313

Jacobsen. David Jacob Jacobsen, født i Kjøbenhavn den 2. Juli 1821, var Søn af Klasselottericollecteur Jacob Jacobsen og Frederikke født Jacobson.1 I sit trettende Aar kom han i Maler­lære hos Malermester Bense og begyndte paa samme Tid at besøge Akademiets Elementarskole (1834). Da han imidlertid havde Lyst til Billedhuggerkonsten, forlod han Malsrlæren og fik Undervisning i at modelere hos en Ornamentsbilledhugger Otto, der arbejdede for Jærnstøbere; derfra kom han i 1836 til H. V. Bissen, i hvis Værk­sted han arbejdede nogle Aar. Paa Akademiet var han i disse Aar naaet til Gibsskolen (1841) og blev i December 1844 Elev af Model­skolen. Ifølge Rørbyes Raad gik han nu over til Malerskolen og udstillede første Gang i 1849 et Par Portræter, efter at han i det foregaaende Aar, 1848, havde været frivillig med i Krigen.- I de følgende Aar malede han Figurbilleder af det daglige Liv, som »En Snigpatrouille« (udst. 1851), »Badegjæster paa Føhr« (udst. 1864), og »Grundlovsfest ved Eremitagen«, hvor Landskabet var af Schovelin (udst. 1855).                 

Da Jacobsen ikke havde vundet nogen Medaille eller Præmie  ved Akademiet, kunde han ikke opnaa Rejsestipendium derfra, men han blev ved nogle Venners Hjælp sat i Stand til at foretage en Rejse til Paris. Der opholdt han sig i adskillige Aar, indtil han, paa Grund af en begyndende Brystsyge, rejste til Italien (1869), hvor han ved Siden af sin Virksomhed som Maler lagde sig efter

 

' En Datter af. den nedenfor nævnte David Ahron Jacobsen.

 

314

Forfærdigelsen af konstigt Marmor, for, naar han kom tilbage til Kjøbenhavn, at oprette en Fabrik i denne Retning. Men et ulykkeligt Fald i hans Malerstue i Florens fremkaldte pludselig hans Død, den 22. April 1871, og han blev jordet paa den mosaiske Kirkegaard der.

Fra Paris og tilsidst fra Italien hjemsendte han i Aarene 1857 til 1870 en Række større og mindre Genrebilleder samt enkelte Portræter. Af disse Arbejder kan nævnes »Den sovende Savoyard« og et af hans sidste Billeder »Kortspillere«, der begge ejes af Konstnerens Broder; det største af hans Billeder i dette Fag, der tillige regnedes for hans bedste, er brændt i privat Eje. Efter at det Eibeschützske Legat (for Fremstillinger af det gamle Testamente) var oprettet, concurrerede han nogle Gange til dette med Billeder som »Esthers Gang til Kongen«, »Esther anklager Haman« o. fl. men stedse uden Held. (Private Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jacobson. Ahron Jacobson eller Jacobsen, en Graveur og Ædelstensskjærer, som var født i Hamborg (Wandsbeck) af jødisk Æt, kom i Midten af forrige Aarhundrede til Kjøbenhavn, hvor han allerede 1753 var Hofsignetstikker og s. A. kjøbte en Gaard ved Gammelstrand (Nyt Nr. 40), som hans Enke, Frederikke Jacobson, i 1780 tilskjødede Sønnerne. Han arbejdede en lang Tid i sit Fag og døde 1776, ikke 1770 som Weinwich siger, thi saa længe staar han i Statskalenderen, og afløses fra 1777 af sine to nedenfor nævnte Sønner, David og Salomon Jacobson. (Weinw., S. 175. do. Lex. Nagler Kstl. Lex. Hamb. do. Skild. 1830, Sp. 893. Pantekontoret, GI. Str. Matr. Nr. 10.)

 

Jacobson. Albert Jacobson, født i Kjøbenhavn 1780, Søn af Salomon Ahron Jacobson, der nævnes nedenfor og Merle Levin von Halle, hed vistnok paa Hebræisk Ahron, men forandrede efter Datidens Skik paa Dansk Navnet til det nogenledes ligelydende Albert.1 Efter at han i sin Barndom havde besøgt Konstakademiet i Kjøbenhavn, fulgte han med Forældrene til Stokholm (1796), blev Elev af Konstakademiet der, vandt 1798 dets lille Sølvmedaille og uddannede sig for øvrigt under Billedhugger Sergels Vejledning. Da Faderen i 1801 vendte tilbage til Kjøbenhavn, er der Sandsyn­lighed for, at Sønnen fulgte med, thi i Januar 1802 rykker en »Anisen« Jacobsen op fra Gibsskolen til Modelskolen og i Juni samme Aar vinder denne Konstner den mindre Sølvmedaille i Modelskolen. Ved den daværende lille Elevudstilling den 1. April

 

1 Andre have forandret deres hebræiske Ahron til Arnold eller Adolf.

 

315

nævnes tillige »to Portræter” af Jacobsen, uden at der angives, om det er malede eller modelerede Portræter, ligesom Arbejderne heller ikke nævnes i en saadan Orden, at man deraf kan slutte noget. Der er dog al Grund til at tro, at denne Konstner virkelig er Albert Jacobson. Naar han femten Aar efter taler om, at han har opholdt sig ti Aar i Udlandet, er det rimeligt, at han tænker paa en senere Udenlandsrejse, eller i al Fald lægger de fem-sex Aar i Stokholm sammen med en Udenlandsrejse i den voxne Alder, uden at man har nødig at lade ham blive tilbage i Stokholm efter Faderens Rejse. Desuden vilde et Barndoms- og Uugdomsophold i et fremmed Land ikke efter Akademiets Statuter have kunnet gjælde for en saadan Udenlands­rejse, som der altid krævedes, for at en Konstner kunde blive Medlem. I Sverige uddannede Alb. Jacobson sig til Billedhugger, og han vedblev under hele sin Konstnertid at udføre Buster og Me-dailloner i naturlig Størrelse, bl. a. ere de tvende Medailloner i Konstakademiet, Portræter af dets Velgjørere, Malermester Jens Neuhausen og Hofraad D. A. Meyer, udførte af Jacobson i 1829. Men han bevarede tillige Slægtens Overlevering og blev ligesom sin Farfader og Fader en duelig Signetstikker og Ædelstenskjærer. Det var som Konstner i dette Fag, han fremstillede sig i November 1816 med Frederik VI's Portræt udført fordybet (intaglio) i en islandsk Topas, for paa dette Arbejde at blive agreeret af Akade­miet. Til Medlemsarbejde udførte han Overhofmarechal Hauchs Portræt saavel i en modeleret Medaillon i Legemsstørrelse som ogsaa formindsket, udskaaret fordybet i en Agat. Paa disse Arbejder blev han den 25. August 1817 enstemmig optaget til Medlem af Akademiet i København. Ikke længe i Forvejen var han bleven Hofsignetstikker, og i December 1820 blev han sammen med Faderen udnævnt til Professor (i 7. Kl. Nr. 1). Endelig blev han 1829 optaget til Medlem af Akademiet i Stokholm. Foruden Konstværker i skaarne Ædelstene, hvoraf kun forholdsvis faa have været udstillede, saaledes Dronningens Portræt i Carniol (1821), Kongens Portræt i Camée (18^3), Kejseren af Ruslands i hvid Car. niol (1827), udførte han i dette Fag mest kgl. og adelige Vaaben, hvoraf han og Faderen i 1828 udstillede en større Række. Han dyrkede ogsaa Medailleurkonsten, men der nævnes kun ét Arbejde af ham, Medaille i Anledning af Frederik, VI's Helbredelse (1833), med mindre Krebers Medaille, der sædvanlig tillægges Faderen, ogsaa er af ham. Han døde ugift den 28. November 1836, (Weinw. Lex. Statskal. Akad. Møntfortegn. Udst. Gat.)

 

316

Jacobson. David Ahron Jacobsen, Søn af den ovenfor omtalte Ahron Jacobsen og ældre Brodér til Salomon Jacobson, der nævnes nedenfor, blev født omtrent 1753 i Kjøbenhavn og lærte Signetstikkerkonsten hos sin Fader. Ved dennes Død 1796 blev han i Forening med sin Broder udnævnt til Hof-signetstikker og Hofgraveur, saaledes at han overtog alle Arbejder i Guld og andre Metaller, medens hans mere konsterfarne Broder overtog Graveringen i ædle Stene. Han synes ikke at have vundet det Konstnernavn som Broderen, og han. blev beller ikke som denne Medlem af Akademiet. Derimod skal han, efter Familiens Over­levering have forsøgt sig i et andet Konstfag, nemlig Bygningskonsten, idet han, da hans og Broderens Gaard ved Gammelstrand nedbrændte i den store Ildebrand i Kjøbenhavn 1794, byggede en ny efter sin egen Tegning; Gaarden blev derpaa tilskjødet ham alene i 1799. Han var to Gange gift — med tvende Søstre — men var anden Gang Enkemand, da han døde den 12. December 1812 og han var Morfader til den ovenfor nævnede David Jacobsen. (Priv. Medd. Statskal. 1777 — 1812. Vejvis. 1794 til 1812. Adresseavisen 1812 Nr. 294. Pantekont. GI. Str. Matr. Nr. 10.)

 

Jacobson. Salomon Ahron Jacobson, Søn af den oven­nævnte Ahron Jacobson og Brodér til David Ahron Jacobson, blev født i Kjøbenhavn 1754 og lærte rimeligvis Konsten at skjære i Ædelstene af sin Fader. Han var allerede i sin tidlige Ungdom saa øvet en Konstner i dette Fag, at han ved Faderens Død (1776) tilligemed sin Broder David blev udnævnt til Hofgra­veur og ved Salonen 1778 kunde udstille Prøver, »qui prommettent un jour une belle maturité« (Hennings). I 1788 rejste han til Stok­holm, hvor en gunstig Anbefaling fra Arveprins Frederik til Dron­ning Sofie Magdalene af Sverige aabnede ham Adgang til at arbejde for Hoffet. For Gustav III maatte han i Ædelstene copiere flere fra Italien hjembragte antike Billedstøtter, vistnok i fordybet Ar­bejde, og han udførte tillige efter egen Opfindelse en Endymion paa samme Maade, samt nogle Portræter. Han nk Tilbud om Hoffets Arbejde, naar han vilde nedsætte sig i Stokholm, men han vilde ikke træde ud af Kongen af Danmarks Tjeneste, og han vendte tilbage til Kjøbenhavn, kort efter at han var bleven optagen til Medlem af Konstakademiet i Stokholm.

Efter sin Hjemkomst indsendte han til Konstakademiet her nogle Aftryk i Svovl af sine i Stokholm udførte Arbejder, for at blive optagen til Medlem (1790); men eftersom de indsendte Prøver var

 

317

Copier, vilde Akademiet ikke agreere ham derpaa. Da han tillige arbejdede som Medailleur, vilde Forsamlingen helst optage ham til Medlem paa et originalt Arbejde i denne Retning. Efter at hans Ønske paany var blevet afslaaet i 1792, indsendte han den 7. Marts 1796 nogle Medailler og blev nu agreeret. Hans Opgave til Medlemsstykke »en hel Figur, graveret i Onyx eller en anden fin Sten«, blev forevist Akademiet den 6. Juni s. A. og forestillede »En staaende Apollo«, skaaren i en Calcedon, og paa denne blev han med Klerstemmighed samme Dag optaget til Medlem.

Strax efter rejste han med sin Familie, — thi han var den 19. Maj 1779 bleven gift med Merle Levin von Halle, med hvem han havde flere Børn, — atter til Stokholm, hvor han denne Gang forblev i mindst fem Aar, saaledes at Sønnerne tildels blev opdragne der. Foruden Arbejder for den svenske Kongefamilie udførte han i Stokholm for dansk, Regning en Medaille over Marie Sofie Frede­rikke, dengang Kronprinsesse. Vistnok i 1801 var han atter i Kjøbenhavn, hvor han Aaret efter havde Besøg af eller fremstillede sig hos den bekjendte August Hennings, som siger om ham, at han var »begejstret for sin Konst«. Hennings oplyser ogsaa, som Vidnes­byrd om den Anseelse, Jacobson stod i, at han fik 36 Rdl. d. C. (omtrent 115 Kroner) for et Signet. Den udøvende Koostner var tillige en konstforstandig Mand, der ejede en for den Tid stor og værdifuld Malerisamling, som i 1809 blev offentlig udstillet. Senere solgte han en Del af den til London, hvor han, foruden paa tid­ligere Udenlandsrejser, ogsaa opholdt sig næsten hele Aaret 1815 og ud­stillede en Del af sine egne Arbejder ved den aarlige Konstudstilling der.

