie for »Husdyr i Bondegaarden« og 1866 Akademiets store Rejsestipendium-for to Aar. Han drog først til Paris, hvorfra han bl. a. hjemsendte »Karreheete« og »Franske Omnibusheste i Stald«. Det sidste Aar tilbragte han i Italien. Efter Hjemkomsten giftede han sig (August 1868) med Clara Charlotte Elise født Haagensen, og han blev den 23. April 1872 Medlem af Akademiet.

Han har ikke faa Gange med Held fremstillet hele Portræt­figurer i mindre Format, snart en enkelt Figur f. Ex. »En ung Pige, som forsegler et Brev« (1862), »En Frokostscene« (1870), snart

 

40

med ikke faa Personer i en samlet Composition, som »Portræt­gruppe« (1872), et Billede med Aftenbelysning, der hædredes med Udstillingsmedaillen. Mest Lykke har lian dog gjort ved sine dels alvorlige, dels livfulde Fremstillinger af Dyreverdnen. »En Ælte­vogn ved et Teglværk« (1864) blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. »Hundene skal bave Mad« (1871), »En Barselvisit« (1874), »Jalousi« (1876) o. il. a. ere gjengivne i Lithografi og Fotografi. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Bagge. Johan Bagge, Søn af en Raadmand i Bergen, blev tillige med sin Broder Daniel Student, men Lyst til praktisk Virk­somhed sejrede hos dem begge. Medens Daniel blev KonsWedker, lagde Johan sig efter Medailleurkonsten. Christian VI lod ham rejse udenlands og gav ham siden »en verdslig Bestilling«; i Norge. En Indsender i »Minerva« sætter ham ligesaa højt som Wahl. I den kgl. Møntsamling findes tre Medailler af ham, nemlig: 1) i Anledning af Hirschholms Slots Indvielse (1739), 2) i Anledning af Hoffets Indflytning paa Christiansborg (1740), 3) en Medaille med Kongens og Dronningens Portræter. (Danske Saml. IV. 75. Weinwich, S. 147. Minerva 1800, S. 288. Møntfortegn.)

 

Bagge. Oluf Olufsen Bagge, Kobberstikker, var født i Kjøbenhavn d. 22. December 1780. Han blev Student fra Kolding Skole 1800 og tog anden Examen, inden han helligede sig Kobberstikker-konsten; han rejste udenlands 1821—24 for at studere dette sit Fag og døde d. 22. September 1836. Han var gift med Karen Nielsen. Om hans Skrifter, tildels ledsagede af Stik af ham selv, se Erslews Forfatterlexikon. Hans Hovedvirksomhed var som Kobberstikker til Flora Danica. Desuden har han stukket »Blomstertegninger for Ungdommen« af Camradt jun. Hans Portræt er stukket af Erl. C. V. Eckersberg 1827. Konstakademiet anbefalede ham 1826 til at faa nogle Aars Eneret paa »stannographerede« Blade. ("Weinwich, S. 234. Kraft og Nyerup. Erslew. Strunck. Skild. S. 1816, 571. Akad.)

 

Balfour. David Balfour byggede for Christian IV i Skaane (1618), nævnes i et Skjøde, hvoraf det ses, at han ejede en Gaard i Kjøbenhavn, som »Kongl. Majestæts Bygmester« (1634), og Weinwich har fundet ham omtalt som kgl. Bygmester paa Frederiksborg (1643). (Christian IV's Alm. 1618, 6. Marts, ved Nyerup. Gehejme-archivet. Weinwich, S. 46.)

 

Ballin. Joel Ballin, eller som han i Udlandet kaldes, John Ballin er Søn af Kjøbmand Josef Ballin og Hanne Behrend Peiser,

 

41

og han er født i Vejle d. 22. Marts 1822, Efter at have tilbragt sin Barndom i Vejle, kom. han til Kjøbenhavn, hvor han fra sit 11te Aar begyndte at besøge Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Maler. Da han samtidig maatte arbejde for sit Livsophold, gik Undervisningen paa Akademiet kun langsomt fremad for ham, og først i Juli 1842 fik han Adgang til Modelskolen. Aaret før havde han som Maler udstillet »Procession i Synagogen ved Løvsals Fest«. Han opgav imidlertid snart Maleriet og lagde sig efter den nylig opfundne Kemitypi. For at uddanne sig heri rejste han 1846 til Leipzig, men indsaa Nødvendigheden af at gjennemgaa en ordentlig Skole i Graveurkonsten, hvorved han førtes til udelukkende at lægge sig efter Kobber- og Staalstik. Med Understøttelse af den Rejersenske Fond rejste han til Paris, hvortil han kom d. 5. Oct. 1848, og han forblev som bosiddende der, indtil han d. 30. Sept, 1870, paa Grund af Krigsuroligliederne, flyttede til London.

Det lykkedes ham 1850—51 at faa en Rejseunderstøttelse fra Kunstakademiet i Kjøbenhavn paa 600 Rdl. (1200 Kroner) aarlig og i det tredje Aar 350 Udi. (700 Kroner) fra Kirke- og Undervisnings­ministeriet, Derved blev han sat i Stand til at opnaa en saadan Dygtighed, at han ikke alene kunde finde Erhverv i Paris, men endog efterhaanden hævede sig til en af dets mest. fremtrædende Konstnere i Kobberstikfaget, og allerede 1852 følte han sin Stilling saa betrygget, at han i September rejste til Kjøbenhavn og hentede sig en Hustru i Helene født Levin.

Hans første større Kobberstik var »Le martre d'école”  efter Ostade og »En ung Pige« efter Jan Victor, begge fra Louvres Malerisamling. Men da man i Paris foretrak Staalstikket som mere egnet til et større Antal Aftryk, maatte han lægge sig efter en blandet Fremgangsmaade (maniere mixte), som han siden har uddannet til en høj Grad af Fuldkommenhed, saaledes at han med slaaende Virkning gjengiver Carnationens Blødhed ikke mindre end de forskjellige Stoffer. Med megen Kjærlighed og Smag lader han Beskueren føle de forskjellige Maleres ejendommelige Udførelsesmaade og Stil. Til hans betydeligere Blade hører »Daaben« efter Knaus (Udst. 1864), de to Sidestykker efter Gustave de Brion, to andre efter Protais' Slagbilleder m. m. Ved Udstillingen i Paris

1861  vandt han en  Guldmedaille af tredje Klasse, og d. 31. Aug. 1862  blev han Ridder af Dannebrog.    D. 5. Marts 1877 blev han Medlem  af Konstakademiet   i  Kjøbenhavn.     (Konstn.  egne Medd. Akad.   Udst. cat.   Fdl. 1856, 9. Maj.)

 

42

Balsgaard. Carl Vilhelm Balsgaard, Søn af Lottoassistent og Revisor Hans Balsgaard og Anna Dorothea født Weinreich, er født i Kjøbenhavn d. 29. December 1812. Han besøgte fra 1828 Konstakademiet, hvis Skoler han gjennemgik lige til Modelskolen, hvor han . 1841 fik den mindre Sølvmedaille. Det var først hans Agt at uddanne sig til Figurmaler, hvorvel han samtidig (fra 1835) udstillede Gjengivelser af Frugter, Blomster og Dyr saavel som af det døde Liv. For at søge Erhverv, da han var henvist til at ernære sig selv, kastede han sig i 1842—43 over Porcelainsmaleriet og concurrerede til den Neuhausenske Præmie med et Portræt af Thorvaldsen efter Eckersberg, malet paa Porcelain (1843). Præmien blev tildelt hans Medbejler Juuel, men Akademiet tilkjendte ham dog som en Ros, at han skulde »nævnes (d. 31. Marts) som den, der heldig har deltaget i Concoursen«. Samnre Aar søgte han Rejseunderstøttelse .som Por-celainsmaler; dog fandt Akademiet ham ikke moden nok til at anbefale ham til at rejse, og han fandt nu et Sideerhverv ved at give Undervisning i Tegning.

Imidlertid lagde Balsgaard sig stedse mere udelukkende efter Blomster- og Frugtmaleriet, og uagtet han ikke har afladt med undertiden at male Portræter og Figurer, har han dog siden 1852 ikke udstillet Billeder udenfor sit valgte Fag. I 1855 tildelte Akademiet Konstneren sit mindre Rejsestipendium paa 600 Rdl. aarlig i to Aar, medens den Rejersenske Fond samtidig understøttede ham med 200 Rdl. i det første og 300 Rdl. i det andet Aar. Bals­gaard besøgte paa denne Rejse Berlin, Dresden og Düsseldorf samt Paris. Først paa en langt senere mindre Rejse (1872—73) har han besøgt Italien. Efter Hjemkomsten fra den første Rejse (1857) var Akademiets Fundats forandret, saaledes at Konstnerne ikke mere skulde gjøre Medlemsarbejde, men optages i Akademiet ved Valg. Balsgaard var efter Bogstavfølgen den første iblandt de Koustnere, som blev Medlemmer af Akademiet ved det kort efter foretagne Valg (d. 5. Juli 1858). Efter Christian IX's Tronbestigelse blev han 1864 udnævnt til at varetage de med Kongens private Maleri-samling forbundne Functiouer og 1867 fik han Titel af Professor. Fra 1843 var han gift med Anna Margrete f. Hirth, der døde 1868.

Af Balsgaards mere fremtrædende Billeder ejer den kongelige Malerisamling et mindre og et sfeørre, Grev Moltke til Bregentved ligeledes et mindre og et større. Et stort Billede, som tilhørte Frederik VII, blev solgt til Amerika; det største af de Billeder, han har afhændet til Kunstforeningen, tilfaldt afd. Conferensraad

 

43

Forchhaminer; to ovale Billeder, som Konstneren selv regner til sine bedste Arbejder, tilhøre Etatsraad Struckmann. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bang. Ingeborg Marie Bang, Batter af Etatsraad, Herreds­foged Claus Bang og Inger Marie født Zimmer, er født d. 27. Aug. 1833, og da hun havde megen Lyst til at tegne og male, lærte hun først at tegne hos Tegnelærerne Kierkegaard og F. Helsted, senere at male af Landskabsmaler Rasmussen Ejlersen. Hun har udstillet siden 1871 Landskaber dels fra Hellebæk-Egnen, dels fra Vordingborg. (Konstraf egne Medd. Udst. Cat.)

 

Bang. Jens Bang, hvis Hovedvirksomhed var som Læge, maa nævnes som Konstner, da han omfattede sine Studier i Konsten med megen Varme og endte med at knyttes til Konstakademiet, om end ikke som udøvende Konstner. Han var født den 1. Aug. 1737, blev Student 1756 og tog anden Examen 1758. Samtidig med at han dyrkede det lægevidenskabelige Studium, lagde han sig efter Bygningskonsten ved Akademiet under Jardin og Anthon. Han fik Sølvmedaillerae (endog 2 Gange 1760 og 62), lille Guldmedaille 1764 (et Opfostringshus til 400 Børn) og store Guldmedaille 1765 (et Kormnagazin til 3 Aars Forraad). I Efteraaret 1770 søgte ban om det Rejsestipendium, der var bleven ledig ved Bradts Død, for at uddanne sig til Architekt, men fik det ikke. Allerede 1768 havde han holdt Forelæsninger over Anatomi ved Akademiet i Bergers Fraværelse, men da han 1771 søgte denne Plads, blev Weidenhaupt ham foretrukken. Derimod tillod Akademiet ham i , 1772 at læse over Architektur og Perspectiv i Informator Nissens Fraværelse. Imidlertid tog han 1773 lægevidenskabelig Examen, blev 1774 Dr. med. og 1776 Læge i Sorø, hvor han forblev i 25 Aar. Hans konstneriske Virksomhed nævnes kun én Gang, idet han gjorde Udkast til et Gravmæle over Familien Reitzenstein i Sorø. Paa Ansøgning af ham selv blev han 1788 Æresmedlem af Konstakademiet, og endelig, efter at han 1801 var forflyttet til Kjøbenhavn som Borgmester (Sundhedspolitiet), blev han 1805 Professor i Anatomi ved Konstakademiet. Han blev gift 1779 med Caroline Kraft, og døde d. 25. Febr. 1808 af et Slagtilfælde. Som Borgmester gjorde han Tegninger til et nyt Hospital og til et nyt Forbedringshus. Hans Portræt er tegnet og stukket af A. Flint. (Weinwich, S, 224—225 og Skild. 1829, Sp. 1428 efter Biogr. af Klingberg i Bibi. f. Læger. Kbh. 1810. 2det Bind, S. 266. Akad.)

 

Bang.    Peter Marius Bang,   Søn af Justitsraad, Oliemøller

 

44

Christian Bang og Pauline Bang født Borum, er født i Aarhus den 22. October 1829. Han var først bestemt til Handelen, men da han viste Lyst og Anlæg baade for Musiken og Malerkonsten, fik han 1852 Lov til at tage til Kjøbenhavn for at uddanne sig i disse Fag. Medens han dyrkede Musiken under Chr. Gebauers Vejledning, gjennemgik han samtidig Konstakademiets Skoler og lærte at male hos Ottesen. Senere søgte han ogsaa Haad hos J. L. Jensen i sit særlige Fag, Blomstermaleriet, og hos Marstrand, for at udvide sin konstneriske Dannelse. Efter J. L. Jensens Død (1856) kjøbte han dennes Landsted i Gjentofte og levede der i flere Aar, omgivet af den Natur, han gjengav i sine Billeder. Ved Krigens Udbrud 1864 meldte han sig som Frivillig, uagtet han ikke var ganske ung mere, og deltog med Hæder i Felttoget. Efter sin Hjemkomst fra Krigen ægtede han Marie Elisabeth Fritz, en Søster til Landskabsmaler A. Fritz; men faa Aar efter maatte han afbryde sin Konstnerbane, idet en tiltagende Svækkelse i Øjemusklerne ganske hindrede ham i at male. Han vendte nu tilbage til sin Fødeby Aarhus og har siden levet der, dels som Musiklærer, dels som Bestyrer af et Tegnekontor, der udfolder en gavnlig Virksomhed. Han udstillede i Kjøbenhavn fra 1857 til 1867, og valgte helst voxende Blomster til Emne for sin Pensel. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Bang. Vilhelmine Marie Bang, Datter af forhenværende Minister og Justitiarius i Højesteret Peter Georg Bang og Marie Caroline' født Fribert, er født i Kjøbenhavn d. 3. Marts 1848. Efter at have modtaget sin konstneriske Uddannelse under Vejledning af Kyhn, Vermehren og Roed, har hun 1873—74 udstillet et Par Landskaber, 1875 tvende Genrebilleder. Hun har i Sinde væsentligst at lægge sig efter Interieurs og Genrebilleder og afrejste i Efteraflret 1876 til Paris for at uddanne sig videre for sit Fag. (Konstn. egne Medd. Erslew's Forf. Lex. Udst. Gat.)

 

Barbette. Josias Barbette fra Strassburg, en fransk Portræt-og Emaillemaler, har arbejdet for det danske Hof 1693 til 1716. Da han hørte til den reformerte Menighed i Kjøbenhavn, blandt hvis diacres et andens han nævnes (1700), er han rimeligvis død her i Landet. (Kgl. Kegusk. i Gehejmearch. Clcment, Notice sur Tegl. réf.)

 

Barlach. Jakob August Georg Barlach, Søn af Blikken­slager Barlach i Flensborg, var født der 1822. I 1838 kom han til Kjøbenhavn og besøgte Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han randt 1845. I de følgende Aar af sit Ophold i Kjøbenhavn

 

45

udstillede han (1848—50) nogle Portræter og Genrebilleder og lagde sig derpaa efter Lithografien. Han forlod Kjøbenhavn 1853—54 og levede siden i Flensborg, hvorfra han i 1856 sidste Gang sendte et af ham selv lithograferet Portræt til Kjøbenhavn for at trykkes. Kort Tid efter døde han. (Private Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bartsch. Carl Frederik Bartsch, Søn af Skomager Edvard Ludvig Bartsch og Marie Frederikke født Vagus, er født d. 19. November 1829. Han besøgte Koustakadeiniets Skoler fra 1842, men forlod det, kort efter at han var bleven Elev af Akademiet - (1847). Samtidig var han Lærling paa den kongelige Porcelains-fabrik for at uddanne sig til Porcelainsmaler. Fra 1852 virkede han som saadan ved denne Fabrik og deltog i Udførelsen af Fabrikens større konstneriske Arbejder, indtil han af Helbredshensyn .trak sig tilbage (1864), Senere har han ernæret sig ved Infor­mationer og ved at udføre Billeder mest i Tegning og i Aquarel. I Aarene 1848 til 1857 udstillede han paa Kunstakademiet som Dyrmaler. Dog vandt han især Navn ved nogle Raderinger, der ere indlemmede i det af Konstforeningen i Kj øbenhavu i 1850 udgivne Hefte. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Nagler, Monogr. I, 2334.)

 

Baruel. Jean Guillaume Euchaire Baruel eller Barruel, var af fransk reformert Æt, Søn af Deeorationsmaler Jean Mathieu Baruel og Anna Dorothea f. Herbst, og blev født d. 20. Februar 1809. Han var oprindelig bestemt til Studeringerne, men foretrak Konsten, besøgte Konstakaderniet og blev Elev. Derpaa kastede han sig over Portrætfaget og udstillede i Aareue 1829 til 1839 en Del Portræter, blandt hvilke hans Faders Portræt særlig skal have tiltrukket sig C. V. Eckersbergs Opmærksomhed som et dygtigt Billede. Han malede ogsaa den reformerte Præst Raffards Portræt (1833). Da han i 1836 havde giftet sig med Karen Louise født Jensen, bestemte han sig snart efter af praktiske Grunde til at opgive Konsten og overtage sin Faders temmelig betydelige Malerværksted. Ved at staa i Spidsen for denne Forretning, som Officer i Brandcorpset og som Frimurer af en høj Grad levede han i Berøring med en stor Kreds, som mindes ham for hans elskværdige og hjælpsomme Karakter. Han døde d. 6. October 1862. (Medd. fra Konstn. Sønner. Udst. Cat.)

 

Baudissin. Otto Frederik Magnus, Greve af Baudissin, var Søn af dansk Generallieutenant C. L. Baudissin og født i Rantzau 1792. Han var Capitain og Major i Livgarden, blev senere Kammer-

 

46

faerre, Oberstlieutenant og var Commandeur for 16de Bataillon i Rendsborg, da Oprøret brød ud 1848. Han gik over til Oprørerne, og deltog som General i Krigen mod Danmark; han blev landsforvist 1851 og døde d. 26. Juni 1865 i Dresden. I Aarene 1829 til 1837 har han udstillet en Del Pennetegninger, de første efter italienske Bygninger, senere efter danske Bygninger og Landskaber. Hans Portræt er udkommet i Hamborg. (Udstillingscatalogerne. Convers. Lex. 1. og 2,Udg. Strunck, 182 b.)

 

Baudissin. Ulrik Herman, Greve af Baudissin, af samme Slægt som ovennævnte, var født d. 23. Februar 1816 i Greifswalde. Han blev uddannet til Officer ved Cadetakademiet i Kjøbenhavn, blev Secondlieutenant 1834, men stod for det meste a la suite ved det holstenske og senere ved det slesvigske Infanteriregiment. Kun lidt over et Aar (1835—36) var han i Nr. ved Regimentet, og i 1842  var han allerede afskediget.

Han dyrkede Landskabsmaleriet med en Iver, hvortil hans Held ikke ganske synes at have svaret. I 1840 bad han om Akademiets Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om en delvis Rejseunderstøttelse, »da han selv kan udrede noget af Omkostningerne ved en Rejse,« og da Rejseunderstøttelsen efter den Tid gik over til at betales af Akademiets Kasse, forlangte Kongen, ved et Rescript af 17. November 1842, Akademiets Betænkning om, hvorvidt der kunde tilstaas ham en saadan derfra. Ikke desto mindre svarede Akademiet ganske kort, »at han ikke kan komme i Betragtning.«

Baudissin blev i 40'erne »Lærling og Ven«   af Gurlitt,  som  i 1843   tog  ham  med  til Düsseldorf  og  videre   til Sydtyskland og Norditalien;   men denne Rejse synes kun at have varet kort, thi i de følgende Aar udstillede Baudissin igjen Partier fra Sjælland og Jylland.     Han  har  ialt  udstillet  fra   1838   til   1848,   begge   Aar medregnede, mest Partier  fra Frederiksborg   og Fredensborg, dog ogsaa i de senere Aar  fra Himmelbjerget  og efter Rejsen et Par Billeder fra Tyrol og Norditalien.    Den kgl. Malerisamling ejer to Stykker af ham (fra 1841 og 1846).    Ved  Oprørets Udbrud 1848 forlod   han Danmark,   og han lever nu  i  Wiesbaden   som   Major. (Medd. fra Krigsmin.   Optegn, af Gurlitt.   Akad.   Udst. Gat.)

 

Bauditz. Peter Jakob Frederik (Friederich) von Bauditz, Søn af Artilleriofnceren, Generalmajor C. G. H. v. Bauditz og Sofie Frederikke Dorothea født Jahn, var født d. 29. Juli 1817. Uagtet han ikke optraadte saa afgjort som Konstner, at han af den Grund skulde være medtaget her, finder han dog med Rette sin Plads her

 

47

paa Grund af sin sjældne konstneriske Begavelse, der kun af Omstændighederne hindredes i at udfolde sig. Bestemt fra Ung­dommen for den militaire Vej blev han 1836 Secondlieutenant i det første jydske Infanteriregiment, deltog som Premierlieutenant og Capitain i den første slesvigske Krig, hvorunder han stadig fungerede som Adjutant og Souschef ved Staben. Efter Krigen blev han gift med Sofie født Christiansen, en Datter af den ivrig dansksindede Agentinde Christiansen i Flensborg, hvor han under Krigen gjorde sin tilkommende Bruds Bekjendtskab, og han levede som Compagni- og senere som Bataillonscommandeur dels i Slesvig, dels i Kjøbenhavn; under Krigen i 1864 blev han Major og Commandeur for 4de Regi­ment. I denne Stilling blev han ved Dybbøl haardt saaret den 17. Marts, kom som preussisk Krigsfange til Flensborg, hvor hans Hustru endnu opholdt sig. Her døde han paa Johanniterlazarethet d. 30. April 1864.

Hans Konstnervirksomhed tilhører væsentligst Tiden før den første Krig. Som ung Lieutenant arbejdede han fra 1836 i afdøde H. V. Bissens Værksteder nogle Aar for at uddanne sig til Billed­hugger, og besøgte fra 1838 Konstakademiets Skoler. Frugten af hans konstneriske Virksomhed var dels en Mængde Modeller i Ler, navnlig af Dyr, dels Skikkelser fra Sagnverdnen, Nisser og Dværge, som han udskår snart i Træ, snart i Elfenben. Tillige lagde han sig efter at skære Caméer i Conchylier. I 1847 deltog han i Concur-rencen for den Neuhausenske Præmie med tre Conchyliecaméer, »Amor med Lyrens og »Tvende musicerende Genier« efter Thor­valdsen, for hvilke Præmien tilkjendtes ham, og disse Arbejder ere de eneste, han har udstillet. I Tiden mellem de to Krige synes saavel hans Embedsvirksomhed, som hans ejendommelige Talent i andre Retninger, f. Ex. for Blomsterdyrkning, Dyreopdrætning og mere at have optaget hans Tid saa meget, at den konstneriske Virksomhed traadte i Skygge. Dog vedligeholdt han lige til sin Død varm Interesse saa vel for Konsten som for sine Konstbrødre, af hvem han, ikke mindre end af sine Krigsfæller, var ualmindelig afholdt. Hans Portræt er gjengivet i »Illustr. Tid.« 1864 blandt de faldne Officerer. (Medd. fra Konstn. Broder og Bissen. ITdst. Gat. 111. Tid. 1864, S. 325.)

 

Bauert. Johan Ephraim Bauert, Medailleur, født i Sverige, fik 1759 den mindre Guldmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn. Han blev 1760 Stempelskærer ved Mønten i Oldenborg, men forflyt­tedes 1763 til samme Stilling ved Mønten i Kjøbenhavn og indtog mod

 

48

Slutningen af sit Liv (1794) samme Stilling i Altona. Han blev gift (ti. December 1762) med Anna Marie Magdalene Marr. I Aaret 1773 søgte han om at blive Medlem af Konstakademiet; men da han var sveusk og tillige kun havde den lille Guldraedaille som Billed­hugger, nægtedes det ham. Den kongelige Hønt- og Medaillesamling bevarer Medailler af ham fra 1760 til 1798; han skal være død 1800. Blandt hans Medailler kan nævnes hans første Arbejde, Medaille i Anledning af Enevældens Hundredaarsfest (1760), Medaillen til Enkedronning Juliane Marie i Anledning af 17. Januar 1772, i Anledning af Kronprinsens Formæling (o: Frederik VI 1790), samt en stor Del private Medailler. Han skattedes som en dygtig Medailleur. Hans Søn Georg Valentin Bauert, som 1791 —1810 var Stempelskærer i Altona (sammen med Faderen?), har skaaret nogle Medailler i Tiden 1794 — 1802. (Akad. Krebers Catalog I, S. 202, 216. Adresseavisen 1762, Nr. 92. Weinwich, S. 176. Mønt­værket. Naglers Monogr. I, 1591).

 

Baurenfeind. Georg Vilhelm Baurenfeind, Kobberstikker, født i Nürnberg, blev af Justitsraad Klevenfeldt forskreven til Kjøbenhavn for at deltage i »de af ham underhavende Værker.« Her blev han Lærling af J. M. Preisler og fik 1754 den store Sølvmedaille ved Konstakademiet. Paa et Stik efter Poussins Maleri »Moses ved den brændende Busk« fik han d. 3, April 1759 Akademiets store Gruld-medaille som Kobberstikker og blev s. A. udset til som Tegnemester at ledsage det lærde Selskab, Frederik V sendte til Arabien. Som Akademiets rejsende Pensionair fik han af den kongelige Particulair-kasse 200 Rdl. d. C. (960 Kroner) aarlig og 300 Rdl. i Equiperings-penge. Denne Konstner, til hvem Akademiet nærede gode For­ventninger, døde imidlertid allerede den 29. August 1763 ombord paa det Skib, som førte Rejseselskabet fra Mokka til Bombay. Sandvig nævner en Mængde af hans Kobberstik, Tegninger og nogle Malerier. Han har blandt andet stukket Grev Moltkes Portræt efter Pilo i sort Konst. (Weinwich, S. 173. Berl. Posttid. 1754, Nr. 80. Akad. Biisching, Nachr. II, S. 93. Hennings, S. 77. Sandvig, S. 24—26. Skild. 1830, Sp. 737. Fiissli, Suppl., S. 46.)

 

Bayer. Johan Christian Theodor Bayer var Søn af nedennævnte J. Th. Bayer og født den 6. November 1817. Han var sin Faders Lærling i Blomsternialeriet, besøgte Konstakademiet (1833—37) og coneurrerede 1843 for den Neuhausenske Præmie med »En blomstrende Plante« i Vandfarvemaleri, uden dog at opnaa den, der blev Thornam (se denne) tilkjendt Da han ikke følte sig

 

49

oplagt til at afløse Faderen i hans Virksomhed som Maler ved Flora, Danica, levede han senere som Vandfarvemaler, og malede dels Blomster- og Frugtstykker, dels Miniaturportræter. Han døde den 28. April 1862. (Medd. fra Sønnen. Akad. Skifteretten.)

 

Bayer. Johan Christoffer Bayer, Blomstermaler, født i Nürnberg 1738, kom efter nogle Aare Ophold i Leipzig til Kjøbenhavn (1768) for at male Planter til Flora Danica.1 Dernæst blev han Porcelainsmaler ved den nylig oprettede Porcelainsfabrik og malede til den Flora-Danicastellet og nogle store Vaser. Han har ligeledes medvirket til Holmskjolds Værk over Svampene. Tillige malede han Blomsterstykker i Vandfarve. Spengler roser ham for ^Natur-sans, Flid og Nethed i Behandlingen. Han var gift med C. B. fedt Behling og døde i Kjøbenhavn 20. December 1812 i sit 75de Aar. Maaske ogsaa et Portræt af Frederik VI's Vartrrue, Madam Schøn-berg, som for faa Aar siden endnu var bevaret, er malet af ham. (Speugl.Ajt.Eft., S. 2—3. AVeinw. S. 234 Adresseav. 1812, Nr.302.)

 

Bayer. Johan Theodor Bayer, Søn af ovennævnte J.C.Bayer, var født d. 21. Februar 1782 i Kjøbenhavn, lærte at tegne og male af Miniaturmaler W. A. Müller eller maaske snarere af Kobberstikker og Blomstermaler C. F. Müller, og begyndte allerede som ganske ungt Menneske at male Planter til det botaniske Værk Flora Danica. Han synes dog først at være bleven ansat som fast Tegner ved dette Værk fra Aaret 1805, da Udgivelsen blev overdraget Professor Hornemann, med hvem han i 1806 foretog sin første botaniske Kejse. Han vedblev at arbejde paa dette Værk indtil sin høje Alderdom og tog først sin Afsked i 1868. Han var 1807 bleven gift med Marie født Post, og døde i Kjøbenhavn d. 10. Februar 1873. Weinwich nævner ham fejlagtig som J. J. Bayer. (Weinwich, S. 234 og Lex. Private Meddelelser.)

 

Bech. Johan Anton Beoh, Portrætmaler og Lærling af Konstakademiet, født 1797, var Søn af Capitajn og Skrædermester N. H. Bech og døde allerede 28 Aar gammel af Brystsyge den 16. Juni 1825. Han var bleven gift i sit 18de Aar med Juliane f. Meyer og efterlod sig en frugtsommelig Enke og tre smaa Børn. Han udstillede Portræter i Aarene 1812—22. (Akad. Udst. Cat. Skifte­retten. Adresseavisen 1825, Nr. 139.)

 

Bech. Marcus Christian Bech, Søn af Tømmerhandler J. Bech i Kjøbenhavn og født 1850 dersteds, har gaaet i Tømrerlære hos

 

1 Som det synes er denne Angivelse (af Spengler) urigtig. Han skal ikke .have været brugt til det botaniske Værk Flora Danica.

 

50

Tømrermester Blom og fra 1866 besøgt Konstakademiet, hvor han d. 30. Juni 1876 fik Afgangsbevis som Architekt. (Akad.)

 

Bocker. J. J. Becker synes at have været en dansk Portræt-maler, som 1808—11 og 1829—40 opholdt sig i Hamborg, hvor han udførte Portræter i Kridt, Pastel og Miniatur, og som 1839 i Kjøbénhavn udstillede to tegnede Portræter. (Udst. Cat. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Beek. David Beek, en hollandsk Portrætmaler, født i Delft 1621, død i Haag 1656, skal have arbejdet i Danmark. (Weinwich, S. 55—56. do. Lex. Fiisslis Kstl. Lex. Fiorillo V. Decamps II o. fl.)

 

Beeken. Hartmann Beeken var født i Kjøbenhavn og gjennemgik Konstakademiet 1758—65. Han fik flere Sølvmedailler og endelig 1764 og 1765 den mindre og større Gruldmedaille, 1768 fik han det akademiske Rejsestipendium for sex Aar, men han forblev yderligere 2½ Aar udenlands for egen Regning. Han var først i Paris og senere den længste Tid i Rom samtidig med Abildgaard. Dem begge paalagde Akademiet at hjemsende Ornamenttegninger til Sko­lerne. Efter Hjemkomsten 1777 blev Beeken agreeret og fik som Opgave til Medlemsstykke »Apollo som Konstens Beskytter«. Det blev imidlertid aldrig fremstillet for Akademiet. Beeken synes at have været en fortrinlig Tegner, navnlig havde han en Maade at tegne Portræter, »som i høj Grad har tiltalt alle dem, som ønske at have godt lignende Portræter af deres Venner, uden at give for meget derfor.« Ved Salonen 1778 udstillede han en Buste af en gammel Kone (hans egen Moder), som saa vidt Forf. mindes endnu bevares i Konstmuseets Sculptursamling, samt et Barnehoved. Navnlig den gamle Kones Portræt tiltalte ved sit Liv. Akademiet ejer eller har ejet to Buster af Beeken: Hertug Ferdinand af Brunsvig's og Gehejmeraad Luxdorph's. Han døde 1782 uden Tvivl i temmelig ung Alder. Hans Tegninger bleve senere kjøbte af Akademiet. (Weinwioh, S. 214. do. Lex. Hennings, S. 142. Ålm. dsk. Bibl. Marts 1778. S. 91. Akad.)

 

Beenfeldt. Ulrik Ferdinand Beenfeldt, gift d. 6. Nov. 1762 med Jfr. Lovise Jansen, kaldes i Anmeldelsen deraf Skildrer d. v. s. Konstmaler. Kjendes for øvrigt ikke. (Adresseavisen 1762, Nr. 83.)

 

Behn. von Behn. Efter Dalins Specimen biogr., Stokh. 1724, anføres denne som en begavet norsk Miniaturmaler, der 1684 var hos Dronning Ulrikke Eleonore af Sverige, og efter hendes Død hos Kong August af Polen. (Weinwich, S. 91. Wielandt, Lærde Tid. 1725, S. 503. Sandvigs ColL, S. 26.)

 

51

Behnke. Hans Behnke synes at være den sainme som 1803 fik mindre Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn og 1816 nævnes som Stadsbygmester i Altona. (Akad.)

 

Behrends. August Frederik Behrends, født i Odense d. 24. Juni 1821, er Sen af Skrædermester Joachim Frederik Behrends og Frederikke Amalie fedt Stockmann. Han besøgte Konstakademiets Skoler i Kjøbenhavn (1836—44) og var blandt de af dets EleveTj som deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum. Tillige udstillede han 1841—44 nogle tegnede-Portræter. Efter en mindre Hejse i Tydskland nedsatte han sig i 1848 i Odense som Decorationsmaler og giftede sig 1853 med Hegine Christence Caroline født Lehn. I Odense har han blandt andet tegnet de vigtigste af Byens konstneriske Minder til Museet for de antiquariske Mindes­mærker, saaledes den udskaarne Altertavle i Frue Kirke (af OL. Berg), Altertavlen i St. Knuds Kirke m. m. En Aquarel af det ahlefeldske Kapel i St. Knuds Kirke var udstillet 1872. En selvstændig Gom-position, »De svenske Regimenters Modtagelse paa Torvet i Odense« i Aquarel, udført 1848, har været udstillet udenfor Catalogen. (Konstn. egne Medd. Akad. XJdst. Gat.)

 

Bendixen. Bernhard Axel Bendixen, er Søn af Skomager Johan Conrad Bendixen i Kjøbenhavn og Sara født Israel fra Meklenborg. Han er født i Kjøbenhavn d. 10. Maj 1810 og besøgte Konstakademiet, hvor han 1826 fik den mindre, og 1828 den store Sølvmedaille, samtidig med at han var Elev hos Professor J. L. Lund, fra 1824—39. Han coneurrerede tre Gange til lille Gtuldmedaille uden at opnaa den. Dog valgtes han blandt Lunds Elever til at eopiere et af dennes Billeder til Altertavle tal Tolne Kirke (1827—28), og han fik 1831 Accessit ved en Concurrence om Pengepræmien, hvor B-oed blev ham foretrukken til den egentlige Præmie, da Stemmerne var lige. Ted en Concours til den Neuhausenske Præmie var han heller ikke den Vindende, og disse Uheld bestemte ham til at søge sin Lykke i Udlandet, navnlig som Portrætmaler. Han forlod Danmark 1840 og nedsatte sig, efter at have rejst i Sverige og Tysklaud, i Hamborg, hvor han blev gift med en Hamborgerinde Jenny Stade og endnu lever som Portrætmaler, Lithograf og Fotograf. Af hans Arbejder blev »Hagar og Ismael« kjøbt til den kongl. Malerisamling i 1831. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat. Akad.)

 

Bendixen. Siegfried Bendixen, født i Kiel 1784, kom som ungt Menneske til Hamborg, hvor han fandt Velyndere, der under­støttede ham. Han lagde sig først efter Decorationsmaleriet, men

 

52

blev senere Landskabs- og Genremaler, Raderer og Lithograf. Ogsaa Blomsterstykker malede han med Held. I Hamborg oprettede han en Malerskole, som navnlig besøgtes af Holstenere, hvoraf flere, som Gurlitt, Martens o. A. senere for en Tid sluttede sig til den danske Malerskole i Kjøbenhavn. I 1826 gjorde et Stentryk »af vor hæderlig bekjendte Landsmand«, forestillende »Ansgar«, ogsaa Lykke i Kjøbenhavn. Han forlod 1832 Hamborg og rejste til Lon­don, hvor han siden levede. (Hamb. Kiinstlerlex. Nagler, Monogr. IV, 3947. Dagen 1819, Nr. 70. Skild. 1826, Sp. 621.)

 

Bendrup. Knud Nielsen Bendrup nævnes af Spengler som Maler af et Stilllebenstykke i den kongelige Malerisamling. (Spengler, Art. Eft.)

 

Bendtsen. Simon Peter Christian Bendtsen, født 1842 i Frederiksborg og Søn af Værtshusholder, Vildthandler Bendtsen dersteds, lærte Tømmerhaandværket i Frederiksborg og besøgte der-paa Konstakademiet i Kjøbenhavn fra Jan. 1860 til Dec. 1870, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han har sin Virksomhed i Kjøbenhavn. (Akad.)

 

Bendz. Vilhelm Ferdinand Bendz er født den 20. Marts 1804 i Odense, hvor hans Fader Laurits Martin Bendz var Borg­mester; hans Moder, Regine Christence, var født Bang. Da han ingen Lyst havde til Studeringer, medens han paa den anden Side stedse havde vist Talent for Tegning, besluttede Forældrene at tage ham ud af Odense lærde Skole og sende ham til Kjøbenhavn, for at han kunde besøge Konstakademiet (1820). Han blev anbefalet til Overbygningsdirecteur C. F. Hansen, og det var først Bestem­melsen, at han skulde uddanne sig til Bygmester. Imidlertid besøgte han, som det synes, ikke Bygningsskolen, men Klasserne for Frihaandstegning, og rykkede om Foraaret 1821 op i den øverste Klasse (2den Frihaandsskole), Aaret efter kom han i Gibsskolen og atter Aaret efter i Modelskolen. Det var ikke nogen særlig hurtig Fremgang, og der fortælles, at i Førstningen tegnede hans Broder bedre end han og hjalp ham endog med hans Arbejder. Men da han i Eckersbergs Malerstue fik Penslen i Haanden, udviklede hans Talent sig med Kraft. Den 5. Jan. 1824 fik han enstemmigt den mindre Sølvmedaille for Tegning og om Sonaren samme Aar Penge­præmie for Maling efter den levende Model. Aaret fefter (d. 4. Jan. 1825) fik han ligeledes enstemmigt den store Sølvmedaille i Model­skolen. Dermed var i Grunden hans akademiske Bane til Ende. Vel deltog han om Somren samme Aar i Goncurrencen til lille Guld-

 

53

medaille over Opgaven »Den blinde Tobias falder i sin hjemkomne Søns Arme«, men da Medaillen ikke tilkjendtes ham, gav han Slip paa Historiemaleriet for ganske at hellige sig Portræt- og Genrefaget. Under disse Studier var Bendz' Fader død (1824), hvorved al Understøttelse fra Hjemmet ophørte, men Akademiets Præses Prins Christian, der ved saa mange Baand var knyttet til Odense, tog sig af den. forladte Yngling og gav ham en aarlig Understøttelse af 80 Rigsbankdaler (160 Kroner) i tre Aar. Bendz benyttede sin Færdighed i at tegne, og male træffende Portræter til at udføre en Mængde smaa Portrætmalerier af Frederik VI, dels i Generals-dels i Admiralsuniform, som han solgte til ti eller tolv Rbdl., for paa den Maade at forbedre sine Indkomster. For øvrigt begyndte han med at portrætere sig selv og sine Brødre, men vakte dog først ret Opmærksomhed ved et Portræt af Pastor Hornsyld, der var udstillet 1825. Det følgende Aar udstillede han blandt andet to Billeder »Modelskolen paa Kunstakademiet« og »En ung Konstner (Blunck) betragtende en Skitse i et Spejl«, som blev kjøbt til den kongelige Malerisamling (egentlig til Kongen), og 1827 det store Billede, som især bærer Vidne om hans Talent, »En Billedhugger, der arbejder efter den levende Model«. Billedhuggeren  var Portræt af Medailleur G. Christensen, og Rummet var afdøde Dajons Værksted; ogaaa dette Maleri blev strax kjøbt til den kongelige Malerisamling. Af hans Arbejder i disse Aar maa endvidere nævnes »En Tiggerkone med et Barn«, det Waagepetersenske Familiestykke, Frederik VI i Kroningsdragt til Gouverneur Scholten i Vestindien og en Del andre Portræter og Portrætgrupper. En egen Opgave fik han, da det i 1828, i Anledning af Prins Frederiks (Frederik VII) For­mæling med Prinsesse Vilhelmine, blev overdraget ham efter Abildgaards Skitse til »Christian IV i Slaget ved Femern« at male et stort Billede som Sidestykke til de tre, der ere bevarede af Abildgaard selv. Det vanskelige Hverv lykkedes ham godt og stemte Konstakademiet yderligere til hans Gunst. I varme Udtryk anbefalede det ham til kongelig Understøttelse til en Udenlandsrejse. »Blandt Akademiets talentfulde Elever,« siges der, »indtager Bendz en af de første Pladser, . , . han har overtruffet Akademiets Forventninger og lagt sine hejst mærkelige Naturanlæg for Dagen«, og det anbe­faler ham til en Udenlandsrejse, »hvortil han er modnet og udviklet som Konstner«. Endelig lykkedes det ham at opnaa Rejseunder­støttelse, rimeligvis af Fonden ad usus pubicos, og 20. Juni 1831 udstedte Akademiet et Certificat for ham til at medtage paa Kejsen.

 

54

Med den Skarphed og Sikkerhed i Tegningen, som Eckersberg forstod at meddele sine Lærlinger, forbandt Bendz et Øje for Farvevirkning, man hidtil ikke har set i den Skole, hvortil han hørte. Om end hans Palet i disse Arbejder før Rejsen i sit Grundpræg har meget til fælles med Mesterens, føler man dog en Sans for Kraft og Dybde i. Farven, som hos Eckersberg gjærne forsvandt i den lyse kølige Sølvtone, der især tiltalte hans Øje. Bendz holdt derfor ogsaa meget af den ejendommelige Virkning, det konstige Lys fremkalder, og det ene af de tre Billeder, Malerisamlingen ejer, forestiller Modelskolen, hvor Eleverne arbejde ved Lampelys. Det har moret ham at forfølge det spillende Lysskjær gjennem alle sine Afskygninger, indtil det ligesom drukner i Skyggernes dunkle Dyb. Billedet er som badet i en dæmpet gylden Glans, hvori de stærkere Lyspunkter let og naturligt vise Blikket Vej til Hovedsagen i Fremstillingen. At han ogsaa med Smag og Sikkerhed forstod at følge det klare Dagslys med dets bredere Reflexer viste han i »Billedhuggerens Værksted«.

Bendz gav i sine Ungdomsaar sit overstrømmende livsfriske Sind Luft med en Frihed og Tvangløshed, der i manges Øjne syntes vilkaarlig Særhed.  Denne hans sædvanlige Sindsstemning veg dog Pladsen for vemodig Alvor, i det Øjeblik han skulde forlade Danmark, Forlovede, Slægt og Venner. Men efter at han var kommen bort fra de store Byer, Hamborg, Berlin og Dresden og begyndte at færdes i den frie Natur, vaagnede hans Livsglæde igjen, og Brevene til hans Forlovede, hvoraf Udtog ere bevarede, flød over af Friskhed og næsten burschikos Lystighed. Det første Maal for hans Rejse var München, hvor dengang en levende og frugtbar Konstnervirksomhed rørte sig. Der forblev han et helt Aar (fra 14. Sept. 1831 til 6. Sept. 1832) i livligt Samkvem med danske og tyske Venner. Der malede han sit sidste større Arbejde »Konstnernes Bord i det Finckske Kaffehus i München«. Det er en talrig Kreds af Portrætfigurer, livligt og naturligt grupperede. I Bag­grunden ser man ind i tvende andre Rum. Ogsaa i dette Billede valgte han Aftenbelysning og gjennemførte den med megen Skjønheds-sans og Virkning. Afdøde Høyen har i en efterladt Notits træffende karakteriseret det, Bendz vilde og naaede i følgende Ord: »Grenre-og Naturstudierne consequent fortsat, men efterhaanden med mere Lyst til hollandsk Finhed.«

Hans Vandrings Maal var imidlertid sin Ende nær. Fra München drog han med nogle Venner over Tyrol ad Italien til og havde

 

55

allerede sendt sin Kuffert forud til Rom. I Venezia følte han sig syg, men rettede sig dog og rejste efter nogle Dages Ophold videre med Blunck, hvem han havde mødt der. I de første Dage af November kom han til Vicenza syg af en Mavebetændelse, og døde der d. 14. Novhr. 1832 endnu ikke fyldt 29 Aar. Han jordedes Dagen efter i et Hjørne af Kirkegaarden, som var bestemt for apostatici.

Ikke alene Kunstakademiet »beklagede dybt dette uerstattelige Tab af en af dets mest talentfulde unge Konstnere«, ikke alene Slægt og Venner' savnede den livsglade, trofaste Ven.: hvis han havde udviklet sig, som han var begyndt, kunde han være bleven en kraftig Støtte for den danske Konstskole. Naar man overser de 26 Billeder, han har udstillet, synes det utvivlsomt, at han ikke har haft den Slags skabende Snille, som kræves for at blive Historie­maler. Det var vel ogsaa Følelsen deraf, der bevægede ham til saa hurtigt at opgive ethvert Forsøg paa at vinde Guldmedaillerne. Men han havde et saa levende Øje for Naturen, at enhver Gjengivelse blev til ægte Konst under hans Haand. Det er vanskeligt i hans Billeder at drage Grænsen mellem Portræt og Genre. Han har vistnok ikke malet nogen eneste Figur, som ikke var Portræt; men hans Opfattelse var saa karakteristisk, hans Gjengivelse saa consequent, at den frembragte Skikkelse blev hans konstneriske Ejendom, som han frit kunde tumle med. Hvor interessante saaledes Hovederne paa det Finckske Kaffehus end var som Portræter for den Kreds, der kjendte alle disse Mennesker, har Billedet intet tabt i Værd for den Efterverden, som ikke kjender dem. Det bliver ligegodt en livfuld og beaandet Fremstilling af Datidens Konstnerliv i München, og man glæder sig over den Skarphed, hvormed de enkelte Karakterer ere gjengivne uden at spørge om deres Navne. (Dske Saml.2. R,1,313—42. Udst.Cat. Priv. Optegn. Akad. Gæal845S.341.)

 

Bentzen. Edvard Harald Bentzen, Søn af Jærnstøber Bentzen i Kjøbenhavn, er født d. 2. November 1833. Han blev Elev af Billedhugger H. V. Bissen og besøgte fra 1847 til 1855 Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1854. Bentzen begyndte at udstille 1852 og har som Billedhugger, foruden et Concurrencearbejde, Gruppen » Moderkjærlighed« (1857), kun udstillet Portræter, dels i Medaillon, dels i Buster, deriblandt Conferensraad Bræstrups Buste og Professor Gades Portrætmedaillon. Han nar tillige i Aarene 1861 — 70 flere Gange udstillet Genremalerier, saaledes 1870 »Billedhugger Bissen i sit Atelier«. Som Billedhugger har han arbejdet meget saavel for den ældre som for den yngre

 

56

Bissen. Han blev gift 1861 med Marie Sofie Henriette født Deich-mann. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bentzen, Niels Peter Andreas Bentzen, født 1813, levede som Portrætmaler i Kjøbenhavn og udstillede 1841 nogle Portræter. Han døde d. 22. April 1876, 63 Aar gammel, (Private Opgiv. Udst. Cat. Fdl. 1876 Nr. 98.)

 

Bentzon. Otto Vilhelm Bentzon, Søn af Cand. philos. Lærer A. T. T. Bentzon, er født i Kjøbenhavn d. 14. Januar 1842, For at uddanne sig til Lithograf besøgte han Konstakademiet fra 1858 til Udgangen af 1865, efter at han i 1863 var bleven Elev af Modelskolen. Han har siden været sysselsat som Lithograf hos Hoffensberg, Jespersen og Fr. Trap og der udført bl. a. nogle Blade til »Danske Mindesmærker«, indre Udsigter til Roskilde Domkirke og Hellig tre Kongers Kapel. (Konstn. egne Medd. Akad.) .

 

Benzon. Christian Albrecht v. Benzon var Søn af Kammerjunker Jakob v. Benzon og blev født i Kjøbenhavn den 11. Juni 1816; han tilhørte den bekjendte Benzonske Familie i Pyen og var Arving til Christiansdal, hvilken Ejendom han, rime­ligvis for at følge sin Tilbøjelighed til Konsten, afstod til sin Broder Jens v. Benzon mod en Pengesum. Han kom først temmelig sent til at dyrke Konsten for Alvor, navnlig tilskyndet af en Farbroder, som satte igjennem, at han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn (1833—36); men han gav sig ikke Tid til at vinde dets Medailler. I 1835 malede han et Portræt af H. C. Andersen, som denne selv fandt »ganske skrækkeligt«. Det er stukket af Weger i Leipzig til den nye Udgave af Andersens samlede Skrifter. For øvrigt udstillede Benzon her fra 1836 til 1846 en Del Portrater og Genrebilleder og et enkelt historisk Billede. . I 1840 eller 1841 rejste han til Düsseldorf, hvor hans Talent synes at have udviklet sig. Et derfra i 1842 hjemsendt Billede »Den sidste Tilstaaelse« skal have vakt megen Opsigt, saafremt det, hvad alt taler for, er det samme, som ogsaa kaldes »En Synder paa sit Dødsleje« eller »Don Juans Død«. Anger, Fortvivlelse og Samvittighedsnag skulle heri have været udtrykte med en gribende Sandhed. »Knud den Helliges Død«, som blev udstillet her 1844 efter Catalogens Tryk­ning, synes at have gjort Lykke i Tyskland og omtales rosende af H. C. Andersen i hans Levned. I Düsseldorf giftede han sig med Rosalia Cazin og rejste, som det synes 1844 eller 1845, til Paris, hvorfra han i 1846 hjemsendte til Udstillingen i Kjøbenhavn

 

57

”Normannerhøvdingen Hastings indtager en italiensk Stad ved List”. Af senere Arbejder, som ikke have været udstillede her, nævnes »Ludvig IV af Frankrig erkjender i Rouen, i Harald Blaatand af Danmarks Nærværelse, Richard I og hans Efterkommere for Her­tuger af Normandiet«, for hvilket han af Louis Philippe fik en Guldmedaille. Maleriet tilhører Raadhuset i Rouen. Benzon døde af Cholera i Paris d. 30. September 1849. (Andersens Skr. I 262 [1876]. Muller Neustes Kunstl. Lex. Udst. Gat. Akad. Private Meddelelser.)

 

Berg. Claus Berg var af adelig (patricisk) Slægt i Lybek, og da han fra Ungdommen havde Lyst til Tegning, fik han Lov at følge denne Tilbøjelighed og gjorde saa store Fremskridt, at han vandt Navn ikke alene i sin Hedeby, men ogsaa i Norden. Bog dyrkede han ikke sin Konat som Næringsvej, hvilket var under hans adelige Værdighed, men ene for sin Fornøjelse. Da han derfor af Kong Hans Enkedronning, Kirstine, blev indbudt til Odense, for at .gjøre Udkast til en Altertavle, hun vilde stifte i Grraabrødrekirken der, var han i Førstningen ikke villig til at komme. Først da hun tillod ham at medtage Svende, der var kyndige i Billedskjæring, medens han selv kun skulde lede Arbejdet, rejste han til Odense med tolv Svende, som efter gammel Skik bar Silkeklæder. De fik deres Løn hver Maaned af Dronningen og udførte hele Udskjæringen, medens han selv kun gjorde Tegningen. Det havde været hans Tanke at vende tilbage til Lybek, men imidlertid giftede han sig i Odense med Margrete Grott fra Reinshurg af en fra Ditmarsken stammende Slægt og forblev nu bosat i Danmark, hvor hans Søn og Sønnesøn indtog fremragende Stillinger som Gejstlige, medens ogsaa hans Kones Slægtninger fik Embeder og Stillinger i Danmark og Norge. Berg synes at være indkaldt til Danmark i det første Tiaar af det sextende Aarhundrede (1500—10) som temmelig ung Mand, og det er rimeligt, at Altertavlen endnu ikke var færdig ved Enkedronningens Død 1521. Vi kjende heller ikke Konstnerens Dødsaar, men tør formode, at han endnu levede i 1532. Altertavlen, som 1806 ved Auction tilfaldt Frue Kirke i Odense, er bleven omhyggelig restaureret, og blev beskreven af Professor N. Høyen i en Artikel i »Fædrelandet« for 1865. (Weinwich, Side 8. Danske Mag. I, 24. Høyens Skrifter II, 339, jfr. Skild. 1806, Sp. 864—66; 1829, Sp. 1055.)

 

Berg,    Hans Berg formodes at være Søn af Peter Berg og var ligesom denne Medailleur.    Han nævnes 1735 og var Stempel-

 

58

skjærer ved Mønten i Kjøbenhavn til 1743, da han afløstes af Wahl. (Krebers Catalog I, 194. Schlesw. Kunstbeitråge S. 43, jfr. Skild. 1829, Sp. 1058.)

 

Berg. Magnus Berg var født den 28. Novbr. 1666, ifølge hans gamle Biografs Gisning »paa Hedemarken udi Romedals Prestegield«, medens den norske Forfatter P. Botten Hansen mener, at han var en Gudbrandsdal. Han var i sine yngre Aar Tjener hos Grev Ulrik Frederik Gyldenløve, der var Statholder i Norge, og vakte Opmærksomhed ved sin, blandt norske Bønder ikke usædvanlige Færdighed i at udskjære Træ. Gyldenløve sendte ham (1688) til Kjøbenhavn med Anbefaling til Kong Christian V. Han blev ved St. Hansdagstid 1690 sat i Lære hos Peder Andersen paa Frederiks­borg og forblev der til dennes Død (1694). Efter Lærerens Død begyndte han selv at oppebære de .200 Rdl. d. C. aarlig, som Andersen havde faaet til hans Underhold, og disse forhøjedes strax til 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner), da han samme Aar rejste uden­lands. Han synes ikke at være vendt tilbage fra sin Rejse, hvortil hans daværende Velynder Hofjunker Knuth især skal have for­hjulpet ham, før i 1699. Under Frederik IV var han Ridsemester (Tegnelærer) for de kgl. Prinser og Pagerne med 400 Rdl. aarlig Lønning, som af Christian VI (1730) blev forhøjet til 600 Rdl. aarlig. Han havde kort efter sin Hjemkomst giftet sig med en Datter af Raadmand Jens Kuur, men hans Ægteskab varede næppe et Aar rundt og siden giftede han sig ikke igjen, Hans Helbred var ikke stærkt, og han led allerede i sit 50de Aar saa meget af rystende Hænder, at han maatte udbede sig Rejsetilladelse for om muligt at gjenvinde sin Helbred. Han synes tillige at have haft det Formaal at afsætte nogle af sine Arbejder. Han var borte 1722—23 og besøgte, foruden Pyrmont, hvis Brønd han brugte, Wien, Prag, Hannover og flere tyske Stæder samt Nederlandene. Han døde d. 31. Marts 1739, efter at have testamenteret Kongen to af sine Hovedarbejder og de Fattige Tredjedelen af sin Formue.

Hos Peder Andersen blev Berg oplært til Maler og havde, efter sin Biografs Sigende, saa gode Anlæg, at hans Mester endog blev misundelig paa ham. Den kongelige Malerisamling ejer ogsaa af ham en Copi efter Carlo Marafcta, forestillende den hellige Augustinus, og hans eget Portræt. Hvor de øvrige 24 Stykker, som Kongen ifølge Testamentet udtog af Konstnerens Samling, nu ere henne, kan ikke nærmere angives. Bergs Adkomst til at mindes er dog ikke saa meget hans Malerier, som hans i Elfenben udskaarne

 

59

Arbejder. De to vigtigste af disse ere en stor Vase, 1½ Alen høj, med Udsmykninger af Sølv og Bron.ce, samt et Relief, som forestiller Frederik IV, omgivet af »adskillige Dyder«. Foruden, disse udførte han en Mængde Reliefer i Elfenben, som dels tilhøre Konstmuseet, dels af ham selv solgtes i Udlandet. Det er rige Compositioner i en mere malerisk end plastisk Stil, men ikke uden smuk Følelse for Emnerne, der sædvanlig ere af religiøst Indhold. Berg var, som det synes, en i religiøs Hensende alvorlig bevæget Mand, som paa sin Vis syslede meget med theologiske Emner og efterlod sig ikke mindre end 14 temmelig store Haandskrifter om religiøse Spørgsmaal, foruden et Par mindre trykte Skrifter. Hans Levned er skrevet af hans Ven og Efterfølger i Embedet som Ridsemester, Naaman Prehn, og trykt i Danske Magazm. (Danske Magazin I, 226—43. Kongelige Regnskaber i Grehejmearch. Botten Hansen, Nytaarsgave, Side 64. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1057.)

 

Berg. Peter Berg arbejdede som Medailleur i Kjøbenhavn efter Weinwichs Kunsthistorie fra 1701—33, efter hans Lexicon endog fra 1699. Møntværket i den kongelige Møntsamling nævner Medailler af ham fra 1704—1733, da han formodes at være død. Han havde en aarlig Løn af 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) fra Particuliére-kassen, men regnedes ikke for nogen fremragende Konstner.

Kobberstikkeren Peter Berg, som 1735 stak et Portræt af Prinsesse Hedvig Sofie, »et højst rart Stykke« (gyseligt!), var maaske ligesom Hans Berg en Søn af Medailleuren. (Weinwich, S. 125. Møntværket. Gehejmearch. Sandvig S. 27. Hjelmstjernes Saml. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1058.)

 

Bergsøe, Johan Frederik Bergsøe, Søn af Administrator ved den kgl. Porcelainsfabrik Carl Vilhelm Bergsøe og Sofie født Bech, er født d. 27. October 1841. I hans fjerde Aar røvede en alvorlig Sygdom ham Hørelsen, saaledes at han endog i sin Opvæxt var døvstum, og den ene Fod, hvori der gik Koldbrand, samt efter­lod i det hele saa megen Svækkelse, at han siden stedse har maattet kæmpe med et svagt Helbred, Da han følte sig dragen til Konsten, gjennemgik han Helsteds Tegneskole, lagde sig derpaa efter Kobberstikkerkonsten, men fordi hans Syn ikke taalte Arbejdet med Grravstikken, rejste han til Italien (1867), hvor han lagde sig efter Vandfarvemaleri under den franske Landskabsmaler Benouvilles Vejledning og siden efter Oliemaleriet hos la Cour, som dengang (1869) opholdt sig i Rom, Af Helbredshensyn har han dog efter sin Hjemkomst næsten udelukkende dyrket Blomstermaleriet, mest

 

60

i Vandfarvebilleder, men søger under Ottesens Vejledning ogsaa at tilegne sig Oliemaleriets Technik i denne Retning. Han har udstillet i 1870 og 1876 samt ved flere af Vinterudstillingerne nogle meget flittigt udførte Blomsterstykker i Vandfarve. (Private Medd. IJdst. Gat.)

 

Bertram. Carl Julius Bertram, født 1723 i London, kom til Kjøbenhavn med sin Fader, der var Silkevæver, blev engelsk Sprogmester for Cadetterne i Kjøbenhavn, Medlem af det kgl. engelske Selskab (1756) og gift med Cathrine Marie Gold. Han døde d. 8. Jan. 1765. Af hans Arbejder have konsthistorisk Interesse: 1) »Vermehrte und verbesserte ziveyte Auflage” af »Dauws wohl-unterrichteter og kunsttrfahrner Schilderer und Meder ”1 udgivet af B. Khv. og Leipz. 1755. Med en Vignet af J. Haas. 2) Kobberet til »Britanicarum genticum historiæ antiguæ Scriptores III«'. Hafn. 1757. 8°. 3) Det engelske Alphabet i Kobber. 4) »Munderinger af den samtl. kgl. danske Armee, ethvert Regiments Chef, dets Styrke og dets udi Fredstid havende Guarnison«. Kbh, 1762. 8°. Paa tysk var det udkommet 1761. (Worms Lex. Nyerup & Kraft. Sandv. S. 27. Adresseav. 1765 Nr. 4. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1059.)

 

Bevers. Peter Ludvig Bevers, Søn af Brofoged i Levensau ved Ejderkanalen Christian Bevers og Mariane født Heinsvig, lærte Xylografien hos Henneberg og Rosenstand, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn Oct. 1860 til Oct. 1863, har senere opholdt sig nogle Aar i Düsseldorf og har 1873 til 1875 udstillet Prøver paa Træ­snit for største Delen efter udenlandske Malere. (Akad. Udst. Gat.)

 

Biehl. Frederik Biehl, »Maler, født i Kjøbenhavn. I Aaret 1726 blev ham af Kong Frederik IV meddelt et latinsk Pas for at rejse gjennem Tyskland til Italien.« (Spengl. Art. Eft.)

 

Bille. Carl Ludvig Bille, Søn af Andreas Vilhelm Bille og Larsine Marie født Larsen, og født i Kjøbenhavn d. 20. Februar 1815, havde fra Ungdommen Lyst til at tegne og sysle med Skibe. Omstændighederne gjorde dog, at han kom i Sejlmagerlære og for som Sejlmagersvend og som Sømand i mange Aar, hvorved han vel havde Lejlighed til i rigt Maal at iagttage den Natur, han senere skulde gjengive, men ogsaa maatte se sine bedste Ungdomsaar gaa tabte for Konsten. Endelig, efter at han siden 1847 havde været bosat og gift med Emmeline Antoinette født Bonfils, sejrede hans Lyst til Konsten, saa at han aldeles opgav at fare for at leve som Sømaler. Han var allerede højt oppe i Manddomsalderen, henved de 40 Aar, da han (1854) udstillede sine første Søbilleder,

 

61

og Aaret efter blev han Lærling paany hos en næsten jævnaldrende Konstbroder, Sømaler Dahl, for at sætte sig ind i Perspectiv, hvori denne særlig var en Mester. Men Bille medbragte ved sit nøje Kjendskab til Skibenes Bygning og ved sit i hans Stilling som Sømand og Tegner øvede Øje saa gode Forudsætninger, at Lære­tiden kun blev kort. Senere har Konstneren udviklet sig jævnt, og da Forholdene ikke tillod ham at gjøre større Studierejser, har han med stræng Troskab holdt sig til det, han havde Lejlighed til at se, og i en lang Aarrække udstillet for største Delen mindre Billeder fra vore nærmeste Farvande, hvori et nøje Kjendskab til Emnet og sand Kjærlighed til Naturen umiskjendelig har været fremtrædende. Han har dog ved Siden af de udstillede Billeder malet ikke faa ogsaa større Billeder, der umiddelbart gik over i Kjøbernes Hænder, dels her og i Nabolandene, dels i England, Bille har væsentlig været knyttet til Akademiet som Udstiller og har derfor kun engang nydt en lille Rejseunderstøttelse fra Akademiet (1868), som Sygdom endog hindrede ham i at drage den rette Fordel af. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat. Kat. & Æsth., S. 195.)

 

Binck. Jakob Binck kalder sig paa et Stik fra 1530 Cotomensis og holdes derfor at være født i Køln1, men Angivelserne vakle mellem 1490 og 1504, ligesom Angivelsen af hans Dødsaar sættes af nogle til 1560 eller efter 1560, af andre til 1568. Han siges almindeligvis at have været Dürers Lærling og med mindre Sikkerhed tilføje, at han ogsaa har studeret i Italien under Marc.. Antonio Raimondi. Af en Række Skrivelser, som ere meddelte i »Nye danske Magazin« fremgaar det, at han har været i Danmark før 1546 som »kgl. Contrafejer«, og at han i det nævnte Aar er bleven sendt til Hertugen af Preussen, for at male nogle Portræter af ham.2 Christian III skriver gjentagne Gange til Hertugen i Kønigsberg for at faa sin Maler tilbage, men først midt i 1548 er Binck atter i Danmark, efter at Kongen har maattet love, at han senere

 

1  Nagler i sit Monogr. Lex. gjætter paa, at han kan være født i Coln an der Spree,   fordi  han   staar Preusserhertugen   saa nær.    Dette skyldes dog snarere dennes Svogerskab med Kongen af Danmark.   .

 

2  Bolzenthal anfører   dog, i sin Medailleurkonstens Historie,  S. 133, et Brev fra Christian IIl's Søster Dorothea, Hertuginde af Preussen, af 18. Maj 1544, hvoraf det ses,  at Einck ogsaa i det Aar har været overladt Hertugen af Preussen.    For at vise hans Virksomhed oversender hun tvende Skuepenge, den ene forestillende Hertugen,  den anden hendes Fader Frederik I „seliges Gedachtniss" .hvike Binck skal have udført.

 

62

maa rejse til Nederlandene i Hertugens Ærinde for at bestille et Gravmæle over Hertuginden af Preussen, der var Kongen af Dan­marks Søster. Endnu samme Aar var han i Saxen i Prinsesse Annas Brudefølge, og det følgende Aar ses det, at han paa Her­tugens Vegne var i Nederlandene. Men 1550 var han atter i Danmark og blev med Bygmestren Martin Bussart sendt til Holsten for at grundlægge en Fæstning i Krempe.

Binck traadte 1551 over i Hertugen af Preussens Tjeneste, sandsynligvis dog ikke for stedse, og Kongen forbeholdt sig nu efter sin Tour at sende ham til Nederlandene for at hente et Mindes­mærke over Kongens Fader, Frederik I, og opstille det i Slesvig Domkirke. Binck sendte 1552 Hertugen af Preussen Gravmælet over den afdøde Hertuginde og opsatte 1555 den danske Konges Gravmæle i Slesvig. I Sept. 1559 beder Christian III's Efterfølger, Frederik II, Hertugen af Preussen om at maatte laane Binck en kort Tid for at male nogle Portræter, men da Konstneren nu er bosat i Kønigsberg og har Kone og Børn, sker dette ikke. Han synes saaledes at være død i Kønigsberg.

Binck var ikke alene meget søgt som Portrætmaler, men ogsaa en meget flittig og duelig Kobberstikker, hvis Værker endnu søges af Samlerne. Weinwich nævner en Del af hans danske Portræter. Bartsch, Heincken og Merlo have Fortegnelser over hans Stik. Træ­snittene til Christian III's Bibel skal ogsaa skyldes ham, men om han selv har skaaret dem, synes ikke afgjort, fordi Kongens Portræt bøerer hans Monogram. Heller ikke ses det af de trykte Skrivelser, at Binck, som det antydes i »Nye Dske. Mag.«, skulde have givet Tegningen til de tvende omtalte Gravmæler. (Weinwich, S. 24 og 27. efter »Nye Danske Mag.« I, S. 321 flg. Merlo: Kbln. Kunstler. S. 35—48. Jfr. ogsaa Skild. 1830, Sp. 1066, der dog intet Nyt giver. Det der nævnte Maleri i den kgl. Malerisamling er ikke af Binck. Nyt Catalog Nr. 472.)

 

Bindesbøll. Michael Gottlieb Birkner Bindesbøll var Søn af Præsten Jens Bindesbøll og Karen Johanne f. Bornemann, og han blev født 5. Sept. 1800 i Ledøje Præstegaard. Da Faderen ikke holdt ham for begavet nok til at studere, blev han efter sin Confirmation sat i Lære hos Møllebygger Jørgensen i Kjøbenhavn. Han blev hurtig Svend og som saadan blev det ham overdraget at gjøre en Rejse til Stokholm. (1820) for at tegne en Korntørringsmaskine, hvorom han Aaret efter udgav et lille Skrift. Imidlertid var Tanken vaagnet hos ham om at opgive Haandværket for Konsten, og den

 

63

modnedes fuldstændig paa en Rejse, som han i H. C. Ørsteds Selskab foretog til Tyskland og Frankrig (1822—23). Studiet af Harsdorffs Bygninger havde vakt hans Begejstring for Oldtidens Bygnings-konst, og hvad Bygmestren Gau, hvis Bekjendtskab han gjorde i Paris, fortalte ham om Ponrpeji, forstærkede hans Kjærlighed til Oldtiden. Først efter denne Rejse gjennemgik han sine egentlige Læreaar ved Konstakademiet som vordende Bygmester, -^samtidig med at han blev Conducteur hos Bygningsinspecteur Koch. I Aarene 1824 til 1833 vandt han Akademiets Medailler og den Hanseåske Æresmedaille. Yed store Guldmedaille, hvortil Opgaven var en luthersk Hovedkirke«, overraskede han Akademiet ved at udarbejde sit Udkast i den gothiske Stil, men trods nogen Modstand tilkjendtes Prisen ham. Ku havde han Eet til Akademiets Rejsestipendium, som ogsaa tilfaldt ham fra 1. Januar 1835, men allerede Somren forud afrejste han til Italien og senere til Grækenland. Allerede inden Afrejsen havde han fattet Tanken til det Bygningsværk, der skulde blive hans Hovedarbejde, thi paa Udstillingen i 1834 saa man af ham »Skitse til et Lokale, hvori alle Thorvaldsens Arbejder kunde opbevares.« Denne Tanke fulgte ham paa Rejsen, han drøf­tede den i Rom med Thorvaldsen selv og hjemsendte i 1837 et nyt Udkast til Akademiet som Prøve paa sin Fremgang under Rejsen. Imidlertid kom han hjem i Slutningen af 1838, blev strax agreeret og fik i Februar 1839 sin Opgave til Medlemsstykke.

Men i Steden for at udarbejde dette vendte han hele sin Tanke mod Thorvaldsens Museum. Han blev Medlem af den Commission, der af Kjøbenhavns Commune var udnævnt til Opførelsen af et Museum, hvortil Frederik VI havde skjænket en Bygning bagved Christiansborg Slot. Han udarbej dede nu et Udkast, der var tillempet efter de givne Forhold og Arbejdet blev ham overdraget for en Sum af 200.000 RdL .(400,000...Kroner). I 1847 kunde Bindesbøll aflevere Bygningen som færdig fra sin Haand, og ved Frederik VII's første Besøg der (Oct. 1848) modtog han Dannebrogs­ordnens Ridderkors. Thorvaldsens Museum opførtes i en stræng og omhyggelig gjennemført græsk Stil, hvortil Motiverne tildels hentedes fra de græske Grave. Det skulde jo ogsaa paa engang være den store Konstners Grav og et .værdigt Gjemmested for hans Konstværker. Over Indgangen til den store, med levende og har­moniske Farver malede Bygning standser Sejrens Gudinde sit For­spand (et af Thorvaldsens egne Udkast, som Christian VIII paa sin Bekostning lod Bissen udføre i Malm), medens Bygmestren paa

 

64

den indre Frise i Museets Gaard lod fremstille en Væddekjørsel, som Billede paa Livets rastløse Fart mod det Maal, den hædrede Mester allerede havde naaet i sin stille Grav.

Bindesbøll havde for øvrigt ikke stirret sig blind paa Oldtidens Konst, selv om det var den, han fortrinsvis elskede; han erkjendte tvertimod enhver selvstændig Konstforms Berettigelse og udførte selv adskillige Bygninger i andre Stilarter. Efter Museets Fuld­endelse udarbejdede han endelig sit Receptionsarbejde: Udkast til et Anrfitheater i antik Stil, der var opgivet til at skulle rumme 1500 Tilskuere (1847). Samtidig med at have ledet Opførelsen af Thorvaldsens Museum, var han bleven udnævnt til Bygnings-inspecteur i Holsten, men han tiltraadte først sin Plads i 1847. Han havde 1844 bygget Klampenborg Badested i engelsk Cottagestil og dertil componeret en højst ejendommelig Concertsal, som dog ikke fik den Størrelse og Skjønhed, han oprindelig havde tiltænkt den, fordi Haandværkerne fandt hans Planer for dristige og først forstod deres Værd, da det var for silde. Blandt Konstnerens øvrige Bygninger maa nævnes Daarehuset ved Aarhus, den smukke lille gothiske Kirke i Hobro, Raadhuset i Thisted i Renaissancestil, Raadhuset i Stege i en lignende Stil, Stationsbygningerne ved den sles­vigske Jærnvej og Raadhuset i Nestved, I sit sidste Leveaar gjorde han Tegninger til et Thing- og Arresthus i Odense og til den nye Landbohøjskole ved Kjøbenhavn, som han uheldigvis ikke selv kom til at udføre. Slutstenen paa hans Virksomhed var hans Concours-tegning til et Universitetsbibliothek i en rig venetiansk Stil; men den blev ikke antaget.

Han var 1845 bleven gift med Andrea Frederikke Andersen, med hvem han fik en Søn og tvende Døttre. Efter at have været Bygningsinspecteur for Jylland (siden 1849) forflyttedes han 1851 til Kjøbenhavn, fik 1853 Titel af Professor og blev kort før sin Død udnævnt til Professor i Bygningskonst ved Konstakademiet. Han døde den 14. Juli 1856.

Hans Søn Thorvald Bindesbøll, født d. 21. Juli 1846, har siden 1861 været Elev af Konstakademiet for at uddanne sig til Architekt og bestod 23. Dec. 1876 Afgangsprøven som saadan. (Akad. Konst og Æsth., S. 1—12. Private Medd.)

 

Bischop. Cornelius Bischop, født i Dort d. 12. Febr. 1630, var Lærling af Ferdinand Boll og roses som en ret god Historie-og Portrætmaler, der dog af Lyst til Vinding forfaldt til at udføre middelmaadige Sager. Han blev af Christian V udnævnt til »Hof-

 

65

skildrer«, men døde allerede i sit 44de Aar 1674, efterladende 11 Børn, hvoraf to blev Malere, (Spengler, -Art. Efterr. Des camps II, S. 433.)

 

Bissen. Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, Søn af Herman Vilhelm Bissen og Hedvig Emilie født Møller, er født i Kjøbenhavn d. 5. August 1836. Han uddannede eig til Billedhugger under sin Faders Vejledning og "besøgte samtidig Kunstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt 1856. Han tog 1857, til Rom, hvor Faderen stedse havde et Værksted til sin, Raadiglied; her for­blev han, fraregnet Sommerbesøg i Hjemmet, indtil 1863 og uddan­nede sig paa egen Haand til Billedhugger. I 1863 udstillede han et større i Rom udført Arbejde »Ægeus, der ser ud over Havet efter Theseus' Skib«, hvorved han tildrog sig megen Opmærksomhed. Faa Aar efter (1866) vandt han Halvdelen af den Eibeschützske Præmie for »Noah« (jfr. Saabye). I Aarene 1866—68 var han atter i Italien, det første Aar med det Ankerske Legat, det andet med Konstakademiets Rejseunderstøttelse paa 800 Rdl. (1600 Kroner). Den 16. Februar 1871 blev han Medlem af Konstakademiet. Hans seneste større Arbejde er en kolossal Billedstøtte af »Absalon«, der var at se paa den nordiske Konst- og Industriudstilling i 1872 og af Konstneren er skjænket til Raad- og Domhuset, i hvis Forhal Gibsmodellen er opstillet. Tillige har Bissen i Faderens senere Leveaar deltaget meget i dennes større Arbejder,. saaledes fuldførte han bl. A. Rytterstøtten af Frederik VII, støbte den i Malm i et af ham selv oprettet Støberi, ciselerede og opstillede den paa dens Plads foran Christiansborg Slot. Fra dette Støberi er senere flere betydelige Malmværker udgaaede, dels efter hans egen og Faderens dels efter andre Konstneres Modeller, saaledes Carl .XIV Johan til Hest efter den norske Billedhugger Bergsliens Model til Chri­stiania.

Bissen blev 1861 gift med Johanne Vilhelmine født Michelsen, der døde allerede Aaret efter. I 1867 ægtede han Anna født Bruun. (Konstn. egne Medd. Akad. Illustr. Tid. 1863, 3. Maj. do. 1866, 15. April. Udst. Cat.)

 

Bissen. Herman Vilhelm Bissen, Søn af Christian Gott­lieb Vilhelm Bissen fra Holsten, for en Tid Landbruger i Angel, og Anna Margrethe Dorothea født Elfendehl fra Nordslesvig, blev født d. 13. October 1798, i Slesvig By, hvor Faderen dengang endnu boede. Aaret efter denne Søns Fødsel flyttede Familien til Angel, og der voxede Bissen op. Allerede i sin tidlige Barndom viste han

 

66

Tegn til konstnerisk Begavelse,  medens den Lyst til mechaniske Sysler, som hans Brødre havde arvet efter Faderen, ikke laa for ham. Hans Barndom forløb i Hjemmet under frie landlige Om­givelser, indtil Forældrene i 1812 atter flyttede til Slesvig, hvor Faderen fik et Embede som Skriver. Efter hans Confirmation var der Tale om at sætte ham i Snedkerlære, men hans Konstfrem-bringelser og Tegninger havde allerede vakt saa megen Opmærk­somhed, at nogle Yenner af Familien, hvoriblandt Maleren Bøhndel, sammenskjød en Sum Penge, der var stor nok til, at han med Spar­sommelighed kunde leve nogle Aar i Kjøbenhavn og uddanne sig til Maler, som var det Konstfag, hans Velyndere eller han selv nærmest tænkte paa.

Bissen kom til Kjøbenhavn i 1816, begyndte at besøge Konst-akadeiniet og var ved Nytaar 1818 naaet op i dets øverste Klasse, Modelskolen. Det trykkende i hans ensomme Stilling bragte ham nu til at vende hjem til Forældrene i den Tanke snarere at forsøge sin Lykke i Tyskland. Men et Besøg af Prins Christian i Slesvig blev afgjørende for hans Tilknytning til Fædrelandet. Prinsen til­sagde ham Understøttelse, naar han vilde vende tilbage til Kjøben­havn. Her vandt han (1819) Akademiets store Sølvmedaille og søgte samme Aar at vinde den mindre Guldmedaille som Maler; men han fik ikke sit Maleri færdigt. Ved den næste Concurrence (1821) var imidlertid Lysten til Billedhuggerkonsten bleven meget levende hos ham, og hans Lærer i malerkonsten, J. L. Lund, raadede ham selv til hellere at vælge dette Fag. Han var dog endnu saa tvivlraadig, at han tog begge Konstfags Redskaber med sig i Logen, hvor han skulde udføre sin Skitse, En tilfældig Omstændighed, at hans Farvespatel knækkede, blev ham et.afgjørende Vink, og han udførte sin Skitse som Relief. For det udførte Arbejde, »Josefs Brødre vise Jakob hans Søns blodige Kjortel« (l Mos. 37, 32—35.) fik han, enstemmig den mindre Guldmedaille (10. Sept. 1821). I det følgende Aar fik han flere Bestillinger til Slotskirken (4 Relieffer med bibelske Emner, 4 Medailler til at sætte over de 4 Evangelister, samt 4 Engleskikkelser, som udførtes i Stuk under Kuplens Flige), og modelerede tillige en Buste og en mindre Billedstøtte. Endelig vandt han (1823) den store Guldmedaille for Opgaven «Ja'iri Datter« (Marc. 5,41).

