Ph. Weilbach: Nyt dansk Kunstnerlexikon  1895-96   BIND 1

LFL’s Bladfond 2007   rosekamp@post9.tele.dk

 Index

 

 

 

Aaby.

Se Jørgen Emil Olsen-Aaby.

 

Aadnæs. Peder Pedersen Aadnæs eller egentlig Odnes, Portræt­maler i Norge, var Søn af Peder Østensen Odnes og Anna Haralds-datter Viker, og blev født i Lands Præstegæld i Aug. 1739 (døbt 16. Aug.). Han var i Malerlære i Christiania og siden udenlands et Par Aar. Af hans Portræter kendes nu mange, hvoraf følgende ere gengivne i Stik: i) Kancelliraacl Kristoffer Hammer, Generalkonduktør for Aggershus Stift, malet 1770, stukket af J. Haas 1771; 2) dennes Søstersøn theol. Kandidat Andreas Olaus Hammer, malet, eller i alt Fald stukket efter Marts 1771, udkom som Titelkobber til »Forsøgende Naturlære«. I. Kbh. 1772; 3) Professor Hans Strøm, Præst i Eger og naturvidenskabelig Forfatter, malet 1791 og stukket s. A. af Seehusen, som Titelkobber til hans »Prædikener«, Kbh. 1792. Aadnæs blev 1773 gift med Ingeborg Jonsdatter Trogstad og udførte i de senere Aar en Del Vægdekorationer, som nærmest have Interesse ved, at de ere malede af et Naturtalent, der for største Delen havde uddannet sig selv. Han døde Juli eller August 1792.

(Weinwich, S. 208. L. Dietrichson i Nord. Tidsskr. 1892. S. i —13. Strunk. Thaarup).

 

Aagaard. Carl Frederik Aagaard, Landskabsmaler, Søn af Skomager Ole Aagaard og Anna Ursula, født Winchler, er født i

n. k. l.   i.

Febr. 189;.

Odense d. 29. Jan. 1833. Man kom 1847 i lære hos Malermester Prange i Odense og blev Svend 1852. Da han imidlertid ønskede at uddanne sig til Kunstner, kom han samme Aar til København og begyndte at besøge Kunstakademiet, hvor han strax fik Plads i Gibsskolen. Samtidig lærte han at tegne paa Træ og at radere hos sin Broder, der var i Kompagni med Kittendorff, og øvede sig under Hilker i Dekorationsmaleriet. Uagtet han stedse har beholdt sin Interesse for det sidste Fag og ikke alene i Forening med Hilkcr (paa Landbohøjskolen og i Universitetet), i Forening med Marstrand og Heinr. Hansen (i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke), men ogsaa mere selvstændig i Studenterforeningen, paa Frijsenborg og i det kgl. Theater har udført Dekorationsarbejder af ikke ringe Omfang, blev Landskabsmaleriet, under Skovgaards Vejledning, snart hans Hovedfag, hvori han tidlig vandt sig et Navn. Han begyndte at udstille 1857 med et mindre Arbejde, »Fritvoxende Markblomstcr«, der havde vundet, den Neuhausenske Præmie, og forstod snart at bryde sig en selvstændig Vej. For et stort Landskab, »Rimfuld Efter-aarsmorgen«, der blev købt til den kgl. Malerisamling, fik han (1865) det Sødringske Legat for unge Landskabsmalere; 1869—70 havde han Akademiets mindre Rejsestipendium og var udenlands i to Aar, navnlig i Italien, hvorfra han ikke alene hjembragte store Gen­givelser af italiensk Natur, men ogsaa Dekorationsstudier fra Pompeji og andre Steder, l 1875—7⁶ foretog han paany en Rejse til Italien med Stipendium af det Ancherske Legat. Han blev gift 1858 med Anna Emilie Eline Pio, Datter af Violinist Pierre Theodore Pio og Hansine Vilhelmine f. Thomsen, og blev d. 17. Febr. 1874 Medlem af Kunstakademiet; 1879 blev han R. af D. og i 1892 fik han Titel a/ Professor. Aagaard, som i 1883 havde meldt sig ud af Akademiet af Misnøje med den nye Ordning, blev i 1887 erklæret for Medlem af Akademiets Plenarforsamling. Af hans senere Arbejder kan frem­hæves flere Skovpartier fra Lellinge og vide Udsigter over Saltholmen i en fra hans tidligere Arbejder ganske forskellig Karakter.

(Brickal, i.   Priv. Meddl. 111. Tid. 1893. Nr. 9. Akad.  Reitzel. Udst. Fortegn.).

 

Aagaard. Johan Peter Aagaard, Xylograf, ældste Broder til Land­skabsmaler C. F. Aagaard, født i Odense d. 3. Maj 1818, blev Svend i sin Faders Haandværk, men lagde sig senere efter Træsnittet. Han kom i Foraaret 1839 til København, hvor han dels hos Flinch, dels paa egen Haand uddannede sig til Xylograf og udstillede 1842 til 1847 en Del Prøver paa sin Kunst. I 1849 gik han i Kompagni

med A. Th. Kittendorff, og l'ra deres forenede xylografiske Værksted og Kunsthandel er i Tidens Løb fremgaaet et stort Tal af illustrerede Værker, som have virket til at hæve denne Kunstretning i Danmark, l'ra 1868, da Kittendorff døde, forestod Aagaard en Tid lang ene delle Etablissement. Aagaard har Fortjenesten af at have bragt - Kemitypien« til Anvendelse i Danmark, en Technik, hvorved nogle af Raderingens Fortrin, Kunstnerens frie Arbejde, forenes med Træ­snittets, navnlig dets Anvendelighed i Bogtrykkerpressen (jfr. Piil). Aagaard blev 1:852 gift med Ulrikke Gustave født Rybcrg, Datter af Grosserer C. R. i Sverig, og fik 17. Maj 1876 Fortjenstmedaillen i Guld for sin kunstneriske Virksomhed. I hans sidste Aar gik hans Etablissement dog mere og mere over til at blive en Kunsthandel. Aagaard døde 22. Maj 1879.

(Bricka I, 3.    Priv. Medd.     Reitzel.    Udst. Fortegn.1

 

Aarhuus. Anders Ottesen Aarliinis, Kobberstikker, er efter Navnet at dømme født i Aarhus og levede i Midten af det syttende Aarhundrede. Sandvig nævner tre Stykker af ham: i) Johan Brocken-huus' Portræt med Aner og et historisk Landskab, hvori Evangelisten Mathæus, Fol., mærket: Anders Ottesen Aarhuus seulp. 1650. Land­skaberne og Ziraterne ere det bedste; det øvrige duer ikke meget. 2) Ingeborg Kruses Aner midt i den himmelske Herlighed. Fol., mærket A. O. Aarhuus. 3) »Uden Tvivl — Alting kommer fra (kid«, i lang 4°, mærket Anders Ottesen Aarhuus 1.6.5.0. - - De to sidst­nævnte ejede Sandvig selv. I Bertouchs Auktionskatalog (Odense 1816, Side 53—54), nævnes otte adelige Portræter dels i Kvart, dels i Folio.

(Sandvig.    Weinwich, S. 80.    Skild.   1830 Sp. 737.)

 

Aarsleff. Carl Vilhelm Olaf Peter Aarsleff, Billedhugger, Søn af Drejermester Th. Aarsleff, er født den 14. August 1852 i Nyborg. Han kom som Billedskærer hos V. Fjeldskov ind paa Kunstakademiet 1872, gennemgik dette og fik 18. Marts 1876 Afgangsbevis som Modelerer. I 1879 vandt han den mindre og i 1880 den store Guldmedaille for Opgaven »Dolon indhentes af Diomedes og Odys-seus«. Derefter havde han 1881—82 Akademiets store Rejsestipen­dium samt 1883 800 Kr. til Hjemrejse, og var i 1886 atter uden­lands paa det Ancherske Legat. Han blev Medlem af Akademiraadet cl. 14. Febr. 1890. Endelig har han i Vinteren 1893—94 og 1894—95 for egen Regning opholdt sig i Italien. Den 4. Oktbr. 1893 ægtede han Ingeborg Andrea Rump (f. 1859), Datter af afd. Glarmester Carl Johan Rump (f. 1822, d. t88i) og Gyda Marie f. Lange (f. 1831).

Hans alvorlige og solide Kunst vakte efterhaanden mere og mere Opmærksomhed; til Statens Samling købtes to Arbejder af ham, en Statue af »den fortabte Søn« (udst. 1885 i Gibs og 1890 i Marmor) og en Statuette, forestillende »en Yngling« (udst. 1889 i Gibs og 1890 i Bronce); i 1893 vandt han den Eibeschiitz'ske Præmie for »Abel ofrer til Herren«, et Arbejde, som derpaa er støbt i Bronce til Statens Samling. Til det nationalhistoriske Museum paa Frederiks­borg har han udført en Frise med Æmne af Jomsvikingernes Liv.

(Bricka, I,  27.    I'riv. Medd.    Akad. Udst. Fortegn.)

 

Abel. Vilhelm August Christian Abel, Maler, født 1748 i Zerbst, kom 1776 til København, »hvor han har malet gode Por­træter og nydelige Landskaber«.

(Weinwich, S. 212.    Meyers Kst. J,ex.)

 

Abildgaard. Nikolaj Abraham Abildgaard, den danske Maler­skoles første fremragende Mester, var Søn af Tegneren Søren Abild­gaard (se denne) og blev døbt d. n. Septbr. 1743 i København, Da han regnedes for at have mindre gode Ævner, blev han sat i Lære hos Malermester H. M. Hardcr, og efter at han havde gennemgaaet Læreaarene, kom han som Svend til at arbejde under Mandelberg, der opsøgte de dygtigste Svende til at udføre det meget Dekorations­arbejde, som han stadig paatog sig. Som Svend mødtes Abildgaard med demens, der paa samme Maade var kommen til at male for Mandelberg. demens kunde fortælle et Par Træk om Abildgaard fra disse Aar. Dennes Liv blev engang paa en mærkelig Maade, i hans Læreaar, frelst ved, at Svenden sendte ham bort i et Ærinde. Han vægrede sig først ved at være Bydreng for Svenden og mente, at den anden Dreng kunde gøre det; men han blev tvungen dertil, og medens han var borte, styrtede Stilladset ned, saa at baadc Svenden og Drengen slog sig ihjel. Ved en Bygning i Frederiks­berg Have, der blev opført til Brug ved en Maskerade, arbejdede baade Clemens og Abildgaard som Dekorationsmalere. Clemens arbejdede jævnt for at faa sin Del færdig i rette Tid, Abildgaard var derimod forsømmelig, hvorover Mandelberg blev meget vred, da Tiden var knap afmaalt. Men nu tog Abildgaard fat med Kraft og blev til alles Forundring færdig i rette Tid. Clemens var imidlertid saa meget yngre end Abildgaard, at dette Samliv maa have varet

meget   kort,   thi   da   Clemens  blev   Svend   (1769),   havde  Abildgaard allerede store Guldmedaille.

Abildgaard var nemlig, samtidig med sin Haandværkervirksomhed, begyndt at gaa paa Kunstakademiet og fik i Juli Kvartal 1764 den mindre Sølvmedaille i Modelskolen, efter at han, som der fortælles, var sprungen Gibsskolen forbi. Aaret efter, Febr.—April 1765 fik han mindre Guldmedaille for Opgaven »David drager i Triumf ind i Jerusalem« (2. Sam. 8, 7). Det er en temmelig rig Komposition i Datidens akademiske Stil, hvori Svaghed i Tegningen er forbunden med dekorativ Sans for Anordningen og en vis Kraft i Farve-givningen. Næste Aar (1766) fik han atter den mindre Guldmedaille. Opgaven var »Israeliterne samle Manna i Ørken« (2 Mos. 16, 16—18). Dette Arbejde er det vanskeligere at skønne om, da det er mere ødelagt. Der er større Afvexling i Figurernes Anordning, men disse have mærkværdig stygge og plumpe Aasyn med tykke Næser, store Hænder og Fødder, noget, man hverken for eller senere finder i Abildgaards Værker. Der kunde være Spørgsmaal om, hvorvidt Billedet virkelig er af Abildgaard. Ved det følgende Aars Konkurs (Febr.—April 1767) vandt Kunstneren den store Guldmedaille. Æmnet var »David salves af Samuel« (i Sam. 16, 13). Her er Komposi­tionen friere, Forholdene rigtigere og Extremiteterne langt bedre gjorte; Lyset paa Hovedgruppen falder godt, og Reflexen Ira Samuels Kappe er given med megen Virkning. Hovederne synes udførte efter Naturen, men ere lidet skønne.

Nu var Abildgaard Artist og havde Ret til at faa Rejsestipendium, naar der blev noget ledigt. Udsigterne var ikke gode. Brunnich og Zuber havde endnu to Aar tilbage af deres Stipendier, og to andre var givne bort, Aarct efter at Abildgaard havde faaet Medaillen (til Beeken og Bradt). Desuden havde Almer Guldmedaillen (1766), Riide og Juel fik den, inden noget Stipendium var bortgivet. Da Bradt døde om Efteraarct 1770, og et Stipendium saaledes uventet blev ledigt fra Nytaar 1771, søgte alle fire Kunstnere det.¹ Dog trak Juel, som var Medaillist fra samme Aar (1771), sig strax tilbage. Abildgaard indgav allerede 23. Jan. 1771 en paa fransk skreven Ansøgning til Akademiet, hvori han med en den Gang uhørt Aaben-hjærtighed tog Ordet for at bryde med Anciennetetsprincipet, der let kunde være ødelæggende for en yngre talentfuld Kunstner, nu da Stipendium ved det voxende Tal af Kunstnere ikke mere kunde

1) Ogsaa Billedhugger Dajon, Medaillist fra  1766, søgte det.

være til rede i rette Tid for enhver. Han tilraader, som en retfærdigere Maalestok, at de søgende Kunstnere konkurrere indbyrdes. Kort efter indgå v Mandelberg paa hans Vegne (4. Febr.) en i beskednere Udtryk, paa dansk, affattet Ansøgning, som Kunstneren ledsagede med et Arbejde, hvis Indhold ikke findes nævnet. Hertil blev intet Hensyn taget, og maaske dette har fremkaldt den Ind­blanding af Struensee, som nogle Kilder omtaler, medens Akademiets Arkiv intet indeholder derom. Thi efter at de andre havde indgivet deres Ansøgninger, besluttede Akademiet endelig i September 1771, »nu da Ancienneteten ej mere som forhen finder Sted,« at lade Kunstnerne konkurrere om det ledige Stipendium. Opgaven var et Æmne efter et eget Valg »i den historiske Gout« med tvende Figurer i halv Legemsstørrelse. Abildgaards Arbejde synes at have været »Calpurnia, som raader Cæsar fra at gaa i Senatet«, hvilket brændte under Københavns Bombardement. Abildgaard fik 9 Stemmer, Almer 5, Rüdc ingen. Den kongelige Resolution af 4. Maj 1772 lød paa, at Abildgaard skulde have Akademiets Stipendium, som var 400 Rd. d. C. (1280 Kroner) aarlig i 6 Aar. Almer, hvis Konkursarbejde, efter en rigtignok temmelig usikker Beretning, skulde være malet af hans Lærer Pilo, fik dog kort efter, ligesaa vel som Rüde, Penge til at rejse for af Kongens Kasse.

Man har allerede i denne Tid før Rejsen Indtryk af, at Abild­gaard, netop fordi han ikke var Student, medens hans Fader som Student tilhørte den lærde Verden, hans Moder var af den ansete bastholmske Familie og hans ældre Broder med Ære gik den studerende Vej, ikke har villet staa tilbage i klassisk Dannelse og Kundskab for den fornemme Kreds, han ved Fødslen tilhørte. Allerede i dette hans første Billede efter eget Valg fremtræder hans Lyst til ikke blot at vælge Æmner fra Oldtiden, men til »at forlade den klassiske Alfarvej«. Denne Kærlighed til lærde Studier beholdt han hele sit Liv, og den fik ikke ringe Indflydelse paa hans Kunst. Den avlede den Lyst til sindrige Allegorier, der gjorde hans Billeder endnu mere utilgængelige for den større Almenheds Fatteævne.

Abildgaard rejste bort om Sommeren 1772 og var d. 17. Sep­tember i Rom, hvor han forblev den længste Tid af sit Ophold i Udlandet. Akademiet, som trængte til Ornamenttegninger, overdrog-ham og Billedhugger Beeken i Steden for andre Prøvearbejder at forfærdige saadanne Tegninger, og i 1775 hjemsendte de ogsaa i l'orening 43 Ornamenttegninger efter antike og rafaelske Motiver. Kn anden Kunstner, Almer, fik det Hverv ganske at lægge sig efter

denne Kunstretning. Den virksomme Deltagelse, hvormed Abildgaard sørgede for Almer under hans Sygdom, omtales under dennes Artikel. Abildgaard led selv af Klimatet og havde flere (lange Feber i længere Tid, men slå]) dog for alvorligere Mindelser.

hans   første   Studium   gjaldt   Caracci'ernes   Arbejder   i   Palazzo Farnese, derpaa kastede han sig over Rafael i Farnesina og Vatikanet, idet    han    overalt   eftermalede   enkelte   Figurer   og   Partier;    i   1774 studerede han Michel Angelo i det sixtinske Kapel,   og endelig, som det   herligste   af Kunstens   Herlighed   i  Rom   i   hans Øjne,   kopierede han   fuldstændig   et   stort   Maleri   af  Tizian,   som   den   Gang   var   i Quirinalet, det nu i  Vatikanet under Navn af »den hellige Sebastian« værende  Billede.     De Tider,   han ikke kunde arbejde i Samlingerne, anvendte han til at lægge sig efter Architektur, Perspektiv og Anatomi. For at kunne hjemsende et Arbejde til Akademiet malede han (1775) en   Filoktet,   der   nu   tilhører  den   kgl.   Malerisamling.      I  Henseende til   Farvens Glød   og  dygtig Modellering  af Enkeltheder  hører   dette Billede til hans fortrinligste Arbejder, hvor meget man  end nu stødes over   at   se  den  store  Skikkelse  knuget  sammen  paa  det  lille Rum. Og dog maa man ikke  overse,   at Farven   vistnok  har  forandret   sig ikke lidet til Skade  for Indtrykkeks Harmoni   og  Ro.     I et Brev fra 1776,   hvori   han   beder  om Tilladelse til  at rejse til Neapel og det øvrige  Italien,   meddeler han,  at han har faaet god Øvelse i at male al fresco.     Det fik han  ingen  Brug for i  Danmark.    Om Kunstnerens Omgang  med Danske   (Juel,   Rüde,   Beeken,   Zoega)  og Fremmede   i Rom   findes   næsten   intet  i   hans  Breve  til Akademiet.      Kunsttradi­tionen   mindes   hans   Forhold   til   Svejtseren   Füssli   (Fuseli,   som   han kaldtes i England), der staar ham nær i Fremstillingsmaaden, medens Familiens  Overlevering,   foruden   hans  Venskab   med  Sergel,   kender et   fortroligt   Forhold   mellem   Pave   demens   XIV   (Ganganelli)    og Abildgaard.

Imidlertid vendte Forholdene i Hjemmet sig til Kunstnerens Gunst. l Juli 1776 døde Als, og Akademiet foreslog i sin Fore­stilling til Præses at lade hans Professorat staa ledigt til Abildgaards og Juels Hjemkomst fra deres Rejser. Af de indsendte Prøver (Filoktet) overbevistes Akademiet om »i Abildgaard at have et saadant Subjcctum«, som egnede sig til Professoratet. Hans Rejsetid nærmede sig sit Udløb. Efter at have hjemsendt »en historisk Tavle efter Saxos danske Historie« (maaske Hamlet?), forlod han i Juni Maaned Rom og kom til Paris i Aug. 1777. Hans Ophold der varede ikke ret længe, thi inden i. December s. A. var han i Køben

 

havn og bad Mandelberg udvirke, at han maatte blive agreeret ved Akademiet, uagtet hans senest hjemsendte Arbejde ikke var kommet til Stede; men der blev paalagt ham, at han i Løbet af 8 Dage skulde udføre og indsende en Esquisse. Denne, forestillende »Phøbus, som fraraader sin Søn Phaeton at køre Solens Vogn«, blev fremvist i Model d. 8. Dec., hvorpaa han blev agreeret og fik til Opgave: ”De danske Fruentimmer give deres Prydelser og Klenodier for at indløse Kong Svend Tveskæg fra Jomsborgerne, som havde fanget ham i Krig.« Abildgaard lovede at være færdig med dette temmelig store Billede til d. 31. Marts n. A., og han holdt sit Ord.

Den 26. Marts 1778 blev Wiedewelt og Mandelberg udnævnte til Kommissærer for at syne hans Medlemsstykke og den 31 te aflagde han Ed som Medlem. Dette Stykke gjorde megen Lykke baade i og udenfor Akademiet. Th. Thaarup, som skrev »Betragtninger over Kunstakademiet« (1785), havde meget at sige til dets Ros; men det har des værre lidt saare meget. Der er et stort Spring fra det sidste Medaillestykke til dette Billede, som ligeledes tilhører Kunstakademiet. Nu føler Kunstneren sig som Herre over Tegningen og Bevægelsen, men man møder ogsaa her, ligesom i Filoktet, de langstrakte Former, der fra nu af blev et Særkende for Abildgaards Kunst. Det er en rig Komposition, hvori alt, hvad der gaar i Dybden, er let, malerisk Koldt, medens Figurerne i den forreste Række, Kong Svend og navnlig nogle Kvinder med et Barn, ere meget sirligt udførte. Forunderligt er det, at Barnet ganske ligner en voxen Kvinde i formindsket Stør­relse. Man har i den kgl. Kobberstiksamling nogle omhyggelig ud­førte Studier til disse Kvindeskikkelser. Svends folderige røde Kappe har lidt mest af Tidens Tand; den er bleven en næsten ensformig rød Masse. Den Skikkelse, hvori man mest genfinder en lignende Dygtighed i Modelleringen, som udmærker Filoktet, er den siddende Kriger bagved Kongen.

Abildgaard kunde ikke være uvidende om, at man havde tænkt paa ham ved det endnu ledige Professorat, og den 6. April samme Aar indgav han sin Ansøgning. Han valgtes ogsaa til Professor af Akademiet, men ved kgl. Resolution blev tillige Stanley (s. d.) ud­nævnt til Professor »eftersom sex Professorer passer bedre end fem«. Abildgaard begyndte sit Professorat med at gøre Indsigelse mod, at de ordinære Professorer og Medlemmer skulde betale deres Patenter, medens Æresmedlemmer fik deres frit, og han opnaaede strax, at Patenter herefter, at begynde med hans og Stanleys, udrededes af Akademiets Kasse. Han var heller ikke fornøjet med kun at

 

nyde 200 Rdl. d. C. som »kgl. Historiemaler«,¹ og da han ved en Audiens hos Dronning Juliane Marie blev lykønsket til sin nye Stil­ling, skal han have svaret: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk«, hvoraf Følgen blev, at hans Løn gennem Guldberg blev forhøjet til 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner).

Der var meget, den nye Stjærne paa Kunstens Himmel skulde bruges til: han maatte gøre Tegninger til Dragterne til »Balders Død« af Ewald, hvis Opførelse forberedtes (1779), ligesom han var bleven bragt i Forslag til at være Flaademaler (1777), et Embede, som siden blev givet til Brünnich. Men fremfor alt skulde han smykke Christiansborg Slot med sin Pensel. Som det synes, fik han omtrent 1780 Bestilling paa at male en Række Fremstillinger til Slottet, hvorfor han skulde have den for sin Tid overordentlig høje Pris af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) om Aaret, mod ogsaa at have et Billede færdigt hvert Aar. Det var ikke nogen let Opgave, der var stillet Kunstneren, især i den storre Række af disse Billeder. Fremstillingerne af den oldenborgske Kongestamme var bestemte til at dække nogle smalle, til Vinduerne svarende Felter i Riddersalen, d. v. s. han skulde paa en Dug, der var 4^l/₂ Alen bred mod 7½ Alen i Højden, male allegoriske Fremstillinger med mange Figurer og saadanne Genstande, som et Linjeskib i Dokken og lig­nende. Skitserne til disse Billeder, hvilke endnu ere bevarede, udførtes vistnok 1780—81, og inden Slottets Brand 1794 var ti af disse Billeder færdige og opstillede, men det lykkedes kun at frelse tre af dem. Desuden brændte fire Dørstykker i »Potentatsalen«, fore­stillende Allegorier over Europas Kulturtilstande. Om disse Arbejder, hvoraf de førstnævnte ere udførlig beskrevne i Fortegnelsen over den af Kunstforeningen i København foranstaltede Udstilling 1860, maa vi for øvrigt nøjes med at henvise til de Skildringer, der haves at Ramdohr og N. Høven (se nedenfor). Da Abildgaard saa de flam­mende Luer, udbrød han: »Nu brænder mit Navn!« Fra den Tid af blev de 1000 Rdl. ham atter fratagne med den Bemærkning, ”at man nu ikke mere havde Plads til hans Arbejde«. Det var den strænge Retfærdighed, som talte; men det maatte være dobbelt haardt for den ærekære Kunstner, samtidig med at han saa Frugten af sine Manddomsaars Gerninger gaa til Grunde, at blive skubbet til Side som en Haandværker, man ikke mere havde Brug for. Dog

¹  Ikke som   »Professor«.    Som   saadan   havde  han  kun 25 Rdl. d. C.,   hver-gang det var hans Maaned til at stille Modellen, d. v. s. to Gange om Aaret.

 

synes det, som om hans Løn af Statskassen umiddelbart efter er bleven forhøjet, thi lige til sin Død havde han 800 Rdl. d. C. (2560 Kroner) aarlig som kgl. Historiemaler.

Abildgaard havde i disse Aar ikke indskrænket sig til de nævnte 14 store Billeder, der nok, skulde man tro, havde kunnet kræve hele hans Tid. Et Arbejde, hvis Ry kun lever i skriftlige Minder, er »Cupido«, som var færdig 1785 og blev sendt til Spanien. Det roses baade for Tegningen og for den varme, livlige Kolorit. Et andet Billede, hvis Spor ogsaa synes tabt, er »Sokrates i Hen­rykkelse.« Saaledes som vi have det i Clemens' mesterlige Gen­givelse, gør det Indtryk af at have hørt til Kunstnerens mest beaandede Arbejder. Det er vanskeligt at faa en Forestilling om, hvorledes det har været udført. Man tør næppe tænke paa Fore­draget i den dristig henkastede Skitse af »Ossian«, der omtrent til­hører samme Tid, thi en saa bred Penselføring vilde næppe passe i et udført Billede. Snarere kan man tænke paa de smaa Billeder til Niels Klim, hvoraf de fleste findes i den kgl. Malerisamling (stukne inden 1789) thi deri er, trods den lette Udførelse, mangen Gang megen malerisk Dybde og fantastisk Fylde. Men naar man ser, hvor sirligt, hvor udført baade Ossian og de sidstnævnte Smaabilleder tage sig ud under Clemens' Gravstik i hans Velmagts Dage, er der næppe noget til Hinder for, at »Sokrates« ligesaa godt kan have været udført paa den ene som paa den anden Maade. Et forskelligt Fore­drag finder man i »Moses optages af Vandet«, et mindre Billede, der efter Bodendicks Ønske, til hvis Samling det har hørt, var malet som Sidestykke til en »Kristi Daab« af Albani. Svagere saavel fra Tankens som fra Udførelsens Side er »Jupiter, som vejer Menneskenes Skæbne«, der udstilledes 1794 og endnu bevares i Familien. Han syslede ogsaa med ossianske Æmner; »Culmins Genfærd, der viser sig for hans Moder«, var udstillet 17941 men andre af disse »Ossian og Oscar« o. fl., ere maaske først malede i Kunstnerens senere Aar. Shakspeare fængslede ham ligeledes. Et større, eller i al Fald to mindre Billeder af Hamlets Historie, synes snarest at være efter den engelske Digters Behandling af Æmnet. Desuden malede han Optrin af Sørgespillene Richard III, Macbeth og Henrik VIII i lette Udkast. Trods denne rige Virksomhed kunde en Lærling af Kunstneren, N. Wolff allerede hentyde til Kunstnernes haabløse Tilværelse i Dan­mark, naar han som Rejsepensionær beder Akademiet undskylde, at han lægger sig efter Portrætmaleriet for at kunne leve, »thi hvor en Abildgaard intet har at bestille, er det let at forudse, hvordan det

 

vil gaa andre i samme Fag«. Han havde for saa vidt Ret, som de færreste af Kunstnerens Arbejder var hestilte eller fandt Købere i dennes levende Live.

Den 23. Marts 1781 var Abildgaard bleven gift med Frøken Anna (Nancy) Oxholm, der skildres som en meget lunefuld Person, uskikket til at gøre sin Mand lykkelig, og som d. 18. Okt. 1784 havde forladt hans Hus med Kammerherre R. H. v. Eppingen. I 1787 fandt den retsgyldige Skilsmisse Sted, og den fraskilte Hustru ægtede v. Kppingen. Tungere var det vistnok Abildgaard at miste hans eneste Søn med hende, Aurelius, et meget lovende Barn, der døde af Strube­hoste. Denne Familiesorg, som maa have været noget tidligere end Slottets Brand, i Forbindelse med de Krænkelser, en Kunstner i Dan­mark i de Tider ikke kunde undgaa at møde næsten ved hvert Skridt, har vistnok virket til at give hans Væsen det mørke, lunefulde Præg, han havde i sine senere Leveaar, saa meget mere som han heller ikke i sine yngre Aar var uden Hang til spottende Satire. Han ned­lagde nu næsten ganske Penslen som udøvende Kunstner i flere Aar, saaledes at han kunde skrive til Thorvaldsen (1800): ”Jeg har ikke malet, siden De saa mig sidst.« Da Thorvaldsen rejste i 1796, har han rimeligvis, karakteristisk nok med Undtagelse af »Lykkens Tempel« (1795) På en Kakkelovnsskærm, ikke malet noget Billede lige fra Slotsbranden til Begyndelsen af det nye Hundredaar.

I Førstningen sporer man ikke nogen Lyst hos Abildgaard til at gribe ind i Akademiets Styrelse, men 1787, da Valget paa en ny Direktør skulde foregaa, stod han op og nedlagde Indsigelse mod Wiedewelts Genvalg som stridende mod Fundatsen, selv om han havde et kongeligt Paabud for sig. Der maa være gaaet ivrige For­handlinger forud for dette Skridt, thi da Valget endnu i samme Møde blev foretaget, fik Wiedewelt syv Stemmer, men Abildgaard sex. Wiedewelt var saaledes valgt med kun en eneste Stemmes Overtal. Maaske i Forbindelse med dette mislykkede Forsøg eller med den da erklærede Skilsmisse staar det, at Abildgaard, i første Halvdel af 1788, foretog en lille Rejse til Italien eller, hvad der er rimeligere, til Wien, hvor Fyrst Kaunitz gjorde Ære af ham. Da derpaa det nye Direktørvalg foretoges i Marts 1789 blev han enstemmig valgt til Direktoør for Toaaret 1789—91. Hans Virksomhed viste sig strax i Omhu for Akademiets Undervisningsapparat ved et stort Indkøb af Gibsafstøbninger efter Antikerne, thi i August 1789 modtog Akademiet en betydelig Samling af Statuer m. m., der tildels danner Stammen for den nuværende Samling. Den Herskesyge, som tillægges Abild-

 

gaard, og som fremhæves fra saa forskellige Sider, at der ikke kan være Tvivl om dens Tilværelse, synes at skyldes samme Grund som hans Lyst til at indlade sig paa saa mange forskelligartede Sager, nemlig det, at hans stærke urolige Aand ikke fandt Sysselsættelse og Anerkendelse nok i hans Virksomhed som Maler. Lige fra 1788 falde saadanne Udtalelser som ”det abildgaardske og bastholmske Parti synes at være det herskende«, »den almægtige Abildgaard« og lign. Han kom endog efterhaanden i et saa spændt Forhold til sine Medbrødre ved Akademiet, at han i to Aar fra d. 31. Marts 1798 til Aarsmødet samme Dato 1800 ikke underskrev sig i Protokollen og rimeligvis saa godt som aldrig har mødt. Dog synes han at have været til Stede i Forsamlingen den 25. November 1799 for at tale Thorvaldsens Sag med en Varme, der grænsede til »et Magt­sprog«.

Abildgaard sysselsattes og sysselsatte sig med meget andet end med at male. Til Udgivelsen af et »Elementarværk i Tegnekunsten« søgte han ikke mindre end 1500 Rdl. d. C. som første Tilskud, men Fonden ad usus publicos gav i 1793 nægtende Svar paa hans Ansøg­ning. Han blev 1792 Medlem af en Kommission til Haandværks-lavenes Forbedring, han gav Tegninger til et Par Medailler, hvoraf den ene udførtes af G. Hull, den anden af P. L. Gianelli, hvem han tog sig meget af. Det hedder sig ogsaa, at han i hele to Aar lagde sig efter Kobberstikning, for at kunne vejlede de unge Kobberstikkere; 1793 udgav han en archæologisk Forklaring af en Marmortavle i Rom med »Solens Billede«, ligesom han i det Hele flere Gange optraadte som Forfatter. Uvisnelig Fortjeneste har han af sit Forhold til Thor­valdsen. Billedhuggerkunsten havde altid fængslet ham meget; han skal endog have ment om sig selv, at han kunde have bragt det videre som Billedhugger end som Maler. Familien bevarede længe modelerede Skitser fra Abildgaards egen Haand, og enkelte Gen­stande, en Apis til at bære et Uhr, et Løvehoved til Dekoration, blev støbte i Bronce efter Kunstnerens Modeller (nu i Kunstindustri-Museet). Det var maaske denne hans Lyst, der bragte ham til at tage sig saa varmt af Thorvaldsen, at denne, inden Rejsen, uagtet deres forskellige Kunstfag, mere var Abildgaards end nogen anden Kunstners Lærling. Han skal, efter sigende, selv have undervist Thorvaldsen i at poussere, som det den Gang almindelig kaldtes. En lille Gruppe, som den unge Kunstner maatte modelere fra først til sidst under Mesterens aarvaagne, men velvillige Øjne, var siden i Enkefru Abild­gaards Eje. Ved Udsmykningen af Palæet paa Amalienborg tog han

 

sin Lærling til Medhjælp, og denne maatte dels udføre et Par Relieffer efter Lærerens Komposition, »Aarets og Dagens Tider« (i Audiensværelset), dels to Billedstøtter m. m. paa egen Haand. Abildgaard skal endog, efter Thieles Beretning, med Held have ind­ladt sig paa at rette paa Thorvaldsens Buste af Bernstorff, medens den var under Arbejde. Ogsaa den ældre Billedhugger Dajon skal han være kommen til Hjælp ved Kompositionen af Figurerne »Tapper­hed” og »Borgerdyd« til Frihedsstøtten.

Udøvede Slotsbranden i mere end én Henseende et uheldigt Tryk paa Abildgaards Kunstnervirksomhed, gav den ham paa den anden Side Lejlighed til at udfolde Indsigt og Duelighed i nye Virkekredse. Da det nemlig gjaldt om efter Branden hurtig at sætte Amalienborg Palæ i Stand til at modtage Kongefamilien, blev det overdraget Abildgaard at udsmykke det tidligere Grev Levetzau tilhørende Palæ, som Arveprins Frederik, Akademiets Præses, havde købt. I dette Slot (hvor nu Udenrigsministeriet har Lokaler) bære Riddersalen og det kgl. Sovekammer Vidne om den Sans for antik og gammel italiensk Udsmykning, den rige Opfindsomhed og Skønhedsfølelse, Kunstneren raadede over. Han udsmykkede tillige flere private Gaarde i lignende Stil, den eneste, han godkendte, og til Dekorationer af Værelser og til Møbler har han efterladt sig en Mængde Tegninger, hvilke bevares i den kgl. Kobberstiksamling. Til sine Værelser paa Charlottenborg lod han efter sine egne Tegninger for­færdige Møbler i antik Stil, som ogsaa for en Del ere bevarede og have paavirket senere Kunstneres Smag (Freund, Bindesbøll o. fl.). I et tredje Kunstens Fag har Abildgaard ogsaa efterladt Minder om sin Duelighed og Smag, nemlig som Bygmester. Her maa først nævnes »Frihedsstøtten«, der blev udført efter hans Tegning (1792—97) om det end synes, som om Arkitekt P. Friis har haft Del i Arbejdet. Det saa kaldte Oxe- eller Apistempel i Frederiksberg Have tilskrives ligeledes hans Opfindelse. Efter hans Tegning byggedes endelig (1799), hvis Traditionen er rigtig, en Gaard paa Nytorv (nyt Nr. 5),¹ som nu tilhører Arkitekt Aug. Klein, der har tilbygget en Etage.

Med det nye Hundredaar opgik der en lysere Livsperiode for Abildgaard. Han levede op under et nyt Familielivs Hygge. Om Foraaret 1799 var han i Jylland og gjorde der Bekendtskab med forhenværende Faktor ved det ostindiske Handelsselskab, Ottesen, der

1         Efter Familjens Opgivelse skal Enkefru Abildgaard altid  have paavist denne Gaard som den, hendes Mand havde bygjet.

 

nu levede paa en Herregaard i Nærheden af Horsens. Dennes Datter, Juliane Marie, der var født i Trankebar og endnu som ung var skilt fra Hofjunker A. Hauch, var Hofdame hos de russiske Prinsesser i Horsens. Hun gjorde et saadant Indtryk paa den allerede aldrende Kunstner, at han faa Aar efter hjemførte hende som sin Brud (d. 15. April 1803). Snart efter Hjemkomsten fra Jylland (Maj 1799) tog han ivrig fat paa at tegne og male. Den første Frugt af hans genvaagnede Virksomhed som Maler var de fire store Malerier efter Terents' »Androspigen«, (1801—4), hvori han søgte at ned­lægge hele sit Kendskab til det græsk-romerske Oldtidsliv. De til­høre den kgl. Malerisamling. Og fra nu af vedblev han ivrig at male, indtil Døden rev ham Penslen af Haanden. Han var 1801 paany bleven valgt til Akademiets Direktør, og dette Valg gentoges uafbrudt fire Gange, saaledes at han forblev i denne Stilling lige til sin Død. Blandt de Sager, han især med Kraft skal have sat igennem, tildels trods Modstand fra højere Steder, nævnes, at han hindrede Rüdes Valg til Professor ved Modelskolen i 1803, men derimod sejrrigt gennemførte Thorvaldsens Valg til samme Stilling og Bangs som Professor i Anatomi, begge Dele i 1805.

Ikke desto mindre begyndte hans Indflydelse snart at dale. Den Tiltro, han havde til sine egne Kræfter, virkede maaske med dertil. Da der saaledes blev Tale om Christiansborg Slots Gen­opførelse (omtr. 1801), frygtede han ikke for at tilbyde sig til dette Hverv, og følte sig skuffet ved, at det blev overdraget Datidens betydeligste Bygmester i Danmark, Harsdorffs Lærling, C. F. Hansen, en Mand, der for øvrigt delte Abildgaards Opfattelse af Oldtidens Kunst som eneste Rettesnor. Som Slottets Bygmester fik Hansen, gennem hvem alle Spørgsmaal om dets kunstneriske Udsmykning kom til at gaa, en Indflydelse, der efter Haanden trængte Abildgaards i Skygge. Det var saa langt fra, at han kunde gøre noget for andre Kunstnere med Hensyn til Arbejde for Slottet, at han tværtimod næppe nok kunde værge for sig selv.

En lille Glæde havde han, da en Afstøbning af Canovas »Per-seus« kom hertil i November 1804. I sin Henrykkelse over dette Arbejde, hvis Skønhed Datidens Kunstsmag ganske naturlig maatte overvurdere, overraskede han Akademiet ved, efter endt Forsamling, at forevise »Hr. Canovas Mesterstykke« ved Fakkelskin i Figursalen. Hans Virkelyst førte ham stadig ind paa forskelligartede Omraader. I 1805 søgte han om Expectance paa Lærerposten i Mythologi ved Akademiet: Præses vilde dog hellere lade dette Spørgsmaal henstaa

 

uafgjort, til Pladsen virkelig blev ledig, og dermed bortfaldt denne Sag. Til Gengæld valgte Akademiet ham af egen Drift enstemmig til Professor i Anatomi, da Justitsraad Bang var død (1808). Det smigrede ham i høj Grad, men heller ikke denne Ærespost skulde han opnaa; Kongen forlangte Embedet opslaaet vakant paa sædvanlig Vis, og det blev mod Akademiets Indstilling atter givet til en Læge (Klingberg). For øvrigt hændte det mere end én Gang, at Abildgaard troede sig krænket i sin Myndighed som Direktør ved de andre Embedsmænds Virksomhed, og han trak sig mere og mere tilbage fra Akademiets Forhandlinger.

Han havde købt sig et lille Landsted, »Spurveskjul« ved Frederiksdal; der tilbragte han, i det Mindste fra 1806, sine Somre, »saa længe Vejret tillod det«, og der døde han den 4. Juni 1809 af Blodstyrtning, omtrent 66 Aar gammel. Hans omfangsrige Sam­linger af Bøger, Haandtegninger og Kobberstik købtes til Kunst­akademiets Bibliothek for 15,000 Rdl. d. C. i 4 pCt. kgl. Obligationer. Hans Enke, der ved hans Død var en formuende Kone, som, foruden Kapitaler, ejede et rigt og kostbart Indbo og store Samlinger af Kunstværker, hvoriblandt en Mængde af Kunstnerens egne Arbejder, navnlig fra den sidste Periode af hans Liv, led dog, tildels ved Pengenes Forringelse under Krigen, saa betydelige Tab, at der ikke var meget tilbage af den store Rigdom, da hun døde (27. November 1848). To Sønner døde i forholdsvis ung Alder, en Datter blev gift ind i den Løfflerske Slægt (se J. B. Løffler).

»Denne lange smalle Mand havde store Gaver, meget Talent, stor Kunstfærdighed; men en vis Egensind, en til en anden Natur vorden Manér skadede ham.« Saaledes begynder Oehlenschlæger i sine Erindringer nogle Bemærkninger om Abildgaard, hvem han søgte at indpode sin Begejstring for nordisk Mythologi, og han fortæller, at, da han var færdig med sin Lovtale derover, sagde Kunstneren: »Ja, jeg er, ved Gud, ikke den Mand, som sætter mig imod noget godt og sindrigt, fordi det er nyt.” Disse faa Ord give virkelig et Billede af Abildgaard som Menneske. Men han havde ikke noget vindende Væsen, og den almindelige Dom var ikke til hans Gunst. Det var ikke for enhver, han, som for Ramdohr, var ”der liebe gefällige Mann«. I Almindelighed vendte han helst det lodne ud og bed fra sig med et djærvt Lune, naar nogen kom ham for nær. Ikke uden Grund kaldte Baggesen ham »hin Momus og Maler«, hvis skarpe Lune han selv havde faaet at føle. I Werlauffs Erindringer kommer en ugunstig Dom stærkere til Orde: »Derimod var han,«

 

hedder det, »fra Karakterens Side mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival.« Disse haarde Ord lade sig dog vanskelig bevise. Der er ikke afgørende Vidnesbyrd for, at han har forfulgt nogen, medens der kan nævnes mange og vægtige Træk af den Kærlighed, hvormed han søgte at fremme de unge Kunstneres Sag, saaledes var han Thorvaldsen og C. F. Høyer en tro Ven. Men det er mærkeligt nok, at en forunderlig Vanskæbne forfulgte den Kunstskole, han søgte at danne. Af hans bedre Elever døde Wahl allerede 1810 i Italien, Flint »gik tabt for Kunsten« inden 1813, Wolff blev i Dresden, Høyer blev skubbet til Side for J. L. Lund, og kun Eckersberg trængte igennem. Men da denne kom hjem fra sin Rejse, havde Seinen og Tiberen vasket Abildgaard af ham.

Uagtet Abildgaards største og vigtigste Billeder gik tabte ved Slottets Brand, er der dog nok tilbage til at skønne om hans Kunst, nok til at se, at Abildgaard, hvor meget Blik han end havde for Linieføringens, Rhytmikens Betydning i Kunsten, oprindelig var større som Personlighed end som udøvende Kunstner. »Det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Kunstner,« siger Høyen om ham. Om ogsaa senere Jul. Lange i Dansk biogr. Lex. søger at hævde hans kunstneriske Begavelse, som Modsætning til Høyens Udtalelse, synes hans egen Motivering heraf ikke at føre saa langt bort fra denne Opfattelse. Det synes klart nok, at da Abildgaard, maaske uden fra først af selv at ville det -- han var blot bleven sat til et Haandværk, fordi han ikke skulde studere, og begyndte meget sent at gaa paa Akademiet, - - var kommen ind paa Kunstens Vej, var han for begavet en Natur og for stærk en Karakter til ikke at ville blive noget fremragende, og det lykkedes ham, om end ikke uden det ihærdigste Arbejde. Deri fulgte han Tidens Op­fattelse, at man naaede et stort Maal ved at granske de store Mestere, og han valgte sig Michel Angelo og Tizian til Forbilleder. Michel Angelos Form kunde han ikke naa, selv om dennes Paavirkning spores i Enkeltheder. Abildgaards Formgivning var næsten altid konven­tionel, endog naar han troede at gengive Naturen. Derimod naaede han videre i at tilegne sig den venezianske Skoles Farve, skønt nogen Tizian blev han heller ikke. Man har lagt megen Vægt paa Carstens' rosende Dom om Abildgaards Kolorit. Man glemmer, at denne, da han saa Abildgaard male, ikke kendte Tizian, og da han lærte

 

Venezianerne at kende, kun havde en fjærn Ungdomserindring om Abildgaard. Derimod fremhæver han med større Ret Abildgaards Svagheder i Tegningen, »de lange tynde Figurer, med magre edderkop-agtige Extremiteter«, thi der havde han Maalestokken i Naturen og Antiken. Allerede umiddelbart efter Abildgaards Død var Dommene over ham som Lærer ved Modelskolen delte. Medens nogle hævede ham til Skyerne, havde andre Øje for de Brøst, der klæbede ved hans Fremstillingsmaade, og om der end var baade »Tanke og Aand« i hans Modelstillinger, udhæves der paa den anden Side, at hans »ofte bizarre Ideer var lutter Hieroglyfer for de unge Efter­lignere.« Man kan heller ikke nægte, at blandt hans efterladte Teg­ninger findes meget, der ikke er hans store Navn værdigt.

Abildgaard førte, saa godt som gennem hele sit Liv, en i udvortes Henseende ret begunstiget Tilværelse. Allerede hans Levevis i Italien tyder paa større Forhold, end man ellers kendte hos de unge Kunstnere. Han var af anset Familie og fandt tidligt, ved sin Frimodighed og erkendte Dygtighed, formaaende Velyndere, saaledes før Rejsen Struensee, i Rom endog Paven selv; efter Hjemkomsten Enkedronning Juliane Marie og Guldberg. Abildgaard blev dog, ligesom mange fremragende Mænd i hin Tid og særlig hans egen Broder, stærkt greben af den republikanske Rørelse i Frankrig. De stod begge i venskabeligt Forhold til Republikens Afsending her, Grouvelle, og Abildgaard var en flittig Gæst i Fabritius' Klub. Des­uden levede han i Omgang med den Tids literære og tonegivende Kredse, med Mænd som Th. Thaarup, P. A. Heiberg og adskillige af den fornemme Verden. Den Formue, han ved Malerierne til Slottet havde tjent sig, satte ham i Stand til med Smag og en vis Pragt at føre et selskabeligt Liv i sin smukke rummelige Bolig paa Charlottenborg. Han holdt Tjener, havde et rigt forsynet Hus og døde tidsnok til ikke at se denne Herlighed gaa til Grunde i Stats­bankerottens Svælg. Hans Portræt er malet af Juel og af Lorentzen; udført som Medaillon af Sergel (se Frisen foran), som Billedstøtte af Saabye.

(Akademiets Archiv Og Protokoller. Mundtlige Meddelelser af Slægten. Weinwich, S. 185. Minerva 1785. I, 83; 3, 93. II, 96 flg. 1791. XXV, 113, 1793. XXXII, 277. Ramdohrs Rejse, S. 93 —101. Smith, Om Dyrene, S. 236. Hennings, S. 143. do., »Musaget« 3. Stiick 1798, S. 14. Nyerup, Kbhvns. Be­skrivelse, S. 662. Fernow, Carstens, ny Udg., S. 60, 62. Jonge, Kbh. Beskr. S. 508, 511. Kbhs. lærde Efterretn. 1809, Nr. 20, S. 314. Kraft og Nyerup, Lex., hvori Abildgaards Skrifter ere opregnede. Skild. 1809. 24. Juni, Sp. 1177. 1825, 17. Maj, Sp. 625, 1828, Sp. 1293, 1829, Sp. 1267 flg. Spengler, Fortegn. N. K. L. I.                                       Febr. 189;.  over d. kgl. Malerisml., S. 533—36. H. Hansen, Betragtn. Kbh. 1827, S. 45, 85—86, 205. Mønttbrtegn. Fortsætt., S. 14. Øst. Materialier, S. 178, 977, 1139. Thiele, Thorvaldsen, I—II paa mange Steder (se Alf. Reg.). Gæa 1847, S. 175—94. Fick, Clemens, i Selmers nekrol. Sml. II, 335. Oelilenschlæger, Erindringer, Ny Udg., S. 152, 283. Danske Saml. I, S. 108. Nord. Tidskr. ved Hamilton 1869, S. 452, 460. Hist. Tidskr. 4. Række IV, S. 273 (Werlauffs Erindr.). Høyens Fortegn, over den kgl. Malerisml. indtil 1870 (jfr. Fortegn, over Udst. 1860 ved Kunstforeningen). Høyens Skrifter III, S. 202—10. Lange, Nutidskunst, S. 18—24. Konst og Æsth., S. 182—83. Strunk. Bricka I, 38 flg. og IV, S. 531).

 

Abildgaard. Søren Abildgaard, Archivtegner, var født i Flekkefjord i Norge d. 18. Febr. 1718, hvor hans Fader, Peder Abild­gaard var Toldembedsmand; hans Moder hed Anne Sørensdatter. Han blev Student fra Christianssand 1737 og kom til København, hvor han lagde sig efter Naturvidenskaberne og Tegnekunsten. Han maa have haft Formue eller tidligt være kommen i lønnende Virk­somhed , thi allerede som ganske ung Mand blev han gift med Ane Margrete Bastholm, en Faster til den bekendte Professor og kgl. Konfessionarius Bastholm, og blev 1740 Fader til Veterinæren Peter Christian, 1743 til Nikolaj Abraham (se foranstaaende Artikel). I Følge med Archivar Langebek foretog han en antikvarisk Rejse i Sverige og omkring Østersøen (1753—54). Aaret efter (1755) søgte han om og blev ogsaa Archivtegner og gjorde fra 1756 efter en af Langebek anbefalet Ansøgning paa offentlig Bekostning en Rejse i Danmark for at tegne Mindesmærker, navnlig Gravmæler. Han fik dertil 300 Rdl. aarlig og fri Befordring. Originaltegmngerne, der have blivende Værd, navnlig i historisk Henseende og udmærke sig ved stor Omhu i Udførelsen, bevares i Nationalmuseets Archiv, og i Antikvariske Annaler I findes en Fortegnelse derover. Abildgaard døde d. 2. Juli 1791.

(Weinwich, S. 168. Kraft og Nyerup, Lex. Langebekiana, S. 123. Suhm, Levned. S. 241. Antiq. Annaler I, S. 147. Gæa 1847. S. 177, Pers. Tidskr. 2. R. I. Bricka I, 57 flg. Akad.).

 

Abrahams. Charles Julius Sofus Abrahams, Architekt, Søn af Not. publ. Nikolaj Christian Levin Abrahams (f. 1798, d. 1870) og Frederikke Juliane Augusta født Philipsen (f. 1810, d. 1852), er født i København d. 2. Juni 1838. Efter at være bleven Student (1857), besøgte han fra 1859 Akademiets Skoler for at uddanne sig til Byg­mester, vandt dets mindre Sølvmedaille (Dec. 1863), og tog Afgangs­prøve som Architekt d. 30. Marts 1866. Senere har han vundet Akademiets mindre Guldmedaille for Opgaven ”Et Gymnasium til150 Disciple« (1870). Abrahams har bl. a. bygget Sparekassen i Hillerød, Gurrehus (1883), Mullerup Herregaard (1886) og i desenere Aar ombygget Sidefatjaderne mod Trinitatis Kirkeplads af den store Gaard paa Købmagergade (Nr. 52). Hans kunstneriske Ævne, en vis Livlighed og Lethed i Behandlingen traadte smukkest frem i mindre Værker, større monumentale Opgaver syntes ikke at ligge for ham. T 1877 ægtede han Vilhelmine Petersen, og efter flere Aars hensygnende Tilstand døde han d. 12. April 1893.

(Priv. Medd. Bricka I, 61. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, Forf. Lex. Berl. Tid. 14. Apr. 1873).

 

Abroe eller Abroh. Andreas Abroe, Maler, født 1694, død i Maj 1763 i en Alder af 69 Aar, kaldes Skildrer, hvilket i Datidens Sprog er det samme som Kunstmaler, særlig Portrætmaler. Mulig er han Søn af en, d. 2. Maj 1709 afdød under Hoffet ansat Joh. Abroh. En anden af samme Navn, Johan Christian Abroe omtales af Spengler saaledes: »Denne Maler erholdt i Aaret 1720 et kongeligt latinsk Rejsepas for i fremmede Lande at bringe det til Fuldkommenhed i sin Kunst. Var de maaske Brødre?

(Spengler,  Art. Eft.    Adresseavisen  1763, Nr. 48).

 

Achen. Georg Nikolaj Achen, Maler, er Søn af Apotheker først i Frederikssund, senere i Hillerød Eggert Christoffer Achen (f. 1823) og Johanne Vilhelmine Cecilie f. Tryde (f. 1828) og blev født i Frederikssund d. 23. Juli 1860. Da Faderen i 1871 flyttede til Frederiksberg, kom han i Schneekloths Skole, hvis Tegnelærer Kierkegaard (s. d.) opdagede hans Anlæg og begyndte at udvikle disse. Efter sin Konfirmation kom Achen i Malerlære, forberedtes af Vilh. Kyhn til Akademiet og besøgte dette fra 1877: i 1880 blev han Malersvend og fik d. 21. Marts 1883 Afgangsbevis fra Akademiet. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer, hvis Vej­ledning tiltalte ham meget. I 1883 udstillede han sine første Arbejder, tre Landskaber, rejste s. A. til Rusland, hvor han dels malede paa Landet i Lifland, dels studerede Samlingerne i St. Petersborg og udstillede i 1884 Landskaber herfra samt sit første Figurbillede »En russisk Bonde«. I 1885 begynder han ved Siden af Landskaber at udstille Portræter og Interiører, og vinder stedse mere Opmærksomhed. Hans i 1889 i Paris udstillede Malerier faa mention honorable, i 1890 faar han Udstillingsmedaillen for »Portræt« (Kunstnerens Moder), hvilket købes til den kgl. Malerisamling, medens Medaillen tillige

giver ham Sæde i Akademiets Plenarforsamling. Aaret efter faar han mention honorable i Berlin og i 1892 anden Klasses Guldmedaille i München. Achen havde imidlertid d. 25. April 1886 ægtet Ane Cathrine Thiele, Datter af Bogtrykker Joh. Rud. Just Felix Thiele (f. 1823, d. 1876) og Hanne Jakobine f. Scheel (f. 1821). Paa sin Bryllupsrejse besøgte han Paris og de tyske Hovedstæder, og i de senere Aar har han foretaget flere Rejser, bl. a. i Vinteren 1888—89 til Italien, dog stedse for egen Regning. Da A. Helsted i 1893 traadte ud af Akademiraadet, indvalgte Kunstnersamfundet Achen i hans Sted. Foruden de ovennævnte Arbejder kan nævnes »Syge paa St. Helenes Grav« (udst. 1888), »En Skovsø«, et større Landskab (udst. 1890), som ejes af en Privatmand i Wien, Portrætet af Kusken »Morten«, der vakte megen Opmærksomhed, Portræt af Etatsraad C. Brix til Efterslægtens Skole (1893) og af Maler Just Holm (s. A.), hvilket ejes af Frimurerlogen. En Altertavle »Den gode Hyrde« (malet 1892) findes i Lem Kirke ved Randers, to Interiører blev købte, det ene til den kgl. Malerisamling, det andet til Aarhus Museum.

(Priv. Medd.   Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Adami. Salomon Adami. »En god Miniaturmaler, som og malede i Olie. Han var tilsidst Opseer (Tilsynsmand) over Gros-kanslerinde Holsteins Malerier. En Del af hans Arbejde er nu hos Kancelliraad Valeur. Hans Portræt er i Italien prægtig udskaaret i Elfenben, hvilket han selv ejede.«

(Sandvig ex ore L. Spengleri)

 

Adzer. Daniel Jensen Adzer, Stempelskærer, var født i Køben­havn 1731 og Søn af Klejnsmed Jonas Jensen Adzer af sønderjydsk Æt. Han kom i Guldsmedlære, og efter at han var bleven Svend, lagde han sig, som det synes, ganske paa egen Haand efter Medaillørkunsten. I Maj 1754 indsendte han noget af sit Arbejde i denne Retning til Kunstakademiet for at faa dets Anbefaling til at nyde et kongeligt Rejsestipendium, men da hans Prøver kun var Kopier, vilde Akademiet ikke indlade sig derpaa. Dog lykkedes det ham snart efter at komme udenlands, og han rejste til Paris, hvor han uddan­nede sig efter Hedlinger og du Vivier. Han var saavel paa denne, som paa en senere Rejse ledsaget af en anden dansk Medaillør, J. H. Wolff; disse to fulgtes (1764) fra Rom hjem til Danmark, frem­stillede sig begge for Akademiet med nogle Voxmodeller, og blev begge enstemmig agreerede (8. Aug. 1764). Adzer fik den Opgave at gøre en Medaille over Akademiets Præses, Grev Moltke, og blev paa denne Medlem (8. April 1766), skønt Stemplerne først i September Aaret efter, paa Grund af tilstødte Uheld, kunde afgives til Akademiet og Aftryk præges. Fra den Tid af henflod Adzers Løbebane uden udvortes mærkelige Hændelser. Han fik Medlemsbolig paa Charlottenborg og blev gift med Christiane Frederikke født Schäffer, som først døde d. 20. Juni 1833.

Medens han i Førstningen havde haft meget at gøre som Medaillør, blev han i sine senere Aar fortrængt af yngre Kræfter, og efter hans Død, d. 4. April 1808, maatte Akademiet skrive til Kongen: »Adzer har som Medaillør været aflagt med saa ringe Løn og i de tvende sidste Decennier af sin Livstid haft saa liden Fortjeneste for Hoffet og Publikum ved sin Kunst, at det ikke blev ham muligt at sørge for sin Enke.« Hun anbefaledes derfor efter Datidens Brug til Kongens Naade.

Mindefesten for Suverænetetens Indførelse, der tillige fejredes med, at Grundstenen til Frederik V's Rytterstøtte nedlagdes paa Amalienborg, gav Medaillørerne meget at gøre, og Adzer udførte under sit Ophold i Rom ikke mindre end tre Medailler i den Anled­ning, hvoraf den ene særlig gjaldt Grundstenens Nedlæggelse d. 18. Okt. 1760. Kongens Død (1766) og Christian VII's Tronbestigelse frem­kaldte ligeledes flere Medailler fra Adzers Haand. I de følgende Aar udførte han bl. A. to Medailler til Landhusholdningsselskabet, Medaillen pro mereritis (1771), to Medailler i Anledning af J. H. Bernstorffs Død, og fik 1776 ikke mindre end sex Medailler at udføre i Anledning af Loven om Indfødsret, hvoraf dog flere ere ubetydelige. Endvidere maa nævnes Medaillen til Sorø Akademi (1785) og flere private Medailler (Suhm, Hjelmstjerne, Vedel), indtil hans Virksomhed næsten ganske standser fra 1790. Efter den Tid kan kun nævnes Medaillen over A. P. Bernstorff med et Kompas paa Reversen (1793), Medaillen over Suhm (1797) og 1805 en Medaille til at nedlægge i Raad- og Domhusets Grundsten. Han udførte 1771 nye Tegninger til Species og Christiand'ors. Hans fleste Medailler have været udstillede ved Salonerne 1769, 1778 og 1794. Mønt- og Medaille-samlingen i København eje en Del af hans Voxmodeller.

(Weinwich, S. 176. Rahbeks Erindr. I, S. 70, 184. Danisches Journal I, S. 135. Adresseavisen 1808, Nr. 134. Medaillebeskriv. 1757—1805. Skifte­retten. Thiele, Kstakad. og Hests., S. 142. F. J. Meier, Wiedewelt, S. 17, Bricka I, 115. Akad.)

 

D'Agar. Jakob d'Agar, Portrætmaler, skriver sig selv saaledes, ikke Jacques d'Agard eller Dagard. Han var født i Paris, rimeligvis Febr. 1642 og lærte Malerkunsten hos Ferdinand Vouet. Han søgte først at uddanne sig til Historiemaler, men vandt dog især Navn som Portrætmaler, og som saadan blev han Medlem af Kunstakademiet i Paris d. 3. Aug. 1675 på Portræter af Girardon og Anguier. Imidlertid blev han allerede 31. Jan. 1682 atter udelukket af Akademiet som Protestant. Det synes, som om han ligeledes paa Grund af de Forfølgelser, som Calvinisterne ved den Tid var udsatte for i Frankrig-, har maattet udvandre, og derfor er kommen til Danmark, uden Tvivl senest i 1684. Han skal nemlig med Kone (en Datter af Maleren Michel Picart) og Børn først være flygtet til London og derfra være kommen til Danmark. I 1685 se vi ham allerede indtage en anset Stilling i den lille reformerte Menighed i København. I September s. A., en Maaned før Ophævelsen af det nantiske Edikt i Frankrig, deltager han med Menighedens første Præst, Mesnard, i Indsamlingen af en Kollekt i Preussen, Brandenborg og Nederlandene til Fordel for den reformerte Kirkes Byggemidler her. Uden Tvivl endnu tidligere paa Aaret havde det været d'Agar overdraget at besørge Trykningen af de Reformertes Privilegier, som bevilgedes ved et Reskript af 3. (an. 1685. Kong Christian V, hvis Dronning Char­lotte Amalie var reformert og sine Trosfællers varme Talsmandinde, modtog ham med Udmærkelse og udnævnte ham til Hofjunker og kgl. Maler, Ober-Contrefeyer, (gentilhomme de la cour et premier peintre du roi) med 5ooRdl. aarlig Løn, og i denne Stilling forblev han til sin Død, 16. Novbr. 1715, dog fra 1699 kun med 800 Rdl. om Aaret. Hans Alder angives da udtrykkelig til 73 Aar og 9 Maaneder, og han er jordet paa de Reformertes Kirkegaard i København.

Efter fremmede Kilder skal han under Frederik IV have været udenlands og opholdt sig nogle Aar i London, hvor han malede Por­træter af den fornemme Verden. At han ikke er død i London, bevises tilstrækkelig af den ovennævnte Meddelelse. Derimod kan mulig hele Beretningen om den senere engelske Rejse gælde hans Søn. Paa en Vielsesattest af 5. Febr. 1686, hvor J. d'Agar med nogle flere Menighedsmedlemmer underskriver sig som Vidne, findes ogsaa Underskriften Charl D'Agar. Denne Charles er uden Tvivl hans Søn, som altsaa den Gang allerede var voxen. Da man intet ved om ham her i Danmark, er det sandsynligvis ham, der er død i London 1723. J. d'Agar nød megen Anseelse som Portrætmaler, men en Del af hans Billeder ere forsvundne. I det afbrændte Christiansborgs Apartementssal var der sex ovale Skilderier, fore­stillende Kong Christian VI (Vr). Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik IV, Dronning Louise, Prins Carl og Prins Vilhelm. Den kgl. Malerisamling ejer to Portræter af ham, der forestille Kong Frederik l og Dronning Sofie af Preussen. Desuden malede han 1693 sit eget Portræt, der sendtes til Florens. I Fredensborg og Rosenborg Slots Inventarier nævnes ligeledes Portræter af hans Haand deriblandt hans eget Portræt. Af Hubert Schaten er stukket: Chri­stian V i hel Figur i Kroningsdragt. Overkammerjunker A. L. v. Knuth og Justitsraad Edv. Kruse. Hans eget Portræt er stukket af Rocco Pozzi. Endelig nævnes af og til Stykker af ham i private Samlinger paa den Tid. Med ham begynder den franske Skoles Indflydelse at gøre sig overvejende gældende i Danmark i Modsætning til den tidligere hollandske.

(Fiorillo V, S. 535. Vitet, S. 341. Archives de l'art. III, S. 356. Clé-raent, Not, sur l'égl. Réf.. S. 5. Reformert Kirkes Kirkebog I, 17. Jonge, Kbh. Beskr., S. 509.- Spenglers Fort. Nr. 814, 15. \Yein\vich, S. 86. Minerva 1816. Skild. 1830, Sp. 896—97. Walpole. Sandvig. F. R. Friis. Saml. S. 94. Meyers Kst. Lex. Bricka, I, 115.)

 

Agerskov. Kathinka Hedvig Agerskov, Malerinde, Datter af Kommandør, Udskrivningschef Andreas Julius Hans Agerskov (f. 1811 i Kobenhavn, d. 1872 i Svendborg) og Kathinka Elisabeth Jakobine født Prahl (f. 1831), blev født i Flensborg d. 8. August 1859. Hun uddannede sig til Malerinde dels hos Vilh. Kyhn, dels hos Carl Thomsen og Thørrestrup, og begyndte at udstille fra 1884. Det var mest mindre Interiører og Genrebilleder med enkelte Figurer med et elskværdigt og fordringsløst Foredrag. Efter at den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder var oprettet i 1888, begyndte hun i Semestret Febr.—Maj 1889 at besøge dennes Forberedelsesklasse og i 1890 dens Modelskole for at søge videre Uddannelse. I Juli 1889 havde hun imidlertid ægtet praktiserende Læge paa Frederiks­berg Ernst Bilsted (f. 1853); men efter lidt over et Aars Ægteskab døde hun d. 23. November 1890. Hun har ikke udstillet under sit Fruenavn.

(Priv.  Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Agersnap. Hans Agersnap (Mortensen), Landskabsmaler, er Søn af Morten Hansen (f. 1817), Ejer af Ansager Mølle ved Vejle og Lene Hansen (f. 1819, d. 1887) og er født paa Faderens Ejendom den 19. November 1857. Han var bestemt til Landmand, og det var som saadan, at han d. 23. Marts 1882 blev gift med Marie Søl­toft (f. 1860), Datter af Gaardejer Hans Jakob Søltoft og Margrete Tonnesen. Da han imidlertid nu var i uafhængig Stilling, modstod han ikke længere den Lyst til Malerkunsten, som han fra Ung­dommen havde haft, og efterat Godfr. Christensen, ved at se hans første Studier, havde opmuntret ham til at fortsætte, tilbragte han Vintren, som det synes 1883—84, i København, hvor han besøgte Kunstnernes Studieskole under Krøyer, og siden har han uddannet sig paa egen Haand til Landskabsmaler. Han begyndte derpaa at udstille 1889 med et jysk Parti, og har siden udstillet, mest Hede­landskaber fra sin Hjemstavn, og et Par Billeder med Figurer, »Et Mejeriinteressentskab« i 1892 og »Blicher paa Heden« i 1894. For »Gamle Elletrær ved Aaen« fik han den Sødringske Opmuntrings-præmie for unge Landskabsmalere (1891). (Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

 

Ahlmann. Hans Vilhelm Ahlmann, Architekt, Søn af Patrioten, Proprietær Nikolaj Ahlmann fra Sønderjylland (f. 17. Nov. 1809 i Sønderborg, d. 15. Juni 1890 i København) og Marie f. Dons er født d. 14. Februar 1852 i Fodarp ved Lund i Skaane. Han gik i Tømrerlære, besøgte Kunstakademiet i København fra Jan. 1870 for at uddanne sig til Bygmester og fik d. 18. Marts 1876 Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt. Efter at have arbejdet nogle Aar som Tegner og Konduktør, bl. a, hos J. D. Herholdt og H. B. Storck, bosatte han sig i Aarhus, hvor han har udført forskellige borgerlige Bygninger. Han har tillige bygget et Par Landsbykirker og en Kirke af Kridtsten i Frederikshavn. Tillige har han restaureret to ældre anselige Bindingsværks Gaarde i Næstved. Han er gift med Cecilie f. Hansen.

(Priv. Medd. Akad. Bricka I,  167.    Pers. Tidsskr.  2. R. VI. Till., 26).

 

Akerfeldt. Gotthardt Vilhelm Akerfeldt eller Åkerfeldt, Portræt­maler, svensk af Fødsel, var Lærling af Peder Als, og det blev, efter dennes Død (1776), ham overdraget, »som den, der var bedst øvet udi Alses maniere at male«, at fuldføre det Portræt af Christian VII, som Als havde efterladt ufuldendt. Da han Aaret efter søger om at blive »naturaliseret«, synes det at have været hans Tanke at ville forblive i Danmark.

(Akad.)

 

Albertsen. Andreas Marius Valdemar Albertsen, Søn af Gæst­giver V. Albertsen (d. 1876) er født 1868 i Middelfart, besøgte Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse i 1890—91, og har 1892—94 udstillet baade Figurbilleder og Landskaber. I 1894 havde han Bopæl i Kolding.

(Akad. Udst. Fortegn.)

 

Albrecht. Christian Frederik Albrecht, Blomstermaler, om hvem ikke vides andet, end at han døde d. 22. December 1789 i en Alder af 23 Aar.

(Adresseav.  1789, Nr. 280).

 

Alexandersen. Georg Henrik Gerhard Alexandersen, født 1818 i København, var »Buntmaler« paa den kgl. Porcelænsfabrik, da han i 1831 begyndte at gaa paa Akademiet. Han vandt 1837 Kunst­akademiets Præmie for Tegning i Ornamentfaget og var 1838 i Frihaandsskolen; 1837—38 udstillede han Tegninger, 1841 og 1846 Blomsterstykker.

(Akad. Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Almer. Johan Cliristian Altner, Maler, var født i København 1742 og Søn af Kancelli-Assessor, Mag. Christian Gottlob Almer fra Sverig (d. 1773), som først var Sprogmester for Kadetterne, siden i Sorø, og Hustru f. Desmarez fra Danmark;¹ han kom i ung Alder som Lærling til Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1760—62; derefter vandt han 1764 den mindre og 1766 den store Guldmedaille for »Israeliterne samle Manna i Ørken«. Han havde samtidig »fra sin første Barndom været under Hr. Professor Pilos Haand«. Da der ikke strax var et Rejsestipendium ledigt, blev han Informator i Tegning hos Pagerne, og fik som saadan Orlov til at foretage en kort Rejse til Udlandet, hvor han navnlig besøgte Potsdam og Dresden og fik derfra Anbefalingsbreve hjem med fra ansete Tyskere. Da det store Stipendium endelig 1771 var bleven ledigt, havde han faaet en farlig Medbejler i Abildgaard, som ogsaa ved

 

¹ I sin Art. i Dsk. Biogr. Lex. ved Bricka gør F'. J. Meier Almer selv til Svoger af Pilo, medens det fremgaar af Skild. 1829, Nr. 46, at det var hans Fader, der den Gang var Lærer (Professor) for Kadetterne, som var gift med en Desmarez, og hun var altsaa Moder til Almer og dennes ældre i Sverig fødte Broder F. E. Almer (d. 1814), som kom med Forældrene til Danmark og i 1777 fik dansk Indfødsret. Faderen blev 1757 i andet Ægteskab gift med Jfr. Sofie Magdalene Grolau, med hvem han kun havde en Datter. (Jfr. Art. Pilo}.

 

Konkursen blev ham foretrukken. Samtidig søgte han, med Forbehold af sin Ret til at komme udenlands, en Plads som Informator ved Kunstakademiets Dekorationsskole, efter at hans Plads hos Pagerne var inddragen. Den 14. Jan. 1772 blev hans Valg til denne Plads stadfæstet, men da han kort efter stod sig som den næstbedste ved Konkursen om Rejsestipendiet og fik Tilsagn om særlig Understøttelse til ogsaa at rejse, tillod Akademiet ham at rejse i to Aar, og paatog sig at besørge hans Informatorplads udfyldt i hans Fra­værelse for 50 Rdl. d. C. om Aaret, saaledes at han selv kunde nyde 150 Rdl. d. C. af sin Lønning til Hjælp til Rejsen. Om Sommeren 1772 rejste han da til Paris med særligt Paalæg om at give Med­delelser om Ornamentskolen der og købe Tegninger i Ornamentfaget paa Akademiets Regning. I Aaret 1774 tilstaas ham en Forlængelse af Rejseunderstøttelsen paa to Aar, navnlig fordi han rejser »med Hensigt paa Ornamentskolen« og Arveprinsen, Akademiets Præses, anbefaler ham særlig at agte paa »Møbler«.

I Rom, hvortil han kom 14. Novbr. 1774, skulde han ogsaa tegne Ornamenter og sende hjem. Han blev imidlertid alvorlig syg, saa han endog mistede Forstanden. Abildgaard, der tog sig af ham med største Venskab, skriver herom til Akademiet: »De første Aarsager til Almers Skrøbelighed tror jeg nok har været Græmmelse over sin Talent, og derefter er han falden i Religions-Irringer, som var hans yderste Raseri, hvortil jeg vel tror, der nogen har givet ham Anledning.« Det synes, som om ufornuftige Mennesker, endog medens han laa bunden som sindsforvirret, har forværret hans Til­stand ved taabelige Forestillinger. Abildgaard sørgede derpaa for, at han for Akademiets Regning blev sendt hjem i Maj 1776. Endnu paa Hjemvejen var Almer »gal«, og da han kom til Hamborg, var han endnu lige saa syg som i Rom. Imidlertid maa han hurtig have rettet sig i Hjemmet, thi i September 1776 nævnes det allerede, ”at han selv forestaar Informationen«. Dermed synes han ganske at have opgivet Tanken om at blive Medlem af Akademiet, hvilket ikke kunde ske, saa længe han forblev i sin Stilling som Informator. Han fik 1779 Bolig paa Akademiet, men døde allerede 5. Juli 1792, som det synes ugift, under et Ophold paa Landet i Ferien. Medens han saaledes 1772 konkurrerede med Abildgaard og ganske for­dunklede Rude, som dog senere blev Medlem af Akademiet, endte han i den beskedne Stilling som Lærer ved Ornamentskolen. Torkel Baden fortæller i sin Nekrolog over Abildgaard (Lærde Efterretn. 1809), at ved Konkursen for Rejsestipendiet blev dennes Arbejde »foretrukken en andens, som bevisligen var forfærdiget af Pilo, Professor ved Akademiet, og et stort Navn paa de Tider.« Denne anden maatte da være Almer, om hvem Kobberstikker Clemens i en haandskreven Selvbiografi ogsaa udtaler, at han »var en maadelig Maler« og tilføjer, at det kun var Pilos Støtte, som hjalp ham; men dette modsiges dog af den Agt, Akademiet vedblev at vise Almer baade paa Rejsen og ved hans Hjemkomst.

(Weinwich, S. 185. Akad. Statskal. 1772—92. Rigsarchivet. Bricka I, 189. Skild. 1829, Sp. 723. Trykt Hdskr. i Ordenskap. Medd. fra Sorø. Medd. om J. F. Clemens.)

 

Als. Peder Als, Portrætmaler, var Søn af Gaspar Johan Als, der først var Bogbinder i Horsens, siden en »fortræffelig« Lakerer i København, død 1762, og Marie Margrete Olsdatter Zeuthen. Han blev født i København 16. Maj 1726. Han blev Lærling af Pilo og var den første, som vandt det nysoprettede Kunstakademis store Guldmedaille (d. 3. April 1755) paa Opgaven »Loth og hans Hustru, som udgaa af Sodoma”. I Slutningen af Aaret blev der tilstaaet ham et Rejsestipendium paa sex Aar, fra i. Jan. 1756 at regne, stort 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner) aarligt. Han rejste bort rimeligvis i Maj 1756 og kom i November til Rom, hvor Billedhugger Petzold havde anbefalet ham til Rafael Mengs, hvis Lærling han nu blev. Han var allerede den Gang en svær Mand, der døjede meget af Heden.

I Rom var Als sammen med Wiedewelt, Mandelberg og flere Danske, som han selv nævner i et Brev af 1756. Gennem Wiedewelt har han uden Tvivl gjort Bekendtskab med Winckelmann, hvis Portræt han malede i Rom. Der malede han ligeledes et Portræt af Wiede­welt selv, som senere kom til den kgl. Malerisamling, og bl. andre Ting en Kopi af Hovedpartiet af Rafaels »Skolen i Athen« i samme Størrelse som Originalen, et stort Billede efter Rafael Mengs' Kom­position, forestillende »Dronning Semiramis, som sværger ikke at rede sit Haar, før hun har underkuet et Oprør«, en Kopi af Lorrains Portræt i det franske Akademi i Rom , paa Bestilling fra Akademiet her, og et Originalmaleri, »Kleopatra og Augustus i Alexandria«. I Dresden havde han malet en lille Kopi efter Madonna med Barnet i Correggios »Nat« og en Kopi af et Dameportræt af Paul Veronese. Begge disse Kopier tilhørte Bülow paa Sanderumgaard. Efter Wein-wichs Opgivelse skal Als ogsaa i Rom med Held have udført mindre Kopier efter italienske Originaler af Rafael, Andrea del Sarto o. A.

 

I 1760 var han paa en Rejse i Neapel og studerede navnlig i de nye Udgravninger i Herculanum. Mengs havde ønsket, han skulde blive sex Aar i Rom, for at uddanne sig til en fuldkommen Historie­maler, og Als søgte derfor Akademiet om i alt at nyde otte Aars Stipendium for at kunne være to Aar i Paris, men det blev afslaaet, og i 1761 maatte han rejse til Paris, efter at Akademiet med Nød og næppe havde tilstaaet ham en særlig Sum til at betale hans Gæld i Rom.

Als kom hjem i December 1762 og blev 4. Marts 1763 agreeret ved Akademiet ikke som Historiemaler, uagtet han havde nydt Stipen­dium som saadan, men som »Portrætskildrer«, og skulde efter For­samlingens Vedtagelse til Reception male »to af Omcialium Por­træter« , nemlig Kobberstikkeren J. M. Preisler og Bygmestren N. H. Jardin. 1). 8. August 1764 blev han Medlem af Akademiet paa disse tvende Stykker; kort i Forvejen d. 31. Marts s. A. var han bleven kgl. Hof­skildrer, med 800 Rdl. d. C. (omtr. 2560 Kr.) om Aaret. D. 9. April 1766 udnævntes han derpaa til Professor ved Modelskolen. Han nævnes ogsaa som Medlem af Akademiet i Bologna. Als sysselsattes nu mest af Hoffet, ikke alene som Maler, men ogsaa med Ophæng­ning af Malerier paa Slottene og deslige. Han døde ugift i sin Bolig paa Charlottenborg d. 8. Juli 1776.

Blandt hans Arbejder nævnes i hans egne Breve »Dronning Caroline Mathilde, afmalet som Oberst for hendes eget Regiment« i hel Figur, malet i Anledning af nye Faners Indvielse og skænket Grev Rantzau-Ascheberg, til hvem det blev afleveret 16. Juni 1771. Syv Maaneder efter arresterede Rantzau selv Dronningen. For dette Billede fik Kunstneren 300 Rdl. d. C. (omtr. 960 Kr.). Endvidere et Portræt af Caroline Mathilde siddende med Prinsesse Louise Augusta paa Skødet og Kronprins Frederik staaende foran sig. Det blev bestilt om Sommeren 1771 for at tjene til en Foræring til Her­tugen af Glocester, der havde besøgt det danske Hof, men Kunst­neren naaede maaske ikke videre end til Udførelsen af de Esquisser, som han efterhaanden forelagde Struensee. Endelig et Portræt af Christian VII i fuld Legemsstørrelse, som blev gjort færdigt af Als' Lærling Akerfeldt (s. d.) efter Kunstnerens Død. Ved Akademiets Salon 1769 udstillede han atten Portræter, hvoriblandt Jardins og Preislers, de to Medlemsstykker, samt Mandelbergs og Wiedewelts. Ved Salonen 1778 var det nysnævnte Portræt af Christian VII ud­stillet. Den bekendte August Hennings, som i Anledning af denne Salon skrev en hel fransk Bog, Essay sur les arts en Danemarc, er heri temmelig stræng ved Als. ”Ved hans store Flid og utrættelige Umage erhvervede han sig vel Indsigter; men Udførelsen tabte derved sin Ild, og den blev stedse ængstelig og tvungen. Hans Pensel­føring er møjsommelig og tung, hans Farvetone mørk.« Han beskylder ham ogsaa for, at hans Dameportræter ikke ligne. Akademiets Sam­ling indeholder af Als foruden Medlemsstykkerne Kopien efter Lorrains Portræt og Portræter af Grev Schmettau og Billedhuggeren Wiede-welt. Hans eget Portræt er malet i Miniatur af W. A. Muller, som dennes Medlemsarbejde. Den kgl. Kobberstiksamling bevarer en Del Haandtegninger af Als.

(Weimvich, S. 160. Sandvig, S. 3—24. Kraft og Nyerup Lex. Skild. 1829, Sp. 871. Adresseav. 1762, Nr. 91. do. 1776, Nr. 15. Kgl. Regnsk. i Rigsarch., Lengnik, Helligg. K. Giessing Jubell. II, 370. Hennings, 83—86. Høst, Struensee III, 249—51. Wraxall, Caroline Mathilde I, S. 245. Bricka I, 191. Akad.)

 

Alsing. Hans Frederik Alsing, Stempelskærer, født d. 8. Sep­tember 1808, var i København Elev af J. Conradsen, samtidig med at han fra 1819 besøgte Kunstakademiet. Han fik senere Ansættelse' ved Mønten i Altona under G. V. Bauert, var fra 1841 Krohns Med­hjælper og blev Møntmester fra den 3. September 1856 til 1863. Han var gift med Kathrine, født Lorange. Med Titel af Justitsraad døde han i København d. 30. December 1871.

(Priv. Medd.  efter Møntens Archiv.    Berl. Tid.  1872, Nr. 2.)

 

Amberg. Hans Christian Amberg, Architekt, Søn af Lægen Hans Christian Amberg (f. 1808, d. 1882) og Henrikke Frederikke født Bentzen, blev født 23. Sept. 1837, lærte først Snedkerhaandværket, blev Svend 1855 og arbejdede som saadan i et Aar. Efter at have bestemt sig for at blive Bygmester, arbejdede han en kort Tid hos Bindesbøll, senere hos Chr. Hansen og Meldahl, samtidig med at han besøgte Kunstakademiet, hvor han 1863 fik mindre Sølvmedaille og 1865 Akademiets Afgangsbevis. Senere har han opnaaet den mindre Guld-medaille for »Et Gymnasium« (1870) og den store for »Et Mausoleum” (1874). Fra Oktober 1876 til Oktober 1879 var han Lærer ved den architektoniske Forberedelsesklasse paa Kunstakademiet og i 1883 blev han Medlem af Akademiet. Hans vigtigste Værk er Restaurationen af Domkirken i Ribe.

(Priv. Medd. Pers. Tdskr. IV, Till. S. i. Bricka, I, 193. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

L'Amoureux. Abraham César l'Amoureux, fransk Billedhugger, blev formodentlig efter Grev Gyldenløves Anbefaling indkaldt til Dan­mark (1681?) for at modelere en Rytterstotte af Christian V. De sæd­vanlige trykte Kilder henførte til denne Kunstner nogle Levnedstræk, som findes i et ældre fransk Værk om Lyons mærkelige Mænd. Disse Efterretninger gælde imidlertid, ifølge Oplysninger, som ere meddelte gennem Udenrigsministeriet, en Francois l'Amoureux eller Lamoureux, der var født 1674 i Lyon, giftede sig 1700 med Elisabeth Chrestien, og døde i temmelig ung Alder ved at styrte ud af en Postsmakke og drukne i Saone.

Den l'Amoureux, som arbejdede i Danmark, havde sin Familie med sig, og havde, i det mindste fra 1685, 600 Rdl. d. C. indtil jan. Kvartal 1692, da han døde her i Landet og blev begravet paa Trinitatis Kirkegaard: et helt Aar senere modtog hans Enke en Ud­betaling »til det resterende Arbejdes Forfærdigelse paa Kongens Torv«, og endnu i 1694 og 95 modtog hun fortsatte Udbetalinger tildels til samme Arbejde. Ifølge en Medaille, som bærer Aarstallet 1688, synes det, som om den bekendte Rytterstøtte paa Kongens Nytorv virkelig er bleven opstillet i dette Aar, selv om Arbejder ved Fodstykket, der er omgivet af fire legemsstore Figurer, har medtaget nogle Aar mere. De fire Skikkelser forestille Minerva (Visdom), Herkules (Tapperhed), Alexander (Ædelmod) og en Kvinde med en Pyramide (Æren). Under Kongens Hest ligger en Figur, som sæd­vanligvis kaldes Misundelsen. Figurerne ere støbte i Bly og have flere Gange været forgyldte; i forrige og dette Aarhundrede har dette Mindesmærke, paa Grand af det svage Stof, hvori det er udført, ligeledes flere Gange maattet underkastes betydelige Istandsættelser. Kunstneren har tillige udført en Buste i Marmor af Christian V, som blev betalt hans Enke med 100 Rdl d. C.

(Meddelelse fra Udenrigsministeriet. Kgl. Regnskaber i Rigsarch. Mønt­fortegn. Recherches pour servir å l'histoire de Lyon. Lyon 1757- Bricka I, 196. Lengnik, Trinitatis K. — Weinwich, S. 98 og Skild. 1829, Sp. 977 inde­holde de ældre urigtige Efterretn.)

 

L'Amoureux. Claude l'Amoureux, en Broder til Abraham César l'Amoureux, deltog i Arbejdet paa Christian V's Rytterstatue og fik ved kgl. Resolution af 12. Juni 1686 en aarlig Lønning af 200 Rdl. d. C., regnet fra i. Jan. s. A., som han vedblev at oppebære til 1699. Da der ved dette Aar er en Afbrydelse i de kgl. Regn­skaber, vides ikke, om han er død eller bortrejst og da naar. Ved Regnskabernes Genoptagelse 1706 er hans Navn forsvundet.

Foruden at hjælpe Broderen,   skulde  han   »reparere  og   vedligeholde Statuerne i Rosenborg Have«.

(Kgl. Regnskaber i Rigsarch.    Thaarup.)

 

Amyot, se Cathinca Engelhart.

 

Amsinck. HelvigAgnete Amsinck, Malerinde, Datter af Etats-raad, Kammerjunker Conrad Amsinck og Caroline f. Hansen, er født den 10. December 1872 i København, gennemgik, efter at være dimitteret fra Tegneskolen for Kvinder, den med Akademiet for­bundne Kunstskole for Kvinder fra d. i. Febr. 1891 til d. 28. Maj 1894, da hun fik Afgangsbevis fra Skolen som Malerinde.

(Akad.)

 

Ancher. Anna Kirstine Ancher, født Brøndum, er Datter af Købmand og Gæstgiver Erik Brøndum (f. 1821) og Anna Hedvig f. Møller (f. 1825) og blev født paa Skagen d. 18. August 1859. Dette Sted blev under hendes Opvæxt jævnlig besøgt af Kunstnere, som boede i hendes Faders Hotel, hvorved flere af dem fik Lejlighed til at se og opmuntre det Talent, som allerede i Barndomsalderen og den første Ungdom viste sig hos hende. Dette medførte, at hun i Vintrene 1875 til 1878 fik Lejlighed til at besøge Kyhns Tegneskole og uddanne sig der, samtidig med at hun paa egen Haand studerede efter Naturen. I 1879 havde hun sit første Arbejde paa December-udstillingen paa Charlottenborg, i 1880 nævnes hun første Gang i For­tegnelsen til Foraarsudstillingen under sit Pigenavn, men 18. Augusts. A. ægtede hun paa Skagen den nedennævnte Maler M. P. Ancher, og har væsentlig vundet sit Kunstnerry under sit nye Navn. Hun maler sædvanligvis mindre Billeder, som oftest kun med en enkelt eller to Figurer og med simple rolige Motiver; en enkelt Gang har hun og Manden malet et Billede sammen. Allerede ved den nordiske Ud­stilling i 1883 kunde hun udstille Arbejder, der havde vakt Opmærk­somhed i Publikum. I 1889 fik hun anden Medaille i Paris; i 1891 havde hun en Rejseunderstøttelse paa 800 Kr., og samme Aar fik hun »Hæderlig Omtale« ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin. Hun har siden til Stadighed udstillet. »En Begravelse« (udst. 1891) blev købt til den kgl. Malerisamling. »To Gamle, der plukke Maager« (1883) og »To Gamle med deres Kaniner« (1893) tilhører Grosserer H. Hirschsprungs Samling. En Studie, udført i Pastel, ejes af Kunst­foreningen i København.

(Bricka I,  199.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Ancher.    Michael Peter Ancher, Genremaler, er født paa Gaarden Frigaard i Ruthsker  Sogn  paa Bornholm  d. 9. Juni  1849   og  er Søn af Landmand,   senere Købmand i Rønne,   Hans  Michael Ancher   og Ellen Elisabeth  f. Munch.      Efter  at   have  gaaet i Rønne Realskole, blev   han   1865  Skriver  paa Kalø Godskontor og fik der,   ved at se rejsende Kunstnere gøre Studier,  Lyst til selv at blive Maler.      Han kom   1871   til  København  og   begyndte  i  Oktober Kvartal s. A.   at besøge   Kunstakademiets   Skoler;    disse    gennemgik   han   forholdsvis hurtigt,   fik   1874   »Tilladelse til Afgang«   (svarende  til ældre Tiders mindre Sølvmedaille) forsøgte i  1875 at tage Afgang, men opgav det, og har siden uddannet sig væsentlig paa egen Haand.     Dog begyndte han allerede  1874 at  udstille.    Studierejser om  Sommeren førte ham allerede  1875 til Skagen,   hvilket  blev afgørende for hans Liv,   ikke alene fordi han   fra den Tid af for største Delen har gjort Fiskernes Liv paa Sø og paa Land, i Hjemmet og paa Værtshuset til Genstand for sin Kunst,   men ogsaa fordi han der saa den unge Pige voxe op til  Kunstnerinde,   som   i   1880   blev   hans  Hustru  (se Anna Ancher foran),   og fra den Tid af har han haft fast Bolig paa Skagen.    Det første Billede, som vakte usædvanlig Opmærksomhed for hans kraftig fremvoxende Talent,   var   »Vil  han klare Pynten?«   (udst.   1880,   tilh. Hs. Maj. Kongens Saml.);  »Redningsbaaden køres gennem Klitterne« (udst.   1883)  blev  købt til  den kgl. Malerisamling.     I  1885   fik han en  Rejseunderstøttelse   paa 800 Kr.;   i  1887,   det  første Aar   »Aars-medaillerne«   uddeltes,   fik   han   denne   første  Gang  for   »En Barne-daab«  med legemstore Portræter af ham selv og Hustru og de Venner og Slægtninger,   bl. a. Maleren Krøyer,   som   overværede  den  glade Familiebegivenhed, i  1887  fik han det Ancherske Rejselegat og tillige Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.),   i  1889 fik  han   den anden Aarsmedaille,   d. v. s. Medaillen  til C. V. Eekersbergs Minde og   blev Medlem   af Akademiets  Plenarforsamling   for   »Fiskere   ved Stranden«.     Af Portræter  har han bl. a. malet sin Hustru i Legemstørrelse (1889), hvilket hører til Grosserer H. Hirschsprungs Samling, og et Brystbillede  af Maleren Krøyer.     Hans Billeder have  for   det meste hele eller halve Figurer i Legemstørrelse,   og  han  dvæler  med Forkærlighed  ved   Friluftsæmner   og   ikke   sjælden   med Lysvirkning af den  nedgaaende  Sol;   men   ogsaa  i Billeder  med  mindre  Figurer gengiver   han    undertiden   Æmner    med    mere   vemodig    Stemning, medens   de   store  Billeder  snart   ere   prægede  af Fiskerlivets   Alvor, snart   søger  at  give  dette  et   humoristisk Udtryk.     Ancher har nydt megen  Anerkendelse  i  Udlandet;   i   1888   blev   han Ridder  af den

 

bayerske Michaelsorden,   i   1889  fik  han  en   første Medaille   i Paris, i  1891  en anden Medaille i Berlin,   i  1894 ligeledes anden Medaille i Antwerpen.    Den  28. Juli  1894 blev han Ridder af Dannebrog.

(Bricka I,  201.    Priv. Medd     Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Anders Christian Andersen, Maler, Søn af Mølle­bygger Geert Andersen i Viborg, er født den 19. August 1859 i Bustrup Mølle i Salling og blev Student fra Viborg Skole. Derefter besøgte han Kunstakademiets Skoler fra Nov. 1878 til April 1884; han havde allerede i 1883 faaet »Tilladelse til Afgang«, men fik ikke Afgangs-bevis som Maler. I 1886 og 1887 udstillede han to jyske Land­skaber og »En Møllersvend«. Sidstnævnte Aar boede han i Thisted.

(Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Anders Martin Andersen, Architekt, Søn af Tømrer R. Andersen, blev født den 15. December 1861 i Odense. Han gennemgik Kunstakademiet fra i. Febr. 1887 til 28. Maj 1894, da han fik Afgangsbevis som Architekt.

(Akad.)

 

Andersen. Carl Christian Andersen, Maler, Søn af Gadevægter Niels Andersen (f. 1811, d. 1887) og Ane Kirstine f. Jungmann, blev født d. 7. November 1849. Under Slutningen af sin Skolegang vakte han sin Tegnelærer, Landskabsmaler Froms Opmærksomhed og blev af denne anbefalet til Hetsch; han kom efter sin Konfirmation i Maler­lære hos L. H. Holmer (s. d.) og begyndte samtidig (1863) at gaa paa Akademiet, hvor han 18. Marts 1871 fik Afgangsbevis som Maler og har udstillet fra s. A. Han konkurrerede to Aar efter til den Neuhausenske Præmie med »Sigbrit og Christian II«. I 1875 deltog han paany i Konkursen for den samme Præmie med »Mogens Munk tager Afsked med Christian II«. Allerede i 1870 blev han antaget som Elev for at lære at restaurere Malerier hos Malerikonservator F. F. Petersen (s. d.) og da denne tog sin Afsked i 1887, blev Andersen Konservator ved den kgl. Malerisamling. I 1882—83 var han udenlands med en Rejseunderstøttelse paa 1500 Kr. fra Akademiet. Den 18. Januar 1884 ægtede han Elisabeth Wienberg (f. 1859), Datter af Murermester Chr. P. Wienberg og Martine f. Abildgaard. Ved Siden af de nævnte Figurbilleder og nogle Alter­tavler har han malet en Del mindre Billeder, helst med Architektur og enkelte Figurer som Staffage.

(Bricka I, 220.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.) N. K.  L.    I.                                    Febr.  189;.    

 

Andersen. Carl .Ferdinand Andersen, Tegneinspektør, Maler, fodt i Kobenhavn d. 24. December 1846, er Søn af Stolemagermester Jørgen Christoffer Andersen og Lovise Frederikke f. Jurtzick. Han var oprindelig Murerlærling og begyndte som saadan af besøge Kunstakademiets Skoler; men han gik snart over til at blive Maler, fik i Jan. 1867 Plads i Modelskolen og d. 19. Marts 1870 Afgangs-bevis som Maler. Siden 1871 har han udstillet dels mindre Genre­billeder, dels Portræter. Han kastede sig snart over Tegneunder­visningen som særskilt Fag, var fra 1873—82 Lærer i Akademiets Perspektivklasse, og ved Siden heraf ved andre Institutioner. Fra 1882 fik han en betydningsfulderc Virksomhed som Tegneinspektor ved Kobenhavns offentlige Skoler (fast Ansættelse 1887) og fra 1883 (fast Ansættelse 1890) samme Virkomhed overfor de techniske Skoler udenfor København. Han har baade som Forfatter og som Udgiver af Læremidler virket meget til Tegneundervisningens Fremme i Dan­mark.

(Bricka I, 222.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Christian Emil Andersen, Maler, født d. 2. December 1817 i Kobenhavn og Søn af The- og Porcelænshandler Jakob Chri­stian Andersen, begyndte at gaa paa Kunstakademiet i 1829, vandt 1835 den mindre og 1839 den store Sølvmedaille. I Juli samme Aar deltog han i Konkursen for den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var: »Odysseus genkendes af Eurykleia« ; hans Arbejde fik ikke Medaillen, men det blev ham dog tilladt at fremsætte det Aaret efter (April 1840) paa Akademiets sædvanlige Udstilling. Imidlertid havde han siden 1835 udstillet enkelte Billeder, dels med Æmner af det daglige Liv, dels historiske Fremstillinger, og han havde (1839) haft den Tilfredsstillelse, at den kgl. Malerisamling købte et af de udstillede Billeder: »Carl I tager Afsked med sine Børn i Fængslet«. l Foraaret 1841 fik han den nylig indstiftede Neuhausenske Præmie for et historisk Billede, »Fremstillingen i Templet«, og da der kort efter fra Holsten kom Bestilling til Akademiet paa en Altertavle til Wedel Kirke der, tilbød Kunstakademiet Andersen dette Arbejde for 32oRcll, og han malede nu »Kristus i Emaus«, der var udstillet 1842. Han konkurrerede anden Gang til den mindre Guldmedaille 1841 med »Kristus hos Martha og Maria«, ligeledes uden at faa den. Aaret efter rejste han til Paris med Edv. Lehmann og Friedlænder, og derfra til Miinchen. I 1843 kom han hjem igen, fuld af Livslyst og godt Mod, og konkurrerede igen til Guldmedaillen uden at opnaa den. Hans sidste Arbejde udstilledes 1844 og forestillede »Christian II og Dyveke«. Hans Livsbane var endnu kun lovende Begyndelser, da Døden bortrev ham d. 2. December 1845 paa hans Fødselsdag. Hans Portræt er lithograferet af Gemzøe.

(Priv. Medd. Strunk. Breve til J. L. Lund i kgl. Bibi. Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn.)

 

Andersen. Cilius Johannes Konrad Andersen, Maler, født i Odense den 10. Marts 1865, er Søn af Murmester Hans Christian Andersen (f. 1827) der; hans Moder døde ved hans Fødsel. Faderen vilde ikke tillade ham at gaa Kunstnervejen og satte ham i Handels­lære, hvori han forblev i tre Aar. Da han var 18 Aar gammel, flyg­tede han til København til en Onkel, der vilde hjælpe ham til at blive Maler. Faderen kaldte ham derpaa hjem og satte ham i Maler­lære. Efter to Aars Forløb blev han Svend og kom nu til Køben­havn, hvor han arbejdede i sit Fag og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1884 til den 28. Maj 1889, da han fik Afgangsbevis som Maler. Andersen udstillede første Gang 1885 ved en December­udstilling og første Gang paa Foraarsudstilling i 1890. Han har malet dels Portræter, dels Genrebilleder, særlig fra det brede Lag i Samfundet og vakte hurtig saa megen Opmærksomhed, at han i disse Aar fra 1891 til 1894 har nydt Legater vexelvis fra forskellige Institu­tioner, som gøre sig det til Opgave at støtte kunstnerisk Stræben. Af hans Arbejder kan fremhæves »En Forstadskvinde« i Legems­størrelse (udst. 1892), »En Barnebegravelse paa Vestre Kirkegaard« (1893) og »Husholderske søges« (1894).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Frederik Oscar August Andersen, Xylograf, Søn af Overpolitibetjent Anders Andersen (f. 1812, d. 1878), er født den 19. August 1848 i København og har lært Xylografien hos H. P. Hansen; Læretiden var tre Aar. Han besøgte Kunstakademiets Tegneskole fra 1867 til 1870 og har udstillet nogle Træsnit. Andersen har arbejdet et Aar i Paris (1868—69) og fem Aar i Kristiania. Han har udført en stor Del af Træsnittene til Jubilæumsudgaven af Hol­berg og til Andersens Æventyr, alle efter Hans Tegners Tegninger.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen.    Laurits Andersen, Maler, se Ring.

 

Andersen. Ludvig Andersen, Architekt, Plejesøn af Husmand Anders Christensen i Vindinge ved Roskilde, er født den 14. April 1861 i København. Han tog 1877 Realafgangsexamen i Aarhus og kom i Murerlære. Fra Oktober 1879 har han besøgt Kunstakademiet i Kobenhavn og fik den 30. Marts 1890 Afgangsbevis som Architekt. I August 1894 ægtede han Dagmar Pingel, Datter af den slesvigske Advokat, nu Klasselotterikollektør J. C. Pingel. Han har senere arbejdet under Holm, Storck, Nyrop og Schiødte og har selv bygget Sparekassen i Løgstør, samt nogle Privatbygninger. (Priv. Medd. Akad.)

 

Andersen.     Claus  Andersen,   »Bygmester.    Han   reparerede   og byggede paa Viborg Domkirkes Taarn  1569.« (Weinwich. S. 43.)

 

Andersen. Peder Andersen, Historiemaler, kaldes flere Steder, f. Ex. i de kongelige Regnskaber, Peder Nordmand, hvoraf man tør slutte, at han var fra Norge. Han traadte 1680 i kongelig Tjeneste med 400 Rdl. d. C. om Aaret, og fik fra 1685 600 Rdl. om Aaret. Om han forst 14. Marts 1683 fik Titel af Hofskildrer, som Thiele angiver (Kstakad. og Hestst., S. 5), har jeg ikke kunnet finde. Ved St. Hansdagstid 1690 kom Magnus Berg i Lære hos ham paa Frederiksborg, hvor han den Gang var sysselsat, og forblev hos ham til hans Dod, som indtraf i Kvartalet April—Juni 1694. Mere vides ikke om hans Levnedsomstændigheder. Af hans efterladte Billeder, hvoraf tre vare i Frederiksborg Slotskirke før Branden, nu derimod kun ét, ser man, at han hørte til den Skole af danske Malere, som dannede sig efter Hollænderne, navnlig Karel van Mander og Wuchter. I den kongelige Malerisamlings Eje er et Stykke forestillende »Skat­tens Mønt«. Desuden har han ifølge Burman-Becker tegnet Kar­tonerne til de Tapeter, som vævedes i Køge af Brødrene v. Eichen, og som findes i Rosenborg Riddersal. De forestille Begivenheder i Christian V's skaanske Krig. Han var en middelmaadig Kunstner, men fattedes ikke Sans for en virkningsfuld Anordning. Af Portræter kendes: Prof. theol. Johannes Lassenius, Niels Juel og Gehejmeraad Michael Wibe, stukket af Hubert Schaten.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Thiele Kstakad. S. 4—5. Burman-Becker, Om Tapeter, S. 28. Strunk. Bricka I, 252.)

 

Andersen. Rasmus Morten Andersen, Billedhugger, født den 25. September 1861 i Orting ved Horsens, er Søn af Tømrer Niels Andersen (f. 1833, d. 1887) og Johanne f. Mortensen (f. 1834, d. 1873). Efter Konfirmationen kom han i Billedskærerlære hos C. A. Blichfeldt  og begyndte paa Akademiet i Oktober 1877. Om Sommeren arbejdede han hos Professor Vilh. Bissen, af hvem han er Elev, og for hvem han har arbejdet en Del Aar, dels med at modelere, dels med at udføre i Marmor; senere har han arbejdet hos Professorerne Stein og Peters. Han gennemgik imidlertid Akademiet og fik ved Udgangen af 1883 Afgangsbevis som Modelerer, vandt derpaa i Oktober 1884 den mindre Guldmedaille og fik i 1886 en mindre Rejseunderstottelse paa 400 Kr. Derimod opnaaede han ikke den store Guldmedaille ved Kon­kursen s. A. I 1889 fik han det Ancherske Legat og tilbragte Vintren 1889—90 paa Rejse i Sydeuropa, navnlig Italien og Frankrig. Andersen begyndte at udstille 1882. Af hans Arbejder kan, foruden en Del Buster, f. Ex. af Prof. Stein (1891) af afd. Ragnhild Gold-schmidt og af Politikeren C. Berg (1892) bl. a. fremhæves »Kraka« (udst. 1888), »En Sommeraften« (Statuette, modeleret i Rom 1890), udført i Marmor til Grosserer Mühlendorff, og en Kristus (Ecce homo) i 1894. Desuden udførte han i 1893 eu Statue af H. C. Andersen til Chicago. Andersen ægtede i 1888 Karen Sofie Nielsen, Datter af Gaardejer Niels Christensen i Ølstykke, og har i 1893 faaet Ansæt­telse som Konservator ved Thorvaldsens Museum og noget tidligere ved Akademiets Skulptursamling.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen-Lundby. Anders Andersen-Lundby, Landskabsmaler, har taget sit Tilnavn efter en Landsby i Nærheden af Aalborg, hvor han blev født den 16. December 1841 som Søn af fattige Husmandsfolk. Han har næsten ganske uddannet sig paa egen Haand, og om det end lykkedes ham, ved andres Hjælp, i 1861 at komme til København, besøgte han dog ikke Kunstakademiet eller skaffede sig anden Vejledning end den, han fik ved at se andre Kunstværker. Han ernærede sig i Førstningen ved at male tarvelige Smaabilleder for Kunsthandlerne; men efterhaanden udvikledes hans Øje og Haand, og fra 1864 kunde han begynde at udstille. Det var dog først fra 1869—70 han fandt sit særlige Omraade i Vinterlandskabet og vakte Opmærksomhed nok til at finde Købere i en bedre Kreds end tilforn. I 1876 udvandrede han med sin Familie til München, hvor han, fra­regnet enkelte Besøg i Hjemmet, siden har haft fast Bolig, og han har som Følge deraf ogsaa taget sine fleste Motiver fra denne Stad eller dens Omegn. Dog har han til Stadighed udstillet i Danmark. Et større Billede »Bøgeskov med nyfalden Sne« (1881) tilhører den kgl. Malerisamling.

(S. Muller,    Nyere dansk Malerk.    Bricka I, 254.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)   

 

Andreasen. Anna Signe Ingeborg Petrea Andreasen, Blomster­malerinde, er født den 31. August 1853 paa Gaarden Prøvesten i Lillerød og er Datter af Sognefoged N. Andersen (f. 1819, d. 1891) og Karen f. Madsen. Hun havde Lyst til at male og bestemte sig endelig fra 1877 for Alvor at lægge sig derefter, dog endnu væsentlig ved Selvstudium. I 1883 begyndte hun at udstille (»Vildtvoxende Planter«), men det var først i 1887, at hun i Paris tog regelmæssig kunstnerisk Undervisning. Senere har hun besøgt Italien i Foraaret 1894. Fast Bolig paa Landet giver hende rig Lejlighed til at studere Blomster og Frugter i det fri.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Angelo. Theodor Gottfred Nicolaus Angelo, Kobberstikker, blev født den 9. Oktober 1767 i Slesvig, hvor hans Fader, »en født Franskmand«, endnu levede 1792 som Uhrmager. Han vilde have været Maler og lærte at tegne i Slesvig, men 1780 kom han til København og blev der Lærling hos den daværende Kobberstikker ved Videnskabernes Selskab, Guittair. Samtidig med at han hos denne lærte Skrift- og Kaartstikning, besøgte han ogsaa Kunstakade­miet for at uddanne sig til Kunstkobberstikker ; men fik liden Lejlig­hed til at virke som Kunstner, da han ved Guittairs Død 1787 fik dennes Plads som Kaartstikker ved Videnskabernes Selskab. Af Portræter har han stukket Peter Bugge, tegnet af Thorvaldsen (1794), og Dr. med. Rudolf Buchhave, malet af Povl Ipsen (1796). Den 3. Juni 1796 ægtede han Philippe Sofie Holst. Han døde d. 21. Juni

(Weinwich, S. 233. do. Lexikon. Schlesw. Kstbr. S. 41. Thaarup. Lengn. Petri og Trinitatis K. Krohn I, 148. Strunk.)

 

Anthon. Georg David Anthon, Architekt, født 1714, gik, som det synes, den militære Vej og studerede paa samme Tid Bygnings­kunsten under Eigtved, hvis Konduktør han var. Han var Løjtnant, da han den 30. September 1751 blev udnævnt til kgl. Bygnings­inspektør. Allerede forinden (1748) var han bleven Informator i Bygningskunsten ved det ældre Kunstakademi. Han gik over i samme Stilling i det nye Akademi (1754) og forblev i denne Stilling indtil 1760, da han ved sin Udnævnelse til kgl. Bygmester og Inspektør ved de kgl. Slotte i Fyn og Jylland maatte fratræde som Lærer.

1. I Tillægget til Udstillings-Katalogen  1844.   Nr. 392 nævnes  »et Portræt t  af en anden Angelo, maaske en Udlænding.  

 

Aaret efter blev han ved Fortlings Død Hofbygmester og Inspektør over alle Slotte i Danmark (27. Juli 1761). Han har bygget den tyske Frederiks Kirke paa Christianshavn, Kirken efter Eigtveds teg­ning, Spiret, som det synes, efter sin egen Opfindelse. Grundstenen til Kirken blev lagt den 12. Juni 1755 og Spiret var færdigt den 30. Juni 1769. Han ombyggede ogsaa Bregentved Hovedgaard paa Sjælland (jfr. E. Axel Berg). Allerede 1759 udgav han »Anvisning til den civile Bygningskunst« paa Dansk og Tysk i Folio. Dette Værk blev oplagt paany 1772 og 1818. Anthon blev d. 28. April 1755 gift med Anna Margrete Eigtved, en Datter af Bygmesteren; han døde d. 30. August 1781.

(Weinwich, S. 152, 172. Posttid. 1751 Nr. 81—82. Kgl. Regnsk. i Rigs-archiret. Wiedewelt Pap. i Univ. Bibi. Lengn. Petri K. F. R. Friis, Sml. S. 119. Worms Lit. Lex. Suppl. Rothe, Kbh. Kirker, S. 43. Bricka. I, 294. Akad.)

 

Anthonius. Anthonhis Contrafeyer (d. v. s. Portrætmaler) nævnes under 1581 som skyldsat for 34 Mark til Frue Kirke og boende i Hans Sukkerbagers Gaard.

(Kbh. Dipl. I,  507.)

 

Antwerpen.    Johan af Antwerpen, se Johan af Antwerpen.

 

D'Arbes. Josef Frederik August d'Arbes, Portrætmaler, var efter Weinwich født i København, ifølge Schlesw. Kunstbeitr. i Hamborg I747.¹ Det første er sandsynligst, da han allerede 1759 besøgte Kunstakademiets Tegneskole i København og 1761 var rykket op i Modelskolen.² Han lærte desuden at tegne af J. M. Preisler og at male af Pilo. Efter at have foretaget en Rejse til Tyskland, Hol­land, Frankrig og Rusland, nedsatte han sig 1785 i Berlin, hvor han 1796 blev Lærer og Professor i Portrætmaleri, og døde der d. 26. Juni 1810. Han skal især have udmærket sig i de paa den Tid saa yndede Pastelmalerier. Den kgl. Malerisamling ejer af ham et Por­træt af Catharina II af Rusland, Knæstykke.

(Weinwich, S. 205 samt do. Lexikon. Akad. Skild. 1830, Sp. 737. Spengl. Fortegn.)

 

Arbien.³ Hans Arbien, Maler, Søn af Vandinspektør Peder Eriksen Arbien (f. 1674, d. 1733) og Johanne f. Holm (f. 1685, d. 1721),

 

1  Efter Thaarup  i Kurland.

2  Kaldes i Akademiets Protokol: Josef August Ostinius d'Arbes.

3  Navnet skal være dannet af Arboga i Sverig, Faderens oprindelige Hjemstavn.                 

 

 

blev født i Christiania den 5. Jan. 1713. Han synes at have søgt Ud­dannelse i Udlandet; han malede f. Ex. 1741 et Portræt i Hamborg, var dog i København i 1750, da han den 8. April i Helliggejstes Kirke (eller Sogn) blev viet til Charlotte Amalie Erdmann, Enke efter en Withusen. Han blev 1754 Tegnelærer for de kgl. Pager og Land­kadetterne, med 300 Rdl. d. C. om Aaret, og deltog Aaret efter i Konkursen om Guldmedaillen sammen med Als, dog uden at opnaa den. Han døde d. 4. December 1766. Han er uden Tvivl den samme som J. Arbien, hvis Navn findes paa et Stik i Hjemstjernes Samling (Kat. III, S. 439). Det forestiller Frederik V i Harnisk, er et Knæstykke og er stukket i Kobber i London af Th. Burford og tilegnet Baron Solenthal. Paa Stikket staar y. Arbien Copenhagen pinx., samt en engelsk Indskrift, at Originalen ejes af John Collet, Købmand. Et andet Portræt, som er betegnet H. Arbien Effigicm pinx., forestiller Hedvig Eleonore Hoppe (Strunk, 1251), stukket af O. H. de Lode 1753. Et tredje Portræt forestiller Præsten C. L Heise i Hamborg (1741).

(Akad. Weinw. Lex. Spengl. Art. Eft. kgl. Regnsk. i Rigsarch. Lengn. Helligg. K. Pers. Tidsler. 3 R., I, S. 18. Adresseav. 1766, Nr. 183. Strunk. Hamb. Kstllex.)

 

Arbien. Magnus Gustavus Arbien, Stempelskærer, blev født d. 25. September 1716 i Christiania og er Broder til ovennævnte. Allerede som ung havde han Lyst til at gravere og forsøgte sig i at stikke Signeter, men da Faderen vilde have, at han skulde være Sømand, blev han sendt til England og gjorde derfra en Rejse til Vestindien. Efter Faderens Død rejste han til Kobenhavn for at følge sin Tilbøjelighed for Kunsten. Allerede 1732, altsaa i sit 16—17. Aar udførte han en Medaille i Anledning af Stiftelsen af Ordnen T union parfaite og i de følgende Aar nogle flere, som vel røbe Begynderen, men ogsaa saa gode Anlæg, at han fik aarlig Understøttelse for at kunne uddanne sig videre i Stockholm hos den navnkundige svejtserske Medaillør Hedlinger, som den Gang arbejdede for det svenske Hof. Ved Kunstakademiet der vandt han en Sølvmedaille i Tegning, kom 1738 tilbage til Danmark og fik Tillæg til den ham tilstaaede Understøttelse. Efter en Rejse i Tyskland (1740—42), var han 1743—44 Prinsesse Louises Lærer i Voxpoussering og blev derefter (1744) ansat som Hofmedaillør med en meget ringe Lønning (100 Rdl. d. C. om Aaret og fra 1746 200 Rdl.). Med kgl. Understøttelse rejste han 1751 først til Stockholm, hvor han gjorde Bekendtskab med Mandelberg og fulgtes siden med denne til Paris, og der var han endnu i 1753. Denne Rejse, som han foretog »med kendelig Nytte«, bragte ham imidlertid i endnu større Gæld, end han var tilforn, »thi han var en maadelig Husholder og vilde leve frisk«. Desuden var han allerede bleven gift i København 1742 med Margrete Magdalene Busch (d. 1779).

Arbien har udført Kunstakademiets første Medailler (store Sølv-og store Guldmedaille), Guldmedaillen efter en Tegning, som Saly havde gjort 1755. Stemplerne blev færdige 1758. Aaret før, den 28. Marts 1757, var han bleven Medlem af Akademiet paa en Medaille til Ære for dets Præses, Grev Moltke. Han klagede tidt over sin ringe Lønning, men i Akademiets daværende franske Periode agtedes ikke derpaa. Af Ærgrelse over sine ulykkelige Forhold skal han være bleven syg og døde den 27. Januar 1760 lidt over 43 Aar gammel. Medens han laa syg, blev der tilstaaet ham en anstændig Lønning, »men da var det bag efter«. Et halvt Aar før han døde, havde han faaet en Indbydelse til St. Petersborg paa »ligesaa glim­rende Vilkaar« som Maleren Tocqué og Kobberstikkeren Schmidt; men det blev ham nægtet at rejse af den danske Regering. Efter en anden Beretning vilde han have fulgt Kaldelsen, men dode forinden.

Arbien er en for sin Tid fortrinlig Stempelskærer, som i sine Portræthoveder røber en høj Grad af sand kunstnerisk Følelse. I den danske Møntsamling bevares over 40 Medailler af ham, hvoraf foruden de allerede nævnte maa fremhæves Medaillen i Anledning af Kronprins Frederiks og Prinsesse Louises Formæling (1742), med hvilket Aar hans skønneste Kunstperiode begynder, endvidere Salvings-medaillen (1747), Medaillerne i Anledning af den oldenborgske Stammes Jubelfest (1749), Medaillen i Anledning af Kunstakademiets Stiftelse (1754), over Holberg (1757), samt Medaillerne i Anledning af Suve­rænetetens Indførelse (17 60). Arbiens Portræt, malet af den svenske Portrætmaler Arrhenius, skal have været i Akademiets Samling, og en Buste, modeleret af Wiedewelt under begges Ophold i Paris, ejedes af hans Enke.

(Danske Saml. IV, 74. Thaanip. Weinwich, S. 147 og 176; do. Lexikon. Lengn. Slotsk. Pers. Tdskr. 3 R. I, 18. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Akad. Hen­nings, S. 103. Thiele, Kunstakad. S. 105 og 108—9. Bricka. I, 3°6-)

 

Arboe. Thomas Arboe, Architekt, er født i Rønne d. 22. Sep­tember 1836, Son af Konsul, Købmand Otto Arboe (f. 1785, d. 1853) og Oliva f. Saxtorph (f. 1801, d. 1862). Efter endt Skolegang kom han til Kobenhavn og blev Elev hos Hetsch, samtidig med at han besøgte Kunstakademiets Skoler (fra Jan. 1855). Tillige lærte han Murer-haandværket. Han gik vel Akademiet igennem til Architekturklassen (1861—62), men tog ikke Afgang. Derpaa var han Konduktør hos N. S. Nebelong, men da han ved Aftjeningen af sin Værnepligt var bleven Løjtnant, afbrød Krigen 1864 hans Studier. Efter Krigen fik han Ansættelse som Bygmester ved de nye Jærnbaneanlæg og har i denne Stilling haft Bolig i Aarhus og har opført de større Stationsbygninger i Jylland og Fyn, foruden adskillige offentlige og private Bygninger. Arboe er gift med Charlotte Amalie Petersen, Datter af Møller O. Petersen i København og Charlotte f. Møller (begge d. 1874). Han blev 1890 Ridder af Dannebrog. Hans sidste større Arbejde er Hospitalet i Aarhus (1893). (Priv. Medd. Akad. Statskal. Nat. Tid.)

 

Arentz. Johan Frederik Arentz, Portrætmaler, vandt i 1757 Kunstakademiets store Sølvmedaille for Tegning og bekendtgør 1761 i Adresseavisen, at han nedsætter sig som Portrætmaler. I Bekendt­gørelsen siger han, at han i 11 Aar har conditioneret hos Hr. Professor Pilo og lært Portrætmaleriet. Ifølge andre Angivelser var han Lærling af Als og levede siden i Lyksborg. En Joh. Arentz, som 1788 søger om at blive Mester i Malerlavet uden Mesterstykke, da han er lam i Hænderne, er mulig, men ikke sikkert den samme Person. Arentz har raderet Regnemester H. C. Cramers Portræt 1761 og døde om­trent 1790.

(Weinw. Lex. Adresseavisen 1761, Nr. 90. Akad. Priv. Optegn. Krohn, I, 38. Strunk.)

 

Aretæus. Daniel Åretens, Billedhugger, nævnes i Annales Corbeienses ved Aar 1455 som »en særdeles Kunstner i forskelligt Billedhuggerværk«, der kaldes til Danmark af Kongen (o: Christian I). »som agtede ham meget højt«. Man har sluttet deraf, at han kunde være Mester til det saa kaldte oldenborgske Horn, som endnu bevares paa Rosenborg, og som skal have været bestemt til de hellige tre Kongers Kapel i Køln.

(Scripteres Brunsv. II,   S. 318.     Langebek,   Jubeltale   over Chr. I,   S. 62. Weinw.,  S.  2.   Brock,  Oldb. Kong.  S.   1—2.)

 

Arnesen. Vilhelm Karl Ferdinand Arnesen, Sømaler, er født ; Flensborg den 25. November 1865 og Søn af Skibsfører Georg Arnesen (f. 1832 paa Dragør), den Gang bosat i Flensborg, og Justine Mathilde, f. Kock fra denne B}-. Efter Krigen flyttede For­ældrene til Aalborg, hvorved han fik dansk Indfødsret, og der gik han i Skole, naar han ikke var paa Togter med Faderen. Da nogle Ungdomsarbejder, særlig af Skibe, vakte Opmærksomhed, ogsaa uden­for Hjemmet, blev han efter Konfirmationen sat i Malerlære hos Malermester Schmiegelow i København i 1879, hos hvem han blev Svend 1884. Samtidig besøgte han det techniske Selskabs Skole og fra Oktober 1882 Akademiet; han rykkede vel op i Modelskolen, men tog ikke Afgang og forlod Akademiet 1888. Imidlertid havde han malet efter Naturen og fik et Par Billeder optagne paa December­udstillingen i 1886, og ved næste Foraarsudstilling begyndte han at udstille som Sømaler og vandt efterhaanden Navn ved sine altid paa Naturstudicr hvilende Billeder. Dels ved heldige Salg, dels ved flere Understøttelser, bl. a. i 1892—93 en paa 900 Kr. af det Bjelkeske Legat, saa han sig i Stand til at rejse meget og gøre Studier for­skellige Steder. Et af hans først udstillede Arbejder (1887) »Havnen, set fra den Grønlandske Handels Plads« blev købt til Aalborg-Museum, et i 1891 udstillet Arbejde »Efteraarsdag i Sundet« vakte Opmærksomhed, blev s. A. udstillet i Miinchen og der solgt til Amerika. I 1893 fik han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et større Sejlskib ligger bak for Lods« (Udst. Nr. 20). (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Aspaas. Svend Aspaas, Bygmester, født paa Røraas i Norge har - - i Christian VII’s Tid - - opført adskillige Bygninger i Throndhjems Omegn og Vangs Kirke paa Hedemarken. Han er bekendt for adskillige Færdigheder.

(Weimvich, S. 227, do. Lex.)

 

Attrup. Carl August Attrup, Søn af Værtshusholder L. J. Attrup og født i København 1811, blev sat i Lære hos Billedhugger Chri­stian Thielemann og begyndte at gaa paa Kunstakademiets Tegne­skoler i Okt. 1826. Men allerede den 27. April 1831 afgik han ved Døden.

(Akad.    Skifteretten.)

 

Aumont. Horace Henri Philippe Aumont, Maler, Søn af den nedennævnte Louis Aumont, født den 16. December 1839 i Hamborg, kom i 1842 med Faderen til København, hvor han ud­dannede sig til Porcelænsmaler og ved Prof. Hetsch' Medvirkning fik Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik. Han udstillede tillige Blomster­stykker 1861—63. I Krigen 1863—64 var han med ifølge sin Værnepligt, og blev saa haardt saaret i Slaget ved Sankelmark den 6. Febr. 1864, at han døde Dagen efter.

(Priv.Medd.   111. Tid. 1864.   S. 260.   Berl. Tid. 1864.   Reitzel.   Udst. Eortegn.)

 

Aumont. Louis Auguste Francis Aumont, Søn af Underbogholder i Nationalbanken og Major i Borgervæbningen Jean Pierre Marie Aumont (hvis Fader, J. A., var Hofmodehandler i Paris) og Elisabeth f. de Janty, blev født i København d. 7. Januar 1805. I sit femtende Aar begyndte han at gaa paa Kunstakademiet, hvor han 1824 fik den mindre og 1826 den store Sølvmedaille, samtidig lærte han at male hos Portrætmaler H. Hansen. Kort efter at den store Sølv­medaille var tilkendt ham, udbad han sig Akademiets Anbefaling, da han vilde søge kgl. Rejseunderstøttelse. Direktøren fik det Hverv at fraraade ham at rejse, før han havde naaet en større Udvikling: ikke desto mindre afrejste han den 22. September 1826 til Paris med et Aars Stipendium af Kongen paa 200 Sp. (800 Kroner) og den samme Sum aarlig i to Aar som privat Understøttelse af Grev Moltke, efter at han i nogen Tid tilforn havde besøgt Eckersbergs Malerskole. I Paris, hvor han strax efter sin Ankomst havde brækket Benet og laa paa Hospitalet i tre Maaneder, var han saa heldig 1827 at faa et Portræt paa Salonen og fik senere Lejlighed til at male ikke faa Portræter, medens han tillige studerede i Gros' Atelier; han søgte fra Paris paany om Akademiets Anbefaling og fik Attest for »at have lagt umiskendeligt Talent for Dagen«, hvorefter han ved kgl. Resolution af 25. Marts 1828 fik 400 Rdl. r. S. fordelte paa to Aar. Aumont kom tilbage til København d. i. Juli 1829, og udfoldede i flere Aar en betydelig Virksomhed som Portrætmaler. I December 1832 indsendte han et Portrætstykke med tvende Børn (Oberstltn. Hagemanns Born, udst. 1833), for derpaa at agreeres; men han fik det Raad at tage sit Arbejde tilbage for senere at ind­sende et bedre. April 1833 ønskede han igen at blive agreeret paa et Portræt af Fru Heiberg, men fik samme Svar. Maaske Krænkelse herover medvirkede til, at han om Somren 1834 solgte sine Malerier ved Auktion og rejste til Hamborg, hvortil han kom d. 7. September, og der forblev han bosat indtil Hamborgs Brand 1842, da han vendte tilbage til København, hvor han nu levede til 1847. Af Hensyn til sin Helbred tog han derpaa til Vestindien; men da han stadig følte sig syg, malede han ikke meget der. I Haab om, at Søluften skulde gavne ham mere, modtog han (1853) Plads som Intendant og Hovmester i Orlogsbriggen »Mercurius«, der havde mistet en stor Del af sit Mandskab af den gule Feber, og vedblev nu at fare med Marinens Skibe lige til 1865, blot afbrudt ved et Ophold i København og Paris 1858—59. Efter at have taget sin Afsked, købte han sig samme Aar ind i Sygehjemmet, hvor han døde den 6. Maj 1879. Han blev 1832 gift med Vilhelmine Bernardine født Paasche (f. 1812, d. 1894). Aumont var i lang Tid en meget søgt Portrætmaler, omend hans Billeder mere udmærkede sig ved en ret behagelig Helhed end ved fremtrædende kunstneriske Fortrin.

(Priv. Medd.   Bricka I, 381.   Berl. Tid. Nr. 107.   Akad.   Reitzel.   Udst. For­tegn.   Strunk.)

 

 

 

 

Baadsgaard. Alfrida Vilhelmine Ludovica, født Madsen, Maler­inde, Datter af Vognfabrikant August Frederik Madsen (f. 1795, d. 1873) og Elisabeth Birgitte f. Jørgensen (f. 1807, d. 1889) og fodt den 17. September 1839 i København, ægtede den 26. Oktober 1866 Cand. juris., Assistent i Overretten, Frederik Vilhelm Baadsgaard (f. 1832) og Søn af Justitsraad Hans Kofoed Baadsgaard (f. 1793, d. 1865), Byfoged i Bogense og Elisabeth Schuerer (f. 1795, d. 1857), Datter af Kobberstikker Franz Schuerer (s. d.). Efter at have tegnet en kort Tid hos O. D. Ottesen i sin Ungdom og senere at have malet hos Balsgaard, samt hos O. A. Hermansen (1877) har hun siden 1876 til Stadighed udstillet som Blomstermalerinde.

(Priv. Medd.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Baagøe. Carl Emil Baagøe, Sømaler, Søn af Skibsfører Jan Hansen Baagøe og Dorthea Frederikke født Hendriksen, er født d. 22. August 1829 paa Christianshavn. Faderen tog ham i en Alder af 12¹/₂ Aar med til Søs, for at prøve, om han, ligesom sin øvrige Slægt, havde Lyst til at være Sømand. Da han hellere vilde tegne og male Skibe end fare med dem, fik han Adgang til Kunstakademiet i Januar 1844 og kom efter sin Konfirmation s. A. i Malerlære. Efter af han 1848 var bleven Svend og skulde ernære sig ved sit Arbejde, levede han som Dekorations- og Rullegardinsmaler, medens han i sin Fritid ivrigt dyrkede sit kæreste Fag, Sømaleriet og besøgte Skibsværfterne for at tegne Skibe. Omsider opgav han aldeles Haandværket, for at hellige sig Kunsten, og han har siden 1855 stadig udstillet som Marinemaler Frugten af hvad han havde set paa sine talrige Studierejser. I 1864 havde han en Rejseunderstøttelse af Kunstakademiet paa 200 Rdl. (400 Kroner) til Rejser i Indlandet, og i 1866 og 1868 foretog han et Par Rejser til Norge. Næsten alle hans større Arbejder ere, ligesom flere andre af vore Sømaleres, solgte til England. Han ægtede 1862 Ida Hansine født Sørensen Datter af Møller Hans Sørensen.

(Priv. Medd.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Konst og Æsth., S.   195.)

 

Baagøe. Peder Baagøe, Kobberstikker, Søn af Skibsfører Baagøe, var født paa Dragør den 27. Februar 1789, og var Broder til J. H. Baagøe, Sømalerens Fader. Han synes ikke at have uddannet sig ved Kunstakademiet til Kobberstikker, men en Ansøgning af ham til Fonden ad usus publicos blev i 1813 sendt til Akademiets Betænk­ning, hvorefter der blev ham tilstaaet 300 Rdl. N. V. og det følgende Aar 100 Rdl. N. V. Foruden nogle Plader til Flora Danica har han stukket sex Blade med Skibe efter forskellige Kunstnere og Titelvignet til Ugebladet »Freja«, tegnet af C. V. Eckersberg (1821). Han døde i en ung Alder den 13. Oktober 1826.

(Priv. Medd.   Akad.   Krohn I,  191.)

 

Baasch. Frederik Theodor Baasch, en Søn af den nedennævnte H. F. Baasch og født i Eckernførde 1821, besøgte Kunstakademiet i København fra 1839, blev Elev af Modelskolen 1841 og udstillede 1841—44 ialt syv Billeder, dels Portræter, dels Genrebilleder, hvoraf et Genrebillede i 1842 »Nogle Personer, som læse Plakater paa et Gadehjørne«, skal have vist Paavirkning af Eckersberg og udmærket sig ved en kølig, men ret klar Farve. Derimod stemples »En Dreng med Cigarer« som et Begynderarbejde.

(Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Høyens efterl. Pap.)

 

Baasch. Hans Frederik Baasch, Portrætmaler, fik den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet i København 1809 og udstillede 1810—12 som Akademiets Elev og senere 1823 som Malermester i Eckernførde nogle Portræter og Prospekter. Dog nævnes han i 1824 og 1839 som Portrætmaler sammesteds og levede endnu 1847.

(Akad.   Reitzel.   Udst. Fort.   Tregder,  Hdh. for Rejs., S. 33.)

 

Bache. Otto Bache, Maler, Søn af Købmand Niels Bache (f. 1795, d. 1860) og Emilie Kirstine født Winther (f. 1803, d. 1856), er født i Roskilde d. 21. August 1839. Forældrene flyttede 1843 til Kobenhavn, hvor Sønnen sattes i Borgerdydskolen i København. Dog begyndte han allerede, da han var ti Aar gammel, at besøge Kunstakademiet, og lærte samtidig at male hos Marstrand, som den Gang ikke kunde faa Øjet ret op for Kunstnerens fremspirende Talent. Efter at Bache i 1856 havde faaet Akademiets mindre og store Sølvmedaille, helligede han sig Portræt- og Genremaleriet, men har ved Siden heraf udført ikke faa større Billeder i historisk Ret­ning. Med Forkærlighed griber han Æmner, hvori Dyrene spille en Rolle, saaledes at han endog i Valget af historiske Æmner synes at lade sig lede af Hensyn dertil, f. Ex. »En Centaur, som leger med sin Søn« (1869), »Daniel i Løvekulen« (1872), »De Sammensvorne ride fra Finderup Lade efter Drabet paa Erik Glipping« (1882, Frdborg Mus.). Han fik 1863 den Neuhausenske Præmie for »Hus­dyr i Bondegaarden« og 1866 Akademiets saa kaldte mindre Rejse­stipendium samt de to følgende Aar mindre Tillæg til dette. Han drog først til Paris, hvorfra han bl. a. hjemsendte »Karreheste« og »Franske Omnibusheste i Stald«, Det sidste Aar tilbragte han i Italien. Efter Hjemkomsten (1868) giftede han sig (d. 10. August s. A.) med Clara Charlotte Elise født Haagensen, Datter af forh. Skrædermester Hans Haagen Haagensen (f. 1809, d. 1889) og Sofie Frederikke f. Nielsen (f. 1813, d. 1883), og han blev den 23. April 1872 Medlem af Akademiet.

Han har ikke faa Gange med Held fremstillet hele Portræt­figurer i mindre Format, snart en enkelt Figur f. Ex. »En ung Pige, som forsegler et Brev« (1862), »En Frokostscene« (1870), snart med ikke faa Personer i en samlet Komposition, som »Portrætgruppes (1872), et Billede med Aftenbelysning, der hædredes med Udstillings-medaillen og »Slutningen af Parforcejagten paa Frijsenborg« (1884). Mest Lykke har han dog gjort ved sine dels alvorlige, dels livfulde Fremstillinger sf Dyreverdenen: »En Æltevogn ved et Teglværk« (1864) blev købt til den kgl. Malerisamling, »Hundene skal have Mad« (1871), »En Barselvisit« (1874), »Jalousi« (1876) og de større, Efter Vildsvinejagten« (1876), »Køerne drives ud om Morgenen:: (1885) og »Heste ved Stranden« (1892), der alle tre tilhøre den kgl. Malerisamling, »Et Kobbel Heste udenfor en Kro« (1878), der til­horer Kong Christian IX og »Kronvildt i Bygmarken« (1892), samt en Mængde andre. En stor Del af disse Arbejder ere gengivne i Litho-

Bache—Bagge.                                                   4 9

grafi, Fotografi og lign. Bache har i de senere Aar malet flere store Billeder af monumental Karakter, saaledes to, som skænkedes Hs. Maj. Kongen ved Regeringsjubilæet i 1888, »Hestgarden indskibes i Korsør”. og »Kong Christian IX i Dybbøl Skanse«, samt »Christian IV's Kroningstog« (ikke udst., Frdborg Mus.) og »Soldaternes Hjem­komst 1849 (udst. 1894). Blandt Kunstnerens mange Portræter maa fremhæves Viceadmiral Suenson og Oberst Max Muller (begge i Fredborg Mus.), Professor J. P. E. Hartmann, Overlæge Reisz, Professor F. johnstrup, Kammerjunker C. Bornemann, hans eget Portræt o. n. Efter Indbydelse fra Italien havde han i 1888 ligeledes malet sit eget Portræt til den store Kunstnerportrætsamling i Uffizi i Florens.

I 1887 blev Bache, ved de første Valg til Akademiraadet i Februar, af Plenarforsamlingen valgt ind i dette, den 10. Marts s. A. blev han Ridder af Dannebrog og endnu s. A. blev han d. 19. Sept. valgt til Professor i Malerkunst ved Akademiet (kgl. Ansætt. 26. Sept.), efter at Professor Roed havde taget sin Afsked. I Marts 1890 valgtes han til Akademiets Direktør for de følgende tre Aar, i De­cember 1891 blev han Dannebrogsmand. Efter at i 1893 hans Direk­torat var udløbet, valgtes han til Akademiets Vicedirektør. I 1889 var han Formand for Udvalget for den danske Kunstudstilling ved Verdensudstillingen i Paris, og blev der udnævnt til Ridder af Æres­legionen", i 1893 fik han Guldmedaille af første Klasse ved en inter­national Udstilling i München.

(Priv. Medd. S. Muller, N. dansk Malerkst. Bricka I, 389. 111. Tid. 1866, Fdl. 1867. Dgbl 1872. Statskal. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bagge.    Herman   Bagge,   Maler,   født   i   Flensborg,   tog   1701 Borgerskab i København som Skildrer. (Archivar O. Nielsen).

 

Bagge. Johan Bagge, Stempelskærer, Søn af en Raadmand i Bergen, blev tillige med sin Broder Daniel Student, men Lyst til praktisk Virksomhed sejrede hos dem begge. Medens Daniel blev Kunstsnedker, lagde Johan sig efter Medaillørkunsten. Christian VI lod ham rejse udenlands og udnævnte ham d. 6. Juni 1746 til Toldbetjent i Drammen i Norge. I »Minerva« sættes han ligesaa højt som Wahl. I den kgl. Møntsamling findes tre Medailler af ham, nemlig: 1) Hirschholms Slots Indvielse (1739), 2) Hoffers Indflytning paa Christiansborg (1740), 3) en Medaille med Kongens og Dronningens Portræter.

(Danske Saml. IV. 75. Weinwich, S. 147. Minerva 1800, S. 288. Mønt­fortegn.)

N. K. L.    I.                                                Febr.  1895.                                          4

 

50

Bagge. Oluf Olufsen Bagge, Kobberstikker, var født i Køben­havn d. 22. December 1780 og Søn af Svend Olufsen Bagge, Archivar ved Generalitet-Kommissariatet. Han blev Student fra Kolding-Skole 1800 og tog anden Examen, inden han helligede sig Kobber­stikkerkunsten: med en Understøttelse af 1000 Rdl. aarlig i to Aar og senere 600 Rdl. Tillæg, rejste han udenlands 1821—24 for at studere dette sit Fag, men døde allerede d. 22. September 1836. Han var gift med Karen Nielsen. Om hans Skrifter, tildels ledsagede af Stik af ham selv, se Erslews Forfatterlexikon. Hans Hovedvirk­somhed var som Kobberstikker til Flora Danica. Desuden har han stukket »Blomstertegninger for Ungdommen« af Camradt jun. Hans Portræt er stukket af Erl. C. V. Eckersberg 1827. Kunstakademiet anbefalede ham 1826 til at faa nogle Aars Eneret paa » stannogra-

pherede“  Blade.

(Weinwich, S. 234. Kraft og Nyerup. Erslew. Strunk. Skild. 1816, Sp. 571. Bricka I. 416. Krohn, I, 168—70. Rigsarchivet. Akad.)

 

Balfour. David Balfour, Bygmester, arbejdede for Christian IV i Skaane (1618), nævnes i et Skøde, hvoraf det ses, at han ejede en Gaard i København, som »Kongl. Majestæts Bygmester« (1634), •og Weinwich har fundet ham omtalt som kgl. Bygmester paa Frederiks­borg (1643). Der er den Vanskelighed, at tilsyneladende den samme Mand i 1624 kaldes af Kongen »vor Skibbygger« , og at han maa være død inden 1634, da Kongen giver hans Efterleverske et Jordsmon paa Christianshavn, som D. Balfour forinden havde købt.

(Christian IV's Alm. 1618, 6. Marts, ved Nyerup. Rigsarchivet. Kbh. Dipl. III, 129. Weinwich, S. 46.)

 

Balle. Otto Petersen Balle, Maler, er født paa Tørslevgaard i lylland den 17. April 1865; han er Søn af Proprietær Nikolaj Gaspar Schøler Stabel Petersen (f. 1839) og Julie Marie Andrea f. Balle (f. 1842, d. 1887); han har først 1888, med kgl. Bevilling, antaget Navnet Balle. Efter endt Skolegang blev han af Faderen sat paa et Kontor, men kunde dog om Aftenen besoge det techniske Selskabs Skole og blev derfra dimitteret til Akademiet, hvis Skoler han besøgte fra Oktober 1883 til 30. Jan. 1888, da han fik Afgangsbevis som Maler. Samtidig besøgte han, efter at have opgivet Kontorvirksom­heden, Kunstnernes Studieskole under Krøyer og gjorde om Sommeren Studier i det fri. Fra 1888 har han udstillet, dels landskaber, saavel Genrebilleder som Interiører med enkelte Figurer, dels paa Char-lottenborg, dels paa fremmede Udstillinger som i München, Chicago

 

Ballin.                                                         5 1

og Stockholm. Med privat Hjælp har han paa mindre Rejser besøgt en stor Del af Europa, navnlig Holland, Belgien, Paris, Tyskland og Norditalien til Rom. I 1888 blev han Lærer ved Tegne- og Industri­skolen for Kvinder og i 1890 tillige ved det techniske Selskabs Skole.

(Priv. Medd.   Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Ballin. Joel Ballin, Kobberstikker, eller som han i Udlandet kaldes, John Ballin er Søn af Købmand Josef Ballin og Hanne Behrend Peiser, og han er født i Vejle den 22. Marts 1822. Efter at have tilbragt sin Barndom i Vejle, kom han til København, hvor han fra sit 11 te Aar begyndte at besøge Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Maler. Da han samtidig maatte arbejde for sit Livsophold, gik Undervisningen paa Akademiet kun langsomt fremad for ham, og først i Juli 1842 fik han Adgang til Modelskolen. Aaret før havde han som Maler udstillet ”Procession i Synagogen ved Løvsals-Festen«. Han opgav imidlertid snart Maleriet og lagde sig efter den nylig opfundne Kemitypi. For at uddanne sig heri rejste han 1846 til Leipzig, men indsaa Nødvendigheden af at gennemgaa en ordentlig Skole i Gravørkunsten, hvorved han førtes til udelukkende at lægge sig efter Kobber- og Staalstik. Med Understøttelse af den Rejersenske Fond rejste han til Paris, hvortil han kom d. 5. Oktbr. 1848, og han forblev som bosiddende der, indtil han d. 30. Sept. 1870, paa Grund af Krigsurolighederne, flyttede til London.

Det lykkedes ham 1850—51 at faa en Rejseunderstøttelse fra Kunstakademiet i København paa 600 Rdl. (1200 Kroner) aarlig, og i det tredje Aar 350 Rdl. (700 Kroner) fra Kirke- og Undervisnings­ministeriet. Derved blev han sat i Stand til at opnaa en saadan Dygtighed, at han ikke alene kunde finde Erhverv i Paris, men endog efterhaanden hævede sig til en af dets mest fremtrædende Kunstnere i Kobberstikfaget, og allerede 1852 følte han sin Stilling saa betrygget, at han i September rejste til København og hentede sig en Hustru i Helene Levin, Datter af Købmand A. Levin og Susanne f. Cohn.

Hans første større Kobberstik var ”Le maitre d'école«- efter Ostade og »En ung Pige« efter Jan Victor, begge fra Louvres Maleri­samling. Paa det førstnævnte Blad ønskede han at blive agreeret, men Akademiet opfordrede ham til at vente, til han kunde udføre sit Medlemsarbejde i Hjemmet. Imidlertid forandredes Akademiets Forfatning. Da man i Paris foretrak Staalstikket, som mere egnet

 

52                                                  Ballin—Balsgaard.

til et større Antal Aftryk, maatte han lægge sig efter en blandet Fremgangsmaade (maniere mixte), som han siden har uddannet til en høj Grad af Fuldkommenhed, saaledes at han med slaaende Virkning gengiver Karnationens Blødhed ikke mindre end de forskellige Stoffer. Han beholdt dog Navnet »Kobberstik« for sine Blade. Med megen Kærlighed og Smag lader han Beskueren føle de forskellige Maleres ejendommelige Udførelsesmaade og Stil. Til hans betydeligere Blade hører »Daaben« efter Knaus (udst. 1864), de to Sidestykker efter Gustave de Brion, to andre efter Protais' Slagbilleder m. m. Ved Udstillingen i Paris 1861 vandt han en Guldmedaille af tredje Klasse, og d. 31. Aug. 1862 blev han Ridder af Dannebrog. D. 5. Marts 1877 blev han Medlem af Kunstakademiet i København og sendte Bladet »The pool of Bethesda«. efter E. Long som sit Medlemsblad. Af senere Arbejder i Udlandet maa ogsaa fremhæves »Les Adieux« efter Tissot, et fra Gengivelsens Side udmærket udført Blad. I 1883 blev Ballin kaldt til København for at uddanne yngre Kobberstikkere og for at stikke efter fremragende danske Kunstværker. Han skulde derfor have en fast aarlig Løn af 2000 Kr. Nu udførte han to store Blade »Biskop Rønnow forsvares af Hans Tavsen mod Almuens Angreb« efter C. Bloch, og »Christian IV paa Trefoldigheden« efter V. Marstrand. Det sidste Blad var ikke fuldt færdigt til Trykning, da Døden overraskede ham den 21. Marts 1885 og for tidlig røvede Landet en begavet og flittig Kunstner. Tidligere havde han, foruden de nævnte Blade, udført tre mindre Blade efter danske Kunstnere (Bloch, Helsted, Rørbye) samt et Par orignale Raderinger, der have mindre Interesse fra Indholdets Side. Derimod blev Opholdet i Fædrelandet for kort til at han kunde danne Skole.

(Priv. Medd.   Bricka I. 464.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Balsgaard. Carl Vilhelm Balsgaard, Søn af Lottoassistent og Revisor Hans Jensen Balsgaard (f. 1779, d. 1820) og Maria Dorothea født Weinreich (f. 1780, d. 1844), er født i København den 29. De­cember 1812. Han besøgte fra 1828 Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik lige til Modelskolen, hvor han 1841 fik den mindre Sølvmedaille. Det var først hans Agt at uddanne sig til Figurmaler, hvorvel han samtidig (fra 1835) udstillede Gengivelser af Frugter, Blomster og Dyr saavel som af det døde Liv. For at søge Erhverv, da han var henvist til at ernære sig selv, kastede han sig i 1842—43 Porcelænsmaleriet og konkurrerede til den Neuhausenske Præmie et Portræt af Thorvaldsen efter Eckersberg, malet paa Porcelæn

 

53

{1843)- Præmien blev tildelt hans Medbejler Juuel, men Akademiet tilkendte ham dog som en Ros, at han skulde »nævnes (d. 31. Marts) som den, der heldig har deltaget i Konkursen«. Samme Aar søgte han Rejseunderstøttelse som Porcelænsmaler; dog fandt Akademiet ham ikke moden nok til at anbefale ham til at rejse, og han fandt nu et Sideerhverv ved at give Undervisning i Tegning og ved at male mindre Portræt- og Genrebilleder. I 1848—49 var han et Aar i Gøteborg og malede baade Portræter og andre Billeder.

Imidlertid lagde Balsgaard sig stedse mere efter Blomster- og Frugtmaleriet, og uagtet han ikke holdt op med undertiden at male Portræter og Figurer, har han dog siden 1852 kun undtagelsesvis udstillet Billeder udenfor sit valgte Fag. I 1855 tildelte Akademiet Kunstneren sit mindre Rejsestipendium paa 600 Rdl. aarlig i to Aar, medens den Rejersenske Fond samtidig understøttede ham med 200 Rdl. i det første og 300 Rdl. i det andet Aar. Balsgaard besøgte paa denne Rejse Berlin, Dresden og Düsseldorf samt Paris. Først paa en langt senere mindre Rejse (1872—73) har han besøgt Italien. Efter Hjemkomsten fra den første Rejse (1857) var Balsgaard bleven agreeret og havde faaet Opgave til Medlemsstykke. Samtidig forandredes Akademiets Fundats saaledes, at Kunstnerne ikke mere skulde gøre Medlemsarbejde, men optages i Akademiet ved Valg. Balsgaard indgav selv Andragende om at komme paa Valg, hvilket ogsaa skete ved den første Valghandling d. 5. Juli 1858, da otte danske Kunstnere blev Medlemmer af Akademiet. Efter Christian IX's Tron­bestigelse blev han 1864 udnævnt til at varetage de med Kongens private Malerisamling forbundne Funktioner, 1867 fik han Titel af Professor og 1892 blev han Ridder af Dannebrog. Den 9. November 1843 var han bleven gift med Anna Margrete f. Hirth (f. 1809, d. 1868), Datter af Jærnhandler Hirth.

Af Balsgaards mere fremtrædende Billeder ejer den kongelige Malerisamling et mindre og et større, Grev Moltke til Bregentved ligeledes et mindre og et større. Paa Rosenborg findes to Billeder, som forestille Prins Frederiks og Prinsesse Marianes Formælings-Indtog. Et stort Billede, som tilhørte Frederik VII, blev solgt til Amerika; det største af de Billeder, han har afhændet til Kunst­foreningen, tilfaldt afd. Konferensraad Forehhammer; to ovale Billeder, som Kunstneren selv regner til sine bedste Arbejder, tilhøre Etatsraad Struckmann. Efter en Rejse til Italien i 1872, malede han et stort Maleri »Et Billede af Menneskelivet«, som var udstillet 1883 og forgæves blev tilbudt den kgl. Malerisamling, hvortil det dog nu ved

 

54

Testamente er bleven skænket, ligesom han skænkede sit Selvportræt til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Balsgaard døde 14. August 1893 uden nærmere Slægtninger og efterlod sin Formue som et Legat til Kunstneres Efterladte.

(Priv. Medd. Bricka I. 467. Brock. Rosenb. S. 145. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bang. Ingeborg Marie Bang, Malerinde, Datter af Etatsraad, Herredsfoged Claus Bang (f. 1792, d. 1868) og Inger Marie født Zimmer, er født den 27. Aug. 1833, og da hun havde megen Lyst til at tegne og male, lærte hun først at tegne hos Tegnelærerne Kierkegaard og F. Helsted, senere at male af Landskabsmaler Rasmussen Eilersen. Hun har udstillet siden 1871 Landskaber dels fra Hellebæk-Egnen, dels fra Vordingborg og i de senere Aar fra Jylland. Hun ernærer sig dog mest som Lærerinde og har selv en mindre Tegne­skole.

(Priv. Medd.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bang. Jens Bang, Søn af Renteskriver, Kammerraad Jens Bang (f. 1691, d. 1756) og Mette f. Schumann (f. 1718, d. 1759), hvis Hovedvirksomhed var som Læge, maa nævnes som Architekt, da han omfattede sine Studier over Bygningskunsten med megen Varme og endte med at knyttes til Kunstakademiet, om end ikke som udøvende Kunstner. Han var født i København den i. August 1737, blev Student 1756 og tog anden Examen 1758. Samtidig med at han dyrkede det lægevidenskabelige Studium, lagde han sig efter Bygningskunsten ved Akademiet under Jardin og Anthon. Han fik Sølvmedaillerne (endog 2 Gange, 1760 og 62), mindre Guldmedaille 1764 (et Opfostringshus til 400 Børn) og store Guldmedaille 1765 (et Kornmagazin til 3 Aars Forraad). I Efteraaret 1770 søgte han om det Rejsestipendium, der var bleven ledig ved Bradts Død, for at uddanne sig til Architekt, men fik det ikke. Allerede 1768 havde han holdt Forelæsninger over Anatomi ved Akademiet, i Bergers Fraværelse, men da han 1771 søgte denne Plads, blev Weidenhaupt ham foretrukkcn. Derimod tillod Akademiet ham i 1772 at læse over Architektur og Perspektiv i Informator Nissens Fraværelse. Imidlertid tog han 1773 lægevidenskabelig Examen, blev 1774 Dr. med., og efter kortere Tids Virksomhed som Læge ved Næs Jærnværk, blev han 1776 Læge i Sorø, hvor han levede i 25 Aar. Hans kunstneriske

virksomhed   nævnes   kun   én   Gang,   idet   han  gjorde  Udkast  til  et

 

55

Gravmæle over Familien Reitzenstein i Sorø. Paa Ansøgning af ham selv blev han 1788 Æresmedlem af Kunstakademiet, og endelig, efter at han 1801 var forflyttet til København som Viceborgmester (Sund­hedspolitiet), blev han 1805 Professor i Anatomi ved Kunstakademiet. Han blev gift 1779 med Caroline Christiane Henriette Louise Kraft, Datter af Inspektør ved Sorø Akademi, Peter Kraft, og døde d. 23. Febr. 1808 af et Slagtilfælde. Som Borgmester gjorde han Tegninger til et nyt Hospital og til et nyt Forbedringshus. Han skal ogsaa have givet sig af med Kobberstikkerkunst, men Sandvigs Angivelse er ikke nøjagtig; derimod tegnede han en Del af Prospekterne til Pontoppidans danske Atlas. Hans Portræt er tegnet og stukket af A. Flint.

(Weinwich, S. 224—225 og Skild. 1829, Sp. 1428 efter Biogr. af Klingberg i Bibi. f. Læger. Kbh. 1810. 2det Bind, S. 266. Sandvig, 8.24. Kraft og Nyerup, Lex. Bricka I, 484. Adresseav. 1808, Xr. 80. Strunk. Akad.)

 

Bang. Paul Bang, Maler, Son af nedenævnte P. M. Bang, er født den n. August 1869 i Aarhus; han kom i 1889 ind paa Kunst­akademiet, men maatte atter forlade det 1891 til 1893 for at aftjene sin Værnepligt. I 1894 indtraadte han igen paa Akademiet og rykkede op i Modelskolens Forberedelsesklasse. Han har i 1892 udstillet et Portræt.

(Priv.  Medd.   Al$ad.   Udst. Fortegn.)

 

Bang. Peter Marius Bang, Søn af Justitsraad, Oliemøller Chri­stian Bang og Pauline Bang født Borum, er født i Aarhus den 22. Oktober 1829. Han var først bestemt til Handelen, men da han viste Lyst og Anlæg baade for Musiken og Malerkunsten, fik han 1852 Lov til at tage til København for at uddanne sig i disse Fag. Medens han dyrkede Musiken under Chr. Gebauers Vejledning, besøgte han samtidig Kunstakademiets Elementarklasser og lærte at male hos Ottesen. Senere søgte han ogsaa Raad hos J. L. Jensen i sit særlige Fag, Blomstermaleriet, og hos Marstrand, for at udvide sin kunstneriske Dannelse. Efter J. L. Jensens Død (1856) købte han dennes Landsted i Gentofte og levede der i flere Aar, omgivet af den Natur, han gengav i sine Billeder. Ved Krigens Udbrud 1864 meldte han sig som Frivillig, uagtet han ikke var ganske ung mere, og deltog med Hæder i Felttoget. Efter sin Hjemkomst fra Krigen ægtede han Marie Elisabeth Fritz, en Søster til Landskabsmaler A. Fritz; men faa Aar efter maatte han afbryde sin Kunstnerbane, idet en tiltagende Svækkelse i Øjemusklerne ganske hindrede ham i

 

56

at male.    Han vendte nu tilbage til sin Fødeby Aarhus og har siden levet der, dels som Musiklærer, dels som Bestyrer af et Tegnekontor. Han   udstillede   i   København   fra   1857   til   1867,   og   valgte   helst voxende Blomster til Æmne for sin Pensel. (Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bang. Vilhelmine Marie Bang, Malerinde, Datter af forhen­værende Minister og Justitiarius i Højesteret Peter Georg Bang (f. 1797, d. 1861) og Marie Caroline født Fribert (f. 1803, d. 1875), er født i København den 3. Marts 1848. Efter at have modtaget sin kunstneriske Uddannelse under Vejledning af Kyhn, Vermehren og Roed, har hun siden 1873 udstillet Landskaber og Genrebilleder. Hun afrejste i Efteraaret 1876 til Paris for at uddanne sig videre for sit Fag; i 1877—78 havde hun Understøttelse fra Kirke- og Under­visningsministeriet til fortsatte Studier i Udlandet. Da Kunstskolen for Kvinder aabnedes i 1888, blev hun Elev der i to Semestre.

(Priv. Medd.   Erslews Forf. Lex.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Barbette. Josias eller Josie Barbette, en fransk Miniatur- og Emaillemaler fra Strasborg, født omtrent 1660, har arbejdet for det danske Hof 1693 til 1716. Da han hørte til den reformerte Menig­hed i København, blandt hvis diacres et andens han nævnes (1700), er han sikkert død her i Landet omtr. 1730. Endnu 1728 ved man, at han levede i trange Kaar. Han var gift, men døde barnløs. Flere af hans smukke Arbejder bevares paa Rosenborg. Josias Barbeck, der tager Borgerskab som Skildrer 1690, maa være denne Kunstner.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Bricka I, 516. Brock, Rosenborg, dement, Notice sur l'égl. réf. Nielsen, Kbh. Hist. V, 182.)

 

Barlach. Jakob August Georg Barlach, Maler, Søn af Blikken­slager Barlach i Flensborg, var født der 1822. I 1838 kom han til København og besøgte Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1845. I de følgende Aar af sit Ophold i København udstillede han (1848—50) nogle Portræter og Genrebilleder og lagde sig derpaa efter Lithografien. Han forlod København 1853—54 og levede siden i Flensborg, hvorfra han i 1856 sidste Gang sendte et af ham selv lithograferet Portræt til Kobenhavn for at trykkes.

(Priv.  Medd.   Strunk.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Barnekow. Brita Barnckow, Malerinde, Datter af Komponisten Professor Christian Barnekow (f. 1837) og Laura Edeline Johanne

 

57

f. With,   er født i København  den   4. Januar  1868.     Efter  at   have uddannet   sig  privat  besøgte   hun fra  1889 den med Akademiet  for­bundne  Kunstskole  for  Kvinder,   fik  1891  Tilladelse  til Afgang,   og har fra  1892 udstillet dels malede, dels tegnede Portræter. (Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Barnekow. Robert Gabriel Adolf Barnekow, Maler, Søn af Ritmester, Toldforvalter August Carl Ferdinand Barnekow (f. 1815, d. 1868) i Kjerteminde, er født i Faaborg den 2. Oktober 1848. Han uddannede sig i Kunstakademiets Skoler fra i. Oktober 1869 til Januar Kvartal 1876, da han forlod Akademiet uden at have taget Afgang som Maler. Barnekow har fra 1878 til 1882 udstillet nogle faa Figur­billeder og Landskaber. I 1890 forlod han sit Fædreland, efter at han havde ægtet Else Katrine Brock (f. 1850), og bosatte sig i Palmerston paa New-Zealand.

(Adels-Kai.  1894.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bartsch. Carl Frederik Bartsch, Maler, Søn af Skomager Edvard Ludvig Bartsch og Marie Frederikke født Vagus, er født den 19. No­vember 1829. Han besøgte Kunstakademiets Skoler fra 1842, men forlod det, kort efter at han var bleven Elev af Dekorationsklassen (1848). Samtidig var han Lærling paa den kongelige Porcelæns-fabrik for at uddanne sig til Porcelænsmaler. Fra 1852 virkede han som saadan ved denne Fabrik og deltog i Udførelsen af Fabrikens kunstneriske Arbejder, indtil han af Helbredshensyn trak sig tilbage (1864). Senere har han ernæret sig ved Informationer og ved at udføre Billeder mest i Tegning og i Akvarel. I Aarene 1848 til 1857 udstillede han som Dyrmaler og har efter en tyveaarig Stilstand atter fra 1877 jævnlig udstillet i samme Fag, ogsaa Oliemalerier. Dog vandt han især Navn ved nogle Raderinger, der ere indlemmede i det af Kunstforeningen i København i 1850 udgivne Hæfte.

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Nagler,   Monogr. I,  2334.)

 

Baruél. Jean Guillaiime Euchaire Baruel eller Barruel, Maler, var af fransk reformert Æt, Søn af Dekorationsmaler Jean Mathieu Baruél og Anna Dorothea f. Herbst, og blev født i København den 20. Februar 1809. Han var oprindelig bestemt til Studeringerne, men foretrak Kunsten, besøgte Kunstakademiet fra 1825 og blev Elev. Derpaa kastede han sig over Portrætfaget og udstillede i Aarene 1829 til 1839  en Del Portræter, blandt hvilke hans Faders særlig skal have tiltrukket sig C. V. Eckersbergs Opmærksomhed som et dygtigt Billede. Han malede ogsaa den reformerte Præst Raffards Portræt (1833).

 

58

Da han i 1836 havde giftet sig med Karen Louise Jensen, bestemte han sig snart efter af praktiske Grunde til at opgive Kunsten og overtage sin Faders temmelig betydelige Malerværksted. Ved at staa i Spidsen for denne Forretning, som Officer i Brandkorpset og som Frimurer af en høj Grad levede han i Berøring med en stor Kreds, som mindes ham for hans elskværdige og hjælpsomme Karakter. Han døde d. 6. Oktober 1862. (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bau. Nicolay Bau, Maler, var født, som det synes 1759, og findes i Københavns Vejviser for Aarene 1811—20 som Miniatur-maler; i den for 1815—16 tillige i en Liste over »Portrætmalere«. Han var vistnok uddannet til Porcelænsmaler og blev »Overmaler« ved den kgl. Porcelænsfabrik. Det var han, da han døde den (7.) August 1820, enten ugift eller som Enkemand uden Børn, ti hans Broder­sønner anmelde Dødsfaldet d. 9. August.

(Vejvis. Adresseav.  1820, Nr.  185.)

 

Baudissin. Otto Frederik Magnus, Greve af Baudissin, Maler, var Søn af dansk Generalløjtnant Carl Ludvig Baudissin (f. 1756, d. 1814) og Sofie Louise Charlotte f. v. d. Nath og født den 5. Juli 1792 paa Knoop. Han blev Kaptajn og Major i Livgarden, blev senere Kammerherre, Oberstløjtnant og var Kommandør for 16de Bataillon i Rendsborg, da Oprøret brød ud 1848. Han gik over til Oprørerne, og deltog som General i Krigen mod Danmark; han blev landsforvist 1851 og døde ugift d. 26. Juni 1865 i Dresden. I Aarene 1829 til 1837 har han udstillet en Del Pennetegninger, de første efter italienske Bygninger, senere efter danske Bygninger og Landskaber. Hans Portræt er udkommet i Hamborg.

(Priv. Medd.   Bricka I,  595.   Strunk.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Baudissin. Ulrik Herman, Greve af Baudissin, Maler, Søn af Rigsgreve Carl Christian Baudissin (f. 1790, d. 1868) og Anna Mar-grete Henriette f. Kunniger (f. 1790, d. 1864), var født d. 23. Fe­bruar 1816 i Greifswalde. Han blev uddannet til Officer ved Kadet­akademiet i København, blev Sekondløjtnant 1834, men stod for det meste å la suite ved det holstenske og senere ved det slesvigske Infanteriregiment. Kun lidt over et Aar (1835—36) var han i Nr. ved Regimentet, og i 1842 var han allerede afskediget.

Han dyrkede Landskabsmaleriet med en Iver, hvortil hans Held ikke ganske synes at have svaret. I 1840 bad han om Akademiets

 

59

Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om en delvis Rejse­understøttelse, »da han selv kan udrede noget af Omkostningerne ved en Rejse,« og da Rejseunderstøttelsen efter den Tid gik over til at betales af Akademiets Kasse, forlangte Kongen, ved et Reskript af 17. November 1842, Akademiets Betænkning om, hvorvidt der kunde tilstaas ham en saadan derfra. Ikke desto mindre svarede Akademiet ganske kort, »at han ikke kan komme i Betragtning.«

Baudissin var senere »Lærling og Ven« af Gurlitt, hvem han i 1843 fulgte til Dusseldorf og videre til Sydtyskland og Norditalien; men denne Rejse synes kun at have varet kort, thi i de følgende Aar udstillede Baudissin igen Partier fra Sjælland og Jylland. Han har ialt udstillet fra 1838 til 1848, begge Aar medregnede, mest Partier fra Frederiksborg og Fredensborg, dog ogsaa i de senere Aar fra Himmelbjærget og efter Rejsen et Par Billeder fra Tyrol og Norditalien. Den kgl. Malerisamling ejer to Stykker af ham (fra 1841 og 1846). I Kapt. Agerholms Samling var 20 lithograferede Portræter fra Garnisonen i Altona i 1852 og flg. Aar, udførte af Bau­dissin. Ved Krigens Udbrud 1848 var han nemlig igen indtraadt i Tjenesten og blev Major; han blev saaret i Slaget ved Fredericia og blev den 9. Sept. 1849 udnævnt til Ridder af Dannebrog. Han var den 29. Marts 1843 bleven gift med Caroline Sofie f. Lerche (f. d. 20. Marts 1813, d. 11  December 1886 paa Frederiksberg), Datter af Kammerherre Carl Georg Frederik Lerche;  men i 1861 opløstes Ægte­skabet. Baudissin, der ogsaa er optraadt som Forfatter paa tysk, levede siden i Wiesbaden og døde der den 4. December 1893; hans fraskilte Hustru boede paa en Lystejendom ved Hillerød.

(Priv. Medd. Pers. Tidskr. 2 R. II, Till. S. 40. Nationaltid. 1893. Alberti, Lex. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bauditz. Peter Jakob Frederik (Friederich) von Bauditz, Billed­hugger, Søn af Artilleriofficeren, Generalmajor Carl Gustav Henrik v. Bauditz (f. 1780, d. 1849) og Sofie Dorothea Frederikke født Jahn (f. 1786, d. 1848), var født d. 29. Juli 1817. Uagtet han ikke optraadte saa afgjort som Kunstner, at han af den Grund skulde medtages, finder han dog med Rette sin Plads her paa Grund af sin sjældne kunstneriske Begavelse, der kun af Omstændighederne hindredes i at udfolde sig. Bestemt fra Ungdommen for den militære Vej blev han 1836 Sekondløjtnant i det første jyske Infanteri­regiment, deltog som Premierløjtnant og Kaptajn i den første sles­vigske Krig, hvorunder han stadig fungerede som Adjutant og Souschef

 

60

ved Staben og blev Ridder af Dannebrog. Efter Krigen blev han gift med Sofie født Christiansen, en Datter af den ivrig dansksindede Agentinde Christiansen i Flensborg, hvor han under Krigen gjorde sin tilkommende Bruds Bekendtskab, og han levede som Kompagni-og senere som Bataillonskommandør dels i Slesvig, dels i København; under Krigen i 1864 blev han Major og Kommander for 4de Regiment. I denne Stilling blev han ved Dybbol haardt saaret den 17. Marts, kom som preussisk Krigsfange til Flensborg, hvor hans Hustru endnu opholdt sig. Her døde han paa Johanniter-lazarethet d. 30. April 1864.

Hans Kunstnervirksomhed tilhører væsentligst Tiden før den første Krig. Som ung Løjtnant arbejdede han fra 1836 i afdøde H. V. Bissens Værksteder nogle Aar for at uddanne sig til Billed­hugger, og besøgte fra 1838 Kunstakademiets Skoler. Frugten af hans kunstneriske Virksomhed var dels en Mængde Modeller i Ler, navnlig af Dyr, dels Skikkelser fra Sagnverdnen, Nisser og Dværge, som han udskår snart i Træ, snart i Elfenben. Tillige lagde han sig efter at skære Caméer i Konkylier. I 1847 deltog han i Kon­kursen for den Neuhausenske Præmie med tre Konkylie-Caméer, »Amor med Lyren« og »Tvende musicerende Genier« efter Thorvaldsen, for hvilke Præmien tilkendtes ham, og disse Arbejder ere de eneste, han har udstillet. I Tiden mellem de to Krige synes saavel hans Embeds­virksomhed, som hans ejendommelige Talent i andre Retninger, f. Ex. for Blomsterdyrkning (en Pelargonie er opkaldt efter ham), Dyreopdrætning og mere at have optaget hans Tid saa meget, at den kunstneriske Virksomhed traadte i Skygge. Dog vedligeholdt han lige til sin Død varm Interesse saa vel for Kunsten som for sine Kunstbrødre, af hvem han, ikke mindre end af sine Krigsfæller, var ualmindelig afholdt. Hans Portræt er gengivet i »Illustr. Tid.”1864 blandt de faldne Officerer.

(Priv. Medd. Bricka I, 597 (om Forældrene) og 603. Reitzel. Udst. For­tegn. 111. Tid. 1864, S. 325.)

Bauert. Johan Ephraini Bauert, Stempelskærer, født i Sverige 1715, fik 1759 den mindre Guldmedaille ved Kunstakademiet i Køben­havn. Han blev d. 6. Juli 1761 Stempelskærer ved Mønten i Olden­borg, men forflyttedes d. 25. April 1763 til samme Stilling ved Mønten i København og indtog tillige fra 1791 samme Stilling i Altona. Han blev gift, den 6. December 1762 med Anna Marie Magdalene Marr, som overlevede ham. l Aaret 1773 søgte han om at blive Medlem

 

61

af Kunstakademiet; men da han var svensk og tillige kun havde den mindre Guldmedaille som Billedhugger, nægtedes det ham. I 1783 søgte og 1784 fik han Hjælp (200 Rdl. d. C.) af Fonden ad usus publicos, da han havde mistet Bohave og Redskaber ved en Ildløs hos hans Nabo. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling bevarer Medailler af ham fra 1760 til 1798: han døde d. 9. November 1799. Blandt hans Medailler kan nævnes hans første Arbejde, Medaille i Anledning af Enevældens Hundredaarsfest (1760), Stempler til de 24 Skillings Stykker, som 1767 kastedes i Grams, Medaillen til Enke­dronning Juliane Marie i Anledning af 17. Januar 1772, i Anledning af Kronprinsens Formæling (o: Frederik VI, 1790), samt en stor Del private Medailler. Han skattedes som en dygtig Medaillør. Hans Søn Georg Valentin Bauert, som 1791—1840 var Stempelskærer i Altona (tildels sammen med Faderen), har skaaret nogle Medailler i Tiden 1794—1802. Han gik af i. Jan. 1841 og døde 1842.

(Akad. Krebers Katalog I, S. 202, 216, 1799. Postrytt. 1761. Rigsarch. Adresseav. 1762, Nr. 92, 1799, Nr. 304. Weinwich, S. 176. Møntværket. Strunk. Priv. Medd. Naglers Monogr. I, 1591!

 

Baurenfeind. Georg Vilhelm Baurenfeind, Kobberstikker, født i Nürnberg omtrent 1715, blev af Justitsraad Klevenfeldt forskreven til København for at deltage i »de af ham underhavende Værker«. Weinwich og Hennings kalder ham dog »Kobberstikker fra Køben­havn«. Her blev han Lærling af J. M. Preisler og fik 1754 den store Sølvmedaille ved Kunstakademiet. Paa et Stik efter Poussins Maleri »Moses ved den brændende Busk« fik han d. 3. April 1759 Akademiets store Guldmedaille som Kobberstikker og blev s. A. udset til som Tegnemester at ledsage det lærde Selskab, Frederik V sendte til Arabien. Som Akademiets rejsende Pensionær fik han af den kongelige Kasse 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) aarlig og 300 Rdl. i Ekviperingspenge. Denne Kunstner, til hvem Akademiet nærede gode Forventninger, døde imidlertid allerede den 29. August 1763 ombord paa det Skib, som førte Rejseselskabet fra Mokka til Bombay. Sandvig nævner en Mængde af hans Kobberstik, Tegninger og nogle Malerier. Han har blandt andet stukket Grev Moltkes Portræt efter Pilo i sort Kunst.

(Weinwich, S. 173. Berl. Posttid. 1754, Nr. 80. Adresseav. 1764, Nr. 84. Akad. Biisching, Nachr. II, S. 93. Hennings, S. 77. Sandvig, S. 24—26. Skild. 1830, Sp. 737. Fussli, Suppl., S. 46. Krohn I, S. 69—71).

 

62

Bayer. Johan Christian Tlteodor Bayer, Blomstermaler, var Søn af J. Th. Bayer og blev født den 6. November 1817 i København. Han var sin Faders Lærling i Blomstermaleriet, besøgte Kunstakademiet (1833—37) og konkurrerede 1843 til den Neuhausenske Præmie med > En blomstrende Plante« i Vandfarvemaleri, uden dog at opnaa den, idet den blev tilkendt Thornam (s. d.). Da han ikke følte sig oplagt til at afløse Faderen i hans Virksomhed som Maler ved Flora Danica, levede han senere som Vandfarvemaler, og malede dels Blomster- og Frugtstykker, dels Miniaturportræter. Han var gift med Sofie Frederikke Vilhelmine f. Daunii og døde den 28. April 1861.

(Priv. Medd.   Akad.   Skifteretten.   Berl. Tid.   1861, Nr.  102.)

 

Bayer. Johan Christoffer Bayer, Blomstermaler, født i Nürn-berg 1738, kom efter nogle Aars Ophold i Leipzig til København (1768) for at male Planter til Flora Danica. Dernæst blev han Porcelænsmaler ved den nylig oprettede Porcelænsfabrik og malede til den Flora-Danicastellet og nogle store Vaser. Han har ligeledes medvirket til Holmskjolds Værk over Svampene. Tillige malede han Blomsterstykker i Vandfarve. Spengler roser ham for Natursans, Flid og Nethed i Behandlingen. Han blev gift med Charlotte Birgitte Behling og døde i København 20. December 1812 i sit 75de Åar; hans Enke døde d. 21. August 1834. Maaske ogsaa et Portræt af Frederik VFs Vartfrue, Madam Schønberg, som for faa Aar siden endnu var bevaret, er malet af ham: i den kgl. Kobberstiksamling bevares 45 Vandfarvebilleder af Blomster og Frugter.

(Spengl. Art. Eft., S. 2—3. Skifteretten. Weinw. S. 234. Adresseav. 1812, Nr. 302. Priv. Medd. Krohn, I, S. 78.)

 

Bayer. Johan Theodor Bayer, Søn af ovennævnte J. C. Bayer, var født d. 21. Februar 1782 i København, lærte at tegne og male af Miniaturmaler W. A. Muller eller maaske snarere af Kobberstikker og Blomstermaler C. F. Muller, og begyndte allerede som ganske ungt Menneske at male Planter til det botaniske Værk Flora Danica for Botanikeren M. Vahl. Han synes dog først at være bleven ansat som fast Tegner ved dette Værk fra Aaret 1805, da Udgivelsen blev overdraget Professor Hornemann, med hvem han i 1806 foretog sin første botaniske Rejse. Han vedblev at arbejde paa dette Værk

^:1   Som det synes gaar denne Angivelse (af Spengler) dog kun paa Porcelæns-stellet.    Han skal ikke have været brugt til det botaniske Værk Flora Danica.

 

63

indtil sin høje Alderdom og   tog først sin Afsked i  1868.     Han var 1807   bleven  gift  med Marie født Post,   og  døde i København   den 10. Februar  1873.    Weimvich nævner ham fejlagtig som J. J. Bayer. (Weinwich, S. 234 og Lex.   Priv. Medd.)

Bech. Johan Anton BecJi, Portrætmaler og Lærling af Kunst­akademiet, født 1797, var Søn af Kaptajn og Skrædermester N. H. Bech og døde allerede 28 Aar gammel af Brystsyge den 16. Juni 1825. Han var bleven gift i sit i8de Aar med Juliane Meyer og efterlod sig en frugtsommelig Enke og tre smaa Børn. Han udstillede Por­træter i Aarene 1812—22.

(Skifteretten.   Adresseav.  1825, Nr.  139.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bech. Marcus Christian Bech, Architekt, Søn af Kaptajn og Tømmerhandler Jørgen Bech i Kobenhavn, født den 16. Januar 1850 dersteds, har gaaet i Tømrerlære hos Tømrermester Blom, blev Svend 1868 og har fra 1866 besøgt Kunstakademiet, hvor han d. 30. Juni 1876 fik Afgangsbevis som Architekt. Han var for egen Regning udenlands i 1878, har bygget Larssens Stiftelse i Frederiksværk, har ombygget Herregaarden Lerbæk ved Vejle, og har i de senere Aar især medvirket ved Opførelsen af Mellemfortet, Charlottenlunds og Kastrups Forter samt Middelgrundsfortet.

(Priv. Medd.   Akad.)

 

Becker. J. J. Becker synes at have været en dansk Portræt­maler, som 1808—11 og 1829—40 opholdt sig i Hamborg, hvor han udførte Portræter i Kridt, Pastel og Miniatur, og som 1839 i Køben­havn udstillede to tegnede Portræter.

(Reitzel.   Udst. Fortegn.   Hamb. Kstl. Lex.)

 

Beeken. Hartman Beeken, Billedhugger, var Søn af Skomager Johan Peter Beeken og Barbara Maria f. Bang og født i København i Sept. 1743 (døbt d. i. Oktober). Han gennemgik Kunstakademiet 1758—65. Han fik flere Sølvmedailler og endelig 1764 og 1765 den mindre og den store Guldmedaille, 1768 fik han det akademiske Rejsestipendium for sex Aar, men han forblev yderligere 2¹/₂ Aar udenlands for egen Regning. Han var først i Paris og senere den længste Tid i Rom samtidig med Abildgaard. Dem begge paalagde Akademiet at hjemsende Ornamenttegninger til Skolerne. Efter Hjem-

 

64

komsten 1777 blev Beeken agreeret og fik som Opgave til Medlemsstykke »Apollo som Kunstens Beskytter«. Det blev imidlertid aldrig fremstillet for Akademiet. Beeken synes at have været en fortrinlig Tegner, navnlig havde han en Maade at tegne Portræter, »som i høj Grad har tiltalt alle dem, som ønske at have godt lignende Por­træter af deres Venner, uden at give for meget derfor.« Ved Salonen 1778 udstillede han en Buste af en gammel Kone (hans egen Moder), som hørte til Kunstmuseets Skulptursamling, samt et Barnehoved. Navnlig den gamle Kones Portræt tiltalte ved sit Liv. Akademiet ejer eller har ejet to Buster af Beeken: Hertug Ferdinand af Brunsvig's og Gehejmeraad Luxdorph's; desuden kan nævnes Buster af Wiedetvelt, Johannes Ewald, samt af Frederik VI som Barn (Rosenb.). Han døde den 17. Juni 1781 knap 38 Aar gammel. Hans Tegninger bleve senere købte af Akademiet. Om Margrete sal. Beeken, f. Sommerfeldt, som, 78 Aar gammel, døde d. 17. Decbr. 1824, var hans Enke, tør ikke siges for vist.

(Weinwich, S. 214. do. Lex. Hennings, S. 142. Alm. dansk Bibi. Marts 1778, S. gi. Bricka, II, 32. Lengn. Helligg. K. Adresseav. 1781. Nr. 106, 1824, Nr. 299. Akad.)

 

Beenfeldt. Ulrik Ferdinand Beenfeldt, Portrætmaler, som blev gift cl. 6. Nov. 1762 med Lovise Sofie Janzen, kaldes i Anmeldelsen deraf Skildrer d. v. s. Kunstmaler. Han udførte i 1763 et Portræt af »Prinsen« (Christian VII?), og Professor L. Fenger ejer et stort Familie­billede, forestillende Grosserer Peter Fenger paa Christianshavn, Hustru Else Brock og otte Børn (omtr. 1770); det er ikke uden Fortrin i Opfattelsen, men Figurerne ere stive og Anordningen umalerisk. Hans Enke døde d. i. Oktober 1811, 74 Aar gammel.

(Priv. Medd.   Adresseav.  1762, Nr. 83,  1811, Nr. 236 og 237.)

 

Behn. von Behn. Efter Dalins Specimen biogr., Stokh. 1724, anføres denne som en begavet norsk Miniaturmaler, der 1684 var hos Dronning Ulrikke Eleonore af Sverige, og efter hendes Død hos Kong August af Polen.

(Weinwich, S. 91.   Wielandt, Lærde Tid.  1725, S.  503.   Sandvig, S. 26.)

 

Behnke. Hans Behnke, Architekt, synes at være den samme som 1803 fik mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet i København og 1816 nævnes som Stadsbygmester i Altona.

(Akad.)

 

65

Behrends. August Frederik Behrends, Portræt- og Dekorationsmaler, født i Odense d. 24. Juni 1821, er Søn af Skrædermester Joachim Frederik Behrends (f. 1784, d. 1865) og Frederikke Amalie født Stockmann (f. 1796, d. 1838). Han kom efter sin Konfirmation til København med Understøttelse af Prins Christian Frederik, som den Gang var Fyns Guvernør og besøgte Kunstakademiets Skoler i København (1836—44) og var blandt de af dets Elever, som deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum. Tillige udstillede han 1841—44 nogle tegnede Portræter. Efter en mindre Rejse i Tysk­land nedsatte han sig i 1848 i Odense som Dekorationsmaler og giftede sig 1853 med Regine Christence Caroline født Lehn (f. 1829), Datter af Bødker Rasmus Christensen Lehn (f. 1794, d. 1857) og Dorothea f. Holst (f. 1796, d. 1864). I Odense har han blandt andet tegnet de vigtigste af Byens kunstneriske Minder til Museet for de antikvariske Mindesmærker, saaledes den udskaarne Altertavle i Frue Kirke (af Cl. Berg), Altertavlen i St. Knuds Kirke m. m. En Akvarel af det ahlefeldske Kapel i St. Knuds Kirke var udstillet 1872. En selvstændig Komposition, »De svenske Regimenters Mod­tagelse paa Torvet i Odense« i Akvarel, udført 1848, er nu i Odense Museum. Til Vejle Raadhus har han malet et Portræt af Kong Hans efter Ligstenen i St. Knuds Kirke. Desuden har han malet en Del Portræter, f. Ex. til Lahns Stiftelse i Odense, til Sanderumgaard o. fl. St. Efter Restaurationen udførte han Udsmykningen af St. Knuds Kirke efter Hilkers Udkast og modtog som Anerkendelse Fortjenstmedaillen i Guld (1875). Han har i en lang Aarrække været Lærer ved Odense techniske Skole.

(Priv. Medd.   Strunk.   Akad.   Reitzel.   Udst.  Fortegn.)

 

Bendix. Frederik Hagemann Bendix, Architekt, født den 8. November 1852 i Viborg, er Søn af Provst Peter Vincens Bendix (f. 1809, d. 1887) og Julie Sofie f. Meyer (f. 1815, paa Jægerspris). Efter at være bleven Tømrersvend, besøgte han Kunstakademiets Skole fra Oktober 1871, til han den 24. December 1879 fik Afgangs-bevis som Architekt.

(Akad.   Elvius, S.  590.   Pers. Tidsskr. 2. R.   III. Till. S. 31).

 

Bendixen. Adolf Bendixen, født 1815 i København, var Guld­smedsvend og indtraadte Oktober 1839 i Kunstakademiets anden Ornamentklasse som Modelerer; han blev 1852 Elev af Dekorations-

N. K. L.     I.                                                Marts 1895.                                                5

 

66

klassen, men døde s. A.    Han har fra 1846 til 1852 udstillet Caméer, Basreliefs og et enkelt Portræt, alt udskaaret i Konkylier. (Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bendixen. Bernhard (Benny) Axel Bendixen, Portrætmaler, var Søn af Skomager Johan Conrad Bendixen i København og Sara født Israel fra Meklenborg. Han blev født i København den 10. Maj 1810 og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1826 fik den mindre, og 1828 den store Sølvmedaille, samtidig med at han var Elev hos Professor J. L. Lund, fra 1824—39. Han konkurrerede tre Gange til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. Dog valgtes han blandt Lunds Elever til at kopiere et af dennes Billeder til Altertavle til Tolne Kirke (1827—28), og han fik 1831 Accessit (30 Rdl.) ved en Konkurs om Pengepræmien, hvor Roed blev ham foretrukken til den egentlige Præmie, da Stemmerne var lige. Ved en Konkurs til den Neuhausenske Præmie var han heller ikke den vindende, og disse Uheld bestemte ham til at søge sin Lykke i Udlandet, navnlig som Portrætmaler. Han forlod Danmark 1840 og nedsatte sig, efter at have rejst i Sverige og Tyskland, i Hamborg, hvor han blev gift med en Hamborgerinde Jenny Stade og levede der som Portræt­maler, Lithograf og Fotograf til sin Død d. 24. Maj 1877. Han synes at have ført et ganske flot Liv og optraadte med en vis For­nemhed. Af hans Arbejder blev »Hagar og Ismael« købt til den kgl. Malerisamling i 1831.

(Priv. Medd.   Hamb. Kstl. Lex.   Strunk.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bendixen. Siegfried egtl. Detleff Bendixen, Maler, født i Kiel 1784, kom som ungt Menneske til Hamborg, hvor han fandt Vel­yndere, der understøttede ham. Han lagde sig først efter Dekorations-maleriet, men blev senere Landskabs- og Genremaler, Raderer og Lithograf. Ogsaa Blomsterstykker malede han med Held. I Ham­borg oprettede han en Malerskole, som navnlig besøgtes af Holstenere, hvoraf flere, som Gurlitt, Martens o. A. senere for en Tid sluttede sig til den danske Malerskole i København. I 1826 gjorde et Sten­tryk »af vor hæderlig bekendte Landsmand«, forestillende »Ansgar«, ogsaa Lykke i København. Han forlod 1832 Hamborg og rejste til London, hvor han døde omtrent 1850(?).

Harnb. Kstl. Lex. Nagler, Monogr. IV,  3947.   Dagen  1819, Nr. 70.    Skild. -   .   621.   Krohn I,  S.   177—78.   Strunk.)

 

67

Bendrup.     Knud   Nielsen   Bendrup   nævnes   af   Spengler    som Maler af et Stillebensstykke i den kongelige Malerisamling. (Spengler, Art. Eft.)

 

Bendtsen. Simon Peter Christian Bendtsen, Architekt, fodt den 3. April 1842 i Hillerød og Søn af Værtshusholder, Vildthandler Iver Bendtsen dersteds, lærte Tømrerhaandværket i Hillerød og besøgte derpaa Kunstakademiet i København fra Jan. 1860 til den ii. Marts 1872, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han har sin Virksomhed i Hillerød.

(Akad.)

 

Bendz. Vilhelm Ferdinand Bendz, Portræt- og Genremaler, er født den 20. Marts 1804 i Odense, hvor hans Fader Laurits Martin Bendz (d. 1824) var Borgmester: hans Moder, Regine Christence, var født Bang. Da han ingen Lyst havde til Studeringer, medens han paa den anden Side stedse havde vist Talent for Tegning, besluttede Forældrene at tage ham ud af Odense lærde Skole og sende ham til København, for at han kunde besøge Kunstakademiet (1820). Han blev anbefalet til Overbygningsdirektør C. F. Hansen, og det var først Bestemmelsen, at han skulde uddanne sig til Byg­mester, imidlertid besøgte han, som det synes, ikke Bygningsskolen, men Klasserne for Frihaandstegning, og rykkede om Foraaret 1821 op i den øverste Klasse (2den Frihaandsskole), Aaret efter kom han i Gibsskolen og atter Aaret efter i Modelskolen. Det var ikke nogen særlig hurtig Fremgang, og der fortælles, at i Førstningen tegnede hans Broder bedre end han og hjalp ham endog med hans Arbejder. Men da han i Eckersbergs Malerstue fik Penslen i Haanden, udvik­lede hans Talent sig med Kraft. Den 5. Jan. 1824 fik han enstem­mig den mindre Sølvmedaille for Tegning og om Sommeren samme Aar Pengepræmie for Maling efter den levende Model. Aaret efter (d. 4. Jan. 1825) fik han ligeledes enstemmig den store Sølvmedaille i Modelskolen. Dermed var i Grunden hans akademiske Bane til Ende. Vel deltog han om Sommeren samme Aar i Konkursen om den mindre Guldmedaille over Opgaven »Den blinde Tobias falder i sin hjemkomne Søns Arme«, men da Medaillen ikke tilkendtes ham, gav han Slip paa Historiemaleriet for ganske at hellige sig Portræt-og Genrefaget.

Under disse Kunststudier var Bendz' Fader død, hvorved al Understøttelse fra Hjemmet ophørte, men Akademiets Præses, Prins

 

68

Christian, der ved saa mange Baand var knyttet til Odense, tog sig af den forladte Yngling og gav ham en aarlig Understøttelse af 80 Rigsbankdaler (160 Kroner) i tre Aar. Bendz benyttede sin Færdighed i at tegne og male træffende Portræter til at udføre en Mængde smaa Portrætmalerier af Frederik VI, dels i Generals- dels i Admiralsuniform, som han solgte til ti eller tolv Rbdl., for paa den Maade at forbedre sine Indkomster. For øvrigt begyndte han med at portrætere sig selv og sine Brødre, men vakte dog først ret Op­mærksomhed ved et Portræt af Pastor Hornsyld, der var udstillet 1825. Det følgende Aar udstillede han blandt andet to Billeder »Modelskolen paa Kunstakademiet« og »En ung Kunstner (Blunck) betragtende en Skitse i et Spejl«, som blev købt til den kongelige Malerisamling (egentlig til Kongen), og 1827 det store Billede, som især bærer Vidne om hans Talent, »En Billedhugger, der arbejder efter den levende Model«. Billedhuggeren var Portræt af Medaillør C. Christensen, og Rummet var afdøde Dajons Værksted; ogsaa dette Maleri blev strax købt til den kongelige Malerisamling. Af hans Arbejder i disse Aar maa endvidere nævnes »En Tiggerkone med et Barn«, det Waagepetersenske Familiestykke, Frederik VI i Kroningsdragt til Guvernør Scholten i Vestindien og en Del andre Portræter og Portrætgrupper. En egen Opgave fik han, da det i 1828, i Anledning af Prins Frederiks (Frederik VII) Formæling med Prinsesse Vilhelmine, blev overdraget ham efter Abildgaards Skitse til »Christian IV i Slaget ved Femern« at male et stort Billede som Sidestykke til de tre, der ere bevarede af Abildgaard selv. Det vanskelige Hverv lykkedes ham godt og stemte Kunstakademiet yder­ligere til hans Gunst. I varme Udtryk anbefalede det ham til kongelig Understøttelse til en Udenlandsrejse. »Blandt Akademiets talentfulde Elever,« siges der, »indtager Bendz en af de første Pladser, . . . han har overtruffet Akademiets Forventninger og lagt sine højst mærkelige Naturanlæg for Dagen«, og det anbefaler ham til en Udenlandsrejse, »hvortil han er modnet og udviklet som Kunstner«. Endelig lykkedes det ham at opnaa Rejseunderstøttelse 1830 af Fonden ad usus publicos, med 400 Rbd. aarlig i to Aar, og 20 Juni 1831 udstedte Akademiet et Certiftcat for ham til at medtage paa Rejsen.

Med den Skarphed og Sikkerhed i Tegningen, som Eckersberg forstod at meddele sine Lærlinger, forbandt Bendz et Øje for Farvevirkning, man hidtil ikke havde set i den Skole, hvortil han hørte. Om end hans Palet i disse Arbejder før Rejsen i sit Grundpræg har

 

69

meget til fælles med Mesterens, føler man dog en Sans for Kraft og Dybde i Farven, som hos Eckersberg gærne forsvandt i den lyse kølige Sølvtone, der især tiltalte hans Øje. Bendz holdt derfor ogsaa meget af den ejendommelige Virkning, det kunstige Lys fremkalder, og det ene af de tre Billeder, Malerisamlingen ejer, forestiller Model­skolen, hvor Eleverne arbejde ved Lampelys. Det har moret ham at forfølge det spillende Lysskær gennem alle sine Afskygninger, indtil det ligesom drukner i Skyggernes dunkle Dyb. Billedet er som badet i en dæmpet gylden Glans, hvori de stærkere Lyspunkter let og naturligt vise Blikket Vej til Hovedsagen i Fremstillingen. At han ogsaa med Smag og Sikkerhed forstod at følge det klare Dagslys med dets bredere Reflexer viste han i ”Billedhuggerens Værksted«.

Bendz gav i sine Ungdomsaar sit overstrømmende livsfriske Sind Luft med en Frihed og Tvangløshed, der i manges Øjne syntes vilkaarlig Særhed. Denne hans sædvanlige Sindsstemning veg dog Pladsen for vemodig Alvor, i det Øjeblik han skulde forlade Dan­mark, sin Forlovede Maria Raffenberg, Slægt og Venner. Men efter at han var kommen bort fra de store Byer, Hamborg, Berlin og Dresden og begyndte at færdes i den frie Natur, vaagnede hans Livsglæde igen, og Brevene til hans Forlovede, hvoraf Udtog ere bevarede, flød over af Friskhed og næsten burschikos Lystighed. Det første Maal for hans Rejse var München, hvor den Gang en levende og frugtbar Kunstnervirksomhed rørte sig. Der forblev han et helt Aar (fra 14. Sept. 1831 til 6. Sept. 1832) i livligt Samkvem med danske og tyske Venner. Der malede han sit sidste større Arbejde »Kunst­nernes Bord i det Finckske Kaffehus i München« (Thorv. Mus.). Det er en talrig Kreds af Portrætfigurer, livligt og naturligt grupperede. I Baggrunden ser man ind i tvende andre Rum. Ogsaa i dette Billede valgte han Aftenbelysning og gennemførte den med megen Skønhedssans og Virkning. Afdøde Høyen har i en efterladt Notits træffende karakteriseret det, Bendz vilde og naaede, i følgende Ord: -Genre- og Naturstudierne konsekvent fortsat, men efterhaanden med mere Lyst til hollandsk Finhed.«

Hans Vandrings Maal var imidlertid sin Ende nær. Fra Mün­chen drog han med nogle Venner over Tyrol ad Italien til og havde allerede sendt sin Koffert forud til Rom. I Venezia følte han sig syg, men rettede sig dog og rejste efter nogle Dages Ophold videre med Blunck, hvem han havde mødt der og af hvem der bevares Udtalelser om de store Forventninger, Kammeraterne nærede om

 

70

hans udviklede Skønhedssans og frodige Talent. I de første Dage af November kom han til Vicenza syg af en Mavebetændelse, og døde der den 14. Novbr. 1832 endnu ikke fyldt 29 Aar. Han jordedes Dagen efter i et Hjørne af Kirkegaarden, som var bestemt for apostatici.

Ikke alene Kunstakademiet »beklagede dybt dette uerstattelige Tab af en af dets mest talentfulde unge Kunstnere«, ikke alene Slægt og Venner savnede den livsglade, trofaste Ven: hvis han havde udviklet sig, som han var begyndt, kunde han være bleven en kraftig Støtte for den danske Kunstskole. Naar man overser de 26 Billeder, han har udstillet, synes det utvivlsomt, at han ikke har haft den Slags skabende Snille, som kræves for at blive Historie­maler. Det var vel ogsaa Følelsen deraf, der bevægede ham til saa hurtigt at opgive ethvert Forsøg paa at vinde Guldmedaillerne. Men han havde et saa levende Øje for Naturen, at enhver Gengivelse blev til ægte Kunst under hans Haand. Det er vanskeligt i hans Billeder at drage Grænsen mellem Portræt og Genre. Han har vistnok ikke malet nogen eneste Figur, som ikke var Portræt; men hans Op­fattelse var saa karakteristisk, hans Gengivelse saa konsekvent, at den frembragte Skikkelse blev hans kunstneriske Ejendom, som han frit kunde tumle med. Hvor interessante saaledes Hovederne paa det Finckske Kaffehus end var som Portræter for den Kreds, der kendte alle disse Mennesker, har Billedet intet tabt i Værd for den Efterverden, som ikke kender dem. Det bliver ligegodt en livfuld og beaandet Fremstilling af Datidens Kunstnerliv i München, og man glæder sig over den Skarphed, hvormed de enkelte Karakterer ere gengivne uden at spørge om deres Navne.

(Dske Saml. 2. R. I, 313—42. Priv. Optegn. Gæa 1845, S. 341. Strunk. Bricka II, 57. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Thorv. Mus. Fortegn.)

 

Bense. Johan Mathias Bense, Maler og Klejnsmedemester og Søn af en Klejnsmedemester Bense, var født i København 1818, udstillede i 1847, ~~ rimeligvis sit Mesterstykke, -- »En Pengekiste-laas«, besøgte derpaa Kunstakademiets Skoler fra Febr. 1847 til Marts 1852 for at blive Maler og udstillede 1851 tre Portræter, hvor­iblandt et af Fysikeren Hans Christian Ørsted. Samtidig vedblev han at leve og virke i sit Haandværk til sin tidlig indtrufne Død, d. n. eller 12. August 1852. Han var ugift.

Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Vejvis. 1847—51.   Adresseav. 1852,  Nr. 189.)

 

71

Bentfelt. Andreas Frederik Bentfelt, Maler, der var født omtrent 1788, var nylig hjemkommen fra en Rejse, for at dyrke sin Kunst, da han døde den 6. Maj 1818, 30 Aar gammel. Moderen, som er Enke, bekendtgør Dødsfaldet.

(Adresseav.  1818, Nr.  107).

 

Bentzen. Edvard Harald Bentzen, Billedhugger, Søn af Jærnstøber Peter Christian Bentzen (f. 1801, d. 1866) og Charlotte Elisa­beth f. Bech (f. 1801, d. 1858) er født i København den 2. November 1833. Han blev Elev af Billedhugger H. V. Bissen og besøgte fra 1847 til 1855 Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1854. Bentzen begyndte at udstille 1852 og har som Billedhugger, foruden et Konkursarbejde, Gruppen »Moderkærlighed« (1857), kun udstillet Portræter, dels i Medaillon, dels i Buster, deriblandt Konferensraad Bræstrups Buste (Frdborg. Mus.), Frederik Barfods (smstds.) og Professor Gades Portrætmedaillon. Han har tillige i Aarene 1861—70 flere Gange udstillet Genremalerier, saaledes 1870 > Billed­hugger Bissen i sit Atelier«. Som Billedhugger har han arbejdet i Marmor saav-el for den ældre som for den yngre Bissen. Han blev gift 1861 med Marie Sofie Henriette født Deichmann (f. 1841) Datter af Varemægler Jørgen Deichmann (f. 1799, d. 1875) og Caroline Elisabeth f. Fjelsted (f. 1808, d. 1858). Han har udført Portræter til en Del Gravmæler eller Mindesmærker, saaledes i Buste: Kammer­herre Rønnenkamp og Gemalinde (1870—74 Næsbyholm), Kammer­herre Scavenius (1870, Gjorslev Have), Kammerherre Sehested-Juel og Gemalinde (1883, Ravnholt), Grev Ernst Schimmelmann (1888, Linden-borg), Rustmester Christensen (1884, Garnisons Kirkeg.), i Medaillon: Rasmus Nyerup (Assistens Kirkeg.) og flere. Efter Billedhugger Malthes Død blev Bentzen fra den i. Juni 1893 Konservator ved Statens Skulptursamling. Hans Søn, Vilhelm Christian Jørgen Bentzen født den 29. September 1862 i København, besøgte Kunstakademiets For­beredelses- og Dekorationsklasse 1882—87 og udstillede i 1884 og 1887 »Et Frokostbord« og »Blomsterbillede«. Han døde af Brystsyge den 31. Januar 1888.

(Priy.  Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bentzen. Niels Peter Andreas Bentzen, Maler, født 1813, levede som Portrætmaler i København og udstillede 1841 nogle Portræter. Han døde den 22. April 1876, 63 Aar gammel.

(Priv. Opgiv.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Fdl.  1876, Nr. 98.)

 

72

Bentzen-Bilkvist. Fritz Johannes Bentzen (-Bilkvist), Land­skabsmaler, er Søn af Malermester Hans Christian Bentzen (f. 1825 i København) og Anna Cecilie f. Petersen (f. 1839 i København). Hans Forældre blev viede i Christiania og der er han født den 26. Maj 1865. Navnet Bilkvist har han taget efter sin Bedstemoder som et Kendingsnavn. Faderen lod ham lære Malerhaandværket, men da han havde Lyst til at være Kunstner, gjorde han Natur­studier paa egen Haand og fik et Par Billeder antagne ved December­udstillingen 1887 og første Gang ved Foraarsudstillingen 1888. Sam­tidig havde han forberedt sig i det techniske Selskabs Skole og under Jensen-Egeberg og fik i Marts 1888 Adgang til Kunstakademiet, som han dog snart forlod, for at søge videre Uddannelse i Kunstnernes Studieskole under Krøyer og Fr. Schwartz, indtil 1892. Den 2. Maj 1893 ægtede han Anna Elisabeth f. Jørgensen, Datter af Handels­gartner Hans Jørgensen. Imidlertid har han stadig udstillet og kon­kurrerede i 1891 og 1893 til den Neuhausenske Præmie, dog uden at opnaa den. »Opklarende Vejr efter Regn« (1871) blev solgt paa Verdensudstillingen i Chicago. I 1891 havde han af Akademiet en Rejseunderstøttelse til Indlandet.

(Priv. Medd.   Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Bentzon. Otto Vilhelm Bentzon, Lithograf, Søn af Cand. philos. Skolebestyrer Anton Theophilus Theodor Bentzon (d. 1884), er født i Gladsaxe den 14. Januar 1842. For at uddanne sig til Lithograf besøgte han Kunstakademiet fra 1858 til Udgangen af 1865, efter at han i 1863 var bleven Elev af Modelskolen. Han har siden været sysselsat som Lithograf hos Hoffensberg, (Jespersen) og Fr. Trap og der udført bl. a. nogle Blade til »Danske Mindesmærker«, indre Ud­sigter til Roskilde Domkirke og Hellig tre Kongers Kapel.

(Priv. Medd.   Pers. Tidskr. VI. Till. S. 2.   Akad.)

 

Benzon. Bøje Peter Lorents Alfred Benzon, Maler, Søn af Svaneapothekets Ejer Alfred Nikolaj Benzon (f. 1823, d. 1884) og Anna Dorothea Vilhelmine f. Østergaard (d. 1893), er født i København den 17. Januar 1855, tog Studenterexamen og blev der­efter Cand. pharm. I 1890 ægtede han Johanne Bissen, Datter af Professor, Billedhugger Vilh. Bissen. Efter Faderens Død overtog han og Broderen Otto Benzon saavel Svaneapotheket som Faderens store kemiske Fabrik. Han nævnes her som Figur- og Landskabsmaler,

 

73

der   siden   1883   har  udstillet Landskaber,   ofte  med   Staffage,   Dyre­billeder og Interiører.

(Udst. Fortegn.     Bricka II,   69   om hans Forældre,    Pers. Tdskr.   VI. Till. S. 2 og 3. R.   III.   Till. S. 2.   Priv. Medd.)

 

Benzon. Christian Albrecht v. Benzon, Maler, var Søn af Kammerjunker Jakob v. Benzon og blev født i København den 11. Juni 1816; han tilhørte den bekendte Benzonske Familie i Fyn. Han kom først temmelig sent til at dyrke Kunsten for Alvor, navnlig tilskyndet af en Farbroder, som satte igennem, at han besøgte Kunst­akademiet i København (1833—36); men han gav sig ikke Tid til at vinde dets Medailler. I 1835 malede han et Portræt af H. C. An­dersen (nu i Frdborg Mus.), som denne selv fandt »ganske skrækkeligt«. Det er stukket af Weger i Leipzig til H. C. Andersens samlede Skrifter. For øvrigt udstillede Benzon her fra 1836 til 1846 en Del Portræter og Genrebilleder og et enkelt historisk Billede. I 1840 eller 1841 rejste han til Düsseldorf, hvor hans Talent synes at have udviklet sig. Et derfra i 1842 hjemsendt Billede »Den sidste Tilstaaelse« skal have vakt megen Opsigt, saafremt det, hvad alt taler for, er det samme, som ogsaa kaldes »En Synder paa sit Dødsleje« eller »Don Juans' Død«. Anger, Fortvivlelse og Samvittighedsnag skulle heri have været udtrykte med en gribende Sandhed. »Knud den Helliges Død«, som blev udstillet her 1844 efter Fortegnelsens Tryk­ning, synes at have gjort Lykke i Tyskland og omtales rosende af H. C. Andersen i hans Levned. I Düsseldorf giftede han sig med Rosalia Cazin og rejste, som det synes 1844 eller 1845, til Paris, hvorfra han i 1846 hjemsendte til Udstillingen i København »Nor­mannerhøvdingen Hastings indtager en italiensk Stad ved List«. Af senere Arbejder, som ikke have været udstillede her, nævnes »Ludvig IV af Frankrig erkender i Rouen, i Harald Blaatand af Danmarks Nærværelse, Richard I og hans Efterkommere for Hertuger af Nor-mandiet«, for hvilket han af Louis Philippe fik en Guldmedaille. Maleriet tilhører Raadhuset i Rouen. Benzon døde af Kolera i Paris den 30. September 1849.

(H. C. Andersens   Skr. I. 262  (1876).     Muller. Neuestes Kstl. Lex.   Strunk. Akad.    Reitzel.   Udst. Fortegn.   Priv. Medd.)

 

Berendt.    Berendt Contrefeyer nævnes som Ejer af Huse i Køben­havn i Tiden  1661  til 1668. (Kbh. Dipl. I,  765,  II. 840.)

 

74

Berg. Claus Berg, Billedskærer, var af adelig Slægt i Lybek, og da han fra Ungdommen havde Lyst til Tegning, fik han Lov til at følge denne Tilbøjelighed og gjorde saa store Fremskridt, at han vandt Navn ikke alene i sin Fødeby, men ogsaa i Norden. Dog dyrkede han ikke sin Kunst som Næringsvej, hvilket var under hans adelige Værdighed, men ene for sin Fornøjelse. Da han derfor af Kong Hans' Enkedronning, Kristine, blev indbudt til Odense, for at gøre Udkast til en Altertavle, hun vilde stifte, i Graabrødrekirken der, var han i Førstningen ikke villig til at komme. Først da hun tillod ham at medtage Svende, der var kyndige i Billedskæring, medens han selv kun skulde lede Arbejdet, rejste han til Odense med tolv Svende, som efter gammel Skik bar Silkeklæder. De fik deres Løn hver Maaned af Dronningen og udførte hele Udskæringen, medens han selv kun gjorde Tegningen. Det havde været hans Tanke at vende tilbage til Lybek, men imidlertid giftede han sig i Odense med en af Dronningens Jomfruer, Margrete Grot fra Reinsburg af en fra Ditmarsken stammende Slægt og forblev nu bosat i Danmark, hvor hans Søn og Sønnesøn indtog fremragende Stillinger som Gejstlige, medens ogsaa hans Kones Slægtninger fik Embeder og Stillinger i Danmark og Norge. Berg synes at være indkaldt til Danmark i det første Tiaar af det sextende Aarhundrede (1500—10) som temmelig ung Mand, og det er rimeligt, at Altertavlen endnu ikke var færdig ved Enkedronningens Død 1521. Vi kende heller ikke Kunstnerens Dødsaar, men tør formode, at han endnu levede i 1532. Altertavlen, som 1806 ved Auktion tilfaldt Frue Kirke i Odense, er bleven om­hyggelig restaureret, og blev beskreven af Professor N. Høyen i en Artikel i »Fædrelandet« for 1865.

(Weinwich, S. 8. Danske Mag. I, 24. Høyens Skrifter II, 339. jfr. Skild. 1806, Sp. 864—66; 1829, Sp. 1055.)

 

Berg. Emil Axel Berg, Architekt, født den 5. August 1856 i København, er Søn af Vægtfabrikant, Klejnsmed, Kaptajn Frederik Vilhelm Berg (f. 1815, d. 1893) og lærte først Tømmerhaandværket. Han indkom paa Kunstakademiet d. i. Oktober 1873 og gennemgik det, indtil han den 24. December 1880 fik Afgangsbevis som Architekt. I 188; vandt han den Neuhausenske Præmie (600 Kr.) for Tegningen af et Epitaphium i St. Olai Kirke i Helsingør, og den 25. April fik han »Hansens Medaille« for Ombygningen af Bregentved Herresæde.

(Akad.   Udst. Fortegn.   Pers.  Tdskr. 3. R. III, Till.  S.  3.

 

75

Berg. Hans Berg, Stempelskærer, formodes at være Søn af Peter Berg, som arbejdede i samme Fag. Han nævnes 1735 og var Stempelskærer ved Mønten i København til 1743, da han afløstes af Wahl.

(Krebers Katalog I, 194. Schlesw. Knnstbeitråge S. 43, jfr. Skild. 1829. Sp. 1058.)

 

Berg. Magnus Berg, Billedskærer og Maler, var født den 28. November 1666, ifølge hans gamle Biografs Gisning »paa Hede­marken udi Romedals Prestegield«. medens den norske Forfatter P. Botten Hansen mener, at han var en Gudbrandsdøl. Han var i sine yngre Aar Tjener hos Grev Ulrik Frederik Gyldenløve, der var Statholder i Norge, og vakte Opmærksomhed ved sin, blandt norske Bønder ikke usædvanlige, Færdighed i at udskære Træ. Gyldenløve sendte ham (1688) til København med Anbefaling til Kong Christian V, Han blev ved St. Hansdagstid 1690 sat i Lære hos Peder Andersen paa Frederiksborg og forblev der til dennes Død 1694. Efter Lærerens Død begyndte han selv at oppebære de 200 Rdl. cl. C. aarlig, som Andersen havde faaet til hans Underhold, og disse for­højedes strax til 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner), da han samme Aar rejste udenlands. Han synes ikke at være vendt tilbage fra sin Rejse, hvortil hans daværende Velynder Hofjunker Knuth især skal have forhjulpet ham, før i 1699. Under Frederik IV var han Ridsemester (Tegnelærer) for de kgl. Prinser og Pagerne med 400 Rdl. aarlig Lønning, som af Christian VI (1730) blev forhøjet til 600 Rdl. aarlig. Han havde kort efter sin Hjemkomst giftet sig med en Datter af Raadmand Jens Kuur, men hans Ægteskab varede næppe et Aar rundt og siden giftede han sig ikke igen. Hans Helbred var ikke stærkt, og han led allerede i sit 50de Aar saa meget af rystende Hænder, at han maatte udbede sig Rejsetilladelse for om muligt at genvinde sit Helbred. Han synes tillige at have haft det Formaal, at afsætte nogle af sine Arbejder. Han var borte 1722—23 og besøgte, foruden Pyrmont, hvis Brønd han brugte, Wien, Prag, Han­nover og flere tyske Stæder samt Nederlandene. Han døde den 31. Marts 1739, efter at have testamenteret Kongen to af sine Hoved­arbejder og de fattige Tredjedelen af sin Formue.

Hos Peder Andersen blev Berg oplært til Maler og havde, efter sin Biografs Sigende, saa gode Anlæg, at hans Mester endog blev misundelig paa ham. Den kongelige Malerisamling ejer ogsaa af

 

76

ham en Kopi efter Carlo Maratta, forestillende den hellige Augustinus, og hans eget Portræt. Hvor de øvrige 24 Stykker, som Kongen ifølge Testamentet udtog af Kunstnerens Samling, nu ere henne, kan ikke nærmere angives. Bergs Adkomst til at mindes er dog ikke saa meget hans Malerier, som hans i Elfenben udskaarne Arbejder. De to vigtigste af disse ere en stor Vase, 1½ Alen høj, med Ud­smykninger af Sølv og Bronce, samt et Relief, som forestiller Frederik IV, omgivet af »adskillige Dyder«. Foruden disse udførte han en Mængde Reliefer i Elfenben, som dels tilhøre Kunstmuseet, dels af ham selv solgtes i Udlandet. Det er rige Kompositioner i en mere malerisk end plastisk Stil, men ikke uden smuk Følelse for Æmnerne, der sædvanlig ere af religiøst Indhold. Berg var, som det synes, en i religiøs Henseende alvorlig bevæget Mand (i 1705 deltog han med sin Svigerfader i Konventikler), som paa sin Vis syslede meget med theologiske Æmner og efterlod sig ikke mindre end 14 temmelig store Haandskrifter om religiøse Spørgsmaal, for­uden et Par mindre trykte Skrifter. Hans Levned er skrevet af hans Ven og Efterfølger i Embedet som Ridsemester, Naaman Prehn, og trykt i Danske Magazin.

(Danske Magazin I, 226—43. Kongelige Regnskaber i Rigsarch. Spengl. Kort. Bolten Hansen, Nytaarsgave, S. 64. Jfr, Skild. 1829, Sp. 1057. O. Nielsen, Kbh. VI. S. 132. Bricka II, 97.1

 

Berg. Ok Berg, Maler, nævnes i Hoffets Regnskaber fra 1759 til 1763, idet han faar Betaling (sædv. 20 Rdl. d. C.) for Miniatur-portræter eller for smaa mythologiske Billeder, én Gang for et bibelsk Stykke. Han synes ellers ukendt.

(Rigsarch.)

 

Berg. Peter Berg, Stempelskærer, arbejdede som Medaillør i København efter Weinwichs Kunsthistorie fra 1701—33, efter hans Lexikon endog fra 1699. Møntværket i den kongelige Møntsamling nævner Medailler af ham fra 1704—1733, dog udførte han endnu i Oktober 1734 Stempler til en Medaille, i Anledning af Christian VI's Rejse i Norge i 1733, »obgleich nicht approbiret«. Imellem 1734 og 1737 afgik han ved Døden, thi 30. Novbr. 1737 faar Wahl Be­taling for at hærde to af »afdøde« Berg udførte Stempler. Han havde en aarlig Løn af 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) fra Particuliérekassen, men regnedes ikke for nogen fremragende Kunstner.

 

77

Kobberstikkeren Peter Berg, som 1735 stak et Portræt af Prin­sesse Hedvig Sofie, »et højst rart Stykke« (gyseligt!) var maaske lige­som Hans Berg en Søn af Medailløren.

(Weinwich, S. 125. Møntværket. Rigsarch. Sandvig S. 27. Hjelmstjernes Saml. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1058.)

 

Bergenhammer. Else Bergenhammer, Brodererske, var Datter af Sognepræst Mads Jensen Bergenhammer i Ørting (f. 1724, d. 1774) og Elisabeth Marie Nielsdatter Sommer (d. 1796), og hun blev født i Aalsø, hvor Faderen den Gang var Præst, den 5. Marts 1763. Da Moderen efter Mandens Død giftede sig med dennes Eftermand Peder Hansen Brøchner (1775), var det maaske medvirkende til, at hun har maattet sørge for sig selv. Fra 1804 var hun i Huset hos Oberst J. Hegermann (-Lindencrone), gift med den bekendte For­fatterinde Louise Hegermann f. Lindencrone. som Opdragerinde, og omtaltes altid i Familien med de venligste Udtryk, som Familiens »ædle og retskafne Veninde«, der opdrog deres ældste Børn med »den inderligste Blidhed og Godmodighed samt de fortrinligste Egen­skaber og Talenter«. Hun havde uddannet sit Talent for Broderi til virkelig kunstnerisk Fuldkommenhed, som det kan ses af hendes endnu i den Hegermannske Familie bevarede Arbejder. Det var dels Efterligninger af Sortkridtstegninger eller Kobberstik syede paa hvidt Silketøj med fin sort Silke, dels Landskaber (»En Ruin«) udført med Silke i forskellige Farver som Efterligning af Maleri. Flere af disse Arbejder skænkede hun Husets Herre til Fødselsdage, hvorefter de agtedes værdige til at udstilles paa Kunstakademiet. Der har været udstillet i alt fem Stykker af hende i Aarene 1807—1810. Et bevaret Silhouetportræt viser hende som en noget fyldig Dame af et behageligt og aandfuldt Udvortes. Hun døde i Oberst Hegermanns Hus den 26. Februar 1816 og den i. April s. A. skriver hendes Husfrue et smukt Mindedigt over hende i Statstidenden. Hun var Søster til Overlærer Peter Bergenhammer.

(Priv. Medd. Wiberg. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1816, Nr. 49. Statstid. 1816, Nr. 27. Jfr. Bricka II, 101).

 

Bergh. Christian Theodor Bergh, Lithograf, Søn af Skibsfører (Marineløjtnant under Krigen 1807—14) J. H. Bergh og Karen født Christensen, er født i København den 12. Juni 1830. Efter sin Konfirmation kom han i Lære som Lithograf og fik Adgang til Kunst­akademiets Tegneskoler (1846). Han udstillede i 1852 et Par tegnede

 

78

Portræter og grundlagde i 1856 et Stentrykkeri, hvorfra der er udgaaet en Mængde saavel videnskabelige Lithografier som Kunstblade. Til de sidste hører Facsimiler efter Haandtegninger af Marstrand, V. Pedersen og forskellige andre Kunstnere (1859). Ogsaa Th. Steins »Anatomiske Tegninger for Kunstnere« ere lithograferede hos Bergh. Senere har han udført Sigiller til et Værk af Dr. Henry Petersen. Ved den nordiske Industriudstilling fik hans Stentrykkeri Udstillings-medaillen af 1. Klasse, og af Carl XV af Sverige-Norge har han mod­taget Fortjenstmedaillen i Guld. Han har flere Gange været uden­lands med Understøttelse fra den Rejersenske Fond og blev i 1856 gift med Johanne Marie født Andresen.

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst.  Fortegn.)

 

Bergius. Andreas eller Anders Bergius, Portrætmaler, var født i Sverige den i. Januar 1718; men han levede en Aarrække i Køben­havn som Portrætmaler, »saavel paa Dug som paa Glas«, saaledes malede han 1769 Kongens (Christian VII's) Portræt paa Glas og fik det betalt med 50 Rdl. d. C. Han døde den 4. Juni 1793. I Aarene 1783 til 1793 forhandlede han med Kunstakademiet om en Opfindelse, han havde gjort, at overføre gamle Malerier paa nyt Lærred, for hvilken han allerede i 1771 havde faaet en Sølvmedaille af det kgl. danske Landhusholdningsselskab. Akademiet gav ham en Dusør paa 25 Rdl., men havde ikke Raad til at afkøbe ham hans Opfindelse, hvis Værd det for øvrigt godkendte. Han var gift med Karen Kirstine Bergius.

(Akad.   Rigsarch.   Adresseav.  1771,  Nr. 23;  1793, Nr.  146.)

 

Bergmann. Richard Leopold Bergmann, Architekt, er født i København den 3. Juni 1860 og Søn af Dyrlæge Carl Christian Berg­mann (d. 1869 i Chicago) og Hustru Adelaide f. Orth. Han begyndte paa Kunstakademiet i Januar 1878 og gennemgik dets Skoler, saa at han den 26. Maj 1887 fik Afgangsbevis som Architekt. I 1888 og 1892 har han konkurrere! til Guldmedaillen, dog uden at opnaa den. Han udøver Architekturvirksomhed i København til Dels sammen med Architekt F. T. E. Blichfeldt (Tivolis Portalbygning).

l'Priv. Medd.    Akad.   Udst. Fortegn.).

