Aaby.    Index

Se Jørgen Emil Olsen-Aaby.

 

Aadnæs. Peder Pedersen Aadnæs eller egentlig Odnes, Portræt­maler i Norge, var Søn af Peder Østensen Odnes og Anna Haralds-datter Viker, og blev født i Lands Præstegæld i Aug. 1739 (døbt 16. Aug.). Han var i Malerlære i Christiania og siden udenlands et Par Aar. Af hans Portræter kendes nu mange, hvoraf følgende ere gengivne i Stik: i) Kancelliraacl Kristoffer Hammer, Generalkonduktør for Aggershus Stift, malet 1770, stukket af J. Haas 1771; 2) dennes Søstersøn theol. Kandidat Andreas Olaus Hammer, malet, eller i alt Fald stukket efter Marts 1771, udkom som Titelkobber til »Forsøgende Naturlære«. I. Kbh. 1772; 3) Professor Hans Strøm, Præst i Eger og naturvidenskabelig Forfatter, malet 1791 og stukket s. A. af Seehusen, som Titelkobber til hans »Prædikener«, Kbh. 1792. Aadnæs blev 1773 gift med Ingeborg Jonsdatter Trogstad og udførte i de senere Aar en Del Vægdekorationer, som nærmest have Interesse ved, at de ere malede af et Naturtalent, der for største Delen havde uddannet sig selv. Han døde Juli eller August 1792.

(Weinwich, S. 208. L. Dietrichson i Nord. Tidsskr. 1892. S. i —13. Strunk. Thaarup).

 

Aagaard. Carl Frederik Aagaard, Landskabsmaler, Søn af Skomager Ole Aagaard og Anna Ursula, født Winchler, er født i

n. k. l.   i.

Febr. 189;.

Odense d. 29. Jan. 1833. Man kom 1847 i lære hos Malermester Prange i Odense og blev Svend 1852. Da han imidlertid ønskede at uddanne sig til Kunstner, kom han samme Aar til København og begyndte at besøge Kunstakademiet, hvor han strax fik Plads i Gibsskolen. Samtidig lærte han at tegne paa Træ og at radere hos sin Broder, der var i Kompagni med Kittendorff, og øvede sig under Hilkcr i Dekorationsmaleriet. Uagtet han stedse har beholdt sin Interesse for det sidste Fag og ikke alene i Forening med Hilkcr (paa Landbohøjskolen og i Universitetet), i Forening med Marstrand og Heinr. Hansen (i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke), men ogsaa mere selvstændig i Studenterforeningen, paa Frijsenborg og i det kgl. Theater har udført Dekorationsarbejder af ikke ringe Omfang, blev Landskabsmaleriet, under Skovgaards Vejledning, snart hans Hovedfag, hvori han tidlig vandt sig et Navn. Han begyndte at udstille 1857 med et mindre Arbejde, »Fritvoxende Markblomstcr«, der havde vundet, den Neuhausenske Præmie, og forstod snart at bryde sig en selvstændig Vej. For et stort Landskab, »Rimfuld Efter-aarsmorgen«, der blev købt til den kgl. Malerisamling, fik han (1865) det Sødringske Legat for unge Landskabsmalere; 1869—70 havde han Akademiets mindre Rejsestipendium og var udenlands i to Aar, navnlig i Italien, hvorfra han ikke alene hjembragte store Gen­givelser af italiensk Natur, men ogsaa Dekorationsstudier fra Pompeji og andre Steder, l 1875—7⁶ foretog han paany en Rejse til Italien med Stipendium af det Ancherske Legat. Han blev gift 1858 med Anna Emilie Eline Pio, Datter af Violinist Pierre Theodore Pio og Hansine Vilhelmine f. Thomsen, og blev d. 17. Febr. 1874 Medlem af Kunstakademiet; 1879 blev han R. af D. og i 1892 fik han Titel a/ Professor. Aagaard, som i 1883 havde meldt sig ud af Akademiet af Misnøje med den nye Ordning, blev i 1887 erklæret for Medlem af Akademiets Plenarforsamling. Af hans senere Arbejder kan frem­hæves flere Skovpartier fra Lellinge og vide Udsigter over Saltholmen i en fra hans tidligere Arbejder ganske forskellig Karakter.

(Brickal, i.   Priv. Meddl. 111. Tid. 1893. Nr. 9. Akad.  Reitzel. Udst. Kortegn.).

 

Aagaard. Johan Peter Aagaard, Xylograf, ældste Broder til Land­skabsmaler C. F. Aagaard, født i Odense d. 3. Maj 1818, blev Svend i sin Faders Haandværk, men lagde sig senere efter Træsnittet. Han kom i Foraaret 1839 til København, hvor han dels hos Flinch, dels paa egen Haand uddannede sig til Xylograf og udstillede 1842 til 1847 en Del Prøver paa sin Kunst. I 1849 gik han i Kompagni

med A. Th. Kittendorff, og l'ra deres forenede xylografiske Værksted og Kunsthandel er i Tidens Løb fremgaaet et stort Tal af illustrerede Værker, som have virket til at hæve denne Kunstretning i Danmark, l'ra 1868, da Kittendorff døde, forestod Aagaard en Tid lang ene delle Etablissement. Aagaard har Fortjenesten af at have bragt - Kemitypien« til Anvendelse i Danmark, en Technik, hvorved nogle af Raderingens Fortrin, Kunstnerens frie Arbejde, forenes med Træ­snittets, navnlig dets Anvendelighed i Bogtrykkerpressen (jfr. Piil). Aagaard blev 1:852 gift med Ulrikke Gustave født Rybcrg, Datter af Grosserer C. R. i Sverig, og fik 17. Maj 1876 Fortjenstmedaillen i Guld for sin kunstneriske Virksomhed. I hans sidste Aar gik hans Etablissement dog mere og mere over til at blive en Kunsthandel. Aagaard døde 22. Maj 1879.

(Bricka I, 3.    Priv. Medd.     Reitzel.    Udst. Fortegn.1

 

Aarhuus. Anders Ottesen Aarliinis, Kobberstikker, er efter Navnet at dømme født i Aarhus og levede i Midten af det syttende Aarhundrede. Sandvig nævner tre Stykker af ham: i) Johan Brocken-huus' Portræt med Aner og et historisk Landskab, hvori Evangelisten Mathæus, Fol., mærket: Anders Ottesen Aarhuus seulp. 1650. Land­skaberne og Ziraterne ere det bedste; det øvrige duer ikke meget. 2) Ingeborg Kruses Aner midt i den himmelske Herlighed. Fol., mærket A. O. Aarhuus. 3) »Uden Tvivl — Alting kommer fra (kid«, i lang 4°, mærket Anders Ottesen Aarhuus 1.6.5.0. - - De to sidst­nævnte ejede Sandvig selv. I Bertouchs Auktionskatalog (Odense 1816, Side 53—54), nævnes otte adelige Portræter dels i Kvart, dels i Folio.

(Sandvig.    Weinwich, S. 80.    Skild.   1830 Sp. 737.)

 

Aarsleff. Carl Vilhelm Olaf Peter Aarsleff, Billedhugger, Søn af Drejermester Th. Aarsleff, er født den 14. August 1852 i Nyborg. Han kom som Billedskærer hos V. Fjeldskov ind paa Kunstakademiet 1872, gennemgik dette og fik 18. Marts 1876 Afgangsbevis som Modelerer. I 1879 vandt han den mindre og i 1880 den store Guldmedaille for Opgaven »Dolon indhentes af Diomedes og Odys-seus«. Derefter havde han 1881—82 Akademiets store Rejsestipen­dium samt 1883 800 Kr. til Hjemrejse, og var i 1886 atter uden­lands paa det Ancherske Legat. Han blev Medlem af Akademiraadet cl. 14. Febr. 1890. Endelig har han i Vinteren 1893—94 og 1894—95 for egen Regning opholdt sig i Italien. Den 4. Oktbr. 1893 ægtede han Ingeborg Andrea Rump (f. 1859), Datter af afd. Glarmester Carl Johan Rump (f. 1822, d. t88i) og Gyda Marie f. Lange (f. 1831).

Hans alvorlige og solide Kunst vakte efterhaanden mere og mere Opmærksomhed; til Statens Samling købtes to Arbejder af ham, en Statue af »den fortabte Søn« (udst. 1885 i Gibs og 1890 i Marmor) og en Statuette, forestillende »en Yngling« (udst. 1889 i Gibs og 1890 i Bronce); i 1893 vandt han den Eibeschiitz'ske Præmie for »Abel ofrer til Herren«, et Arbejde, som derpaa er støbt i Bronce til Statens Samling. Til det nationalhistoriske Museum paa Frederiks­borg har han udført en Frise med Æmne af Jomsvikingernes Liv.

(Bricka, I,  27.    I'riv. Medd.    Akad. Udst. Fortegn.)

 

Abel. Vilhelm August Christian Abel, Maler, født 1748 i Zerbst, kom 1776 til København, »hvor han har malet gode Por­træter og nydelige Landskaber«.

(Weinwich, S. 212.    Meyers Kst. J,ex.)

 

Abildgaard. Nikolaj Abraham Abildgaard, den danske Maler­skoles første fremragende Mester, var Søn af Tegneren Søren Abild­gaard (se denne) og blev døbt d. n. Septbr. 1743 i København, Da han regnedes for at have mindre gode Ævner, blev han sat i Lære hos Malermester H. M. Hardcr, og efter at han havde gennemgaaet Læreaarene, kom han som Svend til at arbejde under Mandelberg, der opsøgte de dygtigste Svende til at udføre det meget Dekorations­arbejde, som han stadig paatog sig. Som Svend mødtes Abildgaard med demens, der paa samme Maade var kommen til at male for Mandelberg. demens kunde fortælle et Par Træk om Abildgaard fra disse Aar. Dennes Liv blev engang paa en mærkelig Maade, i hans Læreaar, frelst ved, at Svenden sendte ham bort i et Ærinde. Han vægrede sig først ved at være Bydreng for Svenden og mente, at den anden Dreng kunde gøre det; men han blev tvungen dertil, og medens han var borte, styrtede Stilladset ned, saa at baadc Svenden og Drengen slog sig ihjel. Ved en Bygning i Frederiks­berg Have, der blev opført til Brug ved en Maskerade, arbejdede baade Clemens og Abildgaard som Dekorationsmalere. Clemens arbejdede jævnt for at faa sin Del færdig i rette Tid, Abildgaard var derimod forsømmelig, hvorover Mandelberg blev meget vred, da Tiden var knap afmaalt. Men nu tog Abildgaard fat med Kraft og blev til alles Forundring færdig i rette Tid. Clemens var imidlertid saa meget yngre end Abildgaard, at dette Samliv maa have varet

meget   kort,   thi   da   Clemens  blev   Svend   (1769),   havde  Abildgaard allerede store Guldmedaille.

Abildgaard var nemlig, samtidig med sin Haandværkervirksomhed, begyndt at gaa paa Kunstakademiet og fik i Juli Kvartal 1764 den mindre Sølvmedaille i Modelskolen, efter at han, som der fortælles, var sprungen Gibsskolen forbi. Aaret efter, Febr.—April 1765 fik han mindre Guldmedaille for Opgaven »David drager i Triumf ind i Jerusalem« (2. Sam. 8, 7). Det er en temmelig rig Komposition i Datidens akademiske Stil, hvori Svaghed i Tegningen er forbunden med dekorativ Sans for Anordningen og en vis Kraft i Farve-givningen. Næste Aar (1766) fik han atter den mindre Guldmedaille. Opgaven var »Israeliterne samle Manna i Ørken« (2 Mos. 16, 16—18). Dette Arbejde er det vanskeligere at skønne om, da det er mere ødelagt. Der er større Afvexling i Figurernes Anordning, men disse have mærkværdig stygge og plumpe Aasyn med tykke Næser, store Hænder og Fødder, noget, man hverken for eller senere finder i Abildgaards Værker. Der kunde være Spørgsmaal om, hvorvidt Billedet virkelig er af Abildgaard. Ved det følgende Aars Konkurs (Febr.—April 1767) vandt Kunstneren den store Guldmedaille. Æmnet var »David salves af Samuel« (i Sam. 16, 13). Her er Komposi­tionen friere, Forholdene rigtigere og Extremiteterne langt bedre gjorte; Lyset paa Hovedgruppen falder godt, og Reflexen Ira Samuels Kappe er given med megen Virkning. Hovederne synes udførte efter Naturen, men ere lidet skønne.

Nu var Abildgaard Artist og havde Ret til at faa Rejsestipendium, naar der blev noget ledigt. Udsigterne var ikke gode. Brunnich og Zuber havde endnu to Aar tilbage af deres Stipendier, og to andre var givne bort, Aarct efter at Abildgaard havde faaet Medaillen (til Beeken og Bradt). Desuden havde Almer Guldmedaillen (1766), Riide og Juel fik den, inden noget Stipendium var bortgivet. Da Bradt døde om Efteraarct 1770, og et Stipendium saaledes uventet blev ledigt fra Nytaar 1771, søgte alle fire Kunstnere det.¹ Dog trak Juel, som var Medaillist fra samme Aar (1771), sig strax tilbage. Abildgaard indgav allerede 23. Jan. 1771 en paa fransk skreven Ansøgning til Akademiet, hvori han med en den Gang uhørt Aaben-hjærtighed tog Ordet for at bryde med Anciennetetsprincipet, der let kunde være ødelæggende for en yngre talentfuld Kunstner, nu da Stipendium ved det voxende Tal af Kunstnere ikke mere kunde

1) Ogsaa Billedhugger Dajon, Medaillist fra  1766, søgte det.

være til rede i rette Tid for enhver. Han tilraader, som en retfærdigere Maalestok, at de søgende Kunstnere konkurrere indbyrdes. Kort efter indgå v Mandelberg paa hans Vegne (4. Febr.) en i beskednere Udtryk, paa dansk, affattet Ansøgning, som Kunstneren ledsagede med et Arbejde, hvis Indhold ikke findes nævnet. Hertil blev intet Hensyn taget, og maaske dette har fremkaldt den Ind­blanding af Struensee, som nogle Kilder omtaler, medens Akademiets Arkiv intet indeholder derom. Thi efter at de andre havde indgivet deres Ansøgninger, besluttede Akademiet endelig i September 1771, »nu da Ancienneteten ej mere som forhen finder Sted,« at lade Kunstnerne konkurrere om det ledige Stipendium. Opgaven var et Æmne efter et eget Valg »i den historiske Gout« med tvende Figurer i halv Legemsstørrelse. Abildgaards Arbejde synes at have været »Calpurnia, som raader Cæsar fra at gaa i Senatet«, hvilket brændte under Københavns Bombardement. Abildgaard fik 9 Stemmer, Almer 5, Rüdc ingen. Den kongelige Resolution af 4. Maj 1772 lød paa, at Abildgaard skulde have Akademiets Stipendium, som var 400 Rd. d. C. (1280 Kroner) aarlig i 6 Aar. Almer, hvis Konkursarbejde, efter en rigtignok temmelig usikker Beretning, skulde være malet af hans Lærer Pilo, fik dog kort efter, ligesaa vel som Rüde, Penge til at rejse for af Kongens Kasse.

Man har allerede i denne Tid før Rejsen Indtryk af, at Abild­gaard, netop fordi han ikke var Student, medens hans Fader som Student tilhørte den lærde Verden, hans Moder var af den ansete bastholmske Familie og hans ældre Broder med Ære gik den studerende Vej, ikke har villet staa tilbage i klassisk Dannelse og Kundskab for den fornemme Kreds, han ved Fødslen tilhørte. Allerede i dette hans første Billede efter eget Valg fremtræder hans Lyst til ikke blot at vælge Æmner fra Oldtiden, men til »at forlade den klassiske Alfarvej«. Denne Kærlighed til lærde Studier beholdt han hele sit Liv, og den fik ikke ringe Indflydelse paa hans Kunst. Den avlede den Lyst til sindrige Allegorier, der gjorde hans Billeder endnu mere utilgængelige for den større Almenheds Fatteævne.