Nu havde han som Artist Ret til det store Rejsestipendium og fik det, ved Finansernes Hjælp, da Akademiets Stipendium endnu ikke vor ledigt, tilstaaet fra 1. Jan. 1824 først paa tre Aar, senere

 

67

forlænget med to Aar til. Allerede Juleaften 1823 var han hos sine Forældre i Slesvig, forholdsvis langsomt rejste han derpaa gjennem Tyskland og Norditalien til Roni, som han naaede om Efteraaret 1824. Akademiet og dets Præses, Prins Christian, nærede store Forhaabninger til den unge Mand, for hvem Konstens Herlighed nu skulde oplades, selv syntes han. derimod næsten over­vældet af sine Indtryk. Hans Modtagelighed var saa stor, at han næsten ydmygedes for dybt derunder. Denne Følelse fik ogsaa Indflydelse paa hans Forhold til Thorvaldsen. Han følte sin egen. Ringhed saa levende, at han ikke kunde nærme sig den verdens­berømte Mester, som da stod paa Højden af sit Ry, med den Tillid og Frimodighed, som laa Thorvaldsens jævne Personlighed nærmest; Følgen deraf var en Tilbageholdenhed fra Bissens Side, der blev udlagt som Kulde eller endog som en Stolthed, der grænsede til Skinsyge. I Tidens Løb lærte dog Thorvaldsen at skatte, ikke alene Bissens Talent, men ogsaa hans Personlighed, og viste ham i sine ældre Aar den varmeste Tillid.

Bissens første Tid i Kom var saaledes alvorsfuld nok. Sit første Arbejde »En liggende Bacchantinde« tilintetgjorde han igjen; men haiis utrættelige Flid og stærke Skaberevne bragte ham over alle Vanskeligheder. En Buste af Thiele, som han havde modeleret 1825, udforte han det følgende Aar i Marmor for .at øve sig i Mejslens Brug, hvilket faldt ham, ligesom tidligere Freund, svært nok. Et nyt Arbejde af ham, en Gruppe i halvnaturlig Størrelse, »En siddende blind Olding, til.hvem et Barn tigger«, ogsaa kaldet ”Belisar«; (udst. 1829), vakte megen Opmærksomhed i Konstner-kredsen og blev kjøbt af Grev Rantzau Breitenburg. "Dette Arbejde i Forening med et Par Relieffer med Fremstillinger af Homer og et tredje, »Christus vasker Apostlernes Fødder«, hjalp ham til at gjeuvinde konstnerisk Sikkerhed og Ro. En Rejse til Syditalien med Freund og Martens virkede oplivende paa ham, medens en senere Rejse til Toscana, hvor han med Iver studerede den ældre tihristelige Konst, fik stor Indvirkning paa hans Kunstopfattelse. Ærlig og inderlig Udtalelse af den Følelse, der i hans Øjne gav Emnet Liv og Sandhed, uden Lyst til at prale med techuisk Fær­dighed eller Indsigt, blev det bevidste Program for hans hele følgende Konstnervirksomhed, ligesom det ubevidst havde foresvævet ham under hans hidtidige Virksombed.

I de Arbejder, han endnu udførte i Rom, fremtræder den mod­nede Konstner, om end ikke fuldstændig den Bissen, det danske

 

68

Folk senere har lært at kjende og elske. Af disse Arbejder skulle vi kun nævne »Blomsterpigen« i Marmor til Hambro, Thorvaldsens Brystbillede i overnaturlig Størrelse, som af en Kreds af Rigmænd skjænkedes Konstakademiet i Marmor (1832) og endelig den store Mindestøtte over Gutenberg, som Bissen fuldstændig udførte efter Thorvaldsens lille Udkast. Den 2. Aug. 1834 rejste han fra Rom og var den 27. Oct. i Kjøbenhavn, hvor Akademiet agreerede ham med 11 Stemmer mod l og gav ham til Opgave »En Valkyrie:. Denne lille Figur, hvorpaa han den 23. ifarts 1835 enstemmig blev valgt til Medlem, tiltaler ved sin .Finlied og levende Bevægelse, men der er med Rette bleven fremhævet, at den i sit Grundlag ikke er nordisk nok. I senere Arbejder i nordisk Retning forstod han at forene ligesaa store, om ikke større konstneriske Fortrin med et dybere Kjendskab til Jordens Aand og ydre Form.

Han fik strax fuldt Arbejde med den Frise, han havde paataget sig at gjøre færdig til Christiansborg Slots Riddersal i Løbet af fem Aar. Den forestiller »Bacchus.og Ceres, som bringe Menneskene Kulturens Gaver« og udmærker sig ved den ejendommelige Friskhed, hvormed Konstneren færdes i den til en vis Grad fra Oldtiden overleverede Form. Samtidig udførte han flere større Arbejder, saaledes, foruden en Del Brystbilleder, en Statue af Anders Sandøe Ørsted i antik Dragt. Ørsted spillede dengang en stor Rolle i Danmarks politiske Rørelse, men da han kort efter blev overfløjet af Liberalismens unge, fremstormende Talsmænd, blev Gibsmodellen stillet hen og er aldrig siden kommet til Udførelse. Et andet stort Arbejde forberedtes ligeledes i denne Tid; det var de atten legemstore Billedstøtter til Dronningens Trappe paa Christiansborg; men deres Udførelse tilhører en senere Tid, da nye og stærkere Strøm­ninger havde efterladt deres Spor i Konstnerens Sjæl.

I dette Tidsrum dvælede hans Tanker mest i den Oldtid, han under sit Ophold i Italien og gjennem Thorvaldsens Virksomhed havde vundet en saa klar og inderlig Forstaaelse af. Fire Billedstøtter til Bauers Landsted i Altona (Cephalus, Atalante, Narcissus og Psyche), »Tiggerdrengen«, en af hans finest følte Billedstøtter, »Venus fletter sit Haar«, »Amor, som sliber sine Pile«, Apollo og Minerva til Universitetets Forhal og endnu flere Statuer, foruden som sædvanlig en Del aandfuldø og godt lignende Brystbilleder, var Frugten af hans ufortrødne Virksomhed. Samtidig havde hans personlige Liv i dets tilsyneladende stille Ro været rigt paa Begivenheder. Om Efteraaret 1835 var han bleven gift med den Pige, han allerede

 

69

fra sin Ungdom havde fattet Kjærlighed til, Emilie Hedvig Møller, der blev Moder til flere Børn. Familielivets Lykke led kun Skaar ved den svage Helbred, Konstneren selv nød; han var hjemsøgt af svære Lidelser, selv om de ikke mægtede at kue hans livlige Aand og hans utrættelige Virkelyst. Da han i 1840 var nærved at have Frisen til Christiansborg færdig, gjorde han sig rede til, strax efter dens Fuldendelse, at drage til Rom med hele sin Familie. Imid­lertid døde Professor Freund (den 30. Juni 1840), Bissen maatte ikke alene paatage sig Fuldførelsen af nogle af dennes efterladte Arbejder, men var ogsaa den nærmeste til at søge Professoratet ved Akademiet, som tildeltes ham den 12. October 1840. Disse forskjellige Omstændigheder sinkede ham saa meget, at han først i August 1841 kunde udføre sin Plan at tilbringe et Aarstid i Rom. Opholdet havde dog ikke den gunstige Virkning, han ventede sig, og det var først et Par Badekure i Grafenberg (1844 og 1847), som gjengav ham hans fulde Helbred.

Med Krigsaarene (1848—50) begyndte en ny Tid for Bissen. Smærten over Broderkampen efterfulgtes af kummerfulde Tider ved en elsket Hustrus lange Sygeleje, hvis Død i 1850 lagde en vemodig Dæmper paa Glæden over Sejren, som Bissen følte saa dybt som nogen. Fra nu af gaar der en dobbelt Strøm igjennem Konstnerens Virksomhed. Tidens stærke Rørelser havde grebet ham saaledes, at han ikke mere løsrev sig derfra, men følte Trang til at give de Tanker Liv og konstrierisk Tilværelse, som dengang var alles Ejendom, og paa samme Tid glemte han ikke sin Ungdoms Kjærlighed, men syslede med stedse større Modenhed med Emner fra den klassiske Oldtid eller med Livsbilleder i klassisk Stil. Medens der i hans store Værksted ved Frederiksholms Kanal fremstod kolossale Værker som »Landsoldaten« til Fredericia, Sejrsminde om Slaget den 6. Juli, »Løven« til Flensborg Kirkegaard, forsmædelig bortført af Preusserne i 1864, »Frederik VII« som Grundlovens Giver, flere , Gange staaende og endelig som kolossal Rytterstøtte til Slotspladsen, hyor den opstilledes nogle Aar efter Konstnerens Død, Moses« til Forsiden af Frue Kirke, »Oehlenschlæger«, som nu staar foran Theatret, alle Værker, der støbtes i Malm, havde han ovenover det større et mindre Værksted, hvor en stillere, mere indadvendt Konstnervirksomhed ligesom havde sin Bolig. Foran det store solbeskinnede Vindue voxede der i yppig Fylde, om end kun en svag Afglans af den virkelige Natur, Sydens Planter, Cypresser, Cactus, Aloer og Palmer, Firben' vimsede i det stedsegrønne Løv,

 

70

smaa Landskildpadder opsøgte Solpletterne paa Gulvet i fredeligt Samkvem med fløjtende Vagtler, medens Konstneren selv i sin Lærreds Bluse med mild Alvor formede Leret, snart til bløde Kvinde­skikkelser, snart til kraftige, lidenskabelige Mænd. Der dulmede han sin Sorg over Hustruens Død ved at lade hende fremstaa i den skjønne siddende Billedstøtte, som desværre ikke er bleven tilgængelig for nogen større Kreds; der dannede han i Løbet af Aarene 1856—58 de fleste af de saare skjønne, af en i al deres Vexel saa dyb Kvinde­lighed prægede Skikkelser, der nu smykke Dronningens Trappe; der fremstod Værker som den af Furierne forfulgte »Orestes«, den smærteligt lidende »Filoktet« og Perlen af hans klassiske Værker »den vrede Achilles«. Hvis Konstneren ikke, bemærker med Rette hans franske Biograf, Hr. Eugene Plon, havde ladet denne Skikkelse være ganske nøgen, saa at man i første Øjeblik tror at se en »Modelfigur-?. men havde knyttet den til den homeriske Heltesagnkreds blot ved nogle henlagte Klædningsstykker eller ved en nærmere Forbindelse med de givne Attributer, vilde Achilles  være bleven et fortrinligt Arbejde, maaske et Konstværk af første Rang. Denne Billedstøtte. forener i en sjælden Harmoni Følelsens hele Dybde med en fuld­endt konstnerisk Udførelse.

Vi kunne her ikke nævne den Mængde Værker, der i hans senere Leveaar fremstod under hans flittige Hænder, det var, som om hans Skaberkraft voxede med Aarene og med den stigende Anerkjendelse, der ydedes hans Værker. Af monumentale Arbejder, der ere tilgjængelige for alle, skulle vi kun, foruden de ovenfor omtalte, nævne Kyes Brystbillede paa Garnisons Kirkegaard (1850), Mindesmærket over de faldne Krigere paa Fredericia Kirkegaard(1851), over Lundbye paa Garnisonskirkens Ydermur (1855), Frederik VIs Billedstøtte i Frederiksberg Have (1856), Schouws og Weyses kolossale Buster paa Frue Plads, Tyge Brahes Billedstøtte (1859) opstillet og afsløret i 1876, Tordenskjolds-Billedstøtte (1864) skjænket til Pladsen foran Holmens Kirke af Grosserer Puggaard, men endnu ikke opstillet, samt et Par Gravmæler, f. Ex. over Billedhugger H. E. Freund. Af Buster udførte han et myldrende Tal, og ikke nøjet med den overordentlige Virksomhed, som hans Bestillinger frembød ham, udførte han for sin egen Fornøjelse en Række Bryst­billeder af saa godt som hele hans Tidsalders i den ene eller anden Retning fremragende Mænd her hjemme, Konstnere, Digtere, Musikere, Videnskabsmænd, Politikere mellem hverandre og alle gjengivne med en vidunderlig Sans for at gribe Individualiteténs inderste Kjærne.

 

71

Efter i andet Ægteskab at have været gift siden 1852 med en Datter af den gamle Kobberstikker Sonne, en Søster til Konstnerne af dette Navn, Marie Cathrine Sonne, med hvem han ingen Børn fik, døde han den 10. Marts 1868 i sit 70. Aar. Hans Ven og Jævnaldrende Prof. N. Heyen holdt en gribende Tale over ham ved Sørgefesten i Kunstakademiet (30. Marts). I hans store Værk­steder ved Frederiksholms Kanal (Materialgaarden), hvor endnu Sønnerne leve og virke som Konstnere, færdedes i Aarenes Løb en saa stor Kreds af Lærlinger og Medhjælpere, mest Konstnerens egne Landsmænd, men ogsaa Svenskere og Normænd, ja endog Udlændinger fra Tyskland og Italien, saa at Tallet løber op til over 100, (Dansk Folkekai. 1842, Biogr. af F. C. Olsen, S. 25—41. Biogr. ved N. Høyen i 111. Tid. 1860 Nr. 44. Do. 1870, Nr. 546. Bugene Plon; Le sculpteur danois Vilh, Bissen. Paris 1870. 2. Udg. 1872. Akad. Private Meddelelser. Udst. Cat.)

 

Bissen. Rudolf Bissen, yngste Søn a£ Herman Vilhelm Bissen og Hedvig Emilie født Møller, er født i Kjøbenhavn den 2. April 1846, Han lærte at male hos Skovgaard for at uddanne sig til Landskabsmaler og besøgte (1865—1867) Konstakaderniet,, hvor han rykkede op til Modelskolen. I Aarene 1871—72 og 1874—75 opholdt han sig i Italien, hvorfra han hjemsendte flere større Billeder. Han har udstillet siden 1867. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Blache. Christian Vigilius Blache, født den 1. Februar 1838 i Aarhus, er Søn af Professor, Rector Hans Henrik Blache og Elise Marie født Kold. Han blev Student 1857 fra Aarhus Skole, men forlod Studeringerne for at blive Skibsbygger og var to Aar i Lære som saadan. Det blev ham imidlertid snart klart, at det var paa en anden Maade, Se og Skibe fængslede ham, og han kastede sig nu med Iver over Sømaleriet. Han begyndte 1859 at tegne i technisk Institut og fra Januar 1861 paa Konstakademiet, medens han samtidig satte sig ind i sit særlige Fag under Sømaler C. F. Sørensens Vejledning. Faa Aar efter (1863) begyndte han at udstille, og allerede det følgende Aar kjøbte den kongelige Maleri­samling et lovende Arbejde af den unge Konstner, »Fra Begtrup-vigen ved Hals«. I Krigen 1864 valgte han at deltage som. Sø­værnepligtig, for at Tiden ikke ganske skulde gaa tabt for hans Konst, og Frugten deraf, »Danske Orlogsskibe under Letning i Sundet«, tilkjendtes den Neuhausenske Præmie (1865). Nogle Aar efter concurrerede han paauy til denne Præmie og vandt den ved

 

72

»Søgang ind imod Land, Motivet fra Kronborg Strand« (1869). Endelig fik han 1872 Akademiets Rejsestipendium for to Aar og besøgte Holland, Paris og Italien, samt paa Hjemvejen det følgende Aar Tysklands store Byer, Wien, Dresden og Berlin. Forinden Rejsen havde han giftet sig (1870) med Marie Christine født Malling. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)-

 

Blasius. Leonhard Blasius eller Blasiussen blev af Christian IV ansat som Overbygmester den 6. Juli 1640 »i salig Hans Steinwinkels Sted«; men han døde allerede den 8. December 1644. (Medd. fra Eentek. 1872, S. 195).

 

Blejel. Af J. P. Blejel findes malet nogle Portræter i den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Danske Portrætsamling, betegnede med Aarstallet 1750. (Spengl. Art. Eft.)

 

Bless. Johan Peter Bless er Søn af Hattemagermester Hans Christian Bless og Anna Margrethe Dorthea født Pedersen og er født i Kjerteminde den 1. Juni 1826. Han var i Lære hos Malermester Prange i Odense fra sit 18. til sit 22. Aar, tog derefter til Kjøbenhavn, hvor han arbejdede som Svend og tillige besøgte Kunstakademiet i tre Aar, kastede sig derpaa over Portrætmaleriet og malede en Del Portræter i Fyn, rejste til Berlin, hvor han opholdt sig l1/2 Aar og derfra til Wien. Her blev han i fire Aar og søgte under tyske Konstneres Vejledning at uddanne sig videre. Efter Hjemkomsten levede han tre Aar i Ystad i Skaane som Foto­graf, men da det lykkedes ham at blive bekjendt som Portrætmaler, tog han tilbage til Danmark og har siden levet i Aarhus som saa-dan. Han har desuden copieret et Par Altertavler. Ved Konstakademiets Udstilling i Kjøbenhavn har man set Portræter og Studiehoveder af ham fra 1857 med enkelte kortere eller længere Afbrydelser. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Blichfeldt. Frederik Thorvald Emil Blichfeldt, Søn af Billardfabrikant Jens Christian Frederik Blichfeldt og Marie Sofie født Johnsen, er født i Kjøbenhavn den 5. November 1849. Han kom fra technisk Institut til Konstakademiet i October 1863, fik den 23. December 1871 Afgangsbevis derfra som Architekt, samt vandt 1876 den mindre og 1878 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Nationalmuseum«. I de sidste Aar har han ledet forskjellige Bygningsarbejder for F. Meldahl. (Konstn. egneMedd. Akad. Udst.Cat.).

 

Bloch. Carl Heinrich Bloch er født i Kjøbenhavn den 23. Maj 1834 og er Søn af Grosserer Jørgen Peter Bloch og Henriette Bloch født Weismann. Han skulde først have været

 

73

Søcadet; men da dette mislykkedes, medens han viste en frem­trædende Lyst til Tegning, kom han i 1849 paa Konstakademiet, hvor han 1852 og 1853 vandt den lille og den store Sølvmedtulle. Da han i Førstningen synes at have tænkt sig udelukkende at blive Portræt- og Genremaler, har han ikke senere opnaaet nogen af Akademiets Guldmedailler, derimod begyndte han strax at vække Opmærksomhed ved sine udstillede Billeder (1854). Navnlig de Optrm af det jydske Folkeliv, man havde Lejlighed til at se 1857—58, røbede en Alvor i Opfattelsen, der lovede en smuk Fremtid. Med det lille Billede »Et Maaltid« (Børn, der spise Kaal). som kom frem det følgende Aar, begyndte en af de mest fremtrædende Sider af Blochs Snille at vise sig, nemlig hans rige komiske Lune. clr-r siden har aflokket ham en saa talrig Række morsomme Billeder, snart af det danske, snart af det italienske Folkeliv; lystige Drenge, skjelmske unge Piger, Munke i komisk-ynkellge Tilværelsesøjeblikke, arrige Kjellinger og »gamle Fyre« mødes her i broget Vexel.

»Et Maaltid«, som blev kjøbt af Konstforeningen i Kjøbenhavn, er senere bleven stukket af E. Sonne og uddelt som Aarshlad til Kunstforeningens Medlemmer. Med nogen Svaghed i Tegningen forenede det et saare elskværdigt Lune i Fremstillingen og en Virk­ning i Farven, som Konstneren først senere, efter alvorlige Studier i andre af sin Konsts Retninger, gjenvandt i fornyet Skikkelse. Med dette Billede begynder et nyt Afsnit i Konstnerens Liv.

Samme Aar (1859) fikBloch nemlig Kunstakademiets Rejseunder­støttelse og drog sammen med sin Ven og Konstfælle, Dorph, til Rom, hvor han forblev til 18G1 og efter et kortvarigt Ophold i Hjemmet atter fra 1863 til 1865. Her udviklede hans Talent sig med over­raskende Kraft, og efter at han i nogle mindre Billeder ligesom havde prøvet sine Åringer, slog han i 1863 med »Samson og Filistrene« (den kgl. Malerisaml.) ind paa en ny og mere storladen Retning i sin Konstnervirksomhed. Dette store Billede, med sin enkelte stærkt fremtrædende nøgne Skikkelse, udmærkede sig mere ved det Herredømme over Formen, Konstneren fra nu af havde vundet, end ved sin Farve, der navnlig i Carnationen var noget læderagtig.

Det efterfulgtes med et Aars Mellemrum af ”Jairi Datter” (den kgl. Malerisamling) og det følgende Aar af det meget store Billede »Prometheus«, der var malet til Kongen af Grækenland (1865). Her mødtes selvstændig og selvbevidst Dygtighed i Form og Farve med Evnen til at gjengive et højst levende dramatisk

 

74

Udtryk, og fra nu af stod Bloch i den almindelige Bevidstlied, ikke mere blot som den lunefulde, aandrige Genremaler, men ogsaa som en af vore mest fremtrædende Historiemalere, som den, der var nærmest til at tage Arv efter JVIarstrand. Kunde han find i »Scene i et romersk Osteri« (Gross. M, Melchior) ikke fuldstændig hævde sin Plads ved Siden af Marstrand i en saa umiddelbar Kappestrid med et Billede fra denne Konstners bedste Tid som Genremaler, svarede end »Niels Ebbesen og Grev Geert« (Grev JVToltke til Glorup) heller ikke fuldstændig til de maaske ubillig højt spændte Forventninger, og naaede han end i »Christiern II i Fængsel« (1871, den kgl, Malerisaml.) ikke fuldstændig den tragiske Rædsel, som dette Emne kræver, var der dog i alle disse store og anselige Billeder en sand malerisk Virkning og mægtige Vidnesbyrd om et fremadskridende Talent.

Samtidig har Bloch paa den religiøse Histories Omraade ydet en Kække Billeder, som i Anordningens Alvor og Skjønhed, i Følelsens Dybde og psychologisk Sandhed hører til Konstnerens bedste Frembringelser. Det er de 23 Billeder til Frederiksborg Slotskirkes Bedekammer, som paa Capitain og Brygger Jakobsens Bestilling udførtes fra 1866—76 paa nogle faa nær, der ved Ud­gangen af det nævnte Aar endnu ikke var færdige. Ved Siden at' denne betydelige Række Compositioner har han i enkelte større Altertavler, f. Ex. »Christus. som fremstiller et Barn for Disciplerne,« (udst. udenfor Cat.) og flere andre, givet Frelserens Skikkelse med en Dybde og Inderlighed i Følelsen, som man uden Erfaringens Vidnesbyrd næppe skulde tiltro deu lunefulde Genremaler. Et 1874 udstillet større Billede »Samson og Dalila« tiltalte mere ved Talentets oversprudlen.de Kraft end ved ædel Opfattelse af et i og for sig vanskeligt Emne. Blochs sidste større Billede paa det historiske Omraade er »Hans Tavsen, som værner Biskop Rønuov mod Almuens Voldsomhed,« udført i Universitetets Festsal. For­uden den store Kække mindre Livsbilleder, som ikke her kunne nævnes i det enkelte, har Konstneren ogsaa malet en Del Portræter. Flere af hans Billeder ere stukne, dels af Sonne, dels af Ballin, og en Mængde ere gjengivne i Fotografi.

Bloch blev d. 29. Maj 1865 Medlem af Konstakademiet, blev d. 26. Maj 1867 Ridder af Dannebrog og fik 1871 Titel af Professor. Han var 1868 bleven gift med Alma født Trepka. (Ill. Tid. Nr. 301 [Levned af Fr. Bøgh], do. Nr. 346. Fædrel. 1867 Nr. 120." Udst. Cat. Akad. Konstn. egne Medd.)

 

75

Block.     Daniel Block,   Maler fra  Stettin,   der  havde lært hos Jakob Scherr, arbejdede for Hofferne i Danmark og Sverige. Han havde i sit 81. Aar det Uheld at miste alt, hvad han ejede, ved en Ildebrand og døde af Sorg 1661, rimeligvis i Stettin. (Schlesw. Kunstbeitr., S. 43. Allg. Deutsche Biogr.)

 

Block. Peder Jensen Block, Maler, vandt 1795—96 Akade­miets Sølvmedailler og 1799 dets mindre Gruldmedaille efter Opgaven »Jakob velsignor Josefs Sønner«. Hau concurrerede fem Grange til den store Guldmedaille uden at opnaa den, søgte i 1815 og 1818 om at blive Informator ved Akademiet og- udbad sig endelig i 1824 Tilladelse til for Betaling at forevise sine Malerier og Tegninger. Hans Livsforhold kjendes ikke. (Akad.)

 

Blumenthal. M, Blumenthal angives af Spengler som født i Tyskland og »uden Tvivl« en Søn af Dr. Gr. H. Blumenthal, der kom til Danmark 1710 og siden blev Bergmedicus paa Kongsberg. Han har malet nogle Prospecter fra Norge, hvoraf det ene er betegnet med Aarstallet 1748 (1728 er en Trykfejl). Weinwich nævner ogsaa nogle Arbejder i Bergen. (Spengler Fortegn. Nr. 836. Fredensb, Invent. Weinwich Lex.)

 

Blunck. Ditlev Conrad Blunck, født d. 22. Juni 1799 i Grevskabet Rantzau Breiteiiburg -ved Itæehoe i Holsten, besøgte Konst-akademiet i Kjøbenhavn 1814—27 og vandt alle dets Medailler, medens lian samtidig uddannede sig- til Historiemaler under Eckersbergs Vejledning. Hans første udstillede Arbejde (næst efter en Modelfigur) var (1823) »Christian IV's Syn paa Rothenburg«, der gjorde megen Lykke og blev kjobt til den fcongl. Malerisamling paa Christiansborg:. Hans G-uldmedaillearbejde »Elias opvækker Enkens Søn« (1827) vakte gode Forventninger, og efter at Akademiet havde tilsagt ham sit Stipendium fra 1.' Januar 1829, rejste! han. om Somren 1828 over Berlin og Dresden til Italien. Fra Rom, hvor han paavirkedes af Mindet om Carstens, hjemsendte han »Bzechiels Syn«, som udstilledes 1832 og blev kjøbt til Malerisamlingen, Det tør maaske regnes for det mest vellykkede af hans i danske Samlinger værende Arbejder. Han fik 1832 et Aars" Tillæg til sit Stipendium, men kom dog først tilbage til Danmark i 1838, og blev i October Maaned agreeret ved Akademiet paa Billedet »Noah, som i Arken modtager Duen med Oliebladet.« Han fik Opgave til Medlemsstykke, men synes snart efter at have forladt Danmark, for ikke at vende tilbage dertil. Dog kjøbte Christian VIII (Malerisaml., 1846) hans store allegoriske Maleri »De fire Menneskealderen og endnu

 

76

1848—49 havde han Billeder paa Udstillingen, uagtet han havde sluttet sig til Oprørerne i den slesvigske Krig. Sine senere Aar, mindst fra 1844, om end med Afbrydelser, levede han i Wien, hvorfra han tog til Hamborg og der døde han d. 7. Januar 1853 af et pludseligt Slagtilfælde.

Foruden hans historiske Billeder, hvori efterhaanden en flad Allegorisering virkede hæmmende paa den rent konstneriske Frem­stilling, malede han især i sine yngre Aar en Del Genrebilleder og Portræter, der tiltalte Samtiden. Alvorligere Kjendere fandt dog, at de førstnævnte savnede en vis Friskhed og røbede Studiet for meget, ligesom hans historiske Billeder blev for forstandsraæssige. (Nord. Conv. Lex. . Akad. Østs Archiv I, S. 271. Hamb. Kstlex. S. 302. Oehlenschl. Erindr, ny Udg. S, 501.)

 

Boesen. August Vilhelm Boesen, Søn af Provst Jens Frederik Boesen og Cathrine født Ewald, var født d. 12. August 1812. Han besøgte Koustakademiet i Kjøbenhavn en kort Tid, men forlod det allerede ved Gibsskolen for at blive Landskabsmaler. Som saadan fik han Akademiets Rejseunderstøttelse, besøgte Italien 1845—47 og opholdt sig siden i Hjemmet, indtil han paa en senere Rejse døde i Bologna 1857. Han var gift med Mathilde født Sommer. Boesen var en flittig Konstnerj som fra 1836 til 1858 udstillede en Række tækkelige Landskaber, der dog mere udmærkede sig ved heldigt Valg og god Anordning end ved Udførelsens fremragende Særpræg. Den kgl, Malerisamling paa Christiansborg ejer et af hans Ungdomsarbejder fra Norge, og to Billeder fra hans Rejse i Italien. (Strunck. Udst. Gat. Akad. Jfr. Erslew Forf. Lex. I, S. 158, og Suppl. I, S. 180.)

 

Boesen. Johannes Boesen, født 1847 i Kjøbenhavn, er Søn af Provst og Sognepræst P, Boesen, en Fætter til A. V. Boesen. Han lærte at tegne hos Adjunct Høegh-Gruldberg i Aarhus, besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn 1863—71 og har siden 1868 udstillet som Landskabsmaler. (Udst. Gat. Akad.)

 

Bois-Clair. Gaspar Antoine de Bois-Clair var født i Lyon og blev først Jesuit, derefter reformert. Han kom 1690 til Kjøbenhavn, hvor han gik over til den lutherske Bekjendelse og blev (1693) »fransøsk Slotspræst« i Kjøbenhavn med 600 Rdl. d. C. (1920 Kroner) om Aaret. Efter Christian V's Død (1699) skal han være bleven katholsk igjen og forlod Kjøbenhavn. Tanken om de tre Bekjendelser, han efterhaanden havde tilhørt, sysselsatte ham meget, og fremtraadte saavel i hans Konstnervirksomhed som i hans Skrifter.

 

77

Saaledes blev d. 19. October 1696 i Trefoldighedskirken ophængt et stort Maleri, »inventeret, malet og foræret til Kirken af Bois-Claire. Det forestillede den hellige Timotheus, »en Mand af tre Religioner i:. I et Skrift »Discours évangélique« fra samme Aar findes et tegnet Billede af Jomfru Marie, med en snurrig Forklaring, om, at hun havde været af tre Religioner, nemlig den jødiske, den calvinske og den lutherske. Han har desuden i en Slags Gouache udført flere allegoriske Billeder, hvoraf nogle findes, dels paa Rosenborg, dels i den kongelige Malerisamlitigs særskilte Samling af Haandtegnmger m. m. (Weinwich, S. 95. Sandvig, S. 28. Maaiiedl. Rela­tioner for 1696. Hafnia hodierna, S. 116, Kraft og Kyerup. "W orm's Lex. Gehejmearch.)                   '

 

Bojesen. Robert Peel Bojesen, født 1841 i Skive, var Son af Districtslæge Bojesen i Holbæk og lærte at tegne hos C. Dalsgaard i Sorø. Han fik Plads i Modelskolen ved Kunstakademiet i Kjøbenhavn i October 1866 og fik d. 19. Marts 1870 Afgangsbevis som Maler. Han deltog 1873 i Concurrencen for den Neuhausenske Præmie paa Opgaven »Christiem II og Sigbrit gjennemse Told­regnskaberne« og 1875 for samme Præmie paa Opgaven »Mogens Munk bringer Christiem II Adelens Opsigelsesbrev«. Sidste Gang blev Præmien tilkjendt ham. Desuden har han 1871—76 udstillet nogle Genrebilleder og et Par historiske Malerier. Denne lovende unge Konstner afgik ved Døden d. 4. December 1876. Han var gift med Johanne født Selmer. (Akad. ITdst. Gat. Berlingske Tid. 6. Dec. 1876.)

 

Bolagny. Bolagny, ansat som dansk Oberst 1697, fik i Aaret 1699 en Sum 900 Rdl. d. C. udbetalt for Modellen til en Bygning. (Kgl. Hegnsk. i Gehejmearch.)

 

Borup. Gotthilf Borup maa være født kort efter Aar-hundredets Begyndelse; han besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn omtrent 1822, men vandt først 1827 dets mindre Sølvmedaille, 1829 den store, samt Pengepræmien som Billedhugger samme Aar og 1832. Efter et tidligere forgjæves Forsøg vandt han 1837 den lille Guldmedaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (l Sam. 16,23). Store Guldmedaille lykkedes det ham ikke at faa.' Hans vigtigste Arbejde var Udførelsen af Fronton-figurerne til Christiansborg Slots Forside efter Thorvaldsens Udkast, som blev ham overdragen efter H. E. Freunds Død. De ere i brændt Ler og bleve opstillede 1847. Foruden dette Arbejde syslede han mellem 1841 og 1850 med en Billedstøtte af Tordenskjold, en Buste

 

78

af samme, der var udstillet først i Gibs og senere i Marmor, samt endelig med Skitsen til en Billedstøtte af Niels Ebbesen. Saavel de fem Billedstøtter, som de to knælende Engle paa Forsiden af katholsk Kirke i Kjøbenhavn ere ligeledes af Borup. I 1850 skal haii være rejst til Amerika, hvor han senere er død. (Akad. Udst. Oat. Privat Opgiv.)

 

Boudan se Chomond Boudan.

 

Bourgeois. Christian M. Bourgeois, født i Kjøbenhavn, vandt i 1789 Konstakademiets Sølvmedaille som Maler, fik 1794 Akademiets Attest »for i nogle Aar at have frequenteret« det. Han forlod rimeligvis dengang Kjøbenhavn, thi efter Weinwichs Angivelse levede han (1811; »som Theatermaler i St. Petersborg og har malet smaa Architekturstykker med Ruiner«. (Weinwich, S. 204. Akad.)

 

Bracht. F. G. v. Bracht, rimeligvis en Søn af Christian V's Hoflakerer Christian von Bracht, som. fra 1691—98 modtog en aarlig Understøttelse af 200 RdL d, C. »til sin Søn i Kom«. Af Sandvig nævnes sex Arbejder med Aarstallene 1698—1741. 'Wein­wich nævner blot, at han 1698 har malet Landskaber med Dyr i. (AVeinwich, S. 95. Sandvig, S. 29. Kgl. Regnsk. i Gehejmearcli.)

 

Brackhoff. F. A. Brackhoff udstillede 1826 to Portræter i Pastel og 1835 »et Christushoved«, Copi efter Carlo Dolci, lige­ledes i Pastel. Ved sin Død d. 5. Maj 1854 uævnedes han »forhen­værende Portrætmaler«. (Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Bradt. Frederik Ludvig Bradt, Søn af en Snedker i Kjøbenhavn, fedt 1747, vandt Konstakademiets Sølvmedailler i Bygningsskolen (1765) og Aaret efter dets store Guldmedaille i samme Fag. Ved sin Broders Død (se nedenfor) søgte han det Stipendium, denne havde haft, men fik det ikke. Senere lagde han sig efter Malerkonsten, men søgte dog atter 1775 Rejsestipendium som Bygmester, uden heller denne Gang at opnaa det. Efter at have været »Fabriquetegner« og faaet Akademiets Anbefaling som brugelig ved de kongelige Uldmanufacturer eller samtidig dermed, lagde han sig efter Kobberstikkerkonsten og synes at have opholdt sig nogle Aar udenlands, blandt andet hos Bonnet, til hvis Værk han stak Vignetter (1778). I Aaret 1785 blev han agreeret som Kobberstikker ved Konstakademiet i Kjøbenhavn paa et Stik efter et Landskab af van Hagen, og blev d. 6. Marts 1786 Medlem af Akademiet paa et Stik efter et Landskab af Asselyn. Tre Aar efter, 22. Februar 1789 frabad han sig den Ære at være Medlem, da »Omstændigheder og adskilligt Arbejde« ikke tillod ham at del-

 

79

tage i Forsamlingerne. Akademiet synes dog at have vedblev et at regne ham for dets Medlem. Endnu samme Aar optraadte han paany som Architekt ved at fremsende »et Forsøg til en ny Søjle-ordens Opfindelse,« der blev taget under Akademiets Overvejelse, uden at man dog senere erfarer noget nærmere derom. I 1809 søgte han Kongen om Tillæg til sine Aarpenge paa Grund af Øjensvaghed og tiltagende Alder, og anbefaledes dertil af Akademiet, men det vides ikke, om han fik den, ligesaa lidt som, om han allerede dengang var i Hillerød, hvor han tilbragte Slutningen af sit Liv. Af hans Arbejder nævnes, foruden de anførte, fra Aaret 1787 »to skjønne Landskaber efter en nederlandsk Maler og et godt Portræt i Kridtmaner«:. Forøvrigt synes han at have syslet med mere underordnet Arbejde i sit Fag. Thaarup nævner i Nyeste Skilderie nogle Stik efter Juel. (Weinwich, S. 28. Skild. 1830, Sp. 402. Akad. Sohlesw. Kunstbeitr.. S. 44.)

 

Bradt. Johan Gotfred Bradt, født i Kjøbenhavn d. 9. De­cember 1741, en Broder til Frederik Ludvig Bradt, lagde sig først efter Bygningskonsten og vandt i dette Fag Konstakademiets fire Medailler i Aareue 1759—64. Tillige lagde ban sig efter Kobber-stikkerkonsten og søgte i Juli 1768 Akademiets Rejsestipendium baade som Architect og som Graveur. Han fik dog først Stipendiet et Aar senere og afrejste i October 1769 til Paris, hvor han allerede Aaret efter døde d. 25. October 1770. Dermed afsluttedes hans korte, men som det synes lovende Virksomhed. Sandvig nævner ni Arbejder af barn. Han udgav Monmnenta Fredensburgica inden sin Udenlandsrejse. (Weinwicih, S. 174. Sandvig, S. 29. Skild. 1830, Sp. 401. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44. Kraft og Nyerup. Akad.)

 

Brandt. Bolette Brandt er Datter af Præsten Jørgen Ludvig Brandt og Elisabeth From født Gjørup og er født d. 19. Februar 1827. Hun uddannede sig først for Blomstermaleriet, men da hendes Lyst førte hende til Landskabsmaleriet, blev hun Elev af H. Buntzen og har ligeledes tegnet hos F. Helsted. Hun har malet Landskaber fra forskjellige Egne af Danmark og udstillet siden 1861. I 1869 var hun udenlands og opholdt sig nogle Maaneder i Paris. Af Hensyn til hendes konstneriske Virksomhed skjænkede Kongen hende i 1873 en Aarpenge fra Vallø Stift. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Brandt. .Johannes Herman Brandt, Son af Sognepræst A. F. Brandt, er født 1850 i Kjøbenhavn, hvor han besøgte Haderslévs Læreres Skole og lærte samtidig at tegne hos Peters og Kyhn; som

 

80

Landskabsmaler er han tillige Elev af den sidste. Han besøgte Konstakaderaiet 1868 — 74, og begyndte at udstille 1872. (Akad. Udst. Gat.)

 

Brasch. Morten Brasch har tegnet »Christian Vs Bryst­billede omgivet med et Træk, hvori Kongens Symbolum og andre Zirater. Patent folio. Martinus Braschius inv. Copenhagen Anno 1686. Pieter van Haarlem sculp.« (Sandv., S. 66. Weinw., S. 96.)

 

Brasen. Hans Ole Brasen, Søn af Skolelærer Ole Julius Brasen, er født 1849 i Hillerød. Efter at have staaet fire Aar i Malerlære hos Malermester Schmiegelow besøgte han Konstakademiet i Kjøbenhavii 1867—1874 og blev samtidig Elev af Rasmussen Ejlersen som Landskabsmaler. Han har udstillet siden 1871. (Akad. Udst. Cat.)

 

Bratz. T. Bratz udstillede 1830 og 1831 i alt syv Miniaturportræter, samt i 1831 endnu et efter Catalogens Trykning. (Udst. Cat. Thaarup.)

 

Bravo. Johan Bravo, født i Altona af jødiske Forældre 1796, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1816—1819, for at uddanne sig til Konstuer. Under Opholdet i Kjøbenhavn udstillede han intet, men efter at det var lykkets ham at komme til Rom (omtrent 1830) udstillede han 1831—32 et Par mindre Billeder fra Rom og Omegn. Han. opgav dog snart Malerkonsten, men forstod ved sin Tjenstvillighed og Forretningsdygtighed at gjøre sig yndet saavel af de Danske, som af den tyske Kreds i Rom. Endnu i l839 da Akademiet benyttede ham som Mellemmand, kaldtes han ”Maleren Hr. Bravo«, men snart efter fik han Titel af Konstagent med Forpligtelse til at give Akademiet Konstmeddelelser fra Rom, og i flere Aar skrev han udførlige Beretninger om Konstnernes Virk­somhed der. De Tjenester, han ydede ved Afsendelsen af Thorvaldsens Værker til Kjøbenhavn, fremkaldte hans Udnævnelse til dansk Consul i Rom, i hvilken Stilling han forblev til sin Død. Han blev senere tillige svensk-norsk Consul, Ridder af Dannebrog, Etatsraad og endelig Commandeur af Dannebrog. Han døde i Rom d. 29. April 1876. (Akad. Udst. Cat. Thiele, Thorv. III og IV-Fædrelandet 1876, Xr. 106.)

 

Brecheisen. Josef Brecheisen, tysk Miniatur- og Emaille-nialev, var som det synes født i Wien. Fra 1748 opholdt han sig i Berlin og blev 1757 kaldet til Kjøbenhavn. Ifølge Statskalenderen var han Hofminiaturmaler fra 1760 til 1764. Han skal have forladt Kjøbenhavn, dels formedelst Pilos Indflydelse, dels af Utilfredshed

 

81

med sin Stilling her og vendte 1765 tilbage til Wien. Han har ogsaa raderet et Par Blade. (Weurw. S. 164. Schlesw. Kunstbeitr. S. 44. Statskal.)

 

Brecheisen. J. Brecheisen født Laurentz, den foregaaendes Kone, rar Emaillemalerinde og var i Kjøbenhavn sammen med sin Mand. Hendes Broder, Johan Daniel Laurentz, var hendes Lærling. (Weinwicb, S. 164.)

 

Bredal. Niels Anders Bredal, Søn af Concertmester J. F. Bredal og Sønnesøn af nedennævnte, er født i Kjøbenhavn 1841. Efter at være oplært til Lithograf besøgte ban Konstakademiet fra 1860—67 og gik over til at blive Landskabsmaler. Som saadan nar ban udstillet siden 1865. Han rejste i 1873 til Rom og har siden, paa mindre Afbrydelser nær, opholdt sig der. (Akad. TTdst. Gat.)

 

Bredal. Niels Iversen Bred al eller Bredahl, født i Bergen d. 15. August 1772, ernærede sig i Kjøbenhavn som Portrætmaler og Tegnelærer. Han indsendte nogle Prøvetegninger til et Elementærværk til Kunstakademiets Bedømmelse. Nogle roste det, andre dadlede det for »Mangel paa Smag og Correcthed«. I Aaret 1821 forlangte han Akademiets Attest for Dueligbed som Tegnelærer, men fik den. ikke, fordi han ikke var Elev af Akademiet. Et Portræt af den bergenske Hector, F. O. Holberg Arentz er stukket af Bagge (1816). Kobberstiksaml. har en satirisk Tegning af ham. Han var to Gange gift og døde 19. August 1831 som Malermester i Kjøbenhavn. ("VVeinw. Lex. Ersl. Forf. Lex. I S. 199. Suppl. I S. 233. Dagen 1831. Nr. 235. Strunck. Akad. Skifteretten.)

 

Bredsdorff. Johan Ulrik Bredsdorff, fedt 1845 i Vester-skjerninge i Fyn, er Søn af Sognepræst Bredsdorff og var polytek­nisk Examinand, inden han bestemte sig for at blive Landskabsmaler. Han har lært at male hos Kyhn og er Elev af Konstakademiet. Han har udstillet siden 1870. (Akad. TJdst. Cat.)

 

Brendstrup. Thorald Brendstrup, Søn af Tømrermester Søren Brendstrup og Marie født Viborg, er født d. 25. Maj 1814 paa Cathrinebjerg ved Roskilde. Efter sin Confirmation blev'ban Lær­ling paa den kgl. Porcelainsfabrik for at uddanne sig til Porcelains-nialer og besøgte som saadan Kunstakademiets Skoler fra 1820—1833, da han gik ud af Gibsskolen. Imidlertid kastede han sig ogsaa over Landskabsmaleriet og har siden 1835 udstillet Landskaber i Olie­farve; 1844 opgav han ganske Porcelainsmaleriet for udelukkende at hellige sig den sidstnævnte Konstart. Han fik 1847 Akademiets Rejseunderstøttelse, som sædvanlig for to Aar, og opholdt sig

 

82

1847—50 i Udlandet navnlig i Rom. Efter at han (1853) havde ægtet Pauline Regine født Kierkegaard, foretog han (1857—61) paany en længere Konstrejse gjennem Tyskland og Frankrig til Italien, hvor han især dvælede i Rom og Neapel. I Februar 1874 blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. Han har udstillet en Del større og mindre Landskaber, dels af danske, dels af uden­landske, navnlig italienske Egne. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Briand de Crevecoeur se Crevecoenr.

 

Brinkopff. Henrik Vilhelm Brinkopff, Søn af Instru­mentmager Heinrich Brinkopff og Marie født Høygaard, er født d. 30. Juni 1823. Han kom i 1839 i Billedskjærerlære og kom sam­tidig paa Konstakademiet, hvis lavere Tegneskoler han gjennemgik, men i Steden for at gaa ind i Modelskolen, gik han over i Decorationsskolen, hvori han 1846 blev Elev af Akademiet. Da han 1847 havde ægtet en Datter af sin Lærer, Billedskjærer Meyer, nedsatte han sig som Billedskjærer og Forgylder i Kjøbenhavn og levede som saadan til 1869. Senere er han vendt tilbage til udelukkende at virke som Konstner, navnlig som Bygningstegner i Deeorations- og Meubelfaget. Efter at have mistet sin Kone (1864) indtraadte han to Aar senere i Ægteskab med Frederikke født Esslinger. (Konstn. egne Medd.)

 

Bruhn. Ernst Adam Bruhn, født d. 12. August 1827 i Kjøbenhavn, var Søn af Generallieutenant Ernst Povl Bruhn og Anna Elisabeth født Wulff. Han var bestemt til Officer og nød Undervisning som Cadet til 1844, men da han havde større Lyst til at være Konstner, forlod han Cadetakademiet og søgte Plads paa Konstakademiet, i hvis Modelerskole han 1844 fik Friplads, og Aaret efter begyndte han at arbejde som Elev i H. V. Bissens Værksteder. Da Krigen udbrød 1848, gik han frivillig med som Husar, traadte snart over til Fodfolket, blev Secondlieutenant i Linien, og forblev fra nu af i Krigstjenesten. Han deltog som Premierlieutenant i den anden slesvigske Krig og faldt d. 16. Marts 1864 ved Dybbøl som Compagnicommandeur ved 17. Regiment. — I Tiden fra 1847 til 1863 udstillede han med Mellemrum nogle Portrætbuster og Grupper af Dyr, mest Heste, modelerede i Vox; foruden de udstillede Arbejder efterlod han sig en Del Buster og Fremstillinger af Dyr. (Private Meddelelser. Akad. Udst. Cat. 111. Tid. 1864. S. 260.)

 

Brun. Hans Brun, en Studiosus theologiæ og Konstskildrer, som har levet 1728 i Bergen. Lyder Sagen, som nævner ham i »Minerva«, har selv ”fra hans Mesterpensel set en Altertavle i

 

83

Bergen”. Weimvich tilføjer, at den skal være bleven fordærvet ved Restauration ”af en Fusker, navnlig Møller«. Han var gift med Cathrine Elisabeth Plate. (Minervn 1800 IT, S. 289 Anm. Weinwioh, S. 120. do. Lex. Worms Lit. Lex. T S. 183. Kraft ogNyerup. S. 96.)

 

Bruun. Christian Volma'r Bruun, født d. 24. April 1794 i Kjøbenhavn, var Søn af Bagerfrimester Thomas Bruun og Anna Marie født Birk. Han kom i sit 22. Aar til Theatret som Chorist og var i en Aarrække Chorregisseur, indtil han i 1866 fik sin Afsked. Undertiden optraadte han i Tjenerroller og deslige og kaldes derfor af "Weinwieh : Skuespiller ved den kgl. danske Skueplads«. Et medfødt konstnerisk Talent uddannede han paa egen Haand saa vidt, at han i, rigtignok temmelig dilettantmæssige, Raderinger kunde udgive flere Rækker dels af Skuespillere i forskjellige Roller, dels af danske Uniformer-. Af Theatercostumer har han udgivet 48 Xr,, af Uniformer flere fra hverandre afvigende Rækker i Tiden fra omtrent 1820 til 1857. Han var ogsaa For­fatter til et Skuespil og nogle Romaner. Bruun blev 1820 gift med Engel Marie født Heiberg fra Trondhjem, der døde 1866. Selv er han død d. 4. Januar 1877. (Private Medd. Weimv. Lex. Ersle\v Forf. Lex. L S. 220, og Suppl. I, S. 255.)

 

Bruun. Johan Jakoh Bruun, født 1715, Søn af Raadmand Thomas Bruun i Slagelse og Dorothea Sofie født von Mylius, kaldte sig Kabinetsskildrer og levede i Kjøbenhavn, hvor han 1741 giftede sig med Anne Cathrine f. Basballe. Senere blev han Inspecteur ved Salpeterværket i Frederiksborg og døde 1789. Han udførte et Maleri af Dronning Louises castrum doloris, som han 1756 udgav i Stik af Haas. Det følgende Aar begyndte han at udgive en Række Prospecter af danske Slotte og Kjøbstæder, som blev stukne af Quist. Samlingen naaede op til 50 Blade og udkom under et (1761) med Titel Novuin atlas Daniæ. Sandvig nævner desuden: En fornem Araber, stukken i Niebuhrs Reise I, S. 71. og Slottet »Sorgenfrey” Maleri af Bruun. ("Weimvich, S. 169. Lengnicks Stamtavler. Post­rytteren 1756, Nr. 100. do. 1757, Xr. 56. Adresseav. 1760, Nr. 21. Lorks Nachrichten III, S. 294. Schlesw. Kunstbeitr., S. 45. Sandvig, S. 30. Lærde Efterretn. 1806, Nr. 27.)

 

Bruun. Thomas Bruun, af samme Slægt som ovennævnte, var Søn af Rasmus Bruun, Skoleholder paa Fredensborg, og Lydia født Palms, og blev født paa Fredensborg 1742. Han vandt Konstakademiets store Sølvmedaille 1757, dets mindre Guldmedaijle 1762 og dets store 1765 for Maleriet »David drager i Triumf ind i Jerusalem”.

 

84

SaaveJ 1768 som 1770 søgte han om Akademiets Stipendium for at uddanne sig til Historiemaler, men da han ikke opnaaede det, gik han i de følgende Aar over til at dyrke Theatermaleriet og fik i November 1776 Espectance paa Embedet som Theatermaler ved det kgl. Theater efter Cramer, samt Aaret efter kongeligt Rejsestipendium i tre Aar for at uddanne sig videre i sit Fag. Allerede i November samme Aar kunde han fra Dresden hjemsende Tegninger, som vandt Akademiets Bifald og ved Hjemkomsten i December 1780 blev han med megen Hæder agreeret. Imidlertid døde Cramer (1782) og Bruuns Virksomhed som Theatermaler, hvortil han nu blev udnævnt med 500 R.dl. d. C. om Aaret, maa fuldstændig have optaget hans Tid, thi først i Marts 1800 indsendte han to Tegninger efter den Opgave, han fik i 1780, og blev paa den Medlem af Akademiet d. 7. April 1800, men kort efter døde han som ugift. Han foreviste Akademiet i 1775 2 malede Portræter, General Eichstedt og General Banner, to tegnede, Justitsraad Hjorthøj og Professor Sporon. Hans Theaterdecorationer siges at have staaet tilbage for Cramers, men han roses for Samvittighedsfuldhed i at iagttage det historiske Præg. (Weiuwich, 8. 188. Akad. Overskou Theaterhist. III, 2(>3 o. n. Steder.)

 

Brüggemann. Hans Brüggemann, Træskjærer, født i Husum i Slutningen af d. 15. Aarh., udførte i syv Aar 1514—21 en stor Altertavle i Træ til Bordesholm Klosterkirke, hvorfra den i 1666 er bleven flyttet til Slesvigs Domkirke. Efter et Sagn skal Munkene i. Bordesholm have givet ham Gift, for at hindre ham i at modtage en Kaldelse til Lybek, hvor han, som han selv havde pralet af, vilde udføre en Altertavle, der skulde overgaa den Bordasholmske. Han skal ifølge den almindelige Beretning være død i Fattigdom i Husum. Altertavlen er afbildet i Lithografi af Bøhndel (1826) og ledsaget af en Beskrivelse af Professor Høyen, oversat af Schrader.l En Altertavle i Segeberg og en lignende i Greverade-kapellet i Mariakirken i Lybek tillægges ogsaa Brüggemann. ("Wein-wich, S. 20. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44 og 83. Høj-ens Skrifter II, S. 153. Kirkeh. Saml. 3. Bække I, S. 5—33 [Afhandl, af H. M. Fenger], og S. 542. Jfr, Skild. 1829, Sp. 820—23 og 833—36.)

 

Brünnich eller Brünniche.    Andreas Petersen Brünnich,

 

1 Prof. Høyen oplyser, at de saa kaldte Portræter af Christiern II og hans Dronning, som alle Forfattere omtale, i Virkeligheden forestille Kejser Augustua og Sibylla.

 

85

født d. 4. April 1704, var Lærling af den yngste Grodtschilling og af Wahl. Han levede som Portrætmaler i Kjøbenhavn og giftede sig 1735 med Margrete Hvas Thrane. Han døde d. 4. November 1769. Af hans Portræter nævnes Erik Pontoppidan, stukket 1749 af O. H. de Lode og hans eget Portræt. (Weinwich, S. 169. Leng-nick. Sandvig, S. 31.)

 

Brünnich. Morten Thrane Brünnich, Søn af Hofbog-trykker Boas Briinnich, og Sønnesøns Søn af Portrætmalereu Andreas Brünnich, blev født i Kjøbenhavn 14, December 180G, besøgte Konst-akademiet i 1825 (?) og atter i 1838, samt udstillede i 1839—40 nogle Portræter. Snart efter rejste han til Rusland, hvor han vandt et godt Navn som Portrætmaler, og døde der ugift i Tiden 1861—18(52. (Lengnicks og Hnndrups Stamt. Ersl. Forf. Lex. T, 224. Suppl. T, 2G8. Udst. Gat. Private Meddelelser.)

 

Brünnich. Peter Brunnich, Søn af Portrætmaler Andreas Briinnich, født i Kjøbenhavn d. 4. August 1739, besøgte Konst-akademiet i Kjøbenhavn maaske lige fra dets første Stiftelse af, fik 1756 dets første, mindre Sølvmedaille, og efter gjentagne Gange at have faaet den mindre og større Sølvmedaille, fik han 1763 den mindre og 1764 den store Guldmedaille for Opgaven -»Dronningen af Saba besøger Kong Salomon«. Aaret efter fik han Akademiets Stipendium til en Udenlandsrejse, hvorfra han kom tilbage i Slut­ningen af 1772. Den 1. Januar 1773 foreviste han en Mængde Malerier og Tegninger, hvorpaa han agreeredes og fik som Opgave til Medlemsstykke: »Grams og Gros Historie og Sammenkomst” efter Saxo. Først d. 30. Marts 1776 kunde han fremstille sit Arbejde, • som kun ved Arveprinsens Stemme gav ham Plads blandt Akade­miets Medlemmer og Navn af kongelig Historiemaler. Han blev 1778 kongelig Flaademaler, hvilken Virksomhed undertiden voldte ham Sammenstød med Malerlavet, der sigtede ham for Indgreb i dets Rettigheder og forlangte, han skulde tage Borgerskab som Mester. Han søgte gjentagne Gange om at blive Professor ved Konstakademiet, uden at det lykkedes ham; derimod fik han Titel af Cancelliraad. Dels ved sin Virksomhed som Flaademaler, dels ved at udføre almindeligt Malerarbejde i Byen tjente hun sig en formue. Han blev gift 1780 med Inger Caroline f. Egerod, og døde lo. September 1814. Brünnich var knn en ubetydelig Konstner, skjent han gjeunemgik alle Akademiets Trin, og hans Medlems-stykke gjorde ingen Lykke, da det saas paa Salonen 1778. Derimod tiltaltes Publicum mere af en Pronietheus og en Copi efter Guido

 

86

Reui.s »Lykkens Gudinde«. (Weinwich, S. 185. Lengnick. Akad. Hennings, 8. 13«. Alm. dsk. Bibi. Marts 1778, S. 87. Adresse­avisen 1814, Kr. 219.)

 

Bræstrup. »En Maler, som i Horsens i Jylland. har malet otte Malerier af Christi Lidelseshistorie, egen Composition, som pryde Altret i samme Bys Kirke. Saaledes Weinwich; disse Billeder nævnes ikke i Traps Topografi, men de synes efter Ordene i Pontoppidans Danske Atlas at være de udvendige Malerier paa Fløjene af den udskaarne Altertavle i Graabrødrekirken i Horsen,«. (Weimv. Lex. Poiitopp. Dsk. Atl. IV, 8. 128.)

 

Bundsen. Axel Bundsen, Søn af en Brændehandler i Assens, var født d. 28. Januar 1768. Han havde det Uheld i sin. Barndom at miste sit ene Øje, dog hindrede dette ham ikke i at kaste sig over Bygningskonsten, som han studerede ved Kjøbenhavns Konstakademi, hvor han 1789 fik den mindre Sølvmedaille. Han forlod Staden snart efter og deltog med sin Broder Jes i en Udenlands­rejse, hvortil Grev Baudissin ydede dem Understøttelse. Fra 1796 levede han sex Aar i Hamborg og virkede der som Bygmester, men i Aarene 1812—-13 arbejdede han i Flensborg, hvor han byggede Capellet ved den nye Kirkegaard. Han har ligeledes gjort Ud­kastet til en ny Kirke til Husum og til Søbadehuse ved Kiel. I 1827 boede han i Flekkeby ved Slesvig; senere flyttede han igjen til Hamborg og døde der i smaa Kaar d. 21. November 1832. I Hamborg byggede han til forskjellige Tider en Del private Byg­ninger. Hans Udkast, til Børsen der blev ikke udført. (AVeinw. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Akad.)

 

Bundsen. Jes Bundsen, Broder til Axel Bundsen, var født i Assens d. 16. September 1766 og var bestemt til at studere Theologi; hans Lyst til Kousten fik dog Overvægten, saaledes at han fik Lov til at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvis Sølv-medaille han vandt (1786). Efter at have levet nogle Aar som Tegnelærer hos Grev Baudissin paa Herresædet Knoop, rejste han udenlands med Broderen, og levede efter Hjemkomsten (omtr. 1705) som Tegnelærer, Landskabs- og Arehitekturmaler, dels i Hamborg; dels i Altona. Han udstillede i Kjøbenhavn 1819 og 1826; de 1819 udstillede Arbejder indkjøbtes til den kgl. Malerisamling. Han malede mest Udsigter fra Hamborgs og Altonas nærmeste Omegn og Fremstillinger af det Indre af Kirkebygninger. Han har raderet en Del Blade, dels udførte Raderinger, dels blot Omrids, som han tuscherede. Han døde d. 22. September 1829 i Altona,

 

87

(Weiuw., S, 193. do. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Nagler Monogr. III, 1927. Skild. 1819, Sp. 531. Akad. Udst. Oat.)

 

Buntzen. Heinrich Bnntzen, født i Kiel d. 29. September 1805, besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn, hvor lian fra 1823 gjentagne Gange med Held concurrerede til Pengepvæmien som Landskabsmaler, medens han samtidig gjennemgik dets Tegneskoler indtil Gibsskolen. I 1838 søgte han Fonden ad usus publicos om Kejseunderstøttelse og Akademiet' skrev i den Anledning i sin An­befaling for ham, at det med Tilfredshed havde iagttaget hans »dybe og grundige Studium af Naturen: og han har i det Offentlige tildraget sig en altid stigende Interesse ved de af ham til forskjellige Tider udførte Landskaber«. Efter at denne, som det synes, toaarige Rejse-understøttelse var udløbet, fik han 1840—41 fornyet Rejseunderstøttelse i to Aar af Koustakademiet for at kunne forlænge sin Kejse. Han kom hjem 1842, blev agreeret 1845 og Medlem af Akademiet 25. Marts 1850 paa et »Landskab, Motivet taget ved Hellebæk«. I sine senere Aar har han levet i Ordrup og ved Siden af sin Konsts Udøvelse udfoldet en ikke ringe Virksomhed som Tegnelærer. Han har udstillet siden 1824 og tre af hans Land­skaber tilhøre den kgl. Malerisamling. Han har Titel af Professor. Hans Portræt er malet af F. C. Lund. (Akad. Lrdst. Oat.)

 

Busch. Johan Frederik Busch, Søn af Kobbersmed, Isak Daniel Busch og Ane Charlotte født Agerlin, er født paa Frederiks­værk d. 12. Januar 1825. Da han havde Lyst til Tegning, kom. ban til Kjøbenhavn, hvor han efter sin Confirmation besøgte H. V. Bissens Værksteder for at nddanne sig til Billedhugger. Hetschs Paavirkning bragte ham til at foretrække Malerkonsten, han begyndte at male i Eckersbergs Malerstue og besøgte fra 1839 Kunstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt 1845. Kort før var han bleven Malersvend. Han var blandt de Elever af Konstakademiet, der under Bindesbølls Ledelse deltog i Udsmykningen af TKojvalcUens Museum, og senere hjalp han Eddelien ved Udførelsen af Decora-tionen af Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke. Men dette Arbejde afbrød ,han for allerede 1848 at nedsætte sig som Malermester og senere som Fotograf, i Næstved, hvor han ægtede Ane Marie Sørensdatter, og levede en Del Aar i praktisk Virksomhed. Dog udstillede han i 1852—53 nogle Billeder af det danske Bondeliv, og i den nyeste Tid er han atter vendt tilbage til konstnerisk Syssel som Lærer ved Frihaandstegneklassen og Malerklassen i det techuiske Selskabs Skole i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

88

Bussart. Martin Bussart, kongelig Bygmester, stod i Chri­stian III's- Tjeneste og deltog med Jakob Binck i 1550 i Anlægget af Fæstningen Krempe i Holsten. (Weinwich, S. 28, efter Nye Dske. Mag. I, S. 333.)

 

Bünsow. Joachim Heinrich. Ludwig Daniel Bünsow, født 1821 i Kiel og Søn af nedennævnte Portræt- og Landskabsmaler N. Bünsow, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1840—44, blev 1842 Elev og fik 1848 Rejseunderstøttelse for et Aar. Men da han ikke benyttede Stipendiet i Løbet af Aaret og imidlertid uden Anmeldelse til Akademiet var rejst til Kiel, nægtedes det ham det folgende Aar. Dog fik han senere i 1853—54 to Aars Rejseunderstøttelse af Akademiet. I Aarene 1841—53 udstillede han en Del Landskaber, dels fra Kiels Omegn, dels ogsaa fra Sjælland. Efter sin Eejse har han kun udstillet et Billede, »Parti ved Subiaco« 1,1859), og han synes umiddelbart fra Udlandet at være vendt tilbage til Holsten. Et Billede af ham, »Parti ved Frederiksborg« blev i 1845 kjøbt til den kgl. Malerisamling. (Akad. TJdst. Cat.)

 

Bünsow. N. Bünsow vandt 1814 Kunstakademiets mindre Sølvmedaille og udstillede samme Aar et Dameportræt. I Kiel levede 1824 en Landskabsmaler Biinsow, som vistnok er den samme Person og Fader til J. Bünzow. (Akad. TJdst. Gat. Tregder Haandb. for Rejsende, S. 111.)

 

Byer. Nicolaus Byer, Historie- og Portrætmaler, var født i Trondhjem og malede i sine sidste Aar hos Sir William Temple i Richmond i England, hos hvem han døde 1680 eller 1681. Han blev jordet i Kirken St. Clemens Danes, som var bygget af hans Landsmænd. »Han var en Maler af godt Haab, men for­dærvede sig selv ved sine Udsvævelser, da han endnu var ung«. {Sandv. efter "Walpole. Weinwich, S. 75. Schlesw. Kunstbeitr., S. 43. Fiorillo V, S. 461.)

 

Bærens. Magdalene Margrete Bærens eller Barens, Datter af »Oberberider« Johan Herman Schäffer og Elisabeth født Hochkirch, blev født i Kjøbenhavn 30. September 1737 og dyrkede i sin Ungdom Konsten saa ivrigt, at hun inden sit 21. Aar havde malet og syet over 40 Stykker, uden anden Vejledning end mundtlige Raad af Saly og Tegnelærer Clio. I 1761 blev hun gift med Kammerraad Johan Georg Bærens, med hvem hun fik to Sønner og to Døtre. I sexten Aar levede hun nu udelukkende for Mand og Børn og først i sit 40. Aar begyndte hun igjen at male (1777), opmuntret af Portrætmaleren V. Erichsen. Hun malede Blomsterstykker i Vandfarve

 

89

(gouache), fremstillede d. 31. Marts 1779 tvende saadanne Stykker for Kunstakademiet og blev derpaa agreeret til at male for Recep­tion. Det skal endog have været de to første Stykker, kun dengang havde malet, og de blev senere kjøhte af Enkedronningen Juliane Marie. Den 30. Marts 1780 blev hun Medlem af Kunstakademiet paa to Blomsterstykker i Gouache. Hun foretog 1788 en Kejse til England med sytten af sine Billeder, men uagtet de Hev roste og værdsatte til 3000 Lstrl.. havde hun kun Tab af Rejsen, derimod viste Catharina II af Rusland hende Yndest og gav hende en Guldmedaille og 200 Speciesdukater for to Stykker, som hun i 1783 sendte til Kejserinden. Tallet paa hendes Billeder fra den senere Tid angives til 27 malede Stykker og 8, der var syede med Cheniller, en Konst, hvori hun ogsaa skal have udmærket sig. Da Preisler døde (1795), søgte hun om de 600 Rdl. d. C., denne havde nydt af Kongens Kasse, uden at opnaa dem, og 1796 søgte hun om Bolig paa Akademiet, ogsaa uden Held. Efter hendes Mands Død i 1801 blev der tilstaaet hende 300 Rdl. d. C. i Pension. I sin sidste Levetid led hun meget af Gigt og døde d. 7. Juni 1808. Konstnerindens Portræt, malet af Lorentzen, blev af hende selv skjænket til Konstakademiet. Hendes Malerier skattedes meget for smuk Anordning og Farve og for en Nøjagtighed i Udførelsen, som selv Botanikerne erkjendte. (Sandv. S. 31. Birchs Billedgall. I, S. 226. Skild. 1808 Sp. 1137. Akad. AVeinwich, S- 200. do. Lex. Adresseav. 1808 Nr. 229.)

 

Bærentzen. Emilins Ditlev Bærentzen, Søn af Fyrbøder Bærentzen, blev født i Kjøbenhavn d. 30. October 1799. Slægten er af hollandsk Oprindelse. Bærentzen blev først sat i Apotheker-lære i Nykjøbing paa Sjælland (1813), men kom et Par Aar senere til Christianssted paa St.Croix, hvor han gik ind i et af Regerings­kontorerne og vilde have gaaet Embedsvejen. Da dertil krævedes en Examen, rejste han efter fem Aars Ophold i Vestindien til Kjøbenhavn, hvor han tog dansk juridisk Examen med Udmærkelse, men han havde det Uheld, at det Embede, han søgte, imidlertid blev bortgivet. Han valgte nu at kaste sig over Konsten, som han fra sin Ungdom ivrig havde dyrket i sin Fritid. I 1821 begyndte han at besøge Konstakademiet, vandt 1826 dets lille Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samtidig besøgte han Eckersbergs Malerskole og begyndte 1826 med at udstille Portræter. Han fik 1829 Understøttelse fra Fonden ad usus publicos til en Udenlandsrejse, hvor han især opholdt sig i München og senere i Paris (18B1—32).

 

90

Aaret efter foreviste han i Akademiet Portrætet af en l00-aarig Invalid, der fandt Bifald (tilh. den kgl. Malerisamlmg); han. blev agreeret 1835 og fik til Opgave at male C. V. Eckersbergs Portræt. Dette Portræt blev dog ikke antaget, og da Bærentzen, som herover følte sig forurettet, ikke senere meldte sig til at male Receptionsarbejde, blev han aldrig Medlem. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik (Christian VIII) havde tilbudt Akademiet sit Portræt, malet af Bæreutzen, som det andet (Portrætmalerne skulde dengang male to Portræter), men da Eckersbergs Brystbillede blev forkastet, rigtig­nok kun med én Stemmes Overtal, tog Prinsen sit tilbage.

Bærentzen var dengang meget søgt som Portrætmaler og over­ordentlig flittig, men ikke fri for at tage sin Konst paa en temmelig forretningsmæssig Maade, saa at det er rimeligt, at hans Prøve­billede har baaret Præg af Konstnerens Travlhed. Han skal efter sin egen Opgivelse have malet mere end 2000 Portræter. Til hans værdifuldeste Billeder høre nogle Portræter af Christian VIII og Fru Heibergs Portræt i Thorvaldsens Museum. I sine senere Aar led han meget af legemlig Svaghed, andre Kunstnere havde fortrængt ham i Publicums Yndest som Portrætmaler, og han malede mest Copier i mindre Maalestok. Dog malede han endnu 1860 Gehejmeraad Bræstrups Portræt til Frimurerlogen i Helsingør. Bærentzen blev 1829 gift med Frederikke Helene født Vinning og døde d. 14. Februar 1808,

Han oprettede i Forening med Grosserer Danchell i 1837 et Stentrykkeri i Kjøbenhavn med Firma »Em. Bærentzen & Co.'s lithograpliiske Institut«, hvorfra der er udgaaet en talrig Række virkelig konstnerisk udførte lithografiske Arbejder, og mange duelige yngre Konstnere fandt Sysselsættelse der for kortere eller længere Tid. Stentrykkeriet med dets betydelige Forlag blev i 1856 afhændet til nuværende Gehejmeetatsraad J. P. Trap og Lithograf A. Bull og var en kort Tid efter Bulls Død (1874) udelukkende den først­nævntes Ejendom, som overdrog det til sin Søn, der i September 1874 indlemmede det i Firmaet Hofiensberg Jespersen og Fr. Trap. Blandt Institutets større Arbejder kan nævnes Portefeuillens litho­grafiske Bilag, Pantheon, Samling af berømte danske Hænd og Kvinder I—III med Text af J. P. Trap, Danmark i Billeder, Frederiksborg i sex store Farvetryk, Danske Mindesmærker, udgivne af et Selskab, Danmark i Billeder fra Land og Sø i Farvetryk og m. m. (Private Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Bøgers.    Pieter Simonsen Bøgers var ifølge Weinwich. en

 

91

Bygmester fra Utrecht, født 1637, som af Joachim Irgens blev incU kaldt til Danmark for at bygge Vestervig Kloster i en Stil, der ligner Charlottenborg. Disse Efterretninger ere tagne fra Pontoppidans Danske Atlas V, S. 457, hvor hans Ligsten, i Nøraa Kirke omtales. Den angiver hans Dødsaar til 1699, da han var 62 Aar gammel. Jfr. samme Værk V, S. 509—510, hvor Bygningens Opførelse omtales. (Weinwich Lex. Pontoppidan. 1. c.)

 

Bøgh. Carl Henrik Bøgh, født i Kjøbenhavn d. 3. September 1827, er Søn af Skolelærer Hans Henrik Bøgh og Hustru Marie Dorothea født Møller. Da hans Fader senere forflyttedes til et Skolelærerkald i Nærheden af Kestved, kom Sønnen, der havde røbet Lyst til Tegning, i sit attende Aar i Malerlære i Nestved, hvor han blev Svend (1849). Han var Soldat i det sidste af Krigs-aarene (1850) og begyndte, efter at han var hjemsendt fra Hæren, at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn, medens han samtidig ernærede sig ved sit Haandværk. Da han snart bestemte sig for at være Dyrmaler, gjennemgik han vel Akademiets Skoler, men tog ingen Medailler, hvorimod ban en lille Tid malede under J. L. Lunds Vejledning. Han udstillede første Gang 1854 »En landlig Scene” og fik allerede 1857 den Neuhausenske Præmie for »En Pranger med Heste«. I Aarene 1860—61 var han udenlands med Akade­miets Rejseunderstøttelse og opholdt sig mest i Paris. Senere har han, paa jævnlige Studierejser nær, tildels i Sverige og Norge, boet i Kjøbenhavn, hvor han endnu virker. Han blev 1863 gift med Anne Cathrine Henriette født Møller og fik 1873 Titel af Professor. Et større Billede af ham, »En Rensdyr hjord drives til Malkepladsen« blev i 1875 kjøbt til den kgl. Malerisamling paa Christiansborg, som allerede siden 1870 ejede et mindre Billede »En Malkeplads«. (Konstn. egne Medd. Erslew Forfatt. Lex. Suppl. I, S. 283. Akad. Udflt. Gat.)

 

Bøgh. Jens Christian Bøgh, Søn af Malermester Christian Bøgh, er født i Aarhus d. 29. September 1816. Han lærte Malerhaandværket i Hjemmet og lagde sig tillige saavel efter Decorations- som Portrætmaleri. Han kom i 1842 til Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiet i to Aar og lagde sig navnlig efter Miniatur-maleri, og han udstillede i Kjøbenhavn 1844 til 1852 adskillige Portræter i Miniatur, for en Del Copier efter andre Konstneres Arbejder i det store, saaledes Frederik VII efter Monies, ^hor-valdsen efter Horace Vernets Portræt o. n. Da Konstneren imidlertid følte sig trykket ved fejlslagne Forhaabninger, forlod han 1852

 

92

Kjøbenhavn og har siden- levet i Aarhus, hvor han har gjort Land­skabsmaleriet til sit Hovedfag. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Boehme. Frederik Vilhelm Boehme har malet i Danmark i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da nogle Malerier, foruden hans fulde Navn, bærer Paaskriften in Copenhagen. Han malede Stillebenstykker, hvoraf et, der tilhører den kongelige Malerisamling, er kommen dertil fra Magnus Bergs Efterladenskab. De tvende Søstykker, som skal have været paa Fredensborg, er vistnok de samme, som i J. C. Spenglers Tid var i den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. Det ene bærer Aarstallet 1704. Ogsaa Lorentz Spengler skal have ejet et Søstykke af Boehme. (Weinwioh, S. 119. Spengler Art. Eft. do. Cat. over d. kgl. Malerisml. Nr. 830—31.)

 

Böhndel. Conrad Christian August Böhndel fra Sønder­jylland, kom omtrent 1796 til Kjøbenhavn for at uddanne sig ved Konstakademiet, hvor han 1798 fik den mindre og 1799 den store Sølvmedaille. Med kongelig Understøttelse foretog han senere (1809—10) en længere Udenlandsrejse til Italien og a. St. og ind­sendte fra Slesvig By, hvortil han tog efter Hjemkomsten, en Del Arbejder til Kjøbenhavn til Akademiets Bedømmelse (Juni 1810). Akademiet raadede ham til for Fremtiden at bringe større Harmoni i sine Farver og mere Correcthed i Tegningen, hvorved Deres Arbejder vilde vinde i Kjenderes Øjne«. Imidlertid udstillede han 1811 sex Billeder, dels Copier, dels historiske Arbejder og Portræter, hvoraf navnlig »Portræt af Carl Stuart” blev rost som »fortræffelig udført«. Aaret efter blev han agreeret ved Konst­akademiet (20, April 1812) og malede som Medlemsstykker Byg­mester C. F. Hansens og Grev Schimmelmanns Portræter, der begge findes i Akademiets Forsamlingssal, hvorpaa han d. 17. April 1813 med de fleste Stemmer blev valgt til Medlem. Om Efteraaret søgte han en dengang ledig Bolig paa Charlottenborg, men da den ikke blev ham tilstaaet, synes det, som om han snart efter er rejst tilbage til Slesvig, hvor han siden levede en Aarrække som Portrætmaler og Lithograf.. Han var gift med Anna Marie født Kruck, Enke efter en Duhn, og han døde i Slesvig d. 18. De­cember 1847.

