Lahde

Ph. Weilbach: Nyt dansk Kunstnerlexikon 1895-96 BIND 2

LFL’s Bladfond 2007 rosekamp@post9.tele.dk

Lahde. Gerhard Ludvig Lahde, Kobberstikker, født den 19. (ikke 17.) Oktober 1765 i Bremen, var Søn af en Skrædermester Lahde der, som førte et større Værksted. Hans Fader bestamte ham til den gejstlige Stand, og han gik syv Aar i Latinskolen; men da han var noget forvoxen, ved at være falden ned fra en Barnestol, kunde han ikke blive Præst og skulde derfor vælge et Haand-værk. Faderen ønskede, han skulde være Skræder, men da han selv havde Lyst til at være Kunstner, valgte han at blive Guldsmed, fordi han i dette Haandværk lærte at tegne. Han kom nu i Guldsmedlære i Kiel, og efter at han var bleven Svend, besluttede han at- tage til København for at uddanne sig til Kunstner ved Akademiet der. Faderen truede med at gøre ham arveløs, men uden at lade sig skræmme heraf rejste han i 1787 til København i Følge med en Malersvend fra Kiel, den senere saa ansete Blomstermaler Ditlev Fritzsch. Et varmt Venskab vedblev at forbinde disse tvende Kunstnere; i København sluttede ogsaa Thorvaldsen, skønt noget yngre, sig til deres Kreds.

Samtidig med at Lahde ernærede sig som Guldsmed, især ved at lave Spænder, og havde det smaat nok, da han slet ingen Hjælp fik fra Hjemmet, * begyndte han strax at gaa paa Kunstakademiet, hvor han i Oktober 1789 blev Elev af Modelskolen og den 5. Juli 1790 vandt den mindre Sølvmedaille. Da dette Maal var naaet, rejste han til Bremen for at udsone sig med Faderen, hvilket lykkedes ved en Slægtnings Hjælp. Imidlertid havde han lært at stikke i Kobber hos J. F. Clemens, og dedicerede et af sine første Stik, »Terpsichore og Kalliope« efter Guercino, til Magistraten i Bremen. Af et andet Blad »Der schmerzhafte Verlust« efter Mieris, lod han Indtægten tilfalde denne sin Fødeby. Til Gengæld fik han et Stipendium af Staden, der satte ham i Stand til at .vende tilbage til København, hvor han i 1791 vandt Akademiets store Sølvmedaille, og den 19. Marts 1792 den mindre Guldmedaille for Stikket »Abraham og Hagar« efter et Maleri af Guercino i det kgl. Kunstkammer. Lahde synes nu at have tænkt paa at vende tilbage til Tyskland, thi i Maj s. A. fik han, »da han agtede at rejse til sin Fødeby«, Akademiets Vidnesbyrd for, hvilke Medailler han havde vundet. Han maa imidlertid have betænkt sig, thi snart efter søgte han dansk Indfødsret,

¹ Hans Spiseseddel om Middagen lød den Gang: >To Dage i Ugen Vandgrød, to Dage kogte Kartofler, .to Dage Smørrebrød, om Søndagen en Portion Kødsuppe.«

som blev meddelt ham den 20. September 1792. Paa et Portræt af August Hennings efter Juels Maleri søgte han derpaa i 1793 at blive agreeret ved Akademiet; men da dette ikke »fandt ham stærk nok«, bad han nogle Aar senere om Rejsestipendium og strax efter om at blive Medlem af Akademiet paa et Portræt af Hertugen af Augustenborg i hel Figur efter Graffs Maleri (April 1796). Da Akademiet ikke vilde gaa ind paa hans Ønsker, hverken i den ene eller i den anden Retning, bad han om i det mindste at blive agreeret paa det indsendte Blad, men Akademiet svarede ham, at hans Indfødsret først galdt ved Akademiet til Stipendium eller Agreation, naar han havde vundet den store Guldmedaille. Denne prøvede han aldrig paa at vinde, og han traadte saaledes ikke senere i noget nærmere Forhold til Akademiet, hvorvel han flere Gange forærede det Aftryk af sine Blade.

Imidlertid havde Lahde vundet Navn i København som en heldig Portrætstikker, thi det kobberstukne Portræt, især i mindre Format, spillede den Gang samme Rolle, som i senere Tid de lithograferede og endnu senere de fotograferede Portræter, og i 1799 blev han udnævnt til Hofkobberstikker. Han havde saa meget at. fortjene, at han i 1796 indgik Ægteskab med Charlotte Dorothea Eleonore Werner, en meget smuk Landsmandinde fra Grabow, hvis Fader var Skomager i København. Men allerede den 3. August 1803 døde hun efter at have født ham to Døtre, hvoraf den ene er Moder til Professor Panum, og en Søn, som er optraadt i Litera-turen. Lægen Klingberg, som tillige var Lahdes Ven, formaaede ham til, efter denne Sorg, at foretage en Udenlandsrejse. Han søgte Fonden ad usus publicus om en Rejseunderstøttelse paa 5—600 Rdl. d. C. aarlig i 4 til 6 Aar; men fik dog kun 300 Rdl. »engang for alle«. Han rejste bort i Slutningen af 1803 og vendte tilbage i Januar 1804. Aaret efter (1805) købte han det Hus i Gothersgade {Matr.-Nr. 125), hvor Eckersberg og Senn boede hos ham (jfr. Eckersberg), og her indrettede han i 1808 en Udstilling, for største Delen af Eckersbergs Arbejder, til »den lidende Menneskeheds Understøttelse«, d. v. s. til Indtægt for de ved Bombardementet brandlidte. Herom skrev en god Ven af ham, Fattigforstander Behrend, en meget indbydende Anmeldelse i Nyeste Skilderie, April 1808. Udstillingen indbragte 2^77 Rdl. Samme Aar søgte Lahde om at blive Professor i Anatomi ved Kunstakademiet, sammen med Abildgaard, men Klingberg blev dem begge foretrukken. I 1811 søgte han atter om 500 Rdl. aarlig i to Aar, men fik ogsaa denne Gang kun 300 Rdl.

i alt; men det kan ikke ses, om han virkelig rejste; i al Fald var det kun for kort Tid. Efter 17 Aars Enkestand giftede han sig igen 1820 med Marie Tonnum. I sine senere Aar indlod han sig i nogle mindre heldige Foretagender, navnlig Køb af Huse, og i 1832 blev han ramt af et Slagtilfælde, som den (29.) 30. November 1833 gjorde Ende paa hans Liv.

Lahde var en for sin Tid ganske dygtig Kobberstikker, navnlig tegnede og stak han Portræter sirlig og net. Tillige var han en ret klog Forretningsmand, forstod at imødekomme Publikums Trang i rette Øjeblik, og selv om mange af de Blade, som Begivenhederne fremkaldte, ikke have blivende Kunstværd, er deres Betydning desto større som historiske Aktstykker, saa meget mere, fordi de ved Tidernes Ugunst ere nærved at forsvinde. Han synes paa samme Tid at være greben af en varm Følelse for sit nye Fædreland, saa-ledes at han ikke sjælden bestemte Indtægten af Billedernes Salg til »patriotiske« Øjemed. Hans første Værk i denne Retning frem-kaldtes ved Christiansborg Slots Brand 1794, den blev fremstillet paa to Blade; Aaret efter saa man Branden i København den 5. til 7. Juni gengivet i sex Kobbere. Disse Stik i temmelig stort Folioformat var udførte i en let, fri Manér, tildels med Radernaalen, saa-ledes at de kunde sælges baade i sorte Aftryk og i Exemplarer, som koloreredes i Haanden, i Førstningen af en Mand, der hed Wolfram, senere af Lahdes to Døtre. De følgende Aar var mest helligede Portræter; foruden en Del kgl. Portræter udgav han (1798—1801) »Samling af fortjente Mænds Portræter med biografiske Efterretninger«, 3 Bind, med i alt tolv Portræter. I samme Tidsrum udgav han tillige et Par Tegnebøger og J. J. Bruuns Prospekter (s. d.) med ny Text i tre forskellige Rækker, i alt 60 Blade, samt fire Stik efter E. Pauelsens Malerier, de tre over fædrelandshistoriske Emner, det fjerde- et norsk Landskab. Disse Blade solgtes ligeledes illuminerede. Slaget paa Københavns Red 1801 fremkaldte flere Blade, hvoraf et, Fremstilling af selve Slaget med Text af Sander, blev solgt til Indtægt for »et Minde paa de faldnes Grav«. En mellemliggende Tid udfyldtes bl. a. med Fortegninger, Brodermønstre, et nyt Bind »Portræter«, nogle særskilte Portræter af Skuespillerinder og »Klædedragter i København«. Tillige begyndte han Udgivelsen af Mindesmærker ved København med biografiske Efterretninger« (1801), som først senere afsluttedes (1810), da imidlertid en ny for Danmark sørgelig Begivenhed, Københavns Belejring og Bombardement (1807} blev fremstillet i en Mængde Blade, hvortil, som ovenfor omtalt,

Eckersbérg tildels malede eller tegnede Originalerne. Imidlertid havde hans Ungdomsven, Thorvaldsen, vundet europæisk Navnkundighed, og i 1814 udgav Lahde derfor »Tolv Figurer til Tegneøvelser efter Thorvaldsen med poetiske Forklaringer af A. Oehlenschlæger o. s. v.«. Senere udkom »Klædedragter i København«, hvoraf tre Hæfter var udgivne i 1806, i en ny udvidet Udgave med poetisk Text af Sander under Titel »Det daglige Liv i Hovedstaden« (1818); Originalerne hertil var tegnede dels af Eckersbérg, dels af Senn. Ogsaa andre af Eckersbergs Malerier stak han, f. Ex. »En falden Piges Historie« i fire Blade. I sine senere Aar udgav han mest Fortegningsværker, »Elementarværk i Tegnekunsten«, »Pomone« og flere, der vistnok havde megen Fortjeneste for deres Tid og utvivlsomt have stiftet Gavn; men de ere nu, som saa mange efterfølgende Værker, forældede og afløste af andre. Fonden ad usus publicos bemyndigedes flere Gange til at støtte disse hans Fortegningsværker ved at subskribere derpaa (130 Expl., senere flere).

(Weinw., S. 231. do. Lex. Dagen 1834, Nr. 3—4, Erslew, Forf. Lex., II, S. 90. Suppl., II, S. 133. Weilbach, C. V. Eckersbérg, S. 9 — 13 og Anm. S. 171—72. Trykt Fortegn, over Lahdes Arbejder (omtr. 1810). Thiele, Thorv., I, S. 32. Skild. 1804, Sp. 416, 635; 1808, Sp. 799—800, 1653; 1809, Sp. 1512; 1810, Sp. 718, 949; 1811, d. u. Juni; 1812, Sp. 1551—52; 1813, Sp. 917, 1278; 1814, Sp. 522; 1817, Sp. 1472; 1819, Sp. 1327; 1823, Sp. 1664; 1829, Sp. 837. Saml., 1792, 171. Vejviseren 1809. Akad. Skifteretten. Krohn. I, 134—142.)

Langballe. Osvald Viggo Rosendahl Langbalk, Architekt, er Søn af Snedkermester Christian Rosendahl Langballe (f. 1817, d. 1895) og Karen Charlotte Margrethe f. Lindemann (f. 1820, d. 1884) og er født i København den 23. Maj 1859. Efter sin Konfirmation kom han i Tømrerlære og blev fra det technicke Institut dimittere! til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1876 til den 23. December 1882, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Siden 1884 har han arbejdet under V. Dahlerup, fra 1891 som Konduktør ved- Glyptothekets Opførelse. Samtidig virkede han paa forskellig Maade, tildels i kunstindustriel Retning, indtil han i 1887 vandt den mindre Guldmedaille for et fyrsteligt Residensslot. Aaret efter havde han paa den store Udstilling et Møblement »i Almuestil«, der vakte megen Opmærksomhed; i 1889 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.) og ægtede den 14. December s. A. Augusta Vilhelmine Frederiksen (f. 1862), Datter af fhv. Færgeejer Carl Frederik Frederiksen (f. 1811) og Johanne Henriette f. Stybe (f. 1824, d. 1882). Paa sin Stipendierejse besøgte han Tyskland,

Østerrig og Italien og paa en senere Rejse, som han foretog for Glyptothekets Regning, besøgte han Frankrig for at lære Savonniére-Stenen nøjere at kende.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1895, ^Nr- ²43-)

Lange. Bertel Lange, Architekt, var i Christian IV's Tid Bygmester og Indvaaner i København. Med ham sluttede Kongen den 17. Marts 1610 en »Fortingning« om, at han skulde føre Tilsyn med Opførelsen af Rosenborg Slot og andre Byggearbejder, og den 8. Maj 1617 blev der gjort Afregning med ham, hvorved et Restbeløb for hans Arbejde blev ham udbetalt. Han synes at have været kgl. Bygmester indtil den 27. September 1619, da M. Weichnit faar Ansættelse; men om Lange da er død, kan ikke ses.

(F. R. Friis Saml., 22 flg. Medd fra Rentek. 1872, S. 195.)

Lange. Søren Læssøe Lange, Landskabsmaler, født -1760 i Faaborg, kom 1781 til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik, saaledes at han i 1785 blev Elev af Modelskolen, i Januar 1786 vandt den mindre og to Aar efter den store Sølvmedaille. Som Elev kopierede han nogle Portræter, men ellers gjorde han Landskabsmaleriet til sit Hovedfag. Imidlertid malede han ogsaa originale Portræter, maaske snarest i sin Hjemstavn Fyn; i Hesselager Kirke ved Svendborg findes Portræter af Sognepræsten der, Herman Landt, hans Hustru Casta Mag-dalene f. Werchmester og deres Søn Povl Henrik, tre Aar gammel, alle tre »malede af S. L. Lange 1791«. I 1796 søgte han ved E. H. Løfflers Død om en Informatorplads ved Akademiet, men fik den ikke; derimod skal han i Følge Ftisslis Opgivelse i 1804 have faaet en Æresmedaille i Guld af Kongen (»Hoffet i København«), og det følgende Aar begyndte han Udgivelsen af en Række raderede Landskaber af indenlandske Egne, som solgtes illuminerede. I August 1805 var tolv udkomne, som rostes for »interessante Situationer og naturlig Fremstilling«, og han havde endnu fire under Arbejde. I 1822 søgte han Understøttelse af Fonden ad usus publicos til en Rejse i Holsten, for at fortsætte sin Billedrække af indenlandske Prospekter; men han fik intet. Paa den offentlige Udstilling havde han kun én Gang Arbejder, nemlig i 1814 to malede og et tegnet Landskab efter Naturen. I den kgl. Kobberstiksamling er der to kolorerede Raderinger fra Møens Klint og et raderet Prospekt. Krohn nævner 62 raderede Blade. Han synes at have levet som

ugift, og den 19. Juni 1828 døde »den blide, vennesalige og retskafne Olding efter nogle Dages Sygeleje«. Hans Død kundgjordes i Adresseavisen af »en af hans første Ungdomsvenner«, og nogle Dage efter stod der. et temmelig indholdsløst Vers over ham.

(Weinw., S. 197. do. Lex. Skild. 1805, Sp. 1386. Akad.' Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn, I, 122—23, Skifteretten. Adresseav. 1828, Nr. 147. . Fiissli Kst. Lex. Suppl., S. 672.)

Langer. Olaf Viggo Peter Hansen Langer, Landskabsmaler, født den n. December 1860 i Schonefeld (Rendnitz) ved Leipzig, hvor Faderen den Gang boede, er Søn af Xylograf Hans Peter Hansen (s. d.) og Sofia Aurelia Clara f. Langer. I 1863 kom han med Forældrene til København, hvor han 1876 kom i Malerlære og dimitteret af V. Kyhn fik Plads i Kunstakademiet, hvis Klasser han gennemgik fra Juni 1877 til Maj 1886. I 1884—85 malede han tillige under C. Bloch. Han kom ind paa Akademiet under sit fædrene Navn og udstillede fra 1882 til 1884 som Viggo P. Hansen, men har siden 1885 med kgl. Bevilling kaldt sig Viggo Langer, idet han antog sin Moders Efternavn. Først ved Lov af 13. Marts 1891 fik han (²⁷/_t 1892) dansk Indfødsret. Han har udstillet meget flittigt paa Foraarsudstillingerne og vakte navnlig Opmærksomhed ved sine Billeder fra Skovkløfterne ved Lellinge, hvor han var bosat fra 1887 til 1890. »En af Stormen væltet Bøg i Jægersborg Hegn, Novemberstemning« var udstillet 1883 og tillige ved den nordiske Kunstudstilling (tilh. Kommandør U. Gad). Langer har haft mindre Understøttelser fra Udstillingsfonden og den Råben - Levetzauske Fond og var i Foraaret 1893 paa et Studieophold i Paris. Hah har tegnet meget for »Ude og Hjemme«, »Illustreret Tidende« m. m. Han ægtede den 4. April 1885 Malerinden Louise Frederikke Caroline du Plessis de Richelieu, født i Løjt i Sønderjylland den i. Juni 1854 og Datter af Sognepræst Louis Armand Emanuel Septimanie du Plessis de Richelieu (f. 1821, d. 1859 paa St. Thomas) og Frederikke Karen Elisabeth Christiane f. Ulstrup (f. 1829 i Reykjavik). Hun har kun udstillet én Gang under sit Pigenavn, nemlig 1884 »Stillleben«.

(Priv. Medd. Wiberg. A'kad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lanng.. Edgar Rosenørn Lanng, Architekt, født den 6. Marts 1850 i Nyborg, var Søn af Overlæge Mathias Christian Peder Otto Lanng (f. 1810, d. 1889) og Marie Louise f. Rosenørn (f. 1818). Han var i tre Aar i Tømrerlære og besøgte Kunstakademiet fra

1867 til 30. Juni 1875, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han udstillede 1877 en Tegning til et Landsted, men døde allerede den 20. August 1885.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, Forf. Lex., II, S. 103 og Suppl. II, 145. Pers. Tidskr. 2 R. I. T. 39, og V. T. 39.)

Larsen. Adolf Alfred Larsen, Landskabsmaler, født den 27. November 1856 i København, er Søn af Farver Jens Larsen og Franzine Marie f. Merkel. Paa Grund af Forældrenes Kaar var han først i Cigarmagerlære, men kom i sit 18. Aar ind i det techniske Selskabs Skole (techn. Inst.) og blev derfra dimitteret til Kunstakademiet i November 1879. Samtidig havde han været i Malerlære og foretog efter endt Læretid en mindre Rejse til Udlandet med Understøttelse fra Kultusmirrkteriet. Kunstakademiets Skoler besøgte han kun til Januar 1881 og uddannede sig derpaa væsentlig paa egen Haand til Landskabsmaler. Han begyndte at udstille 1887, vandt 1889 den Sødringske Opmuntringspræmie for »Septemberdag ved Valby« og fik samme Aar en lille Rejseunderstøttelse til Indlandet fra Akademiet; i 1891 vandt han en Opmuntringspræmie ved den Neuhausenske Konkurs for »Opklarende Vejr; Jydsk Landskab« og 1893 den egentlige Præmie ved samme Konkurs for »Inde i Skoven« (tilh. kgl. Malerisml.)-, i 1895 solgte han »Vinteraften« ligeledes til den kgl. Malerisamling. I 1894 havde han Bjelkes Legat (600 Kr.). Den 14. Juli 1884 havde han ægtet Laurine Mathilde Kirstine Jensen.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Larsen. Alfred Valdemar Larsen, Maler, er født den 12. Maj 1860 i Stenderup ved Horsens, hvor Faderen Sindahl Larsen (f. 1808, d. 1888) den Gang var Skolelærer og Kirkesanger; Moderen hedder Jensine Sofie Magdalene f. Schøler (f. 1816), en Søster til Kobber-Stikker C. P. Schøler (s. d.). Han kom 1875 i Billedskærerlære i København, men forlod dette Fag efter et Par Aars Forløb og ernærede sig derefter som fotografisk Retouchør, samtidig med at han besøgte det techniske Selskabs Skole og tegnede hos C. F. Andersen. Han gennemgik'Akademiet fra Oktober 1878 til Januar 1884, men tog ikke Afgangsbevis, og besøgte derefter Kunstnernes Studieskole under Krøyer. Han begyndte at udstille 1883 og indtraadte samtidig hos Kobberstikker Ballin (s. d.) for at uddanne sig i dennes Fag, men da denne døde allerede i Marts 1885, opgav han atter Kobberstikkerkunsten. Han har siden udstillet dels Landskaber og Byg-

ninger, dels Figurbilleder. Han har ogsaa tegnet en Del Illustrationer, saaledes til den ny Udgave af Fabricius' Danmarks Historie, til Foreningen »Fremtidens« Gamle Huse i København m. m.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Larsen. Carl Frederik Emanuel Larsen, Sømaler, Søn af exam. jur., Lars Hansen Larsen (f. 1796, d. 1824) og Louise Christine f. Weinreich, blev født den 15. September 1823 og var gennem sin Moder Sødskendebarn med C. Balsgaard (s. d.). Efter sin Konfirmation var han en kort Tid i Malerlære, men gik snart over til at blive Kunstner under Eckersbergs og Kloss' Vejledning. Han besøgte Kunstakademiet fra 1839—44, men da han hurtig valgte Sømaleriet til sit Fag, avancerede han vel i Figurtegning til Modelskolen (1847), men tog ingen Medailler. Allerede 1845 udstillede han sine første Arbejder, »Morgen ved Sjællands Kyst«, der strax blev købt til den kgl. Malerisamling, og et Søstykke. Samme Aar gjorde han med et kongeligt Skib en Rejse til Island og Færøerne. Nogle Aar efter fik han den Neuhausenske Pengepræmie for »Udsigt fra Langelinie til Toldboden; Morgenbelysning« (1851) og i 1852 Akademiets Rejseunderstøttelse. Paa en treaarig Rejse var han i England, Holland, Paris og navnlig i Sydfrankrig, hvorfra han hjembragte mange Studier fra Middelhavet og Kysterne derved. To af hans efter Studier fra Rejsen udførte Billeder, »Aften ved Middelhavet« (Parti ved Marseille) og« »Havnen ved Nieuwe Diep i Nordholland«, der begge var udstillede 1854, købtes til den kgl. Malerisamling. Endelig solgte han i 1856 sit største og maaske livligste Billede, »En Formiddag i Øresund, Linieskibet Valdemar krydser Sundet ind i en frisk Bramsejls Kuling«, ligeledes til den kgl. Malerisamling. Hans øvrige Arbejder ere i privat Eje. I 1855 søgte han om at blive agreeret ved Akademiet, som formaaede ham til at tage sit Andragende tilbage. Da han imidlertid i 1857 atter meldte sig, blev Agréation nægtet. Han har tillige raderet, dels nogle Partier fra Island, dels Søbilleder fra Danmark selv, Kronborg og »Kanonbaade under Als«, i alt 8 Blade. Efter knap to Dages Sygdom døde han ugift i ung Alder den 14. September 1859.

Larsen var som Sømaler Eckersbergs Lærling, om han end søgte Lejlighed til at se og gengive Søen under stærkere Brydninger, end den gamle Mester sædvanlig valgte. Han havde Sans for en frisk og levende Behandling af Enkelthederne og ordnede sine Billeder smukt, men var ikke altid tilstrækkelig Herre over Farven til

at bringe den rette Ro og Helhed i Indtrykket. I det ovennævnte store Billede fra Øresund, som vistnok maa regnes for hans Hovedværk, er saaledes de friske blaa Bølger, den stærkt skyede Luft, det kækt fremsejlende mægtige Skib, hvert for sig sandt og kraftigt følt, men Øjet savner den fulde Harmoni mellem de enkelte Dele. Kunstneren blev imidlertid bortreven midt i en tilsyneladende rask fremadskridende Udvikling, saaledes at selv hans seneste Arbejder snarere staa som uopfyldte Løfter om en dygtig Fremtid end som det naaede Maal.

(Nekrolog, Berl. Tid. 14. Okt. 1859. Priv. Medd. Kst. og Æsth., S. 192. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Larsen. Christen Larsen, Architekt, Søn af Bomforpagter Gaard-ejer Peter Larsen (f. 1816, d. 1878) og Gertrud Magdalene f. Wejbye (f. 1821), er født i København den 22. Maj 1857. Han lærte først Landbrug paa Faderens Gaard i Sunojbyvester, men kom i sit 19. Aar i Tømrerlære og besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret som Husbygmngs-Examinand. Forinden var han i Januar 1879 kommet ind paa Kunstakademiet og var rykket op i Architekturskolens Forberedelsesklasse. Men efter at have aftjent sin Værnepligt rejste han i 1882 med nogen Understøttelse til Wien, hvor han arbejdede som Tømrer, og kunde saaledes først 1884 rykke op i Architekturskolen, hvorfra han den 30. Januar 1891 fik Afgangsbevis som Architekt. Han konkurrerede i 1891 og 1892 til Guldmedaillen uden at opnaa den og arbejdede samtidig hos andre Architekter som V. Dahlerup og M. Nyrop.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Larsen. Jens Martin Larsen, Architekt, Søn af Murer Lars Jensen (f. 1830) og Johanne f. Nielsen (f. 1822) og født i Oreby ved Skelskør den 20. August 1863, lærte først Murerhaandværket i København, medens han samtidig besøgte det techniske Selskabs Skole og fik derfra Afgang 1887 som Husbygnings-Examinand. Forinden, i Oktober 1886, kom han ind paa Kunstakademiet, som han gennemgik og fik den 28. Maj 1894 Afgangsbevis som Architekt. Fra 1888 til 1896 har han været Tegner hos Alb. Jensen.

(Priv. Medd. Akad.)

Larsen. Jens Vilhelm Ferdinand Larsen, Lithograf, født i København den 4. September 1830 og Søn af Overskærer Lars Peter Larsen (f. 1788, d. 1865) og Christiane f. Brodersen (f. 1795, d. 1879),

lærte Lithografien i Bing og Ferslews Stentrykkeri, tegnede hos Portrætmaler C. L. Knutzen og besøgte Kunstakademiets Skoler indtil Gibsskolen (1843—5°)- Senere har han navnlig arbejdet hos Bærent-zen & Co. (eller nu det HofFensbergske Etablissement). Blandt hans Arbejder kan nævnes en Del Blade af Værket »Billeder fra Land og Sø« (begyndt 1869) og flere store Farvetryksbilleder, hvoriblandt »Sundet ved Kronborg« efter Neumann, »København fra Søsiden« efter V. Melbye, »Parti ved Gammelstrand« efter Heinr. Hansen, og han udstillede til Stadighed, saa længe han levede. Han har tillige udstillet nogle Pennetegninger og Vandfarvebilleder. Den 28. Oktober 1856 blev han gift med Marie Christine Sørensen (f. 1838, d. 1878), Datter af Formand paa Toldboden Christian Sørensen (f. 1797, d. 1863) og Dorthea f. Larsen (f. 1805, d. 1876). F. Larsen døde den 22. Oktober 1892.

(Priv. Medd; Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. ²⁵/₁₀ 1892.)

Larsen. Johanne Larsen, Malerinde, gift med Maleren Chr. Pram Henningsen, s. d.

Larsen. Johannes Larsen, Portrætmaler, født den 27. December 1867 i Kerteminde, er Søn af Købmand der, Jeppe Andreas Larsen (f. 1834) og Vilhelmine Christine f. Bless (f. 1836), Søster til Maleren J. P. Bless. Efter at have taget Præliminærexamen i København, tegnede han Perspektiv hos Architekt Klingsey og besøgte Kunstnernes Studieskole under Schwartz og Zahrtmann, hvis Skole han besøgte endnu i 1883. Tillige tegnede han en Vinter i det tech-niske Selskabs Skole. I 1891 udstillede han første Gang ved Foraars-udstillingen, »Portræt«, forestillende hans Søster; i 1892 et Landskab og et Portræt; s. A. havde'han en Understøttelse af Udstillingsfonden. Fra 1893 har han været Parthaver i den fri Udstilling og udstillet der. To Akvareller, »Andetræk« og »Raager« tilhøre H. Hirschsprungs Samling.

(Priv. Medd. Udst. og fri Udst. Fortegn. Kstn. Studiesk. Udst. 1895—96.)

Larsen. Jørgen Larsen, Billedhugger, Søn af Husmand Lars Hansen (f. 1796, d. 1865) og Maren Jørgensdatter (f. 1820), er født den 28. Juli 1851 i Lellinge ved Køge, var først i Lære hos Billedskærer Wille og har siden arbejdet hos Hertzog og Jerichau. Han besøgte Kunstakademiet fra Januar 1870 til den 18. Marts 1876, da han fik Afgangsbevis som Modelerer. Den 24. April 1877 vandt

han den Neuhausenske Præmie for »En Afsked« , Gravmæle i græsk Stil. I Oktober s. A. vandt han den mindre Guldmedaille for Relieffet »Den gode Hyrde« (udf. i Marmor til Lellinge Kirke) og i 1879 vandt han den store Guldmedaille for »Odysseus genkendes af 5ine Hyrder« (Aalb. Mus.). Aaret efter fik han Akademiets store Rejsestipendium for to Aar og i 1882 et Tillæg af 800 Kr. En i Rom udført »Neapolitansk Mandolinspiller« blev i 1892 købt til Statens Samling, efter at han under et nyt Ophold i Rom 1885—88 havde udført den i Marmor. »Jubal« (udst. 1890) blev ogsaa købt til Statens Samling. Foruden adskillige mindre Arbejder har han udført to »historiske Buster« »Tycho Brahe« og »Hans Rostgaard« til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Larsen er ugift. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.) _>

Larsen. Jørgen Christian Larsen, Sø- og Landskabsmaler, født i København den 30. September 1815, var Søn af Vaabenmaler Ole Larsen (f. 1786 i Gudbrandsdalen, d. 1852) og Maren Cathrine f. Lindberg (f. 1798, d. 1868). Han var i Malerlære hos sin Fader, blev Svend og besøgte Kunstakademiet fra 1832 til 1837, da han blev Elev af Modelskolen. Han havde imidlertid mest Lyst til at være Kunstner og begyndte allerede 1836 at udstille som Sømaler; hans fleste Arbejder, for største Delen mindre Billeder, var Kystpartier fra danske og de nærmeste svenske Kyster. Af dem solgte han ikke faa (7) til Kunstforeningen. I 1842 udstillede han sidste Gang, og i 1845 opgav han ganske Kunsten. Efter at han i nogle Aar havde været Landmand, kom han tilbage til København og levede ugift som Lærer ved de offentlige Skoler til sin Død den 27. Januar 1890.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Begr. Kont.)

Larsen. Knud Erik Larsen, Portræt- og Genremaler, født den 27. August 1865 i Vinderød ved Frederiksværk, er Søn af Lærer Jens Peter Larsen (f. 1826) og Julie f. Olsen (f. 1826). Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære i København, besøgte det tech-niske Selskabs Skole og dimitteredes derfra til Kunstakademiet. Dettes Skoler gennemgik han fra Oktober 1883 til den 30. Januar 1889, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang allerede 1887 et Portræt og har siden stadig udstillet. Som Malersvend udførte han nogle Dekorationsarbejder, men har senere, ved Siden af at male, tegnet Illustrationer til forskellige Værker, saaledes til Det

store nordiske Telegrafselskabs Jubilæums-Festskrift og til nærværende Værk. I 1890—91 støttedes han i sine Studier ved at nyde det Bjelkeske Legat i to Aar. I 1893 vandt han den Neuhausenske Præmie for et Portræt forestillende hans Fader, i 1894 fik han første Gang Aarsmedaille for »En Barnedaab i Frederiksborg Slotskirke«, der blev købt til den kgl. Malerisamling og udstillede samme Aar et Portræt af Amtsforvalter Mich. Funch i Hillerød. Aaret efter udførte han et Portræt af Professor Th. Stein for Udstillingsfonden og udstillede tillige et Portræt af sin Hustru. Den 8. April 1893 havde han nemlig ægtet Frederikke Elisabeth Dall (f. 1870), en Søster til Landskabsmaler Hans Dall (s. d.).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Larsen. Mathilde Minona. Marie (Mimi) Larsen, f. Schwartzkopf, Malerinde, er Datter af Etatsraad, Kontorchef i Kultusministeriet Christian Frederik Schwartzkopf (f. 1817, d. Y₃ 1893) og dennes anden Hustru Blanca Minona Malvina f. Hostrup-Schultz (f. 1824, d. ¹⁹/₃ 1893) og er født i København den 30. Januar 1851. Efter at hun havde faaet Lyst til at blive Kunstnerinde, tegnede og malede hun i flere Aar hos Carl Thomsen, var i Paris 1880—81 for at uddanne sig videre hos Barrias og Courtois, blev hæftig syg i Paris om Foraaret, men kom sig og rejste hjem med Faderen. Derefter malede hun omtrent i^l/₂ Aar hos Pietro Krohn, og udstillede første Gang ved den nordiske Udstilling i 1883 og derefter paa Foraars-udstillingerne 1884 til 1889 dels »Nature morte«, dels Figurbilleder. Paa en senere Rejse (1888) opholdt hun sig omtrent et Aar i Rom med en Understøttelse fra den Raben-Levetzauske Fond. Hun har desuden haft udstillet i Berlin 1891, i Chicago 1893 (Portræt af en brandenborgsk Bondekone) og ved Kvindernes Udstilling i 1895. Den 17. Juni 1892 ægtede hun Forfatteren Karl Halfdan Edvard Larsen, født den 28. Juli 1860, Søn af Løjtnant i Ingeniørkorpset Hans Peter Larsen (f. 1836, d. 1864) og Eleonore Christine f. Rold-stad (f. 1.836, d. 1865).

(Priv. Medd. Udst. Fortegn. Berl. Tid ²/₃ og11/8 -93- Erslew, Suppl. III, 123 om Forældre. Begr. Kont.)

Larsen. Peter Julius Larsen, Genremaler, født i København den 26. Juli 1818, var Søn af Overbetjent under Københavns Politi, Niels Christian Larsen (f. 1785, d. 1849) og Eleonore Dorthea f. Mønnich (f. 1780, d. 1844). Han begyndte allerede i sit tiende

Aar at besøge Kunstakademiets Elementarskole, gennemgik alle Skoler til Modelskolen, og vandt 1835 den mindre Sølvmedaille, 1837 Pengepræmien for Maleri efter den levende Model, 1840 den store Sølvmedaille. Han konkurrerede i 1845 –1847 forgæves til den Neuhausenske Præmie, som han endelig vandt i 1849 for et Figurbillede, »Scene i en sjællandsk Landsby i Sommeren 1848«, forestillende Soldaters Afsked fra Hjemmet for at drage i Krigen. Larsen havde udstillet fra 1836, dels mindre Figurbilleder af det daglige Liv, dels enkelte historiske Kompositioner. Et mindre Billede, »To fattige Børn; Vinterstykke«, udstillet i 1845, blev købt til den kgl. Malerisamling. I 1852 tog han med Kunstakademiets Rejseunderstøttelse til Italien, hvor han, kort efter sit Komme til Rom, blev angreben af en Brystsyge, han allerede i flere Aar havde sporet, og han døde der den 26. December 1852. Uagtet han kom saa tidlig paa Akademiet og vandt navnlig den mindre Sølvmedaille i ung Alder, synes hans senere Udvikling at have været forholdsvis langsom. Trolds sin stadige Flid har han ikke efterladt sig mange Billeder, og da hans Livskraft tilsyneladende ret vaagnede, var den i Virkeligheden allerede brudt. En Samling af hans Haandtegninger er skænket til Kunstakademiets Bibliothek.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Larsen. Peter Knud Larsen, Architekt, er Søn af Murmester i Slagelse Erik Larsen (f. 1817, d. 1892) og er født der den n. Oktober 1854; hans Moder hedder Ane Kirstine Elisabeth f. Ibsen (f. 1827). Efter at have taget Præliminærexamen ved Slagelse Realskole og lært Faderens Haandværk kom han til København og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1872 lil den 24. December 1877, da han fik Afgangsbevis som Architekt. I 1883 vandt han den mindre Guld-medaille for »Et Campo San to i antik Stil«. I sin Studietid havde han i 1873 besøgt Verdensudstillingen i Wien og i 1880—81 foretaget en længere Studierejse til Tyskland, Italien og Frankrig. Den 21. Marts 1884 ægtede han Anna Christine Lautrup, Adoptivdatter af Overretsassessor i Viborg Hjalmar Christian Scherven Lautrup (f. 1828) og Cecilie f. Møller og bosatte sig samtidig i Slagelse som udøvende Architekt, og har bl. a. bygget der en technisk Skole, et Arbejderhjem, en Svendeforenings-Bygning, et Ligkapel med Graver-bolig m. m. Han har ogsaa fra Slagelse deltaget et Par Gange i Konkurserne for Guldmedaillen.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. V. Richter, Jur. Stat.)

Lassen. Johan Jørgen Lassen, Maler, blev »ved General Løvenørns Recommendation« indkaldt til Danmark 1734, rimeligvis fra Norge, for paa Hirschholm Slot at male Fremstillinger af Christian VI's norske Rejse og blev den 28. December 1736 udnævnt til Hofmaler. Senere sysselsattes han, som det synes, med Dekorationsarbejde ved Christiansborg Slot og havde en Strid med Eigtved, som i 1744 nedsatte Prisen paa hans Arbejde med over 2000 Rdl. dansk C. (6400 Kroffler), hvilken Sum dog senere ved en Retskendelse (1747) blev ham godtgjort. I 1754 indsendte han to »Perspektivstykker« til det ti Dage før oprettede Kunstakademis Præses, Grev Moltke, som Prøver paa sin Kunst, idet han gærne vilde rejse udenlands, men først ansøger om at blive Professor ved Akademiet. Under 8. April s. A. fik han det Svar, at det »for nærværende Tid ikke kan lade sig gøre«.

(Akad. A'rchiv, s. d. 2. og 8. April 1754. Postrytt. Jan. 1737.)

Lassen. Jørgen Lassen, Landskabsmaler, født omtrent 1780, besøgte Kunstakademiet i København 'og vandt 1799 den mindre og 1801 den store Sølvmedaille. Samtidig med at han uddannede sig til Landskabsmaler, søgte han Erhverv som Tegnelærer, og han yirkede- som saadan ved Borgerdydskolen paa Christianshavn, da han i 1813 søgte Pladsen som Informator ved Kunstakademiet efter Mørchs .Død. Imidlertid opnaaede han først i December 1818 at blive Lærer ved Ornamentskolen efter J. G. Schow (s. d.), der rykkede op til anden Frihaandstegneskole, som var bleven ledig ved Propsthains Død. Men allerede i 1823 blev han suspenderet for et halvt Aar, fordi han havde taget imod Stikpenge, og i 1825 blev han afskediget fra sin Tjeneste. Siden levede han en lang Aar-række, som det synes, i det mindste mod Slutningen af sit Liv, i trange Kaar; thi han fik flere Gange (1846—49) Understøttelser af Akademiet. Han døde den 28. Februar 1850.

(Akad. Statskal. Skifteretten.)

Laub. Ditlev Christian Ernst Laub, Architekt, er født den ii. Juni 1847 i Haagerup, hvor Faderen, senere Biskop, Hardenack Otto Conrad Laub (f. 1805, d. 1882) den Gang var Sognepræst til Brahetrolleborg og Krarup; hans Moder hed Susanne Charlotte Hedvig Johanne f. Tostrup (f. 1807 i Odense, d. 1854), og han er Sødskendebarn med nedennævnte Ernst C. C. Laub. Laub blev Student fra Viborg Skole 1866, tog anden Examen og blev derpaa af C. J. G. Tholle og C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet,

hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1870 til den 18. Marts 1878, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han vandt 1879 den mindre Guldmedaille for »Et offentligt Festlokale; italiensk Renæssance«, var derefter et Par Aar bosat i Næstved, rejste derpaa i 1881 til Nordamerika, hvor han nogle Aar virkede i New York og den 14. Maj 1883 ægtede Nannie Gaynor (f. 1857 i Amerika). Omtrent 1889 tog han til San Antonio i Texas, hvorfra han synes at være flyttet tilbage til New York (Brooklyn).

(Elvins, Patr. SI. I, 167—69. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Arch. Foren. Aarsberetn.)

Laub. Ernst Christian Clausen Laub, Genremaler, blev født i Nykøbing paa Falster den 30. Juli 1839 og var Søn af Bogtrykker Vilhelm Frederik Laub (f. 1805, d. 1845) og Christiane Kirstine Thoma Vilhelmine f. Thomsen (f. 1807, d. 1880). Han besøgte i sin Opvæxt Nykøbing Kathedralskole, og da han viste megen Lyst til Tegning, blev han anbefalet til G. Hetsch og' fik Adgang til Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Maler (vistnok 1856). I Marts 1859 vandt han den mindre og i December s. A. den store Sølvmedaille. Samtidig havde han været Elev af Kyhn, uagtet hans Maal var at uddanne sig til Figurmaler, og som saadan udstillede han 1858—62 flere mindre Billeder, der viste lovende Anlæg. En Brystsyge, som en Forkølelse fremkaldte i hans' 22. Aar, bragte ham til at forsøge paa at genvinde sin Helsen i Syden, og han levede nu sex Aar vexelvis paa Sicilien, i Rom og i Svejts, ivrig sysselsat med sin Kunst, saavidt hans Kræfter tillod det. Det var især Tegninger, han udførte, hvilke han dels solgte, dels bortgav til Venner. Hans Sygdom tog imidlertid stadig Overhaand; den 9. Jun 1867 døde han i den lille Bjærgby Avent, Syd for Genfersøen, og ligger jordet paa Kirkegaarden i Montreux. Han var en meget elskværdig Personlighed.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, Forf. Lex., II. S. 169. Elvius, Patr. SI. I, 166.)

Lauritzen. Claus Lauritzen eller Lauridsen, Billedhugger og Borger i Kolding, fik den 2. April 1614 Skøde paa en Ejendom i Kolding, som tilhørte Kronen, mod at afbetale største Delen af Købesummen med Arbejde, nemlig fire Billdder i et fuldvoxent Menneskes Størrelse af gullandsk Sten, som skulde forestille de fire Aarstider, en Skorsten, d. v. s. en Kamin, af samme Slags Sten, samt en Vindeltrappe af Træ. Der synes ikke at kunne være nogen

Tvivl om, at denne Mand er den »Claus Billedsnider«, som udførte en »Brønd«, oprindelig bestemt til Frederiksborg, men senere »opsat udi den tyske Kirke i Helsingør«, og som han af Christian IV fik Betaling for i 1608 og 1609. Landskabsmaler H. Foss ejer et smukt udskaaret Skab, betegnet »M. Chlavis fecit (?) 1643«, som mulig kan skyldes denne Kunstner.

(Rigsarch. Topogr. Saml. F. R. Friis, Saml, 255—56. Priv. Medd.)

Lauritzen. Jakob Lauritzen, Maler, hørte til den Kreds af danske Kunstnere, som Christian IV lod oplære og gav Arbejde. I 1611 tilskrev Kongen Peter Isacsz, som den Gang var i Amsterdam, om han vil tage Jakob Lauritzen, hvis Moder var Enke, i Lære i to Aar, da han har Lyst til Tegning og Maling. Moderen og Familien tilbyder samme Betaling, som Isacsz tidligere af Kongen har faaet for Søren Kiær.

(Ausl. Reg. i Rigsarch.)

Lauritzen. Jens Christian Quortrup Lauritzen, Maler, Søn af Købmand Frederik Christian Lauritzen (f. 1815, d. 1889) i Sorø og Julie Vilhelmine f. Quortrup (f. 1817, d. 1866) er født i Sorø den 12. Oktober 1840, besøgte Kunstakademiet fra 1859 til 1868 og tegnede samtidig hos G. Hetsch-, han har fra 1865 til 1873 udstillet en Del Genrebilleder og et enkelt Portræt. I 1866 og 1869 havde han Akademiets mindre Understøttelse til Rejser i Indlandet. Han levede som Tegnelærer i Sorø indtil 1887, da han flyttede til København og blev Lærer ved det techniske Selskabs Skole og ved de kommunale Skoler. I 1892 og 1894 foretog han Udenlandsrejser, sidste Gang med ministeriel Understøttelse for at studere Tegneundervisning. Lauritzen er ugift.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lauritzen. Lauritz Lauritzen, Landskabsmaler, er født den 10. Marts 1871 i København og Søn af Murmester Niels Peter Lauritzen (f. 1839) og Cathrine Elisabeth Dorthea f. Ebbesen (f. 1848); han blev af N. C. Overgaard dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra November 1887 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang ved Decemberudstillingen i 1891 og har siden Foraaret 1892 til Stadighed udstillet. Med »En Skovvej« deltog han i 1893 i den Neuhausenske Konkurs.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.) N. K. L. II. Marts 1896.

Lehmann. Heinrich Ludvig Carl Lehmann, Portrætmaler, født i København den 28. Marts 1824, er Søn af den nedenfor nævnte Miniaturmaler Johan Peter Christian Lehmann og Johanne f. Lassen fra Christiania. Han besøgte Kunstakademiets Skoler fra 1838 indtil han i December 1844 blev Elev af Modelskolen-, han var blandt de unge Kunstnere, der deltog i den indre Udsmykning af Thorvaldsens Museum. Fra 1843 til 1857 har han udstillet en Del Portræter, dels tegnede, dels i Vandfarvemaleri, men han har ved Siden deraf tillige malet mindre Billeder af dansk Folkeliv, f. Ex. »den lille Hornblæser« og lign. For øvrigt har han for en Del funden Sysselsættelse ved at akvarellere og retouchere Fotografier og lever nu som Tegnelærer ved de offentlige Skoler.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lehmann. Johan Peter Christian Lehmann, Miniaturmaler, Søn af den nedennævnte Peter Hinrich Benjamin Lehmann og Juliane Eleonore f. Bessern, var født i København den 9. Juni 1786. Da hans Forældre døde i hans 14 Aar, rejste han til Hamborg til en Farbroder og uddannede sig der i Tegning og Maling under Vejledning af Professor Christoffer Suhr; men efter nogle Aars Forløb vendte han tilbage til København, hvor han gennemgik Akademiets Skoler til Modelskolen og siden ernærede sig som Miniaturmaler og Tegnelærer. Navnlig havde han, inden han giftede sig, en ikke ubetydelig Virksomhed som Portrætmaler rundt om i Provinserne og disses Købstæder. I 1814 ægtede han en af sine Elever, Johanne Lassen (d. 1841) fra Christiania, og Aaret efter rejste han til Christiania i det Haab at finde en mere udstrakt Virksomhed der. Det lykkedes ogsaa, idet han foruden at have private Elever var Tegnelærer ved Borgerskolen og senere ved Kathedralskolen der. Efter tre Aars Forløb vendte han dog tilbage til København, og da hans Syn snart efter svækkedes, levede han i sine senere Aar væsentlig som Tegnelærer. Han bad et Par Gange om Akademiets Attest, dels da han i 1819 selv vilde oprette en Tegneskole, dels da han i 1826 søgte at blive Tegnelærer ved Metropolitanskolen. Han døde den 3. November 1846. Han har udstillet nogle faa Gange (1812, 1819, 1829), tildels Miniaturmalerier, sidste Gang et Landskab, som var Kopi efter J. C. Dahl.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.) **

Lehmann. Otto Ludvig Edvard Lehmann, Portræt- og Genremaler, ældre Broder til den ovennævnte H. L. C. Lehmann, var født

i København den 30. Januar 1815, begyndte næppe 13 Aar gammel at besøge Kunstakademiet (1828), blev 1831 Elev af Modelskolen og vandt 1835 og 1839 den mindre og den store Sølvmedaille. Samme Aar konkurrerede han til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. I 1842 og 1843 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium for to Aar og opholdt sig dels i Paris, dels i Italien indtil 1844. Paa Grund af Faderens Blindhed, maatte han allerede fra ung af for største Delen ernære Familien; allerede 1829, i sit 15. Aar, havde han udstillet et Billede af Livet i København, »Vinterscene paa Gaden«, og han vedblev derefter flittig at udstille, dels Portræter, tegnede eller malede i Vandfarve, dels Livsbilleder i større eller mindre Oliemalerier, lige indtil 1858, da en tiltagende Øjesygdom, som endte med den graa Stær, nødte ham til at holde op med at arbejde. Men efter en heldig tilendebragt Operation tog han atter fat paa Penslen, udstillede 1867—69 nogle Billeder, hvoriblandt »Et musikalsk Aftenselskab hos Mægler Henriques«, og efter nogle Aars Mellemrum udstillede han atter 1876 et mindre Folkelivsbillede og i 1885 et Dameportræt. Han vandt især Navn ved sine Portræter og har udført flere Portrætkompositioner med hele Figurer, saaledes 1848 »Et Familiebal«, 1853 »Cotillon« til Professor Eschricht, og, foruden det nævnte Aftenselskab, et lignende til Dr. Lehmann, hvilket ikke har været udstillet. I sine yngre Aar arbejdede han tillige flittigt som Lithograf. Et stort Akvarelmaleri, forestillende Prins Frederiks (Frederik VII) og Prinsesse Marianes Indtog i København i 1841 blev lithograferet hos Bærentzen & Co. I Oliemalerier har han flere Gange udført Æmner efter bekendte Digtere, som »Den smukke Pige i Perth«, et Par af Christian Winthers »Træsnit«, »Liden Gunver og Havmanden«, o. fl. For »Regner Lodbrok og Kraka« vandt han 1849 den Neuhausenske Præmie. Han døde den 7. December 1892, uden at have været gift. Især hans Akvareller udmærkede sig ved smagfuld Behandling og Sikkerhed i Gengivelsen af Forhold og Bevægelser, ligesom han ogsaa med Lethed opnaaede Portrætlighed.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Portefeuillen m. m. 1839—44. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 10. Strunk.)

Lehmann. Peter Hinrich Benjamin Lehmann, Porcelænsmaler, født i Hamborg den 2 7. November 1752, lagde sig efter Malerkunsten i sin Fødeby og rejste senere til Berlin, hvor han arbejdede som Figur- og Landskabsmaler. Efter at have virket som Maler ved

en Porcelænsfabrik i Berlin blev han senere kaldet til København (inden 1786) som Maler ved den kgl. Porcelænsfabrik der. I sit særlige Fag, Landskaber med Figurer og Fugle, arbejdede han ikke sjælden sammen med den ovenfor nævnede Porcelænsmaler Johan Christoffer Bayer. Han var gift med Juliane Eleonore f. Bessern, og Fader til den ovenfor nævnede J. P. Chr. Lehmann. Han døde i København den 27. December 1800, kun 48 Aar gammel.

(Priv. Medd. Hamb. Kst. Lex. Adresseav. Nr. 430.)

Lemche. Søren Jacobsen Lemche, Architekt, født den 22. December 1864 paa Onsgaard ved Hellerup, er Søn af Gaardejer Peter Søren Lemche (f. 1835) og Karen Magdalene f. Jacobsen (f. 1838, d. 1887). Han blev Tømrersvend 1883 i København, dimitteredes fra det techniske Selskabs Skole til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler fra April 1885 til den 29. Januar 1892, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Aaret efter, Marts 1893, vandt han den mindre Guldmedaille for »En Kirke til København«. I 1891 havde han foretaget en mindre Studierejse, og fra 1893 har han været Konduktør hos Hans J. Holm ved Genopførelsen af Vallø Slot. Marts 1896 vandt han den store Guldmedaille for »En Bank«.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Lendorf. Carl William Frederik Lendorf, Architekt, er født i København den 13. December 1839 og Søn af Tømrermester Christian Gottfried Lendorf (f. 1806, d. 1885) og Vilhelmine f. Nielsen (f. 1813, d. 1844). Da hans Fader var tysk født, blev han opdragen i Petri Realskole; efter sin Konfirmation kom han i Tømrerlære Jios sin Fader i tre Aar og blev Tømrersvend. Fra 1855 til 1863 besøgte han Kunstakademiet, blev i Oktober 1861 Elev af Medaille-skolen, men vandt ikke nogen af Akademiets Medailler. Som Elev af Meldahl var han i 1859 Konduktør ved Opførelsen af Fredericia Raadhus og ledede kort efter paa egen Haand Restaurationen af Trinitatis Kirke i Fredericia og af Vejle Kirke. Han blev den 12. Maj 1863 gift med Ida Sofie Christiane Jørgine Anchersen (f. 1843), Datter af Justitsraad, Prokurator i Vejle, Martin Anchersen (f. 1802, d. 1881) og Sofie f. Thomsen (f. 1816, d. 1844). I 1863—64 var han atter for en Tid Meldahls Konduktør ved Opførelsen af Frederiksborg Slot, indtil han i Slutningen af 1864, paa G. Hetschs Anbefaling blev Tegnelærer ved den techniske Aftenskole i Odense. Der, hvor han var bosat til 1883, vandt han tillige Navn som selvstændig Bygmester, dels ved Nybygninger som Frimurerlogens, Spare-

kassens, Diskontokassens og Industriforeningens Lokaler, en ny Skolebygning i Klaregade, en Rytterkaserne (1877), den kommunale Drengeskole (1879), samt, under J. D. Herholdts Overledelse, det nye Raadhus (1882) m. fl., dels ved større Ombygninger som Frue Kirkes og, ligeledes under Herholdt, St. Knuds Kirkes Istandsættelse, efter hvis Fuldendelse han i August 1875 blev udnævnt til Ridder af Danebrog. Udenfor Odense har han paa Fyn bl. a. opført en Kommuneskole i Nyborg (1876), »Christiansminde« ved Svendborg (1878), Raadhuset i Vejle (1879), Østrupgaards Hovedbygning og Raadhuset i Svendborg (1881) samt restaureret nogle Kirker. I April 1883 flyttede han til København, hvor han foruden meget privat Arbejde, har opført et Sygepensionat ved Diakonissestiftelsen m. m. I Præstø har han opført en Byfogedbolig (1894).

(Priv. Medd. Akad. Adresseav. 1844, Nr. 112. Pers. Tdskr. 2. R. I. T. 40.)

Leonore Christine, Christian IV's navnkundige Datter, som udmærkede sig ved saa store Sjælens og Aandens Gaver, dyrkede ogsaa Kunsten. Hun var født 8. Juli 1621 paa Frederiksborg, blev den 9. Oktober 1636 gift med Korfits Ulfeldt, var Statsfange fra 1663 til 1685 og døde den 16. Marts 1698 paa Mariebo Kloster. Allerede i den første Tid af sit Ægteskab havde hun modtaget Undervisning af Karel van Mander i Tegning (1640—42), og hvor vidt hun udviklede sit Talent, viser det bekendte Portræt af Christian V, som hun baldyrede i sit Fangenskab. Paa Klevenfeldts Auktion solgtes nogle Portræter og en Tegning udført af hende. Om hendes literære Virksomhed og hendes mærkelige Livsskæbne henvises til historiske Skrifter og navnlig til hvad der i den senere Tid er fremdraget.

(Jfr. S. B. Smith, »Jammers Minde«, Leonora Christina paa Maribo Kloster m. m. Weinw., S. 56. do. Lex. Sandv., S. 33. Rigsarch. Tdskr. f. Kstind. VIII, 109—11.)

Lerche. Vintens Lerche, Gehejmeraad, var født den 4. April 1666, blev Ordenssekretær 1690, Overceremonimester 1726, og Ridder af Elefanten 1731. Han blev (1691) gift med Cathrine Hedvig Vibe (f. 1669, d. 1731), Datter af Gehejmeraad Michael Vibe, og døde den 28. Juli 1742. Ifølge Pontoppidans Opgivelse skal han have gjort den Tegning, hvorefter Thura (s. d.) opførte Frue Kirkes Spir (brændt 1807).

(Pontoppidan, Dsk. Atl. II. 120 Krogh, Dske Major. S. 214.)

Leuning-Borch. C. Leuning Borch, Architekt, se Borch.

Levinsen. Oscar Levinsen, Architekt, født den 24. September 1848 i København, Søn af Højesteretsadvokat Niels Levinsen (f. 1815, d. 1889) og Polly Mariane f. Winkel Horn (f. 1816, d. 1890), besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1865 til den 23. December 1872, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han rejste derpaa til Italien for egen Regning, men døde allerede den 7. Juni 1875 i Ferrara, noget over 26 Aar gammel.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl., S. 205. Akad. Berl. Tid. 1875.)

Levison. Gitel Birgitte Levison f. Neumann, Malerinde, er Datter af en fra Udlandet indvandret Skræder af jødisk Æt, Neumann Pitzopatz (f. 1801 i Polen, d. 1853 i Kbhvn.) og Amalie (Malcha) f. Philip (f. 1796, d. 1880) fra Nakskov, og hun er født i København den 18. Juni 1832. Da hun havde Lyst til Tegning, sørgede Karolineskolens Inspektrice, Frøken Brandes, for, at hun fik Tegneundervisning af N. C. Kierkegaard. Senere lykkedes det hende at komme til at male under Marstrands Vejledning i Forening med nogle svenske Damer, derpaa vejledte Hetsch og Heinr. Hansen hende noget i Perspektiv, og hun uddannede sig nu til Genremaler; senere malede hun dog ogsaa en Del Portræter. I 1861 besøgte hun Paris, i 1862 havde hun et Billede paa Verdensudstillingen i London, og da hendes Søster var bosat der, solgte denne adskillige Billeder for hende. Hun var i Færd med selv at rejse til London, da hun i 1863, under et Besøg i Nakskov, blev forlovet og Aaret efter, den 12. April, gift med Snedkermester Herman Levison (f. 1832, d. 1891) der. Senere levede hun i Nakskov indtil 1880, da Familien flyttede til København, og vedbliver at dyrke sin Kunst, idet hun dels maler Portræter, dels Genrebilleder. Tillige har hun sysselsat sig med Arbejder i dekorativ Retning og fik i 1868 ved Udstillingen i Nakskov en Broncemedaille »for smuk Dekorering af en Stol«. I København har hun udstillet 1858—64 under sit Pigenavn og fra 1864 som gift. Siden 1869 har hun dog ikke haft Arbejder paa Udstillingen her. I 1878 var Kunstnerinden i Italien; Aaret efter udgav Carl Andersen en Børnebog, hvortil hun havde udført Illustrationerne. Blandt hendes Portræter kan nævnes Rabbineren A. A. Wolff.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Mos. Ministerialb.)

Levy. Frederik Lauritz Levy, Architekt, er født i Hamborg den i. Februar 1851 og Søn af Grosserer Meyer Aaron Levy (f. 1817) og Henriette f. Heyman (f. 1816); han kom et halvt Aar gammel til København med Forældrene og har siden levet her. Han blev

Student 1870, besøgte det techniske Institut og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra December 1870 til den 23. December 1878, da han fik Afgangsbevis som Archi-tekt. S. A. foretog han, med Understøttelse fra Indenrigsministeriet og den Reiersenske Fond, en Udenlandsrejse navnlig med det For-maal at studere architektonisk Hygieine, og gentog disse Studier ved Rejser i 1880 og 1885. Om disse Forhold har han udfoldet en livlig Forfattervirksomhed i flere Tidskrifter og har været Medlem af flere Kommissioner i hygieinisk Retning. Han har bl. a. bygget Døvstummeskolerne i Fredericia og Nyborg (1880 og 1890), Kapel m. m. paa den jødiske Kirkegaard (Vestre K.), flere større Skoler, saaledes Borgerdydskolen i Helgolandsgade og Østerbros Latinskole i Odensegade, samt 1894 den Salomonsenske Gaard i Bredgade. I 1889 indrettede han »Erichsens Palais« for Handelsbanken. Den 6. August 1880 har han ægtet Christiane Ottilie Christensen, Datter af Grosserer Christian Christensen (f. 1813, d. 1892) og Hansine f. Berthelsen (f. 1827).

(Priv. Medd. Akad.)

Ley. Hans Christian Clausen Ley, Genremaler, født den 30. Marts 1828 i København, var Søn af Skrædermester Hans Christian Chri-stesen Ley (f. 1779, d. 1840) og dennes anden Hustru, Johanne Marie f. Clausen (f. 1804, d. 1877). Han begyndte i sit ellevte Aar at tegne paa Kunstakademiet (Juni 1838), blev 1846 Elev af Modelskolen og vandt 1848 den mindre Sølvmedaille. Imidlertid var han 1842 kommen i Malerlære og blev 1845 Svend. I Førstningen ernærede han sig ved sit Haandværk et Par Aar, men da Sygdom hindrede ham heri, søgte han Erhverv ved at tegne for Boghandlere, retouchere Fotografier og lignende. Fra 1853—1876 har han udstillet dels enkelte Portræter, dels mindre Livsbilleder, hvortil han en Tid lang søgte Motiver i Sagnene om Nisser; senere malede han med Forkærlighed Billeder af København, som det saa ud i Begyndelsen af forrige Aarhundrede med Figurer fra Holbergs Lystspil. Hans sidste Arbejde i denne Retning, der udstilledes efter hans Død, viste en Frihed i Opfattelsen og en Lethed i Behandlingen, som hans tidligere Arbejder for største Delen havde savnet. Han har ikke frembragt meget, da han dels næppe var meget produktiv, dels stadig maatte søge Erhverv paa anden Maade, ikke alene ved .at tegne Portræter med Kul og Kridt, ved at male adelige Vaaben i€ller naturhistoriske Genstande til Landbohøjskolen, men ogsaa ved

mere underordnede Dekorationsarbejder. Ley blev den 4. Juli 1871 gift med Charlotte Eleonore Andresen (f. 1843), Datter af Overlærer Hans Peter Andresen (f. 1808, d. 1881) og Sine f. Lund (f. 1810), Plejedatter af forhenværende Præst Jørgen Laurids Vilhelm Hansen (f. 1810, d. 1885) og Augusta Emilie Hansen (f. 1815). Allerede den 19. December 1875 bortrev Døden Ley ganske pludselig.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, II, S. 134.)

Libert. Betzy Libert, Malerinde, født i København den 10. September 1859, er Datter af nedennævnte G. E. Libert og uddannede sig til Malerinde. Hun udstillede i 1880 og senere under et Ophold i Paris i 1886 og 1887, næsten udelukkende Frugtstykker. Den i. September 1888 ægtede hun Højesteretssagfører Gerhard Muller Ree, født den 4. November 1858.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. V. Richter, Jur. Stat.)

Libert. Betzy Amalie Libert, Malerinde, ovennævntes Søster, født den 10. September 1862 i København, uddannede sig ligeledes til Malerinde i samme Fag som Søsteren. Under et Ophold i Chicago ved Verdensudstillingen 1893 blev hun forlovet med en fransk Købmand Victor Blie. De holdt Bryllup den 17. Oktober 1893 og ere bosatte i Paris. Hun har under sit Pigenavn udstillet Frugtstykker i 1878 og 1880.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Libert. Georg Emil Libert, Landskabsmaler, født den 2. August 1820, er Søn af Snedkermester Johan Christian Libert (f. 1790, d. 1846) og dennes første Hustru, Andrea f. Hassing (f. 1796, d. 1820). Han begyndte allerede inden sin Konfirmation at besøge Kunstakademiet, hvor han 1841 blev Elev af Modelskolen, men han konkurrerede ikke til dets Medailler, da han navnlig følte sig dragen til Landskabsmaleriet. Samtidig fik han Adgang til J. L. Lunds Malerskole og malede allerede 16 Aar gammel et Maaneskinsstykke, som blev udstillet 1837. Siden den Tid har han udstillet en Mængde Landskaber, dels fra Danmark, dels fra Egne, han har besøgt paa sine Studierejser. I 1846 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium, som fornyedes med et Aar til i 1847. Han tilbragte fra Juli 1846 til December 1849 væsentlig i München, hvor han solgte en Del Billeder til rejsende Englændere. Efter sin Hjemkomst blev han i 1850 agreeret af Kunstakademiet, men han malede aldrig Medlemstykke. Den 26. Juni 1852 ægtede han Marie Philippine Caroline

Busch (f. 1830), Datter af Købmand Peter Busch (f. 1800, d. 1869) i Holbæk og Sofie f. Buntzen (f. 1800, d. 1865), og faa Aar efter (1857—59) opholdt han sig i Udlandet, navnlig Tyskland og Svejts med sin Familie. Kort efter malede han et af sine største og betydeligste Billeder, Slottet Heidelberg, til Grev Moltke-Bregentved (udst. 1862). I 1875 ^var ^nan atter udenlands med det Ancherske Legat. I de senere Aar har han udstillet en Del Partier fra Norge, som han gentagne Gange har besøgt. Den kgl. Malerisamling ejer af Libert, foruden et Par Ungdomsarbejder, et »Vinterlandskab« (udst. 1860). I 1879 blev han Ridder afDanebrog og i 1887 Medlem af Akademiets Plenarforsamling. Libert har deltaget i Stiftelsen af Kunstnernes Pensions- og Understøttelserforening (1851) og af Foreningen »Fremtiden«.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal.)

Liebmann. Pinehas Liebmann, Miniaturmaler, født i Meklenborg (Schwerin), 1777 af jødiske Forældre, kom i sit tyvende Aar som Miniaturmaler til København for at uddanne sig videre ved Kunstakademiet. I Oktober 1805 forlangte han Akademiets Attest for, at han havde gaaet dets Skoler igennem. Attesten, som blev udstedt den 7. Oktober, lød paa, at han »har i en Række af Aar frequenteret Akademiet og gaaet alle dets Skoler igennem«. Fra 1807 var han bosat i København som Portrætmaler, og en af de første Dage i December s. A. ægtede han Hanna f. Cohen, der var fra Bajern. Først ved denne Tid (1807) vandt han Akademiets mindre og to Aar efter (1809) dets store Sølvmedaille. Senere konkurrerede han tre Gange, sidste Gang i 1816, til den mindre Guldmedaille, uden at opnaa den. Frugten af hans akademiske Studier synes at have været, at han nu ikke blot malede Miniaturbilleder, men ogsaa Portræter i Legemsstørrelse og i Oliefarve. Det var navnlig hos de velhavende jødiske Købmandsfamilier, han fandt Sysselsættelse. Imidlertid bestemte han sig i Begyndelsen af 1825 for at rejse til Gøteborg, hvor han bosatte sig, efter at han i det følgende Aar (i4.Febr. 1826) havde faaet kgl. svensk Resolution for, at han maatte tage Ophold i Riget. Faa Aar senere døde han paa en Rejse i Hamborg af Kolera den 10. December 1832.

(Priv. Medd. Akad. Raadstuearch.)

Liisberg. Carl Frederik Liisberg, Maler og Billedhugger, er født den 15. Maj 1860 i Aarhus, hvor hans Fader, Peder Jensen Liisberg (f. 1823) den Gang var Smedemester; hans Moder er Ane f. Nielsen

(f. 1827). Han kom efter sin Konfirmation i Billedskærerlære hos H. Chr. Berg og blev af C. F. Andersen 1881 dimitteret til Kunstakademiet, hvis Dekorationsklasse for Modelerere han dog havde besøgt i 1879. Fra Januar 1882 gik han derpaa Akademiets Skoler igennem og fik den 29. Januar 1886 Afgangsbevis som Modelerer. Som Billedhugger har han kun udstillet en Buste i 1888; men allerede fra 1885 knyttedes han til den kgl. Porcelænsfabrik, dels som Modelerer, dels som Porcelænsmaler af Unica, malede under Glasuren. Som Keramiker udstillede han ved Verdensudstillingen i Paris 1889 et dekoreret Fad (tilh. Dronn. af Wiirttemberg) og i 1893 udstillede han paa Salonen en stor Vase (tilh. Kejs. af Rusland), medens Museet i Sévres og Musée des arts décoratifs i Paris ogsaa have købt Arbejder af ham. I 1888 besøgte han Italien, i 1892 var han i St. Petersborg, med det Hverv at sætte den derværende kejserlige Porcelænsfabrik ind i Fremgangsmaaden ved Underglasurmaleriet, og besøgte derefter paany Italien.

(Priv. Medd. Opgiv, fra Pore. Fabr. Akad. Udst. Fortegn.)

Lillie. Joseph Christian Lillie, Architekt, Søn af en Snedkermester Lillie i København og vistnok født 1750 eller noget senere, besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Bygmester og vandt 1774—75 dets Sølvmedailler, 1777 dets mindre og 1778 dets store Guldmedaille sammen med C. F. Hansen; Opgaven var en Torvehal. Allerede 1781 vikarierede han som Lærer i Byg-ningsskolerne og fra Januar 1783 blev han efter Næss' Afgang fast ansat som Informator (Infromator kalder han det selv) i Bygningskunsten. Efter Moderens Død overtog han tillige det Snedkerværksted, denne hidtil havde siddet ved som Enke, og fik af den Grund Ulejlighed af Snedkerlavet, fordi han ikke havde gjort Mesterstykke. For øvrigt var Akademiet ham ikke gunstig stemt, det dadlede ham for Forsømmelighed som Lærer (1787), gjorde Indsigelse mod, at han skulde være udset til Hofdekoratør og nægtede ham Rejsestipendium paa hans gentagne Ansøgninger derom. Uagtet den store Guldmedaille maa give ham Adkomst til Kunstnernavnet, synes han ikke at have haft meget at betyde som Kunstner. Dog opnaaede han 1792 at blive Hofdekoratør og tog samtidig sin Afsked fra Akademiet. Tillige var han fra 1784 »Dessinatør« og Inspektør ved det kgl. Møbelmagazin. I 1798 fallerede han og rejste bort, men staar dog endnu 1799 i Statskalenderen som Hofdekoratør.

(Akad. Statskal. Vejvis. 1785—99.)

Lillienberg. Andreas Lillienberg, Kobberstikker og Lithograf, født 1804 i København og Søn af Skomagersvend Svend Lillienberg (d. før 1819) fra Sverig og Else Haagensdatter (d. 1854) fra Gurre-egnen, blev opdragen hos en Madam Lassen, der boede i Trøstens Bolig. Han var Elev af J. L. Lund og besøgte samtidig Kunstakademiets Skoler allerede fra sin Konfirmation (i8ig). I 1827 blev han Elev af Modelskolen. Hos Lund uddannede han sig til Lithograf og Kobberstikker og nød Understøttelse af Frederik VI's Dronning, Marie Sofie Frederikke. I 1827 udstillede han ogsaa sit første Arbejde, et lithograferet Portræt af Tordenskjold. Aaret efter udførte han to af Thorvaldsens Medailloner, »Hercules og Hebe« og »Juppiter og Themis« i en Art Stik, der kaldtes Stannografi, og var opfundet af O. O. Bagge. Da han nogle Aar senere (1831—33) raderede en Del Blade til de af samme Kunstner udgivne »Fabler for Børn«, er det sandsynligt, at han har lært Kobberstikkerkunsten hos denne. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes Stik efter fire Relieffer, som N. Simonsen havde udført til Christiansborg Slot (1829) og »Konturer af Freskomalerier fra Pompeji, Herculanum og Stabiæ«, 12 Hefter i Folio, udgivne af Architekten O. Schmidt fra 1828, i hvilken Anledning han opholdt sig i Altona Vinteren 1828—29. Det sidste Arbejde, der kendes af Lillienberg, er et Prospekt af Viborg (1842). Hans Samtidige have dadlet ham for ikke at have været synderlig virksom. Han døde ugift i 1844.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Jfr. Kopenh. Kunstbl. ved Thaarup 1831, Nr. i, hvortil de to Stik efter Thorvaldsen ere brugte paany med tysk Underskrift.)

Lind. Christian Georg Lind, Maler, født i København den 10. Marts 1800, var Søn af Major ved danske Livregiment Hendrik Arnold Thaulow Lund (f. 1770, d. 1832) og Elisabeth Margrethe f. Tang (f. 1775, d. ^J864). Han besøgte Kadetakademiet, men fik ikke Examen; dog fik han Titel af Løjtnant og senere af Overkrigs-kommissær. Han gik i Oktober 1815 ind i Kunstakademiets første Frihaandstegneskole, men rykkede ikke op, og forlod vistnok Akademiet efter et eller to Kvartaler. I 1836 og 1837 udstillede han nogle Landskaber og Miniaturportræter; efter en Prøve, jeg har set, kan han betragtes som en (ufrivillig) Forløber for en af Nutidens Kunstretninger, en Slags ufuldbaaren Prærafaelit. I 1854 søgte han en Understøttelse hos Kultusministeriet, men Akademiet erklærede, at det »i Kunstens Interesse« ikke kunde anbefale denne Ansøgning.

Han tjente snarest paa de Miniaturportræter i Profil af Frederik VI, Napoleon o. a., som han synes at have malet i større Antal. Han døde ugift den 18. Maj 1856.

(Geneal. Inst. Erslew, II, 141, Suppl. II, 219. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lindahl. Haas Peter Sofus Lindahl, Stempelskærer og Gravør, er født den 13. Marts 1849 i Køge og er Søn af Farver Christian Gotthilf Lindahl (f. 1814, d. 1885) og Elise Margrethe f. Larsen (f. 1825). Efter at have tegnet en kort Tid hos G. Hetsch (1863—64) besøgte han allerede som Dreng det techniske Institut, hvor han i 1865 fik Ingemanns Romaner i Præmie og dimitteredes til Kunstakademiet, medens han samtidig var i Gravørlære hos J. C. S. Danielsen. Akademiet gennemgik han fra Oktober 1865 til Januar 1871, dog uden at tage Afgang; det sidste Aar i Malerskolen. Under Conrad-sens Vejledning uddannede han sig derpaa til Medaillør. I 1878 havde han Rejseunderstøttelse fra Indenrigsministeriet til et Ophold i Paris og i 1891 fra den Reiersenske Fond til en Rejse i Tyskland og Osterrig. Han udførte i 1891 Medaille i Anledning af Selvbeskatningen, og af Fotografiens 5o-Aars Mindefest, i 1895 Medaille til Minde om Frederikskirkens Fuldførelse s. A. samt en Mængde mindre Skuemønter (Jettens). Den 5. November 1880 blev Lindahl gift med Louise Caroline Petersen (f. 1857), Datter af Korkvarefabrikant Peter Petersen (f, 1818, d. 1873) og Sidsel Marie f. Mathiasen.

(Friv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Lindeburg. Hans Peter Lindeburg, Genremaler, er Søn af Over-intendant Hans Jakob Vilhelm Lindeburg (f. 1820) og Emilie Frederikke f. Hansen, og er født i København den 15. Juli 1854. Han blev Student 1873 og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra November 1873 til den 24. December 1880, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang i 1881, »Modellen hviler«, og var derpaa en tre Maaneders Rejse i Paris. I 1883 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Holberg i sit Studereværelse« (Gross. J. Levin), og har siden udstillet en Række Genrebilleder, samt nogle Architektur-stykker. I 1891 deltog han i Konkursen om det Holbergske Billede til Universitetets Festsal, men Rosenstand kom til at male Billedet. Han har tillige af og til tegnet Illustrationer og har siden 1880 været Lærer i Skyggetegning i det techniske Selskabs Skole.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal.)

Lindhberg. Peter eller Per Lindhberg, Pastelmaler, født 1785 i Skaane af Bønderfolk, kom til København og besøgte Kunstakademiet der, samt blev Elev af C. A. Lorentzen (s. d.). Som ung Mand kom han til at bo hos Enken efter Klasselotterikollektør Alexander Schouw, Kirstine Marie de Hemmer (f. 1780, d. 1857) og blev den 12. September 1811 gift med hende. Han malede især Portræter og Kopier i Pastel og indsendte i 1823 til Kunstakademiet nogle Prøver paa Pastelfarver, som det gav ham et rosende Vidnesbyrd for. I 1813 udstillede han to Kopier, »Gudinden Herthas Udtog af den hellige Skov« efter Lorentzen og »En Munk« efter Rubens, i 1826 to Kopier efter Carlo Dolci, rimeligvis de to Brystbilleder i den kgl. Malerisamling. I 1829 forlod han Hustru og to smaa Sønner, rejste til Stockholm, hvor han udstillede indtil 1840, og siges at have giftet sig, uagtet hans Hustru levede i København. Senere lagde han sig efter Daguerreotypi, indtil Fotografien fortrængte denne Fremgangs-maade. Saa tog han (henved 1860) atter fat paa Pastelmaleriet og døde i Stockholm 1868. Kong Karl XV skænkede n af hans Pasteller til National-Museet i Stockholm, hvoriblandt dog de 9 var Kopier. Hans Sønner forblev danske.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Lengnick, Fam. de Hemmer. Nord. Familjebok, IX, 1377. Wahl, Slægteb. 8. H. S. 32.)

Lindstrøm. Charles Victor Peter Lindstrøm, Dekorationsbilled-hugger, er født i København den n. Januar 1867 og Søn af Værkfører Peter Christian Lindstrøm, kom efter sin Konfirmation i Billedskærerlære og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Dekorationsskole han gennemgik fra Februar 1887 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Dekorations-billedhugger. Under sin Studietid fik han et Par Gange Skolepræmier og nød i de sidste to Aar det ene af de for Dekoratører bestemte Stipendier. I 1893 udstillede han en Buste.

(Akad. Udst. Fortegn.)