Jacobson, der oprindelig kun var Ædelstenskjærer, havde, navnlig efter sin første svenske Rejse, med Iver lagt sig efter Medailleur-konsten, og hans første kjendte Arbejde i dette Fag er fra 1791, en Medaille over Ole Borch. Dog udførte han i den første Tid, foruden den nævnte Medaille til Kronprinsessen samt en Medaille over A. P. Berastorff (1795) og nogle andre private Medailler, ikke mange Arbejder i dette Fag. I 1815 skar han en Medaille i An­ledning af Raad- og Domhusets Indvielse, samt en Kroningsmedaille, hvortil Stemplerne sprang under Hærdningen, og han erklærede i Begyndelsen af 1816, at han ikke vilde deltage i en senere Concurrence om en ny Medaille (jfr. bl. a. Freund); ikke desto mindre forelagde han i 1817 Akademiet Stemplerne til en Kroningsmedaille, som, efter at nogle Udsættelser var blevne tagne til Følge, synes at være bleven brugt (udst. 1823). Samme Aar udførte han to Re-

 

318

forraationsmedailler (ligeledes udst. 1823) og i Slutningen af sit Liv nogle private Medailler. I 1820 blev han tilligemed sin Søn Albert, der var Konstner i samme Fag som Faderen, udnævnt til Proféssor, og han døde den 28. Juni 1830, »i en Alder af 75 Aar og nogle Maaneder«. ("Weinw,, S. 236. do. Lex. Hennings, S, 148. do. Breve i Hdskr. Erslew Forf. Lex. I, S. 763. do. Suppl. I? S. 926. Grav­sten paa den mos. Kirkeg. Statskal. 1776—77. Skild. 1809, Nr. 71—75 1830, Sp. 893—96. Priv. Medd. Akad. Møntfortegn. Udst. Gat.)

 

Jahn. Adolf Morits Jahn, født i Kiel den 25. Juli 1803 og Søn af Landsyndicus Jakob Jahn og Julie født Trendelenborg, blev Student fra Kiels Universitet og vilde studere Medicin. I sit tyvende Aar gav han dog efter for sin Lyst til at blive Konstner og tog i 1823 til Kjøbenhavn, først i den Tanke at blive Maler, men i Gibsskolen bestemte han sig for hellere at blive Billedhugger. Da imidlertid Dajon var død (Decbr. 1823) og der ikke i de første Aar blev udnævnt en ny Professor i Billedhuggerkonsten, foretrak Jahn, efter at han i 1826 var bleven Elev af Modelskolen, at rejse til Berlin (1827), hvor han i tre Aar arbejdede under Professor Rauch. I 1830 forlod han Berlin, mødtes i Innsbruck med tvende danske Konstbrødre, Küchler og Petzholdt, og fulgtes med dem gjennem Italien, I Rom fandt han Sysselsættelse hos Thorvaldsen og har bl. a. for ham udført Apostlen Thomas i Marmor. I 1835 arbejdede han et Aar for Schwanthaler i München, men da han i 1836 kom til Kjøbenhavn, fra først af i Besøg, forblev han i Dan­mark, idet Bygningsinspecteur Koch, som dengang havde Ledelsen af Frederiksborg Slots Restauration, overdrog ham Vedligeholdelsen og Udbedringen af Slottets meget Billedhuggerarbejde i ornamental Retning. Ved Frederiksborg Slot arbejdede Jahn til Slottets Brand (1859) og efter den Tid ved Badstuen og det nye Slot, ialt fra 1836—1863, da han opgav denne Virksomhed og flyttede til Kjøbenhavn. I 1845 ægtede han Enke efter Procurator Møller født Prom. Han har kun udstillet faa Gange, i 1826 et Relief . »Odysseus og Tiresias« og efter sin Rejse, i 1838 og 1845, nogle Buster. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jansen. Henrik Jansen, født i Flensborg 1625, drog til Holland, hvor han blev Lærling af Rembrandt, og derfra, til Italien og Spanien. Efter at have været borte i tre Aar (1654—57) kom han tilbage til Danmark, var i Kjøbenhavn under Belejringen 1659 somFrederik III's Hofmaler, men flyttede tilbage til Flensborg, hvor han døde 1668, 43 Aar gammel. (Efter Weinw. Lex., deringenKilde nævner.)

 

319

Jardin. Louis Henri Jardin, født i St. Germain des Noyers i Frankrig 1730, blev tilligemed sin ældre Broder, som nævnes nedenfor, indkaldt til Danmark som Bygmester, mulig paa Billed­hugger Salys Forslag (1754), Han blev udnævnt til kgl. Bygmester med 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) i aarlig Lønning og til Professor i Perspectiv ved det nys oprettede Konstakademi, der den 15. Ja­nuar 1755 optog ham til ordentligt Medlem. Hans Receptions-arbejde var Tegningen til et Landslot. Foruden de Forelæsninger, han maa have boldt som Professor, synes han ikke at have faaet Lejlighed til at virke som Bygmester (jfr. N. H. Jardin), tbi han døde allerede den 8. Octoher 1759 kun 29 Aar gammel paa Charlottenborg. (Weinw., S. 153. do. Lex. Sandv., S. 77. Adresseav. 1759, Nr. 35. Hennings, S. 72. Akad. Invent. 1793. Akad. Thiele, Konstakad., S. 99 og 121.)

 

Jardin. Nicolas Henri Jardin, født 1720 i St. Germain des Noyers, havde uden Tvivl været Elev af Konstakademiet i Paris, da ban tilligemed Saly bavde uddannet sig videre ved det franske Aka­demi i Rom, hvor han opholdt sig ti Aar og granskede Oldtidens Bygningslevninger. Senere udgav han en Række architektoniske Blade som Frugten af sine Studier. Rimeligvis paa Salys Forslag blev han indkaldt til Danmark for at opføre Frederikskirken, den saa kaldte Marmorkirke, hvortil Grunden var lagt af Eigtved, og det var vistnok kun ifølgeKonstnerens eget udtrykkelige Ønske, at dennes ti Aar yngre Broder, som ovenfor er nævnt, fulgte med til Danmark. Han kom næppe til Kjøbenhavn før i Slutningen af 1754, da han strax blev udnævnt til Hofbygmester med 4000 Rdl. d, C. (12,800 Kroner) i aarlig Lønning og til Professor i Bygningskonsten ved Konstakademiet. Den 15. Januar 1755 blev han, tilligemed Broderen, Medlem af Akade­miet og indsendte en Tegning til en Æreport som Receptionsarbejde. Men hverken hans eller Broderens Medlemsstykke findes mere i Akademiet.

Konstnerens Hovedværk er den ufuldendte Marmorkirke. Grund­stenen var allerede lagt den 30. October 1749, efter at der var nedrammet Pæle i den bløde Grund, og den egentlige Grundvold var altsaa given. I Løbet af 18 Maaneder gjorde Jardin fire forskjellige Udkast til en Kirke, der skulde bygges af norsk Marmor. Det Ud­kast, som blev valgt, er bl. a. afbildet i Pontoppidans Danske Atlas efter en Model i Træ, som en Konstsnedker Lemann har udført.l

 

1  Jardin lod senere selv udarbejde   fem store   kobberstukne Blade efter sine Tegninger til Frederikskirken, og disse udkom 1765 tilligemed Stik efter

 

320

Da det nødvendiggjorde en Udvidelse af Fundamentet, synes det egentlige Byggearbejde først at være begyndt i 1760, og i Begyn­delsen af 1764 var, efter Pontoppidans Angivelse, Murene kun naaede femten Alen over Grunden. Efter Jardins Beregning skulde der medgaa 27 Aar til den egentlige Bygnings Opførelse og i alt hundrede Aar til dens fuldstændige indre og ydre Udsmykning, naar der anvendtes 20,000 Rdl. d. C. aarlig til dette Værk. Det naaede imidlertid ikke videre, end vi endnu den Dag i Dag se Ruinen staa. Thi ved Udgangen af 1770 fik Jardin sin Afsked, Stilladserne blev nedbrudte, og Arbejdet standsedes for indtil denne Dag ikke senere at gjenoptages. Harsdorff og senere Hetsch og fl. a. udarbejdede Planer til en Fuldførelse af Bygningen efter en mere indskrænket Maalestok; men ingen af disse blev iværksat. I denne Tid for­handles paany om Opførelsen af en Kirke paa dette Sted.

Efter Thuras Død (1759) var Jardin tillige bleven udnævnt til Intendant over de kgl. Bygninger, og han kom som saadan til at udføre enkelte Pragtdecorationer, saaledes af Slotskirken i Anledning af Frederik V's Ligfærd med en stor Katafalk, og af Riddersalen i Anledning af Christian YII's Kroning; men han fik ikke noget andet større Bygningsværk for Statens Hegning 'end Marmorkirken. Dog var Riddersalens Udsmykning ikke blot en midlertidig Decoration, men et Led i Bygningens Fuldførelse. Den rostes meget for sin Skjønhed, men gik til Grunde ved Slottets Brand (1794). For Private byggede Jardin i 1762 til Grev Bernstorff et saa kaldet »Sommerhus«, d. v. s. Lystslottet Bernstorff ved Gjentofte, der nu er Domaine. Det blev opført i en ret simpel italiensk Stil og gjør ved sin sjælden heldige Beliggenhed en smuk Virkning, hvad enten man fra Hovedstadens Nærhed ser det lille Slot som Led i Land­skabet, eller fra dette selv kaster Blikket hen over det afvexlende og stemningsrige Billede, der fra Vinduerne udbreder sig for Beskueren. Samme Aar blev Konstneren udnævnt til corresponderende Medlem af Konstakademiet i Paris og rejste i December Maaned en Tour til Frankrig, maaske i den Anledning; men den 25. April 1763 var han atter i Kjøbenhavn efter knap fem Maane-ders Fraværelse.' I 1764 blev Fredensborg Slotshave omlagt efter Jardins Forslag, rimeligvis omtrent i den Skikkelse, hvori den endnu ses, i det mindste skyldes de store Alleer, der løbe fra Slottet

 

Konstnerens Decorationer i  Slotskirken   og Riddersalen paa Christiansborg. under Titel; „Plans, coupés et éleeationv t&c. par N. H. Jardin Cbpeuhigite 1765".

 

321

ned til Esrom Sø, dette nye Anlæg. Efter den Tid falder vistnok først Opførelsen af en Havesal med et Fuglehus til Grev Moltke i Haven ved dennes nye Palais paa Amalienborg Plads (»Christian VII's Palais«) Det blev opført »dans toute la simplicité antique*, som Hennings skriver, i Skikkelse af en rund, af ioniske Søjler baaren Hal, der dækkes af en Kuppel.1 Det var tillige et Forsøg paa at bruge den bornholmske Kalksten til Bygningsværker, et For­søg, som trods Haandværkernes Indsigelser lykkedes godt, thi den lille Bygning er nu over hundrede Aar gammel. Dog har det ikke fundet Efterligning i den senere Tid. Forandringen af Thotts Palais ud mod Kongens Nytorv er ogsaa af Jardin. Tillige til­lægger Weinwich ham det Palais i Amaliegade, »næst ved Kongens, hvor Prins Frederik Ferdinand nu bor (1811, »det gule Palais«)«-. Et Arbejde, der vistnok tilhører en tidligere Tid, er Gravkapellet ved Karise, som det i 1766 blev overdraget Harsdorff at fuldføre (e, d,), hvis det ellers er af N. H. Jardin. Da han ved den Tid ikke alene var i Kjøbenhavn endnu, men som det synes netop byg­gede for Grev Moltke, er det underligt, at han ikke fuldendte et saa lille Bygningsværk, og der kan være Grund til at tilskrive hans yngre Broder, der døde 1759, dette Arbejde. Blandt de Tegninger, Jardin ved sin Bortrejse afgav til Akademiet, var rigtignok »Et Begravelseskapel«, men, efter et Stik at dømme, synes det at have været et akademisk Project.

Efter at Jardin ved Udgangen af 1770 var afskediget som kgl. Bygmester og paa Christian VII's Forestilling havde faaet St. Michaelsordnen af den franske Konge, indrettede han sig paa at for­lade Danmark, saa snart Aarstiden tillod det, . I Akademiets Møde den 25. Marts 1771 udbad han sig, at han selv maatte forblive etaaende ved Akademiet som anden Professeur, og at det vilde vælge Harsdorff til hans Eftermand. I Maj afleverede han sine Teg­ninger og i Løbet af Somren rejste han hjem over Holsten, hvor han besøgte Grev Bernstorff paa Vejen. I Paris blev han ordentlig Medlem af Konstakademiet , kgl. Architekt og døde der 1799. (Weinw., S. 153—57. do. Lex. Sandv., S. 77. Adresseav. 1762, Nr.91; 1763, Nr. 38. Hennings, S. 67— 72. Akad. Thiele, Konet-akad., S. 99, 156—57 og. 159 — 62. Pontoppidan, Dske Atlas II, S. 193—96, 230 og 266. Jonge, Kbhv. Beskriv. , S. 510. Colliu, For Hist. og Stat. II, S. 276. Priv. Medd.)

 

1 Senere skal det have været brugt som Badstue (Sterm, Kbh.s Beakr-, S. 5H3).

 

322

Jebsen se Jepsen.