Han havde i sin Tid et godt Navn som Portrætmaler, men han har især gjort sig fortjent af Danmarks Konsthistorie ved sine flittigt udførte 37 Lithografier efter Brüggemanns Altertavle, som udkom i 1828—34 med en paa Tysk oversat Text af N. Høyen. Böhndel

 

93

udstillede i Kjebenhavn 1811 og 1812, samt i 1825 nogle Blade af det lithografiske Værk. ("Weinw. Lex, Akad. Udst. Cat. Tregder Hdb. f. Rejs., S. 261. Skild. 1811, Sp. 427. 1829, Sp. 834, jfr. f rt. Briiggemami. Alberti: Schriftstell. Lex. I 8.67.)                      '

 

Bonecke. Peter Christian Bbnecke, Søn af Murermester Christian Conrad Bonecke og Dorothea født Østerby, er født i Kjøbenhavn d. 19. April 1841. Han uddannede sig til Bygmester under Theophiliis Hansens Vejledning i Wien, hvor han tilbragte fire Aar og senere tvende Aar paa Rejser, navnlig i Italien. Han er Bygningsinspecteur i Kjøbenhavns 3dje District og blev 1866 gift med Augusta Vilhelmine født Bjørn. Han har vundet Æresmedaillen i Archltekturen og i Forening med V. Frederiksen anden Præmie ved Concurrencen om en ny Bygning til det kongelige Theater \ Kjøbenhavn. I 1875 udstillede han »Udkast til en Musikforeningsbygning i Kjøhenhavn«. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Bøttger. Frederik Christian Bøttger, Søn af Provst i Barrit ved Horsens Rasmus Hansen Bøttger og Eleonore Christine født Schmidt, er født d. 9. Marts 1838. Efter at have lært Murerhaandværket besøgte han Konstakademiets Skoler, hvis Sølvmedailler han vandt 1863—64, og arbejdede samtidig i N. S. Nebelongs Tegne­skole; senere har han tegnet hos H. Chr. Hansen og F. Meldahl, for hvem han var Conducteur ved Opførelsen af Navigationsskolen i Havnegade (1864-—65). I Forening med Dahlerup (s. d.) opførte han Toldbodbygningen og Iselinge Hovedgaard. Derefter var han med Understøttelse af Staten og den Rejersenske Fond en Uden­landsrejse til England, Tyskland og Italien, og har siden 1871 virket som selvstændig Architekt, dels her i Byen, dels paa Landet. 11874 blev han ansat som Bygmester ved Burmeister & Wains Arbejderes Byggeforening. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

94

Cabott. Johan Herman Cabott, fedt i Kjøbenhavn 7. August 1756, var uden Tvivl af en reformert Slægt af dette Navn, hvis første Medlem her, Pierre Cabott, havde faaet Borger­skab i Kjøbenhavn 1715. Cabott besøgte Kunstakademiet fra 1770 til 1783 og vandt 1781 dets lille Guldmedaille for Opgaven »Salomon lader Pagtens Ark opsætte i Templet«. Han concurrerede 1783 til den store Guldmedaille, uden at faa den og rejste Aaret efter udenlands, dog uden Stipendium fra Akademiet. Under sit Ophold i Rom malede han en »Socrates’ Død«, der rostes meget, og gjorde Udkast til en større Fremstilling af »Abels Død«; der ligeledes omtaltes som lovende, Ved Hjemkomsten i Begyndelsen af 1791 agreeredes han d. 28. Marts paa en Skitse »Orest, der forfølges af Furierne« m. m. og fik i Maj Opgave til Medlemsstykke, der usæd­vanlig nok blev taget af den romerske Historie, men han udførte det aldrig. Efter at have solgt sin Copi efter Rafaels »Skolen i Athen« til Akademiet eller rettere til Arveprinsen, der skjænkede den til Akademiet, forlod han igjen Kjøbenhavn og rejste i Januar 1792 fra Berlin til Rom i Selskab med Carstens og en tysk Bygmester. Under sit andet Ophold i Rom vandt han især Opmærksomhed ved en vellykket Copi af Rafaels »Gravlægning« i Palazzo Borghese (1793), og da Zoega i 1794 opdagede en Gravgrotte uden for Rom, fik han Cabott til at aftegne den nøjagtigt og lade sine Tegninger stikke i Kobber. De udkom i Rom (1795) under Titel Stucchi figwrati esistenti in un antico sepolcro fuori delle mura di Roma &c. Aaret efter giftede den allerede 40aarige Mand sig med en attenaarig

 

95

italiensk Comtesse Maria Gertruda Pericoli (August 1796) og rejste derpaa med sin unge Kone tilbage til Danmark, saaledes at Vielsen, endnu samme Aar, paa den unge Frues attenaars Fødselsdag (19. Dee.) kunde gjentages efter protestantisk Ritus i Kjøbenhavn. Hvilke Forbindelser og hvilken romantisk Historie der mulig har ligget til Grund for dette ualmindelige Ægteskab, lader sig ikke mere oplyse. Cabott havde imidlertid, rimeligvis allerede i Rom, opgivet Historie­maleriet for Decorationsmaleriet og søgte ved Hjemkomsten om en ledig Lærerplads ved Akademiet, hvorved han tillige, efter Stiftelsens daværende Grundsætninger, afskar sig Retten til at blive Medlem. Han blev Lærer ved Akademiets første Frihaandstegningsklasse (1797), og i denne beskedne Stilling forblev han til sin Død d. 5. December 1814, medens han samtidig fra 1799 havde haft Bestal­ling sorå »Hofdecorateur«. Kort før sin Død opnaaede han sit længe nærede Ønske om en af Akademiets Friboliger, men kun hans Enke fik af særlig Naade Lov til at nyde den det første Aar efter hans Død. Den italienske Grevindes Kaar blev ikke videre blide ved i en Alder af 36 Aar at sidde som Enke med fire Børn efter en Informator ved Akademiet; - hvad Manden har efterladt, maa efterhaanden være gaaet med, og tyve Aar efter hans Død finder man hende søgende Akademiet om Understøttelse (1884), s da hendes Stilling ikke er som forhen.« Hun døde først d.- 20. November 1851. (Weinwich, S. 191. Erslew Forf. Lex. I, S. 270. do. Suppl. I, S. 290. Zoegas Breve i Minerva 1798 II, S. 333. 1799 I, S. 275, II, S. 2. Adresseavisen. 1814 Nr. 286. Akad. Gehejmearch. Fernow om Carstens, ny Udg., S. 97.)

 

Calau. Benjamin Calau levede i Frederiksstad i Slesvig i Slutningen af det syttende eller rettere i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, thi hans Søn af samme Navn, som vandt et vist Ry i Tyskland, var født i Frederiksstad 1724. Efter Weinwich malede den ældre Calau. »gamle Hoveder temmelig vel.« Paa Raadhuset i Frederiksstad skal der være to Stykker af ham, »Et Bacchanal« og »Johannes Døberens Henrettelse« med Figurer i halv naturlig Størrelse. (\Veinw. Lex. Fussli Suppl. Spengler Art, Eft.)

 

Camradt. Frederik Christian Camradt, Broder til Johan Ludvig Camradt, blev født i Kjøbenhavn 1762, besøgte Konstakademiet 1781 — 85, da han fik lille Sølvmedaille. Han malede Blomsterstykker i Vandfarve og udstillede i 1810 en »agtværdig« Prøve paa sin Konst. Han var ogsaa Miniatur- og Portrætmaler og har malet sirlig og omhyggelig udførte Miniatur-

 

96

billeder endnu i 1822. (Weinw., S. 203. Selmers Nekr. Saml, II, S. 456. Akad.)

 

Camradt. Johan Camradt, Portrætmaler, kaldes senior til Adskillelse fra den nedennævnte; han fik d. 6. Januar 1806 Konstakademiets mindre Sølvmedaille1 og Weinwich siger om ham (1811), at han lever og arbejder. For øvrigt er han ganske ukjendt. (Weinwich, S. 195. Akad.)

 

Camradt. Johannes Ludvig Camradt, Blomstermaler, kaldes junior til Adskillelse fra Portrætmaleren af samme Navn. Han var født i Kjøbenhavn d. 20. September 1779 og var Søn af Portrætmaleren Jørgen Frederik Camradt. Han ernærede sig væsentlig som Tegnelærer og udgav som saadan et Hefte kobber-stukne Blomstertegninger til Brug ved Undervisning (1816), stukne af O. O. Bagge. Han helligede sig for øvrigt Blomstermaleriet, som det synes under Fritzseh1 Vejledning. Da han (1810) vilde agreeres paa et Stykke, som Akademiet saa »med særdeles Fornøjelse«, blev det nægtet ham ifølge Akademiets Statuter, fordi han ikke havde været udenlands. Imidlertid lykkedes det ham med en noget tarvelig Anbefaling fra Akademiet at komme en lille Rejse til Dresden (1819—20). Paa de fra Dresden indsendte Stykker opnaaede han endnu ikke at blive agreeret, men da han igjen (6. Jan. 1821) indsendte to originale Blomstermalerier, blev han agreeret og to Aar efter (3. Febr. 1823) optaget som Medlem af Kunstakademiet. Dermed er hans akademiske Bane til Ende. I 1831 søger han forgjæves om Værelser paa Charlottenhorg og i 1835 ligeledes forgjæves om at blive Professor i Anatomi ved Akademiet. At hans Kaar var meget ringe, .fremgaar af, at han gjentagne Gange maatte have Hjælp af Akademiets Understøttelseskasse, bl. a. i 1832 i Anledning af hans Kones Død. Da han i sine senere Leveaar led af Øjensvaghed, tilstod Akademiet ham fra 1. Juli 1839 300 Rdl. aarlig; dog vedblev han at udstille. Han var en flittig Konstner, som fra 1810—43 udstillede 88 Blomsterstykker, der af Samtiden rostes for at være i en delikat og zart Smag, om end noget matte. Han har udført to Frugt- og Blomsterstykker til Dronningens Toiletværelse paa Christiansborg Slot, og 13 af hans Arbejder indkjøbtes til den kgl. Malerisamling. Camradt var to Gange gift; første Gang med Marie Elisabeth Jobannette født "Weise (f 2. Nov. 1832), anden Gang med Anna Magdaiene født Becker,

 

1 Det er et Spørgsmaal, om den i Akademiets Protokol nævnte J. C. maaske ikke snarere er Blorastermaleren J. L. Camradt.

 

97

med hvem han ingen Børn havde, medens han af første Ægteskab efterlod sig fire Børn. Han døde i Hillerød, hvor han havde til­bragt sine sidste Leveaar, d. 2. December 1849. Blandt hans Elever maa nævnes Frøknerne Løvmand og Neergaard. (Akad. Nord. Conv. Lex, Skild. 1816, Sp. 456 og 571. Østs Archiv I, S. 264. Selmers Nekr. Saml., 2. Aarg., S. 456. Udst. Gat.)

 

Camradt. Jørgen Frederik Camradt, Portrætmaler eller Skildrer i Kjøbenhavn, blev i August 1760 gift med Marie Schrøder og var Fader til Frederik Christian og Johannes Ludvig Camradt, der begge blev Konstnere. Han døde Marts 1784, 48 Aar gammel. (Adresseavisen 1760 Nr. 64. Selmer Nekr. Saml. U, S. 456.)

 

Carlebye. Erasmus Christoffer, Jens og Johanne-; Georg Carlebye, se-Karlebye.

 

Carlsen. Carl Peder August Schlichting Carlsen, født 1852 i Flensborg, Søn af senere afdøde Carlsen og Ida født Schlichting, er Elev af Konstakademiet i Kjøbenhavn og har i 1875—76 udstillet som Blomstermaler. (Akad. Udst. Cat.)

 

Carlsen. Emil Carlsen, Søn af forh.env. Urtekræmmer Carl Adolf  Junius Carlsen og født d. 19. October 1848 i Kjøbenhavn, uddannede sig først til Architekt og udstillede i 1869 en »Opmaaling af Christian IIIs Gravmæle i Roskilde Domkirke«. Han er senere bleven Sømaler og har opholdt sig de sidste fem Aar i Amerika, dels i Chicago, dels i Boston. (Medd. fra Konstn. Fader. Udst. Cat.)

 

Carlsen. Rudolf Julius Carlsen, Søn af Klubvært H. Carlsen, født i Kjøbenhavn 1812, gjennemgik 1827—458 Konstakademiets Skoler til Gibsskolen og nød Vejledning af Eckersberg-, J. L. Lund og G. Hetsch. Han lagde sig efter Portrætmaleriet, malede en Del Portræter navnlig paa en Rejse i Sverige og Norge og havde 1837—39 fire Portræter paa Akademiets Udstilling. Det sidstnævnte Aar forlod han Kjøbenhavn, rejste til Buenos Ayres og ernærede sig der i en Del Aar som Portrætmaler. Paa Gnmd af Familie­anliggender vendte han tilbage til Danmark (1862), hvor han endnu opholder sig. Han udstillede 1868 tre Portræter (udenfor Catalogeu'i og senere 1869 og 1870. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Carlson. Conrad Oscar Carlson var Søn af Skomager Carl Carlson og Christiane Caroline født Lorentzen, og var født d. 30. Marts 1840 i Kjøbenhavn. Han lærte at tegne hos F. Helsted og besøgte 1856—61 Konstakadeiniet, hvor han 1858 vandt den mindre Sølvmedaille. Han udstillede fra 1859 til 1864 dels nogle Landskaber, dels nogle Portræter og Genrebilleder, hvoraf det sidste,

 

98

»En Erklæring« var paa Udstillingen efter hans Død. Som en øvet Tegner sysselsattes han ogsaa af »Illustreret Tidende«, hvortil han hjemsendte Tegninger fra Felten. Den unge lovende Konstner gik som Værnepligtig med i Krigen 1863, blev Secondlieutenant ved tiende Infanteriregiment og faldt den 19. Marts 1864 ved Dybbøl. I »Ill. Tid.« for 1864 Side 237 findes hans sidste Tegning fra Felten og Side 325 hans Portræt. (Medd, fra Konstn. Broder. Udst. Gat. 111. Tid. 1864.)

 

Carmiencke. Johan Herman Carmiencke, født i Konge­riget Hannover d. 9. Februar 1810, var Søn af en fattig Arbejds­mand og blev sat i Malerlære i Hamborg hos en ældre Broder, der var Malermester, men da han havde Lyst til at blive Konstner, rejste han med en anden ung Svend; som nærede samme Attraa, Johan Mohr, til Dresden (1831), hvor han nød Undervisning i Landskabsfaget af J. G. Dahl. Rimeligvis efter dennes Raad tog han i 1834 til Kjøbenhavn og tik der efter sine fremlagte Tegninger strax Adgang til Kunstakademiets Gibsskole. Han besøgte dog ikke Akademiet ret længe, men optraadte allerede fra 1835 som selv­stændig Konstner og vandt strax en saadan Opmærksomhed, at et af hans første Billeder blev kjøbt til den kongelige Malerisamling i Kjøbenhavn. 'Senere solgte han i Aarene 1835—45 ialt 6 Billeder til denne Samling. Imidlertid havde han 18o5 begyndt at forsøge sig i at radere, men blev dog først fra 1847 den heldige og øvede Raderer, hvis Stik gjorde saa megen Lykke baade i Danmark og Tyskland. Han var i 1837 atter i Besøg i Tyskland, hvor han især opholdt sig i Lichtnitz hos en Beskytte rinde, en Grevinde Schonburg. Men Aaret efter rejste han til Kjøbenhavn, giftede sig der med en dansk Dame, Marie Vilhelmine Caroline født Klein, og ned&atte sig som Konstner; dog gjorde han atter 1842 en Udflugt til Miinchen. Endelig 1845 fik han — efter at have søgt og opnaaet Naturalisationspatent — det kjøbenhavnske Konstakademis Rejseunderstøttelse i to Aar og opholdt sig i disse (1845—46) som dansk Konstner i Italien. Efter Rejsen vendte han tilbage til Danmark, men følte sig under Krigen (1848—50) mindre vel i sit nye Fædre­land og udvandrede derfor i 1851 med sin Familie til Nordamerika. Her gjorde hans Billeder overordentlig Lykke; han levede i New York og var Medstifter af Konstakademiet i Brooklyn. Han døde der d. 15: Juni 1867.

Af hans raderede Blade (35 i Tallet) udgav Konstforeuingen i Kjøbenhavn et Par mindre Rækker 1850—51. Han udstillede i

 

99

Kjøbenhavn fra 1835 til 1851 et ikke ringe Tal af Landskaber, dels fra Danmark, dels fra Udlandet, og vandt Navn Som en dygtig og livfuld, om end noget conventionel Konstner. Hans store .Lethed i at male satte ham i Stand til lige til hans sidste Leveaar at udfolde en overordentlig rig Productivitet. (Hamb. Kstl. Lex. Naglers Monogr. III, 771. Andresen: Deutsche Maler-Radirer d. 19. Jhrh. IV, S. 46 flg. Akad. Udst. Cat.)

 

Carstens. Asmus Jakob Carstens, Tegner og Maler, født d. 10. Maj 1754 i St. Jørgensby ved Slesvig, var Søn af en GJ-ryii-møller og mistede i temmelig ung Alder begge sine Forældre, der dog efterlod ham og hans Søskende en lille Formue. Den Konstnertrang, der syntes ham medfødt, næredes allerede tidligt hos ham véd Skuet af Jurian Owens' Malerier i Slesvig Domkirke. Endnu som Dreng tilegnede han sig paa egen Haand en saadan Færdighed i Tegning, at han ud af Hovedet kunde gjengive Aasyn, han havde lagt Mærke til, med kjendelig Lighed. Men hans Formynder vilde ikke tillade ham at blive Konstmaler og satte ham for et Tids­rum af syv Aar i Lære hos en Vinhandler i Eckernførde. Da han ikke kunde unddrage sig sin Skjæbne, foresatte han sig dels at røgte sin Gjerniug saa godt, han kunde, for ved Øvelse og Flid at opnaa saa megen Fritid som muligt, der ikke vilde blive nægtet ham, naar han havde gjort sin Pligt, dels at udføre alle sværere Arbejder ved sit Haandværk, det saa kaldte Vinkyperi, med venstre Haand, for at skaane den højre til det, han stedse regnede for sit egentlige Livshverv, Konsten. Denne energiske Plan gjennemførte han virkelig og fik saaledes Tid og Kræfter til overs baade til Læsning og Tegning.

Da han blev 18 Aar, fik han Myndighed over sig selv og sin lille Formue og løskjøbte sig for de sidste tre Fjerdingaar af sin Læretid med 80 Rdl. (rimeligvis Courantdalere = 256 Kroner). Han levede nu nogen Tid i Slesvig udelukkende for Dyrkelsen af Konsten, men da han ikke kunde faa tilstrækkelig Undervisning i Oliemaleriet i Slesvig By, magede hans Slægtninger det saaledes, at han skulde tage til Kjøbenhavn til en der bosat slesvigsk Portræt­maler Povl Ipsen (1770). Hos denne levede han et Par Aar for Levningerne af sin Formue og arbejdede dels nnder dennes Vejled­ning, dels paa Kunstakademiet. Det var navnlig Afstøbningerne af Antikerne, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Carstens, dog hørte han tillige Forelæsninger over Anatomi af Weidenhaupt. Derimod smagte det ham ikke at deltage i Undervisningen i de

 

100

egentlige Konstskoler, saa meget mindre som han undsaa sig ved, som voxent Menneske, at begynde i de lavere Klasser sammen med unge Læredrenge, og i de højere Klasser kunde der ikke strax til­stedes ham Adgang, da han uagtet al sin Færdighed som Portrætmaler endnu stod tilbage i Konstens Elementer. Men han øvede sig flittig hjemme, ikke alene paa at gjengive, navnlig Antikerne, efter Hukommelsen, men ogsaa paa at componere, og sluttede Venskab med flere, for en Del tyske Konstnere, der gjennemgik deres akademiske Løbebane i Kjøbenhavn.

En Tegning, som han gjorde af »Adam og Eva«; efter Miltene »Det tabte Paradis« vandt Grev Moltkes Opmærksomhed, og denne bestilte et Oliemaleri derefter hos Konstneren. Da det var færdigt, har Greven enten glemt sin Bestilling, eller de techniske Ufuld­kommenheder have, ganske naturlig, været ham mere iøjnefaldende i Maleriet end i Tegningen; nok er det, efter Carstens' egen For­tælling skal han være bleven afvist paa en Maade, der stødte den indesluttede og selvfølende Konstner, og han forsøgte ikke mere at faa Bestillinger paa sine Compositioner. Derimod blev han, maaske ved Ipsens Hjælp, bekjendt som Portrætmaler, og fik saa meget at gjøre, at han alene i ét Aar fortjente 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) ved sine med Rødkridt tegnede Portræter. Imidlertid fik han Adgang til Modelskolen paa Konstakademiet, thi efter det første Kvartal 1780 tilkjendtes ham den lille Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. Efter Akademiets Sædvane blev dog først Sølv-niedailleu meddelt ham ved det højtidelige Aarsmøde det følgende Aars 31. Marts (1781). Ved denne Lejlighed skete noget, som frem­kaldte følgende Kjendelse i Protokollen for 30. April: »Eleven i A. J, Carstens, som paa en Opsætsig Maade havde undslaaet sig for at imodtage den ham for Tegning efter Modellen tilkiendte liden Sølv Medaille blev ved Scrutinium af alle Stemmer indtil videre forviist Academiet og tildømt hans Navn. at opslaaes paa Dørrene »i alle Academiets Skoler.«l  Wiedewelt skal vel den følgende

 

1 Hvad der virkelig er i'orcgaaet, lader sig vanskelig udfinde mere. Carstens fortæller selv hos Fernow: „Ved den følgende Udstilling havde en ,,af de Konstnere, der concurrcrede til den store Pris, udstillet en Tegning, „som absolut var den bedste, og alle ventede, at den første Pris skulde blive „ham tilkjendt. Ved Uddelingen fik dog en anden den, paa hvem ingen havde: tænkt, og hvis Tegning stod tilbage for hans. Da den foretrukne var en '„Slægtning af Abildgaard, forklarede alle dette som Grunden... Jeg havde faaet „store (o: lille) Sølvmedaille... Jeg erklærede offentlig ikke at ville modtage „Medaillen, naar han, som havde fortjent den store Guldmedaille. ikke fik

 

101

Morgen atter have ladet Opslaget nedrive, men Carstens' Forbindelse med Akademiet var ophørt. Hans Bekjendtskab med Abildgaard, hvorpaa han kort i Forvejen havde lagt stor Vægt, fik naturligvis herved ogsaa en brat Ende.

Carstens, til hvem hans Broder Frederik havde sluttet sig, forblev dog endnu i Kjøbenhavn til 1783, da han besluttede i For­ening med Broderen, for deres fælles Sparepenge, at rejse til Italien. Over Tyskland og Tyrol naaede de virkelig Norditalien og besøgte Verona, Mantua og Milano. Navnlig i Mantua følte Carstens sig stærkt greben af Giulio Romanos Frescomalerier og blev der i fire Maaneder for at studere dem. I Milano viste det sig endelig for dem, at deres Penge var for faa til at rejse videre mod Syd, og forknytte vendte de atter Vejen nordpaa gjennem Svejts. I Zürich fremstillede Carstens sig for Gressner og Lavater og fik Lejlighed til at fortjene saa meget ved at tegne Portræter, at han og Broderen kunde komme tilbage gjennem Tyskland, men naaede ikke længer end til Lybek. Rejsen havde dog haft ikke ringe Betydning for Carstens og havde navnlig virket til at klare hans Forestillinger om historisk Composition. Under sit Ophold i Lybek uddannede han med megen Iver sit Talent i den Retning, samtidig med at han som sædvanlig ernærede sig ved at tegne og male Portræter. Han blev næsten fem Aar i Lybek, da en Konstven, som tilfældig fik hans Compositumer at se, følte sig saa slaaet af det Smile, de røbede, at han gav ham Midler til at rejse til Berlin og opholde sig der, indtil der kunde aabne sig Udsigter for ham. Efter at have sendt nogle Tegninger og Malerier i Forvejen, der blev udstillede 1788, rejste Carstens selv, rimeligvis om Høsten samme Aar, til

 

„den &c." Hertil maa bemærkes, at i 1780, da dette maa være sket, var der ingen Concurs om Guldmedaillen; den fandt først Sted i Juli 1781, altsaa efter den omtalte Begivenhed. Der blev vel givet en Guldmedaille i 1780, nemlig til Kobberstikkeren Preisler, der som Kobberstikker havde concurreret særskilt, og denne Medaille var bleven ham overleveret ved Aarsmødet 1780. men han havde ingen Concurrenter, for hvilke han kunde blive foretrukken, ligesom han heller ikke, saavidt vides, var nogen Slægtning af Abihlgaard. I en gammel Levnedsbeskrivelse af Carstens i et slesvigsk Hefteskrif't (Srhlesw. Kunstbeitråge), der for øvrigt lader paalidelig, fortælles det, at Carstens selv mente, at han concurrerede til Guldmedaillen, og da han kun fik den lille Sølvmedaille, vægrede han sig ved at modtage den og forlod Akademiet. Da Carstens imidlertid maatte kjende saa meget til Akademiets Statuter, at han ikke kunde vente Guldmedaille for „en Tegning efter Modellen", er denne Gjengivelse heller ikke sandsynlig. Vi have kun selve Kjendsgjerningen, som Protokollen stadfæster tilbage.

 

102

Berlin. Næste Aar udstillede han en stor Composition, »Englenes Fald« med henved 200 Figurer, der vandt en Præmie. Uagtet disse Arbejder havde vakt Konstnernes og nogle Kjenderes Op­mærksomhed, lykkedes det ham dog ikke strax at sikre sig en Stilling, og da han havde besluttet ikke at ville være Portrætmaler mere, ernærede han sig kummerligt ved at tegne for Boghandlerne i Berlin. Dermed kom han til at tegne de Omrids efter antike skaarne Stene, som ledsagede den første Udgave af Moritz’ Gudelære, og forøgede dem med en Tegning af sin egen Opfindelse, ”Nattens Gudinde«. Endelig lykkedes det ham at faa en Stilling som Lærer (Professor, '21. Maj 1790) ved Kunstakademiet i Berlin, og fik tillige ved Akademiets Curator, Friherre von Heinitz' Gunst, Lejlighed til at decorere en Sal i dennes Palais, som lykkedes saa vel, at hans Velyndere strax anbefalede ham til Kongen til et .Rejsestipen­dium til Rom. Foruden disse Arbejder, som var udførte i Limfarve paa Papir, og som senere ere tilintetgjorte, udførte han ogsaa i Dronningens Værelser paa Slottet i Berlin nogle Loftmalerier graat i graat som Efterligniug af Basrelief. Disse ere endnu i Behold.

Carstens stod endelig ved sine Ønskers Maal, Udsigten til at naa Rom. Hans Stipendium var rigtignok kun paa to Aar og ikke stort, men han haabede at faa det forlænget, og smigrede sig i al Fald med at finde andre Midler til at forlænge sit Ophold i Rom. Det lykkedes ham virkelig, idet han tik et Aars Tillæg til sit Stipendium og senere .solgte saa meget, at ban kunde leve tarveligt deraf. I September 1702 naaede han A'erdensstaden og svælgede i Henrykkelse over Rafael og Michel Angelo, ikke. mindre end over Vatikanets store og fremragende Antiksamling. Han var ikke mere Lærlingen, men den selvstændige, frit .studerende Konstner, og han blev Forløber for en hel Revolution i Konsten ved en Kraft, hvormed han baade i Ord og Værker henpegede paa Konstens Ideal, Compositionens Enhed og aandelige Fylde som det første og eneste, for hvilket alle Udførelsens Fortrin ere nødvendige, men under­ordnede Tjenere. Da han imidlertid, ved stedse at udføre sine Compositioner paa fri Haand, vel opnaaede en i den Tid ukjendt Sluttethed og Harmoni i Anordningen, men til Gjengjæld stod tilbage for mange af sine Medbrødre i ren technisk Henseende, navnlig i Oliemaleriet, hvis fuldkonmere Fremstillmgsmaade han aldrig til­egnede sig, kunde det kun lykkes ham at bryde Vejen for sine Efter­følgere uden selv at frembringe noget saa gjennemført Værk, at det synderligt kunde fæste andre end Kjenderes Opmærksomhed paa ham..

 

103

Den Række fortrinlige Tegninger og Aquarelmalerier, som. han udstillede i Rom (1795), vakte derfor snarest Uvilje hos de mange Konstnere, der kun havde en technisk Færdighed uden synderligt Talent at grunde deres Navn paa, medens dog saavel de snilrigere Konstnere fra Europas forskjellige Lande som alvorligere Kjendere følte og paaskjønnede, hvilken Frigjørelse fra Datidens . Pedanteri og Rocoeostil der laa i disse ejendommelige Fremstillinger, som alle bevægede sig paa den historiske Konsts mest fredede Omraade, Livet i Oldtiden.

Dette var Kunstnerens eneste Triumf. Den korte Tid, han havde tilbage, udfyldtes dels med en pinagtig Brevvexling med Friherre v, Heinitz, som ikke uden Grund dadlede ham for at have svigtet sine Pligter overfor Preussen, om end Konstneren har meget, der taler til hans Forsvar, dels med Sygdom og Savn, som endelig bortrev ham, kun 44 Aar gammel, d. 25. Maj 1798. Det er ikke Stedet her til at gaa ind paa en Opregning eller nøjere Værdsætning af hans Værker, i den Henseende maa henvises til de nedenfor nævnte udførligere Afhandlinger om hans Liv og hans Konst.

Spørgsmaalet om Carstens her regnes for Dansk eller Tysk, er allerede fra vort Synspunkt besvaret ved, at han har fundet sin Plads her; men. til nærmere Overvejelse kan endnu fremdrages følgende. I Kunstnerverdnen navnlig i Rom føltes i den Tid, og længe efter, Forskjellen mellem Dansk og Tysk ikke anderledes end Forskjellen mellem Preusser og Bajrer, eller lignende, og Carstens kunde have haft en meget mere levende Følelse for sin Nationalitet, end han virkelig havde, uden at den vilde være traadt frem overfor Tyskerne. I Virkeligheden var'Tyskland ham blot en Station paa Vejen til Rom, og det var vistnok kun, fordi hans Penge slap op, at han blev i Lybek og ikke ligesaa gjærne rejste videre til Danmark. Ethvert Land, der ikke var i Italien, var ham ligegyldigt. Overfor de ydre Kjendsgjerninger, at han levede fem Aar i Lybek, blev Professor i Berlin og fik Rejsestipendium derfra, kan paa den anden Side fremhæves, at han var født dansk Undersaat, modtog sin første konstneriske Uddannelse i Kjøbenhavn, og aldrig fornægtede det Land, han ved Fødslen tilhørte. Om ogsaa han mest levede med Tyskere, var danske Venner ham ikke fremmede, og han maa paa andre Maader have vedligeholdt Forholdet til Danmark. Saaledes havde han næppe faaet to Bestillinger af en dansk Adelsmand, Knuth-Lilliendal, uden at denne har vidst, han var dansk, hvilket ogsaa fremgaar af et senere Brev, hvori Knuth tilbyder Konst-

 

104

akademiet det ene af disse Malerier, »Bacchus og Amor-; (25. Febr. 1834), som blev kjøbt til Malerisamlingen paa Christiansborg. Zoega, der baade paa Regeringens og paa Akademiets Vegne skulde have Øje med de danske Konstnere i Rom, kaldte ham (Brev af 5. Oct. 1793) »en anden Dansk« og meldte paa Embedsvegne hans Død til Danmark. Ligeledes søgte Konstnerens Søskende i Danmark gjennem "Udenrigsministeriets Skrivelse til Zoega (17. Nov. 1798) at blive hjulpne til den mulige Arv efter deres Broder.

Hvilket Indtryk Carstens' Ungdomsliv og Forhold til Abildgaard vedblev at gjøre i Danmark, kan man se af en Slags Novelle i Nyeste Skilderi for 1811. hvori disse Begivenheder skildres med stærke Farver til Carstens’ Gunst. Hans Indflydelse paa Thorvaldsen behøver kun at nævnes; hans øvrige Lærlinger eller Efter­følgere var Tyskere. (Weimvich, S. 198. do. Lex. Fernow: Leben des Kunstlers A. J. Carstens. Lps. 180G, ny Udgave ved Rie-gel, Han­nover 1867. Schlesw. Kunstbeitrage 1792, S. 86. Zoegas Breve, trykte i Minen-a 1799. Thiele Thorv. I, 108. Skild. 1811, 6. Aug. og følg. til 26. Novbr. 111. Tid. IV, Nr. 180—82 en Afhdl. af Dietrichson. Lange, Nutids-Kunst, S. l—15. Akad. Udenrigsministeriets Archiv.)

 

Carstens. Frederik Carstens, en Broder til Jakob Asmus Carstens, blev født i Slesvig 1762, kom i Malerlære, derpaa til Kjeben-havn (1781), fulgte sin Broder paa hans første Rejse til Italien og Tyskland (1783), lærte i Zürich at poussere i Vox, levede et Par Aar i Stettin, drog derpaa til Broderen i Berlin for at hjælpe ham som Maler (1790) og uddannede sig der til Kobberstikker. Han har stukket (1794) et Portræt af Hofpræst paa Glücksborg, Lüders, malet uf J. Ipsen. Carstens døde i Berlin 1798, samme Aar som Bro­deren i Rom. Hos Fernow nævnes nogle af hans Arbejder i Berlin. (Weinwich Lex. Schlesw. Kunstbeitr. S. 86. Fernow: Carstens ny Udg. S. 91, 92—93 samt Anm. 34. Strunck 1718.)

 

Carstensen. Andreas Christian Riis Carstensen, født 1844 i Haderslev, var først Sømand og har siden kastet sig over Sømaleriet under C. F. Sørensens Vejledning. Tillige besøgte han Konstakademiet i Kjøhenhavn fra October 1864 til Januar 1868. Han har udstillet i 1868 og i 1875 .nogle Søstykker. (Akad. Udst. Cat.)

 

Chomond Boudan. Louis de Chomond Boudan, Kobber­stikker, er, efter Weinwich, formodentlig en ved det nautiske Edicts Ophævelse fordreven Huguenot, som har levet i Østerriisør i Norge. Han har stukket  Frederik II's Salving, og hvorledes han slaar

 

105

Riddere« til Breviarium eqitestre, »Christian IV's Syn paa Rothenburg«, hvoraf der paa Frederiksborg allerede 1650 skal have været et Aftryk paa hvidt Atlask1, samt »Et allegorisk Stykke til Chri­stian V's Fødselsdag d. 15. April 1685« med latinsk Dedication. (Weinvvich, S. 102. Sandvig. Hertzhohn Breviarium equestre s&ii <k ordine elephantino. Havn. 1704. ved Birkerod, S, 22. Fiissli Suppl., 8. 198. Skild. 1830, Sp. 401. Danske Saml. II, S. 159.)

 

Christensen. Anthonie Eleonore (Anthonore) Christensen født Tscherning er Datter af Oberst Anthon Frederik Tscherning og Eleonore Christine født Lützow, som ogsaa er Malerinde. Hun er født i Kjøbenhavn d. o. Juli 1849, og har nydt Vejledning i Malerkonsten dels af sin Moder, dels af Blomstermalerinden Emma Thomsen. Tildels ved Understøttelse af afdøde Grosserer, Etatsraad O. B. Suhr blev hun sat i Stand til at foretage en Udenlandsrejse i Forening med sin Moder, paa hvilken hun besøgte Tyskland, Norditalien og Paris. Den 4. October 1871 blev hun gift med Dr. philos. Christian Axel Richard Christensen, en Broder til Maleren Gotfred Christensen, og rejste med Understøttelse af det Rosenkrone-Hjelmstjerneske Legat for to Aar med sin Mand til Italien. Hun blev Enke 1876. Fru Christensen begyndte at udstille 1866 under sit Pigenavn, og solgte allerede Aaret efter et af sine Billeder til den kgl. Malerisamling. Senere har hun næsten hvert Aar udstillet større og mindre Billeder og vundet Navn som en af de mest frem­trædende i den yngre Kreds af Blomstermalere. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Christensen. Carl William Theodor Christensen, Søn af Formand paa Toldboden Niels Christensen, var født d. 6. Marts 1823. Da han havde usædvanlige konstneriske Anlæg, kom han (1835) paa Konstakademiet, medens han samtidig malede under J. L. Lunds Vejledning fra sin. Coufirmation. Han vandt lille og store Sølvmedaille 1842 og 1844, men havde allerede i 1841—42 udstillet et Par Portræter, eller snarere Portrætstudier, der vakte Kjenderes Opmærksomhed, ligesom ogsaa hans Medaillestykker roses som særlig dygtige og smukt udførte Arbejder. Om. det i 1842 udstillede »Portræt« hedder det i private Optegnelser : »En gammel Kone læsende i en Bog. Som Naturstudium fortjener det Opmærk­somhed; hun læser virkelig; de knoglede Fingre ej forskjønnede, men ej heller overdrevne; der er Liv i dem, i Munden, i Panden

 

1 I saa Fald holder Weinvichs Gisning ikke Stik.

 

106

med det graanede Haar. De smukke Palettiner have maaske lidt frygtagtigt ved sig.«

Christensen, der ogsaa havde en vindende Personlighed, fandt nu Sysselsættelse som Portraetmaler, og udstillede adskillige smukt udførte baade malede og tegnede Portræter. Navnlig skal et Por­træt i naturlig Størrelse, forestillende afdøde Not. publ. Abrahams have vakt Opmærksomhed, og det regnes for hans bedste Portræt. Han forstod tillige med Troskab at copiere ældre Konstværker og var søgt som Tegnelærer. Hans Stilling syntes saaledes ret betrygget. da han i 1850 ægtede Julie Vilhelmine født Restorf. Men han modstod ikke de Fristelser, som Livet frembød i hans senere Aar. Hans Lyst til Konsten sløvedes, saaledes at han efter sit Gifter-maal kun udstillede et Par Gauge, og efter 1858 holdt han ganske op med at udstille. Dette engang saa lovende Talent forfaldt mere og mere, det gik tilbage for ham og han døde i stor Elendighed, d. 7. December 1870. (Private Medd. Akad. Udst. Cat. Høvens efterl. Papirer. Skifteretten.)

 

Christensen. Christen Christensen, Medailleur og Pro­fessor ved Konstakademiet, var Søn af Kjøbmand John Christensen og Hustru født Birch. Han blev født i Kjøbenhavn d. 18. Januar 1806 og mistede inden sit fjortende Aar sin Fader, saaledes at han efter endt Skoletid ganske har maattet sørge for sig selv, Da han havde Lyst til Tegning, blev han strax efter Faderens Død sat i Billedhugger Dajons Værksted, hvor han arbejdede i 4 Aar til dennes Død (Dee. 1823). Omtrent samtidig begyndte han at besøge Konstakademiets Skoler og vandt d. 5. Januar 1824 dets lille Sølvmedaille for ilodelering. Allerede i det følgende Kvartal vandt han (29. Marts) den' store Sølvmedaille, i August samme Aar Pengepræmien og d. 26. September 1825 den lille Guldmedaille for Opgaven sDen unge Tobias ledsaget af Englene kommer hjem til sine Forældre« (Tob. 11, 10). Da han var uformuende, anbefalede Akademiet ham varmt til kongelig Understøttelse, og det synes, som om denne Anbefaling fremkaldte Bestillinger hos ham paa flere Arbejder til Amalienborg og til Christiansborg Slot, der dengang stod under Bygning, saaledes Statuerne »Troskab« og »Sandhed« til Forhallen i det førstnævnte Palais, Statuerne »Architektur«, »Malerkonst« og »Billedhuggerkonst« til Kongens Trappe paa Christiansborg og Basrelieflet »Apollo blandt Hyrderne” til Dronningens Paaklædningsværelse paa samme Slot. Senere udførte han ogsaa et Par Basrelieffer til Højesteretssalen paa Christiansborg. Imidlertid

 

107

havde han 1827 vundet Konstakademiets store Guldmedaille for Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (l Kong. 17, 23).

Uagtet lian saaled.es var paa... god Vej som eii. talentfuld og lovende Billedhugger, der ved Opnaaelseii af store Gruldmedaille havde vundet Ret til det akademiske Rejsestipendium, bestemte lian sig dog, paa Opfordring af Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, til at uddanne sig til Medailleur og concurrere sorn saadan om en for en Medaille over Bygningsdirecteur C. F. Hansen, af Prinsen udsat Præmie paa 100 Rdl. Den 13. December 1830 foreviste han de færdige Stempler til denne Medaille, der blev overrakt Hansen ved hans Jubilæum og senere er bleven brugt som Æresmedaille i Architékturen, der uddeles ved en særegen Con-currence til Elever, som have vundet den store Sølvmedaille i Bygningskonsten. Christensen vandt ikke alene den udsatte Præmie, men fik, paa Grund af Arbejdets Skjønhed. et særegent Gratiale af Akademiet paa 200 Rdl. Han søgte derpaa Akademiets Anbefaling til at opnaa Rejsestipendium af Finanserne, som ogsaa blev ham tilstaaet. Inden Afrejsen fuldendte han og foreviste for Akademiet en Medaille til de massmanuske Søndagsskoler. Allerede tidligere havde han skaaret Reversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Formæling med Prinsesse Caroline (1829).

Den 2. August 1831 rejste Kan udenlands, ifølge med Bygmesteren H. Chr. Hansen, over Berlin, Hvorfra Choleraen hurtig for­drev dem, samt Dresden og München til Rom, hvor han forblev under hele sit Ophold i Udlandet, fraregnet en Udflugt til Neapel og Sicilien. I Juli Maaned 1834 forlod han Rom, tilbragte Efteraaret i Paris og var i December 1834 atter tilbage i Kjøbenhavn. l Berlin, hvor hans Ophold kun varede 17 Dage, kom han dog i Berøring med Medailleur Brandt, i München arbejdede han under Voigt, i Italien dyrkede han især Studiet af Oldtidens Konst og arbejdede samtidig paa egen Haand som Medailleur, i Paris derimod søgte han at studere Techniken ved Behandlingen af Staalet til Medailleurkonstens Brug. I Rom udførte han en af J. Collin hestilt astronomisk Medaille med Urania paa den ene Side, Frederik ATs Portræt paa den anden Side, Aversstemplet til en Medaille til Landhusholdningsselskabet med Thaërs Portræt, og endelig en Me­daille i Anledning af Kongens Helbredelse, af en svær Sygdom; paa den ene Side Kongens Portræt, paa den anden Side Staden Kjøbenhavn, som ofrer til Hygæa. Hans Udførelse af disse Medailler sinkedes en Del ved Uheld med Hærdningen, saaledes at han flere

 

108

gange maatte gjøre nye Stempler. I Rom modellerede han tillige bl. a. en Buste af Küchler.

Efter Hjemkomsten indsendte han d. 23. Februar 1835 adskillige af sine Arbejder til Akademiet for at blive agreeret, hvilket skete enstemmigt, og som Opgave til Medlemsstykke fik han: Medaille i Anledning af Hidsendelsen af Thorvaldsens .Arbejder. Aversen skulde indeholde Thorvaldsens Portræthoved, Reversen ;-Emblemer paa Hidsendelsen«. Til Conimissairer udnævntes Billedhugger Freund og kgl. Graveur Jacobsen, samt efter -den sidstnævntes Død, Theatermaler Wallich. Denne store og saare skjønne Medaille, hvis Stempler Konstneren, med Afbrydelse af andre Arbejder, var sysselsat med i over fem Aar, fremstiller paa den ene Side et smukt, temmelig ophøjet Portrætrelief af Thorvaldsen, omgivet af en kredsrund Frise, hvori Alexandertoget er gjengivet; den anden Side »Dana« med Axekrans om Hovedet og Vaabenskjold i Haanden, som af en paa en Delfin hvilende Nymfe (Galathea, Navnet paa den Corvet, der hidbragte de fleste af Thorvaldsens Værker) modtager Thorvaldsens Amor. Denne Fremstilling er ligeledes omgivet af en kredsrund Frise, forestillende de vigtigste af Thorvaldsens Billed­støtter, foroven de kristelige, forneden de hedenske, medens Relieffigurerne »Dagen” og »Natten« danne Skil mellem de tvende Rækker. Da begge Stemplerne sprang i Hærdningen, det ene endog to Gange, havde Konstneren det Uheld at maatte gjore dem om, og skjønt han i sin Beskedenhed frygtede for, at det andet Sæt ikke skulde blive saa godt som det første, havde han den Glæde, at det lykkedes ham bedre endnu. Paa denne Medaille blev han Medlem d. 27. August 1888 og tog d. 3. September første Gang Sæde i Akade­miet. Efter at et Exemplar (ciseleret i Sølv) var overrakt Thor­valdsen ved hans Hjemkomst, blev Medaillen senere bestemt til at tilkjendes for det bedste Arbejde paa. den aarlige Udstilling.

Det vigtigste af de Arbejder, som sinkede ham i Udførelsen af hans Medlemsstykke, var Reformationsmedaillen, der blev bestilt bos ham i Februar 1836 og skulde være færdig til October s, A. Den fremstillede paa den ene Side Christian III's Portræt, paa den anden Side »Danmark«, en kvindelig Figur med Axekrans og Spir, som modtager »Reformationen«, en anden Kvindeskikkelse med en lukket Bibel i Haanden.

I 1835 blev Christensen gift med Oline Louise født Bugge. I October 1841 blev det overdraget ham at fungere som Professor ved Modelskolen i to Aar under Bissens Fraværelse i Italien; den

 

109

17, Juni 1843 fik han Diplom som ordentligt Medlem af Kunst­akademiet i Berlin, den 18. September s. A. blev han Ridder af Dannebrog. Efter Thorvaldsens Død blev han d. 2. September 1844 valgt til Professor ved Modelskolen (stadfæstet af Kongen d. 13. s. M.). Den 28. Februar 1845 fik han Diplom som udenlandsk Medlem af Stokholms Konstakademi. Det var den sidste offentlige Udmær­kelse, han nød. Den 21. August 1845 bortrev Døden ham i hans 40. Aar. Saaledes mistede Akademiet og Konsten i Tiden fra 1840 til 1848 den ene efter den anden af sine mest lovende Sønner.

Af Arbejder fra Konstnerens senere Aar skulle vi endnu kun nævne 'Medaillerne i Anledning af Kammerherre Hauchs Død, i Anledning af Frederik VI's Død med Kongens Portræt som Avers, ”det sørgende Danmark« som Revers (1840), Kronings medaillens Avers, med Christian VIII s og Caroline Amalies Portræter; den samme Medaille i mindre Maalestok; Medaillen ingenio et årti (1841), Medaillen til Professor Nielsen, og flere andre. Desuden udførte han en Del Buster og Portrætmedailloner i naturlig Stør­relse, dels i Gibs, dels i Marmor. Men om ogsaa det er let at nævne hans mest fremtrædende Arbejder, er det vanskeligt at give en levende Forestilling om den konstneriske Dygtighed, hvormed de ere udførte. Den Omhyggelighed og det dybe Kjendskab til Naturen, hvormed han gjennemførte sine Arbejder, uden at de derved tabte i Stilpræg, plastisk Holdning og aandfuld Følelse, giver hans Værker en overordentlig høj Plads paa det Fags Omraade, han især helligede sine Kræfter, og trods sin tidlige Bortgang har han vundet Navn som en af Danmarks største Medailleurer, medens en længere Livsbane uden Tvivl ogsaa vilde have givet hans Navn endnu, stærkere Klang udenfor hans eget lille Fædreland. (Konstnerens og hans Enkes Meddelelser. Akad. Udst. Gat. Møntfortegn. Øst Mat., S. 810.)

 

Christensen. Christian Ferdinand Christensen, Søn af Fuldmægtig Chr. Christensen og Vilhelmine Thomea født Bahl, er født i Kjøbenhavn d. 28. Juli 1805, og da Faderen døde i hans spæde Barndom, ledede Moderen hans Opdragelse. Eftersom han havde Gaver baade for Musik og Tegning, valgte Moderen at lade ham oplære til Musiker, og han fik en Tid lang Undervisning i at blæse paa Valdhorn med Udsigt til snart at kunne faa Plads i det kgl. Kapel. Men dette Haab glippede, da hans Læber led saa meget ved Berøringen af Instrumentets Metalmundstykke, at han tilsidst ganske maatte opgive at behandle dette Instrument.

 

110

Han fik mi, navnlig ved Lorentzens Opmuntring, Plads paa Konstakademiet, hvis Skoler han besøgte, samtidig med at lian lærte at male hos Lorentzen, men gik snart over til det kgl. Theaters Malerstue (1820) for under Wallichs Vejledning at uddanne sig til Theatermaler, navnlig i Landskabsfaget. Allerede 1824 udstillede lian første Gang et Par Copier i Vandfarve, men i de følgende Aar udstillede han selvstændigt optagne Partier af kjøbenhavnske Gader og Torve, udførte i Limfarve, og 1827 opnaaede han paa sin Lærers Anbefaling et rosende Vidnesbyrd fra Konstakademiet. Samtidig malede han Landskabsdecorationer til det kgl. Theater.

Christensen fik imidlertid Lejlighed til at foretage en Sommerrejse (1830) med den russiske Statsafsending, Baron Nicolaj, gjennem Sverige til Finland, dels for at tegne Prospeoter til Baronen, dels for at undervise dennes Børn. Det følgende Aar (1831) udstillede . han et Par Studier fra Finland (udenf. Cat). Efter at han ved flere større Theaterdecorationer, f. Ex. til Balletten »Valdemar«, til »Sylphiden«, til »Prinsen af China« (1836) havde faaet grundet Haab . om at blive agreeret ved Konstakademiet, opnaaede han, ledsaget af Akademiets varmeste Anbefaling, Rejseunderstøttelse fra Fonden ad ums puUicos og fra Theatret, og tilbragte 1838—39 i Udlandet, navnlig Frankrig og Italien, hvor han studerede saavel Theatrene som den levende Natur. Ved sin Hjemkomst i Høsten 1839 raaatte han strax udføre Decorationen til ”Festen i Albano« og paa denne samt en Række indsendte Tegninger blev han agreeret (d. 4. Novbr.). Hans Medlemsopgave var »Et Landskab i Karakter af det sydlige Europa« baade som Theaterdecoration og som mindre Billede til Akademiets Samling. Men eftersom hans Virksomhed i Theatrets Tjeneste optog næsten al hans Tid, fik han senere Tilladelse til at nøjes med at yde det mindre Udkast til Akademiet og blev paa dette optaget til Medlem d. 29. November 1841.

Da Theatermaler Cocchi i Hamborg, med hvem Christensen siden sin Udenlandsrejse havde staaet i Forbindelse, ved denne Tid gjorde ham et fordelagtigt Tilbud, foranledigede dette, at han i 1842 fik kgl. Ansættelse som Theatermaler, efter eget Ønske i Forening med Theatermaler Troels Lund. I 1856 blev han Ridder af Danne­brog, i 1862 fik han Titel af Professor og i 1863, ved Lunds Død, Ansættelse som ene Theatermaler, i hvilken Stilling han forblev, indtil han i 1869, paa Grund af svækket Helbred, søgte og fik sin Afsked. . Christensen blev 1834 gift med Ida Sofie Frederikke fedt Thaning, der døde 1872.

 

111

Han har saaledes i en lang Aarrække — benved 49 Aar — arbejdet for det kgl; Theater, og uagtet der tidt fra Theatrets Side stilledes overordentlige Krav til hans Flid og Duelighed, bevarede han dog stedse, navnlig i sine italienske og danske Landskabsdecorationer, en konstnerisk Friskhed, der lod hain heste en velfortjent Løn i et øjeblikkelig henrevet helt Pnblicums Bifaldsklap. For­uden sit Receptionsarbejde (udstillet 1842) har han kun udstillet 1824—31. næsten udelukkende kjøbenhavnske Prospecter i Limfarve. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Oat. Thaarup.)

 

Christensen. Christian Frederik Christensen, Søn af Skomagermester Niels Christensen fra Skanderborg, født i Kjøbenhavn d. 15. August 1798, Han besøgte Kunstakademiet fra sin tidlige Ungdom og blev 1815 Elev af Modelskolen, men vandt ingen Medailler. Han udstillede 1815 nogle Copier dels efter udenlandske Mestres Arbejder i den kgl. Malerisamling, dels efter Eckersberg. I de følgende Aar udstillede han Forsøg i Historiemaleriet, som han vedblev at dyrke ”i sine Fritider«, dog som det synes uden synderligt Held; i det mindste gik Akademiets Betænkning ham imod, da han i 1833 vilde sælge »De tre Norner ved Ygdrasi” til Kongen. For øvrigt levede han som Tegnelærer og Portræt­maler. I 1820 malede, han N. F. S. Grundtvigs Portræt, der blev stukket af J. E. C. Walter, og endnu 1843 havde han et Portræt af Baron v. Huyghens paa Udstillingen. Han portræterede i sine senere Aar især fremmede Skibsførere, som kom i Land i Kjøbenhavn om Somren, men Fotografen tog Næringen fra ham, og han lever nu i Fattigdom. Han. blev gift 1833 med Dorothea født Ravneborg, der døde 1867. (Konstn. egne iledd. Udst. Cat. Akad. Dagen 1822 Xr. 184. Strunck.)

 

Christensen. Peter Christian Christensen, født 1827 i Kjøbenhavn og Søn af Lysestøber Christensen, besøgte Konstakade-miet 1844—47 og atter i 1852, da han fik Plads i Gibsskoles. Han synes at være den Konstuer, som 1849, 1850—58 og 1859—61 udstillede i alt syv Landskaber af sjællandske Egne. Men da han allerede for mange Aar siden skal være rejst til Amerika, har ikke noget nærmere kunnet oplyses om ham. (Akad. Udst. Cat.)

 

Christensen. Polycarpus Gotfred Berry (eller Benjamin)Wildenradt Christensen, Søn af kgl. Forrider og senere Husejer Mads Christensen og Anna Christensen født Wissing, blev født i Kjøbenhavn d. 23. Juli 1845. Fra technisk Institut kom han 1860 til Konstakademiet, rykkede 1862 op i dets Modelskole og vedblev

 

112

at besøge det indtil Januar Kvartal 1867. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet under Kiærschous "Vejledning og ftk 1865 den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et fritstaaende Bøgetræ-. I Aaret 1870 fik han deu Sødringske Opmuntriugsmedaille for Landskabsmalere og Akademiets indenlandske Rejseunderstøttelse med det særlige Hverv at studere »landskabelig Forgrund«. Aaret efter fik han atter den Neuhausenske Præmie for Billedet ”Engdrag, Motiv fra Nordsjælland«, efter Opgaven »Landskab med frodig For­grund«. Endelig tildeltes ham i 1873 en toaarig Rejseunderstøttelsp til Ophold i Udlandet, nærmest fremkaldt ved den Opmærksomhed, ”Landevej med Piletræer« vandt hos Akademiet. Efter et Ophold i Tyskland og Italien (1874—75) er han vendt tilbage til Fædre­landet. Fra 1862 til 1866 udstillede nan'under Navn P. G. Chri­stensen; fra 1867 har han kaldet sig Gotfred Christensen og vundet et godt Navn i Publicum. (Konstn. egne JVIedd. Akad. Udst. Gat.)

 

Cibber. Kai Gabriel Cibber, Billedhugger og Architekt, født i Flensborg 1630, død i London 1700, blev paa Kongen af Danmarks (Frederik III) Bekostning sendt til Italien for at studere i Rom, men synes ikke at være vendt tilbage til Danmark. Uagtet han paa et Gravmæle over sin Hustru kalder sig »tilforn Kongen af Danmark og Norges Billedhugger«, levede og virkede han dog sin hele Tid i England, hvis Konsthistorie hans Værker tilhøre. Han byggede den danske Kirke i London (1692—96) hvor han selv er gravsat. (Weinw., S. 99. Sandvig, S. M. E. F. Wollffs Efter­retninger om den danske Kirke i London, S. 463—66. Fiorillo V, 473. Walpole III, 80.)

 

Claus. Claus Billedsnider i Kolding levede og arbejdede der i 1608, ifølge Christian IV's Almanak for nævnte Aar, (AVeinw. Lex.)

 

Clausen. Henrik Clausen, en ung Landskabsmaler fra Hol­sten, levede i Kjøbenhavn og døde der 1805 i sin bedste Alder. Han »malede gode Landskaber«. (Weinw., S. 197. Nagler Lex.)

 

Clausen. Martin Ludvig Philip Clausen, Søn af Tømrer­mester Clausen i Slagelse, blev født 1851, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1870 til April 1876, da han fik Afgangsbevis som Architekt. (Akad.)

 

Clemens. Johan Frederik Clemens, Kobberstikker, var en Søn af Klædevæver Johan David Clemens fra Golnau ved Stettin og var født d. 29. November 1749, men kom i sin tidlige Barndomsalder med Faderen til Kjøbenhavn. Han begyndte allerede

 

113

i sit 11. Aar at besøge Akademiet, uagtet hans Lidenhed lagde ham nogle Hindringer i Vejen, og han vandt begge dets Sølvmedailler i Aaret 1765. I sit 15. Aar var han kommen i Malerlære, blev Svend og udførte ogsaa Decorationsarbejde under Mandelbergs Ledelse. Da han imidlertid havde mest Lyst til Kobberstikkerkonsten, nød han nogen Vejledning hos J. M. Preisler, der dog ikke straks fik Øjet op for hans Talent og derfor heller ikke fattede Interesse for ham. Clemens uddannede sig mest paa egen Haand, indtil et Stik efter Doullé (efter v. Dyck), -»L'enfant, qm joue avec l'Ainour«, vakte Preislers Opmærksomhed, saaledes at denne nu blev hans ivrigste Beskytter, og fra nu af lagde han ganske Penslen til Side. Efter at Clemens foruden adskillige andre Blade havde stukket 28 Plader til Holbergs Peder Paars efter Wiedewelts Tegninger, fik han 1773 et Rejsestipendium sammensat af 100 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar fra Selskabet for Udgivelsen af Peder Paars, ligesaa meget af Kongen og samme Beløb af Akademiet. Forinden havde han i to Aar af Akademiet haft 100 Rdl. aarlig til sine Studiers Fremme,. Den 22. August 1773 forlod han Fædrelandet.

I Paris, hvor han studerede under Wille og Delaunay, gjorde han Bekjendtskab med sin tilkommende Kone Marie Jeanne Crevoisier og forlovede sig hemmeligt med hende, inden han forlod Staden. Han fik Tilbud om at blive Medlem af det franske Akademi, men da hans Stipendium var udløbet, nægtede Akademiet i Kjøbenhavn ham Tid til at udføre et Medlemsstykke, fordi man havde Arbejder til ham hjemme. Ikke desto mindre fik han kort efter (1777), paa Bonnets Ønske, Tilladelse til at blive i Svejts for at stikke Bounets Portræt efter Juels Maleri, et af Konstnerens Hovedblade. Som Følge heraf kom han først sent i 1778 til Kjø-beuhavn, som han atter forlod en kort Tid i 1781 for, som kgl. Hofkobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, at føre sin franske Brud hjem.

Den 28. December 1778 blev han agreeret og fik frit Valg til sit Receptionsarbejde, kun at det skulde være et historisk Stykke »af en berømt Mester« med flere Figurer. Clemens skal have smigret sig med strax at være bleven antagen til Medlem paa sine indsendte Prøvearbejder; men det hed sig, at da han ikke var Medlem, af Akademiet i Paris, kunde man ikke afvige fra Reglerne. Dette skete dog, for saa vidt som man faa Aar efter (d, 2. Jan. 1780) modtog ham som ordentligt Medlem af Akademiet paa to Portrætstik, nemlig Christian VII's tvende Børn, Kronprinsen og Kronprinsesse

 

114

Louise Augusta. Dog forpligtede han sig til senere at indsende et historisk Stykke, et Løfte, han indfriede Aaret efter ved at fremsende to Exemplarer af sit Stik efter Abildgaards »Sokrates«, der hører til Konstnerens fortrinligste og bedst lykkede Blade. Med Und­tagelse af disse Blade og nogle flere Portræter var det for øvrigt temmelig ubetydelige Sager, Clemens havde Lejlighed til at stikke i Kjøbenhavn. Interessantere end Gravmælerne paa Jægerspris var dog Stikkene efter Juel og Abildgaard til Holbergs Niels Klim, som Clemens selv bekostede oversat af Baggesen og udgivet.

En værdigere Opgave for Konstnerens mesterlige Gravstik frembød sig, da han blev indbudt til Berlin, for at stikke »Frederik II's Revue« efter den engelske Maler, Cunninghams Maleri. Han fik, i Februar 1788 kgl. Tilladelse til at foretage denne Rejse og tilbragte fire Aar med Udførelsen af dette store Blad, som gav ham europæisk Navn. Imidlertid mistede han (1790 eller 1791) sin Kone, og Sorgen over dette Tab gjorde ham Opholdet i Berlin pinligere. Dog forlod lian først denne By i Begyndelsen af 1792 for at tage til London, efter at han under 30. Januar havde faaet Tilladelse fra Danmark til ogsaa at gjøre denne Rejse. Hams Hverv  i London var at udføre et stort Stik efter et Maleri af den nord­amerikanske Maler, Trumbul, en Lærling af West; det forestillede »Montgommerys Død«, og et Sidestykke dertil, »Slaget ved Bunkers-hill« blev stukket af en anden af Datidens navnkundige Kobber­stikkere, T. G. Müller i Stuttgart. Clemens fik 1000 Lstr. for dette Stykke og en Tillægsgave af 50 Lstr.., da Bladet var fuldendt, paa Grund af den almindelige Tilfredshed, det vakte. Han havde faaet smigrende Tilbud saavel i Berlin som i London om fordelagtig Virksomhed i Tyskland eller Nordamerika, men Kjærligheden til det Land, hvori han var opvoxet, vandt stedse Overhaand, og efter endt Hverv vendte han (1795) tilbage til Danmark, medbringende sin anden Kone, født Miss Anna Rees.

Fra nu af var Clemens' bedste Tid i Grunden forbi; han levede et stille, lykkeligt Familieliv, rnen fik ikke mere Lejlighed til at udfolde en Virksomhed, der stod i Forhold til hans Talent, som heller ikke skattedes efter sit rette Værd, og den milde beskedne Mand har uden Tvivl i Tavshed maattet bære mere end én følelig Krænkelse. I Forhold til, hvad der i den Tid blev budt vore Konstnere, var hans Kaar vistnok taalelige, saa meget mere som hans anden Kone udmærkede sig ved Flid og Sparsomhed og hans Familie ikke blev overdreven stor. Hans Løn, 400 Rdl. d. C.

 

115

(1280 Kr.), forhøjedes i Slutningen af 1795 til 500 Rdl., 1790 fik han Fribolig paa Charlottenborg, og 1809 forhøjedes hans Løn yder­ligere til 800 Rdl. Men da han i 1810 søgte Professoratet ved Modelskolen, blev Haas ham foretrukken, og det blev udtrykkelig udtalt i Motiveringen, at han ikke forstod sig paa Tegning efter Modellen. .Fra anden Side er det dog med Grund  gjort gjældende, at han netop som Kobberstikkor udmærkede sig ved sin Sikkerhed i Tegningen. Først 1813 blev han udnævnt til Professor i Kobberstikkerkonsten, en Stilling, der vistnok ikke var særlig lønnet, og endelig i 1818 valgtes ban extraordinært til Professor ved Model­skolen; 1810 var han bleven Ridder af Dannebrog.

Blandt hans Arbejder fra disse senere Aar maa nævnes »Slaget d. 2. April 1801” efter Lorentzen, Thorvaldsens Portræt i Brystbillede (1820) efter Eckersberg og nogle faa Lithografier. For øvrigt hen­vises til Ficks Fortegnelse i hans Nekrolog over Clemens. Allerede fra 1813, om ikke før, spores Alderens Virknmg; hans Syn svækkedes mere og mere, og fra 1824, da han mistede sin anden Kone, ophørte han næsten at arbejde. Hans sidste Blad er fra 1827; dog døde han først d. 5. November 1831 i sit 83de Aar. (Fick. .J. F. Clemens, SærtiTk af Selmers nekrol. Saml. II, 335, hvis kronologiske I'rjgtig-heder her ere rettede. Weimv., S. 229. do. Lex. Sandv., S. 34. Skild. 1804, Sp. 303,403,706; 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 519; 1809, Sp. 1261; 181G, Sp. 809 og 1377; 1819, Sp. 18(iO; 1820, Sp. 14R7; 1822, Sp. 1152. Skifteretten. Akad. Udst. Gat.)

 

Clemens. Marie Jeanne Clemens f. Crevoisier, Kobberstikkerinde, født i Paris d. 16. November 1755, var tillige Pastelmalerinde. Hun gjorde Clemens’ Bekjentltskab i Paris 1773 og nød hans Undervisning i Kobberstikkerkonsten, iivdtil han 1777 rejste til Geneve. Han hentede hende 1781 hjem som sin Brud. Efter at hun havde født ham tre Børn, hvoraf kun et overlevede hende, fulgte hun ham 1788 til Berlin, hvor hun døde 1790 eller 1791. I Clemens' Nekrolog nævner Fick 14 Blade af hende. Navnlig hendes Portræt af Skuespiller Schwartz er et meget vellykket Blad. Hun blev agreeret ved Kunstakademiet (April 1782) som Pastel-malerinde og fik til Opgave at male Harsdorffs og Weidenhaupts Portræter i Pastel, men indsendte ikke senere noget Arbejde. Hun har udført sit eget Portræt en medaillon. (Weinw., S. 203 og 229. Fick. J. F. Clemens, Særtrykket S. G, 17, 27—28 og Anni. Strunck.)

 

Clemmensen, Andreas Laurits Clemmensen, Søn af forhenv. Præst C. F. Clemmensen, er født 1852 i Leck i Slesvig,

 

116

Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra October 1867 til 30. Juni 1875, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Derpaa besøgte han i nogen Tid Akademiets Decorationsskole og vandt 1876 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Et rigt udstyret Hotel”. Tillige har han arbejdet under J. D. Herholdt samt fore­taget Opmaalinger af flere Kirker for Regeringen. (Akad. Udst. Cat. Private Medd.)

 

Cleo se Clio.

 

Clerc. Louis Augustin le Clerc, Billedhugger, anden Søn af Sebastien le Clerc, født i Hetz 1688, var Lærling af A. Coysevox og blev indkaldt ,til Danmark allerede 1735 for at deltage i Ud­smykningen af det under Opførelse værende Christiansborg Slot med en aarlig Løn af 650 Rdl. d. C. (efter J. Møllers Opgivelse 630 Rdl. og 250 Kdl. i Rejsepenge). Han gav Tegning til det Galleri eller eitablement med talrige Billedstøtter, hvormed Slottet var kranset og var Directeur for det ældre Kunstakademi. Da Konstakademiet paa Charlottenborg blev oprettet (1754), fik han Plads blandt dets første Professorer og forblev i denne Stilling, til han døde den 8. marts 1771, næsten 83 Aar gammel. En perspectivisk Udsigt til Frederikspladsen, tegnet af le Clerc, blev stukket af T. M. Preisler (1766). Hans Portræt, malet af Pilo (1763), tilhører Konstakademiet. (Weinwich, S. 129 og 159. Fiissli Lex. og Suppl. J. Møller Mnemo-syne III, S. LX og n. St. Thiele Kstakad., S. 46—47, 61 og- 85. Akad.)

 

Cleyn. Frants Cleyn, tysk Maler, som virkede "her i Chri­stian IV's Tid. Han var født i Rostock omtrent 1590, og døde i London 1658. Han rejste udenlands og opholdt sig fire Aar i Rom. Derpaa skal han være rejst til Danmark for at træde i Kongens Tjeneste. Der nævnes et Portræt af Christian IV, malet af Cleyn allerede 1611; dog fik han d. 11. November 1617 første Gang Betaling for udførte Arbejder, og han nævnes ikke i Regnskaberne senere end 1623. Derefter rejste han til England, men hans Virk­somhed der vedkommer os ikke. Hans Hovedarbejder i Danmark var nogle store, decorativt udførte Billeder til Loftet i Riddersalen paa Slottet Rosenborg. De forestillede »de forskjellige Menneskealderes Glæder og Sysler«. Af den hele Række, nogle og tyve i Tallet, var 6 af Cleyn; de nævnes i »Konst og .Æst.hetik«, Side 161. ("Weiuwich, S. 55. Skild. 1830, Sp. 898—99. Konst og Æsth., 1. c. Fiorillo V, 384—86. Nagler Monogr. II, 5. AValpole II, 127. Bur-mami-Becker Tapeters Hist., S, 48. Hovens Skrifter I, S. 237. Lassens Uddrag af kgl. Regnskaber.)

 

117

Clio eller Cleo. Hans Clio var allerede Tegnelærer ved det ældre Konstakademi i Kjøbenhavn fra 1750, blev ved Akademiets Stiftelse 1754 Tegnelærer i den yngste Klasse paa Charlottenborg, og var som saadan Thorvaldsens første Lærer i Tegning. Efter 35 Aars Virksomhed som Tegnelærer døde han d. 4. December 1785 og efterlod sin Enke i trange Kaar. (Weinwich, S. 159—60. Thiele Kstkad. S. 85. Thiele Thorv. I, 14. Akad.)

 

Coffre. Benoit eller Benedict Coffre, fransk Maler, vandt 1692 premier prix de peinture ved Konstakademiet i Paris og blev sandsynligvis 1695 eller 1696 indkaldt til Danmark.1 Man kjender dog bedst lians Virksomhed under Frederik IV. For denne Konge, i hvis Tjeneste han stod, uden dog at have Titel af »Hofskildrer«, arbejdede han fra 1704—19, saavidt Aarstallene paa hans Malerier og de kongelige Regnskaber kunne oplyse. Han malede dels Por­træter af Kongen, Kronprinsen o. fl., dels store Decorationsmalerier, navnlig Loftstykker til de kongelige Palaier. Hans Malerier, der ere i en let og rask Maner, virkede ved deres Elegance og Livlighed, ligesom d'Agars, til at give den franske Malemaade Indgang i Dan­mark i Steden for den hollandske. I Palaiet bag Børsen (la maison de la duchessc) malede han navnlig adskillige Piafonds. Hans navnkundigste Billede var,.dog et stort Loftmaleri i »Rosen« paa Frede­riksberg Slot, forestillende »en Maskerade«, som Frederik IV skal have givet paa Kolding Slot; den halvmaskerede Tyrk skal være Kongen selv, Tyrkinden Anna Sofie Reventlow. Det bærer Aarstallet 1704. En Skitse dertil tilhører den kgl. Malerisamling. De fleste øvrige Loftstykker paa Frederiksberg ere ligeledes af Coffre. Ogsaa paa det ældre Christiansborg fandtes et Loftsmaleri, der forestiller >En Tyrk, som af Fruentimmer opvartes med Musik, Sang og Dans«. Hans seneste bekjendte Arbejde er en Altertavle paa Vallø, som er betegnet 1719. Hans Kaar i Danmark maa have været indskrænkede nok, hvis han ikke, skjønt han var Familie­fader, har levet for rask; thi allerede 1712 maatte Kongen give ham et saakaldet moratorium, for at holde ham Creditorerne fra Livet, og 1721 maatte dette fornys paa tre Aar. Samme Aar blev han imidlertid ramt af et Slagtilfælde, som holdt ham fængslet til Sygelejet i lang Tid og rimeligvis bortrev ham det følgende Aar (1722). Under sin Sygdom nød han en kgl. Understøttelse af 4 Rdl. d. C. ugentlig. Et Sagn om, at han skulde have naaet en

 

') En Udbetaling i  1688 til en Coffre  kan vanskelig tillægges ham,   da han endnu 1692 nævnes som Elev ved Akademiet i Paris.

 

118

Alder af næsten hundrede Aar, er ikke troligt, hvis hans Død falder ved denne Tid, thi det er rimeligt, at han har vundet Akade­miets Pris som ung Mand, højst mellem 20—30 Aar. Hans Hustru Helene Coffre var, eller maa antages at have været, den Mad. Coffre; som spillede paa det danske Theater i Kjøbenhavn 1722—27 og døde i April 1728 efterladende sig tre smaa Døtre, der kom i Huset hos Montaign. (Weinw., S. 117. do.' Lex. Nagler Lex. Archives de Fart frangais, IX, S. 281. Danske Saml. ITT, S. 38. Skild. 1811, Sp. 933; 183,0, Sp. 898. .longe Kbh. Beskv., S. 505. Sandvig, S. 35. Dske Yitruv. II, S. 113. Kat. & Æsth.. S. 54. Oehlenschlæger Erindr., ny Udg., S. 13. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Coning. Jacob Coning eller Coningh, en hollandsk Maler, der var født 1650 og Lærling af Adrian v. d. Velde, blev indkaldt til Danmark under Christian V. Han var i Kjøbenhavn. i 1680, da han i November fik Betaling for »Taftes Skilderier udi Dronningens Sovekammer vindue« efter Regnskab 110 Rdl. d. C. (352 Kroner); et Portræt af Dronning Sofie Amalies Hofpræst Johannes Musculus, malet af Coning, er stukket 1689 af H. Sohaten; endelig den 1. Februar 1708 fik han 86 Rdl. d. C. for »tre Skilderier, som Situa­tions i Norge vorstellen«. Det er den sidste Gang, han nævnes, og det vides ikke, om han er død her i Landet, hvor vel det synes rimeligt. Han havde fast Stilling som Hofmaler med 400 Rdl. d. C. i det mindste fra 1699, og var d. 6. October 1701 en af de sex Konstnere, der søgte Kong Frederik IV om at overtage Protectoratet over et af dem dannet Konstnersocietet. Han var til forskjellige Tider, saaledes bl. a. 1699, i Norge, fra hvilket Aar Sandvig nævner »et Landskab med Byen Frederiksstad i Norge«, og 1705, da han daterer en Tegning fra Christiania. Ved en Auction paa Christians­borg Slot 1783 solgtes et Maleri af ham »Christus ved Jakobs Brønd^ d. v. s. Christus og den samaritanske Kvinde. Hans Billeder stod i stort Ry hos Samtiden. Her i Landet skrives hans Navn ikke sjeldent Koning, Kiming og Koenig. (Weinw., S. 89. do. Lex. Sandv., S. 88. Fiissli Lex., S. 346. Descamps. III, 262. Dske Saml. 2. R. V, S. 283—84. Strunck, Nr. 1904. Kgl. Regnskaber i Gehejraearch.)

 

Conrad. Conrad Contrafejer kaldes en Maler, som i Aarene 1673 — 82 nød Naadsensbrød af den kongelige Particulierekasse. Han nævnes sidste Gang d. 12. Juli 1682, da han fik 50 Rdl. d. C. i Rejsepenge til Norge, hvilket synes at tyde paa, at han har været en Nordmand. (Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

119

Conradsetl. Harald Conradsen, Søn af nedennævnte Medailleur Johannes Conradsen, er født i Kjøbenhavn d. 17. November 1817. I sit 15. Aar begyndte han at gaa pna Akademiet og Aaret efter at arbejde hos H. E. Freund (1833). Baade Freunds Paavirkning og det, at Faderen var Medailleur, hendrog ham naturlig til dette Fag; dog gjennemgik han Kunstakademiet som Billedhugger og vandt dets Selvmedailler 1837 og 1840. Aaret efter (1841) concurrerede han til den mindre Guldmedaille for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42), og uagtet hans Arbejde ikke kjendtes modent til Medaillen, skattede Akademiet det dog saa højt, at det blev afstøbt paa dettes Regning i Gibs og udstillet det næste Aar. Ved den følgende Concours (1843) opnaaede han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Boas og Ruth« (Ruth. 2, 8—9) og næste Gang (1845) den store Guldmedaille for Opgaven »Hektors Afsked fra Andromache«. Som store Guldmedaillist fik han 1846 det akademiske Rejsestipendium for tre Aar.

Samtidig havde Conradsen flittig søgt at uddanne sig til Me­dailleur. Medens han arbejdede under Freunds Vejledning, udførte han (1837) Medaillen pro merit-is, som hans Lærer foreviste i Akade­miet, hvis Tilfredshed den vakte; 1839 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »En Species«, og Aaret efter udførte han. Stemplerne til den nye Species med Christian YIII's Portræt og det danske Vaaben fuldstændigt med Hermelinskaabe og Vildmænd. Imidlertid lagde Konstneren sig efter det nær beslægtede Fag, Ild-skjæring i ædle Stene eller Conchylie, og han har i en lang Aarrække udført en Mængde navnlig Caméer dels i ægte Stene, dels i Conchylie; blandt disse Arbejder kan nævnes »Amor .med Løven« efter Thorvaldsen, intaglio i en Carneol, for hvilken han vandt den Neu-hausenske Præmie, »Juleglæde i Himlen« efter Thorvaldsen, en stor Camée i Conchylie til Frederik VII, Frederik VII's Portræt m. n. Blandt hans Medailler ere de vigtigste Medaillen til Thorvaldsens Minde med »Thorvaldsen støtter sig til Haabet< som Avers og * En Quadriga« som Revers (1849), oprindelig bestilt hos Medailleur Chr. Christensen, der døde fra Arbejdet, endvidere Medaillen til Oehlenschlægers Minde med Portræt som Avers og >Brage og Idun« som Revers, paa hvilket Arbejde Konstneren tillige blev Medlem af Akademiet d. 10. Marts 1851, samt Medaillen over Collin (1860). Som Billedhugger har Conradsen udført en Del Portræter mest i Medaillon, en lille Figur i Malm, »En Pige, der henter Vand«, til Sculpturmuseet, nogle Statuer til forskjellige Byg-

 

120

ninger samt adskillige af Thorvaldsens Arbejder i lille Maalestok til Porcelainsfabriken. I 1875 udførte han en Billedstøtte af Evan­gelisten Marcus til Slotskirken.

Conradsen var i 1841 bleven ansat som Medhjælper ved Møn­ten i Kjøbenhavn, og forblev i denne Stilling, fraregnet sin større Udenlandsrejse og en mindre i 1861, indtil 1873, da han blev constitueret som Medailleur ved Mønten, og som saadan har han udført alle Stemplerne til det nye Møntsystem. . Den 17.' November 1850 blev han gift med Regina Louise født Ørgaard, 1857 blev han Bidder af Dannebrog, d. 4. November 1873 Æresmedlem af Konstakademiet i St. Petersborg. (Konstn. egne iledd. Akad. Udst. Gat. Ment-fortegn.)

 

Conradsen. Johannes Conradsen, Hofmedailleur, var født d. 24. September 1783 i Vesteraaby i Fyn, hvor hans Fader var Smed. Da han led af en Svaghed i den højre Arm, blev han sat i Kjøbmandslære, og traadte senere i Bogbinderlære, hvor en af Svendene lærte ham at gravere (1801). Det lykkedes ham 1804 at komme til Kjøbenhavn paa Anbefaling af Kobberstikker J. F. Clemens, og han begyndte at arbejde hos Medailleuren P. Grianelli, medens han samtidig besøgte Konstakademiets Skoler. Hans første Arbejde var en Medaille med Homers Hoved efter Grianellis Anlæg. Da denne Konstner døde allerede 1807, stod Conradsen alene, men, støttet af en varrn Anbefaling fra Akademiet (1809), synes han at have faaet kongelig Understøttelse til Fortsættelse af sin Konstner-virksomhed. Den 2. Juli 1810 fik han Akademiets mindre Sølvmedaille, og samme Aar blev han ansat som Medailleur eller Sternpelskjærer ved Mønten i Kjøbenhavn. I denne Stilling forblev han, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har kun foretaget en mindre Rejse i Udlandet, nemlig til Berlin i 1824. I 1808 blev han gift med Dorthea Laurine født Møller, en Kjøbmandsdatter fra Odense, og er ved hende Fader til den nulevende Medailleur H.. Conradsen. Hans Stempler til Kroningsmedaillen, som han flere Gange gjorde om, vandt ikke Bifald. Af hans andre Arbejder maa nævnes Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse (1822) og i Anledning af senere Kong Frederik VII's Formæling med Prinsesse Vilhelmine (1828) efter Voxmodel af Voigt. Conradsen døde d. 17. September 1856. (Øst's Arehiv 1828 X, 274. Levned ved N. C. Øst. Med­delelser af Konstnerens Sen. Nagler Monogr. I, 2166. Akad. Udst. Cat. Møntfortegn. Berl. Tid. 1856 Nr. 220.)