 

Bergsøe.      Johan   Frederik   Bergsøe,    Blomstermaler,    Søn   af Administrator ved den kgl. Porcelænsfabrik Carl Vilhelm Bergsøe og

Sofie f. Bech   (d.   1846),   er født den 27. Oktober  1841.     I hans

 

79

fjerde Aar røvede en alvorlig Sygdom ham Hørelsen, saaledes at han endog i sin Opvæxt var døvstum, og den ene Fod, hvori der gik Koldbrand, samt efterlod i det hele saa megen Svækkelse, at han siden stedse har maattet kæmpe med et svagt Helbred. Da han følte sig dragen til Kunsten, gennemgik han Helsteds Tegneskole, lagde sig derpaa efter Kobberstikkerkunsten, men da hans Syn ikke taalte Arbejdet med Gravstikken, rejste han til Italien (1867), hvor han lagde sig efter Vandfarvemaler under den franske Landskabs­maler Benouvilles Vejledning og siden efter Oliemaleriet hos la Cour, som den Gang (1869) opholdt sig i Rom. Af Helbredshensyn har han dog efter sin Hjemkomst næsten udelukkende dyrket Blomster­maleriet, mest i Vandfarvebilleder, men søgte under Ottesens Vejled­ning ogsaa at tilegne sig Oliemaleriets Teknik i denne Retning. I 1885 rejste han til Paris og satte sig ind i det franske Vandfarve­maleri. Han har udstillet siden 1870 samt ved flere af Vinter­udstillingerne flittigt udførte Blomsterstykker i Oliefarve og i Vandfarve. Kunstforeningen i København har købt to af hans Billeder. Kunstforeningerne i Provinserne flere Arbejder af ham. (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bertelsen. Rudolf Vilhelm Valdemar Bertelsen, Landskabsmaler, er Søn af Amtsforvalter, Justitsraad Jens Hansen Bertelsen (f. 1798^ d. 1873) og Henriette Christiane f. Mulvad (f. 1804, d. 1870) og er født i København den 20. December 1828. Han besøgte Kunst­akademiet fra 1846 til 1852 for i dets Ornamentklasser og hos Pro­fessor G. Hetsch at uddanne sig til Tegnelærer, hvorefter han virkede som saadan ved københavnske Kommuneskoler og Opfostringshuset indtil 1857, da han fik den Plads som Tegnelærer ved Herlufsholms Skole, som han endnu beklæder. Den 5. Maj 1871 ægtede han Agnes Mette Lundstein (f. 1845), Datter af Postholder Ludvig Bøje Ltmdstein (f. 1809, d. 1871) og Emilie Petrine f. Cumann (f. 1819). I Herlufsholms og Næstveds smukke Omgivelser uddannede han sig nu paa egen Haand til Landskabsmaler og begyndte at udstille i 1878, saa godt som udelukkende Partier fra Egnen omkring Næstved, fra Fjorden ved Karrebæk og fra Enø. Hans fleste Arbejder ere i privat Eje.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Berthelsen. Christian Bernhard Severin Berthelsen, Landskabs­maler, er Søn af Snedker og Musiker Niels Søren Berthelsen (d. 1870)

 

80

og Kirstine Margrete f. Simonsen (d. 1878), og han er født paa Føhr den 14. Juli 1839. Han kom med Forældrene først til Haderslev og blev derfra sat i Malerlære i Svendborg, hvor han 1859 blev Malersvend. Han rejste nu til København og nød privat Understøttelse, der satte ham i Stand til at besøge det techniske Institut. Han foretrak dog snart at ernære sig selv, fandt Arbejde som Maler­svend og ægtede 1862 Ditlevine Voss (f. 1838, d. 1884), Datter af Skomagermester Voss i Faaborg. Han var med i Krigen 1863—64 som Værnepligtig og sattes ved forskellige Tab meget tilbage. Der­efter ernærede han sig atter ved sit Haandværk i København, en Tid i Aalborg og kom atter til København, hvor han nu blev Porcelænsmaler. Under hele denne Kamp for Livet tabte Berthelsen dog ikke det Maal af Sigte at uddanne sig til Landskabsmaler, og dels ved at studere flittigt efter Naturen i al sin Fritid, dels ved at kopiere Billeder, hvor der var Lejlighed dertil, lykkedes det ham efterhaanden at blive Herre over de kunstneriske Midler, saaledes at hans Arbejder begyndte at vække Opmærksomhed. I Svendborg havde han i sin Læretid vundet Venner, i deres sidste Levetid boede ogsaa hans Forældre der, og han kunde derfor gøre Sommerrejser dertil og fra den smukke Omegn hente Motiver til sine Billeder og tildels sælge dem. Afdøde Udenrigsminister og Malerisamlingens Direktør, Baron Rosenørn-Lehn, som havde set ham kopiere i Samlingen, fik ogsaa Interesse for ham og købte nogle af hans Arbejder, saaledes at han mere og mere kunde leve og virke som Kunstner. Fra 1880 har han været en regelmæssig Udstiller, sædvanlig kun med et eller to Billeder ad Gangen, men hans samvittighedsfulde Studium efter Naturen har baaret sin Frugt i en jævn og rolig Udvikling. I 1885 indtraadte han i andet Ægteskab med sin forrige Læremester, Maler­mester Olsens Datter, Birgitte Caroline Olsen (f. 1844). I 1883 kon­kurrerede han til den Neuhausenske Præmie, dog uden at opnaa den. (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bertram. Arrwld Viggo Edvard Bertram, Architekt, er Søn af Lithograf Edvard Bertram og født den 26. Januar 1863 i Aalborg. Efter at have gaaet i den lærde Skole i Aalborg og været i Tømrer­lære i tre Aar, kom han til København og begyndte i Januar 1882 at gaa paa Kunstakademiet, hvorfra han den 27. Maj 1885 fik Af-gangsbevis som Architekt. Han lever og virker i København.

(Akad.)

 

81

Bertram. Carl Julius Bertram, født 1723 i London, kom til København med sin Fader, der var Silkevæver, blev engelsk Sprog­mester for Kadetterne, Medlem af det kgl. engelske Selskab (1756) og gift med Cathrine Marie Gold. Han døde den 8. Januar 1765. Af hans Arbejder have kunsthistorisk Interesse: i) » Vermehrte und verbesserte zweyte Auflage« af »Dauws wohlunterrichteter og kunster-fahrner Schilderer und Maler”, udgivet af B. Khv. og Leipz. 1755. Med en Vignet af T. Haas. 2) Kobberet til »Britanicarum genticum historiæ antiquæ Scripteres III«. Hafn. 1757. 8°. 3) Det engelske Alphabet i Kobber. 4) »Munderinger af den samtl. kgl. danske Armee, ethvert Regiments Chef, dets Styrke og dets udi Fredstid havende Guarnison«. Kbh. 1762. 8°. Paa tysk var det udkommet 1761.

(Worms Lex. Nyerup og Kraft. Sandv. S. 27. Adresseav. 1765 Nr. 4. Jfr. Skild. 1829, Sp. 1059/1

 

Betzonich.    Se Johanne Agn.   Th. Pedersen-Dan.

 

Bevers. Peter Ludvig Vilhelm Emil Bevers, Xylograf, Søn af Brofoged i Levensau ved Ejderkanalen Christian Bevers og Mariane født Heinsvig; og født 1844, lærte Xylografien hos Henneberg og Rosenstand, besøgte Kunstakademiets Skoler i København fra Oktbr. 1860 til Oktbr. 1863, opholdt sig senere nogle Aar i Düsseldorf og har 1873 til 1875 udstillet Prøver paa Træsnit for største Delen efter udenlandske Malere. Han døde 12. August 1881 i Paris.

(Akad.    Reitzel.   Udst.  Fortegn.   Berl.  Tid.   1881,  Nr.   189).

 

Biehl. Frederik Biehl, »Maler, født i København. I Aaret 1726 blev ham af Kong Frederik IV meddelt et latinsk Pas for at rejse gennem Tyskland til Italien. <

(Spengl.  Art. Eft.)

 

Bille. Carl Ludvig Bille, Sømaler, Søn af Andreas Vilhelm Bille og Larsine Marie født Larsen, er født i København den 20. Fe­bruar 1815. Han havde fra Ungdommen Lyst til at tegne og sysle med Skibe; Omstændighederne gjorde dog, at han kom i Sejlmager­lære og for som Sejlmagersvend og som Sømand i mange Aar, hvor­ved han vel havde Lejlighed til i rigt Maal at iagttage den Natur, han senere skulde gengive, men ogsaa maatte se sine bedste Ungdomsaar gaa tabte for Kunsten. Endelig, efter at han siden 1847 havde været bosat og gift med Emmeline Antoinette født Bonfils,

N. K. L.    I.                                                    Marts  189;.                                             6

 

82

sejrede hans Lyst til Kunsten, saa at han aldeles opgav at fare for at leve som Sømaler. Han var allerede højt oppe i Manddoms-alderen, henved de 40 Aar, da han (1854) udstillede sine første Søbilleder, og Aaret efter blev han Lærling paany hos en næsten jævnaldrende Kunstbroder, Sømaler C. Dahl, for at sætte sig ind i Perspektiv, hvori denne særlig var en Mester. Men Bille medbragte ved sit Kendskab til Skibenes Bygning og ved sit i hans Stilling som Sømand og Tegner øvede Øje saa gode Forudsætninger, at Lære­tiden kun blev kort. Senere har Kunstneren udviklet sig jævnt, og da Forholdene ikke tillod ham at gøre større Studierejser, har han med stræng Troskab holdt sig til det, han havde Lejlighed til at se, og i en lang Aarrække udstillet for største Delen mindre Billeder fra vore nærmeste Farvande, hvori et nøje Kendskab til Æmnet og sand Kærlighed til Naturen umiskendelig har været fremtrædende. Han har dog ved Siden af de udstillede Billeder ogsaa malet ikke faa større Billeder, der umiddelbart gik over i Købernes Hænder, dels her og i Nabolandene, dels i England. Bille har væsentlig været knyttet til Akademiet som Udstiller og har derfor kun én Gang nydt en lille Rejseunderstøttelse fra Akademiet (1868), som Sygdom endog hindrede ham i at drage den rette Fordel af. Hans Søn Vilhelm Victor Bille, født i København 1864, har uddannet sig til Sømaler under Faderens Vejledning og besøgte kun kort Tid Kunst­akademiets Skoler. Hans Arbejder ses jævnlig hos Kunsthandlerne og paa Auktioner. Han har malet et Søstykke som Hædersgave til Dr. Hytten fra Næstved.

(Priv. Medd. Kst. & Æsth., S. 195. Bricka II, 213. Reitzel. Udst. Fortegn.'i

 

Binck. Jakob Binck, Maler og Kobberstikker, kalder sig paa et Stik fra 1530 Coloniensis og holdes for at være født i Køln¹, men Angivelserne vakle mellem 1490 og 1504, ligesom Angivelsen af hans Dødsaar sættes af nogle til 1560 eller efter 1560, af andre til 1568. Han siges almindeligvis at have været Dürers Lærling og med mindre Sikkerhed tilføjes, at han ogsaa har dannet sig i Italien under Marc Antonio Raimondi. Af en Række Skrivelser, som ere meddelte i »Nye danske Magazin« fremgaar det, at han har været i Danmark før 1546 som »kgl. Contrafejer«, og at han i det nævnte

¹   I sit Monogr. Lex. gætter Nagler paa, at han kan være født i  Coln an der fordi   han   staar  Preusserhertugen   saa  nær.     Dette   skyldes   dog  snarere dennes Svogerskab med Kongen af Danmark.

 

83

Aar er bleven sendt til Hertugen af Preussen, for at male nogle Por­træter af ham.^l Christian III skriver gentagne Gange til Hertugen i Kønigsberg for at faa sin Maler tilbage, men først midt i 1548 er Binck atter i Danmark, efter at Kongen har maattet love, at han senere maa rejse til Nederlandene i Hertugens Ærinde for at bestille et Gravmæle over Hertuginden af Preussen, der var Kongen af Dan­marks Søster. Endnu samme Aar var han i Saxen i Prinsesse Annas Brudefølge, og det følgende Aar ses det, at han paa Hertugens Vegne var i Nederlandene. Men 1550 var han atter i Danmark og blev med Bygmesteren Martin Bussart sendt til Holsten for at grund­lægge en Fæstning i Krempe.

Binck traadte 1551 over i Hertugen af Preussens Tjeneste, sandsynligvis dog ikke for stedse, og Kongen af Danmark forbeholdt sig nu efter sin Tur at sende ham til Nederlandene for at hente et Mindesmærke over Kongens Fader, Frederik I, og opstille det i Slesvig Domkirke. Binck sendte 1552 Hertugen af Preussen Grav­mælet over den afdøde Hertuginde og opsatte 1555 den danske Konges Gravmæle i Slesvig. I September 1559 beder Christian III’s Efterfølger, Frederik II, Hertugen af Preussen om at maatte laane Binck en kort Tid for at male nogle Portræter, men da Kunstneren nu er bosat i Kønigsberg og har Kone og Børn, sker dette ikke. Han synes saaledes at være død i Kønigsberg.

Binck var ikke alene meget søgt som Portrætmaler, men ogsaa en meget flittig og duelig Kobberstikker, hvis Værker endnu søges af Samlerne. Weinwich nævner en Del af hans danske Portræter. Bartsch, Heinecken og Merlo have Fortegnelser over hans Stik. Træ­snittene til Christian III's Bibel skal ogsaa skyldes ham, men om han selv har skaaret dem, synes ikke afgjort, fordi Kongens Portræt bærer hans Monogram. Heller ikke ses det af de trykte Skrivelser, at Binck, som det antydes i »Nye Dske Mag.«, skulde have givet Tegningen til de tvende omtalte Gravmæler.

(Weinwich, S. 24 og 27, efter sNye Danske Mag.« I, S. 321 flg. Merlo: Ko'ln. Kunstler. S. 35—48. Jfr. ogsaa Skild. 1830, Sp. 1066, der dog intet Nyt giver. Det der nævnte Maleri i den kgl. Malerisamling er ikke af Binck. Bricka II, 265. Strunk.

 

¹ Bolzenthal anfører dog, i sin Medaillørkunsten Historie, S. 133, et Brey fra Christian III's Søster Dorothea, Hertuginde af Preussen, af 18. Maj 1544. hvoraf det ses, at Binck ogsaa i det Aar har været overladt Hertugen af Preussen. For at vise hans Virksomhed oversender hun tvende Skuepenge, den ene fore­stillende Hertugen, den anden hendes Fader Frederik I tseliges Gedåchiniss«., hvilke Binck skal have udført.

 

84

Bindesbøll. Michael Gottlieb Birkner Bindesbøll, Architekt, var Søn af Præsten Jens Bindesbøll (f. 1756, d. 1830) og Karen Johanne f. Hornemann (d. 1807) og født den 5. September 1800 i Ledøje Præstegaard. Da Faderen ikke holdt ham for begavet nok til at studere, blev han efter sin Konfirmation sat i Lære hos Mølle­bygger Jørgensen i København og besøgte samtidig Akademiets Elementår- og Ornamentklasser (1817—20). Han blev hurtig Svend, og som saadan blev det ham overdraget at gøre en Rejse til Stock­holm (1820) for at tegne en Korntørringsmaskine, hvorom han Aaret efter udgav et lille Skrift. Imidlertid var Tanken vaagnet hos ham om at opgive Haandværket for Kunsten, og den modnedes fuld­stændig paa en Rejse, som han i H. C. Ørsteds Selskab foretog til Tyskland og Frankrig (1822—23). Studiet af Harsdorffs Bygninger havde vakt hans Begejstring for Oldtidens Bygningskunst, og hvad Bygmesteren Gau, hvis Bekendtskab han gjorde i Paris, fortalte ham om Pompeji, forstærkede hans Kærlighed til Oldtiden. Først efter denne Rejse gennemgik han sine egentlige Læreaar ved Kunst­akademiet som vordende Bygmester, samtidig med at han blev Kon­duktør hos Bygningsinspektør Koch. I Aarene 1824 til 1833 vandt han Akademiets Medailler og den Hansenske Æresmedaille. Ved store Guldmedaille, hvortil Opgaven var »en luthersk Hovedkirke«, overraskede han Akademiet ved at udarbejde sit Udkast i den gothiske Stil, men trods nogen Modstand tilkendtes Prisen ham. Nu havde han Ret til Akademiets Rejsestipendium, som ogsaa tilfaldt ham fra i. Januar 1835, men allerede Sommeren forud afrejste han til Italien og senere til Grækenland. Allerede inden Bindesbølls Rejse havde man haft Tanken henvendt paa et Museum for Thor-valdsens Arbejder og de første Forslag gik ud paa, at Marinen for en Sum af 20,000 Rdl. skulde afstaa det saa kaldte Garnmagasin ved Siden af Charlottenborg til dette Brug, idet man mente for andre 20,000 Rdl. at kunne indrette Bygningen til et Museum, endog med et stort Rum med delvis Overlys, og med bekvem Adgang for Thor­valdsen fra hans Bolig paa Charlottenborg. En Dispositionsplan over den ydre Anordning er bevaret (dat. 7. Aug. 1835). Afventende Thorvaldsens Hjemkomst blev heldigvis denne Plan skudt til Side. Forinden havde Bindesbøll fattet Tanken til en Museumsbygning, hvis tænkte Beliggenhed dog ikke kendes: thi paa Udstillingen i 1834 saa man af ham »Skitse til et Lokale, hvori alle Thorvaldsens Arbejder kunne opbevares«. Denne Tanke fulgte ham paa Rejsen, han drøftede den i Rom med Thorvaldsen selv og hjemsendte i 1837

 

85

et nyt Udkast til Akademiet som Prøve paa sin Fremgang under Rejsen. Det var et med rig Anvendelse af Farver udført Projekt i antik Stil, hvori en Del af Thorvaldsens Værker - - med polychrom Behandling af Overfladen - - skulde staa frit frit i en aaben Søjlehalle. Dette Projekt, som gjorde overordentlig Opsigt i Datidens kunstneriske Kredse, er nu testamenteret til Akademiet og bevares i dets Bibliothek. Imidlertid kom han hjem i Slutningen af 1838, blev strax agreeret og fik i Februar 1839 sin Opgave til Medlemsstykke.

Men i Steden for at udarbejde dette vendte han hele sin Tanke mod Thorvaldsens Museum. Han blev Medlem af den Kommission, der af Københavns Kommune var udnævnt til Opførelsen af et Museum, hvortil Frederik VI havde skænket en Bygning bagved Christiansborg Slot. Han udarbejdede nu et Udkast, der var til-læmpet efter de givne Forhold, og Arbejdet blev ham overdraget for en Sum af 200,000 Rdl. (400,000 Kroner). I 1847 kunde Bindesbøll aflevere Bygningen som færdig fra sin Haand, og ved Frederik VII's første Besøg der (Okt. 1848) modtog han Dannebrogsordenens Ridder­kors. Thorvaldsens Museum opførtes i en stræng og omhyggelig gennemført græsk Stil, hvortil Motiverne tildels hentedes fra de græske Grave. Det skulde jo ogsaa paa en Gang være den store Kunstners Grav og et værdigt Gemmested for hans Kunstværker. Over Indgangen til den store, med levende og harmoniske Farver malede Bygning standser Sejrens Gudinde sit Forspand (et af Thor­valdsens egne Udkast, som Christian VIII paa sin Bekostning lod Bissen udføre i Bronce), medens Bygmesteren paa den indre Frise i Museets Gaard lod fremstille en Væddekørsel, som Billede paa Livets rastløse Fart mod det Maal, den hædrede Mester allerede havde naaet i sin stille Grav.

Bindesbøll havde for øvrigt ikke stirret sig blind paa Oldtidens Kunst, selvom det var den, han fortrinsvis elskede; han erkendte tvertimod enhver selvstændig Kunstforms Berettigelse og udførte selv adskillige Bygninger i andre Stilarter. Efter Museets Fuldendelse udarbejdede han endelig sit Medlemsarbejde: Udkast til et Amfitheater i antik Stil, der var opgivet til at skulle rumme 1500 Tilskuere (1847). Samtidig med at have ledet Opførelsen af Thorvaldsens Museum, var han bleven udnævnt til Bygningsinspektør i Holsten, men han tiltraadte først sin Plads i 1847. Han havde 1844 bygget Klampenborg Badested i engelsk Kottagestil og dertil komponeret en højst ejendommelig Koncertsal, som dog ikke fik den Størrelse og

 

86

Skønhed, han oprindelig havde tiltænkt den, fordi Haandværkerne fandt hans Planer for dristige og først forstod deres Værd, da det var for silde. Blandt Kunstnerens øvrige Bygninger maa nævnes Sinds­sygehospitalet ved Aarhus, den smukke gothiske Kirke i Hobro, Raadhuset i Thisted i Renæssancestil, Raadhuset i Stege i en lignende Stil, Stationsbygningerne ved den slesvigske Jærnvej og Raadhuset i Næstved. I sit sidste Leveaar gjorde han Tegninger til et Thing-og Arresthus i Odense og til den nye Landbohøjskole ved Køben­havn, hvis Udførelse han uheldigvis ikke selv kom til at lede. Slut­stenen paa hans Virksomhed var hans Konkurstegning til et Univer-sitetsbibliothek i en rig venetiansk Stil: men den blev ikke antaget, da man var bange for, den vilde blive for kostbar.

Bindesbøll gav sig meget af med hvad man kunde kalde den lille Architektur, Tegninger til Fodstykker for plastiske Arbejder, Malerirammer, Bohave, Gravmæler m. m. og holdt sig gærne heri ikke alene med Strænghed til antike Former, men gik ogsaa, af Frygt for Overdrivelse, saa vidt i Strængheden, at den udartede til lidt kedelig Tarvelighed, noget som kun sjældnere hændtes ham i hans Bygninger. Men naar en nyere Biograf stempler ham som en fortrinsvis dekorativ Begavelse, synes han at gøre Museets Bygmester Uret. Ikke alene i Museet, men ogsaa i hans andre Bygninger, træder den architektoniske (musikalsk-plastiske) Kunstfølelse levende frem og lider ikke under Motivernes Rigdom, eller den Farvernes Anvendelse, hvori han -- ganske rigtig -- var forud for sin Tid.

Han var 1845 bleven gift med Andrea Frederikke Andersen, en Datter af Seminarielærer Rasmus Andersen, med hvem han fik en Søn (se ndf.) og tvende Døtre. Efter at have været Bygningsinspektør for Jylland (siden 1849) forflyttedes han 1851 til København, fik 1853 Titel af Professor og den 18. Marts 1856, ikke længe før sin Død, kgl. Udnævnelse til Professor i Bygningskunst ved Akademiet. Han døde den 14. Juli 1856. I 1889—90 blev hans Tegninger og Studier købte til Akademiets Bibliothek.

(Konst og Æsth., S. I —12. Priv. Medd. N. Høvens Skrifter 1. S. 276—77. Bricka II, 266. Chr. Bruun og L. P. Fenger, Thorvaldsens Museums Historie. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn, i

 

Bindesbøll.     Thorvald Bindesbøll,   Architekt,   født i   København den  21. Juli  1846, er Søn af ovennævnte Gottlieb Bindesbøll, og fik

efter sin Konfirmation Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Architekt: han gik dets Skoler igennem og fik den 23. December

 

87

1876 Afgangsbevis. Derefter konkurrerede han et Par Gange og vandt den 11 Marts 1882 den mindre Guldmedaille for en Bade­anstalt i italiensk Renæssance. Senere Konkurs for den store Guld­medaille lykkedes ikke. Ved Siden af Nybygninger og Restaurationer af ældre Bygninger, for en stor Del i Sydsverig, har han med Iver kastet sig over dekorative Arbejder, dels i Træ, Rammer og lignende, dels i Keramik, Vaser (Krukker). Han har i 1893—94 bygget en Villa ved Strandvejen med rig Anvendelse af Farver. (Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bischop. Coriulins Bischop, Maler, født i Dort den 12. Februar 1630, var Lærling af Ferdinand Bol og roses som en ret god Historie- og Portrætmaler, der dog af Lyst til Vinding forfaldt til at udføre middelmaadige Sager. Han blev af Christian V udnævnt til »Hofskildrer«, men døde allerede i sit 44de Aar 1674, efterladende ii Børn, hvoraf to blev Malere.

(Spengler,  Art.  Efterr.     Descamps II,  S. 433.)

 

Bissen.  Christian Gottlieb Vilhelm Bissen, Billedhugger, Søn af Herman Vilhelm Bissen (se nedenf.) og Hedvig Emilie født Møller, er født i København den 5. August 1836. Han uddannede sig til Billedhugger under sin Faders Vejledning og besøgte samtidig Kunst­akademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1856. Han tog 1857 til Rom, hvor Faderen stedse havde et Værksted til sin Raadighed: her forblev han, fraregnet Sommerbesøg i Hjemmet, indtil 1863 og uddannede sig paa egen Haand til Billedhugger. I 1859 hjemsendte han derfra »En Figur til et Springvand«, en Dreng, der trykker paa en Vinsæk, som tilkendtes den Neuhausenske Præmie. I 1863 udstillede han et større i Rom udført Arbejde »Ægeus, der ser ud over Havet efter Theseus' Skib«, hvorved han tildrog sig megen Opmærksomhed. Faa Aar efter (1866) vandt han Halvdelen af den Eibeschtitzske Præmie for »Noah« (jfr. Saabye). I Aarene 1866—68 var han atter i Italien, dels med det Ancherske Legat (1867), dels med Kunstakademiets Rejseunderstøttelse paa 800 Rdl. (1600 Kroner), der dog var fordelt paa to Aar. Senere har han, paa mindre Rejser nær, levet i Hjemmet. Den 16. Februar 1871 blev han valgt til Medlem af Kunstakademiet. Et af hans største Arbejder er en kolossal Billedstøtte af »Absalon«, der var at se paa den nordiske Kunst- og Industriudstilling i 1872 og af Kunstneren blev skænket til Raad- og Domhuset, i hvis Forhal Gibsmodellen er opstillet. Han har i 1895

 

88

faaet den Opgave at modelere en Relieffigur af samme til det nye Raadhus. Tillige deltog Bissen i Faderens senere Leveaar meget i dennes større Arbejder, saaledes fuldførte han bl. A. Rytterstøtten af Frederik VII, støbte den i Bronce i et af ham selv oprettet Støberi, ciselerede og opstillede den paa dens Plads foran Christiansborg Slot. Fra dette Støberi er senere flere betydelige Bronceværker udgaaede, dels efter hans egen og Faderens, dels efter andre Kunstneres Modeller, saaledes Carl XIV Johan til Hest efter den norske Billedhugger Bergsliens Model til Christiania.

Bissen har nu i en lang Aarrække modeleret en Række Kunst­værker, som viser Rækkevidden af hans Talent og den Kærlighed til Naturen, der giver hans Iagttagelse af den saa megen Sandhed og aandelig Dybde. Ikke alene er han en sikker og livfuld Iagttager af Dyrene, saaledes som en Understrøm af udstillede Smaaarbejder viser ham, men han er ogsaa en dygtig Portrætbilledhugger. Billed­støtter af Grev Frijs-Frijsenborg, af C. Hall, af Enkedronning Caroline Amalie vidne tilligemed en hel Række Buster og Portrætmedailloner om hans sikre og humane Opfattelse. Ved Siden deraf har han udført den frit mod Luften staaende Gruppe over Blegdamshospitalets Port og Frontonreliefet over Landmandsbanken (Peschiérs Gaard, se Harsdorff), og efter eget Valg en Række Billedstøtter, hvori han med Forkærlighed gengiver den unge Kvinde, »Pottemagersken«, den unge græske Pige, som maler en Vase, »Spindersken«, »Jægerinden«, (udf. i Bronce til Statens Saml), »En Dame«, »Atalante« o. fl. Af Mands­skikkelser kan nævnes »Tubal-Kain«.

Bissen blev den u. Marts 1887 Medlem af Akademiraadets første Forsamling og den i. April 1890, efter at Professor Peters havde taget sin Afsked, Professor ved Akademiets Modelskole i Billedhuggerkunst. Han var i 1861 bleven gift med Johanne Vil-helmine f. Michelsen (Datter af Provst Marcus Christian Vilhelm Michelsen, 1804, d. 1855, og Frederikke Vilhelmine f. Faber, f. 1810, d. 1891), Stifdatter af Konsul Alfr. Hage; men hun døde allerede Aaret efter. I 1867 ægtede han Anna Bruun, en Datter af Kommandørkaptajn Palle Christian Bruun (d. 1855).

(Priv. Medd. Bricka II, 308. Illustr. Tid. 1863, 3. Maj. do. 1866, 15. April. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bissen. Herman Vilhelm Bissen, Billedhugger, Søn af Christian Gottlieb Vilhelm Bissen fra Holsten, for en Tid Landbruger i Angel, oe Anna Margrethe Dorothea født Elfendehl fra Nordslesvig, blev

 

89

født d. 13. Oktober 1798, i Slesvig By, hvor Faderen den Gang endnu boede. Aaret efter denne Søns Fødsel flyttede Familien til Angel, og der voxede Bissen op. Allerede i sin tidlige Barndom viste han Tegn til kunstnerisk Begavelse, medens den Lyst til mechaniske Sysler, som hans Brødre havde arvet efter Faderen, ikke laa for ham. Hans Barndom forløb i Hjemmet under frie landlige Omgivelser, indtil Forældrene i 1812 atter flyttede til Slesvig, hvor Faderen fik et Embede som Skriver. Efter hans Konfirmation var der Tale om at sætte ham i Snedkerlære, men hans Kunstfrembringelser og Tegninger havde allerede vakt saa megen Opmærk­somhed, at nogle Venner af Familien, hvoriblandt Maleren Bøhndel, sammenskød en Sum Penge, der var stor nok til, at han med Spar­sommeligbed kunde leve nogle Aar i København og uddanne sig til Maler, som var det Kunstfag, hans Velyndere eller han selv nærmest tænkte paa.

Bissen kom til København i 1816, begyndte at besoge Kunst­akademiet og var ved Nytaar 1818 naaet op i dets overste Klasse, Modelskolen. Det trykkende i hans ensomme Stilling bragte ham nu til at vende hjem til Forældrene i den Tanke snarere at forsøge sin Lykke i Tyskland. Men et Besøg af Prins Christian i Slesvig blev afgørende for hans Tilknytning til Fædrelandet. Prinsen tilsagde ham Understøttelse, naar han vilde vende tilbage til København. Her vandt han (1819) Akademiets store Sølvmedaille og søgte samme Aar at vinde den mindre Guldmedaille som Maler; men han fik ikke sit Maleri færdigt. Ved den næste Konkurs (1821) var imidlertid Lysten til Billedhuggerkunsten bleven meget levende hos ham, og hans Lærer i Malerkunsten, J. L. Lund, raadede ham selv til hellere at vælge dette Fag. Han var dog endnu saa tvivlraadig, at han tog begge Kunstfags Redskaber med sig i Logen, hvor han skulde udføre sin Skitse. Den tilfældige Omstændighed, at hans Farvespatel knæk­kede, blev ham et afgørende Vink, og han udførte sin Skitse som Relief. For det udførte Arbejde, »Josefs Brødre vise Jakob hans Søns blodige Kjortel« (i Mos. 37, 32—35) fik han enstemmig den mindre Guldmedaille (10. Sept. 1821). I det følgende Aar fik han flere Bestillinger til Slotskirken (4 Relieffer med bibelske Emner, 4 Medailler til at sætte over de 4 Evangelister, samt 4 Engleskik-kelser, som udførtes i Stuk under Kuplens Flige), og modelerede til­lige en Buste og en mindre Billedstøtte. Endelig vandt han (1823) den store Guldmedaille for Opgaven »Jairi Datter« (Marc. 5,41).

 

90

Nu havde han som Artist Ret til det store Rejsestipendium og fik det, ved Finansernes Hjælp, da Akademiets Stipendium endnu ikke var ledigt, tilstaaet fra i. Januar 1824 først paa tre Aar, senere forlænget med to Aar til. Allerede Juleaften 1823 var han hos sine Forældre i Slesvig, forholdsvis langsomt rejste han derpaa gennem Tyskland og Norditalien til Rom, som han naaede om Efteraaret 1824. Akademiet og dets Præses, Prins Christian, nærede store For-haabninger til den unge Mand, for hvem Kunstens Herlighed nu skulde oplades, selv syntes han derimod næsten overvældet af sine Indtryk. Hans Modtagelighed var saa stor, at han næsten ydmygedes for dybt derunder. Denne Følelse fik ogsaa Indflydelse paa hans Forhold til Thorvaldsen. Han følte sin egen Ringhed saa levende, at han ikke kunde nærme sig den verdensberømte Mester, som da stod paa Højden af sit Ry, med den Tillid og Frimodighed, som laa Thorvaldsens jævne Personlighed nærmest; Følgen deraf var en Tilbageholdenhed fra Bissens Side, der blev udlagt som Kulde eller endog som en Stolthed, der grænsede til Skinsyge. I Tidens Løb lærte dog Thorvaldsen at skatte, ikke alene Bissens Talent, men ogsaa hans Personlighed, og viste ham i sine ældre Aar den varmeste Tillid.

Bissens første Tid i Rom var saaledes alvorsfuld nok. Sit første Arbejde »En liggende Bacchantinde« tilintetgjorde han igen; men hans utrættelige Flid og stærke Skaberævne bragte ham over alle Vanskeligheder. En Buste af Thiele, som han havde modeleret 1825, udførte han det følgende Aar i Marmor for at øve sig i Mejslens Brug, hvilket faldt ham, ligesom tidligere Freund, svært nok. Et nyt Arbejde af ham, en Gruppe i halvnaturlig Størrelse, »En siddende blind Olding, til hvem et Barn tigger«, ogsaa kaldet »Belisar« (udst. 1829), vakte megen Opmærksomhed i Kunstnerkredse og blev købt af Grev Rantzau Breitenburg. Dette Arbejde i Forening med et Par Relieffer med Fremstillinger af Homer og et tredje, »Kristus vasker Apostlernes Fødder«, hjalp ham til at genvinde kunstnerisk Sikkerhed og Ro. En Rejse til Syditalien med Freund og Martens virkede oplivende paa ham, medens en senere Rejse til Toscana, hvor han med Iver studerede den ældre kristelige Kunst, fik stor Indvirkning paa hans Kunstopfattelse. Ærlig og inderlig Udtalelse •f den Følelse, der i hans Øjne gav Æmnet Liv og Sandhed, uden Lvst til at prale med technisk Færdighed eller Indsigt, blev det bevidste   Program  for   hans  hele  følgende Kunstnervirksomhed,   lige-

 

91

som det ubevidst havde foresvævet ham under hans hidtidige Virk­somhed.

I de Arbejder, han endnu udførte i Rom, fremtræder den mod­nede Kunstner, om end ikke fuldstændig den Bissen, det danske Folk senere har lært at kende og skatte. Af disse Arbejder skulle vi kun nævne »Blomsterpigen« i Marmor til Hambro, Thorvaldsens Brystbillede i overnaturlig Størrelse, som af en Kreds af Rigmænd skænkedes Kunstakademiet i Marmor (1832) og endelig den store Mindestøtte over Gutenberg, som Bissen fuldstændig udførte efter Thorvaldsens lille Udkast. Den 2. August 1834 rejste han fra Rom og var den 27. Oktober i København, hvor Akademiet agreerede ham med 11 Stemmer mod 1og gav ham til Opgave »En Valkyrie«. Denne lille Figur, hvorpaa han den 23. Marts 1835 enstemmig blev valgt til Medlem, tiltaler ved sin Finhed og levende Bevægelse, men der er med Rette bleven fremhævet, at den i sit Grundlag ikke er nordisk nok. I senere Arbejder i nordisk Retning forstod han at forene endnu større kunstneriske Fortrin med et dybere Kendskab til Nordens Aand og ydre Form.

Han fik strax fuldt Arbejde med den Frise, han havde paataget sig at gøre færdig til Christiansborg Slots Riddersal i Løbet af fem Aar. Den forestillede »Bacchus og Ceres, som bringe Menneskene Kulturens Gaver« og udmærkede sig ved den ejendommelige Friskhed, hvormed Kunstneren færdedes i den til en vis Grad fra Oldtiden over­leverede Form. Samtidig udførte han flere større Arbejder, saaledes, foruden en Del Brystbilleder, en Statue af Anders Sandøe Ørsted i antik Dragt. Ørsted spillede den Gang en stor Rolle i Danmarks politiske Rørelse, men da han kort efter blev overfløjet af Liberalismens unge, fremstormende Talsmænd, blev Gibsmodellen stillet hen og er aldrig siden kommet til Udførelse. Et andet stort Arbejde forberedtes ligeledes i denne Tid; det var de atten legemsstore Billedstøtter til Dronningens Trappe paa Christiansborg; men deres Udførelse tilhører en senere Tid, da nye og stærkere Strømninger havde efterladt deres Spor i Kunstnerens Sjæl.

I dette Tidsrum dvælede hans Tanker mest i den Oldtid, han under sit Ophold i Italien og gennem Thorvaldsens Virksomhed havde vundet en saa klar og inderlig Forstaaelse af. Fire Billedstøtter til Baurs Landsted i Altona (Cephalus, Atalante, Narcissus og Psyche), »Tiggerdrengen«, en af hans finest følte Billedstøtter, »Venus fletter sit Haar«, »Amor, som sliber sine Pile«, Apollo og Minerva til Universitetets Forhal og endnu flere Statuer, foruden som sædvanlig

 

92

en Del aandfulde og godt lignende Brystbilleder, var Frugten af hans ufortrødne Virksomhed. Samtidig havde hans personlige Liv i dets tilsyneladende stille Ro været rigt paa Begivenheder. Om Efter-aaret 1835 var han bleven gift med den Pige, han allerede fra sin Ungdom havde fattet Kærlighed til, Emilie Hedvig Møller (f. 1808, d. 1850), en Datter af Ejer af Kristineberg Mølle og senere af Fri­heden i Høsterkøb, Peter Christian Møller (f. 1771, d. 1828) og Ane Kirstine f. Hansen (f. 1768, d. ²⁸/_I2 1844); hun blev Moder til fem Børn hvoriblandt de to foran og nedenfor nævnte Kunstnere. Familie­livets Lykke led kun Skaar ved det svage Helbred, Kunstneren selv nød; han var hjemsøgt af svære Lidelser, selv om de ikke mægtede at kue hans livlige Aand og hans utrættelige Virkelyst. Da han i 1840 var nærved at have Frisen til Christiansborg færdig, gjorde han sig rede til, strax efter dens Fuldendelse, at drage til Rom med hele sin Familie. Imidlertid døde Professor Freund (den 30. funi 1840), Bissen maatte ikke alene paatage sig Fuldførelsen af nogle af dennes efterladte Arbejder, men var ogsaa den nærmeste til at søge Profes­soratet ved Akademiet, som tildeltes ham den 12. Oktober 1840. Disse forskellige Omstændigheder sinkede ham saa meget, at han først i August 1841 kunde udføre sin Plan, at tilbringe et Aarstid i Rom. Opholdet havde dog ikke den gunstige Virkning, han ventede sig, og det var først et Par Badekure i Grafenberg (1844 og 1847), som gengav ham hans fulde Helbred.

Med Krigsaarene (1848-50) begyndte en ny Tid for Bissen. Smærten over Broderkampen efterfulgtes af kummerfulde Tider ved en elsket Hustrus lange Sygeleje, hvis Død lagde en vemodig Dæmper paa Glæden over Sejren, som Bissen følte saa dybt som nogen. Fra nu af gaar der en dobbelt Strøm igennem Kunstnerens Virksomhed. Tidens stærke Rørelser havde grebet ham saaledes, at han ikke mere løsrev sig derfra, men følte Trang til at give de Tanker Liv og kunstnerisk Tilværelse, som den Gang var alles Ejendom, og paa samme Tid glemte han ikke sin Ungdoms Kærlighed, men syslede med stedse større Modenhed med Æmner fra den klassiske Oldtid eller med Livsbilleder i klassisk Stil. Medens der i hans store Værk­sted ved Frederiksholms Kanal fremstod kolossale Værker som »Land­soldaten« til Fredericia, Sejrsminde om Slaget den 6. juli, ”Løven« til Flensborg Kirkegaard, forsmædelig bortført af Preusserne i 1864, ”Frederik VII« som Grundlovens Giver, flere Gange staaende og endelig som kolossal Rytterstøtte til Slotspladsen, hvor den opstilledes nogle Aar efter Kunstnerens Død, »Moses« til Forsiden af Frue Kirke,

 

93

»Oehlenschlæger«, som nu staar foran Theatret, alle Værker, der støbtes i Bronce, havde han, ovenover det større, et mindre Værksted, hvor en stillere, mere indadvendt Kunstnervirksomhed ligesom havde sin Bolig. Foran det store solbeskinnede Vindue voxede der i yppig Fylde, om end kun en svag Afglans af den virkelige Natur, Sydens Planter, Cypresser, Kaktus, Aloer og Palmer, Firben vimsede i det stedsegrønne Løv, smaa Landskildpadder opsøgte Solpletterne paa Gulvet i fredeligt Samkvem med fløjtende Vagtler, medens Kunstneren selv i sin Lærreds Bluse med mild Alvor formede Leret, snart til bløde Kvindeskikkelser, snart til kraftige, lidenskabelige Mænd. Der dulmede han sin Sorg over Hustruens Død ved at lade hende fremstaa i den skønne siddende Billedstøtte, som nu tilhører Statens Sam­ling; der dannede han i Løbet af Aarene 1856—58 de fleste af de saa skønne, af en i al deres Vexel saa dyb Kvindelighed prægede Skikkelser, der smykkede Dronningens Trappe paa Christiansborg; der fremstod Værker som den af Furierne forfulgte »Orestes«, den smærteligt lidende »Filoktet» og Perlen af hans klassiske Værker »den vrede Achilles«. Hvis Kunstneren ikke, bemærker med Rette hans franske Biograf, Engene Plon, havde ladet denne Skikkelse være ganske nøgen, saa at man i første Øjeblik tror at se en »Model-figur«, men havde knyttet den til den homeriske Heltesagnkreds blot ved nogle henlagte Klædningsstykker eller ved en nærmere For­bindelse med de givne Attributer, vilde »Achilles« være bleven et fortrinligt Arbejde, et Kunstværk af første Rang. Denne Billedstøtte forener i en sjælden Harmoni Følelsens hele Dybde med en gennem­ført kunstnerisk Udførelse.

Vi kunne her ikke nævne den Mængde Værker, der i hans senere Leveaar fremstod under hans flittige Hænder, det var, som om hans Skaberkraft voxede med Aarene og med den stigende Yndest, der ydedes hans Værker. Af monumentale Arbejder, der ere tilgængelige for alle, skal her kun, foruden de ovenfor omtalte, nævnes Ryes Brystbillede paa Garnisons Kirkegaard (1850), det i al sin Simpelhed saa rørende Mindesmærke over de faldne Krigere paa Fredericia Kirkegaard (1851), Mindetavlen over Lundbye paa Garni­sonskirkens Ydermur (1855), Frederik VI's Billedstøtte i Frederiksberg Have (1856), Schouws og Weyses kolossale Buster paa Frue Plads, Tyge Brahes Billedstøtte (1859) opstillet i 1876 foran Observatoriet, Tordenskjolds Billedstøtte (1864) skænket til Pladsen foran Holmens Kirke af Grosserer Puggaard, nu staaende i en lille Forgaard mellem Kirken og Kapellet, samt et Par Gravmæler, f. Ex. over Billedhugger

 

94

H. E. Freund. Af Buster udførte han et myldrende Tal, og ikke nøjet med den overordentlige Virksomhed, som hans Bestillinger frembød ham, udførte han for sin egen Fornøjelse en Række Bryst­billeder af saa godt som hele hans Tidsalders i den ene eller anden Retning fremragende Mænd her hjemme, Kunstnere, Digtere, Musikere, Videnskabsmænd, Politikere mellem hverandre og alle gengivne med en vidunderlig Sans for at gribe Individualitetens inderste Kærne.

Bissen var vel Professor ved Akademiet og i 1850—53 dets Direktør, men hans Virksomhed som Lærer var dog mere knyttet til hans store Værksteder ved Frederiksholms Kanal (Materialgaarden), hvor endnu Sønnerne leve og virke som Kunstnere: der færdedes i Aarenes Løb en saa stor Kreds af Lærlinger og Medhjælpere, mest Kunstnerens egne Landsmænd, men ogsaa Svenskere og Normænd, ja endog Udlændinger fra Tyskland og Italien, at Tallet løber op til over 100. Efter i andet Ægteskab at have været gift siden 1852 med en Datter af den gamle Kobberstikker Sonne, en Søster til Kunstnerne af dette Navn, Cathrine Marie Sonne (f. ³¹/i2 1809, d. 1892), med hvem han ingen Børn fik, døde han den 10. Marts 1868 i sit 70. Aar. Hans Ven og Jævnaldrende, Professor N. Høyen holdt en gribende Tale over ham ved Sørgefesten i Kunstakademiet (30. Marts).

(Dansk Folkekal. 1842, Biogr. af F. C. Olsen. S. 25—41. Biogr. ved N. Høyen i 111. Tid. 1860, Nr. 44. Do. 1870. Nr. 546. Eugéne Plon: Le sculp-teur danois Vilh. Bissen. Paris 1870. 2. Udg. 1872. Priv. Medd. Bricka II, 310—21. Høyens Skrifter. J. L. Ussing, Høyens Levned. Jul. Lange, Billed­kunst. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bissen. Rudolf Bissen, Landskabsmaler, yngste Søn af Herman Vilhelm Bissen og Hedvig Emilie født Møller, er født i København den 2. April 1846. Han lærte at male hos Skovgaard for at uddanne sig til Landskabsmaler og besøgte (1865—67) Kunstakademiet, hvor han rykkede op til Modelskolen. I Aarene 1871—72 og 1874—75 opholdt han sig i Italien, hvorfra han hjemsendte flere større Billeder. Han har udstillet siden 1868. En Galdestenssygdom, som fra 1877 i flere Aar delvis fængslede ham til Sygelejet, hæmmede hans Produk­tion i høj Grad, men navnlig fra 1884 tog den, efter hans fulde Helbredelse, et kraftigt Opsving, paa samme Tid som en udpræget Selvstændighed traadte frem i hans Behandling af Landskabet og Valg af Motivet. I 1885 fik han, i denne sin »anden Ungdom«, den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere, i 1888 en Rejseunderstøttelse paa 1000 Kr. og i 1890—92 de to Aars-medailler, som have gjort ham til Medlem af Akademiets Plenar-

 

95

forsamling.    I  1887  havde han ægtet Olga Jacobs, en Datter af Fuld­mægtig Jacobs i København.

(Priv. Medd.    Bricka II,  321.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bjerre. Niels Jakob Jakobsen Bjerre, Maler, er Søn af Gaardejer Peter Jakobsen Bjerre (f. 1833, d. 1867) og Maren Nielsdatter Nissum (f. 1840), i andet Ægteskab gift med Landmand C. A. Thorndahl; han er født den 5. Januar 1864 paa Gaarden Nørrelund ved Lemvig. Han tog Præliminærexamen i Lemvig Realskole, kom, efter en kort Tid at have været ved Landvæsenet, i 1880 til København og besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han Aaret efter ved Læreren J. F. Busch dimitteredes til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik »Tilladelse til Afgang« (1888), hvorefter han besøgte Kunstnernes Studieskole under Kroyer om Vinteren 1889—90. Sam­tidig var han fire Aar i Malerlære. Ved en Decemberudstilling i 1887 udstillede han sit første Arbejde »Fra en jysk Bondehave; Efteraar« og paa en senere Udstilling et andet Billede. Fra 1892 har han hørt til den frie Udstillings faste Medlemmer og udstillet en Del Arbejder, dels Landskaber, dels Livsbilleder, hvoraf >Fra en Folkehøjskoles Foredragssal«, tilhører Grosserer H. Hirschsprungs Samling; et andet Billede fra samme Aar »Vinter paa Landet« har ogsaa været udstillet i München.

(Priv. Medd.    Akad.    Fri Udst. Fortegn.)

 

Bjørn. Christian Aleth Bjørn, Maler, er Søn af Toldassistent Frederik Marcus Julius Bjørn (d. 1869) og blev født i København den 17. September 1859; han besøgte, efter at han var bleven Maler­svend, Akademiets Skoler fra Februar 1885 til Maj 1888; han var i. Marts 1887 rykket op i Modelskolen, men forlod denne uden at forsøge Afgang. Bjørn har udstillet siden 1889, da han konkurrerede med om den Neuhausenske Præmie, samt i de følgende Aar til Dels Billeder fra Udlandet, malede paa en Rejse, som han foretog med en ringe Understøttelse.

(Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Blache. Christian Vigilius Blache, Sømaler, født den i. Februar 1838 i Aarhus, er Søn af Professor, Rektor Hans Henrik Blache (f. 1787, d. 1871) og Elise Marie født Kold. Han blev Student 1857 fra Aarhus Skole, men forlod Studeringerne for at blive Skibs­bygger og var to Aar i Lære som saadan. Det blev ham imidlertid snart klart, at det var paa en anden Maade, Sø og Skibe fængslede

 

96

ham, og han kastede sig nu med Iver over Sømaleriet. Han begyndte 1859 at tegne i technisk Institut og fra Januar 1861 paa Kunst­akademiet, medens han samtidig satte sig ind i sit særlige Fag under Sømaler C. F. Sørensens Vejledning. Faa Aar efter (1863) begyndte han at udstille, og allerede det følgende Aar købte den kongelige Malerisamling et lovende Arbejde af den unge Kunstner, »Fra Begtrupvigen ved Hels«. I Krigen 1864 valgte han at deltage som Søværnepligtig, for at Tiden ikke ganske skulde gaa tabt for hans Kunst, og Frugten deraf, »Danske Orlogsskibe under Letning i Sundet«, tilkendtes den Neuhausenske Præmie (1865). Nogle Aar efter konkurrerede han paany til denne Præmie og vandt den ved »Søgang ind imod Land, Motivet fra Kronborg Strand« (1869). Endelig fik han 1872 Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar og besøgte Holland, Paris og Italien, samt paa Hjemvejen det følgende Aar Tysklands store Byer, Wien, Dresden og Berlin. Forinden Rejsen havde han giftet sig (1870) med Marie Christine født Malling. I 1887—88 fik han de to Aarsmedailler, hvorved han blev Medlem af Akademiets Plenarforsamling, og den 21. Februar 1890 blev han, efter H. Olriks Død, valgt til Medlem af Akademiraadet. l 1888 blev han Ridder af Dannebrog. Af senere større Arbejder kan frem­hæves »Redningsbaaden køres til Strandingsstedet« (1871), »Søren Kanne« (1877), »Paa Slæb ud af Havnen« (1887). Hans Billeder udmærke sig ved godt Kendskab til Sø og Skibe, korrekt Behandling af Luften og ofte en livfuld Staffage.

(Priv. Medd. Bricka II, 371. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Blasius. Leonhard Blasius eller Blasiussen, Architekt, blev af Christian IV ansat som Overbygmester den 6. Juli 1640 »i salig Hans Steinwinkels Sted« ; men han døde allerede den 8. December 1644. Hans Hustru hed Hedvig.

(Medd.  fra Rentek.  1872, S.  195.    Kbh. Dipl. III, 254.)

 

Blejel. Af J. P. Bkjel findes malet nogle Portræter i den Hjelmstjerne-Rosencroneske Danske Portrætsamling, betegnede med Aarstallet 1750.

(Spengl.  Art. Eft.)

 

Bless. Johan Peter Bless, Portrætmaler, var Søn af Hattemager-mester Hans Christian Bless og Anna Margrethe Dorthea født Pedersen os blev født i Kjerteminde den i. Juni 1825. Han var i Lære hos

 

97

Malermester Prange i Odense fra sit 18. til sit 22. Aar, tog derefter¹ til København, hvor han arbejdede som Svend og tillige besøgte Kunstakademiet i tre Aar (1849—51), kastede sig derpaa over Por­trætmaleriet og malede en Del Portræter i Kyn, rejste til Berlin, hvor han opholdt sig i'/₂ Aar og derfra til Wien. Her blev han i fire Aar og søgte under tyske Kunstneres Vejledning at uddanne sig videre. Efter Hjemkomsten levede han tre Aar i Ystad i Skaane som Fotograf, men da det lykkedes ham at blive bekendt som Por­trætmaler, tog han tilbage til Danmark og levede siden i Aarhus. Bless døde den u. Februar 1880. Ved Kunstakademiets Udstilling i København har man set Portræter og Studiehoveder af ham fra 1857 med enkelte kortere eller længere Afbrydelser. Han har ogsaa kopieret et Par Altertavler.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Blichfeldt. Frederik Thorvald Emil Blichfeldt, Architekt, Søn af Billardfabrikant Jens Christian Frederik Blichfeldt (d. 1878) og Marie Sofie født Johnsen (d. t860), er født i København den 5. November 1849. Han kom fra technisk Institut til Kunstakademiet i Oktober 1863, gennemgik dette og fik den 23. December 1871 Afgangsbevis derfra som Architekt, hvorefter han 1876 vandt den mindre og 1878 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Nationalmuseum«. Lige fra sine første Studieaar har han arbejdet for F. Meldahl, først som Tegner senere som Konduktør, indtil han for Aarene 1878 til 1880 fik Akademiets store Rejsestipendium: dog forblev han udenlands til Foraaret 1882. Et Projekt til Ombygningen af Nørrebro (nu Dron­ning Louises Bro) blev ikke benyttet; ved Konkursen om Christians­borg Slots Genopbygning vandt han en Præmie. Af hans udførte Arbejder kan, foruden flere Privathuse, fremhæves Tivolis Portal­bygning (1889—90, i Forening med Bergmann) og det Store Nordiske Telegrafselskabs Bygning paa Kongens Nytorv (færdig 1894). Den 12. November 1894 blev han Ridder af Dannebrog.

(Priv. Medd.   Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bloch. Carl Heinrich Bloch, Maler, født i København den 23. Maj 1834, var Søn af Grosserer Jørgen Peter Bloch (f. 1795, d. 1874) og Ida Emilie Ulrikke Henriette f. Weitzmann. Han skulde først være Søkadet; men da dette mislykkedes, medens han viste fremtrædende Lyst til Tegning, kom han 1849 paa Kunstakademiet, hvor han 1852 og 1853 vandt den mindre og den store Sølvmedaille. Da han

N. K   L.    I.                                             Marts  1895                                             7

 

98

i Førstningen synes at have tænkt sig udelukkende at blive Portræt-og Genremaler, søgte han ikke at vinde nogen af Akademiets Guld-medailler, derimod begyndte han strax at vække Opmærksomhed ved sine udstillede Billeder (1854). Navnlig de Optrin af det jydske Folkeliv, man havde Lejlighed til at se 1857—58, røbede en Alvor i Opfattelsen, der lovede en smuk Fremtid. Med et mindre Billede »Et Maaltid« (Børn, der spise Kaal), som kom frem det følgende Aar, begyndte en af de mest fremtrædende Sider af Blochs Snille at vise sig, nemlig hans rige komiske Lune, der siden har aflokket ham en saa talrig Række morsomme Billeder, snart af det danske, snart af det italienske Folkeliv; lystige Drenge, skælmske unge Piger, Munke i komisk-ynkelige Tilværelsesøjeblikke, arrige Kællinger og »gamle Fyre« mødes her i broget Vexel.

»Et Maaltid«, som blev købt af Kunstforeningen i København, er senere bleven stukket af E. Sonne og uddelt som Aarsblad til Kunstforeningens Medlemmer. Med nogen Svaghed i Tegningen forenede det et saare elskværdigt Lune i Fremstillingen og en Virk­ning i Farven, som Kunstneren først senere, efter alvorlige Studier i andre af sin Kunsts Retninger, genvandt i fornyet Skikkelse. Med dette Billede begynder et nyt Afsnit i Kunstnerens Liv.

Samme Aar (1859) fik Bloch nemlig Kunstakademiets Rejse­stipendium (600 Rdl.) og drog sammen med sin Ven og Kunst­fælle, Dorph, til Rom, hvor han forblev til 1861 og efter et kort­varigt Ophold i Hjemmet atter fra 1863 til 1865. Ikke faa af hans samtidige Kunstfæller ville med mig mindes de skønne Studieaar i Rom, hvor vi levede i det rigeste aandelige Samkvem med Bloch, der, uden at gøre sig gældende anderledes end som trofast Kammerat, dog for os alle stod som den, af hvis Fremtid der var mest at haabe. Vi samledes som til Fest om hvert nyt Billede, Bloch havde færdigt, og den elskværdige Ivrighed, hvormed han tilegnede sig Vennernes, efter hans ønske, ærligt udtalte Domme, prægede sig i en rask fremadskridende Udvikling, hvori vi ligesom for vore Øjne saa en Yngling modnes til Mand, en stor Kunstnerpersonlighed blive til. Efter at han i nogle mindre Billeder ligesom havde prøvet sine Vinger, slog han i 1863 med »Samson og Filistrene« (den kgl. Malerisaml.) ind paa en ny og mere storladen Retning i sin Kunstner­virksomhed. Dette store Billede, med sin enkelte stærkt fremtrædende nøgne   Skikkelse,   udmærkede   sig   mere   ved   det  Herredømme  over formen,  Kunstneren fra nu af havde vundet, end ved sin Farve, der endnu i Karnationen var noget læderagtig.

 

99

Det efterfulgtes med et Aars Mellemrum af »Jairi Datter« (den kgl. Malerisamling) og det følgende Aar af det meget store Billede »Prometheus«, der var malet til Kongen af Grækenland (1865). Her mødtes selvstændig og selvbevidst Dygtighed i Form og Farve med Ævnen til at gengive et højst levende dramatisk Udtryk, og fra nu af stod Bloch i den almindelige Bevidsthed, ikke mere blot som den lunefulde, aandrige Genremaler, men ogsaa som en af vore mest fremtrædende Historiemalere, som den, der var nærmest til at tage Arv efter Marstrand. Kunde han end i »Scene i et romersk Osteri« (Gross. M. G. Melchior) ikke fuldstændig hævde sin Plads ved Siden af Marstrand i en saa umiddelbar Kappestrid med et Billede fra denne Kunstners bedste Tid som Genremaler, svarede end »Niels Ebbesen og Grev Geert« (Grev Moltke-Hvidtfeldt til Glorup) ikke fuldstændig til de maaske ubillig højt spændte Forventninger, saa naaede han i »Christiern II i Fængsel« (1871, den kgl. Malerisaml.) ikke alene en sand og storslaaet malerisk Virkning, men ogsaa en Dybde og Kraft i Stemningen, der virker betagende paa Beskueren.

Samtidig havde Bloch paa den religiøse Histories Omraade malet en Række Billeder, som i Anordningens Alvor og Skønhed, i Følelsens Dybde og i psychologisk Sandhed hører til Kunstnerens bedste Frem­bringelser. Det er de 23 Billeder til Frederiksborg Slotskirkes Bede­stol, som paa Kaptajn, Brygger J. C. Jacobsens Bestilling udførtes fra 1866—80. Ved Siden af denne betydelige Række Kompositioner har han i enkelte større Altertavler, f. Ex. »Christus, som fremstiller et Barn for Disciplerne«, (udst. 1873 udnf. Fort.) og flere andre, givet Frelserens Skikkelse med en Dybde og Inderlighed i Følelsen, som man uden Erfaringens Vidnesbyrd næppe skulde tiltro den lunefulde Genremaler. Et 1874 udstillet større Billede »Samson og Dalila« tiltalte mere ved Talentets oversprudlende Kraft end ved ædel Op­fattelse af et i og for sig vanskeligt Æmne. Efter Marstrands Død overdrog Universitetet ham at male de to Billeder, som allerede havde været bestilte hos denne Kunstner til Universitetets Festsal, men ved hans Sygdom og Død ikke kom til Udførelse. Det første af disse, paa Stedet selv malede, store Billeder forestiller »Hans Tavsen, som værner Biskop Rønnov mod Almuens Voldsomhed«, og udmærker sig ved sin interessante livfulde Gengivelse af Æmnet, ikke mindre end ved sin kraftige Udførelse, ved sin ædle Alvor i Æmnets Kærne og paa samme Tid ved et næsten genreagtigt Lune i Almuens Op­træden. Dette Billede blev stukket i stort Format af Kobberstikker J. Ballin. Det andet, som forestiller »Kong Jakob af Skotland, der

 

100

besøger Astronomen Tyge Brahe paa Hveen«. er vel mindre fængslende fra selve Indholdets Side, men danner i historisk Alvor og Værdighed, i Foredragets Skønhed, i Lysets Kraft et heldigt Sidestykke til det fnrste og harmonerer i Hovedtonerne saavel med dette, som med Marstrands endnu større Midterbillede, saaledes at denne Væg, delt og indrammet af Hilkers smukke Dekoration, danner et monumentalt Hele, som til alle Tider vil hævde sig en ærefuld Plads. I Salens tvende Endevægge var endnu afsat fire lidt smallere Felter, hvoraf det ene i 1887 ogsaa blev overdraget Bloch. Det forestiller »Biskop Brochmand, der lader den unge Peder Schumacher (Griffenfeld) for Kong Frederik III give Prøve paa sin Lærdoms. Det er holdt i en alvorligere, lidt dybere stemt Stil, hvorved det danner en vis Modvirkning til Langvæggen, men paa samme Tid anslaar en Tone, der maatte være medbestemmende saavel ved Valg af Æmner til de andre Felter, som ogsaa ved Behandlingen af dem. Det blev først færdigt i 1889.

Jævnsides med disse Arbejder gik atter en Række Genrebilleder, snart med Mesterens gamle spillende Lune, snart udtrykkende mere vemodige Stemninger, for det meste noget mindre i Omfang og med mindre Figurer end tidligere. Særlig maa fremhæves nogle ganske smaa Billeder, hvor han i et friere og mere aabent Landskab hen­satte en enkelt Figur, der voxede sammen med Landskabets festlige sommerlige Stemning. I Modsætning til den djærve Brede og kække Kraft, hvormed han førte Penslen i sine store Billeder, udmærkede disse Billeder sig ved en Finhed i Foredraget, en Gennemførelse af Enkelthederne, uden at Helheden led derunder, som giver disse Bil­leder en i hans hele Produktion mere lyrisk Karakter.

Blochs Anseelse som Kunstner, ikke mindre end den sjældne Sikkerhed, hvormed han forstod at iagttage en Personlighed og fængsle den til Lærredet, maatte gøre ham til en meget søgt Portrætmaler, og gennem hele hans Virketid bølger sig en Række fortrinlig opfattede Portræter, saaledes af Kongen, Dronningen, H. C. Andersen, C. Bille, S. Engelsted, Edv. Holm, J. N. Madvig, A. F. Krieger, C. Liebe, endelig hans eget Portræt, som nu hænger i Akademiets Festsal og er gengivet i Frisen foran, hans Hustru og mange flere.

Bloch, som i en Vrimmel af de lunefuldeste Billeder, hvori den sjælelige Fortælling er som oplevet i det Øjeblik, Billedet blev sat hen som færdigt, som i en Række glimrende Portræter, hvori hver Enkelts Personlighed er slaaende grebet, som i en Mængde store og >maa religiøse Billeder, hvori Menneskesjælens dybeste Strenge mildt

 

101

og alvorligt tone Beskueren i Møde - - har vist en Erindringsævne som faa for det, der ikke kan gribes med Hænderne, for det, der ikke kan stilles op ved Siden af Staffeliet, han, som havde en Tone­stige paa Aandens Omraade, som kun de udvalgte Kunstnere have det - - han vilde ikke stole paa sin Hukommelse i alt det. der var Aandens ydre Iklædning. Han vilde se for sine Øjne den Menneske­skikkelse, han skulde bruge i sit Billede, det Klædemons Folder, dets Stof og Farve, netop som han skulde bruge det, og netop i det Lys, hvori han skulde bruge det. Han vilde altid have det friske umiddel-hare Indtryk af Naturen i hele dens uendelige Forskellighed, et Træk, der vidner om hans aldrig svigtende Stræben efter - - som den, der arbejder udelukkende for Synets Sans -- fuldt ud at kunne svare for det, han byder Menneskenes Øje til Gæst paa. Staar man overfor Kunstnerens Produktion, indtil maaske netop de sidste ti Aar, vil man blive slaaet af, at selv hvor Handlingen foregaar i fri Luft, spærrer han til en vis Grad Baggrunden af for Tilskueren. Det er ligesom han følte Trang til at skabe den Belysning om Figuren eller Figurerne, som Atelieret bød ham, og blandt hans ældre Billeder vil man, foruden det genialt grebne »Prometheus«, kun finde faa Und­tagelser, selv dette Billede er det kun delvis. Dette Træk giver en P>egrænsning, men er ogsaa et Fortrin, idet han derved faar en for­underlig Magt over den Skikkelse, han vil fremstille, kræver af sig selv en gennemført Form i første Linie og kæmper ufortrødent for at naa sit Maal med stedse større Fuldkommenhed. Først i de sidste Aar, hvor han levede hele Sommeren i et frit og aabent Landskab ved Stranden, træder Friluftsstudierne paany - - ligesom i hans tidlige Ungdom — frem i første Række. Det fortjener at paapeges, som et Vidnesbyrd om den ildfulde Kunstnersjæl, der boede i ham, at i de 2 5 Aar, han stod anerkendt som den modne Kunstner, hvem Akademiet havde optaget i sin Kreds, har han intet Øjeblik ment, at han ikke havde mere at lære, intet Øjeblik været i Tvivl om, at der endnu var Fremskridt at gøre, og »Prometheus«'s Maler, den Kunstner, hvis Navn beundrende var paa Alles Læber, efter at han havde malet de første stemningsfulde Billeder til Bedestolen paa Frederiksborg, tog paa en Maade, der gør dem begge den største Ære, mod alvorlige og indtrængende Raad af en ældre Kunstner.

Ved Siden af hele denne Rigdom af store og smaa Malerier udfoldede han, navnlig i det sidste Tiaar af sit altfor tidligt afbrudte Liv, en ny og stedse voxende kunstnerisk Ævne i sine Raderinger,

 

102

der med overraskende Frodighed blev til, henved 80 Blade, i de faa Aar. Der er udmærkede smaa Figurbilleder iblandt dem, men han viser dog heri mest sin Styrke i nydelige Landskabsstemninger, og i de Aar, hvor Sorgen over Tabet af en elsket Hustru formørker hans Sind, er det, som om de friske Luftninger fra Kattegat mildner hans Sorg, paa samme Tid som den utrættede Virksomhed hjælper ham til at bære den.

Bloch havde i 1864 faaet Udstillingsmedaillen for »Gadebarberen« (st. af Ballin). Det Aar, »Prometheus« udstilledes (1865), blev han Medlem af Akademiet, 1867 Ridder af Dannebrog, og 1871 fik han Titel af Professor. Efter Marstrands Død (1873) søgte han Pro­fessoratet ved Modelskolen; men Akademiet, der under de daværende Forhold maatte se hen til at faa en Kunstner med fremtrædende Lærergaver, valgte Vermehren, og først 1883, efter N. Simonsens Fratræden, søgte han med ædel Beskedenhed atter Professoratet og blev da enstemmig valgt, hvorefter han den 24. September fik kgl. Udnævnelse, idet han kort forinden havde faaet Titel af Etatsraad. I 1888 malede han efter Indbydelse sit Selvportræt til den store Kunstnerportrætsamling i Uffizi i Florens, k. A. fik han Dannebrogs­ordenens Sølvkors, og i sine to sidste Leveaar var han Akademiets Vicedirektør. Da i 1890 det nye Direktørvalg forestod, var Tanken fra alle Sider henvendt paa Bloch, men Døden bortkaldte ham, efter et Par Aars Hensygnen, som dog ikke kom frem i hans Kunst, den 22. Februar 1890. Hans varme Interesse for enhver alvorlig kunst­nerisk Stræben, hans hensynsfulde Dom overfor andres Arbejder, hans overlegne Dygtighed i alt, hvad der hørte til Kunstens Technik, gav ham i den lange Aarrække, han var Akademiets Medlem, en betydelig Indflydelse paa dettes Bedømmelser, idet hans Kunstfæller med urokkelig Tillid kaldte ham til Deltagelse i alle Udvalg, som han ofte maatte lede som Formand.

Bloch var i Maj 1868 bleven gift med den ejendommelig smukke og elskværdige Alma Trepka, Datter af Oberst Johan Christian Mathias Trepka (f. 1809), som faldt i Slaget ved Isted (1850) og Ida Louise Mathilde f. Falbe (f. 1822, d. 1847). Fru Bloch var født den 22. Juni 1845, og døde den 8. Januar 1886. Af deres otte Børn nævnes den ældste Søn nedenfor som Maler.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. S. Muller, N. Dsk. Malerk. 111. Tid. VI, Nr. 301. do. Nr. 345. Bricka II. 399—404. Statskal. Pers. Tdsk. 2. R. II. Till. S. 41. Ph. Weilbach, Mindeord, Særtryk 1890.)

 

103

Bloch. Paul Trepka Bloch, Maler, Søn af ovennævnte C. H. Bloch, er født i København den 8. Maj 1869. I en Alder af 14 Aar be­gyndte han at besøge Kunstakademiets Skoler fra Januar 1884, gennem­gik dem og fik den 25. Maj 1888 Afgang som Maler. Derefter konkurrerede han, samme Aar som Faderen døde, til Guldmedaillen, og fik den 14. Marts 1890 den mindre Guldmedaille for »Paulus helbreder en Lam«. I 1888 begyndte han sin Udstillervirksomhed med et Portræt af Faderen, Carl Bloch: senere har han udstillet nogle mindre Genrebilleder, en Statuette i Gibs »Efter Løbet« og en Radering. Han ægtede i Juni 1894 Karoline Marie Winther.

(Akad.   Udst. Fortegn.    Dgbl. 9. Juli  1894).

 

Bloch. Peter Jensen Bloch, Maler, født 1777, vandt 1795—96 Akademiets Sølvmedailler og 1799 mindre Guldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner«. Han konkurrerede fem Gange til den store Guldmedaille uden at opaa den, søgte i 1815 og 1818 om at blive Informator ved Akademiet og udbad sig endelig i 1824 Tilladelse til for Betaling at forevise sine Malerier og Tegninger. Han levede i København som Tegnelærer (Historiemaler) og døde den 8. Juni 1832.

(Akad.    Vejvis.    Adresseav.   1832, Nr.  138.)

 

Block. Daniel Block, Maler fra Stettin, der havde lært hos Jakob Scherr, arbejdede for Hofferne i Danmark og Sverige. Han havde i sit 81. Aar det Uheld at miste alt, hvad han ejede, ved en Ildebrand og døde af Sorg 1661, rimeligvis i Stettin.

(Schlesw. Kunstbeitr.,  S. 43.    Allg. Deutsche Biogr.)

 

Blom. Gerhard Lichtenberg Bio m, Maler, født den 21. Februar 1867 i Helsingør, er Søn af Kobbersmedemester Bernt Valdemar Blom (f. 1831, d. 1876) og Nina Josefa f. Paulsen (f. 1835). Efter Konfirmationen var han 1½ Aar i Lære hos en optisk Instrument­mager og var derefter fire Aar i Malerlære. For at uddanne sig til Kunstner besøgte han 1885—87 Kunstakademiet, men gik i 1888 over til Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann. Samme Aar fik han Ansættelse som Tegnelærer ved Kommuneskolen i Mathæusgaden. Han udstillede første Gang 1892 et Figurbillede, »Eftermiddag i et Lyst­hus«, som Aaret efter var paa Chicago-Udstillingen. Under sit Op­hold der ægtede han den 27. Juni s. A. en dansk Pige, Sofie Hansen, Datter af Gaardejer Lars Hansen og Sigfrid f. Henriksen.

(Priv. Medd.    Akad.   Udst. Fortegn.)

 

104

Blom. Gustav Vilhelm Blom, Maler, Søn af Distriktslæge i Assens, Victor Edvard Blom (f. 1823, d. 1883) og Marie f. Blom, er født i Odense den 5. November 1853. Han gennemgik sin Skole­gang dels i Odense, dels i Assens, hvorpaa han tog Præliminær-examen i Kobenhavn (1870), besøgte derefter den polytechniske Lære­anstalt til Jan. 1876, da han blev Kandidat (Civilingeniør) og aftjente i de følgende to Aar sin Værnepligt. Understøttet, paa Forfatteren C. Bruuns Opfordring, af Grosserer H. Hirschsprung, gennemgik han derpaa Kunstakademiets Skoler fra funi 1878 til den 21. Marts 1883, da han fik Afgang som Maler. Allerede i 1884 fik han Ansættelse som Assistent ved Kunstakademiets Malerskole, den Gang under C. Bloch, og i 1890 blev han tillige Assistent i Perspektivklassen. Samtidig havde han i 1885—86 været Lærer ved Tegne- og Industriskolen for Kvinder, og blev 1886 Lærer ved det techniske Selskabs Skole. Den 31. Juli 1888 blev han gift med Vilhelmine Gottschalck, Datter af Distriktslæge Justitsraad Ludvig Gottschalck (f. 1819, d. 1889) og Mathilde Eleonore f. Sorterup (f. 1826). Tillige arbejdede han i Somrene 1888 og 1889 som Civilingeniør ved Københavns Befæst­ning. Blom har siden 1883 udstillet Genre- eller Figurbilleder, samt enkelte Landskaber og Architekturbilleder, saaledes allerede det første Aar »Kastrup Glasværk«, som Kunstforeningen købte. Paa den nordiske Udstilling i 1883 saas af ham »Politikere paa et Kaffehus«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Blumenthal. M. Blumenthal, Maler, angives af Spengler som født i Tyskland og ”uden Tvivl« en Søn af Dr. G. H. Blumenthal, der kom til Danmark 1710 og siden blev Bergmedicus paa Kongsberg. Han har malet nogle Prospekter fra Norge, hvoraf det ene er betegnet med Aarstallet 1748 (1728 er en Trykfejl); tre tilhøre den kgl. Malerisainling. Weinwich nævner ogsaa nogle Arbejder i Bergen, og L. Dietrichson nævner »Liget af et spædt Barn paa lit de paratie« (1756). Efter 1763 skal han have levet i Bergen, i hvis Museum det sidstnævnte Billede er indlemmet.

(Spengler Fortegn. Nr. 836. Fredensb. Invent. Weinwich Lex. L. Dietrich­son, Adolf Tidemand, S. 5.)

 

Blunck. Ditlev Conrad Blunck, Historiemaler, født den 22. Juni 1799 i Grevskabet Rantzau-Breitenburg ved Itzehoe i Holsten, besøgte Kunstakademiet i København 1814—27 og vandt alle dets Medailler, medens han samtidig uddannede sig til Historiemaler under J. L. Lunds

 

105

Vejledning. Hans første udstillede Arbejde (næst efter en Modelfigur) var (1823) »Christian IV's Syn paa Rothenburg”, der gjorde megen Lykke og blev købt til den kgl. Malerisamling. Hans Guldmedaille-arbejde, »Elias opvækker Enkens Søn« (1827), vakte gode Forvent­ninger, og efter at Akademiet havde tilsagt ham sit Stipendium fra i. Januar 1829, rejste han, med privat Understøttelse, om Sommeren 1828 over Berlin og Dresden til Italien. Fra Rom, hvor han paavirkedes af Mindet om Carstens, hjemsendte han ”Ezechiels Syn«, som udstilledes 1832 og blev købt til den kgl. Malerisamling. Det tør rnaaske regnes for det mest vellykkede af hans i danske Samlinger værende Arbejder. Han fik 1831 og 1832 hver Gang et års Tillæg til sit Stipendium, men kom dog først tilbage til Danmark i 1838, og blev den 15. Oktober agreeret ved Akademiet paa Billedet ”Noah, som i Arken modtager Duen med Oliebladet” (Thorv. Mus.). Han fik Opgave til Medlemsstykke, men forlod snart efter Danmark, som det synes ifølge et consilium abeundi, for ikke at vende tilbage dertil. Dog købte Christian VIII (1846, kgl. Malerisaml.) hans store allegoriske Maleri De fire Menneskealderen og endnu 1848—49 havde han Billeder paa Udstillingen, uagtet han havde sluttet sig til Oprørerne i den slesvigske Krig. Sine senere Aar, mindst fra 1844, om end med Afbrydelser, levede han i Wien, hvorfra han tog til Hamborg, og der døde han den 7. Januar 1853 af et pludseligt Slagtilfælde.

Foruden hans historiske Billeder, hvori efterhaanden en flad Allegorisering virkede hæmmende paa den rent kunstneriske Frem­stilling, malede han især i sine yngre Aar en Del Genrebilleder og Portræter, der tiltalte Samtiden. Alvorligere Kendere fandt dog, at de førstnævnte savnede en vis Friskhed og røbede Studiet for meget, ligesom hans historiske Billeder blev for forstandsmæssige. Han var en flittig Brevskriver (paa Tysk) til sin gamle Lærer, J. L. Lund, og disse Breve, som bevares i det store kgl. Bibliotheks Haandskrift-samling, indeholde ikke faa Oplysninger ogsaa om andre af Datidens danske Kunstnere.

(Østs Archiv I, S. 271. Hamb. Kstlex. S. 302. Oehlenschl. Erindr, ny Udg. S. 501. Bricka, II, 444. Priv. Medd. Krohn, I, 209. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Boesen. Arthur Nikolaj Boesen, Maler, Søn af Malermester R. B. Boesen, er født i København den 13. Marts 1870 og har i 1892 og 1893 udstillet nogle Landskaber.

(Vejvis.    Udst. Fortegn.)

 

106

Boesen. August Vilhelm JBoesen, Landskabsmaler, Søn af Provst Jens Frederik Boesen, Præst i Vigerslev (f. 1765, d. 1839) og Cathrine f. Ewald (f. 1774, d. 1841), var født den 12. August 1812. Han besøgte Kunstakademiet i København en kort Tid, men forlod det allerede ved Gibsskolen for at blive Landskabsmaler. Som saadan fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, besøgte Italien 1845—47 og opholdt sig siden i Hjemmet, indtil han paa en senere Rejse døde i Bologna den 17. November 1857. Han var gift med Mathilde født Sommer. Boesen var en flittig Kunstner, som fra 1836 til 1858 udstillede en Række tækkelige Landskaber, der dog mere udmærkede sig ved heldigt Valg og god Anordning end ved Ud­førelsens fremragende Særpræg. Den kgl. Malerisamling ejer et af hans Ungdomsarbejder fra Norge, og to Billeder fra hans Rejse i Italien.

(Bricka, II, 460. Priv, Medd. Strunk. Jfr. Erslew Forf. Lex. I, S. 158, og Suppl. I, S. 180. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Boesen. Frederik Emil Boesen, Architekt, var 8011 af Provst i Odder Peter Joachim Boesen (f. 1816, d. 1891) og dennes anden Hustru Caroline Marie Christine f. Baggesen (f. 1835, d. 1879): han blev født den 23. Juli 1865 i Thirstrup, tog Realskoleexamen i Odder, blev Tømrersvend og besøgte Kunstakademiets Skoler fra Juli 1880. Han havde været i Afgangsklassen (Architekturklassen) siden Febr. 1888 og havde arbejdet hos L. P. Fenger, da han afgik ved Døden den 22. Januar 1894.

(Elvius, S.  378.    Akad.    Berl. Tid.  -⁶/,   1894.)

 

Boesen. Johannes Boesen, Landskabsmaler, født den 5. August 1847 i København, er Søn af ovennævnte Provst og Sognepræst P. J. Boesen (en Fætter til A. V. Boesen) og hans første Hustru Marie Christine Frederikke f. Boesen (f. 1816, d. 1858), en Søster til A. V. Boesen. Han lærte at tegne hos Adjunkt Høegh-Guldberg i Aarhus, besøgte Kunstakademiet i København 1863—71 og har siden 1868 udstillet som Landskabsmaler. Han er Elev af P. C. Skovgaard; i 1869 fik han den Neuhausenske Præmie for »Parti af Stads­graven ved Nørreport«, i 1875 samme Præmie for »Solopgang; Ud­sigt fra Himmelbjærget«, købt af Kunstforeningen; Aaret før havde han faaet den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabs­malere for »Eftermiddag i Juni«, købt til Tombolaen. I 1886 havde han en Rejseunderstøttelse paa 800 Kr. og foretog en Sommerrejse

 

107

til Tyskland, Holland og Belgien. Paa en tidligere Rejse i 1879—80 havde han opholdt sig et Aarstid i Italien. I 1894 fik han Aars-medaillen for første Gang for »Sommerdag med Byger«. Boesen er gift med Kunigunde Mathea f. Zoega (f. 1848), Datter af Forpagter paa Holckenhavn, Frederik Christoph Zoega (f. 1812, d. 1888) og Charlotte Christine f. Lundh.

(Priv. Medd.   Elvins, S. 378, Bricka, II, 461.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Boesen.    Marie Dorothea Krabbe f. Boesen, se Krabbe.

 

Bois-Clair. Gaspar Antoine de Bois-Clair, Maler, var født i Lyon og blev først Jesuit, derefter i Holland reformert. Han kom 1690 til København, hvor han senere gik over til den lutherske Beken­delse og blev (d. 4. Nov. 1693) »fransøsk Slotspræst« i København med 600 Rdl. d. C. (1920 Kroner) om Aaret. Efter Christian V's Død (1699) skal han være bleven katholsk igen og forlod Koben­havn. Han vedblev dog at nyde sin tidligere Lønning som Pension, og døde i Kvartalet Jan.-Marts 1704, thi den 24. April s. A. faar Enken dette Kvartals »Pension« udbetalt. Tanken om de tre Beken­delser, han efterhaanden havde tilhørt, sysselsatte ham meget, og fremtraadte saavel i hans Kunstnervirksomhed som i hans Skrifter. Saaledes blev den 19. Oktober 1696 i Trefoldighedskirken ophængt et stort Maleri, »inventeret, malet og foræret til Kirken af Bois-Clair«. Det forestillede den hellige Timotheus, »en Mand af tre Religioner«. I et Skrift –”Discours évangéliguei”. fra samme Aar findes et tegnet Billede af Jomfru Marie, med en snurrig Forklaring om, at hun havde været af tre Religioner, nemlig den jødiske, den calvinske og den lutherske. Han har desuden i en Slags Gouache udført flere allegoriske Billeder, hvoraf nogle dels findes paa Rosenborg, dels fandtes i den kongelige Malerisamlings særskilte Samling af Haandtegninger m. m.

(Weinwich, S. 95. Sandvig, S. 28. Maanedl. Relationer for 1696. Hafnia hodierna, S. 116. Kraft og Nyerup. Worm's Lex. Rigsarch. Bricka, II, 473-)

 

Bojesen. Robert Peel Bojesen, Maler, født den 27. December 1841 i Skive, hvor Forældrene den Gang boede, var Søn af Distrikts­læge Justitsraad Boe Bojesen (f. 1804, d. 1885) i Holbæk og Jensine Mathilde f. Opitius (f. 1810, d. 1879). Han begyndte med at fare til Søs, kom derefter i Skibsbygningslære i Aabenraa, men da dette heller ikke tilfredsstillede ham, kom han til Professor Dalsgaard i Sorø, for at lære at tegne og derfra til København, hvor han i

 

108

Okt. 1866 fik Plads i Kunstakademiets Modelskole. Samtidig ægtede han Johanne Charlotte Selmer, en Datter af Overlæge Etatsraad Harald Selmer (f. 1814, d. 1879) og Julie Frederikke f. Bodenhoff (f. 1818, d. 1863). Den 19. Marts 1870 fik han Afgangsbevis som Maler. Han deltog 1873 i Konkursen for den Neuhausenske Præmie om Opgaven »Christiern II og Sigbrit gennemse Toldregnskaberne« og 1875 for samme Præmie om Opgaven »Mogens Munk bringer Chri­stiern II Adelens Opsigelsesbrev«. Sidste Gang blev Præmien til­kendt ham. Desuden har han 1871—76 udstillet nogle Genre­billeder og et Par historiske Malerier. Imidlertid fik han Lyst til at blive Sømaler, søgte Vejledning hos Chr. Blache og vilde have konkurreret i dette Fag til den Neuhausenske Præmie, da denne lovende unge Kunstner efter et kort Sygeleje afgik ved Døden den 4. De­cember 1876.

(Priv. Medd. Bricka, II, 488. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 6. December 1876. Pers. Tdskr. 2. R, I. Till. 28.)

 

Bolagny.     Bolagny,   ansat som dansk Oberst  1697,   fik i Aaret 1699 en Sum  900 Rdl. d.  C. udbetalt for Modellen   til   en Bygning. (Kgl. Regnsk.  i Rigsarch.j

 

Bolvig.    Emilie Soya yensen f. Bolvig, se Soya Jensen.

 

Bondrop. Niels Herman Bondrop, Billedhugger, Søn af Gros­serer og Urtekræmmer Hans Christian Bondrup (f. 1802, d. 1880) og Cathrine f. Hassert (f. 1805, d. 1873), var født i København den 17. November 1834, besøgte Kunstakademiet fra 1849 og gennemgik dets Skoler; den 22. Marts 1856 vandt han den mindre og den 29. Decbr. 1859 den store Sølvmedaille for Modelering. Han udstil­lede fra 1853 til 1858 nogle Buster og nedsatte sig derefter 1861 som Sten- og Billedhuggermester i København. Han ægtede 1866 Vilhelmine Albertine Smidt, Datter af Bogholder ved Ordenskapitlet Anton Ferdinand Smidt (d. 1840) og Marie Sofie født v. d. Wittering (f. 1817, d. 1886), og døde den 23. September 1889.

(Priv. Medd.    Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Pers. Tidsk.  2. R. V, Till. 31.)

 

Bonfils. Louise Marie Magdalene Bonfils, Malerinde, er Datter af Justitsraad Carl Josef Julius Bonfils (f. 1814) og Elisabeth Juliane Louise f. Soelberg (f. 1815, d. 1884) og er født den 3. November 1856 paa Frederiksberg. Hun har besøgt Tegne- og Industriskolen for Kvinder og har som Elev af Hans Fischer, samt af Kunstnernes

 

109

Studieskole under Krøyer og Tuxen uddannet sig til Marinemalerinde. Efter at Kunstskolen for Kvinder var bleven oprettet, besøgte hun denne i tre Semestre 1891—92. Hun havde imidlertid udstillet alle­rede fra 1881 -- et Søstykke solgt til Kunstforeningen - - og har ved Siden af Kystbilleder og Søstykker ogsaa udstillet enkelte Land­skaber.

(Priv.  Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst.  Fortegn.)

 

Bonnesen. Carl Johan Bonnesen, Billedhugger, født den 26. Maj 1868 i Aalborg, er Søn af Skibsbygmester Lambert Bonnesen (f. 1827, d. 1884) og Maria Dorothea Sofie f. Langbein (f. 1842). Han var først i Tømrerlære, men da han ønskede at blive Billedhugger, indtraadte han i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse i Fe­bruar 1887 og gennemgik med stor Flid og Iver Klasserne, saa at han allerede den 28. Maj 1889 fik Afgangsbevis som Modelerer, efter at han to Gange havde faaet Skolens Flidspræmie paa 100 Kr. Strax ved sit i 1889 udstillede første Arbejde »En Hunnerhøvding«, vakte han Opmærksomhed, s. A. vandt han anden Pengepræmie for en Modelfigur, i 1890 første Præmie for en saadan, og i de følgende Aar fik han Understøttelser fra forskellige Legatstiftelser. T 1893 vandt han Halvdelen af en Eibeschütz'sk Præmie for sin »Kain« og i 1894 fik han første Gang Aarsmedaille for sin Gruppe »En Ulyk­kelig«. Det i Bronce udførte Arbejde, »En Hunner, som til Hest bortfører en kinesisk Pige«, tilhører Statens Skulptursamling. Han er for Tiden (1894—95) udenlands med første Del af Akademiets mindre Rejsestipendium.

(Priv. Medd.   Akad.     Cdst. Fortegn.)

 

Borch. Gaspar Leuning Borch, Architekt, er Søn af By- og Herredsfoged Gaspar Frederik Carl Borch (f. 1829, d. 1878) og Marie f. Borch (f. 1823) og blev født i Christianssted paa St. Croix den 14. Juni 1853. Ved Faderens Forflyttelse kom han til Danmark og vilde være Søofficer; han bestod Adgangsprøven til Søofficerskolen (1870): men da han dog ikke blev antaget, lærte han Tømrerhaandværket i Saxkøbing, hvor Faderen den Gang var Embedsmand, og kom derefter paa Kunstakademiet i Oktober 1874. Han gennemgik dets Skoler og fik i April 1879 Tilladelse til Afgang, samt den 30. Juni 1882 Afgangsbevis som Architekt. Han konkurrerede i 1886 med Tegninger til et Kunstmuseum og opnaaede en Præmie, i 1889 ved Akademiet til den Neuhausenske Præmie. Samme Aar blev han

 

110

Lærer ved det techniske Selskabs Skole i Kunstindustri. I 1891 havde han Rejseunderstøttelse af den Reiersenske Fond og Indenrigs­ministeriet, i alt 1000 Kr., og i 1893 af den Larsenske Fond, 900 Kr. Han har givet Tegning til Sekondløjtnantskolen paa Kronborg og til Ingeniørkasernen paa Vognmandsmarken, samt opført flere Bayerskøl-Bryggerier. Han er gift med Alida Louise f. Dodt, Datter af Oberst­løjtnant i Infanteriet Just Victor Dodt (f. 1808, d. 1857) og Louise Ottilie f. Bagger (f. 1816).

(Priv. Medd.     Akad.    Udst.  Fortegn.     V.  Richter, Jur.  Stat.   1881,  S. 37.)

 

Borch. Elna Inger Cathrine Borch, Billedhuggerinde, Datter af Købmand Anders Jakob Borch, er født i Roskilde den 6. December 1869, uddannede sig for Billedhuggerkunsten hos A. V. Saabye og besøgte fra i. Oktober 1891 den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, indtil hun den 28. Maj 1894 fik Afgang som Modelerer. Kunstnerinden har i 1891, 1892 og 1895 udstillet Buster.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Borch. H. Borch, Maler, nævner sig selv paa et Portræt i hel Figur af Margrethe Ulfeldt, Niels Juels første Kone, som den, der i 1758 har kopieret dette Billede, hvilket tilhører Grev Bille-Brahe til Egeskov.

(Udst. af Niels Juelske Portr. p. Amalienborg,   i.— 6. Juli  1877.)

 

Borch.. Martin Borch, Architekt, Søn af Proprietær Frederik Borch (f. 1807, d. 1868) og Johanne Frederikke f. Frausing (f. 1809, d. 1886) er født paa Hovedgaarden Skjern i Jylland den i. Marts 1852. Efter sin Konfirmation kom han i Tømrerlære, blev Svend 1870, men fik allerede i Oktober 1869 Adgang til Kunstakademiet, hvorfra han den 19. Marts 1877 fik Afgangsbevis som Architekt. Den n. Marts 1878 tilkendtes den mindre Guldmedaille ham for »En Bibliotheksbygning« i gothisk Stil. Efter at han i 1880 havde ægtet Marie Henriette Nyrop, en Datter af Sognepræst Christoffer Nyrop (f. 1805, d. 1879) og Helene f. Ahlmann (f. 1807, d. 1874), foretog han en Studierejse til Italien, besøgte i 1889 Verdensudstillingen i Paris med ministeriel Understøttelse og var i 1891, med en Rejseunderstøttelse paa l000 Kr. fra Akademiet, atter i Italien. Af hans Arbejder kan fremhæves Opførelsen af Christiansminde under Jægerspris Stiftelse (1887), Ombygning af Herregaarden Holstenhus i Fyn (1890), samt Opførelsen af Provinsarkivet i Odense (1893); for de dertil hørende udstillede

 

111

Tegninger fik han i 1894 Aarsmedaille for første Gang. Af dekorative Arbejder kan nævnes Kongeværelset ved den store nordiske Udstilling i 1888 og Tegningerne til en Del kunstnerisk udførte Møbler. Siden 1893 har han været Assistent ved Akademiets Architekturskole. Ved Konkurser om Tegninger til et Kunstmuseum (1886) og til Gen­opførelsen af Christiansborg Slot (1887) har han vundet Præmie. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bork. André Christoph Bork, Xylograf, er født den 6. Januar 1854 i København og Søn af Skomagermester Heinrich Wilhelm Bork (tysk født 1818, d. i Kbh. 1883) og Engeline Maria f. Espersen (f. 1816, d. 1873). Han lærte hos H. P. Hansen i fire Aar og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole, hvorfra han i 1871 kom paa Akademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han kun besøgte et Kvartal. Endnu samme Aar rejste han til Stuttgart og i 1883 til Wien, hvor han arbejdede i to Aar. Efter den Tid har han været i kunstnerisk Virksomhed flere Steder i Udlandet, saaledes i München ved Illustrationerne til »Faust« og til »Fliegende Blåtter«, derpaa i Paris, hvor han skar Illustrationer til Victor Hugo »Les travailleurs de la Mer«, i Berlin og 1888 i Florens, hvor han udførte et Træsnit efter Sassoferratos »Madonna«, derpaa i Holland og i London, indtil han endelig i 1893 har taget fast Ophold i Køben­havn (Frederiksberg) og oprettet et xylografisk Atelier. Han har i Danmark skaaret Træsnit efter nogle af Hans Tegners Illustrationer til Holberg m. m.; og har udstillet siden 1884 Træsnit efter for­skellige Malere. Den 18. Marts 1882 havde han ægtet Claudine Theilgard (f. i Valparaiso ¹⁸/₃ 1862), Datter af Fabrikant Jan Theilgard (d. i Kbh. 1875) og Rosaria Arancibia (d. i Bryssel 1873).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Borup. Gotthilf Borup, Billedhugger, maa være født kort efter Aarhundredets Begyndelse; han besøgte Kunstakademiet i København fra 1819, men vandt først 1827 dets mindre Sølvmedaille, 1829 den store, samt Pengepræmien som Billedhugger samme Aar og 1832. Efter et tidligere forgæves Forsøg vandt han 1837 den mindre Guld-medaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (i Sam. 16,23). Store Guldmedaille lykkedes det ham ikke at faa. Hans vigtigste Arbejde var Udførelsen af den store Fronton til Chri­stiansborg Slots Forside efter Thorvaldsens Udkast, som blev ham overdragen efter H. E. Freunds Død. Den er i brændt Ler og blev

 

112

opstillet 1847: den ødelagdes næsten ganske ved Slottets Brand 1884. Foruden dette Arbejde syslede han mellem 1841 og 1850 med en Billedstøtte af Tordenskjold, en Buste af samme, der var udstillet først i Gibs og senere i Marmor, samt endelig med Skitsen til en Billedstøtte af Niels Ebbesen. Saavel de fem Billedstøtter, som de to knælende Engle paa Forsiden af katholsk Kirke i København (1842) ere ligeledes af Borup. I 1852 rejste han til Amerika, hvor han levede i New Haven i trange Kaar og døde der i Juli 1879. (Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Vejvis. Strunk.)

 

Boudan, se  Chomond Boudan.

 

Bourgeois. Christian M. Bourgeois, Maler, født i København, vandt i 1789 Kunstakademiets mindre Sølvmedaille for en malet Modelfigur og fik 1794 Akademiets Attest »for i nogle Aar at have frequenteret« det. Han forlod rimeligvis den Gang København, thi efter Weinwichs Angivelse levede han (1811) »som Theatermaler i St. Petersborg og har malet smaa Architekturstykker med Ruiner«.

(Weinwich,  S. 204.    Akad.)

 

Bracht. F. G. t. Bracht, Maler, rimeligvis en Søn af Christian V's Hoflakerer Christian von Bracht, som fra 1691—98 modtog en aarlig Understøttelse af 200 Rdl. d. C. »til sin Søn i Rom«. Fra den Tid har han vistnok været hjemme, 1708 arbejdede han i 6 Maaneder paa Rosenborg Slot, og 1746 nævnes to Blomsterstykker i Vandfarve af Frederik Christian Bracht. Weinwich nævner, at han 1698 har malet Landskaber med Dyr i. Af Sandvig nævnes blot sex Arbejder med Aarstallene 1698—1741. Friis nævner en Charles Bracht, som 1705 arbejdede paa Rosenborg.

(Weinwich,  S. 95.    Sandvig,  S. 29.    Friis, Saml. S.  21.    Rigsarch.)

 

Brackhoff. F. A. Brackhoff, Portrætmaler, kaldte sig allerede saaledes, da han 1825 indtraadte i Akademiets første Frihaandsskole. Han udstillede 1826 to Portræter i Pastel og 1835 »et Christus-hoved«, Kopi efter Carlo Dolci, ligeledes i Pastel. Han døde den 5. Maj 1854, som det synes ugift og fattig.

(Akad.     Reitzel.    Udst. Fortegn.    Skifteretten.)

 

Bradt. Frederik Ludvig Bradt, Kobberstikker, Søn af Snedker Johan Just Bradt i København og født 1747, vandt Kunstakademiets Soh medailler i Bygningsskolen (1765) og Aaret efter dets store Guld-

 

113

medaille i samme Fag. Ved sin Broders Død (se nedenfor) søgte han det Stipendium, denne havde haft, men fik det ikke. Senere lagde han sig efter Malerkunsten, men søgte dog atter 1775 Rejse­stipendium som Bygmester, uden heller denne Gang at opnaa det. Efter at have været »Fabriquetegner« og faaet Akademiets Anbefaling som brugelig ved de kongelige Uldmanufakturer, eller samtidig der­med, lagde han sig efter Kobberstikkerkunsten og synes at have op­holdt sig nogle Aar udenlands, blandt andet hos Bonnet, til hvis Værk han stak Vignetter (1778). Han ægtede den 13. November 1779 Marie Louise Mayes (f. 1745). I Aaret 1785 blev han agreeret som Kobberstikker ved Kunstakademiet paa et Stik efter et Landskab af van Hagen: Mandelberg og Abildgaard valgtes til Kommissærer, og den 6. Marts 1786 blev han Medlem af Akademiet paa et Stik efter et Landskab med Kvæg af Asselyn. Den 16. De­cember s. A. døde hans Hustru kun 41 Aar gammel. Tre Aar efter, d. 22. Februar 1789 frabad han sig den Ære at være Medlem, da »Omstændigheder og adskilligt Arbejde; ikke tillod ham at deltage i Forsamlingerne. Akademiet synes dog at have vedblevet at regne ham for sit Medlem. Endnu samme Aar optraadte han paany som Architekt ved at fremsende »et Forsøg til en ny Søjleordens Op­findelse«, der blev taget under Akademiets Overvejelse, uden at man dog senere erfarer noget nærmere derom. Det gik tilbage med ham, han skal endog have været sindsforvirret og i nogen Tid paa Lade-gaarden. I 1809 søgte han Kongen om Tillæg til sine Aarpenge paa Grund af Øjensvaghed og tiltagende Alder, og anbefaledes dertil af Akademiet. Allerede den Gang var han i Hillerød, hvor han levede nogle Aar (1808—n?). Slutningen af sit Liv tilbragte han hos en Datter, som i andet Ægteskab var gift med Konsistorial-raad Juhl i Førslev, og hos hende døde han den 15. Januar 1829. Af hans Arbejder nævnes, foruden de anførte, fra Aaret 1787 »to skønne Landskaber efter en nederlandsk Maler og et godt Portræt i Kridtmaner«. Forøvrigt synes han at have syslet med mere under­ordnet Arbejde i sit Fag. Thaarup nævner i Nyeste Skilderie nogle Stik efter Juel.

(Weinwich, S. 28. Skild. 1830, Sp. 402. Bricka, II, 582. Lengn. Trin. K. Adresseav. 1779. Nr. 186. Priv. Medd. Strunk. Krohn I, 89—94. Akad. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44.)

 

Bradt. Johan Gotfred Bradt, Architekt og Kobberstikker, født i København den 9. December 1741, en Broder til Frederik Ludvig

N. K. I,.    I.                                                    April   1895.

 

114

Bradt, lagde sig først efter Bygningskunsten og vandt i dette Fag Kunstakademiets fire Medailler i Aarene 1759—64. Tillige lagde han sig efter Kobberstikkerkunsten og søgte i Juli 1768 Akademiets Rejsestipendium baade som Architekt og som Gravør. Han fik dog først Stipendiet et Aar senere og afrejste i Oktober 1769 til Paris, hvor han allerede Aaret efter døde den 25. Oktober 1770. Dermed afsluttedes hans korte, men som det synes lovende Virksomhed. Sandvig nævner -ni Arbejder af ham. Han udgav Monumenta Fredens-burgica inden sin Udenlandsrejse.

(Weinwich, S.  174.   Sandvig, S. 29.   Skild.  1830, Sp. 401.    Schlesw. Kunst-beitr.,  S. 44.    Kraft og Nyerup.    Krohn I,  80—82.    Akad.)

 

Brandstrup. Ludvig Brandstrup, Billedhugger, er Søn af pen­sioneret Skolelærer Frederik Laurits Michael Brandstrup og Johanne Kirstine f. Fenger. Han er født den 16. August 1861 i Tranekær paa Langeland, kom efter sin Konfirmation i Snedker,lære og arbejdede som Svend hos Severin og Andreas Jensen i København. Da han havde Lyst til at være Billedhugger, tog afd. F. L. Liebenberg sig af ham, og han tilbragte en Del Aar i hans Hus. Han blev Elev af Vilh. Bissen og kom den i. Oktober 1885 ind i Akademiets For­beredelsesklasse, gennemgik dets Skoler og fik den 30. Januar 1888 Afgangsbevis som Modelerer. Brandstrup havde begyndt at udstille allerede i 1886, og han vandt i 1889 den Neuhausenske Præmie (600 Kr.) paa en Statuette i Gibs af sin faderlige Ven Liebenberg. I 1890 fik han en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 1000 Kr., i 1892 første Gang Aarsmedaille paa en Dobbeltbuste, i 1893 og 1894 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium, paa hvilket han endnu er udenlands. Desuden har han i 1894 faaet første Medaille ved den internationale Kunstudstilling i Antwerpen. Den 14. September s. A. indgik han, under et midlertidigt Ophold i Hjemmet, borger­ligt Ægteskab med Bertha Nancy Hirschsprung, Datter af Grosserer og Tobaksfabrikant Bernhard Hirschsprung (f. 1834) og Emma f. Bing (f. 1843). Blandt hans Arbejder kan fremhæves Buster af V. Kyhn, O. D. Ottesen og Vilh. Bissen. I 1891 udstillede han en Billedstøtte i Gibs »Psyche henter gylden Uld«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.     18. Nov.'s Aarsb.)

 

Brandt. Bolette Brandt, Malerinde, var Datter af Sognepræst Jørgen Ludvig Brandt (f. 1788, d. 1844) og Elisabeth født Gjørup (f. 1796, d. 1879) og blev født den 19. Februar 1827. Hun uddannede

 

115

sig først for Blomstermaleriet, men da hendes Lyst førte hende til Landskabsmaleriet, blev hun Elev af H. Buntzen og har ligeledes tegnet hos F. Helsted. Hun har malet Landskaber fra forskellige Egne af Danmark og udstillet fra 1861 til 1875. I 1869 var hun udenlands og opholdt sig nogle Maaneder i Paris. Af Hensyn til hendes kunstneriske Virksomhed skænkede Kong Christian IX hende i 1873 en Aarpenge fra Vallø Stift. Hun døde den 24. December 1889.

(Priv. Medd.    Reitzel.   Udst. Fortegn.    Pers. Tdsk. 2. R. V. Till.,   31.)

 

Brandt. Jakob Frederik Brandt, Ingeniørofficer, Maler, er født den 6. Januar 1843 i Ollerup ved Svendborg, hvor Faderen Jens Sofus Brandt (f. 1812) den Gang var Præst; hans Moder var Eline Mar-grete f. Lange (f. 1812, d. 1865). Brandt blev Student fra Sorø Akademi i 1862 og tog den filosofiske Examen Aaret efter. Da Krigsforberedelserne snart efter begyndte, meldte han sig som frivillig Officersaspirant, deltog i Krigen, bl. a. i Forsvaret af Als og fik efter Krigen Udnævnelse til Sekondløjtnant (med Ancienn, fra ²⁵/₁₀ 1864). Imidlertid studerede han Theologi i nogle Aar, men bestemte sig i 1867 atter for Militærstanden, gennemgik Officersskolen 1868—72 og fik Ansættelse i Ingeniørkorpset, men var forinden, den 17. Juli 1870, bleven udnævnt til Premierløjtnant. De følgende 14 Aar op­toges ganske af Militærtjenesten samt flere Udenlandsrejser i tjenstligt Øjemed; d. S.Jan. 1880 blev han Kaptajn, og nogle Aar efter bestemte han sig for at uddanne det Anlæg for Malerkunsten, som han ikke tidligere havde kunnet hellige Tid og Kræfter. Uden at træde ud af Tjenesten gennemgik han Akademiets Skoler fra November 1884 til den 28. Maj 1891, da han fik Afgangsbevis som Maler. I Januar 1895 afsluttedes hans egentlige Militærtjeneste, idet han faldt for Aldersgrænsen. Den 21. Februar 1885 havde han faaet Ridder­korset. Brandt har udstillet nogle Billeder siden 1891, mest Figur­billeder, men har desuden malet en Del Portræter og enkelte Genre­billeder. I 1894 foretog han en mindre Kunstrejse, navnlig for at se nogle af de større udenlandske Samlinger. Han ægtede den 28. December 1875 Anna Benedicte Lucia Seehusen, Datter af Snedkermester Frederik Seehusen (f. 1801, d. 1884) og Laura Thomine Henriette f. Jørgensen (f. 1811, d. 1891).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Brandt. Johannes Herman Brandt, Landskabsmaler, Søn af Sognepræst August Frederik Brandt (f. 1815, d. 1893) og Charlotte

 

116

Augusta f. Steenbuch (f. 1821), er født den 29. August 1850 i Køben­havn, hvor han besøgte Haderslevs Læreres Skole og lærte samtidig at tegne hos Peters og Kyhn: som Landskabsmaler er han tillige Elev af den sidste. Han besøgte Kunstakademiet 1868—74 og begyndte at udstille 1872. Han vælger med Forkærlighed Æmner fra Born­holm, især fra Kysten, hvor Brændingen bryder sig mod Klippen, og har solgt en Del Billeder til forskellige Kunstforeninger i Dan­mark og til Tombola'en. Han er gift med Rebekka Sofie f. Steen­buch, en Datter af Pastor Theodor Steenbuch (f. 1816) i Odense og Charlotte Johanne Elisabeth f. Mørch (f. 1830). (Bricka III, 9. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Brasch. Morten Bras,ch har tegnet »Christian V's Brystbillede omgivet med et Træk, hvori Kongens Symbolum og andre Zirater. Patent folio. Martinus Braschius inv. Copenhagen Anno 1686. Pieter van Haarlem sculp.”

(Sandv.. S. 66.    Weinw.,  S. 96.)

 

Brasen. Hans Ole Brasen, Maler, Søn af Skolelærer, senere Købmand i Hillerød, Ole Julius Brasen og Kamae Elise f. Smidt, er født den 16. Januar 1849 ' Hillerød. Efter at have staaet fire Aar i Malerlære hos Malermester Schmiegelow besøgte han Kunstakademiet i København 1867—1874 og begyndte at udstille 1871. Som Land­skabsmaler er han Elev af Rasmussen Eilersen, med hvem han 1876 rejste til Italien. Forinden havde han (1875) faaet den Neuhau-senske Præmie for »Gæssene drives hjem i. Efter at have udstillet et stort Billede »Husarer vande Heste, Solopgang« fik han Akademiets mindre Rejsestipendium i to Aar (1879—80) og senere i 1884 det Ancherske Legat, l Paris studerede han under Bonnat. Han maler dels Dyrstykker, dels Figurbilleder, som oftest i landskabelige Om­givelser, dog ogsaa Portræter. I 1892 fik han første Gang, i 1894 anden Gang Aarsmedaille (»Solnedgang ved Esrom«) og er nu Med­lem af Akademiets Plenarforsamling.

(Bricka, III,   17.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bratz. L. T. W. Bratz, Portrætmaler, var mulig Søn af Kom­pagni-Kirurg Johan Henrik Vilhelm Bratz (f. 1780, d. 1841) og Sofie Elisabeth f. Kalhauge (f. 1794, d. 1836). Han udstillede fra 1830—41 Miniaturportræter og et Genrebillede, forlod København 1841 og r-yne-* at være den Bratz, som derefter levede og vistnok ogsaa døde

 

117

i Christiania, hvor han var gift med Skuespillerinden Emilie Susanna f. Fonseca (Enke efter en Møller:), der døde 1884 i Christiania. I 1843 malede han der et Billede med mange Figurer, forestillende et »Christiania-Marked«.

(A. Collett, GI. Chrnia Minder, S. 39, 136. Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Bravo. Johan Bravo, Maler, født i Altona af jødiske Forældre 1796, besøgte Kunstakademiet i København 1816—1819, for at uddanne sig til Kunstner. Under Opholdet i København udstillede han intet, men efter at det var lykkedes ham at komme til Rom (om­trent 1830) udstillede han 1831—32 et Par mindre Billeder fra Rom og Omegn. Han opgav dog snart Malerkunsten, men forstod ved sin Tjenstvillighed og Forretningsdygtighed at gøre sig yndet saavel af de Danske, som af den tyske Kreds i Rom. Endnu i 1839, da Akademiet benyttede ham som Mellemmand, kaldtes han »Maleren Hr. Bravo«, men snart efter fik han Titel af Kunstagent med For­pligtelse til at give Akademiet Kunstmeddelelser fra Rom, og i flere Aar skrev han udførlige Beretninger om Kunstnernes Virksomhed der. De Tjenester, han ydede ved Afsendelsen af Thorvaldsens Værker til København, fremkaldte hans Udnævnelse til dansk Konsul i Rom, i hvilken Stilling han forblev til sin Død. Han blev senere tillige svensk-norsk Konsul, Ridder af Danebrog og af Vasaordenen, Etatsraad og endelig Kommandør af Danebrog. Han døde i Rom den 29. April 1876.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Thiele, Thorv. III og IV. Fædrelandet 1876, Nr. 106.)

 

Brecheisen. Josef Brecheisen, tysk Miniatur- og Kmaillemaler, var som det synes født i Wien. Fra 1748 opholdt han sig i Berlin og blev 1757 kaldet til København, hvor han var Hofminiaturmaler fra 1759 til 1764 med 300 Rdl. d. C. om Aaret. Han skal have forladt København, dels formedelst Pilos Indflydelse, dels af Util­fredshed med sin Stilling her og vendte om Sommeren 1763 tilbage til Wien; dog synes det at være sket uden Brud, thi Kongen gav ham den 29. Juli 100 Rdl. d. C. til. Rejsepenge. Han malede dels Miniaturportræter til de da brugelige Gulddaaser, dels andre Malerier i Miniatur. Han har ogsaa raderet et Par Blade. Tillige var han Tegnelærer for de kongelige Børn.

(Weinw.  S.  164.    Schlesw. Kunstbeitr. S. 44.    Rigsarch.    Statskal.)

 

118

Brecheisen. J. Brecheisen født Laurentz, den foregaaendes Kone, var Emaillemalerinde og var i København sammen med sin Mand. Hendes Broder, Johan Daniel Laurentz, var hendes Lærling.

(Weinwich, S.  164.)

 

Bredal. Niels Anders Bredal, Landskabsmaler, var født i København den 22. Juni 1841, Søn af Koncertmester Iver Frederik Bredal (f. 1800, d. 1864) og Elisabeth f. Andersen (d. 1841), og Sønnesøn af nedennævnte N. J. Bredal. Han var uddannet til Lithograf, men da han fik mere Lyst til at være Maler, besøgte han Akademiets Skoler fra 1860 til 1867, idet han gik ud af Modelskolen. Han begyndte at udstille 1865 »Portalet af Frederikskirken« og fore­trak i det hele architektoniske Motiver, helst i landskabelige Om­givelser. I 1870 var han i Tyskland, og i September 1871 rejste han til Italien, saa at han allerede 1872 var i Rom, idet han, efter i to Aar ikke at have udstillet, til Udstillingen i 1873 havde hjemsendt flere Billeder fra Rom og Omegn. Han nærede en Tid Tanken om at blive i Italien, men afbrød dog Opholdet i 1880, da han over Venezia rejste hjem. I Italien lagde han sig efter Vandfarvemaleriet og blev Banebryder i Danmark for denne Malemaade. Efter Hjem­komsten vendte han tilbage til danske Landskabsmotiver, indtil han 1885 blev Lærer ved Koldings techniske Skole, og nu indflettede Kolding hus' Ruiner i sine Billeder. I 1887 vendte han syg og lidende, Følgerne af en voldsom Gigtfeber, tilbage til København, hvor han døde den 14. Februar 1888. Han havde i 1882 ægtet Cecilie Abrahams, f. Holm (f. 1849, d. 1891), Enke efter Cand. phil. F. Abrahams. Ved Siden af det smukke kunstneriske Snille, som fremtraadte i hans Billeder, navnlig i hans Akvareller, havde han ogsaa et poetisk Talent, som han i sine Kunstbrødres Kreds stillede til Kammeraternes Raadighed ved festlige Lejligheder.

(Bricka, III, 31. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. IV. Till., S. 3. Nat. Tid. 1888. Berl. Tid. 189 O

 

Bredal. Niels Iversen Bredal, Maler, født i Bergen den 15. August 1772, var Søn af Iver Bredal (f. 1738 i Christianssand, d. 1783) og Anna Renord (f. 1748, d. 1776); han ernærede sig i København som Portrætmaler og Tegnelærer. Han indsendte nogle Prøvetegninger til et Elementarværk til Kunstakademiets Bedømmelse. Nogle roste det, andre dadlede det for »Mangel paa Smag og Korrekthed«. I Aaret 1821 forlangte han Akademiets Attest for Duelighed som Tegnelærer, men fik den ikke, fordi han ikke var Elev af Akademiet.

 

119

I 1824 udstillede han et Portræt udenfor Fortegnelsen. Et Portræt af den bergenske Rektor, F. C. Holberg Arentz er stukket af Bagge (1816). Kobberstiksamlingen har en satirisk Tegning af ham. Han ægtede 1796 Marie Frederikke Christensen (f. 1774, d. 1797) og, efter dennes Død, Charlotte Augusta Green (1798), og døde den 19. August 1831 som Malermester i København.

(Weinw. Lex. Ersl. Forf. Lex. I. S. 199. Suppl. I. S. 233. Dagen 1831, Nr. 235. Thaarup. Lengn. Stamtavle og Frue K. Rigsarch. Krohn I, 155. Strunk. Akad. Skifteretten.)

 

Bredsdorff. Johan Ulrik Bredsdorff, Landskabsmaler, født den 22. Maj 1845 i Vesterskjerninge i Fyn, er Søn af Sognepræst Chri­stian Hornemann Bredsdorff (f, 1802, d. 1848) og Elise Bolette f. Møller (f. 1813, d. 1877); han opvoxede først i Odense, senere i København, og havde uddannet sig til Civilingeniør, inden han bestemte sig for at blive Landskabsmaler. Han har lært at male hos Kyhn og besøgte Kunstakademiet 1868 til 1876. Siden 1883 har han boet i Birkerød. Lige siden 1870 har han været en flittig Ud­stiller, som har vundet et godt Navn ved sine talrige Landskaber, dels fra Bornholm, dels fra forskellige Egne i Danmark, ikke mindst fra Birkerøds smukke Omgivelser. I 1876 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere for Solskin paa Vandet, »Kobbermøllebugten ved Flensborg«. I 1877 var Bredsdorff en Sommerrejse og malede nogle Partier fra Svejts, i 1887 havde han en Rejseunderstottelse fra Akademiet paa 400 Kr. og besøgte da Norge. Han havde den n. Juli 1878 ægtet Dagmar Helveg, Datter af Stiftsprovst Hans Frederik Helveg (f. 1816), den Gang Sognepræst i Købeløv, og dennes anden Hustru Anna Maria f. Lauritsen (f. 1820).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Brendekilde. Hans Andersen, fra 1884 med kgl. Bevilling, Brendekilde, Maler, er født i Landsbyen Brendekilde paa Fyn, den 7. April 1857, og er Søn af Træskomand Anders Rasmussen og Maren Nielsdatter. Lyst til at skære i Træ og Undervisning i en Snitteskole vakte Kunstnertanker hos ham, han forlod sin Tjeneste og gik i Stenhuggerlære i Odense: ved en Enkefru Blumenbachs Hjælp fik han større boglig Uddannelse og kom til Kunstakademiet i Køben­havn for at blive Billedhugger. Han gennemgik fra Oktober 1870 dettes Skoler og fik den 17. Marts 1881 Afgangsbevis som Modelerer. Men nu slog han pludselig om og blev Maler; allerede paa December udstillingen 1882 havde han et mindre Arbejde og fra Foraars-

 

120

udstillingen 1883 har han stadig udstillet og vakt stigende Opmærk­somhed for sine Arbejder. Aaret efter giftede han sig med Ida luliane Antonie Nielsen, Datter af Skovfoged Hans Henrik Nielsen i Stevns. Han maler med Forkærlighed Menneskenes Liv i fri Luft og har kun undtagelsesvis gengivet Interiører. I 1886 fik han af Akademiet en Rejseunderstøttelse paa 400 Kr. til Indlandet; i 1888 udførte han i Pastel »Illuminationen ved Regeringsjubilæet« (udst. 1889, tilh. Kong Christian IX) og i 1889 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.) til Udlandet, samt, efter eget Ønske, Aaret efter 800 Kr. til Hjemrejse. Et stort Billede »Udslidt« (udst. 1890) var malet inden Rejsen. Saavel i Form- som i Farvebehandlingen øvede Rejsen gunstig Indflydelse paa ham; han udstillede nogle Billeder, malede i Udlandet, men vendte hurtig tilbage til danske Æmner. I 1892 fik han første Gang Aarsmedaille for »Foraar« og i 1893 anden Gang for det store Billede »En Landevej«, der viser en stærk religiøs Paavirkning, som ogsaa fremtræder saavel i tidligere som i senere Arbejder, med en fra Udlandet optagen Lyst til at drage nytestamentlige Motiver ind i det moderne daglige Livs Om­givelser. Med dette Billede, som blev købt til den kgl. Maleri-samling, var han bleven Medlem af Akademiets Plenarforsamling. Aaret efter fik han det Ancherske Legat og rejste atter til Udlandet. Han har tillige haft nogen Understøttelse fra andre af de Legat-stiftelser, som understøtte Kunst.

(Bricka, III, 54.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Brendstrup. Thorald Brendstrup, Landskabsmaler, Søn af Tømrer­mester Søren Brendstrup og Marie født Viborg, blev født den 2 5. Maj 1812 paa Cathrinebjerg ved Roskilde.¹ Efter sin Konfirmation blev han Lærling paa den kgl. Porcelænsfabrik for at uddanne sig til Porcelænsmaler og besøgte som saadan Kunstakademiets Skoler fra 1826—1833, da han gik ud af Gibsskolen. Imidlertid kastede han sig ogsaa over Landskabsmaleriet og udstillede fra 1835: 1846 opgav han ganske Porcelænsmaleriet for udelukkende at hellige sig Land­skabsmaleriet. Han fik 1847 og 1848 Akademiets Rejsestipendium (600 Rdl. aarlig) for to Aar, og opholdt sig 1847 — 50 i Udlandet,

 

¹ Paa sin Selvangivelse til Akademiet skrev han 1812 som Fødselsaar, hvilket ogsaa passer med, at han som konfirmeret indkom paa Akademiet i 1826. Senere, i 1868, skrev han rigtignok selv, at han var født 1814., som derfor, da den første Angivelse endnu var mig ubekendt, blev indført i Dsk. Konstnerlex. Jtg har i Dsk. biogr. Lex. og her optaget det formentlig rigtige Aarstal. Til S. Mtlller har han senere atter opgivet Aarstallet 1812.

 

121

navnlig i Rom. Efter at han (1855) havde ægtet Pauline Regine Kierkegaard, foretog han (1857—61) paany en længere Kunstrejse gennem Tyskland og Frankrig til Italien, hvor han især dvælede i Rom og Neapel. I Februar 1874 blev han Medlem af Kunst­akademiet i København. Han har udstillet en Del større og mindre Landskaber, dels af danske, dels af udenlandske, navnlig italienske Egne, som udmærkede sig ved et smukt Valg, om end ikke ved særdeles fremtrædende Egenskaber i Foredraget. Han var meget afholdt i Kunstnerkredse for sit sunde Omdømme og sit elskværdige Lune og havde flere Tillidshverv, f. Ex. som Medlem af Udstillings-Komiteen. Han maatte i sin Alderdom, — der forovrigt ikke sporedes meget i hans Udseende og Væsen, - - underkaste sig en Operation, der førte til Døden, den 4. Maj 1883.

(Priv. Medd.    Bricka III,  55.    Akad.   Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Brenno. Carlo Enrico Brenno, Billedhugger, var en fra Tysk­land indkaldt italiensk Billedhugger og Stukkatør, som synes at være født omtrent 1680. I Hamborg havde han 1716 udfort et stort, senere ødelagt, Gravmæle over den holstenske Grev Vilh. Ahlefeldt og Hustru. I Danmark udførte han 1727 Gravmæle over Stift­befalingsmand Fr. Gedde i St. Hans Kirke i Odense. Desuden skyldes de store Stukkaturarbejder i Kuplen og Havesalen i Fredens­borg Slot hans Haand, foruden lignende Arbejder paa Clausholm, Hirschholm Slot, paa Københavns Slot, paa det ældre Christiansborg Slot. Brenno, som signerer sig Carolus Brennus, døde i København i Slutningen af 1745.

(F. J. Meier, Fredensborg.    Bricka, III,  55.    Hamh. Kstl. Lex.)

 

Breum. Frederik Christian Breum, Maler, født den 28. Juli 1869 i København, er Søn af Høker Anders Christian Breum (f. 1811, d. 1878) og Mette Olsclatter. Efter Konfirmationen kom han i Maler­lære, og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole. I 1888 fik han Sølvmedaille for sit Svendestykke, men havde forinden faaet Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1887 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Maler: han havde flere Gange i disse Aar faaet Flidspræmie. I 1891 har han udstillet et Portræt og i 1893 var han paa en Udenlandsrejse. Han har ogsaa malet et Par Landskaber og lever nu som Tegnelærer.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Briand de Crevecoeur, Maler, se Crevecoeur.

 

122

Brinkopff. Henrik Vilhelm Brinkopff, Bygningstegner, Søn af Instrumentmager Heinrich Brinkopff og Marie født Høygaard, er født i København den 30. Juni 1823. Han blev opdragen i Vajsen-huset, kom i 1839 i Billedskærerlære og besøgte samtidig Kunst­akademiet, hvis lavere Tegneskoler han gennemgik, men i Steden for at gaa ind i Modelskolen, gik han over i Dekorationsklassen, hvori han 1846 blev Elev af Akademiet. Da han 1847 havde ægtet Marie Frederikke Meyer (d. 1864), Datter af sin Lærer, Billedskærer J. C. Meyer, nedsatte han sig som Billedskærer og Forgylder i Køben­havn og levede som saadan til 1872. Senere vendte han tilbage til udelukkende at virke som Kunstner, navnlig som Bygningstegner i Dekorations- og Møbelfaget; dog ogsaa som Architekt. 1880—81 byggede han Etablissementet »National« overfor Hovedbanegaarden, 1884 indrettede han det forrige Landkadetakademi i Fredericiagade til Rigsdagsbygning, og 1885—86 byggede han Cirkusbygningen ved Jærnbanegade. Han har forestaaet Ordningen af en Mængde Industri­udstillinger og i det hele været virksom i Kunstindustriens Tjeneste. I 1866 indtraadte han i andet Ægteskab med Juliane Frederikke født Esslinger, Datter af Sæbefabrikant J. F. Esslinger.

(Priv. Medd.    Bricka, III,  64.    Akad.)

 

Brock. Gustar Brock, Maler, Søn af Højesteretsadvokat Gustav Edvard Brock (f. 1816, d. 1878) og Amalie f. Bjerring (f. 1821, d. 1872), var født i København den 12. August 1849. Han havde begyndt at studere, men forlod Studeringerne for at uddanne sig til Kunstner; forberedt af Architekt C. V. Nielsen fik han Adgang til Kunstakademiet, hvor han besøgte Almindelig Forberedelsesklasse fra Marts 1868 til Januar Kvartal 1871. Derpaa tog han Studenter-examen ved Sorø Akademi 1872 og Aaret efter anden Examen. Ikke længe efter, den 4. Januar 1875 ægtede han Vilhelmine (Minna) f. Zwinge, Enke efter Skibsfører Tange-Olsen, og rejste Ugedagen derpaa med sin Hustru til Chicago og derfra til San Francisco. I August 1880 kom han atter til København og fik da Ansættelse som Volontør i Ordenskapitlets Sekretariat, indtil han den 7. Juni 1883, efter Rosen-bergs Død, blev udnævnt til Vaabenmaler. Med Understøttelse fra Krigs- og Marineministeriet udarbejdede han nu »Den danske Hærs og Flaades Uniformer« i 36 Vandfarvemalerier, som var færdige ved hans Død. Deraf blev dog kun udgivet 4 Hæfter med 8 farvetrykte Lithografier (1886), idet Fortsættelsen standsedes ved Kunstnerens Død, der pludselig ramte ham og hans Hustru under et Sommer-

 

123

ophold i Fiskerlejet Pålsjo ved Helsingborg den 23. August 1887, som Følge af en Svampeforgiftning. Han var 1885 bleven Ridder af den russiske St. Stanislausorden.

(Priv. Medd.    Bricka,  III, 88,  om Forældre.    Akad.    Ordenskap.)

 

Brodersen. Anna Maria Brodersen, Billedhuggerinde, se A. M. (Carl) Nielsen.

 

Broge. Karl Harald Alfred Broge, Maler, er født i Køben­havn den 6. Maj 1870, og er Søn af Overtelegrafist Carl Harald Broge (f. 1829) og Clara f. Olsen (f. 1829). Efter at have taget Præliminærexamen forberedte H. Grønvold ham til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte fra April 1889 til Januar Kvartal 1891, medens han samtidig ved Friluftsstudier uddan­nede sig til Landskabsmaler. Han udstillede ved en December­udstilling i 1891 og derpaa ved Foraarsudstillingen i 1892 og atter i 1894 nogle Landskaber. Han er for Tiden Bestyrer af en Tegne­skole for ubemidlede Kvinder.

(Priv.  Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.l

 

Brokman.    H.  J.  Brokman, Maler, se H.  J.  Br. Knudsen.

 

Bruhn. Ernst Adam Bruhn, Officer og Maler, født den 12. August 1827 i København, var Søn af Generalløjtnant Ernst Povl Bruhn (f. 1787, d. 1868) og Anna Elisabeth født Wulff. Han var bestemt til Officer og nød Undervisning som Kadet til 1844, men da han havde større Lyst til at være Kunstner, forlod han Kadetakademiet og søgte Plads paa Kunstakademiet, i hvis Modelerskole han 1844 fik Friplads, og Aaret efter begyndte han at arbejde som Elev i H. V. Bissens Værksteder. Da Krigen udbrød 1848, gik han frivillig med som Husar, traadte snart over til Fodfolket, blev Sekondløjtnant i Linien (1850), og forblev fra nu af i Krigstjenesten. Han deltog som Premierløjtnant (fra 1863) i den anden slesvigske Krig og faldt d. 16. Marts 1864 ved Dybbøl som Kompagnikommandør ved 17. Regi­ment. -- I Tiden fra 1847 til 1863 udstillede han med Mellemrum nogle Portrætbuster og Grupper af Dyr, mest Heste, modelerede i Vox, hvori et afgjort Talent lagde sig for Dagen. Foruden de ud­stillede Arbejder efterlod han sig en Del Buster og Fremstillinger af Dyr.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. 111. Tid. 1864, S. 260.. Bricka, III, 137.)

 

124

Brun. Hans Brun, en Studiosus theologiæ og Kunstskildrer, som har levet 1728 i Bergen. Lyder Sagen, som nævner ham i »Minerva«, har selv »fra hans Mesterpensel set en Altertavle i Bergen«. Weimvich tilføjer, at den skal være bleven fordærvet ved Restauration »af en Fusker, navnlig Møller«. Han var gift med Cathrine Elisabeth Plate.

(Minerva 1800, II, S. 289, Anm. Weinwich, S. 120. do. Lex. Worms Lit. Lex. I, S. 183. Kraft og Nyerup, S. 96.)

 

Bruun. Christian Volmar Bruun, Tegner og Raderer, født den 24. April 1794 i København, var Søn af Bagerfrimester Thomas Bruun (f. 1751, d. 1827) og Anna Marie født Birk (d. 1807). Han kom i sit 22. Aar til Theatret som Korist og var i en Aarrække Korregissør, indtil han i 1866 fik sin Afsked. Undertiden optraadte han i Tjenerroller og deslige og kaldes derfor af Weinwich »Skue­spiller ved den kgl. danske Skueplads«. Et medfødt kunstnerisk Talent uddannede han paa egen Haand saa vidt, at han i, rigtignok temmelig dilettantmæssige, Raderinger kunde udgive flere Rækker dels af Skuespillere i forskellige Roller, dels af danske Uniformer. Af Theaterkostumer har han udgivet 48 Numre, af Uniformer flere fra hverandre afvigende Rækker i Tiden fra omtrent 1820 til 1857. Han var ogsaa Forfatter til et Skuespil og nogle Romaner. Bruun blev 1820 gift med Engel Marie født Heiberg fra Trondhjem (f 1798, d. 1866), Datter af Edvard Christie Heiberg. Selv døde han den

4.  Januar  1877.

(Priv.   Medd.    Weinw.   Lex.    Erslew Forf.   Lex.   I,   S.   220,   og   Suppl.   I,

5.   255.    Krohn I,   193—200.)

 

Bruun. Johan Jakob Bruun, Maler, født 1715, Søn af Raadmand, Byskriver og Postmester Thomas Bruun i Slagelse og Dorothea Sofie født von Mylius, kaldte sig Kabinetsskildrer og levede i Køben­havn, hvor han den 5. Juli 1741 giftede sig med Anne Cathrine Bas­balle (f. 1723, d. 1789). Senere blev han Inspektør ved Salpeter­værket i Frederiksborg og døde der samme Aar som sin Hustru. Han udførte et Maleri af Dronning Louises castrum dokris, som han 1756 udgav i Stik af Haas. Det følgende Aar begyndte han at udgive en Række Prospekter af danske Slotte og Købstæder, som blev slet stukne af Quist. Samlingen naaede op til 50 Blade og udkom under et (1761) med Titel Novum Atlas Daniæ. Sandvig

 

125

nævner   desuden:    En   fornem   Araber,   stukken   i Niebuhrs Rejse   I, S.  71, og Slottet  »Sorgenfrey«, Maleri af Bruun.

(Weinwich, S. 169. Lengnicks Stamtavler. Bricka III, 170. Rigsarch. Postrytteren 1756, Nr. 100. do. 1757, Nr. 56. Adresseav. 1760, Nr. 21. Lorks Nachrichten III, S. 294. Schlesw. Kunstbeitr., S. 45. Sandvig. S. 30. Lærde Efterretn. 1806, Nr. 27.)

 

Bruun. Laurits Theodor Vilhelm August Bruun, Architekt, er født den 27. Oktober 1858 i Kobenhavn og er Søn af Justitsraad Kontorchef Carl Theodor Bruun (f. 1814) og Laura Oline f. Hagen (f. 1825). Efter at have taget Præliminærexamen, fik han Plads i Handelsbanken, som han dog snart forlod for at blive Architekt. Han gennemgik det techniske Selskabs Skole 1877—82, kom samtidig i Murerlære, og fik allerede i Oktober 1879 Adgang til Kunstakademiet. Efter at have gennemgaaet dette fik han den 25. Maj 1888 Afgangs-bevis som Architekt. Han har rejst meget i sin Ungdom og derved haft Lejlighed til at se megen Kunst. Lander et Ophold i Paris 1886—87 lagde han sig med Iver efter Kunstindustri, som han siden for største Delen har helliget sine Kræfter. I 1888 vandt han i Forening med G. Steenberg anden Præmie ved Konkursen om Portal­bygningen til Tivoli, deltog i 1890 i Konkursen for Guldmedaille ved Kunstakademiet og i 1891 atter sammen med Steenberg i Konkursen om en Raadhusbygning. I 1893 fik han Ansættelse som Inspektør og Tegnelærer ved »Fagskolen for Boghaandværk«.

tPriv.  Medd.     Akad.     Udst. Fortegn.)

 

Bruun. Thomas Bruun, var Søn af Rasmus Bruun (d. 1774), Skoleholder paa Fredensborg, Broder til ovennævnte Raadmand Th. Bruun, og Lydia født Palms, og blev født paa Fredensborg 1742. Han vandt Kunstakademiets store Sølvmedaille 1757, nød 1760—1769 til sin Uddannelse kgl. Understøttelse, for hvilken han først var sat i Huset hos Prof. S. C. Stanley og hos dennes Enke; senere fik han selv Understøttelsen; Akademiets mindre Guldmedaille vandt han 1762 og dets store 1765 for Maleriet »David drager i Triumf ind i Jerusalem«. Saavel 1768 som 1770 søgte han om Akademiets Stipendium for at uddanne sig til Historiemaler, men da han ikke opnaaede det, gik han i de følgende Aar over til at dyrke Theater-maleriet og fik i November 1776 Expektance paa Embedet som Theatermaler ved det kgl. Theater efter Cramer, samt Aaret efter kongeligt Rejsestipendium i tre Aar for at uddanne sig videre i sit Fag. Allerede i November samme Aar kunde han fra Dresden hjem-

 

126

sende Tegninger, som vandt Akademiets Bifald, og ved Hjemkomsten i December 1780 blev han med megen Hæder agreeret. Imidlertid døde Cramer (1782), og Brimns Virksomhed som Theatermaler, hvortil han nu blev udnævnt med 500 Rdl. d. C. om Aaret, maa fuldstændig have optaget hans Tid, thi først i Marts 1800 indsendte han to Tegninger efter den Opgave, han fik i 1780, og blev paa dem Medlem af Akademiet den 7. April 1800, men kort efter døde han ugift den 30. Juli s. A. Han foreviste Akademiet i 1775 ^to malede Por­træter, General Eichstedt og General Banner, to tegnede, Justitsraad Hjorthøj og Professor Sporon. Hans Theaterdekorationer siges at have staaet tilbage for Cramers, men han roses for Samvittigheds­fuldhed i at iagttage det historiske Præg.

(Weinwich, S. .188. Akad. Overskou, Theaterhistorie III, 263 o. fl. St. Adresseav. 1800, Nr. 254. Jfr. Bricka III, 770.)

 

Brüggemann. Hans Brüggemann, Billedskærer, født i Husum omtrent 1480, formodes at have lært sit Fag i Lybek. Han udførte (efter Sigende i syv Aar) en stor og ganske fortrinlig Altertavle i Træ (1521) til Bordesholm Klosterkirke, hvorfra den i 1666 er bleven flyttet til Slesvigs Domkirke. Efter et Sagn skal Munkene i Bordes­holm have givet ham Gift, for at hindre ham i at modtage en Kal­delse til Lybek, hvor han, som han selv havde pralet af, vilde udføre en Altertavle, der skulde overgaa den Bordesholmske. Han skal ifølge den almindelige Beretning være død i Fattigdom i Husum (før 1547) og ligger begravet der. Altertavlen er afbildet i Lithografi af Bøhndel (1826) og ledsaget af en Beskrivelse af Professor Høyen, oversat af Schrøder.^: En Altertavle i Segeberg og en lignende i Greveradekapellet i Mariakirken i Lybek (?) tillægges ogsaa Brüggemann.

(Weinwich, S. 20. Schlesw. Kunstbeitr., S. 44 og 83. Høyens Skrifter II, S. 153. Kirkeh. Saml. 3. Række I, S. 5—33 [Afhandl, af H. M. Fenger], og S. 542. Bricka III. 186. A. Sach, Hans Briiggemann. Jfr. Skild. 1829, Sp. 820—23 og 833—36.)

 

Brünnich eller Brünniche. Andreas Petersen Brunnich, Portræt­maler, født den 4. April 1704, var Lærling af den yngste Grodt-

 

' Prof. Høyen mente, at de saa kaldte Portræter af Christiern II og hans Dronning, som alle Forfattere omtale, i Virkeligheden forestille Kejser Augustus og Sibylla. Efter en Beretning besøgte Kongen og Dronningen Bordesholm i 1522 og saa med Beundring Altertavlen, og medens Dronningen forklarede Kongen Billedernes Betydning, benyttede Kunstneren Lejligheden til at udføre deres Portrsetfigurer, som fik Plads paa to Søjler paa begge Sider af Altret, i M. Martinus Holmer, Feur-Predigt. Schlesw. 1669, 4'°, S. 6.)

 

127

schilling og af Wahl. Han levede som Portrætmaler i København og giftede sig 1735 med Margrete Hvas Thrane (f. 1703, d. 1762). Han døde den 4. November 1769. Af hans Portræter nævnes to ovale Knæstykker, forestillende Christian I og Christian II, samt Erik Pontoppidan, stukket 1749 af O. H. de Lode, hans eget Por­træt m. fl.

(Weinwich, S.  169.    Lengnick.    Sandvig, S. 31.    Rigsarch.)

 

Brünnich. Morten Thrane Brlinmch, Portrætmaler, Søn af Hof­bogtrykker Boas Brünnich (f. 1768, d. 1826) og Sofie Amalie f. Sejl­flod (d. 1813), Sønnesøns Søn af Portrætmaleren Andreas Briinnich, blev født i København den 14. December 1805 (14. Febr. 1806), be­søgte Kunstakademiet i 1820—21 og atter i 1838, samt udstillede i 1839—40 nogle Portræter. Snart efter .rejste han til Rusland, hvor han vandt et godt Navn som Portrætmaler, og døde der ugift den 21. Juli 1861.

(Lengnicks og Hundrups Stamt. Ersl. Forf. Lex. I, 224. Suppl. I, 263. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Berl. Tid. ¹⁹ ₈ 1861.)

 

Brünnich. Peter Briinnich, Maler, Søn af Portrætmaler Andreas Brünnich, født i København den 4. August 1739, besøgte Kunst­akademiet maaske lige fra dets første Stiftelse af, fik 1756 dets første, mindre Sølvmedaille, og efter gentagne Gange at have faaet den mindre og større Sølvmedaille, fik han 1763 den mindre og' 1764 den store Guldmedaille for Opgaven »Dronningen af Saba besøger Kong Salomon«. Aaret efter fik han Akademiets Stipendium for sex Aar til en Udenlandsrejse, hvorfra han dog først kom tilbage i Slut­ningen af 1772. Den i. Januar 1773 foreviste han en Mængde Malerier og Tegninger, hvorpaa han agreeredes og fik som Opgave til Medlemsstykke: »Grams og Gros Historie og Sammenkomst« efter Saxo. Først den 30. Marts 1776 kunde han fremstille sit Arbejde, som kun ved Arveprinsens Stemme gav ham Plads blandt Akade­miets Medlemmer og Navn af kongelig Historiemaler. Han blev 1778 kongelig Flaademaler, hvilken Virksomhed undertiden voldte ham Sammenstød med Malerlavet, der sigtede ham for Indgreb i dets Rettigheder og forlangte, han skulde tage Borgerskab som Mester. Han søgte gentagne Gange om at blive Professor ved Kunstakademiet, uden at det lykkedes ham; derimod fik han Titel af Kancelliraad. Dels ved sin Virksomhed som Flaademaler, dels ved at udføre almindeligt Malerarbejde i Byen tjente han sig en Formue. Han blev gift 1780 med Inger Caroline Egerod eller

 

128

Eegeroed (f. 1763, d. ¹⁹/₁₂ 1815), og døde den 15. September 1814. Brünnich var kun en ubetydelig Kunstner, skønt han gennemgik alle Akademiets Trin, og hans Medlemstykke gjorde ingen Lykke, da det saas paa Salonen 1778. Derimod tiltaltes Publikum mere af en Prometheus og en Kopi efter Guido Renis »Lykkens Gudinde«.

(Weinwich, S. 185. Lengnik. Rigsarch. Akad. Hennings, S. 138. Alm. dansk Bibi., Marts 1778, 8.87. Adresseav. 1814, Nr. 219. 1815, Nr. 300. Krohn, L S. 78.)

 

Bræstrup. Jens Christan Bræstrup, Maler, f. 1713, var Hof­maler i København og døde 1778. Han blev 1753 gift med Anna Christine å Jessen (f. 1716, d. 1793), og var Farfader til Politi­direktør C. J. C. Bræstrup. Der er vel næppe Tvivl om, at det er ham, om hvem Weinwich skriver: »En Maler, som i Horsens i Jyl­land har malet otte Malerier af Christi Lidelseshistorie, egen Kom­position, som pryde Altret i samme Bys Kirke.« Disse Billeder nævnes ikke i Traps Topografi, men de synes efter Ordene i Pon-toppidans Danske Atlas at være de udvendige Malerier paa Fløjene af den udskaarne Altertavle i Graabrødrekirken i Horsens.

(Weinwich Lex. Pontoppidan Danske Atl. IV, S. 128. Erslev. I, 245, Suppl. I, 265.)

 

Brøndum.    Anna Brøndum, Malerinde, se A. K. Ancher.

 

Budtz. Agnes Ottilie Budtz, Malerinde, er Datter af. Sogne­præst Jakob Michael Frederik Budtz (f. 1805, d. 1871) og dennes anden Hustru Eline Marie Cecilie f. Sehoubye (f. 1825, d. 1856) og er født i Maarslet Præstegaard ved Aarhus den 17. November 1853. Hun har uddannet sig dels i V. Kyhns Tegneskole og hos Joh. Boesen, dels i Blomstermaleri hos Frk. Heerfordt og Frk. Dohlmann. Hun har fra 1884 udstillet Blomstermalerier, med Forkærlighed Gengivelsen af en enkelt blomstrende Plante.

(Priv. Medd.    Wiberg.    Udst. Fortegn.)

 

Bundgaard. Anders Jensen Bundgaard, Billedhugger, er født i Ersted den 7. August 1864 og er Søn af Træskomager Jens Chri­stensen (f. 1825) og Maren Andersdatter (f. 1840). Hans Anlæg for Karikaturtegning havde lagt ham for Had i Hjemstavnen, og han søgte nu til København for at finde Erhverv, tilsidst som Markør paa en Kafé. Samtidig søgte han at udvide sine boglige Kund­skaber, og da endelig Architekt Blichfeldt ved et Tilfælde opdagede

 

129

hans Talent, lykkedes det ham at komme i det techniske Selskabs Skole; men han mistede derved snart efter den Plads, der gav ham Erhverv. Bygningsinspektør R. L. Mathiesen, som lærte ham at kende, tog sig nu faderligt af ham; han kom til at arbejde hos Billedhugger F. E. Ring og kom fra i. Februar 1885 ind paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 26. Maj 1888 Afgangsbevis som Modelerer. I de følgende Aar fik han nogen Understøttelse fra forskellige Legatstiftelser, og fra 1888 har han begyndt at udstille. Fraregnet nogle Buster havde de Æmner han valgte ét højst alvor­ligt Præg, »Skibbrud«, »I Nød«, »Død«, »Ved Babylons Floder vi grædende sad« (Statue). I 1890 udførte han en dekorativ Gruppe til Tivolis Portalbygning, og var derpaa inde som Soldat. Umiddel­bart derefter vandt han baade første og anden Præmie for Skitser til et Springvand paa Frederiksberg, »Gefion« og »En Havfrue« og foretog nu dels med privat, dels med offentlig Understøttelse en større Udenlandsrejse til Paris og Italien, udstillede nogle Arbejder baade i Paris, Christiania og Chicago og solgte »En Lygtemand« og »En Arbejder« til Amerika. I 1894 har han faaet det Ancherske Legat og er atter rejst udenlands.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Bundsen. Axel Bundsen, Architekt, Søn af en Brændehandler i Assens, var født den 28. Januar 1768. Han havde det Uheld i sin Barndom at miste sit ene Øje, dog hindrede dette ham ikke i at kaste sig over Bygningskunsten, som han studerede ved Københavns Kunstakademi, hvor han 1789 fik den mindre Sølvmedaille. Han forlod Staden snart efter og deltog med sin Broder Jes i en Uden­landsrejse, hvortil Grev Baudissin ydede ham Understøttelse. Fra 1796 levede han sex Aar i Hamborg og virkede der som Bygmester, men i Aarene 1812—13 arbejdede han i Flensborg, hvor han byggede Kapellet ved den nye Kirkegaard. Han har ligeledes gjort Udkastet til en ny Kirke til Husum og til Søbadehuse ved Kiel. I 1827 boede han i Flekkeby ved Slesvig; senere flyttede han igen til Ham­borg og døde der i smaa Kaar den 21. November 1832. I Hamborg byggede han til forskellige Tider en Del private Bygninger; hans Udkast til Børsen der blev ikke udført.

(Weinw. Lex,   Hamb. Kstl. Lex.   Akad.)

 

Bundsen. Jes Bundsen, Maler, Broder til Axel Bundsen, var født i Assens den 16. September 1766 og var bestemt til at studere

N. K. L.     I. Maj  1895.                                                    9

 

130

Theologi-, hans Lyst til Kunsten fik dog Overvægten, saaledes at han fik Lov til at besøge Kunstakademiet i København, hvis Sølv-medailler han vandt (1786). Efter at have levet nogle Aar som Tegnelærer hos Grev Baudissin paa Herresædet Knoop, rejste han udenlands med Broderen, og levede efter Hjemkomsten (omtr. 1795) som Tegnelærer, Landskabs- og Architekturmaler, dels i Hamborg, dels i Altona. Han udstillede i København 1819 og 1826; de 1819 udstillede Arbejder indkøbtes til den kgl. Malerisamling. Han malede mest Udsigter fra Hamborgs og Altonas nærmeste Omegn og Fremstillinger af det Indre af Kirkebygninger. Han har raderet en Del Blade, dels udførte Raderinger, dels blot Omrids, som han tuscherede. Han døde den 22. September 1829 i Altona.

(Weinw., S. 193. do. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Nagler Monogr. III, 1927. Skild. 1819, Sp. 531. Krolm I, 143—44. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Buntzen. Heinrich Buntzen, Landskabsmaler, født i Kiel den 29. September 1803, var Søn af Marskandiser Johan Ditlev Buntzen og Margrete f. Sievertsen. Efter at have lært Malerhaandværket i Kiel, besøgte han Kunstakademiet i København, hvor han fra 1823 gentagne Gange med Held konkurrerede til Pengepræmien som Landskabsmaler, medens han samtidig gennemgik dets Tegneskoler indtil Gibsskolen. I 1833 ægtede han Caroline Birgitte Hansen (f. 1805, d. 1882), Datter af Blokmager Nikolaj Hansen af Køben­havn. I 1838 søgte han Fonden ad usus publicos om Rejseunder­støttelse og Akademiet skrev i den Anledning i sin Anbefaling for ham, at det med Tilfredshed havde iagttaget hans »dybe og grundige Studium af Naturen, og han har i det Offentlige tildraget sig en altid stigende Interesse ved de af ham til forskellige Tider udførte Land­skaber«. Efter at denne i 1839 bevilgede toaarige Rejseunderstøttelse var udløbet, fik han 1840—41 fornyet Rejseunderstøttelse i to Aar af Kunstakademiet for at kunne forlænge sin Rejse. Han kom hjem 1842, blev agreeret 1845 og fik til Opgave »En Lyngager med Træ­grupper«; han blev Medlem af Akademiet 25. Marts 1850 paa et »Landskab, Motivet taget ved Hellebæk«. I en lang Aarrække levede han ved Ordrup og har ved Siden af sin Kunsts Udøvelse udfoldet en ikke ringe Virksomhed som Tegnelærer. Han har udstillet siden 1824, og tre af hans Landskaber tilhøre den kgl. Malerisamling. Hans Billeder, hvori et alvorligt Naturstudium gør sig gældende, udmærke sig ved en frisk og levende, undertiden lidt haard Farve. Han fik 1863 Titel af Professor og blev 1877 Ridder af Dannebrog.

 

131

Hans Portræt   er  malet  af F. C. Lund.     Han   døde den  12. Januar 1892.

(Priv. Medd.    Bricka, III, 256.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Busch. Johan Frederik Busch, Maler, Søn af Kobbersmed Isak Daniel Busch og Ane Charlotte født Agerlin, er født paa Frederiks­værk den 2. Januar 1825. Da han havde Lyst til Tegning, kom han til København, hvor han efter sin Konfirmation besøgte H. V. Bissens Værksteder for at uddanne sig til Billedhugger. Hetschs Paavirkning bragte ham til at foretrække Malerkunsten, han begyndte at male i Eckersbergs Malerstue og besøgte fra 1839 Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1845. Kort før var han bleven Malersvend. Han var blandt de Elever af Akademiet, der under Bindesbølls Ledelse deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, og senere arbejdede han under Eddelien ved Udførelsen af Dekora­tionen af Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke. Men dette Arbejde afbrød han for allerede 1848 at nedsætte sig som Maler­mester og senere som Fotograf i Næstved, hvor han ægtede Ane Marie Sørensdatter, en Skovfogeddatter fra Omegnen, og levede en Del Aar i praktisk Virksomhed. Dog udstillede han i 1852—53 nogle Billeder af det danske Bondeliv samt udførte et raderet Portræt. I 1876 vendte han atter tilbage til København og til kunstnerisk Syssel, idet kan fik Plads som Lærer ved Frihaandstegneklassen og Malerklassen i det techniske Selskabs Skole og ved Kunstakademiets Forberedelsesklasse. Han døde dog faa Aar efter, den 14. Januar 1883.

(Priv. Medd.    Akad.    Strunk.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Busch. Peter Johan Valdemar Busch, Maler, Søn af ovennævnte J. F. Busch, er født den 4. Maj 1861 i Næstved, lærte Malerhaand-værket i Næstved og Kobenhavn, dimitteredes af sin Fader til Kunst­akademiet og uddannede sig samtidig til Dekorationsmaler. Han gennemgik Akademiets Skoler fra Jan. 1878, fik i 1884 Tilladelse til Afgang, indstillede sig i 1885 til Afgang som Maler, men fik ikke Afgangsbevis; i 1884 og 1885 udstillede han et Par Billeder, men rejste derefter til Paris.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Busk. Hans von Busk, Stempelskærer, levede i København i 1661 og ejede et Hus i Brønd stræde.

(Kbhn. Dipl. I,  760.)

 

132

Bussart. Mester Morten (Martin) Bussart, kongelig Bygmester, stod i tre Kongers Tjeneste og var gift med Bodil, Datter af den fra Christiern II's Historie bekendte Hans Mikkelsen. Han fik ved Københavns Overgivelse 1523 sin Gaard der sikret og fik 1529 tilligemed sin Hustru Livsbrev paa Slangerup Kloster. I 1536 søgte han Christian III om, at hans Hustrus Mødrenearv ikke maatte blive konfiskeret. Under den sidstnævnte Konge byggede han Tøjhuset ved Københavns Slot og deltog med Jakob Binck i 1550 i Anlæget af Fæstningen Krempe i Holsten, samt opsatte, som Aarhus Dom­kapitels Architekt, Spiret paa Domkirkens store Taarn (omtr. 1550 —51), og i 1551 vilde Kongen bruge ham til at udstaffere Krogen Slot. Han arbejdede tillige som Stenhuggermester, vistnok baade ved de Bygninger, han opførte, som ogsaa ved Gravmæler for adelige

Familier.     Han døde  1553.

(Weinwich, S. 28, efter Nye Dske. Mag. I, S. 333. Kbh. Selsk. Skr. IV, 285 — 86. Nannestad, Hilaria Aarhus. (Kbh. 1748) 8.45—49. Kbhs. Dipl. I, 328, 411, 419, II, 227, IV, 524. Bricka III, 266.)

 

Bünsow. Joachim Johann Friedrich Biinsow, Portrætmaler, født i Kiel den 17. August 1789, var Søn af Maler og Tegnelærer i Kiel, Christian Friedrich Joachim Biinsow, født 1745 i Heide, gift 1772 med Rosina Dorothea Negelin (f. 1751, d. 1845) og død i Kiel den 6. Oktober 1824. Biinsow besøgte Kunstakademiet i København, hvor han 1814 vandt den mindre Sølvmedaille og samme Aar udstillede et Portræt. Han rejste derefter til Kiel, hvor han siden levede som Portrætmaler. Dog var han i 1816 igen i København for at søge Fonden ad usus puUicos om Rejseunderstøttelse, men fik intet. I Kiel ægtede han Catharina Elsebea Postel (f. 1797, d. 1850) en Datter af Købmand Andreas Postel i Meldorf, og elleve Aar efter hendes Død, i en Alder af 72 Aar, i andet Ægteskab, Clara Maria Friederike Grimm (f. 1838, d. 1874). Biinsow døde selv den 22. August 1873.

(Priv. Medd.   Rigsarch.    Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bünsow. Joachim Ludvig Heinrich Daniel Bünsow, Landskabs­maler, er Søn af ovennævnte J. J. F. Biinsow og dennes første Hustru og er født den 3. Maj 1821 i Kiel, hvor han endnu lever ugift. Han besøgte Kunstakademiet i København 1840—44, blev 1842 Elev og fik 1848 Rejsestipendium (600 Rdl.) for et Aar. Samtidig var han Elev af J. L. Lund. Men da han ikke benyttede Stipendiet i Løbet af Aaret og imidlertid uden Anmeldelse til Akademiet var

 

133

rejst til Kiel, nægtedes det ham det følgende Aar. Dog fik han senere, da han godtgjorde, at det var af økonomiske og ikke af politiske Grunde, at han var rejst til Kiel, i 1853—54 to Aars Rejse­stipendium af Akademiet, men forblev udenlands lige til 1858. I Aarene 1841—53 udstillede han en Del Landskaber, dels fra Kiels Omegn, dels ogsaa fra Sjælland. Efter sin Rejse har han kun udstillet et Billede, »Parti ved Subiaco« (1859). Fra Udlandet vendte han tilbage til Kiel, hvor han siden har levet og virket som Land­skabsmaler; ved Siden deraf har han ogsaa udført en Del Landskabs-tegninger med Blyant, og har solgt saavel Malerier som Tegninger dels til Tyskland, dels til Danmark og Sverig. Et Billede af ham, »Parti ved Frederiksborg« blev i 1845 købt til den kgl. Maleri­samling.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Bunsow. Ludwig Johann Christian Bunsow, Maler, Broder til J. J. F. Bunsow, født den n. Februar 1780, død den 6. Oktober 1856, var i København i 1804 for at søge Undervisning ved Kunst­akademiet og hos J. L. Lund og levede siden i Kiel som Tegnelærer og Landskabsmaler, idet en saadan nævnes som bosat dér i 1824; han omtales som ikke videre begavet.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Tregder, Hdb. f. Rejsende, S. in.)

 

Byer. Nicolaus Byer, Historie- og Portrætmaler, var født i Throndhjem og malede i sine sidste Aar hos Sir William Temple i Richmond i England, hos hvem han døde 1680 eller 1681. Han blev jordet i Kirken St. demens D anes, som var bygget af hans Landsmænd. »Han var en Maler af godt Haab, men fordærvede sig selv ved sine Udsvævelser, da han endnu var ung«.

(Sandv. efter Walpole. Weinwich, S. 75. Schlesw. Kunstbeitr.. S. 43. Fiorillo V, S. 461.)

 

Bærens. Magdalene Margrethe Bærens eller Barens, Blomster-malerinde, Datter af »Oberberider« Johan Herman Schaffer og Elisa­beth født Hochkirch, blev født i København den 30. September 1737 og dyrkede i sin Ungdom Kunsten saa ivrigt, at hun inden sit 21. Aar havde malet og syet over 40 Stykker, uden anden Vejled­ning end mundtlige Raad af Saly og Tegnelærer Clio. I 1761 blev hun gift med Kammerraad Johan Georg Bærens, med hvem hun fik to Sønner og to Døtre. I sexten Aar levede hun nu udelukkende

 

134

for Mand og Børn og først i sit 40. Aar begyndte hun igen at male (i777)i opmuntret af Portrætmaleren V. Erichsen. Hun malede Blomsterstykker i Vandfarve (gouac/ie), fremstillededen 31. Marts 1779 tvende saadanne Stykker for Kunstakademiet og blev derpaa agreeret til at male for Reception. Det skal endog have været de to første Stykker, hun den Gang havde malet, og de blev senere købte af Enkedronningen Juliane Marie. Den 30. Marts 1780 blev hun Medlem af Akademiet paa to Blomsterstykker i Gouache. Med et Forskud af 2000 Rdl. d. C. fra Fonden ad usus publicos foretog hun 1788 en Rejse til England med sytten af sine Billeder, men uagtet de blev roste og værdsatte til 3000 Lstrl., havde hun kun Tab af Rejsen, derimod viste Catharina II af Rusland hende Yndest og gav hende en Guldmedaille og 200 Speciesdukater for to Stykker, som hun i 1783 sendte til Kejserinden. Tallet paa hendes Billeder fra den senere Tid angives til 27 malede Stykker og 8, der var syede med Cheniller, en Kunst, hvori hun ogsaa skal have udmærket sig. Da Preisler døde (1795), søgte hun om de 600 Rdl. d. C., denne havde nydt af Kongens Kasse, uden at opnaa dem, og 1796 søgte hun om Bolig paa Akademiet, ogsaa uden Held. Hendes og hendes Mands Kaar var ikke blide, da Fonden mindst fra 1793 gjorde sig betalt ved aarlige Afdrag af Mandens Indtægt og først 1802 efter-gav knap 237 Rdl. Efter hendes Mands Død i 1802 blev der til-staaet hende 300 Rdl. d. C. i Pension. I sin sidste Levetid led hun meget af Gigt og døde den 7. Juni 1808. Kunstnerindens Portræt, malet af Lorentzen, blev af hende selv skænket til Kunstskademiet. Hendes Malerier skattedes meget for smuk Anordning og Farve og for en Nøjagtighed i Udførelsen, som selv Botanikerne erkendte.

(Sandv. S. 31. Birchs Billedgall. I, S. 226. Skild. 1808, Sp. 1137. Akad. Weinwich, S. 200. do. Lex. Rigsarch. Adresseav. 1808, Nr. 229. Bricka, HI, 303.)

 

Bærentzen. Emilius Ditlev Bærentzen, Portrætmaler og Lithograf, Søn af Fyrbøder Christian Bærentzen, blev født i København den 30. Oktober 1799. Slægten er af hollandsk Oprindelse. Bæ­rentzen blev først sat i Apothekerlære i Nykøbing paa Sjælland (1813), men kom et Par Aar senere til Christianssted paa St. Croix, hvor han gik ind i et af Regeringskontorerne og vilde have gaaet Em­bedsvejen. Da dertil krævedes en Examen, rejste han efter fem Aars Ophold i Vestindien til København, hvor han tog dansk juridisk Exarnen med Udmærkelse, men han havde det Uheld, at det Embede,

 

135

han søgte, imidlertid blev bortgivet. Han valgte nu at kaste sig over Kunsten, som han fra sin Ungdom ivrig havde dyrket i sin Fritid. I 1821 begyndte han at besøge Kunstakademiet, vandt 1826 dets mindre Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samtidig besøgte han Eckersbergs Malerskole og begyndte 1826 med at udstille Por­træter. Han fik 1830 en Understøttelse paa 500 Rdl., i 1831 400 RdL, og i 1832 atter 400 RdL fra Fonden ad usus publicos til en Uden­landsrejse, hvor han især opholdt sig i Miinchen og senere i Paris (1831—32). Aaret efter foreviste han i Akademiet Portrætet af en no-aarig Invalid, der fandt Bifald (tilh. den kgl. Malerisamling); han blev agreeret 1835 og fik  til Opgave at male C. V. Eckersbergs Portræt. Dette Portræt blev dog ikke antaget, og da Bærentzen_, som herover følte sig forurettet, ikke senere meldte sig til at male Receptionsarbejde, blev han aldrig Medlem. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik (Christian VIII) havde tilbudt Akademiet sit Portræt, malet af Bærentzen, som det andet (Portrætmalerne skulde den Gang male to Portræter), men da Eckersbergs Brystbillede blev forkastet, rigtignok kun med én Stemmes Overtal, tog Prinsen sit tilbage.

Bærentzen var den Gang meget søgt som Portrætmaler og over­ordentlig flittig, saa at det er muligt, at hans Prøvebillede har baaret Præg af Kunstnerens Travlhed. Han skal efter sin egen Opgivelse have malet mere end 2000 Portræter. Til hans værdifuldeste Billeder høre nogle Portræter af Christian VIII og Fru Heibergs Portræt i Thorvaldsens Museum. I sine senere Aar led han meget af legemlig Svaghed, andre Kunstnere fortrængte ham i Publikums Yndest som Portrætmaler, og han malede mest Kopier i mindre Maalestok. Dog malede han endnu 1866 Gehejmeraad Bræstrups Portræt til Frimurer­logen i Helsingør. Bærentzen var allerede 1829 bleven gift med Frederikke Helene Winning og døde den 14. Februar 1868.

Han oprettede i Forening med Grosserer Danchell, som den Gang havde en Voxdugsfabrik, i 1837 et Stentrykkeri i København under Firma »Em. Bærentzen & Co.'s lithografiske Institut«, hvorfra der er udgaaet en talrig Række virkelig kunstnerisk udførte litho­grafiske Arbejder, og mange duelige yngre Kunstnere fandt Syssel­sættelse der for kortere eller længere Tid. Stentrykkeriet gik allerede i 1843 fra Danchells Hænder over i Grosserer Winnings, og 1845 udtraadte ligeledes Bærentzen. Med sit betydelige Forlag blev det i 1856 afhændet til Gehejmeetatsraad J. P. Trap og Lithograf A. Bull og var en kort Tid efter Bulls Død (1874) udelukkende den først-

 

136

nævntes Ejendom, fra hvem det gik over til hans Son, der i September 1874 indlemmede det i Firmaet Hoffensberg, Jespersen og Fr. Trap. Blandt Institutets større Arbejder kan nævnes Portefeuillens litho-grafiske Bilag, Pantheon, Samling af berømte danske Mænd og Kvinder I—III med Text af J. P. Trap, Danmark i Billeder, Frede­riksborg i sex store Farvetryk, Danske Mindesmærker, udgivne af et Selskab, Danmark i Billeder fra Land og Sø i Farvetryk og m. m.

(Priv. Medd. Rigsarch. Bricka, III, 304. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.) -

 

Bærentzen. Thomas Vilhelm Bærentzen, Billedhugger, er Søn af Kommandør i Søetaten, Raadmand Alexander Christian Riber Bærentzen (f. 1830) og Anna f. Magnussen, Sønnesøn af oven­nævnte E. D. Bærentzen, og er født i København den 6. April 1869. Efter at være bleven Student 1887, tog han anden Examen 1888, tegnede hos C. N. Overgaard og fik i December s. A. Adgang til Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse, som han dog kun besøgte til Jan. 1889. For øvrigt uddannede han sig samtidig til Billedhugger under St. Sindings Vejledning og begyndte at udstille i 1889. Han tilbragte derpaa Vinteren 1890—91 i Paris. I 1892 fik han Tilladelse til at deltage i Konkursen for Guldmedaille efter Op­gaven »Saul og David«, men vandt ingen Præmie. Derefter var han udenlands dels i Rom 1892—93, dels i Florens 1893—94, og hjem­sendte fra sidstnævnte Sted »Narcissus« og Buste af en Olding.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Bøgebjerg. Rasmus Sørensen Bøgebjerg, Billedhugger, født i Reerslev Sogn den 19. Marts 1859, er Søn af Husmand Søren Pedersen og Ane Rasmussen. Da der var mange Søskende, maatte han fra sit 8de Aar ud at tjene som Vogterdreng; men Efterligninger af de Dyr, han vogtede, vakte saa megen Opmærksomhed, at Grev E. Moltke til Nørager tog sig af ham og sørgede saavel for hans boglige, som for hans kunstneriske Uddannelse lige til hans 25de Aar. Han blev efter Konfirmationen sat i Billedskærerlære, men forlod denne et Aar efter for at blive Elev af Professor Vilh. Bissen. Sam­tidig lærte han at tegne hos Architekt C. V. Nielsen og fik i No­vember 1876 Adgang til Kunstakademiets Tegneskole, samt søgte og fik Tilladelse til herefter istedenfor Sørensen at kalde sig Bøgebjerg. Han gennemgik nu Akademiet, indtil han den 30. Juni 1881 fik Af-gangsbevis som Modelerer og udstillede samme Aar sine første

 

137

Arbejder, to Buster. I de følgende Aar udførte han en Del Portræt­buster, som vakte Opmærksomhed, og forsøgte imidlertid at vinde Akademiets Guldmedaille, i 1882 med en »Narcissus«, der vel ikke fik Præmien, men opmuntrende Ros fra flere ansete Kunstneres Side, var derefter Soldat og konkurrerede i 1884 med et Relief »Stefanus¹ Stening«, som heller ikke fik Præmien. Da samtidig den Under­støttelse, han hidtil havde nydt, holdt op, saa det lidt mørkt ud for ham, men imidlertid strømmede nye Bestillinger ind, som holdt Modet oppe, og noget senere (1888—91) støttedes han ved gentagne Understøttelser fra den Raben-Levetzauske Fond. Paa den nordiske Udstilling i 1888 havde han en stor Gruppe, »Fiskeren og Havfruen«, i 1889 udstillede han »Den saarede Kriger«; i 1890 »En Dreng, som sliber en Pil«, der købtes til Odense Museum. I 1890—91 var han udenlands og besøgte navnlig Italien, hvor han i Rom gjorde Bekendtskab med sin tilkommende Hustru, Datter af Architekt C. V. F. Lendorf (se d.), Olga Lendorf, hvem han ægtede den 15. Juli 1892. I 1894 købtes »Ung Kvinde, som skriver« i Marmor til Statens Samling, og i 1895 har han modeleret to Figurer i over­naturlig Størrelse »Søfart« og »Agerbrug« til det forenede Dampskibs­selskabs nye Bygning paa St. Anne Plads.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bøgers. Pieter Simonsen Bøgers var ifølge Weimvich en Byg­mester fra Utrecht, født 1637, som af Joachim Irgens blev indkaldt til Danmark for at bygge Vestervig Kloster i en Stil, der ligner Charlottenborg. Disse Efterretninger ere tagne fra Pontoppidans Danske Atlas V, S. 457, hvor hans Ligsten i Nøraa Kirke omtales. Den angiver hans Dødsaar til 1699, da han var 62 Aar gammel. Jfr. samme Værk V, S. 509—510, hvor Bygningens Opførelse om­tales.

(Weinwich Lex.   Pontoppidan.   1. c.)

 

Bøgh. Carl Henrik Bøgh, Dyrmaler, født i København den 3. September 1827, var Søn af Skolelærer Hans Henrik Bøgh og Hustru Marie Dorothea født Møller. Da hans Fader senere forflyttedes til et Skolelærerkald i Nærheden af Næstved, kom Sønnen, der havde røbet Lyst til Tegning, i sit attende Aar i Malerlære der, hvor han blev Svend (1849). Han var Soldat i det sidste af Krigsaarene (1850) og begyndte, efter at han var hjemsendt fra Hæren, at besøge Kunst­akademiet i København, medens han samtidig ernærede sig ved sit

 

138

Haandværk. Da han snart bestemte sig for at være Dyrmaler, gennemgik han vel Akademiets Skoler, men tog ingen Medailler, hvorimod han en lille Tid malede under J. L. Lunds Vejledning. Han udstillede første Gang 1854 »En landlig Scene« og fik allerede 1857 den Neuhausenske Præmie for »En Pranger med Heste«. I Aarene 1860—61 var han udenlands med Akademiets Rejseunder­støttelse og opholdt sig mest i Paris. Senere har han, paa jævnlige Studierejser nær, tildels i Sverige og Norge, boet og arbejdet i København, hvor han døde den 19. Oktober 1893. Han blev 1863 gift med Anne Cathrine Henriette Møller, Datter af Herredsfoged Niels Møller (f. 1785, d. 1837) og Elisa f. Gertner, og fik 1873 Titel af Professor. Et større Billede af ham, »En Rensdyrhjord drives til Malkepladsen« blev i 1875 købt til den kgl. Malerisamling, som allerede siden 1870 ejede et mindre Billede, »En Malkeplads«. Et større Billede »Kronvildt i Dyrehaven« købte (1890) Kong Georg I af Grækenland.

(Priv. Medd. Bricka, III, 311. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Erslew Forfatt. Lex. Suppl. I, S. 283. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tidsk. 3. R. III. Till. Nat. Tid. ²⁰/₁₀ 1893.)

 

Bøgh. Jens Christian Bøgh, Maler, Søn af Malermester Chri­stian Bøgh, var født i Aarhus den 29. September 1816. Han lærte Malerhaandværket i Hjemmet og lagde sig tillige saavel efter Dekora­tions- som Portrætmaleri. Han kom i 1842 til København, hvor han besøgte Kunstakademiet i to Aar og lagde sig navnlig efter Miniatur-maleri, og han udstillede derefter 1844 til 1852 adskillige Por­træter i Miniatur, for en Del Kopier efter andre Kunstneres Arbejder i det store, saaledes Frederik VII efter Monies, Thorvaldsen efter Horace Vernets Portræt o. fl. Da Kunstneren imidlertid følte sig trykket ved fejlslagne Forhaabninger, forlod han 1852 København og levede siden i Aarhus, hvor han har gjort Landskabsmaleriet til sit Hovedfag. Han døde den 16. Februar 1878.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Bøgh. Nanny Elisabeth Margrethe Bøgh, Malerinde, er Datter af ovennævnte Dyrmaler C. H. Bøgh og er født den i. December 1865 i København. Hun lærte først at tegne og male hos Vil-helmine Bang (s. d.) og besøgte derpaa fra November 1888 den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, indtil hun den 28. Maj 1894 fik Afgangsbevis som Maler. I Februar 1895 fik hun derpaa

 

139

Ansættelse som Assistent ved Kunstskolen i Modelskolens Forberedelses­klasse.    I  1887  har hun udstillet et Portræt i Pastel. (Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Boehme. Frederik Vilhelm Boehme, har malet i Danmark i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da nogle Malerier, foruden hans fulde Navn, bærer Paaskriften in Copenhagen. Han malede Stilllebens-stykker, hvoraf et, der tilhører den kongelige Malerisamling, er kommen dertil fra Magnus Bergs Efterladenskab. De tvende Søstykker, som skal have været paa Fredensborg, er vistnok de samme, som i J. C. Spenglers Tid var i den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. Det ene bærer Aarstallet 1704. Ogsaa Lorentz Spengler skal have ejet et Søstykke af Boehme. I 1703—04 fik han Betaling for fire Landskaber og et »Jagtstykke med Kongen til Hest«.

(Weinwich, S. 119. Spengler, Art. Eft. do. Fortegn, over d. kgl. Maleri-saml. Nr. 830—31. Friis, Saml. 94—95.)

 

Böhndel. Conrad Christian August Bohndel, Portrætmaler og Lithograf fra Sønderjylland, kom omtrent 1796 til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet, hvor han 1798 fik den mindre og 1799 den store Sølvmedaille. Med kongelig Understøttelse foretog han senere (1809—10) en længere Udenlandsrejse til Italien og a. St. og indsendte fra Slesvig By, hvortil han tog efter Hjemkomsten, en Del Arbejder til København til Akademiets Bedømmelse (Juni 1810). Akademiet raadede ham til for Fremtiden at bringe større Harmoni i sine Farver og mere Korrekthed i Tegningen, »hvorved Deres Arbejder vilde vinde i Kenderes Øjne«. Imidlertid udstillede han 1811 sex Billeder, dels Kopier, dels historiske Arbejder og Por­træter, hvoraf navnlig »Portræt af Carl Stuart« blev rost som »for­træffelig udført«. Aaret efter blev han agreeret ved Kunstakademiet (20. April 1812) og malede som Medlemsstykker Bygmester C. F. Hansens og Grev Schimmelmanns Portræter, der begge findes i Akademiets Portrætsamling, hvorpaa han d. 17. April 1813 med de fleste Stemmer blev valgt til Medlem. Om Efteraaret søgte han en den Gang ledig Bolig paa Charlottenborg, men da den ikke blev ham tilstaaet, synes det, som om han snart efter er rejst tilbage til Slesvig, hvor han siden levede en Aarrække som Portrætmaler og Lithograf. Han var gift med Anna Marie født Kruck, Enke efter en Duhn, og han døde i Slesvig den 18. December 1847.

Han havde i sin Tid et godt Navn som Portrætmaler, men han har især gjort sig fortjent af Danmarks Kunsthistorie ved sine flittigt

 

140

udførte 37 Lithografier efter Briiggemanns Altertavle, som udkom i 1828—34 med en paa Tysk oversat Text af N. Høyen. Efter flere forgæves Ansøgninger om Understøttelser til Udgivelsen af dette Værk, opnaaede kan endelig i 1830 et Tilskud paa 400 Rdl. r. S. og i 1844 som en Slags Anerkendelse en kongelig Gratifikation paa 1200 Rdl. r. S. Bohndel udstillede i København 1811 og 1812, samt i 1825 nogle Blade af det lithografiske Værk. G. Saloman har 1843 malet hans Portræt.

(Weinw. Lex. Bricka, III, 321. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 261. Skild. 1811, Sp. 427. 1829, Sp. 834, jfr. Art. Briiggemann. Alberti, Schriftstell. Lex. I. S. 67.)

 

Bølling. Frederik Andresen Balling, Maler, er Søn af Grosserer Laurits Andresen Bølling (f. 1829) og Anna Louise Cecilie f. Ager-schou (f. 1839). Han er født den 15. Juli 1866 i København, ind-traadte fra i. Januar 1883 i Kunstakademiets Almindelig Forberedelses­klasse, gennemgik Akademiet, fik Januar 1889 Tilladelse til Afgang, men tog sit Prøvearbejde tilbage, rejste derpaa i 1890 til Sydamerika (Buenos Aires), hvor han levede som Maler og Lærer i Tegning og Maleri; han malede bl. a. Portræt i legemstort Knæstykke af Dr. Alern, Præsident for Union civica de la Nation og Fører for Opstanden i 1890 og 1893. Efter sin Hjemkomst i 1894 har han i Forening med C. Malthe oprettet et Kobberstiktrykkeri. I 1888 og 1890 ud­stillede han et Par Arbejder paa Foraarsudstillingen.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Bonecke. Peter Christian Bonecke, Architekt, Søn af Murermester Christian Conrad Bonecke og Dorothea født Østerby, er født i Køben­havn den 19. April 1841. Han uddannede sig til Bygmester under Theophilus Hansens Vejledning i Wien, hvor han tilbragte fire Aar og senere tvende Aar paa Rejser, navnlig i Italien. Han var derefter Bygningsinspektør i København og blev 1866 gift med Augusta Vil-helmine født Bjørn. Han vandt 1875 Æresmedaillen i Architekturen for »Udkast til en Musikforeningsbygning i København« og i For­ening med V. Friederichsen anden Præmie ved Konkursen om en ny Bygning til det kongelige Theater i Kobenhavn. Efter H. C. Stillings Fratræden blev han 1887 Stadsbygmester i København og fik 1893 Titel af Professor.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

141

Bøttger. Frederik Christian Bøttger, Architekt, Søn af Provst i Barrit, Rasmus Hansen Bøttger (f. 1806, d. 1884) og Eleonore Christine født Schmidt (f. 1813, d. 1875) er født den 9. Marts 1838. Efter at have lært Murerhaandværket besøgte han fra 1853 Kunst­akademiets Skoler, hvis Sølvmedailler han vandt 1863—64, og arbejdede samtidig i N. S. Nebelongs Tegneskole; senere har han tegnet hos H. Chr. Hansen og F. Meldahl, for hvem han var Konduktør ved Opførelsen af Navigationsskolen i Havnegade (1864—65). I Forening med Dahlerup (s. d.) opførte han Toldbodbygningen og Iselinge Hovedgaard. Derefter var han med Understøttelse af Staten og den Rejersenske Fond en Udenlandsrejse til England, Tyskland og Italien, og har siden 1871 virket som selvstændig Architekt, dels her i Byen, dels paa Landet. Blandt hans senere Arbejder kan nævnes Frk. Zahles Pigeskole og flere architektonisk vellykkede Privatbygninger (Nørrebrogade 44). I 1874 blev han ansat som Bygmester ved Burmeister & Wains Arbejderes Byggeforening.

(Priv. Medd.    Bricka, III, 335.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

142

Cabott. Johan Herman Cabott eller Cabot, Maler, født i København den 7. August 1756, var Søn af Juveler og Stadskaptajn Poul Cabot (f. 1721, d. 1796) og Anna Marie f. Gruse og uden Tvivl af en reformert Slægt af dette Navn, hvis første Medlem her, Pierre Cabot, havde faaet Borgerskab i København 1715. Cabott besøgte Kunstakademiet fra 1770 til 1783 og vandt 1781 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Salomon lader Pagtens Ark opsætte i Templet«. Han konkurrerede 1783 til den store Guldmedaille, uden at faa den og rejste Aaret efter udenlands, dog uden Stipendium fra Akademiet. Under sit Ophold i Rom malede han en »Sokrates' Død«, der rostes meget, og gjorde Udkast til en større Fremstilling af »Abels Død«, der ligeledes omtales som lovende. Ved Hjem­komsten i Begyndelsen af 1791 agreeredes han den 28. Marts paa en Skitse »Orest, der forfølges af Furierne« m. m. og fik i Maj Opgave til Medlemsstykke, der usædvanlig nok blev taget af den romerske Historie; men han udførte det aldrig. Efter at have solgt sin Kopi efter Rafaels »Skolen i Athen« til Akademiet eller rettere til Arve­prinsen, der skænkede den til Akademiet, forlod han igen Køben­havn og rejste i Januar 1792 fra Berlin til Rom i Selskab med Carstens og en tysk Bygmester. Under sit andet Ophold i Rom vandt han især Opmærksomhed ved en vellykket Kopi af Rafaels »Gravlægning« i Palazzo Borghese (1793), og da Zoega i 1794 op-

 

143

dagede en Gravgrotte uden for Rom, fik han Cabott til at aftegne den nøjagtigt og lade sine Tegninger stikke i Kobber. De udkom i Rom (1795) under Titel Stucchi figurati esistenti in un antico sepolcro fuori delle mura di Rcma &c. Aaret efter (i August) giftede den allerede 4oaarige Mand sig med en attenaarig italiensk Komtesse Maria Gertruda Pericoli (f. 1778) og rejste derpaa med sin unge Kone tilbage til Danmark, saaledes at Vielsen endnu samme Aar, paa den unge Frues attenaars Fødselsdag (19. Dec.) kunde gentages efter protestantisk Ritus i København. Hvilke Forbindelser og hvilken romantisk Historie der mulig har ligget til Grund for dette ualminde­lige Ægteskab, lader sig ikke mere oplyse. Cabott havde imidlertid, rimeligvis allerede i Rom, opgivet Historiemaleriet for Dekorations-maleriet og søgte ved Hjemkomsten om en ledig Lærerplads ved Akademiet, hvorved han tillige, efter Stiftelsens daværende Grund­sætninger, afskar sig Retten til at blive Medlem. Han blev Lærer ved Akademiets første Frihaandstegningsklasse (1797), og i denne beskedne Stilling forblev han til sin Død den 5. December 1814, medens han samtidig fra 1799 havde haft Bestalling som »Hof­dekoratør«. Kort før sin Død opnaaede han sit længe nærede Ønske om en af Akademiets Friboliger, men kun hans Enke fik af særlig Naade Lov til at nyde den det første Aar efter hans Død. Den italienske Grevindes Kaar blev ikke videre blide ved i en Alder af 36 Aar at sidde som Enke med fire Børn efter en Informator ved Akademiet; hvad Manden havde efterladt, maa efterhaanden være gaaet med; en Tidlang fandt hun Erhverv ved at undervise i Italiensk ved Hoffet, hvor man havde Deltagelse for hende, og i fornemme Kredse; men det tog efterhaanden af, og endnu tyve Aar efter hendes Død finder man hende søgende Akademiet om Understøttelse (1834), »da hendes Stilling ikke er som forhen«. Hun døde først den 20. November 1851.

(Weinwich, S. 191. Erslew, I, S. 270. do. Suppl. I, S. 200. Zoegas Breve i Minerva 1798 II, S. 333, 1799 I, S. 275, II, S. 2. Bricka, III, 337. Meier, Wiedewelt. Rigsarch. Lengn. Petri K. Skifteretten. Adresseav. 1814, Nr. 286. Akad. Fernow. Carstens, ny Udg., S. 97.)

 

Calau. Benjamin Calau, Maler, levede i Frederiksstad i Slesvig i Slutningen af det syttende eller rettere i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, thi hans Søn af samme Navn, som vandt et vist Ry i Tyskland, var født i Frederiksstad 1724 (d. 1783). Efter Weinwich malede den ældre Calau »gamle Hoveder temmelig vel.« Paa Raad-

 

144

huset i Frederiksstad skal der være to Stykker af ham, »Et Bac-chanal« og »Johannes Døberens Henrettelse« med Figurer i halv naturlig Størrelse.

(Weinw. Lex.    Ftissli Suppl.    Spengler Art. Eft.)

 

Calberg. Vilhelm Jørgensen Calberg, Maler, født i København 1817, var Søn af Hjulmagermester Niels Calberg og besøgte Kunst­akademiets Skoler fra 1832 til 1844 og var i 1837 bleven Elev af Modelskolen. Han udstillede 1842 til 1846 nogle Portræter. Han synes ikke senere at have været bosiddende i København, men skal efter sigende, være rejst til Amerika.

(Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Camradt. Frederik Christian Camradt, Maler, Broder til neden­nævnte J. L. Camradt, blev født i København 1762 (døbt 9. Novbr.) og besøgte Kunstakademiet 1781—85, da han fik den mindre Sølv-medaille. Han malede Blomsterstykker i Vandfarve og udstillede i 1810 en »agtværdig« Prøve paa sin Kunst. Han var dog ogsaa Miniatur- og Portrætmaler og har malet sirlig og omhyggelig udførte Miniaturbilleder endnu i 1822. Strunk nævner Gartner F. L. Holbølls Portræt, og flere Portræter ere endnu i Familiens Eje. Camradt udstillede 1830 til 1838 og døde ugift i Hillerød den 12. Oktober

1844.

(Weinw. S. 203. Selmers Nekr. Saml. II, S. 456. Priv. Medd. Lengn. Frelsers K. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Camradt. Johannes Ludvig Camradt eller Camrath, Blomster­maler, havde Tilnavnet junior til Adskillelse fra en senior. ¹ Han var født i København den 20. September 1779 og var Søn af neden­nævnte Portrætmaler J. F. Camradt. Uagtet han allerede den 9. Ok­tober 1804 var bleven gift med Marie Elisabeth Johannette Weise, Datter af Optikus Weise, og selv Blomstermalerinde, synes han dog at være den Joh. Camradt, der var Lærling ved den kgl. Porcelænsfabrik 1794—97, og som i Oktober Kvartal 1805 vandt den mindre Sølvmedaille paa Akademiet (tilkendt 6. Jan. 1806). Ved et i 1807 oprettet Institut for Metalarbejdere var han medvirkende og ernærede sig for øvrigt væsentlig som Tegnelærer; i denne Egenskab

¹ Denne senior kan enten være Faderen J. F. eller Broderen F. C. Camradt, og en af disse kan have arbejdet paa Porcelænsfabriken »til 1796«. Der døde ingen Camradt i 1814, men kun J. F. Camradts Enke.

 

145

udgav han et Hefte kobberstukne Blomstertegninger til Brug ved Undervisning (1816), stukne af O. O. Bagge (s. d.). Han helligede sig for øvrigt Blomstermaleriet, som det synes under Fritzsch' Vejled­ning. Da han (1816) vilde agreeres paa et Stykke, som Akademiet saa »med særdeles Fornøjelse«, blev det dog nægtet ham ifølge dettes Statuter, fordi han ikke havde været udenlands. Imidlertid lykkedes det ham med en noget tarvelig Anbefaling fra Akademiet at komme en lille Rejse til Dresden (1819—20). Paa de fra Dresden indsendte Stykker opnaaede han endnu ikke at blive agreeret, men da han igen (6. Jan. 1821) indsendte to originale Blomstermalerier, blev han agreeret og to Aar efter (3. Febr. 1823) optaget som Medlem af Kunstakademiet. Dermed er hans akademiske Bane til Ende. I 1831 søger han forgæves om Værelser paa Charlottenborg og i 1835 lige­ledes forgæves om at blive Professor i Anatomi ved Akademiet. At hans Kaar var meget ringe, fremgaar af, at han gentagne Gange maatte have Hjælp af Akademiets Understøttelseskasse, blandt andet i 1832 i Anledning af hans Kones Død (d. 2. Novbr.). Da han i sine senere Leveaar led af Øjensvaghed, tilstod Akademiet ham fra i. Juli 1839 300 Rdl. aarlig; dog vedblev han at udstille. Han var en flittig Kunstner, som fra 1810—43 udstillede 88 Blomster­stykker, der af Samtiden rostes for at være i en delikat og sart Smag, om end noget matte. Han har udført to Frugt- og Blomster­stykker til Dronningens Toiletværelse paa Christiansborg Slot, og 13 af hans Arbejder indkøbtes til den kgl. Malerisamling. Efter hans ovennævnte Hustrus Død ægtede han den 10. August 1836 Enken efter en Høpfner, Anna Magdalene Becker (f. 1796), med hvem han ingen Børn havde, medens han af første Ægteskab efterlod sig fire Børn. Han døde i Hillerød, hvor han havde tilbragt sine sidste Leveaar, den 4. (3.) December 1849; hans Enke den 6. Oktober 1857. Blandt hans Elever maa nævnes Malerinderne Løvmand og Neergaard.

(Akad. Priv. Medd. Lengn. Trin. K. Skild. 1816, Sp. 456 og 571. Østs Archiv I, S. 264. Selmers Nekr. Saml. 2. Aarg., S. 456. Bricka III, 350. Reitzel. Udst. Fortegn. Lengn. Tdskr. f. Kstind. IX, 82.)

 

Camradt. Jørgen Frederik Camradt, Portrætmaler eller Skildrer i København, var Søn af Jochum Frederik Camradt, gift 1731 med Johanne Sørensdatter, og blev født 1736 (døbt 26. Januar). Selv blev han den 13. August 1760 gift med Marie Schrøder (f. 1738, d. 4. Maj 1814) og var Fader til de nævnte Malere F. C. og

N. K. L.    I.

 

146

J. L. Camradt,   foruden  syv  andre Børn.     Han  døde i Marts  1784, 48 A ar gammel.

(Adresseav. 1760 Nr. 64. 1814. Nr. 107. Lengn. Frue, Frelsers og Trin. K. Selmer Nekr. Saml. II, S. 456. Jfr. Anm. S. 144.)

 

Gardes. Michael Gardes, Maler, blev 1748 ansat som Lærer i Frihaandstegning ved det ældre Kunstakademi med 100 Rdl. d. C. i aarlig Løn. Han virkede dog kun i denne Stilling til den 11. Ok­tober 1751, da han døde, efterladende sig en Enke. En Lorentz Gardes har stukket et af Gotfr. Fuchs malet Portræt.

(Rigsarch.    Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi.)

 

Carl. Clara Vilhelmine Carl, Malerinde, Datter af Etatsraad, Skibsreder Lindhard Hansen Carl (f. 1813, d. 1893) og Martha Marie f. Olsen, er født i København den 10. December 1859. Hun uddannede sig til Kunstnerinde under Malerinderne Ch. Sodes, B. Wegmanns og Maler Jul. Paulsens Vejledning og besøgte fra Okt. 1892 til Maj 1894 den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, i sidste Semester i Modelskolen. Hun har udstillet siden 1889 Landskaber og Interiører. Hun har paa Udenlandsrejser besøgt Paris, Holland og Belgien.

(Priv. Medd.    Statskal.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Carlebye. Erasmus Christoffer, Jens og Johannes Georg Carkbye, se Karlebye.

 

Carlsen. Carl Christian Edvard Otto Carlsen, Maler, er Son af fh. Kolonialhandler Carl Adolf Junius Carlsen (f. 1815) og Ane Dorothea f. Raa (f. 1813) og er født den 28. Februar 1855 i København. Han blev først sat til Handelen, men fik i sit 18. Aar Lov til at blive Kunstner. Han besøgte derpaa Kunstakademiets Skoler fra Januar 1874 indtil Januar Kvartal 1879, efter i Juni 1876 at være rykket op i Modelskolen. I 1882—83 var han i Frankrig og studerede i Paris. Han har udstillet siden 1878, mest Genrebilleder; i 1883 havde han »En Kaffepassiar« paa den nordiske Udstilling, i 1887 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie for Opgaven Roser, og i de senere Aar har han ogsaa udstillet Landskaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlsen. Rudolf Julius Carlsen, Portrætmaler, Søn af Klubvært H. Carlsen, født i København den 13. April 1812, gennemgik 1827—38

 

147

Kunstakademiets Skoler til Gibsskolen og nød Vejledning af Eckers-berg, J. L. Lund og G. Hetsch. Han lagde sig efter Portrætmaleriet, malede en Del Portræter navnlig paa en Rejse i Sverige og Norge og havde 1837—39 fire Portræter paa Akademiets Udstilling. Det sidstnævnte Aar forlod han København, rejste til Buenos Aires og ernærede sig der i en Del Aar som Portrætmaler. Paa Grund af Familieanliggender vendte han tilbage til Danmark (1862), hvor han siden levede. Den 23. November 1872 ægtede han Agnete Caroline Amalie Paulsen (f. 1840). Han døde den 19. Februar 1892. Han udstillede kun 1868 tre Portræter (udenfor Fortegnelsen) og senere 1869 og 1870.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  1892.)

 

Carlsen. Søren Emil Carlsen, Architekt og Maler, Broder til ovennævnte C. C. E. O. Carlsen og født den 19. Oktober 1848 i København, uddannede sig først til Architekt hos Stillmann og ved Akademiet og udstillede i 1869 en »Opmaaling af Christian III's Gravmæle i Roskilde Domkirke«. Han er senere bleven Sømaler og rejste i 1871 til Amerika, hvor han siden har opholdt sig.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlsen. Carl Peter August Schlichting-Carlsen, Maler, født den 16. Oktober 1852 i Flensborg, er Søn af Købmand Lorens Christian Carlsen (f. 1820, d. 1868) og Ida Cathrine f. Schlichting fra Flens­borg (f. 1818). Han undervistes som Barn i Petri Realskole. Efter sin Konfirmation kom Schlichting-Carlsen (1866) i Porcelænsmalerlære, besøgte det techniske Selskabs Skole og fik i Oktober 1874 Adgang til Akademiets Skoler, som han dog kun besøgte til 1878, hvorefter han et Par Vintre malede i Kunstnernes Studieskole. Allerede 1875 begyndte han at udstille som Blomstermaler, efter i 1873 at have haft et Stilllebensstykke paa Decemberudstillingen; han konkurrerede 1877 til den Neuhausenske Præmie og udførte nogle dekorative Arbejder med Blomster. Men samtidig gik han over til at blive Landskabs­maler under Paavirkning af den yngre Skoles nye Theorier, der dog snart afløstes af et fordringsløsere og ærligere Naturstudium. Hans Billeder vakte nu stigende Opmærksomhed, i 1883 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for »Funkemor«, og fik samme Aar Rejseunderstøttelse til Indlandet. I 1884 var han udenlands sammen med P. Mønsted og tilbragte længere Tid i Italien, i 1886 var han

i Svejts og malede et stort Billede fra Berner Oberland, der med-

 

148

virkede til, at han i 1887 fik Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Ki.). Han var nu atter i Svejts og Sydfrankrig. Til sine danske Landskaber har han for en stor Del søgt Motiver i Omegnen af Hillerød.

(Priv. Medd.    Bricka, III, 379.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlson. Conrad Oscar Carlsen, Maler, var Søn af Skomager Carl Carlson og Christiane Caroline født Lorentzen, og var født den 30. Marts 1840 i København. Han lærte at tegne hos F. Helsted og besøgte 1856—61 Kunstakademiet, hvor han 1858 vandt den mindre Sølvmedaille. Han udstillede fra 1859 til 1864 dels nogle Landskaber, dels Portræter og Genrebilleder, hvoraf det sidste, »En Erklæring« var paa Udstillingen efter hans Død. Som en øvet Tegner sysselsattes han ogsaa af »Illustreret Tidende«, hvortil han hjemsendte Tegninger fra Felten. Den unge lovende Kunstner gik som Værnepligtig med i Krigen 1863, blev Sekondløjtnant ved tiende Infanteriregiment og faldt den 19. Marts 1864 ved Dybbøl. I »111. Tid.« for 1864 Side 237 findes hans sidste Tegning fra Felten og Side 325 hans Portræt.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    111. Tid.  1864.)

 

Carmiencke. Johan Hermann Carmiencke, Landskabsmaler, født i Kongeriget Hannover den 9. Februar 1810, var Søn af en fattig Arbejdsmand og blev sat i Malerlære i Hamborg hos en ældre Broder, der var Malermester, med da han havde Lyst til at blive Kunstner, rejste han med en anden ung Svend, som nærede samme Attraa, Johan Mohr, til Dresden (1831), hvor han nød Undervisning i Landskabsfaget af J. C. Dahl. Rimeligvis efter dennes Raad tog han i 1834 til København og fik der efter sine fremlagte Tegninger strax Adgang til Kunstakademiets Gibsskole. Han besøgte dog ikke Akademiet ret længe, men optraadte allerede fra 1835 som selv­stændig Kunstner og vandt en saadan Opmærksomhed, at et af hans første Billeder blev købt til den kongelige Malerisamling i Køben­havn. Senere solgte han i Aarene 1835—45 ialt 6 Billeder til denne Samling. Imidlertid havde han 1835 begyndt at forsøge sig i at radere, men blev dog først fra 1847 den heldige og øvede Raderer, hvis Stik

gjorde saa megen Lykke baade i Danmark og Tyskland. Han var i 1847 atter i Besøg i Tyskland, hvor han især opholdt sig i Liegnitz hos en Beskytterinde, en Grevinde Schonburg. Men Aaret efter rejste han til København, ægtede der en Søster til Architekt

 

149

P. C. W. Klein, Marie Vilhelmine Caroline Klein (f. 1817), Datter af tyskfødte Forældre, Bagermester Ludvig Klein (f. 1777, d. 1847) og Cathrine Magdalene f. Muller (f. 1786, d. 1856). Han nedsatte sig nu her som Kunstner; dog gjorde han atter 1842 en Udflugt til Miinchen. Endelig 1845 fik han — efter at have søgt og opnaaet Naturalisationspatent — det københavnske Kunstakademis Rejseunder­støttelse i to Aar og opholdt sig i disse (1845—46) som dansk Kunstner i Italien. Efter Rejsen vendte han tilbage til Danmark, men følte sig under Krigen (1848—50) mindre vel i sit nye Fædre­land og udvandrede derfor i 1851 med sin Familie til Nordamerika. Her gjorde hans Billeder overordentlig Lykke; han levede i New York og var Medstifter af Kunstakademiet i Brooklyn. Han døde der den 15. Juni 1867. Hans Enke døde sammesteds den 4. Juni 1882.

Af hans raderede Blade (35 i Tallet) udgav Kunstforeningen i København et Par mindre Rækker 1850—51. Han udstillede i København fra 1835 til 1851 et ikke ringe Tal af Landskaber, dels fra Danmark, dels fra Udlandet, og vandt Navn som en dygtig og livfuld, om end noget konventionel Kunstner. Hans store Lethed i at male satte ham i Stand til lige til hans sidste Leveaar at udfolde en overordentlig rig Produktivitet.

(Hamb. Kstl. Lex. Naglers Monogr. III, 771. Andresen: Deutsche Maler-Radirer d. ig.Jhrh. IV, S. 46 flg. Priv. Medd. Bricka, III, 389. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Carstens. Asmus Jakob Carstens, Tegner og Maler, født den i o. Maj 1754 i St. Jtirgensby ved Slesvig, var Søn af Grynmøller Hans Carstens (f. 1719, d. 1762) og Christine Dorothea f. Petersen (f. 1726, d. 1769, efter at have levet fire Aar i et nyt Ægteskab). Fra Forældrene var der dog efterladt ham og hans Søskende en lille Formue. Den Kunstnertrang, der syntes ham medfødt, næredes allerede tidligt hos ham ved Skuet af Jurian Ovens' Malerier i Slesvig Domkirke. Endnu som Dreng tilegnede han sig paa egen Haand en saadan Færdighed i Tegning, at han ud af Hovedet kunde gen­give Aasyn, han havde lagt Mærke til, med kendelig Lighed. Men da hans Arv ikke var stor nok til at betale Lærepenge hos en da bekendt Portrætmaler N. G. Geve, vilde hans Formynder ikke tillade ham at blive Kunstmaler og satte ham for et Tidsrum af fem Aar i Lære hos en Vinhandler i Eckernforde. Da han ikke kunde und­drage sig sin Skæbne, foresatte han sig dels at røgte sin Gerning saa godt, han kunde, for ved Øvelse og Flid at opnaa saa megen

 

150

Fritid som muligt, der ikke vilde blive nægtet ham, naar han havde gjort sin Pligt, dels at udføre alle sværere Arbejder ved sit Haand-værk, det saa kaldte Vinkyperi, med venstre Haand, for at skaane den højre til det, han stedse regnede for sit egentlige Livshverv, Kunsten. Denne energiske Plan gennemførte han virkelig og fik saaledes Tid og Kræfter til overs baade til Læsning og Tegning.

Da han i 1776 fik Myndighed over sig selv og sin lille Formue, løskøbte han sig for de to Aar, han skulde have tjent som Svend, med 80 Rdl. (Courantdalere = 256 Kroner). Han levede nu tre Maaneder hos sin Fætter, Jens Jiirgensen i Slesvig, udelukkende for Dyrkelsen af Kunsten, men da han ikke kunde faa tilstrækkelig Undervisning i Oliemaleriet i Slesvig By, raadede Fætteren ham til at rejse til København til en der bosat slesvigsk Portrætmaler Povl Ipsen (Novbr. 1776). Hos denne levede han et Par Aar for hvad der var tilbage af hans lille Formue og arbejdede dels under dennes Vejledning, dels paa Kunstakademiet. Det var navnlig Afstøbningerne af Antikerne, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Carstens, dog hørte han tillige Forelæsninger over Anatomi af Weidenhaupt. Der­imod smagte det ham ikke at deltage i Undervisningen i de egent­lige Kunstskoler, saa meget mindre som han undsaa sig ved, som voxent Menneske, at begynde i de lavere Klasser sammen med unge Læredrenge, og i de højere Klasser kunde der ikke strax tilstedes ham Adgang, da han, uagtet al sin Færdighed som Portrætmaler, endnu stod tilbage i Kunstens Elementer. Men han øvede sig flittig hjemme, ikke alene paa at gengive, navnlig Antikerne, efter Hukommelsen, men ogsaa paa at komponere, og sluttede Venskab med flere, for en Del tyske Kunstnere, der gennemgik deres akademiske Løbebane i København.

En Tegning, som han gjorde af »Adam og Eva« efter Miltons »Det tabte Paradis« vandt Grev Moltkes Opmærksomhed, og denne bestilte et Oliemaleri derefter hos Kunstneren. Da det var færdigt, havde Greven enten glemt sin Bestilling, eller de techniske Ufuld­kommenheder have, ganske naturlig, været ham mere iøjnefaldende i Maleriet end i Tegningen; nok er det, efter Carstens' egen For­tælling, skal han være bleven afvist paa en Maade, der stødte den indesluttede og selvfølende Kunstner, og han forsøgte ikke mere at faa Bestillinger paa sine Kompositioner. Derimod blev han, maaske ved Ipsens Hjælp, bekendt som Portrætmaler, og fik saa meget at gøre, at han alene i ét Aar fortjente 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) ved sine med Rødkridt tegnede Portræter. Imidlertid fik han Adgang

 

151

til Modelskolen paa Kunstakademiet, thi efter det første Kvartal 1780 tilkendtes ham den mindre Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. Efter Akademiets Sædvane skulde dog først Sølvmedaillen overrækkes ham ved det højtidelige Aarsmøde den følgende 31. Marts (1781). Ved denne Lejlighed skete noget, som fremkaldte følgende Kendelse i Protokollen for 30. April: »Eleven A. J. Carstens, som »paa en Opsætsig Maade havde undslaaet sig for at imodtage den »ham for Tegning efter Modellen tilkiendte liden Sølv Medaille blev »ved Scrutinium af alle Stemmer indtil videre forviist Academiet og »tildømt hans Navn at opslaaes paa Dørrene i alle Academiets »Skoler.«¹ Wiedewelt skal vel den følgende Morgen atter have ladet Opslaget nedrive, men Carstens' Forbindelse med Akademiet var ophørt. Hans Bekendtskab med Abildgaard, hvorpaa han kort i Forvejen havde lagt stor Vægt, fik naturligvis herved ogsaa en brat Ende.

 

¹  Hvad der virkelig er foregaaet,   lader sig vanskelig udfinde mere.    Carstens fortæller   selv   hos   Fernow:    »Ved   den   følgende   Udstilling   havde    en    af    de »Kunstnere, der konkurrerede til den store Pris, udstillet en Tegning, som absolut »var den bedste,   og   alle ventede,   at  den  første Pris skulde blive ham tilkendt. »Ved Uddelingen fik dog en anden   den.   paa hvem ingen havde   tænkt,   og hvis »Tegning stod tilbage for hins.     Da   den  foretrukne  var en Slægtning af Abild-»gaard, forklarede alle dette som Grunden . . .    Jeg havde faaet store (o: mindre) »Sølvmedaille . . .    Jeg erklærede offentlig ikke at ville modtage Medaillen, naar »han, som havde fortjent den store Guldmedaille, ikke fik den &c.«     Hertil maa bemærkes,   at i  1780,   da dette maa være sket, var der ingen Konkurs om Guld-medaillen; den fandt først Sted i Juli  1781, altsaa efter den omtalte Begivenhed. Der blev   vel givet en Guldmedaille i  1780,   nemlig til Kobberstikkeren Preisler, der som Kobberstikker havde konkurrere! særskilt, og denne Medaille var bleven ham   overleveret  ved Aarsmødet 1780,   men  han havde ingen Konkurrenter,   for hvilke han kunde blive foretrukken,   ligesom   han heller ikke,   saavidt vides,   var nogen Slægtning af Abildgaard.     I   en   gammel Levnedsbeskrivelse  af Carstens i Schlesw. Kunstbeitråge,   der for øvrigt lader paalidelig, fortælles det,   at Carstens selv   indbildte   sig,   at   han  med   en  tegnet Komposition  konkurrerede  til  Guld-medaillen,   og da han kun fik den mindre Sølvmedaille,   vægrede han sig ved at modtage den og forlod Akademiet.    Det synes af andre Kilder, som om Carstens virkelig har sat sig i Hovedet,   at   han   for  den   tegnede Komposition »Odysseus og  Æolus«,   som   han   udstillede   blandt  Elevarbejderne  i   1780,   kunde   faa   en Guldmedaille tilkendt,   og da han senere udførte den samme Komposition i stort Format i Oliemaleri,   hvilken Clemens   og Juel endog skal  have   rost,   synes han end mere   at have  bestyrket sig selv i denne Indbildning.     Da der intet saadant skete, vilde han ikke have mere med Akademiet  at gøre og afviste Stanleys vel­mente Forsøg paa at føre ham tilbage til dette.    Men selv i den næsten samtidige Beretning herom er der Forvirring i Tidsregningen.

 

152

Carstens, til hvem hans Broder Frederik havde sluttet sig, for­blev dog endnu i København til 1783, da han besluttede i Forening med Broderen, for deres fælles Sparepenge, at rejse til Italien. Over Tyskland og Tyrol naaede de virkelig Norditalien og besøgte Verona, Mantua og Milano. Navnlig i Mantua følte Carstens sig stærkt greben af Giulio Romanos Freskomalerier og blev der i fire Maaneder for at studere dem. I Milano viste det sig endelig for dem, at deres Penge var for faa til at rejse videre mod Syd, og forknytte vendte de atter Vejen nordpaa gennem Svejts. I Ztirich fremstillede Carstens sig for Gessner og Lavater og fik Lejlighed til at fortjene saa meget ved at tegne Portræter, at han og Broderen kunde komme tilbage gennem Tyskland, men naaede ikke længere end til Lybek (næppe før Begyndelsen af 1784). Rejsen havde dog haft ikke ringe Betydning for Carstens og havde navnlig virket til at klare hans Fore­stillinger om historisk Komposition. Under sit Ophold i Lybek uddannede han med megen Iver sit Talent i den Retning, samtidig med at han som sædvanlig ernærede sig ved at tegne og male Portræter. Han blev henved fem Aar i Lybek, indtil en Kunstven, som tilfældig fik hans Kompositioner at se, følte sig saa slaaet af det Snille, de røbede, at han gav ham Midler til at rejse til Berlin og opholde sig der, indtil der kunde aabne sig Udsigter for ham. Efter at have sendt nogle Tegninger og Malerier i Forvejen, der blev udstillede 1788, rejste Carstens selv, rimeligvis om Høsten samme Aar, til Berlin. Næste Aar udstillede han en stor Komposition, »Englenes Fald« med henved 200 Figurer, der vandt en Præmie. Uagtet disse Arbejder havde vakt Kunstnernes og nogle Kenderes Opmærksomhed, lykkedes det ham dog ikke strax at sikre sig en Stilling, og da han havde besluttet ikke at ville være Portrætmaler mere, ernærede han sig kummerligt ved at tegne for Boghandlerne i Berlin. Derved kom han til at tegne de Omrids efter antike skaarne Stene, som ledsagede den første Udgave af Moritz' Gudelære, og forøgede

dem med en Tegning af sin egen Opfindelse, »Nattens Gudinde«. Endelig lykkedes det ham at faa en Stilling som Lærer (Professor, 21. Maj 1790) ved Kunstakademiet i Berlin, og fik tillige ved Akademiets Curator, Friherre von Heinitz' Gunst, Lejlighed til at dekorere en Sal i dennes Palais, som lykkedes saa vel, at hans Velyndere strax anbefalede ham til Kongen til et Rejsestipendium til Rom. Foruden disse Arbejder, som var udførte i Limfarve paa Papir, og som senere ere tilintetgjorte, udførte han ogsaa i Dronningens

 

153

Værelser paa Slottet i Berlin nogle Loftmalerier graat i graat som Efterligning af Basrelief. Disse ere endnu i Behold.

Carstens stod endelig ved sine Ønskers Maal, Udsigten til at naa Rom. . Hans Stipendium var rigtignok kun paa to Aar og ikke stort, men han haabede at faa det forlænget, og smigrede sig i al Fald med at finde andre Midler til at forlænge sit Ophold i Rom. Det lykkedes ham virkelig, idet han fik et Aars Tillæg til sit Stipendium og senere solgte saa meget, at han kunde leve tarveligt deraf. I September 1792 naaede han Verdensstaden og svælgede i Henrykkelse over Rafael og Michel Angelo, ikke mindre end over Vatikanets store og fremragende Antiksamling. Han var ikke mere Lærlingen, men den selvstændige, frit studerende Kunstner, og han blev Forløber for en hel Revolution i Kunsten ved den Kraft, hvor­med han baade i Ord og Værker pegede paa sit Kunstens Ideal, Kompositionens Enhed og aandelige Fylde som det første og eneste, for hvilket alle Udførelsens Fortrin ere nødvendige, men underordnede Tjenere. Da han imidlertid, ved stedse at udføre sine Kompositioner paa fri Haand, vel opnaaede en i den Tid ukendt Sluttethed og Harmoni i Anordningen, men til Gengæld stod tilbage for mange af sine Medbrødre i ren technisk Henseende, navnlig i Oliemaleriet, hvis fuldkomnere Fremstillingsmaade han aldrig tilegnede sig, kunde det kun lykkes ham at bryde Vejen for sine Efterfølgere uden selv at frembringe noget saa gennemført Værk, at det ret kunde fæste andres end Kenderes Opmærksomhed paa ham. Den Række for­trinlige Tegninger og Akvarelmalerier, som han udstillede i Rom i April 1795, vakte derfor til en vis Grad Uvilje hos de mange Kunstnere, der kun havde en technisk Færdighed uden synderligt Talent at grunde deres Navn paa, medens dog saavel de snilrigere Kunstnere fra Europas forskellige Lande som alvorligere Kendere følte og paaskønnede, hvilken Frigørelse fra Datidens Pedanteri og Rokokostil der laa i disse ejendommelige Fremstillinger, som alle bevægede sig paa den historiske Kunsts mest fredede Omraade, Livet i Oldtiden. Udstillingen var aaben i to Maaneder og meget besøgt baade af Italienere og af Fremmede.

Dette var Kunstnerens eneste Triumf. Den korte Tid, han havde tilbage, udfyldtes dels med en pinagtig Brevvexling med Fri­herre v. Heinitz, som ikke uden Grund dadlede ham for at have svigtet sine Pligter overfor Preussen, om end Kunstneren har meget, der taler til hans Forsvar, dels med Sygdom og Savn, som endelig bortrev ham, kun 44 Aar gammel, den 25. Maj 1798. I Henseende

 

154

til en fuldstændig Opregning eller mere indgaaende Værdsætning af hans Værker maa henvises til de nedenfor nævnte udførligere Afhand­linger om hans Liv og hans Kunst.

Spørgsmaalet om Carstens bør regnes for Dansk eller Tysk, er allerede besvaret ved, at han har fundet sin Plads her; men til nærmere Overvejelse kan endnu fremdrages følgende. I Kunstner­verdenen navnlig i Rom føltes i den Tid, og længe efter, Forskellen mellem Dansk og Tysk ikke anderledes end Forskellen mellem Preusser og Bajrer, eller lignende, og Carstens kunde have haft en meget mere levende Følelse for sin Nationalitet, end han virkelig havde, uden at den vilde være traadt frem overfor Tyskerne. I Virkeligheden var Tyskland ham blot en Station paa Vejen til Rom, og det var vistnok kun, fordi hans Penge slap op, at han blev i Lybek og ikke ligesaa gærne rejste videre til Danmark, om end maaske næppe til København. Ethvert Land, der ikke var Italien, var ham ligegyldigt. Overfor de ydre Kendsgerninger, at han levede fem Aar i Lybek, blev Professor i Berlin og fik Rejsestipendium derfra, kan det paa den anden Side fremhæves, at han var født dansk Undersaat, modtog sin kunstneriske Uddannelse i København, og aldrig fornægtede det Land, han ved Fødslen tilhørte. Om han ogsaa mest levede med Tyskere, var danske Venner ham ikke fremmede, og han vedligeholdt Forholdet til Danmark, ligesom ogsaa hans danske Slægt, navnlig hans kunstelskende Fætter Jens Jiirgensen i Slesvig til forskellige Tider offentliggjorde Meddelelser om Carstens' Virksomhed og Udvikling som Kunstner. Saaledes havde han næppe faaet to Bestillinger af en dansk Adelsmand, Knuth-Lilliendal, uden at denne har vidst, han var dansk, hvilket ogsaa fremgaar af et senere Brev, hvori Knuth tilb)^rder Kunstakademiet det ene af disse Malerier, »Bacchus og Amor« (25. Febr. 1834), hvilket blev købt til den kgl. Malerisamling. Zoega, der baade paa Regeringens og paa Akademiets Vegne skulde have Øje med de danske Kunstnere i Rom, kaldte ham (Brev af 5. Okt. 1793) »en anden Dansk« og meldte paa Embedsvegne hans Død til Danmark. Ligeledes søgte Kunstnerens Søskende i Danmark, om end forgæves, gennem Udenrigsministeriets Skrivelse til Zoega (17. Nov. 1798) at blive hjulpne til den mulige Arv efter deres Broder; men han havde gjort Testament til Fordel for Fernow.

Hvilket Indtryk Carstens' Ungdomsliv og Forhold til Abildgaard vedblev at gøre i Danmark, kan man se af en Slags Novelle i Nyeste Skilderie for 1811, hvori disse Begivenheder skildres under andre

 

155

Navne med stærke Farver til Carstens' Gunst. Hans Indflydelse paa Thorvaldsen behøver kun at nævnes; hans øvrige Lærlinger eller Efterfølgere var Tyskere. Carstens har tegnet sit eget Portræt et Par Gange; et af dem er gengivet i »Ude og Hjemme«; Portrætet foran er taget fra Fernows Værk.

(Weinwich, S. 198. do. Lex. Fernow. Leben des Kunstlers A. J. Carstens. Lpz. 1806, ny Udgave ved Riegel, Hannover 1867. Schlesw. Kunstbeitrage 1792, S. 86.¹ Zoegas Breve, trykte i Minerva 1799. Thiele Thorv. I, 108. Skild. 1811, 6. Aug. og følg. til 26. Novbr. 111. Tid. IV, Nr. 180—82, en Afhandl, af Dietrichson. Lange, Nutids-Kunst, S. I —15. A. Sach, A. J. Carstens's Jugend-und Lehrjahre. Halle 1881. Bricka, III, 400—405. Ude og Hj. III, Nr. 135. Akad. Udenrigsministeriets Archiv. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Carstens. 'Frederik Christian Carstens, Kobberstikker, en Broder til Asmus Jakob Carstens, blev født i Slesvig den i. Februar 1762, kom i Lære hos Portrætmaler C. D. Voigt, derpaa til Køben­havn (1781), fulgte sin Broder paa hans første Rejse til Italien og Tyskland (1783), lærte i Ziirich at poussere i Vox, levede et Par Aar i Stettin, drog derpaa til Broderen i Berlin for at hjælpe ham som Maler (1790) og uddannede sig der til Kobberstikker. Han har stukket (1794) et Portræt af Hofpræst paa Glückborg, Lüders, malet af J. Ipsen. F. Carstens døde i Berlin i stor Fattigdom i Oktober 1798, samme Aar som Broderen i Rom. Hos Fernow nævnes nogle af hans Arbejder i Berlin.

(Weinwich Lex. Schlesw. Kunstbeitr. S. 86. FernoiF: Carstens ny Ud g. S. 91, 92—93 samt Anm. 34. A. Sach, A. J. Carstens. Bricka III, 406. Strunk 1718.)

 

Carstensen. Andreas Christian Riis Carstensen, Sømaler, er født den 9. November 1844, ikke i Haderslev, men i Sennels ved Thisted, hvor Faderen Jørgen Frederik Carstensen (f. 1805 i Tønder, d. 1856) den Gang var Præst; hans Moder hed Theodora Cathrine, f. Holm (f. 1812, d. 1877), og saavel hendes som Mandens Moder var født Riis, saa at han altsaa er opkaldt efter sin Oldefader. Efter Faderens tidlige Død tog Moderen til Haderslev, hvor Sønnen voxede op, og efter sin Konfirmation gik til Søs. Han tilbragte

¹ Naar min Fremstilling af Carstens' Ungdom i Dsk. Kstn. Lex. afveg en Del fra Fernow, skyldes det den ovennævnte Kilde, som væsentlig stammer fra den i Texten nævnte Jiirgensen, og som syntes paalideligere end Fernow. Efter at A. Sach har behandlet Æmnet paany med største Grundighed, viser det sig, at min Opfattelse af »Kstbeitr.« var rigtig nok. De Rettelser, som nu ere fore­tagne, takker jeg Sach's nye og bedre Undersøgelser for.

 

156

nogle Aar paa lange Rejser, indtil han under et Ophold i Quebec i Canada fik Lejlighed til at øve sig i Tegning. Da han paa Hjem­vejen hørte om den forestaaende Krig, ilede han til København og blev udskreven som Søværnepligtig. Derefter tog han Ophold i København og anbefaledes af Heinr. Hansen til C. Dahl, der lærte ham Marinemaleriet, medens han samtidig besøgte det techniske Institut. I Oktober 1864 kom han ind paa Kunstakademiet, rykkede 1867 op i Modelskolen, men forlod Akademiet 1868. Samme Aar udstillede han tre Billeder, der allerede vakte Interesse for ham. Da hans Midler var noget knappe, tog han Aaret efter til New York, udstillede der, meldte sig i 1870 til Søkrigstjeneste, men da der ikke blev Brug for Flaaden, rejste han atter til Amerika og var borte til 1873. Ved Decemberudstillingen s. A. havde han et Billede med aaben Sø, men først fra 1875 er han begyndt at udstille regel­mæssig paa Forårsudstillingerne. I 1879 vandt han den Neuhausenske Præmie for »Ved Solopgang i Kattegat«. I 1883 konkurrerede han atter, dog uden at vinde Præmien. Under stadige Sørejser har han færdedes baade i Syd og i Nord, og udstillet Arbejder efter sine Studier. I 1884 fik han et længe næret Ønske opfyldt og besøgte Grønland, hvor han atter var i 1888, i go'erne gentagne Gange i Ægypten. Mange Billeder derfra ere solgte i England og Ægypten. (Priv. Medd. Wiberg III, 39. Bricka III. 409. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Casse. Mathias Casse, Portrætmaler, født 1803 i København, var Søn af Brygger, Løjtnant Mathias Casse (f. 1772, d. 1837) og Vilhelmine Deborah f. Fabritius de Tengnagel (f. 1782, d. 1804), og har uden Tvivl lært Miniaturmaleriet hos en af Datidens Portræt­malere i dette Fag, thi han besøgte kun Kunstakademiets Klasse for Frihaandstegning et Kvartal i 1823. Han nedsatte sig 1826 som Miniaturmaler, var kort Tid Ejer af et Sted i Farvergade, købte senere i 1835 en Gaard i Lille Kongensgade, som han beholdt. Han ægtede 1831 Elisabeth Kirstine Køye (f. 1809), som overlevede ham til den 31. Marts 1869. I sine senere Aar kaldte han sig Por­trætmaler og døde allerede den 6. April 1854. Hidtil kendes ikke mere Portræter fra hans Haand.

(Lengn.    Fam. Fabr. de Tengn.    Akad.    Vejvis.  1826—54.    Adresseav.)

 

Chomond Boudan. Louis de Chomond Boudan, Kobberstikker, er, efter Weinwich, formodentlig en ved det nantiske Edikts Ophævelse

 

157

fordreven Huguenot, som har levet i Østeriisør i Norge. Han har stukket »Frederik II's Salving, og hvorledes han slaar Riddere« til jBreviarium equestre, »Christian IV's Syn paa Rothenburg«, hvoraf der paa Frederiksborg allerede 1650 skal have været et Aftryk paa hvidt Atlask¹, samt »Et allegorisk Stykke til Christian V's Fødselsdag d. 15. April 1685« med latinsk Dedikation.

(Weinwich, S. IO2. Sandvig. Hertzholm, Breviarium equestre seu de ordine dephantino. Havn. 1704, ved Birkerod, S. 22. Fiissli Suppl., S. 198. Skild. 1830, Sp. 401. Danske Saml. II, S. 159.)

 

Christensen. (Anthonie Eleonore) Anthonore Christensen født Tscherning, Blomster-malerinde, er Datter af Oberst Anthon Frederik Tscherning og Eleonore Christine født Ltitzow, som ogsaa var Maler­inde (se Tscherning). Hun er født i København den 5. Juli 1849, og har nydt Vejledning i Malerkunsten dels af sin Moder, dels af Blomstermalerinden Emma Thomsen. Tildels ved en Bestilling fra afdøde Grosserer, Etatsraad O. B. Suhr blev hun sat i Stand til at foretage en Udenlandsrejse i Forening med sin Moder, paa hvilken hun besøgte Tyskland, Norditalien og Paris. Den 4. Oktober 1871 blev hun gift med Dr. phil. Christian Axel Richard Christensen (f. 1843), en Broder til Maleren Godfr. Christensen, og rejste med Understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse for to Aar med sin Mand til Italien og Grækenland. Hun blev Enke den 2. August 1876. Fru Christensen begyndte at udstille 1867 under sit Pigenavn, og solgte allerede Aaret efter et af sine Billeder til den kgl. Malerisamling. Senere har hun næsten hvert Aar udstillet større og mindre Billeder og vundet Navn som en af de mest fremtrædende Blomstermalere; i 1887 fik hun den Neuhausenske Præmie for »Kurvelaag med afskaarne Roser« og i 1893 fik hun første Gang Aarsmedaille for »En Valmue­gruppe«, der blev købt til den kgl. Malerisamling.

(Priv.   Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Carl Anton Christensen, Maler, er Søn af Mur­mester Peter Christensen og Vilhelmine f. Christiansen og blev født i Stouby-Skov i Nærheden af Vejle den 20. Februar 1859. Han lærte Malerhaandværket i Horsens, arbejdede som Malersvend og som Dekorationsmaler i København og Aalborg og dimitteredes fra den techniske Skole der til Kunstakademiet, som han fik Adgang til

¹  I saa Fald   holder  Weinwichs Gisning   om  hans Fordrivelse som Huguenot ikke Stik.

