446

Machalis. Flavius C. Machalis udstillede 1851—55 nogle Landskaber dels fra Sjælland, dels fra Sverige, Frankrig og Tysk­land. ' (Udst. Cat.).

 

Mackeprang. Adolf Henrik Mackeprang er født den 5, Februar 1833 paa Langesø ved Odense, hvor Faderen, Johannes Mackeprang, dengang var Forpagter; hans Moder er Louise født Stounder. I sit syttende Aar kom han til Kjøbenhavn (1849) for at besøge Konstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt i Marts 1859, men allerede forinden (1857) havde han begyndt at udstille som Landskabsmaler. Han gik dog snart over til Dyrmaleriet som sit egentlige Fag, og for at uddanne sig i dette fik han i 1863 en Understøttelse af Akademiet til at rejse i Indlandet, samt i 1870 og 1871 Akademiets udenlandske Kejsestipendium, hver Gang paa 800 Rdl. Efter et kortere Ophold i Paris tilbragte han omtrent halv­andet Aar i Italien, særlig i E-om. Af hans Billeder er »En Storke­rede« lithograferet i Farvetryk, og »En Kronhjort« lithograferet blandt »Billeder af danske Malere«. Han har i adskillige af sine senere Billeder med Forkjærlighed dvælet ved Fremstillingen af Dyrene i vild Tilstand og særlig gjort Rævens Liv og Færd til Grjenstand for sine Studier. I 1863 blev han gift med Emma Louise Christine født Christensen, en Datter af den ovenfor nævnede Medailleur Chr. Christensen. (Konstn. egne Medd. Akad. tldst. Gat.).

 

Madsen. Andreas Peter Madsen, født i Kjøbenhavn den 22. December 1822, er Søn af kgl. Stafet og Victualiehandler Lars Madsen og Johanne Marie født Andersen. Han begyndte i 1835 at

 

447

besøge Konstakademiets Aftenskoler og kom strax efter sin Confirmation i Lære hos Malermester Hultmann, hos hvem han imidlertid fik Lejlighed til at øve sig paa konstneriske Emner og lærte at tegne Dyr og Landskaber. Efter at han i 1841 var udlært, vedblev han at gaa paa Akademiet, blev 1845 Elev af Modelskolen og vandt i Marts 1846 den mindre Sølvmedaille. Samtidig arbejdede han som Malersvend et Par Aar, men kom, ved som Akademiets Elev at deltage i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, efterhaanden ganske bort fra Haandværket. I 1847 og 1848 udstillede han et Par mindre Dyrstykker, hvoraf et, »Køer i et Vænge«, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling.

Madsen var saaledes lige begyndt paa sin konstneriske Udvik­ling, da Krigen i 1848 ogsaa kaldte ham til Fanerne. Han gik fri­villig med, blev 1849 Secondlieutenant i Linien med Tjenestealder fra 30. April 1848, saaredes ved Ullerup den 6. April 1849, deltog i 1850 i Slaget ved Isted og i Frederikstads Forsvar, blev den 10. Sep­tember s. A. udnævnt til Premierlieutenant og snart efter til Ridder af Dannebrog. Han forblev nu staaende i Linien indtil 1864, da han i Maj blev udnævnt til Capitain og i December s. A. fik sin Afsked ved Hærens Reduction. Under sin Tjenestetid blev han især brugt til Opmaalinger i Holsten og Slesvig samt til Korttegning og havde saaledes indskrænket Tid til sin Raadighed som Konstner. Dog udstillede han jævnligt, som oftest mindre Billeder med Køer og Faar. 11867 havde han en Rejseunderstøttelse af Akademiet og i 1869 tilkjendtes den Neuhausenske Pengepræmie ham for »En Vanding«. Hans vigtigste Arbejde i denne Tid er de sjfcore- Husdyr, som han malede i Limfarve, i Forelæsningssalen paa Landbohøj skolen. Mad­sen havde allerede tidligere raderet enkelte Blade, Landskaber og Dyrstykker, men imidlertid var hans Opmærksomhed bleven vakt for Nordens Oldsager og han begyndte Udgivelsen af en Række raderede Fremstillinger af nordiske Oldsager, der efterhaanden svulmede op til tre Bind med ialt 125 temmelig store raderede Blade, indeholdende Afbildninger af Minder fra Jærn- og Broncealderen. Endelig har han udført Udsmykningen af det øverste Parti af den store Sal i zoologisk Museum. Efter at han er udtraadt af Krigstjenesten, har han tillige malet noget mere, deriblandt enkelte større Billeder. Madsen blev i 1854 gift med Sofie født Thorsøe og efter dennes Død (1856) anden Grang gift (1862) med Anna Sofie Ottomine født Ottesen. (Konstn. egen Medd. Akad. Udst. Cat. Militairkal. Statskal.).

 

448

Magens. Johan Bøye Magens, Søn af Johan Magens og Magdelene født Weies, blev født i Kjøbenhavn den 23. September 1748 (ikke 1746) og har rimeligvis fra 1765 været Lærling hos Harsdorff eller Jardin, thi han vandt ikke Akademiets Sølvmedailler. Derimod blev i 1767 den lille og i 1769 den store Guldmedaille tilkjendt ham i Bygningskonsten. Imidlertid var han i sex Aar kgl, Bygningsconducteur under Harsdorff og foreviste i 1775 Akade­miet Tegningen til »En Orangeribygning, decoreret paa den antique Maade«. 1.1777 søgte og fik han Løfte paa en Informatorplads, saa meget mere, som »hans Rejsetour endnu synes langt borte«. Da det lykkedes ham at faa Midler til at rejse for egen Regning, gav han efter sin Hjemkomst (1782) Afkald paa sin Expectance for at kunne blive Medlem af Akademiet. Den 27. Juli 1782 blev han og Meyn begge enstemmig agreerede, og Magens blev derpaa den 4. Marts 1783 optagen til Medlem af Akademiet paa »En Realskoles. Snart efter blev han Bygningsinspecteur, men Embedet som Stadsbygmester, der 1788 blev ledigt ved Rosenbergs Død, fik ikke han, men Meyn. Derimod blev han 1799 Professor i Perspectiven efter Meyn, der blev Professor i Bygningskonsten, og i denne Stilling forblev han med Titel a£ Justitsraad. Hans Hovedvirksomhed var som kgl. Bygningsinspecteur og senere som Hofbygmester at have Tilsyn med de offentlige Bygninger, og han ledede, ifølge "Weinwich, Udsmykningen af flere af de kgl. Slotte. Tillige blev han Søetatens Bygmester (1789). Han var gift med Clara født Holst, som 1810 blev Enke efter Andreas Kirkerup (s. d.) og overlevede sin anden Mand lige til den 13. April 1835, da hun døde, 80½ Aar gammel. Magens døde den 6. Juni 1814. Hans Mindesten er af Dajon.  (Weinw., S. 226. Do. Lex. Petri Kirkeb. ved Lengn. Akad. "Wiede-welts Pap. i Univ. Bibi. Gravmæle paa Holmens Kirkegaard. Adresseav. 1814, Nr. 130; 1835, Nr. 90).

 

Magnusson. Christian Carl Magnusson, født 1821 i Bred­sted i Slesvig, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn i Aarene 1839— 1845, men udstillede ikke her før i 1848, da han samtidig med en Ansøgning om Rejseunderstøttelse indsendte to Portræter og et Portrætstudie. Idet Stemmerne var lige for og imod ham, nægtedes Rejseunderstøttelsen ham. Han kaldte sig dengang Historiemaler. (Akad. Udst. Oat.).

 

Malcho. Simon Malcho eller Malgo var Søn af en Maler­mester i Kjøbenhavn og uddannede sig ved Konstakademiet, hvor han 1762—63 to Gange fik den lille og 1763—66 tre Gange den

 

449

store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1767 vandt han den lille Guldmedaille som Maler for Opgaven »David salves af Samuel« (l Sam. 16, 13). Derefter eller samtidig arbejdede han nogle Aar hos Mandelberg, hvor demens, som kalder hsfm »et maadeligt Subject«, var sammen med ham. Imidlertid lykkedes det ham at komme udenlands, og han var i Kom tilligemed Abildgaard. Maaske han kom tilbage til Kjøbenhavn og levede nogle Aar der, hvis den Johanne Margrethe Malgo født Bigom, der døde den 2. Maj 1783 i Kjøbenhavn, var hans Kone. Senere rejste han i al Fald til England, hvor han ernærede sig som Kobberstikker. Her mødtes Clemens atter med ham i 1792; han var dengang i Interessentskab med Presteis1 og stak Landskaber i Aquatinta, som han selv illumi­nerede. Et saadant Blad nævner Nagler: View of the torrent of the lühtschinen, efter L. Belanger, hvilket findes baade sort og coloreret. Weinwich nævner et andet Blad af ham, idet han siger, at han -»1793 har ædset den ulykkelige Prinsesse Lamballe i den sorte Konst ifølge en Parlaments Akt (!)«. Et nyere engelsk Konstnerlexikon (Redgrave). nævner ham ikke. ("Weinw., S. 191. Do. Lex. Akad. Øst, Mat., S. 977. Helligg. Kirkebog ved Lengn. »Clemens« ved Fick, S. 2. og i Hdskr. Nagler, Kstl. Lex., VIII, S. 216).

 

Malling. Peder Malling, født den 22. December 1781 og Søn af Statsminister Ove Malling og Christiane født Bech, blev Elev af C. F. Hansen for at uddannes til Bygmester og besøgte samtidig Konstakademiet, hvis lille Sølvmedaille han vandt i Marts 1798. To Aar efter vandt han ogsaa den store Sølvme'daille, og concurre-rede derpaa til den mindre Guldmedaille, der blev tilkjendt ham den 13. August 1801 for Opgaven »Et Museum, passende for Dan­mark, til Natur- og Konstproducter«. Det synes ikke, han har forsøgt paa at vinde den store Guldmedaille, da han snart efter indtraadte i praktisk Virksomhed. Efter at have været Hansens Conducteur ved Christianborg Slots og Raad- og Domhusets Opførelse blev han Bygningsconducteur hos Stadshygm ester Peter Meyn og boede hos denne i hans daværende Embedsbolig, som Professor ved Akademiet, i Prinsens Palais. Da Meyn snart efter døde (1808), blev Malling constitueret og Aaret efter fast ansat som Stadsbygmester og forblev i nogen Tid boende hos Enken. I 1810 opnaaede han et Rejsestipendium af Fonden ad usus publicos paa 500 Rdl. d. C. aarlig i to Aar, beregnet til 133 °/o i Speciesmønt (= 375 Sp. eller i

 

1 Én tysk Kobberstikker og Kobberstikkerinde, som levede i London ved den Tid.

 

450

nuværende Penge 1500 Kroner). Han tiltraadte sin Rejse strax i Begyndelsen af 1811, fik i 1812 Tilladelse til at forblive et Aar længere borte, til den 1. Januar 1814, og fik paa samme Tid ogsaa Stipendiet forlænget. Men Rejsen trak endnu længere ud; midt i 1815 var han i Som, hvor han den længste Tid havde opholdt sig, i venskabelig Omgang med Eckersberg, Hetsch (s. d.) o. n.; først den 29. Juli forlod han denne Stad, og i October var han i Kjøbenhavn, hvor han paany tiltraadte sit Embede som Stadsbygmester samt blev Søetatens Bygmester, og den 23. s. M. blev han agreeret af Konst-akademiet. De store Forventninger, Akademiet havde næret til ham, fandt dét opfyldte ved at se det Udbytte af hans Rejse, som hans Mapper opviste. Da han strax maatte indtræde i praktisk Virksomhed — foruden sin Embedsgjerning maatte han bl, a. restaurere Bringstrup Kirke for Universitetet og componere et Gravmæle over Tordenskjold til Holmens Kirkes Ligkapel — fremstillede han først den 18. April 1818 sit Medlemstykke, »En offentlig Plads med et Theater o. m.«, og blev enstemmig optaget til Medlem. Forinden havde han faaet Titel af Professor (d. 5. April 1817).

Mallings Hovedvirksomhed falder som Stadsbygmester, i hvilken Stilling han forblev lige til sin Død. Dog knytter tillige hans Navn sig til to store Bygningsværker, Universitetet i Kjøbenhavn og Akademiet i Sorø. I 1821 var Planen vedtaget til Universitetet efter Samraad med Consistoriet, og Overslaget lød paa 265,000 Rdl. Sedler. Først 1835 stod Bygningen færdig til at modtage sin indre Decoration. Uagtet et kyndigt Øje var villigt til at erkjende den Omhu. og Samvittighedsfuldhed, hvormed selve Bygningsværket var ledet, hævede der sig vægtige Stemmer mod den konstneriske Side af Opgavens Løsning. Man fandt den Sammenstilling af uligeartede Stilarter hvorved Konstneren havde forsøgt at frembringe et originalt præg, navnlig i den store Forside ud mod Kirken, var et Brud paa den ædle Smag i Bygningskonsten, og selv om man vedkjendte sig den imponerende Virkning, Forsiden ikke undlader at gjøre paa Be­skueren, fremhævedes dog det tunge i de store Skingavle m. m. Konstnerens Forsøg paa at faa Bygningens indre Udsmykning over­draget til Høyer (s. d.) lykkedes ham ikke. Imidlertid viser den Iver, hvormed han ved flere Lejligheder varmt arbejdede saavel for denne som for Hetsch, der var fulgt med ham til Danmark, at han var en sjælden trofast og oprigtig, om end ikke altid klartskuende Ven mod dem, der havde sluttet sig til ham. Hans andet store Værk, Gjenopførelsen af Sorø Akademi, der var brændt i 1813, blev begyndt

 

451

kort efter Universitetet (1822), men var allerede færdigt i 1828. Det er bygget i en simpel Stil, uden at Konstneren har tænkt sig ved Stilens Præg at knytte den nye Hovedbygning til de Byg­ninger, der stod tilbage fra ældre Tid, enten til Kirken eller de i Mansardstil opførte Sidepavilloner til den ældre Akademibygning. Malling udstillede i 1816 tre forskjellige Projecter, som vistnok vare udarbejdede paa Rejsen, og i 1819 sit Medlemstykke. Han døde ugift den 3. Maj 1865 i Kjøbenhavn. (Petri Kirkeb. ved Lengn. Do. [Fam. Malling]. Erslew, Forf. Lex., II, S. 216-17. Akad. ITdst. Gat. Vejviseren 1809 flg. Eckersbergs Optegn. Consist. Oopi-bog 1816, 1818 og 1821. Tregder, Hdb. for Hejs., S. 267. Dsk. Ugeskrift 1835, Nr. 187 [om Universitetsbygn. af N. Høven]. Dagen 1835, Nr. 218, 255. Kbhvspost. 1835, Nr. 233. Øst, Materialier, S.

' 420—22 og 425. Alm. Commiss. Tid. 1838, Nr. 302. Clausen, Optegn, af Levn. Hist., I, S. 191, flg.).

 

Malthe. Rasmus Secher Malthe, født i Randers den 21. November 1829, er Søn af Kjøbmand og Tømmerhandler, senere Stadsfæstemand Johan Jakob Sejer Malthe og Maren Kirstine født Christensen, Datter af en norsk Skibsfører. For at uddannes til Billedhugger begyndte han 1844 at arbejde i H. V. Bissens Værk­sted i Kjøbenhavn og besøgte samtidig Konstakademiet, hvor han 1851—52 vandt de tvende Sølvmedailler. Som Billedhugger har han siden 1849 udstillet, for største Delen Buster. I 1857 concurrerede han til den Neuhausenske Præmie med Gruppen »Moderkjær-lighed«, men Præmien blev tilkjendt Evens. Malthe udførte dog Aaret efter sin Gruppe i Marmor efter Frederik VII's Bestilling. For øvrigt har hans Hovedvirksomhed været som Marmorhugger, idet han i adskillige Aar ledede Udførelsen af Marmorarbejdet i Bissens Værksted. I sine senere Aar har han især været sysselsat med Billedhggerarbejder til Brug ved Bygninger, saasom Frederiks­borg Slot, det kgl. Theater, Hotel d'Angleterre m. fl. Han blev i 1859 gift med Hertha Rosaline Cathinka født Guldborg. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.)-

 

Mandelberg. Johan Edvard Mandelberg, Søn af en Maler i Sverige, født den 22. Juni 1731, rimeligvis i Stokholm, mistede tidligt sin Fader. Han havde, ved at se Joh. Ph. Lembkes Bataillemalerier i Drottningsholm Slot, faaet Lyst til at være Slagmaler og viste allerede som Yngling saa meget Talent at nogle svenske Konst-yndere understøttede ham. I 1752 rejste han til Paris, hvor han sluttede sig til sin Landsmand Alex. Roslin. Grev Caylus gav ham

 

452

Lejlighed til at copiere efter de store Mestre i Louvre. Imidlertid blev han af Conferensraad Wasserschlebe anbefalet til den danske Konge, Frederik V (1754), der gav ham 200 Rdl. d. C., for at han kunde være et Aar længere i Paris, 300 Rdl. til at rejse til Italien for, og endelig i 1758 400 Udi. for at fuldende sine Studier og rejse hjem til Danmark, der fra nu af skulde være hans Fosterland. I Rom studerede han især Landskabsmaleriet efter Claude Lorrain, Salvator Rosa og Poussin. Han fulgtes hjem med Wiedewelt, kom til Kjøbenhavn den 6. October 1758, og den 30. Marts 1759 blev han agreeret af Akademiet »paa den brugelige Maade«, men i samme Forsamling besluttedes det, at han og Wiedewelt strax skulde optages til Medlemmer. Som Medlemstykke indsendte han »En idealsk Bataille mellem Tyrker og Christne«. Den 9. December 1763 blev han ogsaa Professor ved Akademiet, idet der var indløbet en, rigtig- ; nok ikke fuldstændig stadfæstet Efterretning om J. Chr. Petzolds Død. Præses foreslog at udsætte Valget, indtil man fik Vished om Dødsfaldet, men da Professorernes Tal dog ikke var fuldt, blev Mandelbergs Valg godkjendt. Faa Aar efter fik han en Aarpenge af Kongen paa 300 Rdl. d. C.

Mandelberg har malet en Mængde Billeder til  det til det afbrændte Christiansborg Slot  mest Loftbilleder og Dyrstykker, ligesom han i det hele brugtes til at male store Pragtdecorationer til Hoffets Brug ved Fødselsdage og lignende Lejligheder. Da han imidlertid hertil behøvede megen Hjælp, udsøgte han sig altid de dygtigste Malersvende blandt dem, der nød Undervisning i Akademiets Skoler, og saaledes kom flere af den nærmeste Eftertids mest fremragende Konstnere, som Abildgaard og Clemens, til at male under Mandel­berg. Den Lyst til at male Slagbilleder, som han havde bevaret fra sin Ungdom, fik han ikke megen Lejlighed til at øve, og det synes, som om han ogsaa tildels i saa Henseende har overvurderet . sine egne Kræfter. En af Datidens Konstkjendere, Ramdohr, roste hans Copier og betingelsesvis hans mindre Billeder, men mente, at han ikke skulde driste sig til større Compositioner, der tidt var »under al Kritik«. Hans fleste efterladte Arbejder have et rent decorativt Præg. »En Kamp mellem tyrkisk og østerrigsk Cavalleri«, som han i Kom malede til Wiedewelt, kom efter dennes Død i S. A. Jacobsons Eje, og blev, paa hans Forespørgsel, af Akademiet stemplet »som det bedste og eneste i sit Slags af Professor Mandel­bergs Producter«, Mandelberg døde den 8. August 1786. Han var gift med Anna Margrethe født Majer, som overlevede ham til 1823,

 

453

Hendes Portræt, malet af Juel, og hans; malet af Als, ejes begge af Malermester Holmer. Paa den kgl. Malerisaml. bevares tre Bille­der af Mandelberg, deraf to Slagstykker. (Weinw., S. 161. Do. Lex. Thlele, Konstakad., S. 125 og 143. Sandv., S. 03. Hennings, S. 103—12. Alm. dansk Bibi. 1778, Febr., S. 113. Minerva, 2. Aarg., I, 1-786, S. 329—41, indeholder en udførlig Nekrolog over Konstneren af A. C. Hviid, som gjengives forkortet i Skild. 1830, Sp. 1061— 1066. Ramdohr Reise, I, 8. 106 og 236. Adresseav. 1823, Nr. 106. Meier, Wiedewelt, S. 46).

 

Mander. Karel van Mander var Søn af en Maler og Tapet­væver i Delft af samme Navn og maa være født omtrent 1610; hans Moder hed Cornelia van Roswyke. Dn Christian IY havde fuldendt Frederiksborg Slot, vilde han have Riddersalen smykket med vævede Tapeter, indeholdende konstneriske Fremstillinger. I Aaret 1616 bestilte Kongen 26 Tapeter hos Karel van Mander, som vi ville kalde den mellemste, til Forskjel fra Faderen, den. navnkundige hollandske Maler og Konstforfatter af samme Navn, og Sønnen, som vandt sit Navn i Danmarks Konsthistorie. Den mellemste Karel van. Mander kom altsaa til Danmark for selv at se de Fæstninger og Stæder, som. stulde afbildes paa Tapeterne, hvor de vigtigste Begivenheder i Kalmarkrigen skulde fremstilles. Derpaa rejste han hjem og vævede sine Tapeter; i 1619 var 18 af dem færdige og blev sendte til Christian IV, der var godt fornøjet med dem, og i 1620 var Arbejdet færdigt paa nogle Smaastykker nær. Imidlertid døde Konstnereni 1623, og da Kongen endnu skyldte ham over 8,000 Gylden for Tapeterne, rejste hans Enke samme Aar til Kjøbenhavn for at faa denne Sag ordnet. Hun medbragte en Datter, som senere blev gift med Maleren Wuchter, og Sønnen Karel, der vistnok begge vare Børn.

Det synes, som om Kongen har taget sig af den faderløse Søn og maaske har ladet ham oplære til Konstner i Holland, ligesom han havde gjort ved flere af Landets Børn, der havde vist Talent for Konsten, Jakob Lauritzen, Søren Kjær o. a. I 1634 var. han i al Fald igjen i Kjøbenhavn, hvor han gjorde Tegninger til Dragter og Decorationer m. m. til Skuespil i Anledning af Prins Christians Bryllup. Fra den 14. Juli 1635 til samme Dato 1638 var han kgl. Contrafejer med 200 Rdl. aarlig, »medens han opholder sig i Italien«, og en Del af Pengene blev i 1638 udbetalte til hans Moder, som altsaa dengang endnu var i Live. Efter Hjemkomsten blev han kgl. dansk Hofmaler og malede i denne Stilling en Mængde store Billeder,

 

454

mest Portræter af Kongen en Mængde Adelsmænd, Lærde, og en­kelte velhavende Borgere samt nogle udenlandske Statsafsendinger. Han var 1640—42 Tegnelærer for Kongens Datter, Leonore Chri­stine, og malede tillige adskilligt for Corfits Ulfeld. Han tjente der­ved saa godt, at han kunde kjøbe en stor Gaard paa Østergade (nyt Nr. 15) og et Hus ved Gammel Strand. Paa det førstnævnte Sted holdt han et Slags Gjæstgiveri for fornemme Folk, navnlig uden­landske Statsafsendinger, og Mænd som Duvall, Le Maire, van Amerongen og Terlon have alle boet hos ham. Hvor længe han drev denne Forretning, kan omtrent ses af, at han i 1656 modtog Admiral Opdam, og endnu i 1670 boede den hollandske Ambassadeur de Witt hos ham. Omsorgen for Gjæsterne paahvilede hans Hustru, Marie v. Mander, som overlevede ham. Han døde 1672 og blev gravsat i Petri Kirke i Kjøhenhavn; han var en for sin Tid og Stand dannet og aandrig Mand, der skrev flere Digte, som gjorde Lykke hos Samtiden. Hans ældste Søn, Johan van Mander, var ogsaa Konstner, nemlig Billedhugger eller snarere »Billedsnider«, thi han arbejdede, som det synes, i Træ; men han har næppe haft stor Betydning som Konstner. I April 1674 blev Kan gift med Christine født Lüders, og i 1680 havde han Arbejde for Hoffet. Karel van Manders yngste Søn, Karel eller Carl, blev mathematisk Instrumentmager og ham nævnes der Børn af.