 

Copmann.    Peter  Copmann,  Portrætmaler, besøgte Konst-

 

121

akademiet i Kjøbenhavn en kort Tid og udstillede 1819 og 1820 nogle Portræter i Pastel. Snart efter rejste han til Hamborg, hvor han en Del Aar ernærede sig som Portrætmaler, mest i Pastel. Han maa derfra have gjort Rejser til Dresden, thi han udstillede flere Gange Copier efter Arbejder i denne Stads Malerisamling af Mengs, Dolci, Rubens osv. En fri Copi efter den hellige Cecelie af Carlo Dolci gjorde 1829 megen Lykke i Hamborg og blev 1832 udstillet i Kjøbenhavn. Senere opholdt han sig i Bremen og søgte derfra at vække Akademiets Opmærksomhed for en Opfindelse af ham, der ved hermetisk at forbinde Glasset med Billedet skulde tjene til fuldstændigt at beskytte Pastelmalerier mod Fordærvelse af Fug­tighed, Støv og desl. I 1832 eller 33 flyttede han atter til Kjøben­havn og udstillede i begge disse Aar nogle Portræter og Copier, hvoraf et Portræt af Rubens Kone, Copi efter Rubens blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Senere udstillede han ikke mere og siges at være rejst til Nordamerika. (Nagler Lex. Hamb. kp ti. Lex. Dagen 1829, Nr. 129. Akad. Udst. Cat. Malerisaml. Invent.)

 

Corneliszen. Geert Corneliszen fra Haarlem var kongelig Contrafejer (Portrætmaler) under Christian IV, ansat d. 18. Marts 1589. Ved Brev af 6. Januar 1593 tillægger Kongen ham noget aarlig i Fetaille, foruden de 30 Daler, han forhen aarlig oppebar i Husleje. Hun er død før d. 24. November 1601. I Klevenfeldts Auctiouscatalog nævnes nogle Portræter af danske Adelsmænd, som denne Konstner har malet i Aarene 1586—91. ("Weinw., S. 50,. Medd. fra Rentek. 1872, S. 193 og 1873—76, S. 206.)

 

Corte. »Antonio de Corte, Maler og Tapetserer, blev af Kongen (Christian III) forskreven fra Italien, kom til Danmark og blev her sat i Arbejde, formodentlig -med at male dessins til Tapeter.« (Weinw., S. 27.)

 

Cour. . Janus Andreas Bartholin la Cour er Søn af Gaardejer Otto August la Cour og Ane Cathrine født Strandbygaard. Han er født paa Thimgaard ved Ringkjøbing d. 5, September 1837, og kom i Efteraaret 1853 til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner. Efter at have begyndt at søge Konstakademiet 1854 udstillede han allerede Aaret efter sit første Billede som Land­skabsmaler, og har siden tildels under Paavirkning af Skovgaard hævet sig til en af de betydeligste Landskabsmalere i den yngre Kreds. Ved Udstillingen 1861 blev den Neuhausenske Præmie tilkjendt ham for Landskabet > Tidlig Sommermorgen udover en

 

122

Eng«; 1865 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, som hau tilbragte i Paris og Rom (1865—67). Senere har han 1868—70 og paa flere mindre Rejser gjentagne Gange besøgt Svejts og Italien, hvorfra han har hentet Motiver til en Mængde større og mindre Billeder. I 1871 fik han Udstillingsmedaillen for »Aften ved Nemi-søen«, og den 19. Februar 1872 blev han optagen til Medlem af Kunstakademiet i Kjøbenhavn. »Udkanten af en Egeskov tidlig om Foraaret«, udstillet 1863, blev samme Aar kjøbt til den kgl. Malerisamling. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Cramer. Carl Cæsar Adelbert Cramer, Søn af Læderfabrikant C. Cramer og født 1822 i Kjøbenhavn, besøgte 1836 til 1842 Kunstakademiet, i hvis Skoler han naaede til Gibsskolen. Fra München hjemsendte han i 1856 og 1858 to Billeder til Konstudstillingen, et Dyrstykke og en Fremstilling af »Øllivet udenfor det kgl. Bryggeri i München. < hvilket tilhører Commerceraad J. W. Heymann. (Akad. Udst. Cat.)

 

Cramer. Frederik C.(hristian) Cramer, Portrætmaler, født rimeligvis 1731 i Kjøbenhavn og maaske Broder til Peter Cramer. Af hans Portræter nævnes Prof. P. Rosenstand Goiske, st. af J. Haas (1753 og 1766), og Charlotte Amalie Thielo, st. af Berningeroth (1755). Cramer døde d. 30. December 1768 i sit 38te Aar. (Adresseavisen 1768 Xr. 171. Sandvig, S. 3(i Skild. 1830, Sp. 813. Strunck.)

 

Cramer. Peter Cramer, Theatermaler, født i Kjøhenhavu 1726, synes at have uddannet sig ganske paa egen Haand Viden­skabernes Selskab, for hvem han havde udført nogle Tegninger til Fr. Nordens Ægyptiske Rejse, anbefalede ham allerede 1754 til Konstakademiet for at opnaa Rejsestipendium for ham, hvis »Hoved-Øjemærke er at blive en habil Historiemaler”. Men Akademiet vilde have, han skulde holde sig Fundatsen efterrettelig; det tillod ham vel (1756) at concurrere til Guldmedaillen, uagtet han ikke havde gjennemgaaet Skolerne paa regelmæssig Maade, men da han ikke opnaaede Medaillen, synes al Tale om Udenlandsrejse at være bortfalden. Hvis Efterretningen ellers er rigtig, er det et morsomt Træk, at han i Marts 1758 forsøgte sig som Operasanger. Maaske foraarsagede dette, at han kastede sig over Theatermaleriet. Faa Aar efter (1762) blev han antaget som Theatermaler, da nogle tidligere af ham udførte Decorationer havde gjort Lykke, og forblev nu i denne Stilling til sin Død, dog først fra 1773 (eller Nytaar 1774) med en fast Løn af 500 Rdl. d. C. om Aaret, og selv dette

 

123

skete kun, ved at Akademiet bestemt støttede ham overfor en fremmed Theatermaler, Bibienna. Cramer havde ved Siden af sin Virksomhed for Theatret tillige med Iver uddannet sit Talent for Genremaleriet, som han dyrkede i en Retning, der minder om Terners og Brauwer. Disse Arbejder, hvori han tillige har den Fortjeneste at være .den første, der tog sine Emner af det danske Folkeliv, gjorde overordentlig Lykke hos Samtiden, og de elleve Stykker, han udstillede ved Salonen 1778, prises i de stærkeste udtryk, saa at de endog sættes over Teniers', en Dorn, Eftertiden ikke har kunnet underskrive. For øvrigt var han ikke fri for Konstnerluner; en Søster til Harsdorff ejede saaledes to Fiskerkjellinger, som Cramer skulde have malet helt og holdent med Figeren. Han blev 1777 agreeret ved Konstakademiet som Genremaler og fik til Opgave »et moderne nationalt Conversationsstykke«. »Den danske Teniers” udførte dog ikke dette, men indskrænkede sig til at indsende to af de Arbejder, der havde været udstillede ved Salonen, nemlig »et Bondestykke« og »en Scene fra Gaden«, hvorpaa han undtagelsesvis blev optaget til Medlem (31. Marts 1778). Kort efter forærede han Akademiet sit Portræt, malet af V. Erichsen. Hermed var ogsaa hans gode Tid forbi. Den forholdsvis unge Mand skal, uden at man véd noget nærmere om Aarsagen, være bleven stærkt forfalden til Drik og døde allerede d. 17. Juli 1782, kun 56 Aar gammel; Aarstallet 1783 hos Overskou er urigtigt. Nogle af hans Malerier ere stukne af Haas, Kleve og Clemens. Den kgl. Malerisamling har kun ét Billede af Cramer. (Weinw., S. 164. Sandvig, S. 36. Overskou II S. 210, 276; III S. 41, 262. Hennings S. 143—44. Alm. dansk Bibl. Marts 1778, S. 88. Adresseavisen 1782 Nr. 145. Jonge Kbhvn. Beskr., S. 529. Skild. 1830, Sd. 813—16, hvor en Del af hans Arbejder nævnes. Akad. Høyens Papirer. Thaarup. Auctionscat. 1783, Expl. i d. kgl. Malerisml.)

 

Crevecoeur. Jean Briand de Crevecoeur nævnes som Skildrer dg Cancelliraad i Kjøbenhavn; han blev gift d. 17. Januar 1732 med Philiberte Marie de la More (f. 1704. d. 1738) og døde i Kjøbenhavn 1756. Han har stukket Domkirken i Trondhjem (1745). I Kobberstiksaml. findes en Tegning af ham >En Hjorte-jagt«. (Lengnick. Sandvig, S. 30.)

 

Croix. Frederik la Croix, en Portrætmaler, sandsynligvis fransk af Fødsel, arbejdede omtrent 1701 i Warschau og synes senere at være indkaldt til Danmark. Her malede han bl. a. en Copi af et kongeligt Portræt (1727), Brystbillede af Biskop Peder

 

124

Hersleb, stukket af Fritscli i Hamborg (1731), af Thomas Clitau, Notarius publ. i Bergen, stukket af J. H. Thiel (1735), af Joachim Daniel Preisler, Brandmajor i Kjabenhavn, stukket af Val. Dan. Preisler, samt af Frederik Rostgaard. Til dette Portræt synes han at have gjort den omhyggelig udførte Tuschtegning, som er betegnet 1738 og bevares i Gehejmearchivet.l En Johan Otto la Croix, som ogsaa var Skildrer i Kjøbenhavn, var død inden 1763. (Weinw., 8.134. Sandv.,S. 36. FiissliLex. & Suppl. Bruun: Rostgaard, S. 302, 478 og 538. Strunck. Trinitatis Kirkebog vedLengnick. Crehejmearch.)

 

1 Hvilket af Rostgaards Portræter der er malet af la Croix, er vanskeligt at sige; "bag paa Portrætet i Universitetsbibliotheket findes en Seddel, der angiver J. Hørner som Maleren.

 

125

Dahl. Christian Dahl, født i Kj»benhavn, besøgte Konstakademiet 1787—90, rejste senere til England, hvor han skal være bleven Theatermaler. Et Portræt af Prins Jørgen i Windsor Castle var af ham. (Weinw., S. 198. Akad. Thaarnp.)

 

Dahl. Hans Baisser Dahl, Søn af Snedkermester Dahl, er født i Kjøbenhavn 1825. Han kom i Lære hos Xylograf Flinch, besøgte Kunstakademiet 1841 til 1848, da han rykkede op i Gibsskolen og har udstillet Prøver af Træsnit 1844—48" Senere har han arbejdet for »Illustreret Tidende« og i de sidste Aar medvirket til Træsnit efter danske Konstnere« udgivne af Foreningen »Frem­tidens (Akad. Udst. Gat. Priv. Medd.)

 

Dahl. Johan Christian Dahl, norsk Maler, født den 24. Februar 1788, blev 1802 sat i Malerlære hos en Malermester Møller i Bergen og viste allerede under sin syvaarige Læretid saa meget Talent, at han ved nogle Velynderes Hjælp kom til Kjøbenhavn (1811), hvis Konstakademi han besøgte indtil 1817. Han vandt der 1814 den mindre, 1817 den store Sølvmedaille. Samtidig paa~ virkedes han stærkt af de store hollandske Landskabsmalere, navnlig af Everdingen, der havde gjengivet hans eget Fædrelands elskede Natur. Allerede fra 1812 begyndte han at udstille Landskaber i Kjøbenhavn og vakte Opmærksomhed ved sine Billeder paa Udstil­lingerne i 1814'og 1816. Med et usædvanligt glimrende Vidnesbyrd fra Konstakademiet rejste ban 1818 til Dresden; men skjønt Norge dengang var bleven et selvstændigt Land, og Dahl, efter at have forladt Konstakademiet, ikke mere ved bestemte Baand knyttedes

 

126

til Danmark, følte han sig dog stedse i Slægtskab med dette sit Fosterland, hvor han vedblev at udstille sine Billeder, saa længe han levede og malede, ligesom ogsaa ikke faa danske Mænd gjorde .Bestillinger hos ham, som hos deres egen Landsmand. Fra Dresdeu, af hvis Akademi han blev Medlem (1820), rejste han til Italien, hvor han opholdt sig et Aars Tid. Et Tilbud fra Danmark, hvorved han rimeligvis for stedse vilde være bleven knyttet til dette Land, kom af ukjendte Grunde ikke i Stand, og lian vendte f.821 tilbage til Dresden, hvor han blev Professor og forblev sit uvrige Liv, fra-reguet mindre Kejser, f. Ex. et Besøg i Kjobenhavn (1820). der foranledigede, at han Aaret efter, paa et indsendt Arbejde »En norsk Søkyst«, blev Medlem af Akademiet (d.30. Juli 1827). Paa samme Rejse var han første Gang efter 15 Aars Forløb i Norge, hvor Glæden over at se ham udtalte sig stærkt og levende. Senere besøgte han Norge flere Gange. Han giftede sig i Dresden 1820 med Emilie født Baronesse v. Bloch, men hun døde allerede 1827. Sin anden Hustru, Amalie født von Büssowitz, som han ægtede 1829, mistede han Aaret efter i hendes første Barselseng.

Dalhl vedblev at følge Norges og Danmarks kunstneriske og literaire Liv med megen Opmærksomhed og har særlig Fortjeneste af at have fremdraget de Minder om norsk Træbygnings konst, Tiden endnu havde levnet, ved paa egen Bekostning at udgive et Værk om de norske Stavkirker paa Tysk (Dresden 18o7). Af de syv Landskaber, den kgl. Malerisamling i Kjøbenhavn ejer, vidne allerede de ældre, helt componerede Billeder om den Sans for storsslaaet Virkning, som udmærkede konstneren. Da senere dette Fortrin forenedes med et grundigere Naturstudium, fremkom Billeder som den højst virkningsfulde Gjengivelse af Vesuvs Udbrud og det storladne Vinterstykke fra Vordingborgegnen (.begge i d. kgl. Malerisinl.). Dahl døde i Dresden den 14. Oetober 1857. Om denne betydelige Constner, som kun delvis tilhører Danmark, henvises for øvrigt til de udførligere norske og tyske Kilder, som nævnes nedenfor. (Norsk ill. Nyhedsblad efter H. Wergoland. Fdl. 1857. Weimv. Lex. Østs Archiv II S. 65. Nord.'Conv. Lex. 1. og •>. L7dg. Skild. 18to, Sp. 449. 1816, Sp. 454. 1818, Sp. 430. 1819, Sp. 450. 1821. 24. April. 1823, Sp. 443. 1820, Sp. 47, 177—81 '"Levned efter Borgens Beskriv, af L. Sagen og H. Foss]. 1829, Sp. 1425. Dske Saml. 2. Række T, 8. 318. Gordes Lex., S. 516—27. Kraft og Lange Xorsk Forf. Lex. Udst. Gat. 1812—55. Akad.)

 

Dahl,    Johan Vilhelm Ludvig Dahl,   Søn  af Sognepræst

 

127

Laurits Esbern Dahl og Therese Sofie født Moreau, og født i Randers d. 26. Juli 1818, tog dansk juridisk Examen og indtraadte 1848 som Assistent i Krigsministeriet, i hvilken Stilling han endnu lever med Titel af Krigssecretair. Han blev gift 1850 med Andresine født Hansen. Af Kjærlighed til Konsten lagde han sig efter Landskabstegning og Lithografi under J. Hellesens Vejledning og lærte at male af Carstens Henriksen. Dahl arbejdede et Par Aar som Lithograf hos Bærentzen & Co. og har udstillet nogle Land-.skabsmalerier 1862—66. (Konst. egne Medd. Udst. Gat.)

 

Dahl. Niels Carl Michaelius Flindt Dahl, Sømaler, født d. 24. Marts 1812 i Faaborg, var Søn af Kammerraad, Told-inspecteur Dahl der. Han kom 1830 til Kjøbenhavn og besøgte Konstakademiet (1835 — 42) uden dog at vinde nogen af dets Medailler. Samtidig uddannede han sig i Eckersbergs Atelier til Sømaler og lagde sig tillige med megen Iver og Dygtighed efter Perspectivlæren. Han foretog 1840 sin første længere Sørejse, besøgte Lissabon, hvorfra han malede et Parti, der 1843 blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Kun sex til syv Aar var han gift (1844—50) med Pauline Birgitte født Weber, som ved Døden efterlod ham et Par smaa Børn. I 1849 fik han den Neuhausenske Præmie og i 18o2 Akademiets "Understøttelse til en Udenlandsrejse, paa hvilken, han var borte i tre Aar (1852—55), idet han mest opholdt sig i Kystegnene ved Middelhavet. Hans sidste større Arbejde var »Søtræfningen ved Helgoland« (1864), som tilhører den kgl. Malerisamling, der, for­uden de ovennævnte, ogsaa ejer »Fregat i Storm* (1846). Dahl døde den 7. April 1865 i Kjøbenhavn. Han havde tilegnet sig sin Lærers Troskab mod Naturen og grundige Kjendskab saavel til Perspectiven som til Skibenes Bygning, men han savnede dennes fine Øje for Form og Bevægelse, ligesom ogsaa hans Farve som oftest var uden Selvstændighed og Kraft. Arbejder af ham var udstillede 1837—65. (111. Tid. 1865 Nr. 291. Kst. og Æstli., S. 190. Akad. Udst. Cat.)

 

Dahlerup. Jens Vilhelm Dahlerup, Søn af Stiftsprovst Michael Henrik Ludvig Dahlerup og Susanne Marie født Le Sage de Fontenay, er født i Norup Præstegaard ved Mariager d. 4. August 1836. Et Brud paa den højre Arm, som han fik i sit sjette Aar, hindrede ham dog ikke i at følge sin Lyst til Tegning. Da han blev Elev i Aarhus lærde Skole, fik Tegnelæreren, Adjunct Høegh-Guldberg snart Øje for hans Talent, og sørgede for, at han kom paa Tegneskolen; i 1853 kom han til Kjøbenhavn, hvor han efter

 

128

nogen Vaklen mellem at blive Maler eller Bygmester, bestemte sig for det sidste Fag. Han blev 1856 Elev af Akademiet, vandt 1857 den Neuhausenske Præmie for »Udkast til et Chor i en Landsby­kirke«. Efter i sin Studietid at have foretaget flere mindre Rejser var han 1864—66 paa en længere Udenlandsrejse med Akademiets store Stipendium. Foruden nogle større Restaurationer af Herre-gaarde og Kirker er hans vigtigste Bygninger: Toldbodbygningen i Kjøbenhavn (den gamle Toldbod) og Iselinge Hovedgaard ved Vor­dingborg, i Forening med F. Bøttger (1868), Hotel d'Angleterre, som han opførte af ny i 1872, samt hans Hovedværk, det nye kongelige Theater, som han byggede 1872—74 i Forening med Ove Petersen. Dahlerup blev den 25. April 1871 Medlem af Konst-akademiet og fik 1875 Titel af Professor. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Dajon. Nicolaj Dajon, rimeligvis af indvandret fransk Familie, var født d. 21. Januar 1748 og var Søn af Materialforvalter Frants Dajon og Agnete f. Plum. Han besøgte Konstakademiet fra 1759, vandt 1764—65 de tvende Selvmedailler, hver to Gange, og 1766 strax den store Guldmedaille for Opgaven »Israeliterne samle Manna i Ørken« (se Abildgaard). Han var tillige Lærling af AViedewelt, hvis Vidnesbyrd han paakaldte, da han 1771 søgte Rejsestipendium. Han foreviste 1774 en Statue, »Jupiter«, og to Relieffer, som Akademiet >var meget vel tilfreds med« og opnaaede endelig 1775 det ved Beekens Hjemkomst ledige Stipendium. Fra Rom, hvor han modtog et meget karakteristisk Brev fra Wiedewelt, hjemsendte han 1778 en » Paris < i halv naturlig Størrelse, og fik efter Hjem­komsten (1781) til Opgave for Reception »Østersøens Forestilling i en Figur«, hvorpaa han d. 28. Juli 1773 enstemmig blev optaget til Medlem af Akademiet. Han ledede Undervisningen i Modellering i Ornamentskolen, indtil han efter Wiedewelts Død blev Professor ved Modelskolen (16. Febr. 1803); 1815 og 1818 valgtes han til Akademiets Directeur, hvergang for tre Aar. Han døde ugift den 12. December 1823. Dajon var en aaben og elskværdig Natur, uden fremragende Talent, men ogsaa uden Lyst til at gjælde for mere, end han var. I hans yngre Aar tilbød der sig ikke noget betydeligere Arbejde for ham, og da han 1792—97 skulde udføre tvende Statuer til Frihedsstøtten, »Tapperhed« og »Borgerdyd« eller »Fædre-landskjærlighed«, forsmaaede den beskedne Konstner ikke at følge sin aandfulde Konstbroder Abildgaards Vejledning i Anordningen af disse Billedstøtter. Blandt hans andre Arbejder kan nævnes en

 

129

Buste af Bernstorff i Landhusholdningsselskabets Sal, en Buste af Frederik VI, som sendtes til Vestindien (?) og Tordenskjolds Mindes­mærke i Holmens Gravkapel, hvilket han udførte i Forening med P. Malling (1818—19). For øvrigt indskrænkede hans Virksomhed sig til nogle faa Portræter og Gravmæler. Hans Portræt er malet af H. Hansen som dennes Medlemsstykke. (Weinw., S. 180 og 217. Lengnick [Fam. Plum]. Skild. 1803, Sp. 128; 1805, Sp. 1592; 1819, Sp. 909; 1829, Sp. 948. Salon 1794, 1815. Udst. Gat. 1823. Akad. Gehejmearch. Jfr. en kortfattet Biogr. i Thaarup Fdl. Nekrol. S. 184, hvor en Del af lians Værker nævnes.)

 

Dalpas. Carlo Edoardo Dalgas, født d. 9. November 1820 i Neapel var Søn af Jean Antoine Dalgas, Kjøbmand og dansk Consul i Livoruo, og Johanne Thomine født de Stibolt, begge dansk fødte. Han kom til Kjøbenhavn for at opdrages og begyndte 1837 at besøge Konstakademiet, hvor han 1845 vandt den mindre Sølv-medaille i Modelskolen. Fra 1843 til 1848 udstillede han en Del Landskabsbilleder med Dyr, der vakte gode Forventninger om hans Fremtid. For et af disse, »Parti ved et Dyrskue«, vandt han 1847 den Neuhausenske Præmie; et andet, et af hans sidste Billeder, »En Faareflok« blev.kjøbt til den kongelige Maler i samling. Imid­lertid var Akademiets Rejseunderstøttelse bleven tilstaaet den unge, lovende Konstner 1848, da Krigen kaldte ogsaa ham som Frivillig, og han naaede aldrig at nyde godt af Stipendiet. Han deltog i alle tre Felttog, blev Officer og var som Premierlieutenant ved den tiende Bataillon med i Krigens sidste Fægtning, Affairen ved Møll-horst, hvor han blev saaret den 31. December 1850 og udaandede, kort efter at det nye Aar var gryet. I Kobberstiksamlingen bevares en Del Tegninger af ham, der vidne .fordelagtigt om hans Talent og Flid. (Erslew Lex. Suppl. II, S. 322—23. Vaupel Krigen 1850, S. 348—49 og 402. Akad. Udst. Cat. Priv. Opg.)

 

Dalsgaard. Christen Dalsgaard, Søn af Hovedgaardsejer Jens Dalsgaard og Christiane født Rasmussen, er født paa Hovedgaarden Krabbesholm ved Skive d. 30. October 1824. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra 1841, blev 1846 Elev af Akade­miet og malede samtidig hos Rørbye indtil dennes Død. Dals­gaard har ikke rejst udenlands, men han har udstillet fra 1847 og har flere Gange vundet den Neuhausenske Præmie, saaledes 1859 for »Jydske Bønderfolk, der nyde Nadverens Sacrament i Hjemmet« og Aaret efter for »En Kones højtidelige Kirkegang efter Barsel­færd«. Ved Udstillingen 1861 blev det samme Billede hædret

 

130

med Udstillingsmedaillen og kjøbt til den kongelige Malerisamling. Af hans andre Arbejder var allerede (1854) »En Fisker viser sin Datter en Baad« kjøbt til Malerisamlingen, ligesom to Aar efter (1856) >Mormonerne« kjøbtes af »Selskabet for nordisk Konst« (senere afhændet til den kongelige Malerisamling). Det var det Billede, hvori Konstneren, efter en lang Gjæringstid, paa en over­raskende Maade viste sig som Herre over sine Fremstillmgsmidler. Det vandt strax en fortjent Opmærksombed og blev gjengivet blandt »Billeder efter danske Malere«. Forsøg med vanskelige Opgaver hæmmede atter Konstnerens Virksomhed, indtil han i »Udpantningen hos en Bødker« ikke uheldigt beherskede en fra Belysningens Side højst vanskelig Opgave, paa samme Tid som det store Billede ikke savnede Konstnerens sædvanlige Fortrin i psychologisk Henseende. Det blev udstillet 1860, kjøbt til den kgl. Malerisamling og; gjengivet blandt »Billeder efter danske Malere; ligesom det tidhgere nævnte »Kirkegangskonen«. Trods en energisk Attraa efter alvorligt at gjennemarbejde Form og Farve, ser man dog Konstneren endnu vakle i Brugen af sine Fremstillmgsmidler, og harmonisk afrundede Billeder vexle med tilsyneladende famlende Forsøg. Disse kunde maaske være fremkaldte ved, at Dalsgaard, som hidtil udelukkende havde syslet med Almuens Liv og Færd i hans Hjemstavns Egn i Jylland, i disse Aar løftede Blikket udover andre af Livets Kredse, og dels forsøgte sig i det historiske og religiøse Maleri, dels i Gjengivelser af den dannede Middelstands Liv. Blandt hans Billeder fra de senere Asir bor nævnes BIicher paa Heden« (1807) til Lehmanns Samling af Digtere, ”En gudelig Forsamling i en Bondestue« (1870), ”Stengangen i Sorø Akademi« (1872), »Desserten« (1875). Dalsgaard, som 1858 havde ægtet Marie født Hansen, blev 1862 ansat som Tegnelærer ved Akademiet i Sorø og har siden levet der. Han blev Medlem af Konstakademiet d. 19. Februar 1872. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Fdl. 1856 7. Maj, 1858 8. Maj, 1867 25. Maj. 111. Tid. 1866 6. Maj.)

 

Dam. Niels Dam, Søn af Visiteur Jens Sørensen Dam og Mariane født Giessing, blev født i Kjøbenhavn og døbt d. 15. October 1761. Han vandt 1781—84 Kunstakademiets Sølvmedailler, 1791 den lille og 1797 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Raadhus«. "Efter at han forgjæves havde søgt om en Informator plads og om Akademiets Rejsestipendium, fik han endelig i 1804 ”ved kongelig Naade og danske Konstelskeres .Patriotisme« en Rejseunderstøttelse af 500 Rdl. d. C. (1600 Kroner) aarlig i tre Aar. Han var den første

 

131

danske Konstner, der rejste for at studere. Landbygningskonsten, og uagtet Rejsen egentlig kun gjaldt Nordeuropa, fik han dog Lejlighed til ogsan at besøge Italien. Efter Hjemkomsten søgte han Under­støttelse af Akademiet, som ønskede at se hans Arbejder; det roste dem, men han opnaaede ikke nogen Understøttelse. Inden sin Rejse (i 1800) havde han indsendt et Udkast til et Raad- og Domhus paa Nicolaj Kirkes øde Tomt, som vandt Bifald hos Akademiet, og det synes endog, som om der har været Spørgsmaal om virkelig at udføre det. Ellers kjendes intet til hans Virksomhed, uden at han i 1818 udgav »Noget om den borgerlige Bygningskonst for Bygmestre« og s. A. søgte Tjenesten som kgl. Bygmester i Aalborg; men han maa ikke have faaet den. (Akad. Skild. 1805, Sp. 1043. Erslew Forf. Lex. I, 323.)

 

Damm. John Frederik Damm, født d. 24. April 1820 i Gøteborg, hvor hans Fader dengang var Vinhandler, blev opdragen i Helsingør, da Faderen senere flyttede dertil, og lærte Malerhaandværket der. Han kom 1840 til .Kjøbenhavu for at besøge Konstakademiet der, og lededes ved Otteseris Paavirkning til at kaste sig over Blomstermaleriet. Et af de første Arbejder, han udstillede, et Frugtstykke, blev kjøbt til den kongelige Malerisamling. Personlige Forhold nødte ham til at vende tilbage til Helsingør, hvor han siden har levet og ernæret sig, dels ved industriel Virksomhed, dels som Tegnelærer. Efter 1850 har han derfor kun sparsomt kunnet dyrke Konsten og har kun udstillet nogle faa, Billeder; sidste Gang i Aaret 1866. (Konstu. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Daniel. Peter Støhrman Daniel, fedt 1821-i Landskabet .Eiderptedt, begyndte at gaa paa Konstakademiet i Kjøbenhavn i October 1845, vandt 1848 (Marts og Dec.) dets tvende, Sølvmedailler for Model eriug og 1849 dets mindre Guldmedaille som Billedhugger for Opgaven »Salomons Dom«. Fra 184;> arbejdede han nogle Aar i H. V. Bissens Værksteder, men har siden forladt Konsten. (Akad. Udst. Cat.)

 

David. Frederik Ludvig David eller Davidsen, fød t 1737, var den første, som vandt den lille Sølvmedaille ved det nyoprettede Konstakademi (1754) og to Aar efter den store Sølv­medaille (1750). Senere levede han som Tegnelærer og døde som saadan paa Frederiksberg den 15. Xovemher 1789, i en Alder af 52 Aar. (Busching Xachrichten III, 067. Thieles Kstnstat. Adresse­avisen 1789, Nr. 257. Akad.)

 

Degen.     Johan   Philip   Gaspar   Degen,   tysk   af  Fødsel,

 

132

født 1738 i Wolfenbüttel, var Søn af Capelmusicus G. Degen og selv af Fag egentlig Violoncellist. Som saadan fik han 1771 Plads i det kgl. danske Kapel. Men han dyrkede ogsaa Miniatunnaleriet og var som Konstner meget yndet af Enkedronning Juliane Marie, for hvem han malede mange Billeder. Dog malede han helst Conchylier. Han var gift med Henriette Schultz og døde i Kjøben-havn 1792. (Spenglers Art. Efterr., S. 15, hvor Meddelelserne ere lidt udførligere.)

 

Deichmann. Johan Christian Deichmann, Søn af Mægler Deichmann, er født 1832 i Kjøbenhavu. Han besøgte Konstakademiet fra October 1848 til Jannar 1857 som Modelerer og arbejdede fra 1849 som Billedhugger i H, V. Bissens Værksteder. Senere vilde han være Maler og besøgte paany Konstakademiets Model­skole i 1865. Han har 1852 udstillet en Portrætbuste og lever nu som Tegner. (Akad. Udst. Gat. Private Medd.)

 

Deram Christoffer Deram, Miniaturmaler, født »østerpaa” i Norge (1750?), gik til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Maler og fik 1780 mindre Sølvmedaille ved Konstakademiet. Han rejste udenlands for at uddanne sig videre, men døde midt i sin Konsts og Virksomheds Blomstring i Neapel 1789. Hans Malerier roses. (Weinwich, S. 194. do. Lex. Høyens Papirer. Berl. maanedl. Statstid. 1790.)

 

Dideriksen. Christian Julius Dideriksen, Søn af Brænde­vinsbrænder Peter Dideriksen og Ellen født Hansen, er født i Kjøbenhavn d. 8. November 1823. Efter at have besøgt Konstakademiets Tegneskole (1833—38) og uddannet sig i Modelering under Ciseleur Lodberg og Medailleur Chr. Christensen, tog han Borgerskab som Guldsmed og Ciseleur og virkede som saadan indtil 1864. Da han dog stadig havde Lyst til Billedhuggerkonsten, fandt han Lejlighed til at udføre plastiske Arbejder som Guldsmed, saaledes tvende Billedstøtter til Hest (Frederik VII og Grevinde Danner) ciselerede i Sølv m. n. Hans seneste Arbejde i denne Retning er en ciseleret Vase (forsølvet Malm) til H. C. Andersens Minde. Som Guldsmed udførte han Prinsesse Alexandras Brudesmykke, der har været udstillet i Kjøbenhavn og London. For sin Virksomhed i denne Retning har han Fortjenstmedaillen i Guld og en Udstillingsmedaille fra Verdensudstillingen i London 1862.

Fra 1864 har han opgivet Guldsmedkonsten som Næringsvej og lever som Billedhugger; han har 1874—75 udstillet tvende større Arbejder, en »Judas« og en »Prometheus«, begge i Gibs. Han er

 

133

gift med Charlotte født Meyer. Hans Datter nævnes nedenfor som Konstnerinde. (Konstn. egne Medd. TJdst. Cat.)

 

Dideriksen. . Henny Dideriksen, Datter af ovennævnte Guldsmed og Billedhugger O. J. Dideriksen, er født i Kjøbenhavn d. 27. September 1855. Hun er Lærling af sin Fader, med hvem hun ligeledes har foretaget en Rejse til Italien og Frankrig. Hun har siden 1874 udstillet dels componerede Figurer som »den for­tabte Søn« og >Han drømmer«, dels Portræter i Buste og Medaillon. Et Par af hendes Arbejder var udførte i Marmor. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Didrik. Den lille Didrik Contrafejer fik d. 10. Marts 1618 200 Daler af Christian IV for nogle Contrafejer, han gjorde i Sverige. (Christian IV's Alm. s. D. udg. af Nyerup. Jfr. nedf. Diricksen.)

 

Diederich. Johan Augnst Diederich udstillede i Aarene 1809 til 1820 flere Gange Blomster- og Frugtstykker, dels i Vand-farve, dels i Oliefarve. Han var tillige Malermester og døde paa Christianshavn den 29. Januar 1830 i en Alder af 61½ Aar. (Udst. Cat. Adresseavisen.)

 

Dietsch. Barbara Regine Dietsch, tysk Malerinde, Datter af en Landskabsmaler, født 1706 i Nürnberg, død 1783. malede i Vandfarve, især roses hendes Gjengivelser af Fugle. Hun skal have levet en Tid lang i Kjøbenhavn under Frederik V's Regering. (Weinwich, S. 170—71. Fussli Lex. og Suppl. Fiorillo III, 378.)

 

Dinesen, Jørgen Diuesen, født 1742, besøgte Konst-akademiet, hvor han 1764 fik den mindre og 1768 den store Sølvmedaille samt 1773 den mindre Guldmedaille som Maler for Opgaven  ”Jeftas Løfte« (Dom, 11, 34—36). Han blev snart efter vicarierende Informator for Almer, og ved Clios Død (1785) fast ansat som Lærer ved den første Frihaandstegneskole, hvorfra han ved Løfters Død 1796 forflyttedes til den anden, men næppe halvandet Aar efter døde han selv d. 11. September 1797 i en Alder af 55 Aar. Han var tillige Malermester og gift med Anna Cathrine Dinesen. (Weinwich, S. 193. Adresseavisen 1797 Nr. 238 og 241. Akad.)

 

Diricksen. Jan Diricksen, en Kobberstikker, som levede dels i Hamborg, dels i Kjøbenhavn, har 1611 stukket et stort Prospect af Kjøbenhavn i to Blade efter et Maleri af Joh. v. Wick. Han var ogsaa Portrætmaler og er uden Tvivl den samme som af af Christian IV kaldes »den lille Didrik.« (Se ovf. Didrik. Zeitschr. f. Hamb. Gesch. N. F. II, S, 261.)

 

Dirkinck-Holmfeldt.    Helmuth Emanuel Edvard Bern-

 

134

hard Dirkinck - Holmfeldt, Søn af Dr, juris Constant Peter Heinrich Maria Valpurgis Baron af Dirkinck-Holmfeldt og Anna Susanna født Kinkel (Castonuier), er født den 7. Juli 1835 i Sehwarzenbeck i Hertugdømmet Lauenborg, men opdragen i Dan­mark, dels i Roskilde, hvor Faderen levede, dels paa Sorø Akademi. Fra 1855—60 besøgte han Konstakadeiniets Skoler og vandt i Aaret 1800 begge dets Sølvmedailler. Han var samtidig Elev hos Marstrand for at uddanne sig til Figurmaler og concurrerede 1862—68 til lille Guldmedaille uden at opnaa den. Senere har han opholdt sig en Del Aar i Udlandet (1863—74), hvor han bl. a. i nogen Tid malede hos den norske Landskabsmaler Gude i Karlsruhe, og har efterhaanden mere og mere udelukkende vendt sig fra Figur­ til Landskabsmaleriet. Han har udstillet siden 1858 dels enkelte Figurbilleder, dels Landskaber og vandt d. 24 .April 1877 den Neu-hauseuske Præmie for »Landskab ved Hvendborgsund ^. 11867 blev han gift med Margrethe Christiane født Schrader. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Ditmar. Henrik Ditmar eller Dittmarez, som Weimvich efter Navnet gjør til en Ditmarsker, skal være født i Hamborg, om end længe før 1660, som Nagler siger. Han arbejdede nemlig efter andre Kilder allerede 1658—60 og maaske noget længere i Hamborg, hvor der (1828) solgtes et Billede af ham, »Christi Forhaanelse«, malet 1658, med tre Figurer i over Legemsstørrelse. Et andet mindre Billede, »Hyrdernes Tilbedelse« tilhørte (1854) en Privat­mand i Hamborg. Mindst fra 1670 arbejdede Ditmar for den danske Konge. Hans første større Yærk, der maaske har foraarsaget. hans Indkaldelse, var vistnok »Frederik III's Lig paa Paradesengen«, et stort Billede, soin endnu bevares i Roskilde Domkirke. Han maa være død her i Danmark 1677 eller lige i Begyndelsen af 1678, thi den 5. Februar d. A. nævnes, at hans Enke faar Betaling for nogle Malerier, han inden sin Død havde gjort færdige. Den kgl. Maleri­samling paa Christiansborg ejer tre Billeder af ham, nemlig Por­træter af Voxpousseren Simon, af Guldmageren Weiskopf og af en Dreng »med tre Slags Haar paa Hovedet«. Kun det førstnævnte er fremhængt under Navn af en »Eneboer i sin Hule« (stukket af J. M. Preisler). Paa Rosenborg bevares to Portrætmalerier, der til­lægges Ditmar, nemlig Portræt af Lægen Simon Pauli (f 1680) og Hustru paa ét Billede og af Thomas Bartholin (.1616—80). Paa Herregaarden Rosenholm findes et Portræt af Jørgen Rosenkrans til Kieldgaard, malet af Ditmar. Endelig nævner Sandvig en Række

 

135

Portræter, der ere stukne af Haelvegh, Schaten o. fl.. De i Dan­mark bevarede Portræter viser ham som en i Holland eller efter hollandske Forbilleder uddannet Konstner, medens han efter tyske Beretninger skal have opholdt sig længe i Italien, og de to nævnte Billeder i Hamborg røbe Paavirkning af Tintoretto og Carlo Maratta. (Weinw., S. 73. Sandvig, S. 40—41. Dsk. Yitruv. II, 148. Spengler Malerisaml. Nr. 817—19. Brock De old. Kong., S. 59—60. Udst. Cat. Aarh. 1872 Nr. 81. Blooh D. kgl. Malerisml. Kr. 82. Kgl. Rgiisk. i Gehejmeareh. Fiissli Lex., 8. 200. Suppl., S. 283. Nagler Lex. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Dodt. Frants Martin Dodt, født i Helsingør den 10. Maj 1775, blev Søcadet og Officer. Han deltog som Lieutenant i Affairen under St. Thomas, hvor Briggen Lougen sejrrigt kjæmpede med to engelske Skibe (paa 26 og 18 Kanoner). Hans eneste kjendte Arbejder ere to Stik i Kobber forestillende den nævnte Kamp, og efter Lahdes Udsagn skal J. F. Clemens have hjulpet ham med dem, samt en Radering, betegnet 1802. Kan førte under Krigen i 1807 en Kanonchaloupe, blev 1810 Ridder af Dannebrog og traadte 1813 ud af Etaten som Capitain, da et Fald paa Isen havde gjort ham. syg for Resten af hans Liv. Sine seneste Aar levede han som Inspecteur ved Helsingørs Færgelav. Han blev gift 1801 med Cathrine født Stibolt og døde i April 1819 i Helsingør. (Weinw. S. 232. Øst Materiulier, S. 173.)

 

Dorph. Anton Laurids Johannes Dorph er Søn af Professor Niels Vinding Dorph og Louise Amalie født Bloch, og er født i Horsens, hvor Faderen dengang var Rector, d. 15. Februar 1831. Efter at have besøgt Metropolitanskolen i Kjøbenhavn, opgav Dorph Studeringerne for at hellige sig Kousten. Han begyndte at besøge Konstakademiet (1845) og samtidig Eckersbergs Malerstue. Senere malede han et Par Aar hos Marstrand (1849—50) og vandt i de samme Aar Akademiets Sølvmedailler. Han fik tidlig Navn som Portrætmaler, og af hans Arbejder i dette Fag kan nævnes Prof. J. Jensen ved Jonstrup Seminarium, C. X. Rosenkilde, et Knæstykke, der gjorde megen Lykke, »Billedhugger Everts model­lerende Prof. Dorphs Buste«, der blev tilkjendt den Neuhausenske Præmie, Mantzius og N. Simonsen, det sidste malet til Udstillingsbygningen. Ved Siden heraf har han tildraget sig almindelig Op­mærksomhed ved en Række Genrebilleder især af Fiskernes og i det hele Almuens Liv. I disse Billeder, hvortil Motiverne sæd­vanlig ere hentede fra Danmarks, en kort Tid fra Italiens Natur

 

136

og Folkeliv, mødes en smuk Naturstemning paa en mild harmonisk Maade med fredelige Optrin af det daglige Liv. Ogsaa igjennem Konstnerens ikke faa større og mindre Altarbilleder gaar det samme Præg af mild Alvor og Fred. Blandt disse kan fremhæves »Christus paa Korset« i Galten Kirke, »Christi Himmelfart« i Trinitatis Kirke i Kjøbenhavn, »Jesus hos Martha og Marie« i Stefanskirken paa Nørrebro, »Christus lader de smaa Børn komme til sig« i Hol­mens Kirke. Af hans Livsbilleder fremhæve vi »Fiskerens unge Hustru, der venter Manden hjem«, stukket som Medlemsblad til Konstforeningen, »Børn i Klitterne«, gjengivet blandt »Billeder af danske Malere«, og »I Regnvejr<.

I 1859 fik Dorph Konstakademiets mindre Rejsestipendium, som blev fornyet det følgende Aar, saaledes at Konstneren tilbragte to Aar udenlands, væsentlig i Italien. Han kom tilbage til Fædre­landet i 1861 og har efter den Tid kun foretaget mindre Kejser. I 1866 giftede han sig med sin Cousine, .Christine Louise født Dorph, og den 24. Februar 1871 blev han optaget til Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. (Konstn'. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Konst og Æsth., S. 199.)

 

Dorti. Jakob von Dorti var maaske død inden d. 25. Marts 1625, da Christian IV gav hans »Kvinde« 100 Daler, »som jeg Manden var skyldig for nogle Contrafejer«. (Christian IV's Alm. s. D. udg. af Nyerup.)

 

Drachmann. Holger Henrik Herholdt Drachmann, Søn af Lægen, Professor Andreas Georg Drachmann og Vilhelmine Marie født Stæhr, er født i Kjøbenhavn den 9. October 1846. Han lærte at tegne hos Helsted, lagde sig efter Sømaleriet dels under Baagøes, dels under Sørensens Vejledning, besøgte Konstakademiet 1866—1870, og udstillede fra 1869—1874 en Række Søbilleder, der røbede den lovende Konstner. Han begyndte at vinde Navn som saadan, da han i de senere Aar ganske synes at have opgivet Konsten for literair Virksomhed, som andensteds maa omtales. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Dramen. Simon Dramen, en Miniaturmaler, hvis for øvrigt ukjendte Lærer kaldes Hermann von Ham eller Hams. Dramen skal have levet som Miniaturmaler i Kjøbenhavn uvist naar, dog ganske sikkert tidligere end Midten af det attende Aarliundrede, og hans Lærer ligeledes i Frederik III’ s og Christian V's Tid. (Dauw Scbildrer u. Mahler ved Bertram, S. 318. Fiissli Lex. Schlesw. Kunstbeitr., S. 93. Weinw., S. 135. Spengler Art. Eft., S. 30.)

 

137

Drewsen. Axel William Drewsen, Søn af Shawlsfabrikant Peter Henrik Drewsen i Kjøbeuhavn, er født der 1843, var i Tømrerlære tos Tømrermester Wenzel i tre Aar, gjennemgik Konstakademiets Skoler 1861—66 for at uddanne sig til Architekt og fik 1863 dets mindre Sølvmedaille. Den 28. December 1866 blev hans Afgangsprøve antagen med Udmærkelse og i Vintren 1871—72 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »En Kirkegaard til en Hovedstad«. Men Døden bortrev ham allerede d. 24. Maj 1874. (Akad. Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Drewsen. Harald Drewsen, Søn af Justitiarius i Overretten Adolf Ludvig Drewsen og Ingeborg Nicoline fedt Collin, er født den 21. Maj 1836 i Kjøbenhavn, besøgte Konstakademiet 1854—1866, da han fik Afgangsbevis som Architekt. I 1869 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. Han er Bygnings-inspecteur for Frederiksberg By og Sogn og blev 1874 gift med Ingeborg født Lind. Han har forestaaet Slagelse Kirkes Istand­sættelse og har foruden en Del Privatbygninger opført det ny Vaske-og Badehus i Springgade i Kjøbenhavn. (Private Medd. Lengnick. Akad.)

 

Dreyer. Dankvart Christian Magnus Dreyer, Land­skabsmaler, født i Assens den 13. Juni 1816, kom i en ung Alder til Kjabenhavn (1832) for at "besøge Konstakademiet (jfr. Jerichau), hvis lille og store Sølvmedaille han vandt (1834 og 1837), desuden vandt han en Pengepræmie i Modelskolen (1835). Han vaklede i Førstningen mellem Landskabs- og Figurmaleri, for hvilket sidste han ogsaa viste Talent. Han deltog endog to Gange i Concurrencen for lille Guldmedaille, dog uden at opnaa den. Efter, foruden nogle Por­træter, at have malet Emner som »Hermods Sendelse til Balder« og »Marsk Stigs Døtre« helligede han sig fra 1841 ganske til Landskabsmaleriet. Hans første Forsøg vakte saa megen Opmærk­somhed, at allerede 1839 kjøbtes et Landskab af ham, »Udsigt mod Himmelbjærget«, til den kgl. Malerisamling, som ejer ialt sex Billeder af denne Konstner, hvoraf »Udsigt til Vedelsborg Skove paa Fyn* (1844) for Tiden er fremhængt. Dreyer vilde vistnok have hævet sig til en af vore betydeligere Landskabsmalere, hvis ikke allerede i ung Alder Sygelighed havde svækket hans Kraft. Fra 1847 udstillede han kun to Billeder, og Døden bortrev ham under et Ophold i Hjemmet, Barløse ved Assens, d. 4. November 1852, kun 36 Aar gammel. (Private Medd. Akad. Udst. Cat. Bloch D. kgl. Mlsml.)

 

138

Due. Johan Frederik Due nævnes af Weinwieh som en Emaillemaler, der var født i Kjøbenhavu dg døde der i et af de første Aar af dette Aarhundrede. Han skal have arbejdet ved den kgl. Porcelainsfabrik, hvor der ogsaa i Regnskaberne (1782—83) nævnes en F. Duve, som maaske kan være ham. Weinwich havde set de fire Aarstider, udførte i Emaille af Due. (Weimv. Lex. Medd. fru den kgl. Porcelainsfbr.)

 

Dure. Adamus van Dure, en født Hollænder, ”forrettede den store Reparation, som Lunds Domkirke i Skaane undergik i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, og han efterlod flere Mindesmærker paa sin Tids Smag«. (Weiirw,, S. 19, efter Sjøborg: Saml. til Skaanes Hist., 1. Heft. S. 65.)

 

Dusch. Anton Carl Dusch, eneste Søn af Digteren Pro­fessor Johan Jakob Dusch, var født i Altona d. 10. April 1760. blev Student i Kiel, men lagde sig senere efter Landskabsmaleri og udstillede nogle Fremstillinger af Egnen ved Harzen. Han malede ogsaa Pasticher, Maaneskinsstykker efter v. d. Xeer og Natstykker efter Gotfred Schalken, hvilke skulle have lignet skuffende. I Forening med Bundsen (s. d.) og Fr. Rosenberg fra Danzig stiftede han Kunstudstillingerne i Altona. Den kgl. Kobberstiksamling i Kjøbeiihavn bevarer nogle Tegninger af ham, betegnede 1800—16, hvoraf man ser, at han har rejst saavel i Danmark som i Tysk­laud. Han havde 1819 to Billeder paa Kunstakademiets Udstilling i Kjøbenliavn, og han døde i Altona den 8. October 1.8:29. (Hamb. Kstl. Lex., S. 58 og 8. ^06. AVeinw. Lex. Tregders Hdb. for Rejs., S. 14. Udst. Cat.)

 

Dvens. Heinrich Düvens kaldes en Konstner. som skai have malet i Danmark omtrent 1700. Weinwich forvexler ham med Daniel Düveus fra Danzig, der døde 1629. (Weinw., S. o7— 58. do. Lex. Dauw., S. iJ15. Fussli Lex. Spengler Art. Efterr.)

 

 

139

Ebisch. Frederik Ebisch, Ornamentsbilledhugger i Hoffets Tjeneste i Frederik IV's Tid med 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig af Kongens Particulierekasse, støbte i 1705 en Hercules i Bly til Rosenborg Have efter en ukjendt Konstners Model, hvis det ikke har været hans egen. I Gehejmearchivet og den kgl. Kobber-stiksamling bevares Tegninger af ham til forskjelligt Arbejde i hans Fag. Gravmælet over Ritmester Levetzau til Thiele skal være forfærdiget af Ebisch (1740) og have kostet 5000 Rdl. d. C. (Weinw., S. 121. Saiidv., 8. 41. Skild. 1812, Sp. 1046. Friis Sml., 8. 110. G-ehejrnearoli.)

 

Eckardt. Christian Frederik Emil Eckardt, Søn af Skomagermester Joachim Frederik Eekardt og Henriette født Gunst, er født i Kjøbenhavn d. 2. Juli 1832. Efter at have været i Maler­lære i fem Aar hos Malermester Harboe, besøgte han Konstakademiet 1846—1853, blev Elev af Akademiet, men concurrerede ikke til Medaillerne, da hans Lyst stod til at blive Sømaler, hvortil han allerede under sin Læretid havde søgt at uddanne sig. I 1853 rejste han med en privat Mands. Understøttelse udenlands til Tysk­land og Italien og kom tilbage i 1856. Da han ikke vilde vende tilbage til Haandværket, maatte han ernære sig ved at retouchere Fotografier, men udstillede dog s. A. sit første Søbillede, »Et Parti fra Venezia«. Siden 1859 har han stadig udstillet og to Gange vundet den Neuhausenske Præmie, nemlig 1862 for >Fiskere søge Land under eii Storm« og 1866 for »Fiskere borde en Jagt<-; i 1873—74 tik han 1000 Rdl. (2000 Kr.) i Rejseuuderstøttelse fra Akademiet til at besøge Udlandet. Han var paa denne Rejse i

 

140

Dalmatien, Italien, Frankrig og England. Kunstforeningen i Kjøbenhavn har flere Gange kjøbt af hans Billeder. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Eckersberg. Christoffer Vilhelm Eckersberg, ligesom Bissen og Carstens en Slesviger, blev født den 2. Januar 1783 i Blaakrog i Varnæs Sogn i Sønderjylland og var Søn af Henrik Vilhelm Eckersberg, der var Snedker og Maler, og Ingeborg Nielsen. Han voxede op i Blans i Ullerup Sogn og ned egentlig Egesbjerg, som gjennem Formen Eggersberg, der bruges i de slesvigske Kirke­bøger, er bleven til det mere højtyske Eckersberg. Da han fra Barn af havde mere Lyst til at tegne og male end til boglige Sysler, blev han efter sin Confirmation sat i Malerlære først i Aabenraa hos en Malermester Jessen, senere hos en Mester af samme Navn i Flensborg, hos hvem han blev Svend og vedblev at arbejde, til han var over tyve Aar. Her vandt han saa megen Opmærk­somhed ved sin Færdighed i Tegning og Maling, at nogle ansete Mænd skjød en lille Sum sammen for at sætte ham i Stand til at faa sit højeste Ønske opfyldt at komme til Kjøbenhavn og besøge Konstakademiet.

Allerede samtidig med Rejsen til Kjøbenhavn (1803) har han forsøgt sig i paa egen Haand at componere historiske Billeder, som »Christian IV i Søslaget ved Femern« og »Massageternes Dronning, Tomyris, som lader Cyrus' Hoved kaste i et Kar med Blod« (1804). Begge Tegninger røbe en Forstand i Anlægget og en Sikkerhed i Anordningen af saa mange Figurer, der er højst agtbar for en Begynder og lader Beskueren overse de uundgaaelige Svagheder. Han var imidlertid begyndt at gaa paa Akademiet og at arbejde under Directeuren N. Abildgaards særlige Vejledning, og han gjorde hurtige Fremskridt, uagtet han samtidig maatte ernære sig selv ved at arbejde som Malersvend. Allerede i Juli 1804 var han naaet til Modelskolen, og i Januar og Marts 1805 vandt han begge Akademiets Sølvmedailler, saaledes at han endnu d. 1. Juli samme Aar kunde concurrere til den lille Guldmedaille, der blev tilkjendt ham for Opgaven »Paulus, som retfærdiggjør sig for Agrippa, Berenice og Festus* (Ap. G. 26. C.)- I næste Coneours for Guldmedaillen (1807) deltog han vel, men uden at opnaa Medaillen; først i 1809 nk han den store Guldmedaille for »Jakobs Død« (I Mos, C. 49—50 V. 1.).

Efter at han var bleven »Artist«, som Eleverne kaldtes, naar de havde vundet en af Guldmedaillerne, synes han at have opgivet

 

141

Malerhaandværket, for udelukkende at leve som Konstner. Han var nemlig i disse Aar meget sysselsat med at male og tegne Prospecter, hvortil Kobberstikker J. F. Clemens havde givet ham Lej­lighed, og mange af disse sirlige Fremstillinger, som endnu ere bevarede, have ved den ædruelige Troskab, hvormed de ere udførte, faaet et ikke ringe historisk Værd, efter at Stedforholdene ere ganske forandrede. Da en anden Mand, Kobberstikker G. L. Lahde, som dengang drev en halv industriel Konstvirksomhed, i Eckersberg fandt en Hjælper, han kunde bruge; drog han ham til sig. Eckersberg fik Bolig hos Lahde i Gothersgaden (nyt Nr. 79), mod at arbejde for ham, og han udførte saaledes en Række Malerier og Prospecter, der blev stukne af Lahde selv og udkom som colorerede og ucolorerede Kobberstik. Navnlig fremkaldte Englændernes Over­fald paa Kjøbenhavn i 1807 en Kreds af Billeder fra Bombarde­mentet, hvoraf nogle endnu ere bevarede, og Navnene paa de fleste kjendes fra Fortegnelsen over en Udstilling, som  Lahde indrettede i 1808 i patriotisk Øjemed, i Forening med Svejtseren Seim teg­nede Eckersberg ogsaa »Nationaldragter«, hvorpaa de indbød til Subscription  i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn (d. 16. Juli 1808).

Imidlertid arbejdede Eekersberg dog ikke udelukkende for Lahde. Fra denne Tid ere de sex med Sepia og Tusk net udførte Tegninger, hvorefter Clemens gjorde sine bekjendte Stik af »Skomagersvendens Historie« eller »Det store Lod«. En anden Række paa fire Billeder var udførte Malerier, som forestillede »En falden Piges Historie«; men de blev ikke gjengivne i Kobberstik. Det er ret agtværdige Forløbere for, hvad man nutildags kalde Genrebilleder, men ved Siden af deres Naturtroskab, psychologiske Sandhed og alvorlige moralske Formaal fattedes dem det indre Liv, det Lune, som ene kunde have sikret dem mod Tidens Forglemmelse. Desuden malede han i disse Aar ogsaa historiske Compositioner, snart i større Om­fang, som »Loke og Sigyn« (1810), der tilhører den kgl. Maleri­samling, snart i mindre Billeder, der dog alle udmærkede sig ved en omhyggelig Behandling, hvori Abildgaards Paavirkning baade i Form og Farve er umiskj endelig.

Den store Guldmedaille gav Eckersberg Ret til det akademiske Rejsestipendium. Men han kunde ikke vente at opnaa det før den 1. Januar 1812, naar C. F. Høyere Rejsetid var udløben. I Følelsen af, at han trængte til snarest muligt at udrives af pinlige personlige Forhold, som han efterhaanden var kommen ind i, søgte hans Ven­ner, hvoriblandt navnlig Kobberstikker Clemens var virksom, at

 

142

faa ham tidligere afsted, og da Kammerjunker Bruun-Neergaard tilbød ham fri Rejse til Paris, mod at han skulde gjøre Tegninger til ham af hvad de saa undervejs, kunde han begynde sin Rejse den 3. Juli 1810, efter at han to Dage før havde maattet lade sig vie til Christine Rebekka født Hysing, fra hvem han dog atter blev skilt, medens han endnu var udenlands.

Hans Ophold i Paris i Aarene 1810—13 blev af største Be­tydning for hans konstneriske Udvikling. Han begyndte med at male et Par Copier efter Rafael og et Par mindre Billeder, der uden at vise nogen ny Skole allerede udmærke sig ved en større Lyshed og Renhed i Farven. Pøryt næsten et Aar efter at han var kommen til Paris og var bleven Sproget nogenledes mægtig, blev han Elev i Louis Davids store Konstnerværksted. Den Sans for historisk Stil og Strænghed i Linierne, som udmærker David, gik kun for en ringe Del over pua bans danske Lærling, der derimod paavirkedes desto mere af hans lyse, dagklare .Kai vr-, hans Kjær-hghed til Naturen og sikre Redegjørelse for Tegningen i alle dens Enkeltheder. En Altertavle til Korne Kirke ved Faaborg (1812) viser allerede den nye Paavirkning, der fremtræder endnu stærkere i nogle mindre Billeder, som tildels synes malede med Naturen umiddelbart for Øje, saaledes ->Tre spartanske Drenge« (udst. 1813), »En ung Skytte hvsesser en Pil« (18141, -Tvende Hyrder-' (,s. A.) o. fl. a, Ved Siden af disse Arbejder, som tilhøre Malerstuen, udførte han jævnlig smaa udsigter  fra Paris og Omegn, ligesom, han ogsaa tegnede en Mængde Studier, dels efter Bygningur og Land­skaber, dels efter den menneskelige Figur. Det Hovedbillede, hvori Davids Paavirkning tydeligst og modnest fremtræder, er dog »Over­gangen over det røde Hav«, som blev fuldført i Rom og som nu tilhører den kgl. Malerisamling. En ligeledes i Rom malet Alter­tavle, der stilledes meget højt af Samtiden, »Kvinderne ved Graven«, blev set ved Salonen 1815, men kjendes ikke af den yngre Slægt, da den strax efter sendtes til Norge til Grev Vedel Jarlberg, af hvem den var bestilt.

I Paris havde Eckersberg haft en tro Staldbroder i sin jævn­aldrende Ven J. P. Møller, som han havde levet i fortrolig Omgang med allerede i Kjøbenbavn. Her boede de sammen, og Møller fulgte ham til Vognen, da han d. 5. Juni 1813 forlod Paris for med en Veturin at kjare til Italien. I Rom fandt han en mere overlegen, men ikke mindre trofast Ven. og Raadgiver i Thorvaldsen, hvis Portræt han udførte som Knæstykke med Konstnerens og Ven-

 

143

nens hele Kjærlighed til sin Gjenstand. Dette fortrinlige Billede skjænkede han til Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvoraf Thor­valdsen allerede dengang var Medlem og Professor. Foruden ved dette og de ovennævnte historiske Billeder udmærker Eckersbergs Ophold i Rom sig ved en talrig Række større og mindre Udsigter til Bygninger og Bygningslevninger fra Oldtiden i Staden og dens Omegn, udførte paa Stedet i en skjøn lys Farvetone og med megen Omhu i Tegningen. Konstneren synes fra først af at have regnet dem for blotte Studier, for en Slags malerisk Dagbog til eget Brug, og i Førstningen brugte han dem ogsaa som Studier til at male efter, naar han, saaledes som det skete strax efter Hjem­komsten, fik Bestillinger i den Retning. Senere, i trangere Tider, maatte han, saa nødig han vilde, skille sig ved enkelte af dem, men imidlertid steg de ogsaa saaledes i Pris, at de efterhaanden blev ham selv og hans efterladte Familie en sand Sparepenge, og deres Kjøbere til en betydelig Indtægt, thi enkelte af dem ere blevne betalte med indtil det tre og firedobbelte af deres oprindelige Pris.

Ligesom man under Abildgaards Udenlandsrejse havde ladet en Professorplads staa aaben, indtil han og et Par andre Konstnere kom hjem, saaledes havde man heller ikke under Eckersbergs Fra­værelse villet besætte den Professor plads, der var bleven ledig ved Abildgaards Død (1809), uagtet dennes Lærling, C. F. Høver, som var bleven Medlem 1812, og ligeledes J. L. Lund i Mellemtiden havde søgt Professoratet. En fjerde Medbejler ventede man at finde i Kratzenstein Stub, men han døde 1816, inden Eckersberg endnu var kommen hjem. I August Maaned s. A. stod denne paa Kjøben­havns Toldbod, og en Maaned efter blev han enstemmig agreeret. Han fik til Opgave for Reception at male >>Balders Død* efter Edda, som optog ham et helt Aar, saaledes at ban først d. 25. October 1817 blev Medlem af Akademiet. Samtidig havde han faaet Bolig og dagligt Erhverv hos Hofmekaniker H. Pløtz paa St. Anne­plads, for hvem han udførte Portræter efter dennes mechanisk teg­nede Omrids (Fhysionotrace), og i afdøde Jens Juels Datter. Elisa­beth Cathrine Julie Juel, havde han fundet en Brud, som han hjem­førte den 8. Februar 1817.

Den 18. April 1818 skete Professorvalget, og Eckersberg blev enstemmigt valgt til Professor ved Modelskolen. Kort Tid efter fik han den Bolig paa Charlottenborg, som han først forlod ved sin Død. Hans Virksomhed deler sig fra nu af i flere Retninger, hvori han.

 

144

med en sjælden Alsidighed overalt frembragte noget sundt og dyg­tigt, der øvede en gavnlig Indflydelse paa hans Omgivelser, om end hans Snilles Ejendommelighed især i en enkelt Retning. Sømaleriet, udfoldede sig fyldigst og friest. Foruden sin Lærergjerning ved Akademiet, som han varetog med utrættelig Iver, saalænge hans Kræfter formaaede det, var han i mange Aar en yndet Portrætmaler, medens hans Stilling ved Akademiet virkede til at give ham en udstrakt Sysselsættelse som Historiemaler.

Tidsrummet fra 1816 til 1835 var Konstnerens lykkeligste og kraftigste Tid. Han havde mange og store Bestillinger, og han kunde gjøre Fyldest for dem alle, paa samme Tid som han fandt Lejlighed til at lægge sig efter Perspectivlæren, som han dyrkede med særlig Forkjærlighed, og til at gjøre talrige Studier for egen Regning af Folkelivet, af Land og Sø. Trods den store Lethed, hvormed han arbejdede, udmærkede hans Billeder, og ikke mindst hans store historiske Malerier, sig ikke alene ved en Omhu i Udførelsen, der aldrig svigtede ham, men ogsaa ved en Fordybelse i Emnet, der vilde have givet dem endnu større Konstværd, end de allerede have, ,hvis disse Fortrin ikke havde været forbundne med en vis Tørhed i Aanden, en Brist paa Fylde i Indbildningskraften, som nødig maa savnes, især i historiske Billeder. Hvor Emnet laa hans Aandsretning nærmere, den umiddelbare Gjengivelse af Naturen, saaledes som Portrætet tilsteder det, følte han sig ulige friere, og mange af hans Portræter fra dette Tidsrum ville bevare deres Værd som Konstværker, om end andre, paa Grund af en kjedelig Opfattelse og et tørt Foredrag, kun have haft Betydning for dem, til hvem. de blev malede. Blandt saadanne Portræter og Portrætgrupper, der hæve sig over det almindelige, kunne, foruden Thorvaldsens Portræt i Akademiet, nævnes Natnansons store Familiestykke og Grosserer Schmidt og Frue i hele legemstore Figurer (alle tre fra 1818), det kongelige Faniiliestykke" (fra 1821, nu paa Rosenborg), Manufacturhandler Raphael i Knæstykke (1824), Professor Ursin, Brystbillede (1836) og adskillige andre.

Eckersbergs Hovedbilleder er dog de otte store historiske Malerier, som han malede til Christiansborg Slot. Deraf smykke de fire første og bedste (1819—28) Tronsalen, de fire andre det saa kaldte Parolgemak, efter at de først, som det synes, havde været bestemte til Riddersalen. Emnerne ere tagne af de oldenborgske Kongers Historie og frembød ikke faa Vanskeligheder for Konstneren, idet den Commission, der valgte disse, tænkte mere paa at

 

145

udfinde historisk betydningsfulde Momenter, end paa, om deres Valg egnede sig til konstnerisk Udførelse; endnu mindre kunde den tænke paa, at -der burde være konstnerisk Ligevægt mellem Emnerne. Ikke desto mindre tør man regne disse Billeder for de første For­søg, hvori alvorlig Attraa efter historisk Troskab gik Haand i Haand med en Følelse for Natursandhed, man hidtil ikke havde kjendt her, og hvori Evnen til en dygtig. Modelering smukt forenede sig med et levende Øje for Farvevirkning og en paa engang kraftig og blød Pensel. I Sammenligning med Medlemsbilledet møder os her, navnlig i den første Række, en fyldigere Udførelse, bredere Foldekast, friere Stillinger og et større Præg af indre Liv. Ved Siden af disse store Malerier, hvortil han udførte Skitser, der snarere maa kaldes fuldendte Malerier end Udkast, malede han desuden en hel Del historiske Billeder i et lignende eller endnu mindre For­mat, som efter Konstnerens Maalestok ogsaa kunde kaldes Skitsér, hvis han havde udført tilsvarende store Billeder; rnen det tillod Tidernes Ugunst ham ikke.

Til det historiske Maleris Omraade hører ligeledes en talrig Række Altertavler, hvoraf ikke faa udmærke sig ved en ren religiøs Følelse og en ret fin psychologisk Sans. »Christus i Gethsemane« i Svendborg (1824), »Bjærgprædikenen« i Nyborg (1834), »Christus og den samaritanske Kvinde« i Hornbek (1838) hører til den danske Konstskoles bedre kirkelige Billeder, medens andre bære Præg af Mathed eller en Smaalighed i Udførelsen, som ikke kunde gjøre Virk­ning i en Kirkes store Rum. I hans Figurbilleder af det daglige Liv. som tidt ikke savne hans techniske Fremstillings sædvanlige Fortrin, fremtræder saavel i Valg som i Udtryk hans upoetiske Livs­opfattelse stærkest.

Medens hans Figurbilleder efter 1835 begyndte at faa et vist Præg af Forretningslivets Vane, udfoldede hans Talent nye Sider, dels i Landskabet, men navnlig i Sømaleriet, og han tilegnede sig paa dette Omraade en Bredde og Finhed i den maleriske Behand­ling, som han i Konstens andre Fag aldrig saaledes havde haft til sin Raadighed. Allerede i 1821 havde han malet sit første Søstykke., og i 1851, da Synet næsten svigtede ham, var det et Skib paa Stablen, hans famlende Haand syslede med. Han forlod paa sine Studierejser sjælden Øresund, og Skuepladsen for hans fleste Søbilleder er Strækningen fra Helsingør til Dragør; kun et enkelt Billede skildrer Kanalen mellem England og Frankrig og det store aabne Hav. Man kan skjelne tre Tidsrum i hans Søbilleder; det

 

146

første til 1828, hvori Penselføringen er blødere, Farven vaimere og kraftigere end i den følgende Tid; det andet Tidsrum, 1828—38, hvor hans ivrige Studium af Perspectiven bærer Frugt i en grun­digere og finere Udførelse af Skibene, en sikrere Fordeling af Pla­nerne, en skjønnere Tegning, men en koldere, om end fint nuanceret Farve. Enkelte Billeder udmærke sig ikke desto mindre ved en smuk Farvestemning, snart i Sølvtone, snart med et noget varmere Præg. Til denne Tid hører, foruden en Del Kystbilleder, der staa paa Grænsen af Prospecter, »Et russisk Linieskib« (1.828, den kgl. Malerisaml.), »En Beltsmakke med Passagerer« (1830, Marinemaler Sørensen), »Vindstille« (1832, Fru Koch) med Aftenstemming, »En svensk Fiskerbaad« (1833, Assessor P. Koch) med ypperlige Figurer, »Linieskibet Dronning Marie« (1834, den kgl. Malerisaml.) o. fl. Endelig danner en. Rejse til London med Corvetten »Galathea« (1839) Begyndelsesgrænsen for en tredje Periode, hvori han, sam­tidig med at hans Interesse for Koiistens andre Fag svækkes, paa dette Omraade hæver sig til et Mesterskab, der er nærved at bringe hans Snilles svagere Sider til at forsvinde. Der fremtræder nu en Blødhed i Bølgernes Fremstilling, en Dybde og Kraft i Farven, som, i Forening med de tidligere Fortrin, gjøre flere af disse Billeder til sande Perler. Han iiaaede ogsaa at give en dramatisk Handling paa Søen, tidt af overraskende Virkning, saaledes i »Et Møde paa Søen«, der skildrer, hvorledes en vestindisk Paket prajes af en engelsk Fregat (1841), og i >Kaperskonnorten«, tier ypperlig gjen-f-iver, h\orh-df'S den flygtende Sørover ved en heldig- Vending for-staar at undslippe den langt overlegne Fregat, som forfølger den 1,1845). Emnet til begge disse Billeder blev taget af nogle Skil­dringer af Sølivet af en svensk Skibscapitain Gosselmann (udk. Stokh. 1833). En roligere, mere hjemlig Stemning gjengiver Konst-neren i »Flaademønstring i Sundet« (1843) og i »Kronborg« (1847, den kgl. Maleris am li n g). Men denne hans Snilles sidste Blom­stringstid varede kun henved ni Aar. Med 1848 begynder tydelig Tilbagegangen, Haand og Øje svækkes, paa samme Tid som den vundne Erfaring endnu i nogle faa Billeder præger sig i Skibenes Mimkko Bevægelse, deres heldige Forhold til Rummet og den slaaende Gjengivelse af Søens forskjellige Karakter.

Eckersberg havde allerede efter ti Aars Ægteskab mistet sin Hustru (1827), som havde født ham sex Børn. Aaret efter ægtede han. hendes Søster Susaniia Henriette Emilie Juel, som ogsaa gik bort før ham (1840). T Aarene 1827—29 var han Konstakademiets

 

147

Directeur, 1829 blev han Ridder af Dannebrog, 1840 Dannebrogs­mand, og 1843 holdt han 25 Aars Jubilæum som Professor ved Konstakaderniet, ved hvilken Lejlighed hans Ven fra Ungdomsaarene, Thorvaldsen, holdt Festtalen. Vi have allerede nævnet den Nidkjærhed, hvormed Eckersberg røgtede sit Hverv som Lærer. Med hvilken Skjønsomhed og Sans for det Rette han forstod at udføre den, ses bedst af den overordentlige Indflydelse, han udøvede. Ikke alene var nogle af Datidens fortrinligste Konstnere, Bendz, Købke, Küchler, Marstrand, A. Müller, Roed og mange andre hans taknemlige Lærlinger, ogsaa andre Konstnere, der ikke ligefrem var hans Elever, paavirkedes stærkt af harn, og saa mange Aar efter hans Død spores endnu hans Palet hos enkelte af de yngre Konstnere, som i hans Alderdoms Dage kunde modtage et sidste Vink af hans rystende Haand. Ogsaa andre, hvem Konstens Tarv laa paa Hjærte, saaledes Konstforeningeiis Stiftere og navulig Pro­fessor Høyen forsmaaede ikke hans Vejledning, saavel ved at følge hans Virksomhed, som ved at lytte til hans Ord, og han virkede vistnok ikke lidet til at udvikle og fæstne den Sidstnævntes Fore­stillinger om Konsten. Af Konstnerens egne Sønner blev ingen Maler; hans ældste Søn blev Kobberstikker, en yngre Architekt; begge nævnes nedenfor.

Efter at den gamle Konstner med Sorg havde set saa mange yngre af den Konstnerkreds, der var opvoxet omkring ham, falde bort i deres Alders Blomst, efter at han havde opslidt sine Kræfter i et Liv, om hvis Byrder og Trængsler den yngre Slægt næppe har nogen Anelse, efter at han saagodtsom havde mistet sit Syn, saa at han ikke mere kunde søge Trøst i at arbejde, fandt ogsaa Døden ham, i hans 71, Aar, om end ikke under nogen venlig Skik­kelse. Han blev bortreven af Cholera d. 22. Juli 1853. Af Por­træter af Eckersberg skulle vi kun nævne Thorvaldsens Buste fra Rom, Marstrands Portræt (1836) og Gertners (1850), der var dennes Medlemsstykke. Et Mindesmærke over ham udførtes af Jerichau, og blev indsat i Muren paa Garnisons Kirke. Det forestiller den aldrende Mester omgiven af sine Lærlinger. Hans Billedstøtte er udført af Evens til den nye Udstillingsbygning. (Ph. "Weilbach: Maleren Eckersberg. Kbh. 1872, hvor alle Kilder til hans Levned ere nævnede. Kortere Levnedstræk findes hos "Weinw., S. 196—97. Øst Materialier, S. 156. Erslew Forf. Lex. I, S. Stil, og Suppl. I, S. 398. Kittendorff og Aagaard: lllustr. Kalender for Danmark 1856, en Biogr. af Coust. Hansen. Særlige Bemærkninger kunne læses-

 

148

Lange Nutidskonst, 8- 44—83. Fdl. 1872, Nr. 96: Testen til de to nævnte Søstykker; Konst og Æsth., S. 189—90. Strunck Nr. 710—11.)

 

Eckersberg. Erling Carl Vilhelm Eckersberg, Søn af O. V. Eckersberg, født d. 15. September 1808, lagde sig efter Kobberstikkerkonsten under O. O. Bagges Vejledning og besøgte samtidig Konstakademiet, hvis to Sølvmedailler han vandt 1831. Samme Aar concurrerede han til Guldmedaillen som Kobberstikker og 1833 blev den store Guldmedaille tilkjendt ham for et Stik efter v. Eyck (den kgl. Malerisaml.). Fra 1. Januar 1834 fik han 3 Aars Rejse­stipendium. Han arbejdede dels i Paris under Leroux og Müller, og stak bl. a. »Fiskere fra Hornbek« efter Faderens Maleri, dels i Parma under Toschi, og endte sin Rejse med et Besøg i Rom. I August 1838 var han atter hjemme. Han udstillede fru 1828 til 1851 og arbejdede indtil 1871 som Kobberstikker ved National­banken. Da hans Syn var bleven for svækket til at arbejde mere, traadte han tilbage derfra, idet Directionen tilstod ham en Pension af 1200 Kroner aarlig. (Konstn. egne Medd. Øst Mat, S. 700. Akad. Udst. Gat.)

 

Eckersberg. Jens Juel Eckersberg, Søn af C. V. Eckers­berg, blev fedt i Kjøbenhavn d. 15. October 1822. Han uddannede sig til Architekt dels hos Hetsch, dels paa Konstakademiet 1839—44, fik den lille Sølvmedaille 1845, den store Sølvmedaille 1850, medens han samtidig arbejdede under Bindesbøll og Hagemann. Fra 1853 til 1868 virkede han som Bygmester i Kjøbenliavn, mest ved mindre Arbejder, dog har han bl. a. bygget »De forenede Kirkeskoler« paa Nørregade, medens han samtidig var Tegnelærer, I 1868 nyttede lian til Svendborg, hvor han saavel i denne By som i andre Egne af Fyn, paa Langeland m. m. har haft Lejlighed til at udfolde en rigere Virksomhed. Han var 1858—60 gift med en Datter af Tømmermester Kerrn. (Konstn. egne Medd. Akad. ITdst. Cat.)

 

Eckstrøm. Carl Emanuel Eckstrøm, født i 1776 i Sverige, fik 1803 den lille, 1806 den store Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn, efter at have besøgt dets Skoler siden 1798. concur­rerede fire Gange til Guldmedaillen uden at opnaa den. søgte om at blive Tegnelærer (1815) og senere, da dette ikke lykkedes, om at blive Malermester uden Mesterstykke, hvilket nægtedes ham. Akademiet roste ham i 1807 for hans »udmærkede Flid og Duelighed i Malerkonsten«, og han udstillede adskillige Billeder fra 1807 til 1817, mest Portræter. Imidlertid bosatte han sig som Malermester

 

149

i Kjøbenhavn og døde der d. 4. December 1826, 50 Aar gammel. (Adresseav. 1826 Nr. 291. Akad. Udst. Cat.)

 

Eddelien. Matthias Heinrich Elias Eddelien var født den 22. Januar 1803 i Greifswalde og Søn af Nikolaj David Edde­lien (eller Erdélien), der som Tømrer havde arbejdet og følt sig vel i Kjøbenhavn. Da Eddelien derfor var kommen i Malerlære i sin Fødeby og havde Lyst til at uddanne sig videre, sendte Faderen ham i hans sextende Aar til Kjøbenhavn, hvor lian gjorde Tegning til Svendestykke (Dec. 1820). Samtidig med at han som Svend arbejdede hos Malermester Hambro og i flere Aar bestyrede dennes Værksted, vedblev han at besøge Konstakademiet. Endnu inden han havde vundet Sølvmedaillerne, gjorde han. sig værdig til Penge­præmie for Maleri efter den levende Model (1827), men da Præmien selv, efter Bestemmelserne, ikke kunde tilkjendes ham, fik han extraordinairt som Opmuntring 30 Rdl., »formedelst det Talent, Arbejdet røbede«. I Slutningen af Aaret vandt han den lille og i 1831 den store Sølvmedaille. I Mellemtiden havde han udført nogle Arbejder til Christiansborg Slot, dels i Farver, dels graat i graat. Samme Aar concurrerede han til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den; først 1833 fik han den for Opgaven »Flugten til Ægypten« (Matth. 2, 14). En Øjensvaghed hindrede ham meget i at arbejde det følgende Aar, dog concurrerede han atter 1836, men forgjæves. Endelig vandt han 1837 den store Guldmedaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (l Sam. 16,23).