 

Jensen. Albert Christian Jensen, Søn af Kjøbmand S. A. Jensen i Frederikssund og født 1847, var Elev af N. S. Nebelong og besøgte Kunstakademiet fra Ootober 1864 til den 2. Juli 1870, da han fik Afgangsbevis som Arehitekt. Derefter vandt ban i 1874 den lille Guldmedaille for »Et Locale til et dramatisk Selskab« og i 1876 den store for »En Kuppelkirke som Sejrsmonument«. Han er for Tiden udenlands med Akademiets store Stipendium. (Akad. Udst. Cat.)

 

Jensen. Alfred Jensen, Søn af Murmester Jens Christian Jensen og Andrea Louise født Martens, er født i Raavad den 10. Juli 1840. Han er opdragen som Haandværker og har senere uddannet sig til Arehitekt under privat Vejledning. Efter et Par Udenlandsrejser (1873 og 1875) ægtede han 1876 Annette født Hastrup. Han har bl. a. bygget Martinslurken ved Vodrofsvej i forening med A. Johansen. (Konstn. egne Medd.)

 

Jensen. Carl Vilhem Marius Jensen, Søn af Krigs­assessor, Fuldmægtig i Krigsministeriet Niels Jensen og Florentine Jakobine født Norup, er født i Ringsted den 12. Juni 1819. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Maler, blev 1839 Elev af Modelskolen, og udstillede i Aarene 1839—42 et Par tegnede Portræter og nogle Landskabspartier, navnlig fra Gisselfeldt og fra Horsens. Et af disse »Gisselfeldt Hovedbygning (Kloster)«, blev 1840 kjøbt til den kgl. Malerisamling og er ophængt paa Fre­densborg. I 1842 opgav Jensen imidlertid ganske Konsten, blev Student 1844, deltog som Underlæge i den første slesvigske Krig i 1849, tog lægevidenskabelig Embedsexamen 1851, vandt 1852 Uni­versitetets Guldmedaille, blev 1853 Proseetor ved Chirurgisk Akademi og var i 1855—57 udenlands med Universitetets Rejsestipendium. Efter Hjemkomsten var han i kort Tid Underlæge i Marinen, indtil han i Foraaret 1858 ifølge Tilbud fra Grev Vedel-Vedelsborg blev Læge paa dennes Gods i Fyn med Bolig paa Liljedal. Samme Aar ægtede han Frederikke Christiane født Skeel. (Egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Jensen. Christian Albrecht Jensen, født den 26. Juni 1792 i Bredsted i Slesvig, kom i 1811 til Kjøbenhavn, for at nddanne sig ved Konstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i Juli 1814. Samtidig uddannede han sig, hos Lorentzen til Portrætmaler og vandt allerede ved sine i 1815 udstillede Portræter Opmærksomhed for det Talent, hvormed de var malede. Aaret efter

 

323

rejste han tilbage til sin Hjemstavn for at søge Fortjeneste som Portrætmaler og tjente saa meget, at han 3/4 Aar senere (1847) kunde rejse til Dresden for at uddanne sig videre. To Bestillinger af Prins Christian Frederik, paa Hertugen af Augustenborgs An­befaling, nemlig Copier efter den sixtinske Madonna og efter Tizians Venus, satte ham i Stand til at rejse til Italien; nogle hjemsendte Copier hjalp ham tillige til en kgl. Rejseunderstøttelse af 600 Rdl. r. S. engang for alle (1818). Efter et treaarigt Ophold i Italien, hvor han især sysselsatte sig med ret heldigt at copiere nogle af Rafaels berømteste Malerier, saa han sig, trods sin »Sparsommelighed og utrolige Flittighed«, som en Ven af ham fremhæver, nødt til at rejse hjem »mod Forsæt og Forventning«, fordi han ikke havde det Nødvendige til sit Livsophold i Italien. Han levede nu et Par Aar i Holsten og Slesvig, optaget af at male Portræter, og vendte i 1823 tilbage til Kjøbeuhayn, hvor han den 14. April blev agreeret af Akademiet. Paa Portræter af Gehejméconferensraad Malling og J. F. Clemens blev han derpaa optaget til akademisk Medlem den 16. Februar 1824.

Efter Lorentzens Død 1828 søgte Jensen om det ledige Pro­fessorat ved Modelskolen, men blev ikke valgt, og snart efter (1881—33) foretog han en ny Rejse til Udlandet, Tyskland og Italien. Efter Hjemkomsten blev han i April 1835 udnævnt til titulair Professor. I 1845 søgte han paany et Professorat ved Akademiet, men med ligesaa lidt Held. Derimod fik han Aaret efter fri Bolig paa Gharlottenborg. Jensen var ikke alene en Tid lang meget søgt som Portrætmaler, men han agtedes ogsaa som en fortrinlig Konstner i dette Fag. Ved Siden af den, ulighed,-.der ofte var i den techniske Behandling af Enkeltheder, ved Siden af den Svaghed, hvormed næsten alt andet end Høvedet  og undertiden Hænderne var udførte, udmærkede hans Portræter sig som oftest ved en Friskhed i Opfattelsen, en Dygtighed i at gribe Personlig­hedens Ejendommelighed og en Kjækhed i Fremstillingen, som gjorde et godt Indtryk. Dog blev i hans senere Aar denne Kjækhed til en Maner, der tilsidst næsten overskyggede de gode Egenskaber, han endnu bevarede. Jensen havde allerede i sine unge, Aar lært den Konst at rense og restaurere Kobberstik af Miniaturmaler V. A. Milller (1815) og fik derfor, efter Kobberstiksamlingens Ordning, Plads som Conservator ved denne. Fra 1857 holdt han op at ud­udstille, men forblev i sin Stilling ved Kobberstiksamlingen. til sin Død, den 13. Juli 1870. Han var gift med Cathrine født Lorenzen.

 

324

Den kgl. Malerisamling ejer to af hans Portræter og nogle Copier. (Akad. Udst. Gat. Skild. 1815, Sp. 443; 1818, Sp. 122, 441; 1819, Sp. 451. Dske Saml. 2. B. I, S. 328. Berl. Tid. 1870.)

 

Jensen. David Jensen, Søn af Skibsbygmester Bagge og Ellen Jensen Bagge, blev født i Kjøbenhavn den 19. November 1816. Han begyndte i 1832 at besøge Kunstakademiet i Kjøben­havn for at uddanne sig til Billedhugger, vandt i 1835 den lille og i 1837 den store Sølvmedaille for Modelering, concurrerede derpaa to Gange forgjæves til den lille Guldmedaille, som han endelig opnaaede den tredje Gang (1841) for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42). Samme Aar fulgte han et Tilbud om Virksomhed som Billedhugger i St. Petersborg og bar siden levet der. Efter i nogle Aar tillige at have været Lærer ved en der­værende Konstskole, fik han i 1846 det petersborgske Konstakade-mis Diplom som Konstner, blev 1857 Medlem af Akademiet og 1868 Professor ved det. Han har i disse Aar virket baade som Arehitekt og Billedhugger ved Udsmykningen af Palaier og af pri­vate Boliger, og har modtaget saavel Ordner som kostbare For­æringer til Bevis paa den Tilfredshed, hans Arbejder vakte. Til­lige har han oprettet en Terracottafabrik i St. Petersborg, hvorfra der er udgaaet en Række Arbejder, som der er trykket en russisk Fortegnelse over. Særlig Interesse for Danske har maaske et Sølv­fad, hvilket han efter de Danskes Ønske i St. Petersborg modelerede som Foræring til Prinsesse Dagmar ved hendes Formæling med Storfyrsten. Jensen blev i 1845 gift med en i St. Petersborg født Dame Anna Caroline født Steinberger, bar voxne Børn og lever og virker endnu som Konstner i St. Petersborg. I Kjøbenhavn har han, foruden sine Ungdomsarbejder, udstillet nogle faa fra St. Peters­borg hidsendte Værker, sidste Gang i 1866 en »Opstandelsens Engel«, bestemt til et Gravmæle. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Edvard Michael Jensen, født i Kjøbenhavn den 2. November 1822, er Søn af Skolebestyrer Jens Jensen og Louise Frederikke født Steenberg. Hans Forældre havde først bestemt ham for Lærerstanden, men da han havde Lyst til at blive Konst­ner, uddannede han sig til Landskabsmaler under Heinrich Buntzens Vejledning. I 1863—64 var han i England, hvor han saavel i London, i det samme Aar stiftede »Scandinavian gallery«, som i Mancbester og Dublin udstillede nogle af sine Arbejder. Efter 1864 bar han levet her i Kjøbenhavn og udstillet som Landskabsmaler. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

325

Jensen. Ferdinand Vilhelm Jensen, født den 27. Marts 1837 i Kjøbenhavn, er Søn af Victualiehandler Anders Jensen, og begyndte at gaa paa Konstakademiet i Januar 1854 for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1859 den lille, 1860 den store Sølvmedaille og concurrerede strås efter til den lille Guldmedaille, som han dog først opnaaede 1863 for Opgaven »Et Landslot«. Aaret efter byg­gede han Methodistern.es Kirke i Bigensgade (indviet 1866) samt flere større Privatgaarde. I Forening med Vilhelm Petersen har han i de senere Aar (1874—76) opført en Række store Bygninger ved det nye Torv foran Søerne, for det kjøbenhavnske Byggeselskab, og er i Slutningen af 1867 nyttet til Hamborg. Han blev i 1860 gift med Alvilda født Frobøse. (Konstn. egne Medd. Akad-Udst. Cat.)

 

Jensen. Hans Jensen, født 1804 og Plejesøn af Portræt-maler Christian August Lorentzen, blev opdragen hos denne i hans Bolig paa Charlottenborg og kom efter sin Confirmation i Murer­lære samt besøgte Konstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt i Aarene 1824—1825. Han var i nogle Aar Assistent ved Akademiets Bygningsskole, og vandt i 1829 den mindre Guldmedaille. Han coneurrerede derpaa i 1841 til den store Gruldmedaille og tog sig meget nær, at den ikke blev tilkjendt ham. Dog fandt man meget rosværdigt i hans Udkast. Disse Uheld røvede ham Lysten til at bruge sine Kræfter, uagtet han skal have været en duelig og talent­fuld Konstner. Imidlertid var han fra 1837 Informator ved Konst-akademiets Bygningsskole, men efter nogle Aars Forløb sløvedes hans Aandskræfter, saaledes at han fik sin Afsked paa Grund af Svagelighed. Jensen var gift med en Datter af Justitssecretair Saxild i Trondhjem, Hansine født Saxild, men efter faa Aars Ægte­skab bragte hans Sygdom ham ud af Virksomhed, og Familien havde en mørk Tid, indtil Døden bortkaldte ham den 24. April 1849 i et pludseligt Krampetilfælde kun 45 Aar gammel. Sin Plejefader, Lorentzen, satte han i 1829 et af ham selv tegnet Min­desmærke. Hans eneste Søn røbede ogsaa i sin Opvæxt Talent for Bygningskonsten, kom efter sin Confirmation i Lære hos Tømrer­mester Blom og tegnede hos N. S. Nebelong, men 19 Aar gammel døde han pludselig. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat. Statskal. Sel-mers nekr. Saml., Register.)