Abildgaard rejste bort om Sommeren 1772 og var d. 17. Sep­tember i Rom, hvor han forblev den længste Tid af sit Ophold i Udlandet. Akademiet, som trængte til Ornamenttegninger, overdrog-ham og Billedhugger Beeken i Steden for andre Prøvearbejder at forfærdige saadanne Tegninger, og i 1775 hjemsendte de ogsaa i l'orening 43 Ornamenttegninger efter antike og rafaelske Motiver. Kn anden Kunstner, Almer, fik det Hverv ganske at lægge sig efter

denne Kunstretning. Den virksomme Deltagelse, hvormed Abildgaard sørgede for Almer under hans Sygdom, omtales under dennes Artikel. Abildgaard led selv af Klimatet og havde flere (lange Feber i længere Tid, men slå]) dog for alvorligere Mindelser.

hans   første   Studium   gjaldt   Caracci'ernes   Arbejder   i   Palazzo Farnese, derpaa kastede han sig over Rafael i Farnesina og Vatikanet, idet    han    overalt   eftermalede   enkelte   Figurer   og   Partier;    i   1774 studerede han Michel Angelo i det sixtinske Kapel,   og endelig, som det   herligste   af Kunstens   Herlighed   i  Rom   i   hans Øjne,   kopierede han   fuldstændig   et   stort   Maleri   af  Tizian,   som   den   Gang   var   i Quirinalet, det nu i  Vatikanet under Navn af »den hellige Sebastian« værende  Billede.     De Tider,   han ikke kunde arbejde i Samlingerne, anvendte han til at lægge sig efter Architektur, Perspektiv og Anatomi. For at kunne hjemsende et Arbejde til Akademiet malede han (1775) en   Filoktet,   der   nu   tilhører  den   kgl.   Malerisamling.      I  Henseende til   Farvens Glød   og  dygtig Modellering  af Enkeltheder  hører   dette Billede til hans fortrinligste Arbejder, hvor meget man  end nu stødes over   at   se  den  store  Skikkelse  knuget  sammen  paa  det  lille Rum. Og dog maa man ikke  overse,   at Farven   vistnok  har  forandret   sig ikke lidet til Skade  for Indtrykkeks Harmoni   og  Ro.     I et Brev fra 1776,   hvori   han   beder  om Tilladelse til  at rejse til Neapel og det øvrige  Italien,   meddeler han,  at han har faaet god Øvelse i at male al fresco.     Det fik han  ingen  Brug for i  Danmark.    Om Kunstnerens Omgang  med Danske   (Juel,   Rüde,   Beeken,   Zoega)  og Fremmede   i Rom   findes   næsten   intet  i   hans  Breve  til Akademiet.      Kunsttradi­tionen   mindes   hans   Forhold   til   Svejtseren   Füssli   (Fuseli,   som   han kaldtes i England), der staar ham nær i Fremstillingsmaaden, medens Familiens  Overlevering,   foruden   hans  Venskab   med  Sergel,   kender et   fortroligt   Forhold   mellem   Pave   demens   XIV   (Ganganelli)    og Abildgaard.

Imidlertid vendte Forholdene i Hjemmet sig til Kunstnerens Gunst. l Juli 1776 døde Als, og Akademiet foreslog i sin Fore­stilling til Præses at lade hans Professorat staa ledigt til Abildgaards og Juels Hjemkomst fra deres Rejser. Af de indsendte Prøver (Filoktet) overbevistes Akademiet om »i Abildgaard at have et saadant Subjcctum«, som egnede sig til Professoratet. Hans Rejsetid nærmede sig sit Udløb. Efter at have hjemsendt »en historisk Tavle efter Saxos danske Historie« (maaske Hamlet?), forlod han i Juni Maaned Rom og kom til Paris i Aug. 1777. Hans Ophold der varede ikke ret længe, thi inden i. December s. A. var han i Køben

 

havn og bad Mandelberg udvirke, at han maatte blive agreeret ved Akademiet, uagtet hans senest hjemsendte Arbejde ikke var kommet til Stede; men der blev paalagt ham, at han i Løbet af 8 Dage skulde udføre og indsende en Esquisse. Denne, forestillende »Phøbus, som fraraader sin Søn Phaeton at køre Solens Vogn«, blev fremvist i Model d. 8. Dec., hvorpaa han blev agreeret og fik til Opgave: ”De danske Fruentimmer give deres Prydelser og Klenodier for at indløse Kong Svend Tveskæg fra Jomsborgerne, som havde fanget ham i Krig.« Abildgaard lovede at være færdig med dette temmelig store Billede til d. 31. Marts n. A., og han holdt sit Ord.

Den 26. Marts 1778 blev Wiedewelt og Mandelberg udnævnte til Kommissærer for at syne hans Medlemsstykke og den 31 te aflagde han Ed som Medlem. Dette Stykke gjorde megen Lykke baade i og udenfor Akademiet. Th. Thaarup, som skrev »Betragtninger over Kunstakademiet« (1785), havde meget at sige til dets Ros; men det har des værre lidt saare meget. Der er et stort Spring fra det sidste Medaillestykke til dette Billede, som ligeledes tilhører Kunstakademiet. Nu føler Kunstneren sig som Herre over Tegningen og Bevægelsen, men man møder ogsaa her, ligesom i Filoktet, de langstrakte Former, der fra nu af blev et Særkende for Abildgaards Kunst. Det er en rig Komposition, hvori alt, hvad der gaar i Dybden, er let, malerisk Koldt, medens Figurerne i den forreste Række, Kong Svend og navnlig nogle Kvinder med et Barn, ere meget sirligt udførte. Forunderligt er det, at Barnet ganske ligner en voxen Kvinde i formindsket Stør­relse. Man har i den kgl. Kobberstiksamling nogle omhyggelig ud­førte Studier til disse Kvindeskikkelser. Svends folderige røde Kappe har lidt mest af Tidens Tand; den er bleven en næsten ensformig rød Masse. Den Skikkelse, hvori man mest genfinder en lignende Dygtighed i Modelleringen, som udmærker Filoktet, er den siddende Kriger bagved Kongen.

Abildgaard kunde ikke være uvidende om, at man havde tænkt paa ham ved det endnu ledige Professorat, og den 6. April samme Aar indgav han sin Ansøgning. Han valgtes ogsaa til Professor af Akademiet, men ved kgl. Resolution blev tillige Stanley (s. d.) ud­nævnt til Professor »eftersom sex Professorer passer bedre end fem«. Abildgaard begyndte sit Professorat med at gøre Indsigelse mod, at de ordinære Professorer og Medlemmer skulde betale deres Patenter, medens Æresmedlemmer fik deres frit, og han opnaaede strax, at Patenter herefter, at begynde med hans og Stanleys, udrededes af Akademiets Kasse. Han var heller ikke fornøjet med kun at

 

nyde 200 Rdl. d. C. som »kgl. Historiemaler«,¹ og da han ved en Audiens hos Dronning Juliane Marie blev lykønsket til sin nye Stil­ling, skal han have svaret: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk«, hvoraf Følgen blev, at hans Løn gennem Guldberg blev forhøjet til 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner).

Der var meget, den nye Stjærne paa Kunstens Himmel skulde bruges til: han maatte gøre Tegninger til Dragterne til »Balders Død« af Ewald, hvis Opførelse forberedtes (1779), ligesom han var bleven bragt i Forslag til at være Flaademaler (1777), et Embede, som siden blev givet til Brünnich. Men fremfor alt skulde han smykke Christiansborg Slot med sin Pensel. Som det synes, fik han omtrent 1780 Bestilling paa at male en Række Fremstillinger til Slottet, hvorfor han skulde have den for sin Tid overordentlig høje Pris af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) om Aaret, mod ogsaa at have et Billede færdigt hvert Aar. Det var ikke nogen let Opgave, der var stillet Kunstneren, især i den storre Række af disse Billeder. Fremstillingerne af den oldenborgske Kongestamme var bestemte til at dække nogle smalle, til Vinduerne svarende Felter i Riddersalen, d. v. s. han skulde paa en Dug, der var 4^l/₂ Alen bred mod 7½ Alen i Højden, male allegoriske Fremstillinger med mange Figurer og saadanne Genstande, som et Linjeskib i Dokken og lig­nende. Skitserne til disse Billeder, hvilke endnu ere bevarede, udførtes vistnok 1780—81, og inden Slottets Brand 1794 var ti af disse Billeder færdige og opstillede, men det lykkedes kun at frelse tre af dem. Desuden brændte fire Dørstykker i »Potentatsalen«, fore­stillende Allegorier over Europas Kulturtilstande. Om disse Arbejder, hvoraf de førstnævnte ere udførlig beskrevne i Fortegnelsen over den af Kunstforeningen i København foranstaltede Udstilling 1860, maa vi for øvrigt nøjes med at henvise til de Skildringer, der haves at Ramdohr og N. Høven (se nedenfor). Da Abildgaard saa de flam­mende Luer, udbrød han: »Nu brænder mit Navn!« Fra den Tid af blev de 1000 Rdl. ham atter fratagne med den Bemærkning, ”at man nu ikke mere havde Plads til hans Arbejde«. Det var den strænge Retfærdighed, som talte; men det maatte være dobbelt haardt for den ærekære Kunstner, samtidig med at han saa Frugten af sine Manddomsaars Gerninger gaa til Grunde, at blive skubbet til Side som en Haandværker, man ikke mere havde Brug for. Dog

¹  Ikke som   »Professor«.    Som   saadan   havde  han  kun 25 Rdl. d. C.,   hver-gang det var hans Maaned til at stille Modellen, d. v. s. to Gange om Aaret.

 

synes det, som om hans Løn af Statskassen umiddelbart efter er bleven forhøjet, thi lige til sin Død havde han 800 Rdl. d. C. (2560 Kroner) aarlig som kgl. Historiemaler.

Abildgaard havde i disse Aar ikke indskrænket sig til de nævnte 14 store Billeder, der nok, skulde man tro, havde kunnet kræve hele hans Tid. Et Arbejde, hvis Ry kun lever i skriftlige Minder, er »Cupido«, som var færdig 1785 og blev sendt til Spanien. Det roses baade for Tegningen og for den varme, livlige Kolorit. Et andet Billede, hvis Spor ogsaa synes tabt, er »Sokrates i Hen­rykkelse.« Saaledes som vi have det i Clemens' mesterlige Gen­givelse, gør det Indtryk af at have hørt til Kunstnerens mest beaandede Arbejder. Det er vanskeligt at faa en Forestilling om, hvorledes det har været udført. Man tør næppe tænke paa Fore­draget i den dristig henkastede Skitse af »Ossian«, der omtrent til­hører samme Tid, thi en saa bred Penselføring vilde næppe passe i et udført Billede. Snarere kan man tænke paa de smaa Billeder til Niels Klim, hvoraf de fleste findes i den kgl. Malerisamling (stukne inden 1789) thi deri er, trods den lette Udførelse, mangen Gang megen malerisk Dybde og fantastisk Fylde. Men naar man ser, hvor sirligt, hvor udført baade Ossian og de sidstnævnte Smaabilleder tage sig ud under Clemens' Gravstik i hans Velmagts Dage, er der næppe noget til Hinder for, at »Sokrates« ligesaa godt kan have været udført paa den ene som paa den anden Maade. Et forskelligt Fore­drag finder man i »Moses optages af Vandet«, et mindre Billede, der efter Bodendicks Ønske, til hvis Samling det har hørt, var malet som Sidestykke til en »Kristi Daab« af Albani. Svagere saavel fra Tankens som fra Udførelsens Side er »Jupiter, som vejer Menneskenes Skæbne«, der udstilledes 1794 og endnu bevares i Familien. Han syslede ogsaa med ossianske Æmner; »Culmins Genfærd, der viser sig for hans Moder«, var udstillet 17941 men andre af disse »Ossian og Oscar« o. fl., ere maaske først malede i Kunstnerens senere Aar. Shakspeare fængslede ham ligeledes. Et større, eller i al Fald to mindre Billeder af Hamlets Historie, synes snarest at være efter den engelske Digters Behandling af Æmnet. Desuden malede han Optrin af Sørgespillene Richard III, Macbeth og Henrik VIII i lette Udkast. Trods denne rige Virksomhed kunde en Lærling af Kunstneren, N. Wolff allerede hentyde til Kunstnernes haabløse Tilværelse i Dan­mark, naar han som Rejsepensionær beder Akademiet undskylde, at han lægger sig efter Portrætmaleriet for at kunne leve, »thi hvor en Abildgaard intet har at bestille, er det let at forudse, hvordan det

 

vil gaa andre i samme Fag«. Han havde for saa vidt Ret, som de færreste af Kunstnerens Arbejder var hestilte eller fandt Købere i dennes levende Live.

Den 23. Marts 1781 var Abildgaard bleven gift med Frøken Anna (Nancy) Oxholm, der skildres som en meget lunefuld Person, uskikket til at gøre sin Mand lykkelig, og som d. 18. Okt. 1784 havde forladt hans Hus med Kammerherre R. H. v. Eppingen. I 1787 fandt den retsgyldige Skilsmisse Sted, og den fraskilte Hustru ægtede v. Kppingen. Tungere var det vistnok Abildgaard at miste hans eneste Søn med hende, Aurelius, et meget lovende Barn, der døde af Strube­hoste. Denne Familiesorg, som maa have været noget tidligere end Slottets Brand, i Forbindelse med de Krænkelser, en Kunstner i Dan­mark i de Tider ikke kunde undgaa at møde næsten ved hvert Skridt, har vistnok virket til at give hans Væsen det mørke, lunefulde Præg, han havde i sine senere Leveaar, saa meget mere som han heller ikke i sine yngre Aar var uden Hang til spottende Satire. Han ned­lagde nu næsten ganske Penslen som udøvende Kunstner i flere Aar, saaledes at han kunde skrive til Thorvaldsen (1800): ”Jeg har ikke malet, siden De saa mig sidst.« Da Thorvaldsen rejste i 1796, har han rimeligvis, karakteristisk nok med Undtagelse af »Lykkens Tempel« (1795) På en Kakkelovnsskærm, ikke malet noget Billede lige fra Slotsbranden til Begyndelsen af det nye Hundredaar.

I Førstningen sporer man ikke nogen Lyst hos Abildgaard til at gribe ind i Akademiets Styrelse, men 1787, da Valget paa en ny Direktør skulde foregaa, stod han op og nedlagde Indsigelse mod Wiedewelts Genvalg som stridende mod Fundatsen, selv om han havde et kongeligt Paabud for sig. Der maa være gaaet ivrige For­handlinger forud for dette Skridt, thi da Valget endnu i samme Møde blev foretaget, fik Wiedewelt syv Stemmer, men Abildgaard sex. Wiedewelt var saaledes valgt med kun en eneste Stemmes Overtal. Maaske i Forbindelse med dette mislykkede Forsøg eller med den da erklærede Skilsmisse staar det, at Abildgaard, i første Halvdel af 1788, foretog en lille Rejse til Italien eller, hvad der er rimeligere, til Wien, hvor Fyrst Kaunitz gjorde Ære af ham. Da derpaa det nye Direktørvalg foretoges i Marts 1789 blev han enstemmig valgt til Direktoør for Toaaret 1789—91. Hans Virksomhed viste sig strax i Omhu for Akademiets Undervisningsapparat ved et stort Indkøb af Gibsafstøbninger efter Antikerne, thi i August 1789 modtog Akademiet en betydelig Samling af Statuer m. m., der tildels danner Stammen for den nuværende Samling. Den Herskesyge, som tillægges Abild-

 

gaard, og som fremhæves fra saa forskellige Sider, at der ikke kan være Tvivl om dens Tilværelse, synes at skyldes samme Grund som hans Lyst til at indlade sig paa saa mange forskelligartede Sager, nemlig det, at hans stærke urolige Aand ikke fandt Sysselsættelse og Anerkendelse nok i hans Virksomhed som Maler. Lige fra 1788 falde saadanne Udtalelser som ”det abildgaardske og bastholmske Parti synes at være det herskende«, »den almægtige Abildgaard« og lign. Han kom endog efterhaanden i et saa spændt Forhold til sine Medbrødre ved Akademiet, at han i to Aar fra d. 31. Marts 1798 til Aarsmødet samme Dato 1800 ikke underskrev sig i Protokollen og rimeligvis saa godt som aldrig har mødt. Dog synes han at have været til Stede i Forsamlingen den 25. November 1799 for at tale Thorvaldsens Sag med en Varme, der grænsede til »et Magt­sprog«.