Da A. Muller fik store Guldmedaille samme Aar, og derfor i Slutningen af Aaret ligesom Eddelien søgte om det store Rejse­stipendium, besluttede Akademiet under 19. Marts 1888, at de to Konstnere skulde concurrere derom. Imidlertid blev Eddelien gjort opmærksom paa, at han maatte have dansk Indfødsret, for at Sti­pendiet kunde tilkomme ham. Med Akademiets Anbefaling »som en af dets mest udmærkede Artister« søgte han om Indfødsret (26. Juni 1838), inden Goncurrencen var begyndt, og fik den. tildelt ved kgl. Resolution af 4. September 1888. Den 16. Juli var Opgaven bleven given, nemlig: »Christus giver sig tilkjende for Disciplene« (Luc. 24, 30), og den 22. December s. A. tilkjendtes Stipendiet Eddelien med 14 Stemmer mod 4. Paa Akademiets Ansøgning fik Muller ved kgl. Resolution af 19. Januar 1839 af Finanserne for 2 Aar et ligesaa stort Stipendium som Eddeliens (800 Udi.) hvilket for det tredje Aar (1841) suppleredes af Akademiets Kasse med samme Beløb.

 

150

Medens Müller rejste allerede i Januar 1839, gav Eddelien sig Tid til først at gifte sig den 30. April med Olivia født Hjorth og afrejste derpaa med sin unge Kone d. 3. Juni 1889. Mod Instruxen, der lød paa først at besøge Düsseldorf, synes han at være rejst temmelig hurtigt til Italien. I Kom malede han et stort Alter­billede »Kristus velsigner de smaa Børn« til Kronborg Kirke og fuldendte 1844 efter Hjemkomsten det samme Emne til Maarum Kirke.

Efter at han 1844 var bleven agreeret ved Kunstakademiet, fik han til Opgave for Medlemsarhejde »Stærkodder ventende Angantyr og hans Brødre til Kamp«, efter Saxos Krønike 6. Bog, og Eckers-berg og Rørbye udnævntes til Cominissairer. Da han kort efter fik Bestilling paa Udsmykningen af Christian IV's Kapel i Ros­kilde, ønskede lian i Skrivelse af 20. October 1845 en anden Op­gave, der bedre stemmede med de forstudier, han sknlde gjøre til Kapellet, og efter nogen Betænkning fra Akademiets Side tik han d. 17. November s.om ny Opgave at male »Evangelisten Matthæus, som inspirere« af Englene <.. Han blev imidlertid ikke Medlem af Akademiet, og i Kapellet i Roskilde naaede han kun til at faa fuldført Hvælvingen og Frisen derunder, da en Lamhed i den højre Arm d. 24. Juni 1852 afbrød hans Arbejde for stedse. Han søgte Hjælp ved et Bad i Tyskland, der virkede kjendeligt gunstigt paa hans Helbred, indtil et Slagtilfælde d. 24. December 1852 pludselig bortrev ham. Arbejdet i Roskilde, hvor Konstnerens Hovedfortrin, en ren Tegmng og en smuk klar Farve, modnest viser sig, er senere blevet fuldendt af Marstrand og Heinrich Hansen. Eddeliens Enke ægtede 185G Guldsmed Dalhoff. Af Konstnerens Arbejder før Rejsen ejer den kgl. Malerisamling fem Billeder, hvoraf »En ung Faun« er fremhængt. Han har udstillet 1827—44. (Medd. af Konstn. Enke. Ussing, Høyens Levned, S. 228—29. Alm. Commissionstid- 1838 Nr. 302. Akad. Udst. Gat.)

 

Ehrencron. Jakob Heinrich .Ehrencron, Søn af Skrædder­mester Hans Peter Ehrencron og Cathrine født Clausen, var født paa Augustenborg d. 7. August 1809, kom til Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiet fra 1826 og fik 1832 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig først efter Portrætmaleriet, men gik snart over til at være Decorationsmaler og tog 1836 Borgerskab som Malermester. Han ernærede sig nu som Decorationsmaler, men syslede dog ogsaa med Theatermaleriet, dels ved det kgl. Theater under C. F. Christensen, dels for egen Regning ved de andre Theatre,

 

151

indtil hau 1859 blev fast Theatermaler ved Casinos Theater. Hau var gift med to Søstre efter hinanden, Lene Marie og Sofie Chri­stine fødte Schmidt, og døde i Kjøbenhavn d. 4. Maj 1876. En Sen af første Ægteskab, Frants Emanuel Ehrencron, født 19. Marts 1841, lovede at blive en dygtig Konstner, da Døden bortrev ham i hans tyvende Aar den 23. Juli 1860. (Konstn. egne Medd. Opgiv, fra Fam, Akad. Skifteretten.)

 

Ehrhardt. Johannes Ehrhardt, kaldes af Christian IV Maler i Helsingør, undertiden blot »Johan Maler udi Helsingør«, men synes ikke at kunne gjøres identisk med »Johan Maler nu boendes i Kjøbenhavn” eller med »Johan Maler af Flensborg«. Han nævnes i Christian IV's Almanakker flere Gange fra Maj 1607 til August 1608, men har vistnok indtaget en lavere Plads end adskillige andre af de Konstnere, som arbejdede for denne Konge, eftersom det synes mest at have været C opier og Decorationsarbejder, der bestilles hos ham. (Schlegel. Saml. z. Dan. G-escli. II, 3. Hf t. Chr. IV's alm-. 21. Maj, 10. Deo. 1607, 3. Febr., 2, Aug. 1608. Weinw. Lex.)

 

Eichen. Brødrene von der Eichen hed de Tapetvævere, som under Christian V arbejdede ved Tapetfabriken i Kjøge 1684—98 for en Del efter P. Andersens Tegninger. (Weinwich, S. 96. Bur-mau-Becker Om Tapeter i Danmark, S. 28. Kgl. Regnsk. i Grehejiuearch.)

 

Eigtved. Nikolaj Eigtved var en Bondesøn fra Egtved ved Skjoldnæsholm paa Sjælland og blev født d. 22. Juni 1701. Efter at han var bleven Gartnersvend, drog han udenlands og søgte at uddanne sig ikke blot for sit oprindelige Fag, rnen ogsaa for Bygningskonsteu. I 1725 var hau i Warscliau, hvor han ved sine Teg­ninger vakte Opmærksomhed hos en Oberst Poppelmann, der tog ham i sin Tjeneste og hjalp ham til at blive Lieutenaut ved Ingenieurerne (1729). Da det 1733 tilfældig røbedes for Greneral Løvenørn, under et Ophold i Udlandet, at den saxiske Officer var dansk født, udvirkede denne, at Eigtved blev kaldt tilbage til Danmark, og han. fik nu sin Afsked af Kongen af Saxen som »Hauptmann”. Inden han traadte i dansk Tjeneste, tillod Chri­stian VI ham at foretage en Rejse paa kongelig Bekostning for at studere Bygningskonsten i Italien (1733—35). Siden opholdt hau sig i Danmark, hvor han blev Capitain, Oberstlieutenant, Oberst, Kirkeinspecteur, Hofbygmester og Directeur for det ældre Konstakademi. Han ægtede 1743 Sofie Christine født Walter, der var

 

152

Kammerjomfru hos Kronprinsesse Louise, og han døde den 7. Juni 1754, ikke længe efter at det nye Konstakademi paa Charlottenborg var stiftet. Han deltog med Thura i den indre Udsmykning af Chri­stiansborg Slot, hvis Portal tillægges ham, medens Bygningens Ydre for øvrigt skyldes Hausser. Han ombyggede Bregentved Slot, da dette Gods fra 1740 en kort Tid var i Christian VIs Eje, og 1744 hyggede han Sofienborg Slot ved Rungsted til Dronning Sofie Magdalene. Ved Christian VI's Død (1746) maatte han indrette castrum doloris i Slotskirken og snart efter ligeledes anordne den festlige Udsmykning af samme Kirke til Frederik Y's Kroning. Hans Hovedværk er dog de fire Palaier paa Amalienborg, byggede 1750—55 efter hans Tegninger i sildig Renaisaancestil. Han gjorde ogsaa Tegning til Frederikskirken paa Christianshavn (1754), som Anthon fuldførte (s. d.). Selv skrev han sit Navn Eigtwedt. Akade­miet kjøbte efter hans Død et Portræt af ham for 5 Rdl. d. C. og og besluttede at ophænge det blandt Medlemmernes Portræter, men i Fortegnelsen 1793 nævnes det allerede ikke mere. (Weinwich, S. 149. do. Lex. Biisehing Nachrichten I, 702. Thiele Kstakad., S. 59 o. n. St. Kst. og Æsth., S. 55—57 og 179—81. Danske Atlas II, 243. Posttid, for 1754 Nr. 45 og 46. Ramdohrs Rejse I, S. 89. Skild. 1829, Sp. 1362. Mnemosyne III, S. 110 o. n. St. Akad.)

 

Eilersen. Eiler Rasmussen Eilersen er født i Østerby i Svaninge Sogn i det sydlige Fyn d. 1. Marts 1827. Hans Fader var Gaardfæster og Sognefoged Rasmus Eilersen, hans Moder var Anne Hansdatter; han blev derfor opdragen paa Landet som Datidens Bondesønner, men. da han stedse havde vist Lyst til Tegning, kom han 1847 til Kjøhenhavn, hvor hans begyndte Uddannelse allerede Aaret efter blev afbrudt ved Krigen 1848—50, som han i Følge sin Værnepligt maatte deltage i. Det var først efter Krigen, han for Alvor kunde uddanne sig for sit valgte Fag, Landskabsmaleriet. Efter at han siden 1849 havde udstillet (i Førstningen under Navnet E. Rasmussen), fik han i 1858—59 Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar, sorn han navnlig tilbragte i Paris, Pyrenæerne og Svejts og tilsidst i Nordfrankrig og Belgien. Senere har han foretaget et Par mindre Rejser.

Medens han som ung Konstner selv maatte bryde sig en Vej, havde han en Støtte i Grev Preben Bille Brahe, paa hvis Gods hans Fader var Fæster, og senere i dennes Søn Baron Christian Bille Brahe, som er Stiftamtmand i Kjøbenhavn, idet begge med stor Redebonhed kjøbte Billeder af ham, Denne flittige Konstner

 

153

har forstaaet at vinde et Publicum for sig ikke alene i Danmark, men ogsaa i Tyskland, England, Rusland og Amerika, hvortil han har solgt ikke faa af sine største og mest vellykkede Billeder. Den kgl. Malerisamling ejer »Parti af Frisenborg Have«.

Eilersen blev i 1856 gift med Eleonore født Winning fra Faaborg og blev den 16. Februar 1871 Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Fdl. 1856 3. Maj. 1867 U. Maj.)

 

Eleonore Christine se Leonore Christine.

 

Engelhart. Cathrine Caroline (Cathinca) Engelhart er Datter af Kontorchef i Nationalbanken Christian Engelhart og Nathalie født Rønne og er født i Kjøbenhavn d. 6. Februar 1845. Da hun havde megen Lyst til Malerkonsten, lærte hun 1865—66 at tegne og male hos Carl Bøgh, men rejste allerede 1867 til Bryssel og senere til Düsseldorf, hvor han forblev i syv Aar og nød Vej­ledning af Vautier og Sohn. Fra 1869 har hun udstillet Genre-malerier og Portræter saavel i Dtisseldorf gom i Kjøbenhavn, og har solgt adskillige Billeder til Udlandet. I 1875 rejste hun til Christiania og derfra til Stokholm for at udføre nogle Bestillinger, saaledes to Portræter af Carl XIV Johan til Kong Oscar II. Efter et kort Besøg i Hjemmet foretog hun en ny Konstrejse til Paris, hvor hun endnu opholdt sig ved Udgangen af 1876. Et Genre­billede »Ingen Roser uden Torne« (1874) blev solgt til Konstforeningen i .Kjøbenhavn. Hun har tillige skrevet og tegnet til tyske Ugeblade. (Medd. af Konstn. Fader. Udst. Cat.)

 

Engels. Peter Engels, Perspectivmaler. Han fik kongeligt Rejsepas 1658 for at rejse paa sin Konst, endog til Italien. (Weinw. Lex.)

 

Ens. Caspar Ens er Forfatter til et Værk over Frederik II, Rerum Danicarum Frederici Sectmdi osv., der udkom 1593 og blev ledsaget af nogle i Tverfolio udførte Kobberstik, som var udkomne nogle Aar tidligere (1589) og ere stukne af Frants Hogenberg (s. d.). Ens var derimod ikke, som Weinwich antager, Kobberstikker og har vistnok heller ikke opholdt sig her i Landet. Fejltagelsen er opstaaet ved, at da Resens Frederik II's Krønike blev udgiven 1680, »beprydedes« den bl. a. med Aftryk af de nævnte næsten hundrede Aar gamle Plader, der nu var temmelig slidte. Til Krønikens Brug forsynedes de med danske Paaskrifter og med Tilføjelsen af Navnet C. Ens i det højre Hjørne, enten fordi man dengang troede, at Stikkene var af Ens, eller fordi denne var Forfatter til de latinske

 

154

Underskrifter.    (Weimv.,  S. 103,   og  do.  Lex.    Her. Dan. Fr. II. Franeof. 1593.    Resens Fred. Il's Krønike.)

 

Erdmann. Jakob Erdmann. »I Følge et ham tilstillet kongeligt Pas af 27. Sept. 1709 rejste denne Maler udenlands for at gjøre sig mere fuldkommen i sin Konst.« (Spengl. Art. Eft.)

 

Erichsen. Vigilius Erichsen, dansk Maler, født 1722, rimeligvis i Kjøbenhavn, uddannede sig under J. S. Wahl til Por­trætmaler, saavel i Oliefarve som i Miniatur. Da han efterhaanden vandt Navn som Portrætmaler, ønskede han Akademiets Rejse­stipendium for at blive Medlem. Eftersom dette ikke kunde tilstedes ham, uden at han havde vundet (ruldine daillen som Historiemaler, deltog han ogsaa (1755) i Coucurrenoen for denne, men opnaaede den ikke. To Aar efter fulgte han en Kaldelse til St. Petersborg, hvor han senere blev Catharine Il's Hofmaler og malede hendes Portræt mange Gange baade i Legemsstørrelse og i Miniatur. Hans vigtigste Portræt af hende forestiller hende til Hest i Gardeuniform, saaledes som hun var klædt, da hun besteg Tronen. Han skal ogsaa have malet historiske Billeder i St. Petersborg, .men gjorde dog især Lykke som Portrætmaler; i-1772 kom han tilbage til Kjøbenhavn og blev i November s. A. udnævnt til Hofportrætmaler med 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) af Kongens Chatolkasse. Senere fik han Titel af Justitsraad og døde i Kjøbenhavn 1782. Ved Salonen 1778 udstillede han bl. A. to Portræter af Enkedronning Juliane Marie, hvem han har malet flere Gange, og af Arveprinsen, der begge skulde sendes til Rusland. De gjorde Lykke ved et blødt og behageligt Foredrag. Theatermaler Cramers Portræt blev samme Aar af denne foræret Konstakademiet. Paa det ældre Christiansborg fandtes et Portræt af ham af Juliane Marie, som brændte, og et andet af Cathsrine.II, begge hel Figur, hvilket sidste blev frelst ved Branden og endnu tilhører den kgl Malerisamling, der ligeledes ejer et Brystbillede af L. Spengler, malet inden Erichsens Rejse til Rusland tilligemed et Sidestykke, forestillende dennes Kone, hvilket er i privat Eje. Desuden findes endnu paa forskjellige Steder i privat Eje adelige og kongelige Portræter malede af Erichsen. Han prises meget for sin Gjengivelse af Stofferne, saaledes at endog hans Atlask sammen­lignes med de gamle Hollænderes. Hans Enke, Ida Christine født Bassebech, døde 1809. (Weinwich, S. 163. Sandvig, S. 41—42. Hennings, S. 145. Skild. 1809, Sp. 1195. Jonge Kbh. Beskr., S. 519, 529. Spengl. Gat. Nr. 854—58. Akad. Private Medd.)

 

Ernst.    Johan  Conrad Ernst var i det mindste fra 1696

 

155

kgl. Bygmester og blev senere General bygmester med 1000 Rdl. d. 0. (3200 Kroner) om Aaret af Kongens Particuliérekasse. Han var tillige Assessor i Hofretten. (1703), blev 1709 Cancelliraad, senere Justitsraad og 1729 Etatsraad. Ernst blev 1703 gift med Magdalene født Foss, som døde 1719; han nævnes som Bygmester til Cancellibygningen (1719) og er død efter 1730. • (Spengler Art. Eft. Frue Kirkeb. v. Lengn. (rehejmearehivet.)

 

Esteves. David Esteves nævnes som Lærling af d'Agar. Han skal baade 1691 og 1703 have faaet kgl. Rejsepas for at uddanne sig i Udlandet som Konstmaler. ("Weiuwich Lex.)

 

Evens. Otto Frederik Theobald Evens, Søn af Gjørtlermester Thomas Mandix Evens og Ane Margrethe født Frederiksen, er født d. 16. Februar 1826. Han lærte Grjørtlerhaandværket i Faderens Værksted, samtidig med at han besøgte Konstakademiets Haandværksskoler (1839). Da det imidlertid gik op for ham, at han vilde være Billedhugger, gik han over i den egentlige Konstskole paa Akademiet og kom snart efter til Bissen, under hvis Vejledning­han arbejdede i flere Aar. Han fik 1846 den mindre og 1849 den store Sølvmedaille i Modelskolen, samt to Aar efter den mindre Gruldmedaille for »Thetis beder Vulkan om, Vaaben til sin Søn Aehilles« (1851). Først i 1858 fik han Akademiets Rejseunder­støttelse, efter Aaret før at have vundet den Neuhausenske Præmie for Gruppen »Moderkj ærlighed«. Han opholdt sig tre Aar i Rom indtil Efteraaret 1861, men har senere (1865) tilbragt en Vinter i Italien med det Ankerske Legat. For Udstillingscomiteen har han udført en Billedstøtte af Eckersberg (1865) og senere have hans to mindre Billedstøtter i siddende Stilling af Saxe og Grundtvig-gjort megen Lykke. Evens blev den 25. April 1871 optaget til Medlem af Kunstakademiet. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes »Fiskeren og hans Søn« (Sculptursaml.), »Den fortabte Søn« i Malm (Baron Rosenørn Lehn), en Buste og en Billedstøtte af Frederik VII m. m. (Konatn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Exner. Johan Julius Exner, født d. 30. November 1825 i Kjøbenhavn, er en Søn af en fra Tyskland som ung Mand ind­vandret Musiker, der blev Hoboist ved Kongens Regiment i Kjøben­havn og gift med Karen Jørgensdatter fra Holmsgaard i Vendsyssel. Da Exner fra Barn viste stor Lyst til at tegne og male, blev han efter sin Confirmation sat i Malerlære og besøgte Konstakademiet (1839), hvor han i Løbet af et Par Aar (1841—42) naaede til at blive Elev af Modelskolen. J. L. Lund, der var bleven opmærksom

 

156

paa hans Anlæg, sørgede for, at han blev fritagen for sin Læretid som Malerdreng, og nu vandt han i de følgende Aar (1843 og 1845) Konstakademiets lille og store Sølvmedaille, medens han samtidig søgte at uddanne sig til Historiemaler under Lunds og senere under Eckersberg Vejledning og 1844 begyndte at udstille. Han vandt 1847 den Neuhausenske Præmie for et Dameportræt og malede i det hele ikke faa Portræter i denne Tid, samtidig med at han, ved et Par mindre historiske Billeder, hvoraf det ene, der som et ret lovende Ungdomsarbejde blev kjøbt til den kgl. Malerisamlrng (Thyre Danebod søger at formilde Gorm den Gramles Vrede, 1849), viste, hvad det var, han dengang attraaede. En højsindet Adelsmand, Grev Frederik Knuth til Knuthenborg, støttede ham i disse Aar ved at give ham frit Atelier og Bestilling paa »Marsk Stigs Døtre« (udst. 1851).

Imidlertid havde Exner jævnlig levet paa Landet om Somreii, og Synet af Bondens Liv i Mark og Stue havde uvilkaarlig aflokket ham nogle Studier af Bøndernes Færd, som dog ikke fængslede hverken ham selv eller Publicum i særlig Grad. Derimod blev et i naturlig Størrelse udført Portrætstudie af en aldrende Amager­kone, som sidder og eftertæller sine Penge, af afgjørende Betydning for Exners hele senere Konstretning. Det blev kjøht til den kgl. Malerisamling (1852), og ved at se den Troskab, hvormed Konst-neren havde iagttaget ikke alene Konens ejendommelige Dragt, men ogsaa det vejrslagne Aasyn og dets levende Udtryk, følte Maleri-samlingens daværende Inspecteur, Professor N. Høyen, sig dragen til alvorlig at henlede Konstnerens Opmærksomhed paa ogsaa at iagttage Amagerne i deres Hjem, naar de paa Helligdage færdedes i lystig Tummel i deres klædelige gammelhollandske Dragter. Konstneren fulgte Vinket og malede det følgende Aar »Besøg hos Bedste­fader« (1853), der blev tilkjendt Udstillingsmedaillen og nu tilhører den kgl. Malerisamling. Senere har han Aar for Aar udstillet Fremstillinger af Almuens Liv, dels paa Amager, dels paa Nord­sjælland, dels ogsaa fra Dalarne i Sverige. Flere af disse Billeder tilhøre den kgl. Malerisamling, saaledes »Et Bondegilde i Hollænder­byen paa Amager« (1854), »Et Bondegilde i Hedeboegnen« (1856), »Det betænkelige Valg« (Sorteperspillerne) med legemsstore Figurer i Knæstykke (1863) o. fl.

Exner fik 1857—58 Akademiets Rejsestipendium for to Aar, men var i Virkeligheden ikke meget over et Aar borte, i hvilket han navnlig besøgte Italien. Senere har han paa mindre Rejser et

 

157

Par gange været i Sverige. I 1863 ægtede lian Inger Henriette Sofie født Ringsted, den 23. Maj 1864 blev han Medlem af Konst-akademiet, i 1866 blev han Medlem af Kunstakademiet i Stok­holm, i 1869 Ridder af Dannebrog og i 1876 fik han Titel af Pro­fessor. En stor Del af Exners populaireste Billeder ere udkomne i Lithografi, der have vundet en saadan Udbredelse, at endog tyske Forretningsfirmaer have ladet dem eftergjøre; »Carnevalspigen« og »De smaa Naboer« ere udkomne i Kobberstik. Foruden de nævnte Billeder af Almuens Liv har Exner ogsaa flere Gange malet mindre Portrætbilleder med hele Figurer i sluttede Grupper, saaledes at de for den udenfor staaende have dannet virkelige Livsbilleder fra den dannede Middelstand. Til denne Kreds kan ogsaa henregnes »Chri­stian Winther paa en Spadseretour«, der blev malet til Orla Leh-mann som et Led i Rækken af »Danske Digtere«. (Konstn. egne Medd. 111. Tid. 1862 N r. 168, Biogr. ved J. N. L. Dalsgaard. Akad. Udst. Cat.)

 

EyerschötteI. Johan Eyersehöttel nævnes i Levneds­beskrivelsen af Krock som Maler i Husum og dennes første Lærer. Han tilhører altsaa Slutningen af det syttende Aarhundrede. Paa nævnte Sted roses han for sine »Ansigtsstykker« og Weinwich nævner, at der gives Kobberstik efter hans malede Portræter, paa hvilke hans Navn ogsaa skrives Ayer Schettel. (Danske Mag. III, S. 142 flg. Weinw., S. 92 og Lex.)

 

158

Faber. Christoffer Faber, Søn af Landinspecteur Faber, blev født paa Ingerslyst i Munkebo Sogn i Fyn d. 18. September 1800, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn og nød samtidig Historie­maler J. L. Lunds Vejledning. Han udstillede fra 1835 dels figur­billeder, dels Landskaber, navnlig fra Egnen ved Kjerteminde. Et Billede fra Kjertemindefjord »Beltbaade søge Havn« (?) skal være blevet saa strængt dadlet, navnlig for Farven i Bølgerne, at Konstueren i mange Aar derefter ikke havde Lyst til at sende noget Billede til Udstillingen. Fra 1844 levede han dels i Kjerteminde, dels i en længere Aarrække i St. Hans Præstegaard i Odense. ,Han var under Portrætmaler Moes Sygdom og efter dennes Død i et Aarstid Tegnelærer ved Kathedralskolen i Odense (1854—55), samt ved Borgerskolen sammesteds uafbrudt, indtil han blev bortreven ved en pludselig Død d. 20. November 1869. Han var gift med Ane Kirstine født Muus.

Foruden de faa Arbejder, han udstillede 1835—44, derpaa 1856 og 1858, har han malet en Del Altertavler, navnlig efter Bestilling af Grev Ahlefeldt til Kirkerne under Limdsgaards Gods. Da hans Beskedenhed — eller Brist paa Opfindelsesevne — ikke tillod ham at udføre disse Billeder ganske paa egen Haand, fik han for det meste Udkast af J. L. Lund til at male efter. Altertavlen i Drigstrup roses som heldig. Desuden malede han Udsigter fra Omegnen af Odense m. m. (Fyns Stif'tstid. 1869 Nr. 332. Private Medd. Udst. Cat.)

 

Fabris.    Jakob Fabris,  en Theatermaler,  født i Venezia af

 

159

tyske Forældre,1 var 1724—26 Decorationsmaler ved Theatret i Hamborg, arbejdede ved Tiden 1742 i Berlin, kom derfra til Dan­mark, livor lian udførte Decorationsarbejder paa Fredensborg, navnlig i Spisesalen ud mod Haven, endvidere paa Bregentved og i private Huse i Kjøbenhavn. Han blev udnævnt til Cancelliraad og skrev 1759 ^Instruction oder Unterrichtung in dem geometrischen, per-spedivischen und architectonischen Lectionen in zwei Bii,cher«> der bevares i Hdskr. i det store kgl. Bibliothek. Han maa have været blandt -de første, der fik Bolig paa Obarlottenborg efter det nye Konstakademis Stiftelse, thi der døde lian d. 18. (17.) December 1761 »i bans Alders 72. Aar«; ban maa altsaa være født omtrent 1689. (Weinwich, S. 165. Fiissli Lex. Nagler do. Hamb. Kstl. Lex. Pontoppidan Dske Atlas II, 2G4, Adresseavisen 1761 Nr. 96.)

 

Fabritius de Tengnagel. Frederik Michael Ernst Fabritius de Tengnagel, Søn af Kammerherre Michael Fabritius de Tengnagel og Adolfine født Leth, blev født d. 2. Januar 1781 paa Vejle-gaard i Fyn, og gik først efter Forældrenes Ønske den militaire Vej. Han var i en Kække Aar Officer ved de fynske lette Dragoner, indtil ban i 1813 tog sin Afsked fra Krigstjenesten for ganske at hellige sigKonste«, som han tidligere havde dyrket i sin Fritid. Han blev nu Lærling af J. P. Møller samtidig med J. C. Dahl og begyndte 1820 at udstille. I 1823, i hvilket Aar han ogsaa var bleven udnævnt til Krigsraad, maa lian have foretaget en lille Udenlands­rejse til Tyskland, hvor han bl. a. besøgte Dahl i Dresden. Udstil­lingen 1824 og enkelte Gange i de senere Aar viste Frugterne af denne .Rejse. For øvrigt holdt han sig mest til Hjemmets Egne, naar han ikke, efter Datidens Skik »componerede«. Han indsendte i Marts 1827 to Stykker for at blive agreeret ved Konstakaderniet, og fik til Opgave »et dansk Landskab«. Paa »Et Vinterlandskab fra Langeland« (udst. 1829) blev han 9. Juni 1828 optaget som Medlem af Akademiet. Han var en flittig og omhyggelig Konstner uden fremragende Talent, men han forstod dog i Vinterstykker med Daglys eller Maaneskin, som han helst malede, at frembringe en sand konstnerisk Virkning. De var ogsaa søgte hos Samtiden, medens hans Gjengivelser af andre Aarstider vandt mindre Yndest. Han blev 1847 R. af Dbr. og døde pludselig d. 27. Maj 1849 som ugift. (Weinw.Lex. SelmerNekrolog. Saml.II,412. Lengn. "Udst. Gat. Akad.)

 

1 Kraft og Nyerups Lit. Lex. nævner en Salvator Fabris, som 1625 var Fægtemester her i Landet. Var det maaske hans Bedstefader, saaledes at han var født i Danmark. Som man ser, skriver han Tysk og ikke Italiensk.

 

160

Fahrenholtz. Georg Fahrenholtz, Kobberstikker fra Kjøbenhavn, født 1757, fik 1779 Kunstakademiets mindre Sølvmedailie, og gav sig senere mest af med at stikke Vignetter og satiriske Kobbere; men han var meget forfalden og levede stedse i trykkende Kaar. Blandt hans Kobbere nævnes »Prins Kjøruds Forelæsninger«, der paa Grund af sit »højst umoralske« Præg voldte ham en Politisag d, 3. December 1798. Samme Aar skal han have bebudet en Udgave af »uværdige Danske og Tyske«, men dette Værk blev standset. Han døde 1816, 59 Aar gammel. (Weinwioh, S. 234. Øst Lit. Konet- og Theaterblade 1798 II, S. 7. Skild. 1830, Sp. 499. Hist. Tidsskr. 4. Bække IV, 275, Werlauffs Erindr. Trinitatis Kirkeb. ved Lengnick.)

 

Fauerholdt. Viggo Fauerholdt, født 1832 i Kjøbenhavn, kom efter sin Confirmation i Malerlære og begyndte samtidig fra 1846 at besøge Konstakademiet, hvor han i 1852 naaede til at blive Blev af Modelskolen. Imidlertid havde han kastet sig over Se-maleriet og udstillede fra 1854 til 1855 en Del Søbilleder og Kyst­partier, dels fra vore nærmeste Farvande, dels fra Bornholm og Norge. I 1857 vandt han den Neuhausenske Præmie for »En helsingørsk LocUbaad, som sætter ud til et Skib«. Han stod i det hele ret lovende i den yngre Kreds af Sømalere, da han i 1865 med Konstakademiets Stipendium rejste til Tyskland, hvor den düsseldorfske Paavirkning, at dømme efter de i 1866 og 1867 hjemsendte Billeder, ikke syntes at virke gunstigt paa Udviklingen af hans Talent. Han er ikke senere vendt tilbage til sit Fædreland og har heller ikke senere udstillet i Kjøbenhavn. (Akad. Udst. Gat. PdL 1867, 11. Maj.)

 

Fenger. Ludvig Peter Fenger, Søn af Sognepræst Peter Andreas Fenger og Louise Augusta født Manthey, kom til Verden i Slotsbjergby Præstegaard d. 7. Juli 1833. Efter at han var bleven Student fra Slagelse Skole 1852 og Aaret efter havde taget anden Examen, besluttede han at uddanne sig til Bygmester, gik i Murer­lære , tegnede om Vintren hos Hetsch og blev det følgende Aar (1854) Mursvend. Han var vel allerede 1853 begyndt at gaa paa Konstakademiet; men da han samtidig under Bindesbøll, senere under Th. Sørensen og H. Chr. Hansen virkede som Conducteur ved Opførelsen af LandboHøjskolen indtil 1858, derpaa 1859—60 for Meldahl forestod Opførelsen af Alnarps Landbrugsskole i Skaane, lykkedes det ham først i 1861 at vinde Akademiets mindre Sølv­medailie. Hans Skolestudier blev imidlertid atter afbrudte ved en

 

161

Rejse med Understøttelse fra den Rejersenske Fond til England, hvor han fik Lejlighed til at se Verdensudstillingen i London 1862. Den følgende Vinter, Januar 1863, vandt han den store Sølvmedaille og 1864 den mindre Guldmedaille for »En Bygning til fædrelandske Mindesmærker«. I Foraaret 1864 deltog han som Frivillig i Krigen, blev saaret og fangen ved Erobringen af Als og først udløst ved Fredslutningen. Efter en mindre Rejse i Udlandet vandt han 1866 den store Guldmedaille for »Et Landarsenal« og fik om Efteraaret samme Aar Akademiets store Rejsestipendium til en treaarig Uden­landsrejse (1867—69). Efter Hjemkomsten blev han d. 25. April 1871 Medlem af Akademiet og vedblev at virke som Assistent ved Bygningsskolen, i hvilken Stilling han var indtraadt inden Rejsen, indtil i Foraaret 1876, da han fratraadte den. I 1872 havde han giftet sig med Augusta Theodora født Fenger.

Baade før og efter sin Rejse har han virket som Bygmester, dels ved Opførelsen af enkelte Bygninger for Private, dels ved Deltagelsen i flere Concurrencer, ved hvilke han vandt Præmien. Den vigtigste af disse var Concurrencen om et nyt Theater til Kjøbenhavn i For­ening med H. J. Holm, (og Krarup for Ventilationens Vedkommende). Deres Udkast vandt anden Præmie, medens Dahlerup og Petersen, som vandt den første, kom til at bygge Theatret. Omtrent samtidig (1871—72) ledede han Ombygningen af Holmens Kirke, og han har, foruden forskjellige andre tildels betydelige Ombygninger i Kjøbenhavn, opført en Del af Byggeselskabets Ejendomme (ved Ny Adelgade og Hovedvagtsgade). Nu (Vintren 1876—77) bygger han Jakobskirken paa Østerbro i gothisk Stil. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Fich. Erik Carl Frederik Fich, Søn af Bogholder Andreas Fich, var født i Kjøbenhavn den 17. Februar 1817. Han besøgte Konstakademiet fra 1829, blev (1839) Elev af Modelskolen og udstillede 1837—51 dels Landskaber, dels Figurbilleder. Han var med i Krigen 1848—50 og malede et Par Billeder fra Feltlivet. Da han imidlertid ikke torde bestemme sig for udelukkende at leve som Konstner, tog han allerede 1845 Borgerskab som Malermester. Han var gift med Emma Fich og døde d. 13. August 1870. (Private Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Fick. Niels Fick »opholder sig i Faaborg i Fyn, hvor hans Forældre er Væverfolk. Han maler fortræffelig Bacchanalier og andre Stykker, svagt i Couleuren og dog meget stærk i Ud­trykket. For mit Portræt gav jeg ham 10 Rigsdaler. Kjøbenhavn

 

162

d. 27. Marts 1785. -H. Langhorn.« (Saaledes ordret hos Sandvig, S. 42.)

 

Fiebig. Carl Rudolf Fiebig var fedt 1812 i Eckernførde, hvor han nød den første Undervisning i Konsten hos Portrætmaler Baasch. Han kom i 1832 til Kjøbenhavn for at besøge Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1837. Samtidig lagde han sig efter Portrætfaget under J. L. Lunds Vejledning og har udelukkende udstillet som Portrætmaler fra 1837 til 1869. Han var temmelig søgt som saadan, da hans Billeder skulle have lignet godt og han vistnok var billig med dem; derimod havde de i Almindelighed ikke stort Konstværd. I sine sidste Aar holdt han op med at male, eller i al Fald kom hans Billeder ikke paa Udstillingen. Han har foruden Portræter malet nogle Alterbilleder til Landsbykirker i det egentlige Danmark og Slesvig. Fiebig var gift med Marie Anna Adolnne født Spiegelhalter (f 1867) og døde selv d. 23. Februar 1874. (Konstn, egne Medd. Akad. Udst. Cat. Dagbl. 1874 Nr. 47. Skifteretten.)

 

Fischer. Hans Christian Fischer, Søn af Fabrikant C. Fischer, er født 1849 i Vestbirk ved Horsens. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1865—71 og har siden 1869 udstillet som Landskabsmaler, som oftest Partier fra Jylland. (Akad. Udst- Cat.)

 

Fischer. Johannes August Fischer, Søn af nedennævnte Ph. A. Fischer, er født d. 11. Marts 1854 i Kjøbenhavn. Han var først i Billedskjærerlære og begyndte som Lærling i dette Fag at besøge Konstakademiet i October 1869. Senere foretrak han at blive Maler, tog den 18. Marts 1874 Afgangsprøve som saadan og udstillede 1876 et Par Figurbilleder. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Fischer. Philip August Fischer, Søn af Kjøbmand Philip Fischer, er født i Rudkjøbing d. 1. April 1817. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, blev Elev af Modelskolen 1842 og udstillede 1843 et Genrebillede. Imidlertid tog han 1851 Borger­skab som Malermester, men har ikke desto mindre udstillet et Par Billeder 1851—52. Han lever endnu som Malermester og Fernis­fabrikant og er gift med Gustava Albertina født Svedgren. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Fjeldskov. Niels Valdemar Fjeldskov, Søn af Fiskebløder Jørgen Fjeldskov fra Ribe og Barbara født Mogensen, er født i Kjøbenhavn d. 2. April 1826. Da han viste Lyst til Tegning, kom han til at besøge Konstakademiet (1840), blev 1842 sat i Lære hos

 

163

Billedskjærer Sandberg og arbejdede senere i H. V. Bissens Billedhuggerværksteder, men blev afbrudt i sin Konstvirksomhed af Krigen 1848—50, Under Krigen fik han dog Lejlighed til at se Brüggemanns store Altertavle i Slesvig Domkirke, der gav ham Lyst til at uddanne sig for Alvor som Billedskjærer i Træ. Efter Krigen vandt han 1852 begge Akademiets Sølvmedailler (Marts og Decbr.), og da han i 1855 havde vundet den Neuhausenske Præmie for en »Pan«, udskaaren i Træ, fik han Rejseunderstøttelse af Ministeriet og af den Rejersenske Fond for at besøge Verdensudstillingen i Paris s. A. Senere har han gjentagne Gange haft Understøttelse af den Rejersenske Fond for at uddanne sig videre i sit valgte Fag. I 1863 ægtede han Cathrine Dorothea født Flensborg og oprettede kort efter et Værksted for Træskjærerarbejde i Kjøbenhavn.

Foruden adskillige større Decorationsarbejder, dels i Træ, dels i Cement eller Sten, f. Ex. til Frederiksborg .Slot, til Frijsenborg, til Børssalen, Universitetet, Navigationsskolen, Zoologisk Museum o. fl. Bygninger i Kjøbenhavn, endvidere til Aarhus Domkirke, Kirken i Randers m. m.,' har han udført adskillige selvstændige Billedhuggerarbejder saasom »Skøjteløberen« (1858), »Thor hos Jætten Thrym« i Malm (1863) og nogle Portræter. (Konstn. egne Medd. Åkad. Udst. Gat. 111. Tid. 1863 Nr. 176.)

 

Flachner. Ferdinand Flachner, en Maler, som uddannede sig ved Konstakademiet her i Begyndelsen af Aarhundredet (1809—13). Han fik 1813 begge Akademiets Sølvmedailler og concurrerede samme Aar til den lille Guldmedaille, som han dog først opnaaede i 1816, for Opgaven »Susannas Historie« Dan. 13, 34—35. Han udstillede nogle historiske Arbejder, deriblandt det nævnte Arbejde for Guldmedaillen, der alle roses meget i Datidens Anmeldelser. I Aaret 1817 concurrerede han til den store Guldmedaille uden at faa den, og 1818 udstillede han sidste Gang »Elias opvækker Enkens Søn«, som tilhører den kgl. Malerisamling. Da han siden ikke nævnes, hverken som Udstiller eller paa anden Maade, kjendes hans senere Historie ikke. Han omtales ligesaa lidt af Weinwich som af Spengler og var sandsynligvis en født Udlænding. Ældre Mænd paastod, at han egentlig hed Flachenecker ; men om han stod i noget Slægtskabsforhold til den tyske Lithograf Wolfgang Flachenecker (født 1792), har ikke kunnet oplyses. (Akad. Udst. Gat. Skild. 1815, Sp.443; 1816, Sp. 442; 1818, Sp. 440.)

 

Fleischer. Emanuel Edvard Christie Fleischer, Søn af Cand. philos. Pastor Adolf Frederik Hilarius Fleischer og Emilie

 

164

Charlotte født Dorscheus, er født i Nestved, medens Faderen var Adjunct ved Herlufsholm, d. 30. November 1850. Efter at have nydt privat Undervisning i Hjemmet blev han sat i Tømmerlære, besøgte samtidig C. V. Nielsens Tegneskole og fra 1867 til 1873 Kunstakademiets Skoler, blev Elev og stededes til Afgangsprøve som Architekt, men opgav snart efter Bygningskonsten for at træde i den almindelig apostolske (den irvingianske) Kirkes Tjeneste og flyttede i September 1875 til Aarhus som sin Kirkes Evangelist.

I 1870 var han i England, hvor han under den engelske Archi­tekt John Belcher gjorde Tegning til Irvingianernes Kirke i Kjøbenhavn, hvis Opførelse han siden ledede (Oct. 1870 til 1. Aug. 1871). Han blev gift (1873) med Marie Esther født Krayenbühl, som døde Aaret efter ved et ulykkeligt Tilfælde. (Konstn. egne Medd. Private Opgiv. Akad. Vejvis. 1877, S. 1.)

 

Flensborg. Valdemar Flensborg, Søn af Birkedommer C. A. Flensborg og Christine Flensborg f. Bryggmann Boserup, var født d. 31. Juli 1846 i Kjøbenhavn. Efter at have besøgt Borgerdydskolen i Kjøbenhavn og tegnet hos F. Helsted kom han i 1865 paa Konstakademiet, hvorfra han fik Afgangsbevis som Maler d. 19. Marts 1872. Han havde i 1874 udstillet et Dameportræt i Knæstykke og et mindre Figurbillede; men allerede d. 3. September 1876 bortrev Døden ham, kun 30 Aar gammel. (Akad. Udst. Gat. Private Medd. Berl. Tid. 1876 Nr. 206.)

 

Flinch. Andreas Christian Ferdinand Flinch var Søn af Kleinsmedmester Johan Flinch og Marie Elisabeth født Rostrup; begge Forældrene stammede oprindelig fra Sverige. Flinch var født d. 3. Februar 1813 i Kjøbenhavn og var først i Guldsmedlære hos J. B. DalhofF; men da han følte sig dragen til Konsten og lagde sig efter at gravere, overlod Faderen ham ganske til sig selv. Han besøgte Konstakademiet (1832—38), og støttet af samtidige unge Konstnere, Lundbye, Skovgaard og Frølich lagde han sig nu efter Træskjærerkonsten ganske paa egen Haand, hvorfor han gjorde sig Arbejdet surere, men ogsaa konstnerisk friere, end efter den i Udlandet og nu ogsaa her brugelige Maade. Paa den sværtede »Stok« overførte han nemlig kun Tegningens Omrids med røde Linier, og udførte for øvrigt alle Enkeltheder paa fri Haand med Gravstikken, idet han fulgte den originale Tegning saa nøje, som Emnet og hans konstneriske Færdighed vilde tilstede. Det var især Tegninger af de nævnte Konstnere, senere ogsaa af Marstrand og o. a., Flinch udførte i en rask let Maner, der gav Fremstillingerne

 

165

Lighed med kjækt henkastede Pennetegninger. Med Understøttelse af den Rejersenske Fond var han udenlands 1837—38, men opgav ikke sin egen tilvante Behandlingsmaade, hvori han oplærte sine første Lærlinger, som Kittendorf, Henneberg o. fl. Efter at Akade­miet paa Magistratens Forespørgsel havde erklæret Træsnittets Konst (Xylografien) for at henhøre til de skjønne Konster, saa at den altsaa var »en fri Næring«, nedsatte Flinch sig i 1840 som Xylograf i Kjøbenhavn og beholdt et Værksted i sit Fag lige til sin Død, hvorvel han i sine senere Aar ikke arbejdede selv. Derimod frem­mede han Interessen for Træsnittet ved Udgivelsen af mindre Bøger, udstyrede med Træsnit, navnlig ved den i en lang Aarrække stadig udkommende »Flinchs Almanak«, der paa Grund af sin store Ud­bredelse næsten maa kaldes en Folkebog. Om denne hans literaire Virksomhed henvises for øvrigt til andre Kilder. Han blev gift 1838 med Marie Sofie født Kaufmann og udstillede fra 1836 til 1844 adskillige Prøver paa Træsnit. Senere levede han næsten ude­lukkende som Redacteur af sin Almanak og døde den 16. August 1872. Flinch har den Fortjeneste at have indført Træsnittet i den danske Konst og at have uddannet de Lærlinger, der siden have medvirket til at hæve denne Konstart til lige Trin med Frembrin­gelser af samme Art i Udlandet. (Medd. af Konstn. Søn. Erslew, Forf. Lex. Suppl. I, 487. Private Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Flint. Andreas Flint, Søn af Ole Nielsen Flint, Kobber­stikker ved Søetaten (f 8. Jan. 1808) og Anna født Thomsen, blev fedt 1766 eller snarere 1768 i Kjøbenhavn. Han besøgte Konstakademiet, hvor han 1788 vandt den mindre og 1791 den store Sølvmedaille for Tegning efter Modellen. Da han imidlertid havde valgt Kobberstikkerkonsten til sit Fag, concurrerede han til Guldmedaillerne som Kobberstikker og vandt 1792 den mindre Gruldmedaille for et Stik efter Poussins »Moses ved den bræn­dende Tornebusk« samt 1794 den store Guldmedaille for sit Stik efter Luca Giordanos »Abels Død«. Fra 1796 til 1802 nød han som Opmuntring 100 Rdl. d. C. aarlig af Akademiets Kasse; men da Akademiet ikke var tilfreds med hans Fremskridt, nægtedes de ham efter den Tid. En Ansøgning om kgl. Understøttelse til en Udenlandsrejse synes ikke at være tilstaaet ham, trods Akade­miets Anbefaling, eller i al Fald kun for en kort Tid.1 I Aaret

 

1 I Thieles Konstnerstat anføres, at han fik Akademiets Rejsestipendium 1797; men hans Ansøgning derom 1797 blev „henlagt", og først 1800 bevilgedes ham, efter gjentagen Ansøgning, de 100 Rdl., han hidtil havde nydt, „aarlig i

 

166

1808 søgte han om en aarlig Løn af Finanserne og ligeledes om at blive agreeret ved Akademiet, hvilket nægtedes ham, da han kun havde indsendt ældre Arbejder. Han kastede sig nu over Åquatinta-Maneren, der gjorde Lykke hos Publicum, men ikke var efter Akademiets Smag. Han havde en Plan til en Udgivelse af Frem­stillinger af de vigtigste fædrelaudshistoriske Begivenheder, som nok ikke blev til noget. Af Sigvard Schjødts »Norske Prospecter« nævnes kun et Blad som stukket af Flint. Derimod stak han en Mængde (efter Sigende henved 150) Portræter af Samtidige, dels efter Malerier, dels efter egen Tegning, hvilke roses meget. Han blev d. 19. Juli 1803 gift med Ulrikke født Linnerhjelm og døde d. 19. September 1824 af en Nervefeber i sit 56. Aar, efterladende sig Enke og to uforsørgede Børn. Han var Medlem af det svenske Konstakademi. ("Weinwieh, S. 231. do. Lex. Samleren 1792, TV, S. 94. Skild. 1812, Sp. 89, 1126; 1814, 8p. 233; 1830, Sp. 499—500, hvor en Del af hans Arbejder nævnes. Dagen 26. December 1822. Adresseavisen 1808, Nr. 22; 1824, Nr. 222. Thaarup Fdl. Nekrol., S. 284. Akad, Holmens Kirkeb. ved Lengn.)

 

Flint. Niels Flint, Broder til Andreas Flint, født i Kjøben-havn og døbt den 18. April 1776, besøgte Kunstakademiet fra 1790, vandt 1793 den mindre, 1795 den store Salvmedaille, fik rimeligvis s. A. den mindre Gruldmedaille, skjønt ban kun nævnes i Protokollen som concurrerende, og endelig 1797 den store Guldmedaille for Opgaven »Abrahams Sorg ved Saras Død« (l Mos. 23, V. 2). Han regnedes for en meget lovende Koustuer og fik 1805 en varm Anbefaling af Akademiet, da han vilde søge Arbejde ved det nye Christiansborg, og Aaret efter rostes han i endnu stærkere Udtryk som værdig til Rejseunderstøttelse af Kongens Kasse. Inden den Tid, i 1802, var han bleven gift med Marie Cathrine født Grundelach. Foruden hans Medaillestykke ved man kun at nævne af ham en Copi efter Abildgaards Filoktet, som han udstillede i Akademiet (1794), »Et historisk Maleri«, som han udstillede 1797, samt 1809, sandsynligvis hjemsendt fra en Rejse, »Meleager:; og tre Copier. Han forsvinder snart efter ganske; Weinwich tror, han er død paa en Udenlandsrejse, og et andet Sted . siges blot (1813): »Har end Conjuncturerne berøvet os en Flint«. En tredje Broder, Johannes

 

tre Aar udenlands". Da det ikke var nok, søgte han om kgl. Understøttelse; men man ser ikke tydeligt, om han virkelig har været borte. Kun det, at han meldte sig til at agreeres 1808, tyder derpaa. Rejsen maatte da ligge nærved dette Tidspunkt.

 

167

Flint, døbt d. 15. August 1778, var Kobberstikker og fik den mindre Sølvmedaille 1800. (Weinwich Lex. TJdst. Gat, Adresseav. 1808, Nr. 22. Sklld. 1813, S. 458. Holmens Kirkeb. ved Lengn.)

 

Flintoe. Johannes Flintoe. født 1786, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, men kom dog ikke saavidt, at han vandt dets Medailler. Han var i Førstningen Portrætmaler, senere Land­skabsmaler og levede i en lang Aarrække i Christiania som Lærer ved Konstskolen der. Adjunct Hanck fra Odense, som i 1822 besøgte Norge, omtaler i nogle Rejsebreve, der blev trykte 1825 i »Iversens Avis«, Flintoes norske Landskaber i Olie og Grouache med megen Tilfredsstillelse, og nævner lejlighedsvis, at han ogsaa restaurerede gamle Malerier. I 1835 var Flintoe i Besøg i Danmark og foreviste i Kjøbenhavn nogle Panoramaer, der blev omtalte med , Ros i »Dagen«. Efter at have taget sin Afsked fra Skolen i Chri­stiania, kom han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han henlevede sin Alderdom, og han døde her d. 27. Januar 1870 i. sit 84. Aar. I Christiania har han bl. a. malet Chr. Hansteens Portræt. (Akad. Strunk. Dagen 1835, Nr. 255. Berl. Tid. 1870.)

 

Flügge. B. Flügge, en Kobberstikker i Kjøbenhavn, som mulig kun har været Dilettant, da Bladene ere i saa lille Format, har i Aarene 1758—60 raderet nogle Plader, hvoraf tre bære Aarstal og ét Tilføjelsen Hafniæ. De fleste forestille Landskaber og Byg­ninger, én »Et Barn«. F. C. Krohn kjender 9 Blade af ham. (Priv. Opg. af Krohn.)

 

Foltmar T. Christoffer Foltmar, Miniaturmaler og Emaillemaler, var født i Kjøbenhavn d. 17. October 1718 og Søn af Violinisten Johann Foltmar eller Voltmar, som han oprindelig hed. Han lærte Musiken af sin Fader og lagde sig paa samme Tid efter Malerkonsten. Allerede 1739 blev han Organist ved Vajsenhuskirken, hvis Orgel han selv byggede i Forening med sin Broder. Da han havde aflagt Prøve paa sin Færdighed i at tegne og male (1747), fik han Tilsagn om Organisttjenesten ved Holmens Kirke, som ikke synes at være bleven ledig,1 blev Tegnelærer for Cadetterne og endelig kgl. Hofminiaturmaler (1748). Aaret efter ægtede han Frederikke født Ottesen. Han nøjedes dog ikke med at dyrke Vandfarvemaleriet (Miniatur), men lagde sig fra 1753 ogsaa efter Emaillemaleri, og Kongen gav ham en Sum Penge, for at han kunde øve sig deri. Han døde 1759. (Weinwich, S. 135 og 165.

 

1 Jfr. Fosie, som var Organist ved Holmens Kirke til 1763.

 

168

Biisching Nachrichten, S. 252. Danske Saml. IV, S. 87. StatskaL 1749—60.)

 

Fortling. Christian Edvard Fortling, Søn af Lottoadministrator Christian Frederik Fortling, nedennævnte Jakob Fortlings Søn, og Bertha født Jensen, blev født den 10. April 1809 i Kjøbenhavn. Han gjennemgik Konstakademiets Tegneskoler (1820—29} til Gibsskolen og blev Malersvend; men da hans Helbred ikke tillod ham at arbejde som saadan, lagde han sig efter Lithografien, først som Haandværk, i Meyers Voxdugsfabrik, senere gik han over til at arbejde som Konstlithograf i det kgl. Stentrykkeri og hos Em. Bærentaen & Co. Ved Siden af at han udførte en Del videnskabelige Arbejder for Eschricht, Bendz og Prosch, saaledes  at han baade tegnede Gjenstandene efter Naturen og siden lithograferede dem, arbejdede han ogsaa som Konstner, vandt især Navn som en dygtig Portrætlithograf, og i denne Retning var han næsten udelukkende sysselsat i sine senere Aar. Frederik VII's og Biskop Mynsters Portræter efter Gertner, Grundtvigs store Portræt efter Marstrand, Portræterne af Christian IX og Dronning Louise ere foruden en stor Mængde private Portræter, udførte af Fortling,

Han havde i 1844 søgt Rejseuuderstøttelse af Akademiet uden at opnaa den, derimod var han 1853 udenlands med Understøttelse fra den Rejersenske Pond og tilegnede sig paa denne Rejse tillige Færdighed i selve den lithografiske Trykning. Han ejede en Presse og trykkede i sine senere Aar selv sine Arbejder. Fortliug udstillede jævnligt fra 1838 til 1873 dels Tegninger, dels Lithografier. Han var gift med Adelheid født Feine fra "Weimar og døde her i Kjøben­havn d. 12. August 1875. (Private Medd. Udst. Gat. Akad.)

 

Fortling. Jakob Fortling [eller Fortlin] var en Tysker af Fødsel, født d. 23. December 1711, og kom herind som Sten- eller Billedhugger. Paa en Rejse i Norge opdagede han de norske Marmwbr-ud, og han skal senere til Minde herom have skjænket fire Søjler af norsk Marmor til Frederikskirken paa Christianshavn. Fortling var Hofstenhugger, da han d. 18. October 1756 blev udnævnt til Hofbygningsinspecteur, og faa Aar efter (1760) blev han Hof­bygmester. Men som en Følge af et Udslet, hvormed en Skjødehund havde smittet ham, døde han allerede d. 15. Juli 1761 paa gam­mel Amagerland, paa Porcelains- eller Fajancefabriken Kastrup, som han selv havde grundlagt og ejede. I ”Oecon. Mag.« IV, S. 337, har han skrevet en Afhandling »Om grundmurede Bøndergaarde at bygge«. Han var gift med Anne Christine født Hellesen, hans Datter

 

169

blev gift med Harsdorff, og Edvard Fortling var hans Sønnesøn. {Private Medd. Postrytt. 1756, Nr. 85. Worm Lit. Lex. Suppl. Adresseav. 1761, Nr. 53.)

 

Fosie. Jakob Fosie, født i Kjøbenhavii 1679, lagde sig efter Musik og Mechanik, men med mest Forkjærligked efter at tegne og male, navnlig med Vandfarver; han var Lærling af Krogk, men malede dog helst Landskaber med Figurer, som han for det meste copierede efter hollandske Malerier, Wouwerman og lignende Mestre. Han var Medlem af Konstakademiet i Florens (før 1737), uagtet han næppe har rejst, og blev Tegnemester for Søcadetterne, uvist naar, maaske efter Krogks Død (1738); han rar tillige Organist ved Holmens Kirke lige til sin Død. I Aaret 1721 blev han gift med Anna Dorothea født Ilsøe og levede med hende i det samme Hus paa Østergade, hvor han var født, og hvor han døde den 1. December 1763, 84 Aar gammel. Han raderede meget og har udgivet »Tegnet Abc« i 24 Kobbere, »Læreklude« Kbhv. 1741—43, En Samling af hans Disciples Arbejder Kbhv. 1747 og en Samling Landskaber Kbhv. 1746. Blandt hans Lærlinger nævnes Capitain Norden, Capitain Willars, Capitainltn. Grønwold. (Weinw., S. 133. Dauw. Schildrer und Mahler, S. 316. Sandv., S. 43. Wielandts Lærde Tid. 1737, Nr. 14. Adresseavisen 1763, Nr. 131, 1764, Nr. 15. Skild, 1830, Sp. 500. Thiele Kstakad., S. 42. Bruun Rostgaard, S. 451 Anm.)

 

Fosie. Johanne [ikke Johanne Marie] Fosie var Datter af Jakob Fosie og Anna Dorothea født Ilsøe og blev født paa Øster­gade i Kjøbenhavn d. 24. (27.) Marts 1726. Hun lagde sig efter at tegne, male med Vandfarve og radere under Faderens Vejledning. Allerede i sit 15. Aar (1741) udførte hun et Stik »Kristus for Pilati Domstol«, der findes blandt Faderens >Læreklude«. To Aar efter stak hun en Gjengivelse af »Illuminationen ved Jakob Fosies Hus ved Prinsesse Louises Indtog d. 11. December 1743«, ligesom i det Hele ikke faa af hendes Arbejder ere fra dette Aar. Af hendes Vandfarvebilleder ere mange endnu bevarede i hendes Mands Familie; hun blev nemlig d. 1. September 1758 gift med Provst Jens Westengaard i Sverborg, men døde allerede efter faa Aars Ægteskab d. 23. August 1764. Hun synes ikke alene at have været en for sin Tid dygtig Konstnerinde, men ogsaa en livlig og aandfuld Dame, hvis Selskab var søgt af Datidens dannede Kredse. En tysk Brevskriver, kalder hende die geschickte, artige und hübshe Johanne Fosie. Af hendes Stik kan nævnes »Dokkens Indvielse<

 

170

tegnet af F. Norden, to Fremstillinger af Christiansborg, en af Tordenskjolds Attacher til Rothes Levned af denne o.fl. ("VVeinw., S. 133 og 165. Dairw Schildrer u. Mahler, S. 321. Büscliing Nachr. I, S. 438. Sandv., S. 43. Birch. Billedgall. III, S. 350. Skild. 1830, Sp. 501. Erslew. Suppl. III, 590.)

 

Foss. Harald Frederik Foss, født d. 21. August 1843 i Fredericia, hed egentlig Voss, men forandrede Navnet efter Krigen i 1864. Han er Søn af Toldassistent, senere Billedskjærer Hans Vilhelm Foss (Voss) og Vilhelmine Sofie født Støckelbach; han blev først sat i Apothekerlære, men da han havde mere Lyst til at være Konstner, tog han 1861 til Kjøbenhavn, hvor han blev Lærling hos Landskabsmaler Kyhn og gjennemgik samtidig Akademiets Tegne­skoler. Siden 1865 har han udstillet Landskaber, hvortil han for­trinsvis har søgt sine Motiver i Jylland, navnlig i dets Hedeegne. For hans 1867 udstillede Arbejder tilkjendtes ham »den Sødringske Opmuntringsprærnie for Landskabsmaleri«. I 1874 ægtede han Anna Elisabeth Christine Holcha, født Hansen. (Konstin egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Frantz. Peter Frantz, født i Helsingør 1569, nævnes af Descamps som Jan Nieulandts (f. samme Aar) Lærer. Aarstallet gjør det ikke urimeligt, at her er sket en Forvexling med Peter Isacsz, som var født i Helsingør det nævnte Aar. Derimod nævner »Danske Atlas« i Beskrivelsen af det ældre Christiansborg ^nogle bibelske Historier, vel malede af Mons. Frantz«. (Descamps. Peintres Flam. &o. I, 259. Dske. Atl. II, 105. Spengler, Art. Eft. Fiissli Lex.)

 

Frederiksen. Heinrich Vilhelm Frederiksen eller Friederiehsen, Søn af Tømrersvend Peter Vilhelm Friederichsen og født 1841 i Kjøbenhavn, lærte Tømrerhaandværket hos Tømrermester Wenzel, gjennemgik Konstakademiet fra 1856 til 1865, da han ind­stillede sig til Afgangsprøve som Architekt, og er nu Bygnings-iuspectenr i 1ste District i Kjøbenhavn. Han udstillede 1864 og 1865 sine Arbejder for den lille Sølvmedaille og til Afgangsprøve. (Akad, Udst. Cat.)

 

Freese. Daniel Freese kalder sig natione Ditmariensis og har malet et Portræt af H. Rantzau i Frederik II's Tid. Tillige malede han Prospecter 1572—95. Han døde 1611. (Weinw., S. 39. Zeitschr. f. Hamb. Gesch, II, S. 332. N. F. II, S. 263. Hamb. Kstlerlex., S. 76.)

 

Freund.    Georg Christian Freund, Søn af kgl. Møntmester

 

171

Johan Frederik Freund og Hanne født Kreiner, er født i Altoua d. 7. Februar 1821 og er Brodersøn af nedennævnte H. E. Freund, til hvem han efter sin Confinnation 1836 blev sendt for at uddannes til Billedhugger. Han begyndte strax at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn, vandt 1839 Pengepræmie for Modelering »i Ornament­faget« (Copi efter et Relief af Thorvaldsen), 1841 den lille, 1843 den store Sølvmedaille og endelig 1845 den mindre Guldmedaille for »Sektors Afsked med Andromache«. Senere concurrerede han til den .Neuhausenske Præmie og til store Guldmedaille uden at kunne opnaa det fornødne Stemmetal, uagtet det fortjenstlige ved hans Arbejder blev erkjendt. Derimod fik han 1849 og 1853 den Neuhausenske Præmie, sidste Gang for en Gruppe, »En Karl, der vander sin Hest«, hvilken blev kjøbt til Sculpturmuseet.

Freund, som efter sin Farbroders Død (1840) arbejdede nogle Aar under H, V. Bissen, udførte i dette Tidsrum, foruden sine Concurrencearbejder, flere selvstændige Værker, dels Gravmæler med Reliefer, dels fritstaaende Figurer, f. Ex. »En Pige med en Kat«, et Motiv, Konstneren flere Gange har gjentaget, snart som første Gang (1853) et staaende Barn, snart et liggende (1858). Tillige arbejdede han som Decorateur i Thorvaldsens Museum under Bindesbølls Ledelse og udførte flere af Thorvaldsens Arbejder i Marmor. Han var allerede bekjendt som Konstner, da han i 1854 rejste til Rom med ét Aars Understøttelse fra Kirke- og Undervisningsministeriet, som forlængedes med to Aars Understøttelse fra Konstakademiet. I Rom, hvor han forblev til 1800, og atter opholdt sig 18G1-—02 og 1864—65, har han udført de fleste og bedste af sine Arbejder. Han var 1861 bleveu gift med Jacobine Felixine født Magens, Enke efter en Dr. Dewhurst i Vestindien og død 1869. Den 4. October s. A. blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn, og Aaret efter ægtede han Agnes Giorgiana født Dewhurst, en Slægtning af hans første Kones Mand.

Uagtet Freund har udført ikke faa mandlige Figurer, som »Bocciaspilleren«, der gjorde megen Lykke og blev kjøbt til Sculpturmuseet, »Actæon, der forfølges af sine egne Hunde,« o. fi., har han dog især vundet Navn for sine Gjengivelser af Kvinden, snart den blufærdige Jomfru, snart den unge Moder omgiven af blomstrende Børn. Saaledes har han udført »En ung Pige, der spinder«, flere Gange i Marmor paa Bestilling, »Eu unge Pige, der spejler sig efter Badet,« som ejes af Etatsraad Tietgen, »En Moder med sit Barn” og »En Moder, der spiller Castagnetter for sit Barn,« begge

 

172

til Grev Jloltke. Ogsaa hans Gjengivelser af Børn have vundet meget Bifald. Foruden »En lille Pige med en Kat«, som ovenfor er nævnet, har han bl. a. udført »to Venner«, d. v. s. en Dreng, der kjærtegner en Hund, o. fl. Freund har tillige stadig, navnlig under sit sidste længere Ophold i Hjemmet, udført dels ikke faa Reliefer efter egen Opfindelse, dels Marmorgjengivelser af Thorvaldsens Arbejder til Thorvaldsens Museum. (Konstn. egne JVIedd. Akad, Udst. Cat.)

 

Freund. Herman Ernst Freund var født i Landsbyen Uthlede ved Bremen d. 15. October 1786. Han var en Søn af Kur­smed, senere hannoveransk Regimentsdyrlæge Julius Conrad Freund og Cathrine Elisabeth v. Wurden, og han oplærtes til Smedehaandværket. Da han var i sit 17. Aar og allerede for en Del kjendt med sit Haandværk, sendtes han i Maj Maaned 1803 til Kjøbenhavn, hvor hans ældste Broder Frederik, senere Møntmester i Altoiia, allerede havde været i sex Aar og arbejdet som Smed. Grunden til, at Familien valgte Kjøbenhavn til Opholdssted, laa dels i, at Freunds Morbroder var Smedemester der og holdt et, især for de Tider, stort Værksted, dels i, at de urolige Krigsaar maatte friste Forældrene til at vælge det fredelige Danmark fremfor et hvilket-somhelst Sted indenfor Tysklands egne Grændser. Derved undgik han den for saa mange Familier sørgelige Udskrivning til Napoleon I's Armee.

Sammen med sin Broder, der havde været et Besøg i Hjemmet, afrejste Herman Freund paa et dansk Skib fra Wesermundingen til Helsingør, hvor Brødrene gik i Land. I de første Dage af Juni kom de til Kjøbenhavn, og Herman fik strax Plads i Morbroderens Værksted som Lærling. Men hans Lærelyst og Attraa efter Kund­skab blev ikke længe staaende herved. Hans Haandværk havde tilfældig bragt ham i Forbindelse med Medailleur J. Conradsen, og hos denne lagde han strax Mærke til, hvilke Redskaber han brugte, og hvorledes han førte dem. Det var nok for Freund til at forsøge paa selv at gravere Bogstaver; paa samme Tid lagde ban sig efter Mathematik og lærte at tegne i Søndagsskolen. Da han der vandt en Medaille for sin Tegning, gav dette Stødet til, at hans Morbroder fik ham indsat i den saakaldte Ornamentskole paa Konstakademiet. Denne Klasse var ganske lempet efter Haandværkernes Tarv, og det synes ogsaa, som Freunds Tanke endnu ikke gik ud over dette Maal, selv efter at Skolens Lærer Cl. Mørk havde rost ham og raadet ham til at søge Akademiets egentlige Konstskoler.

 

173

Da han ved Nytaarstid 1806 var bleven Smedesvend med særlig Udmærkelse, fik han mere Raadighed over sin Tid, og sam­tidig med at han arbejdede som Svend, begyndte han at besøge Akademiets første Frihaandstegneskole. Med al Freunds Finger­nemhed, Hurtighed og udholdende Flid gik det dog ikke saa let i disse Konstens Forberedelsesskoler, sorn han efter sit tidligere Held havde tænkt sig, og hans ildfulde Utaalmodighed havde ondt ved at finde sig i Skolens Langsomhed. Først i Januar 1808 kunde han rykke op i den anden Frihaandstegneskole, i Marts 1809 i Gibsskolen og endelig i Marts 1810 i Modelskolen, hvor han kunde concurrere til de længselsfuldt attraaede Medailler.

I disse Åar havde Freund oplevet meget, som maatte give ham et andet og friere Blik paa Verden. Englændernes Overfald i 1807 gjorde et stærkt Indtryk paa den 21-aarige unge Mand. Landets og Hovedstadens Fare vakte en Fædrelandsfalelse i hans Hjærte, som for stedse knyttede ham til Danmark, og den forstærkedes ved, at,,han maatte se sine egne Landsmænd, Hannoveranerne, blandt de Danskes Fjender. Medens han tidligere havde hævdet sin tyske Byrd, naar nogen holdt ham for at være en Holstener og som saadan dansk Undersaat, saa rettede han fra nu af aldrig denne Fejl. Endnu i April 1815 kalder derfor ogsaa en Anmelder i »Nyeste Skilderie« ham for en »Holstener af Fødsel«. Freund kunde ikke sidde stille under Krigens Uro. Da alt vaabendygtigt Mand­skab blev forpligtet til at gjøre Tjeneste i et borgerligt Corps, foretrak han det borgerlige Artilleri, hvor han troede at kunne gjøre mest Nytte med sin mechaniske Dygtighed og sit skarpe Blik. Ogsaa i denne Virksomhed arbejdede han med en saadan Udholdenhed og Flid, at han i 1809 fik en Sølvmedaille for flest bedste Skud. Efter Bombardementet vendte han for øvrigt tilbage til Fredens Gjerning, og her hidførte Omstændighederne et nyt Valg, der blev endnu mere afgj ørende for hans Liv.

Da den kongelige Medailleur Peter Leonhard Gianelli var død ved Juletid 1807, fik J. Conradsen snart efter hans Plads som Medailleur ved Mønten, og denne overtalte Freund til at arbejde hos sig som Medhjælper ved Stempelskjæringen. Den Fremgang, han her gjorde som Medailleur i Løbet af 1808 til 1809, vakte hans Lyst til ganske at opgive Smedehaandværket Mænd af Ind­flydelse var blevne opmærksomme paa den alvorlige og lærelystne unge Mand og vilde tage sig af ham; men de misforstod den Følelse, der rørte sig hos Freund, og deres kortsynede, om end velmente

 

174

Raad kunde kun fjærne ham fra dem. Møntdirecteur Warberg mente, at Gjørtlerhaandværket var Freunds rette Omraade, medens Bygmestren, daværende Etatsraad O. F. Hansen, vilde bruge ham som Ornamentbilledhugger. Freund lod sig dog ikke lede fra sit Maal. Han modelerede meget efter Gibsafstøbningerne i Antiksalen paa Charlotteuborg og var saa greben af de derværende Konst-værkers Skj enhed, at han fældede Taarer ved Tanken om, hvor høj en Opgave han havde sat sig.

Skjønt Freunds konstneriske Snille allerede har maattet aaben-bare sig i hans første Tegninger, synes dog Tegning at have været den Konstform, hvori han havde vanskeligst ved at udtrykke sig. Dels holdt han i sine senere Konstneraar slet ikke af at tegne, saa at han hellere modelerede en stor Skitse end tegnede et lille Udkast, dels gik han forholdsvis langsomt frem, saa længe han endnu var i Tegneskolen. Efter at han derimod var rykket op i Modelskolen, vandt han allerede ved Enden af det andet Fjerdingaar, d. v. s. Ferien fraregnet, i December 1810 den mindre Sølvmedaille og tre Maaneder senere den store Sølvmedaille, begge Dele for Relief-modelering efter den levende Model. Omtrent ved samme Tid (April 1811) fik han dansk Indfødsret og kunde altsaa gjennem Akademiets Guldmedailler vinde Ret til det store Stipendium.

Imidlertid synes det, som om Freund i flere Aar stod i Stampe. Han har haft vanskeligt ved at blive enig med sig selv, om han skulde vælge Medailleurkonsten eller den egentlige Billedhuggerkonst, saaledes at han endnu i Aaret 1816, ved at deltage i Concurrencen om Kroningsmedaillen, optraadte som Medailleur, samtidig med at han flere Gange udstillede Billedhuggerarbejde baade i Relief og fritstaaende Figurer. De Tvivl, der saaledes omspændte ham, var maaske Skyld i hans langsommere Fremgang. Da han endnu i Aaret 1811 concurrerede til den lille Guldmedaille, fik han den ikke, ja, det hed sig endog om hans og de andre Concurrentera Arbejder, at de vare saa maadelige, at Akademiet tog i Betænkning at udstille dem. Ved den næste Concours, to Aar senere, lykkedes det vel Freund at vinde den lille Guldmedaille (Oct. 1813), dog kun efter at Directeurens Stemme havde gjort Udslaget, da Stem­merne vare lige for og imod. Med den store Guldmedaille gik det ogsaa langsomt. Ved Concoursen for Aaret 1815 blev Medaillen ikke tilkjendt ham, og først i October 1817 stod han ved sine Ønskers Maal, da han paa Basreliefet »Abraham forjager Hagar” fik Medaillen tilkjendt.

 

175

Samtidig var Freund offentlig fremtraadt som Konstner ved paa Udstillingen 1813 at fremsætte en Lermodel i halvophøjet Arbejde af en »Sapfo«. Derpaa forsøgte han at udføre fritstaaende Figurer, hvoraf dog ingen paa Grund af hans Fattigdom blev afstøbt i .Gibs. Hans næste udstillede Arbejde »Euridice, flyende for Aristæus« var saaledes ogsaa kun at se i Lermodellen ved Elev­udstillingen i April 1815. Dette Værk vakte mere Opmærksomhed og gjorde først hans Kavn kjendt udenfor Akademiets snævrere Kreds. Det havde endog tiltalt Prins Christian (senere Christian VIII) saa meget, at han vilde have ladet det afstøbe i Gibs. Men denne Forhaabning brast, da Figuren, nogle faa Dage førend det skulde ske, blev funden sammenstyrtet i Konstnerens Værksted. Senere gjenoptog Freund den samme Tanke i Rom, men Arbejdet maatte da vige Pladsen for andre større Foretagender. Et Værk, som ogsaa tilhører Tiden inden Hejsen, er en kolossal Buste af Frederik VI som Imperator med Hjælm og antikt Draperi. Den staar i en Blinding over Garnisionshospitalets Port indad mod Gaarden. Det er foruden Concoursarbejdeme det eneste Værk, som er bevaret fra Konstnerens Ungdomstid.

Efter Akademiets Fundats havde Freund nu Ret til Rejse­stipendium, men han skulde egentlig vente, til det blev ledigt. Dertil var hans Utaalmodighed for stor, han kunde ikke engang vente, til Fonden ad usus publicos bevilgede dets Udredelse for­skudvis fra Nytaar 1818 at regne. Saa hurtig som mulig tog han den befalede Examen »med Berømmelse« og fløj derpaa afsted med Akademiets Rejseinstrux og gode Løfter i Lommen, d. 3. December 1817. Rejsen gik gjennem Tyskland og Norditalien til Rom, hvor han en af de første Dage i Maj 1818 kunde trykke Thorvaldsen og J. L. Lund i Haanden. Nu var han hverken Smedesvend eller Lærling mere; han var »Akademiets rejsende Artist«, han var Konstner! Men ogsaa i Rom fik han rigelig Brug for det ihærdige Mod, der hidtil havde holdt ham oppe under saa mange Vanskelig­heder.

Allerede i 1816 var Freund traadt i Forbindelse med de Commissioner, der ledede Opførelsen af forskjellige af Kjøbenhavns offentlige Bygninger. Det var blevet ham overdraget at modelere en Reliefrremstilling til Frontenen paa Raadhuset efter Thorvaldsens Tegning; han gjorde en Skitse dertil, som blev sat til Side, indtil den i 1847 udførtes af Borup til Christiansborg Slot. Men ved Afrejsen fik han mundtlig en større og langt anseligere Bestilling,

 

176

nemlig at modelere tolv Apostler til Blindingerne i Frue Kirke. Freund gik med megen Alvor og. Samvittighedsfuldhed til Udførelsen af dette Værk. For at øve sig begyndte han med, i Løbet af Eftersommeren 1818, at modelere et simplere Livsbillede, »en ung Pige, der siddende giver et Lam at drikke«. Motivet er taget af en Hyrdefortælling af Longos, og denne Gruppe kaldes derfor under­tiden »Chloe«, undertiden »Uskyldigbeden, der opklækker et Lamt. Den blev bestilt i Marmor af Grev Somariva i Milano; men da denne døde, inden Arbejdet var afleveret, og hans Arvinger vilde underbyde Konstneren, beholdt han det selv. Ved Freunds Død var det endnu ikke ganske færdigt, men det blev fuldendt af hans Brodersøn Chr. Freund og blev kjøbt af Konstmuseet. Det staar for Tiden paa en Trappegang i Prinsens Palais. Samtidig med Chloe modelerede Freund Maleren C. A. Jensens og Digteren Ingemanns Buster, som han udførte i Marmor for at lære Behandlingen af dette for ham endnu fremmede Stof. Uagtet hans sjældne Lethed til al Haandgjerning faldt det ham dog i Førstningen svært at hugge i Marmor; men de øvede Marmorarbejderes spodske Smil afskrækkede ham ikke fra at blive ved, til han havde naaet den fornødne Færdighed.

Hans Breve fra denne Tid udtrykke alle den dybe Alvor, hvormed han søgte at uddanne sig som Konstner, »At frembringe noget, der ikke hører til det maadelige, se det er min største Sorg, og den lader mig aldrig have Ro.« Det er den beskedne Maade, hvorpaa han til Broderen udtalte sin brændende Attraa efter at gaa frem. Naar hans Tanke, efter hans Venners Vidnesbyrd, baade nu og senere med en saadan Ængstelse skuede ud mod Fremtiden, »at hans Helbred mærkelig led derved,« var det ikke simpel Nærings­sorg, der trykkede ham. Hvad der pinte ham, var Frygten for ikke at kunne yde som Konstner det, han følte boede i hans Sjæl. Han arbejdede med hele sin Sjæls stærke Livslyst og naaede paa sin korte Levevej at røre Strenge, der skulle vedblive at gjenklinge igjennem dansk Konst.

I Foraaret 1819 tog Konstneren ivrig fat paa Apostlerne og modelerede Skitser til dem i 1/5 af den virkelige Størrelse. Den 19. April var allerede tre af dem afstøbte i Gibs. Da trak Skyer sammen til et Lyn, der uden Tvivl er gaaet Freund nærmere til Hjærte, end man nu kan spore. Under Thorvaldsens Ophold i Hjemmet 1819—20 fik denne Lyst til selv at udføre alle Billed­huggerarbejderne til Frue Kirke, saaledes som det ogsaa senere skete,

 

177

og Bestillingen blev altsaa Freund fratagen. Thorvaldsen anbefalede ham naturligvis ivrig til at faa andre Arbejder i Vederlag, og den nye Bestilling kom til at lyde paa da fire Evangelister til Slots­kirken, samt et temmelig stort Tal mythologiske Figurer til Chri­stiansborg Slots Hovedtrapper.

Det synes, som om hverken Freund eller Slotsbygningscommissionen har omfattet de nye Bestillinger med synderlig Varme. Freund gav sig rigtignok strax til at modelere en Mercur til Slotstrappen. Gribsmodellen, der maa have været færdig allerede 1821, kom aldrig til Anvendelse paa Slottet, men blev senere Konstmuseets Ejendom. Det er et af Konstnerens svagere Arbejder, ikke heldigt i Forholdene og med stærkt Præg af Modellen. Han udførte ikke flere af de til Slottet bestemte Figurer, ligesom han ogsaa kun fik den ene af Evangelisterne færdig. Det var Evangelisten .Lucas, der først efter Konstnerens Død kom paa sin Plads i Slotskirken. Hvor fortjenstfuldt dette Arbejde end er, havde Konstneren dog heri endnu ikke fundet den Tryllestav, der var bestemt for hans Haand, hans Blik var endnu ikke opladt for det Omraade, hvor hans Ejendommelighed rigest skulde udfolde sig.