 

158

fra i. Oktober 1885. I April 1887 blev han Elev af Modelskolen, men maatte paa Grund af Sygdom forlade Akademiet inden Aarete Udgang. Med Understøttelse af Grev Rantzau til Rosenvold foretog han en Sørejse med Ophold i Algier og malede der en 1889 udstillet »Gade i Algier«. Rejsen havde dog ikke gjort ham bedre, saa at han først i 1892 atter kunde tage Penslen fat. Foruden paa December­udstillinger har han i 1893 og 1894 udstillet et »Portræt« og »Det indre af en gammel Stue«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Carl William Theodor Christensen, Portrætmaler, Søn af Formand paa Toldboden Niels Christensen, var født den 6. Marts 1823. Da han havde usædvanlige kunstneriske Anlæg, kom han (1835) paa Kunstakademiet, medens han samtidig malede tinder J. L. Lunds Vejledning fra sin Konfirmation. Han vandt den mindre og den store Sølvmedaille 1842 og 1844, men havde allerede i 1841—42 udstillet et Par Portræter, eller snarere Portrætstudier, der vakte Kenderes Opmærksomhed, ligesom ogsaa hans Medaillestykker roses som særlig dygtige og smukt udførte Arbejder. Om det i 1842 udstillede »Portræt« hedder det i private Optegnelser: »En gammel Kone læsende i en Bog. Som Naturstudium fortjener det Opmærksomhed; hun læser virkelig; de knoglede Fingre ej for­skønnede, men ej heller overdrevne; der er Liv i dem, i Munden, i Panden med det graanede Haar. De smukke Palettinter have maaske lidt frugtagtigt ved sig.«

Christensen, der ogsaa havde en vindende Personlighed, fandt nu Sysselsættelse som Portrætmaler, og udstillede adskillige smukt udførte baade malede og tegnede Portræter. Navnlig skal et Portræt i naturlig Størrelse, forestillende afdøde Not. publ. Abrahams have vakt Opmærksomhed, og det regnes for hans bedste Portræt. Han forstod tillige med Troskab at kopiere ældre Kunstværker og var søgt som Tegnelærer. Hans Stilling syntes saaledes ret betrygget, da han i 1856 ægtede Julie Vilhelmine Restorf, en Søster til Maleren L. A. T. Restorf. Men han modstod ikke de Fristelser, som Livet frembød i hans senere Aar. Hans Lyst til Kunsten sløvedes, saaledes at han efter sit Giftermaal kun udstillede et Par Gange, og efter 1858 holdt han ganske op med at udstille. Dette en Gang saa lovende Talent forfaldt mere og mere, det gik tilbage for ham og han døde i stor Elendighed, den 7. December 1870.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Høyens efterl. Papirer. Skifteretten.)

 

159

Christensen. Christen Christensen, Stempelskærer, var Søn af Høker Johan Christensen og Hustru født Birch. Han blev født i København den 18. Januar 1806 og mistede inden sit fjortende Aar sin Fader, saaledes at han efter endt Skoletid maatte sørge for sig selv. Da han havde Lyst til Tegning, blev han strax efter Faderens Død sat i Billedhugger Dajons Værksted, hvor han arbejdede i 4 Aar til dennes Død (Dec. 1823). Allerede forinden havde han som lille Dreng (1815) begyndt at besøge Kunstakademiets Skoler, men det var dog først fra 1819 han fulgte Undervisningen regel­mæssig og rykkede op fra Klasse til Klasse, indtil han den 5. Januar 1824 vandt den mindre Sølvmedaille for Modelering. Allerede i det følgende Kvartal vandt han (29. Marts) den store Sølvmedaille, i August samme Aar Pengepræmien og den 26. September 1825 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Den unge Tobias ledsaget af Englen kommer hjem til sine Forældre« (Tob. n, 10). Da han var uformuende, anbefalede Akademiet ham varmt til kongelig Under­støttelse. Akademiets Præses tog sig af ham og skaifede ham Bestil­linger paa flere Arbejder til Amalienborg og til Christiansborg Slot, der den Gang stod under Bygning, saaledes Statuerne »Troskab« og »Sandhed« til Forhallen i det førstnævnte Palais, Statuerne »Archi-tektur«, »Malerkunst« og »Billedhuggerkunst« til Kongens Trappe paa Christiansborg og Basrelieffet »Apollo blandt Hyrderne« til Dron­ningens Paaklædningsværelse paa samme Slot. Senere udførte han ogsaa et Par Basrelieffer til Højesteretssalen paa Christiansborg. Imidlertid havde han 1827 vundet Kunstakademiets store Guld­medaille for Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (i Kong. 17, 23).

Uagtet han saaledes var paa god Vej som en talentfuld og lovende Billedhugger, der ved Opnaaelsen af store Guldmedaille havde vundet Ret til det akademiske Rejstestipendium, bestemte han sig dog, paa Opfordring af Prins Christian til at uddanne sig til Medaillør og at konkurrere som saadan om en for en Medaille over Bygningsdirektør C. F. Hansen af Prinsen udsat Præmie paa 100 Rdl. Han fik Støtte og Vejledning heri af Professor H. E. Freund, som selv i sin Ungdom havde dyrket dette Fag, og som har udført Skitserne til flere af hans første Medailler. Den 13. December 1830 foreviste han de færdige Stempler til denne Medaille, der blev over­rakt Hansen ved hans Jubilæum og senere er bleven brugt som Æresmedaille i Architekturen, der uddeles ved en særegen Konkurs. Christensen vandt ikke alene den udsatte Præmie, men fik, paa Grund af Arbejdets Skønhed, et, særligt Gratiale af Akademiet paa

 

160

200 Rdl. Han søgte derpaa Akademiets Anbefaling til at opnaa Rejsestipendium af Finanserne, som ogsaa blev ham tilstaaet. Inden Afrejsen fuldendte han og foreviste for Akademiet en Medaille til de Massmannske Søndagsskoler. Allerede tidligere havde han skaaret Reversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Formæling med Prinsesse Caroline (1829).

Den 2. August 1831 rejste han udenlands i Følge med Byg­mesteren H. Chr. Hansen, over Berlin, hvorfra Koleraen hurtig for­drev dem, samt Dresden og Miinchen til Rom, hvor han forblev under hele sit Ophold i Udlandet, fraregnet en Udflugt til Neapel og Sicilien. I Juli Maaned 1834 forlod han Rom, tilbragte Efteraaret i Paris og var i December 1834 atter tilbage i København. I Berlin, hvor hans Ophold kun varede 17 Dage, kom han dog i Berøring med Medaillør Brandt, i Miinchen arbejdede han under Voigt, i Italien dyrkede han især Studiet af Oldtidens Kunst og arbejdede samtidig paa egen Haand som Medaillør, i Paris derimod søgte han at studere Techniken ved Behandlingen af Staalet til Medaillør-kunstens Brug. I Rom udførte han en af J. Collin bestilt astronomisk Medaille med Urania paa den ene Side, Frederik VI's Portræt paa den anden Side, Aversstemplet til en Medaille til Landhusholdnings­selskabet med Thaers Portræt, og endelig en Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse af en svær Sygdom; paa den ene Side Kongens Portræt, paa den anden Side Staden København, som ofrer til Hygæa, der hører til hans bedste Arbejder. Hans Udførelse af disse Medailler sinkedes en Del ved Uheld med Hærdningen, saaledes at han flere Gange maatte gøre nye Stempler. I Rom modellerede han tillige bl. a. en Buste af Kiichler.

Efter Hjemkomsten indsendte han den 23. Februar 1835 adskillige af sine Arbejder til Akademiet for at blive agreeret, hvilket skete enstemmigt, og som Opgave til Medlemsstykke fik han: Medaille i Anledning af Hidsendelsen af Thorvaldsens Arbejder. Aversen skulde indeholde Thorvaldsens Portræthoved, Reversen »Emblemer paa Hidsendelsen«. Til Kommissærer udnævntes Billedhugger Freund og kgl. Gravør Jacobsen, samt efter den sidstnævntes Død, Theater-maler Wallich. Denne store og saare skønne Medaille, hvis Stempler Kunstneren, med Afbrydelse af andre Arbejder, var sysselsat med i over fem Aar (for et Honorar af 1200 Rdl.), fremstiller paa den ene Side et smukt, temmelig ophøjet Portrætrelief af Thorvaldsen, omgivet af Alexandertoget i en kredsrund Frise, paa den anden Side »Dana« med Axekrans om Hovedet og Vaabenskjold i

 

161

Haanden, som af en paa en Delfin hvilende Nymfe (Galathea, Navnet paa den Korvet, der hidbragte de fleste af Thorvaldsens Værker) modtager Thorvaldsens Amor. Denne Fremstilling er ligeledes om­givet af en kredsrund Frise, forestillende de vigtigste af Thorvaldsens Billedstøtter, foroven de kristelige, forneden de hedenske, medens Relieffigurerne »Dagen« og »Natten« danne Skil mellem de tvende Rækker. Da begge Stemplerne sprang i Hærdningen, det ene endog to Gange, havde Kunstneren det Uheld at maatte gøre dem om, og skønt han i sin Beskedenhed frygtede for, at det andet Sæt ikke skulde blive saa godt som det første, havde han den Glæde, at det fuldkomment lykkedes ham. Paa denne Medaille blev han Medlem den 27. August 1838 og tog den 3. September første Gang Sæde i Akademiet. Efter at et Exemplar (ciseleret i Sølv og nu i Akademiets Samling) var overrakt Thorvaldsen ved hans Hjemkomst, blev Medaillen senere bestemt til at tilkendes for det bedste Arbejde paa den aarlige Udstilling.

Det vigtigste af de Arbejder, som sinkede ham i Udførelsen af hans Medlemsstykke, var Reformationsmedaillen, der blev bestilt hos ham i Februar 1836 og skulde være færdig til Oktober s. A. Den fremstillede paa den ene Side Christian III's Portræt, paa den anden Side »Danmark«, en kvindelig Figur med Axekrans og Spir, som modtager »Reformationen«, en anden Kvindeskikkelse med en lukket Bibel i Haanden.

I 1835 blev Christensen gift med en Datter af Snedkermester Bugge, Oline Louise Bugge (d. 1878), med hvem han var bleven for­lovet inden Udenlandsrejsen. I Oktober 1841 blev det overdraget ham at fungere som Professor ved Modelskolen i to Aar under Bissens Fraværelse i Italien; den 17. Juni 1843 fik han Diplom som ordentligt Medlem af Kunstakademiet i Berlin, den 18. September s. A. blev han Ridder af Danebrog. Efter Thorvaldsens Død blev han den 2. September 1844 valgt til Professor ved Modelskolen (stad­fæstet af Kongen d. 13. s. M.). Den 28. Februar 1845 fik han Diplom som udenlandsk Medlem af Stockholms Kunstakademi. Det var den sidste offentlige Udmærkelse, han nød. Hans Helbred var svagt, en Medaille til Thorvaldsens Minde gik ikke fra Haanden med den vante Lethed og kun Modellerne fuldførtes. En forceret Bestilling, et Stempel med Thorvaldsens »Kunstens Genier«, der skulde overrækkes Kongen af Preussen som en Sølv-Seglkapsel ved dennes Diplom som Æresmedlem af Akademiet, udtømte Kunstnerens sidste Kræfter og den 21. August 1845 bortrev Døden ham i hans

N. K. L.    I. Maj  1895.                                               II

 

162

4O. Aar.    Saaledes mistede Akademiet og Kunsten i Tiden fra 1840 til 1848 den ene efter den anden af sine mest lovende Sønner.

Af Arbejder fra Kunstnerens senere Aar skulle vi endnu kun nævne Medaillerne i Anledning af Kammerherre Hauchs Død, i Anledning af Frederik VI's Død med Kongens Portræt som Avers, »det sørgende Danmark« som Revers (1840), Kroningsmedaillens Avers, med Christian VIII's og Caroline Amalies Portræter; den samme Medaille i mindre Maalestok; Medaillen ingenio et årti (1841), den smukke Medaille til Professor Nielsen, et af hans sidste Arbejder, og flere andre. Desuden udførte han en Del Buster, f. Ex. N. B. Krarups Buste i Marmor til Borgerdydskolen, og Portrætmedailloner i naturlig Størrelse, dels i Gibs, dels i Marmor. Men om ogsaa det er let at nævne hans mest fremtrædende Arbejder, er det vanskeligt at give en levende Forestilling om den kunstneriske Dygtighed, hvormed de ere udførte. Den Omhyggelighed og det dybe Kendskab til Naturen, hvormed han gennemførte sine Arbejder, uden at de derved tabte i Stilpræg, plastisk Holdning og aandfuld Folelse, giver hans Værker en overordentlig høj Plads paa det Fags Omraade, han især helligede sine Kræfter, og trods sin tidlige Bortgang har han vundet Navn som en af Danmarks bedste Medaillører, medens en længere Livs­bane uden Tvivl ogsaa vilde have givet hans Navn endnu stærkere Klang udenfor hans eget lille Fædreland.

(Th. Stein, Christen Christensen, Særtryk af Museum, 1894. Bricka III, 461. Jfr. V. Freund, H. E. Freunds Levned. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Øst Mat, S. 810. Berl. Tid. 1878, Nr. 61.)

 

Christensen. Christian Ferdinand Christensen, Theatermaler, Søn af Fuldmægtig Christian Christensen og Vilhelmine Thomea født Båhl, er født i København den 28. Juli 1805, og da Faderen døde i hans spæde Barndom, ledede Moderen hans Opdragelse. Eftersom han havde Gaver baade for Musik og Tegning, valgte Moderen at lade ham oplære til Musiker, og han fik en Tid lang Undervisning i at blæse paa Valdhorn med Udsigt til snart at kunne faa Plads i det kgl. Kapel. Men dette Haab glippede, da hans Læber led saa meget ved Berøringen af Instrumentets Metalmundstykke, at han tilsidst ganske maatte opgive at behandle dette Instrument.

Han fik nu, navnlig ved Lorentzens Opmuntring, Plads paa Kunstakademiet, hvis Skoler han besøgte, samtidig med at han lærte at male hos Lorentzen, men gik snart over til det kgl. Theaters Malerstue (1820) for under Wallicks Vejledning at uddanne sig til

 

163

Theatermaler, navnlig i Landskabsfaget. Allerede 1824 udstillede han første Gang et Par Kopier i Vandfarve, men i de følgende Aar udstillede han selvstændigt optagne Partier af københavnske Gader og Torve, udførte i Limfarve, og 1827 opnaaede han paa sin Lærers Anbefaling et rosende Vidnesbyrd fra Kunstakademiet. Samtidig malede han Landskabsdekorationer til det kgl. Theater.

Christensen fik imidlertid Lejlighed til at foretage en Sommer­rejse (1830) med den russiske Statsafsending, Baron Nicolaj, gennem Sverige til Finland, dels for at tegne Prospekter til Baronen, dels for at undervise dennes Børn. Det følgende Aar (1831) udstillede han et Par Studier fra Finland (udenf. Fortegn.). Efter at han ved flere større Theaterdekorationer, f. Ex. til Balletten »Valdemar« , til »Sylphiden«, til »Prinsen af China« (1836) havde faaet grundet Haab om at blive agreeret ved Kunstakademiet, opnaaede han, ledsaget af Akademiets varmeste Anbefaling, Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus puUicos (10. Juni 1837) og fra Theatret, og tilbragte 1838—39 i Udlandet, navnlig Frankrig og Italien, hvor han studerede saavel Theatrene som den levende Natur. Ved sin Hjemkomst i Høsten 1839 maatte han strax udføre Dekorationen til »Festen i Albano« og paa denne samt en Række indsendte Tegninger blev han agreeret (d. 4. Novbr.). Hans Medlemsopgave var »Et Landskab i Karakter af det sydlige Europa« baade som Theaterdekoration og som mindre Billede til Akademiets Samling. Men eftersom hans Virksomhed i Theatrets Tjeneste optog næsten al hans Tid, fik han senere Tilladelse til at nøjes med at indlevere det mindre Udkast til Akademiet og blev paa dette optaget til Medlem den 29. November 1841.

Da Theatermaler Cocchi i Hamborg, med hvem Christensen siden sin Udenlandsrejse havde staaet i Forbindelse, ved denne Tid gjorde ham et fordelagtigt Tilbud, foranledigede dette, at han i 1842 fik kgl. Ansættelse som Theatermaler, efter eget Ønske i Forening med Theatermaler Troels Lund. Den 6. Oktober 1856 blev han Ridder af Danebrog, i 1862 fik han Titel af Professor og i 1863, ved Lunds Død, Ansættelse som ene Theatermaler, i hvilken Stilling han forblev, indtil han i 1869, paa Grund af svækket Helbred, søgte og fik sin Afsked. Christensen blev 1834 gift med Ida Sofie Frederikke Thaning, der døde 1872.

Han havde saaledes i en lang Aarrække — henved 49 Aar — arbejdet for det kgl. Theater, og uagtet der tidt fra Theatrets Side stilledes overordentlige Krav til hans Flid og Duelighed, bevarede han dog stedse, baade i sine italienske og danske Landskabsdekora-

 

164

tioner, en kunstnerisk Friskhed og en fin Naturfølelse, der lod ham høste en velfortjent Løn i et øjeblikkelig henrevet helt Publikums Bifaldsklap. Mange af hans Dekorationer, navnlig til Boumonvilles Balletter, sluttede sig saa smukt til Balletdigtningens Tanke, at de uden Tvivl virkede med til det gode Udfald. Foruden sit Recep-tionsarbejde (udstillet 1842) har han kun udstillet 1824—31, næsten udelukkende københavnske Prospekter i Limfarve. I 1870 fik han Fribolig paa Charlottenborg og privatiserede her i ikke faa Aar, dels med at give Undervisning i Tegning, dels som Akademiets Kasserer, hvortil han flere Gange genvalgtes. Kort Tid før sin Død opgav han ogsaa denne Virksomhed og hensov af Alderdomssvaghed den 30. Oktober 1883.

(Priv. Medd. Bricka, III, 466. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Thaarup.)

 

Christensen. Christian Frederik Christensen, Portrætmaler, Søn af Skomagermester Niels Christensen fra Skanderborg, blev født i København den 15. August 1798. Han besøgte Kunstakademiet fra sin tidlige Ungdom og blev 1815 Elev af Modelskolen, men vandt ingen Medailler. Han udstillede 1815 nogle Kopier, dels efter uden­landske Mestres Arbejder i den kgl. Malerisamling, dels efter Eckers-berg. I de følgende Aar udstillede han Forsøg i Historiemaleriet, som han vedblev at dyrke »i sine Fritider«, dog som det synes uden synderligt Held; i det mindste gik Akademiets Betænkning ham imod, da han i 1833 vilde sælge »De tre Norner ved Ygdrasil« til Kongen. For øvrigt levede han som Tegnelærer og Portrætmaler. I 1820 malede han N. F. S. Grundtvigs Portræt, der blev stukket af J. E. C. Walter, og endnu 1843 havde han et Portræt af Baron v. Huyghens paa Udstillingen. Han portræterede i sine senere Aar især fremmede Skibsførere, som kom i Land i København om Sommeren, men Fotografien tog Næringen fra ham, og han levede i sin Alder­dom i stor Fattigdom; han døde den 22. December 1882. Han blev gift 1833 med Dorothea Ravneborg (d. 1867).

(Priv Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Dagen  1822, Nr. 184.   Strunk.)

 

Christensen. Jeremias Christensen, Billedhugger, er født den 26. Marts 1859 i Tingleff i Nordslesvig; hans Fader, der vist­nok tilhørte Landalmuen, var død, da han blev indmeldt til Akademiet, og hans Moder var indtraadt i andet Ægteskab. Han var Billedskærersvend hos Ch. Blichfeldt, da han i April 1883 kom

 

165

ind i Dekorationsskolens Forberedelsesklasse for Modelerere, men han gik i Oktober over i Tegneskolen og gennemgik nu Akademiet indtil han den 29. Januar 1885 fik Afgangsbevis som Modelerer. I Oktober s. A. vandt han den mindre Guldmedaille for »Josef udtyder Drømme i Fængslet«, som tillige var hans første udstillede Arbejde. I 1887—89 havde han det Stoltenbergske Rejselegat i tre Aar og opholdt sig mest i Italien. I 1889 fik han et Tillæg af Akademiet paa 500 Kr. og i 1890 400 Kr. til Hjemrejse. Aaret efter rejste han atter ud med det Ancherske Legat. I 1890 konkurrerede han til den store Guldmedaille med »Hagar og Ismael«, dog uden at opnaa den; i 1893 konkurrerede han til den Eibeschützske Præmie, ligeledes uden at opnaa den. Siden har han ikke udstillet her, og for en Del ogsaa opholdt sig i Udlandet. (Akad. Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Peter Christian Christensen, Landskabsmaler, født 1827 i København og Søn af Lysestøber Christensen, besøgte Kunst­akademiet 1844—47 °g ^atter i 1852, da han fik Plads i Gibsskolen. Han synes at være den Kunstner, som 1849, 1856—58 og 1859—61 udstillede i alt -syv Landskaber af sjællandske Egne. Men da han allerede for mange Aar siden skal være rejst til Amerika, har ikke noget nærmere kunnet oplyses om ham.

(Akad. ' Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Polycarpus Godfred Benjamin Wildenradt Chri­stensen, Landskabsmaler, Søn af kgl. Forrider og senere Husejer Mads Christensen og Anna Kirstine født Wissing, blev født i Køben­havn

den 23. Juli 1845. Fra technisk Institut kom han 1860 til Kunstakademiet, rykkede 1862 op i dets Modelskole og vedblev at besøge det indtil Januar Kvartal 1867. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet under Kiærskous Vejledning og fik 1865 den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et fritstaaende Bøgetræ«. I Aaret 1869 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere og Aaret efter Akademiets indenlandske Rejseunder­støttelse med det særlige Hverv at studere »landskabelig Forgrund«. I 1871 fik han atter den Neuhausenske Præmie for Billedet »Eng­drag, Motiv fra Nordsjælland«, efter Opgaven »Landskab med frodig Forgrund«. Endelig tildeltes ham i 1873 en toaarig Rejseunder­støttelse til Ophold i Udlandet, nærmest fremkaldt ved den Opmærk­somhed, »Landevej med Piletræer« vandt hos Akademiet. Efter et

 

166

Ophold i Tyskland og Italien (1874—75) vendte han tilbage til Fædrelandet. Fra 1862 til 1866 udstillede han under Navn P. G. Chri­stensen; fra 1867 har han kaldet sig Godfred Christensen og vundet Navn som en af vore mest fremragende Landskabsmalere. Et i 1880 udstillet stort Maleri, »Jysk Fjordlandskab, Egnen ved Mariager«, som betegner et Gennembrud til en friere, mere malerisk Retning, blev købt til den kgl. Malerisamling. Det var foreslaaet til Udstillings-medaillen uden dog at naa det nødvendige kvalificerede Flertal. Fraregnet Kunstnerens Ophold i Udlandet og de Billeder, dette affødte, dvæler han med Forkærlighed ved Jyllands frodige og rigt maleriske Egne dels ved Himmelbjærget, dels ved Vejle, og gengiver de store vexlende Planer med virkningsfuld Sikkerhed. I de senere Aar slutter sig hertil en Række mindre, med Friskhed og malerisk Brede udførte Kystbilleder med urolig So. Godfr. Christensen blev den 26. April 1881 Medlem af Akademiet og ægtede den 20. Maj 1882 Johanne Louise Sødring, Datter af Fabrikant Christoffer Hansen Sødring (f. 1821, d. 1881) og kgl. Skuespillerinde Julie Weber Sødring f. Rosenkilde (f. 1823, d. 1894). Den n. Marts 1887 blev Chri­stensen af Plenarforsamlingen valgt ind i Akademiraadet, i 1888 fik han Professortitel og den 26. Maj 1892 blev han Ridder af Danebrog. (Priv. Medd. Bricka, III, 457. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Theodor Anton Emanuel, kaldet T/wd-Christensen, Billedhugger, født den 23. December 1856 i Horsens, er Søn af Mur­mester Johan Gottlieb Edelmann Christensen og Karen født Hansen. Forældrene flyttede senere til Odder, hvor han voxede op; han viste allerede som Barn Lyst til Modelering, men kom dog efter sin Kon­firmation i Murerlære hos Faderen. Det var først, efter at Besidderne af Rathlousdal havde fattet Interesse for ham, at han i 1876 kunde rejse til København for at uddanne sig til Billedhugger; han blev Elev af A. V. Saabye og begyndte i. Oktober s. A. i Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik, saaledes at han den 23. December 1882 fik Afgangsbevis som Modelerer. I 1884 udstillede han første Gang paa Foraarsudstillingen »En jysk Bondepige, som spaar af en Mark­blomst«, en Statue i Gibs, som Landskabsmaler Niss købte. I 1885 udstillede han »En Gaasepige« og senere en Række Buster, for største Delen efter privat Bestilling. I de sidste Aar har han modeleret en Del Portræthoveder til Panoptikon. Han har gjort et Par mindre Udenlandsrejser.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

167

Christiansen. Paul Simon Christiansen, Portrætmaler, er født den 20. Oktober 1855 i Hudevad i Fyn, og er Søn af Møllebygger Christian Paulsen og Maren Kirstine Johansdatter (f. 1820, d. 1889). Efter Konfirmationen oplærtes han og arbejdede i Faderens Haand-værk, indtil det i 1879 lykkedes ham at komme til København, for at søge Uddannelse til Maler; ved Siden af at søge Kundskaber i de almindelige Fag, tog han Undervisning i Tegning og fik i 1885 Adgang til Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann. Han udstillede første Gang paa Decemberudstillingen 1888 og derefter paa Foraars-udstillingen i 1890. Han har malet et Par Landskaber, men ellers mest Portræter, og deltog med et saadant i Konkursen for den Neuhausenske Præmie i 1893. I 1894 udstillede han »Dante og Virgil ved Helvedes Port« og i 1895 paa den fri Udstilling, »Dante og Beatrice i Paradis«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Christiansen. Rasmus Christiansen, Dyrmaler, født i Bjertrup ved Aarhus den 13. Februar 1863, er Søn af Gaardejer Christian Pedersen (f. 1820, d. 1877) og Karen Marie f. Rasmussen. Han kom efter Konfirmationen i Malerlære i Aarhus og fik efter fire Aars Læretid Broncemedaille for sit Svendestykke. Dimitteret fra den techniske Skole i Aarhus kom han i 1881 til København og begyndte den i. Oktober s. A. paa Kunstakademiet, fik i Vinteren 1882—83 Præmie for anatomisk Tegning, men gik allerede 1883 ud af Model­skolens Forberedelsesklasse og over til Kunstnernes Studieskole under Tuxen og Krøyer. Han udstillede første Gang, efter en Norgesrejse om Sommeren, nogle norske Billeder paa Decemberudstillingen 1883. Hans egentlige Debutarbejde var ved Foraarsudstillingen 1884 »Toget kommer«. Han gør gærne Heste og i det hele de store Husdyr til Genstand for sin Fremstilling, helst i landskabelige Omgivelser. Blandt hans Arbejder kan nævnes »Feltartilleri i Galop« (1888) samtidig med »Den forlorne Søn hos Svinene«, »En Ordonans« (1890), »Rytter­portræt« (1894). Han har ogsaa malet saavel Portræter som Land­skaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Christiansen. Søren Christiansen, Maler, er Søn af Sognefoged Christian Nielsen og Kirsten f. Sørensen, og er født i Brøndbyvester den 22. September 1858. Han var først ved Landbruget, men kom derpaa til København og blev fra det techniske Selskabs Skole

 

168

dimitteret til Kunstakademiet i April 1884, gennemgik dettes Skoler og fik den 28. Maj 1889 Afgangsbevis som Maler. Han fik under Studietiden to Gange Flidspræmie og en mindre Rejseunderstøttelse til Indlandet. Den 6. August 1889 ægtede han Johanne Marie Sofie Vilhelmsen, Datter af afd. Arrestforvarer i Stege Christian Vilhelmsen Alkestrup og Anna f. Nielsen. Christiansen har udstillet siden 1890, mest Genrebilleder og Portræter.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Cibber. Kai Gabriel Cibber, Billedhugger og Architekt, født i Flensborg 1630, Søn af en kgl. »Kabinetssnedker«, død i London 1700, blev paa Kongen af Danmarks (Frederik III) Bekostning sendt til Italien for at studere i Rom, men synes ikke at være vendt tilbage til Danmark. Uagtet han paa et Gravmæle over sin anden Hustru Jane Colley af Glaston, kalder sig »tilforn Kongen af Danmark og Norges Billedhugger«, levede og virkede han dog sin hele Tid i England, hvis Kunsthistorie hans Værker tilhøre. Han byggede den danske Kirke i London (1692—96) hvor han selv er gravsat.

(Weinw., S. 99. Sandvig, S. 34. E. F. Wolffs Efterretninger om den danske Kirke i London, S. 463—66. Fiorillo V, 473. Walpole III, 80. Bricka, III, 589.)

 

Claus.    Claus Billedsnider, se Claus Lauritzen.

 

Clausen. Christian Valdemar Clausen, Maler, er Søn af Skomager­mester Carl Michael Clausen (f. 1808, d. 1876) og Ida Vilhelmine f. Jantzen. Han blev født den 17. Februar 1862 og blev efter sin Konfirmation sat i Murerlære for siden at blive Architekt; han blev ogsaa dimitteret fra det techniske Selskabs Skole til Akademiet (1879) og blev Mursvend 1880. Paa Akademiet gennemgik han dog kun Almindelig Forberedelsesklasse, samtidig med at arbejde i sit Haand-værk, men gik derpaa over til Kunstnernes Studieskole under Tuxen. for at blive Maler, og udstillede allerede første Gang paa en December-udstilling i 1883 »En Kone, som karter«. Fra 1884 har han udstillet paa Forårsudstillinger, dels Portræter og Portrætstudier, dels Livs­billeder, saaledes i 1889 paa Verdensudstillingen i Paris »En rød Stue«, 1891 »Paa Badehustrappen«. Den 27. April 1894 ægtede han Christiane Frederikke Louise Nielsen, Datter af Stabssergeant

David Ferdinand Nielsen.

(Priv.   Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

169

Clausen. George Clausen, Maler, omtales i Ill. London News i Januar 1895 som født af danske Forældre, uddannet i England til Figurmaler, hvor han havde vundet Navn og nylig var bleven Medlem af Royal Academy. Han tilhører saaledes ikke Danmarks Kunst­historie.

(Nationaltid. 4. Febr.  1895.)

 

Clausen. Henrik Clausen, en ung Landskabsmaler fra Holsten, levede i København og døde der 1805 i sin bedste Alder. Han »malede gode Landskaber«.

(Weinw., S.  197.    Nagler Lex.)

 

Clausen. Martin Ludvig Philip Clausen, Architekt, født den 18. Juni 1851 i Slagelse, er Søn af Tømrermester Vilhelm August Clausen (f. 1821) og Caroline Marie f. Petersen (f. 1823, d. 1884). Efter bestaaet Præliminærexamen kom han ind paa det techniske Institut og fra i. Januar 1870 paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 30. Juni 1876 Afgangsbevis som Architekt. I 1880 vandt han den mindre Guldmedaille og den 9. Marts 1883 den store Guldmedaille for »Et Theater«. Derefter fik han s. A. Akademiets Rejsestipendium, og atter 1884, hvorefter han kom hjem i Juni 1885 fra en større Studierejse gennem det meste af Europa. Baade i 1886 og 1887 vandt han Præmie ved Konkursen til et Kunstmuseum, og i 1889—90 vandt han ligeledes to mindre Præmier ved Konkursen til Raadhuset. I sine yngre Aar havde han været Konduktør hos L. Fenger, bl. a. ved Opførelsen af Jakobskirken paa Østerbro og det techniske Selskabs Skole; i 1886, efter at Fenger var bleven Stadsarchitekt, fik han Ansættelse hos denne, og i 1888 blev han Assistent i Kunstakademiets Dekorationsklasse. Han har opført nogle Privatbygninger og givet Tegning til Facaderne af det store Bygningskomplex ved Vestervoldgade i Christian IV's Stil. Forinden havde han den 8. Oktober 1881 ægtet Aase Cock fra Norge.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Clausen. Rudolf Frimodt Clausen, Architekt, er Søn af Biskop, Dr. phil. Johannes Clausen og Charlotte Laurenze Margrete f. Frimodt, og han er født paa Jonstrup Seminarium, hvor Faderen den Gang var Andenlærer, den 29. Juni 1861. Han tog Præliminærexamen i Horsens 1877, og da han var bestemt paa at ville være Architekt, kom han i Murerlære i Horsens og blev Svend, dimitteredes derefter

 

170

fra det techniske Selskabs Skole - til Akademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Oktober 1880 til den 29. Januar 1886, da han fik Afgangsbevis som Architekt og Flidspræmie. I København havde han arbejdet hos Architekt Alb. Jensen, men tog nu til Jylland og blev Konduktør hos Professor Walther ved Ombygningen af Hørning Kirke ved Randers, foretog derefter med Statsunderstøttelse (900 Kr.) og Larssenske Legat (1000 Kr.) en Studierejse til Udlandet i 1889 og 1890 og bosatte sig ved Hjemkomsten som Architekt i Aarhus. Her ægtede han den i. November 1890 Cecilie Vilhelmine Kirkeby (f. 1867), Datter af Grosserer Vilhelm Kirkeby (jun.) i Aarhus og Cecilie f. Weinschenck (f. 1845, d. 1869), Blandt hans Arbejder kan fremhæves den Andersenske Stiftelse i Odder, Guldbryllups-Asylet i Aarhus, Silkeborg Seminarium og Gludsted Kirke i romansk Stil, samt en Del Privatbygninger og Ombygninger. (Priv. Medd. Bricka, III, om Forældrene. Akad.)

 

Clemens. Gustaf Adolf demens, Maler, er Søn af f hv. Garver­mester Gustav Adolf Clemens (f. 1840 i Preussen) og Mariane f. Sørensen fra Randers, og han er født den 22. Juli 1870 i Køben­havn. En Hofteskade holdt ham fra hans 6. til hans 10. Aar til Dels paa Hospitalet. I 1880 flyttede Forældrene til Berlin, men i 1884 atter til København, hvor han efter sin Konfirmation kom i Porcelænsmalerlære. I 1889 dimitteredes han fra det techniske Sel­skabs Skole til Akademiet, som han har besøgt fra Maj s. A. Han udstillede første Gang paa Foraarsudstillingen 1882 og har siden udstillet dels Portræter, dels Interiører og Landskaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Clemens. Johan Frederik Clemens, Kobberstikker, var en Søn af Klædevæver Johan David Clemens (f. 1710, d. 1782) fra Golnau ved Stettin og var født den 29. November 1749, men kom i sin tidlige Barndomsalder med Faderen til København. Han begyndte allerede i sit n. Aar at besøge Akademiet, uagtet hans Lidenhed lagde ham nogle Hindringer i Vejen, og han vandt begge dets Sølv-medailler i Aaret 1765. I sit 15. Aar var han kommen i Maler­lære, blev Svend og udførte ogsaa Dekorationsarbejde under Mandel-bergs Ledelse. Da han imidlertid havde mest Lyst til Kobberstikker­kunsten, nød han nogen Vejledning hos J. M. Preisler, der dog ikke strax fik Øjet op for hans Talent og derfor heller ikke fattede Interesse for ham. Clemens uddannede sig mest paa egen Haand,

 

171

indtil et Stik efter Doullé (efter v. Dyck), -»L'enfant, qui joue avec l'Ammtr«, vakte Preislers Opmærksomhed, saaledes at denne nu blev hans ivrigste Beskytter, og fra nu af lagde han ganske Penslen til Side. Efter at Clemens foruden adskillige andre Blade havde stukket 28 Plader til Holbergs Peder Paars efter Wiedewelts Tegninger, fik han 1773 et Rejsestipendium sammensat af 100 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar fra Selskabet for Udgivelsen af Peder Paars, ligesaa meget af Kongen og samme Beløb af Akademiet. Forinden havde han i to Aar af Akademiet haft 100 Rdl. aarlig til sine Studiers Fremme. Den 22. August 1773 forlod han Fædrelandet.

I Paris, hvor han studerede under Wille og Delaunay, gjorde han Bekendtskab med Marie Jeanne Crévoisier, Datter af en Uhrmager, og forlovede sig hemmeligt med hende, inden han forlod Staden. Han fik Tilbud om at blive Medlem af det franske Akademi, men da hans Stipendium var udløbet, nægtede Akademiet i København ham Tid til at udføre Medlemstykke, fordi man havde Arbejder til ham hjemme. Ikke desto mindre fik han kort efter (1777), paa Bonnets Ønske, Tilladelse til at blive i Svejts for at stikke Bonnets Portræt efter Juels Maleri, et af Kunstnerens Hovedblade. Som Følge heraf kom han først sent i 1778 til København, som han atter forlod en kort Tid i 1781 for, som kgl. Hof kobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, at føre sin franske Brud hjem.

Den 28. December 1778 blev han agreeret og fik frit Valg til sit Receptionsarbejde, kun at det skulde være et historisk Stykke »af en berømt Mester« med flere Figurer. Clemens skal have smigret sig med strax at være bleven antagen til Medlem paa sine indsendte Prøvearbejder: men det hed sig, at da han ikke var Medlem af Akademiet i Paris, kunde man ikke afvige fra Reglerne. Dette skete dog, for saa vidt som man nogle Aar efter (d. 2. Jan. 1786) modtog ham som ordentligt Medlem af Akademiet paa to Portrætstik, nemlig Christian VII's tvende Børn, Kronprinsen og Kronprinsesse Louise Augusta. Dog forpligtede han sig til senere at indsende et historisk Stykke, et Løfte, han indfriede Aaret efter ved at fremsende to Exemplarer af sit Stik efter Abildgaards »Sokrates«, der hører til Kunstnerens fortrinligste og bedst lykkede Blade. Med Undtagelse af disse Blade og nogle flere Portræter var det for øvrigt temmelig ubetydelige Sager, Clemens havde Lejlighed til at stikke i Køben­havn. Interessantere end Gravmælerne paa Jægerspris var dog Stikkene efter Juel og Abildgaard til Holbergs Niels Klim, som Clemens selv bekostede oversat af Baggesen og udgivet.

 

172

En værdigere Opgave for Kunstnerens mesterlige Gravstik frem­bød sig, da han blev indbudt til Berlin, for at stikke »Frederik II's Revue« efter den engelske Maler Cunninghams Maleri. Han fik i Februar 1788 kgl. Tilladelse til at foretage denne Rejse og tilbragte fire Aar med Udførelsen af dette store Blad, som gav ham europæisk Navn. Imidlertid mistede han (1790 eller 1791) sin Hustru og Sorgen over dette Tab gjorde ham Opholdet i Berlin pinligere. Dog forlod han først denne By i Begyndelsen af 1792 for at tage til London, efter at han under 30. Januar havde faaet Tilladelse fra Danmark til ogsaa at gøre denne Rejse. Hans Hverv i London var at udføre et stort Stik efter et Maleri af den nordamerikanske Maler, Trumbul, en Lærling af West; det forestillede »Montgommerys Død«, og et Sidestykke dertil, »Slaget ved Bunkershill« blev stukket af en anden af Datidens navnkundige Kobberstikkere, J. G. Muller i Stuttgart. Clemens fik 1000 Lstr. for dette Stykke og en Tillægsgave af 50 Lstr., da Bladet var fuldendt, paa Grund af den almindelige Til­fredshed, det vakte. Han havde faaet smigrende Tilbud saavel i Berlin som i London om fordelagtig Virksomhed i Tyskland eller Nordamerika, men Kærligheden til det Land, hvori han var opvoxet, vandt stedse Overhaand, og efter endt Hverv vendte han (1795) tilbage til Danmark, medbringende sin anden Kone, født Miss Ann Rees (f. 1768).

Fra nu af var demens' bedste Tid i Grunden forbi; han levede et stille, lykkeligt Familieliv, men fik ikke mere Lejlighed til at udfolde en Virksomhed, der stod i Forhold til hans Talent, som heller ikke skattedes efter sit rette Værd, og den milde beskedne Mand har uden Tvivl i Tavshed maattet bære mere end én følelig Krænkelse. I Forhold til, hvad der i den Tid blev budt vore Kunstnere, var hans Kaar vistnok taalelige, saa meget mere som hans anden Kone udmærkede sig ved Flid og Sparsomhed, og hans Familie ikke blev overdreven stor. Hans Løn, 400 Rdl. d. C. (1280 Kr.), forhøjedes i Slutningen af 1795 til 500 Rdl., 1796 fik han Fribolig paa Charlottenborg, og 1809 forhøjedes hans Løn yderligere til 800 Rdl. Men da han i 1810 søgte Professoratet ved Modelskolen, blev Haas ham foretrukken, og det blev udtrykkelig udtalt i Motive­ringen, at han ikke forstod sig paa Tegning efter Modellen. Fra anden Side er det dog med Grund gjort gældende, at han netop som Kobberstikker udmærkede sig ved sin Sikkerhed i Tegningen. Først den 20. April 1813 blev han udnævnt til Professor i Kobber­stikkerkunsten, med Rang i 6. Klasse Nr. i, og endelig i 1818

 

173

valgtes   han  extraordinært til Professor  ved Modelskolen;   1810   var han bleven Ridder af Danebrog.

Blandt hans Arbejder fra disse senere Aar maa nævnes »Slaget den 2. April 1801« efter Lorentzen, Thorvaldsens Portræt i Bryst­billede (1820) efter Eckersberg og nogle faa Lithografier. For øvrigt henvises til Ficks Fortegnelse i hans Nekrolog over Clemens. Allerede fra 1813, om ikke før, spores Alderens Virkning; hans Syn svækkedes mere og mere, og fra 1824, da han mistede sin anden Kone, ophørte han næsten at arbejde. Hans sidste Blad er fra 1827; dog døde han først den 5. November 1831 i sit 83. Aar.

(Fick, J. F. Clemens, Særtryk af Selmers nekrol. Saml. II, 335, hvis krono­logiske Urigtigheder her ere rettede. Selvbiogr. af Clemens. Weinw., S. 229. do. Lex. Sandv., S. 34. Skild. 1804, Sp. 303, 463, 706: 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 519; 1809, Sp. 1261; 1816, Sp. 809 og 1377; 1819, Sp. 1360; 1820, Sp. 1487; 1822, Sp. 1152. Skifteretten. Bricka, IV, I—4. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Clemens. Marie Jeanne Clemens f. Crévoisier, Kobberstikkerinde, født i Paris den 16. November 1755, var tillige Pastelmalerinde. Hun gjorde Kobberstikker J. F. Clemens' Bekendtskab i Paris 1773 og nød hans Undervisning i Kobberstikkerkunsten, indtil han 1777 rejste til Genéve. Han hentede hende 1781 hjem som sin Brud. Efter at hun havde født ham tre Børn, hvoraf kun et overlevede hende, fulgte hun ham 1788 til Berlin, hvor hun døde 1790 eller 1791. I Clemens' Nekrolog nævner Fick 14 Blade af hende. Navnlig hendes Portræt af Skuespiller Schwartz er et meget vellykket Blad. Hun blev agreeret .ved Kunstakademiet (April 1782) som Pastelmalerinde og fik til Opgave at male Harsdorffs og Weidenhaupts Portræter i Pastel, men indsendte ikke senere noget Arbejde. Hun har udført sit eget Portræt en medaitton.

(Weinw., S. 203 og 229. Fick. J. F. Clemens, Sættrykket S. 6, 17, 27—28 og Anm. Strunk.)

 

Clement. Gad Frederik Clement, Maler, født paa Frederiksberg den 9. Juli 1867, er Søn af Revisor Frederik Christian Clement (f. 1834, d. 1867) og Mathilde Louise f. Hjorth; han besøgte Kunst­akademiet fra April 1885 til Januar 1888, da han udgik af Model­skolens Forberedelsesklasse, og senere besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer. I 1890 var han et halvt Aar i Paris for at uddanne sig videre, og i 1894 har han foretaget en mindre Rejse til Norditalien. Pastor em. F. L. Vaupell har taget sig af ham under

 

174

hans Studietid,    dement har udstillet 1893 til  1895  paa den fri Ud­stilling.

(Priv. Medd.    Akad.    Fri Udst. Fortegn.)

 

Clemmensen. Andreas Laurits Clemmensen, Architekt, Søn af Sognepræst Carl Frederik Clemmensen (f. 1820, d. 1891) og Char­lotte Laurentse f. Hass (f. 1821), er født den 7. August 1852 i Læk i Slesvig. Han besøgte Kunstakademiet i København fra Oktober 1867 til 30. Juni 1875, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Derpaa besøgte han i nogen Tid Akademiets Dekorationsskole og vandt 1876 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Et rigt udstyret Hotel«. I 1881—83 havde han det Stoltenbergske Rejselegat i tre Aar og vandt 1887 den Neuhausenske Præmie for »En mindre dansk Herregaard«. Han var en af de første Architekter, der interesserede sig for en mere udstrakt Anvendelse af keramisk Udsmykning i Bygningsværker. Tillige har han arbejdet under J. D. Herholdt samt foretaget Opmaalinger af flere Kirker for Regeringen. Blandt hans Arbejder maa fremhæves flere Kommuneskoler, hvoriblandt den i Oehlenschlægersgade udmærker sig ved sit ejendommelige Trappehus. Desuden Kreditkassen for Husejere i København, Valgmenighedskirken paa Svanholmsvej og den farmaceutiske Læreanstalt. I 1884 havde han ægtet Dagmar Sofie Becker, Datter af Tapetserer i Slagelse Theodor Christoffer Gotfred Becker og Christiane Birgitte f. Petersen.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 13. Tdskr. f. Kstind. I, 28—30. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Cleo.    Hans  Cleo, Maler, se Clio.

 

Clerc. Louis Augustin le Clerc, Billedhugger, anden Søn af den franske Kobberstikker Sebastian le Clerc, født i Metz 1688, var Lær­ling af A. Coysevox; han blev indkaldt til Danmark allerede 1735 for at deltage i Udsmykningen af det under Opførelse værende Christiansborg Slot med en aarlig Løn af 630 Rdl. d. C. og 250 Rdl. i Rejsepenge. Le Clerc, siges der, »var ikke alene Billedhugger, men ogsaa Maler og smagfuld Dekoratør; maaske var han af Karakter noget stridig«. Han gav Tegning til det Galleri eller entabkment med talrige Billedstøtter, hvormed Slottet var kranset og var i det mindste fra 1745 Direktør for det ældre Kunstakademi. Indtil 1766 havde han en Fribolig paa Slotsholmen, som derefter blev afløst af en Huslejegodtgørelse paa 150 Rdl. aarlig. Da Kunstakademiet paa Charlottenborg blev oprettet (1754), fik han Plads blandt dets første

 

175

Professorer og forblev i denne Stilling, til han døde den 8. Marts 1771, næsten 83 Aar gammel. En perspektivisk Udsigt til Frederiks-. pladsen, tegnet af le Clerc, blev stukket af J. M. Preisler (1766). Hans Portræt, malet af Pil o (1763), tilhører Kunstakademiet. Le Clerc var uden Tvivl, da han kom til Danmark, gift med Caroline Vil-helmine Isabella, hvis Familienavn ikke kendes; hun døde i December 1739 og i Januar 1742 holdt han Skifte med sin eneste Datter, for den 30. i s. M. at kunne ægte Jacobine Louise le Févre, en Søster til Briand de Crevecoeurs Hustru; i 1757 oprettede de et reciprokt Testamente, og hun døde for ham, men uvist naar, uden Børn i dette Ægteskab.

(Weinwich, S. 129 og 159. Ftissli Lex. og Suppl. J. Møller Mnemosyne III, S. LX og fl. St. Thiele Kstakad., S. 46—47, 61 og 85. Provinsarch. Bricka IV, 14. Akad.)

 

Cleyn. Frants Cleyn, tysk Maler, virkede her i Christian IV's Tid. Han var Søn af en Guldsmed Hans Clein og blev født i Rostock 1582; han døde i London 1658. Han rejste udenlands og opholdt sig fire Aar i Rom. Derpaa skal han være rejst til Dan­mark for at træde i Kongens Tjeneste. Der nævnes et Portræt af Christian IV, malet af Cleyn allerede 1611; dog fik han den 11. No-vembe'r 1617 første Gang Betaling for udførte Arbejder, og han nævnes ikke i Regnskaberne, hvori han jævnlig kaldes Klein, uagtet han selv skrev sig Cleyn, senere end 1625. Fra den 21. April 1620 til den 31. Marts 1624 var han ansat for »at lære Christian Ulrik (Gyldenløve) til at afridse efter Malerkunst« ; han kaldes da »Fr. Kleine, Contrefejer og Indvaaner i København«. Derefter rejste han til Eng­land, men hans Virksomhed der vedkommer ikke Danmark, ligesaa lidt som Sønnen Francis Cleyn (f. 1625, d. 1650). Hans Hoved­arbejder i Danmark var nogle store, dekorativt udførte Billeder til Loftet i Riddersalen paa Slottet Rosenborg. De forestillede »de for­skellige Menneskealderes Glæder og Sysler«. Af den hele Række, nogle og tyve i Tallet, var sex af Cleyn; de nævnes i min Afhand­ling i »Konst og Æsthetik«, men flere af dem gik til Grunde ved Christiansborg Slots Brand 1884.

(Weinwich, S. 55. Skild. 1830, Sp. 898—99. Konst og Æsth., S. l6r. Fiorillo V, 384—86. Nagler Monogr. II, 5. Walpole II, 127. Burmann-Becker Tapeters Hist., S. 48. Høyens Skrifter I, S. 237. Regnskaber i Rigsarch. Medd. fra Rentek. 1872. Bricka. IV, 14. Priv. Medd. Friis, Saml. S. 30—42.)

 

176

Clio eller Cleo. Hans CKo, Maler, født 1723, rimeligvis i Køben­havn, var allerede Tegnelærer ved det ældre Kunstakademi fra 1750 for en Løn af 80 Rdl. d. C. om Aaret, blev ved Akademiets Stiftelse 1754 Tegnelærer i den yngste Klasse paa Charlottenborg, med i2oRdl.'s og senere 150 Rdl.'s aarlig Løn, og var som saadan Thor-valdsens første Lærer i Tegning. Sandsynligvis i 1758 ægtede han Sofie Christiane Davidsdatter, med hvem han havde flere Børn. I 1779 blev han tillige Tegnelærer for Porcelænsfabrikens Lærlinge^ hvilket Hverv dog lønnedes med 200 Rdl. om Aaret, Efter 35 Aars Virksomhed som Tegnelærer døde han den 3. December 1785 Kl. 12 om Natten, og efterlod sin Enke i trange Kaar; endnu i 1792 søgte hun om Understøttelse.

(Weinwich, S. 159—60. Thiele Kstkad. S. 85. Thiele Thorv. I, 14. Nyrop, Ind. Tdskr. 1878. Tdskr. f. Kstind. IV, 80. Akad. Adresseav. 1785, Nr. 229.)

 

Coffre. Benoit eller Benedict Coffre, fransk Maler, hvis Fødselsaar ikke kendes, vandt 1692 premier prix de pdnture ved Kunstakademiet i Paris og blev sandsynligvis 1695 eller 1696 indkaldt til Danmark.¹ Man kender dog bedst hans Virksomhed under Frederik IV. For denne Konge, i hvis Tjeneste han stod, uden dog at have Titel af »Hofskildrer«, arbejdede han fra 1704—21, saavidt Aarstallene paa hans Malerier og de kongelige Regnskaber kunne oplyse. Han malede dels Portræter af Kongen, Kronprinsen o. fl., dels store Dekorationsmalerier, navnlig Loftstykker til de kongelige Palæer, som ikke blev videre godt betalte, og Kunstnerens beskedne Fordringer blev ikke sjælden stærkt nedsatte. Hans Malerier, der ere i en let og rask Maner, virkede ved deres Elegance og Livlighed, ligesom d'Agars, til at give den franske Malemaade Indgang i Danmark i Steden for den hollandske. I Palæet bag Borsen (la maison de la duchesse) malede han navnlig adskillige Piafonds. Hans navnkundigste Billede var dog et stort Loftsmaleri i »Rosen« paa Frederiksberg Slot, forestillende »en Maskerade«, dog ikke den som Frederik IV skal have givet paa Kolding Slot; den halvmaskerede Tyrk skal være Kongen selv, Tyrkinden rimeligvis Kongens Gemalinde til venstre

¹ En Udbetaling den 19. Oktober 1688 til en Coffre, for et i Vox pousseret Arbejde, kan ikke tillægges ham, da han endnu 1692 nævnes som Elev ved Akademiet i Paris. Det maa være Stukkatøren Coffre, der ved Enkedronning Sofie Amalies Død d. 20. Febr. 1685 nævnes blandt de Personer, som var i hendes Tjeneste. Han kunde være en ældre Broder eller Slægtning, der mulig har givet Christian V Anvisning paa Maleren. (Priv. Medd. fra afd. Pastor Brasch i Vemmetofte.)

 

177

Haand, Elisabeth Henriette Vieregg. Det bærer Aarstallet 1704. En Skitse dertil tilhører den kgl. Malerisamling. De fleste øvrige Loftstykker paa Frederiksberg ere ligeledes af Coffre. Ogsaa paa det ældre Christiansborg fandtes et Loftsmaleri, der forestillede »En Tyrk, som af Fruentimmer opvartes med Musik, Sang og Dans«. Hans seneste bekendte Arbejde, næst efter en Altertavle paa Vallø, som er betegnet 1719, er en Plafond paa Rosenborg med Aarstallet 1721. Hans Kaar i Danmark maa have været indskrænkede nok, thi allerede 1712 maatte Kongen give ham et saakaldet moratorium, for at holde ham Kreditorerne fra Livet, og 1721 maatte dette fornys paa tre Aar. Samme Aar blev han imidlertid ramt af et Slagtilfælde, som holdt ham fængslet til Sygelejet i lang Tid og rimeligvis bortrev ham i Begyndelsen af det følgende Aar (1722). Under sin Sygdom nød han en kgl. Understøttelse af 4 Rdl. d. C. ugentlig. Et Sagn om, at han skulde have naaet en Alder af næsten hundrede Aar, er ikke troligt, hvis hans Død falder ved denne Tid, thi det er rimeligt, at han har vundet Akademiets Pris som ung Mand, højst mellem 20—30 Aar. Hans Hustru, Helene Coffre var, eller maa formodes at have været, den Mad. Coffre, som spillede paa det danske Theater i København 1722—27 og døde i April 1728 efterladende sig tre smaa Døtre, der kom i Huset hos Montaigu.

(Weinw., S. 117. do. Lex. Nagler Lex. Archives de l'art frangais, IX, S. 281. Danske Saml. III, S. 38. Skild. 1811, Sp. 933; 1830, Sp. 898. Jonge Kbh. Beskr., S. 505. Sandvig, S. 35. Dske Vitruv. II, S. 113. Kst. & Æsth. S. 54. OeMenschlæger, Erindr., ny Udg., S. 13. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Friis, Saml. Bricka, IV, 19. Priv. Medd. Brasch, Vemmetofte II, 109, og sammes Bregentved, S. 377.)

 

Coning. Jacob Coning eller Coningh, en hollandsk Maler, der var født 1650 og Lærling af Adrian v. d. Velde, blev indkaldt til Danmark under Christian V. Han var i København i 1680, da han i November fik Betaling for »Taftes Skilderier udi Dronningens Sove­kammervindue« efter Regnskab 110 Rdl. d. C. (352 Kroner); et Por­træt af Dronning Sofie Amalies Hofpræst Johannes Musculus, malet af Coning, er stukket 1689 af H. Schaten; i 1690 tog han Borger­skab som Skildrer; endelig den i. Februar 1708 fik han 86 Rdl. d. C. for tre Skilderier, som »Situations im Norwegen vorstellen«. Det vides ikke, om han er død her i Landet, hvorvel det synes rime­ligt, man antager efter 1714. Han havde fast Stilling som Hof­maler med 400 Rdl. d. C. i det mindste fra 1699, og var den 6. Oktober 1701. en af de sex Kunstnere, der søgte Kong

 

N. K. L.    I. Mai 1895.                                               12

 

178

Frederik IV om at overtage Protektoratet over et af dem dannet Kunstnersocietet. Han var til forskellige Tider, saaledes bl. a. 1699, i Norge, fra hvilket Aar Sandvig nævner »et Landskab med Byen Frederiksstad i Norge«, og 1705, da han daterer en Tegning fra Christiania. Ved en Auktion paa Christiansborg Slot 1783 solgtes et Maleri af ham »Christus ved Jakobs Brønd« d. v. s. Christus og den samaritanske Kvinde. Hans Billeder stod i stort Ry hos Samtiden, hvorvel han skal have haft svært nok ved at faa sit Udkomme. Her i Landet skrives hans Navn ikke sjeldent Koning, Ko'ning og Koenig.

(Weinw., S. 89. do. Lex. Sandv., S. 88. Fiissli Lex., S, 346. Descamps, III, 262. Dske Saml. 2. R. V, S. 283—84. Strunk. Bricka, IV, 80. Friis, Saml. Nielsen, Kbh. Hist. V, 182. Rigsarch.)

 

Coning. Johan Harmen eller Herman Coning, Maler, kunde være Søn af ovennævnte J. Coning, idet han nævnes i de kgl. Regn­skaber fra 1728 til 1735. Han havde ikke nogen fast Stilling som Hofmaler, men udførte dels Portræter, dels »Perspektivstykker«. Blandt hans Portræter kan nævnes Morten Reenberg (st. af Lode 1746). Han blev ogsaa brugt til at kopiere andre Billeder og i stort Omfang til at restaurere (reparere) Malerier.

(,Rigsarch.    Strunk.)

 

Conrad. Conrad Contrafejer kaldes en Maler, som i Aarene 1673—82 nød Naadsensbrød af den kongelige Particuliérekasse. Han nævnes sidste Gang den 12. Juli 1682, da han fik 50 Rdl. d. C. i Rejsepenge til Norge, hvilket synes at tyde paa, at han har været en Nordmand.

(Kgl. Regnsk. .i Rigsarch.)

 

Conradsen. Harald Conradsen, Billedhugger og Stempelskærer, Søn af nedennævnte Johannes Conradsen, er født i København den 17. November 1817. I sit 15.'Aar begyndte han paa Kunstakademiet og Aaret efter at arbejde hos H. E. Freund (1833). Baade Freunds Paavirkning og det, at Faderen var Medaillør, hendrog ham naturlig til dette Fag; dog gennemgik han Kunstakademiet som Billedhugger og vandt dets Sølvmedailler 1837 og 1840. Aaret efter (1841) kon­kurrerede han til den mindre Guldmedaille for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42), og uagtet hans Arbejde ikke kendtes modent til Medaillen, skattede Akademiet det dog saa højt, at det blev afstøbt paa dettes Regning i Gibs og udstillet det næste

 

179

Aar. Ved den følgende Konkurs (1843) opnaaede han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Boas og Ruth« (Ruth. 2, 8—9) og næste Gang (1845) den store Guldmedaille for Opgaven »Hektors Afsked fra Andromache«. Som store Guldmedaillist fik han 1846 det akademiske Rejsestipendium for tre Aar.

Samtidig havde Conradsen flittig søgt at uddanne sig til Medaillør. Medens han arbejdede under Freunds Vejledning, udførte han (1837) Medaillen pro meritis, som hans Lærer foreviste i Akademiet, hvis Tilfredshed den vakte; 1839 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »En Species«, og Aaret efter udførte han Stemplerne til den nye Species med Christian VIII's Portræt og det danske Vaaben fuldstændigt med Hermelinskaabe og Vildmænd. Imidlertid lagde Kunstneren sig efter det nær beslægtede Fag, Udskæring i ædle Stene og Konkylie, og han har i en lang Aarrække udført en Mængde navnlig Caméer, dels i ægte Stene, dels i Konkylie; blandt disse Arbejder kan nævnes »Amor med Løven« efter Thorvaldsen, intaglio i en Carneol, for hvilken han vandt den Neuhausenske Præmie, »Juleglæde i Himlen« efter Thorvaldsen, en stor Camée i Konkylie til Frederik VII, Frederik VII's Portræt m. fl. Blandt hans Medailler ere de vigtigste Medaillen til Thorvaldsens Minde med »Thorvaldsen støtter sig til Haabet« som Avers og »En Quadriga« som Revers (1849), oprindelig bestilt hos Medaillør Chr. Christensen, der døde fra Arbejdet, Medaillen til Oehlenschlægers Minde med dennes Portræt som Avers og »Brage og Idun« som Revers, paa hvilket Arbejde Kunstneren tillige blev Medlem af Akademiet den 10. Marts 1851, Medaillen over Collin (1860) og i 1888—89 Medaillen til Minde om Hundredaarsdagen for Eckersbergs Fødsel, hvilken bruges som Præmie (se Eckersberg). Som Billedhugger har Conradsen udført en Del Portræter mest i Medaillon, en lille Figur i Bronce, »En Pige, der henter Vand«, til Skulpturmuseet, nogle Statuer til forskellige Bygninger samt adskillige af Thorvaldsens Arbejder i lille Maalestok til Porcelænsfabriken. I 1875 udførte han en Billedstøtte af Evangelisten Marcus til Slotskirken.

Conradsen var i 1841 bleven ansat som Medhjælper ved Mønten i København, og forblev i denne Stilling, fraregnet sin større Uden­landsrejse og en mindre i 1861 for det Ancherske Legat, indtil 1873, da han blev ansat som Medaillør ved Mønten, og som saadan har han udført alle Stemplerne til Møntsystemet af 1874. Den 17. November 1850 blev han gift med Regina Louise Ørgaard, 1860

12*

 

180

blev han Ridder af Danebrog,  1891 Danebrogsmand, den 4. November 1873 Æresmedlem af Kunstakademiet i St. Petersborg.

(Priv. Medd.     Statskal.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Møntfortegn.)

 

Conradsen. Johannes Conradsen, Sternpelskærer, var født den 24. September 1783 i Vesteraaby i Fyn, hvor hans Fader var Smed. Da han led af en Svaghed i den højre Arm, blev han sat i Køb-mandslære, og traadte senere i Bogbinderlære, hvor en af Svendene lærte ham at gravere (1801). Det tykkedes ham 1804 at komme til København paa Anbefaling af Kobberstikker J. F. demens, og han begyndte at arbejde hos Medailløren P. Gianelli, medens han samtidig besøgte Kunstakademiets Skoler. Hans første Arbejde var en Medaille med Homers Hoved efter Gianellis Anlæg. Da denne Kunstner døde allerede 1807, stod Conradsen alene, men, støttet af en varm Anbefaling fra Akademiet (1809), synes han at have faaet kongelig Understøttelse til Fortsættelse af sin Kunstnervirksomhed. Den 2. Juli 1810 fik han Akademiets mindre Sølvmedaille, og samme Aar blev han ansat som Medaillør eller Sternpelskærer ved Mønten i København. I denne Stilling forfærdigede han ogsaa sex Stempler til En- og Fem-Rigsbankdalersedlerne. Hans Pris, 4800 Rbd., blev efter Akademiets Vurdering sat ned til 3900 Rbd. I denne Stilling forblev han, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har kun fore­taget en mindre Rejse i Udlandet, nemlig til Berlin i 1824. I 1808 blev han gift med Dorthea Laurine Møller, en Købmandsdatter fra Odense, og er ved hende Fader til den ovennævnte Medaillør H. Conradsen. Hans Stempler til Kroningsmedaillen, som han flere Gange gjorde om, vandt ikke Bifald. Af hans andre Arbejder maa nævnes Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse (1822) og i Anledning af senere Kong Frederik VII's Formæling med Prinsesse Vilhelmine (1828) efter Voxmodel af Voigt. Conradsen, som havde Titel af Hofmedaillør, døde den 17. September 1856.

(Øst's Archiv 1828 X, 274. Levned ved N. C. Øst. Priv. Medd. Nagler Monogr. I, 2166. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Berl. Tid. 1856, Nr. 220.)

 

Copmann. Peter Copmann, Portrætmaler,¹ blev født den 25. Fe­bruar 1794 i Rudkøbing, hvor Faderen Peder Copmann (f. 1736,

¹ Naar denne Kunstners Levned omtales udførligere, end hans Virksomhed skulde tillade, ligger det i, at de spredte Kilder forene sig til et kulturhistorisk Billede af Kunstnerlivet i den Tid, som nok syntes værd at bevare.

 

181

d. 1812), som, efter at have lært at koge i Kongens Køkken, havde været Kok hos Ahlefeldts paa Tranekær, i 1784 blev Herredsskriver, Birkeskriver og Byskriver, samt tilsidst Branddirektør. Kunstnerens Moder var hans Hustru i andet Ægteskab, Margrete Sofie f. Degn (f. 1764, d. 1799). Tiltrods for Faderens tilsyneladende gode Stilling kom Copmann, 11 Aar gammel, i Malerlære for 7 Aar og lagde sig derefter paa egen Haand efter Miniaturmaleri, rejste rundt i Pro­vinserne og malede Portræter i dette Fag, indtil den Tilfældighed, at en Mand betalte et Miniaturportræt med en Kasse Pastelfarver, bragte ham til paa egen Haand ogsaa at lægge sig efter Pastelmaleri. Han synes at have haft meget smaa Kaar, indtil Grev Bille-Brahe tog sig af ham. I 1818 kom han under Angivelsen »Maler fra Laaland« ind paa Kunstakademiet; han opholdt sig dog kun der fra 1818 til 1820 og udstillede i 1819 og 1820 nogle Portræter i Pastel. Snart efter rejste han paa en Slags Tournée i Provinserne, og syntes at gøre Lykke, thi, skriver han »min Kunst giver mig her som hjemme Adgang i de første Huse, . . . Rejsen gaar vel noget langsom, derved at jeg har i min Magt at kunne blive, hvor det behager mig, paa ethvert Sted at kunne fortjene de Penge, jeg bruger«, o. s. v. Brevet er skrevet 1821 fra Slesvig, hvor han bl. a. malede Dronning Maries Fader, Landgreve Carl af Hessen-Kassel, tre Gange, det ene af dem var til Dronningen. Derfra rejste han til Hamborg, hvor han blev Vinteren over, og senere til Dresden, hvor han udførte adskillige Kopier efter Arbejder i denne Stads Malerisamling af Mengs, Dolci, Rubens o. s. v. Dog var han i 1822 atter i Køben­havn, hvor han udbeder sig Akademiets Erklæring i Anledning af et i Hamborg malet Pastelportræt af Agent (Brygger) Hjarup, som denne ikke vilde betale, under Paaskud af at det ikke lignede; det drejede sig om syv Louisdors eller 27 Species (108 Kr. og 44 Kr. for Ind­fatningen), hvilket var hans Pris i Hamborg og »kun 2 Species højere end tidligere i København«. Han synes altsaa at være bleven for­holdsvis godt betalt for sine Portræter. Strunk nævner Gengivelser efter J. Biilows (Nr. 509, 1824) og efter C. L. Reinholds Portræt (Nr. 2340, 1825). En fri Kopi efter den hellige Cecilie af Carlo Dolci gjorde 1829 megen Lykke i Hamborg og blev 1832 udstillet i København. Senere opholdt han sig i Bremen og søgte derfra at vække Akademiets Opmærksomhed for en Opfindelse af ham, der ved hermetisk at forbinde Glasset med Billedet skulde tjene til fuld­stændigt at beskytte Pastelmalerier mod Fordærvelse af Fugtighed, Støv og desl. I 1832 flyttede han atter til København og udstillede

 

182

nogle Portræter og Kopier (1832—33), hvoraf et Portræt af Rubens' Kone, Kopi efter Rubens, blev købt til den kgl. Malerisamling. Senere udstillede han ikke mere og rejste, uvist naar, til Amerika. Efter at have opholdt sig i de nordamerikanske Fristater havnede han omsider 1848 eller 1849 i Basseterre paa den fransk-vestindiske Ø Guadeloupe, og ægtede om Sommeren sidstnævnte Aar en spansk Fyrstinde »du Dauphine« ^l, som skal have været en Skønhed, der, for at undgaa Klostret var flygtet fra Madrid. Han blev adlet under Navn af Peter von Copmann og ventede, naar de kom til Madrid og Hustruen fik Raadighed over sin Formue, at blive Greve. Imidlertid gik Halvdelen af Byen, hvori de boede, under ved et Jordskælv i 1850, og det maa formodes, at Parret omkom ved denne Lejlighed. Et Portræt af Konsul Appel, malet af Copmann, er i privat Eje.

(Efterk. af Cathrine Copmann o. s. v. Svdbg. 1892, S. 7 — 10. Dagen 1829, Nr. 129. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Malerisaml. Inv. Vejvis. Strunk. Nagler, Kstl. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Medd. fra Udenrigsmin.)

 

Corneliszen. Geert Corneliszen fra Haarlem var kongelig Contra-fejer (Portrætmaler) under Christian IV, ansat den 18. Marts 1589. Ved Brev af 6. Januar 1593 tillægger Kongen ham noget aarlig i Fetaille, foruden de 30 Daler, han forhen aarlig oppebar i Husleje. Han er død 1601 før den 24. November. I Klevenfeldts Auktions­katalog nævnes nogle Portræter af danske Adelsmænd, som denne Kunstner har malet i Aarene 1586—91.

(Weinw. S. 50.    Medd.  fra Rentek.  1872, S. 193 og 1873—76, S. 206.)

 

Corneliszen. Fillom Corneliszen, rimeligvis en Hollænder, blev, efter at have været dansk Bygmester i Halmstad, siden kgl. Byg­mester fra den 12. Marts 1607 til den n. November 1617.

(Medd. fra Rentek.  1872, S.  195.)

 

Corte. Anthonius de Carte, Tapetvæver, blev af Kong Frederik II indkaldt fra Braband, kom til Danmark 1577 og blev sat i Arbejde i Helsingør, men han døde allerede den n. Marts 1578.

(Weinw. T. 27.    Friis, Saml., S. 305.    Jfr. Hans Knieper.)

 

Cour. y anus Andreas Sartholm la Cour, Landskabsmaler, er Søn af Gaardejer Otto August la Cour og Ane Cathrine født Strandby-gaard. Han er født paa Thimgaard ved Ringkøbing den 5. September 1837, og kom i Efteraaret 1853 til København for at uddanne sig

¹  Navnet forekommer dog ikke som spansk Fyrstenavn.

 

183

til Kunstner. Efter at have begyndt paa Kunstakademiet 1854, rykkede han i 1859 op i Modelskolen. Men han udstillede allerede 1855 sit første Billede som Landskabsmaler, og har siden tildels under Paavirkning af P. C. Skovgaard hævet sig til en af vore betydeligste Landskabsmalere. Ved Udstillingen 1861 blev den Neuhausenske Præmie tilkendt ham for Landskabet »Tidlig Sommer­morgen udover en Eng«; 1865 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, som han tilbragte i Paris og Rom (1865—67). Senere har han 1868—70 og paa flere mindre Rejser gentagne Gange besøgt Svejts og Italien, hvorfra han har hentet Motiver til en Mængde større og mindre Billeder. I 1871 fik han Udstillingsmedaillen for »Aften ved Nemisøen« (tilh. Grev Danneskjold-Samsøe, Gisselfeld), og den 19. Februar 1872 blev han optagen til Medlem af Kunst­akademiet i København. »Udkanten af en Egeskov tidlig omForaaret«, udstillet 1863, blev samme Aar købt til den kgl. Malerisamling. I 1885 flyttede han til Mariendal ved Aarhus, og i 1890 købte han Langballegaard ved Maarslet, hvor han lever i ugift Stand. Han fik i 1888 Titel af Professor og blev den 26. Maj 1892 Ridder af Danebrog. Den kgl. Malerisamling har senere købt »Foraarsmorgen i Roms Compagne« (1871), »Taaget Efteraarsmorgen i en Birkeskov ved Silkeborg« (1877), og »Regnfuld Sommerdag ved Kalø Vig« (1883). (Priv. Medd. Bricka, IV, 91. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Cramer. Carl Cæsar Adelbert Cramer, Maler, Søn af Læder­fabrikant C. Cramer, blev født 1822 i København, besøgte 1836 til 1842 Kunstakademiet, i hvis Skoler han naaede til Gibsskolen. Fra Miinchen hjemsendte han i 1856 og 1858 to Billeder til Kunst­udstillingen, et Dyrstykke og en Fremstilling af »Øllivet udenfor det kgl. Bryggeri i München«, hvilket tilhørte afd. I. W. Heymann. Han levede mest som Dekorationsmaler og døde i Miinchen den 26. No­vember 1889.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 2. R., V. Till., 33.)

 

Cramer. Frederik C(hristian) Cramer, Portrætmaler, født rimeligvis 1731 i København og maaske Broder til Peter Cramer. Af hans mange Portræter kan fremhæves Prof. P. Rosenstand-Goiske, st. af J. Haas (1753 og 1766), og Charlotte Amalie Thielo, st. af Ber-ningeroth (1755). Fr. Cramer »Skildrer i Skidenstrædet«, døde den 30. December 1768 i sit 38. Aar.

(Adresseav.  1768 Nr.  171.    Sandvig,   S. 36    Skild.  1830, Sp. 813.    Strunk.)

 

184

Cramer. Peter Cramer, Theatermaler, født i København den 24. August 1726, synes at have uddannet sig ganske paa egen Haand. Videnskabernes Selskab, for hvem han havde udført nogle Tegninger til Fr. Nordens Ægyptiske Rejse, anbefalede ham allerede 1754 til Kunstakademiet for at opnaa Rejsestipendium for ham, hvis »Hoved-Øjemærke er at blive en habil Historiemaler«. Men Akademiet vilde have, han skulde holde sig Fundatsen efterrettelig; det tillod ham vel (1756) at konkurrere til Guldmedaillen, uagtet han ikke havde gennemgaaet Skolerne paa regelmæssig Maade, men da han ikke opnaaede Medaillen, synes al Tale om Udenlandsrejse at være bort­falden. Han skal have haft en smuk Syngestemme og var ikke alene en yndet Koncertsanger, men det siges ogsaa, at han i Marts 1758 forsøgte sig som Operasanger i »Eremiten« og fik 30 Rdl. i Honorar. Maaske foraarsagede dette, at han kastede sig over Theatermaleriet. Faa Aar efter (1762) blev han antaget som Theatermaler, da nogle tidligere af ham udførte Dekorationer havde gjort Lykke, og forblev nu i denne Stilling til sin Død, dog først fra 1773 (eller Nytaar 1774) med en fast Løn af 500 Rdl. d. C. om Aaret, og selv dette skete kim, ved at Akademiet bestemt støttede ham overfor en fremmed Theatermaler, Bibienna. Cramer havde ved Siden af sin Virksomhed for Theatret tillige med Iver uddannet sit Talent for Genremaleriet, som han dyrkede i en Retning, der minder om Teniers og Brauwer. Disse Arbejder, hvori han tillige har den For­tjeneste at være den første, der tog sine Æmner af det danske Folkeliv, gjorde overordentlig Lykke hos Samtiden, og de elleve Stykker, han udstillede ved Salonen 1778, prises i de stærkeste Ud­tryk, saa at de endog sættes over Teniers', en Dom, Eftertiden ikke har kunnet underskrive. For øvrigt var han ikke fri for Kunstner-luner; en Søster til Harsdorff ejede saaledes to Fiskerkællinger, som Cramer skulde have malet helt og holdent med Fingeren. Han blev 1777 agreeret ved Kunstakademiet som Genremaler og fik til Opgave »et moderne nationalt Konversationsstykke«. »Den danske Teniers« udførte dog ikke dette, men indskrænkede sig til at indsende to af de Arbejder, der havde været udstillede ved Salonen, nemlig »et Bondestykke« og »en Scene fra Gaden«, hvorpaa han undtagelsesvis blev optagen til Medlem (31. Marts 1778). Kort efter forærede han Akademiet sit Portræt, malet af V. Erichsen. Hermed var ogsaa hans gode Tid forbi. Den forholdsvis unge Mand skal, uden at man véd noget nærmere om Aarsagen, være bleven stærkt forfalden til Drik og døde allerede den 17. Juli 1782, kun 56 Aar gammel; Aars-

 

185

tallet 1783 hos Overskou er urigtigt. Nogle af hans Malerier og Tegninger, deriblandt 15 Portræter, ere stukne af Haas, Kleve og Clemens. Den kgl. Malerisamling har kun ét Billede af Cramer. Det er ikke afgjort, at det var ham, der 1760 blev Kancelliraad, ligesaalidt som at han er den Peder Cramer, der 1769 blev gift i Asminderød med Anna Margrete Larsdatter og i 1770 fik en Søn døbt. Hans seneste Biograf siger, at han var ugift.

(Weinw., S. 164. Sandvig, S. 36. Overskou II, S. 210, 276; III, S. 41, 262. Hennings, S. 143—44. Alm. dansk Bibi. Marts 1778, S. 88. Bricka IV, 104. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Strunk. Adresseav. 1782 Nr. 145. Jonge, Kbhvn. Beskr., S. 529. Skild. 1830, Sp. 813—16. Akad. Høyens Papirer. Thaarup. Auktionskat. 1783.)

 

Crevecoeur. Jean Briand de Crevecoeur, Miniaturmaler, var Søn af en fransk Advokat Jacques Briand de Crevecoeur, som var Prote­stant og ved det nantiske Edikts Ophævelse var flygtet til Berlin. Der maa Kunstneren saavel som hans Broder Isac, der blev Sprog­lærer i København, være fødte. Jean var født 1707 og kom næppe før 1730 til København, hvor han blev Hofminiaturmaler, Kan­celliraad og senere Justitsraad. Han blev den 17. Januar 1732 gift med Philiberte Marie Lefévre (f. 1704, d. 1738) i Petri Kirke, til hvis Menighed begge Brødrene hørte. Han arbejdede for Hoffet fra 1731 til 1750, og malede, saavel i Oliemaleri som i Miniatur, dels Portræter, dels Interiører og Genrebilleder. Han var maaske med Kong Christian VI i Norge (1733), da han senere har stukket Dom­kirken i Throndhjem (1745). Han døde, ikke i Norge, men i Køben­havn, i Aaret 1756. I Kobberstiksamlingen findes en Tegning af ham, »En Hjortejagt«. Hans og le Clercs Hustruer vare Søstre.

(Lengn. Stamt. og Petri K. Spengl. Art. Eft. S. 15. Kraft og Nyerups Lex. Busching, Nachr. I, 281. Krohn, l, 34.)

 

Croix. Frederik la Croix, Portrætmaler, sandsynligvis fransk af Fødsel, arbejdede omtrent 1701 i Warschau og synes senere at være indkaldt til Danmark. Her malede han bl. a. en Kopi af et konge­ligt Portræt (1727), Brystbillede af Biskop Peder Hersleb, stukket af Fritsch i Hamborg (1731), af Thomas Clitau, Notarius publ. i Bergen, stukket af J. H. Thiel (1735), ^af Joachim Daniel Preisler, Brand­major i København, stukket af Val. Dan. Preisler, samt af Frederik Rostgaard. Til dette Portræt synes han at have gjort den omhyggelig .udførte Tuschtegning, som er betegnet 1738 og bevares i Rigs-

 

186

archivet.¹ Samtidig levede Johan Otto la Croix, som var Ridsemester og Skildrer i København; han var, rimeligvis i 1738, bleven gift med Anna Magdalene Fischer, der var Enke efter ham, da hun døde den 20. August 1763, 50 Aar gammel. Om disse Kunstnere ere Brødre, har ikke hidtil kunnet oplyses.

(Weinw.    S.  134  Sandv.,   S.   36.     Fiissli   Lex.   &  Suppl.  C. Bruun,     Rost-gaard, S. 302, 478 og 538.    Strunk.    Lengnik, Frue og Trin. K.    Rigsarch.)

¹ Hvilket af Rostgaards Portræter der er malet af la Croix. er vanskeligt at sige; bag paa Portrætet i Universitesbibliotheket findes en Seddel, der angiver J. Hørner som Maleren.

 

187

Dahl. Christian Dahl, Maler, født i København, besøgte Kunstakademiet 1787—90, rejste senere til England, hvor han skal være bleven Theatennaler. Et Portræt af Prins Jørgen i Windsor Castle var af ham.

(Weinw., S.  198.    Akad.    Thaarup.)

 

Dahl. Hans Baltzer Dahl, Xylograf, Søn af Skrædermester Gustav Adolf (Sjodahl) Dahl (f. 1780 i Sverig, d. 1826 i Kbhv.) og Else Marie f. Grønbech (f. 1780, d. 1866), blev født i København den 26. Januar 1825. Han kom i Lære hos Xylograf Flinch, besøgte Kunstakademiet 1841 til 1848, da han rykkede op i Gibsskolen og har udstillet Prøver af Træsnit 1844—48. Senere har han arbejdet for »Illustreret Tidende« og medvirket til »Træsnit efter danske Kunstnere« udgivne af Foreningen »Fremtiden«. Den 28. Juli 1869 ægtede han Christiane Marie Nyholm (f. 1832), Datter af Skomager­mester Christian Christensen Nyholm (f. 1796, d. 1859) og Inger Elisabeth f. Rasmussen (f. 1796, d. 1853). I 1873 fik Dahl et Slag­tilfælde, som satte ham ude af Stand til at arbejde; dog levede han i denne sin Svaghedstilstand til den 30. Januar 1893. Blandt hans Arbejder kan nævnes Træsnit efter »Christian II's Rustning« og nogle omhyggelig udførte Træsnit til et lægevidenskabeligt Værk.

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Berl. Tid. Aften 2. Jan.

 

188

Dahl. Johan (Jan) Christian Clausen Dahl, norsk Landskabs­maler, født i Bergen den 24. Februar 1788, var Søn af Sømand, senere Færgemand Claus Trulsen Dahl (f. 1754, d. 1823) og Else Birgitte Johnsdatter Østen. Da han i sin Barndom viste Anlæg for Tegning, blev han ved Paaske 1803 sat i Malerlære hos Malermester og Dekorationsmaler Johan Georg Muller, som selv i sin Ungdom havde besøgt Kunstakademiet i København, og ikke alene paatog sig Dekorationsmaler! (Theaterdekorationer), men ogsaa gav Under­visning i Frihaandstegning. Under sin sexaarige Læretid, hvor Dahl havde det strængt nok, viste han dog saa meget Talent, at Adjunkt ved Latinskolen, Lyder Sagen, fattede Interesse for ham og søgte at fremhjælpe hans Udvikling. Han havde imidlertid, efter at han var bleven Svend, faaet en selvstændigere Stilling, som Bestyrer af en Enkes Malerværksted, og Lysten til kunstnerisk Udvikling blev mere levende hos ham. Lyder Sagen tilvejebragte nu, ved et Opraab til Venner og Kunstyndere i Bergen, et Pengebeløb, som var stort nok til, at Dahl i. Juli 1811 kunde tage til Danmark med Skibslejlighed. Den 26. August blev han landsat i Helsingør og slap derfra til København. Han fik vistnok strax Adgang til Kunstakademiet, der stod ham aabent som dansk Undersaat og Malersvend, og rykkede ret hurtigt op gennem Klasserne (i til 2 Kvartaler i hver) saa at han den 28. Marts 1814 kunde vinde den mindre, men dog først 1817 den store Sølvmedaille. Akademiets Uddannelse var imidlertid kun rettet mod Figurmaleriet; Landskabsmaleriet maatte han nærmest lære hos en af Professorerne. Han besøgte ogsaa Lorentzens Malerstue, men det synes ikke som dennes Indflydelse har været synderlig betydelig. I al Fald gav han sig strax i Lag med selvstændige Arbejder, som han baserede paa Studier efter de ældre Mestre i Samlingerne. Allerede fra 1812 har man saadanne naive Komposi­tioner, om ogsaa han da kun udstillede Kopier. Han søgte nemlig især at danne sig ved at kopiere ældre Billeder; dog kunde han allerede 1813 udstille et originalt »Prospekt fra Søllerød« ved Siden af flere Kopier. Men hans Udvikling skred rask fremad, og en Mængde i 1815 udstillede Billeder vakte almindelig Opmærksomhed. Samtidige Anmeldere kalder ham »en ung næppe 23 Aar gammel (han var dog 27], højst talentfuld Kunstner fra Bergen«, hvis Stykker »røbe et ualmindeligt Anlæg«, og Aaret efter, da han ligeledes udstillede en Del Billeder, hvoraf dog de tre var fri Kompositioner, kaldes han »Akademiets genifuldeste og største Forventninger opvæk-

 

189

kende   Eleve«.      Allerede   i   1815   solgte   han   et   stort   Billede   til Frederik VI, hvilket senere er kommet til den kgl. Malerisamling.

Kort Tid efter havde Dahl gjort Bekendtskab med C. V. Eckers-berg, der nylig var kommet hjem fra sin Stipendierejse; hans udvik­lede kunstneriske Fremstillingsævne maatte naturligvis gøre det stærkeste Indtryk paa Dahl, og paavirkede ham ikke alene i Retning af et grundigere Naturstudium, men ogsaa i Henseende til Farven og til Billedets hele Holdning. Dahl førtes derved, til (senere Konfr.) C. J. Thomsens store Sorg, bort fra Galleribilledernes ved Eftermørk-ning og Fernis brunede Toner til et friere og lysere Blik paa Naturen. Hvor gode Venner han og Eckersberg var bleven, ses vel bedst af det smukke Portræt, denne malede af Dahl i 1818 (se Frisen foran). Studierejser i forskellige af Danmarks Egne havde vakt Rejselysten, og allerede 1818 tænkte han for Alvor paa at komme udenlands. Det var maaske til Skade for Dahl i hans Udviklingstid, at han malede saa let og saa hurtigt; men det gavnede hans Status; han fik mange, til Dels store Billeder færdige, og da de tilfredsstillede Sam­tidens Fordringer, naaede han snart forholdsvis gode Priser. Hvor meget dansk han end følte sig endnu den Gang, var det dog Norges Landskab, hans Hu stod til, og naar han, navnlig paa Grundlag af Studier efter Everdingen, hvis Landskaber betegnes som norske, samt støttet til sine Ungdomsminder om Sergens Naturomgivelser, kom­ponerede Landskaber, var det helst »i nordisk Karakter«, og da han nu vilde rejse, var det af en indre Trang til at finde det norske Landskab, skønt han begyndte med at søge det alle andre Steder end i Norge selv. Med et usædvanligt glimrende Vidnesbyrd fra Kunstakademiet, rejste han, efter forgæves at have søgt Understøttelse fra Norge, der nu var bleven et selvstændigt Rige, for sine opsparede Penge til Dresden (1818) og senere derfra videre mod Syden. Fra dette Øjeblik gaar Dahl mere og mere ud af Danmarks Kunst­historie, for ved al sin Stræben og Higen at tilhøre Norge, paa samme Tid som han ved sit livsvarige Ophold i Dresden ogsaa kom til at tilhøre Tyskland og blive et betydningsfuldt Led i dets Land­skabsmaleris Historie ved at bryde Banen for et paa friere Natur­studium og sandere Opfattelse grundet Landskab. Men hvor meget han end saaledes gled bort fra Danmark, følte han sig dog stedse i Slægtskab rned dette sit Fosterland, hvor han vedblev at udstille sine Billeder, saa længe han levede og malede, ligesom ogsaa ikke faa danske Mænd gjorde Bestillinger hos ham, som hos deres egen Landsmand. I Dresden, af hvis Akademi han blev Medlem (1820),

 

190

ægtede han den  12. Juni s. A. Dorothea Franzisca Friederiche Emilie von Block,   Datter   af Baron Peter Ludwig Heinrich  von  Block  og Caroline von Bege (d. allerede 1816).    Strax efter Vielsen rejste han alene over Miinchen til Italien,   hvor han   opholdt  sig  et Aars Tid. Et Tilbud fra Danmark, hvorved han rimeligvis for stedse vilde være bleven knyttet til dette Land,   kom af ukendte Grunde ikke i Stand, og han vendte 1821  tilbage til Dresden, hvor han blev Professor og forblev   sit  øvrige Liv,   fraregnet  mindre  Rejser,   f. Ex.  et Besøg  i København (1826), der foranledigede, at han Aaret efter, paa et ind­sendt Arbejde   »En norsk Søkyst«,   blev Medlem   af Akademiet  her (30. Juli 1827).     Paa   samme   Rejse var  han   første  Gang efter   15 Aars Forløb i Norge, hvor Glæden over at se ham udtalte sig stærkt og levende.    Senere besøgte han Norge flere Gange og  gav derved efterhaanden   sine   norske Landskaber et   stedse  ægtere  og  oprinde-ligere   Præg   af  selvstændigt   Naturstudium.     Den   24. August   1827 mistede  han  sin Hustru,   og  Sorgen  over   dette  Tab  gjorde   ham   i Førstningen mere modtagelig for et Tilbud fra Prins Christian i 1828, om efter   Lorentzens  Død   at   blive   Professor   ved   Kunstakademiets Modelskole i København.   Han indledede Forhandlinger med Akademiet i Dresden om at opnaa bedre Vilkaar ved dette;   men  selv efter at disse var glippede,   kunde han dog ikke løsrive sig fra Dresden,   og gav  Prinsen  bestemt Afslag   paa   hans  Tilbud.     Sin   anden  Hustru, Amalie von Bassewitz (f.  ¹⁵/₂  1794), fra Schlesien, hvem han ægtede i Januar 1830, mistede han den n. December s. A. i hendes første Barselseng, og dette andet Dødsfald, der fulgte et Aarstid efter Tabet af  to  smaa Børn af hans  første Ægteskab,   gjorde  et overvældende Indtryk paa ham og hæmmede, i Forbindelse med en indtraadt Øj en-svaghed, i høj Grad hans Virkelyst.    Imidlertid tilhører Dahl, senest regnet fra  1828, hverken i sit Liv eller i sin Virksomhed den danske

Kunsthistorie,   og   der  maa  om  hans  hele Betydning   som Kunstner henvises til den store,  omhyggelig udarbejdede Levnedstegning,   som nævnes nedenfor.

Dahl vedblev dog at følge Norges og Danmarks kunstneriske og literære Liv med megen Opmærksomhed og har særlig Fortjeneste af at have fremdraget de Minder om norsk Træbygningskunst, Tiden endnu havde levnet, ved paa egen Bekostning at udgive et Værk om de norske Stavkirker paa Tysk (Dresden 1837). Af de syv Land­skaber, den kgl. Malerisamling i København ejer, vidne allerede de ældre, helt komponerede Billeder om den Sans for storslaaet Virk­ning, som udmærkede Kunstneren. Da senere dette Fortrin forenedes

 

191

med et grundigere Naturstudium, fremkom Billeder som den ejen­dommelige Gengivelse af Vesuvs Udbrud og det storladne Vinter­stykke fra Vordingborgegnen (begge i den kgl. Malerisaml.). Dahl døde i Dresden den 14. Oktober 1857.

(A. Aubert, Maleren, Professor Dahl, Kristiania 1893—94. Norsk ill. Ny-hedsblad efter H. Wergeland. Fdl. 1857. Weinw. Lex. Østs Archiv II, S. 65. Nord. Konv. Lex. Nord. Familjebok. Skild. 1815, Sp. 449. 1816, Sp. 454. 1818, Sp. 430. 1819, Sp. 450. 1821, 34. April. 1823, Sp. 443, 1826, Sp. 47, 177—81 [Levned efter Bergens Beskriv, af L. Sagen og H. Foss]. 1829, Sp. 1425. Dske Saml. 2. Række I, S. 318. Kordes Lex., S. 516—27. Kraft og Lange, Norsk Forf. Lex. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. 1812—55.)

 

Dahl. Johan Vilhelm Ludvig Dahl, Maler og Lithograf, Søn af Sognepræst Laurits Esbern Dahl (f. 1791, d. 1847) °g Therese Sofie født Moreau(f. 1793, d. 1874), blev født i Randers den 26. Juli 1818, tog dansk juridisk Examen og indtraadte 1848 som Assistent i Krigs­ministeriet, i hvilken Stilling han forblev og fik Titel af Krigssekretær. Han blev 1850 gift med Andresine Hansen, Datter af Skomagermester Hansen her af Staden. Af Kærlighed til Kunsten lagde han sig efter Landskabstegning og Lithografi under J. Hellesens Vejledning og lærte at male af Carsten Henrichsen. Dahl arbejdede et Par Aar som Lithograf hos Bærentzen & Co. og har udstillet nogle Landskabs­malerier 1862—66. Han døde den 13. Januar 1885.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Dahl. Niels Carl Michaelius Flindt Dahl, Sømaler, blev født den 24. Marts 1812 i Faaborg, og var Søn af Kammerraad, Told­inspektør Arent Dahl (d. 1819) og Anna Cathrine Elisabeth f. Lund (d. 1869). Han kom 1830 i Malerlære i København og besøgte Kunstakademiet (1835—4²)> men gik ud af Gibsskolen. Samtidig uddannede han sig i C. V. Eckersbergs Atelier til Sømaler og lagde sig tillige med megen Iver og Dygtighed efter Perspektivlæren, saa at han blev kaldet til Lærer ved Perspektivklassen fra i. Oktober 1842 indtil s. D. 1848. Han foretog 1840 sin første længere Sørejse, besøgte .Lissabon, hvorfra han malede et Parti, der 1843 blev købt til den kgl. Malerisamling. Kun sex til syv Aar var han gift (1844—²⁶/₃ 1850) med Pauline Birgitte født Weber, som ved Døden efterlod ham et Par smaa Børn. I 1849 fik han den Neuhausenske Præmie og i 1852 Akademiets Understøttelse til en Udenlandsrejse, paa hvilken han var borte i tre Aar (1852—55), idet han mest

 

192

opholdt sig i Kystegnene ved Middelhavet. Den n. Maj 1857 blev han agreeret af Kunstakademiet, men fik ikke udført Medlemsstykke inden Fundatsens Forandring. Hans sidste større Arbejde var »Sø-træfningen ved Helgoland« (1864), som tilhører den kgl. Maleri­samling, der, foruden de ovennævnte, ogsaa ejer »Fregat i Storm« (1846). Dahl døde den 7. April 1865 i København. Han havde tilegnet sig sin Lærers Troskab mod Naturen og grundige Kendskab saavel til Perspektiven som til Skibenes Bygning, men han savnede dennes fine Øje for Form og Bevægelse, ligesom ogsaa hans Farve ofte var uden Selvstændighed og Sikkerhed. Arbejder af ham var udstillede 1837—65.

(111. Tid. 1865, Nr. 291. Kst. og Æsrh.. S. 190. Bricka. IV, 141. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Dahl. Viggo Albert Dahl, Architekt, født i København den 3. December 1860, er Søn af Murer Carl Ejnar Dahl (f. 1835, d. 1891) og Anna f. Olsen. Efter sin Konfirmation kom han i Murerlære 1874, blev Svend 1878 og blev samtidig fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra den i. Oktober 1878 til den 25. Maj 1886, da han fik Afgang som Architekt. I 1890 og 1892 konkurrerede han til Guldmedaillen. Han har været Konduktør, dels hos V. Th. Walther, dels hos Ove Petersen, ved hvis Død, Februar 1892, det blev ham overdraget at fuldføre Restaurationen af Tirsted Kirke paa Lolland, dels hos Martin Borch ved Opførelsen af Provinsarkivet i Odense. Desuden har han opført nogle Privatbygninger.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Dahlerup. Hans Birch Dahkmp, Billedhugger, født den i. April 1871, var Søn af Kancellist, Baron Hans Just Vilhelm Dahlerup (d. 1876) og Ursula Signe Sofie f. Holbech, Datter af Maleren N. P. Holbech; hans Farfader, efter hvem han var opkaldt, var Viceadmiral Baron Dahlerup. Da han som Barn viste kunstnerisk Anlæg, blev han, 17 Aar gammel, Elev af Billedhugger Saabye, og kom i Februar 1889 ind i Akademiets Almindelig Forberedelses­klasse, som han dog kun besøgte et Par Semestre. Samme Aar havde han en Buste paa Foraarsudstillingen og rejste i Maj 1890 til Paris, hvor han om Vinteren arbejdede hos Billedhuggeren Chapu. Efter at være vendt tilbage til Danmark tog han til Wien for at faa Bestilling paa et Mindesmærke over hans Farfader, og derefter i

 

193

Slutningen af 1891 til Paris, hvor han vilde udføre Skitsen dertil. Hans stærkt udviklede Nervøsitet havde allerede haft Karakter af Sygdom, inden han rejste, og efter et Par Maaneders Ophold i Paris døde han for sin egen Haand den 15. Januar 1892. Paa Foraars-udstillingen s. A. saas en Buste af Pastor Dahlerup, og en »Hunde­hvalp« i Gibs. De Forventninger, der næredes til hans Talent, blev saaledes brat afbrudte.

(Priv.   Medd.     Akad.     Udst.   Fortegn.     Nationaltid.  ¹⁶/,   1892.     Berl.  Tid. ">/,  1892.)

 

Dahlerup.    Jens   Vilhelm Dahlerup,   Architekt,   Søn   af Stifts­provst   Michael   Henrik   Ludvig   Dahlerup   (f.  1802,    d.  1889)    og Susanne Marie født Le Sage de Fontenay (f.  1805, d. 1885), er født i Norup  Præstegaard  ved  Mariager  den   4. August 1836.     Et Brud paa den højre Arm, som han fik i sit sjette Aar, hindrede ham dog ikke i  at følge hans Lyst til Tegning.    Da  han  blev Elev i Aarhus Kathedralskole, fik Tegnelæreren, Adjunkt Høegh-Guldberg snart Øje for hans Talent,   og  sørgede  for,   at  han  kom  paa  Tegneskolen;   i 1853 kom han til København,   hvor han efter nogen Vaklen mellem at blive Maler eller Bygmester, bestemte sig for det sidste Fag.   Han blev  1856 Elev af Akademiet, vandt  1857  den Neuhausenske Præmie for Dekorationsmaler!,   »Korhvælving i en Landsbykirke« ; i December s. A. vandt han den mindre og i Marts  1858 den store Sølvmedaille i  Bygningsskolen,   derefter   i   1859  den  Hansenske  Medaille  (Æres-medaillen) og en Neuhausensk Præmie,  1861  den mindre og 1862 den store Guldmedaille, sidstnævnte for  en luthersk Hovedkirke i gothisk Stil.    Samtidig   arbejdede  han  under  G.  Hetsch   og H. J. Nebelong som Tegner og Konduktør.     Efter i  sin Studietid  at have foretaget flere   mindre  Rejser  var   han   1864—66   paa  en længere Udenlands­rejse   med   Akademiets   store    Stipendium.      Foruden   nogle    større Restaurationer af Herregaarde og Kirker er hans vigtigste Bygninger: Toldbodbygningen   i København   (den   gamle  Toldbod)   og   Iselinge Hovedgaard   ved Vordingborg,   i   Forening   med  F. Bøttger   (1868), Hotel d'Angleterre, som han opførte fra ny i 1872, det nye kongelige Theater, som han byggede   1872—74  i Forening med Ove Petersen, en Villa  i  Rosenvænget (1876),   i  Nysted   for  Professor  A. Munch (1878),  Carlsberg Bryggeriet (1884),  Jesuskirken i Valby (1886—91), Kunstmuseet   sammen   med  Georg  Møller   (1892—95),   Glyptotheket (1893—95)   samt en Mængde  andre  Bygninger.     Af  andre  Værker maa   fremhæves   Huitfeldt-Søjlen   paa   Langelinie   (1880),    Dronning

N. K. L.     I. Juni 1855.                                                13

 

194

Louises Bro, et præmieret Udkast- til et Monument for Vittorio Emanuele i Rom m. m. Dahlerup har tillige, med sit fremragende dekorative Talent, været en betydningsfuld Støtte for Kunsthaand-værket, idet han har været kunstnerisk Vejleder for Orlogsværftet, for Severin og Andreas Jensens Møbelværksteder, for Kunstflids-lotteriet, for Hertz's Guldsmedeværksteder og overalt fremkaldt Arbejder, der have vakt Opmærksomhed. Den 25. April 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet, i 1875 fik hanTitel af Professor; den 7. April 1883 blev han Ridder af Danebrog, i 1887 blev han Medlem af Akademiraadet, i 1889 Akademiets Delegerede ved det techniske Sel­skabs Skole, den 26. Maj 1892 Etatsraad. Den 18. December 1885 ægtede han Marie Vilhelmine Koch, en Datter af Provst Hans Peter Christian Koch (f. 1803, d. 1887) og dennes anden Hustru, Alvilda Cordelia Vilhelmine f. Jensen (f. 1833, d. 1862).

(Priv. Medd. Bricka, IV, 148. Tdsk. f. Kstind. VIII, S. I flg. Elvins Statskal. Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn.)

 

Dajon. Nicolaj Dajon, Billedhugger, rimeligvis af indvandret fransk Familie, var født den 21. Januar 1748 og var Søn af Material­forvalter Frants Dajon (d. 1794) og Agnete f. Plum (d. 1787). Han besøgte Kunstakademiet fra 1759, vandt 1764—65 de tvende Sølv-medailler, hver to Gange, og 1766 strax den store Guldmedaille for Opgaven »Israeliterne samle Manna i Orken« (se Abildgaard). Han var tillige Lærling af Wiedewelt, hvis Vidnesbyrd han paakaldte, da han 1771 søgte Rejsestipendium. Han foreviste 1774 en Statue, »Jupiter«, og 'to Relieffer, som Akademiet »var meget vel tilfreds med« og opnaaede endelig 1775 det ved Beekens Hjemkomst ledige Stipendium. Fra Rom, hvor han modtog et meget karakteristisk Brev fra Wiedewelt, hjemsendte han 1778 en »Paris« i halv naturlig Størrelse, og fik efter Hjemkomsten (1781) til Opgave for Reception »Østersøens Forestilling i en Figur«, hvorpaa han den 28. Juli 1783 enstemmig blev optaget til Medlem af Akademiet. Han ledede Under­visningen i Modellering i Ornamentskolen, indtil han efter Wiedewelts Død blev Professor ved Modelskolen (16. Febr. 1803); 1815 og 1818 valgtes han til Akademiets Direktør, hver Gang for tre Aar. Han døde ugift den 12. December 1823 (se P. Jochumsen). Dajon var en aaben og elskværdig Natur, uden fremragende Talent, men ogsaa uden Lyst til at gælde for mere, end han var. I hans yngre Aar tilbød der sig ikke noget betydeligere Arbejde for ham, og da han 1792—97 skulde udføre tvende Statuer til Frihedsstøtten,

 

195

»Tapperhed« og »Borgerdyd« eller »Fædrelandskærlighed«, forsmaaede den beskedne Kunstner ikke at følge sin aandfulde Kunstbroder Abild-gaards Vejledning i Anordningen af disse Billedstøtter. Blandt hans andre Arbejder kan nævnes en Buste af Bérnstorff, som nu er paa Rosenborg, en Buste af Frederik VI, som sendtes til Vestindien (?) og Tordenskjolds Mindesmærke i Holmens Gravkapel, hvilket han udførte i Forening med P. Malling (1818—19). For øvrigt indskrænkede hans Virksomhed sig til nogle faa Portræter og Gravmæler, saaledes bl. a. Weidenhaupts paa Assistens Kirkegaard. Hans Portræt er malet af H. Hansen som dennes Medlemsstykke.

(Weinw., S. 180 og 217. Lengnick [Fam. Plum]. Skild. 1803, Sp. 128; 1805, Sp. 1592; 1819, Sp. 909; 1829, Sp. 948. Bricka, IV, 152. Adresseav. 1823, Nr. 295. Salon 1794, 1815. Reitzel. Udst. Fortegn. 1823. Akad. Rigs-arch. Jfr. en kortfattet Biogr. i Thaarup Fdl. Nekrol. S. 184, hvor en Del af hans Værker nævnes.)

 

Dalgas. Carlo Edoardo Dalgas, Dyrmaler, født den 9. November 1820 i Neapel, var Søn af Jean Antoine Dalgas (f. 1787, d. 1835), Købmand og dansk Konsul i Livorno, og Johanne Thomine født de Stibolt (f. 1792, d. 1871), begge dansk fødte. Han kom til Køben­havn for at opdrages, blev sat i Malerlære hos Kongslev og begyndte 1837 at besøge Kunstakademiet, hvor han 1845 vandt den mindre Sølvmedaille i Modelskolen. Fra 1843 til 1848 udstillede han en Del Landskabsbilleder med Dyr, der vakte gode Forventninger om hans Fremtid. For et af disse, »Parti ved et Dyrskue«, vandt han 1847 enstemmig den Neuhausenske Præmie; et andet, et af hans sidste Billeder, »En Faareflok«, blev købt til den kongelige Maleri­samling. Imidlertid var Akademiets Rejseunderstøttelse bleven til-staaet den unge, lovende Kunstner 1848, da Krigen kaldte ogsaa ham som Frivillig, og han naaede aldrig at nyde godt af Stipendiet. Han deltog i alle tre Felttog, blev Officer og var som Premierløjtnant ved den tiende Bataillon med i Krigens sidste Fægtning, Affæren ved Møllhorst, hvor han blev saaret den 31. December 1850 og udaandede, kort efter at det nye Aar var gryet. I Kobberstik­samlingen bevares en Del Tegninger af ham, der vidne fordelagtigt om hans Talent og Flid. Hans Portræt er tegnet af P. C. Skov-gaard, udg. i Overtryk paa Sten.

(Erslew Lex. Suppl. II, S. 322—23. Vaupell, Krigen 1850, S. 348—49 og 402. Bricka, IV, 157. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd.)

13*

 

196

Dalhoff. Jørgen Balthasar Dalhoff, Modelerer, født den 11. No­vember 1800 i Ørslev paa Falster, var Søn af Sognepræst Peder Dalhoff (f. 1757, d. 1827) og Anne Margrete f. Plesner (f. 1766, d. 1817). Han kom 1815 i Guldsmedlære i København og fik snart efter Adgang til Kunstakademiet, hvis Ornamentklasse han besøgte endnu i 1819. Under en med offentlig Hjælp foretagen Udenlands­rejse henvendte han sig 1826 fra Wien til J. L. Lund, for at opnaa Rejseunderstøttelse fra Akademiet, hvilket dog ikke lykkedes. Der­imod fik han i 1837 til en senere Rejse 500 Rdl. fra Fonden ad usus publicos. Fra 1827 var han Lærer i Modelering ved Kunst­akademiet, dog som det synes først fra 1836 som fast Informator; han fratraadte denne Stilling i 1864. Overfor Haandværkslavene anerkendtes han 1828 som »Kunstner«, og som saadan har han i 1829 udstillet tre Buster. Hans øvrige udstillede Arbejder tilhører, ligesom i det hele hans daadrige Liv, Kunsthaandværket, hvorom maa henvises til de udførlige Fremstillinger, Professor C. Nyrop har helliget hans fortjenstfulde Virksomhed i forskellige Værker. Dalhoff blev 1829 gift med Vilhelmine Henriette Hanuschke (f. 1806, d. 1853) og (1856) i andet Ægteskab med Historiemaler Eddeliens Enke, Olivia Francisca f. Hjorth (f. 1818, d. ^2r/i 1892, se Eddelien). Han døde selv den 2. Marts 1890.

(Bricka, IV, :6o, hvor andre Kilder anføres. Akad. Reitzel. Udst. For­tegn. Rigsarch. Statskal. Berl. Tid. ""i, 1892.)

 

Dall. Hans Mathias Holten Dall, Landskabsmaler, født i Øster-Skerninge paa Fyn den 24. Juni 1862, er Søn af Skolelærer Peder Dall (f. 1825, d. 1891) og Johanne f. Jensen (f. 1828, d. 1887). Efter at have nydt nogen Tegneundervisning i Svendborg kom han 1879 til København, blev sat i Malerlære og besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han den i. Oktober 1880 traadte over i Akademiets Skoler; disse gennemgik han og fik den 30. Januar 1889 Afgang som Maler. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet, udstillede første Gang ved en Decemberudstilling i 1885 og fra 1886 ved de aarlige Foraarsudstillinger. Hans Billeder begyndte snart at vække Opmærksomhed, saa at han ved Udstillingen i 1890 fik den Sødringske Opmuntringspræmie for »Bygevejr ved Hundested Fiskerleje«, en Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 400 Kr. og i December tillige det Bjelkeske Legat (600 Kr.), som fornyedes det følgende Aar. I 1891 vandt han ogsaa den Neuhausenske Præmie for »Efter Regn; Landskab fra Thy« (Nr. 105). I 1893, da han

 

197

atter konkurrerede for den samme Præmie, forsøgte han en anden — maaske vel pastos — Malemaade, hvori hans Fortrin mindre kom til deres Ret, og fik ingen Præmie. Ved Nytaar havde han faaet en Understøttelse til Fortsættelse af sine Studier fra den Raben-Levetzau'ske Fond og den 17. Maj s. A. ægtede han Cathrine Krarup, Datter af Forpagter Alfred Krarup (f. 1842, d. 1873) og Thora Mathilde Margrethe f. Henckell (f. 1842, d. 1877).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Dall. Nikolaj Thomas Dall, Maler, fra første Halvdel af forrige Aarhundrede, virkede som Kunstner i England mindst fra 1760 og blev 1771 Medlem af Kunstakademiet, i London. Han var ogsaa Theatermaler og døde 1777; men han tilhører altsaa, uagtet sin danske Byrd, ikke Danmarks Kunsthistorie.

(Bricka, IV,  162  efter eng. Kilder.)

 

Dalsgaard. Christen Dalsgaard, Maler, Søn af Hovedgaardsejer Jens Dalsgaard og Christiane født Rasmussen, er født paa Hoved-gaarden Krabbesholm ved Skive den 30. Oktober 1824. Han besøgte Kunstakademiet i København fra 1841, blev 1846 Elev af Akade­miets Modelskole og malede samtidig hos Rørbye indtil dennes Død. Dalsgaard har ikke rejst udenlands, men han har udstillet fra 1847 og har flere Gange vundet den Neuhausenske Præmie, saaledes 1859 for »Jydske Bønderfolk, der nyde Nadverens Sakrament i Hjemmet« og to Aar efter for »En Kones højtidelige Kirkegang efter Barselfærd«. Ved Udstillingen 1861 blev dette Billede ogsaa hædret med Ud-stillingsmedaillen og købt til den kongelige Malerisamling. Af hans andre Arbejder var allerede (1854) »En Fisker viser sin Datter en Baad« købt til Malerisamlingen, ligesom to Aar efter (1856) »Mor­monerne« købtes af »Selskabet for nordisk Kunst« (senere afhændet til den kgl. Malerisaml.). Det var det Billede, hvori Kunstneren, efter en lang Gæringstid, paa en overraskende Maade viste sig som Herre over sine Fremstillingsmidler. Det vandt strax fortjent Opmærksomhed og blev gengivet blandt »Billeder efter danske Malere«. Forsøg med vanskelige Opgaver hæmmede atter Kunstnerens Virksomhed, indtil han i »Udpantningen hos en Bødker« beherskede en fra Belysningens Side højst vanskelig Opgave, paa samme Tid som det store Billede ikke savnede Kunstnerens sædvanlige Fortrin i psychologisk Hen­seende. Det blev udstillet 1860, købt til den kgl. Malerisamling og gengivet blandt »Billeder efter danske Malere« ligesom det tidligere

 

 

198

nævnte »Kirkegangskonen«. Dalsgaard, som tidligere udelukkende havde syslet med Almuens Liv og Færd i hans Hjemstavns Egn i Jylland, løftede nu Blikket udover andre af Livets Kredse, og malede dels en Række Altertavler og nogle historiske Billeder, dels Gen­givelser af den dannede Middelstands Liv. Blandt Billeder fra hans Manddomsaar bør nævnes »Blicher paa Heden« (1867) til Lehmanns Samling af Digtere, »En gudelig Forsamling i en Bondestue« (1870), »Stengangen i Sorø Akademi« (1872), »Desserten« (1875). Dals­gaard, som 1858 havde ægtet Marie Hansen, Datter af Byskriver Hansen i Skive, blev 1862 ansat som Tegnelærer ved Akademiet i Sorø og har siden levet der. Han blev Medlem af Kunstakademiet den 19. Februar 1872, blev 1879 Ridder af Danebrog, fratraadte sin Stilling ved Sorø Akademi den 19. Aug. 1892 og blev samtidig udnævnt til Professor. Blandt hans senere Arbejder kan, foruden en Række mindre Livsbilleder, hvori næsten altid den unge Piges Kærlighedsfølelse er smukt udtrykt, nævnes Kunstnerens eget Portræt, malet til Udstillingsfonden (1882).

(Priv. Medd. Bricka, IV, 164. Jul. Lange, Nutidsk., 235—259. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Dam. Niels Dam, Architekt, Søn af Visiter Jens Sørensen Dam (f. 1721, d. 1770) og Maren Nielsdatter Giessing (f. 1739, d. 1810), blev født i København og døbt den 15. Oktober 1761. Han vandt 1781—84 Kunstakademiets Solvmedailler, 1791 den mindre og 1797 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Raadhus«. Efter at han forgæves havde søgt om en Informatorplads og om Akademiets Rejse­stipendium, fik han endelig i 1804 »ved kongelig Naade og danske Kunstelskeres Patriotisme« en Rejseunderstøttelse af »ongefær« 500 Rdl. d. C. (1600 Kroner) aarlig i tre Aar; egentlig havde han kun 250 Rdl. d. C. af Fonden ad usus piiblicos, som dog ved hans Hjemkomst i 1808 gav ham en Gratifikation af 200 Rdl.; Resten var privat Hjælp. Dam var den første danske Kunstner, der rejste for at studere Landbygningskunsten, og uagtet Rejsen egentlig kun galdt Nord­europa, fik han dog Lejlighed til ogsaa at besøge Italien. Efter Hjemkomsten søgte han Understøttelse af Akademiet, som ønskede at se hans Arbejder; det roste dem, men han opnaaede ikke nogen Understøttelse. Inden sin Rejse (i 1800) havde han indsendt et Udkast til et Raad- og Domhus paa Nikolaj Kirkes øde Tomt, som vandt Bifald hos Akademiet, og det synes endog, som om der har været Spørgsmaal om virkelig at udføre det. Ellers kendes intet til

 

199

hans Virksomhed, uden at han i  1818 udgav  »Noget om den borger­lige Bygningskunst   for  Bygmestre«   og  s.  A.   søgte   Tjenesten   som kgl. Bygmester i Aalborg; men han maa ikke have faaet den. (Akad.    Skild. 1805, Sp.  1643.    Erslew Forf. Lex. I, 323.)

 

Damm. John (Johan) Frederik Damm, Blomstermaler, født •den 24. April 1820 i Gøteborg, hvor hans Fader Claes Henrik Damm (f. 1791, d. 1850) den Gang var Vinhandler, blev opdragen i Helsingør, da Faderen, efter at hans Forretning var gaaet tilbage, i 1834 flyttede dertil og fik en Plads som Bogholder; Moderen hed Johanne Frederikke, f. Back (f. 1794, d. 1859). Efter sin Konfirma­tion lærte Damm Malerhaandværket i Helsingør og kom 1840 til København for at besøge Kunstakademiet, hvor han ved Ottesens Paavirkning lededes til at kaste sig over Blomstermaleriet. Et af de første Arbejder, han udstillede (1846), et Frugtstykke, blev købt til den kongelige Malerisamling. Faderens Sygdom nødte ham til (1849) at vende tilbage til Helsingør, hvor han siden levede og ernærede sig, dels ved industriel Virksomhed, dels som Tegnelærer. Efter 1850 har han derfor kun sparsomt kunnet dyrke Kunsten og har kun udstillet nogle faa Billeder; sidste Gang i Aaret 1866. Han døde ugift den 10. (n.) April 1894.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Danchel. Folkmar Poulsen Damhel, Kobberstikker, var Søn af Sognepræst Poul Poulsen Danchel (f. 1638, d. 1681) og dennes anden Hustru, Anna Cathrine Folkmarsdatter v. Stocken; han blev født den 24. December 1672 i Købeløv, blev 1691 Student fra Ny­købing paa Falster, blev personel Kapellan hos den residerende Kapellan ved Trinitatis Kirke i København, Poul Andersen Holm (gift med Anna Mogensdatter Drejer) og den 15. Juli 1696 gift med deres Datter Anna Margrete Poulsdatter Holm (f. 1672, d. 1738) samt Løfte paa at blive Holms Efterfølger, hvilket ogsaa skete den 20. Januar 1697, da denne døde; 1698 blev han Magister. Han kaldes »en Engle-Mand saavel af Ansigt som af Væsen, meget sindrig, kløgtig og fuld af Paafund; han forstod desuden baade Kobberstikker-og Drejer-Kunsten«. Han har tegnet og stukket flere Portræter, saaledes sin Svigerfaders og sit eget Portræt. Han blev tilsidst (1720) Præst ved Helliggejstes Kirke og døde i Juli 1726, idet han »pro­feterede sin Død forud i en Præken«.

(Wiberg.    Dske Sml. IV, 84.    Geneal. Inst.    Strunk.    Bricka, IV,  171.)

 

200

Daniel. Peter Støhrmann Daniel, Billedhugger, Søn af Jordbruger Peter Daniel (f. 1777, d. 1828) og Cathrine Margrete f. Støhrmann (f. 1801, d. 1879), er født den 7. Oktober 1821 i Oldensworth i Landskabet Eiderstedt. Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære, blev Svend, men viste, ved et tilfældig udført Arbejde Anlæg for Modelering og kom til København. Med en lille kongelig Under­støttelse besøgte han Kunstakademiet fra Oktober 1845, og arbejdede samtidig hos H. V. Bissen, vandt 1848 (Marts og Dec.) mindre og store Sølvmedaille for Modelering og 1849 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Salomons Dom«. Derefter deltog han lige til 1857 i Konkurserne for den store Guldmedaille, dog uden at faa den. Af hans Arbejder maa nævnes de to Figurer foran Blindeinstitutet, »Gæst­frihed« for Architekt Stilling og »Christus« til Hoor Kirke i Sverig (1880). Daniels Hovedvirksomhed var dog at udføre anatomiske Præparater i Vox og Figurer til Voxkabinetter; han var Panoptikons første Modelerer og ledede Støbningen i Vox. Han er ugift.

(Priv. Medd.    Akacl.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

David. Frederik Ludvig David eller Davidsen, Maler, født 1737, var den første, som vandt den mindre Sølvmedaille ved det nyoprettede Kunstakademi (1754) og to Aar efter den store Sølvmedaille (1756). Senere levede han som Tegnelærer og døde som saadan paa Frederiksberg den 15. November 1789, i en Alder af 52 Aar.

(Btisching Nachrichten, III, 667. Thieles Kstnstat. Adresseav. 1789, Nr. 257. Akad.)

 

Degen. Johan Philip Gaspar Degen, Portrætmaler, født 1738 i Wolfenbiittel, var Søn af den brunsvigske Kapelmusikus Gerhard Degen og havde Ansættelse som Porcelænsmaler, men var af Fag egentlig Violoncellist. Som saadan fik han 1771 Plads i det kgl. danske Kapel. Her dyrkede han ogsaa Miniaturmaleriet og var som Kunstner meget yndet af Enkedronning Juliane Marie, for hvem han malede mange Billeder, »de fire Aarstider«, »de tolv Maaneder« og lign. Dog malede han helst Konkylier. Han var gift med Henriette Regine Schultz og døde i København 1792.

(Sperglers Art. Efterr., S.  15.)

 

Deichmann. Jens Christian Deichmann, Billedhugger og Tegner, Søn af Varemægler Jørgen Deichmann (f. 1799, d. 1875) °g Caroline Elisabeth f. Fjeldsted (f. 1808, d. 1858), er født den 31. Juli 1832

 

201

i København. Han besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1848 til Januar 1857 som Modelerer og arbejdede fra 1849 som Billedhugger i H. V. Bissens Værksteder. Senere vilde han være Maler og besøgte paany Kunstakademiets Modelskole i 1865. Han har 1852 udstillet en Portrætbuste af sin Fader og udførte til Frimurerlogen en Buste af Pastor Visby; han lever som Tegner. Som saadan har han arbejdet dels for 111. Tid., dels for »Punch«, dels selvstændigt, f. Ex. »Kongerne Frederik VII's og Carl XV's Indtog gennem Vesterport« (lith. af Kittend. & Tegner) og en Række paa 40 kolorerede Blade, forestillende ældre københavnske Gadeoriginaler. Den 21. November 1879 ægtede han Johanne Oline Jensine Corinth, Datter af Hus­tømrer Johan Gottfried Corinth og Lucie Frederikke f. Kirck (f. 1814, d. 1869).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Deram. Christoffer Deram, Miniaturmaler, født »østerpaa« i Norge (1750?), gik til København for at uddanne sig til Maler og fik 1780 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet. Han rejste udenlands for at uddanne sig videre, men døde midt i sin Kunsts og Virksomheds Blomstring i Neapel i September 1789. Hans Malerier roses.

(Weinw., S.  194.   do. Lex.   Høyens Papirer.   Berl. maanedl.   Statstid.  1790.)

 

Deuntzer. Johan Jakob Deuntzer, Architekt, født i Køben­havn den 19. September 1808, var Søn af Murmester, Kaptajn i Brandkorpset, Johan Gaspar Deuntzer (f. 1771, d. 1835) og Ane Margrethe Vilhelmine f. Reimert (f. 1769, d. 1837). Som Dreng kom han i Oktober 1819 ind paa Akademiet, besøgte dels Tegneskolerne, dels Bygningsskolerne, vandt 1829 den mindre, 1833 den store Sølv­medaille, i Mellemtiden to Gange Pengepræmie og endelig i 1834 Æresmedaillen (Hansens Med.) i Architekturen for »En Markedsplads«. Efter en Tidlang at have arbejdet som Tegner og Konduktør hos J. H. Koch, tog han den 18. Maj 1850 Borgerskab som Murmester og virkede siden som saadan. Den 19. Juli 1840 ægtede han Sofie Margrethe Kornbech (f. 1815, d. 1892), Søster til Murmester J. H. Korn-beck (se P. Kornbeck), som selv var gift med Deuntzers Søster. Han var Fader til Professor juris J. H. Deuntzer, og døde den n.Juni 1875.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

202

Dich. Johanms Dich, Architekt, født i København den 28. Marts 1865, er Søn af Snedker-(Stolemager-)mester Lars Christian Dich (f. 1816, d. 1887) og Margrethe Charlotte f. Peronard (f. 1832, d. 1867). Efter Moderens Død blev han opdragen hos dennes Forældre i Randers, hvor han tog Præliminærexamen. Derefter kom han i Murerlære i København, blev Svend og fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Oktober 1883 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Den 28. Maj 1894 ægtede han Dagmar Termansen, Datter af Mølleejer Christian Joachim Termansen (f. 1838) og Elisa Antoinette Danielle f. Krabbe (f. 1832, d. 1884). Han har i flere Aar arbejdet hos V. Dahlerup og Albert Jensen.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Diderichsen. Christian y Julius Diderichsen, Billedhugger, Søn af Brændevinsbrænder Peter Diderichsen og Ellen født Hansen, er født i København den 8. November 1823. Efter at have besøgt Kunstakademiets Tegneskole (1833—38) og uddannet sig i Modelering under Ciselør Lodberg og Medaillør Chr. Christensen, tog han Borger­skab som Guldsmed og Ciselør og virkede som saadan indtil 1864. Da han dog stadig havde Lyst til Billedhuggerkunsten, fandt han Lejlighed til at udføre plastiske Arbejder som Guldsmed, saaledes tvende Billdstøtter til Hest (Frederik VII og Grevinde Danner) ciselerede i Sølv m. fl. Hans sidste Arbejde i denne Retning var en ciseleret Vase (forsølvet Malm) til H. C. Andersens Minde. Som Guldsmed udførte han Prinsesse Alexandras Brudesmykke, der har været udstillet i København og London. For sin Virksomhed i denne Retning har han Fortjenstmedaillen i Guld og en Udstillings-medaille fra Verdensudstillingen i London 1862.

Fra 1864 opgav han Guldsmedkunsten som Næringsvej og levede som Billedhugger; han udstillede 1874—79 tvende større Arbejder, en »Judas« og en »Prometheus«, begge i Gibs, og en Portrætmedaillon. I 1882 flyttede han med sin Datter til Aarhus, hvor de boede til 1889. Der udførte han en Relief-Serie til en Loggia paa en Villa ved Fredensborg og en Gruppe i Marmor »Menneskets Kamp for Frigørelse« med sin nedenfor nævnte Datter som Medarbejderske-, den blev solgt til Amerika. Senere har Familien boet paa Sjælland. Han er gift med Charlotte født Meyer, Datter af Grosserer Jacob Meyer (d. 1827) og Frederikke f. Ogilvie (f. 1789, d. 1868).

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

203

Diderichsen. (Henriette) Henny Diderichsen, Billedhuggerinde, Adoptivdatter af Guldsmed og Billedhugger C. J. Diderichsen, er født i København den 27. September 1855. Hun er Lærling af sin Adoptivfader, med hvem hun har foretaget en Rejse til Italien og Frankrig. Hun udstillede fra 1873 til 1879 dels komponerede Pigurer som »den fortabte Søn« og »Han drømmer«, dels Portræter i Buste og Medaillon. Under sit Ophold i Aarhus har hun lige­ledes udført adskillige Portræter i Buste eller Medaillon, saaledes en Buste i Marmor af Redaktør Elmquist. En Gruppe i Marmor »Ved Aaen« var udstillet ved den nordiske Udstilling i 1888 og i Paris 1889, hvor hun fik »Mention honorable«. Ikke faa af hendes Arbejder ere udførte i Marmor. Hendes virkelige Forældre var Restauratør C. Gravesen (d. 1860) og Karen f. Koefod; efter Faderens Død blev hun optaget i Diderichsens Hus.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Didrik. Den lille Didrik Contrafejer fik den 10. Marts 1618 200 Daler af Christian IV for nogle Contrafejer, han gjorde i Sverige.

(Christian IV's Alm. s. D. udg. af Nyerup.)

 

Diederich. Johan August Diederich, Maler, født 1768, udstillede i Aarene 1809 til 1820 flere Gange Blomster- og Frugtstykker, dels i Vandfarve, dels i Oliefarve. Han var tillige Malermester og døde paa Christianshavn den 29. Januar 1830 i en Alder af 6i¹/₂ Aar.

(Reitzel.   Udst. Fortegn.    Adresseav.  1830.)

 

Dinesen. Jørgen Dinesen, Maler, født 1742, lærte Malerhaand-værket, og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1764 fik den mindre og 1768 den store Sølvmedaille samt 1773 den mindre Guldmedaille som Maler for Opgaven »Jeftas Løfte« (Dom. n, 34—36). Han blev snart efter vikarierende Informator for Almer, og ved Clios Død (1785) fast ansat som Lærer ved den første Frihaandstegneskole, hvorfra han ved Løfflers Død 1796 forflyttedes til den anden, men næppe halvandet Aar efter døde han selv den 10. September 1797 i en Alder af 55 Aar. Han var tillige Malermester og Dekorations­maler. Han havde været gift, men hans Hustru var død før ham.

(Weinwich, S.  193.    Adresseavisen  1797, Nr. 238 og 241.    Akad.)

 

204

Diricksen. Jan Diricksen, Kobberstikker, levede dels i Ham­borg, dels i København og har 1611 stukket et stort Prospekt af København i to Blade efter et Maleri af Joh. v. Wick.

(Zeitschr. f. Hamb. Gesch. N. F. II, S. 261.)

 

Dirckinck - Holmfeld. Helmuth Emanuel Edwin Bernhard Dirckinck-Holmfeld, Maler, Søn af Dr. juris Constant Peter Heinrich Maria Walpurgis Baron af Dirckinck-Holmfeld (f. 1799, d. 1880) og Anna Susanna født Kinckel (Castonnier, f. 1799, d. 1836), er født den 7. Juli 1835 i Schwarzenbeck i Hertugdømmet Lauenborg, men opdragen i Danmark, dels i Roskilde, hvor Faderen levede, dels paa Sorø Akademi. Fra 1855—60 besøgte han Kunstakademiets Skoler og vandt i Aaret 1860 begge dets Sølvmedailler samt i 1861 den Neuhausenske Præmie i Dekorationsfaget for »En Pige, som slaar paa en Tamburin« som Vægmaleri. Han var samtidig Elev hos Marstrand for at uddanne sig til Figurmaler og konkurrerede 1862—63 til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. Senere har han opholdt sig en Del Aar i Udlandet (1863—74), hvor han bl. a. i nogen Tid malede hos den norske Landskabsmaler Gude i Karlsruhe, og har efterhaanden mere og mere udelukkende vendt sig fra Figur -til Landskabsmaleriet. Han begyndte at udstille 1858 dels enkelte Figurbilleder, dels Landskaber og vandt 1877 den Neuhausenske Præmie for »Landskab ved Svendborgsund«; i 1883 konkurrerede han atter til samme Præmie som Figurmaler (se Engelsted). Han har ikke udstillet siden 1886 og har forladt Landet. I 1867 var han bleven gift med Margrethe Christiane Schrader.

(Priv. Medd.    Akad.    ReitzeL    Udst. Fortegn.)

 

Ditmar. Henrik Ditmar eller Dittmarsz, Maler, hvem Weinwich efter Navnet gør til en Ditmarsker, skal være født i Hamborg, om end længe før 1660, som Nagler siger. Han arbejdede nemlig efter andre Kilder allerede 1658—60 og maaske noget længere i Ham­borg, hvor der (1828) solgtes et Billede af ham, »Christi Forhaanelse«, malet 1658, med tre Figurer i over Legemsstørrelse. Et andet mindre Billede, »Hyrdernes Tilbedelse« tilhørte (1854) en Privatmand i Hamborg. Mindst fra 1670 arbejdede Ditmar for den danske Konge. Hans første større Værk, der maaske har foraarsaget hans Indkaldelse, var vistnok »Frederik III's Lig paa Paradesengen«, et stort Billede, som endnu bevares i Roskilde Domkirke. Han døde her i Danmark 1677 og blev jordet 19. Maj s. A. Den 5. Februar

 

205

og den 11. November 1678 faar hans Enke, Cathrine, Betaling for nogle Malerier, han inden sin Død havde gjort færdige. Hun skal have været hans anden Hustru. Den kgl. Malerisamling ejer tre Billeder af ham, nemlig Portræter af Voxpousserer Simon, af Guld­mageren Weiskopf og af en Dreng »med tre Slags Haar paa Hovedet«. Kun det førstnævnte er fremhængt under Navn af en »Eneboer i sin Hule« (stukket af J. M. Preisler). Paa Rosenborg bevares to Portrætmalerier, der tillægges Ditmar, nemlig Portræt af Lægen Simon Pauli (d. 1680) og Hustru paa ét Billede og af Thomas Bartholin (1616—80). Paa Herregaarden Rosenholm findes et Por­træt af Jørgen Rosenkrans til Kieldgaard, malet af Ditmar. Endelig nævner Sandvig en Række Portræter, der ere stukne af Haelwegh, Schaten o. fl. De i Danmark bevarede Portræter viser ham som en i Holland eller efter hollandske Forbilleder uddannet Kunstner, medens han efter tyske Beretninger skal have opholdt sig længe i Italien, og

•de to nævnte Billeder i Hamborg røbe Paavirkning af Tintoretto og Carlo Maratta.

(Weinw., S. 73. Sandvig, S. 40—41. Dsk. Vitruv. II, 148. Spengler Malerisaml. Nr. 817—19. Brock, De oldenb. Kong.. S. 59—60. Aarh. Udst. 1872, Nr. 81. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Fussli, Lex.. S. 200. Suppl., S. 283. Nagler Lex. Hamb. Kstl. Lex. Bricka, IV, 282. Strunk.)

 

Dodt. Frants Martin Dodt, Kobberstikker, født i Helsingør den 10. Maj 1775, blev Søkadet og Officer. Han deltog som Løjtnant i Affæren under St. Thomas, hvor Briggen Lougen sejrrigt kæmpede med to engelske Skibe (paa 26 og 18 Kanoner). Hans eneste kendte Arbejder ere to Stik i Kobber forestillende den nævnte Kamp, og

•efter Lahdes Udsagn skal J. F. Clemens have hjulpet ham med dem, samt en Radering, betegnet 1802. Han førte under Krigen i 1807 en Kanonchaloupe, blev 1810 Ridder af Danebrog og traadte 1813 ud af Etaten som Kaptajn, da et Fald paa Isen havde gjort ham syg for Resten af hans Liv. Sine seneste Aar levede han som Inspektør ved Helsingørs Færgelav. Han blev gift den 24. November 1801 med Cathrine de Stibolt (f. 1776, d. 1832), Datter af A. H. de Stibolt (s. d.) og døde den 13. December 1819 paa Fredensborg.

(Weinw. S. 232. Lengn. Fam. Stibolt og Holm. K. Øst, Materialier, S. 173. Adresseay. 1819, Nr, 297. 1832, Nr. 165. Krohn, I, 155—56.)

 

Dohlmann. Augusta Johanne Henriette Dohlmaan, Malerinde, er Datter af Tømrermester og Fabrikant Fritz August Dohlmann

 

206

(f.  1800,   d.  1860)   og   Anna  Sofie f. Meyer (f.  1808,   d.  1870),   og er født paa Svanernosegaard i Frederiksberg Sogn  den 9. Maj  1847. Hun  tog   1878  til Paris   for  at  uddanne   sig til Lærerinde i Fransk, men kastede sig  i Steden  for over Malerkunsten   og studerede gen­tagne Gange  i Paris  hos  forskellige   Lærere.     Hun   udstillede  første Gang i 1880 og  de nærmest følgende Aar livløse Genstande (nature morte);   først  fra   1884  begyndte hun  at udstille Blomster- og Frugt­stykker, der vakte saa megen Opmærksomhed, at hun allerede i 1885 fik det Ancherske Rejselegat og i 1886 ministeriel Understøttelse for at kunne fortsætte sin Uddannelse i Paris.    I  1887 konkurrerede hun til  den Neuhausenske Præmie,   1888  besøgte   hun  en kort Tid   den med Akademiet forbundne   Kunstskole  for  Kvinder,   men   udviklede forøvrigt  selvstændig  en   malerisk Fremstillingsmaade  af Blomster og Frugter,   som man ikke tidligere havde set.     I  1889,  1890 og  1894 har   hun   derefter   haft   Rejseunderstøttelse  fra  Akademiet.     Hun er for Tiden i Italien.    Kunstnerinden har udstillet meget paa fremmede Udstillinger og har solgt flere Billeder i Udlandet.     Museet i Aarhus ejer ét af hendes Arbejder.

(Priv. Jledd.    Bricka, IV, 293.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Dorph.    Anton Laurids JoJiannes Dorph,  Historiemaler, er Søn af  Professor   Niels   Vinding   Dorph   (f.   1783,   d.   1858)   og   Louise Amalie født Bloch   (f.  1799,   d.   1881),   og  er  født  i Horsens,   hvor Faderen   den  Gang var Rektor,   den   15. Februar   1831.     Efter   at have besøgt Metropolitanskolen i København, opgav Dorph Studeringerne for at hellige sig Kunsten.    Han begyndte at besøge Kunstakademiet (1845)  og  samtidig  Eckersbergs  Malerstue.      Senere   malede  han  et -Par Aar hos Marstrand (1849—50) og vandt i de samme Aar Akade­miets   Sølvmedailler,   hvorefter   han   to   Gange  konkurrerede   til  den mindre Guldmedaille.     Han fik tidlig Navn som Portrætmaler, og af hans Arbejder i dette  Fag  kan   nævnes Prof. J. Jensen ved Jonstrup Seminarium,   C. N. Rosenkilde,   et   Knæstykke,   der   gjorde   megen Lykke,    »Billedhugger Evens modellerende Prof. Dorphs Buste«,   der blev tilkendt den Neuhausenske Præmie,  K. Mantzius og N. Simonsen, det   sidste   malet   for Udstillingsfonden.     Ved  Siden   heraf har  han tildraget sig almindelig Opmærksomhed ved  en Række Genrebilleder især af Fiskernes og i det hele Almuens Liv.    I disse Billeder, hvortil Motiverne   sædvanlig   ere   hentede   fra  Danmarks,   en   kort  Tid   fra Italiens   Natur  og Folkeliv,   mødes   en   smuk Naturstemning  paa  en mild   harmonisk Maade   med   fredelige   Optrin  af   det   daglige   Liv.

 

207

Ogsaa igennem Kunstnerens ikke faa større og mindre Altarbilleder gaar det samme Præg af mild Alvor og Fred. Blandt disse kan fremhæves »Christus paa Korset« i Galten Kirke, »Christi Himmel­fart« i Trinitatis Kirke i Kobenhavn, »Jesus hos Martha og Marie« i Stefanskirken paa Nørrebro, »Christus lader de smaa Børn komme til sig« i Holmens Kirke. Efter Olriks Død malede han sex af Apostlerne til Frederikskirken (overførte paa Stedet selv af Over-gaard). Af hans Livsbilleder kan fremhæves »Fiskerens unge Hustru, der venter Manden hjem«, stukket som Medlemsblad til Kunst­foreningen, »Børn i Klitterne«, gengivet blandt »Billeder af danske Malere« og købt til den kgl. Malerisamling (1868) ligesom »Horn-fiskeri ved Drivvaad« (1880), samt »I Regnvejr«, »Er du ene hjemme« (1891) og »Fiskere ved Stranden« (1893).

I 1859 fik Dorph Kunstakademiets mindre Rejsestipendium, som blev fornyet det følgende Aar, saaledes at han tilbragte to Aar uden­lands, væsentlig i Italien. Han kom tilbage til Fædrelandet i 1861 og har efter den Tid kun foretaget mindre Rejser. I 1866 giftede han sig med sit Sødskendebarn, Christine Louise Dorph, Datter af Sognepræst Johannes Dorph (f. 1788, d. 1873) og dennes anden Hustru Henriette Christine f. Bloch (f. 1805, d. 1882). Den 24. Fe­bruar 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet, 1879 Ridder af Danebrog, 1893 fik han Titel af Professor.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 309.^l Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. J. Lange, Nutidsk., 202.)

 

Dorph. Niels Vinding Dorph, Maler, Brodersøn af A. Dorph, er Søn af fh. Adjunkt ved Latinskolen i Haderslev Jens Peder Chri­stian Dorph (f. 1822) og Anna f. Wolfgang-Petersen (f. 1836). Han er født i Haderslev den 19. September 1862. Efter at Forældrene i 1864 var flyttede til København, tog han Præliminærexamen her, kom i Malerlære hos Malermester Weber, besøgte technisk Selskabs Skole og fik den 2. Januar 1880 Plads i Akademiets Skoler. Disse gennemgik han og fik Tilladelse til Afgang, men gjorde sig ikke færdig. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer og Tuxen. Dorph begyndte at udstille i 1884 et Par mindre Genre­billeder og har siden stadig udstillet dels Genrebilleder, dels Por­træter. Et af hans større Genrebilleder »Lawn-Tennis-Spillere« vakte

¹ Ved en Misforstaaelse er paa dette Sted i Dsk. biogr. Lex. det ældre Alter­billede i Thyrstrup nævnt i Steclen for »Jesus hos Martha og Maria« i Stefans­kirken paa Nørrebro, om hvilket Udtalelserne var mente.

 

208

en Del Opmærksomhed. Trods nogen Usikkerhed og Vaklen i Brugen af sine kunstneriske Midler er hans Produktion bleven fulgt med Interesse. I 1886 var han udenlands for egen Regning, i 1890 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. Han ud­stillede 1891 i Berlin, hvor han fik »Hæderlig Omtale«, og i 1892 fik han det Bjelkeske Legat paa 900 Kr. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Dorph-Petersen. Viggo Theodor Dorph-Petersen, Architekt, se Petersen.

 

Dorti. Jakob von Dorti, Maler, var maaske død inden den 25. Marts 1625, da Christian IV gav hans »Kvinde« 100 Daler, »som jeg Manden var skyldig for nogle Contrafejer«.

(Christian IV's Alm. s. D. udg.  af Nyerup. l •

 

Drachmann. Holger Henrik HerholdtDrachmann, Sømaler, Søn af Lægen, Professor Anders Georg Drachmann (f. 1810, d. 1892) og Vilhelmine Marie født Stæhr (f. 1820, d. 1857), er født i Køben­havn den 9. Oktober 1846. Han blev Student 1865, lærte at tegne hos Helsted, lærte Sømaleriet hos Baagøe og uddannede sig videre under Sørensens Vejledning, besøgte Kunstakademiet 1866—1870, og udstillede fra 1869—1874 en Række Søbilleder, der røbede den lovende Kunstner. Han begyndte at vinde Navn som Marinemaler, da han i en længere Aarrække næsten ganske opgav Kunsten for en omfattende digterisk Virksomhed, som ikke skal omtales her. Drachmann blev i 1871 gift med Vilhelmine Charlotte Erichsen, Datter af Kancelliraad Prokurator, Auditør Thomas Erichsen (f. 1806, d. 1886). Ægteskabet hævedes i 1874, og i 1879 ægtede han Emmy Culmsee, Datter af Papirfabrikant Culmsee. I de senere Aar, fra 1892 af, har han atter begyndt at male Søstykker.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 320—327.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Dramen. Simon Dramen, Miniaturmaler, hvis for øvrigt ukendte Lærer kaldes Hermann von Ham eller Hams. Dramen skal have levet som Miniaturmaler i København, uvist naar, dog ganske sikkert tidligere end Midten af det attende Aarhundrede, og hans Lærer ligeledes i Frederik III's og Christian V's Tid.

(Dauw. Schildrer u. Mahler ved Bertram. S. 318. Fiissli Lex. Schlesw. Kunstbeitr., S. 93. Weinw., S. 135. Spengler, Art. Eft., S. 30.)

 

209

Drechsel. Johanne Drechsel, Billedhuggerinde, er Datter af Pro­fessor, Dr. phil. og med. H. P. J. Julius Thomsen (f. 1826) og Elmine f. Hansen (f. 1832, d. 1890) og er født i København den 17. Januar 1867. Hun lærte at tegne hos N. Bredal og C. Thomsen og der­efter at modelere hos A. V. Saabye. Hun udstillede i 1889 og 1892 et Par Buster og senere i 1894 under sit Fruenavn atter en Buste. Den 25. November 1892 ægtede hun nemlig Assistent, fungerende Fuldmægtig i Marineministeriet, Frederik Ludvig Vilhelm Drechsel (f. 1846), Søn af Etatsraad, Birkedommer Georg Vilhelm Louis Drechsel (f. 1814, d. 1889) og Elisabeth Charlotte, f. Posselt.

(Priv. Medd.    Richter, Jur. Stat.    Udst. Fortegn.)

 

Drejer.     Neclai  Drejer,   Portrætmaler,   hidtil   ukendt,   men   ret dygtig, har signeret et Portræt pinx.  21. Juli 1701. (Medd. af Konserv. C.  C. Andersen.)

 

Drewsen. Axel William Drewsen, Architekt, Søn af Shawls-fabrikant Peter Heinrich Drewsen (d. 1853) og Hustru Anna Drewsen, blev født i København den 12. Marts 1843, ^var i Tømrerlære hos Tømrermester Wenzel i tre Aar, gennemgik Kunstakademiets Skoler 1861—66 for at uddanne sig til Architekt og fik 1863 dets mindre Sølvmedaille. Den 28. December 1866 blev hans Afgangsprøve antagen med Udmærkelse, i November 1869 fik han Afgangsbevis. I Vinteren 1871—72 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »En Kirkegaard til en Hovedstad«. Men et Slagtilfælde bortrev ham allerede den 24. Maj 1874. Han var ugift.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Skifteretten.)

 

Drewsen. Harald Drewsen, Architekt, Søn af Justitiarius i Overretten Adolf Ludvig Drewsen (f. 1803, d. 1885) og Ingeborg Nicoline født Collin (f. 1804, d. 1877), blev født deri 21. Maj 1836 i København, besøgte Kunstakademiet 1854—1866, da han den 19. Marts fik Afgangsbevis som Architekt. I 1869 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. Han blev Bygningsinspektør for Frederiksberg By og Sogn og blev 1874 gift med Ingeborg Lind, Datter af Justitsraad, Kontorchef Berent Christoph Wilkens Lind (f. 1807, d. 1891) og Louise født Collin. Han har forestaaet Slagelse Kirkes Istandsættelse og har foruden en Del Privatbygninger opført det ny Vaske- og Badehus i Pilestræde og Stiftsforvalterboligen paa

 

N. K. L.    I. Juni   1895.                                              14

 

210

Vallø.    Han   døde  den   3. September   1878,   og   i   1886   skænkede Enken en Del af hans Tegninger til Akademiet. (Priv. Medd.    Bricka, IV, 340.    Lengnick.    Akad.)

 

Dreyer. Dankvart Christian Magnus Dreyer, Landskabsmaler, født i Assens den 13. Juni 1816, var Søn af Købmand Jørgen Chri­stian Dreyer (d. 1823) og dennes tredje Hustru Caroline Dorothea f. Møller. Han kom i en ung Alder til København (1832) for at besøge Kunstakademiet (jfr. Jerichau), hvis mindre og store Sølv-medaille han vandt (1834 og 1837), desuden vandt han en Penge­præmie i Modelskolen (1835). Han vaklede i Førstningen mellem Landskabs- og Figurmaleri, for hvilket sidste han ogsaa viste Talent. Han deltog endog to Gange i Konkursen for den mindre Guld-medaille, dog uden at opnaa den. Efter, foruden nogle Portræter, at have malet Æmner som »Hermods Sendelse til Balder« og »Marsk Stigs Døtre« helligede han sig fra 1841 ganske til Landskabsmaleriet. Hans første Forsøg vakte saa megen Opmærksomhed, at allerede 1839 et Landskab af ham, »Udsigt mod Himmelbjærget«, købtes til den kgl. Malerisamling, som ejer ialt sex Billeder af denne Kunstner, hvoraf »Udsigt til Vedelsborg Skove paa Fyn« (1844) for Tiden er fremhængt. I 1843 fik hans Arbejde »Skov med Egetræer« vel ikke den Neuhausenske Præmie, men fik rosende Omtale. Dreyer vilde vistnok have hævet sig til en af vore betydeligere Landskabsmalere, hvis ikke allerede i ung Alder Sygelighed havde svækket hans Kraft. Fra 1847 udstillede han kun to Billeder, og Døden bortrev ham i et Bolsted, som han havde købt i Nærheden af Hjemmet, i Barløse ved Assens, den 4. November 1852, kun 36 Aar gammel.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 353.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Due. Johan Frederik Due, Emaillemaler, født i København, døde der i et af de første Aar af dette Aarhundrede. Han skal have arbejdet ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor han i Regnskaberne (1782—83) snart kaldes J., snart F. Duve-, han synes antaget som »Buntmaler« før 1779. Weinwich havde set de fire Aarstider, ud­førte i Emaille af ham.

(Weinw. Lex. Medd, fra den kgl. Porcelænsfabr. Tdskr. f. Kstind. IX, 84, Anni.)

 

Dusch. Anton Carl Dusch, Landskabsmaler, eneste Søn af Digteren Professor Johan Jakob Dusch, var født i Altona den 10. April 1760, blev Student i Kiel, men lagde sig senere efter

 

211

Landskabsmaleri og udstillede nogle Fremstillinger af Egnen ved Harzen. Han malede ogsaa Pasticher, Maaneskinsstykker efter v. d. Neer og Natstykker efter Gotfred Schalken, hvilke skulle have lignet skuffende. I Forening med Bundsen (s. d.) og Fr. Rosenberg fra Danzig stiftede han Kunstudstillingerne i Altona. Den kgl. Kobberstiksamling i København bevarer nogle Tegninger af ham, betegnede 1800—16, hvoraf man ser, at han har rejst saavel i Dan­mark som i Tyskland. Han havde 1819 to Billeder paa Kunst­akademiets Udstilling i København, og han døde i Altona den 8. Otkober 1829.

(Hamb. Kstl. Lex., S. 58 og S. 206. Weinw. Lex. Tregders Hdb. for Rejs., S. 14. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn, I, 123.)

 

Düvens. Heinrich Düvens kaldes en Kunstner, som skal have malet i Danmark omtrent 1700 til 1702. Weinwich forvexler ham med Daniel Düvens fra Danzig, der døde 1629. Diivens har (1700) tegnet et Portræt af B. Botsach, Provst ved Petri Kirke, stukket af Bernigeroth. Ligeledes nævnes et architektonisk Mindesmærke betegnet Copenh. 28. Decbr. 1702.

(Weinw., S. 57—58. do. Lex. Dauw., S. 315. Ftissli Lex. Spengler, Art. Efterr. Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi. Strunk. Thotts Fortegn. VIII, 569.)

 

212

Ebisch.    Frederik Ebisch, Ornamentsbilledhugger, se Ehbisch.

 

Eckardt. Christian Frederik Emil Eckardt, Sømaler, Søn af Skomagermester Joachim Frederik Eckardt (f. 1810, d. 1865) og Henriette Elisabeth født Gunst (f. 1809, d. 1860), er født i Køben­havn den 2. Juli 1832. Efter at have været i Malerlære i fem Aar hos Malermester Harboe, besøgte han Kunstakademiet 1846—1853, blev Elev af Akademiet, men konkurrerede ikke til Medailleme, da hans Lyst stod til at blive Sømaler, hvortil han allerede under sin Læretid havde søgt at uddanne sig. I 1853 rejste han med en privat Mands Understøttelse udenlands til Tyskland og Italien og kom hjem i 1856. Da han ikke vilde vende tilbage til Haand-værket, maatte han ernære sig ved at retouchere Fotografier, men udstillede dog s. A. sit første Søbillede, »Et Parti fra Venezia«. Siden 1859 har han stadig udstillet Søbilleder, dels med aaben Sø, dels Havne- og Kystpartier; han har to Gange vundet den Neuhau-senske Præmie, nemlig 1863 for »Fiskere søge Land under en Storm« og 1871 for »Fiskere borde en Jagt«; i 1873—74 fik han ialt 1000 Rdl. (2000 Kr.) i Rejseunderstøttelse fra Akademiet til at besøge Udlandet. Han var paa denne Rejse i Dalmatienj Italien, Frankrig og England. Kunstforeningen i København har flere Gange købt af hans Billeder. Den i. Juni 1860 ægtede han Sofie Marie

 

213

Magdalene Bless (f. 1833, d. 1889) Søster til Maleren J. P. Bless (s. d.). Eckardt boede en Del Aar paa Gaarden Holjeryd i Skaane, men efter sin Hustrus Død er han vendt tilbage til Danmark.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 403.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Eckersberg. Christoffer Vilhelm Eckersberg, Maler, ligesom Bissen og Carstens en Slesviger, blev født den 2. Januar 1783 i Blaakrog i Varnæs Sogn i Sønderjylland og var Søn af Henrik Vilhelm Eckers­berg, der var Snedker og Maler, og Ingeborg Nielsen. Han voxede op i Blans i Ullerup Sogn. Da han fra Barn af havde mere Lyst til at tegne og male end til boglige Sysler, blev han efter sin Kon­firmation sat i Malerlære, først i Aabenraa hos en Malermester Jessen, senere hos en Mester af samme Navn i Flensborg, hos hvem han blev Svend og vedblev at arbejde, til han var over tyve Aar. Her vandt han saa megen Opmærksomhed ved sin Færdighed i Tegning og Maling, at nogle ansete Mænd skød en lille Sum sammen for at sætte ham i Stand til at faa sit højeste Ønske opfyldt at komme til København og besøge Kunstakademiet.

Allerede samtidig med Rejsen til København (1803) har han førsøgt sig i paa egen Haand at komponere historiske Billeder, som »Christian IV i Søslaget ved Femern« og »Massageternes Dronning, Tomyris, som lader Cyrus' Hoved kaste i et Kar med Blod« (1804). Begge Tegninger røbe en Forstand i Anlægget og en Sikkerhed i Anordningen af saa mange Figurer, der er højst agtbar for en Begynder og lader Beskueren overse de uundgaaelige Svagheder. Han var imidlertid begyndt at gaa paa Akademiet og at arbejde under Professor N. Abildgaards særlige Vejledning, og han gjorde hurtige Fremskridt, uagtet han samtidig maatte ernære sig selv ved at arbejde som Malersvend. Allerede i Juli 1804 var han naaet til Modelskolen, og i Januar og Marts 1805 vandt han begge Akademiets Sølvmedailler, saaledes at han endnu den i. Juli samme Aar kunde konkurrere til den lille Guldmedaille, der blev tilkendt ham for Op­gaven »Paulus, som retfærdiggør sig for Agrippa, Berenice og Festus« (Ap. G. 26. Kap.). I næste Konkurs for Guldmedaillen (1807) deltog han vel, men uden at opnaa Medaillen; først i 1809 fik han den store Guldmedaille for »Jakobs Død« (I Mos. K. 49—50 V. i.).

Efter at han var bleven »Artist«, som Eleverne kaldtes, naar de havde vundet en af Guldmedaillerne, synes han at have opgivet Malerhaandværket, for udelukkende at leve som Kunstner. Han var nemlig i disse Aar meget sysselsat med at male og tegne Prospekter,

 

214

hvortil Kobberstikker J. F. Clemens havde givet ham Lejlighed, og mange af disse sirlige Fremstillinger, som endnu ere bevarede, have ved den ædruelige Troskab, hvormed de ere udførte, faaet et ikke ringe historisk Værd, efter at Stedforholdene ere ganske forandrede. Da en anden Mand, Kobberstikker G. L. Lahde, som den Gang drev en halv industriel Kunstvirksomhed, i Eckersberg fandt en Hjælper, han kunde bruge, drog han ham til sig. Eckersberg fik Bolig hos Lahde i Gothersgaden (nyt Nr. 79), mod at arbejde for ham, og han udførte saaledes en Række Malerier og Prospekter, der blev stukne af Lahde selv og udkom som kolorerede og ukolorerede Kobberstik. Navnlig fremkaldte Englændernes Overfald paa København i 1807 en Kreds af Billeder fra Bombardementet, hvoraf nogle endnu ere bevarede, og Navnene paa de fleste kendes fra Fortegnelsen over en Udstilling, som Lahde indrettede i 1808 i patriotisk Øjemed. I Forening med Svejtseren Senn tegnede Eckers­berg ogsaa »Nationaldragter«, hvorpaa de indbød til Subskription i Nyeste Skilderie af København (den 16. Juli 1808).

Imidlertid arbejdede Eckersberg dog ikke udelukkende for Lahde. Han malede vistnok ikke faa Portræter, og fra denne Tid ere ogsaa de sex med Sepia net udførte Tegninger, hvorefter Clemens gjorde sine bekendte Stik af »Skomagersvendens Historie« eller »Det store Lod«. En anden Række paa fire Billeder var udførte Malerier, som forestillede »En falden Piges Historie«. Det er ret agtværdige Forløbere for, hvad man nutildags kalde Genrebilleder, men ved Siden af deres Naturtroskab, psychologiske Sandhed og alvorlige moralske Formaal fattedes dem det indre Liv, det Lune, som ene kunde have sikret dem mod Tidens Forglemmelse. Desuden malede han i disse Aar ogsaa historiske Kompositioner, snart i større Om­fang, som »Loke og Sigyn« (1810), der tilhører den kgl. Maleri­samling, snart i mindre Billeder, der dog alle udmærkede sig ved en omhyggelig Behandling; hvori Abildgaards Paavirkning baade i Form og Farve er umiskendelig.

Den store Guldmedaille gav Eckersberg Ret til det akademiske Rejsestipendium. Men han kunde ikke vente at opnaa det før den i. Januar 1812, naar C. F. Høyers Rejsetid var udløben. I Følelsen af, at han trængte til snarest muligt at udrives af pinlige personlige Forhold, som han efterhaanden var kommen ind i, søgte hans Venner, hvoriblandt navnlig Kobberstikker Clemens var virksom, at faa ham tidligere afsted, og da Kammerjunker Bruun-Neergaard tilbød ham fri Rejse til Paris, mod at han skulde gøre Tegninger til ham

 

215

af hvad de saa undervejs, kunde han begynde sin Rejse den 3. Juli 1810, efter at han to Dage før havde maattet lade sig vie til Christine Rebekka Hysing, fra hvem han dog atter blev skilt, medens han endnu var udenlands.

Hans Ophold i Paris i Aarene 1810—13 blev af største Betyd­ning for hans kunstneriske Udvikling. Han begyndte med at male et Par Kopier efter Rafael og et Par mindre Billeder, der, uden at vise nogen ny Skole, allerede udmærke sig ved en større Lyshed og Renhed i Farven. Først næsten et Aar efter at han var kommen til Paris og var bleven Sproget nogenledes mægtig, blev han Elev i Louis Davids store Kunstneratelier. Den Sans for historisk Stil og Strænghed i Linierne, som udmærker David, gik kun for en ringe Del over paa hans danske Lærling, der derimod paavirkedes desto mere af hans lyse, dagklare Farve, hans Kærlighed til Naturen og sikre Redegørelse for Tegningen i alle dens Enkeltheder. En Alter­tavle til Horne Kirke ved Faaborg (1812) viser allerede den nye Paavirkning, der fremtræder endnu stærkere i nogle mindre Billeder, som tildels synes malede med Naturen umiddelbart for Øje, saaledes »Tre spartanske Drenge« (udst. 1813), »En ung Skytte hvæsser en Pil« (1814), »Tvende Hyrder« (s. A.) o. fl. a. Ved Siden af disse Arbejder, som tilhøre Malerstuen, udførte han jævnlig smaa Udsigter fra Paris og Omegn, ligesom han ogsaa tegnede en Mængde Studier, dels efter Bygninger og Landskaber, dels efter den menneskelige Figur. Det Hovedbillede, hvori Davids Paavirkning tydeligst og modnest fremtræder, er dog »Overgangen over det røde Hav«, som blev fuldført i Rom, og som nu tilhører den kgl. Malerisamling. En ligeledes i Rom malet Altertavle, der stilledes meget højt af Samtiden, »Kvinderne ved Graven«, blev set ved Salonen 1815, men kendes ikke af den yngre Slægt, da den strax efter sendtes til Norge til Grev Vedel Jarlsberg, af hvem den var bestilt.

I Paris havde Eckersberg haft en tro Staldbroder i sin jævn­aldrende Ven J. P. Møller, som han havde levet i fortrolig Omgang med allerede i København. Her boede de sammen, og Møller fulgte ham til Vognen, da han den 5. Juni 1813 forlod Paris for med en Vetturin at køre til Italien. I Rom fandt han en mere overlegen, men ikke mindre trofast Ven og Raadgiver i Thorvaldsen, hvis Portræt han udførte som Knæstykke med Kunstnerens og Vennens hele Kærlighed til sin Genstand.¹ Dette fortrinlige Billede skænkede

1         Thorvaldsen sad paa samme Tid for Eckersberg og for den tyske Maler Vogel von Vogelstein, hvis Portræt senere er blevet indkøbt til Thorvaldsens Museum.

 

216

han til Kunstakademiet i København, hvis Medlem og Professor Thorvaldsen allerede den Gang var. Foruden ved dette og de oven­nævnte historiske Billeder udmærker Eckersbergs Ophold i Rom sig ved en talrig Række større og mindre Udsigter ti] Bygninger og Bygningslevninger fra Oldtiden i Staden og dens Omegn, udførte paa Stedet i en skøn lys Farvetone og med megen Omhu i Tegningen. Kunstneren synes fra først af at have regnet dem for blotte Studier, for en Slags malerisk Dagbog til eget Brug, og i Førstningen brugte han dem ogsaa som Studier til at male efter, naar han, saaledes som det skete strax efter Hjemkomsten, fik Bestillinger i den Retning. Senere, i trangere Tider, maatte han, saa nødig han vilde, skille sig ved enkelte af dem, men imidlertid steg de ogsaa saaledes i Pris, at de efterhaanden blev ham selv og hans efterladte Familie en sand Sparepenge, og deres Købere til en betydelig Indtægt, thi enkelte af dem ere blevne betalte med indtil det tre- og firedobbelte af deres oprindelige Pris. Eckersbergs lyse Malemaade var den ældre Kreds af Malere og Kunstkendere en Torn i Øjet, og i Breve og private "Udtalelser stikledes der jævnlig paa den, medens J. L. Lund, der stod den ældre Malerskole nærmere, i Partiets Øjne syntes en mere poetisk Maler og Repræsentant for den sande Kunst.

Ligesom man under Abildgaards Udenlandsrejse havde ladet en Professorplads staa aaben, indtil han og et Par andre Kunstnere kom hjem, saaledes havde man heller ikke under Eckersbergs Fra­værelse villet besætte den Professorplads, der var bleven ledig ved Abildgaards Død (1809), uagtet dennes Lærling, C. F. Høyer, som var bleven Medlem 1812, og ligeledes J. L. Lund i Mellemtiden havde søgt Professoratet. En fjerde Medbejler ventede man at finde i Kratzenstein Stub, men han døde 1816, inden Eckersberg endnu var kommen hjem. I August Maaned s. A. stod denne paa Køben­havns Toldbod, og en Maaned efter blev han enstemmig agreeret. Han fik til Opgave for Reception at male »Balders Død« efter Edda, som optog ham et helt Aar, saaledes at han først den 25. Oktober 1817 blev Medlem af Akademiet. Samtidig havde han faaet Bolig og dagligt Erhverv hos Hofmekaniker H. Pløtz paa St. Annæplads, for hvem han udførte Portræter efter dennes mechanisk tegnede Omrids (Physionotrace), og i afdøde Jens Juels Datter, Elisabeth Cathrine Julie Juel (f. 1791), havde han fundet en Brud, som han hjemførte den 8. Februar 1817.

Den 18. April 1818 skete Professorvalget, og Eckersberg blev enstemmig valgt til Professor ved Modelskolen. Kort Tid efter fik

 

217

han den Bolig paa Charlottenborg, som han først forlod ved sin Død. Hans Virksomhed deler sig fra nu af i flere Retninger, hvori han med en sjælden Alsidighed overalt frembragte noget sundt og dygtigt, der øvede en gavnlig Indflydelse paa hans Omgivelser, om end hans Snilles Ejendommelighed især i en enkelt Retning, Sø-maleriet, udfoldede sig fyldigst og friest. Foruden sin Lærergerning ved Akademiet, som han varetog med utrættelig Iver, saalænge hans Kræfter formaaede det, var han i mange Aar en yndet Portrætmaler, medens hans Stilling ved Akademiet virkede til at give ham en udstrakt Sysselsættelse som Historiemaler.

Tidsrummet fra 1816 til 1835 var Kunstnerens lykkeligste og kraftigste Tid. Han havde mange og store Bestillinger, og han kunde gøre Fyldest for dem alle, paa samme Tid som han fandt Lejlighed til at lægge sig efter Perspektivlæren, som han dyrkede med særlig Forkærlighed, og til at gøre talrige Studier for egen Regning af Folkelivet, af Land og Sø. Trods den store Lethed, hvormed han arbejdede, udmærkede hans Billeder, og ikke mindst hans store historiske Malerier, sig ikke alene ved en Omhu i Udførelsen, der aldrig svigtede ham, men ogsaa ved en Fordybelse i Æmnet, der vilde have givet dem endnu større Kunstværd, end de allerede have, hvis disse Fortrin ikke havde været forbundne -med en vis Tørhed i Aanden, en Brist paa Fylde i Indbildningskraften, som nødig maa savnes, især i historiske Billeder. Hvor Æmnet laa hans Aandsretning, den umiddelbare Gengivelse af Naturen, nærmere, saaledes som Por-trætet tilsteder det, følte han sig ulige friere, og mange af hans Portræter fra dette Tidsrum ville bevare deres Værd som Kunst­værker, om end andre, paa Grund af en kedelig Opfattelse og et tørt Foredrag, kun have haft Betydning for dem, til hvem de blev malede. Blandt saadanne Portræter og Portrætgrupper, der hæve ' sig over det almindelige, kunne, foruden Thorvaldsens Portræt i Akademiet, nævnes Nathansons store Familiestykke (kgl. Malerisml.) og Grosserer Schmidt og Frue i hele legemstore Figurer (alle tre fra 1818), det kongelige Familiestykke (fra 1821, nu paa Rosenborg), Manufakturhandler Raphael i Knæstykke (1824), Professor Ursin, Brystbillede (1836) og adskillige andre.

Eckersbergs Hovedbilleder i historisk Retning er de otte store Malerier, som han udførte til Christiansborg Slot. Deraf smykkede de fire første og bedste (1819—28) Tronsalen, de fire andre det saa kaldte Parolgemak, efter at de først, som det synes, havde været bestemte til Riddersalen. Æmnerne ere tagne af de oldenborgske

 

218

Kongers Historie og frembød ikke faa Vanskeligheder for Kunstneren, idet den Kommission, der valgte disse, tænkte mere paa at udfinde historisk betydningsfulde Momenter, end paa, om deres Valg egnede sig til kunstnerisk Udførelse; endnu mindre kunde den tænke paa, at der burde være kunstnerisk Ligevægt mellem Æmnerne. Ikke desto mindre tør man regne disse Billeder for de første Forsøg, hvori alvorlig Attraa efter historisk Troskab gik Haand i Haand med en Følelse for Natursandhed, man hidtil ikke havde kendt her, og hvori Ævnen til en dygtig Modelering smukt forenede sig med et levende Øje for Farvevirkning og en paa en Gang kraftig og blød Pensel. I Sammenligning med Medlemsbilledet møder os her, navnlig i den første Række, en fyldigere Udførelse, bredere Foldekast, friere Stillinger og et større Præg af indre Liv. Ved Siden af disse store Malerier, hvortil han udførte Skitser, der snarere inaa kaldes fuld­endte Malerier end Udkast, malede han desuden en hel Del historiske Billeder i et lignende eller endnu mindre Format, som efter Kunst­nerens Maalestok ogsaa kunde kaldes Skitser, hvis han havde udført tilsvarende store Billeder; men det tillod Tidernes Ugunst ham ikke.

Til det historiske Maleris Omraade hører ligeledes en talrig Række Altertavler, hvoraf ikke faa udmærke sig ved en ren religiøs Følelse og en ret fin psychologisk Sans. »Christus i Gethsemane« i Svendborg (1824), »Bjærgprædikenen« i Nyborg (1834), »Christus og den samaritanske Kvinde« i Hornbæk (1838) hører til den danske Kunstskoles bedre kirkelige Billeder, medens andre bære Præg af Mathed eller en Smaalighed i Udførelsen, som ikke kunde gøre Virk­ning i en Kirkes store Rum. I hans Figurbilleder af det daglige Liv, som tidt ikke savne hans techniske Fremstillings sædvanlige Fortrin, fremtræder saavel i Valg som i Udtryk hans upoetiske Livs-, opfattelse stærkest.

Medens hans Figurbilleder efter 1835 begyndte at faa et vist Præg af Forretningslivets Vane, udfoldede hans Talent nye Sider, dels i Landskabet, men navnlig i Sømaleriet, og han tilegnede sig paa dette Omraade en Bredde og Finhed i den maleriske Behand­ling, som han i Kunstens andre Fag aldrig saaledes havde haft til sin Raadighed. Allerede i 1821 havde han malet sit første Søstykke, og i 1851, da Synet næsten svigtede ham, var det et Skib paa Stablen, hans famlende Haand syslede med. Han forlod paa sine Studierejser sjælden Øresund, og Skuepladsen for hans fleste Søbilleder er Strækningen fra

Helsingør til Dragør; kun et enkelt Billede skildrer Kanalen mellem England og Frankrig og det store aabne

 

219

Hav. Man kan skelne tre Tidsrum i hans Søbilleder; det første til 1828, hvori Penselføringen er blødere, Farven varmere og kraftigere end i den følgende Tid; det andet Tidsrum, 1828—38, hvor hans ivrige Studium af Perspektivet! bærer Frugt i en grundigere og finere Udførelse af Skibene, en sikrere Fordeling af Planerne, en skønnere Tegning, men en koldere, om end fint nuanceret Farve. Enkelte Billeder udmærke sig ikke desto mindre ved en smuk Farvestemning, snart i Sølvtone, snart med et noget varmere Præg. Til denne Tid hører, foruden en Del Kystbilleder, der staa paa Grænsen af Pro­spekter, »Et russisk Linieskib« (1828, den kgl. Malerisaml.), »En Beltsmakke med Passagerer« (1830, Marinemaler Sørensen), »Vind-stille« (1832) med Aftenstemning, »En svensk Fiskerbaad« (1833, Højesteretsassessor P. Koch) med ypperlige Figurer, »Linieskibet Dronning Marie« (1834, den kgl. Malerisml.) o. fl. Endelig danner en Rejse til London med Korvetten »Galathea« (1839) Begyndelses-grænsen for en tredje Periode, hvori han, samtidig med at hans Interesse for Kunstens andre Fag svækkes, paa dette Omraade hæver sig til et Mesterskab, der er nærved at bringe hans Snilles svagere Sider til at forsvinde. Der fremtræder nu en Blødhed i Bølgernes Fremstilling, en Dybde og Kraft i Farven, som, i Forening med de tidligere Fortrin, gøre flere af disse Billeder til sande Perler. Han naaede ogsaa at give en dramatisk Handling paa Søen, tidt af over­raskende Virkning, saaledes i »Et Møde paa Søen«, der skildrer, hvorledes en vestindisk Paket prajes af en engelsk Fregat (1841), og i »Kaperskonnerten«, der ypperlig gengiver, hvorledes den flygtende Sørøver ved en heldig Vending forstaar at undslippe den langt over­legne Fregat, som forfølger den (1845). Æmnet til begge disse Billeder blev taget af nogle Skildringer af Sølivet af en svensk Skibs-kaptajn Gosselmann (udk. Stokh. 1833). En roligere, mere hjemlig Stemning gengiver Kunstneren i »Flaademønstring i Sundet« (1843) og i »Kronborg« (1847, den kgl. Malerisamling). Men denne hans Snilles sidste Blomstringstid varede kun henved ni Aar. Med 1848 begynder tydelig Tilbagegangen, Haand og Øje svækkes, paa samme Tid som den vundne Erfaring endnu i nogle faa Billeder præger sig i Skibenes smukke Bevægelse, deres heldige Forhold til Rummet og den slaaende Gengivelse af Søens forskellige Karakter.

Eckersberg havde allerede efter ti Aars Ægteskab mistet sin Hustru (den 19. April 1827), som havde født ham sex Børn. Aaret efter ægtede han hendes Søster Susanna Henriette Emilie Juel (f. 1793), som ogsaa gik bort før ham, den 30. December 1840. I Aarene

 

220

1827—29 var han Kunstakademiets Direktør, 1829 blev han Ridder af Danebrog, 1840 Danebrogsmand, og 1843 holdt han 25 Aars Jubilæum som Professor ved Kunstakademiet, ved hvilken Lejlighed hans Ven fra Ungdomsaarene, Thorvaldsen, holdt Festtalen. Det er allerede nævnet, med hvilken Nidkærhed Eckersberg røgtede sit Hverv som Lærer. Men den Skønsomhed og Sans for det Rette, hvormed han forstod at udføre den, ses bedst af den overordentlige Indflydelse, han udøvede. Ikke alene var nogle af Datidens for-trinligste Kunstnere, Bendz, Købke, Küchler, Marstrand, A. Muller, Roed og mange andre hans taknemlige Lærlinger, ogsaa andre Kunstnere, der ikke ligefrem var hans Elever, paavirkedes stærkt af ham, og mange Aar efter hans Død spores endnu hans Palet hos enkelte af de yngre Kunstnere, som i hans Alderdoms Dage kunde modtage et sidste Vink af hans rystende Haand. Ogsaa andre, hvem Kunstens Tarv laa paa Hjærte, saaledes Kunstforeningens Stiftere og navnlig Professor Høyen forsmaaede ikke hans Vejledning, saavel ved at følge hans Virksomhed, som ved at lytte til hans Ord, og han virkede vistnok ikke lidet til at udvikle og fæstne den Sidstnævntes Forestillinger om Kunsten. Af Kunstnerens egne Sønner blev ingen Maler-, hans ældste Søn blev Kobberstikker, en yngre Architekt; begge nævnes nedenfor.

Efter at den gamle Kunstner med Sorg havde set saa mange yngre af den Kunstnerkreds, der var opvoxet omkring ham, falde bort i deres Alders Blomst, efter at han havde opslidt sine Kræfter i et Liv, om hvis Byrder og Trængsler den yngre Slægt næppe har nogen Anelse, efter at han saa godt som havde mistet sit Syn, saa at han ikke mere kunde søge Trøst i at arbejde, fandt ogsaa Doden ham, i hans 71. Aar, om end ikke under nogen venlig Skikkelse. Han blev bortreven af Kolera den 22. Juli 1853. Hundredaarsdagen for Eckersbergs Fødsel fejredes af Akademiet ved et stort Kunstner­møde i Festsalen Tirsdag den 2. Januar 1883, ved hvilket en i Dagens Anledning digtet Sang af P. Hansen (nu Prof. og Theater-kommitteret) blev afsungen. Derefter gav nærværende Forfatter, den Gang konstitueret Sekretær ved Akademiet, en Fremstilling af Kunst­nerens Liv og Virksomhed med særlig Henblik paa hans store Betyd­ning som Lærer ved Akademiet. Akademiets daværende Direktør, F. Meldahl, stillede dernæst Forslag om at indgaa til Regeringen med Andragende om Midler til Udførelsen af en Medaille til Eckers­bergs Minde, medens Thorvaldsens Museum, i Festens Anledning, havde skænket et Exemplar i Marmor af Eckersbergs Buste efter

 

221

Thorvaldsens i Rom udførte Model. Om Aftenen paa Festdagen mødtes en større Kreds af Kunstnere m. fl. til en Sammenkomst, ved hvilken Akademiets Docent, Professor Jul. Lange, holdt Festtalen og især dvælede ved Eckersbergs Betydning som Maler, særlig som den, der i Danmark havde ført Kunsten fra Malerstuen ud i den fri Natur. Ugeskriftet »Ude og Hjemme« havde faa Dage før, den 31. December 1882 bragt et Festnummer til Eckersbergs Minde, hvortil nærv. Forf. ligeledes havde skrevet Texten. Deri forekom, blandt andre Afbildninger, ogsaa det Ungdomsportræt af Kunstneren selv, som er gengivet foran. Medaillen til Eckersbergs Minde af H. Conradsen fuldførtes først i Juli 1889, efter at det nogen Tid i Forvejen var vedtaget, at den skulde tildeles de Kunstnere, hvem Akademiets Aarsmedaille havde været tilkendt to Gange, og som derved havde faaet Sæde i Akademiets Plenarforsamling. Af Por­træter af Eckersberg skal for øvrigt kun nævnes Marstrands Portræt (1836) og Gertners (1850), der var dennes Medlemsstykke. Et Mindesmærke over Eckersberg udførtes af Jerichau, og blev indsat i Muren paa Garnisons Kirke. Det forestiller den aldrende Mester omgiven af sine Lærlinger. Hans Billedstøtte er udført af Evens for Udstillingsfondens Regning.

(Ph. Weilbach, Maleren Eckersberg, Kbh. 1872, hvor Kilderne til hans Levned ere nævnede. Kortere Levnedstræk findes hos Weinw., S. 196—97. Øst Materialier, S. 156. Erslew Forf. Lex. I, S. 361, og Suppl. I, S. 398. Kittendorff og Aagaard: Illustr. Kalender for Danmark 1856, en Biogr. af Const. Hansen. Bricka, IV, 408—17. Særlige Bemærkninger kunne læses Lange Nutidskunst, S. 44—83. Fdl. 1872, Nr. 96: Texten til de to nævnte Søstykker; Se endvidere Strunk. Ude og Hj. ^3I/_I2 1882. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Eckersberg. Erling Carl Vilhelm Eckersberg, Kobberstikker, Søn af C. V. Eckersberg og dennes første Hustru, født den 15. Sep­tember 1808, lagde sig efter Kobberstikkerkunsten under O. O. Bagges Vejledning og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvis to Sølvmedailler han vandt 1831. Samme Aar konkurrerede han til Guldmedaillen som Kobberstikker og 1833 blev den store Guldmedaille tilkendt ham

 for et Stik efter v. Eyck (den kgl. Malerisaml.). Fra i. Januar 1834 fik han tre Aars Rejsestipendium. Han arbejdede dels i Paris under Leroux og Muller, og stak bl. a. »Fiskere fra Hornbæk« efter Faderens Maleri, dels i Parma under Toschi, og endte sin Rejse med et Besøg i Rom. I August 1838 var han atter hjemme. Han udstillede fra 1828 til 1840 og arbejdede indtil 1871 som Kobber­stikker ved Nationalbanken. Da hans Syn var bleven for svækket

 

222

til at arbejde mere, traadte han tilbage derfra, idet Direktionen tilstod ham en Pension af 1200 Kroner aarlig. Han var en ivrig Samler baade i kunstnerisk og naturvidenskabelig Retning. Han døde ugift den 27. November 1889.

(Priv. Medd. Øst Mat., S. 700. Bricka, IV, 417. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. V, Till., 33.)

 

Eckersberg. Jens Juel Eckersberg, Architekt, Søn af C. V. Eckers-berg og dennes anden Hustru E. C. J. f. Juel, blev født i Køben­havn den 15. Oktober 1822. Han uddannede sig til Architekt dels hos Hetsch, dels paa Kunstakademiet 1839—44, fik den mindre Sølv-medaille 1845, den store Sølvmedaille 1850, medens han samtidig arbejdede under Bindesbøll og Hagemann. Fra 1853 til 1868 virkede han som Bygmester i København, mest ved mindre Arbejder, dog har han bl. a. bygget »De forenede Kirkeskoler« paa Nørregade, medens han samtidig var Tegnelærer. I 1868 flyttede han til Svendborg, hvor han saavel i denne By som i andre Egne af Fyn, paa Langeland m. m. har haft Lejlighed til at udfolde en rigere Virksomhed, og der døde han den 31. Marts 1891. Han blev 1858 gift med Hansine Sofie Joachimine Kerrn (d. den 4. Juni 1860), en Datter af Tømrermester, Oberstlieutenant Johan Christian Kerrn (d. 1862) og Anna Marie f. Velschow (d. 1874).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1862 og 1874. Pers. Tdskr. 3. R. I, Till. 5.)

 

Eckstrøm. Carl Emanuel Eckstrøm, Maler, født 1776! Sverige, fik 1803 den mindre, 1806 den store Sølvmedaille ved Kunst­akademiet i København, efter at have besøgt dets Skoler siden 1798, konkurrerede fire Gange til Guldmedaillen uden at opnaa den, søgte om at blive Tegnelærer (1815) og senere, da dette ikke lykkedes, om at blive Malermester uden Mesterstykke, hvilket nægtedes ham. Akademiet roste ham i 1807 for hans »udmærkede Flid og Duelig­hed i

Malerkunsten«, og han udstillede adskillige Billeder fra 1807 til 1817, mest Portræter. Imidlertid bosatte han sig som Maler­mester i København og døde der den 4. December 1826, 50 Aar gammel. Hans Forlovede, Jfr. Christine Frederikke Schmidt, Datter af en Styrmand Schmidt, var ved Testamente indsat til hans Universal­arving.

(Adresseav. 1826, Nr. 291.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

223

Eddelien. Matthias Heinrich Elias Eddelien, Historiemaler, var fodt den 22. Januar 1803 i Greifswalde og Søn af Nikolaj David Eddelien (eller JErdelien], der som Tømrer havde arbejdet og følt sig vel i København. Da Eddelien derfor var kommen i Malerlære i sin Fødeby og havde Lyst til at uddanne sig videre, sendte Faderen ham i hans sextende Aar til København, hvor han gjorde Tegning til Svendestykke (Dec. 1820). Samtidig med at han som Svend arbejdede hos Malermester Hambro og i flere Aar bestyrede dennes Værksted, begyndte han at besøge Kunstakademiet fra Januar 1821. Endnu inden han havde vundet Sølvmedaillerne, gjorde han sig værdig til Pengepræmie for Maleri efter den levende Model (1827), men da Præmien selv, efter Bestemmelserne, ikke kunde tilkendes ham, fik han extraordinært som Opmuntring 30 Rdl., »formedelst det Talent, Arbejdet røbede«. I Slutningen af Aaret vandt han den mindre og i 1831 den store Sølvmedaille. I Mellemtiden havde han udført nogle Arbejder til Christiansborg Slot, dels i Farver, dels graat i graat. Samme Aar konkurrerede han til den mindre Guld-medaille uden at opnaa den; først 1833 fik han den for Opgaven f Flugten til Ægypten« (Matth. 2, 14). En Øjensvaghed hindrede ham meget i at arbejde det følgende Aar, dog konkurrerede han atter 1835, ^men forgæves. Endelig vandt han 1837 den store Guld-medaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (i Sam. 16, 23).

Da A. Muller fik store Guldmedaille samme Aar, og derfor i Slutningen af Aaret ligesom Eddelien søgte om det store Rejse­stipendium, besluttede Akademiet under 19. Marts 1838, at de to Kunstnere skulde konkurrere derom. Imidlertid blev Eddelien gjort opmærksom paa, at han maatte have dansk Indfødsret, for at Stipendiet kunde tilkomme ham. Med Akademiets Anbefaling »som en af dets mest udmærkede Artister« søgte han om Indfødsret (26. Juni 1838), inden Konkursen var begyndt, og fik den tildelt ved kgl. Resolution af 4. September 1838. Den 16. Juli var Opgaven bleven given, nemlig: »Christus giver sig tilkende for Disciplene« (Luc. 24, 30), og den 22. December s. A. tilkendtes Stipendiet Eddelien med 14 Stemmer mod 4.

Medens Muller rejste allerede i Januar 1839, gav Eddelien sig Tid til først at gifte sig den 30. April med Olivia Francisca Hjorth (f. 1818, d. 1892), en Datter af Naalemager (sen. Justitsraad) Frants Christian Hjorth (f. 1782, d. 1865) og Marie Dorthea f. Olsen (f. 1775, d. 1854) og afrejste derpaa med sin unge Kone den 3. Juni 1839.

 

224

Mod Instruxen, der lød paa først at besøge Diisseldorf, synes han at være rejst temmelig hurtigt til Italien. Han led en Del af Sygdom under Opholdet i Italien og tog til Ischia med sin Hustru og en lille Søn, for at søge Helbredelse ved Badene der. I Rom malede han et stort Alterbillede »Kristus velsigner de smaa Børn« til Kron­borg Kirke og fuldendte efter Hjemkomsten det samme Æmne til Maarum Kirke.

Efter at han den 20. November 1843 var bleven enstemmig agreeret ved Kunstakademiet, fik han i Marts 1844 til Opgave for Medlemsarbejde »Stærkodder ventende Angantyr og hans Brødre til Kamp«, efter Saxos Krønike 6. Bog, og Eckersberg og Rørbye udnævntes til Kommissærer. Da han kort efter fik Bestilling paa Udsmykningen af Christian IV's Kapel i Roskilde, ønskede han i Skrivelse af 20. Oktober 1845 ^en anden Opgave, der bedre stem­mede med de Forstudier, han skulde gøre til Kapellet, og efter nogen Betænkning fra Akademiets Side fik han den 17. November som ny Opgave at male »Evangelisten Matthæus, som inspireres af Englen«. Han blev imidlertid ikke Medlem af Akademiet, og i Kapellet i Roskilde naaede han kun til at faa fuldført Hvælvingen og Frisen derunder, da en Lamhed i den højre Arm den 24. Juni 1852 afbrød hans Arbejde for stedse. Han søgte Hjælp ved et Bad i Tyskland, der virkede kendeligt gunstigt paa hans Helbred, indtil et Slagtilfælde den 24. December 1852 pludselig bortrev ham. Arbejdet i Roskilde, hvor Kunstnerens Hovedfortrin, en ren Tegning og en smuk, klar Farve, modnest viser sig, er senere blevet fuldendt af Marstrand og Heinrich Hansen. Af Kunstnerens Arbejder før Rejsen ejer den kgl. Malerisamling fem Billeder, hvoraf »En ung Faun« er frem-hængt. Han har udstillet 1826—44. Eddeliens Enke, som 1853 søgte om, at Kunstnerens Billeder i Kapellet maatte regnes for Medlemsstykke, for at hun kunde faa bedre Pension, fik nægtende Svar herpaa, men opnaaede dog nogen Understøttelse, indtil hun den g. August 1856 i andet Ægteskab giftede sig med Guldsmed og Ciselør J. B. Dalhoff (s. d.).

(Priv. Medd. Ussing, Høyens Levned, S. 228—29. Alm. Kommissionstid. 1838, Nr. 302. Bricka, IV, 418. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1892.)

 

Eegberg. H. H. Eegberg, Maler, efter Navnet at skønne en dansk Mand, fik 1747 til 1750 Betaling for i alt 33 iiperspectiviche Schildereyen von Schlossern und Stadien in den koniglichen Ldnderni,, som blev betalte med 5 Rdl. 3 Mk. d. C. Stykket.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

225

Egen. Gert van Egen, Billedhugger fra Holland, kom til Dan­mark senest i 1591 og boede i Helsingør den længste Tid af sit Ophold her. Han udførte i det nævnte Aar en Buste i Alabast af Chri­stian IV i dennes 14 Aars Alder, og fra 1794 Mindesmærket over Kong Frederik II i Kapellet i Roskilde Domkirke, som dog mulig kan have været paabegyndt i Holland. Hovedæren for dette anselige Billedhuggerarbejde tilkommer dog uden Tvivl van Egen. Derefter udførte han i 1600 »et kosteligt Tresur« i Alabast til Kongen, og med en Udbetaling paa dette Arbejde den i. November 1600 for­svinder hans Navn, og man ved ikke, om han er død her i Landet eller er rejst tilbage til Holland.

(Tdsk. f. Kstind. VI, 99 og IOI. F. R. Friis, Fr. II, Gravm. Roskilde, Autogr. 1877.)

 

Egerod. Andreas Vilhelm Egerod eller Egeroed, Architekt, født i København 1793, var Søn af Architekt og Murmester, Kaptajn ved Borgervæbningen Povl Egerod (d. 22. Juni 1827) og dennes første Hustru, Mette Quist, fra hvem han blev skilt, hvorefter han (1815) ægtede Anne Kirstine f. Winther. Egerod gennemgik paa sædvanlig Maade Kunstakademiets Skoler, vandt 1809 den mindre og 1811 den store Sølvmedaille, var i 1815 en Tur i Wien, konkurrerede derpaa 1816, 1821 og 1823 til den mindre Guldmedaille, dog uden at opnaa den. I Oktober 1820 havde han gjort en Rejse til Rus­land »for at forsøge sin Lykke«, men kom snart tilbage igen og oprettede i 1822 et »architektonisk Tegne-Institut efter det franske Systems grundige Regler«. Allerede forinden havde han Borgerskab som Murmester, men skønt han synes at have været af velhavende Familie (Faderen ejede Mtr.-Nr. 181 i St. Fiolstræde og et Hus i Kaninlængen) og selv at have Midler, søgte han dog i 1824 om at blive Assistent ved Akademiets Bygningsskole, da Architekt Schmidt rejste udenlands, men fik ikke Pladsen. Han var gift med A. M. M. Ege­rod, og da han døde den 9. April 1829, var han Løjtnant i Borger­væbningen.

(Akad. Skifteretten. Provins-Arch. Adresseav. Lengn. Fam. Winther. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Eggeling. Andreas Carl August Eggeling, Dekorationsbilled-hugger, var Søn af Murer Andreas Carl August Eggeling fra Tysk­land (f. 1826, d. 1881 i Nykøbing paa Falster) og Elisabeth Sofie Vilhelmine f. Petersen, og blev født den 17. September 1862 i Torby

N. K. L.    I. Juni 1895                                          15

 

226

paa Lolland. Han kom som Billedskærersvend ind i Kunstakademiets Dekorationsskole og gennemgik denne fra den i. Januar 1884 til den 25. Maj 1886, da han fik Afgangsbevis i sit Fag. Derefter besøgte han endnu et Par Aar Modelskolen for at uddanne sig videre. En uhelbredelig Sygdom hæmmede ham i Udviklingen af hans ellers utvivlsomme Talent. Han deltog i 1887 i den Neu-hausenske Konkurs med Model til et Springvand, dog uden at vinde Præmien, udførte nogle dekorative Arbejder og ernærede sig for øvrigt som Billedskærer. Han døde paa Kommune-Hospitalet den 20. Juni 1893.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Ehbisch. Johan Frederik EKbisch, Ornamentbilledhugger, var født 1668 i København og formodes at være Søn af Hans Ehbisch, Urtegaardsmand hos Dronning Sofie Amalie. Hvorledes han er uddannet til Stukkatør og Billedhugger vides ikke. Han var fra 1705 kgl. Billedhugger med 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig af Kongens Partikuliérekasse. Han nævnes første Gang, da han s. A. støbte en Herkules i Bly til Rosenborg Have efter en ukendt Kunstners Model, hvis det ikke har været efter hans egen. I Rigsarchivet og den kgl. Kobberstiksamling bevares Tegninger af ham til forskelligt Arbejde i hans Fag, hvilket tyder paa, at hans Arbejder, der have anseligt Værd for deres Tid, ere udførte efter hans egne Modeller. Ham skyldes saaledes Altre og Prædikestole i Trinitatis, Petri, Frue og Helliggejstes Kirker, ligeledes i Slotskirken i Vallø og i Slots­kirken paa Fredensborg; men en Del af disse Arbejder ere senere tilintetgjorte. Hans mærkeligste bevarede Arbejde er vistnok Grav­mælet over Ritmester Levetzau i Thiele Kirke (1740), som skal have kostet 3000 Rdl. d. C. Hans Hustru hed Salme Chatrine og døde før ham. Han kaldes ved sin Død den 6. Maj 1748 kun kgl. Billedhugger, ikke Hofbilledhugger, og han boede den Gang i Gaden Aabenraa. Han blev jordet paa Petri Kirkegaard; men hans Born, to Sønner og en Datter maatte gaa fra Arv og Gæld, hvoraf frem-gaar, hvor ringe Faderens Kaar var.

(Weinw., S. 121. Bricka, IV, 444. Sandv., S. 41. Skild. 1812, Sp. 1046. Friis Sml., S. 110—II. Regnsk. m. m. i Rigsarch. og Provinsarch.)

 

Ehrencron. Jakob Heinrich Ehrencron, Dekorationsmaler, Søn af Skrædermester Hans Peter Ehrencron og Cathrine født Clausen, var født paa Augustenborg den 7. August 1809, kom til København,

 

227

hvor han besøgte Kunstakademiet fra 1826 og fik 1832 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig først efter Portrætmaleriet, men gik snart over til at være Dekorationsmaler og gjorde i December 1835 Mesterstykke som Malermester. Han ernærede sig nu som Dekora­tionsmaler, men lagde sig ogsaa efter Theatermaleriet og arbejdede i dette Fag, dels ved det kgl. Theater under C. F. Christensen, dels for egen Regning ved de andre Theatre, indtil han 1859 blev fast Theatermaler ved Kasinos Theater. Han var gift med to Søstre efter hinanden, Døtre af Toldassistent Schmidt, Lene Marie (f. 1813, d. 1846) og Sofie Christine Schmidt (f. 1817, d. 1880); han døde i København den 4. Maj 1876. En Søn af første Ægteskab, Frants Emanuel Ehrencron, født den 19. Marts 1841, lovede at blive en dygtig Kunstner, da Døden bortrev ham i hans tyvende Aar den 23. Juli 1860.

(Priv. Medd.    Akad.    Skifteretten.)

 

Ehrhardt. Johannes Ehrhardt, Maler, kaldes af Christian IV Maler i Helsingør, undertiden blot »Johan Maler udi Helsingør«, men synes ikke at kunne gøres identisk med »Johan Maler nu boendes i København« eller med »Johan Maler af Flensborg«. Han nævnes i Christian IV's Almanakker flere Gange fra Maj 1607 til August 1608, men har vistnok indtaget en lavere Plads end adskillige andre af de Kunstnere, som arbejdede for denne Konge, eftersom det synes mest at have været Kopier og Dekorationsarbejder, der bestilles hos ham.

(Schlegel. Saml. z. Dån. Gesch. II, 3. Hft. Chr. IV's alm, 21. Maj, 10. Dec. 1607, 3. Febr., 2. Aug. 1608. Weinw. Lex.)

 

Eichen. Berend van der Eichen og hans Broder, Tapetvævere, indkaldtes af Christian V og arbejdede ved Tapetfabriken i Køge fra 1684 til 1698 for en Del efter P. Andersens Tegninger; de vigtigste af disse ere de 12 Tapeter, som endnu sidder paa Væggene i Ridder­salen paa Rosenborg og forestille Begivenheder under den skaanske Krig 1675 til 1677; tillige udførte v. d. Eichen dels tre Tapeter med Træk af Alexander den Stores Historie som Prøve, dels nogle Tapeter til Jægersborg og for Private. Han istandsatte ogsaa de ældre Tapeter paa Frederiksborg.

(Weinwich, S. 96. Burman-Becker, Om Tapeter i Danmark, S. 34 flg. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Friis, Saml.)

 

228

Eigtved. Nikolaj Eigtved, Architekt, var en Bondesøn fra Egtved ved Skjoldnæsholm paa Sjælland og blev født den 22. Juni 1701. Efter at han var bleven Gartnersvend, drog han udenlands og søgte at uddanne sig ikke blot i sit oprindelige Fag, men ogsaa i Byg­ningskunsten. I 1725 var han i Warschau, hvor han ved sine Teg­ninger vakte Opmærksomhed hos en Oberst Poppelmann, der tog ham i sin Tjeneste og hjalp ham til at blive Løjtnant ved Ingeniørerne (1729). Da det 1733 tilfældig røbedes for General Løvenørn, under et Ophold i Udlandet, at den saxiske Officer var dansk født, udvirkede denne, at Eigtved blev kaldt tilbage til Danmark, og han fik nu sin Afsked af Kongen af Saxen som »Hauptmann”. Inden han traadte ind i dansk Tjeneste, lod Christian VI ham foretage en Rejse paa kongelig Bekostning for at studere Bygningskunsten i Italien (1733—35). Siden opholdt han sig i Danmark, hvor han blev Kaptajn, Oberst­løjtnant, Oberst, Kirkeinspektør, Hofbygmester, med 800 Rdl. d. C. i aarlig Lønning, og Direktør for det ældre Kunstakademi. Han ægtede den 24. Maj 1743 Sofie Christine født Walther (f. 1726, d. 1795), der var Kammerjomfru hos Prinsesse Louise, og han døde den 7. Juni 1754, ikke længe efter at det nye Kunstakademi paa Charlottenborg var stiftet. Han deltog med Thura i den indre Ud­smykning af Christiansborg Slot, hvis Portal tillægges ham, medens Bygningens Ydre for øvrigt skyldes Hausser. Han ombyggede Bregentved Slot, da dette Gods fra 1740 en kort Tid var i Chri­stian VI's Eje, og 1744 byggede han Sofienberg Slot ved Rungsted til Dronning Sofie Magdalene. Ved Christian VI's Død (1746) maatte han indrette castrum doloris i Slotskirken og snart efter lige­ledes anordne den festlige Udsmykning af samme Kirke til Frederik V's Kroning. Hans endnu bevarede Hovedværk er dog de fire Palæer paa Amalienborg, byggede 1750—55 efter hans Tegninger i sildig Renæssancestil. Men senere Tiders Archivfund have godtgjort, at de første Udkast til Frederikskirken skyldtes Eigtved, idet Jardin (s. d.) kun omdannede den allerede fra hans Haand givne Plan og Opstalt. Ogsaa Tanken om Anvendelsen af det norske Marmor maa tillægges Eigtved, idet de store Summer (ialt 8000 Rdl. d. C.) som han fik anvist 1753—54 »zu einem gewissen Behiife ohne dass daruber •weitere Rechnung abzulegen ist«., synes at have været til Anlæg af Marmorbrud i Norge, hvis Drift efter hans Død fortsattes af Enken, indtil Kirkens Udførelse standsedes i 1771. En Udbetaling i 1755 efter Eigtveds Død af 664 Rdl. i Diæter for hans Rejse i Norge i 1751 peger i samme Retning. Han gjorde ogsaa Tegning til Frederiks-

 

229

kirken paa Christianshavn (1754), som Anthon fuldførte (s. d.). Selv skrev han sit Navn Eigtwedt. Akademiet købte efter hans Død et Portræt af ham for 5 Rdl. d. C. og besluttede at ophænge det blandt Medlemmernes Portræter, men allerede i Fortegnelsen 1793 nævnes det ikke mere. Eigtved blev jordet paa Petri Kirkegaard, og hans Enke fik 300 Rdl. d. C. i Pension.

(Weinwich, S. 149. do. Lex. Biisching Nachrichten I, 702. Thiele Kunst-akad., S. 59 o. fl. St. Kst. og Æsth., S. 55—57 og 179—81. Danske Atlas II, 243. Posttid, for 1754, Nr. 45 og 46. Ramdohrs Rejse I, S. 89. Skild. 1829, Sp. 1362. Mnemosyne III, S. 110 o. fl. St. Bricka, IV, 461. F. J. Meier, Fredensborg. Rigsarch. Akad.)

 

Eilersen. Eikr Rasmussen Eiler sen, Landskabsmaler, er født i Østerby i Svaninge Sogn i det sydlige Fyn den i. Marts 1827. Hans Fader var Gaardfæster og Sognefoged Rasmus Eilersen (f. 1788, d. 1869), hans Moder var Anne Hansdatter (f. 1795, d. 1875), han blev derfor opdragen paa Landet som Datidens Bondesønner, men da han stedse havde vist Lyst til Tegning, kom han 1847 til Køben­havn, hvor hans begyndte Uddannelse allerede Aaret efter blev afbrudt ved Krigen 1848—50, som han (under Navnet E. R. Østerby) i Følge sin Værnepligt i to Aar maatte deltage i. Det var først efter Krigen, han for Alvor kunde uddanne sig for sit valgte Fag, Landskabsmaleriet. Efter at han siden 1849 havde udstillet (i Først­ningen under Navnet E. Rasmussen), fik han i 1858—59 Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar, sorn han navnlig tilbragte i Paris, Pyrenæerne og Svejts og tilsidst i Nordfrankrig og Belgien. Senere har han foretaget adskillige mindre og større Rejser til Udlandet.

Medens han som ung Kunstner selv maatte bryde sig en Vej, havde han en Støtte i Grev Preben Bille-Brahe, paa hvis Gods hans Fader var Fæster, og senere i dennes Søn Baron Christian Bille-Brahe, som var Stiftamtmand i København, idet begge med stor Redebonhed købte Billeder af ham. Eilersen har ogsaa solgt flere større Billeder til Grev Moltke Bregentved, f h. Konsejlspræsident Estrup m. fl. Et Sommerbillede fra Fuglesangsmosen i Dyrehaven blev købt af Kunstforeningen (udst. 1863); Parti af Frijsenborg Dyrehave (udst. 1864) tilhører den kgl. Malerisamling; et stort Billede »Foraars-dag ved Øresund« blev malet efter Bestilling af danske Godsejerfruer til Brudegave til Prinsesse Dagmar (udst. 1868). Eilersen har i det hele forstaaet at vinde et Publikum for sig ikke alene i Danmark, men ogsaa i Tyskland, England, Rusland og Amerika, hvortil han har solgt ikke faa af sine største og mest vellykkede Billeder.

 

230

Eilersen blev i 1856 gift med Eleonore Frederikke født Winning (f. 1827), Datter af Hotelejer Jens Iver Boe Winning (f. 1772, d. 1838) og Dorthe Frederikke f. Holst (f. 1790, d. 1873) fra Faa-borg; han blev den 16. Februar 1871 Medlem af Kunstakademiet i København; i 1876 blev han Ridder af Danebrog og samme Aar var han udenlands for det Ancherske Legat.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 463.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Eleonore Christine, se Leonore Christine.

 

Engelhart. (Cathrine CaroKm) Cathinca Engelhart, Malerinde, er Datter af Kontorchef i Nationalbanken Christian Engelhart (f. 1811, d. 1890) og Nathalie født Rønne og er født i København den .6. Februar 1845. Da hun havde megen Lyst til Malerkunsten, lærte hun 1865—66 at tegne og male hos Carl Bøgh, men rejste allerede 1867 til Bryssel og senere til Düsseldorf, hvor hun forblev i syv Aar og nød Vejledning af Vautier og Sohn. Fra 1869 har hun udstillet Genremalerier og Portræter saavel i Diisseldorf som i Køben­havn, og har solgt adskillige Billeder til Udlandet. I 1875 rejste hun til Christiania og derfra til Stockholm for at udføre nogle Bestil­linger, saaledes to Portræter af Carl XIV Johan til Kong Oscar II. Efter et kort Besøg i Hjemmet foretog hun en ny Kunstrejse til Paris, hvor hun uddannede sig under Bouguereau. Et Genrebillede »Ingen Roser uden Torne« (1874) blev solgt til Kunstforeningen i København. Hun har tillige skrevet og tegnet til tyske Ugeblade. Frøken Engelhart ægtede den 16. Maj 1878 den engelske Læge Thomas H. Amyot, med hvem hun havde gjort Bekendtskab under sit Studieophold i Paris. Fra 1882 har hun med sin Mand boet i London, hvor hun dels har udstillet Genrebilleder i Royal Academy, dels malet Portræter efter Bestilling.

(Priv. Medd.     Pers. Tdskr.   2. R., VI, Till. 30.    Reitzel.     Udst.    Fortegn.)

 

Engels. Peter Engels, Perspektivmaler. Han fik kongeligt Rejsepas 1658 for at rejse paa sin Kunst, endog til Italien.

(Weinw. Lex.)

 

Engelsted. Malthe Odin Engelsted, Maler, er født paa Nivaa-gaard ved Øresund den 8. August 1852 og er Søn af Proprietær

 

231

Valdemar Engelsted¹ (f. 1797, d. 1887) og dennes anden Hustru Lydia Rasmine f. Lassen (f. 1818, d. 1867). Han flyttede i sin Barndom med Forældrene til København, blev Student 1870, tog anden Examen 1871, og begyndte at studere Theologi og noget Kunsthistorie, men havde ikke givet sig synderlig af med direkte Udøvelse af Kunsten, før han forberedte sig til Indtrædelse paa Kunstakademiet, hvor han i November 1873 fik Plads i Almindelig Forberedelsesklasse; han gennemgik alle Klasserne og fik den 30. Juni 1879 Afgangsbevis som Maler. Samme Aar udstillede han første Gang ved Decemberudstillingen. I 1881 og 1883 foretog Engelsted mindre Rejser til Udlandet navnlig for at se fremmed Kunst; i 1883 vandt han den Neuhausenske Præmie (600 Kr.) for Opgaven »Scene af Børnelivet«; det forestillede »En Gymnastiktime i en Landsby­skole«. Fra 1884 af begyndte han, ved Siden af Livsbilleder, hvori •et frisk Lune naturligt og fint udtalte sig, at male religiøse Billeder, som viste en alvorlig og kraftig Følelse, udtalt i en, vistnok paa ret grundige Studier hvilende, Efterligning af ældre og naivere Tiders Kunst; de vakte ikke ringe Opmærksomhed, og det er ikke ganske faa Æmner, især af det gamle Testamente, han paa denne Maade har behandlet. Efter at han i 1885 havde haft en mindre Rejse-understøttelse, fik han i 1887 og 1888 Akademiets saa kaldte mindre Rejstipendium (2000 Kr. aarlig i to Aar), og tilbragte paa denne Rejse længere Tid i Italien og Grækenland. Han udstillede sidste Gang paa Akademiets Foraarsudstilling i 1890; Aaret efter var han Medstifter af den fri Udstilling, og har siden udstillet der.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 521—22. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Enum. Johan a Enum eller von Enem fra Nyborg har i 1607 til Kirken der malet et Epitafsbilled med Portræter af Borgmester Peter Jensen Schiffer og Kone, samt s. A. to Portræter af Mads Lerke og Sidsel Knudsdatter. I 1612 fik han Betaling for 4 »Kunst­stykker«, som han havde udført til Frederiksborg, og den 19. August 1615 faar Marine, afg. J. v. Enemfs], hans Tilgodehavende for »Malværk« til Frederiksborg udbetalt. Udtrykket »afg.« synes dog kun at betyde, at han er nyttet fra Nyborg til Varberg, thi efter

¹ Han var Søn af Generalmajor Niels Engelsted (f. 1759, d. 1816), der som Oberst for de lette jyske Dragoner udmærkede sig i Kampen mod Kosakkerne i 1813; som Ritmester og Eskadronschef ved Husarerne boede han paa Hirsch-holm Slot, da Kunstnerens Fader blev født.

 

232

Varberg Slots Bygningsregnskaber faar den samme Contrafejer, under 15. August 1637, 10 Rdl. for med Guld og Farver at staffere to Sejerværks-Skiver paa Slottets Kirketaarn.

(Priv. Medd.    Rigsarchivet.    Friis, Saml., S. 236.)

 

Erdmann. Jakob Erdmann, Maler. »I Følge et ham tilstillet kongeligt Pas af 27. Sept. 1709 rejste denne Maler udenlands for at gøre sig mere fuldkommen i sin Kunst.«

(Spengl. Art. Eft.)

 

Erichsen. Johan Eric/isen Tuscher, Kobberstikker, var fra Viborg og blev 1686 Student under Navnet Johannes Ericius; han dyrkede, samtidig med at han studerede Theologi, Kobberstikker­kunsten, saaledes at han blev brugt til at stikke Kobberne til Jacobæi Museum Regium; her kalder han sig Joh. Erichsonius og Weimvich tilføjer, at han »fortjener at nævnes med Berømmelse, da de for en Dilettant ere ret gode; han er sindrig i at indflette adskillige af Kunstkammerets Sager i sine Initialer og Cul de lampes«. I 1697 blev han Sognepræst i Meelby i Frederiksborg Amt, og han dør 1728.

(Weinw. S. 103. B. Smith, Univ. Matr. II, 146. Rigsarch. Wiberg, II, S. 396.)

 

Erichsen. Vigilius Erichsen, Portrætmaler, født 1722, rimeligvis i København, uddannede sig under J. S. Wahl til Portrætmaler, saavel i Oliefarve som i Miniatur. 1750 fik han en »allergnådisches Geschenk« af 50 Rdl., i 1754 og 1755 udførte han Kongens Por­træt to Gange i Email. Da han efterhaanden vandt Navn som Portrætmaler, ønskede han Akademiets Rejsestipendium for at blive Medlem. Eftersom dette ikke kunde tilstedes ham, uden at han havde vundet Guldmedaillen som Historiemaler, deltog han ogsaa (1755) i Konkursen for denne, men opnaaede den ikke. To Aar efter fulgte han en Kaldelse til St. Petersborg, hvor han senere blev Catharina II's Hofmaler og malede hendes Portræt mange Gange baade i Legemsstørrelse og i Miniatur. Hans vigtigste Portræt fore­stiller hende til Hest i Gardeuniform, saaledes som hun var klædt, da hun besteg Tronen. Han skal ogsaa have malet historiske Billeder i St. Petersborg, men gjorde dog især Lykke som Portrætmaler; i 1772 kom han tilbage til København og blev den 30. November s. A. udnævnt til Hofportrætmaler med 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) af Kongens Chatolkasse. I 1778 fik han Titel af Justitsraad, og han

 

233

døde i København den 23. Maj 1782. Ved Salonen 1778 udstillede han bl. a. to Portræter af Enkedronning Juliane Marie, hvem han har malet flere Gange, og af Arveprinsen, der begge skulde sendes til Rusland. De gjorde Lykke ved et blødt og behageligt Foredrag. Theatermaler Cramers Portræt blev samme Aar af denne foræret Kunstakademiet. Paa det ældre Christiansborg fandtes et Portræt af ham af Juliane Marie, som brændte, og et andet af Catharine II, begge hel Figur, hvilket sidste blev frelst ved Branden og endnu tilhører den kgl. Malerisamling, der ligeledes ejer et Brystbillede af L. Spengler, malet inden Erichsens Rejse til Rusland tilligemed et Sidestykke, forestillende dennes Kone, hvilket er i privat Eje. Des­uden findes endnu paa forskellige Steder i privat Eje adelige og kongelige Portræter, malede af Erichsen. Han har ogsaa malet kgl. Skuespiller C. P. Rose (1779). Han prises meget for sin Gengivelse af Stofferne, saaledes at endog hans Atlask sammenlignes med de gamle Hollænderes. Hans Enke, Ida Christine født Bassebech, døde 1809.

(Weinwich, S. 163. Sandvig, S. 41—42. Hennings, S. 145. Skild. 1809, Sp. 1195. Jonge Kbh. Beskr., 8.519, 529. Spengl. Fortegn. Nr. 854—58. Akad. Rigsarch. Priv. Medd. Bricka, IV, 561.)

 

Ernst. Johan Conrad Ernst, Architekt, var Søn af Købmand Johan Adolf Ernst (d. 1676) og Helene Sofie Merkers (Marker, d. 1681); han blev født 1766 i København. Medens Broderen, Politimester J. B. Ernst, blev Student her 1681 og siden studerede i Udlandet, skulde man tro, at Architekten har faaet baade sin boglige og sin kunstneriske Uddannelse i Udlandet, da han ikke findes i Universitetets Matrikel (inden 1688) og heller ikke, som ellers i de Tider, gennem militær Uddannelse udviklede sig til Kunstner. At han maa have været en studeret Mand med i det mindste nogen juridisk Dannelse, tør man slutte af, at han allerede 1703 blev Assessor i Hofretten og rykkede op til en høj civil Rang. Han var kgl. Bygmester før 1696, idet han, som saadan, under 24. September s. A. fik Rejsepas og Rejsepenge til Sverig, for at hente en af den svenske Bygmester N. Tessin udført Model til et kongeligt Slot, der skulde have været opført paa Amalienborgs Grund. Den 23. April 1703 blev han gift med Magdalene Foss, som døde 1718, i 1709 blev han Cancelliraad, før 1714 Justitsraad, 1716 Generalbygmester efter v. Piaten (s. d.) med 1000 Rdl. d. C. i aarlig Lønning. I Juni 1719 faar han Til­ladelse til at holde Samfrændeskifte med sine Børn, en Søn og en

 

234

Datter, og ægtede derpaa den 6. Juli 1719, Enke efter Borgmester Anders Jacobsen, Margrethe Elisabeth (Lisbeth) Weinemann (f. 1679), Datter af »gamle Skatteborgere i København«. Ernst, som 1729 var naaet til at blive Etatsraad, en høj Rang i den Tid, har vistnok arvet Formue efter sine Forældre eller faaet Midler med sine Hustruer, thi efter at han i 1735 havde trukket sig tilbage fra sine Embeder med 800 Rdl. i Pension om Aaret, finder man ham som Godsejer paa Aimsøgaard ved Kallundborg, hvor han tilbragte sine sidste Aar »som en gammel, svag og udlevet Herre«, og der døde han 1750, over 84 Aar gammel; han blev gravsat i et Kapel i Viskinde Kirke. Hans Hustru overlevede ham.

Han synes foruden at have været kgl. Bygmester ogsaa at have været Stadsbygmester, og som saadan opførte han (1701) nye Byg­ninger til Børnehuset. Han var medvirkende ved Frederiksberg Slots Opførelse og ved Ombygninger paa Københavns Slot, byggede Bold­huset (deraf Boldhusgaden), omdannede Operahuset (nu Rigsdagens Bygning paa Hjørnet af Fredericiagade) til et Landkadetakademi, og ledede en kort Tid Opførelsen af Fredensborg Slot. I 1717 gjorde han Overslag til en Restauration af Rosenborg Slot; i 1719 opførte han Cancellibygningen, og i de sidste Aar af sin Embedstid ledede han Arbejderne ved Opførelsen af Hirschholm Slot. Han gjorde ogsaa Tegning til et Mindesmærke over Etatsraad Bolle Luxdorph.

(Bricka, IV, 575. Pers. Tdskr. I, 282 fig , IV, 304. Hofman, Fundati mer, VIII, 225. O. Nielsen, Kbhvns. Hist. VI, 351, 371, 393. Rigsarch. Raadstue-arch. Spengl. Art. Eft. Friis, Sml., 114. Lengn. Frue og Helligg. K. Strunk 1713.)

 

Eskesen. Odgar Erik Frode Eskesen, Landskabsmaler, er Søn af Lærer i Odense, Morten Eskesen (f. 1826) og Karen Marie f. Nielsen (f. 1838, d. 1865), og er født i Rudme ved Svendborg den 21. April 1863; kort efter flyttede Forældrene til Odense. Efter Konfirma­tionen kom han i Malerlære, blev Svend 1881 og rejste da til København, hvor han arbejdede i sit Fag. Først efter at han havde aftjent sin Værnepligt, kunde han tænke paa at uddanne sig til Kunstner. Nogle Forsøg, han viste P. S. Krøyer, fandt opmuntrende Bifald, og han blev i 1887 optaget som Elev i Kunstnernes Studie­skole, som han besøgte i tre Vintre. Eskesen udstillede første Gang i 1891 og har siden udstillet dels paa Charlottenborg, dels paa private Udstillinger en Række Landsbabsbilleder, hvoraf det største, »Udsigt fra Dybbøl« ejes af Grosserer S. Goldschmidt. Han har tillige i 1894 malet et legemsstort Portræt af afd. Oberstløjtnant

 

235

Dalgas    (skænket   til   Askov   Folkehøjskole)   Eskesen    ægtede    den 31. Marts   1894  Helga   Andrea  Schmidt,   Datter  af Købmand Jens Weilgaard Schmidt (f.  1838, d.  1866) og Thora Emilie f. Thilo. (Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Esteves. David Esteves, Maler, nævnes som Lærling af d'Agar. Han skal baade 1691 og 1703 have faaet kgl. Rejsepas for at uddanne sig i Udlandet som Kunstmaler.

(Weinwich Lex.)

 

Estrup. Hector Frederik Jansen Estrup, Architekt, Søn af Hospitals-forstander i Randers Laurits Carl Constantin Estrup (f. 1826) og Larsine Knudine f. Blichert (f. 1826, d. ²³/₃ 1854), er født den 20. Marts 1854 paa Viufgaard ved Kolding. Han kom efter sin Konfirmation i Murerlære i København, blev Svend 1872 og blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1871 til den 17. Marts 1880, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han var under sin Studietid Tegner og senere Konduktør hos H. B. Storck. Efter en Udenlandsrejse 1881—82, med Under­støttelse fra Indenrigsministeriet, har han bosat sig i Horsens, hvor han endnu virker. Han har restaureret Kongsdal Hovedbygning for fh. Konseilspræsident Estrup og Boller Hovedbygning for Grev Frijs og er i Færd med Opførelsen af den Ahrentzenske Stiftelse og to Kommuneskoler i Horsens; desuden har han opført forskellige Privat­bygninger. Estrup blev den 26. Oktober 1883 gift med Albertine Zwergius, Datter af Skibsfører Frederik Zwergius (f. 1805, d. 1869) og Albertine f. Eskildsen (f. 1815).

(Priv. Medd.    Akad.    Kold. Av.  1854, Nr.  51.)

 

Evens. Otto Frederik Theobald Evens, Billedhugger, Søn af Gørtlermester Thomas Mandix Evens (f. 1791, d. 1870) og Ane Margrethe født Frederiksen (f. 1790, d. 1853) er født den 16. Fe­bruar 1826. Han lærte Gørtlerhaandværket i Faderens Værksted, samtidig med at han besøgte Kunstakademiets Haandværksskoler (1839). Da det imidlertid gik op for ham, at han vilde være Billed­hugger, gik han over i den egentlige Kunstskole paa Akademiet og kom snart efter til H. V. Bissen, under hvis Vejledning han arbejdede i flere Aar. Han fik 1846 den mindre og 1849 den store Sølv-medaille i Modelskolen, samt to Aar efter den mindre Guldmedaillé for »Thetis beder Vulkan om Vaaben til sin Søn Achilles« (1851).

 

236

Han vandt 1857 den Neuhausenske Præmie for Gruppen »Moder­kærlighed«, konkurrerede samme Aar til den store Guldmedaille, som han vel ikke vandt, men han anbefaledes til Rejsestipendium, hvilket han fik i 1858 med 800 Rdl. i to Aar, som om han havde vundet Medaillen. I 1860 fik han et Tillæg af 250 Rdl. Han opholdt sig tre Aar i Rom indtil Efteraaret 1861, men har senere (1865) tilbragt en Vinter i Italien med det Ancherske Legat. For Udstillingsfonden har han udført en Billedstøtte af Eckersberg (1865, staar i Akademiets Festsal) og senere have hans to mindre Billedstøtter i siddende Stil­ling af Saxo og Grundtvig gjort megen Lykke. Evens blev den 25. April 1871 optaget til Medlem af Kunstakademiet. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes »Fiskeren og hans Søn« (Skulptursaml.), »Den fortabte Søn« i Bronce (Baron O. D. Rosenørn-Lehn), en Buste og en Billedstøtte af Frederik VII, sidstnævnte i Sorø, Mindesmærket for Evald og Wessel, for Dronning Caroline Amalie i Sorgenfri, to Billedstøtter Saxo og Snorre Sturlesøn (Mus. paa Frdksbg.), en Statuette af Griffenfeldt (smstds.), Statuen »Hjeronymus« til Marmorkirken, en Billedstøtte i Gibs, »En Kunstnerinde« og en Del Buster, saaledes af D. G. Monrad, Edv. Lembcke, M. Goldschmidt, samt adskillige Portrætmedailloner, der ligesom alle hans Arbejder udmærke sig ved fin kunstnerisk Følelse. En i 1851 udført Statuette af Holberg blev i 1890 støbt i Bronce til den kgl. Malerisamling. Evens er ugift. (Priv. Medd. Bricka, IV, 641. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Exner. Aage Sofus Exner, Maler, Søn af nedennævnte J. J. Exner, er født paa Christianshavn den 4. Juli 1870. Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære og blev Svend 1890 med Sølvmedaille. I Oktober 1885 fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik og fik den 24. Maj 1892 Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang 1892 »Fra et Atelier«, fore­stillende Faderens Malerstue, i 1892 et Par Interiører og i 1894, »Ringeren i Taarnet« i Belysning fra Solnedgangen. I 1893 modtog han Tilbud om en ret betydelig kunstnerisk Virksomhed i Rumænien, hvor han siden har opholdt sig og hvorfra han i Vinteren 1894—95 foretog en Rejse til Italien.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Exner. Johan Julius Exner, Genremaler, født den 30. No­vember 1825 i København, er en Søn af en fra Bøhmen som ung

 

237

Mand indvandret Musiker, Johann Gottlieb Exner (f. 1782, d. 1857), der blev Hoboist ved Kongens Regiment i København og gift med Karen Jørgensdatter (f. 1796, d. 1853) fra Holmsgaard i Vendsyssel. Da Exner fra Barn viste stor Lyst til at tegne og male, blev han efter sin Konfirmation sat i Malerlære og besøgte Kunstakademiet (1839), hvor han i Løbet af et Par Aar (1841—42) naaede til at blive Elev af Modelskolen. J. L. Lund, der var bleven opmærksom paa hans Anlæg, sørgede for, at han blev fritagen for sin Læretid som Malerdreng, og nu vandt han i de følgende Aar (1843 og 1845) Kunstakademiets mindre og store Sølvmedaille, medens han samtidig søgte at uddanne sig til Historiemaler under Lunds og senere under Eckersbergs Vejledning og 1844 begyndte at udstille. Han vandt 1847 den Neuhausenske Præmie for et Dameportræt og malede i det hele ikke faa Portræter i denne Tid, samtidig med at han, ved et Par mindre historiske Billeder, hvoraf det ene, der som et ret lovende Ungdomsarbejde blev købt til den kgl. Malerisamling (Thyre Danebod søger at formilde Gorm den Gamles Vrede, 1849), viste, hvad det var, han den Gang attraaede. En højsindet Adelsmand, Grev Frederik Knuth til Knuthenborg, støttede ham i disse Aar ved at give ham frit Atelier og Bestilling paa »Marsk Stigs Døtre« (udst. 1851).