Abildgaard sysselsattes og sysselsatte sig med meget andet end med at male. Til Udgivelsen af et »Elementarværk i Tegnekunsten« søgte han ikke mindre end 1500 Rdl. d. C. som første Tilskud, men Fonden ad usus publicos gav i 1793 nægtende Svar paa hans Ansøg­ning. Han blev 1792 Medlem af en Kommission til Haandværks-lavenes Forbedring, han gav Tegninger til et Par Medailler, hvoraf den ene udførtes af G. Hull, den anden af P. L. Gianelli, hvem han tog sig meget af. Det hedder sig ogsaa, at han i hele to Aar lagde sig efter Kobberstikning, for at kunne vejlede de unge Kobberstikkere; 1793 udgav han en archæologisk Forklaring af en Marmortavle i Rom med »Solens Billede«, ligesom han i det Hele flere Gange optraadte som Forfatter. Uvisnelig Fortjeneste har han af sit Forhold til Thor­valdsen. Billedhuggerkunsten havde altid fængslet ham meget; han skal endog have ment om sig selv, at han kunde have bragt det videre som Billedhugger end som Maler. Familien bevarede længe modelerede Skitser fra Abildgaards egen Haand, og enkelte Gen­stande, en Apis til at bære et Uhr, et Løvehoved til Dekoration, blev støbte i Bronce efter Kunstnerens Modeller (nu i Kunstindustri-Museet). Det var maaske denne hans Lyst, der bragte ham til at tage sig saa varmt af Thorvaldsen, at denne, inden Rejsen, uagtet deres forskellige Kunstfag, mere var Abildgaards end nogen anden Kunstners Lærling. Han skal, efter sigende, selv have undervist Thorvaldsen i at poussere, som det den Gang almindelig kaldtes. En lille Gruppe, som den unge Kunstner maatte modelere fra først til sidst under Mesterens aarvaagne, men velvillige Øjne, var siden i Enkefru Abild­gaards Eje. Ved Udsmykningen af Palæet paa Amalienborg tog han

 

sin Lærling til Medhjælp, og denne maatte dels udføre et Par Relieffer efter Lærerens Komposition, »Aarets og Dagens Tider« (i Audiensværelset), dels to Billedstøtter m. m. paa egen Haand. Abildgaard skal endog, efter Thieles Beretning, med Held have ind­ladt sig paa at rette paa Thorvaldsens Buste af Bernstorff, medens den var under Arbejde. Ogsaa den ældre Billedhugger Dajon skal han være kommen til Hjælp ved Kompositionen af Figurerne »Tapper­hed” og »Borgerdyd« til Frihedsstøtten.

Udøvede Slotsbranden i mere end én Henseende et uheldigt Tryk paa Abildgaards Kunstnervirksomhed, gav den ham paa den anden Side Lejlighed til at udfolde Indsigt og Duelighed i nye Virkekredse. Da det nemlig gjaldt om efter Branden hurtig at sætte Amalienborg Palæ i Stand til at modtage Kongefamilien, blev det overdraget Abildgaard at udsmykke det tidligere Grev Levetzau tilhørende Palæ, som Arveprins Frederik, Akademiets Præses, havde købt. I dette Slot (hvor nu Udenrigsministeriet har Lokaler) bære Riddersalen og det kgl. Sovekammer Vidne om den Sans for antik og gammel italiensk Udsmykning, den rige Opfindsomhed og Skønhedsfølelse, Kunstneren raadede over. Han udsmykkede tillige flere private Gaarde i lignende Stil, den eneste, han godkendte, og til Dekorationer af Værelser og til Møbler har han efterladt sig en Mængde Tegninger, hvilke bevares i den kgl. Kobberstiksamling. Til sine Værelser paa Charlottenborg lod han efter sine egne Tegninger for­færdige Møbler i antik Stil, som ogsaa for en Del ere bevarede og have paavirket senere Kunstneres Smag (Freund, Bindesbøll o. fl.). I et tredje Kunstens Fag har Abildgaard ogsaa efterladt Minder om sin Duelighed og Smag, nemlig som Bygmester. Her maa først nævnes »Frihedsstøtten«, der blev udført efter hans Tegning (1792—97) om det end synes, som om Arkitekt P. Friis har haft Del i Arbejdet. Det saa kaldte Oxe- eller Apistempel i Frederiksberg Have tilskrives ligeledes hans Opfindelse. Efter hans Tegning byggedes endelig (1799), hvis Traditionen er rigtig, en Gaard paa Nytorv (nyt Nr. 5),¹ som nu tilhører Arkitekt Aug. Klein, der har tilbygget en Etage.

Med det nye Hundredaar opgik der en lysere Livsperiode for Abildgaard. Han levede op under et nyt Familielivs Hygge. Om Foraaret 1799 var han i Jylland og gjorde der Bekendtskab med forhenværende Faktor ved det ostindiske Handelsselskab, Ottesen, der

1         Efter Familjens Opgivelse skal Enkefru Abildgaard altid  have paavist denne Gaard som den, hendes Mand havde bygjet.

 

nu levede paa en Herregaard i Nærheden af Horsens. Dennes Datter, Juliane Marie, der var født i Trankebar og endnu som ung var skilt fra Hofjunker A. Hauch, var Hofdame hos de russiske Prinsesser i Horsens. Hun gjorde et saadant Indtryk paa den allerede aldrende Kunstner, at han faa Aar efter hjemførte hende som sin Brud (d. 15. April 1803). Snart efter Hjemkomsten fra Jylland (Maj 1799) tog han ivrig fat paa at tegne og male. Den første Frugt af hans genvaagnede Virksomhed som Maler var de fire store Malerier efter Terents' »Androspigen«, (1801—4), hvori han søgte at ned­lægge hele sit Kendskab til det græsk-romerske Oldtidsliv. De til­høre den kgl. Malerisamling. Og fra nu af vedblev han ivrig at male, indtil Døden rev ham Penslen af Haanden. Han var 1801 paany bleven valgt til Akademiets Direktør, og dette Valg gentoges uafbrudt fire Gange, saaledes at han forblev i denne Stilling lige til sin Død. Blandt de Sager, han især med Kraft skal have sat igennem, tildels trods Modstand fra højere Steder, nævnes, at han hindrede Rüdes Valg til Professor ved Modelskolen i 1803, men derimod sejrrigt gennemførte Thorvaldsens Valg til samme Stilling og Bangs som Professor i Anatomi, begge Dele i 1805.

Ikke desto mindre begyndte hans Indflydelse snart at dale. Den Tiltro, han havde til sine egne Kræfter, virkede maaske med dertil. Da der saaledes blev Tale om Christiansborg Slots Gen­opførelse (omtr. 1801), frygtede han ikke for at tilbyde sig til dette Hverv, og følte sig skuffet ved, at det blev overdraget Datidens betydeligste Bygmester i Danmark, Harsdorffs Lærling, C. F. Hansen, en Mand, der for øvrigt delte Abildgaards Opfattelse af Oldtidens Kunst som eneste Rettesnor. Som Slottets Bygmester fik Hansen, gennem hvem alle Spørgsmaal om dets kunstneriske Udsmykning kom til at gaa, en Indflydelse, der efter Haanden trængte Abildgaards i Skygge. Det var saa langt fra, at han kunde gøre noget for andre Kunstnere med Hensyn til Arbejde for Slottet, at han tværtimod næppe nok kunde værge for sig selv.

En lille Glæde havde han, da en Afstøbning af Canovas »Per-seus« kom hertil i November 1804. I sin Henrykkelse over dette Arbejde, hvis Skønhed Datidens Kunstsmag ganske naturlig maatte overvurdere, overraskede han Akademiet ved, efter endt Forsamling, at forevise »Hr. Canovas Mesterstykke« ved Fakkelskin i Figursalen. Hans Virkelyst førte ham stadig ind paa forskelligartede Omraader. I 1805 søgte han om Expectance paa Lærerposten i Mythologi ved Akademiet: Præses vilde dog hellere lade dette Spørgsmaal henstaa

 

uafgjort, til Pladsen virkelig blev ledig, og dermed bortfaldt denne Sag. Til Gengæld valgte Akademiet ham af egen Drift enstemmig til Professor i Anatomi, da Justitsraad Bang var død (1808). Det smigrede ham i høj Grad, men heller ikke denne Ærespost skulde han opnaa; Kongen forlangte Embedet opslaaet vakant paa sædvanlig Vis, og det blev mod Akademiets Indstilling atter givet til en Læge (Klingberg). For øvrigt hændte det mere end én Gang, at Abildgaard troede sig krænket i sin Myndighed som Direktør ved de andre Embedsmænds Virksomhed, og han trak sig mere og mere tilbage fra Akademiets Forhandlinger.

Han havde købt sig et lille Landsted, »Spurveskjul« ved Frederiksdal; der tilbragte han, i det Mindste fra 1806, sine Somre, »saa længe Vejret tillod det«, og der døde han den 4. Juni 1809 af Blodstyrtning, omtrent 66 Aar gammel. Hans omfangsrige Sam­linger af Bøger, Haandtegninger og Kobberstik købtes til Kunst­akademiets Bibliothek for 15,000 Rdl. d. C. i 4 pCt. kgl. Obligationer. Hans Enke, der ved hans Død var en formuende Kone, som, foruden Kapitaler, ejede et rigt og kostbart Indbo og store Samlinger af Kunstværker, hvoriblandt en Mængde af Kunstnerens egne Arbejder, navnlig fra den sidste Periode af hans Liv, led dog, tildels ved Pengenes Forringelse under Krigen, saa betydelige Tab, at der ikke var meget tilbage af den store Rigdom, da hun døde (27. November 1848). To Sønner døde i forholdsvis ung Alder, en Datter blev gift ind i den Løfflerske Slægt (se J. B. Løffler).

»Denne lange smalle Mand havde store Gaver, meget Talent, stor Kunstfærdighed; men en vis Egensind, en til en anden Natur vorden Manér skadede ham.« Saaledes begynder Oehlenschlæger i sine Erindringer nogle Bemærkninger om Abildgaard, hvem han søgte at indpode sin Begejstring for nordisk Mythologi, og han fortæller, at, da han var færdig med sin Lovtale derover, sagde Kunstneren: »Ja, jeg er, ved Gud, ikke den Mand, som sætter mig imod noget godt og sindrigt, fordi det er nyt.” Disse faa Ord give virkelig et Billede af Abildgaard som Menneske. Men han havde ikke noget vindende Væsen, og den almindelige Dom var ikke til hans Gunst. Det var ikke for enhver, han, som for Ramdohr, var ”der liebe gefällige Mann«. I Almindelighed vendte han helst det lodne ud og bed fra sig med et djærvt Lune, naar nogen kom ham for nær. Ikke uden Grund kaldte Baggesen ham »hin Momus og Maler«, hvis skarpe Lune han selv havde faaet at føle. I Werlauffs Erindringer kommer en ugunstig Dom stærkere til Orde: »Derimod var han,«

 

hedder det, »fra Karakterens Side mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival.« Disse haarde Ord lade sig dog vanskelig bevise. Der er ikke afgørende Vidnesbyrd for, at han har forfulgt nogen, medens der kan nævnes mange og vægtige Træk af den Kærlighed, hvormed han søgte at fremme de unge Kunstneres Sag, saaledes var han Thorvaldsen og C. F. Høyer en tro Ven. Men det er mærkeligt nok, at en forunderlig Vanskæbne forfulgte den Kunstskole, han søgte at danne. Af hans bedre Elever døde Wahl allerede 1810 i Italien, Flint »gik tabt for Kunsten« inden 1813, Wolff blev i Dresden, Høyer blev skubbet til Side for J. L. Lund, og kun Eckersberg trængte igennem. Men da denne kom hjem fra sin Rejse, havde Seinen og Tiberen vasket Abildgaard af ham.

Uagtet Abildgaards største og vigtigste Billeder gik tabte ved Slottets Brand, er der dog nok tilbage til at skønne om hans Kunst, nok til at se, at Abildgaard, hvor meget Blik han end havde for Linieføringens, Rhytmikens Betydning i Kunsten, oprindelig var større som Personlighed end som udøvende Kunstner. »Det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Kunstner,« siger Høyen om ham. Om ogsaa senere Jul. Lange i Dansk biogr. Lex. søger at hævde hans kunstneriske Begavelse, som Modsætning til Høyens Udtalelse, synes hans egen Motivering heraf ikke at føre saa langt bort fra denne Opfattelse. Det synes klart nok, at da Abildgaard, maaske uden fra først af selv at ville det -- han var blot bleven sat til et Haandværk, fordi han ikke skulde studere, og begyndte meget sent at gaa paa Akademiet, - - var kommen ind paa Kunstens Vej, var han for begavet en Natur og for stærk en Karakter til ikke at ville blive noget fremragende, og det lykkedes ham, om end ikke uden det ihærdigste Arbejde. Deri fulgte han Tidens Op­fattelse, at man naaede et stort Maal ved at granske de store Mestere, og han valgte sig Michel Angelo og Tizian til Forbilleder. Michel Angelos Form kunde han ikke naa, selv om dennes Paavirkning spores i Enkeltheder. Abildgaards Formgivning var næsten altid konven­tionel, endog naar han troede at gengive Naturen. Derimod naaede han videre i at tilegne sig den venezianske Skoles Farve, skønt nogen Tizian blev han heller ikke. Man har lagt megen Vægt paa Carstens' rosende Dom om Abildgaards Kolorit. Man glemmer, at denne, da han saa Abildgaard male, ikke kendte Tizian, og da han lærte

 

Venezianerne at kende, kun havde en fjærn Ungdomserindring om Abildgaard. Derimod fremhæver han med større Ret Abildgaards Svagheder i Tegningen, »de lange tynde Figurer, med magre edderkop-agtige Extremiteter«, thi der havde han Maalestokken i Naturen og Antiken. Allerede umiddelbart efter Abildgaards Død var Dommene over ham som Lærer ved Modelskolen delte. Medens nogle hævede ham til Skyerne, havde andre Øje for de Brøst, der klæbede ved hans Fremstillingsmaade, og om der end var baade »Tanke og Aand« i hans Modelstillinger, udhæves der paa den anden Side, at hans »ofte bizarre Ideer var lutter Hieroglyfer for de unge Efter­lignere.« Man kan heller ikke nægte, at blandt hans efterladte Teg­ninger findes meget, der ikke er hans store Navn værdigt.

Abildgaard førte, saa godt som gennem hele sit Liv, en i udvortes Henseende ret begunstiget Tilværelse. Allerede hans Levevis i Italien tyder paa større Forhold, end man ellers kendte hos de unge Kunstnere. Han var af anset Familie og fandt tidligt, ved sin Frimodighed og erkendte Dygtighed, formaaende Velyndere, saaledes før Rejsen Struensee, i Rom endog Paven selv; efter Hjemkomsten Enkedronning Juliane Marie og Guldberg. Abildgaard blev dog, ligesom mange fremragende Mænd i hin Tid og særlig hans egen Broder, stærkt greben af den republikanske Rørelse i Frankrig. De stod begge i venskabeligt Forhold til Republikens Afsending her, Grouvelle, og Abildgaard var en flittig Gæst i Fabritius' Klub. Des­uden levede han i Omgang med den Tids literære og tonegivende Kredse, med Mænd som Th. Thaarup, P. A. Heiberg og adskillige af den fornemme Verden. Den Formue, han ved Malerierne til Slottet havde tjent sig, satte ham i Stand til med Smag og en vis Pragt at føre et selskabeligt Liv i sin smukke rummelige Bolig paa Charlottenborg. Han holdt Tjener, havde et rigt forsynet Hus og døde tidsnok til ikke at se denne Herlighed gaa til Grunde i Stats­bankerottens Svælg. Hans Portræt er malet af Juel og af Lorentzen; udført som Medaillon af Sergel (se Frisen foran), som Billedstøtte af Saabye.