Karel van Mander var en, i hollandsk Skole dannet, dygtig Konstner, kraftig og rigtig i sin Tegning, naturlig i sin Farve. Hans efterladte Malerier høre til de bedste, vi have fra Christian IV's Tid; deriblandt have navnlig hans Portræter af Kongen særlig Værd for dét smukke mandige Billede, de give af Danmarks Folkehelt. De første tre Portræter af Kongen, som kjendes fra van Manders Haand, ere fra November 1639; det ene fik Hannibal Sehested med til Spanien, et andet fra senere Tid havde Corfits Ulfeldt med til England; det er nu kommet tilbage til Danmark 1 og tilhører den kgl. Malerisamling; et tredje sendtes til Glückstad til Kongen selv. Et andet stort Portræt af Christian IV i hel Figur tilhører lige­ledes den kgl. Malerisamling. I Samlingen er fremhængt to store Billeder af ham, »Prins Svends Død«, et temmelig mørkt Maaneskinstykke, og »En tatarisk Sendefærd«, som var i Kjøbenhavn i 1655. Med Urette antog man tidligere dette prægtige Portrætbillede med hele Figurer i Legemsstørrelse for Fremstillingen af en Henrettelse. Desuden findes i Samlingen en Fremstilling af »den angrende Peders,

 

1 Ved Etatsraad Tietgen.

 

455

samt to mindre Billeder, »Synet og Hørelsen«, som tilhøre det første Aar efter Rejsen (1639). En Mængde af Karel van Kanders forskjellige Portræter, der ere spredte i privat Eje eller forsvundne, ere stukne af Albert Haelwegh. Altertavlen i Sorø, som en Tid lang har været tillagt van Mander, maa vistnok snarere føres hen til Abraham Wuchter. (Wolffs Encomion, S. 440, hvor han kaldes »kgl. Maj's picter & sculpterl*. "Weinw., S. 33, 51—52 og 56. Do. Lex. Sandv., S. 91 og 94—96. Burman Becker, Afhdl. i Hertz' Ugentl. Bl. 1859, Nr. 20. Do. Tapeter, S. 21 og 48. Medd. fra Reutek. 1872, S. 194. Dske. Saml,, V, S. 202, samt 2. R., I, S. 157' og 363. Spengl. Gat. o. Malerisaml., 8.496 flg.Skild. 1829, Sp. 114. Jonge, Kbhv. Beskriv., S. 509. G-ehejmearch. Nagler, Monogr-, III, 849. Do. Kst. Lex., VIII, 230, hvor der nævnes en Radering, som ogsaa tillægges hans Fader).

 

Marstrand. Vilhelm Nikolaj Marstrand var Søn af Commerceraad Nikolaj Jakob Marstrand, som var født og opdragen i Norge, og Petra Ottilia født Smith, og han var den næstældste af fem Sønner. Han var født i Kjøbenhavn den 24. December 1810. Af Faderen blev han sat i Metropolitanskolen for at studere, men dertil havde han ingen Lyst, og da tvertimod Tegning altid havde været hans Glæde, forlod han i sit sextende Aar Skolen, blev den 7. August 1826 Lærling i Eckersbergs Malerstue og begyndte snart efter ogsaa at gaa paa Kunstakademiet. Der fortælles flere Træk om, hvilket Lune han allerede som Dreng forstod at udfolde i sine første, fra Technikens Side naturligvis ufuldkomne Tegninger. Han gjennemgik Akademiets Skoler, men ikke med ualmindelig Hurtig­hed, dertil synes Skoleundervisningen at have fængslet ham for lidt. I Juli 1828 kom han ind paa Gibsskolen, lige et Aar efter blev han Elev af Modelskolen, ved Nytaar 1833 vandt han den lille og et Fjerdingaar efter, den 21. Marts 1833, den store Sølvmedaille. Strax samme Aar concurrerede han til den lille Guldmedaille, hvor­til Opgaven var »Flugten til Ægypten«; han fik kun en Opmuntring, Medaillen selv tilfaldt Eddelien, en Konstner, som navnlig i Compositionstalent langt fra kunde maale sig med Marstrand. To Aar efter (1835) vilde han concurrere igjen; men han var netop paa en Sommerrejse i Norge og skrev derfra, at han først kunde være i Kjøbenhavn den 2. Juli, idet han haabede, at han alligevel kunde faa Lov at deltage i Concurrencen. Da Eckersberg tilbød at hente ham ved Dampskibet og føre ham lige op i hans Loge paa Charlottenborg, tillod Akademiet det; men hans Arbejde, »Odysseus og

 

456

Nausikae«, lykkedes saa lidt, at »det kunde ikke komme i Betragt­ning «. Denne Gang var det A. A. Muller, som vandt Præmien. Efter disse Forsøg maatte det synes klart baade for ham og andre, at Historiemaleriet slet ikke laa for ham1, saa meget mere, som han allerede i flere Aar havde givet glimrende Prøver paa sit Talent i en ganske anden Retning, nemlig det lunefulde Genremaleri. En af hans varmeste Beundrere, Professor N. Høyen, skrev derfor ogsaa ved denne Tid til sin egen Efterretning om Marstrand: »Genre decideret«. Denne afgjørende Dom skulde Tiden ikke aldeles stadfæste.

Lige siden 1829 havde Marstrand udstillet paa Charlottenborg, men hans første Billeder, »Kanefart ved Maaneskin«, »En Kilderejse« og »Udsigt fra et Vindue paa Charlottenborg«, en meget yndet Opgave af Eckersberg for at øve sine Lærlinger i Perspektiv, vakte ikke Opmærksomhed for ham. Fra den samme Malerstue, som senere blev Marstrands egen, saa man i disse Billeder for det meste ud ad det nordre Vindue. Den første Gjenstand, som mødte Øjet, var Slottets anden Karnap med sin fremspringende Jærnforsiring paa Hjørnet, der tog sig umaadelig stor ud i Forhold til Husene paa den anden Side af Torvet ovre ved Bredgade; Thotts Palais viste sig forfra og derpaa førtes Blikket ned ad den lange Bredgade, hvis Huse og Lygter nøjagtigt formindskede sig efter Perspectivens Kegler. Hist og her maatte Lærlingen tænke sig et Vindue aabent og construere. dets Stilling og Lysets Fald derpaa efter de givne Forskrifter. Endelig indsattes. navnlig i Forgrunden, nogle Figurer som Staffage, og den erfarne Mester brummede alvor­ligt, naar noget ikke var i de rette Forhold. Først med »En Flyttedagsscene« (1831) kom Marstrands Lune saa uforbeholdent frem, at det rev Beskueren med sig. Den Forstyrrelse, en kjøben-havn.sk Flyttedag medfører, var skildret i en Mængde enkelte Træk

 

1 Allerede i 1832 havde den kgl. Malerisamling kjøbt et lille historisk Billede af ham, „Svend Estridsøn og Biskop Vilhelm", men det har ingen Betydning og er senere hængt bort. Under sit Ophold i Kom componerede han i 1836—38 et kirkeligt Emne, „Den fortabte Søn", og synes at have haft Tanken om at componere „Den gode Hyrde" som et Sidestykke dertil; men i et Brev til N. Høyen af 2. Februar 1838 skriver han selv derom, at han ikke har i Sinde at udføre det for det første, „dels fordi det er for stort for mit nær­værende omflakkende Liv, og dels fordi megen Tvivl er opstaaet hos mig, om det egner sig for mig at male den Slags Ting. Jeg har ikke den vedholdende Alvor, som hører til at male historiske G-jenstande; imidlertid opgiver jeg ikke denne Lejlighed til at forsøge mig, naar Tiden tillader det". Saavidt jeg kan ae, udførte Marstrand aldrig denne Composition.

 

457

af stor komisk Virkning. Det samme var Tilfældet med »Scene ved et Consumtionshus«, medens et tredje Billede, som bærer den simple Titel »Nedgang til en Kjælder«, med et finere, mere skjelmsk Lune forbandt en smuk malerisk Virkning i Gjengivelsen af det lave hvælvede Rum. Det blev kjøbt af Konstfo reningen. Med stigende Lystighed og stedse mere Herredømme over sine' Emner skildrede han i de følgende-Aar det kjøbenhavnske Folkeliv i »En Gadescene i Hundedagene« (Waagepetersen), »Beskjænkede, som forlade kj ælderen« (Grev Moltke), og den kostelige »Auctionscene«. (Waagepetersen), medens »Et musikalsk. Aftenselskab«, der tilhørte samme varme Konstven, var et Billede med særdeles vellykkede mindre Portrætfigurer, malede efter Naturen. Paavirket af Bendz, der havde et ualmindeligt Øje for Farvevirkningen, gjengav han heri med større Finhed og et mere levendo Spil i Farven, end det plejede at ligge for hans Pensel. Lampens og Lysenes gjensidige Brydnin­ger med Mørket. Ved Siden af disse og lignende Billeder malede han tillige ikke faa Portræter.

Efter sine mislykkede Forsøg paa at vinde Guldmedaillen, vendte Marstrand sig med endnu større Lyst til at male Livsbilleder, og da han altsaa ikke kunde opnaa mere ved Akademiets Under­visning, stod hans Hu til at komme udenlands. Akademiet havde ogsaa paa sin Side fulgt hans Udvikling med skjøusom Opmærksom­hed og indsaa meget vel, at en mislykket Concours ikke betød det samme for ham, som for saa mangen anden. Hans Andragende om Anbefaling for at kunne søge Stipendium hos Fonden ad usus publicos besvarede Akademiet derfor med et meget rosende  Vidnesbyrd. Det havde »fundet sig overrasket ved hans Talents Ejen­dommeligheder«, og holdt det netop derfor for rosværdigt, »at han vilde concurrere som Historiemaler«; det sluttede med at erklære, at det fandt ham »moden og heldig forberedt til en Udenlandsrejse« (Decbr. 1835). I August 1836 rejste han, med Stipendium fra den nævnte Fond, fra Danmark. Han gjennemrejste Tyskland og Svejts tildels paa sin Fod og naaede omsider Italien, om end ikke under lykkevarslende Omstændigheder. Frygten for den sig nærmende Cholera tvang ham til en 20 Dages Quarautaine i Livorno, inden han fik Lov at sætte Foden paa italiensk Grund. I December 1836 var han i Rom midt i den Kreds af livsglade, dygtige Konstnere, han saa meget længtes efter. Der fandt han Malerne Ernst Meyer, Küchler, Sonne, Roed, Const. Hansen, som han kjendte fra Hjemmet, og Bygmestren Bindesbøll.

 

458

Det aandsfriske italienske Folk, hvis veldannede Legemer med saa yndefuldt Udtryk kunne gjengive, hvad der rører sig i deres varme Hjærter og hurtige Hjærner, tiltalte i højeste Grad Marstrand, som strax syntes at fatte den Umiddelbarheds Strøm der gaar gjennem den romerske Almues hele Lrv paa Gader og Stræder. Det vakte en Jubel i hans Sjæl, som aldrig holdt op at gjenklinge; naar i senere Tider mørke Tanker omspændte ham, malede han sig glad igjen efter et af de livsfriske Studier, han havde medbragt fra Italien. Medens flere af hans jævnaldrende Konstbrødre ikke havde let ved at vælge de Motiver, deres Sjæl kunde gjenskabe paa Lærre­det, og grebne af den maleriske Skjønhed, hvori den italienske Luft viste alle Gjenstande, lagde mere Vægt paa at gjennemarbejde det Motiv, de dvælede ved, strømmede Ideerne med en saadan Fylde ind over Marstrand, at det ene Billede næsten fortrængte det andet. Ikke desto mindre paavirkedes ogsaa hans Fremstillingsmaade i en heldig Retning dels af det meget nye, han saa, baade af Konst og Natur, dels maaske ved den Afslibning, det nære Samliv med fri­modige, sandhedskjærlige og indsigtsfulde Venner uvilkaarlig frem­bringer. Det, at Konstnerkredsen i Rorn, saalænge Thorvaldsen dannede et Midtpunkt, om hvilket alle uden Modsigelse sluttede sig, omfattede Mænd af de forskjellige Folkeslag, selv om det mest kun var Tyskere og Nordboer, gav Livet der et større Udbytte end nu, da hver enkelt Nation holder sig strængt for sig selv.

Allerede det første Billede, Marstrand sendte hjem, »Udenfor Fængslet« (udst. 1838), viste større Maadehold i Anordningen og et sikrere Herredømme over de konstneriske Midler. Men det var dog navnlig ved »Antoniusfesten« (udst. 1839), som er gjengivet blandt »Billeder af danske Malere«, han viste, hvilke Fremskridt, han havde gjort. Det forestiller Husdyrenes Velsignelse, idet de paa St. Antoni Dag (17. Jan.) rigt smykkede føres forbi den lille Kirke St Antonio Åbbate, hvor Præsterne staa i Døren og stænke, dem med Vievand. Dette Optrin foregaar aldrig uden en Mængde komiske Træk, som Konstneren her havde grebet og forenet med et saadant Lune, at det hører til de ypperligste i Rækken af hans mange fortrinlige Livsbilleder, mesterligt i Anordningen af de talrige Figurer, natur­ligt og levende i Gjengivelsen af deres Bevægelser, varmt og kraftigt i Farven1.

 

1 I det i en tidligere Anmærkning nævnte Brev til N. Høyen taler Mar-strand ogsaa om, at han til sit Billede, „Antoniusfesten", gjorde Bærlige Studier af Anvendelsen af Lasurfarver, som han holdt for nødvendige til at gjengive

 

459

Almuens Liv i Rom er aldrig, trods en værdig Alvor, der klæder baade Mænd og Kvinder godt, uden Lystighed og Livsglæde, men rigest, friest og uskyldigst strømnier den dog i October, i Vin­høstens glade Tid. Det er et Optrin fra denne yndige Tid, hvor en mild solklar Efteraarshimmel har afløst Somrens Hede, Marstrand skildrede i »Tilbagekomsten fra Octoberfesten”, som tilhører Thorvaldsens Museum. Allerede da det i Foraaret 1840 blev udstillet i Rom, vakte det almindelig Opmærksomhed, og da det Aaret efter blev set ved Udstillingen paa Charlottenborg, tilkjendte Akademiets Forsamling det enstemmigt og med Acclamation Udstillingsmedaillen (12. Maj 1841). Paa Directeurens, Thorvaldsens, Forslag blev Mar­strand tillige enstemmig agreeret paa det samme Billede, idet der tilføjedes, at Konstneren var undervejs hjem. I et enkelt Optrin giver det ligesom et Billede af den romerske Almues hele daglige Liv. Intet fattes, lige fra det taalmodige Æsel og de langhornede alvorlige Oxer til den adstadige, kjoleklædte Borger, som halv ned­ladende blander sig i Almuens Kreds, eller den lystige unge Konstner med Blomster i Hatten. Fra en Vinstue (Osteriet) lige uden for Byens Mure drager i den lyse Sommeraftenstund en lystig Flok ind ad Staden til med Fakler, Tamburiner, Sang og Dans. Hver enkelt Gruppe er et nyt Livsbillede af henrivende Virkning, og Konstneren er saa langt fra at trættes, at endog de ganske smaa Grupper i det Fjserne hver for sig kunde udføres som fuldstændige Genrebilleder med deres heldig valgte, livlige Motiver. I dette Maleri, hvori Eckersbergs Undervisning endnu tydelig spores, er Formen og Bevægelsen givet med en Fasthed i de ydre Omrids, som senere tabte sig hos Konstneren; Farven er klar og sand, de brudte Toner giver et smukt Billede af Aftensteraningen, men i Personernes Skikkelse føler man allerede Konstnerens Egenhed at se Tingene lidt fot brede, navnlig have Kvinderne gjennemgaaende vel store Hoveder, et Træk, man forresten ikke saa sjælden ogsaa finder hos Eckersbergs Figurer1.

 

ret den Farvepragt, hvori den italienske Luft viser Gjenstandene. Ikke uden Grund advarede Høyen ham i et følgende Brev af 15. April 1838 mod den „famøse Lasur". Farven i dette Maleri synes virkelig ikke at have staaet sig" tilstrækkeligt, idet Billedet nu viser en næsten skrigende Modsætning mellem Lys og Skygge og navnlig i mange af Skyggepartierne en Sorthed i Farven, som næppe fremtraadte saaledes, da Billedet var nyt.

 

1 I Marstrands senere Aar kom det frem, at hans Øjne led af en egen Sygdom, Astigmatisme, aom gjør, at Gjenstandene dels vise sig med utydelige Omrids,^3ela urene"~Sg uklare i Farven. Men uagtet denne Abnormitet sæd-

 

460

Et Aar ældre er »Romerske Borgere i et Osteri« (Grosserer Vilh. Christensen). I Paasyn af Billedets oprindelige Ejer, Agent Waagepetersen, samt nogle danske Konstnere, strømmer her en Mængde af Roms lavere Befolkning, Mænd og unge Kvinder i lystig Blanding i Sommereftermiddagens klare Solskin ind i en Vigne udenfor Staden bagved Engelsborg. En Mand og Kvinde, begge over den første Ungdom, danse Saltarellen for de fremmede, medens en ung Pige slaar Tamburinen og den tykke Vært kommer ned ad Trappen med Flasker og Glas for at være rede til at byde dem en styrkende Drik. Forskjellen mellem Sollyset om Dagen og Aften­stemningen i det førstnævnte Billede er ypperligt givet; men i Motivernes Rigdom maaler dette Billede sig ikke fuldstændig med hint. I Rom malede han ogsaa et vellykket Portræt af Joachim Frederik Sohouw. For øvrigt er det kun enkelte Perler, vi have kunnet og i det følgende kunne fremhæve af Konstnerens over­ordentlige rige Productivitet.                                   

Paa Hjemrejsen til Danmark forblev Marstrand et Aar rundt i München, hvorom hans Konstbrødre havde talt saa meget. Men Livet der var allerede forandret eller i al Fald smagte det tyske øl  ikke videre godt ovenpaa den italienske Vin, og Konstneren Følte sig meget skuffet. At han alligevel blev der saa længe, skyldtes et Par større Bestillinger, som han maatte gjøre færdige med det samme. Sent paa Aaret (1841) kom han til Kjøbenhavn, og den 22. Marts 1842 fik han som Opgave til Medlemsstykke: »Scene af det danske Folkeliv«.

Marstrand havde fra sin Ungdom næret stor Forkjærlighed for Holbergs Komedier; det Lune der er præget i dem, var saa be­slægtet med hans eget, at han længe havde ønsket at gjengive nogle af disse lystige og karakteristiske Optrin paa Lærredet. Før Rejsen havde han maaske ikke ret vovet at hengive sig til sin Fantasis dristige Spil, ogsaa henpegede hans Lærer saa strængt paa Naturens Efterligning, at det nok kunde holde ham tilbage; i Italien maatte nødvendigvis det Liv, der omgav ham, fængsle hans Opmærksomhed

 

vanlig er medfødt, plejer dens Virkninger først at træde frem, naar med "Alderen Øjnenes Tillempnings evne taber sig. Et Blik paa Marstrands Ung­domsarbejder viser ogsaa, at ingen Svaghed i hans Øje er til at spore. I hans senere Billeder medvirkede den derimod uden Tvivl i ikke ringe Mon til, at han fik Forkjærlighed for den brede Malemaade, han da brugte, og til den Sorthed, hans Billeder led af, især i Skyggerne. Men den hjalp ham maaske ogsaa ud over Eekersbergs strængt tegnede Omrids til det mere maleriske Foredrag, som siden udmærkede ham.

 

461

og fylde lians Indbildningskraft saaledes, at det først og fremmest maatte have Krav paa at fremstilles. Men efter Hjemkomsten var det, som om hans Ungdoms Kjærlighed til Holberg vaagnede med fornyet Styrke, saa at det danske Folks Ejendommeliglied ligesom syntes ham gjemt i den gamle Digters lystige Skyggespil. Opgaven fra Akademiet maatte og skulle passe dertil. Mulig dog nogle af dets Medlemmer overraskedes,- da Konstneren som. Besvarelse af Opgaven indsendte (Juni 1843); »Scene af Bondelivet, motiveret efter Holbergs Erasmus Montanus«! Ingen kunde nægte, at den gammeldags Bondestue med sit karakteristiske Bohave,-den gamle Bonde, Degnen, Ridefogden og de øvrige Bifigurer, var en fortrinlig Fremstilling af den danske Almues Liv, og i al Fald havde Bille­det i Fremstillingens Lune og i Udførelsens Soliditet saa mange Fortrin, at man uden Indvendinger tilgav den sindrige Konstner hans Dristighed, og den 19. Juni 1843 blev han enstemmig optaget til Medlem af Akademiet. Faa Aar efter blev han, den 6. Novem­ber 1848, valgt til Professor i Modelskolen ved Rørbyes Død, og i 1853 valgtes han, efter at Bissens Functionstid var udløben, til Akademiets Directeur. I denne Stilling forblev han, paa nogle Aar nær, hvori Jerichau var Directeur (1857—63), til sin Død.