En Gjenlyd fra det fjærne Danmark skulde faa Livskilden i hans Bryst til at sprudle med fornyet Kraft. I Danmark som ogsaa i Sverige var der i disse Aar ført en levende og til sine Tider bitter Strid »om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skjønne Konster«. Denne Strid blev Aarsag til, at nogle af det skandinaviske Literaturselskabs Medlemmer, paa Foranledning af Jonas Collin, i 1821 udstedte en Indbydelse til Konstnerne med det Formaal at fremkalde Konstværker i nordisk Aand. Af de indsendte Tegninger tilkjendtes blandt andre Freund to Præmier, den ene for Skitsen til et Basrelief, Mimer og Balder, som adspørge Nornerne; den anden for to Tegninger til en siddende Odin.

Opmuntret herved kastede Freund sig med al Kraft paa Studiet af den nordiske Mythologi. Han skrev hjem derom til sine Venner, navnlig til den fomaaende Collin, som allerede i Slutningen af 1822 paa det varmeste anbefalede Slotsbygningscommissionen Freunds Ide, ”at udføre de vigtigste Momenter af Nordens Mythologi i en sammen­hængende Frise«. Slotsbygningscommissionen opgav, efter megen Overvejelse, det saakaldte Parolgemak som det mest passende Sted til en nordisk Frise. Efter de opgivne Maal indsaa Freund, at hans første Tanke ikke lod sig udføre, og han besluttede da at indskrænke sig til Ragnaroksmythen. I Løbet af de følgende Aar

 

178

udførte han. en Skitse til denne, hvorpaa han forsøgsvis anvendte Farver efter Oldtidens Forbillede. Den var færdig fra Konstnerens Haand 1826 og vandt meget Bifald paa en Udstilling i Bont. Da Freund ikke gjærne tegnede'selv, fik han den tyske Konstner Lijidau til efter Skitsen at gjøre en Tegning, som blev hjemsendt, og maa have vakt mere Opmærksomhed, end man fra først af havde ventet; thi Parolgemakket blev nu opgivet og en anden større Sal valgt (»Andet Marchalstaffel«).

I Slutningen af Aaret 1823 døde den gamle Billedhugger Nikolaj Dajon, og Prins Christian, der som Akademiets Præses omfettede dets Tarv med megen Deltagelse, skrev strax til Freund, at han nu maatte vende tilbage til Danmark »for at benytte Dajons skjønne Atelier og være Akademiet nyttig«. Prinsen ventede ham i Løbet af 1824. Freund blev imidlertid ufortrøden ved sine Arbejder i Rom, medens saavel Prinsen som Akademiet med priseligt Taal-mod biede paa ham fra Aar til Aar. Han vilde aabenbart have et Vserk færdigt, der kunde sikre hans Anseelse i Kjøbenhavn. Endelig tænkte han i 1828 for Alvor paa Hjemrejsen, der gik over Paris og Tyskland først til Berlin, hvor en stor Del af hans Slægt levede, og endelig til Kjøbenhavn, som han gjensaa i November Maaned.

Strås efter Hjemkomsten indgav Freund efter sædvanlig Skik sin. Ansøgning om at blive agreeret ved Konstakademiet, og fik derefter som Opgave til Medlemsstykke at skulle udføre en Thor i halv naturlig Størrelse. I Forsamlingen d. 27. Juli 1829 frem­stilledes denne Figur, som vandt Akademiets »særdeles Bifald«, saa at Freund enstemmig blev optaget til Medlem. Det er en kraft­fuld nøgen Skikkelse, som sidder i en stærkt fremadbøjet Stilling, støttende sine korslagte Arme paa Skaftet af den vældige Hammer. I October samme Aar valgtes ban til Professor ved Modelskolen.

Freund bavde allerede med stor Lyst givet sig til at modelere nogle Partier af Ragnaroksfrisen, de uddragende Valkyrier, i den virkelige Størrelse. Men han standsede atter dermed, da han fik Efterretning om, at der var bleven valgt en anden Sal, der var saa meget sterre, at Frisens to Langsider betydeligt maatte forlænges, for at svare til Rummet. Og paa samme Tid havde man nedsat det af Konstneren forlangte Honorar. Da han tillige saa, at hans Lucas under et intetsigende Paaskud var sat til Side, blev han greben af Mistillid til de Myndigbeder, han ved offentlige Arbejder skulde forhandle med, og tabte efterhaandeu Lysten til at fuldføre Frisen, Hans Livs betydningsfuldeste Værk blev saaledes henstaaende

 

179

ufuldendt i hans Værksted indtil hans Død. Først senere er det blevet udført efter Skitsen under Tilsyn af afdøde H. V. Bissen, af hvem ligeledes de nødvendige Tilsætninger til de to lange Sider ere componerede, og opsat paa sin Plads. Man har villet paastaa, at Fremstillingen ikke var nordisk nok. Men man glemmer let, at den hører til de første Forsøg i nordisk Retning. Og paa en Tid, da græsk Stil endnu var Plastikens eneste Stikord, fristedes man til at se den græske Oldtids Forbilleder overalt, hvor plastisk Stil­følelse traadte frem. For øvrigt kan Billedhuggeren hos ingen bedre end hos Grækerne lære, hvorledes en formløs religiøs-poetisk Fore­stilling plastisk kan udvikles til et idealt menneskeligt Billede. Det havde Freund, mere end nogen anden, Øje for, og faa Konstnere have hængt ved den græske Oldtid med større Kjærlighed end han. Derfor er han heller ikke nogen umiddelbar Efterligner af Thorvaldsen; han staar ham tvertimod forholdsvis fjærn. I Mod­sætning til Thorvaldsens stemningsfulde Følelse for Liniernes Gang, brede Foldekast, simple storslaaede Opfattelse af Gjenstaadens Hoved­træk, har Freund Lyst til at trænge dybere ind i sin Gjenstand, men udsætter sig saa for at tabe Overblikket. I sine senere Arbejder forstaar han dog at forbinde en ofte energisk Opfattelse af Naturen med en fremtrædende Følelse for ædel, plastisk Stil.

Den Ulyst, Freund følte til at fuldføre et Værk, hvis konstneriske Sammenhæng maatte forekomme ham ødelagt, naar nye Til­sætninger skulde indskydes, blev Skyld i, at han ikke kom til at udføre noget større Arbejde, efter at han var kommen tilbage til Danmark. Et af hans mærkeligste Værker, den siddende Odin, der fra Lidskjalvs Højsæde skuer ud over Verden, var allerede modeleret og støbt i Malm. i Rom. Nu lod han Lodberg ciselere det med en Omhu, der her i Landet brød Vej for en grundigere Behandling af Malmen og vakte en hidtil ukjendt Opmærksomhed for dens Anvendelse til Konstværker. Den tilhører Konstforeningen i Kjøbenhavn.

Da Springvandsfiguren i Rosenborg Have var i en meget brøstfældig Tilstand, blev en ny Figur bestilt hos Freund til at afstøbes i Malm. Han fastholdt det i den gamle Sandstensgruppe udtrykte Motiv, en Dreng, som rider paa en Svane og falder i Forbavselse over at se den udsende en brusende Vandstraale af sin oprakte Hale. Men han gjennemførte Motivet med en Aandfuldhed og Skjønhed, der gjør det lille Arbejde saare tiltrækkende. I et senere Værk, et lille Gravmæle, anbragte han et Malmrelief paa den

 

180

slebne Granits smukke Overflade, en Fremstillingsmaade, som senere er bleven benyttet af Bissen i større Maalestok.

Næst efter de Pligter, Freunds Lærergjerning ved Akademiet paalagde ham, bestod hans Virksomhed, i det sidste Tiaar af hans Liv, i nogle Buster, f. Ex. Bygmestren C, F. Hansens i Konstakademiets Forsamlingssal, men især i Udførelsen af en Mængde Gravmæler og Mindestene. Selv hvor Bestillingerne var meget ind­skrænkede, afviste han dem ikke, men greb Lejligheden til i det mindste at virke for en bedre Smag i den rent arenitektoniske An­ordning af en simpel Ligsten. Flere af Mindesmærkerne paa Jægers-pris høre med til denne Del af hans Virksomhed. To af hans smukkeste Arbejder i samme Retning, Mindestene over Professor Jens Møller og Biskop Münter Frue Kirke, ere let tilgjængelige for enhver, der interesserer sig for Freunds Konst. Blandt hans Arbejder, i Kjøbenhavn kunne ogsaa nævnes Mindesmærket over Rahbek og de svævende Engle under Loftet i Holmens Kirke.

Freund vedblev at have varm Følelse for Medailleurkonsten. Ved hans Hjemkomst var der ingen særlig dygtige Medailleurer i Danmark, og han formaaede derfor Akademiet til at udsætte Pris­opgaver for at vække Lyst hos yngre Talenter til at vælge denne Gren af Billedhuggerkonsten. Selv uddannede han i denne Retning v.or fortjente Medailleur, afdøde Christen Christensen, og den nuværende Medailleur ved Mønten, H. Conradsen. Hans talentfuldeste Lærling i Billedhuggerkonsten var den for faa Aar siden afdøde Kolberg.

Men han blev ikke ensidig staaende ved sit eget Fag alene. Baade Bygningskonst og Malerkonst iagttog han med megen Omhu i deres Virkninger, navnlig i forhold til Billedhuggerkonsten, og de Erfaringer, han indvandt, forblev ikke uden Indflydelse paa hans Omgivelser. Saaledes var det Freund, som gav den første Tanke til, at der ved Opførelsen af Thorvaldsens Museum blev taget saa alvorligt Hensyn til Belysningens rigtige Anvendelse. En anden Konstart, som Freund vakte til nyt Liv herhjemme, var Decorationsmaleriet, der siden Abildgaards Tid ganske var sygnet hen under en indskrænket og fantasiløs Opfattelse af en saa kaldet ren Smag. Han vakte Sansen for Anvendelsen af malerisk valgte Farver i Boligernes indre Udsmykning og viste, ved det Forbillede, han selv gav, paa hvor mangfoldig Maade konstnerisk Sans kan træde i det daglige Livs Tjeneste, og selv gjennem de mest underordnede Ting virke forskjønnende. Han lod sin Bolig ved Frederiksholms Kanal

 

181

rigt decorere i en pompejansk Stil, tillempet efter Værelsernes Brug, Og han Virkede derved til, at en Konstner som Hilker, hvem Decorationsmaleriet skylder saa meget, kom til at gjøre sine første Forsøg i denne Retning. Han skyede siden ikke nogen Udgift eller Møje, for at bringe Bohavet i sine Værelser i Overensstemmelse med Udsmykningen. Efter sin egen Anvisning lod han gjøre Meubler og alskens huslige Redskaber, sædvanligvis i et til den smukke Udførelse svarende kostbar Emne, Malm, fint Mahognitræ o. desl.

Konstnere og Konstvenner kunde ikke andet end føle sig grebne af den. virkningsfulde Helhed, som derved fremkom, Konstnere, som dengang var unge, optog og udførte Freunds Tanke at bringe smagfuldere Former ind i vore forskjellige Haandværk. Men især den næste Konstnerslægt er vandret videre ad den brudte Vej og have med Smag forstaaet at indføre saavel Renaissancens, som den nordiske Oldtids Former i vort Bohave. Af det Stød, Freund gav, er tildels hele den Rørelse paa Konsthaandværkets Omraade fremgaaet, der ved de sidste Verdensudstillinger har vakt Europas Op­mærksomhed for Danmarks Frembringelser i industriel Retning.

Freund nøjedes dog ikke med i sine Brugsgjenstande at omgive sig med en Stemning fra den Konstens Verden, hvori han havde sit Liv. Hans hele Lejlighed var opfyldt med en, for en Privat­mand, saare betydelig konstsamling. Allerede i Rom havde han med sine sparsomnie Midler forstaaet at grundlægge denne Samling, der voxede Aar for Aar. Fra Værkstedet til Stuen og Sengekamret færdedes saaledes hans Øje mellem Konst og konstnerisk smykkede Gjenstande. Venner, der delte hans Smag og tildels havde samme Livsopgave som han selv, deltog i livlige Samtaler om Konstens Krav og Maal, saa at, lige indtil den Luft, han indaandede, syntes alt omkring ham opfyldt af Konst og Tanken om Konst.

Med en Frænke, der allerede som Barn havde gjort Indtryk paa hans Hjærte, Amalie Elisabeth født v. Wurden, traadte han i disse Aar i Ægteskab og saa en Søn og en Datter fødes. Men den fredelige Lykke, der saaledes til alle Sider syntes at oprinde for ham efter Ungdomslivets Kampe, skulde ikke have lang Varighed. I Forsomren 1840 kastedes han paa et langtvarigt og smærteligt Sygeleje, der bortrev ham den 30. Juni i hans 54. Aar. (Folkekai, f. Danm. 1875, S. 7—28. Biogr. ved Ph, "Weilbach. Thiele Thorv. II, 92 o. n. St. Skild. 1815, Sp. 444; 1816, Sp. 456—57; 1818, Sp. 441; 1823, Sp. 561; 1829, Sp. 949. H. Hansen, Betragtn., S. 202—3. Ragnarok, tegn. af Olrik, med Forkl. af N. Høyen. Kbh. 1857.

 

182

Ph. Weilbach, Eckersb. Levn., S. 65 flg. Akad. Breve. Priv. Medd. Udst. Gat.)

 

Friborg. Jørgen Friborg nævner sig selv i sin Gravskrift i Slangerup Kirke som »Bygningsmester<!: eller Bygmester ved Frederiksborg Slot og ved Slangerap Kirke; tillige viser han sig som [middelmaadig] Billedhugger ved et af ham selv udhugget Crucifix i Sten ovenover den nævnte Gravskrift, som bestaar af tolv danske Verslinier. Han synes at have været en af de mange paa Grænsen mellem Konst og Haandværk staaende Mestre, der arbejdede med ved Frederikeborg Slots Opførelse. (Dske. Vitruvius n, S. 5—6. Anm. Sandv., S. 44. Wenwich, S. 46. Skild. 1829, Sp. 884. Bas-bech, Frederiksborg Slots Beskriv., S. 51. Hist. Tidsskr. IV, S. 588.)

 

Friedlænder. Julius Friedlænder, Genremaler, født i Kjøbenhavn den 29. Januar 1810, var Søn af Mægler Marcus Friedlænder og Rebecca født Heymann. Han begyndte efter endt Skolegang (1824) at søge Konstakademiet, hvis tvende Sølvmedailler han vandt 1828 og 1829. Det sidste Aar fik han tillige Pengepræmie for Maleri efter den levende Model, men concurrerede til lille Guld-medaille uden at opnaa den. Samtidig med Undervisningen paa Akademiet malede han i J. L. Lunds Atelier, men da han efter sin Faders Død ikke havde Raad til at lægge sig efter Historiemaleriet, kastede han sig allerede fra 1833 ivrig over Genremaleriet, idet han, foruden mindre Livsbilleder, kun malede en Del Portræter. De Emner, han helst valgte sig, havde ikke sjælden en alvorlig Retning, som »En Læge ved Sygesengen«, eller de søgte at vise den sørgelige Vrangside af en tilsyneladende lykkelig Tilværelse, som »En Line­dansertrup før Forestillingens Begyndelse« med det grædende Barn, der skal tvinges til at danse og være glad for Publicum. Allerede 1837 søgte han, med en varm Anbefaling fra Akademiet, Rejseunderstøttelse af Fonden ad uws publicos, men opnaaede dog først 1842 at faa den saa kaldte »akademiske Rejseunderstøttelse«. Han var først i Paris og senere (1843—44) i Italien. Efter Hjemkomsten malede han nogle Billeder efter sine italienske Studier, indtil den første slesvigske Krig førte ham ind paa at tage sine Emner fra Matros- og Soldaterlivet, uden at han dog indlod sig paa at male Slagbilleder. Senere vendte han tilbage til sine første Emner; men uagtet han vedblev at behandle sine Billeder med Flid og Kjærlighed, lykkedes det ham ikke at hæve sig saa meget over sine tidligere Værker, at han kunde drage den almindelige Opmærksomhed til sig.

Friedlænder var ikke gift og døde d. 18. September 1861.    Af

 

183

hns større Arbejder ere »Polske Flygtninger«, der hjemsendtes fra Paris (1843) i Pastor Vilhelm Nielsens Eje, medens et Billede fra Bom »Legende Skolebørn paa Capri« (1845), samt hans sidste Arbejde »Afklædningsscene i en Børnestue« ejes af Papirhandler Friedlænders Enke, Den kgl. Malerisamling ejer otte Billeder af ham, hvoraf »En Linedansertrups, gjengivet i »Billeder af danske Malere« og »Den spanske Trappe i Rom« ere de vigtigste. (Konstn. egne Medd. Akad. Thieles Konstnerstat. Udst. Gat. Private Oplysn.)

 

Friedrich: Johan Georg Friedrich, tysk Kobberstikker, født 1742 i Nürnberg, blev indkaldt til Danmark af Naturgranskeren O. F. Müller, for at stikke naturhistoriske Gjenstaade til hans Værker. Foruden   disse   og  lignende  Stik  nævnes   nogle   danske  Portræter (Anders Bille,  Chr, Bastholm), et Stik efter Correggio, nogle Stik «fter Genrebilleder af Pauelsen,, »Magnus  Stenbok,  som overgiver sag”   og et Par udenlandske Portræter.    Han bosatte sig i Kjøben-havn og døde der d. 13. November 1809.    (Weinw., S. 229.   Sandv., S. 45.    Adresseav. 1809,   nt. 438.     Bertouchs Auctionscat.   1816 S. 63-, 64.   Skild. 1830, Sp. 501 og 881.   Strunk.)

 

Friederichsen se Frederiksen.

 

Friis. Frederik Ferdinand Friis, Søn af nedennævnte P. Friis, var født i Kjøbenhavn d. 16. December 1793, blev Elev af Borgerdydskolen, Student 1812 med anden Karakter og tog Aaret efter anden Examen. Derefter begyndte han at besøge Konstakademiet for at uddanne sig til Bygmester og arbejdede samtidig paa P. Mallings Tegnestue. Han fik 1815 den lille Sølvmedaille, 1817 den store, 1821 efter et Par forgjæves Forsøg den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et Landcadetakademi«, og 1825, ligeledes efter én mislykket Concours, den store Guldmedaille for »En Told­bod«, samtidig med at han var Mallings Conducteur ved Opførelsen af Sorø Akademi. Endnu samme Åar fik han et meget rosende Vidnesbyrd fra Akademiet, ikke alene for »Flid og Duelighed«, men ogsaa for at være »en talentfuld Konstner«, idet han nemlig vilde søge Embedet som Bygningsinspecteur i Slesvig. Det fik han ikke, og nu tog han den befalede Examen for at søge Rejse­stipendiet, hvilket ogsaa blev tilstaaet ham af Akademiet fra den 1.  Januar 1827, saaledes at Fonden od usus publicos udredede det forskudsvis i tre Aar med 800 Rdl. (1600 Kroner) aarlig.

Efter at hans Virksomhed paa Sorø, hvor han tillige holdt Forelæsninger, var endt, tiltraadte han sin Udenlandsrejse 12. Juli

 

184

1827, opholdt sig Vintren over i München og kom over Wien og Florens til Rom d. 13. Juni 1828. Han fik efterhaanden l Vi Aars Forlængelse i sit Stipendium og blev derved i Stand til at forblive i Udlandet til Januar 1832, da Han efter Hjemkomsten enstemmig blev agreeret. Til Medlemsarbejde fik han Opgaven »Et Museum« og blev paa dette Medlem af Akademiet d. 28. Marts 1833. Alle­rede d. 16. Juni 1831, medens han endnu var udenlands, havde han faaet Ansættelse som kgl. Bygningsinspecteur for Sjælland. Den 28. Juni 1845 blev han Ridder af Danebrog og senere fik han Titel af Professor. Ved det ledige Professorat i Architekturan (1835) blev Koch ham foretrukken.

Friis gjorde Indtryk af en mere opvakt Natur, end han egentlig synes at have været. Hans Hovedværk, Fængselsbygningen ved Horsens, har sin største Fortjeneste i Anordningen, ligesom han i det hele som Bygningsinspecteur, nærmest virkede i almindelig praktisk Retning. Han forblev ugift, men levede ikke desto mindre et hjærteligt Familieliv med sine Søskende, opdrog en Brodersøn som sin egen, og har efterladt et Minde i sin Slægt, der vidner om Aandens og Hjærtets Gaver. Han døde d. 18. Marts 1865. Hans Portræt er i Ungdomsalderen malet af F. Flachner, (Private Medd. Akad. Udflt. dat. Skild. 1816 Sp. 489, Kbh. Post 1833 Nr. 195.)

 

Friis. Hans Gabriel Friis, Søn af Landmand Frederik Friis til Skovgaard ved Hobro og Christiane født Lautrup, er født d. 7. September 1839. Efter at have været i Malerlære hos Maler­mester Hansen i Kjøbenhavn fra 1856 og samtidig besøgt Konstakademiets Aftenskoler, blev han 1860 Malersvend; men da han ikke kunde taale denne Virksomhed paa Grund af sin svage Hel­bred, forsøgte han først som Fotograf, senere som Decorationsmaler i Roskilde. Kirke at finde Erhverv og Tid til at uddanne  sig videre til Konstner. Under F. C. Lunds og A. Kittendorffs Vejledning arbejdede han flittigt, og da Landskabsmaleriet især tiltrak ham, studerede han tillige ivrigt efter Naturen og paavirkedes senere af P. C. Skovgaard, især medens han 1866 boede en Vinter i hans Hus. Imidlertid var han paa Akademiet naaet til at blive Elev af Modelskolen og vedblev at tegne der et Aarstid endnu, navnlig under Vermehren. Friis har siden 1863 udstillet Landskaber, dels fra Jyllands Heder, dels fra sjællandske Skovegne og tildraget sig stedse stigende Opmærksomhed. I 1871—72 var han udenlands med Akademiets Rejsestipendium. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Friis.    Peder Friis, Søn af en Underofficer ved Holmen, var

 

185

født d. 13, December 1763 i Nyboder. Efter at have gjennemgaaet Konstakademiets Skoler fik han 1782 baade den lille og den store Sølvmedaille i Architekturen, i 1785 den mindre Guldmedaille og i 1789 den store for Opgaven »En Veterinairskole«, Samtidig havde han arbejdet hos Professor Magens. Efter at have faaet Guldmedailleu søgte han om Akademiets Vidnesbyrd for at blive Conducteur hos Holmens Bygmester, og s. A. ægtede han Henriette Johanne født West. Uagtet Akademiet fremhævede ham i en Fore­stilling til Kongen »som et udmærket Talent«, lykkedes det ham ikke at opnaa Stipendium, hvortil han dog som første Guld-medaillist havde haft Ret, og da (1792) Informator tjenesten i Bygningsskolen ved Lillies Afgang blev ledig, søgte og fik han denne, og virkede nu i denne Stilling til 1799, da han foretrak at blive Inspecteur ved Sejldugsfabriken i Nyboder, hvortil han paa en kort Rejse i Holland s. A. havde søgt at forberede sig.

Friis blev tillige »Fontainemester« i Kjøbenhavn og indsendte, medens han var i denne stillling et Project til Christiansborg Slots Gjenopførelse (1804), dels for at komme til at bygge det efter denne Plan, dels for paa det at blive agreeret ved Akademiet. Der krævedes imidlertid en Bygning »af egen Opfindelse«, og Friis ind sendte nu »En Børs«, men den fik ikke Akademiets Stemmer for sig (5 mod .8). Han. levede siden rolig i sine andre borgerlige Stil­linger, blev ved sin Afskedigelse som Fontainemester udnævnt til Overkrigscommissair og senere ved Prinsesse Carolines Formæling

(1829) til Justitsraad. Friis skattedes meget af sin Samtid som en kundskabsrig, sandhedskjærlig- og nidkjær Mand; han levede i Om­gang med mange af Datidens ypperste Mænd, som F. C. Sibbern, der forfattede en Gravskrift over ham, o. m. a. Det eneste originale Bygningsværk, der nævnes af ham,' er æresstøtten over  dem, der faldt paa skibet-»Prins Christian« (d. 22. Marts 1808 oprejst paa Odden Sjællands Odde). Friis døde d. 13. October 1831 i Kjøbenhavn F. F. Friis var hans Søn. (Private Medd. Akad. Statskal. :1792-99.)

 

Frisch. John Didrik Frisch, Søn af Proprietair Frisch, var født paa Gaarden Charlottedal ved Slagelse d. 4. Maj 1835, nød Undervisning paa Akademiet i Sorø, hvor Harder, som lagde Mærke til hans Talent for Tegning, opmuntrede ham til at uddanne sig til Konstner, senere paavirkedes han af Vermehren, der kom i hans

Hjem, og uden Tvivl har vakt og næret den dybe Kjærlighed til Naturen, som var et Særkjende ved hans Konst. Efter at han

 

186

havde besøgt Kunstakademiets Skoler i Kjøbenhavn, begyndte han at udstille 1857  som Figurmaler, men følte  sig efterhaanden mere tiltalt af Dyrelivets og Naturens Stemninger og malte i sine senere Aar helst Emner fra Dyrehaven  eller andre sjællandske Egne med Vildt, Heste eller andre Dyr i fri Tilstand.    Den Sans for at lade Dyrene og Landskabet ligesom smelte sammen i den Stemning, han vilde gjengive,   kom   ogsaa  igjen,   naar  han  ikke   sjælden  malede menneskelige   Figurer   som Staffage i et Landskab.    Saaledes var navnlig »To gamle Naboer faa sig en Aftensladder« en smuk Prøve paa hans Evne til at  udtrykke   en  levende Samstemning  mellem Naturen  og Menneskelivet.    En kjæk,  fri Behandling,  en levende saftig Farve,  et vist fyldigt Maadehold i Lunet gjorde dette lille Billedet   meget   tiltrækkende.     Ved   det   følgende   Aars   Udstilling havde   en  Række  Landskabs-  og Dyrebilleder ved  Siden   af store Fortrin, en noget gulladen Tone,  som ikke  var behagelig,  og som tydede paa en Fristelse for Konstneren til at blive conventionel i Behandlingen. Denne Afvej frelste Naturen ham for paa en sørgelig Maade.    Samme Aar (1867) fik han Akademiets Rejseunderstøttelse og drog i Eftersommeren til Italien. Men efter et kort Ophold i Florens i September Maaned blev han angreben af Cholera, der gik over   til   Tyfus   og   bortrev   den   unge   lovende   Konstner   efter   to Maaneders Sygdom, d. 23. November 1867.    Det følgende Aar viste et enkelt  inden Afrejsen  malet Billede,   ved det paahængte Sørge­flor, at en af Konstens Sønner havde forladt sin Gjerning for stedse. (Private Medd.   Udst. Gat.  111. Tid. 13. Maj 1866.  Fdl. 15. Maj 1867.)

 

Fristrup.    Nilaus Fristrup, Søn af Banevogter H. Fristrup og  født 1837   i  Kjøbenhavn,   kom  i  Malerlære  hos   Malermester Weber og besøgt« samtidig 1852—63 Konstakademiet, af hvis Model­skole han 1859 blev Elev.    Han har siden 1857 udstillet dels som Decorationsmaler,  dels  som Dyrmaler.     Til det  nye kgl. Theaters Tilskuersalon har han  i Forening med Billedhugger Prior,  udført en Del af Decorationen i ophøjet Arbejde.    I 1876  var  han  udenslands.    (Akad.   Udst, Gat.)

 

Fritz. Andreas Fritz, Søn af Sognepræst Niels Fritz og Karen Kirstine født Færch, er født d. 2. November 1828 i Mou Præstegaard ved Aalborg, besøgte Realskolen i Aarhus, hvor han under Adjunct Høegh Guldborg lagde sig efter Tegning. Da han vilde være Maler, kom han i 1845 til Kjøbenhavn for at besøge Konstakademiet, og naaede i Marts 1848 til at blive Elev af Model­skolen. Ved Krigens Udbrud meldte han sig som Officersaspirant i

 

187

Artilleriets Heserve,   deltog i hele Felttoget og  vedblev at  gjøre Omcerstjeneste nogle Aar efter Krigen.    Han vendte dog tilbage til Kunstakademiet, vandt 1854 og 1855 den lille og den store Sølvmedaille og udstillede i 1856 »En jydsk Høstpige«. Han modtog Vej-

> ledning i Malerkonsten en kort Tid af Købke, senere af Gertner og Marstrand, og bavde paa en mindre Udenlandsrejse i 1855 tillige Lejlighed til at se nogle af Udlandets store Kunstsamlinger og Verdens­udstillingen i Paris. Senere har han levet i Aarhus, hvor han malede Landskabsstudier, men ernærede sig i Førstningen som Portrætmaler, senere som Fotograf. I 1863 ægtede han Sara født Bech, og naaede snart saa vidt, at han kunde overlade Fotograferingen til en anden, medens han selv, — samtidig med at han ledede Udførelsen af en stor Bække Landskabsfotografer fra Jyllands skjønneste Egne, — paany begyndte at hellige sig Konsten for Alvor. Siden 1870 har han udstillet forskjellige jydske Landskabspartier, der strax gav ham et hædret Navn blandt vore yngre Landskabsmalere. I 1871 fik han en lille Rejseunderstøttelse af Akademiet. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Fritz, Johan Frederik Fritz, ældste Søn af Lerovne-fabrikant fra Bayern Nicolaus Fritz, er født i Wandsbeck d. 31. Juli 1798. Efter sin Confirmation lærte han Malerkonsten først i Ham­borg, senere i München, hvor han studerede ved Kunstakademiet og vandt en Medaille; men omtrent i 1823 vendte han tilbage til sit Fædreland, tog til Kjøbenhavn for at besøge Akademiet der, fik, som det synes, strax Adgang til Gibsskolen, blev 1824 Elev af Model­skolen og vandt 1825 den lille Sølvmedaille. I Aarene 1824—26 udstillede han nogle Figurbilleder, deriblandt det Billede, han solgte til den kgl. Malerisamling, forestillende »Østerlandske Kjøbmænd i et Kaffehus i Wien«, hvilket rimeligvis er malet under hans første Ophold i Udlandet. Det er maaske det samme Billedej som han i Marts 1824 tilbød Slotsbygningscommissionen, der æskede Akademiets Erklæring. Dette fandt ikke »et første Forsøg af en ung Maler, som hverken fra Compositionens eller Udførelsens Side kunde anbefales,« værdigt til Slottet; men derfor kan, det gjærne være kjøbt af Kongen.

Hans Faders Sygdom nødte ham til at vende tilbage til Holsten, men snart efter tog han til Flensborg, hvor han nedsatte sig som Portrætmaler og Tegnelærer, og grundede der (omtr. 1827) i For­ening med Skriftlithografen H. P. Behrens det første Stentrykkeri i Hertugdømmerne, hvortil rimeligvis det kgl. Stentrykkeri i Kjøben

 

188

havn (oprettet 1820) har været Forbillede, og da, han var en meget loyal Mand, giftede han sig paa Prins Frederiks (Frederik VII) Bryllupsdag med Prinsesse Vilhelmine, d. 1. November 1828, med en Datter af Dr. Nauendahl i Krempe, Johanne Cecilie Mariane født Nauendahl. Efter nogle Aars Forløb skiltes Fritz fra sin For-retningsfælle, og han drev Konststentrykkeriet alene indtil den ferste slesvigske Krig. Da tog han til Rendsborg og senere til Altona, hvor han døde d. 1. Marts 1870.

Han var en meget flittig Konstner, ikke alene som Portræt, Landskabs- og Grenremaler, men ogsaa som Lithograf, idet de vigtigste Blade fra hans Trykkeri ere tegnede paa Stenen af ham selv. Et af hans første Arbejder var Lithograferingen af Bøhndels Tegninger efter Brüggemanns Altertavle. Endvidere kan nævnes »Frederik VI paa lit de parade«, »Christian VIII med Familie i Sorgenfri Have«, Optrin fra den slesvigske Krig o. fl. Hans største og mærkeligste Blad er Børsen i Hamborg med flere Hundrede Figurer, hvoraf henved 80 ere Portræter (omtr. 1860). Billeder som »Das Turnfest i Rendsburg«, »Den slesvigholstenske Folkeforsamling i Kendsborg 1864« tyder paa, at han i al Fald ikke lod Politiken have Indflydelse paa sine Konstfrembringelser. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Frizsch. Claudius Ditlev Fritzsch, Blomstermaler, født i Kiel 1765 (1763?), besøgte Kunstakademiet fra 1786 og vandt 1790 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig tidligt efter Grouache- og Vandfarvemaleri, men gik snart over til ogsaa at dyrke Oliemaleriet. I 1795 udtaler han sin Lyst til at komme udenlands, uden at kunne opnaa denne Lykke, men inden Maj 1797 maa han dog have været i det mindste en mindre Rejse i Udlandet, thi d. 1. Maj s. A. blev han agreeret paa to Blomsterstykker i Grouache. Hans Anseelse voxede nu hurtigt og i 1804 kalder en Indsender i »Nyeste Skilderie ham »den eneste og bedste i sit Slags« og tager Ordet fer at faa ham ansat som »botanisk Maler«. Først 1806 fremstillede han sit Medlemsstykke, et stort Oliemaleri, for Akademiets Forsamling ag blev derpaa enstemmig udvalgt til Medlem d. 21. October s. A. For øvrigt hengled hans Liv uden fremtrædende Begivenheder, han fik 1817 Bolig paa Charlottenborg og her levede han ugift, i venskabelig Omgang med den tyske Kreds blandt Konstnerne og andre. Han døde d. 27. November 1841 efter faa Dages Sygdom. Hvis Angivelsen 78 Aar gammel er rigtig, maa han være født 1763 og ikke 1765. Hans Malerier, hvoraf kun faa ere almindelig tilgjængelige, — den kgl. Malerisamling ejer to, Akademiet ét Billede af ham, — maa

 

189

for den Tid sættes meget højt, dog udmærke de sig mere ved Grundighed og en næsten botanisk Troskab, end ved fri malerisk Virkning, Men der er Sans for Farveskjønhed og en virkningsfuld Anordning og stor Flid i Udførelsen. (Weinw., S. 201, do. Lex. Thiele Thorr. I, S. 27, 45. Skild. 1804, Sp. 1201; 1806, Sp. 57. Fdl. 1841, 10. Bec. Akad. TJdst. Oat.)

 

From. Henrik Christian From, født d. 6. September 1811 i Kjøbenhavn, er Søn af Almtieskolelærer Søren Henriksen From og Ellen Kirstine Marie født Erikstrup. Han kom efter sin Con-firmation i Snedkerlære, blev Svend ved Nytaar 1831 og besøgte derpaa Elémentarskolen og den første Bygningsskole paa Konst-akademiet; da han imidlertid fik Lyst til at være Maler, gik han over til Frihaandstegneskolen og kom i 1837 i Gibsskolen. Samme Aar fik han en Pengepræmie som Landskabsmaler. I 1843 deltog han i Decorationen af Thorvaldsens Museum, hvor han har malet en Del af Decorationen i Gaarden og Graven. Tillige har han af og til virket som Bygmester, navnlig i Slesvig, og er nu, ved Siden af sin Virksomhed som Maler, Tegnelærer ved vestre Betalings­skole i Kjøbenhavn. Han har udstillet en Del Landskaber i Aarene 1836—54 og den kgl. Malerisamling ejer sex Billeder fra denne hans Ungdomstid. (Konstn. egne Medd. Akad. ITdst. Gat.)

 

Fraenckel. Liepmann Fraenckel var Søn af jødiske For­ældre og var født i Parchum i Meklenburg-Schwerin d. 26. April 1772. Faderen, som var Handelsmand og sad i smaa Kaar, ønskede, at Sønnen ogsaa skulde gaa til Handelen, og satte ham i Lære i Hamborg, hvorfra han omtrent 1792 kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig videre i denne Retning hos en Onkel. Hans Lyst til Tegning havde dog fra Ungdommen ytret sig; en rig tysk Godsejer havde endog tilbudt at lade ham uddanne ved en Tegneskole i Schwerin, men det strandede paa, at Skolen ikke vilde modtage ham, fordi han var Jøde. I Kjøbenhavn fik han endelig Lov til at forlade Handelen for stedse, og blev sat i Lære hos en Graveur, hvor han snart vandt en betydelig Færdighed i Signetstikning. Efter at have besøgt Konstakademiets Skoler, dog uden at vinde dets. Medailler, lagde han sig efter Portrætmaleriet, især i Pastel og Miniatur under Camradts Vejledning. Han vandt snart et Navn i dette Fag og fik saa mange Bestillinger fra Sverige, at han tilbragte ti Aar navnlig i det sydlige Sverige med at male Miniaturportræter, hvorved han tjente en betydelig Formue. Efter at være vendt tilbage til Kjøbenhavn gjorde han sin Lykke ved et heldigt Portræt af

 

190

Frederik VI's Dronning, og vandt i det hele Navn »som en duelig og heldig Miniaturmaler«, hvilket Akademiet efter hans Ønske bevidnede i 1819. Han blev Hofminiaturnialer saavel hos Frederik VI som hos Christian VIII, men da hans opsparede Formue var gaaet tabt ved Statsbankerotten, og Miniaturmaleriet mere og mere maatte vige Pladsen for Oliemaleriet, oprettede han i 1826 en Tapetfabrik, som han i 1847 overdrog til sine Sønner og som endnu bestaari fuld Kraft. Dog vedblevhan at male med usvækket Øje og Haand til sin høje Alderdom. Han udstillede 1818—35, sidste Gang som Tapetfabrikant og døde d. 26. Marts 1857; han roses for sin aabne, redelige og velvillige Karakter. (Medd. af Konstn, Søn. Weinw. Lex. Udst. Cat. Akad.)

 

Frølich. Lorens Frølich er Søn af Grosserer J. J. Frølich og Vilhelmrne Pauline født Tutein og er født i Kjøbenhavn den 25. October 1820. Hans Sans for Konsten vaktes tidlig af hans Faders Morbroder J. C. Spengler, som var Inspecteur ved den kgl.' Malerisarøling og jævnligt tog ham med i Samlingen. Han havde fra Barn af Lyst til at tegne, og den hos Familien levende For-kjærlighed for forskjellige Dyr bragte ham til uvilkaarlig fra først af at iagttage Dyrenes Liv med særlig Opmærksomhed. Efter at bave tegnet hos Børbye fra Dreng af og lært at modelere hos H. V. Bissen (1835), hørte han nogle af Akademiets Forelæsninger, uden dog at besøge dets Skoler, og tegnede privat hos Hetsch. og Eckersberg. En af de unge Koiistnere, han sluttede sig nærmest til, var Th. Lundbye; de tegnede i Fællesskab, og da Frølich ved Rumohrs Paavirkning fik Lyst til at tegne med Pen, vendte han ogsaa Lundbyes Opmærksomhed i denne Retning. Allerede 1838 til 1840 begyndte Frølich at udstille, dels Dyrstykker, de Com-positioner af Nordens Oldhistorie, der allerede dengang fængslede ham meget. Dog tegnede han meget mere, end han malede, og denne Tilbøjelighed har fulgt ham hele hans Liv. Et Vinterstykke blev solgt til Konstforeningen; med et Dyrstykke, »Hjorte i Dyrehaven«, concurrerede han til den Neuhausenske Præmie, uden dog at opnaa den.

I Efteraaret 1840 rejste han til Tyskland, først til München, hvis blomstrende Konstskole drog Nordens Ungdom til sig, derpaa til Tyrol og endelig til Dresden, hvor han i 1842 malede hos .Bendemann. Fra Dresden hjemsendte han Kaderiugerne til »De to Kirketaarne«, der ere udgivne af Konstforeningen i Kjøbenhavn. Efter et Besøg i Hjemmet (1845) vendte han tilbage til Dresden og

 

191

tog Aaret efter til Rom, hvor han forblev i fem Aar. Et derfra hjemsendt Billede »En Skovguds Familie«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Endnu i 1851 var Frølich i Rom og sendte Billeder ijem til Udstillingen, men gik da til Paris for at male hos Couture. I 1854 var han et Besøg i Hjemmet, men ban vendte tilbage til Paris Aaret efter, da han der ægtede en svensk Dame, Caroline Inde Betou, og fra nu af maa han, fraregnet et længere Ophold i Flensborg 1856—57, regnes for bosat i Paris indtil hans Kones Død (1873). I de senere Aar har han atter taget Bolig i Hjemmet. I Flensborg malede han to store Billeder »Valdemar II indstifter den jydske Lov« og »Frederik IV modtager Slesvigernes Hylding« for Regeringens Regning i Overappellationsrettens Sal, hvilke rnaa regnes for hans Hovedbilleder i det historiske Fag. Aaret efter (1858) udførte han de to store Cartoner til Børssalen i Kjøbenhavn  ”Klogskaben” og ”Modet”.

Den Virksomhed, hvormed Frølich har vundet størst Navn, ikke alene i Danmark, men over hele Europa, er som Tegner eller Illustrator. Kort efter Krigen 1848—50 tegnede ban Illustrationer til Fabricius' »Danmarks Historie«. Senere har han dels tegnet til Træsnit, dels selv raderet en Mængde Compositioner til Apelejus' Amorog Pzyke, til Fadervor,- Andersens Æventyr,til Dronning Dagmars Vise, til Gjøgleriet i Utgaard efter Oehlenschlæger, hvoraf flere ere udgivne af Konstforeningen i Kjøbenhavn. Under Udgivelse er en Række store Raderinger til »Nordens Guder«, hvortil Konstneren faar Understøttelse af de Hjelmstjerne-Rosen-croneske Legater. Videst førtes hans Navn dog af hans Børnebøger, som ere udkomne paa Dansk, Fransk og Engelsk, og blev gjentagne i flere hurtigt paa hverandre følgende Oplag. Frølich, som i 1857 blev Ridder af Dannebrogen, er d. 5. Marts 1877 bleven Medlem af Konstakademiet i Kjøbenbavn. (111. Tid. 1865 Nr. 324. Delaunay: Les artistes seand. 1. Lev. S. 21 flg. Konstn. egne Medd. Private Opg. Akad. Udst. Gat.)

 

Fuchs. Georg Mathias Fuchs, født 1719(?), kaldtes Historie­skildrer, da han 1755 fik »Fjerdingaarspræmien«, d. v. s. lille Sølv-medaille for Tegning efter deri levende Model, og concurrerede Aaret efter til Guldmedaille uden at opnaa den. Han var tillige Miniatur-maler, blev 1768 Tegnelærer hos Landcadetterne, og som det synes senere ogsaa hos Søcadetterne. I Aaret 1780 søgte han om Titel af Professor, hvilket Akademiet erklærede for krænkende mod dets egne Professorer, da han kun var Informator. Han var gift med

 

192

Birgitte født Berg og døde i Kjøbenhavn d. 5. April 1797 i en Alder af 78 Aar. Kobberstiksamlingen ejer en Del Tegninger af ham og den kgl. Malerisamling et Stykke, som forestiller »Arveprins Frederik bekranses ,af Konstens Genius«. I den Müllerske Kobberstiksamling paa det store kgl. Bibliothek findes 13 Kobberstik af ham. (Weinw. Lex. Akad. Statskal. 1768. Bruun, Rostgaard, S. 506. Skild. 1830, Sp. 502 og 881. Adresseav. 1797 Nr. 84.)

 

Fuchs. Gottfried Fuchs, som levede i Begyndelsen af det 18. Aarhundrede, nævnes som inventor paa to Kobbere til Ligtalen over Christian Gyldenløve (paa Tysk), stukne af A. Reinhardt (1706—7). Et tredje Stykke af ham forestiller Grev Conrad Reventlow, omgivet af sine Anevaaben. Wiedewelt kalder ham Brand-major. (Skild. 1830, Sp. 881, jfr. Hjelmstjernes Catalog, S. 468, 469 og 501. Wiedewelts'Pap. i Univ. Bibi.)

 

Fuchs. Johan Georg Fuchs maa være den Maler Georg Fuchs fra Wien, om hvem Weinwich ved, at han er født 1723, arbejdede 6 Aar i Italien, hvor han studerede efter Antikerne og efter Maleren Amiconi, og som efter den Tid »udøvede sin Konst over tredive Aar her i Landet«. For øvrigt ved han kun, at han »endnu levede 1783«. Men i Juni Maaned 1807 forespørger Cancelliet paa Udenrigsministeriets Vegne om en »Hofmaler« J. G. Fuchs, som da nylig var død i Regensburg. Der tilføjes, at Maler­lavet ikke kjender ham, at det ikke kan være G. M. Fuchs, som for længst var død (1797), og Akademiet svarer, at det heller ikke kjender ham. Var denne Konstner dansk Undersaat, siden hans Dødsfald meldes til Danmark? (Weinw., S. 166, og Lex. Akad.)

 

Funch. Herman Frederik Funch, Søn af Oberstlieutenant Funch og født 1841 i Rendsborg, begyndte 1866 at besøge Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Billedhugger og var 1872 naaet til Modelskolens Forberedelsesklasse. Han har udstillet 1869—71 nogle Portrætbuster, i 1873 og 74 et Par Dyrefigurer. (Akad. Udst. Cat.)

 

Fussing. Hans Nielsen Fussing, født 1838 i Horsens, Søn af Murermester A. Fussing der, blev Mursvend, uddannede sig ved Konstakademiet, hvor han 1864 vandt den mindre Sølvmedaille som Architékt, og har i 1876 opført den botaniske Museumsbygning i den nye botaniske Have. (Akad. Udst. Cat.)                 

 

Füssel. Carl Christian August Füssel, Søn af Stadsmusicant C. G. Füssel og M. M. født Schwartzlose, var født den 4. Maj 1811. Han blev Elev af Konstakademiet og vandt 1834 dets

 

193

mindre Sølvmedaille. Han udstillede en Copi 1831 og 1837—38 et Par Genrebilleder vistnok af tvivlsomt Værd. Imidlertid fik han en Indbydelse til Grev Beckfries i Skaane for at male Portræter, restaurere Malerier og male en Altertavle. Opholdet der varede en 3—4 Aar, og han var just vendt tilbage til Danmark, da den første slesvigske Krig brød ud. Han gik med som Frivillig, blev Corporal og d. 1. September 1848 Secondlieutenant i Reserven. I Krigen det følgende Aar blev han haardt saaret ved Kolding d. 23. April og døde d. 1. Maj 1849 paa Lazarethet i Middelfart. (Selmer Nekr. Saml. II, 220. Udst. Cat. Akad.)

 

Førster. Johan L(udvig) Vilhelm Førster, fik i Aaret 1794 baade den lille og den. store Selvmedaille i Konstakademiete .Modelskole i Kjøbenhavn, udstillede 1795 to Copier efter Dietrich og efter Pauelsen, og fik endelig 12. Marts 1796 en Attest, der ender saaledes: »Man kan i øvrigt tilføje, at bemeldte Førster har afgivet saadanne Prøver paa Anlæg for Konsten, at han unægtelig vil kunne bringe det vidt som Maler, naaf han fremdeles som hidtil vil blive ved med at dyrke sit Genie«, Om denne, som det synes meget lovende Konstner, vides ellers intet. (Akad.)

 

194

Galster. Henrik Ludvig Galster, Søn af Agent Johan Georg Galster og Elisabeth Charlotte Morine født Castonier, er født i Nørre Sundby ved Aalborg d. 22. Januar 1826. Faderen havde bestemt ham til Handelen, men da han stedse havde mere Lyst til Tegning, fik han endelig i sit 21. Aar Lov til at komme til Kjøben-havn for at lære Miniaturmaleriet hos Hofrainiaturmaler Joh. Møller, der var en Ven af Konstnerens Fader. Med ham fulgte han 1848 til Stokholm, besøgte derpaa en kort Tid Konstakademiet i Kjøben-havn og arbejdede senere under den samme Lærers Vejledning i .London (1854). Han har fra 1850—59 udstillet en stor Del Miniatur-portræter, og selv efter at han havde oprettet et fotografisk Atelier, er han vedblevet at male. Et af hans seneste Arbejder er Enke­dronning Caroline Amalies Fortræt til Storfyrstinden af Rusland.  (Konstn. egne Medd-. Udst. Gat.)

 

Gamborg. Knud Frederik Gamborg, Søn af daværende residerende Kapellan F. V. Gamborg, er født d. 30. Juni 1828 i Tikjøb. Efter at have været i Vinhandlerlære blev han Svend, deltog som Værnepligtig i det sidste Krigsaar 1850, nedsatte sig derpaa som Vinhandler, men opgav efter nogle Aars Forløb Forret­ningen for ganske at leve for Konsten. Allerede i 1848 besøgte han en Vinter Konstakademiet og var saa øvet Tegner, at han strax fik Plads i 1. Frihaandstegneskole. Men Faderens Død medførte i Forening med andre Forhold, at han dengang maatte vende tilbage til sin tidligere Levevej. Nu derimod i 1857 begyndte han for Alvor sin konstneriske Uddannelse ved Akademiet, blev Elev af

 

195

Modelskolen i 1859 og vandt den lille Sølvmedaille i 1861. Det var hans første Tanke at blive Maler, og en større Bestilling af Grev Moltke til Bregentved, der blev ham betalt i aarlige Forskud, støttede ham ikke lidet i den første Tid. Da han imidlertid for at leve stadig maatte sysselsætte sig som Tegner for illustrerede Blade, vandt han snart en saadan Færdighed i forskjellige Retninger som Tegner, at han senere næsten udelukkende har levet som saadan, dels for »Illustreret Tidende«, dels for andre Blade. I 1862 foretog han en lille Hejse til Norditalien. Senere har han besøgt Norge 'og St. Petersborg. Han er gift med Mary Elisabeth født Jess. Han har ikke udstillet. (Konstn. egne Medd. Akad.)

 

Gebauer. Christian David Gebauer, Dyrmaler, Søn af Johan Christian Gebauer, Forstander for Brødremenigheden i Neuzalz ved Oder i Schlesien, og Marie Elisabeth født Kupprecht, var født den 15. October 1777 og kom med sine Forældre i sin Barndom til Christiansfeldt, hvorved han blev dansk Undersaat. Han var først bestemt til Studeringerne, hvortil hans rige Evner gjorde ham skikket,- men en Døvhed, der var foraarsaget af Mæslinger allerede i hans tredje Aar, tog saaledes til, at lian maatte opgive den stu­derende Vej. Han rejste da i 1800 til Kjøbenhavn for at besøge Kunstakademiet (1800—1) og uddanne sig under C. A-. Lorentzen, sammen med Dahl, C. A. Jensen, Mygind o. fl. a. Han udstillede 1802 en Copi efter sin Lærers »Hertha«, men lagde sig snart efter Landskabs- og Dyrmaleri. Allerede 1804 udstillede han en Del Tegninger i Tusk, »hvori der er megen Natur, og som røbe Geni«. En lignende Række, der udstilledes 1805, rostes ogsaa meget, der­iblandt især »En Tilbagerejse fra Dyrehaven«. Næste Aar frem­hæves hans Dyrstykker. I 1809 søgte han rimeligvis om Rejse­understøttelse og anbefaledes dengang varmt af Akademiet, uagtet han havde forladt dets Undervisning allerede ved Gibsskolen; det kalder de af ham udstillede Landskaber for udførte »i Wouwermans Maner«.

Gebauer vedblev nu dels at udstille, dels særlig at forevise Akademiet sine Dyrstykker, der stedse fandt opmuntrende Bifald. Ogsaa Optrin af Krigerlivet tiltalte ham, og i 1808 havde han hos Lahde udstillet et Par større Tusktegninger, som forestillede Træk af Englændernes Overfald i 1807. Da det derfor endelig lykkedes ham at komme udenlands i Begyndelsen af 1813, ilede han til Dreeden, for at se Krigen med egne Øjne, og han overværede Slaget Ted denne By d. 4?. Maj s. A. Her var det ogsaa, han fik Lejlighed

 

196

til at se Kosakhordernes Liv og Færd, hvilket han siden med meget Lune har gjengivet baade i Malerier, Tegninger og Baderinger. Allerede d. 4. Juli 1814 var han hjemme igjen og foreviste Akade­miet en Copi efter Snyders samt nogle »Esquisser«. Akademiet tilkjendegav ham i Skrivelse af samme Dato sin Tilfredshed dermed, men agreerede ham ikke, ligesom han heller ikke havde udbedt sig at hlive det. Men da han Aaret efter d. 6. Marts 1815 indsendte et større Dyrstykke, »Kvæg, som søger Hvile«, »med det Ønske derpaa at vorde agreeret«, erklærede Akademiet, at det allerede holdt ham for agreeret paa hans tidligere foreviste Arbejder, og paa dette optog det ham til Medlem med 10 Stemmer mod 3. Den 24. Marts  aflagde han Ed og tog Sæde i Forsamlingen. Han æredes nu som Landets »første Dyre- og Kvægmaler« og i hans Medlerasstykke beundrede man den fortrinlige Iagttagelse saavel af Luftperspectiven som af Forkortningerne. Snart efter fik han Bolig paa Charlottenborg og ved kgl. Resolution af 30. Juli 1817 tillige 200 Rdl. S. V. aarlig af Kongens Kasse. Han blev endelig 1830 udnævnt til titulair Professor.

. Med Undtagelse af en Rejse til Tyskland i 1826—27 levede han nu rolig i Danmark og indskrænkede sig til mindre Rejser i Landet selv, til Frederiksborg hvor Stutteriet altid fængslede hans Opmærksomhed, o. n, St. Han blev gift (1807) med Mariane født Høgh, der døde d. 2. Marts 1827, medens han paa sin Udenlands­rejse opholdt sig i München. Sorgen over dette Dødsfald fremkaldte en Brystsyge, der foraarsagede ham Blodstyrtning, og i Wien blev han farlig syg. Han kom sig dog, men modtoges i Hjemmet med flere sørgelige Budskaber, der kun yderligere nedbrød hans svækkede Sundhed. Foruden Tabet af hans gamle Lærer, Lorentzen (f 1828), havde han ogsaa, efter at han samme Aar var flyttet til Aarhus, den Sorg at miste flere af sine voxne Børn. Hans Brystsyge tog til, og om han end til sine Tider baade kunde virke for Konsten ved at fremme en Tegneskole i Aarhus og glæde sig ved Naturen paa mindre Udflugter, var hans Dage dog talte. Hans Kaar blev tillige mindre gode, saaledes at Akademiet i hans sidste Levetid maatte komme ham til Hjælp med en Understøttelse af 200 Rdl. Han' havde næppe nok ved en anden Haand kunnet takke for denne Velvilje, før han sov rolig hen d. 15. September 1831.

Q-ebauer var en aandrig Compositeur og flittig som Konstner. Ikke alene malede han et stort Tal af Billeder, men tegnede, malede i Pastel og Vandfarve og raderede en Mængde Blade. Navnlig i

 

197

hans Raderinger, hvis lette Foredrag laa ret godt for hans Konstnernatur, fremtræde hans gode Egenskaber ublandede. I hans Olie­malerier savnes Klarhed i Farven og Herredømme over Helheden. Til hans bedste Arbejder høre »Det vilde Stutteri« (1807), >Et Hestemarked« (1810), adskillige af hans Vinterstykker fra Bayern (1826—27), hans Rækker af colorerede Tegninger efter Heste i det kgl. Stutteri, Jagthunde m. m. Malérisamlingen ejer ikke iaa af hans Billeder. (Weinw., S. 202. Erslew I, S. 489. Suppl. I, 8. 546. Dagen 1831, Nr. 231 og 236. Skild. 1804, Sp. 576; 1805, Sp. 781; 1806, Sp.782; 1811, Sp. 453; 1815, Sp. 442; 1819, Sp. 199. Udst. Gat Akad. Private Medd. Nagler Monogr. II, 2645.)

 

Gelert. Johannes Sofus Gelert, Sen af Teglværksejer og Møller C. F. Gelert, er født 1852 i Nybøl i Sundeved. Han kom efter sin Confinnation til Kjøbenhavn og i Billedskjærerlære hos C. A. Berg, hos hvem han har arbejdet i halvtredje Aar, besøgte Kunstakademiet fra October 1870 til 24. December 1875, da han fik dets Afgangsbevis som Modelerer, og har i 1875 og 1876 udstillet nogle Billedhuggerarbejder. (Akad. Udst. Gat.)

 

Gellentin. Gellentin nævnes af Weinwich som en god Miniaturmaler under Frederik V. (Weinw. Lex.)

 

Gelton. Toussaiut Gelton har rimeligvis været en Udlæn­ding, som levede og arbejdede i Danmark; hans Malerier sammen­lignes med Poelemburgs, ligesom han ogsaa skal have copieret Ger­hard Dow paa en skuffende Maade. Det tidligste Billede af ham, "Weinwich kjender, er dateret 1661. Ifølge et kgl. Rejsepas af 1674 skulde han i dette Aar være rejst til Saxen for at portrætere Christian V's Søster, Anna Sofie, der var gift med Churfyrst Johan Georg III, og efter et Pas af Churfyrstinden skulde han i 1675 være vendt tilbage til Danmark. Det er dog rimeligt, at han først er rejst hjem i 1676, thi endnu i Marts d. A. sendte den kgl. Lakerer, Christian v. Bracht ham en Vexel paa 300 Rdl. d. C. Fra den 23. September 1674 var han kgl. Contrafejer med en Aarpenge af af 600 Rdl. d. C., foruden at hans Malerier særskilt betaltes ham. Han maa rimeligvis være død i første Halvdel af 1680, thi kun i Aarets to første Kvartaler anvises ham Aarpenge, og det næste Aars Foraar (19. Marts 1681) betales paa engang 900 Rdl. d. C. >for Géltons Skilderier«. Den kgl. Malerisamling ejer af Gelton tre smaa Billeder »Oldingen og Døden«, »Juno, Minerva og Venus« og »En bodfærdig Magdalene«. (Weinw., S. 91. do. Lex. do. Afhdl. i Athene YI, S. 540—44, hvor en Del Billeder nævnes. Gehejmearch.)

 

198

Gemperlin. Tobias Gemperlin, en Portrætmaler, som Tyge Brahe i Aaret 1575 havde ført med sig hjem fra Augsburg. Han synes ikke at have været kgl. Contrafejer, men at have malet privat for forskjellige Adelsmænd. Hans Portræt af Tyge Brahe paa dennes Quadrans muralis i fuld Legemsstørrelse blev malet 1586 og skal have været overmaade ligt. En Del Portræter af Medlemmer af Rigens Raad i Frederik II's Tid tillægges af Sandvig denne Konstner. Et Træsnit forestillende et Skelet er fra 1579. Et Billede i Kirken i Nykjøbing paa Falster med Frederik II's Dronning Sofie, og hendes Aner, tillægges ligeledes Gemperlin. (Nye danske Mag. II, 4. Hefte, S. 103—4. T. Brahe, Astronomiæ illu-stratæ meohaiiica, Fol 1598, S. 14—15. Claudii Galeni de ossibus Uber. Havn. 1579. 8°. Weinw., S. 37—38. Sandv., S. 47. Skild. 1829, Sp. 884, og 1830, Sp. 1068. Trap, Danm., 2. Udg. IV, 433.)

 

Gemzøe. Peter Henrik Gemzøe, Søn af Materialforvalter Gemzøe, er født i Kjøbenhavn d. 6. Februar 1811. Hans Lyst til at tegne blev opmuntret af Bendz, med hvem han i sin Ungdom gjorde Bekjendtskab; han begyndte at gaa paa Konstakademiet om Somren 1829 og arbejdede samtidig under Eckersbergs Vejledning for at uddanne sig til Maler. Han blev 1832 Elev af Modelskolen og udstillede 1833 og 1835 et Par Portræter og »Et Parti af Figursalen«. Tillige malede han i 1836 en Altertavle (efter Eckersberg?), som blev sendt til Grønland. Imidlertid havde han allerede fra sin første Tid jævnlig tegnet paa Sten, og da Em. Bærentzen oprettede sit Stentrykkeri (1837) blev han en af dets første Lithografer, og udførte nogle Billeder efter Eckersberg, Kiichler og Marstrand. I Følelsen af sin Uerfarenhed i technisk Henseende søgte og fik Gemzøe i 1840 en mindre Understøttelse af Konstakademiet for at rejse til München, hvor Lithografien dengang stod højest. Han opholdt sig fire Aar i München og uddannede sig hos Hohe og Kobler til en selv­stændig og duelig Lithograf. Efter Hjemkomsten har han, for det meste til Bærentzen & Co., dog ogsaa for egen Regning ndført en stor Del Blade, dels Portræter, dels Figurbilleder, saaledes ere de betydeligste af Marstrands Helbergske Billeder og. af Exners Bonde­livsbilleder udførte af Gemzøe i heldige Gjengivelser. Et af hans sidste større Arbejder er Høyens Portræt efter Marstrand. (Konst, egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Genelli. Johan Frants Josef Genelli, hvis Navn urigtig skrives Schenelly, var født i Aachen 1724 (ikke 1734) og blev opdraget i Kjøbenhavn fra sit andet Aar. Han var Maler, men

 

199

lagde sig efter den særlige Konst at brodere i Silke og med Perler, og han frembragte Arbejder i denne Retning, der af Samtiden skattedes som udmærkede Konstværker. Da det ikke lykkedes ham at finde Ansættelse ved Hoffet i Danmark, drog han, uagtet han allerede havde stiftet Familie i Kjøbenhavn, til Tyskland og som 4et synes ogsaa til Italien. I Wien blev han 1767 Medlem af Akademiet der, i Berlin, hvor han endelig nedsatte sig, blev han 1774 kgl. preuss. »Hof-kunst~Perl-Sticker«. med 500 preussiske Daler om Aaret. Derfra modtog Konstakademiet i Kjøbenhavn en Skri­velse fra ham dateret d. 29. November 1783, hvori han udbad sig at blive Akademiets Medlem paa et broderet Blomsterstykke, hvilket flgsaa skete i Forsamlingen d. 6. Januar 1784. Nogle Aar efter døde han i Berlin, d. 11. Juli 1792 i en Alder af 68 Aar. Hans Sønner, Hans Christian, der blev Bygmester, og Jens eller Janus, som blev Landskabsmaler, ere fødte i Kjøbenhavn, den sidste i Aaret 1761. Denne var Fader til den i Tyskland saa bekjendte Tegner Bonaventura Genelli (f 1868). (Weinw., S. 237. Hennings, S. 42—43. Spengler Art. Eft., S. 27. Fussli Suppl, under G. og Sch. Fernow •Carstens, uy Udg., S, 208. Akad.)

 

Gercken. Didrik Gercken, Billedhugger i Kjahenhavn, maaske Søn af kgl. Hof-Stenhugger Andreas Gercken, arbejdede for Hoffet, uden at det kan ses, om han. havde Aarpenge som Hof-konstner. Det tidligste Arbejde, der nævnes, er en Mindestøtte i Bremersandsten »paa det Sted, hvor det dræbende Skud havde ramt Carl XII«. Contracten om dette Arbejde blev sluttet den 30. October 1722. Thura kalder ham i sin danske Vitruvius »en af vore største og erfarneste Billedhuggere«, idet han nævner ham som Mestren til Marmorkisterne til Frederik IV's og Dronning 'Louises Lig i Roskilde Domkirke. Han tilføjer (1749), at Mestren er nu nylig død. (Weinw., S. 120. Sandv., S. 47. Thura II, 153—54. Thiele Kstakad,, S. 46. Bruun Eostgaard, S. 293.)

 

Gerdtes. Johan Gerdtes, findes med Tilføjelsen pinx. A. 1709 paa et Portræt af Andreas Jensen Borch, Slotspræst paa Aggershus, stukket af H. Thiele i Kjøbenhavn. Spengler Art. Eft., S. 28. Weinw. Lex. Strunk.)

 

Gerhard. Johan F(rederik) Gerhard skal være kommen til Kjøbenhavn med Fyrstinden af Ostfriesland, en Søster til Chri­stian YI's Dronning, Sofie Magdalene; han blev her kgl. Kabinets-skildrer og fik altsaa som saadan dansk Borgerret. Ogsaa se vi ham i 1743 sat i Skat som Borger i Kjøbenhavn. I privat Eje er et

 

200

Maleri paa Kobber, betegnet med Konstnerens Navn og Aarstallet 1740; det forestiller Konstneren selv med Kone og to Børn. Den kgl. Malerisamling ejer to Billeder af ham, »En siddende Figur« og »En Martgreve af Bayreuth« Knæstykke. Alle de nævnte Billeder ere smaa (omtrent 12—16 Tommer) og malede paa Kobber. (Spengl. Art. Eft. do. Gat. o. Malerisml. Raadstuearch. Private Medd.)

 

Gertner. Johan Vilhelm Gertner var Søn af jævne Borgerfolk i Nyboder og blev født d. 10. Maj 1818. Han kom i sit trettende Aar paa. Konstakademiet, men gik det kun langsomt igjennem; han stod over tre Aar i Modelskolen, inden han (1837) fik den lille og den store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1839 og 1841 concurrerede han til den lille Guldmedaille, men første Gang fik han ikke sit Arbejde færdigt, og anden Gang opnaaede han ikke Medaillen. Imidlertid var han i 1836 begyndt at udstille, dels et Par Portræter, dels mindre Landskaber og >Interieurer« med Figurer, men kastede sigså godt som  udelukkende over Portrætet. Et i 1838 udstillet Maleri »Nogle Børn i Vedbæk ved Solens Nedgang« vakte megen Opsigt paa Grund af Udførebens Omhu og Farvens Virkning, men. staar dog tilbage for »En Hyrdedreng, som driver en Flok Faar«, der udstilledes 1839 og blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Efter at have tildraget sig Opmærksomhed ved en Række portrætter navnlig Thorvaldsens (1840—43) og Stiftprovst Trydes, der hædredes med Udstillingsmedaillen (1843), fik han s. A. Akademiets Rejseunder­støttelse. Istedenfor at benytte den, gjorde han Krav paa at agreeres uden at have rejst, indtil han endelig efter at bave fore­taget en lille Rejse til Dresden, hvor han malede Landskabsmaler Dahl blev Medlem af Konstakademiet paa et alvorligt og omhygge­ligt udført Portræt af C.V. Eckersberg (1850) og fik 1858 Titel.af Professor. Medens hans Portræter af C. Hall og D. G. Monrad ikke gav nogetti tilfredsstillende Billede af disse Personligheder, lykkedes andre, som af Landskabsmaler J. C, Dahl, Grev Moltke og navnlig Vexelerer Gedalia (1869) samt en Kjøbmand Schuldts fra Hamborg ham overrnaade vel. Det kraftige, sværladne i hans Form-og Farvegivning kom i slige Billeder bedre til deres Ret. Til hans mest vellykkede Malerier hører hans Moders Portræt (1856), der dog ikke er frit for nogen Tørhed i Behandlingen af Enkelthederne. Det tilhører den kgl. Malerisamling. Gertner blev den 5. April 1850 gift med Anna Elisabeth f. Petersen og døde den 29. Marts 1871. Han var 1869

 

201

bleven Ridder af Vasaordnen. Gertner har baade raderet og lithograferet, men navnlig tegnede han gjærne Portræter, som udmærkede sig ved en god Lighed, uagtet en vis Sværhed i Formen ogsaa deri var fremtrædende. (111. Tid. 1871, Nr. 602, Nekrolog af Ph. Weil-bach. Berl. Tid. 1871. Akad. Udst. Cat.)

 

Geve. Nicolaus Greorg Geve, rimeligvis fra Slesvig, var i Kjøbenhavn Lærling af Hofskildrer J. S. Wahl. Han levede omtrent fra 1770 i Slesvig By og skal være død der henved 1790. Han tegnede gjærne naturhistoriske Gjenstande, navnlig Conchylier, og begyndte 1755, vistnok i Kjøbenhavn, paa at udgive en Række Conchylier i Kobberstik, men han naaede kun til den 33. Plade. Dog malede han ogsaa Portræter, hvoriblandt nævnes et Portræt i Legemsstørrelse af Præsten Peter Cramer i Slesvig Domkirke. Han er vistnok en og samme Person, som den i Weinwichs Lexikon som Miniaturmaler (1747) nævnte Person. (Weinw. Lex. Fiissli Lex. Hamb. Kstl. Lex. Spengl. Art. Eft.)

 

Gianelli. Giovanni Battista eller Jean Baptiste Gianelli, som det synes en Søn af den ældre Gibser Domenico Gianelli, og født 1786 i Kjøbenhavn, kalder sig selv Billedhugger og Medailleur, men har nok mest ernæret sig som Gipser, Som saadan søgte han 1812 om Tilladelse til at besørge Akademiets Arbejde under hans nedennævnte Broders Fraværelse mod ogsaa at nyde dennes Lønning derfor, medens han i 1819 indsendte en Buste af Prinsesse Caroline til Akademiets Bedømmelse. Dets Kjendelse viser, at han maa have gjældt meget lidt som Konstner. Han havde den 21. October 1810 ægtet P L. Gianellis efterladte Enke A. M. L. Boyesen, med hvem han fik flere Børn, og døde d. 25. Juni 1825, medens Enken overlevede begge sine Mænd indtil 6. Juni 1851, da hun døde i en Alder af 73 Aar. (Lengnick [Fam. Bruun]. Akad. Skifteretten.)

 

Gianelli. Giovanni Domenico Gianelli, Søn af Gibseren D. Gianelli, født omtrent 1765, besøgte Konstakademiet og udførte allerede som Elev en Buste af Procurator Peter Bugge (f 1794), den samme, hvis Portræt Thorvaldsen ogsaa har tegnet. Først 1797 fik Gianelli den lille og den store Selvmedaille i Modelskolen, men endnu samme Aar ogsaa den mindre Guldmedaille for Opgaven »Abraham ved Saras Grav« (1. Mos. 23, V. 2), samt 1799 den store Guldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner« (1. Mos.48, V. 18—14). Samme og følgende Aar udstillede han nogle Buster. Da Faderen døde i Begyndelsen af 1801, besluttede han at overtage dennes Værksted som Gibser, naar han maatte faa Akademiets

 

202

Arbejde med en Løn af 200 Rdl. om Aaret af Kongens Kasse, ligesom Faderen havde haft, hvilket blev tilstaaet ham. Samme Aar udstillede han endnu en Buste i Marmor af Kammerherreinde La Calmette. Ogsaa en Buste af Bernstorff var af Gianelli. I 1812 (?) rejste han til London, hvor han giftede sig og atter helligede sig til Billedhuggerkonsten; thi i Aaret 1819 oversendte han en Buste af Hertug Vilhelm Frederik af.Gloucester (udst. 1820) og udbad sig, at den maatte blive opstillet i Forsamlingssalen, og at han paa den maatte blive Medlem af Akademiet. Man syntes nok om Busten, men indskrænkede sig til at agreere ham, og paalægge ham at ind­sende en Figur af eget Arbejde, hvis han vilde være Medlem. Han erklærede sig villig til at udføre en Figur, naar det nødvendig krævedes, men han var, om ikke paa egne, saa paa Hertugens Vegne, fortrydelig over, at Hertugens Buste ikke havde faaet Plads i For­samlingssalen, da denne var Medlem af Akademiet. Han under­tegner sig nu »John Dominick« som Englænder. Med dette Brev, som Akademiet henlagde med Paaskriften »Forbliver ubesvaret«, forsvinder han af Historien. (Weinw., S. 219. Akad. Udst. Cat.)

 

Gianelli. Harald Gianelli, Søn af Medailleuren P. L. Gianelli og Anne Margrethe Louise født Boyesen, blev født i Kjøbenhavn d. 18. Februar 1803 og lagde sig fra sin tidlige Ung­dom efter Medailleurkonsten. Da hans Fader imidlertid var død i hans Barndom, og hans Stifi'ader, en Broder [eller Slægtning] af hans Fader synes at have levet i meget smaa Kaar, søgte han allerede 1820 om Konstakademiets Attest for at kunne opnaa kgl. Understøttelse. Det lykkedes ham ikke strax, men efter at han var kommen ind i Modelskolen, fik Akademiet Øjet op for hans Talent, og paa dets Anbefaling opnaaede han et Par Aar en kgl. Understøttelse af 2 Rdl. om Ugen. Han udførte nu flere Prøve­arbejder som Medailleur, der vakte stigende Opmærksomhed for ham, fik 1825 den mindre Sølvmedaille, 1827 en Pengepræmie for Modellering efter den levende Model, udførte 1828- en Buste af da afdøde C. A. Lorentzen (udst. 1829), og vilde concurrere til den for Medailleurer udsatte Præmie af 100 Rdl. Men Sygdom hindrede ham vistnok allerede nu fra at arbejde. Det meste af Aaret 1831 maatte han jævnlig holde Sengen og den 4. Februar 1832 bortrev Døden denne som det synes saa lovende unge Konstner, der havde været sin Moder »en god Søn« og var ved at blive Familiens Støtte. (Lengnick [Fam. Bruun]. Akad. Skifteretten. Udst. Cat.)

 

Gianelli. Pietro Leonardo eller Peter Leonhard Gianelli,

 

203

Søn af Gibseren D. Gianelli, født deu 27. October 1767 i Kjøbenhavn, begyndte tidlig at gaa paa Konstakademiet, hvor han 1784 vandt deu mindre og 1787 den store Sølvmedaille for Modellering. Samme Aar udstillede han en Billedstøtte af Apollo og concurrerede til den lille Guldmedaille, uden at faa deu. Ved næste Coucours (1789) derimod opnaaede han Medaillen for Opgaven »Kain slaar Abel ihjel«. Da han imidlertid frygtede for ikke at finde sit Udkomme som Billed­hugger, medens Medailleurerne Adzer og Bauert var gamle, besluttede han at lægge sig efter Medailleurkonsteii, hvis Akademiet vilde give ham Rejsestipendium som saadau. Dette var gunstig stemt for han Ønske, og efter at han havde forevist sin Moders Portræt, udført i Staal i Profil, lykkedes det ham, tildels ved Abildgaards ivrige Be­stræbelser, fra d. 1. October 1791 at faa Rejse stipendium som Akade­miets Pensionair oprindelig paa tre Aar, hvilket blev forlænget, saaledes at han i alt var fem Aar borte, l December 1796 blev han efter Hjemkomsten agreeret og fik til Opgave at udføre et nyt Stempel til Akademiets store Sølvmedaille. Paa dette Stempel blev han Medlem af Akademiet d. 15. Marts 1798 og to Aar efter blev han kgl. Medailleur ved Mønten med (iOO Rdl. d. C. aarlig. Endelig, d. 8. Marts 1802, kunde han gifte sig med Anne Margrete Louise Boyesen og blev ved hende Fader til den ovenfor nævnte som ung afdøde' Harald Grianelli. Men heller ikke ham selv forundtes nogen lang Virketid, thi allerede d. 23. December 1807 afgik han ved Døden. Han var en dygtig Konstner i sit Fag, meu han har ikke udført ret meget. Foruden sit Medlemsarbejde, udførte han allerede 1792, efter Abildgaards Tegning, en Medaille i Anledning af Negerhandelens Ophævelse, senere 1799 en ny Revers til Akade­miets mindre Sølvmedaille, 1801 en Medaille til Minde om Slaget d. 2. April, 1804 Aversen til en Medaille over Professor Wahl samt nogle faa flere.¹ (Lengnick [Fam. Bruun]. Weinw., S. 235. Adresse­avisen 1807, Nr. 524. Akad. Skild. 1807, Sp. 346. Holm. Kirkeb. ved Lengn. Thiele Thorv. I, 156, 171. Krebers Catalog. Mønt-fortegnelsen.)

 

Gjellerup. Albert Rudolf Gjellerup, Søn af Sognepræst Carl Adolf Gjellerup og Sara Elisabeth født Behrendt. er født den 11. Februar 1845 i Roholte Præstegaard. Ved sin ældste Broders Hjælp kom han til Kjøbenhavn i Lære hos Tømrermester Blom, blev efter tre Aars Forløb Tømrersvend, tegnede hos Ferd. Jensen og

 

1 En i Krebers Catalog nævnet Medaille til Præmier ved Stutteriet, kan ikke være fra 1786, da han endnu ikke dengang tænkte paa at blive Medailleur

 

204

i technisk Institut og besøgte November 1854 til Januar 1869 Konstakademiets Skoler. Ved en Prisæskning i 1869 om en Kirke til Trinitatis nordre Sogn, blev hans Udkast tilkjendt den første Pris af det nedsatte Udvalg. I 1876 vandt han atter den første Pris ved Concurrence om et Hospital til Kolding, og forhandler om Opførelsen af denne Bygning. For øvrigt har han opført flere offentlige og private Bygninger især i Provinserne, saaledes to Skoler og en Bankbygning i Nakskov. Han blev i 1874 gift med Marie Susanne Elisabeth f. Høffding. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Gjelstrup. Adam Gottlob Gjelstrup var født d. 11. October 1753 paa Møn, blev sat i Malerlære hos ,en »Amtsmaler« d. v. s. Malermester i Lavet, og efter at han var bleyen Svend, vilde han foretage en Udenlandsrejse for at uddanne sig til Konstner. Han kom dog ikke længere end til Augustenborg, da en Bekjendtgjørelse i Aviserne om, at det kgl. Theater trængte til en Skuespiller og Tenorist, bragte ham til at vende om for at forsøge sig ad en Vej, som fra hans Ungdom havde fristet ham. Han optraadte første Gang d. 10. Oetober 1777 og sidste Gang d. 1. (17.) December 1803; men om hans fortrinlige Dygtighed som komisk Karakterskuespiller maa henvises til andre Kilder. I al den Tid, han var Skuespiller, synes han ikke synderlig at have haft Tid til at dyrke Malerkonsten uden paa sit eget Aasyn, som han havde et særdeles Talent til at male paa den mest slaaende Maade i Medfør af den Karakter, han skulde fremstille. Efter sin Afgang fra Theatret levede han ganske for Landskabsmaleriet. Han foretog en Konstrejse til Tyskland og senere til Sverige, foruden at han stadig gjorde lange Toure i Sjæl­land og især i Kjøbenhavns nærmeste Omegn, idet han til sin høje Alder forblev ualmindelig rask og rørig. Han udstillede ikke meget (1821—27), men saavel hans Malerier, som hans Tegninger gjorde megen Lykke hos Samtiden, der fandt ham ikke mindre genial som Maler end tidligere som Skuespiller. I Moltkes Malerisamling og hos flere Privatmænd findes mindre Malerier af ham, der vise, at han, trods sit umiskjendelige Talent, ikke hævede sig over Datidens conventionelle Malemaade.