(Akademiets Archiv Og Protokoller. Mundtlige Meddelelser af Slægten. Weinwich, S. 185. Minerva 1785. I, 83; 3, 93. II, 96 flg. 1791. XXV, 113, 1793. XXXII, 277. Ramdohrs Rejse, S. 93 —101. Smith, Om Dyrene, S. 236. Hennings, S. 143. do., »Musaget« 3. Stiick 1798, S. 14. Nyerup, Kbhvns. Be­skrivelse, S. 662. Fernow, Carstens, ny Udg., S. 60, 62. Jonge, Kbh. Beskr. S. 508, 511. Kbhs. lærde Efterretn. 1809, Nr. 20, S. 314. Kraft og Nyerup, Lex., hvori Abildgaards Skrifter ere opregnede. Skild. 1809. 24. Juni, Sp. 1177. 1825, 17. Maj, Sp. 625, 1828, Sp. 1293, 1829, Sp. 1267 flg. Spengler, Fortegn. N. K. L. I.                                       Febr. 189;.  over d. kgl. Malerisml., S. 533—36. H. Hansen, Betragtn. Kbh. 1827, S. 45, 85—86, 205. Mønttbrtegn. Fortsætt., S. 14. Øst. Materialier, S. 178, 977, 1139. Thiele, Thorvaldsen, I—II paa mange Steder (se Alf. Reg.). Gæa 1847, S. 175—94. Fick, Clemens, i Selmers nekrol. Sml. II, 335. Oelilenschlæger, Erindringer, Ny Udg., S. 152, 283. Danske Saml. I, S. 108. Nord. Tidskr. ved Hamilton 1869, S. 452, 460. Hist. Tidskr. 4. Række IV, S. 273 (Werlauffs Erindr.). Høyens Fortegn, over den kgl. Malerisml. indtil 1870 (jfr. Fortegn, over Udst. 1860 ved Kunstforeningen). Høyens Skrifter III, S. 202—10. Lange, Nutidskunst, S. 18—24. Konst og Æsth., S. 182—83. Strunk. Bricka I, 38 flg. og IV, S. 531).

 

Abildgaard. Søren Abildgaard, Archivtegner, var født i Flekkefjord i Norge d. 18. Febr. 1718, hvor hans Fader, Peder Abild­gaard var Toldembedsmand; hans Moder hed Anne Sørensdatter. Han blev Student fra Christianssand 1737 og kom til København, hvor han lagde sig efter Naturvidenskaberne og Tegnekunsten. Han maa have haft Formue eller tidligt være kommen i lønnende Virk­somhed , thi allerede som ganske ung Mand blev han gift med Ane Margrete Bastholm, en Faster til den bekendte Professor og kgl. Konfessionarius Bastholm, og blev 1740 Fader til Veterinæren Peter Christian, 1743 til Nikolaj Abraham (se foranstaaende Artikel). I Følge med Archivar Langebek foretog han en antikvarisk Rejse i Sverige og omkring Østersøen (1753—54). Aaret efter (1755) søgte han om og blev ogsaa Archivtegner og gjorde fra 1756 efter en af Langebek anbefalet Ansøgning paa offentlig Bekostning en Rejse i Danmark for at tegne Mindesmærker, navnlig Gravmæler. Han fik dertil 300 Rdl. aarlig og fri Befordring. Originaltegmngerne, der have blivende Værd, navnlig i historisk Henseende og udmærke sig ved stor Omhu i Udførelsen, bevares i Nationalmuseets Archiv, og i Antikvariske Annaler I findes en Fortegnelse derover. Abildgaard døde d. 2. Juli 1791.

(Weinwich, S. 168. Kraft og Nyerup, Lex. Langebekiana, S. 123. Suhm, Levned. S. 241. Antiq. Annaler I, S. 147. Gæa 1847. S. 177, Pers. Tidskr. 2. R. I. Bricka I, 57 flg. Akad.).

 

Abrahams. Charles Julius Sofus Abrahams, Architekt, Søn af Not. publ. Nikolaj Christian Levin Abrahams (f. 1798, d. 1870) og Frederikke Juliane Augusta født Philipsen (f. 1810, d. 1852), er født i København d. 2. Juni 1838. Efter at være bleven Student (1857), besøgte han fra 1859 Akademiets Skoler for at uddanne sig til Byg­mester, vandt dets mindre Sølvmedaille (Dec. 1863), og tog Afgangs­prøve som Architekt d. 30. Marts 1866. Senere har han vundet Akademiets mindre Guldmedaille for Opgaven ”Et Gymnasium til150 Disciple« (1870). Abrahams har bl. a. bygget Sparekassen i Hillerød, Gurrehus (1883), Mullerup Herregaard (1886) og i desenere Aar ombygget Sidefatjaderne mod Trinitatis Kirkeplads af den store Gaard paa Købmagergade (Nr. 52). Hans kunstneriske Ævne, en vis Livlighed og Lethed i Behandlingen traadte smukkest frem i mindre Værker, større monumentale Opgaver syntes ikke at ligge for ham. T 1877 ægtede han Vilhelmine Petersen, og efter flere Aars hensygnende Tilstand døde han d. 12. April 1893.

(Priv. Medd. Bricka I, 61. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, Forf. Lex. Berl. Tid. 14. Apr. 1873).

 

Abroe eller Abroh. Andreas Abroe, Maler, født 1694, død i Maj 1763 i en Alder af 69 Aar, kaldes Skildrer, hvilket i Datidens Sprog er det samme som Kunstmaler, særlig Portrætmaler. Mulig er han Søn af en, d. 2. Maj 1709 afdød under Hoffet ansat Joh. Abroh. En anden af samme Navn, Johan Christian Abroe omtales af Spengler saaledes: »Denne Maler erholdt i Aaret 1720 et kongeligt latinsk Rejsepas for i fremmede Lande at bringe det til Fuldkommenhed i sin Kunst. Var de maaske Brødre?

(Spengler,  Art. Eft.    Adresseavisen  1763, Nr. 48).

 

Achen. Georg Nikolaj Achen, Maler, er Søn af Apotheker først i Frederikssund, senere i Hillerød Eggert Christoffer Achen (f. 1823) og Johanne Vilhelmine Cecilie f. Tryde (f. 1828) og blev født i Frederikssund d. 23. Juli 1860. Da Faderen i 1871 flyttede til Frederiksberg, kom han i Schneekloths Skole, hvis Tegnelærer Kierkegaard (s. d.) opdagede hans Anlæg og begyndte at udvikle disse. Efter sin Konfirmation kom Achen i Malerlære, forberedtes af Vilh. Kyhn til Akademiet og besøgte dette fra 1877: i 1880 blev han Malersvend og fik d. 21. Marts 1883 Afgangsbevis fra Akademiet. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer, hvis Vej­ledning tiltalte ham meget. I 1883 udstillede han sine første Arbejder, tre Landskaber, rejste s. A. til Rusland, hvor han dels malede paa Landet i Lifland, dels studerede Samlingerne i St. Petersborg og udstillede i 1884 Landskaber herfra samt sit første Figurbillede »En russisk Bonde«. I 1885 begynder han ved Siden af Landskaber at udstille Portræter og Interiører, og vinder stedse mere Opmærksomhed. Hans i 1889 i Paris udstillede Malerier faa mention honorable, i 1890 faar han Udstillingsmedaillen for »Portræt« (Kunstnerens Moder), hvilket købes til den kgl. Malerisamling, medens Medaillen tillige

giver ham Sæde i Akademiets Plenarforsamling. Aaret efter faar han mention honorable i Berlin og i 1892 anden Klasses Guldmedaille i München. Achen havde imidlertid d. 25. April 1886 ægtet Ane Cathrine Thiele, Datter af Bogtrykker Joh. Rud. Just Felix Thiele (f. 1823, d. 1876) og Hanne Jakobine f. Scheel (f. 1821). Paa sin Bryllupsrejse besøgte han Paris og de tyske Hovedstæder, og i de senere Aar har han foretaget flere Rejser, bl. a. i Vinteren 1888—89 til Italien, dog stedse for egen Regning. Da A. Helsted i 1893 traadte ud af Akademiraadet, indvalgte Kunstnersamfundet Achen i hans Sted. Foruden de ovennævnte Arbejder kan nævnes »Syge paa St. Helenes Grav« (udst. 1888), »En Skovsø«, et større Landskab (udst. 1890), som ejes af en Privatmand i Wien, Portrætet af Kusken »Morten«, der vakte megen Opmærksomhed, Portræt af Etatsraad C. Brix til Efterslægtens Skole (1893) og af Maler Just Holm (s. A.), hvilket ejes af Frimurerlogen. En Altertavle »Den gode Hyrde« (malet 1892) findes i Lem Kirke ved Randers, to Interiører blev købte, det ene til den kgl. Malerisamling, det andet til Aarhus Museum.

(Priv. Medd.   Akad.   Udst. Fortegn.)

 

Adami. Salomon Adami. »En god Miniaturmaler, som og malede i Olie. Han var tilsidst Opseer (Tilsynsmand) over Gros-kanslerinde Holsteins Malerier. En Del af hans Arbejde er nu hos Kancelliraad Valeur. Hans Portræt er i Italien prægtig udskaaret i Elfenben, hvilket han selv ejede.«

(Sandvig ex ore L. Spengleri)

 

Adzer. Daniel Jensen Adzer, Stempelskærer, var født i Køben­havn 1731 og Søn af Klejnsmed Jonas Jensen Adzer af sønderjydsk Æt. Han kom i Guldsmedlære, og efter at han var bleven Svend, lagde han sig, som det synes, ganske paa egen Haand efter Medaillørkunsten. I Maj 1754 indsendte han noget af sit Arbejde i denne Retning til Kunstakademiet for at faa dets Anbefaling til at nyde et kongeligt Rejsestipendium, men da hans Prøver kun var Kopier, vilde Akademiet ikke indlade sig derpaa. Dog lykkedes det ham snart efter at komme udenlands, og han rejste til Paris, hvor han uddan­nede sig efter Hedlinger og du Vivier. Han var saavel paa denne, som paa en senere Rejse ledsaget af en anden dansk Medaillør, J. H. Wolff; disse to fulgtes (1764) fra Rom hjem til Danmark, frem­stillede sig begge for Akademiet med nogle Voxmodeller, og blev begge enstemmig agreerede (8. Aug. 1764). Adzer fik den Opgave at gøre en Medaille over Akademiets Præses, Grev Moltke, og blev paa denne Medlem (8. April 1766), skønt Stemplerne først i September Aaret efter, paa Grund af tilstødte Uheld, kunde afgives til Akademiet og Aftryk præges. Fra den Tid af henflod Adzers Løbebane uden udvortes mærkelige Hændelser. Han fik Medlemsbolig paa Charlottenborg og blev gift med Christiane Frederikke født Schäffer, som først døde d. 20. Juni 1833.

Medens han i Førstningen havde haft meget at gøre som Medaillør, blev han i sine senere Aar fortrængt af yngre Kræfter, og efter hans Død, d. 4. April 1808, maatte Akademiet skrive til Kongen: »Adzer har som Medaillør været aflagt med saa ringe Løn og i de tvende sidste Decennier af sin Livstid haft saa liden Fortjeneste for Hoffet og Publikum ved sin Kunst, at det ikke blev ham muligt at sørge for sin Enke.« Hun anbefaledes derfor efter Datidens Brug til Kongens Naade.

Mindefesten for Suverænetetens Indførelse, der tillige fejredes med, at Grundstenen til Frederik V's Rytterstøtte nedlagdes paa Amalienborg, gav Medaillørerne meget at gøre, og Adzer udførte under sit Ophold i Rom ikke mindre end tre Medailler i den Anled­ning, hvoraf den ene særlig gjaldt Grundstenens Nedlæggelse d. 18. Okt. 1760. Kongens Død (1766) og Christian VII's Tronbestigelse frem­kaldte ligeledes flere Medailler fra Adzers Haand. I de følgende Aar udførte han bl. A. to Medailler til Landhusholdningsselskabet, Medaillen pro mereritis (1771), to Medailler i Anledning af J. H. Bernstorffs Død, og fik 1776 ikke mindre end sex Medailler at udføre i Anledning af Loven om Indfødsret, hvoraf dog flere ere ubetydelige. Endvidere maa nævnes Medaillen til Sorø Akademi (1785) og flere private Medailler (Suhm, Hjelmstjerne, Vedel), indtil hans Virksomhed næsten ganske standser fra 1790. Efter den Tid kan kun nævnes Medaillen over A. P. Bernstorff med et Kompas paa Reversen (1793), Medaillen over Suhm (1797) og 1805 en Medaille til at nedlægge i Raad- og Domhusets Grundsten. Han udførte 1771 nye Tegninger til Species og Christiand'ors. Hans fleste Medailler have været udstillede ved Salonerne 1769, 1778 og 1794. Mønt- og Medaille-samlingen i København eje en Del af hans Voxmodeller.

(Weinwich, S. 176. Rahbeks Erindr. I, S. 70, 184. Danisches Journal I, S. 135. Adresseavisen 1808, Nr. 134. Medaillebeskriv. 1757—1805. Skifte­retten. Thiele, Kstakad. og Hests., S. 142. F. J. Meier, Wiedewelt, S. 17, Bricka I, 115. Akad.)

 

D'Agar. Jakob d'Agar, Portrætmaler, skriver sig selv saaledes, ikke Jacques d'Agard eller Dagard. Han var født i Paris, rimeligvis Febr. 1642 og lærte Malerkunsten hos Ferdinand Vouet. Han søgte først at uddanne sig til Historiemaler, men vandt dog især Navn som Portrætmaler, og som saadan blev han Medlem af Kunstakademiet i Paris d. 3. Aug. 1675 på Portræter af Girardon og Anguier. Imidlertid blev han allerede 31. Jan. 1682 atter udelukket af Akademiet som Protestant. Det synes, som om han ligeledes paa Grund af de Forfølgelser, som Calvinisterne ved den Tid var udsatte for i Frankrig-, har maattet udvandre, og derfor er kommen til Danmark, uden Tvivl senest i 1684. Han skal nemlig med Kone (en Datter af Maleren Michel Picart) og Børn først være flygtet til London og derfra være kommen til Danmark. I 1685 se vi ham allerede indtage en anset Stilling i den lille reformerte Menighed i København. I September s. A., en Maaned før Ophævelsen af det nantiske Edikt i Frankrig, deltager han med Menighedens første Præst, Mesnard, i Indsamlingen af en Kollekt i Preussen, Brandenborg og Nederlandene til Fordel for den reformerte Kirkes Byggemidler her. Uden Tvivl endnu tidligere paa Aaret havde det været d'Agar overdraget at besørge Trykningen af de Reformertes Privilegier, som bevilgedes ved et Reskript af 3. (an. 1685. Kong Christian V, hvis Dronning Char­lotte Amalie var reformert og sine Trosfællers varme Talsmandinde, modtog ham med Udmærkelse og udnævnte ham til Hofjunker og kgl. Maler, Ober-Contrefeyer, (gentilhomme de la cour et premier peintre du roi) med 5ooRdl. aarlig Løn, og i denne Stilling forblev han til sin Død, 16. Novbr. 1715, dog fra 1699 kun med 800 Rdl. om Aaret. Hans Alder angives da udtrykkelig til 73 Aar og 9 Maaneder, og han er jordet paa de Reformertes Kirkegaard i København.