Imidlertid havde Exner jævnlig levet paa Landet om Sommeren, og Synet af Bondens Liv i Mark og Stue havde uvilkaarlig aflokket ham nogle Studier af Bøndernes Færd, som dog ikke fængslede hverken ham selv eller Publikum i særlig Grad. Derimod blev et i naturlig Størrelse udført Portrætstudie af en aldrende Amagerkone, som sidder og eftertæller sine Penge, af afgørende Betydning for Exners hele senere Kunstretning. Det blev købt til den kgl. Maleri­samling (1852), og ved at se den Troskab, hvormed Kunstneren havde iagttaget ikke alene Konens ejendommelige Dragt, men ogsaa det vejrslagne Aasyn og dets levende Udtryk, følte Malerisamlingens daværende Inspektør, Professor N. Høyen, sig dragen til alvorlig at henlede Kunstnerens Opmærksomhed paa ogsaa at iagttage Amagerne i deres Hjem, naar de paa Helligdage færdedes i lystig Tummel i deres klædelige gammelhollandske Dragter. Kunstneren fulgte Vinket og malede det følgende Aar »Besøg hos Bedstefader« (1853), der blev tilkendt Udstillingsmedaillen enstemmig og nu tilhører den kgl. Malerisamling. Senere har han Aar for Aar udstillet Fremstillinger af Almuens Liv, dels paa Amager, dels paa Nordsjælland, dels ogsaa

 

238

fra Dalarne i Sverige. Flere af disse Billeder tilhøre den kgl. Maleri­samling, saaledes »Et Bondegilde i Hollænderbyen paa Amager« (1854), »Et Bondegilde i Hedeboegnen« (1856), »Det betænkelige Valg« (Sorteperspillerne) med legemsstore Figurer i Knæstykke (1863) o. fl. Fra 1877 har han delt sin Interesse mellem Amager og Fanø, hvorfra han har malet en Mængde Billeder, der alle fængsle ved den fredelige idylliske Stemning, det dramatiske Sammenspil mellem Personerne og en bramfri, harmonisk Udførelse. »Præsentationen for en Kender« fra Fanø (1887) blev købt til Malerisamlingen i Aarhus, medens et Billede fra Amager, »Bruden pyntes« (1891) blev købt til Museet i Aalborg. I 1895 udstillede han et større Billede fra Fanø, »Høbjergningsfolk ved Kaffebordet«.

Exner fik 1857—58 Akademiets Rejsestipendium (600 Kr.) for to Aar, men var i Virkeligheden ikke meget over et Aar borte, i hvilket han navnlig besøgte Italien. Senere har han paa mindre Rejser et Par Gange været i Sverige. Den 15. Juni 1863 ægtede han Inger Henriette Sofie Ringsted, Datter af Major i Infanteriet Hans Christian Vilhelm Ringsted (f. 1795, d. 1870) og Vibeke Chri­stiane f. Hofmann (f. 1801, d. 1838), den 23. Maj 1864 blev han Medlem af Kunstakademiet, i 1866 Medlem af Kunstakademiet i Stockholm, i 1869 Ridder af Danebrog, i 1876 fik han Titel af Professor, i 1888 blev han Danebrogsmand, den 26. Maj 1892 Kommandør af anden Grad. En stor Del af Exners populæreste Billeder ere udkomne i Lithografi, der have vundet en saadan Ud­bredelse, at endog tyske Forretningsfirmaer have ladet dem eftergøre; »Carnevalspigen« og »De smaa Naboer« ere udkomne i Kobberstik. Foruden de nævnte Billeder af Almuens Liv har Exner ogsaa flere Gange malet mindre Portrætbilleder med hele Figurer i sluttede Grupper, saaledes at de for den udenfor staaende have dannet virke­lige Livsbilleder fra den dannede Middelstand. Til denne Kreds kan ogsaa henregnes »Christian Winther paa en Spadseretur«, der blev malet til Orla Lehmann som et Led i Rækken af »Danske Digtere«. Exner var 1872 til 1893 Lærer ved Akademiets Model­skole, og har fra 1884 ved stadige Genvalg været dets Kasserer. Efter i en længere Aarrække at have været Medlem af Udstilllings-korniteen, blev han, efter Heinr. Hansens Død i 1890 af Ministeriet for Kirke og Undervisning valgt til dens Formand.

(Priv. Medd.    Lange,  Nutidskst.,  S. 221—35.    Bricka.  IV,   642.     111. Tid. 1862, Nr.  168,  1893, ^Nr- 3⁸>  ^l894> ^Nr- ²⁸-    ^Akad-    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

239

Eyerschottel. Johan Eyerschottel, Maler, nævnes i Levneds­beskrivelsen af Krock som boende i Husum og dennes første Lærer. Han tilhører altsaa Slutningen af det syttende Aarhundrede. Paa nævnte Sted roses han for sine »Ansigtstykker«, og Weinwich nævner, at der gives Kobberstik efter hans malede Portræter, paa hvilke hans Navn ogsaa skrives Ayer Schettel.

(Danske Mag. III, S.  142 flg.    Weinw., S, 92 og Lex.)

 

240

Faber. Christoffer Faber, Maler, Søn af Landinspektør Hans Severin Faber (f. 1756, d. 1824) og Ingeborg f. Gottschalck (f. 1766, d. 1845), blev født paa Ingerslyst i Munkebo Sogn i Fyn den 18. September 1800, besøgte Kunstakademiet i København og nød samtidig Historiemaler J. L. Lunds Vejledning. Han udstillede fra 1835 dels Figurbilleder, dels Landskaber, navnlig fra Egnen ved Kerteminde, hvor hans Forældre boede i deres Alderdom. Et Billede fra Kertemindefjord »Beltbaade søge Havn« (?) skal være blevet strengt dadlet, navnlig for Farven i Bølgerne, som man sagde lignede Grønkaal, medens de Indfødte paastod, at Bølgerne i Fjorden virkelig saa saadan ud. Kunstneren havde i mange Aar derefter ikke senere Lyst til at sende noget Billede til Udstillingen. Fra 1844 levede han dels i Kerteminde, dels i en længere Aarrække i St. Hans Præstegaard i Odense. Han var under Portrætmaler Moes Sygdom og efter dennes Død i et Aarstid Tegnelærer ved Kathedralskolen i

Odense   (1845—55),   samt   ved   Borgerskolen   sammesteds   uafbrudt, indtil  han   blev   bortreven  ved en pludselig Død den 20. November

1869.    Han var gift med Ane Kirstine født Muus.

Foruden   de   faa   Arbejder,   han   udstillede   1835—44,    derpaa 1856   og   1858,   har   han   malet   en   Del   Altertavler,   navnlig   efter Bestilling   af  Grev  Ahlefeldt til  Kirkerne  under  Lundsgaards Gods. Da   hans  Beskedenhed — eller  Brist   paa  Opfindelsesævne  —  ikke

 

241

tillod ham at udføre disse Billeder ganske paa egen Haand, fik han for det meste Udkast af J. L. Lund til at male efter. Altertavlen i Drigstrup roses som heldig. Desuden malede han Udsigter fra Omegnen af Odense m. m.

(Fyns Stiftstid.  1860, Nr. 332.    Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Fabris. Jakob (Jacopo) Fabris, Theatermaler, født i Venezia, maaske dog af tyske Forældre,¹ var 1724—26 Dekorationsmaler ved Theatret i Hamborg, arbejdede ved Tiden 1742 i Berlin, kom derfra til Danmark, hvor han udførte Dekorationsarbejder paa Fredensborg, navnlig i Spisesalen ud mod Haven, endvidere paa Bregentved og i private Huse i København samt udførte Theaterdekorationer til det kgl. Theater. Han blev udnævnt til Cancelliraad og skrev 1759 ^Instruction oder Unterrichtung in den geometris cJien, perspectivischen und architectonischen Lectionen in zwei Bucheri,, der bevares i Hdskr. i det store kgl. Bibliothek. I 1747 og 1757 fik han Betaling for »Schildereyen« med Ruiner paa. Han maa have været blandt de første, der fik Bolig paa Charlottenborg efter det nye Kunstakademis Stiftelse, thi der døde han den 18. (17.) December 1761 »i hans Alders 72 Aar« ; han maa altsaa være født omtrent 1689. Han nød mod Slutningen af sit Liv en aarlig Lønning af 400 Rdl. d. C. af Particuliérekassen, og hans Hustru, Susanne Jeffreys fik som Enke en ikke ubetydelig Pension af Kongen. Hun døde den 24. Oktober 1786, i en Alder af 83 Aar.

(Weinwich, S. 165. Bricka, V, 56. Ftissli Lex. Nagler do. Hamb. Kstl. Lex. Pontoppidan, Dske Atlas, II, 264. Adresseav. 1761, Nr. 96.)

 

Fabritius de Tengnagel. Frederik Michael Ernst Fabritius de Tengnagel, Landskabsmaler, Søn af Kammerherre, Generalkrigskommissær Michael Fabritius de Tengnagel (f. 1739, d. 1815) og Adolfine født Leth (f. 1746, d. 1797), blev født den 2. Januar 1781 paa Vejle-gaard i Fyn, og gik først efter Forældrenes Ønske den militære Vej. Han var i en Række Aar Officer ved de fynske lette Dragoner, indtil han i 1813 tog sin Afsked fra Krigstjenesten for ganske at hellige sig Kunsten, som han tidligere havde dyrket i sin Fritid. Han blev nu Lærling af J. P. Møller samtidig med J. C. Dahl og begyndte 1820 at udstille. I 1823, i hvilket Aar han ogsaa var

¹ Kraft og Nyerups Lit. Lex. nævner en Salvator Fabris, som 1625 var Fægtemester her i Landet. Var det maaske hans Bedstefader, saaledes at han var født i Danmark. Som man ser, skriver han Tysk og ikke Italiensk.

 

N. K. L.   I. Juni 1895.                                          16

 

242

bleven udnævnt til Krigsraad, foretog han en lille Udenlands­rejse til Tyskland, hvor han bl. a. ogsaa besøgte Dahl i Dresden. Udstillingen 1824 og enkelte Gange i de senere Aar viste Frugterne af denne Rejse. For øvrigt holdt han sig mest til Hjemmets Egne, naar han ikke, efter Datidens Skik, »komponerede«. Han indsendte i Marts 1827 to Stykker for at blive agreeret ved Kunstakademiet, og fik til Opgave »et dansk Landskab«. Paa »Et Vinterlandskab fra Langeland« (udst. 1829) blev han den 9. Juni 1828 optaget til Medlem af Akademiet. Han var en flittig og omhyggelig Kunstner uden fremragende Talent, men han forstod dog i Vinterstykker med Daglys eller Maaneskin, som han helst malede, at frembringe en sand kunstnerisk Virkning. De var ogsaa søgte hos Samtiden, medens hans Gengivelser af andre Aarstider vandt mindre Yndest. Han blev 1847 Ridder af Danebrog og døde pludselig den 27. Maj 1849 som ugift. Han skal, efter Sigende, have været farveblind.

(Weinw. Lex. Selmer Nekrolog. Saml. II, 412. Lengn. Fam. Fabr. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Gen. Inst.)

 

Fahrenholtz. Georg Fahrenhotiz, Kobberstikker, født i Køben­havn 1758 (døbt 2. Juli), vandt 1779 Kunstakademiets mindre Sølv-medaille, og gav sig senere mest af med at stikke Vignetter og satiriske Kobbere; men han var meget forfalden og levede stedse i trykkende Kaar. Blandt hans Kobbere nævnes »Prins Kjøruds Fore­læsninger«, der paa Grund af sit »højst umoralske« Præg voldte ham en Politisag den 3. December 1798. Samme Aar skal han have bebudet en Udgave af »uværdige Danske og Tyske«, men dette Værk blev standset. Krohn nævner 10 satiriske Blade. Han døde 1816, 59 Aar gammel.

(Weinwich, S. 234. Øst Lit. Kunst- og Theaterblade 1798, II, S. 7. Skild. 1830, Sp. 499. Hist. Tidsskr. 4. Række IV, 275. Werlauffs Erindr. Petri og Trinitatis Kirkeb. ved Lengnick. Krohn I, 119—£21.)

 

Fasmer. DankertPetersFasmer, Billedhugger, fik 1763 icoRdl. d. C. for Kongens (Frederik V) Brystbillede »in weissen nordischen Marmor«.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

Fauerholdt. Viggo Fauerholdt, Sømaler, født 1832 i Køben­havn, kom efter sin Konfirmation i Malerlære og begyndte samtidig fra 1846 at besøge Kunstakademiet, hvor han i 1852 naaede til at blive Elev af Modelskolen. Imidlertid havde han kastet sig over

 

243

Sømaleriet og udstillede fra 1854 til 1867 en Del Søbilleder og Kystpartier, dels fra vore nærmeste Farvande, dels fra Bornholm og Norge. I 1857 vandt han den Neuhausenske Præmie for »En helsingørsk Lodsbaad, som sætter ud til et Skib«. Han stod i det hele ret lovende i den yngre Kreds af Sømalere, da han i 1865 med Kunstakademiets Stipendium rejste til Tyskland, hvor den dusseldorfske Paavirkning, at dømme efter de i 1866 og 1867 hjem­sendte Billeder, ikke syntes at virke gunstigt paa Udviklingen af hans Talent. Han levede siden i Düsseldorf, hvor han den 7. August 1883 blev funden død.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Nat. Tid. 1833, 14. Aug.)

 

Faxøe. Nikolaj Christian Faxøe, Maler, født 1762, arbejdede som »Buntmaler« ved den kgl. Porcelænsfabrik fra 1783 til sin Død. Han var tillige Portrætmaler, og Aaret efter hans Død (1811) udstil­ledes et af ham malet Portræt (jfr. P. Faxøe). Han døde i Fattig­dom den 15. Maj 1810 af Brystsyge paa Frederiks Hospital.

(Tdskr. f. Kstind. IX, 85.    Lengn. Trin. K.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Faxøe. Peder Madsen Faxøe, Maler, Søn af Mads Rasmussen af Faxinge, og ikke Broder til ovennævnte, blev født den 13. Februar (døbt 22. Febr.) 1761 i Faxinge, blev Malermester i København og gift med Sofie Otto eller Otho (f. 1771), der var Jordemoder og døde allerede den 6. Juli 1824. Faxøe var en i den Tid søgt Dekora­tionsmaler, men var tillige Portrætmaler i en efter Juel dannet, ret virtuosmæssig Stil; han har bl, a. malet et Portræt af A. Oehlen-schlæger i dennes 6te Aar, altsaa i 1785; Digteren er i den i »Erindringer« omtalte røde Trøje, og Billedet er nu havnet i det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Fra en senere Tid kendes to Portræter (tilh. Cand. jur. F. Dahl), forestillende Kaptajn og Brygger J. Hansen (Digteren F. J. Hansens Fader) og dennes Hustru, det sidste Portræt er signeret »Peder Faxøe 1809« og er altsaa ikke det af N. C. Faxøe malede Portræt; for øvrigt ejer hans Dattersøn, Konsul J. P. Thorsøe i Frederikshavn, en stor Del af ham malede Familieportræter. P. Faxøe døde den 27. Februar 1840, og F. J. Hansen skrev et Mindedigt over ham. Hans Datter blev gift med Skibsfører H. P. Thorsøe, hvis Datter igen blev gift med Kap­tajn og Dyrmaler A. P. Madsen (s. d.).

(Ude og Hj. IV, Nr. 163, 164, 165, VII, Nr. 336. Provinsarch. Adresseav. 1824, Nr. 159. Dagen ⁷/₃ 1840. Ass. Kirkeg. Priv. Medd.)

 

244

Fenger. Ludvig Peter Fenger, Architekt, Søn af Sognepræst Peter Andreas Fenger (f. 1799, d. 1878) og Louise Augusta født Manthey (f. 1808, d. 1885), kom til Verden i Slotsbjergby Præste-gaard den 7. Juli 1833. Efter at han var bleven Student fra Slagelse Skole 1852 og Aaret efter havde taget anden Examen, besluttede han at uddanne sig til Bygmester, gik i Murerlære, tegnede om Vinteren hos Hetsch og blev det følgende Aar (1854) Mursvend. Han var vel allerede 1853 begyndt at gaa paa Kunstakademiet; men da han samtidig under Bindesbøll, senere under Th. Sørensen og H. Chr. Hansen virkede som Konduktør ved Opførelsen af Landbo­højskolen indtil 1858, derpaa 1859—60 for Meldahl forestod Op­førelsen af Alnarps Landbrugsskole i Skaane, lykkedes det ham først i 1861 at vinde Akademiets mindre Sølvmedaille. Hans Skolestudier blev imidlertid atter afbrudte ved en Rejse med Understøttelse fra den Reiersenske Fond til England, hvor han fik Lejlighed til at se Verdensudstillingen i London 1862. Den følgende Vinter, Januar 1863, vandt han den store Sølvmedaille og 1864 den mindre Guld-medaille for »En Bygning til fædrelandske Mindesmærker«. I Foraaret s. A. deltog han som Frivillig i Krigen, blev saaret og fangen ved Erobringen af Als og først udløst ved Fredslutningen. Efter en mindre Rejse i Udlandet vandt han 1866 den store Guld-medaille for »Et Landarsenal« og fik om Efteraaret samme Aar Akademiets store Rejsestipendium til en treaarig Udenlandsrejse (1867—69). Efter Hjemkomsten blev han den 25. April 1871 Medlem af Akademiet og vedblev at virke som Assistent ved Byg-ningsskolen, i hvilken Stilling han var indtraadt inden Rejsen, indtil i Foraaret 1876, da han fratraadte den. Den 3. Juli 1872 ægtede han sit Søskendebarn Augusta Theodora født Fenger, Datter af Sogne­præst Johannes Ferdinand Fenger (f. 1805, d. 1861) og Marie Magdalene f. Boesen (f. 1809, d. 1872).

Baade før og efter sin Rejse har han virket som Bygmester, dels ved Opførelsen af enkelte Bygninger for Private, dels ved Del­tagelsen i flere Konkurser, ved hvilke han vandt Præmien. Den vigtigste af disse var om et nyt Theater til København i Forening med Hans J. Holm, (og Krarup for Ventilationens Vedkommende). Deres Udkast vandt anden Præmie, medens Dahlerup og Ove Petersen, som vandt den første, kom til at bygge Theatret. Omtrent samtidig (1871—72) ledede han Ombygningen af Holmens Kirke, i 1873 byggede han Frederik VH's Taarn paa Himmelbjærget og han har; foruden forskellige andre tildels betydelige Ombygninger i Køben-

 

245

havn, opført en Del af Byggeselskabets Ejendomme (ved Ny Adel­gade og Hovedvagtsgade). I Tiden 1870—80 byggede han endvidere Herregaardene Tidselholt og Rynkevang, St. Jakobskirken paa Østerbro i gothisk Stil, St. Mathæuskirken paa Vesterbro i romansk Stil, Dron­ning Louises Børnehospital, den Suhrske Stiftelse, det techniske Sel­skabs Skole i Ahlefeldts Gade, samt Hyby Kirke i Skaane, og restaurerede Børsbygningen, der fik nye Kviste ud mod Slotsholms-gade; 1880—86 opførte han bl. a. Vesterbros Politistation, Forsøgs­laboratoriet ved Rolighedsvej, Stege Sukkerfabriker samt den engelske Kirke i Grønningen efter et Udkast af den engelske Architekt Blomfield.

Fra 1871 har Fenger været Medlem af Akademiets Skoleraad, fra 1874 til 1882 var han dets Delegerede ved det techniske Sel­skabs Skole, i 1874 fik han Titel af Professor, siden 1885 har han holdt Forelæsninger ved Akademiet over Bygningskunst og den der­med i Forbindelse staaende plastiske og maleriske Dekoration, i 1885—86 var han Borgerrepræsentant og i 1886 blev han Medlem af Royal Institute of Britisk Architects. I 1883 søgte han sammen med Professor Hans J. Holm Professoratet i Bygningskunst ved Akademiet, men den sidstnævnte blev valgt. Den 27. Oktober 1886 blev Fenger udnævnt til Stadsarchitekt, d. v. s. Kommunens Byg­mester med Forpligtelse til kun at paatage sig Staden Køben­havns Byggearbejder, i 1887 blev han Medlem af Akademiraadet, i 1890 blev han Ridder af Danebrog.

Som Stadsarchitekt har Fenger i det sidste Tiaar opført en hel Række Kommuneskoler, Hoved-Brandstationen, det store Fængsel paa Vesterfælledvej, foruden en Mængde til Dels betydelige Ombygninger; i saa Henseende maa særskilt nævnes Springvandet paa Gammeltorv. I 1892 gav han Tegning til de elektriske Kandelabre paa Kongens Nytorv og til den store Æreport paa Højbroplads i Anledning af Majestæternes Guldbryllup.

Midt under al denne Virksomhed har Fenger faaet Tid til Ud­arbejdelsen af to saa betydelige Værker som -»Dorische Pofychromie«. (1886) og sammen med Overbibliothekar Chr. Bruun »Thorvaldsens Museums Historie« (1892). Desuden har han skrevet mange Afhand­linger i Tidskrifter, holdt Foredrag og i det hele saavel i sin kunst­neriske Produktion som i sin literære Virksomhed lagt en udstrakt Lærdom indenfor sit Fags Omraade for Dagen.

(Priv. Medd.    Bricka, V,  117.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

246

Fich. A. E. Fich nævner sig selv saaledes paa et svagt Por­træt af Biskop St. Tetens (1773—1855) med Tilføjelsen: »Dette min Pensels ufuldkomne Arbejde«.

(Medd. af Konserv. C. C. Andersen.)

 

Fich. Erik Carl Frederik Fich, Maler, Søn af Handelsbogholder Andreas Fich (f. 1794, d. 1841) og Regine Vilhelmine f. Driebein (f. 1793, d. 1870), var født i København den 17. Februar 1816. Han besøgte Kunstakademiet fra 1829, blev (1839) Elev af Model­skolen og udstillede 1837—51 dels Landskaber, dels Figurbilleder. Han var med i Krigen 1848—50 og malede et Par Billeder fra Felt­livet. Da han imidlertid ikke turde bestemme sig for udelukkende at leve som Kunstner, tog han allerede 1845 Borgerskab som Maler­mester. Han var gift med Emma Julie Eline f. Holmboe (f. 1825), Datter af Partikulier Andreas Holmboe (f. 1764, d. 1842) og Marie Cathrine f. Gundelach (f. 1792, d. 1873). Fich dode den 13. August 1870.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Fick. Niels Fick eller Fich, Maler, »opholder sig i Faaborg i Fyn, hvor hans Forældre ere Væverfolk. Han maler fortræffelig Bacchanalier og andre Stykker, svagt i Couleuren og dog meget stærk i Udtrykket. For mit Portræt gav jeg ham 10 Rigsdaler. Kjøbenhavn den 27. Marts 1785. H. Langhorn.«

(Saaledes ordret hos Sandvig,  S. 42.)

 

Fiebig. Carl Rudolf Fiebig, Portrætmaler, Søn af Maler Andreas Heinrich Fiebig og Ida f. Petersen, var født den 10. Februar 1812 i Eckernførde, hvor han nød den første Undervisning i Kunsten hos Portrætmaler Baasch. Han kom i 1832 til København for at besøge Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1837. Samtidig lagde han sig efter Portrætfaget under J. L. Lunds Vejledning og har udelukkende udstillet som Portrætmaler fra 1837 til 1869. Han var temmelig søgt som saadan, da hans Billeder lignede godt og han var meget billig med dem; dog havde de ikke betydeligt Kunst­værd. Blandt hans Arbejder kan nævnes Frederik VII's og Grevinde Danners Portræter paa Jægerspris. I sine sidste Aar holdt han paa Grund af Svaghed op med at male, eller i al Fald kom hans Billeder ikke paa Udstillingen. Han har foruden Portræter malet nogle Alterbilleder til Landsbykirker til Dels paa Island og i Sverig-,

 

247

tillige var han Tegnelærer. Fiebig ægtede i 1840 Marie Anna Adolfine Spigelhalter (f. 1820, d. 1867), Datter af Vagtmester Vil­helm Spigelhalter og Sofie f. Schrøder, og døde den 23. Februar 1874.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Dagbl. 1874, Nr. 47. Skifte­retten.)

 

Find. Ludvig Frederik Find, Maler, født den 16. Maj 1869 i •Østerbygaard ved Vamdrup, er Søn af Sognepræst Henrik Carl Vil­helm Find (f. 1821) og Johanne Vilhelmine Jørgine f. Seehusen (f. 1834). Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære, og fik i April 1886 Adgang til Akademiet, men besøgte kun Almindelig Forberedelsesklasse til Januar 1888. Siden 1889 har han udstillet dels Portræter, dels Interiører og Livsbilleder.

(Akad.    Elvins om Forældrene.    Udst. Fortegn.)

 

Fischer. Hans Christian Fischer, Landskabsmaler, var Søn af Klædefabrikant Christian Arnold Peter Fischer (f. 1816, d. 1891) og Louise Mathilde f. Bahnson (f. 1827) og blev født den 13. Maj 1849 i Vestbirk ved Horsens. Han blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet i Oktober 1865, gennemgik dets Skoler, til han i Januar 1871 forlod Akademiet uden at have taget Afgang. Han fik sin første Vejledning i Landskabsmaleri hos C. Bøgh, senere hos R. Eilersen og begyndte allerede 1869 at udstille som Landskabs­maler, Motiver fra hans Hjemstavn, og strax det første Aar købte Kunstforeningen et af hans Billeder, »Indkørsel til en Bondegaard«. Han var i jævn Udvikling og fandt Købere til sine Billeder, men vakte dog først Opmærksomhed (1878) ved »I Løvspringstiden«, der fik den Sødringske Præmie for unge Landskabsmalere. I 1883 fik han en Rejseunderstøttelse paa 500 Kr. af Akademiet, i 1884 dets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.), hvilket fornyedes i 1885. Paa Rejsen kom hans kunstneriske Udvikling til Gennembrud, og et af de sidste Billeder, han sendte hjem »Neapels Golf med Vesuv« (udst. 1886) vilde have vakt de bedste Forhaabninger for Fremtiden, hvis den unge Kunstner, der livsglad var rejst ud, ikke allerede var bukket under for en Sygdom, der hurtig udviklede sig; han døde den 3. April 1886, inden han endnu havde forbrugt hele sit Stipendium.

Fischer havde, faa Aar efter at være optraadt som Kunstner, den 25. September 1874, ægtet Emma Elise Kirstine f. Fabricius, Datter af Provst Jørgen Otto Fabricius (f. 1810, d. 1886) og Jensine Cathrine f. Ramsing (f. 1815). Som Enke har hun med Energi

 

248

skabt sig et Livshverv ved at kaste sig over Kunstvævning og aabne et Udsalg af broderede og vævede Kunstflidssager.

(Akad. Bricka, V, 168. S. Muller, N. dsk. Malerk. Pers. Tdsk. 2. R. II. Till., 45. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Fischer. Johannes August Fischer, Maler, Søn af nedennævnte Ph. A. Fischer, er født den n. Marts 1854 i København. Han var først i Billedskærerlære og begyndte som Lærling i dette Fag at besøge Kunstakademiet i Oktober 1869. Senere foretrak han at blive Maler, gennemgik Skolerne og fik den 18. Marts 1874 Afgangs-bevis som Maler. Han har udstillet siden 1874 og hans første Billede blev købt af Kunstforeningen. Han har rejst meget og henter jævnlig sine Motiver fra Udlandet. I 1883 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.), som fornyedes i 1884 og besøgte paa denne Rejse Spanien og Italien. Ved Siden af Landskaber maler han ogsaa Interiører og Architekturbilleder. Af hans Arbejder kan nævnes »Kanalparti fra Hamborg (1881), »Gaard i Venezia« (1882), »Mercato vecchio i Florens« (1884), »Canal grande i Venezia« (1889), »Torv i Tarragona« (1893).

(Priv. Medd.    Bricka, V,  176.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Fischer. Peter Frederik Vilhelm Fischer, Architekt, er Søn af Blikkenslagermester Peter Fischer (f. 1837, d. 1888) og Antoinette Oline, f. Carlslund (f. 1842, d. 1891) og er født i Holbæk den 26. Januar 1868. Efter at have tegnet hos Architekt Ingemann og i det techniske Selskabs Skole fik han fra i. Oktober 1885 Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik til den 29. Januar 1892, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han har fra 1887 til 1894 arbejdet under Architekt Alb. Jensen og har siden den i. Januar 1895 været Tegner hos Architekt M. Nyrop ved Opførelsen af Københavns Raadhus.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Fischer. Philip August Fischer, Maler, Søn af Købmand Philip Fischer, er født i Rudkøbing den i. April 1817. Han besøgte Kunstakademiet i København, blev Elev af Modelskolen 1842 og udstillede 1843 et Genrebillede. Imidlertid tog han 1851 Borger­skab som Malermester, men har ikke desto mindre udstillet et Par Billeder 1851—52. Han lever endnu som Malermester og Fernis-

 

249

fabrikant   og   har  været  gift  med Gustafva Albertina  født  Svedgren (f.  1827,  d.   1883).

(Priv Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Fischer. Povl Gustaf Fischer, Maler, Søn af ovennævnte Ph. A. Fischer og Broder til Joh. Aug. Fischer, er født i København den 22. Juli 1860. Han blev efter sin Konfirmation Lærling hos Terrakottafabrikant Møller, blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet i Maj 1876 og besøgte dets Almindelig For­beredelsesklasse til Januar Kvartal 1878. Han begyndte at udstille 1884 med »Et Portræt« og har siden udstillet dels Portræter, dels endog temmelig store Genrebilleder med livlige Fremstillinger, som oftest af Gadelivet. I 1886 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. Han ægtede den 24. November 1886 Dagny Grønne-berg (f. 1867), Datter af Kunsthandler Julius Frederik Grønneberg i Christiania og den norske Malerinde Hulda f. Tegner.

(Bricka, V,  178.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Fischer. Vilhelm Theodor Fischer, Dyrmaler, født den 4. Oktober 1857 i Holbæk, er Søn af Malermester Jens Vilhelm Fischer og Johanne Frederikke f. Dithmer. Han kom i Malerlære i København, besøgte Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse fra Januar 1876 til Januar 1882, begyndte at udstille i 1880 og vakte hurtig Opmærk­somhed ved sine livlige Dyrebilleder. I 1883 vandt han den Neuhau-senske Præmie for »Høns og Ænder udenfor en Bondegaard«, i 1887 samme Præmie for »Legende Hunde«. Som det ses, ikke alene af disse Billeder, men af Æmner som »En Tiger i daarligt Humør«, »Lammet paa Bakken«, »Smaagrise«, holder Kunstneren sig ikke til en enkelt Dyreart, men færdes blandt mange og gengiver dem snart i nærmere Forbindelse med Mennesket og dets Boliger, snart i aabne Landskaber. Efter at Fischer i 1886 og 1887 havde haft mindre Rejseunderstøttelser fra Akademiet, fik han i 1892 et Rejsestipendium paa 2000 Kr., som fornyedes i 1893. Fra Slutningen af 1894 er han tillige bleven knyttet til den kgl. Porcelænsfabrik som Maler. Den 6. December 1890 ægtede han Vilhelmine Birgitte Ipsen, Datter af Bagermester Georg Ipsen i Odense.

(Bricka. V,  178.    Akad. Reitzel.    Udst. Fortegn.    Medd. fra Pore. Fabr.)

 

Fjeldskov. Niels Valdemar Fjeldskov, Billedhugger, Søn af Købmand Jørgen Nielsen Fjeldskov (f. 1768, d. 1855) fra Ribe og Barbara f. Mogensen (f. 1787, d. 1864), er født i København den

 

250

2. April 1826. Ua han viste Lyst til Tegning, kom han til at besøge Kunstakademiet (1840), blev 1842 sat i Lære hos Billedskærer Sand-berg og arbejdede senere i H. V. Bissens Billedhuggerværksteder, men blev afbrudt i sin Virksomhed af Krigen 1848—50. Under Krigen fik han dog Lejlighed til at se Briiggemanns store Altertavle i Slesvig Domkirke, der gav ham Lyst til at uddanne sig for Alvor som Billedskærer i Træ. Efter Krigen vandt han 1852 begge Akademiets Sølvmedailler (Marts og Decbr.), og da han i 1855 havde vundet den Neuhausenske Præmie for en »Pan«, udskaaren i Træ, fik han Rejseunderstøttelse af Ministeriet og af den Reiersenske Fond for at besøge Verdensudstillingen i Paris s. A. Senere har han gentagne Gange haft Understøttelse af den Reiersenske Fond for at uddanne sig videre i sit valgte Fag. I 1863 ægtede han Cathrine Dorothea Flensburg, Datter af Grosserer Carsten Schmidt Flensburg (f. 1812, d. 1871) og Cathrine Marie f. Jørgensen (f. 1820) og oprettede kort efter et Værksted for Træskærerarbejde i København.

Foruden adskillige større Dekorationsarbejder, dels i Træ, dels i Cement eller Sten, f. Ex. til Frederiksborg Slot, til Frijsenborg, til Børssalen, Universitetet, Navigationsskolen, Zoologisk Museum o. fl. Bygninger i København, endvidere til Aarhus Domkirke, Kirken i Randers m. m., har han udført adskillige selvstændige Billedhugger­arbejder, saasom Buste af Christian IV (1856, Jægerspris), »Skøjte­løberen« (1858), »Thor hos Jætten Thrym« i Bronce (1863), »De fire Aarstider«, fire i Zink støbte Skulpturgrupper i Frijsenborg Have, et Crucifix til Helliggejstes Kirke (1894) og en stor Del Portræter dels i Buste, dels i Medaillon samt har foretaget mange store Restaura­tioner af ældre, monumentale Billedhuggerværker, som Biskop Kingos i Fraugde Kirke o. fl.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Flachner. Ferdinand Flachner, Maler, antages for at være den samme, der siden i Tyskland kaldte sig Wolffgang Flachenecker, og efter tyske Kilder var født 1792 i Zirndorf. Flachner uddannede sig ved Kunstakademiet her i Begyndelsen af Aarhundredet (1809—13). Han fik 1813 begge Akademiets Sølvmedailler og konkurrerede samme Aar til den mindre Guldmedaille, som han.dog først opnaaede i 1816, for Opgaven »Susannes Historie« Dan. 13, 34—35. Han udstillede nogle historiske Arbejder, deriblandt det nævnte Arbejde for Guldmedaillen, der alle roses meget i Datidens Anmeldelser. I Aaret 1817 konkurrerede han til den store Guldmedaille uden at faa

 

251

den, og 1818 udstillede han sidste Gang »Elias opvækker Enkens Søn«, som tilhører den kgl. Malerisamling. Han var Ven med Chr. Albr. Jensen og med J. Chr. Dahl. I 1818 rejste han til Tysk­land, hvor han siden levede som Lithograf, og skrev samme Aar under sit første Navn et Brev til (Konf.) C. J. Thomsen; men da han i 1847 skrev til denne, kaldte han sig Flachenecker. Efter Krohns Opgivelse skal han allerede kort efter sin Bosættelse i Tysk­land (Miinchen) have optaget det forandrede Navn. Blunck kendte ham i al Fald fra 1828 under dette. Foruden de udstillede Arbejder kendes et malet Portræt af Architekt F. F. Friis og et tegnet Portræt af samme udført i Wien (1826—28).

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn, Krohn, I, 192—93. Skild. 1815, Sp. 443; 1816, Sp. 442; 1818, Sp. 440.)

 

Fleischer. Emanuel Edvard Christie Fleischer, Architekt, Søn af Cand. philos. Præst Adolf Frederik Hilarius Fleischer (f. 1816) og Emilie Charlotte f. Dorscheus (d. 1867), er født i Næstved, medens Faderen var Adjunkt ved Herlufsholm, den 30. November 1850. Efter at have nydt privat Undervisning i Hjemmet blev han sat i Tømrerlære, besøgte samtidig C. V. Nielsens Tegneskole og fra 1867 til 1873 Kunstakademiets Skoler, blev Elev og stededes til Afgangs­prøve som Architekt, men flyttede i September 1875 til Aarhus som den irvingianske Kirkes Evangelist.

I 1870 var han i England, hvor han under den engelske Archi­tekt John Belcher gjorde Tegning til- Irvingianernes Kirke i Køben­havn, hvis Opførelse han siden ledede (Okt. 1870 til i. Aug. 1871). Han blev den 14. Juni 1873 gift med Marie Esther Krayenbiihl (f. 1850), Datter af Præst ved den franske reformerte Kirke i Køben­havn Emanuel Rodolphe Krayenbiihl (f. 1808) og Elizabeth Antoinette f. Develay (f, 1818, d. 1868), men hun døde Aaret efter ved et ulykkeligt Tilfælde (den 29. Maj 1874). Den 12. Juli 1875 ægtede han derpaa Clara Ernestine Mariette Hansen (f. 1850, d. 1888), Datter af Prokurator Johan Jørgen Hansen (d. 1877) og Mariette f. Basse (d. 1883), og i tredje Ægteskab den 24. Juni 1890 Anna Helene Mørch, Datter af Landmand Christen Gregers Mørch (f. 1826, d. 1889) og Elise Sofie Marie f. Rye. I de senere Aar har han som Architekt i Aarhus udført navnlig en Del Kirkebygninger.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Flensborg. Valdemar Flensborg, Maler, Søn af Birkedommer, Justitsraad Christian Alexis Flensborg (f. 1802, d. 1872) og Christine

 

252

f. Bryggmann Boserup (f. 1807, d. 1883), var født den 31. Juli 1846 i København. Efter at have besøgt Borgerdydskolen i Køben­havn og tegnet hos F. Helsted kom han i 1865 paa Kunstakademiet, hvorfra han fik Afgangsbevis som Maler den 19. Marts 1872. Han havde i 1874 udstillet et Dameportræt i Knæstykke og et mindre Figurbillede; men allerede den 3. September 1876 bortrev Døden ham, kun 30 Aar gammel.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Bricka, V, 206 om Forældrene. Priv. Medd. Berl. Tid. 1876. Nr. 206.)

 

Flinch. Andreas Christian Ferdinand Flinch, Xylograf, var Søn af Kleinsmedmester Johan Flinch og Marie Elisabeth født Rostrup; begge Forældrene stammede oprindelig fra Sverige. Flinch var født den 3. Februar 1813 i København og var først i Guldsmedlære hos J. B. Dalhoff (s. d.); men da han følte sig dragen til Kunsten og lagde sig efter at gravere, overlod Faderen ham ganske til sig selv. Han besøgte Kunstakademiet (1832—38), og støttet af samtidige unge Kunstnere, Lundbye, Skovgaard og Frølich lagde han sig nu efter Træskærerkunsten ganske paa egen Haand, hvorfor han gjorde sig Arbejdet surere, men ogsaa kunstnerisk friere, end efter den i Ud­landet og nu ogsaa her brugelige Maade. Paa den sværtede »Stok« overførte han nemlig kun Tegningens Omrids med røde Linjer, og udførte for øvrigt alle Enkeltheder paa fri Haand med Gravstikken, idet han fulgte den originale Tegning saa nøje, som Æmnet og hans kunstneriske Færdighed vilde tilstede. Det var især Tegninger af de nævnte Kunstnere, senere ogsaa af Marstrand og fl. a., Flinch udførte i en rask let Maner, der gav Fremstillingerne Lighed med kækt hen­kastede Pennetegninger. Med Understøttelse af den Reiersenske Fond var han udenlands 1837—38, men opgav ikke sin egen tilvante Behandlingsmaade, hvori han oplærte sine første Lærlinger, som Kittendorf, Henneberg o. fl. Efter at Akademiet paa Magistratens Forespørgsel havde erklæret Træsnittets Kunst (Xylografien) for at henhøre til de skønne Kunster, saa at den altsaa var »en fri Næring«, nedsatte Flinch sig i 1840 som Xylograf i København og beholdt et Værksted i sit Fag lige til sin Død, hvorvel han i sine senere Aar ikke arbejdede selv. Derimod fremmede han Interessen for Træsnittet ved Udgivelsen af mindre Bøger, udstyrede med Træsnit, navnlig ved den i en lang Aarrække stadig udkommende »Flinchs Almanak«, der paa Grund af sin store Udbredelse næsten maa kaldes en Folke­bog. Om denne hans literære Virksomhed henvises for øvrigt til

 

253

andre Kilder. Han blev gift 1838 med Marie Sofie Kaufmann (f. 1811, d. 1887), Datter af Urtekræmmer Peter Kaufmann og Anna Johanne Marie f. Hammerich, og udstillede fra 1836 til 1844 adskillige Prøver paa Træsnit. Senere levede han næsten udelukkende som Redaktør af sin Almanak og døde den 16. August 1872. Flinch har den Fortjeneste at have indført Træsnittet i den danske Kunst og at have uddannet de Lærlinger, der siden have medvirket til at hæve denne Kunstart til lige Trin med Frembringelser af samme Art i Udlandet.

(Erslew, Forf. Lex. Suppl. I, 487. Priv. Medd. Pers. Tdskr., 2. R. III, Till., 35. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Bricka. V, 207.)

 

Flint. Andreas Flint eller Flindt, Kobberstikker, Søn af Ole Nielsen Flint, Kobberstikker ved Søetaten (f. 1739, d. 8. Jan. 1808) og Anna f. Thomsen (f. 1742, d. 1801), blev født 1766 eller snarere 1768 i København. Han besøgte Kunstakademiet, hvor han 1788 vandt den mindre og 1791 den store Sølvmedaille for Tegning efter Modellen. Da han imidlertid havde valgt Kobberstikkerkunsten til sit Fag, konkurrerede han til Guldmedaillerne som Kobberstikker og vandt 1792 den mindre Guldmedaille for et Stik efter Poussins »Moses ved den brændende Tornebusk« samt 1794 den store Guld­medaille for sit Stik efter Luca Giordanos »Abels Død«. Fra 1796 til 1828 nød han som Opmuntring 100 Rdl. d. C. aarlig af Akademiets Kasse; men da Akademiet ikke var tilfreds med hans Fremskridt, nægtedes de ham efter den Tid. En Ansøgning om kgl. Under­støttelse til en Udenlandsrejse synes ikke at være tilstaaet ham, trods Akademiets Anbefaling, eller i al Fald kun for en kort Tid.¹ I 1798 søgte han Fonden ad usus publicos om 400 Rdl. d. C. for at udføre en Samling fædrelandske Kobberstik, i 1799 meldte han, at han vilde begynde med »Gudinden Herthas Udtog af den hellige Skov« efter Lorentzen, og s. A. fik han til det nævnte Øjemed 300 Rdl. en Gang for alle. For at stikke Slaget ved »Femern« fik han i otte Aar i alt 1000 Rdl.; i 1809 loves ham 300 Rdl. af Fonden, hver Gang en Plade er færdig; han fik Gratifikation i 1812,

¹ I Thieles Kunstnerstat anføres, at han fik Akademiets Rejsestipendium 1797; men hans Ansøgning derom 1797 blev »henlagt«, og først 1800 bevilgedes ham, efter gentagen Ansøgning, de 100 Rdl., han hidtil havde nydt, »aarlig i tre Aar udenlands«. Da det ikke var nok, søgte han om kgl. Understøttelse; men man ser ikke tydeligt, om han virkelig har været borte. Kun det, at han meldte sig til at agreeres 1808, tyder derpaa. Rejsen maatte da ligge nærved dette Tidspunkt.

 

254

uden at det synes, han har faaet flere Stik færdige. I Aaret 1808 søgte han om en aarlig Løn af Finanserne og ligeledes om at blive agreeret ved Akademiet, hvilket nægtedes ham, da han kun havde indsendt ældre Arbejder. Han havde imidlertid kastet sig over Akvatinte-Maneren, der gjorde Lykke hos Publikum, men ikke var efter Akademiets Smag. Af Sigvard Schjødts »Norske Prospekter« nævnes kun ét Blad som stukket af Flint. Derimod stak han en Mængde (efter Sigende henved 150) Portræter af Samtidige, deriblandt Portræter af Søofficererne fra 1801, dels efter Malerier, dels efter egen Tegning, hvilke roses meget. Han blev den 19. Juli 1803 gift med Ulrikke Charlotte Linnérhjelm (f. 1773, d. 1847 i Helsingør) og døde den 19. September 1824 af en Nervefeber i sit 56. Aar. Han var Medlem af det svenske Kunstakademi.

(Weinwich, S. 231. do. Lex. Bricka, V, 207. Samleren 1792, IV, S. 94. Skild. 1812, Sp. 89, 1126; 1814, Sp. 233; 1830, Sp. 499—500, hvor en Del af hans Arbejder nævnes. Rigsarch. Krohn I, 77 og 144—148. Dagen, 26. Dec. 1822. Adresseavisen 1808, Nr. 22; 1824, Nr. 222. Thaarup Fdl. Nekrol., 8.284. Akad. Holmens Kirkeb. ved Lengn.)

 

Flint. Johannes Flint, Kobberstikker, Broder til A. Flint, blev født i København, døbt den 15. August 1778, vandt 1800 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet, men gik ikke videre. Han kendes kun som bosat i København til 1815, medens dog hans eneste bekendte Stik »Domkirken og Klokketaarnet (det skæve Taarn) i Pisa« er fra 1818. En endnu yngre Broder, Ole Flint, født 1785, død 1806 var ogsaa Kobberstikker.

(Akad.    Krohn I,  166.    Lengn.    Trin. og Holm. K.    Vejvis.)

 

Flint. Niels Flint, Historiemaler, Broder til de ovenfor nævnte Kobberstikkere Flint, født i København og døbt den 18. April 1776, besøgte Kunstakademiet fra 1790, vandt 1793 den mindre, 1795 den store Sølvmedaille, fik rimeligvis s. A. den mindre Guldmedaille, skønt han kun nævnes i Protokollen som konkurrerende, og endelig 1797 den store Guldmedaille for Opgaven »Abrahams Sorg ved Saras Død« (i Mos. 23, V. 2). Han regnedes for en meget lovende Kunstner og fik 1805 en varm Anbefaling af Akademiet, da han vilde søge Arbejde ved det nye Christiansborg, og Aaret efter rostes han i endnu stærkere Udtryk som værdig til Rejseunderstøttelse af Kongens Kasse. Inden den Tid, den 30. December 1802, var han bleven gift med Marie Cathrine Gundelach. Foruden hans Medaille-stykke ved man kun at nævne af ham en Kopi efter Abildgaards

 

255

Filoktet, som han udstillede i Akademiet (1794), »Et historisk Maleri«, som han udstillede 1797, samt 1809, hjemsendt fra Dresden, »Meleager« og tre Kopier. Han forsvinder snart efter ganske; Wein-wich tror, han er død paa en Udenlandsrejse, og et andet Sted siges blot (1813): »Har end Konjunkturerne berøvet os en Flint«. Om hans Rejse kan kun oplyses, at der af Fonden ad usus publicos den 15. August 1806 bevilgedes ham 500 Rdl. d. C. aarlig i to Aar, et anseligt Stipendium i den Tid, at han først tiltraadte Rejsen i Slutningen af 1807, længe laa syg i Kiel, derpaa rejste over Ham­borg til Leipzig, hvor han mistede sine Penge, vandrede til Fods til Dresden, hvor N. Wolf (s. d.) hjalp ham, udførte der de Kopier, som udstilledes 1809, og var derpaa i Wien, paa Vejen til Rom, da en Forlængelse af Stipendiet bevilgedes ham den n. April 1809. Siden erfarer man intet om ham, uden at der i 1811 gøres Regn­skab for de ham tilstaaede Rejseunderstøttelser.

(Weinwich Lex. Rigsarch. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1808, Nr. 22. Skild. 1813, S. 458. Holmens Kirkeb. ved Lengn.)

 

Flintoe. Johannes Flintoe, født 1786 rimeligvis i København, var Plejesøn hos P. Faxøe (s. d.) og lærte at male hos ham, besøgte Kunstakademiet i 1802—1803, men kom dog ikke saavidt, at han vandt dets Medailler. Han var i Førstningen Portrætmaler, senere Landskabsmaler og levede i en lang Aarrække i Christiania som Lærer ved Kunstskolen der. Adjunkt Hanck fra Odense, som i 1822 besøgte Norge, omtaler i nogle Rejsebreve, der blev trykte 1825 i »Iversens Avis«, Flintoes norske Landskaber i Olie og Gouache med megen Tilfredshed, og nævner lejlighedsvis, at han ogsaa restaurerede gamle Malerier. I 1835 var Flintoe i Besøg i Danmark og foreviste i København nogle Panoramaer, der blev omtalte med Ros i »Dagen«. Efter at have taget sin Afsked fra Skolen i Christiania, kom han tilbage til København, hvor han henlevede sin Alderdom, og han døde her ugift den 27. Januar 1870 i sit 84. Aar. I Christiania findes i det norske Nationalgalleri »Tvekamp mellem norske Strids­mænd fra Sagatiden« og han har der bl. a. malet Chr. Hansteens Portræt.

(Akad. Strunk. Fort. over Gall. i Chrnia. Nr. 212. Dagen 1835, Nr. 255. Berl. Tid. 1870.)

 

Flügge. B. Flügge, Kobberstikker i København, som mulig kun har været Dilettant, da Bladene ere i saa lille Format, har i Aarene 1758—60 raderet nogle Plader, hvoraf tre bære Aarstal og

 

256

to Tilføjelsen Hafniæ.    De fleste forestille Landskaber og Bygninger, én  »Et Barn«.    F.  C. Krohn kender 9 Blade af ham. (Priv. Medd.    Krohn I, S. 29.)

 

Foltmar. Christoffer Foltmar, Miniaturmaler og Emaillemaler, var født i København den 17. Oktober 1718 og Søn af Violinisten Johann Foltmar eller Voltmar, som han oprindelig hed. Han lærte Musiken af sin Fader og lagde sig paa samme Tid efter Maler­kunsten hos J. Fosie (s. d.). Allerede 1739 blev han Organist ved Vajsenhuskirken, hvis Orgel han selv byggede i Forening med sin Broder. Da han havde aflagt Prøve paa sin Færdighed i at tegne og male (1747), fik han Tilsagn om Organisttjenesten ved Holmens Kirke, som han dog ikke opnaaede, da hans Formand, J. Fosie, overlevede ham; han blev Tegnelærer for Kadetterne, derpaa kgl. Hofminiaturmaler (1748) og informerede tillige de kongelige Børn. Aaret efter, den 22. Oktober, ægtede han i Roskilde Frederikke Otzen (f. der 1731, d. den 16. Marts 1814 i Christiania). Han nøjedes dog ikke med at dyrke Vandfarvemaleriet (Miniatur), men lagde sig fra 1753 ogsaa efter Emailmaleri, og Kongen gav ham en Sum Penge, for at han kunde øve sig deri. Han døde flen 4. April 1759 °S Enken fik 80 Rdl. d. C. aarlig i Pension. En Broder, Christian Ulrik Foltmar, var Tapetvæver, men faar i Tiden 1759—1765 ogsaa Betaling for Miniatur- og Emaillebilleder. Han skal have levet til 1794.

(Weinwich, S. 135 og 165. Biisching Nachricliten, S. 252. Danske Saml. IV, S. 87. Bricka, V, 234. Rigsarch. Statskal. 1749—60. Berl. Tid. 1814. Nr. 41.)

 

Fortling. Christian Edvard Fortling, Lithograf, Søn af Lotto-administrator Christian Frederik Fortling (f. 1761, d. 1821) neden­nævnte Jakob Fortlings Søn, og Bertha født Jensen (f. 1779, d. 1841), blev født den 10. April 1809 i København. Han gennemgik Kunst­akademiets Tegneskoler (1820—29) til Gibsskolen og blev Maler­svend; men da hans Helbred ikke tillod ham at arbejde som saadan, lagde han sig efter Lithografien, først som Haandværk, i Meyers Voxdugsfabrik, senere gik han over til at arbejde som Kunstlithograf i det kgl. Stentrykkeri og hos Em. Bærentzen & Co. Ved Siden af at han udførte en Del videnskabelige Arbejder for Eschricht, Bendz og Prosch, saaledes at han baade tegnede Genstandene efter Naturen og siden lithograferede dem, arbejdede han ogsaa som Kunstner, vandt især Navn som en dygtig Portrætlithograf, og i denne Retning

 

257

var han næsten udelukkende sysselsat i sine senere Aar. Frederik VII's og Biskop Mynsters Portræter efter Gertner, Grundtvigs store Portræt efter Marstrand, Portræterne af Christian IX og Dronning Louise ere, foruden en stor Mængde private Portræter, udførte af Fortling.

Han havde i 1844 søgt Rejseunderstøttelse af Akademiet uden at opnaa den, derimod var han 1853 udenlands med Understøttelse fra den Reiersenske Fond og tilegnede sig paa denne Rejse tillige Færdighed i selve den lithografiske Trykning. Han ejede en Presse og trykkede i sine senere Aar selv sine Arbejder. Fortling udstillede jævnligt fra 1838 til 1873 dels Tegninger, dels Lithografier. Han var gift med Adelheid født Feine fra Weimar og døde her i Køben­havn den 12. August 1875.

(Priv. Medd.    Adresseav.  1821, Nr. 256.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Fortling. Jakob Fortling eller Fortlin, Billedhugger og Archi-tekt, var en Tysker af Fødsel, født den 23. December 1711, og kom herind som Sten- eller Billedhugger. Paa en Rejse i Norge opdagede han Marmorbrud, fik 1744 Privilegium paa at drive dem i Forening med Eigtved (s. d.), og han skænkede til Minde herom fire Søjler af norsk Marmor til Frederikskirken paa Christianshavn. Fortling var Hofstenhugger, da han den 18. Oktober 1756 blev udnævnt til Hof bygningsinspektør, og faa Aar efter (1760) blev han Hof bygmester. Men som en Følge af et Udslet, hvormed en Skødehund havde smittet ham, døde han allerede den 15. Juli 1761 paa gammel Amagerland, paa Porcelæns- eller Fajancefabriken Kastrup, som han selv med Statsunderstøttelse havde grundlagt og ejede. I »Oecon. Mag.« IV, S. 337, har han skrevet en Afhandling »Om grundmurede Bøndergaarde at bygge«. Han var først gift med Dorthea Fortling (d. 1746) og ægtede derpaa i September 1747 Anne Christine Hellesen (f. 1724, d. 1771), hans Datter blev gift med Harsdorff, og Edvard Fortling var hans Sønnesøn.

(Priv. Medd. Bricka, V, 259. C. Nyrop, den dske Pore. Fabr. Postrytt. 1756, Nr. 85. Worm, Lit. Lex. Suppl. Adresseav. 1761, Nr. 53. Lengn. Petri K.)

 

Fosie. Jacob Fosie, Maler og Raderer, født paa Østergade i København 1679, lagde sig efter Musik og Mechanik, men med mest Forkærlighed efter at tegne og male, navnlig med Vandfarver; han var Lærling af Krock, men malede dog helst Landskaber med Figurer, som han for det meste kopierede efter hollandske Malerier, Wouwerman og lignende Mestre. Han var Medlem af Kunstakademiet

 

N. K. L.    I.                                              Juli 1895.                                             17

 

258

i Florens (før 1737), uagtet han næppe har rejst, og blev Tegne­mester for Søkadetterne, uvist naar, maaske efter Krocks Død (1738): han var tillige Organist ved Holmens Kirke lige til sin Død. I Aaret 1721 blev han gift med Anna Dorothea Ilsøe og levede med hende i det samme Hus paa Østergade, hvor han var født, og hvor han døde den i. December 1763, 84 Aar gammel. Han raderede meget og har udgivet »Tegnet Abc« i 24 Kobbere, »Læreklude«, Kbhv. 1741—43. En Samling af hans Disciples Arbejder, Kbhv. 1747 og en Samling Landskaber, Kbhv. 1746. Blandt hans Lærlinger nævnes Kaptajn Norden, Kaptajn Willars, Kaptajnltn. Grønvold. Foruden den nedenfor nævnte Datter, havde ogsaa Datteren Elisabeth Fosie og Sønnen Michael (Mikkel) Jacobsen Fosie, født den 10. Januar 1724, død den 22. Maj 1794 som Sognepræst ved St. Mortens Kirke i Randers, lært Kobberstikkerkunsten af Faderen og have stukket, den første tre, den sidste ni Blade, som nævnes i Krohns Fortegnelse. Sønnen var gift med Anna Jensdatter Foss (f. 1732, d. 1809), Datter af Hospitalsforstander Jens Foss.

(Weinw., S. 133. Dauw, Schildrer und Mahler, S. 316. Sandv., S. 43. Bricka, V, 260. O. Westengaard, Fara. Westengaard. Wiberg. Wielandts Lærde Tid. 1737, Nr. 14. Adresseav. 1763, Nr. 131, 1764, Nr. 15. Skild. 1830, Sp. 500. Thiele. Kstakad., S. 42. Chr. Bruun, Rostgaard, S. 451, Anm. Krohn I, H—I5, 5°—S'-)

 

Fosie. Johanne Marie Fosie, Malerinde, var Datter af den ovennævnte Jakob Fosie og Anna Dorothea f. Ilsøe og blev født i København den 24. (døbt den 27.) Marts 1726. Hun lagde sig efter at tegne, male med Vandfarve og radere under Faderens Vejledning. Allerede i sit 15. Aar (1741) udførte hun et Stik »Kristus for Pilati Domstol«, der findes blandt Faderens »Læreklude«. To Aar efter stak hun en Gengivelse af »Illuminationen ved Jakob Fosies Hus ved Prinsesse Louises Indtog den 11 December 1743«, ligesom i det Hele ikke faa af hendes Arbejder ere fra dette Aar. Af hendes Vandfarvebilleder, der for største Delen ere Kopier efter hollandske Forbilleder, ere mange endnu bevarede i hendes Mands Familie; hun blev nemlig den i. September 1758 gift med Provst Jens Eriksen Westengaard (f. 1724, d. 1794) i Sverborg, Søn af Regimentskvarter-mester Erik Jensen Westengaard (f. 1677, d. 1751) og Else Marie Christiansdatter Fyhn (d. 1739); men hun døde allerede efter faa Aars Ægteskab den 23. August 1764. Hun synes ikke alene at have været en for sin Tid dygtig Kunstnerinde, men ogsaa en livlig og aandfuld Dame, hvis Selskab var søgt af Datidens dannede Kredse.

 

259

En tysk Brevskriver kalder hende die geschickte, artige und hilbsche Johanne Fosie. Af hendes Stik kan nævnes »Dokkens Indvielse«, tegnet af F. Norden, to Fremstillinger af Christiansborg, en af Torden­skjolds Attaquer til Rothes Levned af denne o. fl. Man har tre Portræter af Johanne Fosie, et i Stambogen, som nu bevares i det Store kgl. Bibliothek, et Miniaturportræt og et Oliemaleri, udført af J. Hørner, som ogsaa har malet hendes Mand Provst Westengaard og den nævnte Broder, M. Fosie. Disse Portræter ejes af Oberst Westengaard.

(Weinw., S. 133 og 165. Dauw, Schildrer u. Mahler, S. 321. Biischmg, Nachr. I, S. 438. Sandv., S. 43. Birch, Billedgall. III, S. 350. Bricka, V, 260. O. Westengaard, Fam. Westengaard. Wiberg. Skild. 1830, Sp. 501. Erslew, Suppl.. III, 590. Krohn, I. 51.)

 

Foss. Ha raid Frederik Foss, Landskabsmaler, født den 21. August 1843 i Fredericia, hed egentlig Voss, men forandrede Navnet efter Krigen i 1864. Han er Søn af Toldassistent, senere Billedskærer Hans Vil­helm Foss (Voss, f. 1817, d. ³/j 1892) og Vilhelmine Sofie født Støckel-bach (f. 1816, d. ²⁸/₁₂ 1891); han blev sat i Apothekerlære, men da han havde Lyst til at være Kunstner, tog han 1861 til København, hvor han blev Lærling hos Landskabsmaler Kyhn og gennemgik samtidig Akademiets Tegneskoler. Siden 1865 har han udstillet Landskaber, hvortil han fortrinsvis har søgt sine Motiver i Jylland, navnlig i dets Hedeegne. For hans 1867 udstillede Arbejder tilkendtes ham »den Sødringske Opmuntringspræmie for Landskabsmalere«. I 1874 ægtede han Anna Elisabeth Christine Holcha Hansen (f. 1849, d. 1881), Datter af Købmand Nikolaj Christian Hansen i Hobro, og den 4. Maj 1894 Petra Frederikke Fischer (f. 1862), Datter af fh. Adjunkt Cand. theol. Jean Arnold Fischer i Ribe og Emilie Pauline Frederikke f. Thormann.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Franck. Johan eller Johannes Franck eller Franch, Billed­hugger og Steenhugger i Christian V's Tjeneste, skal have udført Piedestalen til Christian V's Billedstøtte paa Kongens Nytorv (fra­regnet Figurerne), samme Konges Buste og Statuerne »Gudsfrygt« og »Retfærdighed« til Nørreport, samt et Mindesmærke over Stiftamtmand Erik Banner (d. 1687) i den senere afbrændte Frue Kirke. Han maa være død 1688, da hans Enke (r), Marie Franck, paakalder Rente­kamrets Hjælp for at faa 1000 Rdl., som Manden havde tilgode paa det sidstnævnte Gravmæle. Saaledes meddelt af F. J. Meier i Dsk.

 

260

biogr. Lex. uden Opgivelse af Kilder. Endnu 1689 ansættes han dog til Grundtaxt. Franck fik, ved Kontrakt af i. November 1673, Bestilling paa en Fontæne af gullandsk Steen til Jægersborg. Mindst fra Januar 1664 var han Borger og Indvaaner i København og fik det Aar Tilladelse til at bruge en Plads foran Holmens Kirkemur til Arbejds- og Oplagsplads, 1675 fornyes Kontrakten herom.

(Bricka, V, 270.    Friis Sml.,  143.    Kbh. Dipl.)

 

Frandsen. Thomas Frandsen, Billedhugger, nævnes mellem 1586 og 1597 som boende i Helsingør. I 1586 faar han Bestilling paa en Altertavle til Kronborg Slotskirke, 1589 udfører han en Solskive til Dronningens Kammer paa Kronborg, 1596 faar han a contc-Betaling paa en Fontæne (Brønd) til Koldinghus; men inden 5. August 1597 er han død.

(F. R. Friis, Frederik II's Mon., 1877, do. Sml.. 341, 347. Nye dske Mag. VI, 161. Dske Saml. V, 175.)

 

Frantz. Peter Frantz, Maler, født i Helsingør 1569, nævnes af Descamps som Jan Nieulandts (f. samme Aar) Lærer. Aarstallet gør det ikke urimeligt, at her er sket en Forvexling med Peter Isacsz (s. d.), som var født i Helsingør det nævnte Aar. Derimod nævner »Danske Atlas« i Beskrivelsen af det ældre Christiansborg »nogle bibelske Historier, vel malede af Mons. Frantz«.

(Descamps, Peintres Flam. &c. I, 259. Dske Atl. II, 105. Spengler, Art. Eft. Fussli Lex.)

 

Frantzen.     Christian   Frantzen,   Contrafejer   i   Næstved,    døde 1630.    Et Epitaf findes over ham i St. Peders Kirke der. (Priv. Medd.)

 

Frantzen. Conrad Frantzen, Portrætmaler, fik underlig nok, fra 1651 til 1653, 100 Rdl. aarlig »for at perfectionere sig i Danse­kunsten«, men derefter fra 1658 til 1660 samme aarlige Løn som Contrafejer, og fra Nytaar 1661 fik han i denne Egenskab 160 Rdl. aarlig til 17. Maj 1673. Han er utvivlsomt den Conrad Contrafejer, som fra 1673—1682 nød en Slags Pension (se Conrad).

(Rigsarchivet.)

 

Frederiksen. Heinrich Vilhelm Frederiksen eller Friederichsen, Architekt, se Friederichsen.

 

261

Freese. Daniel Freese, Maler, kalder sig natione Ditmariensis og har malet et Portræt af H. Rantzau i Frederik II's Tid. Tillige malede han Prospekter 1572—95. Han døde 1611.

(Weinw., S. 39. Zeitschr. f. Hamb. Gesch. II, S. 332; N. F. II, S. 263. Hamb. Kstlerlex., S. 76.)

 

Freund. Georg Christian Freund, Billedhugger, Søn af kgl. Mønt­mester, Etatsraad Johan Frederik Freund (f. 1785, d. 1857) og Hanne Magdalene født Kreiner (f. 1797, d. 1878) er født i Altona den 7. Februar 1821 og er Brodersøn af nedennævnte H. E. Freund, til hvem han efter sin Konfirmation 1836 rejste hen for at uddannes til Billedhugger. Han begyndte strax at besøge Kunstakademiet i København, vandt 1839 Pengepræmie for Modelering »i Ornament­faget« (Kopi efter et Relief af Thorvaldsen), 1841 den mindre, 1843 den store Sølvmedaille og 1845 den mindre Guldmedaille for »Hek-tors Afsked med Andromache«. Senere konkurrerede han til den store Guldmedaille uden at kunne opnaa det fornødne Stemmetal, uagtet det fortjenstlige ved hans Arbejder blev erkendt. Derimod fik han 1849 °g ^I&53 den Neuhausenske Præmie, sidste Gang for en Gruppe, »En Karl, der vander sin Hest« (Statens Saml.).

Freund, som efter sin Farbroders Død (1840) arbejdede nogle Aar under H. V. Bissen, havde begyndt at udstille 1841 og udførte i sine Ungdomsaar, foruden sine Konkursarbejder, flere selvstændige Værker, dels Gravmæler med Reliefer, dels fritstaaende Figurer, f. Ex. »En Pige med en Kat«, et Motiv, Kunstneren flere Gange har gen­taget, snart som første Gang (1853) et staaende Barn, snart et liggende (1858). Tillige arbejdede han som Dekoratør i Thorvaldsens Museum under Bindesbølls Ledelse og udførte flere af Thorvaldsens Arbejder i Marmor. Han var allerede bekendt som Kunstner, da han i 1854 rejste til Rom med ét Aars Understøttelse fra Kirke- og Undervisningsministeriet, som forlængedes med to Aars Stipendium fra Kunstakademiet. I Rom, hvor han forblev til 1860, og atter opholdt sig 1861—62 og 1864—65, har han udført de fleste og bedste af sine Arbejder. Den 4. Oktober 1869 blev han Medlem af Kunstakademiet, 1878 vandt han Halvdelen af en Eibeschiitz'sk Præmie for Gruppen »Azarias og Tobias« (jfr. A. A. Jerndorff); i 1881 havde han det Ancherske Rejselegat, og i 1885 en Understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse til Udførelsen af »Ragnarok­frisen«. Da nemlig ved Christiansborg Slots Brand 1884 den af hans Farbroder (se H. E. Freund) udførte Frise blev tilintetgjort, modelerede

 

262

Freund, efter den bevarede Skitse og efter Hukommelsen, idet han som ung Mand havde arbejdet med paa den nu ødelagte Original, hele Ragnarokfrisen paany ikke mindre end fire Gange, til Museet i Odense i halv Størrelse, til Glyptotheket i fuld Størrelse, til en Privat­mand i Berlin samt et Exemplar, som er hengemt til at opsættes i Christiansborg Slot, naar det er blevet genopført. Disse Arbejder optog hele sex Aar af Kunstnerens Liv.

Uagtet Freund har udført ikke faa mandlige Figurer, som »Boccia-spilleren« (1861), der gjorde megen Lykke (Statens Saml.), senere udført i Bronce til Glyptotheket, »Actæon, der forfølges af sine egne Hunde s (1863, Statens Saml.) o. fl., har han dog især viet sine Kræfter til Gengivelse af Kvinden, snart den blufærdige Jomfru, snart den unge Moder omgiven af blomstrende Børn. Saaledes har han udført »En ung Pige, som plukker Blomster« (1854, Statens Saml.), »En ung Pige, der spinder«, flere Gange i Marmor paa Bestilling, »En ung Pige, der spejler sig efter Badet«, som ejes af Etatsraad Tietgen, »En Moder med sit Barn« og »En Moder, der spiller Castagnetter for sit Barn«, begge til Grev Moltke. Ogsaa hans Gengivelser af Børn have vundet meget Bifald. Foruden »En lille Pige med en Kat«, som ovenfor er nævnet, har han bl. a. udført »to Venner«, d. v. s. en Dreng, der kærtegner en Hund, o. fl. Freund har tillige stadig, navnlig under sit sidste længere Ophold i Hjemmet, udført dels ikke faa Reliefer efter egen Opfindelse, dels Marmorgengivelser af Thorvaldsens Arbejder til Thorvaldsens Museum. Blandt senere Arbejder kan nævnes Gruppen »Samson og Dalila« (1884) til Museet i Odense og Bernhard af Clairvaux til Frederikskirken.

Freund blev den 20. August 1861 gift med Jacobine Felixine Magens (f. 1817, d. ³/₉ 1869), første Gang gift 1837 med Lægen Ferdinand Dewhurst; hun var Datter af Major Johannes van Soliingen Magens (f. 1794, d. 1837) og Felixine Svendsen (f. 1794, d. 1865); i 1870 indtraadte Freund i andet Ægteskab med Agnes Georgiane Dewhurst (f. 1844, d. 1877), Datter af Plantageejer Dewhurst i Vest­indien og Hustru f. Stevens. I 1892 fik han Titel af Professor.

(Priv. Medd.   Reitzel.   Lengn. Fam. Magens.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Freund. Hermann Ernst Freund, Billedhugger, blev født i Lands­byen Uthlede ved Bremen den 15. Oktober I786.¹ Han var en Søn

¹ Han blev døbt samme Dag. En Daabsattest, udstedt 1830, et Rejsepas til Norge 1813, hans Rejseinstrux fra Akadamiet i 1817, flere Breve m. m. findes i mine Samlinger til Dsk. Kstnlex.

 

263

af Kursmed, senere hannoveransk Regimentsdyrlæge Julius Conrad Freund (f. 1753, d. 1842) og Cathrine Elisabeth v. Wiirden (f. 1763, d. 1822), og han oplærtes til Smedehaandværket. Da han var i sit 17. Aar og allerede for en Del kendt med sit Haandværk, rejste han i Maj Maaned 1803 til København, hvor hans ældste Broder Frederik (se G. C. Freund), senere Møntmester i Altona, allerede havde været i sex Aar og arbejdet som Smed. Grunden til, at Familien valgte København til Opholdssted, laa dels i, at Freunds Morbroder var Smedemester der og holdt et, især for de Tider, stort Værksted, dels i, at de urolige Krigsaar maatte friste Forældrene til at vælge det fredelige Danmark fremfor et hvilket som helst Sted indenfor Tysklands egne Grænser. Derved undgik han den for saa mange Familier sørgelige Udskrivning til Napoleon I's Armee.

Sammen med sin Broder, der havde været et Besøg i Hjemmet, afrejste Hermann Freund paa et dansk Skib fra Wesermundingen til Helsingør, hvor Brødrene gik i Land. I de første Dage af Juni iSog¹ kom de til København, og Freund fik strax Plads i Mor­broderens Værksted som Lærling. Men hans Lærelyst og Attraa efter Kundskab blev ikke længe staaende herved. Hans Haandværk havde tilfældig bragt ham i Forbindelse med Medaillør J. Conradsen, og hos denne lagde han strax Mærke til, hvilke Redskaber han brugte, og hvorledes han førte dem. Det var nok for Freund til at forsøge paa selv at gravere Bogstaver; paa samme Tid lagde han sig efter Mathematik og lærte at tegne i Søndagsskolen. Da han der vandt en Medaille for sin Tegning, gav dette Stødet til, at hans Morbroder fik ham indsat i den saakaldte Ornamentskole paa Kunst­akademiet. Denne Klasse var ganske læmpet efter Haandværkernes Tarv, og det synes ogsaa, som Freunds Tanke endnu ikke gik ud over dette Maal, selv efter at Skolens Lærer Cl. Mørch havde rost ham og raadet ham til at søge Akademiets egentlige Kunstskoler.

Da han ved Nytaarstid 1806 var bleven Smedesvend med særlig Udmærkelse, fik han mere Raadighed over sin Tid, og samtidig med at han arbejdede som Svend, begyndte han at besøge Akademiets første Frihaandstegneskole. Med al Freunds Fingernemhed, Hurtighed og udholdende Flid gik det dog ikke saa let i disse Kunstens For-beredelsesskoler, som han efter sit tidligere Held havde tænkt sig, og hans ildfulde Utaalmodighed havde ondt ved at finde sig i Skolens Langsomhed. Først i Januar 1808 kunde han rykke op i den anden

1         Angivelsen  1804, i Freunds Levned af Sønnen, er en Fejlskrift.

 

264

Frihaandstegneskole, i Marts 1809 i Gibsskolen og endelig i Marts 1810 i Modelskolen, hvor han kunde konkurrere til de længselsfuldt attraaede Medailler.

I disse Aar havde Freund oplevet meget, som maatte give ham et andet og friere Blik paa Verden. Englændernes Overfald i 1807 gjorde et stærkt Indtryk paa den 2i-aarige unge Mand. Landets og Hovedstadens Fare vakte en Fædrelandsfølelse i hans Hjærte, som for stedse knyttede ham til Danmark, og den forstærkedes ved, at han maatte se sine egne Landsmænd, Hannoveranerne, blandt de Danskes Fjender. Medens han tidligere havde hævdet sin tyske Byrd, naar nogen holdt ham for at være en Holstener og som saadan dansk Undersaat, saa rettede han fra nu af aldrig denne Fejl. Endnu i April 1815 kalder derfor ogsaa en Anmelder i »Nyeste Skilderie« ham for en »Holstener af Fødsel«. Freund kunde ikke sidde stille under Krigens Uro. Da alt vaabendygtigt Mandskab blev forpligtet til at gøre Tjeneste i et borgerligt Korps, foretrak han det borgerlige Artilleri, hvor han troede at kunne gøre -mest Nytte med sin mechaniske Dygtighed og sit skarpe Blik. Ogsaa i denne Virksomhed arbejdede han med en saadan Udholdenhed og Flid, at han i 1809 fik en Sølvmedaille for flest bedste Skud. Efter Bombardementet vendte han tilbage til Fredens Gerning, og her hid­førte Omstændighederne et nyt Valg, der blev endnu mere afgørende for hans Liv.

Da den kongelige Medaillør Peter Leonhard Gianelli var død ved Juletid 1807, fik J. Conradsen snart efter hans Plads som Medaillør ved Mønten, og denne overtalte Freund til at arbejde hos sig som Medhjælper ved Stempelskæringen. Den Fremgang, han her gjorde som Medaillør i Løbet af 1808 til 1809, vakte hans Lyst til ganske at opgive Smedehaandværket. Mænd af Indflydelse var blevne opmærksomme paa den alvorlige og lærelystne unge Mand og vilde tage sig af ham; men de misforstod den Følelse, der rørte sig hos Freund, og deres kortsynede, om end velmente Raad kunde kun fjærne ham fra dem. Møntdirektør Warberg mente, at Gørtler-haandværket var Freunds rette Omraade, medens Bygmesteren, daværende Etatsraad C. F. Hansen, vilde bruge ham som Ornament­billedhugger. Freund lod sig dog ikke lede fra sit Maal. Han modelerede meget efter Gibsafstøbningerne i Antiksalen paa Charlotten-borg og var saa greben af de derværende Kunstværkers Skønhed, at han fældede Taarer ved Tanken om, hvor høj en Opgave han havde sat sig.

 

265

Skønt Freunds kunstneriske Snille allerede har maattet aabenbare sig i hans første Tegninger, synes dog Tegning at have været den Kunstform, hvori han havde vanskeligst ved at udtrykke sig. Dels holdt han i sine senere Kunstneraar slet ikke af at tegne, saa at han hellere modelerede en stor Skitse end tegnede et lille Udkast, dels gik han forholdsvis langsomt frem, saa længe han endnu var i Tegneskolen. Efter at han derimod var rykket op i Modelskolen, vandt han allerede ved Enden af det andet Fjerdingaar, d. v. s. Ferien fraregnet, i December 1810 den mindre Sølvmedaille og tre Maaneder senere den store Sølvmedaille, begge Dele for Relief-modelering efter den levende Model. Omtrent ved samme Tid (April 1811) fik han dansk Indfødsret og kunde altsaa gennem Akademiets Guldmedailler vinde Ret til det store Stipendium.

Imidlertid synes det, som om Freund i flere Aar stod i Stampe. Han har haft vanskeligt ved at blive enig med sig selv, om han skulde vælge Medaillørkunsten eller den egentlige Billedhuggerkunst, saaledes blev han i 1813 sendt til Norge for at ordne Forholdene ved Mønten i Kongsberg, og han optraadte endnu i Aaret 1816, ved at deltage i Konkursen om Kroningsmedaillen, som Medaillør, samtidig med at han flere Gange udstillede Billedhuggerarbejde baade i Relief og fritstaaende Figurer. De Tvivl, der saaledes omspændte ham, var maaske Skyld i hans langsommere Fremgang. Da han i Aaret 1811 konkurrerede til den mindre Guldmedaille, fik han den ikke, ja, det hed sig endog om hans og de andre Konkurrenters Arbejder, at de vare saa maadelige, at Akademiet tog i Betænkning at udstille dem. Ved den næste Konkurs, to Aar senere, lykkedes det vel Freund at vinde den mindre Guldmedaille (Oktober 1813), dog kun efter at Direktørens Stemme havde gjort Udslaget, da Stemmerne vare lige for og imod. Med den store Guldmedaille gik det ogsaa langsomt. Ved Konkursen for Aaret 1815 blev Medaillen ikke tilkendt ham, og først i Oktober 1817 stod han ved sine Ønskers Maal, da han paa Basreliefet »Abraham forjager Hagar« fik Medaillen tilkendt.

Samtidig var Freund offentlig fremtraadt som Kunstner ved paa Udstillingen 1813 at fremsætte en Lermodel i halvophøjet Arbejde af en »Sapfo«. Derpaa forsøgte han at udføre fritstaaende Figurer, hvoraf dog ingen paa Grund af hans Fattigdom blev afstøbt i Gibs. Hans næste udstillede Arbejde »Euridice, flyende for Aristæus« var saaledes ogsaa kun at se i Lermodellen ved Elevudstillingen i April 1815. Dette Værk vakte mere Opmærksomhed og gjorde først hans Navn kendt udenfor Akademiets snævrere Kreds. Det havde endog

 

266

tiltalt Prins Christian (senere Christian VIII) saa meget, at han vilde have ladet det afstøbe i Gibs. Men denne Forhaabning brast, da Figuren, nogle faa Dage førend det skulde ske, blev funden sammen­styrtet i Kunstnerens Værksted. Senere genoptog Freund den samme Tanke i Rom, men Arbejdet maatte da vige Pladsen for andre større Foretagender. Et Værk, som ogsaa tilhører Tiden inden Rejsen, er en kolossal Buste af Frederik VI som Imperator med Hjælm og antikt Draperi. Den staar i en Blinding over Garnisonshospitalets Port indad mod Gaarden. Det er foruden Konkursarbejderne det eneste Værk, som er bevaret fra Kunstnerens Ungdomstid.

Efter Akademiets Fundats havde Freund nu Ret til Rejse­stipendium, men han skulde egentlig vente, til det blev ledigt. Dertil var hans Utaalmodighed for stor, han kunde ikke en Gang vente, til Fonden ad usus publicos bevilgede dets Udredelse forskudsvis fra Nytaar 1818 at regne. Saa hurtig som mulig tog han den befalede Examen »med Berømmelse« og fløj derpaa afsted med Akademiets Rejseinstrux og gode Løfter i Lommen, den 3. December 1817. Rejsen gik gennem Tyskland og Norditalien til Rom, hvor han en af de første Dage i Maj 1818 kunde trykke Thorvaldsen og J. L. Lund i Haanden. Nu var han hverken Smedesvend eller Lærling mere; han var »Akademiets rejsende Artist«, han var Kunstner! Men ogsaa i Rom fik han rigelig Brug for det ihærdige Mod, der hidtil havde holdt ham oppe under saa mange Vanskeligheder.

Allerede i 1816 var Freund traadt i Forbindelse med de Kommissioner, der ledede Opførelsen af forskellige af Københavns offentlige Bygninger. Det var blevet ham overdraget at modelere en Relieffremstilling til Frontenen paa Raadhuset efter Thorvaldsens Tegning; han gjorde en Skitse dertil, som blev sat til Side, indtil den i 1847 udførtes af Borup til Christiansborg Slot. Men ved Afrejsen fik han mundtlig en større og langt anseligere Bestilling, nemlig at modelere tolv Apostler til Blindingerne i Frue Kirke. Freund gik med megen Alvor og Samvittighedsfuldhed til Udførelsen af dette Værk. -For at øve sig begyndte han i Rom med, i Løbet af Eftersommeren 1818, at modelere et simplere Livsbillede, »en ung Pige, der siddende giver et Lam at drikke«. Motivet er taget af en Hyrdefortælling af Longos, og denne Gruppe kaldes derfor undertiden »Chloe«, undertiden »Uskyldigheden, der opklækker et Lam«. Den blev bestilt i Marmor af Grev Somariva i Milano; men da denne døde, inden Arbejdet var afleveret, og hans Arvinger vilde underbyde Kunstneren, beholdt han det selv. Ved Freunds Død var

 

267

det endnu ikke ganske færdigt, men det blev fuldendt af hans Brodersøn G. C. Freund og blev købt til Statens Samling. Samtidig med Chloe modelerede Freund Maleren C. A. Jensens og Digteren Ingemanns Buster, som han udførte i Marmor for at øve sig i Behandlingen af dette for ham endnu fremmede Stof. Uagtet hans sjældne Lethed til al Haandgærning faldt det ham dog i Førstningen svært at hugge i Marmor; men de øvede Marmorarbejderes spodske Smil afskrækkede ham ikke fra at blive ved, til han havde naaet den fornødne Færdighed.

Hans Breve fra denne Tid udtrykke alle den dybe Alvor, hvormed han søgte at uddanne sig som Kunstner. »At frembringe noget, der ikke hører til det maadelige, se det er min største Sorg, og den lader mig aldrig have Ro.« Det er den beskedne Maade, hvorpaa han til Broderen udtalte sin brændende Attraa efter at gaa frem. Naar hans Tanke, efter hans Venners Vidnesbyrd, baade nu og senere med en saadan Ængstelse skuede ud mod Fremtiden, »at hans Helbred mærkelig led derved,« var det ikke simpel Nærings­sorg, der trykkede ham. Hvad der pinte ham, var Frygten for ikke at kunne yde som Kunstner det, han følte boede i hans Sjæl. Han arbejdede med hele sin Sjæls stærke Livslyst og naaede paa sin korte Levevej at røre Strenge, der skulle vedblive at genklinge igennem dansk Kunst.

I Foraaret 1819 tog Kunstneren ivrig fat paa Apostlerne og modelerede Skitser til dem i ^J/₅ af den virkelige Størrelse. Den 19. April var allerede tre af dem afstøbte i Gibs. Da trak Skyer sammen til et Lyn, der uden Tvivl er gaaet Freund nærmere til Hjærte, end man nu rigtig kan spore. Under Thorvaldsens Ophold i Hjemmet 1819—20 fik denne Lyst til selv at udføre alle Billed­huggerarbejderne til Frue Kirke, saaledes som det ogsaa senere skete, og Bestillingen blev altsaa Freund fratagen. Thorvaldsen anbefalede ham naturligvis ivrig til at faa andre Arbejder i Vederlag, og den nye Bestilling kom til at lyde paa de fire Evangelister til Slotskirken, samt et temmelig stort Tal mythologiske Figurer til Christiansborg Slots Hovedtrapper.

Det synes, som om hverken Freund eller Slotsbygningskommis-sionen har omfattet de nye Bestillinger med synderlig Varme. Freund gav sig rigtignok strax til at modelere en Merkur til Slotstrappen. Gibsmodellen, der maa have været færdig allerede 1821, kom aldrig til Anvendelse paa Slottet, men blev senere Statens Ejendom (brændte 1884). Det var et af Kunstnerens svagere Arbejder, ikke fuldkommen

 

268

heldigt i Forholdene og med stærkt Præg af Modellen. Han udførte ikke flere af de til Slottet bestemte Figurer, ligesom han ogsaa kun fik den ene af Evangelisterne færdig. Det var Evangelisten Lukas, der først efter Kunstnerens Død kom paa sin Plads i Slotskirken. Hvor fortjenstfuldt dette Arbejde end er, havde Kunstneren dog heri endnu ikke fundet den Tryllestav, der var bestemt for hans Haand, hans Blik var endnu ikke opladt for det Omraade, hvor hans Ejen­dommelighed rigest skulde udfolde sig.

En Genlyd fra det fjærne Danmark skulde faa Livskilden i hans Bryst til at sprudle med fornyet Kraft. I Danmark som ogsaa i Sverige var der i disse Aar ført en levende og til sine Tider bitter Strid »om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skønne Kunster«. Denne Strid blev Aarsag til, at nogle af det skandinaviske Literaturselskabs Medlemmer, paa Foranledning af Jonas Collin, i 1821 udstedte en Indbydelse til Kunstnerne med det Formaal at fremkalde Kunstværker i nordisk Aand. Af de indsendte Tegninger tilkendtes blandt andre Freund to Præmier, den ene for Skitsen til et Basrelief, »Mimer og Balder, som adspørge Nornerne«; den anden for to Tegninger til en siddende Odin.

Opmuntret herved kastede Freund sig med al Kraft paa Studiet af den nordiske Mythologi. Han skrev hjem derom til sine Venner, navnlig til den formaaende Collin, som allerede i Slutningen af 1822 paa det varmeste anbefalede Slotsbygningskommissionen Freunds Idé, »at udføre de vigtigste Momenter af Nordens Mythologi i en sammen­hængende Frise«. Slotsbygningskommissionen opgav, efter megen Overvejelse, det saakaldte Parolgemak som det mest passende Sted til en nordisk Frise. Efter de opgivne Maal indsaa Freund, at hans første Tanke ikke lod sig udføre, og han besluttede da at indskrænke sig til Ragnaroksmythen. I Løbet af de følgende Aar udførte han en Skitse til denne, hvorpaa han forsøgsvis anvendte Farver efter Oldtidens Forbillede. Den var færdig fra Kunstnerens Haand 1826 og vandt meget Bifald paa en Udstilling i Rom. Da Freund ikke gærne tegnede selv, fik han den tyske Kunstner Lindau til efter Skitsen at gøre en Tegning, som blev hjemsendt, og maa have vakt mere Opmærksomhed, end man fra først af havde ventet; thi Parol-gemakket blev nu opgivet og en anden større Sal valgt (»Andet Marchalstaffel«).

I Slutningen af Aaret 1823 døde den gamle Billedhugger Dajon, og Prins Christian, der som Akademiets Præses omfattede dets Tarv med megen Deltagelse, skrev strax til Freund, at han nu maatte

 

269

vende tilbage til Danmark »for at benytte Dajons skønne Atelier og være Akademiet nyttig«. Prinsen ventede ham i Løbet af 1824. Freund blev imidlertid ufortrøden ved sine Arbejder i Rom, medens •saavel Prinsen som Akademiet med priseligt Taalmod biede paa ham fra Aar til Aar. Han vilde aabenbart have et Værk færdigt, der kunde sikre hans Anseelse i København. Endelig tænkte han i 1828 for Alvor paa Hjemrejsen, der gik over Paris og Tyskland først til Berlin, hvor en stor Del af hans Slægt levede, og endelig til Køben­havn, som han gensaa i November Maaned.

Strax efter Hjemkomsten indgav Freund efter sædvanlig Skik sin Ansøgning om at blive agreeret ved Kunstakademiet, og fik der­efter som Opgave til Medlemsstykke at skulle udføre en Thor i halv naturlig Størrelse. I Forsamlingen den 27. Juli 1829 fremstilledes denne Figur, som vandt Akademiets »særdeles Bifald«, saa at Freund enstemmig blev optaget til Medlem. Det er en kraftfuld nøgen Skikkelse, som sidder i en stærkt fremadbøjet Stilling, støt­tende sine korslagte Arme paa Skaftet af den vældige Hammer. I Oktober samme Aar valgtes han til Professor ved Modelskolen.

Freund havde allerede med stor Lyst givet sig til at modelere nogle Partier af Ragnaroksfrisen, de uddragende Valkyrier, i den virkelige Størrelse. Men han standsede atter dermed, da han fik Efterretning om, at der var bleven valgt en anden Sal, der var saa meget større, at Frisens to Langsider betydeligt maatte forlænges, for at svare til Rummet. Og paa samme Tid havde man nedsat det af Kunstneren forlangte Honorar. Da han tillige saa, at hans Lukas under et intetsigende Paaskud var sat til Side, blev han greben af Mistillid til de Myndigheder, han ved offentlige Arbejder skulde forhandle med, og tabte efterhaanden Lysten til at fuldføre Frisen. Hans Livs betydningsfuldeste Værk blev saaledes henstaaende ufuldendt i hans Værksted indtil hans Død. Først senere er det blevet udført efter Skitsen under Tilsyn af afdøde H. V. Bissen, af hvem ligeledes de nødvendige Tilsætninger til de to lange Sider ere komponerede, og opsat paa sin Plads. Man har villet paastaa, at Fremstillingen ikke var nordisk nok. Men man glemmer let, at den hører til de første Forsøg i nordisk Retning. Og paa en Tid, da græsk Stil endnu var Plastikens eneste Stikord, fristedes man til at se den græske Oldtids Forbilleder overalt, hvor plastisk Stilfølelse traadte frem. For øvrigt kan Billedhuggeren hos ingen bedre end hos Grækerne lære, hvorledes en formløs religiøs-poetisk Forestilling plastisk kan udvikles til et idealt menneskeligt Billede. Det havde

 

270

Freund, mere end nogen anden, Øje for, og faa Kunstnere have hængt ved den græske Oldtid med større Kærlighed end han. Derfor er han heller ikke nogen umiddelbar Efterligner af Thorvaldsen; han staar ham tværtimod forholdsvis fjærn. I Modsætning til Thor-valdsens stemningsfulde Følelse for Liniernes Gang, brede Foldekast, simple storslaaede Opfattelse af Genstandens Hovedtræk, har Freund Lyst til at trænge dybere ind i sin Genstand, men udsætter sig saa for at tabe Overblikket. I sine senere Arbejder forstaar han dog at forbinde en ofte energisk Opfattelse af Naturen med en fremtrædende Følelse for ædel, plastisk Stil.

Den Ulyst, Freund følte til at fuldføre et Værk, hvis kunstneriske Sammenhæng maatte forekomme ham ødelagt, naar nye Tilsætninger skulde indskydes, blev Skyld i, at han ikke kom til at udføre noget større Arbejde, efter at han var kommen tilbage til Danmark. Et af hans mærkeligste Værker, den siddende Odin, der fra Lidskjalvs Højsæde skuer ud over Verden, var allerede modeleret og støbt i Malm i Rom. Nu lod han Lodberg ciselere det med en Omhu, der her i Landet brød Vej for en grundigere Behandling af Broncen og vakte en hidtil ukendt Opmærksomhed for dens Anvendelse til Kunst­værker. Den tilhører Kunstforeningen i København.

Da Springvandsfiguren (af L. le Clerc) i Rosenborg Have var meget brøstfældig, blev en ny Figur bestilt hos Freund til at afstøbes i Bronce. Han fastholdt det i den gamle Sandstensgruppe udtrykte Motiv, en Dreng, som rider paa en Svane og falder i Forbavselse over at se den udsende en brusende Vandstraale af sin oprakte Hals. Men han gennemførte Motivet med en Aandfuldhed og Skønhed, der gør det lille Arbejde saare tiltrækkende. I et senere Værk, et lille Gravmæle, anbragte han et Broncerelief paa den slebne Granits smukke Overflade, en Fremstillingsmaade, som senere er bleven benyttet af Bissen i større Maalestok.

Næst efter de Pligter, Freunds Lærergerning ved Akademiet paalagde ham, bestod hans Virksomhed, i det sidste Tiaar af hans Liv, i nogle Buster, f. Ex. Bygmesteren C. F. Hansens i Kunst­akademiets Forsamlingssal, men især i Udførelsen af en Mængde Gravmæler og Mindestene. Selv hvor Bestillingerne var meget ind­skrænkede, afviste han dem ikke, men greb Lejligheden til i det mindste at virke for en bedre Smag i den rent architektoniske Anordning af en simpel Ligsten. Flere af Mindesmærkerne paa Jægerspris høre med til denne Del af hans Virksomhed. -To af hans smukkeste Arbejder i samme Retning, Mindestene over Professor Jens

 

271

Møller og Biskop Miinter i Frue Kirke, ere let tilgængelige for enhver, der interesserer sig for Freunds Kunst. Blandt hans Arbejder i København kunne ogsaa nævnes Mindesmærket over Rahbek og de svævende Engle under Loftet i Holmens Kirke.

Freund    vedblev    at   have   varm   Følelse   for   Medaillørkunsten. Ved   hans   Hjemkomst   var   der  ingen  særlig  dygtige  Medaillører   i Danmark,   og   han formaaede derfor Akademiet til  at udsætte Pris­opgaver   for  at  vække Lyst  hos  yngre Talenter  til  at vælge denne Gren af Billedhuggerkunsten.     Selv uddannede han i denne Retning vor fortjente Medaillør, afdøde Christen Christensen, og den nuværende Medaillør ved Mønten,   H. Conradsen.     Hans talentfuldeste Lærling i Billedhuggerkunsten var den i forholdsvis ung Alder afdøde Kolberg. Men   han   blev  ikke  ensidig   staaende  ved  sit   eget Fag  alene. Baade Bygningskunst   og Malerkunst  iagttog  han   med megen Omhu i deres Virkninger,   navnlig i Forhold til Billedhuggerkunsten,   og de Erfaringer,   han   indvandt,   forblev   ikke   uden  Indflydelse   paa   hans Omgivelser.     Saaledes   var   det Freund,   som  gav   den   første Tanke til,   at   der ved Opførelsen  af Thorvaldsens Museum  blev  taget  saa alvorligt   Hensyn   til   Belysningens   rigtige   Anvendelse.      En   anden Kunstart, som Freund vakte til nyt Liv herhjemme, var Dekorations-maleriet,   der   siden Abildgaards   Tid  ganske   var  sygnet  hen  under en   indskrænket  og  fantasiløs Opfattelse   af en  saa kaldet ren Smag. Han   vakte   Sansen   for   Anvendelsen   af   malerisk   valgte   Farver   i Boligernes indre Udsmykning og viste,   ved det Forbillede,   han selv gav,   paa  hvor mangfoldig Maade   kunstnerisk Sans kan træde i det daglige Livs Tjeneste,   og  selv  gennem de mest underordnede Ting virke  forskønnende.     Han  lod  sin   Bolig ved Frederiksholms  Kanal rigt dekorere i en pompejansk Stil, tillæmpet efter Værelsernes Brug, og han virkede derved til,   at en Kunstner som Hilker (s. d.),   hvem Dekorationsmaleriet  skylder saa meget,   kom   til  at gøre  sine  første Forsøg i denne Retning.    Han skyede siden ikke nogen Udgift eller Møje, for at bringe Bohavet i sine Værelser i Overensstemmelse med Udsmykningen.    Efter  sin  egen Anvisning  lod  han   gøre Møbler og alskens huslige Redskaber, sædvanligvis  i et til den smukke Udførelse svarende kostbart Stof, Bronce, fint Mahognitræ o. desl.    De bevares for en Del i det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg.

Kunstnere og Kunstvenner kunde ikke andet end føle sig grebne af den virkningsfulde Helhed, som derved fremkom. Kunstnere, som den Gang var unge, optog og udførte Freunds Tanke at bringe smagfuldere Former ind i vore forskellige Haandværk. Men især den

 

272

næste Kunstnerslægt er vandret videre ad den brudte Vej og have med Smag forstaaet at indføre saavel Renæssancens, som den nordiske Oldtids Former i vort Bohave. Af det Stød, Freund gav, er tildels hele den Rørelse paa Kunsthaandværkets Omraade fremgaaet, der ved de sidste Verdensudstillinger har vakt Europas Opmærksomhed for Danmarks Frembringelser i industriel Retning.

Freund nøjedes dog ikke med i sine Brugsgenstande at omgive sig med en Stemning fra den Kunstens Verden, hvori han havde sit Liv. Hans hele Lejlighed var opfyldt med en, for en Privatmand, saare betydelig Kunstsamling. Allerede i Rom havde han med sine sparsomme Midler forstaaet at grundlægge denne Samling, der voxede Aar for Aar. Fra Værkstedet til Stuen og Sengekamret færdedes saaledes hans Øje mellem Kunst og kunstnerisk smykkede Genstande. Venner, der delte hans Smag og tildels havde samme Livsopgave som han selv, deltog i livlige Samtaler om Kunstens Krav og Maal, saa at, lige indtil den Luft, han indaandede, syntes alt omkring ham opfyldt af Kunst og Tanken om Kunst.

En Frænke, der allerede som Barn havde gjort Indtryk paa hans Hjærte, blev nu hans Hustru; han ægtede nemlig den 4. Juni 1835 i Altona en Datter af hans Morbroder, Smedemester og Brand­major Burchard v. Wiirden (f. 1765, d. 1844) og Anneken Marie f. Sponum (f. 1773, d. 1859), Amalie Elisabeth v. Wurden (f. 1807, d. 1866), og saa en Søn og en Datter fødes. Men den fredelige Lykke, der saaledes til alle Sider syntes at oprinde for ham efter Ungdomslivets Kampe, skulde ikke have lang Varighed. I For­sommeren 1840 kastedes han paa et langtvarigt og smærteligt Syge­leje, der bortrev ham den 30. Juni i hans 54. Aar. Et Portræt i Legemsstørrelse malet af Chr. Købke, er af Sønnen skænket til og ophængt i Akademiet, et Brystbillede malet af C. A. Jensen er gen­givet foran, et tredje Portræt, tegnet af Kobberstikker Felsing i Dresden findes i hans »Levned«, et Relief i Bronce af H. V. Bissen smykker hans Gravmæle.

(V. Freund, H. E. Freunds Levned, Kbh. 1883. Folkekai, f. Danm. 1875, S. 7—28. Bricka, V, 375—387. Thiele Thorv. II, 92 o. fl. St. Skild. 1815, Sp. 444; 1816, Sp. 456—57; 1818, Sp. 441; 1823, Sp. 561; 1829, Sp. 949. H. Hansen, Betragtn. S. 202—3. Ragnarok, tegn. af Olrik, med Forkl. af N. Høyen. Kbh. 1857. Ph. Weilbach, Eckersb. Levn., S. 65 flg. Breve. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Ude og Hj. 1884, Nr. 335.)

 

Friborg. Jørgen Friborg eller Friberg, Architekt, »Indvaaner i Slangerup« nævner sig selv i sin Gravskrift i Slangerup Kirke som

 

273

»Bygningsmester« eller Bygmester ved Frederiksborg Slot og ved Slangerup Kirke; tillige viser han sig som [middelmaadig] Billed­hugger ved et af ham selv udhugget Krucifix i Sten ovenover den nævnte Gravskrift, som bestaar af tolv danske Verslinier. Han synes at have været en af de rnange paa Grænsen mellem Kunst og Haand-værk staaende Mestre, der medvirkede ved Frederiksborg Slots Op­førelse. Han nævnes som Bygmester fra 1599 til 1619 i Chri­stian IV's Regnskaber. Den 28. April 1604 fik han paa Livstid Del i Slangerup Sogns Kirketiende og da denne fra den 14. Febr. 1625 skænkes en anden (s. P. Rumler), maa han altsaa være død forinden.

(Dske. Vitruvius II, S. 5—6. Anm. Sandv., S. 44. Weinwich, S. 46. Skild. 1829, Sp. 884. Rasbech, Frederiksborg Slots Beskriv., S. 51. Hist. Tidsskr. IV, S. 588. F. R. Friis, Saml.)

 

Friederichsen. Heinrich Vilhelm Friederichsen, Architekt, Søn af Tømrersvend Peter Vilhelm Friederichsen (f. 1817, d. 1874) og Theresia f. Seerup (f. 1821, d. 1875) ^er f⁰dt den 6. Maj 1841 i København, lærte Tømrerhaandværket hos Tømrermester Wenzel, gennemgik Kunstakademiet fra 1856 til 1865, da han fik Afgangs-bevis som Architekt, og var fra 1875 til 1889 Bygningsinspektør i iste Distrikt i København. Han udstillede 1864 og 1865 sine Arbejder for den mindre Sølvmedaille og til Afgangsprøve. Friede­richsen er Elev af G. Hetsch og Chr. Hansen og har blandt andet opført Øresundshospitalet (1876), Blegdamshospitalet (1878—80), en Del af de offentlige Slagtehuse (1881) og, hvad der indtil nu maa regnes for hans Hovedværk, St. Johannes-Stiftelsen mellem Ryesgade og Dosseringen, for hvilken han i 1886 fik den Hansenske Medaille, som da for første Gang blev given for et opført Bygningsværk. Han har gjort Bygninger i hygieinisk Retning til sin Specialitet, og har i de senere Aar gjort Udkast til Ny-Opførelsen af Frederiks Hospital med Fødselsstiftelse og øvrige lægevidenskabelige Institutioner som ogsaa til en Epidemibygning ved Frederikssunds Amtssygehus. Friede­richsen ægtede den 26. Juli 1867 Anna Kirstine Katharine Madsen (f. 1842), Datter af Kancelliraad, Branddirektør Niels Madsen (f. 1813, d. 1868) og Mariane Sarine f. Johansen.

(Priv. Medd.    Bricka, V, 394.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Friedlænder. Julius Friedlænder, Genremaler, født i Køben­havn den 29. Januar 1810, var Søn af Mægler Marcus Friedlænder (f. 1777, d. 1826) og Rebecca født Heimann (f. 1779, d. 1858).

 

N. K. L.    I.                                         Juli 189;.                                        18

 

274

Han fik efter endt Skolegang (1824) Adgang til Kunstakademiet, hvis tvende Sølvmedailler han vandt 1828 og 1829. Det sidste Aar fik han tillige Pengepræmie for Maleri efter den levende Model, men konkurrerede til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. Sam­tidig med Undervisningen paa Akademiet malede han i J. L. Lunds Atelier og begyndte at udstille allerede i 1828 (Portræt); men da han ikke havde Raad til at lægge sig efter Historiemaleriet, kastede kan sig fra 1833 ivrig over Genremaleriet, idet han, foruden mindre Livsbilleder, kun malede en Del Portræter, saaledes af C. G. N. David, Vilh. Holst, Overrabbiner A. A. Wolf o. fl. De Æmner, han helst valgte sig, havde ved Siden af enkelte muntre, lunefulde Billeder ikke sjælden en alvorlig Retning, som »En Læge ved Sygesengen«, eller de søgte at vise den sørgelige Vrangside af^en tilsyneladende lykkelig Tilværelse, som »En Linedansertrup før Forestillingens Begyndelse« med det grædende Barn, der skal tvinges til at danse og være glad for Publikum. I 1837 søgte han, med en varm Anbefaling fra Akademiet, Rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos, men opnaaede dog først 1842 at faa den saa kaldte »akademiske Rejseunderstøttelse« paa 600 RdL, som fornyedes Aaret efter. Han -var først i Paris og senere (1843—44) i Italien. Efter Hjemkomsten malede han nogle Billeder efter sine italienske Studier, indtil den første slesvigske Krig førte ham ind paa at tage sine Motiver fra Matros- og Soldaterlivet, uden at han dog indlod sig paa at male Slagbilleder. Senere vendte han tilbage til sine første Æmner; men uagtet han vedblev at behandle sine Billeder med Flid og Kærlighed, lykkedes det ham ikke at hæve sig saa meget over sine tidligere Værker, at han kunde drage den almindelige Opmærk­somhed til sig.

Friedlænder var ikke gift og døde af en Hj ærtesygdom den 18. September 1861. Han var som Barn overordentlig livlig og virksom og udførte bl. a. i Drengealderen hele Samlinger af kolorerede Figurer i Datidens Dragter og Uniformer; som ældre kendte man ham derimod som en stille, alvorlig Personlighed, der med bramfri Trofasthed levede for sin Kunst. Til hans større Arbejder hører »Polske Flygtninger«, der hjemsendtes fra Paris (1843) i afdøde Pastor Vilh. Nielsens Eje, medens et Billede fra Rom »Legende Skolebørn paa Capri« (1845), samt hans sidste Arbejde »Afklædningsscene i en Børnestue« ejes af Papirhandler Friedlænders Datter. Den kgl. Maleri­samling ejer otte Billeder af ham, hvoraf »En Linedansertrup«, gen-

 

275

givet i »Billeder af danske Malere«, og  »Den spanske Trappe i Rom« ere de vigtigste.

(Priv. Medd. Bricka, V, 396. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Mosaisk Ministerialb.)

 

Friedrich. Johan Georg Friedrich, tysk Kobberstikker, født 1742 i Niirnberg, blev indkaldt til Danmark af Naturgranskeren O. F. Muller, for at stikke naturhistoriske Genstande til hans Værker. Foruden disse og lignende Stik nævnes nogle danske Portræter (Anders Bille, Chr. Bastholm), et Stik efter Correggio, nogle Stik efter Genrebilleder af Pauelsen, »Magnus Stenbock, som overgiver sig« og et Par udenlandske Portræter. Han bosatte sig i Køben­havn og døde der den 13. November 1809.

(Weinw., S. 229. Sandv., S. 45. Adresseav. 1809, Nr. 438. Bertouchs Auktionscat. 1816, S. 63, 64. Skild. 1830, Sp. 501 og 881. Krohn, I, 82—86. Strunk.)

 

Friis. Frederik Ferdinand Friis, Architekt, Søn af nedennævnte P. Friis, var født i København den 16. December 1793, blev Elev af Borgerdydskolen, Student 1812 med anden Karakter og tog Aaret efter anden Examen. Derefter begyndte han at besøge Kunst­akademiet for at uddanne sig til Bygmester og arbejdede samtidig paa P. Mallings Tegnestue. Han fik 1815 den mindre Sølvmedaille, 1817 den store, 1821 efter et Par forgæves Forsøg den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et Landkadetakademi«, og 1825, lige­ledes efter én mislykket Konkurs, den store Guldmedaille for »En Toldbod«, samtidig med at han var Mallings Konduktør ved Opførelsen af Sorø Akademi. Endnu samme Aar fik han et meget rosende Vidnesbyrd fra Akademiet, ikke alene for »Flid og Duelighed«, men ogsaa for at være »en talentfuld Kunstner«, idet han nemlig vilde søge Embedet som Bygningsinspektør i Slesvig. Det fik han ikke, og nu tog han den befalede Examen for at søge Rejsestipendiet, hvilket ogsaa blev tilstaaet ham af Akademiet fra den i. Januar 1827, saaledes at Fonden ad usus publicos udredede det forskudsvis i tre Aar med 800 Rdl. (1600 Kroner) aarlig.

Efter at hans Virksomhed paa Sorø, hvor han tillige holdt Fore­læsninger, var endt, tiltraadte han sin Udenlandsrejse 12. Juli 1827, opholdt sig Vinteren over i Miinchen og kom over Wien og Florens til Rom den 13. Juni 1828. Han fik efterhaanden i'/2 Aars For­længelse i sit Stipendium og blev derved i Stand til at forblive i Udlandet til Januar 1832, da han efter Hjemkomsten enstemmig blev

 

276

agreeret. Til Medlemsarbejde fik han Opgaven »Et Kunstmuseum« og blev paa dette Medlem af Akademiet den 28. Marts 1833. Alle­rede den 16. Juni 1831, medens han endnu var udenlands, havde han faaet Ansættelse som kgl. Bygningsinspektør for Sjælland. Den 28. Juni 1845 blev han Ridder af Danebrog og senere fik han Titel af Professor. Ved det ledige Professorat i Architekturen (1835) blev Koch ham foretrukken og i 1856 konkurrerede han ligeledes for­gæves med Bindesbøll. Samme Aar fik han Bolig paa Charlotten-borg og i 1857 valgtes han til Vicedirektør.

Friis gjorde Indtryk af en mere opvakt Natur, end han egentlig synes at have været. Hans Hovedværk, Fængselsbygningen ved Horsens, har sin største Fortjeneste i Anordningen, ligesom han i det hele som Bygningsinpektør nærmest virkede i almindelig praktisk Retning. Friis deltog i Konkursen om Udkast til et Thorvaldsens Museum, men hans Arbejde vakte ikke Opmærksomhed. Derimod har han mindre Ære af i 1840 at have forfattet den Udvalgsbetænk­ning om Bindesbølls Udkast til Museet, hvilken blev afgivet i Anled­ning af Murmester Sibberns Indvendinger mod dette Udkast og af Kunstakademiet blev indsendt til Københavns Magistrat. Han forblev ugift, men levede ikke desto mindre et hj ærteligt Familieliv med sine Søskende, opdrog en Brodersøn som sin egen, og har efterladt et Minde i sin Slægt, der vidner om Aandens og Hjærtets Gaver. Han døde den 18. Marts 1865. Hans Portræt er i Ungdomsalderen malet af F. Flachner.

(Priv. Medd. Bricka, V, 418. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skild. 1816, Sp. 489. Kbh. Post 1833, Nr. 195. Bruun og Fenger, Thorv. Mus. Hist., S. 44 og 80—84).

 

Friis. Hans Gabriel Friis, Landskabsmaler, Søn af Landmand Frederik Friis (f. 1796, d. 1882) til Skovgaard ved Hobro og Chri­stiane Frederikke født Lautrup (f. 1806, d. 1879), er født den 7. Sep­tember 1839. Efter at have været i Malerlære hos Malermester Hansen i København fra 1856 og samtidig besøgt Kunstakademiets Aftenskoler, blev han 1860 Malersvend; men da han ikke kunde taale denne Virksomhed paa Grund af sin svage Helbred, forsøgte han først som Fotograf, senere som Dekorationsmaler i Roskilde Kirke at finde Erhverv og Tid til at uddanne sig videre til Kunstner. Under F. C. Lunds og A. Kittendorffs Vejledning arbejdede han flittigt, og da Landskabsmaleriet især tiltrak ham, studerede han tillige ivrigt efter Naturen og paavirkedes senere af P. C. Skovgaard,

 

277

især medens han 1866 boede en Vinter i hans Hus. Imidlertid var han paa Akademiet naaet til at blive Elev af Modelskolen og vedblev at tegne der et Aarstid endnu, navnlig under Vermehren. Friis har siden 1863 udstillet Landskaber, dels fra Jyllands Heder, dels fra sjællandske Skovegne og i en længere Aarrække paa Falster, hvor han, for at leve i Naturens Omgivelser, havde købt den lille Ejen­dom »Skovly« ved Orehoved. Han har malet ikke faa smukke Land­skaber fra Efteraaret og Vintertiden, men var dog med Forkærlighed og Held Foraarets og den friske Forsommers Maler. Han tildrog sig ved disse Arbejder stedse stigende Opmærksomhed; i 1871—72 var han udenlands med Akademiets Rejseunderstøttelse, og han havde vundet sig en anset Plads i Kredsen af vore Landskabsmalere, da han ved Udstillingen i 1891 første Gang og i 1892 anden Gang fik Akademiets Aarsmedaille og blev Medlem af dets Plenarforsamling; men ikke længe efter, den 20. Juli s. A., afgik han ved Døden og blev begravet fra Roskilde Domkirke. Han havde i 1879 Bryllup med Hildeborg Marie Augusta Nikoline Schack (f. 1853), Datter af Sognepræst Tage Schack (f. 1810, d. 1862) til Herstedøster og -vester og Hildeborg f. Bruun (f. 1819, d. 1873). Uagtet hans Legems­bygning medførte et svageligt Helbred, der fulgte ham Livet igennem, saa han ikke alene i sin Kunst, men ogsaa i sin daglige Færd lyst og venligt paa Livet og udfoldede en rastløs Flid for at fuldkommen­gøre sig i den Kunst, han fra Ungdommen havde elsket.

(Priv.   Medd.    Akad.    Reitzel.     Udst. Fortegn.)

 

Friis, Peder Friis, Architekt, Søn af en Holmens Tømmermand af første Klasse, Peder Pedersen (Friis) og Karen Johansdatter, var født i Kattegade i Nyboder den 13. (døbt den 18.) December 1763. Efter at have gennemgaaet Kunstakademiets Bygningsskoler fik han 1782 baade den mindre og den store Sølvmedaille, i 1785 den mindre Guldmedaille og i 1789 den store for Opgaven »En Veterinær­skole«. Samtidig havde han arbejdet hos Professor Magens. Da han havde faaet Guldmedaillen, søgte han om at blive Konduktør hos Holmens Bygmester, og s. A. ægtede han Henriette Johanne West (f. ²⁶ _n 1767, døbt ³/₁₂ i Vaisenhuskirken, d. 1845), Datter af Christen West og Anna Margretha Schliphack. Uagtet Akademiet til Kongen fremhævede ham »som et udmærket Talent«, lykkedes det ham ikke at opnaa Stipendium, hvortil han dog som første Guldmedaillist havde Ret, og da (1792) Informatortjenesten i Byg-ningsskolen ved Lillies Afgang blev ledig, søgte og fik han denne,

 

278

og virkede nu i denne Stilling til 1799, da han foretrak at blive Inspektør ved Sejldugsfabriken i Nyboder, hvortil han paa en kort Rejse i Holland s. A. havde forberedt sig.

Friis blev tillige »Fontænemester« i København og indsendte, medens han var i denne Stilling et Projekt til Christiansborg Slots Genopførelse (1804), dels for at komme til at bygge det efter denne Plan, dels for paa det at blive agreeret ved Akademiet. Der krævedes imidlertid en Bygning »af egen Opfindelse«, og Friis ind­sendte nu »En Børs«, men den fik ikke Akademiets Stemmer for sig (5 mod 8). Han levede siden rolig i sine andre borgerlige Stil­linger, blev ved sin Afskedigelse som Fontænemester udnævnt til Overkrigskommissær og senere ved Prinsesse Carolines Formæling (1829) til Justitsraad. Friis skattedes meget af sin Samtid som en kundskabsrig, sandhedskærlig og nidkær Mand; han levede i Omgang med mange af Datidens ypperste Mænd, som F. C. Sibbern, der for­fattede en Gravskrift over ham,¹ o. m. a. Det eneste Bygningsværk, der særlig nævnes af ham, er Æresstøtten over dem, der faldt paa Skibet »Prins Christian« (den 22. Marts 1808), oprejst paa Odden (Sjællands Odde). For øvrigt skal han have gjort Tegninger til en Mængde Gravmæler og Mindesmærker, og H. Krohn ejede en Tegning af ham til Frihedsstøtten paa Vesterbro, hvoraf det synes at fremgaa, at han i al Fald har hjulpet Abildgaard med Udkastet til dette Monument (jfr. Abildgaard, S. 13). Friis døde den 13. Oktober 1831 i København. F. F. Friis var hans Søn.

(Priv.   Medd.     Holmens   Kirkeb.     Akad.     Statskal.    1792—99.     Krohn I,

119—20 og 128—29.)

 

Friis-Nybo.    Povl Friis-Nybo, Maler, se Nybo.

 

Frimodt. Charlotte Frimodt, Malerinde, født den 23. Juni 1862 i København, er Datter af Jens Christian Rudolf Frimodt, Sogne­præst ved Johanneskirken (f. 1828, d. 1879) og Sofie Magdalene f.

 

¹   Gravskriften lød saaledes:

 

Grundig Dyrker af Konsten,                    Hædret i Samfundet,

Fuld af Kraft,                                           Høiagtet af Venner,

Rig paa Idee og Vid,                              Afholdt og søgt af

Ædel i Smag.                                           Konstens Elskere,

Nidkiær i Embeder,                                 Endte i Tilfredshed

Reen i Dom,                                             Sit virksomme Liv

Standhaftig i Livet,                                   Den  13. Oktober  1831.

Munter i Samkvem.                                  Begrædt som omhyggelig Husfader

af Ægtefælle, Sønner og Døtre.

 

279

Clausen, Datter af Akademiets Medlem, Professor Dr. theol. & phil. H. N. Clausen. Hun lærte at tegne og male hos Malerinden Char­lotte Sode og besøgte derefter fra 1892 den med Akademiet for­bundne Kunstskole for Kvinder. Hun har udstillet siden 1885 Land­skaber, tildels med Architektur, og Blomsterbilleder. (Akad. Elvius, S. 285 om Forældrene. Udst. Fortegn.)

 

Frimodt. Johanne Nicoline Louise Frimodt, Malerinde, er Datter af en Broder til fornævnte Pastor R. Frimodt, Grosserer, fhv. Skibsfører Hugo Alfred Ferdinand Frimodt (f. 1834) og Augusta Louise f. Lund (f. 1837). Johanne Frimodt blev født om Bord paa Briggen »Fingal« (3i°,i8 N. Br. og 34°,15 L. Vest for Green-wich) den 3. September 1861. Hun lærte Malerkunsten i Paris 1884—85 hos Ph. Barrias, 1890—91 hos A. Stevens og udstillede 1889 ved Decemberudstillingen »En Dreng, som læser Lektier«, i 1890 paa Foraarsudstillingen et Landskab, i 1891 »Frisk Kuling i Øresund«.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Frisch. John Didrik Frisch, Dyrmaler, Søn af Proprietær •Constantin Frisch (f. 1793, d. 1865) og Marie Catharina f. Tutein {f. 1800, d. 1871), var født paa Gaarden Charlottedal ved Slagelse den 4. Maj 1835, ^nød Undervisning paa Akademiet i Sorø, hvor Harder, som lagde Mærke til hans Talent for Tegning, opmuntrede ham til at uddanne sig til Kunstner, senere paavirkedes han af Vermehren, der kom i hans Hjem, og uden Tvivl har vakt og næret den dybe Kærlighed til Naturen, som var et Særkende ved hans Kunst. Efter at han havde besøgt Kunstakademiets Skoler i København (1850—1852), begyndte han at udstille 1857 som Figurmaler, men følte sig efterhaanden mere tiltalt af Dyrelivets og Naturens Stemninger og malede i sine senere Aar helst Æmner fra Dyrehaven eller andre sjællandske Egne med Heste, Vildt eller andre Dyr i fri Tilstand. Den Sans for at lade Dyrene og Landskabet ligesom smelte sammen i den Stemning, han vilde gengive, kom ogsaa igen, naar han ikke sjælden malede menneskelige Figurer som Staffage i et Landskab. Saaledes var »To gamle Naboer faa sig en Aftensladder« (1866) en smuk Prøve paa hans Ævne til at udtrykke en levende Samstemning mellem Naturen og Menneskelivet. En kæk, fri Behandling, en levende saftig Farve, et vist fyldigt Maadehold i Lunet gjorde dette lille Billede meget tiltrækkende. Ved det følgende Aars Udstilling havde en Række Landskabs- og Dyrebilleder ved Siden af store Fortrin, en noget gulladen Tone,

 

280

som ikke var behagelig, og som tydede paa en Fristelse for Kunst­neren til at blive konventionel i Behandlingen. Denne Afvej frelste Naturen ham for paa en sørgelig Maade. Samme Aar (1867) fik han Akademiets Rejseunderstøttelse og drog i Eftersommeren til Italien. Men efter et kort Ophold i Florens i September Maaned blev han angreben af Kolera, der gik over til Tyfus og bortrev den unge lovende Kunstner efter to Maaneders Sygdom, den 23. November 1867. Det følgende Aar viste et enkelt inden Afrejsen malet Billede, ved det paahængte Sørgeflor, at en af Kunstens Sønner havde forladt sin Gerning for stedse.

(Priv. Medd. Bricka V, 459. Danske patr. Slægter I. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Fristrup. Nilaus Fristrup, Dekorationsmaler, Søn af Møller­svend, senere Banevogter Hans Ferdinand Fristrup og Maren Nilaus-datter, er født den 24. September 1837 i København, kom efter sin Konfirmation i Huset hos Hofkandestøber Høy, fik Adgang til G. Hetsch's Tegneskole, kom derefter i Malerlære hos Malermester Weber og besøgte samtidig 1852—63 Kunstakademiet, hvor han 1857 vandt den mindre Sølvmedaille i Dekorationsklassen, og af hvis Modelskole han 1859 blev Elev. I 1864 havde han deltaget i Krigen, hvor han blev saaret og Krigsfange, men fik dog Lejlighed til at gøre Kunststudier under sit tvungne Ophold i Østerrig. Efter Hjemkomsten ægtede han i 1866 Augusta Magdalene Høy (f. 1840), Datter af ovennævnte Kandestøber Hans Høy (f. 1805, d. 1876) og Augusta Vilhelmine f. Møller (f. 1819, d. 1860). I 1867 var han udenlands med Understøttelse fra den Reiersenske Fond og besøgte Verdensudstillingen i Paris. Han har udstillet fra 1857 til 1879 dels som Dekorationsmaler, dels som Landskabs- og Dyrmaler; i 1872 vandt han den Sødringske Opmuntringspræmie for »Fra Strand-mølleaaen«. Imidlertid havde Fristrup med mere og mere Iver lagt sig efter Dekorationsfaget og havde ogsaa begyndt at modelere i dette Fag, hvori han i 1871 fik den Neuhausenske Præmie. I Tidens Løb har han deltaget i en Mængde tildels betydelige Dekorations­arbejder saaledes til det nye kgl. Theaters Tilskuersalon, i Forening med Billedhugger Prior, en Del af Dekorationen i ophøjet Arbejde. I 1876 blev han Overlærer ved Dagskolen ved det techniske Sel­skabs Skole, men allerede i Okotober 1875 var han med sin Hustru rejst udenlands og fik i 1876 Akademiets Rejsestipendium paa 1600 Kr., som fornyedes for 1877. Paa Rejsen havde han den

 

281

Sorg at miste sin, af Brystsyge lidende Hustru, der døde i Venezia den 5. August 1878 og jordedes der. Ikke desto mindre havde han gjort en rig Høst af dekorative Studier i Italien, som efter hans Hjemkomst i Slutningen af 1878 med Bifald blev set af Akademiet. Om Sommeren det følgende Aar rejste han atter til Italien og fandt sin anden Hustru der i Catarina Stoppini, til hvem han blev borgerlig viet den 9. Oktober 1879 i Assisi; hun er Datter af Hotelejer Serafino Stoppini og Carmela Biondi. Senere er der opnaaet pavelig Sanktion af dette Ægteskab. Akademiet, som i længere Tid havde søgt en dygtig Lærer til sin omordnede og udvidede Dekorationsskole, valgte Fristrup til denne Plads, hvori han blev ansat den 30. Juni 1881, og han har siden røgtet det omfattende og anstrængende Hverv som denne Skoles Bestyrer, paa samme Tid som han vedblev at virke ved det techniske Selskabs Skole. I 1883 blev han Medlem af Kunst­akademiet og den 22. April 1890 blev han valgt til Medlem af Akademiraadet; den 26. Maj 1892 blev han Ridder af Danebrog.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nyrop, Festskr., S. 226. Berl. Tid. ¹⁰/₈ 1878. Statskal.)

 

Fritz. Andreas Fritz, Maler, Søn af Sognepræst Niels Fritz (f. 1791, d. 1874) og Karen Kirstine født Færch (f.-1802, d. 1872), er født den 2. November 1828 i Mou Præstegaard ved Aalborg, besøgte Realskolen i Aarhus, hvor han under Adjunkt Høegh-Guld-berg lagde sig efter Tegning. Da han vilde være Maler, kom han i 1845 ^1 København for at besøge Kunstakademiet, og naaede i Marts 1848 til at blive Elev af Modelskolen. Ved Krigens Udbrud meldte han sig som Officersaspirant i Artilleriets Reserve, deltog i hele Felttoget og vedblev at gøre Officerstjeneste nogle Aar efter Krigen. Han vendte dog tilbage til Kunstakademiet, vandt 1853 og 1855 den mindre og den store Sølvmedaille og udstillede i 1856 »En jydsk Høstpige«. Han modtog Vejledning i Malerkunsten en kort Tid af Købke, senere af Gertner og Marstrand, og havde paa en mindre Udenlandsrejse i 1855 tillige Lejlighed til at se nogle af Udlandets store Kunstsamlinger og Verdensudstillingen i Paris. Senere har han levet i Aarhus, hvor han malede Landskabsstudier, men ernærede sig i Førstningen som Portrætmaler, senere som Fotograf. I 1863 ægtede han Sara Jensine Linaa Bech (f. 1831), Datter af Kaptajn, Købmand Marcus Galthen Bech (f. 1794, d. 1863) og Caroline Jacobine f. Galthen (f. 1804, d. 1863). Han naaede nu snart saa vidt, at han kunde overlade Fotograferingen til en anden,

 

282

medens han selv, — samtidig med at han ledede Udførelsen af en stor Række Landskabsfotografier fra Jyllands skønneste Egne, — paany begyndte at hellige sig Kunsten for Alvor. Siden 1870 har han udstillet forskellige jydske Landskabspartier, der strax gav ham et anset Navn blandt vore Landskabsmalere. I 1871 fik han en lille Rejseunderstøttelse (300 Kr.) af Akademiet. Af hans Arbejder kan fremhæves »Birketræer med Rim ved Solopgang« (1871, Aarh. Mus.), »Fra Moesgaard Skov; opklarende Vejr« (1879, Kunstforen.), »Fra Caroline Amalies Høj paa Tindebjærg«, Brudegave fra jydske Damer til Prinsesse Thyra (1879), »Foraarsdag paa Havbakkerne i Marselisborg Skov« (1883); i det hele gengiver han gærne Skoven i Foraarsskrud. Foruden Landskaber har han vedblivende malet en Del Portræter og nogle Alterbilleder. I en længere Aarrække har han ejet og haft Bolig paa en lille Landejendom, Louisehøj ved Aarhus.

(Priv. Medd. Bricka, V, 460. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Elvius, S. 228 om Forældre.)

 

Fritz. Johan Frederik Fritz, Maler og Lithograf, ældste Søn af Lerovnefabrikant fra Bayern Nicolaus Fritz, er født i Wandsbeck den 31. Juli 1798. Efter sin Konfirmation lærte han Malerkunsten først i Hamborg, senere i Munchen, hvor han studerede ved Kunst­akademiet og vandt en Medaille; men omtrent i 1823 vendte han tilbage til sit Fædreland, tog til København for at besøge Akademiet der, fik, som det synes, strax Adgang til Gibsskolen, blev 1824 Elev af Modelskolen og vandt 1825 den mindre Sølvmedaille. I Aarene 1824—26 udstillede han nogle Figurbilleder, deriblandt det Billede, han solgte til den kgl. Malerisamling, forestillende »Østerlandske Køb­mænd i et Kaffehus i Wien«, hvilket rimeligvis er malet under hans første Ophold i Udlandet. Det er maaske det samme Billede, som han i Marts 1824 tilbød Slotsbygningskommissionen, der æskede Akademiets Erklæring. Dette fandt ikke »et første Forsøg af en ung Maler, som hverken fra Kompositionens eller Udførelsens Side kunde anbefales«, værdigt til Slottet; men derfor kan det gærne være købt af Kongen.

Hans Faders Sygdom nødte ham til at vende tilbage til Holsten, men snart efter tog han til Flensborg, hvor han nedsatte sig som Portrætmaler og Tegnelærer, og grundede der (omtr. 1827) i Forening med Skriftlithografen H. P. Behrcns det første Stentrykkeri i Hertug­dømmerne , hvortil rimeligvis det kgl. Stentrykkeri i København

 

283

(oprettet 1820) har været Forbillede, og da han var en meget loyal Mand, giftede han sig paa Prins Frederiks (Frederik VII) og Prinsesse Vilhelmines Bryllupsdag, den i. November 1828, med en Datter af Dr. Nauendahl i Krempe, Johanne Cecilie Mariane Nauendahl. Efter nogle Aars Forløb skiltes Fritz fra sin Forretningsfælle, og han drev Kunststentrykkeriet alene indtil den første slesvigske Krig. Da tog han til Rendsborg og senere til Altona, hvor han døde den i. Marts 1870.

Han var en meget flittig Kunstner, ikke alene som Portræt-, Landskabs- og Genremaler, men ogsaa som Lithograf, idet de vigtigste Blade fra hans Trykkeri ere tegnede paa Stenen af ham selv. Et af hans første Arbejder var Lithograferingen af Bøhndels Tegninger efter Brüggemanns Altertavle. Endvidere kan nævnes »Frederik VI paa lit de parade«., »Christian VIII med Familie i Sorgenfri Have«, Optrin fra den slesvigske Krig o. fl. Hans største og mærkeligste Blad er Børsen i Hamborg med flere Hundrede Figurer, hvoraf hen­ved 80 ere Portræter (omtr. 1860). Billeder som »Das Turnfest i Rendsburg«, »Den slesvigholstenske Folkeforsamling i Rendsborg 1864« tyder paa, at han i al Fald ikke lod Politiken have Indflydelse paa sine Kunstfrembringelser.

(Priv. Medd.    Bricka, V, 461.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Fritz. Marcus Bech Fritz, Landskabsmaler, er Søn af oven­nævnte Andr. Fritz, og er født den 22. Maj 1868 i Aarhus. Han blev Student derfra 1887, tog anden Examen 1888, begyndte paa det polytechniske Studium, men gik snart over til det techniske Sel­skabs Skole, hvorfra han dimitteredes til Akademiet. Han indtraadte den ii. April 1890 i Almindelig Forberedelsesklasse, rykkede i Ok­tober 1892 op i Modelskolens Forberedelsesklasse og gik derfra over til Kunstnernes Studieskole under Krøyer. Han udstillede første Gang 1893 »Det indre af en Skov med gamle Træer«, som Konkurs­arbejde til den Neuhausenske Præmie. Denne fik han ikke, men derimod den Sødringske Opmuntringspræmie for samme Arbejde. I 1895 udstillede han »Bøgeskov mod Vinter«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Fritzsch. Clawdius Ditlev Fritzsch, Blomstermaler, født i Kiel 1763, besøgte Kunstakademiet fra 1786 og vandt 1790 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig tidligt efter Gouache- og Vandfarve-maleri, men gik snart over til ogsaa at dyrke Oliemaleriet. I Ung-

 

284

domsaarene hørte han, tilligemed Grosch og Probsthayn, til Thor-valdsens nærmeste Omgangsvenner. I 1795 udtaler han sin Lyst til at komme udenlands, uden at kunne opnaa denne Lykke, men inden Maj 1797 maa han dog have været i det mindste en mindre Rejse i Udlandet, thi den i. Maj s. A. blev han agreeret paa to Blomster­stykker i Gouache. Hans Anseelse voxede nu hurtigt og i 1804 kalder en Indsender i »Nyeste Skilderie« ham »den eneste og bedste i sit Slags« og tager Ordet for at faa ham ansat som »botanisk Maler«. Først 1806 fremstillede han sit Medlemsstykke, et stort Olie­maleri, for Akademiets Forsamling og blev derpaa enstemmig udvalgt til Medlem den 21. Oktober s. A. For øvrigt hengled hans Liv uden fremtrædende Begivenheder, han fik 1817 Bolig paa Charlotten-borg og her levede han ugift, i venskabelig Omgang med den tyske Kreds blandt Kunstnerne og andre. Han døde den 27. November 1841 efter faa Dages Sygdom. Hvis Angivelsen 78 Aar gammel er rigtig, maa han være født 1763 og ikke som Weinwich siger 1765. Hans Malerier, hvoraf kun faa ere almindelig tilgængelige, — den kgl. Malerisamling ejer to, Akademiet ét Billede af ham, — maa for den Tid sættes meget højt, dog udmærke de sig mere ved Grundig­hed og en næsten botanisk Troskab, end ved fri malerisk Virkning. Men der er Sans for Farveskønhed og en virkningsfuld Anordning og stor Flid i Udførelsen.

(Weinw., S. 201, do. Lex. Thiele Thorv. I, S. 27, 45. Skild. 1804, Sp. 1201; 1806, Sp. 57. Fdl. 1841, 10. Dec. Bricka, V, 462. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn, I, 21—22.)

 

From. Henrik Christian From, Landskabsmaler og Architekt, født den 6. September 1811 i København, var Søn af Institutbestyrer Søren Henriksen From (d. 1856) og Ellen Kirstine Marie født Erik-strup. Han kom efter sin Konfirmation i Snedkerlære, blev Svend ved Nytaar 1831 og besøgte derpaa Elementarskolen og den første Bygningsskole paa Kunstakademiet; da han imidlertid fik Lyst til at være Maler, gik han over til Frihaandstegneskolen og kom i 1837 i Gibskolen. Samme Aar fik han en Pengepræmie som Landskabs­maler. I 1843 deltog han i Dekorationen af Thorvaldsens Museum, hvor han har malet en Del af Dekorationen i Gaarden og Graven. I 1850—51 var han Lærer i Kunstakademiets Perspektivklasse. Til­lige har han af og til virket som Bygmester, navnlig i Slesvig, og var, ved Siden af sin Virksomhed som Maler, Tegnelærer ved vestre Betalingsskole i København. Han døde ugift den 12. Juli 1879.

 

285

Han   har  udstillet  en   Del  Landskaber i Aarene   1836—54  og   den kgl. Malerisamling ejer sex Billeder fra denne hans Ungdomstid.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  1879,   Nr.  163.)

 

Fraenckel. Liepmann Fraenckel, Miniaturmaler, var Søn af jødiske Forældre og var født i Parchum i Meklenburg-Schwerin den 26. April 1772. Faderen, som var Handelsmand og sad i smaa Kaar, ønskede, at Sønnen ogsaa skulde gaa til Handelen, og satte ham i Lære i Hamborg, hvorfra han omtrent 1792 kom til Køben­havn for at uddanne sig videre i denne Retning hos en Onkel. Hans Lyst til Tegning havde dog fra Ungdommen ytret sig; en rig tysk Godsejer havde endog tilbudt at lade ham uddanne ved en Tegneskole i Schwerin, men det strandede paa, at Skolen ikke vilde modtage ham, fordi han var Jøde. I København fik han endelig Lov til at forlade Handelen for stedse, og blev sat i Lære hos en Gravør, hvor han snart vandt en betydelig Færdighed i Signetstikning. Efter at have besøgt Kunstakademiets Skoler, dog uden at vinde dets Medailler, lagde han sig efter Portrætmaleriet, især i Pastel og Miniatur under Camradts Vejledning. Han vandt snart et Navn i dette Fag og fik saa mange Bestillinger fra Sverige, at han tilbragte ti Aar navnlig i det sydlige Sverige med at male Miniaturportræter, hvorved han tjente sig en Formue. Efter at være vendt tilbage til København gjorde han sin Lykke ved et heldigt Portræt af Frederik VI's Dronning, og vandt i det hele Navn »som en duelig og heldig Miniaturmaler«, hvilket Akademiet efter hans Ønske bevid­nede i 1819. Han blev Hofminiaturmaler saavel hos Frederik VI som hos Christian VIII, men da hans opsparede Formue var gaaet tabt ved Statsbankerotten, og Miniaturmaleriet mere og mere maatte vige Pladsen for Oliemaleriet, oprettede han i 1826 en Tapetfabrik, som han i 1847 overdrog til sine Sønner og som endnu bestaar i fuld Kraft. Dog vedblev han at male med usvækket Øje og Haand til sin høje Alderdom, Han var gift med Mariane Rosbach (f. 1783, d. 1868). Han udstillede 1818—35, sidste Gang som Tapetfabrikant og døde den 26. Marts 1857; han roses for sin aabne, redelige og velvillige Karakter.

(Priv. Medd.    Weinvv. Lex.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Frølich. Lorens Frølich, Maler og Tegner, er Søn af Grosserer Johan Jacob Frølich (f. 1781, d. 1858) og Vilhelmine Pauline født Tutein (f. 1790, d. 1881) og er født i København den 25. Oktober

 

286

1820. Hans Sans for Kunsten vaktes tidlig af hans Faders Mor­broder J. C. Spengler (s. d.), som var Inspektør ved den kgl. Maleri-samling og jævnligt tog ham med i Samlingen. Han havde fra Barn af Lyst til at tegne, og den hos Familien levende Forkærlighed for forskellige Dyr bragte ham til uvilkaarlig fra først af at iagttage Dyrenes Liv med særlig Opmærksomhed. Efter at have tegnet hos Rørbye fra Dreng af og lært at modelere hos H. V. Bissen (1835), hørte han nogle af Akademiets Forelæsninger, uden dog at besøge dets Skoler, og tegnede privat hos Hetsch og Eckersberg. En af de unge Kunstnere, han sluttede sig nærmest til, var Th. Lundbye; de tegnede i Fællesskab, og da Frølich ved Rumohrs Paavirkning fik Lyst til at tegne med Pen, vendte han ogsaa Lundbyes Opmærksom­hed i denne Retning. Allerede 1838 til 1840 begyndte Frølich at udstille, dels Dyrstykker, dels Kompositioner af Nordens Oldhistorie, der allerede den Gang fængslede ham meget. Dog tegnede han meget mere, end han malede, og denne Tilbøjelighed har fulgt ham hele hans Liv. Et Vinterstykke blev solgt til Kunstforeningen; med et Dyrstykke, »Hjorte i Dyrehaven«, konkurrerede han til den Neuhau-senske Præmie, uden dog at opnaa den.

I Efteraaret 1840 rejste han til Tyskland, først til Miinchen, hvis blomstrende Kunstskole drog Nordens Ungdom til sig, derpaa til Tyrol og endelig til Dresden, hvor han i 1842 malede hos Bendemann. Fra Dresden hjemsendte han Raderingerne til »De to Kirketaarne«, der ere udgivne af Kunstforeningen i København. Efter et Besøg i Hjemmet (1845) vendte han tilbage til Dresden og tog Aaret efter til Rom, hvor han forblev i fem Aar. Et derfra hjemsendt Billede »En Skovguds Familie«, blev købt til den kgl. Malerisamling. Endnu i 1851 var Frølich i Rom og sendte Billeder hjem til Udstillingen, men gik da til Paris for at male hos Couture, Den 6. September 1855 ægtede han der en svensk Dame, Carolina Charlotta in de Betou (f. 1830 i Marstrand, d, 1872), Datter af Oberst­løjtnant Thomas in de Betou (f. 1776, d. 1833) og Polexine f. Kreutz (f. 1788, d. 1869). Men forinden havde han i 1854 været i Dan­mark og havde faaet Bestillinger paa to store Malerier. I noget over tre Aar (1854—1858) opholdt han sig i Flensborg og malede de store Billeder »Valdemar II indstifter den jyske Lov« og »Frederik IV modtager Slesvigernes Hylding« for Regeringens Regning i Over-appellationsrettens Sal, hvilke maa regnes for hans Hovedbilleder i det historiske Fag. Derefter udførte han (1858) de to store Kartoner

 

287

til Børssalen i København   »Klogskaben«  og »Modet«  og vendte saa tilbage til Paris, hvor han forblev bosat til sin Hustrus Død.

Den Virksomhed, hvormed Frølich har vundet størst Navn, ikke alene i Danmark, men over hele Europa, er som Tegner eller Illu­strator. Kort efter Krigen 1848—50 tegnede han en Række Illustra­tioner, navnlig til Oldtiden i Fabricius' »Danmarks Historie«. Senere har han dels tegnet til Træsnit, dels selv raderet en Mængde Kompositioner til Apulejus' Amor og Psyche, til »Fader vor«, til Andersens Æventyr, til Dronning Dagmars Vise, til Gøgleriet i Utgaard efter Oehlenschlæger, hvoraf flere ere udgivne af Kunstforeningen i København. Derefter udgav han en Række store Raderinger til »Nordens Guder«, med Understøttelse af den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, blandt hvilke navnlig de første udmærkede sig ved stor Kraft i Fremstillingen. Videst førtes hans Navn dog af hans Børne­bøger, som ere udkomne paa Dansk, Fransk og Engelsk, og blev gentagne i flere hurtigt paa hverandre følgende Oplag. I 1882 udførte han et stort Loftsmaleri til en Sal paa Frederiksborg »Gefion pløjer Sjælland ud af Sverige« og i de følgende Aar en lang Tapet­frise, »De Danskes Vikingtog« (Frborg. Mus.). Frølich, som i 1857 blev Ridder af Danebrog, blev den 5. Marts 1877 Medlem af Kunst­akademiet i København; han fik 1890 Titel af Professor, og blev 1894 Etatsraad. Den 25. Maj 1878 ægtede han Benedicte Ulfsparre Treschow (f. 1841), Enke siden 1874 efter Professor C. D. Withusen og Datter af Kammerherre, Godsejer Frederik Vilhelm Treschow (f. 1811, d. 1869) og Andrea Bjørn f. Rothe (f. 1814, d. 1885).

(111. Tid. 1865, Nr. 324. Delaunay: Les artistes scand. i. Lev., S. 21 flg. Priv Medd. Bricka, V, 479. Danske patr. Slægter I. Kstbl. 1888, Nr. II —12. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Frølich. Vilhelmine Edma Cornelia Frølich, Malerinde, Datter af ovennævnte Etatsraad L. Frølich og dennes første Hustru, er født den 14. August 1859 i Fontainebleau. Under Forældrenes Ophold i Paris uddannede hun sig til Kunstnerinde dels hos sin Fader, dels under Barrias og Stevens i Paris og lagde sig især efter Blomster­maleriet, men maler dog ogsaa Portræter; hun udstillede første Gang paa Foraarsudstillingen 1883 et tegnet Mandsportræt, og paa den nordiske Udstilling s. A. et Blomsterbillede, ligeledes i 1888 udstillede hun et Blomsterbillede paa den nordiske Udstilling. Portræter maler hun med Forkærlighed i Pastel, blandt hvilke kan nævnes et Portræt af Frøken Withusen, hendes Plejesøster. I 1891 og 1895 har hun

 

288

udstillet paa den fri Udstilling,  sidste Gang Kopi efter St.  Sebastian af Tizian i den vatikanske Samling.

(Priv. Medd.    Udst. og den fri Udst. Fortegn.)

 

Fuchs. Georg Mathias Fuchs, Maler, var efter Weinwich først født 1723, medens han efter den angivne Alder ved hans Død maatte være født 1719 (?); han kaldtes Historieskildrer, da han 1755 fik »Fjerdingaarspræmien«, d. v. s. en Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model, og konkurrerede Aaret efter til Guldmedaillen uden at opnaa den. Weinwich fortæller om Fuchs, at han var fra Wien og havde studeret sex Aar i Italien under Amiconi. Da han først vinder Sølvmedaillen, ovenikøbet kun den mindre, i en Alder af 36 Aar, er det rimeligt nok, at han er indvandret. Han var tillige Miniaturmaler og fik i 1755 og 1756 Betaling for saadanne Arbejder, blev 1768 Tegnelærer hos Landkadetterne, og som det synes senere ogsaa hos Søkadetterne. Paa Juelsberg findes som Kaminstykker to store dekorative Figurbilleder, forestillende Sorgen og Glæden og signerede G. Fuchs 1779. I Aaret 1780 søgte han om Titel af Professor, hvilket Akademiet erklærede for krænkende mod dets egne Professorer, da han kun var Informator. Han blev gift med Birgitte Berg, synes at være afgaaet fra sin Stilling ved Søkadetakademiet før 1790 og døde i København den 5. April 1797 i en Alder af 78 Aar. Kobberstiksamlingen ejer nogle Tegninger af ham og den kgl. Malerisamling et Stykke, som forestiller »Arveprins Frederik bekranses af Kunstens Genius«. I den Miillerske Kobberstiksamling paa det store kgl. Bibliothek findes 13 Kobberstik af ham. En »Hofmaler« Joh. Georg Fuchs, om hvem Cancelliet retter en Fore­spørgsel til Kunstakademiet i 1807, var sikkert ikke Kunstner.

(Weinw., S. 166 og Lex. Akad. Statskal. 1768. Rigsarch. Medd. af Konserv. C. C. Andersen. Bruun, Rostgaard, S. 506. Skild. 1830, Sp. 502 og 881. Krohn, I, 36—38. Strunk. Adresseav. 1797, Nr. 84.)

 

Fuchs. Gottfried Fuchs, Tegner og Haandværker, født i Breslau den 8. Januar 1669, kom 1680 til København, blev den 3. August 1689 Fontænemester og fik den 15. Januar 1704 Bestalling som Brandmajor. Han var to Gange gift, hans første Hustru døde 1689, den anden Birgitte Nielsdatter (d. 1727) overlevede ham, idet han døde i August 1723 (begr. ²⁶/₈). Han nævnes som inventor paa to Kobbere til Ligtalen over Christian Gyldenløve (paa Tysk) stukne

 

289

af A. Reinhardt (1706—7).    Et tredje Stykke af ham forestiller Grev Conrad Reventlow, omgivet af sine Anevaaben.

(Skild. 1830, Sp. 881, jfr. Hjelmstjernes Catalog, S. 468, 469 og 501. F. R. Friis, Bidr. til dsk. Ksth., 58—72. Kbh. Dipl., ID, 675.)

 

Funch. Herman Frederik Funch, Dyrmaler, er Søn af Artilleri-oberst August William v. Funch (f. 1810, d. 1871) og Louise Char­lotte Vilhelmine f. Ziilow (f. 1808, d. 1894); han er født i Rends-borg, hvor Faderen den Gang laa i Garnison, den 4. November 1841. Ved Krigens Udbrud i 1848 flyttede Forældrene til Sjælland, og Funch, som var opdraget med Militæretaten for Øje, gik som voxen dog først til Landvæsenet, og begyndte derpaa efter fem Aars Forløb at uddanne sig til Kunstner. Som Dreng havde han arbejdet hos Glosimodt, men henvendte sig nu til H. V. Bissen, lærte at tegne i technisk Institut og kom i Oktober 1866 ind i Akademiets Almindelig Forberedelsesklasse og vedblev at besøge Akademiet til 1872. Han begyndte at udstille som Billedhugger i 1869 og udstil­lede til 1874 nogle Buster og Dyrebilleder. Derefter foretrak han at uddanne sig til Dyrmaler, har fra 1879 til 1887 udstillet som saa-dan og har solgt ikke faa af sine Billeder til Private. Efter Brocks pludselige Død søgte han Pladsen som Ordenskapitlets Vaabenmaler, hvortil han den 14. September 1887 fik kgl. Beskikkelse. Siden den Tid har Funch ikke udstillet, men dyrker vedblivende sit Fag. I Februar 1894 foranstaltede han en større Udstilling af sine Arbejder i Bredgade Nr. 28 med efterfølgende Auktion. Udstillingen, der udelukkende indeholdt Landskabs- og Dyrebilleder, omfattede 154 Numre. Funch er ugift.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Ordenskap.)

 

Fussing. Hans Nielsen Fussing, Architekt, født den 27. No­vember 1838 i Horsens, Søn af Murermester Andreas Fussing der og Ane f. Hansen, blev Mursvend, uddannede sig fra 1857 ved Kunst­akademiet, hvor han 1863 vandt den mindre Sølvmedaille som Architekt, men tog Aaret efter Borgerskab som Murmester. Som saadan har han medvirket ved en Mængde større, af andre Architekter, H. J. Holm, Storck, Schrøder o. fl. ledede, Bygningsforetagender og større Ombygninger af Herregaarde m. m., medens han selv i 1876 har bygget Museumsbygningen i den botaniske Have. Han har tillige været Borgerrepræsentant, Raadmand og er Landsthingsmand. Fussing ægtede i 1867 Claudine Theodora Kerrn (f. 1832, d. 1878)

 

N. K. L.    I.                                            August  1895.                                        19

 

290

og derefter i 1881 Camilla Augusta Kerrn (f. 1838), begge  Døtre   af Tømrermester    Oberstløjtnant   J.   C.   Kerrn   og  Søstre    til   Architekt J. J. Eckersbergs (s. d.) Hustru.    Han blev 1887 Ridder af Danebrog. (Bricka, V, 495.    Hdvkbl. VII, Nr. 70.    Akacl.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Füssel. Carl Christian August Fiissel, Maler, Søn af Stads­musikant Carl Gottlob Fiissel (f. 1778, d. 1860) og Marie Magdalene f. Schwartzlose (f. 1789, d. 1869), var født den 4. Maj 1811 i Køben­havn. Han kom 1820 paa Kunstakademiet, blev Elev af Model­skolen og vandt 1834 dets mindre Sølvmedaille. Han udstillede en Kopi 1831 og 1837—38 et Par Genrebilleder, vistnok af tvivlsomt Værd. Imidlertid fik han en Indbydelse til Grev Beck-Friis i Skaane for at male Portræter, restaurere Malerier og male en Altertavle. Opholdet der varede en 3—4 Aar, og han var just vendt tilbage til Danmark, da den første slesvigske Krig brød ud. Han gik med som Frivillig, blev Korporal og den i. September 1848 Sekondløjtnant i Reserven. I Krigen det følgende Aar blev han haardt saaret ved Kolding den 23. April og døde den i. Maj 1849 P^aa Lazarethet i Middelfart.

(Selmer Nekr. Saml. II, 220. Bricka, V, 498 om Forældrene. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Fyhn. Jens Jørgen Fyhn, Maler, var født den 9. Februar 1788 i Kolding og Søn af Toldbetjent Ambrosius Fyhn og Marie Elisabeth f. Wolder. Han studerede og blev Præst og ægtede i 1822 Louise Marie Husum, Datter af Sognepræst Thomas Peter Husum (f. 1746, d. 1822) og dennes anden Hustru Anne Gertrud Birkedal (f. 1774, d. 1832). Hans Virksomhed som Præst og Forfatter skal ikke om­tales her; han nævnes, fordi han dyrkede og udviklede sit Talent for Malerkunsten saa vidt, at han i 1815 kunde male et Portræt af Rektor Sk. Th. Thorlacius, hvilket blev stukket af O. O. Bagge, dekorerede sin Kirkes Prædikestol, ja endog selv malede en Alter­tavle til den. Han døde i København den 25. Februar 1866.

(Bricka, V, 496.    Wiberg.    Strunk.)

 

Fædderholdt. Ludvig Dominicø Franasco Fædderholdt, Maler, født 1809 i København, var Søn af Andreas Ferdinand Fædderholdt, født den 21. Februar 1781, død den 29. April 1838 som Hofmaler og Kaptajn i Borgervæbningen og hans anden Hustru Sofie Thomasine f. Lange (f. 1786, d. 1855), en Datter af Murmester Philip Lange. Faderen gik Kunstakademiet igennem og vandt 1798 baade den mindre

 

291

og den store Sølvmedaille, men bestemte sig derefter for Haand-værket. Sønnen besøgte ogsaa Kunstakademiet og malede under J. L. Lunds Vejledning. Han naaede til at faa udstillet første Gang 1829 tre Portræter efter Naturen, deriblandt hans eget Portræt, og var i Færd med at male Overlærer F. E. Hundrup, da en stærkt udviklet Brystsyge bortrev ham, inden Billedet blev færdigt, den 2. April 1830. Faderen takker Professor J. L. Lund for den Omhu og gode Vejledning, han har ladet blive hans Søn til Del.

(Hundrup Stamt. o. Fam. Perch. Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten.)

 

Fæster. Hans Julius Fæster, Maler, Søn af Guldsmed Valdemar Fæster (f. 1818) og Anne f. Falck (f. 1825), er født i Nyborg den 24. August 1856, var oplært til Telegrafist, besøgte derpaa det techniske Selskabs Skole, kom den i. Oktober 1874 ind paa Kunst­akademiet hvis Skoler han gennemgik og fik den i. Oktober 1880 Tilladelse til Afgang, men tog ikke Afgangsprøve. Han har fra 1882 til 1888 udstillet en Del Landskaber og Figurbilleder og et enkelt Interiør. Han blev ansat som Telegrafist i 1872 og forflyttedes 1888 til Nykøbing paa Falster. Den 26. Juli 1886 ægtede han Maria Mathilde Hildebrandt (f. 1865), Datter af Gartner Hildebrandt (d. 1883) og Henriette f. Geisler i Søllerød.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Førster. Johan L(iidvig) Vilhelm Førsier, Maler, fik i Aaret 1794 baade den mindre og den store Sølvmedaille i Kunstakademiets Modelskole i København, udstillede 1795 to Kopier efter Dietrich og efter Pauelsen, og fik endelig den 12. Marts 1796 en Attest, der ender saaledes: »Man kan i øvrigt tilføje, at bemeldte Førster har afgivet saadanne Prøver paa Anlæg for Kunsten, at han unægtelig vil kunne bringe det vidt som Maler, naar han fremdeles som hidtil vil blive ved med at dyrke sit Genie«. Om denne, som det synes meget lovende Kunstner, vides ellers intet.

(Akad.)

 

292

Galli. Elias Galli, Maler, har i Kirken i Horsens malet »Die Quaal der Verdammten«, betegnet med Navn og Ao. 1705.

(Thaarups Papirer.)

 

Galster. Henrik Ludvig Galster, Miniaturmaler, Søn af Agent Johan Georg Galster (f. 1776, d. 1848) og Elisabeth Charlotte Morine f. Castonier (f. 1797, d. 1860), er født i Nørre Sundby ved Aalborg den 22. Januar 1826. Faderen havde bestemt ham til Handelen, men da han stedse havde mere Lyst til Tegning, fik han endelig i sit 21. Aar Lov til at komme til København for at lære Miniatur-maleriet hos Hofminiaturmaler Joh. Møller, der var en Ven af Kunst­nerens Fader, og lærte samtidig Oliemaleri hos Const. Hansen. Med Møller fulgte han 1848 til Stockholm, besøgte derpaa en kort Tid Kunstakademiet i København og arbejdede senere under den samme Lærers Vejledning i London (1854). Han har fra 1850—59 udstillet en stor Del Miniaturportræter, og selv efter at han en kort Tid havde oprettet et fotografisk Atelier, vedblev han at male. Blandt hans Arbejder kan nævnes Enkedronning Caroline Amalies Portræt til Storfyrstinden af Rusland og en stor Del andre kongelige Por-træter og et større Billede, forestillende »Den engelske Flaade, som gør Honnør for Hs. Maj. Kongen paa Yderreden« (1886). Galster er ugift.

(Priv. Medd.   Bricka, V,  551 om Forældrene.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

293

Gamborg. Knud Frederik Gamborg, Søn af daværende residerende Kapellan Frederik Vilhelm Gamborg (f. 1792, d. 1850) og Sofie Vil-helmine f. Thomsen (f. 1798, d. 1871), er født den 30. Juni 1828 i Tikøb. Efter at have været i Vinhandlerlære blev han Svend, deltog som Værnepligtig i det sidste Krigsaar 1850, nedsatte sig derpaa som Vinhandler, men opgav efter nogle Aars Forløb Forret­ningen for ganske at leve for Kunsten. Allerede i 1848 besøgte han en Vinter Kunstakademiet, hvor han fik Plads i i. Frihaands-tegneskole. Men Faderens Død medførte i Forening med andre Forhold, at han den Gang maatte vende tilbage til sin tidligere Levevej. Nu derimod i 1857 begyndte han for Alvor sin kunstneriske Uddannelse ved Akademiet, blev Elev af Modelskolen i 1859 og vandt den mindre Sølvmedaille i 1861. Det var hans første Tanke at blive Maler, og en større Bestilling af Grev Moltke til Bregentved, der blev ham betalt i aarlige Forskud, støttede ham ikke lidet i den første Tid. Da han imidlertid, for at leve, stadig maatte sysselsætte sig som Tegner for illustrerede Blade, vandt han snart en saadan Færdighed i forskellige Retninger som Tegner, at han senere næsten udelukkende har levet som saadan, dels for »Illustreret Tidende«, dels for »Punch«, »Puk« og andre Blade. I 1862 foretog han en lille Rejse til Norditalien. Senere har han besøgt Norge og St. Peters­borg. Han ægtede 1864 Mary Elisabeth Jess (f. 1837), Datter af Postfører i Norge Carl Benedictus Jess og Mary Elisabeth Sofie f. Battier. Han har ikke udstillet.

(Priv. Medd.    Bricka, V, 560.    Wiberg III,  182.    Elvius, 49.    Akad.)

 

Garde. Harald Garde, Architekt, Søn af Sognepræst Peter Christian Garde (f. 1816, d. 1894) og dennes anden Hustru, Augusta Charlotte Margrethe f. Lawætz (f. 1826). Han blev født den 26. Juni 1861 paa Fejø, lærte Tømrerhaandværket i Hillerød og begyndte i Oktober 1878 i Akademiets Skoler, som han gennemgik, til han den 27. Maj 1885 fik Afgangsbevis som Architekt. I 1887 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med »En dansk Herregaard«, dog uden at opnaa Præmien.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Elvius Præstehist. og Dske patr. Slægter om Forældre.)

 

Gebauer. Christian David Gebauer, Dyrmaler, Søn af Johan Christian Gebauer, Forstander for Brødremenigheden i Neusalz ved Oder i Schlesien, og Marie Elisabeth født Rupprecht (f. 1742, d. 1822), var født den 15. Oktober 1777 og kom med sine Forældre i sin

 

294

Barndom til Christiansfeldt, hvorved han blev dansk Undersaat. Han var først bestemt til Studeringerne, hvortil hans rige Evner gjorde ham skikket, men en Døvhed, der var foraarsaget af Mæslinger alle­rede i hans tredje Aar, tog saaledes til, at han maatte opgive den studerende Vej. Han rejste da i 1800 til København for at besøge Kunstakademiet (1800—i) og uddanne sig under C. A. Lorentzen, sammen med Dahl, C. A. Jensen, Mygind o. fl. a. Han udstillede 1802 en Kopi efter sin Lærers »Hertha«, men lagde sig snart efter Landskabs- og Dyrmaleri. Allerede 1804 udstillede han en Del Tegninger i Tusk, »hvori der er megen Natur, og som røbe Geni«. En lignende Række, der udstilledes 1805, rostes ogsaa meget, der­iblandt især »En Tilbagerejse fra Dyrehaven«. Næste Aar frem­hæves hans Dyrstykker. I 1806 til 1808 havde han, i tre Aar, 200 Rdl. aarlig af Fonden ad usus publicos; i 1809 anbefaledes han paany varmt af Akademiet, uagtet han havde forladt dets Under­visning allerede ved Gibsskolen; det kalder de af ham udstillede Landskaber for udførte »i Wouwermans Maner«.

Gebauer vedblev nu dels at udstille, dels særlig at forevise Akademiet sine Dyrstykker, der stedse fandt opmuntrende Bifald. Ogsaa Optrin af Krigerlivet tiltalte ham, og i 1808 havde han hos Lahde udstillet et Par større Tusktegninger, som forestillede Træk af Englændernes Overfald i 1807. Da det derfor endelig lykkedes ham at komme udenlands i Begyndelsen af 1813, ilede han til Dresden, for at se Krigen med egne Øjne, og han overværede Slaget ved denne By den 4. Maj s. A. Her var det ogsaa, han fik Lejlighed til at se Kosakhordernes Liv og Færd, hvilket han siden med Lune har gengivet baade i Malerier, Tegninger og Raderinger. Allerede den 4. Juli 1814 var han hjemme igen og foreviste Akademiet en Kopi efter Snyders samt nogle »Esquisser«. Akademiet tilkendegav ham i Skrivelse af samme Dato sin Tilfredshed dermed, men agreerede ham ikke, ligesom han heller ikke havde udbedt sig at blive det. Men da han Aaret efter den 6. Marts 1815 indsendte et større Dyr­stykke, »Kvæg, som søger Hvile«, »med det Ønske derpaa at vorde agreeret«, erklærede Akademiet, at det allerede holdt ham for agreeret paa hans tidligere foreviste Arbejder, og paa dette optog det ham til Medlem med 10 Stemmer mod 3. Den 24. Marts aflagde han Ed og tog Sæde i Forsamlingen. Han æredes nu som Landets »første Dyre- og Kvægmaler« og i hans Medlemsstykke beundrede man den fortrinlige Iagttagelse saavel af Luftperspektiven som af Forkortningerne. Snart efter fik han Bolig paa Charlottenborg

 

295

og ved kgl. Resolution af 30. Juli 1817 tillige 200 Rdl. S. V. aarlig af Kongens Kasse. Han blev endelig 1830 udnævnt til titulær Professor.

Med Undtagelse af en Rejse til Tyskland i 1826—27 levede han nu rolig i Danmark og indskrænkede sig til mindre Rejser i Landet selv, til Frederiksborg, hvor Stutteriet altid fængslede hans Opmærksomhed, o. fl. St. Han blev gift (1807) med Mariane Hoeg (f. 1780) Datter af Anders Jensen Hoeg og Johanne Svendsdatter, men hun døde den 2. Marts 1827, medens han paa en Udenlandsrejse med Statsunderstøttelse opholdt sig i Miinchen. Sorgen over dette Dødsfald fremkaldte en Brystsyge, der foraarsagede ham Blodstyrt­ning, og i Wien blev han farlig syg. Han kom sig dog, men mod­toges i Hjemmet med flere sørgelige Budskaber, der kun yderligere nedbrød hans svækkede Sundhed. Foruden Tabet af hans gamle Lærer, Lorentzen (d. 1828), havde han ogsaa, efter at han samme Aar var flyttet til Aarhus, den Sorg at miste flere af sine voxne Børn. Hans Brystsyge tog til, og om han end til sine Tider baade kunde virke for Kunsten ved at fremme en Tegneskole i Aarhus og glæde sig ved Naturen paa mindre Udflugter, var hans Dage dog talte. Hans Kaar blev tillige mindre gode, saaledes at Akademiet i hans sidste Levetid maatte komme ham til Hjælp med en Under­støttelse af 200 Rdl. Han havde næppe nok ved en anden Haand kunnet takke for denne Velvilje, før han sov rolig hen den 15. Sep­tember 1831.

Gebauer havde en rig Skaberævne, der var Liv og Aand i hans Arbejder, og han var flittig som Kunstner. Ikke alene malede han et stort Tal af Billeder, men tegnede, malede i Pastel og Vandfarve og raderede en Mængde Blade. Navnlig i hans Raderinger, hvis lette Foredrag laa ret godt for hans Kunstnernatur, fremtræde hans gode Egenskaber ublandede. I hans Oliemalerier savnes Klarhed i Farven og Herredømme over Helheden. Til hans bedste Arbejder høre »Det vilde Stutteri« (1807), »Et Hestemarked« (1810), adskillige af hans Vinterstykker fra Bayern (1826—27), hans Rækker af kolorerede Tegninger efter Heste i det kgl. Stutteri, Jagthunde m. m. Maleri­samlingen ejer ikke faa at hans Billeder. Hans Selvportræt er gen­givet foran. Komponisten J. C. Gebauer var hans Søn.

(Weinw., S. 202. Erslew I, S. 489. Suppl. I, S. 546. Dagen 1831, Nr. 231 og 236. Skild. 1804, Sp. 576; 1805, Sp. 781; 1806, Sp. 782; 1811, Sp. 453; 1815, Sp.442; 1819, Sp. 199. J. Lange, Nutidsk., 38—40. Bricka, V, 579. Krohn, I, 158—164. Skifteretten. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nagler Monogr. II, 2645. Strunk.)

 

296

Gelert. Johannes Sofus Gelert, Billedhugger, Søn af Teglværks­ejer og Møller C. F. Gelert, er født den 10. December 1852 i Nybøl i Sundeved. Han kom efter sin Konfirmation til København og i Billedskærerlære hos C. A. Berg, hos hvem han arbejdede i halvtredje Aar, og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1870 til 24. De­cember 1875, da han fik Afgangsbevis som Modelerer. Gelert begyndte at udstille 1875 °£ vakte saa megen Opmærksomhed, navnlig ved sin »Thor«, som tager en Tyrs Hoved til Madding for at fange Midgaardsormen, at han i 1882 fik det Ancherske Legat. Til Marmorkirken har han modeleret »Augustinus«. Efter at have udført en Del Buster, samt konkurreret i 1887 til den Neuhausenske Præmie med en Fontæne, rejste han s. A. til Amerika og bosatte sig i Chicago. I Amerika har han udført en Billedstøtte af Ulysses Grant og i det hele vundet et anset Navn som Kunstner.

(Bricka, V,  589.    »Dnbrog«  ⁸/₆  1895.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Gellentin. Gottfried Gelkntin, Miniaturmaler under Frederik V, fik 1756—58 Betaling for Arbejder, udførte for Hoffet.

(Weinw. Lex.    Rigsarch.)

 

Gelton. Toussaint Gdton, hollandsk Maler, var 1655—1661 Medlem af Lukas-Gildet i Amsterdam og blev 1659 indskreven i Maler-Lavet i Haag, kom mulig 1658 (1660?) til Sverig, hvor han i al Fald var 1668, og er vistnok snart efter kommet til Danmark. Hans Malerier sammenlignes med Poelemburgs, ligesom han ogsaa skal have kopieret Gerhard Dow, Mieris og Schalken paa en skuffende Maade. Det tidligste Billede af ham, Weinwich kender, er dateret 1661. Ifølge et kgl. Rejsepas af 1674 skulde han i dette Aar være rejst til Saxen for at portrætere Christian V's Søster, Anna Sofie, der var gift med Churfyrst Johan Georg III, og efter et Pas af Churfystinden skulde han i 1675 ^være vendt tilbage til Danmark. Det er dog rimeligt, at han først er rejst hjem i 1676, thi endnu i Marts d. A. sendte den kgl. Lakerer, Christian v. Bracht ham en Vexel paa 300 Rdl. d. C. Fra den 23. September 1674 havde han været kgl. Contrafejer med en Aarpenge af 600 Rdl. d. C., foruden at hans Malerier særskilt betaltes ham. Han maa rimeligvis være død i første Halvdel af 1680, thi kun i Aarets to første Kvartaler anvises ham Aarpenge, og det næste Aars Foraar (19. Marts 1681} betales paa én Gang 900 Rdl. d. C. »for Geltons Skilderier«. Den kgl. Malerisamling ejer af Gelton tre smaa Billeder »Oldingen og

 

297

Døden«, »Juno, Minerva og Venus« og »En bodfærdig Magdalene«, og ikke faa Billeder ere eller have været i privat Eje i Danmark og Sverig.

(Weinw., S. 91. do. Lex. do. Afhdl. i Alhene VI, S. 540—44, hvor en Del Billeder nævnes. Rigsarch. K.Madsen, Bill. af gi. Kunst. Kbh. 1891, S. 16.)

 

Gemperlin. Tobias Gemperlin, en Portrætmaler, hvem Tyge Brahe var bleven bekendt med i Aaret 1575, medens han dog mulig ikke før senere kom herind fra Augsburg, hvor han ikke nævnes i de stedlige trykte Kilder. Han synes ikke at have været kgl. Contrafejer, men at have malet privat for forskellige Adelsmænd. Hans Portræt af Tyge Brahe paa dennes Quadrans muralis i fuld Legemsstørrelse blev malet 1586 og skal have været overmaade ligt, men er nu ødelagt. En Del Portræter af Medlemmer af Rigens Raad i Frederik II's Tid tillægges af Sandvig denne Kunstner. Et Træsnit fore­stillende et Skelet er fra 1579. Et Billede i Kirken i Nykøbing paa Falster med Frederik II's Dronning Sofie, og hendes Aner, tillægges ligeledes Gemperlin; desuden har han 1578 malet Anders Sørensen Vedel som Slotspræst (Frdborg Mus.). Han skal være død af Pesten, maaske 1592, da den rasede i Danmark.

(Nye danske Mag. II, 4. Hefte, S. 103—4. T. Brahe, Astronomiæ illu-stratæ mechanica, Fol. 1598, S. 14—15. Claudii Galeni de ossibus liber. Havn. 1579. 8°. Weinw., S. 37—38. Sandv.. S. 47. Skild. 1829, Sp. 884, og 1830, Sp. 1068. Trap, Danm., 2. Udg. IV, 433. F. R. Friis, Bidrag t. dsk. Ksthist. 1890, S. i. Bricka, V, 591.)

 

Gemzøe. Peter Henrik Gemzoe, Lithograf, Søn af Bygnings-forvalter Carl Henrik Peter Gemzøe (f. 1778, d. 1840) og Andriette Frede­rikke f. Opitius (d. 1830), blev født i København den 6. Februar 1811. Hans Lyst til at tegne blev opmuntret af Bendz, med hvem han i sin Ungdom gjorde Bekendtskab; han begyndte at gaa paa Kunstakademiet om Sommeren 1829 og arbejdede samtidig under Eckersbergs Vejled­ning for at uddanne sig til Maler. Han blev 1832 Elev af Model­skolen og udstillede 1833 og 1835 et Par Portræter og »Et Parti af Figursalen«. Tillige malede han i 1836 en Altertavle (efter Eckersberg?), som blev sendt til Grønland. Imidlertid havde han allerede fra sin første Tid jævnlig tegnet paa Sten, og da Em. Bærentzen oprettede sit Stentrykkeri'(1837) blev han en af dets første Lithografer, og udførte nogle Billeder efter Eckersberg, Kiichler og Marstrand. I Følelsen af sin Uerfarenhed i technisk Henseende søgte og fik Gemzøe i 1840 en mindre Understøttelse af Kunstakademiet for at

 

298

rejse til Miinchen, hvor Lithografien den Gang stod højest. Han opholdt sig fire Aar i Miinchen og uddannede sig hos Hohe og Kohler til en selvstændig og duelig Lithograf. Efter Hjemkomsten udførte han, for det meste til Bærentzen & Co., dog ogsaa for egen Regning, en stor Del Blade, dels Portræter, dels Figurbilleder, saaledes ere de betydeligste af Marstrands Holbergske Billeder og af Exners Bondelivsbilleder udførte af Gemzøe i heldige Gengivelser. Et af hans sidste større Arbejder var Høyens Portræt efter Marstrand. Gemzøe levede ugift, og da Fortjenesten med Alderen blev ringere, saa at han, hvor nøjsomt han end levede, følte dyb Bekymring for Fremtiden, forkortede han selv sit Liv den 3. Oktober 1879.

(Priv. Medd.    Elvius, 518.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Genelli. Johan Frants Josef Genelli, Maler, hvis Navn urigtig skrives Schenelly, var født i Aachen 1724 (ikke 1734) og blev opdraget i København fra sit andet Aar. Han var Maler, men lagde sig efter den særlige Kunst at brodere i Silke og med Perler, og han frembragte Arbejder i denne Retning, der af Samtiden skattedes som udmærkede Kunstværker. Da det ikke lykkedes ham at finde Ansættelse ved Hoffet i Danmark, drog han, uagtet han allerede havde stiftet Familie i København, til Tyskland og som det synes ogsaa til Italien. I Wien blev han 1767 Medlem af Akademiet der, i Berlin, hvor han endelig nedsatte sig, blev han 1774 kgl. preuss. »Hoj^c-Kunst-Perl-Stickern med 500 preussiske Daler om Aaret. Derfra modtog Kunstakademiet i København en Skrivelse fra ham dateret den 29. November 1783, hvori han udbad sig at blive Akademiets Medlem paa et broderet Blomsterstykke, hvilket ogsaa skete i For­samlingen den 6. Januar 1784. Nogle Aar efter døde han i Berlin, den ii. Juli 1792 i en Alder af 68 Aar. Hans Sønner, Hans Chri­stian, der blev Bygmester, og Jens eller Janus, som blev Landskabs­maler, ere fødte i København, den sidste i Aaret 1761. Denne var Fader til den i Tyskland saa bekendte Tegner Bonaventura Genelli (d. 1868).

(Weinw., S. 237. Hennings, S. 42—43. Spengler Art. Eft, S. 27. Fussli Suppl. under G. og Sch. Fernow Carstens, ny Udg., S. 208. Akad.)

 

Gercken. Didrik Gercken, Billedhugger, var vistnok Broder­søn af kgl. Hof-Stenhugger Andreas Gercken fra Bremen, som alle­rede 1702 arbejdede til Rosenborg, 1703 fik Bestalling som kgl. Stenhugger, 1716 fik Bestilling paa Stenhuggerarbejdet til Christian V's

 

299

og Charlotte Amalies Sarkofager og døde 1718 eller 1719. Hans Enke Hedevig Sofie Prangen vendte tilbage til Bremen og døde der den 30. August 1736.^l Didrik Gercken arbejdede for Hoffet, uden at det kan ses, om han havde Aarpenge som Hof kunstner. Det tidligste Værk, der nævnes, er en Mindestøtte i Bremersandsten »paa det Sted, hvor det dræbende Skud havde ramt Carl XII«. Kon­trakten herom blev sluttet den 30. Oktober 1722; desuden udførte han Arbejder til Hirschholm Slot, til Fredensborg, Københavns Slot og Christiansborg. Af hans Arbejder ere bevarede en Buste af Frederik IV i Fredensborg Slotskirke og en Del af Alteret i Hellig-gejstes Kirke i København. Thura kalder ham i sin danske Vitruvius »en af vore største og erfarneste Billedhuggere«, idet han nævner hans betydeligste Værk Marmorkisterne til Frederik IV's og Dronning Louises Lig i Roskilde Domkirke, hvorom Gercken i 1736 sluttede Kon­trakt lydende paa 7000 Rdl. De var færdige 1742. Derefter udførte han 1743—46 tre andre Kister til Dronning Anna Sofie og to kgl. Børn. Gercken blev 1741 gift med Marie Christine de Coning og døde 1748. (Weinw., S. 120. Sandv., S. 47. Thura II, 153—54. Thiele Kstakad., S. 46. Strunk. Bruun Rostgaard. S. 293. Bricka, V, 595. Lengn. Ref. K. Rigsarch. Prov. Arch. Priv. Medd. F. J. Meier, Fredensb.)

 

Gerdtes. Johan Gerdtes, findes med Tilføjelsen pinx. A. 1709 paa et Portræt af Andreas Jensen Borch, Slotspræst paa Aggershus, stukket af H. Thiele i København. Han levede 1706 i Faaborg og var gift med Anna Cathrine Høcken.

(Spengler Art. Eft., S. 28.    Weinw. Lex.    Strunk.    Lengn.  Faaborg K.)

 

Gerhard. Johan Frederik Gerhard, Maler, skal være kommen til København med Fyrstinden af Ostfriesland, en Søster til Chri­stian VI's Dronning, Sofie Magdalene; han blev her kgl. Kabinets-skildrer 1742 og fik altsaa som saadan dansk Borgerret. Ogsaa se vi ham i 1743 sat i Skat som Borger i København. I privat Eje er et Maleri paa Kobber, betegnet med Kunstnerens Navn og Aarstallet 1740; det forestiller Kunstneren selv med Kone og to Børn. Den kgl. Malerisamling ejer to Billeder af ham, »En siddende Figur« og »En Markgreve af Bayreuth«, Knæstykke. Alle de nævnte Billeder ere smaa (omtrent 12-—16 Tommer) og malede paa Kobber. I de

 

¹ Ved Skiftet i København nævnes en Søn Johan Didrik, Stenhugger, »tjenende Mons. Didrik Gercken«. Det er tvivlsomt, om Kunstneren ogsaa har heddet Johan.

 

300

kgl. Regnskaber nævnes en Del Billeder, som han i Aarene 1742 til 1748 fik forholdsvis godt betalt. Han var gift med Eva Louise (r), og døde den 22. Maj 1748; Enken overlevede ham mindst til 1768. Ved en Skrivelse af 12. Februar 1748 erklæredes han og flere andre Kunstnere for Professorer ved det ældre Kunstakademi; men denne Glæde var for hans Vedkommende kun kort.

(Spengl. Art. Eft. do. Fortegn, o. Malerisml. Raadstuearch. Priv. Medd. Rigsarch. Bricka, V, 691. Meier, Fredensb. S. 157.)

 

Gert Contrafejer blev ved »Pintse-Drick« Anno 1595 optagen til Lavsbroder i Skydeselskabet. Han ejede Hus (»Boder«) paa Øster­gade, men var død inden den 30. November 1602.

(Kbh. Dipl. II, 516 og VI, 50.)

 

Gertner. Johan Vilhelm Gertner var Søn af Johan Vilhelm Gertner, Blokkedrejer ved Holmen (f. 1777, d. 1852) boende i Nyboder, og han blev født der den 10. Maj 1818. Han kom i sit trettende Aar paa Kunstakademiet, men gik det kun langsomt igennem • han stod over tre Aar i Modelskolen, inden han (1837) fik den mindre og den store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1839 og 1841 konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, men første Gang fik han ikke sit Arbejde færdigt, og anden Gang opnaaede han ikke Medaillen. Imidlertid var han i 1836 begyndt at udstille, dels et Par Portræter, dels mindre Landskaber og »Interiører« med Figurer, men kastede sig snart saa godt som udelukkende over Portrætet. Et i 1838 udstillet Maleri »Nogle Børn i Vedbæk ved Solens Nedgang« vakte megen Opsigt paa Grund af Udførelsens Omhu og Farvens Virkning, men staar dog tilbage for »En Hyrde­dreng, som driver en Flok Faar«, der udstilledes 1839 og blev købt til den kgl. Malerisamling. Efter at have tildraget sig Opmærksom­hed ved en Række Portræter, navnlig Thorvaldsens (1840—43) og Stiftprovst Trydes, der hædredes med Udstillingsmedaillen (1843), fik han s. A. Akademiets Rejseunderstøttelse. Istedenfor at benytte den, gjorde han Krav paa at agreeres uden at have rejst, indtil han endelig, efter at have forvoldt Akademiet en hel Del Bryderier, hvorunder Stipendiet flere Gange bevilgedes ham, foretog en lille Rejse til Dresden, hvor han malede Landskabsmaler Dahl, blev saa agreeret den 15. Juli 1850 og blev Medlem af Kunstakademiet den 30. September s. A. paa et alvorligt og omhyggeligt udført Portræt af C. V. Eckersberg, fik 1858 Titel af Professor og i 1862 det

 

301

Ancherske Rejselegat. Medens hans Portræter af C. Hall og D. G. Monrad ikke gav noget tilfredsstillende Billede af disse Per­sonligheder, lykkedes andre, som af Landskabsmaler J. C. Dahl, Grev Moltke og navnlig Vexelerer Gedalia (1869) samt en Købmand Schuldts fra Hamborg ham overmaade vel. Det kraftige, sværladne i hans Form- og Farvegivning kom i slige Billeder bedre til deres Ret. Til hans mest vellykkede Malerier hører hans Moders Portræt (1856), der dog ikke er frit for nogen Tørhed i Behandlingen af Enkelthederne. Det tilhører den kgl. Malerisamling, som senere ogsaa har erhvervet et i hans Ungdom malet Portræt af Faderen. Gertner blev den 5. August 1850 gift med Anna Elisabeth Petersen (f. 1830), Datter af Slotsgartner P. Petersen og døde, tilsyneladende i sin kraftigste Alder, den 29. Marts 1871. Hans Enke har i 1876 ægtet Professor, Overkirurg C. L. Studsgaard. Han var 1869 bleven Ridder af Vasaordnen. Gertner har baade raderet og lithograferet, men navnlig tegnede han gærne Portræter, som udmærkede sig ved en god Lighed, uagtet en vis Sværhed i Formen ogsaa deri var fremtrædende. En stor Del af disse, som bevare Mindet om mange Personligheder, af hvem ellers ikke haves Portræter, ere indlemmede i det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg, hvor ogsaa adskillige af hans malede Portræter ere havnede. Gertner var en stridbar Person, der altid var paa sin Post overfor formentlige For­urettelser; som Kunstner stod han som en ejendommelig, fra alle andre forskellig Skikkelse, til en vis Grad undervurderet af den Kunstanskuelse, som i den Tid førte Ordet.

(111. Tid. 1871, Nr. 602. Bricka, VI, 9. Berl. Tid. 1871. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Geve. C. G. Geve, Maler fra Slesvig, gav sig især af med at male naturhistoriske Genstande, Konkylier og lignende. Ifølge en Auktionskatalog over Joh. Chr. Kalis Bøger m. m. solgtes 1776 et ufuldendt Exemplar af »Description des Coquillages, ouvrage de Mons. C. G. Geve a Slesvig«, omfattende 26 kolorerede Tavler; det blev kun betalt med 2 Rdl. 8 Sk. Et lignende Værk med tysk Titel, udkommet i Hamburg og Lybæk 1755, tilskrives N. G. Geve, og omfattede 33 Tavler med 434 Figurer. Om denne sidste har fuldført og afsluttet det ovenfor nævnte Værk (s. d.) kan ikke slaas fast. Dog skal et Exemplar i Hamborgs Stadtbibliothek have et skrevet Titelblad med Navnet C. Geve. Denne sidste synes at være død den 20. Sep­tember 1766, da »die Wittwe Geve« fra denne Dato faar anvist en

 

302

aarlig Pension   af 50 Rdl. d. C. af Partikuliérekassen;   den gentages for 1767  og  1768, men nævnes ikke senere.

(Jo. Chr. Kali. Cat. 1776, Nr. 2002. H. Schrøder. Lex. Hamburg. Schriltst. Hamb. 1854. II, 489—90. Rigsarch.)

 

Geve. Nicolaus Georg Geve, Maler, født 1712 i Hertugdømmet Slesvig, var Lærling af Miniaturmaler Wahl i København (1738), levede 1752—54 i Hamburg og bekendtgør der 1752, at han vil udgive det ovennævnte Konkylieværk (Monatl. Belustigung im Reiche der Natur). Ifølge Weinwich malede han allerede 1747 Miniatur-portræter i København og her fik han i 1756 for »Belustigung im Reiche der Natur« med 26 (!) Kobbere, samt nogle andre Blade ialt 60 Rdl. d. C. og i 1758 atter 18 Rdl. for nogle Kobberstik. Her ægtede han ogsaa i Petri Kirke den 20. April 1759 Catharina Dorothea Zollner, men boede mindst fra 1770 i Slesvig By (s. A. J. Carstens), som en anset og velhavende Portrætmaler, og der døde han, efterladende sin nævnte Hustru som Enke, den 21. Juni 1789. Da Konkylieværket authentisk tilskrives baade C. G. og N. G. Geve, er der Grund til at tro, at de var Brødre, som arbejdede sammen paa dette Værk, mulig den ene som Tegner og den anden (N. G. r) som Kobberstikker. Af N. Geve nævnes et Portræt i Legems­størrelse af Præsten Peter Cramer, hvilket findes i Slesvigs Dom­kirke. Som Portrætmaler modtog han ogsaa Elever for en Læretid af syv Aar mod en Betaling af 100 Thaier (Courantdalerer) aarlig, foruden Kost og Klæder.

(Jfr. de ved C. G. Geve nævnte Kilder. Weinw. Lex. Hamb. Kstl. Lex. A. Sach, Carstens' Jngend. Fussli Lex. Suppl. Fernow, Carstens. Rigsarch. Gen. Inst. Spengl. Art. Eft.)

 

Gianelli. Giovanni Battista eller Jean Baptiste Gianelli, Billed­hugger, yngste Søn af Gibseren Domenico Maria Gianelli (d. 1801) og Johanna f. Eysen, blev født den 22. Maj 1786 i København og har nok mest ernæret sig som Gibser. Som saadan søgte han 1812 om Tilladelse til at besørge Akademiets Arbejde under hans nedennævnte Broders Fraværelse mod ogsaa at nyde dennes Løn­ning derfor, medens han i 1819 indsendte en Buste af Prinsesse Caroline til Akademiets Bedømmelse. Dets Kendelse viser, at han maa have gældt meget lidt som Kunstner. Han havde den 21. Ok­tober 1810 ægtet P. L. Gianellis efterladte Enke A. M. L. Bojesen, med hvem han fik flere Børn, og han døde den 15. Juni 1825, medens Enken, der havde en Understøttelse af 40 Rdl. om Aaret

 

303

fra Akademiet, overlevede begge sine Mænd indtil den 6. Juni 1851, da hun døde i en Alder af 73 Aar.

(Lengn.  [Fam. Bruun].    Priv. Medd.    Akad.    Geneal. Inst.    Skifteretten.)

 

Gianelli. Giovanni Domenico Gianelli, Billedhugger, Søn af den nævnte Gibser Domenico Gianelli, var født efter iy67(?), besøgte Kunstakademiet og udførte allerede som Elev en Buste af Prokurator Peter Bugge (d. 1794), den samme, hvis Portræt Thor­valdsen ogsaa har tegnet. Først 1797 fik Gianelli den mindre og den store Sølvmedaille i Modelskolen, men endnu samme Aar ogsaa den mindre Guldmedaille for Opgaven »Abraham ved Saras Grav« (i. Mos. 22, V. 2), samt 1799 den store Guldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner« (i. Mos. 48, V. 13—14). Samme og følgende Aar udstillede han nogle Buster. Da Faderen døde i Begyndelsen af 1801, besluttede han at overtage dennes Værksted som Gibser, naar han maatte faa Akademiets Arbejde med en Løn af 200 Rdl. om Aaret af Kongens Kasse, ligesom Faderen havde haft, hvilket blev tilstaaet ham. Samme Aar udstillede han endnu en Buste i Marmor af Kammerherreinde La Calmette. Ogsaa en Buste af Bernstorff var af Gianelli (før 1803). I i8i2(?) rejste han til London, hvor han giftede sig og atter helligede sig til Billed­huggerkunsten; thi i Aaret 1819 oversendte han en Buste af Hertug Vilhelm Frederik af Gloucester (udst. 1820) og udbad sig, at den maatte blive opstillet i Forsamlingssalen, og at han paa den maatte blive Medlem af Akademiet. Man syntes nok om Busten, men ind­skrænkede sig til at agreere ham, og paalægge ham at indsende en Figur af eget Arbejde, hvis han vilde være Medlem. Han erklærede sig villig til at udføre en Figur, naar det nødvendig krævedes, men han var, om ikke paa egne, saa paa Hertugens Vegne, fortrydelig over, at Hertugens Buste ikke havde faaet Plads i Forsamlingssalen, da denne var Medlem af Akademiet. Han undertegner sig nu »John Dominick« som Englænder. Med dette Brev, som Akademiet henlagde med Paaskriften »Forbliver ubesvaret«, forsvinder han af Historien.

(Weinw., S. 219.    Bricka, VI,  16.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Gianelli.    Harald Gianelli, Stempelskærer, Søn af P. L. Gianelli(s. d.) og Anne Margrethe Louise født Bojesen, blev født i Køben­havn den 18. Februar 1803 og lagde sig fra sin tidlige Ungdom efter Stempelskærerkunsten. Da hans Fader imidlertid var død i

 

304

hans Barndom, og hans Stiffader, en Farbroder, synes at have levet i meget smaa Kaar, søgte han allerede 1820 om Kunstakademiets Attest for at kunne opnaa kgl. Understøttelse. Det lykkedes ham ikke strax, men efter at han var kommen ind i Modelskolen, fik Akademiet Øjet op for hans Talent, og paa dets Anbefaling opnaaede han et Par Aar en kgl. Understøttelse af 2 Rdl. om Ugen. Han udførte nu flere Prøvearbejder som Medaillør, der vakte stigende Opmærksomhed for ham, fik 1825 den mindre Sølvmedaille, 1827 en Pengepræmie for Modellering efter den levende Model, udførte 1828 en Buste af da afdøde C. A. Lorentzen (udst. 1829), og vilde konkurrere til den for Medaillører udsatte Præmie af 100 Rdl. Men Sygdom hindrede ham vistnok allerede nu fra at arbejde. Han var nemlig, efter hvad der siges, skrutrygget og svag fra Fødslen, og skal yderligere have gjort sit til paa letsindig Maade at nedbryde sit Helbred, indtil han endnu i en ung Alder ogsaa forfaldt til Drik. Det meste af Aaret 1831 maatte han jævnlig holde Sengen, og den 4. Februar 1832 bortrev Døden denne som det synes lovende unge Kunstner, der havde været sin Moder »en god Søn« og var ved at blive Familiens Støtte.

(Lengn. [Kam. Bruun]. Bricka, VI, 16. Skifteretten. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Gianelli. Pietro Leonardo eller Peter Leonhard Gianelli, Stempel-skærer, ældste Søn af A. M. Gianelli, blev født den 27. Oktober 1767 i København, begyndte tidlig at gaa paa Kunstakademiet, hvor han 1784 vandt den mindre og 1787 den store Sølvmedaille for Modellering. Samme Aar udstillede han en Billedstøtte af Apollo og konkurrerede til den mindre Guldmedaille, uden at faa den. Ved den næste Konkurs (1789) derimod opnaaede han Medaillen for Opgaven »Kain slaar Abel ihjel«. Da han imidlertid frygtede for ikke at finde sit Udkomme som Billedhugger, medens Medailløreme Adzer og Bauert var gamle, besluttede han at lægge sig efter Medaillørkunsten, hvis Akademiet vilde give ham Rejsestipendium som saadan. Dette var gunstig stemt for hans Ønske, og efter at han havde forevist sin Moders Portræt, udført i Staal i Profil, lykkedes det ham, tildels ved Abildgaards ivrige Bestræbelser, fra den i. Oktober 1791 at faa Rejsestipendium som Akademiets Pensionær oprindelig paa tre Aar, hvilket blev forlænget, saaledes at han i alt var fem Aar borte. I December 1796 blev han efter Hjemkomsten agreeret og fik til Opgave at udføre et nyt Stempel til Akademiets store Sølvmedaille.

 

305

Paa dette Stempel blev han Medlem af Akademiet den 15. Marts 1798 og to Aar efter blev han kgl. Medaillør ved Mønten med 600 Rdl. d. C. aarlig. I 1803 blev han valgt til Akademiets Kas­serer. Aaret før, den 8. Marts 1802, giftede han sig med Anne Mar-grete Louise Bojesen (f. ¹³/₄ 1778) og blev ved hende Fader til den ovenfor nævnte som ung afdøde Harald Gianelli. Men heller ikke ham selv forundtes nogen lang Virketid, thi allerede den 23. December 1807 afgik han ved Døden. Han var en dygtig Kunstner i sit Fag, men han har ikke udført ret meget. Foruden sit Medle-msarbejde, udførte han allerede 1792, efter Abildgaards Tegning, en Medaille i Anledning af Negerhandelens Ophævelse, senere 1799 en ny Revers til Akademiets mindre Sølvmedaille, 1801 en Medaille til Minde om Slaget den 2. April, 1804 Aversen til en Medaille over Professor Vahl samt nogle faa flere.^l Hans Enke ægtede G. B. Gianelli.²

(Lengn. [Fam. Bruun]. Weinw., S. 233. Bricka, VI, 17. Adresseavisen 1807, Nr. 524. Akad. Skild. 1807, Sp. 345. Holm. Kirkeb. ved Lengn. Thiele, Thorv. I, 156, 171. Geneal. Inst. Krebers Katalog. Kath. Kirkes Ministerialbog. Møntfortegn.)

 

Gioni.    Se Guioni.

 

Giødesen. Aage Giødesen, Sømaler, Søn af Kommandør, Mønstrings-bestyrer Peter Ferdinand Giødesen (f. 1829) og Laura Susanne Georgine f. Storch (f. 1830), er født i Korsør den i. September 1863. Efter at have taget Studenterexamen 1882, tegnede han, samtidig med at tage Filosofikum, hos C. F. Andersen og fik fra i. Januar 1883 Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik til den 25. Maj 1889, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han har udstillet siden 1887, mest Søstykker, dog ogsaa Landskaber og Billeder med fremtrædende Staffage. Fra Foraaret 1886 har han været Lærer i Tegning ved Søofficersskolen. Til Marinens Udstilling (ved den store nordiske Udstilling i 1888) malede han ti store dekorative Billeder, forestillende den danske Flaades Udvikling fra de ældste Tider indtil Nutiden (ejes af Orlogsværftet). Den 24. September 1890 ægtede han Olufa

 

¹  En i Krebers Katolog nævnet Medaille til Præmier ved Stutteriet, kan ikke være fra 1786, da han endnu ikke den Gang tænkte paa at blive Medaillør.

²  Det foregaaende Ark var desværre trykt, da det oplystes af Katholsk Kirkes Ministerialbog,   at   Giov. Dom.  Gianelli   er   født  777.5  (døbt ³⁷/,)   og   Giov.  Batt. Gianelli født ^3a/₅ 77^7 (døbt ⁶/₆);   Moderen Johanne Eisen eller Eisner var ogsaa Katholik.

 

N. K. L.    I.                                              August 1895.                                      2O

 

306

Michelsen,    Datter   af Kaptajn   i   Søetaten   Vilhelm   Michelsen   og Thusnelda Christiane f. Hudemann.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Bricka, VI, 51  om Forældre.)

 

Gjellerup. Albert Rudolf Gjellerup, Søn af Sognepræst Carl Adolf Gjellerup (f. 1808, d. 1860) og Sara Elisabeth født Behrendt (f. 1812, d. 1852), er født den u. Februar 1845 i Roholte Præste-gaard. Ved sin ældste Broders Hjælp kom han til København i Lære hos Tømrermester Blom, blev efter tre Aars Forløb Tømrer­svend, tegnede hos Ferd. Jensen og i technisk Institut og besøgte November 1864 til Januar 1869 Kunstakademiets Skoler. Ved en Prisæskning i 1869 om en Kirke til Trinitatis nordre Sogn, blev hans Udkast tilkendt den første Pris af det nedsatte Udvalg. I 1876 vandt han atter den første Pris ved Konkurs om et Hospital til Kol­ding, som han opførte. For øvrigt har han opført flere offentlige og private Bygninger især i Provinserne, saaledes to Skoler og en Bank-bygning i Nakskov. Han blev i 1874 gift med Susanne Marie Elisa­beth Høffding, Datter af Grosserer Niels Frederik Høffding (f. 1807, d. 1873) og Martha Erasmine f. Gjellerup (f. 1813), en Søster til Gjellerups Fader.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Gjeistrup. Adam Gottlob Gjeistrup, Landskabsmaler, var født den ii. Oktober 1753 paa Møn, blev sat i Malerlære hosen »Amts-maler«, d. v. s. Malermester i Lavet, og efter at han var bleven Svend, vilde han foretage en Udenlandsrejse for at uddanne sig til Kunstner. Han kom dog ikke længere end til Augustenborg, da en Bekendtgørelse i Aviserne om, at det kgl. Theater trængte til en Skuespiller og Tenorist, bragte ham til at vende om for at forsøge sig ad en Vej, som fra hans Ungdom havde fristet ham. Han optraadte første Gang den 10. Oktober 1777 og sidste Gang den i. December 1803; men om hans fortrinlige Dygtighed som komisk Karakterskuespiller maa henvises til andre Kilder. I al den Tid, han var Skuespiller, synes han ikke synderlig at have haft Tid til at dyrke Malerkunsten uden paa sit eget Aasyn, som han havde et særdeles Talent til at male paa den mest slaaende Maade i Medfør af den Karakter, han skulde fremstille. Efter sin Afgang fra Theatret levede han ganske for Landskabsmaleriet. Han foretog en Kunst­rejse til Tyskland og senere til Sverige, foruden at han stadig gjorde lange Ture i Sjælland og især i Københavns nærmeste Omegn, idet

 

307

han til sin høje Alder forblev ualmindelig rask og rørig. Han udstillede ikke meget (1821—27), men saavel hans Malerier, som hans Tegninger gjorde megen Lykke hos Samtiden, der fandt ham ikke mindre genial som Maler end tidligere som Skuespiller. I Moltkes Malerisamling og hos flere Privatmænd findes mindre Malerier af ham, der vise, at han, trods sit umiskendelige Talent, ikke hævede sig over Datidens konventionelle Malemaade.

Han giftede sig 1778 med den ligeledes fortrinlige Skuespiller­inde Cathrine Amalie Morell (f. 1755), Datter af en fransk »Violon«; paa Grund af Sygdom fratraadte hun imidlertid Theatret allerede 1792, faldt i en langvarig Sygdom og døde 1799, efterladende ham en sindssvag Datter, som han siden plejede med den mest opoffrende Omhu lige til sin Død. Han døde i København den 10. Februar 1830 i sit 77. Aar forglemt baade af Theatret og Kunstverdenen. Hans Portræt findes i Schwartz' Lommebog for Skuespilyndere 1786, malet af Lorentzen, stukket af Clemens.

(Weinw., S. 208—9. Kjøbenhavnsposten 1830, Nr. 80, 81, 82. Thaarup, Kopenh. Kunstblatt, Nr. I. Skild. 1821, Sp. 500; 1827, Sp. 476; 1830, Sp. 497—99. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew I, S. 492, og Suppl. I, 554, hvor flere Kilder anføres. Nik., Trin. og Frue Kirkebøger ved Lengn. Strunk. Om Gjelstrup som Skuespiller se Bricka, VI, og Overskou Theaterhist. III—IV.)

 

Glahn. Henrik Christoffer Glahn, Architekt, er født i Nykøbing paa Falster den 12. April 1850. Han er Søn af Tømrermester Architekt Otto Michael Glahn, som var født i Taars Præstegaard paa Lolland den 19. December 1813 og i 1841 havde Understøttelse af den Reiersenske Fond og af Staten for at studere landøkonomiske Bygninger i Udlandet; han nedsatte sig i Nykøbing og døde der den 27. Maj 1879. Moderen hed Eggertine Marie f. Gram (f. 1811, d. 1890). Glahn lærte Tømrerhaandværket hos sin Fader og blev Svend 1870, derpaa tegnede han i det techniske Institut og hos V. Kyhn, og blev af denne dimitteret til Kunstakademiet, hvor han begyndte i Januar 1870 og den 24. December 1877 fik Afgangs-bevis som Architekt. I Mellemtiden havde han dels tegnet hos for­skellige Architekter, dels været Konduktør for J. D. Herholdt paa Herlufsholm. I 1879 udstillede han et i Forening med L. Clausen udført Projekt til et Raadhus i Vejle. Ligesom Faderen har han interesseret sig for Landbrugs-Bygningskunsten, opnaaede, ved Støtte fra den bekendte Landmand Tesdorpf til Ourupgaard, i 1878 Rejse­understøttelse fra det Classenske Fideikommis, Landhusholdnings­selskabet og den Raben-Levetzauske Fond, og foretog med Anbefalings-

 

308

breve fra denne en for dette Fag højst frugtbar Rejse i Tyskland og Østerrig. Ved Faderens Død overtog han dennes Tømrerforret­ning i Nykøbing, udvidede den og har forbundet den med en ret udstrakt Virksomhed som Architekt væsentlig i Landbrugsbygninger: dog kan blandt hans Arbejder ogsaa nævnes Stensby Kirke ved Vordingborg, og flere andre, nogle Skoler, en Hospitalsbygning til Nykøbing Kloster, Sæddinggaards, Nørregaards og flere Herregaardes Hovedbygninger m. m. Glahn ægtede den 20. Maj 1881 Louise Dorothe Leuning Datter af Justitsraad, Amtsforvalter Edvard William Leuning (f. 1801, d. 1876) og Mette Louise f. Blicher (f. 1814, d. 1883).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Glosimodt. Olav Glosimodt, Billedhugger, er født den 14. Juli 1821 paa Pladsen Lie i Sildjord Præstegæld i Norge. Da Faderen, Gaardbruger Ole Olsen senere købte Gaarden Glosimodt, fik Sønnen Navn derefter; hans Moder hed Sigrid Ketilsdatter. Ved Siden af at hjælpe Faderen med Jordbrug, lagde han sig efter forskelligt Haandværk navnlig at snedkre og skære i Træ. Efter at han i 1844 havde været Soldat, levede han som Haandværker, indtil han 1847 kom til Christiania, hvor han vakte Opmærksomhed ved med megen Dygtighed at restaurere Træskærerarbejdet paa et kostbart gammelt Skab, hvorefter Udskæringsarbejde til Oscarshall, som da var under Bygning, blev ham overdraget af Architekten J. H. Nebelong, medens han samtidig fik Adgang til Christiania Kunst- og Haand-værksskole. Efter at have sammensparet en lille Sum kom han i 1851 til København, hvor han fik Plads i H. V. Bissens Billed­huggerværksted og lærte snart at ernære sig ved at hugge i Marmor; samtidig fik han Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennem­gik, saa at han i 1854 kunde vinde den mindre og i 1857 den store Sølvmedaille. Fra 1854 har han til Stadighed udstillet ved Foraarsudstillingen i København, dels Buster og Statuer, dels en Mængde med stor Flid og Dygtighed udskaarne Arbejder i Elfenben og Buxbom, Portrætmedailloner, Statuetter og tillige en Mængde Brugsgenstande. Han repræsenterer den norske Bondes Udskærings-talent, forædlet ved en samvittighedsfuld og grundig kunstnerisk Ud­dannelse, hvis Resultater han ved en utrættelig Flid har bevaret i fuld Friskhed til sin høje Alder. I 1861 fik han et Stipendium paa 400 Spe. (1600 Kr.) af den norske Regering og tilbragte omtrent et Aar i Udlandet, deraf ni Maaneder i Rom. Da han vendte tilbage,

 

309

tog han dog atter Ophold i Danmark, hvor han endnu lever som bosiddende, uagtet han ikke har søgt Indfødsret. I 1863 ægtede han, lige helbredet efter en svær Sygdom, en her bosat Landsmand-inde Agnete Larsdatter (f. 1830), Enke efter en norsk Skibsfører Tandberg og Datter af Tømrer Lars Gunnarsen i Ringsaker. Blandt hans større Arbejder kan nævnes »Sæterjenten« (udst. 1866) og »Jægergutten« til Kong Carl XV., »Paulus« og »Petrus« til Slots­kirken i Christiania, »Den norske Kroningsstol« (1872), »To Engles til Jesuskirkens Fagade (1892); af Portrætmedailloner kan nævnes Bjørnson, Henr. Ibsen, A. Munch, Holberg, J. L. Heiberg, Rune-berg, Thorvaldsen og m. fl.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Gnudtzmann. Johannes Emil Gnudtzmann, Architekt, Søn af Hørkræmmer og Kaptajn Jens Frederik Gottlob Gnudtzmann og Johanne Susanne født Liitken, er født i København den 17. November 1837, blev, efter at have besøgt Borgerdydskolen paa Christianshavn og Efterslægten, polytechnisk Examinand 1855, besøgte Kunstakademiet fra 1859 og fik den 20. Marts 1866 Afgangsbevis som Architekt. Samtidig arbejdede han hos H. Chr. Hansen og senere hos J. D. Her­holdt, for hvem han var Konduktør ved Nationalbanken. I 1864 blev hans Studier ved Akademiet afbrudte af Krigen, hvori han deltog som Løjtnant i Artilleriet. Ved en Konkurs i 1869 om en Kirke til Trinitatis nordre Sogn vandt A. Gjellerup den første, Gnudtzmann den anden Pris; men denne sidste valgtes ikke desto mindre til at udføre den Tegning til »Povlskirken«, som endelig approberedes i 1872, og ledede Opførelsen af Kirken selv (1872—76). Gnudtz­mann blev i 1866 gift med Cathinca Olivia Svane, Datter af Forpagter Niels Peter Svane og Jørgine f. Hansen, rejste i 1871 med Akade­miets Understøttelse til Tyskland, Østerrig og Italien for at studere Murstensarchitektur og blev 1876 Lærer i borgerlig Bygningskunst ved den polytechniske Skole i København. Blandt hans øvrige Byg­ninger kan fremhæves Frue Kirke i Aalborg, Anders Nielsens Pak­hus i Fredericiagade, Direktørbolig til Aluminia paa Frederiksberg, nogle Kommuneskoler m. m. Gnudtzmann var 1885—89 Medlem af Københavns Bygningskommission, fra 1887 Medlem af det særlige Kirkesyn, fra 1889 af Kontrolkomitéen for Kunstmuseet. Han har i 1888 udgivet »Lærebog i Husbygningskunst«.

(Priv. Medd. Bricka, VI, 118. Søndagsposten 1877, Nr, 668. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

310

Goos. Carl A. A. Goos, Historiemaler, var født den 2. August 1800 eller 1801 (?) i Slesvig By, havde lært Historiemaleriet hos den tyske Maler J. H. W. Tischbein i Hamburg, udstillede der 1820 »Ulysses und Penelope«, ansøgte i December 1821 paa Tysk — med Anbefaling af Bygmesteren C. F. Hansen — om Understøttelse af Fonden ad usus publicos og fik, ved kgl. Resolution af 27. April 1822, 200 Rbd. aarlig i to Aar til »Fortsættelse af sine Studier ved Kunstakademiet i København«. I 1823 vandt han begge Sølvmedailler og konkurrerede samme Aar til den mindre Guldmedaille uden at faa den. Derimod fik han 1824 et Accessit for et Maleri efter den levende Model, og 1825 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Den unge Tobias' Hjemkomst« (Tob. n, 10). I 1826 tog han Examen og i 1827 konkurrerede han til den store Guldmedaille, uden at vinde den. Han udstillede paa Charlottenborg 1822—27, dels sine akademiske Skolebilleder, dels andre historiske Billeder efter Æmner fra Biblen, den græske Oldtid og Ossian. Her i Danmark regnedes han for ret lovende og to af hans Ungdomsarbejder, »Elektra og Orestes« og »Orpheus og Euridice«, som indkøbtes til den kgl. Malerisamling (1822), hænge paa Kronborg. I 1827 har han uden Tvivl forladt København og" er rejst til sin Fødeby Slesvig, men om han senere er vedbleven at leve der, hvor han ogsaa opholdt sig i 1824, eller er rejst til Tyskland, vides ikke bestemt. I 1831 var han dog endnu i Slesvig og udstillede i Hamborg ved »den tredje Kunstudstilling« nogle Billeder sammen med en Fætter, Bernhard J. T. Goos, fra Slesvig, men bosat i Altona. Og samme Aar ud­stillede han i Dresden »flere Malerier«, som af hans Ungdomsfælle Bendz, der saa dem paa sin Rejse, karakteriseres som »noget daar-ligt Gods; han er tabt for Kunsten«. Dermed tabes hans Spor.

(Tregder Hdb. f. Rejs., S. 261. Dsk. Saml. 2. R. I, S. 318. Thaarup Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Gottlieb. Carl Christian Gottlieb, dansk Maler, var ifølge de kgl. Regnskaber en »Mohr«, som Kongen tog sig af og under­støttede, for at han kunde uddannes til Kunstner. Han rejste 1702 udenlands til Holland og andre Lande. Fra 1705 var han atter hjemme og understøttedes dels med en samlet Sum (300 Rdl. d. C.), dels med aarlige Tilskud paa 160 Rdl,; senere var det kun 82 Rdl. om Aaret, og i 1737 fik Lars Madsen 20 Rdl. til hans Begravelse; ikke desto mindre nævnes i 1745 en Understøttelse til en Gottieb. Den kgl. Malerisamling ejer to Billeder af ham.

(Spengl. Art. Eft., S. 29.    Rigsarch.    Gall.)

 

311

Gottschalk. Albert Gottschalk, Maler, er født i Stege den 3. Juli 1866. Han er Søn af Købmand der Gottlieb Gottschalk (f. 1826, d. i København 1879) og Lea f. Philipson (f. 1839). Sam­tidig med at han var i Malerlære hos Malermester Mathiesen, for­beredtes han til Akademiet af Karl Jensen (s. d.) og fik den 4. Ok­tober 1882 Adgang til Almindelig Forberedelsesklasse, som han besøgte til April 1883. Derefter fortsatte han sin Uddannelse i Kunstnernes Studieskole under P. S. Krøyer i fem Vintre. Han har udstillet ved Charlottenborgs Decemberudstillinger siden 1884, men ved Foraarsudstillingen først fra 1887. Samme Aar besøgte han Lybek og Berlin samt senere i 1889 og 1892 Paris for sin videre Uddannelses Skyld. Et ved Decemberudstillingen 1888 udstillet Arbejde »Efteraarsdag, Motiv fra Kronborg« tilhører Grosserer O.Vandel.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Graack. Johann Martin Graack, Portrætmaler, er født i Arnis ved Slien i Slesvig den 4. November 1816; han var Søn af Styr­mand (Skipper) Ditlef Lorenz Graack (f. 1791, d. 1865) og Anna Christina f. Jager (f. 1788, d. 1842). Han lærte allerede som Bam at tegne hos Maler G. Lorenzen i Arnis, der i sin Tid havde besøgt Kunstakademiet i København, og kom efter sin Konfirmation i Maler­lære hos ham. Efter endt Læretid tegnede han Prospekter, som blev lithograferede hos J. F. Fritz (s. d.) i Flensborg, og tjente saa meget, at han, med nogen privat Understøttelse i 1836 kunde rejse til København med Anbefalingsbreve til J. L. Lund, besøgte Kunst­akademiet fra 1836 til 1844 om Vinteren, og hjalp om Sommeren paa sine sparsomme Indtægter ved at tegne og lithografere Portræter i Slesvig, indtil han ogsaa blev bekendt i København som Portræt­tegner, gennem Christian VIII's Kabinetssekretær, Kammerherre Tillisch, navnlig i Hofiets og Adelens Kredse. Han har kun malet faa Portræter, men tegnet og lithograferet desto flere, hvoraf en Del have været udstillede her 1838—1845. Efter en Rejse til Dresden lagde han sig efter Fotografien, købte et Hus i Kiel og aabnede 1853 et fotografisk Atelier, hvori han virkede i 27 Aar. I 1858 ægtede han Ottilie Becker (f. 1835, d. 1874), Datter af Danselærer Theodor Becker (f. 1806, d. 1865) og Dionisia f. de Surguier (f. 1808, d. 1859). Den 15. September 1876 ægtede han derpaa Sara Birgitta v. Andersen (f. 1841), Datter af Godsejer Momme v. Andersen (f. 1800, d. 1862) og Maria f. Schmidt Tychsen (f. 1808, d. 1882). Efter at han havde opgivet sin fotografiske Forretning, har han

 

312

levet som Rentier i Kiel, mæler endnu baade Portræter og Land­skaber, og er Medbestyrer af den sies vig-holstenske Kunstforening, hvis Kpbberstiksamling han har ordnet og har Opsyn med.

(Priv. Medd. J. L. Lunds Brevsaml. i St. kgl. Bibi. Adels-Aarb. 1893, S. II. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

 

Gram. Olaus Peter Gram, Billedhugger og Architekt, født i København 1779, uddannede sig til Ornamentsbilledhugger i Træ, men da han troede, at han ikke kunde finde tilstrækkeligt Udkomme derved, gik han til Søs til Kina og blev Styrmand. Han vendte dog tilbage til sit tidligere Fag, opholdt sig i Wien, London og Paris (1807). Derfra foretog han en Rejse til Italien (1811), hvor han arbejdede i Milano. Han tog imidlertid atter til Paris og blev bekendt med Kammerjunker Bruun Neergaard (se Eckersberg), der anbefalede ham til Prins Christian som en meget duelig Ornament­billedhugger, der havde arbejdet »meget godt« paa Triumfbuen i Tuileriernes Gaard. Han rejste til København, hvor han virkelig fik Arbejde ved Slottet, men indlod sig i Strid med Bygningskommis-sionen, saaledes at han ved Højesteret blev idømt en Bøde. Om denne sin Strid, navnlig med Bygningsdirektør C. F. Hansen skrev han et Par, tilnærmelsesvis vanvittige, Smaabøger, »Min Hiemkomst« og »Noget med Hensyn til Christiansborg Slot» I 1813 søgte han Pladsen som Lærer ved Ornamentskolen, uden at faa den. Derefter rejste han i 1816 til St. Croix, hvorfra han i 1820 søgte om at blive kgl. Bygmester ved de vestindiske Øer; Autoriteterne derovre roste ham som Bygmester, men Sagen trak ud, og endelig i 1826 fik han kun »Prædikat« som saadan, dog uden Rettigheder. I 1826 var han selv paa et Besøg i Hjemmet og rejste den 14. Marts til­bage til St. Croix. En som det synes inspireret Artikel i Conversa-tionsbladet kalder ham »en værdig Ætling af Hans Gram« (hvilket han efter Familiens Sigende ikke er), og fortæller, at han ved sin Kunst (som Bygmester) »har erhvervet sig baade Hæder og rigelig Fortjeneste«. Han havde Hus og Heste og Vogn i Christianssted paa St. Croix, men var undertiden i Restance med sine Skatter-, han vilde 1826 sælge hele sin Ejendom, men ejede den dog endnu i 1827. Senere hører man intet til ham. Han har raderet nogle Blade.

(Weinw. Lex. Akad. Rigsarch. 2. Afd. Dsk. Vestind. Reg. Avis. Conv. Bl. 2. Aarg. III, Nr. 2. Krohn I, 166.)

 

313

Grandjean. Christian Ditlev Frederik Grandjean, Portræt­maler, født den i. Maj 1804 i København, var Søn af Fuldmægtig i Rentekammeret Frederik Christian Grandjean (f. 1764, d. 184:) og Sofie Magdalene f. Nyborg (f. 1765, d. 1842), besøgte Kunstakademiet 1819—21, derpaa i 1827 og senere i 1845. Han udstillede 1838 nogle Portræter og en »Christus paa Korset«, samt ønskede samme Aar at bortspille to Malerier ved Lotteri. I Akademiets Betænkning herom erklæres de for »under al Kritik«. Han blev den 17. Maj 1840 i Arendal gift med Juliane Madsine Stidsgaard (f. 1815, d. 1874), Datter af Skræder Peter Nielsen Stidsgaard og Anne Gravgaard; han flyttede senere til Odense og døde der den 20. Juni 1855, hvor Enken ligeledes forblev boende til sin Død.

(Priv. Medd.    Fam. Stamtavle.    Akad.   Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Gretor. Willy Gretor, Maler, hed egentlig Vilhelm Rudolf Julius Petersen, men fik i Aaret 1892 Bevilling til at bære det Navn, hvorunder han har udstillet som Kunstner. Han er født i Wund-lahm ved Konigsberg i Østpreussen den 16. Juli 1868 under hans Moders Besøg hos en Slægtning der. Han er Søn af Grosserer Heinrich Christian Petersen (f. i Flensborg ²⁶/₉ 1837) og Francisca Ottilie f. Fischer (f. ¹³/₆ 1841). Efter at have taget Præliminær-examen ved Birkerød Latin- og Realskole, forberedtes han af N. Petersen-Mols (s. d.) til Kunstakademiet og uddannede sig tillige til Maler under Frøken Bertha Wegmann (s. d.). Han besøgte kun Akademiets Almindelig Forberedelsesklasse fra 3. Februar 1887 til Januar 1889 og rejste derpaa i Juli 1890 til Paris, hvor han siden har været bosid­dende. Han har i 1890—91 udstillet ved Forårsudstillingerne paa Charlottenborg nogle Portræter og Portrætstudier samt »En Alkoholist«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Greve. Arnt Greve, Juveler i Bergen, født 1733, dyrkede tillige Landskabs- og Blomstermaleriet samt stak Signeter i Ædelstene. Han var gift med Cecilie Bredal (f. 1749, d. 1784), Datter af Tobaksfabrikør og Købmand i Christianssand, senere i Bergen, Niels Thomas Rønnow Rosenkrans Bredal eller Bredahl (f. 1716, d. 1770) og Inger f. Rønnow (f. 1719, d. 1789); hun var Faster til Niels Iversen Bredal (s. d.). Greve levede fra Aaret 1800 tilbagetrukken paa Gaarden Aastveit, som han ejede nærved Bergen, hvor han ogsaa døde 1809.

(Minerva 62, S. 290 [1800]. Weinw. Lex. Halvorsen, Nsk. Litt. Lex. Lengn., Fam. Bredahl.)

 

314

Greve. Boy Jensen Greve, Miniaturmaler, var født i Okholm Sogn i Landskabet Bredsted i Sønderjylland den 10. September 1756. Efter at have uddannet sig til Miniatur- og Glasmaler, maaske i Hamborg, besøgte han Tyskland, blev gift med Marie Magdalene Wichmann, som var Moder til den nedennævnte Søn med de mange fornemme Faddere, efter hvilke denne blev opkaldt (Kammerherre Hauch, preussisk Minister, Grev Arnim o. fl.). Greve levede nu dels i København (1787—90), dels i Berlin og Dresden, hvor han i 1800 havde Miniturportræter og en Kopi efter Mengs udstillet, derefter atter i København (1802—5), saa i Norge, og som rejsende Portræt­maler paa den jydske Halvø, indtil 1811, da han rejste til Berlin. I 1829 tilbragte han igen nogen Tid i København, og trods et saa omvexlende Liv skulde han dog, paa et fjerde Besøg i Hjemmet, do i København paa Frederiks Hospital den i. Februar 1831, medens hans Kone og Datter var blevne tilbage i Berlin.

Efter en Erklæring, han selv fremkaldte, af Kunstakademiet i København (1805), var hans Portræter ikke saa særdeles gode, men »at ingen bør kræve eller vente mer af et Stykke, som er malet for den lave Pris af 25 Rdl. (80 Kroner)«. Dog skal han have udført i alt 1540 Miniatur- og Silhouetportræter, deriblandt af den danske Kongefamilie, Landgreven af Hessen o. fl. Hans Silhouetter ud­mærkede sig ikke alene ved Lighed, men ogsaa ved, at han kunde udføre dem i en utrolig lille Maalestok (»som et Knappenaalshoved«). En Datter af ham, Johanne Greve, født i Berlin, gift med en Pastor Riickert der, levede som Portræt- og Blomstermalerinde.

(Skild. l83t, Sp. 221, d. 14. Febr. Thaarup. Akad. Skifteretten. Priv. Medd. Petri Kirkebog. Fussli Suppl. Harnb. Kstl. Lex. Strunk.)

 

Greve. Johan Sophos Friderich Alexius Adam Werner Greve, Miniaturmaler, var Søn af Boy Jensen Greve og født i København den 15. August 1789. Da hans Forældre blev skilte,¹ kom han og hans ældre Broder, J. G. C. E. V. Greve (s. ndf.) i Huset hos en Pastor Petersen i Fyn for at opdrages. Greve besøgte senere Kunst­akademiet i København for at uddanne sig til Miniaturmaler og rejste

 

¹ Hvis de blev skilte? B. J. Greves ovenfor nævnte Hustru f. Wichmann var ifølge Kirkebogen Moder til de to her nævnte Sønner. Mulig har Greve først været gift med en Hustru, som døde 1785, og derpaa med denne; men hvem er saa den adelige Dame, der nævnes i Kilderne?

 

315

(1816—20) som Portrætmaler i Sverige. Paa en paatænkt Rejse til Rusland standsedes han i Lybæk og forblev bosat der som Miniatur-maler, Tegnelærer og Malerirestaurator. Han var gift første Gang med Anna Dorothea Margrethe født Machthans (f. 1788 i Kiel, d. 1835), og anden Gang (1837) i Lybek med Anna født Reimers, der døde 1864. Efter at have været blind i sexten Aar døde han i Slutningen af 1868 i Lybek.

(Priv. Medd.    Thaarup.    Skild.  1812, Sp. 222, d.  13. Febr.)

 

Greve. Martin Frederik Rudolf Greve, Maler, Søn af nysnævnte J. S. F. A. A. W. Greve og dennes første Hustru, blev født den 24. Oktober 1810 i Hamborg, hvor Forældrene opholdt sig paa en Rejse. Han tilbragte sin Barndom dels i København, dels i Lybek, hvor Faderen senere nedsatte sig, var derpaa en Tid for at studere i Berlin hos en Farbroder, Jens Gebhard Christian Ernst Vilhelm Greve, som var Bogbinder der; men da denne døde 1829, maatte han opgive Studeringerne og rejse til København for at uddanne sig til Miniaturmaler, ligesom Faderen og Bedstefaderen. Han besøgte Kunstakademiet i København 1833—35, og arbejdede siden en Aar-række som Miniaturmaler, navnlig malede han Christian VIII's Por­træt til Daaser. Daguerreotypiens og Fotografiens Opfindelse gjorde imidlertid et stort Skaar i hans Virksomhed. Efter at have været Tegnelærer ved Frederiks tyske Skole fik han om Efteraaret 1847 en Understøttelse af Christian VIII til en længere Udenlandsrejse; men da Kongens Død gjorde en brat Ende paa Understøttelsen, nedsatte han sig for en Tid i Hamborg som Malerirestaurator, rejste i 1851 med Baron Dirckinck-Holmfeldt til Roskilde som Konservator ved dennes Malerisamling paa Maglekilde, udgav i 1855 en lille Bog om Restauration af Malerier og levede i denne Stilling til 1859, da dels Baronens Bortrejse, dels hans svækkede Syn gjorde, at han maatte opgive Kunsten og i sin Alderdom ernære sig med at holde Skole for smaa Drenge. Han var den 7. September 1836 bleven gift med Augusta Georgine Eleonore Kørber (f. 1811, d. 1889), udgav, for­uden den nævnte Bog, en Oversættelse af Jung-Stilling »Meddelelser fra Aandernes Rige« (Kbh. 1868) og døde i Roskilde den 6. Juli 1869. Greve har udstillet paa Kunstakademiet i København 1835 —1853, dels Miniaturportræter, dels enkelte Portræter og Figurbilleder i Oliemaleri. Han var ikke noget betydeligt som Kunstner, men var

 

316

dog opdragen dertil og levede som saadan med en oprigtig og varm Kærlighed til sit Kald.