Linstow. Hans Ditlev Frants (Franctscus) Linstow, Architekt, blev født den 4. Maj (døbt ¹⁴/₅) 1787 (ikke 1788) paa Hirschholm, hvor Faderen Gehejmekonferensraad, Kammerherre Christoph Hartvig von Linstow (f. 1740, d. 1823) var Overforstmester; Moderen hed Charlotte Benedicte Eleonore f. von der Liihe (f. 1754, d. 1837). Han blev 1805 Student ved Københavns Universitet, tog 1808 filologiskfilosofisk Examen og blev 1812 juridisk Kandidat. Samtidig havde han fra 1807 eller 1808 besøgt Kunstakademiet, hvor han 1810 blev Elev

af Modelskolen og 1811 vandt den mindre Sølvmedaille. J 1810 og 1811 udstillede han nogle Landskaber og en Kopi af »Artemisia« efter Mengs (i Moltkes Galleri). Samme Aar han var bleven Kandidat, tog han til Norge for at studere Bergvæsen paa Kongsberg, blev 1814 Løjtnant i Ingeniørkorpset, 1815 Auditør og Regiments kvartermester, 1818 Brigade-Auditør; men i 1820 tog han Afsked af Militær-etaten. Imidlertid havde han 1818 været Medstifter af Tegneskolen i Christiania og var i nogle Aar Lærer i Skolen; i 1821 blev han Medlem af Videnskabernes Selskab i Throndhjem. »Han var en fint dannet Mand med mange Interesser,« hedder det om ham, »elskværdig og behagelig. Men hans Uddannelse som Architekt var i høj Grad overfladisk. Han havde ikke bygget saa meget som et Hundehus, sagde man, da han skulde til at bygge Slottet«. I 1823 gjorde han nemlig Udkast til det Slot, som skulde bygges i Christiania, hans Planer blev approberede og Grundstenen blev lagt 1825, og samtidig udnævntes han til Slotsintendant. Selve Bygningsværket, som først fuldførtes 1848 (efter en Standsning 1827—33 paa Grund af Bevillingens Nægtelse), synes at have vundet det allerhøjeste Bifald, thi han blev udnævnt til Ridder af St. Olafsordenen »for fortjenstfuld Udførelse af ham overdraget Hverv«; i 1843 ^var han allerede bleven Ridder af Vasaordenen. t Imidlertid havde han den 20. November 1827 ægtet Ferdinanda Augusta Carisius (f. 1780, d. 1849), Enke efter Søkrigskommissær Gabriel Hetting (d. 1826). Under Deltagelsen i et skandinavisk Studentermøde havde han været til Fest hos Kongen paa Ladegaardsøen, og da han kørte hjem om Aftenen, blev Hesten sky, han kastedes ud af Vognen og mistede derved Livet den ro. Juni 1851. Som Kunstforfatter har han udgivet »Beskrivelse over den vordende Kongebolig i Christiania« (1826), »Udkast til Kirkebygninger paa Landet i Norge« (1829), »Forslag angaaende Opførelsen af et nyt Skuespilhus i Christiania« (1836) og skrevet en Mængde Bladartikler. I Nekrologen over ham skriver Christianiaposten: Uden egentlig kunstnerisk Dannelse har han fuldført det betydeligste Kunstværk i Norge, og det paa en Tid, da Landet kun ejede Haandværkere med de allertarveligste Færdigheder.

(Erslew, II, 154 om Fader og Søn, Suppl. II, 229—30. Kraft og Lange, Litt. Lex. Halvorsen, nsk. Lill. Lex. III, 544. L. Dietrichson, Tidemand, S. 33. Hirschh. Slotsk. Kirkeb. ad 1787. V. Richter, Jur. Stat. S. 203. A. Aubert. J. C. Dahl, S. 215. Adresseav. 1823, Nr. 88. Altonaer Merkur 1837, Nr. 176. Christianiaposten 1851, Nr. 991. Akad. Reitzel. L'dst, Fortegn.)

Lipke. Akxis Christian Lipke, Portrætmaler, født i København den 9. Marts iSig, Søn af Papirhandler Johannes Christian Lipke .og Jeannette Sofie f. Smith, korn i sit 14 Aar (1832) paa Kunstakademiet for at uddanne sig til Maler, og blev 1836 Elev af Modelskolen. Han udstillede som Portrætrnaler i Aarene 1839—56, var Tegnelærer' i flere større Skoler og levede senere af et Land- og Havebrug ved København, hvorom »Lipkesgade« bevarer Erindringen. Han blev i 1847 gift ^med Vilhelmine Emilie Frederikke Reeh og døde den 5. December 1885.

(Priv. Medd. Akad. Reitze!. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. I, T. 40.)

Liutger. Liutger, Billedskærer, nævner selv sit Navn som den, der har udskaaret et Kors af Hvalrostand til Svend Estridsøns Datter, idet en af Indskrifterne paa Korset lyder: »Qm in Christum crucifixum credunt, Liutgeri memoriam orando fatiant, qui me sculpserat rogatu Helene, que et Gunhild vøcatur (De, som tro paa den korsfæstede Salvede, skulle i deres Bønner mindes Liutger, som udskår mig paa Helenes, som ogsaa kaldes Gunhilds, Ønske). Korset, som er en mærkelig Levning fra saa fjærn en Tid, — den nævnte Fyrstinde blev født 1054 — er rigt udskaaret med symbolske Figurer i alle fire Hjørner, paa begge Sider, og med latinske Indskrifter i den ældste Slags Munkeskrift. Det Billede af Frelseren, som smykkede Forsiden, er imidlertid forsvundet, og et andet af yngre Arbejde, som ikke passede til Pladsen, var sat i Stedet. Det er nu borttaget, saaledes at Pladsen er tom. Korset bevares i Nationål-Museet i København. Man har ikke kunnet udfinde noget nærmere om Kunstnerens Person; der nævnes i Lunds Domkirkes Minnesbok fra den Tid en Lyuthgerus, som var Præste-Kannik i Lund og en Liutgerus, som var Kannik i Roskilde. Til en af disse søger Tanken naturligst hen. Dette, ikke mindre ved sin ejendommelig rige Fremstilling end ved sin Ælde højst værdifulde Kunstminde er udførlig beskrevet og omtalt i Jacobæus' Mus. Reg., S. 57, med en Afbildning af Forsiden Tab. XIV, Fig. X, af Suhm i »Historie af Danmark«, IV, Side 466—67, med Afbildninger af begge Korsets Sider, af Nyerup i Skildringer af Tilstanden i Danmark og Norge, IV (ogsaa med Titel: Oversyn over fædrelandske Minder, 1806), Side 188—90, af Brunius i »Skanes Konsthist. for Medeltiden«, Lund 1850, Side 559—61, af J. Kornerup i »Aarbøger for nord. Oldkynd. og Hist.« 1871, Side 257—58, af J. Lange i »Christl. Kunstblatt

for 1874«, Nr. 11, Side 165; endelig er i Worsaae »Nord. Olds. i det kgl. Mus. i Kbhv.« 1859, Side 134, Bagsiden af Korset afbildet.

Locher. Carl Ludvig Thilson Locher, Sømaler og Raderer, er født den 21. November 1851 i Flensborg, Søn af Malermester Jens Thilson Locher (f, 1825, d. 1868) og Caroline f. Meyer ff. 1820). Han besøgte det techniske Institut i København og udstillede allerede 1870 sit første Søstykke. Kunstakademiets Undervisning nød han kun fra 1872 til 1874, tilbragte 1875 °S 1876 i Paris, hvor han ogsaa opholdt sig 1878 og 1879 og malede hos Bonnat. I 1875 havde han deltaget i den Neuhausenske Konkurs, dog uden at vinde Præmien, og den 30. Oktober s. A. ægtede han Anna Marie Gyllich f f. 1852), Halvsøster til Theatermaler Gyllich, Datter af Faderens anden Hustru Hansine Frederikke Georgia f. Preisler, Sønnedatter af Kobberstikker J. G. Preisler (s. d.). Locher var bosat 1880—1889 i Hornbæk, hvor han selv ejede et Sted ved Havet, men foretog næsten hvert Aar Rejser til Frankrig eller England, Holland og Belgien, foruden de Togter, hvori han ikke sjælden har deltaget paa danske Orlogsskibe. I . 1886 fik han det Ancherske Rejselegat og Aaret efter en Rejseunderstøttelse paa 1000 Kr. af Akademiet. I 1892 blev han Ridder af Danebrog og Aaret efter Ridder af den preussiske røde Ørn. Locher havde allerede raderet adskillige Blade, navnlig SøbilEeder, da han i 1892 besluttede at uddanne sig fagmæssig til Raderer og Kobberstikker. Støttet af Akademiets Anbefaling havde han en Statsunderstøttelse paa 2000 Kr. aarlig i to Aar og studerede navnlig under Kobberstikkeren, Professor Hans Meyer i Berlin -, i 1895 tillige en mindre Understøttelse af den Raben-Levetzauske Fond. Den første Frugt af Kunstnerens ihærdige Studium var en stor Radering »Fra Skagens Strand«, som har vakt megen Opmærksomhed. Som Sømaler har Locher hørt til de flittigste Udstillere, og mange store Billeder ere vandrede Europa rundt. Et stort Billede »Januar« (1887) kom til en Privatsamling i Berlin, »Frederik VII's Ligfærd« (1889) blev købt til den kgl. Malerisamling, »Slaget paa Kolbergerheide« (1891, tilhører det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg}, »Den russiske Kejsers Ankomst paa Reden« (1891) var en Bestilling fra denne; et stort Billede fra Sundet (1893) blev købt af den tyske Kejser.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal.)

Lodberg. Carl Vilhelm Lodberg, Billedhugger, født den 8. Ok-ptøber 1814 i København og Søn af Snedkermester Jens Peter Lod-Iberg (f. 1778, d, 1849) og Johanne Cathrine f. Zimmermann (f. 1782, død. 1868), vandt Kunstakademiets mindre Sølvmedaille to Gange 1835 —36; ii 1839 fik han et Accessit for Modelering efter den levende Model

(»En Fisker«) og i 1841 vandt han den store Sølvmedaille som 'Billedhugger. Han lagde sig efter Malmstøbning og Ciselering, og

-ciselerede saaledes H. E. Freunds »Odin«, hvilket medtog tre Aar. I 1844 udstillede han to Malmbuster efter Thorvaldsen og Bissen; men den 8. Maj 1844 døde han, beklaget som en lovende Kunstner.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. C. F. Nielsen, Fam. Lodberg.)

Lode. Alexia de Lode, K obbers tikker inde, en Søster til den nedennævnte Odoard de Lode, levede i Midten af forrige Aar-hundrede i København og stak blandt andet Prospekt af Christiansborg Slot, 16 Raderinger efter S. C. Stanley til »Fabler for det smukke Køn«, 38 af Prospekterne til Pontoppidans danske Atlas, ialt 56 Blade. Sandvig nævner, som det synes uden Grund, særskilt Prospekten af Korsør.

(Sandv., S. 89. Weinw., S. 173. Do. Lex. Krohn, I, 20—21.)

Lode. Gustav Lode eller de Lode, Maler og Kobberstikker, var i Tiden 1730—37 Kunstmaler i Viborg, men rejste omtrent ved den sidstnævnte Tid til København, hvor han malede Biskop C. W. Worrfis Portræt. Man tror, han er den samme, der som Kobberstikker stak to af Tordenskjolds Attaquer, tegnede af Stibolt, og raderede tre Blade.

(Sandv., S. 89. Weinw., S. 119 og 135. Do. Lex. Worms Lit. Lex., III, S. 250. Krohn, I, 29. Strunk.)

Lode. G. V. Lode, Stempelskærer, udførte 1715 en Medaille i Anledning af Gabels Sejr og 1725 en Medaille til Grev Holsteins Sølvbryllup.

(Weinw., S. 126. Do. Lex. Møntfortegn.)

Lode. Odoard Helmont de Lode, Kobberstikker, fik den 15. Januar 1755 »den store Fjerdingaarspræmie«, d. v. s. den store Sølvmedaille tilkendt af Kunstakademiet i København for et Kobberstik, men han var allerede den Gang en anset Kobberstikker, som fra 1743 havde været Videnskabernes Selskabs Kobberstikker (Chalcogr.

N. K. L. II. Marts 1896 3

Reg. Soc. Dan. kalder han sig paa Stik). Fra 1754 stak han toh Portræter af oldenborgske Konger, som skulde betales ham med ialt 1800 Rdl, d. C. Desuden stak han (1755) Kunstakademiets to Seg til den officielle Udgave af Fundatsen og nogle andre Blade. Han synes ikke at have haft kongelig Lønning som Kobberstikker, men fik af og til 50 eller 100 Rdl. som »Geschenk« og hans Enke fik heller ikke Pension, men en aarlig Gave af 30 Rdl. Han blev nemlig (vistnok 1754} gift med Karen Nordrup, men døde allerede den 3. September 1757 som en temmelig ung Mand, hvis Tab almindelig beklagedes paa Grund af den Dygtighed, han allerede havde udfoldet. Hans Enke, der ogsaa fik 30 Rdl. af Akademiet som Begravelseshjælp, døde faa Aar efter (1763), kun 27 Aar gammel. Sandvig nævner 23, Krohn 25 Blade af ham. Deraf fremhæves Portræter af Christian IV og Frederik III efter Karel von Mander, af Grev Moltke efter Pilo, af Slotspræst Nikolaj Brorson efter V. Erichsen (1750), af L. Spenglers Fader efter en drejet Elfenbens Medaillon, o. fl, a. samt to Udsigter til Moltkes Palæ paa Amalienhorg.

(Sandv., S. 90—91. Weinw., S. 169 og 172, Do. Lex. BHsching Nachr., II, S. 93. Fortg. Nachr,, I, S. 92. Frue, Trinitatis og Slotskirkens Kirkeb. ved Lengnick. Wiedewelts Hdskr. i Univ. Eibl. Akad, Thaarup. Nagler, Kstl. Lex. Krohn, I, 16—20.)

Lohmann. Christian Emil Lohmann, Architekt, Søn af Snedkermester Ludvig Gabriel Lohmann og født i København den 21. Februar 1836, var 4*/₂ Aar i Lære som Snedker, inden han bestemte sig for at blive Bygmester. For at uddanne sig i denne Retning begyndte han i 1854 at besøge Akademiets architektoniske For-beredelsesskole, vandt, efter at have gaaet Skolerne igennem, i 1860 den mindre og i 1861 den store Sølvmedaille. I Vinteren 1862—63 konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, uden at faa den. I April 1872 rejste han til Amerika, hvor han for Tiden er bosat i Mexico og driver der en Kaffeplantage. I 1882 ægtede han Katie Blind (f. 1859, d. 1894), Datter af en Præst Blind i New York.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lohmann. Edvard Lohmann, Stempelskærer, ældre Broder til den ovennævnte C. E. Lohmann og født i København den 31. December 1827, lagde sig efter Gravørfaget og Stempelskærerkunsten, men har kun udført én Medaille, nemlig »Frederiksborg Slot« (1860) i Anledning af dets Genopførelse. Ved Industri udstillingen i 1872

blev den præget i de Besøgendes Paasyn i Christesens Prægemaskine. lån døde ugift den 23. August 1875. (Priv, Medd.)

Lorange. Johan August Frederik Carl Lorange, Genremaler, p)lev født den q. Maj 1833 i Wienrode i Harzen; hans Fader, laskinbygger J. H. Lorange var dansk, men blev gift under et Op-fhold i Tyskland, hvor han forblev med sin Familie til 1839, da han Ivendte tilbage til Danmark. Faderen bosatte sig nu i Nakskov, hvor J'Lorange gik i Skole og stod tre Aar i Maleriære. I 1853 fik han jPlads i en Frihaandstegneskole ved Kunstakademiet i København, ^:men kunde ikke benytte den, og først fra 1857 besøgte han Akademiet. I Oktober 1859 blev han Elev af Modclskolen, 1861 vandt han den mindre og 1862 den store Sølvmedaille. Samtidig uddannede han sig til Maler under Marstrands Vejledning, og udstillede fra 1862, dels Landskaber, dels Figurbilleder og Portræter. I 1863—64 var han første Gang i Italien, var derpaa hjemme til 1867, atter i Italien 1867—68, og rejste endelig paany bort i 1869, for ikke mere at vende tilbage, idet hans tiltagende Brystsvaghed ikke tillod ham at leve i Hjemmet. I 1872—73 havde han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, og den n. Oktober 1875 døde han i Kairo, efter at han i de senere Aar ikke havde udstillet. Hans sidste Arbejde, »En lille Pige i Færd med at gyde Olie i en Lampe, komponeret i pompejansk Stil« (udst. 1872) var et, navnlig fra Anordningens og Farvens Side, højst tiltalende lille Billede, der viste, at han selv under Sygdommens trykkende Kaar ikke svigtede de Forventninger, hans Ungdoms Arbejder havde vakt.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Fdl. 1875. Nr. 257.)

Lorck. Jutta Cecilie Caroline Danielsine Lorck, født Schmidt, Billedhuggerinde, er Datter af Bogholder paa »Rabeshave« Peter Daniel Schmidt (f. 1827, d. 1884) og Caroline Andrea f. Ørum (f. 1827, d. 1861), og hun er født i Sønderborg paa Als den 31. August 1851. Hun har lært at modelere hos St. Sinding (s. d.). Den 4. Maj 1876 ægtede hun Vexelmægler Frants Andreas Lorck (f. 1841), Søn af Vinhandler Niels Ferdinand Lorck (f. 1817, d. 1844) og Johanne Marie f. Jürgensen (f. 1821). Hun har kun udstillet et Arbejde »En bedende Pige« (1893).

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Lorentzen. Christian August Lorentzen, Portrætmaler, født i Sønderborg paa Als den 10. August 1749, besøgte Kunstakademiet i København, dog uden at vinde nogen af dets Medailler. Men da han ikke desto mindre vakte Opmærksomhed som Portrætmaler, uagtet Samtiden nok forstod at skatte Juel højere, lod »et Selskab« ham rejse udenlands paa sin Bekostning (1779—82) til Holland, Belgien og Frankrig. I Antwerpen kopierede han »en historisk Tavle« efter Rubens, og Statsministeren Schack-Rathlou, der synes at have været hans fornemste Velynder, foreviste den 1780 for Akademiet, som »var ganske vel fornøjet«¹. I September 1782 blev han, efter sin Hjemkomst, agreeret af Kunstakademiet paa et Maleri, »hvortil Materien var tagen af Beaumarchais, Barbier de Seville«, og fik til Opgave at male W. A. Mullers og Weidenhaupts Portræter. Paa disse blev han derpaa enstemmigt valgt til Medlem den 22. Marts 1784. Begge disse Portræter, der vare udstillede ved det følgende Aars sædvanlige Fest (31. Marts), blev i det hele rosende omtalte af en Anmelder i Minerva (Th. Taarup). Af hans øvrige Arbejder kan nævnes Portræterne af Grev Scheel og Fru M. M. Bærens, der begge tilhøre Akademiet, af den polske Afsending, Grev Recivusky, hel Figur (den kgl. Malerisaml., købt paa Auktion efter hans Død for 201 Rbd.), af Gjelstrup, C. A. Hviid, Georg Høst og mange flere.

Lorentzen, som malede med større Lethed end Grundighed, indskrænkede sig ikke til Portrætet. Snart efter sin Hjemkomst maa han have malet en Række norske Udsigter, som blev stukne af Georg Haas og udgivne dels i sorte, dels i kolorerede Aftryk. Disse Plader, 30 i Tallet, bevares i Søkaartarchivet. Fra en senere Tid ere fire Landskaber paa Christiansborg Slot, forestillende »de forskellige Verdensegne, der lød det danske Scepter« (1825—27). Tillige malede han gærne historiske Æmner af Nordens Historie, og selv om disse Arbejder ikke have det Værd, hans Samtid tillagde dem, fortjener Kunstnerens Forsøg dog Opmærksomhed; i Forening med Pauelsens Virksomhed ganske i lignende Retning vise de den vaagnende Sans for Fædrelandets Minder. Til hans tidligste Arbejder i denne Retning hører »Wismars Belejring« (1794), og »Hertha«. Bekendte ere »Christian IV i Slaget ved Femern«, »Slaget ved Volmer« og »Slaget paa Rheden den 2. April« (den kgl. Maleri-saml.). Mere i Retning af Genremaleriet (Livsbilleder) var saadanne Æmner som forskellige kgl. Optog til Rosenborg eller til Theatret,

¹ Maaske »Kvinden greben i Hor«, som senere hang paa Frederiksberg Slot.

»En Landsbysmedie«, »Tømmerpladsens Brand«, »Dyrehaven i fuldt Liv«, »Husar og Valdbykone« og lignende, om de end langtfra, som en Anmelder skrev (1821), »ere udførte med Hogarths Aand og fulde af Ungdomsfyrighed«. Almindelig Opmærksomhed vakte han ved sin fuldstændige Samling af Fremstillinger til de holbergske Lystspil, ialt 30 Billeder¹ foruden Holbergs Portræt, hvilke blev malede paa Grosserer Nathansons Bekostning og senere ere gaaede over til den kgl. Malerisamling. Denne Billedrække, som desto værre i Liv og Lune bliver langt tilbage for Digteren, er i kunstnerisk Udførelse, trods en vis Harmoni og Frihed i Anordningen, snarest et Vidnesbyrd om, hvor lidt man den Gang kunde lade sig nøje med. Den blev for største Delen stukken af Clemens for at danne Illustrationer til en Pragtudgave af Holbergs Skueplads.

Lorentzen blev den 16. Februar 1803 valgt til Professor ved Modelskolen efter Juel, 1809—10 til Akademiets Direktør efter Abildgaard. Et senere Direktørvalg (1824) frabad han sig paa Grund af Svagelighed. Han fik en stedse voxende Lønning af Kongen og boede paa Charlottenborg, hvor han levede ugift med sin Plejesøn, Bygmesteren Hans Jensen (s. d.). Hans Portræt er malet af H. Hansen uom Medlemstykke (1809), og i hel Figur af M. Rørbye (lith. af N. C. Kierkegaard), hans Buste er udført af Harald Gianelli, og efter Kunstnerens Død købte Akademiet en Afstøbning af den. Af hans ældre Elever kan nævnes J. C. Dahl, Gebauer, Mygind, C. A. Jensen o. n., af den yngre Kreds Købke, Ernst Meyer og Rørbye, hos hvilke dog ethvert Spor af Mesterens Paavirkning hurtig forsvandt. Tydeligst fremtræder den hos Gebauer. Lorentzen døde den 8. Maj 1828. Hans Plejesøn gjorde Aaret efter Tegning til et Mindesmærke paa hans Grav.

(Weinw., S. 190 og 209. Do. Lex. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Øst, Archiv, I, S. 246. Minerva 1785, II, S. 97—98, 1788, S. 34. Skild. 1808, Sp. 1141, 1821, Sp. 500, 1827, Sp. 476, 1828, Sp. 607, 635 og 1069, 1829, Sp. 446 og 507. Adresseav. 1828, Nr. 109. Oehlensch. Erindr., ny Udg., S. li. Søk. Arch., Antike Kaart, 1895, S. 70—71. Strunk.)

Lorichs. Melchior Lorichs, Lorich eller Lorch, Kobberstikker, født i Flensborg 1527 ², blev opkaldt efter sin Farfader, medens hans Fader hed Thomas Lorichs. Efter at have lært Kobberstikker-

¹ To af dem ere dog malede af C. V. Eckersberg, uvist af hvilken Grund, thi de ere udførte, inden Lorentzen havde ufsluttet Rækken.

² Dog nævnes baade 1526 og 1528 som hans mulige Fødselsaar.

kunsten hos en Guldsmed i Lybek, begyndte han, med en aarlig Understøttelse af Christian III af Danmark, en Kunstrejse til Tyskland, Frankrig, Italien og endelig med en tysk Sendefærd (1557) til Grækenland og Tyrkiet. I 1562 var han, paa Tilbagevejen, i Wien, hvor han stak sine i Tyrkiet malede Portræter af Sultan Soliman og den persiske Statsafsending Ismail i Kobber og udgav dem, ledsagede af en kort Beskrivelse af Tyrkiet, som han tilegnede Frederik II af Danmark (i. Jan. 1563; ny Udg. Antwerpen 1574). Omtrent samtidig, den 20. Januar 1563, skrev han fra Wien et langt Brev til Frederik II, hvori han melder sit Komme dertil »fra Barbaria<s.. Han hentyder til den Yndest, han havde staaet i hos Christian III, hvis Død han med Sorg har erfaret, og idet han anbefaler sig til sin nye Konge, søger han om en fast Aarpenge (Jahrgeld), som han helst vil oppebære i Wien, hvor han har fundet Anerkendelse som Kunstner og Arbejde, men tilbyder til Gengæld at være kgl. Agent ved Hoffet der. Dette udførlige Brev synes hans Biograf Sandvig ikke at have kendt, ligesaa lidt som hans Brevvexling med Hertug Hans den ældre af Slesvig, hvis Brev af 12. August 1560 han besvarer den 10. Januar 1563. Heri nævner han ogsaa det til Frederik II tilegnede Skrift.

Efter Aarstallene paa hans Stik og Træsnit har man sluttet, at han omtrent 1570, 1575—76 og 1579 skulde have opholdt sig gentagne Gange i Tyrkiet^x. Det synes snarere, som om han har udført disse Blade, dels i Flensborg, hvor han opholdt sig fra 1573, dels paa forskellige Steder i Tyskland. I et langt Brev til Kongen, dateret Flensborg den 19. Maj 1575, klager han over sin Fattigdom, der ikke sætter ham i Stand til at lade nogle Kunstblade trykke, som han vilde tilegne Kongen, og sender, for dog at gøre noget, Frederik II nogle kostbare Bøger. Hvad Kongen strax gjorde for ham, findes intet Vidnesbyrd om. Derimod fik han den 19. Februar 1580 Bestalling som kgl. Contrafejer, og samme Aar malede han Kongens Portræt, som han stak i Kobber 1582. Fra disse Aar ere ogsaa nogle af hans tyrkiske Billeder, som saaledes sikkert ere udførte i Danmark. Allerede 1582 (atter under 19. Febr.) nævnes han for sidste Gang i danske Kilder, idet han afgaar fra den nævnte Stilling, og det seneste Stik af ham, hvis Datering er paalidelig, »Rebekka ved Brønden«, bærer Aarstallet 1585. Weinwich siger, at

¹ Hamb. Kst. Lex. mener, at han 1577 fulgte en tysk Sendefærd fra Kejser Rudolf II til Konstantinopel og forblev der henved 3 Aar.

han, »efter nogles Beretning«, skal være død i Rom ved 1586; en nyere tysk Afhandling om ham sætter hans Død til 1590, uden at føre nærmere Bevis derfor, medens ældre tyske Kilder endnu nævne ham som levende 1593 og 1594.

Denne for sin Tid interessante Kunstner og i visse Henseender endog lærde Mand var ikke alene en dygtig Xylograf og Kobberstikker, saaledes som Portrætet af Frederik II viser ham, men ogsaa en duelig Maler, om han end som saadan bar stærkt Præg af den samtidige tyske Skole uden at naa dens Hovedmestre. Hans Stik ere udførte efter hans egne Malerier og Tegninger. Det første, der nævnes, er Luthers Portræt (1548), stukket i Kunstnerens 21. Aar, men det er et Spørgsmaal, om dog det var efter et Maleri af ham selv, da han var saa ung og Luther allerede var død 1546. Paa Stikket staar blot Faciebat. To Aar efter stak han Albrecht Dürers Portræt. Foruden de ovenfor nævnte Portræter skal han bl. a. have malet en Række af tolv »tyrkiske Kejseres« Portræter, som tilhørte de kgl. Samlinger. To af dem indlemmedes i den kgl. Malerisamling paa Christiansborg, de øvrige sendtes til Frederiksborg, hvor de brændte (1859). Sit eget Portræt udførte han i Træsnit 1575. Endelig har han dels i Kobberstik, dels i Træsnit udført en Mængde Blade efter Tegninger, han havde gjort paa sine Rejser, deriblandt ogsaa to Kaart og en Prospekt fra Hamborg og dets Omegn; de fleste ere dog fra Tyrkiet. Disse sidste bleve samlede som et Hele med Titel: »Dess weitberühmten, kunstreichen und wohlerfahrnen Herrn Melchior Lorichs, Flensburgensis, wohlgerissene und geschnittene Figuren zu Ross und Fuss, sammt schönen türkischen Gebauden o. s. v. Hamburg bei Michael Hering, im Jahr 1626«, og Sandvig giver i sin Biografi en Fortegnelse over dem. Kendskabet til hans Levned skyldes mest Fortalen til den ovennævnte Tyrkiets Beskrivelse, der var tilegnet Frederik II, samt Aarstallene paa hans Blade.

(Sandvig, Biografi i Minerva, I, S. 27—44. Moller! Cimbria litterata, I, S. 362—63. Biisching Nachr., I, S. 608—9. Nye Dske. Mag., I, S. 359. Christ. Monogr., S. 311 og 313. Weinwich, S. 34—37. Do. Lex. Skild. 1830, Sp. 1221—24. Spengl. Fortegn. Nr. 791—92. Hamb. Kstl. Lex. Rigsarch. Medd. fra Rentek. 1873—76, S. 206. Sitzungsberichte der Bayr. Akad. der Wiss. Philol. Klasse 1876, S. 171. Allg. Deutsche Biogr. XIX. Jfr. Nagler, Monogr. IV, 1965. Strunk. Krohn, I, I.)

Ludewig. Friederich Ludewig, Maler, fik af Frederik IV, sandsynligvis til Hjælp i sin Uddannelsestid, i Rdl. d. C. om Ugen og 30 Rdl. aarlig til en Klædning fra 1725 til Kongens Død i 1730.

Han kaldes »Schilder«, altsaa Kunstmaler, men hans kunstneriske Virksomhed kendes ikke. Han var Søn eller Stifsøn af en forhenværende kongelig Løber Frants Ludewig.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

Lund. Børge Lund, Maler, var født i Sverig og kaldtes derfor i København, hvor han levede og arbejdede, for »Svenske Lund«. Efter Weinwich »var han et sjældent Geni, og født for sin Kunst. I Theatermaleriet besad han usædvanlig Styrke, skønt han til dette Arbejde kun brugtes af private dramatiske Selskaber«. Den kgl. Kobberstiksamling har to Tegninger af ham. Han tog dog Borgerskab som Malermester den 9. Marts 1796 og ægtede som saadan den 22. April Enken efter Malermester Jacob Lemohn, Christiane Beate eller Beatha f. Kohn. Han døde i København 1815.

(Weinw. Lex. Raadstue-Arch. Prov. Arch.)

Lund. Carl Christian Lund, Theatermaler, født den 21. April 1855 i Odense, er Søn af Skomagermester Martin Lund og Abelone f. Aagaard, en Søster til Kunstnerne Aagaard. Efter Konfirmationen kom han i Malerlære i Odense, blev Svend og tog derefter til København, hvor han i Oktober 1873 fik Adgang til Kunstakademiet. Han besøgte dog kun Almindelig Forberedelsesklasse og Perspektivklassen til Januar 1876, men arbejdede samtidig som Dekorationsmaler under Hilker (Sparekassen) og C. F. Aagaard (d. kgl. Theater). I 1878 rejste han udenlands og uddannede sig i Munchen og Wien til Theatermaler, samt foretog en Studierejse til Italien med Understøttelse fra den Reiersenske Fond. I 1882 kom han tilbage og fik strax Virksomhed ved at male Dekorationer til Dagmartheatret, som den Gang blev opført. I 1883 ægtede han Leopoldine Schafrath fra Wien. I 1892 foretog han paany med ministeriel Understøttelse en Studierejse til Italien. Til den danske Afdeling ved Verdensudstillingen i Paris i 1889 udførte han sex store Dekora-tionsbilleder, forestillende danske Slotte, der præmieredes med Sølv-medaille og nu findes i Festsalen i Odense Raadhus. Foruden en Mængde Theaterdekorationer, mest til Privattheatrene, men dog ogsaa i de senere Aar til det kgl. Thealer, har han bl. a. arrangeret den dekorative Del af Tivolis Fester. I 1896 blev han midlertidig konstitueret ved det kgl. Theater som dets Theatermaler.

(Priv. Medd. Akad.)

Lund. Carl Emil Lund, Landskabsmaler, Søn af Skibbygger i Marinen Johan Bernhard Lund (f. 1820) og Ida Elisabeth f. Jørgensen (f. 1817) og født i København den 13. Januar 1855, var i fire Aar i Malerlære og blev 1873 Svend. I 1869 blev han fra det tech-niske Institut dimitteret til Kunstakademiet, gennemgik dets Skoler fra Oktober s. A. til han den 18. Marts 1874 fik Afgangsbevis som Maler. Han begyndte 1873 at udstille som Figurmaler, men er mere og mere gaaet over til at blive Landskabsmaler. I 1879 rejste han til Wien, hvor han kom til at male Freskobilleder i Justitspaladset, derfra til Bukarest, hvor han forestod Udsmykningen af en Kirke og rejste saa til Italien, hvorfra han hjemsendte »Strandparti fra Capri«. I 1885 var han atter hjemme og udstillede »Faarehyrden hviler sig, Motiv fra Sabinerbjærgene«. Senere har han malet danske Landskaber. Han havde et jydsk Landskab paa Verdensudstillingen i Chicago i 1893.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lund. Carl Ove Julian Lund, Landskabsmaler, er Søn af Værkfører og Overdrejer ved den kgl. Porcelænsfabrik Johannes Vilhelm Lund (f. 1830, d. 1887) og Sofie Marie Amalie f. Bjelke (f. 1828, d. 1873) og er født i København den 13. April 1857. Han blev oplært til Porcelænsmaler ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor han ialt var ansat i femten Aar, blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler fra Januar 1875 til den 23. December 1882, da han fik Afgangsbevis som Maler. Under Studietiden blev han døv, saaledes at han fra sit tyvende Aar har anset denne Sygdom som uhelbredelig. Han begyndte i 1880 at udstille ved Decemberudstillingerne som Landskabsmaler, og fra 1883 har han til Stadighed udstillet ved Forårsudstillingerne. I 1887 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for et stort Landskab »Vandingsted ved Brødebæk i Denderup Vænge, Gisselfeld«. Han har malet tre Landskaber til den afdøde russiske Kejser, og har tillige givet sig af med Keramik, navnlig Majolika, for hvilket han fik »hædrende Omtale« ved den nordiske Udstilling i 1888. I 1892 udgav han et Skrift »Vejledning i Porcelænsmaleri«. Den 25. November 1893 blev han gift med Frederikke Eleonore Margrethe Uffelmann, Datter af Overbetjent Didrik Mathias Uffelmann fra Nordslesvig og Anna Vilhelmine Henriette f. Harder.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Lund. Frederik Cay Carl Lund, Portrætmaler, født i Eckhof ved Kiel 1778, kom til København snart efter sin Konfirmation og begyndte at besøge Kunstakademiet (vistnok 1794). J Januar 1797 blev han Elev af Modelskolen og den 5. Januar 1801 tilkendtes ham den mindre Sølvmedaille. Andre Præmier vandt han ikke ved Akademiet; derimod havde han samtidig uddannet sig til Miniatur-maler, saaledes at han allerede den i. April 1802 kunde udstille »Fire Miniaturer«. I 1813 søgte han om at blive Tegnelærer ved Akademiet, men blev ikke valgt dertil. Imidlertid vandt han et godt Navn i Publikum som Portrætmaler, og han skulde bl. a. tegne Figurerne i de norske Prospekter, som Løjtnant S. Schjødt (s. d.) i 1814 vilde udgive. Aaret efter indsendte Lund to originale Miniatur-malerier til Akademiets Bedømmelse, og i den Anledning forelagde Præses, som aarlig sysselsatte ham med Bestillinger, Forsamlingen det Spørgsmaal, om Kunstneren kunde blive Medlem paa disse Billeder, uagtet han ikke havde rejst udenlands. Da Afstemningen faldt benægtende ud, nøjedes Akademiet med at tilkendegive ham, at det »med Fornøjelse havde set« hans Billeder. Han var først gift med Johanne Helene Dorothea Bigum (d. 1816), men efter at baade hun og en lille Datter var død, ægtede han 1819 Mettea Poulsen. Han døde imidlertid den i. (2.) Juni 1823, og den Ansøgning, som hans Enke strax efter hans Død indgav om Understøttelse, blev modtaget med ualmindelig Deltagelse af Akademiet, der roste hans Talent. Dog kunde det ikke give Enken Pension, fordi han ikke var bleven Medlem, men det tilstod hende bl. a. i 1826 et Gratiale »i Betragtning af hendes afdøde Mands Kunstnerværd«. Han udstillede nogle Arbejder i 1822, og efter hans Død udstilledes et Par Tegninger i 1826 og 1827.

(Weinw. Lex. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseavisen 1823, Nr. 130. Skifteretten i Prov. Arch.)

Lund. Frederik Christian Lund, Historie- og Genremaler, født i København den 14. Februar 1826, kom i Lære hos Malermester Harboe og blev Svend, men arbejdede dog ikke som saadan, da han strax efter, som Elev af Akademiet, blev sysselsat ved Udsmykningen af det Indre af Thorvaldsens Museum. Han begyndte i sit trettende Aar (Oktbr. 1838) at besøge Kunstakademiets Skoler, blev 1845 Elev af Modelskolen, vandt 1849 den mindre og 1852 den store Sølvmedaille. Men hans Studier led i disse Aar Afbrydelse ved, at han deltog som Frivillig i hele den slesvigske Krig, var med i

Slaget ved Bov (1848) og ved Fredericia den 6. Juli 1849, da han blev haardt saaret. Efter Slaget blev han Danebrogsmand.

I 1850 udstillede Lund et Portræt og nogle Studier og omtrent samtidig i Kunstforeningen nogle Tegninger fra Felten, der vakte Opmærksomhed. Hans første Figurbillede, »En gammel Kone, som spinder«, blev udstillet 1852, og Aaret efter fik han den Neuhausenske Præmie for »Episode af Slaget ved Fredericia«, der blev købt til den kgl. Malerisamling. Senere har han flittig udstillet dels Portræter og Livsbilleder, dels historiske Arbejder og Altertavler. Blandt hans historiske Billeder maa nævnes »Griffenfeldt føres til Fængslet« (1859), »Stormen paa København« (1869, Grev Ahlefeldt Laurvig) og »Svenskerne paa Kronborg« (1873, den kgl. Malerisamling). Senere har han med Forkærlighed malet større og mindre Figurbilleder, hvori Handlingen til en vis Grad har været underordnet den flittige Udførelse af Enkelthederne, saaledes at de næsten maa kaldes Kostume- og Architekturbilleder. Til saadanne høre »Svejtsergarden« (1872, Baron Rosenørn-Lehn), flere mindre Billeder, som kaldes »Fra forrige Aarhundrede« og lignende. Et større Billede, »I et Klosterkøkken« (1877, tilh. Kongen), gengav derimod en levende Handling. Af hans Portræter kan maaske fremhæves et mindre Brystbillede af Grosserer, Etatsraad Melchior og et større Portræt af Kaptajnløjtnant Hammer, hvormed han i 1865 konkurrerede til den Neuhausenske Præmie, H. Buntzens Portræt malet for Udstillings-fonden (1869) og Alb. Kuchler (Frdborg Mus.). I Akvarel udførte han i 1854 til 1860 med Understøttelse af Kultusministeriet en Række »Nationaldragter«, som udkom i Farvetryk 1861 og i ny Udgave, med Text af V. Bergsøe, i 1890. Originaltegningerne indlemmedes i Stockholms Nationalmuseum, medens Kunstneren, i Erkendelsen af Samlingens Værd, af Sverig-Norges Konge fik Me-daillen pro littcris et artibus i Guld. Et Værk i lignende Retning, en i Akvarel malet stor Karton med et Optog af danske Bønder, prydede først den danske Afdeling ved Verdensudstillingen i Paris i 1878, og fik senere, da Planen om en Udførelse i større Stil glippede, en beskeden Plads i anden Etages Korridor i det kgl. Theater. Hans Hovedværk var sikkert de store Loftmalerier i Viborg Domkirke, saavel i Tverskibet og Koret paa Mur, som i Langskibets Loft paa Træ. Den architektoniske Inddeling og Valget af Æmnerne skyldtes den ledende Bygmester, medens hele Anordningen og den ret heldige Gennemførelse af en til Kirkens oprindelige Tidsalder svarende Stil var Lunds Fortjeneste. Efter Værkets Fuldførelse blev han den

10. September 1876 udnævnt til Ridder af Danebrog. Et i 1890 udstillet Billede »Sessionen«, som udmærkede sig ved ypperlig Fortælling og dygtig Formgivning, skulde blive et af hans sidste Arbejder. Samme Aar ramtes han af en Paralyse, der har nødt ham til, i en endnu ellers kraftig Manddomsalder at nedlægge Penselen.

Lund har tre Gange haft Rejseunderstøttelse af Akademiet, en mindre til en Rejse i Indlandet (1858) og derpaa i 1859 og 1862 to større til udenlandske Rejser. Foruden mindre Rejser var han to Aar 1862 — 64 i Italien og atter Vinteren 1874—75 med det Ancherske Legat. Den 25. Juni 1877 blev han Medlem af Kunstakademiet i København og i 1896, i Anledning af sin 70 Aars Fødselsdag, fik han Titel af Professor. Lund blev den 7. Oktober 1859 gift med Axeline Mørch, der i de senere Aar er optraadt som Forfatterinde; hun er Datter af Krigsassessor, Forvalter ved det militære Varedepot Carl Christian Mørch (f. 1807, d. 1870) og Dorothea Margrethe Magdalene f. Muller (f. 1809, d. 1858) og er født i København den 23. Oktober 1836.

(Priv. Medd. J. Lange, Billedk., 401. III. Tid. 1804, Nr. 20. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lund. Jens Peter Lund, Kobberstikker, Søn af Styrmand Lund og født i København den 24. Januar 1821, kom efter sin Konfirmation først i Malerlære og senere i Lære hos Kobberstikker S. H. Petersen, ved hvem han fik Adgang til Kunstakademiet, og gennemgik dets lavere Skoler i 1836—40. Efter at have arbejdet fire Aar som Lithograf i Norge, kom han tilbage til København og begyndte paany paa Akademiet i 1852 i Gibsskolen og naaede nu at blive Elev af Modelskolen. Han udgav sex Blade Raderinger efter Lundbyes Tegninger og i 1862 et stort Kobberstik efter Skovgaards Maleri »Vognserup Allee«, hvortil Tegningen var udstillet i 1859. Dette Blad, til hvis Udførelse han havde haft Understøttelse af Kultusministeriet og af Grev Moltke-Bregentved, viste ham som en lovende Kunstner, der vistnok kunde have udviklet sig til noget dygtigt, naar han ikke, for at kunne ernære sin talrige Familie, — thi han var allerede den 27. April 1846 bleven gift m'ed Emilie Hermandine Hermansen (f. 1826) — mest havde maattet bruge sine Kræfter paa underordnet Arbejde, Lithografier til »Gæa«, Illustrationer til flere af Eschrichts Skrifter (En Grindefangst efter Kloss i Aquatinte) m. m. Et større Blad efter Ruisdael, der skulde have været Sidestykke til Skovgaards Billede, fik han ikke Lejlighed til at fuldføre. I det

Haab at finde en mere udvidet Virkekreds rejste han nemlig til Norge, og der døde han i Christiania den 17. Oktober 1871. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

Lund. Jens Petersen Lund, Landskabsmaler, var fra Hertugdømmet Slesvig og maa være født omtrent 1725—30. Efter at have lært Malerhaandværket i Tønder, kom han i 1749 til København og »tog Kondition paa Maler-Amtet«, hvor han forblev til Oktober 1754. Hans Lyst til at blive Kunstner bragte ham til at forlade Haandværket og søge Adgang ved Kunstakademiet »for at lære noget i Tegne- og Skildrekunsten«. Samtidig kom han til at arbejde hos Pilo, der havde støttet ham i hans Forsøg paa at faa Plads ved Akademiet. Malerlavet vilde imidlertid nødig af med en brugbar Svend og indstævnede ham for Politiretten som »Løsgænger« i Oktober 1755. Akademiet fik dog Lov til at beholde sin talentfulde Elev, der allerede Aaret efter, den 5. April 1756, vandt den store Guldmedaille som Historiemaler for Opgaven »Optrin af Syndfloden«, som Particuliére-Kassen betalte ham med 80 Rdl. d. C. Fra den i. Januar 1759 fik han det kgl. Rejsestipendium paa 400 Rdl. d. C. aarlig i sex Aar.

Lund rejste strax til Paris, sammen med C. F. Stanley, som ogsaa havde faaet Stipendium, for der at mødes med Harsdorff (s. d.). Der fortælles, at da senere Lund og Harsdorff fulgtes ad gennem Italien til Rom, førte Lund sin Kaffemølle med sig, for selv at kunne male sine Bønner, da han var en stor Ven af Kaffe. I et mistænkeligt Værtshus blev denne Mølle deres Beskytter, idet Bønderne fattede en sky Ærefrygt for de Fremmede, som førte et saa djævelsk Redskab med sig. I 1765 udbad Lund sig fra Rom et Aars Forlængelse af Stipendiet, men det nægtedes ham, og han maatte nøjes med Penge til Hjemrejsen. Allerede i Paris havde han faaet Akademiets Tilladelse til at »applicere sig paa Landskaber«, og da han efter sin Hjemkomst i April 1766 fremstillede sine Arbejder for at agreeres, var det tvende Landskaber, og han fik til Opgave for Medlemstykket at male et Landskab i Løbet af sex Maaneder. Dette Tidsrum blev dog flere Gange overskredet. Strax samme Aar fik han nemlig den Opgave at male ikke mindre end 22 Landskaber til Christiansborg Slots Riddersal, hvert 7^J/₂ Alen højt og 4*/2 Alen bredt, og de vare færdige inden den i. December. Selv om disse store Billeder, der brændte 1794, næppe vilde falde i Nutidens Smag, viser det dog en overordentlig Frugtbarhed og

Lethed i at male, at han kunde fuldende saa stort et Tal paa en efter Tidens Fordringer tilfredsstillende Maade i saa kort en Tid. Uagtet han, hedder det i en Beskrivelse af Slottet, efter Stykkernes Størrelse har været »nødt til at porportionere sine Tanker, saa at han har maattet bornere sit Geni«, har han dog »villet vise indsigtsfulde Kendere, at han var ligesaa stærk i Kompositionen, som i at male efter Naturen, idet der findes ligesaa mange komponerede som virkelige Stykker«. Over Galleriet var tolv Stykker mest med romerske Æmner, under Galleriet ti Stykker, hvortil Motiverne var af højst forskellig Art. I Jonges Københavns Beskrivelse opregnes de enkeltvis. I de næste to Aar malede han en hel Række Theater-dekorationer til Hoftheatret, som Architekten Jardin nylig havde indrettet i Christiansborg Slots østre Sidefløj. Der udbetaltes ham over 6000 Rdl. d. C. for disse Arbejder. Intet Under derfor, at hans Medlemsstykke maatte vente.

Den 8. Juli 1769 blev Lund Medlem af Akademiet og levede siden som Hoflandskabsmaler. Han synes at have hørt til de misfornøjede Medlemmer, hvem intet ret vilde lykkes. I 1771 søgte han forgæves om at blive Informator ved Ornamentskolen og i 1774 ankede han over, at Informatorerne bleve foretrukne for ham, der var akademisk Medlem, til at faa fri Bolig paa Charlottenborg. Ved Salonen i 1778 udstillede han nogle større Oliemalerier og en Mængde Landskaber i Gouache, som Aug. Hennings havde en Del at sige paa. Dog roser han ham for Rigdom paa Ideer, Lethed i at komponere og stor Dygtighed i Luftperspektiven. I den kgl. Kobberstiksamling findes 8 smaa italienske Landskaber, raderede i 1764, og 4 store Blade tegnede med Vandfarve i en let, fri Maner, men ganske konventionelt. Han døde ifølge Weinwich 1793; dog opføres han endnu 1794 i Statskalenderen og 1795 ' Vejviseren (»Lommebog«) som Hoflandskabsmaler.

(Weinw., S. 161. Do. Lex. Büsching Nachr., III, S. 667. Hennings, S. 134—37. Akad. Adresseav. 1766, Nr. 179. Jonge, Kbhv. Beskr.. S510—11 og 513—15- Thiele, Kstakad., S. 106 og 120. Krohn, I, 63—64.)

Lund. Johan Ludvig Gebhard Lund, Historiemaler, blev født i Kiel den 16. Oktober 1777 af danske Forældre. Hans Fader, Malermester Hans Gievert Lund var fra København, hans Moder hed Marie Magdalene Christine, f. Bremer. Faderen var en god Ven af J. F. Clemens, og da Lund som ungt Menneske kom til København )i796) for at uddanne sig til Kunstner, var han anbefalet til Clemens.

Efter at have gennemgaaet Akademiets lavere Skoler blev han den 2. Januar 1798 Elev af Modelskolen, vandt i Juni s. A. den mindre, og i Maj 1799 den store Sølvmedaille. Samtidig besøgte han Abild-gaards Atelier, uden dog at kunne slutte sig saa fuldstændig til denne, at han vandt hans Yndest. Formaaende Venner havde skaffet ham Adgang til adskillige fornemme og rige københavnske Familier, f. Ex. de Conincks, Konferensraad Bruns o. fl., hvor han blev en yndet Tegnelærer. Han var ikke fornøjet med, hvad han under de daværende Forhold lærte ved Akademiet, eller, hvad der snarere synes det rette, hans ikke store eller alsidige Talent udviklede sig ikke saa hurtigt under Skolens strænge Tugt, som han overfor sine beundrende Velyndere kunde ønske, og han foretrak derfor, uden at konkurrere til Guldmedaillerne, at søge videre Uddannelse i Udlandet, og allerede i 1799 rejste han til Dresden. Da han heller ikke der kunde finde sig til rette, tog han Aaret efter til Paris, hvor han arbejdede halvandet Aar i J. L. Davids Skole. Men medens dennes Paavirkning nogle_< Aar senere fik aldeles afgørende Virkning paa Eckersberg, er det næsten ikke til at spore hos J. L. Lund, at han har lært Davids udprægede og iøjnefaldende Malemaade at kende.

Fra Paris gjorde han med Kammerjunker Brun Neergaard (jfr. Kckersberg) og nogle fremmede Rejsende en Udflugt til Norditalien og Svejts, men vendte derfra tilbage til Frankrig. Snart efter rejste han dog paany til Italien (1802) og dvælede i Florens, hvor hans Kaldelse opgik for ham ved Synet af de gamle religiøse Malerier. Derfra drog han til Rom, blev der Ven med Thorvaldsen og mødtes tillige med Venner fra Hjemmet, f. Ex. Fru Frederikke Brun, som havde bevaret sin Interesse for ham. Her forblev han i flere Aar. Til denne Rejse havde han uden Akademiets Medvirkning opnaaet en kgl. Understøttelse paa 400 Rdl. d. C. aarlig i to Aar, og først da der i 1805 og 1806 blev Spørgsmaal om dens Fornyelse, æskedes Akademiets Erklæringer. Disse synes dog, efter den sidste at dømme, som er bevaret, ingenlunde at have været til Gunst for »Portrætmaler Lund«, som det den Gang kaldte ham. Tvertimod henviser Akademiet i 1806 de Elever, som have uddannet sig i Hjemmet, og som ere nøje kendte af dets Professorer, til Kongens Naade, naar han vil give et Rejsestipendium, og anbefaler særlig Niels Flint, som en ung Kunstner, der kunde have fortrinligt Krav paa en saadan Understøttelse.

For at vise, hvad han formaaede, malede nu Lund et stort Billede, »Andromache i Afmagt ved Synet af den faldne Hektors mishandlede Lig« med en Mængde legemsstore Figurer. Det var færdigt i 1807 og er beskrevet af Fru Brun i Athene (IV., S. 301 flg.). Ved Hjemsendelsen til Skibs blev det opbragt af Englænderne og solgt ved Auktion i Plymouth. Den danske Konsul dér tilbød at købe det, men paa Grund af Brevforbudet fik han intet Svar. Trods Forespørgsler baade den Gang og senere har det ikke været til at finde, og man kender derfor kun Kompositionen af Kunstnerens tegnede Udkast. Faa Aar efter (1810) havde Kunstneren et andet stort Billede færdigt, der var malet som Sidestykke til det første. Deraf kan man med Lethed forestille sig det tabte Billedes Karakter i alt væsentligt, om det endog skal have været bedre end det, der er bevaret. Det forestiller »Andromache ved Hektors Grav« eller »Trojanernes Bortgang fra deres Fødestad« og blev udført paa Bestilling af den danske Generalkonsul i Livorno, Grev Schubart, af hvem det senere skænkedes til den kgl. Malerisamling. Det er værd at lægge Mærke til, at trods den begejstrede Ros, hvormed Fru Brun paa det nysnævnte Sted i Athene ogsaa udtaler sig om dette Billede¹, havde dog Kratzenstein Stub, som var sammen med Lund i Rom ved den Tid og i meget stod ham nær, Øje for dets Svagheder. I nogle Optegnelser fra sit Ophold i Italien fremhæver han, at »der er megen spildt Flid deri. Det fylder ej Fantasien og som helt gør det ej noget behageligt Indtryk paa Øjet«. For øvrigt omtaler han som Lunds bedste Egenskaber »en utrolig udholdende Flid og grænseløs Taalmodighed«, saa at han ufortrødent forandrer hele Maaneders Arbejde, naar de ej behage ham, og han kalder ham »en korrekt Tegner, naar han har Genstanden for sig«. Han anfører ogsaa, at den almindelige Mening om Lund var, at han havde »Judicium, men ej Geni«; dog tilføjer han, »at hans Arbejder kunne lade sig se, hvor det skal være«. Om hans Personlighed siger han, »at han holder ham for en brav Karl, tjenstfærdig i Raad og Daad, men lidt protectorisk«.. Der var, karakteristisk nok, et grundigt Had mellem ham og Høyer, som ogsaa var i Rom paa den Tid, »men Lund taler ikke derom«.

¹ Akademiets Sekretær udtalte sig ligeledes meget begejstret, da Billedet blev udstillet her hjemme. Det var for ham en Ros mere, at J den barnlige Uskyl-dighedi, d. v. s. Astyanax, var »yndig forestilt af Hs. Højhed Prins Frederik Carl Christiane (Fred. VII).

Lund rejste fra Rom den 10. August 1810 med Fru Brun og kom til København i Slutningen af Aaret. Han viste strax Prins Christian, Akademiets Præses, sin Portefeuille med Tegninger, og det endnu ufuldførte Portræt af »Adelaide Brun siddende mellem romerske Ruiner« ^{. Først mod Slutningen af det følgende Aar kom »Andromache ved Hektors Grav« hjem, og den 6. Januar 1812 blev han paa det agreeret af Akademiet. Til Opgave for Medlemstykke fik han »Habors og Algers Tilbagekomst fra Slaget«, efter Suhms Novelle »Habor og Signe«. Den 31. Januar 1814 blev han Medlem paa dette Stykke. Det staar i flere Henseender tilbage for det store Billede, hvorpaa han blev agreeret. Grupperingen af de temmelig mange Personer danner en vel fast trekantet Klump, og selv Brøndsted, der i »Athene« optraadte som en begejstret Lovpriser af Billedet, kunde ikke nægte, at Farven, trods en vis mild Harmoni, var mat og virkningsløs. Derimod var Opfattelsen af det sentimentale Oldtidsbillede, som Suhms Novelle frembød, ret heldig i Enkelthederne, og man saa let, at man havde en Kunstner for sig, som forbandt Kendskab til de store Mesterværker og en prøvet Smag med en levende Sans for at gengive sine ideale Skønheds-indtryk, selv om det skete paa en kraftigere kunstnerisk Gennemførelses Bekostning.

Denne Sans for et noget vilkaarligt skabt Skønhedsideal var det ogsaa, som i hele hans følgende Liv gav ham hans ejendommelige Plads i den danske Kunstskole, navnlig overfor den kunstneriske Udførelses energiske Repræsentant, C. V. Eckersberg. Endog som fraværende traadte Eckersberg, uden selv at vide det, ham hæmmende i Møde. Da Lund nemlig snart efter, ligesom Høyer, søgte om at blive kgl. Historiemaler og Professor ved Akademiet, svarede man ham, at man vilde først oppebie Eckersbergs og Stubs Hjemkomst. Han søgte paany i et tysk Brev til Prins Christian om at blive Historiemaler og faa Bestillinger til Christiansborg Slot, eller i al Fald at faa Bestilling paa nogle Billeder, han kunde male i Rom, da han der kunde leve billigere som ene Person. Det var virkelig hans Tanke, krænket over, at ikke alt stod ham aabent i Hjemmet, at drage til Rom og nedsætte sig der for stedse. Imidlertid fik han

¹ Oehlenschlæger, som kalder sig Kunstnerens Fætter, siger i sine Erindringer, at Lund »bevidst eller ubevidst bragte hende, Ida eller Adelaide Brun, over i de fleste af sine Billeder«.

N. K L. II. Marts 1896. 4

i Begyndelsen af 1815 Bestilling paa en Altertavle til Raadhus-kapellet, som blev udstillet s. A. og forestillede »Christus og Marie Magdalene efter Opstandelsen«. Kort efter fik han ogsaa Bestilling paa en Altertavle til Petri Kirke, men, uagtet Akademiet lod ham faa en Malerstue paa Charlottenborg, fastholdt han endnu sin Tanke om at rejse til Rom, og Akademiet anbefalede ham selv til at faa kgl. Bestillinger at udføre der, hvorvel det paa samme Tid nægtede ham Titel af Professor, som det forbeholdt sine egne Embedsmænd. Nu gav Kongen ham, vistnok efter Prins Christians Forslag, Bestilling paa et stort Maleri til Christiansborg, »Christendommens Indførelse i Norden«.

I Slutningen af 1815 forlod Lund Danmark, men nu ikke mere med Tanken om at blive borte. Den 30. Januar 1816 kom han til Rom og forblev der til den 14. Juli 1819, da han tiltraadte Hjemrejsen i Selskab med Thorvaldsen. Under Opholdet i Italien nøjedes han med, foruden at male et Par Altertavler og nogle mindre Billeder, tildels af religiøst Indhold, at gøre Udkast til det store Billede til Christiansborg, medens han samtidig med større Klarhed kastede sig over Studiet af den forrafaeliske Malerkunst i Italien. Imidlertid kom Eckersberg hjem, og ved Professorvalget den 18. April 1818 (se Eckersberg) valgtes Lund, skønt fraværende, til anden Professor ved Modelskolen. Om Efteraaret s. A. hjemsendte han en stor Altertavle, »Christi Opstandelse«, som var bestemt til Slotskirken, men senere har funden sin Plads i Johanneskirken paa Nørrebro.

Efter at Lund ved Hjemkomsten havde tiltraadt sin Professorplads, ægtede han i 1820 Augusta Lorentz (f. 1797, d. 1871), Datter af Henrik Lorentz og Frederikke Vilhelmine f. Lindrup. Hans øvrige Liv henrandt i stille Ro med Kunstens Syssel indtil hans høje Alderdom. Han blev aldrig Akademiets Direktør, men var gentagne Gange dets Kasserer; han blev Ridder af Danebrog den i. August 1829, Danebrogsmand den 28. Juni 1840, hver Gang sammen med Eckersberg, og havde i sine sidste Leveaar Titel af Etatsraad. Efter-haanden svækkedes hans Syn saa meget, at han ganske maatte holde op med at arbejde; det sidste Maleri, han udstillede, »Nadverens Indstiftelse« (1858), var ganske blegt i Farven. Efter den Tid udstillede han kun nogle Tegninger, saaledes at han naaede at have været Udstiller i 50 Aar (1812—1861). I nogen Tid var han ganske blind, men en heldig Operation gengav ham Synet, saaledes at han i sine sidste Aar atter kunde sysselsætte sig, om end ikke med at male, saa dog med Ordningen af sine Tegninger, med Læsning, ja

han blev endog paany Akademiets Kasserer og var det lige til sin sidste Tid. Han havde været meget munter af Naturel og bevarede en høj Grad af Livlighed og Aandsfriskhed, indtil han gik bort efter en Maaneds Sengeleje uden egentlig Sygdom, Natten mellem den 2. og 3. Marts 1867 i en Alder af henved 89½ Aar.

Det var en lang Række Billeder, der efterhaanden udgik fra den flittige og omhyggelige Kunstners Værksted. Foruden en Mængde mindre Billeder, tildels af religiøst Indhold, f. Ex. »Andagten«, »Troen«, »En bedende Engel« og lignende, har han malet en Række Altertavler, hvoraf de ældste ere nævnede i det foregaaende. De udmærke sig næsten alle ved en smagfuld Anordning, ved en fin, men noget mat Stil, ved harmoniske, men altfor dæmpede Farver og ved Skønhedsfølelse i Udførelsen. Hans Hovedværker ere de fem store Billeder, som smykkede »det første Cavalergemak« paa Christiansborg. Først efter at han i 1819 var kommen hjem til Danmark, tog han for Alvor fat paa Udførelsen af det første af disse, »Christen-dommens Indførelse i Norden«, og i 1827 kunde han udstille et Maleri, som i Flademaal og Tal af Figurer uden Tvivl var det siorste, nogen dansk Maler indtil da havde udført. Høyen, som den Gang nylig var kommen hjem fra. sin Udenlandsrejse, gav en smuk og oplysende Beskrivelse af Billedet, som blev trykt og solgt ved Indgangen til Udstillingen. Som svarende til dette Maleri, der dækkede Bagvæggen i den store Sal, malede Lund efterhaanden fire noget mindre Billeder til Sidevæggene, som ved en Dør paa Midten deltes i to lige store Dele. De to Malerier til den ene Side, der skildrer Tiden før Christendommens Indførelse, forestiller Naturtilstanden med Solens Tilbedelse (udst. 1838), og det udprægede Hedenskab fra Odindyrkelsens Tid, Nordboer, som ofre til et Gudebillede af Thor (udst. 1831). De tvende paa den modsatte Væg skildre Tiden efter Christendommens Indførelse og forestille Katholicismen, fremstillet ved et Kirkeoptog paa Christi Legemsfest (udst. 1834), og Reformationen, fremstillet ved en luthersk Gudstjeneste, Altergang og Vielse (udst. 1843). I disse Billeder, hvormed han skulde staa Side om Side med Eckersberg, har Kunstneren uden Tvivl sat hele sit Fond af Dygtighed og kunstnerisk Følelse ind, og selv sete med Nutidens Øjne vise de en Kunstner med Sans for malerisk Anordning, og en ikke ringe technisk Dygtighed, selv om den harmoniske Virkning er naaet ved for stærk Afdæmpning af Farven. Overfor Fremtiden vil de kunne hævde, at de til visse Tider udtalte skaanselløse Domme ikke hvile paa et fuldstændigt og upartisk Syn paa Kunstnerens

Virksomhed. Et Arbejde, som Lund udførte i 1828, altsaa samtidig med det store Christiansborg-Billede, viser fremragende Ævner i en anden Retning. Det var Fortæppet til det kgl. Theater med den fængslende Udsigt til Akropolis. Hvor smagfuldt Æmnets Valg var og hvor heldig Udførelsen er, ses maaske bedst af, at det viste sig umuligt at faa det erstattet med noget bedre, hvorfor ogsaa en af vore talentfuldeste Kunstnere paatog sig at gentage det til det nuværende Theater.

Lund malede ogsaa Portræter, dog ikke mange; til de bedste hører et Portræt af Oehlenschlæger, stukket 1822. Ved Siden af Figurmaleriet dyrkede han ogsaa Landskabsmaleriet, og man vil mindes de smaa, lidt blege, men af en fin poetisk Stemning prægede Billeder, der af .og til saas paa Udstillingerne fra Lunds Haand. Akademiet erhvervede efter hans Død en rig Skat og et smukt Minde om Kunstnerens Flid og Kærlighed til Kunsten i den Samling Gennemtegninger, som han i sin Ungdom udførte efter udmærkede Originaler, mest i Florens og Rom. Lund var ligesom Eckersberg en flittig og virksom Lærer ved Akademiet, og havde desuden, ligesom denne, en egen Skole for sine Elever i sin Malerstue paa Char-lottenborg; men, uagtet han især i Førstningen havde mange Elever, har han dog langt fra udøvet den Indflydelse paa den danske Kunstskole i det hele som Eckersberg. Hans betydeligste Elever er N. Simonsen og August Schiøtt, der i 1854 malede sin alderstegne Lærers Portræt som Medlemstykke til Akademiet. Dog viser en stor Samling Breve, som hans Enke efter hans Død skænkede det store kgl. Bibliothek, i hvilken udstrakt Vexelvirkning Lund stod til en Mængde af Datidens Kunstnere, med hvilken Hjælpsomhed og Hjærtelighed han efter bedste Ævne støttede dem, og især Slesvigere og Holstenere var altid sikre paa Tilhold og Vejledning hos ham. Disse hans Alumners hengivne Meddelelser til deres Lærer have en ikke ringe kunsthistorisk Betydning ved den Mængde Data, de paa den paalideligste Maade slaa fast.

(Weinw., S. 195. Do. Lex. Erslew, Suppl., II, S. 221. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. C. Molbechs Athene, II, S. 359 og 471; IV, S. 301 og 450; V, S. 267; IX, S. 157. Jfr. Hjort, Kritiske Bidrag, Kunsth. Afd., S. 34 og 134. Thiele, Thorvaldsen, I, S. 2OO, 222, 227, 241; III, S. 2. Skild. 1815, Sp. 443; 1818, Sp. 429, 1416; 1823, Sp. 561; 1827, Sp. 536. Dagen 1822, Nr. 307. Øst, Archiv 1824, I, S. 252. Oehlenschl. Erindr, ny Udg., S. 470. H. Hansen, Betragtn. Kbh. 1827, S. 45—46. Høyens Skr., I, S. 22—31, S. 107—10. K. Madsen, J. Th. Lundbye, S. 21. Nekrolog i Fdl. 1867, Nr. 59.)

Lund. Niels Anker Lund, Historiemaler, født den 24. Februar 1840 i København, er Søn af Skomagermester og Løjtnant i Borgervæbningen Christian Niels Lund (f. 1810, d. 1857) og Catharine f. Hall (d. 1843?), besøgte Bprgerdydskolen i København til sit 18. Aar, gik dernæst paa Kunstakademiet fra 1858, blev 1860 Elev af Modelskolen, vandt 1861 den mindre SølvmedailJe og fik den 30. Juni 1866 Afgangsbevis som Maler. I 1868 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet. I 1865 deltog han med sit første udstillede Arbejde i den Neuhausenske Konkurs, og har siden regelmæssig udstillet indtil 1882, i Førstningen mest Billeder fra den nordiske Oldtid og Middelalder; i de senere Aar Motiver fra Trediveaars-krigen, som for en stor Del ere paa private Hænder. I en lang Aarrække var han knyttet som den kunstneriske Leder til den Ipsenske Terrakottafabrik, der netop i de Aar udviklede en betydelig Virksomhed i kunstindustriel Retning og tog første Præmier paa flere Verdensudstillinger for gode Efterligninger af Oldtidens keramiske Arbejder. Han havde ogsaa Rejseunderstøttelse fra den Reiersenske Fond for at studere Keramik i Udlandet. Efter den Tid har han navnlig malet en Del Altertavler til Landsbykirker. Lund blev den 3. November 1871 gift med Pauline Amalie Lange, Datter af Kopist i Brandkommissionen Frederik Erik August Lange (f. 1798, d. 1848) og Julie Jakobine f. Zipelius (f. 1800, d. 1890).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lund. Niels Gundersen Lund, Theatermaler, født omtrent 1760—65, besøgte Kunstakademiet i København, hvor han 1784 vandt den store Sølvmedaille og 1785 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Christus uddriver de Handlende af Templet«. Dette Arbejde, der omtales saavel i »Lærde Efterretninger« som i »Minerva«, viste ham som en »heldig Elev« af Abildgaard. To Aar efter konkurrerede han til den store Guldmedaille uden at opnaa den, og lagde sig nu, som det synes, efter Theatermaleriet. I 1789 rejste han til Italien som Theatermaler, men i Rom faldt han, som det ikke sjældent hændte Kunstnerne, i en Sygdom, maaske tildels fremkaldt ved Fattigdom; efter en langvarig Feber led han af »Sinds-urolighed« og fik i 1791 en Understøttelse af 50 Rdl. d. C. fra Akademiet, for hvilken Sum han selv var i Stand til at takke i Januar 1792. I 1796, da han altsaa atter var hjemme, udstillede han to Malerier i Akademiet, »Melpomene og Thalia« og »Amor og Psyche«. Samme Aar søgte han om at blive Informator ved Akademiet,

men blev det ikke. Det lykkedes ham heller ikke at blive Theater-maler efter Th, Bruuns Død (1800), og det Vidnesbyrd, han forlangte af Akademiet, nægtede det ham, da det ikke kendte ham som Theatermaler. Hans Hustru hed Juliane Marie, men efter Ansøgning fra hende af 2. November 1802 hævedes Ægteskabet s. A. Den Understøttelse fra Kongen, af 2 Rdl. om Ugen, som de hidtil havde nydt, skulde derefter deles imellem dem.

(Weinw., S. 195. Do. Lex. Akad. Kbh. lærde Eft. 1785, S. 702. Minerva 1785, I, 2, S. 93. Skifteretten i Prov. Arch.)

Lund. Niels M. Lund, Maler, er maaske den samme som Niels W. Lund, om hvem det hedder, at han er født af danske Forældre og har faaet sin Uddannelse ved Kunstakademiet i London. Der siges, at han i 1893 havde malet Newcastle Havn til Majestæternes Guldbryllup, og under sit Ophold her i Landet malede Dameportræter paa Bregentved. Lund skal endvidere have faaet Medaille ved Pariserudstillingen i 1895 for »Skotsk Landskab«. Hans Kunst tilhører ikke Danmark.

(Dannebrog ¹⁵/₁ 1893. Nat. Tid. '/6 1895.}

Lund. S. Lund synes at være Navnet paa den Maler, der har udført et stort Epitafmaleri, der var i Aalborg Frue Kirke. Malerier, som Borgmester Povl Poppe har ladet opsætte, senest i selve Aaret 1597, hans eget Dødsaar, forestiller Hr. Peder Beck, Povl Poppe selv, Marina Georgii (hans Kone?) og en Del Børn, samt nogle religiøse Fremstillinger. Høyen karakteriserer det som »fladt og middelmaadigt«.

(Hoyens Notitsbog, 15, 1833, Jylland i Nat. Mus, Medd. fra Kontorchef Burm. Becker. Jfr. Hofmans Fund., IV, S. 12. Marmora Dan., II, S. 246—47.)

Lund. Søren Jørgensen Lund, Dyr- og Landskabsmaler, er født den 12. December 1852 i Horne ved Faaborg, og er Søn af Sognefoged Jørgen Sørensen der. Han lærte Malerhaandværket ho-. Syrak Hansen fs. d.) i Faaborg, kom som Svend til København oii blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, som han besøgte fra i. Oktober 1874. Han rykkede vel op i Modelskolen, men forlod Akademiet i Januar Kvartal 1880 uden at tage Afgang. Den 12. Maj 1881 ægtede han Jensine Marie Jeppesen, Datter af Høker Jeppesen; men hans Hustru døde allerede 1882. Den 30. Oktober 1891 ægtede han derpaa Ane Cathrine Elisabeth Lindberg, Datter af Valgmenighedspræst Niels Lindberg (f. 1829, d. 1886) og Clara Cathrine f. Monrad (f. 1838). Lund udstillede første Gang

1879 »Parti af en Kostald« og har siden stadig udstillet. Ved Verdensudstillingen i Paris 1889 udstillede han »Sommerdag paa Marken« (Kbh. 1887) og »Heste sættes paa Græs« (Kbh. 1890); i Chicago udstillede han »Heste i Tøjr« (Kbh. 1892). fPriv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lund. Troels Lund, Theatermaler, født den 5. April 1802 i Kobenhavn, var Søn af Grosserer Ole Lund og Karen f. Monbcrg. Han begyndte efter sin Konfirmation at gaa paa Kunstakademiet, hvor han 1819 blev Elev af Modelskolen; den 2. Januar 1821 vandt lian den mindre og den 26. Marts s. A. den store Sølvmedaille. Tillige arbejdede han under Lorentzens Vejledning. Han konkurrerede tre Gange til den mindre Guldmedaille uden at faa den, og i Konkursen for Pengepræmien opnaaede han kun et Accessit (1825). »Nedbøjet af et Tungsind«, skrev han til Akademiet, »som jeg ikke formaar at overvinde«, besluttede han i Maj 1826 at foretage en lille Kunstrejse til Berlin, Dresden og München med Understøttelse af sin Fader. I Miinchen lagde han sig efter Theatermaleriet, hvortil han allerede havde forberedt sig her hjemme under Hetschs Vejledning, og en Tegning i dette Fag, som han hjemsendte i 1828, tog Akademiet »med særdeles Fornøjelse i Øjesyn«. I sin Anbefaling for ham til Kongen siger det yderligere, »at han endog har ovcrtruffet Akademiets gode Forventninger om ham«. I Miinchen udførte han flere Dekorationer til et mindre Theater og studerede tillige Thcater-Maskineri. Med kgl. Understøttelse for to Aar rejste han nu (1829) til Rom, hvor han malede en Dekoration til »Tryllefløjten«, og efter Udløbet af denne Tid blev Understøttelsen fornyet to Gange (Februar og Marts 1831), hver Gang med 400 Rbd. Sølv (800 Kroner) af Fonden ad usus publicos. I Begyndelsen af 1832 rejste han til Paris, fik i April 1833 et Tillæg af 300 Rbd. og kom hjern i Sommeren 1833 efter syv Aars Fraværelse. Den 5. August s. A. blev han agreeret, og paa »En gothisk Sal med Galleri« (til Balletten »Valdemar«) blev han den 24. August 1835 Medlem af Akademiet, efter at den færdige Dekoration var bleven set af Akademiet i det oplyste Theater. Af hans Arbejder kan desuden nævnes »En tysk Gade« til »Jødinden« (1838) og »Viborg Domkirke« til Balletten »Erik Menved« (1843).

Medens Lund saaledes havde uddannet sig væsentlig til Archi-tekturmaler i Theaterfaget, var hans samtidige C. F. Christensen fortrinsvis Landskabsmaler, og da denne i 1842 fik Tilbud om kgl.

Ansættelse som Theatermaler, modtog han det kun paa det Vilkaar, at Lund samtidig ligeledes blev ansat. I denne Stilling virkede nu den sidstnævnte indtil sin Død den 5. Maj 1867, og de mange architektoniske Dekorationer, hvormed Theatret i disse Aar berigedes, skyldtes alle hans Haand; dog vandt han aldrig saa stort et Navn i Publikum som hans Kollega. Han var gift med Sofie Petrine Andersen (f. 1817), Datter af Justitsraad , Kontorchef under Militæretaten, Andreas Christian Andersen (f. 1787, d. 1841) og Frederikke Christiane f. Saxtorph (f. 1793, d. 1848), han blev den 28. Juni 1847 Ridder af Danebrog og var i sine senere Aar, siden 1849, ^et virksomt Medlem af Borgerrepræsentationen. Tillige har han Fortjeneste af det techniske Instituts Udvikling. Fra Oktober 1865 havde han Bolig paa Charlottenborg. I Aarene 1819—1826 udstillede han dels sine Konkursarbejder, dels ikke faa Portræter, fra 1829—36 udstillede han nogle Udkast til Dekorationer, deriblandt til »Tryllefløjten«. Et historisk Maleri af ham, »Hero ventende Leander« (udst, 1826), blev købt til den kgl. Malerisamling.

(Erslew, Suppl., II, S. 262. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn, Overskou, Theaterhist, IV, S. 276, 333, 561, 603. Nyrop, Festskrift, S. 96—164 spredt. Rigsarch. Er. til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Elvins, Patr. SI. I.)

Lundby. Anders Andersen Lundby, Landskabsmaler, se Andersen-Lundby.

Lundbye. Johan Thomas Lundbye, Dyr- og Landskabsmaler, var Søn af Oberst Joachim Theodor Lundbye (f. 1778, d. 1841) og Cathrine f. Bonnevie (f. 1792, d. 1863); han blev født den 1. September 1818 i Kallundborg, hvor hans Morfader Justitsraad Emanuel Bonnevie var Toldinspektør. Det er hans Portræt som Olding, Lundbye saa livfuldt har gengivet i en Radering fra 1847, Aaret efter at den gamle Bedstefader var død. Lundbye var sygelig som Barn og udviklede sig kun langsomt, men overvandt dog efterhaanden denne Disposition, saaledes at han i den Manddomsalder, som det blev forundt ham at opnaa, var en smukt udviklet og kraftig Mand, som tillige udmærkede sig ved en sjælden Intelligens og et i Kunstnerverdenen ellers ualmindeligt Kendskab til dansk og fremmed Skønlitteratur. Den Lyst til Krigerstanden, der som en Arv havde forplantet sig til de ældre Brødre, synes ikke have været levende hos ham. Derimod syslede han saa ivrigt med Tegning, at hans Fader, da han var fjorten Aar, lod ham komme paa J. L. Lunds Tegneskole, for at det kunde blive til Alvor (1832). Samtidig gik han

Akademiets Skoler igennem, saaledes at han den 28. December 1835 blev Elev af Modelskolen; men videre bragte han det heller ikke ved Akademiet; thi medens det i Førstningen var Indtryk fra Barndommen, der ledede ham til at tegne Heste og Soldater (et af hans første udstillede Billeder forestillede »Skærmydsel mellem Lansenerer og Kyradserer«), blev det ham snart klart, at det fortrinsvis var Dyrene, som fængslede ham, og han søgte nu, tildels efter afdøde Konferentsraad C. J. Thomsens Raad, Lejlighed til at se og tegne Dyr paa Fælleden og lignende Steder. Hans første Forsøg i Oliemaleri var en liggende Ko paa Nørrefælled, hans første udstillede Billede (1835) »En Hund«, som han havde malet i Kallundborg, fra hvis Omegn han overhovedet hentede sine varigste Ungdomsindtryk, der fulgte ham hele hans Liv.