Efter fremmede Kilder skal han under Frederik IV have været udenlands og opholdt sig nogle Aar i London, hvor han malede Por­træter af den fornemme Verden. At han ikke er død i London, bevises tilstrækkelig af den ovennævnte Meddelelse. Derimod kan mulig hele Beretningen om den senere engelske Rejse gælde hans Søn. Paa en Vielsesattest af 5. Febr. 1686, hvor J. d'Agar med nogle flere Menighedsmedlemmer underskriver sig som Vidne, findes ogsaa Underskriften Charl D'Agar. Denne Charles er uden Tvivl hans Søn, som altsaa den Gang allerede var voxen. Da man intet ved om ham her i Danmark, er det sandsynligvis ham, der er død i London 1723. J. d'Agar nød megen Anseelse som Portrætmaler, men en Del af hans Billeder ere forsvundne. I det afbrændte Christiansborgs Apartementssal var der sex ovale Skilderier, fore­stillende Kong Christian VI (Vr). Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik IV, Dronning Louise, Prins Carl og Prins Vilhelm. Den kgl. Malerisamling ejer to Portræter af ham, der forestille Kong Frederik l og Dronning Sofie af Preussen. Desuden malede han 1693 sit eget Portræt, der sendtes til Florens. I Fredensborg og Rosenborg Slots Inventarier nævnes ligeledes Portræter af hans Haand deriblandt hans eget Portræt. Af Hubert Schaten er stukket: Chri­stian V i hel Figur i Kroningsdragt. Overkammerjunker A. L. v. Knuth og Justitsraad Edv. Kruse. Hans eget Portræt er stukket af Rocco Pozzi. Endelig nævnes af og til Stykker af ham i private Samlinger paa den Tid. Med ham begynder den franske Skoles Indflydelse at gøre sig overvejende gældende i Danmark i Modsætning til den tidligere hollandske.

(Fiorillo V, S. 535. Vitet, S. 341. Archives de l'art. III, S. 356. Clé-raent, Not, sur l'égl. Réf.. S. 5. Reformert Kirkes Kirkebog I, 17. Jonge, Kbh. Beskr., S. 509.- Spenglers Fort. Nr. 814, 15. \Yein\vich, S. 86. Minerva 1816. Skild. 1830, Sp. 896—97. Walpole. Sandvig. F. R. Friis. Saml. S. 94. Meyers Kst. Lex. Bricka, I, 115.)

 

Agerskov. Kathinka Hedvig Agerskov, Malerinde, Datter af Kommandør, Udskrivningschef Andreas Julius Hans Agerskov (f. 1811 i Kobenhavn, d. 1872 i Svendborg) og Kathinka Elisabeth Jakobine født Prahl (f. 1831), blev født i Flensborg d. 8. August 1859. Hun uddannede sig til Malerinde dels hos Vilh. Kyhn, dels hos Carl Thomsen og Thørrestrup, og begyndte at udstille fra 1884. Det var mest mindre Interiører og Genrebilleder med enkelte Figurer med et elskværdigt og fordringsløst Foredrag. Efter at den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder var oprettet i 1888, begyndte hun i Semestret Febr.—Maj 1889 at besøge dennes Forberedelsesklasse og i 1890 dens Modelskole for at søge videre Uddannelse. I Juli 1889 havde hun imidlertid ægtet praktiserende Læge paa Frederiks­berg Ernst Bilsted (f. 1853); men efter lidt over et Aars Ægteskab døde hun d. 23. November 1890. Hun har ikke udstillet under sit Fruenavn.

(Priv.  Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Agersnap. Hans Agersnap (Mortensen), Landskabsmaler, er Søn af Morten Hansen (f. 1817), Ejer af Ansager Mølle ved Vejle og Lene Hansen (f. 1819, d. 1887) og er født paa Faderens Ejendom den 19. November 1857. Han var bestemt til Landmand, og det var som saadan, at han d. 23. Marts 1882 blev gift med Marie Søl­toft (f. 1860), Datter af Gaardejer Hans Jakob Søltoft og Margrete Tonnesen. Da han imidlertid nu var i uafhængig Stilling, modstod han ikke længere den Lyst til Malerkunsten, som han fra Ung­dommen havde haft, og efterat Godfr. Christensen, ved at se hans første Studier, havde opmuntret ham til at fortsætte, tilbragte han Vintren, som det synes 1883—84, i København, hvor han besøgte Kunstnernes Studieskole under Krøyer, og siden har han uddannet sig paa egen Haand til Landskabsmaler. Han begyndte derpaa at udstille 1889 med et jysk Parti, og har siden udstillet, mest Hede­landskaber fra sin Hjemstavn, og et Par Billeder med Figurer, »Et Mejeriinteressentskab« i 1892 og »Blicher paa Heden« i 1894. For »Gamle Elletrær ved Aaen« fik han den Sødringske Opmuntrings-præmie for unge Landskabsmalere (1891). (Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

 

Ahlmann. Hans Vilhelm Ahlmann, Architekt, Søn af Patrioten, Proprietær Nikolaj Ahlmann fra Sønderjylland (f. 17. Nov. 1809 i Sønderborg, d. 15. Juni 1890 i København) og Marie f. Dons er født d. 14. Februar 1852 i Fodarp ved Lund i Skaane. Han gik i Tømrerlære, besøgte Kunstakademiet i København fra Jan. 1870 for at uddanne sig til Bygmester og fik d. 18. Marts 1876 Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt. Efter at have arbejdet nogle Aar som Tegner og Konduktør, bl. a, hos J. D. Herholdt og H. B. Storck, bosatte han sig i Aarhus, hvor han har udført forskellige borgerlige Bygninger. Han har tillige bygget et Par Landsbykirker og en Kirke af Kridtsten i Frederikshavn. Tillige har han restaureret to ældre anselige Bindingsværks Gaarde i Næstved. Han er gift med Cecilie f. Hansen.

(Priv. Medd. Akad. Bricka I,  167.    Pers. Tidsskr.  2. R. VI. Till., 26).

 

Akerfeldt. Gotthardt Vilhelm Akerfeldt eller Åkerfeldt, Portræt­maler, svensk af Fødsel, var Lærling af Peder Als, og det blev, efter dennes Død (1776), ham overdraget, »som den, der var bedst øvet udi Alses maniere at male«, at fuldføre det Portræt af Christian VII, som Als havde efterladt ufuldendt. Da han Aaret efter søger om at blive »naturaliseret«, synes det at have været hans Tanke at ville forblive i Danmark.

(Akad.)

 

Albertsen. Andreas Marius Valdemar Albertsen, Søn af Gæst­giver V. Albertsen (d. 1876) er født 1868 i Middelfart, besøgte Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse i 1890—91, og har 1892—94 udstillet baade Figurbilleder og Landskaber. I 1894 havde han Bopæl i Kolding.

(Akad. Udst. Fortegn.)

 

Albrecht. Christian Frederik Albrecht, Blomstermaler, om hvem ikke vides andet, end at han døde d. 22. December 1789 i en Alder af 23 Aar.

(Adresseav.  1789, Nr. 280).

 

Alexandersen. Georg Henrik Gerhard Alexandersen, født 1818 i København, var »Buntmaler« paa den kgl. Porcelænsfabrik, da han i 1831 begyndte at gaa paa Akademiet. Han vandt 1837 Kunst­akademiets Præmie for Tegning i Ornamentfaget og var 1838 i Frihaandsskolen; 1837—38 udstillede han Tegninger, 1841 og 1846 Blomsterstykker.

(Akad. Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Almer. Johan Cliristian Altner, Maler, var født i København 1742 og Søn af Kancelli-Assessor, Mag. Christian Gottlob Almer fra Sverig (d. 1773), som først var Sprogmester for Kadetterne, siden i Sorø, og Hustru f. Desmarez fra Danmark;¹ han kom i ung Alder som Lærling til Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1760—62; derefter vandt han 1764 den mindre og 1766 den store Guldmedaille for »Israeliterne samle Manna i Ørken«. Han havde samtidig »fra sin første Barndom været under Hr. Professor Pilos Haand«. Da der ikke strax var et Rejsestipendium ledigt, blev han Informator i Tegning hos Pagerne, og fik som saadan Orlov til at foretage en kort Rejse til Udlandet, hvor han navnlig besøgte Potsdam og Dresden og fik derfra Anbefalingsbreve hjem med fra ansete Tyskere. Da det store Stipendium endelig 1771 var bleven ledigt, havde han faaet en farlig Medbejler i Abildgaard, som ogsaa ved

 

¹ I sin Art. i Dsk. Biogr. Lex. ved Bricka gør F'. J. Meier Almer selv til Svoger af Pilo, medens det fremgaar af Skild. 1829, Nr. 46, at det var hans Fader, der den Gang var Lærer (Professor) for Kadetterne, som var gift med en Desmarez, og hun var altsaa Moder til Almer og dennes ældre i Sverig fødte Broder F. E. Almer (d. 1814), som kom med Forældrene til Danmark og i 1777 fik dansk Indfødsret. Faderen blev 1757 i andet Ægteskab gift med Jfr. Sofie Magdalene Grolau, med hvem han kun havde en Datter. (Jfr. Art. Pilo}.

 

Konkursen blev ham foretrukken. Samtidig søgte han, med Forbehold af sin Ret til at komme udenlands, en Plads som Informator ved Kunstakademiets Dekorationsskole, efter at hans Plads hos Pagerne var inddragen. Den 14. Jan. 1772 blev hans Valg til denne Plads stadfæstet, men da han kort efter stod sig som den næstbedste ved Konkursen om Rejsestipendiet og fik Tilsagn om særlig Understøttelse til ogsaa at rejse, tillod Akademiet ham at rejse i to Aar, og paatog sig at besørge hans Informatorplads udfyldt i hans Fra­værelse for 50 Rdl. d. C. om Aaret, saaledes at han selv kunde nyde 150 Rdl. d. C. af sin Lønning til Hjælp til Rejsen. Om Sommeren 1772 rejste han da til Paris med særligt Paalæg om at give Med­delelser om Ornamentskolen der og købe Tegninger i Ornamentfaget paa Akademiets Regning. I Aaret 1774 tilstaas ham en Forlængelse af Rejseunderstøttelsen paa to Aar, navnlig fordi han rejser »med Hensigt paa Ornamentskolen« og Arveprinsen, Akademiets Præses, anbefaler ham særlig at agte paa »Møbler«.

I Rom, hvortil han kom 14. Novbr. 1774, skulde han ogsaa tegne Ornamenter og sende hjem. Han blev imidlertid alvorlig syg, saa han endog mistede Forstanden. Abildgaard, der tog sig af ham med største Venskab, skriver herom til Akademiet: »De første Aarsager til Almers Skrøbelighed tror jeg nok har været Græmmelse over sin Talent, og derefter er han falden i Religions-Irringer, som var hans yderste Raseri, hvortil jeg vel tror, der nogen har givet ham Anledning.« Det synes, som om ufornuftige Mennesker, endog medens han laa bunden som sindsforvirret, har forværret hans Til­stand ved taabelige Forestillinger. Abildgaard sørgede derpaa for, at han for Akademiets Regning blev sendt hjem i Maj 1776. Endnu paa Hjemvejen var Almer »gal«, og da han kom til Hamborg, var han endnu lige saa syg som i Rom. Imidlertid maa han hurtig have rettet sig i Hjemmet, thi i September 1776 nævnes det allerede, ”at han selv forestaar Informationen«. Dermed synes han ganske at have opgivet Tanken om at blive Medlem af Akademiet, hvilket ikke kunde ske, saa længe han forblev i sin Stilling som Informator. Han fik 1779 Bolig paa Akademiet, men døde allerede 5. Juli 1792, som det synes ugift, under et Ophold paa Landet i Ferien. Medens han saaledes 1772 konkurrerede med Abildgaard og ganske for­dunklede Rude, som dog senere blev Medlem af Akademiet, endte han i den beskedne Stilling som Lærer ved Ornamentskolen. Torkel Baden fortæller i sin Nekrolog over Abildgaard (Lærde Efterretn. 1809), at ved Konkursen for Rejsestipendiet blev dennes Arbejde »foretrukken en andens, som bevisligen var forfærdiget af Pilo, Professor ved Akademiet, og et stort Navn paa de Tider.« Denne anden maatte da være Almer, om hvem Kobberstikker Clemens i en haandskreven Selvbiografi ogsaa udtaler, at han »var en maadelig Maler« og tilføjer, at det kun var Pilos Støtte, som hjalp ham; men dette modsiges dog af den Agt, Akademiet vedblev at vise Almer baade paa Rejsen og ved hans Hjemkomst.

(Weinwich, S. 185. Akad. Statskal. 1772—92. Rigsarchivet. Bricka I, 189. Skild. 1829, Sp. 723. Trykt Hdskr. i Ordenskap. Medd. fra Sorø. Medd. om J. F. Clemens.)

 

Als. Peder Als, Portrætmaler, var Søn af Gaspar Johan Als, der først var Bogbinder i Horsens, siden en »fortræffelig« Lakerer i København, død 1762, og Marie Margrete Olsdatter Zeuthen. Han blev født i København 16. Maj 1726. Han blev Lærling af Pilo og var den første, som vandt det nysoprettede Kunstakademis store Guldmedaille (d. 3. April 1755) paa Opgaven »Loth og hans Hustru, som udgaa af Sodoma”. I Slutningen af Aaret blev der tilstaaet ham et Rejsestipendium paa sex Aar, fra i. Jan. 1756 at regne, stort 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner) aarligt. Han rejste bort rimeligvis i Maj 1756 og kom i November til Rom, hvor Billedhugger Petzold havde anbefalet ham til Rafael Mengs, hvis Lærling han nu blev. Han var allerede den Gang en svær Mand, der døjede meget af Heden.

I Rom var Als sammen med Wiedewelt, Mandelberg og flere Danske, som han selv nævner i et Brev af 1756. Gennem Wiedewelt har han uden Tvivl gjort Bekendtskab med Winckelmann, hvis Portræt han malede i Rom. Der malede han ligeledes et Portræt af Wiede­welt selv, som senere kom til den kgl. Malerisamling, og bl. andre Ting en Kopi af Hovedpartiet af Rafaels »Skolen i Athen« i samme Størrelse som Originalen, et stort Billede efter Rafael Mengs' Kom­position, forestillende »Dronning Semiramis, som sværger ikke at rede sit Haar, før hun har underkuet et Oprør«, en Kopi af Lorrains Portræt i det franske Akademi i Rom , paa Bestilling fra Akademiet her, og et Originalmaleri, »Kleopatra og Augustus i Alexandria«. I Dresden havde han malet en lille Kopi efter Madonna med Barnet i Correggios »Nat« og en Kopi af et Dameportræt af Paul Veronese. Begge disse Kopier tilhørte Bülow paa Sanderumgaard. Efter Wein-wichs Opgivelse skal Als ogsaa i Rom med Held have udført mindre Kopier efter italienske Originaler af Rafael, Andrea del Sarto o. A.

 

I 1760 var han paa en Rejse i Neapel og studerede navnlig i de nye Udgravninger i Herculanum. Mengs havde ønsket, han skulde blive sex Aar i Rom, for at uddanne sig til en fuldkommen Historie­maler, og Als søgte derfor Akademiet om i alt at nyde otte Aars Stipendium for at kunne være to Aar i Paris, men det blev afslaaet, og i 1761 maatte han rejse til Paris, efter at Akademiet med Nød og næppe havde tilstaaet ham en særlig Sum til at betale hans Gæld i Rom.

Als kom hjem i December 1762 og blev 4. Marts 1763 agreeret ved Akademiet ikke som Historiemaler, uagtet han havde nydt Stipen­dium som saadan, men som »Portrætskildrer«, og skulde efter For­samlingens Vedtagelse til Reception male »to af Omcialium Por­træter« , nemlig Kobberstikkeren J. M. Preisler og Bygmestren N. H. Jardin. 1). 8. August 1764 blev han Medlem af Akademiet paa disse tvende Stykker; kort i Forvejen d. 31. Marts s. A. var han bleven kgl. Hof­skildrer, med 800 Rdl. d. C. (omtr. 2560 Kr.) om Aaret. D. 9. April 1766 udnævntes han derpaa til Professor ved Modelskolen. Han nævnes ogsaa som Medlem af Akademiet i Bologna. Als sysselsattes nu mest af Hoffet, ikke alene som Maler, men ogsaa med Ophæng­ning af Malerier paa Slottene og deslige. Han døde ugift i sin Bolig paa Charlottenborg d. 8. Juli 1776.