(Priv. Medd. Erslew, Lex. Suppl. I, S. 583. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Greys. Hans Andreas Greys nævnes som dansk Kobberstikker 1642—54. Han har stukket Portræter, Titelkobber til Arild Hvit-felds Krønike, m. m. Sandvig nævner 16 Blade. F. Thaarup nævner desuden en Afbildning af Rundetaarn, stukket 1657 til Peder Resens Inscriptiones Hafnitnses. 1668. 4°.

(Weinw.. S.  79.    Sandv., S. 51.    Skild.  1829, Sp. 884.    Krohn I, 9.)

 

Griffel. Peter Griffel eller Gravile, Billedhugger fra Italien, kom herind fra Tyskland i Oktober 1615 for at arbejde ved Frederiks­borg og fik, foruden 150 Dl. i Rejsepenge, 25 Dl. om Maaneden, han blev »ansat« den 3. Oktober 1615 og »afgik« den 20. April 1622. Den 14. September s. A. fik N. Schwabe paa hans Vegne lidt over 91 Rdl. for 2 »Billeder«.

(Medd. fra Rentek. 1872, S. 194. Tdsk. f. Kstind. VI, 102. F. R. Friis Saml., 267.)

 

Gritter. Cornelis Gritter, Maler, gjorde i 1585 Udkast til de tyske Rim, som Stenhuggerne skulde indhugge paa Kronborg Slot og nævnes 1590 som Maler og Contrafejer i København, hvor han faar Tilladelse til at bo et Aarstid uden at betale Skat.

(Fr. R. Friis, Saml. 335.    Kbh. Dipl. II, 449.)

 

Grodtschilling eller Grotschilling. Bendix Grodtschilling »den ældre« var født i Holsten omtrent 1620 og fik i 1655 Adelsbrev af Johannes Rist, Præst i Wedel i Holsten. Han var Kunstdrejer og Kunstsnedker og boede i Itzehoe, til Byen brændte (1657); derpaa flyttede han til Hamborg, hvorfra han 1660 blev kaldt til Køben­havn. Her havde han som Hofkunstdrejer først 400 Rdl. d. C. om Aaret og havde i 1690 netop faaet sin Lønning forhøjet til 600 Rdl. d. C., da han døde i Marts s. A. Han har Fortjenesten af at have dannet det kgl. Kunstkammer (1680), hvoraf senere saavel Maleri­samlingen, som flere af Københavns Museer ere fremgaaede. Han var to Gange gift; hans første Hustru døde i December 1677; den anden, som han ægtede 1678, levede endnu 1702.

(Nye danske Mag. I, 161. Weinw., S. 76. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1058. Bricka, VI, 203. Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

317

Grodtschilling. Bendix Grodtschilling, »den yngre« (mellemste), født den i. December 1655 i Itzehoe og Søn af den ældre Grodt­schilling og dennes første Hustru, lærte Malerkunsten og rejste uden­lands for at uddanne sig som Portræt- og Figurmaler. Af hans Arbejder nævnes: hans Faders Portræt til Kunstkammeret, hvilket fra den kgl. Malerisamling er kommet til Rosenborg, Christian V til Hest tilligemed Landmilitsen til »Apartementssalen«, endvidere et optisk Kunststykke med Kongerne af den oldenborgske Stamme, og Tegninger til nogle af de Kartoner, som udførtes i Tapetvævning til Rosenborg. Han blev 1690 kgl. Hofmaler med 400 Rdl. d. C. om Aaret og efter Faderens Død s. A. blev han Kunstkammer-forvalter med 600 Rdl. d. C. om Aaret. Han var gift med Anne Cathrine Eilersdatter Zanders, og døde den 10. Marts 1707. Hans Enke fik den 3. Maj 1707 Bevilling til at sidde i uskiftet Bo; hun døde i Februar 1716 og blev begravet med særlig Pomp.

(Nye danske Mag. I, 166. Lengn. Rigsarch. Bricka, VI, 204. Weinw., S. 95. Skild. 1829, Sp. 1060.)

 

Grodtschilling. Bendix Grodtschilling, »den yngste«, født den 12. August 1686 i København og Søn af den mellemste Grodtschilling, var ogsaa opdragen til Maler, men dog navnlig med Tanken paa at blive Faderens Efterfølger som Kunstkammerforvalter. Af hans Malerier nævnes »Frederik IV's Salving i Frederiksborg Kirke« udført i Vandfarve og et »Miniaturskilderi af Jagten i Gyldenlund«. Ved Faderens Død (1707) blev han Kunstkammerforvalter, uagtet den lærde Dr. Otto Sperling søgte det med ham, dog kun med 400 Rdl. d. C. om Aaret og 200 Rdl. til Udgifter. Han blev gift 1723 med Agnete Margrethe Fagelmann, der døde allerede 1726 uden at efter­lade Børn. Han synes dog at have indgaaet et nyt Ægteskab, thi ved hans Død fik hans Enke en Pension af 100 Rdl. om Aaret; men denne ophører allerede med Udgangen af 1737 (ved hendes Død?). Grodtschilling led i sine sidste Aar meget af Stensmærter og døde den 23. Marts 1737. Til Trods for sin nedarvede Stilling undgik han ikke Gæld, som han maatte søge afbetalt ved Hjælp af et Lotteri, hvortil han fik Bevilling (1725).

(Nye danske Mag. I, 167. Lengn. Weinw., S. 119. Skild. 1829, Sp. 1060—61. Werlauf Kgl. Bibi., 2. Udg., S. 81. Bricka, VI, 204. Rigsarch.)

 

Grodtschilling. Bernhard Grodtschilling, født i København den 2. Maj 1697 og Søn af den mellemste Bendix Grodtschilling, blev Officer i det danske Søværn og steg til Kommandørkaptajn. Han

 

318

blev gift (1720) med Marie Cathrine Bendtsdatter og døde den 2. August 1776. I Aarene 1720—27 malede han som Løjtnant nogle Malerier, rimeligvis Søstykker til Kongen, for hvilke han 1728 blev betalt med 150 Rdl. d. C. Weinwich har ogsaa set Billeder af ham, forestillende Manøvrer af den danske Flaade og Kong Chri­stian VI's Besøg paa Flaaden, samt betegnede med Aarstallene mellem 1746 og 1764. Hans Søn Frederik Grodtschilling, født i København den 17. December 1731, død den 14. Januar 1792 som Kontreadmiral, har raderet et Blad, forestillende »En Genius med et Overflødighedshorn«.

(Weinw. Lex.    Bricka, VI, 204.    Lengn.    Rigsarch.    Krohn, I, 65.)

 

Grosch. Heinrich August Grosch, født i Lybek den 26. Februar 1763, var Søn af Cand. theol. og Klokker Friedrich Heinrich Grosch. Han kom til København for at uddanne sig til Kunstner omtrent 1782. Han var Ven med Thorvaldsen, Probsthayn og Fritzsch og samledes med dem i et Hus i Grønnegade, for at de i Fællesskab kunde øve sig i Kompositioner efter Æmner af det gamle og nye Testamente og saaledes forberede sig til de akademiske Konkurser. I 1793 vandt han den mindre Sølvmedaille, men gik ikke videre i Akademiet, da han imidlertid havde lagt sig efter Gouache-(Vand-farve-)maleri og Kobberstikning, hvorpaa han i 1794 udstillede Prøver, mest Landskaber. En Samtidig af ham, Hans Hansen, som dog ikke kan lade være at stikle paa ham, erklærer: »Han er et af de for­færdelige Genier efter Hviids Forskrift; han har virkelig en smuk Methode i Vandfarvemaleri, som han paastaar er en Gave, der er ham alene betroet i den ganske Verden.« I de følgende Aar udstil­lede han regelmæssig ved Akademiets Aarsfest nogle Prøver paa sin Kunstfærdighed i »Gouache-Maneer«, indtil han den 24. Februar 1798 søgte at blive agreeret som Kunstner i dette Fag, men hverken den Gang eller flere Gange senere, da han forsøgte det paany (sidste Gang 1805), vilde Akademiet gaa ind derpaa. Dog malede han ogsaa Landskaber i Oliefarve, hvoraf to tilhøre den kgl. Maleri­samling. I 1803 søgte han Understøttelse af Fonden ad usus publicos for at male et Panorama af Slaget den 2. April, og fik i Marts en Gratifikation af 300 Rdl. en Gang for alle; i 1804 fik han 200 Rdl. aarlig i to Aar, og i de følgende Aar større eller mindre Summer. I disse og de følgende Aar synes han at have levet mest som Kobberstikker (Norske Prospekter efter Lorentzen, Galls Portræt i 1805, Prospekt af Nørreriis 1810). I 1811 vilde han i Forening med

 

319

K. L. Rahbek udgive en »Fædrelandsk Aarbog« med nationale Kobbere. Maaske dette førte ham til Norge, thi i Maj samme Aar fik han af »Selskabet for Norges Vel« Understøttelse til at udgive et Pragtværk under Titel af »Malerisk Rejse gennem Norge«. Det blev ikke til noget; derimod tog han fra 1812 Ophold i Norge, hvor han først levede i Frederikshald og i 1815 flyttede til Christiania. Der blev han 1819 Lærer ved Kunstskolen og Medlem af dens Be­styrelse, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har baade i Danmark og Norge skrevet om Tegneundervisning m. m. I Norge stak han Professor Christen Smiths Portræt. I 1799 var han bleven gift i København med Johanne Margrethe Gerhardine Clar (d. 1849), Datter af Apotheker Clar i Rendsborg. Han døde den 6. Juli 1843 i Christiania. Hans Søn Christian Heinrich Grosch (se II. Udenl. Kstn.) tilhører ikke Danmark.

(Weinw., S. 195. do. Lex. Kraft og Nyerup, Forf. Lex. Kraft og Lange, Norsk Forf. Lex. Thiele, Thorvaldsen I, S. 27. Skild. 1805, Sp. 76; 1810, d. 13. Okt.; 1811, d. J. Jan. og 28. Maj. H. Hansens Dagbog. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn I, 129—131. Strunk. Halvorsen, Norsk Litt. Lex.)

 

Grosmann. Christian Grosmann, Billedhugger, Søn af Kanonerer Grosmann, er født i København 1849, blev Elev af V. Bissen og har samtidig besøgt Kunstakademiet fra 1869 til 1877 for at uddanne sig til Billedhugger. Han har 1870—81 udstillet nogle Portrætbuster.

(Akad.    Reitzet.    Udst. Fortegn.)

 

Groth. Ernst Thorvald Groth, Landskabsmaler, født den 4. Marts 1847, var Søn af Apotheker Johan Daniel Herholdt Groth (f. 1815, d. 1881) og Cathrine Louise f. Ahlers (f. 1815). Han blev Tømrersvend hos Tømrermester Unmack, og derefter dimiteret fra det techniske Selskabs Skole til Kunstakademiet, hvor han begyndte Januar 1867 og gik Architekturklasserne igennem; den 19. Marts 1872 fik han Tilladelse til Afgang, men trods gentagne Forsøg 1872—76 lykkedes det ham ikke at bestaa Afgangsprøven som Architekt; der-paa lagde han sig efter Landskabsmaleri og udstillede 1885 til 1890 nogle Landskaber. Han var imidlertid ved Siden heraf en ivrig Sportsmand, hvis Præstationer havde vakt Opmærksomhed og uden Tvivl bortdraget en stor Del af hans Interesse for Kunsten. Han døde ugift den 14. Juli 1891.

(Priv. Medd.    Akad.     Udst. Fortegn.    Nat. Tid.  1891.)

 

320

Groth. Georg Vilhelm Arnold Groth, Landskabsmaler, oven-nævntes ældre Broder, er født i København den 9. Marts 1842. Efter at have taget den udvidede Præliminærexamen i det v. Westenske Institut, besøgte han F. F. Helsteds Tegneskole og fra 1861 til 1866 Kunstakademiet, fra 1863 som Elev af Modelskolen. I 1864 aftjente han sin Værnepligt under Krigen, og lagde sig derpaa efter Land­skabsmaleriet. Han har udstillet siden 1866 og vandt hurtigt Navn som Landskabsmaler. I Tiden 1872 til 1879 foretog han ikke faa Rejser til Udlandet, navnlig til Paris og forskellige franske Egne, hvorfra han hentede Motiver til adskillige Billeder; for øvrigt holder han sig mest til vore hjemlige Skovegne og Kyster. Et Strandparti fra Lynæs (udst. 1870) vakte megen Opmærksomhed og »Hedeparti med en Mose« (udst. 1874) blev købt til den kgl. Malerisamling. Han har solgt en Del Arbejder til Kunstforeningen, Tombolaen og private Købere. Han er Forfatter til et Par Smaaskrifter om Kunst og har stillet sig flere Gange til Valg til Folkethinget.

(Priv. Medd.    Bricka, VI, 207.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Grouleff. Alfred Gottlieb Grouleff, Maler, er født den 19. December 1858 i København; han er Søn af Skibsfører S. H. Grouleff (f. 1822, d. 1874) og Anna f. Westergren (f. 1818, d. 1887). Han var ud­dannet til Seminarist, lærte at tegne hos C. F. Andersen, dimitteredes af denne til Kunstakademiet og besøgte dette fra Oktober 1880 til Januar 1883, hvorefter han indtil 1889 har besøgt Kunstnernes Studie­skole under Krøyer. Han udsillede første Gang 1884.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Grove. Peter Andreas Ditlev Grove, Maler, Søn af Sognepræst Johan Emanuel Grove (f. 1794, d. 1853) og Marie Johanne Georgia født Lassen (f. 1798, d. 1880), blev født i Øster Hornum Præste-gaard den 26. Maj 1831. Han blev sat i Malerlære hos Tilly (s. d.) i København, blev Svend og gjorde Mesterstykke kort før sin Død. Imidlertid havde han besøgt Kunstakademiet fra 1847, blev Elev af Modelskolen og vandt den mindre Sølvmedaille 1854. Aaret efter udstillede han nogle Partier fra Christianshavn, men døde allerede den 24. December 1855.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Adresseav.  1855, Nr. 302.)

 

Grove. Peter Frederik (Frits) Nordahl Grove, Landskabsmaler, blev født i Nyboder i København den 12. November 1822 og var Søn af Kaptajn i Søetaten Peder Tønder Grove (f. 1792 i Bergen,

 

321

d. 1851 i København) og Ane Cathrine f. Willerup (f. 1791, d. 1844), en Datter af Billedhugger F. C. Willerup (s. d.). Han var bestemt til Studeringerne, men forlod Metropolitanskolen, kort før han skulde tage Artium (1839), for at blive Kunstner. Han lærte at tegne hos Gurlitt og besøgte (1840) Kunstakademiet, af hvis Gibsskole han gik ud 1842. Samme Aar begyndte han at udstille som Landskabsmaler og hørte derefter til de flittigste Udstillere; han solgte ikke faa Billeder til Kunstforeningerne i København og Provinserne; i sine senere Aar vakte han Opmærksomhed ved sine Vinterbilleder. For at sikre sin Stilling lagde han sig ligeledes efter at lithografere i Landskabsfaget og har siden 1851 stadig arbejdet for L W. Tegner & Kittendorff, saaledes »Danske Herregaarde« efter F. Richardt, »Skaanske Herre-gaarde« efter samme Kunstner og flere lignende Værker. Han har to Gange nydt en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet (1864 og 1867), men besøgte allerede i 1855 med Understøttelse af Grev Moltke til Bregentved og den Reiersenske Fond Verdensudstillingen i Paris. Den kgl. Malerisamling ejer et Ungdomsarbejde (udst. 1846) af Grove. Han ægtede den 14. November 1861 Marie Sofie (Thora) Svendsen (f. 1828, d. 1891) og døde den 31. Juli 1885.

(Priv. Medd. Bricka, VI, 214. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. I, Till. 34. Berl. Tid. ⁶/₂ 1891.)

 

Grund. Johan Gotfred Grund, Billedhugger, var Søn af Johan Georg Grund, som var Gibsstøber ved Porcelænsfabriken i Meissen, og var født der den 28. April 1733. Han gik 1748 til Dresden for at blive Billedhugger, kom derfra 1754 til Berlin, hvor han var Svend hos Billedhugger Adam. I 1757 kom han til København og arbejdede i samme Stilling hos Hof billedhugger Hænel, der døde i Januar 1761. Den 29. Januar 1762 blev han gift med dennes Enke, Elisabeth sal. Hænel, født Mandorff (f. 1728, d. 1780), Datter af Kurvemager Jacob Mandorff heraf Staden, og samme Aar blev han Hof billedhugger. Han er bekendt ved sine 55 store Sandstensfigurer i Nordmandsdalen i Fredensborg Slotshave, hvoraf han selv udgav Afbildninger med Beskrivelse, Kbh. 1773. I Modsætning til den Godtkøbs Dadel, som jævnlig udtales om disse ret virkningsfuldt op­stillede Bønderskikkelser fra Norge, havde allerede N. Høyen Blikket aabent for, at der i disse Motiver var en national Bevægelse, et Pust fra Virkelighedens Verden, som varslede om Fremtidens Kunst. Den Flid og Troskab, hvormed de ægte Dragter ere efterlignede, den naive Beskedenhed i Anordningen enkeltvis eller i Grupper,

 

N. K. L.    I.                                             August  1895.                                      21

 

322

giver dem et ædrueligt Sandhedspræg af kulturhistorisk Betydning, selv om man let kan blive enig om, at de ikke ere plastiske Mester­værker. Med rosværdig Følelse for deres Ejendommelighed ere de i de senere Aar blevne restaurerede. Grund fik 122 Rdl. d. C. for Stykket og udførte desuden Obelisker og andre Figurer til Fredens­borg og andre Steder i Tiden 1763 til 1770. Han var ansat ved den ældre Porcelænsfabrik og udførte et Monument over Professor Dr. theol. Peder Holm til Frue Kirke (1778). Det synes, som om han har overtaget Svigerfaderens Kurvemagerværksted, thi kort for sin Død, i April 1796, da han holder Samfrændeskifte med sine Børn, kaldes han Billedhugger og Kurvemager, og Sønnen, Johann Georg Ehrenfried Grund (f. ^u/s ^I7^f'S)) der havde besøgt Kunstakademiets Bygningsskole, var Kurvemager, da Faderen døde den 20. Sep­tember 1796.

(Weinw., S. 178. Sandv., S. 53. Kraft og Nyerup Lex. Adresseav. 1762, Nr. 8. 1796. Nr. 242. Petri Kirkeb. Skifteretten. Bricka, VI, 226. F. J. Meier, Fredensborg, S. 181. Rigsarch.)

 

Grundtvig. Axel Valdemar Grundtvig, Maler, født den 12. August 1867 i København, Søn af nedennævnte L. Grundtvig, kom fra det techniske Selskabs Skole til Kunstakademiet, og besøgte det fra Ok­tober 1885 til Februar 1891. Han udstillede 1892 et Portræt og rejste derefter til New York, hvor han lever som Portræt- og Dekora­tionsmaler.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Grundtvig. Ludvig Grundtvig, Søn af Apotheker Frederik Theodor Vilhelm Grundtvig (f. 1801, d. 1873) og Fanny Eline Annette f. Scherning (f. 1817, d. 1883), er født i Nykøbing paa Falster den 12. Maj 1836. Han kom til København og besøgte fra 1851 Kunst­akademiet, hvis mindre og store Sølvmedaille han vandt i 1856—57. Fra 1859—64 samt i 1893 har han udstillet nogle Portræter og er vedbleven at arbejde som Portrætmaler, samtidig med at han 1863 nedsatte sig som Fotograf. Blandt hans Portræter kan nævnes Frederik VII (1859) til Raadhuset i Fredericia, Pastor Laurits Schmidt (1859), Konferensraad Schovelin (1862), N. W. Gade (købt 1892 til Musikkonserv.) og Professor d'Arrest (købt 1894 til Observ.). Den 14. September 1864 ægtede han Hansine Elisabeth Petersen, Datter af Brygger Peter Petersen (f. 1812, d. 1883) og Sofie Marie Magdalene f. Hanssen (f. 1813).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Nat. Tid. -29/7 1895.)

 

323

Grünberg. Steffen Grunberg, Maler, fik af Kong Frederik IV latinsk Pas (1723) for at rejse udenlands og »perfectionere sig i Malerkunsten«.

(Spengler Art. Eft., S. 30.)

 

Grünwaldt. Frederik Peter Grunwaldt, Maler, er Søn af Told­assistent, Krigsassessor Andreas Peter Grunwaldt (f. 1809, d. 1866) og Caroline Margrethe f. Kyhorn (f. 1813, d. 1873) og er født i København den 3. August 1840, blev 1858 Landkadet, 1861 Sekond-lojtnant, besøgte derpaa Kunstakademiets Skoler fra den i. Oktober 1861, blev i Januar 1863 Elev af Modelskolen, men forlod denne paa Grund af Krigen i 1864, under hvilken han blev udnævnt til Ridder af Danebrog. Han blev Premierløjtnant 1867, Kaptajn 1879, med Ophold i Fredericia indtil 1891, derefter i København, og gik af 1892. I 1870 havde han udstillet et Landskab med Køer, men hindredes af Tjenesten i kunstnerisk Virksomhed, indtil han i 1894—95 atter har udstillet et Par Figurbilleder i landskabelig Omgivelse med Motiver fra Københavns Befæstnings Historie. Han ægtede den 14. December 1872 Victoria Angelica Schorn f. Haas, Datter af Vexelmægler Peter Haas og Henriette f. Wengel.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Grøger. Frederik Carl Grøger, Portrætmaler, født i Pløen den 14. Oktober 1766 af fattige Forældre, Faderen var Skræder, viste fra Barndommen Lyst til Tegning. Efter at han af sin Fader først var sat i Skræder- og senere i Drejerlære, gik han selv i Malerlære og lagde sig samtidig paa egen Haand efter at tegne Profilportræter med Rødkridt. Han forlod nu Haandværket, ernærede sig nogen Tid med at tegne Portræter i Lybek, hvor han blev Ven med den tyske Maler Aldenrath, kom til Berlin, modtog der en noget fuld-stændigere Kunstuddannelse og rejste endelig til Dresdén for med Iver at lægge sig efter Oliemaleriet. I 1802 besøgte han Paris. Efter den Tid levede han som en anset Portrætmaler i Hamborg, indtil han 1813 kaldtes til København for at male den kongelige Familie og en Mængde andre Portræter (kgl. Malerisaml.). Han vendte dog snart tilbage til Hamborg, hvor han og Aldenrath førte Ungkarle­husholdning i Fællesskab, og han døde der den 9. November 1838.

(Nagler, Kstl. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Allg. Deutsche Biogr., IX. Weinw. Lex. Skild. 1810, Sp. 759. Udst. Fortegn, f. 1825. Strunk. Jfr. II. Udenl. Kstn.)

 

324

Grønbech. Søren Nikolaj Grønbech, Maler, født den 28. Juli 1863 i Aalborg og Søn af Landmand Christian Grønbech, blev Student 1882 og s. A. af C. F. Andersen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han besøgte fra i. Januar 1883 til Maj 1886. Han har udstillet siden 1891, Portræter og enkelte Figurer. I 1893 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med et Portræt, som dog ikke be­lønnedes.

(Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Grønland. Theude Grønland, Søn af Organist Johan Grønland i Altona og Sofie f. Runge fra Haderslev, blev født i Altona den 31. August 1817. Han besøgte Kunstakademiet i København 1837 —39, da han blev Elev af Modelskolen. I Aarene 1839—41 udstillede han et Par Portræter. Aaret efter, 1842, rejste han til Udlandet, lagde sig der efter Blomstermaleriet og bosatte sig i Paris. Han ved­ligeholdt dog Brevvexling med J. L. Lund lige til 1859. Efter at han ikke havde udstillet i København i sexten Aar, hjemsendte han derfra i 1857 et Par Billeder, et Frugt- og et Blomstermaleri, der tildrog sig Akademiets Opmærksomhed i den Grad, at han den 5. Juli 1858 blev optagen til udenlandsk Medlem. Senere udstillede han af og til, dog mest mindre Billeder, indtil 1875, da man sidste Gang saa et Par Arbejder af ham.

I Paris, hvor han 1846 var bleven gift med Simone Olympe født Maréschal, fik han i 1848 en første Klasses Guldmedaille ved den almindelige Udstilling og i 1855, ved Verdensudstillingen, en anden Klasses Guldmedaille. Hans største og bedste Værker blev solgte dels til England, hvor han opholdt sig i flere Aar, dels til Privatmænd i Frankrig og Tyskland. Malerisamlingen i Berlin har et Maleri af ham, som han havde udført i Italien. Paa Grund af Forholdene i Paris flyttede han i 1869 til Berlin, hvor han levede sine sidste Aar og døde den 16. April 1876. Af de mindre Prøver paa hans Kunst, der har været at se ved Udstillinger her, fremgik det, at han forenede en kraftig og levende Farve med stor Lethed og Frihed i den techniske Behandling.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. J. L. Lund, Brevvexl. i St. kgl. Bibi.)

 

Grønvold. Holger Carl Grønvold, Maler, er Søn af Køb­mand Rasmus Grønvold fra Præstø (f. 1817, d. 1871) og Mariane Dorothea f. Johnsen (f. 1819), og er født i Storehedinge den 26. April

 

325

1850. Han blev Student 1869, dimitteredes derefter af V. Kyhn til Kunstakademiet, som han gennemgik fra 15. Januar 1870 til Oktober 1877, dog uden at tage Afgang og var i Paris Vinteren 1875—76, hvor han studerede under Lehmann. Han har udstillet Portræter og Studier siden 1877 og blev samtidig Lærer i Gibsskolen ved det techniske Selskabs Skole. I 1884 ægtede han Signe Løjt Kiær (f. 1857), Datter af Borgmester, Landsthingsmand Christian Albert Kiær (f. 1825, d. 1877) og Mathilde Ingeborg f. Bagger (f. 1836, d. 1872); hans og Jensen-Egebergs Hustruer ere Søstre. I 1893 blev han Assistent ved Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse. (Priv. Medd. Richter, Jur. Stat. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Grønvold. Povl Isak Grønvold, Kobberstikker, født i Norge i 1719 (ikke 1717), var Søn af Frederik Christian Grønvold, Kaptajn ved 2. søndenfj. Dragonregiment (f. 1693, d. 1757) og Justine Cathrine f. Reichwein (f. 1688, d. 1783). Han blev 1734 Land­kadet, 1739 Søkadet, 1741 Sekondløjtnant, 1746 Premierløjtnant, 1753 Kaptajnløjtnant og i December 1758 Kaptajn i Søetaten; han havde lagt sig efter Tegning og Kobberstikning under Fosies Vej­ledning. Han har 1750—60 udgivet en Samling Kobberstik med Titel: »Tegninger over Kong Frederik V's Rejse igennem Dan­mark og Norge«, 30 Blade i Tverfol. Grønvold havde Tjeneste ved Nivaa, hvor der var Havn for Galejer, da han døde den 23. November 1760. Han ægtede 1748 Ingeborg Marie de Wibe, Datter af Johan Wibe og Ellen Strømsø (f. 1720, d. 1806). Fra 1762 fik hun 77 Rdl. 8 Sk. d. C. om Aaret i Enkepension, indtil den i 1766 blev noget forhøjet. I 1770 blev hun, i andet Ægteskab, gift med den 19 Aar yngre Præst, Amund Tronsen Strøm (f. 1739, d. 1826).

(Suhms Nye Saml. III, S. 21. Kraft og Nyerup, Lex. Skild. 1830, Sp. 738. Rigsarch. Weinwich Lex., fejlagtig som Grønnewald. Geneal. Inst. Krohn I, 34—36. Marinens Archiv, nu i Rigsarch. Krigsm. Archiv.)

 

Gudme. Lorens Povl Gudme, Architekt, er Søn af Sognepræst Joachim Gudme (f. 1825) og Christiane Mathilde Theodora Breslau v. Bressendorf (f. 1829) og blev født i Præstø den 23. Marts 1861. Han blev Student fra Rønne Latinskole 1878 og tog 1879 Adgangs-examen ved den polytechniske Læreanstalt for at blive Civilingeniør, blev derpaa fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunst­akademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1882 til den 28. Maj 1889, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han har gjort en Studierejse til England og Frankrig og er bosat som Architekt

 

326

i København.     Den 28. Februar  1894  blev  han gift   med  Johanne Louise Klocker (f.  1872), Datter af Kasserer Klocker. (Priv. Medd.    Akad.    Elvins om Forældre.    Geneal. Inst.)

 

Gudmundsen-Holmgren. Johan Gudmundsen-Holmgren, født i Rønne den 2. April 1858 er Søn af svenskfødte Forældre, Bødker­mester og Cementfabrikant Johan Frederik Holmgren (f. 1817, d. 1873) og Elna Christina f. Gudmundson (f. 1817, d. 1895). I 1894 fik han Indfødsret. Efter forskellige Omskiftelser kom han i Maler­lære, blev Svend og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, som han besøgte fra Oktober 1880-, i 1883 rykkede han op i Modelskolen, men forlod derpaa Akademiet, aftjente sin Værnepligt og begyndte at udstille i 1884. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer og 1886—87 Kunstakademiets Dekorationsklasse. Den 23. Februar 1889 ægtede han Lauretta Vilhelmine Christensen (f. 1862), Datter af Kontorbud Jakob Christian Christensen (f. 1811, d. 1892) og Henriette Jakobine f. Smith (f. 1815). Gudmundsen-Holmgren har udstillet dels ikke faa Portræter, dels større og mindre Genrebilleder, hvoraf enkelte ere solgte til Amerika.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Indenrigsmin.)

 

Gudmundsson. Sigurd Gudmundsson, Maler og Archæolog, Søn af Bonden Gudmund Olafsson og Stine Povlsdatter, blev født paa Gaarden Helluland paa Island den 9. (13.) Marts 1833. Da han viste Anlæg for Tegning, blev han sendt til København (Sept. 1849), hvor han kom i almindelig Malerlære, men han forlod snart denne for at søge kunstnerisk Uddannelse, først hos Jerichau og snart efter, ved Hetschs Medvirkning, paa Kunstakademiet, hvis Elementarskole han begyndte at besøge allerede i December s. A. Imidlertid naaede han gennem Gibsskolen op i Modelskolen, men forlod saa Akademiet og drev det heller ikke som udøvende Kunstner videre end til at male nogle taalelige Portræter af Landsmænd. Han udstillede i 1856 et Portræt, i 1858 to Portræter, efter at han i det mellemliggende Aar havde været et Besøg paa Island og om Vinteren (1857—58) her i København malet under Constantin Hansens Vejledning.

Derimod har han større Fortjenester af sin Virksomhed for at udbrede kunstnerisk Smag paa sin Fødcø og frede om dens efter­ladte Minder. Han rejste nemlig i 1858 tilbage til Island, for ikke mere at forlade det, og ernærede sig i Reykjavik, om end tarveligt, som Portrætmaler, medens han samtidig udøvede stor og stigende

 

327

Indflydelse i forskellige Retninger til Forbedring af sine Landsmænds Smag og til Vækkelse af deres kunstneriske Sans. Han var grundig hjemme i sin Fødeøs Oldliteratur, og paa Grundlag af sine Studier heri gjorde han ikke alene Forslag til et smagfuldere Snit af den sædvanlige islandske Kvindedragt og lærte de islandske Guldsmede at bruge deres oldnordiske Motiver med større Skønsomhed, men han har især gjort uforglemmelig Nytte ved (1863) at fremkalde Stiftelsen af en Oldsagssamling i Reykjavik, hvorved endnu en Del af Islands Levninger fra Oldtiden kunne ventes at blive bevarede for Landet selv og tjene til Støtte for Studiet af dets betydningsfulde Litteratur. Gudmundsson var ikke stærk af Helbred, og ved paa for­skellig Vis at anstrænge sig over Ævne, paadrog han sig en Bryst­syge, der lagde ham i Graven den 8. September 1874. Han var ugift.

(»En isl. Konstner« af C. Rosenberg i Rolfisens Nord. Tidsk. 1876, I, S. 260—70. Bricka, VI, 281. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1875, Nr. 9. Strunk.)

 

Guioni. Giulio Guioni (Gioni), Hof-Stukkatør, født i Svejts 1694, fik Borgerskab 1739 og arbejdede i sit Fag, dog næppe synderlig udover det haandværksmæssige, fra 1740 til 1768. Han kunde være den nedennævntes Fader. Han døde i Juni 1771.

(Rigsarch.   F. J. Meier, Fredensb. 181.   Geneal. Inst.   Adresseav. 1771, Nr. 91.)

 

Guioni. Joseph Bernhard Guioni, Architekt, født 1746, maaske i København, var Tegnemester ved Kunstakademiet; han var før 1769 gift med Mariane Vidike Petersen og fik flere Børn, til et af disse var Stadsbygmester Rosenberg og Billedhugger Grunds Hustru og Datter Faddere i 1772. Kort før var han bleven Vejkonduktør. Han var selv Katholik, uagtet hans Børn blev døbte i lutherske Kirker.

(Adresseav.  1808, Nr.  101.    Skifteretten.    Lengn.    Nikolaj  K.    Trin. K.)

 

Guldager. Christian Guldager, Maler, født i København, vandt 1779 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet, rejste derpaa til Nordamerika, hvor han skal have levet som Kunstmaler i Boston.

(Weinw., S.  192, og do. Lex.)

 

Guldberg. Emmerik Lucian Høegh-Guldberg, Søn af Oberst Julius Høegh-Guldberg (f. 1779, d. 1861) og dennes første Hustru Margrethe Palene født Hahn (f. 1782, d. 1835), blev født den 4. Maj 1807 i Aarhus. Han var bestemt til den militære Vej, men da for-

 

328

skellige Forhold hindrede det, valgte han at blive Kunstner og besøgte Kunstakademiet i København samt Lorentzens Malerstue indtil dennes Død 1828, sammen med Købke og Rørbye. Begge disse fik Plads i Eckersbergs Malerskole, Guldberg derimod fulgte, tildels af økonomiske Grunde, tilbage til sin Fødeby med Gebauer, der den Gang vilde tage Bolig i Aarhus. Han uddannede sig nu til Dyrmaler og Genremaler under Gebauer, der imidlertid snart blev sygelig og døde allerede 1831. Guldberg fik under dennes Sygdom Tilsynet med den i Aarhus oprettede Tegneskole (Arveprins Ferdinands Haandværks- og Tegneskole), og forestod efter Gebauers Død denne Skole, der har modtaget en betydelig Udvidelse og har hævdet sin Plads med Ære ved flere Udstillinger. Ogsaa have flere Kunstnere, som nævnes i dette Værk, modtaget deres første Uddannelse under Guldbergs Vejledning i Aarhus Tegneskole. Kunstneren, hvis Ophold stadig har været knyttet til Aarhus, var ligeledes i femten Aar Adjunkt ved Kathedralskolen der, og vedblev at fungere som Lærer, selv efter at han gik af fra sin Adjunktplads paa Grund af Skolens Om­ordning. Han var 1853 bleven Danebrogsmand og blev 1874 Ridder af Danebrog. Han blev gift første Gang den 16. September 1836 med Vilhelmine Theresia Gebauer (f. 1815, d. ⁵/7 ^l837)> Datter af hans Lærer, Maleren C. D. Gebauer (s. d.), og anden Gang den 21. December 1843 med Jakobine Mathilde født Raae (d. 1867), Datter af Købmand Peter Christian Raae og Frederikke f. Muller.

Guldberg har udstillet en Del Dyre- og Figurbilleder i Aarene 1833—55 og et af hans Ungdomsarbejder tilhører den kgl. Maleri­samling. Hans Hovedvirksomhed har dog været som Lærer, og som saadan virkede han til sin Død den 31. Maj 1881. Han grundlagde omtrent 1840 en Kunstudstilling i Aarhus, som siden stadig er fortsat og har stiftet meget Gavn, og han var en Tid lang Inspektør ved Kunstmuseet sammesteds.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adelskal. Pers. Tdskr. III, Till, 35.)

 

Guldbrandsen. Frederik (Frits) Norden Guldbrandsen, Maler, er født paa Frederiksberg den 12. Maj 1867 og er Søn af Kasserer i Statsanstalten for Livsforsikring Vilhelm Alfred Guldbrandsen (f. 1833) og Amalie Elisabeth f. Kriiger (f. 1842, d. 1876). Han forlod Studeringerne i 4. Klasse, gik i Malerlære, besøgte derpaa det tech-niske Selskabs Skole og kom i Oktober 1885 ind paa Kunstakademiet,

 

329

som han besøgte til Maj 1888; derpaa uddannede han sig videre i Kunstnernes Studieskole (1888—90) under Krøyer og flere andre Lærere. Siden 1890 har han udstillet, mest Kirkeinteriører. Afdøde J. N. Madvigs Studereværelse (1889) tilhører dennes Søn, Fuldmægtig Madvig.

(Priv. Medd.    Nyholms Stamt.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Guldbrandsen. Julius Vilhelm Guldbrandsen, Landskabsmaler, er født den n. Maj 1869 i Slagelse, hvor Faderen Arthur Johan Guldbrandsen (f. 1830, d. 1882) var Bogtrykker og Redaktør; hans Moder er Camilla Conradine f. Stilling (f. 1836). Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære, blev Svend 1888, uddannede sig der­efter i Udlandet til Landskabsmaler. Han begyndte at udstille i 1892. I Maj 1893 ægtede han Laura Vilhelmine Boesen, en Datter af Malermester Ramus Bernhard Boesen (f. 1822, d. 1893) og Cathrine f. Rasmussen (f. 1841), Landskabsmaler A. N. Boesens (s. d.) Forældre.

(Priv. Medd.    Nat. Tid.  1893.    Udst. Fortegn.)

 

Gulion. Louis Gullon, fransk Maler, vistnok Miniaturmaler, som i Aarene 1672—74 fik Betaling for ialt 13 »smaa Contrefeyer«, mellem 18 og 50 Rdl. d. C. for Stykket.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

Gumpert. Ephraim Johannes Gumpert, Portrætmaler, besøgte Kunstakademiet i København, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i 1825. Han udstillede i Aarene 1824—31 Portræter efter Naturen samt et Par Kopier og døde ugift den 13. December 1837, sand­synligvis kun nogle og tredive Aar gammel.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Adresseav.  1837.)

 

Gunst. Carl Frederik Gunst, Billedhugger, Søn af Sognepræst Peter Daniel Gunst (f. 1782, d. 1828) og Magdalene Sofie f. Mønnichen (f. 1779, d. 1847), blev født paa Askø ved Lolland den 24. Februar 1820, kom først i Gørtler-, senere i Guldsmedlære og blev Svend 1839. Som Lærling begyndte han at besøge Kunstakademiet i 1838, blev 1846 Elev af Modelskolen og vandt i December 1848 den mindre Sølvmedaille som Billedhugger. Han har udstillet 1851 og 1859, sidste Gang som Deltager i Konkursen for den Neuhausenske •Præmie »En Springvandsfigur«. Desuden har han udført nogle Billedstøtter, Reliefer og Buster. Efter at have opgivet Kunsten

 

330

levede  han   som Tandlæge  i Aalborg   og   døde  der  den 2. August 1886.    Han var gift med Petrine f. Eegholm. (Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

Gunst. Pieter van Gunst, Kobberstikker, har af danske Portræter stukket »Princips Fredericus IV« i Patent-Folio, »Ulrik Christian Gylden­løve, sørgende over sin døde Frue Charlotte Amalie Krabbe med Ahner«, stor Fol., tegnet af Krock, hvilket Sandvig kalder »Et for­træffeligt Stykke«, og endelig Christen (o: Otto) Skeel, malet af Johan Jebsen. Kunstneren var sikkert en Udlænding (fra Holland?), men om han har levet her i Landet, kan ikke afgøres.

(Weinw., S. 93 og 143. Sandvig, S. 53. Skild. 1829, Sp. 885. Strunk, Nr. 958 og 2718 a.)

 

Gurlitt. Louis Gurlitt, Landskabsmaler, Søn af Fabrikant Johann August Wilhelm Gurlitt og Helene f. Eberstein, er født i Altona den 8. Marts 1812. Han fik sin første Kunstuddannelse i Hamborg (1828—32) hos Siegfr. Bendixen, af hvem en Mængde andre hol­stenske og hamborgske Kunstnere ere Elever. Derpaa tog han til København og fik Adgang til Kunstakademiet, hvor han allerede i December 1832 blev Elev af Modelskolen, og ét Aar efter fik han den mindre Sølvmedaille. Da han havde valgt Landskabet til sit Fag og regnedes blandt de »modneste og talentfuldeste« af Akade­miets daværende Elever, anbefalede det ham i 1835 til Rejseunder­støttelse fra Fonden ad usus publicos, idet det »følte sig smigret ved at iagttage de heldigste Frugter af hans Ophold ved denne Kunst-skole«. Han fik ikke denne Understøttelse, men foretog ikke desto mindre dels Sommerrejser i Danmark og Norge, dels 1836—37 en længere Rejse til Munchen, vendte tilbage til København for at ægte Elise Saxild, Datter af Fuldmægtig Jakob Saxild og Anna f. Schøning og tilbragte 1837—39 i Norditalien og München, hvor han den 6. Juli i sidstnævnte Aar mistede sin Hustru.

Efter at være kommen tilbage til København, indsendte han et Parti af Kullen for at agreeres, hvilket skete den 3. Marts 1840, og endnu den 2. November s. A. blev han Medlem af Kunstakademiet paa »Egn ved Silkeborg, gamle Elletræer ved en Sø«. Han forblev nu rolig i Danmark indtil 1843, da han i April Maaned udbad sig og fik af Akademiet en tysk Attest for, »at han var ordentligt Medlem af Akademiet, og at hans eventuelle Enke og Børn var pensionsberettigede efter ham«. Derpaa rejste han i Følge med Grev

 

331

U. Baudissin til Diisseldorf, hvor han ægtede en tysk Dame født Burger, med hvem han rejste til Italien. Uagtet Bravo i sine Kunst-beretninger fra Rom, idet han roser den Lethed, hvormed han til­egnede sig i>den Ton des italienischen Coloritv-, nævner ham blandt de danske Kunstnere, og uagtet han 1847 af Christian VIII blev udnævnt til Ridder af Danebrog, tilhører han dog fra 1843 i Grunden ikke mere Danmark, hvis ejendommelige Kunstrelning han gav Afkald paa tilligemed Fædrelandet. Han har efter den Tid stadig levet i Udlandet, navnlig i Tyskland, hvor han har et stort Navn som Landskabsmaler, blev gift for tredje Gang med Elisabeth Lewald, en Søster til Forfatterinden Fanny Lewald, og har i de senere Aar kun sjælden udstillet i Danmark; sidste Gang (1876) som »uden­landsk Medlem af Akademiet«, hvilket han endnu er. Den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Arbejder, malede i Aarene 1834—43. (Priv. Medd. Bricka, VI, 323. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. J. L. Lund Brevvexl. i St. kgl. Bibi. Nagler, Kstl. Lex. Muller, do. Danske Lægestand, 1891, S. 315.)

 

Gylding. Jørgen Gylding, Miniatur- og Emailmaler i Køben­havn, arbejdede i Frederik V's Tid. De første Prøver paa Email-Maleri af ham nævnes i 1753, og mindst fra 1756 arbejder han for Hoffet og faar særlig Betaling for sine Arbejder, samtidig med, at han fra den i. Januar 1755 har 300 Rdl d. C. i fast aarlig Lønning. Gylding døde den 19. December 1765, og hans Enke, Amalie Chri­stina fik dels Betaling for emaillerede Daaser og for et Porcelæns-maleri (1768), hvilke hun selv synes at have udført, (?) dels fra den 4. December 1767 en aarlig Pension af 50 Rdl. I 1817 søgte en Datter af ham, Dorothea Gylding, der boede i Aabenraa, om Under­støttelse af Kunstakademiet, med hvilket han dog slet ikke havde staaet i Forbindelse. Af hans Arbejder, i Email og paa »ægte« Porcelæn, nævnes »Christus, omgivet af Apostlerne«, »Christus for Pilatus' Domstol«, »Christian VI's Apotheose«, solgt ved Krigsraad Colmans Auktion i 1817, samt »Frederik V omgivet af allegoriske Figurer«, hvilket sidste skal være sprunget i Brændingen; efter Tradi­tionen skulde han have taget sin Død derover; men da dette Arbejde er fra 1758, synes her at være en Misforstaaelse. Desuden malede han Kongens Portræt mange Gange. Han arbejdede ogsaa for Porcelænsfabriken.

(Bricka, VI, 397. Ind. Tdskr. 1878. Weinw., S. 169. Rigsarch. Akad. F. J. Meier, Fredensborg, S. 18J.)

 

332

Gyllich. Svend Ludvig Valdemar Gyllich (Giillich), Theatermaler, Søn af Fabrikant Fritz Giillich (f. i Strassburg 1799, d. 1872) og Vilhelmine f. Ørgaard, er født paa Christianshavn den 15. December 1837. Han besøgte Kunstakademiet fra 1855, blev 1858 Elev af Modelskolen, og vandt 1860—62 den mindre og store Sølvmedaille. Derefter deltog han i den slesvigske Krig og blev Løjtnant. I 1866 udstillede han et Portræt. Efter at have malet under Simonsens og Marstrands Vejledning kastede han sig over Theatermaleriet, udførte nogle Dekorationer til Sekondtheatrene og fik i 1867 Understøttelse fra den Reiersenske Fond og det Classenske Fideikommis til en Udenlandsrejse. Han opholdt sig nu i Tyskland, navnlig i Wien, og senere i Paris (1868—69) for at uddanne sig i sit Fag. Efter Hjemkomsten fik han Ansættelse ved det kgl. Theater som dets Theatermaler, dels i Architektur, saaledes til »Livjægerne paa Amager«, til »Mestersangerne«, til »Bertran de Born«, »Faraos Ring«, »Aida«, »Aladdin«, »Syvsoverdag«, »Der var engang —« navnlig Balletter, dels Landskabsdekorationer, en Bjærgegn til »Den forvandlede Konge«, »Hakon Jarl«, »Strandbyfolk«, »Fruen fra Havet« m. fl. Han giftede sig 1877, i andet Ægteskab, med Flora Theodora Vilhelmine Wiberg, Danserinde ved det kgl. Theaters Ballet indtil 1889, og Datter af Agent Wiberg (f. 1820, d. 1879). Den 26. Maj 1892 blev han Ridder af Danebrog.

(Priv. Medd.    Bricka,  VI,  409.    Statskal.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Gyntelberg. Nikolaj Gyntelberg, Architekt, født 1626 i Jylland, var »Kong Frederik III's velbestalter Bygherre over Danmarks Rige baade i civil og militær Architektur«. I 1654 var han i Italien, som det synes med kongelig Understøttelse, thi formaaende Mænd medgav ham skriftige Anbefalinger paa Rejsen til Rom og Florens.

(Weinw. Lex.    C. Bruun, Festskrift f. kgl. Bibi.)

 

Gysbrecht. Cornelius Gysbrecht, Maler fra Brabant, udførte en Del Stittk&enstykker for det danske Hof i Aarene 1670—72. Deraf bevares ikke faa Stykker i de kongelige Samlinger, for største Delen forestillende dødt Fuglevildt, ophængt paa et Søm i en Brædevæg, eller lignende Genstande. Behandlingen er overordentlig flittig, og Naturefterligningen er ddt i høj Grad skuffende. Sædvanligvis skriver han sit Navn paa et tilsyneladende henkastet Brev, i hvis opadvendte

 

333

Hjørne   man   tror  at  kunne  gribe.     Ogsaa i Tyskland  findes   gode Arbejder af ham; thi han levede en Tid i Hamborg.

(Weinw., S. 58. Spengl. Cat. Fredensb. Cat. Rigsarch. Filssli Lex. & Suppl. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Gørbitz. Johan Gørbitz, Miniaturmaler, født 1782 i Bergen, kom i 1798 til København for at uddanne sig til Maler. Han fik 1801 Kunstakademiets mindre Sølvmedaille og tog Aaret efter tilbage til Bergen, hvor han ernærede sig ved at male Portræter og Land­skaber. Efter nogle Aars Forløb var han atter i København (1805) for at uddanne sig videre, rejste 1807 til Dresden og derfra til Wien, hvor han gjorde Lykke som Portrætmaler, navnlig ved et Portræt af den danske chargé d'affaires Nissen (1808). Wiens Belejring (1809) fordrev ham derfra, og han drog nu til Paris, hvor han levede i mange Aar. I 1812 traf Kammerjunker Bruun-Neergaard (se Eckers-berg) ham der, og roser meget hans Fremskridt som Miniaturmaler. I 1836 kom han tilbage til Christiania og tilbragte Resten af sit Liv der, som det synes ugift. Han var meget søgt som Portrætmaler, en Tid lang Christianias eneste, og hans Billeder roses for god Karakteristik og Styrke. J. C. Dahl sætter ogsaa Pris paa hans Land­skaber, og han skildres som en mangesidig dannet Mand, »fin, lun, stilfærdig«. Han døde den 3. Juli 1853 i Christiania.

(Weinw., S. 204. do. Lex. Sagen & Foss, Bergens Beskr., S. 673, aftrykt i Skild. 1829, Sp. 1427. Akad. Dietrichson, Tidemand, I, 8.26—27, A. Aubert, Dahl, S. 389—90.)

 

334

Haas. Christian Peter Jonas Haas, Kobberstikker, Søn af Kobberstikker Jonas Haas, som nævnes nedenfor og Anna Rosine f. Fritsch, blev født i København og døbt den 26. April 1754 i Petri Kirke, lærte vistnok Kobberstikkerkunsten hos sin Fader, og har stukket en Mængde Plader til Niebuhrs Rejse i Arabien. Han skal senere have levet og arbejdet i Berlin, hvor han navnlig udførte Portrætstik. Men naar han siges at have været Medlem af Akade­mierne i Paris og København, forvexles han sikkert med Broderen, Meno Haas.

(Weinw., S. 172 og 230. Petri Kirkeb. Sandv., S. 57. Skild. 1830, Sp. 739- Ftlssli Suppl. Krohn, I, 116—17.)

 

Haas. Johan Jakob Georg Haas, Kobberstikker og ligeledes Søn af Kobberstikker Jonas Haas, var født i København og blev døbt i Petri Kirke den 23. Juli 1756. Han kom allerede i sit tret­tende Aar paa Kunstakademiet for at uddanne sig til Kunstner, og efter at have vundet den mindre og den store Sølvmedaille (1771 °g ^I773) lagde han sig efter Kobberstikkerkunsten, sandsynligvis under sin Faders og maaske ogsaa under J. M. Preislers Vejledning. For et Stik efter sin egen Tegning »Den sunamitiske Kvindes Komme til Profeten Elisa paa Karmels Bjærg« (2. Kgg. 4, 26—27) fik han den 26. Februar 1776 enstemmig den store Guldmedaille. I dette

 

335

og det følgende Aar udførte han de fleste af Stikkene til Charlotte Dorothea Biehls Oversættelse af Don Quixote.

For at kunne underholde sig selv og uddanne sig videre paa Rejser fik han (1777) det for Kobberstikkere bestemte Stipendium paa 100 Rdl. d. C. (320 Kroner) aarlig, først for to Aar, senere (1779) endnu for et Aar. Med dette, selv i hin Tid, ringe Stipen­dium rejste han til Paris for at studere under den bekendte Kobber­stikker Nicolas de Launay, som kort efter blev udenlandsk Medlem af det danske Kunstakademi paa nogle indsendte Stik (1780). Fra i. April 1781 fik Haas dog det store akademiske Stipendium paa 400 Rdl. d. C. først for 1½ Aar, senere forlænget saaledes, at han nød det ialt i tre Aar. I Paris udførte han et Stik efter Maleren Pierres Medlemsstykke til det franske Akademi, i>Hercule faisant devarer Diome.de par ses propres chevauxn, paa hvilket han (den 28. Sep­tember 1782) selv blev Medlem af det franske Kunstakademi. Efter at han var kommen hjem ved Nytaar 1783, blev han den 27. Januar 1783 paa det samme Blad enstemmig optaget til Medlem af Kunst­akademiet i København uden at agreeres.

Allerede i September samme Aar søgte han tillige med Juel om at blive Professor ved Modelskolen, men den sidste blev ham fore-trukken til »surnumeraire« Professor. Haas maatte nøjes med at blive Hof kobberstikker og med at nyde dels Stipendiet paa 100 Rdl. d. C. aarlig af Akademiets Kasse, dels en stadig voxende Aarpenge af Kongens Kasse. Forgæves søgte han 1791 om at blive Archiv-tegner efter Søren Abildgaard, ligesom 1796 om Værelser paa Char-lottenborg. Derimod lykkedes det ham 1810, da han konkurrerede med Portrætmaler H. Hansen og Kobberstikker J. F. Clemens, at blive begge disse Kunstnere foretrukken til Professor ved Model­skolen, og uagtet Præses vilde gøre nogle Indvendinger, maaske til Fordel for den europæisk navnkundige Clemens, maatte han bøje sig for Akademiets klart udtalte Stemmegivning og indstille Haas' Valg til kgl. Stadfæstelse. Aaret før var han bleven gift med Johanne Christine Sønderup. Som Professor virkede Haas vistnok ikke uden Held, da han var »en øvet og sirlig Tegner«, men uagtet han nu som saadan, foruden sine Aarpenge, fik Fribolig paa Charlottenborg, levede han stedse under smaa Kaar og trykkende Forhold til sin Død, den 10. Maj 1817. I sine sidste Aar var han Akademiets Kasserer. Hans efterladte Plader blev købte til Søkaartarchivet for 300 Rdl. (for at udslibes?). Hans Enke døde først 1835.

 

336

Han var og agtedes af sin Samtid for en talentfuld Kunstner; »Winsløvs (Kirurgen F. C. Winsløv) Portræt skattes højt af Kendere«, hedder det. »Ellers blev det hans Lod«, sagde Sekretæren til hans Minde, »som har været saa mange Kunstneres Lod, at arbejde mere for Brødet end for Æren.« Der kan ikke nævnes mange Blade af ham; foruden de omtalte, stak han 1784 Abildgaards allegoriske Billede om Mindesmærkerne paa Jægerspris, hvorover der opstod en Strid mellem ham og Maleren, samt en Del kolorerede Stik efter Lorentzens norske Prospekter.

(Weiuw.. S. 230. do. Lex. Sandv., S. 54. Bricka, VI, 436. Meier, Wiede-welt, S. 193. Flissli Suppl. Akad. Bibi. d. sch. Wissensch. XXXVI, S. 137, og LVII, S. 877. Archives de l'Art. III. S. 372. Hviid, Argenii Forsvar o. s. v. Skild. 1830, Sp. 739. Petri og Garn. Kirkeb. Skifteretten. Krohn, I, 118—19.)

 

Haas. Johan Meno Haas, Kobberstikker, Søn af Jonas Haas og vistnok født i Hamborg¹ den 30. Maj 1752, kom i en Alder af et Aar med Forældrene til København, lærte Kobberstikkerkunsten hos sin Fader og J. M. Preisler, vandt 1772 Kunstakademiets mindre og 1774 dets store Sølvmedaille. Bosat som Kobberstikker i Køben­havn udførte han en Del Portrætstik efter Cornelius Høyers Pastel­malerier og Prospekter af Grev Moltkes Haver og Bygninger paa Bregentved (1773), Don Quixotes Portræt til Dorothea Biehls Over­sættelse, Hans Egedes Portræt til Lunds Levnedsbeskrivelse af denne m. fl. I Oktober 1778 havde han Stue-Bryllup (Nikolaj Sogn) med Birgitte Cathrine Hortulan (f. 1758), Datter af kgl. Skuespiller, Marcus Ulsøe Hortulan (f. 1723, d. 1783) og Lisbeth Cathrine f. Rauch (f. 1725, d. 1803), og forlod, som det synes efter 1782, København for at uddanne sig videre i Paris under de Launay. Derfra blev han 1786 kaldet til Berlin for at stikke efter Malerier fra Billedgalleriet der, udstillede 1789 som Prøveblad »Hagars Forjagelse« efter Govaert Flinck, og blev 1793 Medlem af Kunstakademiet i Berlin. Et af hans sidste større Arbejder forestillede »Frederik II til Hest«. Haas døde i Berlin den 16. Oktober 1833 i sit 82. Aar.

(Weinw., S. 230. do. Lex. Sandv., S. 55. Bricka, VI, 438. Gen. Inst. Hennings, S. 134. Nikolaj Kirkeb. Skild. 1830, Sp. 740. Akad. Fiissli Suppl. > Museum« 1833, Nr. 46. Kbhpost. 1833, Nr. 249. Øst Mat., S. 92. Bricka, VII, 114.)

 

Haas. Jonas Haas, Kobberstikker, født i Niirnberg 1720, arbejdede i Hamborg omtrent fra 1744 til 1753 og ægtede der Anna

 

¹ Da hans Daab ikke   nævnes i Petri Kirkebog,   medens   hans Brødres findes der i Rækkefølge, er der al Grund til at tro, at han er født i Hamborg.

 

337

Rosine Fritsch, en Datter af den hamborgske Kobberstikker Chr. Fritsch. Hans første Søn fødes i Hamborg (se ovf.), og han kom vistnok til København i 1753, da han i April 1754 faar sin anden Søn døbt her. I 1754 nævnes ogsaa Jonas Haas i Akademiets Protokol, hvor nogle af hans Stik roses. Han blev den 3. Januar 1755 udnævnt til Universitetskobberstikker og har stukket en Mængde Portræter efter ældre og samtidige Malere, deriblandt alene femten til en »Samling af evangeliske Biskopper i Sjælland«. Blandt hans andre Portrætstik kan nævnes Justitsraad Hammer i Norge, malet af Aadnæs (1770—71), Rostgaards Portræt m. fl. Tillige har han stukket Kobbere til Thuras »Bornholms Beskrivelse« og Vignetter til Fr. Nordens »Rejse i Ægypten«. Han døde i København den 10. April 1775.

(Weinw., S. 142 og 208. do. Lex. Sandv., S. 54. Bricka, VI, 438. Akad. Petri Kirkebog ved Lengn. Fiissli Suppl. Busching, Nachrichten II, S. 461. Fortges. Nachrichten III, S. 300. Adresseav. 1765, Nr. 26. 1775, Nr. 62. Skild. 1830, Sp. 738. C. Bruun, Rostgaard, S. 302, 479, 506. Hamb. Kstl. Lex. Krohn, I, 40—49.)

 

Habbe. Nikolaj Franfois Habbe, Maler, var Søn af russisk Konsul Francjois de Habbe og Marie Elisabeth f. Tegner (f. 1801 i Helsingør, d. 1885 i Australien), og blev født i Helsingør den 10. April 1827. Han begyndte at besøge Kunstakademiet i København i 1839 og blev 1843 Elev af Modelskolen. Han vandt i December 1846 den mindre Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model, i 1851 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven: »Reservesoldater paa Marche« og i 1859—60 var han i Italien. Fra 1848 udstillede han Genre­billeder, dog sjældnere i de senere Aar og efter 1870 har ikke noget Arbejde af ham været set paa Udstillingen. Habbe boede fra 1845 til ^I8?S sammen med sin Moder i København, og hun fulgte med ham, da han i 1875 rejste til Australien, hvor han i Sydney lagde sig efter Glasmaleri, og der døde han den 11. No­vember 1889. Habbe var fra først af et lovende Talent, men Syge­lighed satte ham tilbage. Grev Moltke-Bregentved ejer bl. a. »En Markedsscene«. En yngre Broder Alexander Habbe, født den 22. April 1829, lever ugift i Melbourne som en anset Dekorationsmaler.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hagelstein. Povl Hagelstein, Maler, Søn af Kobbersmed Hagel-stein i Holsten, var født 1825 og kom som Malersvend til Kunst­akademiet i København for at uddanne sig til Kunstner. Han blev i December 1846 Elev af Modelskolen og udstillede fra 1848—51

 

N. K. L.    I.                                             August 1895.                                        22

 

338

en Del Portræter. Senere rejste han til Bryssel, hvor han bosatte sig, og han hjemsendte derfra nogle Genrebilleder og historiske Stykker i den udenlandske Maner, han i Belgien havde tilegnet sig. Han vandt en Beskytter i Frederik VII, der bestilte flere Arbejder af Christian II's Historie hos ham. Til den kgl. Malerisamling udførte han paa Foranledning Kopier af Christian II's og Dronning Elisa­beths Portræter i Bryssel; men uagtet Originalerne ere smaa Billeder, hjemsendte han to Knæstykker i Legemsstørrelse som Gengivelse af dem. Hans to sidste Arbejder tilhøre Kong Christian IX. Han naaede aldrig at blive noget betydeligt og døde i Bryssel den 4. Marts 1868 efterladende Hustru Louise Hagelstein og Børn.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Priv. Medd.)

 

Hagemann. Henrik Ole Martinus Hagemann, Architekt, født i Viborg den 5. September 1845, er Søn af Købmand Schack Grun-dahl Hagemann (f. 1813, d. 1856) og Elise født Hansen (f. 1811, d. 1852). Da hans Forældre døde, medens han endnu var Barn, blev han opdragen som Plejesøn hos Justitsraad, Overretsprokurator Carl Neckelmann (f. 1816) og Ane Marie Kirstine f. Gjølbye (f. 1821) i Viborg. Efter sin Konfirmation kom han i Tømrerlære i Aarhus, besøgte samtidig Tegneskolen der og tegnede siden privat hos Archi­tekt Walther. I 1865 kom han til Kunstakademiet i København, hvor han snart efter fik Plads i Architekturskolens Forberedelses­klasse; men efter at han havde taget de forberedende Prøver ved den polytechniske Læreanstalt (1865—67) og ved det daværende techniske Institut (1869) samt var rykket op i Architekturskolen, traadte han ud af denne Klasse uden at tage Afgangsprøve (1872), da praktisk Virksomhed optog hele hans Tid. Efter at han havde arbejdet nogen Tid under Meldahl, bosatte han sig alle­rede i 1870 som Architekt i København og ægtede 1871 Marie Bay (f. 1846), Datter af Forpagter Carl Corfits Emil Bay (f. 1810, d. 1881) og Hanne Cathrine f. Jacobsen (f. 1809, d. 1872). Hans Hovedværk i kunstnerisk Retning er Opførelsen af »Frederik VIFs Stiftelse« paa Jægerspris (1874—1880), hvilken blev overdragen ham efter Konkurs med tvende andre Architekter. Hagemann har ved Siden heraf i den forløbne Aarrække udfoldet en omfattende Virk­somhed som Bygmester, af og til i Forening med yngre Kræfter, ikke alene i København, men hele Landet over, saavelsom i Slesvig og Sverige. Blandt disse kan nævnes Borgerdydskolens Bygning paa Østerbro (1883), Arbejderbankens Gaard i Valkendorfsgade og en

 

339

Mængde Privatbygninger i København, samt Industriforeningens Byg­ning i Odense (sammen med K. Arne Petersen). (Priv. Medd.    Akad.)

 

Hagemann. Peter Christian Celler Christoffer) Hagemann, Architekt, var født i Itzehoe den 20. Marts 1810 og kom som Mursvend til København for at uddanne sig til Bygmester. 'Efter at have gennem-gaaet Akademiets Skoler vandt han 1838 den mindre Sølvmedaille og en Pengepræmie, 1842 den store Sølvmedaille. Aaret efter blev den Neuhausenske Præmie tilkendt ham (20. Februar 1843) for et Projekt til Toldbodens Forskønnelse. Han synes imidlertid mere at have været en forretningsdygtig Mand end egentlig Kunstner, og da der netop ved denne Tid frembød sig en Række Opgaver, hvori det praktiske Hensyn spillede større Rolle end det kunstneriske, for­stod han at vinde Autoriteterne for sig, saaledes at han, som en endnu temmelig ung Mand, fik det meste af Kommunens Bygnings­arbejde under sig. Det kunde saa meget lettere ske, som flere af de ved Akademiet uddannede Kunstnere, der ikke allerede var i anden Virksomhed, enten var udenlands eller endnu ikke havde fuldendt deres Studier. Hagemann kom saaledes i Aarene 1844—50 til at bygge de fire store Kommuneskoler, som den Gang blev bevilgede, endvidere Slagterboderne ved Nikolaj Taarn og paa Graa-brødretorv, den første Prøve her i Landet paa helt af Jærn opførte Bygninger; endelig fik han, da København netop den Gang havde en meget livlig Byggeperiode, en Mængde Privatbygninger at opføre, hvoriblandt hele Husrækker i Nikolajgade, St. Povlsgade (Lorentzens-gade), Gernersgade, foruden Butiker og Ombygninger i andre Gader. Disse Huse, til Dels tegnede efter udenlandske Mønstre, hvis Lejlig­heder for største Delen var til mindre Familier, udmærkede sig dog hverken ved fremtrædende architektonisk Skønhed eller særlig god Indretning, selv om de hævede sig over, hvad man ikke sjælden tidligere havde ladet sig nøje med. Paa Grund af den store Virk­somhed, han saaledes udfoldede, har ikke faa af den yngre Slægt af Bygmestre tegnet paa hans »Kontor«, navnlig var afdøde Stillmann efter Sigende mere hans højre Haand end hans Lærling. Hagemann døde ugift den 22. August 1853 af Kolera, kun 43 Aar gammel.

(Priv. Medd.    Bricka, VI, 466.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hagerup. Andreas Thomsen Hagerup, Architekt, født i Store Solt ved Flensborg den 24. November 1856, er Søn af Sognepræst,

 

340

Lic. theol. Eiler Henning Hagerup (f. 1817, d. 1863) og dennes anden Hustru Betzy Lauritse f. Thomsen (f. 1834). Han lærte Snedker-haandværket hos Rønne og var derpaa Tegner hos Brinkopf. Han besøgte Akademiet fra Oktober 1876 til den 24. Marts 1884, da han fik Afgangsbevis som Architekt. I 1882 til 1884 var han Lærer ved det techniske Selskabs Skole, var derefter fra 1886 til 1888 Assistent ved Kryolithbruddet i Ivigtut i Grønland, og er nu bosat i Kolding som praktiserende Architekt.

(Priv. Medd.    Erslew Suppl. I, 639, Wiberg og Bricka, VI, 481.    Akad.)

 

Hahn. Frants Julius Spendrup Hahn, Maler, Søn af Pastor Johan Gotfred Vilhelm Hahn (f. 1804, d. 1840) og Flora Petrine f. Spendrup (f. 1808, d. 1840), er født den 10. Februar 1834 i København, besøgte Kunstakademiet fra 1849, vandt 1854 dets mindre og 1861 dets store Sølvmedaille, konkurrerede 1862—63 til den mindre Guldmedaille og har (1865—7¹) udstillet nogle Portræter, et Figurbillede og et Dyrstykke. Han har tillige malet en Altertavle til Kildebrønde Kirke. Han tog dog allerede 1856 Borgerskab som Malermester, overtog 1869 et større Malerværksted efter C. J. Rosent (s. d.), men opgav sin Forretning i 1877. Hahn var første Gang gift med Caroline Emilie Olivia f. Michelsen (f, 1837, d. 1875), Datter af Baadsmand Jens Michelsen og Pauline f. Bjerring. Derefter ægtede han den 4. August 1880 Else Anna Marie Dister (f. 1848), Datter af kgl. Lakaj Christian Peter Dister (d. 1855) og Anna Marie f. Hansen (d. 1855).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Wiberg om Forældre. Skifteretten.)

 

Hahn. Henriette Christine Hahn, Malerinde, født den 12. Sep­tember 1862 i København, er Datter af Skibsfører Heinrich Christian Carl Hahn (f. 1837, d. 1889), en Broder til ovennævnte F. J. S. Hahn; hendes Moder er Caroline Vilhelmine f. Nielsen (f. 1839). Hun uddannede sig dels i Tegne- og Industriskolen for Kvinder, hvor hun især tegnede under P. Krohn og udstillede 1885 et mindre Billede »En læsende ung Mand«. Aaret efter, i December, fik hun 400 Kr. af J. J. Levins Legat, og rejste, efter et Tilbud fra Ham­borg, i 1887 til denne By, hvor hun siden den Tid har haft fast Bolig. Dog foretog hun derfra i 1893—94 en Rejse til Dresden og Paris, hvor hun studerede i et af de private Akademier. Hen­riette Hahn var indtil 1893 Tegnelærerinde ved en »Gewerbeschuk«

 

341

i Hamborg og leder nu selv en Tegneskole, samtidig med at hun tegner Illustrationer til Museums-Fortegnelser og lign. Paa »Kvin­dernes Udstilling« i København (1895) ^^{ar nun en} Pastel, forestillende Brystbillede af en »Vierlanderinn«. Ogsaa i Hamborg har hun oftere udstillet og fik 1889 en Broncemedaille for Porcelænsmaleri under Glasuren.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Halbeeck. Jan van Halbeeck, hollandsk Kobberstikker, arbejdede først i Paris og senere i København og har bl. a. stukket en Del af Kobberne til et Værk af Salvatore Fabris: Scienza e prattica d'arme, der udkom 1606 hos Walkirchen i København. De øvrige Blade ere stukne af en Kunstner, der bruger F.V. som Mærke. Halbeeck døde omtrent 1630.

(Weinw., S. 62. do. Lex. Sandv., S. 66 flg. Skild. 1830, Sp. 404. Nagler Monogr. III, 1142.)

Hallebye. Peter Christian Hallebye eller Haelbye, Maler, havde i 1820, 1822 og 1823 en Understøttelse af 200 Rdl. om Aaret fra Fonden ad usus publicos for at uddanne sig til Kunstner og udstillede i Aarene 1824—25 nogle tegnede Portræter. Siden levede han som Portrætmaler i København, og døde den 14. Maj 1850.

(Akad.    Reitzel.    Udst. P'ortegn.    Rigsarch.    Skifteretten.)

 

Halveg. Adrian (ikke Adam) Halveg, Kobberstikker, formodes at være en Søn af Albert Halveg og var i Tjeneste hos Land­greve Georg II af Hessen. Man har Blade af ham med Aarstallene 1662 og 1677.

(Nagler Monogr.. I, 682.)

 

Halveg. Albert Halveg eller Haelvegh, Kobberstikker, var sand­synligvis dansk af Fødsel, da Navnet forekommer flere Gange tidligere navnlig i Roskilde, hvor en Niels Olsen Halveg 1566—74 var Rektor og gift med Gyde Esberns Datter; deres Søn Esben Halveg (1579 —1648) var praktiserende Læge; de havde 4 Sønner og 7 Døttre, saa Halveg kunde gærne være et af de yngre Børn. Han maa være født ved Aarhundredets Slutning og har uden Tvivl i Udlandet til­egnet sig den udmærkede Dygtighed i Kobberstikkerkunsten, der gør ham til en af sin Tids fremtrædende Mestre, idet hans Betydning i Danmark er uskatterlig baade i kunsthistorisk og personalhistorisk Henseende ved den store Række Portræter, der gennem hans Gravstik

 

342

ere bevarede for Eftertiden. I Tiden fra 1643—1672 har han stukket 91 Blade, der nævnes af Sandvig, mest større og mindre Portræter efter C. v. Mander, Wuchter, Ditmar o. fl. samt Kobberne til Simonis Pauli Flora Danica og et anatomisk Værk (eller Blad). Han blev kongelig Kobberstikker (Ser. reg. Mai. sculptor), ifølge Bestalling af 15. Maj 1647 °8 samme Aar, den 26. Maj Universitets-kobberstikker (Sculptor Acad. regio diplomats confirmatus). Fra den i. September 1655 fik han 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig, mod at han uden videre Arbejdsløn skulde udføre alt Kobberstikker­arbejde, Kongen maatte ønske. I de kgl. Regnskaber nævnes han, saavidt vides, sidste Gang under 15. Marts 1673: »Albert Hal. . . . Kobberstykker efter Regnskab 28 Rdl.« I 1670 havde han en lang­varig Strid med sin Svoger Abraham Wuchter, hvoraf man ser, at han var gift med Anne Hansdatter, en Søster til Wuchters Kone. Sagen drejede sig dels om gensidigt Udlæg, dels om en Arv efter Wuchters afdøde Hustru. Halveg døde snart efter denne Strids Afgørelse, i Slutningen af August eller den i. September 1673, thi den 4. s. M. meddeles kgl. Tilladelse til, at hans Lig, efter Datidens Skik, maatte begraves om Aftenen.

(Weinw., S. 52, 72, 74, 78. do. Lex. Sandv., S. 58. Skild. 1830, Sp. 402—4. Dske Sml. I, S. 289. Friis Sml., S. 157. Rumohr og Thiele: Den dske Kobberstiksml. Nagler Monogr. I, 697 og 863. Bricka, VI, 445 og 5'9 —20. Kgl. Regnsk. Sjæll. Reg. 1647, 1655, 1673 i Rigsarch.)

 

Ham. Herman von Ham, Portrætmaler i det 17. Aarhundrede, var Contrafejer eller Skildrer i Christianstad i Skaane, »førend Krigen paakom«. Da han ved denne havde lidt Tab, søgte han efter at være kommen til København om en Erstatning for Krigs­skade, hvilken ogsaa blev ham bevilget den 29. Maj 1680. Da det ridderlige Akademi blev oprettet den 15. April 1692 fik Ham An­sættelse som Ridsemester herved, indtil Akademiet atter ophævedes den i. Maj 1710. I denne Tid malede han ogsaa de kgl. Akademisters adelige Vaabner. Sine sidste Aar levede han derpaa i København; han var gift, ti efter at han var død i Aaret 1713 (begr. 21. Febr.), søgte hans Enke, Susanne v. Ham under 19. Maj 1714 om Under­støttelse af Postkassen.

(Pers. Tdskr. 2 R. I, S. 215—16.    Jfr. S. Dramen.)

 

Ham. Levin David Ham eller Hamm, Maler, født 1771 i København, var Søn af Handelsmand David Samson Ham og Judithe f. Wessely, besøgte Kunstakademiets Skoler fra 1784, vandt 1791 og

 

343

1793 dets Sølvmedailler og 1795 dets mindre Guldmedaille for Op­gaven »Elias opvækker Enkens Søn« (i Kgg. 17, 23). Aaret efter vikarierede han i Løfflers Sted, og ved Dinesens Død søgte han om at blive Informator ved Akademiet, men Cabott blev ham foretrukken. Han synes at have været en formuende Mand, som 1820—1824 ejede et Sted i Hyskenstræde, og fra 1830 Bakkehuset ved Frederiksberg, hvor han døde ugift den 31. December 1844 og blev begravet den 5. Januar 1845 P^aa Mosaisk Kirkegaard. Som Kunstner kaldte han sig Leo Hamm, Historiemaler, senere Dekoratør, idet han formodentlig har virket som Dekorationsmaler. I 1820 udstillede han »Fire Original­tegninger«. En ældre Broder var Strømpevæver og ejede et Sted paa Blegdamsvejen i Forening med en Warburg. En anden Broder var Tapetfabrikant.

(Weinw., S. 196, og do. Lex. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Vejvis. Kbhv. Brevskr. Kontor. Mosaisk Ministerialbog. Adresseav. 1845, Nr. 5.)

 

Hamann. Jiilie Caroline Hamann, Malerinde, født i Køben­havn den 9. Februar 1842, er Datter af Bagermester Samuel Frederik Hamann (f. 1808, d. 1878) og Elisabeth Marie f. Olsen (f. 1815, d. 1888). Efter at hun var bleven voxen, lærte hun først at tegne hos C. Thørrestrup (s. d.), senere i V. Kyhns Tegneskole (1875—77). Hun havde dog allerede i 1863 udstillet »En ung Pige ved sit Arbejde«. I December 1879 rejste hun til Paris for at søge videre Uddannelse og forblev der til Juli 1881. Hun studerede der under flere Lærere, bl. a. Toni Robert-Fleury, og udstillede i 1881 en Studie fra sit Sommerophold i et Kloster i St. Germain. I de senere Aar har hun udelukkende udstillet Blomsterbilleder.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hammeleff. Uncas Andreas Frederik Hammeleff, Billedhugger, født i København den 9. November 1847, er Søn af Kaptajn i Infanteriet Peter Henrik Hammeleff (f. 1817, d. 1850) og Ane Frederikke Caroline f. Welner (f. 1814, d. 1854). Han kom i Januar 1869 ind paa Kunstakademiet, som han kun stødvis besøgte til Ok­tober 1880, idet Arbejder til Dels udenfor København optog hans Tid. Han havde nemlig faaet sin væsentligste Uddannelse hos H. V. Bissen, inden han kom paa Akademiet og har udstillet allerede fra 1868. Han har for største Delen ernæret sig som Dekorations-billedhugger og giftede sig allerede den 5. November 1877 med Julie Marie Henriette Andersen, Datter af Overpolitibetjent Anders

 

344

Andersen og Nelly Jansen f. Bur. Han har udstillet en Del Buster, Statuetter og Medailloner, saaledes Kunstneren Hans Tegners Buste, hans Lærers, H. V. Bissens Medaillonportræt til Udstillingsfonden m. fl. Hans vigtigste Arbejder gaa dog i dekorativ Retning, saaledes de forskellige Frisér, han har udført til Frederiksborg Slot, de tvende Engle i Koret i Jesuskirken i Valby, Evangelisterne og en Del Ornamenter hørende til Kirkens ydre Udsmykning, ti Portrætmedail-loner af Kunstnere til Kunstmuseet. I 1894—95 har han ligeledes udført store dekorative Arbejder til det nye Glyptothek. Han rejste i 1892 paa det Ancherske Legat til Paris og Italien.

(Pnv. Medd. Bricka, IV, 526. Tdskr. f. Kstind. VIII, 14. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Hammer. Hans Jørgen Hammer, Genremaler, Søn af Skibs­fører Peder Pedersen Hammer fra Bornholm (f. 1781, d. 1842) og Johanne f. Bistrup (f. 1793, d. 1874), blev født i København den 29. December 1815. Da han havde Lyst til at være Kunstner, satte hans Fader ham, i den Tanke at Haandværket var en sikrere Levevej, i Lære hos en anset Malermester, J. G. Berg, hos hvem ikke faa af vore Kunstmalere have gennemgaaet deres Læreaar. Hammer begyndte allerede 1828 at besøge Akademiets Aftenskoler og rykkede gennem disse op til Gibsskolen (December 1836). Efter at han allerede Aaret før var bleven færdig i sin Lære, arbejdede han i nogle Aar som Dekorationsmaler og konkurrerede to Gange til den Neuhausenske Præmie som saadan, dog uden at opnaa den. Imid­lertid tabte han ikke sit egentlige Maal af Sigte og stræbte ved flittigt at benytte Akademiets Skoler at uddanne sig til Figurmaler. I December 1840 blev han Elev af Modelskolen, og i Aarene 1842 og 1843 vandt han begge Sølvmedailler, medens han samtidig malede efter den levende Model under Eckersbergs Vejledning. I 1845 deltog han i den Neuhausenske Konkurs som Genremaler med Billedet »Det sidste Læs kjøres hjem«. Billedet vandt vel ikke Præmien, men blev strax købt til den kgl. Malerisamling. Det rostes i Bedømmelsen for »Originalitet i Opfatningen og ufordærvede Principer«, medens det dadledes for »Mangel paa technisk Udvikling«. Ved den næste Konkurs, 1847, vandt han Præmien for »Bønder forsamlede til Lystig­hed en Søndag Eftermiddag under aaben Himmel«.

En Opmuntring fra C. V. Eckersberg og J. P. Møller om at søge Akademiets Rejseunderstøttelse til en Udenlandsrejse, besvarede Hammer, i Følelsen af sin Trang til først at lære sit Fædreland

 

345

nærmere at kende, med en Ansøgning om, delvis at maatte bruge det Stipendium, han søgte, til Rejser i Indlandet. Om ogsaa han ikke fik dette Ønske opfyldt, er det dog øjensynligt, saavel af lig­nende Træk fra Akademiets tidligere Historie (jfr. Abildgaard), som af det Svar, Kunstneren modtog, at det har givet Stødet til Ind­førelsen af indenlandske Stipendier. Imidlertid indtraadte en Stands­ning i Hammers kunstneriske Virksomhed, der dog næppe har været uden gavnlig Indflydelse paa hans Udvikling. Ved Krigens Udbrud i 1848 gik han nemlig med som Frivillig, avancerede til Korporal og Fourer, og blev, efter at have aflagt Prøve ved Aspirantskolen i København, i Marts 1849 Officer i Linien. Han deltog ikke alene i hele Feltoget, men forblev i sin Officersstilling, indtil han i Foraaret 1860 tog sin Afsked med Kaptajns Karakter. To Aar efter blev han Ridder af Danebrog. Selv under Krigen og i sit senere Garnisonsliv havde han fundet Lejlighed til at male, om end ikke mange Billeder. Men efter at han i 1856 havde opnaaet Akademiets mindre Rejsestipendium (600 Rdl.) for to Aar, lod han sig sætte å la suite og tilbragte omtrent tre Aar væsentligst i Italien. I 1859 fik han 250 Rdl. til Hjemrejse og kom hjem s. A. I Februar 1874 blev han Medlem af Kunstakademiet i København, i 1877 blev han Ridder af St. Olafs-Ordenen og i 1879 havde han det Ancherske Legat. Hammer udstillede sit første Billede 1838 og har siden den Tid jævnt udstillet, mest som Figurmaler. Foruden det tidligere nævnte Billede er af hans Genremalerier »En Markedsdag i Fredericia« (1871) og »Det længe ventede Brev« (1877) købte til den kgl. Maleri­samling. I Italien fik han Lyst til, ved Siden af Figurbilleder, at male Landskaber, navnlig med Bygninger, og af saadanne Billeder blev »Udsigt over Rom« (1861, Mus. i Aarhus) og »Torvet i Ariccia, efter Solnedgang« (1863), hvis stærkt udtalte Aftenstemning gjorde megen Lykke, ligeledes købte til den kgl. Malerisamling. Blandt hans Figurbilleder kunne, foruden nogle Portræter, f. Ex. P. C. Skov-gaards for Udstillingsfonden, nævnes »Den lille Axsamlerske« (1866) og »Baggesen og Schimmelmann« (1872) til Orla Lehmanns Samling af Digtere. Hammer har ogsaa raderet nogle Blade, men denne Kunstgren laa ikke ret for ham. I 1874—75 foretog Kunstneren en Rejse til Nordamerika for at besøge sin Slægt og se Verdensudstillingen i Filadelfia. Efter Hjemkomsten malede han, foruden allerede nævnte Arbejder, især paa et stort Billede, »Niels Ebbesen og Grev Geert«, som han med sin omstændige Grundighed ikke naaede at faa færdig. Det udstilledes ufuldendt efter hans Død. En hæftig Sygdom (Anæmi)

 

346

angreb den stærke livskraftige Mand og bragte ham Døden nær. Dog rettede han sig og, med det genvundne Præg af næsten ung­dommelig Ridderlighed, rejste han i 1881 til Rom og døde der af en Forkølelsesfeber den 28. Januar 1882. Hammer var en noget tung, lige til det sidste endog paa visse Punkter næsten ubehjælpelig, men ægte og varmtfølende Kunstnernatur. Han var længe om sine Arbejder, gennemtænkte dem grundig og udførte dem med største Samvittighedsfuldhed, selv om han ikke altid forstod tilstrækkelig at beregne Virkningen i malerisk Henseende. Han forblev ugift og forenede Pebersvendens Særhed med en udpræget Trofasthed og Bravhed i Karakteren.

(Bricka, VI, 531. Priv. Medd. Ass. Kirkeg. Berl. Tid. 1882, Nr. 25. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

 

Hammer. Juliane Henriette Hammer, Malerinde, blev født den 3. Februar 1861 og var Datter af Fabrikant Viggo Otto Peter Hammer (f. 1828), yngre Broder til Malerne H. J. og W. Hammer: hendes Moder hed Marie Kirstine f. Hansen (f. 1832, d. 1895). Juliane Hammer havde uddannet sig til en lovende Landskabsmaler-inde, hvis første Skridt opmuntredes ved Støtte dels fra den Raben-Levetzauske Fond (1888), dels fra Kunstakademiet (1889). Hun udstillede fra 1888, deltog 1889 i Konkursen for den Neuhausenske Præmie, dog uden at vinde den og havde endnu 1895 ^et Landskab paa Udstillingen; men efter halvottende Maaneds haabløse Sygdom døde hun den 14. Juni s. A.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Nat. Tid.  ¹⁵/₆  1895.)

 

Hammer. William Hammer, Blomstermaler, Broder til H. J. Ham­mer og født i København den 31. Juli 1821, begyndte, endnu medens han gik i Skole, at besøge Kunstakademiet (1833), blev efter sin Konfirmation, ifølge sin Faders Ønske, sat i Malerlære hos Vaaben-maler O. Larsen og vedblev endnu i nogen Tid at gaa paa Akademiet, som han dog forlod, inden han var naaet op i dets højere Klasser. Ikke desto mindre var han blandt de unge Kunstnere, der udførte Dekorationsmalerier i de indre Rum i Thorvaldsens Museum under Bindesbølls Vejledning (1844—46). I 1847 udstillede han sit første Billede »En Kurv med Frugter«, bestilt af Grev Knuth til Knuthen-borg. Han var indenfor sit særegne Fag et kraftigere og frodigere Talent end Broderen og vandt snart en saadan Dygtighed, at den Neuhausenske Præmie blev tilkendt ham i 1853 for »Blomster- og Frugter«, der strax blev købt til den kgl. Malerisamling, og samme

 

347

Aar fik han Akademiets Rejsestipendium for to Aar. Efter en Rejse i Tyskland, Frankrig og navnlig Italien var han atter hjemme i 1855. Senere foretog han i 1862 en mindre Rejse til Belgien og London for at se Verdensudstillingen der, og i 1871—72 en større Udflugt til Italien paa det Ancherske Legat. I 1860 havde han faaet Udstillingsmedaillen for et stort med usædvanlig Frihed og Rigdom anordnet Billede »Frugter under et Æbletræ«, som blev købt til den kgl. Malerisamling, og den 16. Februar 1871 blev han Medlem af Akademiet. Af hans senere Arbejder er »Italienske Fisk og Hummere«, som var bestilt af Frederik VII, efter dennes Død ligeledes købt til den kgl. Malerisamling, medens flere af Kunstnerens større Billeder siden 1864 have fundet Vej til Udlandet, især til Amerika. Han var 1853 bleven gift med Juliette Quintilia Frieden- • burg. I 1883 udstillede han et større Billede »Haveparti med Bikuber«, men senere ikke mere. Han var en ivrig Samler paa græsk-romerske Oldsager og udgav 1887 en med megen Sagkyndig­hed gennemført Studie over antike Lerlamper. Endnu fuld af Kraft og Livslyst døde han den 9. Maj 1889 paa Kommunehospitalet af Lungebetændelse. Hans Portræt er raderet af Kornerup.

(Priv. Medd. Bricka, VI, 536. 111. Tid. XXX, Nr. 33. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tidskr. 2 R. V. Till., 35. Strunk.)

 

Hammershøj. Vilhelm Hammershøj, Maler, født den 15. Maj 1864 i København, er Søn af Grosserer Christian Peter Hammershøj (d. 1893) og Frederikke Amalie f. Rentzmann; dimitteret af C. F.An­dersen, besøgte han Kunstakademiets Skoler fra Oktober 1879 til April 1884, og gik derefter over i Kunstnernes Studieskole under Krøyer. Han udstillede første Gang paa Foraarsudstillingen 1885 »Portræt af en ung Pige« og vedblev at udstille indtil 1889. Han var derefter Medstifter af den fri Udstilling, hvor han siden 1891 har fremsat sine Billeder. I 1893 havde han 600 Kr. i Rejse­understøttelse- fra Akademiet for at besøge Italien. Hammershøj, hvem den yngre Kunstnerkreds sætter meget højt, maler sine Billeder i en ejendommelig næsten farveløs Tone, hvori endog Formgivningen ligesom fordunster, hvad enten dette skyldes en Særegenhed ved hans Øje eller et fuldtud gennemført Kunstnerlune. Han ægtede den 15. September 1891 Ida Vilhelmine Ilsted, en Søster til Maleren P. Ilsted (s. d.). Hans Broder, Svend Hammershøj, født 1873, besøgte Kunstakademiet 1890—92 og har i 1895 udstillet to Landskaber paa den fri Udstilling.

(Bricka, VI,  550.    Akad.    Udst. og fri Udst. Fortegn.    Berl. Tid. ³/₅ 93.)

 

348

Hanck. Johan Henrik Triitzchler Hanck, Maler, født nærved Christiania den 26. Januar 1776, var Søn af Brugsfuldmægtig Claus Hanck (f. 1748, d. 1795) og Maren Kirstine f. Grefsen (f. 17501, han blev Student i Christiania (1795) og theologisk Kandidat 1801 i København. Aaret efter blev han Adjunkt ved Odense Kathedralskole i Skønskrivning og Tegning, og blev 1807, paa Kunst­akademiets Anbefaling, Stiftsbygningskonduktør i'Fyn. I 1815 søgte han om at blive Stiftsbygmester, men dertil turde Akademiet ikke anbefale ham, og en Plan til en »Centralbygning« for Fyn, der ind-sendtes til Akademiets Bedømmelse (1819), fandt ikke de bygnings-kyndige Medlemmers Bifald. Han blev 1806 gift med Madseline Antoinette Iversen (f. 1788, d. 1851), Datter af Bogtrykker og Redaktør Christian Henrik Iversen (f. 1748, d. 1827) og Marie Kirstine f. Nielsen (f. 1767, d. 1837), og overtog ved Svigerfaderens Død Redaktionen af Iversens Avis »Fyns Stiftstidende« og Bestyrelsen af Trykkeriet ved Siden af sin øvrige Virksomhed. Han døde den 23. Juli 1840 i København. Han har forfattet et Par Skrifter, han malede i Vand-farve og tegnede gærne Landskaber og Udsigter; saaledes gjorde han Tegningerne til »Udsigter fra Sanderumgaards Have«, stukne af Clemens med Text af M. Winther. Han er Fader til Forfatterinden Henriette Hanck.

(Erslew Forf. Lex. I, S. 563 og 754. Suppl. I, S. 663 og 915. demens' Nekrolog ved Fick. Skild. 1816, S. 477. Dagen 1835, Nr. 255. Odense Skoles Progr. 1814, S. 40. Akad. Priv. Medd.)

 

Hans   Maler  i   Randers   har ifølge  en  Indskrift  i   1548   udført Hvælvingsmalerier i Sulsted Kirke, Kjær Herred i Vendsyssel. (Priv. Medd.)

 

Hansen.    Adolf Heinr. Hansen, Maler, se Claus Adolf Hansen.

 

Hansen. Anders Hansen, Kobberstikker, født den 20. Juni 1810, var Søn af Gaardfæster Hans Andersen i Hassing ved Thisted. Efter at være kommen til København, kom han ind i Kunstakademiets Elementarklasse i 1834, besøgte i de følgende Aar Tegneklasserne og Ornamentklassen, men forlod Akademiet 1838. Samtidig uddannede han sig ad anden Vej til Kobberstikker og Gravør. Han stak i 1835—36 nogle Blade til »Panorama'et«, udgivet af Jørgensen-Jomtou og derefter 1837—40 en stor Del Blade til »Magazin« og

 

349

»Nyt   Magazin   for   Natur-    og   Menneskekundskab«.     Han    døde   i Juni  1879.

(Medd.  fra F. C. Krohn.    Akad.)

 

Hansen.    Anders Hansen, Architekt, se A. Hansen-Marcher.

 

Hansen. Andreas Frederik Vilhelm Hansen, Billedhugger, født den 4. Februar 1873 i København, Søn af Kolonialvarehandler Andreas Carl Hansen (f. 1822) og Marie Cathrine f. Petersen (f. 1834), var Ciselørlærling hos Guldsmed A. Dragsted, da han fra technisk Sel­skabs Skole i Marts 1889 blev dimitteret til Kunstakademiet, hvorfra han den 28. Januar 1893 fik Afgangsbevis som Modelerer. I 1895 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie. Samme Aar rejste han med 600 Kr. af det Larssenske Legat til Berlin for at uddanne sig til Ciselør hos Professor Rohloff.

(Priv.  Medd.     Akad.    Udst. Fortegn.]

 

Hansen. Ane Marie Hansen, Malerinde, født den 20. Januar 1852 i Knardrup, er Datter af Gaardejer Hans Larsen (f. 1810, d. 1890) og Karen Petersen (f. 1812), forsøgte sig paa egen Haand, indtil hun i 1872 efter Professor J. Exners Raad fik Plads i V. Kyhns Tegneskole, hvorfra hun senere gik over i Kunstnernes Studieskole under Krøyer, som hun besøgte i to Vintre. Hun udstillede første Gang ved en December-Udstilling 1884, og har fra 1885 jævnlig haft Genrebilleder og Portræter paa Foraarsudstillingen. Hun udstillede 1893 sin Moders Portræt.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Aser Hansen, Maler, se Henrik A. Hansen under II, Udenl. Kstn.

 

Hansen. Axel (Aksel) Christian Henrik Hansen, Billedhugger, er født i Odense den 2. September 1853, Søn af Forstander for Snitteskolen i Odense Snedkermester Vilhelm Hansen (f. 1826, d. 1881) og Caroline f. Hansen (f. 1827, d. 1876). Hos Faderen, der ogsaa gav sig af med Træskæring og med at hugge i Marmor, fik Hansen sin første Undervisning, kom derpaa i Billedskærerlære hos H. C. Berg og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 24. December 1879 Afgangsbevis som Modelerer. Til hans første Arbejder hører Døbefonden i St. Pauls-kirken i København og fem dekorative Billedstøtter, forestillende

 

350

nordiske Guder til Fagaden paa Folkebanken i Odense, udførte inden han endnu havde besøgt Akademiet. Hansen udstillede første Gang i 1880 »En fløjtespillende Dreng«. Glyptotheket købte i 1888 Statuen »Echo«, medens i 1890 et stort Relief i Bronce »Christus bespottes af Jøderne«, blev købt til Statens Samling. Af dekorative Arbejder kan nævnes de to store Billedstøtter »Ambrosius« til Marmor­kirken, »Christus« til Jesuskirken i Valby, 3 Statuer til Raadhuset i Odense, 4 Statuer til Kunstmuseet. Af Buster maa nævnes Vilhelm Topsøes, Hostrups, G. Lotzes, Folkedigteren Mads Hansens, Kaalunds, Chr. Richardts og Docent Fjords, af hvem han ogsaa har udført en Broncestatue. Hansen ægtede den 13. Juli 1884 Ellen Margrethe Smith (f. 1866), Datter af Professor Henrik Smith (f. 1831) og Emilie f. Jensen (f. 1834). I 1888 rejste han paa det Ancherske Legat, og i 1889 med Akademiets Rejseunderstøttelse.

(Priv. Medd.    Bricka,  VI,  577.    Akad.     Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Carl Christian Constantin Hansen, Historiemaler, var Søn af Portrætmaler Hans Hansen, som nævnes nedenfor, og Henriette f. Lie, og blev født paa Forældrenes Udenlandsrejse i Rom den 3. November 1804. Han var næppe et Aar gammel, da Forældrene kom tilbage til København, og fik saaledes en fuldkommen dansk Opdragelse. Faderen lod ham besøge Akademiets Ornamentskole fra 1817, og 1818 flyttedes han over til Bygningsskolen og G. Hetsch's Tegneskole for at uddannes til Bygmester; men efter eget Ønske gik han over i Frihaandstegneskolerne, hvor han blev Elev af Model­skolen 1825. Den 28. Marts 1826 vandt han den mindre Sølv-medaille og den 11. September samme Aar en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model under Titel »En halvsiddende Fisker«. Allerede fra 1825 havde han begyndt at udstille, navnlig Portræter. En Gruppe, forestillende hans to Søstre læsende i en Bog, vandt Opmærksomhed (1827) og blev rosende omtalt af hans Fader i »Betragtninger over de skiønne Konster«. Det følgende Aar udstil­lede han atter en Portrætgruppe af tre af sine Søstre, der under Navn af »Tre unge Piger« blev købt til den kgl. Malerisamling som et lovende Ungdomsarbejde.

I Begyndelsen af dette Aar var hans Livs Skæbne sørgelig for­andret, idet en ondartet Tyfus i Løbet af 14 Dage (Jan.—Febr. 1828) bortrev begge hans Forældre og lod ham som den ældste og eneste voxne Søn tilbage som Forsørger for flere halvvoxne Søstre. Nogen Fortjeneste fik han strax, da han paa Akademiets Anbefaling

 

351

fik Lov at fuldende fire Kopier til Frederiksborgs Portrætsamling, hvilke var bestilte hos Faderen. Omtrent samtidig blev han sysselsat med atten dekorative Graat-i-graat Malerier til Christiansborg Slot og vandt den 24. Marts 1829 Akademiets store Solvmedaille, samt Aaret efter den 20. September atter en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model. Efter at han i sine yngre Aar havde lært at male af sin Fader, lod han sig nu paavirke af C. V: Eckersberg, hvilket hjalp til at give hans Tegning større Renhed og Fasthed, men dog ikke kunde give den unge Kunstner, hos hvem Kærligheden til Formen og navnlig til den klassiske Kunsts Stilfølelse var langt mere udpræget end Farvesans, den Kraft og Dybde i Farven, Eckersberg selv kun undtagelsesvis raadede over. Han tilegnede sig for en Del Mesterens Palet, den lyse, kølige Hovedtone og de bestemt udtalte Omrids; han naaede endog i sine overordentlig smukke, smaa italienske Architekturbilleder en Varme i Farven, som Eckersbergs tilsvarende Billeder trods al Klarhed og Renhed i Farven, savnede; men Farve-givningen vedblev at være hans Kunsts svage Side. Maaske denne Egenhed i hans for øvrigt for Akademiet saa klart fremtrædende Talent var Skyld i, at hans Forsøg paa at vinde Guldmedaillerne ikke vilde lykkes for ham. Da han anden Gang forsøgte paa at vinde den mindre Guldmedaille (1833), erklærede derfor ogsaa Akademiet, at skønt det ikke havde kunnet tilkende ham Prisen, havde det dog Grund til at anbefale ham til Rejsestipendium fra Fonden ad usus publicos. Først ved kgl. Resolution af 16. Maj 1835 naaede han imidlertid en saadan Understøttelse paa 600 Rdl. i de to første Aar og den 10. Juni 1837 et Tillæg af 400 Rdl. i det tredje Aar; men efter den Tid forblev han endnu sex Aar i Italien, hvortil han var afrejst strax i 1835 og havde allerede i Juli 1836 fuldendt sit første Billede i Rom, »Børn, som varme sig ved Ilden«. En Kender (N. Høyen), paa hvis velvillige Stemning overfor Const. Hansen der ikke kan tvivles, karakteriserede ham ved denne Tid omtrent paa følgende Maade: »Hans Udviklingsgang har været langsom og han har Besværlighed ved at føre Penslen, ligesom han ogsaa savner Sans for Harmoni og Kraft. Følelsen for det sjælelige udtaler sig sjælden med synderlig Dybde, men derimod fremtræder hos Kunstneren et følende Øje for Form, Bevægelse og det Udtryk, som viser sig i Omgivelsen«. Netop den Side af Kunstnerens Talent, som skildres i Slutningen af denne Udtalelse kom til sin frieste og heldigste Udfoldelse under hans niaarige Ophold i Italien. Den Række mindre Billeder, han udførte der, forbinder paa en lignende

 

352

Maade, som Eckersbergs, en trofast Gengivelse af Landskabet og de architektoniske Oldtidsminder med en frisk og levende Opfattelse af det Folkeliv, der rørte sig ved Siden af Fortidens sønderbrudte Levninger. Hans Billeder fra Vestatemplet i Rom, fra Pæstum og fl. St. ere sande smaa Perler i hans lange kunstneriske Virksomhed. Et større Figurbillede hjemsendte han i 1838, »Et Selskab af Kunstnere i Rom«, hvis smukke Anordning og livlige Præg træffende skildres i en Anmeldelse af N. Høyen, og derpaa »Improvisatoren paa Neapels Molo«, der vakte en saadan Opmærksomhed paa Udstillingen i 1840, at kun den Ensformighed i Farvetonen, som Kunstneren selv i dette Billede ikke ganske havde kunnet frigøre sig for, synes at have været Skyld i, at Udstillingsmedaillen ikke blev ham tilkendt.

Kunstnerens Interesse for Oldtiden næredes end mere ved Op­holdet i Syden og da han paa Ansøgning om Midler til at studere det antike Fresco-Maleri i 1839 fik 100 Scudi (omtr. 380 Kroner; tilstaaet af Akademiet, tilbragte han nogle Maaneder med at studere i Pompeji og Neapel og sendte Akademiet en Kopi af »Chiron, der underviser Achilles i Musik« som Vederlag for den tilstaaede Under­støttelse. Samtidig malede han en Altertavle til Torups Kirke »Christus lader de smaa Børn komme til sig« og fem romerske Ud­sigter til Hofjægermester C. Brun til Krogerup. I Forening med Hilker, der i disse Aar var i Rom (1831—41), udkastede han Planen til en Dekoration af Universitetets Forhal, anordnet efter antike For­billeder. For at iværksætte denne Plan, der imidlertid efter For­handling med Universitetet var bleven vedtaget saaledes, at Hilker skulde udføre den egentlige Dekoration og Hansen smykke de af den omgivne store Felter med Fremstillinger af den græsk-romerske Mythologi, kom Const. Hansen hjem i den første Halvdel af 1844 og blev den 7. Oktober s. A. enstemmig agreeret af Akademiet. I Samklang med det store Arbejde, han var i Færd med at lægge Haand paa, blev som Opgave til Medlemsstykke givet ham »Orfeus, der vender tilbage fra Underverdenen« (efter Ovids Forvandlinger 10. Sang) og Eckersberg og Marstrand udnævntes til Kommissærer. Henved to Aar efter fremstillede han sit fuldførte Arbejde, som Akademiet den 29. Juli 1846 efter Diskussion og Afstemning for­kastede med 10 Stemmer mod 7. Kunstneren selv var vistnok ikke uden Skyld i dette Udfald, som ved samme Tid hændte en anden talentfuld og udmærket Kunstner, Chr. Købke, thi, efter hvad der fortælles, skal det have været Tone blandt de yngre Malere at regne Udførelsen af Medlemsstykket for en ligegyldig Sag. Ikke desto

 

353

mindre tog den ærekære- Kunstner sig denne Forkastelse meget nær, og først i de seneste Aar af sit Liv traadte han i Forhold til Akademiet paany. Det maa ogsaa have været et Skaar i Glæden over det nye Hjem, han havde stiftet; thi den 22. Maj 1846 havde han ægtet Magdalene Barbara Købke (f. ¹⁰/₉ 1825), Datter af Oberst­løjtnant Niels Christian Købke (f. 1793, d. 1849) og Mette Marie f. Bruun (f. 1798, d. 1888).

Malerierne i Universitetets Forhal, som udførtes paa vaad Kalk (al fresco), medtog, da han gjorde alting selv, et Tidsrum af ti Aar. Indholdet af dette anselige Arbejde, der dannes af otte store Malerier, udførte i Farver, og en Række mindre Figurer, malede graat i graat paa grøn og blaa Baggrund, har han selv gjort Rede for i »Nordisk Universitets Tidsskrift« og i et trykt Følgeblad. Med et sjældent Kendskab til Oldtidens Myther har han med stor Smag forstaaet at vælge en Kreds af Fremstillinger, som naturligt og betydningsfuldt slutter sig sammen. Selve Udførelsen, der i første Øjeblik fremkaldte meget modstridende Domme, ejer gennemgaaende saa solide Fortrin i det Væsenlige, at dens Svagheder, som for enhver, der kendte Kunstnerens Udvikling, tydelig nok fulgte af hans Talents ejen­dommelige Grundpræg, sikkert havde fortjent ikke at fremdrages saa skarpt. Hvilken Dom Historien end vil fælde over hans Arbejde, vil det aldrig glemmes, at det var det første monumentale Værk af et saadant Omfang, der ved Malerkunstens Hjælp udførtes i Dan­mark, at det var første Gang Maleri paa vaad Kalk forsøgtes i et for denne Fremgangsmaade ugunstigt Klima, og at saavel Belys­ningsforholdene som den architektoniske Inddeling i det Rum, der skulde udsmykkes, frembød særlige Vanskeligheder. Da Værket i 1854 var færdigt, fik Const. Hansen Professortitelen. Adskillige Aar senere udførte Kunstneren Christus og de tolv Apostle al Jresco i Roskilde Domkirke.

Samtidig med Universitetsforhallen malede Const. Hansen kun nogle Portræter, idet de store mythologiske Kompositioner optog hele hans Tanke; blandt Portræterne var de to legemsstore Knæstykker, der udførtes til Thorvaldsens Museum, nemlig . dets Bygmester M. G. Bindesbøll og den afdøde Mesters mangeaarige Ven Jonas Collin, især fortrinlige saavel fra Lighedens som fra Udførelsens Side. Da disse og nogle flere Portræter udstilledes i 1852 fik Kunstneren den 13. Maj Udstillingsmedaillen for Bindesbølls Portræt. Strax efter at han var færdig i Universitetets Forhal, fik han en ny alvorlig Opgave i en ganske anden Retning, idet Orla Lehmann bestilte

 

N. K. L.    I.                                       September 1895.                                  23

 

354

»Ægers Gæstebud« hos ham med legemsstore Figurer. Valget af dette Æmne betød ikke mindre end at skabe Typer for hele den nordiske Gudeverden, der som bekendt var næsten fuldtallig samlet hos den gæstfri Søgud, da Loke, som den gamle Sang fortæller, i bidende Udtryk gav sig til at smæde hver enkelt, indtil Thor med Hammerens argumentum ad hominem bragte Spotteren til at vige, efter at han paa Tærsklen havde udskudt sin sidste Salve mod Tordenguden. Kunstneren gav sig med største Grundighed til de nødvendige Forarbejder, og selv om ikke alle Typer lykkedes ham lige vel, ligesom det heller ikke ganske lykkedes ham at kaste Poesiens frigairende Glans over sit Værk, har han dog Fortjenesten af at have skabt en Grundvold, som enhver følgende nordisk Kunstner til en vis Grad har støttet sig til, ligesom ogsaa Erfaringen har vist. at flere af de givne Typer paa forskellig Vis ere grebne og udførte videre af andre Kunstnere. Billedet, der var færdigt 1857 (udst. 1858), har ogsaa den Mærkelighed, at Kunstneren heri naaede en for hans Pensel usædvanlig Kraft og Dybde i Farven; det tilhører nu den kgl. Malerisamling, medens en senere Gentagelse i større Maalestok, der blev malet til Godsejer Neergaard, ikke undgik at bære Præg af Kunstnerens tiltagende Alder.

I de følgende Aar optoges Hansens Tid og Kræfter af et endnu større Værk, der krævede længere Forarbejder, selv om det ikke var et saa umiddelbart Indbildningskraftens Foster, som det fore-gaaende. Det var et meget stort Oliemaleri, vistnok det største, der indtil da var malet her til Lands, forestillende Folkethingssalen paa Christiansborg, med den grundlovgivende Rigsforsamlings Medlemmer og en tæt besat Tilhørerplads. Af de omtrent 150 Medlemmer, For­samlingen talte, ere de forreste i fuld Legemsstørrelse, de øvrige perspektivisk mindre og mindre indtil Tilhørerne i Baggrunden, der tildels ere let skitserede i lille Format. Kunstneren udførte sær­skilte Portræter af næsten alle Medlemmerne af Rigsforsamlingen som Studier til Billedet og desuden en Mængde Portræter af Venner og Bekendte, som fik Plads i Tilhørerkredsen, der saaledes repræ­senterer en Del af Kunstnerens Samtid, om end ikke just den, der havde kunnet overvære de virkelige Forhandlinger. Dette Billede, der kun kunde udstilles paa dets Plads i den oprindelige Ejers, Godsejer Hages, store Sal, var færdigt 1865 og blev gengivet i en Fotografi, som giver en ret tydelig Forestilling om de talrige, sindrigt grupperede Portræter, hvoraf de fleste udmærkede sig ved en karakteristisk, om end noget tung Lighed i Aasyn og Stilling. Billedet

 

355

tilhører nu det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Aaret før var Const. Hansen den 23. Maj 1864 bleven Medlem af Akademiet og valgtes 1873 til Vicedirektør efter Marstrands Død, men foretog samme Aar en Rejse til Holland paa det Ancherske Legat. Den 26. Marts 1874 blev han Ridder af Danebrog, og i 1875 ⁿk ^nan Titel af Etatsraad.

Ved Siden af de Hovedarbejder, vi her have nævnet, har Const. Hansen malet et stort Tal Portræter, blandt hvilke kan nævnes Assessor Weis og Etatsraadinde Weis, Godsejer Aagaard og Frue paa ét Billede, Biskop Grundtvig, Professor Rasmus Nielsen o. fl.; dernæst nogle Altertavler, »Christi Opstandelse«, »Christus aabenbarer sig for Marie Magdalene«, »Nadveren«, Christus paa Vejen til Emaus« m. fl., endvidere en Række historiske Kompositioner i mindre Format, som »Griffenfeldt hos Biskop Brochmand« (1859, til Marstrand), »Kong Abel søger sin Broders Skatte«, »Thors Rejse til Jotunhejm«, »Sokrates«. Til de historiske Billeder kan ogsaa regnes to Digterbilleder til den Lehmanske Billedrække, nemlig »Oehlenschlæger« og »Ploug«. Et Livsbillede, halvt i historisk Stil, »En Husmoder ved sin Haandvæv«, hvorom J. Lange har skrevet en udførlig Karakteristik, blev købt til den kgl. Malerisamling (1860). Efter 1875 traadte Alderens Kendemærker frem, Farven blev svagere, Formen mindre nuanceret, men i hele Anordningen og Figurernes Forhold bevaredes hans Ejendommelighed, og endnu den 23. April 1878 fik han den Eibeschiitzske Præmie for »Saul kaster sit Spyd efter David«; efter den Tid svandt Kræfterne langsomt og den 29. Marts, anden Paaskedag, 1880, sov han hen. Kunstnerens Por­træt i Knæstykke, malet af Marstrand, tilhører den kgl. Malerisamling. Ligeledes har han selv gentagne Gange malet sit eget Portræt, hvoraf et tilhører Museet paa Frederiksborg, et andet Udstillingsfonden. Endelig har han ogsaa raderet nogle Blade.

Const. Hansen havde en udviklet Intelligens og sad inde med en usædvanlig, ikke alene kunstnerisk, men ogsaa litterær Dannelse. Han var en heldig Visedigter; men kunde ogsaa baade med Mund og Pen svinge Satirens Svøbe. Hans kunstneriske Standpunkt er varmt fremhævet i J. Langes »Billedkunst«. Af Const. Hansens Børn nævnes under Konstantin Hansen en Søn og en Datter som Kunstnere.

(Priv. Medd. Bricka, VI, 585—90. H. Hansen, Betragtn. 1827, S. 211. Nord. Univ. Tidsskr. 1857, S. 119. af Kunstn. selv. do. 1863, S. 25, »Om Kunstens Enhed« af Samme. Jul. Lange, Nutidskst. S. 182—190, og Billedk., S. 409—416. Kst. og Æsth., S. 13—23. Fdl. 1865. Høyens Skr. I. S. 98. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. Strunk. S. Muller, N. Dsk. Malerk.)

 

356

Hansen. Carl Vilhelm Hansen, Maler, født den 21. Maj 1838 i København, var Søn af Værtshusholder Niels Hansen og Ane Marie født Jensen. Han havde Anlæg for Kunsten, men nødtes til at søge sit Underhold som Tegnelærer. Det Talent, han synes at have haft, brød derfor kun frem i spredte Træk, men selv efter at han var over den første Ungdom, synes det at være levende og i god Fremgang. Da han havde saa ringe Lejlighed til alvorlige Studier, udtalte det sig mere i Sans for en betydningsfuld Anordning og i enkelte livlige Træk, end i en sammenhængende dygtig Ud­førelse. Men netop som disse løsrevne lysende Glimt havde begyndt at vække Opmærksomhed og gav ham Haab om at finde Lejlighed til at udvikle sig, sygnede han hen under en Svindsot, der bortrev ham den 15. April 1877.

(Priv. Medd.    Skifteretten.)

 

Hansen. Christian Frederik Hansen, Architekt, var Søn af Læderhandler Mathias Hansen fra Husum. Hans Moder, Anne Marie født Malling (f. 1716, d. 1766), havde været Amme (»Vartfrue«) hos Christian VII og efterlod sig tre Sønner og en Datter, blandt hvilke nærværende var den yngste Søn. Han var født den 29. Fe­bruar 1756 og var oprindelig bestemt til Søkadet; men da han havde mere Lyst til Kunsten, begyndte han i sit tiende Aar at besøge Kunstakademiet og kom senere baade i Murer- og Tømrer­lære. Han vandt 1772 den mindre og 1774 den store Sølvmedaille som Architekt. Harsdorff var hans Lærer, og under ham arbejdede han først som Murer paa Hvælvingen i Frederik V's Kapel i Ros­kilde Domkirke, senere sammesteds som Konduktør (1780). Forinden havde han 1775 konkurreret til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den, men da han 1779 konkurrerede paany, blev paa Grund af Arbejdets Fortrinlighed den store Guldmedaille tilkendt ham for »En Torvehal«.

Han fik nu kongelig Understøttelse til at rejse udenlands og blev borte i 2^]/₂ Aar. Efter sin Hjemkomst blev han agreeret den 6. September 1784 og fik til Opgave »Et Sø-Arsenal«. Uagtet Akademiet talte Architekterne Harsdorff og Meyn blandt sine Pro­fessorer, valgtes -til Kommissærer for Hansens Receptionsarbejde Mandelberg, Weidenhaupt og Dajon, en Maler og to Billedhuggere! Den 26. Marts 1785 blev hans Tegninger foreviste Akademiet, og han blev med de fleste Stemmer optagen til Medlem. Imidlertid var han i 1784 bleven udnævnt til Landbygmester i Holsten med Bolig

 

357

i Altona og fik 1791 Titel af Professor; Aaret efter giftede han sig med Anna Margrethe Rahbek (f. 1773, d. 1811), en Datter af Justits-raad Toldinspektør Jacob Rahbek (f. 1728, d. 1795) og dennes anden Hustru Anne f. Olrog (f. 1747, d. 1828); hun var en Halv­søster til Knud Lyne Rahbek.

Om ogsaa hans lille Embede ikke indbragte ham meget, havde han desto større Fortjeneste ved sin private Virksomhed. Altona og Hamborg var den Gang i Blomstring, og den almindelig udbredte Velstand fremkaldte Lyst til private Byggeforetagender saavel i Byerne selv, — navnlig paa den saa kaldte Palmaille i Altona, en bred Gade med en Allee i Midten, — som ogsaa langs Elbens Bredder, hvor de rige Købmænd opførte kostbare Lyststeder. I de næsten 20 Aar, Hansen opholdt sig i Altona, faldt det i hans Lod at opføre en stor Del af disse Bygninger i en af romerske og italienske Motiver dannet Stil, og hans Ry som en dygtig og smag­fuld Bygmester naaede ogsaa til Lybek, saaledes at han fra denne frie Rigsstad fik Tilbud om et betydeligt Embede som Bygmester. Ligesom dette foraarsagede, at Regeringen, til Vederlag fordi den nægtede ham at modtage dette Embede, forhøjede hans Lønning som Bygmester i Holsten, saaledes virkede det vistnok ogsaa til, baade at han brugtes mere til offentlige Arbejder, og at han, snart efter Harsdorffs Død, fik Opfordring til at indsende Tegninger til nogle af Københavns vigtigste Bygningsværker (1800—1801), der­iblandt ogsaa Marmorkirken, hvis Fuldførelse først senere blev opgivet.

Den Bygning, han imidlertid først kom til at opføre, var Raad-og Domhuset, men kort efter blev ogsaa Christiansborg Slots Gen­opførelse overdraget ham, derefter Metropolitanskolen og Frue Kirke. Han gjorde dog Tegningerne til den førstnævnte af disse Bygninger i Altona, rimeligvis for at kunne afslutte sine Arbejder, og tog først Bolig i København fra 1804. Samtidig begyndte han kraftigt at gøre sin Stemme gældende i Akademiet, uagtet han den Gang endnu kun var simpelt Medlem, saaledes at Abildgaards hidtil næsten enevældige Indflydelse ganske blev fortrængt af denne ny »Magthaver i Kunstens Rige«. Først den 25. April 1808 blev han valgt til Professor ved Architekturskolen efter Meyns Død og samtidig til Overbygnings-direktør.

Hansen var af Harsdorff, der siges ikke at have yndet ham, opdragen i Troen paa Oldtidens Kunst som ét og alt, og med hans jævne, praktiske Talent uden dybere Snille maatte denne Tro føre til en vis Ensidighed. Det var ikke blevet Harsdorff forundt at opføre

 

358

nogen af disse større offentlige Bygninger, som kunde have kastet Glans over hans Navn udover den snævrere kunsterfarne Kreds, saa det var intet Under, at man, ved at se Hansen med urokkelig Strænghed anvende Oldtidskunstens Grundsætninger og Hovedformer i alle sine Værker, maatte prise »hans erkendte Smag, Lærdom og Indsigter i Bygningskunsten«, og at han i omtrent 30 Aar udøvede en afgørende Indflydelse paa Bygningskunstens hele Præg her i Landet.

Hansens første større Værk i København, Raad- og Domhuset, var maaske ogsaa hans bedste. For at vinde Plads indskrænkede han sig ikke til det Rum, Vaj senhuset tidligere havde indtaget, men inddrog en stor Grund ned imod Vandkunsten under Bygnings­værkets Omraade. Derved naaede han at kunne lade Fængsler og Arrester danne en særegen Bygning, adskilt fra Hovedbygningens Komplex ved en kort bred Gade, og forbunden dermed ved tvende svære Buer, en for hver af Gadens Ender, gennem hvis Overbygning lukkede Gange føre fra den ene Bygning til den anden. Den af mægtige Søjler med en Frontespice dannede Forside knytter sig her nøjere til Bygningsmassen end i ikke faa andre Bygninger fra denne Tid, hvor Søjestillingen bruges som Pynt, og en blind Bue, svarende til Gadens, bringer Symmetri og Ligevægt i den store mod Nytorv vendte Forside. Bygningen blev indviet 1815, men savner endnu sin Gavldekoration.

Ved Christiansborg bragte hans Sans for »en ren Stil« ham til at forkaste den gamle Bygnings pragtfulde Rokokoudsmykning, og da han paa lidet nær beholdt Bygningens svære Masser og navnlig den udstrakte Forside mod Slotspladsen, undgik han ikke, at den store Flade blev ensformig og kedelig trods alt, hvad han indenfor sin Kunstanskuelses Begrænsning gjorde for at bryde Linierne. Hans smukkeste Tanke ved Bygningen var Gennembrydningen af den søndre Fløj mod Ridebanen, saaledes at den indre Gaard, i Stedet for som tidligere at aflukkes ogsaa til denne Side af en høj Bygning med et mægtigt Taarn, nu aabnede sig frit, idet kun Side­fløjenes Endepavilloner var forbundne med en af store doriske Søjler dannet Kolonnade. Men trods de mægtige Forhold havde denne Skov af Søjler, der svarede til Bygningens øvrige Stil, ikke det ædle, storladne Præg som Harsdorffs lille Colonnade ved Amalienborg med dens otte Søjler, dens fra Bygningerne afvigende Stil og Højdeforhold. Hele Overbygningen var ogsaa her kun af Træ.

 

359

Hansen har den store Fortjeneste saavel ved dette Bygnings­værks Opførelse, som ved flere andre af sine Bygninger, at have givet Thorvaldsen Lejlighed til at skænke sit Fædreland en Række Kunstværker, hvoraf især den store Kreds, han udførte til Frue Kirke egentlig giver denne det kunstneriske og højtidelige Præg, som Byg­mesteren, i sin ensidige Stræben efter at forbinde en gammel og fremmed Kulturs architektoniske Forudsætninger med de Fordringer, der stilledes til en protestantisk Kirke, ikke havde formaaet at med­dele Hovedstadens største religiøse Forsamlingshus, selv om man maa anerkende den Alvor og Konsekvens, hvormed han gennemførte sin Opgave. Ved Christiansborgs Udsmykning fandt foruden Thorvaldsen et stort Tal andre Kunstnere Sysselsættelse, og selv om Ordningen af disse Forhold ikke gik af uden Rivninger med den da allerede aldrende Bygmesters Egenraadighed, kom den mægtige Bygning dog til at rumme ikke faa af den gryende danske Kunsts herligste Værker, og flere Kunstnere, der senere blev en Hæder for deres Land og deres Tid, tjente her deres første Sporer.

Medens Metropolitanskolen ligesom Raadhuset var færdig til Brug allerede 1815, indviedes i 1823 den lille Kirke i Hirschholm, bygget efter Motiver fra Frue Kirke, og i 1828 Christiansborg Slot og Frue Kirke. Af mindre Bygninger kan nævnes Landstedet Vil-helmsdal ved Strandvejen, bygget til Konferensraad Moldenhawer.

Dermed var ogsaa Kunstnerens praktiske Virksomhed forbi, og to Aar efter, den 24. April 1830, fejrede han sit 5o-aarige Jubilæum som Statsembedsmand, idet han under samme Datum 1780, var bleven ansat som kongelig Bygningskonduktør. Hans lange Løbebane havde indbragt ham ikke faa Vidnesbyrd om hans Kunstbrødres og hans Konges Tillid; denne »Danmarks Palladio«, som Akademiets Sekretær kaldte ham i 1816, blev otte Gange valgt til Akademiets Direktør (1811—18, 1821—27, 1830—38). Efter at være bleven Ridder af Danebrog 1809, blev han 1813 Danebrogsmand, 1826 Konferensraad, 1840 Storkors af Danebrog. Ved hans Embeds-jubilæum blev der overrakt ham en Medaille udført af Chr. Chri­stensen, hvilken ifølge Jubilarens Ønske blev bestemt til en Æres-medaille for unge Architekter (»Hansens Medaille«), og hans Buste, udført i Marmor af H. E. Freund, blev opstillet i Forsamlingssalen. Allerede i 1817 var hans malede Portræt ophængt sammesteds som Bøhndels Medlemsstykke. I 1835 fejrede Akademiet Kunstnerens 5o-aarige Jubilæum som Medlem; men fra nu af følte Oldingen sig træt. Om ogsaa han i flere Aar endnu gav Møde i Akademiets

 

360

Forsamlinger og med rystende Haand skrev sit Navn i Protokollen, maatte han dog begære Lettelse i sine Forretninger som Professor og trak sig tilsidst ganske tilbage derfra. Endelig fandt Døden ham den 10. Juli 1845 i hans 9°- Aar P^aa Rolighed (ved Sygehjemmet), hvor han laa paa Landet om Sommeren, medens han om Vinteren havde haft en stor og kostbart udstyret Embedsbolig i Prinsens Palais. Af de Architekter, som sluttede sig til ham, kan nævnes Hetsch, og som hans Elever Malling og J. H. Koch. I sine senere Aar udgav han et Pragtværk over sine vigtigste Bygninger, som 1847 udkom i andet Oplag. To af hans Døtre blev efter hinanden gifte med Professor G. Hetsch.

Selv om Hansen en kort Tid har været skattet over Fortjeneste, blev Dommen om ham senere uden Tvivl for stræng. Kaster man Blikket tilbage over hans Værker, kan man ikke undgaa at erkende, at man, med tilbørligt Hensyn til den raadende Tidsaand og hans Talents Begrænsning, havde en grundig uddannet Kunstner for sig, som med Alvor og Dygtighed søgte at løse de store Opgaver, der sattes ham, saa godt og fuldstændigt, som han formaaede. Men personlig synes han at have været mere herskesyg og hensynsløs end det altid var behageligt for de Mænd, der skulde arbejde sammen med ham. Allerede i Aarhundredets Begyndelse var en sikkert ube­tydelig Kunstner, O. P. Gram, forskrækkelig vred paa ham og gav sig Luft i et Par Smaaskrifter, senere forbitrede han sikkert H. E. Freunds Kunstnerliv ved sin uvillige Fremfærd, selv om Freunds Søn i sin Levnedsskildring af Faderen ser vel bittert paa Hansen. Paa den anden Side var C. Molbech, der selv var en stridbar Natur, vel stræng, for ikke at sige uretfærdig i sine Domme over Hansens Bygninger.

(Weinw., S. 226. do. Lex. Thiele Thorv. I, S. 208 og m. fl. St. Skild. 1804, Sp. 622; 1826, i. April. Møller Theol. Bibi. III, S. 310. Erslew Forf. Lexikon, Supplement, I, 790. Kunstn. egne Medd. i Ordenskapitlet. Sekretærens Beretn. i Kunstakad. 1830. Priv. Medd. Bricka, VI, 594—98. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Consistorii Kopibog 1808—n. Jfr. endelig for­skellige af Københavns Beskrivelser. Udførlige Enkeltheder vil kunne findes i Slotsbygningskommissionens Papirer.)

 

Hansen. Claus Adolf [Heinrich] Hansen, Architekturmaler, Søn af den nedenfor nævnte Heinrich Hansen og Margrethe Elisabeth f. Burmeister, er født i København den 29. November 1859. Han blev Student i mathematisk Retning 1878, tog anden Examen Aaret efter og blev derpaa af C. F. Andersen dimitteret til Kunstakademiet,

 

361

hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1883 til den 25. Maj 1886, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han blev 1887 anden Assistent ved Kunstakademiets Perspektivklasse, som Faderen den Gang bestyrede, og rykkede 1890, efter dennes Død, op til at blive første Assistent; fra 1888 har han tillige været Lærer i Perspektiv ved den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder. I 1890 var han uden­lands med en Rejseunderstøttelse paa 1000 Kr. fra Carlsbergfondet, for at studere Perspektivens Historie. Hansen udstillede første Gang ved Foraarsudstillingen 1885 og har siden stadig udstillet Architektur-billeder og Interiører med Figurer, for en stor Del fra kongelige og adelige Slotte.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Frederik Carl Christian Hansen, Architekt, er født i Thisted den 8. Februar 1858, og er Søn af Landsthingsmand, Justits-raad, Branddirektør Carl August Holmer Hansen (f. 1812, d. 1894) og Laurentze f. Jørgensen (f. 1819). Efter at have taget Realafgangs-examen i Thisted kom han i Murerlære i København og besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han i Januar 1876 dimitteredes til Kunstakademiet. Han gennemgik dette og fik den 28. Juni 1884 Afgangsbevis som Architekt. Samtidig havde han været Tegner og Konduktør hos H. B. Storck og senere hos J. D. Herholdt i tre Aar, hvorefter han den i. August 1886 ansattes af Ministeriet for Kirke- og Undervisning som Bygningskonduktør ved Sorø Akademi. Hans Virksomhed er dog ikke udelukkende knyttet til Sorø, hvor han har foretaget forskellige Om- og Nybygninger; han har for H. B. Storck ledet Restaurationsarbejdet ved Bjernede Kirke og selv bygget Raadhuset og Realskolen i Frederikssund, techniske Skoler i Sorø og Ringsted, Raadhuset i Skelskør, et Casino i Slagelse m. m. Den 28. December 1889 ægtede han Thora Blichert (f. 1865), Datter af Rektor ved Sorø Akademi Peder Knudsen Blichert (f. 1828, d. 1894) og Amalie f. Wøldike (f. 1832).

(Priv. Medd.    Akad.    Bricka, VI,  585 om Forældre.)

 

Hansen. Hans Hansen, Portrætmaler, Søn af Cancellist, senere Gaardfæster Christian Hansen (f. 1727, d. 1803) og Susanne Chri­stiane f. Flakkebjerg (f. 1738, d. 1803), var født i Skjelby paa Sjæl­land den 22. Februar 1769. Da Kammerherre Carl Adolf Plessen fik at vide, at Hansen havde Lyst og Anlæg for Kunsten, sørgede han ikke alene for, at denne kom til København efter sin Konfirma-

 

362

tion og besøgte fra 1786 Kunstakademiet, hvor han i Oktober 1789 vandt den mindre og i Oktober 1791 den store Sølvmedaille: men han gav ham en aarlig Rejseunderstøttelse i fire Aar, for at han kunde »perfectionnere sig« i Udlandet som Portrætmaler. Imidlertid tilbragte han endnu Aarene 1793—97 med at rejse i Jylland og Fyn, hvor han malede en Mængde Portræter, mest af fornemme Folk, der gav ham 10—20 Rdl. d. C. (32—64 Kroner) for et Bryst­billede. Først den 31. Juli 1797 forlod han Plessens Gods Wahls-dorf, for over Hamborg at begive sig til Udlandet. Efter at have opholdt sig forskellige Steder i Tyskland, kom han til Wien, hvor han forblev i flere Aar. Derfra søgte han om Rejseunderstøttelse hos Akademiet og Fonden ad usus publicos i 1801 og 1802, og opnaaede omsider 1803 et Tilskud paa 200 Rdl. fra det sidstnævnte Sted, hvilket fornyedes 1801 med 400 Rdl., hvoraf de 200 Rdl. var bestemte til Hjemrejse. I Wien blev han gift med Henriette Lie, rejste derpaa til Rom (1803—4), hvor hans første Søn Const. Hansen (s. d.) blev født, atter tilbage til Wien, og kom endelig i Efteraaret 1805 til København, blev Aaret efter agreeret og paa Portræter af Lorentzen og Dajon Medlem af Akademiet (7. Aug. 1809), efter at hans indsendte Forsøg to Gange var blevne forkastede. Fonden ad usus publicos havde imidlertid i 1805 bevilget ham 150 Rdl. til Dæk­ning af Gæld og et Laan paa 400 Rdl. til »Etablissement«. I 1809 fik han atter et Gratiale paa 200 Rdl.

Aaret efter søgte han Professoratet, der var bleven ledigt ved Abildgaards Død, men det blev givet til Haas. Det var ham en saa meget større Skuffelse, som han allerede ved Juels Død (1802) havde faaet et Vink af Abildgaard, der syntes at aabne ham en let Adgang til Akademiet. Efter flere forgæves Forsøg fik han i 1815 Bolig paa Charlottenborg, i 1817 blev han Lektor i Mathematik og Perspektiv ved Kunstakademiet, men maatte 1822 afgive Lærestolen i Perspektiv til Hetsch og nøjes med at være Lektor i Mathematik, om end med forhøjet Lønning, uagtet han gentagne Gange søgte om at blive Professor deri, og i Oktober 1826 tog han sin Afsked derfra. De sidste Aar af Hansens Liv var meget ulykkelige for ham. Hans andet Forsøg paa at blive Professor (1817) lykkedes ikke Hvorvel han kun i enkelte af sine bedste Portræter kan sættes ved Siden af Juel, havde han dog baade inden sin Udenlandsrejse og efter denne været en agtet og søgt Portrætmaler; men efter 1816 satte Eckersberg ham i Skygge, og han havde i sine senere Aar sin væsentligste Fortjeneste af at kopiere og male Portræter til den

 

363

frederiksborgske Samling. En talrig opvoxende Familie og slette Pengeforhold havde gjort hans Stilling temmelig fortvivlet, da en stærkt grasserende Tyfus kastede baade ham og hans Hustru paa Sygelejet. Hun døde først, den 19. Januar 1828, og allerede den ii. Februar s. A. fulgte han hende i Graven.

Af hans Portræter kan nævnes »et Fruentimmerportræt efter Naturen«, maaske hans Kones Portræt, som han tilligemed en Kopi efter Mengs hjemsendte fra Triest (1804). Det rostes meget af Akademiet, som saa »en heldig Fremgang deri«, endvidere hans Medlemsstykker, der synes ret karakteristiske Gengivelser af to af Datidens Kunstnere. Endelig nævnes i 1818 Biskop Hunters Por­træt, som et »med megen Delikatesse og Smag udført Arbejde«. Hans Kones Portræt, Knæstykke i Legemsstørrelse, ejedes af hans Søn, Const. Hansen. Foruden Portræter malede han i sin Ungdom en Altertavle til Højelse Kirke og efter sin Hjemkomst sirlige Kopier i mindre Format efter Originaler af ældre Mestre. Hans Anlæg for Mathematik førte ham til Lektoratet, og tillige optraadte han flere Gange som Forfatter, hvorom maa efterses Erslews Forf. Lex. Hans Hovedværk er »Betragtninger over de skiønne Konsters Værd«, Kbh. 1827.

(Priv. Medd. Chr. Hansens Levned, S. 136—39 og S. 141. Weinw. Lex. Erslew Forf. Lex. I, 570. Suppl. I, 678. Skild. 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 1155; 1817. Sp. 773; 1818, Sp. 429; 1827, Sp. 859 og 1313 flg. Øst, Archiv 1824 I, 256. Bricka, VI, 616. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Strunk.)

 

Hansen. Hans Christian Hansen, Architekt, født i København den 20. April 1803, var ældste Søn af Rasmus Hansen (f. 1774, d. 1824)!, Bud ved Brandassurancen og Sofie Elisabeth f. Jensen. Han kom efter sin Konfirmation paa Kunstakademiet og blev Elev af Hetsch. Efter at have gennemgaaet de lavere Skoler, fik han 1822 i to paa hinanden følgende Kvartaler begge Sølvmedailler i Bygnings-skolen, 1826 Pengepræmie, 1827 den mindre og den 29. December 1829 den store Guldmedaille for Tegning til »Et Tøjhus med Generalitet«. I 1825 blev han ansat som Assistent ved Bygnings-skolen og forblev staaende som saadan lige til 1835, uagtet han, efter at have søgt forgæves i 1830, fik Akademiets store Stipendium i 1831, saaledes at det blev udredet forskudsvis for tre Aar af

 

¹ Faderen hed egentlig Rasmus Hansen Braathen og var født paa Gaarden Aass Eger i det søndenfjeldske Norge. Han var femte Barn af Hans Nilsen og Margrethe Nilsen, der blev viede den 19. Januar 1765.

 

364

Finanserne. Den 2. August 1831 forlod han København i Følge med Medaillør Chr. Christensen, som imidlertid blev tilbage i Munchen, medens Hansen naaede Rom Juleaften. Den 20. April 1833 forlod han Rom og berejste Neapel og Sicilien i Forening med Christensen, Fearnley og den senere Biskop Bindesbøll. I Slutningen af Juli tog han til Grækenland i Følge med den tyske Billedhugger Pettrich, var otte Dage paa Ægina og kom i August til Athen, hvorfra han to Gange søgte om et Aars Forlængelse af Stipendiet, som begge Gange blev tilstaaet ham. Febersygdom hindrede ham i Førstningen i at arbejde. Imidlertid blev han bekendt med den tyske Bygningsdirektør i Athen, Schaubert, der fik ham sat i Virk­somhed i den græske Stats Tjeneste, saaledes at han i 1835 maatte udbede sig Tilladelse til at forblive nogen Tid endnu i Athen, fordi han den ⁶ ₁₈ September 1834 var bleven udnævnt til Kongen af Grækenlands Architekt. Han havde Lejlighed til at deltage i Ud­gravningen af Niketemplet paa Akropolis, som han siden tegnede og udgav i Forening med Schaubert. I Athen byggede han, foruden en stor Del private Bygninger, den engelske Kirke i gothisk Stil, og Universitetet, og under disse Arbejder forlængede hans Ophold sig der lige til Aaret 1850. Om Universitetet udtaler en yngre sagkyndig Forfatter: »En Pragtbygning af Marmor i græsk Stil, saa nobel og fin i sine Linier og saa gennemtrængt af Antikens Aand og Følelse, som meget faa moderne Forsøg paa at genføde den antike Stil.«

Under et Besøg i Hjemmet var han den 14. Februar 1848 bleven agreeret og i 1851 fik han, skønt fraværende, Udnævnelse til Byg­ningsinspektør i Fyn, Langeland m. rn. Han maatte imidlertid udbede sig C. A. Møller konstitueret i sit Sted, da han samtidig var bleven indbudt til Triest, fik (1850) af den østerrigske Regering Kreditiv som den, der i Regeringens Ærinde skulde bese Marine­bygninger i de forskellige europæiske Lande, og byggede derpaa 1854—57 Marinearsenalet i Triest, et stort Bygningskomplex i Rund­buestil med byzantinske Enkeltheder, men det maatte han forlade ufuldendt. Thi efter Bindesbølls Død i 1856 vendte Akademiet Blikket mod Hansen-, den 12. Januar 1857 optog det ham extra-ordinært paa Tegningen til det nævnte Marinearsenal til Medlem, den 19. Marts blev han valgt til Professor i Architekturen og blev strax efter den 24. s. M. udnævnt til Ridder af Danebrog. Udtrykkelig hjemkaldt kom han til København den 31. Marts 1857 og virkede siden i Hjemmet som Bygmester og Professor ved Akademiet. Hans vigtigste Bygningsværker var det store Kommunehospital (1859—63),

 

365

det naturhistoriske Museum i Krystalgade (1863—69), Universitetets Observatorium og de romerske Bade i København samt Christiansdal Kloster ved Sorø og en Kirke i Holbæk i Rundbuestil.

Hansen blev Danebrogsmand 1860, Justitsraad 1862, Etatsraad 1867, Kommandør af Danebrog 1876, Æresdoktør ved Københavns Universitet 1879. Han blev 1850 Medlem af Royal Institute of Britisk Architects, 1866 Medlem af Akademiet i Amsterdam, 1874 af Akademiet i Wien, 1876 af Akademiet i Florens. I 1857 var han i Triest bleven gift med Theresia Verbiz (f. 1831, d. 1889). Datter af Mathias Verbiz og Maria f. Wajz. Hansen, som ikke kunde undgaa at føle sig skuffet ved de faa Opgaver, Hjemmet kunde byde hans fremragende Talent, sygnede, trods en kraftig Alderdom, hen i Uvirk­somhed, rejste til Wien til Broderen Theoph. Hansen (s. d.), for at søge Helbredelse og døde der den 2. Maj 1883. Han jordedes i København.

(Priv. Medd. Bricka, VI, 618. Statskal. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst. Pers. Tidskr. V, T. 33 og 2. R. V. T. 36.)

 

Hansen. Hans Christian Hansen, Maler, er født den i. April 1861 i Kjettinge paa Lolland og er eneste Søn af Husmand Rasmus Hansen (d. 1866) og Caroline Hansen. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære, blev Svend 1880, kom saa til København og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, som han besøgte fra i. Oktober 1881 til Januar 1886. I 1883 var han bleven Elev af Modelskolen og i 1885 fik han Tilladelse til Afgang, men tog ikke Afgangsprøve. Om Vinteren 1883—84 gik han tillige i Kunstnernes Studieskole under P. S. Krøyer. Han udstillede første Gang ved Decemberudstillingen 1884 og fra 1886 har han jævnlig udstillet paa Foraarsudstillingerne. Han har tillige malet en Mængde Portræter. Den 30. November 1894 ægtede han Vilhelmine Marie leFévre, Datter af Bog- og Kunsthandler Peter Bent le Févre (f. 1846) og Vilhelmine Marie f. Larsen (f. 1849).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Hans Christian Viggo Hansen, Maler og Billedhugger, er født i København den 31. Marts 1859 og er Søn af Gørtlermester Peter Christian Hansen (f. 1824) og Marie Henriette f. Andersen (f. 1824, d. 1884). Han lærte Gørtlerhaandværket og blev Svend. Efterat have tegnet hos C. F. Andersen, besøgte han Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse fra i. Januar 1882 til Oktober Kvartal 1883 for at uddanne sig til Marinemaler og udstillede 1885—86 et

 

366

Par Kystbilleder. Men da en langvarig Øjensvaghed hindrede ham i at male, benyttede han sin Uddannelse som Metalarbejder til at komme ind paa at udføre Skulpturarbejder drevne i Metallet. Hans første Arbejde i denne Retning var de Flyvefisk i Kobber, som om­give Fodstykket paa Gammeltorvs Springvand; senere udførte han en Drage i drevet Kobber til Brygger C. Jacobsens Villa i Valby, de Dragefigurer, som paa Nordre Toldbod bære de elektriske Bue­lamper, Englen paa Spiret af Jesuskirkens Taarn m. fl. Han arbejder nu (1895) paa to »Giganter«, som skulle opstilles paa Dobbeltporten ved Ny Carlsberg. I 1893 foretog han med Understøttelse fra den Reiersenske Fond en Studierejse til Tyskland og Italien for at uddanne sig yderligere i sit nye Fag. Hansen ægtede den 29. Juli 1890 Andrea Franciska Ørsted (f. 1860), Datter af Restauratør Hans Ørsted (f. 1835) og Hanne Thomine f. Hansen (f. 1839, d. 1864).

(Priv. Medd. Tdskr. f. Kstind. VIII, 171. Nat. Tid. ^sj- 1894. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Hans Jakob Hansen, Portrættegner, er født i Assens den 23. Juli 1859 og Søn af Skibstømrer Christian Hansen (f. 1829) og Karen Kirstine f. Christensen (f. 1827). Efter at have været i Malerlære uddannede han sig paa egen Haand, med nogen ^nder-visning af Maleren Carl Carlsen (s. d.), som Portrættegner og har skabt sig en ret udstrakt Virksomhed ved at tegne Portræter, tildels efter Fotografier. Den 10. Juli 1890 ægtede han Anna Camilla Augusta Wiegell (f. 1846), Datter af Grosserer Johan August Wiegell (f. 1813, d. 1884), og Vilhelmine f. Bjerring (f. 1817, d. 1890).

(Priv. Medd.)

 

Hansen. Hans Nikolaj Hansen, Maler, er Søn af Vinhandler Carl Jørgen August Hansen (f. 1814, d. 1882) og Sofie Henriette f. Andrup (f. 1814, d. 1888); han er født den 15. Maj 1853 i Køben­havn. Han blev Student 1872 fra Borgerdydskolen paa Christian­havn og kom snart efter, i November s. A., ind paa Kunstakademiet for at uddanne sig til Kunstner. Efter at have gaaet dets Skoler igennem fik han den 23. December 1876 Afgangsbevis som Maler. Han udstillede 1877 og 1879 to store Tegninger af fædrelands-historiske Æmner, som havde vundet to af den Raben-Levetzauske Fond udsatte Præmier. Aaret efter vakte hans Billede »Udenfor Sigbrits Port« megen Opmærksomhed, og den unge lovende Kunstner tog snart efter til Paris (1879—80) for at uddanne sig videre hos

 

367

Bonnat. Dennes Paavirkning spores i hans følgende Billeder, men for øvrigt har en vis Usikkerhed eller Svingninger i forskellige Ret­ninger maaske hæmmet hans kunstneriske Udvikling. Efter i 1883 at have udstillet et stort historisk Billede »Bondedommen 1517« d. v. s. den til at dømme Torben Oxe nedsatte Nævnd, kastede han sig med Forkærlighed over Illustrationsvirksomhed og naaede navnlig i sine Illustrationer til Oehlenschlægers »St. Hansaftens Spil« en levende poetisk Virkning, og han optræder heri som klar og moden Kunstner. Af andre Arbejder kan nævnes Malerierne »Pigen paa Kirkegaarden« (1880), »Kvinder paa Heden« (1881), »Trubadurer« (1882), og to Landskaber med Ida Brun i »Attituder« (1894) samt hans Illustrationer til »Aladdin« (1891). I 1895 arbejder han paa Illustrationer til »En Skærsommernatsdrøm« og har faaet det Ancherske Legat til en Udenlandsrejse. Hansen ægtede den 19. September 1883 Theodora Frederikke Ida Rasmussen (f. 1859), Datter af Bandagist Anton Rasmussen (f. 1824) og Sofie f. Wald (f. 1832).

(Bricka, VI, 628.   S. Muller, N. Dsk. Malerk.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Hans Peter Hansen, Xylograf, født i København den 20. December 1829, er Søn af Viktualiehandler Hans Peter Hansen (f. 1788, d. 1851) og Ane Marie f. Sørensen (f. 1801, d. 1885), var først Uhrmager, men lagde sig senere efter Xylografien under Henne-bergs Vejledning og i Kittendorff og Aagaards Atelier, og besøgte samtidig Kunstakademiets Skoler. I 1854 rejste han til Dresden og snart efter til Leipzig, hvor han bosatte sig som Xylograf og den 16. Juli 1859 ægtede Clara Aurelia Sofie Langer (f. 1830), en Datter af den tyske Kobberstikker Georg Gottfried Langer og Julia f. Kretzmer (begge døde 1865). Han lagde sig efter Tegning, særlig efter at tegne Portræter. I 1864 flyttede han tilbage til København, hvor han nu lever og virker i sit Fag. Foruden Træsnit til Illustr. Tid. og efter danske Kunstnere til forskellige Bøger, Kaalunds Digte, Richard og Rode »Digte og Fortællinger«, Illustr. Nordens Historie o. fl., har han bl. a. udført et stort Træsnit efter O. Haslund »Køer ved en Bondegaard«, der var Kunstforeningens Medlemsblad (udst. 1875). Siden har han stadig udstillet Træsnit. Ved Kunst- og Industriudstillingen i Stockholm 1866 fik han Hædersdiplom, ved Kunst- og Industriudstillingen i København 1872 en Sølvmedaille for Prøver af Træsnit. Viggo Langer (s. d.) og nedennævnte ere hans Sønner.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

368

Hansen. Hans Peter Guttorm Hansen, Xylograf, Søn af nys­nævnte H. P. Hansen, født under Forældrenes Ophold i København den 9. Juli 1855, har lært Xylografien hos sin Fader, besøgte Kunst­akademiet fra 1873 til 1876 og rejste i 1876 til Paris med Under­støttelse fra den Reiersenske Fond for at uddanne sig videre. Han begyndte at udstille 1877 og er gift med Emilie Henneberg, en Datter af Xylograf H. C. Henneberg (s. d.).

(Priv. Medd.    Akad.     Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Heinrich Hansen, Architekturmaler, født den 23. No­vember 1821 i Haderslev, var Søn af Farver Claus Hansen og Dorothea f. Truelsen, begge fra Flensborg. Efter at han var bleven Malersvend i Flensborg, kom han 1842 til København, hvor han strax begyndte at besøge Kunstakademiet for at uddanne sig til Dekorationsmaler, og han kom samme Aar til at deltage i Udsmyk­ningen af Thorvaldsens Museum. Han vandt 1844 den mindre og 1846 den store Sølvmedaille i Dekorationsskolen, men var imidlertid rykket op til Modelskolen, hvor han i December 1846 vandt den store Sølvmedaille for Maleri efter den levende Model. Samtidig malede han Dekorationer i Christian IV's Kapel i Roskilde Dom­kirke under Eddelien (1844—47). Endnu i 1847 vandt han en Pengepræmie i Dekorationsfaget og fik en Rejseunderstøttelse af den Reiersenske Fond for at gøre dekorative Studier i Udlandet. Paa denne Rejse besøgte han udelukkende Tyskland. Efter Hjemkomsten var han fra 1848 et Par Aar Hjælpelærer i Perspektivklassen og derpaa i Ornamentklassen ved Akademiet, indtil han senere efter Hetsch's Død 1864, blev fast Lærer og Docent i Perspektiven, en Stilling han beholdt og helligede sin varmeste Interesse lige til sin Død. Men imidlertid lagde han sig for Alvor efter Architektur-maleriet, og efter at han 1848 havde udstillet nogle Akvarelstudier fra sin Rejse, begyndte han i 1849 at udstille som Architekturmaler og vandt, i Datidens Kunstnerkreds ikke mindre end hos Publikum, almindelig Opmærksomhed ved at være den første Kunstner, der gjorde Architekturmaleriet til sit særlige Fag. Hans Billeder vakte af den Grund saa stor Interesse, at han 1850—52 fik to Aars Rejse­understøttelse af Akademiet og besøgte nu største Delen af det vestlige Europa, lige fra Skotland til Spanien. Et af de første Billeder, han udstillede efter denne Rejse, »Det Indre af Kirken Notre Dame du Sablon i Bryssel«, blev købt til den kgl. Malerisamling (1853), som ligeledes ejer »Christian IV's Audienssal paa Rosenborg« (1855)

 

369

og ”Salle des francs« i Brugge (1858). Senere købte den kgl. Maleri­samling i 1868 »Parti ved Gammelstrand«, et stort Billede, hvorpaa hele Christiansborg Slot, Slotspladsen og Børsen ses i Mellem- og Baggrunden og samme Aar rejste han paa det Ancherske Legat. Endelig købte Malerisamlingen »Gustav III's Værelse paa Drottning-holm« (1882). Han var 1857 bleven agreeret og blev Medlem af Kunstakademiet den 5. Juli 1858.

Allerede i hans førstnævnte Kirke-Interiør traadte hans Kunstner­personligheds bedste Egenskaber frem, Forkærlighed for Gengivelsen af indre Rum, helst hvor Solskinnet, ved at falde ind i Rummet, kunde frembringe slaaende Modsætninger mellem Lys og Skygge og de deraf følgende Forandringer i Lokalfarven, Sikkerhed i Gengivelsen af Dybden i Rummet og en kraftig, naturlig Farve. Den fænomenale Dygtighed, hvormed han beherskede den skønne Renæssances rigeste Udstyrelse, saa at den næsten kunde fremtræde med haandgribeligt Virkelighedspræg, gik dog efterhaanden over til en noget materiel Sværhed, som, i Forbindelse med en vel mørk Farveskala, siden blev et Karaktertræk ved hans Pensel. Da han efter Hjemkomsten skulde søge sine Forbilleder i Landet selv, var Valget ikke saa rigt og det var naturligt, at blandt vore Bygningsminder maatte Christian IV's Bygninger fortrinsvis gøre sig gældende. Man finder derfor i Kredsen af hans Værker talrige Gengivelser af Børsen, Rosenborg, Frederiks­borg og Kronborg, paa samme Tid som han, ved at deltage i Ud­givelsen af »Danske Mindesmærker«, fik Lejlighed til at tegne en stor Del andre danske Bygninger. Og selv om hans pragtfulde Interiører fra Dogepaladset i Venezia (udførte efter 1870) med en vis Overvægt viser den ældre Kunstners med aldrig trættet Flid opøvede Virtuositet, ville hans danske Billeder dog uden Tvivl længst bevare hans Navn og hævde ham en anset Plads i Danmarks Kunsthistorie. Hans store Friluftsbilleder fra Christiansborg Slot, fra Kronborg og Hveen (nat.-hist. Mus. p. Frdkborg) virke snarest mindre gunstigt til Hovedindtrykket af hans Kunst, fordi han i en vel rig Staffage vovede sig ind paa et Omraade, hvor hans Individualitet følte sig mindre sikker. Hansen har ogsaa raderet nogle Blade, som dog mere vise den øvede og sikre Tegner end en fri malerisk Virkning.

Foruden af sin egentlige kunstneriske Virksomhed har Hansen stor Fortjeneste af Kunsthaandværkets Udvikling i Danmark. Den Iver og Kærlighed, hvormed han som Architekturmaler havde syslet med Frederiksborg Slot, gav ham en fremtrædende Stilling, da der efter Slottets Brand i 1859 blev Spørgsmaal om at opbygge .det

 

N. K. L.    J.                                          September 189;.                                      24.

 

370

paany. Hans Studier fra Slottet satte ham i Stand til at yde fuld­kommen tro Tegninger til en Mængde Enkeltheder i Slottets indre Dekoration; saaledes gjorde han de Tegninger, hvorefter Bedestolens og Riddersalens Lofter ere udførte. Slottets Brand fremkaldte ogsaa Stiftelsen af »Kunstflidslotteriet«, der havde det Formaal ved Bon­lodning af Kunstflidsgenstande at indvinde Penge til Slottets Gen­opførelse, og dette Lotteri, hvori Hansen fra først af var Sjælen, kunde ikke alene Aar for Aar yde sit gode Tilskud til Byggesummerne. men har ogsaa virket uberegneligt til at udbrede Smag og Kunstsans saavel blandt Haandværkerne, som blandt Publikum. Idet foruden Hansen flere af vore betydeligere Kunstnere, Malere og Billedhuggere ikke mindre end Architekter, have gjort Tegninger til det højere Haandværk, til Møbler, Sølvtøj og andet Bohave, have de fremkaldt en hel Omvæltning paa dette Omraade, som har forplantet sig til de Haandværkere, der ikke selv traadte i umiddelbar Forbindelse med Kunstnerne. Men en lignende, lidt tung Grundtone, som var egen for Heinr. Hansens Malerier, gik ogsaa gennem hans kunstindustrielle Arbejder og gør dem kendelige, paa samme Tid som denne hans Kunstnerpersonligheds Grundtone danner en ejendommelig Modsæt­ning til hans livsglade joviale Optræden i det daglige Liv.

Hansen udfoldede dernæst i sine ældre Aar en betydelig Virk­somhed som Medlem af Kunstakademiet og Lærer ved dets Skoler. Han hævede og udviklede Perspektivstudiet, ligesom han i det hele havde megen Indflydelse i Akademiet ved den rolige, forretnings-dygtige og dog joviale Maade, hvorpaa han i mere end et Tiaar udfyldte Pladsen som Dirigent i Akademiets Forsamlinger. Han var gentagne Gange Akademiets Vicedirektør og fungerede da undertiden i Direktørens Fraværelse. Fra 1887 var han endvidere Udstillings-komiteens Formand til sin Død.

Heinrich Hansen var i 1852 bleven gift med Margrethe Elisa­beth Burmeister (f. ²⁴/g 1824), Datter af Bagermester Hans Jakob Burmeister (f. 1794, d. 1866) og Metha Christine f. Nissen (f. 1796, d. 1855). Han har senere foretaget flere Rejser, navnlig i 1875 til Italien. Efter at være bleven udnævnt til titulær Professor blev Hansen 1859 Ridder af Danebrog, 1871 Danebrogsmand, derpaa Etatsraad og 1888 Kommandør af Danebrog. Han havde tillige flere udenlandske Ordener. Hansen, som efter en langvarig Sygdom tilsyneladende havde genvundet Sindets og Legemets Kræfter, var i fuld og frisk Virksomhed, da han pludselig, efter kun en Dags Syg­dom, afgik ved Døden den n. Juli 1890. Af en ved Ægteparrets

 

371

Sølvbryllup samlet Fond, som de siden forøgede, stiftede de »Etats-raad Heinrich Hansens og Hustrus Sølvbryllupslegat«, som efter Hansens Død er overgivet til Akademiets Styrelse med en Kapital af 5000 Kr., hvis Renter skulle anvendes som Legat til Kunstner­enker.

(Priv. Medd. Bricka, VI, 637—641. Tdskr. f. Kunstind. VI, 175 flg. T. Lange, Nutidsk., 108— lo. Nagler, Monogr. III, 1057. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. S. Muller, N. Dsk. Malerk.)

 

Hansen. Jacob Christian Hansen, Architekt, er Søn af Smør­handler Jacob Mads Hansen (f. 1815, d. 1869) og Andresine Cecilie f. Jacobsen (f. 1817, d. 1884); han er født den 14. August 1853 i København. Efter at have taget Præliminærexamen, kom han i Tømrerlære, besøgte technisk Selskabs Skole og dimitteredes af C. V. Nielsen til Kunstakademiet, hvor han Januar 1872 fik Plads i Almindelig Forberedelsesklasse, gennemgik Skolerne ret hurtigt og fik den 24. December 1877 Afgangsbevis som Architekt. Han kon­kurrerede et Par Gange for Guldmedaillen, men gik mere og mere over i praktisk Virksomhed. Samtidig med at blive Lærer ved tech­nisk Selskabs Skole, har han tegnet for forskellige andre Architekter, ligesom i det hele Tegneundervisningen, saavel i ren mathematisk som i kunstnerisk Henseende, har interesseret ham. Hans For­tegninger til Haandværkerskolen og til Tegneskolen for Kvinder fik saaledes Præmie. Blandt hans selvstændige Bygningsarbejder maa nævnes Anordningen af »Larsens Lokale« paa Hjørnet af St. Annæ Plads og af et Par Sale i Panoptikon. I de sidste to Aar har han tillige ført Overtilsyn med den techniske Skole i Roskilde. Hansen ægtede den 14. November 1879 Lucie Jacobine Johansen (f. 1855), Datter af Chokoladefabrikant Peter Frederik Johansen (f. 1827, d. 1867) og Birgitte Marie f. Nielsen (f. 1825, d. 1890).

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Hansen. Johan Daniel Hansen eller Hansen, Architekt, der maa være født omtrent 1735, synes at have været en lovende Kunstner. Han vandt 1758 Akademiets mindre, 1759 dets store Guldmedaille som Architekt for »Et Raadhus«, som Kongen efter Datidens Skik betalte med 60 Rdl. d. C. Han blev den i. Oktober s. A. ved Anthons Afgang Informator i Bygningsskolen, og han blev staaende som Informator indtil 1765, uagtet han fra den i. Oktober 1763 havde faaet Akademiets sexaarige Rejsestipendium, der var bleven ledigt ved Harsdorffs Hjemkomst. Han opholdt sig det første Par

 

372

Aar i Paris, den øvrige Tid i Rom; efter at have haft Stipendiet i sex Aar, forblev han endnu i Rom i over fire Aar, skønt Akademiet gentagne Gange opfordrede ham til at komme hjem; men Gæld og Sygdom virkede tildels til at holde ham tilbage; han skal endog have været »i delirio og næsten ganske fra Forstanden«. Imidlertid kom han om Sommeren 1774 hjem som helbredet, blev agreeret ved Akademiet og fik den 25. Juli s. A. til Opgave for Reception at gøre Tegning til »En Plads med Raadstue, Fængsel m. m.« eller subsidiært »En Børs« i Løbet af sex Maaneder. Dette Arbejde fuld­førte han ikke; derimod nævnes han endnu indtil 1795 som Architekt og agreeret ved Akademiet og er maaske død snart efter.

(Akad. Lommeb. for Kbhv. 1795. Krohn, I, 76—77. Jfr. Fiissli Suppl.. S. 521, hvor han kaldes Hausen og som saadan er han gaaet over i Nagler Lex. VI, S. 7, der i Slutningen af Artiklen forvexler ham med C. F. Hansen.)

 

Hansen. Johan Ludvig Hansen, Landskabsmaler, født 1812 i Kiel, var Søn af Portrætmaler Ludvig Hansen, som levede i Kiel og synes at være den Kunstner, der har malet General Joh. Ewald (Str. 762 b) og Claus Harms (Str. 1025). Sønnen besøgte Kunst­akademiets Skoler 1831—38, dog med Afbrydelser, da Faderen f. Ex. i 1834, som han skriver til J. L. Lund, ikke havde Raad til at holde ham til Stadighed i København. Han var derpaa udenlands og opholdt sig Vinteren 1840—41 i Miinchen. Han udstillede 1840 tre Landskaber fra Tyrol og Salzburg.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Br.  t. J. L.  Lund i St. kgl. Bibi.)

 

Hansen. Johan Mathias Hansen, Architekt, Søn af kgl. Lakaj Thomas Hansen og Brodersøn af den ovenfor nævnede Bygmester Chr. Fred. Hansen, var født i København den 10. April 1781, lærte Bygningskunsten af sin Farbroder og besøgte Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1801. Da C. F. Hansen i 1804 rejste til København, kaldte han Brodersønnen til Altona, for at fuld­føre de Bygningsværker, han var nødt til at forlade. J. M. Hansen synes fra den Tid at have taget fast Ophold i Altona, hvor han byggede en Del, baade i Byen og dens nærmeste Omegn. Tillige har han opført en Kirke i Quickborn, Slotskapellet paa Breitenburg o. m. Det var mulig ham, som i Forening med Architekt O. J. Schmidt (s. d.) oprettede et Atelier for Bygningskunst i Altona. Han blev 1830 konstitueret som Stadsbygmester i Altona, men nedlagde snart dette Embede og døde sammesteds den 29. August 1850. Ogsaa af

 

373

sin Virksomhed  som  Direktør  for Søndagsskolerne i Altona har han Fortjeneste.

(Hamb. Kstl. Lex. Akad. Til Minde om G. F. Hetsch, Sp. 5. Fdl. 1850, d. 12. Okt.)

 

Hansen. Josef Theodor Hansen, Architekturmaler, Søn af Land-skræder Thomas Hansen og Esther f. Davidsen, er født den 4. Januar 1848 i Nærheden af Randers, kom efter sin Konfirmation i Maler­lære i Randers og drog som Malersvend til København, hvor han fik Dekorations-Arbejde i Ipsens og Wendrichs Terrakottafabriker. Efter at være forberedt i det techniske Institut, fik han fra i. Oktober 1869 Adgang til Kunstakademiet, blev Elev af Modelskolen og udgik af denne i 1876. Han begyndte allerede i 1873 at udstille Architektur-billeder. I 1881 til 1883 fik han tre Gange Rejseunderstøttelse fra Akademiet og opholdt sig dels i Paris for at uddanne sig, dels i Italien og Grækenland. Et Billede fra Palazzo Borghese i Rom blev 1887 og et andet fra S. Marco i Venezia blev 1893 købte til den kgl. Malerisamling. Han havde allerede i 1873 ægtet Anna Marie Kirstine Thygesen (d. 1876), Datter af Arbejdsmand Jens Thygesen. I 1894 udstillede han nogle Forsøg i Emailmaleri, i Forening med Guldsmed A. Dragsted, som udførte den techniske Del.

(Bricka, VII, 20.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.   Tdskr. f. Kstind. X, 129.)

 

Hansen. Just Michael Hansen, Maler, født den 25. August 1812 i Næstved, var Søn af Konditor Niels Hansen og Birgitte Kir­stine Hansen der, besøgte Kunstakademiets Gibsskole fra 1828 til 1836 og udstillede 1834—35 nogle Portræter og Kopier efter Malerier paa den kgl. Malerisamling. Mulig ogsaa et 1847 udstillet Portræt er af ham. Han nedsatte sig 1836 i Slagelse som Portrætmaler og blev Aaret efter ansat som Tegnelærer ved Slagelse lærde Skole, og da denne nedlagdes i 1852, ved Real-Skolen og forblev i denne Stil­ling indtil han i 1887, efter 50 Aars Virksomhed tog sin Afsked og fik Titel af Kammerraad. Allerede den 20. Juni 1837 ægtede han Sofie Elisabeth Didrichsen, med hvem han kort før sin Fratrædelse som Tegnelærer under almindelig Deltagelse fra Slagelse Bys Side fejrede sit Guldbryllup. Han var tillige Tegnelærer ved Borgerskolen i Slagelse. Han levede nogle faa Aar efter sin Fratrædelse og døde den 13. Juli 1891. Foruden hans udstillede Arbejder kan nævnes Portræt af Rektor F. Dahl i Slagelse, tegnede Portræter af Provsterne

 

374

Salicath og Dr.  phil. K. F. Viborg, samt Prospekter af Sorø Akademi og af Slagelse.    I  1870 blev han Danebrogsmand.

(Slagelse Posten 1887, Nr. 138. Sønd. P. 1887, Nr. 1226 m. Portr. Indb. til Slag. Realsk. 1888. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Jørgen Hansen, Maler, født den 16. September 1862 i Svaninge ved Faaborg, er Søn af Sognefoged, Rugbrødsbager Hans Jørgen Pedersen, og kom som Malersvend til København, hvor han fra det techniske Selskabs Skole blev dimitteret til Kunstakademiet. Han besøgte kun Almindelig Forberedelsesklasse fra Oktober 1883 til Januar 1885, derefter eller samtidig Kunstnernes Studieskole under Krøyer og Zahrtmann og udstillede i 1886 og i 1889 et Genrebillede og to Dameportræter. Han er senere rejst til Faaborg, hvor han arbejder i sit Haandværk.

(Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Lars Hansen, Portrætmaler, Søn af Sømand og Fisker Hans Tobiassen, var født i Rønne paa Bornholm den 25. Juli 1813. Uagtet sin Faders fattige Kaar kom han til København (1828) i Malerlære og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvor han, endnu inden han var Svend, naaede ind i Gibsskolen (1832). Efter en trang Ungdomstid blev han 1833 Svend og havde imidlertid ved en flittig Benyttelse af sin Fritid lagt sig efter Portrætmaleriet paa egen Haand. Efter at han var bleven Elev af Modelskolen, malede han i J. L. Lunds Malerskole og vandt 1838 og 1841 Akademiets to Sølvmedailler. Foruden Portræter af Venner og Bekendte, som han malede paa Sommerbesøg i Hjemmet, hørte et Portræt af Blomster­maler Fritzsch til hans første Arbejder. Det ledede ham til at male Oehlenschlægers Portræt, som han selv lithograferede, og han fik i det hele, dels i København, dels i de danske Provinser, som han berejste om Sommeren, ikke faa Bestillinger paa Portræter, hvoraf en Del var udstillede 1836—41. Da han imidlertid haabede at fortjene mere i Sverige, rejste han i August 1841 til Gøteborg, hvor han for­blev i to Aar og derfra til Stockholm. Uagtet han aldrig blev noget betydeligt som Kunstner, havde han dog under sit 2o-aarige Ophold i Sveriges Hovedstad meget at bestille som Portrætmaler i de bedre Samfundskredse; han malede den kgl. Familie og naaede endog til en Pris af 900 Kroner for et enkelt Portræt. I 1863 forlod han Sverige, udstillede s. A. et Par Billeder i København, tilbragte derpaa fem Aar i Udlandet, navnlig i Italien, og døde ugift i sin Hjemstavn

 

375

•den  10. August  1872,   efter  at Svækkelse   paa Syn og Helbred lige siden  1863 havde hindret ham i at arbejde.

(Priv. Medd.    Bricka, VII, 28.    Akad.   Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Mathias Vilhelm Hansen, Porcelænsmaler, født den 20. December 1824 i København, er Søn af Bryggerkusk Søren Hansen ved Kongens Bryghus og Ane Sofie f. Volstrup; han kom ved Hetschs Omsorg paa Porcelænsfabriken som Maler, medens han samtidig gennemgik Akademiets Skoler, hvor han indkom 1838 og blev Elev af Dekorationsskolen i 1844. Han udstillede 1845 ^et Blomsterstykke paa Porcelæn, Kopi efter J. L. Jensen, senere har han udstillet 1849, 1858 og 1864 Blomsterstykker og sidste Gang et Landskabsmaleri i Vandfarve. Hans Hovedvirksomhed falder ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor han i 40 Aar var Overmaler, d. v. s. var den, som ledede Anordningen og Dekorationen af det malede Porcelæn og ikke sjælden selv malede den egentlige Dekoration, Blomster- eller Landskabsmaleri. I denne Stilling har han virket i 40 Aar til Udgangen af 1894. Ved Verdensudstillingen i Wien (1873) fik han fra »Der niederosterreichische Gewerbeverein«. en Sølvmedaille i Anerkendelse af hans Virksomhed som Porcelænsmaler. Han er gift med Ida Caroline f. Lincke, Datter af Sadelmager Carl Josef Ignatz Lincke (f. 1797, d. 1858) og Ingeborg Christine f. Back (f. 1804, d. 1845). H^an har gj^{ort tre} Udenlandsrejser for sit Fags Skyld, til •dels med offentlig Understøttelse.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Niels Christian Hansen, Portrætmaler, født i Næstved den 16. December 1834, er Søn af Carl Christian Hansen (f. 1807, d. 1891), senere Fotograf i København, og Hendriette Christiane f. Koch (f. 1812); han begyndte i 1851 at besøge Kunstakademiet, blev 1853 Elev af Modelskolen og vandt 1855—56 begge Sølvmedailler samt 1858 en Pengepræmie. Fra 1856 begyndte han at udstille som Portrætmaler, og vandt som saadan den Neuhausenske Præmie for Premierløjtnant Anckers Portræt (1865). En enkelt Gang (1875) har han udstillet et Figurbillede af egen Komposition (Psyche). Hansen gjorde i 1862 en Kunstrejse,til Frankrig, England og Belgien, og senere i 1890 og 1892 mindre Rejser. Han lagde sig fra 1874 efter Fotografien, men opgav 1889 denne Virksomhed for atter at leve som Portrætmaler. Blandt hans Arbejder kan nævnes Portræter af Overpræsident Bræstrup, Kammerherre Kaas og Frue m. fl.; han har

 

376

ogsaa udført en Del Landskabsmalerier. Han lever ugift. Han har ligeledes malet Miniaturportræter dels af Frederik VII, dels af den nuværende Kongefamilie.

(Priv.  Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Niels Christoffer Hansen, Architekt, født i Odense den 27. April 1863, er Søn af Snedkermester Holger Olivarius Hansen (f. 1829) og Laurentine Amalie f. Nielsen (f. 1831). Efter at være bleven Snedkersvend, blev han fra Odense techniske Skole dimitteret til Kunstakademiet i København, indtraadte den i. Oktober 1885 i Almindelig Forberedelsesklasse, gennemgik Skolerne og fik den 29. Januar 1892 Afgangsbevis som Architekt. Han har senere været Konduktør ved et Bygningsarbejde i Skaane. Han er gift med Dagmar Peschardt (f. 1871).

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Hansen. Olaf Peter Christian Hansen, Maler, født den 6. Fe­bruar 1865 i København, er Søn af Malermester Carl Rudolf Hansen (f. 1840) og Nanna Marie Christine f. Olsen (f. 1841). Han kom i Malerlære og blev Svend (Sølvmedaille) og lærte at male hos O. A. Her-mansen (s. d.). Fra i. Oktober 1883 fik han Adgang til Akademiets Almindelig Forberedelsesklasse, som han forlod i Maj 1887, efter til­lige at have gjort sig færdig i Perspektiv. Efter en mindre Udenlands­rejse tog han Borgerskab som Malermester i København og arbejder nu i Haandværket og som Dekorationsmaler sammen med Faderen, medens han i de senere Aar tillige har dyrket Landskabsmaleriet. I 1885 udstillede han et stort Billede »Paa Køkkenbordet«, fore­stillende slagtet Fjerkræ m. m., og i 1886 »Et Indkøb«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen.    Olaf Viggo Peter Hansen, Maler, se  Viggo Langer.

 

Hansen. Peter Hansen 1, Maler, født den 7. November 1870 i Guldborg paa Lolland, er Søn af Husmand, Skovløber Niels Hansen og Maren Marie f. Petersen; han lærte Malerhaandværket i Sax­købing, kom 1889 til København, besøgte det techniske Selskabs Skole og fik i April 1890 Adgang til Akademiets Almindelig For-

 

¹ Da Hansen ikke havde udstillet inden Udgangen af 1894, skulde han ikke medtages. Det er sket for at oplyse, at der for Tiden er to Udstillere af Navnet Peter Hansen (se P. M. Hansen).

 

377

beredelsesklasse, hvorfra han atter udgik i Jan. 1891. Efter en kortere Rejse i Tyskland udstillede han i 1895 »Parti af det ydre Nørrebro «.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Peter Christian Hansen, Architekt, Søn af Snedker Hans Hansen i Odense, blev født der den 14. Juli 1792, og var oprindelig Snedker; men han lagde sig paa egen Haand efter Byg­ningskunsten og var i Aarene 1830—60 meget brugt som Bygmester i Odense, uagtet han ikke opgav Snedkerhaandværket før i sine sidste Aar. Hetsch skal have sat megen Pris paa ham, og erklæret, »at han kunde kende hans Bygninger paa deres rene Stil«. Blandt hans Bygninger kan nævnes Mulernes Legatskole og Ombygningen af Graabrødre Hospital. Han var Kaptajn for det borgerlige Jæger­korps i Odense og døde den 24. Marts 1876.

(Nekrolog i Fyens Stiftstid. 25. Marts 1876.    Priv. Medd.)

 

Hansen. Peter Marius Hansen, Maler, er født i Faaborg den 13. Maj 1868, og er Søn af nedennævnte Peter Syrak Hansen. Hansen, der var opdraget i København hos en Slægtning, gennemgik det techniske Selskabs Skole og bestod Adgangsprøve til Akademiet, men tog derefter hjem til Faaborg og gik i Malerlære hos Faderen. Fra Vinteren 1884—85 var han atter i København og uddannede sig i Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann indtil 1890. Han udstillede første Gang i 1889 en Portrætgruppe af Børn, som i 1892 ved Verdensudstillingen i Chicago fik en Medaille. I 1891 udstillede han en »Samson« og i 1892 bl. a. et større Billede »Moden Rug«. Samme Aar var han paa en Rejse i Holland. Fra 1894 har han været Parthaver i den fri Udstilling og udstillede der bl. a. »Bal i en Provinsby«. Han udstiller under Navnet Peter Hansen.

(Priv. Medd.    Udst. og den fri Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Peter Nikolaj Hansen, Architekt, født i København den 6. December 1867, er Søn af Stolemagermester, Oldermand Hans Christian Hansen (f. 1834) og Johanne Charlotte Dorothea f. Hansen (f. 1833). Efter at have gennemgaaet det techniske Selskabs Skole, dimitteredes han som »Husbygnings-Examinand« til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Oktober 1885 til den 27. Maj 1893, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Kort i Forvejen

 

378

havde   han vundet  den   Neuhausenske Præmie  for  Opgaven  »Folke­bade«.    Han praktiserer som Architekt i København. (Priv. Medd.    At ad.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Peter Syr ak Hansen, Dekorationsmaler, født den 10. Sep­tember 1833 i Svaninge paa Fyn, er Søn af Husmand Hans Hansen og Maren Jensdatter, gennemgik som Malersvend Akademiets Skoler fra 1853 til 1857 og uddannede sig til Dekorationsmaler under G. C. Hilker, og rejste derefter, med Understøttelse fra Grev Bille-Brahe til Hvedholm, to Aar i Udlandet for at uddanne sig videre i sit Fag og i 1875 med Understøttelse fra den Reiersenske Fond for at studere Kirkedekoration i Tyskland, Østerrig og Frankrig. Han vandt 1873 den Neuhausenske Præmie ved Kunstakademiet i Køben­havn for Opgaven »Loft og Vægge til Dekoration af Vestibulen i Raad- og Domhuset« (udst. s. A.). Han har været gift med Marie Birgitte f. Rasmussen (f. 1831, d. 1890). Hansen er bosat i Faaborg som Malermester og Dekorationsmaler og har især udført dekorative Arbejder i sydfynske Kirker og Herregaarde.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Sigvard Marius Hansen, Landskabsmaler, er født den 23. Maj 1859 i København; han er Søn af Snedkermester Anton Hansen (f. 1827 i Norge) og Marie f. Larsen (f. 1828 ved Svend­borg). Hansen kom i sit 16. Aar til Fabriken Aluminia som Tegner og Porcelænsmalerlærling, besøgte det techniske Institut og dimitteredes derfra i Oktober 1876 til Kunstakademiet, hvor han i December 1882 fik Tilladelse til Adgang, men fuldførte i 1883 ikke hele Afgangs­prøven. I 1878 havde han foretaget en Rejse til Holland, England og Frankrig, for at studere Keramik, navnlig Maling under Glasuren. I 1882 forlod han Fabriken og samme Aar udstillede han første Gang. »Helsingørs Skibsbro« (udst. 1884) begyndte at vække Op­mærksomhed, i 1886 udstillede han tre Vinterlandskaber fra Skaane, hvoraf det ene (Nr. 585) kendtes værdigt til den Sødringske Op-muntringspræmie, og samme Aar fik han en mindre Rejseunder­støttelse af Akademiet. I 1889 rejste han til England, hvor han bl. a. paa Udstillingen der solgte et skaansk Vinterbillede. Det føl­gende Aar solgte han atter et Billede i England. S. Hansen har i de senere Aar ogsaa udført nogle Landskaber i Pastel.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen.   Syrak Hansen, Dekorationsmaler, se Peter Syrak Hansen.

 

379

Hansen. Theophilus Edvard Hansen, Architekt, Broder til den ovenfor nævnte Hans Christian Hansen, er født i København den 13. Juli 1813.! Som Elev af sin ti Aar ældre Broder og af Hetsch, besøgte han Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, vandt i September 1832 en Pengepræmie i Ornamentfaget, i December s. A. den mindre, i Marts 1835 den store Sølvmedaille og i Mellemtiden en Pengepræmie i Bygningsskolen. Hansen havde imidlertid under Hetschs Ledelse faaet levende Interesse for Kunstindustri og gjorde allerede i disse Aar forskellige Tegninger til Haandværksarbejder, som vakte megen Opmærksomhed. En af ham foretagen Opmaaling af Ribe Domkirke fremkaldte et Restaurations-Projekt, som dog aldrig blev brugt. En kort Tid besøgte han efter den Tids Skik Tegneskolen for Malere (1835) °S rykkede fra Gibsskolen op i Modelskolen. Imidlertid konkurrerede han samme Aar til den mindre Guldmedaille, som den 28. September blev tilkendt ham for »Et Theater«. Efter at have taget den befalede Exanien konkurrerede han i 1837 til den store Guldmedaille uden at opnaa den. Da det lykkedes ham at faa Understøttelse fra den Reiersenske Fond, forlod han Danmark den 21. Maj 1838, for i Virkeligheden aldrig mere at vende tilbage uden i korte Besøg. Han rejste over Berlin, Miinchen, hvor en Opfordring fra Broderen om at komme til Grækenland traf ham, Venezia og Triest til Grækenland og kom den 8. Oktober til Piræus, hvor Broderen, H. C. Hansen, der havde været her siden 1833, mødte ham. Her blev han bekendt med en rig Græker, Generalkonsul Baron Georg Sina, for hvem han kom til at bygge Observatoriet i Athen i fortrinlig tillæmpet græsk Stil. I de otte Aar, hvori han forblev i Grækenland, deltog han med Broderen og dennes Ven, den tyske Architekt Schaubert i flere Udgravninger af Bygninger fra Oldtiden og fik tillige Lejlighed til privat Virksomhed, saaledes Op­førelsen af et stort Beboelseshus (for Dimitrios, nu H6tel Bretagne). Fra det sidste Aar i Athen er hans Projekt til en Restauration af Lysikrates-Monumentet (tilh. Kunstakad.). Ved en Statsomvæltning i 1843 fik ogsaa Th. Hansen sin Afsked af den græske Statstjeneste og søgte nu gennem Hetsch Akademiet om en Rejseunderstøttelse for at kunne rejse hjem og paa Hjemrejsen besøge Italien. Efter nogen

 

¹ Alle tidligere Kilder nævne den 18. Juli; men ved hans Daab den 27. Au­gust i Holmens Kirke opgives den 13. Juli som hans Fødselsdag og han selv fejrede den altid paa denne Dag, ligesom samme Dato ogsaa er fastsat for Ud­delingen af det i hans Navn stiftede Legat.

 

380

Forhandling om, hvorvidt Hansen som ældre Kunstner var berettiget til at faa Understøttelse af Akademiets Stipendiefond, resolverede Kongen, at dette skulde ske, og han fik forlods for Aaret 1844 et Aars Rejsestipendium. Han forlod dog først Athen i Marts 1846 og kom ikke længere end til Wien. En Architekt der, Ludwig Forster søgte en yngre Kollega til Hjælper, og Venner henledede hans Opmærksomhed paa Hansen, som derfor tog til Wien, hvor han i nogle Aar arbejdede sammen med Forster, og ægtede i Foraaret 1851 dennes Datter, Sophia Forster (19 Aar gammel); men allerede efter fem Maaneders Forløb opløste Døden dette Ægteskab.

Om ogsaa Hansen strax blev taget stærkt i Brug, idet han i et Aar med to Medhjælpere fuldførte Tegningerne til tolv Bygninger, var det endnu kun mindre betydningsfulde Opgaver, der blev budt ham, og i 1848 saa det ud, som om han skulde være bleven dansk Architekt. Han var ikke ret tilfreds med sin Stilling hos Forster, Revolutionen havde gjort ham ængstelig, og ved Broderen, der den Gang var paa Besøg i Hjemmet, forelagde han den 14. Februar Akademiet i København en Del af sine Tegninger, paa hvilke han enstemmig blev agreeret. Men Forster havde en Trumf paa Haanden: Programmet til en stor Arsenalbygning. Efter nogen Forhandling med Statsmyndighederne blev Arbejdet delt mellem flere Architekter, og det blev overdraget Hansen at opføre det saa kaldte Vaaben-Museum. Det Ry, han allerede havde vundet i den tyske Kunst­verden ved Observatoriet i Athen og ved sin sindrige Rekonstruktion af Lysikrates-Monumentet, grundfæstedes ved det i en rig antikiserende romansk Stil opførte Vaaben-Museum (færdigt 1855); han var nu uigenkaldelig knyttet til Wien og tabt for Danmark. Snart efter faldt Wiens Volde, og Byens Udvidelse fremkaldte Opførelsen af en Række offentlige og private Bygninger, der saa at sige blev en Gen­fødelse af Donaustaden. De modsatte Kunstanskuelser, som kom til Orde, blev overvundne af den maaske ensidige, men desto fastere Tro paa den Stils Fortrinlighed, som Hetsch havde opdraget ham i og Synet af Schinkels Bygninger befæstet. Med hvor meget Held Hansen end udførte enkelte Bygninger i gothisk eller andre Stilarter, var det væsentlig en paa grundige Studier af Oldtidens Bygningskunst hvilende Renæssancestil, som blev — endog mere ensformigt end ønskeligt — Særkendet for Hansen og, gennem hans udstrakte Virk­somhed baade som Bygmester og som Lærer, i væsentlig Grad for hele det nye Wien, der fremstod. Næstefter Arsenalbygningen var det en stor Privatbygning »det prægtigste Lejehus i Verden«, det

 

381

saa kaldte »Heinrichshof«, der knyttede Venskabet for stedse mellem ham og Wien.

Men her, hvor det er Danmarks Kunstvirksombed, som skal skildres, maa Hansens hele store Virksomhed i det enkelte henvises til andre Kilder og navnlig til det tyske Hovedværk, som nævnes nedenfor. Han blev Professor ved Kunstakademiet i Wien, og fik en usædvanlig Paaskønnelse af sin Virksomhed som Lærer, da man ved hans 70 Aars Fødselsdag ikke lod ham falde for Aldersgrænsen, men tilbød ham at virke endnu, saa længe han selv følte Kraft dertil. Et Aarstid efter tog han dog sin Afsked, trods den Friskhed og Livlighed, hvormed han bar sin Alder. Hans nye Fædreland lod det ikke skorte paa Æresbevisninger, han blev Medlem af mange uden­landske Akademier, fik mange Ordener og blev endelig ophøjet i Adelstanden som Freiherr von Hansen.

Men Danmark glemte ikke sin Søn. Da Akademiet den 5. Juli 1858 første Gang efter den nye Ordning skulde vælge Medlemmer, havde den trofaste Hetsch foreslaaet sin gamle Elev, som ogsaa enstemmig blev valgt, men nu til udenlandsk Medlem. I 1872 blev han Kommandør af Danebrog, i December 1873 Danebrogsmand, i 1884 Storkors. I 1883 mindedes ogsaa i Danmark hans 70 Aars Fødselsdag, og da Christiansborg i 1884 var brændt, troede man i ham at finde Manden til at løse Genopførelsens vanskelige Opgave. Men trods hans tilsyneladende blomstrende Livskraft kunde han kun gentage sig selv, og hans Projekt faldt magtesløst til Jorden. Af hans mange store Arbejder kunne her fremhæves som de vigtigste, et Invalidehospital i Lemberg, et Musikkonservatorium, et Kunst­akademi, en Børs og en storartet Bygning for den østerrigske Rigsdag i Wien; i Athen et Videnskabernes Akademi. Ligesom Georg Sina havde ladet Observatoriet bygge, saaledes var det hans Søn, Baron Simon Sina, som lod ham udføre en Ombygning af den græske Kirke i Wien og det nysnævnte Akademi i Athen.

Ved Siden af sin Virksomhed som Bygmester bevarede Hansen sin Kærlighed til Kunstindustrien og har til Monteringen af mange af de Bygninger, han opførte, gjort Tegninger af ikke ringere Kunstværd end Bygningerne. Stor Betydning i hans Kunstvirksom­hed tør man vistnok tillægge den Dygtighed og Smag, hvormed han forstod at anvende Farven, snart ved Valget af selve Stofferne, snart ved Udmaling eller Forgyldning. Hansen giftede sig ikke mere, men førte et smukt og gæstfrit Hus med en ugift Søster, som kort før sin Død (1895) stiftede »Theophilus Hansens Rejselegat«. Hansen

 

382

døde   i   Wien   den    17. Februar   1891,    og   i   Juli   1895   rejstes    et Mindesmærke for ham paa »Ehrenfriedhof«.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 46—48. G. Niemann und F. v. Feldegg, Th. Hansen, Wien 1893. 111. Tid. IX, Nr. 440. Søndagspost 1872, Nr. 421. Ude og Hj. 1883, Nr. 303. Tidsskr. f. Kstind. II, 52. Statskal. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Holmens Kirkeb.)

 

Hansen.     Vilhelmine Brandt Hansen, Malerinde, født den 28. Juni 1848, udstillede i  1874 og 1876 nogle Blomsterstykker. (Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Laurits Gebauer Hansen, Billedhugger, født den 7. Juni 1851 i Holbek, er Søn af Skolelærer Jens Peter Frederik Hansen og Marie Margrete Charlotte Amalie f. Gebauer. Som Billedskærer­lærling kom han i Januar 1871 fra det techniske Institut til Kunst­akademiet, hvis Skoler han besøgte til Januar 1875. Han har udstillet ved en Decemberudstilling, og ved Foraarsudstillingen 1882 udstillede han en Statuette af et Barn. Senere har han gjort Musiken til sit Fag og er Orchester-Musikus (Kontrabas); dog arbejder han ved Siden heraf som Billedskærer og har bl. a. udført en Del af det udskaarne Træarbejde ved Altret i Helligkorskirken efter C. Aarsleffs Modeller. Hansen blev i 1888 gift med Eugenia Sigrid Ostermann, en Datter af Bandagist E. Rudolf J. Ostermann og Dorothea Thorveig f. Iversen.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Elise Konstantin-Hansen, Malerinde, født den 4. Maj 1858 i Faderens Ejendom paa Frederiksberg, er Datter af oven­nævnte C. C. Constantin Hansen og Magdalene f. Købke. Efter at have uddannet sig ad privat Vej, begyndte hun at udstille 1882 »En lille Pige, der børster Støvler« og fik samme Aar en Under­støttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse. Indtil 1889 malede hun lignende mindre Genrebilleder med enkelte Figurer og nogle Portræter. For »Drenge udenfor en Grønthandel« fik hun i 1885 den Neuhausenske Præmie, og da hun i December 1888 traadte ind i den nyoprettede Kunstskole for Kvinder, fik hun derfor strax Palds i Modelskolen, som hun dog kun besøgte et Semester. Fra 1890 har hun med Forkærlighed kastet sig over Landskaber og Strandbilleder med Dyr, og fra 1893 har hun sluttet sig til den fri Udstilling. Hun fik i 1890 en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet, 1891 til en Udenlandsrejse 800 Kr.; i 1894—95 endelig 1000 Kr.

 

383

og 500 Kr. til en Rejse til Grækenland, som hun foretager i Forening med N. K. Skovgaard (s. d.).

(Bricka, VI, 590. Hjort-Lorentzen, Fam. Bruun. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Sigurd Konstantin-Hansen, Maler, er ældste Søn af C. C. Constantin Hansen og Magdalene f. Købke, og er født paa Christianshavn den 19. Februar 1850. Han blev 1868 Student og gik snart efter, den 16. Oktober s. A., som Elev af sin Fader, ind i Akademiets Almindelig Forberedelsesklasse, gennemgik Akademiet og fik Tilladelse til Afgang i Februar 1875. Derefter besøgte han endnu Modelskolen til i. April 1878, dog uden at tage Afgang. I 1877 udstillede han et Portræt og en Konkurs-Tegning, »Ansgar underviser danske Drenge«, som belønnedes med den Raben-Levetzauske Præmie, i 1878 atter et Portræt. Derefter tog han anden Examen 1879, studerede Theologi, blev theologisk Kandidat den 23. Juni 1882, blev 1883 Sognepræst og Skolelærer paa Venø, 1886 Sogne­præst til Jern ved. Den 25. Februar 1883 ægtede han Maren Andersen (f. 1857), Datter af Husmand Rasmus Andersen af Avernakø ved Faaborg og Anne Cathrine Andersdatter.

iPriv. Medd.    Elvius, S. 574.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Volmer Johannes Mørk-Hansen, Architekt, født den 23. Juli 1856 i Felsted ved Aabenraa er Søn af Sognepræst, Stifts-provt Mourits Mørk-Hansen (f. 1815, d. ¹⁸/₈ 1895) og Charlotte Dorothea Frederikke Gotholdine f. Levinsen (f. 1825, d. 1882). Efter endt Skoleundervisning tog han 1872 til København for i C. V. Nielsens Tegneskole at forberede sig til Kunstakademiet. Fra Februar 1874 gennemgik han dettes Skoler, indtil han den 21. Marts 1883 fik Afgangsbevis som Architekt. Samtidig havde han om Sommeren lært Murerhaandværket. Derefter arbejdede han dels som Tegner hos Professor Hans J. Holm, dels hos Professor H. B. Storck som Konduktør ved Opførelsen af Helligkorskirken paa Nørrebro, og kon­kurrerede i Mellemtiden ved Akademiet (1884 og 1886). I 1891 vandt han den mindre Guldmedaille for »Et Landarsenal«. Samme Aar fik han en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 1000 Kr. og Aaret efter dets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.). Paa en tidligere mindre Rejse havde han studeret Murstensarchitektur i Nordtyskland, derefter besøgte han navnlig Østerrig og Italien. Han er en af de Architekter, der har fortsat Udgivelsen af det store Billedværk »Ældre

 

384

nordisk Architektur«,   der   allerede   har   været under Udarbejdelse  i en længere Aarrække.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Louise Christiane Ravn-Hansen, Malerinde, er Datter af Christian Ravn og Louise f. Wunderlich, der begge døde i hendes Barndom, hvorefter hun blev adopteret af Klædehandler Niels Frederik Hansen og Sabine f. Wunderlich, hendes Moders Søster; hun blev født i København den 19. Juli 1849. Hun fik først Undervisning i Blomstermaleri hos Emma Mulvad (s. d.), kom derefter i sit 22 Aar i V. Kyhns Tegneskole, hvor hun arbejdede i tre Vintre og har senere malet en kort Tid under Professor Roeds Vejledning. Louise Ravn-Hansen udstillede første Gang ved en Decemberudstilling i 1877 og har fra Foraaret 1878 været en flittig og regelmæssig Udstiller af Landskabsbilleder. Imidlertid lagde hun sig allerede fra 1879 ogsaa efter at radere, og fra 1882 har hun jævnlig udstillet Landskaber i Radering, en Kunstgren, hvori hun efterhaanden har udviklet en Dygtighed, der har vakt Opmærksomhed. I 1891 havde hun en Understøttelse fra den Raben-Levetzauske Fond paa 500 Kr., for hvilke hun foretog en Rejse til Italien, senere har hun besøgt Hol­land og Belgien.

(Priv. Medd.    Bricka, VII, 64.    Akad.    Reitzel.      Udst. Fortegn.)

 

Hansen. Carl Frederik Sundt-Hansen, Maler, er født i Stavanger den 30. Januar 1841. Hans Fader var dansk, Skibsreder og Stads-hauptmand Laurits Vilhelm Hansen, Chef for Firmaet Ploug & Smidt i Stavanger (f. i København 1816, d. i Stavanger 1871); hans Moder var norsk, Elisa Margrethe f. Sundt (f. 1813, d. 1892). For at uddanne sig til Kunstner besøgte han fra 1859 Kunstakademiet i København, rejste derfra til Dusseldorf, hvor han studerede ved Akademiet og blev snart efter Elev af Benjamin Vautier, hos hvem han arbejdede i to Aar; derefter studerede han tre Aar i Paris. Fra 1869 til 1872 levede han som udøvende Kunstner i Christiania, der­næst fra 1872 til 1883 i Stockholm og bosatte sig endelig 1883 i København. Den 18. Februar 1884 blev han udenlandsk Medlem af Akademiet her, i 1889 fik han dansk Indfødsret og blev derefter indenlandsk livsvarigt Medlem af Akademiet. Hansen er ogsaa Medlem af Fria Konsternes Akademi i Stockholm. Han fik 1891 en anden Klasses Guldmedaille i Munchen for »Begravelse ombord«, hvilket Billede nu tilhører Stadt-Museum i Danzig. »I Lensmandsarresten«

 

385

tilhører Nationalgalleriet i Christiania, »En Bygdevirtuos (udst. 1893), Pinakotheket i Munchen, »Konfrontationen«, Stockholms National­museum. »Marsk Stigs Døtre« (udst. 1872) blev rosende omtalt af J. Lange. Hansen er Ridder af Vasa-Ordenen og lever ugift, samt har udstillet i København siden 1884.

(Priv. Medd. Brieka, VII, 64. J. Lange, Billedk. 500—501. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Hansen-Aarslev. Jens Hansen-Aarskv, Maler, født den 26. Ja­nuar 1848, er Søn af Husmand Hans Mogensen i Aarslev og var selv opdraget til Landmand. I en Alder af 23 Aar kom han til Aarhus for at nyde Tegneundervisning, og afd. Adjunkt Høegh-Guldberg, som erkendte hans Talent, tog sig ivrig af ham. I for­holdsvis kort Tid lærte han baade at male og at modelere, saaledes at han den i. Oktober 1872 kunde dimitteres til Kunstakademiet i København, hvis Skoler han gennemgik, og den 18. Marts 1878 fik han Afgangsbevis som Maler. I 1876 malede han et Portræt i fuld naturlig Størrelse (Knæstykke) af sin Lærer, Høegh-Guldberg. I 1878 udstillede han første Gang »Et gammelt Køkken«, i 1879 et Portræt. Senere har han med spredte Mellemrum udstillet nogle Portræter og Portrætstudier.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hansen-Balling. Ole Peter Hansen-Balling, Maler, Søn af Sko­magermester Johan Frederik Hansen fra Ringerike (d. 1831), er født i Christiania den 23. April 1823. Moderen, Karen, ægtede i 1833 Skomager Jørgen Balling, hvis Navn Stifsønnen antog under den første slesvigske Krig. Efter fra 1836 at have lært Malerhaand-værket i Christiania, blev han Svend 1841. Samtidig havde han uddannet sig til Dekorationsmaler og rejste som ganske ung Mand til Tyskland for at blive Figurmaler. Henrik Steffens, der aldrig glemte sin Afstamning fra Norge, tog sig af ham og hjalp ham til en Plads ved Akademiet i Berlin. Imidlertid kom han til Køben­havn 1846 og besøgte Kunstakademiets Skoler her, indtil Krigen udbrød i 1848, da han meldte sig som frivillig tilligemed sin Lands­mand Leopold Løvenskjold, der gik med som menig Soldat. Hansen-Balling valgte derimod strax at gaa ind paa den da oprettede Kommandoskole, blev Sekondløjtnant den 30. April 1848 og fik som saadan dansk Indfødsret. I September 1849 blev han Premier­løjtnant, og han blev efter Krigen staaende som Officer i Krigs-reserven paa halv Lønning, idet han levede nogle Aar i København som Kunstner, ja endog stiftede Familie her, da han ægtede Marie

 

N. K. L.    I.                                             Oktober 189;.                                      25

 

386

f. Rantzau (d. 1854). Han begyndte i 1852 at udstille paa Char-lottenborg nogle mindre Figurbilleder og to Portræter, hvoraf navnlig Oberstløjtnant Helgesens Portræt, der tilhørte Frederik VII, gjorde megen Lykke. I de følgende Aar 1853—55 udstillede han Portræter, historiske Billeder, Genrebilleder og Dyrstykker, dog i det hele kun en halv Snes Billeder; deriblandt tiltrak navnlig »En Kavallerifægtning paa Chausséen, der fører til Rendsborg, den 28. Juli 1850« (tilh. Grev Moltke Bregentved, udstillet 1853) sig Opmærksomheden.

Efter i 1854 og 1855 forgæves at have søgt Akademiets Stipen­dium, rejste han i 1856 til Amerika, medens han dog først i Oktober 1858 tog sin Afsked af dansk Krigstjeneste, og fra nu af tilhører hans Virksomhed ikke mere Danmark. Han deltog i den amerikanke Borgerkrig paa Nordstaternes Side, kommanderede først et skandinavisk Kompagni, blev derpaa Oberstløjtnant og Chef for det 145. Regiment (U. S. volunteers) og gik af 1863. Efter Krigen har han malet Por­træter og Optrin fra Felttoget, saaledes blandt andet et stort Billede med General Grant og hans Generaler, alle til Hest, kaldet i>The heroes of the republic«.. I Amerika ægtede han en tysk Dame, Chri­stine Ziindorf, og efter atten Aars Ophold, navnlig i New York, vendte han 1875 tilbage til Christiania, hvor han malede 30 Portræter af Officerer i den norske Marine fra 1814 til Nutiden, hvilke blev skæn­kede til Carl Johans Værftet paa Horten, og de fire Konger af Huset Bernadette. Under et Ophold i København har han i 1877 udstillet et Brystbillede af General Grant. I 1879 rejste han atter til New York, derfra i 1882 til Mexiko, hvor han levede nogle Aar, besøgte København paany og lever nu i Norge.

(Priv. Medd. C.J.Anker, Norske Friv. S. 9. Bricka, VII, 65. Militærkai. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Hansen-Marcher. Anders Hansen-Marcher, Architekt, er født i Fangel, Odense Amt, den 6. December 1841 og er Søn af Mur­mester Hans Rasmussen og Karen f. Andersen. Efter sin Konfirma­tion kom han 1856 til Viborg, hvor han lærte Tømrerhaandværket og besøgte Byens Søndagsskole i fem Aar; her fik han flere Præmier for Fremgang i Tegning og blev Svend 1861. De følgende to Aar arbejdede han i sit Haandværk ved Frederiksborg Slots Genopførelse, besøgte saa det techniske Institut og fik derfra i Oktober 1865 Ad­gang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 30. Juni 1871 Afgangsbevis som Architekt. Samtidig havde han været Tegner og Konduktør hos J. H. Nebelong. Hansen, som i

 

387

1874 blev adopteret af Snedker og Fabrikant H. P. J. Marcher, antog nu dennes Navn i Forbindelse med sit eget. Ligesom han i sin Studietid havde vist megen Flid og Interesse for Tegning, saa-ledes har han ogsaa i sit senere Liv mere virket som Tegner og som Tegnelærer end som byggende Architekt. I 1882—87 har har udgivet Fagtegninger til Vejledning i Tømmer- og Murkonstruktion og han har endnu en Tegneskole, nærmest for Bygningshaandværkere. Han blev gift den 29. December 1878 medjensine Schmidt (f. 1842), Datter af Skolelærer Christian L. V. R. Schmidt i Grønnegadehusene ved Hirsholm og Ane f. Larsen.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Hansen-Reistrup. Frederik Karl Kristian Hansen (Jteistrup), Maler og Billedhugger, er født i Valby ved København den 22. April 1863; han er Søn af Peter Christian Hansen (f. 1826), Bryggerknægt paa Gamle Carlsberg, og Ingeborg Christiane f. Abramsen (f. 1828, d. 1874). Hansen kom først i Porcelænsmalerlære, besøgte technisk Selskabs Skole og blev af C. F. Andersen dimitteret til Kunst­akademiet, i hvis Almindelig Forberedelsesklasse og Perspektivldasse han gik i fem Kvartaler i 1881—82. Han var derpaa Maler paa Porcelænsfabriken til 1885, rejste saa til Paris for at uddanne sig som Bataillemaler, men lagde sig tillige efter at modelere. I 1887 arbejdede han efter Hjemkomsten en kort Tid paa den kgl. Porcelæns-fabrik, men tog saa til Næstved og har siden været kunstnerisk Med­hjælper ved Herm. A. Kåhlers Majolika-Fabrik og arbejdet, om det saa kan siges, som keramisk Billedhugger. Han udstillede første Gang 1889 som Billedhugger »Et Ægtepar fra Berberiet«, d. v. s. en Løve og Løvinde; Gruppen staar nu i Zoologisk Have; senere udførte han en mindre Gruppe med en saaret Løve. I 1892 udstil­lede han en stor Tegning, forestillende »Rytterfægtningen ved Vorbasse i 1864«, og i 1894 en lang dekorativ Frise i malet brændt Ler »Dyrene gaa ud af Arken«. Ved Konkursen til Raadhuset vandt han en Præmie for Tegning til Reliefet »Skovens Dyr søge Føde og Læ«. I dekorativ Keramik har han for Kåhlers Fabrik udført bl. a. Alteret til Kirken paa Utterslev Mark og en Engel over Ind­gangen til samme Kirke, 25 Vaabenskjolde til Provinsarkivet i Viborg og nogle dekorative Arbejder til C. Jacobsens Villa og Glyptothek i Valby, begge Dele efter Tegning af Architekt H. Kampmann. Hansen blev i 1890 gift med Johanne Katrine Hansen Jonason (f. 1865).

'  (Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

388

Hanson. Johan Christian Heinrich Hanson, Maler, født i Altona 1791 og død sammesteds i Maj 1863, nævnes her som Holstener, da han ogsaa døde indenfor sit Fædrelands Grænser, uagtet hans hele Uddannelse og Kunstvirksomhed tilhører Tyskland. Han var Genremaler og gjorde især Lykke ved en Fremstilling af »Fiskeren« efter Goethes Digt. Han har ogsaa malet al fresco.

(Muller, Kstl. Lex.    Hamb. Kst. Lex.    Soltl, Die bild. Kstl. in Munchen.)

 

Hanson-Schmidt. Maler, nævnes af Weinwich efter Fiissli som »Historie- og Portrætmaler, født i Danmark; han malede i en let og behagelig Manér og arbejdede i Danzig, hvor han døde 1746 i hans (sine) bedste Ungdomsaar«.

(Fiissli Lex., S. 593.    Weinw. S. 135.)

 

Harboe. Edvard Valdemar Harboe, Landskabsmaler, født den 30. Marts 1834, er Søn af Malermester og Kaptajn ved Brandkorpset Johannes Quedeus Harboe (f. 1800, d. 1874) og Laurentse Andrea Elisabeth f. Staal. Efter at have besøgt technisk Institut kom han paa Kunstakademiet i 1850, blev 1858 Elev af Modelskolen og vandt 1861 den mindre Sølvmedaille, medens han samtidig var i Maler­lære hos sin Fader. Fra 1854 til 1862 har han udstillet en Del Landskaber, hvoraf flere ere blevne købte af Kunstforeningen. I sine senere Aar levede han som Fotograf i Landskabsfaget. Han døde ugift den 30. April 1883.

(Priv. Medd. Lengn. Fam. Benzon. Pers. Tdskr. V. Till., 34. Nat. Tid. */. 1883. Geneal. Inst. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Harboe. Ekonore Christine Harboe, Malerinde, ældste Datter af Kaptajn, senere Kommandør i Søetaten Frederik Ludvig Carl Harboe (f. 1758, d. 1811) og Maren f. Kaliager (f. 1770, d. 1845), blev født den 4. December 1796, men ikke i København, hvor hun for øvrigt henlevede den største Del af sit Liv. Besjælet af en varm Kærlighed til Malerkunsten syslede hun ivrigt dermed hele sit Liv, dog indskrænkede hun sig mest til samvittighedsfuldt udførte Kopier efter ældre Mestre. Som Veninde af afdøde Admiralinde Wessel Brown, boede hun en Del Aar i dennes Hus, indtil hun i Efteraaret 1856 rejste til Rom, hvor hun levede nogle Aar for sin Kunst og døde i en katholsk Stiftelse der den i. April 1860 af Kræft. Kort i Forvejen var hun bleven Konventualinde i Støvring-gaard Kloster (den 5. Febr.), men kom saaledes ikke til at nyde godt deraf. Af hendes Malerier ejer den kgl. Malerisamling »En

 

389

efter Battoni komponeret Magdalena«, Støvringgaard Kloster fik »Carl I Stuart« efter van Dyck. Professor Wessel Brown ejer to Kopier efter hollandske Mestre.

(Priv. Medd. Adresseav. 1795, Nr. 160. Bricka, VII, 80 om Forældre. Lengn., Fam. Lange.)

 

Harboe. Rasmus Gunnersen Jfarboe, Billedhugger, er Søn af Skibsreder Rasmus Rask Harboe (f. 1827) og Olivia f. Rasmussen (f. 1837, d. 1895) og er født i Skelskør den 25. Oktober 1868. Han er Elev af St. Sinding (s. d.), hos hvem han begyndte at arbejde i 1887, og han udstillede første Gang i Paris 1891 paa Champs élysées og senere paa Foraarsudstillingen her i 1893 »Fløjtespillende Dreng«, som samme Aar blev udstillet i Antwerpen og fik en Anden Medaille.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Harder. Hans (døbt Johannes) Georg Smith Harder, Land­skabsmaler, Søn af Malermester Johan Harder og Marie f. Kinast, var født i København den 12. August 1792. Han begyndte, rime­ligvis som Malerlærling, at besøge Kunstakademiet, lagde sig en Tid efter Dekorationsmaleri, blev 1815 Elev af Modelskolen, vandt 1818 den mindre og 1820 den store Sølvmedaille. Fra 1816 begyndte han at udstille som Landskabsmaler, og vandt strax Opmærksomhed; de, der iagttog hin Tids Udstillinger, sporede tillige sikre Fremskridt i de følgende Aars Arbejder. Som noget for den Tid usædvanligt kan nævnes, at han paa C. V. Eckersbergs og J. P. Møllers An­befaling i 1820 fik 300 Rdl. af Fonden ad usus publicos for at »fort­sætte sine Studier af de skønneste Egne i Danmark«. Allerede 1822 blev han ved kgl. Resolution af 28. September ansat som Tegnelærer ved Sorø Akademi, med en aarlig Lønning af 400 Rdl. og 100 Rdl. Huslejegodtgørelse, indtil en Fribolig kunde anvises ham. Den 15. Maj 1823 tiltraadte han sit Embede og fik allerede den i. April 1824 Fribolig i den saa kaldte Bogtrykkergaard. Kort Tid efter gjorde Akademiet ingen Vanskeligheder ved en længere Fritagelse fra hans Embedsgerning, idet Architekt F. F. Friis, der var P. Mallings Konduktør ved Sorø Akademibygnings Opførelse, fik Tilladelse til at overtage hans Hverv i to Aar fra Juli 1824 mod at oppebære Halv­delen af Lønnen. Harder rejste nemlig udenlands endnu samme Aar, uagtet han først efter en meget rosende Anbefaling af Akademiet, i April 1825 fik en Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl. aarlig af Fonden ad usus publicos i to Aar. Over München besøgte han Italien og

 

390

vendte hjem gennem »det skønne Tyrol«, som det synes ikke tid­ligere end 1828. Opholdet i Udlandet havde altsaa strakt sig over et længere Tidsrum end først paaregnet. Ved Hjemkomsten overtog han strax sin Stilling i Sorø paany og skrev derfra om at blive agreeret paa det i 1829 udstillede Billede, hvilket ogsaa skete den 29. Maj s. A. Den 23. August 1830 blev han Medlem af Akademiet paa »Parti i Nærheden af Sorø« ; men han forblev i Sorø, om han end vedblev lige til 1866 flittig at udstille. Efterhaanden forhøjedes hans Lønning, og ved Akademiets Omdannelse i 1849 til en lærd Skole, beholdt han sin Stilling uforandret. Med sit fyldte 70. Aar tog han sin Afsked som Lærer ved Akademiet (1862) og fik Titel af Professor; men han levede endnu n Aar i Sorø, til en stille Død bortkaldte ham i hans 82. Aar den 25. November 1873. Han var 1837 bleven gift med Anna Agnete Prytz (f. 1803, d. 1859), Datter af Krigsassessor, Postfører Christian Prytz (f. 1777, d. 1840) og dennes første Hustru Karen Kirstine f. Smith (f. 1781, d. 1803).

Harder var en samvittighedsfuld Tegnelærer, hvem mange Kunstnere skylde deres første gode Vejledning. Som Landskabsmaler tilhørte han en nu forældet Skole, som han aldrig frigjorde sig for, selv i sine senere Billeder, men han vil alligevel, ved sin Kærlighed til den danske Natur, sin milde, rene Opfattelse, altid hævde sig et godt Navn blandt vore tidligste Kunstnere i national Retning. Den kgl. Malerisamling ejer fire af hans Ungdomsarbejder, hvoraf intet er fremhængt.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 100. Medd. fra Sorø. Pers. Tdskr. 2. R. I, 195. Rigsarch. Skild. 1816, Sp. 456; 1818, Sp. 430; 1819, Sp. 451. Østs Archiv I, S. 267—68. do. Intelligensbl. Nr. 2, S. 6. Lengn., Fam. Plum, Heering og Prytz, Smith. Geneal. Inst. Fdl. 1873. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Harpøth. Harald Tang Harpøth, Architekt, er Søn af prak­tiserende Læge Christen Harpøth (f. 1828) og Marie Henriette f. Watt (f. 1833), Søster til afd. Forfatter, Robert Watt. Han er født i Snertinge ved Jyderup den i. Januar 1866, kom efter sin Konfirma­tion i Murerlære og gennemgik det techniske Selskabs Skole, hvorfra han i 1886 fik Afgang som Husbygningsexaminand, og kom i No­vember s. A. ind paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 28. Januar 1893 Afgangsbevis som Architekt. Han har derpaa været Tegner hos Architekterne Borch, Ove Petersen og Alb. Jensen samt Konduktør hos H. B. Storck, indtil han den 13. Juli 1894 fik Theophilus Hansens Rejselegat (1750 Kr.), og er nu (1895)

 

391

i Italien sammen med Thorv. Jørgensen og Magdahl Nielsen.     Han har selv ombygget Beboelseslejligheden paa Egemarke Hovedgaard.

(Akad.    Priv. Medd.    Dsk. Lægestand.    Dagbladet  1894.)

 

Harsdorff. Gaspar Frederik Harsdorff, Architekt, var født i København den 26. Maj 1735. Hans Fader, der var født i Branden-borg, var kommen til Danmark som ung Mand (1710—n), vistnok som hvervet Soldat, men efter Sagnet, fordi han havde maattet flygte paa Grund af en Duel. I København sluttede han sig til Petri Kirkes Menighed og ernærede sig ved at holde tysk Skole, med Borgerskab fra 21. Juli 1738. Blandt de Elever, der nævnes foruden Harsdorffs egen Søn, ere nogle Børn, hvis Undervisning Kongen betalte (1748) og Kobberstikkeren Clemens; han underviste i>im Schreiben, Rechnen und Christenthumi.. Faderen Johann Christoph kaldes af og til Hars-dorffer eller Harsdorffer, hvorfor ogsaa Sønnen i Førstningen skrev sig saaledes, indtil han endelig paa Rejsen ganske bortkastede Endelsen. Som Enkemand ægtede J. C. Harsdorff den 3. Marts 1735 Anne Marie Eriksdatter (f. 1702, d. 1776), til hvem han var bleven tro-lovet den 18. Oktober Aaret før. Sønnen var den ældste, en Søster blev gift med Billedhugger Karlebye (s. d.), en anden med en Uhr-mager, medens hans to Brødre døde, inden de var voxne.

Faderen vilde have, at Harsdorff skulde lære Mathematik for at blive Ingeniørofficer, ad hvilken Vej han efter dennes Mening lettest kunde hæve Familien til en lignende Anseelse, som den skal have nydt i Niirnberg, men dertil havde han ingen Lyst. Derimod lagde han sig efter Bygningskunsten og maa uden Tvivl have besøgt det ældre Kunstakademi bag Børsen, eller i al Fald have studeret sit Fag under Eigtved eller Anthon, med hvem Faderen mulig har bragt ham i Berøring for at faa ham uddannet til Officer, da begge disse, den ene Akademiets Direktør, den anden dets Informator i Bygnings­kunsten, var eller havde været Officerer. Efter at nemlig det nye Kunstakademi var stiftet 1754, kunde Harsdorff, som der fik N. H. Jardin til Lærer, allerede to Aar efter, den 5. April 1756, vinde den store Guldmedaille i Bygningskunsten for »En Stads Port, med tvende corps de gardes ved Siden, som med Porten i alt ikkun er een Byg­ning, udziret med en Bygningsorden, og corps de garderne en rustique«. o. s. v. Efter Tidens Skik fik han 60 Rdl. d. C. for dette Arbejde af Kongens Particuliére-Casse. Aaret før havde Maleren Als været den første Maler, der vandt Guldmedaillen sammen med en Ud­lænding, der var Billedhugger, Harsdorff var den første Bygmester, der fik den, og samme Dag tilkendtes den ogsaa Maleren Jens

 

392

Petersen Lund. Men medens Harsdorff, ved kgl. Resolution af 10. September, allerede den i. Oktober 1757 begyndte at nyde Akademiets store Rejsestipendium (400 Rdl. d. C. = 1280 Kroner) aarlig i sex Aar, fik Lund det først to Aar efter, sammen med Billed­huggeren C. F. Stanley, som havde vundet Guldmedaillen i 1758. Imidlertid mødtes disse tre Venner i Paris, hvor de tilbragte over to Aar sammen.

Harsdorff rejste nemlig strax til Paris, hvor han maatte tilbringe sin første Tid med at lære fransk, thi rigtignok havde han haft Undervisning i Hjemmet »af en tysk Corporal«, men det, han havde lært, lignede nok ikke rigtig det fransk, man brugte i Paris. Hans første Breve til Akademiet maa være forsvundne, da han dog indtil 1759 maa have iagttaget den Høflighed at skrive til det, men efter at Lund og Stanley var komne, synes de alle tre at have glemt denne deres Pligt. I det mindste ser man, at Akademiet blev uroligt over, at hverken han eller hans to Kunstbrødre havde ladet høre fra sig saa længe, og derfor i April 1761 besluttede at tilbageholde deres Stipendier, som ellers sendtes dem hvert Fjerdingaar. Først efter at de i ydmyge Breve havde lovet at sende Prøver paa deres Fremgang, fik de alle tre paany deres Kvartaler anviste, og Stormen var saaledes lykkelig ovre for den Gang.

I et fransk Brev, dateret den 20. September 1761, som Hars­dorff derefter sendte Akademiet, meddelte han, at han, saasnart han kunde følge Undervisningen i sit Fag, havde begyndt at høre Archi-tekten Blondels offentlige Forelæsninger, medens han tillige øvede sig i at gøre Udkast til Bygninger paa egen Haand, og han afsendte nogle Prøver deraf til Akademiets Bedømmelse. Han fortæller ogsaa, at han arbejder paa i>un traité ou cours d'architecture. Det maa være det endnu bevarede Udkast, der kaldes i>Reflexions sur la maniere de båtir les églises«.. Hennings helliger i sin »Essay sur les arts en Dåne-mare«. Harsdorff ikke mindre end ti Sider, hvis Indhold for en Del synes at skyldes Kunstneren selv, saaledes den udførlige Omtale af, med hvilken Omhu og Sagkundskab Blondel ledede sine Elever, og den nøje Opregning af, hvilke franske Kunstnere Harsdorff især studerede, nemlig Architekterne Pére (d. v. s. Peyre), Soufflot og Billedhuggeren, den yngre Guilleaume Coustou.

Harsdorff, som i sin Ungdom efter sit eget Sigende var »Fyr og Flamme«, — og man har næppe et Snille som Harsdorffs uden at være en ildfuld Natur, — nøjedes ikke i Paris med at studere sin Kunst. Han synes at have nydt en glad Ungdom ikke alene

 

393

med sine danske Venner, hvortil kan regnes Als, der kom til Paris i Oktober 1761, men ogsaa med unge franske Kunstnere. Han skal endog have haft en Kærlighedshistorie, der endte med en Duel, som havde til Følge, at han besvimet (saaret?) blev ført ud af Paris af sine Venner. Sikkert ved man dog kun, at han rejste fra Paris den 12. Juni 1762 i Følgeskab med Lund, og kom til Rom i Begyndelsen af September, medens Stanley, der maa være rejst kort efter, først kom til Rom i November, saaledes at Vennerne ogsaa var samlede der. De havde alle tre rejst til Søs fra Marseille til Livorno, og havde Vanskeligheder nok med Overfarten, thi medens Lund og Harsdorff nær var blevne tagne til Fanger af »en Tyrk«, sinkedes Stanleys Rejse af Storm. Om Harsdorffs Ophold i Rom vides ellers ikke meget. Han skal have hjemsendt Udkast til en Kirke som Prøvetegning, men for øvrigt klager baade han og Lund over deres Fattigdom, hvorfor de maa undlade at se meget, »da det koster Penge at komme ind overalt.« HarsdorfTs Rejsestipendium udløb den i. Oktober 1763 og efter Datidens Skik skrev han hjem om »en Naadegave« til Hjemrejsen, som ogsaa blev tilstaaet ham. Ved Sommertid 1764 var han atter i København, efter paa Hjemrejsen over Tyskland at have aflagt et Besøg hos en af sine rige og for­nemme Slægtninger i Niirnberg, der skal have taget godt imod ham og ladet ham hente hjem til sig i en Karet med fire Heste for. Hans to Rejsefæller, hvis Stipendier endnu ikke var udløbne, var derimod blevne tilbage i Rom.

Harsdorff har aabenbart følt sig vel i Paris og troet, at det var det Sted, hvor han som vordende Bygmester havde mest at lære, ellers var han næppe forbleven der de fem Aar af sin Rejsetid, saaledes at han kun havde to Aar at ofre paa Italien. Ikke desto mindre kan man se af de faa levnede Minder, at Opholdet i Rom netop har faaet afgørende Indflydelse paa hans Kunstopfattelse. Uagtet der under hans Ophold i Paris udkom et Par Værker, der søgte at henlede Opmærksomheden paa Grækenlands Bygningskunst (af Le Roy 1758 og af Stuart 1762), synes Harsdorff endnu ikke den Gang at have set eller lagt Mærke til disse Værker. Vignola, Scamozzi og Palladio var hans Forbilleder, og et af hans mest levende Ønsker var at eje en fransk Udgave af Palladio med Noter. Den lykkedes det ham at faa i Rpm, men da var vistnok Palladios Navn allerede blegnet for ham.

Hennings aflægger et Vidnesbyrd, som synes udstrømmet af Kunstnerens egen Mund, om det Indtryk, Rom gjorde paa Harsdorff.

 

394

Følte han sig end stærkt greben af den vexlende Pragt i Verdens­stadens Kirker og Paladser, maatte denne Følelse dog vige for den Beundring, Oldtidens faa, men skønne Bygningslevninger indgød ham. Han saa nu, hvoraf det var, hans tidligere Mønstre havde øst, og han følte en levende Trang til at gaa til samme Kilde. Idet han grundede over, hvorledes han skulde bære sig ad dermed, kom han en Dag op paa Kapitoliet, hvor Kunstelevernes Prisarbejder var udstillede. Der saa han et Arbejde af en ung romersk Architekt, som netop var udført i den Stil, han saa brændende ønskede at tilegne sig.¹ Han fik at vide, hvad Vej den unge Mand havde gaaet, søgte ad samme Vej at blive fortrolig med den Kunst, der havde virket saa mægtigt paa ham, og fattede den Kærlighed til den ioniske Søjle, som siden fulgte ham hele hans Liv.