 

Jensen. Hans Christian Jensen., Søn af Høker Jensen i. Kjøbenhavn, er født den 1. Februar 1836, kom efter sin Confir­mation til at gaa paa Akademiet, hvor han 1856 vandt den lille

 

326

Sølvmedaille og to Aar efter den store. Samtidig malede han hos Marstrand og uddannede sig til Portrætmaler. Som saadan har han udstillet siden 1863, hl. a. Kammerraad Truelsens Portræt for Udstillingscomiteen (1875). I 1866 havde han en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Harald Christian Jensen, født den 5. August 1834 i Kjøbenhavn, er Søn af Snedker Lars Jensen og Amalie født Jappe,og besøgte efter begge sineForældresDødVajsenhusetsSkole ind­til sin Confirmation. I Maj 1851 blev han Lærling i Em. Bærentzen & Co's lithografiske Institut, begyndte samme Aar at besøge Konstakademiets Skoler og blev i 1857 Elev af Modelskolen. 11858—59 arbejdede han som Lithograf i Wien og München og i 1862 et halvt Aar i Paris, for saaledes at uddanne sig videre i sit Fag. Han ar­bejder endnu for det samme Institut, hvori han er oplært (nuvær. Firma Hoffensberg, Jespersen og Fr. Trap) og har foruden en Del Blade til »Danske Mindesmærker« og nogle Bøger, udført dels uogle Portræter i Crayon Maner, dels flere store Farvelithografier (Olietryk), saaledes Christian IX's Portræt efter Olrik, Frederiksborg Slot efter Købke, »De to Munke« og »Kortspillerne« efter C. Bloeh, m. fl. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Harald Vilhelm Jensen, Søn af Particulier Chri­stoffer Jensen og Ane Christine født Olsen, er født i Kjøbenhavn den 24. December 1837. Han kom i Malerlære i Kjøbenhavn 1852, blev Malersvend 1856, besøgte (1854—60) Konstakademiet, hvor han i 1859 vandt den lille Sølvmedaille i Modelskolen. I 1861 concurrerede han med »Scene Ira Klampenborg* .til den Neuhausenske Præmie, uden at opnaa den og har siden ikke udstillet, da han efter sin Faders Ønske maatte opgive Konsten. Han er nu Spritfabrikant i Aalborg og blev i 1868 gift med Emilie født Han­sen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Johan Laurents Jensen var Søn af Skolelærer Frederik Jensen i Gjentofte og Ane Margrethe født Timm, og blev født i Gjentofte den 8. Marts 1800. Da han tidlig ytrede afgjort Lyst til Konsten, blev han efter sin Confirmation (1814) sendt til Kjøbenhavn, for at uddanne sig ved Konstakademiet. Allerede i sit 17. Aar var han Elev af Modelskolen, vandt i December samme Aar (1817) den lille Sølvmedaille og i det følgende Kvartal deu store Sølvmedaille. Den Lethed og Hurtighed, hvormed han havde vundet Sølvmedaillerne, bragte ham i Tvivl, om han skulde vælge Portrætmaleriet eller Blomstermaleriet til sit egentlige Fag, og han

 

327

malede i nogen Tid baade som Figurmaler under Eckersbergs Vej­ledning og som Blomstermaler under C. D. Fritzsche. I 1819 ud­stillede han Arbejder i begge Retninger, hvori ogsaa begge hans Læreres Undervisning viste sig, som det synes, endnu paa en temmelig uselvstændig Maade. Imidlertid bestemte han sig ganske for Blom­stermaleriet og udstillede i 1821 et Blomsterstykke, »der vækker højst fordelagtige Forventninger«. Samme Aar søgte han Rejse­understøttelse af Fonden ad iisus publicos med en varm Anbefaling fra Akademiet, og i Maj 1822 opnaaede han en Understøttelse af 300 Species (1200 Kroner) til en Rejse til Paris. Efter Præses, Prins Christian Frederiks Raad vilde han med det Samme, ved et Ophold af omtremt fire Maaneder i Sevres, lægge sig efter Porcelainsmaleriet. Tillige copierede han, for at øve sig, et stort Maleri af van Spaendonck.

Om Efteraaret 1823 var han atter i Kjøbenhavu, men. først den 7. Ootober 1824 indgav han sin Begjæring om at blive agreeret og fik til Opgave for Reception, at male »En Blomsterguirlande og nogle Frugter«; paa dette Billede blev han enstemmig valgt til Medlem den 7. November 1825. Tidligere paa Aaret, den 3. Maj, var han bleven udnævnt til Overmaler ved den kgl. Porcelainsfabrik i JKjøben-havn, i hvilken Stilling han. virkede meget til Uddannelsen af yngre Konstnere, navnlig i Blomstermaleri paa Porcelain, og snart efter, den 27. Maj, havde han ægtet Signe Marie Vilhelmine, født Visby, der endnu overlever ham som Enke. I 1833—35 foretog han en Rejse til Sydfrankrig og Italien, væsentlig fremkaldt af Hensyn til sin Kones Helbred, i 1835 blev han titulair Professor, i 1843 Rid­der af Dannebrog, i 1844 fik han fri Bolig paa Charlottenborg, i 1845 foretog han en Rejse til Paris og Holland. Det er de faa udvortes Hovedtræk i et Konstnerliv, hvis vigtigste Begivenheder var hans Pensels Gjerninger. Af hans Arbejder, der ere spredte paa mange Hænder, ejer den kgl. Malerisamling sex Billeder, hvoraf tre ere fremhængte.

Jensen arbejdede med en ganske ualmindelig Lethed, og han forbandt med Sans for en rig og smagfuld Anordning en kraftig Farve og. naar han vilde, en sikker og dygtig Tegning. Men hans store Penselfærdighed fristede ham ikke sjælden til at udføre Bille­der, der ikke var hans Talent fuldkomment værdige, og blandt de flere tusinde Arbejder, der fremvoxede under hans utrættede Haands Virksomhed, er det kun en mindre Del, han selv endog vilde have været den første til at stemple som sit Talents sande, fuldbaarne

 

328

Børn. Men blandt dem var der ogsaa Arbejder, hvori hans Sjæls  hele Friskhed, hans usminkede Kjærlighed til Naturen og hans Haands hele Lethed med udelt Kraft have præget sig. Allerede snart efter sin Bosættelse i Kjøbenhavn fik han sig et lille Land­sted i sit Barndomshjem Gjentofte, med sin Malerstue øverst i et Slags Taarn. »Her levede han, paa en Maade hævet over Jorden . . ., og herfra lod han Blomster og Frugter regne ned.« I 1855 følte han nogen Svækkelse i sine Øjne; ikke desto mindre paatog han sig Udførelsen af en Række store Blomsterguirlander til den første Etages Logerække i det nu nedrevne Kgl. Theater, uagtet dette Arbejde skulde udføres i utrolig kort Tid, og ved anstrængende Flid lykkedes det ham ogsaa at tilendebringe et Værk, hvori hver­ken Anstrængelsen eller nogen Svækkelse i hans Øje var til at spore. Men dette Arbejde havde dog været over den aldrende Mands Kræfter, ved Nytaarstid begyndte han at sygne, uden dog at blive egentlig syg, og den 26. Marts 1856 gik han bort ved en pludselig Død. Hans Støv kom til at hvile i hans kjære Gjentofte. Hans Portræt er malet af den nedennævnte Johannes Jensen. (Mindeblade om J. L. Jensen. Kbhvn. 1856. Skild. 1819, Sp. 481. 1821, Sp. 501. Akad. Udst. Cat.)

 

Jensen. Johannes Jensen, født 1818 i Kjøbenhavn, var Søn af Skibsfører Johannes Jensen og Sofie Emilie født Poulsen, kom efter sin Confinnation i Malerlære og begyndte samtidig (1832) at besøge Konstakademiet. Efter at have uddannet sig til Portræt-maler, begyndte han at udstille 1843, og udstillede siden jævnt, om end ikke meget, indtil 1869. Af hans Portræter navngives bl. A. Etatsraad Hvidt, A. S. Ørsted, Blomstermaler J. L. Jensen, F. C. Sibbern o. n. Foruden Portræter udstillede han ogsaa nogle Genre­billeder. Efter de faa Portræter at dømme, som Forfatteren har haft Lejlighed til at se, har han haft et kraftigt Talent, som maaske kun har savnet den fornødne Pleje for at have frembragt noget dygtigt. Efter Sigende skal han have været nogle Aar i Amerika, sandsynligvis mellem 1869—72. Han døde i Kjøbenhavn den 23. Maj 1873 og faa Aar efter døde ogsaa hans efterladte Enke Emilie Hansine født Hofgaard. (Akad. Udst. Cat. Skifteretten.)

 

Jensen. Thomas Martin Jensen, Søn af Possemeiitmager Martin Jensen og Marie Helene født Nielsen, er født i Aabenraa i Sønderjylland den 20. Maj 1831. Da han tidlig ytrede Lyst til at tegne og male, blev han i 1847 sat i Malerlære i Haderslev, og efter at han var bleven Svend (1851), kom han til Kjøbenhavn og

 

329

fik Arbejde ved den Industriudstillingsbygning, som dengang blev opført. Om Efteraaret s. A. rejste han imidlertid til Aarhus og derfra til Frijsenborg, hvor han ved Restauration af et Epitaf vakte Grevinde Frijs' Opmærksomhed, saaledes at han derved fik Midler til atter at komme til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner ved Akademiet. Efter at han i Efteraaret 1852 var begyndt. i Ornamentskolen, rykkede han hurtig op til Modelskolen, saa at han allerede 1854 kunde vinde den lille, og 1855 den store Sølv-medaille. Fra 1858—1865 har han dernæst udstillet i Kjøbenhavn, dels Billeder af Folkelivet, som »En kurhessisk Pige i Jyllands (hans første Billede, 1858), »Scene af Livet paaFanø» (1862), »En Jæger paa Anstand« (1865), dels Portræter, og i 1863 fik han Akademiets Understøttelse til en Rejse i ludlandet. Han foretrak at gjøre en Studierejse over Düsseldorf til Paris, Holland og Belgien. I 1865 rejste han til Miinchen, hvor han studerede et Aarstid under Pilotys Vejledning, levede derpaa nogle Aar i sin Hjemstavn, Sles­vig, som Portrætmaler og rejste endelig i Foraaret 1869 til New-York. Der vandt han snart Navn som Portræt- og Genremaler, og der er han endnu bosat. I 1866 ægtede han Louise Therese født Seehusen. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jensen. Valdemar Edvard Odin Jensen, Søn af Skræ-dermester Edvard Jensen og født 1853 i Slesvig, har besøgt Konstakademiet i Kjøbenharn fra Januar 1871 til den 30. Juni 1877, da han bestod Afgangsprøve som Maler. Han udstillede første Gang 1876 »Et Portræt«. (Akad. Udst. Gat. Fdl. 1877 Nr. 148.)

 

Jepsen. Hans eller Johan Jepsen eller Jebsen var Contrafejer under Christian V og fik i Aarene 1687—97 Betaling for adskillige Arbejder, hvoriblandt nævnes af Figurbilleder «de norske Drenge, Mohrer og Dværge, han skildrede i Dronningens Have* og »Et Alterstykke«. Af hans Portræter kjendes Christen Skeel, stukket af Pietér van Gunst, Frederik Brandt, Præst i Nykjøbing 1683, stukket af Hubert Schaten, og Ole Borch, stukket af Samme. (Weinw. S. 92. Sandv. S. 77, Strunk. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Jepsen. Morten Jepsen, Søn af Skolelærer Jepsen og født 1826 ved Frederikshavn, kom i 1846 til Kjøbenhavn for at uddan­nes til Maler ved Konstakademiet, og begyndte i 1869 at udstille som Architekturmaler. I 1873 fik han en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet og han har fra 1874 til 1876 opholdt sig dels i Italien, dels den længste Tid i Paris, hvorfra han flere Gange har hjemsendt Billeder. (Akad. Udst, Cat.)

 

330

Jerichau. Harald Adolf Nikolaj Jerichau, Søn af den nedennævnte Jens Adolf Jeriehau og Elisabeth Jerichau-Baumann, er født i Kjøbenhavn den 17. August 1852. 11868 besøgte han Konstakademiets Perspectivklasse, men han har for øvrigt uddannet sig til Landskabsmaler, dels under Moderens Vejledning, dels i Udlandet, hvorhen han rejste som meget ung. Efter nogle Aars Ophold i Italien var han. i de senere Aar bosat i Constantinopel og blev 1875 gift med et Søskendebarn paa Moderens Side, Marie født Kutzner; men hans Kones Død Aaret efter og Krigsforholdene i Tyrkiet have i Aar bragt ham paa Rejse igjen, og han opholder sig for Tiden atter i Rom. I Kjøbenhavn har han siden 1873 ud­stillet dels italienske, dels græske og lilleasiatiske Landskabspartier. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jerichau. Jens Adolf Jerichau, født den 17. April 1816 i Assens, er Søn af Snedker, senere Kjøbmaud Carl Christian Jeri­chau og Karen født Birch; han mistede tidlig sin Fader, og Mode­ren, der sad alene tilbage i smaa Kaar med en stor Børneflok, kunde ikke gjøre meget for Børnenes 'Opdragelse. Efter sin Confirmation blev Jerichau sat i Malerlære i Odense, knyttet til Læreren ved en sædvanlig Contract paa fem Aar. Da et jævnaldrende Bysbarn fra Assens, Dankvart^Dreyer (s. d.), allerede 1831 kom til Kjøbenhavn, holdt Jerichau det ikke længere ud i Odense, men forstod at slippe til Hovedstaden, hvor det fremfor alt gjaldt ham om ved Akademiet at kappes med Dreyer. Paa samme Dag, den 22. Marts 1832 rykkede de op fra den første til den anden Frihaandstegneskole; men da Aaret efter den 21. Marts 1833 Dreyer allerede fra Gibsskolen traadte ind i Modelskolen, maatte Jerichau nøjes med at rykke op i Gibsskolen; dog var han allerede i det følgende Kvartal ved sin Kammerats Side i Modelskolen, og nu tog Jerichau inden. Aarets Udgang den lille Sølvmedaille, et helt Aar før sin Medbejler, og Aaret efter den store Sølvmedaille (Dcbr. 1834) samtidig med at Dreyer fik den lille Sølvmedaille, medens denne først fik den store Sølvmedaille i 1837. Jerichau var dengang paa Malerskolen, og da der om Somren 1835 skulde concurreres om Pengepræmie for en malet Modelfigur, som Eleverne selv skulde stille, valgtes Jerichaus Stilling som den bedste, til at Concurrenterne skulde male efter den, men selve Pengepræmien tilfaldt Dreyer. Saaledes kappedes de tvende Ynglinger med vexlende Held om Konstens første Lavrbær, uden at denne Strid gjorde Skaar i deres Venskab fra Barndomsaarene.