Med sit Medlemstykke begyndte han en Række Skildringer efter Holbergs Komedier, som høre til hans heldigste Compositioner. »Barselstueu« (1845) og en Gjentagelse af »Erasmus Montanus« bleve kjøbte af den kgl. Malerisamling. - Senere kom hertil »Den politiske Kandestøber« (1852) og »Det lykkelige Skibbrud« (1859, tilh. Højesteretsadvocat Brock). Disse fire var forholdsvis større Billeder med mange Figurer; men desuden malede han ikke faa af et mindre Omfang med to eller tre Figurer efter Motiver fra en stor Del af de andre Komedier. Fra Holberg gik han over til Don Quixote og gjengav med stort Lune »Helten fra Salamanca« i en Mængde af hans ynkelige Tilskikkelser. Her, ligesom i de senere holbergske Billeder, fremtræder en langt bredere Penselføring, der dels skyldes den virtuosmæssige Lethed; hvormed Mestren tumlede med Pensel og Palet, dels den ovenfor omtalte Svaghed i hans Øje. Medens Syg­dommens Virkning næppe spores i det, store Billede fra Siljansøen i Sverige, »Kirkefærd til Leksand i Dalarne« (1853, den kgl. Malerisamling),- hvor han med overordentlig Sikkerhed grupperer over 2000 mindre Figurer, og skaber en Række Livsbilleder, hvori Alvor og Lune paa .det skjønneste mødes, medens den end ikke er synderlig

 

462

fremtrædende i »Det lykkelige Skibbrud« (1859), mærkes dens Ind­flydelse dog allerede i 1857 i »Billede af Hverdagslivet«, eller »Frierens Besøg«, selv om Gjengivelsen af det indelukkede Rums sparsomme Lys medvirkede til at give Billedet en Dæmpethed i Farven, der ikke ganske er det samme som den Brydning i Farve­tonen, hvormed han tidt i sine ældre Billeder kunde gjøre saa ypperlig en Virkning. Konstneren var dengang nærved de halv­hundrede Aar, men naar Kejser eller Ophold paa Landet havde styrket hans Øje, maaske endog naar en øjeblikkelig aandelig Spæn­ding vakte hans Snille til fuld Kraft, kunde den uheldige Virkning af hans Øjes Sygdom mildnes-eller tabe sig. Det turde være Grun­den til, at man ogsaa i hans ældre Alder, navnlig i større Billeder, gjenfinder en Kraft i Farven, som ikke tyder paa Sygdom, hvorvel nu parret med det brede, næsten for djærve Penselstrøg, der røber den øvede, aldrende Mester. Dette gjælder saaledes om de store Billeder til Roskilde Domkirke, ja selv tildels om »den store Nadvere« (1869). Der er nemlig endnu en stor Side i Marstrands Konstnervirksomhed, hvormed han næsten pludselig overraskede selv sine gamle Venner, ikke mindst den trofaste Ven, som i 1836 havde stemplet hans Konst som ”Genredecideret«. Marstrand havde vel allerede fra sin tidlige Ungdom malet Portræter i Legemsstørrelse, ikke sjælden med udmærket Held, men det var dog mest Brystbilleder. En Udenlands­rejse i 1845—48, som over Holland og Paris igjen førte ham til Italien, gav ham Lyst til at forsøge sine Kræfter i en større Stil. Da udstillede han i 1849 et stort Billede med legemstore Figurer i Knæstykke under Titel »Italiensk Osteriscene«-. En ældre Kone af den lavere Middelstand er paa Vinstuen falden i Søvn under Indflydelse af sin Fedme og det varme Sommervejr; de to unge Piger derimod føle sig ikke trykkede af Heden. I blomstrende Skjønhed glæde de sig ved Livet, og idet de tænkes at se en god Ven nærme sig, gjør de med en indbydende Haandfagte Plads paa Bænken for den lykkelige; enhver kan tænke sig i hans Sted .... Det var vel kun et Genrebillede; men den brede og dog omhygge­lige Udførelse, den sjælfulde Opfattelse, det simple storslaaede Motiv, varslede om nye Tanker i Konstnerens Sjæl, som ogsaa modnedes og kom frem. Hans følgende Portræter bar Vidne om, hvad der gjærede hos ham. Flere af dem udførtes i hel .Figur, eller i al Fald i Knæstykke, og det var nu ikke blot en vellykket Gjengivelse af Aasynet, Konstneren tilstræbte; der kom Liv, Be­vægelse i den hele Skikkelse, som i alle Træk gjengav den paa-

 

463

gjældende Personlighed med. slaaende Lighed. Et fremtrædende Exempel paa et saadant Portræt var udstillet 1856. Det forestillede i Knæstykke en ung Dame(Baronesse Stampe), som i sin simple hvide Baldragt med Blomster paa det smukke haar, et livsglad Smil paa det friske, jomfruelige Aasyn ligesom ilede Beskueren forbi med hurtige Trin for at naa Balsalen. Det hører til Marstrands mest vellykkede Portræter, og med dobbelt Vemod dvæler Erindringen ved det smukke Billede, fordi den unge Pige snart efter laa i Graven; Balkjolen var bleven en Ligdragt. I det ovenfor nævnte »Billede af Hverdagslivet« gjorde han det følgende Aar sit første Forsøg med at sammenstille hele Figurer i Legemstørrelse i en alvorlig sjælelig Situation; trods en sjælden Finhed i den psychologiske Opfattelse lykkedes Billedet ikke fuldkomment. Man savner en vis Sikkerhed i Grundtanken. Derimod havde et senere Dameportræt i hel Figur, Fru Heibergs (1859), og Constantin Hansens Portræt i Knæstykke (1862, den kgl. Malerisaml.), næsten noget af den historiske Stil i deres Præg. Det var Historiemaleren, som vaagnede.

Samtidig eller omtrent samtidig (1858) malede han en meget stor Altertavle til Faaborg Kirke. Den forestillede »Christus i Emaus og havde kun tre figurer i over naturlig Størrelse, Frelseren og de to Disciple. Malerstuen paa Charlottenborg og navnlig dens Vindue var vel lille til Udførelsen af saa stort et Billede. Figurer­nes Forhold syntes ikke ganske sande, Formerne ikke fint nok gjengivne, navnlig i en af Disciplene gjenkjendte man vel nøje Modellen, og mere end een, som var gunstig stemt for Konstneren, rystede dog paa Hovedet og vilde ikke kjendes ved ham som Historiemaler. Til Trods for de ugunstige Forhold har Mestren vidst, hvad han gjorde; thi paa sin Plads i den temmelig store og lyse Kirke gjør Altertavlen en ypperlig Virkning. Afstanden og de store Omgivelser formilder det svære i Forholdene, Belysningen giver Billedet Dybde, og den smukke Følelse i Christi Person træder levende frem.

Det var i rette Tid, Marstrand havde rustet sig til denne sin nye Livsopgave. Thi Christian IV's Capel i Roskilde Domkirke, som Døden havde hindret Eddelien i at fuldføre, blev nu overdraget til ham. I 1861 udstilledes Skitserne til de to store Vægbilleder; i Efteraaret 1866 var ikke alene disse, men ogsaa det store Billede paa Pillen mellem Vinduerne, færdige fra Konstnerens Haand.

Det sidste Billede, hvori det gjaldt om med Fordel at nytte det halv blændende Reflexlys fra Vinduerne, opnaaede netop derved

 

464

en desto større Virkning. Christi Udgang af Graven, idet den vældige Stenflade, som havde dækket for den, kastes til Side og knuses, faar et ejendommeligt, hemmelighedsfuldt Skjær i denne Belysning. Den mægtige, hvidklædte Skikkelse, som synes let og henaandet i de dybe, luftige Skygger, der omgive den, faar derved end mere Præget af en Forklarelse, som ellers vanskelig gjengives i de tunge Farvestoffer, Malerne maa bruge. De to større Billeder forestille, som bekjendt, »Christian IV's Dom over Christoffer Rosen­krans« og »Christian IV paa Trefoldigheden i Slaget ved Femern«. Marstrand havde yngre Konstfæller til at hjælpe sig med de for­beredende Arbejder ved disse store Billeder, og den Resignation, hvormed de, have stillet deres egne konstneriske Fortrin til Mestrens Tjeneste og underordnet sig hans Tanke, har vistnok medvirket til den Fuldendthed i Form og Farve, disse Billeder have faaet. For øvrigt kunde Marstrands hele Snille her udfolde alle sine Fortrin, uden at dets svage Sider traadte hæmmende i Vejen. Den brede, maleriske Behandling, den dybe, kraftige Farve var her paa deres Plads, og selv om man, navnlig i Christian IV's Dom, savner noget af den Farvernes Poesi, de store Colorister raade over, er der en saadan Dygtighed baade i Anordningen og den techniske Behand­ling, at disse Billeder, selv efter saa mange tidligere fortrinlige Ar­bejder, høre til Konstnerens modneste og bedste Værker.

Samme Aar udstillede han paa Charlottenborg bl. a. et Par hol­bergske Stykker, navnlig en ny Fremstilling af »Erasmus Montanus«, hvori en drøjere Komik forenedes med en friere og bredere, men ogsaa flygtigere Behandling, medens han et Par Aar før (1865) havde overrasket ved den dybe Følelse, han havde forstaaet at lade komme til Orde i det lette, næsten skitsemæssig udførte Billede, »Arendse ved Evalds Sygeleje«. En Tanke, som længe havde fore­svævet Konstneren, Fremstillingen af Lignelsen om »Den store Nadvere«, kom nu ogsaa til Udførelse. I et stort Billede med næsten legemstore Figurer, som blev kjebt til den kgl. Malerisamling, viser han os den pragtfulde Sal, hvor den rige Konge samler Halte og Blinde, Tiggere og Stoddere til det Gjæstebud, de først indbudne havde forsmaaet. Det er navnlig ved Følelsen og den kjække Sammen­stilling af saa mange Figurer, at dette prægtige Billede griber Be­skueren; selve Udførelsen er saa meget gjort paa fri Haand, at den har mere af Skitsens end af et fuldendt Billedes Præg. Derimod gjennemførte han endnu .det karakteristiske ved en foran, ham staaende Personlighed. Dette fremtræder- især i Høyens, Portræt

 

465

fra samme Aar (1869), som, trods en Fortegning ved det ene Øje og nogen Skjødesløshed i Udførelsen f. Ex. af den nedhængende Haand, staar ved Siden af hans bedste Portræter fra en tidligere Tid. Det er lithograferet af p. Gremzøe. Inden den Sygdom kom, der ned­brød hans Kraft og gjorde hans sidste Dage saa sørgelige, havde han endnu Lejlighed til at fuldende et stort Konstyærk, som, ved at høre til Udsmykningen af Universitetets .forsal i Kjøbenhavn, er lettere tilgængeligt end de store Billeder i Roskilde og i højere Grad ligesom helé Folkets Fælleseje. Åar efter Aar samles Høj­skolens vexlende Ungdom i den store Sal og modtager under Mu­sikens festlige Klang og Talens stille Alvor varige Indtryk af dette og de Billeder, som efterhaanden af Konstnere, der ere værdige til at træde op ved Siden af den første store Mester, skulle smykke den mægtige Hal.

Efter Forhandlinger med Consistoriet indsendte Marstrand tre Skitser1 til de Fremstillinger, der skulde smykke den store Bagvæg i Salen, nemlig et større Billede i Midten, forestillende »Universite­tets Indvielse i Frue Kirke den 1. Juni 1479«, og to smallere, forestillende »Hans Tausen, som værner Biskop Rønnow mod Almuens Vold«, og »Tyge Brahe, som modtager Jakob VI af Skotland paa Uranienborg». Indholdet af det første Billede er omtrent saaledes: »Den 26. Maj 1479 holdt M. Peder Albretsen sit Indtog i Kjø­benhavn med en Del Magistre, Baccalaurer og Skolarer, som han havde hentet fra Højskolen i Køln, og den 1. Juni s. A. foregik Kjøbenhavns Universitets Indvielse i Vor Frue Kirke, i Kongens og mange gejstlige og verdslige Herrers Nærværelse«2. Kong Chri­stian I sidder paa sin Tronstol i Frue Kirkes Kor, medens Domkapitlets Medlemmer og andre »gejstlige og- verdslige Herrer« sidde i Kannikestolene ligeoverfor. Roskildes Biskop, Olaf Mortensen, i fuldt kirkeligt skrud forestiller de fra Køln komne Lærde for Kongen; i Baggrunden kommer Pedellen med en stor opslaaet Bog, fulgt af en Dreng med Pen og Skrivetøj, en Hentydning til den første Ind­skrivning af akademiske Borgere, som strax efter foregik3. Om ogsaa man hist og her sporer de sorte Skygger, som ikke sjælden skadede Virkningen i Konstnerens Arbejder, er dog Billedet i sin

 

1 De findes ophængte i Universitetsauditoriet Nr. 3.

2 Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie I, S. 9.

8 Efter gammel Brug blandt Kunstnerne gjengav Marstrand nogle Mænd fra fra sin egen samtid på Billedet, saaledes forestiller, afd. Prof. Henrik Clausen en til venstre siddende Gejstlig, og Prof. Stephens M. Peder Skotte,

 

466

Hovedholdning klart og levende, og den brede Behandling med de malerisk forsvindende Omrids er i et saa stort Maleri, der kun kan ses paa Afstand, ganske paa sin Plads. Da Skitserne rar godkjendte, fik Universitetet ved Finantsloven for 1869—70 Fuldmagt til en Ord­ning, der satte det i Stand til at have det for det midterste Billede vedtagne Honorar, 5,000 Bdl., rede til Konstneren, og dette blev ud­betalt ham i trende Afdrag, saaledes at hele Summen var afgiven den 24. October 1871, efter at Arbejdet kort Tid i Forvejen var afleveret. Marstrand koar ikke til at udføre mere-end. det store Midtbillede; de to andre Emner ere efter Marstrands Død overdragne til Bloch, men kun det ene er endnu færdigt (se Bloch).

Det er saa meget mærkelig ere, at Marstrand i de sidste Aar af sit Liv kunde fuldføre disse store historiske Arbejder, som han allerede, medens han arbejdede paa de første Billeder i Roskilde, begyndte-at lide af Sukkersyge, der trykkede ham meget og netop viste sig stærkest, naar hans Hoved var i anstrængt Virksomhed. Han gjorde en Rejse til Carlsbad, der frembragte en god Bedring i hans Tilstand, men Sygdommen var ikke hævet, og Familiesorg virkede paany nedtrykkende paa hans legemlige Velvære.

Thorvaldsens Paavirkning havde i hans yngre Aar vakt og næret den Tanke hos ham, at en Konstner skulde leve for sin Konst og intet andet. Den skulde ligesom være hans Brud, og det at gifte sig var det samme som at svigte sit Kald i Livet. Denne Tanke maa have fulgt ham længe, thi han var højt oppe i Mand-domsalderen, inden han paany saa denne Sag i et andet Lys og virkelig giftede sig. Maaske Moderens Død (1847) og Hjemmets Opløsning som en Følge deraf har medvirket hertil. 11850 ægtede han Margrethe Christine født Weidemann og levede med hende et lykkeligt Familieliv i henved sytten Aar, indtil Døden temmelig pludselig bortrev hende, den 26. Januar 1867, fra den allerede syge Mand og fem opvoxende Børn. Under Trykket af denne Sorg og en stigende Svækkelse havde han dog Aands- og Livskraft nok til ikke alene at vedblive med sin vante Konstnergjerning, men til ogsaa at udføre det største, om end ikke i aandelig Henseende fyldigste og rigeste Billede, han endnu havde malet. Paa samme Tid var det kun hans nærmeste Venner, der følte, at han saa sørgmodigere paa Livet. Overfor fremmede viste han samme mandige Ro, blandet med et ejendommeligt tvært Lune, som i tidligere Tid.

Det var, som om Sorgerne og Livets Byrder ikke kunde svække hans Skaberevne. Tvertimod følte han sig, netop naar Sindet var

 

467

tungest, mest vel i sin Malerstue, omgivet af sin rastløse Aands mangfoldige Vidnesbyrd. Malede han ikke paa et Billede, hen­kastede han Skitse paa Skitse til nye Billeder. Trækkene var flygtige, Farven næppe antydet og Formen forvisket, men Ideerne strømmede ikke mindre rigt end før og nu mangen Gang i nye overraskende Former. Saaledes gjorde han en Skitse til »Gefion  pløjer Sjælland ud af Sveriges Land«, saa storladen i Fantasiens Fylde og i den kjække Antydning af den æventyrlige Begivenhed, at en fuldstændigere Udførelse næppe kunde have frembragt en mere slaaende Virkning. Øjet følte, at disse vældige Oxer var forvandlede Jætter, og at det var en Gudekvinde, der styrede den mægtige Plov, i hvis Fure et skummende Hav brusede frem.

Men denne anstrængte Virksomhed var ham dog for meget. Ligesom Sukkersygen for største Delen havde været en Frugt af Overanstrængelse, saaledes havde han ogsaa nu næppe lagt den sidste Haand paa det store Billede, han malede i Universitetets Fest­sal, før han, den 10. October 1871, rørtes af et »i øvrigt ikke meget heftigt« apoplektisk Slag, der vel ikke ramte hans aandelige Evner, men nedbrød hans Mod og Haab, og den Livsglæde, som de foregaaende Aars tunge Dage ikke havde formaaet ganske at kue, var nu næsten horte. Han var knap 61 Aar, da Sygdommen ramte ham, og havde endnu en for sin Alder usædvanlig kraftig og ung­dommelig Skikkelse, Nu blev han paa kort Tid en Olding. Haar og Skjæg blev ganske hvidt, hans Legeme afmagredes, hans Aasyns Træk tabte deres Bevægelighed, og uagtet han rettede sig saa meget efter Sygdommen at Lamheden fortog sig, blev han dog aldrig rigtig rask rnere. Vel tilbragte han med tilsyneladende gavnlig Virkning Somren 1872 paa Landet hos sin Broder, og den følgende Vinter arbejdede han endog igjen. Han gjorde saaledes de Udkast til et stort Billede, bestemt til Nationalbankens Trappehus, der saas paa Udstillingen umiddelbart efter hans Død, og han malede et mindre italiensk Billede, »Abbaten skjæmter med de unge Piger«, som dog ikke blev ganske færdigt. Det blev kjøbt til Thorvaldsens Museum og udmærker sig, trods Udførelsens Svagheder, ved et mægtigt Lune og en fin Fysiognomik. Men Sygdommen havde efterladt en Til­bøjelighed til Brysttilfælde, der ikke lod sig overvinde. Allerede i April 1872 .blev han angreben af en Brystbetændelse, som kun del­vis blev helbredet, og i Marts 1873 vendte den tilbage med fornyet Magt, saa at hans Kræfter udtømtes i Løbet af en Uge Den 25. Marts var han død.

 

468

Ved Siden af sin Virksomhed som Konstner var han som Pro­fessor ved Akademiet Lærer ved Modelskolen, og han havde desuden private Elever i sin Malerskole. Men sit store Snille kunde han ikke lære fra sig, og hvorvel Omgangen med en saa udviklet Konstner i mere end én Henseende kan have baaret Frugt for de unge, synes den egentlige Lærergjernings taalmodige Omhu ikke at have liggat.for hans Personlighed. Ved sin uegennyttige Kjærlighed til Konsten, sit dygtige Blik, sin myndige Alvor og sin ufor­færdede Frimodighed til at udtale, hvad han holdt for Eet og Sand­hed var han mere paa sin Plads som Akademiets Directeur. Han arbejdede med Iver og Udholdenhed hen til, at Danmarks Konstskole kunde røgte sin Gjerning saa alvorligt og frugtbringende som muligt, og han skaanede sig ikke, hvor han kunde udrette noget til dens Tarv. Fra 1868 var han tillige Medlem af Thorvaldseus Museums Bestyrelse, og fra 1870 af den Commission, som indkjøbte Malerier til den kgl. Malerisamling.

Det maa være forbeholdt en senere Tid, naar Breve og Med­delelser foreligge i rigere Maal, udførligere at skildre Marstrand som Menneske, som ung og glad med de unge, som lykkelig Ægtemand og Familiefader. Ogsaa i Omgang og Tale fulgte ham det Lune og det satiriske Blik, som saa glimrende aabenbarede sig i hans Bille­der. Men overfor Fremmede kunde ikke sjælden hans Lune udarte til Lunefuldhed, og han gav da sin øjeblikkelige Stemning Luft i en Gnavenhed eller endog en Bitterhed, der ellers var hans Natur fremmed. Et Hovedtræk i hans Karakter, som maaske netop med­virkede til, at slige Stemninger saa frit kom til Orde, var hans grundfæstede Ærlighed og Had til al Forstillelse. Ingen saa paa hans Arbejder med et strængere Blik end han selv, og han naaede næsten aldrig at tilfredsstille det høje Ideal, der foresvævede hans Tanke, hvad enten det gik i komisk eller alvorlig Retning; men paa Grund af de store Fordringer, han kunde stille til sine egne Evner, uden at disse svigtede ham, selv om de ikke mægtede alt, hvad han vilde, fristedes han ogsaa til at vise sig stræng mod andre, selv hvor formildende Omstændigheder skulde lægges med i Vægtskaalen.

Det havde ikke fattets Marstrand paa udvortes Æresbevisninger, uagtet hans Ligegyldighed for den Slags Ting vistnok virkede til, at ikke flere blev ham til Del Den 6. October 1851 (Frederik "VTI's Fødselsdag") blev han Ridder af Dannebrog, den 8. October 1856 Ridder af den franske Æreslegion, den 6. October 1862 Dannebrogs-

 

469

mand, den 26. Maj 1867 Etatsraad, Tillige var Kan den 31. August 1850 bleven udenlandsk Medlem af Kunstakademiet i Stokholm. Marstrands Portræt er malet saa tidt og gjengivet paa forskjellig Maade i Træsnit, Lithografi og Radering, at vi ikke kunne nævne alle. I hans Ungdom malede Const. Hansen et godt og lignende Portræt af ham (tilh. Gross. Wanscher); fra hans ældre Alder ejer den kgl. Malerisamling et Portræt, malet af Roed i Konstnerens sidste Leveaar, og Udstillingscomiteen et fra samme Tid, malet af Jerndorff. (111. Almanak for 1856, udg. af Kittendorff og Aagaard, S. 32—40. 111. Tid. 1865, YII, Nr. 314, hegge Artikler ved J. L. Ussing. Erslew, Forf. Lex., II, S. 235. Suppl., II, S. 326. Akad. Udst. Gat. Skriftlige Meddelelser fra d'Hrr. Drr. medd. E. Hornemann og Ednmnd Hansen. Medd. fra Konstn. Broder. Høvens og Eckers-bergs Optegn. Quæsturens Regnsk. 1869—71. Lange, Nutids-Kunst, g, 104—18 og 162—79. Fdl. 1856, Nr. 106, 1857, Nr. 118, 1867, Nr. 112, 1873, Nr. 71. Berl. Tid. 1873).

 

Martens. Hans Ditlev Christian Martens, født i Kiel den 26. Juli 1795, var Søn af Stadtkatechet og Garnisonscantor Johan Lorenz Martens og Cathrine Christine Henriette født Kaempfern. Efter sin Confirmation kom han for fem Aar i Malerlære i sin Fødehy, rejste, efter at han var udlært, til Hamborg, hvor han arbejdede et Aarstid som Decorationsmaler og tog derefter til Kjøbenhavn for at uddanne sig ved Konstakademiet. Uagtet sine trange Kaar gik han Skolerne igjennem, blev 1819 Elev af Modelskolen og vandt 1824 den lille Sølvmedaille. Samtidig lagde han sig efter Architekturmaleriet, vistnok tildels under Eckersbergs Vejledning, og i sit Vidnesbyrd roser Akademiet ham for »Opvakthed, Stadig­hed og udmærkede Anlæg for Architekturmaleriet«. Det synes at være lykkets ham at faa kgl. Understøttelse til en Udenlandsrejse, thi den 5. Juli 1825 afrejste han til Udlandet for ikke at vende til­bage før efter en lang Aarrække, Da han nemlig ved Nytaarstid 1826 var naaet til Rom, tog han fast Ophold der. I de første Aar malede han et større Maleri, forestillende »Pave Leo XII's Besøg i Thorvaldsens Værksteder« og et Parti af »Klostergåarden i San Giovanni i Lateranet«. Ved at se disse og nogle flere hjemsendte Billeder (1831) mente Akademiet ikke at kunne anbefale ham til Rejseunderstøttelse, men foreslog dog Kongen at kjøbe det førstnævnte Billede for 200 Specier (800 Kroner) »for derved at sætte ham i Stand til at studere under en duelig Mester« (tilh. d. kgl. Malerisaml.). I 1855 vendte han endelig tilbage til Kjøbenhavn,

 

470

men udstillede efter den Tid kun ét Billede »Marmorkirkens Rui­ner«, som han havde malet paa Bestilling af Frederik VII (1857), I 1864 forlod han Danmark paa Grund af Krigsforholdene og rejste til sin Fødeby, hvor han døde ugift endnu samme Aar. I Kjøbenhavn udstillede han fra 1821—26 nogle architektoniske Partier, navnlig af kjøbenhavnske Kirker og fra 1827—51 med store Mellem­rum i alt otte af de Architekturhilleder, han havde malet i Rom. Den perspectiviske Virkning af en Kirkebygnings.Indre kunde lykkes ham ret smukt, men for øvrigt hævede han sig ikke til noget særdeles fremragende i sit Fag. (Priv. Medd. Kordes, Schl. Holst. Lit. Lex., S. 215. Eckersbergs Dagb. Akad. Udst. Gat.).

 

Martin. Carl Christian Martin besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvor han 1771 vandt den lille og 1774 den store Sølvmedaille i Modelskolen, og uddannede sig derpaa til Kobberstikker. I 1783 udbad han sig Akademiets Vidnesbyrd for, at han havde vundet dets tvende Sølvmedailler. Han har stukket femten Blade Prospecter, Grundtegninger og Kaart til Niebuhrs Rejse i Arabien samt Kaart for Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn. (Weinw., S. 172 og gjeutaget S. 231. Sandv., S. 97. ikad.).