Han giftede sig 1778 med den ligeledes fortrinlige Skuespillerinde Anna Marie (Cathrine) Moreli, der imidlertid paa Grund af Sygdom fratraadte Theatret allerede 1792 og døde s. A., efterladende ham en sindssvag Datter, som han siden plejede med den mest opofrende Omhu lige til sin Død. Han døde i Kjøbenhavn d. 10. Februar 1830 i sit 77. Aar. Hans Portræt findes i Schwartz' Lommebog for

 

205

Skuespilyndere 1786, malet af Lorentzen stukket af Clemens. (Weinw., S. 208—9. Kjøbenhavnsposten 1830, Nr. 80. 81, 82. Thaarup, Kopenh. Kunstblatt, Nr: 1. Skild. 1821, Sp. 500; 1827," Sp.476; 1830, Sp. 497—99. Udst. Gat. Erslev I, S. 492, og Suppl. I, 554, hvor flere Kilder anføres. Nik., Trin. og Frue Kirkebøger ved Lengn. Strunk. Om Grjelstrup som Skuespiller se Nord. Conv. Lex.. og Overskou Theaterhist. III—IV.)

 

Gnudtzmann. Johannes Emil Gnudtzman, Søn af Hør­kræmmer og Capitain Jens Frederik Gotlob Gnudtømann og Johanne Susanne født Lutken, er født i Kjøbenhavn d. 17. November 1837, blev, efter at have besøgt Borgerdydskolen paa Christianshavn og Efterslægten, polytechnisk Examinand, besøgte Konstakademiet fra 1859 og fik d. 20. Marts 1866 Afgangsbévis som Årchitekt. Sam­tidig arbejdede han hos H. Chr. Hansen og senere hos Herholdt, for hvem han var Conducteur ved Nationalbanken. I 1864 blev hans Studier ved Akademiet afbrudte af Krigen, hvori han deltog som Lieutenant i Artilleriet. Ved en Ooncurrence i 1869 om en Kirke til Trinitatis nordre Sogn vandt A. Gjellerup den første, Gnudtz mann den anden Pris; men denne sidste valgtes ikke desto mindre til at udføre den Tegning til »Povlskirken«, som endelig appro­beredes i 1872, og ledede Opførelsen af Kirken selv (1872—76). Gnudtzmann blev i 1866 gift med Oathinca Olivia født Svane, havde 1871 Akademiets Rejseunderstøttelse til en Kejse i Tysk­land, Østeirig og Italien og blev 1876 Lærer i borgerlig Bygningskonst ved den polytechniske Skole i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Søndagsposten 1877, Nr. 668. Akad. Udst. Oat.)

 

Goos. Carl A. A. Goos fra Slesvig uddannede sig til Historiemaler ved Konstakademiet omtrent fra 1820. I 1823 fik han begge Sølvmedailler og concurrerede samme Aar til den lille Guldmedaille uden at faa den. Derimod fik han 1824 et Accessit for et ;Maleri efter den levende Model, og 1825 den lille Guldmedaille for Opgaven »Den unge Tobias' Hjemkomst« (Tob. 11, 10). I 1826 tog han Examen og i 1827 concurrerede han til den store Guldmedaille, uden at vinde den. Han udstillede paa Charlottenborg 1822—27, dels sine akademiske Skolebilleder, dels andre historiske Billeder efter Emner fra Biblen, den græske Oldtid og Ossian. Her i Dan­mark regnedes han for ret lovende og to af hans Ungdomsarbejder, >Elektra og Orestes« og »Orpheus og Euridice«, som indkjøbtes til den kgl. Malerisamling (1822 og 1820), hænge paa Kronborg. I 1827 har han uden Tvivl forladt Kjøbenhavn og er rejst til sin

 

206

Fødeby Slesvig, men om han senere er vedbleven at leve der, hvor han ogsaa opholdt sig i 1824, eller er rejst til Tyskland, vides ikke. I 1831, udstillede han i Hamborg ved »den tredje Konstudstilling« nogle Billeder sammen med B. J. T. Goos, der siges at være fra Slesvig, men bosat i Altona; maaske en Broder. Og samme Aar udstillede han i Dresden »flere Malerier”, som af hans Ungdomsfælle Bendz, der saa dem paa sin Rejse, karakteriseres som »noget daarligt Gods; han er tabt for Konsten«. (Tregder Hdb. f. Rejs., S. 261. Dsk. Saml. 2. R. I, S. 318. Thaa'rup/ Akad. Udst. Gat.)

 

Gottlieb. Carl Christian Gottlieb, dansk Maler, rejste 1702 udenlands til Holland og andre Lande. Den kgl. Malerisamling ejer to Billeder af ham. (Spengl. Art, Eft., S. 29.)

 

Graack. Johan Martin Graack, Søn af Styrmand B. L. Graaek, født 1810 i Amis ved Cappeln, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra 1836, blev 1841 Blev af Modelskolen, og udstillede 1838—45 en .Del tegnede Portræter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Gram. Olaus Peter Gram, født i Kjøbenhavn 1779, uddannede sig til Ornamentsbilledhugger i Træ, men da han troede, at han ikke kunde finde tilstrækkeligt Udkomme derved,  gik han til Søs til Kina og blev Styrmand. Han vendte dog tilbage til sit tidligere Fag, opholdt sig i Wien, London og Paris (1807). Derfra foretog han en Rejse til Italien (1811), hvof han arbejdede i Milano. Han tog imidlertid atter til Paris og blev bekjendt med Kammer­junker Bruun Neergaard (se Eekersberg), der anbefalede ham til Prins Christian som en meget duelig Ornamentsbilledhugger, der havde arbejdet »meget godt paa Triumfbuen i Tuileriernes Gaard. Han rejste til Kjøbenhavn, hvor han virkelig fik Arbejde ved Slottet, men indlod sig i Strid med Bygningscommissionen, saaledes at han ved Højesteret blev idømt en Bøde. I 1813 søgte han Pladsen som Lærer ved Ornamentskolen, uden at faa den. Efter den Tid maa han være rejst til St. Croix, thi i 1820 søgte han derfra om at blive kgl. Bygmester ved de vestindiske Øer, i 1826 var han et Besøg i Hjemmet, Senere hører man intet til ham. (Weinw. Lex. Akad.)

 

Grandjean. Christian Ditlev Frederik Grandjean, født 1804 i Kjøbenhavn, Portrætmaler, besøgte Konstakademiet i 1827 og senere atter en kort Tid i 1845. Han udstillede 1838 nogle Portræter og en »Christus paa Korset«, samt ønskede samme Aar at bortspille to Malerier ved Lotteri. I Akademiets Betænkning herom erklæres de for >under al Kritik*. (Akad. Udst. Gat.)

 

207

Greve. Arnt Greve, en Juveler i Bergen, der tillige dyr­kede Landskabs- og Blomstennaleriet samt stak Signeter i Ædelstene. Han var gift med Cecilie født Bredal og fra 1800 levede han tilbagetrukken paa en Gaard nærved Bergen, hvor han ogsaa døde (1809). (Minerva 62, S. 290 [1800]. Weinw. Lex. Lengnick Fam. Bredahl.)

 

Greve. Boy Jensen Greve var født i Okholm Sogn i Landskabet Bredsted i Sønderjylland d. 10. September 1756, Efter at have uddanet sig til Miniatur- og Glasmaler, maaske i Hamborg, besøgte han Tyskland, blev gift med Marie Magdalene født Wich-mann, som døde 1785 i Hamborg efter i Forvejen at være skilt fra ham. Derefter blev han gift med en adelig Dame, som synes at have været Moder til den nedennævnte Søn efter de mange fornemme Faddere at dømme, efter hvilke han blev opkaldt (Kammerherre Hauch, Grev Arnim, preussisk Minister o. fl.). Greve levede nu dels i Kjøbenhavn (1787—90), dels i Berlin og Dresden, hvor han i 1800 havde Miniaturportræter og en Copi efter Mengs udstillet, derefter atter i Kjøbenhavn (1802—5), saa i Norge, og som rejsende Portrætmaler paa den jydske Halvø, indtil 1811, da han rejste til Berlin. I 1829 tilbragte han igjen nogen Tid i Kjøbenhavn, og trods et saa omvexlende Liv skulde han dog, paa et fjerde Besøg i Hjemmet, dø i Kjøbenhavn. paa Frederiks Hospital d. 1. Februar 1831, medens hans Kone og Datter var bleven tilbage i Berlin.

Efter en Erklæring, han selv fremkaldte, af Konstakademiet i Kjøbenhavn (1805), var hans Portræter ikke saa særdeles gode, men »at ingen bør kræve eller vente mer af et Stykke, som er malet for den lave Pris af 25 Rdl. (80 Kroner)«. Dog skal han have udført i alt 1540 Miniatur- og Silhouetportræter, deriblandt af den danske. Kongefamilie, Landgreven af Hessen o. fl. Hans Silhouetter udmærkede sig ikke alene ved Lighed, men ogsaa ved, at han kunde udføre dem i en utrolig lille Maalestok (»som et Knappenaalshoved«). En Datter af ham, Johanne Greve, født i Berlin, levede dei som Portræt- og Blomstermalerinde. (Skild. 1831, Sp. 221, d. 13. Febr. Thaarup. Akad. Skifteretten. Private Medd. Fussli Suppl. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Greve. Johan Sofus Frederik Alexius Adam Werner Greve var Søn af Boy Jensen Greve og født i Kjøbenhavn den 15. August 1789. Da hans Forældre blev skilte,  kom lian og hans ældre Broder, E. V. Greve (s. ndf.) i Huset hos en Pastor Petersen

 

' De trykte og skrevne Meddelelser, jeg har for mig, stemme ikke ganske saa at jeg ikke kan se, hvem der var Moder til disse Sønner, enten en anden

 

208

i Fyn for at opdrages. Greve besøgte senere Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Miniaturmaler og rejste (1816—20) som Portrætmaler i Sverige. Paa en paatænkt Rejse til Rusland standsedes han i Lybek og forblev bosat der som Miniaturmaler, Tegnelærer og Malerirestaurator. Han var gift første Gang med Anna Dorotbea Margretbe født Machthans, der døde 1835, og anden Gang (1837) i Lybek med Anna født Reimers, der døde 1864. Efter at have været blind i sexten Aar døde han i Slutningen af 1868 i Lybek. (Private Medd. Thaarup. Skild. 1812, Sp. 222, d. 13. Febr.)

 

Greve. Martin Frederik Rudolf Greve, Søn af den oven­nævnte J. S. F. A. A. W. Greve, blev født d. 24. October 1810 i Hamborg, hvor Forældrene opholdt sig paa en Rejse. Han tilbragte sin Barndom dels i Kjøbenhavn, dels i Lybek, hvor Faderen senere nedsatte sig, var derpaa en Tid for at studere i Berlin hos en Far­broder, Ernst Vilhelm Greve, som var Bogbinder der; men da denne døde 1829, maatte han opgive Studeringerne og rejse til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Miniaturmaler, ligesom Faderen og Bedste­faderen. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1833—35, og arbejdede siden en Aarrække som Miniatunnalerr navnlig malede han Christian VIII's Portræt til Daaser. Daguerretypiens og Foto­grafiens Opfindelse gjorde imidlertid et stort Skaar i hans Virk­somhed. Efter at have været Tegnelærer ved Frederiks tyske Skole fik han om Efteraaret 1847 en Understøttelse af Christian VIII til en længere Udenlandsrejse; men da Kongens Død gjorde en brat Ende paa Understøttelsen, nedsatte han sig for en Tid i Hamborg som Malerirestaurator, rejste i 1851 med Baron Dirckink Holmfeldt til Roskilde som Conservator ved dennes Malerisamling paa Maglekilde, udgav i 1855 en lille Bog om Restauration af Malerier og levede i denne Stilling til 1859, da dels Baronens Bortrejse, dels hans svækkede Syn gjorde, at han maatte opgive Konsten og i sin Alderdom ernære sig med at holde Skole for smaa Drenge. Han var 1836 bleven gift med Augusta Georgine Eleonore født Kørber, udgav, foruden .den nævnte Bog, en Oversættelse af Jung-Stilling »Meddelelser fra Aandernes Rige« (Kbh. 1868) og døde i-Roskilde d. 6. Juli 1869. Greve har udstillet paa Konstakademiet i.Kjøben­havn 1835—1853, dels Miniaturportræter, dels enkelte Portræter og og Figurbilleder i Oliemaleri. Han var ikke noget betydeligt som Konstner, men var dog opdragen til Konstner og levede som saadan

 

Kone, der ikke nævnes, eller den adelige Dame, som saa maatte være den, han tlev skilt fra, for atter tredje Gang at blive gift med den, han efterlod som Enke.

 

209

med en oprigtig og varm Kjærlighed til sit Kald.    (Private Medd. Erslew Lex. Suppl. I, S. .583.   Akad.   Udst. Gat.)

 

Greys, Hans Andreas Greys nævnes som dansk Kobber­stikker 1642—54. Han har stukket Portræter, Titelkobber til Arild  Hvitfelds Krønike, m. m. Sandvig nævner 16 Blade. F. Thaarup nævner desuden en Afbildning af Rundetaarn, stukket 1657 til Peder Resens Inscriptiones Sa/nienses. 1668. 4°. ("Weinw., 8. 79. Sandv., S. 51. SHld. 1829, Sp. 884.)

 

Grodtschilling eller Grotschilling. Bendix Grodtschilling var født i Holsten og fik i 1655 Adelsbrev af. Johannes Rist i Wedel i Holsten. Han var Konstdrejer og Konstsnedker og boede i Itzehoe, til Byen brændte (1757); derpaa flyttede han til Hamborg, hvorfra han 1660 blev kaldt til Kjøbenhavn, Her havde han som Hofkonstdrejer først 400 Rdl. d. C. om Aaret og havde i 1690 netop faaet sin Lønning forhøjet til 600 Rdl. d. C., da han døde i i Marts s. A. Han har Fortjenesten af at have dannet det kgl. Koustkammer (1680), hvoraf senere saavel Malerisamlingen, som . flere andre af Kjøbenhavns Museer ere fremgaaede. Han kaldes »den ældre« til Adskillelse fra hans Søn og Sønnesøn. (Nye danske Mag. I, 161. Weinw-, S. 76. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1059. Kgl. Eegnsk. i Gehejmeareh.)

 

Grodtschilling, Bendix Grodtschilling, >den yngre«, født d. 1. December 1655 i Itzehoe og Søn af den ældre Grodtschilling, lærte Malerkonsten og rejste udenlands for at uddanne sig som Portræt- og Figurmaler. Af hans Arbejder nævnes: hans Faders Portræt til Konstkamret, hvilket endnu tilhører den kgl. Maleri­samling, Christian V til Hest tilligemed Landmilitsen til >Apartementssalen«, endvidere et optisk Konststykke med Kongerne af den oldenborgske Stamme, og Tegninger til nogle af de Cartoner, som udførtes i Tapetvævning til Rosenborg. Efter Faderens Død 1690 blev han Konstkammerforvalter med 600 Rdl. d. O. om Aaret. Han var gift med Anna Cathrine Eilersdatter Zanders, og døde d. 10. Marts 1707. (Nye danske Mag. I, 1G6. Lengn. Kgl. Regnsk. m. m. i Gehejmearch. Weinw., S. 95. Skild. 1829, Sp. 1060.)

 

Grodtschilling. Bendix Grodtschilling, »den yngste«, født den 12. August 1686 i Kjøbenhavn, og Søn af den yngre Grodtschilling, var ogsaa opdragen til Maler, men dog navnlig med Tanken paa at blive Faderens Efterfølger som Konstkammerforvalter. Af hans Malerier nævnes »Frederik IV's Salving i Frederiksborg Kirke« udført i Vandfarve og et »Miniaturskilderi af Jagten i

 

210

Gyldenlund«. Ved Faderens Død (1707) blev han Konstkammerforvalter, uagtet den lærde Dr. Otto Sperling søgte det med ham, dog kun med 400 Rd. d. C. om Aaret. Han blev gift 1723 med Agnete Margrethe Fagelmann, der døde allerede 1726 uden at efter­lade Børn. Grodtschilling led i sine sidste Aar meget af Sten-smærter og døde d. 23. Marts 1737. Til Trods for sin nedarvede Stilling undgik han ikke Gjæld, som han maatte søge afbetalt ved Hjælp af et Lotteri, hvortil han fik Bevilling (1725). (Nye danske Mag. I, 167. Lengnick. Weinw., S. 119. Skild. 1829, Sp. 1060—61. Werlauf Kgl. Bibi, 2. Udg., S. 81. Kgl. Regnsk. m. m. i Gehejme-arch.)

 

Grodtschilllng. Bernhard Grodtschilling, født i Kjøbenhavn 1697 og Søn af den mellemste Bendix Grodtschilling, blev Officer i det danske Søværn og. steg til Commandeurcapitain. Han blev gift (1720) med Marie Cathrine Bendtsdatter og døde 1773. I Aarene 1720—27 malede han som Lieutenant nogle Malerier, rimeligvis Søstykker til Kongen, for hvilke han 1728 blev betalt med 150 Rdl. d. C. Weinwich har ogsaa set Billeder af ham, forestillende Manoeuvrer af den danske Flaade og Kong Christian VI's Besøg paa Flaaden, samt betegnede med Aarstallene mellem 1746 og 1764. Hans Søn Frederik Grodtschilling, født i Kjøbenhavn 1731, død 1792 som Contreadmiral, har raderet et Blad, forestillende >En Genius med et Overflødighedshorn«. (Weinw. Lex. Lengnick. Gehejmearch. Priv. Opg.)

 

Grosch. Heinrich August Grosch, født i Lybek den 26. Februar 1763, var Søn af Cand. theol. og Klokker Friedrich Heinrich Grosch. Han kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner omtrent 1782. Han var Ven med Thorvaldsen, Probsthayn og Kritzsch og samledes med dem i et Hus i Grønnegade, for at de i Fællesskab kunde øve sig i Compositioner efter Emner af det gamle og nye Testamente og saaledes forberede sig til de akademiske Concourser. I 1793 vandt han den lille Sølvmedaille, men gik ikke videre i Akademiet, da han imidlertid havde lagt sig efter Gouache-(Vandfarve-)maleri og Kobberstikning, hvorpaa han i 1794 udstillede Prøver, mest Landskaber. En Samtidig af ham, Hans Hansen, som dog ikke kan lade være at stikle paa ham, erklærer: »Han har virkelig en smuk Methode i Vandfarvemaleri, som han paastaar er en Gave, der er ham alene betroet i den ganske Verden.« I de føl­gende Aar udstillede han regelmæssigt ved Akademiets Aarsfest nogle Prøver paa sin Konstfærdighed i >Gouache-Maneer<, indtil han den

 

211

24. Februar 1798 søgte at blive agreerei som Konstner i dette Fag, men hverken dengang eller flere Gange senere, da han. forsøgte, det paany (sidste Gang 1805), vilde Akademiet gaa ind derpaa. Dog malede han ogsaa Landskaber i Oliefarve, hvoraf to tilhøre den kgl. Maleri­samling. I disse og de følgende Aar synes han at have levet mest som Kobberstikker (Norske Prospecter efter Lorentzen, Galls Portræt i 1805, Prospect af Nørreriis 1810). I 1811 vilde han i Forening med K. L. Hahbek udgive en sFædrelandsk Aarbog« med nationale Kobbere. Maaske dette førte ham til Norge, thi i Maj samme Aar fik han af »Selskabet for Norges Vel« Understøttelse til at udgive et Pragtværk under Titel af »Malerisk Rejse gjennem Norge«. Det blev ikke til noget; derimod tog han fra 1812 Ophold i Norge, hvor han først levede i Frederikshald og i 1815 Hyttede til Christiania. Der blev han 1819 Lærer ved Tegneskolen og Medlem af dens Bestyrelse, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har baade i Danmark og Norge skrevet flere mindre Ting om Tegneundervisning m. m. I Norge stak han Christen Smiths Portræt. I 1799 var han bleven gift i Kjøbenhavn med Johanne Margrethe Gerhardine født Clar. Han døde d. 6. Juli 1843 i Christiania. Hans Søn Christian Hein­rich Grosch, født d. 21. Januar 1801 i Kjøbenhavn, død 'd. 4. Maj 1865 i Christiania, hvor han var Bygmester, tilhører ikke Danmark. (Weinw., S. 195. do. Lex. Kraft og Nyerup, Forf. Lex. Kraft og .Lange, Norsk Forf. Lex. Thiele, Thorvaldsen I, S- 27. Skild. 1805, Sp. 76; 1810, d. 13. Oct.; 1811, d. 5. Jan. og 28. Maj. H. Jlansens Dagbog. Akad,. Udst. Cat.)

 

Grossmann.      Christian   Grossmann,    Søn   af   Kanonerer . Grrossmaun, er /ødt i Kjøbenhavn 1849, blev 'Elev af Y. Bissen og har samtidig besøgt Konstakademiet siden 1869  for at uddanne sig til Billedhugger.    Han har 1870—75 udstillet nogle Portrætbuster. (Akad.   Udst. Cat.)

 

Groth. Georg Vilhelm Arnold Groth, Søn af Apotheker J. Groth, er født i Kjøbenhavn d. 9. Marts 1842. Efter at have taget den udvidede Præliminairexamen i det v. Westenske Institut, besøgte han F. F. Helsteds Tegneskole og fra 1861 til 1866 Konst­akademiet, fra 1863 som Elev af Modelskolen. I 1864 aftjente han sin Værnepligt under Krigen, og lagde sig derpaa efter Landskabs­maleriet. Han har udstillet siden 1866 og vandt hurtigt Navn blandt den yngre Kreds af Landskabsmalere. I 1874—75 var han udenlands, navnlig i Paris. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Grove.    Peter Frederik Nordahl Grove, født i Nyboder

 

212

i Kjøbenhavn d. 12. November 1822 og Søn af Capitain i Søetaten Seder Tønder Grove, var bestemt til Studeringerne, men forlod Metropolitanskolen, kort før han skulde -taget-Artium (1839), -for at blive Konstner, Han lærte at tegne hos Gurlitt og besøgte (1840) Konstakademiet, af hvis Gibsskole han gik ud 1842. Samme Aar begyndte han at udstille som Landskabsmaler og har siden den Tid hørt til de flittigste Udstillere. For at sikre sin Stilling lagde han sig ligeledes efter at lithografere i Landskabsfaget og har siden 1851 stadig arbejdet for L. W. Tegner & Kittendorf, saaledes >Danske Herregaarde« efter F. Richardt, »Skaanske Herregaarde« efter samme Konstner og flere lignende Værker. Han har to Gange nydt en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet (1864 og 1867), men besøgte allerede i 1855 med Understøttelse af Grev Moltke til Bregentved og den Rejersenske Fond Verdensudstillingen i Paris. Den kgl. Malerisamlmg ejer et Ungdomsarbejde af Grove. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat. Akad.)

 

Grund. Johan, Gotfred Grund, Billedhugger, var Søn af Johan Georg Grund, som var Gibsstøber ved Porcelajnsfabriken i Meissen, og var født der d. 28. April 1733. Han gik 1748 til Dresden for at lære Billedhuggeriet, kom derfra 1754 til Berlin, hvor han var Svend hos Billedhugger Adam. I 1757 kom han til Kjøbenhavn og arbejdede i samme Stilling hos Hofbilledhugger Hænel, der døde i Januar 1761. Den 29. Januar 1762 blev han gift med dennes Enke, Elisabeth sal. Hænel, født Mandorff, en Kurvemagerdatter her af Staden, og samme Aar blev han Hofbilled­hugger. Han er bekjendt ved sine 55 store Sandstensfigurer i Nordmandsdalen i Fredensborg, hvoraf han selv udgav Afbildninger med Beskrivelse, Kbh. 1773. Han udførte ligeledes et Monument over Prof. Holm til Frue Kirke (1778), og døde 1796. (Weinw., S. 178. Sandv., S. 53. Kraft og Nyerup Lex. Adresseavisen 1762, Nr. 8.)

 

Grundtvig. Ludvig Grundtvig, Søn af Apotheker F. T. V. Grundtvig og Fanny Eline Annette født Scherning, er født i Nykjøbing paa Falster d. 12. Maj 1836. Han kom til Kjøbenhavn og besøgte fra 1851 Konstakademiet, hvis lille og store Sølvmedaille han vandt i Løbet af Aaret 1856. Fra 1859—64 har han udstillet nogle Portræter og er vedbleven at arbejde som Portrætmaler, sam­tidig med at han 1863 nedsatte sig som Fotograf. I 1864 ægtede han Hansine Elisabeth født Petersen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

213

Grünberg. Steffen Griinberg fik af Kong Frederik IV latinsk Pas (1723) for at rejse udenlands og >perfectionere sig i Malerkonsten” (Spengler Art. Eft., S. 30.)

 

Grøger. Frederik Carl Grøger, født i Pløen d. 14. October 1766 af fattige Forældre, viste fra Barndommen Lyst til Tegning. Efter at han af sin Fader først var sat i Skræder- og senere l Drejer-lære, gik han selv i Malerlære og lagde sig samtidig paa egen Haand efter at tegne Profilportræter med Rødkridt. Han forlod nu Haandværket, ernærede sig nogen Tid med at tegne Portræter i Lybek, kom til Berlin, hvor han modtog en noget fuldstændigere Konstuddannelse og rejste endelig til Dresden for der med Iver at lægge sig efter Oliemaleriet. I 1802 besøgte han Paris. Efter den Tid levede han som en anset Portrætmaler i Hamborg, indtil han 1813 kaldtes til Kjebenhavn for at male den kongelige Familie og en Mængde andre Portræter. Han vendte dog snart tilbade til Hamborg, hvor han døde i høj Alder d. 9. November 1838. (Tyske Conv. Lexika. Kagler. Kstl. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Weinw. Lex. Skild. 1810, Sp. 759. Udst. Cat.)

 

Grenland. Theude Grønland, Søn af Organist Johan Grøn­land i Altona og Sofie født Runge fra Haderslev, blev født i Altøna d. 31. August 1817. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn 1837—39, da han blev Elev af Modelskolen. I Aarene 1839—41 udstillede han et Par Portræter. Aaret efter rejste han til Udlandet, lagde sig der efter Blomstermaleriet og bosatte sig fra 1844 i Paris. Efter at lian ikke havde udstillet i Kjøbenhavn i sexten Aar, hjem­sendte han derfra i 1857 et Par Billeder, et Frugt- og et Blomster­maleri, der tildrog sig Akademiets Opmærksomhed i den Grad, at han d. 5. Juli 1858 blev optagen til udenlandsk Medlem. Senere udstillede han af og til, dog mest mindre Billeder, indtil 1870, da man sidste Gang saa et Par Arbejder af ham.

I Paris, hvor han 1846 var bleven gift med Simone Olympe fedt Mareschal, fik han i 1848 en første Klasses Guldmedaille ved den almindelige Udstilling og i 1855, ved Verdensudstillingen, en anden Klasses Guldmedaille. Han største og bedste Værker blev solgte dels til England, hvor han opholdt sig i flere Aar, dels til Privatmænd i Frankrig og Tyskland. Malerisamlingen i Berlin har et Maleri af ham, som han havde udført i Italien. Paa Grund af Forholdene i Paris nyttede han i 1869 til Berlin, hvor han levede sine sidste Aar og døde d. 16. April 1876. Af de mindre Prøver paa hans Konst, der har været at se ved Udstillinger her, fremgik

 

214

det, at han forenede en kraftig og levende Farve med stor Lethed og Frihed i den techniske Behandling. (Medd. fra Konstn. Enke. Akad. Udst. Cat.)

 

Grønvold. Povl Isak Grønvold, født i Kjøbenhavni 1717, blev Capitain i Søetaten, men lagde sig tillige efter Tegning og Kobberstikning under Fosies Vejledning. Han har udgivet en Sam­ling Kobberstik med Titel: »Tegninger over Kong Frederik V's Rejse igjennem Danmark og Norge«, 30 Blade i Tverfol. (174!)). Grønvold døde 1760. (Suhms Nye Saml. III, S. 21. Kraft og Nyerup, Lex. Skild. 1830, Sp. 738. AVeinwioh Lex., fejlagtig som Grønnewald.)

 

Gudmundsson. Sigurd Gudmundsson, Søn af Bonden Gudmund Olafsson, blev født paa Gaarden Helluland paa Island d. 9. Marts 1833. Da han viste Anlæg for Tegning, blev han sendt til Kjøbenhavn (Sept. 184-9), hvor han kom i almindelig Malerlære, men han forlod snart denne for at søge konstiierisk Uddannelse, først hos Jeriehau og snart efter, ved Hetseh' Medvirkning paa Konst-akademiet, hvis Elementarskole han begyndte at besøge allerede i December s. A. Ligesom han ikke naaede udover Akademiets lavere Skoler, saaledes drev han det heller ikke som udøvende Konstner videre end til at male nogle taalelige Portræter af Landsmænd. Han udstillede i 1856 et Portræt, i 1858 to Portræter, efter at han i det mellemliggende Aar-havde været et Besøg paa Island og om Vintren (1857—58) her i Kjøbenhavn malet under Constantin Han­sens Vejledning.

Derimod har han større Fortjenester af sin Virksomhed for at udbrede konstnerisk Smag paa sin Fødeø og frede om dens efter­ladte Minder. Han rejste nemlig i 1858 tilbage til Island, for ikke mere at forlade det, og ernærede sig der, om end tarveligt, som Portrætmaler, medens han samtidig udøvede stor og stigende Ind­flydelse i forskjellige Retninger til Forbedring af sine Landsmæuds Smag og til Vækkelse af deres konstneriske Sans. Han var grundig hjemme i sin Fødeøs Oldliteratur, og paa Grundlag af sine Studier heri gjorde han ikke alene Forslag til et smagfuldere Snit af den sædvanlige islandske Kvindedragt og lærte de islandske Guldsmede at bruge deres oldnordiske Motiver med større Skjønsomhed, men han har især gjort uforglemmelig Nytte ved at fremkaldejStiftelseu af en Oldsagssamling i Rejkiavig, hvorved endnu en Del af Islands Levninger fra Oldtiden kunne ventes at blive bevarede for Landet selv og tjene til Støtte for Studiet af dets betydningsfulde Literatur,

 

215

Grudmundsson var ikke stærk af Helbred, og ved paa forskjellig Vis at anstrænge sig over  Evne, paadrog han sig en Brystsyge, der lagde ham i Graven d. 8. (7.) September 1874. (»En isl. Konstner« af C. Rosenberg i Rolffsens Nord. Tidsk. 1876 I, S. 260—70. Akad. Udst. Cat. Fdl. 1875, Nr. 9.)-

 

Guldager. Christian Guldager, født i Kjøbenhavn, vandt 1779 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet som Maler, rejste derpaa til Nordamerika, hvor han skal have levet som Konstmaler i Boston. (Weinw., S. 192, og do. Lex.)

 

Guldberg. Emmerik Lucian Høegh-Guldberg, Søn af  Oberst Julius Høegh-Guldberg og Margrethe Palene født Hahn, er fedt d. 4. Maj 1807 i Aarhus. Han var bestemt til den militaire Vej, men da Forholdenes Omordning hindrede det, valgte han at blive Konstner og besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn samt Lorentzens Malerstue indtil dennes Død 1828, sammen med Købke og Rørbye. Begge disse fik Plads i Eckersbergs Malerskole, Guldberg derimod fulgte, tildels af økonomiske Grunde, tilbage til sin Fødeby med Gebauer, der dengang vilde tage Bolig i Aarhus. Han uddannede sig nu til Dyrmaler og Genremaler under Gebauer, der imidlertid snart blev sygelig og døde allerede 1831. Guldberg fik under dennes Sygdom Tilsynet med den i Aarhus oprettede Tegne­skole (Arveprins Ferdinands Haandværks-- og Tegneskole), og har siden Gebauers Død stadig forestaaet denne Skole, der har modtaget en betydelig Udvidelse og har hævdet sin Plads med Ære ved flere Udstillinger. Ogsaa have flere Konstnere, som nævnes i dette Værk, modtaget deres første Uddannelse under Guldborgs Vejledning i Aarhus Tegneskole. Konstneren, hvis Ophold stadig har været knyttet til Aarhus,, var ligeledes i femten Aar Adjunct ved den lærde Skole der, og er vedbleven at fungere som Lærer, selv efter at han er gaaet af fra sin Adjunctplads paa Grund af Skolens Omordning. Han blev gift første Gang med Vilhebnine Theresia, en Datter af hans Lærer, Maleren Gebauer, og efter hendes Død, anden Gang med Jakobine Mathilde født Raae (1843).

Guldberg har udstillet en Del Dyr- og Figurbilleder i Aarene 1833—55 og et af hans Ungdomsarbejder tilhører den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. Hans Hovedvirksomhed har dog været som Lærer, og som saadan virker han endnu med usvækket Iver. Han grundlagde omirenf 1840 en Konstudstilling i Aarhus, som siden stadig er fortsat og har stiftet meget Gavn, og han er nu

 

216

Inspecteur ved det i den nyeste Tid oprettede Konstmusenm samme­steds.    (Konstn. egne Medd.   Udst, Cat.)

 

Gulion. .Louis Gulion, en fransk Maler, vistnok Miniaturmaler,  som i Aarene 1672—74 fik Betaling for ialt 13 > smaa Contrefeyer«, mellem 18 og 50 Rdl. d. C. for Stykket. (Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Gumpert.    Efraim Johannes Gumpert besøgte Konstakademiet i  Kjøbenhavn, hvis mindre  Sølvmedaille han vandt i  1825. Han udstillede i Aarene 1824—31 Portræter efter Naturen samt et Par Copier og døde ugift d. 13. December 1837,  sandsynligvis kun nogle og tredive Aar gammel.   (Akad.   Udst. Cat.   Adresseav. 1837.)'

 

Gunst. Carl Frederik Gunst, Søn af Sognepræst Peter Daniel Gunst, er født paa Askø ved Lolland d.[24. Februar 1820, kom først i Gjørtler, senere i Guldsmedlære og blev Svend 1839. Som Lærling begyndte han at besøge Kunstakademiet i 1838, blev 1846 Elev af Modelskolen og vandt i December 1848 den mindre Sølvmedaille som Billedhugger. Han har udstillet 1851 og 1859, sidste Gang som Deltager i Concnrrencen. for den Neuhausenske Præmie »En Springvandsfigur«. Desuden har han udført nogle Billedstøtter, Reliefer og.Buster. Efter at have opgivet Konsten har han i sine senere Aar levet som Tandlæge i Aalborg. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Gunst. Pieter van Gunst, har af danske Portræter stukket »Princeps Fredericus IV< i Patent-Folio, »Ulrik Christian Gylden­løve, sørgende over sin døde Frue Charlotte Amalie Krabbe med Ahner«, stor Fol., tegnet af Krock, hvilket Sandvig kalder »Et for­træffeligt Stykke«, og endelig Christen (c: Otto) Skeel, malet af Johan Jebsen. Konstneren var sikkert en Udlænding (fra Holland?), men om han har levet her i Landet, kan ikke afgjøres. (Weinw., S. 93 og 143. Sandvig, S. 53. Skild. 1829, Sp. 885. Strunk, Nr. 958 og 2718a.)

 

Gurlitt, Louis Gurlitt, Søn af Fabrikant Johan August Vilhelm Gurlitt og Helene født Eberstein, er født i Altona den 8. Marts 1812. Han fik sin første Konstuddannelse i Hamborg (1828—32) hos Siegfr. Bendixen, af hvem en Mængde andre hol­stenske og hamborgske Konstnere ere Elever. Derpaa tog han til Kjøbenhavn og fik Adgang til Kunstakademiet, hvor han allerede i December 1832 blev Elev af Modelskolen, og ét Aar efter fik han den mindre Sølvmedaille. Da han havde valgt Landskabet til sit

 

217

Fag og regnedes blandt de »modneste og talentfuldeste« af Akade­miets daværende Elever, anbefalede det ham i 1835 til Rejseunder­støttelse fra Fonden ad usus publicos, idet det >følte sig smigret ved at iagttage de heldigste Frugter af hans Ophold ved denne Konst-.skole«. Han tik ikke denne Understøttelse, men foretog ikke desto mindre dels Sommerrejser i Danmark og Norge, dels 1836—37 en længere Rejse til München, vendte tilbage til Kjøbenhavn for at at ægte Elise født Saxild og tilbragte 1837—39 i Norditalien og Miinchen, hvor han mistede sin Kone.

Efter at være kommen tilbage til Kjøbenhavn, indsendte han et Parti af Kullen for at agreeres, hvilket skete d. 3. Marts 1840, og endnu s. A. d. 2. November blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn paa »Egn ved Silkeborg, gamle Elletræer ved en 80«. Han forblev nu rolig i Danmark indtil 1843, da han i April Maaned udbad sig og fik af Akademiet en tysk Attest for, »at han var . ordentligt Medlem af Akademiet, og at hans eventuelle Enke og Børn var pensionsberettigede efter ham«. Derpaa rejste han i Følge med Grev U. Baudissin til Diisseldorf, hvor han ægtede en tysk Dame, med hvem han rejste til Italien. Uagtet Bravo i sine Konstberetninger fra Rom, idet han roser den Lethed, hvormed han tilegnede sig »den Ton des italienischen Colorit*, nævner ham blandt de danske Konstnere, og nagtet han 1847 af Christian VIII blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, tilhører han dog fra 1843 i Grunden ikke mere Danmark, hvis ejendommelige Konstretning han gav Afkald paa tilligemed Fædrelandet. Han har efter den Tid stadig levet i Udlandet, navnlig i Tyskland, hvor han har et stort Navn som Landskabsmaler, er gift for tredje Gang med Elisa­beth født Lewald, en Søster til Forfatterinden Fanny Lewalcfr, og har i de senere Aar kun sjælden udstillet i Danmark; sidste Gang kaldes han endog »udenlandsk Medlem af Akademiet«. Den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Arbejder malede i Aarene 1834--43. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Nagler, Kstl. Lex. Muller, do.)

 

Gylding. Jørgen Gylding, Miniatur- og Emaillemaler i Kjøbenhavn, arbejdede i Frederik V's Tid, men har vistnok levet til henimod Slutningen af Aarhundredet. I 1817 søgte en Datter af ham, Dorothea Gylding, der levede i Aabenraa, om Understøttelse af Konstakademiet, med hvilket han dog slet ikke havde staaet i Forbindelse. Af hans Arbejder nævnes »Christus, omgivet af Apost-

 

218

lerne for Pilatus' Domstol«, »Christian VI's Apotheose,« solgt ved Krigsraad Colmans Auction i 1817, samt »Frederik V omgivet af allegoriske Figurere, hvilket sidste skal være sprunget i Brændingen. (Weinw., S. 169. Akad.)

 

Gyllich. Svend Ludvig Valdemar Gyllich, Søn af Fabrikant Fritz Gyllich og Vilhelmine født Øregaard, er født i Kjøbenhavn d. 15. December 1837. Han besøgte Konstakademiet fra 1855, blev 1858 Elev af Modelskolen, og vandt 1860—62 den lille og store Sølvmedaille. I 1866 udstillede han et Portræt. Efter at -have malet under Simonsens og Marstrands Vejledning kastede han sig over Theatermaleriet, udførte nogle Decorationer til Second-theatrene og fik i 1867 Understøttelse fra den Rejersenske Fond og det Classenske Fideicommis til en Udenlandsrejse. Han opholdt sig nu i Tyskland, navnlig i Wien, og senere i Paris (1868—69) for at uddanne sig i sit Fag. Efter Hjemkomsten har han især virket ved det kgl. Tlieater som Decorationsmaler i Architekturfaget, saaledes til »Livjægerne paa Amager«., til »Mestersangerne«, til »Bertran de Born« o. n. navnlig Balletter. Dog har han ogsaa malet Landskabsdecorationer, f. Ex. - en Bjærgegn til »Den forvandlede Konge«. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Gyntelberg. Nikolaj Gyntelberg, født 1626 i Jylland, var >Kong Frederik III's velbestalter Bygherre over Danmarks Rige baade i civil og militair Architektur«. (.Weinw. Lex.)

 

Gysbrecht. Cornelius Gysbrecht, en Maler fra Brabant, som udførte en Del Stilllebenstykker for det danske Hof i Aarene 1670—72. Deraf bevares endnu tolv i de kongelige Samlinger, som for største Delen forestille dødt Fuglevildt, ophængt paa et Søm i en Brædevæg, eller lignende Gjenstande. Behandlingen er overordentlig flittig, og Naturefterligningen er tidt i høj Grad. skuffende. Sædvanligvis skriver han sit Navn paa et tilsyneladende henkastet Brev, i hvis opadvendte Hjørne man tror at kuune gribe. Ogsaa i Tyskland findes gode Arbejder af ham; thi han levede en Tid i Hamborg. (Weinw., S. 58. Spengl. Cat. Fredensb, Cat. Gehejmearch. Kgl. Regnskaber. Fiissli Lex. & Suppl. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Gørbitz. Johan Gørbitz, født 1782 i Bergen, kom i 1798 til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Maler. Han fik 1801 Kunst­akademiets lille Sølvmedaille og tog Aaret efter tilbage til Bergen, hvor han ernærede sig ved at male Portræter og Landskaber. Efter

 

219

nogle Aars Forløb var han atter i Kjøbenhavn (1805) for at uddanne sig videre, rejste 1807 til Dresden og derfra til Wien, hvor han gjorde Lykke som Portrætmaler, navnlig ved et Portræt af den danske chargé d'affaires Nissen (1808). "Wiens Belejring (1809) for­drev ham derfra, og han drog nu til Paris, hvor han levede en Tid lang. I 1812 traf Kammerjunker Bruun-Neergaard (se Eckersberg) ham der, og roser meget hans Fremskridt som Miniaturmaler. Han døde den 3. Juli 1853 i Christiania. (Weinw., S. 204. do. Lex. Sagen & Foss, Bergens Beskr., S. 673, aftrykt i Skild. 1829, Sp. 1427. Akad.)

 

220

Haas. Christian Peter Jonas Haas, Søn af Kobber­stikker Jonas Haas, som nævnes nedenfor, født i Kjøbenhavn og debt den 26. April 1754, var ogsaa Kobberstikker, og har i Kjøbenhavn stukket en Mængde Plader til Niebuhrs Kejse i Arabien. Han skal senere have levet og arbejdet i Berlin, hvor han navnlig udførte Portrætstik. Men naar han siges at .have været Medlem af Akade­mierne i Paris og Kjøbenhavn, forvexles han sikkert med Broderen, Meno Haas. (Weinw., S. 172 og 230. Petri Kirkeb. ved Lengn. Sandv., 8. 57. Skild. 1830, Sp. 739. Fiissli Suppl.)

 

Haas. Johan Jakob Georg Haas, ligeledes Søn af Kobberstikker Jonas Haas, var født i Kjøbenhavn og blev døbt den 23. Juli 1756. Han kom allerede i sit trettende Aar paa Konstakademiet for at uddanne sig til Konstner, og efter at have vundet den lille og store Sølvmedaille (1771 og 1773) lagde han sig efter Kobberstikkerkonsten, sandsynligvis under sin Faders og maaske ogsaa under J. M. Preislers Vejledning. For et Stik efter sin egen Tegning >Den sunamifriske Kvindes Komme til Profeten Elisa paa Karmels Bjærg« (2. Kgg. 4, 26—27) fik han den 26. Februar 1776 enstemmig den store Guldmedaille. I dette og det følgende Aar udførte han de fleste af Stikkene til Dorothea Biehls Oversættelse af Don Quixote.

For at kunne underholde sig selv og uddanne sig videre paa Hejser fik han (1777) det for Kobberstikkere bestemte Stipendium paa 100 Rdl. d. C. (320 Kroner) aarlig, først for to Aar, senere (1779) endnu for et Aar. Med dette, selv i hin Tid ringe, Stipendium

 

221

rejste han til Paris for at studere under den bekjendte Kobber­stikker Nicolas de Launay, som kort efter blev udenlandsk Medlem af clet danske Konstakademi paa nogle indsendte Stik (1780). Fra 1. April 1781 fik Haas dog det store akademiske Stipendium paa 400 Rdl. d. C. først for l1/« Aar, senere forlænget saaledes, at han nød det ialt i tre Aar. I Paris udførte ban et Stik efter Maleren Pierres Medlemsstykke til det franske Akademi >Hercule faisant devocre Dioméde par ses propres chevaux«., paa hvilket han (den 28. Sept. 1782) selv blev Medlem af det franske Kunstakademi. Efter at have hjemsendt et Aftryk blev han paa det samme Blad enstemmig optaget til Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn uden at agreeres (d. 27. Jan. 1783).

Allerede i September samme Aar søgte han tillige med Juel om at blive Professor ved Modelskolen, inen den sidste blev ham foretrukken til »surnumeraire«.. Professor. Haas maatte nøjes med at blive Hofkobberstikker og med at nyde dels Stipendiet paa 100 Rdl. d. C. aarlig af Akademiets Kasse, dels en stadig voxende Aarpenge af Kongens Kasse. Forgjæves søgte han. 1791 om at blive Archiv-tegner efter Søren Abildgaard, ligesom 1796 om Værelser paa Charlottenborg. Derimod lykkedes det ham 1810, i Coucurrence med Portrætmaler H. Hansen og Kobberstikker J. F. Clemens, at blive begge disse Konstnere foretrukken til Professor ved Model­skolen, og uagtet Præses vilde gjøre nogle Indvendinger, maaske til Fordel for den europæisk navnkundige Clemens, maatte han bøje sig for Akademiets klart udtalte Stemmegivning og indstille Haas valg til kgl. Stadfæstelse. Som Professor virkede Haas vistnok ikke uden Held, da han var >en øvet og sirlig Tegner«, men han levede stedse under smaa Kaar og trykkende Forhold indtil sin Død, den 10. Maj 1817. Hans Enke, Johanne Christine født Sønderup døde først 1835.

Han var og agtedes af siu Samtid for en talentfuld Konstner; »Winsløvs (Chirurgen F. C. Winsløv) Portræt skattes højt af Kjendere«, hedder det. »Ellers blev det hans Lod«, sagde Secretairen til hans Minde, >som har været saa mange Konstneres Lod, at arbejde mere for Brødet end for Æren.« Der kan ikke nævnes mange Blade af ham; foruden de omtalte, stak han 1784 Abildgaards allegoriske Billede om Mindesmærkerne paa Jægerspris, hvorover der opstod en Strid mellem ham og Maleren, samt en Del colorerede Stik efter Lorentzens norske Prospecter. (Weinw., S. 230. do. Lex. Sandv., S. 54. Füssli Suppl. Akad. Bibi. d. sch. Wissensoh. XXXVI,

 

222

S. 137, og LVII, S. 377, Archives de l'Art. ni, S. 372. Hviid, Argenii Forsvar osv. Skild. 1830, Sp. 739. Petri og Garnisons Kirkeb. véd Lengn. Skifteretten.)

 

Haas. Johan Meno Haas, Søn af Jonas Haas og vistnok født i Hamborg1 d. 30. Maj 1752, lærte Kobberstikkerkonsten i Kjøbenhavn hos sin Fader og J. M. Preisler, vandt 1772 Kunstakademiets lille og 1774 dets store Sølvmedaille. Bosat som Kobberstikker i Kjebenhavn udførte han en Del Portrætstik efter Cornelius Høyers Pastelmalerier og Prospecter af Grev Moltkes Haver og Bygninger paa Bregentved (1773), Don Quixotes Portræt til Dorothea Biehls Oversættelse, Hans Egedes Portræt til Lunds Levnedsbeskrivelse af denne m. fl. Omtrent 1780 eller 1781 ægtede han Birgitte Cathrine født Hortulan, og forlod, nvist naar, dog som det synes efter 1782 Kjøbenhavn for at uddanne sig videre i Paris under de Launay. Derfra blev han 1786 kaldet til Berlin for at stikke efter Malerier fra Billedgaleriet der, udstillede 1789 som Prøveblad »Hagars Forjagelse«: efter Govaert Flinck, og blev 1793 Medlem af Konstakademiet i Berlin. Et af hans sidste større Arbejder forestillede »Frederik II til Hest«. Haas døde i Berlin den 16. October 1833 i sit 82. Aar. (Weinw., S. 230. do. Lex. Sandv., 8. 55. Hennings, S. 134. Nikolaj Kirkeb. ved Lengn. Skild. 1830, Sp. 740. Akad. Fiissli Suppl. >Museum« 1833, Nr. 46. Kbhpost. 1833, Nr. 249. Øst Materialier, S/92.)

 

Haas. Jonas Haas, Kobberstikker, født i Nürnberg 1720, arbejdede i Hamborg omtrent fra 1744 til 1753 og ægtede der Anna Rosine, en Datter af den hamborgske Kobberstikker Fritzsch. Han kom vistnok til Kjøbenhavn i 1753, thi i April 1754 fører han første Gang en Søn til Daaben. I 1754 nævnes ogsaa Jonas Haas i Akademiets Protokol, hvor nogle af hans Stik roses. Han blev den 3. Januar 1755 udnævnt til Universitetskobberstikker og har stukket en Mængde Portræter efter ældre og samtidigé Malere, der­iblandt alene femten til en »Samling af evangeliske Biskopper i Sjælland«. Blandt hans andre Portrætstik kan nævnes Justitsraad Hammer i Norge, malet af Aadnæs (1770—71), Rostgaards Portræt m. fl. Tillige har. han stukket Kobbere til Thuras »Bornholms Beskrivelse« og Vignetter til Fr. Nordens »Rejse i Ægypten.« Han døde i Kjøbenhavn, som det synes, 1772. (Weinw., S. 142 og 208.

 

1 Da hans Daab ikke nævnes i Petri Kirkebog, medens hans Brødres findes der i Rækkefølge, er der al Grund til at tro, at han er født i Hamborg og »om lille Barn kom til Kjøbenhavn med Forældrene.

 

223

do. Lex. Sandv., S. 54. Akad. Petri Kirkebog ved Lengn. Fiissli Snppl. Biisching Naohrichten II, S. 461. Fortges. Nachrichten III, S. 300. Adresseav. 1765, Nr. 20. Skild. 1830, Sp. 738. Bruun

i Bostgaard, S. 302, 479, 506.   Hamb. Kstl. Lex.)

 

Habbe.    Nicolaj Francois Habbe, Søn af russisk Consulatssecretair Habbe i Helsingør og født der 1827, begyndte at besøge Kunstakademiet i Kjøbenhavn i 1839, blev 1843 Elev af Model­skolen og vandt i December 1846 den mindre Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1851 vandt han den Neu-hausenske Præmie for Opgaven: »Reservesoldater paa Marche« og i 1859—60 var han i Italien. Siden 1848 har han udstillet Genre­billeder, dog sjældnere i de seriere Aar og siden 1870 har ikke noget Arbejde af ham været set paa Udstillingen. Han lever efter Sigende for Tiden i Australien. (Akad. Udst. Gat.)

 

Haelwegh. Adrian (ikke Adam) Haelwegh formodes at være en Søn af Albert Haelwegh og var i Tjeneste hos Landgreve Georg II af Hessen. Man har Blade af ham med Aarstallene 1662 og 1677. (Nagler Monogr. I, 682.)

 

Haelwegh. Albert Haelwegh var sandsynligvis dansk af Fødsel, da Navnet forekommer flere Gange tidligere, navnlig i Ros­kilde, hvor en Niels Haelwegh (Halveg) i 1566 var Rector og en Esben Haelwegh omtrent 1620—48 var praktiserende Læge; der skal tillige i Omegnen af Roskilde have været Herremænd af samme Navn. Haelwegh maa være født ved Aarhundredets Begyndelse eller kort efter og har uden Tvivl i Udlandet tilegnet sig den udmærkede Dygtighed i Kobberstikkerkonsten; der gjør ham til en af sin Tids fremtrædende Mestre, og hans Betydning i Danmark er liskatterlig ]jaade-4-4tonsthistorisk og personalhistorisk-Heaseende ved den store Række Portræter, der gjennem hans Gravstik ere bevarede for Eftertiden. Tiden fra 1643—1672 har han stukket 91 Blade, der nævnes af Sandvig, mest større og mindre Portræter efter C. v. Mander, "Wuchter, Ditmar o. n. samt Kobberne til Simonis Pauli Flora Danica og et anatomisk Værk (eller Blad). Han blev kongelig Kobberstikker ifølge Bestalling af 15. Maj 1647 og samme Aar Universitetskobberstikker (Ser. reg. Mai. sculptor, og Sculptor Acctd. regio diplomate confirmatus d. 26. Maj 1647). Fra den 1. September 1655 fik han 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig, mod at han uden videre Arbejdsløn skulde udføre alt Kobberstikkerarbejde, Kongen maatte enske. I de kgl. Regnskaber nævnes han, saavidt vides, sidste Gang under 15. Marts 1673: »Albert Hal.... Kobberstykker

 

224

efter Regnskab 28 Rdl.« I 1670 havde han en langvarig Strid med sin Svoger Abraham Wuchter, hvoraf man ser, at han var gift med Anne Hansdatter, en Søster til Wuchters Kone. Sagen drejede sig dels om gjensidigt Udlæg, dels om en Arv efter Wuchters afdøde Hustru. Haelwegh døde snart efter denne Strids Afgjørelse, i Slutningen af August eller d. 1. September 1673, thi d. 4. s: M. meddeles kgl. Tilladelse til, at hans Lig, efter Datidens Skik, maatte begraves om Aftnen. (Weinw., S. 52, 72, 74, 78. do. Lex. Sandv., S. 58. Skild. 1830, Sp. 402—4. Dske Sml. I, S. 289. Friis Sml., S. 157. Rumohr og Thiele Den dske Kobberstiksml. Nagler Monogr. I, 697 og 863. Kgl. Regnsk. Sjæll. Reg. 1647, 1655, 1673 i Gehejmearch.)

 

Hagelstein. Povl Hagelstein, Søn af Kobbersmed Hagelstein i Holsten, var født 1825 og kom som Malersvend til Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner: Han blev i December 1846 Elev af Modelskolen og udstillede fra 1848—51 en Del Portræter. Senere rejste han til Bryssel, hvor han bosatte sig, og han hjemsendte derfra nogle Genrebilleder og historiske Stykker i den udenlandske Maner, han i Belgien havde tilegnet sig. Han vandt en Beskytter i Frederik VII, der bestilte flere Arbejder af Christian II's Historie hos ham. Til den. kgl, Malerieamling udførte han paa Foranledning Copier af Christian II's og Dronning Elisabeths Portræter i Bryssel; men uagtet Originalerne ere smaa Billeder, hjemsendte han to Knæstykker i Legemsstørrelse som Gjengivelse af dem. Hans to sidste Arbejder tilhøre Kong Chri­stian'IX. Han naaede aldrig at blive noget betydeligt og døde i Bryssel den 4. Marts 1868 efterladende Hustru og Børn. (Akad. Udst. Cat. Priv. Medd.)

 

Hageman n. Henrik Ole Martinus Hagemann, født i Viborg den 5. September 1845, er Søn af Kjøbmand Schack Hage­mann og Elise fedt Hansen. Da hans Forældre døde, medens han endnu var Barn, blev han opdragen som Plejesøn hos Justitsraad Neckelmann i Viborg. Efter sin Confirmation kom han i Tømrer­lære hos Tømrermester Steinbrenner i Aarhus, besøgte samtidig Tegneskolen der og tegnede siden privat hos Architekt Walther. I 1865 kom han til Kjøbenhavn, hvor han snart efter fik Plads i Akademiets architektoniske Forberedelsesklasse; men efter at han var rykket op i Architekturklassen, og samtidig havde arbejdet nogen Tid under Meldahl, traadte han ud af denne Klasse uden at tage Afgangsprøve (1872), da praktisk Virksomhed allerede optog

 

225

hans Tid; samme Aar bosatte han sig som Architekt i Kjøbenhavn Og ægtede Marie født Bay. Hans Hovedværk i konstnerisk E-etning er Opførelsen af »Frederik VII's Stiftelse« paa Jægerspris, der blev overdragen ham (1874) efter Concurrence med tvende andre Architekter. (Konstn. egne Medd. Akad.)

 

Hagemann. Peter Christian (eller Christoffer) Hagemann var født i Itzehoe den 20. Marts 1810 og kom som Mursvend til Kjøbenhavn for at _ uddanne sig til Bygmester. Efter at have gjennemgaaet Akademiets Skoler vandt han 1838 den lille og 1842 den store Sølvmedaille i Bygningskonsten; Aaret efter blev den Neuhausenske Præmie tilkjendt ham (20. Februar 1843) for et Pro­ject .til Toldbodens Forskjønnelse. Han synes imidlertid mere at have været en forretningsdygtig Mand end egentlig Konstner, og da der netop ved denne Tid frembød sig en Række Opgaver, hvori det praktiske Hensyn spillede større Rolle end det konstneriske, forstod han at vinde Autoriteterne for sig, saaledes at han, som en endnu temmelig ung Mand, nk det meste af Communens Bygningsarbejde <under sig. Det kunde saa meget lettere ske, som flere af de ved Akademiet uddannede Konstnere, der ikke allerede var i anden Virksomhed, enten var udenlands eller endnu ikke havde fuldendt deres Studier. Hagemann kom saaledes i Aarene 1844—50 til at bygge de fire store Communeskoler, som dengang blev bevilgede, endvidere Slagterboderne ved Nikolaj Taarn og paa Graabrødretorv, den første Erøve her i Landet paa helt af Jærn opførte Byg­ninger; endelig fik Kan, da Kjøbenhavn netop dengang havde en meget livlig Byggeperiode, en Mængde Privatbygninger at opføre, hvoriblandt hele Husrækker i de nye Gader Nikolajgade,- Lorentzens-gade, Gernersgade, foruden Butiker og Ombygninger i andre Gader. Disse Huse, hvis Lejligheder for største Delen var til mindre Familier, udmærkede sig dog hverken ved fremtrædende architektonisk Skjønhed eller særlig god Indretning, selv om de hævede sig over, hvad man ikke sjælden tidligere havde ladet sig nøje med. Paa Grund af den store Virksomhed, han saaledes udfoldede, har ikke faa af den yngre Slægt af Bygmestre tegnet paa hans »Kontor«, navnlig var afdøde Stillmann efter Sigende mere. hans højre Haand end hans Lærling. Hagemann døde ugift den 22. August 1853 af Cholera kun 43 Aar gammel. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Hahn. Frants Julius Spendrup Hahn, Søn af Pastor Hahn og født 1834 i Kjøbenhavn, besøgte Konstakademiet fra 1849, vandt 1854 dets lille og 1861 dets store Sølvmedaille, concurrerede

 

226

1862—63 til den lille Guldmedaille og har (1865—71) udstillet nogle Portræter, et Figurbillede og et Dyrstykke. Han er Maler­mester i Kjøbenhavn. (Akad. XJdst. Cat.)

 

Halbeeck. Jan van Halbeeck, en hollandsk Kobberstikker, som arbejdede først i Paris og senere i Kjøbenhavn, har bL a. stukket en Del af Kobberne til et Værk af Salvatore Fabris: Scienza e prattica (Farme, der udkom 1606 hos Walkirchen i Kjø­benhavn. De øvrige Blade ere stukne af en Konstner, som bruger Mærket F. V. Halbeeck døde omtrent 1630. (Weinw., S. 62. do. Lex. Saudv., S. 66 flg. Skild. 1830, Sp. 404. Nagler Monogr. III, 1142.)

 

Hallebye. Peter Christian Hallebye eller Haelbye havde i 1820—21 en kgl. Understøttelse af 200 Rdl.. for at uddanne sig til Konstner og udstillede i Aarene 1824—25 nogle tegnede Por­træter. Siden levede han som Portrætmaler i Kjøbenhavn, og døde den 14. Maj 1850. (Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Ham.    Herman von Ham se Dramen.

 

Ham. Levin David Ham besøgte Konstakademiet i Kjøben­havn fra 1784, vandt 1791 og 1793 dets Sølvmedailler og 1795 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (l Kgg. 17, 23). Aaret efter vicarierede han i Løfflers Sted, og ved Dinesens Død søgte han om at blive Informator ved Akademiet, men Cabott blev ham foretrukken. Han har rimeligvis ernæret sig i Kjøbenhavn som Tegnelærer, thi i 1820 udstillede han >fire Originaltegninger«. Senere Efterretninger haves ikke om ham. (Weinw., S. 196, og do. Lex. Akad. Udst. Cat.)

 

Hammelef. Uncas Andreas Frederik Hammelef, Billed­hugger, er født 1847 i Kjøbenhavn, har arbejdet i afdøde H. V Bissens Værksteder fra 1866, besøgt Konstakademiet siden 1869, og har siden 1868 udstillet en Del Portrætbuster og Medailloner f. Ex, (1871) af Professor Gade. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hammer. Hans Jørgen Hammer, Søn af Skibsfører Peder Pedersen Hammer og Johanne født Bistrup, er født i Kjøben­havn den 29. December 1815. Da han havde Lyst til at være Konstner, satte hans Fader ham, i den Tanke at Haandværket var en sikrere Levevej, i Lære hos en anset Malermester, J. G. Berg, hos hvem ikke faa af vore Konstmalere have gjennemgaaet deres første Læreaar. Hammer begyndte allerede 1828 at besøge Akade­miets Aftenskoler og rykkede gjenném disse op til Gibsskolen (December 1836). Efter at han allerede Aaret før var bleven færdig i sin Lære, arbejdede han i nogle Aar som Decorationsmaler og

 

227

og concurrerede to Gange til den Neuhausenske Præmie som saadan, dog uden at opnaa den. Imidlertid tabte han ikke sit egentlige Maal af Sigte og stræbte ved flittigt at benytte Akademiets Skoler at uddanne sig til Figurmaler. I December 1840 blev han Elev af Modelskolen, og i Aarene 1842 og 1843 vandt han begge Sølv-medailler, medens han samtidig malede- efter den levende Model under Eckersbergs Vejledning. I 1845 deltog han i den Neu­hausenske Concours som Genremaler med Billedet »Det sidste Læs kjøres hjem«. Billedet vandt vel ikke Præmien, men blev strax kjøbt til den kgl. Malerisamling. Det rostes i Bedømmelsen for »Originalitet, i Opfatningen og ufordærvede Principer«, medens det dadledes for »Mangel paa technisk Udvikling«. Ved den næste Con­cours, 1847, vandt han Præmien for »Bønder forsamlede til Lystighed en Søndag Eftermiddag under aaben Himmel<.

En Opmuntring fra C. V. Eckersberg og J. P. Møller om at søge Akademiets Rejseunderstøttelse til en Udenlandsrejse, besvarede Hammer, i Følelsen af sin Trang til først at lære sit Fædreland nærmere at kjende, med en Ansøgning om, delvis,at maatte bruge det Stipendium, han søgte, til Hejser i Indlandet. Om ogsaa han ikke fik dette Ønake opfyldt, er det dog øjensynligt, saavel af lig­nende Træk fra Akademiets tidligere Historie, (jfr. Abildgaard), som af det Svar, Konstneren modtog, at det har givet Stødet til Ind­førelsen af indenlandske Stipendier. Imidlertid indtraadte en Stands­ning i Hammers konstneriske Virksomhed, der dog næppe har været uden gavnlig Indflydelse paa hans Udvikling. Ved Krigens Udbrud i 1848 gik han nemlig med som Frivillig, avancerede til Corporal og Fourer, og blev, efter at have aflagt Prøve ved Aspirantskolen i Kjøbenhavn, i Marts 1849 Officer i Linien. Han deltog ikke alene i Hele Felttoget, men forblev i sin Officersstilling, indtil han i Foraaret 1860 tog sin Afsked med Capitains Karakter. To Aar efter blev han Ridder af Dannebrog. Selv under Krigen og i sit senere Grarnisonsliv havde han fundet Lejlighed til at male, om end ikke mange Billeder. Men efter at han i 1856 havde opnaaet Akade­miets Rejseunderstøttelse for to Aar, lod han sig sætte å la suite og tilbragte i alt omtrent tre Aar i Udlandet, væsentligst i Italien. I Februar 1874 blev han Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn.

Hammer udstillede sit første Billede 1838 og har siden den Tid jævnt udstillet, mest som Figunnaler. Foruden det tidligere nævnte Billede er af hans Genremalerier »En Markedsdag i Fredericia« (1871) og »Det længe ventede Brev« (1877) kjøbte til den kgl.

 

228

Malerisamling. I Italien fik han Lyst til, ved Siden af Figur­billeder, at male Landskaber, navnlig med Bygninger, og af saadanne Billeder blev »Udsigt over Bom« (1861, nu i Aarhus) og »Torvet i Ariccia, efter Solnedgang« (1863), hvis stærkt udtalte Aftenstem­ning gjorde megen Lykke, ligeledes kjøbte til den kgl. Malerisamling. Blandt hans Figurbilleder, kunne, foruden nogle Portræter, f. Ex. Skovgaards til Udsinllingscomiteen, nævnes »Den lille Axsamlerske« (1866) og »Baggesen og Schimmelmann« (1872) til Orla Lehmanns Samling af Digtere. I 1874—75 foretog Konstneren en Rejse til Nordamerika for at besøge sin Slægt og se Verdensudstillingen i Filadelfia. (Konstn. egne Medd. Priv. Optegn. Akad. Udst. Gat.)

 

Hammer. William Hammer, Broder til ovennævnte H. J. Hammer og født i Kjøbeuhavn den 31. Juli 1821, begyndte, endnu medens han gik i Skole, at besøge Konstakademiet (1833), blev efter sin Confirmation, ifølge sin Faders Ønske, sat i Malerlære hos Vaabenmaler O. Larsen og vedblev endnu i nogen Tid at gaa' paa Akademiet, som han dog forlod, inden han var naaet op i dets højere Klasser. Ikke desto mindre var han blandt de unge Konst-nére, der udførte Decorationsmalerier i de indre Rum i Thorvald-sens Museum under Bindesbølls Vejledning (1844—46). I 1847 udstillede han sit første Billede »En Kurv med Frugter«, bestilt af Grev Knuth til Knuthenborg. Uagtet han som Frugt- og Blomstermaler ikke brugte nogen særegen Lærers Vejledning, vandt han snart en saadan Dygtighed, at den Neuhausenske Præmie blev tilkjendt ham i 1853 for »Blomster- og Frugter«, der strax blev kjøbt til den kgl. Malerisamling, og samme Aar fik han Akademiets Rejseunder­støttelse for to Aar. Efter et toaarigt Ophold i Tyskland, Frankrig og navnlig Italien var han atter hjemme i 1855. Senere foretog han i 1862 en mindre Rejse til Belgiea og London for at se Verdensudstillingen der, og i 1871—72 en større Udflugt til Italien paa det Ankerske Legat. I 1860 nk han Udstillingsmedaillen for et stort Billede »Frugter under et Æbletræ«, som blev kjøbt til den kgl. Malerisamling, og den 16. Februar 1871 blev han Medlem af Akademiet. Af hans senere Arbejder er »Italienske Fisk og Hum­mere«, som var bestilt af Frederik VII, efter dennes Død ligeledes kjøbt til den kgl. Malerisamling, medens flere af Konstnerens større Billeder siden 1864 have fundet Vej til Udlandet, især til Amerika. Han blev 1853 gift med Juliette Quintilia født Friedenburg: (Konstn. egne Medd. Akad. Udst, Gat.) .

 

Hanck.    Johan Henrik Trutzchler Hauck, født nærved

 

229

Christiania den 26. Januar 1776, var Sen af Brugsfuldmægtig Claus Hanck og Maren Kirstine født Grefsen; han blev Student i Christiania (1795) og theologisk Candidat1801 i Kjøbenhavn. Aaret efter blev han Adjunct ved Odense Kathedralskole i Skjønskrivning og Tegning, og blev 1807, paa Konstakademiets Anbefaling, Stiftsbygnings Conducteur i Fyn. I 1815 søgte han om at blive Stiftsbygmester, men dertil turde Akademiet ikke anbefale ham, og en Plan til en »Centralbygning« for Fyn, der indsendtes til Akademiets Bedømmelse (1819), fandt ikke de bygningskyndige Medlemmers Bifald. Han blev 1806 gift med Madseline Antoinette født Iversen, og overtog ved Sviger­faderens Død (1827) Redactionen af Iversens Avis »Fyns Stiftstidende< og Bestyrelsen af Trykkeriet ved Siden af sin øvrige Virk­somhed. Han døde den 23. Juli 1840 i Kjøbenhavn. Han har forfattet et Par Skrifter, og han malede i Vandfarve og tegnede gjærne Landskaber og Udsigter; saaledes gjorde han Tegningerne til »Udsigter fra Sanderumgaards Have«, stukne af Clemens med Text af M. Winther. Han er Fader til Forfatterinden Henriette Hanck. (ErslewForf. Lex. I, S. 563. Suppl. I, S. 663. Clemens' Nekrolog ved Fiek. Skild. 1816, S. 477. Dagen 1835, Nr. 255. Odense Skoles Progr. 1841, S. 40. Akad. ' Priv. Medd.)

 

Hansen. Anders Hansen, Søn af Landmand Hans Rasmussen og født 1841 i Fangel i Odense Herred, lærte-Tømrerhaandværket i Viborg og besøgte derpaa Konstakademiet fra 1865 til den 30. Juni 1871, da han fik Afgangsbevis som Architekt-(Akad.)

 

Hansen, Carl Christian Constantin Hansen, er Søn af Portrætmaler Hans Hansen, som nævnes nedenfor, og Henriette født Lie, og han blev født paa Forældrenes Udenlandsrejse i Rom den 3. November 1804. Han var næppe et Aar gammel, da Forældrene kom tilbage til Kjøbenhavn, og fik saaledes en fuldkommen dansk Opdragelse. Faderen lod ham besøge Akademiets Bygningsskole og Gr. Hetsch's Tegneskole for at uddannes til Bygmester; men efter eget Ønske gik han over i Frihaandstegneskolerne, hvor han blev Elev af Modelskolen (1825). Aaret efter vandt han den lille Sølvmedaille og samme Aar en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model under Titel »En halvsiddende Fisker«. Alle­rede fra 1825 begyndte han at udstille, navnlig Portræter. En Gruppe, forestillende hans to Søstre læsende i en Bog, vandt Opmærksomhed (1827) og blev rosende omtalt af hans Fader i »Betragtninger over de skjønne Konster«. Det følgende Aar

 

230

udstillede han atter en Portrætgruppe af tre af sine Søstre, der under Navn af »Tre unge Piger« blev kjøbt til'den kgl. Maleri-samling som et lovende Ungdomsarbejde.

I Begyndelsen af dette Aar var hans Livs Skjæbne sørgelig forandret, idet en ondartet Tyfus i Løbet af 14 Dage (Jan.—Febr. 1828) bortrev begge hans Forældre og lod ham som den ældste og eneste voxne Søn tilbage som Forsørger for flere halvvoxne Søstre. Nogen Fortjeneste fik han strax, da han paa Akademiets Anbefaling fik Lov at fuldende fire Copier til Frederiksborgs Portrætsamling, hvilke var bestilte hos Faderen. Omtrent samtidig blev han sysselsat med decorative Malerier til Christiansborg Slot og vandt 1829 Akade­miets store Sølvmedaille, samt Aaret efter atter en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model. Efter at han i sine yngre Aar havde lært at male af sin Fader, lod han sig nu paavirke af Eckersbergs Retning, som hjalp til at give hans Tegning større Renhed og Fasthed, men ikke kunde give den unge Konstner, hos hvem Kjærligheden til Formen og navnlig til den klassiske Konsts rene Stil var langt mere udpræget end Farvesans, den Kraft og Dybde i Farven, Eckersberg selv kun undtagelsesvis raadede over. Han tilegnede sig for en Del Mestrens Palet, den lyse, kjølige Hoved­tone og de bestemt udtalte Omrids; han naaede endog i sine italienske Architekturbilleder en Varme i Farven, som Eckersbergs tilsvarende Billeder trods al Klarhed og Renhed i Farven, savnede, men Farve-givningen vedblev at være hans svageste Side. Maaske denne Egenhed i hans for øvrigt for Akademiet saa klart fremtrædende Talent var Skyld i, at hans Forsøg paa at vinde Guldmedaillerne ikke vilde lykkes for ham. Da han anden Gang forsøgte paa at vinde den mindre Guldmedaille (1833), erklærede derfor ogsaa Akade­miet, at skjønt det ikke havde kunnet, tilkjende. ham Prisen, havde det dog Grund til at anbefale ham til Rejsestipendium fra Fonden ad ustis publicos. Først i 1835 naaede han imidlertid en saadan Understøttelse paa 600 Rdl. i de to første Aar og 400 Rdl. i det tredje Aar; men efter den Tid forblev han endnu sex Aar i Italien, hvortil han var rejst stråx i 1835.

En Kjender, paa hvis velvillige Stemning overfor Const. Hansen der ikke kan tvivles, karakteriserede ham ved denne Tid pmtrent paa følgende Maade: »Hans Udviklingsgang har været langsom og han har Besværlighed ved at føre Penslen, ligesom han ogsaa savner Sans for Harmoni og Kraft. Følelsen for det sjælelige udtaler sig sjælden med synderlig Dybde, men derimod fremtræder hos Konst-

 

231

neren et følende Øje for Form, Bevægelse og det Udtryk, som viser sig i Omgivelsen.« Netop den Side af Konstnerens Talent, som skildres i Slutningen af denne Udtalelse kom til sin frieste og heldigste Udfoldelse under hans niaarige Ophold i Italien.  Den Række mindre Billeder, han udførte der, forbinder paa en lignende Maade, som Eckersbergs, en trofast Gjengivelse af Landskabet og de architektoniske Oldtidsminder .med en frisk og levende Opfattelse af det Folkeliv, der rørte sig ved Siden af Fortidens sønderbrudte Levninger. Hans Billeder fra Vestatemplet i Rom, fra Pæstum og n. St. ere sande smaa Perler i hans lange konstneriske Virksomhed, Af Figurbilleder hjemsendte han i 1838 »Et Selskab af Konstnére i Rom«, hvis smukke Anordning og livlige Præg træffende skildres i en Anmeldelse af N. Høyen, samt »Improvisatoren paa Neapels Molo«, der vakte en saadan Opmærksomhed paa Udstillingen i 1840, at kun den Ensformighed i Farvetonen, som Konstneren selv i dette Billede ikke ganske havde kunnet frigjøre sig for, synes at have været Skyld i, at Udstillingsmedaillen ikke blev ham tilkjendt.

Konstnerens Interesse for Oldtiden næredes end mere ved Opholdet i Syden og da han paa Ansøgning i 1839 fik 100 Scudi (omtr. 380 Kroner) tilstaaet af Akademiet, tilbragte han nogle Maaueder med at studere de antike Frescomalerier i Pompeji og Neapel og sendte Akademiet en Copi af »Chiron, der underviser Achilles i Musik« som Vederlag for den tilstaaede Understøttelse. I Forening med Hilker, der i disse Aar var i Rom (1831—41), udkastede han Planen til eii Deeoration af Universitetets Forhal, anordnet efter antike Forbilleder. For at iværksætte denne Plan, der imidlertid efter Forhandling med Universitetet var bleven vedtaget saaledes, at Hilker skulde udføre den egentlige Decoration og Hansen smykke de af den omgivne store Felter med Fremstillinger af den græsk-romerske Mythologi, kom Konst. Hansen hjem i den første Halvdel af 1844 og blev d. 7. October s. A. enstemmig agreeret af Akademiet. I Samklang med det store Arbejde, han var i Færd med at lægge Haand paa, blev som Opgave til Medlemsstykke givet ham »Orfeus, der vender tilbage fra Underverdnen« (efter Ovids Forvandl. 10. Sang). Henved to Aar efter fremstillede han sit fuldførte Arbejde, som Akademiet efter Discussion og Afstemning forkastede med 10 Stemmer mod 7. Konstneren selv var vistnok ikke uden Skyld i dette Udfald, som ved samme Tid hændte en anden talent­fuld og udmærket Konstner, Chr. Købke, thi, efter hvad der for­tælles, skal det have været Tone blandt de yngre Malere at regne

 

232

Udførelsen af Medlemsstykket for en ligegyldig Sag. Ikke desto mindre tog den ærekjære Konstner sig denne Forkastelse meget nær, og først i de seneste Aar af hans Liv traadte han i Forhold til Akademiet paany.

Malerierne i Universitetets Forhal, som udførtes paa vaad Kalk (al fresco), medtog, da han gjorde alting, selv, et Tidsrum af ti Aar. Indholdet af dette anselige Arbejde, der dannes af ofte store Malerier, udførte i Farver, og en Række mindre Figurer, malede graat i graat paa grøn og blaa Baggrund, har han selv gjort Rede for i »Nordisk Universitets Tidsskrift« og i et trykt Følgeblad. Med et sjældent Kjendskah til Oldtidens Myther har han med stor Smag forstaaet at vælge en Kreds af Fremstillinger, som naturligt og betydningsfuldt slutter sig sammen. Selve Udførelsen, der i første Øjeblik fremkaldte meget modstridende Domme, ejer gjennemgaaende saa solide Fortrin i det Væsentlige, at dens Svagheder, som for enhver, der kjendte Konstnerens Udvikling, tydelig nok fulgte af hans Talents ejendommelige Grundpræg, sikkert havde fortjent ikke at fremdrages saa skarpt. Hvilken Dom, Historien end i Eftertiden vil fælde over det Værk, vil det aldrig glemmes, at det var det første monumentale Værk af et. saadant omfang der ved Malerkonstens Hjælp udførtes i Danmark. at. det var første Gang Maleri paa vaad Kalk forsøgtes i et for denne Fremgangsmaade ugunstigt Klima, og at saavel Belysningsforholdene som den architektoniske Indeling i det Rum, der skulde udsmykkes, frembød særlige Vanskeligheder. Adskillige Aar senere udførte Konstneren Christus og de tolv Apostle al fresco i Roskilde Domkirke.