Der er baade noget personligt i denne Harsdorffs Forkærlighed for den ioniske Architektur, og tillige noget, der laa i Tidens Aand. Harsdorff var en stille, blid Personlighed (blond, med lyseblaa Øjne), hvis aandelige Fylde gav sig Luft i uforgængelig Kærlighed til Kunsten og utrætteligt Arbejde i dens Tjeneste, men ikke i et heftigt stormende Væsen. Han elskede en vis rolig Pragt, men ikke iøjne­faldende Pral, og hvor han havde Lejlighed til at raade i rigeligere Maal over sin Kunsts Midler, var det netop en med Smag og Aand ordnet Pragt, han helst lod komme frem. Den ægte doriske Søjles strænge, mandige Alvor og den korinthiske eller romerske Søjles stolte Yppighed maatte ligge lige fjærnt for Harsdorffs bløde, følelses-fulde Personlighed, der følte sig tildragen af lonikens Middelvej, af dens med ædel Værdighed udtalte »kvindelige« Præg. Man mærker ogsaa let, at for den Tids Mennesker, der endnu bar den franske Modedragt med Kniplinger, Silkestrømper, Paryk og Pudder, laa i det hele den ioniske, eller hvor Forholdene tilstedte det, den korinthiske Bygningsstil den naturlige Følelse nærmere end den doriske Stils prunkløse Ro. I Amalienborg Palæer i København, der var byggede i Harsdorffs Ungdom, havde saaledes Eigtved ogsaa brugt ioniske Kapitæler.

Da Harsdorff kom hjem fra Italien, blev han strax kgl. Byg­ningsinspektør med 400 Rdl. d. C. om Aaret, som fra 1771 hævedes til 600 Rdl. Den 8. August 1764 blev han agreeret og fik som

 

¹ Et andet Sagn beretter, at mellem de udenlandske Kunstpensionærer i Rom var en ung Spanier, som var for doven til selv at tegne de Opmaalninger efter Antikerne, han skulde sende hjem. Harsdorff og andre tegnede dem for ham, og han lærte derved at se paa Oldtiden med stedse klarere Blik.

 

395

Opgave til Medlemsstykke Tegningen til »Et kongeligt Palais, lig­gende paa en smuk Plads«, hvilket skulde være færdigt i fire Maaneder. Imidlertid blev han først den 14. Marts 1765 enstemmigt optaget til Medlem af Akademiet. Denne Tegning, som endnu bevares i Akademiet, »viser ham i hans tredivte Aar aldeles løsrevet fra den Skole, hvori han havde faaet sin første Dannelse«. I 1766 blev han Professor i Perspektiven, en Post, der havde staaet ledig siden den yngre Jardins Død og midlertidig var bleven varetaget af Broderen; den 14. November 1770 blev han kgl. Hofbygmester (fra 1772 med 1000 Rdl. d. C. om Aaret), og den 25. Marts 1771 blev han udnævnt til Professor i Architekturen efter Jardin, der selv havde anbefalet ham til sin Eftermand. Kort efter sin Hjemkomst havde han gjort Bekendtskab med Hofbygmester Jakob Fortlings Familie, og da Hofbilledhugger (Stenhugger) Johan Ernst August Bruun (f. 1733) efter i¹^ Aars Ægteskab var død af Brystsyge i Marts 1766, forlovede han sig endnu samme Aar med dennes unge Enke, Elisabeth Margrethe født Fortling (f. 1749) og holdt Stue­bryllup med hende den 7. December 1770-, Præsten ved Petri Kirke viede dem.¹

Harsdorff blev i Førstningen ikke brugt meget som Bygmester. I nogle private Bygninger, Petersens Kloster paa Amagertorv, nogle Huse i Amaliegade, nogle Restaurationer af Herregaarde havde han ikke Lejlighed til at vise synderlig andet end god Smag og almindelig technisk Dygtighed, uden at han derved kunde vække særlig Opmærk­somhed. Større Krav til hans kunstneriske Ævne stillede Grav­kapellet i Karise Kirke ved Faxe, som af Grev Moltke havde været overdraget »en fransk Kunstner«, af hvem Grunden var lagt, og Murene opførte lige til Overkanten.² Harsdorff fandt dog det givne Udkast for tarveligt, og ved at hæve en Firkant af Loftet over det øvrige og lade Hjørnerne deraf bæres af fire Søjler, lykkedes det ham at give det lille Rum et Spil i Linierne og et Liv i den for

¹ Da Billedhugger Karlebye og en Morbroder ti] Bruden, Hans Hellesen var Forlovere, var vistnok Harsdorffs Fader den Gang død. Bruden havde haft Oberst og Oberstinde Eigtved til Daabsvidner i Petri Kirke og Prof. Jardin til Forlover ved sit første Ægteskab i 1764.

-          2 Enhver tænker strax paa Jardin, og jeg dvælede uvilkaarlig ved den yngre, Louis Henri Jardin, der døde I759> hvorved altsaa Værket naturlig blev afbrudt. Professor Høyen greb derimod Nicolas Jardin, og dertil kan kun siges, at blandt de Tegninger, han ved sin Afrejse (I77¹) sendte Akademiet, var ogsaa »Et Begravelseskapel«.

 

396

øvrigt roligt holdte Dekoration, som gør dette Bygningsværk meget tiltrækkende. Han synes at have overtaget dette Arbejde i 1766, men næppe at have fuldført det før efter 1769, da en Tegning af Loftet bærer dette Aarstal. Et andet Værk fra denne Tid, der mere udmærker sig ved den Skønhedssans og kunstneriske Følelse, som aabenbarer sig deri, end ved Størrelse, er »Herkuleslogen« i Rosen­borg Have. Den blev begyndt i 1772. Naar han desuden havde saadanne Hverv, som at bygge Pavilloner i Hirschholm Slotshave, at ombygge den ene Fløj af Slottet der, at ombygge det kgl. Theater (^I773 °g ^atter 1792), at indrette nye Bogsale i det store kgl. Bibliothek o. a. m., saa føler enhver, der ser, hvad Tiden endnu har levnet deraf, vistnok en usædvanlig klar og selvstændig Aand deri, men ogsaa, at der heri ingen Lejlighed var for Kunstneren til at røre sig frit.

Sit frugtbare Snilles rigeste og skønneste Gaver var han henvist til at ofre paa Øjeblikkets Tant, paa Værker, som stod i Dag og bogstavelig kastedes paa Ilden i Morgen, paa Dekorationer i Anled­ning af kongelige Festtog og desl. Saaledes gjorde han i 1766 syv Tegninger til Frederik V's Katafalk, og i det daværende Akademis forunderlige Sprog genlyder endnu en dyb og alvorlig Beundring derover som over noget hidtil uset. Akademiet besaa, hedder det nemlig, Tegningerne til Katafalken, »og har med megen Satisfaktion i Besynderlighed i Ltra A set den Overflødighed af Geni i dette Projekt, saavel som Stilens Skønhed, og er bleven vaer, at det aldrig kunde fejle, at denne Machine jo vilde gøre en forfærdelig stor Effekt, naar samme blev udført«. I Anledning af Christian VII's Formæling udførte han atter flere Dekorationer,, tildels bestemte til at illumineres, ligeledes, i Anledning af Marie Sofie Frederikkes Indtog (1790), et »Apollotempel« foran Skuespilhuset og et »Gratiernes Tempel«, foran Akademiet foruden fl. a. Navnlig de store Dekorationer »i ren græsk Stil« skal have været af en overordentlig Virkning, naar de om Aftenen var oplyste, og deres Ry levede stadig paa hans Hustrus Læber. Ogsaa en Søjle (af Træ), der i nogle Aar stod opstillet i Fredensborg Slotsgaard, bærende Fredens Billedstøtte, skal have taget sig udmærket ud.^l Det var, som om Kunstneren i flygtige Drømme søgte at iværksætte nogle af de herlige Ideer, hans lysende Indbild-

 

¹ Desuden omtales en Dekoration, som blev udført 1774, og som Weinwich kalder >En Antik-Søehavn«, men Ramdohr »En Triumfbue«, der siden opstilledes i Fredensborg Slotshave, idet begge beklage, at saa skønt et Værk kun er af Træ.

 

397

ningskraft fostrede, da han ikke kunde gøre sig Haab om at skænke dem varigt Liv i vort kolde barske Norden.

I nogle Værker lykkedes det ham dog at faa Lejlighed til friere at udtale sin Tanke. En saadan tilbød sig, da det i 1773 blev ham overdraget at udføre et Gravkapel ved Roskilde Domkirke til Christian VI's og Frederik V's Minde. Dette Værk, som i Først­ningen fremmedes saa hurtigt, at man fra 1774—1776 var naaet til at faa Hvælvingerne færdige, og i 1779 den hele Bygning under Tag, blev da standset, og den hele indre Udførelse, hvori Kunstneren havde søgt at udfolde al den Pragt og Skønhed, Stedets Anvendelse krævede, blev for største Delen langt senere en anden Kunstners (C. F. Hansens) Værk, om end i Hovedsagen efter Harsdorffs Plan. Det er en Bygning i en rig romersk Stil, men desværre kan her ligesom tidligere kun henvises dels til Værket selv, dels til den Gen­givelse, »Selskabet for nordisk Kunst« har udgivet. Paa Salonen 1778 saas en fuldstændig Model af Kapellet.

Det var først efter Christiansborg Slots Brand, Harsdorff skulde faa Lejlighed til paa en overraskende Maade at vise sin Duelighed i selve Landets Hovedstad i et varigere, om end langt fra uforgænge­ligt Værk. Kunstneren var ikke af dem, som lod sig nøje med at have lært i Ungdommen og siden tærede paa sin Kundskabs opsparede Kapital. Ligesom et opmærksomt Øje tydelig sporer Fremgang og . en kunstnerisk Udviklings Trinfølge i hans Værker, saaledes er der ogsaa positive Vidnesbyrd for, at han fulgte sin Kunsts Videnskab med Flid og Alvor. Et Værk, der udkom i 1787, anden Del af Stuarts »Antiquities of Athens«, skænkede ligesom Kunstneren hans Ungdom tilbage i en ny, fyldigere Skikkelse. Det Indblik, han der­igennem fik i den græske Bygningskunsts skønneste Tid, gav hans hele Kunstretning et andet Sving. Da han snart efter fik den Op­gave, at forbinde to af Palæerne paa Amalienborg med en Bygning, som ikke hindrede den fri Gennemkørsel til Slotspladsen og Udsigten til Frederik V's Rytterstøtte, greb han, efter et Par Forsøg paa at overholde Palæernes Stil, snart Tanken om at naa Maalet ved en med stor Smag og Skønsomhed tillæmpet Gengivelse af hvad man i Oldtiden kaldte Propylæer, en aaben Søjlehal, gennem hvis Over­bygning Forbindelsen mellem Palæerne tilvejebragtes. Kronprinsen (Frederik VI), hvem de forskellige Tegninger blev forelagte, sagde, at dette maatte Harsdorff selv bedst forstaa, og saa valgte han »Colonnaden«. Det hele regnedes imidlertid fra Hoffets Side for

 

398

noget saa foreløbigt, at denne Forbindelsesbygning kun opførtes af Træ. Dog staar den endnu og gør sin Tjeneste.

Ikke længe efter at Colonnaden var færdig, ødelagde en for­færdelig Ildebrand en stor Del af København (Juni 1795). Hars-dorff fik i den Anledning nogle større Gaarde at bygge og viste deri et Maadehold, en Følelse for Forhold og et Blik for Storladen­hed selv i det Smaa, som gør disse faa, tildels forvanskede Bygninger endnu i vore Dage til Mønstre paa en ædel borgerlig Bygningskunst. Saadanne var »Erichsens Gaard« (Handelsbankens Ejendom) paa Kongens Nytorv, hvor de fritstaaende Søjler med Frontespice dog skal skyldes Bygherrens eget udtrykkelig udtalte Ønske, »Peschiers Gaard« (Landmandsbankens Ejendom) ved Holmens Kanal, hvis øverste Etage er tilbygget af H. C. Stilling, »Løveapotheket« paa Hjørnet af Hyskenstræde og Amagertorv. Endvidere er Nr. 72 i Store Kongensgade bygget af Harsdorff. Fra en tidligere Tid er Harsdorff egne Gaarde paa Kongens Nytorv (ved Siden af Char-lottenborg) og nogle andre Bygninger, vi ikke have haft Lejlighed til at nævne.

Endnu én Plan var i Gære, hvorved Harsdorff kunde have rejst sig et mere straalende Minde end i alt, hvad han tidligere havde gjort, og dens Fremkomst skyldtes ogsaa Branden. Da nemlig Nikolaj Kirke var styrtet i Grus, og København trængte til en Sogne­kirke mere, vaagnede Tanken om hellere at fuldføre Frederikskirken ved Amalienborg, som Jardin i 1770 havde maattet give Slip paa, eftersom Trangen til en Kirke var størst i den Del af Byen. Det blev overdraget Harsdorff at gøre et Udkast, hvorefter det blev muligt at bruge det begyndte Værk, som det var, og fuldføre det med mindre Bekostning, end den oprindelige Plan af Jardin vilde have krævet. Harsdorff, som arbejdede hurtigt, tilvejebragte i Løbet af et Aarstid, ikke alene Tegninger og Overslag til en Fuldførelse af Kirken i en Stil, der gennemgaaende, men paa en smagfuld og selvstændig Maade, minder om Roms Pantheon, men ogsaa en fuld­stændig Model af Kirken, som den vilde komme til at se ud. Denne Model er desto værre forsvunden. Foruden sit første Forslag ind­sendte han tillige et andet, hvorved Kirken med en noget simplere Udførelse af det indre kunde gøres færdig for en billigere Sum (200,000 Rdl. d. C., d. v. s. 640,000 Kroner). Efter at have været underkastet Finanskollegiets og Kunstakademiets Drøftelse syntes virkelig det sidste Forslag at have haft Udsigt til at gennemføres, da Kunstnerens Død afbrød det (Jfr. C. F. Hansen). Havde Harsdorff

 

399

hele sit Liv næret Ønsket om at udføre et større monumentalt Byg­ningsværk, var det naturligt, at han greb Tanken om Marmorkirkens Fuldførelse med levende Begejstring. De efterladte Arbejder og skriftlige Minder vise ogsaa, med hvilken varm, selvstændig Kunst­følelse og Overlegenhed i Tanken HarsdorfF skred til Forberedelsen af dette Værk. Men det skønne Udkast, som gennem den neden­nævnte Udgave af Kunstnerens Værker er tilgængeligt for Publikum, blev hans Svanesang. Han døde som Helten i et Sørgespil; da Kaldet kom, var det for silde.

Harsdorff, der i sin lange Ventetid som Bygmester med Varme havde varetaget sit Hverv som akademisk Lærer, var i Toaaret 1777 til 1779 Akademiets Direktør og blev ved sin Afgang derfra udnævnt til Justitsraad. Om hans Erklæringer paa Embedsvegne, hvorved han frelste baade Rosenborg og Frederiksborg for ukyndige Restaura-tionsforsøg, fortælles karakteristiske Træk i F. R. Friis's Samlinger til Dansk Bygningshistorie. I Aaret 1782 skal han have gennemgaaet en meget alvorlig Sygdom, der efterlod stadige Mindelser. Saaledes fortæller Oehlenschlæger, at Harsdorff, naar han besøgte hans For­ældre, jævnlig klagede over Smærter i Siden, men blidt og taal-modigt. Naar Digteren kalder ham »den venlige Gubbe«, er det Barnets Øje, som har set Manden, thi Harsdorff var ikke fyldt treds i de Aar, hvortil dette Udsagn henlægges. Ved Siden af sin Kunst­virksomhed havde denne sjældne Mand baade Sans og Dygtighed i andre Retninger. Han elskede Havevæsen og Landbrug og havde derfor., da han i det mindste en Tid lang var en ret velhavende Mand, baade et Landsted »Rosenlund«, med en stor Have, ved gamle Kongevej og en Bondegaard i Brønshøj, »Holmen«, som han drev med en saadan Indsigt i Landvæsnet, at han endog et Aar nævntes i Almanakken som den, der havde faaet mest ud af en simpel Bondegaard. For øvrigt saa han ikke paa udvortes Prunk, og den Vogn, hvori han jævnlig kørte til og fra Brønshøj, kaldte han selv for »Skralden«, medens andre, Frederik VI med, i Grunden forargede sig over, at den velhavende »Justitsraad« brugte saa simpelt et Køretøj. Som det synes, opholdt han sig paa sit mindre Land­sted, Rosenlund, da han i Maj 1799 blev syg, uden at Sygdommen endnu bestemt vakte Tanken om Døden. Men netop da kom Bud­skab fra Hofmarskallatet, at hans Udkast til Marmorkirken var approberet, og den uforsigtig meddelte Efterretning herom skal have bragt den svage Livstraad til at briste. Sygdommen tog Overhaand

 

400

og Natten mellem den 23. og 24. Maj  1799 døde han.    Hans Enke overlevede ham i tretten Aar og døde den 16. Juni 1812.

(Udførl. priv. Medd. Bricka, VII, 103—109. Rigsarch. Petri Kirkeb. Nikolaj K. Trin. K. F. R. Friis Saml., S. 119 og 273. Abrahams, Autogr. Sml. i St. kgl. Bibi. Adresseav. 1812, Nr. 142. Akad. Weinw., 8.155, 223—24. do. Lex. Hennings, S. 70, 87—97, overs. i Buschings Kunsthist. ved Hallager, S. 357—62. Alm. dansk Bibi., Marts 1778, S. 91. »Otte Kbh. Skrifter om Kronprinsessens Indtog« i st. kgl. Bibi. Skild. 1804, Sp. 636; 1805, Sp. 265; 1824, Sp. 413. Øst Mat. S. 318—20. Adresseav. 1799, Nr. 133. Jonge, Kbh. Beskr., S. 527, 529—30. Nyerup, Kbh. Beskr., S. 369—70. Collin, For Hist. og Stat. II, S. 197—200, 262—64, 275—302. »demens«, ved Fick i Nekrol. Saml. II, 335. Oehlenschl. Erindr., ny Udg., S. 15. Thiele, Kunstakd., S. 106 fl. Dske. Saml. I., 315. [Schaper], Marmorkirken og Marmorpladsen, Kbh. 1867. Høyens Skr. III, S. 119—24, 225—31. Geneal. Inst. »Selsk. for Nord. Kst.«, Harsdorffs Værker, udg. af N. Høyen, Slutn. af Jul. Lange.)

 

Hartmann. Carl Christian Ernst Hartmann, Billedhugger, Søn af Komponisten Johan Peter Emilius Hartmann og Emma Sofie Amalie f. Zinn (f. 1808, d. 1851), er født den 13. September 1837. Efter at have lært at tegne hos F. F. Helsted og at modelere af A. V. Saabye besøgte han H. V. Bissens Værksteder og Kunst­akademiet fra 1855, vandt i 1859 den mindre Sølvmedaille og kon­kurrerede samme Aar til den Neuhausenske Præmie med en Spring-vandsfigur. Aaret efter udstillede han sit første Arbejde af egen Op­findelse »En Dreng, der forfølges af en Gase«. Et andet Ungdoms­arbejde, »Diomedes« blev købt til Statens Skulptursamling. Imid­lertid rejste han for egen Regning til Rom, hvor han forblev i halv­tredje Aar (1863—66). To Aar senere, da det Ancherske Legat blev tilstaaet ham, rejste han atter til Rom og forblev der til 1870. Af hans i Italien udførte Arbejder kan nævnes »Alexandros« i over­naturlig Størrelse (1867), »Den døende Abel«, udstillet 1869, begge tilhørende Museet i Aalborg, den sidste gentaget (1875) i mindre Maalestok i Bronce, tilhører hans Fader, og af senere Arbejder »En Spydkaster« i Bronce, tilhørende Godsejer Neergaard til Fuglsang. Han blev gift den 24. Maj 1871 med Thyra Boisen (f. 1848), Datter af Sognepræst, Dr. phil. Lars Nannestad Boisen (f. 1803, d. 1875) og Mathilde Frederikke f. Ipsen (f. 1810, d. 1886). I de senere Aar har han bl. a. udført en »Eva« (udst. 1878) udført i Marmor 1881 til Sir Charles Wyke, et Basrelief »Apollo, som synger for Hyrderne« (1879) i Porten, Frederiksborggade 20, og »Hero, spej­dende efter Leander« (1891).

(Priv. Medd.    Bricka, VII,  IIO.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

401

Hartmann.    David Hartmann, Maler, ansat den 2. Marts 1616 som »Prins Christian V's Maler«, afgaaet den 29. September i626(?). (Medd. fra Rentek.  1872, S.  184.)

Hartmann. Leopold Frederik Hermann Hartmann, Portræt­maler, født i Berlin den 8. Oktober 1839, er Søn af Musikdirektør Carl Vilhelm Hartmann, som i Sønnens sjette Aar flyttede til Køben­havn, hvor denne er opdragen. Han kom efter sin Konfirmation paa Hetschs Tegneskole og besøgte samtidig Akademiets Aftenskoler. I 1857 vandt han den mindre Sølvmedaille i Modelskolen og har fra 1858—71 udstillet en Del Portræter. Han tilbragte Vinteren 1858—59 i Diisseldorf, hvor han malede under Sohn, tog i 1864 Del i den slesvigske Krig, hvorefter han blev udnævnt til Løjtnant. Hartmann blev i 1874 gift med Emmy Frederikke Cathrine Bilgel (f. 1853), Datter af Kaptajn i den vestindiske Hærstyrke Peter Daniel Biigel og Johanne Mary Anna f. Dothmann. Blandt hans Arbejder kan bl. a. nævnes H. C. Lumbyes og Sangeren Nyrops Portræter.

(Priv. Medd.    Geneal. Inst.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hartnack. Jakob Rudolf Hartnack, Maler og Lithograf, var Søn af Skrædermester Jakob Rudolf Hartnack (f. 1820) og Anne Marie f. Wulff (f. 1825) i Vordingborg og blev født der den 6. Ok­tober 1851. Han lærte fra 1865 at lithografere hos C. Th. Bergh og blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han besøgte fra den i. Oktober 1867 til Januar 1872, da han var naaet op i Modelskolen. Han var en stille og indesluttet Person­lighed, der i sin Fritid gærne tegnede og malede efter Naturen, men for øvrigt ernærede sig ved sit Fag. Han har lithograferet »Dan­marks Rigs- og Provinsvaabner« med Christian IX's Portræt i Midten, Portræter af Baron Bertouch-Lehn, af Gehejmeraad Emil Rosenørn, af Provst Warburg o. fl. Tillige har han lithograferet en Del af Tavlerne til J. B. Løffiers Værk over Gravstene i Roskilde Domkirke. Hartnack døde ugift af Lungesvindsot den 20. Marts 1890. Han har aldrig udstillet.

(Priv. Medd.    Akad.    Begrav. Kontoret.)

 

Hartvig. Berendt (Bernhard) Jakob Hartvig, Billedhugger, født i København den 8. Juni 1824, var Søn af Marskandiser Jakob Marcus Hartvig (f. 1785, d. 1861) og Regine f. Baruch (f. 1782, d. 1861). Han fik 1853 Plads i Akademiets Modelerklasse, men var

 

N. K. L.    I.                                             Oktober  1895.                                      26

 

402

allerede 1852 bleven Elev hos H. V. Bissen. Han udstillede i 1854—55 nogle Buster, men bestemte sig saa for at blive Violinist i H. C. Lum-byes og Bald. Dahls Orchestre. Den 16. September 1870, paa Brudens Fødselsdag, ægtede han Johanne Barbara Grønbech (f. 1834), Datter af Sømand Peter Mortensen Grønbech og Kirstine Larsdatter. Samme Dag gik hun over til Jødedommen og kom saa til at hedde Johanne Regine Hartvig, opkaldt efter Mandens Moder. Han var længe syg og døde den 26. Marts 1892.

(Priv. Medd. Mosaisk Ministerialbog. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. ²⁹/₃ 1892.)

 

Hartvig. Gotfred Albert Hartvig, Maler, født den 27. No­vember 1850 i København, er Søn af fattige Forældre, der begge døde af Kolera i 1853. Han blev Plejesøn af Fru Bolette Mar­grethe Kipnasse f. Hage (f. 1785, d. 1868), Enke efter Grosserer C. F. Kipnasse. Da han havde Lyst til at blive Kunstner, fik han i Oktober 1867 Plads i Kunstakademiets Forberedelsesklasse, blev i 1873 Elev af Modelskolen, men forlod denne i 1876 uden at tage Afgang. Han lagde sig særlig efter Pastelmaleri og begyndte at udstille Por­træter, malede i Pastel i 1881; i 1886 udstillede han »Køkkenbord« udført i samme Malemaade. Ved Siden af Portrætmaleriet har han dels arbejdet i kunstindustriel Retning, dels været knyttet til »Illustr. Tid.« som Tegner (navnlig af Dyr). I 1885 ægtede han Alma Bruun, Datter af Justermester Ernst M. C.L.Bruun (f. 1817, d. 1894) og Trine Amalie f. Steenberg (f. 1819).

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Bricka, III,  166.   Geneal. Inst.)

 

Haslund. Otto Carl Bentzon Haslund, Maler, Søn af Maler­mester Ole Henrik Haslund (f. 1813, d. 1874) og Vilhelmine Beate f. Bentzon (f. 1808), er født i København den 4. November 1842. Han kom paa Kunstakademiet 1858, blev 1862 Elev af Modelskolen, vandt 1864 den mindre Sølvmedaille, og fik den 20. Marts 1866 Afgangsbevis som Maler. Samtidig malede han i Marstrands, Roeds og Simonsens private Malerskoler og en kort Tid hos Skovgaard. Han var i Førstningen fortrinsvis Dyr- og Landskabsmaler og fik som saadan den Neuhausenske Præmie i 1871 for »Hjemvenden fra et Marked«; men han slog derpaa med Held ind paa Figurmaleriet. I 1873—74 rejste han til Italien, hvor han navnlig har opholdt sig i Rom. Af hans hjemsendte Arbejder vakte »Romerske Abbater, der ryge i Smug« (1875) megen Opmærksomhed. I 1881 fik han

 

403

den Neuhausenske Præmie for »Køer drives gennem en Granskov«, i 1887 Udstillingsmedaillen for »Concert«, en lunefuld Skildring af Barnelivet, købt til den kgl. Malerisamling, i 1891 »Hædrende Omtale« ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin. Han blev den 6. April 1892 valgt til Medlem af Akademiraadet, medens han siden 1888 har været stadigt Medlem af Udstillings-Komiteen, og i 1894 fik han Titel af Professor. Blandt hans Portræter kan fremhæves Brygger C. Jacobsens, afd. Professor, Dr. V. Steenbergs, Professor Vilh. Bissens og en hel Række Børneportræter. Foruden »Concert« ejer Maleri­samlingen ogsaa »Køer paa en Mark«. Haslund, som begyndte at udstille 1865 med en vellykket Radering, »En Violinspiller«, har senere raderet forskellige Blade, ogsaa Landskaber og bl. a. tegnet paa Stokken det af H. P. Hansen udførte Træsnit »Køer ved en Bondegaard« (1875); han har tillige givet sig af med de nu saa yndede keramiske Fremstillinger. Den 6. September 1876 ægtede han Frederikke Aagaard (f. 1857), Datter af den afd. Politiker, Pro­kurator Just Georg Valdemar Aagaard (f. 1811, d. 1857) og Char­lotte f. Bartholin Eichel (f. 1814), som gennem sin Moder ned­stammer fra den mellemste Bendix Grodtschilling.

(Bricka, VII, 124, og I, 4. Dske Lægest., 6. Udg. 130. Lengnick, Fam. Liitken og Grodtschilling. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Tdskr. f. Kstind. I, 29.)

 

Hass. Siegfred Arnold Sofus Hass, Maler, født den 17. Oktober 1848 i Kallundborg, er Søn af Bagermester Julius Hass (f. 1814, d. 1881) og Vilhelmine Elisabeth f. Nielsen (f. 1822). Han oplærtes først til Lithograf, men uddannede sig siden paa egen Haand til Landskabsmaler, og har solgt en Del Billeder, navnlig til Udlandet; ban begyndte at udstille i 1883. Den 20. Juli 1873 ægtede han Mathilde Louise Nedahl (f. 1852), Datter af Skrædermester Fritz Nedahl (f. 1818) og Albertine Caroline f. Theter (f. 1818, d. 1894).

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Hassel. August Christian Valdemar Hassel, Billedhugger, født i København den 9. Februar 1864, er Søn af Mechanikus, Kaptajn Johan Fridolin Hassel (f. 1829, d. 1887) og Doris Henriette f. Eick-hoff. Efter Konfirmationen kom han i Billedskærerlære hos H. C. Berg, besøgte det techniske Selskabs Skole, hvor han i 1883 fik en Sølv-medaille som Præmie og s. A. dimitteredes til Kunstakademiet; han gennemgik først Dekorationskolen som Modelerer og fik Afgangsbevis derfra den 25. Maj 1886, derefter besøgte han Modelskolen og fik

 

404

den 30. Januar 1888 Afgangsbevis som Billedhugger. Hans første udstillede Arbejde (1889) var en Statuette af N. V. Gade, hvormed han konkurrerede om den Neuhausenske Præmie; derefter foretog han, i Følge med Professor Th. Stein en Rejse til Tydskland og Italien, vandt i 1890 den mindre Guldmedaille for »Christi Gravlæggelse« og konkurrerede derpaa flere Gange, uden dog at opnaa den store Guldmedaille. I 1893 udførte han en Mindetavle over N. V. Gade i Holmens Kirkes Gravkapel, og den 14. November s. A. ægtede han Theodora Christiane Broberg, Datter af Købmand Theodor Broberg (d. 1866) og Jakobine f. Holst. Efter at have foretaget flere mindre Rejser for egen Regning var han i 1894 atter udenlands med Akademiets Rejseunderstøttelse paa 1000 Kr. Han har forøvrigt modeleret og udstillet nogle Buster. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Hasselriis. Louis Hasselriis, Billedhugger, født i Hillerød den 12. Januar 1844, er Søn af fhv. Apotheker Herman Edvard Louis Hasselriis og Sofie Frederikke f. Schondel. Da Faderen senere købte en Gaard paa Bornholm, besøgte han en Del af sin Skoletid Rønne lærde Skole, kom derpaa til København og i Lære hos Billedskærer Wille, blev Elev af H. V. Bissen og begyndte 1859 at besøge Kunst­akademiet, hvorfra han den 29. December 1865 fik Afgangsbevis som Modelerer. Hasselriis begyndte allerede at udstille 1863, men vandt først Opmærksomhed ved en Statuette af Johannes Evald (1866), som blev købt til Nationalgalleriet i Christiania. I 1867—68 kon­kurrerede han til den mindre Guldmedaille, som blev tilkendt ham for »David bereder sig til Kamp med Goliath«. I 1869 modelerede han en Medaille til Minde om H. V. Bissen og rejste snart efter til Rom, hvor han siden har opholdt sig; i 1871 havde han det Ancherske Legat. Blandt hans Arbejder kan fremhæves som ud­førte i København Buster af C. V. Rimestad til Arbejderforeningens Forsamlingssal, og af Professor C. Holten. Efter at han var rejst til Rom var hans første Bestilling et Gravmæle over den norske Maler Broch, Søn af Ministeren O. J. Broch, og derpaa et større Relief »Christus udjager de Handlende« til en Kirke paa Bornholm. Til Udstillingen i Wien 1873 sendte han »En Discuskaster« og en Statue af Heinr. Heine, for hvilke han fik Medaille; Discuskasteren er senere, udført i Marmor (1887), indlemmet i Statens Samling. I 1874 ud­stillede han en Statue af Bellmann i Marmor, der blev købt til Statens Samling og fik derpaa Akademiets mindre Rejsestipendium

 

405

paa 1600 Kr. aarlig i to Aar. En Statue i overnaturlig Størrelse af Heine, som saas her paa den nordiske Udstilling i 1883 i Gibs, ud­førte han i Marmor til den østerrigske Kejserindes Villa »Achilleion« paa Korfu. Til Odense udførte han i Bronce en Statue, ligeledes i overnaturlig Størrelse, af H. C. Andersen (1877); en Statuette i Bronce af Søren Kierkegaard (udst. 1883) blev købt af Kunst­foreningen i København, en Statuette af General Schleppegrell til­hører det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. I 1892 fik han Bestilling paa et Nationalmindesmærke i Anledning af Christian IX's og Dronning Louises Guldbryllup, hvilket nu (1895) nærmer sig sin Fuldførelse og opstilles foran Kunstmuseet. Endelig kan nævnes Por­trætbuste i Bronce af Skuespiller Emil Poulsen og »En Faun« i Aborreparken. Han lever ugift i Rom.

(Priv. Medd.    Bricka, VII,  127.    Akad.   Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hauberg. Peter Christian Hauberg, Maler, født paa Christians­havn den 29. September 1844, er Søn af Assessor pharm., senere Etatsraad Jørgen Christian Hauberg og Margrethe Sofie f. Arboe. Da han var bleven Student 1863 og havde taget anden Examen Aaret efter, studerede han først en Tid til Polytechniker og besøgte derpaa Kunstakademiet (1870—71) for at blive Landskabsmaler. Han har tillige modtaget Vejledning hos P. C. Skovgaard og har fra 1873 udstillet dels Landskaber, dels Strandpartier med Skibe, fortrinsvis fra Bornholm. Efter i 1874 at have ægtet Michelle Chri­stiane Stender (f. 1852), Datter af Proprietær Adolf Stender paa Bornholm, blev han Medejer af en her i Staden oprettet Bog-, Papir-og Kunsthandel under Firma P. Hauberg & Co., som han dog atter opgav i 1885, for at blive Numismatiker. Han fik Ansættelse ved Møntsamlingen og er nu Inspektør ved flere forskellige Samlinger, deriblandt Nationalmuseet og Thorvaldsens Museum. Han har udgivet »Bornholm, Billeder og Text«, (1879 og 1887).

(Priv. Medd.    Bricka, VII,  134.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Haugsted. Hans Andreas Vilhelm Haugsted, Architekt, født i Odense den 7. Januar 1832, er Søn af Snedkermester Jørgen Haug­sted og Karen Nikoline f. Nielsen; han besøgte Kunstakademiet 1848 —51 og begyndte 1854 en selvstændig Virksomhed som Bygmester i sin Fødeby. Af hans Bygninger paa Fyn kan nævnes Nybygning af Hovedgaarden Holstenhus for Lensbaron Holsten-Carisius, Nybygning paa Ravnholt for Kammerherre SehestedJuel, Ombygning af Brahe-trolleborg for Lensgreve Reventlow, et Gravkapel paa Haseldorff i

 

406

Holsten til Kammerherre Oppen-Schilden, Jærnbanegaarden i Svend­borg samt Landstationsbygningerne ved den sydfynske Jærnbane, endelig Restauration af nogle Kirker.

(Priv. Medd.    Geneal. Inst.    Akad.)

 

Hauser eller Hausser, Architekt, se Elias David Hausser.

 

Haven. Lambert von Haven (Hagen og Hauen), Architekt, Søn af Salomon v. Haven (s. ndf.), var født i Bergen den 16. April 1630. Efter Faderens Død lod Frederik III ham rejse udenlands (1653), navnlig til Italien, for at uddanne sig til Maler og Bygmester. I Italien malede han et Portræt af den danske Lærde Johan Rode, som gav ham Anbefalingsskrivelse med til Rom (1656). Han kom, som det synes hjemkaldt af Christian V, 1670 tilbage til Danmark, hvor han 1671 fik Bestalling som Generalbygmester samt Inspektør over pictura, sculptura etc. med en aarlig Lønning af isooRdl. d. C. (4800 Kroner) af Kongens Particuliére-Casse; dog kaldtes han ogsaa, maaske inden Bestallingens Udstedelse, ganske simpelt »Contrafejer«. Af hans Arbejder for Hoffet nævnes Nørreport, en stor Fontæne til Jægers­borg og et Ombygningsarbejde ved »Posthuset foran Slottet«. Hans Hovedværk er Opførelsen af Frelsers Kirke paa Christianshavn, hvortil Grundstenen blev lagt den 19. Oktober låSz.¹ Den kunde, uden at være fuldstændig færdig, først indvies den 19. April 1696; men da var Kunstneren allerede død for et Aar siden, den 9. Maj 1695. Han nævnes ogsaa som Slotsforvalter paa Frederiksborg, hvilket ligeledes siges om Broderen, uden at det bestemt kan paa­vises. Han ejede en Gaard i Stormgaden (hvor nu det Harboeske Fruekloster er); men det nævnes ikke, om han selv har bygget den daværende Gaard. Af Malerier omtales: Christian V i Salvingsdragt, stukket af W. v. d. Laegh (1674), »Et døende Fruentimmer, omgiven af sine Slægtninger«, stukket af H. Schaten, Portræt af Hans von Løvenhjelm og af Niels Pallesen Rosenkrans, stukne af samme. Hans eget Portræt findes paa Rosenborg. Han blev allerede 1653 første Gang gift og tog mulig sin Hustru med paa Rejsen, men man kender ikke hendes Navn; den 17. November 1674 indgik han sit andet Ægteskab med Anne Pedersdatter Slange (f. 1653, d. 1729), som den 2. Juni 1702 fik Lov at sidde i uskiftet Bo med sine Børn.

(Busching I, S. 106, og 434^36. Sandvig, S. 70. Weinw., S. 49. 97, 102. do. Lex. Hennings, S. 43. Skild. 1829, Sp. 1363. Bricka, VII, 168.

 

¹ Om Taarnet, se Artiklen Thura.

 

407

Fædrel. ¹⁰/₆  1880.     Brock,   Oldb.   Kong.,   S. 77.     Danske Saml. V, S. 356;   do.

2. R. III, S. 299.     Rothe,   Kbh.   Kirkers   Hist.,   S. 41.     Chr. Bruun,   kgl.  Bibi.

Festskr., S. 41  og 92.     Rigsarch.    Langnick, Stamt.    Frue og Trin. Kirkeb.   ved Lengn.    Strunk.)

 

Haven. Michael von Haven, Maler, mulig ældre, Broder til oven­nævnte Lambert v. Haven, og ligesom denne født i Bergen, rejste i 1653 udenlands med Broderen paa Frederik III's Bekostning for at uddanne sig til Maler, men kom allerede inden 1664 tilbage til Dan­mark, hvor han den 28. Januar 1664 blev kgl. Contrafejer, Mathe-maticus og Tegnelærer (Ridsemester) paa Sorø, idet 1665 nogle Gaarde fra Akademiet blev udlagte til hans aarlige Lønning. Aaret efter ægtede han Anne Pedersdatter (d. 1672). I denne Stilling fik han sin Bestalling konfirmeret af Christian V den 28. Januar 1671. Senere (1676) flyttede han for sin Helbreds Skyld til Uggeløse ved Frederiksborg og døde der. Af hans Malerier nævnes et stort Billede, som forestillede hele Optoget ved Souverænetetsakten i 1660, hvilket i 1754 ejedes af Grev Christian von Rantzau. Endvidere skal han have malet »skønne Altertavler«.

(Bricka, VII, 169. Biisching, II, S. 175—76. Sandvig, S. 70. Weinw. S. 49 og 94. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1364).

 

Haven. Peter Nikolaj von Haven, Stempelskærer, Søn af Lam­bert von Haven, blev den 4. December 1725 Møntguardein og senere Møntinspektør i København. Han fik 1749 Titel af Kammerraad og 1761 af Justitsraad, og han nævnes som Medaillør, idet han skar Stempler til Dukater og andre Mønter. Det er fra ham, Biisching har de Efterretninger, han har meddelt om denne Kunstnerfamilie. Han blev gift 1753 med Kirstine Leegaard og døde inden 5. Ja­nuar 1762.

(Biisching I, 434—36. Weinw., S. 176. do. Lex. Adresseav. 1762, Nr. i. Holmens Kirkeb. ved Lengn. Møllerske Rangspers. i Rigsarch.)

Haven. Salomon von Haven, Billedhugger og Maler, var fra Stralsund og fik Borgerskab i Bergen den 29. Januar 1635. Aaret efter nævnes, at Salomon Skildrer, tilligemed nogle Studenter, har »ageret to hedenske Historier i Nykirken». Han skal have haft et eget Talent til at udklæde Figurer, som tiltalte Christian IV saa meget, at han vilde have ham til København til Hoffet, men han frabad sig det paa Grund af sin Alder. Han synes at være død noget før eller omtrent samtidig med Christian IV. Foruden hans ovennævnte to Sønner og Sønnesøn, findes ogsaa omtalt en Frederik von Haven,

 

408

som 1696 fik 100 Rdl. d. C. »for tre Skilderier om Hyldingen, Salvingen og Kroningen«, men han var mulig ikke selv Kunstner. Derimod omtales en Jochum von Haven, der var Billedhugger og 1673—75 fik Betaling for adskillige Arbejder i Elfenben. Fra Sønnen Lambert von Haven nedstammede en hel Præsteslægt.

(Busching II, 175. Sandvig, S. 70. Weinw., S. 48. do. Lex. Giessing, Jubellærere II, 2, R., S. 133. Bloch, Fynske Gejstl. I, 753. Skild. 1829, Sp. 1363. Geneal. Inst. Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

Heckel. Abraham Heckel, Kobberstikker og rimeligvis en Tysker af Fødsel, levede her i Landet i forrige Aarhundrede. Han har stukket Pladerne til Holmskjolds Værk over Svampene, der var malede af Neander, og raderet en Flora til Titelbladet (1795), en raderet Plade i Niebuhrs Rejse i Arabien forestillende østerlandske Musikinstrumenter (1774), et kasseret Portræt af Charlotte Amalie, Grunds Figurer i Normandsdalen og Rytterstøtten af Frederik V fra Amalienborg.

(Sandvig, S. 71.    Weinw., S. 231.    do. Lex.    Thaarup.    Krohn I,  154.)

 

Hecklauer. Johannes Hecklauer, Architekt, født i Thuringen 1596, var allerede 1619 i Danmark, i Færd med at bygge et Sang­værk til Frederiksborg Kirke. Aaret efter bliver han Organist og virker nu i begge Fag, idet han undertiden kaldes Organist, under­tiden (1635) Bygningsinspektør. Han skal have ledet talrige Bygge­foretagender i Slesvig, bl. a. Opførelsen af Byen Husums østre Port, der ikke var færdig ved hans Død den 13. August 1652. Han var gift med Sophia Lælius (f. 1600, d. ¹⁷/₄ 1654), Datter af den gottorpske Kansler Lælius.

(Louis Bobé i Bricka, VII, 485.)

 

Heerfordt. Anna Cathrine Christine Heerfordt, født Obelitz, er Datter af Forstraad, kgl. Skovrider Ove Peder Christian Top Obelitz (f. 1805, d. 1869) og Hansine Danieline f. Schmidt (f. 1812), og hun blev født paa Fredensborg den 4. Oktober 1839. Den 10. Maj 1862 indtraadte hun i Ægteskab med praktiserende Læge Christian Asp Heerfordt (f. 1833, d. 1864), en Broder til nedennævnte Ida Heerfordt. Som Enke har hun uddannet sig til Blomstermalerinde, dels under sin Svigerindes, dels under O. A. Hermansens Vejledning, og hun har udstillet siden 1880; senere malede hun en kort Tid hos Bertha Wegmann; hun maler med Forkærlighed voxende Planter i det fri. I 1884 udstillede hun et større Billede »Voxende Nym-

 

409

phæa m. fl.« malede i botanisk Haves Akvarium; i 1887 deltog hun i Konkursen  for  den Neuhausenske Præmie,   som Anth. Christensen vandt.     Et  i   1895   udstillet Billede »Voxende Brombær« blev valgt til at komme med s. A. paa en amerikansk Udstillings-Tournée. (Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

Heerfordt. Ida Marie Margrethe Heerfordt, Malerinde, født i Skjoldborg Præstegaard den 22. Juli 1834, er Datter af Sognepræst Christian Frederik Heerfordt (f. 1791, d. 1841) og dennes anden Hustru Anna Margrethe f. Asp (f. 1808, d. ²⁰/₁₂ 1887). F. F. Helsted har været hendes Lærer; hun har malet enkelte Landskaber, men har især gjort Blomstermaleriet til sit Fag og har udstillet fra 1866 til 1881. I sine senere Aar malede hun ogsaa Kirke-Interiører, der­iblandt »Emauskirken« (udst. 1880), som blev skænket nuværende Biskop Stein ved hans Forflyttelse til Mathæuskirken. Efter længere Tids Svagelighed døde hun paa Kommunehospitalet den i. December 1887, tyve Dage før Moderen.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Heger. Heinrich Anton Heger (ikke Hæger), Søn af Maler­mester Heinrich Heger og Diderikke Eleonore f. Schmidt i Haderslev, blev født der 1832, blev Malersvend 1852 og kom derpaa til Køben­havn for at uddanne sig til Architekturmaler under Heinrich Hansens Vejledning. Han fik 1853 Adgang til Akademiets Skoler og vandt i 1855—56 to Gange den mindre Sølvmedaille, nemlig baade i De-korationsskolen og i Modelskolen. I 1850 fik han en Rejseunder­støttelse og i 1861 en mindre Understøttelse paa 200 Rdl. Han har udstillet i København 1856—65, mest architektoniske Partier fra Tyskland. Han levede 1858 til 1862 i Munchen og nød der Prof. Hermann Dycks Vejledning, rejste derpaa til København, hvor han i 1864 ægtede Sørine Zester fra Horsens. Men, da han mente at kunne fortjene mere udenlands, tog han i 1865 til Kiel, hvor han forblev til 1875 °S malede en Del architektoniske Interiører. Derefter levede han i Munchen som Architekturmaler til sin Død, den 4. Februar 1888.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Nat. Tid. ⁸/₂  18

 

Heidtritter.    Ludvig  Heidtritter,   Billedhugger,   nævnes  i 1623 som Posserer (Pousserer) d. v. s.   Modelerer  og Indvaaner i  Køben-

 

410

havn  og  fik  den   27. April s. A. 600 Rdl. Forskud paa Udførelsen af de fire Drager, som danne Spiret paa Børstaarnet.

(Tdsk. f. Kstind. VI, 99, Art. af Henry Petersen.)

 

Heilmann. Gerhard Vilhelm Ernst Heilmann, Maler, er Son af Apotheker Henrik Peter Gysbert Heilmann (f. 1821) og Fanny Agnes Nathalie f. Mau (f. 1830) og er født i Skelskør den 25. Juni 1859. Han gik i Roskilde Skole og blev 1877 Student og tog Aaret efter Anden Examen, begge med første Karakter. Han besøgte en kort Tid Polytechnisk Læreanstalt, men begyndte saa at studere Lægevidenskab og aftjente i 1882 sin Værnepligt som Underlæge. I Oktober 1883 traadte han ind i Kunstnernes Studieskole under Krøyer og Schwartz og fulgte derefter den nuværende Skik at male ikke blot Studier, men udførte Billeder i fri Luft. Fra 1887 har han udstillet Landskaber med Staffage, Mennesker og Dyr. I 1890 fik han, paa nogle dekorative Prøver, Tilbud om Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor han hører til den mindre Kreds af Kunstnere, som have vundet Navn, ogsaa i Udlandet, ved at male Unica, d. v. s. Vaser og lignende Ting, hvor hvert enkelt Motiv kun anvendes én Gang; de udføres i Maling »under Glasuren«. Heilmann foretog i 1893 en Studierejse til Italien. Han har udgivet »Slægten Heilmann«, et smukt udstyret og omhyggelig udarbejdet Værk.

(Priv. Medd.    Opgiv, fra Pore. Fabr.    Geneal. Inst.    Udst. Fortegn.)

 

Heimbach. Wolfgang Heimbach, en Kunstner, som levede og arbejdede i Danmark under Frederik III, var født i Oevelgonne i det Oldenborgske, i Nærheden af Pinneberg i Holsten. Man antager, at det er ham, der kaldes »den stumme Maler«, et Tilnavn, der dog undertiden ogsaa tillægges en anden Kunstner, der kaldes Jørgen Maler. Da Heimbach røbede Lyst til Malerkunsten, kom han i Lære hos en Kunstmaler, rejste derpaa til Nederlandene og Italien og for­blev udenlands i tolv Aar. Han skal ved sit Talent have vundet Pavens, flere Kardinalers og andre fornemme Herrers Yndest. Alle­rede fra 1635 nævnes Billeder af ham i Palamedes' Maner. Til Dan­mark maa han være kommen endnu i Christian IV's Tid, da Por­træter af dennes Sønner Prins Christian (d. 1647) °g Prins Frederik ere malede af ham. De bevares paa Rosenborg. Et »Portræt af en Læge«., i Virkeligheden forestillende Jakob Jensen Normand (s. d.), betegnet med Monogram, er malet 1654; Ulrik Christian Gylden­løves Portræt, stukket af Halveg, er fra 1659. I 1665 søgte han om Orlov, for at rejse til Oldenborg, men kom dog som det synes igen

 

411

til København for at male sit store Billede, forestillende Frederik III's Hylding paa Slotspladsen, som blev færdigt 1666. Her malede han ogsaa det grevelig Gyntherske Familiestykke, der er betegnet med Navn og Aarstallet 1667 (tilh. d. kgl. Malerisaml.), hvorefter han den 21. August 1667 fik Rejsepenge og skal være taget til Olden­borg. Af Aarstal paa Billeder ses, at Heimbach endnu levede 1675. Billeder, hvis Tilblivelsestid ikke kan bestemmes, hvorvel de synes malede i Danmark, ere: de to enkelte Portræter af Greve Anton Gynther af Oldenborg og hans Gemalinde, som bevares paa Rosen­borg, Portræt af Dronning Sofie Amalie i Bondepigedragt, som hun bar paa en Maskerade (Rosenborg), et Natstykke med flere Personer i hel Figur, som er betegnet med Kunstnerens Monogram, og Portræt af en Pave. De to sidstnævnte tilhøre den kgl. Malerisamling.

(Sandvig, S. 72. Weinw., S. 71—73. do. Lex., S. 85 og 117. Spengl. Art. Eft. fra Winkelmann: Oldenb. Chronica. Spengl. d. kgl. Maleriesaml. Nr. 804—6. Brock, Oldenb. Kong., S. 44, 52, 56. Nagler Monogr. III, 742. Bricka, VII, 271. Priv. Medd. Strunk.)

 

Heimbrod. Johan Christoffer Heimbrod, Billedhugger, vistnok en indvandret Tysker, arbejdede for største Delen i sit Haandværk i Frederik IV's og Christian VI's Tid, men synes dog ogsaa at have virket som Kunstner. I 1724 tog han en Voxmaske over den afdøde Prinsesse Christiane Amalie, hvorefter J. Hofmann (s. d.) malede et Portræt; i 1725 paatog han sig at fuldføre Figurerne til Altret i Frelsers Kirke, efter at Arbejdet først havde været overdraget to udenlandske Billedhuggere, Breusegem og Kackeler (se II. Udenl. Kstn.); særlig tillægges Englen med Kalken hans Haand, men de Synsforretninger, som flere Gange blev tagne over hans Arbejde, faldt just ikke ud til hans Gunst. Til Fredensborg Slotshave udførte han en Statue af »Flora«. Han havde faaet Bestilling paa en Del Billedhuggerarbejde til Hirschholm Slot, da han døde i Begyndelsen af 1733.

(Bricka, VII, 571—72. F. J. Meier, Fredensborg, S. 182. Samme, Tilsk. 1890, S. 95. F. R. Friis, Bidr. t. dsk. Ksthist., S. 53 rig. Rigsarch.)

 

Heims. Carl Heinrich Ludvig Heims, Kobberstikker, født den 24. Maj 1817 i Altona og Søn af Købmand Gerhard Christoph Heims og Vilhelmine f. Jæger, begyndte i sin Fødeby at uddanne sig til Architekt og kom for at fuldende sin Uddannelse i 1838 til Køben­havn. Da han imidlertid havde mere Lyst til at være Tegner og Kobberstikker, tillod hans Forældre ham det, efter at J. L. Lund,

 

412

af hvem han var bleven Elev, havde givet ham Vidnesbyrd for at have Talent. Et af hans første Forsøg som Kobberstikker eller Raderer var i den af Schøler (s. d.) opfundne Fremgangsmaade, Stylografi, hvori han udførte et Stik efter Eckersbergs Thorvaldsens Portræt i Akademiet. Arbejdet lykkedes fra Kunstnerens Haand, men Pladen fordærvedes under Schølers techniske Operation. Heims blev imidlertid i 1840 Tegner ved zoologisk Museum, opfandt 1848 en ny Art Kobberstik, idet Pladen ved en særegen Ætsning kommer til at bære et ophøjet Billede af Tegningen, der lader sig aftrykke i Bogtrykkerpressen, Chalkografi. Aaret efter forlod han København for at vinde større Udbredelse for sin Opfindelse i Berlin, hvor han blev til 1854 og senere i Paris 1854—58; men uagtet han har udført ikke faa Blade efter sin nye Fremgangsmaade, synes den ikke at have haft Kraft til at trænge Lithografien eller Kemitypien, som den snarest ligner, til Side. Efter at have rejst nogle Aar i Tyskland tog han i Berlin i 1860 en Slags Examen, der gav ham Ret til at søge Plads som Tegnelærer ved de højere Skoler i Tyskland, og han fik, efter den anden slesvigske Krig, en Plads som saadan ved Gymnasiet og Realskolen i Flensborg. Uagtet han saaledes en stor Del af sit Liv har levet og virket under tyske Omgivelser, talte og skrev han stadig godt Dansk.

(Priv. Medd. til F. C. Krohn.    Akad.     Brev til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.)

 

Heine. Heine, Bygmester, nævnes af J. Høst i hans Efterretninger om Marokko og Fes (Kbh. 1779), som en dansk Kunstner, der med Lønning af Kongen af Danmark gik til Marokko, hvor han døde omtrent 1760. Se ogsaa V. Schrøder.

(Skild.  1830, Sp.  1070, efter Høsts Værk, S.  76,  78, 83.)

 

Heintze. Heintze, (norsk) Bygmester, opførte Domkirken i Bergen efter Ildebranden 1702 og istandsatte Korskirken der, som havde lidt ved samme Lejlighed.

(Weinw. Lex.)

 

Hellesen. Adolf Bernth Helksen, Dekorationsmaler, født den 25. December 1831 i København, var Søn af Urtekræmmer og senere Bogholder Christian Didrik Hellesen (f. 1806, d. 1852) og Flora Elisabeth Sofie f. Top (f. 1813, d. 1883). Han begyndte at besøge Kunstakademiet i 1847, medens han samtidig var i Malerlære og uddannede sig til Dekorationsmaler under Hilkers Vejledning; i 1858 blev han Elev af Modelskolen og vandt s. A. den mindre Sølvmedaille

 

413

i Dekorationsklassen, Aaret efter den store i samme Fag. Efter at han var ble ven sat i Stand til 1861—62 at foretage en Udenlands­rejse, navnlig til Italien, bosatte han sig i København som Maler­mester og Dekorationsmaler og har i flere Herregaarde og Kirker haft Lejlighed til at udføre kunstnerisk Dekorationsarbejde, ligesom han fra 1858 til 1872 jævnlig udstillede Arbejder i dette Fag. Han døde ugift den i. August 1890 og efterlod ved Testament sin Formue til lige Deling mellem Kunstakademiet og Malerlavet, dog saaledes at navngivne Slægtninger nyde Renterne for Livstid.

(Priv. Medd.    Pers. Tdskr. 2. R. VI, T. 32.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hellesen. Hanne eller Johanne Helksen, Malerinde, Datter af Skibsfører Hans Hellesen og Johanne Hellesen f. Gørtz, var født den 20. December 1801 og var Slægtning af den ovennævnte A. B. Helle­sen.¹ Da hun tidlig viste Lyst til Tegning, uddannede hun sig under J. L. Jensen til Blomstermalerinde, og fik i 1827 efter Ønske et Vidnesbyrd af Akademiet, for at have røbet en saadan Fremgang og Udvikling i Kunsten« at hun en Gang »vil kunne indtage en ud­mærket Plads mellem sit Kunstfags Dyrkere«. I Sommeren 1834 foretog hun for egen Regning en Rejse i Tyskland, hvor hun navnlig opholdt sig i Dresden for at kopiere et Stykke af van Huysum i Malerisamlingen der. Hun har udstillet 18 2 5—44, og den kgl. Maleri-samling indkøbte efterhaanden tolv Blomster- og Frugtstykker af hende, hvoraf intet for Tiden er fremhængt. Hun døde den 9. Maj 1844.

(Priv. Medd.    Ådr.  1844, Nr.  115.    Akad.    Reitzel.      Udst. Fortegn.)

 

Hellesen. Lars Julius August Helksen, Landskabsmaler, Søn af Toldassistent Niels Conrad Hellesen og Anna Dorthea f. Dons, var født i København den 17. Juli 1823. Han besøgte Kunst­akademiet fra 1836, blev 1843 Elev af Modelskolen, lagde sig efter Landskabsmaleriet under H. Buntzens Vejledning og udstillede 1840 —46 nogle Landskaber, hvoraf »Parti ved Ordrup« i 1841 blev købt til den kgl. Malerisamling. Ogsaa til Kunstforeningen solgte han nogle Billeder. I sine senere Aar arbejdede han som Lithograf hos Em. Bærentzen & Co. og udstillede 1860 et Farvetryksbillede af Rosenborg Slot. Han ægtede den 15. November 1862 Pauline Emilie f. Paulsen (f. 1833) og døde den i o. Juli 1877 paa Kommune­hospitalet.

(Priv. Medd.    Skifteretten.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

¹ Hvis  Farfader, Urtekræmmer,  Oberst Claus Bernth Hellesen,  var Broder til hendes Fader.

 

414

Helsted. Axel Theofilus Helsted, Maler, født i København den u. April 1847 og Søn af nedennævnte F. F. Helsted, begyndte, efter at han havde lært at tegne hos sin Fader, at besøge Kunst­akademiet 1861, vandt 1864 dets mindre Sølvmedaille og fik den 30. Juni 1866 Afgangsbevis som Maler, ikke mer end nitten Aar gammel. Efter at have udstillet et større Arbejde, en Karton fore­stillende »Uffos Kamp med Saxerne«, hvormed han konkurrerede til den Neuhausenske Præmie, og nogle Portræter, rejste han i 1869 til Paris, hvorfra han paa Grund af Krigen tog til Italien, og der fik han 1872 Rejseunderstøttelse af Akademiet i to Aar, men forblev flere Aar i Udlandet. Under et Besøg i Hjemmet (1874) ægtede han Emilie Augusta Wolff (f. 1852, d. 1886), Datter af Justitsraad, Sekretær og Kasserer Niels Wolff (f. 1793, d. 1862) og Louise Serafine f. Koch (f. 1810, d. 1893). I 1879 vendte han tilbage til Danmark, men foretog, efter sin Hustrus Død, i 1887 en Rejse til Holland og Belgien, og senere i 1890 med det Ancherske Legat en Rejse til Palæstina. Han malede fra først af væsentlig Genrebilleder, og hans Billeder gjorde sig bemærkede ved et fint Lune og heldigt Valg af Typer. I 1882 fik han Udstillings-Medaillen for »Fader og Søn«, der blev købt til den kgl. Malerisamling. Ved Akademiets Omord­ning blev han i Marts 1887 paa denne Medaille Medlem af Akade­miets Plenarforsamling og blev strax indvalgt i Akademiraadet, men udtraadte i Marts 1893 og valgtes saa til Medlem af Udstillings-komiteen, i 1895 til dens Formand; i 1892 fik han Titel af Professor. Af hans Genrebilleder kan nævnes »Fra Villa Borghese« (udst. 1876, st. af J. Ballin), de tvende store Billeder »Byraadet« (udst. 1885, Hamborgs Museum), »En Deputation« (udst. 1893) samt »Lægens Venteværelse« (1886) og »En Forelæsning for Damer« (1888). Helsted har ogsaa malet en Del Portræter, saaledes Alb. Kiichler (1878, tilh. Udstillingsfonden). Efter sin Rejse i Palæstina har han med For­kærlighed malet religiøse Æmner i mindre Billeder, hvori en dyb og alvorlig Følelse udtaler sig. Ved den internationale Udstilling i Ant-werpen i 1894 tilkendtes Helsted en første Medaille.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 307. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. II. T. 47.)

 

Helsted. Frederik Ferdinand Helsted, Maler, Søn af Skomager­mester Johan Helsted og Ane Marie f. Salathee, var født i Køben­havn den 18. Marts 1809. Da han var musikalsk, blev han ti Aar gammel sat til at lære Musik hos sin ældre Broder, der var Hoboist

 

415

ved Livjægerne; men uagtet han gjorde gode Fremskridt i Musiken, viste det sig i hans fjortende Aar, at han var for svag til at blive Spillemand ved Hæren. Han maatte nu arbejde i Faderens Haand-værk, men efter at han var bleven Svend, gik han i Malerlære, hvortil han havde mere Lyst, og i Oktober 1828 fik han Adgang til Akademiet, medens han samtidig blev Malersvend. Imidlertid maatte han selv som Kunstner vedblivende hjælpe Faderen i dennes Haand-værk. I 1834 fik han Akademiets mindre Sølvmedaille, i 1836 Penge­præmie for en Modelfigur, i 1837 den store Sølvmedaille. Samme Aar benyttede Professor Stein ham paa Grund af hans Dygtighed i Tegning efter Modellen til at udføre nogle Tegninger til hans Lære­bog i Anatomien. Han var imidlertid begyndt at udstille 1833 og opnaaede i 1836, at Prins Christian Frederik bestilte et Maleri hos ham, forestillende »To Børn, som give Almisse«.

Han længtes efter at komme udenlands og efter at han i Januar 1841 havde søgt om Rejseunderstøttelse af Akademiet, uden at opnaa det, rejste han i August s. A. med de faa Penge, han havde, til Diisseldorf i det Haab at faa Stipendium i det følgende Aar. Dette Haab skuffedes imidlertid, og under den yderste Nød opholdt han sig to Aar i Diisseldorf, hvor oven i Købet Øjensygdom for­mindskede de ringe Summer, han kunde tjene ved at male Portræter, kom derfra til Nizza, Florens og Rom og endelig i Slutningen af 1844 eller i Begyndelsen af 1845 tilbage til København.

Her besluttede han i Juni 1845, efter Eckersbergs Raad, at oprette en Tegneskole, hvortil Akademiet kom ham til Hjælp med Udlaan af Afstøbninger. Denne Skole, som han efterhaanden hævede til den betydeligste næst Akademiet selv, har stiftet uberegnelig! Gavn, ikke alene ved at virke som almindeligt Dannelsesmiddel paa den opvoxende Ungdom, men ogsaa ved at give mange vordende Kunstnere en gavnlig og frugtbar Forskole. Trods sin ved Ung­dommens Modgang nedbrudte Helbred, ledede han med en sjælden Energi, parret med mild Elskværdighed denne Skole i næsten 30 Aar. Kun et Par Aar før sin Død nødte hans aftagende Kræfter ham til at nedlægge den. I de første Aar udstillede han endnu, men fra 1849 helligede han Tegneskolen og de Fortegningsværker, han efter­haanden udgav, alle sine Kræfter. Han var den n. August 1841 bleven gift med Anna Christine Vilhelmine Olsen (d. 1889), lige før han under saa indskrænkede Kaar tiltraadte sin Udenlandsrejse; han oplevede at se sin Søn, der ovenfor er nævnet, rejse til Italien som

 

416

en lovende ung Kunstner under lykkeligere Forhold end han selv havde været der, og døde den 10. December 1875 af en tærende Sygdom.

(Bricka, VII, 310. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. V. T. 36.)

 

Helsted. Viggo Lauritz Helsted, Sømaler, er Søn af fh. Synge-mester og Concertmester Professor Carl Adolf Helsted (f. 1818) og Francisca Marie Christiane f. Hagen (f. 1824, d. 1878) og er født i København den 15. September 1861. Han besøgte efter sin Kon­firmation det techniske Selskabs Skøle, fik den i. Oktober 1879 Adgang til Akademiet, men afgik i 1883 atter fra Modelskolens For­beredelsesklasse for at uddanne sig som Sømaler. Han begyndte at udstille 1884 og har siden stadig udstillet. I 1890 og 1892 har han haft Rejseunderstøttelse fra Akademiet, hver Gang 400 Kr. I 1889 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med »Skibe i Hel­singørs Havn«. Af hans Arbejder kan fremhæves »Stiv Kuling« (1891) og »Fiskekvaser søge Havn« (1892).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Henck. Sofie Ernestine Henck, Malerinde, født den 3. April 1822 i København, var Datter af Overlæge, Professor Carl Ludvig Frederik Henck (f. 1787, d. 1854) og Marie f. Jørgensen (d. 1871). Hun lærte Blomstermaleriet hos J. L. Jensen og senere hos O. D. Ottesen. Desuden var hun 1848 i Dresden og Vinteren 1857—58 i Paris for at uddanne sig videre i sit Fag. Hun har fra 1858 til 1876, dog ikke stadigt, udstillet dels mindre originale Arbejder^ dels Kopier efter hollandske Mestre, saaledes efter van Huysum (Aalborg Mus.), efter de to store Billeder af J. van Son i den kgl, Malerisamling m. m. Hun fik efter Moderens Død Plads i Christiansdals Kloster og der døde hun den 8. Februar 1893.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Henckel. Carl Frederik Theodor Henckel, Lithograf, var Søn af tyske Forældre, Premierløjtnant Johann Philip Elias Ludvig Henckel (d. 1811) og Amalie Christiane Hermine Henriette f. Zuch. Han blev født den 15. April 1801 i Aalborg, hvor Faderen holdt Skole, kom til København for at blive Kadet (1814), blev Sekond­løjtnant den i. Januar 1819 (med Tjenestealder fra 22. Januar 1818), Premierløjtnant 1829 og fik den 28. April 1842 Afsked i Naade af Krigstjenesten med Ventepenge og Rang som Stabskaptajn.

 

417

Han var militær Lithograf ved General-Kvartermester-Staben, og udstedte som saadan allerede i 1821 en Subskriptionsindbydelse paa lithograferede Forskrifter (en CalligraphrplaTn). Efter at have rejst henved tre Aar i Udlandet med Understøttelse fra Fonden ad usus publicos (600 Rdl. aarlig i a¹^ Aar) for at gøre sig bekendt med alt til Lithografien hørende, oprettede han 1827 et Stentrykkeri i Køben­havn, med det Formaal ikke blot at levere Arbejder til technisk Brug, men ogsaa Kunstarbejder, Portræter, saaledes udførtes Por­træter af S. A. Jacobsen, Prof. Ludv. Jacobson, Sproglærer Ramus o. fl., Gengivelser af Kunstværker m. m. Etablissementet, som laa i stadig Kappestrid med det kgl. Stentrykkeri, nød ikke ringe An­seelse; Akademiet saa 1831 »med Fornøjelse« de af Henckel ind­sendte Arbejder, og 1838—40 udstillede han lithografiske Arbejder paa Charlottenborg, saaledes 1840 »Fængselsscene i Rom« efter Mår-strand. En senere bekendt Lithograf, A. Kaufmann, har faaet sin første Uddannslse hos Henckel. I 1848 nedlagde han sin lithografiske Forretning og gik frivillig med i Krigen, men kun det første Aar. Han var 1827 hleven gift med en Datter af Møller Jens Schmidt og Sofie Henriette f. Jacobi, Marie Dorothea Schmidt (f. 1805), som døde den 5. Marts 1853, og snart efter fulgte han hende i Graven, den 29. Juli 1853. Han var Ridder af flere Ordener, deriblandt fra den 6. Oktober 1851 af Danebrog.

(Priv. Medd. Medd. fra Krigsmin. Bricka, VII, 336, Thaarup. Erslew, Forf. Lex. Suppl. I, S. 768. Dagen 1831, Nr. 99, 100 og 235. Geneal. Inst. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Hendriksen. Rasmus Frederik Hendriksen, Xylograf, født den 11. August 1847 i København, er Søn af Bud i Ministerierne, senere Værtshusholder Rasmus Hendriksen og Frederikke f. Nielsen. Efter at have været Lærling i Lose & Delbancos xylografiske Institut i z¹!^ Aar besøgte han Kunstakademiet i 1863—66 og har siden For-aaret 1870, efter et toaarigt Ophold i Paris og navnlig i London, været i selvstændig Virksomhed. Han har udført Træsnit efter Teg­ninger af en Mængde af vore fortjenstfuldeste Kunstnere, dels til Bøger, dels som særlige Blade. Han stiftede 1877 det illustrerede Ugeblad »Ude og Hjemme«, som udkom til 1884 og bragte ved Siden af en gennemgaaende god Text, en Mængde fortrinlige Gen­givelser af danske Kunstneres Arbejder. Fra 1881 til 1890 udgav han tillige en illustreret Udstillingskatalog. I Henseende til Gen­givelse af Kunstværker har han fulgt med Tiden og tilegnet sig de

 

N. K. L.    I.                                            Oktober 1895.                                        27

 

418

nyere techniske Methoder, ligesom han ogsaa har erhvervet sig For­tjeneste i kunstindustriel Retning ved sin ihærdige Virksomhed til Boghaandværkets Fremme. Han har udstillet Træsnit i 1878—79. Hendriksen blev den 30. April 1872 gift med Therese Margrethe Degen (f. 1848, d. 1873), Datter af Musiker Degen og Caroline f. Nielsen, og blev i andet Ægteskab, den 20. December 1876 gift med Holga Albertha Paulli, Datter af Kapelmester Holger Simon Paulli (f. 1815, d. 1891) og Nielsine Albertha f. Schouw (f. 1815, d. 1891).

(Priv. Medd.    Bricka, VII, 339.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Henneberg. Hans Christian Henneberg, Xylograf, Søn af Arbejds­mand, senere Spækhøker Svend Henneberg og Magdalene Hansdatter, var født i København den 7. September 1826. Efter sin Konfirma­tion kom han i Lære hos Xylograf Flinch og var hos ham i fem Aar. Samtidig besøgte han Kunstakademiet (1840—49), hvorfra han afgik som Elev af Gibsskolen. Med Understøttelse fra den Reiersenske Fond rejste han i 1847—49 til Tyskland, hvor han navnlig i Dresden og Miinchen søgte at uddanne sig videre. I Miinchen deltog han i Udskæringen af Træsnit til Schnorrs Billedbibel og til en Jugend-Kaknder med Tegninger af Frølich. Af hans senere Arbejder i Hjemmet kan nævnes Træsnit til Holst's Felttogene 1848—50, til Fabricius' »Danmarks Historie«, mest efter Frølichs Tegninger, Ernst Meyers Portræt efter Olriks Tegning, udgivet af »den danske Radere-forening« m. fl. I 1862 nedsatte han sig som Fotograf, uden derfor ganske at opgive Xylografien. Han har endog forsøgt at forbinde begge Fag ved at opfinde en særegen Maade at overføre Tegninger og Fotografier umiddelbart paa »Stokken«, en Fremgangsmaade, som ved sin Hensigtsmæssighed har vundet stor Udbredelse. Den 9. No­vember 1854 ægtede han Anna Dorthea Severine Drejer (f. 1829), Datter af Handelsagent Carl Peder Christian Drejer. Henneberg døde den 9. Maj 1893. Hans Datter er gift med H. P. G. Hansen (s. d.)

(Priv. Medd. Bricka, VII, 340. Indf. Mdskr. 1866. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Henningsen. Christian Pram Henningsen, Maler, var Søn af Rebslagermester Jens Henningsen (f. 1801, d. 1868) og Johanne Cathrine f. Frølich (f. 1813), og han blev født i København den 19. November 1846. Han havde fra Barn af Lyst til Tegning, men blev dog efter sin Konfirmation sat paa et Handelskontor, og først

 

419

da Købmanden, hos hvem han havde Plads, gik fallit, fik han Lov at besøge F. Helsteds Tegneskole. Efter at Marstrand havde set hans Tegninger, fik han i April 1865 Plads i Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik, saaledes at han den 30. Juni 1871 fik Afgangs-bevis som Maler. Han udstillede fra 1871 til 1878 en Del Por­træter, og fra 1879 til ^J883 nogle Genrebilleder, hvoraf to tilhøre Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar, medens et tredje »Soldatens Hjem­komst« blev malet paa Hs. Maj. Kongens Bestilling. I 1883 rejste han til Miinchen, hvor han bosatte sig og udstillede efter den Tid kun i Udlandet, dels i Miinchen og Berlin, dels i Bryssel og Ant-werpen og var kun hjemme nogle faa Gange for at aflevere bestilte Arbejder eller male Portræter. Henningsen havde den 22. April 1874 ægtet Johanne Larsen, født den 23. Juni 1845 P^aa Langeland; i Miinchen lagde hun sig efter Blomstermaleri, men trods begge Ægte­fællers Flid og Stræbsomhed synes deres Kaar ikke at have været blide, og efter ni Aars Ophold i Miinchen døde han den 24. Maj

1892  af Tyfus, og allerede den 6. Oktober s. A. fulgte hans Hustru ham  i   Graven.     Danske Kunstfæller og Venner satte  den   17. Juli

1893  et Mindesmærke paa hans Grav i München.    Begges efterladte Arbejder blev solgte ved Auktion den 29. Januar 1894.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Aukt. Fortegn.)

 

Henningsen. Erik Ludvig Henningsen, Genremaler, er født i København den 29. August 1855 og er Søn af Grosserer, Farve­handler Frants Christian Ludvig Henningsen (f. 1820, d. 1869) og Hilda Christine Charlotte f. Schou (f. 1824, d. 1880). Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære hos Dekorationsmaler Ad. Hellesen (s. d.), besøgte det techniske Selskabs Skole og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Juni 1873 til den 24. December 1877, da han fik Afgangsbevis som Maler. I 1879 begyndte han at udstille og vandt hurtig Opmærk­somhed ved sine lunefulde, med sikker Haand gennemførte Genre­billeder. Allerede 1881 viste han i »Morgen i Adressekontorets Gaard«, at han forstod at tage en typisk Skikkelse lige paa Kornet. Almindelig Yndest vandt han ved sit »Vagtparaden trækker op« (1883), Aaret efter solgte han Billedet »Nytorv« til Nationalgalleriet i Stockholm, i 1887 fik han første Gang Aarsmedaille for »Fri­kvarter« tilhørende Efterslægtsselskabets Skole, i 1888 malede han »Vagtparaden« til den kgl. Malerisamling, og et Pastelbillede »Cor-

 

420

tegen til Frue Kirke« i Anledning af Regeringsjubilæet.    Aaret efter, 1889, var han udenlands paa det Ancherske Rejselegat.

Paa Billedet »Ved Juletid« (Gross. H. Hirschsprung) fik han i 1890 anden Gang Aarsmedaille og blev derved Medlem af Akade­miets Plenarforsamling, i 1891 fik han »Hædrende Omtale« ved Jubilæumsudstillingen i Berlin. I 1892 udstillede han det store Billede »Sat ud«, der blev købt til den kgl. Malerisamling og betegner et Sving hen imod alvorligere, mere gribende Æmner og et mere behersket Foredrag. Derefter fik han en Rejseunderstøttelse paa 1000 Kr. fra Akademiet, da han ikke ønskede at foretage nogen større Rejse, og blev i Februar 1893 Medlem af Akademiraadet. Han har malet ikke faa Portræter og tegnet en Del Illustrationer. Efter en Række Billeder, som have bevaret ham den Interesse, han tidlig havde vakt, udstillede han i 1895, ved Siden af nogle mindre, af hans sædvanlige Lune prægede Billeder, det store alvorlige »En saaret Arbejder«, som, trods en noget graalig Hovedtone, tiltalte ved de heldig valgte Typer og en Følelsens Værdighed, hvori sygelig Sentimentalitet ganske var undgaaet. Samme Aar valgte Universitetets Bedømmelsesudvalg Henningsen til at male det sidste af de store Billeder i dets Festsal, forestillende »Det første Naturforskermøde«. Der er han stævnet til Møde med Marstrand, Bloch og Rosenstand. Henningsen ægtede i 1887 Mary Henriette de Jonquiéres (f. 1858), Datter af Kontorchef Gotfred Christian de Dompierre de Jonquiéres (f. 1818, d. 1883) og Henriette f. Lindam (f. 1821, d. 1884).

(Priv. Medd. Bricka, VII, 351. IH. Tid. 1894, Nr. 29. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Henningsen. Frants Peter Didrik Henningsen, Genremaler, født i København den 22. Juni 1850, er forannævnte Erik Henning-sens ældre Broder. Han blev Student fra Borgerdydskolen paa Christianshavn 1869, begyndte i Oktober 1870 at besøge Kunst­akademiet for at uddanne sig til Maler og fik den 30. Juni 1875 Afgangsbevis som Maler. Samme Aar udstillede han sit første Billede, en Portrætfigur i mindre Størrelse af Fru Sødring. Han har i det hele malet mange Portræter, baade i naturlig Størrelse og med hel Figur i mindre Format, en Fremstillingsmaade, som han tidt har maattet anvende. Til hans Portræter kan ogsaa henregnes den store Akvarel til Regeringsjubilæet »Modtagelse af Købstædernes Deputa­tioner« (1889). Som Genremaler vakte han først Opmærksomhed ved »Paa Fodtur« (1877, Gross. H. Hirschsprung), hvor de unge

 

421

Studenter dannede en lystig Modsætning til det alvorlige jyske Land­skab. Ogsaa i sine senere Billeder har han ladet Landskab og Staffage smelte sammen til stemningsfuld Helhed. For et i 1883 udstillet Billede »En Begravelse« fik han Udstillingsmedaillen og blev saaledes Medlem af Akademiets Plenarforsamling ved dets nye For­fatning i 1887. Billedet blev købt til den kgl. Malerisamling. I 1884 havde han Akademiets Rejseunderstøttelse. I 1887 blev han første Gang valgt til Medlem af Akademiraadet, genvalgt 1890, men traadte kort efter over i de livsvarige Medlemmers Kreds, da han efter C. Blochs Død valgtes til Professor ved Modelskolen (¹²/₄ 1890). Den 26. Maj 1892 blev han Ridder af Danebrog. Aaret efter (1893) udstillede han det store, i Anledning af Kongeparrets Guldbryllup malede Billede »Amalienborg« med Gården, som trækker op, og en Række lignende Portræter i det tilstedeværende Publikums Kreds. Samme Aar havde han det alvorlige Billede »Hos Pantelaaneren« med sine heldig valgte Typer, og Aaret efter det lunefulde »En lille Efternøler«. Ligesom han, siden sit første Billede, har været en flittig Udstiller, saaledes har han ogsaa stadig været søgt som Illu­strator og har tegnet en Mængde Æmner til Bøger og Blade. Den 9. November 1880 ægtede han Thora Vermehren (f. 1859), Datter af Professor F. Vermehren (s. d.).

(Priv. Medd.    Bricka, VII, 352.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Henningsen. Isak Henningsen, Maler og Kobberstikker, Søn af Snedkermester Christoffer Henningsen, var først Guldsmed, men lagde sig i Antwerpen efter Malerkunsten, og søgte derfra i 1755 Kunst­akademiet om en Understøttelse til at fortsætte sin Rejse. Ansøg­ningen var ledsaget af en Erklæring fra hans Lærer Nicolaus van der Bergh, der meddelte, at Henningsen i hans Hus havde udført et Maleri, uden at nogen anden havde rørt derved, og paa dette Maleri i>une conversation«. havde Mesteren, sagtens i Erkendelse af dets Godhed, »sat sit eget Navn«. Fra Antwerpen tog han til Paris, hvor han lagde sig efter Kobberstikkerkunsten-, allerede 1756 stak han en »Bacchus« (efter Saenredams Stik efter H. Goltzius), og i 1758 fremstillede Konferensraad Wasserschlebe et Kobberstik af ham udført »efter Parrocels Maade i imiteret Rødkridemaner«. Akademiet »admirerede« det og takkede det nævnte Æresmedlem-, Kunstneren fik af Fonden ad usus publicos 200 Rdl. d. C. aarlig i to Aar. Sandvig nævner endvidere »En nøgen Mandsperson, vaskende den ene Fod« efter Vanloo, »En nøgen siddende Mandsperson, støttende

 

422

en Haand mod Jorden« efter Boucher, begge i Rødkridtsmaner, samt »Et mediterende Fruentimmer, siddende paa en Lænestol«. Han tilføjer, at om han havde levet, var han bleven en stor Kobber­stikker; men han døde i Paris i Efteraaret 1759 og det sidste Kvartal af Stipendiet udbetaltes ikke.

(Sandvig, S. 72. Weinwich, S. 173. do. Lex. Skild. 1830, Sp. 404. Bricka, VII, 353. Rigsarch. Akad.)

 

Henrichsen. Axel Thorsten Henrichsen, Portrætmaler, er Søn af nedennævnte Landskabsmaler F. C. Henrichsen og Nathalie f. Schøn-berg og blev født i Nærum den 9. September 1857. Efter i nogle Aar at have været Figur- og Dekorationsmaler paa den kgl. Porcelænsfabrik, fik han i Juni 1873 Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik i Februar 1878 Tilladelse til Afgang, men fuldførte ikke Afgangsprøven. Han har malet og tegnet forskellige Portræter, hvoraf et var udstillet i 1878; men Omstændig­hederne tvang ham til at vælge Lærergerningen. Han er fast ansat Tegnelærer ved Kommunens Skoler og blev i 1891 gift med Sørine Christiane Sommer (f. 1863), Datter af Førstelærer i Løgstør Christian Sommer (f. 1822) og Ane Elisabeth f. Lykke (f. 1837).

(Priv. Medd.    Geneal. Inst.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Henrichsen. Frederik Carsten Henrichsen, Landskabsmaler, Søn af Værtshusholder senere Husmand Henrich Larsen i Nærum og Maren f. Jørgensen, er født i København den 23. September 1824. Opmuntret af Landskabsmaler Kiærskou (s. d.) lykkedes det ham at faa en lille aarlig Sum i Understøttelse fra Baron Løvenskjold, Grev A. V. Moltke og den engelske Statsafsending Wynn for at uddanne sig til Kunstner. Han besøgte Kunstakademiet 1840—1843 og tegnede senere i fire Aar hos F. F. Helsted. Han vilde helst have været Figurmaler, men da Understøttelsen holdt op, saa at han maatte ernære sig som Tegnelærer, faldt det ham lettere at blive Landskabsmaler. Fra 1847 har han været en flittig Udstiller som saadan og vandt 1855 den Neuhausenske Præmie for »Parti af Dyre­haven«. Nogle Aar efter søgte han Rejseunderstøttelse til Udlandet, men fik kun 300 Rdl. til en Studierejse i Indlandet. I 1869 blev han i andet Ægteskab gift med Agnes Otta Frederikke Vilhelmine Benzon (f. 1837), Datter af Kaptajn, Toldinspektør Casper Johannes v. Benzon (f. 1786, d. 1868) og Vilhelmine Conradine f. Giese (f. 1803, d. 1869).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

423

Henrichsen. Laurits Edvard Theodor Henrichsen, Portrætmaler, Broder til ovennævnte F. C. Henrichsen, var født i Gunnerød ved Frederiksborg den 8. November 1830. Han besøgte Kunstakademiet og vandt den 29. December 1849 den mindre Sølvmedaille. Han malede og tegnede Portræter; men da han var henvist til at ernære sig selv, levede han fra 1858 væsentlig som Portrætretoucheur for Fotografer og nød megen Anseelse i dette Fag. Han var gift med Marie Frederikke Henriette f. Eckardt (d. ¹⁷/₆ 1894), en Søster til Sø-maler Chr. Eckardt (s. d.), og døde af et Hjærteslag den 7. Juli 1892.

(Beretn. fra Dsk. fot. Foren. 1892, Nr. 7. Akad. Nat. Tid. ⁸/₇ I⁸92. Berl. Tid. ²% 1894.)

 

Henrichsen. Mathias Møller Henrichsen, Miniaturmaler, var Søn af [Købmand] Henrichsen og blev født den n. December 1768 i Nysted paa Lolland. Fra sit fjerde Aar var han døvstum og kom, da han viste Anlæg for Kunsten, til København for ved Kunst­akademiet at uddannes til Maler. Han vandt 1788 den mindre Sølvmedaille og ernærede sig som Portræt- og Miniaturmaler, indtil han (1806) blev Tegne- og Skrivelærer ved Castbergs Døvstumme-skole i København. Portrætmaler Hans Hansen, af hvem han var en Ungdomsven, kaldte ham et vakkert ungt Menneske og beklagede, at hans Naturfejl satte ham saa meget tilbage i Kunsten. Han døde den 25. Marts 1807 paa Frederiks Hospital hen ved otte og tredive Aar gammel. Af hans Arbejder er et Portræt af Revisor Emanuel Balling stukket af Flint, og Boghandler Wroblewski ejer to ovale Brystbilleder, Mand og Kone, malede 1794, hvoraf især Konens Portræt er net i Behandlingen, Forretningsleder Sofus Elvius ligeledes to Portræter, forestillende Skrædermester Rasmus Lange og Hustru.

(Weinwich, S. 194. do. Lex. Penia 1806, Nr. I, S. 15. Strunk. Adresseav. 1807, Nr. 127. Priv. Medd. Akad. Thaarup.)

 

Henrichsen Bremsen. Charles Alfred Emanuel Henrichsen Bremsen, Landskabsmaler, er født i København den 27.Juli 1854 og Søn af Møbelhandler Carl Frederik Henrichsen Bremsen (f. 1810, d. 1868) og Marie Cathrine f. Geday (f. 1814). Fra sit tolvte Aar besøgte han det techniske Institut, var en kort Tid i Malerlære og var derefter Porcelænsmalerlærling hos Bing & Grøndahl og arbejdede for dette Firma til 1874. I Oktober s. A. fik han Adgang til Kunst­akademiets Skole, som han besøgte til 1880. Samtidig begyndte han at arbejde som Theatermaler under Fr. Ahlgrensson (se II, Udenl. Kstn.), var i denne Egenskab i Vinteren 1877—78 i Stock-

 

424

holm, foretog 1880 en Rejse til Ishavet for at studere Marinemaleri, men levede for øvrigt som Theatermaler indtil 1884. Da han havde mere Lyst til at være Landskabsmaler, besøgte han Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann fra 1885 til 1887 og begyndte imid­lertid at udstille som Landskabsmaler; han har siden stadig udstillet Landskaber, mest fra Dyrehaven og Københavns nære Omegn, der­iblandt flere Vinterstykker. Til sine Studier har han et Par Gange haft Understøttelse af Udstillingsfonden. I 1895 udstillede han »Vinterlandskab med gamle Piletræer«, der vakte en Del Opmærk­somhed.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Henriksen. Mads Henriksen, Dekorationsmaler, er født den 4. November 1853 i Østerskjerninge i Fyn og Søn af Skomagermester Henrik Mortensen og dennes anden Hustru Maren f. Andersen. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære og blev Svend 1876; dimitteret fra det techniske Institut fik han i Oktober 1873 Adgang til Akademiet Skoler, som han gennemgik og fik 1885 Tilladelse til Afgang, men tog ikke Afgangsprøve. I 1886 rejste han til Udlandet og ernærede sig der som Dekorationsmaler, navnlig i Wien. Under sit Ophold der fik han 1888 en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 500 Kr. og i 1890 400 Kr. fra den Raben-Levetzau'ske Fond. En Række Gengivelser af »Korstole« fra Museet i Berlin (udst. 1888) købtes i 1890 til Akademiets Bibliothek. Efter sin Hjemkomst har han arbejdet for Architekt H. B. Storck.

(Frir. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Henriksen. Niels Georg Henriksen, Billedhugger, er født den 27. December 1855 i Faaborg og Søn af Snedkermester Christoffer Henriksen (f. 1822, d. 1880) og Anna Kirstine f. Nielsen (f. 1830, d. 1862). Han lærte Snedkerhaandværket hos sin Fader i Faaborg og blev Svend der, medens han samtidig tegnede i den derværende techniske Skole. Som Svend rejste han til København, dimitteredes fra det techniske Institut til Kunstakademiet i Oktober 1876 og fik samtidig Plads som Modelerer ved den kgl. Porcelænsfabrik. Imid­lertid gennemgik han Akademiet og fik den 23. December 1882 Afgangsbevis som Billedhugger. Ved det techniske Selskabs Skole, som han vedblev at besøge, uddannede han sig i dekorativ Plastik og Ciselering. For en af Selskabet udsat Prisopgave, et Dørgreb til Skolens nye Bygnings Yderdør, vandt han Sølvmedaillen og en Gen-

 

425

tagelse af dette Dørgreb blev erhvervet af Kensington-Museet i London. Efter en Udenlandsrejse i 1882 for Porcelænsfabrikens Regning fik han Plads som Lærer i Modelering og Ciselering ved det techniske Selskabs Skole, hvor han endnu virker. Dog foretog han i 1885 ^en længere Udenlandsrejse med Understøttelse fra den Reiersenske Fond, og samme Aar opgav han sin Stilling ved Porcelænsfabriken, til hvilken han havde udført en Del Kopier efter Thorvaldsens Værker. Derpaa udførte han Modeller og Tegninger til kunstindustrielle Gen­stande i Metal, indtil han i 1888 overtog Ledelsen af Hof juveler Michelsens Sølvsmedie, hvorfra netop i de nærmeste Aar derefter anselige kunstindustrielle Arbejder ere udgaaede. Den 30. Juni s. A. holdt han Bryllup med Christine Henriette Søndenbro (f. 1860), Datter af Tømrermester Jens Peter Søndenbro (f. 1817, d. 1873) og Marie Frederikke Elisabeth f. Hansen (f. 1825, d. 1872). Da Hen­riksen saaledes har helliget Kunstindustrien sin bedste Kraft, har han haft mindre Lejlighed til at virke og udstille som Billedhugger. Dog har han i 1883—85 udstillet nogle Portrætmedailloner. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Henriques. Marie Henriques, Malerinde, er Datter af Vexel-mægler Martin Ruben Henriques (f. ²⁶/₁₂ 1825), yngre Broder til de tre nedennævnte Kunstnere/og Therese f. Abrahamson (f. 1833, d. 1882), og hun er født paa Landstedet Petershøj ved Strandvejen den 26. Juni 1867. Hun lærte at tegne hos Frants Henningsen, rejste i 1888 til Paris og malede i et halvt Aar hos Alfred Stevens, fik fra i. Oktober s. A. Adgang til den med Kunstakademiet for­bundne, da lige oprettede, Kunstskole for Kvinder, og gennemgik denne, saaledes at hun den 28. Januar 1893 fik Afgangsbevis som Malerinde. Fra 1889 har hun udstillet Portræter og Studiehoveder.

(Priv. Medd.    Mos. Ministerialbog.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Henriques. Nathan Ruben Henriques, Maler, Søn af Vexelerer og Grosserer Ruben Henriques jun. (f. 1771, d. 1846) og Jorikka (Juriche) f. Melchior (f. 1785, d. 1857), var født i København den 25. Oktober 1820. Allerede i sit 14. Aar begyndte han at besøge Kunstakademiet, hvor han i Marts 1841 blev Elev af Modelskolen. I de omhyggelig udførte Billeder, som han udstillede 1841—45, synes han at have haft Forkærlighed for Optrin ved Lys, som »Studenternes Fakkeltog«, »Rosenborg Slot, set ved bengalsk Ild«, »En Ildebrand paa Holms Plads« og lignende. Han havde ogsaa

 

426

saavel malet som tegnet og lithograferet nogle Portræter, da en tærende Brystsyge allerede bortrev ham, lige 26. Aar gammel, den 28. Oktober 1846.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Mos. Ministerialbog. Skifte­retten. Adresseav. 1846, Nr. 260.)

 

Henriques. Salomon (Sally) Ruben Henriques, Maler, en Broder til ovennævnte Nathan Henriques, er født i København den 14. No­vember 1815. Efter at han i tre Aar havde været ved Handelen, bestemte han sig i sit tyvende Aar for Kunsten, begyndte at besøge Kunstakademiets Skoler i 1836, blev 1837 Elev af Modelskolen, og uddannede sig videre i Lunds og Eckersbergs private Malerskoler. I Aarene 1841—45 udstillede han mest Architekturstykker, men ogsaa Figurbilleder og Portræter. Hans senest udstillede Arbejde »Parti af Højbroplads« blev købt til den kgl. Malerisamling. Senere tog han Borgerskab som Malermester og lagde sig efter Dekorations-maleriet, indtil han i 1849 ^ef^{ter sm} Broder overtog en Antikvitets­handel. Snart efter giftede han sig med Rose Jacobsen (f. 1830, d. 1891), Datter af Glashandler Marcus Juda Jacobsen (f. 1788, d. 1864) og Hanne f. Goldschmidt (f. 1790, d. 1871). S. Henriques døde den 29. April 1886.

(Priv. Medd. Mos. Ministerialbog. Pers. Tdskr. 2. R. II. T. 47. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Henriques. Samuel Ruben Henriques, Maler, yngste Broder til de ovennævnte Malere Henriques, født den 27. December 1821, besøgte Kunstakademiet sammen med den ældste Broder og blev 1842 Elev af Modelskolen. Han har kun udstillet et Portræt og nogle faa Figurbilleder (1841—47). Af disse vakte hans sidste Billede »En Bissekræmmer, der gør Kaartkunster for nogle Bønder i en Kro«, der tilhører Godsejer Neergaard til Førsløv, især Opmærk­somhed og blev lithograferet af Vesterberg hos Em. Bærentzen & Co. I 1847 overtog han en Antikvitetshandel efter en ældre afdød Broder, men overlod den to Aar senere til sin Broder, Sally Henriques, da han selv den i. December 1849 indtraadte i sin Svoger, Tapet­fabrikant Frænkels Forretning. Han døde den 2. Juni 1893.

(Priv. Medd.    Pers. Tdskr. 3. R. III, T.  JO.    Akad.    Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Herbst.    Adelgunde Herbst, Billedhuggerinde, se A. E. Voigt.

 

Herholdt. Johan Daniel Herholdt, Architekt, født i København den 13. Marts 1818, er Søn af Johan Frederik Vilhelm Herholdt

 

427

(f. 1778), der døde som Regimentschirurg ved Københavns Borger­væbning (1834) og Cathrine Marie (Else) f. Lorentzen (f. 1783), begge fra Aabenraa. Den bekendte Læge J. D. Herholdt var hans Faders ældre Halvbroder. Moderen døde allerede den 6. Juli 1823 i Herholdts tidlige Barndom, og han var saaledes forældreløs, inden han endnu var ganske voxen. Efter sin Konfirmation begyndte han at gaa paa Kunstakademiet (1832), kom 1834 i Tømrerlære, blev 1837 Svend og arbejdede indtil 1841 som Svend. Samtidig tegnede han om Vinteren dels i Akademiets Bygningsskole, dels hos Hetsch og Bindesbøll; men da hans Studier idelig blev afbrudte af praktisk Virksomhed, vandt han først 1843 den mindre Sølvmedaille, 1846 den store og endelig September 1849 den mindre Guldmedaille for »Et Invalideh&tel«.

Herholdt havde nemlig 1841—42 opholdt sig et Aar i Thrond-hjem, for, efter den store Brand, der havde hjemsøgt Byen, at opføre en Del Bygninger i Trækonstruktion; samtidig tegnede han Partier af Domkirken der. I Sommeren 1843 var han i Odense, hvor han opmaalte St. Knuds Kirke, og om Vinteren derefter i Hamborg, hvor der efter Branden var Brug for Architekter; han opførte ogsaa nogle Stationsbygninger til Jærnbanen Kiel-Altona. Efter en kort Uden­landsrejse var han derpaa i 1844 i Kolding og ledede under N. S. Nebelongs Sygdom Opførelsen af en Latinskole der. Først de følgende Aar kunde han i nogenlunde Ro hellige sin Uddannelse ved Akademiet. Efter at han havde faaet den mindre Guldmedaille, til­bragte han et Par Aar dels paa Rejser i Indlandet, hvor han studerede nogle Landsbykirker og tegnede bl. a. Kronborg, dels var han i 1851 i Visby paa Gottland, hvis Bygningslevninger fra Middel­alderen han aftegnede (begge Dele til Selsk. for nord. Kst.). I 1851 havde han konkurreret til den store Guldmedaille, som han dog ikke vandt; men i 1852 fik han Akademiets Rejsestipendium i to Aar til sin Uddannelse i Udlandet og efter et toaarigt Ophold i Tyskland, Italien og Frankrig, kom han i 1854 tilbage til Fædrelandet. Senere har han været et Par mindre Rejser i Udlandet tildels med bestemte Formaal for Øje. Den 29. August 1860 ægtede han Johanne Caro­line Elise Herholdine Blaunfeldt, Datter af Herredsfoged, Justitsraad Maximilianus Franciscus Blaunfeldt (f. 1799, d. 1880) og Emilie f. Ram; den 13. Marts 1861 blev han Medlem af Kunstakademiet, den 6. Oktober 1862 Ridder af Danebrog, 1871 Etatsraad, 1875 Danebrogsmand, 1887 Kommandør af anden og 1890 af første Grad. Ved Universitetets Jubilæum i 1879 blev han Æresdoktor i Filosofi.

 

428

Af Kunstnerens mange betydningsfulde Bygningsværker skal her nævnes: af private Bygninger, et Landsted til Etatsraad Raffenberg (1852) ved Biilowsvej, ifølge Bygherrens Ønske en Efterligning af den saakaldte »Rafaels Villa« ved Rom, en privat Bolig til ham selv ved Ladegaardsaaen, et Pakhus til Grosserer Grøn (1862—63) paa Gammelholm ud mod Holmens Kanal, i en alvorlig holdt Rund­buestil, afd. Fru J. L. Heibergs Villa i Rosenvænget, en Hoved­bygning paa »Enrum« ved Vedbæk, en privat Bolig for Grosserer Martin Levin paa Hjørnet af Tordenskjoldsgade og Havnegade, i italiensk Stil, et Pakhus til Sukkerhuset »Phønix« ved Slotsholms-gade (1868—69) og Bikubens store Gaard i Silkegade og Pilestræde. Af offentlige Bygninger maa nævnes: efter en Konkurs, ved hvilken han fik første Præmie, Universitetsbibliotheket, en rød Murstens-bygning i norditaliensk Rundbuestil (1857—60, hvorom en Beretning kan læses i Nord. Univ. Tdsk. 1859, S. 131—33, ved Joh. Forch-hammer); Studenterforeningens Bygning paa Gammelholm (1861—63), egentlig Ombygning af en af Holmens ældre Bygninger; den nye Banegaard ved København med en sindrig konstrueret Vognhal, ligeledes en rød Murstensbygning, flankeret af tvende Taarne; Teg­ning til Restaurationen af St. Knuds Kirke i Odense (1864), som gennemførtes i 1873—74, Nationalbanken i København, en mægtig Bygning i italiensk Renaissance, hvis rigt udførte Murstensarchitektur bæres af en høj Sokkel i Granit, som omfatter hele den underste hvælvede Etage; Botanisk Laboratorium (1890) og den Polytekniske Læreanstalt (1888—92); Piedestalen til Frederik VIFs Rytterstøtte paa Slotspladsen, Kirken i Korsør, Kysthospitalet paa Refsnæs ved Kallundborg og en stor Del Herregaarde og andre Bygninger uden­for København. I 1894 udstillede han Udkast til Genopførelsen af Christiansborg Slot. Det er kun en lille Del af Herholdts rige og mangesidige Virksomhed, her har kunnet fremdrages. Som en Ejen­dommelighed ved Kunstnerens Talent maa nævnes den Sindrighed, hvormed han, i Erkendelse af Murstenens Betydning som Bygnings-æmne under vore klimatiske, lokale og pekuniære Forhold, var den første til at anvende den simple røde, gule og glasserede Mursten i Kunstens Tjeneste selv ved Gennemførelsen af Stilarter, som næsten syntes at stride mod dens Natur. Af andre Hverv, som staa mere eller mindre i Forhold til Kunsten, kan nævnes, at Herholdt fra 1861 til 1886 var Medlem af det særlige Syn for Landets Hoved­kirker (det sidste Aar dets Formand), fra 1860 til 1875 var Lærer i borgerlig Bygningskunst ved den Polytechniske Læreanstalt, fra

 

429

1861 bygningskyndigt Medlem af Bestyrelsen for Kreditkassen for Husejere, fra 1864 til 1876 Borgerrepræsentant, fra 1881 til 1892 (konst.) kgl. Bygningsinspektør. Ved hans Fratrædelse overrakte danske Haandværksmestre ham den 21. Oktober 1892 en stilfuld Mindetavle (se Koch) til Tak for hans Virksomhed. Han har udgivet »Lommebog for Bygmestre« og »Vejledning i Husbygningskunst«.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 385—89. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nord. Univ. Tidskr. s. ovf. Opfind. Bog VIII, 40. Tdskr. f. Kstind. VIII, S. 185. Statskal.)

 

Hermannsen. Johan eller Johannes Hermannsen, Billedhugger, Søn af en Husmand ved Tønder og født der 1842, havde allerede, medens han som Bondedreng vogtede Faar paa Marken, lavet nogle Lerfigurer, der røbede et saadant Talent, at Lærerne ved Tønder Seminarium sørgede for, at han kom i Skole i Tønder og i Maler­lære. Han blev ogsaa Malersvend (1859), men da han havde mest Lyst til Billedhuggerkunsten, sendte de samme Mænd ham til Køben­havn, og en af disse, Kaptajn Thurah, anbefalede ham til afd. Pro­fessor Olrik, der virkede til, at han kom til at gaa paa Kunst­akademiet, og skaffede ham et lille Erhverv som »Figurmager« d. v. s. Modelerer ved den kgl. Porcelænsfabrik. Hans brændende Attraa efter Kundskab og Uddannelse tillod ham ikke at ofre sin Tid paa dette, tildels mechaniske Arbejde, og i Tillid til sin kraftige Natur som Bondesøn foretrak han at lide baade Sult og Kulde blot for at kunne bruge hele sin Tid til sit Studium. Om Dagen øvede han sig i Bissens Billedhuggerværksted, om Aftenen og Natten læste han i sin kolde Stue. Derved hentede han Spiren til en Brystsyge, som nedbrød hans Kraft, og da senere Cand. theol. Rømer og Kammer­herreinde Neergaard forbedrede hans udvortes Tilstand, var det for silde for ham. Det lykkedes ham i 1862—64 at faa nogle Figurer af egen Komposition paa Udstillingen, og en af disse »Ossian« (1864) blev købt til Statens Samling. Trods al Svaghed i Form og Udførelse sporedes deri et rigt Snille og en sand Følelse, selv om det ikke er afgjort, at hans utvivlsomme Begavelse, hvis han havde faaet Lov at leve, vilde have udfoldet sig rigest og fyldigst i Billed­huggerkunsten. Men han blev kun en skøn Mulighed, Dødens kolde Haand gjorde en brat Ende paa hans Livs korte, men sikkert for ham indholdsrige Sørgespil. Den 28. Oktober 1864 udaandede han, til sin sidste Stund opfyldt af Fremtidshaab og Livslyst, og faa Dage

 

430

efter udtalte en Præst, der længe havde været knyttet til hans Føde­stavn, de sidste velsignende Ord over det brudte Ler.

(Priv. Medd.    Skifteretten.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hertnannsohn.    Nicolaus Peters Hermannsohn, se Peters.

 

Hermansen. Oluf August Hermansen, Maler, Søn af Tømrer Frederik Salomon Hermansen (f. 1814, d. 1874) og Clara Amalie f. Møller (f. 1820), er født den 30. Juli 1849 paa Frederiksberg; han var Porcelænsmalerlærling hos Bing & Grøndahl og begyndte som saadan (1872) at besøge Kunstakademiet, hvorfra han den 23. De­cember 1876 fik Afgangsbevis som Maler. Han ernærede sig i flere Aar ved at dekorere Terrakotta-Arbejder for Ipsens Enke og begyndte 1874 at udstille Blomster- og Frugtstykker. Et Konkursbillede (1875) »Gæssene drives hjem« fik ikke den Neuhausenske Præmie, som der­imod tilkendtes ham 1877 for »Roser og andre Blomster i en Vase«. I de senere Aar har han ved Siden af Blomsterbilleder ogsaa malet Dyrstykker og Landskaber. Den 29. September 1871 havde han ægtet Marie Nikoline Mathilde Andersen (f. 1837, d. 1893), Datter af Arrestforvarer Christian Georg Andersen i Helsinge og Johanne Kirstine f. Pedersen. I 1874 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse til en Rejse i Indlandet.

(Bricka, VII, 392.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid. ¹⁸/₈  1893.)

 

Herschend. Oscar Herschend, Landskabsmaler, var født den 6. Januar 1853 paa Herschendsgave ved Skanderborg, og var Søn af Slægthusbesidder Peter Herschend (f. 1804, d. 1853) og Emilie f. Fischer (f. 1816, d. 1881). Han fik Adgang til Kunstakademiet som Bygningselev og Murer og besøgte fra Oktober 1870 til Oktober 1874 Almindelig Forberedelsesklasse, men istedenfor at gaa over i Architekturklasserne lagde han sig efter Landskabsmaleriet og begyndte at udstille 1880. Han havde gjort Gengivelse af Jyllands Klitter til sin Specialitet, navnlig med Efteraarsstemning og havde vakt Op­mærksomhed ved den Stemning, som altid udtalte sig i hans Billeder, og den utvivlsomme Fremgang, de viste, da en Brystbetændelse kastede ham paa Sygelejet, og han døde i sit Fædrehjem (da i en Broders Besiddelse) den 26. Januar 1891. Han var den 22. De­cember 1887 bleven gift med Johanne Nielsen (f. 1865), fra hvem han atter separeredes i Oktober 1890.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

431

Hertzog. Frederik Gottlieb Hertzog, var Søn af Snedkermester Johan Frederik Hertzog (d. 1821) og Caroline Cathrine f. Bertelsen (d. 1861) og blev født i København den 6. Januar 1821. Da Faderen døde snart efter Sønnens Fødsel, kun 40 Aar gammel, blev denne opdragen i Vajsenhuset og kom efter sin Konfirmation paa Postkontoret i Roskilde; men han havde mere Lyst til at tegne og snitte end til at skrive, og kom derfor i Lære hos Træskærer Wille i København. Som Lærling hos denne begyndte han at gaa paa Kunstakademiet, men med den Grundighed, der var egen for ham, gik han ikke hurtigt frem. Efter at han i Juli 1842 var bleven Elev af Modelskolen som Billedhugger, vandt han dog allerede i December s. A. den mindre, men først i Marts 1845 den store Sølv-medaille for Modelering efter den levende Model. Samme Aar vikarierede han en Tid for Rosenfalk som Lærer ved Ornament-skolen, og i 1851 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Thetis bønfalder Vulcan om Vaaben til Achilles«. Siden 1840 havde han tillige været Elev af H. V. Bissen og har udført flere af hans Arbejder i Marmor, saaledes Apollo til Universitetets Forhalle (Rosenfalk udførte Minerva).

Efter at Hertzog den 9. Oktober 1855 havde vundet den store Guldmedaille for Opgaven »Moses beskytter Kvinderne ved Brønden i Midian«, fik han 1856 Akademiets store Rejsestipendium 800 Rdl. aarlig i tre Aar og fornyet for det fjerde Aar. Han opholdt sig i Rom til 1860, besøgte i 1861 Grækenland, navnlig Athen, og levede siden i Hjemmet. Fra 1862 lige til sin Død var han sysselsat med Restaurationen af Dronning Margrethes Sarkofag i Roskilde Dom­kirke, idet han havde anlagt sine forberedende Studier efter saa stor en Maalestok, at Arbejdet kun kunde skride overordentlig langsomt frem, medens hans kunstneriske Produktion for øvrigt saa at sige ganske standsede. Hertzog, der tillige var en aandfuld og om­hyggelig Tegner, har derfor som Billedhugger kun udstillet meget lidt udenfor sine akademiske Arbejder og i de senere Aar slet ikke; men han gjorde sig ikke desto mindre gældende som en ægte og dyb Kunstnerpersonlighed, hvis varme Begejstring for al sand Kunst aldrig fornægtede sig. Den 22. Januar 1866 blev han Medlem af Akademiet, hvor han i Forvejen i en Række af Aar havde virket som Lærer. Ved Akademiets Omordning blev han i 1887 Medlem af Akademiraadet, genvalgtes i 1890, og havde lige faaet Fribolig paa Charlottenborg, da han døde ugift den 13. Marts 1892. Han

 

432

havde stor boglig Interesse, navnlig i religiøs Retning og testamenterede Kunstakademiet sin store Bogsamling.

(Priv. Medd. Museum 1893, S. I—12. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1821, Nr. 224. Nat. Tid. ¹⁸/₃ 1892.)

 

Hertzog. Johan Georg Hertzog, Portrætmaler, vistnok født i København ved Lag 1710, havde lært Malerhaandværket, og uddan­nede sig siden til Portrætmaler, muligvis hos S. Wahl (som stod Fadder til hans første Søn). Da han betalte Magistraten sine »Copulationspenge«, 2 Rdl. d. C., kaldte han sig Malersvend, men ved Vielsen i Huset, i Borgergade ligefor Prinsensgade, kalder han sig Skildrer. Med kgl. Tilladelse (Kongebrev) af 30. Juli ægtede han nemlig som Ungkarl, den 4. August 1744 Kl. 4 Eftermiddag, Mette Kirstine Brummers, med hvem han fik flere Børn. Nogle Aar efter (1749) boede han paa Christianshavn, og ernærede sig som Portrætmaler, men var, som det synes, før 1753 bleven Ridsemester ved det ridderlige Akademi i Sorø, med en Løn af 60 Rdl. d. C. om Aaret, Fribolig og 16 Favne Brænde, en ringe Indtægt, som han imidlertid forbedrede ved at overtage almindeligt Malerarbejde ved Akademiets temmelig vidtløftige Bygninger. Her døde hans Hustru og blev begravet den 13. April 1758. Endnu s. A., den 17. No­vember, indgik han imidlertid et nyt Ægteskab i Slagelse med Anna Cathrine Wallund (viede i Huset efter Kongebrev), Enke efter Værts­husholder Johan Christoffer Ostermejer (d. Marts 1757) og vistnok Datter af Niels Wallund og Maren Andersdatter Glandorph. Hertzog døde i sin Embedsstilling den 30. Januar (begr. 3. Febr.) 1770. Enken fik en mindre Understøttelse, men ingen Pension.

(Nikolaj og Holmens Kirkeb. Medd. fra Sorø. Geneal. Inst. Provinsarch. Adresseav. 1770, Nr. 40.)

 

Hertzsprung. Carl Frederik Emil Hertzsprung, født i Potsdam den ii. Maj 1804, var Søn af Klædefabrikant Johan Peter Frederik Hertzsprung (f. 1770, d. 1841) og Frederikke Charlotte f. Rannow. Forældrene nyttede til København i hans Barndom, og da han vilde være Maler, begyndte han at besøge Kunstakademiet, hvor han vandt den mindre Sølvmedaille 1827 og den store 1833. Ved Siden af Portrætmaleriet, som han dyrkede i en Del Aar, dog uden at udstille i dette Fag, lagde han sig efter Porcelænsmaleriet og udstillede allerede i 1827 »to Hoveder« malede i Camaieu paa Porcelæn. I 1831 fik han Akademiets Tilladelse til at kopiere Kratzenstein-Stubs Medlems-

 

433

stykke »Hother og Valkyrierne« paa Porcelæn, hvilket var udstillet i 1832. Begge disse saare flittigt udførte Arbejder tilhøre endnu den kgl. Porcelænsfabrik. For øvrigt har han kun udstillet en Kopi efter Terburg (1834).

Hertzsprung maa imidlertid ikke have følt sig tilfreds med sin Kunstnervirksomhed, thi han traadte senere ind som Kammerskriver i Finansministeriet, befordredes til et mindre Toldembede i Slesvig med Kammerassessors Titel, blev derpaa Toldforvalter i Eckernførde, i hvilken Stilling han forblev, indtil Krigen i 1864 fordrev ham. Med Pension og Titel af Kammerraad levede han sine sidste Aar i København, hvor han døde den 8. September 1867. Han var gift med Jensine Cathrine f. Schouw (f. 1809, d. 1886), Datter af Snedker Severin Schouw og Karen f. Ramhardt.

(Priv. Medd.    Geneal. Inst.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hessellund. Hans Andreasen Hessellund, Genremaler, er født i Dyngby ved Odder den 15. Oktober 1851; hans Fader Andreas Hansen Hessellund (f. 1818) har været Gaardejer; hans Moder hed Maren Pedersdatter (f. 1832, d. 1859). Han blev Landmand og havde som saadan besøgt Højskolerne i Testrup og Askov. Hans Lyst til at være Maler drev ham til København, hvor han fra Som­meren 1875 ^tog Undervisning hos O. A. Hermansen, af hvem han dimitteredes til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra den 4. Januar 1876 til den 30. Juni 1887, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang paa Decemberudstillingen 1882 og har derefter fra 1883 udstillet ved Foraarsudstillingerne. Et Billede »Drengene skal have Mad« solgte han 1890 til Kunst­foreningen, og fik samme Aar en Understøttelse af Udstillingsfonden. I 1892 udstillede han »Besøg hos Lægprædikanten« og fik derpaa en Rejseunderstøttelse til Indlandet paa 300 Kr. fra Akademiet. I 1888 har han foretaget en Rejse til Tyskland, og i den senere Tid har han boet paa Samsø.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hetsch. Christian Frederik Hetsch, Architekturmaler, Søn af nedennævnte Gustav Frederik Hetsch og dennes anden Hustru, Caroline Amalie Augusta f. Hansen, er født i København den 24. Sep­tember 1830. Han begyndte allerede i Oktober 1840 at besøge Akademiets Skoler, vandt i December 1850 dets mindre Sølvmedaille i Dekorationsklassen og blev i Marts 1852 Elev af Modelskolen. Efter at han var bleven Malersvend (1847), uddannede han sig først

 

N. K.  L.     I.                                         Oktober 189;.                                    28

 

434

til Dekorationsmaler, kastede sig efter en Udenlandsrejse med offentlig Understøttelse (1855—56) for en Tid over Theatermaleriet og vandt den Neuhausenske Præmie for en Opgave i dette Fag, men har senere opgivet det for at hellige sig Bygningskunsten, Architektur-maleriet og den kunstneriske Udsmykning i Haandværkets Tjeneste. Han har i mange Aar været Lærer ved technisk Institut, har deltaget i kunstneriske Arbejder ved den kgl. Porcelænsfabrik, Ipsens Terra­kottafabrik og lignende Forretninger i kunst-vindskibelig Retning, og har i de senere Aar ogsaa paataget sig Restaurationen af ældre Byg­ninger. Han har udgivet et stort industrielt Værk med Tegninger af Kunstnere og Hadndværkere i alle tre nordiske Riger (1872—82). I 1857 ægtede han Anna Kirstine Nyeland.

(Priv. Medd.    Bricka, VII, 436—37.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hetsch. Gustav Frederik Hetsch, Architekt, var født den 28. Sep­tember 1788 i Stuttgart, hvor hans Fader, Historiemaler Philipp Friederich von Hetsch (f. 1758, d. 1838), var Galleridirektør; hans Moder hed Friedericke Wilhelmine Louise f. Scholl (f. 1766, d. 1800). Efter at han havde studeret, navnlig de mathematiske Videnskaber, ved Universitetet i Tiibingen, besøgte han Bygmester Etzels Tegne­stue i Stuttgart for at uddanne sig til Architekt. I 1808 tog han med Faderen til Paris, hvor han studerede under Percier og Lebas og, da Faderen rejste hjem, tog han Plads som Konduktør hos Rondelet, der restaurerede Kirken Ste Geneviéve. Da han tillige havde et fremtrædende Talent for Musik, tog han Undervisning i Fortepianospil hos Pianisten Fr. Kalkbrenner, og der var endog Tale om, at han skulde vælge Musiken til sit egentlige Fag. I 1812 kaldtes han pludselig til Stuttgart, for at deltage i de Bygnings­arbejder, Kongen havde for, og tog Bygmesterexamen der. Da imidlertid den Lønning, man bød ham, var meget ringe og Arbejderne standsede formedelst Krigen, foretrak han at rejse til Italien, for at uddanne sig videre, og blev tre Aar der.

I Rom gjorde han Bekendtskab med den danske rejsende Archi­tekt Peder Malling, til hvem han nøje sluttede sig. De var stadig sammen lige fra 1813, saaledes at Hetsch allerede i Rom blev ind­draget i den danske Kunstnerkreds, Thorvaldsen, Eckersberg o. fl. Da Malling i Juli 1815 rejste hjem, foreslog han Hetsch at følge med, og fra det Øjeblik denne satte Foden paa dansk Grund, den 15. Oktober 1815, kan han regnes for dansk Borger. Uagtet Dan­mark havde flere Bygmestre, gik Hetschs Talent i en saa egen Ret-

 

435

ning og sluttede sig saa heldig til C. F. Hansens Kunstopfattelse, at der virkelig var rigelig Brug for ham i Danmark. Han havde allerede fra Stuttgart sendt nogle af sine Tegninger forud til Akademiet, som saa dem »med Fornøjelse«, og han var saaledes ikke ganske fremmed for det, da han allerede i November s. A. søgte Plads som Lærer ved den nyoprettede Ornamentskole for Architekter. Samtidig fik han i to Terminer en Sum af ialt 2400 Rdl. N. V.¹ for en Sam­ling Ornaments- og Bygningstegninger, efter Studier fra Oldtiden, hvilke blev afleverede som færdige i 1818.

En ligesaa betydningsfuld Opgave fik han ved under Hansens Overledelse at skulle varetage den kunstneriske Udsmykning af Christiansborg Slot, og der er ikke Tvivl om, at den Iver og Sind-righed, hvormed Hetsch, med sin udprægede dekorative Begavelse, forstod at benytte baade Kunstnere og Haandværkere, har virket til at give Hansens Bygningsværk al den Glans og Skønhed i det Indre, som det efter sit Grundpræg var skikket til at modtage. Ligesaa lidt som han kunde gaa udenfor Bygningens Karakter, kunde han skabe de Kunstnere, der skulde virke under ham, men maatte bruge ikke alene den hele lovende yngre Kunsterslægt, men ogsaa de gamle, som, hvor middelmaadige end nogle af dem synes i vore Øjne, alle vilde være med til at udødeliggøres i den mægtige Konge­borg. Saavel ved dette omfattende Arbejde, som ved den Varme, hvormed Hetsch til alle Sider søgte at give Haandværket en stærkere kunstnerisk Paavirkning, har han stor Fortjeneste af vor Kunstudvik­ling i videste Omfang, og det har ikke fattedes paa anerkendende Udtalelser derom saavel i hans levende Live, som efter hans Død. Hans omfattende og frugtbringende Virksomhed i denne Henseende mindedes allerede i 1846 ved en større Festlighed; i al Stilhed havde Medaillør C. Christensen modeleret hans Portræt, hvorefter en Medaille præget i Guld overraktes ham den 29. Marts, medens en Sang af Oehlenschlæger blev afsunget ved et Fakkeltog om Aftenen. Medaillen uddeles i Sølv som Præmie i det techniske Selskabs Skole. Blandt de mange Kunstnere, som have været hans Elever, maa nævnes H. Chr. og Theoph. Hansen, N. S. og J. H. Nebelong, Stilling, Win-strup, Walther o. fl.

I Begyndelsen af 1820 blev Hetsch agreeret ved, og den 12. Juni s. A. Medlem af Kunstakademiet for Tegningen til »Et Pantheon«.

 

¹ N. V. d. v. s. Navne-Værdi brugtes i Modsætning til R. S. d. v. s. rede Sølv, om de da gældende Seddelpenge, hvis Kurs var meget slet, uden at jeg dog formaar nøjagtigt at angive den for Aarene 1815—18.

 

436

Efter en Konkursprøve med Portrætmaler H. Hansen blev han i Ok­tober 1822 ansat som Professor i Perspektiv ved Akademiet, uden at han derfor opgav sin Lærerplads ved Ornamentskolen. Endelig blev han i November 1829 valgt til overordentlig Professor i Archi-tekturen, men rykkede i 1835 °P til at være ordentlig Professor i samme Fag, og i denne Stilling forblev han og virkede i en Række af Aar, lige til sin Død, den 7. September 1864. Om hans Del­tagelse i Bestyrelsen af mange forskellige Tegneskoler, hans Virk­somhed i Industriforeningen maa henvises til de nedennævnte udfør-ligere Kilder. I Perspektiven, som han vedblev at foredrage, selv efter at han var bleven Professor i Architekturen, udgav han 1839 en meget brugbar Lærebog, der senere er oplagt paany. Desuden har han udgivet nogle mindre Skrifter. I Bygningskunsten er hans vigtigste Arbejder »Synagogen« i Krystalgade, en ejendommelig, alvorlig og karakteristisk Bygning, samt den katholske Kirke i Bred­gade, hvor han havde den vanskelige Opgave at give en stor og monumental Forside Liv og Karakter uden Anvendelse af Vinduer. De Billedhuggerarbejder, hvormed den smykkes, er af Borup. Hans Planer til Marmorkirkens Fuldendelse, til Gammelholms Bebyggelse m. m. blev ikke udførte, men ere bevarede, ligesom ogsaa hans andre efterladte Tegninger tilhøre Kunstakademiet og andre Samlinger.

Hetsch var Medlem af Akademierne i Stockholm og Mtinchen og af Instituts of Britisk architects i London; han blev 1836 Ridder af Danebrog, 1840 Danebrogsmand, og havde desuden en østerrigsk og en græsk Ridderorden. Han var 1823 bleven gift med C. F. Han­sens Datter Agnete (Annette, f. 1795), som døde allerede 1827, og 1829 med dennes Søster Caroline Amalie Augusta Hansen (f. 1800, d. 1874). En Søn af andet Ægteskab, Chr. Fr. Hetsch, er nævnet ovenfor.

(Weinw. Lex. Erslew Forf. Lex. I, S. 652. Suppl. I, S. 790. Quartals-beretn. fra Industrifor., 25. Aarg. 1865, S. I—10. Dansk Pantheon med lith. Portr. Statskal. 1817—64. Skild. 1816, Sp. 476. Dagen 1824. Nr. 281. Bricka. VII, 434—37- Tdskr. f. Kstind., IV. 195. Ind. Foren. Tdskr. 1888, Nr. 16 flg. Til Minde om G. F. Hetsch, 1888. Museum 1890, S. 218. C. Bruun og L, Fenger, Thorv. Mus. Hist. C. Nyrop, Bidr. Hdv. Underv. Hist., S. 82—236. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Krohn I, 188—89).

 

Heuer. F. Vilhelm Heuer, Kobberstikker, var født i Ludwigslust i Storhertugdømmet Meklenborg omtrent 1780—90 og kom til Køben­havn for at uddannes ved Kunstakademiet (1803), muligvis fra sin Konfirmation af. Han blev 1805 Elev af Modelskolen, vandt 1808

 

437

i to paa hinanden følgende Kvartaler Akademiets Sølvmedailler og konkurrerede allerede Aaret efter til den mindre Guldmedaille som Kobberstikker. I Marts 1810 blev Medaillen tilkendt ham for et Stik efter »Hjob« af Lanfranco. Derpaa konkurrerede han ogsaa til den store Guldmedaille, som blev tilkendt ham i Juni 1814 for et Stik efter et Maleri af Carlo Lotto, »Den døende Cato«. Begge Malerier var i den kgl. Malerisamling. Kort efter stak han Hol­bergs »Barselstuen« efter Lorentzens Maleri og et Portræt af Kommandør Jessen. Hans Ansøgning om Rejsestipendiet kunde ikke opfyldes fra Akademiets Side, da han ikke var født dansk Undersaat, men det anbefalede ham til kgl. Understøttelse. Den 3. December 1816 fik han imidlertid Naturalisationspatent (gratis). I 1817 fore­viste han Akademiet fire Kobberstik forestillende Optrin fra Frederik VI's Kroning, som det synes efter Kunstnerens egen Tegning, hvilke blev dadlede temmelig strængt af Akademiet, saa at han endog maatte retouchere Pladerne under demens' og Preislers Tilsyn. Fra samme Aar er et kobberstukket Portræt af Skuespiller Peter Foersom. Endelig fik han ved kgl. Resolution af 7. April 1818 et Rejse­stipendium paa 800 Rdl. r. S. for to Aar, med Paalæg om først og fremmest at rejse til Paris. I November 1820 søgte han om et Aars Forlængelse, men fik i 1821 kun 400 Rdl. og 300 Rdl. »til Hjem­rejse«. Dog fik han 1823 300 Rdl. til Dækning af Gæld. I Udlandet lagde han sig efter Lithografien, og de Arbejder af ham saavel i Stentryk som i Kobberstik, der af Præses blev foreviste Akademiet (3. Marts 1823), overtydede Forsamlingen om, »at han havde anvendt sin Tid og sit Stipendium med Nytte«. Det besluttedes, at de skulde udstilles samme Aar. Det var Hertugen af Augustenborgs Portræt i Kobberstik og otte Lithografier efter Guérin, Horace Vernet og Povl Potter. Efter sin Hjemkomst (1824) udførte han et Stik efter Thorvaldsens Portræt i Akademiet, malet af Eckersberg, hvilket han dog først indsendte som færdigt til Akademiet den 26. Juli 1830 for derpaa at blive Medlem. Akademiet mente dog kun at kunne agreere ham paa et saadant mindre Blad, hvori der endog kunde gøres grundede Indvendinger mod Tegningen, og han blev aldrig Medlem af Akademiet, uagtet han modtog Opgave dertil, nemlig at udføre et Stik efter Luinis »Den hellige Catharine«, i den kgl. Maleri­samling. Senere udstillede han kun nogle kobberstukne Portræter, en Kridttegning efter Rubens og i 1856, da man sidste Gang saa noget af ham, to Portræter af Christian IV efter v. Mander og et

 

438

Portræt af C. F. v. Rumohr. Han levede ugift dels i Hamborg,¹ dels i København, men det har ikke kunnet oplyses, naar han er død. Han har udstillet fra 1810—56, men kun nogle faa Gange i dette lange Tidsrum.

(Weinw. Lex. Bricka, VII, 437. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk. Krohn, I, 189—91.)

 

Heydorn. Carl Christian Richard Heydorn, Billedhugger, var Søn af Cigarfabrikant Jiirgen Heinrich Heydorn i Pinneberg (f. 1815, d. 1891) og Gesa f. Jiirgens (f. 1824) og blev født der den 27. April 1858. Han kom til København, hvor han fra det techniske Institut blev dimitteret til Kunstakademiet i Oktober 1876, men var ikke kommet længere end til Modelskolens Forberedelsesklasse, da han i Marts 1877 forlod Skolen. Han udstillede fra 1877 til 1882 nogle Buster og en eneste Billedstøtte »Søvndrukken« og døde den 9. August 1888 af Lungebetændelse. Han arbejdede for Terrakottafabrikanterne Ipsens Enke og Budde-Lund.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Begr. Kont.)

 

Heylmann. Frederik Christian Heylmann (rettere Heilmann], Ar-chitekt, var Søn af Bygningsinspektør for Holsten Fr. Chr. Heilmann (f. 1771, d. 1837) og Anna Margrethe Cecilie f. Pein (f. 1790, d. 1828); han blev født i Altona den 15. Februar 1809, besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Bygmester og vandt 1828 den mindre Sølvmedaille, 1829 en Pengepræmie, 1831 den store Sølv-medaille. Ved Konkursen for den mindre Guldmedaille 1835 maatte Akademiet afvise ham paa Grund af hans Skitses Ufuldstændighed-, men det skattede ham saa højt, at det mere regnede dette for et Uheld, end for en Følge af en ringere Grad af Udvikling og Dyg­tighed i hans Fag, og anbefalede ham til en Udenlandsrejse, indtil han atter kunde konkurrere. Denne Anbefaling, som C. F. Hansen havde udbedt sig for sin Elev til at ledsage en Ansøgning til Fonden ad usus publicos, forblev ubrugt, da Hansen strax efter tog Ansøg­ningen tilbage. Paa en Udenlandsrejse, som rimeligvis falder mellem 1836 og 1839, besøgte han Italien. Efter Hjemkomsten levede han siden i Altona, hvorfra han i 1839 deltog i Konkursen for den Neuhausenske Præmie og i 1841 udbad sig Akademiets Attest for

 

¹ I Hamborg levede ogsaa en Lithograf Christian Ludvig Vilhelm Heuer. som var født 1813 og uddannede sig i Tyskland; men det kan ikke ses, om der var nogen Slægtskabsforbindelse mellem disse to af samme Navn.

 

439

at kunne søge Stadsbygmesterembedet der. Han synes dog kun at have privatiseret, og han ledede adskillige saavel offentlige som private Bygningsforetagender i denne sin Fødeby.

(Akad.    Hamb. Kstl. Lex.    Priv. Medd.    Statskal.)

 

Heyman. Gerda Heyman, Billedhuggerinde, er Datter af Grosserer Philip Wulff Heyman (f. 1837, d. 1893) og Hanne Emilie f. Adler (f. 1839) og er født den 14. April 1868 i København. Hun lærte at tegne hos C. Thomsen og derefter at modelere hos Pro­fessor A. V. Saabye, hos hvem hun har arbejdet i 4—5 Aar. I 1892 udstillede hun paa Foraarsudstillingen »En Kvinde«, 1893 »Et sovende Barn«. Desuden har hun modeleret en legemsstor Figur, kaldet »Asra« og nogle Buster, bl. a. af en Søster, der er gift med Maleren G. Seligmann (s. d.). Kunstnerinden dyrker tillige Musik.

(Priv. Medd.    Mos. Ministerialbog.    Udst. Fortegn.)

 

Hilker. Georg Christian Hilker, Dekorationsmaler, født i Køben­havn den 5. Juni 1807, var Søn af Skibsfører, senere Toldassistent Christian Ernst Hilker (d. 1825 i Faaborg) og Marie Margrethe f. Vest (f. 1765, d. 1834). Han kom allerede i sit 13. Aar paa Kunst­akademiet, hvor han efterhaanden rykkede op og i Januar 1831 blev Elev af Modelskolen. Da han ikke kunde hellige sig udelukkende til Kunsten, var han kommen i Malerlære hos Malermester Baruel, som selv havde været Kunstner, og som uden Tvivl har medvirket til at føre Hilker ind paa en kunstnerisk Opfattelse af Dekorations-maleriet, der mere og mere blev hans særlige Fag. Dog vandt han 1832 et Accessit i Landskabsfaget, hvor han konkurrerede med J. M. Jerndorff og Kiærskou, og i 1833—35 Akademiets tvende Sølv-medailler for at tegne og male efter den levende Model.

Efter at han var bleven Svend (1826), arbejdede han i flere Aar hos Lærer ved Kunstakademiet, Malermester Kongslev (s. d.), som gav ham Lejlighed til at udføre Dekorationsarbejde paa Sorø, Bre-gentved o. fl. St. Dog var det især, da Kongslev, ved H. E. Freunds Hjemkomst (1830), fik det Hverv at dekorere dennes Bolig paa Materialgaarden i pompejansk Stil, at Hilker, hvem Arbejdet blev overdraget, modtog en frugtbar Paavirkning af Freund, som dels fik ham til ganske at lægge Landskabsmaleriet til Side, for udelukkende at hellige sig Dekorationsmaleriet, dels vakte den Kærlighed til Old­tidens Kunst, som siden blev ham en lysende Ledestjærne paa hans hele Kunstnerbane. Samtidig med at han lige indtil 1838 jævnlig

 

440

sysselsattes af Freund,   lod   han   sig dog,   væsentlig vistnok for Ind­tægtens Skyld, friste til at male og kopiere nogle Altertavler.

Han havde imidlertid vundet et saadant Navn som Dekorations­maler, at Akademiet varmt anbefalede ham til Understøttelse af Fonden ad usus publicos, der ogsaa ved kgl. Resolution af 24. Juli 1838 tilstod ham 600 Rdl. (1200 Kroner) aarlig i to Aar, hvortil kom 150 Rdl. fra den Reiersenske Fond til Hjemrejsen. Han rejste ud med Maleren Chr. Købke, og de var ogsaa sammen under det meste af Opholdet i Udlandet, som især var helliget Italien, fremfor alt Rom. I Neapel udkastede han allerede i Forening med Const. Hansen Planen til en Udsmykning af Universitetets Forhal, som siden i det Væsentlige blev fulgt. Paa Hjemrejsen fandt han i Miinchen Lejlighed til at øve sig i at male al fresco (paa den vaade Kalk). I November 1841 var han atter i Hjemmet, hvor han, paa en kort Udenlandsrejse nær (i Vinteren 1860—61) til Tyskland og Italien med Understøttelse fra Kultusministeriet og den Reiersenske Fond, siden stadig forblev.

I 1841—42 dekorerede han nogle Lofter i Thorvaldsens Museum, derpaa sysselsatte væsentlig den store Udsmykning af Universitetets Forhal ham i Aarene 1844—53. Samtidig blev han 1848—49 Lærer ved technisk Institut, og var fra 17. Februar 1854, efter C. J. Løfflers Død, Vaabenmaler ved Ordenskapitlet og Lærer ved Kunstakademiet, der den 14. Januar 1867 optog ham til Medlem. Han var den 30. September 1847 bleven gift med en Datter af Farver Jens Nielsen Schou og Mette Kirstine f. Weiwadt, Elise Boline Schou (f. 1820), som døde den 8. Februar 1867. Den 31. Marts

1874   blev  han Ridder af Danebrog,   men  allerede  den   13. Januar

1875  afgik han ved Døden efter nogen Tids Sygdom.     Han var en saare  elskelig  Personlighed,   hos   hvem   værdig  Selvfølelse   og   sand Beskedenhed smukt forenedes.

Han var en ægte Kunstner i sit Fag, og hans talrige Arbejder, hvoraf kun de vigtigste kunne nævnes, have haft en overordentlig Indflydelse paa Kunstsmagen i Danmark. Foruden Forhallen i Universitetet dekorerede han senere (1862—65) Højtidssalen samme steds i en pragtfuld Renæssancestil. I 1858—59 dekorerede han Landbohøjskolens store Høresal, hvor A. P. Madsen (s. d.) malede Dyrene, i 1860 til 1863 Trappegange og flere Sale paa Sorø Akademi, i 1869 den af Herholdt opførte Nationalbankbygning i København, og desuden en overordentlig Mængde private Ejendomme saavel i København som i Provinserne. Han udgav i 1846—47 »Studier

 

441

efter  pompejanske Dekorationer«.     Blandt  hans Elever kan nævnes Reinau og Schondel.

(Priv. Medd. Fdl. 1875, Nr. 10. Jul. Lange, Billedk., 416—20. Geneal. Inst. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Hinné. Charles Frederik Hinné, Maler, er Søn af Particulier, tidligere Cirkusdirektør Carl Magnus Hinné (f. 1820, d. 1890) og Friederiche Edwardine f. Nolte (f. 1835 i Altona, d. 1894) og blev født i København den 14. November 1854. Dimitteret af C. V. Nielsen indtraadte han i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse i Januar 1880, men besøgte kun Skolen ganske kort; senere arbejdede han i Kunstnernes Studieskole under Krøyer, men har væsentlig ud­dannet sig videre under forskellige Ophold i Udlandet. Fra 1888 har han udstillet paa Forårsudstillingerne nogle Gange, udelukkende udenlandske Motiver. Et ikke her udstillet belgisk Landskab (Miinchen 1892) tilhører Prinsregenten af Bayern. Hinné har Hoved­andel i Omorganisationen af Kunstnerforeningen af 18. November, hvorved denne i større Omfang har taget Kunstnernes Anliggender i sin Haand. Han blev den 7. Maj 1885 gift med Bertha Isabella Krauss (f. 1866 i Nurnberg), Datter af Domanenverwalter Krauss (d. 1869) og Marie f. Klenk. Hinné er Ridder af den belgiske Leopoldsorden og den bayerske Michaelsorden; han har jævnlig været Forretningsfører ved danske Kunstneres Deltagelse i fremmede Udstillinger.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn).

 

Hinrichsen. Lorens Vilhelm Hinrichsen, Landskabsmaler, er født i København den 4. Januar 1865 og er Søn af Gartner Lorens Wolf Hinrichsen (f. 1832, d. 1888) og Elsine Christiane f. Krause (f. 1837). Han blev Student 1883, tog anden Examen 1884, men havde samtidig besøgt det techniske Selskabs Skole, hvorfra han i April 1884 kom ind paa Akademiet, hvis Skoler han gennemgik, dog uden at tage Afgang. Det polytechniske Studium, som han var begyndt paa, opgav han snart. Vinteren 1890—91 tilbragte han i Paris for sin videre Uddannelses Skyld. Hinrichsen havde allerede udstillet i 1886'paa en December-Udstilling og fra 1888 regelmæssigt paa Forårsudstillingerne, første Gang et Portræt, men senere ude­lukkende som Landskabsmaler. »Et Mosedrag« (udst. 1892) har været udstillet i Miinchen og Chicago. Han blev den i. November 1892 gift med Johanne Fernanda Christine Schrøder (f. 1870), Datter

 

442

af Malermester Bernhard   Schrøder   (f.  1832,   d.  1888)   og  Augusta Emilie f. Olsen (f.   1842).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hinrichsen. Taie Hinrichsen, Billedhugger, (f. 1718, d. 1759), levede hele sit Liv ved Slesvigs Kyst, men hører saa udelukkende Kunsthaandværket til, at der her kun kan henvises til F. J. Meiers Levnedsskildring af ham i C. F. Bricka, Dansk biogr. Lex. VII, 454—55-

 

Hirth. Theodor Andreas Hirth, Architekt, er født i København den 14. Marts 1862 og Søn af Smedemester Jakob Hirth (f. 1814, d. 1891) og Henriette f. Halberg (f. 1828). Efter at have været i Murerlære blev han fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. November 1879, indtil han den 30. Januar 1889 fik Afgangsbevis som Architekt. Samtidig og senere har han arbejdet dels hos Ove Petersen, dels hos M. Nyrop, og er nu praktiserende Architekt i København.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Hjaltelin. Thorstein Elias Hjaltelin, Landskabsmaler, nævnes kun her, fordi han var født paa Island 1771. Han forlod nemlig i sit 18. Aar paa Lykke og Fromme Island, blev efter mange Om­skiftelser oplært til Landskabsmaler i Tyskland og levede som saadan i Brunsvig og Halle, hvor han døde 1817. Udførligere Efterretninger om ham findes i Meusels Archiv fur Kstl., 1804, I, S. 57—61, led­saget af hans Portræt.

(Se for øvrigt Meusels Teutsche Kstl. Lex. Allg. Deutsche Biogr. Bricka, VII, 462. Weinw., S. 205. do. Lex. Skild. 1829, Sp. 1428.)

 

Hjernøe. Jens Rasmussen Hjernøe, Billedhugger, Søn af »sej­lendes Mand« Rasmus Jensen Jernøe (d. 1759?) og Mette Cathrine Olufsdatter (f. 1720) i Horsens, blev født der den 2. Juni (døbt ⁴/e) 1748. Efter at have lært Billedhuggeriet hos sin StifFader, Jens Jensen, Billedhugger fra Samsøe (g. ²⁵/₄ 1760 med hans Moder), blev han sendt til København for at uddannes videre hos Wiedewelt og Harsdorif. Her lagde han sig med Iver baade efter Bygningskunst og Billedhuggerkunst, som det synes dog kun i Ornamentfaget; men Stifiaderens Død afbrød hans Studier og han maatte rejse hjem til Horsens for at overtage dennes Forretning nærmest som Ornaments-

 

443

og Gravmælebilledhugger. Det synes dog, som om han, enten ved Arv fra Faderen, eller ved egen Vindskibelighed, har været en vel­havende og tillige en elskværdig, hjælpsom og forholdsvis dannet Mand. Han har bygget ikke lidet i Horsens og Omegn, og Hars-dorff selv kaldte hans Smag »simpel skøn«. Navnlig skyldes Ud­dybningen og Anlægget af Horsens' Havn hans Indsigt og fædre-landssindede Iver. For sine Fortjenester af sin Fødeby fik han 1788 Medaillen pro meritis. Han mistede sin Hustru (f. 1739) i 1797 (begr. ¹⁹/₄) og døde selv den 13. November 1801 som »Borger og Billedhugger« i Horsens; han blev begravet med særlige Hæders­bevisninger, og Professor Worm forfattede en Gravskrift over ham. Hans Portræt er stukket af Lahde.

(Weinw., S. 219—20, efter Minerva 1801, IV, S. 166—76. Bricka, VII, 468. F. J. Meier, Wiedewelt, S. 62 flg. Horsens Kirkeb. Provinsarch. i Viborg. Strunk.)

 

Hoffmann. Georg Rasmus Frederik Hoffmann eller Hofmann, Kobberstikker, født den 8. September 1807 i Karrebæk ved Næstved, var Søn af Sognedegn Christian Ludvig Hofmann (f. 1771, d. 1828) og dennes anden Hustru, Anna f. Bisserup (d. 1847), begyndte meget tidligt at gaa paa Kunstakademiets Bygningsskole i København; men vandt først 1828 den mindre Sølvmedaille for et »Et Toldhus«. Senere lagde han sig efter Kobberstikkerkunsten, fik 1833 af Fonden ad usus publicos 200 Rdl. Sedler til Indkøb af en Kobbertrykkerpresse, og vilde i 1835 i Forening med en Mand ved Navn Bauer oprette et Stentrykkeri, hvortil han søgte Understøttelse hos Akademiet. Endelig forelagde han i 1849 Akademiet Prøver paa et Værk med Afbildninger af Danmarks ældre Bygningskunst. Men intet af hans Forsøg nød synderlig Fremme, og han ernærede sig mest som Byg-ningstegner og Tegnelærer. Han døde den i. Maj 1876 her i København. Han havde været gift med Karen Methea Petrea Bertel­line f. Schougaard (f. 1811, d. 1881).

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1876. Berl. Tid. 1881, Nr. 270.)

 

Hoffmann. Hanna Gabriek Hoffmann, Billedhuggerinde, er født den 9. Maj 1859 i Molde i Norge-, hun er Datter af Købmand, Grosserer Gottfried Anthon Hoffmann (f. 1826) og Clara Emilie Constance f. Biitzow (f. 1824 i København). Efter sin Konfirmation besøgte hun V. Kyhns Tegneskole og lærte at male dels der, dels hos O. A. Hermansen; men hun blev afbrudt i sin Uddannelse paa

 

444

paa Grund af Familieforhold, indtil hun i 1885 begyndte i Tegne-og Industriskolen for Kvinder, som hun besøgte i 4^3 Aar, for at uddanne sig til Ciselør, og lærte at modelere først hos Th. Stein og senere hos A. V. Saabye. Da den med Akademiet forbundne Kunst­skole for Kvinder blev aabnet, kom hun strax paa Modelskolen under Saabye og fik den 24. Maj 1892 Afgangsbevis som Billedhuggerinde; samtidig havde hun faaet dansk Indfødsret. Hun har kun udstillet en Gang paa Foraarsudstillingen i 1893, en Buste. Hun havde nemlig fortsat sin Uddannelse som Ciselør og udstillede i 1891 i Industriforeningen bl. a. en ciseleret Sukkerskaal i Renæssancestil. Efter at have arbejdet i Københavns betydeligste Guldsmedeværk­steder, fik hun en Rejseunderstøttelse paa 300 Kr. af den Reiersenske Fond og rejste til Paris, hvor hun endnu opholder sig og arbejder efter selvstændige Studier for Metalvarefabrikanter. Hun er Søster­datter af afd. O. D. Ottesens efterladte Hustru.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  7₁₀  18951.

 

Hoffmann. Heinrich Bernhard Martin Johannes Hoffmann, Billedhugger, Søn af Skrædermester Hoffmann i Slesvig By, er født der den 17. Juli 1844. Han kom til København for at uddanne sig og blev Elev af H. V. Bissen (1862). I 1863 fik han Plads i Akademiets Gibsskole, i 1864 rykkede han op i Modelskolen og i April 1865 blev hans Afgangsprøve antaget; dog besøgte han endnu Modelskolen i nogen Tid. For »Odysseus' Kamp med Hjorten« blev i 1866 Akademiets mindre Guldmedaille tilkendt ham, og i 1874 og 1875 fik han dets Rejsestipendium paa 800 Rdl. (1600 Kr.) hver Gang. Han rejste da til Italien, hvor han siden med kortere Afbrydelser har opholdt sig; den 13. Marts 1895 blev han udnævnt til dansk Konsul der. I 1865 udstillede han første Gang, en Billed­støtte af Griffenfeldt. Senere har han, foruden sit Guldmedaille-arbejde og en Vesta, som han skulde udføre i Bronce til Grev Moltke-Hvitfeldt, mest kun udstillet Portrætbuster; dog udstillede han i 1892 to Statuer i Marmor, »Psyche« og »Ung Pige«, den sidste behandlet som polychrom. »Psyche« blev købt til Statens Samling. Han blev den 2. September 1877 gift med Anna Louise Miiffelmann (f. 1854), Adoptivdatter af Overlæge Emil Frederik Miiffelmann (f. 1820, d. 1869) og Thora Marie f. Eckert (f. 1827, d. 1893).

(Priv. Medd.    Bricka, VII, 491.    Akad,    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Hoffmeyer.    Søren Henrik Hoffmeyer, Architekt, er født i Ring­købing den 21. Maj  1839; han er Søn af senere Byfoged paa Skagen,

 

445

Niels West Hoffmeyer (f. 1801, d. 1855) og Sofie Margrethe Augusta f. Bielfeldt (f. 1800, d. 1874). Efter sin Konfirmation kom han i Tømrerlære paa Skagen (1854), men kom samme Aar til København, blev Svend 1857 og tegnede derefter hos Architekterne Ove Petersen og N. S. Nebelong, besøgte det techniske Institut og fra 1855 til

1859  Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik, uden dog — under Datidens vanskelige Forhold, idet Tilstrømningen af Elever var meget stor, samtidig med at en Omordning af Akademiets Skoler var under Forberedelse,  —  at   vinde   Sølvmedailleme.     Efter  at   Hoffmeyer   i

1860  havde opmaalt Frederiksborg Slots Ruiner,   fik han Ansættelse ved   de  nye Jærnbane-Anlæg  i Jylland  og  Fyn,   indtil  han  i   1872 bosatte sig i Aalborg,   hvor   han  siden   har  levet som praktiserende Architekt.     Men   allerede den 23. Juni  1865 havde han ægtet Han­sine Christiane Ludovica Hansen (f. 1842), Datter af Tobaksfabrikant Adolf Emil Hansen og Juliane Charlotte f. Buch.

Efter J. D. Herholdts Tegning har han opført Diskontobanken, for Gnudtzmann Frue Kirke, for Hans J. Holm Aalborg Amts og Bys Sygehus, for Walther Kathedralskolen, alt i Aalborg. Efter egne Tegninger har han sammesteds bl. a. opført Handelsforeningens »Kom­pagnihus« i Renæssancestil, en stor Kommuneskole, et »Menigheds-hjem« i middelalderlig Klosterstil og en Skovpavillon af Træ efter Motiver af norsk Træbygningskunst, desuden har han faaet den 15. Landmandsforsamlings Sølv- og Bronce-Medaille for sin Virksom­hed som dens Architekt ved dens Møde i Aalborg 1883.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Hofmann. Johannes Hofmann, Miniaturmaler og »Skildrer« under Frederik IV, fik (1724) 20 Rdl. d. C. »for at gjøre et Billede af den afdøde Prinsesse Christiane Amalie efter Heinbroths (d. v. s. Heimbrod, s. d.) Maske«, der var taget over Liget, og 1726 »offere­rede« han Dronning Anna Sofie Frederik IV's og hendes eget Por­træt i Miniatur paa hendes Fødselsdag den 16. April.

(Weinw., S.  119.    Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

Hogenberg. Frants Hogenberg, Kobberstikker, se II. Udenl. Kunstnere.

 

Holbech. Carl Frederik Holbech, Billedhugger, Søn af Proprietær F. Holbech, var født den 27. Februar 1811 og kom allerede som Dreng til København for at uddanne sig til Billedhugger. Efter at

 

446

have besøgt Kunstakademiets Skoler fra 1824 vandt han den 31. De­cember 1832 den mindre Sølvmedaille og Aaret efter en Penge­præmie for Modellering. Den 24. Marts 1835 fik han derpaa den store Sølvmedaille, og samme Aar konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, dog uden at opnaa den. Da han endnu engang havde konkurreret forgæves til Guldmedaillen, opgav han at studere mere ved Akademiet og søgte ad anden Vej at finde Midler til at komme udenlands. Det lykkedes ham ogsaa at komme til Rom i Begyndelsen af 1841, og siden den Tid havde han stadigt Ophold der, hvor han levede ugift, svækket paa Synet og i stor Fattigdom, indtil en lille Aarpenge fra Udstillingsfonden, en Indsamling blandt Kunstnere og fra 1877 en Statsunderstøttelse paa 600 Kr. aarlig sikrede ham en forholdsvis sorgfri Alderdom; han døde den 23. Juli 1880. Med Undtagelse af nogle faa hjemsendte Arbejder lod han ikke høre fra sig før i 1845, da han søgte om den ved Medaillør Christensens Død ledige Plads som Professor ved Modelskolen; men hans Ansøgning blev stiltiende henlagt.

Strax efter sit Komme til Rom fik Holbech Plads i Thor-valdsens Værksteder og udførte flere af dennes Arbejder i Marmor. Om en lille Komposition i Relief, »Proserpinas Rov« skal Thor­valdsen, efter Bravos Sigende, have udtalt sig gunstigt (1842), om »Den sovende Psyche« derimod •nist nichts zu sagen«.. Ved Thor-valdsens Død førte han Opsigt med Værkstederne og udførte imid­lertid »Proserpinas Rov« i Marmor, en Buste af Frederik VI efter Thorvaldsen, ligeledes i Marmor', til Mindesmærket i Skanderborg, samt en lille Billedstøtte »Bacchus som Barn« af ham selv, der blev solgt i Marmor til Lord Baltimore. En Gentagelse heraf med enkelte Forandringer blev købt i Marmor til Statens Samling (udst. 1872) tilligemed en tilsvarende Figur »En ung Bacchant«, som blev købt til samme Samling i Gibs. Af hans tidligere Arbejder blev en »Eurydice«, udført i Marmor (1844, udst. 1851), bortloddet til Fordel for Kunstneren, hvis Kaar allerede blev indskrænkede efter Thor-valdsens Død, og tilfaldt Prof. M. Hammerich. For øvrigt modelerede han nogle enkelte Arbejder, tildels Gentagelser af de samme Kom­positioner for udenlandske Bestillere. En lille Gruppe »Sovende Børn« udførte han flere Gange, saaledes til Grosserer Puggaard i København (udst. 1851). I 1863 fik han det Ancherske Legat. Han var maaske ikke fri for at lide af en sygelig Forfængelighed, men var en brav og hjælpsom Karakter, ligesom han ogsaa var en alvorlig og tænkende, men lidet produktiv Kunstner; især i hans senere Aar,

 

447

selv inden hans Syn var svækket, blev hans ængstelige Gennem­førelse ikke altid til Gavn for det Værk, hvori tidt en sand Følelse var kommen til Udtalelse i det første Anlæg.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 516. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1880, Nr. 188.)

 

Holbech. Niels Peter Holbech, Portrætmaler, Søn af Skibsfører Peter Nielsen Holbech (f. 1772, d. 1847) og Marie f. Thayssen (f. 1772, d. 1850), er født den 14. September 1804 paa Rejsen fra Ostindien til Danmark. Paa en senere Sørejse, hvori han som Barn deltog med sine Forældre, blev Skibet opbragt af Englænderne, og han maatte leve to Aar som Krigsfange i England. Da han var femten Aar, kom han paa Kunstakademiet i København, hvor han i Januar 1824 blev Elev af Modelskolen. Imidlertid havde han malet hos Lorentzen, men da Faderen vilde have, at han skulde lære et Haandværk, gik han i »Forbundt« hos en Malermester og blev Svend. Senere malede han ogsaa hos C. V. Eckersberg og uddannede sig til Portrætmaler. Med den engelske Statsafsending A. Forster rejste han i 1824 udenlands, var en Tid i England, derpaa i Italien, som Privatsekretær hos Forster, der var Afsending i Turin, og tog i 1830 til Rom, hvor han begyndte at male paany, bl. a. »Simeon i Templet« til Grosseser Baron Hambro. Dog opnaaede han ikke nogen Rejse­understøttelse, uagtet han søgte gentagne Gange derom. I 1834 kom han hjem, efter ti Aars Fraværelse, og fik Tilladelse til at oprette en Tegneskole, som han dog snart efter nedlagde, da han fik nok at bestille som Portrætmaler. Han begyndte at udstille 1831, mest Portræter. Han var 1836 bleven gift med Caroline Louise Amalie Gamborg (f. 1809, d. 1873), Datter af Professor og Regensprovst Anders Gamborg (f. 1753, d. 1833) og Maria Mathilde f. Clausson (f. 1768, d. 1853). Holbechs Hustru var Søster til Tegneren Knud Gamborgs (s. d.) Fader, og en Datter af ham var Moder til Billed­hugger H. B. Dahlerup (s. d.). Under et Ophold i Carlshamn i Sverig døde Holbech den n. Januar 1889.

(Priv. Medd. Bricka, V, 558 og VII, 518. Adresseav. 1850, Nr. 57. Pers. Tdskr. 2. R. V. T. 36., Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

 

Holck. Vilhelm Thaning Holck, Architekt, født den 25. Juni 1856 paa Christianshavn, er Søn af Sognepræst Johan Christoffer Holck (f. 1824) og Thyga Elisabeth Christine Thomine f. Thaning (f. 1826). Efter at have taget den udvidede Præliminærexamen, kom

 

448

han i Murerlære, blev Svend 1875, havde samtidig besøgt det tech-niske Selskabs Skole og fik den i. Oktober s. A. Adgang til Kunst­akademiets Skoler, som han gennemgik, saaledes at han den 17. Marts 1881 fik Afgangsbevis som Architekt. Derefter arbejdede han i syv Aar under Hans J. Holm og var Konduktør for ham. I 1885 blev han ansat som Konservator ved Frederiksborg Slot, en Stilling, han endnu indtager, men foretog dog baade 1886 og 1889 længere Uden­landsrejser. I 1889 opførte han Raadhuset i Hillerød, for hvilket Bygningsværk den Hansenske Medaille blev tilkendt ham i April 1891. Den 27. August s. A. ægtede han Baronesse Marie Wedell-Wedellsborg (f. 1871), Datter af Amtmand, Kammerherre Vilhelm Ferdinand Baron Wedell-Wedellsborg (f. 1827) og Louise Marie Sofie f. Komtesse Schulin (f. 1839). Holck har opført en Del andre Byg­ninger i Helsingør, Hillerød o. a. St, saaledes Pavillonen i Frederiks­borg Slotshave. Han fik i 1895 en Rejseunderstøttelse af Kunst­akademiet paa 1000 Kr.

(Priv. Medd.    Akad.    Statskal.    Lengnick, Fam. Thaning.    Adels-Aarb.)

 

Holgreen. Georg Nielsen Holgreen, Architekt, var født i Stock­holm den 14. Februar 1795 °S Søn af Snedkermester Holgreen der. Han kom i Murerlære i København, besøgte Kunstakademiet, hvis Medailler han vandt i Aarene 1814 til 1825, da den store Guld-medaille blev ham tilkendt for Opgaven »En Toldbod«. Han tog Examen for at søge Rejsestipendium, men maa være bleven for­hindret i at gøre det ved praktisk Virksomhed, thi imidlertid blev han gift med Ane f. Rasmussen (f. 1797, d. 1870), Datter af Brændevinsbrænder Carl Rasmussen af København. Den 22. April 1843 berøvede han sig selv Livet af Fortvivlelse over, at et Fyr-taarn, han havde under Bygning, styrtede ned paa Grund af Fejl ved de leverede Materialier, efterladende Kone og fire smaa Børn i temmelig trængende Omstændigheder.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Hollænder.    Johan Hollænder, Billedhugger, se Jan Wilckens.

 

Holm. Axel Peter Jørgen Holm, Landskabsmaler og Raderer, er født den 14. Marts 1861 i Rødby; han er Søn af Landmand H. C. V. Holm (f. 1822) og Hansine Marie f. Hansen (f. 1832). Han uddannede sig efter sin Faders Ønske til Maskinist og besøgte som Lærling i dette Fag den techniske Skole i Mariebo. I 1881

 

449

kom han til København, og uddannede sig nu, samtidig med at han arbejdede hos Burmeister & Wain, til Landskabsmaler, opgav i 1889 sin Stilling der, udstillede 1889 ved en December-Udstilling og søgte imidlertid af og til Raad hos Godfred Christensen. Fra 1893 har han begyndt at radere, har fra 1894 udstillet Landskabs-Raderinger og har solgt nogle Blade til Raderforeningen. Den 7. September 1890 ægtede han Anna Mathilde Dagmar Christine Lauritzen (f. 1861), Datter af Elektriker Edvard Lauritzen (f. 1835) °S Mathilde f. Nielsen (f. 1840, d. 1873).

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Holm. Christian Frederik Carl Holm, Dynnaler, Søn af Guld­smed Holm i København, blev født der den 18. Februar 1804; hans Moder var fra Skaane. Da han var eneste Barn, ønskede Faderen, han skulde uddanne sig til dennes Haandværk, og først efter at han var bleven Guldsmedsvend, fik han Lov at besøge Kunstakademiet for at søge Uddannelse som Kunstner. Hans Bekendtskab med J. F. demens bragte ham til at lægge sig noget efter Kobberstikker­kunsten, hvilket siden kom ham til Nytte som Raderer. I Kunst­akademiets Skoler, som han (1819) mulig har besøgt som Guldsmed-lærling, lagde han sig først efter Modelering og rykkede op i Model­skolen (1822) paa et modeleret Arbejde; men i 1825 vandt han den mindre Sølvmedaille for en Tegning efter den levende Model. Imid­lertid havde han allerede 1823 begyndt at udstille som Maler en Kopi efter Porbus, og det følgende Aar udstillede han et Par Kom­positioner af egen Opfindelse. Han blev nu Elev af Gebauer, idet hans Hu stod til at blive Bataillemaler, men dels Lærerens Paavirk-ning, dels den Omstændighed, at han ganske savnede Lejlighed til at studere Krigslivet efter Naturen, førte ham mere og mere over til at blive Dyrmaler. Dog udstillede han lige til 1830 jævnlig historiske Kompositioner, navnlig af Nordens Historie, som han opfattede med den varmeste Fædrelandskærlighed. Disse Billeder, hvoraf flere var temmelig store, som »Gustav Adolf i Slaget ved Lutzen«, »Dronning Philippa forsvarer København«, »Slaget ved Heide« o. fl. a. tildrog ham saavel Akademiets som Kunstelskeres Opmærksomhed, og bl. a. blev senere Konferensraad C. J. Thomsen ham en trofast Ven. Trods Savnet af alvorligere Studium, af Ro og Klarhed i Tanken, røbede disse Billeder dog Lyst til at gengive Fortiden paa en karakteristisk Maade, og flere af hans Ungdomsarbejder blev som lovende Forsøg indkøbte til den kgl. Malerisamling.

 

N.  K.  L.     I.                                          November   1895.                                      29

 

450

I 1828 søgte han om Rejseunderstøttelse, og efter at Akademiet i Januar det følgende Aar havde anbefalet ham i varme Udtryk til Fonden ad usus publicos, fik han 200 Species (800 Kroner) bevilget til en Kunstrejse i to Aar. Han var nu i Dresden og Miinchen (1830—31), men da Rejsen kun varede ét Aar, blev Halvdelen af Summen holdt tilbage og først senere tildelt ham til en Rejse til Paris, som han synes at have foretaget fra Miinchen, maaske samtidig med hans første Besøg i Italien (1838—39). I 1832 giftede han sig i København med Rosalie Agathe Frederikke Petit, Datter af Bog­holder i Brandassurancen Charles Matheus Philip Petit (f. 1776, d. 1823) og Sofie Charlotte f. Fiedler (f. 1788, d. 1881); to Aar efter rejste han til Miinchen for ikke mere at gense sit Fædreland. Allerede forinden havde yngre danske Kunstnere, som Lundbye, Kiellerup og Læssøe, søgt Vejledning hos ham, og den ene af disse, Kiellerup, fulgte snart efter ham til Miinchen.

I Mimchen, hvis friske Kunstnerliv den Gang højlig tiltalte ham, vovede han sig til større Opgaver, men holdt sig fra nu af mest til Æmner, hvori Gengivelsen af Dyr var Hovedsagen. Et stort Billede, »En Rensdyrjagt«, blev solgt til Senator Jenisch i Ham­borg, der havde en anselig Samling af Malerier af moderne Kunstnere, et andet Billede med Bjørne og Rensdyr fik Hertugen af Cambridge; »Ulve paa en Snemark« fra samme Tid er i det Leuchtenbergske Galleri i Wien. I 1839 hjemsendte han fra Rom et Billede fore­stillende »Daniel Rantzau gør sig til Herre over Tureby Bro«, som blev købt til den kgl. Malerisamling. Men de følgende Aar levede han atter i Munchen med sin Familie, indtil to større Bestillinger af Christian VIII foranledigede ham til at rejse til Rom paany i 1844 eller 1845, og snart efter lod han sin Familie komme til sig der, i den Tanke at tilbringe flere Aar i Italien. Han fuldendte et større Billede »Romerske Campagnoler ved et Osteri«, til Christian VIII og et »Italiensk Landskab, Hyrder vande Kvæg«, der begge udstilledes i København 1847. Men da var Kunstneren allerede vandret bort. De anstrængende Studier i Roms Campagne under den brændende Sommersol paadrog ham en Feber, som i faa Dage nedbrød hans Kraft. Han døde den 24. Juli 1846 i Tivoli i sin Hustrus og sin Ven Küchlers Nærværelse og jordedes paa den protestantiske Kirke-gaard i Rom. Hans Enke, hvis Fremtid det ikke var lykkedes ham fuldstændig at sikre, kom i Oktober 1846 til København med de faderløse Børn, og fik Aaret efter »i Betragtning af hendes Mands sidste Arbejder paa Udstillingen« en tarvelig Understøttelse fra

 

451

Akademiet af 100 Rdl. en Gang for alle. Rosalie Holm er selv optraadt som Kunstnerinde med nogle faa Raderinger. Hun var født i København den i. Marts 1807 og døde der den iS.Juli 1873. Hun var Søster til Lægen E. C. N. Petit.

Det er vanskeligt at dømme om en Kunstner, hvis Virksomhed som Holms kun halvt tilhører Fædrelandet. Af de Arbejder, Maleri­samlingen ejer, ere de fleste Ungdomsarbejder før Rejsen. Der var paa Christiansborg kun fremhængt ét, kaldet »Tyrolerens Jagthund, der venter paa sin Herre«, malet efter den første Rejse (1833). Trods den sande Følelse i Hundens Udtryk fik man heri, ligesom i hans Ungdomsarbejder, Indtrykket af, at hans livlige Produktionslyst ikke ret lod ham faa Tid til at gennemføre sine Æmner med den Sikker­hed og Grundighed, som hans Talent for Opfattelse og Anordning syntes at fortjene. Man har Grund til at tro, at han i sine senere Arbejder, som gjorde megen Lykke i Udlandet, har vundet større Ro og Fasthed i sin kunstneriske Fremstilling, saa meget mere som Udlandets Domme tale derfor. Holm var ogsaa en flittig og yndet Raderer.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 566-67. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Mill-ler, Neuestes. Kstl. Lex. Soltl, Bild. Kst. i Mttnchen.)

 

Holm. Frederik Holm, Maler, nævnes i de kgl. Regnskaber i Frederik IV's Tid som »Mahler«, hvilket plejer at betyde Haand-værker i Modsætning til »Skildrer« eller »Contrafejer«. Saaledes udførte han 1702—6 forskelligt Malerarbejde paa Frederiksberg. Ikke desto mindre fik han i 1718 Betaling for at forfærdige og restaurere (forbedre) forskellige »store Skilderier« paa Frederiksborg; ligeledes malede han i 1719 ti »Jagter« paa Lærred til Lofterne i Palæet bag Børsen, hvilket alt tyder paa kunstnerisk Virksomhed, om end væsentlig i dekorativ Retning. Dog brugtes jo Kunstnere som Krock, d'Agar og fl. til lignende Virksomhed. Mulig det er den samme Mand, Spengler nævner som »Maler i København i Christian VI's Tid«, hvis Portræt, malet af Wahl, var i Klevenfeldts Samling.

(Spengl. Art. Eft. citerer Mus. Kiev. S. 280, Nr. 347. Friis Saml., S. 92. Kgl. Regnsk. Rigsarch.)

 

Holm. Hans Jørgen Holm, Architekt, født i København den 9. Maj 1835, er Søn af Etatsraad, Administrator i Kreditkassen for Husejere Carl Jakob Holm (f. 1796, d. 1875) og Johanne Henriette f. Kierulf (f. 1798, d. 1867). Efter at have besøgt Borgerdydskolen i København, blev han privat dimitteret til Universitetet i 1854, tog

 

452

anden Examen 1855 og samme Aar Adgangsexamen til den poly-techniske Læreanstalt. I Oktober begyndte han at besøge Kunst­akademiet og gik samtidig i Hetschs Tegneskole. Fra 1856 tegnede han hos Herholdt og blev, efter at Wolff var bleven Bygningsinspektor paa Frederiksberg, Konduktør ved Opførelsen af Universitetsbiblio-theket (1858—60) og Studenterforeningsbygningen (1861—63). Efter en mindre Udenlandsrejse var han 1861 bleven Elev af Kunst­akademiet, vandt 1862 den mindre og 1863 den store Sølvmedaille. I 1863—65 var han paany udenlands til Tyskland, Frankrig og Italien med en Understøttelse af 300 Rdl. aarlig i to Aar fra den Reiersenske Fond og i ét Aar fra Akademiet. Efter Hjemkomsten vandt han i Vinteren 1866—67 den mindre Guldmedaille for Op­gaven »En protestantisk Kirke til en større Menighed«, var 1872 konstitueret som Bygningsinspektør, den 8. December 1873 blev han Medlem af Kunstakademiet og den 17. April 1883 Professor ved dets Bygningsskole.

Holm traadte tidlig i praktisk Virksomhed, dels som Konduktør, dels som Tegner, navnlig af Møbler til Kunstflidslotteriet. Efter sin Rejse har han udfoldet ikke ringe Virksomhed som Bygmester. Saa-ledes skyldes ham den indvendige Udstyring af Riddersal, Spisesal Bibliothek m. m. paa Frijsenborg (1865—68), Nykøbing Industri- og Haandværkerforeningsbygning, Sundby Kirke, Diakonissestiftelsen (1873—76), Charlottegades Skole, Ordrup Kirke (1875), °£ ^^an f°^re~ tog i Anledning af disse og andre Bygninger flere mindre Rejser, deriblandt i 1874 en Rejse i Holland og Tyskland for at se Diakonissestiftelser og Kvægtorve. Senere har han i 1887 besøgt Grækenland med Brygger Carl Jacobsen. I 1871 deltog han sammen med Fenger i Konkursen om en ny Theaterbygning, og deres Teg­ninger fik den anden Præmie. Derefter anlagde han Vestre Kirke-gaard med Gravkapellet der, byggede Kvægtorvet (1879), Nørrebros Brand- og Politistation (1884), Mineralogisk Museum (1890—93), Overformynderiet (1893), desuden en Mængde Privatbygninger og Restaurationer af ældre Bygninger; udenfor København har han opført Herregaarden Sanderumgaard i Fyn (1870—82), Aalborg Syge­hus og techniske Skole, en Mønsterbondegaard for Holmblad paa Amager m. m. Siden 1893 har han været sysselsat med Genopførelsen af Vallø Slotsbygning.

Ved Siden af sin praktiske Virksomhed har Holm ogsaa fra sin Ungdom virket som Lærer; han var først Assistent ved den poly-techniske Læreanstalt ved Undervisningen i borgerlig Bygningskunst,

 

453

var derefter (1866-—1879) Assistent og senere Lærer ved Kunst­akademiets Architekturskole. I denne Stilling har han flere Gange foretaget Øvelsesrejser med Akademiets Elever til Skaane, Jylland og a. St. Som Tegner har har opmaalt de bornholmske Kirker, der udgives i Autografi, og Kronborg Slot til Akademiet (1876—77). Tillige har han i Forening med Storck og Dahlerup udgivet auto­grafiske Tegninger af gamle danske Bygningsminder, tildels tegnede af Akademiets Elever og senere fortsatte af yngre Architekter. Holm blev den 13. Marts 1866 gift med Anna Dorothea Nielsen (f. 1841), Datter af Sognepræst til Frørup Peter Frederik Nielsen (f. 1802, d. 1876) og Lucie Nikoline f. Fuglsang (f. 1808, d. 1892). Han blev 1888 Ridder af Danebrog, 1894 Danebrogsmand.

(Priv. Medd. Bricka. VII, 569—71. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Stats­kal. Tdskr. f. Kstind. VII, 149.)

 

Holm. Harald Holm, Blomstermaler, født den 26. August 1866 i Horne ved Faaborg, er Søn af fattige Forældre og har selv arbejdet sig frem. Efter at have været Tjenestedreng hos en Bonde, kom han i Malerlære i København og boede i sin Læretid paa Lærlinge­hjemmet, besøgte det techniske Selskabs Skole og gik derfra over i Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann. Imidlertid lagde han sig efter at male Blomster, udstillede første Gang ved en December-Udstilling (1888) og har fra 1891 udstillet ved Forårsudstillingerne. Et af hans Arbejder »Levkøjer« (1893) blev købt af Kunstforeningen.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Holm. Heinrich Gustav Ferdinand Holm, Maler, Søn af neden­nævnte Jens Holm og født den 23. April 1803 i Berlin (?), udgav i 1838 i København i Forening med sin Fader et Værk over »Sjæl­lands yndigste Egne, tegnede efter Naturen samt stukne og udgivne af J. Holm og H. G. F. Holm med dansk, tysk, fransk og engelsk Text i 4°, 23 Blade«. Deraf var ifølge Subskriptionsindbydelsen det første Hæfte udkommet allerede 1825. I 1832 havde han udstillet Plan og Prospekt af Karantæneanlægget paa Øen Kyholm og i 1851 sex forskellige Prospekter. Han døde i København i Maj 1861.

(Erslew, Forf. Lex. I, S. 680. Suppl. I, S. 825. Priv. Medd. Subskrip-tionsindb. 1825. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Holm. Jens M. Holm, Maler og Kobberstikker, født i Køben­havn 1776, tilbragte en Del af sin Ungdom i Berlin, hvor han malede »smaa nydelige Landskaber paa Daaser og Kakkelovns-

 

454

skærme« m. m.¹ Tillige maa han have lagt sig efter Kobber­stikkerkunsten, thi efter at han var vendt tilbage til Fædrelandet, som det synes i 1819, indbød han i 1825 til Subskription paa »Sjællands yndigste Egne«, som skulde tegnes af hans ovenfor nævnede Søn efter Naturen og stikkes i Kobber af ham selv. Denne Samling udkom fuldstændig i 1838. Han var 1806 bleven gift med Louise Køhler (d. 1863), og han døde den 24. December 1859 i København.

(Weinw. Lex. Erslew Forf. Lex. I, S. 680. Suppl. I, S. 825. Subskrip-tionsindb. 1825. Skifteretten. Adresseav. 1859. Krohn, I. S. 156—58.)

 

Holm. Jesper Johansen Holm, Stempelskærer, født i København 1748, traadte i Billedhuggerlære hos Wiedewelt, og blev hos ham »Billedhuggersvend«. Samtidig besøgte han Kunstakademiet, hvor han 1769 og 1772 vandt Sølvmedaillerne; Aaret efter fik han den mindre Guldmedaille og den 21. August 1775 den store Guld-medaille for Opgaven »Samuel ofrer Herren Brændoffer, og Filistrene blive slagne af Torden« (i. Sam. 7, 8—u).² Uagtet dette Arbejde vedblev at henrykke Weinwich saaledes, at han ventede en anden Thorvaldsen af Holm, om han ikke var bleven Medaillør, agtede Akademiet, hvad enten det tillige har været hans egen Lyst eller ej, ham for særlig skikket til dette Fag og tilstod ham 100 Rdl. d. C. aarlig i i¹^ Aar, for at øve sig her hjemme som Medaillør, og der-paa 4^2 Aars Rejsestipendium i Udlandet. Dette skete dog først 1779, da der før den Tid intet Stipendium havde været ledigt, idet Billedhugger Dajon havde det. Aaret efter viste Holm sit første Stempel efter en Medaille af Hedlinger, og i Oktober 1782 tiltraadte han sin Udenlandsrejse.

I September 1787 var han atter hjemme og optraadte nu som fuldt uddannet Medaillør, i Marts det følgende Aar agreerede Akademiet ham og anbefalede ham til at faa fast Ansættelse ved Mønten, hvilket dog ikke skete. Samme Aar udstillede han i Akademiets Bibliothek en i Vox pousseret Gruppe forestillende »Perseus, som befrier Andromeda«. Fra den kgl. Søétat fik han

 

¹ Det er muligt, at den af Weinwich nævnede J. Holm og Kobberstikkeren ikke er samme Person; men det synes det rimeligste.

² Det er mærkeligt, at Wiedewelt, som i Italien havde levet under Winckel-manns Paavirkning, kunde være med til at stille en Opgave, der rejste næsten uoverstigelige Vanskeligheder for en sand plastisk Udførelse.

 

455

Bestilling paa en Medaille over Henrik Gerner, som han udførte to Gange, idet den ene skulde bruges til Præmie for Søkadetterne. Paa Aftryk i Bly af den første af disse Medailler blev han derpaa den 22. December 1789 med de fleste Stemmer optaget til Medlem af Akademiet.¹ Medaillen bærer paa Aversen »Fabrikmester Henrik Gerners« Portræt med Fødsels- og Dødsdag i Omskriften; paa Reversen en Olding staaende foran et antikt Skib med Omskriften: »Vor Archimedes til Ære«. Nogle kaldte det en Skam for Akademiet, at det optog Holm til Medlem paa en Medaille, »som var saa slet«, men der indvendtes, at Akademiet havde en Uret at gøre god igen overfor ham, »ved at gøre ham til Medaillør, da han havde vist saa stort Geni som Billedhugger«. Selv om Holm næppe var bleven nogen Thorvaldsen, røber dog hans Relief for den store Guldmedaille en for yngre Kunstnere ikke almindelig Virtuositet i Udførelsen, men ogsaa en ganske malerisk Behandlingsmaade i Anordningen. Hans Medaille over Gerner derimod er uden Blødhed i Modelleringen, skarp og haard i Linierne. Han fik nok heller ikke andre Medailler at udføre og tilbragte det lange Liv, han førte ugift med en liden Vennekreds, væsentligt som Modelerer ved den kgl. Porcelænsfabrik. Han maa dog vist tillige have givet sig af med Udførelsen af Grav­mæler og deslige, eftersom han flere Gange søgte om de ledige Billedhuggerværksteder, Akademiet raadede for. I 1813 attraaede han endog at blive Professor ved Modelskolen efter Stanley. Men allerede 1816 erklærede han, at han paa Grund af Sygelighed ikke kunde deltage i at skære Stempler til Frederik VI's Kroningsmedaille; •dog levede han endnu til den 7. Januar 1828, da en aldrende Ven af ham og »Medtjener«, Forvalter ved den kgl. Porcelænsfabrik, J. Schmidt, kundgjorde hans Død i hans 80. Aar.

(Weinw., S. 235. do. Lex. Bricka, VII, 578. Adresseav. 1828, Nr. 5. Møntfortegn. Akad. Priv. Medd.)

 

Holm. Johan Frederik Holm, Architekt, født i København den 23. Marts 1803, var Søn af Murmester Jens Jensen Holm og Karen Hansdatter. Han lærte efter sin Konfirmation Murerhaandværket og blev Svend 1822. Han havde imidlertid begyndt at gaa paa Akademiet, rykkede i November 1823 op i Bygningsskolen, men

 

¹ Den  anden er ganske som den, paa en Omskrift nær,   der viser,   at den er en Flidsbelønning.

 

456

vandt først 1828 den mindre og 1831 den store Sølvmedaille, samt i 1834 en Pengepræmie i Bygningskunsten. Imidlertid var han den 5. Februar 1830 bleven gift med Karen Marie Sommersted (d. 1881) og fik fem Børn, saa at han mest maatte ernære sig ved sit Haand-værk. Han havde dog, da han lader til at have været en ganske snild og opfindsom Mand, lagt sig efter Forfærdigelsen af kunstig Marmor, Stuk, Cementpuds, Gibsmosaik og den til Freskomaleri særlig vel forarbejdede Puds, samt tillige gjort Forsøg med, hvilke Farver der egnede sig bedst til Anvendelse paa den vaade Kalk. Da Bindesbøll (s. d.) byggede Thorvaldsens Museum, tog han Holm til Konduktør, hvorved denne fik Lejlighed til at gøre sine Erfaringer frugtbare ved Bygningens Afpudsning og rige Dekoration al fresco. Han havde ikke selv rejst den Gang, og havde kun nogle Prøver af farvet Kalkpuds, som Bindesbøll havde hjembragt fra Pompeji til Forbilleder. Imidlertid har han uden Tvivl sin væsentlige Andel i, at Farverne i Friluftsdekorationerne holdt saa længe, selv om de nu efter 50 Aar ere afblegede. Samtidig byggede han Ejendommen nyt Nr. 71 i Bredgade, hvor J. Sonne malede en Frise under første Sals Vinduer (nu overpudset) og en Ejendom Vestervoldgade Nr. 3, eller ledede i det mindste dens Udsmykning. Paa Forhallens Gavl ind mod Slottet har Sonne ved Siden af Bygmesteren Bindesbøll ogsaa afbildet Holm yderst henimod Museets Forside. Efter at Bygningen var færdig, fik Holm 1849 ^en Rejseunderstøttelse af den Reiersenske Fond, for i Udlandet yderligere at fuldkommengøre sin Specialitet og Aaret efter udgav han et Skrift: »Vejledning ved Udførelsen af Fresco-malerier, Stuk og Cementmosasik o. s. v.« som Haandbog for Archi-tekter, Murere og Malere. Men han fik senere ikke meget af bestille som Architekt, et Andragende til Akademiet i 1850 om at blive Murmester uden at underkaste sig Mesterprøve nægtedes, og »de mange magre Aar tærede saaledes paa de fede«, at tilsidst — efter at han var bleven mere og mere forfalden — baade han og Konen (1871) blev Lemmer paa Almindelig Hospital, hvor han døde den i. No­vember 1877 af Kræft i Halsen. Hans Søn, Carl Frederik Thorvald Holm, født i København den 13. December 1829, lærte Snedker­professionen, men gik Akademiets Bygningsklasser igennem og vandt 1859 den mindre Sølvmedaille. Han kaldte sig Architekt og tegnede for andre Architekter, giftede sig med Henriette Cecilie Sommer (d. 1870 paa Alm. Hosp.), og blev som Enkemand i Oktober 1877 indlagt paa Almindelig Hospital, hvor han allerede den 6. April

 

457

1879 afgik ved Døden.     Han   har  meddelt  en Del  af de her gen­givne Oplysninger om Faderen.

(Priv. Medd. Opl. fra Alm. Hosp. Erslew, Forf. Lex. Suppl. I, S. 827. C. Bruun og L. Fenger, Thorv. Mus. Hist., S. 104—5. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Holm. Just Jean Christian Holm, Portrætmaler, født i Randers den S.Maj 1815, er Søn af Regimentskirurg ved jyske lette Dragoner Just Christian Holm (f. 1776, d. 1838) og Johanne (Jeannette) Mar­grethe f. Suenson (f. 1787, d. 1821). Han besøgte den lærde Skole i Randers, men opgav Studeringerne for at uddanne sig til Maler, særlig Portrætmaler. Efter at være kommen til København fik han Adgang til Kunstakademiet, blev 1835 Elev af Modelskolen og vandt 1838 den mindre Sølvmedaille. Han var 1840—43 en Rejse i Ud­landet, hvor han navnlig opholdt sig i Miinchen og Paris. Senere søgte han Akademiet forgæves om Rejseunderstøttelse. I Aarene 1837—1873 har han udstillet dels Portræter, dels enkelte Genre­billeder, blandt hvilke en Portrætgruppe af Datidens unge Læger (udst. 1850) især vakte almindelig Opmærksomhed. I 1883—84 udstillede han et Par Landskaber. Han var i 19 Aar fra 1864 til 1882 Tegnelærer ved de forenede Kirkeskoler i København.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 579. Patric. Slægt. I. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

 

Holm. Mads Schifter Holm, Architekt, Søn af Urtekræmmer og Kaptajn ved Borgervæbningen Henrik Holm (f. 1761, d. 1830) og Michaeline Dorothea f. Schmidt (f. 1776, d. 1843), ^var f⁰dt i Køben­havn den 12. Maj 1800. Han kom tidligt paa Kunstakademiet, saa-ledes at han allerede 1817 vandt den mindre og 1820 den store Sølvmedaille som Bygmester, og var derefter for en Tid Konduktør hos C. F. Hansen ved Fuldførelsen af Frederik V's Kapel i Roskilde. Da hans Talent syntes at gaa mere i praktisk Retning, raadede Akademiet ham til at lægge sig efter Bro- og Vandbygningskunst. Understøttet af Grev Moltke og Hofraad Hambro rejste han i April 1824 til Holland og derfra til Tyskland. Aaret efter søgte han Under­støttelse af Fonden ad usus publicos til et Værk om Bygningskunsten, som han vilde udgive i Forening med Lithografen Carl Henckel (s. d.). Med Rejsepenge derfra (300 Rdl. »engang for alle«) besøgte han Italien, navnlig Rom, hvor Thorvaldsen »uopfordret« tegnede sig som første Subskribent paa hans Værk over Bygningskunsten, »Vignola«, hvoraf han senere indsendte en Prøve til Akademiet, der fandt

 

458

Arbejdet vel udført. Efter sin Hjemkomst (1827) ønskede han at agreeres paa Udkast til »Et Museum«, men fordi han ikke havde rejst paa Akademiets Stipendium og ikke særlig udmærket sig i kunstnerisk Retning, nægtede Akademiet at agreere ham. Da hans Fremtid ved Akademiet dermed var ham afskaaret, tog han snart efter Borgerskab som Tømrermester, levede en Tid i Thisted og Hamborg, men for øvrigt i København, hvor han den 10. November 1832 blev gift med Hanne Jacobine Kehlet, adopteret From (f. 1809, d. 1875), Datter af Hørkræmmer Reimer Kehlet og Johanne Erigine f. Werth, anden Gang gift med Agent Jakob Bertram From. Efter et langt Liv, væsentlig viet til praktisk Virksomhed, døde han den 26. November 1874. Af hans Værk »Vignola« udkom 32 Blade, uden Aarstal, men sikkert kort efter hans Hjemkomst fra Italien. Foruden sine akademiske Tegninger (1818 og 1821) udstillede han 1824—29 nogle Udkast, bl. a. 1827 en Række Tegninger til Broer af forskellig Konstruktion.

(Priv. Medd. Østs Archiv, I, Intell. Bl. Nr. 2, S. 6. Strunk, Nr. 1220. Industrifor. Mdskr., 9. Aarg., S. 222 og 244. Grandjean, Fam. Holm. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Holm. Niels Holm, Billedhugger, født i Slagelse den 14. Februar 1860, er Søn af Konditor Axel Holm (f. 1829) i Randers og Cathrine Elisabeth f. Jakobsen (f. 1832). Dimitteret fra det techniske Selskabs Skole fik han den 15. Marts 1881 Adgang til Kunst­akademiets Skoler, som han gennemgik og fik Afgangsbevis som Billedhugger den 27. Maj 1885. Han begyndte at udstille 1883 og har siden udstillet, i Førstningen nogle Dyr, senere Portrætbuster og Statuetter foruden nogle Konkursarbejder. Blandt disse kan nævnes »En Bueskytte« (udst. 1893) og »Kristus, som opvækker Lazarus«, nu i Ligkapellet i Randers.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Holm. Niels Emil Severin Holm, Maler, født i Aarhus 1823, var Søn af Musiklærer og Organist Peter Holm (f. 1798, d. 1875) og Birgitte f. Stigsen. Faderen, som oprindelig var Kunstdrejer, havde for øvrigt selv saa meget Anlæg for Malerkunsten, at han lærte Landskabsmaleri af C. D. Gebauer og efter Krigen i Forening med sin Søn udstillede i H6tel du Nord i København flere af de vigtigste Kampe i 1848, Slaget ved Fredericia o. s. v. i Limfarve, hvori Landskaberne var malede af Faderen, Figurerne af Sønnen. Denne, som havde faaet sin første Uddannelse i Prins Ferdinands

 

459

Tegneskole i Aarhus under Høegh-Guldberg, kom i 1841 til Køben­havn, hvor han begyndte at besøge Kunstakademiet og samtidig blev sat i Malerlære. Efter at han 1844 havde vundet den mindre Sølv-medaille i Dekorationsskolen, gik han over i Figurklasserne, vandt 1849 den mindre og 1854 den store Sølvmedaille i Modelskolen. I 1854—55 udstillede han nogle Landskaber og Figurbilleder og vandt Pengepræmien for en Modelfigur; derpaa rejste han i 1857 paa egen Regning udenlands og opholdt sig navnlig paa Sicilien lige til i Begyndelsen af 1863. Et hjemsendt, i 1859 udstillet Billede, »Udsigt fra Taormina«, vakte saa megen Opmærksomhed, at Akademiet til­delte ham en Rejseunderstøttelse paa 400 Rdl.; i 1862 fik han atter en Understøttelse paa 200 Rdl., maaske' beregnet til at rejse hjem for; thi 1863 kom han efter otte Aars Fraværelse tilbage, og var, efter et Besøg i sin Fødeby, taget til København for at arbejde videre som Kunstner, da Døden bortrev ham i hans Manddomsaar den 29. December 1863. Han var ugift, og hans Portræt er raderet af J. M. Petersen.

(Priv. Medd. Bricka, VII, 583. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1863, Nr. 304.)

 

Holm. Rasmus Andersen [Holme eller Holm], Landskabsmaler, født i Landsbyen Holme, hvorefter han tog Navn, paa Lykkesholms Gods i Fyn, blev døbt i Gislev Kirke den i. Juli 1781, Søn af Bønderfolk, Anders Hansen [Holme] og Kirsten Rasmusdatter. Som bondefødt indkaldtes han, efter den Tids Lov, til Militærtjenesten og stod fra sit 25. Aar i syv Aar i Tjeneste ved Danske Livregiment til Fods, gennemgik i sit sidste Tjenesteaar Underofficerskolen for Fod­folket, saa at han, da han den 14. December 1810 fik et hæderligt Afskedspas, gik af som Korporal. Derefter, da han nu havde Frihed til at »opholde sig paa hvert Sted i Landet ham lyster«, forblev han som det synes i København, gik 32 Aar gammel eller mulig endnu ældre, i Malerlære, kom i 1815 som Malersvend paa Kunstakademiet, hvor han i 1822 blev Elev af Modelskolen og senere et Par Gange konkurrerede om Pengepræmien uden at opnaa den. Han havde imidlertid lagt sig efter Landskabsmaleriet under Vejledning af J. P. Møller, der ogsaa lærte ham at restaurere Malerier. Han var en mindre betydelig Landskabsmaler, der under Navnet Holm udstil­lede fra 1817 til 1858. I sine senere Aar (maaske fra 1845) levede han paa Godset Gaunø i Sydsjælland, hvor han havde Ansættelse som Konservator ved Godsets store Malerisamling, og hvor han til-

 

460

sidst var paa en Slags Pension, indtil han døde ugift den 4. Februar 1874,  »i sit 94. (93.) Aar«.

(Priv. Medd. Vordingborg Skifteret. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1874.)

 

Holm. Sæmund Magnusson Holm, Kobberstikker, født 1749 af Bønderforældre paa Holmafell under Islands Sønder-Amt, blev Student 1771 og kom 1774 til København for at studere ved Universitetet. I 1783 tog han theologisk Examen, medens han samtidig lærte at tegne ved Kunstakademiet, hvor han 1779 fik en rosende Attest og samme Aar den mindre Sølvmedaille. Imidlertid lagde han sig med Iver efter Kobberstikkerkunsten, og efter at han havde vundet den store Sølvmedaille (1784), konkurrerede han 1785 til den mindre Guldmedaille som Kobberstikker. Hans Skitse blev antaget, men hans fuldførte Arbejde var saa svagt, at han ikke alene ikke fik Medaillen, men endog ikke fik Lov at udstille sit Arbejde. I Aaret 1788 søgte han Akademiet »om noget, da han har ligget her i 14 Aar og siden 1781 ikke har haft noget at leve af«. Imidlertid synes han at have opgivet Kunsten for at drage Fordel af sin Embeds-examen, thi i 1789 blev han Præst paa Helgafell paa Island og der døde han den 5. April 1821.

(Erslew, Forf. Lex. I. 685, og Suppl. I, 831.    Akad.)

 

Holmer. Lorents Hansen Holmer, Portrætmaler, født den 28. April 1806, var Søn af Malermester Hans Carsten Holmer (f. 1754, d. 1825) og Ane Kirstine f. Hoppe (f. 1769, d. 1843), gennemgik Malerlæren og gjorde allerede 1824 Mesterstykke. Efter at have besøgt Kunst­akademiets Bygningsskole i 1819, gik han i 1820 over i Frihaands-klassen og Kunstakademiets Tegneskoler, vandt 1830 den mindre og 1831 den store Sølvmedaille, samt deltog Aaret efter i Konkursen for Pengepræmien. Han savnede ikke Formsans og kunde maaske have udviklet sig til en ret duelig Portrætmaler; men, da hans Moder sad som Enke med et stort Malerværksted, foretrak han, efter at have malet en Del Portræter, hvoraf ialt fem udstilledes (1833—34), ganske at gaa over til Haandværket. Dog har han tillige virket som Dekorationsmaler. Holmer blev 1848 gift med Louise Godfride Ørum (f. 1822, d. 1867) og døde den 7. Juni 1873.

(Priv. Medd.    Adresseavisen  1873.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Holmfeldt. H. Dirckinck-Hclmfeldt, Maler, se Dirckinck-Holmfeldt.

 

461

Holst. Laurits Bernhard Holst, Sømaler, født den 20. August 1848 i Bogense, er Søn af Malermester P. Holst og Hustru f. Falck. Han lærte Malerhaandværket i Hjemmet og arbejdede siden som Malersvend i København; men da Faderen ikke havde Raad til at lade ham uddanne sig til Kunstner, rejste han 1868 til Amerika, hvorjjan i Chicago gav sig til at male Smaabilleder, medens han samtidig arbejdede i sit Fag, rejste derfra til St. Francisco og kom i 1870 tilbage til Danmark, hvor han samme Aar ægtede Marie Sofie Frederikke Langkilde (f. 1848), Datter af Proprietær C. Lang­kilde til Christianslund ved Bogense og Josefine f. Lund. Ægte­parret rejste atter til Chicago, hvor de boede til Byens Brand (1871), tog derfra til Racine i Wisconsin, hvor han, trods det Tab, han havde lidt ved Branden, tog fat paany og vandt stedse større Publikum for sine Billeder. Han havde udstillet første Gang i 1873; men først efter Hjemkomsten til Danmark, begyndte han i 1878 regelmæssigere at udstille ved Foraarsudstillingerne. I en Del Aar boede han paa Villaen »Mary Hill« ved Helsingør, men har i de senere Aar opholdt sig alene i London. L. Holst, som saaledes fuldstændig er Autodidakt, har solgt sine fleste Billeder til Udlandet, deriblandt til den russiske Kejser, Alexander III, »»Korniloff«, russisk Orlogsskib i rum Sø« og »Korvetten »Dagmar« i Atlanterhavet«, til Prinsen af Wales, m. fl. Til Dronning Louise af Danmark solgte han i 1879 »Solnedgang i Atlanterhavet«.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Holsøe. Carl Vilhelm Holsøe, Maler, er Søn af nedennævnte Architekt N. P. C. Holsøe og blev født i Aarhus den 12. Marts 1863. Fra det techniske Selskabs Skole blev han dimitteret til Kunstakademiet, som han besøgte fra Oktober 1882 til Oktober 1884. Han begyndte at udstille i 1888 og har gjort Gengivelsen af Interiører, som oftest med kun en enkelt Figur til sin Specialitet. I 1890 og 1892 har han haft Rejseunderstøttelser af Akademiet.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Holsøe. Niels Peter Christian Holsøe er født den 27. No­vember 1826 i Øster - Egetsborg, hvor Faderen, Lauritz Christian Holsøe (f. 1789, d. 1862) da var Præst; hans Moder var Vilhelmine Euphrosyne Margrethe f. Feddersen (f. 1797, d. 1871). Han begyndte at gaa paa Kunstakademiet 1842 for at uddanne sig til Bygmester og tegnede samtidig i Hetschs Skole. Efter at han 1846 var bleven

 

462

Elev og i December 1847 havde vundet den mindre Sølvmedaille, deltog han i de to sidste Aar i den slesvigske Krig (1849—5°)> og naaede derved først i 1853 at vinde den store Sølvmedaille, hvor­efter han nogle Gange konkurrerede til Guldmedaillen. I 1859 fore­tog han en Rejse til Udlandet. Den 15. Maj 1862 blev han gift med Emilie Charlotte Klentz (f. 1833), Datter af Bagermester Gotfred Christian Vilhelm Klentz (f. 1784, d. 1836) og Ane Cathrine f. Drastrup (f. 1798, d. 1873), i 1869 blev han Ridder af Danebrog og 1892 Danebrogsmand.

Hans første praktiske Virksomhed var som Konduktør under Bernhard Seidelin ved Opførelsen afRaadhuset i Helsingør (1853—55). Af hans selvstændige Arbejder kan fremhæves Kurhuset paa St. Hans Hospital ved Roskilde, Marielyst Badehotel ved Helsingør (1860), Stationsbygningerne ved de fynsk-jyske Statsbaner, undtagen Hoved­stationerne i Aarhus og Randers, samt ved flere af de mindre jyske Baner. Holsøe har i det hele fra 1861 virket som Jærnbane-Architekt; Slutstenen paa denne hans Virksomhed var den i Forening med Architekt H. Wenck opførte store Stationsbygning i Helsingør (1889—91), hvorefter han i 1892, paa Grund af Øjensvaghed maatte opgive sin Virksomhed og gik af med Pension. Samtidig havde han i Helsingør opført et Posthus, en Bygning for Havne- og Lods-væsenet og et Jærnbanehotel. Endvidere kan nævnes Uggeløse Kirke (1875—76), en hel Række Posthuse og nogle Restaurationer af ældre Bygninger. Han døde den i. Januar 1895.

(Priv. Medd. Bricka, VIII, 62. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nat. Tid. 2/1 1895.)

 

Holten. Anna Marie Johanm Sofie Holten, Malerinde, er Datter af Sognepræst Hans Nikolaj Holten (f. 1829, d. 1871) og Marenstine f. Smith (f. 1830) og blev født i Skuldelev den 12. August 1858. Hun lærte at tegne hos Dalsgaard i Sorø og senere malede hun hos Carl Thomsen i København. I 1879 rejste hun til Paris, hvor hun arbejdede hos F. Barrias og Alfred Stevens. Hun begyndte at udstille i 1883 og har siden til Stadighed udstillet, dels Portræter, som af August Strindberg og af hendes Bedstemoder, Fru Smith o. fl., dels Genrebilleder og enkelte Blomsterstykker. Hendes første udstil­lede Arbejde, malet i Paris, saas baade paa Foraarsudstillingen og paa den nordiske Udstilling i 1883. I 1886—87 var hun atter i Paris og udstillede paa Salonen. I 1890 udstillede hun her »Den sidste Time i en Landsbyskole« og fik s. A. en Rejseunderstøttelse

 

463

af Akademiet til Indlandet; Aaret efter udstillede hun »,De hellige' gaa fra Kirke« og fik en Rejseunderstøttelse paa 500 Kr., for hvilke hun rejste til Holland-, i 1893—94 havde hun atter Rejseunder­støttelse af Akademiet (1000 og 500 Kr.) og foretog da en længere Rejse til Italien. I 1894 havde hun tillige 500 Kr. af den Raben-Levetzauske Fond.

(Priv. Medd.    Elvius.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Holten. SusetteCathrine Helten, f. Skovgaard, Malerinde, Datter af Landskabsmaler Professor P. C. Skovgaard (s. d.), er født i Køben­havn den 29. Januar 1863. Hun har uddannet sig paa egen Haand og ved jævnlige Studierejser ligefra Norge til Ægypten, og har udstillet i 1885 og 1886 paa Foraarsudstillingen ved Charlottenborg og fra 1871 paa den frie Udstilling, dels Portræter og Genrebilleder, dels Landskaber og enkelte dekorative Arbejder, alt hidtil som Susette Skovgaard. Den 18. Juli 1894 ægtede hun Grosserer, Cand. phil. Hans Nikolaj Holten (f. ¹⁷/₀ 1871), en Broder til ovennævnte Kunstnerinde Sofie Holten.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.    Fri Udst. Fortegn.)

 

Holtzbecher. Johann Christoph Holtzbecher, Maler, født 1700, var mulig Søn af Johannes Simon Holtzbecher, Frugt- og Blomster­maler i Hamborg. Han kom 1736 i det danske Hofs Tjeneste som Perspektivmaler med 300 Rdl. d. C. i aarlig Lønning, som dog efter Christian VI's Død nedsaltes til 200 Rdl. Hvilke Perspektivbilleder han har malet, omtales ikke, derimod faar han jævnlig særskilt Be­taling for almindeligt Maler- og Forgylderarbejde. Han døde den 6. November 1762, som det synes ugift, og Aaret før havde W. A. Muller tegnet og stukket hans Portræt.

(Weinw., 119. Sandvig, 99. Rigsarch. F. J. Meier, Fredensb. 183. Krohn I, 66. Strunk. Hamb. Kstl. Lex.)

 

Hoppensach. Alfred Valdemar Hoppensath, Billedhugger og Maler, var Søn af Danser ved det kgl. Theater Frederik Ferdinand Hoppensach (f. 1817, d. 1878) og Marie Kirstine f. Sørensen (f. 1813, d. 1881) og blev født den 16. September 1854 i København. Han fik Plads hos Metalstøber L. Rasmussen, hos hvem han lærte at ciselere og modelere, fik i Januar 1874 Adgang til Kunstakademiet, hvorfra han den 27. Maj 1885 fik Afgangsbevis som Modelerer. Imid­lertid havde Medaillør Conradsen faaet Interesse for hans Talent, han lagde sig under dennes Vejledning efter Stempelskærerkunsten og

 

464

fik Ansættelse som Assistent ved Mønten. I 1886 udstillede han et Basrelief og Aversen til en Medaille i Anledning af Udstillingen i Odense i 1885, til hvilken han selv havde skaaret Stemplerne; Reversen var modeleret af Professor C. Peters. Men allerede medens han gik paa Akademiet havde han lagt sig efter Landskabsmaleriet og udstillede fra 1883 til 1886 nogle Landskaber. Men denne, som det synes, i begge Henseender saa lovende Kunstnerbane blev uventet afbrudt. Under et Studieophold i Sommertiden ved Jægerspris for­kølede han sig paa en Jagt saa alvorligt, at Conradsen, i hvis Hus han boede, maatte sørge for at faa ham indlagt paa St. Josephs Hospital, hvor han døde den 27. Oktober 1886.

(Priv. Medd. Akad. Bricka, VIII, 77 om Forældre. Berl. Tid, 1886, Nr. 253. Udst. Fortegn.)

 

Hoppensach. Hans Thorvald Emilius Hoppensach, Landskabs­maler, født den 20. Februar 1834 i København, er Søn af Theater-frisør Johan Henrik Hoppensach (f. 1810) og Christine f. Thulin (f. 1812); begge Forældrene døde samme Dag, den 26. Februar 1887. Han uddannede sig først til Skuespiller og optraadte i flere Aar paa Folketheatret, indtil han i 1864 tog sin Afsked. Fra Dreng havde han haft Lyst til Malerkunsten, og søgte nu Adgang til Kunst­akademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte fra Ok­tober 1864 til Januar 1866 og udstillede derpaa i det sidstnævnte Aar tre Landskaber. Da han imidlertid allerede den 29. Oktober 1859 havde ægtet Ane Sofie Magdalene Emilie Hougaard (f. 1829, d. 1895), Datter af Urtekræmmer Hougaard, søgte han en fast Livs­stilling, og blev i November 1866 Rodemester i København.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. III. T. 38.)

 

Hornbeck. Christian Bernhard Hornbeck, Architekt, født den 16. September 1772, var Søn af Auktionsholder og Auktionsassistent Hans Jensen Hornbeck (f. 1738, d. 1811) og Anna Sofie f. Møller (f. 1742, d. 1809). Han uddannede sig til Bygmester ved Kunst­akademiet i København, hvor han 1794—95 vandt Sølvmedaillerne og den mindre Guldmedaille. Efter at han 1799 havde vundet den store Guldmedaille for Opgaven »Et Søkadetakademi«, maatte han og tre andre Architekter, der havde store Guldmedaille (Charles Stanley, Dam og Kreiser), konkurrere om Rejsestipendiet. Da Stanley vandt Prisen (Okt. 1800), medens Hornbeck kun fik tre Stemmer for sig, søgte denne en Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus publices,

 

465

som han fik ved kgl. Resolution af 17. Juni 1803 med 300 Rdl. d. C. om Aaret, der forøgedes til ialt 2100 Rdl., hvortil kom, at han af Akademiet fra Januar 1803 havde faaet 100 Rdl. aarlig i tre Aar. Han rejste over Tyskland til Italien, var fire Aar i Rom og rejste hjem over Frankrig og Holland. Efter Hjemkomsten blev han (⁷/₃ 1808) agreeret og den 2. Januar 1809 Medlem af Kunstakademiet paa »Et Universitet«. Forinden var han ved Meyns Død (1808) bleven Bygningsinspektør for København, og i 1814 søgte han efter Magens' Død Professoratet i Bygningskunten ved Akademiet. Det naaede han ikke, derimod fik han Aaret efter fri Bolig paa Char-lottenborg, og i 1823 blev han udnævnt til Hof bygmester. Hans Virksomhed som saadan, der varede til 1849, indskrænkede sig, som det synes, væsentligst til, hvad hans Embede paalagde ham. Saaledes opførte han Konsumtionshusene udenfor Portene, Havnekontorerne og lignende Bygninger. I 1846, da Tanken om Marmorkirkens Fuld­førelse atter var fremdraget, udstillede Hornbeck ogsaa et Udkast dertil. Han døde ugift den 2. Maj 1855, 82 Aar gammel.

(Lengnick, Fam. Hornbeck. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Adresseav_% 1855, Nr. 103.)

 

Horneman. Christian Horneman, Miniaturmaler, født den 15. August 1765 i København, var Søn af Justitsraad, Toldinspektør Ole Hornemann (f. 1718, d. 1779) og dennes første Hustru, Ulrikke Antoinette f. Pauli (d. 1769?). Han begyndte i 1782 at besøge Kunst­akademiet, blev 1784 Elev af Modelskolen, fik 1785 den mindre og 1786 den store Sølvmedaille. Aaret efter konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, men fik den ikke. Han rejste nu uden­lands og blev borte i 16 Aar. Under sit Ophold i Tysklands og Italiens betydeligste Stæder uddannede han sig til en fremragende Miniaturmaler, uden at man dog véd nærmere, hvem der har været hans Lærere. Dragen til Hjemmet, eller maaske hjemkaldt formedelst Cornelius Høyers Sygdom, kom han tilbage til Danmark i 1803 og udbad sig i Skrivelse af 10. November til Kunstakademiet »at blive optaget i dette værdige Selskab, der saa meget har bidraget til Kunstens Forfremmelse i Danmark«. Paa to Portræter i Miniatur, hvoraf det ene forestillede Komponisten Gluck, samt paa »En Etude efter Carlo Dolci« blev han Dagen efter agreeret og fik den Opgave at male til Medlemsstykker Portræter af Prins Christian Frederik og Architekten Magens. Lorentzen og Weidenhaupt blev udnævnte til Kommissærer, og efter at disse havde set de nævnte Portræter, blev

 

N. K. L.    I.                                          December 1895.                                     3°

 

466

han paa dem enstemmigt optagen til Medlem af Akademiet den 29. Marts 1805. Disse Arbejder, som endnu bevares i Akademiet, kaldes i en Anmeldelse i Nyeste Skilderie for »Miniaturmaleriets Triumf i Danmark«.

Hans Optagelse til Medlem sinkedes noget ved, at han efter Høyers Død (1804) var bleven Hofminiaturmaler og rimeligvis paa kgl. Befaling om Sommeren maatte foretage en Rejse til Stockholm. Senere levede han, med Titel af Professor, et virksomt Liv som Portrætmaler i København, fik i November 1816 Bolig paa Char-lortenborg, var fra 1818—1821 Akademiets Kasserer, og kalder selv i et Brev af 7. December 1840 sin Stilling upaaklagelig indtil de sidste ti Aar; »men desto værre, ved Nærmeisen af en høj Alder, synes Lykken mere og mere at have vendt sig fra mig«. Han havde i ni Aar ikke fortjent noget, uagtet han havde udstillet flittigt, thi de udstillede Billeder havde ikke været Bestillinger. I de sidste tre Aar havde han mistet Brugen af sine Fødder og maatte være glad ved at kunne sidde i en Stol. Han søgte Hjælp af Akademiets Understøttelseskasse og under 21. December 1840 eftergav Akademiet ham, hvad han skyldte det for Istandsættelsen af den Bolig paa Char-lottenborg, der var indrømmet ham 1816, og tilstod ham endvidere 260 Rdl. aarlig af Understøttelseskassen. Saaledes levede han sine sidste Aar, under meget beskedne Vilkaar, indtil han døde den 7. Marts 1844. Han blev den 17. December 1807 gift med Chri­stine Juliane Frederikke Gianelli (senere kaldet Josefine, f. ⁶/g 1782, d. 1816), en Søster til de tidligere nævnte Kunstnere, og hans Søn var afdøde Komponist J. O. E. Horneman. Af hans Arbejder frem­hæves, foruden Medlemsstykkerne, »Sangeren Gerstackers ualmindelig heldige og aandfulde Portræt« i Pastel (udst. 1818), Juels og Kunst­nerens eget Portræt (1823), Prins Christians Portræt i Pastel, Lægen Professor Wendts og Kuhlaus (1824). Ligeledes var Thorvaldsens Portræt (1820) i Pastel et fortrinligt Billede (tilh. Frk. Kolberg). Samme Aar udstillede han et Stentryk, forestillende Konferensraad Schønheyder. Han vedblev at udstille indtil 1842.

(Weinw., S. 194. do. Lex. H. Hornemann, Efterk. af Hans Hornemann. Erslew, Forf. Lex. Suppl., S. 859. Skild. 1805, Sp. 780; 1818, Sp. 429. Øst, Archiv I, S. 254. Garn. Kirkeb. Kath. Kirkeb. Adresseav. 1844, Nr. 62 og 63; paa sidste Sted Vers af hans Ven L. F. Bang. Priv. Medd. Udenrigsmin. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk. Geneal. Inst.)

 

Hornemann. Bothilde Birgitte Hornemann, født Riegelsen, sæd­vanlig kaldet Bolette Hornemann, Kunstbrodererske, var Datter af

 

467

Justitsraad Hans Riegelsen (f. 1713, d. 1770) og Bodil Birgitte f. Flindt (f. 1725, d. 1767) og blev født 1752 i Søllested, gift 1770 med ovennævnte Miniaturmalers Fader, Justitsraad Hornemann som dennes anden Hustru, og Enke 1779. Hun havde tilligemed sin Stifdatter Ottilie Pauline Hornemann (s. d.) lagt sig efter Kunstbroderi, og ind­sendte den 29. Marts 1790 ved Professor Treschow et af dem i Fælles­skab med forskelligfarvet Uldgarn broderet stort Stykke, forestillende en Vase med allehaande Blomster efter et Maleri af Jan van Huysum. Billedet ejedes af Etatsraad de Coninck. Damerne ønskede paa dette Billede at blive Medlemmer af Akademiet, men med to Stemmers Overtal nægtedes deres Optagelse. B. B. Hornemann døde den 7. Juli 1792 paa en Rejse eller under et Ophold »i det Branden-borgske«.

(Weinw., 8.175. do. Lex. Fam. Hornemann. Akad. Erslew, Lex. Suppl. II, 799. Adresseav. 1792, Nr. 180. Geneal. Inst.)

 

Hornemann. Jens Jakob Brøchner Hornemann, Miniaturmaler, maaske af en anden Slægt end de ovenfor nævnte Kunstnere, var født 1796 i København og Søn af Justitsraad, Overkontrollør Claus Vilhelm Hornemann (f. 1760, d. 1834) og Marie Palline Christine f. Gottschalk (d. 1835). Han besøgte Kunstakademiets Skoler indtil Gibsskolen (1820—26), lagde sig efter Miniaturmaleri og fik i 1825 Lov til at kopiere Markgrevinde Durlach-Badens Maleri, »Cleopatras Død«. I 1824—32 udstillede han nogle Kopier i Miniatur, og han døde ugift den 2. November 1853. Han var Søskendebarn med Architekten M. G. Bindesbøll.

(Fam. Hornemann. Adresseav. 1853, Nr. 261. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Hornemann. Ottilie Pauline Hornemann, Kunstbrodererske, ældre Søster til Christian Horneman, født i København og døbt den 16. Marts 1764, maa ligesom denne have opholdt sig i Udlandet og der have lagt sig efter Kunsten, da hun var Medlem af Kunstakademiet i Berlin, den Gang hun i 1790 tilligemed sin Stifmoder Bothilde Birgitte Hornemann (s. d.) søgte at blive Medlem af Akademiet i København. Senere blev hun Bestyrerinde af en Pigeskole i Altona og døde ugift der den 13. Maj 1826.

(Priv. Medd. Fam. Hornemann. Weinw., S. 175. do. Lex. Garnisons Kirkeb. ved Lengnick. Akad. Adresseav. 1826, Nr. 117.)

 

468

Hou. Hans Axel Hou, Maler, er født i København den 13. Juli 1860 og er Søn af Skrædermester Sigvard Hou (f. 1819, d. 1868) og Eline Dorthea f. Jensen (f. 1826). Han besøgte Vajsenhusets Skole, blev efter Konfirmationen sat paa et Handelskontor, men kom derefter til Lemvig, hvor han var Apotheker-Lærling fra 1875 til 1879, tog Medhjælperexamen i Ringkøbing og blev i Januar 1884 farmaceutisk Kandidat med Laudabilis, hvorefter han var Laborant paa Østerbros Apothek i et Aar. Imidlertid tegnede han hos H. C. Over-gaard og dimitteredes af denne i Januar 1885 til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 30. Januar 1888 Afgangsbevis som Maler. Han konkurrerede i 1889 til Guldmedaillen med et frit valgt Æmne »Christus prædiker fra en Fiskerbaad«, rejste med privat Understøttelse i Januar 1891 til Paris, hvor han malede under Raphael Collin, kom tilbage til København i September 1892, vandt den 13. Marts 1893 Akademiets mindre Guldmedaille for »Susanna i Badet«, og var imidlertid bleven Lærer ved det techniske Selskabs Skole, hvor han endnu virker. Han konkurrerede paany om Guld­medaillen i 1894 med »Moses i Nilen« og i 1895 ^med »Sisyfos« •, men da han ikke fik Præmien, søgte han Stipendium og fik i Ok­tober s. A. det Kaufmannske Rejselegat paa 1200 Kroner. Hou begyndte at udstille i 1886 og har foruden sine Konkursarbejder udstillet nogle Portræter, blandt hvilke Billedhugger N. Hansen Jacob­sens Portræt, hvormed han i 1893 konkurrerede om den Neuhausenske Præmie. Desuden kan nævnes Portræter af Statsraadssekretær J. Koefoed og af Stiftsprovst Helveg.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Hull. Gert Hull, Stempelskærer, »født østerpaa i Norge« om­trent 1760, kom til København for at uddanne sig til Kunstner og vandt 1783 den mindre Sølvmedaille for Tegning efter Modellen. Imidlertid lagde han sig med en kgl. Understøttelse af isoRdl. d. C. aarlig, som fornyedes i tre Aar, saa ivrigt efter Medaillørkunsten, at han allerede i Januar 1785 kunde forevise et Par Stempler, hvorom Akademiet vidnede, »at han i den korte Tid, i hvilken han har lagt sig efter Medaillørkunsten, allerede deri har gjort god Fremgang«. Den 23. April 1788 fik han et kgl. Stipendium paa 400 Rdl. aarlig til at rejse udenlands for, var fire Aar borte og, som Kunstnerne sædvanlig plejede, den længste Tid i Italien. Han foreviste, efter sin Hjemkomst, den 27. August 1792, et Stempel, forestillende en siddende Herkules, paa hvilket han ønskede at blive Medlem af

 

469

Akademiet. Da Arbejdet var udført i Rom, kunde Akademiet ifølge sine Statuter kun agreere ham derpaa, medens det for øvrigt maa have fundet Forsamlingens Bifald, da den meddelte ham, at paa det første Stempel med en Figur, som han fik Bestilling paa, skulde han blive optaget til Medlem. De to Medailler, den kgl. Møntsamling bevarer af ham, Medaille i Anledning af Kronprinsessens Nedkomst (1792), efter en Tegning af Abildgaard, og Medaille til Minde om Konventionen mellem Danmark og Sverige (1794), erhvervede ham dog ikke denne Ære. I 1796 beklager han sig over, at Jacobsen begunstigedes paa hans Bekostning og erklærer, at hans økonomiske Forfatning hidtil havde hindret ham i at udføre en Medaille til Reception. Han blev i 1794 gift med Maria Schou, og man hører siden intet om ham, før hans Død meddeles i Januar 1810. (Weinw., S. 235. do. Lex. Statskal. Møntfortegn. Akad.)

 

Hult.    van der Hul eller Hult, Maler, se II, Udenl. Kstn.

 

Hunæus. Andreas Herman Huntzus, Portrætmaler, født i Kolding den 8. December 1814, var Søn af en der bosiddende Borger, Løjt­nant, senere Kaptajn ved Borgervæbningen Hunæus, som siden flyt­tede til Randers. Ved et Fald mistede han i sit andet Aar Hørelsen og som Følge deraf ogsaa Talens Brug. Paa Grund af denne Svag­hed blev han i sit niende Aar Elev af Døvstummeskolen i Køben­havn, hvor han forblev til sin Konfirmation 1830, uden at de Midler, som forsøgtes mod hans Døvhed, bar nogen Frugt. I Døvstumme­skolen blev han oplært til Skræderhaandværket, men da han kom hjem til sin Fader, blev han sat i Malerlære, fordi han havde Lyst og Anlæg til Tegning, og han begyndte i 1831 at besøge Kunst­akademiet, hvor han temmelig hurtig naaede til at blive Elev af Modelskolen. Imidlertid lagde han sig efter Portrætmaleriet, og udstillede 1833 sit første Billede, et tegnet Portræt. I 1841 vandt den mindre Sølvmedaille, men gik ikke videre i Konkurserne, da han fik nok at gøre som Portrætmaler. Han blev i 1847 &ift ^med Thora Johanne Cathrine Garbrecht, en Datter af Grosserer, Oberst­løjtnant Johan Gerhard Frederik Garbrecht (f. 1799, d. 1857) og Cathrine Christine Larsine f. Miillertz, og blev i 1857 agreeret ved Akademiet, indsendte i Oktober 1858 et Portræt for derpaa at blive Medlem, men det blev ikke godkendt som Medlemsstykke, og han blev ikke, efter at den nye Fundats var traadt i Kraft, senere valgt til Medlem.

 

470

Hunæus var en Tid lang temmelig søgt som Portrætmaler, og han har malet ikke faa af Hovedstadens ansete Personligheder; hans sidste Arbejde var et Portræt af Prinsesse Dagmar (udst. 1866), hvilket fremkaldte en Række Bestillinger, som Døden hindrede ham i at udføre. Foruden Portræter har han malet en Del Alterbilleder, hvoraf nogle have været udstillede, og en stor Del Genrebilleder, uden at det dog lykkedes ham at vinde noget fremtrædende Navn som Figurmaler. Et af de Billeder, som gjorde mest Lykke, var »Paa Københavns Vold, Store Bededags Aften«, der udkom i Sten­tryk. Hunæus mistede den i. November 1865 sin Hustru, og dette Dødsfald gjorde saa dybt et Indtryk paa ham, at han sygnede hen og døde den 15. Maj 1866 i en Alder af noget over 51 Aar.

(Priv. Medd. Oplysn. fra Dvst. Inst. Bricka, V, 565 og VII, 176. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk. Adresseav. 1866, Nr. 113. Skifteretten.)

 

Husman. Johan eller Johannes Husman, Kobberstikker, levede i Danmark fra 1674 til efter Aarhundredets Slutning (han levede endnu 1705). Han har stukket Prospekter og Grundtegninger til Resens Atlas (1677), deriblandt 24 Blade, der afbilde København til forskellige Tider; endvidere Udsigter til nogle Stæder i det syd­lige Sverige, samt Søslaget i Køgebugt. Resens Atlas udkom 1695 med ny Titel: »Danmark Provincers Hovedstæders Delineation og Kobbertryk over Sjælland, Falster o. s. v.« under Husmans Navn, Desuden stak han Portræter af Griffenfeldt og Niels Juel. Han var inden 1676 blevet gift med Anniche Pedersdatter og fik som Universi­tetets Kobberstikker i 1680 Bevilling til at være Kobberstikker i København, dog uden Indgreb i det Privilegium, der var givet Abr. Wuchter. I 1679 indgav han Forslag til Indretning af Gadelygter i København, hvilket ogsaa blev iværksat, hvorefter han fra 1686 blev beskikket til Inspektør over de kgl. Lanterner og Vægtere i Køben­havn, og som saadan udgav han en Instruktion for Vægterne i 1686 og 1698.

(Weinw., S. 102. Sandv., S. 73. Worms Lit. Lex. III, S. 378—79. Kraft og Nyerup Lit. Lex. Skild. 1830, Sp. 404—5, der nævner Bibi. Luxdorph II, Libri man. Nr. 337. Frue Kirkeb. ved Lengn. O. Nielsen, Kbh. Hist., V, 97 og 182. Krohn, I, II. Strunk. Wiedewelt Pap. i Univ. Bibi. Kbh. Dipl. VII, 746.)

 

Hyllested. Hans Christian Hyllested, Tegner, født i København den 14. September 1794, var Søn af Stadsmægler Christian August Hyllested (f. 1756, d. 1819) og Dorothea Elisabeth f. Treld. Han

 

471

fik Plads paa Faderens (?) Kontor, blev Sergeant ved Borgervæbningens Infanteri, tog Officersexamen 1812—13, fik den 23. April 1816 Ud­nævnelse til Sekondløjtnant å la suite, blev virkelig Sekondløjtnant den 6. December 1820, og var Chefs-Adjudant, indtil han den 15. Fe­bruar 1825 afskedigedes i Naade. Snart efter gik han til Hamborg, hvor han blev Løjtnant ved Garnisonen der. Han udgav »Colkction complete des uniformes de la marine et de l'armée Danoise, dediée å S. M. k roi« Altona 1829, et Værk, som dog blev lithograferet i det kgl. Stentrykkeri i København, og noget senere »Die Hamburger Garnison und Burgergarde i., hver 5 Blade. Hyllested døde i Ham­borg den 17. Marts 1838.