 

331

Nu indtraadte en Forandring i Jerichaus Stilling som Konstner, hvorved denne halv barnagtige Ærgjerrighed fik et andet og alvor­ligere Maal. I Juli 1835 meldte han sig for at deltage som Maler i Concoursen for den lille Guldmedaille; men da ikke engang hans Skitse blev antagen, tabte han næsten Modet og mistvivlede om sit Kald; disse mørke Tanker vakte imidlertid hans Opmærk­somhed for en anden Gren af Konsten, Billedhnggerkonsten; trods sine trykkende Kaar øvede han sig i Stilhed paa at modelere og greb snart med sin urolige Aands stærke Attraa efter vanskelige Opgaver. I Februar 1836 fik han Akademiets Tilladelse til at modelere efter Kristusfiguren af Michel Angelo, hvoraf der stod en Afstøbning i Thorvaldsens Værksted paa Akademiet, og samme Sommer concurrerede han om Pengepræmien som Billedhugger, dog uden at opnaa den. I Marts 1837 foreviste han Akademiet sin første originale Billedstøtte, en Balder, som samme Aar blev ud­stillet, og udbad sig en Anbefaling, for at kunne faa Rejseunder­støttelse. Præses fraraadede ham at rejse og gav ham Midler til at faa Balder støbt. Han blev ogsaa foreløbig hjemme og nxeldte sig s. A. til Coneoursen for den lille Guldmedaille; først blev hans Skitse ikke antagen, men han fik dog Lov at concurrere. Ved Bedøm­melsen fandt man imidlertid, at han i Udførelsen var afveget fra Skitsen »til det værre«, hvorfor Medaillen ikke blev tilkjendt ham. Opgaven var »David og Saul«.

Dette Uheld forstærkede kun hans Lyst til at komme bort. Da Fregatten Rota i Foraaret 1838 afsejlede til Italien for at hente Thorvaldsen hjem, fik han ved Prins Christian Tilladelse til at følge med Skibet tilLivorno; men han fik ingen Rejseunderstøttelse. En ældre Dame, der selv var Malerinde, Frøken Caspara Preetzmann, kom ham imidlertid til Hjælp. Hun overlod den unge lovende Konstner sine egne, langsomt sammensparede Rejsepenge, og den lille Sum hjalp ham over den første Tid i Rom1. Thorvaldsens venlige Modtagelse gjorde ham godt, men hans Vejledning kom han ikke til at nyde, thi Thorvaldsen rejste til Danmark med det Skib, der havde bragt Jerichau til Italien. Han arbejdede vel i dennes Værksteder, men modtog han Vejledning af nogen, har det snarest været af den bajerske Billedhugger J. M. Wagner, en Ven og sam­tidig af Thorvaldsen. En Ansøgning til Akademiet om Anbefaling

 

1 Senere da Jerichau havde bedre Kaad, betalte han atter Konstnerindens, Rejse til Rom (1856—57) og gjengjældte saaledes den Tjeneste, hun havde vist ham i hans Ungdom.

 

332

til Rejseunderstøttelse (1839), ledsaget af tvende modelerede Arbej­der »En staaende Jæger« og »En Satyr, som kryster Druer«, be­svarede Akademiet med, at det ikke kunde anbefale ham, da Billed-huggerkonsten var et Fag, hvori Stipendiet kunde vindes ved Guld-medailleme; men Aaret efter fandt Akademiet dog »saa meget rosværdigt« i nogle Compositioner af Konstneren, at det anbefalede ham til Fonden ad usus publicos. Da en vis Del af denne Fond samme Aar gik over i Akademiets egne Hænder, rescriberede Kon­gen, at Jerichaus Ansøgning skulde »tages i Betragtning«. Som Følge heraf bevilgede Akademiet ham 300 Rdl. (600 Kroner), hvor­ved det «i Særdeleshed har taget Hensyn til hans mislige Omstæn­digheder i Rom, og det ønsker med bemeldte Understøttelse at give ham Lejlighed til at vende tilbage til det forladte akademiske Cursus, hvor han ved sit erkjendte Talent bør gjennem Guldmedaillerne stræbe efter at naa det akademiske Rejsestipendium som Billedhug­ger. Hans senere Ansøgninger om Rejse understøttelse blev ikke bevilgede.

Jerichau følte sig ikke oplagt til at træde ind i Skolen paany, og trods al Modgang med Sygdom, Fattigdom og Mistillid til egne Kræfter begyndte dog Konstnerens Dag at grye. Af hans hjem­sendte Tegninger blev Frisen »Alexanders Bryllup med Roxane« bestilt til Dronningens Kabinet paa Christiansborg, en Del af den blev udstillet allerede 1843 i Kjøbenhavn, hele Frisen 1845 i Rom, og den vakte Opmærksomhed for den unge Konstner og indbragte ham nogle Bestillinger. Ligesom Holbech, maaske ægget af dennes Dristighed, indsendte han ogsaa, uden at være Medlem, i 1845 An­søgning om det ved Christensens Død ledige Professorat i Billed-huggerkonsten ved Akademiet i Kjøbenhavn. Den havde ogsaa samme Skjæbne som Holbechs, at Klive »henlagt«.

Imidlertid havde Jerichau endnu samme Aar fuldendt en Gruppe i over naturlig Størrelse, «Hercules og Hebe», der vakte megen Opmærksomhed ved den overordentlige Dygtighed i Modeleringen, som navnlig var fremtrædende i Hercules' Figur. Efter at dette Værks Ry fra Udlandet, især fra Tyskland, langsomt havde for­plantet sig til Danmark, blev det bestilt i Marmor af Christian VIII og staar nu paa Christiansborg Slot i Kjøbenhavn. Da Gruppen i 1847 udstilledes i Kjøbenhavn, tilkjendtes Jerichau Udstillings-medaillen for dette Værk, den eneste Gang den er tilkjendt en Bil­ledhugger.

Jerichau havde fra sin tidlige Ungdom med Forkjærlighed stu-

 

333

deret Dyreverdnen, og det eneste Billede, han har udstillet som Maler, er »En Hund, Studie af Naturen« (1835). I Rom gjorde han jævnlig Studier efter Dyr og hjemsendte flere Gange Dyrefigurer, en Hund i Bronce (udst. 1844), en Hund i Terracotta (udst. 1846), en Ged i Bronce (udst. 1849) m. fl. Da mau havde iudvendt mod «Hercules og Hebe», at den væsentlig var et Studium efter Anti-ken, modelerede Konstneren i det følgende Aar (1846) en Billed­støtte umiddelbart efter Naturen, hvortil han tillige knyttede Er­indringer fra sineI'flittige Studier af Dyr. Det var »Pantherjægeren«, en nøgen Mand, som har ranet en Pantherunge og nu med opløftet Spyd værger sig mod Dyremoderens rasende Angreb. Der kan gjøres grundet Indvending mod Compositionen i dette Værk. Det uafgjørende i det valgte rædselsfulde Øjeblik, som her er slaaet fast, gjør et pinligt Indtryk og tyder ben paa, at Konstnerens Værk mere er ordnet forsætligt for Virkningens Skyld end er Beaandelsens Frugt. Men fra alle Sider fremhævedes med Rette den mesterlige Udførelse. Danske Læsere vilde ikke kunne faa nogen fyldigere Forklaring af dette betydningsfulde »Værk end den, Høyen giver deraf i sin Skildring af Udstillingen i London (1851, Høyens Skr. III S. 332—334). ' Han fremhæver, hvor ypperligt Dyrene, navnlig Pantherungen, ere karakteriserede, hvilket alvorligt Studium af Naturen der gaar gjennem hele Jægerens Skikkelse, hvilken Sandhed der er i hvert enkelt Lem og den Bevægelse, det gjør. Pantherjægeren blev strax bestilt af Fyrst Galotzin i St. Petersborg, Høyen saa den første Gang i London, og i Kjøbenhavn blev den først udstillet 1852 i en Gibsafstøbning.

Midt under disse store og i Konstnerens Liv indgribende Vær­kers Udførelse havde hans Skjæbne ogsaa forandret sig i en anden Henseende; han havde i 1845 gjort Bekjendtskab med den neden­for nævnte Malerinde, Elisabeth Baumann, som den 19. Februar 1846 rar hans Brud. Da han samme Sommer med sin unge Kone besøgte Danmark og indsendte en Tegning til Akademiet for at agreeres, havde dette ikke noget at indvende imod at modtage en saa agtet Konstner i sin Midte og gav ham Gruppen. »Adam og Eva* til Opgave for Medlemsstykket. Han blev imidlertid saa kort Tid i Kjøbenhavn, at han ikke som Akademiets Statuter for­drede, kunde fuldføre det her paa Stedet; men Aaret efter blev det undtagelsesvis tilladt ham at udføre det i Kom, hvor tvende danske Konstnere, Majrstrand og Ernst Meyer, skulde føre Tilsyn dermed som Commissairer. I 1849 var den legemsstore Gruppe »Adam og

 

334

Eva efter Syndefaldet« færdigt fra Konstnerens Haand og hjemsendt, saaledes at han den 25. Juni 1849 enstemmig kunde optages til Medlem; kort før var han selv kommet til Danmark og den 26. November s. A. blev han valgt til Professor ved Modelskolen, hvor en Plads var bleven ledig ved Rørbyes Død.

Siden den Tid har han boet og virket i Danmark, selv om han enkelte Aar har opholdt sig i Udlandet, navnlig i Italien. Under den første slesvigske Krig udførte han i Concurrence med Bissen en Skitse til Sejersmindet i Fredericia, nemlig »Den nordiske Krigs­gud Thor kampfærdig til Forsvar« ledsaget af en Tegning til et Relief paa Fodstykket forestillende: »Danske Landsoldater storme frem mod en fjendtlig Skanse«. Begges Skitser var udstillede i 1850, men Bissens »Den danske Landsoldat« blev foretrukken. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes en »Penelope« først til en tysk Dr. Abendroth, senere til Grev Moltke til Bregentved i Forening med en »Flora«. Endvidere »Dødene og Opstandelsens Engle«, »En sovende Høstpige« og »En Slavinde i Lænker«. Af Buster, som han forholdavis sjælden har udført, blev Tscherninge Buste ud­ført i Marmor til Frederik VII, men den var først færdig 1864 efter Kongens Død; desuden har Konstneren udstillet Buster af-Conferens-raad Chr. J. Thomsen og Grev Moltke-Hvitféldt:- blandt hans mo­numentale Værker maa nævnes »Christus paa Korset«, den store Malmstøtte-af »David« foran Frue Kirke, ligeoverfor Bissens »Moses«, og den nylig opstillede Billedstøtte af »Hans Christian Ørsted« med tre legemsstore Kvindeskikkelser, »Nornerne« paa Fodstykket, lige­ledes i Malm. (Konstn. egne Medd. 111. Tid. 1868 Nr. 450—51, ved F. Bøgh, H. C. Andersens Saml. Skr. XVIII, S. 122—23. Akad. Udst. Cat. Høyens Skr. L c.)

 

Jerichau-Baumann. Elisabeth Marie Anna Baumann er Datter af en Kortfabrikant Philip Adolf Baumann, der boede i Warschau, hvor han havde et Eneretspatent paa Kortfabrikationen; han var fra Prenzlau i preussisk Pommern, og Moderen, Johanne født Reyer, var fra Dauzig; paa et Landsted tæt udenfor Warschau ved "Weichselfloden blev hun født den 27. November 1819. Efter at hun var opvoxet dels i Hjemmet, dels hos en Tante i Datizig, førsøgte hun først i Berlin, og da hun her ingen Opmuntring fandt, senere i Düsseldorf, at uddanne sig til Malerinde. Under Vejledning af Directeuren Sehadow og Professor Sohn lykkedes det hende omsider at vinde Opmærksomhed for nogle Fremstillinger af. det polske Folkeliv. Ene rejste hun derpaa til Rom (1845), hvor hun

 

335

ved sit livlige, aandfulde Væsen vandt den danske Billedhugger Jerichaus Kjærlighed og efter faa Maaneders Bekjendtskab var de forlovede og Aaret efter gifte. Fra nu af kaldte hun sig Fru Elisa­beth Jerichau-Baumann.