I 1839 deltog han i den Neuhausenske Konkurs med »Parti af Dyrehaven med Hjorte og Hinder«, men følte sig dog endnu noget ufri, navnlig i Behandlingen af Træerne, og fik heller ikke Præmien; Billedet blev købt af Kunstforeningen. For øvrigt synes Aarene 1835—41 at have hørt til hans lykkeligste Tid; i Omgangen med talentfulde og elskværdige Kunstfæller som Frølich, J. A. Jerichau og P. C. Skovgaard levede han glad for sin Kunst snart i København, snart i forskellige af Nordsjællands Egne, hvis ejendommelige Karakter prægede sig dybt i hans Sjæl. Faderens Død vakte ham til Alvor, og med den forandrede Sindsstemning vendte han sig atter med større Iver til Dyreverdenen, som han nu med mere Modenhed, men ogsaa med tydeligere Forestilling om de kunstneriske Vanskeligheder gav sig til at studere. Hans udstillede Billeder viser nu flere Dyrstykker ved Siden af Landskaberne. En »Malkescene«'efter Christian Winthers »Aftenmøde« (1841) vandt vel heller ikke den Neuhausenske Præmie, for hvilken det blev malet; men Billedet blev købt til den kgl. Malerisamling, hvortil han i de følgende Aar ogsaa solgte et Par Landskaber; det ene, »Kystparti ved Isefjord« (udst. 1843), endog et meget stort Billede. I 1844 udstillede han og solgte til samme Samling »Det indre af en Kostald«, der slaaende viste, hvad den unge Kunstner vilde, og hvad han allerede formaaede.

Aaret efter fik han Akademiets mindre Rejsestipendium, som i 1846 blev fornyet for det andet Aar. Han følte selv stor Trang til at komme udenlands. Han var dybt greben af et stærkt Mismod, hvori maaske hans kraftigt fremskridende legemlige og aandelige Udvikling havde den væsentligste Del, thi en saadan Stemning er ikke noget usædvanligt i hans Alder (25—26 Aar) hos begavede

Naturer. Paa samme Tid som det fjærnede ham fra hans Venner, styrkede det netop hans Arbejdslyst, idet han med mere Iver end nogensinde søgte Skovens og Markens Ensomhed med sin Malerkasse eller Tegnemappe i Haanden. Denne Tungsindighed haabede han at afryste paa sin Udenlandsrejse. Med det for Akademiet udtrykkelig udtalte Ønske om at rejse lige til Italien forlod han først i Juni 1845 Danmark og gik over Rhinen og Svejts til det længselsfuldt attraaede Land. Om ogsaa han i Førstningen led under Italiens Klima og det uvante Sprog, følte han dog hurtigt sit Øje opladt for al dets Herlighed, og hans livlige Breve til Hjemmet vidnede ikke mindre om den Lethed og Varme, hvormed han opfattede alt, end de talrige, friske og aandfulde Tegninger, han ved sin tidlige Død efterlod sit Fædreland og sin Slægt. Han malede ogsaa flittigt, og et Billede fra Rom, »Oxer i den romerske Campagne« (udst. 1846), blev ligeledes den kgl. Malerisamlings Ejendom til et Vidnesbyrd om hans Fremskridt paa Rejsen.

Imidlertid kom han hjem efter knap to Aars Fraværelse i Slutningen af 1846 uden at have overvundet det Tungsind, der trykkede ham, men ogsaa uden at have tabt sin Følelse for Hjemmets beskedne, men for det opladte Øje dog saa indholdsrige Skønhed. Samme Vinter malede han »Malkepladsen ved Vognserup« (kgl. Malerisml.), et af de Billeder, som bedst vidne om, hvad Danmark kunde have ventet sig af en Kunstner, der allerede i sin Ungdom var naaet saa vidt.

Lundbye adskiller sig fra alle ældre og samtidige danske Kunstnere — med Undtagelse maaske af hans Ven og Kunstfælle Lorens Frølich — ved den overordentlige Lethed, yndefulde Frihed og overraskende Sikkerhed, hvormed han tegnede, hvad enten det var med den smidige, lydige Blyant eller med den genstridige Pen. Hele denne hans Lyst og Ævne til at give, hvad han saa eller havde set, i yndige Omrids med en forunderlig Sandhed og poetisk Fylde var mere end en Færdighed; det var en Livsopfattelse eller Kunstopfattelse, ikke tilegnet ved Efterligning, men udsprungen hos ham af Livets egen Kilde, ligesom hos de græske Kunstnere i Italien (det borgerlige Samfunds retsløse Trælle), der malede deres liflige Dekorationer til de rige Romeres Villaer, eller som hos Japans ældre, af al europæisk Kunstudvikling uberørte, Kunstnere. Det, hvorpaa det i Virkeligheden kommer an, den levende, sprudlende friske Udtalelse af Kunstnerindividualitetens poetiske Indhold, kommer i den Art Kunst i langt højere Grad, eller i al Fald paa langt lettere iøjnefaldende Maade til sin Ret overfor Beskueren, giver Fantasien

et rigere Spillerum, saaledes at det pastose Oliemaleri tager sig tungt og jordbundet ud ved Siden af disse Aandens umiddelbare Fostre. Selv Marstrand, der ganske vist overgik Lundbye i Fantasirigdom og poetisk Skaberkraft, var fra Ungdommen langt mere voxet sammen med det europæiske Oliemaleris haandfaste Kamp med Tilværelsens Virkelighedsformer og hævede sig, selv i sine genialeste Udkast, sjældnere til den lyriske Vingeflugt, som præger største Delen af Lundbyes Kunst. Men, om end nok saa modstræbende, maatte denne dog bøje sig for Tidens Krav og ind paa Oliemaleriets i Datidens Øjne ene Kunsten værdige Technik. Høyen, som kendte og elskede Lundbye, blev bange for, at hans store Ævner skulde løbe ud i Sandet og forflygtiges i skitseagtig Løshed, uden hvad man kaldte alvorlig Gennemførelse, og holdt ham med velment pædagogisk Fasthed til Ilden. Dog var det ikke det flygtige, Lundbye vilde. Han kunde med Blyant eller Pen gennemføre en Form saa godt som nogen, og han tilegnede sig Oliefarvens Technik, om end noget famlende (fordi han ikke som Eckersberg og saa mange andre, saa at sige fra Dreng af, var vant til Penslens Brug) og langsommere, end man skulde have tiltroet hans højt opøvede rige Fremstillingsævne. Men hans Natur værnede om hans Talent. Naar han vilde male, flyede han de tætte Skove, de frodige Marker, og søgte ud til Landets aabne Vidder med sandede Bakker og øde Brinker, med spredte vejrpiskede Træer og stor Luft. Der fandt hans Øje i Liniernes Vexelspil den Ynde, som hans Sjæl trængte til at se og gengive. Og en personlig Egenskab, der kunde synes saare uheldig hos en Maler, hans Kortsynet-hed, blev den Hovedhjørnesten, der gjorde ham til en af Banebryderne for malerisk Frihed og Lethed i Behandlingen; for hans Øje samlede meget sig i Masser, med vexlende Lys og Skygge, der for Kammeraterne opløste sig i Enkeltheder, som pinagtig skulde gengives, og til Trods for, at han ikke sjælden var for ængstelig til med tilstrækkelig Fylde, i det udførte Maleri, at gengive den Rigdom, hans Øje havde set, er hans unge, saa tidlig afbrudte, Kunstnerlivs Værk dog blevet de opvoxende Slægters Forbillede og Lede-traad til nye Syner.

Og nu Dyrmaleriet! Det var som om han, i sin korte Livstid, følte sig mere hjemme i Dyrenes Verden end i Menneskenes, og i deres umiddelbare Naturstemninger mest levende følte de Strenge dirre, som han bedst spillede paa. Her syntes hans Nærsynethed snarere at skulle have hindret ham i at se og gribe Formen med den fornødne Finhed. Men den Kærlighed og Forstaaelse, hvormed

han i landlig Fortrolighed levede med Dyrene som personlige Individualiteter, bragte ham til at kende hver enkelt Form saa nøje, at hans tro Hukommelse kunde gengive den, medens han dog ogsaa for Sikkerheds Skyld gjorde de nøjagtigste Studier paa nært Hold af f. Ex. Køernes Muler og Klove, for at kende Formen, selv hvor den i Afstand ikke var tydelig for hans Blik. Til Gengæld hjalp saa Øjets Ejendommelighed ham til ogsaa her at samle Enkelthederne til harmonisk Helhed, og han malede sine udførte Billeder til en vis Grad paa fri Haand, idet han som hans seneste Biograf rigtig fremhæver, med klar Forstaaelse af sin Natur, skattede »Erindringens Kunst nok saa højt som den umiddelbare Gengivelse, under Forudsætning af, at det, som erindredes, var tilstrækkelig grundig tilegnet«. Og dog er det tydeligt, naar man sammenholder hans talrige Tegninger med hans udførte Malerier, at han ikke kom til at naa det Maal, han stræbte efter. Det er iøjnefaldende nok, siger hans faderlige Ven, N. L. Høyen, om ham i et Foredrag, han holdt efter hans Død, »at mange af de Arbejder, som vi have af ham, og som virkelig kunne gaa for fuldendte Kunstværker, dog meget mere bære Øvelsens, den flittige, den alvorlige, men ogsaa mangen Gang tunge Øvelses Præg, og at derimod mange flygtige Udkast netop vise os den Aand, den Sjæl og det Liv, der boede i Kunstneren«. Skønt han saaledes nærmest staar for os som Dyr- og Landskabsmaler, og som den, der navnlig i det sidste Fag overraskede Samtiden ved at vise, hvor megen Skønhed og Storladenhed et selvstændigt Syn kan aflokke Danmarks tilsyneladende saa simple Landskaber, og hvor meget malerisk Foredrag, hvori Genstandene forme sig under Penslen selv, forhøjer et Billedes Virkning, vise hans Tegninger dog, at, havde han levet længere, vilde ogsaa Menneskelivet med dets vex-lende Færd være bleven Genstand for hans Fremstilling. »Naar vi gennemgaa Rækken af hans Tegninger«, siger den samme Forfatter, »se vi, med hvilken Lethed han vidste at opfatte Portræter, med hvilken Sikkerhed han vidste at karakterisere forskellige Situationer, hvor nydeligt han kunde dvæle ved Børneskikkelser og hensætte dem saaledes, at hele deres ejendommelige Liv traadte frem«. Og de samme Fortrin mode os saavel i de Gengivelser, der i hans yngre Aar blev udført efter hans Tegninger {Kaalunds »Fabler« 1845), som i hans Raderinger, der staa hans frie med sikker Haand udførte Pennetegninger saa nær. En stor Række af hans Tegninger ere i flere Hold blevne den kgl. Kobberstiksamlings Ejendom.

Men alle disse Forhaabninger skulde ikke opfyldes. Med fornyet Liv, med en Friskhed, han ikke længe havde følt i sit Hjærte, greb han i Begyndelsen af 1848 Bøssen for at deltage i Kampen for Fædrelandet. Den 18. April gik han med en lille Kreds af Venner som frivillig Soldat i tredje Liniebataillon til Flensborg; otte Dage efter faldt han den 26. April 1848 ved Bested for et Vaade-skud. Han var Krigens første Offer i den ikke faatallige Kunstnerkreds, som vovede Liv og Blod for Fædrelandet, ligesom hans Kimstbroder Dalgas var den sidste. Lundbyes Portræt er gengivet foran efter Træsnit, tegnet af P. C. Skovgaard. En Samling af hans Breve bevares i det store kgl. Bibliothek.

(K. Madsen, Johan Thomas Lundbye (1895). Foredrag af Høyen, Fdl. 1852, Nr. 85 og Høyens Skr., I, S. 369—87. L. Frølich i »Ude og Hjemmet 1877, Nr. S og 9. Ord och bild, 3. arg., S. 48t—488, af Helene Nyblom. Erslew, II, S. 175. Suppl., II, S. 265. Vaupell 1848, S. 408. J. Lange, Nutidsk. S, 287. S. Midler, N. Dsk. Malerk. »Den danske Raderforen.c 1856. Priv. Medd, Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Stamt. Bonnevie. Aarsberetn. fra St, kgl. Bibi. 1892.)

Lunde. Anders Christian Lunde, Landskabsmaler, født den 24. Oktober 1809 i København, var Søn af Theskænker Svend Svendsen Lunde (f. 1776, d. 1846) og Johanne Michaeline f. Møller (f. 1769, d. 1849). Efter sin Konfirmation blev han sat i Malerlære og vedblev, efter at han var udlært, at arbejde ved sit Haandværk indtil 1833, da hans Lyst til at være Kunstner bragte ham til ganske at træde ud af Lavet. Imidlertid havde han siden 1823 jævnlig besøgt Kunstakademiet, var den i. Januar 1830 bleven Elev af Modelskolen, vandt 1833 den mindre, 1835 den store Sølvmedaille, og fik i Mellemtiden (1834) Pengepræmien for Maleri efter den levende Model. I 1834 udstillede han første Gang et Studie efter Naturen og malede i disse Aar mest Portræter, som han lige til sin Udenlandsrejse jævnlig udstillede. Lysten til Landskabsmaleri tog efter-haanden til, og fra 1837 begyndte han for Alvor at male og fra 1838 at udstille Landskaber og var siden en flittig Udstiller i dette Fag, men hævede sig ikke over en jævn, tækkelig Dygtighed. I 1842 søgte han Akademiet om Rejseunderstøttelse, men skont den hverken i dette eller det følgende Aar blev tilstaaet ham, rejste ban i det sidstnævnte Aar til Italien; der fik han i 1844 og 1845 hver Gang ét Aars Rejsestipendium paa 600 RdL, og han forblev til 1847 i Italien, hvorfra han hjemsendte flere Billeder. I 1857 blev han agreeret ved Akademiet, og hans Antagelsesarbejdc var næsten

færdigt, da kort efter den nye Ordning blev indført ved Akademiet, ifølge hvilken Medlemmerne skulde vælges uden indsendt Arbejde, saa at han ikke fik Lejlighed til at indsende sit Maleri. Af hans Billeder købte den kgl. Malerisamling et af hans Landskaber fra Tiden før Rejsen, »Strandparti i Nærheden af Taarbæk« (udst. 1841). For Frederik VII malede han i 1850 »Fredensborg Slot«, som af Kongen skænkedes til den russiske Storfyrste. Ogsaa til Kunstforeningen har Lunde solgt ikke faa af sine Billeder. Han blev i 1854 gift med Johanne Christine Gørtz og døde den 26. Oktober 1886. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1886, Nr. 252.)

Lunn. Agnes Cathinka Vilhelmine Lunn, Dyrmalerinde, født den 16. Marts 1850 paa Rønnebæksholm ved Næstved, er Datter af Villars Knudsen Lunn (f. 1816) daværende Forpagter, senere Ejer af Frederikshøj under Knabstrup Gods, og Frederikke Amalie f. Hagen (f. 1817, d. 1869). Hun har til forskellige Tider været Elev af F. C. Lund og tillige malet hos Otto Bache for at uddanne sig til Dyrmalerinde; hun udstillede første Gang ved Decemberudstillingen og har siden 1875 stadig udstillet. I 1880 og 1884 studerede hun i Paris og har senere foretaget flere Rejser navnlig til Hofland og Belgien. I Vinteren 1889—90 besøgte hun Modelskolen i den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder. Ved Siden af de udstillede Billeder har Kunstnerinden, der er opdraget paa Landet og har tilbragt største Delen af sit Liv paa Landet, malet en Mængde Portræter af Dyr; hun har ogsaa udstillet modelerede Dyr. Tillige har hun tegnet bl. a. for Ill. Tid.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Luplau. Anton Carl Litplati, Modelerer, Søn af Major Anton Carl v. Luplau, der ejede Godset Luplau i Harzen, er rimeligvis født der og arbejdede som Modelerer ved Porcelænsfabriken fursten-berg i Brunsvig, da han, efter en Ansøgning af 15. Januar 1776, blev indkaldt til Danmark og fik Plads som Modelerer (Modelmester) ved den kgl. danske Porcelænsfabrik. Til denne Fabrik har han bl. a. udført en Porcelænsbuste af Enkedronning Juliane Marie, mærket Navn og 1781, samt mulig ogsaa en Buste af Arveprins Frederik; begge findes paa Rosenborg. Han var gift, da han kom her til Danmark og havde en Søn; hans Kone hed Sofie Marie Elisabeth f. Gedicke (d. 1827), og den nedennævnte V. E. Luplau er hans Sønnesøn. Luplau døde 1795 i København.

(Erslew, II, S. 178—79. Suppl., II, S. 270 og 271. Industr. Maanedskr. 1878, S. 44—45- Tdsk. f. Kst. Ind. I, 160. IX, 49, 95—96, 209. Lengn.)

Luplau. Antonette Marie Henriette Luplait, Malerinde, er født i Hillerød den 7. September 1848 og er Datter af Sognepræst Daniel Car! Erhard Luplau (f. 1818), en Brodersøn af den ovenfor nævnte A. C. Luplau. Hendes Moder hed Nicoline Christine f. Monrad (f. 1823, d. 1891). Marie Luplau fik sin første Uddannelse i V. Kyhns Tegneskole og rejste derpaa i 1876 sammen med Emilie Mundt (s. d.) til Munchen, hvor de begge studerede efter levende Model, senere tilbragte hun næsten to Aar i Paris og arbejdede der under R. Collin og Courtois, og foretog derfra Studierejser til Bretagne, hvorfra hun ogsaa hjemsendte flere Billeder. Hun udstillede for^te Gang 1878 og har siden næsten stadig udstillet, i Førstningen mest Landskaber, i de senere Aar tillige Portrteter, deriblandt i 1891 hendes Faders Portræt og i 1893 »Tre Brødre« forestillende hendes Fader og to Farbrødre. Siden 1875 har hun og Emilie Mundt dannet et Hjem sammen og have i en længere Aarrække haft en Tegneskole, hvorfra de, da Kunstskolen for Kvinder oprettedes, have dimitteret ikke faa Elever til denne. I 1892 og 1893 har hun haft Rejsetinderstøttelse fra Kunstakademiet.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Elvins. Lengnick, Fam.

I.uplau.)

Luplau. Vilhelm Emil Luplau, Landskabsmaler, født den 12. Maj 1823 paa Christianshavn, var Søn af Kantor ved Frederiks tyske Kirke og Institutbestyrer, Cand. jur. Anton Carl Luplau (f. 1784, d. 1852) og Claudine Henriette f. Plum (f. 1790, d. 1846). Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære, og begyndte 1836 at besøge Kunstakademiets Skoler uden dog at naa højere end til første Fri-haandstegneskole. I 1847 ^var han med Understøttelse af den Reiersenske Fond i Paris for at uddanne sig videre som Dekorationsmaler, men fik efter Hjemkomsten Lyst til at lægge sig efter Landskabsmaleriet og tog Vejledning i dette Fag hos Kiærskou, samt understøttedes af Grev A. V. Moltke til Bregcntved. Han har fra 1849 til 1857 udstillet en Del Landskaber; i 1858 ægtede han Rasmusine Louise Rasmussen (f. 1819, d. 1890), Datter af Silke-og Klædehandlcr Johan Christian Rasmussen, men paa en Rejse i Norge paadrog han sig snart efter en Brystsyge, der den 22. April 1864 gjorde Ende paa hans Liv.

(Priv. Medd. Lengnick, Fam. Luplau og Plum. Erslew, II, S. 178—79 og Suppl. II, S. 270. Begrav. Kont. Akad. Reiizel. Udst. Fortegn.)

Luplau Janssen, Maler, se L. Janssen.

Lübbers. Holger Peter Svane Labbers, Sømaler, er født den 13. April 1850 l København, og Søn af Købmand Carl Christian Lubbers (f. 1816, d. omtrent 1852—53) og Bolette Christine f. Hansen (f. 1818), i andet Ægteskab gift med Hoboist F. V. Lusty, efter hvem hun lever som Enke. Han lærte Malerhaandværket i Viborg og blev fra Tegneskolen i Aarhus dimitteret til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte fra Januar 1879 til Januar 1882. Han uddannede sig tildels paa egen Haand til Sømaler og begyndte allerede 1878 at udstille. I 1881 vandt han den Neuhausenske Præmie for »Skibe i Vindstille«, som blev købt af Horsens Kunstforening. Af andre Arbejder kan nævnes »Københavns Havn« f 1888), som tilhører Hds. Maj. Dronningen. Lubbers er ugift.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lübbers. Thomas Christian Lübbers Portrætmaler, født den iS.Juni 1797, levede i København og udstillede i 1818 ikke mindre end sytten Billeder, hvoriblandt der var originale Portræter af Skuespiller Ryge og af Kunstneren selv, medens syv var Kopier efter Groger. Næppe længe efter nedsatte han sig som Farver i Køge og døde der den 22. November 1873. Han ægtede den 15. Oktober 1825 Johanne Frederikke Frederiksen (f. 1788, d. 1879), Enke efter Farver Jens Eitzen (d. 1819).

(Udst. Fortegn Reitzel. Priv. Medd. Berl. Tid. 1873, Nr. 277.)

Lübschitz. John Leopold Lübschitz, Maler og Raderer, født den 23. April 1858 i København, er Søn af Malermester og Dekorationsmaler Carl Bernhard Lubschitz (f. 1814, d. 1882) og Martha Marie f. Gulbrandsen (f. 1822 i Norge, d. 1892} Niece og Plejedatter af Hofmaler Jon Gulsen Berg, hos hvem saa mange Kunstnere i de tidligere Slægtled have lært Malerhaandværket. Han blev 1876 Student fra Sorø Akademi, besøgte derefter det techniske Selskabs Skole og dimitteredes derfra til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Juni 1877 til han den 30. Juni 1882 fik Afgangs-bevis som Maler, Han udstillede s. A. første Gang Portræt af sin forlovede og et mindre Genrebillede, i 1883 bl. a. et Portræt af Th. Stein (s. d.) og ægtede den 29. Maj 1884 dennes og første Hustrus Datter Emmy Laura Sofie Stein (f. 1859). Samtidig med at han stadig udstillede mindre Livsbilleder og Landskaber, har han i de senere Aar med Iver lagt sig efter Radering og udført et ikke ringe Tal mindre og større Blade; sin første Radering udstillede han 1889.

I 1884 og 1889 foretog han mindre Rejser og tog i Efteraaret 1893 til Paris, hvor han endnu opholder sig.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nyrop, Festskrift, S. 219.)

Lüster. Christian Lauridsen Lüster, Stempelskærer, Søn af Landsbysnedker Laurids Bender Luster af norsk Slægt, var født i Struer den 30. Maj 1822. I Aarhus, hvor han gik i Skole, tog Overlærer Fleischer og Adjunkt Hoegh-Guldberg sig af ham-, han kom, efter at have været i Guldsmedlære, til København, hvor han i 1844 besøgte Kunstakademiets Ornamentklasser og blev Elev af Medaillør Chr. Christensen. Efter sin Lærers Død (1845) levede han som Gravør; i 1851 udførte han sin første Medaille, en formindsket Gentagelse af Dekorationsmedaillen i Anledning af Hamborgs Brand i 1842, og da han faa Aar efter (1854) saa sig nodt til at forlade sit Fædreland, rejste han til Rio de Janeiro, hvor han strax blev ansat som femte og siden efterhaanden rykkede op til at blive første Medaillør ved den derværende Mønt. Tillige blev han Ridder og senere Kommandør af den brasilianske Rosa-Orden, og han har udført en Mængde Mønter og Medailler dels for Kejseren af Brasilien, dels for Private. Saasnart han følte sin Stilling sikret, ægtede han sin tidligere Forlovede Emilie Vilhelmine Olsen. Han døde i sin nævnte Stilling i Rio de Janeiro den 17. Maj 1871.

(Medd. ved F, C. Krohn. Akad.)

Lütken. Jakob Mathias Frederik Lütken, Sømaler, født den 9. Juli 1841 i Mehrn ved Præstø og Son af Sognepræst Otto Didrik Lutken (f. 1793, d. 1866) og Cecilie Marie f. Leuning (f. 1796, d. 1885), blev Student fra Nykøbing Skole paa Falster 1861, gik paa polytechnisk Læreanstalt et Par. Aar og lærte derefter Skibbygning hos Benzon paa Falster. Efter at han i 1868, med en Rejseunderstøttelse paa 1oooKr. fra Indenrigsministeriet og den Reiersenske Fond, havde foretaget en Rejse til Frankrig og England, faldt han i en haard Sygdom og kom sig kun langsomt. Under Bedringen efter denne Sygdom vaagnede Lysten til at blive Kunstner, han blev af Kyhn dimitteret til Kunstakademiet, men besogte kun Forberedelses-og Perspektivklassen i 1870—71, begyndte i 1876 at udstille som Marinemaler efter at have haft et mindre Billede paa Juleudstillingen i 1875. Siden har han til Stadighed udstillet. Lutken var i 1880 paa en Sørejse til Middelhavet med en mindre Understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse og har senere, 1883—84,

N. K. L. II. April 1896. 5

tilbragt næsten et Aar i Amerika. Den 7. August 1886 ægtede han Pauline GIahn, Datter af Sognepræst Didrik Nicolaj Blicher Glahn (f. 1812, d. 1892) og Amalie Louise Augusta f. Berg (f. 1821, d. 1888) og bosatte sig s. A. i Odense, hvor han dels er Lærer ved en Skole, dels selv har en Tegneskole for Damer. Af hans Arbejder kobte afd. Lensbaron O. U. Rosenørn-Lehn »Stille Aften ved Kragenæs« (1880) og Prins Valdemar et Par Kystbilleder fra. Falster (1885).

(Priv. Medd. Wiberg. Elvius. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lütken. Se Julie. Overbek.

Lützhöft. Laurits Nicolaus Holten Liltzhöft, Landskabsmaler, er født i Lendemark Præstegaard i Sønderjylland den 19. August 1864 og Søn af Sognepræst Holten Frederik Liitzhoft (f. 1822) og Jansine Margrethe f. Worsøe (f. 1825). Han blev Student fra Roskilde Skole 1882 med første Karakter og tog anden Examen 1883. Samtidig tog han Undervisning i Tegning og blev 1884 Elev af Kunstnernes Studieskole under Fr. Schwartz og Zahrtmann. Ved Siden af Landskaber har han ogsaa malet Portræter og Interiører og udstillede første Gang ved en Decemberudstilling i 1886. Ved samme Udstilling i 1889 havde han et Landskab »Mørk Augustdag«, som ogsaa var udstillet ved Verdensudstillingen i Chicago 1893 og blev solgt der. Paa Foraarsudstillingen har han haft udstillet i 1891 og 1892. Han dyrker tillige Musiken og er for Tiden Journalist.

(Priv. Medd. Elvius. Udst. Fortegn.) Liitzow. Se Eleonore Tscherning.

Lymann. Johannes Samuel Lymann, Kobberstikker, født i København 1742, tiddannede sig, efter at han var bleven Malersvend, til Kobberstikker under J. M. Preislers Vejledning. Ved Kunstakademiet vandt han 1757 den mindre og 1758 den store Solv-medaille i Modelskolen, samt 1765 den store Guldmedaille ifølge Akademiets Opgave, »David, som hugger Hovedet af Goliath«, for et Stik, udført efter hans egen Tegning. Han var en meget lovende Kunstner og en fattig Enkes, Anna Dorothea Lymanns eneste Søn, da Døden allerede bortrev ham, kun 27 Aar gammel, den 20. Marts (begr. ⁵/₄) 1769. Til Trods for sin korte Levetid har han udført ikke faa Stik, mest Portræter, der roses for god Lighed. Foruden Stikket for Guldmedaillen nævnes blandt hans Blade: Hans Paulsen

Egedes Portræt (1759), Jens Schielderup Sneedorfs (1764), Peder Hcrslebs efter A. Brünnich (1767), Claudius Rossets (1768), samt dronning Sofie Amalies efter K. v. Mander. Desuden nævnes hans eget og Miniaturmaler Andreas Thornborgs Portræter tegnede med Pen paa Papir. Da hans Moder af Fattigdom havde maattet pantsætte Kobberpladen til Medaillestikket til Modellen Josef, lod Akademiet af Deltagelse en Kollekt gaa rundt, hvorved der tilfaldt Enken 34 Rdl. d, C., mod at hun udleverede Pladen.

(Weinw., S. 173. Do. Lex. Sandvig, S. 91. Hennings, S. 77. »Clemens* u¹;! Fick, S. 2. Nagler, Kstl. Lex., VIII, S. 142. Strunk. Akad. Arfresseav. I769- N. 56.)

Lyng. Johan Jørgen Lyng, en Nordmand, Porcelænsmaler, kom i 1779 til København, fik Aaret efter Ansættelse ved Porcelænsfabriken -Din »Buntmaler« og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1781 vandt den store Sølvmedaille. Weinwich tilføjer, at han malede godt, og at han senere blev Tegnemester ved Realskolen i Throndhjem, hvor hun skal være død 1792.

(Weinw., S. 193. Do. Lex. Tdskr. f. Kslind. IX, S. 84, Amn.)

Lyngbye. Laurids eller Lorents Rasmus Lyngbye, Landskabs-og Sømaler, født 1809, var Søn af Skriver i det kgl. Matrikelkontor, Christen Lyngbye (d. 1834) og Margrethe Elisabeth f. Nielsen (f. 1773, d, 1841 (?)) og blev efter sin Konfirmation sat i Lære ved Porcelæns-fabrriken, for at uddannes til Porcelænsmaler, medens han samtidig besøgte Kunstakademiet fra 1820, og vandt dets mindre Sølvmedaille i 1832. Ved Siden af Porcelænsmaleriet lagde han sig tillige efter Landskabs- og Sømaleri, og i Aarene 1832—38 udstillede han en Del Billeder, mest Søstykker. I 1838 udbad han sig Akademiets Anbefaling for at søge Rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos, som det synes baade som Landskabsmaler og som Porcelænsmaler. Fra Finanserne opnaaede han intet, derimod fik han af den Reiersenske Fond en Understøttelse, ved Hjælp af hvilken .han rejste til Paris og Sévrcs i 1839, og forblev mindst udenlands til 1843. Efter den Tid levede han i København som Porcelænsmaler, indtil han, da han blev ældre, ganske trak sig tilbage fra denne Virksomhed og levede i Ensomhed i et Fiskerleje ved Helsingør, hvor han ogsaa døde den 18. Maj 1869.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1869. Skifteretten 1834. Vejvis. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibl.)

Lynge. H. Lynge, Kobberstikker, har i 1742 tegnet og stukket Fremstillingen af et Caroussel, som blev holdt i København den

13. April samme Aar.

(Weinw., S. 131. Do. Lex. Sandvig, S. 92.)

Lytzen. Niels Aagaard Lytzen, Maler, født den i o. April 1826 i Vesterborg paa Lolland, var Søn af exam. juris og Gaardejer Hans Erhard Saabye Lytzen (f. 1801, d. 1873) og Frederikke Christiane f. Møller (f. 1802, d. ²⁴/9 1890). Han kom 1842 i Malerlære i København og begyndte paa samme Tid at gaa paa Kunstakademiet, hvor han 1851 blev Elev af Modelskolen. I 1846—47 gjorde han en Rejse til Tyskland som Dekorationsmaler og opholdt sig navnlig i Dresden. Det var først efter denne Rejse, at han lagde sig efter Figur- og Dyrmaleriet under J. L. Lunds Vejledning. Samtidig arbejdede han i Krigsministeriet for at fortjene sit Ophold, indtil han kunde underholde sig som Kunstner. I Aarene 1850 til 1854 udstillede han næsten udelukkende Portræter, dels tegnede eller malede i Oliefarve, dels Miniaturmalerier. Efter den Tid kastede han sig med Forkærlighed over Landskabs- og Dyrmaleriet; men malede ogsaa Altertavler til Landsbykirker. Foruden enkelte mindre Rejser for egen Regning var han i 1867 i Paris med Understøttelse af den Reiersenske Fond, for at se Verdensudstillingen der, og i 1873 ved Wienerudstillingen. Han udstillede sidste Gang 1880. I sine senere Aar lagde han sig tillige efter Restaurationsfaget og fik i 1877 en offentlig Understøttelse for i München at sætte sig ind i den nyere Fremgangsmaade ved Restaureringen af Malerier. Den 15. September 1864 blev han gift med Fanny Hortense Haraldine Kanneworff (f. 1830), Datter af Premierløjtnant, Silke- og Klædehandler Lars Jørgensen Kanneworff (f. 1790, d. 1859) og Cathrine Magdalene f. Scheitel (f. 1800, d. 1839), og han dode den 20. September 1890.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2, R. VI. T. 36.)

Læssøe. Augusta Charlotte Dorothea Læssoe, Malerinde, en Broderdatter af den nedenfor nævnede Maler, er født den 30. December 1851 i København og er Datter af Inspektør ved Rosenborg, Kammerraad Ludvig August Læssøe (f. 1808, d. 1878) og dennes anden Kone, Louise Charlotte Camilla f. Trützchler-Hanck (f. 1814, d. 1882), en Datter af Adjunkt og Bygmester Hanck (s. d.). Hun lærte at tegne hos F. F. Helsted, er som Blomstermalerinde Elev af Ottesen, og besøgte senere Tegneskoler hos V. Kyhn og H. Foss.

Hun begyndte at udstille 1876 og har siden stadig udstillet Blomster-og Frugtstykker. Paa en Rejse i 1885—86 besøgte hun Frankrig og Italien, og i 1891 vandt hun en Extrapræmie ved den Neuhausenske Konkurs for »Voxende Æblegren«, Samme Aar fik hun en mindre Understøttelse fra den Raben-Levetauske Fond. l de sidste Aar dyrker hun tillige Kunstindustri (Brandmaleri paa Trægenstande).

(Priv. Medd. Akad. Keitzel. Udst. Fortegn.)

Læssoe. Thorald Læssøe, Landskabsmaler, er født den 25. Juni 1816 i Frederikshavn, hvor hans Fader, Niels Frederik Læssøe (f. 1775, d. 1831) var Toldinspektor; han er Søn af dennes anden Hustru Signe Margrethe Juliane f. Abrahamson (f. 1781, d. 1870), en Datter af den bekendte Werner Hans Frederik Abrahamson. Han skulde først have lært Landbruget, men da han havde mere Lyst til at være Kunstner, blev han Kiev af Dyrmaler Chr. Holm i København, indtil denne tog til München. Fra 1834 til 1839 besøgte han af og til Kunstakademiet, men uddannede sig mest paa egen Haand til Landskabs- og Architekturmaler i Samkvem med sine Venner og Kunstfæller Lundbye, Jerichau og Frolich. Efter at han i 1842 havde gjort en mindre Studierejse til Prag, tilbragte han fra 1844 til 1857 i Udlandet, mest i Italien: dog naacde han, paa sine gentagne Ansøgninger, forst i 1854 et Aars Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 600 Rdl. Efter sin Hjemkomst ægtede han den 16. Juli 1857 Emy Francisca Erhardine Tidonia Komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs (f. 1825, d. 1863), den yngste Datter af Lelnsgreve Jens Christian Carl Krag-Juel-Vind-Frijs ff. 1779, d. 1860) til Frijsenborg og Grevinde Henriette Frederikke Magdalene zu Inn-und Knijphausen ff. 1791, d. 1866). Som gift levede han dels i Horsens, tre Aar, dels i København indtil sin Kones Død. Efter den Tid har han dels boet i København, dels foretaget flere Rejser til Syden. Han udstillede fra 1836 til 1876, i Førstningen danske Æmner, siden sin Udenlandsrejse mest sydlandske Landskaber og Architekturbilleder. Den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Ungdomsarbejder fra Tiden for Rejsen og et fra Rejsen, »Parti af Caracallas Bade« fudst. 1846}. De fleste af disse ere ophængte paa Kronborg. For Frederik VII har han malet to store Billeder, »Ruiner af Caracallas Blade-< og »Parti af Forum«. Læssøe skrev ogsaa en Roman. Han døde den 25. Marts 1878.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Vahl, Slægtehog, VIII, 26 og 28. Adels-Aarb. 1886)

Løffler. Carl Johan Albrecht Løffler, Maler, Søn af Malermester Johan Carl Albrecht Loffler (f. 1778, d. ¹⁶/₅ 1835}og Martha Marie Dorothea f. Fiedler (f. 1787, d. 1867), saa Lyset i København den 23. Juli 1810. ^l Samtidig med at han var i Malerlære, traadtc han i 1825 ind i Kunstakademiets Skoler, blev 1836 Elev af Model skolen, vandt 1837 den mindre Sølvmedaille i Modelskolen og ble\ Aarct efter Malermester med Udmærkelse. Han udstillede i 1837 et Figurbillede, »En Tobaksryger«, som blev købt af Kunstforeningen, men helligede sig for ovrigt med særlig Iver til Dekorationsmaleriet. I 1838 dekorerede han fire Værelser for Grosserer Puggaard og et for daværende Professor Abrahams i pompejansk Stil. Da han Aaret efter bad om Akademiets Anbefaling for at kunne søge Rejseunderstøttelse, erklærede dette ham for «en med fin Smag og ualmindelig Duelighed i flere Retninger begavet Kunstner i det hos os hidtil sjældent udøvede Dekorationsfag«. Efter at en vis Sum af Fonden ad usus publicos t 1840 var gaaet over til Akademiets Raadighed, fik han 600 Rbd. til at rejse udenlands for, og Aaret efter et Tillæg af 300 Rbd. Han var næsten udelukkende i Italien og der en længere Tid i Neapel, for at kunne studere Udgravningerne ved Herculanum og Pompeji, hvorfra han i Januar 1842 hjembragte en Mængde Studier, som Akademiet saa med Tilfredshed. Efter Hjem komsten lagde Løffler sig tillige efter Glasmalcri og konkurrerede i 1845 til den Neuhausenske Præmie med en Prøve i dette Fag. Han vandt vel ikke Præmien, men Akademiet tilkendegav ham særlig Ros for hans Arbejde. Der blev bestilt to Glasmalerier hos ham til Christian IV's Kapel i Roskilde, men da de ikke syntes at passe til Eddeliens Dekoration, kom de først til Anvendelse ved Frederiksborg Slots Genopførelse efter Branden, idet de, da Kirken var færdig, fik Plads bag det mindre Orgel i Slotskirken der. I 1846 blev han efter Kongslev Lærer ved Ornamentskolen i Akademiet, og efter Vaabenmaler Larsens Død i 1852 blev han tillige Vaabenmaler ved Ordenskapitlet, men allerede den 28. Juli 1853 døde han, nylig fyldt 43 Aar. Han blev den 23. November 1832 gift med Vilhelmine Louise Ludovica Hacke (f. ^26/₃ 1810}, Datter af Toldbetjent Ernst

¹ Hans Fader, J. C. A. Løffler var Søn af Malersvend Johan Frederik Løffler (d. 1811), gift 1777 med Bodilla Jørgensen eller Jürgensen og 1804 med Anna Christiane Elise Schouw. Da Familien oprindelig er tysk, er det rimeligt, at denne Frederik Løffler har været yngre Broder til Ernst Heinrich Løffler. I begge Linier bruges tildels de samme Familienavne,

Ludvig Hacke og Kirstine f. Ginz. Hans Datter er den nedenfor nævnte Blomstermalerinde Emma Løffler.

(Priv. Medd. Frue, Trinitatis og Frederiks [Garnisons] Kirkeb. tildels ved Lcngn. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Adresseav. 1853, Nr. 176.)

Løffler. Conrad Frederik Løffler, Maler, Søn af den nedenfor nævnte Ernst Heinrich Løffler, var født i København den i. Maj 1768 og døbt i Petri Kirke. Han begyndte meget tidlig at gaa paa Kunstakademiet, hvor Faderen var Lærer, saaledes at han allerede fjorten Aar gammel kunde komme ind paa Gibsskolen. Aaret efter (1783) blev han Elev af Modelskolen; han vandt 1784 den mindre, men først 1789 den store Sølvmedaille. Samme Aar konkurrerede han uden Held til den mindre Guldmedaille. Han levede nu som Tegnelærer, forventende en Informatorplads ved Akademiet, -som han dog aldrig opnaaede. Han led meget af et svagt Helbred, men var en stræbsom og elskværdig Mand. I 1801 blev han gift med Marie Margrethe Bentley (f. 1780, d. 1846), Datter af Silkefarver Michael Richard Bentley og Marie f. Reimer, og efter atten års Ægteskab døde han den 9. Juni 1819.

(Petri og Frue Kirkebøger. Geneal. Inst. Akad. Adresseav. 1819, Nr. 137.)

Løffler. Emma Augusta Løffler, Blomstermalerinde, født den 19. April 1843 i København og Datter af den ovennævnte Dekorationsmaler Carl Johan Albrecht Løffler og Vilhelmine Louise Ludovica F. Hacke, blev, da hun endelig fik Lov dertil af Moderen, Elev af F. F. Helsted for at uddanne sig til Kunstnerinde og lærte derpaa Blomstermaleriet hos O. D. Ottesen. Hun har udstillet Blomster- og Frugtstykker siden 1873 og solgte strax et Billede til Tombolaen; et senere Arbejde solgtes til Kunstforeningen i Aalborg, et andet til Kunstforeningen i Throndhjem. For at vinde et friere kunstnerisk Blik har hun foretaget en Del Studierejser, og ved Siden af sit egentlige Fag udstillet enkelte Landskaber.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Løffler. Ernst Heinrich Løffler Maler, født i Stettin den 4. Maj 1723, mistede allerede sin Fader (d. 1737), da han var fjorten Aar gammel. Aaret før (1736) kom han i Malerlære i sin Fødeby, og efter at hans Læretid var omme (1741), tilbragte han Vinteren roligt i Hjemmet, arbejdede derpaa i tre Aar (1742—45) i Stralsund og fik endelig den 20. Juni 1745 en Kondition i København hos Maler-

mester Milan, hos hvem han forblev i fem Aar. Løffler maa imidlertid have forstaaet at gøre sin Dygtighed gældende, thi den i. Januar 1751 blev han ansat som Tegnelærer (Informator) ved det ældre Kunstakademi i København og gik derpaa 1754 over til det nye Akademi paa Charlottenborg, hvor han virkede i en Række Aar som »en vindskibelig og tro Lærer« i den anden (øverste) Frihaands-tegneskole. Thiele omtaler det smukke Forhold, hvori han som Olding traadte til Thorvaldsen, da denne som Akademiets Lærling fik Plads i hans Klasse; deres Venskab vedvarede længe efter, at Thorvaldsen havde gaaet Skolerne igennem, og i Løfflers sidste Leveaar modelerede Thorvaldsen hans Portrætmedaillon. Han har 1764 malet et Portræt af Fru Klingberg og mulig 1771 Portræter af Architekt Anthon og Hustru f. Eigtved.¹ Løffler, som i København ganske naturlig sluttede sig til Petri Menighed, blev den 17. Januar1755 gift med Susanna Christine Marr (f. 1734, d. 1775), Datter af Rustmester Valentin Marr og Anna Cathrine von Bergen. Professor Pilo var hans Forlover. Han havde mange Børn, hvoraf to Sønner nævnes som Kunstnere. Han døde den 27. Marts 1796 af Alderdomssvaghed, og blev begravet paa Petri Kirkegaard.

(Weinw., S. 159. Statskal. Priv. Medd. Akad. Thiele, Thorv., I, S. 14 og 46. Adresseav. 1796, Nr. 74. Petri Kirkeb.)

Løffler. Johan Christian Valentin Løffler, Architekt, Søn af den ovennævnte E. H. Løffler, døbt i Petri Kirke i København den 3. Juni 1757, kom tidlig paa Kunstakademiets Bygningsskole, for at uddannes til Architekt. I 1774—75 vandt han de to Sølvmedailler_ri 1779 den mindre Guldmedaille og i 1781 den store Guldmedaille for Opgaven »En Triumfport med trende Aabninger«. Da Stipendiet skulde skifte mellem de forskellige Fag og Meyn i 1778 havde faaet det som Architekt, kunde Løffler ikke saa snart gøre sig Haab om at opnaa det. Først i 1787 søgte Faderen det paa hans Vegne, og Akademiet lovede, at han skulde være den første, der blev indstillet, »især da det er en Architekt, som staar for Tour«. Aaret efter trængte Faderen paa, thi Sønnen var allerede 31 Aar, og nu gav Akademiet ham Løfte paa Stipendiet om tre Aar, saaledes at han gærne maatte rejse tidligere, hvis han selv kunde skaffe Penge. Imidlertid havde denne uddannet sig til Landmaaler (1781) og havde Virksomhed i Jylland som saadan indtil 1792. Det lod ikke til, at

¹ Signaturen ser snarere «cl som C. A. eller C. H. Løffler 1771.

han har kunnet tilvejebringe Midler til at rejse, og da Tiden nærmede sig ti! Stipendiets Modtagelse, krævede Akademiet (1791), at han først skulde vise en ny Prøve paa sin Duelighed som Kunstner. Han kom ogsaa til København i den Anledning og udførte som Prøvestykke en Tegning til »Et Raadhus passende for København«. Men Akademiet fandt ham efter denne Prøve »saa lidt avanceret«, at det foreslog »ej at give ham Stipendiet, især da Friis (P. Friis) har udmærket Talent som Bygmester og Gianelli som Medaillør«. Folgen blev, at hverken Løffler eller Friis nogensinde fik Rejsestipendium ; derimod satte Abildgaard igennem, at P. L. Gianelli kom til at rejse. Kongen saavel som Præses, Arveprins Frederik, synkedes i den Anledning«; men der skete intet til Løfflers Gunst. Denne levede nu, fra 1792, dels som Landmaaler paa Sjælland, dels i København, hvorfra han i 1800 udbad sig Akademiets Anbefaling til en Ansøgning »om at blive Branddirektør i en af Provinserne«. Denne saa lovende Kunstner synes saaledes ikke alene at have tilbragt hele sit senere Liv i praktisk Virksomhed, men ogsaa i denne at have tilsat sit Talent. Det hedder sig, at han rejste til Vestindien; men om hans sidste Dage og Død har intet hidtil ladet sig oplyse. (Akad. Priv. Medd. Petri Kirkebog.)

Løffler. Julius Bentley Løffler, Architekt og Archæolog, født den 30. September 1843 i København, er Søn af Etatsraad, Kontorchef Ernst Richard Løffler (f. 1805, d. 1866), og Sonneson af Tegnelærer Conrad Frederik Løffler, efter hvis Kones Familienavn han kom til at hedde Bentley; hans Moder var Julie Abildgaard (f. 1804, d. 1877), en Datter af Maleren Nikolaj Abildgaard (s. d.) og dennes anden Hustru Juliane Marie f. Ottesen. Efter at være undervist i Borgerdydskolen i København besøgte han fra 1862 Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik, saa at han i 1868 konkurrerede til Afgangsprøve, uden dog at tage denne fuldstændig. Han kom nemlig allerede forinden, efter N. Høyens Opfordring, ind paa kunstarchæologisk Virksomhed, og har siden 1867 stadig leveret Tegninger og Beskrivelser af forskellige af Landets ældre Bygnings-minder, sædvanlig for Regeringens Regning, saaledes i 1867 Op-maaling af Sorø Kirke, 1870 og fl. Aar Tegninger af Roskilde Domkirke til »Danske Mindesmærker«, endvidere Tegninger af Korstolene sammesteds (1880), »Danske romanske Kirker« (1883), »Gravstene i Roskilde« (1885), »i Sorø Kirke« (1888), »i Ringsted Kirke« (1891), ”Sorø Akademis Landsbykirker og Klosterporten i Sorø« (1896) m. m.

Desuden har han siden 1873 foretaget næsten aarlige antikvariske rejser i Danmark, til Rygen o. fl. St. med offentlig Understøttelse, for største Delen for Nationalmuseet. Af hans selvstændige Arbejder som Bygmester kan nævnes Tegninger til en Kirke i romansk Stil i No Sogn i Ringkøbing Amt og til et Ting- og Arresthus i Lemvig (for Skodborg-Vandfuld Herreder). I 1871 udstillede han Opmaalinger af Hee Kirke ved Ringkøbing. I 1887 fik han livsvarig Statsunder-støttelse, som forhøjedes i 1893, i 1888 fik han Titel af Professor, i 1895 blev han Medlem af det særlige Kirkesyn for Bornholm. (Priv. Meild. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Lønborg. Christian Adolf Barfod Lønborg, Lithograf, født i Nykøbing paa Falster den 5. September 1835, er Søn af Uhrmager Didrik Bech Lønborg (f. 1798, d. 1865) og Frederikke Pauline f. Priergaard (f. 1804, d. 1884), besøgte efter sin Konfirmation Kunstakademiet i København fra 1850, blev Elev af Dekorationsskolen og siden af Modelskolen, hvor han 1860 vandt den mindre Sølvmedaille. Samtidig var han Elev i Marstrands private Malerstue og lagde sig efter Portrætlithografi, samt arbejdede i nogen Tid hos Km. Bæ-rentzen & Co. Imidlertid foretrak han i 1865 at nedsætte sig i Nakskov som Fotograf, ægtede der den 7. Juni s. A. Conradine Hansen, Datter af Skolelærer i Arninge Niels Hansen (f. 1808, d. 1871) og Conradine f. Knuthsen (f. 1801, d. 1886) og bosatte sig 1871 i København som Fotograf, men har dog ogsaa arbejdet som Lithograf. I 1891 var han i Tyskland og Belgien med det Larssenske Rejsestipendium. Ved Verdensudstillingen i Paris 1878 fik han Broncemedaille for Portrætgruppering. Lithograf Harald Jensen er gift med hans Søster.

(Priv. Medd. Akad. Strunk.)

Lønning. Torkild Samuel (Terkel Eriksen) Lønning, Tegner og Maler, født i København den 28. Januar 1762, var Søn af Matros Erik Torkildsen Lønning og Agnete Pedersdatter. Han var forst Sømand; men Lyst til Tegning bragte ham til, naar han var hjemme, at besøge Kunstakademiets Skoler, uden dog at gaa dem igennem, I 1790 traadte han i Søetatens Tjeneste som Tegner, blev 1798 fast ansat ved Konstruktionskamret med Løn som Kvartermand (Underofficer) og rykkede siden op til at blive kgl. Embedsmand (Officer) i Søetatens Tjeneste under Navn af Mestersvend. I denne sin Stilling som Tegner for Flaaden havde han fri Bolig i Nyboder, og der døde han den 9. November 1823. Han var gift med Maren

Christiansdatter (f. 1764, d. 1835), Datter af Tømmermand Frederik Christian Hansen og Kirsten Nielsdatter.

Foruden sin Embedsvirksomhed, at udfore Tegninger til Orlogsskibenes Gallion og Spejl, har han malet en Del større og mindre Vandfarvebilleder, mest af Søstykker og Kampe til Søs. Saaledes udstillede han 1812 et Maleri forestillende Kampen mellem Orlogsskibet Prins Christian under Jessens Kommando og en engelsk Escadre. »En Sømand roste dets Nøjagtighed«, fortæller Anmelderen i »Nyeste Skilderie«, og han tog 80 Rdl. for hvert Exemplar, han udførte. Desuden nævnes et Stykke, forestillende »Kaptajn Krabbe, overfaldet af fire engelske Fregatter« og »Skuespiller Knudsens Forestilling paa den kgl. Skueplads« (Orlogsskibet Fønix løber af Stabelen den 26. September 1811}. Begge de sidstnævnte Billeder ere udgivne i Kobberstik, det sidste af W. Heuer.

(Medd. fra Søetateii. Geneal. Inst. Weinw. Lex. Skild. 1812, Sp. 1138. Skifteretten.)

Lørup. Henry Jakob Lorup, Maler, er Søn af kgl. Overberider August Lorup (f. 1835, d. 1895) og Karen f. Christensen (f. 1839, d. 1890). Han besogte det techniske Selskabs Skole, hvor han tegnede med Grønvold og Engelsted, og gik derfra i 1886 over til Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann, med hvem han i 1890 og 1891 fulgtes til Italien. Han har tillige besøgt England, Belgien og Paris. Lørup udstillede første Gang i 1890 et Portræt af sin Fader og vedblev at udstille paa Foraarsudstillingen til 1892. I Efteraaret 1893 udstillede han første Gang ved den fri Udstilling.

(Priv. Medd. Udst. og fri Udst, Fortegn.)

Løser. Jorgen Gerhard eller Geert Løser, Architekt, Søn af Blikkenslagermester Robert Løser i København og Pouline Dorothea f. Robertson, blev født den 5. Maj 1777 og besøgte Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester; han vandt 1794 den mindre, 1799 den store Sølvmedaille og 1805 den mindre Guldmedaille for Opgaven »En Landsbykirke«. At han ogsaa har virket som Bygmester, ser man af nogle Skrivelser til Akademiet i 1808, i Anledning af at han forlangte 300 Rdl. for en Tegning, han havde gjort til en Synagoge for den jødiske Menighed i København. Akademiet fandt, det var den mindste Sum, en »saa duelig og anset Kunstner« kunde fordre for sit Arbejde. I 1811 rejste han til Norge, hvor han døde i Tiden 1820—30. Familien var oprindelig tysk.

(Priv, Medd. Petri Kirkeb. Akad. Vejvis. 18ll.)

Løser. Ludovica Augusta Løser, Blomstermalerinde, Broderdatter af den ovennævnte J. G. Løser og Datter af Blikkenslagermester Johan Andreas Løser (f. 1770, d. 1813) og Anna Elisabeth f. Conradt (f. 1778, d. 1831), er født i København den 19. September 1808. Hun lagde sig efter Blomster- og Frugtmaleriet under Ditlev Martens' Vejledning og deltog i 1825 i de Malerøvelser, som holdtes paa Kunstakademiet under Eckersbergs Vejledning, Hun udstillede kun i Aarene 1824—26, i alt 6 Billeder, og holdt derpaa ganske op med at male. Den 16. Maj 1840 ægtede hun Skolebestyrer, senere Can-celliraad Henrik Emil Melchior (f. 1806, d. 1883), Søn af Distriktslæge Claus Peter Melchior (f. 1777, d. 1810) og Sofie Amalie f. Bernhardt (f. 1777, d. 1854). Kunstnerinden selv døde den 5. Juni 1882.

(Priv. Medd. Eckersb. Optegn. Udst. Fortegn. Jfr. Erslew, Suppl,, II, S. 354. Petri Kirkeb.)

Løvendal. Emil Atiolf Løvendal eller Løventhal, Kobberstikker, er født i Randers den 14. Juli 1839 og Søn af Boghandler der, Edvard August Løventhal og Emilie f. Allen. Det var egentlig Lyst til Naturvidenskaberne, som bragte ham til at uddanne sig som Tegner ved det techniske Institut og hos F. F. Helsted, samt senere til Kobberstikker, dels under Naturhistorikeren, Professor Schjodtes Vejledning, dels i Paris, hvorhen han rejste med offentlig Understøttelse, hos Picart og Debray. Begge Dele udøver han dog kun i strængt videnskabelig Retning. Hans Udførelse havde imidlertid saadanne Fortrin, at han ikke alene har opnaaet en fast Stilling som Konservator ved den Westermannske Samling i det zoologiske Museum i København, men ogsaa har udført større Arbejder for udenlandske Granskere, saaledes for M. Sars i Norge Tavlerne til -»Mémoires pour servir å la connaissance des Crinoides vivantsi. og »Bidrag til Christiania-fjordens Fauna«, for G. O. Sars Tavlerne til to andre Værker. Til et »Pathologischer Atlas des Augapfels«, som udkom i Wiesbaden, og til flere tyske Tidsskrifter har han ligeledes udført Tavlerne. For Prof. Allman i London stak han Tavlerne til en Afhandling om Polyperne i » Transactiøns of the Royal philosophieal Sociftys. og endelig har han af Arbejder i mere populær Retning udført Afbildninger til ”Zoologia Danica«, og »Entomologia Danica”, der udkomme med offentlig Understøttelse. Han blev den 14. Maj 1864 gift med Josefine Nielsen og fik 1894 Fortjenstmedaillen i Guld.

(Priv. Medd. Statskal.)

Løvmand. Christine Marie Løvmand, Blomstermalerinde, født den 19. Marts 1803, var Datter af senere Etatsraad, Embedsmand under Generalkvartermesterstaben, Johannes Løvmand (f. 1770, d. 1826), og Sara Christine f. Lützow (f. 1778, d. 1853). Hun lærte Blomstermaleriet hos J. L. Camradt og fik senere nogen Vejledning hos C. V. Eckersberg. Efter Faderens Død maatte hun dyrke dette sit Fag som Levevej, og hun udstillede i en lang Aarrække, 1827—71, en Mængde flittigt og omhyggeligt udførte Blomster- og Frugtmalerier. I 1842 fik hun en Understøttelse af Christian VIII til en Rejse i Tyskland, og i 1847 var hun en kort Tid i Paris for egen Regning. Hun døde i København den 10. April 1872, æret og agtet af den Kreds, som kendte hende, for hendes varme Hjærte og sande Kunstnersind; den 15. April stod i Berl. Tid. Vers over hende af Benedicte Arnesen-Kall. Den kgl. Malerisamling af købte hende i Aarene 1827—44 ni Blomster- og Frugtstykker. Af hendes ældre Søster, Frederikke Elisabeth Løvmand, født den 29. Juli 1801, der ligeledes var Blonistermalerinde i sine yngre Aar, ejer den samme Samling et Blomsterstykke (udst. 1827). Hun udstillede kun et Billede til i 1832 og overlevede Søsteren til den 27. Februar 1885.

(Priv. Medd. Thaarup, Fdl. Nekrolog, S. 474. Statskal. 1804—26. Frue Kirkeb. ved Lengn. Do. Fam. I.iitzow. Berl. Tid. 1872. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. I. T. 41.)

Mackeprang. Adolf Henrik Mackeprang, Dyrmaler, er født den 5. Februar 1833 paa Langes« ved Odense, hvor Faderen, Johannes Mackeprang (f. 1785, d. 1874), den Gang var Forpagter; hans Moder hed Louise Adelaide f. Stounder (f. 1799, d. 1878). Som Barn lærte han at tegne af J. C. Larsen (s. d.), der lærte Landbrug hos hans Fader, og senere hos Landskabsmaler N. F. Møller (s. d.) i Odense. I sit syttende Aar kom han til København (1849) og var tre Aar i Malerlære; samtidig besøgte han Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i Marts 1859, men allerede forinden (1857) havde han begyndt at udstille som Landskabsmaler. Han gik dog snart over til Dyrmaleriet som sit egentlige Fag, og for at uddanne sig i dette fik han i 1863 en Understøttelse af Akademiet til at rejse i Indlandet, samt i 1870 og 1871 Akademiets udenlandske Rejsestipendium, hver Gang paa 5oo Rdl. (1600 Kr.). Efter et kortere Ophold i Paris tilbragte han omtrent halvandet Aar i Italien, særlig i Rom. Af hans Billeder er »En Storkerede« lithograferet i Farvetryk, og »En Kronhjort« lithograferet blandt »Billeder af danske Malere«. Til den kgl. Malerisamling solgte han i 1875 »Raadyr«, ligesom han ogsaa har solgt ikke faa Billeder, dels til Kunstforeningen i København, dels til andre Kunstforeninger, Tombolaen og Private. Da Kunstakademiet i 1883 fik en ny Fundats, der fremkaldte stærk Misstemning i den større Kunstnerkreds, nægtede en Mængde af de

betydeligste Kunstnere paa Forhaand at modtage Valg til Akademiets Forsamling (gældende for ni Aar), og da Akademiet derpaa skred til Valg, lod flere af de Valgte, deriblandt J. Hoffmann, Mackeprang o. a. sig ligeledes overtale til at afslaa Valget, saaledes at kun fire istedenfor ni fik Plads i Forsamlingen. Han har i adskillige af sine Billeder med Forkærlighed dvælet ved Fremstillingen af Dyrene i vild Tilstand og særlig gjort Rævens Liv og Færd til Genstand for sine Studier. Den 16. Maj 1863 blev han gift med Emma Louise Christine Christensen, Datter af Medaillør Chr. Christensen (s. d.) og Oline Louise f. Bugge (f. 1806, d. 1878).

: (Priv. Medd. Akad. Reitzel Udst. Fortegn.)

Madsen. Andreas Peter Madsen, Dyrmaler og Archæolog, født i København den 22. December 1822, er Søn af kgl. Stafet og Viktualiehandler Lars Madsen (f. 1796, d. 1866) og Johanne Marie f. Andersen (f. 1801, d. 1882). Han begyndte i 1835 at besøge Kunstakademiets Aftenskoler og kom strax efter sin Konfirmation i Lære hos Malermester Hultmann, hos hvem han imidlertid fik Lejlighed til at øve sig paa kunstneriske Æmner og lærte at tegne Dyr og Landskaber. Efter at han i 1841 var udlært, vedblev han at gaa paa Akademiet, blev 1845 elev af Modelskolen og vandt i Marts 1846 den mindre Sølvmedaille. Samtidig arbejdede han som Malersvend et Par Aar, men kom, ved som Akademiets Elev at deltage i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, efterhaanden ganske bort fra Haandværket. I 1847 - 1848 udstillede han et Par mindre Dyrstykker, hvoraf et, »Køer i et Vænge«, blev købt til den kgl. Malerisamling.

Madsen var saaledes lige begyndt paa sin kunstneriske Udvikling, da Krigen i 1848 ogsaa kaldte ham til Fanerne. Han gik frivillig med, blev 1849 Sekondløjtnant i Linien med Tjenestealder fra 30. April 1848, saaredes ved Ullerup den 6. April 1849, deltog i 1850 i Slaget ved Isted og i Frederikstads Forsvar, blev den 10. September s. A. udnævnt til Premierløjtnant og snart efter (6/10 1850) til Ridder af Danebrog. Han forblev nu staaende i Linien indtil 1864, da han i Maj blev udnævnt til Kaptajn og i December s. A. fik sin Afsked ved Hærens Reduktion. Under sin Tjenestetid blev han især brugt til Opmaalinger i Holsten og Slesvig samt til Kaarttegning og havde saaledes indskrænket Tid til sin Raadighed som Kunstner. Dog udstillede han jævnligt, som oftest mindre Billeder med Køer og Faar. I 1867 havde han en Rejseunderstøttelse af

Akademiet og i 1869 tilkendtes den Neuhausenske Pengepræmie ham for »En Vanding«. Hans vigtigste Arbejde i denne Tid er de store Husdyr, som han malede i Limfarve i Forelæsningssalen paa Landbohøjskolen. Madsen havde allerede tidligere raderet enkelte Blade, Landskaber og Dyrstykker, men imidlertid var hans Opmærksomhed bleven vakt for Nordens Oldsager, og han begyndte Udgivelsen af en Række raderede Fremstillinger af nordiske Oldsager, der efterhaanden svulmede op til tre Bind med ialt 125 temmelig store raderede Blade, indeholdende Afbildninger af Minder fra Jærn- og Broncealderen. Endelig har han udført Udsmykningen af det øverste Parti af den store Sal i zoologisk Museum. Efter at han er udtraadt af Krigstjenesten, har han tillige malet noget mere, deriblandt enkelte større Billeder, men har i en lang Aarrække dog fortrinsvis ofret sine Kræfter i Oldtidsvidenskabens Tjeneste, ikke alene som Tegner og Raderer, men ogsaa som Leder af Udgravninger, og han har fast Lønning fra Nationalmuseet i denne sin Egenskab. Den 26. Maj 1892 blev han Danebrogsmand. Madsen blev den 26. April 1854 gift med Sofie Thorsøe, født i København den 7. September 1826, Datter af Skibsfører Hans Peter Thorsøe (f. 1791, d. 1842) og Caroline Vilhelmine f. Faxøe (f. 1793, d. 1874), der var Datter af P. M. Faxøe (s. d.). Hun var selv Malerinde, hvortil hun havde uddannet sig under J. L.Jensens og senere O. D. Ottesens Vejledning, og ved Kvindernes Udstilling i 1895 var der fire Arbejder af hende, tre Frugt- og Blomsterstykker og »Et Frokostbord«, hvilke vidnede om et i ikke ringe Grad udviklet Talent. Hun døde den 31. Maj 1856. Deres eneste Søn er den nedenfor nævnte Karl Madsen. Efter nogle Aars Forløb indgik A. P, Madsen sit andet Ægteskab den 21. August 1861 med Anna Sofie Ottomine Ottesen (f. 1841), Datter af Kornhandler, Grundejer Otto Ottesen (Ottosen, f. 1786, d, 1868) og Lucie Cathinca f. Hornbech (f. 1804, d. 1871). (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn. Militærkai. Statskal. Kvind. Udst. Fort. Afdøde, Nr. 64—67.)

Madsen. Karl Johan Vilhelm Madsen, Maler og Forfatter, Søn af ovennævnte A. P. Madsen og dennes første Hustru, Sofie f. Thorsøe, er født i København den 22. Marts 1855. Da hans Moder døde i hans spæde Barndom, blev han opdragen af sin Mormoder. Efter at have været Elev paa Sorø Akademi tog han 1871 Realafgangsexamen og fik derpaa, dimitteret af C. V, Nielsen, i Februar 1872 Plads i Kunstakademiets Almindelig Forberedelses-

klasse; men han gik ikke Akademiets Skoler igennem. Samtidig lærte han at male, dels hos Faderen, dels hos V. Kyhn; i 1876 til 1879 var han paa en længere Rejse, navnlig i Frankrig, hvor han i Paris malede hos Gérome i Écok des beaux arts, men allerede den Gang hegyndte han at drive kunsthistoriske Studier. Han vedblev dog at male, først under sit Ophold i Frankrig, senere i Hjemmet og har udstillet fra 1880 til 1889, dels Interiører, dels Landskaber og Nature morte; tillige har han givet sig en Del af med Kunstindustri. Imidlertid vandt Lysten til det kunsthistoriske Studium saa meget overhaand, at den udøvende Virksomhed som Kunstner traadte i Baggrunden. Hans Forfattervirksomhed, som ikke her skal blive Genstand for Omtale, omfatter foruden en Mængde Artikler i Tidsskrifter, tillige flere Værker, om Japans Kunst, om hollandske Kunstnere m. m. og senest et større Værk over Maleren J. Th. Lundbye. Madsen blev derpaa i 1895 fast ansat som Assistent ved Kunstmuseet. Den 3. Juni 1880 ægtede han en Søster til Maleren Viggo Johansens Hustru, Johanne Henriette Møller (f. 1859, d. 1881) og i andet Ægteskab den 5. Juli 1883, Thora Juliane Nielsen (f. 1858). (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Madsen. Søren Madsen, Billedhugger, var Søn af Sadelmager Ludvig Madsen i Nyborg og blev født der den 15. Maj 1861. Da han havde Lyst til Billedhuggerkunsten, blev han Elev af Vilh. Bissen og lærte at tegne hos C. V. Nielsen, af hvem han i ung Alder blev dimitteret til Kunstakademiet. Han gennemgik dets Skoler fra Oktober 1876 til den 24. December 1880, da han fik Afgang som Modelerer, men han blev ved med at besøge Modelskolen endnu i tre Kvartaler. Han begyndte at udstille 1882, konkurrerede i 1886 med et Æmne efter eget Valg, »Josef udtyder Bagerens og Mundskænkens Drømme«, et Arbejde, der udmærkede sig ved en frisk og livlig Karakteristik og en Dygtighed, der varslede godt for Kunstnerens Fremtid; dog opnaaede han ikke Medaillen. Den mindre Guldmedaille tilkendtes ham først det næstfølgende Aar, 1888, for »Odysseus og Nausikae«. To Aar efter udstillede han en kvindelig Statuette, »Demokrits Discipel«, en Komposition, der tydede paa nogen Særhed i Æmnevafget. Imidlertid tildeltes ham dog det Ancherske Rejselegat for samme Aar (1890), men han kom ikke til at nyde det; thi den unge, saa lovende Kunstner druknede den 22. Juni s. A. i Kallebodstrand under Sejladsen med en Lystbaad.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

N. K. L. il. Maj 1896.

Magens. Johan Boye Junge Magens, Architekt, Søn af Johan Magens og Magdalene f. Wisse eller Weiss, blev født i Kobenhavn den 23. September (døbt ²⁸/_!)) 1748 (ikke 1746) og har rimeligvis fra 1765 været Lærling hos Harsdorff eller Jardin, thi han vandt ikke Akademiets Sølvmedailler. Derimod blev i 1767 den mindre og i 1769 den store Guldmedaille tilkendt ham i Bygningskunsten. Imidlertid var han i sex Aar kgl. Bygningskonduktør under Harsdorff og foreviste i 1775 Akademiet Tegningen til »En Orangeri-bygning, decoreret paa den antique Maade«. I 1777 søgte og fik han Løfte paa en Informatorplads, saa meget mere, som »hans Rejsetur endnu synes langt borte«. Da det lykkedes ham at faa Midler til at rejse for egen Regning, gav han efter sin Hjemkomst (1782) Afkald paa sin Expectance for at kunne blive Medlem af Akademiet. Den 27. Juli 1782 blev han og Meyn begge enstemmig agreerede, og Magens blev derpaa den 4. Marts 1783 optagen til Medlem af Akademiet paa »En Realskole«. Snart efter blev han Bygningsinspektør, men Embedet som Stadsbygmester, der 1788 blev ledigt ved Rosenbergs Død, fik ikke han, men Meyn. Derimod blev han 1799 Professor i Perspektiven efter Meyn, der blev Professor i Bygningskunsten, og i denne Stilling forblev han med Titel af Justits-raad. Hans Hovedvirksomhed var som kgl. Bygningsinspektor og senere som Hofbygmester at have Tilsyn med de offentlige Bygninger, og han ledede, ifølge Weinwich, Udsmykningen af flere af de kgl. Slotte. Tillige blev han Søetatens Bygmester (1789); han blev tre Gange Akademiets Kasserer for to Aar ad Gangen, og i 1795 fik han Værelser paa Charlottenborg, som 1799 blev ombyttede med en bedre Lejlighed. Han var gift med Clara Holst, der 1810 var bleven Enke efter Andreas Kirkerup (s. d.) og overlevede sin anden Mand lige til den 13. April 1835, da hun døde, 80¹/, Aar gammel. Magens døde den 6. Juni 1814. Hans Mindesten er af Dajon.

(Weinw., S. 226. Do. Lex. Petri Kirkeb. Akad. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Gravmæle paa Holmens Kirkegaard. Adresseav. 1814, Nr. 130; 1835, ^Nr- 9°0

Magnussen. Christian Carl Magnussen eller Magnus, Maler, født 1821 i Bredsted i Slesvig og Søn af Postmester Johann Martin Magnussen, besøgte Kunstakademiet i København i Aarene 1839— 1845, men udstillede ikke her før i 1848, da han samtidig med en Ansøgning om Rejseunderstøttelse indsendte to Portræter og et Portrætstudie. Idet Stemmerne var lige for og imod ham, nægtedes

Rejseunderstøttelsen ham. Han kaldte sig den Gang Historiemaler. Imidlertid rejste han bort, arbejdede i Paris under Couture, rejste til Rom, levede saa i Hamborg og bosatte sig endelig i Slesvig, hvor han oprettede en Snitteskole. Han malede italienske Livsbilleder og gode Portræter. Han solgte 1894 en stor og værdifuld Samling ældre Kunstindustrigenstande til Hertugen af Cumberland. Den bevares i Kunstindustrimuseet i Kobenhavn.

(Alcad. Reitzel. Udst. Fortegn. H. A. Müller, Kstl. Lex. T elsk. f. Kunst-incl. X, 138.

Malcho. Simon Malcho eller Malgo, Maler og Kobberstikker, var Søn af Malermester Povl Malgo (?) i København og uddannede sig ved Kunstakademiet, vistnok fra 1760. Han vandt 1763 den mindre (2 G.), 1764 den store Sølvmedaille, konkurrerede 1766 som Maler til den mindre Guldmedaille, men fik kun den store Sølv-medaille som Opmuntring. I 1767 vandt han den mindre Guld-mcdaille som Maler for Opgaven »David salves af Samuel« (i Sam. i (i, 13). Derefter konkurrerede han 1768—1771 fire Gange til den store Guldmedaille uden at opnaa den; samtidig med ham konkurrerede Abildgaard og Juel. Han arbejdede vistnok ved den Tid i nogle Aar hos Mandelberg, hvor Clemens, som kalder ham »et maadeligt Subject«, var sammen med ham. Imidlertid lykkedes det ham at komme udenlands, og han var i Rom tilligemed Abildgaard. Senere rejste han til England, hvor han ernærede sig som Kobberstikker. Her mødtes Clemens atter med ham i 1792—93, og han levede da under meget smaa Kaar; han var den Gang i Interessentskab med Presteis¹ og stak Landskaber i Aquatinta, som han selv illuminerede. Et saadant Blad nævner Nagler: View of the torrent t'f the Lutschinen, efter L. Belanger, hvilket findes baade sort og koloreret. Weimvich nævner et andet Blad af ham, idet han siger, at han »1793 har ædset den ulykkelige Prinsesse Lamballe i den ^ortc Kunst ifølge af en Parlaments-Akt (!}«. Et nyere engelsk Kunstner-lexikon (Redgrave) nævner ham ikke. En anden Maler, formodentlig en ældre Broder, da Navnet er sjældent, hed Claus Povlsen Malgo. Han besøgte Kunstakademiet vistnok fra 1757, vandt i 1760 i to Kvartaler de to Sølvmedailler, og konkurrerede i 1763 til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. I November 1766 var han Malermester og ægtede da Johanne Margrethe Bigum (Bigom), der døde i

¹ En tysk Kobberstikker og Kobberstikkerinde, som levede i London ved den Tid.

April (begr.3/5)1783, kun 38 Aar gammel, Naar Claus og Simon Malgo ere døde, har ikke kunnet oplyses.

(Weinw., S. 191. Do. Lex. Akad. Øst, Må}., S. 977. Helligg. Kirkebog. >Clemens« ved Fick, S. 2 og i Hdskr. Nagler, Kstl. Lex., VIII, S. 216. Krohu. I, 86 Abrahams, Autogr. i St. kgl. Bibi.)

Malling. Peder Malling, Architekt, født den 22. December 1781 (døbt28/1 1782) var Søn af Statsminister Ove Malling (f. 1746, d. 1829) og Christiane f. Bech (f. 1761, d. 1834); han blev Elev af C. F. Hansen for at uddannes til Bygmester og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i Marts 1798. To Aar efter vandt han ogsaa den store Sølvmedaille, og konkurrerede derpaa til den mindre Guldmedaille, der blev tilkendt ham den 13. August 1801 for Opgaven »Et Museum, passende for Danmark, til Natur- og Kunstprodukter«. Han fik ikke Lejlighed til at vinde den store Guldmedaille, da han allerede var indtraadt i praktisk Virksomhed. I 1800 fik han nemlig 200 Rdl. af Fonden ad usus publicos »for at lægge sig efter Bygningsfaget«, var hos C. F. Hansen i Altona og gjorde med denne en Rejse i Tyskland, tog derpaa til København for at konkurrere og var atter i Altona hos Hansen, med hvem han vistnok i 1804 er fulgt tilbage til København. Efter derpaa at have været Hansens Konduktor ved Christiansborg Slots og Raad- og Domhusets Opførelse blev han Bygningskonduktør hos Stadsbygmester Peter Meyn og boede hos denne i hans daværende Embedsbolig, som Professor ved Akademiet, i Prinsens Palæ. Da Meyn snart efter døde (1808), blev Malling konstitueret og Aaret efter fast ansat som Stadsbygmester og forblev i nogen Tid boende hos Enken. I November 1810 opnaaede han et Rejsestipendium af Fonden ad usus publicos paa 500 Rdl. d. C. aarlig i to Aar, beregnet til 133 pCt. i Speciesmønt {== 375 Sp. eller i nuværende Penge 1500 Kroner). Han tiltraadte sin Rejse strax i Begyndelsen af 1811, fik i 1812 Tilladelse til at forblive et Aar længere borte, til deri i. Januar 1814, og fik paa samme Tid Stipendiet forlænget. Men Rejsen trak endnu længere ud; midt i 1815 var han i Rom, hvor han den længste Tid havde opholdt sig, i venskabelig Omgang med Eckersberg, Hetsch {s. d.) o. fl.; forst den 29. Juli forlod han denne Stad; i Oktober var han i København, hvor han paany tiltraadte sit Embede som Stadsbygmester samt blev Søetatens Bygmester, og den 23. s. M. blev han agreeret af Kunstakademiet. Den Gæld, han havde paadraget sig paa Rejsen, dækkedes ved kgl. Resolution

af 17. Juni 1817 af Fonden ad usus publicos med 1400 Rdl, i Sølv. De store Forventninger, Akademiet havde næret til ham, fandt det opfyldte ved at se det Udbytte af hans Rejse, som hans Mapper opviste. Da han strax maatte indtræde i praktisk Virksomhed — foruden sin Embedsgerning maatte han bl. a. restaurere Bringstrup Kirke for Universitetet og komponere et Gravmæle over Tordenskjold til Holmens Kirkes Ligkapel — fremstillede han først den 18. April 1818 sit Medlemstykke, »En offentlig Plads med et Theater o. m.«og blev enstemmig optaget til Medlem. Forinden havde han faaet Titel af Professor (d. 5. April 1817).