Blandt hans Arbejder nævnes i hans egne Breve »Dronning Caroline Mathilde, afmalet som Oberst for hendes eget Regiment« i hel Figur, malet i Anledning af nye Faners Indvielse og skænket Grev Rantzau-Ascheberg, til hvem det blev afleveret 16. Juni 1771. Syv Maaneder efter arresterede Rantzau selv Dronningen. For dette Billede fik Kunstneren 300 Rdl. d. C. (omtr. 960 Kr.). Endvidere et Portræt af Caroline Mathilde siddende med Prinsesse Louise Augusta paa Skødet og Kronprins Frederik staaende foran sig. Det blev bestilt om Sommeren 1771 for at tjene til en Foræring til Her­tugen af Glocester, der havde besøgt det danske Hof, men Kunst­neren naaede maaske ikke videre end til Udførelsen af de Esquisser, som han efterhaanden forelagde Struensee. Endelig et Portræt af Christian VII i fuld Legemsstørrelse, som blev gjort færdigt af Als' Lærling Akerfeldt (s. d.) efter Kunstnerens Død. Ved Akademiets Salon 1769 udstillede han atten Portræter, hvoriblandt Jardins og Preislers, de to Medlemsstykker, samt Mandelbergs og Wiedewelts. Ved Salonen 1778 var det nysnævnte Portræt af Christian VII ud­stillet. Den bekendte August Hennings, som i Anledning af denne Salon skrev en hel fransk Bog, Essay sur les arts en Danemarc, er heri temmelig stræng ved Als. ”Ved hans store Flid og utrættelige Umage erhvervede han sig vel Indsigter; men Udførelsen tabte derved sin Ild, og den blev stedse ængstelig og tvungen. Hans Pensel­føring er møjsommelig og tung, hans Farvetone mørk.« Han beskylder ham ogsaa for, at hans Dameportræter ikke ligne. Akademiets Sam­ling indeholder af Als foruden Medlemsstykkerne Kopien efter Lorrains Portræt og Portræter af Grev Schmettau og Billedhuggeren Wiede-welt. Hans eget Portræt er malet i Miniatur af W. A. Muller, som dennes Medlemsarbejde. Den kgl. Kobberstiksamling bevarer en Del Haandtegninger af Als.

(Weimvich, S. 160. Sandvig, S. 3—24. Kraft og Nyerup Lex. Skild. 1829, Sp. 871. Adresseav. 1762, Nr. 91. do. 1776, Nr. 15. Kgl. Regnsk. i Rigsarch., Lengnik, Helligg. K. Giessing Jubell. II, 370. Hennings, 83—86. Høst, Struensee III, 249—51. Wraxall, Caroline Mathilde I, S. 245. Bricka I, 191. Akad.)

 

Alsing. Hans Frederik Alsing, Stempelskærer, født d. 8. Sep­tember 1808, var i København Elev af J. Conradsen, samtidig med at han fra 1819 besøgte Kunstakademiet. Han fik senere Ansættelse' ved Mønten i Altona under G. V. Bauert, var fra 1841 Krohns Med­hjælper og blev Møntmester fra den 3. September 1856 til 1863. Han var gift med Kathrine, født Lorange. Med Titel af Justitsraad døde han i København d. 30. December 1871.

(Priv. Medd.  efter Møntens Archiv.    Berl. Tid.  1872, Nr. 2.)

 

Amberg. Hans Christian Amberg, Architekt, Søn af Lægen Hans Christian Amberg (f. 1808, d. 1882) og Henrikke Frederikke født Bentzen, blev født 23. Sept. 1837, lærte først Snedkerhaandværket, blev Svend 1855 og arbejdede som saadan i et Aar. Efter at have bestemt sig for at blive Bygmester, arbejdede han en kort Tid hos Bindesbøll, senere hos Chr. Hansen og Meldahl, samtidig med at han besøgte Kunstakademiet, hvor han 1863 fik mindre Sølvmedaille og 1865 Akademiets Afgangsbevis. Senere har han opnaaet den mindre Guld-medaille for »Et Gymnasium« (1870) og den store for »Et Mausoleum” (1874). Fra Oktober 1876 til Oktober 1879 var han Lærer ved den architektoniske Forberedelsesklasse paa Kunstakademiet og i 1883 blev han Medlem af Akademiet. Hans vigtigste Værk er Restaurationen af Domkirken i Ribe.

(Priv. Medd. Pers. Tdskr. IV, Till. S. i. Bricka, I, 193. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

L'Amoureux. Abraham César l'Amoureux, fransk Billedhugger, blev formodentlig efter Grev Gyldenløves Anbefaling indkaldt til Dan­mark (1681?) for at modelere en Rytterstotte af Christian V. De sæd­vanlige trykte Kilder henførte til denne Kunstner nogle Levnedstræk, som findes i et ældre fransk Værk om Lyons mærkelige Mænd. Disse Efterretninger gælde imidlertid, ifølge Oplysninger, som ere meddelte gennem Udenrigsministeriet, en Francois l'Amoureux eller Lamoureux, der var født 1674 i Lyon, giftede sig 1700 med Elisabeth Chrestien, og døde i temmelig ung Alder ved at styrte ud af en Postsmakke og drukne i Saone.

Den l'Amoureux, som arbejdede i Danmark, havde sin Familie med sig, og havde, i det mindste fra 1685, 600 Rdl. d. C. indtil jan. Kvartal 1692, da han døde her i Landet og blev begravet paa Trinitatis Kirkegaard: et helt Aar senere modtog hans Enke en Ud­betaling »til det resterende Arbejdes Forfærdigelse paa Kongens Torv«, og endnu i 1694 og 95 modtog hun fortsatte Udbetalinger tildels til samme Arbejde. Ifølge en Medaille, som bærer Aarstallet 1688, synes det, som om den bekendte Rytterstøtte paa Kongens Nytorv virkelig er bleven opstillet i dette Aar, selv om Arbejder ved Fodstykket, der er omgivet af fire legemsstore Figurer, har medtaget nogle Aar mere. De fire Skikkelser forestille Minerva (Visdom), Herkules (Tapperhed), Alexander (Ædelmod) og en Kvinde med en Pyramide (Æren). Under Kongens Hest ligger en Figur, som sæd­vanligvis kaldes Misundelsen. Figurerne ere støbte i Bly og have flere Gange været forgyldte; i forrige og dette Aarhundrede har dette Mindesmærke, paa Grand af det svage Stof, hvori det er udført, ligeledes flere Gange maattet underkastes betydelige Istandsættelser. Kunstneren har tillige udført en Buste i Marmor af Christian V, som blev betalt hans Enke med 100 Rdl d. C.

(Meddelelse fra Udenrigsministeriet. Kgl. Regnskaber i Rigsarch. Mønt­fortegn. Recherches pour servir å l'histoire de Lyon. Lyon 1757- Bricka I, 196. Lengnik, Trinitatis K. — Weinwich, S. 98 og Skild. 1829, Sp. 977 inde­holde de ældre urigtige Efterretn.)

 

L'Amoureux. Claude l'Amoureux, en Broder til Abraham César l'Amoureux, deltog i Arbejdet paa Christian V's Rytterstatue og fik ved kgl. Resolution af 12. Juni 1686 en aarlig Lønning af 200 Rdl. d. C., regnet fra i. Jan. s. A., som han vedblev at oppebære til 1699. Da der ved dette Aar er en Afbrydelse i de kgl. Regn­skaber, vides ikke, om han er død eller bortrejst og da naar. Ved Regnskabernes Genoptagelse 1706 er hans Navn forsvundet.

Foruden at hjælpe Broderen,   skulde  han   »reparere  og   vedligeholde Statuerne i Rosenborg Have«.

(Kgl. Regnskaber i Rigsarch.    Thaarup.)

 

Amyot, se Cathinca Engelhart.

 

Amsinck. HelvigAgnete Amsinck, Malerinde, Datter af Etats-raad, Kammerjunker Conrad Amsinck og Caroline f. Hansen, er født den 10. December 1872 i København, gennemgik, efter at være dimitteret fra Tegneskolen for Kvinder, den med Akademiet for­bundne Kunstskole for Kvinder fra d. i. Febr. 1891 til d. 28. Maj 1894, da hun fik Afgangsbevis fra Skolen som Malerinde.

(Akad.)

 

Ancher. Anna Kirstine Ancher, født Brøndum, er Datter af Købmand og Gæstgiver Erik Brøndum (f. 1821) og Anna Hedvig f. Møller (f. 1825) og blev født paa Skagen d. 18. August 1859. Dette Sted blev under hendes Opvæxt jævnlig besøgt af Kunstnere, som boede i hendes Faders Hotel, hvorved flere af dem fik Lejlighed til at se og opmuntre det Talent, som allerede i Barndomsalderen og den første Ungdom viste sig hos hende. Dette medførte, at hun i Vintrene 1875 til 1878 fik Lejlighed til at besøge Kyhns Tegneskole og uddanne sig der, samtidig med at hun paa egen Haand studerede efter Naturen. I 1879 havde hun sit første Arbejde paa December-udstillingen paa Charlottenborg, i 1880 nævnes hun første Gang i For­tegnelsen til Foraarsudstillingen under sit Pigenavn, men 18. Augusts. A. ægtede hun paa Skagen den nedennævnte Maler M. P. Ancher, og har væsentlig vundet sit Kunstnerry under sit nye Navn. Hun maler sædvanligvis mindre Billeder, som oftest kun med en enkelt eller to Figurer og med simple rolige Motiver; en enkelt Gang har hun og Manden malet et Billede sammen. Allerede ved den nordiske Ud­stilling i 1883 kunde hun udstille Arbejder, der havde vakt Opmærk­somhed i Publikum. I 1889 fik hun anden Medaille i Paris; i 1891 havde hun en Rejseunderstøttelse paa 800 Kr., og samme Aar fik hun »Hæderlig Omtale« ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin. Hun har siden til Stadighed udstillet. »En Begravelse« (udst. 1891) blev købt til den kgl. Malerisamling. »To Gamle, der plukke Maager« (1883) og »To Gamle med deres Kaniner« (1893) tilhører Grosserer H. Hirschsprungs Samling. En Studie, udført i Pastel, ejes af Kunst­foreningen i København.

(Bricka I,  199.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Ancher.    Michael Peter Ancher, Genremaler, er født paa Gaarden Frigaard i Ruthsker  Sogn  paa Bornholm  d. 9. Juni  1849   og  er Søn af Landmand,   senere Købmand i Rønne,   Hans  Michael Ancher   og Ellen Elisabeth  f. Munch.      Efter  at   have  gaaet i Rønne Realskole, blev   han   1865  Skriver  paa Kalø Godskontor og fik der,   ved at se rejsende Kunstnere gøre Studier,  Lyst til selv at blive Maler.      Han kom   1871   til  København  og   begyndte  i  Oktober Kvartal s. A.   at besøge   Kunstakademiets   Skoler;    disse    gennemgik   han   forholdsvis hurtigt,   fik   1874   »Tilladelse til Afgang«   (svarende  til ældre Tiders mindre Sølvmedaille) forsøgte i  1875 at tage Afgang, men opgav det, og har siden uddannet sig væsentlig paa egen Haand.     Dog begyndte han allerede  1874 at  udstille.    Studierejser om  Sommeren førte ham allerede  1875 til Skagen,   hvilket  blev afgørende for hans Liv,   ikke alene fordi han   fra den Tid af for største Delen har gjort Fiskernes Liv paa Sø og paa Land, i Hjemmet og paa Værtshuset til Genstand for sin Kunst,   men ogsaa fordi han der saa den unge Pige voxe op til  Kunstnerinde,   som   i   1880   blev   hans  Hustru  (se Anna Ancher foran),   og fra den Tid af har han haft fast Bolig paa Skagen.    Det første Billede, som vakte usædvanlig Opmærksomhed for hans kraftig fremvoxende Talent,   var   »Vil  han klare Pynten?«   (udst.   1880,   tilh. Hs. Maj. Kongens Saml.);  »Redningsbaaden køres gennem Klitterne« (udst.   1883)  blev  købt til  den kgl. Malerisamling.     I  1885   fik han en  Rejseunderstøttelse   paa 800 Kr.;   i  1887,   det  første Aar   »Aars-medaillerne«   uddeltes,   fik   han   denne   første  Gang  for   »En Barne-daab«  med legemstore Portræter af ham selv og Hustru og de Venner og Slægtninger,   bl. a. Maleren Krøyer,   som   overværede  den  glade Familiebegivenhed, i  1887  fik han det Ancherske Rejselegat og tillige Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.),   i  1889 fik  han   den anden Aarsmedaille,   d. v. s. Medaillen  til C. V. Eekersbergs Minde og   blev Medlem   af Akademiets  Plenarforsamling   for   »Fiskere   ved Stranden«.     Af Portræter  har han bl. a. malet sin Hustru i Legemstørrelse (1889), hvilket hører til Grosserer H. Hirschsprungs Samling, og et Brystbillede  af Maleren Krøyer.     Hans Billeder have  for   det meste hele eller halve Figurer i Legemstørrelse,   og  han  dvæler  med Forkærlighed  ved   Friluftsæmner   og   ikke   sjælden   med Lysvirkning af den  nedgaaende  Sol;   men   ogsaa  i Billeder  med  mindre  Figurer gengiver   han    undertiden   Æmner    med    mere   vemodig    Stemning, medens   de   store  Billeder  snart   ere   prægede  af Fiskerlivets   Alvor, snart   søger  at  give  dette  et   humoristisk Udtryk.     Ancher har nydt megen  Anerkendelse  i  Udlandet;   i   1888   blev   han Ridder  af den

 

bayerske Michaelsorden,   i   1889  fik  han  en   første Medaille   i Paris, i  1891  en anden Medaille i Berlin,   i  1894 ligeledes anden Medaille i Antwerpen.    Den  28. Juli  1894 blev han Ridder af Dannebrog.

(Bricka I,  201.    Priv. Medd     Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Anders Christian Andersen, Maler, Søn af Mølle­bygger Geert Andersen i Viborg, er født den 19. August 1859 i Bustrup Mølle i Salling og blev Student fra Viborg Skole. Derefter besøgte han Kunstakademiets Skoler fra Nov. 1878 til April 1884; han havde allerede i 1883 faaet »Tilladelse til Afgang«, men fik ikke Afgangs-bevis som Maler. I 1886 og 1887 udstillede han to jyske Land­skaber og »En Møllersvend«. Sidstnævnte Aar boede han i Thisted.

(Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Anders Martin Andersen, Architekt, Søn af Tømrer R. Andersen, blev født den 15. December 1861 i Odense. Han gennemgik Kunstakademiet fra i. Febr. 1887 til 28. Maj 1894, da han fik Afgangsbevis som Architekt.

(Akad.)

 

Andersen. Carl Christian Andersen, Maler, Søn af Gadevægter Niels Andersen (f. 1811, d. 1887) og Ane Kirstine f. Jungmann, blev født d. 7. November 1849. Under Slutningen af sin Skolegang vakte han sin Tegnelærer, Landskabsmaler Froms Opmærksomhed og blev af denne anbefalet til Hetsch; han kom efter sin Konfirmation i Maler­lære hos L. H. Holmer (s. d.) og begyndte samtidig (1863) at gaa paa Akademiet, hvor han 18. Marts 1871 fik Afgangsbevis som Maler og har udstillet fra s. A. Han konkurrerede to Aar efter til den Neuhausenske Præmie med »Sigbrit og Christian II«. I 1875 deltog han paany i Konkursen for den samme Præmie med »Mogens Munk tager Afsked med Christian II«. Allerede i 1870 blev han antaget som Elev for at lære at restaurere Malerier hos Malerikonservator F. F. Petersen (s. d.) og da denne tog sin Afsked i 1887, blev Andersen Konservator ved den kgl. Malerisamling. I 1882—83 var han udenlands med en Rejseunderstøttelse paa 1500 Kr. fra Akademiet. Den 18. Januar 1884 ægtede han Elisabeth Wienberg (f. 1859), Datter af Murermester Chr. P. Wienberg og Martine f. Abildgaard. Ved Siden af de nævnte Figurbilleder og nogle Alter­tavler har han malet en Del mindre Billeder, helst med Architektur og enkelte Figurer som Staffage.

(Bricka I, 220.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.) N. K.  L.    I.                                    Febr.  189;.    