I 1846 og 1847 besøgte hun med sin Mand Kjøbenhavn, men først fra 1849, da Jerichau blev Medlem og Professor ved Akade­miet, bosatte hun sig med ham i Danmark og begyndte at vinde Navn som dansk Konstnerinde, og den 21. Juni 1861 blev hun Med­lem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. Dog har hun i de senere Aar levet meget i Udlandet, ligesom hun ogsaa for det meste har solgt sine større Arbejder til Udlandet, Fru Jerichau begyndte at udstille i Kjøbenhavn 1849 og har siden den Tid hørt til de flittigste Udstillere i den danske Konstnerkreds. Hendes første Arbejder her i Landet var mest Portræter. Allerede i 1851 ud­stillede hun »Danmark« en kvindelig Figur i Knæstykke, som ud­mærkede sig ved større Fasthed og Renhed i Tegningen og en sandere Farve end hendes tidligere her udstillede Billeder. Disse Fortrin i Forening med det heldige Valg af den unge Kvinde, som herigjennem blev gjort til en Type for den fædrelandske Natur, lod dette Billede 'gjøre megen Lykke hos det store Publicum. Aaret efter viste hun i »Bønderbørn paa Marken legende med Faar« et, navnlig fra Coloritens Side, levende og tiltalende Billede af dansk Natur, der vandt hende mange Venner i Danmark. Af hendes senere Arbejder i dansk Retning kan fremhæves »H. C. Andersen læsende for et sygt Barn« (1865) og »En saaret dansk Kriger« (1868), som blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Desuden har hun udstillet ikke faa Emner af det polske, italienske og i den senere Tid det orientalske Liv. -Blandt hendes talrige Portræter synes især G-jengivelsen af mindre, blomstrende Børns friske Naturlighed at lykkes hende. For Tiden er hun atter i Hjemmet. (111. Tid. 1868 Nr. 452—53, ved L. Bøgh efter hendes egne Meddelelser, som senere ere udgivne under Titel »Ungdomserindringer«. Kbhvn. 1874. Priv. Medd. Udst. Cat.)

 

Jerndorff. August Andreas Jerndorff, er født den 25. Januar 1846 i Oldenborg i Hertugdømmet Oldenborg, hvor hans Fader, den nedennævnte J. U. Jerndorff dengang var bosat. Nogle Aar efter dennes Død (1847) flyttede Moderen til Kjøbenhavn; Jern­dorff besøgte det v. Westenske Institut, kom efter sin Confirmation to Aar i Malerlære hos Malermester Lübscitz, forlod derefter Haandværket og begyndte at tegne i det techniske.Institut for at uddanne

 

336

sig til Konstner. Samtidig tegnede han med Chr. Hetsch og be­gyndte i October 1863 at besøge Konstakademiet, hvor han den 29. December 1868 fik Afgangsbevis som Maler. Under hans Stu­dietid havde Professor Høyen taget sig varmt af ham, og paa bans Anbefaling fik han Adgang til at male under P. C. Skovgaards Vejledning. I 1866 udstillede han første Gang «En Landsbygade i Åagerup ved Roskildes, i 1869 vandt han den Neuhausenske Præmie for et Portræt af Pastor L. Schmidt, dengang ved Holmens Kirke, i 1871 den lille Guldmedaille for en Carton forestillende «Den barmhjærtige Samaritan”; derimod lykkedes det Kam ikke at opnaa den store Guldmedaille. Til Udstillingscommiteen har han malet Portræter af Marstrand og Herholdt. I 1875 fik han Akade­miets Rej sestipendium paa 1600 Kroner, ægtede samme Aar Betty Marie født Mathison-Hansen, og opholder sig endnu paa sin Udenlandsrejse i Italien, efter at Stipendiet var bleven givet ham paany i 1876. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jerndorff. Just Ulrik Jerndorff, Søn af Klokker Peter Jerndorff ved Holmens Kirke og Cathrine Cecilie født Holm, blev født i Kjøhenhavn den 30. December 1806. Da han viste Lyst til Tegning, kom han efter sin Confirmation i Malerlære hos Baruel (1821), blev Svend og maatte i nogen Tid søge sit Livsophold som saadan. Imid­lertid vedblev han at besøge Konstakademiet, blev 1830 Elev af Model­skolen og lagde sig baade efter Portræt- og Landskabsmaleri. Tillige fik han Plads som Lærling hos J. P. Møller, der var Conservator ved den kgl. Malerisamling, for at uddannes til Maleri­restaurator. I 1832 vandt han en Pengepræmie ved Akademiet for »En Gruppe Almetræer mellem Ladegaardsaaen og Falkoner­alleen«, og Aaret efter begyndte han at udstille. I Kjøbenhavn udstillede han kun fra 1833—37 nogle Landskaber og Prospecter fra Jylland, samt to Portræter, hvoraf det ene var hans eget; i 1840 endelig fire hjemsendte Landskaber fra Svejts og Norditalien. Han fik nemlig i 1837 Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus publicos for at uddanne sig videre som Restaurator, fornemmelig hos Metzger i Florens, til hvem H. E. Freund anbefalede ham. I Ud­landet og navnlig i Italien tilbragte han lykkelige Aar; ban iflvde en kjær Pige i Hjemmet, til hvem han skrev friske, livsglade Breve, han fulgtes med Venner, der havde delt de onde Dage med ham, som Hilker og Købke, han havde kundskabsrige Venner ogsaa blandt Tyskerne, saaledes Dr. Gaye fra Holsten, og han nød i fuldt

 

337

Jlaal den Belæring for Øje og Sind, som Italien byder en opvakt Konstner.

Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet aflagde han en Prøve paa, hvor godt han havde uddannet sig til Restaurator, men inden han endnu var traadt i hindende Virksomhed i Kjøbenhavn, blev han anbefalet til Storhertugen af Oldenborg, der søgte en Kestaurator, og modtog Tilbudet. I September 1840 rejste han til Olden­borg og forblev der de faa Aar, det endnu var forundt ham at leve. Ved Nytaar 1841 hentede han sin Brud, Nancy Caroline Jones. I 1844 blev han tillige oldenborgsk Hofmaler og vandt almindelig Yndest i sit nye Fødeland baade som Konstner og ved sin elskværdige, uegennyttige Personlighed. I Begyndelsen af 1847 blev den kraftige, sunde Mand angreben af en tærende Sygdom, som hurtig udviklede sig; en Rejse til Badet Ems gavnede ham intet,  og den 27. October 1847 døde han. Hans Enke vendte tilbage til Kjøbenhavn, og saaledes blev hans ovennævnte Søn ikke tysk, men dansk Konstner. (Starkloff: »J. U. Jerndorff«, oversat i Selmers nekrolog. Saml. II S. l—23, der giver et læseværdigt Billede, især af Konstnerens Ungdomstid. Lengnick. Akad. Udst. Gat.)

 

Jessen. Carl Ludvig Jessen, Søn af Snedkermester Jessen, og født 1833 i Deetzbøl i Tønder Amt, kom i 1856 til Kjøben­havn for at uddanne sig ved Konstakademiet. Efter at han i 1857 og 1859 havde vundet Sølvmedaillerne, vandt han i 1863 den mindre Gruldmedaille for Opgaven »Den barmhjærtige Samaritan«. Han har i Aarene 1860—65 udstillet nogle Billeder af dansk Folkeliv og Historie, samt et Par Portræter. Senere er han vendt tilbage til sin Fødeby og har ikke udstillet mere i Kjøbenhavn. (Akad. Udst. Gat.)

 

Jessen. Peter Krogh Bonsach Jessen, født 1780, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, vandt 1806 den lille, 1808 den store Sølvmedaille og 1813 den lille Guldmedaille for Opgaven »En Cancellibygning«. Efter at han i nogle Aar (1817—20?) havde været constcitueret Hofbygmester, blev han Bygningsinspecteur for de kgl. Godser, men døde allerede den 2. December 1828, efter­ladende sig Magdalene Dorothea født Wollérup som Enke med tre smaa Børn. (Akad. Udst. Gat. StatskaL 1828. Skifteretten.)

 

Jochum. Jochum Contrafejer nævnes, i St. Hans Kirkebog i Odense, i Aarene 1662 til 1678; da han den 11. Januar blev jordet, og maa altsaa have været en Portrætmaler, der levede og

 

338

virkede i denne By. (St. Hans Kirkebog Odense. Medd. i Ge-hejmearch.)

 

Jochumsen Peter Jochumsen »var Portrætmaler i Kjøbenhavn og Ismael Mengs' første Lærer«. Saaledes skriver Spengler. Der kan tilføjes, at han var født omtrent 1661 og døde 1711.) (Spengl. Art. Eft. Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi.)

 

Johan af Antwerpen. Johan af Antwerpen kaldes af Tyge Brahe, i hans Skrift: Astronomiæ instauratæ mechanica Folio B. for pictor regius coronæburgensis, og deraf har man sluttet, at han var samme Person som Hans Knieper (s. d.). Johan af Antwerpen malede (1586) et Landskab med Bjærge ved Solnedgang paa Tyge Brahes store Quadrant (guadram muralis) paa Uranienborg. (Weinw., S. 39. do. Lex. Dske Mag. II, S. 242. Nye dsk. Mag. II 4, S. 98 og 103.)

 

Johan. Johan Maler, der nævnes i Christian V's Regn­skaber, synes at være den samme, som ogsaa kaldes Johan Jørgen eller Johan Georg. Han fik 1674-—80 forskjellige Gange Betaling for Skilderier paa Rosenborg, for »Taftes Vinduer« og for smaa Skilderier paa Pergament. (Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.)

 

Johan. Johan Maler i Flensborg eller af Flensborg nævnes nogle Gange i Christian IV's Almanakker for 1607 og 1608 blandt de Konstnere, der malede for Kongen. Betaling gives ham for >malede Stykker« og senere gjøres ”Fortingning« om at male Kon­gens Sengekammerloft. (Chr. IV's Alm. i Schlegel Saml. z. dan. Gesch. II, 3, S. 52 flg. "VVeinw. Lex. Jfr. Ehrhart og d. flg. Art.

 

Johan. Johan Maler i Kjøbenhavn eller af Kjøbenhavn kaldes ligeledes en af Christian IV's Malere, som i 1607 og 1608 malede paa Frederiksborg. (Chr. IV's Alm. i Schlegel Saml. z. dan. Gesch. II, 3, S. 39. Jfr. Ehrhart og den foreg. Art.)

 

Johansen. August Johansen, født den 30. August 1851 i Nyboder i Kjøbenhavn, er Søn af Murmester Jørgen Johansen og Christiane født Moliin. Efter at have lært Murerhaandværket, uddannede han sig til Bygmester dels i Hjemmet, dels (1871—75) ved techniske Skoler i Paris. Efter at være vendt tilbage til Kjøben­havn, ægtede han 1876 Clara født Engberg og har i Forening med A. Jensen opført Martinskirken ved Vodrofsvej. (Konstn. egne Medd.)

 

Johansen. Lauritz Christian Johansen, Søn af Kammerraad P. Johansen og født 1815 i Helsingør, var i Lære hos Maler­mester Werliin i Kjøbenhavn, og besøgte Konstakademiets Skoler 1831—34 uden at blive Elev. Han synes at være den Konstner, som i 1835 udstillede nogle Portræter. (Akad. Udst. Cat.)

 

339

Johansen. Niels Johansen, Søn af Husmand Johan Adriansen og født 1807 i Nørre Næraa i Fyn, var i Lære hos Malermester Ryberg i Kjøbenhavn, besøgte 1827—37 Kunstakademiets Skoler, hvor han naaede op til Gibsskolen, og udstillede 1834—39 en Hække Portræter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Johansen. Viggo Johansen, født den 3. Januar 1851 og Søn af Grosserer F. C. Johansen i Kjøbenhavn og Camilla Olivia født Jepsen, begyndte 1868 at besøge Kunstakademiet og er endnu dets Elev. Han udstillede 1876 et Portræt og 1877 to smaa Bil­leder af den danske Almues Liv. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Jones. Inigo Jones, engelsk Bygmester, født i London 1572, død i Somersethouse 1651, nævnes af sine ældre engelske Biografer som Kongen af Danmarks Bygmester, uagtet de ikke formaa at paavise noget Arbejde af ham i Danmark. Deraf tog Weinwich Anledning  til at give ham Æren for Opførelsen af Rosenborg og Frederiksborg i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede. Medens Christian IV's Rejse til England (1606) og dennes Søster Annas Stilling som engelsk Dronning, hvis Architekt han senere blev, maaske har fremkaldt Sagnet om hans Ophold i Danmark, modsiger saa vel de af engelske Forfattere anførte Træk af hans Levnedsgang som ogsaa Stilen i hans senere Værker, at han skulde have haft noget med Frederiksborg og Rosenborg at gjøre, idet han netop, paavirket af sit Ophold i Italien, der laa forud for hans formodede Ophold i Danmark, ganske brød med den Stil, hvori disse Bygnin­ger ere opførte. Maaske Sandheden er, at Christian IV under sit Ophold i London har skjænket den allerede navnkundige Konstner Navn af «Kongen af Danmarks Bygmester* som en Hoftitel, uden Tanke om nogensinde at bruge ham i sit eget Land. Om Jones som engelsk Konstner kan ikke tales her; men udførligere Oplys­ninger findes i de nedennævnte Kilder. (Allan Cunmegham 5 The lifes of brit. painters etc. IV- S. 79. Walpole, Aneed, of painting II. S. 268. Designs of I. Jones, by W. Kent. London 1770. Redgrave, Dictionary. Fiorillo, Gesch. d. zeichn. Ktinste. V. S. 402. Weinw. S. 45, 47 og 60. do. Lex. Skild. 1829 Sp. 1364. Høyens Skrifter I. S. 218 flg. Hist. Tidssk. IV. S. 587 fig.)