Mallings Hovedvirksomhed falder som Stadsbygmester, i hvilken Stilling han forblev lige til sin Død. Dog knytter tillige hans Navn sig til to store Bygningsværker, Universitetet i København og Akademiet i Sorø. I 1821 var Planen vedtaget til Universitetet efter Samraad med Konsistoriet, og Overslaget lød paa 265,000 Rbd. Sedler. Først 1835 stod Bygningen færdig til at modtage sin indre Dekoration. Uagtet et kyndigt Øje var villigt til at erkende den Omhu og Samvittighedsfuldhed, hvormed selve Bygningsværket var ledet, hævede der sig vægtige Stemmer mod den kunstneriske Side af Opgavens Løsning. Man fandt, at den Sammenstilling af uligeartede Stilarter, hvorved Kunstneren havde søgt at frembringe et originalt Præg, navnlig i den store Forside ud mod Kirken, var et Brud paa den ædle Smag i Bygningskunsten, og selv om man vedkendte sig den imponerende Virkning, Forsiden ikke undlader at gøre paa Beskueren, fremhævedes dog det tunge i de store Skingavle m. m. Kunstnerens Forsøg paa at faa Bygningens indre Udsmykning overdraget til Høyer (s. d.) lykkedes ham ikke. Imidlertid viser den Iver, hvormed han ved flere Lejligheder varmt arbejdede saavel for denne som for Hetsch, der var fulgt med ham til Danmark, at han var en sjælden trofast og oprigtig, om end ikke altid klartskuende Ven mod dem, der havde sluttet sig til ham, og de hæftige Udtryk, som han ved slige Lejligheder offentlig brugte, paadrog ham endog senere en alvorlig Dadel fra Akademiets daværende Præses.

Hans andet store Værk, Genopførelsen af Sorø Akademi, der var brændt i 1813, blev begyndt kort efter Universitetet (1822), men var allerede færdigt i 1828. Det er bygget i en simpel Stil, uden at Kunstneren har tænkt sig ved Stilens Præg at knytte den nye Hovedbygning til de Bygninger, der stod tilbage fra ældre Tid, enten til Kirken eller til de i Mansardstil opførte Sidepavilloner til den ældre Akademibygning. Malling udstillede i 1816 tre forskellige

Projekter, som vistnok vare udarbejdede paa Rejsen, og i 1819 sit Medlemstykke. Han døde ugift den 3. Maj 1865 i København,

(Petri Kirkeb. Do. Fam. Malling. Erslevv, II, S. 216— 17. Rigsarcli. Akad. Keitzel. Udst. Fortegn. Vejviseren 1809 flg. Eckersbergs Optegn. Consistorii Copibog 1816, 1818 og 1821. Tregtler, Hdb. for Rejs., S. 267. Dsk. Ugeskrift 1835, Nr. 187 [om Universitetsbygn. af N. Høyen]. Dagen 1835, Nr. 218, 255. Kbhvspost. 1835, Nr. 233. Øst, Materialier, S. 420—22 og 425. Alm. Commiss. Tid. 1838, Nr. 302. Clausen, Optegn, af Levn. Hist., I, S. 191 flg. Breve i St. kgl. Bibi.)

Malthe. Rasmus Secher (Sekker) Malthe, Billedhugger, født i Randers den 21. November 1829, var Søn af Købmand og Tømmer handler, senere Stadsfæstemand Johan Jakob Sejer Malthe (d. 1853) og Maren Kirstine f. Christensen, Datter af en norsk Skibsfører. For at uddannes til Billedhugger begyndte han 1844 at arbejde i H. V. Bissens Værksted i København og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvor han 1851—52 vandt de tvende Sølvmedailler. Som Billedhugger udstillede han fra 1849 til 1888, for største Delen Buster. I 1857 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med Gruppen »Moderkærlighed«, men Præmien blev tilkendt Evens. Malthe udførte dog Aaret efter sin Gruppe i Marmor efter Frederik VII's Bestilling. For øvrigt har hans Hovedvirksomhed været som Marmorhugger, idet han i adskillige Aar ledede Udførelsen af Marmorarbejdet i Bissens Værksted. I sine senere Aar var han især sysselsat med Billedhuggerarbejder til Brug ved Bygninger, saasom Frederiksborg Slot, det kgl. Theater, Hotel d'Angleterre m. fl. Han ægtede 1859 Hertha Rosaline Cathinca Guldborg. Malthe døde den 6. Maj 1893, ramt af et Hjærneslag.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Mandelberg. Johan Edvard Mandelberg, Maler, Søn af en Maler i Sverige og født den 22. Juni 1731, rimeligvis i Stockholm, mistede tidligt sin Fader (d. 1747). Han havde, ved at se J. Ph. Lembkes Bataillemalerier i Drottningsholm Slot, faaet Lyst til at være Slagmaler og viste allerede som Yngling saa meget Talent, at nogle svenske Kunstyndere understøttede ham. I 1752 rejste han til Paris, hvor han sluttede sig til sin Landsmand Alex. Roslin. Grev Caylus gav ham Lejlighed til at kopiere efter de store Mestre i Louvre. Imidlertid blev han af Konferensraad Wasserschlebe anbefalet til den danske Konge, Frederik V (1754), der gav ham 200 Rdl. d. C., for

at han kunde være et Aar længere i Paris, 300 Rdl, til at rejse til Italien for, og endelig i 1758 400 Rdl. for at fuldende sine Studier og rejse til Danmark, der fra nu af skulde være hans Fosterland. I Rom studerede han især Landskabsmaleriet efter Claude Lorrain, Salvator Rosa og Poussin. Han fulgtes til Danmark med Wiedewelt, kom til København den 6. Oktober 1758, og den 30. Marts 1759 blev han agreeret af Akademiet »paa den brugelige Maade«, men i iamme Forsamling besluttedes det, at han og Wiedewelt strax skulde optages til Medlemmer. Som Medlemstykke indsendte han »En idealsk Bataille mellem Tyrker og Christrte«. Den 30. December 1763 blev han ogsaa Professor ved Akademiet, idet der var indløbet en, rigtignok ikke fuldstændig stadfæstet, Efterretning om J. Chr. Petzolds Diid. Præses foreslog at udsætte Valget, indtil man fik Vished om Dodsfaldet, men da Professorernes Tal dog ikke var fuldt, blev Mandelbergs Valg godkendt. Faa Aar efter fik han en Aarpenge af Kongen paa 300 Rdl. d. C.

Mandelberg har malet en Mængde Billeder til det første afbrændte Christiansborg Slot og til Fredensborg Slot, mest Loftsbilleder og Dyrstykker, ligesom han i det hele brugtes til at male store Pragtdekorationer til Hoffets Brug ved Fødselsdage og lignende Lejligheder. Da han imidlertid hertil behøvede megen Hjælp, udsøgte han sig altid de dygtigste Malersvende blandt dem, der nød Undervisning i Akademiets Skoler, og saaledes kom flere af den nærmeste Eftertids mest fremragende Kunstnere, som Abildgaard og demens, til at male under Mandelberg. Den Lyst til at male Slagbilleder, som han havde bevaret fra sin Ungdom, fik han ikke megen Lejlighed til at øve, og det synes, som om han ogsaa tildels i saa Henseende har overvurderet sine egne Kræfter. En af Datidens Kunstkendere, Ramdohr, roste hans Kopier og betingelsesvis hans mindre Billeder, men mente, at han ikke skulde driste sig til større Kompositioner, der ddt var »under al Kritik«. Hans fleste efterladte Arbejder have et rent dekorativt Præg. »En Kamp mellem tyrkisk og østerrigsk Kavalleri«, som han i Rom malede til Wiedewelt, kom efter dennes Død i S. A. Jacobsens Eje, og blev, paa hans Forespørgsel, af Akademiet stemplet »som det bedste og eneste i sit Slags af Professor Mandelbergs Produkter«. Han blev gift den 26. Maj 1781 med Anna Margrethe Meyer (f. 1751), som overlevede ham til den 5. Maj 1823. Han døde den 8. August 1786. Hendes Portræt, malet af Juel, og hans, malet af AIs (st. af Clemens), ejedes begge

af L. H. Holmer (s. d.). Paa den kgl. Malerisamling bevares tre Billeder af Mandelberg, deraf to Slagstykker.

(Weinw., S. 161. Do. Lex. Thiele, Kunstakad., S. 125 og 143. Sandv., S. 93. Hennings, S. 103—12. Alm. dansk Bibi. 1778, Febr., S. 113. Minerva, 2. Aarg., I, 1786, S. 329—41, indeholder en udførlig Nekrolog over Kunstneren af A. C. Hviid, som gengives forkortet i Skild. 1830, Sp. 1061—1066. Nord, Familjebok. Rigsarch, Ramdohr Reise, I, S. 106 og 236. Adresseav. 1823, Nr. 106. Meier, Wiedewelt, S. 46 og Fredensb. Strunk.)

Mander. Karel van Mander, Historie- og Portrætmaler, var Søn af en Maler og Tapetvæver i Delft af samme Navn og maa være født omtrent 1610; hans Moder hed Cornelia van Roswyke. Da Christian IV havde fuldendt Frederiksborg Slot, vilde han have Riddersalen smykket med vævede Tapeter, indeholdende kunstneriske Fremstillinger. I Aaret 1616 bestilte Kongen 26 Tapeter hos Karel van Mander, som kan kaldes den mellemste, til Forskel fra Faderen, den navnkundige hollandske Maler og Kunstforfatter af samme Navn, og Sønnen, som vandt sit Navn i Danmarks Kunsthistorie. Den mellemste Karel van Mander kom altsaa til Danmark for selv at se de Fæstninger og Stæder, som skulde afbildes paa Tapeterne, hvor de vigtigste Begivenheder i Kalmarkrigen skulde fremstilles. Derpaa rejste han hjem og udførte de Tegninger, hvorefter Tapeterne blev vævede; i 1619 var 18 af dem færdige og blev sendte til Christian IV, der var godt fornøjet med dem, og i 1620 var Arbejdet færdigt paa nogle Smaastykker nær. Imidlertid døde Kunstneren i 1623, og da Kongen endnu skyldte ham over 8000 Gylden for Tapeterne, rejste hans Enke samme Aar til København for at faa denne Sag ordnet. Hun medbragte en Datter, som senere blev gift med Maleren Wuchters, og Sønnen Karel, der vistnok begge vare Børn.

Det synes, som om Kongen har taget sig af den faderløse Søn og maaske har ladet ham oplære til Kunstner i Holland, ligesom han havde gjort ved flere af Landets Børn, der havde vist Talent for Kunsten, Jakob Lauritzen, Søren Kiær o. a. I 1634 var han i al Fald igen i København, hvor han gjorde Tegninger til Dragter og Dekorationer m. m. til Skuespil i Anledning af Prins Christians Bryllup, Fra den 14. Juli 1635 ^ samme Dato 1638 var han kgl. Contrafejer med 200 Rdl. aarlig, »medens han opholder sig i Italien«, og en Del af Pengene blev i 1638 udbetalte til hans Moder, som altsaa den Gang endnu var i Live.' Efter Hjemkomsten blev han

¹ I 1637 købte hun en muret Begravelse i Petri Kirke.

kgl. dansk Hofmaler og malede i denne Stilling en Mængde store Billeder, mest Portræter af Kongen, en Mængde Adelsmænd, Lærde, og enkelte velhavende Borgere samt nogle udenlandske Statsafsendinger. Han var 1640—42 Tegnelærer for Kongens Datter, Leonore Christine, og malede tillige adskilligt for Korfus Ulfeld. Han tjente derved saa godt, at han kunde købe en stor Gaard paa Østergade (nyt l Nr. 15) og et Hus ved Gammel Strand. Paa det førstnævnte Sted | holdt han et Slags Gæstgiveri for fornemme Folk, navnlig udenlandske Statsafsendinger, og Mænd som Duvall, Le Maire, van Ame-t' rongen og Terlon have alle boet hos ham. Hvor længe han drev denne Forretning, kan omtrent ses af, at han i 1656 modtog Admiral Opdam, og endnu i 1670 boede den hollandske Ambassadør de Witt hos ham. Omsorgen for Gæsterne paahvilede hans Hustru, Marie v. Mander, som overlevede ham (begr. ⁷/₂ 1680). Han døde i April 1670 og blev den 6. April gravsat i Petri Kirke i København; han var en for sin Tid og Stand dannet og aandrig Mand, der skrev flere Digte, som gjorde Lykke hos Samtiden. Hans ældste Søn, Johan van Mander ¹ var ogsaa Kunstner, nemlig Billedhugger eller snarere »Billedsnider«, thi han arbejdede, som det synes, i Træ; men han har næppe haft stor Betydning som Kunstner. I April 1674 blev han gift med Christine Lüders, og i 1680 havde han Arbejde for Hoffet. Karel van Manders yngste Søn, Karel eller Carl, blev mathematisk Instrumentmager og ham nævnes der Børn af. Karel van Mander var en, i hollandsk Skole dannet, dygtig Kunstner, kraftig og sikker i sin Tegning, naturlig i sin Farve. Hans efterladte Malerier høre til de bedste, vi have fra Christian IV's Tid; deriblandt have navnlig hans Portræter af Kongen særlig Værd for det smukke mandige Billede, de give af Danmarks Folkehelt, De første tre Portræter af Kongen, som kendes fra van Manders Haand, ere fra November 1639; det ene fik Hannibal Sehested med til Spanien, et andet fra senere Tid havde-Korfits Ulfeld t med til England; det er nu kommet tilbage til Danmark¹ og tilhører den kgl. Malerisamling; et tredje sendtes til Glückstad til Kongen selv. Et andet stort Portræt af Christian IV i hel Figur tilhører ligeledes den kgl. Malerisamling. Denne ejer ogsaa to store Billeder af ham, ¹¹ Prins Svends Død«, et temmelig mørkt Maaneskinstykke, og »En tatarisk Sendefærd«, som var i København i 1655. Med Urette antog man tidligere dette prægtige Portrætbillede med hele Figurer i

¹ Ved Gehejme-Etatsraad Tietgen.

Legemsstørrelse for Fremstillingen af en Henrettelse. Desuden findes i Samlingen et Maleri af »den angrende Peder«, samt to mindre Billeder, »Synet og Hørelsen«, som stamme fra det første Aar efter Rejsen (1639). En Mængde af Karel van Manders forskellige Portræter, der ere spredte i privat Eje eller forsvundne, ere stukne af Albert Haehvegh. Altertavlen i Sorø, som tillægges van Mander, maa mulig føres hen til Abraham Wuchters.

(Wolffs Encomion, S. 440, hvor han kaldes »kgl. Maj's picter &> sculpttr!'«. Weinw., S. 33, 51 — 52 og 56. Po, Lex. Sandv., S. 91 og 94—96. Burman Becker, Afhdl. i Hertz' Ugentl. Bl. 1859, Nr. 20. Do. Tapeter, S. 21 og 48. Medd. fra Rentek. 1872, S. 194. Dske. Saml., V, S. 202, samt 2. R., I, S. 157 og 363- Spengl. Cat. o. Malerisaml., S. 496 flg. Skild. 1829, Sp. 114. Jonge, Kbhv. Beskriv., S. 509. Rigsarch. Pers. Tdskr. 2. R. III, 171, 274, 277, 290. Nagler, Monogr., III, 849. Do. Kst. Lex., VIII, 230. F. R. Friis, Bidr. t. dsk. Ksthist., S. 76—86.)

Marcher. A. Hansen-Marcher, Architekt, se Hansen-Marcher.

Marstrand. Sofus Vilhelm Marstrand, Architekt, født i København den 12. Maj 1860, er Søn af Værktøjsfabrikant Cand. polyt. Theodor Christian Marstrand (f. 1817, d. 1863), Broder til nedennævnte V. N. Marstrand, og Anna Mathilde f. Janssen Tjaden (f. 1822). Han lærte Tømrerhaandværket, gennemgik det techniske Selskabs Skole, hvorfra han fik Afgang som Husbygnings-Examinand, og kom den i. Oktober 1879 ind paa Kunstakademiet. Efter at have gennemgaaet dette fik han den 29. Januar 1887 Afgangsbevis som Architekt. Han konkurrerede 1892 til Guldmedaillen, 1893 ^ den Neuhausenske Præmie, I 1885 foretog han en Udenlandsrejse. Af hans Arbejder kan nævnes Valgmenighedskirken med Præstebolig i Aagaard ved Kolding og Bagermester J. N. Marstrands Ejendom paa Købm agergade.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Marstrand. Vilhelm Nikolaj Marstrand, Genre- og Historiemaler, var Søn af Commerceraad Nikolaj Jakob Marstrand (f. 1769, d. 1829), som var født og opdragen i Norge, og Petra Ottilia f. Smith (f. 1778, d. 1847), og han var den næstældste af fem Sønner. Han var født i København den 24. December 1810. Af Faderen blev han sat i Metropolitanskolen for at studere, men dertil havde han ingen Lyst, og da tværtimod Tegning altid havde været hans Glæde, forlod han i sit sextende Aar Skolen, blev den 7. August 1826 Lærling i Eckersbergs Malerstue og havde Aaret for begyndt

at tegne paa Kunstakademiet. Der fortælles flere Træk om, hvilket Lune han allerede som Dreng forstod at udfolde i sine første, fra Technikens Side naturligvis ufuldkomne Tegninger, hvoraf en Del ere bevarede. Han gennemgik Akademiets Skoler, men ikke med ualmindelig Hurtighed, dertil synes Skoleundervisningen at have fængslet ham for lidt. I Juli 1828 kom han ind paa Gibsskolen, lige et Aar efter blev han Elev af Modelskolen, ved Nytaar 1833 vandt han den mindre og et Fjerdingaar efter, den 21. Marts 1833, den store Sølv-medaille. Strax samme Aar konkurrerede han til den mindre Guld-medaille, hvortil Opgaven var »Flugten til Ægypten«; han fik kun en Opmuntring, Medaillen selv tilfaldt Eddelien, en Kunstner, som navnlig i Kompositionstalent langt fra kunde maale sig med Marstrand. To Aar efter (1835) vilde han konkurrere igen; men han var netop paa en Sommerrejse i Norge og skrev derfra, at han først kunde være i København den 2. Juli, idet han haabede, at han alligevel kunde faa Lov at deltage i Konkursen. Da Eckersberg tilbød at hente ham ved Dampskibet og føre ham lige op i hans Loge paa Charlottenborg, tillod Akademiet det; men hans Arhejde, »Odysseus og Nausifcae«, lykkedes saa lidt, at »det kunde ikke komme i Betragtning«. Denne Gang var det A. A. Müller, som vandt Præmien. Efter disse Forsøg maatte det synes klart baade for ham og andre, at Historiemaleriet slet ikke laa for ham,¹ saa meget mere, som han allerede i flere Aar havde givet glimrende Prøver paa sit Talent i en ganske anden Retning, nemlig det lunefulde Genremaleri. En af hans varmeste Beundrere, Professor N. Hoyen, skrev derfor ogsaa ved denne Tid til sin egen Efterretning om Marstrand: »Genre decideret«. Denne afgørende Dom skulde Tiden ikke aldeles stadfæste.

¹ Allerede i 1832 havde den kgl. Malerisamling købt et lille historisk Billede af ham, »Svend Estridsøn og Biskop Vilhelm«, men det staar ikke i Forhold til hans senere Udvikling. Under sit Ophold i Rom komponerede han i 1836—38 et nytestamentligt Æmne, »Den fortabte Søn*, og synes at have haft Tanken om at komponere »Den gode Hyrde« som et Sidestykke dertil; men i et Brev til N. Høyen af 2. Februar 1838 skriver han selv derom, at han ikke har i Sinde at udføre det for det første, »dels fordi det er for stort for mit nærværende omflakkende Liv, og dels fordi megen Tvivl er opstaaet hos mig, om det egner sig for mig at male den Slags Ting. Jeg har ikke den vedholdende Alvor, som hører til at male historiske genstande -, imidlertid opgiver jeg ikke denne Lejlighed til at forsøge mig, naar Tiden tillader det«. Saavidt det kan ses, udførte Marstrand aldrig denne Komposition.

Lige siden 1829 havde Marstrand udstillet paa Charlottenborg; men hans første Billeder, »Kanefart ved Maaneskin«, »En Kilderejse« og »Udsigt fra et Vindue paa Charlottenborg«, en meget yndet Opgave af Eckersberg for at øve sine Lærlinger i Perspektiv, vakte ikke' Opmærksomhed for ham. Fra den samme Malerstue, som senere blev Marstrands egen, saa man i disse Billeder for det meste tid ad det nordre Vindue. Den første Genstand, som mødte Øjet, var Slottets anden Karnap med sin fremspringende Jærnforsiring paa Hjørnet, der tog sig umaadelig stor ud i Forhold til Husene paa den anden Side af Torvet ovre ved Bredgade; Thotts Palæ viste sig forfra og derpaa førtes Blikket ned ad den lange Bredgade, hvis Huse og Lygter nøjagtigt formindskede sig efter Perspektivens Regler. Hist og her maatte Lærlingen tænke sig et Vindue aabent og konstruere dets Stilling og Lysets Fald derpaa efter de givne Forskrifter. Endelig indsattes, navnlig i Forgrunden, nogle Figurer som Staffage, og den erfarne Mester brummede alvorligt, naar noget ikke var i de rette Forhold. Først med »En Flyttedagsscene« (1831) kom Marstrands Lune saa uforbeholdent frem, at det rev Beskueren med sig. Den Forstyrrelse, en københavnsk Flyttedag medfører, var skildret i en Mængde enkelte Træk af stor komisk Virkning. Det samme var Tilfældet med »Scene ved et Consumtionshus«, medens et tredje Billede, som bærer den simple Titel »Nedgang til en Kælder« , med et finere, mere skælmsk Lune forbandt en smuk malerisk Virkning i Gengivelsen af det lave hvælvede Rum. Det blev købt af Kunstforeningen. Med stigende Lystighed og stedse mere Herredømme over sine Ævner skildrede han i de følgende Aar det københavnske Folkeliv i »En Gadescene i Hundedagene« (Waagepetersen, nu Over-retsprok. Gottschalck), »Beskænkede, som forlade Kælderen« (Grev Moltke), og den kostelige »Auktionscene« (Waagepetersen), medens »Et musikalsk Aftenselskab«, der tilhørte samme varme Kunstven (nu i Frederiksb. Mus.), var et Billede med særdeles vellykkede mindre Portrætfigurer, malede efter Naturen. Paavirket af Bendz, der havde et ualmindeligt Øje for Farvevirkningen, gengav han heri med større Finhed og et mere levende Spil i Farven, end det plejede at ligge for hans Pensel, Lampens og Lysenes gensidige Brydninger med Mørket. Ved Siden af disse og lignende Billeder malede han tillige ikke faa Portræter.

Efter sine mislykkede Forsøg paa at vinde Guldmedaillen vendte Marstrand sig med endnu større Lyst til at male Livsbilleder, og da han altsaa ikke kunde opnaa mere ved Akademiets Undervisning,

stod hans Hu til at komme udenlands. Akademiet havde ogsaa paa sin Side fulgt hans Udvikling med skønsom Opmærksomhed og indsaa meget vel, at en mislykket Konkurs ikke betød det samme for ham, som for saa mangen anden. Hans Andragende om Anbefaling for at kunne søge Stipendium hos Fonden ad usus publicos besvarede Akademiet derfor med et meget rosende Vidnesbyrd. Det havde »fundet sig overrasket ved hans Talents Ejendommeligheder«, og holdt det netop derfor for rosværdigt, »at han vilde konkurrere som Historiemaler«; det sluttede med at erklære, at det fandt ham »moden og heldig forberedt til en Udenlandsrejse« (Decbr. 1835). I August 1836 rejste han bort med et under 10. Maj bevilget Stipendium paa 600 Rbd. aarlig i to Aar fra den nævnte Fond; i 1838 fik han et Tillæg paa 400 "Rbd. Han gennemrejste Tyskland og Svejts tildels paa sin Fod og naaede omsider Italien, om end ikke under lykkevarslende Omstændigheder. Frygten for den sig nærmende Kolera tvang ham til en 20 Dages Karantæne i Livorno, inden han fik Lov at sætte Foden paa italiensk Grund. I December 1836 var han i Rom midt i den Kreds af livsglade, dygtige Kunstnere, han saa meget længtes efter. Der fandt han Malerne Ernst Meyer, Küchler, Sonne, Roed, Const. Hansen, som han kendte fra Hjemmet, flere ældre Kunstnere og Bygmesteren Bindesbøll; desuden, fremfor alle, Thorvaldsen.

Det aandsfriske italienske Folk, hvis veldannede Legemer med saa yndefuldt Udtryk kunne gengive, hvad der rører sig i deres varme Hjærter og hurtige Hjærner, tiltalte i højeste Grad Marstrand, som strax syntes at fatte den Umiddelbarheds Strøm, der gaar gennem den romerske Almues hele Liv paa Gader og Stræder. Det vakte en Jubel i hans Sjæl, som aldrig holdt op at genklinge; naar i senere Tider mørke Tanker omspændte ham, malede han sig glad igen efter et af de livsfriske Studier, han havde medbragt fra Italien eller gjorde nye Udkast til Billeder. Medens flere af hans jævnaldrende Kunstbrødre ikke havde let ved at vælge de Motiver, deres Haand kunde genskabe paa Lærredet, og grebne af den maleriske Skønhed, hvori den italienske Luft viste alle Genstande, lagde mere Vægt paa at gennemarbejde det Motiv, de dvælede ved, strømmede Ideerne med en saadan Fylde ind over Marstrand, at det ene Billede næsten fortrængte det andet.¹ Ikke desto mindre paa-

¹ Den uendelige Vrimmel af Tegninger og lette Udkast, som kom frem efter hans Død, aflagde stadig nye Vidnesbyrd om hans Aands overordentlige Rigdom

virkedes ogsaa hans Fremstillingsmaade i en heldig Retning dels at det meget nye, han saa, baade af Kunst og Natur, dels maaske ved den Afslibning, det nære Samliv med frimodige, sandhedskærlige og indsigtsfulde Venner uvilkaarlig frembringer. Det, at Kunstnerkredses i Rom, saalænge Thorvaldsen dannede et Midtpunkt, om hvilket uden Modsigelse sluttede sig, omfattede Mænd af de forskellige Folke slag, selv om det mest kun var Tyskere og Nordboer, gav Livet dog et større Udbytte end nu, da hver enkelt Nation holder sig strængen for sig selv.

Allerede det første Billede, Marstrand sendte hjem, »Udenfoi Fængslet« (udst. 1838), viste større Maadehold i Anordningen og e sikrere Herredømme over de kunstneriske Midler. Men det var dog navnlig ved »Antoniusfesten« (udst. 1839), som er gengivet bland »Billeder af danske Malere«, han viste, hvilke Fremkridt han havdt gjort. Det forestiller Husdyrenes Velsignelse, idet de paa St. Antoni Dag (17. Jan.) rigt smykkede føres forbi den lille Kirke St. Antonk Alfdate, hvor Præsterne staa i Døren øg stænke dem med Vievand Dette Optrin foregaar aldrig uden en Mængde komiske Træk, som Kunstneren her havde grebet og forenet med et saadant Lune, atdet hører til de ypperligste i Rækken af hans mange fortrinlig Livsbilleder, mesterligt i Anordningen af de talrige Figurer, naturligt og levende i Gengivelsen af deres Bevægelser, varmt og kraftig i Farven. ^l

Almuens Liv i Rom er aldrig, trods en værdig Alvor, de: klæder baade Mænd og Kvinder godt, uden Lystighed og Livsglæde men rigest, friest og uskyldigst strømmer den dog i Oktober, i Vin høstens glade Tid. Det er et Optrin fra denne yndige Tid, hvor en mild solklar Efteraarshimmel har afløst Sommerens Hede, Marstrand skildrede i »Tilbagekomsten fra Oktoberfesten«, som tilhører

og Frugtbarhed, og vilde, hvis de kunde have været bevarede samlede, have afgivet et fortrinligt historisk Materiale til Skildringen af hans aandelige Udvikling og hans fuldførte Arbejders Tilblivelse,

¹ I det i en tidligere Anmærkning nævnte Brev ti! N. Høyen taler Marstrand ogsaa om, at han til sit Billede, »Antoniusfesten«, agtede at gøre særlige Studier af Anvendelsen af Lasurfarver, som han holdt for nødvendige til at gengive ret den Farvepragt, hvori den italienske Luft viser Genstandene. Ikke uden Grund advarede Høyen ham i et følgende Brev af 15. April 1838 mod den »famøse Lasur«. Farven i dette Maleri synes virkelig ikke at have staaet sig tilstrækkeligt, idet Billedet nu viser en næsten skrigende Modsætning mellem Lys og Skygge og navnlig i mange af Skyggepartierne en Sorthed i Farven, som næppe fremtraadte saaledes, da Billedet var nyt.

Thorvaldsens Museum. Allerede da det i Foraaret 1840 blev udstillet i Rom, vakte det almindelig Opmærksomhed, og da det Aaret efter blev set ved Udstillingen paa Charlottenborg, tilkendte Akademiets Forsamling det enstemmigt og med Akklamation Udstillingsmedaillen (12. Maj 1841). Paa Direktørens, Thorvaldsens, Forslag blev Marstrand tillige enstemmig agreeret paa det samme Billede, idet der tilføjedes, at Kunstneren var undervejs hjem. I et enkelt Optrin giver det ligesom et Billede af den romerske Almues hele daglige liv. Intet fattes, lige fra det taalmodige Æsel og de langhornede alvorlige Oxer til den adstadige, kjoleklædte Borger, som halv nedladende blander sig i Almuens Kreds, eller den lystige unge Kunstner med Blomster i Hatten. Fra en Vinstue (Osteria) lige uden for Byens Mure drager i den lyse Sommer aftenstund en lystig Flok ind ad Staden til med Fakler, Tamburiner, Sang og Dans. Hver enkelt Gruppe er et nyt Livsbillede af henrivende Virkning, i og Kunstneren er saa langt fra at trættes, at endog de ganske smaa Grupper i det Fjærne hver for sig kunde udføres som fuldstændige Genrebilleder med deres heldig valgte, livlige Motiver. I dette Maleri, hvori Eckersbergs Malemaade endnu spores, er Formen og Bevægelsen givet med en Fasthed i de ydre Omrids, som senere tabte sig hos Kunstneren; Farven er klar og sand, de brudte Toner giver et smukt Billede af Aftenstemningen, men i Personernes Skikkelse føler man allerede Kunstnerens Egenhed at se Tingene lidt for brede, navnlig have Kvinderne gennemgaaende vel store Hoveder, et Træk, man forresten ikke saa sjælden ogsaa finder hos Eckersbergs Figurer.¹

Et Aar ældre er »Romerske Borgere i et Osteri«. I Paasyn af Billedets oprindelige Ejer, Agent Waagepetersen, samt nogle danske Kunstnere, strømmer her en Mængde af Roms lavere Befolkning, Mænd og unge Kvinder i lystig Blanding i Sommereftermiddagens klare Solskin ind i en Vigne udenfor Staden bagved Engelsborg.

¹ l Marstrands senere Aar kom det frem, at hans Øjne led af en egen Sygdom, Astigmatisme, som gør, at Genstandene dels vise sig med utydelige Omrids. dels urene og uklare i Farven. Men uagtet denne Abnormitet sædvanlig er medfødt, plejer dens Virkninger først at træde frem, naar med Alderen Øjnenes Til-lempningsævne taber sig. Et Blik paa Marstrands Ungdomsarbejder viser ogsaa, at ingen Svaghed i hans Øje er til at spore. I hans senere Billeder medvirkede den derimod uden Tvivl i ikke ringe Mon til, at han fik Forkærlighed for den brede Malemaade, han da brugte, og til den Sorthed, hans Billeder led af, især i Skyggerne. Men den hjalp ham maaske ogsaa ud over Eckersbergs strængt tegnede Omrids til det mere maleriske Foredrag, som siden udmærkede ham.

En Mand og Kvinde, begge over den første Ungdom, danse Saltarellen for de fremmede, medens en ung Pige slaar Tamburinen og den tykke Vært kommer ned ad Trappen med Flasker og Glas for at være rede til at byde dem en styrkende Drik. Forskellen mellem Sollyset om Dagen og Aftenstemningen i det førstnævnte Billede er ypperligt givet; men i Motivernes Rigdom maaler dette Billede sig ikke fuldstændig med hint. I Rom malede han ogsaa et vellykket Portræt af Joachim Frederik Schouw, For øvrigt er det kun enkelte Perler, som her og i det følgende kunne fremhæves af Kunstneren overordentlig rige Produktivitet.

Paa Hjemrejsen til Danmark forblev Marstrand et Aar rundt i München, hvorom hans Kunstbrødre havde talt saa meget. Men Livet der var allerede forandret eller i al Fald smagte det tyske øl ikke videre godt ovenpaa den italienske Vin, og Kunstneren følte sig meget skuffet. At han alligevel blev der saa længe, skyldtes et Par større Bestillinger, som han maatte gøre færdige med det samme. Sent paa Aaret (1841) kom han til København, og den 22. Marts 1842 fik han som Opgave til Medlemsstykke: »Scene af det danske Folkeliv«;.

Marstrand havde fra sin Ungdom næret stor Forkærlighed for Holbergs Komedier; det Lune, der er præget i dem, var saa beslægtet med hans eget, at han længe havde ønsket at gengive nogle af disse lystige og karakteristiske Optrin paa Lærredet. Før Rejsen havde han maaske ikke ret vovet at hengive sig til sin Fantasis dristige Spil, ogsaa henpegede hans Lærer saa strængt paa Naturens Efterligning, at det nok kunde holde ham tilbage; i Italien maatte nødvendigvis det Liv, der omgav ham, fængsle hans Opmærksomhed og fylde hans Indbildningskraft saaledes, at det først og fremmest maatte have Krav paa at fremstilles. Men efter Hjemkomsten var det, som om hans Ungdoms Kærlighed til Holberg vaagnede med fornyet Styrke, saa at det danske Folks Ejendommelighed ligesom syntes ham gemt i den gamle Digters lystige Skyggespil. Opgaven fra Akademiet maatte og skulde passe dertil. Mulig dog nogle af dets Medlemmer overraskedes, da Kunstneren sorn Besvarelse af Opgaven indsendte (Juni 1843): »Scene af Bondelivet, motiveret efter Holbergs Erasmus Montanus« ! Ingen kunde nægte, at den gammeldags Bondestue med sit karakteristiske Bohave, den gamle Bonde, Degnen, Ridefogden og de øvrige Personer, var en fortrinlig Fremstilling af den danske Almues Liv, og i al Fald havde Billedet i Fremstillingens Lune og i Udførelsens Soliditet saa mange

Fortrin, at man uden Indvendinger tilgav den sindrige Kunstner hans Dristighed, og den. 19. Juni 1843 blev han enstemmig optaget til Medlem af Akademiet. Faa A ar efter blev han, den 6. November 1848, valgt til Professor i Modelskolen ved Rørbyes Død, og fik fra April 1854 den Bolig paa Charlottenborg, som Eckersberg havde haft, I 1853 valgtes han, efter at Bissens Funktionstid var udløben, til Akademiets Direktør; i denne Stilling forblev han, paa nogle Aar nær, hvori Jerichau var Direktør (1857—63), til sin Død.

Med sit Medlemstykke begyndte han en Række Skildringer efter Holbergs Komedier, som høre til hans heldigste Kompositioner. "Barselstuen« (1845) og en Gentagelse af »Erasmus Montanus« bleve købte af den kgl. Malerisamling. Senere kom hertil »Den politiske Kandestøber« (1852) og »Det lykkelige Skibbrud« (1859, tilh. Brygger C, Jacobsen). Disse fire var forholdsvis større Billeder med mange Figurer; men desuden malede han ikke faa af et mindre Omfang med to eller tre Figurer efter Motiver fra en stor Del af de andre Komedier. Fra Holberg gik han over til Don Quixote og gengav med stort Lune »Helten fra Salamanca« i en Mængde af hans ynkelige Tilskikkelser. Her, ligesom i de senere holbergske Billeder, fremtræder en langt bredere Penselføring, der dels skyldes den virtuosmæssige Lethed, hvormed Mesteren tumlede med Pensel og Palet, dels den ovenfor omtalte Svaghed i hans Øje. Medens Sygdommens Virkning næppe spores i det store Billede fra Siljansøen i Sverige, »Kirkefærd til Leksand i Dalarne« (1853, den kgl. Maleri-samling), hvor han med overordentlig Sikkerhed grupperer over to tusind mindre Figurer, og skaber en Række Livsbilleder, hvori Alvor og Lune paa det skønneste mødes, medens den end ikke er synderlig fremtrædende i »Det lykkelige Skibbrud« (1859), mærkes dens Indflydelse dog allerede i 1857 i »Billede af Hverdagslivet«, eller »Besøget«, selv om Gengivelsen af det indelukkede Rums sparsomme Lys er lykkedes godt. I fin poetisk Fortolkning af Sjælelivet iiaar han, navnlig i den unge Kvindeskikkelse, saarc højt; i den unge Mand havde han længe ondt ved at tilfredsstille sig selv, og han slog sig først til Ro, da det var lykkedes ham i Erindringens Lys at gengive i Ungdom og Skønhed den Broder, der saa tidlig havde ofret sit Liv for Fædrelandet. Professor J. Lange har i »Nutids-Kunst« givet en saa veltalende Fortolkning af Billedet, at man fristes til at opfordre enhver Beskuer til at gøre sig bekendt dermed. Kunstneren var den Gang nær ved de halvhundrede Aar, men naar Rejser eller Ophold paa Landet havde styrket hans Øje, maaske

N. K, L. II. Maj 1836, 7

endog naar en øjeblikkelig aandelig Spænding vakte hans Snille til fuld Kraft, kunde den uheldige Virkning af hans Øjes Sygdom mildnes eller tabe sig. Det turde være Grunden til, at man ogsaa i hans ældre Alder, navnlig i større Billeder, genfinder en Kraft i Farven, som ikke tyder paa Sygdom, hvorvel nu parret med det brede, næsten for djærve Penselstrøg, der røber den øvede, aldrende Mester. Dette gælder saaledes om de store Billeder til. Kapellet i Roskilde Domkirke, ja tildels om »den store Nadvere« (1869).

Der er nemlig endnu en mægtig Side i Marstrands Kunstnervirksomhed, hvormed han næsten pludselig overraskede selv sine gamle Venner, ikke mindst den trofaste Ven, som i 1836 havde stemplet hans Kunst som »Genre decideret«. Marstrand havde vel allerede fra sin tidlige Ungdom malet Portræter i Legemsstørrelse, ikke sjælden med udmærket Held, men det var dog mest Brystbilleder, hvoraf en stor Del ere gengivne i Lithografi og paa anden Maade, En Udenlandsrejse i 1845—48 som over Holland og Paris igen førte ham til Italien, gav ham Lyst til at forsøge sine Kræfter i en større Stil. Da udstillede han i 1849 ^et stort Billede med legemsstore Figurer i Knæstykke under Titel »Italiensk Osteriscenc«. En ældre Kone af den lavere Middelstand er paa Vinstuen falden i Søvn under Indflydelse af sin Fedme og det varme Sommervejr; de to unge Piger derimod føle sig ikke trykkede af Heden. I blomstrende Skønhed glæde de sig ved Livet, og idet de tænkes at se en god Ven nærme sig,¹ gøre de med en indbydende Haandfagte Plads paa Bænken for den lykkelige; enhver kan tænke sig i hans Sted .... Det var vel kun et Genrebillede; men den brede og dog omhyggelige Udførelse, den sjælfulde Opfattelse, det simple storslaaede Motiv, varslede om nye Tanker i Kunstnerens Sjæl, som ogsaa modnedes og kom frem, saaledes i det nys nævnte Billede »Besøget«, Flere af hans Portrætcr fra denne Tid udførtes i hel Figur, eller i al Fald i Knæstykke, og det var nu ikke blot en vellykket Gengivelse af Aasynet, Kunstneren tilstræbte; der kom Liv og Bevægelse i den hele Skikkelse, som i alle Træk gengav den paagæklende Personlighed med slaaende Lighed. Et fremtrædende Exempel paa et saadant Portræt var udstillet 1856. Det forestillede i Knæstykke en ung Dame (Baronesse Stampe), som i sin simple hvide Baldragt med Blomster paa det smukke Haar, et livsglad Smil paa det friske, jomfruelige Aasyn ligesom ilede Beskueren forbi med hurtige Trin for

at naa Balsalen. Det hører til Marstrands mest vellykkede Portræter, og med dobbelt Vemod dvæler Erindringen ved det smukke Billede, fordi den unge Pige snart efter laa i Graven; Balkjolen var bleven en Ligdragt. Derimod havde et senere Dameportræt i hel Figur, Fru Heibergs (1859, kom senere til Frederiksborg Museet), og Const. Hansens Portræt i Knæstykke (1862, den kgl. Malerisaml.), næsten noget af den historiske Stil i deres Præg. Det var Historiemaleren, som vaagnede.

Samtidig eller omtrent samtidig (1858) malede han en meget stor Altertavle til Faaborg Kirke. Den forestillede »Christus i Emans« og havde kun tre Figurer i overnaturlig Størrelse, Frelseren og de to Disciple. Malerstuen paa Charlottenborg og navnlig dens Vindue var vel lille til Udførelsen af saa stort et Billede. Figurernes Forhold syntes ikke ganske rigtige, Formerne ikke fint nok gengivne, navnlig i en af Disciplene genkendte man vel nøje Modellen, og mere end een, som var gunstig stemt for Kunstneren, rystede dog paa Hovedet og vilde ikke kendes ved ham som Historiemaler. Til Trods for de ugunstige Forhold har Mesteren vidst, hvad han gjorde; thi paa sin Plads i den temmelig store og lyse Kirke gør Altertavlen en ypperlig Virkning. Afstanden og de store Omgivelser formilder det svære i Forholdene, Belysningen giver Billedet Dybde, og den smukke Følelse i Christi Person træder levende frem.

Det var i rette Tid, Marstrand havde rustet sig til denne sin nye Livsopgave. Thi Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke, som Døden havde hindret Eddelien i at fuldføre, blev nu overdraget til ham. I 1861 udstilledes Skitserne til de to store Vægbilleder; i Efteraaret 1866 var ikke alene disse, men ogsaa det store Billede paa Pillen mellem Vinduerne, færdige fra Kunstnerens Haand.

Det sidste Billede, hvori det galdt om med Fordel at nytte det halv blændende Reflexlys fra Vinduerne, opnaaede netop derved en desto større Virkning. Christi Udgang af Graven, idet den vældige Stenflade, som havde dækket for den, kastes til Side og knuses faar et ejendommeligt, hemmelighedsfuldt Skær i denne Belysning. Den mægtige, hvidklædte Skikkelse, som synes let og henaandet i de dybe, luftige Skygger, der omgive den, faar derved end mere Præget af en Forklarelse, som ellers vanskelig gengives i de tunge Farvestoffer, Malerne maa bruge. De to større Billeder forestille, som bekendt, »Christian IV's Dom over Christoffer Rosenkrans« og »Christian IV paa Trefoldigheden i Slaget ved Femern«, Marstrand havde yngre Kunstfæller til at hjælpe sig

100

med de forberedende Arbejder ved disse store Billeder, og den Resignation, hvormed de have stillet deres egne kunstneriske Fortrin til Mesterens Tjeneste og underordnet sig hans Tanke, har vistnok medvirket til den Fuldendthed i Form og Farve, disse Billeder have faaet. For øvrigt kunde Marstrands hele Snille her udfolde alle sine Fortrin, uden at dets svage Sider traadte hæmmende i Vejen. Den brede, maleriske Behandling, den dybe, kraftige Farve var her paa deres Plads, og selv om man, navnlig i Christian VI's Dom, savner noget af den Farvernes Poesi, de store Kolorister raade over, er der en saadan Dygtighed baade i Anordningen og den techniske Behandling, at disse Billeder, selv efter saa mange tidligere fortrinlige Arbejder, høre til Kunstnerens modneste og bedste Værker. Samme Aar udstillede han paa Charlottenborg bl. a. et Par holbergske Stykker, navnlig en ny Fremstilling af »Erasmus Montanus«, hvori en drøjere Komik forenedes med en friere og bredere, men ogsaa flygtigere Behandling, medens han et Par Aar før (1865) havde overrasket ved den dybe Følelse, han havde forstaaet at lade komme til Orde i det lette, næsten skitsemæssig udførte Billede, »Arendse ved Ewalds Sygeleje«. En Tanke, som længe havde foresvævet Kunstneren, Fremstillingen af Lignelsen om »Den store Nadvere«, kom nu ogsaa til Udførelse. I et Billede, som blev købt til den kgl. Malerisamlmg, med en Mængde næsten legemsstore Figurer, viser han os den pragtfulde Sal, hvor den rige Konge samler Halte og Blinde, Tiggere og Stoddere til det Gæstebud, de først indbudne havde forsmaaet. Det er navnlig ved Følelsen og den kække Sammenstilling af saa mange Figurer, at dette prægtige Billede griber Beskueren; selv om Udførelsen maaske er gjort vel meget paa fri Haand. Derimod gennemførte han endnu det karakteristiske ved en foran ham staaende Personlighed. Dette fremtræder især i Høyens Portræt fra samme Aar (1869), som, trods en Fortegning ved det ene Øje og nogen Skødesløshed i Udførelsen f. Ex. af den nedhængende Haand, staar ved Siden af hans bedste Portræter fra en tidligere Tid- Det er lithograferet af P. Gemzøe. Inden den Sygdom kom, der nedbrød hans Kraft og gjorde hans sidste Dage saa sørgelige, havde han endnu Lejlighed til at fuldende et stort Kunstværk, som, ved at høre til Udsmykningen af Universitetets Festsal i København, er lettere tilgængeligt end de store Billeder i Roskilde og i højere Grad ligesom hele Folkets Fælleseje. Aar efter Aar samles Højskolens vexleiide Ungdom i den store Sal og modtager under Musikens festlige Klang og Talens stille Alvor varige

101

Indtryk af dette og de Billeder, hvormed Kunstnere, der ere voxede op til værdigt at staa ved Siden af den første store Mester, efterhaanden have smykket den mægtige Hal.

Efter Forhandlinger med Consistorium indsendte Marstrand tre Skitser¹ til de Fremstillinger, der skulde smykke den store Bagvæg i Salen, nemlig et større Billede i Midten, forestillende »Universitetets Indvielse i Frue Kirke den i. Juni 1479«, samt to smallere, forestillende »Hans Tausen, som værner Biskop Rønnow mod Almuens Vold«, og »Tyge Brahe, som modtager Jakob VI af Skotland paa Uranienborg«. Indholdet af det første Billede er omtrent saaledes: »Den 26. Maj 1479 holdt M. Peder Albretsen sit Indtog i København med en Del Magistre, Baccalaurer og Skolarer, som han havde hentet fra Højskolen i Køln, og den 1. Juni s. A. foregik Københavns Universitets indvielse i Vor Frue Kirke, i Kongens og mange gejstlige og verdslige Herrers Nærværelse«.³ Kong Christian I sidder paa sin Tronstol i Frue Kirkes Kor, medens Domkapitlets Medlemmer og andre »gejstlige og verdslige Herrer« sidde i Kannikestolene ligeoverfor. Roskildes Biskop, Olaf Mortensen, i fuldt kirkeligt Skrud forestiller de fra Køln komne Lærde for Kongen; i Baggrunden kommer Pedellen med en stor opslaaet Bog, fulgt af en Dreng med Pen og Skrivetøj, en Hentydning til den første Indskrivning af akademiske Borgere, som strax efter foregik.³ Om ogsaa man hist og her sporer de sorte Skygger, som ikke sjælden skadede Virkningen i Kunstnerens Arbejder, er dog Billedet i sin Hovedholdning klart og levende, og den brede Behandling med de malerisk forsvindende Omrids er i et saa stort Maleri, der kun kan ses paa Afstand, ganske paa sin Plads. Da Skitserne var godkendte, fik Universitetet ved "Finansloven for 1869—70 Fuldmagt til en Ordning, der satte det i Stand til at have det for det midterste Billede vedtagne Honorar, 5000 RdL, rede til Kunstneren, og dette blev udbetalt ham i trende Afdrag, saaledes at hele Summen var afgiven den 24. Oktober 1871, efter at Arbejdet kort Tid i Forvejen var afleveret. Marstrand kom ikke til at udføre mere end det store Midtbillede; de to andre Ærnner ere efter Marstrands Død udførte af C. Bloch (s. d.).

Det er saa meget mærkeligere, at Marstrand i de sidste Aar af sit Liv kunde fuldføre disse store historiske Arbejder, som han

¹ De findes ophængte i Universitetsauditoriet Nr. 3.

- Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie I, S. 9.

^J Efter gammel Brug blandt Kunstnerne gengav Marstrand nogle Mænd fra sin egen Samtid paa Billedet, saaledes forestiller af cl. Prof. H. N. Clausen en til venstre siddende Gejstlig, og Prof. G. Stephens M. Peder Skolie.

102

allerede, medens han arbejdede paa de første Billeder i Roskilde, begyndte at lide af Sukkersyge, der trykkede ham meget, og netop viste sig stærkest, naar hans Hoved var i anstrængt Virkbomhed. Han gjorde en Rejse til Karlsbad, der frembragte en god Bedring i hans Tilstand, men Sygdommen var ikke hævet, og Familiesorg virkede paany nedtrykkende paa hans legemlige Velvære.

Thorvaldsens Paavirkning havde i hans yngre Aar vakt og næret den Tanke hos ham, at en Kunstner skulde leve for sin Kunst og intet andet. Den skulde ligesom være hans Brud, og det at gifte sig var det samme som at svigte sit Kald i Livet. Denne Tanke maa have fulgt ham længe, thi han var højt oppe i Manddoms-alderen, inden han paany saa denne Sag i et andet Lys og virkelig giftede sig. Maaske Moderens Død (1847) °g Hjemmets Opløsning som en Følge deraf har medvirket hertil. Den 8. Juni 1850 ægtede han Margrethe Christine Weidemann (f. ¹⁷/₅ 1824), Datter af Justitsraad, Overrets pro kurator Povl Frederik Weidemann (f. 1793, d. 1851) og Julie f, Moldenhawer (f. 1799, d. 1875), og med hende levede han et lykkeligt Familieliv i henved sytten Aar, indtil Døden temmelig pludselig bortrev hende, den 26. Januar 1867, fra den allerede syge Mand og fem opvoxende Børn, Under Trykket af denne Sorg og en stigende Svækkelse havde han dog Aands- og Livskraft nok til ikke alene at vedblive med sin vante Kunstnergerning, men til ogsaa at udføre det største, om end ikke i aandelig Henseende fyldigste og rigeste Billede, han endnu havde malet. Paa samme Tid var det kun hans nærmeste Venner, der følte, at han saa sørgmodigere paa Livet. Overfor fremmede viste han samme mandige Ro, blandet med et ejendommeligt tvært Lune, ligesom i tidligere Tid.

Det var, som om Sorgerne og Livets Byrder ikke kunde svække hans Skaberævne. Tvertimod følte han sig, netop naar Sindet var tungest, mest vel i sin Malerstue, omgivet af sin rastløse Aands mangfoldige Vidnesbyrd. Malede han ikke paa et Billede, henkastede han Skitse paa Skitse til nye Billeder snart i faa Linier med Blyant eller pen, snart i Oliefarve. Trækkene var flygtige, Farven og Formen næppe antydet, men Ideerne strømmede ikke mindre rigt end før, og nu mangen Gang i nye overraskende Skikkelser. Saaledes gjorde han en Skitse til »Gefion pløjer Sjælland ud af Sveriges Land«, saa storladen i Fantasiens Fylde og i den kække Antydning af den æventyrlige Begivenhed, at en fuldstændigere Udførelse næppe kunde have frembragt en mere slaaende Virkning. Øjet følte, at disse vældige Oxer var forvandlede Jætter, og at det

103

var en Gudekvinde, der styrede den mægtige Plov, i hvis Fure et skummende Hav brusede frem.

Men denne anstrængte Virksomhed var ham dog for meget. Ligesom Sukkersygen for største Delen havde været en Frugt af Overanstrængelse, saaledes havde han ogsaa nu næppe lagt den sidste Haand paa det store Billede, han malede I Universitetets Festsal, før han, den 10. Oktober 1871, rørtes af et »i øvrigt ikke meget heftigt« apoplektisk Slag, der heller ikke ramte hans aandelige Evner, men nedbrød hans Mod og Haab, og den Livsglæde, som de foregaaende Aars tunge Dage ikke havde formaaet ganske at kue, var nu næsten borte. Han var knap 61 Aar, da Sygdommen ramte ham, og havde endnu en for sin Alder usædvanlig kraftig og ungdommelig Skikkelse. Nu blev han paa kort Tid en Olding. Haar og Skæg blev ganske hvidt, hans Legeme afmagredes, hans Aasyns Træk tabte deres Bevægelighed, og uagtet han rettede sig saa meget efter Sygdommen, at Lamheden fortog sig, blev han dog aldrig rigtig rask mere. Vel tilbragte han med tilsyneladende gavnlig Virkning Sommeren 1872 paa Landet hos sin Broder, og den følgende Vinter arbejdede han endog igen. Han gjorde saaledes de Udkast til et stort Billede, bestemt til Nationalbankens Trappehus, der saas paa Udstillingen umiddelbart efter hans Død, og han malede et mindre italiensk Billede, »Abbaten skæmter med de unge Piger«, som dog ikke blev ganske færdigt. Det blev købt til Thorvaldsens Museum og udmærker sig, trods Udførelsens Svagheder, ved et mægtigt Lune og en fin Fysiognomik. Men Sygdommen havde efterladt en Tilbøjelighed til Brysttilfælde, der ikke lod sig overvinde. Allerede l April 1872 blev han angreben af en Brystbetændelse, som kun delvis blev helbredet, og I Marts 1873 vendte den tilbage med fornyet Magt, saa at hans Kræfter udtømtes i Løbet af en Uge. Den 25. Marts var han død.

Ved Siden af sin Virksomhed som Kunstner var han som Professor ved Akademiet Lærer ved Modelskolen, og han havde desuden private Elever i sin Malerskole. Men sit store Snille kunde han ikke lære fra sig, og hvorvel Omgangen med en saa udviklet Kunstner i mere end én Henseende kan have baaret Frugt for de unge, synes den egentlige Lærergernings taalmodige Omhu ikke at have ligget for hans Personlighed. Ved sin uegennyttige Kærlighed til Kunsten, sit dygtige Blik, sin myndige Alvor og sin uforfærdede Frimodighed til at udtale, hvad han holdt for Ret og Sandhed var han mere paa sin Plads som Akademiets. Direktør. Han arbejdede

104

med Iver og Udholdenhed hen til, at Danmarks Kunstskole kunde røgte sin Gerning saa alvorligt og frugtbringende som muligt, og han skaanede sig ikke, hvor han kunde udrette noget til dens Tarv, Fra 1868 var han tillige Medlem af Thorvaldsens Museums Bestyrelse, og fra 1870 af den Kommission, som indkøbte Malerier til den kgl. Malerisamling.

Det maa være forbeholdt en senere Tid, naar Breve og Meddelelser foreligge i rigere Maal, udførligere at skildre Marstrand som Menneske, som ung og glad med de unge, som lykkelig Ægtemand og Familiefader. Ogsaa i Omgang og Tale fulgte ham det Lune og det satiriske Blik, som saa glimrende aabenbarede sig i hans Billeder. Men overfor Fremmede kunde ikke sjælden hans Lune udarte til Lunefuldhed, og han gav da sin øjeblikkelige Stemning Luft i en Gnavenhed eller endog en Bitterhed, der ellers var hans Natur fremmed. Et Hovedtræk i hans Karakter, som maaske netop medvirkede til, at slige Stemninger saa frit kom til Orde, var hans grundfæstede Ærlighed og Had til al Forstillelse. Ingen saa paa hans Arbejder med et strængere Blik end han selv, og han naaede næsten aldrig at tilfredsstille det høje Ideal, der foresvævede hans Tanke, hvad enten det gik i komisk eller alvorlig Retning; men paa Grund af de store Fordringer, han kunde stille til sine egne Evner, liden at disse svigtede ham, selv om de ikke mægtede alt,. hvad han vilde, fristedes han ogsaa til at vise sig stræng mod andre, endog hvor formildende Omstændigheder skulde lægges med i Vægtskaalen.

Det havde ikke fattedes Marstrand paa udvortes Æresbevisninger, uagtet hans Ligegyldighed for den Slags Ting vistnok virkede til, at ikke flere blev ham til Del. Den 6. Oktober 1851 (Frederik VII's Fødselsdag) blev han Ridder af Danebrog, den 8. Oktober 1856 Ridder af den franske Æreslegion, den 6. Oktober 1862 Danebrogsmand, den 26. Maj 1867 Etatsraad. Tillige var han den 31 August 1850 bleven udenlandsk Medlem af Kunstakademiet i Stockholm. Marstrands Portræt er malet saa tidt og gengivet paa forskellig Maade i Træsnit, Lithografi og Radering, at vi ikke kunne nævne alle; ogsaa foran findes hans Portræt. I hans Ungdom malede Const. Hansen et godt og lignende Portræt af ham (tilh. Gross. Wanscher); fra hans ældre Alder ejer den kgl. Malerisamling et Portræt, malet af Roed i Kunstnerens sidste Leveaar, og Udstillings fonden et fra samme Tid, malet af Jerndorff (Akad.).

105

(111. Almanak for 1856. udg. eli Kittenclorff og Aagaard, S. 32—40. 111. Tid. 1856, VII, Nr. 314, begge Art. ved J. L. Ussing. Erslew, II, 8.235. Suppl., II, S. 326. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Urlst. Fortegn. Skriftl. Medd. fra (]^!Hrr. dit. medd. 'E. Hornemann og Edmtincl Hansen Grat. Priv. Medd. Høyens og Eckersbergs Optegn. Quæsturens Regnsk. 1869—71. Lange, Nutid s-Kim s t, S. 104—18 og 162—79. Fdl. 1873, Nr. 71. Berl. Tid. 1873, Begrav, Kont. V. Rlchter, Jnr. Stat. Lengn., F ara. Plnm, Smitli og Moldenliawer. Pers. Tdskr. 2. R. I, 187—94. Ord och bild, 111,488—495. S. Muller , N. Dsk, Maleri;. Striml;.}

Martens. Hans Ditlev Christian Martens, Architekturmaler, født i Kiel den 26. Juli 1795, var Søn af Stadtkatechet og Garnisons-kantor Johan Lorenz Martens (f. 1763, d. 1834) og Cathrine Christine Henriette f. Kaempfern (d. 1814). Efter sin Konfirmation kom han for fem Aar i Malerlære i sin Fødeby, rejste, efter at han var udlært, til Hamborg, hvor han arbejdede et Aarstid som Dekorationsmaler og tog derefter til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet, Uagtet sine trange Kaar gik han Skolerne igennem, blev 1819 Elev af Modelskolen og vandt 1824 den mindre Sølvmedaille. Samtidig lagde han sig efter Architekturmalcriet, vistnok tildels under Eckersbergs Vejledning, og i sit Vidnesbyrd roser Akademiet ham for »Opvakthed, Stadighed og udmærkede Anlæg for Architekturmaleriet«. Ved kgl. Resolution af 16. April 1825 fik han 600 Rbd. aarlig i to Aar til en Udenlandsrejse og den 25. Marts 1828 fik han 600 Rbd.'s Tillæg »til Hjemrejse«. Men den 5. Juli 1825 afrejste han til Udlandet for ikke at vende tilbage for efter en lang Aarrække. Da han nemlig ved Nytaarstid 1826 var naaet til Rom, tog han fast Ophold der. I de første Aar malede han et større Maleri, forestillende »Pave Leo XII's Besøg i Thorvaldsens Værksteder« og et Parti af »Klostergaarden i San Giovanni i Lateranet«. Ved at se disse og nogle flere hjemsendte Billeder (1831) mente Akademiet ikke at kunne anbefale ham til Rejseunder-støttelse, men foreslog dog Kongen at købe det førstnævnte Billede for 200 Specier (800 Kroner) »for derved at sætte ham i Stand til at studere under en duelig Mester« (tilh. den kgl. Malerisamling, men hænger i det kgl. Theaters Kontor). I 1855 vendte han endelig tilbage til København, men udstillede efter den Tid kun ét Billede ”Marmorkirken s Ruiner«, som han havde malet paa Bestilling af Frederik VII (1857). I 1864 forlod han Danmark paa Grund af Krigsforholdene og rejste til sin Fødeby, hvor han døde ugift endnu samme Aar. I København udstillede han fra 1821—26 nogle architektoniske Partier, navnlig af københavnske Kirker og fra

106

1827—51 med store Mellemrum i alt otte af de Architekturbilleder, han havde malet i Rom. Den perspektiviske Virkning af en Kirkebygnings Indre kunde lykkes ham ret smukt, men for øvrigt hævede han sig ikke til noget særdeles fremragende i sit Fag.

(Priv. Medcl. Kordes, Schl. Holst. Lit. Lex., 8.215. Rigsarcli. Eckersbergs Dagb. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Martensen. Josepha Mathilde Martensen, Malerinde og Raderer, født den 24. Maj 1852, er Datter af Biskop Hans Lassen Martensen (f. 1808, d. 1884) og dennes anden Hustru, Virginie Henriette Constance f. Bidoulac (f. 1817). Hun lærte at tegne hos F. F. Helsted og tegnede og malede senere hos F. Vermehren. I 1890 udstillede hun et Maleri »I stille Tanker«. Senere har Kunstnerinden lagt sig efter at radere, har solgt et Par Blade til Raderforeningen og publiceret flere Blade paa anden Maade.

(Priv. Medd. Elvius. Udst. Fortegn.)

Maschius, Jakob Mortensen Maschius eller Maschius, Kobberstikker, var født i Bergen omtrent 1630—33, blev Student 1651, vendte tilbage til Bergen, og blev Huslærer, men synes at have lagt sig efter Tegning og Kobberstikning, idet han allerede som Huslærer paa Kongsberg var Tegner i Sølvværkets Tjeneste. Han kom i 1674 til København og fik der, den 20. Januar 1675 Udnævnelse til Sognepræst for Jølsters Menighed i Bergens Stift, og i denne Stilling døde han den 12. August 1678. To Maaneder før var han bleven gift med sin Formands, Daniel Bugges, Enke Maren Finde, Datter af Provst Peder Finde og dennes første Hustru Barbara Henriksdatter Nitter. Efter Maschius' Død indgik hun sit tredje Ægteskab med dennes Eftermand, Søren Mundte. Maschius har som Kobberstikker udført Stik af Throndhjems Domkirke (Umbra templi Nidrosiani, 1661), af Levningerne af dens vestre Gavl (Rudera frontis ad oed-dentem, 1661), af Throndhjem By (Nidrosia, 1674), et Portræt af Byfoged og Raadraand i Bergen, Peder Jensen, samt et Søstykke, forestillende to bergensiske Spaniensfarere, som angribes af et tyrkisk Sørøverskib (Bergis A- 1673 å^c.J, eller som der ogsaa siges »en algiersk Viceadmiral«; dette Blad var i gammel Tid en Hovedprydelse i de bergenske Stadsestuer. Han er tillige Forfatter til et Digt om Throndhjems Domkirke, som udkom i Christiania 1661; Krohn kalder ham Dilettant.

(Weinw., S. 79. Do. Lex, Sandv., S. 97. Mirierva. 1800, S. 289. Geneal. Inst. Worms Lit, Les. og Kraft og Nyerups Do., hvor han fejlagtig har faaeE Fornavnet Hans. Krohn I, S. 9 —10. Strunk.)

107

Masius. Balthasar Masius, Maler, kaldes i Regnskaber fra 1701 Skildrer, hvilket plejer at betyde Kunstmaler. Han fik det nævnte Aar Betaling for Ornamenter, udførte paa Frederiksberg Slot og for tolv Skilderier til samme Slot. I den nedenfor nævnte Maler Moritz's Stambog har han udført en architektonisk Tegning som et Erindringstegn til ham; den er mærket Hafnæ 25. Januarii 1703.

(Fnis' Saml., S. 92 og 94. Moritz Stambog, Thotts Saml., i kgl. Bibi. 8, 569).

Mathiesen. Aage Henrik Mathiesen, Architekt, født den 2 2. Maj 1868 i Aarhus, er Søn af Bygningsinspektør i København Rasmus Langeland Mathiesen (f. 1834) og Elisa Petrea f. Kabell. Han besøgte Metropolitanskolen, men gik 1884, efter at være kommen i Tømrerlære, over til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra den i. Oktober s. A. til Maj 1892, da han fik Tilladelse til Afgang. Derefter bestod han den egentlige Afgangsprøve den 27. Maj 1893, men da han ikke var færdig med de øvrige Prøver, fik han først Afgangsbevis den 30. Januar 1895. Han har været Konduktør hos Architekternc Storch, Nyrop o. fl. samt udført nogle Opmaalingsarbejder for Nationalmuseets anden Afdeling. Den 5. November 1890 ægtede han Mathilde Amalie Westergaard, Datter af Musikus N. C. Westergaard.

(Priv. Medd. Akad.)

Mathiesen Nicolaj Banner Mathiesen, Architekt, født 1696, var Søn af Klokker Søfren Mathiesen (se I, S. 601, Krieger) og Maren Nielsdatter Banner; han blev den i. Marts 1726 Assessor i Hofretten, den 12. November 1728 Stadsbygmester,¹ den 17. Januar 1741 virkelig Kancelliraad, og han døde den 4. Februar 1771 af Alderdom. Han var tillige Søetatens Husbygmester. Mathiesen blev den 30. Maj 1731 gift med Charlotte Amalie Huhn (f. 1714, d. 1781), Datter af Joh. Hinr. og Else Huhn; deres Børn tog Efternavnet Banner.

(Adresseav. 17?!, Nr. 19, 20, 21. Stat skal. Lengn., S. Mathiesen. Petri Kirkeb. Geneal. Inst. Akad.)

Mathiesen. Oscar Adam Otto William Mathiesen, Maler, født den 8. Juli 1861 i Slesvig By, er Søn af Branddirektør, Husfoged Johan Peter Mathiesen (f. 1824, d. 1889) og Angelique f. v. Staffeldt

' Han synes ligesom Ernst væsentlig at have været Forretningsmand, men medtages som den første i Rækken af Stadsbygmestre. Hans Efterfølgere er e G. E. Rosenberg, P. Meyn, P. Malling, N. S. Nebelong, H. C. Stilling og P. C. Bønecke.

108

(f. 1831). Efter at være kommen i Malerlære blev han af J. F. Busch dimitteret til Kunstakademiet i Juni 1878; gennemgik dets Skoler og fik den 24. Marts 1884 Afgangsbevis som Maler. Han begyndte at udstille 1883 og vandt den 10. Oktober 1884 Akademiets mindre Guldmedaille for »Griffenfeldt, som paa Munkholm underviser Børn«. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes nogle Portræter, bl. a. Bispinde Grundtvig (1889) og et Genrebillede »Frokost paa et Skræderværksted«. Han deltog i Konkursen om et Billede til Universitetets Festsal (1891), Holberg overværer en Prøve at Erasmus Montanus og fik en Præmie paa 1000 Kr. I 1896 konkurrerede han som Dekorationsmaler med Udkast til Udsmykning af Forhallen i Mineralogisk Museum, men fik ikke Præmie. Mathiesen har rejst meget, opholdt sig en Tidlang i Frankrig og var i 1893 dansk Kommissær ved Verdensudstillingen i Chicago. Han er i Aar ogsaa optraadt som Forfatter. Den 18. November 1887 ægtede han Camilla Larsen, Datter af Skrædermester Lars Martin Larsen (f. 1817, d. 1893) og Clara Angelique f. Hesselberg (f. 1829, d. r864). (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Mathysen. Antony Mathysen, Kobberstikker, udførte 1682 en Række Blade med Jagtfremstillinger til et tysk Værk »Dianen Jagd-geheimnüss« og et Portræt af Bogens Forfatter J, Tanzer.

(Krohn I, S. 11.)

Meerholdt Johan eller Christian Meerholdt eller Morholdt, nævnes som den Maler, der har udført Billedhuggeren Johan Hollænders (Wilckens) Portræt, Han skulde være den samme sorn Christian Contrefejer, der den 16, December 1683 fik 10 Rdl. for det nævnte Portræt. Det synes endog, som om der har været to Portræter, forestillende den samme Person, hvoraf det, som nu kendes, tilhører den kgl. Malerisamling.

(Spengl. Fortegn., Nr. 813. Tdskr. f. Kstind. X, 94. Priv. Medd. Rigsarch.)

Meisling Peter Ludvig Meisling, Xylograf, født den 22. September 1817 i København, var Søn af Professor Rektor Simon Sørensen Meisling (f. 1787, d. 1856) og Inger Cathrine f. Hjarup ff. 1793, d. 1854). Han blev Student 1836, lagde sig efter Træsnittet (Xylografien) under Axel Th. Kittendorffs Vejledning, besøgte Kunstakademiets i. Frihaandsskole i 1842, udstillede 1845 »En Ramme med xylografiske Prøver« og vandt den 13. Marts 1847 den Neuhausenske Præmie for Træsnit efter et Portræt. Den 3. April 18so

109

ægtede han Anna Marie Michelsen (f. 1820, d. 1891) fra Augustenborg; men allerede den 19. Maj 1853 døde han.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Eirslew, II, S. 249 og Suppl., IL S. 350).

Melbye. Daniel Herman Anton Melbye, Sømaler, Søn af kgl. Toldbetjent Jakob Buntzen Melbye (f. 1790, d. 1869) og Anna Marie (Clara) Christine f. Løchte (adopteret Carstensen, f. 1791, d, 1876), blev født i København den 13. Februar 1818. Han havde i sin tidlige Ungdom Lyst til at dyrke saavel Musiken som Tegnekunsten. Oprindelig vilde han have været Sømand, men da hans Kortsynethed ikke tillod det, skulde han have været Skibbygger imidlertid fik han Lejlighed til at lære Musik (Guitar) og opgav derfor Konstruktionsskolen; samtidig havde han tegnet nogle Skibe for sin egen Fornøjelse, men Synet af et udstillet Søstykke gav ham Lyst til at blive Marinemaler. Han begyndte nu at gaa paa Kunstakademiet (1838), men fulgte kun Undervisningen der et Aarstid. Derimod var den Vejledning, han nød hos Eckersberg, frugtbarere for ham, og allerede 1840 kunde han udstille nogle Søstykker, hvoraf et tiltrak sig den tyske Kunstkender Rumohrs Opmærksomhed. Man har maaske lagt for megen Vægt paa de Raad, denne Mands Venskab indbragte Melbye; Rumohr var selv Tegner og satte Pris paa det lette, aandrige Fingerpeg, en Haandtegning giver; men saa ung, som Melbye den Gang var, havde han vistnok haft bedre af ikke strax at faa Øjet altfor aabent for Skolens Strænghed og Livets Frihed. Friheden var nok kommet af sig selv, naar det fuldkomne Herredømme over Midlerne var vundet, og Kunstneren vilde maaske da have sparet sig mange Skuffelser og vilde have været fri for i den ældre Alder at tage fat, hvor han i sin Ungdom gav slip.

Imidlertid førte Rumohrs Anbefaling til, at han fik Lov at følge Korvetten Flora paa et Togt i Østersøen og siden Linieskibet Christian VIII paa dets første Rejse i Nordsøen. Kunstneren skulde nu se selv og være sin egen Lærer, I 1843 konkurrerede han sammen med C. Dahl om den Neuhausenske Præmie. Opgaven var »Skibe, krydsende for Modvind«. Trods det vindende i Fremstillingen, der gjorde, at han fik Præmien med 11 Stemmer, medens Dahl fik 9, undlod Eckersberg dog ikke at fremhæve, at Melbyes Billede savnede den Sikkerhed i Enkelthederne, man burde kræve af et Konkurs arbejde. Et andet Billede fra samme Udstilling, »Flaade til Ankers ved Warnemünde«, synes mere at have tiltalt

110

N. Høyen, der vel ikke har skrevet om Billedet, men til sin egen Efterretning gav det Tillægsordet »nydeligt«. Ved Kongens (Christian VIII) Yndest fik han atter Lejlighed til en større Sørejse, idet han fulgte med Hekla til Marokko. Derimod naaede han ikke at faa sin første Ansøgning om Rejsestipendium (1843) bevilget. Kongen, som stadig tog sig af ham, reskriberede imidlertid i 1845 til Akademiet, at det burde give ham Løfte paa Stipendiet for næste Aar, men Akademiet holdt det for gavnligt for ham endnu ikke at tiltræde en Rejse. Dog fik han den 23, Marts .1846 et Aars Stipendium paa 600 Rdl. og den 12. Maj s. A. tilkendtes Udstillingsmedaillen ham for »Eddystone Fyrtaarn«, den Gang tilhørende Løjtnant Mathiesen. Dette stemningsrige Billede blev senere der kgl. Malerisamlings Ejendom. Samme Aar konkurrerede han atter til den Neuhausenske Præmie med »Hvitfeld i Køgebugt« (Moltke til Glorup), men opnaaede ikke Præmien. Bestillinger strømmede nu saa rask ind til ham, at han ikke kunde tiltræde sin Rejse, uagtet Akademiets gentagne Tilhold derom, før den 12. Juli 1847, da han afrejste til Paris. Trods de Ulemper, Revolutionen i 1848 foraarsagede Kunstneren, forblev han dog i Paris og modtog der det andet Aars Rejsestipendium. Opholdet forlængede sig, det lykkedes ham at faa Bestillinger, ja endog i 1853 at faa fri Rejse med den franske Expedition, der gik til Konstantinopel, hvor han opholdt sig i ti Maaneder. Efter Tilbagekomsten til Paris blev han forestillet for Napoleon III og udførte et stort Maleri efter hans Bestilling. I Konstantinopel fik han en tyrkisk Orden, i Paris blev han Ridder af Æreslegionen, og da han ved Nytaarstid 1858 var vendt tilbage til Fædrelandet, blev han snart efter, paa Forslag af Kloss den 5. Juli 1858 Medlem af Akademiet og den 19. November s. A. Ridder af Danebrog. Faa Aar efter fik han Titel af Professor (.1862).

Hans Venner i Fædrelandet skønnede ikke fuldstændigt paa den Udvikling, hans Talent havde taget under et elleve-aarigt Ophold i Udlandet. Det synes, som om de rige og store Opgaver, der frembød sig for hans Blik, havde grebet ham saa mægtigt, at han, trods sit medfødte Geni, vovede sig i Kast med dem, inden hans Fremstillingsævne var udviklet nok til at bevare fuld kunstnerisk Overlegenhed og Frihed overfor de Vanskeligheder, Udførelsen af hvad han havde set frembød, især paa saa store Lærreder, som han nu følte sig kaldet til at bruge. Man fristes til at tro, at Nyhedens Interesse var saa stor, ogsaa for ham selv, at han lod sig nøje med i dristige Træk at give, hvad han havde set og tænkt, i Steden for

111

^:nemlig at uddanne og modne de baade glimrende og solide Egenskaber, hans Snille maa have ejet, for at han overhovedet kunde frembringe Billeder, som saa stærkt fængsle Beskueren, selv om de ikke alle formaa at vedligeholde Interessen, naar man vender tilbage fil dem. Dette Fortrin har imidlertid »Eddystone Fyrtaarn«, fra Tiden efter Rejsen, uimodsigelig bevaret.

Glædende sig ved et stort europæisk Navn levede Melbye nu nogle Aar dels i Hjemmet, dels i Hamborg og Paris, men blev snart greben af en Sygelighed, som omsider hæmmede hans Produktivitet og endelig lagde ham i Graven den 10. Januar 1875. I sine senere Aar kastede han sig med Forkærlighed over en ny Fremstillingsmaade; han udførte Marinebilleder som store Tegninger med Kul og Kridt og udfoldede heri en Sikkerhed i Tegningen, en malerisk Frihed, en kunstnerisk Virkning, der stiller disse Kulbilleder, hvoraf ikke faa endog tilhøre selve hans Sygdoms Tid, Side om Side med hans bedste Malerier. Der var mangen Gang i dem en Finhed og Sandhed i Naturiagttagelsen, som ikke alle hans Oliemalerier kunde

rose sig af. Han havde 1857 i Paris ægtet Alice Dupré, som efter hans Død indgik et nyt Ægteskab med en fransk Officer, Kaptajn Hocquet. Den kgl. Malerisamliug ejer, foruden det nævnte store Billede, et Par mindre Arbejder (fra 1842 og fra 1849) og et større i Udlandet ([855) malet Billede, »Slaget ved Køgebugt«.

(III. Tid 1860, Nr. 19 ved Erik Bøgh. Søndagsposlen 1871, Nr. 403. Priv. Medcl. Kst. og Æslh., S. 190—91. Fædrel. 1875, Nr. 10. Kvmst-Cliromjk iS75, S. 330. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Stamt. Kam. Melbye. Akad. Reitzel.

Uclst. Fortegn.)

Melbye. Fritz Sigfred Georg Melbye, Sørnaler, yngre Brodér til den ovennævnte Anton Melbye og født i Helsingør den 24. August 1826, lagde sig ligeledes efter Malerkunsten, særlig Marinemaleriet, og udstillede i København 1849 og 1858. Han rejste tidlig til Udlandet, opholdt sig en Aarrække i New York, hvor han vandt et godt Navn som Sømaler, rejste derfra til Kina, og opnaaede ogsaa der at vinde Opmærksomhed for sine Søstykker. I Shanghai døde han ugift den 14. December 1869.

(Priv. Medd. Nekrolog i Berl. Tid. 1870, Nr. 38. Reitzel. Uclst. Fortegn.)