 

Maschius. Jakob Mortensen Maschius var født i Bergen, hvor han endnu opholdt sig i 1673. Fra 1676—78 var han Præst for Jølsters Menighed i Bergens Stift. Han var tillige Kobberstikker og har som saadan udført Stik af Trondhjems Domkirke (Umbra templi Nidrosiam, 1661), af Levningerne af dens vestre Gavl (Rudera frontis ad occAdentem, 1661), af Trondhjem By (Nidrosia, 1674) samt et Søstykke, forestillende to bergensiske Spaniefarere, som angribes af et tyrkisk Sørøverskib (Bergis AQ 1673 <&c,). Han er tillige Forfatter til et Digt orn Trondhjems Domkirke, som udkom i Christiania 1661. (Weinw., S. 79. Do. Lex. Sandv., S. 97. Minerva 1800, S. 289. Worms Lit. Lex. og Kraft og ISTyerups Do., hvor han fejlagtig har faaet Fornavnet Hans).

 

Masius. Balthasar Masins kaldes i Regnskaber fra 1701 Skildrer, hvilket plejer at betyde Konstmaler. Han fik det nævnte Aar Betaling for Ornamenter, udførte paa Frederiksberg Slot og for tolv Skilderier til samme Slot. I den nedenfor nævnte Maler Moritz' Stambog har han udført en architektonisk Tegning som et Erindringstegn til ham; den er mærket Rafniæ 25. Januarii 1703. (Friis1 Saml., S. 92 og 94. Moritz Stambog, Thotts Saml. i kgl. Bibi. 8, 569).

 

Mathiesen.    Albertus Mathiesen nævnes 1658 og 1659 som

 

471

Bygmester, f. Ex. ved »den runde Kirke« i Kjøbenhavn, men han har mulig kun været Haandværksmester. (Weinw. Lex. Gr. E. Las­sen efter kgl. Regnskaber).

 

Mathiesen. Nikolaj Banner Mathiesen, født 1696, blev den 1. Marts 1726 Assessor i Hofretten, den 12. November 1728 Stadsbygmester1, den 17. Jannar 1741 virkelig Cancelliraad, og han døde den 4. Februar 1771 af Alderdom. Han var tillige Søetatens Husbygmester. Af et lille Vers i Adresseavisen fra »Deres dyb-sørgende Tjenerinde A. K.« tør man maaske slutte, at han var ugift. (Adresseav. 1771, Nr. 19, 20 og 21. Statskal, indtil 1771. Akad.j.

 

Meerholdt. Johan Meerholdt nævnes som den Maler, der har udført Billedhuggeren Johan Hollænders Portræt. (Jfr. den nævnte Konstners Artikel ovenfor, S. 286. Spenglers Cat. Nr. 813).

 

Meisling. Peter Ludvig Meisling, født den 22. September 1817 i Kjøbenhavn, var Søn af Rector og Professor Simon Søren­sen Meisling og Inger Cathrine født Hjarup. Han blev Student 1836, rimeligvis fra Helsingørs lærde Skole, hvor Faderen da var Rector, lagde sig efter Træsnittet (Xylografien) under Axel Th. Kittendorffs Vejledning, besøgte Konstakademiets 1. Frihaandsskole i 1842, udstillede 1845 »En Ramme med xylografiske Prøver« og vandt den 13. Marts 1847 den Neuhausenske Præmie for Træsnit efter et Portræt. I 1850 ægtede han Anna Marie født Michelsen; men allerede den 19. Maj 1853 døde han. Hans Enke lever i Kjø­benhavn som Tandkonstnerinde. (Private Medd. Akad. TJdst. Cat. ErsW, Forf. Lex., II, S. 249 og Suppl., II, S. 350).

 

Melbye. Daniel Herman Anton Melbye, Søn af kgl. Toldbetjent Jakob Melbye og Marie født Løchte (eller Carstensen), blev født i Kjøbenhavn den 13. Februar 1818. Han havde i sin tidlige Ungdom Lyst til at dyrke saavel Musiken som Tegnekonsten. Oprindelig vilde han have været Sømand, men da hans korte Syn ikke tillod det, skulde han have været Skibsbygger; imidlertid fik han Lejlighed til at lære Musik (Guitar) og opgav derfor Constructionsskolen; samtidig havde han tegnet nogle Skibe for sin egen Fornøjelse, men Synet af et udstillet Søstykke gav ham Lyst til at blive Marinemaler. Han begyndte nu at gaa paa Konstakademiet (1838), men fulgte kun Undervisningen der et Aarstid. Derimod

 

1 Han synes ligesom Ernst væsentlig at have været Forretningsmand, men medtages som den første i Rækken af Stadabygmestre. Hans Efterfølgere ere G. E. Rosenberg, P. Meyn, P. Malling, N. S. Nebelong og C. Stilling.

 

472

var den Vejledning, han nød hos Eckersberg, frugtbarere for ham, og allerede 1840 kunde han udstille nogle Søstykker, hvoraf et til­trak sig den tyske Konstkjender Rumohrs Opmærksomhed. Man har maaske lagt for megen Vægt paa de Raad, denne Mands Venskab indbragte Melbye; Rumohr var selv Tegner og satte Pris paa det lette, aandrige Fingerpeg, en Haandtegning giver; men saa ung, som Melbye dengang var, havde han vistnok haft bedre af ikke strax at faa Øjet altfor aabent for Skolens Strænghed og Livets Frihed. Friheden var nok kommet af sig selv, naar det fuldkomne Herre­dømme over Midlerne var vundet, og Konstneren vilde maaske da have sparet sig mange Skuffelser og vilde have været fri for i den ældre Alder at tage fat, hvor han i sin Ungdom gav.slip.

Imidlertid førte Rumohrs Anbefaling til, at han fik Lov at følge Corvetten Flora paa.et Togt i Østersøen og siden Linieskibet Chri­stian Vlll paa dets første Rejse i Nordsøen. Konstneren skulde nu se selv og være sin egen Lærer. I 1843 concurrerede han sammen med C. Dahl om den Neuhausenske Præmie. Opgaven var »Skibe, krydsende for Modvind«. Trods det vindende i Fremstillin­gen, der gjorde, at han fik Præmien med 11 Stemmer, medens Dahl fik 9, undlod Eckersberg dog ikke at fremhæve, at Melbyes Billede savnede den Sikkerhed i Enkelthederne, man burde kræve af et Concoursarbejde. Et andet Billede fra samme Udstilling, »Flaade til Ankers ved Warnemünde«, synes mere at have tiltalt N. Heyen, der vel ikke har skrevet om Billedet, men til sin egen Efterretning gav det Tillægsordet »nydeligt«. Ved Kongens (Christian VIII) Yndest fik han atter Lejlighed til en større Sørejse, idet han fulgte med Hekla til Marokko. Derimod naaede han ikke at faa sin første Ansøgning om Rejsestipendium (1843) bevilget. Kongen, som stadig tog sig af ham, rescriberede imidlertid i 1845 til Akademiet, at det burde give ham Løfte paa Stipendiet for næste Aar, men Akademiet holdt det for gavnligt for ham endnu ikke at tiltræde en Rejse. Dog fik han den 23. Marts 1846 et Aars Stipendium paa 600 Rdl. og den 12. Maj s. A. tilkjendtes Udstillingsmedaillen ham for »Eddystone Fyrtaarn«, dengang tilhørende Lieutenant Mathiesen. Dette stemningsrige Billede blev senere den kgl. Malerisamlings Ejendom. Samme Aar concurrerede han atter til den Neuhausenske Præmie med ”Hvidtfeldt i .Kjøgebugt« (Moltke til Glorup), men opnaaede ikke Præmien. Bestillinger strømmede nu saa rask ind til ham, at han ikke kunde tiltræde sin Rejse, uagtet Akademiets gjentagne Tilhold derom, før den 12. Juli 1847, da han afrejste til

 

473

Paris. Trods de Ulemper, Revolutionen i 1848 foraarsagede Konstneren, forblev han dog i Paris og modtog der det andet Aais Rejse­stipendium. Opholdet forlængede sig, det lykkedes ham at faa Be­stillinger, ja endog i 1853 at faa fri Rejse med den franske Expedition, der gik til Constantinopel, hvor han opholdt sig i ti Maaneder. Efter Tilbagekomsten til Paris blev han forestillet for Napoleon III og udførte et stort Maleri efter hans Bestilling. I Constantinopel fik han en tyrkisk Orden, i Paris blev han Ridder af Æreslegionen, og da han ved Nytaarstid 1858 var vendt tilbage til Fædrelandet, blev han snart efter Ridder af Dannebrog, og den 5. Juli 1858 Med­lem af Akademiet. Faa Aar efter fik han Titel af Professor (1862).

Hans Venner i Fædrelandet skjønnede ikke fuldstændigt paa den Udvikling, hans Talent havde taget under et elleve aarigt Op­hold i Udlandet. Det synes, som om de rige og store Opgaver, der frembød sig for hans Blik, have grebet ham saa mægtigt, at han vovede sig i Kast med dem, inden hans Fremstillingsevne var udviklet nok til at bevare konstnerisk OverLegenhed og Frihed over­for de Vanskeligheder, Udførelsen af hvad han Havde set frembød, især paa saa store Lærreder, som han nu følte sig kaldet til at bruge. Man fristes til at tro, at Nyhedens Interesse var saa stor, ogsaa for ham selv, at han lod sig nøje med i dristig henkastede Træk at give, hvad han havde set og tænkt, isteden for rolig at uddanne og modne de baade glimrende og solide Egenskaber, hans Snille maa have ejet, for at han overhovedet kunde frembringe Billeder, som saa stærkt fængsle Beskueren, selv om de ikke altid formaa at vedligeholde Interessen, naar man oftere vender tilbage til dem. Dette Fortrin, har imidlertid »Eddystone Fyrtaarn«, fra Tiden før Rejsen, uimodsigelig bevaret.

Glædende sig ved et stort europæisk Navn levede Melbye nu nogle Aar dels i Hjemmet, dels i Hamborg og Paris; men blev snart greben af en Sygelighed, som omsider hæmmede hans Productivitet og endelig lagde ham i Graven den 10. Januar 1875,. I sine senere Aar kastede han sig imidlertid med Forkjærlighed over en ny Fremstillingsmaade; han udførte Marinebilleder som store Teg­ninger med Kul og Kridt og udfoldede heri en Sikkerhed i Teg­ningen, en malerisk Frihed, en konstnerisk Virkning, der stiller disse Kulbilleder, hvoraf ikke faa endog tilhøre selve hans Sygdoms Tid, Side om Side med hans gode Malerier. Der var mangen Gang i dem en Finhed og Sandhed i Naturiagttagelsen, som hans Olie­malerier ikke altid kunde rose sig af. Han havde i Paris ægtet

 

474

Alice født Dupré, som efter hans Død indgik et nyt Ægteskab med en fransk Officer, Capitajn Hocquet. Den kgl. Malerisamling ejer, foruden det nævnte store Billede, et Par mindre Arbejder (fra 1842 og fra 1849) og et større i Udlandet (1855) malet Billede, »Slaget ved Kjøgebugt«. (111. Tid. 1860, Nr. 19 ved Erik Bøgh. Søndags-posten 1871, Nr. 403. Priv. Medd. Kst. og Æsth., S. 190—91. Fædrel.l875,Nr.lO. kunst-Chronijkl875, S.330. Akad. Udst.Oat.)-

 

Melbye. Fritz Sigfred Georg Melbye, yngre Broder til den ovennævnte Anton Melbye og født i Helsingør den 24. August 1826, lagde sig ligeledes efter Malerkonsten, særlig, Marinemaleriet, og udstillede i Kjøbenbavn 1849 og 1858. Han rejste tidlig til Udlandet, opholdt sig en Aarrække i New York, hvor han vandt et godt Navn som Sørnaler, rejste derfra til Kina, og opnaaede ogsaa der at vinde Opmærksomhed for sine Søstykker. I Shanghai døde han ugift den 14. December 1869. (Medd. af Konstn. Broder. Nekrolog i Berl. Tid. 1870, Nr. 38. Udst. Cat).

 

Melbye. Knud Frederik Vilhelm Hannibal Melbye, Broder til de ovennævnte Konstnere af samme Navn, og født den 14. Maj 1824 i Helsingør, kom først i Handelslære og fik Plads ved et stort Handelshus i London. Men efter et Aars Forløb vendte han tilbage til Kjøbenhavn, og da hans Broder imidlertid havde vundet Navn som Sømaler, besluttede han efter dennes Raad at vælge samme Vej. Han besøgte Konstakademiet 1844—45, kom op i Gibsskolen. 1845, men forlod snart efter Akademiet for at uddanne sig til Sømaler under Broderens Vejledning. I 1847 udstillede han sine første Billeder, hvoraf et, »En Lodsbaad i uroligt Vejr«, blev kjøbt til den kgl. MalerJsamling. Christian VIII tog sig ogsaa af ham og lod ham rejse med Valkyrien til Island. Efter Kongens Død rejste han til Düsseldorf, derfra til Paris, hvor han levede i flere Aar. l 1852 flyttede han til Bagland, ægtede under et Besøg i Hjemmet 1853 Nanny Hedvig Christiane født Mathison-Hansen, en Datter af Dorn organisten i Roskilde, og levede atter nogle Aar i Udlandet, mest i England, hvor han især havde vundet Navn som Sømaler. Fra 1867 har han levet i Danmark, først nogle Aar i Roskilde, i de senere Aar i Kjøbenhavn. Den 25. April 1871 blev han Medlem af Konstakademiet. De fleste af hans større Billeder ere solgte til Udlandet. Et stort Billede, »Alicantes Reds, blev malet efter Bestilling af Frederik VII (udst. 1863); en »Udsigtover Kjøbenhavns Red« er gjengivet i farvetrykt Lithografi. (Konstn. egne Medd. Nyt ill. Ugeblad, 3. Aarg. 1873, Nr. 1. Akad. Udst. Gat.).

 

475

Melchert. Adolf Melchert, rimeligvis en Holstener, besøgte Kunstakademiets Skoler i Kjøbenhavn i 1832 og de nærmest føl­gende Aar. Han var Elev af J. L. Lund og udstillede 1837—1839 en Copi efter denne og nogle Landskaber fra de danske Kyster, samt i 1840 »Frederik VII paa lit de parade«. (Akad. Udst. Gat).

 

Melchior.    Carl  Theodor  Melchior,   født  den  13. Marts 1826  i Kjøbenhavn,  er Søn af Opsigtsbetjent ved Politiet August Melchior   og  Ane   Cathrine   født  Ramge.   Han besøgte  Konstakademiet i Alderen 13—14 Aar, men blev derpaa,  efter sin Confrnuation, sat paa et Kontor, for at uddannes til Handelen.    Først efter en Sygdom fik han Lov til i 1843 at faa Plads paa H. V. Bis­sens Billedhuggerværksted for at blive Konstner.   Nu indtraadte han 1844 paa Akademiets Gribsskole, blev 1845 Elev af Modelskolen og vandt  1846 den lille Sølvmedaille som Billedhugger.    Aaret  efter fik han Pengepræmie for Modelering efter den levende Model, og i 1849 udstillede han en Buste.   Forøvrigt arbejdede han for Bispen. Ikke desto mindre besluttede han at gaa over til Malerkonsten,  og efter at have malet nogle Portræter og Studier har han fra 1852— 1871  udstillet en Del Portræter   og Billeder   fra Folkelivet,   dog med store Afbrydelser,  idet han efter Faderens Død, for at kunne ernære sin Moder og sine Søskende, maatte overtage en praktisk Forretning, som Faderen havde ført i sine sidste Aar. Først i 1876 kunde han trække sig ganske ud af denne Virksomlied; samme Aar ægtede han Caroline Amalie født Volquartz og lever nu atter som Konstner. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.).

 

Melchior.    Fru Melchior.   Se L. A. Løser.

 

Meldahl. Ferdinand Meldahl, Søn af Jærnstøber Henrik Meldahl og Benedicte Henriette født Hansen, er fedt den 16. Marts 1827    og    fik    i   sit   13. Aar   Plads   som   Former   i   sin   Faders Værksted,   medens   han   allerede   fra   Januar   1839   havde   besøgt Akademiets første Skoler.    I 1841 kom han i Murerlære hos Mur­mester Sibbern, blev  Svend 1844 og samme Aar Elev af Konstakademiet,   idet   han   den 22. Marts rykkede op i den saakaldte Medailleklasse.    Uagtet Tanken om at blive Konstner  stod  stedse mere levende for ham,  arbejdede han dog endnu i det ligefremme Haandværk i to Aar (1844—45), deraf det sidste Aar ved Thorvaldsens Museum.   I de følgende Aar fik han som Akademiets Elev Plads hos Bygmester Jacobsen ved Opførelsen  af et Fyrtaarn og senere ved Tilbygningen, til et Hospital i Helsingør som Conducteur; men det var begge Arbejder, hvor der kun var Spørgsmaal om almindelig

 

476

technisk Indsigt. En Rejse i Tyskland, hvor han navnlig følte sig greben af den konstneriske Virkning i et Landslot i Potsdam af den tyske,.Bygmester Schinkel, vakte yderligere hans Trang til at blive Konstner, og i Marts 1848 vandt han den lille Sølvmedaille. Endnu samme Aar byggede han sin første selvstændige Bygning, Herregaarden Øya ved Ystad i Skaane, uagtet han tillige havde været frivillig med i Krigen fra April til Vaabenstilstanden. I Marts 1849 vandt han den store Sølvmedaille; samme Aar concurrerede han til den lille Guldmedaille, som han ikke opnaaede; der­imod vandt han 1850 Æresmedaillen i Architekturen og i September 1851 den lille Guldmedaille for Opgaven »Et Landslot«. Efter en større Rejse i 1852—53 med Understøttelse fra det Classenske Fidei-commis og Landhusholdningsselskabet for at undersøge Landbygnings-r væsnet i Tyskland og Svejts, hvortil han knyttede et hurtigt Besøg i Norditalien og Rom, vandt han i 1853 den store Guldmedaille for Opgaven »En luthersk Hovedkirke«.

Foruden de nævnte Rejser havde Konstneren fundet Tid og Lejlighed til flere mindre "Udflugter til Spanien i 1850 med Heinr. Hansen, til Frankrig, Belgien og England i 1851. Men nu foretog han med Akademiets Stipendium paa 800 Rdl. aarlig i tre Aar sin egentlige store Konstrejse (1854—56), paa hvilken han, foruden største Delen af Europa, besøgte Syrien, Palæstina og Ægypten. Paa Hjemrejsen blev han farlig syg af Cholera i Neapel, men kom sig og fortsatte Rejsen; dog var hans Helbred saa nedbrudt, at han maatte bruge en Kur i Kissingen. Efter Hjemkomsten fik Konstne­ren strax et betydeligt Arbejde i Opførelsen af Blindeinstitutet tæt udenfor Kjøbenhavn, som blev færdigt 1858, og den 5. Juli s. A. blev han Medlem af Konstakademiet. Aaret efter byggede han Raadhuset i Fredericia. I 1860 ægtede han Caroline Amalie født Rædér, og -endnu samme Aar fik han et stort og ansvarsfuldt Arbejde i Gjenopførelsen af Frederikborg Slot, hvis Ydre var færdigt i 1865, medens den indre Udsmykning endnu fortsættes. Af hans nmnge Bygninger kunne vi endnu kun nævne her Naviga­tionsskolen i Kjøbenhavn, i italiensk Stil, færdig 1865, og Konstnerens Indflydelse paa Ordningen af de store nye Anlæg i Kjøbenhavn, Gammelholm, Toldboden, Nyboder, Glaciet, Ny Østergade-Kvarteret og Nørrebro foran Søerne. Ogsaa uden for Danmark har han bygget, dels i Sverige, dels i Tyskland, f. Ex. et Landsted ved Frank­furt (1877).

 

477

Ved Siden af sin Virksomhed som. udøvende Konstner har Meldahl maaske virket endnu mere ved sin administrative Dygtighed og sin Iver for Lærergjerningen. Ved Akademiets Omordning i 1863 blev han Formand for Skoleraadet, uagtet flere ansete ældre Mænd havde Sæde deri, og han har i denne Stilling virket meget for at fremme navnlig Undervisningen i Bygningeskolen. Den 31 De­cember 1864 blev han tillige Professor i Bygningskonsten efter Hetsch, og siden 1873 har han været Directeur for Kunstakademiet, hvorved hans Arbejdsdygtighed og administrative Indsigt kom ikke blot et særligt Fag, men den hele Konstskole til Gode. Nogle Aar forinden var han bleven udnævnt til Etatsraad (1867). I 1874 blev han Medlem af Kunstakademiet i Stokholm, i 1876 af Royal Institute of Britisk architects i London. Desuden har han i en lang Aarrække ved forskjellige Lejligheder været Sta­tens raadgiver i Bygningssager, før 1864 i Slesvig og Holsten, efter den Tid paa forskjellige Steder i Kongeriget. Endelig har han som Medlem af Borgerrepræsentationen haft Lejlighed til at gjøre sin Indflydelse gjældende paa en Mængde Sager, navnlig ved­rørende Kjøbenhavns Bygningsvæsen, og han har saa meget lettere kunnet være Skjønhedens Talsmand, som hans techniske Indsigt maatte sætte ham i Stand til strax at kunne forbinde de nødvendige praktiske Hensyn dermed. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Søndagsposten 1877, Nr. 692).

 

Mendel. Moses Mendel, født i Slesvig 1800, var Elev af Kunstakademiet i Kjøbenhavn, og vandt i sin korte Levetid sine Konstbrødres Kjærlighed og Agtelse ved sin rene Vandel og elske­lige Karakter. Han var kun en lovende Begynder, der havde ud­stillet en Portrættegning i 1826, da Døden allerede bortrev ham, fjærnt fea Forældre og Søskende, den 26. Juni 1831. Landskabs­maler J. P. Møller meddelte Dødsfaldet. (Akad. Udst. Gat. Skifte­retten. Adresseav. 1831, Nr. 150).

 

Mengs. Ismael Mengs, født i Kjøbenhavn 1690, som det 22. af 23 Børn, formodes at have været af jødisk Æt. Han var Elev af B. Coffre, men dannede sig siden i Udlandet til Miniatur-og Emaillemaler. Da en Farsot havde røvet ham hans Søskende og Venner, rejste han til Lybek og derfra til Dresden, hvor han blev Professor ved Konstakademiet og, fraregnet en Rejse til Italien, levede til sin Død den 26. December 1765, Han blev 1720 gift med en tysk Dame, Charlotte Burman fra Zittau, og blev ved hende

 

478

Fader til den berømte Anton Rafael Mengs født 1728 i Aussig i Bøhmen. Ogsaa hans Døtre var Malerinder. (Tysk Hdsk. bl. Thaamps Papirer. Weinvr., S. 118. Do. Les. Fiissli Les. Nag­ler Lex.).

 

Mertens. Christian Hinrich Ludvig Mertens, født i Itzehoe den 14. Januar 1821, er Søn af Ornamentsbilledhugger Jakob Mertens der. Han gjennemgik Malerlæren, i sin Fødeby uddannede sig i Decorationsmaleriet, og arbejdede i dette Fag et Par Aar i Hamborg. Da han endelig i 1843 besluttede at blive Konstmaler i snævrere Forstand, tog han ved. det Stadelske Institut i Frankfurt a. M. Undervisning i at tegne og male efter den levende Model. Senere arbejdede han hos en Porcelainsmaler og en Land­skabsmaler, men lagde sig tillige efter at stikke i Staal i Aquatinta-maneren. Nu drog han tilbage til Holsten, hvor han fandt Livs­ophold som Staalstikker, indtil i Aaret 1847 en Nervefeber svækkede hans Syn saaledes, at han maatte slippe Gravstikken; han malede derpaa, da hans Øjne var blevrie noget bedre, Miniaturportræter paa Elfenben og flyttede i 1851 til Rendsborg, hvor han fik en Plads som Tegnelærer og siden har haft fast Ophold. Samtidig lagde han sig efter Daguerreotypi og Fotografi. Efter at han i 1857 var bleven fuldstændig blind, er han dog vedbleven med at give »theore-tisk« Undervisning i Tegnekonsten og opfandt et Apparat til Per-spectivtegning, der skal have vist sig meget brugbart. (Priv. Medd. fra Rendsborg).