Samtidig med Universitetsforhallen malede Const. Hansen kun nogle Portræter, idet de store .mythologiske Compositioner optog hele hans Tanke; blandt Portræterne var de to legemsstore Knæ­stykker, der udførtes til Thorvaldsens Museum, nemlig dets Byg­mester M. G. Bindesbøll og den afdøde Mesters mangeaarige Ven, Jonas Collin, især mærkelige. For disse og nogle flere i 1852 udstillede Portræter fik Konstneren Udstillingsmedaillen. Strax efter at han var færdig i Universitetets Forhal, fik han en ny alvorlig Opgave i en ganske anden Retning, idet Orla Lehmann bestilte »Ægers Gjæstebud« hos ham med legemsstore Figurer. Valget af dette Emne betød ikke mindre end at skabe Typer for hele den nor­diske Gudeverden, der som bekjendt var næsten fuldtallig samlet hos den gjæstfri Søgud, da Loke, som den gamle Sang fortæller, i bidende Udtryk gav sig til at smæde hver enkelt, indtil Thor

 

233

med Hammerens argumentum ad honinem bragte Spotteren til at at vige, efter at han paa Tærsklen havde udskudt sin sidste Salve mod Tordenguden. Konstneren gav sig med største Grundighed til de nødvendige Forarbejder, og selv om ikke alle Typer lykkedes ham lige vel, ligesom det heller ikke ganske lykkedes ham at kaste Poesiens frigjørende Glans over sit Værk, har han dog Fortjenesten af at have skabt en Grandvold, som en hver følgende nordisk Konstner til en vis Grad maa støtte sig til, ligesom ogsaa Erfaringen har vist, at flere af de- givne Typer paa forskjellig Vis ere grebne og udførte videre af andre Konstnere. Billedet, der var færdigt 1857 (udst.1858), har ogsaa den Mærkelighed, at Konstneren heri naaede en for hans Pensel usædvanlig Kraft og Dybde i Farven; det tilhører nu den kgl. Malerisamling, medens en senere Gjentagelse i større Maalestok, der blev malet til Godsejer Neergaard, ikke undgik at bære Præg af Konstnerens tiltagende Alder.

I de følgende Aar optoges Hansens Tid og Kræfter af et endnu større Værk, der krævede længere Forarbejder, selv om det ikke var et saa umiddelbart Indbildningskraftens Foster, som det foregaaende. Det var et meget stort Oliemaleri, vistnok det største, der er malet her til Lands, forestillende Folkethingesalen paa Christians­borg, med den grundlovgivende Rigsforsamlings Medlemmer og en tæt besat Tilhørerplads. Af de omtrent 150 Medlemmer, Forsam­lingen talte, ere de forreste i fuld Legemsstørrelse, de øvrige perspectivisk mindre og mindre indtil Tilhørerne i Baggrunden, der tildels ere let skitserede i lille Format. Konstneren udførte sær­skilte Portræter af næsten alle Medlemmerne af Rigsforsamlingen som Studier til Billedet og desuden en Mængde Portræter af Venner og Bekjendte, som fik Plads i Tilhørerkredsen, der saaleues repræ­senterer en Del af Konstnerens Samtid, om end just ikke den, der havde kunnet overvære de virkelige Forhandlinger. Dette Billede, der kun kunde udstilles paa dets Plads i Ejerens, Godsejer Hages, store Sal, var færdigt 1865 og blev gjengivet i et Fotografi, som giver eneret tydelig Forestilling om de talrige, sindrigt grupperede Portræter, hvoraf de fleste udmærkede sig ved en karakteristisk om end noget tung Lighed i Aasyn og Stilling. Aaret før var Const. Hansen d. 23. Maj 1864 blevet Medlem af Akademiet og blev 1873 Vicedirecteur efter Marstrands Død.

Ved Siden af de Hovedarbejder, vi her have nævnet, har Const. Hansen malet et stort Tal Portræter, blandt hvilke kan nævnes Assessor "Weiss og Etatsraadinde Weiss, Godsejer Aagaard og Frue

 

234

paa ét Billede, Biskop Grundtvig, Professor Rasmus Nielsen o. fl.; dernæst nogle Altertavler, »Christi Opstandelse«, »Christus aabénbarer sig for Marie Magdalene«, »Nadveren«, »Christus paa Vejen til Emaus« m. fl., endvidere en Række historiske Compositioner i mindre Format, som »GrifFenfeldt hos Biskop Broehmand« (1859, til Marstrand), »Kong Abel søger sin Broders Skatte«, »Thors Rejse til Jotunhejm«, »Sokrates«. Til de historiske Billeder kan ogsaa regnes to Digterbilleder til den lehmanske Billedrække, nemlig »Oehlenschlæger« og »Ploug«. Et Livsbillede halvt i historisk Stil, »En Husmoder ved sin Haandvæv«, blev kjøbt til den kgl. Maleri­samling (1860). Sammesteds findes Konstnerens Portræt i Knæ­stykke, malet af Marstrand. Ligeledes har han selv gjentagne Gange malet sit eget Portræt. Endelig har han ogsaa raderet nogle Blade.

Const. Hansen blev 1846 gift med Magdalene Barbara født Købke, og hans ældste Søn i dette Ægteskab, Sigurd Konstantin Hansen, født den 19. Februar 1850, Student 1868 samt Elev af Konstakademiet, dyrker ligeledes Malerkonsten, saavel Figur- som Decorationsmaleriet og vandt i Foraaret 1877 den Raben-Levetzauske Præmie for en Tegning af Danmarks Historie. (Konstn. egne Medd. H. Hansen, Betragtn. 1827, S. 211. Nord. TIniv. Tidsskr. 1857, S. 119, af Konstn. selv. do. 1863, S. 25, »Om Konstens Enhed« af Samme. Kst. og Æsth., S. 13—23 [Ægersgildet], Fdl. 1865 [Den grundlovg. Rigsforsaml.]. Priv. Medd. Høyens gkr. I, S. 98. Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Carl Vilhelm Hansen, født den 21. Maj 1838 i Kjøbenhavn, og Søn af Værtshusholder Niels Hansen og Ane Marie født Jensen, havde Anlæg for Konsten, men nødtes til at søge sit Underhold som Tegnelærer. Det Talent, han synes at have haft, brød derfor kun frem i spredte Træk, men selv efter at han var over den første Ungdom, syntes det at være levende og i god Frem­gang. Da han havde saa ringe Lejlighed til alvorlige Studier, udtalte det sig mere i Sans for en betydningsfuld Anordning og i enkelte livlige Træk, end i en sammenhængende dygtig Udførelse. Men netop som disse løsrevne lysende Glimt havde begyndt at vække Opmærksomhed, og gav ham Haab om at finde Lejlighed til at udvikle sig, sygnede han hen under en Svindsot, der bortrev ham den 15. April 1877. (Priv. Medd. Skifteretten.)

 

Hansøn. Christian Frederik Hansen, var Sen af Læderhandler Mathias Hansen fra Husum. Hans Moder, Anna Marie født

 

235

Malling, havde været Amme (»Vartfrue«) hos Christian VII og var tidlig død, efterladende sig tre Sønner og en Datter, blandt hvilke nærværende var den yngste Søn. Han var født den 29. Februar 1756 og var oprindelig bestemt til Søcadet; men da han havde mere Lyst til Konsten, begyndte han i sit tiende Aar at besøge Konstakademiet og kom senere baade i Murer- og Tømrerlære. Han vandt 1772 den lille og 1774 den store Sølvmedaille som Architekt. Harsdorf var hans Lærer, og under ham arbejdede han først som Murer paa Hvælvingen i Frederik V's Kapel i Roskilde Domkirke, senere sammesteds som Condueteur (1780). Forinden havde han 1775 concurreret til deri lille Guldmedaille uden at opnaa den, men da han 1779 concurrerede paany, blev paa Grund af Arbejdets Fortrin-lighed den store Guldmedaille tilkjendt ham for en Torvehal.

Han fik nu kongelig Understøttelse til at rejse udenlands og blev borte i 2½ Aar. Efter sin Hjemkomst blev han agreeret (6. Sept. 1784) og fik til Opgave. »Et Sø-Arsenals. Uagtet Akade­miet talte Architekterne Harsdorff og Meyn blandt sine Professorer, valgtes til Commissairer for Hansens Receptionsarbejde Mandelberg, Weidenhaupt og Dajon, en Maler og to Billedhuggere! Den 26. Marts 1785 blev hans Tegninger foreviste Akademiet, og han blev med de fleste Stemmer optagen til Medlem. Samtidig blev han udnævnt til Landbygmester i Holsten med Bolig i Altona og fik 1791 Titel af Professor; samme Aar giftede han sig med Anna Margrethe født Rahbek, en Datter -af Toldinspecteur Rahbek i Holsten og en Halv­søster til Knud Lyne Rahbek.

Om ogsaa hans lille Embede ikke indbragte ham meget, havde han desto større Fortjeneste ved sin private Virksomhed. Altona og Hamborg var dengang i Blomstring, og den almindelig udbredte Velstand fremkaldte Lyst til private Byggeforetagender saavel i Byerne selv, — navnlig paa den saa kaldte Palmaille i Altona, en bred Gade med en Allee i Midten, — som ogsaa langs Elbens Bredder, hvor de rige Kjøbmænd opførte kostbare Lyststeder. I de næsten 20 Aar, Hansen opholdt sig i Altona, faldt det i hans Lod at opføre en stor Del af disse Bygninger, og hans Ry som en dygtig og smagfuld Bygmester naaede ogsaa til Lybek, saaledes at han, fra denne frie Rigsstad fik Tilbud om et betydeligt Embede som Bygmester. Ligesom dette foraarsagede, at Regeringen, til Vederlag fordi den nægtede ham at modtage dette Embede, forhøjede hans Løn­ning som Bygmester i Holsten, saaledes virkede det vistnok ogsaa til, baade at han brugtes mere til offentlige Arbejder, og at han, snart efter

 

236

Harsdorffs Død, fik Opfordring til at indsende Tegninger til nogle af Kjøbenhavns vigtigste Bygningsværker (1800—1801), deriblandt ogsaa Marmorkirken, hvis Fuldførelse først senere blev opgivet.

Den Bygning, han imidlertid først kom til at opføre, var Raad-og Domhuset, men kort efter blev ogsaa Christiansborg Slots Gjenopførelse overdraget barn, derefter Metropolitanskolen og Frue Kirke. Han gjorde dog Tegningerne til den førstnævnte af disse Bygninger i Altona, rimeligvis for at kunne afslutte sine Arbejder der, og tog først Bolig i Kjøbenhavn fra 1804. Samtidig begyndte han kraftigt at gjøre sin Stemme gjældende i Akademiet, uagtet han dengang endnu kun vår simpelt Medlem, saaledes at Abildgaards hidtil næsten enevældige Indflydelse ganske blev fortrængt af denne ny >Magthaver i konstens. Rige«. Først den 25. April 1808 blev han valgt til Professor ved Architekturskolen efter Meyns Død og sam­tidig til Overbygningsdirecteur.

Hansen var Lærling af Harsdorff og opdragen i den ene saliggjørende Tro paa Oldtidens Konst som ét og alt, og med hans jævne, praktiske Talent uden dybere Snille maatte denne Tro nød­vendigvis føre til Ensidighed. Det var ikke blevet Harsdorff for­undt at opføre nogen af disse større offentlige Bygninger, som kunde hare kastet Glans over hans Navn udover den snævrere konsterfarne Kreds, saa det var intet Under, at man, ved at se Hansen med urokkelig Strænghed anvende Oldtidskonstens Grund­sætninger og Hovedformer i alle sine Værker, maatte prise »hans erkjendte Smag, Lærdom og Indsigter i Bygningskonsten«, og at han i omtrent 30 Aar udøvede en afgjørende Indflydelse paa Bygningskonstens hele Præg her i Landet.

Hansens første større Værk i Kjøbenhavn, Raad- og Domhuset, var maaske ogsaa hans bedste. For at vinde Plads indskrænkede han sig ikke til det Rum, Vajseuhuset tidligere havde indtaget, men inddrog en stor Grund ned imod Vandkonsten under Bygnings­værkets Omraade. Derved naaede han at kunne lade Fængsler og Arrester danne en særegen Bygning, adskilt fra Hovedbygningens Complex ved en kort bred Gade, og forbunden dermed ved tvende svære Buer, en for hver af Gadens Ender, gjennem hvis Over­bygning lukkede Gange føre fra den ene Bygning til den anden. Den af mægtige. Søjler med en Frontespice dannede Forside knytter sig her nøjere til Bygningsmassen end i ikke faa andre Bygninger fra denne Tid, hvor Søjlestillingen bruges som Pynt, og en blind Bue, svarende til Gadens, bringer Symmetri og Ligevægt i den store

 

237

mod Nytorv vendte Forside. Bygningen blev indviet 1815, men savner endnu for en Del sin konstnerieke Udstyrelse.

Ved Christiansborg bragte hans Sans for »en ren Stil« ham til at forkaste den gamle Bygnings pragtfulde Rococoudsmykning, og da han paa lidet nær beholdt Bygningens svære Masser og navnlig den udstrakte Forside mod Slotspladsen, undgik han ikke, at den store Flade blev ensformig og kjedelig trods alt, hvad han indenfor sin Konstanskuelses Begrænsning gjorde for at bryde Linierne. Hans smukkeste Tanke ved Bygningen var Gjennembrydningen af den søndre Fløj mod Ridebanen, saaledes at den indre Graard, isteden for som tidligere at aflukkes ogsaa til denne Side af en høj Bygning med et mægtigt Taarn, nu aabnede sig frit, idet kun Side­fløjenes Endepavilloner forbindes med en af store doriske Søjler dannet Colonnade. Men trods de mægtige Forhold har denne Skov af Søjler, der svarer til Bygningens øvrige Stil, ikke det ædle stor­ladne Præg som HarsdorfFs lille Colonnade ved Amalienborg med dens otte, forholdsvis smaa Søjler, dens fra Bygningerne afvigende Stil og Højdeforhold.

Hansen har den store Fortjeneste saavel ved dette Bygnings­værks Opførelse, som ved flere andre af sine Bygninger, at have givet Thorvaldsen Lejlighed til at skjænke sit Fædreland en Række Konstværker, hvoraf især den store Kreds, han udførte til Frue Kirke egentlig giver denne det konstneriske og højtidelige Præg, som Bygmestren, i sin ensidige Stræben efter at forbinde en gam­mel og fremmed Kulturs architektomske Forudsætninger med de Fordringer, der stilledes til en protestantisk Kirke, ikke havde formaaet at meddele Hovedstadens største religiøse Forsamlingshus. Ved Christiansborgs Udsmykning fandt foruden Thorvaldsen et stort Tal af Konstnere Sysselsættelse, og selv om Ordningen af disse Forhold ikke gik af uden Rivninger med den da allerede aldrende Bygmesters Egenraadighed, kom den mægtige Bygning dog til at rumme ikke faa af den gryende danske Konsts herligste Værker, og flere Konstnere, der senere blev en Hæder for deres Land og deres Tid, tjente her deres første Sporer.

Medens Metropolitanskolen ligesom Raadhuset var færdig til Brug allerede 1815, indviedes i 1823 den lille Kirke i Hirschholm, bygget efter Motiver fra Frue Kirke, og i 1828 Christiansborg Slot og Frue Kirke. Af mindre Bygninger kan nævnes Landstedet Vilhelmsdal ved Strandvejen, bygget til Conferensraad Moldenhawer.

Dermed var ogsaa Konstnerens praktiske Virksomhed forbi, og

 

238

to Aar efter, den 24. April 1830, fejrede han sit 50-aarige Jubilæum som Statsembedsmand, idet han under samme Datum var bleven ansat som kongelig Bygningsconducteur. Hans lange Løbebane havde indbragt ham ikke faa Vidnesbyrd om hans Konstbrødres og hans Konges Tillid; denne »Danmarks Palladio«, som Akademiets Secretair kaldte ham i 1816, blev otte Gange valgt til Akademiets Directeur (1811—18, 1821—27, 1830—38). Efter at være bleven Ridder af Dannebrog 1809, blev han 1813 Dannebrogsmand, 1826 Conferensraad, 1840 Storkors af Dannebrog. Ved hans Embedsjubilænm blev der overrakt ham en Medaille ndført af Chr. Chri­stensen,. hvilken ifølge Jubilarens Ønske blev bestemt til en Æresmedaille for unge Architekter, og hans Buste, udført i Marmor af H. E. Freund, blev opstillet i Forsamlingssalen. ! Allerede i 1817 var Bahs malede Portræt ophængt sammesteds som Bøhndels Medlemsstykke. Endelig fejrede Akademiet i 1835 Konstnerens 50-aarige Jubilæum som Medlem; men fra nu af følte Oldingen sig træt. Om, ogsaa han i flere Aar endnu gav Møde i Akademiets Forsam­linger og med rystende Haand skrev sit Navn i Protokollen, maatte han dog begjære Lettelse i sine Forretninger som Professor og trak sig tilsidst ganske tilbage derfra. Endelig fandt Døden ham den 10. Juli 1845 i hans 90. Aar paa Rolighed (ved Sygehjemmet), hvor han laa paa Landet om Somren. Af de Architekter, som sluttede sig til ham, kan nævnes Hetsch, og som hans Elever Malling og J. H. Koch. I sine senere Aar udgav han et Pragtværk over sine vig­tigste Bygninger, som 1847 udkom i andet Oplag. To af hans Døtre blev efter hinanden gifte med Professor G. Hetsch. (Weinw., S. 226. do. Lex. Thiele Thorv. I, S- 208 og m. n. St. Skild. 1804, Sp. 622; 1826, 1. April. Møller TheoL Bibi. III, S. 310. Erslew Forf. Lex. Suppl. I, 790. Udst. Gat. Konstn. egne Medd. i Ordens-capitlet. Secretairens Beretn. i Konstakad. 1830. Dattersønnens Meddelelser. Akad. Protokoller og Archiv. Consistorii Copibog 1808—11. Jfr. endelig forskjellige af Kjøbenhavns Beskrivelser. Udførlige Enkeltheder vil kunne findes i Slotsbygningscommissionens Papirer.)

 

Hansen. Hans Hansen, Søn af Cancellist, senere Gaardfæster Christian Hansen og Susanne Christiane født Flakkehjerg, var født i Skjelby paa Sjælland d. 22. Februar 1769. Da Kammerherre Carl Adolf af Plessen fik at vide, at Hansen havde Lyst og Anlæg for Konsten, sørgede han ikke alene for, at denne kom til Kjøbenhavn efter sin Confirmation og besøgte Konstakademiet. hvor

 

239

han 1789 vandt den lille og 1791 den store Sølvmedaille, men han gav ham en aarlig Rejseunderstøttelse i fire Aar, for at han kunde perfectionnere sig« i Udlandet som Portrætmaler. Imidlertid til­bragte han endnu Aarene 1793—97 med at rejse i Jylland og Fyn, hvor han malede én Mængde Portræter, mest af fornemme Folk, der gav ham 10—20 Edl. d. C. (32—64 Kroner) for et Brystbillede. Først d. 31. Juli 1797 forlod han Plessens Gods Wahlsdorf, for over Hamborg at begive sig til Udlandet. Efter at have færdets forskjellige Steder i Tyskland, kom han til Wien, hvor han forblev i flere Aar. Derfra søgte han om Rejseunderstøttelse hos Akade­miet og Fonden ad usus publicos i 1801 og 1802, og opnaaede omsider et Tilskud fra det sidstnævnte Sted. I Wien blev han gift med Henriette født Lie, rejste derpaa til Italien (1803), hvor hans førsfe Søn blev født, atter tilbage til Wien, og kom endelig i Efteraaret 1805 til Kjøbenhavn, hvor han Aaret efter blev agreeret og paa Portræter af Lorentzen og Dajon Medlem af Akademiet (7. Aug. 1809), efter at hans indsendte Forsøg to Gange var blevne for­kastede.

Aaret efter søgte han Professoratet, der var bleven ledigt ved Abildgaards Død, men det blev givet til Haas. Det var ham en saa meget større Skuffelse, som han allerede ved Juels Død (1802) havde faaet et Vink af Abildgaard, der syntes at aabne ham en let Ad­gang til Akademiet. I 1815 fik han Bolig paa Charlottenborg, i 1817 blev han Lector i Mathematik og Perspectiv ved Konstakademiet, men maatte 1822 afgive Lærestolen i Perspectiv til Hetsch og nøjes med at være Lector i Mathematik, om end med forhøjet Lønning, uagtet han gjentagne Gange søgte om at blive Professor deri, og i October 1825 tog han sin Afsked derfra. De sidste Aar af Hansens Liv var meget ulykkelige for ham. Hvorvel han ikke, uden i enkelte af sine bedste Portræter, kan sættes ved Siden af Juel, havde han dog baade inden sin Udenlandsrejse og efter denne været en agtet og søgt Portrætmaler, men efter 1816 satte Eckersberg ham i Skygge, og han havde i sine senere Aar sin væsentligste fortjeneste af at copiere og male Portræter til den frederiksborgske Samling. En talrig opvoxende Familie og slette Pengeforhold havde gjort hans Stilling temmelig fortvivlet, da en stærkt grasserende Tyfus kastede baade ham og hans Kone paa Sygelejet. Hun døde først den 19. Januar 1828 og allerede den 11. Februar fulgte han hende i Graven.

Af hans Portræter kan nævnes   »et Fruentimmerportræt efter

 

240

Naturen«, maaske hans Kones Portræt, som han tilligemed en Copi efter Mengs hjemsendte fra Triest (1804). Det rostes meget af Akademiet, som saa »en heldig Fremgang deri«, endvidere hans Medlemsstykker, der synes ret karakteristiske Gjengivelser af to af Datidens Konstnere. Endelig nævnes i. 1818 Biskop Münters Por­træt, som et »med megen Delicatesse og Smag udført Arbejde«. Hans Kones Portræt, Knæstykke i Legemsstørrelse, ejes af hans Søn C. C. Const. Hansen, som ovenfor er nævnet. Foruden Portræter malede han i sin Ungdom en Altertavle til Højelse Kirke og efter sin Hjemkomst sirlige Copier i mindre Format efter Originaler af ældre Mestre. Hans Talent for Mathematik førte ham til Lectoratet, og tillige optraadte han flere Gange som Forfatter, hvorom maa efterses Erslews Forf. Lex. Hans Hovedværk er »Betragtninger over de skjønne Konsters Værd« Kbh. 1827. (Private, Hedd. Chr. Hansens Levned, S. 136—39 og S- 141. Weinw. Les. Erslew Forf. Lex. l, 570. Suppl. I, G78. Skild. 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 1155; 1817, Sp. 773; 1818, Sp. 429; 1827, Sp. 859 og 1313 flg. Øst Archiv 1824 I, 256. Akad. Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Hansen. Hans Christian Hansen, født i Kjøbenhavn den 20. April 1803, er Søn af Rasmus Hansen,1 Bud ved Brandassu­rancen og Sofie Hansen født Jensen. Han kom efter sin Confir-mation paa.Konstakademiet og blev samtidig Elev af Hetsch. Efter at have gjennemgaaet de lavere Skoler, fik han i to paa hinanden følgende Kvartaler begge Sølvmedailler i Bygningsskolen, 1826 Pengepræmie, 1827 den lille og den 29. December 1829 den store Guldmedaille for Tegning til »Et Tøjhus med Generalitet-. Aarét efter søgte han det om det store Stipendium, som endelig bevilgedes ham 1831, saaledes at det blev udredet forskudsvis for tre Aar af Finanserne. Den 2. August 1831 forlod han Kjøbenhavn i Følge med Medailleur Chr. Christensen, som imidlertid blev tilbage i München, medens Hansen naaede Rom Juleaften. Den 20. April 1833 forlod han Rom og berejste Neapel og Sicilien i Forening med Christensen, Fearnley og den senere Biskop Bindesbøll. I Slutningen af Juli tog han til Grækenland i Følge med den tyske Billedhugger Pettrich, var otte Dage paa Ægina og kom i August til Athen, hvorfra han to Gange søgte om et Aars Forlængelse af Stipendiet, som begge Gange blev tilstaaet ham. Febersygdom

 

1 Faderen hed egentlig Rasmus Hansen Braathen og var født paa Q-aarden Aaas Eger i det søndenfjeldske Norge. Han var femte Barn af Hans Nilsen og Margrethe Nilsen, der blev viede d. 19. Januar 1765.

 

241

hindrede ham i Førstningen i at arbejde. Imidlertid blev han bekjendt med den tyske Bygningsdirecteur i Athen, Schaubert, der fik ham sat i Virksomhed i den græske Stats Tjeneste, saaledes at han i 1835 maatte udbede sig Tilladelse til at forblive nogen Tid endnu i Athen, fordi han d. 6/18. September 1834 var bleven udnævnt til Kongen af Grækenlands Architekt. I samme Brev meddelte han om Udgravningen af Niketemplet paa Akropolis, som han siden tegnede og udgav i Forening med Schaubert. I Athen byggede han, foruden en stor Del private Bygninger, Universitetet, i ren græsk Stil, og under disse Arbejder forlængede hans Ophold sig der lige til Aaret 1850.

Under et Besøg i Hjemmet var han den 14. Februar 1848 bleven agreeret og i 1851 fik han, skjønt fraværende, Udnævnelse til Bygningsinspecteur i Fyen, Langeland m. m. Han maatte imidlertid udbede sig C. A. Møller constitueret i sit Sted, da han samtidig var bleven indbudt til Triest, fik (1850) af den østerrigske Regering Creditiv som den, der i Regeringens Ærinde skulde bese Marinebygninger i de forskjellige europæiske Lande, og byggede derpaa 1854—57 Marinearsenalet i Triest; men det maatte han. forlade ufuldendt. Thi efter Bindesbells Død i 1856 vendte Akademiet Blikket mod Hansen; d. 12. Januar 1857 optog det ham til Medlem extraordinairt paa Tegningen til det nævnte Marinearsenal, d. 19 Marts blev han valgt til Professor i Architekturen og blev strax efter den 24. i s. M. udnævnt til Ridder af Dannebrog. Udtrykkelig hjem­kaldt kom han til Kjøbenliavn d. 31. Marts 1857 og har siden virket i Hjemmet som Bygmester .og Professor ved Akademiet, Hans vigtigste Bygningsværker er det store Communehospital ved Farimagsvejen og det naturhistoriske Museum i Krystalgade samt en Kirke i Holbek i Rundbuestil.

Hansen blev Dannebrogsmand 1860, Justitsraad 1862, Etatsraad 1867, Commandeur af Dannebrog anden Grad 1876- Han blev 1850 Medlem af Hoyal instituts qf Britisk Architects, 1866 Medlem af Akademiet i Amsterdam, 1874 af Akademiet i Wien, 1876 af Akade­miet i Florens. I 1857 var han i Triest bleven gift med Therese født Wørbitz. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Hansen. Hans Peter Hansen, født i Kjøbenhavn den 20. December 1829, var først Uhrmager, men lagde sig senere efter Xylografien under Hennebergs Vejledning og i Kittendorff og Aagaards Atelier, og besøgte samtidig Konstakademiets Skoler. I 1854 rejste han til Dresden og snart efter til Leipzig, hvor han,

 

242

efter at have ægtet Clara Aurelia Sofie fedt Langer, en Datter af den tyske Kobberstikker Langer, bosatte sig som Træskjærer. Han lagde sig efter Tegning, særlig efter at tegne Portræter. I 1864 flyttede han tilbage til Kjøbenhavn, hvor han nu lever og virker i sit Fag. Foruden Træsnit efter danske Konstnere til forskjellige Bøger, Kaalunds Digte, Richard og Rode Digte og Fortællinger, Illustr. Nordens Historie o. fl., har han bl. a. udført et stort Træsnit efter O. Haslund ”Køer ved en Bondegaard«, der var Konstforeningens Medlemsblad (udst. 1875). I 1876 udstillede han flere mindre Træsnit til Konst- og Industriudstillingen i Stokholm 1866 fik han.Hædersdiplom, ved Konst- og Industriudstillingen i Kjøbenhavn 1872 en Sølvmedaille for Prøver af Træsnit.

Hans Søn, Hans Peter Guttorm Hansen, født under For­ældrenes Ophold i Kjøbenhavn den 9. Juli 1855, har lært Xylo­grafien hos sin Fader, besøgte Konstakademiet og rejste i 1876 til Paris med Understøttelse fra den Rejersenske Fond for at uddanne sig videre. Han har udstillet et lille Træsnit i 1877. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Hansen. Heinrich Hansen, født den 23. November 1821 i Haderslev, er Søn af Farver Claus Hansen og Dorothea født Truelsen, begge fra Flensborg. Efter at han var bleven Malersvend i Flensborg, kom han 1842 til Kjøbenhavn, hvor han strax begyndte at besøge Konstakademiet, for at uddanne sig til Decorationsmaler, og han kom samme Aar til at deltage i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum. Han vandt 1844 den lille og 1846 den store Sølvmedaille i Decorationsskolen, men var samtidig rykket op til Modelskolen hvor han i December 1846 vandt den store Sølvmedaille for Maleri efter den levende Model. Samtidig malede han Decorationer i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke under Eddelien (1844—47). Endnu i 1847 vandt han en Pengepræmie i Decorationsfaget og fik en Rejse understøttelse af den Rejersenske Fond for at gjøre deoorative Studier i Udlandet. Paa denne Rejse besøgte han udelukkende Tyskland. Efter Hjemkonsten var han et Par Aar Hjælpelærer i Perspectivklassen og derpaa i Ornament­klassen ved Akademiet, indtil han senere blev fast Lærer og Docent i Perspectiven. Men imidlertid lagde han sig for Alvor efter Architekturmaleriet, og efter at han 1848 havde udstillet nogle Aquarelstudier fra sin Rejse, begyndte han i 1849 at udstille som Architekturmaler og har efterhaanden hævet sig til den betydeligste danske Konstner i dette Fag. Hans første Billeder røbede allerede et

 

243

saadant Talent, at han 1850—52 fik to Aars Rejseunderstøttelse af Akademiet og besøgte nu største Delen af det vestlige Europa, lige fra Skotland til Spanien. Et af de første Billeder, han udstillede efter denne Rejse, »Kirken St. Sablon i Bryssel«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling (1853), som ligeledes ejer »Christian IV's Audienssal paa Rosenborg« (1855) og »Salle des francs« i Brügge (1858). Endelig kjøbte den kgl. Malerisamling i 1868  ”Parti ved Gammelstrand«, et stort Billede, hvorpaa hele Christiansborg Slot, Slotspladsen og Børsen ses i Mellem- og Baggrunden. Han blev Medlem af Kunstakademiet - den 5. Juli 1858.

Foruden af sin. egentlige konstneriske Virksomhed har Hansen stor Fortjeneste af Consthaandværkets Udviklling i Danmark. Den Iver og Kjærlighed, hvormed han som Architekturmaler havde syslet med Frederiksborg Slot, hvis Ydre og Indre frembød saa rige Motiver for en Konstner i dette Fag, gav ham en fremtrædende Stilling, da der efter Slottets Brand i 1859 blev Spergsmaal om at opbygge det paany. Hans Studier fra Slottet satte ham i Stand til at yde fuldkommen, tro Tegninger til en Mængde Enkeltheder i Slottets indre Decoration; saaledes gjorde han de Tegninger, hvor­efter Bedestolens og Riddersalens Lofter ere udførte. Slottets Brand fremkaldte ogsaa Stiftelsen af >>Konstflidslotteriet«, dér havde det Formaal ved Bortlodning af Konstflidsgjenstande at indvinde Penge til Slottets Gjenopførelse, og dette Lotteri, hvori Hansen fra først af har været Sjælen, har ikke alene Aar for Aar kunnet yde sit gode Tilskud til Byggesummerne, men har ogsaa virket tiberegneligt til at udbrede god Smag og Konstsans saavel blandt Haaudværkerne, som blandt Publicum. Idet foruden Hansen flere af vore betydeligere Konstuere, Malere og Billedhuggere ikke mindre end Architekter have gjort Tegninger til det højere Haandværk, til Møbler, Sølvtøj og andet Bohave, have de fremkaldt en hel Omvæltning paa dette Omraade, som har forplantet sig til de Haandværkere, der ikke selv traadte i umiddelbar Forbindelse med Konstuerne.

Heinrich Hansen blev i 1852 gift med Margrethe Elisabeth født Burmeister og har senere i 1868—69, og i 1875 foretaget et Par Rejser til Italien, der har baaret Frugt i farverige Gjengivelser af de store italienske Byers pragtfulde Architekturminder. Efter at have været titulair Professor er Hansen senere bleven Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Etatsraad. (Konstn. egne Medd. Nagler Monogr. III, 1057. Akad. TJdst. Cat.)

 

Hansen.    Johan Daniel Hansen eller Hanson,   der maa

 

244

være født omtrent 1735, synes at have været en lovende Konstner. Han vandt 1758 Akademiets lille, 1760 dets store Guldmedaille som Architekt, blev den 1. October s. A. ved Anthons Afgang Informator i Bygningsskolen, og han blev staaende som Informator indtil 1765, uagtet han fra den 1. October 1763 havde faaet Akademiets Rejse­stipendium,, der var bleven ledigt ved Harsdorffs Hjemkomst. Han opholdt sig det første Par Aar i Paris, den øvrige Tid i Rom; efter at have haft Stipendiet i sex Aar, forblev han endnu i Rom i over fire Aar, skjønt Akademiet gjentagne Gange opfordrede ham til at komme hjem; men Gjæld og Sygdom virkede tildels til at at holde ham tilbage; han skal endog have været »i delirio og næsten ganske fra Forstanden«. Imidlertid kom han om Somren 1774 hjem som helbredet, blev agreeret ved Akademiet og fik den 25. Juli s. A. til Opgave for Reception at gjøre Tegning til »en Raadetue« eller subsidiairt »en Børs« i Løbet af sex Maaneder. Dette Arbejde fuldførte han ikke; derimod nævnes han endnu indtil 1795 som Architekt og agreeret ved Akademiet og er maaske død snart efter. (Akad. Lommeb. for Kbhv. 1795. Jfr. Fiissli SuppL, S. 521, hvor han kaldes Hausen og som saadan er han gaaet over i Nagler Lex. VI, S. 7, der i Slutningen af Artiklen forvexler ham med C. F. Hansen.)

 

Hansen. Johan Ludvig Hansen, født 1812 i Kiel og Søn af Landskabsmaler (Portrætmaler) Hansen der, besøgte Konstakademiets Skoler 1831—38 og udstillede 1840 et Par Landskaber fra Tyrol og Salzburg. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Johan Mathias Hansen, Søn af kgl. Lakaj Hansen og Brodersøn af den ovenfor nævnede Bygmester Chr. Fred. Hansen, var født i Kjøbenhavn den 10. April 1781, lærte Bygningskonsten af sin Farbroder og besøgte Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1801. Da C. F. Hansen i 1804 rejste til Kjøbenhavn, kaldte han Brodersønnen til Altona, for at fuldføre de Bygnings­værker, han var nødt til at forlade. J. ,M. Hansen synes fra den Tid at have taget fast Ophold i Altona, hvor han byggede en Del, baade i Byen og den nærmeste Omegn. Tillige har han opført en Kirke i Quickborn, Slotkapellet paa Breitenburg o. m. Han blev 1830 constitueret som. Stadsbygmester i Altona, men nedlagde snart dette Embede og døde sammesteds den 29. August 1850. Ogsaa af sin Virkomhed som Directeur for Søndagsskolerne i. Altona har han Fortjeneste. (Hamb. Kstl. Lex. Akad. Fdl. 1850 d. 12. Oct.)

 

Hansen. Josef Theodor Hansen, Søn af Laadskræder Th. Hansen og født 1848 i Nærheden af Randers, kom som Malersvend

 

245

til Kjøbenhavn for at besøge Konstakademiet (1869), er Elev af Modelskolen og har siden 1874 udstillet Architekturbilleder. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Just Michael Hansen, født 1812 i Nestved og Søn af Conditor Niels Hansen der, besøgte Konstakademiets Gibsskole i 1828 og udstillede 1834—35 nogle Portræter og Copier efter Malerier paa den kgl. Malerisamling. Mulig ogsaa et 1847 udstillet Portræt er af ham. Han er for Tiden Tegnelærer ved Slagelse lærde og Real-Skole. (Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen. Lars Hansen, Søn af Sømand og Fisker Hans Tobiassen, var født i Rønne paa Bornholm den 25. Juli 1813. Uagtet sin Faders fattige Kaar kom han til Kjøbenhavn (1828) i Malerlære og besøgte samtidig Konstakademiet, hvor han, endnu inden han var Svend, naaede ind i Gribsskolen (1832). Efter en trang Ungdomstid blev han 1833 Svend og havde imidlertid ved en flittig Benyttelse af sin Fritid lagt sig efter Portrætmaleriet paa egen Haand. Efter at han var bleven Elev af Modelskolen, malede han i J. L. Lunds Malerskole og vandt 1838 og 1841 Akademiets to Sølvmedailler. For­uden Portræter af Venner og Bekjendte. som han malede paa Sommer­besøg i Hjemmet, hørte et Portræt af Blomstermaler Fritzsch til hans første Arbejder. Det ledede ham til at male Oehlenschlægers Por­træt, som han selv lithograferede, og han fik i det hele, dels i Kjøbenhavn, dels i de danske Provinser, som han berejste om Somren, ikke faa Bestillinger paa Portræter, hvoraf en Del var udstillede 1836—42. Da han imidlertid haabede at fortjene mere i Sverige, rejste han i August 1841 til Gøteborg, hvor han forblev i to Aar og derfra til Stokholm. Uagtet han aldrig blev noget betydeligt som Konstner, havde han dog under sit 20-aarige Ophold i Sveriges Hovedstad meget at bestille som Portrætmaler i de bedre Samfundskredse; han malede den kgl. Familie og naaede endog til en Pris af 900 Kroner for et enkelt Portræt. I 1863 forlod han Sverige, udstillede s. A. et Par Billeder i Kjøbenhavn, tilbragte derpaa fem Aar i Udlandet, navnlig i Italien, og døde ugift i sin Hjemstavn den 10. August 1872, efter at Svækkelse paa Syn og Helbred lige siden 1863 havde hin­dret ham i at arbejde. (Konstn. egne Medd. ^kad. Udst. Gat.)

 

Hansen. Mathias Vilhelm Hansen, født den 20. December 1824 i Kjøbenhavn, er Søn af Bryggerkarl Hansen ved Kongens Bryghus, og kom ved Hetsch Omsorg paa Porcelainsfabriken som Maler, medens han samtidig gjennemgik Akademiets Skoler, hvor han indkom 1838 og blev Elev af Decorationsskolen i 1844.

 

246

Han udstillede 1845 et Blomsterstykke paa Porcelain, Copi efter J. L. Jensen, senere har han udstillet 1849, 1858 og 1864 Blomsterstykker og sidste Gang et Landskabsmaleri i Vandfarve. Hans Hovedvirksomhed falder ved den kgl. Porcelainsfabrik, og ved Verdensudstillingen i Wien (1873) fik han fra »Der niederosterreichische Gewerbeverein« en Sølvmedaille i Anerkjendelse af hans Virksomhed som Porcelainsmaler. Hans Kone er en Datter af Sadelmager Lincke. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Hansen. Niels Christian Hansen, født i Nestved den 16. December 1834 er Søn af Daguerretypist Hansen, kom til Kjøbenhavn i 1851 for at besøge Konstakademiet, blev 1858 Elev af Modelskolen og vandt 1854—56 begge Sølvmedailler samt Akade­miets Pengepræmie. Fra 1856 begyndte han at udstille som Portræt­maler, og vandt som saadan den Neuhausenske Præmie for Premierlieutenant Ankers Portræt (1865). En enkelt Gang (1875) har han udstillet et Figurbillede af egen Composition (Psyche). Hansen gjorde i 1862 en Konstrejse til Frankrig, England og Belgien, lagde sig senere efter Fotografien og arbejder endnu som Fotograf ved Siden af sin konstneriske Virksomhed. Han har ogsaa malet Miniaturportræter dels af Frederik VII, dels af den nuværende Kongefamilie. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Hansen Balling. Ole Peter Hansen Balling, Søn af en Skomagermester Balling i Christiania, er født der den 23. April 1823. Efter at have lært Malerhaandværket og uddannet sig til Decorationsmaler rejste han som ganske ung Mand til Tyskland for at blive Figurmaler. Henrik Steffens, der aldrig glemte sin Af­stamning fra Norge, tog sig af ham og hjalp ham til en Plads ved Akademiet i Berlin. Imidlertid kom han til Kjøbenhavn 1846 og besøgte Konstakademiets Skoler her, indtil Krigen udbrød i 1848, da han meldte sig som Frivillig tilligemed sin Landsmand Leopold Løvenskjold, der gik med som menig Soldat. Hansen Balling valgte derimod strax at gaa. ind paa den nys oprettede Commando skole, blev Secondlieutenant den 30. April 1848 og fik som saadan dansk Indfødsret. I September 1849 blev han Premierlieutenant, og han blev efter Krigen staaende som Officer i Krigsreserven paa halv Lønning, idet han levede nogle Aar i Kjøbenhavn som Konstner, ja endog stiftede Familie her, da han ægtede Marie født Kantzau. Han begyndte i 1852 at udstille i Kjøbenhavn nogle mindre Figur­billeder og to Portræter, hvoraf navnlig Oberstlieutenant Helgesens Portræt, der tilhørte Frederik VII, gjorde megen Lykke. I de

 

247

følgende Aar 1853—55 udstillede han Portræter, historiske Billeder, Genrebilleder og Dyrstykker, dog i det hele kun en halv Snes Billeder; deriblandt tiltrak navnlig »En. Cavallerifægtning paa Chausseen, der fører til Rendsborg d. 28. Juli 1850« (tilh. Grev Moltke Bregentred, udstillet 1853) sig Opmærksomheden.

Efter at han havde mistet sin Kone, rejste han i 1856 til Amerika, medens han dog først, i Oetober 1858 tog sin Afsked af dansk Krigstjeneste, og fra nu af tilhører hans Virksomhed ikke mere Danmark. Han deltog i dea amerikanske Borgerkrig paa Nordstaternes Side, commanderede først et skandinavisk Compagni, blev dérpaa Oberstlieutenant og Chef for; det,145. Regiment (U, S. volunteers). Efter Krigen har han malet Portræter og Optrin fra felttoget, saaledes blandt andet et stort Billede med General Grant og hans Generaler, alle til Hest, kaldet »The heroes of the republic«. I Amerika ægtede han en tysk Dame, Cnristine født Züdorf, og efter atten Aars Ophold, navnlig i New York, er han vendt tilbage til Christiania, hvor han i de senere Aar har malet en Række Por­træter af Officerer i den norske Marine fra 1814 til Nutiden, hvilke blev skjænkede til Carl Johans Værftet paa Horten. Under et Ophold i Kjøbenhavn har han i 1877 udstillet et Brystbillede af General Grant. (Konstn. egne Medd. Militairkal. Udst. Gat.)

 

Hansen. P(eter) Christian Hansen, Søn af Snedker Hans Hansen i Odense, blev født der den 14. Juli 1792, og var oprindelig Snedker; men han lagde sig paa egen Haand efter Bygningskonsten og var i Aarene 1830—60 meget brugt som Bygmester i Odense, uagtet han ikke opgav Snedkerhaandværket før i sine sidste Aar. Hetsch skal have sat megen Pris paa ham, og erklæret, »at han kunde kjende hans Bygninger paa deres rene Stil«. Blandt hans Bygninger kan nævnes Mulernes Legatskole og Ombygningen af Graabrødre Hospital. Han var Capitain for det borgerlige Jægercorps i Odense og døde den 24. Marts 1876. (Nekrolog i Eyens Stiftstid. 25. Marts 1876. Priv, Medd.)

 

Hansen. Theofilus Edvard Hansen, en Broder til den ovenfor nævnte Hans Christian Hansen, er født i Kjøbenhavn den 18. Juli 1813. Som Elev af sin ti Aar ældre Brodér og af Hetsch, besøgte han Konstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1832 den lille, 1835 den store Sølvmedaille og i Mellemtiden en Pengepræmie. En kort Tid besøgte han efter den Tids Skik Tegne­skolen for Malere (1835) og rykkede fra Gibsskolen op i Modelskolen. Imidlertid concurrerede han samme Aar til den mindre Guldmedaille,

 

248

som i September blev tilkjendt ham for »Et Theater«. Efter at have taget den befalede Examen concurrerede han 1837 til den store Guldmedaille uden at opnaa den. Da det lykkedes ham at faa Understøttelse fra den Rejersenske Fond, rejste han Aaret efter til Grækenland, hvor den ældre Broder havde været siden 1833. Her kom han til at bygge Observatoriet, i Athenr Ved en Statsomvælt­ning i 1843 fik han sin Afsked af den græske Statstjeneste og søgte nu Akademiet om en Rejseunderstøttelse for at kunne rejse hjem og paa Hjemrejsen besøge Italien. Efter nogen Forhandling om, hvorvidt Hansen som ældre Konstner var berettiget til at faa Under­støttelse af Akademiets Stipendiefond, resolverede Kongen, at dette skulde ske, og han fik forlods for Aaret 1844 et Aars Rejsestipendium. Den 14. Februar 1848 fremlagde hans Broder en Række af hans Tegninger for Akademiet, og paa disse blev han enstemmig agreeret. Bekjendtskab med den tyske Architekt Ludvig Forster førte ham til Wien, hvor han i Forening med denne og senere alene byggede Vaabenmuseet, der udgjør en Del af det store Arsenal i Wien. Han ægtede Forsters Datter, som imidlertid døde efter fem Maaneders Ægteskab. Fra nu af var Hansen tabt for Fædrelandet, og hans Virksomhed tilhører udelukkende Østerrig og Athen, hvor han senere byggede et Videnskabernes Akademi. Af hans øvrige store Arbejder kunne kun fremhæves som de vigtigste, et Invalidehospital i Lemberg, et Musikconservatorium, et Konstakademi, en Børs og en storartet Bygning for den østerrigske Rigsdag, hvilken endnu ikke er færdig. De tvende nævnte Bygninger i Athen, saavelsom en Ombygning af den græske Kirke i Wien kostedes af en rig og fædrelandssindet Græker, der levede i Wien, Baron Sina. Om Hansens udstrakte og betydningsfulde Virksomhed maa for øvrigt henvises til tyske Kilder. Han blev 1858 udenlandsk Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn, 1872 Commandeur af Dannebrog første Grad og 1873 Dannebrogsmand. (Medd. af Konstn. Broder. 111. Tid. 1868 Nr. 440. Akad. Udst. Gat. Statskal.)

 

Hanson. Johan Christian Heinrich Hanson, født i Altona 1791 og død sammesteds i Maj 1863, nævnes her som Holstener, da han pgsaa døde indenfor sit Fædrelands Grænser, uagtet hans hele Uddannelse og Konstvirksomhed tilhører Tyskland. Han var Genremaler og gjorde især Lykke ved en Fremstilling af »Fiskeren« efter Goethes Digt. Han har ogsaa malet al fresco. (Muller, Neuestes Kstl. Lex. Hamb. Kst. Lex, Soltl. Die bild. Kst. in Mtinchen.)

 

249

Hanson-Schmidt nævnes af Weinwich efter Fussli som »Historie-og Portrætmaler, født i Danmark; han malede i en let og behagelig Manér og arbejdede i Danzig, hvor han døde 1746 i hans (sine) bedste Ungdomsaar«. (Fussli Lex, S. 593. Weinw., S. 135.)

 

Harboe. Edvard Valdemar Harboe, født den 30. Marts 1834, er Søn af Malermester og Capitain ved Brandcorpset Johannes Quedeus Harboe og Laura Andrea Elisabeth født Staal. Efter at have besøgt technisk Institut kom han paa Konstakademiet i 1850, blev 1858 Elev af Modelskolen og vandt 1861 den lille Sølvmedaille, medens han samtidig var i Malerlære hos sin Fader. Fra 1854 til 1862 har han udstillet en Del Landskaber, hvoraf flere ere blevne kjøbte af Kunstforeningen i Kjøbenhavn. Senere har han levet som Fotograf i Landskabsfaget (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Harboe. Eleonore Christine Harboe, ældste Datter af Capitain senere Commandeur i Søetaten Frederik Ludvig Carl Harboe og Maren født Kallager, er født inden 1801, som det synes ikke i Kjøbenhavn, hvor hun for øvrigt levede den største Del af sit Liv. Besjælet af en varm Kjærlighed til Malerkonsten syslede hun ivrigt dermed hele sit Liv, dog indskrænkede hun sig mest til sam­vittighedsfuldt udførte Copier efter ældre Mestre. Som Veninde af afdøde Admiralinde Wessel Brown, boede hun en Del Aar i dennes Hus, indtil hun i Efteraaret 1856 rejste til Rom, hvor hun levede nogle Aar for sin Konst og døde af Kræft i en katholsk Stiftelse der den i. April 1860. Kort i Forvejen var hun bleven Conventualinde i Støvringgaard Kloster (d. 5. Febr.), men kom saaledes ikke til at nyde godt deraf. Af hendes Malerier ejer den kgl. Malerisamling »En efter Battoni componeret Magdalene«, Støvringgaard Kloster fik »Carl I Stuart« efter van Dyck, Professor Wessel Brown ejer to Copier efter hollandske Mestre. (Efter Breve og Medd. fra Familien. Lengnick Holmens Kirkebog.)

 

Harder. Hans (døbt Johannes) Greorg Smith Harder, Søn af Malermester Johan Harder, var født i Kjøbenhavn den 12. August 1792. Han begyndte efter sin Confirrmation, rimeligvis som Maler­lærling at besøge Konstakademiet, lagde sig en Tid efter Decorationsmaleri, blev 1815 Elev af Modelskolen, vandt 1818 den lille og 1820 den store Sølvmedaille. Fra 1816 begyndte han at udstille som Landskabsmaler, og vandt strax Opmærksomhed; de, der iagttog hin Tids Udstillinger, sporede tillige sikre Fremskridt i de følgende Aars Arbejder. Allerede 1822 blev han ansat som Tegnelærer ved Sorø Akademi, men da der fra Akademiets Side ingen Hindringer

 

250

stilledes for en længere Fritagelse, fik han i 1824 efter en meget rosende Anbefaling af Akademiet, Rejse understøttelse af Fonden ad usus publicos i to Aar. Over München besøgte han Italien og vendte hjem gjennem »det skjønne Tyrol«, som det synes i 1828. Opholdet i Udlandet havde altsaa strakt sig over et længere Tids­rum end først paaregnet. Ved Hjemkomsten overtog han strax sin Stilling i Sorø paany og skrev derfra om at blive agreeret paa det i 1829 udstillede Billede. Den 23. August 1830 blev lian Medlem af Akademiet; men han forblev i Sorø, om han end vedblev lige til. 1866 flittig at udstille. Med sit fyldte 70. Aar tog han sin Af­sked som Lærer ved Akademiet (1862), men han levede endnu 11 Aar i Sorø, til en stille Død bortkaldte ham i hans 82. Aar den 25. November 1873. Han var 1837 bleven gift med Anna Agnete født Prytz. Harder tilhørte en nu ganske forældet Skole af Landskabsmalere, som han aldrig frigjorde sig for, selv i sine senere Billeder, men han vil alligevel, ved sin Kjærlighed til den danske Natur, sin milde rene Opfattelse altid hævde sig et godt Navn blandt vore tidligste Konstnere i national Retning. Den kgl. Maleri­samling ejer fire af hans Ungdomsarbejder, hvoraf intet er fremhængt. (Konstn. egne Medd. Private Opgiv. Skift. 1816, Sp. 456;. 1818, Sp. 430; 1819, Sp. 451. Østs Archiv I, S. 267—68. do. Intelligensbl. Nr. 2, S. 6. Lengnick ved 'Fam. Plum. Fdl. 1873 Nr. 277 og 278. Akad. Udst. Gat.)

 

Harsdorff. Gaspar Frederik Harsdorff var født i Kjøben-havn den 26. Maj 1735. Hans Fader, der var af patrioisk Borger­slægt fra Nyrnberg, var kommen til Danmark som ung Mand (1710—11) efter Sagnet, fordi han maatte flygte paa Grund af en Duel. I Kjøbenhavn sluttede han sig til Petri Kirkes tyske Menighed og ernærede sig ved at holde Skole, rimeligvis paa tysk. En af de Elever, der nævnes foruden Harsdorffs egen Søn, er Kobberstikkeren Clemens. Faderen kaldte sig Johann Christoph Harsdorffer, hvorfor ogsaa Sønnen i Førstningen skrev sig saaledes, senere Harsdorffer, indtil han endelig paa Rejsen ganske bortkastede Endelsen. Hans Moder skal have været svensk af Fødsel og hed Anne Marie Eriksdatter. Han var ældste Søn, en Søster blev gift med Billedhugger Karlebye (s. d.), en anden med en Uhrmager, medens hans to Brødre døde, inden de var voxne.

Faderen vilde have, at Harsdorff skulde lære Mathematik for at blive Ingenieurofficer, ad hvilken Vej han efter dennes Mening lettest kunde hæve Familien til en lignende Anseelse, som den

 

251

havde nydt i Nyrnberg, men dertil havde han ingen Lyst. Derimod lagde han sig efter Bygningskonsten og maa uden Tvivl have besøgt det ældre Konstakademi bag Børsen, eller i al Fald have studeret sit Fag under Eigtved eller Anthon, med hvem Faderen mulig har bragt ham i Berøring for at faa ham uddannet til Officer, da begge disse, den ene Akademiets Directeur, den anden dets Informator i Bygningskonsten, var eller havde været Officerer. Efter at nemlig det nye Konstakademi var stiftet 1754, kunde Harsdorff, som der fik N. H. Jardin til Lærer, allerede to Aar efter, den 5. April 1756, vinde den store Guldmedaille i Bygningskonsten for »En Stads Port, med tvende corps de gardes, ved Siden, som med Porten i alt ikkun er een Bygning, udziret med en Bygningsorden, og corps de gar­derne en rustique  osv. Aaret før havde Maleren Als været den første Maler, der vandt Guldmedaillen sammen med en Udlænding, der var Billedhugger, Harsdorff. var den første Bygmester, der fik den, og samme Dag tilkjendtes den ogsaa Maleren Jens Pedersen Lund. Men medens HarsdorfF allerede den 1. October 1757 begyndte at nyde Akademiets store Rejsestipendium (400 Rdl.. d. C. => 1280 Kroner aarlig i sex Aar), fik Lund det først to Aar efter, sammen med Billedhuggeren O. F. Stanley, som havde vundet Guldmedaillen i 1758. Imidlertid mødtes disse trende Venner i Paris, hvor de tilbragte over to Aar sammen.

Harsdorff rejste nemlig strax til Paris, hvor han maatte tilbringe sin første Tid med at lære Fransk, thi rigtignok havde han haft Undervisning i Hjemmet »af en tysk Corporal«, men det, han havde lært, lignede nok ikke rigtig det Fransk, man brugte i Paris. Hans første Breve til Akademiet maa være forsvundne, da han dog indtil 1759 maa have iagttaget den Høflighed at skrive til det, men efter at Lund og Stanley var komne, synes de alle tre at have glemt denne deres Pligt. I. det mindste ser man, at Akademiet blev uroligt over, at hverken han eller hans to Konstbrødre havde ladet høre fra sig saa længe, og derfor i April 1761 besluttede at tilbageholde deres Stipendier, som ellers sendtes dem hvert Fjerdingaar. Først efter at de i ydmyge Breve havde lovet at sende Prøver paa deres Fremgang, fik de alle tre paany deres Kvartaler anviste, og Stormen var saaledes lykkelig ovre for den Gang.

I et fransk Brev, dateret den 20. September 1701, som Hars­dorff derefter sendte Akademiet, meddelte han, at han, saasnart han kunde følge Undervisningen i sit Fag, havde begyndt at høre Architekten Blondels offentlige Forelesninger, medens han tillige øvede

 

252

sig i at gjøre Udkast til Bygninger paa egen Haand, og han afsendte nogle Prøver deraf til Akademiets Bedømmelse. Han fortæller ogsaa, at han arbejder paa »u« traité ou cours d'architecture«.. Det maa være det endnu bevarede Udkast, der kaldes »Reflexions sur la maniere de batir les églises«. Hennings helliger i sin »Essay sur les arts en Danemarc« Harsdorff ikke mindre end ti Sider, hvis Indhold for en Del synes at skyldes Konstneren selv, saaledes den udførlige Omtale af, med hvilken Omhu og Sagkundskab Blondel ledede sine Elever, og den nøje Opregning af, hvilke franske Konstnere Harsdorff især studerede, nemlig Architekterne Pére (d. v. s. Peyre), Soufflot og Billedhuggeren, den yngre Guilleaume Coustou.

Harsdorff, som i sin Ungdom efter sit eget Sigende var »Fyr og Flamme«, — og man har næppe et Snille som Harsdorffs uden at være en ildfuld Natur, — nøjedes ikke i Paris med at studere sin Konst. Han synes at have nydt en glad Ungdom ikke alene med sine danske Venner, hvortil kan regnes Als, der kom til Paris i October 1761, men ogsaa med unge franske Konstnere. Han skal endog have haft en Kjærlighedshistorie, der endte med en Duel, som havde til Følge, at han besvimet (saaret?) blev ført ud af Paris af sine Venner. Sikkert ved man dog kun, at han rejste fra Paris den 12. Juni 1762 i Følgeskab med Lund, og kom til Rom i Be­gyndelsen af September, medens Stanley der maa være rejst kort efter, først kom til Rom i November, saaledes at Vennerne ogsaa var samlede der. De havde alle tre rejst til Søs fra Marseille til Livorno, og havde Vanskeligheder nok med Overfarten, thi medens Lund og Harsdorff nær var blevne tagne til Fanger af »en Tyrk«, sinkedes Stanleys Rejse af Storm. Om Harsdorfis Ophold i Rom vides ellers ikke meget. Han skal have hjemsendt Udkast til en Kirke som Prøvetegning, men for øvrigt klager baade han og Lund over deres Fattigdom, hvorfor de maa undlade at se meget, »da det koster Penge at komme ind overalt.« Harsdorffs Rejsestipendium udløb den 1. October 1763 og efter Datidens Skik skrev han hjem om »en Naadegave” til Hjemrejsen, som ogsaa blev tilstaaet ham. Ved Sommertid 1764 var han atter i Kjøbenhavn, efter paa Hjemrejsen over Tyskland at have aflagt et Besøg hos en af sine rige og for­nemme Slægtninger i Nyrnberg, der skal have taget godt imod ham og ladet ham hente hjem til sig i en Karet med fire Heste for. Hans to Rejsefæller, hvis Stipendier endnu ikke var udløbne, var derimod blevne tilbage i Rom.

Harsdorff har aabenbart følt sig vel i Paris og troet, at det var

 

253

det Sted, hvor han som vordende Bygmester havde mest at lære, ellers var han næppe forbleven der de fire Aar af sin Rejsetid, saaledes at han kun havde to Aar at ofre paa Italien. Ikke desto mindre kan man se af de faa levnede Minder, at Opholdet i Rom netop har faaet afgjørende Indflydelse paa hans Konstopfattelse. Uagtet der under hans Ophold i Paris udkom et Par Værker, der søgte at henlede Opmærksomheden paa Grækenlands Bygningskonst (af Le Roy 1758 og af Stuart 1762), synes Harsdorff endnu ikke dengang at have set eller lagt Mærke til disse Værker. Vignola, Scamozzi og Palladio var hans Forbilleder, og et af hans mest levende Ønsker var „at eje en fransk Udgave af Palladio med Noter, Den lykkedes det ham at faa i Rom, men da var vistnok Palladios Navn allerede blegnet for ham.

Hennings aflægger et Vidnesbyrd, som synes udstrømmet af Konstnerens egen Mund, om det Indtryk, Rom gjorde paa Harsdorff. Følte han sig end stærkt greben af den vexlende Pragt i Verdens­stadens Kirker og Paladser, maatte denne Følelse dog vige for den Beundring, Oltidens faa, men skjønne Bygningslevninger indgød ham, Han saa nu, hvoraf det var, hans tidligere Mønstre havde øst, og han følte en levende Trang til at gaa til samme Kilde, Idet han grundede over, hvorledes han skulde bære sig ad dermed, kom han en Dag op paa Capitoliet, hvor Konstelevernes Prisarbejder var udstillede. Der saa han et Arbejde af en ung romersk Archi-tekt, som netop var udført i den Stil, han saa brændende ønskede at tilegne sig.1 Han fik at vide, hvad Vej den unge Mand havde gaaet, søgte ad samme Vej at blive fortrolig med den Konst, der havde virket saa mægtigt paa ham, og fattede den Kjærlighed til den ioniske Seøjle, som siden fulgte ham hele hans Liv.

Der er baade noget personligt i denne Harsdorffs Forkjærlighed for den ioniske Architektur, og tillige noget, der laa i Tidens Aand. Harsdorff var en stille, blid Personlighed, hvis aandelige Fylde gav sig Luft i uforgjængelig Kjærlighed til Konsten og utrætteligt Arbejde i dens Tjeneste, men ikke i et heftigt stormende Væsen. Han elskede en vis rolig Pragt, men ikke iøjnefaldende Pral, og hvor han havde Lejlighed til at raade i rigeligere Maal over sin Konsts Midler, var det netop en med Smag og Aand ordnet Pragt,

 

1 Et andet Sagn beretter, at mellem de udenlandske Konstpenaionairer i Kom var en ung Spanier, som var for doven til selv at tegne de Afbildninger efter Antikerne, han skulde sende hjem. Harsdorff og andre tegnede dem for ham, og han lærte derved at se paa Oldtiden med stedse klarere Blik.

 

254

han helst lod komme frem. Den ægte doriske Søjles strænge, mandige Alvor og den korinthiske eller romerske Søjles stolte Yppighed maatte, ligge lige fjærnt for Harsdorffs bløde, følelsesfulde Personlighed, der følte sig tildragen af lonikens Middelvej, af dens med ædel Værdighed udtalte >kvindelige« Præg. Man mærker ogsaa let, at for den Tids Mennesker, der endnu bar den franske Modedragt med Kniplinger, Silkestrømper, Paryk og Pudder, laa i det hele den ioniske, eller hvor Forholdene tilstedte det, den korinthiske Bygningsstil den naturlige Følelse nærmere end den doriske Stils prunkløse Ro. I Amalienborg Palaier i Kjøbenhavn, der var byggede i Harsdorffs Ungdom, havde saaledes Eigtved ogsaa brugt  ioniske Capitæler.

Da Harsdorff kom hjem fra Italien, blev han kort efter (8. Aug. 1764) agreeret og fik som Opgave til Medlemsstykke Tegningen til »Et kongeligt Palais, liggende paa en smuk Plads«, hvilket skulde være færdigt i fire Maaneder. Imidlertid blev han først den 14. Marts 1765 enstemmigt optaget til Medlem af Akademiet. Denne Tegning, som endnu bevares i Akademiet, »viser ham i hans tredivte Aar aldeles løsrevet fra den Skole, hvori han havde faaet sin første Dannelse«. I 1766 blev han Professor i Perspectiven, en Post, der havde staaet ledig siden den yngre Jardins Død og midlertidig var bleven varetaget af Broderen, den 14. November 1770 blev han kgl. Hofbygmester, og den 25. Marts 1771 blev han udnævnt til Professor i Architekturen efter Jardin, der selv havde anbefalet ham til sin Eftermand. Kort efter sin Hjemkomst havde han gjort Bekjendtskab med en Datter af Hofbygmester Fortling, Elisabeth Margrethe, som i sit 16. Aar var bleven Enke efter Hofbilledhugger (Stenhugger) August Braun (1765), forlovede sig med hende og ægtede hende den 7. December 1770.

Harsdorff blev i Førstningen ikke brugt meget som Bygmester. I nogle private Bygninger, Petersens Kloster paa Amagertorv, nogle Huse i Amaliegade, nogle Restaurationer af Herregaarde havde han ikke Lejlighed til at vise synderlig andet end god Smag og almindelig technisk Dygtighed, uden at han derved kunde vække særlig Opmærksomhed. Større Krav til hans konstneriske Evne stillede Gravkapellet i Karise Kirke ved Faxe, som af Grev Moltke havde været overdraget »en fransk Konstner«, af hvem Grunden var lagt, og Murene opførte lige til Overkanten.1 Harsdorff fandt

 

1 Enhver tænker straks paa Jardin, og jeg dvælede uvilkaarlig ved den yngre, Louis Henri Jardin, der døde 1759, hvorved altaaa Værket naturlig

 

 

 

255

dog det givne Udkast for tarveligt, og ved at hæve en Firkant af Loftet over det øvrige og lade Hjørnerne deraf bæres af fire Søjler, lykkedes det ham at give det lille Rum et Spil i Linierne og et Liv i den for øvrigt roligt holdte Decoration, som gjør dette Byg­ningsværk meget tiltrækkende. Han synes at have overtaget dette Arbejde i 1766, men næppe at have fuldført det før efter 1769, da en Tegning af Loftet bærer dette Aaratal. Et andet Værk fra denne Tid, der mere udmærker sig ved den Skjønhedssans og konstneriske Følelse, som aabenbarer sig deri, end ved Størrelse, er »Herkuleslogen« i Rosenborg Have. Den blev begyndt i 1772. Naar han desuden havde saadanne Hverv, som at bygge Pavilloner i Hirschholm Slotshave, at ombygge den ene Fløj af Slottet der, at ombygge det kgl Theater (1773 og atter 1792), at indrette nye Bogsale i det store kgl. Bibliothek o. a. m., saa føler enhver, der ser, hvad Tiden endnu har levnet deraf, vistnok en usædvanlig klar og selvstændig Aand deri, men ogsaa, at der heri ingen Lejlighed var for Konstneren til at røre sig frit.

Sit frugtbare Snilles rigeste og skjønneste Gaver var han hen­vist til at ofre paa Øjeblikkets Tant, paa Værker, som stod idag og bogstavelig kastedes paa ilden imorgen, paa Decorationer i Anled­ning af kongelige Festtog og desl. Saaledes gjorde han i 1766 syv Tegninger til Frederik V's Katafalk, og i det daværende Akademis forunderlige Sprog gjenlyder endnu en dyb og alvorlig Beundring derover som over noget hidtil uset. Akademiet besaa, hedder det nemlig, Tegningerne til Katafalken, »og har med megen Satisfaction i Besynderlighed i Litra.A Set den Overflødighed af Geni i dette Project, saavel som Stilens Skjønhed, og er bleven vaer, at det aldrig kunde fejle, at denne Machine jo vilde gjøre en forfærdelig stor Effect, naar samme blev udført«. I Anledning af Christian VII's For­mæling udførte han atter flere Decorationer, tildels bestemte til at illuminere«, ligeledes i Anledning af Marie Sofie Frederikkes Indtog (1790) et »Apollotempel« foran Skuespilhuset og et »Gratiernes Tempel« foran Akademiet foruden fl. a. Navnlig de store Decora­tioner »i ren græsk Stil« skal have været af en overordentlig Virk­ning, naar de om Aftnen var oplyste, og deres Ry levede stadig paa hans Hustrus Læber. Ogsaa en Søjle (af Træ), der i nogle Aar stod opstillet i Fredensborg Slotsgaard, bærende Fredens Billed-

 

blev afbrudt. Professor Høyen greb derimod Nicolas Jardin, og dertil kan kun siges, at blandt de Tegninger, han ved sin Afrejse (1771) sendte Akade­miet, var ogsaa „Et Begravelseskapel".

 

256

støtte, skal have taget sig udmærket ud.1 Det var, som om Konstneren i flygtige Drømme søgte at iværksætte nogle af de herlige Ideer, hans lysende Indbildningskraft fostrede, da han ikke kunde gjøre sig Haab om at skjænke dem varigt Liv i vort kolde barske Norden.

I nogle Værker lykkedes det ham dog at faa Lejlighed til friere at udtale sin Tanke. En saadan tilbød sig, da det i 1773 blev ham overdraget at udføre et Gravkapel ved Roskilde Domkirke til Chri­stian VI's og Frederik V's Minde. Dette Værk, som i Førstningen fremmedes saa hurtigt, at man fra 1774—1776 var naaet til at faa Hvælvingerne færdige, og i 1779 den hele Bygning under Tag, blev da standset, og den hele indre Udførelse, hvori Konstneren havde søgt at udfolde al den Pragt og Skjønhed, Stedets Anvendelse krævede, blev for største Delen langt senere en anden Konstners (C. F. Hansens) Værk, om end i Hovedsagen efter Harsdorffs Plan. Det er en Bygning i en rig romersk Stil, men desværre maa jeg her ligesom tidligere indskrænke mig til at henvise Læserne dels til Værket selv, dels til den Gjengivelse, »Selskabet for nordisk Konst« har udgivet. Paa Salonen 1778 saas en fuldstændig Model af Kapellet.

Det var først efter Christiansborg Slots Brand, Harsdorff skulde faa Lejlighed til paa en overraskende Maade at vise sin Duelighed i selve Landets Hovedstad i et varigere, om end langt fra uforgjængeligt Værk. Konstneren var ikke af dem, som lod sig nøje med at have lært i Ungdommen og siden tærede paa sin Kundskabs opsparede Capital. Ligesom et opmærksomt Øje tydelig sporer Fremgang og en konstnerisk Udviklings Trinfølge i hans. Værker, saaledes er der ogsaa positive Vidnesbyrd for, at han fulgte sin Konsts Videnskab med Flid og Alvor. Et Værk, der udkom i 1787, anden Del af Stuarts »Antiquities of Athens«, skjænkede ligesom Konstneren hans Ungdom tilbage i en ny, fyldigere Skikkelse. Det Indblik, han derigjennem fik i den græske Bygningskonsts skjønneste Tid, gav hans hele Konstretning et andet Sving. Da han snart efter fik den Opgave, at forbinde to af Palaierne paa Amalienborg med en Byg­ning, som ikke hindrede den fri Grjennemkjørsel til Slotspladsen og Udsigten til Frederik V's Rytterstøtte, greb han, efter et Par Forsøg paa at overholde. Palaiernes Stil, snart Tanken om at naa Maalet

 

1 Desuden omtales en Decoration, som blev udført 1774, og som "Weinwich kalder „En Antik-Søehavn", men Bamdohr „En Triumfbue", der siden op­stilledes i Fredensborg Slotshave, idet begge Beklage, at saa skjønt et Værk kun er af Træ.

 

257

ved en med stor Smag og Skjønsomhed tillempet Gjengivelse af hvad man i Oldtiden kaldte Propylæer, en aaben Søjlehal, gjennem hvis Overbygning Forbindelsen mellem Palaierne tilvejebragtes. Det hele regnedes imidlertid fra Hoffets Side for noget saa fore­løbigt, at denne Bygning, ..»Colonnaden« kun opførtes af  træ. Dog staar den endnu og gjør sin Tjeneste.

Ikke længe efter at Colonnaden var færdig, ødelagde en for­færdelig Ildebrand en stor Del af Kjøbenhavn (Juni 1795). Hars­dorff fik i den Anledning nogle større Gaarde at bygge og viste deri et Maadehold, en Følelse for Forhold og et Blik for Storladenhed selv i det Smaa, som gjør disse faa, tildels forvanskede Bygninger endnu i vore Dage til Mønstre paa en ædel borgerlig Bygningskonst. Saadanne var »Erichsens. Gaarde (Stolemager Han­sens Ejendom) paa Kongens Nytorv, hvor de fritstaaende Søjler med Frontespice dog skal skyldes Bygherrens eget udtrykkelig udtalte Ønske, »Peschiers Gaard« (nu Landmandsbankens Ejendom) ved Holmens Kanal, hvis øverste Etage er tilbygget af Hetsch, »Løve-apotheket« paa Hjørnet af Hyskenstræde og Amagertorv. Endvidere er Nr. 72 i Store Kongensgade bygget af Harsdorff. Fra en tidligere Tid er Harsdorffs egne Gaarde paa Kongens Nytorv (ved Siden af Charlottenborg) og nogle andre Bygninger, vi ikke have haft Lej­lighed til at nævne.

Endnu én Plan var i Gjære, hvorved Harsdorff kunde have rejst sig et mere straalende Minde end i alt, hvad han tidligere hårde gjort, og dens Fremkomst skyldtes ogsaa Branden. Da nemlig Nikolaj Kirke var styrtet i Grus, og Kjøbenhavn trængte til en. Sognekirke mere, vaagnede Tanken om hellere at fuldføre Frederiks-kirken ved Amalienborg, som Jardin i 1770 havde maattet give Slip paa, eftersom Trangen til en Kirke var størst i den Del af Byen. Det blev overdraget Harsdorff at gjøre et Udkast, hvorefter det blev muligt at bruge det begyndte Værk, som det var, og fuld­føre det med mindre Bekostning, end den oprindelige Plan af Jardin vilde have krævet. Harsdorff, som arbejdede hurtigt, tilvejebragte i Løbet af et Aarstid, ikke alene Tegninger og Overslag til en Fuld­førelse af Kirken i en Stil, der gjennemgaaende, men paa en smag­fuld og selvstændig Maade, minder om Roms Pantheon, meu ogsaa en fuldstændig Model af Kirken, som den vilde komme til at se ud. Denne Model bevares endnu paa Konstakademiet. Foruden sit første Forslag indsendte han tillige et andet, hvorved Kirken med en noget simplere Udførelse af det indre kunde gjøres færdig for

 

258

en billigere Sum (200,000 Rdl. d. C. d. v. s. 640,000 Kroner). Efter at have været underkastet Finanscollegiets og Kunstakademiets Drøf­telse syntes virkelig det sidste Forslag at have haft Udsigt til at gjennemføres, da Konstnerens Død afbrød det (Jfr. C. F. Hansen). Havde Harsdorff hele sit Liv næret Ønsket om at udføre et større monumentalt Bygningsværk, var det naturligt, at han greb Tanken om Marmorkirkens Fuldførelse med levende Begejstring. De efterladte Arbejder og skriftlige Minder vise ogsaa, med hvilken varm, selv­stændig Konstfølelse og Overlegenhed i Tanken Harsdorff skred til Forberedelsen af dette Værk. Men det skjønne Udkast, som gjennem den ovennævnte Udgave af Konstnerens Værker er tilgjængeligt for Publicum, blev hans Svanesang. Han døde som Helten i et Sørge­spil; da Kaldet kom, var det for silde.

Harsdorff, der i sin lange Ventetid som Bygmester med Varme havde varetaget sit Hverv som akademisk Lærer, var i Toaaret 1777 til 1779 Akademiets Directeur og blev ved sin Afgang derfra udnævnt til Justitsraad. I Aaret 1782 skal han have gjennemgaaet en meget alvorlig Sygdom, der efterlod stadige Mindelser. Saaledes fortæller Oehlenschlæger, at Harsdorff, naar han besøgte hans For­ældre, jævnlig klagede over Smærter i Siden, men blidt og taalmodigt. Naar Digteren kalder ham »den venlige Gubbe«, er det Barnets Øje, som har set Manden, thi Harsdorff var ikke fyldt treds i de Aar, hvortil dette Udsagn henlægges. Ved Siden af sin Konst-virksomhed havde denne sjældne Mand baade Sans og Dygtighed i andre Retninger. Han elskede Havevæsen og Landbrug og havde derfor, da han i det mindste en Tid lang var en ret velhavende Mand, baade et Landsted ved gamle Kongevej med en stor Have, »Rosenlund«, og en Bondegaard i Brønshøj, »Holmen«, som han drev med en saadan Indsigt i Landvæsnet, at han endog et Aar nævntes i Almanakken som den, der havde faaet mest ud af en simpel Bondegaard. For øvrigt saa han ikke paa udvortes Prunk, og den Vogn, hvori han jævnlig kjørte til og fra Brønshøj, kaldte han selv for »Skralden«, medens andre, Frederik VI med, i Grun­den forargede sig over, at den velhavende »Justitsraad« brugte saa simpelt et Kjøretøj.  Som det synes, opholdt han sig paa sit mindre Landsted, Rosenlund, da han i Maj 1799 blev syg, uden at Syg­dommen endnu bestemt vakte Tanken om Døden. Men netop da kom Budskab fra Hofmarchallatet, at hans Udkast til Marmorkirken var approberet, og den uforsigtig meddelte Efterretning herom skal have bragt den svage Livstraad til at briste. Sygdommen tog

 

259

Overhaand og Natten mellem den 23. og 24. Maj 1799 døde han. Hans Enke overlevede ham i tretten Aar og døde den 16. Juni 1812. (Udfør!, priv. Medd. Åkad. Weinw., S. 155, 223—24. do. Lex. Hennings, S. 70, 87—97, overs. i Buschings Konsthist. ved Hallager, S. 357—62. Ålm. dansk Bibi. Marts 1778, S- 91. »Otte Kbh. Skrifter om Kronprinsessens Indtog« i st. kgl. Bibi. Skild. 1804, Sp. 636; 1805, Sp. 265; 1824, Sp. 413. Øst Mat. S. 318—20, Adresseav. 1799 Nr. 133. Jonge Kbh. Beskr., S. 527, 529—30. Nyerup Kbh. Beskr., S. 369—70. Collin For Hist. og Stat. II, S. 197—200, 262—64, 275—302. »demens« ved Fick i Nekrol. Saml. II, 335. Oehlenschl. Erindr., ny Udg., S. 15. Thiele Kstakad., S. 106 fl. Dske Saml. I, 315. [Schaper] Marmorkirken og Marmor-pladsen Kbh. 1867. Høyens Skr. III, S. 119—24, 225—31. »Selsk. for Nord. Kst.«, Harsdorffs Værker, udg. af N- Høyen.)

 

Hartmann. Carl Christian Ernst Hartmann, Søn af Componistern Johan Peter Emilius Hartmann og Emma Sofie Amalie født Zinn, er født den 13. September 1837. Efter at have besøgt H. V Bissens Værksteder og Konstakademiet fra 1855 vandt han i 1859 den lille Sølvmedaille og concurrerede samme Aar til den Neuhausenske Præmie med en Springvandsfigur. Åaret efter ud­stillede han sit første Arbejde efter egen Opfindelse »En Dreng, der forfølges af en Gase«. Et andet Ungdomsarbejde, »Diomedes« blev kjøbt til Konstmuseets Sculptursamling. Imidlertid rejste han for egen Regning til Rom, hvor han forblev i halvtredje Aar (1863—6(j). To Aar senere, da det Ankerske Legat blev tilstaaet ham, rejste han atter til Rom og forblev der til 1870. Af hans i Italien udførte Arbejder kan nævnes »Den døende Abel«, udstillet 1869 i Gibs, gjentaget (1875) i mindre Maalestok i Malm, og af senere Arbejder »En Spydkaster« i Malm, tilhørende Godsejer Neergaard til Fuglsang. I de sidste Aar har han, foruden med originale Arbejder, været sysselsat med at udføre et Par Figurer efter Thorvaldsen i Marmor til Johannesgruppen. Han blev gift 1871 med Thyra født Boisen. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Hartmann. Leopold Frederik Herman Hartmann, født i Berlin den 8. October 1839, er Søn af Musikdirecteur Carl Vilhelm Hartmann, som i Sønnens sjette Aar flyttede til Kjøbenhavn, hvor denne er opdragen., Han kom efter sin Confirmation paa Hetschs Tegneskole og besøgte samtidig Akademiets Aftenskoler. I 1856 vandt han den lille Sølvmedaille i Modelskolen, endnu ikke 17 Aar gammel, og har fra 1858—71 udstillet en Del Portræter. Han var