 

Juel. Jens Juel, Søn af en Degn i Landsbyen Gamborg i Fyn, blev født den 12. Maj 1745. Skjønt Faderen saaledes var i Kirkens Tjeneste og Skolelærer, er han, tilligemed Moderen bleven malet af Sønnen i Bønderklæder paa to Brystbilleder, som paa

 

340

Auctionen efter Konstneren blev kjøbt af Kammerjunker Brun Neergaard og siden tilhørte Prins Christian Frederik. Da han havde Lyst til at være Maler, blev han i sin tidlige Ungdom af sine For­ældre sendt til Hamborg til en Maler Johan Michael Gehrmann, der vel var Malermester (Amtsmeister), men tillige, som Lærling af den hamborgske Maler Rundt, gjorde Krav paa at være Konstner. Han regnedes for en erfaren og praktisk Maud i sit Fag, hos hvem Juel ikke alene lærte Malerhaandværket, men ogsaa uddannede sig til Konstmaler. Han overgik snart sin Mester og vandt Navn i Hamborg ved sine heldige Portræter og ved smaa Billeder af det daglige Liv (Gesellschaftsstücken); tillige øvede han sig flittigt i. at tegne. Da Juel derfor, efter endt Læretid (maaske 1765) kom til Kjøbenhavn, regnedes han allerede for Konstner og behøvede ikke at concurrere til Sølvmedaillerne. Han optraadte strax som Por­trætmaler, og da Peder Als, som dengang havde et stort Navn og var Professor ved Modelskolen, velvillig tilbød ham sin Vejledning i sin egen Malerstue, svarede han, »at han takkede Professoren for hans Godhed, men han havde sandeligen ingen Tid.« I 1767 vandt han Akademiets mindre Guldmedaille for Opgaven «David salves af Samuel” (l Sam. 16, 13), medens han maatte gjøre to forgjævee Forsøg, inden den store Guldmedaille (d. 5. April 1771) blev tilkjendt ham for »Mardochæi Triumf.« (Bsth. 6, 2.)

Om Efteraaret søgte han det store Rejsestipendium sammen med Abildgaard (s. d.), Almer og Rude, men traadte fra, fordi han ikke vilde deltage i den paabudte særskilte Concours om Stipendiet. Da han imidlertid netop dengang havde malet et heldigt Portræt af Dronning Caroline Mathilde, tog nogle af Hoffets Damer sig varmt af ham og tilvejebragte en Sum, der var stor nok til, at han i 1772 kunde foretage en Rejse til Udlandet, som varede i flere Aar. I Rom var han sammen med Abildgaard og malede der bl. a. et Por­træt i hel Figur af en dengang bekjendt Tigger, Dvergén Bajocco (d. kgl. Malerisaml.) saaledes kaldet efter den romerske Skillemønt, han sædvanlig tiltiggede sig. Det udmærker sig ved en Brede i Penselføringen, en Kjækhed i Modeleringen, som ikke gjenfindes hver­ken i tidligere eller senere Arbejder, hvori tvertimod en sirlig, ele­gant Udførelse var det sædvanligste Særkjende. I Rom malede han ogsaa et Portræt i halv Figur af sin Ven og Konstfælle Abildgaard. Fra Italien rejste han i 1776 (?) til Paris, hvor han mødtes nwl demens, af hvem han malede to Portræter. Det ene, forestil­lende den unge Kobberstikker siddende ved sit Arbejdsbord (Knæ-

 

341

stykke), er efter Clemens' Død, hvem de begge tilhørte, blevet den kgl. Malerisamlings Ejendom.

I 1777 rejste Juel med Malcho og Clemens til Genéve, hvor de vilde besøge en Ungdomsven, Miniaturmaler H. Pløtz, der i flere Aar havde opholdt sig paa Genthod hos den dengang navnkundige Naturgransker og Filosof Charles Bonnet. Pløtz blev saa indtaget i det ovennævnte Portræt af Clemens, at han fik det opspændt paa Blindramme, og da det vandt alles Bifald, fik Juel Opfordring til at male nogle Portræter. Uagtet han var saa stor paa det, at han erklærede, ikke at ville sætte sin Palet op for mindre end Bestil­linger til et samlet Beløb af 100 Louis'dor (der dengang var ca 24 Livres hver), lykkedes det Pløtz at tilvejebringe Bestillinger til det dobbelte Beløb, saa at Konstneren følte sig smigret ved den Op­mærksomhed, der vistes ham, og nu ikke alene malede flere Portræter, hvoriblandt det store og smukke Brystbillede af Bonnet selv, men endog forlængede sit Ophold i Genéve et Par Aar for at kunne udføre de Portræter, der blev bestilte hos ham af hans berømte Velynders Slægtninger og Venner. Bonnets Portræt blev stukket af Clemens saa tilfredssillende, at Bonnet selv skrev hjem til Akade­miet: » Gravstikken synes næsten her at kappes med Penslen, men hvilken Pénsel? Hr. Juels der gjør eders Fædreland saa megen Ære!«-—-Saa smigrende en Røst fra Udlandet, i det skjønne franske Sprog, havde altfor sød en Klang i Akademiets Øren, til at den ikke skulde stemme det til Gunst for de Konstnere, hvis Navne pristes.

I Geneve gjorde Juel Bekjendtskab med en dansk Familie, en Fuldmægtig Holm med Kone og Datter, og Moderens Snildhed skal have bragt det til, at den allerede hædrede unge Konstner blev forlovet med hendes Julie; det var, som det synes, Datte­rens Navn. Partiet var imidlertid, efter hans Ungdomsven Cle­mens' Sigende, mod Konstnerens virkelige Tilbøjelighed, Forlovel­sen opløste sig af sig selv, og Juel rejste hjem over Hamborg, hvor han opholdt sig i længere Tid og malede en Del Portræter, »som endnu blive holdte i Ære i flere af de første hamborgske Familier.« Blandt de Portræter, han malede der, kan nævnes Klopstocks, der tilhører det store kgl. Bibliotek i Kjøberihavn. Fami­lien Holm rejste efter ham for om muligt dog at faa Giftermaalet i Stand, men i Hamborg blev Datteren syg og døde i Kiel. Juel synes at være bleven rørt herover, thi fra nu af tog han sig varmt af Familien, skaffede Faderen en Plads som Inspecteur ved Fød-

 

342

selsstiftelsen, og lod senere, da han var bleven  gift, sin ældste Dat­ter opdrage i Holms Hus.1

I Begyndelsen af 1780 var Juel i Kjøbenhavn og blev den 3. April agreeret ved Akademiet, efter at han havde forevist to Portræter (Klopstocks og Bonnets?) og nogle Studier fra Rom. Akademiet forelagde ham til Antagelsesstykke at forfærdige H. kgl. Højhed Arveprinsens Portræt i hel Figur og levendes Størrelse«. Snart efter blev han udnævnt til Hofportrætmaler, og den Virksomhed, denne Stilling medførte, var maaske Skyld i, at han først den 27 Marts 1782 kunde udbede sig «Commissairer«, hvortil Mandelberg, Weidenhaupt og hans Ungdomsven Abildgaard, der allerede i fire Aar havde været Professor, blev udnævnte. Den 4. April samme Aar blev han enstemmig valgt til Medlem og tog samme Dag Sæde i Forsamlingen. Uagtet der ingen Plads var ledig, søgte han gjentagne Gange (1783) om at blive Professor ved Modelskolen «som Portrætmaler, da en saadan ikke var«;, men mindede for øvrigt om, at han havde vundet den store Guldmedaille som Historiemaler. Følgen blev, at Kongen den 26. April 1784 udnævnte ham til «surnumeraire» aller «adjungerende» Professor, «som da ved første Vacance vil komme blandt de reglementerede*. Samme Aar blev han Medlem af Akademiet i Bologna og to Aar efter, den 21. Au­gust 1786, blev han efter Mandelbergs Død virkelig Professor ved Akademiet i Kjøbenhavn. Hans udvortes Livs Omstændigheder ere fra nu af snart fortalte; den 9. (12.) Februar 1790 blev han gift med Rosine født Dorschel, en Datter af Slotsgartneren ved Rosen­borg, og havde med hende syv Børn, hvoraf dog de fem efterhaanden døde i yngre Alder, medens de to Døttre, som ovenfor omtalt, blev gifte efter hinanden med O. V. Eckersberg (s. d.). Kun deu ene af disse overlevede Moderen, der først døde i 1831. Juel blev i 1795 valgt til Akademiets Directeur paa to Aar, og for anden Gang i 1799 for samme Tidsrum. Men allerede den 27. December 1802 døde han, som det synes temmelig pludseligt, halvt i sit 58.

 

1 Saaledes synes denne Begivenhed fra Juels Ungdom at hænge sammen, hvis Clemens' Beretning, som Juatitsraad Fick senere har nedskrevet, er rigtig, og i Hovedpunkterne tør man ikke tvivle derpaa. Hvorledes den kom til at se ud i Erindringens romantiske Skjær, have vi et Vidnesbyrd om i vor Literatur; i Novellen „De Forlovede" siger Elskeren: „Saa stille, saa, ædelt sørgede ogsaa den danske Maler Juel for sin første Brud, den smukke franske Pige, som fulgte ham til hans Fædreland, og som Døden berøvede ham, inden hun blev hans Hustru. Hun hed Julie, ligesom De." Fru Gyllembourgs No­veller 2. Udg. in, S. 293.

 

343

Aar. Paa hans Grav paa Nikolaj-Assistents _Earlcegaard sattes ei Monument af Weidenhaupt. Kort fer havde Akademiet i Wiede-welt mistet en anden af sine fremragende Professorer.

Ved Siden af sin Konstnerdygtighed udmærkede Juel sig ved en Elskværdighed i Omgang, der vandt ham alles Yndest, «og da selv den mest levende... Munterhed ---ej forstyrrede, men snarere op­livede ham ved hans Arbejde, var hans Malerstue idelig besøgt«. Juel var i høj Grad yndet som Portrætmaler, og han arbejdede med en Flid og en Lethed, der gjorde, at en næsten utrolig Mængde Portræter, især Brystbilleder, udgik fra hans Haaud. t Men selv om han^ikke kunde undgaaPortrætmalerens sædvanlige Skjæbne at maatte afmale en Mængde Personer, der var for lidet fængslende, til ikke at dette Indtryk skulde afpræge sig paa Lærredet, er dog det store Tal af virkelig gode Portræter, Tiden endnu har levnet os, et Vidnes­byrd om, med hvilken Kjærlighed til sin Konst han arbejdede lige til sin Død.

Med al sin Duelighed undgik kan dog heller ikke ganske den Anstødssten, hvorover saa mange Konstnere af hans Fag falde, nem­lig at Udførelsen af Personen som Helhed og af Legemets Bevæ­gelser ikke i Fuldendthed og konstnerisk Frihed svarer til det Me­sterskab, der træder frem i Hovedets og Hændernes Behandling. Dette viste sig naturligvis især, naar Juel malede Portræter i hel Figur og navnlig i Legemsstørrelse. Det var ikke en Ungdoms Ufuldkommenhed, som han senere ganske kunde aflægge, thi selv om denne Svaghed fremtræder stærkere i tidligere Arbejder som i Fre­derik VI som Kronprins (1783), er den dog endnu tilstede i et eaa mesterligt udført Billede som det store Rybergske Familiestykke, hvor man, trods Stoffernes delikate Behandling, Landskabets smukke Underordnelse under Figurerne, trods Udførelsens Omhu og Sirlig­hed, ikke kan andet end lægge Mærke til en vis Stivhed i Figu­rernes Stillinger og savne den Runding i Formerne, som en Figur-maler i den store Stil sørger for at raade over. For øvrigt malede han gjærne, naar Omstændighederne tillod ham det sine, Portræt-figurer i JJandling, saa at de dannede et roligt Livsbillede. Saadanne Arbejder ere Greneralconsul Pingels Døttre (1792—94) forestil­lende« To unge Piger samle Blomster i en Have», Råben-Levetzaus Fa­miliestykke: «I et lyst Skovparti kommer en lille Pige med sin Overkjole fuld af Markblomster hen til sine Forældre, som sidde under en stor Bøg«, betegnet 1796, »Etatsraad Schmidten som Dreng løbende i en stor Have«, sDen russiske General Dywoff med Fa-

 

344

millie i en landlig Egn ved Havet >, der dog kaldes stift og pretensieust, o. fl. a. Selv ved Portræter i halve Figurer iagttog han noget lignende. Grev Bille Brahe til Hvedholm ejer et Stykke, forestil­lende en Bedstemoder med sit Barneharn paa Skjødet; Barnebarnet var den nuværende Godsejers Fader, og da jeg saa ham som aldrende Mand staaende ved Siden af Portrætet, var Ligheden med det friske Barneaasyn endnu fuldstændig slaaende. Familien Tutein, Grosserer Peter Tutein og hans Frue afmalede han i to Knæstykker, hver med en Søn hos sig i forskjellig Situation. Naar han undertiden malede mindre Figurer, var han derimod fuldkommen Herre over deres Bevægelser. Allerede Clemens ved sit Arbejdsbord, som oven­for blev nævnt, viser, hvor frit og smukt han forstod at behandle en mindre Figur, men et andet Billede med endnu mindre Figurer, hvilket ligeledes tilhører den kgl. Malerisamling, er i Anordning, Behandling og Farve et sandt lille Mesterstykke. Det forestiller Konstneren selv i hans Velmagtsdage siddende foran Staffeliet og i Færd med at male, medens hans Kone, rigt og smagfuldt paaklædt efter Tidens Mode, med spændt Opmærksomhed følger hans Haand. Hvad .maler han paa det lille Lærred, der staar opspændt foran ham? spørger man. Han maler «Juel. og.hans Kone, siddende foran Stafieliet” Der aabner sig et helt Perspectiv af den samme Gjenstand, ligesom naar man hænger to Spejle overfor hinanden.