 

Messmann. Carl Ludvig Ferdinand Messmann, Søn af Kukkenbager L. F. Messmann, er født i Kjøbenhavn 1826 og besøgte Konstakademiet i 1840—44 og udstillede 1850—59 dels malede Landskaber, dels Pennetegninger, hvoraf flere blev kjøbte af Frede­rik VII. Han ægtede en Slægtning af samme Navn og nyttede omtrent 1860 til Gøteborg, hvor han endnu lever. (Akad. Udst. Cat.).

 

Meybusk. Anton Meybusk, Meybusch eller Meibus, fedt i Tyskland, som det synes nogle Aar før 1650, arbejdede allerede som ung Mand i Danmark 1667—70, idet han skar to Medailler for Frederik III. Derefter blev han kaldet til Stokholm omtrent 1675 og virkede nogle Aar der. Men da han uden Tvivl selv har følt, at han endnu havde noget at lære, rejste han til Paris for at uddanne sig hos Datidens berømte Mestre, og fandt snart Syssel­sættelse ved Hoffet der, saa at han til sin Titel som Kongerne af Danmarks og Sveriges Medailleur kunde føje „medailleur du roi de France". 11685 blev han i Paris gift med Margrethe Romer (Rømer?)

 

479

og udførte selv i den Anledning en Medaille med sit eget og sin Kones Brystbilleder. Kra 1690 tog han fast Ophold i Kjøbenhavn som kgl. Medailleur med en aarlig Lønning af 1.000 Rdl. d. C. (3,200 Kroner) samt særskilt Betaling for sine Medailler. Han ud­førte nu et stort Tal af Medailler for Christian V og døde her i Begyndelsen af Maj 1702. Om Efteraaret fik hans Enke Bevilling til at sidde i uskiftet Bo med sine umyndige Børn.

I 1693 skar han en Medaille i Anledning af Indførelsen af en bedre Møntfod, hvori han selv skal have haft Del. For øvrigt skar han mest de sædvanlige kgl. Medailler i Anledning af Bryllup, Fødsel og Død. Han udførte saaledes 1699—1700 Medaillérne i Anledning af Christian V's Død og Frederik IV's Salving, i 1701 en Medaille med den nye Konges og Dronnings Brystbilleder m. m. Han hørte til sin Tids dygtigste Medailleurer, selv om han ikke kan sættes fuldkommen ved Siden af Udlandets første Konstnere i dette Fag. (Weinw-, S. 105. Do. Lex. Nagler Monogr., I, S. 929. Gehejmearch. Kgl. Regnsk. og Sjæll. Reg. Møntfortegn.).

 

Meyer. Bartold eller Bartholomæus Meyer var Medailleur her i Kjøbenhavn som det synes fra 1682 til 1694. Den første Medaille, der nævnes af ham, var i Anledning af Frelsers Kirkes Grundlæggelse (1682); dog blev den ikke overrakt Kongen før paa hans Fødselsdag det følgende Aar. Den kgl. Mønt- og Medaille-samling i Kjøbenhavn har, foruden denne, ikke nogen Medaille af ham tidligere end 1689. Han skar en Medaille i Anledning af Op­førelsen af Kronborgs nye Fæstningsværker (1692), to Medailler i Anledning af Elefantriddernes Forsamling o. n. Hans Arbejder ere uden fremragende Værd. ("Weinw., S. 107. Do. Lex. Møntfortegn.).

 

Meyer. Elias Meyer, født i Kjøbenhavn 1763, lagde sig efter Blomster- og Landskabsmaleri, mest i Gouache og Vaudfarve. Han besøgte Konstakademiets Skoler, blev i 1785 Elev af Model­skolen og vandt Aaret efter den mindre Sølvmedaille. Han udstillede flere Gange Blomsterstykker og Landskaber i Gouache i Akademiets Forsamlingssal ved Aarsfesten. "Weinwich siger, »at han studerede i Dresden« og efter Akademiets Statuter maa han ogsaa have fore­taget en Udenlandsrejse, men der nævnes intet derom i dets Archiv. Han blev nemlig agreeret den 26. Januar 1801 paa to Copier efter Huisdal og to Blomsterstykker efter Naturen. ,-Den 7. October s. A. blev han Medlem af Akademiet paa et Landskab fra Frederiksdal og et Blomsterstykke. Alle disse nævnte Arbejder vare i Gouache. I 1803 fik han en Aarpenge paa 100 Rdl. d. C. af Kongens Kasse

 

480

og i 1809 søgte han om et Tillæg dertil; men samme Aar døde han den 26. Maj paa Solitude af Brystsyge. Han var gift med Cathrine Charlotte født Ehrhart, hvem han efterlod sig ved sin Død som Enke med fire smaa Børn. Af hans Malerier, der bar Præget af en mild, ikke stærkt fremtrædende Grundstemning og var harmoniske, men uden Lys og Farve, ejer den kgl. Malerisamling fire Stykker, »Prospect af Kilden i Dyrehaven« og »Prospect af Esplanaden« samt to »Landskaber«, I den kgl. Kobberstiksamling findes en Del Raderinger og nogle Haandtegninger af ham. (Weinw., 8. 201. Do. Lex. Akad. Adresseav. 1809, Nr. 208).

 

Meyer. Ernst Meyer, egentlig Ahron Meyer, en Søn af Mægler Meyer i Altona og Brendle født Meyer, en Søster til Gros­serer, Hofraad Meyer, blev født i Altona den 11. Maj 1797. Aaret efter hans Fødsel blev hans Forældre skilte; hans Moder tog til Kjø-benhavn og blev anden Gang gift (1801) med Kjøbmand Gottschalk Salomon. Meyer blev hos Faderen i Altona og fuldendte sin Skole­gang der; men da han kun viste Evner for Tegning, blev han i 1812 sendt til Kjøbenhavn til sin Moders Familie. Da Faderen dengang endnu var uformuende, kom han som en fattig Dreng til Kjøben­havn, og hans Familie der maatte tage sig af ham. Den varme Konstven, Grosserer, senere Redacteur M. Nathanson, sørgede for, at han fik Plads i Lorentzens Malerskole og kom til at gaa paa Akademiet, samt uden Ængstelse for det daglige Brød kunde leve for sit Studium. Næppe to Aar efter sin Indtrædelse i Akademiets Skoler blev han Elev af Modelskolen i Januar 1814, og allerede Aaret før havde han udstillet sit første Billede, en Copi efter Bioemart. I 1815 udstillede han tre Portræter, som han havde eopieret efter hollandske Mestre. Ved Nytaar 1816 vandt han den lille Sølvmedaille, i Marts 1818 den store.

Imidlertid var Eckersberg kommen hjem og bleven Professor ved Akademiet, og dennes lyse Farve og sikre Tegning fik en af-gjørende Indflydelse paa den unge Konstner, saaledes at Datidens Anmeldere tydelig sporede den i et Billede, Meyer udstillede i 1819. Medens hans tidligere Billeder, f. Ex. »En Yngling i gammeltysk Dragt i Samtale med en ung Dame« kaldes »genifulde, men bizarre og mislykkede Arbejder«, eaa man i »Gretchen knælende for Marie-billedet« en yndig Konstblomst, hvori den unge Elev, navnlig i Teg­ningen, havde taget sig Eckersberg til Mønster. Samme Aar meldte han sig til Concours om den lille Guldmedaille, hvortil Opgaven var »Josef forestiller sin Fader for Farao«. Da han ikke fik Medaillen,

 

481

rejste han til Munchen; dog lod han sig formaa til at vende tilbage og deltage i Concoursen i 1821, men midt under Udførelsen af sit Billede forlod han logen og tog sit ufuldførte arbejde med sig.

En lille Radering fra denne Tid, det med saa meget Lune ud­førte Portræt af den gamle Opvarter ved Akademiet, kunde have været ham et Vink om, hvad Vej i Konsten han skulde vandre. Men det forstod han ikke endnu. Da han anden Gang vendte til­bage til München, sluttede han sig med en stor Kreds af unge tyske Konstnere til Cornelius og tilbragte tre Aar med at male Emner efter tyske Digtere, navnlig fra den katholske Middelalder, og ganske i tysk Stil. Da kom hans Ungdomsven fra Kjøbenhavn, H. V. Bissen, og hentede ham bort fra München til Rom og til hans rette Konstomraade, det italienske Folkeliv (1824). Paa faa Afbrydelser nær, forblev han i Rom til sin Død.

Romerfolkets ejendommelige Karakter eller overhovedet Sydens friske, maleriske Natur og Folkeliv aabnede hans Øje for en umiddel­bar Gjengivelse af hvad han saa omkring sig, og inden faa Aar bar morsomme italienske Folkelivsbilleder hans Navn Europa rundt. Siden 1819 havde han intet udstillet i Kjøbenhavn, da han i 1827 ind­sendte en »Brøndscene i Nærheden af et Cappuccinerkloster«. I 1833 kjøbte Prins Christian Frederik »En neapolitansk Fisker­familie« af ham. Men det var dog først »En offentlig Brevskriver«, oprindelig malet til Hofraad Hambro (1833), der ret vakte Opmærk­somhed for ham i Hjemmet. Trods det Lune, hvormed Figurerne i Billeder fra denne Tid ere opfattede, svækkes Indtrykket noget ved de skrevne Omrids og den tørre, umaleriske Farve. Allerede i det lille Billede, »En gammel Fisker ser efter Vinden«, hvoraf et Exemplar var udstillet i 1833, medens et andet, som tilhørte Thorvaldsen, først senere blev set i Kjøbenhavn, traadte en bredere og mere tiltalende Penselføring Beskueren i Møde. Fra nu af ud­viklede hans Foredrag sig mere og mere, og parrede sig paa den naturligste Maade med den lunefulde Opfattelse i Billeder som »En Dreng føres af sine Forældre til Klostret«, hvor Æslet, Drengen rider paa, og den levende Kalkun, der skal bringes Munken til Foræring, spille virksomme Roller i det lille landlige Drama. Hans navnkundigste som han tit måtte gjentage, var maaske ”Søfolk sætte rejsende i land paa Capri« (tilhører Godsejer Scavenius), hvilket sammen med det nysnævnte var udstillet i 1837. Det er gjengivet blandt »Billeder af danske Malere« og har flere Gange senere været udstillet i Kjøbenhavn tilligemed andre

 

482

ældre Billeder. Et tredje Billede, der vakte megen Opmærksom­hed, var »De to Venner«, den lille halvnøgne Dreng og det store sorte Svin!

Mange andre Billeder, Fiskere i forskjellig Færd, Munke, Abbater og Præster, vidne om hans venlige, godmodige Blik paa.Naturen og Mennesket, om hans Troskab mod Tanken, hvad enten Emnet var komisk eller rørende, om hans dygtige Kjendskab til Konstens Midler og grundige Færdighed i at bruge dem tvangløst og let. Den kjæreste Gjenstand for Meyers Pensel var og blev dog Kvinden, lige fra den første Barnealder med famlende Fagter og store stirrende Øjne til den udviklede, fuldmodne Kvinde, snart som bly, knibsk eller skjelmsk Elskerinde, snart som lykkelig Moder med' den førstefødte Spæde paa sine smukke stærke Arme. I en Mængde Billeder, der, ligesom Digterens lyriske Udbrud, som Smaa-fugle flagrede ud fra Hjemmets beskedne Krog, var Ungdommens Elskovsspil den uopslidelige Gjenstand.

Han havde et rigt Lune i Opfindelsen af morsomme Optrin; dog foretrak han et vist roligt Skjelmeri for dybere Stemninger eller en drøjere Komik. I sine bedste Arbejder er han omhyggelig i Udførelsen, varm og levende i Farven. Men han vænnede sig tid­ligt til at se Form og Farve paa en saa ejendommelig Maade, at denne tilsidst groede ganske fast hos ham. Trods det Conventionelle, hans Fremstilling derved fik, navnlig i Aquarellerne fra hans senere Aar, blev han dog ikke usand, thi han bevarede en varm og ægte Følelse for de Stemninger og Sjælstilstande, hans Pensel vilde udtrykke. Man færdedes med ham i en ganske særegen »meyersk-italiensk« Verden, hvor Legemsformer, Dragter, Hav, Jord og Himmel havde sit ejendommelige Præg, som  man ikke kunde andet end elske og uvilkaarlig finde sandt, saa længe man saa paa hans Billeder, fordi den aandelige Udtalelse, som gik derigjennem, havde en saa dyb og levende Grund. Men løsriver man sig fra den aandelige Tiltrækning, som selv en lille Aquarel formaar at udøve, hvo mindes da i Italien at have set de runde Former, Meyer i sine senere Billeder stedse gjengav? Alt blev rundt for hans Øje, saa meget  i det mindste, som det paa nogen Maade var muligt. Hvo gjenkjender, naar et meyersk Billede er ham nyt, de Lufttoner, han vælger, den Rigdom af grønne Reflexer, hvormed han omgiver sine Skikkelser, den glødende Aftenluft, hvori han bader sit hele Billed? Men de Skikkelser, han fører frem for os, og den Natur, han hensætter dem i, ere som skabte for hinanden, og af de tilsyneladende

 

483

usande Enkeltheder fremvoxer et konstnerisk Hele, der skabte hans Ry ved Billedernes Fremkomst, bevarer det hos Eftertiden og vil give hans Konst Værd, saa længe den endnu kan skues og nydes.                       .          

Meyer havde oprindelig en udmærket Helbred, men en ung­dommelig Kaadhed, der undertiden gav sig Luft paa de besynderligstc Maader, virkede til at nedbryde hans legemlige Kraft. Overhaandtagende Sygdom tvang ham i 1841 til at forlade Rom og Italien for ved Badestedet Grafenberg om muligt at gjenoprette sin Sund­hed. Der tilbragte han to Aar, eller to Somre, og sporede ogsaa gavnlige Virkninger deraf; i Efteraaret 1843 rejste han, efter endt Kur, til Danmark, hvor Konstakademiet enstemmigt udtalte det Ønske, at han »maatte kunne optages til ordentlig Medlem uden Agreation, under Forventning af, at et Receptionsstykke senere, under Konstnerens heldigere Sundhedstilstand, kunde indsendes«. Den 4. December fulgte Kongens Resolution for, at dette maatte ske, »men uden Følger for Fremtiden«, og den 18. December 1843 blev Ernst Meyer optaget til Medlem af Akademiet. Om Foraaret 1844 forlod han Danmark og vendte efter en Rejse, der omfattede næsten hele Europa, tilbage til sit kjære Rom, hvorfra Urolighederne i 1848 atter fordrev ham, saa at han i næsten fire Aar opholdt sig i Paris og Svejts1; men trods Vennernes Ønsker besøgte han ikke Danmark. I 1852 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog.

Naar den Sygdom, som aldrig gav Slip paa sit Bytte, i den Grad naishandlede den livsglade Konstner, at han blev til den værk­brudne Mand, som den yngre Slægt saa i Rom, har jeg ikke kunnet udfinde ganske nøje. Men trods sine Lidelser og sin fordrejede Skikkelse — Armene og Hænderne vare helt fortrukne paa ham, ikke mindre end Benene, som han kun kunde bevæge ved Hjælp af Krykker —, færdedes han, den alderstegne Konstner, utrætteligt

 

1 Han var ogsaa i Nordtyskland. I 1849 var han i Hamborg, og den 25. October steg han der op i en Luftballon med en Luftskipper. Han for­talte med meget Lune, hvorledes han, da han havde hævet sig op i en højere Sfære, over Jordlivets lave Usselhed, begejstret omfavnede sin Fører og spurgte om hans Navn. Skuffet maatte han høre, at han ogsaa hed Me.er. Ikke engang i de højere Luftegne kunde han slippe dette Navn, som han halvt i Spøg, halvt for Alvor ærgrede sig over, fordi det var saa almindeligt. For øvrigt fortrød han ikke paa, at han var Jøde, men drillede den danske Consul i Rom, Bravo, der, skjønt han var født Jøde, gjærne vilde gjælde for Italiener eller Portugiser, med altid at sige „Vi gamle Jøder!" til ham naar der var flest til at høre derpaa.                  

 

484

hver Sommer paa Rejser til de romerske Bjærge eller til Neapel, og selv den sidste Sommer, han levede, foretog han sin sædvanlige Rejse.

Den 31. Januar 1861 spøgede han paa sin vante Vis ved Fro­kosten i Café greco, da et pludseligt Ildebefindende tvang ham til at ytre Ønske om at blive kjørt hjem. Inden Vognen kom, havde han tabt Bevidstheden. Det var et heftigt apoplektisk Slag, der havde ramt ham, og uden at komme til sin Bevidsthed hensov han den 1. Februar i den tidlige Morgenstund. Den følgende Aften jordedes han paa den mosaiske Kirkegaard i Rom, fulgt af en talrig Skare Skandinaver og Fremmede. (Medd. fra Konstn. Halvbroder. Nekrolog af Ph. "Weilbachi Fdl. 1861 og i Konst og Æsth., S. 70—77 efter Konstn. egne Medd. til Forf. Nekrolog i 111. Tid., II, 1861, Nr. 74. Skild. 1819, Sp. 466. Akad. TJdst. Gat. I Naglers Kat. Lex., IX, nævnes han S, 209 som C. Meyer og igjen S. 214 tinder sit rigtige Navn).

 

Meyer. Johan Andreas Meyer, født omtrent ved Nytaar 1784, besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1806 den lille, 1807 den store Sølvmedaille, og arbejdede uden Tvivl i nogen Tid som Conducteur, indtil han ved Mallings Bortrejse (1811) blev constitueret som Stadsbygmester, medens denne var udenlands. Efter Mallings Hjemkomst (1815) blev han udnævnt til kgl. Bygningscommissair og Materialforvalter, og i denne Stilling døde han den 30. Marts 1822, kun noget over 38. Aar gammel. Han var gift med Amalie født Luckaj. (Akad. Udst. Gat. Vejvis. Adresseav. 1822, Nr. 80).

 

Meyer. Vilhelm Frederik Meyer var Søn af Brunsvigeren Johan Heinrich Meyer, der blev Dr. philos. i Kiel og derefter kgl. Embedsmand under Rentekamret i Kjøbenhavn; hans Moder hed Anna Christiane Augusta født Schluter, og han blev født i Kjøben­havn den 15. Octoher 1799. Han besøgte Konstakademiet i Kjøben­havn for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1818 den lille og 1822 den store Sølvmedaille. Allerede fra 1821 havde han været Bygningsconducteur i Slesvig under Krejser (s. d.), og da denne døde i Februar 182B, blev han constitueret i hans Embede. Samme Aar vilde han concurrere til den lille Guldmedaille ved Konstakademiet, hans Skitse blev ogsaa antagen, men' ua hans Stilling ikke tillod ham at blive i Kjøbenhavn, og Akademiet nægtede ham at udføre sit Concoursarbejde i Slesvig, maatte han opgive det »for i Aar«, hvilket blev det samme som for stedse. Thi imidlertid fik han fast Ansættelse som Bygningsinspecteur i Slesvig, og virkede i denne Stilling endog efter Hertugdømmernes Afstaaelse i 1864, indtil Døden

 

485

pludselig bortrev ham under en Embedsrejse i Frederiksstad den 17. Januar 1866. Han var i 1829 bleven gift med Caroline født Rolster fra Byen Slesvig. Meyer var en praktisk administrativ Embedsmand, hvis konstneriske Udvikling blev afbrudt ved hans tidlige Ansættelse, hvorvel det Embede, der blev ham til Del, sæd­vanligvis kun blev givet til Konstnere. (Medd. fra Konstn. Broder. Åkad. Udst. Cat. Statskal. 1821—64. Statskal, f. Schlesw. Holst u. Lauenb. 1865, Sp. 147. Tysk Frederiks Kirkeb. ved Lengn. Erslew, Forf, Lex, II, S. 259-60. Suppl., II, S. 367).

 

Meyn. Christian Méyn, Søn af den nedennævnte Bygmester Peter Meyn og dennes første Kone, Mette Marie født Jensen, blev født i Kjøbenhavn og døbt den 29. September 1785. Han var Elev af sin Fader og besøgte Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt' 1801—2. Derpaa blev den mindre Guldmedaille tilkjendt ham den 14. September 1803 for »Et Theater til 4.000 Tilskuere«. Han var i de nærmeste Aar derefter Bygningsconducteur hos Faderen, hos hvem han levede, blev derefter kgl. Bygningsinspecteur i Kjø­benhavn, men tog allerede i 1821 sin Afsked. En kort Tid var han Lieutenant ved det borgerlige Artilleri. I 1820 ægtede han Susanne født Bintzer, der ejede Huset Nr. 18 (nyt Nr. 20) i Nybro­gade og ved en den 3. Juli 1820 underskreven Ægtepagt beholdt Raadighed over sin særlige Formue, idet der ved kgl. Bevilling blev tilstaaet hende samme Myndighed, som ellers kun Enker havde efter Loven. Han døde den 4. August 1826. Hans Venner skrev Vers til ham i Adresseavisen. (Nikolaj Kirkeb. ved Lengn. Akad. Vej­viseren 1805—26. Pantekontorets Registre. Adresseav. 1826, Nr. 183, 185 og 187).

 

Meyn. Peter Meyn, født i Kjøbenhavn og døbt den 11. April 1749, var Søn af Snedkermester Anton Christian Meyn og Helene født Klews. Han besøgte Konstakademiet for at uddanne sig til Bygmester og vandt i 1766 begge Sølvmedailler. Ved Concoursen i 1767 til den mindre Guldmedaille var hans Arbejde saa fortrinligt, at Forsamlingen vilde have tilkjendt ham den store Guldmedaille. Men »da han kun var 16 Aar« (han var imidlertid dog 18 Aar), og da han ikke havde vundet nogen Guldmedaille før, fik han blot den lille Guldmedaille. Aaret efter vandt han den store Guldmedaille for »En kgl. Militairskole for hundrede Officer sbørn«. Siden ud­dannede han sig videre under Harsdorffs Vejledning og blev 1771 kgl. Bygningsconducteur. I 1775 søgte han det store Rejsestipendium, men Billedhugger Dajon blev ham foretrukken. Samme Aar fore-

 

486

riste han i Akademiet Tegning til »Et Belvedere eller repos de chasse«. Da han Aaret efter fik Tilsagn om Stipendiet, naar Abildgaard kom hjem, udbad han sig, at han, saa snart det udvendige af Kapellet i Roskilde, ved hvilket han var Conducteur, var færdigt, maatte rejse ud for egen Regning, mod at det senere godtgjordes ham af Stipendiet. Det blev ham tilstaaet, og i Juni 1777 rejste han.

Efter et sexaarigt Ophold, navnlig i Frankrig og Italien, kom han hjem sammen med Magens, og begge blev enstemmig agreerede den 27. Juli 1782. Meyns Opgave blev »Et publique Biblioteque's og paa Tegning dertil blev han Medlem den 28. Januar 1783. Snart efter, den 1. September s. A., valgtes han til anden Professor i Byg-ningskonsten, efter Rosenbergs Død blev han (1789) Stadsbygmester med Bolig i Prinsens Palais, og efter Harsdorffs Død (1799) blev han enstemmig' valgt til at være første Professor ved Akademiet. I 1797—99 var han Akademiets Directeur i to Aar. Allerede i 1783 havde han giftet sig med Mette Marie født Jensen, og da hun, efter at have født sin anden Søn, den ovenfor nævnede Christian Meyn, døde den 29. Maj 1785, ægtede han i 1786 Charlotte Amalie født Avemann, der blev Moder til fem Børn og overlevede ham lige til 1830.                   