Melbye. Knud Frederik Vilhelm Hannibal Melbye, Sømaler, Broder til de to ovennævnte Kunstnere, og født den 14. Maj 1824 i Helsingør, kom først i Handelslære og fik Plads ved et stort Handelshus i London. Men efter et Aars Forløb vendte han tilbage

112

til København, og da hans Broder imidlertid havde vundet Navn som Sømaler, besluttede han efter dennes Raad at vælge samme Vej. Han besøgte Kunstakademiet 1844—45, kom op i Gibsskolen 1845, men forlod snart efter Akademiet for at uddanne sig til Sømaler under Broderens Vejledning. I 1847 udstillede han sine første Billeder, hvoraf et, »En Lodsbaad i uroligt Vejr«, blev købt til den kgl. Malerisamling. Christian VIII tog sig ogsaa af ham og lod ham rejse med Valkyrien til Island. Efter Kongens Død rejste han til Düsseldorf, derfra til Paris, hvor han levede i et Aar og atter derfra til England, hvor han boede i tre Aar. Under et Besøg i Hjemmet ægtede han den 18. November 1854 Nanny Hedvig Christiane Matthison-Hansen (f. 1830), Datter af Domorganist i Roskilde Hans Matthison-Hansen og dennes første Hustru, Christiane Petrea f. Stenersen (f. 1804, d. 1881), og levede paany nogle Aar i Udlandet, mest i England, hvor han især havde vundet Navn som Sømaler ved sine fix anordnede og med indsmigrende, om end ikke altid fuldt natursand Kolorit malede Billeder. Fra 1867 levede han i Danmark, dels i København, dels i Roskilde. Den 25. April 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet, i 1876 blev han. Ridder af Danebrog og fik 1880 Titel af Professor. De fleste af hans større og bedre Billeder ere solgte til Udlandet. Et stort Billede, »Alicantes Red«, blev malet efter Bestilling af Frederik VII (udst. 1863); en »Udsigt over Københavns Red« er gengivet i farvetrykt Lithografi. Han døde den 6. Oktober 1882.

(Priv. Medd. Nyt ill. Ugeblad, 3. Aarg. 1873, Nr. i. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Melchert. Adolf Melchert, Maler, rimeligvis en Holstener, besøgte Kunstakademiets Skoler i København i 1832 og de nærmest følgende Aar. Han var Elev af J. L. Lund og udstillede 1837—1839 en Kopi efter denne og nogle Landskaber fra de danske Kyster, samt i 1840 »Frederik VI paa lit de parade«..

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Melchior. Carl Theodor Melchior, Genremaler, født den 13. Marts 1826 i København, er Søn af Opsigtsbetjent ved Politiet August Melchior og Ane Cathrine f. Ramge. Han besøgte Kunstakademiet i Alderen 13—14 Aar, men blev derpaa, efter sin Konfirmation, sat paa et Kontor, for at uddannes til Handelen. Først efter en Sygdom fik han Lov til i 1843 at faa Plads paa H. V. Bissens Billedhuggerværksted for at blive Kunstner. Nu indtraadte han 1844 paa

113

Akademiets Gibsskole, blev 1845 Elev af Modelskolen og vandt 1846 den mindre Sølvmedaille som Billedhugger. Aaret efter fik han Pengepræmie for Modelering efter den levende Model, og i 1849 udstillede han en Buste. For øvrigt arbejdede han for Bissen. Ikke desto mindre besluttede han at gaa over til Malerkunsten, og efter at have malet nogle Portræter og Studier har han fra 1852 —1871 udstillet en Del Portræter og Billeder fra Folkelivet, dog med store Afbrydelser, idet han efter Faderens Død maatte overtage en praktisk Forretning. Imidlertid blev han allerede i 1870 ramt af et apoplektisk Tilfælde, som dog ikke forhindrede, at han den i.Juni 1876 ægtede Caroline Amalie Wollquartz, Datter af Garvermester J. C. Wollquartz (d. 1870) i. Nykøbing p. F. og Louise Hansine Gabrielle f. Hansen (d. 1894).

(Priv. Metld. Akad. "Reitzel. Udst. Fortegn.)

Melchior. L. A, Melchior, se L. A, Løser.

Meldahl. Ferdinand Meldahl, Architekt, Søn af Jærnstøber Henrik Meldahl (f. 1776, d. 1840) og Benedicte Henriette f. Hansen (f, 1796, d. 1845), er født i København den 16. Marts 1827 og fik i sit 13. Aar Plads som Former i sin Faders Værksted, medens han fra Januar 1839 havde besøgt Akademiets første Skoler. I 1841 kom han i Murerlære hos Murmester Sibbern, blev Svend 1844 og samme Aar Elev af Kunstakademiet, idet han den 22. Marts rykkede op i den saakaldte Medailleklasse. Uagtet Tanken om at blive Kunstner stod stedse mere levende for ham, arbejdede han dog endnu i det ligefremme Haandværk i to Aar (1844—45), deraf det sidste Aar ved Thorvaldseus Museum. I de følgende Aar fik han som Akademiets Elev Plads hos Bygmester Jacobsen ved Opførelsen af et Fyrtaarn og senere som Konduktør ved Tilbygningen til et Hospital i Helsingør; men det var begge Arbejder, hvor der kun var Spørgsmaal om almindelig technisk Indsigt. En Rejse i Tyskland, hvor han navnlig følte sig greben af den kunstneriske Virkning i et Landslot i Potsdam af den tyske Bygmester Schinkel, vakte yderligere hans Trang til at blive Kunstner, og i Marts 1848 vandt han den mindre Sølvmedaille. Endnu samme Aar byggede han sin første selvstændige Bygning, Herregaarden Øya ved Ystad i Skaane, uagtet han tillige havde været frivillig med i Krigen fra April til Vaaben-stilstanden. I Marts 1849 vandt han den store Sølvmedaille; samme Aar konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, som han ikke

N. K. L. II. Maj 1896. S

114

opnaaede; derimod vandt han 1850 Æresmedaillen i Architekturert og i September 1851 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et Landslot«. Efter en større Rejse i 1852—53 med Understøttelse fra det Classenske Fideikommis og Landhusholdningsselskabet for at undersøge Landbygninger i Tyskland og Svejts, hvortil han knyttede et kort Besøg i Norditalien og Rom, vandt han i 1853 den store Guldmedaille for Opgaven »En luthersk Hovedkirke«.

Foruden de nævnte Rejser havde Kunstneren fundet Tid og Lejlighed til flere mindre Udflugter til Spanien i 1850 med Heinr. Hansen, til Frankrig, Belgien og Englaud i 1851. Men nu foretog han med Akademiets Stipendium paa 800 Rdl. aarlig l tre Aar sin egentlige store Kunstrejse (1854—56), paa hvilken han, foruden største Delen af Europa, besøgte Syrien, Palæstina og Ægypten. Paa Hjemrejsen blev han syg af Kolera i Neapel, men kom sig og fortsatte Rejsen; dog gav han Afkald paa det bevilgede fjerde Aars Stipendium og foretrak at vende hjem. Efter Hjemkomsten blev han agreeret af Akademiet den 27. Juli 1857, og den 5. Juli 1858 valgtes han til Medlem. Samtidig havde han et betydeligt Arbejde i Opførelsen af Blindeinstitutet tæt udenfor København, som blev færdigt 1858. Aaret efter byggede han Raadhuset i Fredericia. Den 9. Juni 1860 ægtede han Caroline Amalie Ræder (f. 1838), Datter af Oberst Jacob Tode Ræder (f. 1798, d. 1853) og Caroline Amalie f. Baur (f. 1810, d. 1895), og samme Aar fik han et stort Hverv i Genopførelsen af det i December 1859 nedbrændte Frederiksborg Slot, hvis Ydre var færdigt i 1865, medens den indre Udsmykning først afsluttedes i 1893 med Prinsessefløjens Fuldendelse. Dens hele Udsmykning har særlig været ledet af Hensynet til, at Slottet, ved Kaptajn Brygger J. C. Jacobsens Tilskud fra Carlsbergfondet (1877) anvendes som national-historisk Museum, Af Meldahls øvrige Bygningsværker kan her kun blandt de mest fremtrædende nævnes Navigationsskolen i København i italiensk Stil (1865), hvilken senere er gaaet over til Livsforsiknngsanstalten, og Marmorkirkens Fuldførelse paa en Del af det i Ruinen tilstedeværende Grundlag. I Skaane har han bl. a. opført Herregaarden Ortofta for Grev Diicker, Hamilton-House ved Helsingborg, Laiidbriiks-Institiitet Alnarp ved Malmø samt, sammen med Architekt Alb. Jensen (s. d.), Herre-gaardene Trolleholm og Trollenas. Desuden deltog han med samme Kunstner i Konkursen om Genopførelsen af Christiansborg Slot og deres Projekt fik den største uddelte Præmie, 5000 Kr. Tillige har han medvirket ved forskellige større Bygningsanlæg, saaledes

115

Toldboden, til hvis Omordning han ikke alene lagde hele Planen men ogsaa gjorde Udkastet til den nye Toldbodbygning, hvis fuldstændige Udarbejdelse og Opførelse senere blev overdraget til Archi-tekterne Dahlerup og Bøttger. Desuden tog han væsentlig Del i Ordningen af de store nye Anlæg i København, Gammelholm, Nyboder, Glaciet og i den nyeste Tid Langelinies Omdannelse og Anlægget af Frihavnen, samt desuden, som Direktør for det københavnske Byggeselskab, i dettes store Nybygninger paa Kongens Nytorv (bl. a. Hotel d'Angleterre) og ved Nørrebro foran Søerne. Ogsaa udenfor Norden har han bygget, saaledes i Tyskland, f. Ex. et Landsted ved Frankfurt (1877).

Ved Siden af sin Virksomhed som udøvende Kunstner har Meldahl maaaske virket endnu mere ved sin Iver for Lærergerningen i Akademiet og i mange forskellige Retninger i det praktiske Liv. Han har saaledes i mange Aar været Medlem af Thorvaldsens Museums Bestyrelse og er nu dens Formand. Efter Akademiets Omordning i 1857 blev han (1863) Formand for Skoleraadet, uagtet flere ansete ældre Mænd den Gang havde Sæde deri, og han virker endnu i denne Stilling med usvækket Interesse. Den 31. December 1864 blev han tillige Professor i Bygningskunsten efter Hetsch, og var fra 1873 til 1890 ved stadige Genvalg Direktør for Kunstakademiet, hvorved hans Arbejdsdygtighed og hurtige Blik kom ikke blot et særligt Fag, men den hele Kunstskole til Gode. Samtidig var Melclahl i 17 Aar Udstillingskomiteens Formand og opnaaede i. sin Virketid, at Udstillingsbygningen blev opført. Han blev (1874) Medlem af Kunstakademiet i Stockholm og Florens, af Royal Institute of Britisk architects i London (1876). Desuden har han i en lang Aarrække ved forskellige Lejligheder været Statens Raadgiver i Bygnings sager, før 1864 i Slesvig og Holsten, efter den Tid paa forskellige Steder i Kongeriget, Som Medlem af Borgerrepræsentationen i 27 Aar havde han Lejlighed til at gøre sin Indflydelse gældende paa en Mængde Sager, navnlig vedrørende Københavns Bygningsvæsen, og han har saa meget lettere kunnet være Skønhedens Talsmand, som hans techniske Indsigt maatte sætte ham i Stand til strax at kunne forbinde de nødvendige praktiske Hensyn dermed. Desuden har han i en længere Aarrække været Medlem af Havneraaclet og efterhaanden af en Mængde Kommissioner, deriblandt ogsaa i Sverig og Norge; men hans Virksomhed i saa Henseende ligger ikke indenfor dette Værks Omraade.

116

Meldahl blev i 1860 kgl. Bygningsinspektør og har i denne Stilling varetaget meget betydelige Restaurationsarbejder ved saa godt som alle kgl. Slotte, ikke blot i praktisk, men ogsaa i kunstnerisk Retning, hvor det gaJdt om Istandsættelse af Facader eller Dekoration af indre Rum.

Han blev 1861 Ridder af Danebrog, 1864 Danebrogsmand, 1867 Etatsraad, den 3. Juli 1874 Kommandør af Danebrog af anden Grad, og tre Maaneder efter den 15, Oktober s. A. Kommandør af første Grad, den 26. Maj 1892 Kammerherre. Desuden har han ved forskellige Lejligheder modtaget en stor Del udenlandske Ordener¹og andre Æresbevisninger.

(Priv. Medcl. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. Ordenskap. Ee-grav. Kont.)

Mendel. Moses Mendel, Portrættegner, født i Slesvig 1800, var Elev af Kunstakademiet i København, og vandt i sin korte Levetid sine Kunstbrødres Kærlighed og Agtelse ved sin rene Vandel og elskelige Karakter. Han udstillede 1826 en Portrættegning og udførte 1830 Lægen J. D. Herholdts Portræt paa Stenen. Dog var han kun en lovende Begynder, da Døden allerede bortrev ham, fjærnt fra Forældre og Søskende, den 26. Juni 1831. Landskabsmaler J. P. Møller meddelte Dødsfaldet.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Adresseav. 1831, Nr. 150.)

Mengs. Ismael Mengs, Miniaturmaler, født i København 1690, som det 22. af 23 Børn, formodes at have været af jødisk Æt. Han var Elev af B. Coffre, men dannede sig siden i Udlandet til Miniatur-og Emaillemaler. Da en Farsot havde røvet ham hans Søskende og Venner, rejste han til Lybek og derfra til Dresden, hvor han blev Professor ved Kunstakademiet og, fraregnet en Rejse til Italien, levede til sin Død den 26. December 1765. Han blev 1720 gift med en tysk Dame, Charlotte Burman fra Zittau, og blev ved hende Fader til den berømte Anton Rafael Mengs, født 1728 i Aussig i Bøhmen. Ogsaa hans Døtre var Malerinder.

(Tysk Hclsk. bl. Thaarups Papirer, Weinw., S. ilS. Do. Lex. Füssli Lex. Nagler Lex,)

¹ I Statskalenderen for 1896 opføres han med følgende udenlandske Ordener: (R. St. Stan. i.), (S. N. i.), (S. V. 2.¹), (N. St. O. 2.¹), (Pr. Kr. 2.*), (O. F. J. 2.*), (P. V. V. 2.), (L Kr. 2.), (Gr. Fr. 3.), (H. Ph, d. H. 2.").

117

Mertens. Christian Hinrich Ludvig Mertens, Maler, født i Itzehoe den 14. Januar 1821, var Søn af Ornamentbilledhugger Jakob Mertens der. Han gennemgik Malerlæren i sin Fødeby, uddannede sig i Dekorationsmaleriet, og arbejdede i dette Fag et Par Aar i Hamborg. Da han endelig i 1843 besluttede at blive Kunstmaler i snævrere Forstand, tog han ved det Stådelske Institut i Frankfurt a. M. Undervisning i at tegne og male efter den levende Model. Senere arbejdede han hos en Porcelænsmaler og en Landskabsmaler, men lagde sig tillige efter at stikke i Staal i Aquatintamaneren. Nu drog han tilbage til Holsten, hvor han fandt Livsophold som Staalstikker, indtil i Aaret 1847 en Nervefeber svækkede hans Syn saaledes, at han maatte slippe Gravstikken; han malede derpaa, da hans Øjne var blevne noget bedre, Miniaturportræter paa Elfenben og flyttede i 1851 til Rendsborg, hvor han fik en Plads som Tegnelærer og siden har haft fast Ophold. Samtidig lagde han sig efter Daguerreotypi og Fotografi. Efter at han i 1857 var bleven fuldstændig blind, vedblev han dog med at give »theoretisk« Undervisning i Tegnekunsten og opfandt et Apparat til Perspektivtegning, der skal have vist sig meget brugbart.

(Priv. Medd. fra Rendsborg.)

Messmann. Carl Ludvig Ferdinand Messmann, Landskabsmaler, Søn af Kukkenbager L. F. Messmann, er født i København 1826 og besøgte Kunstakademiet i 1840—44 og udstillede 1850—59 dels malede Landskaber, dels Pennetegninger, hvoraf flere blev købte af Frederik VII. Han ægtede en Slægtning af samme Navn og flyttede omtrent 1860 til Gøteborg.

(Alv;u!. Reitzel. Uclat. Fortegn.)

Meybusk. Anton Meybusk, Meybusch eller Meibus, Stempelskærer, født i Tyskland, som det synes omkring 1640, arbejdede 1660 som Guldsmed i Stockholm, og fik den Gang Opfordring til at lægge sig efter Medaillørkunsten. I dette Fag arbejdede han derpaa allerede 1667—70 i Danmark, idet han skar to Medailler for Frederik III. Derefter fik han Ansættelse i Stockholm 1674 og virkede nogle Aar der. Men da Forholdene forandrede sig og han uden Tvivl selv har følt, at han endnu havde noget at lære, rejste han til Paris for at uddanne sig hos Datidens berømte Mestre, og fandt snart Sysselsættelse ved Hoffet der, saa at han til sin Titel som Kongerne af Danmarks og Sveriges Medaillør kunde føje ”medailleur du roi de Francen. I 1685 blev han i Paris gift med Margrethe Romer

118

(Rømerr) og udførte selv i den Anledning en Medaille med sit eget og sin Hustrus Brystbilleder. Hun maa dog snart efter være død. Efter Tilbagekomsten fra Paris tog han nemlig atter til Stockholm og ægtede der Anna Cathrina Warberg (d. 1731); men han følte sig dog ikke tilfreds der, og fra 1690 tog han fast Ophold i København som kgl. Medaillør med en aarlig Lønning af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) samt særskilt Betaling for sine Medailler. Han udførte nu et stort Tal af Medailler for Christian V og døde her den i. Maj 1702.

I 1693 skar han en Medaille i Anledning af Indførelsen af en bedre Møntfod, hvori han selv skal have haft Del. For øvrigt skar han mest de sædvanlige kgl. Medailler i Anledning af Bryllup, Fødsel og Død. Han udførte saaledes 1699—1700 Medaillerne i Anledning af Christian V's Død og Frederik IV's Salving, i 1701 en Medaille med dennes og Dronnings Brystbilleder m. m. Han hørte til sin Tids dygtigste Medaillører, selv om han ikke kan sættes fuldkommen ved Siden af Udlandets første Kunstnere i dette Fag.

(Weimv., S. 105. Do. Lex. Nagler Monogr., I. S. 929. Nord. Earailje-bok. Rigsarch. Kgl. Regnsk. og Sjsell. Reg. Møntfort egn. Pers. Tdsltr. 2. R. IV, 20., Pelri Kirkeb. Strunk.)

Meyer. Bartold eller Barholomæus Meyer, Stempelskærer, opholdt sig i København som det synes fra 1682 til 1694. Den første Medaille, der nævnes af ham, var i Anledning af Frelsers Kirkes Grundlæggelse (1682); dog blev den ikke overrakt Kongen før paa hans Fødselsdag det følgende Aar. Den kgl. Mønt- og Medaillesamling i København har, foruden denne, ikke nogen Medaille af ham tidligere end 1689. Han skar en Medaille i Anledning af Opførelsen af Kronborgs nye Fæstningsværker (1692), to Medailler i Anledning af Elefantriddernes Forsamling o. fl. Hans Arbejder ere uden fremragende Værd.

(Weinw., S. 107. Do. Lex. Møntfortegn.}

Meyer. Elias Meyer, Landskabsmaler, født i København 1763, lagde,sig efter Blomster- og Landskabsmaleri, mest i Gouache og Vandfarve. Han besøgte Kunstakademiets Skoler, blev i 1785 Elev af Modelskolcn og vandt Aaret efter den mindre Sølvmedaille. Han udstillede flere Gange Blomsterstykker og Landskaber i Gouache i Akademiets Forsamlingssal ved Aarsfesten. Han nævnes tillige 1792 som Maler ved Porcelænsfabriken. Den 8. April 1799 ønskede han at blive agreeret paa to norske Prospekter og to Dyrstykker, men

119

da det Ikke kunde ske, fordi han ikke havde været udenlands, søgte han i Maj s. A. om 200 Rdl. d. C. for at kunne opholde sig fire Maaneder i Dresden. Først den 7. Maj 1800 bevilgedes disse ham af Fonden ad usus publicos, og efter Hjemkomsten søgte han paany om Agreation, idet han fremviste to Blomsterstykker i Gouache efter Naturen og to Kopier efter Ruisdael, paa hvilke han agreeredes den 26. Januar 1801. Den 7. Oktober s. A. blev han enstemmigt valgt til Medlem af Akademiet paa et Landskab fra Frederiksdal og et Blomsterstykke. Disse Arbejder vare i Gouache, I 1803 fik han en Aarpenge paa 100 Rdl. d. C. af Kongens Kasse og i 1809 søgte han om et Tillæg dertil; men samme A ar døde han den 26. Maj paa Solitude af Brystsyge. Han havde ægtet Cathrine Charlotte Ehrhart, hvem han efterlod sig ved sin Død som Enke med fire smaa Børn. Af hans Malerier, der bar Præget af en mild, ikke stærkt fremtrædende Grundstemning og var harmoniske, men uden Lys og Farve, ejer den kgl. Malerisamling fire Stykker, »Prospekt af Kilden i Dyrehaven« og »Prospekt af Esplanaden« samt to »Landskaber«. I den kgl. Kobberstiksamling findes 24 Blade Raderinger og 42 Haandtegninger af ham.

(Weinw., S. 201. Do. Lex. Rigsarch. Kbst. Saml. Krohn I, 126-—28. Akad. Aclresseav. 1809, Nr. 208.)

Meyer, Emma Elonore Meyer, Malerinde, er Datter af Højesteretsassessor Fritz Meyer (f. 1817, d. 1891) og Marie Frederikke f, Dalberg, er født i Flensborg den 20. August 1859, men kom 1864 med Forældrene til København. Efter at være blevcn voxen, lærte hun at tegne hos Malerinderne E. Mundt og M. Luplau og uddannede sig senere for Landskabsmaleriet hos H. Foss, og ved Studier i det fri om Sommeren. Efter den Tid har hun studeret efter levende Model under Krøyers Vejledning. Hun begyndte at udstille 1885 og har senere stadig udstillet Landskabsbilleder, hvoraf nogle ere købte af Kunstforeninger i Provinserne. Hun har foretaget nogle mindre Rejser til Udlandet. Malerinden Jenny Meyer er hendes Søster.

(Priv. Medd. V Richter. Jtir. Stat. Reitzel, Udst. Fortegn.)

Meyer. Ernst Meyer, egentlig Ahron Meyer, Genremaler, en Søn af Mægler Salomon Meyer og Brendle f. Meyer, Søster til Grosserer, Hofraad D. A. Meyer, blev født i Altona den 11. Maj 1797. Aaret efter hans Fødsel blev hans Forældre skilte; hans Moder tog til København og blev anden Gang gift (1801) med Købmand Gott-

120

schalk Salomon. Meyer blev hos Faderen i Altona og fuldendte sin Skolegang der: men da han kun viste Ævner for Tegning, blev han i 1812 sendt til København til sin Moders Familie. Da Faderen den Gang endnu var uformuende, kom han som en fattig Dreng til København, og hans Familie der maatte tage sig af ham. Den varme Kunstven, Grosserer, senere Redaktør M, L. Nathanson, sørgede for, at han fik Plads i Lorentzens Malerskole og kom til at gaa paa Akademiet, samt uden Ængstelse for det daglige Brød kunde leve for sit Studium. Næppe to Aar efter sin Indtrædelse i Akademiets Skoler blev han Elev af Modelskolen i Januar 1814, og allerede Aaret før havde han udstillet sit første Billede, en Kopi efter Bioemart. I 1815 udstillede han tre Portræter, som han havde kopieret efter hollandske Mestre. Ved Nytaar 1816 vandt han den mindre Sølvmedaille, i Marts 1818 den store.

Imidlertid var Eckersberg kommen hjem og bleven Professor ved Akademiet, og dennes lyse Farve og sikre Tegning fik en afgørende Indflydelse paa den unge Kunstner, saaledes at Datidens Anmeldere tydelig sporede den i et Billede, Meyer udstillede i 1819. Medens hans tidligere Billeder, f. Ex. »En Yngling i gammeltysk Dragt i Samtale med en ung Dame« kaldes »genifulde, men bizarre og mislykkede Arbejder«, saa man i »Gretchen knælende for Marie-billedet« en yndig kunstblomst, hvori den unge Elev, navnlig i Tegningen, havde taget sig Eckersberg til Mønster. Samme Aar meldte han sig til Konkurs om den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var »Josef forestiller sin Fader for Farao”. Da han ikke fik Medaillen, rejste han til München; dog lod han sig formaa til at vende tilbage og deltage i Konkursen i 1821, men midt under Udførelsen af sit Billede forlod han Logen og tog sit ufuldførte Arbejde med sig,

En lille Radering fra denne Tid, det med saa meget Lune udførte Portræt af den gamle Opvarter ved Akademiet, kunde have været ham et Vink om, hvilken Vej i Kunsten han skulde vandre. Men det forstod han ikke endnu, Da han anden Gang vendte tilbage til München, sluttede han sig med en stor Kreds af unge tyske Kunstnere til Cornelius og tilbragte tre Aar med at male Æmner efter tyske Digtere, navnlig fra den katholske Middelalder, og ganske i tysk Stil. Da kom hans Ungdomsven fra København, H. V, Bissen_rog hentede ham bort fra München til Rom og til hans rette Kunstomraade, det italienske Folkeliv (1824). Paa faa Afbrydelser nær forblev han i Rom til sin Død.

121

Romerfolkets ejendommelige Karakter eller overhovedet Sydens friske, maleriske Natur og Folkeliv aabnede hans Øje for en umiddelbar Gengivelse af hvad han saa omkring sig, og inden faa Aar bar morsomme italienske Folkelivsbilleder hans Navn Europa rundt. Siden 1819 havde han intet udstillet i København, da han i 1827 indsendte en »Brøndscene i Nærheden af et Cappuccinerkloster«. I 1833 købte Prins Christian Frederik »En neapolitansk Fiskerfamilie« af ham. Men det var dog først »En offentlig Brevskriver«, oprindelig malet til Hofraad Harnbro (1833), der ret vakte Opmærksomhed for ham i Hjemmet. Trods det Lune, hvormed Figurerne i Billeder fra denne Tid ere opfattede, svækkes Indtrykket noget ved de skrevne Omrids og den tørre, umaleriske Farve. Allerede i det lille Billede, »En gammel Fisker ser efter Vinden« , hvoraf et Exemplar var udstillet i 1833, medens et andet, som tilhørte Thorvaldsen, først senere blev set i København, traadte en bredere og mere tiltalende Penselføring Beskueren i Møde. Fra nu af udviklede hans Foredrag sig mere og mere, og parrede sig smukt med den lunefulde Opfattelse i Billeder som »En Dreng føres af sine Forældre til Klostret«, hvor Æslet, Drengen rider paa, og den levende Kalkun, der skal bringes Munken til Foræring, spille virksomme Roller i det lille landlige Drama, Hans navnkundigste Billede, som han tidt maatte gentage, var maaske »Søfolk sætte Rejsende i Land paa Capri« (til-herte Godsejer Scavenius), hvilket sammen med det nysnævnte var udstillet i 1837. Det er gengivet blandt »Billeder af danske Malere« og har flere Gange senere været udstillet i København tilligemed andre ældre Billeder. Et tredje Billede, der vakte megen Opmærksomhed, var »De to Venner«, den lille halvnøgne Dreng og det store sorte Svin!

Mange andre Billeder, Fiskere i forskellig Færd, Munke, Abbater og Præster, vidne om hans venlige, godmodige Blik paa Naturen og Mennesket, om hans Troskab mod Tanken, hvad enten Æmnet var komisk eller rørende, om hans dygtige Kendskab til Kunstens Midler og grundige Færdighed i at bruge dem tvangløst og let. Den kæreste Genstand for Meyers Pensel var og blev dog Kvinden, lige fra den første Barnealder med famlende Fagter og store stirrende Øjne til den udviklede, fuldmodne Kvinde, snart som bly, knibsk eller skælmsk Elskerinde, snart som lykkelig Moder med den førstefødte Spæde paa sine smukke stærke Arme. I en Mængde Billeder, der, ligesom Digterens lyriske Udbrud, som Smaafugle flagrede ud fra

122

Hjemmets beskedne Krog, var Ungdommens Elskovsleg den uopslidelige Genstand.

Han havde et rigt Lune i Opfindelsen af morsomme Optrin; dog foretrak han et vist roligt Skælmeri for dybere Stemninger eller en drøjere Komik. I sine bedste Arbejder er han omhyggelig i Udførelsen, varm og levende i Farven. Men han vænnede sig tidligt til at se Form og Farve paa en saa ejendommelig Maade, at denne tilsidst groede ganske fast hos ham. Trods det Konventionelle, hans Fremstilling derved fik, 7iavnlig i Akvarellerne fra hans senere Aar, blev han dog ikke usand, thi han bevarede en varm og ægte Følelse for de Stemninger og Sjælstilstande, hans Pensel vilde udtrykke. Man færdedes med ham i en ganske særegen »meyersk-italienska Verden, hvor Legemsformer, Dragter, Hav, Jord og Himmel havde sit ejendommelige Præg, som man ikke kunde andet end elske og uvilkaarlig finde sandt, saa længe man saa paa hans Billeder, fordi den aandelige Udtalelse, som gik derigennem, havde en saa dyb og levende Grund. Men løsriver man sig fra den aandelige Tiltrækning, som selv en lille Akvarel formaar at udøve, hvo mindes da i Italien at have set de runde Former, Meyer i senere Billeder stedse gengav? Alt blev rundt for hans Øje, saa meget i det mindste, som det paa nogen Maade var muligt. Hvo er paa Forhaand, naar et meyersk Billede er ham nyt, fortrolig med de Lufttoner, han vælger, den Rigdom af grønne Reflexer, hvormed han omgiver sine Skikkelser, den glødende Aftenluft, hvori han bader sit hele Billed? Men de Skikkelser, han fører frem for os, og den Natur, han hensættcr dem i, ere som skabte for hinanden, og af lidt overraskende Enkeltheder fremvoxer et kunstnerisk Hele, der skabte hans Ry ved Billedernes Fremkomst, bevarer det hos Eftertiden og vil give hans Kunst Værd, saa længe den endnu kan skues og nydes.

Meyer havde oprindelig en udmærket Helbred, men en ungdommelig Kaadhed, der undertiden gav sig Luft paa de besynder-ligste Maader, virkede til at nedbryde hans legemlige Kraft. Over-haandtagende Sygdom tvang ham i 1841 til at forlade Rom og Italien for ved Badestedet Gråfenberg om muligt at genoprette sin Sundhed. Der tilbragte han to Aar, eller to Sommere, og sporede ogsaa gavnlige Virkninger deraf; i Efteraaret 1843 rejste han, efter endt Kur, til Danmark, hvor Kunstakademiet enstemmigt udtalte det Ønske, at han »maatte kunne optages til ordentlig Medlem uden Agreation, under Forventning af, at et Receptions stykke senere, under Kunstnerens heldigere Sundhedstilstand, kunde indsendes«.

123

Den 4. December fulgte Kongens Resolution for, at dette maatte ske, »men uden Følger for Fremtiden«, og den 18. December 1843 blev Ernst Meyer optaget til Medlem af Akademiet. Om Foraaret 1844 forlod han Danmark og vendte efter en Rejse, der omfattede næsten hele Europa, tilbage til sit kære Rom, hvorfra Urolighederne i 1848 atter fordrev ham, saa at han i næsten fire Aar opholdt sig i Paris og Svejts;¹ men trods Vennernes Ønsker besøgte han ikke Danmark. I 1852 blev han udnævnt til Ridder af Danebrog.

Naar den Sygdom, som aldrig gav Slip paa sit Bytte, i den Grad mishandlede den livsglade Kunstner, at han blev til den værkbrudne Mand, som den yngre Slægt saa i Rom, er ikke ganske klart. Men trods sine Lidelser og sin fordrejede Skikkelse —Armene og Hænderne vare helt fortrukne paa ham, ikke mindre end Benene, som han kun kunde bevæge ved Hjælp af Krykker —, færdedes han, den aldrende Kunstner, utrætteligt hver Sommer paa Rejser til de romerske Bjærge eller til Neapel, og selv den sidste Sommer, han levede, foretog han sin sædvanlige Rejse,

Den 31. Januar 1861 spøgede han paa sin vante Vis ved Frokosten i Cafe greco₃ da et pludseligt Ildebefindende tvang ham til at ytre Ønske om at blive kørt hjem. Inden Vognen kom, havde han tabt Bevidstheden. Det var et heftigt apoplektisk Slag, der havde ramt ham, og uden at komme til sin Bevidsthed hensov han den i, Februar i den tidlige Morgenstund. Den følgende Aften jordedes han paa den mosaiske Kirkegaard i Rom, fulgt af en talrig Skare Skandinaver og Fremmede.

(Priv. Medcl. Fcll. 1861. Konst og Æsth., S. 70—77 eller Kunsln. egne Medd. Nekrolog i III. Tid., II, 1861, Ni-. 74. Skild. 1819, Sp. 466. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. i Naglers Kst. lex., IX, nævnes han 8.209 ^som C. Meyer og igen 8.214 under sit rette Navn.)

Meyer. Jenny Sofie Meyer., Søster til ovennævnte Emma E. Meyer, er født i København den 16. April 1866. Hun fik i

¹ Han var ogsaa i Nordtyskland. I 1849 ^va1' l^ia11 i Hamborg, og den 25. Oktober steg han der op i en Luftballon med en Luftskipper. Han fortalte med meget Lune, hvorledes han, da han havde hævet sig op i en højere Sfære, over Jordlivets lave Usselhed, begejstret omfavnede sin Fører og spurgte om hans Navn. Skuffet maatte han høre, at han ogsaa hed Meyer. Ikke en Gang i de højere Luftegne kunde han slippe dette Navn, som han halvt i Spøg, halvt for Alvor ærgrede sig over, fordi det var saa almindeligt. For øvrigt fortrød han ikke paa, at han var Jøde, men drillede den danske Konsul i Rom, Bravo, der, skønt han var født Jøde, gærne vilde gælde for Italiener eller Portugiser, med altid at sige »Vi gamle Jøder!« til ham, naar der var flest til at høre derpaa.

124

1892 Ansættelse ved den kgl. Porcelænsfabrik under Arn. Krog (s. d.) og uddannede sig til Malerinde af Urnca, malede under Glasuren. Nogle i Chicago udstillede Vaser fik Medaille. Kunstnerinden besøgte 1895 London navnlig for at studere South-Kensington-Museets keramiske Afdeling.

(Priv. Medd. Opgiv, fra Porc. Fabr.)

Meyer. Johan Andreas Meyer, Architekt, født omtrent ved Nytaar 1784, besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1806 den mindre, 1807 den store Sølv-medaille, og arbejdede uden Tvivl i nogen Tid som Konduktør, indtil han ved Mallings Bortrejse (1811) blev konstitueret som Stads-bygmester, medens denne var udenlands, Efter Mallings Hjemkomst (1815) blev han udnævnt til kgl. Bygningskommissær og Materialforvalter, og i denne Stilling døde han den 30. Marts 1822, kun noget over 38 Aar gammel. Han var gift med Amalie Luckaj.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Vejvis. Adresseav. 1822, Nr. So.)

Meyer. Vilhelm Frederik Meyer, Architekt, var Søn af Brunsvigeren, Konferensraad Johan Heinrich Elias Meyer (f. 1766, d. 1839), der blev Dr. philos. i Kiel og derefter kgl. Embedsmand under Rentekamre! i København; hans Moder hed Anna Christiane Augusta f. Schlüter (f. 1772, d. 1836), og han blev født i København den 15. Oktober 1799. Han besøgte Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, vandt iSrS den mindre og 1822 den store Sølvmedaille. Allerede fra 1821 havde han været Bygningskonduktør i Slesvig under Krejser (s. d.), og da denne døde i Februar 182,3, blev han konstitueret i hans Embede. Samme Aar vilde han konkurrere til den mindre Guldmedaille ved Kunstakademiet; hans Skitse blev ogsaa antagen, men da hans Stilling ikke tillod ham at blive i København, og Akademiet nægtede ham at udføre sit Konkursarbejde i Slesvig, maatte han opgive det »for i Aar«, hvilket blev det samme som for stedse. Thi imidlertid fik han fast Ansættelse som Bygningsinspektør i Slesvig, og virkede i denne Stilling endog efter Hertugdømmernes Afstaaelse i 1864, indtil Døden pludselig bortrev ham under en Embedsrejse i Frederiksstad den 17. Januar 1866. Ran blev den 15. Maj 1829 gift med Caroline Vilhelmine Kolster (f. 1808, d. 1867), Datter af Apotheker Joh. Nic. Vilh. Kolster i Slesvig By. Meyer var en -praktisk administrativ Embedsmand, hvis kunstneriske Udvikling blev afbrudt ved hans tidlige Ansættelse,

125

hvorvel det Embede, der blev ham til Del, sædvanligvis kun blev givet til Kunstnere.

(Priv. Mecld. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. 1821—64. Statskal, f. Schlesw. Holst. ti. Lauenb, 1865, Sp. 147. Tysk Frederiks Kirkeb. ved Lengn. Erslew, II, S. 259—60. Suppl., Il, S, 367. Elvius, Patr. SI. I, 183—84.)

Meyn. Christian Meyn, Architekt, Søn af den nedennævnte Bygmester Peter Meyn og dennes første Hustru, Mette Marie f. Jensen, blev født i København den 23. September 1785. Theatermaler Th, Bruun var en af hans Faddere. Han var Elev af sin Fader og besøgte Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1801—2. Derpaa blev den mindre Guldmedaille tilkendt ham den 14. September 1803 for »Et Theater til 4000 Tilskuere«. Han var i de nærmeste Aar derefter Bygningskonduktør hos Faderen, hos hvem ban levede, blev derefter kgl. Bygningsinspektør i København, men tog allerede i 1821 sin Afsked. En kort Tid var han Løjtnant ved det borgerlige Artilleri. Den 12. Juli .1820 ægtede han Susanne Bintzer (f. 1783, d. 1840), der siden. 1809 havde ejet Huset Nr. 18 (nyt Nr. 20) i Nybrogade og ved en den 3. Juli 1820 underskreven Ægtepagt beholdt Raadighed over sin særlige Formue, idet der ved kgl. Bevilling blev tilstaaet hende samme Myndighed, som ellers kun Enker havde efter Loven. Han døde den 4. August 1826, og hans Venner skrev Vers til ham i Adresseavisen.

(Nikolaj Kivkeb. Akad. Vejvis. 1805—26. Pantekontoret Priv. Medd. Atiresseav. 1826, Nr. 183, 185 og 187.)

Meyn. Peter Meyn, Architekt, født i København og døbt den n. April 1749, var Søn af Snedkermester Anton (Anthoni) Christian Meyn (f. 1712, d. 1782) og Helene f. Klefts. Han besøgte Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester og vandt i 1766 begge Sølvmedailler. Ved Konkursen i 1767 til den mindre Guldmedaille var hans Arbejde saa fortrinligt, at Forsamlingen vilde have tilkendt ham den store Guldmedaille. Men »da han kun var 16 Aar« (han var imidlertid dog 18 Aar), og da han ikke havde vundet nogen Guldmedaille før, fik han blot den mindre Guldmedaille. Aaret efter vandt han den store Guldmedaille for »En kgl. Militærskole for hundrede Officersbørn«. Siden uddannede han sig videre under Harsdorffs Vejledning og blev 1771 kgl. Bygningskonduktør. I 1775 søgte han det store Rejsestipendium, men Billedhugger Dajon blev ham fore trukken. Samme Aar foreviste han i Akademiet Tegning til »Et Belvedere eller repos de chasse.« Da han Aaret efter fik Til-

126

sagn om Stipendiet, naar Abildgaard kom hjem, udbad han sig, at han, saa snart det udvendige af Kapellet i Roskilde, ved hvilket han var Konduktør, var færdigt, maatte rejse ud for egen Regning, mod at det senere godtgjordes ham af Stipendiet. Det blev ham tilstaaet, og i Juni 1777 rejste han.

Efter et sexaarigt Ophold, navnlig i Frankrig og Italien, kom han hjem sammen med Magens, og begge blev enstemmig agreerede den 27. Juli 1782. Meyns Opgave blev »Et publique Biblioteque«, og paa Tegning dertil blev han Medlem den 28. Januar 1783. Snart efter, den i. September s. A., valgtes han til anden Professor i Bygningskunsten; efter Rosenbergs Død blev han (1789) Stadsbygmester med Bolig i Prinsens Palæ, og efter Hardorffs Død (1799) blev han enstemmig valgt til at være første Professor ved Akademiet. I 1797—99 var han Akademiets Direktør i to Aar. Allerede i 1783 havde han giftet sig med Mette Marie Jensen (f. 1763), Datter af Peder Jensen og Anne Marie f. Reimer, og da hun, efter at have født sin anden Søn, den ovenfor nævnte Christian Meyn, døde den 23. September 1785, ægtede han den 3. Juli 1786 Charlotte Amalie Avemann (f. 1763), Datter af Kældermester Johan Vilhelm Avemann og Charlotte Amalie f. Svendsen. Hun overlevede ham lige til den 13, Marts 1830.

Man kender ikke meget af hvad Meyn har bygget. Der nævnes kun to Værker af ham, nemlig det kirurgiske Akademi og den senere nedrevne Bygning til Rigsbanken, som laa ved Børsen med en Forbindelsesgang til denne. Banken var en mindre Bygning i Mansardstil, der var bleven foretrukken for Harsdorffs Udkast, fordi »den kunde faas for nogle Tusinde Rigsdalers bedre Køb«. Den var færdig i 1786 og synes i den indre Anordning at have haft nogen Lighed med Harsdorffs Plan. Hans andet Værk, »det kirurgiske Akademi« i Bredgaden (der skulde koste omtrent 100,000 kr.) er fra samme Tid — Kransen blev hejst i December 1786 og Bygningen indviet i Oktober 1787 —, og det blev i tidligere Tid regnet for en af Københavns skønneste Bygninger. Uagtet Forsiden har vundet ved, at den smukt udarbejdede Sandsten i Vinduesrammerne og Portalen med sine tvende ioniske Søjler er bleven renset for det Lag Farver, der ganske skjulte Formerne, er Bygningen dog ikke fri for at lide af den Tunghed, som tidt følger Mansardstilen. Ogsaa har man dadlet de halvt riflede Søjler som en uklassisk Frihed. Den store amfitheatralske Høresal er smuk og hensigtsmæssig, og Bygningen har et velgørende Præg af Soliditet. Tegningerne dertil ere

127

stukne af Winkler paa 7 Plader. Begge disse Arbejder tilhøre, som man ser, en forholdsvis tidlig Tid af hans Liv. Senere synes han udelukkende at have levet for sin Embedsgerning. Han døde den n, April 1808.

(Weinw., S. 225. Do. Lex. Nikolaj, Frue og Slotskirkens Kirkeb. Raad-stue Arch. Erslew, Suppl., II, S, 369. Akacl. Vejvis. Collin, For Hist. og Stat., II, 8.275—76, Anm. Dske. Saml., l, 3.315. Nyerup, Kbh. Beslå-., 8.310 og 364. Ramdolir Reise, I, S. 166. Sterm, Kbh. Beskr., 8.212—16. Adresseav. iSo8, Kr. 148. Skifteretten.)

Miani. H. (Annibate eller Hieronimo?) Miani, Historiemaler fra Italien, der mulig blev indkaldt for at medvirke til at udsmykke det nysopførte Christiansborg Slot. Han nævnes første Gang, saavidt vides, i 1738 som Professor ved det ældre Maler- og Billedhugger-akademi. Som saadan havde han 200 Rdl. d. C, om Aaret og boede hos en Madara Lüders ved Gammelstrand (Strandkv. Nr. 11), nuværende Nr. 40, hvorhen ogsaa det ældre Kunstakademi for en Tid blev flyttet. Af hans Arbejder kan nævnes Loftet i Højesteretssalen paa det gamle Christiansborg, forestillende »Lasternes og Uretfærdigheds Flugt for Guds Aasyn« og to Malerier over Kaminen i gardersalen i samme Slot, samt to andre, forestillende »Moses optages af Nilen« og »Faraos Datter med Moses som Barn«, i Løngangen mellem Blottet og Kirken. Desuden har han malet et Portræt af Frederik V som Kronprins til Hest, i hans 22. A ar, hvilket er stukket i Patent Folio af ham selv. Det maa have været det sidste Arbejde af ham i København, thi i 1748 forlod han Landet efter at have faaet (18. Juni) 500 Rdl. d. C. ”als Geschenk«, og i det A ar fyldte Kronprinsen netop 22 Aar. Miani var Wiedewelts første Lærer, inden denne bestemte sig for Billedhuggerkunsten, men naar han rejste bort 1745, kan det ikke have haft stort at betyde, thi Wiedewelt var da kun 14 Aar.

(Weinw., S. 128. Sandv., S. 98. Hennings, S. 98. Mandtalsliste til Kopikat 1743. Thura Hafn. hod., S. 154. Dske Atlas, S. 101. Jonge, Kbliv. Beskriv,, S, 501, 504 og 536—37. Wiedewelt, Pap. i Univ. Bibi. Thiele, Kstakad., S. 39—40. F. J. Meier, Fredensborg. Pantekontoret Gmlstr., nyt Matr. Nr. ro. Ki-ohn, I, 27—28.)

Michelsen. Peter Larsen. Michelsen, Architekt, født 1813, var oplært til Murer og begyndte paa Akademiet i 1830 for at lægge sig efter Bygningskunsten; han vandt Akademiets mindre Sølvmedaille i 1843, derpaa den store Sølvmedaille Aaret efter og i 1845 Æresmedaillen i Architekturen for »Et Lokale til Vinterfornøjelser«. Han

128

var gift med Christine Torgelsen (d. 1880) og bosat i Aalborg, da han døde den 5. April 1849, kim 35 Aar gammel. I 1850 søgte Enken Akademiet om en Understøttelse, men en saadan kunde ikke tilstaas. (Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Selmer, Nekr. Saml., IT, S. 155. Berl. Tid. 1849, Nr. 87.)

Middelboe. Bernhard Ulrik Middelboe, Maler, født den 31. Marts 1850 i Ribe, er Søn af Justitsraad, Toldkasserer Christian Middelboe (f. 1805, d. 1887) og Caroline Christiane f. Giortz (f. 1831, d. 1875), kom senere med Forældrene til Aalborg og noget efter sin Konfirmation til København og i Lære hos Murmester Prahl. Efter at have tegnet hos C. V. Nielsen begyndte han paa Kunstakademiet i Oktober 1867, men gik strax over i Klasserne for Frihaandstegning og fik den 30. Juni 1876 Afgangsbevis som Maler. Allerede i 1875 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med sit første udstillede Billede, »Mogens Munk hos Christian II«, uden at opnaa Præmien, som derimod blev tilkendt ham den 24. April 1877 for »Scene af Ewalds Liv« (Præsten Schønheyder oplæser Bønnen for den døende Digter). Samme Aar rejste han til Paris, hvor han næsten et Aarstid besøgte Bonnats Skole. Under en Udflugt til Bretagne malede han »En Kone, der spinder« og de følgende Aar nogle Portræter, der vakte Opmærksomhed, deriblandt hans Faders og Forlovedes. Den i. Juni 1880 ægtede han Hilda Horndahl (f. 1852), Datter af Skibsfører H. N. Horndahl og Mathilde f. Hoberg. Til en efter hendes Fader arvet Gaard, Flundrarp i Skaane, flyttede han s. A. hen og drev denne Gaard i ti Aar, men var dog sædvanlig om Vinteren i København og malede Portræter. Til en Konkurs om den Neuhausenske Præmie malede han (1883) Portræt af Politikeren Grev Holstem-Ledreborg, men vandt ikke Præmien. Til Udstillingsfonden har han (1891) malet Marinemaler Neumanns Portræt (Akad.). Blandt hans Genrebilleder kan nævnes »En Jordemodermand”. I 1889 fik han 400 Kr. af den Raben-Levetzauske Fond og rejste i 1890 til Paris, for at studere mecham'sk Reproduktion {Zinkætsning} og var borte et Aar. Senere har han især givet sig af med denne Virksomhed. Han har ogsaa selv raderet nogle Blade.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. III, T. 43-)

Mitreuter. Heinrich Ditlev Mitreuter, Maler og Lithograf, født i København 1818 og Søn af Kurvemager J. Mitreuter, skulde have

129

været Søkadet, men havde mere Lyst til Kunsten og kom i 1831 ind paa Akademiets Gibsskole, som han besøgte til 1836. Imidlertid lagde han sig saavel efter Miniaturmaleri som efter Lithografering og udstillede 1833—35 nogle tegnede Portræter. I 1836 rejste han, da han havde en smuk Sangstemme, med en Tyrolertrup til St, Petersborg, men opgav snart dette æventyrlige Liv og bosatte sig i St, Petersborg som Portrætmaler. Under et Besøg i København i 1843 malede han nogle Portræter (i Vandfarve?), hvoraf tre udstilledes Aaret efter.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd.)

Moe. Louis Maria Niels Peder Nalling Moe, Maler og Tegner, Sønnesøn af nedennævnte Niels Moe, er født paa Havet ved Arendal i Norge den 20. April 1859, og er Søn af Tandlæge Halvor Georg Theodor Moe (f. 1826 i København, d. 1877 i Arendal) og Hansine Constance f. Halling (f. 1828). Han gik i Latinskole i Arendal og skulde have været Student, da en langvarig Sygdom afbrød Studeringerne og bragte ham ind paa Kunstnerbanen; han kom i 1875 til København, fik i Januar 1876 Plads i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse og gennemgik alle dets Klasser, men forlod det i 1882 uden at tage Afgang; den følgende Vinter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Tuxen, medens forøvrigt især Professor C. Peters (s. d.) har været hans Lærer og Støtte. Louis Moe udstillede første Gang ved en December-Udstilling (1881), men begyndte først i 1885 at udstille ved Foraarsudstillingerne, dels Figurbilleder og Portræter, dels enkelte norske Landskaber. Blandt disse var kun et enkelt større Billede »Jetteæt« (udst. 1888), Imidlertid havde han mere Lyst til at være Tegner, og fra 1890 har han efterhaanden udviklet en ret udstrakt Virksomhed i saa Henseende. Hans første Illustrationer var til »Oldemoder« (Edda, udst. 1891). Af hans senere Illustrationer, der for en Del omfattede Æventyr og Børnebøger, kan foruden disse fremhæves hans Tegninger til Danmarks Historie (1891—93), til H. Drachmanns »Kitzwalde« (1895), samt til Saxo i Winkel Horns Oversættelse, som endnu er under Arbejde. Under sin Studietid ved Akademiet havde han tre Gange Understøttelse af det Schæfferske Legat fra Norge og en Gang af den Hjelmstjerne:Rosencroneske Stiftelse (400 Kr. 1882). Fraregnet Besøg i Norge, har han siden 1875 næsten til Stadighed levet i København. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Frederiks tyske Kirkeb. Halvorsens Norsk Litt. Lex.)

N. K. L. II. Juni 1896. 9

130

Moe. Niels Moe, Portrætmaler, født den 14. Juli 1792 i Kongs-berg, var Søn af en Købmand og Sølvværksleverandør Halvor Moe og kom ved den varme Kunstven Jakob Aalls Understøttelse til København (omtr. 1814) for at uddannes til Maler under Lorentzens Vejledning. Samtidig besøgte han Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1820. Han levede nu nogle Aar i København, dels som Portrætmaler, dels af at rense og istandsætte gamle Kobberstik, og udstillede 1819—28 nogle Portræter og Kopier efter Lorentzen, Møller og andre. Han malede bl. a. Portræter af Kong Frederik VI og Dronning, Christian VIII som Prins, Statsminister Møsting m. fl. Han havde den 31. December 1821 ægtet Sofie Christine von Coch (f. 1789, d. 1857), en Datter af Provst, Sognepræst ved Manekirken i Rendsborg Georg Johann Christian von Coch (f. 1759, d. 1817) og Maria Elisabeth f. Pettersen, og flyttede i 1832, »for at finde bedre Udkomme til sig og Familie«, til Odense, hvor han oprettede en Tegneskole for Haandværkere og lik en udbredt Sysselsættelse, væsentlig som Tegnelærer; han vandt almindelig Agtelse ved sin Hæderlighed og Duelighed i denne Retning. I 1839 blev han Tegnelærer ved Odense Kathedralskole og forblev i denne Stilling til sin Død, den 2. Marts 1854. I Begyndelsen af 1852 havde han faaet Danebrogsmændenes Hæderstegn, og kort efter fik han dansk Indfødsret. Han dyrkede tillige Naturvidenskaberne med stor Iver, især Fysik og Kemi, hvorover han holdt private Forelæsninger, som fandt megen Anerkendelse.

(Priv. Medd. Odense Skoles Program 1854, S. 72. Tliaarnps Papirer, Frederiks tyske Kirkeb. Schrøder & Liibker, Litt. Lex. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn.)

Mohr. Johan (Johannes) Georg Povl Mohr, Landskabsmaler, var Søn af en velhavende Slagter, Georg Mohr, og blev født i8oS i Bordesholm. Han skulde først have lært sin Faders Haandværk, men da han havde mere Lyst til at være Maler, kom han i Lær! hos en Malermester i Hamborg. Efter at han var udlært og havde lagt sig efter Dekorationsmaleriet, skærpedes Lysten til at blive Kunstner hos ham. Med Camn'encke, som var i samme Stilling og nærede samme Attraa, fulgtes han til Dresden (1831), hvor J. C. Dahls Paavirkning bragte dem begge til ganske at hellige sig Landskabsmaleriet. Vennerne rejste uden Tvivl sammen til Miinchen og Tyrol for at uddanne sig videre og tog derpaa til København, for at besøge Kunstakademiet der. Mohr gennemgik dog kun Frihaands-tegneskolen og Gibsskolen, men fik i 1836 Akademiets Vidnesbyrd

131

for at have udmærket sig ved Flid og Talent, da han vilde rejse til München. Derfra skrev han til J. L. Lund om et Laan paa 50 Sp., som han ogsaa fik paa Grundlag af, at Prins Christian (Akademiets Præses) havde lovet ham 100 Sp. i Forskud paa Malerier. Da han i 1837 kunde tilbagebetale dem, gik de, efter Lunds Opfordring, videre som Laan til N. Simonsen. Fra Miinchen søgte han ogsaa om Understøttelse fra Fonden ad usus pnblicos, men han fik intet, hverken derfra eller senere fra Akademiet. I 1839 rejste han til København for at ægte Augusta Charlotte Christine Gøttsche, med hvem han Aaret efter atter vendte tilbage til München, bl. a. for at male et stort Billede, som Christian VIII havde bestilt bos ham. Uagtet han malede og afsatte flere vellykkede Billeder, var hans Kaar ikke gode og forværredes ved hans langvarige Sygdom. Ved en Henvendelse til Kongen synes han at have faaet »et Forskud« paa 200 Species (800 Kroner). Men hans Sygdom vedblev, og den 7. September 1843 døde han. Enken vendte med sine smaa Børn hjem til Danmark og døde i København den 12. Marts 1858. Mohrs Billeder udmærkede sig ved en kraftig og livfuld Pensel, poetisk Følelse og Sikkerhed i Formen; men overfor den nyere Tids mere maleriske Foredrag synes de vilkaarlige og konventionelle, navnlig i Løvets Gengivelse. Han udstillede i København 1834—44, og den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Billeder, der ere indkøbte i Løbet af det samme Tidsrum.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Rigsarch. Adresseav. 1858. Nr. 62. Hamb. Kst. Lex. Cotta'sclies Kimstblatt [ved Forster og Kugler] 1843, S. 379, dam t Hamb. Wochentl. Nachrichten 1844, 24. Febr., og Neuer Nekrolog der Deutschen 1843, S. 786, som ikke findes i Kbhv. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibl.)

Mohrhagen, Carl Vilhelm Bernhard Mohrhagen, Portrætmaler, vandt i 1832 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet i København og udstillede i 1834 to Portræter og i 1837 et Portræt.

(Akacl. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Molinedo. Maler, nævnes af Weinwich som født i København i forrige Aarhundrede, formodentlig af spansk Familie. Han lærte Malerkunsten her, rejste til Rusland, kom efter nogen Tids Forløb tilbage derfra (1780), men rejste atter bort til Spanien.

(Weimv., S. 198. Do. Lex.)

Mols. Niels Petersen eller Pedersen Mols, Maler, Søn af Husmand Peder Nielsen Mols (d. 187 4) og Ane Karlsdatter, er født i

132

Grumstrup (Gr, Mark) den 27. Marts 1859. Som Søn af fattige Forældre maatte han allerede som Barn vogte Køer, men fik derigennem den Kærlighed til Dyreverdenen, som siden har præget sig i hans Kunst. Da han viste Anlæg for Tegning, kom han i Malerlære i Aarhus og blev Svend, hvorefter han fra den techniske Skole der dimitterecles til Kunstakademiet i København. Samtidig med at han gennemgik dets Skoler fra den i. Oktober 1880, arbejdede han som Svend for at leve. Han forlod Akademiet i Januar Kvartal 1884 uden at tage Afgang, men havde allerede paa Decemberudstillingen 1883 et mindre Billede, »En Kostald«, som han strax fik solgt. Fra 1884 har han udstillet paa Forårsudstillingerne dels Portræter og Figurbilleder dels Dyrstykker; hans Arbejder vakte saa megen Opmærksomhed, at han hurtig støttedes først af Akademiet med en lille Rejseunderstøttelse til Indlandet, senere af de Stiftelser, der uddele Legatportioner til Kunstnere. I 1887 fik han atter en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet (600 Kr.), i 3:889 ^en større paa 1000 Kr, til en Udenlandsrejse, og i 1890 det egentlige Rejsestipendium (2000 Kr.) til en Rejse til Italien. Et stort Billede »Roe-Optagning«, som var udstillet 1887 og derpaa ved den nordiske Udstilling 1888, blev der købt til den kgl. Malerisamling, »En Hoppe og et Føl« (udst. 1888) blev købt af Kunstforeningen, »Oktoberdag, Køerne drives hjem« blev solgt paa en Udstilling i München. Mols konkurrerede i 1887 med »Heste i Løb« til den Neuhausenske Præmie, dog uden at vinde den; derimod blev denne Præmie tilkendt ham 1895 for »En Billedhugger (Saabye) i sit Værksted«. Han vandt 1893 Aarsmedaille første Gang for »Redningsbaaden køres ud«, og 1894 anden Gang for »Regnvejr« og er saaledes Medlem af Akademiets Plenarforsamling, Desuden har han udstillet meget i Udlandet og faaet Medailler, Paris (1889), Chicago (1893), Antwerpen (1894). »Regnvejr« (Køer i Regnvejr) blev solgt i Venezia 1895 og »Gæslinger« (1896) til den kgl. Malerisamling. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. 18de Nov. Aarsberetn.)

Moltke. Grev Harald Viggo Moltke, Maler, født den 14. December 1871 i Helsingør, er Søn af Landmand og Fideikommis-besidder Grev Oscar Peter August Moltke (f. 1828, d. 1882), af den noerske Linie og dennes anden Hustru Karen Marie f. Jensen (f. 1848). Dimitteret af Axel Hou fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han besøgte fra den i. Oktober 1889 til den 27-. Maj 1893, da han hk Afgangsbevis som Maler. Under Af-

133

tjeningen af sin Værnepligt blev han Sekondløjtnant og staar endnu i Nummer som saadan. Han udstillede i 1894 Portræt af General-krigskommissær Torp og i 1896 et større Billede, »Adam og Eva finde Abels Lig« efter Paludan-Müllers Digt, Han konkurrerede dermed om den Eibeschlitz'ske Præmie, men vandt den ikke, hvorvel Billedet vakte Opmærksomhed.

(Priv. Medd. Akad. Adels Aarb. 1895. Udst. Fortegn.)

Momme. Ole Peter Momme, Architekt, født den 18. Marts 1854 i Landsbyen Ørum ved Horsens, er Søn af Cancelliraad, Herredsfuldmægtig Laurits Momme (f. 1820, d. 1892) og Elsine f. Sørensen (f. 1825, d. 1893). Efter at have taget Præliminærexamen ved Horsens lærde Skole, korn han i Murerlære i København og blev samtidig af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, gennemgik dets Skoler fra i, Oktober 1871 og fik den 17. Marts 1881 Afgangsbevis som Architekt. Han er nærmest Elev af J. D. Herholdt, for hvem han ledede Restaurationen af St. Pederskirke i Næstved og hos hvem han var Konduktør ved Opførelsen af »Bikubens« Gaard. Ved Konkursen om et Raadhus i Roskilde vandt han Præmien og opførte derpaa denne Bygning. Derefter vandt han i 1887 den mindre Guldmedaille for »Et fyrsteligt Residens slot« og deltog med Architekt L. Olesen i to Konkurser om Christiansborg Slots Genopførelse og vandt begge Gange en Præmie. I 1887 fik han ogsaa Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr,), men foretog først sin Studierejse i 1888. l disse Aar (1884—88) havde han været bosat i Aalborg, men flyttede saa til København, hvor han 1889 blev Bygningsinspektør. Foruden flere større Bygninger i Aalborg, har Momme opført Hovedbygningen til Herregaarden »Sohngaardsholm« ved Aalborg, Kirker i Nykøbing paa Mors og i Løgstør, og de nye Bygninger mellem Frederiksberg Allee og Gamle Kongevej (fh. »Sans Souci«), et Arbejds-hus paa Amager, m. fl. Den 30, Oktober 1885 ægtede han Thora Henriette Kirstine Simonsen (f. 1859), Datter af Forvalter ved Kommunehospitalet i Aarhus, Heinrich Simonsen (f. 1821, d. 1891) og Anna Kirstine f. Hansen (f. 1822).

(Priv. Medd'. Akad. Udst. Fortegn.)

Monies. David Monies, Portræt- og Genremaler, født i København den 3. Juni 1812, var Søn af Salomon Monies (f. 1786, d. 1853), en fra Holland indvandret Jøde, og Frederikke f. Soldin (f. 1781, d, 1858) af København. Hans Fader, som havde været en velhavende Mand, blev ved Krigsforholdene 1807—14 saa forarmet, at

134

Kunstnerens Barndom henflød i den strængeste Fattigdom. I Faderens lille Cigarfabrik maatte han og Brødrene arbejde med, dels ved Forfærdigelsen af Cigarerne, dels ved at sælge dem paa Gader og Stræder. Ikke desto mindre lykkedes det Monies allerede i sit tolvte Aar at faa Adgang til Kunstakademiets Skoler (1824), som han temmelig hurtig gennemgik; i Juli 1827 blev han Elev af Modelskolen, og den 31, December s. A. blev den mindre Sølvmedaille tilkendt ham. Den store Sølvmedaille fik han først fire Aar efter, nemlig den 3. Januar 1832. I Mellemtiden havde han under J. L. Lunds Vejledning søgt at uddanne sig til Portræt- og Genremaler. Allerede i 1827, kun femten Aar gammel, udstillede han sit første Maleri efter en Tegning af sin Lærer. I det følgende Aar udstillede han nogle Portræter, ligesom han i det hele gennem største Delen af sit Kunstnerliv var en ganske heldig og yndet Portrætmaler.

I 1833 indsendte han to Portræter til Akademiets Bedømmelse, for at faa Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om Rejseunderstøttelse. Akademiet, fandt »ualmindelige Anlæg« hos Kunstneren, men »kunde ønske en strængere Tegning«. Det raadede ham fra at rejse og hellere at lægge sig efter Tegning ved Akademiet selv. Et Portræt af Lægen Herboldt (1833) vakte Opmærksomhed for den unge Kunstner, og et Genrebillede, »En Kunstner (Gurlitt), som spøger med en Bondepige, medens hendes Fader sover- i Baggrunden andre Kunstnere (Simonsen, Kaufmann, Kiærskou, Raadsig og Jerndorffj, som [lege], tegne og male efter Naturen«, stemte ogsaa Akademiet gunstig for ham. I 1835 anbefalede det ham til Rejseunderstøttelse, dog efter Marstrand og Gurlitt; han havde imidlertid tjent saa godt paa sine Billeder, at han paa egen Bekostning var rejst til München. Han opnaaede dog ved Resolution af 10. Maj 1836 en Understøttelse paa 400 Rbd. »engang for alle« af Fonden ad usus publicos og vendte Aaret efter tilbage til København. I 1847 blev han agreeret af Akademiet som Portrætmaler, og paa Portræter af J. P. Møller og J. H. Koch blev han den 27. Marts 1848 Medlem af Akademiet. I 1859 fik han Titel af Professor, i 1874 blev han Ridder af Danebrog, og i 1892 Danebrogsmand. Monies blev den 14. November 1837 gift med Bolette Jocobsen (f. 1810, d. 1889), Datter af [Købmand] Isak Jacobsen og Sara f. Heimann.

Af hans Portræter, blandt hvilke en Mængde ere lithograferede, høre rnaaske de, han malede til Theatret, Frydendahls, Lindgreens Winsløws og Phisters (1873, brændt paa Christiansborg), samt hans

135

Medlemsstykker, til den Tids bedste Portræter. Han malede ogsaa sit eget Portræt for Udstillingsfonden (1873). For øvrigt har han malet en Del Genrebilleder af det danske Folkeliv, blandt hvilke ”To Børn ved et Vandløb« (1838) gjorde saa megen Lykke, at han maatte gentage det flere Gange, ogsaa »Erindring fra Danseboden« -(1849, Kunstforen.) har han senere gentaget i mindre Format. Endvidere kunne nævnes »Episode af Troppernes Hjemkomst« (1850, nu i Fr.borg Mus.), der blev gengivet i Lithografi, og »Pengebrevet«. Den kgl. Malerisamling ejer to af hans Genrebilleder, Thorvaldsens Museum ét, »En Køkkenscene«. I 1859—60 udstillede han to store Billeder af Jødefolkets Historie, som dog ikke blev efterfulgt af flere Billeder i den historiske Retning.¹ Han havde i 1867 det Ancherske Rejselegat. Monies, som døde den 29. April 1894, var en flittig og samvittighedsfuld Kunstner. Hans Genrebilleder var ikke uden Lune, saaledes at han beholdt en ikke ringe Kreds af Købere til sine Arbejder, men der var ikke saa lidt af det »bestandig borgerlige« ved dem, som gjorde dem noget mindre tiltalende i den stærkt æsthetiserende Periode, hvori han levede. Alderdommen svækkede hans Øjne, saa at i de sidste 10—12 Aar af hans Liv var Farven mat og usand; hans Formgivning var kun undtagelsesvis kraftig gennemført.

(Priv. Medd. Søndagsposten 1875, Nr' 595. »Aaret rundt« 1889, S. 123. 111. Tid. 1894, Nr. 34. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk. Pers. Tdskr. 2, R. V. T. 41. Mos. Ministerialb.)

Monrad. Vitus Monrad, Billedhugger, født den 28. Juli 1738 i Aagerup, var Søn af Sognepræst Frederik Eriksen Monrad (f, 1702, d.1758) og Anna Cathrine f. Bering (f. 1711, d. 1783); han besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig, vandt 1759 den mindre Sølvmedaille to Gange, 1760 den store Sølvmedaille og s. A. den mindre Guldmedaille for Opgaven »Moses findes af Faraos Datter«, Han blev 1760 Søkadetternes Tegnemester med Titel (1768) af »Professor i de frie Kunster«, men afstod allerede 1769 sin Plads til Georg Fuchs. Den 21. Oktober 1766 ægtede han Ellen Mule Hansen, Datter af Guvernør i Vestindien. Jens Hansen (f. 1722, d. 1752) og Kirstine Elisabeth f. Hennings; hun var da kun 15 Aar gammel og døde den 23. Oktober 1767 i Barsel-

¹ Kunstneren har hævdet, at han ikke konkurrerede til Eibescliittz¹ s Legat med disse Billeder, uagtet de fremkom samtidig med at Præmien begyndte¹ at bortgives; de hørte ganske vist ogsaa til Kunstnerens svageste Arbejder.

136

seng.¹ Monrad selv levede sine sidste Åar i Vejle og døde der det! 9. Februar 1789.

(Weinw. Lex. Akad. Brslew, Suppl., I, S. 128. Frue, Holmens og Trinitatis Kirkeb. Gir. Hansens Levned, S. lo, lio, 136. Geneal. Inst. Wiberg I] .20. Pers. Tdskr. III, .323. Søoff. Sk. Archiv.)

MorelL Gerhard Heinrich Mathias Morell, Maler, var født her i København 1710 og lagde sig først efter Malerkunsten, blev derefter Kunsthandler, og købte paa en Rejse i Flandern og Holland en Del Malerier til den kgl. Maleri samling (Kunstkammeret), hvoraf flere endnu høre til Samlingens fortrinligste Billeder, saaledes F. Bol, »Kvinderne ved Graven«. Paa Rejsen eller efter denne havde han Bestalling som »Hof- und Kunstcommissarius” og den 18. April 1759 blev han udnævnt ved Siden af Wahl til ”adjungirter und eventualiter succedirender Kunstkammenerverwalter”. I denne Stilling rejste han i 1763 til Holland og købte ved Auktionen over Kardinalen Valentis Samling ligeledes flere værdifulde Stykker til den kgl, Samling. Efter Wahls Død, December 1765, eller som det synes, endog før hans . Død, den 12, November 1765, blev Morell virkelig Kunstkammerforvalter. Under 18. Februar 1766 blev der udstedt et kgl Kommissorium til Professorerne Oeder og Ascanius, samt Fuldmægtig ved Rentekamret Ole Peter Kølle, om at forfatte »et accurat Inventarium« over Kunstkammerets Indhold og derpaa overlevere dette til Morell. Inden Inventariet var fuldendt, døde imidlertid Morell den 28. Maj 1771 (eller Dagen før), og den samme Kommission overleverede først i 1775 Kunstkammeret til dennes Efterfølger, L. Spengler. Morell havde Bolig paa Charlottenborg og blev gift i Hamborg i Januar 1746 med Marie Elisabeth Deroden (f. 1707, d. 1772), der var Enke efter Jacob Halm, og synes at være født i Tønder. Morelis Portræt er malet af J. S. Wahl og tilhører den kgl. Malerisamling.

(Weinw., S, 167. Do. Lex. Lorck, Fortges. Nachrichten, I, S. 561. Statskal. Adresseav. 1766, Nr. 48, 1771, Nr. 84. Petri Kirkeb. Skifte ved Borgretten i Prov. Arch. Skild. 1829, Sp. 1062. Thaarups Papirer.)

Moritz, Nicolaus Christian Moritz, Maler, var født i Slesvig By og levede i Tiden mellem 1686 og 1732. Man ved ellers intet om ham, men ser af en Stambog, som har tilhørt ham, og som

¹ Den Datter, hun fødte, Ellen Mule Monrad (f. 1767, d. 1857), blev Farmoder til J. F. Bergsøe (s. d,).

137

bevares i det Store kgl. Bibliothek_? at han i Tiden 1702 til 1712 rejste meget og har opholdt sig i Danzig, i Christiania og i London. Han synes at have arbejdet dels i København (1702—5), dels i Slesvig, hvor han atter opholdt sig 1726; en Tegning af Thybjerggaard er mærket 1732. Af Stambogen ser man ogsaa, at han var Ven med adskillige af Datidens agtede danske Kunstnere, samt med flere udenlandske Kunstnere af Navn, hvilket tyder paa, at han vel næppe selv har været en aldeles ubetydelig Kunstner.

(Priv, Medd. Stambog, Thottske Saml., 8, 569, i det Store kgl, Bibi.),

Mortensen, Laurits Carl Nikolaj Mortensen, Maler og Billedhugger, født den 23. Februar 1861, er Søn af Arbejdsmand Jens Mortensen (f. 1831, d. 1879) og Emma Larsine Christine f. Knudsen (f. 1836). Efter sin Konfirmation kom han i Billedskærerlære og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole, hvorfra han dimitteredes til Kunstakademiet; han gennemgik dettes Skoler som Modelerer fra den i. Oktober 1879 og fik Afgangsbevis som saadan den 25. Maj 1886, Han udstillede 1886 til 1888 som Billedhugger, men lagde sig imidlertid efter Maleri, særlig efter Porcelænsmaleri ved den kgl. Porcelænsfabrik og udstillede ved Decemberudstillingen 1889 og senere ved Forårsudstillingerne som Maler. Ved Siden af modelerede dekorative Arbejder har han i de senere Aar navnlig malet Unica under Glasuren. Blandt disse Arbejder, der have været udstillede saavel i Baris som andetsteds, kan fremhæves et Fad med Flagermus i diset Maaneskin, hvilket blev solgt i Paris i 1893. l 1893 var han paa en mindre Rejse i Italien, og i 1894 var han i St. Petersborg i sex Maaneder for at sætte den kejserlige Porcelæns-fabrik ind i de her brugelige techniske Fremgangsmaader. Paa Udstillingen i 1896 købte Statens Samling en af ham i Porcelæn udført Portrætbuste. Mortensen blev den 14. Oktober 1887 gift med Ida Amalie Hafvermann (f. 1862), Datter af Skomagermester Olaf Gustav Hafvermann (f. 1828) og Caroline f. Petersen (f. 1830, d. 1888).

(Priv. Medd. Oplysn. fia kgl. Pore. Fabr. Akad. Udst. Fortegn.)

Mourier -Petersen. Christian Vilhelm Mourier-Petersen, Maler, født den 26. November 1858 paa Holbækgaard ved Randers, er Søn af Godsejer, Etatsraad Adolf Tobias Herbst Monrier-Petersen (f, 1826) og Augusta Catharina Erica f. Jørgensen (f. 1832). Han blev Student fra Randers lærde Skole 1878, tog anden Examen Aaret efter og begyndte at studere Medicin. Men da han havde mere Lyst til at blive Maler, blev han af C. F. Andersen dimitteret

138

til Kunstakademiet, som han besøgte fra 1880 til 1883, gik over i Kunstnernes Studieskole under Tuxen til 1886 og tilbragte derefter tre Aar i Frankrig, Holland og Belgien. Han udstillede 1889 og 1890 ved Akademiets Foraarsudstilling og fra 1891 ved den fri Udstilling, dels Landskaber, dels Interiører, og fik i 1894 Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik som Maler af Unica under Glasuren.

(Priv. Medd. Vahl, Slægteb. XII, 8. Akad. Uclst. og fri Udst. Fortegn.)

Muhle, Anton (Anthoine) Gynther Muhle Maler, udførte 1705 eller 1706 Portræt af Provst Andreas Bruun i Bergen til Ligprædikenen over ham (st. af A. Reinhardt) og fik, hvis det er den samme Mand, 1728 30 E.dl. d. C. for at male det kgl. Vaaben paa Fortæppet til Hoftheatret.

(Rigsarch. Strunk.)

Muhle, Carl Adolf Muhle, Stempelskærer, blev født den 5. April 1786 paa Herregaarden Skovgaard i Fyn, hvor hans Fader, Mogens Muhle (f. 1725, d. 1795) var Forpagter. Hans Moder, der var Faderens tredje Hustru, hed Mette Margrethe f. Ewaldsen (f. 1751, d. 1824). Han blev i Foraaret 1803 privat dimitteret til Universitetet, blev 1804 Cand. phil., 1806 Volontør under Rentekamret, 1812 juridisk Kandidat med bedste Karakter og var fra 1821 Sekretær og Bogholder ved den færøske Handel i København, indtil han den 13. Maj 1839 fik sin Afsked i Naade med Pension. Han var en af de.første, som traadte frem paa Grundtvigs Opfordring til Studenterne i 1807 om at tage til Skubkarren for at hjælpe ved Voldens Udbedring. I 1810 blev han gift med Jakobine Luno (f. 1789, d. 1842), Datter af Consumtionsforvalter i Randers Jens Luno (f. 1748, d. 1796) og Elisabeth Charlotte f. Boeck (f. 1753, d. 1815). Selv døde han den 29. Marts 1855 i Valby, hvor han havde henlevet sine sidste Aar. Den nedennævnte M. Th. Mule er hans Søn.

Muhle havde megen Sans for Kunsten, og sin Fritid brugte han til med Iver at lægge sig efter Medaillør- og Signetstikkerkunsten og besøgte, efter at han var bleven Assistent (omtr. 1817) en kort Tid Kunstakademiets Tegneskole. Af Medailler er hans vigtigste Medaillen i Anledning af Børsens Jubilæum 1824 med Christian IV's Portræt paa Aversen, Merkur og Neptun ofrende ved et Alter paa Reversen. Dernæst skar han i 1829 Aversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Bryllup med Kronprinsesse Caroline, med begges Portræter, medens Reversen udførtes af Chr. Christensen. Desuden udførte han en Del Portræter i Vox, skar Navnetræk og

139

Vaaben i ædle Stene til Ringe og Signeter, stak en Mængde Kontorsigneter i Staal og Messing o. a. m. Han er tillige optraadt som Forfatter.

(Weimv. I-ex. Øst. Mat., S. 429—30, Mulile: Carl Mogensens færøske Krønike. Skild. 1825, Sp. 1721. Erslew, II, S. 312. Do. Suppl., It, S. 269 —70 og 420. Nagler, Monogr., T, 2229 [urigtig; Angiv, om, at han var ansat ved Mønten], Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn. Møntfortegn. Priv. Medd.)

Muhle. Johan Christian Muhle, Maler, født i København, fik den 18. Juni 1731 Borgerskab som Skildrer og Maler. Han nævnes ogsaa (1715) som Billedskærer(?).

(Raadstuearch. Geneal. Inst. F, J. Meier, Fredensb.)