(Hamb.   Kiinstl.   Lex.      Krigsmin.   Archiv.      Nikolaj   Kirkeb.      Adresseav.

Nr.  50.)

 

Hæger.    H. A. Hæger, Maler, se Heger.

 

Hænel. Johan Frederik Hænel, Billedhugger, var fra Sachsen, kom til København omtrent 1740 og blev nogle Aar senere kgl. Hof billedhugger, uden dog at have stor Betydning som Kunstner; 1754 fik han 24 Rdl. d. C. for »Kærlighed til Fædrelandet«, og til Marmorhaven paa Fredensborg udførte han en Statue »Lugtesansen«. Hænel blev dog efterhaanden en velhavende Mand, som ejede Hjørnehuset ved Boldhusgade og Stranden. Han var Billedhugger J. G. Grunds Lærer, og efter hans Død, i Januar 1761, ægtede Grund hans Enke, Elisabeth f. Mandorff, Datter af Kurvemager Mandorff.

(Weinw., S. 175 og 178. Sandv., S. 53 og 66. Bricka, VII, 215. J. F. Meier, Fredensb. 183. Rigsarch. Adresseav. 1761, Nr. 4, og 1762, Nr. 8.)

 

Hausser. Elias David Hausser eller Hemser, Architekt, maa være født omtrent 1685, og han var Søn af Ober-Stadt- und Landbau-meister Hausser i Erfurt. Efter at have uddannet sig i civil og militær Bygningskunst opholdt han sig nogen Tid ved Hertugen af Saxen-Gothas Hof, gik i polsk-saxisk Krigstjeneste som Ingeniør-Løjtnant, men maatte ved Faderens Død 1709 opgive sin Stilling og vende tilbage til Erfurt. Da han havde ordnet sine Sager, drog han udenlands og kom i Begyndelsen af 1711 til København, hvor han fik Lejlighed til at vise Kongen Prøver paa sin Dygtighed som Tegner og blev den 16. Februar s. A. udnævnt til Sekondløjtnant i Gården til Fods. Han deltog i Felttoget i Meklenborg og Pommern,

 

472

kaldtes i November 1712 til København, fordi han skulde være Christian VI's Lærer saavel i den civile, som i den militære Byg­ningskunst, medens denne var Kronprins. I 1713 blev han Kaptajn, i 1716 fik han Majors Karakter, men vedblev at være Kronprinsens Lærer til 1719. I 1720 ansattes Hausser som Ingeniørkaptajn ved Fortifikationen, blev den i. November 1723 Oberstløjtnant og fra i. Januar det følgende Aar Chef for Fortifikationen; fra den 6. Juni 1731 gik han som Oberst over i Infanteriet, blev den 18. Februar 1735 Brigadeer, men afgik den 3. Marts 1738 fra Etaten og blev Generalbygmester, og i denne Stilling virkede han, indtil han 11. De­cember 1741 blev udnævnt til Kommandant i Nyborg, i hvilken Stilling han den 15. Juni 1742 udnævntes til Generalmajor. I Ny­borg levede han sine sidste Aar, og døde der den 16. Marts 1745. Hans Hustru Christine Sofie Hausser, hvem han havde ægtet 1713 eller 1714, døde i København 1761 (begr. ¹³/₁₀), 69 Aar gammel.

Christian VI var næppe bleven Konge, før han besluttede, at Københavns Slot, som dog 1727 paany var blevet indviet efter en omfattende Ombygning, skulde nedrives, da Grunden ikke var fast nok til at bære de svære Bygninger, og da disse ved de idelige Ombygninger kun havde tabt -i Skønhed uden at have vundet synderlig i Bekvemhed. I Oktober 1731 begyndte Nedrivningen af det gamle Slots forskellige Bygninger, og det tog et Aar inden Pladsen var ryddet. Efter at de paa Slotsøen liggende private Byg­ninger var tilkøbte og ligeledes nedrevne, hengik atter et Aar med Piloteringerne; dog begyndte man med at lægge Grunden til Murene, efterhaanden som Piloteringen rykkede frem, og den 21. April 1733 nedlagde Kongen selv Grundstenen til Slottet. Allerede 1740 var den mægtige Bygning saa vidt færdig, at Kongen kunde flytte ind deri, og den 26. November holdt han sit højtidelige Indtog i en af Europas største og pragtfuldeste Kongeborge, som 54 Aar efter kun var en sørgelig Brandtomt.

Til denne Bygnings Opførelse er Haussers Navn knyttet, dog ikke i saa fuldt Maal, som ellers en Bygmesters ti] hans Værk. Det hedder sig nemlig udtrykkelig, at Slottet er opført »for største Delen efter Planer og Tegninger, som blev forskrevne fra Italien«. Det var altsaa kun Haussers Opgave, at bringe de givne kunstneriske Elementer i Samklang med Grundens naturlige Forhold og med de Hensyn til den indre Fordeling af Rummene, som Kongen kunde ønske at gøre gældende. Foruden Bygningens Skelet, Mure, Lofter, Skillerum, raadede Hausser kun for den ydre Anordning af Archi-

 

473

lekturen. Værelsernes indre Udsmykning paahvilede Thura og Eigtved, og da end ikke disse blev færdige dermed, udførtes f. Ex. den store pragtfulde Riddersal af Jardin under Frederik V's Regering. Desuden deltog Billedhuggeren le Clerc ikke alene under Haussers Ledelse, men ogsaa mere selvstændigt, i Bygningens Udsmykning; saaledes var hele Kransningen (l'Entablement, Galleriet) efter dennes Tegning. Hausser havde ydermere en Kommission, dannet af Grev Schulin og General Scheel, samt efter dennes Død General Løvenørn, ved sin Side, men søgte til Gengæld at hævde sin Stilling overfor sine Medarbejdere »ved mange unyttige Chicaner«.

(Weinw., S. 137—39. do. Lex. Bricka, VIII, 216. [Tychsen, Fortifik.-Etat, og Ing. Korpset 1684—1893, S. 19.] Dsk. Atl. II, S. 97. Sterm, Kbh. Beskriv., S. 446 flg. Barfod Danm. Hist. II, S. 324. Vaupel, Den Dske Hær n, S. 737. J. Møller, Mnemosyne III, p. m. St. Møllers Rangspers. m. m. i Rigsarch.)

 

Høeg. Niels Jakobsen Nielsen Høeg, Billedhugger, er Søn af Gaardejer Niels Rasmussen Høeg og født den 6. December 1858 i Sorring, Dahlerup Sogn ved Skanderborg; han kom i Snedkerlære og kom som Snedkersvend til København, hvor han besøgte det techniske Selskabs Skole og blev derfra dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han besøgte fra i. Juni 1879 til Januar 1886, da han forlod Akademiet uden at have taget Afgangsprøve. Han rejste der­efter til Paris, hvor han under højst ublide Kaar uddannede sig videre og udførte ikke faa Arbejder; under dette Ophold havde han i 1888 en Understøttelse paa 400 Kr. fra Akademiet og i 1891 500 Kr. fra den Råben - Levetzauske Fond; for øvrigt levede han af sine Arbejder, hvoriblandt en Del Portræt-Buster og Medailloner, som han udstillede fra 1884. I 1893 udstillede han to Statuer, »Jubal« og »Opvaagnen«, begge i Marmor. Overanstrængt af Arbejde og slet Ernæring kom han samme Aar, syg paa Sjæl og Legeme, tilbage til Danmark, og har siden levet paa Landet for om muligt at genvinde Helbred og Arbejdskraft.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Høegh-Guldberg.    E. J. Høegh-Guldberg, Maler, se Guldberg.

 

Hørner. Johan Hørner, Portrætmaler, født i Edebo Sogn i Upland i Sverig 1711, kom 17 28 i Lære hos Portrætmaleren J. H. Scheffel i Stockholm i syv Aar, og rejste derefter i 1735 til København, hvor han blev kongelig Hofskildrer. Foruden Portræter malede han Nat­stykker i den hollandske Maler Godfred Schalkens Manér. Som et

 

474

af de mærkeligste blandt disse nævner Sandvig »Kong Frederik V og Dronning Juliane Marie, malede i et Natstykke af Hørner, som tillige har tegnet sig selv derpaa«, et Stykke, som tilhørte Kleven-feldts Museum. Bag paa det Portræt af Fr. Rostgaard, som Uni-versitetsbibliotheket i København ejer, staar skrevet paa en Seddel: »Af J. Hørner 1741. æt. 70.« Han har ogsaa malet Portræter af Provst Westengaard, Johanne og Michael Fosie, samt flere, der nævnes i Strunks Fortegnelse. Hørner døde i sin Bolig paa Kultorvet (før?) den ii. Marts 1763 i en Alder af 52 Aar. Flere af hans Billeder ere stukne af Chevillet, O. H. Lode og J. Haas.

(Weinw., S. 170. do. Lex. Sandv., S. 76. Nord. Familjebok. Bricka, VIII, 241. Rigsarch. Adresseav. 1763, Nr. 22. Jfr. Art. la Croix og C. Bruuns Fr. Rostgaard S. 402, 478 og 538.)

 

Høst. Marianne Mathea Høst, Porcelænsmalerinde, er Datter af Boghandler og Bogbinder Rudolf Høst (f. 1828, d. 1888) og Ane Sofie f. Schou (f. 1838, d. 1885) og er født i Thisted den 3. Juni 1865. Hun fik Adgang til Tegne- og Industriskolen for Kvinder i 1882 og lagde sig efter geometrisk Tegning og Perspektivlære, i 1885 fik hun Plads paa den kgl. Porcelænsfabrik, hvor hun uddan­nedes ved dens kunstneriske Afdeling og hører til dem, der udfører Uniea ved Maling under Glassuren. Fra i. Februar 1890 til Januar 1893 har hun besøgt den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, dels Modelskolens Forberedelsesklasse, dels Modelskolen.

(Priv. Medd.    Akad.    Medd. fra Porcel. Fabr.)

 

Høwisch. Adolf Høwisch, Skildrer i København, blev den 20. Maj 1732 gift med Mette Grønkjær og nævnes paa Mandtals­listen i 1743 som boende i Strandkvarter Nr. 48. Han blev sat til 4 Rdl. d. C. i Kopskat og lige saa meget i Formueskat.

(Helligg. Kirkeb. ved Lengn.    Raadstuearch.)

 

Høyer. Christian Fædder Høyer, Historiemaler, født den 24. Januar 1775 i Reersløv ved Roskilde, var Søn af Sognepræst Jens Offesen Høyer (f. 1725, d. 1806) og Sofie Dorothea f. Helvad, og han var syvende Barn af ni. Da han viste Lyst til Kunsten, kom han efter sin Konfirmation til Kunstakademiet i København, som han begyndte at besøge 1792; i Oktober 1794 blev han Elev og vandt et halvt Aar efter den mindre Sølvmedaille. I Marts 1797 vandt han den store Sølvmedaille og samme Aar konkurrerede han strax til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. Ved næste Konkurs fik

 

475

han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner«. Først fire Aar senere, efter et mislykket Forsøg, fik han den 14. September 1803 den store Guldmedaille for Opgaven »Dalila forraader Samson til Filistrene«. Samtidig med at han saaledes gik Kunstakademiet igennem, var han en af Abildgaards trofasteste og som det synes mest lovende Lærlinger. I 1801 foreviste han en Kopi efter Abildgaards »Filoktet« og i 1804 »Christi Nedtagelse af Korset« efter en italiensk Tegning. Maleriet, hvori hele Form- og Farvegivningen altsaa tilhørte Kunstneren, rostes meget, og Nyeste Skilderie kalder Høyer »en ung og meget talentfuld Kunstner«.

Da han søgte det store Rejsestipendium, tilstod Akademiet ham det ogsaa strax »i Betragtning af hans erkendte Flid og rosværdige Iver for Kunsten« fra den i. Januar 1806. Han nød Stipendiet i fulde sex Aar, som han for største Delen tilbragte i Rom, hvor han blev en god Ven af Thorvaldsen, der endog var meget glad ved at bo sammen med ham. En Gæld, han havde paadraget sig i Rom, hjalp Akademiet ham (1809) med at udfri sig af ved et særligt Til­skud af 200 Rdl. d. C. (640 Kroner). Fra Rom sendte han ogsaa en Ansøgning om at "faa Arbejde til Christiansborg Slot, som Akademiet ivrig anbefalede. Samme Aar (1810) hjemsendte han »Hero, ventende Leander« (tilh. den kgl. MalerisamL), et temmeligt stort Maleri, som Akademiet saa »med særdeles Fornøjelse«. Trods de virkelige For­trin, der udmærker det, kan der dog gøres alvorlig Indvending mod en Fremstillingsmaade, som, efter at Kunstneren har opholdt sig fem Aar i Udlandet, endnu saa fuldstændigt bærer Præg af hans Lærer Abildgaards Skole, uden at han dog naar Mesteren i Farvens Dybde eller Varme. Aaret efter hjemsendte han et stort Billede »Sokrates, der skal tømme Giftbægeret«, som tiltalte Akademiets Præses, Prins Christian, der havde set det i Rom, mere end de den Gang højt berømte franske Kunstnere, Davids og Gérards store Billeder, og Prinsen udtalte det Ønske, at det var blevet sendt til Udstillingen i Paris, »for at see, hvad Virkning ædel Simpelhed, ædrue Tænken, fuld Harmonie og en varm Colorit vilde have paa den letsindige Franskmand«. Den Dom var vistnok noget forhastet. Billedet, som tilhører den kgl. Malerisamling og hænger 'paa Kronborg, røber en vis historisk Stil, men savner for meget Fylde i Opfattelse og Ud­førelse i Forhold til Omfanget.

Høyer havde i Abildgaard mistet sin mægtigste Talsmand, men strax fremtraadte Forandringen dog ikke. Efter Hjemkomsten, December 1811, blev han enstemmig agreeret og fik til Opgave for

 

476

Reception »Signe og Habor, som forenes for Freyas Alter«. Nordens Oldtidshistorie interesserede ikke Høyer, og dette medvirkede vel noget til, at hans Medlemsstykke lykkedes mindre godt. Kommis­særerne, Lorentzen og H. Hansen, havde vel intet at indvende mod dets Fremstilling den 7. September 1812, men Forsamlingen beslut­tede, at han skulde udføre det bedre-, dog vedtog den, at han alligevel skulde optages til Medlem paa Grund af »det gode, som fandtes i Stykket og i hans foregaaende Arbejder«, men Billedet kunde ikke faa Plads blandt Medlemmernes Arbejder, før det var overarbejdet. I Januar 1814 blev det indsendt paany og modtaget, men atter borttaget i 1826.

Samtidig med Medlemsstykket fik Høyer Bestilling paa et stort Maleri til Børssalen, hvortil han foreslog »Christian IV beærer Tyge Brahe allernaadigst med en Guldkæde«. Dette Billede er saa svagt i Anordning og Form, saa tomt i Udtrykket, at det aflægger et sørgeligt, men utvetydigt Vidnesbyrd mod den Kunstner, som ved samme Tid søgte om at blive Historiemaler i Abildgaards Sted med 800 Rdl. om Aaret. Med Henvisning til hans svage Medlemsstykke foreslog Akademiet denne Ansøgning henlagt indtil videre. Ikke bedre gik det med hans Ansøgning om at blive Professor ved Model­skolen, da Akademiet var sindigt nok til at ville se senere frem-staaede Historiemalere samlede. Ved Professorvalget den 18. April 1818 kunde der ingen Tvivl være om, at den første Plads tilkom Eckersberg; til anden Professor valgtes J. L. Lund, som maaske i technisk Dygtighed ikke stod over Høyer, men sikkert overgik ham i sand, kunstnerisk Følelse, og da der endnu skulde vælges en tredje, extraordinær Professor, var Høyer meget nær ved at opnaa Valg, idet Stemmerne stod lige mellem ham og Clemens; men Direk­tøren afgjorde Valget til Gunst for den europæisk navnkundige Kobberstikker. Det var et Stød, Høyer aldrig forvandt. Akademiet viste ham det Hensyn at lade en af hans Venner, Bygmester Horn-beck, meddele ham Resultatet, som gjorde »et voldsomt Indtryk paa ham; men en Storm kan bøje en Eg, uden derfor at brække den«. Imidlertid følte han sig noget trøstet »ved den faderlige Maade«, hvorpaa Kongen søgte at berolige ham. Ikke en Gang Titel af Professor kunde han opnaa. Dog købtes lige til 1823 ialt sex Billeder af ham til den kgl. Malerisamling.

Høyer, som var en hidsig, urolig Natur, med Begavelse i flere Retninger, var fra nu af et brudt Rør, og i Steden for at gaa frem som Kunstner, blev han staaende paa samme Punkt, hvorpaa Børs-

 

477

billedet viser ham, om han end vedblev at male det ene Billede større end det andet, og vedblev i enkelte Kunstnere, som i Byg­mester Malling, at have Venner, der troede paa hans Talent og paa den Uret, han mente at have været Genstand for. Den følgende Tid hengik med gentagne Klager over den Medfart, han havde lidt, paa samme Tid som han med Pen og Mund tog ivrig Del i den Strid, der førtes »om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skønne Kunster«, hvilken han paa det bestemteste nægtede. Ved Dajons Død gjorde han atter et Forsøg paa at blive Professor ved Modelskolen, og da det ogsaa mislykkedes, fik hans Udtalelser til Akademiet et saadant Præg af Bitterhed og Hensynløshed, at det endte med, at dette efter en yderligere Strid med ham om en Maler­stue, som han havde haft til Laans og nu vægrede sig ved at afgive, i en højtidelig Forsamling den 10. April 1826 enstemmig udelukkede ham af sine Medlemmers Tal, en i Akademiets Aarbøger ganske enestaaende Begivenhed. Høyer lod sig dog endnu ikke forskrække. Ved Lorentzens Død (1828) søgte han for fjerde Gang om Pro­fessoratet »allerunderdanigst begærende, at det maatte være, som om den 10. April 1826 aldrig havde fundet Sted«. Men hans under­ordnede Værd som Kunstner stod altfor klart, til at der kunde blive Spørgsmaal om hans Valg.

I 1835 blev Høyers Vanskæbne paany fremdraget for Publikums Domstol, idet hans Ven Malling vilde have ham til at smykke den nys fuldførte Universitetsbygning med (allerede færdige) Malerier. Men ogsaa disse svarede saa lidt til Tidens Fordringer og røbede saa megen Svaghed i technisk Henseende, at alle Stemmer gik ham imod, og som bekendt blev Udsmykningen senere overdragen til Constantin Hansen og Hilker. Frederik VI, som aldrig ganske slog Haanden af Høyer, købte dog endnu et Stykke af ham, »En Havgud«, til Prydelse for Forsalen i Øresunds Toldkammer (1838); men trods den Ros, hvormed Datidens Blade omtalte det, er ogsaa dette Billede, som nu hænger paa Børsen i København, kun en svag Reminiscens af Abildgaards Filoktet. I 1841 udstillede han sidste Gang, og i 1845, da han var en Mand paa 70 Aar, malede han endnu, ifølge en Korrespondance til Aarhus Stiftstidende, paa sine store Billeder. Det vedblev han vistnok med lige til sin Død, da man forefandt hans Bolig paa Graabrødretorv stopfuld af store Malerier fra hans tidligste Ungdomsaar til hans seneste Tid. I 1848 rørte ogsaa Fædrelandsfølelsen sig hos ham, og han indsendte til Akademiet et Maleri kaldet »Slesvig«, som skulde udstilles »til

 

478

Fordel for vore brave Krigere«.    Han døde ugift den 23. Juni 1855. Om hans Virksomhed  som Forfatter henvises   til Erslews  Forfatter-

lexikon.

(Weinw., S. 97. Erslew Forf. Lex. T, 741. Suppl. I, 895, hvor hans Skrifter og en Mængde Kilder nævnes. Lengnick. Skild. 1804, Sp. 576; 1810, 6. Okt.; 1811, Sp. 426; 1823, Sp. 439. Thiele, Thorv. II, S. 66, 88, 140. Øst, Archiv, I, 1824, S. 259. Collegialtid. 1826, Nr. 18. Dsk. Ugeskr. 1835, Nr. 187. Dagen 1835, Nr. 218, 255. Øst, Mat., S. 420—22, 425, 1024, 1038. Aarh. Stiftstid. 1845, Nr. 218. Flyvep. 1855, Nr. 144. Bricka, VIII, 263. Akad. Reitzel. Udst. P'ortegn.)

 

Høyer. Cornelius Høyer, Miniaturmaler, Søn af Mester paa Hammermøllen, Andreas Nielsen Høyer og Anna Maria Jensdatter (f. 1705, d. 1792), er født der 1741 (døbt i Tikøb Kirke den 26. Fe­bruar) og kom i sin tidlige Ungdom til København for at uddanne sig ved det nys oprettede Kunstakademi (1754), til hvis første Elever han maa have hørt. Han fik 1758—59 to Sølvmedailler, og i 1763, da han konkurrerede til den mindre Guldmedaille, blev atter den store Sølvmedaille tilkendt ham »til Opmuntring«. Imidlertid havde han under Andreas Thornborg med saadant Held lagt sig efter Miniaturmaleriet, at han fra 1749 til 1764 havde malet ikke faa Miniaturportræter til Kongen og fik ved kgl. Resolution af 23. Juni 1764 et særligt Rejsestipendium paa 400 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar samt 300 Rdl. til Hjemrejse (¹⁰/₁₀ 1767). I Paris gjorde han i den allerede aldrende Miniaturmaler Masses Hus Bekendtskab med en stor Kreds af Kunstnere, hvoriblandt især Wieneren Alwen skal have udøvet Indflydelse paa ham. Fra Paris rejste han til Italien, og da Stipendiet var udløbet, forblev han endnu to Aar udenlands paa egen Regning. I Rom saa han Emaillearbejder af den forlængst afdøde Svejtser Jean Petitot, hvilke skulle have gjort et stærkt Ind­tryk paa ham. Paa Hjemrejsen opholdt han sig ni Maaneder i Dresden (1767—68), hvor den nylig afdøde Miniaturmalerinde Rosalba Carrieras Billeder bragte ham til at ombytte sin tidligere Malemaade (Punktermaneren) med en friere. I Dresden blev han Medlem af Kunstakademiet og Rath. Hans Modtagelsesstykke, »Psyche, som holder Lampen hen over den sovende Amor«, blev senere sendt til København.

Han kom saaledes i 1768 hjem som en Kunstner, der havde vundet Ry i Udlandet, og blev den n. Januar 1769 agreeret ved Akademiet, idet Direktøren udhævede til hans Ros, at han var »hjem­kommen, i Steden for de Fordele, man andetsteds har tilbudt ham«.

 

479

Paa Salys og Pilos Portræter blev han derpaa enstemmig optaget til Medlem af Akademiet den 23. April 1770, og han blev den 26. August s. A. kgl. Hofminiaturmaler med 400 Rdl. d. C. om Aaret og Betaling for sine Arbejder. Senere (1776) fik han Titel af Cancelliraad og tilsidst af Professor med Justitsraads Rang (1781). Allerede 1772 søgte han om Expektance paa Pladsen som Sekretær ved Akademiet, som ogsaa ved kgl. Resolution blev tilstaaet ham, men han tiltraadte først Embedet 1777 og fratraadte det nogle faa Maaneder før sin Død. Ved Salonen 1778 blev han først bekendt for det kunstelskende Publikum i Danmark. Hans Ven, den kunstforstandige August Hen­nings, skrev i sin Anmeldelse af Udstillingen en lang Redegørelse for hans Studier, og andre Anmeldere sparede heller ikke paa Ros; han udstillede dels Portræter, dels Kompositioner, som »Tragedien« og lignende Arbejder saavel i Pastel som i Miniatur. Han nød i det hele stor Anseelse som Miniaturmaler, baade hjemme og i det nærmeste Udland og foretog flere Gange mindre Udenlandsrejser med kgl. Tilladelse, saaledes til Sverige, til Preussen og Rusland.

Da han var en pirrelig og stridbar Person, der havde en skarp Tunge, og da han desuden aldrig havde sine Pengesager i Orden, dansede han ikke desto mindre ikke paa Roser i Hjemmet, og i et Brev fra Berlin skriver han, maaske ikke uden Grund, men i al Fald ikke uden Bitterhed: »Det er mig behageligt at passere for det, jeg er, og ikke, som i København, fornærmes og sættes til Side for Bønhaser, afkortes i Gage (de 400 Rdl. var virkelig i 1771 blevne nedsatte til 300) og humiliéres paa mange Maader o. s. v.« Hans huslige Liv var heller ikke uden Torne; han var den 15. Oktober 1773 bleven gift med en ung Dame paa sytten Aar, en Datter af Bygmester Jakob Fortling og Søster til Harsdorffs Hustru, Frederikke Christiane Fortling (f. 1756), der udmærkede sig ved en overordentlig Skønhed, som han var saa indtaget i, at han selv sminkede hende, naar hun skulde i Selskab, og helst saa alle Selskabets Herrer for hendes Fødder. Senere følte hun sig tilsidesat ved, at han saa ofte var paa Rejser uden at sørge tilstrækkelig for hendes Underhold i Hjemmet. Følgen blev en voxende Uenighed, som endte med, at de 1786 ganske flyttede fra hinanden, medens Datteren, Adelaide Juliane (senere Fru v. Hemert), som det synes,, blev hos Faderen. Thi da han døde, den 2. Juni 1804, bekendtgjorde hun alene hans Død. Enken levede blind og næsten i Fattigdom til hun omsider fik Bolig i Harboes Fruekloster og døde der den i. Februar 1829.

 

480

I  1779 udgav Høyer   »Samling af berømte danske Billeder i Kobber med korte historiske Beretninger af Suhm.     i. Hefte.«

(Weinw., S. 184. Fallesens Mag. IV, S. 620, [om hans Broder C. F. H.]. Hennings, S. 125—34. Sandv., S. 77. Neue Bibi. d. sch. Wissensch. XIII, S. 312. Alm. dsk. Bibi., Marts 1778, S. 87. Petri Kirkeb. Lengnick. Skild. 1829, Sp. 1267—75 og 1283—90. Bricka, VIII, 262 og 264. J. F. Meier, Fre-densb., 184. Rigsarch. Hennings Musaget, 3, 1798, S. 25—26. do. Breve i Hdskr. Adresseav. 1804. Frederikke Fortling, »Til Publi. Priv. Medd. Prov. Arch. Tikøb K. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. 1836.)

 

Høyer. Vilhelm Julius Høyer, Blomstermaler, er Søn af Spise­vært Christian Vilhelm Høyer (f. 1777, d. 1841) og Ane Dorthea f. Burchart (f. 1804, d. 1872) og født i København den 7. August 1827, blev Malerlærling paa Porcelænsfabriken, besøgte Kunstakademiet, dog ikke regelmæssigt, fra 1842—47, lever som Porcelænsmaler og har udstillet i 1857 og 1875—76 dels Porcelænsmalerier, dels Malerier i Oliefarve. Indtil 1854 havde han Ansættelse ved den kgl. Porce-lænsfabrik; men i November s. A. gik han over til Bing og Grøn-dahls Fabrik, ved hvilken han fra 1868 har været Overmaler. I 1864 var han udenlands med Rejseunderstøttelse af den Reiersenske Fond, i 1873 var han atter en mindre Rejse, og ved den nordiske Udstilling i København i 1888 fik han Anerkendelses-Diplom som Medarbejder i den Fabrik, han nu i saa lang Tid har helliget sine Kræfter. Høyer blev den 15. Maj 1855 viet til Jutta Aurelia Marie Thillesen (f. 1836), Datter af Tømrer Jens Thillesen (f. 1810, d. 1839) og Ellen f. Hansen (f. 1811, d. 1859).

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

481

llsted. Peter Vilhelm Ilsted, Maler, er Søn af Jens Peter Ilsted (f. 1832), Købmand i Stubbekøbing, og Johanne Sofie f. Lund (f. 1834), og er født i Saxkøbing den 14. Februar 1861. Efter at have gaaet i Skole i Stubbekøbing tog han Præliminærexamen ved Universitetet, var derefter i Malerlære og besøgte saa det techniske Selskabs Skole. Fra Januar 1878 gennemgik han Kunstakademiets Skoler, indtil han den 21. Marts 1883 fik Afgangsbevis som Maler. To Aar efter konkurrerede han til Guldmedaillen og den 9. Oktober 1885 blev den mindre Guldmedaille tilkendt ham for »Psyche nærmer sig til Amors Leje«. Strax efter tiltraadte han en længere Rejse til Sydeuropa, Ægypten og Palæstina, samt rejste hjem over Spanien, Paris og besøgte tillige det øvrige Vesteuropa. Med Understøttelse fra Kultusministeriet var han 1889 ved Verdensudstillingen i Paris, og i 1891 en længere Rejse med en Rejseunderstøttelse af 1000 Kr. fra Akademiet.

Ilsted begyndte at udstille 1883 og har foruden et Par Portræter mest udstillet Genrebilleder, hvoraf »Et Interiør« fik »hædrende Om­tale« i Parjs, medens han i 1890 fik første Gang Aarsmedaille for »En Skærmydsel«, som blev købt af den kgl. Malerisamling. Fra i. Juni 1893 har han haft Ansættelse som Assistent ved Kunst­akademiets Modelskole og dens Forberedelsesklasse. Han har i de

 

N. K. L.    I.                                       December 189;.                                   3¹

 

⁴⁸²

senere Aar tillige lagt sig efter Restauration af Malerier. Ilsted blev den 5. Maj 1891 gift med Ingeborg Lo visa Petersen, en Søster til Maleren Tom (P. Th.) Petersen (s. d.).

(Priv. Medd.    Bricka, VII, 277.    Nat. Tid. ⁴/₆ 1891.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Ingemann. Carl Johannes Valdemar Ingemann, Architekt, Søn af Købmand (Parfumør) Søren Edvard Joachim Ingemann (f. 1809, d. 1843), en Brodersøn af Digteren, og Mariane Aurelia Laurentine f. Lauritzen (f. 1811, d. 1878), er født i København den 21. Februar 1840, lærte Murerhaandværket og besøgte Kunstakademiets Byg-ningsskoler fra Oktober 1856 til Marts 1866, da han tog Afgangs­prøvens architektoniske Del. Han har arbejdet som Architekt under H. C. Stilling, indtil denne blev Stadsbygmester. Af hans selv­stændige Værker kan nævnes Gravkapellet ved Vor Frelsers Kirke (1868), Østifternes Kreditforenings nye Bygning, Kong Salomons Apothek og Luthers Missionsforenings Bygning (1876—77); i 1882 Porcelænsfabrikens og Aluminias nye Bygninger i Smallegade, i 1884 den store Ejendom paa Købmagergade Nr. 50, hvor tidligere den kgl. Porcelænsfabriks Bygninger stod, 1886 Frederiksholms Kanal Nr. 4 (Kunstforeningen), 1888 Ombygning af det forrige Vajsenhus, Købmagergade Nr. 44, 1895 ^{en nv} Bygning, hvor den forrige Tvermoes'ske Gaard paa Kultorvet laa, m. m. Det er saaledes mest som Bygmester for Privatfolk, at Ingemann har udfoldet saa stor Virksomhed. I Oktober 1877 blev han Lærer ved det techniske Selskabs Skole i borgerlig Bygningskunst; i 1894 blev han Borger­repræsentant. Han blev den 30. Oktober 1868 gift med Sofie Mar­grethe Madsen (f. 1843), Datter af Bødkermester Hans Peter Madsen (f. 1803, d. 1858) og Anna Sofie f. Hamborg (f. 1802, d. 1878).

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 295.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Ingemann. Lucie Marie Ingemann, født Mandix, Malerinde, var eneste Datter af Konferensraad Jakob Mandix (f. 1758, d. 1831) og Margrethe Elisabeth f. Hvistendahl (f. 1756, d. 1810) og blev født i København den 13. Februar 1792. Hun blev den 30. Juli 1822 gift med Digteren Bernhard Severin Ingemann. Af Kærlighed til Malerkunsten begyndte hun at male hos C. V. Eckersberg og malede blandt andet i 1826 et Portræt under hans Tilsyn. I 1824 og 1826 udstillede hun nogle Blomsterstykker. Hun har malet en stor Del mindre Altertavler og har raderet fire Blade, men for øvrigt tilhørte

 

483

hendes kunstneriske Virksomhed for største Delen ikke Offentligheden. Hun døde i Sorø den 15. Januar 1868.

(Erslew, Forf. Lex. I, S. 745. Suppl. I, S. 962. Lengnick, Fam. Hvisten-dahl og Mandix. Eckersb. Optegn. Krohn, I, 192. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Ipsen. Jakob Ipsen, Maler, født den 24. August 1756 paa Hallig Øland; Faderen, Reinhold Ipsen (d. 1796) var Sognepræst i Kværn; han var yngre Broder til de nedennævnte og var Portræt­maler i Flensborg i Slutningen af det forrige Aarhundrede. Blandt hans Billeder nævnes et Portræt af den gliicksburgske Hofpræst, Provst Philip Ernst Liiders, malet 1784 og stukket af Fr. Carstens 1796.

(Weinw., Lex.    A. Sach, Carstens, S.  152.    Strunk, Nr.  1718.)

 

Ipsen. Povl Ipsen, Maler, Broder til ovennævnte og neden­nævnte Ipsen, var født den 27. August 1746 paa Øland, og det var hans Oldefader, der havde været Skipper paa Øland. Han har vist­nok snarere lært Malerhaandværket, inden han 1766 til 1769 lærte Oliemaleriet hos N. G. Geve (s. d.) i Slesvig By. Efter at have vundet Navn baade som Marinemaler og Portrætmaler, rejste han 1770 til København, hvor han var i Virksomhed, da Carstens 1776 kom dertil og var i Huset hos ham i et Par Aar. Af hans Arbejder kan nævnes Portræt af Generalsuperintendent i Slesvig Jakob Georg Christian Adler, tegnet af Kunstneren og stukket af R. J. P. Seehusen 1800, og af Rudolph Buchhave, praktiserende Læge i København, ligeledes tegnet af ham og stukket af G. N. Angelo (1796). Foruden disse er der efterhaanden fremkommet en hel Række smaa Portræter, let og smukt udførte med Rødkridt, Blyant og Vand-farve, hvilke alle synes at udmærke sig ved kunstnerisk Præg og god Lighed. Blandt disse kan nævnes hans eget Portræt (tilh. Kontor­chef Hytten, gengivet foran), Gustav Ludvig Båden, Kaptajn og Farver O. A. Muller og Hustru, Grev v. Osten, Professor C. G. Kratzen-stein, R. Laybourn og Hustru, Klædefabrikant J. F. Weilbach og Hustru og endnu ikke faa, hvis Navne ikke kendes; de ere signerede fra 1781 til 1800. Han boede i Regnegade i København, hvor han endnu findes i 1807. Senere skal han være rejst til Flensborg og død der.

(Weinw., S. 197. do. Lex. Strunk. Fernow, Carstens, ny Udg., S. 51 og Anm. 9. Schlesw. Kunstbeitr., S. 87. Nagler Kstl. Lex. A. Sach, Carstens, S. 152. Bricka, VIII, 308. Priv. Medd. Geneal. Inst. Vejvis, indtil 1807.)

 

Ipsen. Reinhold (ikke Rudolf) Ipsen, Maler, yngste Broder til ovennævnte og født den 27. November 1764 paa Øland, levede i

 

484

Flensborg   og malede Portræter  og   Landskaber.     Han   »skal   have været bedre Kolorist end sine Brødre«. (Weinw., Lex.    A. Sach, Carstens, S. 152.)

Irgens-Bergh. Thorvald Mathias von Irgens-Bergh, Billed­hugger, er født paa Hirsholm den 3. Marts 1864 som Søn af Rit­mester Ted Husarerne Thorvald Vilhelm Christian von Irgens-Bergh (f. 1825) og Bolette Isidore Adelaide f. Komtesse Petersdorff (f. 1830). Han tog Præliminærexamen i København, medens han samtidig var Elev ved Aftenundervisningen i det techniske Selskabs Skole, kom t 1880—81 i Murerlære i Aarhus og besøgte denne Bys techniske Skole og derpaa i 1881—82 det techniske Selskabs Skole i København. Han afbrød disse Studier i 1882 for at uddanne sig til Officer og blev 1885 Premierløjtnant i Fodfolket med Garnison i Nyborg og fra 1887 i Aarhus. I Sommeren 1891 foretog han paa Cycle en Udenlandsrejse gennem Europa til Syditalien, under hvilken Tanken om atter at hellige sig Kunsten modnedes hos ham; i 1892 og 1894 foretog han lignende Rejser, paa hvilke han gjorde længere Ophold i Paris for at studere der. Han var nemlig den i. Februar 1892 traadt udenfor Nummer i Hæren, arbejdede Vinteren efter under Sindings Vejledning og udstillede første Gang paa Foraarsudstillingen 1893 »En Najade, der leger med en Maage«; han har senere udført nogle Buster og enkelte større Arbejder, bl. a. (1895) et Konkurs­arbejde til et Portal-Relief til den nye Raadhus-Bygning. Den 15. Sep­tember 1891 ægtede han Elisabeth Birgitte de Besche (f. 1862 i Christiania), af en i ældre Tid fra Holland indvandret Kunstnerfamilie, Datter af Carl XV's norske Livlæge Johan Gerhard de Besche (f. 1821, d. 1875) og Catharina Marie f. Hviid (f. 1824, d. 1879).

(Priv. Medd.    Geneal. Inst.    Udst.  Fortegn.)

 

Irminger. Valdemar Henrik Nikolaj (Heinrich Nicolaus) Irminger, Maler, født i København den 29. December 1850, er Søn af Oberst Johann Heinrich Georg Irminger (f. 1798, d. 1854) og Agnete Marie f. Kaalund (f. 1815). Han begyndte i Januar 1867 at besøge Kunst­akademiet, hvorfra han den i. Juli 1873 fik Afgangsbevis som Maler. I 1875 udstillede han sit første Billede, »Gæssene drives hjem«, hvormed han konkurrerede til den Neuhausenske Præmie. Senere har han udstillet dels Dyrstykker, dels Soldaterbilleder og Genrebilleder, ikke sjælden af en alvorlig Grundstemning, dels endelig enkelte religiøse Billeder. I 1879 vandt han den Neuhausenske Præmie for

 

485

»En Hoppe med sit Føl«, rejste derpaa 1884 til 1886 paa det Stoltenbergske Legat-, i 1888 fik han første Gang, i 1889 anden Gang Aarsmedaille og blev saaledes Medlem af Akademiets Plenar­forsamling. Den kgl. Malerisamling har 1890 købt »Brevskrivning Søndag Formiddag« og 1893 »En Tilgivelse« ; -Odense Museum købte det store Billede »Frelst« (1891) og Aarhus Museum to Billeder af Kunstneren. Irminger har ogsaa flere Gange udstillet som Billedhugger.

(Priv. Medd. Erslew, Forf. Lex. I, 753. Suppl. I, 914 om Forældre. Bricka, VIII, 321. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Isacsz. Isac Isacsz, Historiemaler, var sandsynligvis født i Hel­singør i Slutningen af det 16. Aarhundrede, og var, ifølge et af Christian IV den 25. Februar 1622 udstedt Pas, Søn af den neden­nævnte Peter Isacsz eller Isaksen, uagtet han efter den sædvanlige Skik skulde have heddet Isac Petersz eller Petersen. Isacsz opholdt sig den Gang i Antwerpen, og Passet eller Tilladelsen gik kun ud paa toldfri Indførelse af de Malerier, han hjemsendte fra denne By. Blandt disse var et stort Maleri, forestillende et fyrsteligt Gæstebud. Det er malet i Paolo Veroneses Smag og er betegnet »Isac Isacs fecit Antwerp. 1622«; det tilhører den kgl. Malerisamling. I 1620 skal han efter Spenglers Angivelse have været i Miinchen paa en formodet Tilbagerejse fra Italien. Den italienske Paavirkning, som spores hos Isacsz, kan han dog gærne have modtaget hos Rubens, af hvis Skole hans andre Malerier bære tydeligt Præg, saaledes »Allegori paa Øresund«, hvor Hovedgruppen er en Efterligning af Rubens. Til Riddersalen paa Rosenborg havde han malet et stort Billede »Cæsar, som modtager Afsendinger fra Asien«, der senere bevaredes paa Frederiksborg, hvor det brændte 1859. Endelig er Pontanus' Portræt, som v. d. Velde har stukket, malet af Isacsz. Om hans Livsomstændigheder kendes intet nærmere, uden at han efter sin Rejse atter har opholdt sig her i Landet. Weinwich sammen­blander ham med Isac Oserijn, hvortil der ikke synes at være nogen Grund.

(Weinw., R. 53. do. Lex. Spengl. Art. Eft. Inland. Reg. i Rigsarch. Høyens Skrifter I, 237. Høyens og Blochs Fortegn, over Malerisml. Bricka, VIII, 322. Strunk.)

 

Isacsz.    Peter Isacsz   eller Isaksen,   Historiemaler,   var  Søn   af Isac Pietersen,   Peitersen eller Petrejus   fra  Haarlem,   der var Agent eller  Kommissær  i   Helsingør   og Margrete  van Delen  fra Geldern. I Helsingør   er   Sønnen Peter   født   1569   og   dennes  Broder Johan,

 

486

den danske Historiograf, der senere kaldte sig Johannes Pontanus, to Aar efter (1571). Isacsz blev som ung sendt til Holland for at uddanne sig til Kunstner og fik Hans van Aken til Lærer. Det kan ikke ses, naar han kom tilbage fra Udlandet; dog har han mulig fra 1607 været bosat i Helsingør. I Aarene 1607—8 nævnes han gentagne Gange i Christian IV's Almanakker, idet Kongen gør Be­stillinger paa »Malværk« hos ham, hvis ikke disse gælder Haand-værkeme Peter Meier, Fader og Søn. Af et Brev fra Kongen af 10. Marts 1611 ses det dernæst, at han ved den Tid opholdt sig i Amsterdam, som det synes for en længere Tid, og havde unge danske Kunstnere i Lære hos sig, blandt hvilke mulig ogsaa Sønnen Isac var. I 1614 var han imidlertid i Helsingør igen og overtog sin Faders Stilling som Agent ved dennes Død s. A. Imidlertid maa han have gjort sig skyldig i en ikke ganske ubetydelig, maaske politisk Forbrydelse, thi den 30. Maj 1616 »gik der Dom over Peder Isak, at han for hans begangne Forseelsers Skyld skulde drage paa tre Aars Tid i Krigen i Nederland, paa hvilken Side han lyster, og derfra med sig føre Pas og Beskedning, hvorledes han sig samme­steds haver forholdet«. Ikke desto mindre er han allerede inden den 17. Januar 1618 tilbage i Danmark, hvor han nu er i fuld Virk­somhed lige til 1623, som det synes for en Del endog som bosat i København. I 1620 var han i al Fald i København og indlod sig der paa en Handel, der kaster Skygge paa hans Navn. Man ser nemlig, at han fra April d. A. har modtaget en aarlig Løn af 400 Rdl. d. C. af den svenske Konge Gustav Adolf for at tjene som svensk Spion i København, idet der som Paaskud skulde bestilles Malerier hos ham, hvilke særskilt »skulle blive betalte til Tilfreds­hed«. Dette Forhold synes ikke at være bleven opdaget i Kunst­nerens Levetid, thi han vedblev at arbejde for Christian IV og i det Brev, denne den 25. Februar 1622 udsteder for Kunstnerens Søn (s. d.), kalder han ham sin »ehrsahmben bestellten Diener undt Mahler alhier undt lieben getrewen Peter Isachsen«. Han døde i Hel­singør 1625.

Peter Isacsz var en flittig, om end ikke særlig fremragende Kunstner; han forstod med Færdighed og dekorativt Blik at anordne og udføre store Billeder; men han staar i kunstnerisk Følelse tilbage ikke alene for van Mander, men ogsaa for sin egen Søn, Isac. Af de store Malerier til Rosenborg Slots Riddersal tillægges ham bl. a. »Badning ved en orientalsk Havn«, »En Bygmester foreviser en Sultan sit Udkast«, »Et Bacchanal«. Paa Rosenborg bevares et Knæ-

 

487

stykke forestillende Christian IV og et Stykke med Figurer i fuld Legemsstørrelse forestillende samme Konge og hans Dronning Anna Cathrine. Desuden nævnes flere Billeder, tildels kun i Stik efter dem.

(Weinw., S. 53—54. do. Lex. Spengl. Art. Eft. Worm, Lit. Lex. III og hdskr. Tillæg. Burman Becker Tapeter, S. 19. Pontanus, S. 728. Sandvig, S. 80. van Mander II, 141—43. Chr. IV's Almanakker 1607—21. Kgl. Regnsk. og Ausland. Register m. m. i Rigsarch. Dsk. Mag. 4. R. II, S. 375. Brock, De oldenb. Kong., S. II og 20. Høyen, Skr. I, S. 237. Kst. og Æsth., S. 160—63. Bricka, VIII, 322. Tdskr. f. Kstind. V, 18.)

 

488

Jacob, Bygmester, var i Tiden fra 1553 til 1555 kgl. Byg­mester under Christian III og den Gang bosiddende i København, hvor han ledede Tilbygningerne til Københavns Slot. Han blev1553 gift med3 Kirstine, der havde været Kongens Datter, Frøken Dorotheas Amme, og ved aabent Brev af n. November bestemmes, at han som Bygmester »aarlig maa oppebære i sin Livstid af Aarhus-gaard 40 Gylden (å 2½ Mark dansk), 8 Pd. Malt, 4 Pd. Rug, i Tdr. Smør, 4 Svin, 5 Faar og i Oxe samt have fri Bolig enten i Aarhus eller Randers«. Hvis hans Hustru overlever ham, maa hun nyde det samme, dog ikke de 40 Gylden. Den 8. Maj 1555 faar han dernæst »Ejendomsbrev paa en Kronens Jord i Randers ud til Graa-brødrestræde, som tilhørte Eisenbeck Kloster, samt til en Kaalhave sammesteds.« Den 17. Juni 1557 blev Herkules von Oberberg ansat som kgl. Bygmester-, men om Jacob den Gang var død, eller levede efter sin Afskedigelse i Randers, vides ikke.

(Canc. Brevb. I, 219, 229, 253, 270, 285, 298, 299, 324. 351, 361, 370, 375. 3⁸5, H, m —112. Kbh. Dipl. tildels efter Canc. Brevb., IV, 540, 541, 544, SS', 555—57- F. R- Friis, Saml., 181-199.)

 

Jacobsen. David Jacob Jacobsen, Maler, født i København den 2. Juli 1821, var Søn af Købmand, Klasselotterikollektør Jacob Juda Jacobsen (f. 1787, d. 1845), ^en Broder til S. Henriques' Svigerfader; hans Moder hed Frederikke f. Jacobsen (f. 1793, d. 1859),

 

489

en Datter af den nedenfor nævnte David Ahron Jacobsen. I sit trettende Aar kom han i Malerlære og begyndte paa samme Tid at besøge Kunstakademiets Elementarskole (1834). Da han imidlertid havde Lyst til Billedhuggerkunsten, forlod han Malerlæren og fik Undervisning i at modelere hos en Ornamentsbilledhugger Otto, der arbejdede for Jærnstøbere; derfra kom han i 1836 til H. V. Bissen, i hvis Værksted han arbejdede nogle Aar. Paa Akademiet var han i disse Aar naaet til Gibsskolen (1841) og blev i December 1844 Elev af Modelskolen. Ifølge Rørbyes Raad gik han nu over til Malerskolen og udstillede første Gang i 1849 et Par Portræter, efter at han i det foregaaende Aar, 1848, havde været frivillig med i Krigen. I de følgende Aar malede han Figurbilleder af det daglige Liv, som »En Snigpatrouille« (udst. 1851), »Badegæster paa Føhr« (udst. 1854), og »Grundlovsfest ved Eremitagen«, hvor Landskabet var af Schovelin (udst. 1855).

Da Jacobsen ikke havde vundet nogen Medaille eller Præmie ved Akademiet, kunde han ikke opnaa Rejsestipendium derfra, men han blev ved nogle Venners Hjælp sat i Stand til at foretage en Rejse til Paris. Der opholdt han sig i adskillige Aar, indtil han, paa Grund af en begyndende Brystsyge, rejste til Italien (1869), hvor han, ved Siden af sin Virksomhed som Maler, lagde sig efter Forfærdigelsen af kunstigt Marmor, for, naar han kom tilbage til København, at oprette en Fabrik i denne Retning. Men et ulykke­ligt Fald i hans Malerstue i Florens fremkaldte pludselig hans Død, den 22. April 1871, og han blev jordet paa den mosaiske Kirke-gaard der.

Fra Paris og tilsidst fra Italien hjemsendte han i Aarene 1857 til 1870 en Række større og mindre Genrebilleder samt enkelte Portræter. Af disse Arbejder kan nævnes »Den sovende Savoyard« og et af hans sidste Billeder »Kaartspillere«, der begge ejes af Kunstnerens Broder; det største af hans Billeder i dette Fag, der tillige regnedes for hans bedste, er brændt i privat Eje. Efter at det Eibeschtitzske Legat (for Fremstillinger af det gamle Testamente) var oprettet, konkurrerede han nogle Gange til dette med Billeder som »Esthers Gang til Kongen«, »Esther anklager Haman« o. fl., men stedse uden Held.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Melchiors Stamt.)

 

Jacobsen. Jes Jacobsen, Portræt- og Genremaler, var Søn af Skibsbygmester Niels Jacobsen (f. 1828) og Marie f. Kjær (f. 1831),

 

490

og blev født den 6. April 1862 i Aabenraa. Efter at have været i Malerlære først i Aabenraa og siden i København dimitteredes han fra det techniske Selskabs Skole i Januar 1881 til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 28. Juni 1884 Afgangsbevis som Maler. Han rejste derefter tilbage til Aabenraa, hvorfra han i 1885—86 indsendte til Foraarsudstillingen et Par Portræter og Genre­billeder. Ved Decemberudstillingen 1884 havde han i Forvejen udstillet »En Smedie«. Den lovende unge Kunstner døde i Hjemmet den 12. Juli 1886 af Hjærnebetændelse.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Sprogforen. Alm. 3. Aarg.  1896.)

 

Jacobsen. Nids Jacobsen, Architekt, ovennævntes yngre Broder, er født den 14. September 1865 i Aabenraa. Efter sin Konfirmation kom han i Murerlære i København, og fik i 1885 Sølvmedaille for sin Svendeprøve. Imidlertid var han bleven dimitteret fra det tech­niske Selskabs Skole til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1884 til den 28. Maj 1890, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Derefter har han for Bygningsinspektør J. Vilh. Petersen (s. d.) i Odense ledet Opførelsen af et Garnisonssygehus i Fredericia og af Kathedralskolen i Odense, medens han selv, dels i Fredericia, dels i Odense har udført flere selvstændige Bygningsværker, saaledes et Missionshus paa førstnævnte Sted og en mindre Kirke i Ommel paa Ærø (1894). I 1889 og 1891 har han foretaget mindre Studie­rejser i Udlandet. Jacobsen, som er bosat i Odense, blev den ii. August 1893 gift med Christiane Sofie Magdalene Møller (f. 1872), Datter af Købmand Bertram Møller (f. 1847) og Jenny Sofie f. Damm (f. 1846) i Graasteen.

(Priv. Medd.    Akad.    Nat. Tid. 1894.)

 

Jacobsen. Niels Hansen Jacobsen, Billedhugger, født den i o. September 1861 i Vejen By i Ribe Amt, er Søn af Gaardejer Carl Peter Jacobsen. Han blev opdragen til Landmand, men da han i 1883 var Soldat, forberedtes han til Kunstakademiet af Billedhugger R. M. Andersen (s. d.) og fik den 17. Oktober 1884 Adgang til dets Skoler, som han gennemgik, saa at han den 30. Januar 1888 fik Afgangsbevis som Billedhugger, men besøgte dog Model­skolen endnu i tre Semestre. For sit første Arbejde, »Loke lænket til Klippen« (udst. 1889) fik han strax Aarsmedaille og Understøttelse af flere Legatfond i 1889—90. I 1891 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium, 2000 Kr., som for 1892 forhøjedes til 2500 Kr. og

 

491

derefter fik han i 1893 det Ancherske Legat. Han rejste til Italien og derfra til Paris, hvorfra han nylig er kommet hjem (1895). Han har næsten hvert Aar udstillet store Arbejder, der vise plastisk Ævne, men endnu famlende Usikkerhed i Æmneraes Valg. Jacobsen blev den 12. August 1891 gift med Anna Gabriele Rohde (f. 1862), Datter af Provst Andreas Peter Rohde (f. 1815, d. 1894) og dennes anden Hustru, Thora Vilhelmine Gabriele f. Brusch (f. 1828, d. 1875).

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 363.    Elvius.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jacobsen. Th. Jacobsen, Portrætmaler, skriver sig saaledes med Tilføjelsen »pinx. A°. 1697, Nov.« paa en stor Portrætgruppe, forestillende Pastor Lucoppidan med Hustru, 9 Børn og 3 Børnelig i fuld Legemsstørrelse, tilhørende Nikolaj Kirke i Svendborg.

(Autopsi hos Konserv. C. Andersen.)

 

Jacobsen. Ahron Jacobsen /eller Jacobsen], Gravør og Ædelstens-skærer, som var født i Hamborg (Wandsbeck) 1717 af jødisk Æt, kom i Midten af forrige Aarhundrede til København, hvor han alle­rede 1744 var i Hoffets Tjeneste og 1745 blev Hofsignetstikker med 100 Rdl. d. C., senere 200 Rdl. om Aaret. Han købte 1753 en Gaard ved Gammelstrand (nu Nr. 40), som hans Enke, Frederikke Jacobson, i 1780 tilskødede Sønnerne. Jacobson var vel anset og arbejdede lang Tid i sit Fag; han døde den n. December 1775, ikke 1770 som Weinwich siger, afløst i sin Hoffunktion af sine to nedenfor nævnte Sønner, David og Salomon Jacobson, der den 22. Januar 1776 faa kgl. Udnævnelse. Han var desforuden Fader til en Datter, som blev Moder til Theatermaler Wallick (s. d.).

(Weinw., S. 175. do. Lex. Nagler Kstl. Lex. Hamb. do. Skild. 1830, Sp. 893. Pantek., GI. Str. Matr. Nr. 10. Rigsarch. F. J. Meier, Fredensb., 184.)

 

Jacobson. Albert Jacobson, Billedhugger og Ædelstenskærer, født i København 1780, Søn af Salomon Ahron Jacobson, der nævnes nedenfor og Merle Levin von Halle, hed vistnok paa hebræisk Ahron, men forandrede efter Datidens Skik paa Dansk Navnet til det nogenledes ligelydende Albert. Efter at han i sin Barndom havde besøgt Kunstakademiet i København, fulgte han med For­ældrene til Stockholm (1796), blev Elev af Kunstakademiet der, vandt 1798 dets lille Sølvmedaille og uddannede sig for øvrigt under Billedhugger Sergels Vejledning. Da Faderen i 1801 vendte tilbage til København, er der Sandsynlighed for, at Sønnen fulgte med, thi

 

492

i Januar 1802 rykker en »Arnsen« Jacobsen op fra Gibsskolen til Modelskolen og i Juni samme Aar vinder denne Kunstner den mindre Sølvmedaille i Modelskolen. Ved den daværende lille Elevudstilling den i. April s. A. nævnes tillige »to Portræter« af Jacobson, uden at der angives, om det er malede eller modelerede Portræter, lige­som Arbejderne heller ikke nævnes i en saadan Orden, at man deraf kan slutte noget. Der er dog al Grund til at tro, at denne Kunstner virkelig er Albert Jacobson. Naar han femten Aar efter taler om, at han har opholdt sig ti Aar i Udlandet, er det rimeligt, at han tænker paa en senere Udenlandsrejse, eller i al Fald lægger de fem-sex Aar i Stockholm sammen med en Udenlandsrejse i den senere Alder, uden at man har nødig at lade ham blive tilbage i Stockholm efter Faderens Rejse. Desuden vilde et Barndoms- og Ungdoms-ophold i et fremmed Land ikke efter Akademiets Statuter have kunnet gælde for en saadan Udenlandsrejse, som altid krævedes, for at en Kunstner kunde blive Medlem.

I Sverige uddannede Alb. Jacobson sig til Billedhugger, og han vedblev under hele sin Kunstnertid at udføre Buster og Medailloner i naturlig Størrelse, bl. a. ere de tvende Medailloner i Kunstakademiet, Portræter af dets Velgørere, Malermester Jens Neuhausen og Hofraad D. A. Meyer, udførte af Jacobson i 1829. Men han bevarede tillige Slægtens Overlevering og blev ligesom sin Farfader og Fader en duelig Signetstikker og Ædelstenskærer. Det var som Kunstner i dette Fag, han fremstillede sig i November 1816 med Frederik VI's Portræt udført (intaglio) i en islandsk Topas, for paa dette Arbejde at blive agreeret af Akademiet. Til Medlemsarbejde udførte han Overhofmarechal Hauchs Portræt saavel i en modeleret Medaillon i Legemsstørrelse som ogsaa formindsket, udskaaret fordybet i en Agat. Paa disse Arbejder blev han den 25. August 1817 enstemmig optaget til Medlem af Akademiet i København. Ikke længe i Forvejen var han bleven Hofsignetstikker, og i December 1820 blev han sammen med Faderen udnævnt til Professor (i 7. Kl. Nr. i). Endelig blev han 1829 optaget til Medlem af Akademiet i Stockholm. Foruden Kunstværker i skaarne Ædelstene, hvoraf kun forholdsvis faa have været udstillede, saaledes Dronningens Portræt i Carniol (1821), Kongens Portræt i Camée (1823), Kejseren af Ruslands i hvid Carniol (1827), udførte han i dette Fag mest kgl. og adelige Vaaben, hvoraf han og Faderen i 1828 udstillede en større Række. Han dyrkede ogsaa Medaillørkunsten, men der nævnes kun ét Arbejde af ham.,

 

493

Medaille i Anledning af Frederik VI's Helbredelse (1833), med mindre Krebers Medaille, der sædvanlig tillægges Faderen, ogsaa er af ham. Han døde ugift den 28. November 1836.

(Weinw. Lex. Bricka, VIII, 368. Statskal. Møntfortegn. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jacobson. Angelique Vilhelmine [Lili] Jacobsen, Billedhugger-inde, er Datter af Kongens Jagtkaptajn, Kommandør i Flaaden Georges Johan Jacob Preben Jacobson (f. 1832, Sønnesøn af oven­nævnte Sal. A. Jacobson) og forhenværende kgl. Skuespillerinde Louise Frederikke Amalie f. Larcher (f. 1834); hun er født i Køben­havn den 25. November 1859. Hun lagde sig efter Billedhugger­kunsten og gennemgik den med Kunstakademiet forbundne Kunst­skole for Kvinder fra Oktober 1889 til Januar 1893, da hun modelerede for Afgang; men imidlertid blev hun den 14. Marts 1894 gift med Ernest Binfield Havell (f. ¹⁶/₉ 1859 i England), Landskabsmaler og forhenværende Superintendent for the school of arts i Madras i Indien. I 1892 udstillede Kunstnerinden en Buste og har siden sit Gifter-maal opholdt sig i Udlandet.

(Priy. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Bricka, VIII, 369 og 370 om Forældre.)

 

Jacobson. David Ahron Jacobson, Gravør, Søn af den ovenfor omtalte Ahron Jacobson og ældre Broder til Salomon Jacobson, der nævnes nedenfor, blev født omtrent 1753 i København og lærte Signetstikkerkunsten hos sin Fader. Efter dennes Død blev han den 22. Januar 1776 i Forening med sin Broder udnævnt til Hofsignet-stikker og Hofgravør, saaledes at han overtog alle Arbejder i Guld og andre Metaller, medens hans mere kunsterfarne Broder overtog Graveringen i ædle Stene. Han synes ikke at have vundet det Kunstnernavn som Broderen, og han blev heller ikke som denne Medlem af Akademiet. Derimod skal han, efter Familiens Over­levering have forsøgt sig i et andet Kunstfag, nemlig Bygningskunsten, idet han, da hans og Broderens Gaard ved Gammelstrand (nu Nr. 40) nedbrændte i den store Ildebrand i København i 1795, byggede en ny efter sin egen Tegning; Gaarden blev derpaa tilskødet ham alene i 1799. Han var to Gange gift — med tvende Søstre — men var anden Gang Enkemand, da han døde den 12. December 1812 og han var Morfader til den ovenfor nævnede David Jacobsen.

(Priv. Medd. Statskal. 1777—1812. Vejvis. 1794 til 1812. Adresseav. 1776, Nr. 37, 1812 Nr. 294. Pantekont. GI. Str. Matr. Nr. 10.)

 

494

Jacobson. Salomon Ahron Jacobsen, Gravør og Stempelskærer, Søn af den ovennævnte Ahron Jacobson og Broder til David Ahron Jacobson, blev født i København 1754 og lærte rimeligvis Kunsten at skære i Ædelstene af sin Fader. Han var allerede i sin tidlige Ungdom saa øvet en Kunstner i dette Fag, at han efter Faderens Død tilligemed sin Broder David (1776) blev udnævnt til Hofgrav or og ved Salonen 1778 kunde udstille Prøver, i>qui promettent un jour une belle maturité«. (Hennings). I 1788 rejste han, efterat han den 19. Maj 1779 var bleven gift med Merle Levin von Halle, med hvem han havde flere Børn, til Stockholm, hvor en gunstig An­befaling fra Arveprins Frederik til Dronning Sofie Magdalene af Sverige aabnede ham Adgang til at arbejde for Hoffet. For Gustav III maatte han i Ædelstene kopiere flere fra Italien hjembragte antike Billedstøtter, vistnok i fordybet Arbejde, og han udførte tillige efter egen Opfindelse en Endymion paa samme Maade, samt nogle Portræter. Han fik Tilbud om Hoffets Arbejde, naar han vilde nedsætte sig i Stockholm, men han vilde ikke træde ud af Kongen af Danmarks Tjeneste, og han vendte tilbage til København, kort efter at han var bleven optagen til Medlem af Kunstakademiet i Stockholm.

Efter sin Hjemkomst indsendte han til Kunstakademiet her nogle Aftryk i Svovl af sine i Stockholm udførte Arbejder, for at blive optagen til Medlem (1790); men eftersom de indsendte Prøver var Kopier, vilde Akademiet ikke agreere ham derpaa. Da han tillige arbejdede som Medaillør, vilde Forsamlingen helst optage ham til Medlem paa et originalt Arbejde i denne Retning. Efter at hans Ønske paany var blevet afslaaet i 1792, indsendte han den 7. Marts 1796 nogle Medailler og blev nu agreeret. Hans Opgave til Medlems-stykke, «en hel Figur, graveret i Onyx eller en anden fin Sten«, blev forevist Akademiet den 6. Juni s. A. og forestillede »En staaende Apollo«, skaaren i en Calcedon, og paa denne blev han med Fler­stemmighed samme Dag optaget til Medlem. Strax efter rejste han, denne Gang med sin Familie, atter til Stockholm, hvor han nu forblev i mindst fem Aar, saaledes at Sønnerne tildels blev opdragne der. Foruden Arbejder for den svenske Kongefamilie udførte han Stockholm for dansk Regning en Medaille over Marie Sofie Frede­rikke, den Gang Kronprinsesse. Vistnok i 1801 var han atter i København, hvor han Aaret efter havde Besøg af eller fremstillede sig hos den bekendte August Hennings, som siger om ham, at han var »begejstret for sin Kunst«. Hennings oplyser ogsaa, som Vidnes-

 

495

byrd om den Anseelse, Jacobson stod i, at han fik 36 Rdl. d. C. (omtrent 115 Kroner) for et Signet. Den udøvende Kunstner var tillige en kunstforstandig Mand, der ejede en for den Tid stor og værdifuld Malerisamling, som i 1809 blev offentlig udstillet. Senere solgte han en Del af den til London, hvor han, foruden paa tid­ligere Udenlandsrejser, ogsaa opholdt sig næsten hele Aaret 1815 og udstillede en Del af sine egne Arbejder ved den aarlige Kunst­udstilling der.

Jacobson, der oprindelig kun var Ædelstenskærer, havde, navnlig efter sin første svenske Rejse, med Iver lagt sig efter Medaillør-kunsten, og hans første kendte Arbejde i dette Fag er fra 1791, en Medaille over Ole Borch. Dog udførte han i den første Tid, for­uden den nævnte Medaille til Kronprinsessen samt en Medaille over A. P. Bernstorff (1795) og nogle andre private Medailler, ikke mange Arbejder i dette Fag. I 1815 skar han en Medaille i Anledning af Raad- og Domhusets Indvielse, samt en Kroningsmedaille, hvortil Stemplerne sprang under Hærdningen, og han erklærede i Begyndelsen af 1816, at han ikke vilde deltage i en senere Konkurs om en ny Medaille (jfr. bl. a. Freund); ikke desto mindre forelagde han i 1817 Akademiet Stemplerne til en Kroningsmedaille, som, efter at nogle Udsættelser var blevne tagne til Følge, synes at være bleven brugt (udst. 1823). Samme Aar udførte han to Reformationsmedailler (ligeledes udst. 1823) og i Slutningen af sit Liv nogle private Me­dailler. I 1820 blev han tilligemed sin Søn Albert, der var Kunstner i samme Fag som Faderen, udnævnt til Professor, og han døde den 28. Juni 1830, »i en Alder af 75 Aar og nogle Maaneder«.

(Weinw., S. 236. do. Lex. Hennings, S. 148. do. Breve i Hdskr. Erslew, Forf. Lex. I, S. 763. do. Suppl. I, S. 926. Gravsten paa den mos. Kirkeg. Statskal. Skild. 1809, Nr. 71—75, 1830, Nr. 57. Bricka, VIII, 376. Priv. Medd. Møntfortegn. Akad. Reitzel. Udsl. Fortegn.)

 

Jahn. Adolf Morits Jahn, Billedhugger, født i Kiel den 2 5. Juli 1803 og Søn af Landsyndicus Jakob Jahn og Julie f. Trendelenborg, blev Student fra Kiels Universitet og vilde studere Medicin. I sit tyvende Aar gav han dog efter for sin Lyst til at blive Kunstner og tog i 1823 til København, først i den Tanke at blive Maler, men i Gibsskolen bestemte han sig for hellere at blive Billedhugger. Da imidlertid Dajon var død (Decbr. 1823) og der ikke i de første Aar blev udnævnt en ny Professor i Billedhuggerkunsten, foretrak Jahn, efter at han i 1826 var bleven Elev af Modelskolen, at rejse

 

496

til Berlin (1827), hvor han i tre Aar arbejdede under Profe—:r Rauch. I 1830 forlod han Berlin, mødtes i Innsbruck med tvendt danske Kunstbrødre, Ktichler og Petzholdt, og fulgtes med dem gennem Italien. I Rom fandt han Sysselsættelse hos Thorvaldsen og har bl. a. for ham udført Apostlen Thomas i Marmor. I 1835 arbejdede han et Aar for Schwanthaler i Miinchen, men da han i 1836 kom til København, fra først af i Besøg, forblev han i Dan-mærk, idet Bygningsdirektør J. H. Koch (s. d.), som den Gang havde Ledelsen af Frederiksborg Slots Restauration, overdrog ham Vedlige­holdelsen og Udbedringen af Slottets meget Billedhuggerarbejde i ornamental Retning. Ved Frederiksborg Slot arbejdede Jahn til Slottets Brand (1859) og efter den Tid ved Badstuen og det nye Slot, ialt fra 1836 —1863, da han opgav denne Virksomhed og flyttede til København. I 1845 ægtede han Enke efter Prokurator Hans Peter Møller (d. 1841) i Hillerød, Christiane f. Prom. Han har kun udstillet faa Gange, i 1826 et Relief »Odysseus og Tiresias« og efter sin Rejse, i 1838 og 1845, nogle Buster. Jahn boede i sine sidste Aar paa Frederiksberg og døde der den 24. September 1881.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid,  1881,   Nr. 226.;

 

Jansen. Henrik Jansen, Maler, født i Flensborg 1625, drog til Holland, hvor han blev Lærling af Rembrandt, og derfra til Italien og Spanien. Efter at have været borte i tre Aar (1654—57) kom han tilbage til Danmark, var i København under Belejringen 1659 som Frederik IIFs Hofmaler, men flyttede tilbage til Flensborg, hvor han døde 1668, 43 Aar gammel.

(Efter Weinw. Lex., der ingen Kilde nævner.)

 

Jansen. Rasmus Jcmsen, Portrætmaler, af København, fik 1703 Borgerskab som Skildrer, var gift før 1719 og boede ved den Tid i Skindergade.

(Raadstuearchivet.    Rigsarchivet.)

 

Janssen. Luplau Janssen, Maler, født i Sørbymagle Præste-gaard den 15. Juni 1869, er Søn af Sognepræst Carl Emil Janssen (f. 1813, d. 1884) og Louise Sofie Frederikke f. Luplau (f. 1827, d. 1895). Han kom i Malerlære i København, senere i Helsingør, blev Svend 1889, understøttedes af en Privatmand, der optog ham i sit Hus, for at han kunde uddanne sig til Kunstner, besøgte om Vinteren det techniske Selskabs Skole, for at forberedes til Akademiet, som han besøgte fra April 1887 til Maj 1891, dog uden at tage

 

497

Afgang, men fik i det sidste Semester Skolens Understøttelse til Studierejse (125 Kr.). Han udstillede første Gang i8go, men vakte mere Opmærksomhed 1891 ved en Malkepige og et Portræt, fore­stillende hans Søster, og fik samme Aar 200 Kr. til en Studierejse fra Udstillingsfonden. I 1893 udstillede han bl. a. et raderet Por­træt af Faderen og i 1894 et Dobbeltportræt, forestillende Pastor Borup og Hustru, Kunstnerens Svigerforældre. I 1893 fik han en Understøttelse af den Raben-Levetzauske Fond, i 1894 af Akademiet, hver Gang 300 Kr. Ved Siden af sin Virksomhed som Kunstner er han Lærer ved det techniske Selskabs Skole, ved en af Kommunens Skoler (efter at have gennemgaaet Kultusministeriets Kursus for Tegne­lærere) og har selv en Malerskole. Janssen ægtede den 18. Maj 1893 Marie Borup (f. 1870), Datter af Sognepræst Julius Theodor Borup (f. 1814) og Marie f. Trier (f. 1827).

(Priv. Medd.    Elvius.    Nat. Tid.  1895.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jantzen. Hans Henrik Jantzen, Maler, født den 14. Februar 1857 i Vesterladen ved Nørresundby, er Søn af konst. Skibsmægler paa St. Croix Julius Peter Gotfred Jantzen (f. 1828) og Constance f. Resch (f. 1827, d. 1875). Efter sin Konfirmation kom han i Maler­lære, besøgte det techniske Selskabs Skole og C. F. Andersens Tegne­skole, kom i Januar 1878 ind paa Kunstakademiet, hvorfra han den 25. Maj 1888 fik Afgangsbevis som Maler. Han har udstillet fra 1885 til 1889, første Gang et Portræt, senere Landskaber, tildels i Pastel og i 1889 tillige en Radering. Nogen Sygelighed, mulig frem­kaldt af Overanstrængelse, hæmmede hans Udvikling. Imidlertid rettede han sig og rejste i Foraaret 1891 til New-York, hvor han ernærer sig som Portrætmaler.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jardin. Louis Henri Jardin, Architekt, født i St. Germain des Noyers i Frankrig 1730, blev tilligemed sin ældre Broder, som nævnes nedenfor, indkaldt til Danmark som Bygmester, mulig paa Billed­hugger Salys Forslag (1754). Han blev udnævnt til kgl. Bygmester med 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) i aarlig Lønning og til Professor i Perspektiv med 200 Rdl. om Aaret ved det nys oprettede Kunst­akademi, der den 15. Januar 1755 optog ham til ordentligt Medlem. Hans Receptionsarbejde var Tegningen til et Landslot. Foruden de Forelæsninger, han maa have holdt som Professor, synes han ikke

 

N. K. L.    I.                                           December  1895.                                     3²

 

⁴⁹⁸

at have faaet Lejlighed til at virke som Bygmester (jfr. N. H. Jardin), thi han døde allerede den 8. Oktober 1759 kun 29 Aar gammel paa Charlottenborg.

(Weinw., S. 153. do. Lex. Sandv., S. 77. Adresseav. 1759, Nr. 35. Hen­nings, S. 72. Rigsarch. Akad. Invent. 1793. Akad. Thiele. Kunstakad., S. 99 og 121.)

 

Jardin. Nicolas Henri Jardin, Architekt, født den 22. Marts 1720 i St. Germain des Noyers, havde været Elev af Kunstakademiet i Paris, hvis Grand prix de Rome han vandt og rejste 1744 til Rom, hvor han tilligemed Saly havde uddannet sig videre ved det franske Akademi; han opholdt sig der i ti Aar og granskede Old­tidens Bygningslevninger. Senere udgav han en Række architektoniske Blade som Frugten af sine Studier. Rimeligvis paa Salys Forslag blev han indkaldt til Danmark for at opføre Frederikskirken, den saa kaldte Marmorkirke, hvortil Grunden var lagt af Eigtved (s. d.), hvis Tegninger man senere har fundet. Det var vistnok kun ifølge Kunstnerens eget udtrykkelige Ønske, at dennes ti Aar yngre Broder, som ovenfor nævnt, fulgte med til Danmark. Efter at der ved Legationen i Paris var afsluttet en Kontrakt med Jardin den 12. Ok­tober 1754, kom han til København i Slutningen af 1754, og blev strax udnævnt til Hofbygmester med 4000 Rdl. d. C. (12,800 Kr.) i aarlig Lønning samt til Professor i Bygningskunsten ved Kunst­akademiet med 100 Rdl. om Aaret. Den 15. Januar 1755 blev han, tilligemed Broderen, Medlem af Akademiet og indsendte en Tegning til en Æreport som Receptionsarbejde. Men hverken hans eller Broderens Mellemsstykke findes mere i Akademiet.

Kunstnerens Hovedværk er den ufuldendte Marmorkirke. Grund­stenen var allerede lagt den 30. Oktober 1749, efter at der var ned-rammet Pæle i den bløde Grund, og den egentlige Grundvold var altsaa given. I Løbet af 18 Maaneder gjorde Jardin fire forskellige Udkast til en Kirke, der skulde bygges af norsk Marmor. Det Ud­kast, som blev valgt, er bl. a. afbildet i Pontoppidans Danske Atlas efter en Model i Træ, som en Kunstsnedker Lemann har udført.¹ Da det nødvendiggjorde en Udvidelse af Fundamentet, synes det egentlige Byggearbejde først at være begyndt i 1760, og i Begyn-

 

¹ Jardin lod senere selv udarbejde fem store kobberstukne Blade efter sine Tegninger til Krederikskirken, og disse udkom 1765 tilligemed Stik efter Kunst­nerens Dekorationer i Slotskirken og Riddersalen paa Christiansborg, under Titel: »Plåns, coupés et elevations &c. far JV. H. Jardin, Copenhague 17631.

 

499

delsen af 1764 var, efter Pontoppidans Angivelse, Murene kun naaede femten Alen over Grunden. Efter Jardins Beregning skulde der medgaa 27 Aar til den egentlige Bygnings Opførelse og i alt hundrede Aar til dens fuldstændige indre og ydre Udsmykning, naar der anvendtes 20,000 Rdl. d. C. aarlig til dette Værk. Det naaede imidlertid ikke videre, end saaledes som Ruinen henstod, da Op­førelsen af »Frederikskirken« 11878 blev besluttet og iværksat. Thi ved Udgangen af 1770 fikjardin sin Afsked, Stilladserne blev nedbrudte, og Arbejdet standsedes. Harsdorff og senere Hetsch og fl. a. ud­arbejdede Planer til en Fuldførelse af Bygningen efter en mere ind­skrænket Maalestok; men ingen af disse blev iværksat.

Efter Thuras Død (1759) var Jardin tillige bleven udnævnt til Intendant over de kgl. Bygninger, og han kom som saadan til at udføre enkelte Pragtdekorationer, saaledes af Slotskirken i Anledning af Frederik V's Ligfærd med en stor Katafalk, og af Riddersalen i Anledning af Christian VII's Kroning; men han fik ikke noget andet større Bygningsværk for Statens Regning. Dog var Riddersalens Udsmykning ikke blot en midlertidig Dekoration, men et Led i Byg­ningens Fuldførelse. Den rostes meget for sin Skønhed, men gik til Grunde ved Slottets Brand (1794). For Private tegnede Jardin i 1762 til Grev Bernstorff et saakaldet »Sommerhus«, d. v. s. Lyst­slottet Bernstorff ved Gentofte, der 1843 blev kgl. Ejendom og ved Statsforandringen Domæne. Siden Prins Christian blev Tronfølger og derefter Konge har det været hans Sommerresidens. Det blev opført i en ret simpel italiensk Stil og gør ved sin sjælden heldige Beliggen­hed en smuk Virkning, hvad enten man fra Hovedstadens Nærhed ser det lille Slot som Led i Landskabet, eller fra dette selv kaster Blikket hen over det afvexlende og stemningsrige Billede, der fra Vinduerne udbreder sig for Beskueren. Samme Aar blev Kunstneren udnævnt til korresponderende Medlem af Kunstakademiet i Paris og rejste i December Maaned en Tur til Frankrig, maaske i den Anled­ning; men den 25. April 1763 var han atter i København efter knap fem Maaneders Fraværelse. I 1764 blev Fredensborg Slotshave omlagt efter Jardins Forslag, rimeligvis omtrent i den Skikkelse, hvori den endnu ses, i det mindste skyldes de store Alleer, der løbe fra Slottet ned til Esrom Sø, dette nye Anlæg. Efter den Tid falder vistnok først Opførelsen af en Havesal med et Fuglehus til Grev Moltke i Haven ved dennes nye Palæ paa Amalienborg Plads (»Chri­stian VII's Palæ«). Det blev opført i>dans toute la simplicité antique«., som  Hennings  skriver,   i   Skikkelse   af  en   rund,   af  ioniske   Søjler

 

500

baaren Hal, der dækkes af en Kuppel.^l Det var tillige et Forsøg paa at bruge den bornholmske Kalksten til Bygningsværker, et Forsøg, som trods Haandværkernes Indsigelse lykkedes godt, thi den lille Bygning er nu langt over hundrede Aar gammel. Dog har det ikke fundet Efterligning i den senere Tid. Forandringen af Thotts Palæ ud mod Kongens Nytorv er ogsaa af Jardin. Tillige tillægges ham det Palæ i Amaliegade, som kaldes »det gule Palæ«. Et Arbejde, der vistnok tilhører en tidligere Tid, er Gravkapellet ved Karise, sorn det i 1766 blev overdraget Harsdorff at fuldføre (s. d.j. hvis det ellers er af N. H. Jardin. Da han ved den Tid ikke alene var i København endnu, men som det synes netop byggede for Grev Moltke, er det underligt, at han ikke fuldendte et saa lille Bygningsværk, og der kan være Grund til at tilskrive hans yngre Broder, der døde 1759, dette Arbejde. Blandt de Tegninger, Jardin ved sin Bortrejse afgav til Akademiet, var rigtignok »Et Begravelses­kapel«, men, efter et Stik at dømme, synes det at have været et ældre akademisk Projekt.

Efter at Jardin ved Udgangen af 1770 var afskediget som kgl. Bygmester og paa Christian VII's Forestilling havde faaet St. Michaels-ordenen af den franske Konge, indrettede han sig paa at forlade Danmark, saa snart Aarstiden tillod det. I Akademiets Møde den 25. Marts 1771 udbad han sig, at han selv maatte forblive staaende ved Akademiet som ancien Professeur, og at det vilde vælge Hars­dorff til hans Eftermand. I Maj afleverede han sine Tegninger og i Løbet af Sommeren rejste han hjem over Holsten, hvor han besøgte Grev Bernstorff paa Vejen. I Paris blev han ordentlig Medlem af Kunstakademiet og kgl. Architekt, men trak sig under Revolutionen tilbage til sin Fødeby og døde der 1799. P. Als har malet hans Portræt (1764) som Medlemsstykke.

(Weinw., S. 153—57. do. Lex. Sandv., S. 77. Adresseav. 1762, Nr. 91; 1763, Nr. 38. Hennings, S. 67—72. Akad. Thiele, Kunstakad., S. 99, 156—57 °g '59—62. Pontoppidan, Dske Atlas II, S. 193—96, 230 og 266. Jonge, Kbhv. 'Beskriv., S. 510. Collin, For Hist. og Stat. II, S. 276. F. J. Meier, Marmorkirken. Bricka, VIII, 389—91. Rigsarch. Krohn, I 149. Priv. Medd.)

 

Jastrau. Viggo Jastrau, Tegner, er Søn af Musiker Andreas Martin Jakob Ludvig Jastrau (f. 1823), Kantor ved St. Knuds Kirke i Odense, og dennes første Hustru Emma Josefine Louise f. Frantzen

 

¹ Senere   skal   det   have   været   brugt   som   Badstue   (Sterm,   Kbh.s   Beskr.,s. 523).

 

501

(f. 1825, d. 1878); han blev født den 29. Marts 1857. Efter at have gaaet i Skole i Odense var han 1873 til 1883 ved Handelen; men da han havde Lyst til at være Kunstner, besøgte han 1883—84 Kunstnernes Studieskole under L. Tuxen, og var derefter med privat Understøttelse et Aar i Paris (1885), kom atter til København og besøgte i Vintrene 1886—87 og 1887—88 Studieskolen under Krøyer. Han har særlig uddannet sig til Illustrationstegner og har tegnet til en Mængde Tidsskrifter og Bøger, hvoraf fremhæves »Irske Sagn og Æventyr« og »Aucassin og Nicolete«. Siden 1887 har han jævnlig udstillet de originale Tegninger til saadanne Illustrationer. Den 22. Februar 1895 ægtede han Thyra Caroline Steinhauer (f. 1868), Datter af Justitsraad, f h. Museumsinspektør, Carl Ludvig Steinhauer (f. 1816) og Mariane Mathilde f. Christensen (f. 1837, d. 1883), Søster til f h. dansk Konsul i New-York, General Th. Christensen. Jastrau blev 1888 Inspektør ved Kunstforeningen.

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 393 om Forældre.    Udst. Fortegn.)

 

Jebsen.    Johan Jebsen, Maler, se J. Jepsen.

 

Jensen. Agnes Emma Sofie Jensen, Malerinde, født den 4. De­cember 1854 i Nykøbing paa Sjælland, er Datter af Etatsraad, Amts­forvalter Niels Lauritz Christian Jensen (f. 1814, d. 1887) og Agnetine Sofie Frederikke f. Petersen (f. 1826, d. 1894). Hun er opdragen paa Bornholm, hvor Faderen i hendes Opvæxt havde Embede, og besøgte, efter at Familien var flyttet til København, Tegne- og Industri­skolen for Kvinder, samt Bertha Wegmanns Tegnekursus. I 1889 fik hun Adgang til den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, hvis Modelskoles Forberedelsesklasse hun dog kun besøgte et Par Semestre (1890 og 1891). Forinden havde hun lært at male hos hos Jul. Paulsen og allerede 1887 udstillet et Figur­billede; i 1891 udstillede hun et Par Portræter og i 1892 et Figur­billede; disse sidste udførte i Pastel. Kunstnerinden arbejder for øvrigt mest i kunstindustriel Retning.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 1888 og 1895.)

 

Jensen. Albert Christian Jensen, Architekt, Søn af Købmand Søren Anders Jensen (f. 1808, d. 1884) og Anne f. Jørgensen (f. 1810, d. 1879) i Frederikssund, er født der den 25. December 1847, var Elev af J. H. Nebelong og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1864 til den 2. Juli 1870, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Der-

 

502

efter vandt han i 1874 den mindre Guldmedaille for »Et Lokale til et dramatisk Selskab« og i 1876 den store for »En Kuppelkirke som Sejrsmonument«, medens han samtidig arbejdede hos J. H. Nebelong og F. Meldahl. Han rejste kort efter udenlands med Akademiets store Stipendium, men sluttede sig efter Hjemkomsten i 1878 atter til F. Meldahl, med hvem han har deltaget i flere betydelige Arbejder, saaledes Opførelsen af Herregaardene Trolleholm og Trollenås i Skaane (1886—93) og navnlig Fuldførelsen af »Frederikskirken« efter et nyt Projekt, hvori den staaende Ruin kun delvis er benyttet (fuld­endt 1894). Han deltog ogsaa med Meldahl i Konkursen om Gen­opførelsen af Christiansborg Slot; deres Projekt fik den største uddelte Præmie, 5000 Kr. For den russiske Architekt, Gehejmeraad D. J. Grimm ledede han Opførelsen af den russiske (græsk-katholske) Kirke i Bred­gade (1882—83). Selv har han givet Tegning til og opført Udstil­lingsbygningen ved Charlottenborg (indviet 1883), de Brockske Handel­skolers Bygning ved St. Annæ Plads, Toldbodens Frilagerbygning og »Magasin du Nords« store Handelspalæ. Tillige har han fra 1879 været Assistent ved Kunstakademiets Bygningskole, blev ved Fundats­forandringen i 1883 valgt til Medlem af Akademiet og fik den 3. Ok­tober 1890 Sæde i Akademiraadet. I 1883 blev han Ridder af Danebrog, i 1894 Danebrogsmand og har tillige to russiske Ridder­ordener. Den 28. November 1878 ægtede han Caroline Sofie Nebelong (f. 1848), Datter af Architekten N. S. Nebelong (s. d.).

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 397.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Statskal.)

 

 Jensen.    Alfred Jensen, Architekt, se A.  J. Raavad.

 

Jensen. Brita Jensen, Malerinde, er Datter af Ciselør Knud Christian Jensen og Vilhelmine f. Rasmussen, og er født i Køben­havn den 2. November 1872. Hun er Søster til Medaillør Knud Gunnar Jensen (s. d.). Uagtet hun ikke har udstillet, medtages hun dog her, da hun i Foraaret 1895 efter Bestilling har udført et Por­træt af afd. Formand i Arbejderforeningen af 1860 Chr. V. Rimestad til Ophængning i dennes Festsal. Det afsløredes med stor Højtide­lighed i April 1895. Samme Efteraar afrejste hun til Italien for sin Helbreds Skyld.

(Priv. Medd.    Politiken og Nat. Tid. April 1895.)

 

Jensen. Carl Christian Oluf Jensen, Porcelænsmaler, er Søn af Kedelsmed Christian Harald Jensen (f. 1840, d. 1878) og Ane Kirstine f. Jensen (f. 1838) og blev født paa Christianshavn den

 

503

i y. Februar 1871. Efter sin Konfirmation (1885) kom han i Porce-lænsmalerlære paa den kgl. Porcelænsfabrik, var udlært den i. Maj 1890, men vedblev at være knyttet til Fabriken, medens han besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han den i. Februar 1890 blev dimitteret til Kunstakademiet, og der rykkede han i 1892 op i Model­skolens Forberedelsesklasse; i Januar 1895 forlod han Akademiet. Paa Porcelænsfabriken fik han imidlertid Plads i Kunstafdelingen, hvor han ogsaa er medvirkende ved Undervisningen af Elever.

(Priv. Medd.    Akad.    Medd. fra Pore. Fabr.)

 

Jensen.    Carl Georg Jensen, Maler, se Karl G. Jensen.

 

Jensen. Carl Vilhelm Marius Jensen, Maler, Søn af Krigs­assessor, Fuldmægtig i Krigsministeriet Niels Jensen (f. 1792, d. 1867) og Florentine Jakobine f. Norup (d. 1879), er født i Ringsted den 12. Juni 1819. Han besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Maler, blev 1839 Elev af Modelskolen, og udstillede i Aarene 1839—42 et Par tegnede Portræter og nogle Landskaber, navnlig fra Gisselfeldt og fra Horsens. Et af disse, »Gissel-feldt Hovedbygning (Kloster)«, blev 1840 købt til den kgl. Maleri­samling og er ophængt paa Fredensborg. I 1842 opgav Jensen imidlertid ganske Kunsten, blev Student 1844, deltog som Underlæge i den første slesvigske Krig i 1849, tog lægevidenskabelig Embeds-examen 1851, vandt 1852 Universitetets Guldmedaille, blev 1853 Prosektor ved Chirurgisk Akademi og var i 1855—57 udenlands med Universitetets Rejsestipendium. Efter Hjemkomsten var han i kort Tid Underlæge \ Marinen, indtil han i Foraaret 1858 ifølge Tilbud fra Grev Wedell-Wedellsborg blev Læge paa dennes Gods i Fyn med Bolig paa Liljedal ved Ejby, hvor han efter mere end 30 Aars Virksomhed som Læge døde den 13. August 1882. I 1858 ægtede han Frederikke Christiane f. Skeel (f. 1835), Datter af Kaptajn i Infanteriet Christian Skeel (f. 1789, d. 1850) og Maren (Marie) Dorothea f. Jacobsen (d. 1870).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Dansk Lægest. 5. Udg. Dag. Nyh. 1882, Nr. 219.)

 

Jensen. Christian Albrecht Jensen, Portrætmaler, født den 26. Juni 1792 i Bredsted i Slesvig, kom i 1811 til København, for at uddanne sig ved Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i Juli 1814. Samtidig uddannede han sig hos Lorentzen til Portrætmaler og vandt allerede ved sine i 1815 udstillede Portræter Opmærksomhed

 

504

for det Talent, hvormed de var malede. Aaret efter rejste han til­bage til sin Hjemstavn for at søge Fortjeneste som Portrætmaler og tjente saa meget, at han ³/4 Aar senere (1847) kunde rejse til Dresden for at uddanne sig videre. To Bestillinger af Prins Chri­stian Frederik, paa Hertugen af Augustenborgs Anbefaling, nemlig Kopier efter den sixtinske Madonna og efter Tizians Venus, satte ham i Stand til at rejse til Italien; nogle hjemsendte Kopier hjalp ham tillige til en kgl. Rejseunderstøttelse af 600 Rdl. r. S. en Gang for alle (1818). Efter et treaarigt Ophold i Italien, hvor han især sysselsatte sig med ret heldigt at kopiere nogle af Rafaels berømteste Malerier, saa han sig, trods sin »Sparsommelighed og utrolige Flittig­hed«, som en Ven af ham fremhæver, nødt til at rejse hjem »mod Forsæt og Forventning«, fordi han ikke havde det nødvendige til sit Livsophold i Italien. Han levede nu et Par Aar i Holsten og Slesvig, optaget af at male Portræter, og vendte i 1823 tilbage til København, hvor han den 14. April blev agreeret af Akademiet. Paa Portræter af Gehejmekonferensraad Malling og Kobberstikker J. F. Clemens blev han derpaa optaget til akademisk Medlem den 16. Februar 1824.

Efter Lorentzens Død 1828 søgte Jensen om det ledige Pro­fessorat ved Modelskolen, men blev ikke valgt; snart efter ægtede han Cathrine Lorenzen (f. 1796, d. 1874) og foretog (1831—33) med hende en ny Rejse til Udlandet, Tyskland og Italien. Efter Hjem­komsten blev han i April 1835 udnævnt til titulær Professor. I 1845 søgte han paany et Professorat ved Akademiet, men med ligesaa lidt Held. Derimod fik han Aaret efter fri Bolig paa Charlottenborg. Jensen var ikke alene en Tid lang meget søgt som Portrætmaler, men han agtedes ogsaa som en fortrinlig Kunstner i dette Fag. Ved Siden af den Ulighed, der ofte var i den techniske Behandling af Enkeltheder, ved Siden af den Svaghed, hvormed næsten alt andet end Hovedet og undertiden Hænderne var udførte, udmærkede hans Portræter sig som oftest ved Friskhed i Opfattelsen, Dygtighed i at gribe Personlighedens Ejendommelighed og en især den Gang ualmindelig Kækhed i Fremstillingen. Dog blev i hans senere Aar denne Kækhed til en Manér, der tilsidst næsten overskyggede de gode Egenskaber, han endnu bevarede. Jensen havde allerede i sine unge Aar lært den Kunst at rense og restaurere Kobberstik af Miniaturmaler V. A. Muller (1815) og fik derfor, efter Kobberstik­samlingens Ordning, Plads som Konservator ved denne. Fra 1857 holdt han op at udstille, men forblev i sin Stilling ved Kobberstik-

 

505

samlingen  til sin Død,   den  13. Juli 1870.     Den kgl. Malerisamling ejer to af hans Portræter og nogle Kopier.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skild. 1815, Sp. 443; 1818, Sp. 122, 441; 1819, Sp. 451. Bricka, VIII, 402. Dske Saml. 2. R. I, S. 328. Berl. Tid. 1870 og 1874. Strunk.)

 

Jensen. Christian Julius Jensen, Architekt, født den 20. Juli 1853 i Storehedinge, er Søn af Murmester Christian Jensen der og Ane Margrethe f. Hansen. Efter at have været i Murerlære hos Faderen blev han Svend 1870 og dimitteredes derpaa fra det tech-niske Institut til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1871 til den 30. Juni 1882, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han deltog i Konkursen om Udkast til Kunstmuseet og Christiansborgs Slots Genopførelse. Fra 1890 har han været Lærer ved det techniske Selskabs Skole. Sammen med Architekt Erik Schiødte (s. d.) har han opført Kontor-Vagt- og Told - Bygningerne samt nogle andre mindre Bygninger paa Frihavnens Terræn. I 1882 ægtede han Olga Marie Åkerblom.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Jensen. David Jensen eller Jenssen, Billedhugger, blev født i København den 19. November 1816. Han begyndte i 1832 at besøge Kunstakademiet for at uddanne sig til Billedhugger, vandt i 1835 den mindre og i 1837 den store Sølvmedaille for Modelering, kon­kurrerede derpaa to Gange forgæves til den mindre Guldmedaille, som han endelig opnaaede den tredje Gang (1841) for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42). Samme Aar fulgte han et Tilbud om fast Virksomhed som Billedhugger i St. Peters­borg. Efter at han i nogle Aar tillige havde været Lærer ved en derværende Kunstskole, fik han i 1845 det petersborgske Kunst­akademis Diplom som Kunstner, blev 1857 Medlem af Akademiet og 1868 Professor ved det. Han har i disse Aar virket baade som Architekt og Billedhugger ved Udsmykningen af Palæer og af private Boliger, og har modtaget saavel Ordener som kostbare Foræringer til Bevis paa den Tilfredshed, hans Arbejder vakte. Til­lige har han oprettet en Terrakottafabrik i St. Petersborg, hvorfra der er udgaaet en Række Arbejder, som der er trykket en russisk Fortegnelse over. Særlig Interesse for Danske har maaske et Sølvfad, hvilket han efter de Danskes Onske i St. Petersborg modelerede som Foræring til Prinsesse Dagmar ved hendes Formæling med Stor­fyrsten. Jensen blev i 1845 gift med Anna Caroline Steinberger født

 

506

i St. Petersborg, har voxne Børn og lever og virker endnu som Kunstner i St. Petersborg. I København har han, foruden sine Ungdomsarbejder, udstillet nogle faa fra St. Petersborg hidsendte Værker, sidste Gang i 1866 en »Opstandelsens Engel«, bestemt til et Gravmæle. I 1888 forærede han Kunstakademiet her Fotografier af et stort af ham projekteret Mindesmærke over Kejser Alexander II: men om det er blevet udført, vides ikke.

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 404.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Edvard Michael Jensen, Landskabsmaler, født i Køben­havn den 2. November 1822, er Søn af Skolebestyrer Jens Jensen og Louise Frederikke f. Steenberg. Hans Forældre havde først bestemt ham for Lærerstanden, men da han havde Lyst til at blive Kunstner, uddannede han sig til Landskabsmaler under H. Buntzens Vejledning. I 1863—66 var han i England, hvor han saavel i London, i det samme Aar stiftede »Scandinavian galleryi., som i Manchester og Dublin udstillede nogle af sine Arbejder. Efter 1864 har han levet her i København og udstillet som Landskabsmaler.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Ferdinand Vilhelm Jensen, Architekt, født den 27. Marts 1837 i København, var Søn af Viktualiehandler Anders Jensen, og begyndte at gaa paa Kunstakademiet i Januar 1854 for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1859 den mindre, 1860 den store Sølv-medaille og konkurrerede strax efter til den mindre Guldmedaille, som han dog først opnaaede 1863 for Opgaven »Et Landslot«. Aaret efter byggede han den kraftigt udformede Methodisternes Kirke i Rigensgade (indviet 1866) samt flere større Privatgaarde. I Forening med Vilhelm Petersen (s. d.) opførte han (1874 —76) en Række store Bygninger, deriblandt ved Tprvet foran Søerne for det københavnske Byggeselskab, og i Slutningen af 1867 flyttede han til Hamborg, hvor han bl. a. opførte Hansasalen og en Mængde Privathuse; men i 1882 vendte han tilbage til København og virkede nogle Aar som privat Architekt. Han døde den 15. April 1890. Jensen var et usædvanlig frodigt Talent, men svag af Karakter og svingede ogsaa i sin Kunst mellem Yderligheder. Han blev i 1860 gift med Alvilda Gruber (Frobøse).

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 404.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen.    Gabriel Jensen, Maler, se  O,  G. Jensen.

 

507

Jensen. Georg Arthur Jensen, Billedhugger, er født i Raavad den 31. August 1866 og er Søn af Gørtler Jørgen Jensen (f. 1831) og Marthine f. Harding (f. 1830). Efter sin Konfirmation kom han i Guldsmedlære i København og blev Svend; samtidig besøgte han de Massmannske Søndagsskoler. Dimitteret fra det techniske Selskabs Skole til Kunstakademiet gennemgik han dette fra Oktober 1887 til den 29. Januar 1892, da han fik Afgangsbevis som Billedhugger. Lige­som han under sin Skoletid ved Akademiet to Gange fik en Flids­præmie paa 100 Kr., saaledes har han ihærdigt fortsat sin Uddannelse ved i tre Aar (1892—94) at konkurrere til Pengepræmien i Sommer­tiden og har hver Gang vundet anden Præmie, medens forskellige Legat-Stifteiser ved Siden heraf have støttet ham med Pengehjælp. Jensen udstillede første Gang i 1889 en Buste, men vandt mere Opmærksomhed ved en i 1891 udstillet »Høstkarl«. I 1893 kon­kurrerede han med en »Bueskytte« til den Neuhausenske Præmie, men Præmien blev ikke uddelt. Den 7. April 1891 ægtede han Marie Antoinette Wulff (f. 1864) fra Mariebo paa Lolland.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen.    Gunnar Jensen, Stempelskærer, se K.  G. Jensen.

 

Jensen. Hans Jensen, Architekt, født 1804 og Plejesøn af Portrætmaler Christian August Lorentzen (s. d.), blev opdragen hos denne i hans Bolig paa Charlottenborg og kom efter sin Konfirma­tion i Murerlære samt besøgte fra 1819 Kunstakademiet, hvis Sølv-medailler han vandt i Aarene 1824—1825. Han var i nogle Aar Assistent ved Akademiets Bygningsskole, og vandt i 1829 den mindre Guldmedaille. Han konkurrerede derpaa i 1841 til den store Guld-medaille og tog sig meget nær, at den ikke blev tilkendt ham. Dog fandt man meget rosværdigt i hans Udkast. Disse Uheld røvede ham Lysten til at bruge sine Kræfter, uagtet han skal have været en duelig og talentfuld Kunstner. Imidlertid var han fra 1837 Infor­mator ved Kunstakademiets Bygningsskole, men efter nogle Aars Forløb sløvedes hans Aandskræfter, saaledes at han fik sin Afsked paa Grund af Svagelighed. Jensen var gift med Hansine Saxild (d. 1876), Datter af Justitssekretær Saxild i Trondhjem, men efter faa Aars Ægteskab bragte hans Sygdom ham ud af Virksomhed, og Familien havde en mørk Tid, indtil Døden bortkaldte ham den 24. April 1849 i ^et pludseligt Krampetilfælde, kun 45 Aar gammel.

 

508

Sin Plejefader, Lorentzen, satte han i 1829 et af ham selv tegnet Mindesmærke. Hans eneste Søn røbede ogsaa i sin Opvæxt Talent for Bygningskunsten, kom efter sin Konfirmation i Lære hos Tømrer­mester Blom og tegnede hos N. S. Nebelong, men 19 Aar gammel døde han pludselig.

(Priv.   Medd.      Akad.      Reitzel.     Udst. Fortegn.     Statskal.      Selmers   nekr. Saml., Register.)

 

Jensen. Hans Christian yensen, Portrætmaler, Søn af Høker, senere Grosserer Peter Jensen (f. 1804, d. 1894) og Caroline f. Hansen (d. 1841), er født i København den i. Februar 1836, kom efter sin Konfirmation til at gaa paa Akademiet, hvor han 1857 vandt den mindre Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samtidig malede han hos Marstrand og uddannede sig til Portrætmaler. Som saadan har han udstillet siden 1863. Han afbrød imidlertid strax sin Kunstner­virksomhed og gik frivillig med i Krigen, hvor han ved Indtagelsen af Als mistede sit højre Ben. Efter Krigen havde han i 1866 en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet og var atter i 1873 P^aa en større Udenlandsrejse til Tyskland og Frankrig med offentlig Understøttelse. Han er en meget søgt Portrætmaler, blandt hvis Arbejder kan nævnes, for Hoffet Hans Maj. Kongen, Brystbillede (1877), Enkedronning Caroline Amalie (1879—90) tre Gange; til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg Hans Maj. Kongen i Legemsstørrelse (1887) og Museumsdirektør J. J. A. Worsaae; for Udstillingsfonden Architekten N. S. Nebelong (1871) og Akademiets Forvalter, P. Truelsen (1875); til Theatret Kapelmester Paulli; til Ribe Domkirke Biskop Daugaard og Biskop Balslev; til Politikammeret, Politidirektør Crone, samt en Mængde andre Portræter af Adels­mænd, Digtere, Skuespillere, betydeligere Embedsmænd, Handels­mænd m. fl. Den 27. April 1880 blev han Medlem af Kunst­akademiet og fik samme Aar Titel af Professor; i 1889 blev han Ridder af Danebrog. Han ægtede 1882 Marie Holmblad (f. 1849), Datter af Fabrikejer Laurits Peter Holmblad (f. 1815, d. 1890) og dennes anden Hustru Caroline Marie Elisabeth f. Schack (f. 1820).

(Priv. Medd. Bricka, VII, 598, VIII, 408. Statskal. Elvius, Patr. SI. I. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Hans Ove Vilhelm Alfred Jensen, Maler, er født den 2. August 1840 i Odense, hvor hans Fader, Hans Christian Jensen (f. 1815, d. 1881) var Graver ved St. Knuds Kirke og gift med Ellen Cathrine f. Andersen (f. 1820). Da han havde Lyst til Teg-

 

509

ning, tog Kathedralskolens Tegnelærer C. Faber (s. d.) sig varmt af ham og anbefalede ham til Billedhugger C. Peters, som skaffede ham (1855) Plads i V. Kyhns Tegneskole og i Kunstakademiet, hvor han naaede til Gibsskolen med en treaarig Understøttelse fra Velyndere i Odense. Aaret efter (1856) udstillede han »Et Maleratelier«, fore­stillende Kyhns Atelier, som fremkaldte velvillige "Udtalelser til den unge Kunstner, der imidlertid, tvungen af Forholdene, maatte gaa i Malerlære, blev Svend med Udmærkelse, men opgav dog atter saa hurtig som mulig Haandværket og ernærede sig i sin Fødeby Odense ved at retouchere Fotografier og senere som Tegnelærer. Dog var han 1869—70 et Aar i København, hvor han atter besøgte Akade­miets Almindelig Forberedelsesklasse. Først 1877 fik han igen Lejlighed til at udstille en Portrættegning af N. F. S. Grundtvig og 1878 et Landskab, senere har han kun udstillet i 1881 og 1883, ligeledes Landskaber, og han har væsentlig ernæret sig ved at tegne Portræter. I 1873 blev han gift med Ida Vilhelrnine Elisabeth Sofie Bloch (f. 1848, d. 1891), Datter af Krigsraad og Fotograf Jørgen Theodor Bloch (f. 1817, d. 1892) og Vilhelrnine f. Tam.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Harald Christian Jensen, Lithograf, født den 5. August 1834 i København, er Søn af Snedker Lars Jensen og Amalie f. Jappe, og besøgte efter begge sine Forældres Død Vaj senhusets Skole indtil sin Konfirmation. I Maj 1851 blev han Lærling i Em. Bærentzen & Co.'s lithografiske Institut under Vesterbergs Ledelse, begyndte samme Aar at besøge Kunstakademiets Skoler og blev i 1857 Elev af Modelskolen. I 1858—59 arbejdede han som Lithograf i Wien og Miinchen og i 1862 et halvt Aar i Paris, for saaledes at uddanne sig videre i sit Fag. Han arbejdede i mange Aar i samme Institut, hvori han er oplært (det nuværende Hoffensbergske Etablissement), indtil han fra 1887 har arbejdet mere selvstændigt, og har foruden en Del Blade til »Danske Mindesmærker« og nogle Bøger, udført dels Portræter i Crayon - Manér, f. Ex. Docent Fjord, dels flere store Farvelithografier (Olietryk), saaledes Christian IX's Portræt efter Olrik, Frederiksborg Slot efter Købke, »De to Munke« og »Kortspillerne« efter C. Bloeh, »Marsk Stigs Døtre« efter C. Sundt-Hansen, m. fl. Den 28. Oktober 1863 ægtede han Andrea Lønborg (f. 1836), Pleje­datter af Proprietær P. la Cour, Datter af Uhrmager D. Lønborg og Frederikke f. Priergaard.

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 411.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn).

 

510

Jensen. Harald Vilhelm Jensen, Maler, Søn af Partikulier Christoffer Jensen og Ane Christine f. Olsen, er født i København den 24. December 1837. Han kom i Malerlære i København 1852, blev Malersvend 1856, besøgte (1854—60) Kunstakademiet, hvor han i 1859 vandt den mindre Sølvmedaille i Modelskolen. I 1861 kon­kurrerede han med »Scene fra Klampenborg« til den Neuhausenske Præmie, uden at opnaa den og har siden ikke udstillet, da han efter sin Faders Ønske maatte opgive Kunsten. Han er nu Spritfabrikant i Aalborg og blev den 16. Juli 1868 gift med Emilie Hansen.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.!

 

Jensen. Isak Louis Napokon Jensen, Maler, er Søn af Køb­mand Fritz Peter Edvard Jensen (f. 1815, d. 1878) og Julie f. Bloch (f. 1814, d. 1887); han er født i København den 15. August 1858. Efter at have gaaet i Efterslægtens Skole og været i Malerlære dimitteredes han af C. V. Nielsen til Kunstakademiet, hvis Skoler han fuldstændig gennemgik fra Januar 1876 til Januar 1882, dog uden at tage Afgang. Samtidig havde han paa egen Haand studeret efter Naturen og havde allerede 1879 »Det indre af en Bondegaard« paa Decemberudstillingen. Paa Foraarsudstillingen mødte han første Gang 1881 og har siden regelmæssig udstillet dels Landskaber, dels Billeder med architektoniske Motiver. Louis Jensen har i sine Studieaar nydt flere mindre Understøttelser dels af Akademiet, dels af forskellige Stiftelser og for disse Midler foretaget flere Udenlands­rejser; i 1894 vandt han den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere og i Oktober s. A. fik han det Kaufmannske Rejselegat, som da uddeltes for første Gang. Paa dette rejste han i Foraaret 1895. Louis Jensen blev den 29. Juli 1890 gift med Marie (Rita) Brorson (f. 1869), Datter af Korpslæge Christian Sofus Brorson (f. 1829, d. 1884) og Ida Vilhelmine f. Haslund (f. 1836).

(Priv. Medd. Vahl, Slægtebog, 9. H. S. 5. Bricka, VIII, 414. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Jens Thomsen Jensen, Landskabsmaler, er Søn af Gaard-ejer Peder Jensen (f. 1827) og Mette Kirstine f. Sørensen (f. 1832, d. 1891) og er født paa Faderens Ejendom, Ladegaard ved Skander­borg den 22. December 1862. Efter at have været et Par Aar ved Landvæsenet, kom han i Malerlære i København, besøgte det tech-niske Selskabs Skole, hvorfra han den 30. September 1880 dimitteredes til Kunstakademiet, hvor han dog kun rykkede op i Modelskolens Forberedelsesklasse, idet han i 1883 rejste paa Landet, for ved selv-

 

511

stændige Studier at uddanne sig til Landskabsmaler, og har indtil i Aar (1895) stadig levet i sin Fødestavn. I 1885 fik han et Par mindre Landskaber antagne paa Decemberudstillingen, og fra 1886 har han til Stadighed under Kendingsnavnet y. Th. Jensen udstillet paa Foraarsudstillingerne, for det meste Landskaber fra Skanderborg­egnen. Fra 1888 til 1891 havde han gentagne Gange mindre Under­støttelser til fortsatte Studier dels fra Akademiet, dels fra forskellige Stiftelser og har et Par Gange konkurreret om den Neuhausenske Præmie, dog uden at opnaa den. I 1891 har den kgl. Malerisamling købt »Urolig Vintermorgen«, i 1889 har han haft Billeder paa Verdensudstillingen i Paris, i 1893 * Chicago. Ved Siden af Land­skaber har han ogsaa malet Portræter og enkelte Figurbilleder. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Johan Laurents Jensen, Blomstermaler, var Søn af Skole­lærer Frederik Jensen (f. 1771, d. 1850) i Gentofte og Ane Margrethe f. Timm (f. 1774, d. 1867), og blev født i Gentofte den 8. Marts 1800. Da han tidlig ytrede afgjort Lyst til Kunsten, blev han efter sin Konfirmation (1814) sendt til København, for at uddanne sig ved Kunstakademiet. Allerede i sit 17. Aar var han Elev af Model­skolen, vandt i December samme Aar (1817) den mindre og i det følgende Kvartal den store Sølvmedaille. Den Lethed og Hurtighed, hvormed han havde vundet Sølvmedaillernej bragte ham i Tvivl, om han skulde vælge Portrætmaleriet eller Blomstermaleriet til sit egent­lige Fag, og han malede i nogen Tid baade som Figurmaler under Eckersbergs Vejledning og som Blomstermaler under C. D. Fritzsch. I 1819 udstillede han Arbejder i begge Retninger, hvori ogsaa begge hans Læreres Undervisning viste sig, som det synes, endnu paa en temmelig uselvstændig Maade. Imidlertid bestemte han sig ganske for Blomstermaleriet og udstillede i 1821 et Blomsterstykke, »der vækker højst fordelagtige Forventninger«. Samme Aar søgte han Rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos med en varm Anbefaling fra Akademiet, og i Maj 1822 opnaaede han en Under­støttelse af 300 Species (1200 Kroner) til en Rejse til Paris. Efter Præses, Prins Christian Frederiks Raad vilde han med det samme, ved et Ophold af omtrent fire Maaneder i Sevres, lægge sig efter Porcelænsmaleriet. Tillige kopierede han, for at øve sig, et stort Maleri af van Spaendonck.

Om Efteraaret 1823 var han atter i København, men først den 7. Oktober 1824 indgav han sin Begæring om at blive agreeret og

 

512

fik til Opgave for Reception at male »En Blomsterguirlande og nogle Frugter«; paa dette Billede blev han enstemmig valgt til Medlem den 7. November 1825. Tidligere paa Aaret, den 3. Maj, var han bleven udnævnt til Overmaler ved den kgl. Porcelænsfabrik i Køben­havn, hvor han virkede meget til Uddannelsen af yngre Kunstnere, navnlig i Blomstermaleri paa Porcelæn, og snart efter, den 27 Maj, ægtede han Signe Marie Vilhelmine Visby (f. 1804, d. 1885), Datter af Skolelærer Hans Jensen Visby (f. 1777, d. 1870) i Aagerup og dennes første Hustru Ane Magdalene f. Hahn (f. 1777, d. 1808). I 1833—35 foretog han en Rejse til Sydfrankrig og Italien, frem­kaldt af Hensyn til sin Kones Helbred, i 1835 blev han titulær Pro­fessor, i 1843 Ridder af Danebrog, i 1844 fik han fri Bolig paa Charlottenborg, i 1845 foretog han en Rejse til Paris og Holland. Det er de faa udvortes Hovedtræk i et Kunstnerliv, hvis vigtigste Begivenheder var hans Pensels Gerninger. Af hans Arbejder, der ere spredte paa mange Hænder, ejer den kgl. Malerisamling sex Billeder, hvoraf tre ere fremhængte.

Jensen arbejdede med en ganske ualmindelig Lethed, og han forbandt med Sans for en rig og smagfuld Anordning en kraftig Farve og, naar han vilde, en sikker og dygtig Tegning. Men hans store Penselfærdighed fristede ham ikke sjælden til at udføre Billeder, der ikke var hans Talent fuldkommen værdige, og blandt de flere tusinde Arbejder, der fremvoxede under hans utrættede Haands Virksomhed, er det kun en mindre Del, han selv endog vilde have været den første til at stemple som sit Talents sande, fuldbaarne Børn. Men blandt dem var der ogsaa Arbejder, hvori hans Sjæls hele Friskhed, hans usminkede Kærlighed til Naturen og hans Haands hele Lethed med udelt Kraft have præget sig. Allerede snart efter sin Bosættelse i København fik han sig et lille Landsted i sit Barn­domshjem Gentofte, med sin Malerstue øverst i et Slags Taarn. »Her levede han, paa en Maade hævet over Jorden . . ., og herfra lod han Blomster og Frugter regne ned.« I 1855 følte han nogen Svækkelse i sine Ojne; ikke desto mindre paatog han sig Udførelsen af en Række store Blomsterguirlander til den første Etages Loge­række i det senere nedrevne kgl. Theater, uagtet dette Arbejde skulde udføres i utrolig kort Tid, og ved anstrængende Flid lykkedes det ham ogsaa at tilendebringe et Værk, hvori hverken Anstrængelsen eller nogen Svækkelse i hans Øje var til at spore. Men dette Arbejde havde dog været over den aldrende Mands Kræfter, ved Nytaarstid begyndte han at sygne, uden dog at blive egentlig syg,

 

513

og den 26. Marts 1856 gik han bort ved en pludselig Død. Hans Støv kom til at hvile i hans kære Gentofte. Hans Portræt er malet af den nedennævnte Johannes Jensen.

(Mindeblade om J. L. Jensen. Kbhvn. 1856. Bricka, VIII, 420. Skild. 1819, Sp. 481. 1821, Sp. 501. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

 

Jensen. Johannes Jensen, Portrætmaler, født 1818 i Køben­havn, var Søn af Skibsfører Johannes Jensen og Sofie Emilie f. Poulsen (anden Gang gift med Snedker Valentin), kom efter sin Konfirmation i Malerlære og begyndte samtidig (1832) at besøge Kunstakademiet. Efter at have uddannet sig til Portrætmaler, begyndte han at udstille 1843, og udstillede siden jævnt, om end ikke meget, indtil 1869. Af hans Portræter kan nævnes bl. a. Etatsraad Hvidt, A. S. Ørsted, Blomstermaler J. L. Jensen, Professor F. C. Sibbem, Skuespiller Michael Wiehe, Landskabsmaler F. Kraft o. fl. Foruden Portræter udstillede han ogsaa nogle Genrebilleder. Efter de faa Portræter at dømme, som Forfatteren har haft Lejlighed til at se, har han haft et kraftigt Talent, som maaske kun har savnet den fornødne Pleje for at have frembragt noget dygtigt. Efter Sigende skal han have været nogle Aar i Amerika, sandsynligvis mellem 1869—72. Han døde i København den 23. Maj 1873 og faa Aar efter døde ogsaa hans efterladte Enke, Emilie Hansine f. Hofgaard (d. 1876).

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Skifteretten.    Strunk.)

 

Jensen. Karl Georg Jensen, Maler, født den 22. November 1851 i Holstebro, er Søn af Købmand der Søren Harpoth Jensen (f. 1820) og Christine f. Møller (f. 1826). Efter sin Konfirmation kom han i Klejnsmedlære i København og blev Svend, blev derefter af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet i Januar 1873 og naaede op i Modelskolen, men forlod derpaa Akademiet i 1879 og malede saa nogen Tid hos Harald Foss. Han har udstillet paa Foraars-udstillingen siden 1879, i Førstningen Landskaber, i de senere Aar ogsaa Architekturbilleder, mest Interiører, og fra 1892 paa den frie Udstilling. I 1889 fik han paa Verdensudstillingen i Paris »hædrende Omtale« for et Architekturbillede. Ved Siden heraf har han haft sit Hovederhverv som Tegner til illustrerede Blade og Bøger, saaledes i disse Aar til Kr. Bahnsons Ethnografiens Historie.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Knud Gunnar Jensen, Stempelskærer, er født i Køben­havn den 31. Marts 1863 og er Søn af Guldsmed og Ciselør Knud

 

N. K. L.    I.                                             Januar 1896.                                         33

 

514

Christian Jensen og Vilhelmine f. Rasmussen, lærte at ciselere hos Faderen og paa det techniske Selskabs Skole, hvorfra han den 31. Maj 1880 dimitteredes til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 29. Januar 1885 Afgang som Modelerer. Han besøgte endnu Akademiet 1885—86 og konkurrerede i 1887 til Guld-medaillen, dog uden at opnaa den, fik derpaa i December 1886 Ansættelse som Medhjælper ved Mønten og vandt i 1889 en Penge­præmie paa 300 Kroner for en Modelfigur. Til videre Uddannelse som Medaillør fik han i 1888 det Larssenske Stipendium til en Rejse til Paris og i 1892 en Rejseunderstøttelse fra Akademiet og besøgte da Italien. Af Medailler har han skaaret Stemplerne til Præmie ved den nordiske Udstilling i 1888 efter J. Skovgaards Model, Akademiets Medaille i Anledning af Majestæternes Guldbryllup 1892, modeleret af Th. Stein, en Medaille efter egen Model til Dansk Gartnerforening og en Medaille for Professor Jul. Thomsen efter A. V. Saabyes Model. Ved Siden heraf har han udført en Del kunstindustrielle Arbejder og udstillet nogle faa Gange. Brita Jensen er hans Søster. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Lauritz Jensen, Billedhugger, er Søn af Murer Anders Jensen (f. 1831) og Dorothea Marie f. Mortensen (f. 1835) og er født i Viborg den 22. August 1859. Da han viste kunstneriske Anlæg fra Barn, optog Enkefru A. V. Gotsche ham i sit Hus og lod ham opdrage. Efter at have besøgt det techniske Selskabs Skole, blev han Elev af Vilh. Bissen og gennemgik Kunstakademiets Skoler fra Oktober 1877 til den 29. Januar 1885, da han fik Afgangsbevis som Billedhugger. Han har udstillet siden 1880, i Førstningen mest Dyrefigurer, ligesom han i det hele vistnok har sit heldigste Om-raade som Dyrebilledhugger. I 1883 udstillede han et stort dekora­tivt Arbejde »En siddende Løve med Odense Byvaaben« til Raad-huset i Odense. Til den nordiske Udstilling i 1888 modelerede han en kolossal Gruppe »En Kelter til Hest kæmpende med en Uroxe«, (tilh. Etatsraadinde Heyman), som vakte saa megen Opmærksomhed, at han fik Akademiets Rejsestipendium (2000 Kr.), som fornyedes for 1889. Efter Bestilling fra Brygger C. Jacobsen modelerede han til Carlsbergs Glyptothek »To Kristne paa Arenaen« (udst. 1891). I 1893 modelerede han paa Brahetrolleborg »To Jagthunde« (Pointere, udst. 1894), som ere udførte i Bronce til Statens Samling og et andet Exemplar til Kammerherre Treschow. Af hans mange Dyr og Dyregrupper er bl. a. »En Tyr« bleven skænket til det techniske

 

515

Selskabs Skole og to Løver opstillede foran Odense Raadhus. L. Jensen ægtede den 16. Maj 1894 Emilie Mathilde Dagmar Johansen (f. 1870), Datter af Justermester ved Mønten, Morton Johansen (f. 1818, d. 1878) og Mariane Sofie f. Lundberg (f. 1832). Kort efter (24. Maj) rejste det unge Ægtepar til Chicago, hvor Jensen er Medarbejder paa et større Mindesmærke som C. Rohl-Smith (s. d.) udfører for Staten Iowa. (Priv. Medd. Bricka, VIII, 423. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jensen.    Louis Jensen, Maler, se /. L. N. Jensen. Jensen.    Oluf Jensen, Porcelænsmaler, se C. C.  O. Jensen.

 

Jensen. Oluf Gabriel Jensen, Maler, er Søn af pensioneret Jokaj hos Enkedronning Caroline Amalie, Gabriel Jensen (f. 1817) og Anna Cathrine f. Olsen (f. 1826, d. 1891) og er født den 7. Juli 1862. Efter sin Konfirmation kom han i Handelslære, og det var først efter at han havde aftjent sin Værnepligt, at han fra det tech-niske Selskabs Skole den 22. Oktober 1887 dimitteredes til Kunst­akademiet, hvorfra han den 28. Maj 1890 fik Afgangsbevis som Maler. Siden Foraarsudstillingen 1891 har han stadig udstillet, dels Portræter, saaledes i 1893 sin Faders Portræt, dels Genrebilleder og Landskaber med Dyr. Han har haft et Par mindre Under­støttelser (1891 og 1893) fra Legatstiftelser.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen.    Peder  Vilhelm Jensen, Maler, se P.   V. Jensen-Klint.

 

Jensen. Søren Christian Jensen, Portrætmaler, født den 6. Ok­tober 1870 i Træløse i Skjelby Sogn, er Søn af Vægter Jakob Jensen, kom efter sin Konfirmation til København, besøgte det techniske Selskabs Skole og dimitteredes derfra til Kunstakademiet, hvis Skoler han hurtigt gennemgik fra Oktober 1886 til den 29. Maj 1890, da han fik Afgangsbevis som Maler og tillige en Flidspræmie. Han har siden 1892 udstillet Portræter, bl. a. af Etatsraad H. P. Lyngbye samt nogle Studier.

(Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Thomas Martin Jensen, Maler, Søn af Possementmager Martin Jensen og Marie Helene f. Nielsen, er født i Aabenraa i Sønderjylland den 20. Maj 1831. Da han tidlig ytrede Lyst til at tegne og male, blev han i 1847 sat i Malerlære i Haderslev, og

 

516

efter at han var bleven Svend (1851), kom han til København og fik Arbejde ved den Industriudstillingsbygning, som den Gang blev opført. Om Efteraaret s. A. rejste han imidlertid til Aarhus og derfra til Frijsenborg, hvor han ved Restauration af et Epitaf vakte Grevinde Frijs' Opmærksomhed, saaledes at han derved fik Midler til atter at komme til København for at uddanne sig til Kunstner ved Akademiet. Efter at han i Efteraaret 1852 var begyndt i Ornamentskolen, rykkede han hurtig op til Modelskolen, saa at han allerede 1855 kunde vinde den mindre, og 1856 den store Sølv-medaille. Fra 1858—1865 har han dernæst udstillet i København, dels Billeder af Folkelivet, som »En kurhessisk Pige i Jylland« (hans første Billede, 1858), »Scene af Livet paa Fanø« (1862), »En Jæger paa Anstand« (1865), dels Portræter, og i 1863 fik han Akademiets Understøttelse til en Rejse i Indlandet. Han foretrak at gøre en Studierejse over Diisseldorf til Paris, Holland og Belgien. I 1865 rejste han til Miinchen, hvor han studerede et A årstid under Pilotys Vejledning, levede derpaa nogle Aar i sin Hjemstavn, Slesvig, som Portrætmaler og rejste endelig i Foraaret 1869 til New-York, hvor han snart vandt betydeligt Navn som Portræt- og Genremaler, og der er han endnu bosat. I 1866 ægtede han Louise Therese Seehusen, og i 1877 var han paa en Studierejse i München, i 1895 besøgte han København.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Valdemar Edvard Odin Jensen, Portrætmaler, Søn af Skrædermester Edvard Jensen og født 1853 i Slesvig, har besøgt Kunstakademiet i København fra Januar 1871 til den 30. Juni 1877, da han bestod Afgangsprøve som Maler. Han udstillede første Gang 1876 »Et Portræt«.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Carl Milton Jensen, Landskabsmaler, er født den 16. Juni 1855 i Slagelse, og Søn af Malermester Christian Vilhelm Jensen (f. 1814, d. 1890) og Vivika Marie f. Kruse (f. 1824). Han lærte at tegne og male af Faderen, der i sin Tid havde besøgt Akademiet og havde uddannet sig til Dekorationsmaler. I sit 18. Aar kom han til København, for ogsaa at uddanne sig i Dekorations-faget, men da hans Mester ikke lod ham lære noget, søgte han Arbejde som Terrakottamaler og besøgte det techniske Institut. Dimitteret af J. Th. Hansen (s. d.) kom han i Oktober 1874 ind paa

 

517

Kunstakademiet, som han gennemgik, men forlod i Januar 1880 Modelskolen uden at tage Afgang. Han begyndte at udstille i 1879 og har siden til Stadighed udstillet, i 1889 foretog han en Rejse gennem Tyskland og Svejts for egen Regning og i 1892 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for »Solskinsdag i Udsprings-tiden«. Den 24. Juni 1884 ægtede Milton Jensen sit Søskendebarn Caroline Albertine Jensen (f. 1859), Datter af Bagermester [Peter Frederik Jensen (f. 1820) og Inger Marie f. Krentel (f. 1815, d. 1860). I 1887 nyttede han, tildels for sin Hustrus Helbreds Skyld til Ran­ders, men der døde hun endnu s. A. den 29. December. Kunst­neren blev dog boende i Randers, . hvor han udførte en Del i pædagogisk Henseende betydningsfulde Dekorationsmalerier i de Skoler, som stod under Inspektør Ch. Gandrups Bestyrelse, og der ægtede han saa den 24. Oktober 1889 Mette Marie Ankerstjerne (f. 1867), en Datter af Købmand Gustav Ankerstjerne (f. 1838) og Anna Marie f. Westergaard (f. 1841). I 1893 flyttede han til Aar­hus, hvor han endnu bor.

(Priv. Medd.    Bricka, V,  565.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Niels Frederik Schiøttz-Jensen, Maler, er Søn af f h. Kordegn og Kantor Chresten Jensen (f. 1822) og Louise Andrea f. Schiøttz (f. 1825); han er født den 5. Februar 1855 i Vordingborg. Han kom efter sin Konfirmation i Handelslære, men da han vilde være Kunstner, tog han til København, hvor han blev privat dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Oktober 1873 til den 30. Juni 1879, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han studerede i Paris i 1882, var i 1886 i Italien, hvortil han fik en Rejseunder­støttelse af Akademiet paa 800 Kr., og var atter i 1891 et Aar i Italien. Schiøttz-Jensen havde den 2. Januar 1886 ægtet Augusta Pedersen Salomon (f. 1862), Datter af Antikvitetshandler Adolf Salomon og Edelvine Marie f. Lund. Han har udstillet siden 1880, for det meste Landskaber med Figurer, saasom »Brændesamleren og hans Kone« (1883), »Høstfolk gaa hjem om Aftenen« (1885), »Hørbrag-ning« (1890) og lignende, desuden nogle Landskaber fra Italien og et Portræt. I 1895 fik han første Gang Aarsmedaille for »Fiske­turen endt«.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen. Carl Martin Soya Jensen, Akvarelmaler, er født i Odense den 27. December 1860 og er Søn af Farver og Klæde-

 

518

fabrikant Carl Jensen (f. 1833) og Johanne Kirstine f. Rasmussen (f. 1835). Han blev Student fra Odense Skole 1879, tog anden Examen 1880, studerede Fysik, men lagde sig imidlertid efter Akvarelmaling under N. Bredal (1883—84), rejste derpaa til Paris og uddannede sig ved Akademiet der (1885—86). Han har udstillet allerede fra 1884 for største Delen Landskaber og Architekturbilleder i Akvarel, dog ogsaa enkelte Oliemalerier. Siden 1888 har han været Lærer i Akvarelmaling ved Kunstakademiet, i 1889 fik han en Rejseunderstøttelse fra Akademiet, som han dog først benyttede i Foraaret 1890, især til et Ophold i London, og udgav derefter en Theori om »Akvarelteknik«; i 1893 havde han en mindre Rejse­understøttelse, ligeledes fra Akademiet. Soya Jensen havde den n. November 1891 ægtet Malerinden Emilie Johanne Elise Bolvig, født i København den 7. Februar 1864, der i 1888 udstillede under sit Pigenavn, 1892 og 1893 som gift. Hun var Datter af Antikvitets­handler Johan Martin Emil Bol vig (f. 1835) og Annette f. Larsen (f. 1831). De havde kun været et Aar gifte, da hun døde den 6. December 1892. Efter halvtredje Aars Enkemandsstand viedes Soya Jensen den 28. Maj 1895 ^tu Ingeborg Regine Hammer (f. 1869), Plejedatter af Grosserer Carl Frederik Hammer (f. 1836) og Thora Emilie f. Møller (f. 1846); hendes Forældre var Redaktør Carl Frederik Sørensen (f. 1845, d. 1881) og Rosine f. Grossmann (f. 1846, d. 1892). Soya Jensen har ogsaa udstillet i Munchen og Dresden og solgt Arbejder der. Ved Siden af sine akademiske Kursus har han tillige været Privatlærer for mange, bl. a. ogsaa for Hds. kgl. Højhed Prin­sesse Louise.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Bricka, VIII, 432).

 

Jensen-Egeberg. Jens Jørgen Jensen-Egeberg, Maler, er født i Spettrup ved Horsens den 26. April 1848; han er Søn af Gaardejer Jens Pedersen (f. 1802, d. 1885) og Ane f. Egeberg (f. 1809, d. 1885). Han blev opdragen paa Landet, besøgte efter sin Konfirmation Uldum Folkehøjskole ved Vejle i to Vintre, kom i 1865 til Køben­havn og gik paa Blaagaards Seminarium, men af Lyst til at blive Maler besøgte han det techniske Institut, hvor han 1874 fik en Flids­præmie og Oktober s. A. dimitteredes til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik, saaledes at han den 17. Marts 1880 fik Afgangs-bevis som Maler. Siden 1881 har han udstillet dels Landskaber, dels Portræter og Genrebilleder; et Billede »Gamle Folk« (udst. 1885) forestillede hans Forældre, der døde kort efter hinanden s. A., et

 

519

Portræt i hel Figur (1892) forestillede hans Hustru. Han var nemlig den 15. Maj 1891 bleven gift med Rigmor Marie Kiær (f. 1866), Søster til Maleren H. Grønvolds (s. d.) Kone, og Plejedatter af Etats-raad, Direktør i Nationalbanken F. C. Smidt og Cathinka f. Lind-berg, der var Næstsøskendebarn med hendes Fader. Aaret efter var han en længere Udenlandsrejse med offentlig Understøttelse. Jensen-Egeberg har tillige udfoldet betydelig Virksomhed som Lærer, idet han allerede 1876 blev ansat som Lærer ved det techniske Selskabs Skole og 1890 blev Overlærer og Inspektør ved samme Skole. Han har ogsaa malet en Del Portræter i Pastel.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen-Klint. Peder Vilhelm Jensen-Klint, Landskabsmaler, født den 21. Juni 1853 paa Forpagtergaarden Mineslyst under Holstein-borg, er Søn af Mejeriforpagter Christen Jensen (f. 1795, d. 1869) og Johanne Andersdatter (f. 1816, d. 1872). Han gik i Skole i København og blev i 1877 polytechnisk Kandidat med første Karakter (Ingeniørfaget), var derpaa en kort Tid ansat under Hedeselskabet i Jylland, men vendte tilbage til København og blev i Maj 1878 dimitteret fra det techniske Selskabs Skole til Kunstakademiet, som han gennemgik til Januar 1885, dog uden at tage Afgang. Fra 1881 var han Lærer ved det techniske Selskabs Skole og fra 1883 begyndte han at udstille Landskaber, dels fra Dyrehaven, dels fra andre fjærnere Egne (under Navnet P. V. Jensen). Først 1893 antog han med kgl. Bevilling Tilnavnet Klint. Han har ogsaa modeleret og i 1890 udstillet et »Stuespringvand« og Model til et Springvand paa Amagertorv, samt i 1893 modelerede dekorative Vaser. Imid­lertid ernærede han sig samtidig dels ved Lærervirksomhed, dels som Ingeniør; i 1889 var han Assistent ved Kystsikringsarbejderne i Lemvig, i 1890 blev han Assistent hos Stadsingeniøren og fra i. Sep­tember 1892 har han faaet Ansættelse som første Assistent i Tegning ved den kgl. Veterinær- og Landbo-Højskole. Han havde nemlig allerede den 15. Oktober 1887 ægtet Mathilde Caroline Pedersdatter (f. 1846), Datter af Gartner Peder Markussen (f. 1808) og Ane Kir­stine Jeppesdatter (f. 1804, d. 1860).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Voigt, Polyt. Kand., Nr. 255.)

 

Jensen-Tersløse. Anders Christian Jensen-Tersløse, Landskabs­maler, født den 28. April 1857 i Tersløse, er Søn af Hjulmand Hans Jensen, og lærte Malerhaandværket i Slagelse, hvorefter han af J. F. Busch og C. F. Andersen i Januar 1880 blev dimitteret til

 

520

Kunstakademiet, men var kun naaet op i Modelskolens Forberedelses­klasse,  da han  atter forlod  det i Januar 1884,   og rejste i 1885 til Amerika,   hvor  han  opholdt sig til 1894,   da  han vendte syg hjem. Han har kun udstillet 1883 og  1885. (Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jensen-Wærum. Jens Peter Jensen- Wærum, Architekt, født i Randers den 31. Maj 1855, er Søn af Tømrermester Søren Jensen-Wærum (f. 1821) og Mette Kirstine f. Koch (f. 1821, d. 1888). Efter at have lært Tømrerhaandværket i Randers, gjort Svendeprøve og besøgt den techniske Skole i samme By, tog han 1874 til Køben­havn, fik i Januar 1875 Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik Tilladelse til Afgang (1879), men tog ikke Afgangs­prøve; samtidig tegnede han hos afd. Chr. Hansen og hos F. Mel-dahl. For at støtte sine Forældre i Hjemmet afslog han et Tilbud fra Theoph. Hansen i Wien, og bosatte sig 1879 ^som Architekt i Randers, hvor han i 1880—81 opførte den nye Rytterkaserne; Aaret efter var han paa en længere Udenlandsrejse med Ophold i Wien og Italien. I Randers har han bl. a. senere bygget et nyt Ridehus (1888), et Missionshus og den techniske Skole i 1892; desforuden en stor Del private Bygninger, Ombygninger og Restaurationer af Kirker m. m. Jensen-Wærum ægtede den 30. Oktober 1883 Anna Louise Nellemann (f. 1857, d. 1893), Datter af afd. Købmand Knud Erik Krag Nellemann og Marie f. Gjørtz.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Jenssøn. Peder Jenssøn, Billedskærer fra Kolding, har rned stor Dygtighed udført en rigt udskaaret, malet og forgyldt Træalter­tavle, forestillende den hellige Nadvere, til Jannerup Kirke i Thy. Den er kostet af Iver Kaas til Ulstrup og Fru Sofie Krag, og er mærket »Peder Jenssøn Bildtsnider Colding Anno 1648«.

(Medd. fra afd. Kontorchef Burm. Becker og fra Prof. Engelhardt. Pon-topp., Dske. Atlas, V, S. 457.)

 

Jepsen. Hans eller Johan Jepsen eller Jebsen, Contrafejer i København under Christian V, var Søn af Kræmmer Hans Jepsen og Margrethe Nielsdatter i Sønderborg og fik i Aarene 1687—97 Betaling for adskillige Arbejder, hvoriblandt nævnes af Figurbilleder »de norske Drenge, Mohrer og Dværge, han skildrede i Dronningens Have« og »Et Alterstykke«. Af hans Portræter kendes Christen Skeel, stukket af Pieter van Gunst, Frederik Brandt, Præst i Nykøbing p. F.

 

521

1683, stukket af Hubert Schaten, og Ole Borch, stukket af Samme. Han døde den i. Februar 1700, efterladende sig foruden Bohave 67 færdige Malerier, som i alt kun indbragte 592 Rdl. d. C. ved Auktion. Hans Pris var 10 til 12 Rdl. for et Portræt.

(Weinw.,   S. 92.    Sandv.,   S.  77.    Strunk.     O. Nielsen,   Kbh. Hist. V,  195. Wiedewelt, Pap. i Univ. Bibi.    Rigsarch.)

 

Jepsen. Morten Jepsen, Architekturmaler, er Søn af Skolelærer Jep Christensen (f. 1781, d. 1851) og Else Pedersdatter (f. 1790, d. 1844); han blev født i Strandby ved Frederikshavn den 24. Juli 1826. I sin tidlige Ungdom maatte han virke som Lærer, indtil han i 1846 tog til København for at uddanne sig til Kunstner; han fik Plads i Elementarklassen og var i 1847 rykket op i første Frihaands-tegneklasse, da han i 1848 forlod Akademiet for at deltage i Krigen, indtil han i April 1851 blev permitteret. Han arbejdede nu som Malersvend, besøgte Akademiet om Vinteren og blev Elev af J. L. Lund. For at ernære sig maatte han i 1853 atter tage ud som Huslærer, indtil han i 1863 fik Plads som Lærer ved Folkehøjskolen paa Hind­holm under A. Stephansen. Samtidig malede han Architekturbilleder og fortjente saa meget, at han 1866—67 kunde foretage en Rejse til Italien, hvorunder han opholdt sig et halvt Aar i Rom. Han besluttede nu udelukkende at leve som Kunstner, opgav i 1868 sin Lærerplads paa Hindholm og fik 1869 sit første Billede paa Ud­stillingen »Det indre af St. Knudskirke i Roskilde« (tilh. Geh.-Et. Tietgen). Senere har han foretaget et Par længere Rejser og fik i 1873 en Rejseunderstøttelse til Indlandet paa 300 Kr. af Akademiet. Han har malet og udstillet en Mængde Architekturbilleder, mest Interiører, fra forskellige Steder saavel i Danmark som i Udlandet, hvoraf ogsaa en Del ere solgte til Udlandet, bl. a. til Kunstforeninger i Sverig og Norge. »Koret i Notre-Dame i Paris, under Morgen­messen« (1878), tilhører Dronning Louise af Danmark. Jepsen er ugift.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jerichau. Harald Adolf Nikolaj Jerichau, Landskabsmaler, Søn af nedennævnte Kunstnerpar, blev født i København den 17. August 1851 og opkaldt efter Harald Conradsen. Han fik sin første kunstneriske Uddannelse hos C. V. Nielsen, besøgte Kunst­akademiets Perspektivklasse i 1868, lærte en kort Tid at male hos F. C. Lund og R. Eilersen og rejste derpaa med Moderen til Italien,

 

522

hvor han i Rom var Elev af daværende Direktør for det franske Akademi, Maleren Benouville. Næste Aar gjorde han en Studierejse til Tyrkiet og Grækenland, studerede 1871 et halvt Aar i Paris, var i 1872 atter i Konstantinopel, et Besøg i Danmark, derpaa i Paris og Svejts, indtil han i 1874 atter rejste med Moderen til Kon­stantinopel. Fra sit 18. Aar havde han, om end meget mod Faderens Vilje, været forlovet med sit Søskendebarn, Marie Kutzner (f. 1850), Datter af Gymnasiallærer i Hirschberg Theophilus Kutzner og Char­lotte Agathe f. Baumann, en Søster til hans Moder. Midt i Vinterens Hjærte rejste hans Brud ene til Konstantinopel, hvor de blev viede den 20. Marts 1875. Efter at deres førstefødte Søn var død tre Maaneder gammel og Forholdene i Konstantinopel blev ugunstige for det unge Par, rejste de til Neapel og Capri; Sorgen syntes at vige for nye Forhaabninger, da en pludselig hæftig Sygdom paa faa Dage bortrev den unge Hustru den 7. November 1876. Jerichau var ned­bøjet indtil Tanken om Selvmord, al Arbejdslyst slukt, og hans eneste Hu stod til at besøge Hustruens Grav i Neapel. Han rejste alene derned og vendte styrket paa Legeme og Sjæl, som efter et Igenfødelsens Bad, tilbage til Perugia. Han rejste derfra til Rom, begyndte at male med Kraft og Iver, men blev om Vinteren angreben af den italienske Koldfeber, der gik over til Tyfus, og midt under den mest lovende Udvikling af hans rige Talent bukkede han under for Dødens kolde Haand den 6. Marts 1878. Hans Lig stededes til Hvile paa den protestantiske Kirkegaard ved Cestius-Pyramiden.

H. Jerichau udstillede ved Forårsudstillingerne fra 1873 til 1879, vel kun faa Billeder, der viste et gryende Talent, en Frihed i Be­handlingen og en malerisk Sans, der pegede hen paa hans Uddannelse i Kunstens store Centrer; men dog først i det Billede, der talte hans Sag d'outre tombc, traadte hans Snilles hele Omfang og modne Ud­vikling fuldstændig frem. Det forestiller »Sletten ved Sardes«, som, paa Bestilling af afd. Brygger J. C. Jacobsen, var forberedt ved Studier i Østerland, og i hans sidste Leveaar fuldførtes i Rom. Ejeren skænkede det til den kgl. Malerisamling, hvor det vemodigt vidner om en afbrudt, lovende Kunstnerbane.

(E. Jerichau, Til Minde om Harald Jerichau. 111. Tid. 1878, Nr. 971. J, Lange, Billedk., 432—37. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Bricka, VIII. 442. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jerichau. Holger Hvitfeldt Jerichau, Landskabsmaler, yngre Søn af det nedennævnte Kunstnerpar, er født i København den

 

523

29. April 1861 og uddannede sig i Udlandet, hvor han med faa Afbrydelser ogsaa har levet, dels i Italien, dels i Sydrusland, Orienten og i Indien, hvor han i 1894 besøgte en gift Søster. Hans siden 1884 udstillede Billeder, saa vel som en Mængde ved flere Auktioner solgte Landskaber, ere for storste Delen malede over udenlandske Motiver fra de Steder, han har besogt paa sine Rejser. Under et Ophold i Danmark 1885—86 malede han ogsaa nogle danske Land­skaber, især fra Egnen om Hirsholm, hvor han flere Gange har boet; under samme Ophold ægtede han den 12. Maj 1886 Anna Frederikke Birch (f. 1861), Datter af Branddirektør i Roskilde Georg Emil Birch (f. 1826) og Frederikke Cecilie f. Leth (f. 1838). For Tiden (1895) opholder han sig ogsaa i Danmark.

(Priv. Medd. Bricka. VIII, 443. N. Bøgh, Erindr, om J. A. Terichau, 8.277. Udst. Fortegn. Auktions-Fortegn.)

 

Jerichau. Jens Adolf Jerichau, Billedhugger, født den 17. April 1816 i Assens, var Søn af Snedker, senere Købmand Carl Christian Terichau (d. 1821) og dennes anden Hustru Karen f. Birch, Datter af en Kobbersmed i Assens; han mistede tidlig sin Fader, og Moderen, der sad alene tilbage i smaa Kaar med en stor Børneflok, kunde ikke gøre meget for Børnenes Opdragelse. Efter sin Konfirmation blev Jerichau sat i Malerlære i Odense, knyttet til Læreren ved en sædvanlig Kontrakt paa fem Aar. Da et jævnaldrende Bysbarn fra Assens, Dankvart Dreyer (s. d.), allerede 1831 kom til København, holdt Jerichau det ikke længere ud i Odense, men forstod at slippe til Hovedstaden, hvor det fremfor alt gjaldt ham om ved Akademiet at kappes med Dreyer. Paa samme Dag, den 22. Marts 1832 ryk­kede de op fra den første til den anden Frihaandstegneskole; men da Aaret efter den 21. Marts 1833 Dreyer fra Gibsskolen kunde træde ind i Modelskolen, maatte Jerichau nøjes med at rykke op i Gibsskolen; dog var han allerede i det følgende Kvartal ved sin Kammerats Side i Modelskolen, og nu tog Jerichau inden Aarets Udgang den mindre Sølvmedaille, et helt Aar for sin Medbejler, og Aaret efter den store Sølvmedaille (Dcbr. 1834) samtidig med at Dreyer fik den mindre, medens denne forst fik den store Solv-medaille i 1837. Jerichau var den Gang paa Malerskolen, og da der om Sommeren 1835 skulde konkurreres om Pengepræmie for en malet Modelfigur, som Eleverne selv skulde stille, valgtes Jerichaus Stilling som den bedste, til at Konkurrenterne skulde male efter den, men selve Pengepræmien tilfaldt Dreyer. Saaledes kappedes de

 

524

tvende Ynglinger med vexlende Held om Kunstens første Lavrbær, uden at denne Strid gjorde Skaar i deres Venskab fra Barndoms-aarene.

Nu indtraadte en Forandring i Jerichaus Stilling som Kunstner, hvorved denne halv barnagtige Ærgerrighed fik et andet og alvor­ligere Maal. I Juli 1835 meldte han sig for at deltage som Maler i Konkursen for den mindre Guldmedaille; men da ikke en Gang hans Skitse blev antagen, tabte han næsten Modet og mistvivlede om sit Kald; disse mørke Tanker vakte imidlertid hans Opmærk­somhed for en anden Gren af Kunsten, Billedhuggerkunsten; trods sine trykkende Kaar øvede han sig i Stilhed paa at modelere og greb snart med sin urolige Aands stærke Attraa efter vanskelige Opgaver. I Februar 1836 fik han Akademiets Tilladelse til at modelere efter Kristusfiguren af Michel Angelo, hvoraf der stod en Afstøbning i Thorvaldsens Værksted paa Akademiet, og samme Sommer konkurrerede han om Pengepræmien som Billedhugger, dog uden at opnaa den. I Marts 1837 foreviste han Akademiet sin første originale Billedstøtte, en Balder, som samme Aar blev udstillet, og udbad sig en Anbefaling, for at kunne faa Rejseunderstøttelse. Præses fraraadede ham at rejse og gav ham Midler til at faa Balder støbt. Han blev ogsaa foreløbig hjemme og meldte sig s. A. til Konkursen for den mindre Guldmedaille; først blev hans Skitse ikke antagen, men han fik dog Lov at konkurrere. Ved Bedømmelsen fandt man imidlertid, at han i Udførelsen var afveget fra Skitsen »til det værre«, hvorfor Medaillen ikke blev tilkendt ham. Opgaven var »David og Saul«.

Dette Uheld forstærkede kun hans Lyst til at komme bort. Da Fregatten Rota i Foraaret 1838 afsejlede til Italien for at hente Thorvaldsen hjem, fik han ved Prins Christian Tilladelse til at følge med Skibet til Livorno; men han fik ingen Rejseunderstøttelse. En ældre Dame, der selv var Malerinde, Frøken Caspara Preetzmann, kom ham imidlertid til Hjælp. Hun overlod den unge lovende Kunstner Halvdelen af sine egne, langsomt sammensparede Rejse­penge (omtr. 700 Rdl.), og den lille Sum hjalp ham over den første Tid i Rom.¹ Thorvaldsens venlige Modtagelse gjorde ham godt, men hans Vejledning kom han ikke til at nyde ret længe, thi Thor-

 

¹ Senere da Jerichau havde bedre Raad, betalte han atter Kunstnerindens Rejse til Rom (1856—57) og gengældte saaledes den Tjeneste, hun havde vist ham i hans Ungdom.

 

525

valdsen rejste til Danmark med det Skib, der havde bragt Jerichau til Italien. Han arbejdede vel i dennes Værksteder, men den, han modtog Vejledning af, var mest den bajerske Billedhugger J. M. Wagner, en original Personlighed, Ven og samtidig af Thorvaldsen. En An­søgning til Akademiet om Anbefaling til Rejseunderstøttelse (1839), ledsaget af tvende modelerede Arbejder »En staaende Jæger« og »En Satyr, som kryster Druer«, besvarede Akademiet med, at det ikke kunde anbefale ham, da Billedhuggerkunsten var et Fag, hvori Stipendiet kunde vindes ved Guldmedaillerne; men Aaret efter fandt Akademiet dog »saa meget rosværdigt« i nogle Kompositioner af Kunstneren, at det anbefalede ham til Fonden ad usus publicos. Da en vis Del af denne Fond samme Aar gik over i Akademiets egne Hænder, reskriberede Kongen, at Jerichaus Ansøgning skulde »tages i Betragtning«. Som Følge heraf bevilgede Akademiet ham 300 Rdl. (600 Kroner), hvorved det »i Særdeleshed har taget Hensyn til hans mislige Omstændigheder i Rom, og det ønsker med bemeldte Under­støttelse at give ham Lejlighed til at vende tilbage til det forladte akademiske Kursus, hvor han ved sit erkendte Talent bør gennem Guldmedaillerne stræbe efter at naa det akademiske Rejsestipendium som Billedhugger«. Hans senere Ansøgninger om Rejseunderstøttelse blev ikke bevilgede.

Jerichau følte sig ikke oplagt til at konkurrere paany, og trods al Modgang med Sygdom, Fattigdom og Mistillid til egne Kræfter begyndte dog Kunstnerens Dag at grye. Af hans hjemsendte Teg­ninger blev Frisen »Alexanders Bryllup med Roxane« bestilt til Dron­ningens Kabinet paa Christiansborg, en Del af den blev udstillet allerede 1843 i København, hele Frisen 1845 i Rom, og den vakte Opmærksomhed for den unge Kunstner og indbragte ham nogle Bestillinger. Ligesom Holbech, maaske ægget af dennes Dristighed, indsendte han ogsaa, uden at være Medlem, i 1845 Ansøgning om det ved Christensens Død ledige Professorat i Billedhuggerkunsten ved Akademiet i København. Den havde ogsaa samme Skæbne som Holbechs, at blive »henlagt«.

Imidlertid havde Jerichau endnu samme Aar fuldendt en Gruppe i over naturlig Størrelse, »Herkules og Hebe«, der vakte megen Opmærksomhed ved den overordentlige Dygtighed i Modeleringen, som navnlig var fremtrædende i Herkules' Figur. Efter at dette Værks Ry fra Udlandet, især fra Tyskland, langsomt havde for­plantet sig til Danmark, blev det bestilt i Marmor af Christian VIII og stod paa Christiansborg Slot i København. Da Gruppen

 

526

i 1847 udstilledes i København, tilkendtes Jerichau Udstillings-medaillen for dette Værk, den første Gang den blev tilkendt en Billedhugger.

Jerichau havde fra sin tidlige Ungdom med Forkærlighed studeret Dyreverdenen, og det eneste Billede, han har udstillet som Maler, er »En Hund, Studie af Naturen« (1835). I Rom gjorde han jævnlig Studier efter Dyr og hjemsendte flere Gange Dyrefigurer, en Hund i Bronce (udst. 1844), en Hund i Terrakotta (udst. 1846), en Ged i Bronce (udst. 1849) ^m- &• Da man havde indvendt mod »Herkules og Hebe«, at den væsentlig var et Studium efter Antiken, modelerede Kunstneren i det følgende Aar (1846) en Billedstøtte umiddelbart efter Naturen, hvortil han tillige knyttede Erindringer fra sine flittige Studier af Dyr. Det var »Pantherjægeren«, en nøgen Mand, som har ranet en Pantherunge og nu med opløftet Spyd værger sig mod Dyremoderens rasende Angreb. Der kan gøres Ind­vendinger mod Anordningen i dette Værk. Det uafgørende i det valgte rædselsfulde Øjeblik, som her er slaaet fast, gør et pinligt Indtryk og tyder hen paa, at Kunstnerens Værk mere er ordnet forsætligt for Virkningens Skyld end er Beaandelsens Frugt. Men fra alle Sider fremhævedes med Rette den mesterlige Udførelse. Danske Læsere vilde ikke kunne faa nogen fyldigere Forklaring af dette betydningsfulde Værk end den, Høyen giver deraf i sin Skildring af Udstillingen i London (1851, Høyens Skr. III, S. 332—334). Han fremhæver, hvor ypperligt Dyrene, navnlig Pantherungen, ere karakteriserede, hvilket alvorligt Studium af Naturen der gaar gennem hele Jægerens Skikkelse, hvilken Sandhed der er i hvert enkelt Lem og den Bevægelse, det gør. Pantherjægeren blev strax bestilt af Fyrst Galotzin i St. Petersborg, Høyen saa den første Gang i London, og i København blev den først udstillet 1852 i en Gibs-afstøbning. Nu tjener den som Forbillede paa Akademiets Tegne­skole.

Midt under disse store og i Kunstnerens Liv indgribende Vær­kers Udførelse havde hans Skæbne ogsaa forandret sig i en anden Henseende; han havde i 1845 gjort Bekendtskab med den neden­for nævnte Malerinde, Elisabeth Baumann, som den 19. Februar 1846 var hans Brud. Da han samme Sommer med sin unge Kone besøgte Danmark og indsendte en Tegning til Akademiet for at agreeres, havde dette ikke noget at indvende imod at modtage en saa agtet Kunstner i sin Midte og gav ham Gruppen »Adam og Eva« til Opgave for Medlemsstykket. Han blev imidlertid saa kort

 

527

Tid i København, at han ikke som Akademiets Statuter fordrede, kunde fuldføre det her paa Stedet; men Aaret efter blev det und­tagelsesvis tilladt ham at udføre det i Rom, hvor tvende danske Kunstnere, Marstrand og Ernst Meyer, skulde føre Tilsyn dermed som Kommissærer. I 1849 var den legemsstore Gruppe »Adam og Eva efter Syndefaldet« færdigt fra Kunstnerens Haand og hjemsendt, saaledes at han den 25. Juni 1849 enstemmig kunde optages til Medlem; kort før var han selv kommet til Danmark og den 26. No­vember s. A. blev han valgt til Professor ved Modelskolen, hvor en Plads var bleven ledig ved Rørbyes Død.

Siden den Tid har han boet og virket i Danmark, selv om han enkelte Aar har opholdt sig i Udlandet, navnlig i Italien. Under den første slesvigske Krig udførte han i Konkurs med Bissen en Skitse til Sejersmindet i Fredericia, nemlig »Den nordiske Krigsgud Thor kampfærdig til Forsvar«, ledsaget af en Tegning til et Relief paa Fodstykket forestillende: »Danske Landsoldater storme frem mod mod en fjendtlig Skanse«. Begges Skitser var udstillede i 1850, men Bissens »Den danske Landsoldat« blev foretrukken. Af Jerichaus øvrige Arbejder kan nævnes en »Penelope« først til en tysk Dr. Abend-roth, senere til Grev Moltke til Bregentved i Forening med en »Flora«. Endvidere »Dødens og Opstandelsens Engle«, »En sovende Høst­pige« og »En Slavinde i Lænker«. Tschernings Buste, udført i Marmor til Frederik VII, blev først færdig 1864 efter Kongens Død; desuden maa nævnes Buster af Christian VIII, af Frederik VII og Christian IX, af Professor H. N. Clausen, Chr. J. Thomsen, Grev Moltke-Hvitfedt, M. Goldschmidt, H. C. Andersen, Oberst Læssøe til Frederiksborg Museet (sidste udstillede Arbejde, fuldført af E. H.' Bentzen). Blandt hans monumentale Værker maa nævnes »Christus paa Korset«, den store Malmstøtte af »David« foran Frue Kirke, ligeoverfor Bissens »Moses«, og den i Ørstedsparken staaende Billedstøtte af »Hans Christian Ørsted« med tre legemsstore Kvinde­skikkelser, »Nornerne« paa Fodstykket, ligeledes i Bronce.

Fra 1857 til 1863 var han Akademiets Direktør, men hans Produktivitet aftager allerede fra den Tid af. Da han i 1867 fik Efterretning om, at hans Gruppe »Badende Piger« (1862), som i Marmor var sendt til Paris til Verdensudstillingen der, var gaaet i Stykker undervejs, fik han et Nerveslag, der næsten nedslog hans Livslyst. Børnene voxede til og fløj ud af Reden, Hustruens urolige Virksomhedstrang var hans Natur imod; han lod hende flagre fra

 

528

Sted til Sted og trak sig mere og mere tilbage i Ensomhed; han købte en Bondegaard i Nedre Draaby ved Jægerspris og levede der, af og til sysselsat med at modelere Dyr eller med at male. Søn­nens tidlige Død gjorde hans Tungsindighed end mere knugende, og efter kort Tids Sygdom døde han, to Aar efter Hustruen, den 24. Juli 1883.

Han var 1852 bleven Ridder af Danebrog, 1861 Danebrogs-mand, 1876 Kommandør af Danebrog. I 1852 havde han faaet Guldmedaille for »Pantherjægeren« i London, i 1854 blev han Medlem af Akademiet i Stockholm, i 1866 af det franske Akademi, i 1873 fik han Guldmedaille i Wien for »Badende Piger«, i 1879 blev han Æresdoktor ved Københavns Universitet.

Det Jerichau kæmpede for som Kunstner, var den Gang delvis noget nyt paa Plastikens Omraade, og det hænger vistnok i ikke ringe Mon sammen med Begrænsningen i hans Snille, hvori Ævnen til at se og gengive det sete var fyldigere og rigere tilstede end den med rhytmisk Følelse parrede Inspiration, som giver det uno tenore fødte Kunstværk sin Rod. Hans ualmindelige, og i ualmindelig Grad udviklede, Formsans og formende Ævne vakte derfor, saa snart Gennembrudet var sket, langt tidligere Kunstnerkredsens end det egentlige Publikums Begejstring. Selv ved et fra hans modneste Tid saa alvorlig gennemtænkt Hele som Ørsteds - Monumentet føler Beskueren, som f. Ex. J. Lange i en ellers i høj Grad velvillig An­meldelse har udtalt, noget utilfredsstillende ikke alene i de Ind­rømmelser, Kunstneren i selve Portrætstatuen har gjort til Plastikens mere traditionelle Fordringer, men ogsaa i de ideale Kvindeskikkelser, der omgive Fodstykket. Og ved mange andre, f. Ex. hans Kvinder i forskellige Situationer, forstyrres Nydelsen af Modeleringen, af det kunstnerisk-techniske i Værket, ved Uklarheden i den valgte Situation, der ikke gaar op i fuld Enhed med det, der syntes at have været Hovedsagen for Kunstneren, Glæde over Naturen saaledes som den uden Bagtanke fremtraadte for hans Øje. Man skulde tro, at det snarest var Portrætet, der maatte ligge bedst for en saadan Kunstner­natur, og dog var det ikke saa meget det egentlige Portræt, som mere, naar det, han portræterede, var den ubundne levende Natur i al sin Friskhed; derfor holdt han saa meget af at gengive Dyr, som lykkedes ham saa vel; derfor blev hans unge Kvindeskikkelser bedst, jo mindre han søgte at forbinde Situation eller Komposition med den umiddelbare Gengivelse.

 

529

(Priv. Medd. 111. Tid. 1868, Nr. 450—51, ved F. Bøgh, H. C. Andersens Saml. Skr. XVIII, S. 122—23. Bricka, VIII, 443—50. N. Bøgh, Erindringer af og om J. A. Jerichau (1884). J. Lange, Billedk., S. 486—93. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Høyens Skr. 1. c.)

 

Jerichau-Baumann. Elisabeth Marie Anna Jerichau-Baumann, Malerinde, eller Lisinka Baumann, som hun kaldtes i Ungdommen, var Datter af en Kortfabrikant Philip Adolf Baumann fra Prenzlau i preussisk Pommern, men boende i Warschau, hvor han havde et Eneretspatent paa Kortfabrikationen; Moderen, Johanne f. Reyer, var fra Danzig; paa et Landsted udenfor Warschau ved Weichselfloden blev Datteren født den 27. November 1819. Den polske Kunstner­inde havde altsaa i Virkeligheden tyske Forældre, selv om der mulig i ældre Slægtled kan have været Venderblod; men med sin rige, let modtagelige Naturbund har hun utvivlsomt modtaget saa stærke Indtryk af det Land og den bevægede Tid, hvorunder hun voxede op, at det har virket med til at give hendes Udvikling det Særpræg, der gjorde hende saa fremmedartet i tyske eller danske Kredse. Men hun var, maaske ikke mest som Kunstnerinde, en rigt begavet Personlighed, med en Naturfrodighed i Ævnerne, som hører til Livets Sjældenheder. Efter at hun var opdraget dels i Hjemmet, dels hos en Tante i Danzig, forsøgte hun, da Familiens rige Kaar omskiftedes, først i Berlin, og da hun her ingen Opmuntring fandt, senere i Diisseldorf, at uddanne sig til Malerinde. Under Vejledning af Direk­tøren Schadow og Professor Sohn lykkedes det hende omsider at vinde Opmærksomhed for nogle Fremstillinger af det polske Folkeliv. Men hendes blændende, ungdomsfriske Personlighed havde gjort for megen Lykke, til at det havde kunnet blive rigtig Alvor med den skolemæssige Uddannelse; hun fik under Diisseldorferskolens Paa-virkning hurtig en saadan Færdighed i Farvebehandlingen, at den dækkede over de øvrige techniske Svagheder. Det var derfor med Følelsen af at være udviklet Kunstnerinde, at hun i 1845 rejste ene til Rom, hvor hun ved sit livlige, aandfulde Væsen vandt den danske Billedhugger Jerichaus Kærlighed og efter faa Maaneders Bekendt­skab var de forlovede anden Juledag, og den 19. Februar 1846 blev de gifte. Fra nu af kaldte hun sig Fru Elisabeth Jerichau-Baumann.

I 1846 og i847(?) besøgte hun med sin Mand København, men først fra 1849, da Jerichau blev Medlem og Professor ved Akademiet, bosatte hun sig med ham i Danmark og begyndte at vinde Navn som dansk Kunstnerinde, og den 21. Juni 1861 blev hun Medlem af

 

N. K. L.    I.                                          Januar  1896.                                     34

 

530

Kunstakademiet her. Dog levede hun til Stadighed meget i Ud­landet under idelige Rejser fra Sted til Sted, ligesom hun ogsaa for det meste har solgt sine større Arbejder til Udlandet. Fru Jerichau begyndte at udstille i København 1849 og hørte derefter til de flittigste Udstillere i den danske Kunstnerkreds. Hendes første Arbejder her i Landet var mest Portræter. Dog allerede i 1851 udstillede hun »Danmark«, en kvindelig Figur i Knæstykke, som udmærkede sig ved større Fasthed og Renhed i Tegningen og en sandere Farve end hendes tidligere Billeder. Disse Fortrin i Forening med det heldige Valg af den unge Kvinde, som herigennem blev gjort til en Type for den fædrelandske Natur, lod dette Billede gøre megen Lykke hos det store Publikum. Aaret efter viste hun i »Bønderbørn paa Marken legende med Faar«, et, navnlig fra Koloritens Side, levende og tiltalende Billede af dansk Natur, der vandt hende mange Venner i Danmark. Af hendes senere Arbejder i dansk Retning kan fremhæves »H. C. Andersen læsende for et sygt Barn« (1865), »En saaret dansk Kriger« (1868), som blev købt til den kgl. Malerisamling, og »Marsk Stigs Døtre« (1875). Des­uden har hun udstillet ikke faa Æmner af det polske, italienske og i sin sidste Levetid af det orientalske Liv. Som Portrætmalerinde er hun afgjort heldigst, og blandt hendes talrige Portræter synes især Gengivelsen af mindre, blomstrende Børns friske Naturlighed at lykkes hende bedst. Naar man kaster Blikket tilbage paa Rækken af hendes Billeder, lægger man strax Mærke til, at den ligefrem digteriske Begavelse, hun viser i sine Skrifter (»Ungdomserindringer«, 1874), »Til Erindring om Harald Jerichau«, (1879), og »Brogede Rejsebilleder« (1881), raadede hun langt fra i saa fuldt Maal over som Malerinde; ligesom hun i det daglige Liv virkede med uimod-staaelig Kraft ved sin primitive, aandssprudlende Personlighed, saa-ledes fører hun, med Pennen i Haanden, oven i Købet i et i den voxne Alder tillært Sprog, en fantasifuld, billedrig, om end noget springende Stil, hvori man genkender den Trækfuglenatur, hvoraf hendes Liv er præget; hun lader et Følelsesliv komme til Orde med en Fylde i Nuanceringen, der viser, at hendes digteriske Lyre havde langt flere Strenge end den kunstneriske. I Malerierne er dette ikke Tilfældet; selv i et saa taknemligt Motiv som det oftere gentagne »Husandagt«, med ret heldige Typer af det norske Bondeliv, er Stemningen mat; en malerisk Fortælling, et sjæleligt Sammenspil mellem Personerne ses næsten ikke; i bedste Tilfælde er det Situa-

 

531

tioner,    hvori   en   malerisk  Stemning,   en   vis  Farveharmoni   mellem Figurer og Omgivelser er Hovedsagen.

Efter et bevæget Liv med snart rige, snart trykkende Kaar, efter at have faaet otte Børn, hvoraf to ere nævnte som Kunstnere, efter store tunge Sorger, efter Udfoldelsen af en Arbejdskraft og Ud­holdenhed i Kampen for Tilværelsen, som end ikke er almindelig blandt Mænd, naaede hun, med tilsyneladende usvækket Livskraft, dog kun frem til det 62. Aar, da Døden bortrev hende den u. Juni 1881, under en Pause mellem Rejser og Planer til Rejser, i det Fædreland, hun ved sit Ægteskab havde valgt.

(111. Tid. 1868, Nr. 452—53. E. Jerichau-Baumanns Ungdomserindringer« (1874). N. Bøgh, E. Jerichau-Baumann (1886). Bricka, VIII, 438-41. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jerndorff. August Andreas Jerndorff, Historiemaler, er født den 25. Januar 1846 i Oldenborg i Hertugdømmet Oldenborg, hvor hans Fader, den nedennævnte J. U. Jerndorff den Gang var bosat. Kort efter dennes Død (1847) nyttede Moderen til København; Jerndorff besøgte det v. Westenske Institut, kom efter sin Konfirma­tion to Aar i Malerlære, forlod derefter Haandværket og begyndte at tegne i det techniske Institut for at uddanne sig til Kunstner. Samtidig tegnede han med Just Holm og begyndte i Oktober 1863 at besøge Kunstakademiet, hvor han den 29. December 1868 fik Afgangsbevis som Maler. Under hans Studietid havde Professor Høyen taget sig varmt af ham, og paa hans Anbefaling fik han Adgang til at male under P. C. Skovgaards Vejledning, idet han først tænkte sig at blive Landskabsmaler. I 1866 udstillede han første Gang »En Landsbygade i Aagerup ved Roskilde«, i 1869 vandt han den Neuhausenske Præmie for et Portræt af Pastor L. Schmidt, den Gang ved Holmens Kirke, i 1871 den mindre Guld-medaille for en Karton forestillende »Den barmhjærtige Samaritan«; derimod lykkedes det ham ikke at vinde den store Guldmedaille for det i 1874 udstillede Arbejde »Israeliternes Vandring i Ørken«. For Udstilllngsfonden har han malet Portræter af Marstrand, Herholdt og senere af J. Exner. I 1875 fik han Akademiets Rejsestipendium paa 1600 Kroner, ægtede den 27. Februar samme Aar Betty Marie Matthison-Hansen (f. 1856), Datter af Domorganist Hans Matthison-Hansen (f. 1807, d. 1890) og dennes anden Hustru Theresia Georgine Elisabeth f. Quistgaard (f. 1813, d. 1890). Stipendiet blev fornyet det følgende Aar, som Kunstneren tilbragte i Italien. I 1878 fik

 

532

han Halvdelen af den Eibeschiitz'ske Præmie for »Syndfloden«, idet han maatte dele den med G. C. Freund, i 1884 tilkendtes Udstillings-medaillen ham for »Portræt af et Barn«. Derved blev han fra 1887 Medlem af Akademiets Plenarforsamling og valgtes i Marts s. A. til Medlem af Akademiraadet, hvoraf han udtraadte efter Tur i 1893 og frabad sig Genvalg. Efter C. Blochs Død (1890) søgte han Pro­fessoratet ved Modelskolen i Malerkunst, hvortil Frants Henningsen blev valgt. Aaret efter fik han Titel af Professor. Jerndorff har ikke alene udfoldet en anselig Virksomhed som Portrætmaler, hvortil maaske »Ung Kvinde lænet til en Sokkel« (1878, H. Hirschsprungs Samling) ogsaa kan regnes; men han har ogsaa som Historiemaler udført en betydelig Række Arbejder, blandt hvilke dels flere større Altertavler, »Ecce homo« (1880), »Christus for det jødiske Raad« (nord. Udst. 1883), »Jairi Datter« (1886), »Christus og de Nødlidende« (»Kommer hid Alle I o. s. v.«, 1893), dels nogle historiske Portræter til det national-historiske Museum paa Frederiksborg, General du Plat (1885), General Biilow (1890), General Olaf Rye (1895). Fra 1894 har han sluttet sig til den fri Udstilling. Han har ogsaa tegnet en Mængde Illustrationer.

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 451.    S. Muller, N. dsk. Malerk.     Akad.    Reitzel.

Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Jerndorff. Just Ulrik Jerndorf, Landskabsmaler, Søn af Klokker Peter Jerndorff (f. 1752, d. 1821) ved Holmens Kirke og dennes anden Hustru, Cathrine Cecilie f. Holm (f. 1777, d. 1834), blev født i København den 30. December 1806. Da han viste Lyst til Teg­ning, kom han efter sin Konfirmation i Malerlære hos Baruél (1821), blev Svend og maatte i nogen Tid søge sit Livsophold som saadan. Imidlertid vedblev han at besøge Kunstakademiet, hvor han var ind­kommen 1823, blev 1830 Elev af Modelskolen og lagde sig baade efter Portræt- og Landskabsmaleri. Tillige fik han Plads som Lær­ling hos J. P. Møller, der var Konservator ved den kgl. Maleri­samling, for at uddannes til Malerirestaurator. I 1832 vandt han en Pengepræmie i Landskabsmaleri ved Akademiet for »En Gruppe Almetræer mellem Ladegaardsaaen og Falkoneralleen«, og Aaret efter begyndte han at udstille. I København udstillede han kun fra 1833—37 nogle Landskaber og Prospekter fra Jylland, samt to Por­træter, hvoraf det ene var hans eget; i 1840 endelig fire hjemsendte Landskaber fra Svejts og Norditalien. Han fik nemlig i 1837 en Rejseunderstøttelse paa 500 Rdl. r. S. aarlig i to Aar fra Fonden

 

533

ad usus publicos for at uddanne sig videre som Restaurator, fornemmelig hos Metzger i Florens, til hvem H. E. Freund anbefalede ham. I Udlandet og navnlig i Italien tilbragte han lykkelige Aar; han havde en kær Pige i Hjemmet, til hvem han skrev friske, livsglade Breve, han fulgtes med Venner, der havde delt de onde Dage med ham, som Hilker og Købke, han havde kundskabsrige Venner ogsaa blandt Tyskerne, saaledes Dr. Gaye fra Holsten, og han nød i fuldt Maal den Belæring for Øje og Sind, som Italien byder en opvakt Kunstner.

Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet aflagde han en Prøve paa, hvor godt han havde uddannet sig til Restaurator, men inden han endnu var traadt i bindende Virksomhed i København, blev han anbefalet til Storhertugen af Oldenborg, der søgte en Restaurator, og modtog Tilbudet. I September 1840 rejste han til Oldenborg og forblev der de faa Aar, det endnu var forundt ham at leve. Nytaarsdag 1841 ægtede han i København sin Brud, Nancy Caroline Jones (f. 1809), Datter af en her bosat Englænder. I 1844 blev han tillige oldenborgsk Hofmaler og vandt almindelig Yndest i sin nye Hjemstavn baade som Kunstner og ved sin elskværdige, uegennyttige Personlighed. I Begyndelsen af 1847 blev den kraftige, sunde Mand angreben af en tærende Sygdom, som hurtig udviklede sig; en Rejse til Badet Ems gavnede ham intet, og den 27. Oktober 1847 døde han. Hans Enke vendte tilbage til København, hvor hun levede til sin Død i 1877, og saaledes blev deres ovennævnte Søn ikke tysk, men dansk Kunstner.

(Starkloff: >J. U. Jerndorff«, oversat i Selmers nekrolog. Saml. II, S. I—23, der giver et læseværdig! Billede, især af Kunstnerens Ungdomstid. Bricka, VIII, 453. Lengnick, Fam. Jerndorff. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jersild. August Julius Jersild, Maler, er Søn af Vexelerer Peter Christian Jersild (f. 1806, d. 1864) og Christine Marie f. Høyen (f. 1803, d. 1895) og er født i København den 14. December 1846. Efter at have besøgt det techniske Institut og fra Oktober 1864 Akademiets Skole for at uddannes til Architekt, gik han i Oktober 1868 over til Tegne- og Malerklasserne, som han gennemgik og besøgte til Oktober 1873, dog uden at tage Afgang. Han begyndte at udstille 1883 og har fra den Tid udstillet dels architektoniske Interiører, »St. Olai Kirke i Helsingør«, »St. Peter i Næstved« m. fl., dels Portræter og Livsbilleder.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

534

Jespersen. Henrik Gamst Jespersen, Landskabsmaler, er født den 20. August 1853 i Ondløse ved Holbæk og er Søn af Proprietær, Kammerraad Jens Henrik Jespersen (f. 1812, d. 1884) til Endrup-holm i Jylland, men den Gang Møller, og Marie Elisabeth f. Baagøe (f. 1815, d. 1892). Under hans Opvæxt havde Faderen Ejendomme ved Skaritsø paa Sjælland og i Jylland og boede ogsaa en Tid ved Odense, saa han fik Lejlighed til at færdes som Dreng i nogle af Danmarks smukkeste og ejendommeligste Egne. Efter at have gaaet i Skole og taget Præliminærexamen (1869) i Kolding tog han Aaret efter til København, kom ind paa Polytechnisk Læreanstalt og blev 1878 Kandidat i Ingeniørfaget. Da han allerede som Barn havde haft Lyst til at tegne og male, uagtet kun nogle Landskaber af Achilles var, hvad han kendte, og denne Lyst under Examensstudiet var genvaagnet med fornyet Kraft og i en klarere Form, bestemte han sig nu, efter at have søgt Raad hos V. Kyhn, til at forberede sig til Kunstakademiet paa dennes Tegneskole. Dog blev ogsaa denne Plan afbrudt ved, at han (1878—79) i fem Fjerdingaar var Kasserer og Bogholder ved Anlægget af den østsjællandske Jærnbane; men han benyttede Opholdet i den landlige Egn til at gøre sine første Landskabsstudier. Fra Oktober 1879 til Oktober 1882 besøgte han Akademiets Skoler, rykkede op i Modelskolen, men tog ikke Afgang. Allerede 1880 havde han et lille Jydsk Hedelandskab paa December­udstillingen og siden 1881 har han stadig udstillet paa Foraars-udstillinger. Efter at have gjort nogle Studieudflugter til Sverig, var han i 1886 en længere Sommertur til Tyrol, hvorfra han udstillede et Par Landskaber Aaret efter. Forinden havde han i 1884 faaet den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere for »Graavejrsdag paa Stevns Klint«, ligesom han i de første Aar gærne tog sineÆmner fra denne Egn; i 1889 vandt han den Neuhausenske Præmie for »Landskab i Klitterne, lyst Bygevejr i Oktober«, i 1890 fik han en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 600 Kr., og gjorde atter et længere Ophold i Tyrol, i 1894 udstillede han en virknings­fuld Solopgang over Stege, hvilket blev købt til den kgl. Maleri­samling, i 1895 fik han Akademiets Rejsestipendium (2000 Kr.); s. A. fik han første Gang Aarsmedaille for »I Bøgeskoven ved Sol­nedgang«.

(Priv. Medd.    Bricka, VIII, 464.     Voigt, Polyt. Kand.     Imm. Barfod,   Den Svendborgske Fam.    Graae.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jespersen.     Anne Marie Schack   Gilbert-Jespersen,   født  Bruun, Malerinde,   Datter af Landmand, senere Fotograf i Drammen Schack

 

535

Hansen Bruun (f. 1810, d. 1865) og Laurette Adolfine f. Feilberg (f. 1816), er født i Saxild ved Odder den 25. December 1849. Da Familiens Kaar var gaaede tilbage, søgte hun Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik, tegnede hos F. Helsted og Kyhn, malede en kort Tid hos Roed, og, da hun havde solgt sine første Billeder, i Paris. Hun udstillede første Gang som Anne Marie Bruun i 1879 »En Kone ved sin Rok« (Moderens Portræt), derpaa som gift et Par Billeder i 1886 —87, deriblandt »Et javansk Køkken«, og saa atter i 1894 »En Familie«. Den 27. Oktober 1879 blev hun i København gift med Læge Gilbert Lauri Jespersen, født den 7. Juni 1851 i Astrup ved Aarhus, Søn af Sognepræst Thomas Andreas Jespersen (f. 1816, d. 1871) og Caroline Vilhelmine Sofie Eline f. Thaulov (f. 1826), efter at de var blevne forlovede under begges Ophold i Paris samme Aar. Strax efter Brylluppet rejste de til Nederlandsk-Indien, hvor Manden havde modtaget Plads paa fem Aar som Militærlæge og boede først paa Borneo, senere paa Java. Efter Hjemkomsten fore­tog Kunstnerinden paany en Studierejse til Paris. Siden 1886 har hun med sin Mand været bosat i Ordrup.

(Priv. Medd. Dsk. Lægestand, 6. Udg., S. 171. Elvius. Geneal. Inst. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jessen. Carl Ludvig Jessen, Maler, Søn af Snedkermester Jessen, og født 1833 i Dedsbøl i Tønder Amt, kom i 1856 til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet. Efter at hah i 1857 og 1859 havde vundet Sølvmedaillerne, vandt han i 1863 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Den barmhjærtige Samaritan«. Han har i Aarene 1860—65 udstillet nogle Billeder af dansk Folkeliv og Historie, samt et Par Portræter. Senere er han vendt tilbage til sin Fødeby og har ikke udstillet mere i København.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jessen.    Jes Jessen, Apenradensis, pinxit 1797, er Signaturen paa et Portræt af Borgmester i Randers Johan Frederik Carøe. (Medd. af Konserv. C. C. Andersen.)

 

Jessen. Peter Krogh Bonsach Jessen, Architekt, født i Christians-sund den 20. April 1781, besøgte Kunstakademiet i København, vandt 1806 og 1808 dets Sølvmedailler og 1813 den mindre Guldmedaille for Opgaven »En Kancellibygning«. Efter at han i nogle Aar (1817 —20?) havde været konstitueret Hof bygmester, i hvilke Aar han ogsaå udførte nogle Arbejder ved Charlottenborg, blev han Bygningsinspektør

 

536

for de kgl. Godser, men døde allerede den 2. December 1828, efter­ladende sig Magdalene Dorothea f. Willerup, Datter af Billedhugger F. C. Willerup (s. d.) som Enke med tre smaa Børn.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.   Geneal. Inst.   Statskal. 1828.   Skifteretten.)

 

Jessen. Tycho Vilhelm Carl Jessen, Portrætmaler, er Søn af karakteriseret Kaptajn, Fuldmægtig under Magistraten, Tycho Vilhelm Carl Jensen (f. 1842) og dennes første Hustru Anna Louise Marie f. Erichsen (Ringheim, f. 1844, d. 1892) og er født i København den 21. Marts 1870. Han blev Student fra Metropolitanskolen med første Karakter 1887 og tog anden Examen; han har i fem Aar besøgt Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann og har udstillet ved Forårsudstillingerne siden 1891. Han har .for egen Regning foretaget en Udenlandsrejse til Tyskland og Italien. Den 26. Juli 1893 ægtede han Betty Nielsen.

(Priv. Medd.    Militærkai.    Begrav. Kont.    Pers. Tdskr. 3. R. II, T. 9.)

 

Jochum. Jochum Contra/ejer nævnes, i St. Hans Kirkebog i Odense, i Aarene 1662 til 1678, da han den n. Januar blev jordet, og maa altsaa have været en Portrætmaler, der levede og virkede i denne By.

(St. Hans Kirkebog, Odense.    Rigsarch.)

 

Jochumsen. Peter Jochumsen, »var Portrætmaler i København og Ismael Mengs' første Lærer«. Saaledes skriver Spengler. Der kan tilføjes, at han var født omtrent 1661, 1707 fik Borgerskab som Skildrer, og døde, strax efter at have gjort Testamente, først i November (begr. ⁸/n) 1711- Han var gift med Cathrine Marie Wiedewelt¹ (f. 1682, d. 1755), ^som i andet Ægteskab blev gift med Guldslager M. F. Zeise.

(Spengl. Art. Eft.     Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi.     Medd.   fra  Archivar

0.  Nielsen.    F. J. Meier, Wiedewelt, S. 258.     Pers. Tdskr. 2. R. IV, 20.    Sjæll. Reg. 46, 433 i Rigsarch.)

 

Jochumsen.     Peter Niels Jochumsen,   Billedhugger,   født  den 1.   November 1795 i København,  var Plejesøn  af Billedhugger,   Pro­fessor Dajon (s. d.) og kom i Lære hos sin Plejefader, besøgte Kunst­akademiet,   vistnok fra 1813,  vandt Januar 1817 den  mindre,   1820 den  store  Sølvmedaille   og uddannede  sig  væsentlig til   Ornaments-

 

¹ En Halvsøster til Joh. Wiedewelts Fader.

 

537

billedhugger. Da Dajon, efter hvem han var Universalarving, var død, søgte og fik han (1824) Akademiets Anbefaling for om muligt at fortsætte dennes Reparationsarbejder paa Fredensborg. Foruden sine Konkursarbejder, udstillede han 1825 »St. Peters Befrielse« i Relief og 1835 et Relief i Marmor, »Vindskibelighed«, til et Grav­mæle. Den 10. September 1819 ægtede han Else Marie Møller (f. 1799, d. 1834) og havde uden Tvivl da allerede Borgerskab som Billed- og Stenhuggermester. Han blev Kaptajn i Brandkorpset og døde den 2. Februar 1866.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  1866,  Nr. 38.)

 

Johan af Antwerpen.   Johan af Antwerpen, se Hans Knieper.

 

Johan. Johan Maler, der nævnes i Christian V's Regnskaber, synes at være den samme, som ogsaa kaldes Johan Jørgen eller Johan Georg. Han fik 1674—80 forskellige Gange Betaling for Skilderier paa Rosenborg, for »Taftes Vinduer« og for smaa Skilderier paa Pergament.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

Johan. Johan Maler i Flensborg eller af Flensborg nævnes nogle Gange i Christian IV's Almanakker for 1607 og 1608 blandt de Kunstnere, der malede for Kongen. Betaling gives ham for »malede Stykker« og senere gøres »Fortingning« om at male Kongens Sengekammerloft.

(Chr. IV's Alm. i Schlegel Saml. z. dan. Gesch. II, 3, S. 52 flg. Weinw. Lex. Jfr. Ehrhart og Joh. v. Wick.)

 

Johan.    Johan Maler i København, se Johannes v. Wick.

 

Johansen. Lauritz Christian Johansen, Søn af Kammerraad Toldbetjent Peter Nikolaj Johansen (f. 1775, d. 1844) og Dorthe Sofie f. Krøyer (f. 1774, d. 1844), er født 1815 i Helsingør, var i Lære hos Malermester Werliin i København, og besøgte Kunstakademiets Skoler 1831—34 uden at blive Elev. Han synes at være den Kunstner, som i 1835 udstillede nogle Portræter.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Geneal. Inst.)

 

Johansen. Nicolaus Johansen, Maler, skriver paa tysk til Christian IV, at han har tjent hos hans Fader og Moder som Contrafejer, at han har gjort et Arbejde og gærne vil gøre mere; han vil gærne have t>eine jåhrliche Bestallung«.

(Rigsarchivet, Afskrift efter Autograf.)

 

538

Johansen. Niels Johansen, Portrætmaler, Søn af Husmand Johan Adriansen og født 1807 i Nørre Næraa i Fyn, var i Lære hos Malermester Ryberg i København, besøgte 1827—37 Kunst­akademiets Skoler, hvor han naaede op til Gibsskolen, og udstillede 1834—39 en Række Portræter.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Johansen. Peter Johansen, Maler, er født i København den 7. Juni 1858 og Søn af Sognepræst Jensinius Johansen (f. 1827) og Thora f. Oldenburg (f. 1836). Da Faderen snart efter blev Præst i Haderslev, levede han sin Barndom der, senere, da Faderen for­flyttedes til Odense, fuldendte han sin Skolegang der og blev Student 1877, juridisk Kandidat 1883; men han opgav snart at benytte sin .Examen og lagde sig efter Malerkunst og kunsthistoriske Studier. Han besøgte derfor i nogle Aar Kunstnernes Studieskole under Krøyer og udstillede 1884 et lille Billede ved Decemberudstillingen, i 1885 ved Forårsudstillingen et Interiør og i 1891 to Landskaber; derefter har han mere lagt sig efter dekorativ Kunst og har tegnet forskelligt i den Retning, blandt andet ogsaa til af ham selv for­fattede Artikler, saaledes i »Tidsskrift for Kunstindustri«; han har ogsaa skrevet Kunstartikler i »Dagbladet«, »Kunstbladet« og »Illu­streret Tidende«. Han har siden 1884 været Assistent ved Kunst­akademiets Bibliothek, siden 1889 Sekretær ved Skoleraadet og fra 1892—95 Sekretær ved Kunstnerforeningen af 18. November.

(Priv. Medd.    Elvius.    Akad.    Udst. Fortagn.)

 

Johansen. Viggo Johansen, Genremaler, er Søn af Grosserer, islandsk Købmand Frederik Christoph Johansen (f. 1804) død den 4. Juni 1874 som Klokker ved Trinitatis Kirke; Familienavnet var nok oprindelig Hahn; hans Moder hed Camilla Olivia Petrine f. Jepsen (f. 1815, d. 1892), og han er født den 3. Januar 1851 i København. Han var bestemt til Studeringerne, men forlod Skolens øverste Klasse, forberedtes af C. V. Nielsen til Kunstakademiet, hvis Skoler han derpaa gennemgik fra 1868 til 1875, men forlod, inden han .havde faaet Afgangsbevis. Han begyndte at udstille 1876 et Portræt, men har senere især dyrket Genremaleriet og med For­kærlighed Træk af Børnenes Liv. Allerede i 1882 var han paa en kortere Udenlandsrejse, fik i 1884 en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 500 Kr., i 1885 ligeledes 800 Kr. og var paa denne Rejse navnlig i Paris og Holland, og har senere besøgt Paris gentagne Gange. Han udstillede første Gang i Paris i 1885, fik 1887

 

539

»hædrende Omtale«, og 1889 ved Verdensudstillingen en første Medaille, i Miinchen samme Aar en anden Medaille, ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin i 1891 ogsaa en Guldmedaille af anden Klasse og i 1893 ligeledes en Medaille ved Verdensudstillingen i Chicago. Imidlertid havde han her hjemme ved Foraarsudstillingen i 1886 vundet Thorvaldsens Udstillings-Medaille for »En Aftenpassiar«, som blev købt til den kgl. Malerisamling, og blev derved Medlem af Akademiets Plenarforsamling, da i 1887 den nye Fundats traadte i Kraft; samme Aar valgtes han strax til Medlem af Akademiraadet, og da den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder Aaret efter blev oprettet, valgtes han den 8. August 1888 til Lærer i Maler­kunst ved denne, og endnu samme Aar blev han ogsaa Medlem af Udstillingskomiteen. Johansen ægtede den 12. August 1880 Martha Kirstine Møller (f. 1860), en Datter af Proprietær Laurids Møller til Øster-Thirup ved Hjørring (d. 1875) og Caroline f. Holm (d. 1883). Han blev 1891 Ridder af den bayerske Michaels-Orden og 1894 Ridder af Danebrog.

(Priv. Medd. Bricka, VIII, 517. S. Milller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Juel. Jens Juel, Portrætmaler, var Søn af Elisabeth Vilhelmine Juel (f. 1725, d. 1799), som sandsynligvis var Kammerjomfru paa Wedellsborg; Faderen var »en velfornemme Herre«; Jens Juel blev født den 12. Maj 1745, rimeligvis i Balslev Degnebolig hos Moderens Broder, Degnen Jens Jørgensen Juel, og blev døbt i Balslev Sogne­kirke; Daabsangivelsen er udskaaret af Kirkebogen. Aaret efter Barnets Fødsel ægtede Moderen Studiosus Jørgen Jørgensen (f. 1724, d. 1796), som allerede 1744 var bleven Degn i Gamborg, hvor Juel voxede op, som det synes under ret gode Kaar. Skønt Stiffaderen saaledes var i Kirkens Tjeneste og Skolelærer, er han, tilligemed Moderen, bleven malet af Sønnen i Bønderklæder paa to Brystbilleder, som paa Auktionen efter Kunstneren blev købte af Kammerjunker Brun Neergaard og siden tilhørte Prins Christian Frederik; et andet Portræt af Moderen, malet af Sønnen, hænger paa Wedellsborg. Da han havde Lyst til at være Maler, blev han i sin tidlige Ungdom af sine Forældre sendt til Hamborg til en Maler Johan Michael Gehr-mann, der vel var Malermester (Amtsmeister), men tillige, som Lær­ling af den hamborgske Maler Rundt, gjorde Krav paa at være Kunstner. Han regnedes for en erfaren og praktisk Mand i sit Fag, hos hvem Juel ikke alene lærte Malerhaandværket, men ogsaa uddan­nede sig til Kunstmaler. Han overgik snart sin Mester og vandt

 

540

Navn i Hamborg ved sine heldige Portræter og ved smaa Billeder af det daglige Liv (Gesellschaftsstucken); tillige øvede han sig flittigt i at tegne. Da Juel derfor, efter endt Læretid (maaske 1765) kom til København, regnedes han allerede for Kunstner og behøvede ikke at konkurrere til Sølvmedaillerne. Han optraadte strax som Portræt­maler, og da Peder Als, som den Gang havde et stort Navn og var Professor ved Modelskolen, velvillig tilbød ham sin Vejledning i sin egen Malerstue, svarede han, »at han takkede Professoren for hans Godhed, men han havde sandeligen ingen Tid.« I 1767 vandt han Akademiets mindre Guldmedaille for Opgaven »David salves af Samuel« (i Sam. 16, 13), medens han maatte gøre to forgæves Forsøg, inden den store Guldmedaille (d. 5. April 1771) blev tilkendt ham for »Mardochæi Triumf« (Esth. 6, 2.).

Om Efteraaret søgte han det store Rejsestipendium sammen med Abildgaard (s. d.), Almer og Rude, men traadte fra, fordi han ikke vilde deltage i den paabudte særskilte Konkurs om Stipendiet. Da han imidlertid netop den Gang havde malet et heldigt Portræt af Dronning Caroline Mathilde, tog nogle af Hoffets Damer sig varmt af ham og tilvejebragte en Sum, der var stor nok til, at han i 1772 kunde foretage en Rejse til Udlandet, som varede i flere Aar. I Rom var han sammen med Abildgaard 'og malede der bl. a. et Por­træt i hel Figur af en den Gang bekendt Tigger, Dvergen Bajocco (d. kgl. Malerisaml.) saaledes kaldet efter den romerske Skillemønt, han sædvanlig tiltiggede sig. Det udmærker sig ved en Brede i Penselføringen, en Kækhed i Modeleringen, som ikke genfindes hverken i tidligere eller senere Arbejder, hvori tvertimod en sirlig, elegant Udførelse var det sædvanligste Særkende. I Rom malede han ogsaa et Portræt i halv Figur af sin Ven og Kunstfælle Abild­gaard. Fra Italien rejste han i 1776 (?) til Paris, hvor han mødtes med Clemens, af hvem han malede to Portræter. Det ene, fore­stillende den unge Kobberstikker siddende ved sit Arbejdsbord (Knæstykke), er efter Clemens' Død, hvem de begge tilhørte, blevet den kgl. Malerisamlings Ejendom.

I 1777 rejste Juel med Malcho og Clemens til Genéve, hvor de vilde besøge en Ungdomsven, Miniaturmaler H. Pløtz (s. d.), der i flere Aar havde opholdt sig paa Genthod hos den den Gang navnkundige Naturgransker og Filosof Charles Bonnet. Pløtz blev saa indtaget i det ovennævnte Portræt af Clemens, at han fik det opspændt paa Blindramme, og da det vandt alles Bifald, fik Juel Opfordring til at male nogle Portræter. Uagtet han maaske halvt for Spøg

 

541

erklærede, ikke at ville sætte sin Palet op- for mindre end Bestil­linger til et samlet Beløb af 100 Louis'dor (der den Gang var paa 24 Livres hver), lykkedes det Pløtz at tilvejebringe Bestillinger til det dobbelte Beløb, saa at Kunstneren følte sig smigret ved den Opmærk­somhed, der vistes ham, og nu ikke alene malede flere Portræter, men endog forlængede sit Ophold i Genéve et Par Aar for at kunne udføre de Billeder, der blev bestilte hos ham af hans berømte Vel­ynders Slægtninger og Venner. Blandt andre kom han til at male et Brystbillede af Goethes bekendte Suveræn og Ven, Hertug Karl August af Saxen-Weimar, medens denne paa en Svejtserrejse af Regn­vejr blev opholdt nogle Dage (ved i. November 1779) i Genéve. Dette smukke Portræt bevares i Bibliotheket i Weimar; samtidig synes han at have tegnet et Portræt i Profil af Goethe, hvilket blev fundet i Lavaters Efterladenskab. Hans vigtigste Arbejde fra denne Tid er dog det store bekendte Portræt af Bonnet. Det blev stukket af demens saa tilfredsstillende, at Bonnet selv skrev hjem til Akademiet: »Gravstikken synes næsten her at kappes med Penslen, men hvilken Pensel? Hr. Juels, der gør Eders Fædreland saa megen Ære!« Saa smigrende en Røst fra Udlandet, i det skønne franske Sprog, havde altfor sød en Klang i Akademiets Øren, til at den ikke skulde stemme det til Gunst for de Kunstnere, hvis Navne pristes.

I Genéve gjorde Juel Bekendtskab med en dansk Mand, en Bog­handler-Fuldmægtig Thomas Andreas Holm (f. 1733), der var gift med »Elizabeth Cathrine née Piaget«, som hun, en fransk Svejtserinde af Fødsel, selv skriver sig; de havde en eneste Datter, der var ganske ung, meget nydelig, og vistnok, som opdraget i Genéve, kun fransk­talende. Moderens Snildhed skal have bragt det til, at den allerede hædrede 32-aarige Kunstner blev forlovet med Datteren Julie; men Partiet skulde, efter Kobberstikker demens' Sigende, have været mod Kunst­nerens virkelige Tilbøjelighed, Forlovelsen opløste sig af sig selv, og Juel rejste hjem over Hamborg, hvor han opholdt sig i længere Tid og malede en Del Portræter, »som endnu blive holdte i Ære i flere af de første hamborgske Familier.« Blandt de Portræter, han malede der, kan nævnes Klopstocks, der tilhører det store kgl. Bibliothek København. Efter at Holm havde fratraadt sin Stilling i Genéve, rejste han med sin Familie efter Juel for om muligt at faa Gifter-maalet i Stand, men i Hamborg blev Datteren syg og døde i Kiel (1779?). Juel, hvis Følelser for den unge Pige dog sikkert have været dybere, end Clemens har forestillet sig, tog sig, som det synes, Døds­faldet meget nær og bar siden stadig en Medaillon med Julie Holms

 

542

af ham selv malede Miniatur-Portræt hos sig. Fra nu af tog han sig ogsaa varmt af Familien, opnaaede (1787) en Plads som Inspektør ved den ny oprettede Fødsels- og Plejestiftelse for Faderen, og lod senere, da han selv var bleven gift, sin ældste Datter opdrage i Holms Hus.¹ Denne døde dog allerede den 23. Maj 1800 i sin nævnte Stilling, og Juel nævnes ved Skiftet som Enkens Lavværge.

I Begyndelsen af 1780 var Juel i København og blev den 3. April agreeret ved Akademiet, efter at han havde forevist to Portræter (Klopstocks og Bonnets?) og nogle Studier fra Rom. Akademiet »forelagde ham til Antagelsesstykke at forfærdige Hs. kgl. Højhed Arveprinsens Portræt i hel Figur og levendes Størrelse«. Snart efter blev han udnævnt til Hofportrætmaler, og den Virksom­hed, denne Stilling medførte, var maaske Skyld i, at han først den 27. Marts 1782 kunde udbede sig Kommissærer, hvortil Mandelberg, Weidenhaupt og hans Ungdomsven Abildgaard, der allerede i fire Aar havde været Professor, blev udnævnte. Den 4. April samme Aar blev han enstemmig valgt til Medlem og tog samme Dag Sæde i Forsamlingen. Uagtet der ingen Plads var ledig, søgte han gen­tagne Gange (1783) om at blive Professor ved Modelskolen »som Portrætmaler, da en saadan ikke var«, men mindede for øvrigt om, at han havde vundet den store Guldmedaille som Historiemaler. Følgen blev, at Kongen den 26. April 1784 udnævnte ham til i>surnumeraire<s. eller »adjungerende« Professor, »som da ved første Vacance vil komme blandt de reglementerede«. Samme Aar blev han Medlem af Akademiet i Bologna, og to Aar efter, den 21. August 1786, blev han efter Mandelbergs Død virkelig Professor ved Kunst­akademiet her. Juel havde faaet Malerstue indrømmet paa Christians­borg Slot (ikke paa Charlottenborg) og da Hoffet senere trængte til disse Lokaler, fik han ganske naturlig i Juni 1790 Meddelelse fra Overhofmarskallen, Gehejmeraad Numsen om, at han maatte afgive

 

¹ Saaledes skulde denne Begivenhed fra Juels Ungdom have hængt sammen, hvis demens' Beretning, som Justitsraad Fick senere har meddelt, er rigtig. Men maaske der alligevel ligger en sand Overlevering til Grund for det roman­tiske Skær, der kastes tilbage paa Begivenheden i den dramatiserede Novelle »De Forlovede« hvor Elskeren siger: >Saa stille, saa ædelt sørgede ogsaa den »danske Maler Juel for sin første Brud, den smukke franske Pige, som fulgte »ham til hans Fædreland, og som Døden berøvede ham, inden hun blev hans »Hustru. Hun hed Julie, ligesom De.« Fru Gyllembourgs Noveller 2. Udg. III, S. 293. En Familie-Overlevering siger ogsaa, at Juels Hustru nærede skinsyge Følelser overfor den for længst afdøde unge Pige, der først skulde have vundet det Hjærte, hun helst vilde have ejet udelt.

 

543

dem; han søgte derfor Lokale paa Charlottenborg, men Akademiet havde intet den Gang, og først efter Harsdorffs Død (1799) fik Juel dennes Værelser »paa Kontoret nær«. Hans udvortes Livs Om­stændigheder ere fra nu af snart fortalte; den 9. (12.) Februar 1790 blev han gift med Rosine Dorschel, en Datter af Slotsgartner ved Rosenborg Christoffer Dorschel (f. 1719, d. 1782) og Catharine f. Køhne, og havde med hende syv Børn, hvoraf det sidste endog fødtes efter hans Død; de fem Sønner døde efterhaanden i yngre Alder, medens de to Døttre, som ovenfor omtalt, blev gifte efter hinanden med C. V. Eckersberg (s. d.). Kun den ene af disse overlevede Moderen, der først døde den 16. November 1831. Juel blev i 1795 valgt til Akademiets Direktør paa to Aar, og for anden Gang i 1799 for samme Tidsrum. Men allerede den 27. December 1802 døde han, som det synes temmelig pludseligt, halvt i sit 58. Aar. Paa hans Grav paa Nikolaj-Assistens Kirkegaard sattes et Monument af Weidenhaupt. Kort før havde Akademiet i Wiedewelt mistet en anden af sine fremragende Professorer.

Ved Siden af sin Kunstnerdygtighed udmærkede Juel sig ved en Elskværdighed i Omgang, der vandt ham alles Yndest, »og da selv den mest levende Munterhed ej forstyrrede, men snarere oplivede ham ved hans Arbejde, var hans Malerstue idelig besøgt«. Juel var i høj Grad yndet som Portrætmaler, og han arbejdede med en Flid og en Lethed, der gjorde, at en næsten utrolig Mængde Portræter, især Brystbilleder, udgik fra hans Haand. Men selv om han ikke kunde undgaa Portrætmalerens sædvanlige Skæbne at maatte afmale en Mængde Personer, der var for lidet fængslende,* til at dette Ind­tryk ikke skulde afpræge sig paa Lærredet, er dog det store Tal af virkelig gode Portræter, Tiden endnu har levnet os, et Vidnesbyrd om, med hvilken Kærlighed til sin Kunst han arbejdede lige til sin Død.

Med al sin Duelighed undgik han dog heller ikke ganske den Anstødssten, hvorover saa mange Kunstnere af hans Fag falde, nemlig at Udførelsen af Personen som Helhed og af Legemets Bevægelser ikke i Fuldendthed og kunstnerisk Frihed svarer til det Mesterskab, der træder frem i Hovedets og Hændernes Behandling. Dette viste sig naturligvis især, naar Juel malede Portræter i hel Figur og navnlig i Legemsstørrelse. Det var ikke en Ungdoms Ufuldkommenhed, som han senere ganske kunde aflægge, thi selv om denne Svaghed frem­træder stærkere i tidligere Arbejder som i Frederik VI som Kron­prins (1783), er den dog endnu tilstede i et saa mesterligt udført

 

544

Billede som det store Rybergske Familiestykke, hvor man, trods Stoffernes delikate Behandling,' Landskabets smukke Underordnelse under Figurerne, trods Udførelsens Omhu og Sirlighed, ikke kan andet end lægge Mærke til en vis Stivhed i Figurernes Stillinger og savne den Runding i Formerne, som en Figurmaler i den store Stil sørger for at raade over. For øvrigt malede han gærne, naar Om­stændighederne tillod ham det, sine Portrætfigurer i Handling, saa at de dannede et roligt Livsbillede. Saadanne Arbejder ere General­konsul Pingels Døttre (1792—94) forestillende »To unge Piger samle Blomster i en Have«, Raben-Levetzaus Familiestykke: »I et lyst Skovparti kommer en lille Pige med sin Overkjole fuld af Mark­blomster hen til sine Forældre, som sidde under en stor Bøg«, betegnet 1796, »Etatsraad Schmidten som Dreng løbende i en stor Have», »Den russiske General Dywoff med Familie i en landlig Egn ved Havet«, der dog kaldes stift og pretensiøst, o. fl. a. Selv ved Portræter i halve Figurer iagttog han noget lignende. Grev Bille Brahe til H vedholm ejer et Stykke, forestillende en Bedstemoder med sit Barnebarn paa Skødet; Barnebarnet var den daværende Gods­ejers Fader, og da jeg (1859) saa ham som aldrende Mand staaende ved Siden af Portrætet, var Ligheden med det friske Barneaasyn endnu fuldstændig slaaende. Familien Tutein, Grosserer Peter Tutein og hans Frue afmalede han i to Knæstykker, hver med en Søn hos sig i forskellig Situation. Naar han undertiden malede mindre Figurer, var han derimod fuldkommen Herre over deres Bevægelser. De i Kunstforeningen i 1828 udstillede Portræter af Etatsraad L. Kling-berg (sig. 1767, o'g vistnok fejlagtig kaldet Landsdommer Klingberg) og Landsdommer J. Klingbergs Hustru Karen f. Lund, fra samme Tid eller før, tilhøre nu Stiftslæge L. Rode paa Vallø, hvis Hustru er født Klingberg. De ere fortrinlige Arbejder fra Juels Ungdom, navnlig er Dameportrætet med sin genremæssige Anordning, Sybord med Arbejdskurv og Bur med en Papegøje, et virkningsfuldt Interiør fra forrige Aarhundrede. Clemens ved sit Arbejdsbord, som ovenfor blev nævnt, viser ogsaa, hvor frit og smukt han forstod at behandle en mindre Figur, men et andet Billede med endnu mindre Figurer, hvilket ligeledes tilhører den kgl. Malerisamling, er i Anordning, Behandling og Farve et sandt lille Mesterstykke. Det forestiller Kunstneren selv i hans Velmagtsdage siddende foran Staffeliet og i Færd med at male, medens hans Kone, rigt og smagfuldt paaklædt efter Tidens Mode, med spændt Opmærksomhed følger hans Haand. Hvad maler han paa det lille Lærred, der staar opspændt foran

 

545

ham? spørger man, Han maler »Juel og hans Kone, siddende foran Staffeliet!« Der aabner sig et helt Perspektiv af den samme Gen­stand, ligesom naar man hænger to Spejle overfor hinanden.

Der er endnu en Side af Juels Kunst, der ligesom mere tilhørte hans Privatliv. Naar han malede Portrætgrupper, fremstillede han dem gærne i den fri Natur, i Skov eller Have, og hos Juel maa det have været af virkelig Forkærlighed, selv om maaske Tidens Smag er kommen ham i Møde deri. Thi foruden de større Landskaber, som dannede Baggrunden for mange af de nævnte Portræter, malede han for sin egen Fornøjelse en Mængde smaa Landskaber af den danske Natur, der udmærkede sig ved en høj Grad af Stemning og ved en Opfattelse af Naturen, som var finere og sondere end selv senere Landskabsmaleres af Faget. Men han 'undgik ikke, maaske paavirket af de gamle Hollænderes eftermørknede Billeder, den konventionelle Behandling af Løvet (Baumschlag) og en vis Mørkhed og Ensformighed i Tonen, som genfindes saavel hos Pauelsen, der ogsaa gærne malede sit Fædrelands Natur, som hos Eckersberg i hans Billeder før Rejsen. Et særligt skønt og stemningsfuldt Landskab af Juel, »Optrækkende Uvejr« findes i den kgl. Maleri­samling.

Hans Samtid beundrede i høj Grad hans Malemaade. H. Hansen, som undertiden ikke staar tilbage for Juel i Elegance og Finhed, fandt »hans skønne simple Methode uforlignelig«, og et andet Sted, medens han endnu var yngre Kunstner, skriver han om Juel (1794): »Naar jeg ser denne Mands Arbejder, saa falder Modet temmelig paa mig, thi han er stor og stærk i sit Fag; over al Maade skønt var det Stykke, hvorpaa han malede; om Engle male, tror jeg næppe, de gør det meget bedre. Jeg beundrede Manden og gik bort med en Slags Misundelse«. En ivrig Kunstkender paa den Tid, August Hennings, som tidt nævnes i disse Blade, sagde, at Juel havde »einen sehr lieblichen Pinsefa og fremsatte det Epigram om ham og Abildgaard: »Hvor lykkelig maa den Mand være ved sin Kunst«, tror man om Juel; »Hvilken Pine maa den Maler lide«, tænker man om Abildgaards Billeder. Juel maa have tjent udmærket godt, thi han fik 80 Rdl. d. C. (256 Kroner) for et Brystbillede, og da han i sine sidste Aar, maaske for at tjene endnu mere, kastede sig over Pastelmaleriet, fik han 25 Rdl. d. C. (80 Kroner) for et lille, let henmalet, men unægtelig tidt saare aandfuldt Portræthoved. Ikke desto mindre forslog hverken hans faste Indtægter eller hans Fortjeneste, thi baade han selv og hans Kone, der var bekendt som

 

N. K. L.    I.                                            Januar 1896.                                         35

 

546

en Skønhed, var slette Husholdere, og ved hans Død var der Gæld. Næppe fire Maaneder efter solgte Enken alt, hvad hun kunde und­være, endog Kunstnerens Portræter af hans egne Forældre, og hun levede siden i forholdsvis smaa Kaar ved en Aarpenge af Kongens Kasse.

(Levned ved N. Høyen i en Fortegn, over Juels Arb. m. m., udst. af Kunst-foren. i 1828, Weinw., S. 187. do. Lex. Sandv. S. 81. Hennings, S. 146—47. Akad. Thiele, Kstakad. S. 158 og 165. Clemens ved Fick i Selmers Nekr. Saml. Særtryk, S. 8—10 og 17, H. Hansen priv. Optegn. Hennings, Musaget !798, 3. Stuck 8.21—25. do. utrykte Breve fra 1802. Ramdohrs Rejse, I, S. 161. Werlauffs Erindr, i Hist. Tidsskr. 4. R. IV, S. 273. Thiele, Thorv. I, S. 156. Skild. 1804, Sp. 588, 712; 1815, Sp. 444; 1828, Sp. 1166. Gravst. paa Nik.-Ass. Kirkeg. Skifteretten. Adresseav., 1802, Nr. 483 og 489. Salon-Cat. og Fortegn, fra forsk, private Udst., Industriudst. 1872 m. fl. Hamb. Kstl. Lex. Bricka. VIII, 581—87. Ude og Hj. V, 231. J. Lange, Nutidskunst, S. 24—31. K. Madsen, J. Th. Lundbye, S. 34. Strunk.)

 

Jungclaussen. Christian Hermann Didrik Jungdaussen, Portræt­maler, født i Altona den 15. Januar 1798, er mulig, da Faderen kaldes Rektor i Altona, Søn af Forstanderen for Gymnasiets For-beredelsesskole, Kantor Nikolaus Jungclaussen (f. 1770, d. 1823), uddannede sig fra 1814 ved Kunstakademiet i København, hvor han 1822 vandt den mindre Sølvmedaille, udstillede her 1822—30 som Portrætmaler og nedsatte sig (1839) som saadan i Hamborg, hvor han tillige, dog uden Held, søgte at faa et Tegneakademi oprettet.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Hamb. Kst.-Lex. Falck, N. Staatsb. Mag. VI, 362.)

 

Juuel. Andreas Thomas Juuel, Landskabs- og Porcelænsmaler, født den 17. Oktober 1817 i København, var Søn af Skomagermester Johannes Juuel og Marie Christine f. Berg. Efter sin Konfirmation blev han sat i Lære paa den kgl. Porcelænsfabrik for at uddannes til Porcelænsmaler og begyndte som Lærling derfra at besøge Kunst­akademiet maaske allerede ved samme Tid (1832). Han naaede 1836 op i Gibsskolen og begyndte fra den Tid af at udstille som Landskabsmaler og har udstillet som saadan til 1855, uden at ind­tage nogen fremragende Plads i sit Fag. Dog vandt han 1847 den neuhausenske Præmie for et Landskab »Urolig Efteraarsdag, enkelt-staaende Bøge- og Egetræer oplyses af gennembrydende Solstraaler«. Den kgl. Malerisamling ejer to af hans Landskaber. Han levede nærmest som Tegnelærer og vikarierede i 1843 ^som saadan ved Akademiets anden Ornamentklasse, men uddannede sig imidlertid

 

547

alvorligt til Porcelænsmaler. I dette Fag vandt han allerede 1843 den neuhausenske Præmie for Hornsylds Portræt, Kopi efter Bendz' Maleri, og ved den næste Konkurs 1845 samme Præmie for et Landskab efter Gurlitt, samt fik i 1853 Rejseunderstøttelse af den Reiersenske Fond. Efter at han i 1857 var bleven Bestyrer af Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik, udfoldede han en saadan Dygtighed og ledede den kunstneriske Afdeling med saa megen Indsigt, at han i 1862 fik Fortjenstmedaillen i Guld for sin Virksomhed som Porce­lænsmaler. Han havde den 28. Juli 1843 ægtet Else Alette Møller, der overlever ham som Enke; han døde den 21. August 1868.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jürgensen. Georg Urban Frederik (Fritz) Jiirgensen, Tegner, var Søn af Uhrmager Frederik Jürgensen (f. 1786, d. 1843) °g Vil-helmine Rebekka f. Dichmann (f. 1792, d. 1842) og blev født den 25. Oktober 1818. Han blev mod sin Tilbøjelighed opdragen til Uhr­mager for at kunne overtage den nedarvede Forretning. Han ægtede den 14. December 1842 sin Kusine Marie Elisabeth Dichmann (f. 1818, d. 1843), Datter af Kaptajn Frederik Christian Dichmann (f. 1788, d. 1872) og Sofie Frederikke f. Quistgaard (f. 1796, d. 1847). Hendes tidlige Død gjorde ham tungsindig og fra 1848 lod han Forretningen bestyre af en anden. Han hengav sig nu til sin Lyst til Tegning, var tre Aar i Huset hos J. Roed for at lære at male, og udgav efter-haanden flere Rækker humoristiske Pennetegninger, hvis Vid dog især fremtraadte i de tidt godt rammende Underskrifter. Et Udvalg frem­kom efter hans Død i en samlet Udgave med Indledning af Pro­fessor P. Hansen. Brystsvaghed i Forbindelse med Hengivenhed til stærke Drikke lagde ham i Graven allerede den 24. Marts 1863.

(Nic. Bøgh i Bricka, IX, 6.    Nær og Fjærn  1879, Nr. 336 flg.   Geneal. Inst.)

 

Jørgen. Jørgen Maler eller Jørgen Danus nævnes i Chri­stian IV's Almanak for 1608 som en Maler »af Helsingør«. Kongen gav ham 50 Rdl. »for et Skab at male og staffere i mit Senge­kammer«. Senere fik han 40 Rdl. paa Haanden, og nogle Dage efter købte Kongen »to malede Stykker« af ham for 20 Rdl. Han malede sit eget Portræt paa Træ, hvilket tilhørte Klevenfeld og solgtes paa hans Auktion som Nr. 348. Senere tilhørte det en Assessor Kofod, af hvem J. C. Spengler købte det (1814) til den kgl. Malerisamling for 5 Rdl. Weinwich gør ham til én Person med »den stumme Maler«, hvem man ellers tror er Heimbach, og til-

 

548

lægger ham et af de Arbejder,   som  ovenfor  er nævnt under denne Kunstner, nemlig Dronning Sofie Amalie i Bondedragt.

(Weinw. Lex. S. 117 [»Maler«]. Sandv. S. 93. Schlegel. Saml. z. dån. Gesch. II, 3, S. 66 og 70. Spengl. Cat. Nr. 802 med hdskr. Tillæg.)

 

Jørgensen. Akxander Eugen (Alexandre Engene) Vincent Jørgensen, Architekt, er født den 13. Maj 1858 i Frederikssund og Søn af Prokurator Kristian Erhard Jørgensen (f. 1827) og Eugenie Frangoise Eva f. Vincent (f. 1835). Han blev Student fra Metro-politanskolen 1875, tog anden Examen 1876, kom derpaa i Murer­lære og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Juli 1877, til han den 28. Juni 1884 fik Afgangsbevis som Architekt. Han er Elev af Hans J. Holm, kon­kurrerede i 1886 om Guldmedaillen og vandt 1889 den Neuhau-senske Præmie for »En Bolig for en velhavende Bygningshaandværker i en Provinsby«. I 1890—91 var han Ingeniørkorpsets Architekt ved Opførelsen af Ride- og Beslagskolen paa Kong Georgs Vej. Den 27. September 1887 ægtede han Camilla Marie Permin, Datter af Vinhandler Carl Vilhelm Permin (f. 1825, d. 1878) og Camilla Eline Jensine f. Møller (f. 1831).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Jørgensen. Bothilde Jørgensen, Malerinde, Datter af Snedker S. Jørgensen, nævnes her, fordi hun den n. April 1895 (efter at paagældende Ark var trykt) blev gift med Maleren Cilius Andersen.

(Nat. Tid. ¹³/₄  1895.)

 

Jørgensen. Ejler Andreas Christoffer Jørgensen, Portrætmaler, Søn af Sognepræst Søren Hillerup Jørgensen (f. 1806, d. 1847) og Conradine f. van Deurs (f. 1812) var født i Roskilde den 16. Juli 1838; han blev Student i Sorø 1857 og indtraadte, som permitteret Sekondløjtnant af Krigsreserven, i 1860 paa Kunstakademiet i Køben­havn, for at uddanne sig til Maler. I 1862 blev han Elev af Model­skolen og fra 1865 til 1872 udstillede han, dels et Par Figurbilleder, saaledes 1859 en ung Dame i en lys Kjole ved et aabent Vindue, under Titlen" »Paa Udkig«, dels nogle Portræter, hvoriblandt det sidste, han udstillede, var et heldigt Portræt af Forfatterinden Magdalene Thoresen. Han optraadte tillige i Literaturen som Over­sætter af nogle af Fritz Reuters Fortællinger. I 1873 rejste han til San Francisco i Amerika, hvor han forlovede sig med en Enke, Mrs. Rogers af en anset Familie fra Philadelphia, rejste til Honolulu

 

549

paa Sandwichsøeme, blev syg der, men kom sig og ægtede den 9. Marts 1876 sin Forlovede, som var rejst dertil for at pleje ham. I September s. A. vendte de tilbage til Amerika, bosatte sig i Oakland i Californien og der døde han, efter gentagne Sygdoms-anfald, den 17. December 1876. Saavel i Amerika som paa Sand­wichsøerne fik han mange Bestillinger paa Portræter, som han, trods sin Svagelighed, for største Delen fik udført. Han var en elskværdig Karakter, med rig Begavelse i mange Retninger.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Californiaposten  1876.)

 

Jørgensen. Emil Gustav Vilhelm Jørgensen, Architekt, er Søn af Oversergeant i Artilleriet Andreas Carl Gustav Jørgensen (f. 1831, d. 1880) og Vilhelmine f. Wille (f. 1836) og er født i Rendsborg, som Moderen var fra, den 3. September 1858. Han kom efter sin Konfirmation paa Tegnekontoret hos Stillmann (s. d.) og i Murer­lære, blev Svend 1876, dimitteredes fra det techniske Institut til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1876 til den 28. Juni 1883, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Efter at have konkurreret i 1886 og 1888 vandt han 1891 den mindre Guld-medaille for »Et Landarsenal« og fik samme Aar en Rejseunder­støttelse fra Akademiet paa 1000 Kr.; paa sin Rejse besøgte han Tyskland og Norditalien. Han har arbejdet fra 1879 til 1892, med Afbrydelse af Konkurser og Rejser, hos Hans J. Holm og har fra Januar 1893 været Konduktør hos M. Nyrop ved Opførelsen af Raadhuset. Selv har han bygget »Værnehjemmet Bethania« i Helgo-landsgade (1889) og i 1890 det militære Klædeoplag i Rigensgade. Jørgensen blev den 24. November 1888 gift med Anne Margrethe Christine Knudsen (f. 1863 i Sønderborg), Datter af Bøssemager Christian Frederik Knudsen (f. 1822, d. 1889) og Anna Petrine f. Falck (f. 1821).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst.  Fortegn.)