Man kjender ikke meget af hvad Meyn har bygget. Der nævnes kun to Værker af ham, nemlig Chirurgisk-Akademi og den nu ned­revne Bygning til Rigsbanken, som laa ved Børsen med en For­bindelsesgang til denne. Banken var en lidt klodset Bygning i Mansardstil, der var bleven foretrukken for Harsdorffs Udkast, fordi »den kunde faas for nogle Tusinde Rigsdalers bedre Kjøb«. Den var færdig i 1786 og synes i den indre Anordning at have haft nogen Lighed rned Harsdorffs Plan. Hans andet Værk, »det chirurgiske Akademi« i Bredgaden, er fra samme Tid —- Kransen blev hejst i December 1786 og Bygningen indviet i October 1787 —, og det blev i tidligere Tid regnet for en af Kjøbenhavns skjønneste Byg­ninger. Uagtet Forsiden har vundet ved, at den smukt udarbejdede Sandsten i Vinduesrammerne og Portalen med sine tvende ioniske Søjler er bleven renset for det Lag Farver, der ganske skjulte Formerne, er Bygningen dog ikke fri for at lide af den tunghed, som tidt følger Mansardstilen. Ogsaa har man dadlet de halvt riflede søjler som en uklassisk Frihed. Den store amfitheatralske Høresal er smuk og hensigtsmæssig, og Bygningen har et velgjørende Præg af Soliditet. Tegningerne dertil ere stukne af Winkler paa 7 Plader. Begge disse Arbejder tilhøre, som man ser, en forholdsvis

 

487

tidlig Tid af hans Liv, Senere synes han at have levet udelukkende for sin Embedsgjerning. Han døde den 11. April 1808. (Weinw., S. 225. Do. Lex. Nikolaj, Frue og Slotskirkens Kirkeb. ved Lengn. Erslew, Forf. Lex. Suppl., II, S. 369. Akad. Vejvis. Collin, For Hist. og Stat., II, S. 275—76, Anm. Dske. Saml., I, S. 3i5. Nye-mp, Kbh. Beskr., S. 310 og 364. Ramdohr Reise, I, S. 166. Stecm. Kbh. Beskr., S. 212—16. Adresseav. 1808, Nr. 148. Skifteretten).

 

Miani. H. (Annibale?) Miani, en italiensk Historiemaler, der mulig blev indkaldt for at medvirke til at udsmykke det nys opførte Christiansborg Slot. Han nævnes første Gang, saavidt vides, i 1738 som Professor ved det ældre Maler-og Billedhnggerakademi. Som saadan havde han 200 Rdl. d. C. om Aaret og boede hos en Madam Lüders ved Gammelstrand (Strandkv. Nr. 11), nuværende Nr. 40, hvorhen ogsaa det ældre Konstakademi for en Tid blev flyttet. Af hans Arbejder kan nævnes Loftet i Højesteretssalen paa det gamle Christiansborg, forestillende »Lasternes og Uretfærdigheds Flugt for Guds Aasyn« og to Malerier over Kaminen i Gardersalen i samme Slot, samt to andre, forestillende »Moses optages af Nilen« og »Faraos Datter med Moses som Barn«, i Løngangen mellem Slottet og Kirken. Desuden har han malet et Portræt af Frederik V som Kronprins til Hest, i hans 22. Aar, hvilket er stukket i Patent Folio af ham selv. Det maa have været det sidste Arbejde af ham i Kjøbenhavn, thi i 1745 forlod han Landet, og i det Aar fyldte Kronprinsen netop 22 Aar. Miani var Wiedewelts første Lærer, inden denne bestemte sig for Billedhuggerkonsten, men hvis han virkelig rejste bort 1745, kan det ikke hare haft stort at betyde, thi Wiedewelt var da kun 14 Aar. (Weinw., S. 128, Sandv., S 98. Hennings., S. 98. Mandtalsliste til Kopskat 1743. Thnra Hafn. hod., S. 154. Dske. Atlas, II, S. 101. Jonge, Kbhv. Beskriv., S. 501, 504 og 536—37. Thiele, Kstakad., S. 39—40. Pantekontoret Gmlstr., nyt Matr. Nr. 10).

 

Michelsen. Peter Larsen Michelsen, født 1814, var oplært til Murer og begyndte uden Tvivl noget sent at lægge sig efter Bygningskonsten, thi han vandt først Akademiets lille Sølvmedaille i 1843, derpaa den store Sølvmedaille Aaret efter og i 1845 Æresmedaillen i Architekturen for »Et Locale til Vinterfornøjelser«. Han var gift med Christine født Torgelsen, og var bosat i Aalborg, da han døde den 5. April 1849, kun 35 Aar gammel. (Akad. Udst, Cat. Selmer, Nekr. Saml., II, S. 155. Berl. Tid. 1849, Nr. 87).

 

Middelboe.   Bernhard Ulrik Middelboe, født 1850 i Ribe

 

488

og Søn af Toldkasserer Christian Middelboe, kom efter sin Confirmation til Kjøbenhavn og i Lære hos Murmester Prahl. Efter at han var begyndt paa Kunstakademiet (1867), gik han strax over i Klas­serne for Frihaandstegning og fik den 30. Juni 1876 Afgangsbevis som Maler. Allerede i 1875 concurrerede han til den Neuhausenske Præmie med sit første udstillede Billede, »Mogens Munk hos Chri­stian II«, uden at opnaa Præmien, som derimod blev tilkjendt ham den 24. April 1877 for »Scene af Ewalds Liv« (Præsten Schønheyder oplæser Bønnen for den døende Digter). I 1876 udstillede han et Genrebillede. (Akad. Udst. Gat.)-

 

Mitreuter. Heinrich Ditlev Mitreuter, født i Kjøbenhavn 1818 og Søn af Kurvemager J. Mitreuter, skulde have været Søcadet, men havde mere Lyst til Konsten og kom i 1831 ind paa Akademiets Gibsskole, som han besøgte til 1836. Imidlertid lagde han sig saavel efter Miniaturmaleri som efter Lithografering og ud­stillede 1833—35 nogle tegnede Portræter. I 1836 rejste han, da han havde en smuk Sangstemme, med en Tyrolertrup til St. Peters­borg, men opgav snart dette æventyrlige Liv og bosatte sig i St. Petersborg som Portrætmaler. Under et Besøg i Kjøbenhavn i 1843 malede han nogle Portræter (i Vandfarve?), hvoraf tre udstilledes Aaret efter. (Akad. Udst. Cat. Priv. Medd.).

 

Moe. Niels Moe, født den 14, Juli 1792 i Kongsberg, var Søn af en Kjøbmand og Sølvværksleverandeur Moe dersteds og kom ved den varme Konstven Jakob Aalls Understøttelse til Kjøbenhavn (omtr. 1814) for at uddannes til Maler under Lorentzens Vejledning. Samtidig- besøgte han Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1820. Han levede nu nogle Aar i Kjøbenhavn, dels som Portrætmaler, dels af at rense og istandsætte gamle Kobberstik, og udstillede 1819—28 nogle Portræter og Copier efter Lorentzen, Møller og andre. Han havde ægtet Sofie von Coch, en Datter af Domprovst i Slesvig Georg von Coch, og flyttede i 1832, »for at finde bedre Udkomme til sig og Familie«, til Odense, hvor han op­rettede en Tegneskole for Haandværkere og fik en udbredt Syssel­sættelse, væsentlig som Tegnelærer; ban vandt almindelig Agtelse ved sin Hæderlighed og Duelighed i denne Retning. I 1839 blev han Tegnelærer ved Odense lærde Skole og forblev i denne Stilling til sin Død, den 2. Marts 1854. I Begyndelsen af 1852 havde han faaet Dannebrogsmændenes Hæderstegn, og kort efter fik han dansk Indfødsret. Han dyrkede ved Siden af sin Konst Naturvidenskaberne med stor Iver, især Fysik og Kemi, hvorover haa holdt private

 

489

Forelæsninger i Odense. En Søn flyttede tilbage til Norge, en Datter blev gift i Odense (Sledd. fra Konstn. Søn. Priv, Medd. Odense Skoles Program 1854, 8. 72. Thaarups Papirer. Akad. Udsi Gat.). ,

 

Mohr. Johan (Johannes) Georg Povl Mohr var Søn af en velhavende Slagter, Georg Mohr, og blev fedt 1808 i Bordesholm. Han skulde først have lært sin Faders Haandværk, men da ban havde mere Lyst til at være Maler, kom han i Lære hos en Maler­mester i Hamborg. Efter at han var udlært og havde lagt sig efter Decorationsmaleriet, skjærpedes Lysten til at blive Konstner hos-ham. Med Carmiencke, som var i samme Stilling og nærede samme Attraa, fulgtes han til Dresden (1831), hvor J. C. Dahls Paavirkning bragte dem begge til ganske at hellige sig Landskabsmaleriet. Ven­nerne rejste uden Tvivl sammen til Miinchen og Tyrol for at ud­danne sig videre og tog derpaa til Kjøbenhavn, for at besøge Konst-akademiet der. Mohr gjennemgik dog kun Frihaandstegneskolen og Gibsskolen, men fik i 1836 Akademiets Vidnesbyrd for at have udmærket sig ved Flid og Talent, da han vilde rejse til Miinchen. Derfor søgte han om Understøttelse fra Fonden ad usus publicos, som han synes at have faaet i Aarene 1838—39. I 1839 rejste han til Kjebenhavn for at ægte Augusta Charlotte Christine født Gøtt-sche, med hvem han Aaret efter atter vendte tilbage til Miinchen, bl. a. for at male et stort Billede, som Christian VIII havde bestilt hos ham. Uagtet han malede og afsatte flere vellykkede Billeder, var hans Eaar ikke gode og forværredes ved hans langvarige Syg­dom. Ved en Henvendelse til Kongen synes han at have faaet »et Forskud« paa 200 Species (800 Kroner). Men hans Sygdom ved­blev, og den 7. September 1843 døde han. Enken vendte med sine smaa Børn hjem til Danmark og døde i Kjøbenhavn i 1858. Mohrs Billeder udmærkede sig ved en kraftig og livfuld Pensel, poetisk Følelse og Sikkerhed i Formen; men overfor den nyere Tids mere maleriske Foredrag synes de vilkaarlige og conventionelle, navnlig i Løvets Gjengivelse. Han udstillede i Kjøbenhavn 1834—44, og den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Billeder, der ere indkjøbte i Løbet af det samme Tidsrum. (Akad. Udst. Cat. Adreaseav. 1858, Nr. 62. Hamb. Kst. Lex. Cotta'sches Kunstblatt [ved Forster og Kugler] 1843, S. 379, samt Hamb. Wochentl. Nachrichten 1844, 24. Febr., og Neuer Nekrolog der Deutschen 1843, S. 786, som ikke findes i Kbhv.}.

 

Mohrhagen.    Carl Vilhelm Bernhard Mohrhagen vandt i 1832 den lille Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn og

 

490

udstillede i 1834 to Portræter og i 1837 et Portræt. (Akad. Udst. Gat.).                                                           

 

Molinedo nævnes af Weinwich som født i Kjøbenhavn i forrige Aarhundrede, formodentlig af spansk Familie. Han lærte Malerkonsten her, rejste til Rusland, kom efter nogen Tids Forløb til­bage derfra (1780), men rejste atter bort til Spanien. (Weinw., S. 198. Do. Lex.).

 

Monies. David Monies, født i Kjøbenhavn den 3. Juni 1812, er Søn af Salomon Monies, en fra Hollanpl^iadvandrel-Jøde, og Frederikke født Soldin af Kjøbenhavn. Hans Fader, som havde været en velhavende Mand, blev ved Krigsforholdene 1809—14 sasi forarmet, at Konstnerens Barndom henflød i dea strængeste Fattig­dom. I Faderens lille Cigarfabrik maatte han og Brødrene arbejde med, dels ved Forfærdigelsen af Cigarerne, dels ved at sælge dem paa Gader og Stræder. Ikke desto mindre lykkedes det Monies allerede i sit tolvte Aar at faa Adgang til Kunstakademiets Skoler (1824), som han temmelig hurtig gjennemgik; i Juli 1827 blev han Elev af Modelskolen, og den 31. December s. A. blev den lille Sølvmedaille tilkjendt ham. Den store Sølvmedaille fik han først to Aar efter, nemlig den 3. Januar 1832. I Mellemtiden havde han under J. L. Lunds Vejledning søgt at uddanne sig til Portræt- og Genremaler. Allerede i 1827, kun femten Aar gammel, udstillede han sit første Maleri efter en Tegning af sin Lærer. I det følgende Aar udstillede han nogle Portræter, ligesom han i det hele gjennem største Delen af sit Konstnerliv har været en søgt og yndet Portrætmaler.

I 1833 indsendte han to Portræter til Akademiets Bedømmelse, for at faa Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om Rejse­understøttelse. Akademiet fandt »ualmindelige Anlæg« hos Konstneren, men »kunde ønske en strængere Tegning«: Det raadede ham fra at rejse og hellere at lægge sig efter Tegning ved Akademiet selv. Et Portræt af Lægen Herholdt (1833) vakte Opmærksomhed for den unge Konstner, og et Genrebillede, »En Konstner (Grurlitt), som spøger med en Bondepige, medens hendes Fader sover; i Bag­grunden andre Konstnere (Simonsen, Kaufmann, Kiærschou, Raadsig og Jerndorf), som [lege], tegne og male efter Naturen«, stemte og-saa Akademiet gunstig for ham. 1.1835  anbefalede det ham til Rejseunderstøttelse, dog efter Marstrand og Gurlitt; han havde imidlertid tjent saa.godt pas sine Billeder, at han for egen Bekost­ning var rejst til München. Han opnaaede dog ikke nogen Under-

 

491

støttelse og vendte Aaret efter tilbage til Kjøbenhavn. 11847 blev han agreeret af Akademiet som Portrætmaler, og paa Portræter af J. P. Møller og J. H. Kocb blev han den 27. Marts 1848 Medlem af Akademiet. I 1859 fik han Titel af Professor, og i 1874 blev han Ridder af Dannebrog.

Af hans Portæter høre maaske de, han malede til Theatret, Frydendahls, Lindgreens, Winsløws og Phisters, samt hans Medlemsstykker, til de bedste, han har udført. For øvrigt har han malet en Del Genrebilleder af det danske Folkeliv, blandt hvilke »To Børn ved et Vandløb« (1838) gjorde saa megen Lykke, at Konstne-ren maatte gjentage det flere Gange, ogsaa »Erindring fra Danse­boden« (1849, Konstforen.) har han senere gjentaget i mindre Format. Endvidere kunne nævnes »Episode af Troppernes Hjemkomst« (1850), der blev gjengivet i Lithografi, og »Pengebrevet«. Den kgl. Maleri samling ejer to af hans Genrebilleder, Thorvaldsens Museum ét. »En Kjøkkenscene«. I 1859—60 udstillede han to store Billeder af Jødefolkets Historie, som dog ikke blev efterfulgt af flere Billeder i den historiske Retning1. (Konsi egne Medd. Søndagsposten 1875, Nr. 595. Akad. Udst Cat).

 

Monrad. Vitus Monrad, født den 28. Juli 1738, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Billedhugger, vandt 1759 den lille Sølvmedaille to Gange, 1760 den store Sølvmedaille og samme Aar den lille Guldmedaille for Opgaven »Moses findes af Faraos Datter«. Han blev »Cadetternes Tegnemester« med Titel af »Professor i de frie Koester«. I 1767 ægtede han Ellen Mule født Hansen, der kun var 16 Aar gammel og døde den 23. October samme Aar i Barselseng. Monrad selv levede sine sidste Aar i Vejle og døde der den 9. Februar 1789. (Weinw. Lex. Akad. Erslew, Forf. Lex. Suppl., I, S. 28. Frue og Trinitatis Kirkeb. ved Lengn.).

 

Morell. Gerhard Morell var født her i Kjøbenhavn 1710 og lagde sig først efter Malerkonsten, blev derefter Konsthandlev, og kjøbte paa en Konstrejse i Flandern og Holland en Del Malerier til den kgl. Malerisamling (Konstkamret), hvoraf flere éndnu høre til Samlingens fortrinligste Billeder, saaledes F. Bol, »Kvinderne ved Graven«. Paa Rejsen eller efter denne havde han Bestalling som „Hof- und Kunstcommissarius" og den 18. April 1759 blev han ud-

 

 ' Konstneren har meddelt mig, at han ikke concurrerede til Eibeschütz' Legat med disse Billeder.

 

492

nævnt ved Siden af Wahl til „adjungirter und eventualiter succedirender Kunstkamtnerverwalter". I denne Stilling rejste han i 1763 til Holland og kjøbte ved Auctionen over Cardinalen Valentis Sam­ling ligeledes flere værdifulde Stykker til den kgl. Samling. Efter Wahls Død, December 1765, eller som det synes, endog før hans Død, den. 12. November 1765, blev Morell virkelig Konstkamraerforvalter. Men. alligevel blev der under 18. Februar 1766 udstedt et kgl. Commissorium til Professorerne Oeder og Ascanitis, samt Fuldmægtig ved Rentekamret Ole Peter Kølle, om at forfatte »et accurat Inventarium« over Konstkamrets Indhold og derpaa over­levere dette til Moreli. Inden Inventariet var fuldendt, døde imidler­tid Morell den 29. Maj 1771, og den samme Commission overleverede endelig i 1775 Konstkamret til dennes Efterfølger, L. Spengler. Ikke desto mindre fungerede Morell som Konstkammerforvalter i de Aar, han levede. Hans Kone, Marie Elisabeth Morell, døde Aaret efter sin Mand (1772). Morelis Portræt er malet af J. S. Wahl og til­hører den kgl. Malerisamling. (Weinw., S. 167. Do. Lex. Lorck, Fortg. Nachrichten, I, S. 561. Statskal. Adresseav. 1766, nt. 48, 1771, nt. 84. Petri Kirkeb. ved Lengn. Skild. 1829, Sp. 1062. Thaarups Papirer).

 

Moritz. Nicolaus Christian Moritz kalder en Maler sig, som var født i Slesvig By, og levede i Tiden 1686 til 1732. Man ser af en Stambog, som har tilhørt ham, og som bevares i det store kgl. Bibliothek, at han i Tiden 1702 til 1712 rejste meget og har opholdt sig i Danzig, i Christiania og i London. Han synes at have arbejdet dels i Kjøbenhavn (1702—5), dels i Slesvig, hvor han atter opholdt sig 1726. Af Stambogen ser man ogsaa, at han var Ven med adskillige af Datidens agtede danske Konstnere, samt med flere udenlandske Konstnere af Navn, hvilket tyder paa, at han vel næppe selv har været en aldeles ubetydelig Konstner. (Stambog, Thott-ske Saml., 8, 569, i det store kgl. Bibi.).

 

Muhle. Carl Adolf Muhle blev født den 5. April 1786 paa Herregaarden Skovgaard i Fyen, hvor hans Fader, Mogens Muhle, var Forpagter. Hans Moder, der var Faderens tredje Hustru, hed Mette Margrethe født Ewaldsen. Han blev i Foraaret 1803 privat dimitteret til Universitetet, 1806 Volontair under Rentekamret, 1812 juridisk Candidat med bedste Karakter og var fra 1821 Secretair og Bogholder ved den færøske Handel i Kjebenhavn, indtil han den 13. Maj 1839 fik sin Afsked i Naade med Pension. Han var en ^f de første, som traadte frem paa Grundtvigs Opfordring til Studenterne

 

493

i 1807 om at tage til Skubkarren for at hjælpe ved Voldens Ud­bedring. I 1810 bley han gift med Jakobine født Luno, der døde 1842. Selv døde han den 29. Marts 1855 i Valdby, hvor han havde henlevet sine sidste Aar. Den nedennævnte M. Th. Mule er hans Søn.

Muhle havde megen Sans for Konsten, og sin Fritid brugte han til med Iver at lægge sig efter Medailleur- og Signetstikkerkonsten. Af Medailler er hans vigtigste Medaillen i Anledning af Børsens Jubilæum 1824 med Christian IV's Portræt paa Aversen, Mercur og Neptun ofrende ved et Alter paa Reversen. Dernæst skar han i 1829 Aversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Bryllup med Kronprinsesse Caroline, med begges Portræter, medens Reversen udførtes af Chr. Christensen. Desuden udførte han en Del Portræter i Vox, skar Navnetræk og Vaaben i ædle Stene til Ringe og Signeter, stak en Mængde Kontorsigneter i Staal og Mes­sing o. a. m. Han er tillige optraadt som Forfatter. (Weinw. Lex. Øst. Mat., S. 429—30. Muhle: Carl Mogeneens færøske Krønike. 81dld. 1825, Sp. 1721. Erslew, Fort. Lex., II, S. 312. Do. Suppl., II, S. 420. Nagler, Monogr., I, 2229 [urigtig Angiv, om, at han var ansat ved Mønten]. Akad. Udst. Cat. Møntfortegn. Medd. fra Sønnen)

 

Mule. Mogens Thorvald Mule, Søn af den .ovennævnte Carl Adolf Muhle og Jakobine født Luno, har bortkastet h af sit Navn, som han nu skriver paa den ældre danske Maade. Han er født den 21. Marts 1823 i Kjøbenhavn, blev allerede i October 1835 Elev hos Billedhugger H. V. Bissen og begyndte i 1836 at gaa paa Akademiet, hvor han i 1842 blev Elev af Modelskolen, i 1843 vandt den lille Sølvmedaille, i 1845 en Pengepræmie for Modellering og i 1850 den store Sølvmedaille. I disse Aar udførte han tillige, efter Medailleur Christensens Ønske, en Del formindskede Copier eftter Thorvaldsen .tiladen kgl. Porcelainsfa1irik,-og arbejdede senere under Christensen til dennes Død. Efter en Concurrence til den mindre Guldmedaille, ved hvilken hans Billede vel ikke fik Præmien, men af Akademiet blev erkjendt for et godt Arbejde, fik han i 1852 Rejsestipen­dium og opholdt sig i Rom, hvor han lagde sig efter at skjære Cameer i Conchylie. Efter Hjemkomsten har han atter udført en Del Copier efter Thorvaldsens Arbejder, dels til den kgl. Porcelainsfabrik, dels til Bings Porcelainsfabrik og Ipsens Terracottafabrik, hvis konstneriske Ledelse han i nogle Aar varetog, indtil han i 1872 selv grundede en Fabrik for Callipasta Arbejder. Tillige har ban undervist i Tegning

 

494

i flere Skoler. Siden 1842 udstillede han Statuer, Relieffer og Conchyliecameer. I 1869 fik han den Neuhansenske Præmie for »den gode Hyrde, Gruppe i Gibs«. Han døde den 6. December 1877. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat. Fdl. 187.7, Nr. 286).

 

Mulvad. Emma Mulvad hedder Aarøemma Ivare Chri­stiane Frederikke Rønsholdt og er Datter af Sproglærer Ivar Christian Rønsholdt og Sofie Jensine Elisabeth født Jahn af norsk Æt. Hun blev født i Kjøbenhavn den 5. August 1838, og da hun allerede i sin Barndom viste Lyst til Tegning, modtog hun efter Skoletiden videre Uddannelse hos Porcelainsmaler L. R. Lyngbye og hos en Slægtning, en norsk Sømaler, Hans Jahn. I 1853 fik hun det Hverv af Dr. Kjærbølling at tegne og colorere Om­givelserne til hans Værk, »Danmarks Fugle«. I 1858 udstillede hnn sit første Billede paa Charlottenborg og har siden den Tid flittig udstillet. Hendes Fag er, dels Blomster og Frugtstykker, dels Dyrstykker, idet hun saavel gjengiver døde som levende Dyr. Hun har tillige udført Decorationer paa Terracotta for den Ipsenske Fabrik og fik i 1870 tilligemed sine tre Søstre en Guldmedaille fra Verdensudstillingen i London for Maleri paa brændt Ler. I 1869 blev hun gift med Districtslæge Niels Georg Mulvad i Vestervig, men har ogsaa efter den Tid udstillet flere Gange. (Medd. fra Konstn. Fader. Udst. Gat.).