Mule. Mogens Thorvald Mule, Billedhugger, Søn af den ovennævnte Carl Adolf Muhle og Jakobine f. Luno, bortkastede h af sit Navn, som han skrev paa den ældre danske Maade, og mente at nedstamme fra Rigmanden Mogens Mule i Odense. Han er født den 21. Marts 1823 i København, blev allerede i Oktober 1835 Elev hos Billedhugger H. V. Bissen og begyndte i 1836 at gaa paa Akademiet, hvor han i 1842 blev Elev af Modelskolen, i 1843 vandt den mindre Sølvmedaille, i 1845 en Pengepræmie for Modellering og i 1850 den store Sølvmedaille. I disse Aar udførte han tillige, efter Medaillør Christensens Ønske, en Del formindskede Kopier efter Thorvaldsen til den kgl. Porcelænsfabrik, og arbejdede senere under Christensen til dennes Død. Efter en Konkurs om den mindre Guld-medaille, ved hvilken hans Arbejde vel ikke fik Præmien, men af Akademiet blev erkendt for godt, fik han i 1852 Rejseunderstøttelse (600 Rbd.), og opholdt sig i Rom, hvor han lagde sig efter at skære Caméer i Conchylie. Efter Hjemkomsten udførte han atter en Del Kopier efter Thorvaldsens Arbejder, dels til den kgl. Porcelæns-fabrik, dels til Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik og Ipsens Terrakottafabrik, hvis kunstneriske Ledelse han i nogle Aar varetog, indtil han i 1872 selv grundede en Fabrik for Kallipasta Arbejder. Tillige underviste han i Tegning i flere Skoler. Fra 1842 af udstillede han Statuer, Relieffer og Conchyliecaméer. I 1869 fik han den Neuhait-senske Præmie for »den gode Hyrde, Gruppe i Gibs«. Han døde ugift- den 6. December 1877.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn. FdL 1877, Nr. 286.)

Mulvad. Emma Mulvad, Blomstermalerinde, hed Aarøemma Ivare Christiane Frederikke Rønsholdt og er Datter af Sproglærer Ivar

140

Christian Rønsholdt (f. 1815, d. 1896) og Sofie Jensine Elisabeth f. Jahn (f. 1816, d. 1890) af norsk Æt. Hun blev født i København den 5. August 1838, og da hun allerede i sin Barndom viste Lyst til Tegning, modtog hun efter Skoletiden videre Uddannelse hos en Slægtning, en norsk Sømaler, Hans Jahn, og i Perspektiv hos Porcelænsmaler L. B.. Lyngbye, I 1853 fik hun det Hverv af Dr. Kjærbølling at tegne og kolorere Omgivelserne til hans Værk, »Danmarks Fugle«. I 1858 udstillede hun sit første Billede paa Charlottenborg og sidste Gang i 1889, dels under sit Pigenavn, dels som gift. Hendes Fag er Blomster- og Frugtstykker, saavel som døde eller levende Dyr. Hun har tillige udført Dekorationer paa Terrakotta for den Ipsenske Fabrik og fik i 1870 tilligemed sine tre Søstre en Guldmedaille fra Verdensudstillingen i London for Maleri paa brændt Ler. Den 27. November 1869 blev hun gift med Læge Niels Georg Mulvad (f. 1841) nu Stiftsfysikus i Vejle, Søn af Amtsstue-fuldmægtig Hans Christian Mulvad ff. 1804, d. 1879) i Randers og Marie Elisabeth Antoinette Beutlich (f. 1812, d. 1848). . . (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Dansk Lægest. 5. og 6. Udg.)

Munch. Jakob Munch, Maler, født i Christianssand 1776, var Søn af Toldinspektør Edvard Munch og Petronelle Helene f. .Kræfting, blev 1796 Fændrik i det andet aggerhusiske Infanteriregiment, 1805 Premierløjtnant a la suite med Tjenestealder fra den 22. Marts s. A., 1810 forsat til det tellemarkske Infanteriregiment, 1812 Kaptajn. Ved Norges Adskillelse fra Danmark forblev han i den norske Hær og døde i Christiania den 10. Juni 1839 efter to Aars Sygdom. Medens han stod a- la suite i Hæren, besøgte han Kunstakademiet i København fra 1804, efter at han havde tjent sine Rejsepenge ved at male Portræter i Pastel, hvortil han havde uddannet sig paa egen Haand, blev 1806 Elev af Modelskolen, og udstillede ved Akademiets Aarsfest »adskillige Stykker i Oliefarve«. Samme Aar gav Akademiet ham Vidnesbyrd for at have »ved ædel Anstrængelse og ualmindeligt Talent til Malerkunsten med Berømmelse tilbagelagt alle dets Skoler«. Derved opnaaede han i Oktober 1806 fra Fonden ad usus publicos et Stipendium paa 500 Rdl. aarlig i tre Aar og i 1810 fornyet for to Aar til en længere Udenlandsrejse. Han rejste dog først i April 1807 lige til Paris, hvor han malede Oehlenschlægers Portræt, og han kom hjem i Begyndelsen af 1813 efter ligeledes at have besøgt Italien; Fonden dækkede hans Gæld først med 250 Rdl. og senere med 800 Rdl. I Juni d. A. foreviste han Akademiet en Del

141

Billeder fra sin Rejse, hvoriblandt Portræt af Thorvaldsen, en Kopi efter Guido Renis Magdalene og et Par Landskaber. Akademiet »fornøjede sig« over hans Fremgang; derimod gjorde hans udstillede Arbejder, efter Weinwichs Sigende, ikke megen Lykke hos Publikum, og fra nu af tilhører han Norge.' Han forlovede sig inden Rejsen til Danmark med Emerentze Barclay¹ (f. 1786, d. 1868), Datter af Toldbetjent Barclay i Brevig og dennes anden Hustru. De blev gifte i 1814, efter at han ved at male Portræter havde tjent til et tarveligt Udstyr. Han malede Kong Carl XIV Johans Kroning i Christiania (betalt med zoooSpd.) og fik siden, saalænge han levede, 200 Spd. aarlig af Kongens Kasse. I 1818 deltog han i Oprettelsen af Tegneskolen i Christiania og var siden Lærer ved den.

(Weinw., S. 238. Do, Lex. Norsk Nationalgalleris 'Katalog, S. 48. Akad. Sldld. 1806, Sp. 782. Øehlenschl. Erindr, ny Udg., S. 234. Museum, 1895, 8.155 flg. Rigsarch. Strunk.)

Mundt. Caroline Emilie Mundt, Malerinde, er Datter af Professor Carl Emil Mundt (f. 1802, d. 1873) og Caroline Amalie f. Jørgensen (f. 1808, d. 1845) og er født den 22. August 1842 i Sorø, hvor Faderen den Gang var Lektor. Hun var 30 Aar, inden hun bestemte sig for at blive Kunstnerinde, og uddannede sig da i V. Kyhns Tegneskole samt malede en kort Tid hos J. Roed. Senere forenede hun sig med Marie Luplau (s. d.) til fælles Studier, og rejste til München, hvor de arbejdede efter levende Model. Senere have begge Kunstnerinder tilbragt 1882 til 1884 i Frankrig og navnlig i Paris. Emilie Mundt begyndte at udstille 1878 og har siden stadig tidstillet, dels Livsbilleder, hvoraf flere fra Bretagne, dels Portræter, saaledes af hendes egne Brødre og flere Dameportræter. I sine Livsbilleder dvæler hun med Forkærlighed ved Børnenes Liv og Færd. I Forening med Marie Luplau, med hvem hun ogsaa har dannet en fælles Husstand, bestyrer hun en Tegneskole. I 1890 og 1891 havde hun Rejseimderstøttelser fra Akademiet.

(Priv. Medd. Lengn., Fam. Mundt Erslew, II, 313, Suppl. II, 422. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Müller. Adam August Müller, Historiemaler, født i København den 16, August 1811, var Søn af Professor i Theologi, senere Biskop Peter Erasmus Müller (f. 1776, d. 1834) og Louise Augusta Stub (f. 1788, d. 1852), en Søster til Maleren C. G, Kratzenstein-Stub. Efter i sin Barndom at have besøgt Efterslægtens Realskole blev han

¹ Som senere blev blind.

142

1822 overflyttet til Metropolitanskolen, eftersom han var bestemt til Studeringerne. Han havde imidlertid mere Lyst til at tegne og blev derfor, da hans Forsøg paa egen Haand røbede virkeligt Anlæg for Kunsten, atter taget ud af Skolen. Allerede fra Januar 1821 fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, men denne Undervisning blev afbrudt for Skolegangens Skyld. September 1825 begyndte han at tegne hos C. V. Eckersberg, og den 14. November 1826 satte han første Gang sin Palet op i dennes Malerstue. Nogen Tid i Forvejen havde han atter faaet Adgang til Akademiets Tegneskoler, gennem hvis Klasser han jævnt hurtig rykkede op, indtil han den 24. Marts 1828 blev Elev af Modelskolen. Dog vandt han først

1832 den mindre Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samme Aar konkurrerede han forgæves til den mindre Guldmedaille.

Allerede 1829 udstillede han sit første Billede, »Aladdin, staaende bag Pillen, ser Gulnare«; i de følgende Aar udstillede han ikke faa Arbejder, dels Portræter, dels Billeder af Folkelivet eller af forskellige Tiders og Landes Historie. To af disse, »Aladdin, som griber efter Pomeranser« (1831), og »Christian IV, legende med en af sine Sønner« (1833), blev som lovende Ungdomsarbejder købte til den kgl. Malerisamling. Efterhaandeu viste det sig, at Æmner, hvor et religiøst eller følelsesfuldt Indhold kom til Orde, var Kunstneren kærest, hvad enten han valgte dem af sit Fædrelands Historie, af Kirkens eller af selve den bibelske Historie. »Den saarede Herluf Trolle, som modtages af sin Hustru og af Skolens Disciple paa Herlufsholm«, blev købt af Kunstforeningen, og hans første Altertavle, »Christus, der prædiker fra Skibet« (1834), var en Bestilling af Grev Moltke til en Kirke paa hans Gods. Den øjensynlige Flid, hvoraf hele Udførelsen i disse Billeder var præget, i Forbindelse med et i den danske Skole ikke sædvanligt Blik for Farvens Liv og Klarhed vakte Opmærksomhed for Kunstneren, uagtet han endnu var noget stiv i Gengivelsen af Bevægelser og ikke altid korrekt i Enkelthederne.

Ovenpaa den mislykkede Konkurs i 1833 (noget, som for øvrigt ikke sjælden hændte Datidens unge Kunstnere, naar de, umiddelbart efter at de havde vundet den store Sølvmedaille, konkurrerede til Ouldmedaillen uden at overveje, om de havde Modenhed til at undfange og gennemføre en større historisk Komposition), foretog Kunstneren i Somren 1834 en lille Rejse til Tyskland, til Bøhmen, langs Rhinen og flere Steder, og Frugten deraf fremtraadte i nogle Billeder paa Udstillingen i 1835. Han havde dog tillige faaet Tid til at

143

male et historisk Billede, »Valdemar Sejr i Fængsel«, som Kunst-foreningen købte. I 1835 konkurrerede han paany til den mindre Guldmedaille, som denne Gang blev tilkendt ham for Opgaven ;;0dysseus kommer til Nausikae«. Især fandt man hans Udførelse af Odysseus' Figur vellykket. Ogsaa ovenpaa denne Dyst forfriskede han sig, i Sommeren 1836, med en "Rejse, denne Gang til Norge, hvor Jærnværksejer Aall gav ham Bestilling paa en Altertavle, »Christus i Gethsemane«, der blev udstillet i 1837.

Om Sommeren 1837 konkurrerede han, efter at have taget den sædvanlige Examen i Sprog og Kunsthistorie ved Akademiet, til den store Guldmedaille. Opgaven var »David, som opmuntrer Saul ved sit Harpespil«, og Medaillen blev tilkendt saavel ham som Eddelien (se denne), idet Akademiet fandt, at Müllers' Maleri stod tilbage for Eddeliens i Behandlingen, men overgik det i aandelig Opfattelse. N, Høyen, der i en Anmeldelse af Billedet, da det senere udstilledes, gennemgaar det i det enkelte, havde vistnok Øje for det rette, idet han advarede Kunstneren mod den Lethed, hvormed han arbejdede, og tilføjede: »Endnu ere hans Farver mere blomstrende end sande, hans Virkning mere slaaende end harmonisk«.

I ungdommelig Livsfølelse sparede Kunstneren ikke sine Kræfter. Paa samme Udstilling, hvor hans Guldmedaillebiliede blev set (1838), havde han ogsaa et Dameportræt i Knæstykke, som trods de Indvendinger, der kunde gøres imod det, var et i den Tids Smag ret smukt og heldigt Billede. Og næppe var Konkursen endt, før Müller tog fat paa et stort historisk Billede, »Luther paa Rigsdagen i Worms«, som Kunstforeningen havde bestilt hos ham. I 1836 udstedte nemlig Kunstforeningen en Indbydelse til de danske Malere til, i Anledning af Reformationsfesten inden den i. Oktober s. A. at indsende Skitser til det nævnte Æmne, samt til »Hans Tausen prædiker i Viborg« og »Hans Tausen værner Biskop Rønnov mod Københavns Borgere«. Som det synes, meldte kun Müller sig til Konkursen, idet han indsendte en Tegning, som forestillede »Hans Tausen, prædikende i Viborg«, og Skitser til de to andre Æmner. Den 9. Marts 1837 blev det besluttet, at han skulde male »Luther paa Rigsdagen i Worms«, og at det færdige Billede skulde ophænges i Helliggejstes Kirke. Dette store Billede med en Mængde Figurer i Legemsstørrelse, er saavel fra Indholdets som fra Udførelsens Side vistnok Kunstnerens modneste og mest vellykkede Billede. Anordning og Tegning er omhyggeligere end tidligere, Handlingen er klart og levende fortalt, Farvegivningen sandere og naturligere, end den

144

plejede at være i hans Billeder, uden at en ægte malerisk Virkning derfor gaar tabt. Billedet, som efter sin Bestemmelse blev ophængt i Helliggejstes Kirke, er senere stukket paa et stort Blad af E. Sonne, ligeledes paa Kunstforeningens Bekostning (1866—67). Det var færdigt fra Müllers Haand om Efteraaret 1838, blev den 14.—16. December udstillet for Kunstforeningens Medlemmer og det følgende Aar for Publikum ved Foraarsudstillingen paa Charlottenborg,

Men paa samme Tid, som Kunstneren havde dette store Værk under Hænder, maatte han paany kæmpe med sin tidligere Medbejler, Eddelien, om Rejsestipendiet som Pris. Da begge Kunstnere i Marts 1838 søgte Stipendiet, vidste Akademiet ikke bedre end efter tidligere Skik at paabyde en ny Konkurs mellem de to søgende Kunstnere. Den 16. Juli fik de den Opgave at male »Christus giver sig tilkende for Disciplene i Emaus« (Luc. 24, 30), ,og den 22. December fremstilledes deres Billeder til Akademiets Bedømmelse. Begge havde haft store Vanskeligheder at overvinde; Eddelien havde været syg, saa at Bedømmelsen for hans Skyld havde maattet udsættes, Müller havde haft sit andet store Billede at gøre færdigt, da han gærne vilde have det afgivet til Kunstforeningen inden den forventede Rejse. Denne Anstrængelse var ham for stærk, og da Billederne vare færdige, faldt han i en hæftig Sygdom, som bragte ham Døden nær og paa en betænkelig Maade rystede hans Forstand. Paa samme Tid, som Akademiet skulde afgøre Kunstnerens Skæbne, omhvirvlede vilde Febersyner hans trætte Hjærne.

Akademiet var talrigt forsamlet under Direktørens, Thorvaldsens, Forsæde. Saavel han som Eckersberg og Lund samt to andre Kunstnere fandt Arbejderne saa lige i Værd, at de ikke vilde afgive deres Stemmer til Gunst for et af dem; men den øvrige Del af Forsamlingen heldede mest til Eddeliens Billede, som blev foretrukket med 14 Stemmer mod 4. I samme Forsamling besluttedes det imidlertid enstemmigt, at Akademiet skulde indgaa til Kongen med Forestilling om, at Müller af Finanserne maatte faa et ligesaa stort Stipendium som Akademiets.² I Henhold dertil resolveredes allerede under 19. Januar 1839, at Müller skulde have 800 Rbd. Sølv aarlig i to Aar af Finanskassen. Det tredje Aars Stipendium, ligeledes

¹ Tiderne havde saaledes forandret sig, at Kobberstikkeren nu fik 4,000 Rdl. for Gengivelsen af det Billede, Kunstneren selv havde faaet l ,000 Rbd. for.

^² Wilkens fortæller, at Thorvaldsen Dagen efter denne Forsamling gik til Kongen, og fik Tilsagn om Stipendiet til Muller, Hvad der i øvrigt tilføjes, er ikke nøjagtigt. (Wilkens: Træk af Thorvaldsens Liv, S. 34).

145

paa 800 Rbd., fik han i 1841 af Akademiet og nød altsaa ganske lige Ret med Eddelien, der havde Akademiets sædvanlige Stipendium i tre Aar. Allerede i Slutningen af Januar 1839 var Muller saa rask, at han kunde afrejse til Italien.

Men strax den første Sommer paadrog han sig paa Ischia en Forkølelse, som lagde Spiren til en Brystsyge, der snart skulde nedbryde hans Kræfter. Opholdet i Italien fik ikke desto mindre overordentlig Indflydelse paa hans Kunsts sidste Ytringer. I Florens studerede han med Iver de ældre italienske religiøse Malere og navnlig Rafael, saaledes som han viser sig i sin første Periode. En Altertavle til Vraaby under Vallø Gods, »Fremstillingen i Templet«, har vistnok vist Paavirkning af den samme Udvikling, som tydeligst og skønnest fremtræder i det store Billede, »Christus velsigner de fire Evangelister«. Denne, ganske i den ældre, kirkelige Stil udførte Komposition, forener paa en saa fin og følelsesfuld Maade en udviklet Technik saavel i Form som i Farve med en nøjagtig Efterligning af ældre Mønstre, at det er et næsten enestaaende Forsøg; dog mere interessant som Forsøg end som Forbillede for en Vej, man kunde ønske Kunstneren skulde slaa ind paa. Billedet blev strax købt af Thorvaldsen og tilhører nu hans Museum. Det var saa at sige Kunstnerens Svanesang. Den hensygnende Kunstner bragte det hjem med, da han om Sommeren 1842 kom tilbage til Danmark, og den 29. December s. A. blev han paa Eckersbergs Forslag enstemmig agreeret derpaa, og ved det følgende Aars Udstilling tilkendtes det Udstillingsmedaillen.

Müller fik rigtignok Opgave til Medlems stykke, nemlig: »Synderinden for Jesu Fødder« (Luc. 7, 44), han malede ogsaa nogle Portræter og et historisk Billede, »Den fortabte Søns Hjemkomst«; men hans Kraft var brudt for stedse. Endnu i 1843 overstod han et voldsomt Sygdomsanfald, og han havde atter begyndt at male. Men det tærende Brystonde var ikke overvundet, og den 15. Marts 1844 sov han hen, knap 33 Aar gammel. Han havde malet sit eget Portræt i Rom 1840.

(Dansk Pantlieon med Kunst n. Portræt. Priv. Medd. Erslew, II, 348, Suppl. II, 461. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1844, Nr. 1534. Berl. Tid. 1844, Nr. 95. Adresseav. 1844, ^Nr- 66. Journ. for Litt. og Kst„ IV, S. 177—79. Høyen$ Ski-., I, S. 88 og in.)

Müller, Anton Müller, Historiemaler, fra København, fik i Juli 1752 Akademiets første Rejsestipendium som Historiemaler, stort

N. K. L. II. Juni 1896. . 10

146

2oo Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig i to Aar. I 1754 ansøgte han fra Paris Akademiets Præses, Grev Moltke, om at faa kgl. Tilladelse til at gaa til Rom som »kgl. Pensionær«. Det blev ogsaa tilstaaet ham, og hans Stipendium anvist paa Particuliérekassen; det lød nå paa 400 Rdl. d. C. i fulde tre Aar, fra i.Juli 1754 at regne »ifølge Fundationens Bydende«. Efter en Meddelelse, Spengler giver fra. Wasserschlebes Papirer, hvor han kaldes M. Møller (Monsieur Møller r)_fforblev han, da Stipendiet var udløbet, i Italien, gik i 1756 over til Katholicisnien i Kirken Sant' Ignazio, blev Munk i et Kloster i Kirkestaten og døde der i en høj Alder. Han synes for øvrigt ikke at have svaret til Akademiets Forventninger. Wasserschlebe kalder ham »tin mauvais sujet«, og beskylder ham for at have sendt ham Kopier af Douchers Tegninger og udgivet dem for sine egne Kompositioner.

(Akad. Spengl., Art. Eft., S. 51. Thiele, Kstakad., S. 75. Meler, Wiede-weft, S. 31—32, 44 og 450

Müller. Carl Christian Muller, Maler, var Søn af Hofmaler Christian Müller (d. 1691} og Cathrine Marie Muller, og blev født i København omtrent ved Aarsskiftet 1689—90; han arbejdede for Hoffet i København som Miniaturmaler fra 1706 til 1712, altsaa i Frederik IV's Tid. Han døde i Juni (begr. ³⁹/₆) 1712, og hans Moder modtog Betalingen for hans sidste Arbejde den 28. Oktober s. A.

(Weinw., S. 95. Do. Lex. Rigsarch. Priv, Medd. Pers. Tdskr. 2, R. IV, 20.)

Müller. Caroline Amalie Müller, Landskabsmalerinde, er Datter af Pedel ved Universitetet Harald Valdemar Alexis Müller (f. 1813, d. 1864) og Emma Emilie f. Hjorth (f. 1816), og er født den 25. Marts 1843 i København. Hun lærte først at tegne hos H. Buntzen, og fra 1864 i V. Kyhns Tegneskole, hvor hun ogsaa lærte at male. Hun har siden 1883 udstillet Landskaber, som oftest fra Nordsjællands Skovegne. Samtidig har hun undervist i Sprog og Historie. I 1888 havde hun en mindre Understøttelse af den Raben-Levetzau'ske Fond. Hun har ogsaa haft Arbejder udstillede i Christiania og London.

(Priv. Medd. Udst Fortegn. Akad. Aarsberetn.)

Müller. Cathrine Marie Müller eller Møller, Malerinde, Datter af Hans Christian Møller, der havde Kolding Slotsmølle i Fæste, og

147

Maren f. Bølling, blev født i Kolding den 21. Februar 1744, men opdragen paa Fanø hos sin Morbroder, Birkedommer Bølling. Som voxen var hun Selskabsdame i forskellige Huse, sidst hos Konferens-raad, Stempelpapirsforvalter F. A. Müller fra 1780. Hun havde et ganske ualmindeligt Talent for Broderi, og da hun, efter at være kommet i Müllers Hus, havde Lejlighed til at se gode Kunstværker, begyndte hun at brodere med sort Silke paa hvidt Tøj til Efterligning af Kobberstik. I denne Smag udførte hun Broderi efter en Radering af Bol efter Rembrandt, forestillende »den hellige Hierony-oius«. Wiedewelt, som saa det, syntes saa godt derom, at han, uden hendes Vidende, foreviste Broderiet i Akademiets Forsamling den 2. November 1789, og Akademiet tilskrev hende i den Anledning et Opmuntringsbrev. Den 26. Marts 1790 indsendte hun to Hoveder efter Rafael, Anakreon og Venus, »syede i raderet Maner«, med Onsket om, at disse to Stykker »maa forundes en Plads i Akademiets Samling«. De vandt i saa høj Grad Forsamlingens Bifald, at den den 28. Marts optog hende til ordentligt Medlem af Akademiet paa disse to Stykker. Senere forsøgte hun at brodere med gult paa sort, for at efterligne etruriske Vasemalerier. Hun har tillige raderet »Et Barnehoved«. Hende tillægges ogsaa Konsistorialraad R. Garboes Portræt, stukket af J. F. Clemens; men paa Stikket staar: Ch^tte Sp^hie Müller del. Hun døde den 26. September 1811 paa Fredensborg, rimeligvis hos Konferensraad Müllers Søn A. G. Müller, der skrev hendes Levned i Birchs Billedgalleri.

(Nævnte Værk, I, S. 301—12. Weinw., S. 236. Do. Lex. [under Møller]. .Clemens« ved Fick, S. 18. Akad. Do. Inv., trykt 1793. Adresseav. 1811, Ja 233. Erslew, II, S. 332. Strunk, Nr. 863. Krohn, I, Sy.)

Müller. Charlotte Sofie Müller, Kunstnerinde, se ovenfor under Cathrine Marie Müller.

Müller. Christian Andreas Müller, Stempelskærer, født den 20. Juni 1783 i København, var Søn af Farver og afg. Major ved det borgerlige Artilleri, Otto Andreas Muller (f. 1750, d. 1836) og Gunhild eller Gunild f. Visborg (f. 1757, d. 1828). Han tog dansk juridisk Exarnen 1800, blev 1804 Kopist i Assignationsbogholder-kontoret, 1810 Cancellist i Generalstabens Bureau og 1827 Postmester i Randers, hvorfra han tog sin Afsked i Naade med Pension i 1843; siden levede han som Pensionist i København. I Rangforordningen naaede han til virkelig Justitsraad med Ret til at bære Uniform som Overkrigskommissær (1830). Han blev i 1812 gift

148

med Pauline Eleonore Beutner (d. 1850?) og døde i København den 19. Juli 1877.

Han havde megen Kærlighed til Kunsten, særlig Medaillør- og Billedhuggerkunsten og skar i 1815 en Medaille i Anledning af Frederik VI's Hjemkomst fra Wien (regi reduci). Samme Aar udførte han Aversen til Kromngsmedaillen med Kongens og Dronningens Portræter, som blev antagen til Brug, da Conradsen, der ligeledes havde udført et Stempel til Aversen, havde sat Dronningen paa Kongens højre Side. Reversen var af H. E. Freund. Conradsen og Freund tilbød at skære nye Stempler til hver sin Side, men disse kom ikke til Anvendelse. Desuden har Muller udført Hæderstegnene til Underofficerer for otte og sexten A års tro Tjeneste. I 1848 udstillede han en Psyche, Kopi i Elfenben efter Bissens Original. Mere har han ikke udstillet, men han udførte for øvrigt lige til sin Alderdom, dels Arbejder i Medaillørfaget, dels smaa Figurer i Elfenben, f. Ex. Hebe efter Thorvaldsen. Han havde vistnok Talent for Billedhuggerkunsten, som imidlertid, da han forblev i sin Embedsvirksomhed, ikke kom til fuldstændig Udvikling.

(Priv. Medd. Weinw, Lex. Do. Anm. af Kroningsmed. i Atliene V, S. 566, Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Nekrolog i Tidsk. f. Postv, s§77, Nv. 7. Adresseav. 1828, Nr. 192, 1836, Nr. 91.)

Müller. Christian Frederik Müller, Kobberstikker, Søn af Hof-trompeter Joachim Nikolaj Müller og Margrethe Henriette f. Udsen, samt Broder til Naturgranskeren Otto Frederik Miiller, blev født i København den 28. Februar 1744, lærte Kobber stikker kims ten hos J. M. Preisler, men arbejdede mest som videnskabelig Kobberstikker først for sin Broder, der synes at have bragt ham ind paa denne Vej, senere for andre Videnskabsmænd og for egen Regning. Han har stukket efter Tegninger til Zoologiet danica og Flora danica, til Animalcula infusoria. o. fl. og har mulig ogsaa tegnet til disse Værker, da han kaldtes »Dessinateur og Kobberstikker«. Den 22. November 1800 fik han 250 Rdl. af Fonden ad usus publicos til Udgivelsen af Zoologiet, danica, Desuden nævnes bl. a. et Prospekt af Løgum Kloster, Grev Thoth Vaaben o. s. v. I 1791: søgte han om at blive Tegnemester efter Søren Abildgaard ved det kgl. Gehejmearchiv, og indsendte Prøver af Stik. Han blev gift den 22. April 1775 i Valløby med Louise Sofie Krebs (f. 1747, d. 1821), Datter af Stadsmusikant i Køge Johan Frants Christian Krebs (f. 1713, d. 1786) og dennes anden Hustru, Valborg Pedersdatter f. Bjørn (f. 1720, d. 1765). Deres Datter blev

149

gift med Komponisten Du Puy. Miiller døde den i. Marts 1814. Mulig er han af samme Slægt som den ovennævnte Maler Carl Chr. Müller.

(Welnw., S. 228. Do. Lex. Sandvig, S. 98. Worms Lit- Lex., II, S. 88, Rigsarch. Krobn I, 88. Akad. Adresseav. 1814, Nr. 51. Priv. Medd.)

Müller. Vilhelm Andreas Müller, Portrætmaler, en Tysker af Fødsel, blev født i Brunsvig 1733, men blev opdragen i Salzdahlum, af sin Moders Broder, Portrætmaler Ludvig Wilhelm Buscb, der var Inspektør for Malerisamlingen i Salzdahlum. Han synes at være kommen til København i 1755, og, maaske for paa den Maade at knytte sig til danske Forhold, at have besøgt Kunstakademiet i Slutningen af Aaret, thi i Januar 1756 faar en »Andreas Møller«, som synes at være denne Kunstner, den mindre Sølvmedaille for »Tegning efter Gibs«. Han havde for øvrigt lagt sig efter Mmiaturmaleriet, blev 1764 Brecheisen adjungeret, og da denne i 1765 forlod Landet, blev han hans Eftermand som Hofminialurskildrer. Han var gift, mulig allerede i Tyskland, med Frederikke Cathrine Trauben, som døde 8. April 1764 »i sin Alders 29. Aar«; den 10. Oktober s, A. holdt lian Skifte, for at kunne indtræde i nyt Ægteskab, den 5. December 1764, med Bodil Marie Jensen (f. 1739, d. 1817). Først i Jjj2 fik han Opgave til Medlemsstykker, nemlig Portræter af Wiecle-\velt og AIs i Miniaturmaleri, og den i. Juni 1773 blev han optaget til Medlem af Akademiet. I 1783 søgte han Professoratet ved Modelskolen, thi naar Juel gjorde det, vilde han ogsaa som ældste Medlem gøre -det, men Valget faldt paa Juel. Skønt Muller udelukkende var Mmiaturmaler, fremstillede han dog i 1805 Kronprinsessens Portræt, malet i Oliefarve i Juels Maner«, og Anmelderen tilføjer »temmelig godt malet«. Hennings roser hans Miniaturmalerier for deres store Fuldendthed, og, tilføjer han, »naar Tonerne ikke altid ere tilstrækkelig brudte, naar Folderne i hans Draperier ikke have den ønskeligste Lethed, kommer det af, at han endnu bruger Punkter-maneren«. Fra 1763 til 1772 nævnes han i Particuliérekassens Regnskaber, idet han faar Betaling dels for Miniaturportræter, dels for Undervisning (Rejsegodtgørelser), dels fast Lønning, 300 Rdl. aarlig fra i. Oktober 1763 at regne. Hvad der er tilbage af hans Billeder, bevares, foruden hans Medlemsstykker, i privat Eje. Dog var to Portræter af ham, Frederik V og Dronning Juliane Marie, paa Fredensborg. Han gav sig tillige af med at restaurere Kobberstik og har raderet en Del Blade, navnlig Prospekter og architektoniske Udsigter.

150

Blandt disse nævnes: 1) Lorens Spenglers Portræt, tegnet og stukket af Müller (1762), 2) dennes Ravlysekrone, tegnet af Tuscher, 3) Prospekt af Bregentved, tegnet af G. E. Rosenberg (1763), 4) af Marienlyst Slot (1767), 5) Fuglehuset af Jardin ved Moltkes Palais paa Amalienborg, 6) Adam og Eva efter Rembrandt, samt 7) hans eget Portræt, tegnet og stukket af ham selv. Ogsaa nogle af Wiedewelts Arbejder gengav han i Kobberstik. Han var en Tid lang Bibliothehr ved Akademiets Bibliothek, men da han i 1815 var saa syg, at der intet Haab var om hans Helbredelse, blev Torkel Båden allerede i Oktober s. A. udnævnt til Bibliothekar i hans Sted. Müller døde den 24. Februar 1816.

(Weinw., S. 183. Do, Lex. Hennings, S. 137. Akad. Wiedewelts Pap, i Univ. Bibl. Rigsar ch. Prov. Arch. Krohn, I, 65—69. Adresseav. 1764, Nr. 139; 1816, Nr. 48; 1817, Nr. 222. Slcild. 1805, Sp. 781 ; 1815, 443. Strunk. Nagler, Kstl. Lex.)

Mygind. Samuel Mygind, Landskabsmaler, var Søn af Præst til Stepping og Frørup i Haderslev Amt, Niels Mygind (f. 1736, d. 1809} og Anna Marie f. Praëm, og blev født den 29. April 1784 i Stepping, blev Student i Kiel og lagde sig der efter Theologien. Men han havde stedse haft Lyst til at være Kunstner, og Synet af Dresdens Billedgalleri og Bjærgnaturen i Saxen og Bøhmen forstærkede hans Attraa. Under et treaarigt Ophold ved Rhinen (1805—7) modnedes Tanken om at blive Landskabsmaler hos ham, og for at søge grundigere Uddannelse vendte han i 1808 tilbage til Fædrelandet og tog til København, hvor han søgte Vejledning hos Lorentzen og ved Kunstakademiet. I 1810 blev han Elev af Modelskolen, og samme Aar udstillede han sit første Billede, »Et Parti i Charlottenhmd«, Aaret efter udstillede han to Billeder fra Dyrehaven og to andre, »Ruiner af en Ridderborg«, som vistnok enten var fri Kompositioner eller Studier fra hans tidligere Rejse. I 1813 vandt han den mindre Sølvmedaille i. Modelskoleu og vedblev at udstille Landskaber, som tildrog sig stigende Opmærksomhed, endnu i Januar 1817 vandt han den store Sølvmedaille, men hans Arbejde var nok ikke videre godt. Under et Ophold samme Aar i hans Hjemstavns Egn, Christiansfelt, bortrev Døden ham den 8. Oktober 1817 af Kirtelsyge. Akademiet beklagede meget Tabet af den unge lovende Kunstner, og i sin Aarsberetning fremhævede Sekretæren (31. Marts 1818) ikke alene hans »ypperlige Æviier« og store Flid, men ogsaa hans Dannelse. I hans Billeder skattede han især »den frie Naturs smukke Efterligning og en sjælden Kunst i Træers og Blades Behandling«, en Dom,

151

Eftertiden ikke ganske kan underskrive. Ved samme Lejlighed var hans sidste Arbejde, »Klampenborg ved Dyrehaven« udstillet. Den kgl. Malerisamling havde købt to af hans Billeder. Han har raderet tre Blade.

(Weinw., S. 202, efter en paa tysk skreven, som det synes utrykt Levnedsbeskrivelse af Kunstneren selv. Do. Lex. Worms Lit. Lex., II, S. 104. Lengn., Fain, Praem. Jensen, Kirchl. Stat. J. M. Micxiler, Kirchl. Stat. I, 46. Ude og hj, 1880, Nr. 203, Krohn, I, 178. Akad. Reitael. Udst. Fortegn. Skild. 1815, Sp, 443; 1816, Sp. 455—56; iSiS, Sp, 430.)

Mynster. Niels Olaus Mynster, Architekt, er Søn af Provst, Sognepræst Ole Frederik Hieronymus Mynster (f. 1820, d. 1880) og Louise Sofie Marie f. Rüdinger (f. 1832) og er født den 25. Juni 1858 i Vordingborg, hvor Faderen den Gang var Lærer ved Realskolen. Han tilbragte sin tidlige Barndom i Vendsyssel, gik i Skole i Randers og blev efter sin Konfirmation sat i Murerlære i Odense. Fra denne Bys techniske Skole dimitteredes han til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler fra Oktober 1880 til den 27. Maj 1885, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han var derefter Konduktør under J. E. Gnudtzmann, og foretog i 1886 en Udenlandsrejse med det Formaal for Øje at gaa over i Haandværket, hvorfor han ogsaa efter Hjemkomsten tog Borgerskab 1887 som Murmester og slutter sig saaledes til Kredsen af de Haand-værkere, der ved en fyldig kunstnerisk Uddannelse med større Nytte arbejde Haand i Haand med Kunstnerne. Som Murmester har han medvirket ved flere større Bygninger af Betydning, saaledes Magasin du Nord og Københavns Raadhus, Den 6. Juni 1889 blev han gift med Ellen Mette Kirstine Oxelberg {f. 1865), Datter af Snedkermester og Fabrikant Ferdinand Oxelberg (f. 1832, d. 1890) og Anna f, Hansen (f. 1839).

(Priv. Medd. Akad. Elvins.)

Møinichen. Claus à Møinichen, Tegner og Maler i Frederik II!'s Tid, var Søn af Kirurg Sixtus à Møinichen (f. 1629, d. 1666) af København og Anna à Møinichen, men hans Fødselsaar nævnes ikke, Faderen var Broder til Livmedikus Henrik à Møinichen. I 1686 kaldes han »Skildrersvend« og udførte 1686—88 ti »Bataillons-skilderier« fra den skaanske Krig i Frisen over Kongeportræterne i Audienssalen paa Frederiksborg; de var dog nok temmelig tarvelige. Han blev senere en dygtig Kunstner og har tegnet de rige Ornamenter, hvormed det Pragtexemplar af Kongeloven var smykket, som blev

152

stukket af A. Reinhardt (1709), Paa det ottende Blad ses Frederik III til Hest, »udført saaledes, at begge Figurerne ere tegnede med lutter snirklede, slyngede og spiralformede Linier, med Undtagelse af Kongens Hoved, som er meget fmt tegnet« o. s. v. Til Hoffet solgte han i 1707 to Kabinetsstykker, »Venus i Triumf« og »Apollo med Najader og Tritoner«. I 1709 fik han 9 Rdl. d. C. ”fur ein monstrosischen Schilderey« og senere 90 .Rdl. for 6 Skilderier. Han var saaledes ikke alene Tegner, men ogsaa Maler. Han har tegnet Portræter af Kirsten Bille og af Birgitte Skeel, som begge blev stukne af Friedlein i 1705 og 1706, samt af Frederik IV, stukket 1712 af Reinhardt. Han døde ved Nytaar 1710.

(Weinw., S. 124. Do. Lex. Bruun, Rostgaard, S. 137—38 og 141. Kgl. Regnsk. & Sjæll, Reg. i Rigsarch. Strunk, Nr. 247 og 2700, Tdskr, f. Kstind., X, 96.)

Mølgaard. Johannes Mølgaard, Billedhugger, født den 5. Maj 1854 i Tønder, er Søn af Gæstgiver Jens Andersen Mølgaard (d. 1869) og besøgte Modelskolen i Kunstakademiet i København 1879—81, efter at han havde uddannet sig tre Aar ved Kunstakademiet i Berlin. I sin Fødeby udførte han nogle Reliefer og modelerede vistnok ogsaa der en Buste af H. A. Krüger fra Bevtoft, som formodes at være rejst paa hans Mindesmærke i Ribe. I København har Mølgaard kun (1882) udstillet en Buste af Redaktør, nuværende Etatsraad, Stiftsskriver H. R. Hjort-Lorenzen. Senere har han været Fotograf i Helsingborg.

(Priv. Med Akad, Reitzel. Udst. Fortegn.)

Møllback. Christian J-uel-Frys Møllback, Theatermaler, født i København den 27. November 1853, er Søn af Fuldmægtig Christian Møllback (f. 1822, d. 1886} og Anna Juliane f. Eyser (f. 1817, d. 1883), Efter at have været i Malerlære i to Aar blev han Elev af Theatermaler Gyllich ved det kgl. Theater. Senere lagde lian sig paa egen Haand efter Blomstermaleri og udstillede fra 1875 Blomster-og Frugtstykker, men vedblev at dyrke Theatermaleriet, navnlig i Landskabsfaget og arbejder endnu ved det kgl. Theater under Carl Lund. En Del af hans Blomstermalerier ere paa private Hænder. Møllback ægtede den 3. December 1879 Dagmar Alvilda Fanny Wistoft, Adoptivdatter af Formand Jensen (f. 1829, d. 1888) og Karen Albretsdatter (f. 1816, d. 1868).

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

153

Møller. Alfred Møller, Architekt, se Jul Alfr. V. Møller

Møller. Andreas Moller, Portrætmaler, Søn af Daniel Møller, som siges at have været en berømt Ridsemester for fire Princer og en Princesse i C. quinti Tider«, blev født i København den 30. November 1684. Han har vistnok uddannet sig til Maler her hjemme, men rejste meget ung udenlands. Paa Grund af et længere Ophold i England, fik han Tilnavnet »den engelske Møller« , for øvrigt levede han mest i Tyskland, hvor han endelig nedsatte sig i Berlin, og døde der (1762?). Han var Portrætmaler og maa efter sine Rejser have opholdt sig nogen Tid i København, efter Sigende indbudt af Dronning Sofie Magdalene, hvem han havde malet i Dresden. Fra 1738 har man Kong Frederik V som Kronprins i hel figur i Legemsstørrelse, malet af Møller. Vistnok var det ham, som 1740—41 nævnedes som »Hofschilderer« i Statskalenderen. For Frederik IV malede han i Udlandet (1723 flg.) en Række Dameportræter, som *ik mider Navn af »de italienske Skønheder« og blev ophængte paa Frederiksberg Slot.

(Weinw. Lex. Spengl. Art. Eft. Sandvig, S. 99. Thiele, Komstakad., S. 33. Dslæ. Saml., IV, S. 109. F. R. Friis Saml., S. 99—100. Bibi. å. sch. Wiss. n.

Kst., II, S, 300. Fiissli, Kstl. Lex. Frdborg Slots Invent. Thaaruo. Statskal.)

Møller. Axel Møller, Architekt, er født i Hjørring den 6. Januar ; 1862, og er Søn af tidligere Købmand, nu Bankdirektør Peder Kierkemann Møller (f. 1829) og Marie Vilhelmme f. Haugaard (f. 1827). Efter sin Konfirmation kom han i Murerlære i København og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret til Kunstakademiet. Efter at have geunemgaaet dets Skoler fra Oktober 1881 fik han den 29. Januar 1886 Afgangsbevis som Architekt. I de følgende Aar foretog han flere mindre Rejser til Udlandet og har bl. a. bygget en Kirke i Esbjerg (1887) samt restaureret en gammel Granitkirke i Jerne ved Esbjerg (1891), I Hjørring har han opført en Haandværkerstiftelse og en Kommuneskole. Møller blev den 6. Januar 1887 gift med Anna Nielsine Christensen (f. 1860), Datter af Købmand i Løkken Conrad Christensen (f. 1830, d. 1876) og Karen Marie f. Pedersen (f. 1822, d. 1881). (Priv. Medd. Akad.)

Møller. Carl August Møller, Architekt, Søn af Snedkermester Johann Heinrich og Christine Sofie Muller, var født i København den 12. August 1805. Han besøgte Kunstakademiet for at uddanne

154

sig til Bygmester, vandt 1825 den mindre, 1827 den store Sølvmedaille, konkurrerede derpaa flere Gange til den mindre Guldmedaille, som han. først vandt 1837. Aaret før var han bleven valgt til Lærer ved Akademiets Elementarskole, og endelig i 1839 vandt han med lige Stemmer for og imod ved Præses' Stemme den store Guldmedaille for »Et Universitet«. Under sin Studietid arbejdede han i 16 Aar under J. H. Koch som Tegner og Konduktør. Fra 1. Januar 1842 fik han Akademiets Rejsestipendium for 3 Aar, og hans Lærerpost ved Elementarskolen blev forbeholdt ham. Paa sin Rejse var han først i Paris, derefter baade i Italien og Grækenland, og da han ved sin Hjemkomst meldte sig til Tjeneste (September 1845), blev han forfremmet til Lærer ved første Bygningsskole; den 26. Januar 1846 blev han enstemmig agreeret, men hans Medlems-arbejde, »En Børs«, blev forkastet, da det vel havde Flertal for sig, men ikke to Tredjedele af Stemmerne, saaledes som Statuterne krævede. Det var kun i Stemme, som var Skyld i Forkastelsen. I 1849 fik han en ny Opgave for Reception; men dette Arbejde blev næsten enstemmigt forkastet i Marts 1851. Han fik vel en ny Opgave i 1853, men den synes ikke at være kommen til Udførelse. Imidlertid var han i 1851 bleven konstitueret som Bygningsinspektør for Fyen i H. Chr. Hansens Sted (s. d.). I denne Stilling blev han fast ansat (1857), efter at H. Chr. Hansen var kommen hjem og var bleven Professor ved Akademiet, og han byggede adskilligt paa Embedsvegne. BL a. gjorde han Tegning til Odense Amts Sygehus (1861) og ledede en Restauration af Frue Kirke i Odense. Han var gift med Camilla Maria Kubenitz (f. 1834), Datter af Bødkermester Carl Friedrich Kubenitz og Sine Cathrine f. Martinsen. Møller døde i Odense den 26. Oktober 1865.

(Priv. Medd. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Akad. Reiteel. Udst. Portegn. Geneal. Inst. Eerl. Tid. 1865, Nr. 274.)

Møller, Carl Henrik Kock Møller, Maler, født den 2. September 1845 i Skelskør, er Søn af Arrestforvarer der Johan Peter. Møller (f. 1817} og Karen Kirstine f. Kock (f. 1809, d. 1888). Efter sin Konfirmation kom han i Maleriære i Slagelse og blev Svend. For at lære at tegne tog han 1865 til København, hvor han arbejdede i sit Haandværk, medens han gennemgik det techniske Institut, blev derfra i 1866 dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler til Oktober 1875, da han fik Tilladelse til Afgang, men tog ikke Prøven fuldstændig. Han begyndte at udstille i 1874 og har siden

155

været en stadig og flittig Udstiller; han fik 1880 den Sødringske Opmuntringspræmie for »Juni Formiddag, ved en Stente«, i 1881 vandt han den Neuhausenske Præmie for »Markblomster«, i 1886 og 1890 har han haft Rejseunderstøttelser til Indlandet fra Akademiet, i 1894 fra den Raben-Levetzauske Fond. I 1896 fik han atter en Rejseunderstøttelse paa 500 Kr. fra Akademiet, l 1886 solgte han »Lidt før Solnedgang« til Kunstforeningen i København. Efter at have forladt Akademiet har han haft Vejledning hos C. F. Aagaard, Y. Kyhn og O. D. Ottesen, idet han i sine Billeder ikke sjælden forener Blomstermaleriet (en nær Forgrund) med Landskabet.

Møller blev den 6. Oktober 1880 (med Brock-Bredals Udstyrs-legat) gift med Johanne Marie Laura Eskildsen (f. 1852), Datter af Brænderiejer i Silkeborg Jens Christian Eskildsen (f. 1826) og Stine Johanne f. Rasmussen (f. 1819, d. 1892).

Han har ved Siden af sin øvrige Virksomhed deltaget i Aagaards Dekorationsarbejder, malede 1882 Blomsterguirlander i Landbohøjskolens Festsal og tegnede en Række Billeder »Fra Kysthospitalet paa Refsnæs«, der udkom 1887 med Text af Clir. Richardt.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn.)

Møller. Daniel Møller, se ovenfor under Andreas Møller.

Møller. Didrik Møller, Maler, fik 1602 Bestalling af Christian IV som kgl. Maler og Pousserer med 5 Daler maanedlig i Kostpenge og 40 Daler i aarlig Løn,

(Weinw. Lex.)

Møller. Georg Ebbe Wineken Møller, Architekt, født i Hillerød den 24. Januar 1840, er Søn af Købmand Claus Møller (f. 1807, d. 1847) og Ellen Marie f. Wineken (f. 1805, d. 1879), Han kom efter sin Konfirmation til København, hvor han blev udlært som Tømrer i 1858. Fra 1854—-59 var han samtidig Elev af G. Hetsch, han begyndte i 1855 at gaa paa Akademiet, blev 1861 Elev, konkurrerede til Sølvmedaillen, men gik ud af Architekturklassen i 1863 uden at have faaet den. Fra 1859—1867 arbejdede han som Konduktør hos Herholdt, Zwingmann og Tvede, i 1867 var han en længere Udenlandsrejse for egen Regning, og den 6. August 1869 ægtede han Constance Sofie Louise Wienberg, Datter af Murmester Christiati Peter Wienberg (f. 1819) og Martine Samueline f. Abildgaard (f. 1822); hun er Søster til C. C. Andersens Hustru, Han

156

har restaureret nogle ældre Kirker, opført Herregaarden Rosengaarden ved Ringsted (1868) og i København bl. a. opført Gaarden Nr. 10 i Niels Juelsgade (1871), »Det forenede Dampskibsselskab«s Forretningsbygning i Kvæsthusgade (1872), samt sammen med Dahlerup Hotel d'Angleterre (1875), Kunstmuseet (1889—96} og Glyptotheket, som er under Opførelse. Han vandt Præmie ved Skitsekonkursen om Christiansborg Slots Genopførelse, og sammen med Dahlerup ved Konkursen til Kunstmuseet (1886) og til det nye Raadhus (1890). Den 8. Juni 1896 blev han Ridder af Danebrog. (Priv. Medd. Akad.)

Møller. Holger Møller, Landskabsmaler, er født i København den 19, August 1864 og er Søn af Adjunkt Christian Frederik Christoffer Møller (f. 1830, d, 1884) og dennes første Hustru Elise Marie Emilie f. Brmm-Muus ff. 1838, d. 1876). Efter sin Konfirmation besøgte han det techniske Selskabs Skole, hvorfra han dimitteredes til Kunstakademiet, medens han samtidig var i Malerlære. Han gennemgik Akademiets Skoler fra 3. Januar iSSi til 1889, dog uden at tage Afgang, og uddannede sig paa samme Tid til Landskabsmaler. Han udstillede første Gang ved Decemberudstillingen i 1886, og har fra 1888 regelmæssig haft Billeder paa Forårsudstillingerne. Et 1890 udstillet Billede »Udenfor et Husmandssted« blev købt til den kgl, Malerisamling, medens »En Skovsøs (Fuglesang Sø) købtes af Kunstforeningen. I 1891 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet, og for »Brødebæk Mølle«, et Vinterstykke, som var udstillet 1896, iik han den Sødringske Opmimtringspræmie for unge Landskabsmalere. Han har tillige malet nogle Interiører.

(Priv. Medd. Elvins, Patr. SI. I. Akad. Udst. Fortegn.)

Møller. Jens Peter Møller, Landskabsmaler, Søn af Pottemager Peder Larsen Møller og Jacobine f. Due, blev født den 5. Oktober 1783 i Faaborg; men da Faderen døde tidlig, blev han i 1791 optaget som Plejebarn i en Slægtnings, Toldforvalter Hansens Hus i Eckernførde, hvor hans tilkommende Hustru ogsaa var Plejebarn. Derfor fik Møller, som næsten alle Børn i Slesvig af bedre Familie i den Tid, en fuldstændig tysk Opdragelse, og i sin Læretid som Maler (1799—1803) talte han vistnok ogsaa tysk. Efter at han var bleven Svend, kom han til København i 1803, altsaa samtidig med Eckersberg, med hvem han snart knyttede et varmt og varigt Venskab. Samtidig med at han maatte

157

arbejde i sit Haandværk, begyndte han strax at besøge Kunstakademiet, hvor han 1806 blev Elev af Modelskolen. I 1809 vandt han den mindre Sølvmedaille. Imidlertid havde han malet hos Abildgaard, og efter dennes Død gik han over til Lorentzen, hos hvem han lettere fandt Lejlighed til at tilfredsstille sin Lyst til Landskabsmaleriet; dog kunde han allerede 1809 udstille et Par Prospekter fra Nordsjælland; hans tidligere udstillede Arbejder var Kopier. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, tog sig varmt af ham; til denne malede han saaledes (1810) et Parti af Sorgenfri Have, hvor man saa Prinsen spadsere i Forgrunden med to Damer. Ved Prinsens Gunst naaede han ogsaa, at Kongen ved Resolution af 22. Maj s. A. tilstod ham en Rejseunderstøttelse paa 400 Rdl. d. C. aarlig i to Aar af Fonden ad usus publicos, nærmest med det Maal at lære den Kunst at restaurere Malerier. Senere fik han 150 Rdl. til at dække sin Gæld og i 1812 Stipendiet forøget med et Aar til.

Rejsen gik først til Bryssel, men da han ikke der mente at kunne lære noget, rejste han strax til Paris, hvortil han allerede kom den 18. November 1810 og forefandt der sin Ungdomsven Eckers-berg, med hvem han boede sammen lige til Eckersbergs Afrejse til. Rom i Juni 1813. Ikke længe efter rejste Møller over Svejts tilbage til Danmark, og i September 1813 var han atter i. København. I Paris havde han dels lært Restaurationsfaget hos en yngre Mand, Henry, da den ældre Mester, til hvem han var anbefalet, Hoogstoel, følte sig for gammel til at tage nye Elever, dels med stor Flid lagt sig efter Landskabsmaleriet, og fire mindre Billeder, han havde malet i Paris, solgte han til Prins Christian Frederik for 16 Louisd'ors.

Paa to Landskaber fra Omegnen af Paris og to Kopier, efter Claude Lorrain og Pynacker, blev han derpaa agreeret ved Kunstakademiet den 27. September 1813, og fik til Opgave at male et sjællandsk Landskab. Paa et »Parti fra Vordingborgegnen med Udsigt over Møen« blev han dernæst optaget til ordentligt Medlem den 6. Marts 1815. Samtidig udstillede han nogle Landskaber efter Studier fra Rejsen, blandt hvilke især en Udsigt til Staubbach i Svejts tiltalte Datiden. Han blev i 1814 ansat som Restaurator (Konservator) ved den kgl. Malerisamling, og fra 1841 førte han tillige Tilsyn med Malerierne paa de øvrige Slotte; desuden var han, efter Mørchs Død, fra 1814—18 Lærer i. Tegning ved Søkadet-akademiet. I 1814 ægtede han ogsaa sin tidligere Plejesøster, Anna Cathrine Margrethe Haase (f. 1788, d. 1877), Datter af Kirurg Siegfred Christoph Andreas Haase og Charlotte Amalie f. Brummerstådt.

158

I 1826 fik Møller Titel af Professor, 1829 blev han Ridder af Danebrog, 1840 Danebrogsmand. I 1842 fik han af Kongen Medaillen ”alugenio et art” for en vanskelig Restauration af Dronning Caroline Amalies Portræt. Fra 1833 var han jævnlig Akademiets Kasserer, og fra 1834 var han Inspektør over Grev Moltkes Malerisamling. Han døde den 29. September 1854.

Møller var en ivrig og samvittighedsfuld Lærer for den yngre Kreds af Landskabsmalere, som efterhaanden voxede op; han fik indført Pengepræmier i Landskabsfaget, der virkede som en gavnlig Opmuntring for mangen en ung Kunstner, for hvem 50 eller 30 Rdl. i hin Tid var en ikke ubetydelig Sum. I sin egen Kunst var han, navnlig i Løvets Behandling, konventionel, hvormed han skadede Virkningen af de mangen Gang smukke Linier og den heldige Belysning, Til Christiansborg Slot malede han fire store Landskaber fra Svejts og Tyrol, hvori han tillige fremstillede de fire Dagens Tider. Den kgl. Malerisamling ejer otte Stykker af ham, hvoraf »Bjerget Wetterhorn i Svejts« (udst. 1835) og »Vejen fra Helsingør til Hammermøllen« (udst. 1839) ere de vigtigste; desuden købte hans tidlige Velynder, Prins Christian, senere Christian VIII, Grev Moltke og fl. a. større og mindre Billeder af. Tildels paavirket af den Skole af Landskabsmalere, som voxede op under hans Øjne, kastede han sig i sine ældre A ar med forbavsende Friskhed over Studiet af Jyllands ejendommelige Hede- og Klitnatur og hævede sig i sine sidste Arbejder til en Sandhed og Naturlighed i Fremstillingen, som han i sin Ungdom, efter selve Tidens Krav, ikke havde raadet over. Han har raderet 13 Blade. Hans Portræt er malet af D. Monies

(Akad.).

(Weimv., S. 197. Do. Lex. Priv. Medcf, Afcad. Reitzel, Udst. Fortegn. Skild. 1810, Sp. 839; 1815, Sp. 442. Øst, Archiv 1824, l, S. 360 Eekersb. Optegn., og Eckersbergs Levned ved Ph. Weilbach, S. 35—37- Bjochs Fortegn, over Malerisam]. Xagler, Monogr., IV, S.

296. Kigsarcli. Geneal. Inst. Krolm, I, 170—71. Strunk.)

Møller, Johan Frederik Møller, Portrætmaler, født den 20. August 1797 i Helsingør, var Søn af Toldassistent Peter Møller og Kirstine Møller (d. 1844). Han kom som ungt Menneske til Aarhus og fik Plads paa Herredskontoret, hvor han senere blev Fuldmægtig. I 1824 tog han til København for at blive Maler og blev af Kammeraterne kaldt for »Jydske Møller« ; han uddannede sig ved Kunstakademiet i København til Portrætmaler og udstillede fra 1828 til 1867 en Række Portræter, der vise, at han især i Tiden 1830—40 var yndet

159

som Portrætmaler, uden at han dog hævede sig til nogen fremragende Stilling i Kunsten. Han søgte i 1843 om Rejseunderstøttelse for at gøre sig bekendt med Daguerreotypiens Fremskridt, men denne Ansøgning kunde Akademiet ikke anbefale. I 1845—47 opholdt han sig i England og malede en Del Portræter der. Nogle Aar senere (1849) vilde han oprette en Handel med Kunstmaterialier, hvortil ogsaa Tilladelse blev givet ham; men dette skete dog ikke. Han blev gift den 14. Juni 1834 med Emilie Albertine Martens (f. 1810, d. 1882), Datter af Bagermester Johan Christian Martens og Bolette Cecilie f. Horn. Han døde den 14. Oktober 1871.

(Priv. Medcl. Akad. Reiteel. Udst. Fortegn. Adresseav.' 1871, Nr. 243. Berl. Tid. 1882, Nr. 10.)

Møller. Johan Peter Christoffer Møller, Landskabsmaler, født 1829 i København og Søn af Brændevinsbrænder H. C. Møller, besøgte Kunstakademiet 1844—49 og udstillede i Aarene 1851—54.

(Akad. Reitzel. Udst Fortegn.)

Møller, Johannes Adolf Møller, Billedhugger, er født i København den 25. November 1852, er Søn af Arbejdsmand ved den kg!. Porcelænsfabrifc Christian Møller (f. 1812) og Ane Dorothea f. Hal-berg (f. 1811). Han var først to Aar i Karethin agerlære, blev derefter Billedskærersvend og blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiets Dekorationsklasse, som han besøgte fra 1873 til 1879. • Fra Oktober 1881 gennemgik han derpaa Akademiets Tegne-og Modelerklasser og fik den 25. Maj 1886 Afgangsbevis som Billedhugger. Han har siden 1876 været Modelerer hos Billedskærer Hans Chr.

Berg og har kun udstillet en Buste (1889).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Møller, Johannes Ludvig Heinrich Møller eller Müller, Miniatur-maler, er født i Lybek den 8. Oktober 1814, uddannede sig i København, ægtede den 29. Juli 1841 i Aalborg Eline Sofie Schou. (f. 1814, d. 1878), Datter af Hospitalsforstaiider Hans Schou (f, 1763, d. 1823} i Aalborg og Ellen Wmther (f. 1772, d. 1819), og rejste derpaa til Paris, hvor han fuldendte sin Uddannelse. I 1844 fik han det franske Kunstakademis Guldmedaille for Miniatur-portræter af sine Forældre og malede Kongens, Ludvig Philips Portræt. Samme Aar tog han til København, hvor han den 7. Oktober 1844 blev agreeret paa fire indsendte Malerier-, den 10. December s. A. fik han Indfødsret ved et Naturalisationspatent

160

og blev derpaa den 16. December optaget til Medlem paa et Portræt af Christian VIII »med Hænder«. Han underskrev strax Eden og tog Sæde i Akademiet, da han kort efter skulde rejse til Paris. Ved samme Tid blev han Hofmmiaturmaler og den 28. Juni 1847 Padder af Danebrog. Efter et nyt Ophold i Danmark i Vinteren 1847—48 rejste han i 1848 til Stockholm, derfra til London, hvor han fra 1860, fraregnet et Besøg i St. Petersborg for at male hele den kejserlige Familie, var bosat til sin Død i Begyndelsen af November 1885. I København udstillede han fra 1837—1849, samt i 1854 et fra London hidsendt Miniaturportræt. Galster er hans Elev.

(Priv. Medd. JLengn., Farn. Wiiither. Geneal. Inst. Medd. fra Udenrigsmin. Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.)

Møller. Julius Alfred Vilhelm Møller, Architekt, er født den 31. Marts 1858 i København, og er Søn af fhv, S øl vkamm erbetjent Jens Petersen Møller (f. 1835) og Ane Kirstine f. Petersen (f. 1835). Efter at have været i Murerlære blev han fra det techniske. Institut dimittere! til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Oktober 1876 til den 29. Januar 1885, da han fik Afgangsbevis som Architekt; samtidig havde han været Elev af Ch. Abrahams. Sammen med Architekt Ph. Sraidth vandt han 1883 første Præmie ved Konkursen til en techuisk Skole i Aarhus og i 1888 en Præmie ved Skitsekonkursen til en Frilagerbygning i København. For første Ingeniørdirektions andet Bygningsdistrikt har han udført Tegningerne til 2, Artilleriregiments Kaserne paa Amager og til Laboratorie-Afdelingens Kaserne paa Christianshavn. I Oktober 1894 associerede han sig med Architekt Henr. Hagemann (s. d.) og fra September s. A, har han været Redaktør af »Architekten, Tidsskrift for Bygningsvæsen«. Alfred Møller ægtede den 9. August 1884 Mathilde Elisabeth Nielsen (f. 1861), Datter af Jærnbanebetjent Nielsen og Julie f. Møller.

(Priv. Medd. Akad.)

Møller. Jørgen Henrik Møller-, Maler, Søn af Frisør Niels Christensen Møller og Ane Magdalene f. I.ichte, var født i Randers den 21. November 1822. Efter at have lært Malerhaandværket i sin Fødeby, hvor han tillige havde øvet sig i sin Fritid paa at male Portrætér, som blev betalte med i Rbd. for Stykket, tog han til København, navnlig for at lære Perspektivtegning tinder Hetsch's Vejledning. Samtidig besøgte han Akademiets lavere Klasser. For at komme hurtigere frem rejste han (1844) til Tyskland. Han levede

161

nu i Berlin, Dresden, Karlsruhe og Svejts, uddannede sig navnlig i Karlsruhe til Landskabsmaler, og udstillede der (indtil 1863). I København har han udstillet i 1860 og ved den nordiske Udstilling i 1883. I 1874 vendte han tilbage til Danmark og tog Bolig i sin Fødeby Randers. Han døde den g. Oktober 1884 under et Ophold ved Trollhåttan i Sverig.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 1885.)

Møller. Niels Frederik Møller, Landskabsmaler, født den 2 5. Juli 1814 i Odense og Søn af Sæbesyder Møller der, kom i sit 23. Åar ;il København for at uddanne sig til Landskabsmaler. I 1841 blev lian Elev af Modelskolen, og i 1845 vandt han den mindre Sølv-medaille. Han udstillede fra 1843 til 1848 nogle Landskaber for største Delen fra Fyn, men da han ikke tilfredsstillede sig selv i Behandlingen af Farven, foretrak han at rejse tilbage til Odense, hvor han levede ugift som Tegnelærer til sin Død den 13. September 1884.

(Priv. Medd. Odense, St. Knuds Kirkeb. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Møller. Peter Nicolaj Møller, Portrætteguer, født den 15. December 1838 i Kolding, er Søn af Købmand N. C. Møller der. Da lian var 4 Aar gammel, mistede han sin Hørelse og som Følge deraf Talens Brug; han kom derfor i en Alder af 5—6 Aar til København, hvor han blev opdragen af Dr. Bansmann, kom efter sin Kon-nnnation tilbage til Kolding og i Lære hos Malermester Langkjær der. I 1859 rejste han atter til København, hvor han gennemgik Akademiet lige fra den nederste Klasse. I 1863 blev han Elev af Modelskolen, i 1864 vandt han den mindre Sølvmedaille og i 1868 forlod han Akademiet uden at tage Afgangsprøve. Han var derefter Maler ved den kgl. Porcelænsfabrik, men flyttede 1877 til Kolding. Han udstillede fra 1876 til 1887 dels Portræter, dels Livsbilleder. Desuden har han malet nogle Altertavler til Landsbykirker i Koldingegnen og et større Billede til Missionens Forsamlingshus i Kolding. Møller er ugift.

(Priv, Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Møller. Rasmine Caroline Møller, Malerinde, var Datter af Snedkermester Daniel Bertel Møller og Anna Margrethe f. Petersen, og hun blev født den 17. April 1827 i Landsbyen Rude paa Grevskabet Holsteinborg i Sorø Amt. Først i sit 26. Aar fik hun Lejlighed til

S. K. L. II. September 1896. il I

162

i København at nyde Undervisning i Tegning hos Maleren C. L. Petersen og malede en kort Tid under Heinr. Buntzen. Senere, under hendes Ophold i Skelskør, interesserede Hofjægermesterinde Scavenius til Basnæs og Grevinde Holstein - Holsteinborg sig for hende og gav hende Lejlighed til at uddanne sig videre, tilsidst hos Landskabsmaler Kjeldrup, hos hvem hun var i Huset i to Aar, Fra 1863 til 1870 udstillede hun jævnlig ved Foraarsudstillingerne, men malede dog mest efter Bestilling i sin Bekendtskabskreds. Hun var en beskeden og fordringsløs Personlighed, som med stor Flid og Udholdenhed stadig stræbte fremad. Hun døde den 2. Maj 1883 efter at have været sygelig i sine sidste Leveaar.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst, Fortegn. Pers. Tclskr. V. T. 40.)

Møller. Rasmus Schmidt Møller, Architekt, var Søn af Grosserer Vilhelm Julius Møller (f. 1834), nu i København, og Johanne Marie f. Schmidt (f. 1837), og blev født i Aarhus den 10. Februar 1864. Efter at have lært Murerhaandværket besøgte han det techniske Selskabs Skole og blev af J, F. Busch dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra den i. April 1883 til den 29. Januar 1892, da han fik Afgangsbevis som Architekt. I 1893 deltog han i Konkursen om Guldmedaillen, men vandt ingen Præmie; derefter var lian en længere Udenlandsrejse til Rusland, Tyskland, Østerrig-Italien og Holland. Den 2. Februar 1894 ægtede han Ellen Jørgensen (f. 1870), Datter af Tommerhandler Jørgensen i Aarhus. Han har opført nogle Villaer, en Fabriksbygning ved Nordre Fasanvej til »De forenede Vatfabriker« samt Handskemagerstiftelsen af 1895 ved Ørstedsvej. Men en tidlig Død afbrød hans Virksomhed, inden han ret havde brudt sig en Bane; han døde den 7. Marts 1896. Samme Aar udstilledes nogle Studietegninger fra hans Rejser.

(Priv. Medd. Akacl. Udst, Fortegn. Bed. Tid. 1896, N r. 59-)

Møller Valdemar Christian [Schønheyder]-Møller, Landskabsmaler, er født den 5. Januar 1864 i Aarhus og er Søn af Prokurator Hospitalsforstander Carl Johan Ferdinand Møller (f. 1815, d. 1873) og Reinholdine Christiane f. Schønheyder (f. 1835). Som Enke satte Moderen ham i Lære hos Xylograf H. P. Hansen, hvorfra lian fik Adgang til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte fra April 1883 til April 1884 og blev samtidig færdig i Perspektivklassen. Derpaa besøgte han Kunstnernes Studieskole under

163

P, S. Krøyer og havde 1889 og 1890 mindre Understøttelser fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse. Den 14. September 1894 indgik ban borgerligt Ægteskab med Marie Nissen, Datter af Skolelærer i Ramten Jacob Wilken Nissen (f. 1835) og Karen Margrethe f. Frederiksen (f. 1830). I December s. A. rejste han til Paris, hvor han siden har opholdt sig, indtil han i April 1896 tog Bolig i Fontainebleau. Møller begyndte at udstille i 1885, dels Landskaber dels Interiører med Figurer, og endelig tillige Kultegninger. Siden 1892 har han dog ikke udstillet i Danmark. Et Interiør og et Landskab tilhører H. Hirschsprungs Samling.

(Priv. Medd. Alcad. Udst. Fortegn. Elvins, Fair. SI. I. Nat. Tid. ¹⁵/₉

Møller. Agnes Slott-Møller, f. Rarnbusch, Malerinde, er Datter af Kommandør i Søetaten Henrik Jakob Victor Rambusch (f. 1825, d. 1886) og Constantine f. Hansen (f. 1836, d. 1891), og er født i København den 10. Juni 1862. Hun var fra 1878 til 1885 Elev i Tegneskolen for Kvinder, og derefter lærte hun i Vinteren 1885—86 at male hos P. S. Krøyer. Hun udstillede første Gang 1885 som Agnes Rambusch et Billede »Søskende«, derpaa i 1887 foruden »De fem kloge og de fem daarlige Jomfruer«, fremstillede i et moderne Genrebillede, et Landskab kaldt »Ude«, som hun havde malet i Forening med sin daværende Forlovede, Harald Slott-Møller, hvem hun ægtede den 22. Maj 1888. Endnu i 1890 udstillede hun ved Forårsudstillingen »Dronning Margrete og den jyske Adel«, men blev derefter, tilligemed sin Mand, Parthaver i den fri Udstilling, hvor hun senere har udstillet, bl. a. i 1894 et stort Billede »Niels Ebbesen«, hvortil hun i 1892 og 1893 havde haft to Aars Understøttelse paa 800 Kr. aarlig fra Akademiet. I 1894 deltog hun i Konkursen om et Relief til Hovedportalen paa Raadhuset med »Byens ældste Raad«, og fik første Præmie. Efter i 1890 at have haft fra Akademiet 300 Kr. til en Rejse i Indlandet fik hun, foruden den ovennævnte toaarige Understøttelse, i 1895 en Rejseunderstøttelse paa 600 Kr. til en Rejse til Nordfrankrig, og i 1896 en Understøttelse paa 1600 Kr. til en Rejse i Nordtyskland, Nordfrankrig og England, for at studere middelalderlig Kunst, men deraf ere dog 600 Kr. bestemte til Rejseunderstøttelse for H. Slott-Møller. Desuden havde 3iun i 1895 fra den Råben - Levetzauske Fond 300 Kr.

(Priv Mecld. Akad. V. Richter, D. danske Søetat. Udst. Fortegn. Den fri Udst. Fortegn.)

164

Møller Georg Harald Slott-Mølkr, Maler, født i København den 17. August 1864, er Søn af Købmand Carl Emil Møller og Anna Maria f. Møller. Han kom i Malerlære hos Ad. Hellesen, og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han dog kun besøgte 1882—83, hvorefter han fra 1883 til 1886 var Elev i Kunstnerens Studieskole under Krøyer. I 1888 fik han kgl. Bevilling til at føre Navnet Slott-Møller og s. A. ægtede han den ovennævnte Kunstnerinde, Han udstillede fra 1886 til 1890 paa Akademiets Foraars udstillinger bl. a. (1888) et stort Billede »Fattigfolk«, som vente i Lægens Forværelse med en symbolsk Baggrund, og (1890) et stort Portræt af Dr. Georg Brandes. I 1887 havde han udstillet sin daværende Forlovedes Portræt. Fra 1891 har han, tilligemed sin Hustru, været Parthaver i den fri Udstilling, og der udstillet dels Figurbilleder, dels Landskaber, bl. a. i 1895 »Sommeraften« med tre kvindelige Figurer i Aftensol, og i 1896 Portræter af Forfatterne Erik og Amalie Skram. I 1894 udstillede han »En Vugge, malet Træskulptur«. I 1888—89 var han med sin Hustru en længere Rejse til Italien og Frankrig.

(Priv. Medd. Akad. Tjdst. og fri Udst. Fortegn.)

Mølsted, Christian Ferdinand Andreas Mølsted, Sømaler, er født i Dragør den 15. Oktober 1862, og er Søn af Fisker Andreas Adolf Nikolaj Mølsted (f. 1839) og Ane Hans-Nielsdatter (f. 1830). Han kom efter sin Konfirmation ved en Slægtnings Hjælp til København, hvor han fik Adgang til det technisfce Selskabs Skole, og fik Afgang derfra 1879. Ved Støtte fra afd. Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehns Side kom han den næste Sommer paa et Togt Syd paa med Fregatten Jylland og fik derefter Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1880 til den 29. Januar 1885, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang ved Decemberudstillingen i 1884, men har fra 1885 stadig haft Arbejder paa Forårsudstillingerne. I 1889 vandt han ved den Neuhausenske Konkurs en Extrapræmie paa 400 Kr. for »Skibe i Havnen ved Larsens Plads« og i 1894 havde han en Understøttelse fra den Råben-Levetzauske Fond. I 1882 var han med Grosserer, Kaptajn A. Næser, ,der har taget sig meget af ham, i Paris og London og fik Lejlighed til at se moderne Kunst. Hans Motiver er for en stor Del taget fra Kysten enten ved København

165

eller i Jylland; ikke sjælden er Staffagen Træk af Sømands- eller Fiskerlivet; i de senere Aar har han ogsaa malet Genrebilleder. Et historisk Søstykke »Peder Bredals Skibe ises ud af Nyborg Fjord« (1891) blev købt af Baron Rosenørn-Lehn. Mølsted blev den 20. Oktober 1891 gift med Ingine Dorothea Svendsen (f. 1862), Datter af Gaardejer Johan Frederik Svendsen (f. 1830) og Ane Kirstine f. Christensen (f. 1834) begge fra det nordlige Jylland. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Mønsted. Peter Mørk Mønsted, Landskabsmaler, født den 10. December 1859 i Balle Mølle ved Grenaa, er Søn af Fotograf og Klasselotterikollektør Otto Christian Mønsted (f. 1834) og Thora Johanne Petrea f. Jørgensen (f. 1835). Han besøgte som Dreng Prins Ferdinands Tegneskole i Aarhus og kom derfra i 1875 til København for at gaa paa Kunstakademiet. Dettes Skoler gennemgik han fra Oktober 1876 til Januar Kvartal 1879, men tog ikke Afgang. I Sommermaanederne var han i Jylland og malede efter Naturen, 'idet han fandt en Ven og Støtte i Landskabsmaler A. Fritz. Han udstillede første Gang ved en Decemberudstilling i 1874, men har dog først fra 1879 været en stadig og flittig Gæst ved Foraars-udstillingerae. Mønsted har rejst meget, allerede 1882 var han i Italien og besøgte Capri, hvor han blev syg. Efter Helbredelsen blev han ved et heldigt Salg af et Par større Billeder sat i Stand til at fortsætte Vejen til Svejts og Paris. I 1884 udstillede han sit første Billede fra Capri, hvorfra han senere jævnlig bar hentet sine Motiver under gentagne Sommerophold. Den 14. Marts 1889 ægtede han Elna Mathilde Margrethe Sommer (f. 1869), Datter af Grosserer Laurits Carl Amandin Sommer (f. 1835) og Caroline Thomasine Amalie f. Meyer (f. 1844). Derefter foretog Parret en Bryllupsrejse til Algier og Svejts. I 1892 var Mønsted med Korvetten St. Thomas paa Togt i Middelhavet, var Kong Georgs Gæst i Athen og besøgte senere Ægypten. I de senere Aar vælger han atter helst danske Motiver. Han har solgt større Billeder til den afdøde Kejser af Rusland, til den danske Kongefamilie og til Udlandet.

(Priv. Medd. 111. Tid. 1894, Nr. 38. Th. Fischers Mandl. Desc. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Mørch. Claudius eller Claus Mørch, Maler, var Søn af Cancellist Peter Reenberg Mørch (f, 1724, d. 1789) og Kirstine Marie

166

f. Brønsøe, og han blev døbt i Nikolaj Kirke i København den 2, Juli 1759. Han besøgte Kunstakademiet og fik 1783—84 de to Sølvmedailler. Efter at have forsøgt sig to Gange forgæves fik han endelig i 1789 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Kain, som slaar sin Broder Abel ihjel«. Samme Aar søgte han om Expectance paa en Informatorplads ved Akademiet, da han nu ved sin Faders Død skulde forsørge en aldrende Moder, og i Januar 1790 blev han ansat som Interimsinformator under Almers jævnlige Sygdomsforfald. Tillige blev han i 1790 Tegnelærer ved Søkadetakademiet: i sin Ansøgning om Successionsret efter Georg Fuchs tilbyder han at undervise fire Timer om Ugen uden Vederlag og »vil føre Kadetterne udenfor Porten for at tegne«; Fuchs døde dog først i 1797; i 1805 fik Mørch i denne sin Stilling Titel af Krigsassessor og Tilladelse til at bære samme Uniform som Auditører i Marinen. Da Almer døde (1792), blev han fast Lærer ved Ornamentskolen. I disse Stillinger virkede han nu, i den sidste Tid med Titel af Krigsraad, til sin Død, den 26. September 1813. Han var gift med Johanne Bjørn.

(Weinw., S. 218. Statskal. Akad. Nikolaj Kirkeb. Søofficersskolens Archiv, Aclresseav. 1789, Nr. 200; 1833, Nr. 227.)

Mørk. Engelbrecht Hansen Mørk (March, Mørck), Architekt, gennemgik omtrent fra 1760 Kunstakademiets Skoler, vandt dets Sølvmedailler og derefter 1768 den mindre og 1775 den store Guldmedaille. Han vikarierede som Informator ved Akademiet og søgte flere Gange fast Ansættelse, uden at opnaa den. Imidlertid var han bleven Snedkermester og virkede som saadan til sin Død, der synes at have fundet Sted i 1803.

(Alsad. Vejvis.)

Mørk. Søren Søgaard Mørk, Billedhugger, er født i Aarhus den 5. Februar 1859 og er Søn af Konsul og Redaktør Johannes Magnus Mørk (f. 1827, d. 1889} og Rosalie f. Søgaard (f. 1825). Efter at have været nogle Aar i Handelslære, kom han 1878 til København og i Billedskærerlære, besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret til Kunstakademiet. Dettes Skoler gennemgik han fra Januar 1880 til den 29. Januar 1886, da han fik Afgangsbevis som Billedhugger. I Efteraarskvartalet besøgte han derpaa Architekturskolen. Derefter rejste han med Under-

167

støttelse fra det Larssenske Legat til Paris, hvor han arbejdede i fem Aar og udførte dekorative Arbejder, medens han samtidig studerede Dyreskulptur i Jardin des Plantes. I 1893 kom han tilbage til Danmark. Han udstillede 1896 »Unge Løver«, en mindre Studie fra Paris.