 

Andersen. Carl .Ferdinand Andersen, Tegneinspektør, Maler, fodt i Kobenhavn d. 24. December 1846, er Søn af Stolemagermester Jørgen Christoffer Andersen og Lovise Frederikke f. Jurtzick. Han var oprindelig Murerlærling og begyndte som saadan af besøge Kunstakademiets Skoler; men han gik snart over til at blive Maler, fik i Jan. 1867 Plads i Modelskolen og d. 19. Marts 1870 Afgangs-bevis som Maler. Siden 1871 har han udstillet dels mindre Genre­billeder, dels Portræter. Han kastede sig snart over Tegneunder­visningen som særskilt Fag, var fra 1873—82 Lærer i Akademiets Perspektivklasse, og ved Siden heraf ved andre Institutioner. Fra 1882 fik han en betydningsfulderc Virksomhed som Tegneinspektor ved Kobenhavns offentlige Skoler (fast Ansættelse 1887) og fra 1883 (fast Ansættelse 1890) samme Virkomhed overfor de techniske Skoler udenfor København. Han har baade som Forfatter og som Udgiver af Læremidler virket meget til Tegneundervisningens Fremme i Dan­mark.

(Bricka I, 222.    Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Christian Emil Andersen, Maler, født d. 2. December 1817 i Kobenhavn og Søn af The- og Porcelænshandler Jakob Chri­stian Andersen, begyndte at gaa paa Kunstakademiet i 1829, vandt 1835 den mindre og 1839 den store Sølvmedaille. I Juli samme Aar deltog han i Konkursen for den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var: »Odysseus genkendes af Eurykleia« ; hans Arbejde fik ikke Medaillen, men det blev ham dog tilladt at fremsætte det Aaret efter (April 1840) paa Akademiets sædvanlige Udstilling. Imidlertid havde han siden 1835 udstillet enkelte Billeder, dels med Æmner af det daglige Liv, dels historiske Fremstillinger, og han havde (1839) haft den Tilfredsstillelse, at den kgl. Malerisamling købte et af de udstillede Billeder: »Carl I tager Afsked med sine Børn i Fængslet«. l Foraaret 1841 fik han den nylig indstiftede Neuhausenske Præmie for et historisk Billede, »Fremstillingen i Templet«, og da der kort efter fra Holsten kom Bestilling til Akademiet paa en Altertavle til Wedel Kirke der, tilbød Kunstakademiet Andersen dette Arbejde for 32oRcll, og han malede nu »Kristus i Emaus«, der var udstillet 1842. Han konkurrerede anden Gang til den mindre Guldmedaille 1841 med »Kristus hos Martha og Maria«, ligeledes uden at faa den. Aaret efter rejste han til Paris med Edv. Lehmann og Friedlænder, og derfra til Miinchen. I 1843 kom han hjem igen, fuld af Livslyst og godt Mod, og konkurrerede igen til Guldmedaillen uden at opnaa den. Hans sidste Arbejde udstilledes 1844 og forestillede »Christian II og Dyveke«. Hans Livsbane var endnu kun lovende Begyndelser, da Døden bortrev ham d. 2. December 1845 paa hans Fødselsdag. Hans Portræt er lithograferet af Gemzøe.

(Priv. Medd. Strunk. Breve til J. L. Lund i kgl. Bibi. Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn.)

 

Andersen. Cilius Johannes Konrad Andersen, Maler, født i Odense den 10. Marts 1865, er Søn af Murmester Hans Christian Andersen (f. 1827) der; hans Moder døde ved hans Fødsel. Faderen vilde ikke tillade ham at gaa Kunstnervejen og satte ham i Handels­lære, hvori han forblev i tre Aar. Da han var 18 Aar gammel, flyg­tede han til København til en Onkel, der vilde hjælpe ham til at blive Maler. Faderen kaldte ham derpaa hjem og satte ham i Maler­lære. Efter to Aars Forløb blev han Svend og kom nu til Køben­havn, hvor han arbejdede i sit Fag og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1884 til den 28. Maj 1889, da han fik Afgangsbevis som Maler. Andersen udstillede første Gang 1885 ved en December­udstilling og første Gang paa Foraarsudstilling i 1890. Han har malet dels Portræter, dels Genrebilleder, særlig fra det brede Lag i Samfundet og vakte hurtig saa megen Opmærksomhed, at han i disse Aar fra 1891 til 1894 har nydt Legater vexelvis fra forskellige Institu­tioner, som gøre sig det til Opgave at støtte kunstnerisk Stræben. Af hans Arbejder kan fremhæves »En Forstadskvinde« i Legems­størrelse (udst. 1892), »En Barnebegravelse paa Vestre Kirkegaard« (1893) og »Husholderske søges« (1894).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen. Frederik Oscar August Andersen, Xylograf, Søn af Overpolitibetjent Anders Andersen (f. 1812, d. 1878), er født den 19. August 1848 i København og har lært Xylografien hos H. P. Hansen; Læretiden var tre Aar. Han besøgte Kunstakademiets Tegneskole fra 1867 til 1870 og har udstillet nogle Træsnit. Andersen har arbejdet et Aar i Paris (1868—69) og fem Aar i Kristiania. Han har udført en stor Del af Træsnittene til Jubilæumsudgaven af Hol­berg og til Andersens Æventyr, alle efter Hans Tegners Tegninger.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen.    Laurits Andersen, Maler, se Ring.

 

Andersen. Ludvig Andersen, Architekt, Plejesøn af Husmand Anders Christensen i Vindinge ved Roskilde, er født den 14. April 1861 i København. Han tog 1877 Realafgangsexamen i Aarhus og kom i Murerlære. Fra Oktober 1879 har han besøgt Kunstakademiet i Kobenhavn og fik den 30. Marts 1890 Afgangsbevis som Architekt. I August 1894 ægtede han Dagmar Pingel, Datter af den slesvigske Advokat, nu Klasselotterikollektør J. C. Pingel. Han har senere arbejdet under Holm, Storck, Nyrop og Schiødte og har selv bygget Sparekassen i Løgstør, samt nogle Privatbygninger. (Priv. Medd. Akad.)

 

Andersen.     Claus  Andersen,   »Bygmester.    Han   reparerede   og byggede paa Viborg Domkirkes Taarn  1569.« (Weinwich. S. 43.)

 

Andersen. Peder Andersen, Historiemaler, kaldes flere Steder, f. Ex. i de kongelige Regnskaber, Peder Nordmand, hvoraf man tør slutte, at han var fra Norge. Han traadte 1680 i kongelig Tjeneste med 400 Rdl. d. C. om Aaret, og fik fra 1685 600 Rdl. om Aaret. Om han forst 14. Marts 1683 fik Titel af Hofskildrer, som Thiele angiver (Kstakad. og Hestst., S. 5), har jeg ikke kunnet finde. Ved St. Hansdagstid 1690 kom Magnus Berg i Lære hos ham paa Frederiksborg, hvor han den Gang var sysselsat, og forblev hos ham til hans Dod, som indtraf i Kvartalet April—Juni 1694. Mere vides ikke om hans Levnedsomstændigheder. Af hans efterladte Billeder, hvoraf tre vare i Frederiksborg Slotskirke før Branden, nu derimod kun ét, ser man, at han hørte til den Skole af danske Malere, som dannede sig efter Hollænderne, navnlig Karel van Mander og Wuchter. I den kongelige Malerisamlings Eje er et Stykke forestillende »Skat­tens Mønt«. Desuden har han ifølge Burman-Becker tegnet Kar­tonerne til de Tapeter, som vævedes i Køge af Brødrene v. Eichen, og som findes i Rosenborg Riddersal. De forestille Begivenheder i Christian V's skaanske Krig. Han var en middelmaadig Kunstner, men fattedes ikke Sans for en virkningsfuld Anordning. Af Portræter kendes: Prof. theol. Johannes Lassenius, Niels Juel og Gehejmeraad Michael Wibe, stukket af Hubert Schaten.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Thiele Kstakad. S. 4—5. Burman-Becker, Om Tapeter, S. 28. Strunk. Bricka I, 252.)

 

Andersen. Rasmus Morten Andersen, Billedhugger, født den 25. September 1861 i Orting ved Horsens, er Søn af Tømrer Niels Andersen (f. 1833, d. 1887) og Johanne f. Mortensen (f. 1834, d. 1873). Efter Konfirmationen kom han i Billedskærerlære hos C. A. Blichfeldt  og begyndte paa Akademiet i Oktober 1877. Om Sommeren arbejdede han hos Professor Vilh. Bissen, af hvem han er Elev, og for hvem han har arbejdet en Del Aar, dels med at modelere, dels med at udføre i Marmor; senere har han arbejdet hos Professorerne Stein og Peters. Han gennemgik imidlertid Akademiet og fik ved Udgangen af 1883 Afgangsbevis som Modelerer, vandt derpaa i Oktober 1884 den mindre Guldmedaille og fik i 1886 en mindre Rejseunderstottelse paa 400 Kr. Derimod opnaaede han ikke den store Guldmedaille ved Kon­kursen s. A. I 1889 fik han det Ancherske Legat og tilbragte Vintren 1889—90 paa Rejse i Sydeuropa, navnlig Italien og Frankrig. Andersen begyndte at udstille 1882. Af hans Arbejder kan, foruden en Del Buster, f. Ex. af Prof. Stein (1891) af afd. Ragnhild Gold-schmidt og af Politikeren C. Berg (1892) bl. a. fremhæves »Kraka« (udst. 1888), »En Sommeraften« (Statuette, modeleret i Rom 1890), udført i Marmor til Grosserer Mühlendorff, og en Kristus (Ecce homo) i 1894. Desuden udførte han i 1893 eu Statue af H. C. Andersen til Chicago. Andersen ægtede i 1888 Karen Sofie Nielsen, Datter af Gaardejer Niels Christensen i Ølstykke, og har i 1893 faaet Ansæt­telse som Konservator ved Thorvaldsens Museum og noget tidligere ved Akademiets Skulptursamling.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Andersen-Lundby. Anders Andersen-Lundby, Landskabsmaler, har taget sit Tilnavn efter en Landsby i Nærheden af Aalborg, hvor han blev født den 16. December 1841 som Søn af fattige Husmandsfolk. Han har næsten ganske uddannet sig paa egen Haand, og om det end lykkedes ham, ved andres Hjælp, i 1861 at komme til København, besøgte han dog ikke Kunstakademiet eller skaffede sig anden Vejledning end den, han fik ved at se andre Kunstværker. Han ernærede sig i Førstningen ved at male tarvelige Smaabilleder for Kunsthandlerne; men efterhaanden udvikledes hans Øje og Haand, og fra 1864 kunde han begynde at udstille. Det var dog først fra 1869—70 han fandt sit særlige Omraade i Vinterlandskabet og vakte Opmærksomhed nok til at finde Købere i en bedre Kreds end tilforn. I 1876 udvandrede han med sin Familie til München, hvor han, fra­regnet enkelte Besøg i Hjemmet, siden har haft fast Bolig, og han har som Følge deraf ogsaa taget sine fleste Motiver fra denne Stad eller dens Omegn. Dog har han til Stadighed udstillet i Danmark. Et større Billede »Bøgeskov med nyfalden Sne« (1881) tilhører den kgl. Malerisamling.

(S. Muller,    Nyere dansk Malerk.    Bricka I, 254.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)   

 

Andreasen. Anna Signe Ingeborg Petrea Andreasen, Blomster­malerinde, er født den 31. August 1853 paa Gaarden Prøvesten i Lillerød og er Datter af Sognefoged N. Andersen (f. 1819, d. 1891) og Karen f. Madsen. Hun havde Lyst til at male og bestemte sig endelig fra 1877 for Alvor at lægge sig derefter, dog endnu væsentlig ved Selvstudium. I 1883 begyndte hun at udstille (»Vildtvoxende Planter«), men det var først i 1887, at hun i Paris tog regelmæssig kunstnerisk Undervisning. Senere har hun besøgt Italien i Foraaret 1894. Fast Bolig paa Landet giver hende rig Lejlighed til at studere Blomster og Frugter i det fri.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Angelo. Theodor Gottfred Nicolaus Angelo, Kobberstikker, blev født den 9. Oktober 1767 i Slesvig, hvor hans Fader, »en født Franskmand«, endnu levede 1792 som Uhrmager. Han vilde have været Maler og lærte at tegne i Slesvig, men 1780 kom han til København og blev der Lærling hos den daværende Kobberstikker ved Videnskabernes Selskab, Guittair. Samtidig med at han hos denne lærte Skrift- og Kaartstikning, besøgte han ogsaa Kunstakade­miet for at uddanne sig til Kunstkobberstikker ; men fik liden Lejlig­hed til at virke som Kunstner, da han ved Guittairs Død 1787 fik dennes Plads som Kaartstikker ved Videnskabernes Selskab. Af Portræter har han stukket Peter Bugge, tegnet af Thorvaldsen (1794), og Dr. med. Rudolf Buchhave, malet af Povl Ipsen (1796). Den 3. Juni 1796 ægtede han Philippe Sofie Holst. Han døde d. 21. Juni

(Weinwich, S. 233. do. Lexikon. Schlesw. Kstbr. S. 41. Thaarup. Lengn. Petri og Trinitatis K. Krohn I, 148. Strunk.)

 

Anthon. Georg David Anthon, Architekt, født 1714, gik, som det synes, den militære Vej og studerede paa samme Tid Bygnings­kunsten under Eigtved, hvis Konduktør han var. Han var Løjtnant, da han den 30. September 1751 blev udnævnt til kgl. Bygnings­inspektør. Allerede forinden (1748) var han bleven Informator i Bygningskunsten ved det ældre Kunstakademi. Han gik over i samme Stilling i det nye Akademi (1754) og forblev i denne Stilling indtil 1760, da han ved sin Udnævnelse til kgl. Bygmester og Inspektør ved de kgl. Slotte i Fyn og Jylland maatte fratræde som Lærer.

1. I Tillægget til Udstillings-Katalogen  1844.   Nr. 392 nævnes  »et Portræt t  af en anden Angelo, maaske en Udlænding.  

 

Aaret efter blev han ved Fortlings Død Hofbygmester og Inspektør over alle Slotte i Danmark (27. Juli 1761). Han har bygget den tyske Frederiks Kirke paa Christianshavn, Kirken efter Eigtveds teg­ning, Spiret, som det synes, efter sin egen Opfindelse. Grundstenen til Kirken blev lagt den 12. Juni 1755 og Spiret var færdigt den 30. Juni 1769. Han ombyggede ogsaa Bregentved Hovedgaard paa Sjælland (jfr. E. Axel Berg). Allerede 1759 udgav han »Anvisning til den civile Bygningskunst« paa Dansk og Tysk i Folio. Dette Værk blev oplagt paany 1772 og 1818. Anthon blev d. 28. April 1755 gift med Anna Margrete Eigtved, en Datter af Bygmesteren; han døde d. 30. August 1781.

(Weinwich, S. 152, 172. Posttid. 1751 Nr. 81—82. Kgl. Regnsk. i Rigs-archiret. Wiedewelt Pap. i Univ. Bibi. Lengn. Petri K. F. R. Friis, Sml. S. 119. Worms Lit. Lex. Suppl. Rothe, Kbh. Kirker, S. 43. Bricka. I, 294. Akad.)

 

Anthonius. Anthonhis Contrafeyer (d. v. s. Portrætmaler) nævnes under 1581 som skyldsat for 34 Mark til Frue Kirke og boende i Hans Sukkerbagers Gaard.

(Kbh. Dipl. I,  507.)

 

Antwerpen.    Johan af Antwerpen, se Johan af Antwerpen.

 

D'Arbes. Josef Frederik August d'Arbes, Portrætmaler, var efter Weinwich født i København, ifølge Schlesw. Kunstbeitr. i Hamborg I747.¹ Det første er sandsynligst, da han allerede 1759 besøgte Kunstakademiets Tegneskole i København og 1761 var rykket op i Modelskolen.² Han lærte desuden at tegne af J. M. Preisler og at male af Pilo. Efter at have foretaget en Rejse til Tyskland, Hol­land, Frankrig og Rusland, nedsatte han sig 1785 i Berlin, hvor han 1796 blev Lærer og Professor i Portrætmaleri, og døde der d. 26. Juni 1810. Han skal især have udmærket sig i de paa den Tid saa yndede Pastelmalerier. Den kgl. Malerisamling ejer af ham et Por­træt af Catharina II af Rusland, Knæstykke.