 

Munch. Jakob Munch, født i Christianssand 1776, blev 1796 Fændrik i det andet aggerhusiske Infanteriregiment, 1805 Premierlieutenant å la suite med Tjenestealder fra den 22. Marts s. A., 1810 forsat til det tellemarkske Infanteriregiment, 1812 Capitain. Ved Norges Adskillelse fra Danmark forblev han i den norske Hær og døde i Christiania 1839. Medens han stod å la suite i Hæren, besøgte han Konstakademiet i Kjøbenhavn.fra1804, blev 1806 Elev af Modelskolen, og udstillede ved Akademiets Aarsfest »adskillige Stykker i Oliefarve«. Samme Aar gav Akademiet ham Vidnesbyrd for, at have »ved ædel Anstrængelse og ualmindeligt Talent til Malerkonsten med Berømmelse tilbagelagt alle dets Skoler«. Derved opnaaede han, som det synes, Understøttelse fra Fonden ad usus publicos til en længere Udenlandsrejse. I 1807 malede han Oehlenschlægers Portræt i Paris, og han kom først hjem i Begyndelsen af 1813 efter ligeledes at have besøgt Italien. I Juni d. A. foreviste han Akade­miet en Del Billeder fra sin Rejse, hvoriblandt Portræt af Thorvaldsen en Copi efter Guido Renis Magdalene og et Par Landskaber. Akademiet »fornøjede sig« over hans Fremgang; derimod gjorde

 

495

hans   udstillede Arbejder,   efter Weinwichs  Sigende,   ikke   megen Lykke hos Publicum, og fra nu af hører man intet mere til ham  i   Danmark.    (Weinw.,  S. 238.    Do. Lex.   Norsk  Nationalgalleris Catalog, S. 48.   Akad.   Skild. 1806, Sp. 782.   Øehlensohl. Erindr, ny Udg., S. 234).

 

Müller. Adam August Müller, født i Kjøbenhavn den 16 August 1811, var Søn af Professor i Theologi, senere Biskop Peter Erasmus Muller og Louise Augusta Stub, en Søster til Male­ren C. G. Kratzenstein-Stub. Efter i sin Barndom at have besøgt Efterslægtens Realskole blev han 1822 overflyttet til Metropolitanskolen, eftersom han var bestemt til Studeringerne. Han havde imidlertid  mere Lyst til at tegne og blev derfor, da hans Forsøg paa egen Haand røbede virkeligt Anlæg for Konsten, atter taget ud af Skolen. Fra September 1825 begyndte han at tegne hos C. V. Eckersberg, og den 14. November 1826 satte han første Gang sin Palet -op i dennes Malerstue. Nogen Tid i Forvejen havde han faaet Adgang til Akademiets Tegneskoler, gjennem hvis Klasser han jævnt hurtig rykkede op, indtil han den 24. Marts 1828 blev Elev af Modelskolen. Dog vandt han først 1832 den lille Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samme Aar concurrerede han forgjæves til den lille Guldmedaille.

Allerede 1829 udstillede han sit første Billede, »Aladdin, staaende bag Pillen, ser Gulnare«; i de følgende Aar udstillede han ikke faa Arbejder, dels Portræter, dels Billeder af Folkelivet eller af for-skjellige Tiders og Landes Historie. To af disse, »Aladdin, som griber efter Pomeranser« (1831), og »Christian IV, legende med en af sine Sønner« (1833), blev som lovende Ungdomsarbejder kjøhte til den kgl. Malerisamling. Bfterhaanden viste det sig, at Emner, hvor et religiøst eller falelsesfuldt Indhold kom til Orde, var Konstneren kjærest, hvad enten han valgte dem af sit Fædrelands Historie, af Kirkens eller af selve den bibelske Historie. »Den saarede Herluf Trolle, som modtages af sin Hustru og af Skolens Diseipler paa Herlufsholm«, blev kjøbt af Konstforeningen, og hans første Alter­tavle, »Christus, der prædiker fra Skibet« (1834), var en Bestilling af Grev Moltke til en Kirke paa hans Gods. Den øjensynlige Flid, hvoraf hele Udførelsen i disse Billeder var præget, i Forbindelse med et i den danske Skole ikke sædvanligt Blik for Farvens Liv og Klarhed vakte Opmærksomhed for Konatneren, uagtet han endnu var noget stiv i Gjengivelsen af Bevægelser og ikke altid correot i Enkelthederne.

 

496

Ovenpaa den mislykkede Concours i 1833 (noget, som for øvrigt  ikke sjælden hændte Datidens unge Konstnere, naar de, umiddelbart efter at de havde vundet den store Sølvmedaille, concurrerede til Gruldmedaillen uden at overveje, om de havde Modenhed til at und­fange og gjennemføre en større historisk Composition), forétog Konstneren i Somren 1834. en lille Rejse til Tyskland, til Bøhmen, langs Rhinen og flere Steder, og Frugten deraf fremtraadte i nogle Billeder paa Udstillingen i 1835. Han havde dog tillige faaet Tid til at male et historisk Billede, »Valdemar. Sejr i Fængsel«, som Konstforeningen kjøbte. I 1835 concurrerede han paany til den lille Guldmedaille, som denne Gang blev tilkjendt ham for Opgaven »Odysseus kommer til Nausikae«. Især fandt man hans Udførelse af Odysseus' Figur vellykket. Ogsaa ovenpaa denne Dyst for­friskede han sig atter, i Somren 1836, med en Rejse, denne Gang til Norge, hvor Jærnværksejer Aall gav ham Bestilling paa en Alter­tavle, »Christus i Gethsemane«, der blev udstillet i 1837.

Om Somren 1837 concurrerede han, efter at have taget den sædvanlige Examen i Sprog og Konsthistorie ved Akademiet, til den store Guldmedaille. Opgaven var »David, som opmuntrer Saul ved sit Harpespil«, og Medaillen blev tilkjendt saavel ham som Eddelien (se denne), idet Akademiet fandt, at Müllers Maleri stod tilbage for Eddeliens i Behandlingen, men overgik det i aandig Op­fattelse. N. Høyen, der i en Anmeldelse af Billedet, da det senere udstillede«, gjennemgaar det i det enkelte, havde vistnok Øje for det rette, idet han advarede Konstneren mod den Lethed, hvormed han arbejdede, og tilføjede: »Endnu ere hans Farver mere blom­strende end sande, hans Virkning mere slaaende end harmonisk«.

I ungdommelig Livsfølelse sparede Konstneren ikke sine Kræf­ter. Paa samme Udstilling, hvor hans Guldmedaillebillede blev set (1838) havde han ogsaa et Dameportræt i Knæstykke, som trods de Indvendinger, der kunde gjøres imod det, var et i den Tids Smag ret smukt og heldigt Billede. Og næppe var Concoursen endt, før Müller tog fat paa et stort historisk Billede, »Luther paa Rigs­dagen i Worms«, som Konstforeningen havde bestilt hos ham. I 1836 udstedte nemlig Konstforeningen en Indbydelse til de danske Malere til, i Anledning af Reformationsfesten, inden den l. October s.A. at indsende Skitser til det nævnte Emne, samt til »Hans Tausen prædiker i Viborg« og »Hans Tausen værner Biskop Rønnov mod Kjøbenhavns Borgere«. Som det synes, meldte kun Müller sig til  Concoursen, idet han indsendte en Tegning, som forestillede »Hans

 

497

Tausen, prædikende i Viborg«, og Skitser til de to andre Emner. Den 9. Marts 1837 blev det besluttet, at han for et Honorar af 1,000 Rdl. skulde male »Luther paa Rigsdagen i Worms«, og at det færdige Billede skulde ophænges i Helliggejstes Kirken. Dette store Billede med én Mængde Figurer i Legemsstørrelse, er saavel fra Indholdets som fra Udførelsens Side vistnok Konstnerens modneste og mest vellykkede Billede. Anordning og Tegning er omhyggeligere end tidligere, Handlingen er klart og levende fortalt, Farvegivningen sandere og naturligere, end den plejede at være i Konstnerens Billeder, uden at en ægte malerisk Virkning derfor gaar tabt. Bille­det, som efter sin Bestemmelse blev ophængt i Helliggejstes Kirke, er i den senere Tid stukket paa et stort Blad af E. Sonne, ligeledes paa Kunstforeningens Bekostning (1866—67)l. Det var færdigt fra Müllers Haand om Efteraaret 1838, blev den 14.—16. December ud­stillet for Kunstforeningens Medlemmer og det følgende Aar for Publicum ved den almindelige Udstilling paa Charlottenborg.

Men paa samme Tid, som Konstneren havde dette store Værk under Hænder, maatte han paany kæmpe med sin tidligere Med­bejler, Eddelien, om Rejsestipendiet som Pris. Da begge Konstnere i Marts 1838 søgte Stipendiet, vidste Akademiet ikke bedre end efter tidligere Skik at paabyde en ny Concours mellem de .to søgende Konstnere. Den 16. Juli fik de den Opgave at male »Christus giver sig tilkjende for Disciplene i Emaus« (Luc. 24, 30), og den 22. De­cember fremstilledes deres Billeder til Akademiets Bedømmelse. Begge havde haft store Vanskeligheder at overvinde; Eddelien havde været syg, saa at Bedømmelsen for hans Skyld havde maattet udsættes, Müller havde haft sit andet store Billede at gjøre færdigt, da han gjærne vilde have det afgivet til Konstforeningen inden den for­ventede Rejse. Denne Anstrængelse var ham for stærk, og da Billederne vare færdige, faldt han i en heftig Sygdom, som bragte ham Døden nær og paa en betænkelig Maade rystede hans Forstand. Paa samme Tid, som Akademiet skulde afgjøre Konstnerens Skjæbne, omhvirvlede vilde Febersyner hans trætte Hjærne.

Akademiet var talrigt forsamlet under Directeurens, Thorvaldsens, Forsæde. Saavel han som Eckersberg og Lund samt to andre Konstnere fandt Arbejderne saa lige i Værd, at de ikke vilde afgive deres Stemmef til gunst  for et af dem; men den øvrige Del af

 

1 Tiderne havde saaledes forandret sig, at Kobberstikkeren nu fik 4,000 Rdl. for Gjengivelsen af det Billede, Konstneren havde faaet 1,000 Rdl, for.

 

498

Forsamlingen heldede mest til Eddeliens Billede, som blev fore­trukket med 14 Stemmer mod 4. I samme Forsamling besluttedes det imidlertid enstemmigt, at Akademiet skulde indgaa til Kongen med Forestilling om, at Müller af Finanserne maatte faa et ligesaa stort Stipendium som Akademiets1. I Henhold dertil resolveredes allerede under 19. Januar 1839, at Müller skulde have 800 Rdl. Sølv aarlig i to Aar af Finanskassen. Det tredje Aars Stipendium, lige­ledes paa 800 RdL, fik han i 1841 af Akademiet og nød altsaa ganske lige Ret med Eddelien, der havde Akademiets sædvanlige Stipendium i tre Aar. Allerede i Slutningen af Januar 1839 var Müller saa rask, at han kunde afrejse til Italien.

Men strax den første Sommer paadrog han sig paa Ischia en Forkjølelse, som lagde Spiren til en Brystsyge, der snart skulde nedbryde hans Kræfter. Opholdet i Italien fik ikke desto mindre overordentlig Indflydelse paa hans Konsts sidste Ytringer. I Flo­rens studerede han med Iver de ældre italienske religiøse Malere og navnlig Rafael, saaledes som han viser sig i sin første Periode. En Altertavle til Vraaby under Vallø Gods, »Fremstillingen i Templet«, har vistnok vist Paavirkning af den samme Udvikling, som tydeligst og skjønnest fremtræder i det store Billede, »Christus velsigner de fire Evangelister«. Denne, ganske i den ældre kirkelige Stil udførte Composition, forener paa en saa fin og følelsesfuld Maade en udviklet Technik saavel i Form som i Farve med en nøjagtig Efterligning af ældre Mønstre, at det er et næsten enestaaende Forsøg; dog mere interessant som Forsøg end som Forbillede for en Vej, man kunde ønske Konstneren skulde slaa ind paa. Billedet blev strax kjøbt af Thorvaldsen og tilhører nu hans Museum. Det var saa at sige Konstnerens Svanesang. Den hensygnende Konstner bragte det hjem med, da han' om Somren 1842 kom tilbage til Danmark, og den 29. December s. A. blev han paa Eckersbergs Forslag enstemmig agreeret derpaa, og ved det følgende Aars Udstilling tilkjendtes det Udstillingsmedaillen.

Müller fik rigtignok Opgave til Medlemsstykke, nemlig: »Synder­inden for Jesu Fødder« (Luc. 7, 44), han malede ogsaa nogle Por­træter og et historisk Billede, »Den fortabte Søns Hjemkomst«; men hans Kraft var brudt for stedse. Endnu i 1843 overstod han et voldsomt Sygdomsanfald, og han havde atter begyndt at male. Men

 

1 Wilkens fortæller, at Thorvaldsen Dagen efter denne Forsamling gik til Kongen, og fik Tilsagn om Stipendiet til Müller. Hvad der i øvrigt til­føjes, er ikke nøjagtigt. (Wilkens: Træk af Thorvaldsens Liv, S. 34).

 

499

det tærende Brystonde var ikke overvundet, og den 15. Marts 1844 sov han hen, knap 33 Aar gammel. Han havde malet sit eget Portræt i Rom 1840. (Dansk Pantheon med Konstn. Portræt. Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Fdl. 1844, Nr. 1534. Berl. Tid. 1844, Nr. 95, Adresseav. 1844, Nr. 66. Jonrn. for Litt. og Kst., IV, S. 177—79. Høyens Skr., I, S. 88 og 111).

 

Müller. Anton Müller fra Kjøbenhavn fik i Juli 1752 Akademiets første Rejsestipendium som Historiemaler, stort 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig i to Aar. I 1754 ansøgte han fra Paris Akademiets Præses, Grev Moltke, om at faa kgl. Tilladelse til at gaa til Rom som »kgl. Pensionair«. Det blev ogsaa tilstaaet ham, og hans Stipendium anvist paa Particuliérekassen; det lød nu paa 400 Rdl. d. C. i fulde tre Aar, fra 1. Juli 1754 at regne »ifølge Fundationens Lydende«. Efter en Meddelelse, Spengler giver fra Wasserschlebes Papirer, hvor han kaldes M. Møller (Monsieur Møller?), forblev han, da Stipendiet var udløbet, i Italien, gik i 1756 over til Katholicismen i Kirken Sant' Ignazio, blev Munk i et Kloster i Kirkestaten og døde der i en høj Alder. Han synes for øvrigt ikke at have svaret til Akademiets Forventninger. "Wasserschlebe kalder ham „un inauvais sujet" og beskylder ham for at have sendt ham Copier af Bouohers Tegninger og udgivet dem for sine egne Compositioner. (Akad, Spengl., Art. Eft., S. 51. Thiele, Kstakad., S. 75. Meier, "Wiedewelt, S. 31—32, 44 og 45).

 

Muller. Carl Muller arbejdede ved Hoffet i Kjøbenhavn som Miniaturmaler, efter "Weinwichs Sigende i Christian V's Tid, men, som det synes af de kgl. Regnskaber, snarere i Frederik IV's Tid. Han døde i 1712, rimeligvis som ung Mand, da hans Moder, Cathrine Müller, modtog Betalingen for hans sidste Arbejde den 28. October s. A. (Weinw., S. 95. Do. Lex. Kgl. Regnsk, i Grehejmearchivet).

 

Müller. Cathrine Marie Müller eller Møller, Datter af Hans Christian Møller, der havde Kolding Slotsmølle i Fæste, og Maren født Bølling, blev født i Kolding den 21. Februar 1744, men opdragen paa Fanø hos sin Morbroder, Birkedommer Bølling. Som voxen var hun Selskabsdame i forskjellige Huse, sidst hos Conferens-raad, Stempelpapirsforvalter F. A. Müller fra 1780. Hun havde et ganske ualmindeligt Talent for Broderi, og da hun, efter at være kommet i Müllers Hus, havde Lejlighed til at se gode Konstværker, begyndte hun at brodere med sort silke på hvidt Tøj til Efterlig­ning af Kobberstik. I denne Smag udførte hun Broderi efter en

 

500

Radering af Bol efter Rembrandt, forestillende »den hellige Hieronymus«. Wiedewelt, som saa det, syntes saa godt derom, at han, uden hendes Vidende, foreviste Broderiet i Akademiets Forsamling den 2. November 1789, og Akademiet tilskrev hende i den Anledning et Opmuntringsbrev. Den 26. Marts 1790 indsendte hun to Hove­der efter Rafael, Anakreon og Venus, »syede i raderet Maner«, med Ønsket om, at disse to Stykker »maa forundes en Plads i Akademiets Samling«. De vandt i saa høj Grad Forsamlingens Bifald, at den den 28. Marts optog hende til ordentligt Medlem af Akademiet paa disse to Stykker. Senere forsøgte hun at brodere med gult paa sort, for at efterligne etruriske Vasemalerier. Hende tillægges ogsaa Consistorialraad R. Garboes Portræt, stukket af J. F. Clemens; men paa Stikket staar Chl. Soph. Müller del. Hun døde den 26. Sep­tember 1811 paa Fredensborg, rimeligvis hos Conf. Müllers Søn A. G. Müller, der skrev hendes Levned i Birchs Billedgalleri. (Nævnte Værk, f, 8. 301—12. Weinw., S. 236. Do. Lex. funder Møl­ler], »demens« ved Flok, S. 18. Akad. Do. Inv., trykt 1793. Adresseav. 1811, Nr. 233. Erslew, Forf. Lex., II, S. 332. Strunk Nr.863).

 

Müller. Christian Andreas Müller, født den 20. Juni 1783 i Kjøbenhavn, var Søn af Farver og afg. Major ved det borgerlige Artilleri, Otto Andreas Muller og Gunhild født Visborg. Han tog dansk juridisk Examen 1800, blev 1804 Copist i Assignationsbog-hdlder kontor et, 1810 Cancellist i Generalstabens Bureau og 1827 Postmester i Randers, hvorfra han tog sin Afsked i Naade med Pension i 1843; siden levede han som Pensionist i Kjøbenhavn. I Rangforordningen naaede han til virkelig Justitsraad med Ret til at bære Uniform som Overkrigscommissair (1830). Han blev i 1812 gift med Pauline Eleonore født Beutner og døde i Kjøbenhavn den 19. Juli 1877.

Han havde megen Kjærlighed til Konsten, særlig Medailleur-og Billedhuggerkonsten, og skar i 1815 en Medaille i Anledning af Frederik VI's Hjemkomst fra Wien (regi reduci). Samme Aar ud­førte han Aversen til Kroningsmedaillen med Kongens og Dronnin­gens Portræter, som blev antagen til Brug, da Conradsen, der lige­ledes havde udført et Stempel til Aversen, havde sat Dronningen paa Kongens højre Side. Reversen var af H. E. Freund. Conradsen og Freund tilbød at skjære nye Stempler til hver sin Side, men disse kom ikke til Anvendelse. Desuden har Müller udført Hæders­tegnene for otte og sexten Aars tro Tjeneste til Underofficerer.

 

501

I 1848 udstillede han en Psyche, Copi i Elfenben efter Bissens Original. Mere har han ikke udstillet, men han udførte for øvrigt lige til sin Alderdom, dels .Arbejder i Medailleurfaget, dels smaa Figurer i Elfenben, f. Ex. Hebe efter Thorvaldsen. Han havde et virkeligt Talent for Billedhuggerkonsten, som imidlertid, da han forblev i sin Embedsvirksomhed, ikke kom til fuldstændig Udvikling. (Medd. ved Professor, Overlærer Hundrup og Konstn. Søn. Weinw. Lex. Do, Anni. af Kroningsmed, i Athene V, S. 566. Akad. Udst. Cat. Møntfortegn. Nekrolog i Tidsk. f. Postv. 1877, Nr. 7).

 

Müller. Christian Frederik Müller, Søn af Hoftrompeter Nikolaj Müller og Margrethe Henriette født Udsen, samt Broder til Naturgranskeren Otto Frederik Muller, blev født i Kjøbenhavn den 28. Februar 1744, lærte Kobberstikkerkonsten hos Joh. M. Preisler, men arbejdede mest som videnskabelig Kobberstikker først for sin Broder, der synes at have bragt ham ind paa denne Vej, senere for andre Videnskabsmænd og for egen Regning. Han har stukket efter Tegninger til Zoologia og Flora- danica, til Animdlcula infusoria o. fl. og har mulig ogsaa tegnet til disse Værker, da han kaldtes »Dessinateur og Kobberstikker«. Desuden nævnes bl. a. et Prospect af Løgum Kloster, Grev Thotts Vaaben osv. I 1791 søgte han om at blive Tegnemester efter Søren Abildgaard ved det kgl. Gehejme-archiv, og indsendte Prøver af Stik. Han var gift med Lovise Sofie født Krebs, hans Datter med Gomponisten Du Puy, og han døde den 1. Marts 1814. (Weinw., S. 228. Do. Lex. Sandvig, S. 98. Worms Lit. Lex., II, S. 88. Akad. Adresseav. 1814, Nr. 51).

 

Müller. Vilhelm Andreas Müller, en Tysker af Fødsel, blev født i Brunsvig 1733, men blev opdragen i Salzdahlum, af sin Moders Broder, Portrætmaler Ludvig Wilhelm Busch, der var Inspecteur for Malerisamlingen i Salzdahlum. Han synes at være kommen til Kjøbenhavn i 1755, og, maaske for paa den Maade at knytte sig til danske Forhold, at have besøgt Konstakademiet i Slutningen af Aaret, thi i Januar 1756 faar en »Andreas Møller«, som synes at være denne Konstner, den lille Sølvmedaille for »Teg­ning efter Gibs«. Han havde for øvrigt lagt sig efter Miniaturmaleriet, blev 1764 Brecheisen adjungeret, og da denne i 1765 for­lod Landet, blev han hans Eftermand som Hofminiaturskildrer. Den 5. December s. A. ægtede han Bodil Marie født Jensen. Først i 1772 fik han Opgave til Medlemstykker, nemlig Portræter af Wiedewelt og Als i Miniatuymaleri, og den 1. Juni 1773 blev han optaget til Medlem af Akademiet. I 1783 søgte han Professoratet ved

 

502

Modelskolen, thi naar Juel gjorde det, vilde kan ogsaa som ældste Medlem gjøre det, men Valget faldt paa Juel. Skjønt Müller ude­lukkende var Miniaturmaler, fremstillede han dog i 1805 Kron­prinsessens Portræt, »malet i Oliefarve i Juels Maner«, og An­melderen tilføje?1' »temmelig godt malet«. Hennings roser hans Miniaturmalerier for deres store Fuldendthed, og, tilføjer han, »naar Tonerne ikke altid ere tilstrækkelig brudte, naar Folderne i hans Draperier ikke have den ønskeligste Lethed, kommer det af, at han endnu bruger Punktermaneren«, Hvad der er tilbage af hans Bille­der, bevares, foruden hans Medlemsstykke, i privat Eje. Dog var to Portræter af ham, Frederik V og Dronning Juliane Marie, paa Fredensborg. Han gav sig tillige af med at restaurere Kobberstik og har raderet en Del Blade, navnlig Prospecter og architektoniske Udsigter. Blandt disse nævnes: 1) Lorens Spenglers Portræt, tegnet og stukket af Müller (1762), 2) dennes Ravlysekrone, tegnet af Tuscher, 8) Prospect af Bregentved, tegnet af G. .E. Rosenberg (1763), 4) af Marienlyst Slot (17G7), 5) Fuglehuset af Jardin ved Moltkes Palais paa Amalienborg, 6) Adam og Eva efter Rembrandt, samt 7) hans eget Portræt, tegnet og stukket af ham selv. Ogsaa nogle af Wiedewelts Arbejder gjengav han i Kobberstik. Han var en Tid lang Bihliothekar ved Akademiets Bibliothek, men da han i 1815 var saa syg, at der intet Haab var om lians Helbredelse, blev Torkel Båden allerede i October s. A. udnævnt til Bibliothekar i hans Sted.. Muller døde den 24. Februar 1816, hans Enke Aaret efter. (Weinw., S. 183. Do. Lex. Hennings, S. 137. Akad. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Adresseav. 1764, Nr. 139; 1816, Nr. 48; 1817, Nr. '222. Skild. 1805, Sp. 781; 1815, Sp. 443. Strunk. Nagler, Kstl. Lex.).