(Pi-iv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

168

Nansen A. Nansm, Maler, har signeret et Maleri med sit Navn og Tønder 1786; det hænger paa Schackenborg. (Medd. af Conserv. C. C. Andersen.)

Neander. Johan Adolf Neander, Maler, født i forrige Aarhundrede i København, er mulig Søn af Johan Samuel Neander og Charlotte Amalie Offenberg, der blev viede 1736; han kalder sig selv Danus. Han fik fra 1761 en kgl. Understøttelse paa 50 Rdl. d. C. om Aaret, for at uddanne sig ved Kunstakademiet; den holdt op 1766, da han »von selbst« forlod Akademiet. For Theodor Holmskjold tegnede og malede han de originale Billeder af Svampe, hvorefter Stikkene i hans bekendte Værk, -»Seata runs otia fungis danids zmpensa«, udførtes. Aftrykkene koloreredes i Haanden af J. C. Bayer. I sin Fortale meddeler Holmskjold (1790) selv dette og kalder Kunstneren »vor i sin Kunst mageløse Neander«. Ifølge Weinwich skal han have hengivet sig »til et overdrevent Spil i Tallotteriet«, blev derover sindssvag og kom i Vartov, hvor han døde. Fra Vartov har der dog ikke hidtil kunnet tilvejebringes Oplysninger om ham, og han har mulig blot været under Fattigvæsenet uden at have haft Plads i denne Stiftelse¹,

(Weinw., S. 194. Do. Lex. Holmskjolds Værk, I, Fortale Side X. Rigs-arch. Petri K.)

¹ Den i Spengl. Art. Eft. S. 52 og Skild. 1830, Sp. 817 nævnte Johan Neander synes at have været en Dilettant; det nævnte Blad (1644) er ikke et Stik, men en Tegning paa Pergament, udført efter Haelweghs Stik. (Medd. af Strunk).

169

Nebelong, Johan Henrik Nebelong, Architekt, født I København den. 20. Juli 1817, var Søn af Skomagermester Johan Hendrik Nebelong og Anna Kristine f. Schreyber. Da han vilde være Bygmester, kom han paa G. Hetschs Tegneskole og begyndte allerede som .Dreng at tegne paa Kunstakademiet. Den 30. December 1833 blev han Elev af Medailleskolen, som den øverste Bygningsklasse den Gang kaldtes; han vandt i 1835 en Pengepræmie i Ornament-faget (en Kakkelovnsskærm), i 1838 den mindre Sølvmedaille i Byg-ningsskolen, i Februar 1839 den Neuhausenske Præmie for et Badeværelse, og s. A. den store Sølvmedaille. Efter at han endnu samme Aar uden Held havde konluirreret til den mindre Guldmedaille, fik han en Kaldelse til Norge for at lede Udsmykningen af det Indre i Slottet i Christiania; da dette Arbejde var fuldendt, fik han dels Plads som Lærer ved Kunstskolen i Christiania, dels Tilbud om at opføre saa rnange Bygninger, at hans Ophold i Norge trak tid. En af hans første Bygninger var et Hospital for Spedalske i Bergen. I 1842 fik han Stipendium af den norske Regering til et Aars Udenlandsrejse, paa hvilken han mest opholdt sig i Tyskland.

Ved Tilbagekomsten til Christiania opførte han atter en stor Del Bygninger saavel for privat som for offentlig Regning, saaledes et stort Toldbodpakhus i Christiania, og han ledede Restaurationen af et berømt Værk i Træbygningskunsten, Hitterdals Kirke. Hans Hovedværk i Norge er dog »Oscarshal«, der vandt Kong Oscars fulde Tilfredshed, som han tilkendegav ved at overrække Kunstneren en Naal i Brillanter. Da Nebelong et Par Aar efter nyttede til Danmark, blev han agreeret af Kunstakademiet i København den 19. December 1853 paa Tegningerne til dette lille Lystslot og blev paa samme Tid Lærer ved Akademiet i Bygningskunst; den 8. Januar 1855 blev han Medlem af Akademiet paa »Et fyrsteligt Landslot«, og derpaa (1857) Bygningsinspektør for Københavns første Distrikt. I 1860 fik han Titel af Professor. I København virkede han mest i sin praktiske Stilling og som Lærer; de tidligere nævnte Bygmestre Ahrahams, Dahlerup og A. C. Jensen ere bl. a. hans Elever. Af hans Bygninger kan nævnes Spisesalen paa Skodsborg for Frederik VII {1858—59), Grosserer Brobergs Landsted, ligeledes ved Skodsborg, Grosserer J. A. Meyers store Gaard paa Vesterbrogade, Nr. 94, samt Sindssygehuset ved Vordingborg. I 1856 søgte han Professoratet i Bygningskunst, men Bindesbøll fik det. Hans Forbindelse med Norge ophørte ikke, og han gav saaledes Tegning til »Bergens Museum«,, som dog ikke blev bygget ganske nøje derefter (indviet 1867). Den

170

11. November 1843 ægtede ban i Christiania Christiane Palmine Wunderlich (f. 1816 i Kbhvn.J, Datter af Snedkermester Christoffer Wtmderlich (f. 1772, d. 1826) og Christiane Dorothea f. Knudsen (f. 1784, d. 1868). Nebelong døde i København den i. Marts 1871. (Priv, Medd. A. Collett, GI. Chrnia Minder, S. 381. Sergens Mus. Aarb. iSØS, S. 32. Akad. Reiteel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. iSyj, Nr, 58.)

NebeIong Niels Sigfred Nebelong, Architekt, ældre broder til den ovennævnte J. H. Nebelong, var født i København den 14. Oktober 1806. Han blev Elev af Hetsch, besøgte Kunstakademiet fra 1819, vandt 1826 den mindre, 1828 den store Sølvmedaille i Architekturen, og konkurrerede i 1831 forgæves til den mindre Guldmedaille. Snart efter blev han konstitueret som Lærer i architektonisk Forberedelsesskole og giftede sig nu med Anna Marie Christine Eriksen, Datter af Skibsfører Eriksen, men hun døde allerede den 9. September 1832. I 1833 vandt Nebelong den mindre Guld-medaille for Opgaven »En luthersk Hovedkirke«, i 1835 vandt Iran Æresmedaillen i Architekturen, samme Aar konkurrerede han uden Held til den store Guldmedaille, som imidlertid blev tilkendt ham i 1837 for Opgaven »En Børs«. Derefter var han et Par Aar Lærer ved Akademiets Bygningsskole, indtil han fra i. Januar 1839 fik Rejsestipendium for tre Aar.

Det første Aar opholdt han sig i Paris, hvor han studerede Bygningskunsten under Labrouche, besøgte derpaa Norditalien, Rom og Neapel og endelig-, med et Aars Forlængelse i Stipendiet, Sicilien og Grækenland. I Skrivelse af 14. Oktober 1842 tilmelder han derpaa Akademiet, at han er kommen hjem og har overtaget sin Plads som Lærer. Samtidig oprettede han i Forening med G. Hetsch en privat Tegneskole i København, som han dog snart maatte opgive, da han i 1843 fik Restaurationen af Ribe Domkirke overdraget, Med dette betydningsfulde Værk hengik over to Aar, derpaa tog han til Kolding, hvor han indrettede Stutteribygningerne og opførte en ny Bygning til den lærde Skole¹. Først i Oktober 1846 kom han tilbage til København og overtog sin Lærerplads paany. Kort før han forlod København, .havde han giftet sig igen (den 6. Oktober 1843)'med Constance Horn (f. 1825), Datter af Cancelliraad, Birkedommer Carl Tobias Horn (f. 1790, d. 1863) og Sofie Caroline f. Wilhjelm (f. 1801, d. 1851).

¹ Jfr. Herholdt, som for en Del ledede Arbejdet under Nebelongs Sygdom.

171

I 1847 søgte han om Agreation, som Akademiet dog foreslog at udsætte, indtil han indsendte et Bygningsudkast. Dermed hengik nogen Tid, da hans praktiske Virksomhed optog ham stærkt, han blev agreeret den 25, Februar 1850, men først den 5. Marts 1855 blev han Medlem af Akademiet paa Opgaven »Et Theater til 1600 Tilskuere«. Nogen Tid i Forvejen havde han taget sin Afsked som Lærer ved Akademiet (fra Oktbr. 1854). I 1856 søgte han Professoratet i Bygningskunst tilligemed Broderen. S. A. blev han Ridder af Danebrog, i 1863 konstitueret og i 1864 fast ansat som Stads-bygmester; s. A. fik han Titel af Justitsraad. Foruden til en Mængde dels Ombygninger, dels Nybygninger, saavel for offentlig som for privat Regning, Kirker, Thinghuse, Herregaarde, Landsteder m. m., er hans Navn særlig knyttet til to store Arbejder. Det ene var Ombygningen af det kgl, Theater, som ikke fik den Betydning, Kunstnerens Omhu for at løse en fra alle Sider begrænset Opgave fortjente, fordi kun den halve Del af Bygningen blev udført, og fordi denne aldrig naaede til at faa den kunstneriske Udsmykning, der var den tiltænkt. Det andet var Ombygningen af Viborg Domkirke, hans største og modneste Værk, som han dog ikke opnaaede at se fuldført. Men den Sindrighed, hvormed paa det givne Grundlag en forsvunden Stil gennemførtes i de fineste Enkeltheder, skyldes, i det mindste for hele det ydre af Kirkens Vedkommende, Nebelongs Indsigt og sikre Blik. Han døde den g. Oktober 1871, syv Maaneder efter sin elleve Aar yngre Broder.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. V. Richter. Jur. Stat. Vahl, Slægtebog XII, 18. Bed, Tid. 1871, Nr. 241.)

Neergaard. Herinania Sigvardine Neergaard, Blomstennalerinde, født den 12. August 1799 i København, var Datter af Cand. juris, Grosserer Hans Peter Neergaard (f. 1774, d. 1810) og dennes første Hustru, Sofie Kirstine f. Læssøe (f. 1777, sep. 1802), en Søster til Maleren Th. Læssøes Fader. Hun lagde sig efter Blomstermaleriet under Camradts Vejledning og begyndte allerede at udstille i 1821. Med enkelte Aars Afbrydelse har hun udstillet sine flittigt og omhyggeligt udførte Blomster- og Frugtstykker lige til sin Død og har haft ikke faa, navnlig kvindelige Elever. I Aarene 1828 til 1846 købte den kgl Malerisamling i alt elleve Stykker af hende. Hun konkurrerede i 1843 til den Neuhausenske Præmie med »En blomstrende Plante« i Akvarel, men Præmien blev tilkendt Thornam. Ved den følgende Konkurs om samme Præmie (1845), fik hun den

172

heller ikke, men Akademiet kendte dog hendes Arbejde værdigt til Ros. Saa længe Moderen levede (indtil 1867), boede hun sammen med denne, først i København, senere i Slagelse; sine sidste Aar levede hun hos Baron Christian Stampe paa Aldershvile ved Frederiksdal, og der døde hun den 25. Marts 1875.

(Priv. Medcl. Teilmann, Fam. Neergaard, S. 32. Lengnick, Kam. Heining. V. RIchter, Jur. Stat. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Nerger. Christian Nerger, Billedhugger, var fra Saxen, men synes at have været her i Danmark fra før 1677, da han præsenterede sin Opfindelse af en Slags Bøsser til at skyde Granater. For øvrigt var han fornemmelig Dekorationsbilledhugger og udførte Modeller til udskaarne Rammer, til Kunstsmedearbejde og lignende. Han var vistnok gift, da han kom ind i Landet, thi allerede den 2. November 1680 begravedes hans Hustru¹. Uagtet han i 1689 kaldes »Kongens Billedhugger« og ejede sex »Wonninger« i Gothersgade, tog han først Borgerskab i København som Billedhugger i 1693. Af Arbejder, der havde et mere kunstnerisk Præg, i det mindste efter Ordlyden, nævnes en Del Børnefigurer i Træ, gullandsk Sten og Marmor, udførte i 1707—8, altsaa lige mod Slutningen af hans Liv, thi han synes at være den Christian Nerger, som døde i December (begr. ²⁰/12)1708- Hans »Arvinger« fik endnu i 1710 og 1711 Betaling for nogle af de sidstnævnte Arbejder.

(Rigsarch., Regnsk. Pers. Tdskr. 2. R. III, 290, IV, 11 — 12. Priv. Medcl. O. Nielsen, Kblivns Hist. VI, 264. Kbh. Dipl. III, 733. F. J, Meier, Fredensborg, iSS.)

Neumann. Birgitte Neumann, Malerinde, se B. Levison.

Neumann. Johan Carl Neumann, Sømaler, født i København den 14. August 1833, var Søn af Regnskabsfører ved det kgl. Ingeniørkorps, Krigsraad Johan Christian Neumann (f. 1801, d. 1857) og Sofie Frederikke f. Lund (f. 1804, d. 1844). Efter Konfirmationen kom han paa Kunstakademiet (1847), blev 1849 Elev af Modelskolen og

¹ De til Dødsfald-Fortegnelsen i Pers. Tdskr. (1. c.) føjede Anmærkninger ere forvirrende med Hensyn til Nerger. Det er sandsynligt, at den Nerger, som begraves i December 1708 er Billedhuggeren; men den Kvinde, som begraves den I. Marts I709 er Enke efter en Hr. (Præst) Narger, og den Nerger (Sr. Chr. Nerger), som nævnes i Sjæll. Reg. 46, 531 kan ikke være Billedhuggeren; hans der nævnte Hustru Cathrine Margrethe Falckeisen gør den i. December 1711 Testamente til Fordel for sin efterlevende (endnu ^s/₃ 1712 levende} Mand; selv dør hun samme Dag, hun har gjort sit Testamente.

173

vandt i Marts 1852 den mindre Sølvmedaille, Samtidig var han et Aar i Malerlære og blev Svend. I sit Fag som Sømaler uddannede han sig væsentlig paa egen Haand, og allerede 1850 udstillede han sit første Søstykke. I iSgg vandt han den Neuhausenslce Præmie for »Dansk Linieskib til Ankers ved den engelske Kyst«, og i 1867 samme Præmie for »Skibe under Land efter en Byge«. Dette fortrinlige Billede, hvorved han med et Slag erobrede sig en. fremtrædende Plads som Sømaler, blev ligeledes tilkendt Udstillings-medaillen og blev købt ti] den kgl. Malerisaniling. Nogle Aar i Forvejen, 1862—63, havde han haft Rejsemiderstøttelse fra Akademiet til en større Rejse til Tyskland, Italien og Frankrig, i 1864 deltog han som Værnepligtig i Krigen, i 1867 var han udenlands for egen Regning og besøgte Frankrig, Spanien og Marokko, den t. Februar 1869 blev han. Medlem af Kunstakademiet i København, i 1873—74 foretog han med det Ancherske Legat en Rejse til Syden, navnlig Tyrkiet, Syrien og Ægypten, og i 1876 blev han Ridder af Danebrog. Et andet stort Billede af ham, »Fiskere trække Vaad paa Skagens Strand« (udst. 1870}, blev ligeledes købt til den kgl. Malerisamling. »Ved Europa-Fyret paa Gibraltar« (udst. 1868) blev købt af Grosserer O. B. Suhr. »Havblik« (udst. 1871) var udført paa Bestilling af Storfyrst Alexander af Rusland,

Neumann var en betydelig Kunstner. De to Billeder i Malerisamlingen vise ham endnu lidt graa i Hovedtonen, men frisk og sikker i Gengivelsen af Hav og Luft, ikke mindre end af Baade og Skibe. Efter sin Rejse til Orienten fik han større Glans og Kraft i Farven men foretrak efter den Tid, især i sine mindre Billeder en Gennemarbejdelse i Farvebehandlingen (vistnok ved at male i Fernis), sorn ikke sjælden kunde give Billedet et højst virkningsfuldt Præg af Fuldendthed, medens den undertiden kunde svække den Friskhed, som det heldige Valg af Æmne og den aandfulde Anordning gav Løfte om. Denne Malemaade, som strækker sig i Tiden fra 1875 til 1877, og som synes fremgaaet af Hensyn til Gengivelsen af Sydens Lys og Farvepragt, fremtræder smukkest i Billeder som »Aften paa Nilen ved Kairo« (Gross. le Maire), »Pyramiderne ved Gizeh« (C. Jacobsens Saml.) og »Morgen ved Nilen«. I sine senere større Billeder, der havde danske Motiver til Genstand, kom han efter-haanden atter bort fra dette Foredrag og hans Billeder fra Skagen, lians »Den hollandske Flaade i Sundet 1658« (1880, Mus. p. Frborg), »Episode af Slaget den 2. April 1801« (1886), vise, ligesom den Gengivelse af samme Slag, der blev malet som Diorama, en mere

174

fremtrædende, bredere og friskere Brug af Penselen, de ere rigere I Farven, men minde dog i flere Henseender om hans store Ungdomsarbejder. I sin fulde Kraft, i frodig Udfoldelse af sine betydelige Ævner, blev han den 16, December 1891 angreben af et pludseligt Ildebefindende, og var død, som det synes, endog inden Lægen, en yngre Ven, der var hans Nabo, var kommen tilstede. Netimann var ugift.

(Priv. Medd. S. Miiller, N, dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1844, Nr. 91, Kst. og Æsth., S, 196—98. Vdsk. Selsk. Overs. 1882, S. 36.)

Neumann. Johan Jens Neumann_t Sømaler, en Brodersøn af Carl Neumann, er født i København den 2. Juni 1860 og er Søn af Møllebygger August Peter Christian Neumann (f, 1830) og Louise Petronelle f. Steen (f. 1833). Han var oprindelig i Møllebyggerlære hos Faderen, men da han havde Lyst til at blive Sømaler, fik han nogen Vejledning hos Farbroderen fra 1884 til dennes Død. J. Neumann, hvormed han betegner sine Billeder, har aldrig udstillet, men endnu medens C. Neumann levede, forekom større og mindre Sø-billeder af ham paa forskellige Auktioner, undertiden samtidig med Farbroderens. J. Neumann foretog 1892 en Rejse til Island og malede derefter to store Billeder til Direktør E. Schou i London. I 1895 ægtede han Hulda Sarina Albinia Olsen, en Datter af Klæde-fabrikant Olsen.

(Priv. Medd,)

Nielsen. Anna Maria Carl Nielsen, f. Brodersen, Billedhuggerinde, er født den 21. Juni 1863 i Sønder-Stenderup ved Kolding, A. M. Brodersen er Datter af Landmand Povl Julius Brodersen (f. 1828} og Frederikke Johanne f. Gylling (f. 1826). Da hun fra Barn af havde Lyst til at modelere Dyr, blev hun i 1880 sendt til C. C. Magnnssens (s. d.) Snitteskole i Slesvig, hvor hun blev i tre Maaneder, og lærte navnlig at tegne- I 1882 kom hun til København, besøgte Tegneskolen for Kvinder og blev i November s. A. Elev af Billedhugger Saabye, hos hvem hun arbejdede i flere Aar, medens ogsaa J. Koed og H. Olrik ydede hende Støtte i hendes Studietid. Hun udstillede første Gang 1884 en Buste, vandt 1887 den Neuhausenske Præmie for en Springvandsgruppe, »Thor paa Fiskeri« og udstillede derefter indtil 1890 modelerede Dyrefigurer, Køer, Kalve m. m. Derefter fik hun Tilladelse til at deltage i Guldmedaille-Konkursen og udførte til Konkursen i 1889 med frit Valg

175

af Emne »Faderen rider hjem med den druknede Søns Lig« (efter Egils Saga) et Arbejde, der vakte en Del Opmærksomhed, men dog ikke fik Præmien tilkendt. Da imidlertid den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder var oprettet, fik hun der Plads i dens Modelskole, som hun besøgte 1889—90. Ved Verdensudstillingen i Paris 1889 fik hun Broncemedaille for »To Kalve« i Bronce; Vinteren 1890—91 tilbragte hun paa Studieophold i Paris og fik derpaa i 1891 en Rejseunderstøttelse paa 500 Kr. af Akademiet for at gøre Dyrestudier paa Landet, og den 18. April 1891 ægtede hun kgl. Kapelmusikus August Carl Nielsen (f. 1865), Søn af Malermester Niels Jørgen Nielsen (f. 1836) og Maren Kirstine f. Johansen (f. 1834). Fra 1892 har hun sluttet sig til den fri Udstilling. I 1895 vandt Kunstnerinden anden Præmie for Skitsen til et Relief til Raadhusets Hovedportal, forestillende »Frederik III og hans Dronning til Hest« og s. A. havde hun en Udstilling af modelerede Dyr og Skitser dertil i Kunstforeningen, der ogsaa til forskellige Tider har købt et Par af hendes Arbejder, ligesom hun ogsaa har solgt flere af sine Skulpturer til Udlandet.

(Priv. Medtl. Akad. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

Nielsen. Christian Vilhelm Nielsen, Architekt, født den 26. August 1833 i København, Søn af Snedkermester og Billedskærer Peter Christian Nielsen (f. 1806, d. 1865) og Ane Kirstine f. Sørensen (f, 1808), fik 1844 Plads i Akademiets Elementarskole og blev derfra Elev af G. Hetsch, hos hvem han uddannedes og siden arbejdede indtil 1855. Imidlertid blev Nielsen i December t 849 Elev af Dekorationsskolen og vandt der i 1851 den mindre Sølvmedaille og i 1855 en Pengepreemie. Samtidig tegnede han i Bygningsskolen, hvor han i 1854—55 vandt de tvende Sølvmedailler og Aaret efter den Hansenske Æresmedaille. I 1856 gjorde han en Rejse til Tyskland, og, efter flere mindre Rejser, var han i 1873 i Østtyskland, Østerrig og Norditalien med Rejseunderstøttelse fra Akademiet.

Nielsens Hovedvirksomhed er som Lærer, i det han allerede begyndte at virke som saadan i 1851. Samtidig med at han var Tegnelærer ved det techniske Institut, aabnede han 1860 en privat Tegneskole, hvorfra han dimitterede en Mængde Elever til Kunstakademiet; fra 1862 var han Lærer ved dettes Perspektivklasse, indtil han i 1890 blev Docent i Perspektiv og Bestyrer af Perspektivklassen, samt fra 1895 tillige Bestyrer af samme Klasse ved den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder. Blandt hans Bygningsværker kan

176

nævnes Ombygningen af Kokkedal ved Rungsted og Opførelsen af Smidstrupgaard ved Vedbæk. Siden 1869 har han udstillet Archi-tekturmalerier i Vandfarve, dels efter danske, dels efter udenlandske Motiver. Ved Verdensudstillingen i London 1870 fik han en Sølv-og en Broncemedaille for Møbeltegninger. Han ægtede den 14. December 1861 sit Sødskendebarn Caroline Jakobine Sørensen (f. 1845, d. 1878), Datter af Drejermester Jens Christian Sørensen (f. 1803, d. 1886) og Jakobine f. Norberg (f. 1805, d. 1884). Nielsen er Forfatter til flere Værker til Perspektivens Studium, saaledes »Linear-perspektiven« (2. Udg. 1884), »Fra Perspektivens Enemærker« (1803), »Praktisk Perspektiv« (1894) og »Albrecht Dürer og hans Forhold til Perspektiven« (1895), samt »Sagn og Historier om store Kunstnere i Oldtiden«.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn.)

Nielsen. Ejnar August Nielsen, Landskabsmaler, født i Køben- _fhavn den 9. Juli 1872, er Søn af Skomagermester Frederik Nielsen (f. 1845) og Eva f. Jespersen (f. 1846), Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære, blev Svend, og, dimitteret fra det techniske Selskabs Skole, besøgte han Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse fra Oktober 1889 til Januar 1893. Forårsudstillingen s. A. havde han et Landskab »Ved Solnedgang i April«. Han har rejst i Sverig og Norge.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Nielsen, Hans Nielsen, Portrætmaler, levede i sidste Halvdel af forrige Aarhnndrede. Den 26. Februar 1798 søger hans Enke, Anne Marie Nielsen, Akademiet om en Understøttelse.

(Akad. Archiv.)

Nielsen. Hans Nielsen, Maler, Søn af Landmand Zacharias Nielsen og født 1871 i Hostrup ved Horsens, blev af Jensen-Egeberg dimitteret til Kunstakademiet i København, som han besøgte fra November 1886 til den 24, Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Maler. Ved Sommerkonkursen s. A. vandt han den anden Pengepræmie for Maleri efter levende Model.

(Akad.)

Nielsen. Johan Rudolf Carl Nielsen, Architekt, er Søn af Tømrermester Jakob Peter Nielsen (f. 1830) og Jakobine Kirstine

177

f. Birch (f. 1838) og er født i København den 13. Juli 1863. Efter at han var kommen i Tømrerlære, besøgte han det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret som Husbygnings-Examiuand og fik den 2. Januar 1882 Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik, saaledes at han den 27. Maj 1893 fik Afgangsbevis som Architekt. Senere (1895) har han deltaget i de af Professor Hans J. Holm ledede Opmaalinger for Akademiet og har foretaget en Rejse til Italien.

(Priv. Medd. Akad.)

Nielsen. Jørgen Carl Nidsen, Xylograf, født den g. Juli 1831 i Odense og Søn af Naalemagermester Hans Christian Nielsen og Ane Sofie f. Brockmann, lærte, som det synes, Malerhaandværket i sin Fødeby. Som Malersvend kom han 1852 til København og besøgte nogle Kvartaler (1853—55) Kunstakademiets anden Frihaandstegneskole, lagde sig derpaa efter Xylografien og levede nogle Aar som Xylograf, Med Understøttelse af den Reiersenske Fond og af Indenrigsministeriet var han i Sommeren 1864 en længere Tid i Paris, og da han her saa, med hvilken Fordel Tegninger, udførte med ophøjet Præg paa Zinkplader, lod sig anvende i Bogtrykkerpressen, søgte han at lære den franske Fremgangsmaade. Dette nægtedes ham, og nu opfandt han selv, efter gentagne Forsøg, en egen Maade til ved Hjælp af Ætsning at bringe en Tegning over paa en Zinkplade, saaledes at den kom til at staa med ophøjet Præg, stærkt nok til at udholde Bogtrykkerpressen (Zinkografi). Idet den Dækgrund, hvorpaa Tegningen overførtes, var hvid, havde Kunstneren ved denne Fremgangsmaade den Fordel, at arbejde med sorte Streger paa hvidt, ligesom paa Papir, saaledes at han havde lettere ved at beregne Virkningen.

Nielsen har udført adskillige Arbejder, dels i Træsnit, dels i Zinkografi, og hans Opfindelse er bleven prisbelønnet ved Udstillingerne i Stockholm 1866, i København 1872 og i Wien 1873. Opfinderen døde allerede den 30. Oktober 1874.

(Skand. Bogtrykker Tid., 6. Aarg., Jan. 1875, Sp, n—12, Akad. Priv. Medd, fra Odense: Jfr. om Piil og hans Opfindelse Kemitypi.)

Nielsen. Magdahl Johannes Nielsen, Architekt, er født den 5. Februar 1862 i Rorup ved Nymindegab i Jylland og er Søn af senere Brænderiejer Morten Nielsen (d. 1871) i Varde og Elise

N. K. L. II. September 1896. 12

178

f. Jakobsen. Han blev som Møllebyggersvend dimitteret fra den techniske Skole i Aarhus til Kunstakademiet i København, som han besøgte fra den i. Februar 1885, indtil han den 24. Maj 1892 fik Afgangsbevis som Architekt. Samtidig var han Elev af Hans J. Holm og hans Konduktør ved Restaurationen, af Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, derefter 1892—94 Konduktør hos H. B. Storck ved Restaurationen af St. Nikolaj Kirke i Svendborg og byggede selv en Realskole der. Imidlertid giftede han sig i Maj 1893 med Anna Birgitte Jørgensen, Datter af Købmand Valdemar Jørgensen i Aarhus og Birgitte f. Treschow. I 1894 fik han det Stoltenbergske Rejselegat og var derpaa to Aar I Udlandet, navnlig i Italien og Grækenland.

(Priv. Medd. Akad. Udst Fortegn.)

Nielsen. Rasmus Nielsen, Maler, født den 21. Januar 1855 i Maarslet ved Aarhus, er Søn af Husmand Niels Rasmussen (f. 1814, d. 1864) og Margrete Eriksdatter ff. 1829), som i andet Ægteskab blev gift med Johan Jensen Godfredsen. Af Trang til aandelig Uddannelse besøgte han flere af Landets Højskoler, hvortil han fik nogen offentlig Understøttelse og gav sig derpaa af med Lærervirksomhed, indtil han i sit 27. Aar besluttede at følge sin Lyst til at blive Kunstner. Efter at være bleven forberedt i Aarhus og dimitteret derfra, fik han Plads i Kunstakademiet i København i Januar 1882, gennemgik dets Skoler, men tog ikke Afgang, idet han forlod Akademiet i 1888 og senere har uddannet sig paa egen Haand. Samtidig med sin Uddannelse ernærede han. sig navnlig ved at tegne Portræter. Han udstillede første Gang 1889 et Figurbillede »Den sidste Søn« og et Par Portræter, ligeledes i 1890 og i 1891 en Studie ”Ma' Sejers«, men har senere ikke udstillet. Han har ogsaa malet Landskaber, et var udstillet i December 1890, Han lever for Tiden i Aarhus.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Hielsen-Alling. Niels Nielsen-Alling, Billedhugger, født den. 15. September 1861 i Voldum ved Randers, er Søn af Husmand Niels Pedersen, og kom i sit tyvende Aar til København for at uddanne sig til Kunstner. Han blev forberedt af P. V. Jensen-Klint og gennemgik derefter Kunstakademiet fra Januar 1882 til den 29. Januar 1885, da han fik Afgangsbevis som Modelerer, Samme Aar vandt han i April den Neuhausenske Præmie for en Gruppe i

179

Gibs »Adam og Eva« og i Oktober den mindre Guldmedaille for »Josef udtyder Bagerens og Mundskænkens Drømme i Fængslet«, f 1887 konkurrerede han til den Eibeschütz'ske Præmie med »Eva efter Syndefaldet«. Desuden har han fra 1884 til 1887 udstillet nogle Buster m. m. Han har senere forladt Landet. (Akad. Udst. Fortegn.)

Niss. Thorvald Simeon Niss, Landskabsmaler, er født i Assens den 7. Maj 1842 og er Søn af Malermester Niels Frederik Niss (f. 181 o, d. 1881) og Barbara Kirstine f. Ploug-Hempel (f. 1816, d. 1852). Han kom i Malerlære først hos sin Fader og senere i Fredericia, hvor han blev Svend 1860. Derpaa tog han til København, hvor han arbejdede i sit Haandværk og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1861 til Oktober 1869, da han fik Plads i Modelskolen. Senere besøgte han denne Skole en kort Tid i 1874. Han havde imidlertid allerede i Oktober 1862 faaet en Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor hans Virksomhed dog ikke heller hævede sig synderlig over det haandværksmæssige, selv om det kaldtes Blomstermaleri. En Afbrydelse fandt Sted, medens han i 1864 var frivillig med i Krigen ved Kaptajn Aarøes Korps. Maaske Krigens Friluftsliv vakte hans Sans for Landskabsmaleriet, thi efter at være vendt tilbage til sin daglige Gerning, uddannede han sig nu paa egen Haand med voxende Iver til Landskabsmaler, i 1870 udstillede han sit første Landskab; men han opgav endnu ikke sin Plads ved Porcelænsfabriken. Den 27. Januar 1872 ægtede han Caroline Kirstine Christensen (f. 1849, d. 1876), Datter af Rebslager Christensen-Bjerregaard i Aalborg.

Niss fik paa Udstillingen 1875 den Sødringske Opmuntringspræmie tilkendt for »Nordsjællandsk Landskab, Motiv fra Hornby«; men det var dog først, efter at han var bleven Enkemand, at han brød med Haandværket og Virksomheden ved Porcelænsfabriken (1877). Han havde sluttet sig til Otto Bache, under hvis Vejledning hans kunstneriske Ævne hurtig udviklede sig. Med Forkærlighed kastede han sig over Gengivelsen af Skovlandskaber i Efteraarstiden, der snart vakte almindelig Opmærksomhed og gav ham Navn af Efteraarets Maler. Men ogsaa Vinteren fængslede ham og ved Udstillingen i 1883 tilkendtes den Thorvaldsenske Udstillingsmedaille ham for »Vinterbillede«. Han fik derefter i 1885 Akademiets mindre Rejsestipendium {2000 Kr.) og Aaret derpaa 800 Kr. til Hjemrejse.

180

Hans kunstneriske Stilling var nu saaledes fæstnet, at han hørte til den Kreds af Kunstnere, der første Gang valgtes ind i 1887 (genvalgt 1890) i Akademiraadet, i 1892 fik han det Ancherske Rejselegat og var atter udenlands: den 26. Maj s. A. blev han Ridder af Danebrog. I de senere Aar har Niss tillige udstillet selvstændig opfattede Søstykker og kækt henmalede Blomstermalerier. Den kgl. Malerisamling har siden 1883 købt fem af hans Arbejder, deriblandt fortiden det Billede, der vandt Udstillingsmedaillen, to Søstykker og et Blomsterstykke »Solsikker«.

Den 25. Februar 1881 giftede han sig i andet Ægteskab med Constance Møller (f. 1835), Datter af Landthingsmand, Købmand Carl Møller (f. 1815, d. 1886) og Oline f. Frederiksen (f. 1816, d. 1889).

(Priv. Medd. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Norden. Frederik Ludvig Norden, Tegner og Kobberstikker, født i Gltickstadt den 22. Oktober 1708, var Søn af Oberstløjtnant i Artilleriet Jørgen Norden og Cathrine f. Henriksen. Han blev 1722 Søkadet, 1732 Sekondløjtnant i Søetaten og fik snart efter en Rejseunderstøttelse af Christian VI, til hvem Overceremonimester Vincens Lerche (s. d.) anbefalede ham, da hans Fader var død (1728). Hans Maal var at lægge sig efter Skibsbygningskunsten; men da han havde Sans og Gaver for Tegning, dyrkede han ivrigt dette Kunstfag under sit Ophold i Italien, levede i Samkvem med Datidens Kunstnere og Kunstelskere og blev Medlem af Kunstakademiet i Florens. Den bekendte Kunstsamler, Baron Stosch, skal have givet Norden Lyst til at rejse til Ægypten, og gennem Grev F. Danneskjold-Samsøe, der den Gang var Holmens Chef, opnaaede han, at Kongen gav ham og en fransk. Grev d'Esneval Penge til en videnskabelig Rejse i Ægypten, I 1737 blev han udnævnt til Premierløjtnant, og i Maj s. A. afrejste han til Skibs fra Livorno til Alexandria. I Kairo nødte en Brystbetændelse, som siden blev hans Helsot, ham til et længere Ophold; efter sin Helbredelse rejste han i Vintermaanederne op ad Nilen til Derri i Nubien.

Da han om Sommeren 1738 var kommen tilbage til Danmark, blev han udnævnt til Kaptajn og Medlem af Skibbygningskommissionen. Men allerede i Februar 1740 rejste han til England med et Par andre danske Søofficerer for at indtræde som frivillig i engelsk Tjeneste under Englands Krig med Frankrig. Det Navn, han havde

181

vundet i den videnskabelige Verden ved sin Rejse i Ægypten, skaffede ham den gunstigste Modtagelse i England, og hans med-. bragte Tegninger blev sete med største Interesse. Hans Deltagelse i et Par engelske Søtogter fik ikke stor Betydning; derimod tilbragte han Vinteren 1741—42 i London og udgav der nogle Tegninger og Blade af sin ægyptiske Dagbog »Drawings of some Ruins and colossal Statues in –Egypt, London 1741«, hvori de to første Tavler vare raderede af Marcus Tuscher fra Nürnberg, den tredje af Kunstneren selv¹, den fjerde af Vertue. Han blev Medlem af Videnskabernes. Selskab i London; men da hans Brystsyge gjorde Opholdet i et sydligere Klima ønskelig, rejste han til Frankrig og døde i Paris den 22. September 1742.

Før sin Død havde Norden anbefalet Tuscher til Christian VI som den eneste, der kunde ordne og stikke hans Tegninger, og Grev Danneskjold udvirkede derfor, at denne blev indkaldt for at stikke Pladerne, og at Værket skulde udgives paa offentlig Bekostning paa Fransk, Det lykkedes Tuscher at faa stukket alle Pladerne (159) paa én nær, og under Titel –”Voyage d'Egypte et de Nubie. Copenhagm 1755 (3 voll.) udkom Værket endelig. Tuscher tegnede tillige Kunstnerens Portræt, der blev sat foran Titelbladet. De Tegninger af Norden, hvorefter Pladerne ere stukne, synes, navnlig i alt, hvad der er Architektur eller Skibe, at være udførte med Lethed, men dog med Omhu, de egentlige Prospekter derimod kun i temmelig flygtige Omrids. Norden var selv Kobberstikker, og har ikke alene, som nævnt, raderet den ene af Pladerne til det engelske Prøvehefte, men ogsaa en Fremstilling af Dokkens Indvielse (1739), tilegnet Grev Danneskjold, samt stukket en Hygæa (Igia) til Zanettis Værk -»Delle Statue greche e romane«, anden Del, der først udkom 1743.

(Udførlige Meddelelser om hans Levned læses i Fortalen til hans store Værk og ere tildels gengivne i Athene, VII, S. 533—47. Jfr. J. Møllers Mnemo-syne, HI, S. 112—24. Worms Lit. Lex., II, S. 127; III, S. 567. Wehrw., S, 140. Do. Lex. Sandv., S. 99. Tliiele. KmistakacL, S. 42 og 54—56. KroTm, I, 30.)

Nordhof, J. Nordhof, Portrætmaler, udstillede 1823 »Et gammelt Menneskehoved« og udgav 1834 »Skandalens Skole«. Han nævnes sidste Gang i Vejviseren for 1839.

(Erslew, II, 459. Suppl. II, 559. Reitzel. Udst. Fortegn. Vejvis.)

¹ Det er denne Tavle, Norden selv har raderet, og ikke, som imclertiden siges, den 112. Plade i det store Værk, sorn er en Kopi efter denne.

182

Norman, Anton Norman, Stempelskærer, skar 1702 en daarlig Medaille i Anledning af Frederik IV's Fødselsdag. Han synes at være død 1730 eller 1731, da »Sehl. Norman Wittwe« den 3. April 1731 fik Betaling for Ændringen af det kgl. Navnetræk paa nogle Skilte.

(Weinw., S. 125. Do. Lex. Rigsarch. Møntfor t egn.)

Norman. Niels Peter Norman, Mimaturmaler, mulig Søn af ovennævnte A. Norman og Elev af Saleman (s. d.), arbejdede for Hoffet og fik 1768 Betaling for en Del Portræter, som det synes 50 Rdl. d. C. for Stykket. Det var vistnok ogsaa ham, som malede et Portræt af Johan Gether (d. 1770), stukket af Jonas Haas 1765.

(Rigsarch. Wiedewelt, Hdskr. S. 7. F. J. Meire, Fredensb, S. 189, Strunk.)

Normand. Jakob Jensen Normand, Billedskærer, er Navnet paa den saa kaldte »danske Kunstner«, som under Forbogstaverne J. J. N. har skrevet en Del af sit Levned, der er trykt i de Suhmske Samlinger til Dansk Historie ved Sandvig, II Del, 3. Hefte, Side 134. Han var egentlig Sømand, havde faret som saadan i sin Ungdom, men han havde, som saa mange Normænd, en ejendommelig Færdighed i at dreje og udskære alskens Smaating i Træ, Elfenben og Perlemoder. Dermed vandt han Frederik III's Naade (1648), Kongen lod ham komme til København, og i Krigen 1659 tog han virksom Del som Skibsfører paa Kaperen »Højenhald«. Senere blev han Opsynsmand over Kunst- og Modelkamret »efter Gjøntelberg«, samt over Rustkamret, og døde rimeligvis 1680, da den ældre Grodtschilling ved den Tid overtog Kunstkamret og ordnede det. Han nævnes her, fordi de ældre Forfattere have lagt saa megen Væg paa ham, og Weinwich bl. a. har forsøgt paa at gøre ham til ét med Johan Hollænder, hvem han fejlagtig kalder Jakob. Hans Arbejder synes at have henhørt til den Slags kunstfærdige Snurrepiberier, hvoraf det gamle Kunstkammer gemte saa mange.

(Jfr., foruden del nævnte Sted. Nyerup, Frederik III's Historie, S. 173—74 og Barfod, Fortæll., II, S, 323, samt Weinw., S. 8s og Do, Lex., S. 94 og 132. Nord. Tidskr. 1892, S. i. Pers. Tdskr. z R. II, 271.)

Normann. Emil Vilhelm Normann, Sømaler, født i København den 18. December 1798, er Søn af Generalmajor, Kammerherre Gottlieb Didrik Philip Gerhard v. Normann (f. 1749, d. 1821) og

183

Francisca Caroline Louise f. v. Holstein (f. 1770, d. 1828). Han uddannedes til Søofficer, blev 1821 Sekondløjtnant, 3:829 Premierløjtnant, 1840 Kaptajnløjtnant, men stod fra 1842 a la suite med Extragage indtil 1868, da han afskedigedes med Kaptajns Karakter og døde den 21. Juni 1881. Den 28. Juni 1832 blev han gift med Ottoniamine Christiane Høegh (f. 1807, d. 1890), Datter af Kommissionær Balthasar Høegh (f. 1766, d. 1832) og Birgitte Maria f. Smidt. Han havde fra Ungdommen Lyst til at tegne og male, navnlig Sø og Skibe, som han var fortrolig med ifølge sin Stilling, og i April 1825 fik han Plads i Eckersbergs private Malerstue for at lære at male; tillige besøgte han en kort Tid i 1828 Akademiets lavere Tegneklasser for at vinde Indsigt i Tegnekunstens Grundsætninger. Fra 1829 til 1854 udstillede han en stor Del større og mindre Søstykker. En Fremstilling af Slaget den 2. April blev i 1830 købt til den kgl. Malerisamling.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Garde, Eft. om den danske og norske Sømagt, IV, S. 710. Marinekalendre 1820—68. Lengn. Fara. Giilden-crone og Fam. Høegli. Geneal. Inst. Begr. Kont.)

Nybo. Povl -Friis Nybo, Maler, er Søn af Grosserer, Tømmerhandler Søren de Fine Nyeboe (f. 1841) og Laura f. Hjarup (f. 1843), og er født i København den 26. Marts 1869. Efter at have været et Aarstid i Købmandslære, kom han i Malerlære og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han dog kun besøgte fra November 1887 til Nytaar 1890 derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann fra Efteraaret 1889 til 1892. Han begyndte at udstille i 1892 og har i 1893 solgt to Billeder til Hs. kgl. Højhed Kronprinsen.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Nyebølle. Victor August Johan Vadsted Nyebølle, Architekt, Søn af Postmester afsk. Premierløjtnant Jens Gerhard Carl August Nyebølle (f. 1823, d. 1866) og Caroline Albine Antoinette f. Nyebølle (f. 1829) og er født i Lyngby den 28. August 1862. Efter at han var bleven Mursvend, blev han af J. F. Busch dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1881 til den 29, Januar 1892, da han fik Afgangsbevis som Architekt.

(Priv. Medd. Geneal. Inst. Akad. Statskal. 1867.)

184

Nyrop, Martin Nyrop, Architekt, er født paa Holmsland ved Ringkøbing den 11. November 1849 og er Søn af Sognepræst Christoffer Nyrop (f. 1805, d. 1879) og Helene f. Ahlmann (f. 1807, d. 1874), Han besøgte Sorø Akademi, men tog ikke Studenterexamen; han gik derpaa i Tømrerlære, blev Svend 1869 og besøgte Kunstakademiets Skoler fra Januar 1870 til den 23. December 1876, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Den 10. Marts 1877 vandt han den mindre Guldmedaille for »Et Skulpturmuseum«, og i Marts 1880 den store Guldmedaille for »En Børs til en større Hovedstad«. Derefter fik han i 1881 Akademiets store Stipendium (2500 Kr.) for to Aar og i 1883 et Tillæg af 800 Kr. til Hjemrejse og tilbragte tre Aar paa Studierejser i Udlandet, Efter Hjemkomsten fik han (1884) Plads som Assistent ved Architekturskolen, under Hans J. Holm, for hvem han havde arbejdet som Tegner ved Akademiets Opmaalinger, men fratraadte denne Stilling i 1893. Den 15. August 1885 ægtede han Louise Frederikke Laub (f. 1851), Datter af Sognepræst Hans Jørgen Trojel Laub (f. 1817, d. 1863) og Erneatine Deichmann f. Linnemann (f. 1827, d. 1885). I Marts 1887 blev han Medlem af Akademiraadet, hvortil han i 1896 blev genvalgt. Han havde kun bygget nogle mindre Bygninger, da han blev valgt til at udføre de store Træbygninger til den nordiske Udstilling i 1888. Den stilfulde Maade, hvorpaa han gennemførte disse store Trækonstruktioner, vakte almindelig Opmærksomhed og den 17. Juli 1888 blev han udnævnt til Ridder af Danebrog. Fra 1892 bygger han omtrent paa den samme Plads et stort monumentalt Værk i Københavns nye .Raadhus. I 1888 blev han valgt til Borgerrepræsentant, men ved næste Omvalg udtraadte han, da han vandt Prisen ved Konkursen om Raadhuset. I de samme Aar byggede han Provinsarkivet ved København. Han deltog ogsaa i Skitsekonkursen til Kunstmuseet, men vandt ingen Præmie. Baade som Lærer og som udøvende Architekt har han haft megen Indflydelse paa den yngre Kunstnerkreds. I 1875 udstillede han en Opmaaling af en Altertavle fra Salling Kirke, Han er Ridder af St. Olafs- og St. Stanislausordenen.

fPriv. Medd. Dske. Patr. Si. I. Wiberg, II, 284; III, 417. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn. Statskal.)

Næss, Hans Næss eller Ness, Architekt, var Søn af Bønderfolk og blev født 1729 i Landsbyen Næs, Sandager Sogn, i Nærheden af Assens. Som Barn tegnede han Skibe ved Lillebelt, og blev derfor

185

sat til Bogen. Efter at han var voxen, kom han til København og fik Plads som Skriverkarl paa Kunstakademiets Kontor. Imidlertid fik han Lov til at deltage i Tegneøvelserne paa Bygnings skolen, og vandt den 26. Juli 1758 den første Medaille, d. v. s. den store Sølvmedaille i Architekturen, 1760 og 1762 den mindre, 1763 den store Guldmedaille. Han fik ikke Lejlighed til at rejse, men da G. E. Rosenberg i 1763 fik Stipendium, blev Næss Informator ved Bygningsskolen og underviste tillige mange i sit Hjem. Den private Hjemmelsmand tilføjer; »Alle var enige i, at hans Tegninger langt overgik Harsdorffs.« Det kan man vistnok sætte et Spørgsmaalstegn ved. Tillige omtaler han hans ganske usædvanlige Legemskræfter. I 1771 søgte han, efter Stadsbygmester Mathiesens Død, om at blive Søetatens Husbygmester, og Akademiet anbefalede ham meget varmt, men han fik ikke dette Embede. I 1772 ledede han en Restauration af Aarhus Domkirke, og af andre Bygningsarbejder af ham nævnes Herregaarden Frederilcsluncl ved Assens, som han byggede for Grev Rantzau, Herregaarden Kragsberg ved Odense og et Hus i København, kaldet »Slottet i Antoniestræde« (1766, nyt Nr. 9), som i sin Tid tilhørte Hof boghandler S. Poulsen. I 1782 blev Næss kgl. Renteskriver, men fik ikke, efter sit Ønske, Lov til at beholde sin Informator tjeneste ved Akademiet; den blev given til Lillie. Næss var fra den 19. September 1782 til den 27. Februar 1793 Architekt og Bygmester ved de kongelige Kirker i København og Nordsjælland, sammen med sit Embede som Renteskriver. I 1779 havde han gjort Forslag om »Provincial-Bygmesteres Beskikkelse« overalt i Riget; men da de af Cancelliet indsendte Betænkninger fandt dette for bekosteligt, resolveredes, at Sagen blev at henlægge. Næss blev først i Februar 1769 gift med Margrethe Christiane Adler ff. 1743), og deres Søn nævnes nedenfor. Han og hans Hustru døde omtrent samtidig, hans Dødsdag var den 3. Januar 1795, og den 10. Januar blev de begge jordede fra Nikolaj Kirke.

(Weinw., S. 226. Do. Lex. Øst, Materialier, S. 119—20 og 136, efter en Seddel, som er funden i et Exemplar af Weinwiclis Kmisthist, der havde tilhørt Chmirg M. Winther. Akad. Statskal. Wiedewelts Haandskr. i U niv, Bibi. Tliaarup. Rigsarch. Adresseav. 1793, Nr. 108; 1795, Nr, 8. Nikolaj Kirkebog ved Lengnick. Vejvis. 1794—1800. Pantekontor e t, Antoniestrsede Matr. Nr, 237.)

Næss. Johan Peter Næss, Søn af den ovennævnte Hans Næss og Margrethe Christiane Adler, blev født den 26. August 1771 i

186

København, besøgte Kunstakademiet fra 1790, vandt 1792 den mindre og den 25. Marts 1794 den store Sølvmedaille i Bygnings-skolen, Han var tillige Kopist i Bygningskontoret, da Døden bortrev ham, kun 22 Aar gammel, den 25. April 1793. (Akad. Adresseav. 1793, nr 108)

Nørbye. Anna Laura Vilhelmine Christine Nørbye Blomstermalerinde, er født den 22. November 1851 og Datter af Malermester Andreas Christian Nørbye (f. 1818, d. 1886) og Nikoline Marie f. Knudsen (f. 1825). Hun uddannede sig dels hos Billedhugger Thorv. Mule, dels under Hermansen o. fl. Hun har malet en Del Blomsterbilleder efter Naturen, hvoraf et var udstillet i 1880; men har forøvrigt maattet ernære sig med at male til den Ipsenske Terrakottafabrik og med at undervise, tegne Kunstbroderi m. m.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

187

Obelitz, Anna Obetitz, Malerinde, se Anna Heerfordt.

Oberberg. Hercules von Oberberg; Architekt (?), fik af Christian III Bestalling af J.7. Juni 1557 som kgl. Bygmester med nøjagtig Angivelse af hans Løn i Levnedsmidler, Bolig og Penge. I de følgende Aar nævnes han i Breve, der omhandler Bygningsarbejder paa Københavns Slot, paa »Krogen« (Kronborg) og i Anledning af en Nyopførelse af Stege Slot, og af et Brev fra Frederik II af 18. Februar 1559 ses det, at han vedblev at være »Bygmester og Tømmermand« under denne Konge, men da Fr. Klingebeck den 30. Maj 1560 fik Bestalling som kgl. Bygmester, skulde man tro, at Oberberg var afskediget; dog nævnes han endnu som Bygmester ved Koldinghus i 1598 og ved dette Slots Kirke i 1601. Et Epitaf med hans Navn i Kallundborg tyder paa, at han er begravet der, og at hans Hustru overlevede ham; men Dødsaaret angives ikke.

(Weinw., S. 28. Do. Lex. Canc. Brevbøger II, forsk. St. F. R. Friis, Sml. S. 369—70. Orig. Hafo., S. 263.)

Oberg. Antonius von Oberg, Arcbitelct, var født 1543 i Mecheln og døbt der i St. Riniboldtskirke. Dette meddeles i en Erklæring angaaende hans ægte Fødsel, udstedt den 19. November 1596 i Helsingør. Han var i Aarene 1578—85 kgl. Bygmester paa Kron-

188

borg og synes at have været den, der ledede hele Arbejdet og gjorde Tegninger til Enkelthederne, efter at Hans Paaske havde faaet sin Afsked fra Arbejdet ved dette Slot paa Grund af en Forseelse, han havde begaaet. Oberg eller Obergeu, som han sædvanlig kaldes fik den 6. Oktober 1584 en ny Akkord med Kongen om Opførelsen af Bygningerne paa Kronborg, som skulde være færdige til St. Hansdag 1585; da han ikke blev aftakket før den 16. November s. A., har Arbejdet vel først da været færdigt. Derefter skulde han færdiggøre Fyret paa Kullen, og fik, foruden Akkorden, den 29. Januar 1586, 100 Dl. i Foræring. Slottet i Nykøbing p. F. kom han ikke til at ombygge. Senere blev han Bygmester i Danzig.

(Bidrag til Kronborg Slots Bygningshisf. i Dske. Saml., V, S. 154, 157, 161—162, 166—67, 173 °- fl. St. F. R. Friis Sml. S. 291 o. fl. St. do., Bidrag, S. 127.)

Odnes. Peter Odnes se Aadnæs

Olavsen, Olav Olavsen, Architekt, født 1753 paa Tveraa i Skagefjords Syssel paa Island, blev Student ved Københavns Universitet1777 og besøgte, samtidig med at han læste til juridisk Examen, Kunstakademiet, hvor han i 1780 vandt baade den mindre og den store Sølvmedaille i Bygnings skolen. Den 30. Oktober s. A. søgte han om det ved Justitsraad Schlegels Død ledige Professorat i Geometri ved Akademiet; men han fik det ikke. Derimod tog han i 1782 juridisk Embedsexamen og fik i 1783 kort før sin Afrejse fra København Akademiets Vidnesbyrd for, at han havde vundet begge dets Sølvmedailler. Han blev først Tegnemester og Lektor i Mathematik ved Bergseminariet i Kongsberg, senere (1787) Lektor i Lovkyndigheden sammesteds, fik i 1794 Titel af Professor og blev i s 803 Auktionsforvalter. Omsider fik han sin Afsked fra Seminariet i 1814, da hans Lærerposter blev nedlagte, og som Auktionsforvalter i 1822, medens han samtidig udnævntes til Ridder af Vasaordnen. I 1818 var han Storthingsmand for Kongsberg By. Han var gift med Berthe Margrethe Willemann og døde i Christiania den 20. Januar 1832. Bygningsarbejder nævnes ikke af ham; derimod tegnede han i 1794 et Gravmæle over sin Landsmand i snævrere Forstand, Islænderen John Erichsen, Overbibliotliekar ved det store kgl. Bibliothek i København, hvorpaa den Afdødes Portrætmedaillon var gengivet i en rig architektonisk Omgivelse,

(Worms Lit. Lex., III. Weinw. Lex. Skild. 1830, Sp. 1229—30. Erslew, Forf. Lex., II, S. 484. Snppl., II, S. 575. Kraft, Norsk Forf. Lex-, S. 480—81. Strunk, Nr. 747. Iris 1794, III, S. 281—318. Akad. Bibi. cl. sch. Wissensch. u. Kste., LIV, S. 365.)

189

Olesen, Ludvig Frederik Olesen, Architekt, født den 8. Januar 1853 paa Gaarden Kappel ved Lemvig, er Søn af Proprietær Jens Mogens Christian Olesen (f. 1813, d. 1887) og Mette f. Gjedde (f, 1819, d. 1894). Han kom i Murerlære i København i 1870, besøgte det techniske Institut og blev derfra dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1873 til den 28. Juni 1883, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Efter under sin Studietid at have arbejdet hos Architekterne J. Schrøder, L. Knudsen og Ove Petersen, flyttede han til Aalborg i 1883, og levede der som Architekt til 1888, men bosatte sig fra den Tid i København. Sammen med O. P. Momme deltog han i Konkursen om Genopførelsen af Christiansborg (1888) og de vandt to Præmier.

(Priv. Medd. Akad.)

Olivarius. Tage Christian de Fine Olivarius, Architekt, er Søn af Sognepræst Mathias Christian Olivarins (f. 1807, d. 1863) og Sofie Jakobine Wettergreen (f. 1813), og han er født paa Mandø den 2. Oktober 1847. Han besøgte Ribe Latinskole til Faderens Død, hvorefter han, da Moderen var flyttet til København, kom i Murerlære og blev Svend; samtidig havde han tegnet hos C. V. Nielsen og blev af ham dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1867 til den 30. Juni 1876, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Som Konduktør for V. Dahlerup kom han samme Aar til Randers, og bosatte sig der med det samme som udøvende Architekt, Aaret efter tog han tillige Borgerskab som Murmester; den 4. November 1880 ægtede han Charlotte Mogensine Andersen (f. i Randers 1860), Datter af Mægler Adolf Andersen (f. 1827) og Christiane Rasmine f. Cortsen (f. 1838, d. 1864). Han har bygget en Del Landsbykirker, saaledes i Langeskov, Greis, Uldum, Holsted og fl., nogle Sygehuse forskellige Steder i Jylland, bl. a. i Randers, Mariager og Ebeltoft, Arresthuset i Hjørring, samt ombyggede i 1892—93 Løveapotheket i Randers, hvorefter han i 1894 var Architekt for de til Landmandsforsamlingen opførte Bygninger.

(Priv. Medd. Stamt. over Olivarius og de Fine. Akad.)

Olrik. Dagmar Olrik, Dekorationsmalerinde, er Datter af nedennævnte Maler H. Olrik og er født i København den 28, Juni 1860. Hun uddannede sig under Faderen, nærmest rned det Formaal at anvende sine Ævner i Kunstindustriens Tjeneste; dog besøgte hun ogsaa 1879—80 Tegneskolen for Kvinder og efter Faderens Død

190

har hun nydt Vejledning af Viggo Pedersen (s. d.). I 1893 udstillede hun paa Forårsudstillingen et Blomsterstykke »Tropæolum« og i 1890 broderede hun Universitetsfanen efter et mindre af hendes Fader tegnet Udkast.

(Priv. Medd, Udst Fortegn.)

Olrik. Ole Henrik Benedict Olrik, Billedhugger og Maler, født i København den 24. Maj 1830, var Søn af Toldkontrollør Johan Henrik Ludvig Olrik (f. 1794, d. 1880) og Benedicte Martiuette f. Heiberg (f. 1801, d. 1876). Efter at have besøgt Efterslægts-selskabets Skole kom han i 1844 paa Akademiets Modelerskole, besøgte samtidig Tegneskolen og blev i :c846 Elev af Dekorationsklassen. Ved samme Tid begyndte han at arbejde i H. V. Bissens Billedhuggerværksted, hvor han snart bragte det saa vidt, at han kunde udføre formindskede Kopier af Thorvaldsens Statuer og Relieffer til Brug for den kgl. Porcelæn s fabrik. Fra 1847 til 1853 udstillede han nogle Portrætbuster, og efter at han var bleven Elev af Modelskolen, vandt han i Marts 1849 den mindre og i December 1850 den store Sølvmedaille for Relieffigurer efter den levende Model. Tvende Forsøg paa at vinde den mindre Guldmedaille som Billedhugger lykkedes derimod ikke. Imidlertid havde han ikke forsømt Dekorationsfaget, hvori han i Marts 1848 havde vundet den mindre Sølvmedaille for Modellen til en orneret Sabel og i Marts 1851 den store for en Frugtskaal. To Aar efter (1853) vandt han i Forening med L. A^ieth den Neuhausenske Præmie for »En Sølvsukkerskaal«. Uagtet han snart efter gik over til at blive Maler, vedblev han dog med at virke som Billedhugger i dekorativ Retning, og har ved sine smukke Modeller og Tegninger haft stor og gavnlig Indvirkning paa Kunsthaandværkets Udvikling. Han arbejdede navnlig for den kgl. Porcelænsfabrik, for. Ipsens Terrakottafabrik, for H. C. Drewsens Elektropletfabrik og for V. Christesens Sølvvarefabrik. En Bordplade i forsølvet Kobber, udført efter Olriks Model, blev købt til det kgl. Kunstmuseum.

Da Kunstneren i 1854 med Understøttelse af Indenrigsministeriet og den Reiersenske Fond var i Paris for at uddanne sig videre som Dekorationsbilledhugger, gav han efter for sin længe nærede Lyst til at blive Maler og tog Undervisning i Coutures Atelier. Aaret efter hjemsendte han sit første Maleri »En Dreng, som blæser Sæbebobler« (udst. 1855). Fra det følgende Aar af udstillede han siden stadig Portræter og paatog sig efterhaanden store, vanskelige Opgaver. Til

191

saadanne høre to store Familiemalerier med Figurer i Legemsstørrelse, det ene forestilleiide Lehnsgreve Bille Brahe Selbye med Hustru og fire Børn, det andet Grevinde Piper med fem Børn i et Landskab, der ligeledes var Portræt. Et tredje større Billede, som Kunstneren malede af egen Drift., forestillede hans egne to Døtre i en Have, bærende Roser og Jordbær (1876). Tillige har han malet Kong Christian IX's Portræt gentagne Gange saavel i Brystbillede som i hel Figur. Ved Siden, af Portræter malede han Livsbilleder, dels af Almuens Liv, dels af den dannede Middelstands, f. Ex. »En Brud pyntes af sin Veninde« (udst. 1860, den kgl. Malerisamling). Den 20. Maj 1859 havde han ægtet Hermine Valentiner (f. 1839), Datter af Forpagter paa Søholm, Hermann Valentiner (f. 1811, d. 1892) og Nikoline f. Jacobsen (f. 1802, d. 1893). Ogsaa et Par Altertavler og historiske Billeder har han udført. Desuden udfoldede han i mange Aar en udstrakt Virksomhed som Portrættegner, navnlig til »Illustreret Tidende« og har i vellykket Gengivelse bevaret mange Afdødes Træk for Efterverdenen.

Saavel i sine Portræter som i sine Genrebilleder viste Olrik altid en dygtig Behandling i Form og Farve; men hvor tiltalende de end derved som oftest var for Øjet, savnede man en dybere Karakteristik og primitivt Blik for Naturen, især dog i Farven. Maaske i endnu højere Grad kan dette siges om hans Forsøg i det store historiske Maleri, hvilket ikke synes ret at have ligget for hans Ævner. Allerede i 1863 malede han i Rom en »Kain paa Flugt«, der, trods Billedets Omfang, ikke gjorde den Virkning i aandeHg og kunstnerisk Henseende, som Kunstneren uden Tvivl havde tilsigtet. Ogsaa senere udførte historiske Kompositioner var, ved Siden af Udførelsens mere eller mindre gode Sider, ikke fri for at være lidt flade i Tanken. Dette galdt dog ingenlunde hans største og modneste Værk, det store, paa Muren selv malede Alterbillede i Mathæuskirken, »Christi Bjærgprædiken«, hvori en rig Anordning af Grupper med tiltalende Enkeltheder samlede sig til et monumentalt virkende dekorativt Hele. Farvens Kraft, Lysets heldige Fordeling, den tydelige Udtalelse af den i. og for sig simple Handling, den smukke religiøse Grtmdfølelse gør dette Værk til et betydningsfuldt Kirkebillede, som, eet i den rette Afstand, hævder sin Plads som Kunstnerens bedste Arbejde. Det blev efterfulgt af en Bestilling paa tolv Apostler i over naturlig-Størrelse til Marmorkirken, hvoraf Olrik dog kun naaede at faa malet de sex, hvilke C. N. Overgaard udførte paa Muren. De andre sex blev udførte af Dorph (s. d.). Tillige fik han til det national-

192

historiske Museum paa Frederiksborg Bestilling paa »Volmerslaget«, men Døden hindrede dettes Udførelse.

Det er dog uden Tvivl paa den dekorative Kunsts Omraade, at Olriks Navn vil bevares længst og med størst Interesse. Det var med flere, l Forhold til hans Ungdom, vellykkede og veludførte Arbejder, navnlig i plastisk Dekoration, han begyndte sin Kunstnerbane, og udmærkede Værker fremstod stadig fra hans Haand lige indtil det sidste, en stor Sølv-Jardiniére, som han efterlod ufuldendt, saaledes at Billedhugger H. C. Petersen (s. d.) maatte gøre den færdig til Bestilleren, Sølvvarefabrikant Christesen. Da han giftede sig (1859), modelerede han til sin unge Hustru en rund Bordplade; den var i Renæssancens Stil og forestillede en ung Piges Drømme, anskueliggjorte ved legende Geniers (putti) forskellige Virksomhed; den blev udført i Galvanoplastik, ciseleret af Kunstneren selv og forsølvet for at anvendes til et Sybord, der endnu er i hans Enkes Eje. Derefter udførte han en Pragtsabel i Sølvskede, som af den danske Regering sendtes til Kongen af Siam. Han blev nu ogsaa taget i Virksomhed til Frederiksborg-Lotteriet, og tiltraadte samtidig en mangeaarig Virksomhed som Tegner for H. C. Drewsens galvanoplastiske Fabrik, hvorfra en Mængde smagfulde Arbejder, der skyldtes Olriks dekorativ-plastiske Talent, efterbaanden gik ud i Publikum og paavirkede Smagen saavel i dette Fag, som ogsaa i det egentlige Guldsmedearbejde. Ogsaa han anvendte med Held de oldnordiske dekorative Motiver i. Galvanoplastik og Sølv paa moderne Brugs- og Luxusgenstande. Til Udstillingen i London udførte lian i 1870 til Sølvvarefabrikant Christesen, som rigelig deler Æren med H. C. Drewsen for at have bragt Olriks dekorative Talent til Udvikling, en stor Sølvkandelaber, rigt smykket med Figurer. Den vakte saa megen Opmærksomhed, at den efter at have været udstillet som Kunstindustri, Aaret efter atter udstilledes i London som Kunstværk. Foruden disse Arbejder kan endnu nævnes et Sølvskjold, hvortil Modellen var udstillet i 1889, ligeledes udført til Christesen. Han vedblev ogsaa at dyrke den egentlige Billedhuggerkunst, om end i mindre Format. Et ejendommeligt Udslag af hans Talent i denne Retning og hans dekorative Sans var det Udkast til et Mindesmærke for Kejser Alexander II af Rusland, som han udstillede i 1884, og som, hvis det var bleven udført i stor Maalestok, vilde have været et meget omfattende, med en Mængde Figurer rigt udsmykket Værk.

I 1862 var han i Italien med et Aars Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 800 Rdlr., og flere andre mindre Rejser har han

193

foretaget, dels med Understøttelse fra den Reiersenske Fond, dels for egen Regning samt i 1878 for det Aiicherske Rejselegat. Den 16. Februar 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet; i 1873 var han i London for at male Prinsessen af Wales, i 1876 blev han Ridder af Danebrog og i 1883 fik han Titel af Professor. Ved Akademieta Omordning fik han 1887 Sæde i Akademiraadet. Han døde, forholdsvis uventet, efter en kort Sygdom, den 2. Januar 1890. (Priv. Medd. S. Müller, N. elsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Lengn. Fam. Hvidt. Tdskr. f. Kstind. VI, 165.)

Olsen. Alfred Theodor Olsen, Sømaler, født paa Fejø den 23. September 1854, er Søn af Købmand Daniel Olsen (f. 1820) og Therese f. Borella (f. 1818, d. 1875). Han lærte Handelen hos sin Fader, men da han havde Lyst til at blive Kunstner, lærte han i København at tegne hos Jensen-Egeberg (s. d.), blev af ham dimitteret til Kunstakademiet, besøgte dets Almindelig Forberedelsesklasse med Afbrydelser fra Oktober 1883 til Januar 1888 og gjorde sig samtidig færdig paa Perspektivskolen. Hans øvrige Uddannelse fandt Sted ad privat Vej og allerede 1884 havde han et Par Billeder paa Decemberudstillingen. Fra 1885 har han udstillet ved Foraarsudstil-lingerne; hans første Arbejde var »Klitter ved Vesterhavet«, men senere er han mere og mere gaaet over til at blive Sømaler, om han end ikke sjelden foretrækker Kystbilleder, medens han paa den anden Side ogsaa har gjort Studier i rum Sø. I 1889 udstillede han saaledes »Havblik«, i 1890 »Østersøen set fra Møens Klint«, hvilket i 1893 fik Medaille ved Verdensudstillingen i Chicago; i 1895 udstillede han »Dønninger«, i 1896 »Vand«, idet han dermed antydede sin Stræben efter saa levende som muligt at gengive det vaade Element. Han konkurrerede til den Neuhausenske Præmie, i 1889 med »Ballastplads ved Elben«, i 1893 med »En Fregat ligger bak for Lods«, men vandt ikke Præmie.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Olsen. Bernhard Olsen, se Rasimts Ulrik Bernhard Olsen.

Olsen. Carl yulins JEmil Olsen, Sømaler, Søn af Kusk Svend Olsen og Maren Bolette f. Kjær, var født i København den 2. Juli 1818. Han kom i Lære hos Malermester Scharff, blev Svend 1838 og arbejdede som saadan til 1848. Imidlertid besøgte han 1835—38 Kunstakademiets lavere Skoler. Han lagde sig paa egen Haand

H. K. L. II. Oktober 1896. 13

194

efter Sømaleriet, og har fra 1853—73 udstillet en Del Søstykker, men malede mange flere, som han ikke sjelden solgte i Udlandet eller til fremmede Skibsførere; men han hævede sig Ikke til noget betydeligt. I en Del Aar brugte Anton Melbye ham som Medhjælper. Et apoplektisk Tilfælde hindrede ham i at arbejde i hans sidste Aar, og han døde den 4. December 1878. Han var første Gang gift (1843—62) med Anna Charlotte Eriksine Møller; sit andet Ægteskab indgik han 1863 med Marie Sofie Frederikke Poulsen (d. 1892).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 13.)

Olsen. Christian Constantin Olsen, Billedhugger, født i København den 5. Marts 1829, er Søn af Anders Christian Olsen (1792 —1871), der var oplært til Architekt, vandt Akademiets Sølvmedailler (1820—22), men senere blev Snedkermester og Lærer ved Kunstakademiet (1828—59); Moderen hed Elisabeth f. Binck. Han begyndte 1839 at besøge Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1852. I 1855 vandt han ogsaa den store Sølvmedaille; men for øvrigt har han næsten udelukkende arbejdet i Marmor for H. V. Bissen, hos hvem han fik sin kunstneriske Uddannelse. Af Thorvaldsens Arbejder har han udført i Marmor dennes Portrætstatue, Merkur og Grevinde Ostermann til Museet, samt den staaende Farisæer af Johannes Gruppen til Frue Kirke. Han var i en A årrække (til ¹/₁ 1895} Konservator ved Thorvaldsens Museum og døde ugift, efter flere Aars Svagelighed, den 7. September 1896.

(Priv. Medd. Berl. Tid. 1871, Nr. 57. 1896, Nr. 212. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Olsen. Ole Hans Olsen, Portrætmaler, er født den 12. November 1869 i Øster-Stillinge ved Slagelse og er Søn af Gaardejer Hans Olsen og Ane Sofie Hansdatter. Han blev oplært til Landmand, men da han havde Lyst til at være Maler, tog .han til København, og blev af Axel Hou dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1890 til den 29. Maj 1895, da han fik Af gangsbevis som Maler. Ved Sommerkonkursen s. A. vandt han en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model. Han har malet nogle Portræter.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Olsen, Rasmus Ulrik Bernhard Olsen, Tegner, er Søn af Portner ved Borchs Kollegium Christen Olsen (f. 1780, d. 1846) og

195

Ane Elisabeth Rasmus datter (f. 1806, d. 1842) og er født i København den 9. September 1836. Efter at have gennemgaaet det tech-niske Institut, besøgte han Kunstakademiets lavere Klasser (o. 1850—52).

Efter sin Konfirmation kom han paa Kittendorff og Aagaards Atelier for at lære Xylografien, men gik snart over til at tegne, navnlig til Udførelse i Træsnit. Bl. a. har han lige fra »Illustreret Tidendes« Stiftelse tegnet dels Museumsgenstande dels Portræter, som udførtes i Træsnit. Medens denne Virksomhed som Tegner indtil 1868 var hans eneste Erhverv, blev han i dette Aar Tivolis artistiske Direktør, hvorved han fik Lejlighed til forskellige Anordninger vedrørende denne Institution ogsaa i architektonisk Retning, og da han tillige havde gjort Studier til Klædedragtens Historie, blev han 1874 Costumetegner ved det kgl. Theater; men i 1876 fratraadte han begge disse Stillinger, for at knytte hele sin Interesse til Museumsvirksomhed, hvortil afdøde Kammerherre Worsaae havde tilskyndet ham, navnlig i Henseende til Bevaring af gamle danske Minder. Derigennem blev han den egentlige Skaber af og Direktør for »Dansk Folkemuseum ”, som i sit nuværende Lokale aabnedes den 7. August 1885. Ridder af Danebrog blev han 1879. Olsen, som i 1864 havde deltaget i Krigen som Løjtnant, ægtede den 14. November 1865 Laura Marie Nathalie Glad (f. 1840), Datter af Skibsfører Jakob Christian Glad ff. 1801, d. 1887) og Juliane Frederikke f. Richie (f. 1803, d. 1876). Han har ogsaa skrevet om Kunstindustri.

(Priv. Medd. Tdskr. f. Kstind. l, 160. Statskal.)

Olsen-Aaby„ Jørgen Emil Olsen-Aaby_s Portrætmaler, er Søn af Gaardmand Jørgen Olsen (f. 1838) og Karen f. Jørgensen (f. 1842) og er født den 9. Juni 1868 i Gadstrup i Nærheden af Middelfart. Han havde fra Barn af mere Lyst til Farveladen end til Børneleg i det fri, og fik derfor, efter nogen Vaklen, Lov til at uddanne sig til Kunstner. Anbefalet til O. D. Ottesen fik han ved dennes Hjælp Adgang til det techniske Selskabs Skole og blev dimitteret til Kunstakademiet i Februar 1888. Efter at have gennemgaaet Akademiets Skoler fik han den 29. Januar 1892 (efter at hans Arbejde var antaget ^s/_ls 1891) Afgangs-bevis som Maler. Han malede i Førstningen Blomster, men, fra han begyndte at udstille i 1892 og siden, har han malet Portræter og et Par Genrebilleder, Vinteren 1893—94 har han tilbragt i Italien.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Olsen-Ventegodt. Peter Olsen - Ventegodt, Maler, er født den 31. Maj 1863 ved København paa en Ejendom »Ventegodt«, hvor-

196

efter han i December 1893 med kgl. Bevilling har antaget sit Tilnavn; -hans Fader var tidligere Landmand Jens Olsen (f. 1836, d. 1869) af Brøndby-Øster og Anne Marie f. Nielsen (f. 1835), som senere ægtede Høker C. Nielsen. Han kom i Porcelænsmalerlære hos C. Albert og blev af C. F. Andersen dimitteret til Kunstakademiet, som han besøgte fra Januar 1881 til 21. Marts 1883, da han var færdig i Perspektivklassen. Han lagde sig efter Portrætmaleriet og begyndte at udstille dels Portræter og Portrætstudier, dels Figurbilleder. I de følgende Aar havde han nogle mindre Understøttelser fra Akademiet og den Raben-Levetzauske Fond og i 1892 tilkendtes første Gang Aarsmedaille ham for et legemstort Portræt, forestillende hans nuværende Hustru. Samme Aar fik han Tilladelse til at konkurrere til Guldmedaille, men hans Arbejde »Susanna i Badet« var ikke færdigt i rette Tid (udst. 1893). Et stort Billede, malet 1888, blev købt af Grosserer O. Wandel og af denne skænket til den kgl. Malerisamling; i 1894 var det udstillet i Antwerpen. Det kaldes »Juleaften paa Landet i forrige Aarhundrede« og der er den Mærkelighed derved, at det er en Gengivelse af en Bondestue, som tilhørte hans Morfader, ligesom Dragterne ere originale Bondedragter, der var i Familiens Eje. Den 19. December 1893 indtraadte han i borgerligt Ægteskab med Hilda Josepha Simonsen (f. 1866), Datter af Overretsprokurator Josef Levin Simonsen (f. 1814, d. 1886) og Julie f. Fürst (f. 1824).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. 18. Nov. Aarsberetn.)

Oppermann. Carl Rudolf Theodor Oppermann, Billedhugger, er Søn af Kontorchef i Justitsministeriet Rudolf Theodor Oppermann (f. 1827, d. 1865) og Christiane Margrethe f. Wulf (f. 1832, d. 1882) og er født paa Frederiksberg den , 8. Oktober 1862. Han blev Student 1881, tog anden Examcn Aaret efter, studerede Mineralogi og fik Accessit for en af Universitetets Prisopgaver i dette Fag (1886). Men allerede forinden havde han begyndt at uddanne sig til Billedhugger i Kunstnernes Studieskole under Fr. Schwartz's Vejledning og i V. Bissens Atelier. Han begyndte at udstille i 1887, dog med Afbrydelser til 1892; men lian lagde sig derpaa efter kunsthistoriske Studier og har udgivet et Par Afhandlinger. Den i. Marts 1895 ægtede han Marie Francisca Thomsen (f. 1862), Datter af Professor Jul. Thomsen og Søster til Billedhuggerinden Fru Johanne. Drechsel (s. d.).

(Priv. Medd, Akad. Udst. Fortegn.)

197

Oppermann, Johanne Louise Berg f. Oppermann, Malerinde, født den 28. Februar 1860 paa Frederiksberg, er Søster til ovennævnte C. R. Th. Oppermann. Hun lærte at tegne i Kyhns Tegneskole (1876 —81), udstillede første Gang ved Decemberudstillingen 1882 og derpaa ved Foraarsudstillingen 1883 Blomsterstykker, men gik nogle Aar efter over til den kgl. Porcelænsfabrik, hvor hun hørte til dem, der malede Urtica under Glasuren (1889—95). Den 9. Juni 1895 ægtede hun Bestyrer af Cementfabriken i Aalborg Ditlev Berg {f. 1853), Søn af Sognepræst Andreas Høyer Berg (f. 1805, d. 1855) og Charlotte Louise Birgitte f. Oppermann (f. 1814, d. 1860). Hun har nu Bolig i Aalborg.