(Weinwich, S. 205 samt do. Lexikon. Akad. Skild. 1830, Sp. 737. Spengl. Fortegn.)

 

Arbien.³ Hans Arbien, Maler, Søn af Vandinspektør Peder Eriksen Arbien (f. 1674, d. 1733) og Johanne f. Holm (f. 1685, d. 1721),

 

1  Efter Thaarup  i Kurland.

2  Kaldes i Akademiets Protokol: Josef August Ostinius d'Arbes.

3  Navnet skal være dannet af Arboga i Sverig, Faderens oprindelige Hjemstavn.                 

 

 

blev født i Christiania den 5. Jan. 1713. Han synes at have søgt Ud­dannelse i Udlandet; han malede f. Ex. 1741 et Portræt i Hamborg, var dog i København i 1750, da han den 8. April i Helliggejstes Kirke (eller Sogn) blev viet til Charlotte Amalie Erdmann, Enke efter en Withusen. Han blev 1754 Tegnelærer for de kgl. Pager og Land­kadetterne, med 300 Rdl. d. C. om Aaret, og deltog Aaret efter i Konkursen om Guldmedaillen sammen med Als, dog uden at opnaa den. Han døde d. 4. December 1766. Han er uden Tvivl den samme som J. Arbien, hvis Navn findes paa et Stik i Hjemstjernes Samling (Kat. III, S. 439). Det forestiller Frederik V i Harnisk, er et Knæstykke og er stukket i Kobber i London af Th. Burford og tilegnet Baron Solenthal. Paa Stikket staar y. Arbien Copenhagen pinx., samt en engelsk Indskrift, at Originalen ejes af John Collet, Købmand. Et andet Portræt, som er betegnet H. Arbien Effigicm pinx., forestiller Hedvig Eleonore Hoppe (Strunk, 1251), stukket af O. H. de Lode 1753. Et tredje Portræt forestiller Præsten C. L Heise i Hamborg (1741).

(Akad. Weinw. Lex. Spengl. Art. Eft. kgl. Regnsk. i Rigsarch. Lengn. Helligg. K. Pers. Tidsler. 3 R., I, S. 18. Adresseav. 1766, Nr. 183. Strunk. Hamb. Kstllex.)

 

Arbien. Magnus Gustavus Arbien, Stempelskærer, blev født d. 25. September 1716 i Christiania og er Broder til ovennævnte. Allerede som ung havde han Lyst til at gravere og forsøgte sig i at stikke Signeter, men da Faderen vilde have, at han skulde være Sømand, blev han sendt til England og gjorde derfra en Rejse til Vestindien. Efter Faderens Død rejste han til Kobenhavn for at følge sin Tilbøjelighed for Kunsten. Allerede 1732, altsaa i sit 16—17. Aar udførte han en Medaille i Anledning af Stiftelsen af Ordnen T union parfaite og i de følgende Aar nogle flere, som vel røbe Begynderen, men ogsaa saa gode Anlæg, at han fik aarlig Understøttelse for at kunne uddanne sig videre i Stockholm hos den navnkundige svejtserske Medaillør Hedlinger, som den Gang arbejdede for det svenske Hof. Ved Kunstakademiet der vandt han en Sølvmedaille i Tegning, kom 1738 tilbage til Danmark og fik Tillæg til den ham tilstaaede Understøttelse. Efter en Rejse i Tyskland (1740—42), var han 1743—44 Prinsesse Louises Lærer i Voxpoussering og blev derefter (1744) ansat som Hofmedaillør med en meget ringe Lønning (100 Rdl. d. C. om Aaret og fra 1746 200 Rdl.). Med kgl. Understøttelse rejste han 1751 først til Stockholm, hvor han gjorde Bekendtskab med Mandelberg og fulgtes siden med denne til Paris, og der var han endnu i 1753. Denne Rejse, som han foretog »med kendelig Nytte«, bragte ham imidlertid i endnu større Gæld, end han var tilforn, »thi han var en maadelig Husholder og vilde leve frisk«. Desuden var han allerede bleven gift i København 1742 med Margrete Magdalene Busch (d. 1779).

Arbien har udført Kunstakademiets første Medailler (store Sølv-og store Guldmedaille), Guldmedaillen efter en Tegning, som Saly havde gjort 1755. Stemplerne blev færdige 1758. Aaret før, den 28. Marts 1757, var han bleven Medlem af Akademiet paa en Medaille til Ære for dets Præses, Grev Moltke. Han klagede tidt over sin ringe Lønning, men i Akademiets daværende franske Periode agtedes ikke derpaa. Af Ærgrelse over sine ulykkelige Forhold skal han være bleven syg og døde den 27. Januar 1760 lidt over 43 Aar gammel. Medens han laa syg, blev der tilstaaet ham en anstændig Lønning, »men da var det bag efter«. Et halvt Aar før han døde, havde han faaet en Indbydelse til St. Petersborg paa »ligesaa glim­rende Vilkaar« som Maleren Tocqué og Kobberstikkeren Schmidt; men det blev ham nægtet at rejse af den danske Regering. Efter en anden Beretning vilde han have fulgt Kaldelsen, men dode forinden.

Arbien er en for sin Tid fortrinlig Stempelskærer, som i sine Portræthoveder røber en høj Grad af sand kunstnerisk Følelse. I den danske Møntsamling bevares over 40 Medailler af ham, hvoraf foruden de allerede nævnte maa fremhæves Medaillen i Anledning af Kronprins Frederiks og Prinsesse Louises Formæling (1742), med hvilket Aar hans skønneste Kunstperiode begynder, endvidere Salvings-medaillen (1747), Medaillerne i Anledning af den oldenborgske Stammes Jubelfest (1749), Medaillen i Anledning af Kunstakademiets Stiftelse (1754), over Holberg (1757), samt Medaillerne i Anledning af Suve­rænetetens Indførelse (17 60). Arbiens Portræt, malet af den svenske Portrætmaler Arrhenius, skal have været i Akademiets Samling, og en Buste, modeleret af Wiedewelt under begges Ophold i Paris, ejedes af hans Enke.

(Danske Saml. IV, 74. Thaanip. Weinwich, S. 147 og 176; do. Lexikon. Lengn. Slotsk. Pers. Tdskr. 3 R. I, 18. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Akad. Hen­nings, S. 103. Thiele, Kunstakad. S. 105 og 108—9. Bricka. I, 3°6-)

 

Arboe. Thomas Arboe, Architekt, er født i Rønne d. 22. Sep­tember 1836, Son af Konsul, Købmand Otto Arboe (f. 1785, d. 1853) og Oliva f. Saxtorph (f. 1801, d. 1862). Efter endt Skolegang kom han til Kobenhavn og blev Elev hos Hetsch, samtidig med at han besøgte Kunstakademiets Skoler (fra Jan. 1855). Tillige lærte han Murer-haandværket. Han gik vel Akademiet igennem til Architekturklassen (1861—62), men tog ikke Afgang. Derpaa var han Konduktør hos N. S. Nebelong, men da han ved Aftjeningen af sin Værnepligt var bleven Løjtnant, afbrød Krigen 1864 hans Studier. Efter Krigen fik han Ansættelse som Bygmester ved de nye Jærnbaneanlæg og har i denne Stilling haft Bolig i Aarhus og har opført de større Stationsbygninger i Jylland og Fyn, foruden adskillige offentlige og private Bygninger. Arboe er gift med Charlotte Amalie Petersen, Datter af Møller O. Petersen i København og Charlotte f. Møller (begge d. 1874). Han blev 1890 Ridder af Dannebrog. Hans sidste større Arbejde er Hospitalet i Aarhus (1893). (Priv. Medd. Akad. Statskal. Nat. Tid.)

 

Arentz. Johan Frederik Arentz, Portrætmaler, vandt i 1757 Kunstakademiets store Sølvmedaille for Tegning og bekendtgør 1761 i Adresseavisen, at han nedsætter sig som Portrætmaler. I Bekendt­gørelsen siger han, at han i 11 Aar har conditioneret hos Hr. Professor Pilo og lært Portrætmaleriet. Ifølge andre Angivelser var han Lærling af Als og levede siden i Lyksborg. En Joh. Arentz, som 1788 søger om at blive Mester i Malerlavet uden Mesterstykke, da han er lam i Hænderne, er mulig, men ikke sikkert den samme Person. Arentz har raderet Regnemester H. C. Cramers Portræt 1761 og døde om­trent 1790.

(Weinw. Lex. Adresseavisen 1761, Nr. 90. Akad. Priv. Optegn. Krohn, I, 38. Strunk.)

 

Aretæus. Daniel Åretens, Billedhugger, nævnes i Annales Corbeienses ved Aar 1455 som »en særdeles Kunstner i forskelligt Billedhuggerværk«, der kaldes til Danmark af Kongen (o: Christian I). »som agtede ham meget højt«. Man har sluttet deraf, at han kunde være Mester til det saa kaldte oldenborgske Horn, som endnu bevares paa Rosenborg, og som skal have været bestemt til de hellige tre Kongers Kapel i Køln.

(Scripteres Brunsv. II,   S. 318.     Langebek,   Jubeltale   over Chr. I,   S. 62. Weinw.,  S.  2.   Brock,  Oldb. Kong.  S.   1—2.)

 

Arnesen. Vilhelm Karl Ferdinand Arnesen, Sømaler, er født ; Flensborg den 25. November 1865 og Søn af Skibsfører Georg Arnesen (f. 1832 paa Dragør), den Gang bosat i Flensborg, og Justine Mathilde, f. Kock fra denne B}-. Efter Krigen flyttede For­ældrene til Aalborg, hvorved han fik dansk Indfødsret, og der gik han i Skole, naar han ikke var paa Togter med Faderen. Da nogle Ungdomsarbejder, særlig af Skibe, vakte Opmærksomhed, ogsaa uden­for Hjemmet, blev han efter Konfirmationen sat i Malerlære hos Malermester Schmiegelow i København i 1879, hos hvem han blev Svend 1884. Samtidig besøgte han det techniske Selskabs Skole og fra Oktober 1882 Akademiet; han rykkede vel op i Modelskolen, men tog ikke Afgang og forlod Akademiet 1888. Imidlertid havde han malet efter Naturen og fik et Par Billeder optagne paa December­udstillingen i 1886, og ved næste Foraarsudstilling begyndte han at udstille som Sømaler og vandt efterhaanden Navn ved sine altid paa Naturstudicr hvilende Billeder. Dels ved heldige Salg, dels ved flere Understøttelser, bl. a. i 1892—93 en paa 900 Kr. af det Bjelkeske Legat, saa han sig i Stand til at rejse meget og gøre Studier for­skellige Steder. Et af hans først udstillede Arbejder (1887) »Havnen, set fra den Grønlandske Handels Plads« blev købt til Aalborg-Museum, et i 1891 udstillet Arbejde »Efteraarsdag i Sundet« vakte Opmærksomhed, blev s. A. udstillet i Miinchen og der solgt til Amerika. I 1893 fik han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et større Sejlskib ligger bak for Lods« (Udst. Nr. 20). (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Aspaas. Svend Aspaas, Bygmester, født paa Røraas i Norge har - - i Christian VII’s Tid - - opført adskillige Bygninger i Throndhjems Omegn og Vangs Kirke paa Hedemarken. Han er bekendt for adskillige Færdigheder.

(Weimvich, S. 227, do. Lex.)

 

Attrup. Carl August Attrup, Søn af Værtshusholder L. J. Attrup og født i København 1811, blev sat i Lære hos Billedhugger Chri­stian Thielemann og begyndte at gaa paa Kunstakademiets Tegne­skoler i Okt. 1826. Men allerede den 27. April 1831 afgik han ved Døden.

(Akad.    Skifteretten.)

 

Aumont. Horace Henri Philippe Aumont, Maler, Søn af den nedennævnte Louis Aumont, født den 16. December 1839 i Hamborg, kom i 1842 med Faderen til København, hvor han ud­dannede sig til Porcelænsmaler og ved Prof. Hetsch' Medvirkning fik Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik. Han udstillede tillige Blomster­stykker 1861—63. I Krigen 1863—64 var han med ifølge sin Værnepligt, og blev saa haardt saaret i Slaget ved Sankelmark den 6. Febr. 1864, at han døde Dagen efter.

(Priv.Medd.   111. Tid. 1864.   S. 260.   Berl. Tid. 1864.   Reitzel.   Udst. Eortegn.)

 

Aumont. Louis Auguste Francis Aumont, Søn af Underbogholder i Nationalbanken og Major i Borgervæbningen Jean Pierre Marie Aumont (hvis Fader, J. A., var Hofmodehandler i Paris) og Elisabeth f. de Janty, blev født i København d. 7. Januar 1805. I sit femtende Aar begyndte han at gaa paa Kunstakademiet, hvor han 1824 fik den mindre og 1826 den store Sølvmedaille, samtidig lærte han at male hos Portrætmaler H. Hansen. Kort efter at den store Sølv­medaille var tilkendt ham, udbad han sig Akademiets Anbefaling, da han vilde søge kgl. Rejseunderstøttelse. Direktøren fik det Hverv at fraraade ham at rejse, før han havde naaet en større Udvikling: ikke desto mindre afrejste han den 22. September 1826 til Paris med et Aars Stipendium af Kongen paa 200 Sp. (800 Kroner) og den samme Sum aarlig i to Aar som privat Understøttelse af Grev Moltke, efter at han i nogen Tid tilforn havde besøgt Eckersbergs Malerskole. I Paris, hvor han strax efter sin Ankomst havde brækket Benet og laa paa Hospitalet i tre Maaneder, var han saa heldig 1827 at faa et Portræt paa Salonen og fik senere Lejlighed til at male ikke faa Portræter, medens han tillige studerede i Gros' Atelier; han søgte fra Paris paany om Akademiets Anbefaling og fik Attest for »at have lagt umiskendeligt Talent for Dagen«, hvorefter han ved kgl. Resolution af 25. Marts 1828 fik 400 Rdl. r. S. fordelte paa to Aar. Aumont kom tilbage til København d. i. Juli 1829, og udfoldede i flere Aar en betydelig Virksomhed som Portrætmaler. I December 1832 indsendte han et Portrætstykke med tvende Børn (Oberstltn. Hagemanns Born, udst. 1833), for derpaa at agreeres; men han fik det Raad at tage sit Arbejde tilbage for senere at ind­sende et bedre. April 1833 ønskede han igen at blive agreeret paa et Portræt af Fru Heiberg, men fik samme Svar. Maaske Krænkelse herover medvirkede til, at han om Somren 1834 solgte sine Malerier ved Auktion og rejste til Hamborg, hvortil han kom d. 7. September, og der forblev han bosat indtil Hamborgs Brand 1842, da han vendte tilbage til København, hvor han nu levede til 1847. Af Hensyn til sin Helbred tog han derpaa til Vestindien; men da han stadig følte sig syg, malede han ikke meget der. I Haab om, at Søluften skulde gavne ham mere, modtog han (1853) Plads som Intendant og Hovmester i Orlogsbriggen »Mercurius«, der havde mistet en stor Del af sit Mandskab af den gule Feber, og vedblev nu at fare med Marinens Skibe lige til 1865, blot afbrudt ved et Ophold i København og Paris 1858—59. Efter at have taget sin Afsked, købte han sig samme Aar ind i Sygehjemmet, hvor han døde den 6. Maj 1879. Han blev 1832 gift med Vilhelmine Bernardine født Paasche (f. 1812, d. 1894). Aumont var i lang Tid en meget søgt Portrætmaler, omend hans Billeder mere udmærkede sig ved en ret behagelig Helhed end ved fremtrædende kunstneriske Fortrin.

(Priv. Medd.   Bricka I, 381.   Berl. Tid. Nr. 107.   Akad.   Reitzel.   Udst. For­tegn.   Strunk.)