Der er endnu en Side af Juels Konst, der ligesom mere til­hørte hans Privatliv. Naar han malede Portrætgrupper, fremstillede han dem gjærne i den fri Natur, i Skov eller Have, og hos Juel maa det have været af virkelig Forkjærlighed, selv om maaske Tidens Smag er kommen ham i Møde deri. Thi foruden de større Land­skaber, som dannede Baggrunden for mange af de nævnte Portræter, malede han for sin egen Fornøjelse en Mængde smaa Landskaber af den danske Natur, der udmærkede sig ved en høj Grad af Stem­ning og ved en Opfattelse af Naturen, som var finere og sandere end selv senere Landskabsmaleres af Faget. Men han undgik ikke, maaske paavirket af de gamle Hollænderes eftermørknede Billeder, en vis Mørkhed og Ensformighed i Tonen, som gjenfindes saavel hos Pauelsen, der ogsaa gjærne malede sit Fædrelands Natur, som hos Eckersberg i hans Billeder før Rejsen. Et særligt skjønt og stem­ningsfuldt Landskab af Juel, «0ptrækkende Uvejr« findes i den kgl. Malerisamling.

Hans Samtid beundrede i høj Grad hans Malemaade. H. Han­sen, som undertiden ikke staar tilbage for Juel i Elegance og Fin

 

345

hed, fandt «hans skjønne simple Methode uforlignelig«, og et andet Sted, medens han endnu var yngre Konstner, skriver han om Juel (1794): «Naar jeg ser denne Mands Arbejder, saa falder Modet temmelig paa mig, thi han er stor og stærk i sit Fag; over al Maade skjønt var det Stykke, hvorpaa han malede; om Engle male, tror jeg næppe, de gjør det meget bedre. Jeg beundrede Manden og gik bort med en Slags Misundelse«. En ivrig Konstkjender paa den Tid, August Hennings, som tidt nævnes i disse Blade, sagde, at Juel havde „einen séhr lieblichen Pinsel" og fremsatte det Epigram om ham og Abildgaard: »Hvor lykkelig maa den Mand være ved sin Konst«, tror man om Juel; »Hvilke.n Pine maa den Maler lide" tænker man om Abildgaards Billeder. Juel maa have tjent udmær­ket godt, thi han fik 80 Ed), d. C. (256 Kroner) for et Brystbillede, og da han i sine sidste Aar, maaske for at tjene endnu mere, kastede sig over Pastelmaleriet, fik han 25 Edl. d. C. (80 Kroner) for et lille, let henmalet, men unægtelig tidt saare aandfuldt Portræt­hoved. Ikke desto mindre forslog hverken hans faste Indtægter eller hans Fortjeneste, thi baade han selv og hans Kone, der var bekjendt som en Skjønhed, var, slette Husholdere, og ved hans Død var der Gjæld. Neppe fire Maaneder efter solgte Enken alt, hvad hun kunde undvære, endog Konstnerens Portræter af. hans egne For­ældre, og hun levede siden i forholdsvis smaa Kaar ved en Aarpenge af'Kongens Kasse.

(Levned ved N. Høyen i en Fortegn, over Juels Arb. m. ni-, udst. af Konstforen. i 1828. Weinw. 8. 187. do. Lex. Sandv. S. 81. Hennings S. 146—47. Akad. Thiele Kstakad. S. 158 og 165. Cle-mens ved Fick i Selmers Nekr. Saml. Særtryk S. 8—10 og 17, H. Hansen priv. Optegn. Hennings Musaget 1798, 3. Stttck S. 21—25. do. utrykte Breve fra 1802. Eamdohrs Eeise I S. 161. Werlauffs Erindr, i Hist. Tidsskr. 4 E. IV, S. 273. Thiele Thorv. I S. 156. Auctionscat. med hdskr. Notits af O. J. Thomsen. Skild. 1804, Sp. 588, 712; 1815, Sp. 444; 1828, Sp. 1166. Gravst. paa Nik.-Ass. Kirkeg. Skifteretten. Adresseav., 1802, Nr. 483 og 489. Salon-Gat. ogFortegn. fra forsk, private Udst., Industriudst. 1872 m. fl. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Jungclausen. Christian Herman Didrik Jungolausen, født i Altona den 15. Januar 1798, uddannede sig ved Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han 1822 vandt den lille Sølvmedaille, udstillede her 1822—30 som Portrætmaler og nedsatte sig (1839) i Hamborg, hvor han uden Held søgte at faa et Tegneakademi oprettet. (Akad. Udst. Gat. Hamb. Kst.-Lex.)

 

346

Juuel. Andreas Thomas Juuel, født den 17. October 1817 Kjøbenhavn, var Søn af Skomagermester Johannes Juuel og Marie Christine født Berg. Efter sin Confirmation blev han sat i Lære paa den kgl. Porcelainsfabrik for at uddannes til Porcelainsmaler og begyndte som Lærling derfra at besøge Konstakademiet maaske alle­rede ved samme Tid (1832). Han naaede 1836 op i Gibsskolen og begyndte fra den Tid af at udstille som Landskabsmaler og har udstillet som saadan til 1855, uden at indtage nogen fremragende Plads i sit Fag. Dog vandt han 1847 den neuhausenske Præmie for et Land­skab »Urolig Efteraarsdag, enkeltstaaende Bøge- og Egetræer oplyses af gjennembrydende Solstraaler«. Den. kgl. Malerisamling ejer to af hans Landskaber. Tillige levede han som Tegnelærer og uddannede sig alvorligt til Porcelainsraaler. I dette Fag vandt han allerede 1843 den neuhausenske Præmie for Hornsylds Portræt, Copi efter Bendz' Maleri, og ved den næste Concours 1845 samme Præmie for et Landskab, samt fik i 1853 Bejseunderstøttelse af den Rejersenske Fond. I 1857 blev han Bestyrer af Bing og Grøndals Porcelains­fabrik, fik i 1862 Fortjenstniedaillen i Gruld for siu Virksomhed som Porcelainsmaler og døde den 21. August 1868. Han havde i 1843 ægtet Else Alette født Møller, der overlever ham som Enke. (Medd. fra Konstn. Enke. Akad,. Udst. Gat.)

 

Jargen. Jørgen Maler eller Jørgen Danus nævnes i Chri­stian IV's Almanak for 1608 som en Maler «af. Helsingør«. Kon­gen gav ham 50 Rdl. »for et Skab at male og staffere i mit Senge­kammer«. Senere fik han 40 Rdl. paa Haanden, og nogle Dage efter kjøbte Kongen »to malede Stykker« af ham for 20 Rdl. Han malede, sit eget Portræt paa Træ, hvilket tilhørte Klevenfeld og solgtes paa lians Auction som Nr. 348. Senere tilhørte det en Assessor Kofod, af hvem J. C. Spengler kjøbte det (1814) til den kgl. Malerisamling for 5 Rdl. Weinwich gjør ham til én Person med «den stumme Maler«, hvem man ellers tror er Heimbach, og tillægger ham et af de Arbejder, som ovenfor er nævnt under denne Konstner, nemlig Dronning Sofie Amalie i Bondedragt. (Weinw. Lex. S. 117 [art. Maler]. Sandv. S. 93. Schlegel. Saml. z. dan. (xesch. II, 3, S. 66 og 70. Spengl. Cat. Nr. 802 med hdskr. Tillæg.)

 

Jørgensen. Ejler Andreas Christoffer Jørgensen, Søn af Sognepræst Jørgensen og født i Roeskilde 1838, blev Student i Sorø 1858 og indtraadte, som permitteret Secondlieutenant af Krigs-reserven, i 1860 paa Konstakademiet i Kjøbenhavn, for at uddanne sig til Maler. I 1862 blev han Elev af Modelskolen og fra 1865

 

347

til 1871 udstillede han, dele et Par Figurbilleder, saalectes 1859 en ung Dame i en lys Kjole ved et aabent Vindue, under Titlen »Paa Udkig«, dels nogle Portræter, hvoriblandt det sidste, han ud­stillede, forestillede Forfatterinden Magdalene Thoresen. Han optraadte tillige i Literaturen som Oversætter af nogle af Fritz Reu­ters Fortællinger. I 1871 rejste han til Amerika, opholdt sig nogen Tid i Honolulu paa Sandwichsøerne, vendte tilbage til Amerikas Fastland og døde i Oakland i Californien den 12. December 1876. (Akad. Udst. Gat. Berl. Tid. 1877.)

 

Jørgensen. Hans Peter Sigismund Jørgensen, født den 26. Juli 1806 i Kjøbenhavn og Søn af Malermester Peter Vilhelm Jørgensen, begyndte efter sin Connrmation at gaa paa Konstakade-miet, blev 1825 Elev af Modelskolen og udstillede fra 1823 til 1831 nogle Portræter. Uagtet han synes til en vis Grad at have været søgt som Portrætmaler, vovede han dog ikke at betro sin Fremtid udelukkende til sin Konstnervirksomhed, efter at han i 1832 var bleven gift med Apolline Cecilie født Holm, og begyndte derfor at søge Kontorforretninger, der efter adskillige Aars Forløb gav ham en Plads som Tæller (1855) i Nationalbanken, hvor han senere (1862) blev Controlleur.. Følgen blev, at Konsten mere og mere tilside­sattes, og efter den Tid har han kun i 1855 og i 1866 udstillet et enkelt Portræt. I 1845 døde hans Kone, og Aaret efter blev han anden Gang gift med Emilie Adelgunde Birgitte født Amundin. Blandt hans Fortræter var enkelte mere bekjendte Personers, som Postdirecteur, Conferensraad Monrad og dennes Søn, Kammerherre Monrad. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)

 

Jørgensen. Magnus Jørgensen nævnes i kgl. Regnskaber vedrørende Frederiksberg Slot for 1704 og 1705 som Skildrer. Han malede bl. a. tre Portræter forestillende Frederik III, Christian V og Frederik IV til Hest, men da han kun fik 60 Edl. d. C. (192 Kro­ner) for dem alle tre, maa de enten have været meget smaa Billeder eller Copier. Weinwich nævner, at han har malet et Billede med legemsstore Figurer, forestillende norske Bønder ved et Maaltid, men kjender ingen Tidsbestemmelser. (Weinw. S. 136. do. Lex. Friis Sml. S. 95.)

 

Jørgensen. Sofus Carl Christian Jørgensen, født den 6. Februar 1852 i Odense og Søn af Murmester Niels Peter Jør­gensen og Anna Cathrine født Sundahl, kom i Lære hos sin Fader i Odense 1866 og gjorde tre Aar efter Svendeprøve. Med en An­befaling fra Arcnitekt Lendorf tog han derpaa til Kjøbenhavn og

 

348

begyndte i October 1870 at gaa paa Kunstakademiet, hvis Afgangs­prøve som Architekt lian bestod den 23. December 1876. Han er for Tiden (Foraaret 1877) i Udlandet. (Konstn. egne Medd. Akad.)

 

Jørgensen. Søren Møller Jørgensen, Søn af Jens Jørgensen tidligere Ejer af Hovedgaarden Katholm, samt Graardejer i Følle paa Mols, og Kirstine født Møller, blev fedt den 28. Januar 1791. Han synes at have lært Malerhaandværket i Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiet og i Aarene 1809—11 udstillede en Copi efter Abildgaard og et Par originale Billeder. I 1814 æg­tede han Frederikke Louise Bendixen, en Datter af Borgmester Bendixen i Randers, og efter den Tid levede han atter et Par Aar i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner under Vejledning af Kratzenstein Stub, efter hvem han til Minde opkaldte en af sine Sønner. Senere nedsatte han sig i Aarhus som Portrætmaler og Malermester og var i omtrent 50 Aar Borger i denne By. Indtil 1830 levede han dog næsten udelukkende som Portrætmaler, indtil hans opvoxende talrige Familie nødte ham til at søge Forbedring i sine Indtægter ved at drive sit Haandværk. Dog vedblev han af og til at male Portræter, indtil han i sin høje Alderdom opgav sit Borgerskab og tog til Hovedgaarden Egebjerg ved Hjørring, hvor en af hans Døttre var gift med Proprietair A. Rabild. Der døde han den 30. November 1873. (Medd. fra Familien. Lengnik [Fam. Fischer]. Tregder, Hdbg. f. Rejs. S. 7. Akad. Udst. Gat.)