 

Müller. Uden Fornavn nævnes en Müller i Statskalenderen for 1740 og 1741 som »Hofschildrer«, Senere har der været en anden Hofminiaturmaler Møller, som ikke nævnes i Statskalenderen. Hans Enke, Catharine Frederikke Møller, døde den 8. April 1764 i sit Alders 29. Aar \ (Statskal. Adresseav. 1764, Nr. 41).

 

Mygind. Samuel Mygind, Søn af Præst til Stepping og Frørup i Haderslev Amt, Mels Mygind, og født den 29. April 1784 i Stepping, blev Student i Kiel og lagde sig der efter Theologien. Men han havde stedse haft Lyst til at være Konstner, og Synet af

 

1 Maaske begge Personer kunne være den nedenfor nævnede Andreas Møller, som 1738 malede Kronprinsens Portræt, og som døde i Berlin 1762.

 

503

Dresdens Billedgalleri og Bjærgnaturen i Saxen og Bøhmen for­stærkede hans Attraa. Under et treaarigt Ophold ved Rhinen (1805—7) modnedes Tanken om at bliye Landskabsmaler hos ham, og for at søge grundigere Uddannelse vendte han i 1808 tilbage til Fædrelandet og tog til Kjøbenhavn, hvor han søgte Vejledning hos Lorentzen og ved Kunstakademiet. I 1810 blev han Elev af Model­skolen, og samme Aar udstillede han sit første Billede, »Et Parti i Charlottenlund«, Aaret efter udstillede han to Billeder fra Dyre­haven og to andre, »Ruiner af en Ridderborg«, som vistnok enten var fri Compositioner. eller Studier fra hans tidligere Rejse. I 1813 vandt han den lille Sølvmedaille i Modelskolen og vedblev at ud­stille Landskaber, som tildrog sig stigende Opmærksomhed, endnu i Januar 1817 vandt han den store Sølvmedaille; men under et Op­hold samme Åar i hans Hjemstavns Egn, Christiansfelt, bortrev Døden ham. Akademiet beklagede meget Tabet af den unge lovende Konstner, og i sin Aarsberetning fremhævede Secretairen (31. Marts 1818) ikke alene hans »ypperlige Evner« og store Flid, men ogsaa hans Dannelse. I hans Billeder skattede han især »den frie Naturs smukke Efterligning og en sjælden Konst i Træers og Blades Be­handling«, en Dom, Eftertiden ikke ganske kan underskrive. Ved samme Lejlighed var hans sidste Arbejde, »Klampenborg ved Dyre­haven« udstillet. Den kgl. Malerigamling havde kjøbt to af hans Billeder. (Weinw., S. 202, efter en paa tysk skreven, som det synes utrykt Levnedsbeskrivelse af Konstneren selv. Do. Lex. Worms Lit. Lex., II, S. 104. Akad. Udst. Cat. Skild. 1815, Sp. 443; 1816, Sp. 455—56; 1818, Sp. 480).

 

Møinichen. Claus a Møinichen, en dygtig Konstner i Frederik III's Tid, var Søn af Chirurg, Sixtus a Møinichen (1629— 1666) af Kjøbenhavn og Anna a Møinichen, men hans Fødselsaar nævnes ikke, Faderen var Broder til Livmedicus Henrik a Møini­chen. Han har tegnet de rige Ornamenter, hvormed det Pragt-exemplar af Kongeloven er smykket, som blev stukket af A, Rein­hardt (1709). Paa det ottende Blad ses Frederik III til Hest, »udført saaledes, at begge Figurerne ere tegnede med lutter snirklede, slyngede og spiralformede Linier, med Undtagelse af Kongens Hoved, som er meget fint tegnet« o. s. v. Til Hoffet solgte han i 1707 to Kabinetsstykker, »Venus i Triumf« og »Apollo med Najader og Tritoner«. I 1709 fik han 9 Rdl. d. O. „für ein monstrosischen Schilderey" og. senere 90 Rdl. for 6 Skilderier. Han var saaledes ikke alene Tegner, men ogsaa Maler. Han har tegnet Portræter af

 

504

Kirsten Bille og af Birgitte Skeel, som begge blev stukne af Fried-lein i 1705 og 1706, samt af Frederik IV, stukket 1712 af Rein­hardt. Han døde ved Nytaar 1710. (Weinw., S. 124. Do. Lex. Bruun Rostgaard, S. 137—38 og 141. Kgl. Regnsk. & Sjæll. Beg. i Gehejmearch. Strunk, Nr. 247 og 2700).

 

Møllback. Christian Juel-Frys Møllback, født i Kjøben-havn den 27. November 1853, er Søn af Fuldmægtig Christian Møllback og Anna Juliane født Eyser. Efter at have været i Malerlære i to Aar blev han Elev af Theatermaler Gyllich ved det kgl. Theater. Senere har han paa egen Haand lagt sig efter Blomstermaleri og udstillet Blomster- og Frugtstykker siden 1875. (Konstn. egne Medd. Udst. Oat.).

 

Møller. Andreas Møller, Søn af Daniel Møller, »som siges at have været en berømt Ridsemester for fire Prinser og en Prin­sesse i C. guinti Tider«, blev født i Kjøbenhavn den 30. November 1684. Han har vistnok uddannet sig til Maler her hjemme, men rejste meget ung udenlands, Paa Grund af et længere Ophold i England, fik han Tilnavnet »den engelske Møller«; for øvrigt levede han mest i Tyskland, hvor han endelig nedsatte sig i Berlin, og døde der (1762?). Han var Portrætmaler og maa efter sine Rejser have opholdt sig nogen Tid i Kjøbenhavn, idet man fra 1738 har Kong Frederik V som Kronprins i hel Figur i Legemsstørrelse, malet af Møller. For Frederik IV malede han en Række Dameportræter, som gik under Navn af »de italienske Skjønheder«, og blev ophængte paa Frederiksberg Slot. (Wein\v. Lex. Spengl. Art. Eft. Sandvig, S. 99. Thiele, Konstakad., S. 33, Dske. Saml, IV, S. 109. Friis Saml., S. 99—101. Bibi. d. sch.Wiss. u. Kat., II, S. 300. Füssli, Kst. Lex. Frdborg Slots Invent. Thaarup, jfr. ovenfor, S. 502).

 

Møller. Carl August Møller, Søn af en tysk Snedker, var født i Kjøbenhavn 1805. Han besøgte Konstakademiet i Kjøben­havn for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1825 den lille, 1827 den store Sølvmedaille, concurrerede derpaa flere Gange til den lille Guldmedaille, som han først vandt 1837. Aaret før var han bleven valgt til Lærer ved Akademiets Elementarskole, og endelig i 1839 vandt han med lige Stemmer for og imod ved Præses' Stemme den store Guldmedaille for »Et Universitet«. Under sin Studietid ar­bejdede han i 16 Aar under J. H. Koch som Tegner og Conducteur. Fra 1. Januar 1842 fik han Akademiets Rejsestipendium for 3 Aar, og hans Lærerpost ved Elementarskolen blev forbeholdt ham. Paa sin Rejse var han baade i Italien og Grækenland, og da han ved

 

505

sin Hjemkomst meldte sig til Tjeneste (September 1845), blev han forfremmet til Lærer ved første Bygningsskole; den 26. Januar 1846 blev han enstemmig agreeret, men hans Medlemsarbejde, »En Børs«, blev forkastet, da det vel havde Flertal for sig, men ikke to Tredje­dele af Stemmerne, saaledes som Statuterne krævede. Det var kun l Stemme, som var Skyld i Forkastelsen. I 1849 fik han en ny Opgave for Reception; men dette Arbejde fik han ikke Lejlighed til at udføre, da han i 1851 blev constitueret som Bygningsinspec-teur for Fyen i H. Chr. Hansens Sted (s. d.). I denne Stilling for­blev han, efter at H. Chr. Hansen var kommen hjem og var bleven Professor ved Akademiet, og han byggede adskilligt paa Embeds vegne. Bl. a. gjorde han Tegning til Odense Amts Sygehus (1861) og ledede en Restauration af Frue Kirke i Odense. Han var gift med Camilla født Kubnitz og døde i Odense den 26. October 1865. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat. Berl. Tid. 1865, Nr. 274).

 

Møller. Carl Henrik Kock Møller, Søn af Politibetjent, senere Arrestforvarer Møller i Skjelskør og født der 1845, kom som Malersvend til Kjøbenhavn og besøgte Konstakademiet 1866—75, da han fik Adgang til Afgangsprøven for Malere, men ikke tog den fuldstæn­dig. Han har i 1874—76 udstillet et Par Billeder. (Akad. Xldst.Cat.).

 

Møller. Daniel Meller, se ovenfor under Artiklen Andreas Møller.

 

Meller. Didrik Møller fik 1602 Bestalling af ChristianIV som kgl. Maler og Pousserer med 5 Daler maanedlig i Kostpenge og 40 Daler i aarlig Løn. (Weinw. Lex.).

 

Møller. Georg Ebbe Wineken Møller, født i Hillerød den 24, Januar 1840, er Søn af Kjøbmand Claus Møller og Ellen Marie født Wineken. Han kom efter sin Confirmation til Kjøbenhavn, hvor han blev udlært som Tømrer i 1858. Fra 1854—59 var han samtidig Elev af G. Hetsch, han begyndte 1855 at gaa paa Akademiet, blev 1861 Elev, concurrerede til Sølvmedaillen, men gik ud af Architekturklassen i 1863 uden at have faaet den. Fra 1859—1867 arbejdede han som Conducteur hos Herholdt og Tvede, i 1867 var han en længere Udenlandsrejse for egen Regning, og i 1869 ægtede han Constance Sofie Louise født Wienberg. Han har restaureret nogle ældre Kirker og i Kjøbenhavn bl. a. opført Gaarden Nr. 10 i Niels.. Juelsgade (1871), »Det forenede Dampskibs­selskab Forretningsbygning i Kvæsthusgade (1872) og  (1875) Hotel d'Angleterre sammen med Dahlerup. (Konstn. egne Medd. Akad.).

 

506

Møller. Jens Peter Møller, Søn af en Pottemager, blev født den 5. October 1783 i Faaborg, men da Faderen døde tidlig, blev han i 1791 optaget som Plejebarn j. en Slægtnings,  Toldforvalter Hansens Hus i Eckernførde, hvor hans tilkommende Hustru ogsaa var Plejebarn. Derfor fik Møller, som næsten alle Børn i Slesvig af bedre Familie i den Tid, en fuldstændig tysk Opdragelse, og i sin Læretid som Maler (1799—1803) talte han vistnok ogsaa tysk. Efter at han var bleveu Svend, kom han til Kjøbenhavn i 1803, altsaa samtidig med Eckersberg, med hvem han snart knyttede et varmt og varigt Venskab. Samtidig med at han maatte arbejde i sit Haandværk, begyndte han strax at besøge "Kunstakademiet, hvor han 1806 blev Elev af Modelskolen. I 1809 vandt han den mindre Sølvmedaille. Imidlertid havde han malet hos Abildgaard, og efter dennes Død gik han over til Lorentzen, hos hvem han lettere fandt Lejlighed til at tilfredsstille sin Lyst til Landskabsmaleriet; dog kunde han allerede 1809 udstille et Par Prospecter fra Nordsjælland; hans tidligere udstillede Arbejder var Copier. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, tog sig varmt af ham; til denne malede han saaledes (1810) et Parti af Sorgenfri Have, hvor man saa Prinsen spadsere i Forgrunden med to Damer. Ved Prinsens G-unst naaede han ogsaa, at Kongen ved Resolution af 22. Maj s. A. tilstod ham en Rejseunderstøttelse paa 400 Rdl. d. C. aarlig i to Aar af Fonden ad usus publicos, nærmest med det Maal at lære den Konst at restaurere Malerier. Senere fik han Stipendiet forøget med et Aar til.

Rejsen gik først til Bryssel, men da han ikke der mente at kunne lære noget, rejste han strax til Paris, hvortil han allerede kom den 18. November 1810 og forefandt der sin Ungdomsven Eckersberg, med hvem hau boede sammen lige til Eckersbergs Af­rejse til Rom i Juni 1813. Ikke længe efter rejste Møller over Svejts tilbage til Danmark, og i September 1813 var han atter i Kjøbenhavn. I Paris havde han dels lært Restaurationsfaget hos en yngre Mand, Henry, da den ældre Mester, til livem han var anbefalet, Hoogstoel, følte sig for gammel ti] at tage nye Elever, dels med stor Flid lagt sig efter Landskabsmaleriet, og fire mindre Billeder, han havde malet i Paris, solgte han til Prins Christian Frederik for 16 Louisd'ors.

Paa to Landskaber fra Omegnen af Paris og to Copier, efter Claude Lorrain og Pynacker, blev han derpaa agreeret ved Konst-akademiet den 27, September 1813, og fik til Opgave at male et

 

507

sjællandsk Landskab. Paa et »Parti fra Vordingborgegnen med Udsigt over Møen« blev han dernæst optaget til ordentligt Medlem den 6. Marts 1815. Samtidig udstillede ban nogle Landskaber efter Studier fra Rejsen, blandt hvilke især en Udsigt til Staubbach i Svejts tiltalte Datiden. Han blev i 1814 ansat som Restaurator (Conservator) ved den kgl. Malerisamling, og fra 1841 førte han tillige Tilsyn med Malerierne paa de øvrige Slotte; desuden var han, efter Mørchs Død, fra 1814—19 Lærer i Tegning ved Søcadetakademiet. I 1814 ægtede han ogsaa sin tidligere Plejesøster, Anna  Cathrine Margrethe født Haase. I 1826 fik han Titel af Professor, 1829 blev han Ridder af Dannebrog, 1840 Dannebrogsmand. I 1842 fik han af Kongen Medaillen „Ingenio et årti" for en vanskelig Re­stauration af Dronning Caroline Amalies Portræt. Fra 1833 var han jævnlig Akademiets Kasserer, og fra 1834 var han Inspecteur over Grev Moltkes Malerisamling. Han døde den 29. Septem­ber 1854.

Møller var en ivrig og samvittighedsfuld Lærer for den yngre Kreds af Landskabsmalere, som efterhaanden voxede op; han fik indført Pengegræmier i Landskabsfaget, der virkede som en gavnlig Opmuntring for mangen en ung Konstner, for hvem 50 eller 30 Rdl. i hin Tid var en ikke ubetydelig Sum, I sin egen Konst var han, navnlig i Løvets Behandling, conventionel, hvormed han skadede Virkningen af de mangen Gang ret smukke Linier og den heldige Belysning. Til Christiansborg Slot malede han fire store Land­skaber fra Svejts og Tyrol, hvori han tillige fremstillede de fire Dagens Tider. Den kgl. Malerisamling ejer otte Stykker af ham, hvoraf »Bjerget Wetterhorn i Svejts« (udst. 1835) og »Vejen fra Helsingør til Hammermøllen« (udst. 1839) ere fremhængte; desuden kjøbte hane tidlige Velynder, Prins Christian, senere Christian VIII, Grev Moltke og n. a. større og mindre Billeder af ham. Tildels paavirket af den Skole af Landskabsmalere, som voxede op under hans Øjne, kastede han sig i sine ældre Aar med forbavsende Frisklied over Studiet af Jyllands ejendommelige Hede- og Klitnatur og hævede sig i sine sidste Arbejder til en Sandhed og Naturlighed i Frem­stillingen, som han i sin Ungdom, efter selve Tidens Krav, ikke havde raadet over. Han har ogsaa raderet nogle Blade. (Weinw., S. 197. Do. Lex. Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Skild. 1810, Sp. 839; 1815, Sp. 442. Øst. Archiv 1824, I, S. 260. Eckersb. Optegn., og Eckersbergs Levned ved Ph. Weilbach, S. 35—37. Blochs Fortegn, over Malerisaml. Nagler, Monogr., IV, S. 296.

 

508

Møller. Johan Frederik Møller, født 1797 rimeligvis i Jylland eller af jydske Forældre, da han sædvanlig kaldtes »Jydske Møller«, uddannede sig ved Konstakademiet i Kjøbenhavn til Portræt­maler og udstillede fra 1828 til 1867 en Række Portræter, der vise, at han især i Tiden 1830—40 var yndet som Portrætmaler, uden at han dog hævede sig til nogen fremragende Stilling i Konsten. Han søgte i 1843 om Rejseunderstøttelse for at gjøre sig bekjendt med Daguerreotypiens Fremskridt, men denne Ansøgning kunde Akademiet ikke anbefale. Nogle Aar senere (1849) vilde han oprette en Han­del med Konstmaterialier, hvortil ogsaa Tilladelse blev givet ham; men det synes dog ikke at være sket. Han var gift med Emilie født Martens og døde den 14. October 1871. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Adresseav. 1871, Nr. 243).

 

Møller Johan Peter Christoffer Møller, født 1829 i Kjøbenhavn og Søn af Brændevinsbrænder H. C. Møller, besøgte Konstakademiet 1844—49 og udstillede i Aarene 1851—54 som Landskabsmaler. (Akad. Udst. Gat.).

 

Møller. Johannes Henrik Ludvig Møller er født i Lybek i August 1814, uddannede sig i Kjøbenhavn til Miniaturmaler, ægtede i Aalborg Eline Sofie født Schou, og rejste derpaa til Paris, hvor han fuldendte sin Uddannelse. I 1844 fik han det franske Konst-akademis Gruldmedaille for Miniaturportræter af sine Forældre og malede Kongens, Ludvig Philips Portræt. Samme Aar tog han til Kjøbenhavn, hvor han den 7. October 1844 blev agreeret paa fire indsendte Malerier; den 10. December s. A. fik han Indfødsret ved et Naturalisationspatent og blev derpaa den 16. December optaget til Medlem paa et Portræt af Christian VIII »med Hænder«. Han underskrev strax Eden og tog Sæde i Akademiet, da han kort efter skulde rejse til Paris. Ved samme Tid blev han Hofminiaturmaler og Ridder af Dannebrog. Efter et nyt Ophold i Danmark rejste han i 1848 til Stokholm, derfra til London, hvor han siden, fra­regnet et Besøg i St. Petersborg for at male hele den kejserlige Familie, har været bosat. I Kjøbenhavn udstillede han fra 1837— 1849, samt i 1854 et fra London hidsendt Miniaturportræt. Galster erhansElev. (Priv.Medd. Lengn. [Fam.Winther]. Akad. Udst.Gat).

 

Meller. Jørgen Henrik Møller, Søn af Friseur Niels Christensen Møller og Ane Magdalene født Lichte, er født i Ran­ders den 21. November 1822. Efter at have lært Malerhaandværket i sin Fødeby, hvor han tillige havde øvet sig paa at male Portræter i sin Fritid, tog han til Kjøbenhavn, navnlig for at lære Perspectiv-

 

509

tegning under Hetsch's Vejledning. Samtidig besøgte han Akademiets lavere Biasser. For at komme hurtigere frem rejste han (1844) til Tyskland. Han levede nu i Berlin, Dresden, Carlsruhe og Svejts,, uddannede sig navnlig i Carlsruhe til Landskabsmaler, og udstillede der. I Kjøbenhavn har han udstillet en Gang, i 1860. I 1874 vendte han tilbage til sin Fødeby, Randers. (Konstn. egne Medd. Udst. Gat.)-

 

Møller. Niels Frederik Møller, født den 25. Juli 1814 i Odense og Søn af Sæbesyder Møller der, kom i sit 23. Aar til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Landskabsmaler. I 1841 blev han Elev af Modelskolen, og i 1845 vandt han den lille Sølvmedaille. Han udstillede fra 1843 til 1848 nogle Landskaber for største Delen fra Fyn, men da han ikke tilfredsstillede sig selv i Behandlingen af Farven, foretrak han at rejse tilbage til Odense, hvor h,an siden har levet som Tegnelærer. (Konstn. egne Medd. Akad. TJdst. Gat.).

 

Meller. Peter Nicolaj Møller, født den 15. December 1838 i Kolding, er Søn af Kjøbmand N. C. Møller der. Da han var 4 Aar gammel, mistede han sin Hørelse og som Følge deraf Talens Brug; han kom derfor i en Alder af 5—6 Aar til Kjøbenhavn, hvor han blev opdragen af Dr. Bansmann, kom efter sin Connrma-tion tilbage til Kolding og i Lære hos Malermester Langkjær der. 11859 rejste han atter til Rjøbenhavn, hvor han gjennemgik Akade­miet lige fra den nederste Klasse. I 1863 blev han Elev af Model­skolen, i 1864 vandt han den lille Sølvmedaille og i 1868 forlod han Akademiet uden at tage Afgangsprøve. Han arbejder nu som Maler ved den kgl. Porcelainsfabrik. I 1876 udstillede han tre tegnede Portræter. (Konstn. egne Medd. Akad. TJdst. Gat.).

 

Møller. Rasmine Caroline Møller er Datter af Snedker­mester Daniel Bertel Møller og Anna Margrethe født Petersen, og hun blev født den 17. April 1827 i Landsbyen Rude paa Grev­skabet Holsteinborg i Sorø Amt. Først i sit 26. Aar fik hun Lej­lighed til i Kjøbenhavn at nyde Undervisning, i Tegning hos Marine­maler C. L. Petersen og malede en kort Tid under Heinr. Buntzen. Senere, under hendes Ophold i Skjelskør, interesserede Hofjægermesterinde Scavenius til Basnæs og Grevinde Holstein-Holsteinborg sig for hende og gav hende Lejlighed til at uddanne sig videre, tilsidst hos Landskabsmaler Kjeldrup, hos hvem hun var i Huset to Aar. Fra 1863 har hun jævnlig udstillet paa Charlottenborg, dog ikke i de senere Aar. (Priv. Medd. Udst. Gat.).

 

510

Mørch. Claudius Mørch eller Mørck var formodentlig Søn af Cancellist Peter Reinhardt March, som døde den 9. September 1789, og han maa være født i Kjøbenhavn omtrent 1760 eller lidt senere. Han "besøgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn og fik 1783—84 de to Sølvmedailler. Efter at hare forsøgt sig to G-ange forgjæves fik han endelig i 1789 den mindre Ghildmedaille for Opgaven »Kain, som slaar sin Broder Abel ihjel«. Samme Aar søgte han om Expectance paa en Informatorplads ved Akademiet, da han nu ved sin Faders Død skulde forsørge en aldrende Moder, og i Januar 1790 blev han ansat som Interimsinformator under Almers jævnlige Sygdoms­forfald. Tillige blev han Tegnelærer ved Søcadetakademiet, samt, da Almer døde (1792), fast Lærer ved Ornamentskolen. I disse Stillinger virkede han nu, med Titel af Krigsassessor og siden af Krigsraad, til sin Død, den 26. September 1813. Han var gift med Johanne født Bjørn. (Weinw., S. 218. Statskal. Akad. Adresseav. 1789, Nr. 200; 1813, Nr. 227).