 

Jørgensen. Hans Peter Sigismund Jørgensen, Portrætmaler, født den 25. Juli 1806 i København og Søn af Malermester Peter Vil­helm Jørgensen, begyndte efter sin Konfirmation at gaa paa Kunst­akademiet, blev 1825 Elev af Modelskolen og udstillede fra 1823 til 1831 nogle Portræter. Uagtet han synes til en vis Grad at have været søgt som Portrætmaler, vovede han dog ikke at betro sin Fremtid udelukkende til sin Kunstnervirksomhed, efter at han i 1832 var bleven gift med Apolline Cecilie Holm, og begyndte derfor at

 

550

søge Kontorforretninger, der efter adskillige Aars Forløb gav ham en Plads som Tæller (1855) i Nationalbanken, hvor han senere (1862) blev Assistent. Følgen blev, at Kunsten mere og mere tilside­sattes, og efter den Tid har han kun i 1855 og i 1866 udstillet et enkelt Portræt. I 1845 døde hans Hustru, og Aaret efter blev han anden Gang gift med Emilie Birgitte Adelgunde Amundin, Datter af Lottokollektør Hans Thorbjørnsen Amundin (f. 1774, d. 1842) og Christiane Elisabeth f. Gunst (f. 1784, d. 1855). Han døde den 12. Maj 1887. Blandt hans Portræter var enkelte mere bekendte Personers, som Postdirektør, Konferensraad Monrad og dennes Søn, Kammerherre Monrad.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Jørgensen. Jørgen Ernst Jørgensen, Architekt, var Søn af Guldsmedmester, Juveler Niels Vilhelm Jørgensen (f. 1825, d. 1866) og Mathilde Jensine Gertrude f. Meyer (f. 1827) og blev født i København den 18. Juli 1859. Han levede i sin Opvæxt hos Bedste­forældrene, Voxdugsfabrikant J. E. Meyer, kom efter sin Konfirmation i Murerlære, medens han tillige tegnede hos Georg Møller og dimit-teredes fra det techniske Institut til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1875 til den 30. Juni 1880, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Derefter besøgte han 1880—81 Model­skolen i et Par Kvartaler. Samtidig med at arbejde hos V. Dahlerup vandt han 1872 den mindre Guldmedaille for »En Badeanstalt«, italiensk Renæssance, og blev derefter Konduktør ved Frederiksborg Slot. Men hans Bryst var vistnok den Gang angrebet, og allerede den 19. Januar 1884 bukkede han under for Sygdommen, kun 24 Aar gammel. Den livlige og begavede Yngling havde gennem-gaaet Akademiet forholdsvis hurtigt og havde allerede vundet Anseelse som en Dygtighed, af hvem man turde love sig noget, da Døden afbrød hans Livstraad.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Begrav. Kontor.)

 

Jørgensen. Lars eller Laurits Jørgensen, Billedskærer, har udført en i Træ udskaaret Altertavle i Gjerlev Kirke, som er signeret: 1667 artefice Laurentio Georgio statuario.

(Medd. fra afd. Kontorchef Burman-Becker.)

 

Jørgensen. -Magnus Jørgensen, Portrætmaler, var født i Ran­ders — ifølge en noget usikker Efterretning allerede omtrent 1638 — og Elev af Jurian Ovens; han fik 1693 Borgerskab som Skildrer

 

551

i København og nævnes i kgl. Regnskaber vedrørende Frederiksberg Slot for 1704 og 1705 som Skildrer. Han malede bl. a. tre Por­træter forestillende Frederik HI, Christian V og Frederik IV til Hest, men da han kun fik 60 Rdl. d. C. (192 Kroner) for dem alle tre, maa de enten have været meget smaa Billeder eller Kopier. Wein-Tvich nævner, at han har malet et Billede med legemsstore Figurer, forestillende norske Bønder ved et Maaltid, men kender ingen Tids­bestemmelser. Derimod fortælles der, at N. G. Geve (s. d.) i 1738 skal have gjort Bekendtskab med en Maler M. Jørgensen (Jurgensen) som endnu i en Alder af hundrede Aar skal have malet et lille Crucifix.

(Weinw. S. 136. do. Lex. F. R. Friis, Sml. S. 95. A. Sach, Carstens' Jugend, S. 68—69. O- Nielsen, Kbh. Hist. V, 182.)

 

Jørgensen. Sofus Carl Christian Jørgensen, Architekt, født den 6. Februar 1852 i Odense og Søn af Murmester Niels Peter Jørgensen (f. 1824) og Anna Cathrine f. Sundahl (f. 1819, d. 1885) , kom i Lære hos sin Fader i Odense 1866 og gjorde tre Aar efter Svende­prøve. Med en Anbefaling fra Architekt Lendorf tog han derpaa til København og begyndte i Oktober 1870 at gaa paa Kunstakademiet, hvis Afgangsprøve som Architekt han bestod den 23. December 1876. Efter en kortere Udenlandsrejse i 1877, udførte han nogle private Bygninger i Odense, havde derpaa i nogle Aar en privat Tegne­skole i København og har fra 1889 været Konduktør hos Stads-architekt L. Fenger ved Vandværkets Udvidelse, ved Opførelsen af den elektriske Centralstation og af Fængslet paa Vesterfælled. Den i. December 1895 blev Jørgensen Bygningsinspektør i Sundby-Øster og -Vester. Han er ugift.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Jørgensen. Søren MøUer Jørgensen, Søn af Jens Jørgensen, tidligere Ejer af Hovedgaarden Katholm, samt Gaardejer i Følle paa Mols, og Kirstine f. Møller, blev født den 28. Januar 1791. Han synes at have lært Malerhaandværket i København, hvor han besøgte Kunstakademiet og i Aarene 1809—n udstillede en Kopi efter Abildgaard og et Par originale Billeder. I 1814 ægtede han Frede­rikke Louise Bendixsen (f. 1798, d. 1853), Datter af Justitsraad Raad-mand Eske Bendixsen (f. 1769, d. 1819) i Randers og Marie Elisa­beth f. Fischer (f. 1776, d. 1829); efter den Tiel levede han atter et Par Aar i København for at uddanne sig til Kunstner under

 

552

Vejledning af Kratzenstein Stub, efter hvem han til Minde opkaldte en af sine Sønner. Senere nedsatte han sig i Aarhus som Portræt­maler og Malermester _Og var i omtrent 50 Aar Borger i denne By. Indtil 1830 levede han dog næsten udelukkende som Portrætmaler, indtil hans opvoxende talrige Familie nødte ham til at søge For­bedring i sine Indtægter ved at drive sit Haandværk. Dog vedblev han af og til at male Portræter, indtil han i sin høje Alderdom opgav sit Borgerskab og tog til Hovedgaarden Egebjerg ved Hjørring, hvor en af hans Døttre var gift med Proprietær A. Ræbild. Han døde i Aalborg den 30. November 1873.

(Priv. Medd. Th. Fischers Mandl. Desc. 1888. Tregder, Hdbg. f. Rejs. S. 7. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Jørgensen. Thorvald Jørgensen, Architekt, er født i Norsminde ved Aarhus den 27. Juni 1867 og er Søn af Købmand Rolf Hans Valdemar Jørgensen (f. 1833) og Anna Birgitte Laura f. Treschow (f. 1833, d. 1876). Efter at have gennemgaaet det techniske Sel­skabs Skole i København og fuldført Svendeprøve som Tømrer (i Lære i Aarhus), fik han fra i. Februar 1885 Adgang til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler, til han den 28. Maj 1889 fik Afgangs-bevis som Architekt og en Flidspræmie paa 100 Kr. I 1891 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et Studenterkollegium«, i 1892 konkurrerede han til Guldmedaillen med »En Børs«, som dog ikke blev tilkendt ham; derimod vandt han i 1893 strax den store Guldmedaille for »En Kirke med Præstebolig« m. m. til Køben­havn. I 1891 var han paa en mindre Studierejse til Italien og i 1892—93 var han Konduktør hos Hans J. Holm ved Opførelsen af Overformynderiet. I 1893 fik han efter eget Ønske et halvt Aars Rejsestipendium, for at kunne opsætte Rejsen til om Efteraaret og har fra den Tid til nu rejst paa Akademiets store Stipendium. Inden Rejsen havde han den 6. Maj 1893 ægtet Lamine Ulrikke Christiane Hoffmeyer (f. 1873) af Frederiksberg, Datter af Købmand Peder Holger Hoffmeyer og Karen Emilie f. Olsen.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Nat. Tid.  1893.)

 

553

Kaabell. Ludvig Christian Brinck-Seidelin Kabett, Landskabs­maler, født den 21. Juli 1853 i Vejlby Præstegaard ved Grenaa, er Søn af Sognepræst Petrus Kabell (f. 1811) og Christiane Kirstine Henriette Brinck-Seidelin (f. 1815). Fra Herlufholms Skole kom han i Malerlære i tre Aar i København, begyndte Januar 1873 paa Kunst­akademiet, hvis Skoler han gennemgik dog uden at tage Afgang, da han, under Paavirkning af Godfr. Christensens Kunst, vilde uddanne sig til Landskabsmaler. Han udstillede første Gang ved December­udstillingen i 1877, og har fra 1878 regelmæssig udstillet Land­skaber, hvori Friluftsstudium og navnlig en kyndig Forstaaelse af Luften har været kendelig. Allerede 1881 vandt han den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere for »Sydsjællandsk Landskab, Sommerdag med store Skymasser«, i 1883 fik han den Neuhausenske Præmie for »En Junidag«. Han tilbragte sammen med Brødrene Skovgaard Vinteren fra Oktober 1880 til Maj 1881 i Paris, rejste senere med Akademiets Rejsestipendium (1886) til Tyrol og Italien og fik i 1895 første Gang Aarsmedaille for »Klar Vintermorgen«. Kabell ægtede den 20. August 1887 Rudolfme Baronesse Wedell-Wedellsborg (f. 1856), Datter af Overførster, Frederik Julius Baron Wedell-Wedellsborg (f. 1814) og Marie Frederikke Caro­line f. Baronesse Holck (f. 1835, d. 1891).

(Priv. Medd.    Bricka, IX,  76.    Adels-Aarb.    Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

 

554

Kalckar. Isidor Kakkar, Landskabsmaler, født den 7. September 1850, var Søn af Manufakturhandler Marcus Nathan Kalckar (f. 1811, d. 1863) og Helene f. Hartvig (f. 1822). Han kom først i Handels­lære, men da han havde Lyst til Tegning, fik han Lov til samtidig at besøge det techniske Institut, hvorfra han i Oktober 1872 fik Adgang til Kunstakademiet, rykkede i 1875 op i Modelskolens For­beredelsesklasse og forlod Akademiet i 1877. Han udstillede fra 1877 Landskaber fra Sjælland og Fyn, hvoraf han solgte sit første Billede »Ved Aaen« til Kunstforeningen i København, to andre i 1879 til Aalborg og Randers Kunstforeninger, rejste i samme Aar til England, hvor han bosatte sig i London og i det sydlige gjorde architektoniske og landskablige Studier og udstillede 1880—81 derfra. For øvrigt ernærede han sig ved at tegne til engelske illustrerede Blade. Paa Grund af Sygelighed vendte han i 1882 tilbage til Hjemmet, og døde der ugift den 4. April 1884. Han var en usæd­vanlig smuk Personlighed, og det synes, som om han kunde have haft en lovende Fremtid for sig.

(Priv. Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Pers. Tdskr. VI, T. 13.)

 

Kalleberg. Andreas [Dobert] Kalkberg, Architekt, født i København den 15. Oktober 1772, lærte Tømrerhaandværket og uddannede sig til Bygmester ved Kunstakademiet, hvor han 1794 vandt den mindre, 1796 den store Sølvmedaille og 1799 den mindre Guld-medaille for Opgaven »Et Søkadetakademi«. Derpaa rejste han (1804) udenlands sammen med J. L. Thrane (s. d.), dog ikke med Akademiets Stipendium, kom hjem i 1807 og foreviste Tegningen til »En Concertsal«, som blev set »med Velbehag« og udstillet samme Aar ved Elevudstillingen, hvorover der for første Gang var en trykt Fortegnelse. Samtidig blev han Løjtnant i det borgerlige Artilleri og deltog i Københavns Forsvar. I 1810 indsendte han Tegning til »Et Forum for Kong Frederik VI« for at blive agreeret, men hans Arbejde blev forkastet med 12 Stemmer mod 2, og Bygmester Magens skulde mundtlig sige ham Grundene. En Plads som Lærer ved Akademiet, der var ledig i 1811, fik han ikke, heller ikke Stifts-konduktørtjenesten i Aalborg (1819), uagtet Akademiet anbefalede ham som »en ved Rejser dannet, saare kyndig, smagfuld og praktisk Architekt«. Han havde imidlertid ernæret sig som Tømrermester, indtil han under C. F. Hansen (1820) blev kgl. Bygningskonduktør ved Christiansborg Slots Opførelse med 800 Rdl. r. S. om Aaret, og som saadan søgte han (1823) om at blive Bygningsinspektør i Slesvig,

 

555

samt (1826) om at blive Slotsbygningsforvalter, men intet af dette opnaaede han, og snart efter, den 9. November 1827, døde han pludselig af et Slagtilfælde, just som Prins Christian med Gemalinde og Søn tog det næsten færdige Slot i Øjesyn. Han var gift med Johanne Elisabeth Petersen (f. 1792, d. 1862), Datter af Æddike-brygger Jeppe Petersen (f. 1754, d. 1802) og Anna Dorthea f. Jørgensen (f. 1769, d. 1823, i 2. Ægteskab g. m. Toldkontrollør Christian Kjølbye). I 1824 udstillede han et »Prospekt af Colonnaden«.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Ådr. Av. 1827, Nr. 266.)

 

Kampmann. Hack Kampmann, Architekt, er Søn af Provst Christian Peter Georg Kampmann (f. 1816) og Johanne Margrethe Marie f. Schmidt (1824) og han er født i Æbeltoft den 6. September 1856. Efter at have været i Murerlære blev han fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Oktober 1873 til den 23. December 1878 da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han arbejdede nu under Hans J. Holm, var i 1882 i Norditalien med Understøttelse af den Reiersenske Fond, derefter 1883 i Paris, hvor han arbejdede under Architekten Jacques Hermant, vandt i Mellemtiden den mindre Guldmedaille, og i 1884 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Raadhus til København«. Med Akademiets store Stipendium foretog han saa 1885—86 en længere Rejse til Tyskland, Frankrig og Italien. Ved Fundatsforandringen i 1887 blev han Medlem af Akademiets Plenarforsamling og var om Efteraaret tilligemed en lille Kreds af Kunstnere og Videnskabsmænd paa en Rejse i Grækenland med Brygger C. Jacobsen. Den 4. Sep­tember 1888 ægtede han Johanne Holm (f. 1868), Datter af Archi­tekten, Professor Hans J. Holm (s. d.).

Kampmann har, foruden at have virket som Konduktør, udført ikke faa selvstændige Arbejder, tildels med ny og ejendommelige Motiver. Blandt disse kan nævnes Villaen »Miramare« ved Vedbæk (1887—88), Sygehus i Hjørring (1888—89), Provinsarkivet i Viborg (1889—91), Hovedbygning (Familiebolig) til Bryggeriet Ny Carlsberg og Præstegaard ved Stege (1891—93). Den i. April fik han Ansættelse som konstitueret Bygningsinspektør for Jylland, og er som saadan bl. a. sysselsat med Istandsættelsen af Helligaandshuset i Randers og Opførelsen af en ny Toldkammerbygning i Aarhus. I

 

556

kunstindustriel    Retning    har   han    ogsaa   virket   ved   Tegning    til Møbler m. m.

(Priv. Medd.    Bricka, IX, 97.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Kamps. Edvard Gustav Ludvig Kamps, Maler, er født i København den 22. November 1856 og Søn af Bagermester Johan Carl August Kamps (f. 1811 i Friedland i Meklenborg, d. 1895) og Julie Louise f. Lehmann (f. 1820), Datter af Miniaturmaler J. P. L. Lehmann (s. d.). Han uddannede sig først til Xylograf, lærte at tegne i det techniske Selskabs Skole og hos sin Morbroder Maleren Edv. Leh­mann, uddannede sig i Akvarelmaling paa en Rejse i England i 1876, var en Tid ansat som Figurmaler ved den kgl. Porcelæns-fabrik og lagde sig senere efter Landskabsmaleriet. I 1885 udstillede han en Akvarel, »Interiør fra en gammel Gæstgivergaard«, og i 1886 et Par Landskaber. Den 24. November 1886 ægtede han Kirstine Møller, Datter af Proprietær B. C. Møller og Henriette f. Haderup og fra 1887 har han været bosat i Sorø som privat Tegnelærer.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid. ¹⁷/₄  1895.)

 

Karlebye. Erasmus Christoffer Karkbye, Kobberstikker, Søn af Billedhugger Jens Karlebye og Marie Margrethe f. Harsdorff, var født i København og blev døbt i Petri Kirke den 8. Juli 1770. Han begyndte strax efter sin Konfirmation at besøge Kunstakademiet (1784), men blev først 1788 Elev af Modelskolen og vandt 1791 den mindre og 1793 den store Sølvmedaille. Samtidig havde han lagt sig efter Kobberstikkerkunsten, saaledes at han strax i sidst nævnte Aar kunde melde sig til Konkurs for Guldmedaillen som Kobberstikker; men da han Aaret efter foreviste sit Stik, fandt man ham »ikke endnu stærk nok til at fortjene en Guldpræmie«. Hans anden Konkurs lykkedes heller ikke, og en Ansøgning om Expectance paa en Informatorplads ved Akademiet blev ikke bevilget ham. Senere levede han som Kobberstikker uden at have frembragt noget af Betydning og skal i sine senere Aar have været Fuldmægtig paa Kalkbrænderiet. Af hans Stik nævnes »Minos og Voltaire« efter en Tegning af C. F. Stanley (1793). Han døde ugift, som det synes i det andet Tiaar af dette Aarhundrede, men hans Dødsanmeldelse har ikke været til at finde.

(Weinw. Lex. under C.    Akad.    Spengl.    Art. Eft. S. 40.    Petri Kirkebog. Krohn I,  14, 9 og 288—89.    Priv. Medd.)

 

557

Karlebye. Jens Karkbye, Billedhugger, var født i Thorager i Aarhus Stift 1730 af fattige Forældre og var den ældste af 8 Børn. Fra sit 9—15 Aar tjente han blandt Bønderne og siden til sit 25. i Borgerstanden. Hans Anlæg for Tegning vakte Simon Stanleys Opmærksomhed, og denne modtog ham til Lærling i fem Aar paa Kost ved hans eget Bord, men uden Løn. Under ham blev han en duelig Marmorarbejder, og da Stanley døde, samtidig med at hans Læretid var omme (1761), gjorde Enken ham til Bestyrer af Værk­stedet. Da han nu følte sig for gammel til at gaa Akademiets Skoler igennem, tog han senere en lignende Plads som Marmor­arbejder hos Wiedewelt, og søgte 1766 om at blive »Kgl. Hofbild-hugger« en Plads, der stod paa Grænsen mellem Kunst og Haand-værk. Akademiets Betænkning gik ham imod, da han ikke var dets Lærling, dog fik han Aaret efter Bestalling som saadan, men arbejdede endnu tillige hos Wiedewelt. Han ægtede (1769) Bygmester Hars-dorff's ældste Søster Marie Margrethe (f. 1739, d. 1776). I Hars-dorffs Familie mindes han ikke alene som en ret velhavende Mand, der ejede sin egen Gaard ved Filosofgangen, men ogsaa som en, trods sin Tørhed og Flegma, ganske dannet Mand, der endog skrev Digte, hvoraf et, som var stilet til Skuespillerinden Caroline Walther 1778, ved en Fejltagelse blev optaget blandt Ewalds Digte. Af hans Arbejder som selvstændig Kunstner nævnes: En Buste af Frederik V, halv naturlig Størrelse i Kroningsdragt (tilegnet Juliane Marie); en Buste af Christian VI i halv naturlig Størrelse, var »efter en høj Kenders Dom det mest lignende [Portræt] af denne Konge« (tilhørte Kunstk.); i Medaillon bl. a. Professorinde Harsdorff. For øvrigt ernærede han sig væsentlig som Stenhugger- og Marmorarbejder for • andre Billedhuggere. Han var anden Gang gift med Louise Weder-kamp (f. 1736), Datter af Amtskirurg Wederkamp, og døde 82 Aar gammel den 21. November 1812. De tvende her nævnte Kunstnere af samme Navn ere hans Sønner af første Ægteskab.

(Weinw., 172. do. Lex. under C.Sandvig efter privat Meddelelse S. 81—84. Bricka, III, 376. F. J. Meier, Wiedewelt, Fredensb. og Marmork. Adresseavisen 1812, Nr. 276. Akad. Ewalds Skrifter ved Lieb. II, S. 259—60 ad. 80.)

 

Karlebye. Johannes Georg Karkbye, Architekt, Søn af Billed­hugger Jens Karlebye og Marie Margrethe f. Harsdorff, døbt i Køben­havn den 6. Oktober 1772, begyndte ikke mer end elleve Aar gammel at besøge Kunstakademiet og kom snart efter paa Harsdorffs Tegnestue for at uddanne sig til Bygmester. Han vandt 1791 den

 

558

mindre, 1792 den store Sølvmedaille, konkurrerede 1793 til den mindre Guldmedaille, som han dog først fik den næste Gang, 1795, for Opgaven »Et Opdragelsesinstitut« og endelig vandt han 1799 den store Guldmedaille for »Et Søkadetakademi«. Ikke desto mindre opnaaede han ikke Stipendium, men blev (kgl.?) Bygningskonduktør i Odense, hvor han, efter et ni Maaneders Ophold, døde ugift den 12. Juli 1800. Hans Død blev meget beklaget, saa der synes at have været større Forhaabninger knyttede til ham end til Broderen.

(Akad.    Petri Kirkeb.    Priv. Medd.    Adresseav.  1800, Nr. 243.)

 

Kaufmann. Asmus Kaufmann, Landskabsmaler og Lithograf, født den 6. Oktober 1806 i Faderens Mølleejendom i Nærheden af Haderslev, var Søn af Mølleejer og Kornhandler Philip Kaufmann og Cecilie f. Frederiksen. Da Sønnen havde Lyst til at være Maler, blev han sat i Lære hos Malermester Heger i Haderslev, hos hvem han ogsaa lærte Dekorationsmaleriet. En Sygdom afbrød hans Læretid, og efter sin Helbredelse rejste han til København, hvor han gjorde Svendeprøve og hos Malermester Baruel bl. a. deltog i Udsmyk­ningen af Dronningens »Apartementssal« paa Amalienborg. Imidlertid begyndte han at besøge Kunstakademiet (1826), hvis mindre Sølv­medaille han vandt i December 1828, og malede samtidig privat hos J. L. Lund. Men da han, efter at have opgivet sit Haandværk for at leve som Kunstner, maatte tjene sit Brød som Tegnelærer, gik megen Tid tabt for ham. I disse Aar (1827 og 1829) udstillede han kun en Tegning efter Lund og sit Medaillearbejde.

Efter Lunds Raad begyndte han at uddanne sig til Lithograf i det faa Aar tidligere oprettede kgl. Stentrykkeri under N. B. Krossings Ledelse, og tegnede en Del af C. A. Jensens Portræter paa Sten. Efter Trykkeriets Standsning opnaaede han paa Akademiets Anbe­faling i 1836 en kgl. Understøttelse paa 200 Rdl. for at uddanne sig i Miinchen, rejste imidlertid til Hamborg, hvor han arbejdede som Lithograf, og kaldtes snart efter til Dresden for at medvirke ved Hanfstaengls store Galleriværk. Derfra rejste han til Miinchen, hvor han blev i sex Aar og dels arbejdede som Lithograf, idet han i Forening med Tyskeren Fr. Hohe udførte i>Nem Malerwerke Munchens«., dels udviklede sig til Landskabsmaler ved flittige Studier efter Naturen, som han især foretog i Sommermaanederne paa Udflugter i Tyrol. Mod Slutningen af sit Ophold i München ægtede han en dansk Dame, han der lærte at kende, en Datter af kgl. Skuespiller Hass, Hofsangerinde Laura E. Hass (d. 1875). I 1844 kom han tilbage

 

559

til Danmark og havde først i Sinde selv at oprette et Stentrykkeri, men traadte senere i Forbindelse med Firmaet Em. Bærentzen & Co. og begyndte Udførelsen af en Række paa 39 Billeder efter Malerier i den kgl. Malerisamling, hvorpaa Firmaet søgte Eneret; et Prøve­blad, Lithografi efter P. de Hooges Maleri, blev Akademiet forevist af Professor N. Høyen og »blev set med Fornøjelse«. Men For­holdet til det Bærentzenske Stentrykkeri tilfredsstillede ikke Kunst­neren, og snart efter blev det atter hævet.

I 1859 havde han Rejseunderstøttelse af Regeringen og den Reiersenske Fond for i Munchen at sætte sig ind i Brugen af »Vand­glas« som Bindemiddel ved Malerier paa Mur, og efter Hjemkomsten udsmykkede han fire Værelser med Dekorationsmalerier, der blev udførte ved denne Fremgangsmaade (B,iilowsvej Nr. 28 for Xylograf Flinch). I 1860 var han atter med Understøttelse sammestedsfra i Italien, navnlig i Rom for at studere Dekorationsmaler!, men gjorde samtidig Studier som Landskabsmaler. Fra 1842 udstillede han jævnlig som Landskabsmaler, dels danske Egne, dels Partier fra Tyrol og Italien. Han døde, uden at efterlade Børn, den 24. Juni 1890 og havde ved Testamente skænket sin Formue, omtrent 40,000 Kr. til et under Kunstakademiet henlagt Rejselegat for unge Kunstnere.

(Priv. Medd. Bricka, IX, IIO. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers Tdskr. 2. R. VI, T. 34.)

 

Kehrort, fejlagtigt Navn for Søren Kiær, se denne.

 

Keil. Bernhard Keil, Keyl eller Keilhau, Maler, født 1625 i Helsingborg, lærte Malerkunsten hos Martin Steenwinkel i Køben­havn og skal have udført et Billede som kaldes: »En Kunstner i sit Værksted«, hvilket tidligere har været ophængt i den kgl. Maleri­samling og synes købt umiddelbart af Kunstneren selv. Senere tog han til Amsterdam for at uddanne sig under Rembrandt og derfra 1656 til Rom, hvor han levede til sin Død 1686. I Italien, hvor han malede komiske Optrin af Almuelivet (Bambocciader), kaldtes han Monsu Bernardo.

(Weinw., S. 75. do. Lex. Spengl. Kat. Nr. 8:0 med hdskr. Tillæg. Ftissli Lex. Baldinucci V, Nr. 510.)

 

Keiser. Marcus Keiser nævnes i Christian IV's Regnskaber under 4. December 1624 som en Kunstner, der fik 80 Rdl. d. C. »for sexten af de gamle Kongers og andre fyrstelige Personers

 

560

Contrafejer,   han  har  gjort   af ny,   som   tilforn  stod  udi det danske Cancelli«.

(Burman Becker, Tapeter S. 9.)

 

Kern. Erik Kern, Billedhugger, om hvis Livsomstændigheder kun lidet hidtil er fundet, gav sig af med at lave Voxfigurer (poussere i Vox), hvilket var en Del yndet i forrige Aarhundrede, og fik alle­rede 1758 Betaling for et saadant Arbejde »ein Campement vorstellend«. Men fra 1761 fik han i flere Aar 200 Rdl. d. C. aarlig for at besøge Kunstakademiet. Denne Understøttelse standsede midt i Aaret 1764, men i 1765 fik han paany 100 Rdl. »for eet Aar«. Samtidig udførte han 1762 Dronning Louises Buste, i 1763 en Del mindre Portræter i Vox, samme Aar Kongen i hel Figur til Hest i Vox, for hvilken han kun fik 20 Rdl,, i 1764 udførte han Kongens Portræt i Elfen­ben, og i 1765 atter flere mindre kongelige Portræter i Vox. Der­efter nævnes han ikke mere.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.    F. J. Meier, Fredensb.,  184.)

 

Kieldrup. Anton Edvard Kieldrup, Landskabsmaler, Søn af Skibs­fører, islandsk Købmand og senere Forpagter Jens Kieldrup (f. 1795, d. 1867) og Marie Magdalene f. Smidt (f. 1795, d. 1864), var født den 16. Februar 1826 i Haderslev og lærte Malerhaandværket i sin Fødeby. Han kom derefter til København for at uddanne sig til Kunstner og besøgte Kunstakademiet et Par Aar (1845—47). Sam­tidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet og begyndte at udstille 1849. Efter at have været paa Studierejser i Norge i nogle Somre tilbragte han Vinteren 1858—59 i Munchen. Senere fik han i 1863 en akademisk Rejseunderstøttelse paa 800 Rdl. og det følgende Aar et Tillæg paa 200 Rdl. Paa denne Rejse opholdt han sig dels i Moseldalen, dels i Svejts og var Vinteren over i Diisseldorf. De Fortrin, han allerede havde vundet som Landskabsmaler, styrkedes ikke ved denne Rejse, idet hans Billeder fra Rejsen og den nærmeste Tid derefter mere bar Spor af udvortes Paavirkning i Malemaaden end af en virkelig indre Befrugtning. Imidlertid forsvandt dette Ind­tryk, og senere Arbejder fra Hjemmet havde samme Friskhed og naturlige Farvevirkning som tidligere. Navnlig gengav han flere Gange, f. Ex. i 1867, det Indre af en Skov paa en smuk og slaaende Maade. Kieldrup hørte til de bedre i Kredsen af de yngre Land­skabsmalere, da Døden bortrev ham den 22. Maj 1869. Han blev gift den 24. Januar 1857 med Ingeborg Hedvig Marie Simonsen

 

561

(f.  1835),   Datter   af  Skrædermester Jes   Johan   Simonsen   (f.   1801, d.  1889) og Anna Catharina f. Borup (f.  1803, d.  1880).            •

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  1869.)

 

Kiellerup. Theodor Julius KieUerup, Dyrmaler, født den 7. Marts 1818 i København, var Søn af Vare- og Vexelmægler Daniel Kielle­rup (f. 1784, d. 1865) og Cecilie Vilhelmine f. Iversen (f. 1798, d. 1879). Han kom strax efter sin Konfirmation (1833) til at gaa paa Kunstakademiet, hvor han i 1837 rykkede op i Gibsskolen og i 1838 blev Elev. I 1836 udstillede han sit første Billede, »En Hund«. To Aar efter blev et Arbejde af ham, »Et Par Hunde, som oprode et Muldvarpeskud«, købt til Malerisamlingen (1838) og atter to Aar efter (1840) et andet Ungdomsarbejde, »En Hundescene«. Begge hænge i Samlingen paa Kronborg. I 1841 rejste han til München, hvor han levede nogle Aar for egen Regning. I 1844 og flere Gange senere søgte han om Rejseunderstøttelse fra Akademiet, uden at opnaa den, da netop i den Tid saa mange unge Kunstnere søgte derom, hvoraf de fleste levede og virkede umiddelbart under Akademiets Øjne. Han forblev imidlertid i Miinchen, hvor han i 1847 ægtede Marie Delcroiz (d. 1882) fra samme By; men faa Aar efter bortrev Døden ham der den 14. Maj 1850.

Uagtet Kiellerup sluttede sig til den da blomstrende Kunstskole i Miinchen, vedligeholdt han stadig Forbindelsen med Hjemmet, idet han næsten hvert Aar hjemsendte større eller mindre Billeder, som tildels var købte af Landsmænd. Dog solgte han, som det synes, sine største og bedste Billeder i Tyskland, hvor han vandt et ret anset Navn som Dyrmaler. Medens han i Hjemmet med Forkær­lighed havde malet Fremstillinger af Hundens Liv, vendte han i Miinchen sin Opmærksomhed mod de i fri Tilstand levende Dyr og malede Vildsvin, Gemser, »Hjorte, som opskræmme en Flok Vild­ænder« og a. lign. Af hans i Miinchen malede Billeder tilhørte »Vildsvin, der angribes af Hunde« Christian VIII, »En Gemsejagt« Godsejer Scavenius, »Kronvildt, Hjorten udfordrer en Medbejler« Professor Eschricht. Et tidligere malet Billede, der tilhørte samme Mand, »Gemser, som anfaldes af en Los i en Bjærgegn« (1842) er gengivet i »Billeder af danske Malere«.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nagler Monogr. IV, 729, med ganske urigtige Medd.)

 

Kierkegaard. Niels Christian Kierkegaard, Portrættegner, født i København den 24. September 1806 og Søn af Silke- og Klæde-

 

N. K. L.    I.                                          Januar 1896.                                     3⁶

 

⁵⁶²

handler Anders Andersen Kierkegaard og Karen f. Jørgensen, besøgte i sin Ungdom Kunstakademiets Skoler, hvor han i 1824 fik Plads i Gibsskolen. Han gav sig især af med Portrættegning og udstillede i Aarene 1830—41 en Del tegnede Portræter, deriblandt i det sidst­nævnte Aar, Dronning Caroline Amalies Portræt. I hans senere Aar er ogsaa et smukt tegnet, ejendommeligt Portræt af Søren Kierke­gaard, saaledes som denne saa ud i sin Ungdom, fremkommet og gengivet i Træsnit og Fotografi. N. C. Kierkegaard blev 1833 Lærer ved Landkadetakademiet, og forblev i denne Stilling til Akademiets Nedlæggelse (1861). Da han tillige var Tegnelærer i private Skoler, maatte han opgive at tegne Portræter, men han har derimod navnlig i sine Ferier syslet flittigt, i Førstningen under Buntzens Vejledning, med Landskabsstudier fra Københavns nære Omegn. Han har ikke alene tegnet, men ogsaa malet, dog uden at udstille. Han var ugift og døde under et Besøg i Besser paa Samsø den 14. August 1882.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. IV. T.  10.)

 

Kindgren. Cerl Frederik Kindgren, Billedhugger, rimeligvis svensk født, var Lærling af Wiedewelt og nøje knyttet til denne; han var gift og levede endnu ved Wiedewelts Død (1802); ellers kendes hans Livsforhold ikke. Han har gjort tretten Medailloner i Gibs af de oldenborgske Konger til Mønt- og Medaillekabinettet, den Gang det blev indrettet paa Rosenborg, og fik 40 Rdl. d. C. for Stykket. Wein-wich nævner blot, at han arbejdede i Wiedewelts Værksted »og blev regnet blandt de skønne Arbejdere«.

(Weinw. Lex.    Medd. ved F. J. Meier.    Do.,  »Wiedewelu, S. 280).

 

Kingo. Johan Thomas Kingo, Tapetvæver, Digterens Farfader, var endnu 1686, da Sønnen Hans Kingo fødtes, i sit Fødeland, Skot­land, men kom snart efter til Danmark, hvor han 1590 var bosat i Helsingør og modtog Besøg af Kong Jakob VI af Skotland. Han var Tapetvæver og blev som saadan indkaldt for at være Christian IV's Tapetmager. Da han tog sin Familie med — Sønnen Hans blev senere Silkevæver i Slangerup —, er det rimeligt, at han er bleven her i Landet. Saafremt han har vævet de Tapeter, hvortil den yngre (mellemste) Karel van Mander gjorde Tegninger, tilhører disse ogsaa en langt senere Tid, nemlig omtrent 1620. Som Mester ved Fabriken i Slangerup har han dog snarere arbejdet noget tidligere for her i Landet levende Kunstnere, som Johannes v. Wick o. a.

(Weinw., S. 51, Do. Lex. Burman Becker, Tapeter S. 8. N.M.Petersen, Lit..Hist., III, S. 634.)

 

563

Kirkerup. Andreas Johannes Kirkerup, Architekt, var født den 9. Juni 1749 i København og Søn af en Tømrersvend; han lærte Tømrerhaandværket hos Boye Junge, gennemgik Kunstakademiet, saa at han endog fra 1769—1773 fik alle dets Medailler lige til den store Guldmedaille; men han benyttede kun sin Medaille til Aaret efter at blive Tømrermester uden Borgerskab. Aaret efter blev han Hoftømrermester, senere Hofarchitekt, og efter at have staaet ved Brandkorpset siden 1772 blev han 1803 Brandmajor. I denne Stil­ling udmærkede han sig saaledes under Københavns Bombardement 1807, at han samme Aar blev Ridder af Danebrog. Som Architekt nævnes han kun i Anledning af en Retssag med Købmand Wright om et Hus i Helsingør, hvortil han havde gjort en »cassabel Teg­ning«, (1790) samt i Anledning af Kronprinsens Indtog den 14. Sep­tember s. A., da han paatog sig at opføre en Æreport foran Øster­gade efter Bestilling af Jøderne i København. Han var den i. December 1775 bleven gift med Clara Holst, der døde før ham, og han døde i København den 22. Oktober 1810.

(Skild. 1830, Sp. 880—81. Bricka, IX, 185. Thiele, Thorv. I, 24. Akad. Ordenskaptl. Kbhv. Lommebog. Statskalend. Adresseav. 1775, Nr. 191, 1810, Nr. 249.)

 

Kittendorff. Axel Theodor Kittendorff, Xylograf, født den 19. Ok­tober 1821, var Søn af Vævermester Johan Adolf Frederik Kitten­dorff (d. 1849) og Anna Amalie Elisabeth f. Kuhn (d. 1864); han kom ved sin Konfirmation eller lidt før i Lære hos Xylograf Flinch for fire Aar og begyndte paa samme Tid at gaa paa Kunstakademiet (1834). Han blev 1846 Elev af Modelskolen, men havde allerede siden 1840 udstillet Træsnit. Blandt andet udførte han i Tontryk et stort Træsnit efter en Buste af Christian IV, tegnet af Broderen Adolf Kittendorff (udst. 1845) og i 1847 et Træsnit efter Marstrands Medlemsstykke »Erasmus Montanus«. Et Par Aar tidligere havde han udført det samme Æmne efter en Tegning af Marstrand, let og aandrigt henkastet. I 1848 og 1849 besøgte han Berlin og Leipzig og naaede stor Fuldkommenhed som Xylograf, saa at hans Træ­snit ere vel agtede blandt udenlandske Samlere. I 1849 traadte han i Forbindelse med Aagaard (Firma Kittendorff og Aagaard) og deltog personlig i Udgivelsen af de store illustrerede Værker, som ere udgivne af denne Forretning (se Aagaard). Han blev den 5. Marts ^J853 gift med Emilie Christine Cathrine Kretzschmer (f. 1827), Datter af Grosserer, Hørkræmmer Peter Christian Kretzschmer og

 

⁵⁶⁴

Susanne Nikoline f. Goldberg.    Kittendorff døde allerede den 8. Marts 1868, kun 46 år Aar gammel.

(Priv.   Medd.     Bricka,   IX,    188.     Tdskr.  f. Kstind.   1891,   S.   12.      [Nagler Monogr. I, 791.]    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Kittendorff.    Johan Adolf Kittendorff,   Lithograf,   ældre Broder til ovennævnte A. Th. Kittendorff, og født i København den 5. April 1820,   blev  efter   sin Konfirmation,   paa Foranledning af G. Hetsch, sat i Malerlære hos J. G. Berg, kom, da han havde udlært (1838), i lithografisk Lære hos Em. Bærentzen & Co., hvor han snart blev en duelig Lithograf.     Imidlertid   havde  han gaaet paa Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1841, medens hans Virksomhed som Lithograf først tillod ham at vinde den store  1849.    Aaret efter traadte han i Kompagni med I. V. Tegner (s. d.) under Firma Tegner & Kittendorff, som i  1875 holdt 25 Aars Jubilæum og først opløstes 1893 ved Tegners Død.    Kittendorff har især vundet Opmærksomhed ved sit store Værk  »Billeder efter danske Malere«, hvoraf 186 Blade ere udgivne af Firmaet,   alle tegnede paa Stenen af Kittendorff selv. Af større Arbejder  har  han udført   »Slaget ved Idsted« efter Sonne, »Slaget ved Mysunde« efter Simonsen  og   »Christiern II i Fængslet« efter C. Bloch.     I Farvetryk  har  han  bl. a. udført  »Fiskerdrengen« efter C. Bloch,   »Hundene skal have Mad« og »Grævlingehund med Hvalpe«   efter  O. Bache,    »Storkefamilien«   efter  Mackeprang   samt Diplomet til Industriudstillingen efter Heinr. Hansens Tegning.     Fra den   i. Januar 1855   til   31. Maj  1893   var   han   en   dygtig   og   vel anset Lærer ved Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse  og holdt   ogsaa Jubilæum  som   saadan   i   1880.     Siden   1842   har   han udstillet  dels   Lithografier,   dels   originale   Tegninger   og Akvareller. Den   27. April   1880   blev   han   Medlem   af  Kunstakademiet,    den 4, Marts  1890 blev han Ridder af Danebrog.    Kittendorff er ugift.

(Priv. Medd. )Bricka, IX, 189. Tdsk. f. Kstind. 1891, S. 12 flg. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Kiær. Søren Kiær, Maler, undertiden kaldet paa Latin Severinus Paludanus, var i sin Ungdom (inden 1611) i Lære hos Peter Isacsz, medens denne var i Amsterdam, synes dernæst i nogle Aar at have været paa Rejser som »kgl. Majestæts Malersvend« og var som saadan i Venezia i 1616. Efter Hjemkomsten blev han den 23. Juni 1617 ansat som kgl. Contrafejer med 200 Rdl. d. C. om Aaret, men afgik fra denne Stilling den 12. December 1627, uden at der siges, at han er død. Der nævnes bl. a., at han har malet sex

 

565

Stykker paa Panel, som sad i faste Rammer paa Frederiksborg. I 1620 sendte Christian IV ham til Slesvig til Hertug Johan, for at han skulde male Hertugens og hans Datters Portræter i Legems­størrelse. Weinwich kalder ham Kehrort og nævner, at han 1623 fik det Hverv at male Kongens Moder Sofie af Meklenborg.

(Weinw. Lex. Dnsk. Saml. II, S. 163. Medd. fra Rentek. 1872, S. 194. Rigsarch.)

 

Kiærskou. Frederik Christian Jakobsen Kiærskou, Landskabs­maler, født i København den 26. Marts 1805, var Søn af Kopist i Politiretten, Frederik Jakob Kiærschou og Susanne Dorothea f. Lind. Da han i sin Barndom viste Anlæg for Tegning, sørgede Direk­tøren for Vajsenhuset, i hvis Skole han efter sine Forældres tidlige Død (1814) havde gaaet, for, at han efter sin Konfirmation fik Plads i Akademiets Tegneskole (1820); men da J. P. Møller raadede til at lade ham lære Dekorationsmaleriet, inden han skulde tænke paa at blive Landskabsmaler, blev han for tre Aar sat i Lære hos en Maler­mester og arbejdede siden som Dekorationsmaler hos Hambros Enke i fem Aar. Imidlertid gennemgik han Akademiets Skoler, saaledes at han i 1830 blev Elev af Modelskolen, og da han ved flittige Studier dels i Eckersbergs, dels i J. L. Lunds Malerskoler havde uddannet sig til Landskabsmaler, lykkedes det ham i 1832 at vinde et Accessit (20 Rdl.) i Landskabsfaget og Aaret efter den egentlige Pengepræmie (50 Rdl.) for »Et Parti Træer i Classens Have«. Den 24. November 1827 ægtede han, som ung Malersvend, Ida Ginderup (d. 6. November 1880). Allerede i 1826 udstillede han sine første Forsøg og i 1828 sine første Studier efter Naturen, og siden den Tid udstillede han næsten hvert Aar til sin høje Alderdom.

Efter at han saaledes havde tjent sine Sporer ved Akademiet, længtes han efter at komme udenlands og søgte derfor fra 1837 indtrængende Akademiet om dets Anbefaling for at kunne opnaa Stipendium fra Fonden ad usus publicos. Akademiet var ogsaa villigt til at anbefale ham, men raadede ham dog til at vente, da Gurlitt og Mohr var saa godt anbefalede, at de nødvendig maatte blive ham foretrukne. Det lykkedes ham derfor først i 1841, da ogsaa Bort-givelsen af de mindre Stipendier var gaaet over til Akademiet, at opnaa den akademiske Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl., der Aaret efter blev fornyet. Men om Efteraaret 1840 var han allerede, ved Hjælp af et Pengelaan hos en Svoger i Fyn, rejst til Dresden og Miinchen, hvor han tog Hovedophold under sin Udenlandsrejse,

 

566

medens han derfra gjorde Udflugter til Tyrol, de bajerske Højlande og Svejts. Under Rejsen lykkedes det ham at sælge flere Billeder til Grev A. V. Moltke, der ogsaa tidligere havde støttet ham, ligesom ogsaa Kunstforeningen baade før og nu købte Billeder af ham. Den Paavirkning, han modtog i Miinchen, spores senere gennem hele hans Kunstnervirksomhed i Lysten til at komponere maleriske Pro­spekter og i en konventionel Behandling, der ganske dækkede over Virkningen af de Studier, han især i yngre Aar havde gjort efter Naturen. Den smukke Anordning bevarede ham dog bestandig en ret anselig Kreds af Købere. Efter Hjemkomsten blev han den 7. August 1843 agreeret paa »Et Parti af Etschdalen« og en Mappe med Skitser, den 10. Marts 1845 blev han Medlem af Akademiet paa »Et Landskab i en tyrolsk Bjærgegn« og samme Aar var han en Sommerrejse i Sverig. I 1848 blev han tillige Medlem af Kunst­akademiet i Stockholm, og i 1859 fik han Titel af Professor. Den kgl. Malerisamling ejer foruden tre Ungdomsarbejder af ham, et større Landskab fra Bleking (udst. 1855) hvori en Blæstvejrsstemning er kraftigt udtrykt, og et »Sjællandsk Landskab« (udst. 1871). For øvrigt ejes hans Hovedbilleder af Kongen, Prinsessen af Wales (Bern-storff Slot, Brudegave 1863), Grev Moltke til Bregentved, ligesom ogsaa adskillige af hans Arbejder ere solgte i Sverig, Tyskland og Amerika. I 1874 blev han Ridder af Danebrog. Kiærskou, som siden 1865 havde været Konservator ved Moltkes Malerisamling, og som fra 1867 havde Medlemsbolig paa Charlottenborg, var en lille væver Mand, som med et frisk, forholdsvis ungdommeligt Udseende, bevarede en utrættelig Arbejdskraft, og Penslen faldt ham, saa at sige, af Haanden, da han den 6. Juni 1891 afgik ved Døden uden foregaaende Sygdom. Hans Portræt er lithograferet af P. Gemzøe. (Priv. Medd. Bricka, IX, 205. Akad. Reitrel. Udst. Fortegn.)

 

Klein. August Henning Klein, Architekt, Søn af Murmester Ditlev Vilhelm Klein (f. 1793, d. 1868) og Marie Kirstine f. Skousboe (f. 1806, d. 1891), er født i København den n. Oktober 1839. Efter at han i 1855 var bleven examinatus polyt., kom han i Lære hos Tømrer­mester Kayser, og blev Svend 1858. Samtidig tegnede han hos Bindesbøll og Meldahl og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1856. Hans Studier ved Akademiet blev dog afbrudte ved mindre Rejser, ved at han 1862—65 ^var Meldahls Konduktør ved Genopførelsen af Frederiksborg Slot, og ved at han i 1864 deltog i Krigen som Menig i 18. Regiment. Dog blev han Elev af Architekturklassen og

 

567

stededes til Afgangsprøve, men tog ikke Afgangsbevis. Imidlertid fik han i 1867 sit første større selvstændige Arbejde ved Opførelsen af Faarevejlegaards Hovedbygning, og har siden den Tid bygget en Mængde andre Herregaarde over hele Danmark, saaledes bl. a. Oxholm paa Mors (1870), Klintholm paa Møen (1876), Tølløse (1884), Skjold-gaarden (1894), samt Tranekær Kirke paa Langeland (1886). Ved Siden heraf har han været i livlig og udstrakt Virksomhed, navnlig ved Opførelsen af Landbrugsbygninger. I 1870 udstillede han et Par Tegninger af større Ombygninger. Foruden mindre Rejser til London 1862, Stockholm i 1866, var han i 1874 i Paris og Tysk­land og 1892 en længere Rejse i Tyskland og Svejts. Som Forfatter er han optraadt i »Ugeskrift for Landmænd« og i »Tidsskrift for Landøkonomi« samt selvstændigt med »Tegninger til Landbrugs­bygninger« i 1876 og »Danske Landbrugsbygninger« (1893). Han blev 1871 gift med Pauline Clementine Lorentzen (f. 1850), Datter af Vinhandler O. D. Lorentzen.

(Priv. Medd.    Bricka, IX, 211.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Klein. Christian Leonhard Klein, Blomster- og Porcelænsmaler, født den 27. Marts 1810 i København, var Søn af Tæller i National­banken, Conrad Gottlieb Klein (f. 1768, d. 1842) og Jessine f. Alm-strup. Han blev efter sin Konfirmation Lærling paa Porcelæns-fabriken og gik samtidig paa Kunstakademiet, hvor han blev Elev af Modelskolen (1831). Imidlertid lærte han Blomstermaleriet og Porce-lænsmaleriet under J. L. Jensens Vejledning, og konkurrerede til den Neuhausenske Præmie med to Tallerkener, hvorpaa han havde malet Blomsterne og Juuel den øvrige Udsmykning. Han var i en Række Aar Blomstermaler ved den kgl. Porcelænsfabrik og har som saadan udført og ledet Udførelsen af det nye Flora-danica-Stel, flere store Vaser og tre store Bordservicer. Et i 1831 udstillet Maleri, »Blomster og Frugter«, blev købt til den kgl. Malerisamling, og en i 1855 i Paris udstillet Vase fik Hædersdiplom; i 1885 fik han Fortjenst-medaillen i Guld. I 1847 blev han gift med Hanniballine Frederikke Marie Hansen (f. 1824, d. 1874). Han døde den 22. December 1891.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 3. R. I. T. 10.)

 

Klein.    Frants Klein, Maler, se F. Cleyn.

 

Klein. Johannes Frederik Kkin, Landskabsmaler, er Søn af Distriktslæge i Kjerteminde Vilhelm Emil Klein (f. 1818) og Ane Marie Elisabeth f. Møller (f. 1830), og han er født i Kjerteminde den 23. Marts 1854. Han tog 1871 Realafgangsexamen i Odense

 

568

Kathedralskole, med Tillægsexamen (1873) i Trigonometri og Stereo­metri, var Murerlærling i sin Fødeby i et Aar, kom derpaa til Køben­havn og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Akademiet, hvis Skoler han besøgte fra den 10. Januar 1873 til Oktober Kvartal 1879, da han gik ud af Architekturskolens Forberedelsesklasse for at uddanne sig til Maler. Efter at have studeret paa egen Haand udstillede han første Gang ved en Decemberudstilling i 1887. Siden 1890 har han udstillet ved Foraarsudstillingerne næsten udelukkende Vinterstykker, dels Landskaber, dels Gadepartier. (Priv. Medd. Akad, Udst. Fortegn.)

 

Klein. Peter Casper William Klein, Architekt, født i Køben­havn den 23. Februar 1822, er Søn af Bagermester Ludvig (Louis) Klein (f. 1777, d. 1847) °g Cathrine Magdalene f. Muller (f. 1786, d. 1856), begge fra Elsass. Da han var kommen i Malerlære, fik han Adgang til Kunstakademiet, og Aaret efter at han var bleven Maler­svend, vandt han Akademiets mindre Sølvmedaille i Dekorationsskolen (1843). Han var blandt de Elever, som deltog i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, og fik derved Lyst til at lægge sig efter Bygningskunsten, hvorfor han tegnede en Tid hos G. Bindesbøll. I 1850 oprettede han en Tegneskole i Malmø, som han tre Aar efter opgav, da han blev Lærer ved den da oprettede techniska ekmentar-skolen, i hvilken Stilling han forblev til 1862; i 1858 var han tillige bleven Lærer ved Statens hogre ekmentarlåroverk.

Tillige virkede han i Malmø som Bygmester og blev, efter en Studierejse i Tyskland konstitueret i 1860, og i 1862 fast ansat som Stadsarchitekt i Malmø. Af selvstændige Arbejder har han bl. a. udført Tilbygningerne til Raadhuset i Malmø, og Kirken Stora Uppåkru ved Lund. Desuden virkede han for Kunsthaandværket ved at gøre Tegninger til Kunstflidslotteriet i Malmø, der senere blev hævet. Endelig har han paa Svensk udgivet nogle Skrifter om Tegne­kunsten og Fortegninger. Hans Virksomhed tilhører altsaa udeluk­kende vort Naboland. I 1895 holdt han Jubilæum (35 Aar) som Stadsarchitekt. Han blev i 1851 gift med Caroline Sofie Jakobsen, og den ovenfor nævnede Landskabsmaler J. H. Carmiencke (s. d.) var gift med hans Søster.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Klein. Viggo Klein, Architekt, er Søn af Justisraad, Kasserer i Livrente og Forsørgelsesanstalten af 1842, Peter Klein (f. 1800, d. 1859) og Ida f. Bramsen (f. 1815), og er født i København den

 

569

6. September 1850. Efter sin Konfirmation kom han (1864) i Snedker-og derpaa i Tømrerlære, dimitteredes af C. V. Nielsen til Kunst­akademiet, hvor han 1867 indtraadte i Almindelig Forberedelsesklasse. Efter senere at have gennemgaaet Architekturklasserne fik han den 17. Marts 1882 Afgangsbevis som Architekt. Imidlertid havde han tegnet hos Aug. Klein og Ch. Abrahams, samt, tildels med ministeriel Understøttelse, foretaget en Rejse i Tyskland. Strax efter sin Afgang modtog han et Engagement til Japan, hvor han, som Architekt for Post-Dampskibsselskabet »Mitsu Bishi«, fuldførte Opførelsen af Kontor-og Lagerbygninger, paabegyndte af en fransk Civilingeniør Lescasse, samt Kaimure og Brobygninger ved Havnene i Hakodate og Osaka, og førte Tilsyn med Selskabets Bygninger i Tokyo og Yokohama, hvorefter han i 1884 rejste hjem over Amerika. Den u. Juni s. A. ægtede han Augusta Helene Driessen (f. 1855), Datter af Købmand Karl Friedrich Oswald Driessen (fra Chemnitz, f. 1829, d. 1886) og Amalie Augusta f. Drechsel (f. 1831). Fra 1887 har han praktiseret som Architekt sammen med Architekt A. J. Theill og opført Skovs-hoved Hotel, samt en Mængde Villaer langs Kysten. (Priv. Medd. Akad.)

 

Klein. Vilhelm Klein, Architekt, Søn af Murmester D. V. Klein og ældre Broder til den ovennævnte Aug. H. Klein, er født den 6. Marts 1835 i København. Efter sin Konfirmation begyndte han at gaa paa Akademiet og kom samtidig i Murerlære. Om Vinteren tegnede han først hos Herholdt, derpaa hos Hagemann og endelig hos Bindesbøll i omtrent fem Aar lige til dennes Død (1856). I 1852 var han udlært som Murer, i 1854 vandt han Akademiets mindre, i 1856 dets store Sølvmedaille, konkurrerede i 1857 og 1859 til Guldmedaillen, og i 1858—59 var han en Rejse til Udlandet, navnlig til Italien. Forinden havde han i 1858 været Konduktør hos F. Meldahl ved Blindeinstitutets Opførelse, senere har han foretaget en Mængde, undertiden næsten aarlige Rejser til Udlandet, navnlig til Paris. I 1864 deltog han i Krigen som Menig, og i 1866 ægtede han Charlotte Unna (f. 1835), Datter af Købmand i Helsingør Simon Unna og Johanne f. Schrøder.

Af Bygninger, Klein har opført, kan bl. a. nævnes Frimurerlogen i Helsingør; Sparekassens Ombygning og senere nye Tilbygning, Arbejderboligerne ved Østerbro og Strandvejen, Industriudstillings­bygningen (1870—72) og senere Kunstindustrimuseet (1892—94) i København. Desuden har han opført en Mængde private Huse og

 

570

Villaer saavel i København som i andre Byer. Han har ogsaa anordnet Orglet i Frederiksborg Slotskirke (1860). Klein har gjort sig fortjent af Haandværksstandens Uddannelse i kunstnerisk Retning ved den Iver, hvormed han i 1868 arbejdede for Oprettelsen af den nye Haandværkerskole, som han bestyrede, indtil den i 1876 blev lagt ind under det techniske Selskabs Skole. Han medvirkede lige­ledes til Oprettelsen af en Tegneskole for Kvinder (1875), ^som han siden har bestyret og har deri haft en virksom Støtte i sin Hustru. Efter at den for nogle Aar siden har modtaget en større Udvidelse, virker den, under Navn af »Tegne- og Industriskolen for Kvinder«, især i omfattende Grad til Fremme af kvindelig kunstindustriel Virksomhed. Klein har megen Interesse for fransk Kunst og var et virksomt Medlem af det Udvalg, der fik en fransk Kunstudstilling, hvortil han opførte den midlertidige, men smagfuldt udstyrede Bygning, aabnet i København i 1888. Aaret efter var han Architekt og Sekretær for den danske Afdeling ved Verdensudstillingen i Paris. Klein blev 1872 Ridder af Danebrog, 1883 Medlem af Kunstakademiet (fra 1887 livsvarigt Medlem), fik 1887 Titel af Professor, han er tillige Ridder af Vasaordenen og af Æreslegionen og Officier de l'instruction publique. Han har jævnlig optraadt som Forfatter baade i kunstnerisk, kunst­industriel og litterær Retning.

(Priv. Medd. Bricka, IX, 216. C. Nyrop, Festskrift, S. 189—213 spredt. Statskal. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Kleinsorg. Max Peter Johan Kkinsorg, Raderer, er født den 10. Februar 1866 i Næstved og Søn af Skibsfører (Marineløjtnant 1864) Martin Christoffer Kleinsorg (f. 1831, d. 1878) og Emma f. Goldschmidt (f. 1823). Efter sin Konfirmation kom han paa et Handelskontor i Nyborg i fire Aar og derefter i København i sex Aar, men besøgte da det techniske Selskabs Skole, dimitteredes derfra i 1888 til Kunstakademiet, hvor han gik til 1892, og derefter to Aar i Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann. Siden 1893 har han udgivet adskillige Raderinger og havde i 1894 en Rejseunder­støttelse af det Larssenske Legat for at studere Radering og Trykning af Raderinger i Miinchen. Han blev den 3. November 1894 viet i Everdrup Kirke til Dagmar Wiese (f. 1866), Datter af af d. Proprietær Marx Wiese fra Falster.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Klem. Frederik Johannes Gotfred Klem, Porcelænsmaler, født i København den 3. Oktober 1823 og Søn af Oberstløjtnant Peter

 

571

Heinrich Wolff Klem (f. 1771, d. 1835) °S Birgitte Marie f. Hermann (f. 1787?, d. 1827), var bestemt til Studeringer, men forlod disse og kom paa Porcelænsfabriken for at lære Porcelænsmaleriet. Samtidig besøgte han Kunstakademiet, hvis højere Klasser han dog ikke gennemgik. Han udstillede i 1845 et Porcelænsmaleri, Kopi efter et Genrestykke af Rørbye, og i 1847 et oliemalet Landskab »Parti af Aadalen i Norge«. Efter at have været med i den første slesvigske Krig, hvor han blev Sekondløjtnant, rejste han til Norge og nedsatte sig der som Fotograf, først i Frederikshald, senere i Christiania. Der ægtede han i 1864 Kirsten Henriette Rasen (f. 1836, d. 1890); han afgik ved Døden den i. Januar 1895 i Christiania.

(Priv. Medd. Krigsmin. Archiv. Nat. Tid. ^s/, 1895. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst.)

 

Kleve. Johan Terkel Kleve, Kobberstikker, formodentlig en Brodersøn af den bekendte Terkel Klevenfeldt og født omtrent 17 43, blev Sekondløjtnant i Artilleriet med Anciennetet fra den 16. August 1769, Premierløjtnant den 31. August 1774, men fik den 2. Juni 1779 sin Afsked. Han havde imidlertid megen Lyst og Kærlighed til Tegnekunsten og havde, ved at se Prøver af en i Frankrig den Gang brugelig, af Frangois og Demarteau opfunden, Kobberstikmanér, »Crayon- eller Rødkridtsmanéren«, selv lærte sig en lignende Frem-gangsmaade, hvorved han ad en lettere Vej end det sædvanlige Kobberstik frembragte et Billede, som i sin Virkning lignede en Sortkridts- eller Rødkridtstegning. Hans Opfindelse, som han selv kaldte »den akademiske Tegnemanér«, blev af Landhusholdnings­selskabet lønnet med dets mindre Guldmedaille (1777), som »et vel­fortjent Agtelsestegn«, og af Kongen med 250 Rdl. d. C. (800 Kr.). Han udførte i denne Manér en Del Portræter, f. Ex. af Madame Walter i hendes Rolle i »Aglae« efter et Portræt af Corn. Høyer, Enkedronning Juliane Maries Portræt efter Samme, Christian VII's efter Juel og fl. Efter egen Tegning udførte han Ewalds Portræt¹, og efter Wiedevelts Tegning stak han et mythologisk Billede »Apollo og de ni Muser«, der hørte til hans første Forsøg i Kridtmanéren (1776). Som Radering udførte han Struensees Portræt (1772). I 1777 forelagde han Akademiet, som det synes, netop dette Blad med Ønsket om derpaa at blive dets Medlem, men det blev nægtet ham, fordi i Paris kun Opfinderen Demarteau var bleven akademisk

 

¹ Konkurrerende med demens,   hvis Stik blev   foretrukket,   saaledes  at  han kom til at udføre Stikkene til Ewalds Skrifter efter Abildgaards Tegninger.

 

572

Medlem, men ikke andre Kobberstikkere, der arbejdede i samme Retning. Enkedronning Juliane Marie var hans Beskytterinde, men hun kunde dog ikke udvirke, at han blev Medlem; derimod skyldtes det vistnok hende, at han ved sin Afskedigelse af Krigstjenesten fik Titel af Professor. Til hans Arbejder hører paa en vis Maade det Portræt af Anna Louise Heger, f. Drewsen, som tillægges hendes Mand, Konferentsraad H. Heger, idet nemlig Kleve, ifølge Sønnens, Stefan Hegers, mundtlige Meddelelse, eftergik Pladen med Rouletten. Bladet er ogsaa udført i Kleves »akademiske Manér«. Han var gift med Else Johanne Frimodt (f. 1760), Datter af Justitsraad, Auktions-direktør Johan Frimodt (d. 1797) og Elisabeth Magdalene f. Drewsen (f. 1738, d. 1801); de havde ingen Børn, og hun døde den 23. April 1796. Han var lige til 1782 Lærer i Tegning ved Artilleriskolen; i sine senere Aar udførte han mest kalligrafisk Arbejde til Brug for Skolerne og var Gravør ved Speciesbanken. Han levede en Del Aar i Birkerød og døde der den 5. December 1797. Dødsfaldet meddeltes Familien ved et Avertissement fra Skifterettens Forvalter, Amtsforvalter Selmer i Hirschholm.

(Weinw., S. 227. do. Lex. Sandv., S. 85. Hennings, S. 134. »Clemens« ved Fick, S. 15. Lengnick, Fam. Drewsen. Fussli Kstl. Lex. Suppl. Adresseav. 1796. Nr. 98; 1797, Nr. 319. Skild. 1830, Sp. 405. Krigsmin. Krohn, I, 8.94. Strunk. Akad.)

 

Klingebeck. Frederik Klingebeck, Bygmester, fik den 30. Maj 1560 kgl. Ansættelse med 100 Daler om Aaret, en sædvanlig Hof­klædning, fri Bolig og en hel Del Levnedsmidler.

(Canc. Brevb. II, 406.)

 

Klingsey. Christian Edvard Samuel Klingsey, Architekt, er født den 28. Juli 1850 i København og Søn af Oberst i Fodfolket Peter Edvard Klingsey (f. 1817, d. 1887) og Clara Sofie f. Henning. Efter at have været i Tømrerlære, dimitteredes han af C. V. Nielsen Januar 1870 til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 30. Juni 1882 Afgangsbevis som Architekt. Han blev 1888 Byg­ningsinspektør for Brøndshøj.

(Akad.     Bricka, IX,  231   om  Forældre.     Vejvis.)

 

Klingsey. Ella Augusta Mathilde Klingsey, Malerinde, født den 28. Juni 1848, var Datter af Oberst P. E. Klingsey og Søster til nysnævnte Architekt C. E. S. Klingsey. Hun lærte Blomstermaleriet af Frøken Emma Thomsen og dyrkede sin Kunst med megen Iver

 

573

og Kærlighed; men det lykkedes hende kun at faa udstillet et Par mindre Billeder i 1874. Kort efter var hun blevet forlovet; men midt i sin bedste Udvikling blev hun bortreven af Strubetæring den 13. Januar 1876.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Kloss. Frederik Theodor Kkss, Sømaler, født den 19. September 1802 i Brunsvig, var Søn af en Maler der og blev i 1819 af sin Fader sendt til Berlin for at besøge Bygntngsskolen ved det der­værende Kunstakademi. Da han havde mere Lyst til at være Maler, gik han uden sin Faders Vidende ind i Malerskolen og blev Elev af Historiemaler Schumann, under hvis Vejledning han malede Figur­billeder, Portræter, Landskaber og, hvad han havde mest Lyst til, Marinebilleder, hvortil han gjorde Studier i gamle hollandske Malerier. En Rejse til Prag, Breslau og Dresden (1825—27) bragte ham i sidstnævnte By i Berøring med Landskabsmaler Dahl, hos hvem han saa et Søstykke af Eckersberg, der aabnede hans Øjne for, hvad Marinemaleri var, og vakte hans Lyst til saa snart som muligt at komme til København for der at studere Sø og Skibe. Med An­befalinger fra Henrik Steffens, Professor Biisching og J. C. Dahl kom han den 21. Oktober 1828 til København, som siden den Tid blev hans stadige Hjem. Han begyndte strax at male efter Naturen og udstillede 1829 sit første Søstykke »Parti fra Helsingør«, og han begyndte først i Januar 1830 at male i selve Eckersbergs Malerstue. Samme Aar gjorde han en Sørejse med Kadetskibet, og fik efter Hjemkomsten et tysk Vidnesbyrd af Akademiet, som om det havde været hans Tanke at rejse bort igen. Imidlertid indskrænkede han sig til mindre Udenlandsrejser, og vendte hver Gang tilbage til København, hvor han i den preussiske Minister Grev A. Raczynski havde en varm Velynder.

I 1834 begyndte Kloss paa Udgivelsen af nogle Stentryk med dansk og tysk Text, der udkom i det kgl. Stentrykkeri, men stand­sede, da Trykkeriet ikke kunde overkomme sine Arbejder og snart efter blev nedlagt. Efter at han i nogle Aar havde malet og udstillet ikke faa Billeder, dels efter umiddelbare Studier i danske Farvande, dels fri Kompositioner som »Slaget i Lyngørshavn«, »Prins Christian efter Affæren ved Sjællandsodde« o. lign., udbad han sig den i.Juni 1840 at blive agreeret ved Kunstakademiet i København. Da dette ikke kunde ske, fordi han var Udlænding, opfordrede Akademiet ham selv til at søge Indfødsret, som blev tilstaaet ham under 7. August

 

574

og den 24. næstefter blev han enstemmig agreeret. Den 7. December s. A. blev han Medlem af Akademiet for Opgaven »Aabent Hav med Skibe i trerebet Merssejlskuling«. Senere var han i 1843 en Rejse med Fregatten Thetis til Italien og i 1844 besøgte han Færøerne.

Kloss blev 1847 Ridder af Danebrog, 1853 titulær Professor og ægtede 1851 Caroline Bauditz, der ved sin Død efterlod ham en Datter. I 1855 fik han Medlemsbolig paa Charlottenborg, i 1867 flyttede han over i en anden og bedre Bolig, og der døde han den 9. Juni 1876, efter at han siden 1871 ikke havde udstillet mere. Af hans mange Arbejder ejer den kgl. Malerisamling ti Billeder, for største Delen fra hans første Tid i Danmark (1832—42), uden at dog noget er betydeligt nok til at fortjene at fremhænges. Chri­stian VIII, Frederik VII og Kunstforeningen i København købte ikke faa af hans Arbejder. Han var i sin gode Tid en heldig Elev af Eckersberg, noget dybere og varmere i Farven, medens han savnede Mesterens lyse Klarhed og fine Tegning. Hans vigtigste Elev var Emanuel Larsen, som i adskillige Aar tegnede og malede hos ham. Hans Datter, Sofie Kloss, født den 22. Oktober 1854, lagde sig ogsaa efter Malerkunsten og har udstillet et Par Landskaber.

(Priv Medd. Bricka, IX, 238. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1876.)

 

Klæstrup. Peter Christian Nygaard Mattat Klæstrup, Tegner, født den 29. Maj 1820 i København, var Søn af Christian Juel Klæstrup (d. 1837), en Jydsk Præstesøn, der var Løjtnant i den norske Hær, men efter 1814 udtraadte af Krigstjenesten og flyttede til København, hvor han levede som Oversætter og Privatlærer; Kunstnerens Moder var Sofie Jensine f. Anthon, der ogsaa var Over-sætterinde. Han begyndte 1835 at gaa paa Kunstakademiet og blev 1841 Elev af Modelskolen, medens han samtidig besøgte J. L. Lunds Malerskole. Hans Kaar nødte ham dog til mest at arbejde for Træskærere, og saaledes tegnede han i sin Tid Billederne til Goldschmidts »Corsaren«, og har senere arbejdet for lignende illustrerede Blade, f. Ex. for »Punch«. Tillige har han tegnet Illustra­tioner til en Mængde Værker, dels Aarbøger og Almanakker (som Gæa), dels danske Forfatteres Skrifter, Holberg (Peder Paars), Wessel o. fl. Af særskilte Arbejder kan nævnes tre store Albums med ialt 600 Vandfarvebilleder (1872—76), forestillende Tidsbilleder fra Livet i Danmark under Kongerne Frederik VI, Christian VIII og Frederik VII.

 

575

De originale Tegninger udførtes for Fabrikant Hjorths Regning som en Gave til Kronprinsen. Endvidere udførte han paa lignende Maade 128 Billeder af danske adelige Vaaben, som blev lithograferede og kolorerede i Haanden. Dette Værk kostedes af Cand. C. Casten-skjold, som selv skrev Texten dertil. Endelig kan nævnes en Sam­ling Træsnit, efter en Del af de Tegninger, som findes i Kron­prinsens Album, som udkom i 1876 og senere i 3 Rækker i flere Oplag under Titel »Det forsvundne København«, hvor dog den xylografiske Gengivelse ikke lader Kunstnerens Lune og techniske Fortrin komme til deres fulde Ret. I 1865 fik han Medaillen pro litteris et artibus af den svensk-norske Konge Carl XV, og i 1866 ægtede han Maren Emma Vilhelmine Elisabeth Kierulff, født den 14. Marts 1825, Datter af Skibsfører og Opsynsmand ved Bombe­bøssen, Andreas Christian Kierulff (f. 1792, d. 1865) og Anna Sofie Adolfme f. Mongeroed (f. 1791, d. 1862). Klæstrups Hustru er som ugift og gift optraadt som Forfatterinde til Smaafortællinger under Mærkerne Antonia Kyrre og C***., dels særskilt, dels i Tidsskrifter. Klæstrup døde den 9. Marts 1882 og hans Enke den 27. Januar 1892.

(Priv. Medd. Akad. Pers. Tidskr. IV. T. IO og 3. R. II, T. 9. Lengn. Fara. Kierulff. Geneal. Inst.)

 

Knieper. Hans Knieper, Maler, er ifølge Danske Magazin én Person med den ovenfor nævnte Johan af Antwerpen. Han blev tilligemed en Tapetvæver hentet fra Brabant i 1577, for at male Patroner til Tapeterne. Den 5. Januar 1578 fik han Bestalling af Frederik II som kgl. Maler med en aarlig Løn af 100 Rdl. d. C. og en sædvanlig Hof klædning, dog saaledes, at hans udførte Arbejder skulde betales særskilt. Snart efter den 22. Februar s. A. indgik han en Kontrakt om at male de nævnte Patroner til Tapeter til en Pris af tre Ort for hver sjællandsk Alen. Efter disse Patroner skulde Tapetmageren Antonius de Corte (s. d.) udføre selve Vævningen, men da denne døde Aaret efter, fik Knieper ogsaa hans Løn, mod selv at overtage Vævningen. Han hentede nu i sin Hjemstavn Svende, der tildels førte Hustruer og Børn med sig. Endvidere fik han den 9. December 1581 Paabud om at udføre til Tapeter ni af Kongens Forgængere paa Tronen samt Kongen (Frederik II) selv og hans Søn (Christian IV), hvilke skulde betales med 9000 Rdl. i alt, og som det synes var disse store og omhyggelig udførte Tæpper færdige allerede efter tre Aars Forløb. I 1584 og 1585 sluttedes der ogsaa nye Kontrakter med ham om Udførelsen af andre Tapeter med

 

576

bibelske Æmner; men han arbejdede ogsaa i disse Aar med tyve Svende og Drenge. Af alle disse Pragttæpper, som fra først af var bestemte til Kronborg, tilintetgjordes nogle ved en Ildebrand, som overgik Slottet i 1629; dog skaanedes Kongeportræterne, som blev førte til Frederiksborg og brændte der i 1859, medens nogle af Tapeterne kom til København, hvor de endnu bevares i National­museet og paa Rosenborg og vidne fordelagtigt om den gamle Mesters Kunstfærdighed. Knieper, som ogsaa selv havde ført sin Hustru, Marine Johansen, med sig, døde den 2. November 1587, inden de bestilte Arbejder var færdige. Enken fik saaledes bl, a. Betaling for 22 Contrafejer, som Kunstneren havde udført. Han synes at have været den samme, hvem Tyge Brahe kaldte Pictor regius Coronce-burgensis.

(Weinw., S. 33 og 39. do. Lex. Sandvig. Nye danske Mag., II, 4; 8.98—103. Dske. Saml., V, 8.143. BurmanBecker, Tapeter, 8.6, 8, 9, il—16. Bricka, IX, 249. F. R. Friis, Saml., 305 og 343 flg.)

 

Knudsen. Hans Christian Martinus Knudsen, Landskabsmaler, er Søn af Uld varefabrikant Martinus Knudsen (f. 1831, d. 1888) fra Skarild i Jylland og Johanne Cathrine f. Crone (f. 1828) og er født i Roskilde den 16. August 1865. Han kom først i Malerlære i Odense i tre Aar, men rejste i 1884 til København, for at uddanne sig til Kunstner. Han besøgte derpaa Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann i fire Aar og gjorde for øvrigt Landskabsstudier paa egen Haand. Han har haft en lille Rejseunderstøttelse af Udstillingsfonden og har udstillet siden 1893.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.

 

Knudsen. Ludvig Harald Knudsen, Architekt, født den 18. Au­gust 1843 i København, er Søn af Kaptajn og Urtekræmmer Jens Christian Knudsen (f. 1801, d. 1856) og Johanne f. Jakobsen (f. 1811, d. 1866), kom efter sin Konfirmation i Tømrerlære, besøgte det tech-niske Institut og begyndte 1860 at gaa paa Kunstakademiet, hvorfra han den 30. Juni 1866 fik Afgangsbevis som Architekt. I 1867 vandt han derpaa den mindre Guldmedaille for Opgaven »En prote­stantisk Kirke«. Han er Elev af G. Hetsch og tegnede senere hos Chr. Hansen og F. Meldahl; i 1871 blev han konstitueret og 1873 fast ansat som Bygningsinspektør i fjerde Distrikt og forblev i denne Stilling til 1889. Han ægtede i 1872 Caroline Sofie Mottlau (f. 1854), Datter af f h. Tømmerhandler August Harm Mottlau (f. 1818) og Hansine f. Lassen (f. 1826). Af hans Arbejder kan fremhæves det

 

577

Berlingske Gravkapel paa Ordrupshøj, den katholske St. Andreas-kirke sammesteds, Stefanskirken paa Nørrebro (1874), Opfostrings-huset (1880), Bethesda (1882), St. Clemens Kirke paa Bornholm (s. A.), Garnisons Menigheds Bygning (1894) m. fl. Han har restaureret Garnisons Kirke (1885), Reformert Kirke (1889) og desuden opført en Mængde Privatbygninger. Et Arbejde af ejendommelig Art er den dekorative Mur paa den kgl. Skydebanes Grund (1887). I 1887 blev han ogsaa Ridder af Danebrog.

(Priv. Medd.    Bricka, IX. 286.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Knudsen. Marie Rasmine Knudsen, Landskabsmalerinde, født den 31. Marts 1850 i Slagelse, var Datter af Købmand, Grosserer Rasmus Bang Knudsen (f. 1817, d. 1893) og Marie Dorthea f. Fischer (f. 1818, d. 1854). Hun besøgte V. Kyhns Tegneskole, og udstillede fra 1884 til 1889 en stor Del Landskaber, som oftest fra Egne i Nordsjælland, samt et enkelt Interiør (1885). Hun døde den 22. Maj 1890 paa Frederiksberg Hospital.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Begr. Kont.)

 

Knudsen. Henry Jakob Brockmann-Knudsen, Landskabsmaler, er Søn af Baandhandler Johan Frederik Knudsen (f. 1835, d. 1882) og Henriette f. Brockmann (f. 1848, d. 1868, ni Dage efter Sønnens Fødsel) og er født i København den 10. Maj 1868. Han kom efter sin Konfirmation som Lærling paa det kgl. Theaters Malerskole i tre Aar og dimitteredes imidlertid fra det techniske Selskabs Skole til Kunstakademiet, som han dog kun besøgte fra Oktober 1884 til Januar 1886. Efter at han havde arvet nogle Penge efter sin Mor­fader i Grenaa, rejste han til Paris, hvor han studerede et Aarstid hos Julien, derfra til Italien og senere til Ægypten, hvor han byggede sig et Atelier i Luxor, og til Syrien. Fra Udlandet har han i 1892 og 1894 hjemsendt Landskabsbilleder, sidste Gang under Navn af Henry Brockmann. I November 1893 var han bleven gift med en Amerikanerinde, og han har for Tiden (1896) Ophold i München.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Knutzen. Balder Ricard Knutzen, Landskabsmaler, er født i København den 8. April 1862 og er Søn af Fuldmægtig i Krigs­ministeriet Martin Ricard Knutzen (f. 1828) og Thora Vilhelmine f. Rasmussen (f. 1832). Han var ikke stærk i sin Opvæxt, men da han stadig havde vist Lyst til Tegning, begyndte han 18 Aar gammel

 

N. K. L.    I.                                             Februar 1896.                                       37

 

578

at tegne hos C. F. Andersen, af hvem han dimitteredes til Kunst­akademiet ved Nytaar 1881; men i Slutningen af Aaret forlod han atter dette og søgte Uddannelse i Kunstnernes Studieskole under Tuxen og Schwartz i to Aar; malede derefter paa egen Haand efter Naturen og havde sit første Billede paa en Decemberudstilling i 1885, og har fra 1886 udstillet Landskaber, for største Delen Vinter­stykker.

(Priv, Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Knutzen. Christian Ludvig Knutzen eller Knudsen, Portrætmaler, Søn af Snedkermester Johan Christoffer Knutzen, blev født i Køben­havn den 15. Februar 1786. Som Elev af Kunstakademiet vandt han i 1812 saavel den mindre, som den store Sølvmedaille og søgte snart derpaa om en Plads som Informator ved Akademiet efter Mørchs Død (1813), hvilken han dog ikke fik. Han var Elev af Lorentzen, under hvem han uddannede sig til Portrætmaler, og som saadan udstillede han, dog ikkun faa Gange, i Tiden 1829—45. I 1810 blev han gift med Frederikke Louise f. Bjergdal (d. 1863), og han døde den 10. December 1861.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Vejvis.)

 

Knutzen. Jiirgen Knutzen (Jørgen Knudsen), Portrætmaler, er født i Slesvig den 23. November 1800, rimeligvis af Bønderfolk. Da han var inde i Krigstjenesten i 1824 som Underjæger ved det fynske Infanteriregiment, vakte hans Talent saa megen Opmærksom­hed, at han ved kgl. Resolution sendtes til Kunstakademiet, for at det kunde bedømme hans Arbejde i Miniaturmaleri og derefter antage ham som Elev ved Akademiet, hvis han havde Talent. Akademiet lod ham gøre Prøvetegninger i Lorentzens, Lunds og Eckersbergs Nærværelse. Den n. Oktober 1824 erklærede det, at han havde løst sine Prøver saa heldigt, at det »anbefalede ham til Kongens naadige Understøttelse«. Kort efter fik han Permission af Krigs­tjenesten og 100 Rdl. aarlig »medens han studerer paa Akademiet«. Han vandt 1828 den mindre og 1830 den store Sølvmedaille og malede samtidig under J. L. Lunds Vejledning. I København er kun hans Arbejde for den mindre Sølvmedaille udstillet, thi allerede 1830 rejste han til Hertugdømmerne, hvor han levede som Portræt­maler, og tilsidst nedsatte han sig i Hamborg.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Hamb. Kstl. Lex.)

 

579

Koch. Fritz Anton Peter Koch, Architekt, er født den 16. December 1857 paa Rønnowsholm, Vrejlev Sogn i Vendsyssel og er Søn af Forpagter Rasmus Malling Koch (f. 1829, d. 1876) og dennes første Hustru Louise Marie Cathrine f. Koch (d. 1860). I sit tolvte Aar blev han Plejesøn hos sin Farbroder, Borgmester Johan George Christoffer Frederik Koch (f. 1827), tog Præliminærexamen ved Odense Kathedralskole, kom derefter i Tømrerlære og besøgte den techniske Skole i Odense, hvorfra han dimitteredes til Kunst­akademiet i København. Dette gennemgik han fra i. Oktober 1877 til den 3o. Juni 1882, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Efter en Rejse i Udlandet 1884—86 konkurrerede han nogle Gange ved Akademiet og vandt 1890 den mindre Guldmedaille for »Et Dom­hus« og fik samme Aar en Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 1000 Kr. Foruden til en Del private Bygninger har han givet Teg­ning til Københavns Telefon-Kiosker, en Kommuneskole paa Øster­bro m. m.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Koch. Jørgen Hansen Koch, Architekt, født den 4. September 1787 paa Christianshavn, var Søn af Skibsbygmester Jørgen Hansen Koch (f. 1745, d. 1801) og Anne Cathrine f. Volkersen (f. 1758, d. 1809). Han lærte Tømrerhaandværket hos Hallander, blev som Bygmester Elev af C. F. Hansen og gik samtidig paa Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han begge vandt i Aaret 1809. Han konkurrerede strax samme Aar til den mindre Guldmedaille, som han først opnaaede ved den følgende Konkurs 1811 for Opgaven »Et Kunstakademi«. Efter ligeledes at have konkurreret en Gang forgæves til den store Guldmedaille, blev denne tilkendt ham i Januar 1816 for Opgaven »Et Militærsygehus«. Efter Ansøgning fik han allerede i November s. A. Løfte paa Akademiets store Stipendium, dog først fra i. Januar 1818 at regne. Imidlertid fik han tillige den 30. Juni 1817 bevilget en Understøttelse paa 200 Rbd. r. S. aarlig i tre Aar fra Fonden ad usus publicos og afrejste i November 1817, kom i Maj det følgende Aar til Rom og foretog derfra en Rejse til Grækenland, der varede næsten et Aar. Ved Tilbagekomsten til Rom traf han Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, som tog sig varmt af ham. Han fulgte med Prinsen til Neapel, tegnede 14 Dage i Pæstum og fik ved Prinsens Omsorg Tilskud til Stipendiet fra Fonden (800 Rbd. for et Aar), for at han kunde forlænge sin Rejse. De Studier, Kunst­neren havde gjort i Grækenland, havde vakt de største Forventninger

 

580

hos Akademiet, og man gjorde alt for at lette hans Fremtid. , Heller ikke fattedes det paa Æresbevisninger i Udlandet. Medens han var i Italien, blev han Medlem af Akademierne i Neapel og S. Luca i Rom og paa Hjemrejsen optog Akademiet i Florens ham til Medlem. Hjemrejsen gik over Frankrig, hvorfra Prinsen tog ham med til London, og først i December 1822 var han igen i København.

Endnu medens han var i Italien, havde han søgt om Embedet som kgl. Bygningsinspektør efter Chr. Meyn, men synes dog først at være bleven udnævnt dertil i Maj 1823, da han samtidig blev Hof­bygmester. Paa to indsendte Projekter, til et Universitet og et Kunstmuseum, blev han den 30. December 1822 enstemmig agreeret ved Akademiet; men praktiske Arbejder optog imidlertid hans Kræfter saaledes, at han først den 27. Marts 1831 kunde blive Medlem med 22 Stemmer mod i. Hans Medlemsarbejde »Et Landslot med Hof­kapel og Theater«, synes ikke ganske at have tilfredsstillet, og navnlig udtalte en enkelt Stemme sig dadlende om det. Faa Aar efter, den 23. Marts 1835, blev han ved C. F. Hansens Afgang valgt til Professor i Bygningskunsten, og i Aarene 1844 og 1847 valgtes han til Akademiets Direktør.

De store Nybygninger, som København trængte til efter Branden og Bombardementet, var dels færdige, dels i andre Hænder ved Kochs Hjemkomst, saa at det kun var i enkelte spredte Træk, han fik Brug for den Kunstfølelse, han med saa megen Iver havde stræbt at udvikle paa Rejsen; i sin lange Virketid i Hjemmet vandt han mest Fortjeneste som den praktiske, nidkære Embedsmand. Kochs Hovedvirksomhed falder derfor dels administrativt som Medlem af Bygningsadministrationen, hvori han som Hofbygmester virkede sammen med Hornbeck indtil Kontorets Ophævelse i 1849, derefter fra 1850 som Bygningsdirektør, dels i almindelig praktisk Retning ved Opførelsen af ikke faa Skoler, Raadhuse, et Cellefængsel m. m. samt af private Bygninger f. Ex. Etatsraad Hansens (nu Etatsraad Aug. Gaméls) Hus paa Hjørnet af Bredgade og Fredericiagade. Blandt hans større Ombygninger kan nævnes Udvidelsen af det store kgl. Bibliothek i Harsdorffs Stil, Ombygningen af det Holsteinske Palæ i Stormgade, Restaurationen af det kgl. Theater (1827) og af flere af de kgl. Palæer. Tillige var han Medlem af Komitéen for Thorvaldsens Museums Opførelse og indsendte selv flere Projekter, som han tog tilbage inden Afgørelsen. Tronfølgerens, siden Kongens (Christian VHI)'s Yndest svigtede ham ikke. Han blev Ridder af Danebrog 1828, Justitsraad 1829, Danebrogsmand 1831, Etatsraad

 

581

1832, Kommandør af Danebrog 1841, Konferensraad 1848. Tillige blev han i 1845 udenlandsk Medlem af Akademiet i Stockholm og Kommandør af Vasaordenen (1845—46). I 1828 ægtede han Ida Wulff (f. 1806, d. 1876), Datter af Kontreadmiral Peter Frederik Wulff (f. 1774, d. 1842) og Hanne Henriette f. Weinholt (f. 1784, d. 1836). I December 1855 tog han Afsked fra alle sine Stillinger og blev derpaa den 14. Januar 1856 med Akklamation optaget til Æresmedlem af Akademiet, og han døde den 28. Januar 1860.

(Priv. Medd. Bricka, IX, 312. C. Bruun og L. Fenger, Thorv. Mus. Hist. Tdskr. > Museum«, 1894, I. Erslews Forf. Lex. III, 8.627. Suppl. II, 8.72—73. Skild. 1823, Sp. 514 og 593. Werlauff, St. kgl. Bibi., 2. Udg., S. 342. Dske. Saml., 2. R. III. S. 303. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Koch. Otto Koch, Kobberstikker fra Slesvig, har stukket nogle Prospekter til Adami Olearii Vermehrte Moscowitische und Persische Reise, Slesvig, 1656, Fol. et Prospekt af Kasan, hvorpaa han kalder sig Sies:, nogle Afbildninger til Mandelslos Rejse (til S. 138) og et stort Portræt af Hertug Frederik af Slesvig og Holsten.

(Weinw., Lex.    Sandvig, S. 85.)

 

Koch. Otto Valdemar Koch, Architekt, er Søn af Provst Hans Peter Gyllembourg Koch (f. 1807, d. 1883) og dennes anden Hustru Anna Oline f. Parelius (f. 1823, d. 1861) og er født den 20. Oktober 1852 i Sønder Kirkeby Præstegaard paa Falster. Efter at have gaaet i Skole i Nykøbing paa Falster, kom han i Mølle- og Maskinbyggeriære, derpaa i Tømrerlære og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet i København, hvis Skoler han gennem­gik fra Juni 1871 til den 30. Juni 1879, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Aaret efter foretog han en Udenlandsrejse til Tysk­land og Italien og atter i 1883 med en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. I 1884 vandt han den mindre Guldmedaille for »En Kirke til København«, i 1885—86 var han udenlands med en større Rejseunderstøttelse fra Akademiet og i 1887 ægtede han Anna Ludvigsen (f. 1858), Datter af Grosserer Bertel Reinhold Ludvigsen (f. 1814, d. 1879) og Sofie Louise f. Stoltze (f. 1828, d. 1869); i 1891 blev han Borgerrepræsentant og i 1893 blev han Medlem af Bygningskommissionen. Blandt hans Arbejder kan nævnes nogle Kommuneskoler i Københavns Omegn, Kapernaumskirken i Utterslev (1894—95), Zionskirken paa Strand vejen (1895—96) m. fl. Af dekora­tive Arbejder maa fremhæves Mindegaven til J. D. Herholdt (Æres-tavle, 1892), Dekorationen af Juryværelset ved den nordiske Udstilling

 

582

i 1888, en Del Møbler m. m. Han var i længere Tid Medudgiver af »Tegninger af ældre nordisk Architektur«, og udgav 2. Afd. af Kirkerne i Salling (1893) for Kultusministeriet.

(Bricka, IX, 313. Tdskr. f. Kstind. VIII, 185—88. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Kock. Vilhelm Kock, Portrættegner, født 1810 i Aalborg, lærte Malerhaandværket hos Hambros Enke i København og arbejdede sammesteds som Svend, besøgte Kunstakademiet mellem 1825 og 1837, lagde sig efter at lithografere og udstillede 1838—46 dels Lithografier, dels tegnede Portræter, i 1846 endog et malet Portræt af en 94-aarig Olding.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Kock. Servatius Kock, Kobberstikker, blev den 16. August 1622 ansat som kgl. Kobberstikker med Bestalling af 24. September samme Aar. Han skulde have 100 Rdl. aarlig og et Vikarie i Roskilde Domkirke, saa snart et saadant blev ledigt. Han nævnes kun en Gang til under samme Dato det følgende Aar, og man kender intet af hans Arbejder. Weinwich tilføjer, at han var fra Leiden.

(Weinw., S. 240.    do. Lex.    Medd. fra Rentek.  1872, S.  194.)

 

Koefoed. Hans Christian Koefoed, Maler, født den 16. Juli 1849 paa Soldatergaard paa Bornholm, hvor hans Fader Johannes Peter Koefoed (f. 1817, d. 1852), Premierløjtnant i Artilleriet, den Gang boede; hans Moder var Anna Cathrine f. Colberg (f. 1815, d. 1894). Da han efter sin Konfirmation kom til København, begyndte han at tegne hos Architekt Ferd. Jensen for at uddanne sig i dette Fag, og traadte i Oktober 1867, dimitteret af denne, ind i almindelig For­beredelsesklasse paa Kunstakademiet, men forandrede efter fire Aars Forløb sin Beslutning og gik 1869 over til Malerklasserne, som han gennemgik, og hvorfra han den 18. Marts 1873 fik Afgangsbevis som Maler. Fra 1869 havde han malet et Par Aar under C. Blochs Vejledning, og foretog, Aaret efter at han havde forladt Akademiet, en lille Rejse til Tyskland. Han har siden 1874 udstillet Figur­billeder, for det meste Fremstillinger af Almuens Liv, hvoriblandt han med »En Bissekræmmer i en Kro« (1877) konkurrerede til den Neuhausenske Præmie, men fik kun 200 Kr. som Opmuntring. I 1881—83 var han to Aar i Frankrig, hvor han i Paris bl. a. arbejdede under Bonnat. Blandt hans Arbejder kan nævnes »I en Kro paa Vestkysten af Jylland gør en Skipper Forsøg paa at forhyre en

 

583

Matros« (1876), »En Overhøring før Skolegangen« (1883), »Børne­gruppe« (1884), »Bondekone fra Bretagne«, nogle Portræter m. fl. Koefoed er ugift.

(Priv. Medd.    Akad.     Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Koefoed. Herman Koefoed, Portrætmaler, Søn af nedennævnte V. P. Koefoed, var født i Rønne paa Bornholm 1743. Han lagde sig efter Portrætmaleri og var tillige »særdeles øvet i at istandsætte og rengøre gamle Malerier«. Efter at han (1771) havde vundet Akademiets mindre Sølvmedaille, levede han i København som Por­trætmaler, med Titel af Kammerassessor-, han var gift med Inger Kirstine f. Holm og døde den 23. Marts 1815.

(Weinw., S. 292.    do. Lex.    Adresseav.  1815, Nr. 72.)

 

Koefoed. Villum Poulsen Koefoed, Maler, Søn af Købmand Povl Hansen Koefoed og Gertrud Koefoed og født 1707 i Rønne paa Bornholm, var født døvstum; han blev Maler i sin Fødeby og var Fader til den ovennævnte H. Koefoed. Man kender af ham kun et Epitaphium i Rønne Kirke, hvorpaa han har malet sine Forældre og afdøde Søskende.

(Weinw. Lex.    Priv. Medd.)

 

Kofoed. Hans Peter Kofoed, Maler, født den 6. Juli 1868 i Rø Sogn paa Bornholm, er Søn af Landmand Peder Kofoed, kom til København efter sin Konfirmation og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet Februar 1887-, han gennemgik dets Skoler indtil 1891, men tog ikke Afgang. I 1894 udstillede han et Par Billeder.

(Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Kolberg. Andreas Johnsen Kolberg, Billedhugger, født i Køben­havn den 25. November 1817, var Søn af Tegnelærer Johannes Jantsen Kolberg (f. 1779, d. 1855) og Karen Johanne f. Simonsen (d. 1831). Han begyndte allerede i sit tiende Aar at gaa paa Akademiet, hvor Hetsch troede, han skulde opdrage en Bygmester i ham; Drengen havde i Førstningen Lyst til at være Maler, men gik dog, da han i 1833 var bleven Elev af Modelskolen, over til at være Modelerer og vandt som saadan den mindre Sølvmedaille i Marts 1834. Samtidig var han begyndt at arbejde under Freund i dennes Værksted. I 1836 fik han Pengepræmie, i Marts 1837 den store Sølvmedaille og konkurrerede samme Aar til Guldmedaillen

 

584

uden at opnaa den. Næste Aar vandt han atter Pengepræmie og i 1839 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Odysseus giver sig til­kende for Eurykleia«. Hans Examen i Anatomi, Mathematik m. m. gik derimod mindre heldig, saa at han maatte tage den om igen, inden Guldmedaillen kunde overrækkes ham. I 1843 vandt han den store Guldmedaille for »Boas og Ruth« (Ruth's Bog, 2, 8—9), og var saa heldig strax at faa Akademiets store Stipendium fra den i. Januar 1844. Han rejste dog først om Efteraaret s. A. og kom i September 1845 til Rom. I 1846 fik han Stipendiet forlænget med ét Aar fra den Dag, han havde opholdt sig tre Aar i Udlandet, og en Ansøgning om yderligere Forlængelse blev afslaaet.

Kolberg kom hjem i Begyndelsen af 1849, og Akademiet sørgede for et Værksted til ham. Derimod var det slet ikke fornøjet med de Arbejder, han havde udført i Rom og sendt hjem, nemlig en Billedstøtte »Theseus«, »Kvinderne ved Graven« i Relief og et Par andre Relieffer. De afgav »ingenlunde noget glædeligt Vidnesbyrd om denne Kunstners Fremskridt og Udvikling«, og Akademiet anbe­falede mulige offentlige Arbejder til dygtigere Kunstnere. Imidlertid var Kolberg dog bleven anbefalet til Frederik VII, som gjorde ham til Inspektør over sin private Malerisamling, udnævnte ham til Pro­fessor (1850) og gav ham Midler til atter at rejse til Italien. Fra denne Tid er hans Buster af Kongen o. fl. Som det synes, rejste han i 1854 til Rom, hvorfra han i 1857 hjemsendte »En drukken Faun«, paa hvilken han blev agreeret af Akademiet. I Førstningen havde han nogle Bestillinger, tildels til Udlandet, saaledes et Relief, »Nedtageisen af Korset«, der kom til England, medens Billedstøtten »En Jæger«, der var bestilt af en Amerikaner, kun voldte ham Tab, fordi Bestilleren gik Fallit. Den kongelige Naade begyndte at svigte ham, og han levede nogle Aar i kummerlige Omstændigheder i Rom, indtil han ved Lehnsbaron O. D. Rosenørn Lehns Hjælp kom til­bage til Danmark (1862). Her udstillede han »En Hyrdedreng« (1861, tilh. Grev Moltke) og »EnBacchus« (1862, tilh. Frederik VII), begge udførte i Marmor i Rom. Samme Aar (1862) udstillede han en Tegning til en Frise »Christi Indtog i Jerusalem«, der var bestemt til en Kirke i Philadelphia; men en Tegning til en anden Frise »Gangen til Golgatha«, blev ikke udstillet. Han levede nogle Aar i Hjemmet, fik (1866) det Ancherske Legat, men rejste ikke længere end til Nordtyskland; han kom tilbage syg paa Sjæl og Legeme, og døde den 10. August 1869 i København. Et Ungdomsarbejde »Bacchant ridende paa en Panther« (1834) blev købt af Christian VIII

 

585

og henstod længe i den kgl. Malerisamlings Magazin. Hans Virk­somhed som Kunstner svarede ikke til den Lethed, hvormed han havde gaaet Akademiets Skoler igennem, og den Skuffelse, dette var baade for ham og andre, virkede nedtrykkende paa alle hans Forhold. Man syntes, der var gaaet et Talent tabt, medens Sandheden maaske var, at hans virkelige Talent aldrig havde staaet i Forhold til de første Forventninger.

(Priv. Medd. Bricka, IX, 344. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifte­retten. Berl. Tid. 1869.)

 

Kolling. Ingeborg Martha Kolling, Malerinde, er født den 25. September 1869 og Datter af Professor Frederik August Vilhelm Kolling (f. 1833, d. 1871) og Othilie Marie f. Petersen. Efter at have lært at tegne hos Lithograf Ferd. Larsen, fik hun fra i. Oktober 1888, ved Skolens Oprettelse, Adgang til den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, hvilken hun gennemgik og fik den 30. Januar 1894 Afgangsbevis som Maler. Hun har udstillet siden 1885, i de tre første Aar Blomster og Frugter, fra 1893 Portræter, og et enkelt Genrebillede.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Kondrup. C at hink a Jenny Helene Kondrup, Billedhuggerinde, Datter af Chresten Andersen Kondrup og Georgine Petrea f. Thomsen, er født den n. December 1851 i Nørre-Sundby. Hun begyndte allerede som ganske ung Pige at arbejde i H. V. Bissens Billed­huggerværksted, og viste et ikke ringe Talent. Hun har fra 1870 til 1887 udstillet som Billedhugger, mest Livsbilleder i mindre Format, samt enkelte Portrætmedailloner og Buster. Hun fik 1878 det Ancherske Legat og rejste til Rom og senere til England, hvor­fra hun kom hjem i 1880. I 1882 fik hun J. J. Levins Legat (400 Kr.), men havde allerede den Gang været sindssyg. Dog hen­gik derefter ti Aar, hvori hun arbejdede som Kunstnerinde og udstil­lede 1887 det Arbejde, som har gjort mest Lykke »En Dreng, som trækker sin ene Strømpe paa«. Siden 1893 har hun levet som Patient paa St. Hans Hospital.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Mag. 2. Afd.)

 

Kongslev. Gaspar Peter Kongskv, Maler, Søn af Professor Lauritz Laurberg Kongslev (f. 1737, d. 1783) i Sorø og Margrethe Helene f. Paludan (f. 1738, d. 1793), blev født i Sorø 1776 (døbt ²⁴/₄) og kom efter sin Konfirmation til København, hvor han blev sat i

 

586

Malerlære, og samtidig begyndte han at gaa paa Kunstakademiet (1790). I 1795 blev han Elev af Modelskolen, vandt 1797 den mindre Og 1801 den store Sølvmedaille. Samme Aar udstillede han et Par Kopier efter Salvator Rosa og Abildgaard, begge Landskaber; men hans Forsøg paa at vinde den mindre Guldmedaille lykkedes ikke (1803). Imidlertid blev han 1806 efter Tønders Afgang konstitueret som Informator ved Ornamentskolen og tog Borgerskab som Maler­mester, endelig i 1810 fik han kgl. Ansættelse som Informator og forblev i denne Stilling, hvori han virkede med Flid og Nidkærhed i næsten 40 Aar til sin Død, den 2. Januar 1846. Han synes efter alle Vidnesbyrd at have været en sjælden elskelig og mild Person­lighed, der lod sit Hjærtes Gaver tilflyde den talrige Kreds af unge, der, dels som hans Elever i Ornamentskolen, dels som hans Lærlinger i Værkstedet, voxede op og for en Del naaede det Kunstens Maal, hvorefter han ogsaa i sin Ungdom havde sigtet. Akademiet, der ved given Lejlighed havde fremhævet »hans gode og lange Tjeneste«, mindedes ham dog kun ved hans Død som »en venlig Olding«. Han var i lidt over to Aar gift med Johanne Frederikke f. Hoffmann (vistnok f. 1786, d. % 1809).

(Selm. Nekr. Saml., II, 513. Akad. Statskal. Skifteretten. Adresseav. 1809, Nr. 228. 1846, Nr. 6.)

 

Koning.    Se Jacob Coning.

 

Koop. Andreas Ludvig Koop, Historiemaler, Søn af Tømrer­mester Frederik Gaspar Gottlieb Koop, den Gang en velhavende Borger i København og Johanne Bolette f. Jæger (f. 1774, d. 1822) og født den 12. Januar 1792 (døbt ²⁹/4) begyndte efter sin Kon­firmation at gaa paa Kunstakademiet (1806 eller 1807), blev 1808 Elev af Modelskolen, men vandt først 1819—20 de to Sølvmedailler, hvad enten den Svaghed i Tegningen, som altid fulgte ham, har været Skyld deri, eller han maaske, for at male store historiske Kompositionen har forsømt den jævne Skoleundervisning. Allerede 1812 udstillede han en Kopi, og i 1818 »Signe rækker Habor Hornet« efter Suhms Fortælling. Aaret efter udstillede han en Frem­stilling af »Niobe med sit yngste Barn«, som Datidens Anmeldere roste for »stor Delikatesse« i Farven, paa samme Tid som der dog fremhæves, at Billedet fattes »lidt Kraft og Natur i Kødfarven«. Det blev købt til den kgl. Malerisamling, ligesom et det følgende Aar (1820) udstillet Billede. »Saul hos Hexen i Endor«. I December

 

587

s. A. søgte han Understøttelse af Fonden ad usus publicos og fik i Maj s. A. en Gratifikation af 300 Rbd. r. S. Med en Dristighed, der ikke stod i Forhold til hans Talent, ilede han snart efter til Rom, hvor alt fattedes ham, »kun ikke Fliden og Sundheden«, som en Kunstner skrev hjem om ham. Han kan ogsaa undskyldes med, at Samtiden, tildels maaske daaret af hans elegante indsmigrende Pensel, nærede store Forventninger til ham. Han fik Bolig hos Giacinta Maria Francesca Giusti, en Romerinde, der havde været gift med den danske Architekt J. L. Thrane (s. d.) og efter dennes Død atter var rejst til Rom med sine smaa Børn; »hos og med hende« levede han, inden han, maaske Aaret efter, ægtede hende. Hun var, som det synes, en vindende Personlighed, hvem Ingemann i hendes Ungdom endog har besunget.

Ved Konkursen om Fremstillinger af Nordens Mythologi¹ hjem­sendte han ogsaa nogle Prøver og vandt en Præmie for en oliemalet Skitse til «Vola aabenbarer sig for Thor efter Jætternes Nederlag«. Dette havde han i Sinde at udføre i et stort Billede, der dog nok ikke blev færdigt. Et Portræt af Dr. Holm, som sendtes hjem i 1824, kaldes »mat og koldt«. Imidlertid fik han Understøttelse paa Understøttelse fra den nævnte Fond, 1824 fik han paa Anbefaling af Thorvaldsen 800 Rbd. (foruden »de tidligere udbetalte 300 Rbd.), 1825 atter 600 Rbd., saa 500 Rbd. (1826), derpaa i 1827 »endnu denne Gang« 400 Rbd. Allerede i 1825, da den kgl. Understøttelse fra Hjemmet havde bragt ham lidt paa Fode, begyndte han paa et stort Maleri »Moses, som slaar Vand af Klippen«, hvormed han haabede baade »nogenlunde at kunne løse sin Gæld til Hjemmet og tillige godtgøre, at hans Ophold her ikke har været uden Frugter«. Medens Billedet var under Arbejde, vakte det Forventninger i Rom, men da det var færdigt og kom hjem (1828), kunde det desto værre ikke holde Stand overfor en uhildet Dom. Kunstneren havde haabet at blive agreeret ved Akademiet og gjorde sig rede til selv at følge hjem efter Billedet; men Dommernes, Eckersbergs og Lunds, Erklæring om dette Maleri var meget nedsættende, og Koop blev ikke agreeret. Dog gik Akademiet ind paa at anbefale det til at blive købt af Kongen, for at han kunde blive sat i Stand til, »ved et forlænget Ophold i Rom at fyldestgøre Akademiets strængere Fordringer«. Billedet blev købt til den kgl. Malerisamling for 1200 Rbd. Sedler og hænger nu paa Kronborg. Ogsaa paa Udstillingen fandt det en

 

¹ Se Freunds Levned og Ph. Weilbachs »C. V. Eckersberg« S. 73 og 190.

 

588

en stræng, men ikke uretfærdig Dommer i N. Høyen, der udførlig paaviser dets store Brøst saavel fra Kompositionens som fra Udførel­sens Side. Derimod roste han Kunstnerens Gaver til at kopiere med Smag og Skønsomhed. Dette Billede er Kulminationspunktet i Koops Liv. Men den kongelige Naade slap ham ikke endnu; i 1830 fik han 300 Rbd. »til Hjemrejse«, derpaa i 1831 atter 200 Rbd. og i 1832 Bestilling paa en Kopi efter Rafael eller Tizian, som han skulde have 300 Rbd. for. Men hjem rejste han ikke. Nu brast alle Forhaabninger, og Resten af sit Liv, som han saa at sige hen-slæbte i Rom, tilbragte han med at tiltigge sig Bestillinger paa Kopier efter forskellige Originaler i den store Verdensstad og med at male og hjemsende nogle faa originale Arbejder, som ingen mere agtede paa. Omsider underholdt han i sine senere Aar kun med største Nød sin Familie ved at male Kopier efter nyere Billeder i Thorvaldsens private Samling, Det var en Ynk saaledes at se en sund og livskraftig Personligheds haabløse Kamp med et hensvindende Talent. Natten mellem den 12. og 13. December 1849 døde han i Rom, efter Aaret i Forvejen den 2. Januar at have mistet sin Hustru.

(Weinw,, Lex. Priv. Medd. Petri Kirkebog ved Lengn. Skild. 1819, Sp. 481; 1824, Sp. Ill6. Dagen, Dec. 1822. Øst, Arch. I, 283. Høyens Skrifter I, S. 51—54. Bricka, IX, 367. Rigsarch. Erindr, af Henrik Krøyers Liv, S. 138. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Medd. fra Udenrigsmin. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Ingemanns Romancer m. m. VI, S. 85.)

 

Kornbeck. Johan Peter Kornbeck, Architekturmaler, født den 5. Januar 1837, er Søn af Major, Murmester Johan Henrik Korn­beck (f. 1807, d. 1871) og Margrethe Therese f. Deuntzer (f. 1814, d. 1889). Han begyndte efter sin Konfirmation at gaa paa Akademiet for at uddanne sig til Architekt (1852) og arbejdede tillige hos H. Stilling, men da han havde mere Lyst til Malerkunsten, gik han over til Modelskolen og tegnede i nogen Tid hos Heinr. Hansen, hvorpaa han allerede i 1860 rejste til Italien, for paa egen Haand at uddanne sig til Architekturmaler. Efter at have været halvsjette Aar i Italien vendte han hjem til Danmark, men har stadig gjort kortere eller længere Udflugter til Syden, i 1885 med en Rejseunder­støttelse fra Akademiet. Han blev den 29. November 1868 gift med Anna Nathalie Trolle (f. 1849), Datter af Bundtmager Christian Adam Trolle (f. 1813, d. 1885) og Dorthea Petronelle" f. Ramm (f. 1827). Paa selve Bryllupsdagen ramte det Uheld ham, at han mistede det ene Øje, medens det andet var truet. Dog kom han sig og Uheldet

 

589

syntes ingen Indflydelse at have haft paa hans Udøvelse af Kunsten. I de sidste to Aar af sit Liv sygnede han hen og døde den 21. August 1894 paa sine Svigerforældres Ejendom, hvor han havde haft Bolig i hele sit Ægteskabs Tid.

Samme Aar, han rejste udenlands (1860), udstillede han første Gang og hørte siden til de flittigste Udstillere. Han hentede jævnlig sine Motiver fra Dalmatien og Donauegnene fremfor fra Italien (Ægypten besøgte han 1885), og han foretrak Friluftsmotiver, tidt med rig Staffage af Folkelivet, fremfor Interiører. Blandt disse kan dog fremhæves som smukt i Farve og luftperspektivisk Virkning Kryptkirken i Assisi. Hans talrige Arbejder, der var gennemførte med sikker Haand, venlige og lyse i Holdningen, om end ikke med noget udpræget ejendommeligt Foredrag, vandt let Købere, saaledes at hans Livsbane, i hans egentlige Manddomsalder, var ganske lys. Den stadig voxende Kunstnerkreds og den Svækkelse, som kuede ham i Slutningen af hans Liv, gjorde ham hans sidste Dage tungere.

(Priv. Medd.    Bricka, IX, 371.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Kornerup. Andreas Nikolaus Kornerup, Geolog, Broder til nedennævnte Valdemar Kornerup, født den 7. Februar 1857 og død ugift den 3. September 1881, nævnes, fordi der efter hans Død udstilledes nogle Akvareller fra Grønland, malede af ham. Om hans Betydning som Videnskabsmand maa henvises til Dsk. Biogr. Lexikon IV, S. 572 og Geogr. Tdskr. V.

(Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Kornerup. Jakob Kornerup, Architekturmaler, Søn af Købmand Ebbe Kornerup (f. 1796, d. 1826) og Inger Caroline f. Brunniche (f. 1800, d. 1879), er født i Roskilde den 19. November 1825 og blev sat i Roskilde lærde Skole, hvorfra han i 1845 blev Student. Af Lyst til Malerkunsten blev han Elev af M. Rørbye og begyndte Januar 1847 at tegne i Kunstakademiets anden Frihaandstegneskole. I 1850 blev han Elev af Modelskolen, og to Aar efter vandt han begge Sølvmedailler. Det var dog især Architekturmaleriet, som fængslede ham, og om han end fra 1853 har udstillet adskillige Portræter og Figurbilleder, var dog hans Sans vakt saa stærkt, navnlig for vor egen ældre kirkelige Architektur, at han granskede den ikke mindre som Videnskabsmand end som Kunstner. I 1854—55 var han tildels i Følge med Architekt F. Mehldahl en Rejse til Tysk­land, Dalmatien og Italien. Senere har han gentagne Gange berejst

 

590

Danmark i Forening med afd. Museumsdirektør, Kammerherre Worsaae for at undersøge og aftegne Mindesmærker fra Oldtiden og Middel­alderen. Efter en Rejse i Spanien (1860), hvor han tilbragte et halvt Aar, og hvorfra han Aaret efter udstillede en Del Studier og Tegninger, udgav han i 1863 en Rejsebeskrivelse under Navn af »Skildringer fra Spanien«. For øvrigt har han kun udstillet én Gang (1892) siden denne Rejse, men stedse mere helliget sig Archæologien, og har i denne Retning som Medlem af flere Kommis­sioner og som Medlem af Oldskriftsselskabet dels skrevet om ældre dansk Kunst, dels ledet kunstnerisk-antikvariske Undersøgelser. Hertil hører hans Delagtighed i Roskilde Domkirkes Restauration (1858—72) og hans Beskrivelse deraf i II. Bind af »Danske Mindesmærker«, hans Ledelse af den maleriske Udsmykning i Sorø og Fjennesløvlille m. m. hvorom maa henvises til andre Kilder. Kornerup har ogsaa været en flittig Raderer og har i dette Fag saavel udført Architektur-billeder som Figurbilleder og Portræter, hvoraf en Del ere udgivne af »den danske Raderforening«. Han blev den 16. Juni 1869 gift med Augusta Madsen (f. 1846), Datter af Vognfabrikant A.F.Madsen i København og Søster til Alfrida Baadsgaard (s. d.), fik i 1871 Titel af Professor, blev i 1877 Ridder af Danebrog, i 1892 Dane-brogsmand. Han foretog i 1875 med ministeriel Understøttelse en Rejse i Tyskland for at granske Kunstminder fra Middelalderen.

(Priv. Medd.    Bricka, IX, 373.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Statskal.)

 

Kornerup. Lars Andreas Kornerup, født den 22. Oktober 1822 i København og Søn af Porcelænshandler Nilaus Andresen, der optog sit Bynavn Kornerup som Tilnavn, og Karen Kirstine f. Hansen, blev opdraget hos en Farbroder i Roskilde og kom efter sin Kon­firmation i Malerlære hos C. P. Kongslev i København samt begyndte at gaa paa Akademiet (1837). Efter at han var bleven Malersvend og senere Elev af Modelskolen vandt han 1852 den mindre Sølv-medaille for Tegning efter den levende Model. Kornerup lagde sig navnlig efter Portrættegning og udstillede 1848—50 et Par tegnede Portræter. Ved at tegne i nogle Aar for Edv. Fortling lagde han sig ligeledes efter Lithografien, og har tegnet en Del paa Sten, mest Portræter, for Fortling, Em. Bærentzen & Co. og Gertner, dog ogsaa Arbejder i andre Retninger, saaledes deltog han med Fortling i Ud­førelsen af et videnskabeligt Værk for Professor Bendz. Fra 1858—61 udstillede han nogle Portræter, som han for egen Regning selv havde tegnet og lithograferet, og i det hele udførte han ikke faa Portræter

 

591

i den Tid-, i sine senere Aar har han derimod mest arbejdet som Retouchør for Fotografer, navnlig ved større og vanskeligere Arbejder, Kopier efter Kunstværker, kolorerede Portræter o. lign. Kornerup blev i 1856 gift med Anna Margrethe Julie Berentsen (f. 1828, d. 1888). Selv døde han den 14. Juni 1894. Andreas og Valdemar Kornerup ere hans Sønner.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nat. Tid. ¹⁶/₀ 1894. Begr. Kont. Strunk.)

 

Kornerup. Peter Ernst Iver Kornerup, Architekt, Søn af Justits-raad Christian Kornerup (f. 1765, d. 1851) og Anna Frederikke f. Møller (f. 1775, d. 1867), blev født i København den 5. Oktober 1794 og er Farbroder til den ovennævnte Jakob Kornerup. Han besøgte Kunstakademiets Bygningsskole, vandt 1814 den mindre, 1817 den store Sølvmedaille og opnaaede endnu samme Aar den mindre Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Derimod fik han ikke den store, uagtet han et Par Gange konkurrerede til den. Pladsen som Bygningsinspektør i Slesvig efter Kreisers Død (1823) opnaaede han ikke, derimod blev han senere kgl. Bygningsinspektør for Østifterne, Etatsraad, Ridder af Danebrog, og døde den 20. Juni 1875, ^ef^{ter at} han kort Tid før havde taget sin Afsked. Kornerup ægtede 1831 Sofie Dorothea Borch (f. 1805, d. 1873), Datter af Jakob Borch (f. 1757, d. 1821), Købmand i Roskilde og Else Cathrine f. Bruun (f. 1772, d. 1840). Han har væsentlig virket som praktisk Embedsmand.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Rigsarch. Priv. Medd. Fdl. 1875, Nr. 143. Geneal. Inst.)

 

Kornerup. Valdemar Vincent Kornerup, Maler, Søn af nys­nævnte Lithograf L. A. Kornerup, er født i København den i. Maj 1865, lærte at tegne hos Faderen og J. F. Busch, som dimitterede ham til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1881 til den 27. Maj 1885, da han fik Afgangsbevis som Maler, medens han tillige havde besøgt Kunstnernes Studieskole under Krøyer. I 1890 og 1892 vandt han Pengepræmier for malede Model­figurer, i 1891 vandt han den mindre Guldmedaille for Maleriet »Abisåg og David«, senere har han konkurreret to Gange til den store Guldmedaille, dog uden at opnaa den; derimod fik han i 1893 Halvdelen af den Eibeschiitzske Præmie (jfr. A. Hou) og i 1895 en Opmuntringspræmie ved den Neuhausenske Konkurs, idet N. Pedersen-Mols fik Hovedpræmien. I sine Studieaar havde han i 1890 og

 

592

1891 det Bjelkeske Legat. Den 28. Maj s. A. ægtede han Agnes Margrethe Stisgaard (f. 1866), Datter af Apotheker Peter Christian Stisgaard (f. 1820, d. 1893) °S Johanne Charlotte f. Algren-Ussing (f. 1829, d. 1881). Blandt hans Billeder kan nævnes »Et Almue­bryllup i Vartov Kirke« (1887, H. Hirschsprungs Sml.), hans første udstillede Arbejde, og »Bryllup i Vor Frelsers Kirke« (1893, tilh. Grev Reventlow). I 1886 blev han Lærer ved Tegne- og Industri­skolen for Kvinder.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Krabbe. Marie Dorthea Krabbe f. Boesen, Malerinde, er Datter af Instrumentmager Joachim Frederik Boesen (f. 1803, d. 1877) og Henriette Cathrine f. Knudsen (f. 1805, d. 1865), og er født paa Højer-gaard i Nordsjælland den 8. April 1837. Hun begyndte sin Ud­dannelse til Kunstnerinde hos sin Farbroder A. V. Boesen (s. d.) og malede i 1861 hos Malerinden Emma Thomsen (s. d.). Den i. No­vember s. A. ægtede hun Herredsfoged (den Gang Redaktør) Chri­stoffer Krabbe (f. 1833), Søn af Hovedgaardsejer Frederik Anton Monrad Krabbe (f. 1808, d. 1881) og Vilhelmine f. Nyrop (f. 1799, d. 1876). Kunstnerinden malede i længere Tid kun Landskaber og Blomsterstykker, uden at udstille, begyndte i 1887 at male Figur­billeder og udstillede i 1891 første Gang (Kommandør H. Braems Portræt); derefter tilbragte hun for sin videre Uddannelses Skyld Vintrene 1891—92 og 1892—93 i Paris og har siden udstillet dels Portræter, dels Figurbilleder, som »En jydsk Aftægtsmand« og »En Tømrer, læsende i Biblen«.

(Priv. Medd.    Bricka, IX, 380.    Udst. Fortegn.)

 

Krafft. Johan August Krafft, Genremaler, født den 26. April 1798 i Altona, og Søn af en Købmand Krafft der, mistede tidlig sine Forældre og blev opdragen af Plejeforældre, der dog ikke havde Raad til at lade ham følge sin Tilbøjelighed for Kunsten, hvorfor han efter sin Konfirmation blev sat i Lære i en Tobakshandel i Altona. De Tegninger, han udførte i sine Fritimer, vakte nogle Kunstvenners Opmærksomhed, saa at de gav ham Midler til at rejse til København for at uddanne sig der (1816). Han gik temmelig hurtig Akademiets lavere Klasser igennem, blev 1818 Elev af Model­skolen, og vandt i to paa hinanden følgende Kvartaler begge Sølv-medailler i Begyndelsen af 1819, saaledes at han samme Aar kunde deltage i Konkursen for den mindre Guldmedaille. Da denne ikke blev tilkendt ham, saa han sig nødt til at opgive sine Studier ved

 

593

Akademiet og forlod København i Oktober s. A. Han havde i disse Aar med Forkærlighed søgt at uddanne sig til Historiemaler og var begyndt paa et stort Billede »Marius i Fængslet«, hvilket han dog ikke fuldførte. Tillige sluttede han sig nøje til Eckersberg uden dog at besøge hans private Malerskole.

Fra København rejste han til Femern, hvor han malede nogle Portræter, og derfra tilbage til Altona. Her gav hans Velyndere ham Midler til at rejse til Dresden (1820) og senere til Miinchen. En paa sidstnævnte Sted udført Tegning, Latterkoret i »Jægerbruden«, gjorde megen Lykke og tilhørte en Tid lang Campe i Leipzig. Uagtet hans svage Helbred, som en fremspirende Brystsyge stedse mere nedbrød, stadig hæmmede hans Virksomhed og ikke sjælden fængslede ham til Sygelejet, foretog han Udflugter til det bajerske Højland og Tyrol, og rejste endelig ved Hjælp af en rigelig Under­støttelse fra sin Broder, en Købmand i St. Petersborg, til Wien, hvor han levede i tre Aar (1823—26). Hans Ulyst til at fuldende ethvert større Arbejde, virkede til, at han lod sin rige Fremstillingsævne flyde hen i talrige, let henkastede Tegninger og Vandfarvebilleder, der imidlertid udmærkede sig ved en lagttagelsesævne og et Lune i Opfattelsen, som tildrog ham almindelig Opmærksomhed. Dog malede han i Wien et Par Oliemalerier, hvori han viste, at de samme Fortrin ikke svigtede ham i den udførligere Fremstillings-maade, som et saadant kræver. En tysk Kunsthandler, Artaria, til hvem han havde bragt nogle Tegninger, tvang ham næsten til at fuldende det ene af disse Malerier »Gæster i et Kaffehus«, for at kunne betale ham for det; det andet Billede, »Sækkepibespilleren«, blev solgt til en Privatmand i Wien.

Kunstneren havde vænnet sig saaledes til Livet i denne Stad, at han først langt om længe gav efter for de indstændige Opfordringer, han fik om at rejse til Italien, og ved den nævnte Kunsthandler Artarias Omsorg kom han endelig i Efteraaret 1826 afsted og til­bragte nu tre Aar i Italien, navnlig i Rom, i levende Samkvem med danske og tyske Kunstnere, men uden efter sin Vane at fuldføre mere end nogle faa mindre Oliemalerier, hvoraf et Par bl. a. ejedes af afdøde L. Bødtcher og et, »Carnevalsscene«, findes i Thorvaldsens Museum. Derimod tegnede han ogsaa meget i Rom med sin sæd­vanlige Aandfuldhed og Renhed. Navnlig fængslede Børn ham altid meget, og i det eneste Billede, den kgl. Malerisamling i København ejer af ham, »Den gamle Tigger«, spiller Børnene, der flokkes om Moderen, den vigtigste Rolle. Efter sin Titel i Udstillingsfortegnelsen

 

N. K. L.    I.                                         Februar 1896.                                    38

 

594

(1840), »Landsbyfamilieliv i Tyskland«, synes det at være malet i Tyskland, men blev aldrig fuldendt. I den kgl. Kobberstiksamling og i Thorvaldsens Museum findes en Del Tegninger af ham. I Rom tog Brystsygen Overhaand, og den 19. December 1829, Lørdagen før Jul, døde han efter en Blodstyrtning, medens han var alene, saa-ledes at Bravo, der boede sammen med ham, ved sin Hjemkomst fandt ham liggende afsjælet udenfor Sengen. Han efterlod Mindet om en ædel, varmtfølende Personlighed og et ualmindeligt Talent, navnlig til Gengivelsen af Barnelivets umiddelbare Rørelser og idylliske Grundstemninger, hvilket kun hans medfødte Sygelighed hindrede i at naa en fyldigere Udvikling, eller snarere i at gøre sig gældende med tilstrækkelig Kraft.

(Wiener Zeitschr. f. Kunst etc. 1831, 3. Qv. Nr. 90—91, gengivet i Kopenh. Kunstbl 1832, Nr. 4 og 5. Bricka, IX, 414. Allg. D. Biogr. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Hans Gravsten i Rom. Breve til J. L. Lund i det st. kgl. Bibi.. Krohn I, S. 208—9.)

 

Kraft. Frederik Carl Julius Kraft, Landskabsmaler, født den 8. Oktober 1823 i København, var Søn af Justitsraad, Landsdommer Adam Gottlob Kraft (f. 1752, d. 1828), Ejer af Gaarden Ødemark ved Sorø, og Sofie Frederikke f. Tronier. Han var bestemt til Handelen, men da hans Lyst til Kunsten var uovervindelig, begyndte han i sit femtende Aar at besøge Kunstakademiet, blev Elev af Modelskolen (1846), men lagde sig tidligt efter Landskabsmaleriet, der fængslede ham mest, og udstillede allerede i 1843 sit første Billede som Landskabsmaler. I 1847 konkurrrerede han til den Neuhausenske Præmie med et stort Billede »Efteraarslandskab« (der ejedes af hans Søster), men Præmien tilfaldt A. Juuel. Et Billede, som den kgl. Malerisarnling købte i 1849, »Parti af Færgelunden ved Jægerspris«, røbede, hvilke Fremskridt Kraft havde gjort i Løbet af disse to Aar, og viste ham som en meget lovende Kunstner, i hvis Arbejder en naturlig og jævn Opfattelse i Form og Farve for­enedes med Aand og Følelse. Man finder i hans Billeder et lignende Øje for Plantens ejendommelige Væxtliv, der senere kom til saa smuk Udvikling hos Skovgaard.

Med Akademiets Rejseunderstøttelse, som han fik i to Aar, drog han i 1851 til Italien, hvis rige Natur og Kunst synes at have haft den gavnligste Indflydelse paa hans Udvikling. Af de Billeder, han udførte efter sin Hjemkomst (1853), hvoraf nogle først udstilledes 1855, vandt især hans sidste Arbejde, »Parti ved Comosøen«, megen Opmærksomhed og blev købt af Grev Moltke til Bregentved. Imid-

 

595

lertid følte han sig sygelig efter sin Tilbagekomst til Fædrelandet, og den 25. Oktober 1854 døde han paa lille Vodrofgaard ved Køben­havn. Hans Brystbillede, malet af Johannes Jensen, og en Portræt­statuette, udført i Italien af den norske Billedhugger Hansen, bevares endnu i Familien. Han tegnede især gærne baade Portræter og Livsbilleder efter Naturen, men som Maler udførte han kun Land­skaber. Hans Søstre stiftede i 1877 et Legat paa 10,000 Kroner, som i 1895, efter navngivne Legatnyderes Død, er tilfaldet Kunst­akademiet.

(Priv. Medd.    Bricka, IX, 418.    Akad.    Reitzel.   Udst. Fortegn.    Adresseav. 1854, Nr. 252.)

Kragh. Johannes Kragh, Maler, født den 9. Maj 1870 i Bisserup, er Søn af Sognepræst Jens Theodor Kragh (f. 1835) og Ellen Kathrine f. Lange (f. 1832). I en Alder af 15 Aar kom han i Huset hos Viggo Pedersen (s. d.) og uddannede sig under dennes Vejledning, medens han samtidig om Vinteren besøgte det techniske Selskabs Skole, kom i Februar 1887 ind i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse, som han atter forlod i Maj 1888 og var derpaa et halvt Aar Elev i Kunstnernes Studieskole under Krøyer. Omtrent samtidig gik han i Malerlære (1889) og blev Svend 1891. Han har udstillet siden 1892, dels Landskaber, dels Figurbilleder, saaledes som »Ruth, der følger Naomi«. I 1895 havde han en lille Under­støttelse fra den Raben-Levetzauske Fond og udførte Dekorationen i Valgmenighedskirken i Aagaard (ved Slagelse). Han har i Januar 1896 tiltraadt en Udenlandsrejse for egen Regning med Italien til Maal.

(Priv. Medd.    Elvius.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Kramp. Peter Christian Kramp, Architekt, født den 6. Juni 1817 i København, var Søn af Snedkermester Frants Sørensen Kramp og Ane Kirstine Larsdatter f. Schiwe. Han blev sat i Snedkerlære hos Faderen og begyndte allerede som niaars Dreng at tegne i Akademiets Ornamentskole. Da han blev voxen, vaagnede Lysten til at blive Bygmester; han blev Elev af Medailleskolen, som den den Gang hed, i 1838, var derpaa, som det synes i 1841—42 i St. Petersborg, der den Gang trak ikke faa Kunstnere til sig. Der indleverede han Tegning til en Bro over Neva, som han dog ikke kom til at bygge, og opførte en lille Kirke. I Oktober var han atter i København, da han den 29. December 1842 vandt den

 

596

mindre og i Marts 1844 den store Sølvmedaille. Samme Aar vandt han en Pengepræmie og fik Plads som vikarierende Assistent ved første Bygningsskole. Han havde den 26. Januar 1848 ægtet Dorothea Pauline Jørgensen (f. 1828), Datter af Melhandler Niels Jørgensen (f. 1783, d. 1847) og Sofie Magdalene f. Rasmussen (f. 1793, d. 1853) og syntes at skulle skabe sig en Stilling som Kunstner, da han døde den 23. April 1850, kun 33 Aar gammel. Hans Enke ægtede 1852 Grosserer F. B. Jacobs.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.)

 

Kratzenstein-Stub. Christian Gottlieb Stub, Historiemaler, født den 15. August 1783 i København, var Søn af Sekondløjtnant, senere Kommandørkaptajn i Søetaten, Otto Frederik Stub (f. 1753, d. 1827) og Louise Elisabeth f. Kratzenstein (f. 1757, d. 1844), en Datter af den tysk fødte Christian Gottlieb Kratzenstein, som var Professor ved Københavns Universitet. I hans Hus opvoxede Dattersønnen, som derfor optog hans Navn og kaldte sig Kratzenstein-Stub. Efter Mor­faderens Død (1795) blev han sendt til Schnepfenthal ved Gotha, en efter filanthropiske Grundsætninger indrettet Kostskole, der lededes af en den Gang meget anset Pædagog, Salzmann. Der blev han i fire Aar, kom derefter tilbage til København, hvor han privat for­beredtes til Universitetet, blev Student 1802 og tog anden Examens første Del.

Med levende Sans for Mathematik og Musik forbandt han en fra Ungdommen stedse tiltagende Lyst til Tegning, der tilsidst bragte ham til at vælge Kunsten til sit Fag. Efter at have søgt at tilegne sig det techniske ved at besøge Abildgaards Malerstue, uddannede han sig for øvrigt ganske paa egen Haand og hævede sig derfor aldrig ret til den Sikkerhed i Formgivningen og Penselføringen, som mangen ringere begavet Kunstner har til sin Raadighed, saa meget mindre som tiltagende Sygelighed snart svækkede hans Kræfter. Heller ikke bestemte han sig strax saa afgørende for at blive Kunstner, at jo ikke nogle Aar hengik med famlende Forsøg. Det var egentlig hans Forlovelse med en Datter af Provst Troels Smith (f. 1744, d. 1823) og Anna Agnete f. Plum (f. 1752, d. 1805), den næppe nittenaarige Mille Johanne Smith (f. 1789), der gav hans Livsvirk­somhed en bestemtere Retning. Først fra 1808 kan man datere et Maleri, som giver ham Kunstnernavnet, »Orpheus og Euridice«, og allerede Aaret efter tiltraadte han for egen Regning en Uden-

 

597

landsrejse til Frankrig og Italien. Trods sin personlige Udvikling og almindelige Dannelse var hans Blik endnu ikke skarpt øvet i ren kunstnerisk Retning, da han tiltraadte denne Rejse, og i Paris synes han mere at have nydt de navnkundige Mesterværker, som under Kejserdømmet var samlede der, med den dannede Mands Glæde end med den udøvende Kunstners iagttagende Opmærksomhed. I Rom virkede Thorvaldsens Kunst end mere til at udvikle hans Sans for Kompositionens Poesi, uden at han gjorde sig klart rede for, om hans Haand var tilstrækkelig øvet til at naa det høje Maal, hans Tanke higede efter. I Rom udførte han en »Amor, legende med en Sommerfugl«, efter Thorvaldsens Tegning (1810) og »Halcyone, der venter sin Mands Hjemkomst*. Dette Billede var egentlig kom­poneret efter et tysk lyrisk Digt, men blev ifølge Datidens Skik døbt med et historisk-mythologisk Navn. Paa Udstillingen i København 1812 blev det købt til den kgl. Malerisamling og hænger for Tiden paa Kronborg. Fire Dørstykker til Christiansborg Slot, hvortil han i 1810 gjorde Udkast, blev ikke færdige.

I Slutningen af 1811 kom han tilbage til København, hvor han snart efter giftede sig. Paa samme Tid som han søgte at forøge sine Indtægter ved at male Portræter, der skal have haft en heldig Lighed, meldte han sig ved Akademiet for at blive agreeret som Historiemaler, hvilket ogsaa skete den 27. April 1812, og han fik til Opgave at male »Hother, som kommer til de tre Valkyrier i deres Grotte og modtager af dem en Drik og et Bælte, der for-maaede at give Sejr i Kampen mod Balder«, (efter Suhm, Danm. Hist. I, S. 136). Dette Arbejde, der var færdigt og blev antaget som hans Medlemsstykke den 12. December 1814, vakte paa Ud­stillingen det følgende Aar megen Opmærksomhed ved sit idealistiske Præg, sit mystiske Halvmørke, de bløde, harmoniske Farver, og da tilmed Rygtet fortalte, at Hother var et Portræt af Prins Christian Frederik, som den Gang stod paa Højden af sit Ry for Aand og Skønhed, blev Kunstneren Dagens Løve. En Anmelder i »Nyeste Skilderie«, mindedes ikke »at have set noget skønnere« og frem­hævede »det graciøse« ved de kvindelige Figurer som det, hvori Kunstneren viste »en fortrinlig Styrke«. I et andet Billede paa samme Udstilling, »Cupido vækker Psyche med Odden af en Pil«, fandt han en »Raphael Mengs' Kolorit og en Wanderwerfs Pensel«. Stub var udset til at deltage i Konkursen om en Professorplads ved Kunstakademiet, men da Tiden kom, var han allerede død for to Aar siden.

 

598

Den halv sentimentale Poesi, som Kratzenstein-Stub helst gjorde sig til Tolk for, og som især i den Tid maatte finde saa stærk Gen­klang hos et Publikum, der sværmede for Werther, bragte ham ganske naturlig til fortrinsvis at vælge sine Æmner fra Fortællingen om Amor og Psyche, hvoraf han har udført flere Motiver dels i Maleri, dels i Tegninger, og navnlig fra Ossian, hvis taagede fanta­stiske Drømmebilleder syntes skabte for en Pensel, der saa lidet forstod at færdes i det virkelige Livs dagklare Vexelspil. Til Æmner af den ossianske Digtning gjorde han en Mængde Udkast i Haand-tegninger og udførte Skitser, men fuldendte kun, som det synes, et eneste større Billede, »Ossian hører Malvinas Aand gribe i Harpens Strenge, Alpins Søn, som staar ved Siden, lytter ogsaa til Tonerne«. Med rystende Haand havde Kunstneren i Begyndelsen af 1816 skrevet derpaa »Maaske det sidste« , og det blev hans sidste Værk. Det blev købt til Kongens private Samling, og gik ved Frederik VII's Død over til den kgl. Malerisamling (købt paa Auktionen i 1864). Kunstneren havde i Grosserer M. L. Nathanson og i Sekretær Bang to Velyndere, som ved Bestillinger satte ham i Stand til at sysle med disse store Kompositioner, men det synes, som om ikke noget fuldendt Arbejde kom i deres Hænder. I hans Portræter frem­træder der en dygtigere technisk Behandling end i hans historiske Billeder.

Kratzenstein-Stub havde længe følt Tegn til Svaghed; Sorgen over hans yngste Barn og eneste Datters Død (1815) nedbrød fuld­stændig hans Helbred, han fik Tæring, tog om Sommeren 1816 til Kallundborg Ladegaard i det Haab, at Landluften skulde helbrede ham, men der døde han den 24. Juli 1816. Samme Aar indrettede Sekretær Bang en Udstilling af hans efterladte Malerier, Studier og Haandtegninger, samt udgav i 1818 en Samling kobberstukne Omrids efter hans Arbejder, i alt 18 Blade, hvoraf et nyt Oplag udkom 1844. Hans Portræt er gengivet foran. Hans Enke (d. ¹³/₆ 1869) ægtede 1820 Konsumtionsinspektør Chr. Heilmann (f. 1778, d. 1840) i Ringsted; Stubs eneste Søn døde 1839 som juridisk Kandidat, kun 26 Aar gammel.

(Weinw., S. 201. do. Lex. under Stub. Holmens Kirkeb. Petri Kirkeb. Lengnick, Fam. Stnith, Cøllner og Plum. Skild. 1815, Sp. 441; 1819, Sp. 138; 1821, 4. Decb.; 1827, Sp. 1318; 1829, Sp. 1365. Athene IV, S. 331; VII, S. 142, inden, en Nekrolog af P. E. Muller; VIII, S. 271. Pers. Tdskr. 2. R. I, 196—200. Adresseav. 1816, Nr. 177. Lange, Nutids-Kunst, S. 36 flg. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

 

599

Kraul. Fritz Christian August Kraul, Maler, er født i Altona den 6. September 1862 og Søn af Cigarmager Andreas Tolvtevar Kraul fra Horsens (d. 1870) og Dorothea Henriette Juliane f. Jensen fra Altona (d. 1871). Efter Forældrenes Død kom han til en Far­broder, Slagtermester Kraul i Horsens, hvor han efter endt Skolegang kom i Malerlære. I 1882 kom han til København og besøgte Kunst­akademiet fra Oktober s. A. til 1887, da han forlod det efter at have malet til Afgangsprøve, dog uden at faa Afgangsbevis. Han udstillede første Gang ved en December-Udstilling i 1885 og i 1887'—88 ved Foraarsudstillingen. Et Landskab købte Maleren L. Frølich. Om Sommeren 1888 rejste han til Wien og derefter til Bukarest, hvor han, fraregnet en Rejse til Tyrkiet, Lilleasien, Ægypten og Grækenland (1889—90), opholdt sig i hele sex Aar, og arbejdede der som Maler. Den 31. August 1893 ægtede han i Bukarest Wil-helmine Frankenberger (f. 1857) fra Wien. I Slutningen af 1895 kom han tilbage til Danmark.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Krause. Axel Emil Kranse, Maler, er Søn af Træhandler Meinert Harald Krause (f. 1836) og Elsine Kirstine f. Søborg (f. 1837) og er født i København den 14. April 1871. Efter at have taget første Del af Artium (Præliminærexamen), kom han i Malerlære og blev af Axel Hou dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Februar 1889 til den 29. Maj 1895, da han fik Afgangs-bevis som Maler, og ved Foraarsudstillingen s. A. udstillede han sit første Arbejde »Et Portræt«, medens han samtidig malede to Helgen­billeder »Franciscus af Assisi« og »Dominicus« til den katholske Kirke i Bredgade, og i September vandt en Pengepræmie ved Akademiet for en malet Modelfigur.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.    Nat. Tid. ⁶/₉ 95.)

 

Krebs. Frederik Christian Krebs, Portrætmaler, født den 24. August 1845 i Reinbeck i Holsten, hvor Faderen var Brand­direktør, er Søn af afsk. Major i Artilleriet Albrecht Christian Krebs (f. 1776, d. 1848) og dennes anden Hustru, Anna Marie Vilhelmine f. Lorenzen (f. 1807, d. 1870). Moderen flyttede som Enke til København, hvor Sønnen gik i Petri Skole, besøgte derefter det tech-niske Institut, hvorfra han i Januar 1862 kom ind paa Akademiet. Den 20. Marts 1868 fik han Afgangsbevis som Maler. Han udstillede 1867 et Portræt og senere atter i 1879. Han er gift med Helene

 

600

Hansen af København   og  lever i Lund i Skaane   som  Portrætmaler og Tegnelærer; men han skal ogsaa have malet en Del Altertavler. (Slægter Krebs, S. 13.   Akad.    Reitzel.   Udst. Fortegn.   Begr. Kont.)

 

Krebs.    Johanne  Cathrine Krebs, Malerinde, født den 21. April

1848   paa Læsø,   er Datter  af senere Stiftsfysikus i Odense Frederik Christian   Krebs   (f.  1814,   d.  1881)    og  Anna  Margrethe  f.   Borch (f.  1818,   d.  1891).     Efter  at  have  uddannet  sig  ad ^:privat Vej til Malerinde, begyndte hun at udstille i 1880,  »Et Portræt« og har siden udstillet   ved  Foraarsudstillingen  paa  Charlottenborg  dels Portrætter, dels Figurbilleder i genremæssig Retning, som oftest enkelte Figurer, indtil 1889,   deriblandt  dog et større Billede »Før Frokosten«,   fore­stillende to fægtende Kvinder i Legemsstørrelse.     Fra 1891 har hun udstillet ved  den frie Udstilling.     Blandt hendes Portræter,   der for en   stor  Del  forestille  Kvinder  eller Børn,   kan  nævnes   Portræt   af Fru Magdalene Thoresen (1885) og af Kunstnerindens Moder (1891). Hun blev 1888 ansat som Inspektrice  ved den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder.

(Bricka, IX, 473 om Forældre, Slægter af Navnet Krebs, S. 19. Lengnick, Fam. Krebs. Pers. Tdskr. III. T. 36 og 3. R. I. T. n. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Krebs.     Olaf Peter Krebs, Landskabsmaler, født den 25. August 1849  i Brandstrup   paa Lolland,   var Søn  af Sognepræst Hans Peter Thostrup Krebs (f.  1814, d.  1895) °g Forfatterinden Johanne Louise f. Wichfeld (f.  1813,   d.  1879).     Han  blev   Student  fra Sorø  1868, tog  anden  Examen Aaret   efter  og   blev   af C. Dalsgaard  dimitteret til Kunstakademiet,   hvis Skoler han   besøgte fra November 1868 til Januar 1877,   og udstillede derpaa nogle Landskabsbilleder med Dyr 1877 og 1878.    Imidlertid var  han begyndt paa at studere Theologi og blev Alumnus paa Valkendorfs Kollegium, men døde allerede den 13. Februar  1880 paa Kommunehospitalet af Underlivsbetændelse.

(Slægter af Navnet Krebs, S. 17 og 63. Elvius og Bricka, IX, 479 om Forældre. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten.)

 

Kreiser. Lorents Christian Kreiser eller Kreuser, Architekt, født den 17. Januar 1773 i København, var Søn af Snedkermester Johann Christoph Kreiser og Susanne f. Hinrichsen, og han besøgte Kunst­akademiet fra sin tidlige Ungdom. Kun femten Aar gammel vandt han 1788 den mindre Sølvmedaille, 1791 den store, 1793 den mindre Guldmedaille og 1795 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Opdragelsesinstitut«. I 1799 blev han Informator ved Bygnings-

 

601

skolen efter P. Friis, og kort efter søgte han om Rejsestipendiet, men maatte vige for Charles Stanley. Imidlertid blev han den 19. December 1804 udnævnt til kgl. Bygningsinspektør i Slesvig, og i denne Stilling blev han gift 1812 med Margrethe Kling (f. 1794, d. 1853), Datter af Stadsfoged Anton Otto Kling og Hedvig Mar­grethe f. Mathiesen; han døde den 25. Januar 1823.

(Weinwich, Lex.    Geneal. Inst.    Akad.)

 

Kretz. Johan Georg Kreiz, Architekt, var Søn af Snedker­mester og Maskinbygger Peter Johannes Kretz (f. 1779, d. 1851) og Maria Genoveva f. Blankensteiner (f. 1789, d. 1871) og blev født i København den 19. Januar 1810. Han fik allerede som Dreng Plads i Akademiets Ornamentskole i November 1819, gik senere over i Architekturklasserne og vandt 1829 den mindre og 1833 den store Sølvmedaille. Han gav sig meget af med dekorative Arbejder og udstillede i 1825 til 1834, foruden sine Konkursarbejder, en Del Tegninger i ornamental Retning, blandt hvilke flere havde været tilkendt Pengepræmie. I 1834 flyttede han til Næstved, ægtede der den 21. November 1848 Marie Posselt (f. 1817, d. 1892), Datter af Regimentskirurg Henrik Abraham Posselt (f. 1774, d. 1821) og Birgitte Dorothea f. Horneman (f. 1779, d. 1861) og boede der dels som Archi­tekt, dels som Tegnelærer ved Byens Skole og fra 1841 ved Herlufs-holms Skole til sin Død den 14. Maj 1857. Kretz var Katholik.

(Priv.   Medd.     Dsk.   Lægest.   4.  Udg.      Erslew,   II,   579,   Suppl.   II,   692.

H. Hornemann, H. Hornemanns Efterk.    Næstv. Kirkeb.   H. B. Melchior, Efterretn.

om Herlufsh. Berl. Tid. 1857, Nr.  141, 1892 ¹⁷/₁₀. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Krieger. Johan Cornelius Krieger, Architekt, født 1683, rime­ligvis i København, blev 1711 Gartner ved Rosenborg Have, og ægtede den 8. Marts 1713 Anna Mathiesen (f. 1692, d. 1760), Datter af Klokker Søfren Mathiesen (f. 1693, d. 1740) og Maren Niels-datter Banner (f. 1719); ved hende er han Stamfader til den store kriegerske Familie. Imidlertid maa han have lagt sig efter Bygnings­kunsten med ikke ringe Flid og Dygtighed, thi i 1725 blev han Overlandbygmester, medens han allerede i 1724 havde foretaget en Ombygning paa Vallø. Forinden, i 1722, var han bleven Bygnings­inspektør for København og udgav som saadan Tegninger, hvorefter de i 1728 afbrændte Huse skulde opføres (i>Berechnungen und Desseins auf 3 differente grundgemauerte Gebåude o. s. v. med Kobbere af P. Berg og udgivne i 324 Expl. Kop. 1729, 4°). Ved Opførelsen af Fredensborg

 

602

førte han en Tidlang Overtilsynet, anlagde Haven og byggede Slotskirken (1725) samt de udenom beliggende Sidebygninger, og ledede siden store Ombygningsarbejder ved de kongelige Slotte, saaledes bl. a. ved Kronborg (1728), og opførte Orangerihuset ved Rosenborg, der senere er blevet omdannet til Fodgardens Kaserne. Mod Slutningen af sit Liv opførte han det Palæ, som nu tilhører Grev Moltke til Bregentved paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens Tværgade (bygget for Grev Danneskiold-Laurvig), hvortil Tegningerne i 1745 blev stukne af J. N. Schrøder. Ved Siden af sin Embedsgerning udfoldede han, som det synes, ikke liden Virksomhed for egen Regning, thi i Aaret 1728 anlagde han en Agatslibemølle ved Arresø, i 1730 fik han Bevilling »paa et Stenbrænderi med Stenkul at brænde i otte Aar« og kort efter tyve Aars Privilegium »paa en Sav- og Valkemølles Indretning« paa Christianshavn, hvortil hundrede Alen i Kvadrat blev ham skænket. I 1745 kaldes han magnus architectonices præfectus, hvilket vistnok har svaret til Hof bygmester, i 1749 blev han udnævnt til Justitsraad og i Aaret 1750, afgik han, ifølge kgl. Resolution af 18. Oktober, fra sine Embedsstillinger med 600 Rdl. d. C. i Pension. Krieger døde den 21. September 1755, og hans Enke overlevede ham til April (begr. ¹³/₄) 1760. Han var en meget velhavende Mand, thi, efter at have skiftet med Børnene ved Mandens Død, kunde Enken endnu efterlade dem over 20,000 Rdl. d. C.

(Lengnick, Søren Mathiesen. Weinw., S. 140. do. Lex. Sandv., S. 116. Kraft & Nyerup Lit. Lex. Bricka, IX, 495. F. J. Meier, Fredensb. Kgl. Regnsk. Møllers Register, Sjæll. Registre m. m. i Rigsarch. Hofrets Skifte i Prov. Arch.)

 

Krock. Hendrik Krock eller Krogk, Maler, var Søn af Valentin Krock, Købmand i Flensborg, og blev født der den 21. Juli 1671. Efter at have været i Malerlære i Husum hos en Mester, der tillige var Portrætmaler, »den udi Ansigtsstykker da berømte Eyerschøttel« (Johannes Aierschettel), kom han i sit 17. Aar til København (1688), for at uddannes til Kunstner, og ernærede sig imidlertid ved at undervise i Tegning og skal selv have nydt Undervisning hos Historie­maleren Peder Andersen. Fem Aar efter (1693) blev han saa varmt anbefalet til Grev Ulrik Frederik Gyldenløve, at denne tog ham med paa en Rejse til Italien og lod ham blive tilbage der. Han talte Kunstnerens Sag hos Frederik IV, og udvirkede, at han af denne Konge fik en Aarpenge til at opholde sig for i Udlandet. I Løbet af elleve til tolv Aar var han tre Gange paa Rejser til Frankrig og

 

603

Italien, men Tiden for de enkelte Rejser kan ikke nøje opgives. I Vinteren 1698—99 var han i Rom sammen med Fr. Rostgaard, uden at det kan oplyses, om det var paa hans første eller anden Rejse; det sidste er sandsynligst, thi 1701—1702 var han hjemme. Den 6. Oktober 1701 underskriver han tilligemed flere andre Kunst­nere et Andragende til Kongen om dennes Protektion for et af dem stiftet »Kunstnersocietet«. I 1702 udførte han til Frederiksborg Slot (betalt 31. Marts) »Et Skilderi af de fire Elementer« og (14. Septb.) »en Plafond i Forgemakket, forestillende Neptun og Galathea«. For det første fik han 400, for det andet 500 Rdl. d. C.

Fra sin tredje og sidste Rejse kom han hjem 1705, efter i Italien at have nydt særlig Vejledning hos Datidens navnkundigste Kunstner, Carlo Maratti. Men det er kun i ringe Grad, Krock har Lighed med denne i al Fald ret betydelige Kunstner, selv om han tilhører den italienske Malerskoles Forfaldstid. Hans danske Lærling kom aldrig ud over en vis haandværksmæssig Flid; men at dømme efter det overvældende Tal af Billeder, Krock har frembragt, maa han have malet med en overordentlig Lethed. Det gamle Køben­havns Slot, Hirschholm, Fredensborg og Frederiksborg Slotte, flere Kirker og en Mængde Privatbygninger smykkedes med hans Malerier, navnlig med Loftsbilleder. Temmelig fuldstændige Fortegnelser over hans Arbejder findes i Thieles »Kunstakademiet og Heststatuen« og navnlig i »Danske Magazin«, som indeholder en af Forfatteren til Magnus Bergs Levned, sandsynligvis Tegnemesteren Naaman Prehn, skreven Levnedsbeskrivelse, der er Hovedkilden til hans Historie. Krock var en af Medstifterne af det ældre Akademi, men døde kort efter, den 18. November 1738.

Af Portræter nævnes kun et malet Portræt af Ulrik Christian Gyldenløve, stukket af Pieter v. Gunst, og et tegnet Portræt af Otto Krabbe til Holmegaard, begge fra 1719, samt et Portræt i Legems­størrelse af Frederik IV, hvorpaa Nikolaj Wichmann (s. d.) havde malet Hovedet. I Slutningen af sit Liv udførte han nogle Kartoner til Tapeter, som dog ikke blev færdige fra hans Haand. Af hans Malerier ere mange brændte, da det ældre Christiansborg og senere Frederiksborg sank i Grus; men paa Frederiksberg, Fredensborg og flere Steder ere endnu nok tilbage. Billederne paa Christiansborg var flyttede derhen fra Københavns Slot. Det bekendte »Domme­dag« i Loftet i Slotskirken, der gav Frankenau Anledning til at skrive: »Der, hvor svøbt i Glans af Guldets Luer Krocks forvovne Pensel Skræk indgød«,

 

604

var ogsaa fra Københavns Slot, og da det var for langt til Slots­kirken ved Christiansborg, blev der skaaret 8—10 Alen af i Længden, medens en tysk Maler maatte tilføje Figurer graat i graat, for at gøre det bredere. Denne Beretning i »Danske Magazin« er sand-synligere, end at de græsseligste Optrin i Billedet skulde være blevne overmalede, for at frugtsommelige Koner ikke skulde tage Skade af at se derpaa.

Krock var tre Gange gift, første Gang 1707 med Helle Cathrine Hansdatter Robring (f. 1678), Enke efter en islandsk Købmand Rafn, og med hende havde han en Søn, der døde 1744 som Løjtnant. Efter at hun var død (før ⁴/₃ 1718), giftede han sig anden Gang den 17. November 1722 med Elisabeth Vilhelmine Magdalene Gummen, der døde Aaret efter i Barselseng, og den 26. April 1724 ægtede han Armgott Sofie Koefoed (f. 1693), der overlevede ham til den 14. September (Oktober?) 1773 og som Enke fik 100 Rdl. d. C. om Aaret i Pension. Krock synes at have været Hofskildrer allerede fra Aaret 1706 med 400 Rdl. d. C. i aarlig Lønning; i 1722 blev han Cancelliraad, en i den Tid meget anselig Titel.

(Dske. Mag., III, 143—60, 162 — 70. Thiele, Kstakad., S. lo flg. Bricka, IX, 503. F. J. Meier, Fredensb. Kst. og Æsth., S. 53—54. Bruun, Rostgaards Levned, S. 76, 532. Jonge, Kbh. Beskriv., S. 508, 525, 530. Dske Atlas, II, S. IOI, 105, 126. Weinw., S. 114—17 do. Lex. Hennings, S. 44. Sandv., S. 86—88. Ramdohr, Reise, I, S. 206. Skild., 1807, Sp. 121. Mnemosyne, III, Brev 148. Friis, Saml., S. 94—96. Dsk. Saml., IV, 82, 2. R., V, 283-84. Kgl. Regnsk. Sjæll. Reg. i Rigsarch. Lengnick, Fam. Wigand. Petri og Slots­kirkens Kirkeb. ved Lengn. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi.)

 

Krog. Arnold Emil Krog, Architekt og Dekoratør, er født den 18. Marts 1856 paa Frederiksværk, hvor hans Fader, Hans Jakob Krog (f. 1822, d. 1889) var Inspektør; Moderen hedder Jenny f. Meyer (f. 1824). Efter endt Skolegang med Realafgangsexamen fra Efterslægtens Skole, kom han i Murerlære, blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet i Marts 1874, og efter at have gennem-gaaet dets Architekturklasser fik han den 17. Marts 1880 Afgangs-bevis som Architekt. Samtidig tegnede han dels hos Fenger, dels 1878—81 under S. Meldahl og Heinr. Hansen ved Frederiksborg Slots indre Udsmykning. I Forvejen havde han i 1877—78 deltaget i den af Akademiets Elever foretagne Opmaaling af Kronborg og havde der benyttet Lejligheden til ogsaa at gøre maleriske Studier i dekorativ Retning, hvilke han fortsatte med Iver under en Rejse til Italien i 1881—82. Efter Hjemkomsten gjorde han bl. a. Tegning

 

605

til den mauriske Sal i Panoptikon og ægtede den 8. September 1882 Euphemia Henningsen (f. 1853), Søster til Frants og Erik Henningsen (s. d.). I 1884 fik han Ansættelse ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor hans Virksomhed til kunstnerisk Udvikling af Porcelænets dekorative Behandling snart fremtraadte ved den nordiske Udstilling i 1888 og Verdensudstillingen i Paris i 1889. Fra fransk Side anerkendtes hans Virksomhed med Æreslegionens Ridderkors og snart efter, den 20. Februar 1890 blev han ogsaa Ridder af Dane-brog. Aaret efter knyttedes han nøjere til Porcelænsfabriken, som dennes anden Direktør og i 1892 fik han Titel af Professor; et i 1891 tildelt Stipendium paa 2000 Kr. fra Kunstakademiet fik han ikke Lejlighed til at bruge, da hans Virksomhed ved Fabriken optog al hans Tid. Medens denne udelukkende gaar i keramisk Retning, har Kunstneren dog ikke indskrænket sig dertil, men ogsaa givet Tegninger til Møbler, Bogbind, Metalarbejder m. m.

(Priv. Medd.    Bricka, IX,  505.    Akad.    Udst. Fortegn.    Statskal.)

 

Krogh. Charlotte Sofie Christiane Rosine von Krogh, født den 4. Februar 1827 i Husum, er Datter af Kammerherre, Amtmand Godske Hans Ernst v. Krogh (f. 1778, d. 1852) og Agnes Cecilie Vilhelmine f. von Warnstedt (f. 1788, d. 1829). Hendes Kærlighed til Kunsten førte hende sammen med Landskabsmaler Kieldrup (s. d.), efter hvis Landskabsstudier hun begyndte at øve sig i at male. I 1856 rejste hun til Dusseldorf og blev Elev af den norske Land­skabsmaler Gude, der ved Siden af at undervise hende i Kunstens Elementer, lod hende strængt holde sig til Fædrelandets Natur, for ikke at sprede hendes Kræfter. Hun tilbragte derfor hver Sommer med at gøre Studier i Hjemmet, hvorefter hun om Vinteren udførte Billeder under Gudes Tilsyn, indtil denne i 1861 blev Direktør for Kunstakademiet i Karlsruhe. I 1858 hjemsendte Kunstnerinden første Gang et Billede til Foraarsudstillingen paa Charlottenborg og har siden jævnlig udstillet. Fra det tidligere slesvigske Ministerium mod­tog hun i tre Aar en Rejseunderstøttelse paa 200 Rdl. (400 Kroner) aarlig. Hun er bosat paa en Lystgaard ved Haderslev, og har malet en Del Landskaber efter danske og nordslesvigske Egne, som det synes mest paa Bestilling af danske Kunstyndere.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Adels-Aarb.  1896.)

 

Krohn. Frederik Christoffer Krohn, Stempelskærer, født paa Møllergaard ved Sorø den 4. August 1806, er Søn af Artillerimajor

 

606

Johan Jakob Krohn (f. 1778, d. 1842) og Maren f. Rasmussen (f. 1769, d. 1855) eller, efter sin Plejefader, Nielsen, og kom til København for at uddanne sig til Billedhugger. Han begyndte i Januar 1823 at gaa paa Akademiet og blev i Marts s. A. Elev af Dajon; men da denne allerede døde inden Aarets Udgang, benyttede han kun Akademiets Undervisning, indtil han, da han vilde være Medaillør, søgte Vejledning hos H. E. Freund. Krohn gik hurtig Akademiet igennem, i Januar 1825 kom han op i Modelskolen, fik i Marts s. A. den mindre, og Aaret efter den store Sølvmedaille. I September 1826 fik han Pengepræmie for en Figur efter den levende Model, »En halvsiddende Fisker«. Uagtet han konkurrerede flere Gange til den mindre Guldmedaille, lykkedes det ham ikke at vinde den som Billedhugger; men da han i 1833—35 paany kon­kurrerede som Medaillør, blev den store Guldmedaille ham strax tilkendt den 30. Marts 1835 for en Medaille til Digteren Wessels Minde.

Efter Opfordring af Præses bestemte Krohn sig nemlig fra 1829 for at lægge sig efter Stempelskæring, hvori han, da Medaillør Albert Jacobsen havde nægtet at ville give Undervisning, som sagt, fik nogen Vejledning hos Freund. Allerede 1833—34 udførte Krohn bl. a. en Medaille i Anledning af Frederik VI's 50 Aars Jubilæum som Regent. Snart efter at han havde vundet Guldmedaillen, fik han, varmt anbefalet af Akademiet, en Rejseunderstøttelse fra Finan­serne for 2^x/₂ Aar, som senere af Akadamiet forlængedes med et Aars Tillæg. Saa snart han havde taget den befalede Examen, ægtede han (1835) sin Forlovede, Sofie Susanne Dorothea Købke (f. 1807), en Søster til Maleren C. Købke, der nævnes nedenfor, og rejste i Maj til Berlin, hvor han under Medaillør Brandt satte sig ind i den hele techniske Behandling ved Møntstemplernes Hærdning og Prægning. Efter nogle Maaneders Forløb rejste han til Munchen, hvor hans Hustru mødte ham, og nu rejste de i Forening, ledsagede af Kunstnervenner, til Italien. Fra Rom hjemsendte han en Medaille i Anledning af Reformationens Indførelse, og i September 1839 var han atter vendt tilbage til København, hvor Frederik VI's Død snart gav ham en anstrængende Virksomhed med Medailler i Anledning af Christian VIII's Tronbestigelse og med Reversen til Sølvbryllups-medaillen (se Christensen). Den i. Januar 1841 blev han ansat som kgl. Medaillør ved Mønten i København og ved Mønten i Altona (indtil 1852, jfr. P. Petersen), og i denne Stilling forblev han til i. Maj 1873, da han tog sin Afsked. Hans vigtigste Arbejder ved

 

607

Mønten ere de under Christian VIII og Frederik VII indførte nye Sølvmønter, medens hans største Arbejde som Medaillør, en Medaillon i Anledning af den Oldenborgske Stammes 400 Aars Fest, paa Grund af Christian VIII's Død, ikke blev fuldendt. Aversen med Christian VIII's Brystbillede, som var færdig, blev siden bestemt til at bruges ved Kongens Dødsmedaille, men den blev heller ikke præget. Reversen, hvori Christian VIII ved en senere Bestemmelse ønskede en Hentydning til den Konstitution, han ved Aarsfesten vilde skænke Folket, var kun halv fuldendt, da Arbejdet standsedes. Som Billedhugger udførte Krohn inden sin Udenlandsrejse tre Billedstøtter til Kongens Trappe paa Christiansborg Slot, nogle Relieffer til samme Slot, nogle Buster, en Række af 17 mindre Portrætbuster af Landets fremragende Mænd, samt en lille Billedstøtte af Frederik VI til Hest, der blev støbt i Bronce og ciseleret og for­gyldt i Paris for Antikvitetshandler Henriques til et Taffeluhr. Af Medailler har han foruden de nævnte udført en Medaille i Anledning af Loven om de farvedes Borgerret i Vestindien (1834), en Præmie-medaille til Industriudstillingen i 1836, Medaillen for »Tapperhed« og »Fædrelandskærlighed« (1849) samt nogle Præmiemedailler m. fl. som dog alle, ved Siden af solid Dygtighed i det techniske, ikke have fremragende kunstnerisk Interesse. Hans første Hustru døde 1853, og to Aar efter ægtede han Emilie Købke (f. 1812, d. 1880), hendes Frænke, en Søster til Maleren Købkes Kone. Krohn, som døde den 13. September 1883 paa Kommunehospitalet, bevarede til det sidste en høj Grad af Aandsfriskhed og Livlighed og havde mange Interesser. Hans store Samlerlyst tilvejebragte en betydelig Samling af Raderinger, og hans Fortegnelse over disse har hans nedenfor nævnte Søn P. Krohn begyndt at udgive under Titel: Samlinger til en beskrivende Fortegnelse over danske Kobberstik, Raderinger m. m. I. Bind (1889).

(Priv. Medd. Bricka, IX, 533. V. Købke, Stamtavle, 1888. Pers. Tdskr. V. T. 38. Strunk. Erslew, Lex. Suppl. II, S. III. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Krohn. Pietro Købke. Krohn, Maler, født i København den 23. Januar 1840 og Søn af F. C. Krohn og dennes første Hustru, blev Student fra Metropolitanskolen 1859, besøgte derefter Akademiet fra 1860—67, og uddannede sig under Marstrand og Skovgaard, deltog i Krigen 1864 og blev Løjtnant. Han har udstillet som Genremaler fra 1865 til 1878. Hans første udstillede Arbejde, et

 

608

raderet Portræt af hans Fader, blev tilkendt den Neuhausenske Præmie; senere udstillede han fire smaa Livsbilleder i Radering. Han fik i 1867 en mindre Rejseunderstøttelse og i 1872—73 Akademiets Stipendium paa 800 Rdl. (1600 Kroner) hvert Aar. I 1872 rejste han til Rom, og blev i Italien til 1878, hvorefter han rejste til Paris og var samme Aar i Virksomhed ved Verdens­udstillingen der. Efter at have tegnet en Del Dragter til det kgl. Theater, fik han 1880 Ansættelse som Costumier og Økonomi-inspicient samt 1885 som Opera - Instruktør ved Theatret. Den 28. Januar 1881 ægtede han Emilie Juliane Bull (f. 1841), Datter af Cand. jur. Carl Ludvig Bull (f. 1809, d. 1879) og Augusta Emilie f. Gerson (f. 1815, d. 1872). Krohn, som har flere udenlandske Ordener, bl. a. Æreslegionens Ridderkors, blev i 1889 Ridder af Danebrog, og i 1893 Direktør for Kunstindustrimuseet; som Følge heraf fratraadte han sin Plads som Okonomiinspicient og fratræder i Aar (1896) sin øvrige Virksomhed ved Theatret.

(Priv. Medd. Bricka, IX, 536. H. R. Bull, Fam. Bull. V. Købke, Stamt. Statskal. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Krollpfeifer. Johan Heinrich Krollpfeifer, Billedhugger, Søn af Skomager Krollpfeifer i Haderslev og født der 1819, kom som Guld­smedesvend til København, hvor han i Oktober 1846 fik Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Billedhugger. Han blev i 1849 Elev af Modelskolen og vandt den 27. December 1850 den mindre Sølvmedaille. Fra 1849 til 1854 udstillede han nogle Buster og originale Kompositioner, deriblandt (1854) »En dansende Bacchant-inde«, som var udført i Bronce til Frederik VII. Rimeligvis samme Aar tog han tilbage til Haderslev, tog Borgerskab der som Billed­hugger- og Stenhuggermester i 1856, ægtede 1860 Anna Mathilde Hansen og døde 1869. En »Flora«, der brugtes meget som Kakkelovns-figur, er modeleret af Krollpfeifer.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Krossing. Niels Brock Krossing, Lithograf, født den 9. Februar 1795 paa Christianshavn, var Søn af Grosserer Jørgen Christian Krossing (f. 1762, d. 1817) og Marie f. Søegaard (f. 1772, d. 1843). Han blev 1806 Artillerikadet, 1810 Sekondløjtnant i Artilleriet, steg efterhaanden til Major, fik sin Afsked den 10. Januar 1848 og var under Krigen Pladskommandant i Middelfart og Kolding; den 14. Sep­tember 1824 blev han gift med Marie Anna Sofie Hammel (f. 1793, d. 1871), Datter af Pladsmajor Andreas Hammel i Munchen og Eva

 

609

f. Schreiner, og han døde paa Fredensborg den 6. Juli 1854. Da det kgl. Stentrykkeri blev oprettet i 1820, blev Krossing, som i 1817—18 havde besøgt Kunstakademiets Tegneskoler, Inspektør og senere Direktør for dette og foretog i 1822—23 en Udenlandsrejse, med en Bevilling af i alt 800 Rbd. r. S. af Fonden ad usus publicos, for at sætte sig ind i nye Fremgangsmaader ved Lithografien; dog synes det ikke^ som han selv har tegnet paa Stenen, i al Fald næppe efter egentlige Kunstværker. Han fortjener dog at nævnes som Leder af det første Kunststentrykkeri her i Landet, hvorfra der i Tiden mellem 1820 og 1836 udgik ikke faa Kunstblade, saaledes strax i 1820 to Portræter, i 1822 de første fire Blade af Gebauers Stutteri­værk, i 1824 et Frugt- og et Blomsterstykke af Jensen, og samme Aar tolv Blade af Hyllesteds (s. d.) Afbildninger af den danske Hær.

I   de følgende  Aar  forøgedes  disse Blades  Tal  betydeligt,   navnlig fremgik  en Mængde Portræter   efter  vore   bedre Kunstnere fra dette Trykkeri.     Det  vigtigste Værk  er  dog Stentryk efter Malerier i »de kgl. Billedgallerier paa Christiansborg, Fredensborg og Frederiksborg Slotte«, hvoraf der udkom syv Hæfter i stort Folio 1831—36.   Hvert Hæfte indeholdt fire Blade,   og Udgivelsen lededes af Professor Oluf Brøndsted,   Inspektøren   for  den kgl.   Malerisamling J. C. Spengler, Historiemaler J. L. Lund   og   Krossing;   Bladene   udførtes   af yngre Kunstnere,  deriblandt de fleste af Kaufmann og Ed. Lehmann.    Til­lige udgav Krossing i 1830—32  »Stentrykte Blade i tvangfrie Hæfter«, hvoraf der udkom noget over 50 Blade,   men   de  fleste  ere mindre betydelige, og en stor Del ere Kopier efter franske Blade.   I 1835—36 var han atter udenlands med Understøttelse fra Fonden ad usus publicos paa 600 Rbd. r. S.     Som  Forfatter  udgav   han   en Afhandling  om Stentrykkerkunsten,   trykt   i   Ursins  Magazin  f.  Kst.   og  Hdv.   I og

II  Bd., og nogle militære Skrifter.

(Erslew, Forf. Lex., II, S. 67. Suppl. II, S. H2. Subskriptionsindbydelser m. m. Bricka, IX, 540. Akad. Rigsarch.)

 

Kroymann. Carl Frederik Kroymann, Portrætmaler, født i Eckernførde den 29. Oktober 1781, hvor Faderen den Gang var Lærer; han var Søn af Skrive- og Tegnelærer Jiirgen Kroymann (f. 1739, d. 1823) ved Gymnasiet i Altona, uddannede sig først paa egen Haand og senere ved et fireaarigt Ophold i Berlin og Dresden til en dygtig Portrætmaler. Han bosatte sig derpaa i Altona (før 1809), hvor han for en Tid var sin Faders Hjælpelærer. Hans Portræter, i Miniatur eller med Sortkridt, udmærkede sig ved god

 

N. K. L.    I.                                        Februar 1896.                                      39

 

610

Lighed og en smuk Opfatning. Kroymann skal have været en munter og jovial Mand; han ægtede Lisette Mein fra Gliickstadt og levede i et meget lykkeligt Ægteskab 4—5 Aar, indtil hans Hustru blev sindssyg og levede som saadan i 14 Aar. Hun døde den 20. Ok­tober 1829. Han tog sig Konens Sygdom meget nær, men hans medfødte lykkelige Sind hjalp ham dog over denne Ulykke. Han døde i Altona den 15. Marts 1848.

(Hamb. Kstl. Lex. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 14. Breve til J. L. Lund i S kgl. Bibi. Geneal. Inst.)

 

Kruse. Frederik (Friedrich) Mathias Johan Kruse, Portræt­maler, var født i Eckernførde den 23. Maj 1829 og Søn af Bødker­mester Ditlev Jakob Kruse og Anna Sofie f. Johnke (d. 1858). Efter at have lært Malerhaandværket kom han til København og besøgte Kunstakademiet fra Januar 1849 til Marts 1852, da han fik Plads i Modelskolen. Allerede i 1850 havde han udstillet et tegnet Portræt og i 1853 udstillede han et Portrætmaleri. Paa Grund af sin svage Helbred maatte han faa Aar efter opgive Kunsten og tage Borger­skab som Malermester i København. I 1858 rejste han paa Besøg til Eckernførde og ægtede der, den 23. Maj, Margaretha Hermandine Sofie Meyer (f. 1834), Datter af Købmand Heinrich Hermann Meyer (f. 1805) og Dorothea Charlotte f. Rink (f. 1810, d. 1892). Kruse udstillede ikke senere og døde i København den 21. Maj 1862 efter længere Tids tiltagende Sygelighed. Hans Enke indtraadte i andet Ægteskab med Skoleinspektør J. Lohmann. Et Portræt forestillende Kunstnerens Hustru i ung Alder viser ham som en lovende Kunstner.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Krøll. Dorothea Erasmine Pauline Krøll, Malerinde, var Datter af Præst ved Vajsenhuset og Slotskirken Bendix Rasmussen Krøll (f- !735> d. 1782) og Karen Poulsdatter f. Egede (f. 1754, d. 1799), som i andet Ægteskab blev gift (1784) med Højesteretsassessor Frederik Gottlieb Sporon; hun blev født i København den 27. De­cember 1781. Hun havde lagt sig efter Vandfarvemaleri, som hun, ifølge Weinwich, skal have dyrket med Held, især naar det var Kopier hun malede »efter gode Mestre« ; hendes Originaler var nok mindre gode; i 1809 (ikke 1829) udstillede hun et saadantLandskab. Hun blev i 1844 Konventualinde i Budolphi Kloster her i Køben­havn og døde der den 31. Oktober 1862. Ogsaa til de yngre Slægtled af Familien Sporon følte hun sig knyttet med Hengivenhed.

(Weinw., S. 204. Wiberg. Erslew Suppl. III, 226. Priv. Medd. Budolphi Klosters Protokol. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

611

Krøyer. Maria Martha Mathilde Krøyer født Triepcke, Maler-er Datter af Væveridirektør Max Triepcke (f. 1834, d. 1891 i Augsburg) og Minna f. Kindler (f. 1841), er født i København den ii. Juni 1867 og ægtede den 23. Juli 1889 i Augsburg den neden­nævnte P. S. Krøyer. Hun er Elev af Bertha Wegmann og af Tegne skolen under Tuxen og Krøyer, samt studerede 1888—89 i Paris; paa Foraarsudstillingen 1888 udstillede hun under sit Pigenavn, og i 1891 som Fru Krøyer paa den frie Udstilling.

(Priv, Medd.    Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Krøyer. Peter Severin Krøyer, Portræt- og Genremaler, født den 24. Juni 1851 i Stavanger, er Adoptivsøn af Professor og Inspek­tor ved det zoologiske Museum i København, Henrik Nikolaj Krøyer (f. 1799, d. 1870) og Birtha Cecilie f. Gjæsdal (f. 1817, d. 1891). Han kom allerede som lille Barn til København og var i sin Opvæxt saa ivrig efter at tegne alt, hvad han saa, at han allerede i sit tiende Aar kunde udføre et Par videnskabelige Tegninger for Faderen (Snyltekrebs). Der sørgedes nu for, at han kom til at lære ordentlig at tegne, først hos F. F. Helsted, senere i det techniske Institut, hvorfra han, kun 13 Aar gammel, efter at have taget Præmie ved Institutet (Fabricius' 111. Danm. Hist.), dimitteredes til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1864 til den 2. Juli 1870, da han fik Afgangsbevis som Maler. Næste Foraar udstillede han sit første Arbejde, Portræt af Fr. Schwartz (s. d.). I 1872 og 1873 havde han Akademiets Rejseunderstøttelse til indenlandske Rejser. I 1873 blev den mindre Guldmedaille tilkendt ham for »David frem­stiller sig for Saul, efter at have dræbt Goliath« (Karton). Han udstillede i Førstningen mest Portræter, hvoraf især Blomstermaler Ottesens Portræt for Udstillingsfonden (nu i Akad. Sml.) vandt megen Opmærksomhed, senere Livsbilleder fra vore danske Fiskerlejer. Blandt disse viste allerede »Smedjen i Hornbæk« Kunstnerens Blik for malerisk Virkning, som senere udvikledes til saa stor Fuld­kommenhed. Fra 1877 var han udenlands i fire Aar, gennemrejste Holland og Belgien, kom til Paris, og traadte, i Erkendelsen af at han endnu kunde lære noget af den franske Kunst, ind som Elev i Malerens Bonnats Atelier. Her blev han Vinteren over, rejste i 1878 til Spanien, hvor han navnlig paavirkedes af Velasquez, hvis Billede, »Drikkebrødrene«, han kopierede med en saadan Dygtighed, at endog et Fotografi deraf er fremhængt som Forbillede i en af Akademiets Klasser. I Granada malede han et Folkelivsbillede »Søndag Morgen«

 

612

(udst. 1879), som blev købt til den kgl. Malerisamling. Den næste Vinter var han atter i Paris og arbejdede hos Bonnat, hvorefter han om Sommeren 1879 malede »Sardiner! i Bretagne« (gengivet i N. dsk. Malerk.), som vakte Opmærksomhed saavel i Paris, som ved Foraars-udstillingen her 1881. Den næste Vinter (1879—So) tilbragte han i Italien, dels i Rom, dels i Campagnen, hvor han malede »Mark­arbejdere i Abruzzerne« og »Italienske Landsbyhattemagere« med en ejendommelig Lysvirkning; dette sidste Arbejde fik en Medaille i Paris (1881) og ved Foraarsudstillingen i 1882 den Thorvaldsenske Udstillingsmedaille. Et ved samme Tid malet, ikke her udstillet Maleri »Messalina« blev købt til Gøteborg - Museet. I 1881 var Krøyer atter hjemme; men naar han ikke foretager kortere eller længere Rejser, navnlig til Paris, var og er han saa længe som muligt paa Landet, idet han saa at sige er fast Medlem af Kunstnerkolonien paa Skagen. I 1883 udstillede han et Par Billeder fra Skagen og sine første modelerede Arbejder (to Portrætbuster) samt blandt flere Portræter det for Udstillingsfonden malede Portræt af Marinemaler C. F. Sørensen. I 1884 udstillede han »Fiskere paa Skagens Strand, sildig Sommeraften«, som Malerisamlingen købte; i 1885 »Burmeister og Wains Jærnstøberi«, i 1886 »Musik i Atelieret«, et stort Billede i Aftenbelysning med en Mængde Kunstnerportræter (Nationalgalleriet i Christiania); i 1888 et stort Billede med Komitémedlemmerne fra den franske Udstilling i København (tilh. Brygger C. Jacobsen), hvor han naar meget vidt i et bredt, kraftigt malerisk Foredrag; i 1891, hvor han havde forandret Technik og tilstræbte den stærkest mulige Lyshed i Farven, udstillede han i denne Malemaade, som har fristet Efterlignere saa meget, bl. a. »Marine fra Arnalfi«, Galleridirektør, Lehnsbaron O. D. Rosenørn Lehn (kgl. Malerisml.) og »Ved Fro­kosten«; endnu i 1892 havde Tietgens og Phisters Portræter Præget af den samme Malemaade, som derefter fortager sig. Allerede i »Badende Piger« (1893) spores den mindre, og det i 1895 malede store Børsbillede, med en Mængde legemsstore Portræter (alle med sorte Cylinderhatte) i sindrig Gruppering, er helt igennem dybt og naturligt i Farven. Da den frie Udstilling stiftedes i 1891 sluttede han sig varmt til denne og udstillede hvert Aar der, saaledes i 1893 hans Hustrus Portræt (se foreg. Art.), men udstillede dog sam­tidig paa Foraarsudstillingen.

Krøyer fik 1884 Medaille i London, 1891 Guldmedaille af i. Klasse ved Jubilæums Udstillingen i Berlin, 1893 diplome d'honneur i Antwerpen m. m. Han blev 1887 ^valgt til Medlem af Akademi-

 

613

raadet, fik 1888 Æreslegionens Ridderkors, og malede samme Aar sit eget Portræt til Samlingen af Kunstnerportræter i Uffizi i Florens, fik 1889 sin Indfødsret godkendt, blev 1891 Ridder af Danebrog, 1894 Medlem af Kunstakademiet i Stockholm; han er tillige Ridder af den bajerske Michaelsorden. I en Række Aar omtrent fra 1885 har han været en af Lederne for »Kunstnernes Studieskole« sammen med Tuxen, Schwartz og Zahrtmann. Som ovenfor nævnt ægtede han i 1889 Kunstnerinden, Maria Triepcke.

(S. Muller, N. dsk. Malerk. Bricka, IX, 587—89. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn. 18. Nov. Aarsberetn. 1894. Stockh. Ak. Årsberett. 1894. Statskal. Pers. Tdskr. 3. R. I, T. n. Begr. Kont.)

 

Küchler. Albert Kuchler, Historiemaler, Søn af Snedkermester Christian Kuchler (f. 1774, d. 1845) og Mette Andreasdatter Thor-kilsen (f. 1763, d. 1849), var født i København den 2. Maj 1803. Han lærte Snedkerhaandværket hos sin Fader og begyndte som Lære­dreng at besøge Kunstakademiet, endog før sin Konfirmation, thi allerede i sit trettende Aar rykkede han op i den anden Frihaands-tegneskole. I 1819 blev han Elev af Modelskolen, i Januar 1821 vandt han den mindre, i 1822 den store Sølvmedaille. Samtidig malede han hos Eckersberg lige til sin Rejse. Paa Udstillingen 1823 havde han sine første selvstændige Billeder, et Portræt og et Parti af Rundetaarn. Portrætet, som en Anmelder kalder »ganske i den nederlandske Smag«, skal have vidnet »om meget Talent«. Samme Aar fik han en Pengepræmie for et Maleri efter den levende Model; derimod blev hans Arbejde for den mindre Guldmedaille ikke antaget. Dog fik han Lov at udstille sit Konkursarbejde, »Englen aabenbarer sig for Gideon«. Ved den følgende Konkurs (1825) vandt han Me-daillen for Opgaven »Tobias med Englen«.

I disse Aar malede Kiichler næsten udelukkende alvorlige Æmner, som »Skirner, der løser Gesturs Gaader«, efter Oehlen-schlæger, »Ossian og Ninathoma«, efter Ossian, et Par Billeder efter Gessners Idyller og lignende, uden at disse synes at have tildraget sig synderlig Opmærksomhed. Ved Udstillingen i 1828 viste han derimod et Billede fra et helt andet Omraade, som strax gav hans Kunstnernavn en god Klang. Det var grebet ud af hans eget dag­lige Liv og forestillede en ung Kunstners Malerstue, hvor en Amager­pige kommer ind for at sælge Frugt, men standser forskrækket ved at se det halvnøgne Menneske, Kunstneren har brugt til at male efter. Den foran Staffeliet siddende Kunstner er V. Bendz, den

 

614

anden, som holder den forlegne Pige tilbage, er Chr. Holm. Det fine Lune, hvormed de forskellige Udtryk er gengivet, den kække Anordning af den lille, livlige Handling, den elegante og paa samme Tid omhyggelige Udførelse af alle Enkeltheder, gør efter saa mange Aars Forløb endnu det lille Billede saare tiltrækkende; det blev strax købt til den kgl. Malerisamling. To Aar efter (1830) udstillede han et andet Livsbillede, hvori Kunstnerens komiske Lune traadte stærkere frem. Det forestillede Borgere paa Fælleden, som efter de krigerske Øvelser indtager et Maaltid i Græsset med deres Familie; den ene af de yngre Mænd forskrækker en ung Pige ved at gøre Mine til at ville afskyde sin Bøsse, den anden klinker lystigt med Fatter, som har lagt sig i Græsset saa mageligt, som den snævre Mundering vil tillade det. Billedet havde moret saa meget, at »Portefeuillen« ti Aar efter endnu fandt Anledning til at gengive det blandt sine »artistiske Bilag«. Et tredje Billede, »Køkkenscene«, mere udmærket ved maleriske Fortrin end ved Lune, blev købt af Kunstforeningen.

Uagtet Kunstnerens Vej hermed syntes ham tilstrækkelig paa­peget, opgav han dog ikke det historiske Maleri; efter et forgæves Forsøg i 1827 vandt han den 26. Oktober 1829 den store Guld-medaille for »Jesus helbreder de Syge« og søgte derpaa det store Rejsestipendium. Da han, dels ved Salg af Arbejder, dels ved en Bestilling fra Konferensraad Holten paa en Altertavle, var sat i Stand til at kunne »soutenere sig udenlands indtil dette Aars Slut­ning« , rejste han først i Maj 1830 til Miinchen, hvor han vilde oppebie Akademiets Bestemmelse. Hertil meddeltes det ham snart efter, at Stipendiet var tilstaaet ham for tre Aar fra den i. Januar 1831 at regne, og nu gik Rejsen i Følge med Landskabsmaler Petzholdt og Billedhugger Jahn til Italien. Derfra hjemsendte han endnu i de første Aar et Par Arbejder i historisk Retning, »Christus i Urtegaarden«, (d. v. s. Christus møder de fra Graven tilbage­vendende Kvinder, Matth. 28, 9) til Konferensraad Holten, og »Josef fortæller sine Drømme«, der blev købt til den kgl. Malerisamling. Imidlertid nød han, med den glade Københavnernatur, som aldrig ret skylledes af ham, det nye Liv i Rom med sine jævnaldrende Kunstbrødre; fra sine Vinduer i »Capo le case« saa han det romerske Almueliv bevæge sig i al sin sorgløse Larm og i sine Gengivelser deraf er han ulige mere fængslende end i de historiske Billeder. Hans muntre Lune var imidlertid for en Del blevet afløst af en vis blød, halv religiøs, halv sentimental Stemning, og selv om det gamle Skælmeri jævnlig spores, især naar han indfører Børn i sine Billeder,

 

615

f. Ex. »En Dreng drikker af en Krukke, som den foran ham knælende Pige bærer paa sit Hoved« (tilh. Kapt. Waagepetersen), eller »Romerske Landfolk, som købe en Abbatehat til deres lille Dreng« (Thorv. Mus.), er det dog mere og mere alvorligere Træk af Livet, han frem­drager, som »En Abbate, der lærer sine Søstre at læse«, »En ung Pige lærer to andre at bede Rosenkransen«, »En Pige bliver pyntet som Brud« (købt af Kunstforen. i 1835; tilh. nu den kgl. Malerisaml.). Farven blev i disse Billeder lysere og klarere, men tabte noget af sin Dybde, ligesom ogsaa Modelleringen i det Hele blev svagere og Formernes Runding mindre fremtrædende; men den smukke Følelse, det fine Sammenspil mellem Personerne, den nydelige Fordeling i Rummet gør alligevel denne Kreds af Billeder til vakre Repræsentanter paa, hvad den Tids danske Kunst formaaede at frembringe. Hvad der har foraarsaget det mærkelige Omslag i Ynglingens Sind, vil næppe nogensinde kunne opklares, men der er ingen Tvivl om, at man heri maa se Forløberne for den aandelige Spænding, som tilsidst førte ham over i Katholicismen.

Küchler havde imidlertid faaet et Aars Forlængelse til sit Stipendium fra i. Januar 1834 og havde udbedt sig, da dette Aar var omme, Tilladelse til under sit fortsatte Ophold at blive ved med at brevvexle med Akademiet, da han derved vilde føle sig »i lærerig Berøring« med den Institution, han skyldte sin første Dannelse. Ved sit Ophold i Danmark i 1838 foreviste Thorvaldsen Akademiet et Maleri af Kiichler, der tilhørte ham, »Familieliv i Albano« (udst. 1839, tilh. Thorv. Mus.), og udbad sig, at Kunstneren maatte blive agreeret paa dette Billede, hvilket ogsaa skete enstemmigt (²⁹/₁₀ 1838). Det blev meddelt Kiichler med Tilføjelse, at han ved sin Hjem­komst skulde faa Opgave til Medlemsstykke. Han kom imidlertid aldrig hjem. Derimod fik han Aaret efter Udstillingsmedaillen for dette og et andet italiensk Livsbillede, og da Akademiet tilskrev ham derom, udtalte det udtrykkeligt, at denne Ære tillige gav ham Adkomst til at nyde godt af Akademiets Understøttelseskasse.

Uagtet, som en dansk Kunstkender (Høyen) nedskrev allerede i 1836, »hans Genrebilleder vise hans egentlige Anlæg«, drog den religiøse Stemning, som havde begyndt at tage Overhaand hos ham, og som udvikledes endnu stærkere, efter at han havde gjort Bekendt­skab med den tyske Maler Overbeck, ham mere og mere til kirkelige Æmner, som »Maries Bebudelse« (til Esbønderup), »Christi Opstan­delse« (to Gange til to Klostre i Schlesien) o. fl. Endelig modnedes en længe næret Tanke hos ham; han gik ikke alene over til

 

616

Katholicismen (1844), men blev i 1851 Munk af Franciskanerordenen og fik i sit nye Liv Navnet Pietro. Da han kun blev Lægbroder i Klostret, kaldtes han stadig fra Pietro. Ordenen sendte ham strax efter til Schlesien, hvor han skulde tilbringe sine Prøveaar, men det nordlige Klima var ham, der havde levet over tyve Aar i Italien, for strængt, og endelig fik han i 1855 Tilladelse til at vende tilbage til Rom, hvor han blev optaget i Klostret Bonaventura, som ligger paa Kejserpaladsernes Ruiner. Han malede efter den Tid næsten kun religiøse Billeder i katholsk Aand for Klostrets Regning, der endog undertiden skal have stillet store Krav til hans Flid. Først i sine Oldingsaar fik han nogen Lettelse i de strænge Klosterregler. Imid­lertid blev han ved at føle sig som dansk, modtog gærne Besøg af Danske i sin skønt beliggende Malerstue, og bevarede endog i Sam­talen ikke alene noget af sin Ungdoms Lune, men endog hele det københavnske Sprogs ejendommelige Præg. Som Katholik har han kun udstillet en Altertavle, »Christi Opstandelse«, malet til Ballerup Kirke og nogle Kopier, som han udførte til Grossererne H. og R. Pug-gaard (1851 og 1862). Den 25. Juni 1877 blev han Medlem af Kunstakademiet i København. I 1866, da Klostrene ophævedes i Rom, fik han af særlig Naade en Tidlang Lov til at blive boende i det Tilflugtssted, som han havde troet skulde have været hans Ret for Livstid, og havde kun en lille Pension fra den italienske Regering og et Tilskud fra Udstillingsfonden at leve af. Han døde i Rom den 16. Februar 1886 og ligger jordet paa en lille katholsk Kirke-gaard, hvor der er rejst en Mindesten over ham med hans Portræt i Omrids. Hans Portræt er malet af A. Helsted (Kstakad.), Roed (Thorv. Mus.) og F. C. Lund (Frdb. Mus.).

(Bricka, IX 606—10. Museum 1892, II, 261 flg. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Kunstforen. Hist. Skild. 1823, Sp. 450; 1828, Sp 443. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Strunk.)

 

Kühnel. Sofus Frederik Kuhnel, Architekt, født den n. Maj 1851 i Sæby, er Søn af Sognepræst Theodor Sextus Kiihnel (f. 1813) og Betzy f. Larsen (f. 1812, d. 1889). Han blev efter sin Konfirma­tion sat i Snedkerlære, blev Svend 1868, kom derpaa til København og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Oktober 1870 til den 14. Januar 1878, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han deltog som Elev i Opmaalingen af Kronborg Slot (1876), konkurrerede et Par Gange om Guld-medaillen uden at opnaa den, arbejdede imidlertid bl. a. under F. Meldahl ved den indre Udsmykning af Frederiksborg i to Aar,

 

617

samt foretog et Par mindre Udenlandsrejser. I 1879 tog han til Aarhus for som Konduktør under V. Th. Walther at virke ved Restaurationen af Aarhus Domkirke og af Slotskirken i Skanderborg, bosatte sig fra 1882 som Architekt i Aarhus og ægtede 1888 Caroline Vilhelmine Schaarup (f. 1859), Datter af Vinhandler Carl Ferdinand Schaarup (d. 1884) og Emilie Christine f. Kløcker (d. 1894). Blandt hans offentlige Bygninger kan der nævnes et grundtvigiansk Kapel og en stor Borgerskole i Aarhus, en Realskole i Skanderborg og en stor Landsbyskole i Malling ved Aarhus; desuden har han opført en Mængde Privatbygninger saavel i Aarhus, som andre Steder i Jylland.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Kyhl. Carl Kyhl, Landskabsmaler, født i Holsten, besøgte i Aarene 1837—40 Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Landskabsmaler, og blev Lærling hos J. P. Møller for at lære Malerirestauration. Han fik i 1838 Pengepræmie i Landskabsfaget for »Et Parti af den botaniske Have«. I alt udstillede han kun fem Billeder i Aarene 1837—39; men deraf skal navnlig det sidst udstillede Billede, »Udsigt fra Knippelsbro henimod Langebro, Maaneskin«, have været et godt Arbejde. Sygelighed hindrede ham vistnok i at arbejde det følgende Aar, thi den 10. Marts 1840 døde han. J. P. Møller, som bekendtgør Dødsfaldet for hans fraværende Forældre, fremhæver, at han havde fundet sine Kammeraters Kær­lighed og Agtelse.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1840, Nr. 63 og Fdl. do.)

 

Kyhn. Peter Vilhelm Carl Kyhn, Landskabsmaler, født i Køben­havn den 30. Marts 1819, er Søn af Opsigtsbetjent ved den grøn­landske Handel, Carl Gottlieb Kyhn og Sara Marie f. Hendriksen. Han kom først til Handelen, men da hans Lyst til Kunsten ikke lod ham finde Ro herved, bragte Faderen ham til Georg Hoffmann (s. d.) for hos ham at lære Kobberstikkerkunsten. I dette Fag udførte han Vignetter og Etiketter til Handelsbrug. Imidlertid var han begyndt at gaa paa Akademiet (1836), blev i Marts 1841 Elev af Modelskolen og vandt i 1843 den mindre Sølvmedaille. Dog var det ikke Figurmaler, men Landskabsmaler, han vilde være, og efter at have overvundet de første Vanskeligheder ganske paa egen Haand begyndte han at udstille 1843 og har siden den Tid hørt til Udstil­lingens flittigste Deltagere. For »Et Skovparti, hvori Foraaret karak-

 

618

teriseres«, fik han 1845 den Neuhausenske Præmie, og i 1848 til­deltes ham Akademiets Rejseunderstøttelse-, men paa Grund af de urolige Forhold i hele Europa fik han Tilladelse til at udsætte sin Rejse til April 1850. Aaret efter fornyedes Stipendiet for ham, saa at han kunde tilbringe to Aar væsentlig i Frankrig og Italien. Efter sin Hjemkomst blev han den n. September 1853 gift med Pauline Petrine Leisner (f. 1822, d. 1894), Datter af Overgraver ved Hellig-gejstes Kirke Peter Christoffer Leisner (d. 1860); den 7. Februar 1870 blev han Medlem af Akademiet, 1882 udtraadte han, men blev i 1887 Medlem af Akademiets Plenarforsamling; i 1879 blev han Ridder af Danebrog, i 1889 Danebrogsmand.

Kyhn solgte 1843 sit første Billede, »Et bornholmsk Strand­parti«, til den kgl. Malerisamling og senere andre ni Billeder, hvoraf »Vinteraften i en Skov« (udst. 1854) i sin Tid vakte Opmærksomhed ved sin smukt udtalte Aften- og Vinterstemning. Finere udtales Vinterstemningen dog i et mindre Billede, »Kystparti ved Taarbæk« (1855). Blandt hans Arbejder karakteriserer »Udsigt over det flade Land ved Bjærgelide«, i Nærheden af Horsens, Kunstnerens særegne Sans for Landskabets Modelering. I de sidste 30 Aar har han med Forkærlighed søgt Motiver i den sildige Sommeraftens ejendommelige Skønhed i Norden, som han paa forskellig Maade har gengivet i »Kølig Sommeraften« (1863) og »Sildig Sommeraften ved Himmel-bjærget« (1874), og som Modsætning »Vinteraften ved en dansk Fjord«, der alle høre til den kgl. Malerisamlings Billeder, desuden en umaadelig Mængde Billeder, som dels Kunstforeningen købte, dels strax gik over i privat Eje. Han har nu i en lang Aarrække gjort sig til Fortolker af Himmelbjærgegnens Skønhed, særlig de lavere ved Silkeborgsøernes Bredder liggende, mere med Sjælland beslægtede Egne, snart i Aftendæmring, snart i Sommermiddagens kraftige Sollys. Fra Ateliermaler gik han samtidig over til at være Friluftsmaler og gaar som hædret Veteran endnu i Spidsen for en talrig Slægt af ældre og yngre Landskabsmalere. Kyhn er tillige en øvet peintre-graveur, af hvis Blade en stor Del ere udgivne af »Den danske Raderforening«.

(Priv. Medd. Bricka, IX, 612. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1894.)

 

Kyhn. Svend Carl Kyhn, Maler, Søn af ovennævnte P. V. C. Kyhn og Pauline Petrine f. Leisner, var født i København den 22. No­vember 1862, havde under Faderens Vejledning uddannet sig til

 

619

Maler  og udstillede fra 1884—89 dels Interiører,   dels Landskaber; men kun 28 Aar gammel blev han bortkaldt den 3. December 1890.

(Bricka, IX, 614.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 2. R. VI. T. 35.)

 

Kyster. Abraham de Kyster, Portrætmaler, blev ved en Bestal­ling af 1604 fra Gottorp Slot af Christian IV udnævnt til kgl. Con-trafejer med 150 Rdl. i aarlig Løn.

(Weinw. Lex.)

 

Købke. Christen Schjelkrup Købke, Portræt- og Landskabsmaler, blev født den 26. Maj 1810 i København, og var Søn af Bager­mester Peter Berend Købke (f. 1771, d. 1843) °§ Cecilie Margrethe f. Petersen (f. 1778, d. 1867). Han blev undervist i Hjemmet; men da han i sit ellevte Aar i lang Tid laa syg af Gigtfeber, vaagnede hans Lyst til Tegning, saa at det synes, som om denne Sygdom har været afgørende for hans Kunstnerliv. Allerede i 1822 begyndte han at tegne paa Akademiet og fik kort efter Adgang til Lorentzens Malerstue, hvor han lærte at male og øvede sig ved at kopiere flere Portræter. I 1827 blev han Elev af Modelskolen, og da Lorentzen døde Aaret efter, fik han i Juni Maaned 1828 Plads i Eckersbergs Malerstue, hvor en hel Kreds af yngre Kunstnere den Gang fik en frugtbar Vejledning. Imidlertid vandt han i Januar 1831 Akademiets mindre og det følgende Aars Januar den store Sølvmedaille. I 1828—29 havde han malet sit første Portræt, nemlig sin gamle Bedstemoder, hvori endnu Lorentzens Malemaade var tydelig. Et Sommerophold i Aarhus gav ham Lyst til for Alvor at tegne og male efter Naturen, og i de første Billeder, han udstillede (1831), fremtræder ved Siden af meget, der mindede om Eckersbergs Undervisning, en ædruelig Alvor i Opfattelsen, og paa samme Tid en Sikkerhed i Formen og en Sandhed i Farven, der ganske var hans egen. Han kastede sig aldrig udelukkende over noget særligt Fag. Snart malede han et Portræt, snart et Figurbillede, snart et Landskab, hvori dog ikke sjælden de smukt udførte Figurer tiltrak Blikket mere end sædvanlig Staffage. Sin første Køber synes han at have fundet i Kunst­foreningen, der i 1831 blev Ejer af et »Parti af Aarhus Domkirke« og »Antiksalen paa Charlottenborg«. Et af hans tidligste Studie­billeder, »En gammel Sømand«¹ i Brystbillede (udst. 1833), udmærker

 

' Det forestillede en gammel Matros, som sad ved den nordre Udgang fra Kastellet og solgte Cigarer. Paa et tidligere Maleri (1830) saa man ham sid­dende med sine Cigarer paa et Bord foran sig.

 

620

sig ved en sjælden Umiddelbarhed i Opfattelsen; de tyndt paalagte Farver gengive Formen med overraskende Finhed, og den klare Farvetone i Karnationen var ikke noget, Mesteren havde lært ham. Dette fortrinlige Ungdomsarbejde, der bærer hele Præget af Kunst­nerens ærlige Stræben, blev efter hans Død købt til den kgl. Maleri­samling, altsaa ikke, som saa mangt et andet, for at give den lovende Kunstner en Opmuntring, men i Erkendelsen af, hvor højt Kunst­neren, selv efter at Løbet var fuldendt, havde hævet sig i dette tid­lige Værk.

Allerede i 1831 havde han ogsaa begyndt at radere; fra dette Aar er et lille Blad med tre staaende Figurer og et andet fore­stillende Aarhus Domkirke, der blev udgivet af Kunstforeningen. Faa Aar efter raderede han ogsaa den gamle Sømands Brystbillede, der ligeledes som Radering hører til hans bedste Arbejder, og noget senere (1837) en større, smuk Radering af Frederiksborg Slot. Efter Rejsen raderede han to Portræter til Folkekalender for Danmark 1842 (Bissen og Holberg). Af Malerier, udførte i denne Tid, kan nævnes bl. a. to større Billeder, »Frederiksborg Slot ved Solnedgang« og »En Sommermorgen paa Østerbro«, der var udstillede 1836 og 1837. Det sidste, med mange Figurer, tilhører nu den kgl. Maleri­samling. En Sammenligning med hans italienske Billeder viser bedst, hvor sandt han havde forstaaet at opfatte den nordiske Sols blege Skønhed, selv inden han havde lært den italienske Sols glødende Kraft at kende. Den nøjagtige Gengivelse af alle Stedets Enkelt­heder giver tillige dette Billede en egen Interesse, nu da alt er saa forandret. Ved denne Tid, i Slutningen af Aaret 1837, ægtede han en Slægtning, Susanne Cecilie Købke (f. 1809, d. 1849), en Datter af Cancelliraad, Kontorchef Gaspar Berend Købke (f. 1764, d. 1826) og Juliane Dorothea f. Ratz (f. 1776, d. 1860), og malede snart efter et heldigt Portræt af sin unge Hustru. Hun fulgte dog ikke med paa den nær forestaaende Rejse. Efter hans Ønske gav Akademiet ham nemlig i 1837 en Anbefaling til Fonden ad usus publicos for at faa Rejseunderstøttelse; heri udtalte det, at den unge talentfulde Kunstner i de senere Aar har fremstillet Arbejder, »hvor­ved han baade har vakt Haab og tilfredsstillet Forventninger«, og det holder ham for at være aldeles moden til Rejsen. Dog naaede han først i 1838 at faa Løfte paa Rejseunderstøttelse fra 1839 af i to Aar med 600 Rdl. aarlig, og i Juni 1840 fik han tillige et Aars Stipendium paa 600 Rdl. fra Akademiet selv.

 

621

Saa snart han havde faaet Løfte paa Stipendiet, rejste han, uden at tage sin Hustru med, i August 1838, sammen med Hilker, over Berlin, Dresden og Miinchen til Italien. Sent paa Aaret naaede han til Rom, hvor hans Søster, gift med Medaillør Krohn, allerede opholdt sig. I Samliv med Slægt og Venner, blandt hvilke ogsaa Maleren Const. Hansen, tilbragte han Vinteren med flittigt at granske Verdensstadens rige Kunstskatte. Han begyndte først at male efter Naturen, da han den følgende Sommer gjorde Udflugter til Neapel, Sorrent og Capri i Følge med Const. Hansen. I de Studier, han der gjorde, var det, som om den syditalienske Naturs hele Fylde og pragtfulde Form- og Farveskønhed saaledes gik op for hans indre Blik, at Indtrykket holdt sig frisk og levende; thi efter Hjemkomsten malede han næsten udelukkende Æmner fra Italien.

I 1840 var han hjemme i København, men først i September 1842, da han havde et udført Billede færdigt, »Parti fra Sydsiden af Øen Capri«, foreviste han dette for Akademiet og blev agreeret den 19. September med 12 Stemmer mod 2. Til Opgave for Recep­tion fik han »Et Parti af den italienske Kyst ved Middelhavet«. I den nærmest følgende Tid fuldførte han et stort Maleri, »Kystparti ved Capri; Morgen«, som blev udstillet 1844 og købt til den kgl. Malerisamling. Det er det Billede, som vistnok fyldigst karakteriserer Købke i hans sidste Periode. Ved Siden af en samvittighedsfuld Redegørelse for alle Enkeltheder udmærker dette Værk sig ved en malerisk Holdning, en Dybde og en Glans i Farven, en Rigdom i Tonen, som gør det til en af de fremtrædende Mærkestene i den danske Kunsts Udvikling. Selv om en senere Tid har tilegnet sig en større Frihed og Lethed i Foredraget, vil Købkes Billede altid beholde sit Værd for Kunstneren ikke mindre end for Beskueren ved den jævne, fordringsløse Sandhed, hvormed han forstod at gribe Virkningen i Sollyset ikke mindre end Formens Ejendomme­lighed, Havets dybe Blaa ikke mindre end de italienske Fiskeres Individualitet og Racepræg. Foruden dette malede han et mindre Billede, »En Pergola«, hvori det friske, solbeskinnede Vinløv smukt harmonerer med de stærke Farver, den unge Kvinde bærer, som sidder i Skyggen med sit Barn. Dette Billede, som blev købt af Kunstforeningen, og nu tilhører Grosserer Le Maire, gjorde saa megen Lykke, at han maatte gentage det; men Gentagelsen blev ikke fuldført.

Ikke   alene   disse  Arbejder,   nogle   Portræter og  Udførelsen af Dekorationer i Stuk og al Fresco i Thorvaldsens Museum (1845—46)

 

622

havde sinket Fuldendelsen af hans Medlemsstykke; hans Hustrus gentagne Sygdom og andre Bekymringer havde virket nok saa meget til at hæmme hans Arbejdskraft. Efter at Akademiet i Oktober 1844 havde givet ham to Aars Udsættelse, tog han endelig i 1846 fat paa »Parti af Marina piccola paa Capri«, der skulde være hans Medlems-stykke. Uagtet Kommissærerne havde indstillet hans Arbejde til Antagelse, og den ene af disse, J. P. Møller, ved Afstemningen aabenlyst havde givet ham sit Ja, overraskedes Kunstneren paa det smærteligste ved, at Billedet dog forkastedes, om end med et ringe Overtal (10 Stemmer mod 7). Det er vanskeligt nu at gøre Rede for Grunden til, at dette Billede blev forkastet, hvad enten det har været, at Kunstneren, efter at have udstillet saa fortrinlige Billeder, virkelig skuffede Akademiets Forventninger, eller at dette, ved at stille for overspændte Krav til Kunstneren, har ladet sig forlede til en Uretfærdighed. Han tog sig imidlertid Sagens Udfald overordentlig nær, og dette, i Forening med Sorgen over alvorlige Dødsfald i hans nærmeste Familie, tyngede ham haardt. Dog syntes det, som om han var ved at genvinde sin Sjælesundhed og Arbejdslyst; han malede, foruden den ovennævnte Gentagelse, et Par mindre Figur­billeder og Portræter, da, idet en Forkølelse gik over til Lunge­betændelse, Døden hurtig bortrev ham den 7. Februar 1848,-og endnu samme Aar fulgte hans Hustru ham i Graven. Et i Rom af Marstrand malet Portræt bevarer hans Træk.

Købke var nok saa meget Figurmaler som Landskabsmaler, om end Omstændigheder her hjemme og de overvældende Indtryk af den italienske Natur førte ham saa meget ind paa Landskabsmaleriet, at hans Hovedbilleder ere komne til at tilhøre denne Retning. Hvis han havde levet, synes han i Fremtiden med mest Forkærlighed at have villet hellige sig til Figurmaleriet, maaske særlig Portrætet. Foruden enkelte smaa Livsbilleder har han nemlig i det Hele malet ikke faa Portræter, hvoraf flere i Knæstykke og hele Figurer i Legemsstørrelse, saaledes H. E. Freunds Portræt, som nu tilhører Kunstakademiet. Endog naar Kunstneren selv ikke var fornøjet med sit Værk og mismodig satte det til Side, udmærkede disse Portræter sig sædvanligvis ved god Lighed og en aandfuld Opfattelse, men Totalindtrykket, navnlig af Farven, var ikke saa øjeblikkelig tiltalende som i hans Landskaber. Hans Levned og Kunstnervirksomhed er i 1893 bleven udførlig behandlet af E. Hannover.

(Selmers Nekr. Saml. I, S. 341—47. Priv. Medd. Bricka, IX, 618. V. Købke, Stamtavle. Skifteretten i Prov. Arch. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

623

Købke. Ludvig Christian Johan Købke, Figurmaler og Xylograf, blev født den 21. Jannar 1859 i Nykøbing paa Sjælland, Forældrene den Gang boede. Han var Søn af nuværende Distrikts­læge i Ærøeskøbing Sofus Nikolaj Vilhelm Købke (f. 1828) og dennes første Hustru Ida Frederikke f. Aarss (f. 1837, d. 1864). Dimitteret af C. V. Nielsen til Kunstakademiet gennemgik han dets Skoler fra Februar 1876 til Januar 1882, da han malede til Afgang; men fik ikke Afgangsbevis. Han udstillede i 1883—84 et Par Genrebilleder, lagde sig derpaa efter Xylografien og udstillede i 1889 en Ramme med Aftryk af Træsnit. Faa A ar efter afgik han ved Døden den 31. Maj 1895. Han var en fjærnere Slægtning af C. S. Købke.

(Priv. Medd.    Akad.    Dsk. Lægest. 6. Udg.    Udst. Fortegn.    Begr. Kontor.)

 

Kølle. Claus Anton Kølk, Landskabsmaler, Søn af Christian Frederik Kølle (f. 1791, d. 1857), Skriver paa et Birkekontor paa Lolland, og Elisabeth Margrethe f. Møller (f. 1792, d. 1873), blev født i Sandby (Linnelse) paa Lolland den 25. November 1827. Han kom i 1842 til København, for at sættes i Malerlære hos Dekora­tionsmaler C. J. A. LøfHer, og begyndte samtidig at gaa paa Kunst­akademiet. I 1847 blev han Svend og tillige Elev af Dekorations-klassen. Ved Siden heraf gik han over i Modelskolen i 1848, vandt 1850 Akademiets mindre Sølvmedaille for en Modelfigur, 1851 den samme Medaille i Dekorationsskolen for »Et Theaterloft« og 1852 den store Sølvmedaille i Modelskolen. Nu vovede han i 1853 at konkurrere til den mindre Guldmedaille, da Opgaven var »Barne­mordet i Bethlehem«, men Forsøget glippede, og hvorvel han udstil­lede et Par Portræter og et Landskab (1853—54) synes han dog at have villet hellige sig ganske til Dekorationsfaget; thi, efter at han samme Vinter havde arbejdet under Lorens Frølich i Overappella-tionsrettens Sal i Flensborg, søgte han Understøttelse af den Reiersenske Fond som Dekorationsmaler og var i 1854 paa en Rejse i Tyskland, hvor han navnlig opholdt sig i Dresden og Miinchen.

Hvilke Frugter Kølles lille Rejse har baaret for Dekorations-maleriet, er ikke let at sige, og selv udtalte han sig altid spøgende om dette sit Forsøg. Derimod var Rejsen i andre Henseender til Gavn for hans Udvikling. Han synes at være kommen paa det Rene med, at han vilde højere op i Kunstens Rige end til Dekora-tionsmaleriet, men endnu vaklede han mellem Valget af Figurmaleri og Landskab. At det ikke var Brist paa Ævne, der drog ham bort fra Figurmaleriet, er der mange Vidnesbyrd om. Ikke alene vedblev

 

624

han med Sikkerhed og Lethed at tegne Portræter, men indtil 1858 udstillede han stadig Figurbilleder ved Siden af Landskaber; i 1855 fik han den Neuhausenske Præmie for »Et Barneportræt« og i 1857 udstillede han endog en Altertavle, »Christus i Emaus«. Landskabs­maleriet drog ham imidlertid mere og mere til sig, i 1858 fik han en Rejseunderstøttelse paa 3ooRdl. fra Akademiet, som han benyttede til Landskabsstudier i Indlandet. Hans Talent udfoldede sig snart saa smukt, som det store Billede paa den kgl. Malerisamling (udst. 1860), »Eftermiddag ved Himmelbjærget«, allerede bærer Vidne om. Samme Aar fik han Akademiets Rejsestipendium paa 600 Rdl., der fornyedes for det følgende Aar, og disse to Aar tilbragte han i Rom og dets Omegn, sammen med Bloch, Dorph, Billedhuggerne Bissen og Evens o. fl. a.

Hans første Billeder fra Italien, som »Parti af Colosseum« og »Romas og Vestas Tempel« (udst. 1862), ligne i Sikkerhed og Finhed Const. Hansens eller Købkes Fremstillinger af saadanne Æmner. Senere dannede han sig en selvstændigere Opfattelsesmaade, og i Landskaber fra Roms Omegn møder os den milde, poetiske Stem­ning, som hører til Kølles Hovedfortrin som Maler. Et af hans smukkeste Billeder fra denne Tid er »Parti ved Nemisøen« (udst. 1862, Konsul A. Hage). Efter Hjemkomsten vendte han tilbage til Gengivelser af sit Fædrelands Natur, hvortil han paa mindre Sommer­rejser gjorde Studier. Snart var han i Fyn, snart paa Møen, snart i Nordsjælland; men tiest dvælede han ved Motiver fra Jægersborg Dyrehave eller Ordrup. Af hans Billeder kan fremhæves »Parti i Vinderød Skov« (1866), »Taleren, Parti af Møens Klint« (1867), i en fint opfattet Sølvtone, »Rainfang ved en Havremark, Motiv fra Slesvig« (1870, købt af Kunstforeningen, tilh. Stiftsdame Bjelke), hvilket udmærkede sig ved større Rigdom i Farven end tidligere Billeder af Kølle. I det mindre Billede, »I Skoven om Foraaret« (1866), kappedes han saa at sige med Blomstermaleren ved at drage Landskabets Forgrund nærmere til Øjet og gengive Skovbundens bugnende Blomsterfylde. Dog er det et virkeligt Landskab, hvori Blikket udover Anemonernes jomfruelige Vrimmel lokkes ind i Dybden af den vaarfriske Skov. For sine i 1866 udstillede Arbejder, som ogsaa hører til Blomsten af hans Kunst, fik han, rigtignok lidt sent, naar man kaster Blikket tilbage paa, hvad han allerede havde ydet, den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabs­malere.

 

625

I 1867 fulgte han Baron C. Stampe paa en Rejse til Biarritz, hvorfra han malede et Par Smaapartier; men allerede fra den Tid fik han de jævnlige Gigttilfælde, som trykkede ham meget; i 1869 gjorde han en Baderejse til Aachen, som det syntes uden Gavn; dog var der ingen Nedgang i hans Kunst, som i hans Helbred. Efter at have skrantet et Par Aar endnu fik han i August 1872 en Lunge­betændelse, der endte hans Liv paa Kommunehospitalet. Den 2. Sep­tember var han død. Den 25. April 1871 var han bleven Medlem af Kunstakademiet, og for 1872 havde han faaet det Ancherske Rejselegat, som han ikke kom til at benytte. Kølle var ikke gift; han var en mild, fordringsløs Karakter, tro mod Venner, overbærende mod ander­ledes sindede. Hans stille, bløde Natur prægede sig ogsaa i hans Kunst. Han yndede ikke stærke Naturoptrin og prøvede aldrig paa at gengive dem. Det var Naturens venligste Træk, der mest fængslede hans Opmærksomhed. Men hvor meget man end, især i hans tidligere Billeder og selv endnu i hans Arbejder fra Italien, beundrede Stemningens Dybde, den rene, aandfulde Følelse i Gen­givelsen, savnede man dog noget mere Kraft i Farven og en nøjere Redegørelse i Enkelthederne. Finheden blev undertiden til Svaghed. Men navnlig efter 1866 fremtraadte en Forandring; han blev bestemtere i Modelleringen, klarere og rigere i Farven uden derfor at tabe sin Ævne til at sammenholde det Hele i en skøn harmonisk Hovedtone. Den kgl. Malerisamling købte i hans næstsidste Leveaar et af hans Billeder fra Møen, dog maaske ikke det, hvori hans nye Fortrin tydeligst var prægede. Kunstforeningen købte ikke mindre end fjorten Billeder hos ham i Løbet af hans Kunstnertid, deriblandt de fleste af dem, her ere fremhævede. Han har raderet to smaa, men smukt følte Landskaber, som blev udgivne af Raderforeningen.

(Priv. Medd. Bricka, IX, 624. S. Moller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Kunstforen. Hist.)

 

Kølle. Claus Christian Kølle, Lithograf, født i Bandholm den 8. April 1858, er Søn af Skibsfører, senere Skibsreder Olaf Grethæus Kølle (f. 1817, d. 1871) og Christiane Charlotte Amalie f. Meier (Plejedatter Appel, f. ⁴/o 1829). Han lærte Lithografien hos C. V. Tegner, og dimitteredes fra det techniske Institut til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte 1876—77. Han arbejdede forskellige Steder i Udlandet, tildels med Understøttelse fra den Reiersenske Fond og Indenrigsministeriet 1881—86. I 1892—93 var han i Virksomhed i New York, men har forøvrigt arbejdet her

 

N. K. L.    I.                                             Februar   1896.                                      4O

 

626

i København for forskellige lithografiske Etablissementer, der udgive Kunstblade, deriblandt for det af af C. Simonsen udgivne »Punch« (og »Puk«). Kølle er ugift og har ikke udstillet.

(Priv. Medd.    Akad.    Mariebo Kirkeb.    Prov. Arch.)

 

Køster. Henriette Elisabeth (Henny) Køster, Malerinde, født i Randers den 22. September 1863, er Datter af Læge Søren Winkel Køster (f. 1833) og Louise Pouline f. Bay (f. 1837). Efterat hun med Forældrene i 1879 var flyttet til København, besøgte hun Tegne­skolen for Kvinder (1881—83), malede hos M. Engelsted i tre Vintre, derefter paa den Tegneskole, som lededes af Krøyer og Jul. Poulsen, og var i Italien Vinteren 1888—89. Hun har uddannet sig til Por-trætmalerinde og har udstillet siden 1890.

(Priv. Medd.     Udst. Fortegn.)

 

 

 

 

TILLÆG OG RETTELSER

TIL

FØRSTE BIND.

Side.

2.    Aagaard.    C. F. Aagaard døde den 2, Nov.  1895.

25. Almer. Anm. L. 2 f. n. Faderen blev 1753 (ikke 1757) i andet Ægteskab gift o. s. v.

35. Andersen. Cilius Andersen ægtede den u. April 1895 Maler­inden Bothilde Jørgensen (jfr. S. 548).

38. Angelo. Th. G. N. Angelos Hustru hed Philippine (ikke Philippe) og var Datter af fh. Bogholder Lorentz Holst.

58.    Bau.    .A⁷! Bau døde den 6. Aug.  1820.

61.    Bauert.    Sønnen  G.   V. Bauert var født den 30. Dec.   1763.

64.    Beeken.    Marg. Beeken var ikke hans Enke.

— Beenfeldt. U. f- Beenfeldt, født 1713, død 1781, var først gift med Cathrine Elisabeth Gobel. Hans 2. Hustru (f. 1738) var Datter af Postmester, Raadmand Jantzen (d. 1759) i Nyborg og Anna Susanne f. Rosbach (d. 1753). Portræter ejes af Fabr. G. Budde-Lund, Oberstl. A. C. P. Jessen og Bogholder L. Sprechler. Et Portræt findes ogsaa i Aagerup Præstegaard.

76.    Berg.    P. Berg døde den 5. Januar 1737.

126. Brunnich. A. P. Britnnich var Søn af Drejer i Roskilde Peder Jacobsen B. og Anne Marensdatter. Hans Hustru var Datter af Købmand i Aarhus Morten Mortensen Hvass Thrane og Mette Sørensdatter Lyngbye. Hans og Hustrus Portræt findes i Frdborg Mus.

163. Christensen. C. F. Christensen blev den 25. Februar 1834 gift med Ida Juliane Sofie Frederikke Thaning (f. 1813, d. 1872),

Side.

Datter   af Inspektør   ved Vajsenhuset Jens  Severin  (Sørensen)

Thaning   (f.   1773,   d.  1834)    og   Hedvig   Dorothea  Wellerup

(f.  1789, d.   1861).

210.    Due.    J. F. Due var gift med Anna Amalie Schmidt. ²33—34-    Ernst.     J.  C. Ernst var født den  16. Juni  1666.    Hans

første  Hustru   (f.  1675)   døde   1717   (ikke  1718).     Han   døde

selv den  23.  April  1750.

236.    Evens.    O. F.  Th, Evens døde den 21. Nov.  1895. 257.    Fortling.    J. Fortling indgik 2. Ægteskab den n. Sept. 1748

(ikke 1747).

282.    Fritz.    A. Fritz er ikke Ejer af Louisehøj ved Aarhus. 299.    Gercken.    J}. Gercken var, som det synes, ikke gift.    Det var

ifølge  Dr.   F.  J. Meiers  Opgivelse,   hans   Fætter,   Stenhugger

J.  D.  Gercken, som var gift med M.  C. de Coning. 302.    Gianelli.    Se Rettelser S. 305, Anm. 332.    Gyllich.    S. L.   V.  Gyllich døde den 31. Oktober 1895. 335.    Haas.    J.  y.   G. Haas   Hustru var født 1770. 338.    Hagelstein.    P. Hagelsteins' Hustru var født Poulsen. 463.    Holten.    Susette   Skovgaard   begyndte   1891    (ikke   1871)   at

udstille paa den fri Udstilling. 521.    Jepsen.    M. yepsen  malede   1869   »Det  indre  af St.  Knuds

Kirke i Odense«.