(Priv. Medd. Medd. Ira kgl. Pore. Fabr. Udst. Fortegn.)

Orning,, Hans Christian Orning eller Orningk, Miniaturmaler, var Søn af Oberstløjtnant Bernt Orning (egentlig Grønvold) og født i Norge den 24. Juni 1722;, hans Moder var Faderens første Hustru og hed Anna Pedersdatter Lange. Han synes at være den »Hr. Løjtnant Orning«, der nævnes hos Dauw (1755) blandt de ”jetzt lebenden Miniaturmahler unter den Dänen.” Han blev Kadet 1734, Sekondløjtnant i det andet smaalenske Nationalregiment 1743, forflyttedes derfra til det sjællandske Nationalregiment, blev Premierløjtnant 1749 og Kaptajn 1762. Han blev gift 1751 med Else Marie de Wibe og døde den 3.. Maj 1768.

(Weinw., S. 165. Do. Lex. Dauw, WoliUmterr: Schildrer &c. 2. Udg. S, 318. Medd. fra Krigsmin. Arch. Rigsarch., Stamt, og Møllerske Registre. Geneal Institut.)

Orth. Emil Cordius Heinrich Orth, Landskabsmaler, født i København den 19. September 1833, er Søn af Viktualiehandler Johan Heinrich Orth (f. 1799, d. 1852} og Sara Sophy f. Haines (f. 1807 i London, d. 1876). Ifølge sit eget Ønske kom han efter sin Konfirmation i Malerlære og fik i Januar 1849 Plads i Kunstakademiets Elementarskole, i 1856 blev han Elev af Modelskolen, og i 1858 vandt han den mindre Sølvmedaille. Endnu vedblev han nogle Aar at gaa paa Modelskolen, og da det var hans Agt at uddanne sig til Figurmaler, arbejdede han tillige først under J. L. Lunds, senere under N. Simonsens Vejledning. Imidlertid foretrak han at blive Landskabsmaler og har 1859—69 udstillet nogle Landskaber. I 1869 fik han Plads som Landskabs- og Prospektmaler ved den kgl. Porcelænsfabrik , hvortil hans Virksomhed siden har været knyttet. Af hans Porcelænsmalerier kan bl. a. nævnes 30 Tallerkener med Archi-

198

tekturmalerier (tilh. Kmli, F. Meldahl), et Rokoko-Stel, dekoreret i gammel saxisk Stil, udstillet 1888 ved den store nordiske Udstilling, Vase med Fredensborg og Amalienborg til Dronning Victorias Rege-ringsjubilæum (1889), Vase til Kronprinsens Sølvbryllup (1894). Han ægtede den 2. August 1863 Nielsine Christine Mahncke (f. 1835 i Svendborg).

(Priv. Mecld. Akad. Udst. Fortegn.)

Oseryn. Isak Oseryn, Portrætmaler, nævnes hos K. v. Mander som født i København, hvor der ogsaa levede en Familie Oseryn, saaledes en Perlestikker Gerdt Oseryn, hvis Navn forekommer i Aarene 1619—24. Isak Oseryn maa tilhøre Frederik II's og Begyndelsen af Christian IV's Tid, idet han i Holland var Lærling af Kornelis Ketel (f. 1548, d. 1603). Først havde han øvet sig paa egen Haand hjemme, var derefter tre A ar hos Ketel og rejste saa til Italien, hvor han opholdt sig i Venezia og Rom. Da han kom hjem til Danmark, var han saa udviklet, at man nærede de største Forventninger ti] ham. Det er mulig ham, der i 1595 var i Kongens Følge paa en Rejse under Benævnelsen »Isac Conterfejer«. Men medens han var sysselsat med et Portræt i Legemsstørrelse af Kongen af Danmark (Christian IV), døde han af en hidsig Feber, som det synes før 1600. Det Portræt af Ketel, som er stukket til v. Manders Værk, var malet af denne Kunstner. Man har tidligere forvexlet ham med Isac Isacsz, men i sit Lexikon blev Weinwich allerede opmærksom paa Fejltagelsen, skønt hans Udtalelse endnu er forvirret.

(Karel von Mander: Het Leven der doorluchtige Nederlandsche en eenige Hoogduitske Schilders &c., 2. Udg. ved J. de Jongh II, S. So—Si. Decamps, La vie des peintres Flamancls &c., I", S. 202. Sandv., 8.78—79. Weinw., S, 53. Do. Lex. Spengl. Art. Eft. Clir. IV. Alm., 1619 [Nyerup]. Dske. Saml. V, S. 63.)

Otten Heinrich Otten, Kobberstikker, har stukket et Portræt af Bolle Luxdorph, som synes tegnet af Bygmesteren J. C. Ernst. (Sandv., S. 100. Strunk, Nr. 1713. Krohn, I. S. 104.)

Ottesen. Otto Didrik Ottesen, Blomstermaler, Søn af Kaadner Otto Didrik Ottesen og Bothilla f. Jessen, var født i Broager den 3. April 1816. Da hans Forældre var fattige Husmandsfolk, maatte han allerede med sit fyldte ottende Aar ud at tjene som Hyrdedreng, Med landlige Arbejder gik Tiden lige til hans attende Aar, men da han stadig havde øvet sig paa egen Haand i at tegne og

199

male, og da han fastholdt sin Lyst til at komme til København for at lære Malerhaandværket, lykkedes det ham endelig gennem en Morbroder, der var Lærer og Inspektør ved Petri Pigeskole, at blive tagen i Lære hos Malermester Jon Gulsen Berg i København i 1834; han fik samtidig Adgang til Kunstakademiet, hvor han 1843 var naaet op til Gibsskolen, medens han allerede i 1839 efter fem Aars Læretid havde aflagt sin Svendeprøve. Som bondefødt var han værnepligtig og skulde have forladt København for at indtræde i Tjenesten. Men Ottesen havde ikke gaaet Malerlæren igennem blot for at blive Haandværker, Lysten til at blive Kunstner gærede stadig hos ham, og da det nu gjaldt et afgørende Skridt, valgte han, som det, der var lettest overkommeligt i hans fattige Kaar, i Efteraaret 1840 at male et Frugtstykke, som snart blev efterfulgt af flere. I 1842 fik han sine første Billeder paa Udstillingen, og Akademiets daværende Sekretær, J. M. Thiele, udvirkede, ved at vise Kongen et af hans Billeder, at han blev løst fra sin Værnepligt, og, uagtet han ikke var Elev af Modelskolen, blev han tillige, da Akademiet »paa Grund af hans udstillede Arbejder« varmt anbefalede ham, i 1843 fritagen for den borgerlige Militærtjeneste. Han uddannede sig nu ganske paa egen Haand til Blomstermaler, idet kun J. P. Møller velvillig kom ham til Hjælp med at henlede hans Opmærksomhed paa de hollandske Mestres Arbejder i dette Fag, som pryde den kgl. Malerisamling.

Ottesen tjente snart saa meget, at han i 1843 kunde gifte sig med Louise Vilhelmine Børresen (f. 1816), Datter af en Skibstømmermand Børresen; men da Familien hurtig voxede, var det først efter Hustruens Død i 1853, han turde tænke paa at komme udenlands. I Mellemtiden vedligeholdt han Akademiets og Publikums Opmærksomhed for sig ved i tre paa hinanden følgende Konkurser (1845, 1847 og 1849) at vinde den Neuhausenske Præmie for Blomster- og Frugtmalerier. I 1855—56 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse, hver Gang med 600 Rdl. og søgte ganske naturlig til Holland og derfra til Paris. Paa Hjemvejen gennem Tyskland gjorde han Bekendtskab med en dansk Dame, Sofie Henriette Møller (f. 1804), Datter af Bogholder Niels Møller (f. 1771, d. 1825) og Kirstine f. Kragh (d. 1838); hun blev i 1857 hans Hustru, og da hun i Juni 1864 afgik ved Døden, ægtede han tre Aar senere, den 2. Maj 1867, Vilhelmine Amalie Bützow (f. 1828), Datter af Vexelmægler Thiis Christoffer Bützow (f. 1791, d. 1835) og Christiane Elisabeth f. Schøne (f. 1801, d. 1874). Den 22. Januar 1866 blev han optaget til Medlem

200

af Kunstakademiet, i 1874 fik han Titel af Professor, i 1887 blev han valgt til Medlem af Akademiraadet og den 26. Maj 1892 blev han Ridder af Danebrog; men han led allerede den Gang saa stærkt af en Hjærtesygdom, at han ikke længe efter, den 2. Oktober 1892, afgik ved Døden.

Et af Ottesens første Billeder blev købt af Thorvaldsen til hans. Museum, et andet »Roser og Jordbær« blev 1844 købt til den kgl. Malerisamling, der desuden ejer sex andre Billeder af ham, der efter-haanden ere indkøbte. Deriblandt maa nævnes »Foraaret i Skoven« (1862), som forestiller Skovbunden rigt dækket med blomstrende Anemoner, et Motiv, som senere ogsaa Kølle optog. Ottesen havde hurtig hævet sig til stort Mesterskab i Gengivelsen af Blomster og Frugter paa nært Hold, med overordentlig Kraft i Farven og den største Delikatesse i Behandlingen. Rosen, hvoraf han efterhaanden selv blev en ivrig Dyrker og en paalidelig Kender, var ganske naturlig hans Yndlingsblomst, og han gengav den med aldrig svigtende Friskhed i de forskeJligste Arter og paa alle dens Udviklingstrin, ikke sjælden skuffende bestænket med Dugdraaber eller besøgt af en Flue, en Bi eller en Sommerfugl. Ikke desto mindre er .der, naar man overser hans rige Produktion, stor Afvexling i Valget af Æmner; dels gengiver han med samme Kærlighed og Omhu Frugter, som Blomster, dels forlader han jævnlig den traditionelle Opstilling af Blomster i Vaser og Frugter paa Sølvtallerkener, og gengiver dem som de voxe frit i Naturen. Navnlig efter at han i 1874 paany havde været udenlands med det Ancherske Rejselegat, fremtraadte en finere, mere malerisk Behandling og større Rigdorn i Anordningen, paa samme Tid som han dog ikke gav Afkald paa den for hans Fag saa karakteristiske Detailudførelse, men snarere gik videre i at tilsigte bestemt Portrætlighed i den enkelte Blomst, særlig naar det var en Rose. Ottesen var i sine ældre Aar ikke utilbøjelig til at tro, at det var hans ugunstige Kaar i Ungdommen, og ikke Sjælens Hendragning til det, der boede i den, som havde ført ham ind paa Frugt- og Blomstermaleriet. Det torde dog nok have været et Selvbedrag; det Portræt af Billedhugger Malthe, med en gul Rose i Knaphullet, som han i sit sidste Leveaar udstillede, vidnede saa smukt om den alderstegne Blomstermalers endnu friske Talent, men talte ikke ret til Gunst for Portrætmaleren, ligesom ogsaa mangt et andet Billede, hvori han vilde inddrage Landskab eller Allegori indenfor Blomsterbilledets Ramme, endog i hans yngre Dage ikke røbede . særlige Anlæg udenfor det Fag, han helligede sin bedste

201

Kraft. Der er altsaa al Grund til at tro, at det var hans Naturs inderste og dybeste Røst, der talte til ham, da han tilsyneladende ufrivillig valgte en Kunstgren, hvori han gennem et langt Liv fejrede saa talrige Triumfer, uden nogensinde at synes mat eller ubeaandet overfor sine hvert Aar paany opblomstrende Forbilleder.

I Ottesen boede der ved Siden af hans Kunstnerævne en alvorlig og primitiv Natur, med stærk religiøs Modtagelighed, og et mærkelig dybt Blik paa mange af Livets Opgaver, som han med autodidaktisk Ihærdighed søgte at trænge ind i. Denne hans Personlighed er træffende gengivet i det Portræt, som Krøyer i sin Ungdom malede af ham, og som ogsaa er gengivet foran.

(Priv. Medd. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst Fortegn.)

Otto. Johan Einar Otto, Billedhugger, født den 21. September 1872 i København, er Søn af Guldsmedemester, senere Tandlæge Johan Vilhelm Otto (f. 1826, d. 1894} og Anna Catharine Dorothea f. Dohrmeyer (f. 1839). Efter sin Konfirmation kom han i Handels-. lære, men da han havde Lyst til at være Billedhugger, besøgte han det techniske Selskabs Skole og kom derfra til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Februar 1891 til Maj 1895 dog uden at tage Afgang, Samtidig lærte han at modelere hos Vilh. Bissen og begyndte at udstille 1892. Han har udstillet et Par Statuer og en Buste.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Ovens, Jurgen eller Jurian Ovens, Historiemaler, var Søn af Ove Broders, Raadmand i Tønning og var født der 1623. Hvorledes han har faaet sin første Uddannelse vides ikke, men det er dog sandsynligvis sket i Holland, selv om han vel næppe, som en Forfatter har troet, allerede 1642 var Elev af Rembrandt. Han traadte tidlig i Forbindelse med de gottorpske Hertuger, han var (1654) med i Stockholm ved Hedvig Eleonores Formæling med Kong Carl X Gustav, og malede en Fremstilling af denne Begivenhed. Under den følgende dansk-svenske Krig, hvori den gottorpske Hertug var inddragen, foretrak Ovens paa Grund af de urolige Forhold at forlade Landet og rejste den 25. August 1657 til Amsterdam, hvor det synes han blev modtagen som en anerkendt Kunstner og tog Borgerskab. Det synes ogsaa, som om han nu er traadt i Lærlingeforhold til Rembrandt. I Amsterdam malede han bl. a. »Die Verschworung des Civilis«, »som længe blev bevaret paa Raadhuset

202

i. Amsterdam«. Hertug Christian Albrecht til Holsten-Gottorp kaldte ham i 1663 tilbage til Slesvig og udnævnte ham til sin Hofmaler. Ovens tog nu Bolig i Frederiksstad, hvor han ægtede Marie Martens von Mehring (d, 1691), en Datter af Jens Martens. Til Kirken i Frederiksstad malede han senere en Altertavle, som endnu findes der. Ifølge en Skrivelse af 31. December 1678 fra hans Enke til den gottorpske Cancelliraad Henrik Schneiden, døde Ovens i Frederiksstad den 9. (ikke 7.) December 1678, efterladende sig 8 Børn, men, som det synes af en Fortegnelse over hans Ejendele, optagen efter Enkens Død, i ret gode Kaar. I Fortegnelsen nævnes henved 100 Malerier, for største Delen af ham selv, men ogsaa af andre tildels med store Navne, om end maaske af tvivlsom Værdi.

Ovens var en ganske dygtig Historiemaler, i Datidens hollandske Retning, men viser sig just ikke som nogen fremragende Elev af Rembrandt. Paa Gottorp Slot var der fra hans Haand ti større og mindre Billeder, forestillende Optrin af de første oldenborgske Kongers og af de gottorpske Hertugers Historie. Efter den første slesvigske Krig førtes bl. a. ogsaa disse til København og bevaredes i den kgl. Malerisamlings Magasin, indtil de, ved Oprettelsen af det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg, blev udlaante til dette. De gøre der et lidet tiltalende Indtryk og have størst Interesse som historiske Aktstykker. Foruden disse udførte han i Hertugens Tjeneste en Mængde andre Billeder, dels mythologiske og religiøse Billeder, dels Altertavler, dels ogsaa Portræter, der bedst vise, hvad han for-maaede som Kunstner. Blandt disse kan nævnes Portræter af hans Hustru og Svigerfader, der (1856) ejedes af en Slægtning i Eckernførde. I den kgl. Malerisamling findes et Mands portræt, der efter Høyens Mening forestillede den lærde Rejsende Adam Olearius, hvilket ikke er usandsynligt, da denne var i Hertugens Tjeneste og forfattede de Indskrifter, som findes paa de ovennævnte gottorpske Malerier. Desuden ejer Malerisamlingen et Genrebillede, som kaldes »Musik og Sang« samt et Par ikke fremhængte Billeder. Paa Erholm findes et stort allegorisk Maleri, en Gave fra Kong Frederik IV til Konferensraad Simonsen. Han har raderet 23 Blade, hvoraf de 22 forestille Kiels Universitets Indvielse (1666). Desuden tillægger Rumohr ham et raderet Portræt af Kielmann v. Kielmannseck, hvis Ægthed F, C. Krohn bestrider; et af Ovens malet Portræt af samme Person er stukket af H. S trans, lians eget Portræt findes i Descamps, Vie des pemtres flamands o. s. v.

(Brev fra Pastor Høver-Møller til N. Høyen i 1856. Weinw., S. 91 og 104. Do. Lex. Sandvig, S. 100. Skild. 1829, Sp. 886. Jonge, Kbhvn. Beskriv.

203

S. 509. Bibi. d. sch. Wiraencli. u. Kst. II, S, 209. Nagler Monogr. IV, 522. Sach, Carstens' Jugend, S. 138—39 og Neuere Gesch. d, Schlosses Gottorp, S. 22 K. Madsen, Bill. af gi. Kunst, S. 39. Strunk 1455—56, Krohn, I, 8. Provins-arch. i Odense,)

Overbek, Marie Dorothea Juliane (Julie) Lütken, Landskabsmalerinde, født i København den 23. Marts 1788, var Datter af Grosserer Christian Ludvig Lütken (f. 1750 i Hamborg, d. 1813 i København) og Marie Juliane Johanne f. Schinmeyer (f. 1765 i Stettin, d. 1832 I København). Hun havde lært at tegne af Læreren ved Akademiets Ornamentskole Cl. Mørch og at male af Landskabsmaler Vogt. Hendes sidste Lærer var J. L. Lund, og hun udstillede i 1815 for første Gang »sex nydelige Landskaber, malede med en. juelsk Pensel«. Paa disse blev hun enstemmig agreeret af Akademiet den 20. Juni og fik til Opgave for Reception at male »en smuk sjællandsk Egn«. Hun kaldte sig den Gang »Fru Lütken«, idet hun i ung Alder havde været gift med og var bleven skilt fra en Købmand Grefsen i København. Den 27. Juni 1815 blev hun i andet Ægteskab i Frederiks tyske Kirke paa Christianshavn viet til Købmand Johannes Overbek (f. 1787) og fulgte sin Mand til Hamborg, hvor hun lagde Haand paa sit Medlem sstykke. Men den i. Maj 1816 døde hun pludselig ved et Spring fra en Vogn, hvis Heste løb løbsk, Efter den Deltagelse, hvormed Akademiet omtalte hendes Dødsfald, synes hendes Talent for Landskabsmaleriet at have fundet varm Paaskønnelse. Den kgl. Malerisamling købte i 1813 et af hendes Billeder. Der er endnu bevaret en halv Snes af hendes Landskaber, hvoraf nogle vise et virkelig smukt Natur studium, om end Tidens konventionelle Maner ogsaa fremtræder deri. Hendes komponerede Billeder ere derimod svagere.

(Weinw. Lex, Priv. M e del. Skild. 1815, Sp. 443. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fred. Kirkeb.)

Overgaard. Christen Nielsen Overgaard, Maler, er født den 19. Maj 1851 i Stjær i Aarhus Amt, og er Søn af Gaardejer Niels Jensen Overgaard og Abelone f. Christensen. Da han var femten Aar gammel, kom han i Malerlære i København, besøgte technisk Institut og senere Akademiets Almindelig Forberedelsesklasse fra Januar 1870 til 1872. I Foraaret 1873 tog han til Wien, hvor han blev Sommeren over, gennemrejste en stor Del af Europa, Lilleasien og Ægypten og kom hjem i 1876. I Marts 1877 fik han Plads i Akademiet igen, i Modelskolens Forberedelsesklasse, gennemgik nu

204

Skolerne og fik den 30. Juni 1879 Afgangsbevis som Maler. Han har udstillet et Portræt i 1886, men har for øvrigt især dyrket Figurmaleriet i dekorativ Retning. Dels har han arbejdet for andre Kunstnere, saaledes undermålet Alterbilledet i Matliæusldrken for H. Olrik, malet paa Muren de tolv Apostler i Marmorkirken efter Olriks og Dorphs Forarbejder, dels udført selvstændige Arbejder som Tapeterne i Riddersalen paa Frederiksborg, Loftsmalerierne i Tyge Brahes Værelse og i Salen i Mønttaarnet sammesteds, det sidste forestillende »Christian V for hvis Aasyn Udyderne vige« samt forskellige andre mere dekorative Arbejder. Ligeledes har lian udført nogle Glasmalerier.

Overgaard blev den 18. November 1879 gift med Ane Margrethe Lauersen, Datter af Gaardejer Niels Lauersen i Stjær og Kirstine f. Pedersen. Han har fra 1884 været Lærer (Assistent) i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse og blev 1894 Ridder af Danebrog.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Overgaard. Hans Christian Overgaard, Maler, var født i Kragerø og Søn af Klokkeren Overgaard der; men begge hans Forældre var døde, da han i 1792 blev konfirmeret (og var altsaa rimeligvis født 1778) i sin Fødeby. Derefter rejste han i Juni 1793 til København, hvor han i 1808 vandt den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet. Han blev Malermester i 1817, men udstillede stadig i Aarene 1811 til 1830 nogle Portræter og en ikke ubetydelig Række »Stillebens«-Stykker, »der vel var noget haarde, men dog taalelig malede«, siger Weinwich. Han blev, vistnok 1815, gift med Eleonore Rust (f. 1794, d. 1862) og døde den 3. Februar 1832.

(Weinw. Lex, Akad. Udst. Fortegn. Reitzel. Vejvis. 1832. Skifteretten, Priv. Medd.)

Osholm. Charlotte Elisabeth Vilhelmine Oscholm, født Hilmers, er Datter af Etatsraad Christian Johann Hilmers (f. 1808, d. 1884} og Augusta f. von Krogh (f. iSn, d. 1885) og er født i Altona den 22. December 1846. Efter at have uddannet sig dels paa egen Haand, dels hos A. Dorph (1878—79), dels endelig en kort Tid i München begyndte Kunstnerinden at udstille i 1887 med »Portræt af en gammel Kone«, og har siden til Stadighed udstillet dels Portræter, dels Studiehoveder. Et Portræt af Missionæren Løventhal

205

regnes for hendes bedste Arbejde. Den 28. Maj 1881 ægtede Charlotte Hilmers (som dennes anden Hustru) Kammerherre Hofjægermester Alexander Georg Tully Oxholm (f. 1844) til Taarnholm, Søn af Kammerherre Harald Peter Oxholm (f. 1801, d. 1869) Og Ellen f. O'Kelly (f. 1813, d. 1851). (Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

206

Paaske. Hans Paaske eller von Pascha, Bygmester, synes at være indkaldt fra Tyskland af Kong Frederik II. Han fik 1576 Skøde paa en Grund ved Helsingør med en Have, hvorpaa han skulde opføre en god Købstadbygning, og endnu samme Aar fik han Forlening paa Kronens Gaard Borup. I 1574 sluttede han Kontrakt med Kongen angaaende Opførelsen af en Del af Kronborg Slot, 1576 nye Kontrakter om fortsatte Bygningsarbejder sammesteds. 1578 blev han forflyttet til Bahus og afløst af Obergen; 1581 blev der rejst Anklage mod ham, for ikke at have været paalidelig i sit Bygningsarbejde paa Kronborg. Det er et stort Spørgsmaal om han var andet og mere end Haandværker.

(F. R. Friis, Saml. ti. 290—91.)

Pacht. Axel Frederik Pacht, Billedhugger, født i København den 16. Juni 1847, er Søn af Kasketmager Laurids Adolf Pacht og Marie Caroline f. Jørgensen. Han kom i Billedskærerlære hos Wille, og begyndte i 1863 at besøge Kunstakademiet, hvorfra han den 30. Juni 1868 fik Afgangsbevis som Modelerer. I 1869 vandt han den mindre Guldmedallle for »Kain Jhjelslaar Abel«, derimod konkurrerede han i 1872—73 og i 1874—-75 forgæves til den store Guldmedaille; Opgaven var den sidste Gang, da hans Arbejde udstilledes, »Odysseus' Kamp med Bejlerne«. For øvrigt har han siden

207

1867 udstillet, dels nogle originale Kompositioner, dels nogle Buster og Medailloner i Gips. I 1880 havde han det Ancherske Rejselegat, i 1883 udstillede han en Statuette af St. St. Blicher, i 1890 en Statuette og i 1893 en Statue af Kong Christian IX. (Priv. Medd. Akad. "Reitzel. Udst. Fortegn.)

Pacht. Laurids Vilhelm Pacht, Genremaler, ældre Brodér til den ovennævnte A. F. Pacht, er født i København den 23. November 1843, og kom efter sin Konfirmation en kort Tid i Bogtrykkerlære, derpaa til den italienske Marmorhugger Ronci, medens han paa samme Tid begyndte at besøge det techniske Institut. Her fattede G. Hetsch Interesse for ham, fik ham i Lære som Porcelænsmaler hos Westphal (s. d.) og skaffede ham Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik, hvor han arbejdede i fem Aar. Imidlertid gennemgik han Akademiets Skoler fra 1861 til den 30. Juni 1866, da han bestod Afgangsprøven som Maler. Efter at han i 1866 havde begyndt at udstille med »En blomstrende Hyld i en Gaard«, der blev købt af Kunstforeningen, vandt han i 1869 den mindre Guldmedaille for en Karton »Arbejderne i Vmgaarden« og samme Aar den Neuhausenske Præmie for »Biskop Vilhelm forbyder Svend Estridsen Adgang til Kirken«. For øvrigt har han udstillet, dels enkelte Prospekter, dels Figurbilleder, som »Ingen hjemme«, »Skyggerne«, »Den flygtende Faun«, »Udmærkede Støvler«, »Ih se, Godaften«, »Serpentinedans« og nogle Landskaber. Et Forsøg paa at vinde den store Guldmedaille lykkedes ikke. Pacht opslog og undermalede Architekturen i »Den store Nadvere« for Marstrand-, desuden har han malet et Par Altertavler.

Efter flere Aars uafbrudte Forsøg lykkedes det ham at udvikle en egen Fremstillingsrnaade til mechanisk Gengivelse af Tegninger, Træsnit, Kobberstik m. m., Heliotypien, til en saadan Fuldkommenhed, at'den lader sig bruge i det praktiske Liv, og han oprettede (1874) et Værksted for Udførelsen af Heliotypier, som han i 1880 afstod til Crone, der har fortsat dette Reproduktions-Værksted under Firma Pacht og Crone. Derefter oprettede han en Farvefabrik, for at kunne levere Kunstnerne ægte og brugbare Farver, hvilken han endnu bestyrer, efter at den er gaaet over til et Aktieselskab. Med sit ejendommelige og hurtige Arrangementstalent er han en søgt Mand, hvergang noget nyt »skal startes«. Den 11. Juni 1871 blev han gift med Ambra Maurette Brandtberg (f. 1844 i Gøteborg), Datter

208

af Skibsfører Alexander Brandtberg (d, 1843) og Ida Caroline f. Andersen (f. 1818, d. 1892).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Paludan. Hans Jakob Paludan, Landskabsmaler, Søn af Johan Paludan (f. 1756, d. 1821), Præst i Fanefjord ved Stege, og Anne Elisabeth f. Paludan (f. 1762, d. 1829), blev føde der den 27. August 1797. Han gik fra Dreng af den militære Vej, blev allerede 1811 Sekondløjtnant i Artilleriet, 1820 Premierløjtnant og fik i 1829 Udnævnelse til Kaptajn, men vedblev at gøre Tjeneste som Premierløjtnant. Den 3. Juni 1830 døde han. Ved Siden af sin Embedsstilling som Officer lagde han sig efter Kunsten, besøgte Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt (1822), og dyrkede siden Landskabsmaleriet. Fra 1822—30 udstillede han en Del Landskaber, hvoraf fire blev købte til den kgl. Malerisamling (1828—30), Da han havde nær Slægt i Norge, besøgte han jævnlig dette Land, hvorfra Motiverne til adskillige af hans Landskaber ere tagne.

(Lengnick, Fam. Paludan. Erslew, II, S. 53—132, Suppl. II, S. 618, Krigsmin. Arcli. Militærkai. 1811—30. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Paludan. Hother August Paludan, Architekt, født den 5. Juni 1841 paa Alrø, var Søn af Provst i Bjerre og Hatting Herred, Janus August Paludan (f. 1803, d. 1869) og Camilla Augusta f. Kipnasse (f. 1809, d. 1864). Efter at have været i Tømrerlære og besøgt Kunstakademiet fra 1857 blev han i December 1863 Elev af Archi-tekturskolen, men forlod Akademiet i 1866 uden at have taget Afgangsprøve. I 1863 var han Konduktør i Viborg for N. S. Nebelong ved Ombygningen af Fængslet der, tog derefter til København for at fuldende sine Studier ved Akademiet, men forlod atter dette i 1866 for under Walther at lede Opførelsen af Hospitalet i Randers. Han levede nu nogle Aar som udøvende Architekt i Randers, vikarierede et halvt Aar for Tholle (s. d.) som Konduktør ved Viborg Domkirkes Genopførelse (se N. S. Nebelong}, Efter at han i 1872 var bleven Konduktør for Walther ved Opførelsen af Thinghuset i Viborg, tog han fra da af fast Bopæl i Viborg. Han udfoldede nu stor Virksomhed som Architekt, idet han dels opførte forskellige Bygninger i Byen selv, dels gav Tegning til Hovedbygninger til nogle Herregaarde i Omegnen, dels endelig ledede flere betydelige Restaurations arbejder af Kirker og lignende, saaledes Taarnet ved Beistrup Kirke, Skiern Kirke ved Randers, Grinderslev Klosterkirke

209

o, fl. I en lang Aarrække var han tillige Lærer ved Byens techniske Skole. Den 1o. Oktober 1867 havde han ægtet Elsigne Topp (f. 1847, d. 1885), Datter af Uhrmager Daniel Andreas Topp (f. 1816) og Christine Cecilie f. Hanerbach (f. 1819, d. 1886). Den 5. November 1886 indtraadte han i andet Ægteskab med sin afdøde Hustrus Søster Abel Topp (f. 1856). Han led i flere Aar af Brystsyge, som efter kun faa Dages Sygeleje bortrev ham den 22. April 1888.

(Erslew, II, 531. Elvins, S. 353: Vahl, Slægtebog- I, 183—84. Lengnick, Fam. Paludan. Viborg Stiftstid. 1888, Nr. 94 og 112. Priv. Medd. Akad.)

Paludanus. Semrinus Paludanus, Maler, se Søren Kiær.

Parnemann, J-akob Parnemann, Xylograf, var Kattuntrykker i forrige Aarhundrede her i København og uddannede sig, efter at have lært den Formskærerkunst, der hørte til Faget, tillige i den egentlige Xylografi (1771—74) og udførte siden 16 historiske Stykker efter Biblen i 4° og et Portræt i Camaieu i 8°, samt et andet i dair-obscur med to Stokke. Da han ikke fandt tilstrækkelig Opmuntring som Træskærer, maatte han forblive ved sit Haandværk, hvori han skal have været en dygtig Mand. Han havde været gift en Gang før, da han omtrent 1785 —86 ægtede Marie Helene Thuring (f. 1760, d. 1815) og havde en Søn i hvert Ægteskab. Sønnen af sidste Ægteskab Peter Christian Parnemann (f. 1787) blev Søofficer og gik til Norge. Parnemann døde den 7. Maj 1803.

(Biisching. De tegn. Kunsters Hist., overs. af Hallager. K bh. 1783, S. 326—27. Weiiiw., S. 177, do. Lex., Sluld. 1830, Sp. 1069. Udskr. af Büschmg. Vejvis. Adresseav. 1815, Nr. io. Skifteretten,)

Pas. Crispin de Pas, Kobberstikker, Søn af den nedennævnte Simon de Pas, levede ogsaa som Kobberstikker her i Landet. Nagler nævner 3 Blade af ham.

(Weinw., S. 62, do. Lex. Skild. 1830, Sp. 818. Nagler, Kstl. Lex. XI, S. 3.) '

Pas. Simon de Pas, Kobberstikker, født i Utrecht 1591, var Søn af Kobberstikkeren Crispin de Pas ff. 1560, d. 1637) og Magda-lene de Bock. Han var sin Faders Lærling og tilbragte — som det synes sammen med Faderen — ti Aar (1613—1623) i England, hvor han udførte sine betydeligste Arbejder, mest Portræter. Derfra blev han af Christian IV indkaldt til Danmark og var kg!. Kobber-

N. K. L. II. Oktober 1896. 14

210

stikker fra den 17. December 1624 til den 6. Maj 1647, der synes at være hans Dødsdag, thi i Juni 1648 udbetales det sidste af hans tilgodehavende til hans Arvinger. Fra 1626 var han tillige Universitetsko bberstikker. Hos Sandvig nævnes 15 Blade af ham, foruden 100 Portræter af den danske Kongerække (1625—51), hvoraf mulig de sidste Blade ere stukne af Sønnen; Nagler opregner 35 Blade, I 1634 maatte han i Forening med Karel v. Mander tegne Dekorationer (Monstra) til nogle Skuespil, der opførtes i Anledning af Prins Christians Bryllup. Desuden nævnes fra 1633 to Titelkobbere til Christian IV's Bibel og et Titelkobber til en Ligprædiken over Fru Helle Sørensdatter.

(Weinw., S. 62,. Do. Lex. Sandv., S. 100. Skild. 1830, Sp. 817—18. Overskous Theaterh. I, S. 83. Medd. fra Rentck. 1872, S, 194. Thaarup. Fiissli, Lex. Suppl. Allg. .Bibi, d. sch. Wissenscli. u. Kitnste. XIX, S. 210 Ag„ XXI, S. 206 og 209 lig., om lians Fader. Nagler, Kstl. Lex. XI, S. i. Monogr. 625, 795, 3275. Merlo, Køln. Kstl. n. Udg. S. 644.)

Pauelsen. Erik Pauelsen, Historiemaler, født i Bygom¹ i Viborg Stift den 14. Oktober 1749, var rimeligvis Bondesøn, Om hans første Ungdom kender man kun, hvad .Rahbek fortæller i sine Erindringer, hvorledes han, af Lyst til at blive noget mere som Maler, forlod Hjemmet som Dreng, tjente Føden undervejs ved at male Kister for Bønderne og naaede omsider København, hvor han paa Lykke og Fromme fik Plads hos en Malermester (»Amtsmaler«). Han fik under sin Læretid Adgang til Kunstakademiet, hvor han 1774 vandt den mindre, 1775 den store Sølvmedaille. Samme Aar vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Samuel ofrer Herren Brændoffer og Filistrene blive slagne af Torden« (i Sam. 7, 8—u), og i 1777 den store Guldmedaille for »Salomons Dom«. Hvert Aars første April udstillede han tillige flere historiske Malerier og Portræter. I 1780 søgte han om Løfte paa Rejsestipendiet efter Meyn, men da Akademiet syntes, at han ikke klart nok havde valgt

¹ Saaledes er den overleverede Opgivelse af hans Fødsel. Men Provst J. N. Wilse siger i sine »Rejseiagltagclser« V, S. 163 (1798), hvor han nævner Landsbyen Resen (Skodborg Herred): »Vor berømmelige Kunstmaler Pauelsen er og fød her; det er ellers rart, at Jyder lægge sig efter de skønne Kunsters. Imidlertid findes Pauelsens Daab hverken i Kirkebøgerne for Resen eller Eignm (Bygum), som hører under Østerbølle Sogn. Mærkeligt nok læses dog i sidstnævnte Kirkebog ved 1749: »Dom. XX (o: ^lfl/₁₀) døbt Peder Larssen af Bygum hans Søn, kaldet Ericj- Hvis det var ham, skulde han have heddet Pedersen og ikke Pauelsen.

211

mellem Historiemaleri og Portræt, kunde det »ikke erklære sig paa nogen fordelagtig Maade om Pauelsen«. Ikke desto mindre resolverede Kongen, at han skulde have Stipendiet i tre Aar efter Meyn. Allerede ved den Tid, da han vandt den mindre Guldmedaille, havde han fundet Lejlighed til at male flere store Vægmalerier paa Lærred som Dekoration i private Lejligheder. Saaledes malede han hos Bager Lobeck, der den Gang ejede Nr. 72 (nyt Nr. 16) paa Østergade, Væggene i to eller tre Værelser med Fremstillinger af Josefs Historie. Under Udførelsen forelskede han sig i Datteren, Anna Elisabeth Lobeck (f. 1759), som den 11. April 1777 blev hans Brud. Hun var Datter af en velhavende Bagermester Jakob Lobeck (f. 1709, cl. 1790) og dennes anden Hustru, Agnete Seyer (f. 1731, d. 1771), Enke efter en Strahlendorph. I et den kgl. Malerisamlmg tilhørende Billede, kaldet »Venus Urania«, skal han have gengivet sin Hustrus Træk, og to smaa Genrebilleder, hvoraf det ene tilhørte Auktions direktør Fick, det andet Landskabsmaler J. C. Dahl i Dresden, skulde forestille, hed det sig, ham selv og hans Forlovede i to forskellige Optrin; de ere nu havnede i den kgl. Malerisamling. Da han fik Midler med sin Kone, rejste han udenlands i November 1780 for egen Regning, saaledes at de tre Aars Stipendium skulde godtgøres ham, naar han kom hjem. Hans unge Kone fulgte ham paa Rejsen, og han var borte til Udgangen af 1783. Han besøgte Frankrig og Italien, og ved sin Hjemkomst udstillede han i Akademiet to store Originalmalerier, »Cupido« og »Mercurius og Psyche«, samt en Kopi efter Rafael, paa hvilke Billeder han agreeredes den 2. Februar 1784. Til Opgave for Medlemstykke fik han: »De tre nordiske Rigers Forening, sluttet til Calmar 1397, ved den bekiendte calmarske Constitution« efter Holbergs Danmarks Historie (I. S. 509). Behandlingen af dette Æmne faldt ud til en mat og kold Allegori, hvori man ser Dronning Margrete, med Erik af Pommern hos sig som Barn, modtage de trende nordiske Riger i Skikkelse af tre, lidet karakteriserede Kvinder. Paa dette store Billede, som allerede den 5. April var færdigt til at forevises Kommissærerne Mandelberg og Preisler, blev han den 3. Maj 1784 Medlem af Akademiet. Anmelderen i Minerva, Th. Thaarup, som" Aaret efter skrev om Kunstudstillingen, havde ventet sig et bedre Arbejde af Pauelsen og »om man endog kunde undskylde den mindre Udarbejdning, saa kan man dog paa ingen Maade undskylde en fejlfuld Komposition, en Mangel paa Holdning og Kraft . . og en besynderlig'Ensformighed næsten i alle Ansigter«.

212

I Udlandet var Pauelsen bleven Medlem af flere Akademier, og han fik i Düsseldorf den Professortitel, hvormed han i Samtiden altid nævnedes. Det hedder sig i en fra Datiden mundtlig overleveret Efterretning, at Abildgaard skulde have modarbejdet Pauelsens Valg til Professor ved Modelskolen, og at denne skulde have set en Uretfærdighed deri. Dette skulde da være sket ved Mandelbergs Død 1786; men Pauelsen synes ikke at have søgt Professoratet, og i al Fald havde Juel, som blev valgt, »Tjenestealder« forud- baade som Medlem og som »sumumeraire« Professor. Da i 1787 de tre Aars Stipendium var blevet Pauelsen refunderet, søgte han om at beholde Stipendiet tre Aar til, for at foretage Rejser i Indlandet, men han synes ikke at have opiiaaet det. Ikke desto mindre foretog han i disse Aar bl. a. en Rejse til Norge, bvor han optog en Række Prospekter, som for en Del blev Statens og ophængtes paa Frederiksberg Slot. Der henrykkede de Oehfenschlæger i hans Barndom. Kort efter malede han nogle Udsigter fra Dronninggaard for Stedets daværende Ejer, Etatsraad og Grosserer de Coninck; deraf var de to saa store, at de hver fyldte en. hel Væg i en Sal paa Dronninggaard, medens sex var mindre Dørstykker. Den kgl. Malerisamling ejer flere Landskaber af Pauelsen, tildels efter danske Egne. I Forening med Juel og Lorentzen er han, ved denne Virksomhed, en af det danske Landskabsmaleris fortjenstfulde Forløbere, selv om Samtiden maatte skatte disse første Forsøg paa at skabe en indenlandsk Kunst højere, end en senere Tid er i Stand til.

Ikke mindre Krav paa Tak har han for den Kærlighed, hvormed han i sin Ungdom dvælede ved Fædrelandets Historie. Inden sin Udenlandsrejse udførte han tre Billeder graat i graat af Nordens Historie, nemlig »Præsten Hans Madsen, der bringer Rantzau Efterretninger orn Fjenden«, stukket 1779 af J. G. Preisler, »Anne Colbjørnsen i Norderhoug Præstcgaard«, stukket 1780 af M. Haas, og »Rolf Krage«, stukket 1782 af samrne. Det sidste Billede udstillede han 1780 i Akademiet. Selv raderede han 1782 i Paris et andet Æmne af Nordens Historie »Knud den Store ved Strandbredden dadler sine Plofmænd for deres Smiger«. Desuden har han malet »Knud den Helliges Drab i St. Albani Kirke«, som blev skænket St. Knuds Kirke i Odense af Prins Christian Frederik og ophængt der (1834). Efter Rejsen synes hans Sans for Nordens Historie at have tabt sig; thi han malede kun • sit Medlemstykke i denne Retning. De Billeder, han hjembragte, var, som ovenfor nævnt, af mythologisk Indhold. Til »Mercurius og Psyche« udførte

213

han et Sidestykke; desuden malede han den nævnte »Venus Urania« o. fl. De fleste af disse Billeder findes paa Kronborg, idet de efter Kunstnerens Død blev den kgl. Malerisamlings Ejendom. Kronprinsen (Fred. VI), hvem man fik til at tro, at Pauelsens sørgelige Død var fremkaldt ved en Uret, han skulde have lidt, bød nemlig, at der skulde købes saa mange som mulig af hans Billeder for Statens Regning. Fra Udførelsens Side svare de ikke til det store Navn, de ved deres Fremkomst skænkede Maleren. De ere uinteressante af Indhold og svage i Tegningen, men de have, eller rettere havde i Datidens Øjne, noget vindende ved den milde harmoniske Farve og de bløde Omrids, Fortrin, hvori senere Kratzenstein Stub sluttede sig til ham.

Større Tiltrækningskraft øve hans Portræter. Han gengiver Aasynet paa en behagelig Maade, og hans Fortrin i Farven gøre sig bedre gældende uden at svækkes af fremtrædende Brøst i Udførelsen. Hans eget Portræt, der tilhørte Fick, er vistnok fra hans yngre Aar, C. F. Stanleys Portræt i Akademiets Samling var udstillet sammen med hans Medlemstykke. Fra en tidligere Tid er et Dameportræt, forestillende Johanne Conradine Spengler gift Basler (1778) og ret fmt i Opfattelse og Farve. Af andre Portræter nævnes den bekendte A, C. Hviid, en Præst i Høyelse og hans Kone (rimeligvis M. P. Krnuse og Inger født Ørsløw), Pastor Weinreich paa Frederiksberg, Rahbeks Forældre og K. L. Rahbek selv (1789). Pauelsen var ogsaa Kobberstikker. Foruden den nævnte Radering stak han efter sin norske Rejse tre af Pladerne til sine egne Prospekter, nemlig »Hoffossen«, »Storelven i Ringerige« og »Tistedalen« (1788—89), der udkom som kolorerede Kobberstik. Kort før stak han det ene af de af ham selv tegnede Portræter til Rahbeks »Lommebog for Skuespilyndere« (1788) nemlig Skuespillerinden Mad. Bjørns Portræt, De to andre, Mad. Gjeistrups og Mad. Preislers, blev stukne af D. Berger i Berlin, hvis Stik efter det tredje Portræt med forandret Navn (Hanna v. Ostheim) blev brugt som Titelvignet til Rahbeks »Prosaiske Forsøg«, II Samling. For øvrigt nævnes en Del Vignetter, tegnede af Pauelsen og stukne af forskellige.

Trods den ikke ringe Virksomhed, hvis Omrids her er givet, havde Pauelsen ikke nogen lang Levetid. Omstændigheder, som ikke mere lade sig oplyse, idet der kun hentydes til dem i forblommede og opstyltede Udtryk om »den blege Avind«, som udspyede sin Gift imod ham, forbitrede ham saaledes Livet, at han den 20. Februar 1790, kun lidt over 40 Aar gammel, tog sig selv af Dage ved

214

at springe ud ad Vinduet, efterladende sig en Enke, som overlevede ham i 50 Aar (d. 19. Marts 1840) og to smaa Døtre. Hans Død, der vakte megen Opsigt og fremkaldte en Mængde lyrisk-pathetiske Udbrud paa Vers og Prosa i Datidens Tidsskrifter, blev særligt mindet ved en Sørgefest i »Det forenede dramatiske Selskab«, hvoraf han havde været Medlem, den 3. Marts 1790, ved en melodramatisk Forestilling med Text af Abraham Tidemand. Naar han heri kaldes ikke blot »ypperlig som Menneske« og »uforglemmelig som Ven«, men ogsaa »stor som Kunstner«, ser man let, at Tidens Opfattelse har mere Del i denne Dom end et sandt historisk Overblik over hans kunstneriske Virksomhed.

(Weinw., S. iSS—90. Do. Lex. Lengn. Fam. Lobeck. Rahbeks Erhul. IV, S. 27. Skild. 1819, Sp. 433, 1828, Sp. 1281—84, 1830, Sp. 1509—J?. Prov. Archivet i Viborg. Akad. Minerva, 1785, II, S. 87 og 97, 1786, V, 8.385—86, 1788. XIV, S. 34 og 238, 1790, XIX, 8.295, 417—20 og- XXr, S.7O. Adresseav. 1790, Nr. 41. Hist. Tidsler. 4. R. IV, S. 274, [Werlanis Erindr.]. Pauelsens Anktionskat. 1791 med hdskr. Tillæg af Konfr. Thomsen. Dagen 1834, Skifteretten 1840, Fdl. 1840. Hennings Musagei, III, St. S. 17—19 og 24. Raradohr, Reise, I, S. 209. Bnrm. Becker Tapeter, S. 40. OehlenscBl. Erindr., ny Udg., S. 13. Spengl. Kat. o. Malerisml., Nr. 875—84. Priv. Medd. Krohn, I, 95—96. Strunk.)

Pauli. Johan Georg Leander Pauli, Xylograf, er født i Roehlitz i Saxen den 12. September 1838 og er Søn af Overkontrollør Adolf Ferdinand Pauli (f. 1803, d. 1875) og Caroline f. Glauer (f. 1804, d. 1881). Han lærte fra 1853 Xylografien hos Edw. Kretzschmar i Leipzig, og uddannede sig desuden ved Kunstakademiet der samt ved Privatundervisning. Han blev den 16. April 1863 gift med Vilhelmine Seemann (f. 1844), Datter af en Proprietær Seemann, og blev snart efter kaldet til København af Forlagsbureauet, for at være Xylograf ved »Illustreret Tidende«. Han kom til København den g. Oktober 1869, fik 1871 Bestyrelsen af Bladets xylografiske Værksted indtil 1886, da han overtog det for egen Regning. I 1892 gik tillige Forlagsretten til »Iil. Tid.« over til ham og samme Aar fik han dansk Indfødsret.

(Priv. Medd.)

Paulli, Augusta Dorothea Henriette Christine Paulli, Malerinde, født i København den 27. August 1:843, er Datter af Kapelmester, Professor Holger Simon Paulli ff. 1810, d. 1891) og Nielsine Albertha født Schouw (f. 1815, d. 1891). Efter at have faaet Vejledning i at tegne og male af Heinrich Buntzen og senere i V. Kyhns Tegne-

215

skole, har hun siden 1871 udstillet dels Landskabspar tier, dels Æmner som »Ved et Bondehus«, »En Husmandshave« og lign. med Staffage af Almuens Liv.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Paulsen. Andreas Stephan Mygind Paulsen, Billedhugger, født i Haderslev den 18. December 1836, er Søn af Drejermester Niels Mygind Paulsen (f. 1813, d. 1884), som snart efter flyttede til Fredericia, hvor Sønnen voxede op. Hans Moder hed Anne Cathrine f. Thaisen (f, 1810, d. 1875). Fra 1857 uddannede han sig i København under H. V. Bissen til Billedhugger, og fra 1859 har han udstillet dels Buster i Marmor og Gibs, dels selvstændige Kompositioner i Relief. Desuden udførte han bl. a. til Kolding et større Relief i Malm til Minde om de i den første slesvigske Krig faldne Krigere, til Hjørring en Buste af Frederik VII, ligeledes i Malm, til sin Hjemstavn, Mindesmærket for General Rye, i Aalborg General Schleppegrels Statue, i Ribe Domkirke Mindesmærke over A. S. Vedel, udført efter det ældre. Desuden Statuetter af H. V. Bissen, R. Rask og J. N. Madvig. I 1883 var han udenlands for det Ancherske Rejselegat. Den 6. December 1871 blev han. gift med Anna Erenst Krogh (f. 1841, d. 1890), Datter af Købmand Jens Tage Krogh (f. 1810} paa Skagen og Johanne Cathrine f. Statidt (f. 1814, d. 1861).

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Paulsen, Julius Paulsen, Maler, er født den 22. Oktober 1860 i Odense, og er Søn af Knud Christian Paulsen (f. 1814), som den Gang var Købmand der; hans Moder hed Betzy Christiane f. Petersen (f. 1821, d. 1878). Denne, som havde tegnet og malet i sin Ungdom, gav ham de første kunstneriske Impulser. Efter at have besøgt Latinskolen i Odense kom han 16 Aar gammel i Malerlære og besøgte samtidig den techniske Skole der. Med et Portræt af en lille Pige, som han malede i Odense, udstillede han første Gang. Derefter kom han til København og besøgte Kunstakademiet fra Juni 1879, gennemgik dets Klasser, men tog ikke Afgang og forlod Akademiet i Maj 1882. I December s. A. fik han 300 Kr. af den Hjelrnstjeme-Rosencroneske Stiftelse, vandt derpaa i 1883 den Neuhausenske Præmie for sin Faders Portræt, fik 1886 en Rejseunderstøttelse paa 400 Kr., 1887 første Gang Aarsmedaille for »Adam og Eva«, der blev købt til den kgl. Malerisamling, derpaa i 1888 en Rejseunderstøttelse til Udlandet paa 1000 Kr., som han benyttede

216

til en Rejse til Italien- i ^892 fik han en Understøttelse af den Råben-Levetzauske Fond paa 500 Kr., i 1893 tilkendtes den Thor-valdsenske Udstillingsmedaille ham for et Portræt af Grevinde Ahlefeldt-Laurvig, hvorved han blev Medlem af Akademiets Plenarforsamling, endelig i 1895 havde han atter en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 700 Kr. for at rejse til London og Paris. Foruden nogle større og mindre Figurbilleder, har han mest malet Portræter, deriblandt flere Gange Faderens Portræt, endvidere Provst Warburg til Holmens Kirke (1886), tre Brødre Aagesen til Professorinde Aagesen, Direktør Hertzsprung (1887), L. Frølich til Udstillingsfonden (1890), Fru J. Drewsen til Dronning Louises Børnehospital. Ved Siden heraf udstillede han en Række mindre Landskaber og nogle Interiører, samt 1893 »Vallø Slots Brand«. Fra 1891 har han tillige været Udstiller ved den frie Udstilling, hvor han ogsaa dels har udstillet Portræter, saaledes Skolebestyrer Joh. Mantzius (1891) dels Landskaber og Studier.

(Priv. Medd. Akad. Udst og fri Udst. Fortegn.)

Paulsen, Oscar Andreas Julius Paulsen, Portrætmaler, Søn af Manufakturhandler Andreas Julius Paulsen (f. 1831) og Louise Charlotte Frederikke f. Therkildsen (f. 1836) er født den 28. August 1860 i København. Han var først i Handelslære og blev Kommis og aftjente derpaa sin Værnepligt, inden han begyndte sin Uddannelse til Kunstner. Han har germemgaaet Akademiets Skoler fra April 1887 til Maj 1893, dog uden at tage Afgang. Siden 1891 har han udstillet Portræter.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Pedersen. Carl Ferdinand Pedersen, Maler, født den 2. Maj 1803 i København, var Søn af Henning Pedersen (f. 1775, d. 1837), senere Major i Artilleriet, Landinspektør og Landvæsenskommissær paa Bornholm; hans Moder hed Sofie Caroline f. Voigt (f. 1773, d. 1844). Hans Farfader, Troels Pedersen (s. d.), var Tegnemester i Sorø. Af Lyst til Kunsten kom Pedersen meget ung til at gaa paa Kunstakademiet i København, saaledes at han allerede 1819 blev Elev af Modelskolen og i 1820 udstillede sit første Billede, »En Christns, malet efter Gibs«. Efter et Ophold udenlands, navnlig i Berlin, kom han tilbage til København, hvor han i 1828 malede et Aarstid under Eckersbergs Vejledning og A året efter udførte hans Portræt. Samme Aar udstillede han en Fremstilling af »Skattens Mønt«, og i 1832 »En Skomager i sit Værksted«. For øvrigt var

217

Portrætrnaleriet hans egentlige Fag. Senere levede han nogle Aar i Sverige og siden i Fædrelandet. Da han led meget tinder Sinds- og Legemssvaghed, holdt han efterhaanden ganske op med at male, og tilbragte sine sidste Aar i indesluttet Ensomhed, indtil hans Familie fandt det gavnligst at indlægge ham paa St. Hans' Hospital, hvor han døde den 11. September 1875.

(Priv. Medd. Erslew, II, S. 541, Suppl. II, 634—35. Berl. Tid. 1875. Eckersb. Optegn. Akad. Reitael. Udst. Fortegn.)

Pedersen. Hugo Vildfred Pedersen, Maler, født den 25. Januar 1870 i København, er Søn af Skrædermester Johan Pedersen, og kom efter sin Konfirmation i Malerlære, besøgte det techniske Selskabs Skole og Kunstakademiet (1886—92), men rejste derefter til Udlandet, hvor han opholdt sig i syv Aar, den længste Tid i Nürnberg. Han har dels malet, dels illustreret forskellige Værker her og i Udlandet. Ved Foraarsudstillingerne har han kun haft et Billede fremsat, »Et Interiør« (1891).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Pedersen. Jens Peder Pedersen, Maler, født den 5. December 1859 i Ollerup ved Svendborg, er Søn af Landmand Christen Pedersen (f. 1834), og Ane Kirstine f. Jensen (f. 1834, d. 1864). Han var i Malerlære i Faaborg hos Syrak Hansen og korn som Malersvend til København (1879), hvor han af C. F. Andersen dimitteredes til Kunstakademiet. Han gennemgik dettes Skoler fra den i. Oktober 1881 til Januar 1888, men tog ikke Afgang. Under hele sin Studietid arbejdede han under C. N. Overgaard og deltog i dennes Arbejder. Med Understøttelse fra Larssens Legat og den Reiersenske Fond har han foretaget et Par mindre Rejser (1886 og 1896). Den 6. Januar 1888 ægtede han Hansine Pedersen (f. 1860), fra hans Fødestavn. Fra 1885 har han udstillet dels Landskaber, dels Portrætstudier og Portræter.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Pedersen, Ole Pedersen, Dyrmaler, en Søn af Husmand Peder Olsen (f. 1813, cl. 1887} og Gertrud Bertelsdatter (f. 1815), er født den 29, September 1856 i Farum, hvor han - hører til en i flere Slægtled anset Gaardmandsfamilie. Han vilde have været ind i Hærens Elevskole, men da dette ikke lykkedes, maatte han tjene nogle Aar paa Landet, indtil han ved Justitsraad C. F. Gardes Hjælp lærte Srnedehaandværket og blev Svend (1877). Efter dels at have

218

arbejdet som saadan, dels gjort et Par Togter som Fyrbøder, idet han aftjente sin Værnepligt, blev han i 1880 Landpostbtid i Kongens Lyngby, og den Tid, Tjenesten levnede ham, anvendte han til efter bedste Ævne at tegne og male. Bryggeriejer J. Tvede, som havde set noget af hans Arbejde, fik derved Interesse for ham og skaffede ham Adgang i 1882 til det techniske Selskabs Skole i København, hvorfra han i April 1883 dimitteredes til Kunstakademiet. Efter hurtigt at have gennemgaaet dets Skoler fik han den 29. Januar 1886 Afgangsbevis som Maler.

Pedersen udstillede første Gang ved en Decemberudstilling »En Kostald«, der allerede vakte Opmærksomhed for ham, og har fra r886 stadig haft Arbejder paa Foraarsudstillingerne. I 1887—88 maatte han tilbringe Vinteren i Syden paa Grund af sin Helbred og besøgte paa denne Rejse tillige Paris. Ved Foraarsudstillingen 1888 tilkendtes den Sødringske Opmuntringspræmie ham for »Fra en Hedemark« og s. A. fik han en Rejseunderstøttelse paa 300 Kr. af Akademiet og 500 Kr. af den Raben-Levetzauske Fond; i 1889 fik han en Rejseunderstøttelse fra Kultusministeriet for at besøge Verdensudstillingen i Paris, i i8qr fik han 400 Kr, af Akademiet for at rejse til Berlin og Dresden, i 1892 fik han dets Rejsestipendium (2500 Kr.), som forlængedes i r8g3 (1500 Kr.) og var nu i Italien og kom hjem i r8g4. Af hans udstillede Arbejder blev »En Faare-fold« købt til den kgl. Malerisamling (1889). S. A. konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie, dog uden at vinde den, og rSgi udstillede han et stort Billede »Køerne drives hjem, Motiv fra Odensefjord«, der vakte en hel Del Opmærksomhed. Han har foruden Landskaber og Dyrebilleder i landskabelige Omgivelser ogsaa malet Portræter og andre Figurbilleder,

Pedersen, som siden 1889 har været Lærer ved det techniske Selskabs Skole, ægtede den 28. November 1880 Laura Catharina Maria Schack (f. r86o), Datter af Maleren Major S. L. Schack (s. d.).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Pedersen. Thomas Vilhelm Pedersen, Maler og Tegner, var Søn af Kaptajnløjtnant, senere Kommandør i Søetaten, Ove Christian Pedersen (f, 1786, d. 1821), en Broder til Major Henning Pedersen, som nævnedes under C, F. Pedersen, og Oline Henriette f. Barfred (f. 1789, d. 1872); han kom til Verden den 28. Januar r82o paa Karlslundegaard ved Køge. Han gik samme Vej som Faderen, blev Kadet 1834 og Sekondløjtnant i84r. Allerede under sin Opvæxt

219

var han sygelig og en større Forkølelsessygdom, han paadrog sig som Kadet, lagde Spiren til den Brystsyge, som voldte hans tidlige Død. Da han fra Barn havde vist en ualmindelig Lyst til Tegning, tilstod Christian VIII ham fire Aars Orlov af Krigstjenesten med fuld Lønning, for at han uden Tryk kunde uddanne sig til Kunstner (1842—46).

Efter at have arbejdet nogen Tid hos Marstrand søgte han om Adgang til Kunstakademiet og bad om, at han som Officer ikke maatte faa Plads i nogen lavere Klasse end Gibsskolen. Akademiet fandt imidlertid hans indsendte Prøvetegninger saa udmærkede, at det strax gav ham Plads i Modelskolen. Han indskrænkede sig nu ikke mere til at tegne, men malede ogsaa og udstillede i 1847 flere Billeder af det danske Folkeliv. Han var dog kommen temmelig sent til at male, og hans Embedsstilling i Forening med hans svagelige Helbred gjorde, at han vedblivende helst udtalte sine livlige og aandfulde Tanker med Blyant eller Pen, Hans Illustrationer til de første tre Bind af H. C. Andersens Æventyr gav ham Plads blandt de første og aandfuldeste af den danske Skoles Tegnere. I 1848 meldte han sig atter til Tjeneste ved Søværnet, i 1849 var han med paa Gefinon og faldt i tysk Fangenskab; efter Udvcxlingen af Fanger blev han udnævnt til Ridder af Danebrog, og i 1850 blev han Premierløjtnant. Aaret efter, den 16. April 1851, ægtede han sit Sødskendebarn Adolfine Marie Pedersen (f. 1817, d. 1892), Datter af kgl. Kapelmusikus, senere Organist og Musiklærer i Sorø, Frederik Volf Carl Pedersen (f. 1779, d. 1854), Farbroder til C. F. og Th. Y. Pedersen, og Benedicte Sabine f. Borch (f. 1780, d. 1847). Han levede i sin lille Offiecrsbolig i Nyboder et lykkeligt Familieliv delt mellem Kunstens Udøvelse og sine Embedspligters Varetagelse, og kun hans aftagende Helbred formørkede disse Aars stille Lykke. I 1856 gjorde han sit sidste Togt som Næstkommanderende paa Korvetten Thor. Endnu hensygnecle han et Par Aar, dog ikke uden stadig og livlig at sysle med sin Kunst, og døde Natten mellem den 12. og 13. Marts 1859. Digteren Frederik Paludan-Müller satte ham et smukt Minde i Illustreret Tidende, der gengav hans Portræt og et Par af hans Tegninger fra Italien i Træsnit. En Del af hans Tegninger ere udgivne i Lithogran.

(III. Tid., I, 1860, Nr. 27. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Vahl, Slægteb. I, 209. Medd. fra Sorø.)

Pedersen. Thorolf Frederik Paludan-Müller Pedersen, Sømaler, er født den i. Maj 1858 i København og er Søn af ovennævnte

220

Th. V. Pedersen. Han blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Januar 1875 til Jannar 1883, dog uden at tage Afgang. Han debuterede paa Forårsudstillingen

1882 med to Figurbilleder, forestillende unge Piger, malede endnu i 1883 og 1884 lignende Figurbilleder, men gik i sidstnævnte Aar over til det Fag, han senere næsten udelukkende har viet sine Kræfter. Hans første Søstykke hed »Ved Gilleleje; halv Storm«, og han holder meget af at male Søen i kraftig Bevægelse. I 1885 fik han den Neuhansenske Præmie for »Skibe i Kattegat, Merssejls Kuling«, i 1889 fik han samme Præmie for »Helsingørs Havn, Eftermiddag«, ifølge Opgaven et Billede med rolig Sø. I 1887 og 1891 havde han Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 300 Kr. hver Gang, i 1892 fik han 400 Kr. og i 1893 det samme Beløb fra den Raben-Leveteauske Fond. I 1895 blev han Parthaver i den frie Udstilling, hvor blandt hans Arbejder, et stort Billede »Brede Sejl over Nordsjø gaar« blev købt til den kgl. Malerisamling. Den 17, Juli 1887 ægtede han Karen Margrethe Janssen (f. 1859), en Søster til den foran nævnte Luplau Janssen.

(Priv. Medd. Akad. Udst. og fri Udst. Fortegn,)

Pedersen. Truels eller Troels Pedersen, Maler, var født 1742; men da han ikke har vundet Akademiets Sølvmedailler, kan der intet oplyses om hans Uddannelse, Imidlertid fik han, efter at J, G. Hertzog (s. d.) var død, den 18. Maj 1770 kgl. Ansættelse som Ridsemester (Tegnemester) ved Sorø Akademi med en Begyndelseslønning af 100 Rdl. d. C., Brændedeputat og fri Bolig, 1784 og 1791 forbedredes Lønningen, saa at han tilsidst havde 230 Rdl. om Aaret foruden de øvrige Emolumenter. Han malede 1777 (?) et Portræt af Professor juris ved Sorø Akademi Andreas Schytte, stukket af J. F. Clemens. Efter Akademiets Brand i 1813 vedblev han at nyde fuld Lønning til sin Død den 3. April 1816. Han var 1774 bleven gift med Mette Sofie Krag (f. 1748, d. 1834), som efter Mandens Død fik en Pension af 100 Rdl. og et Brændedeputat. ¹

(Medd. fra Sorø. Erslew, II, 54: og Suppl. II, 634. Strunk, Nr. 2631.)

¹ Truels Pedersen er Stamfader dl en hel Kunstner slægt, to Sønnesønner, C. F. og Th. V. Pedersen blev Kunstnere, to af sidstnævntes Sønner Viggo og Tliorolf Pedersen ligeledes; en Datter-Datter er Moder til Emilie Mundt, en Sønnedatter er Moder til Laura Sarauw, der begge ere Kunstnerinder. Gennem Svogerskab er Familien beslægtet med Kunstnerfamilien Luplau.

221

Pedersen. Viggo Christian Frederik Vilhelm Pedersen, Maler, født i København den n. Marts 1854, Søn af den ovenfor nævnede Th. V. Pedersen, begyndte i 1871 at besøge Kunstakademiet, blev i 1877 Elev af Modelskolen (b., Afgangsklassen) og har siden 1876 udstillet væsentlig som Landskabsmaler. Den 24. April 1877 fik han den Sødringske Opmuntringsmedaille for »Udenfor et Bryggers i en Boiidegaard«. Efter at have vundet Opmærksomhed ved de I de følgende Aar udstillede Billeder, solgte han i 1882 et Landskab og Dyrstykke »En opkørt Vej under gamle Træer; Køerne drives hjem« til den kgl. Malerisamling, og s. A. fik han Akademieta mindre Rejsestipendium (2000 Kr.}, som fornyedes det næste Aar; senere købte Samlingen i 1888 »Solskin i Dagligstuen« og 1890 et stort »Aftenlandskab«, det samme som det nedennævnte »Ved Nattens Frembrud«, I 1886 fik han 400 Kr. af den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, i 1892 og 1895 500 Kr. fra den Raben-Levetzau'ske Fond. I 1889 fik hans Arbejder »hædrende Omtale« ved Verdensudstillingen i Paris. I 1890, det sidste Aar han udstillede ved Akademiets Udstillinger, fik han første Gang Aarsmedaille for »Ved Nattens Frembrud«. Det følgende Aar blev han Parthaver i den fri Udstilling og har siden fremsat sine Arbejder der. Blandt hans mange Arbejder paa den første af disse Udstillinger var et stort og virkningsfuldt Billede, hvori trods dets historiske Navn »Isak ser Rebekka komme«, et storslaaet Ørkenlandskab i Aftenbelysning var Hovedsagen. Ved Siden af Landskaber med Staffage af Dyr eller Mennesker, har han af og til malet Figurbilleder og Interiører, saaledes foruden de nævnte »Mariæ Bebudelse« (1894) og »Portræt af en ung Dame« (1895). Et Landskab med historisk Staffage, »I den sene Skumring« (1893) tilhører Nationalgalleriet i Christiania. Han har i de senere Aar med stor Flid gjort Studier til Malerkunstens Theori, og da der i Efteraaret 1893 blev afholdt en Kongres om Studiet af Farvernes Technik og om Midler til dens Forbedring valgtes Malerne A. Jerndorff og V. Pedersen til som Kunstner-Delegerede og Konservator C. C. Andersen til paa den kgl. Malerisamlings Vegne at deltage i Mødet- Den af Jerndorff og Pedersen til Ministeriet og Akademiet indgivne udførlige Beretning er i Hovedsagen affattet af sidstnævnte.

Viggo Pedersen blev den 21. Marts 1884 viet til Elisabeth Bella Marie Borup, Datter af Sognepræst til Skamstrup, J. Th. Borup og Marie Rosa Caroline Trier, og Søster til L. Janssens Hustru. Han afbrød sin Udenlandsrejse for at holde Bryllup og tilbragte derefter atter

222

otte Maaneder i Italien med sin unge Hustru. Da de kom hjem ved Nytaarstid, besluttede de for en Tid at tage Ophold paa Landet, i Nærheden af Hustruens Forældre; men den valgte Bolig, Antoinettes-minde ved Mørkøv Station, have de ikke siden forladt.

(Pi-iv. Medd. S, Muller, N. Dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

Pedersen. Søren Rasmus Munkedal-Peder sen, Landskabsmaler og Dekorationsmaler, født den 7. Oktober 1861 i Tønning ved Horsens, er Søn af Skolelærer Søren Pedersen (f. 1833, d. 1869) og Anna f. Jensen (f. 1839) af Steensballe. Som Malersvend og Elev af den techniske Skole i Horsens kom han i 1880 til København og besøgte Kunstakademiet fra Oktober s. A. til den 27. Maj 1885, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede i 1886 og 1888 under Navnet Munkedal nogle Landskaber, men har ikke senere udstillet, da han lagde sig efter Dekorationsmaler!, rejste i 1888 til Wien og fik s. A. fast Virksomhed som Dekorationsmaler i Rumænien, hvor han arbejder under en fransk Architekt.

(Priv. Medd. Akad. Udst Fortegn.)

Pedersen. Holger Topp - Pedersen, Landskabsmaler, født den 13. Oktober 1868 i Odense, er Søn af afdøde Købmand Anders Christian Pedersen (f. 1834, d. 1884) og Mariane Elise f. Topp (f. 1837). Han kom i Malerlære, besøgte den techniske Skole i Odense og kom 1884 til København, hvor han besøgte først det techniske Selskabs Skole og derpaa Kunstakademiet fra Oktober 1886 til Maj 1891, dog uden at tage Afgang. Siden 1890 har han udstillet nogle Landskaber og efter at han havde været Soldat, bosatte han sig i sin fødeby, hvor han om Vinteren var Lærer ved den techniske Skole. I Foraaret 1896 rejste han til New York, hvor han endnu opholder sig.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Pedersen-Dan. Hans Peder Pedersen-Dan, Billedhugger, er født i Itzchoe den i. August 1859 og er Søn af Overvagtmester Ole Pedersen (f. 1820) og Elisabeth Sofie f. Johansen (f. 1821). Som Stenhuggersvend rejste han, 21 Aar gammel, til Udlandet og tilbagelagde efter gammel Skik for største Delen Rejsen til Fods indtil han i 1881 naaede til Rom. Her besøgte han først en technisk Industri-Skole og vandt en Medaille, gik derefter, da han vilde være Kunstner, over til Kunstakademiet, som han gennemgik og vandt dets to Sølv-

223

medailler samt Afgangsbevis som Billedhugger. I 1886 forlod han Italien og kom efter en Rejse til Ægypten, Palæstina og Grækenland tilbage til Danmark, hvor han i 1887 udstillede en fra Rom hjemsendt Statue i Gibs »Ismael« og en Døbefont. Aaret efter fik han Tilladelse til at konkurrere ved Kunstakademiet i København, vandt 1889 den mindre Guldmedaille for »Jakob tilvender sig sin Faders Velsignelse« (Aarh. Mus.), rejste s. A. til Italien, hvorfra han hjemsendte en »Rebekka«, som Konkursarbejde for den Eibeschützske Præmie. Denne vandt han ikke, men fik i8go Akademiets mindre Stipendium (2000 Kr.) samt næste Aar 1000 Kr. Disse Aar tilbragte han i Paris. Efter at han var kommet hjem ægtede han den 20. August 1892 den nedennævnte Kunstnerinde Johanne Betzonich. Senere har han bl. a. udført en fire Alen høj Portrætstatue af Fabrikanten Michael Drewsen, der er opstillet paa Torvet i Silkeborg og en Døbefont i Marmor til Frederikshavns Kirke.

. (Priv. Medcl. Akad. Udst. Fortegn.)

Pedersen-Dan. Johanne Agnete Theresia Pedersen-Dan, født Betzonich, Billedhuggerinde, er Datter af Forfatteren, Krigsassessor Georg Emil Betzonich (f. 1829) og Christiansine Nikoline f. Møller (f- 1833) og w fsdt i København den 13. Maj 1860. Hun debuterede 1877 som Skuespillerinde paa Kasino, spillede senere paa Dagmar-theatret, begyndte 1888 at modelere hos St. Sinding (s. d.} og forlod Aaret efter Theatret. Him udstillede 1890 sit første Arbejde »En Slangetæmmerske« paa Eoraarsudstillingen og senere i 1893 i Chicago. Et andet Arbejde »VedAaen« (udst. 1891) var 1892 paa Udstillingen I Mimchen. I 1891 var hun paa en Studierejse i Paris. l 1892 udstillede hun en Skovnymfe. Samme Aar ægtede hun ovennævnte Billedhugger H. P. Pedersen-Dan,

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Pedersen Mols. Mels Pedersen Mols, Maler, se N. P. Mols.

Pedrin. Henry Carl Andreas Pedrin, Landskabsmaler, var Søn af Partikulier og Forfatter Andreas Daniel Pedrin (f. 1823, d. 1891) og Cecilie Louise f. Bodenhoff og var født i Frederiksclal ved Lyngby den 27. April 1850. Dimitteret fra det techniske Institut besøgte han Kunstakademiet i København fra Oktober 1868 til Januar 1874, udstillede samme Aar »Parti ved Lyngby«, rejste kort efter til Mimchen for at uddanne sig videre, udstillede der et Par Gange som Landskabsmaler, men begyndte at lægge sig efter Portrætmaleriet

224

og fik gennem en Slægtning et Anbefalingsbrev fra Professor V. Myskovszky i Budapest til en Landsmand, Maleren Professor J, Benczur i München. Han fik dog ikke Lejlighed til at benytte det, da han pludselig døde af et H j ærteonde den 20. April 1879. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Pelli Marc Antonio Petti, Bygmester, der efter Navnet maa være en indkaldt Italiener, synes noget med Urette at være bleven indlemmet i de danske Bygmestres Række. Han levede her i Landet under Frederik IV, skal 1704 have opført Operahuset (Rigsdagens nuværende Bygning) og fik i 1712 Moratorium for sine Kreditorer d. v. s. kgl. Bevilling til at opsætte at afgøre sin Gæld i en vis Tid. Med Frederiksberg Slot synes han i al Fald ikke at have haft noget at gøre. Derimod havde han Opførelsen af Fredensborg Slot i dettes første Skikkelse i Entreprise, som det synes, som Murmester og Leverandør af Bygningsmaterialier (1720—21) og i de følgende Aar lignende Entrepriser ved Københavns Slot og i Odense. Efter 1727 nævnes han ikke og er vistnok død her i Landet omtrent ved den Tid, medens den Mulighed ikke er udelukket, at han kan have forladt Landet.

(Weinwich, S. in. Do. Lex. Rigsarch. F. J. Meier, Fredensb., S. S, 12, 19.)

Pelli en Dekorations- og Theatermaler, hvis Fornavn ikke kendes, malede bl. a. »en udmærket skøn Dekoration« til Balletten »Semiramis« (opf. i. Gang 31. Januar 1787), og Overskou kalder ham ved denne Lejlighed »en ypperlig italiensk Dekorationsmaler«. I Modsætning hertil giver Rahbek i Minerva for 1786, i Anledning af en tidligere udført Dekoration, Pelli og hans Associé (Broder:) »det velmente Raad ikke oftere at udsætte sig for Sammenligning med en Bruun eller Cramer«. Hans senere Skæbne kendes ikke.

(Minerva 1786, V, S. 360, VI, S. 627—38, Overskous Theaterhist., III, S. 357.)

Peters. Christian Carl Peters, Billedhugger, er født den 26. Juli 1822 i Dalover i Randbøl Sogn ved Vejle, hvor Engelholms Papirmølle laa. Hans Fader, Joachim Hartvig Carl (Ulrik Carl) Peters (f. 1791, d. 1822), som var fra Lauenborg, var Papirmager ved denne Fabrik; hans Moder hed Anna Margrethe Helene f. Lütken (f. 1788, d. 1851). I sit tredje Aar blev Peters Plejesøn hos sin Morbroder, Klokker O. D. Lütken i Odense og nød Undervisning i den lærde

225

Skole der til sit 14. Aar. Da han under hele sin Opvæxt havde vist Lyst til Tegning, kom han derpaa til København, hvor han i Oktober 1836 fik Adgang til Akademiet for at uddanne sig til Billedhugger. I 1839 begyndte han tillige at arbejde i H. V. Bissens Billedhuggerværksted for at lære at hugge i Marmor og i det Hele øve sig i sin Kunst. I 1841 blev han Elev af Modelskolen, i Marts 1845 vandt han den mindre, og i December 1846 den store Sølv-medaille. Allerede i 1840 havde han udstillet sit første Arbejde, en Buste i Gibs, i 1845 udstillede han en original Komposition, »Herkules som Barn dræber to Slanger«, hvilken i 1849 blev udført i Marmor og købt af Kunstforeningen. Om Vinteren 1846—47 udførte han en Figur i naturlig Størrelse i brændt Ler, »En Dreng, der spiller Terre«, som vandt den Neuhauseiiske Præmie. Samme Aar konkurrerede han til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den, og han opgav nu saa meget hellere al Konkurs, som Akademiet allerede i 1849, da han skulde have gjort et nyt Forsøg, tildelte ham et Aars Rejseimderstøttelse paa 600 Rdl. Paa Grund af de urolige Forhold i Europa fik han Lov til at udsætte sin Rejse til Aaret efter. I April 1850 rejste han over Holland, Belgien og Frankrig til Rom, som han naaede i August s. A. Blandt hans Arbejder i Italien kan nævnes »En sørgeride Psyche« (Hambro i London), »En Faun, der stjæler Vin« saavel i naturlig Størrelse i Gibs, som senere i Y₃ Størrelse i Malm, samt en Buste af C. Flor, som i Marmor fik sin Plads i Rødding Folkehøjskole (udst. 1854).

Allerede i Rom havde Peters faaet Blikket aabnet for Kunsthaandværkets høje Standpunkt i Oldtiden, og i Erkendelse af dets Betydning for Nutiden, granskede han det nøje med Tanken paa at øve Indflydelse i kunstnerisk Retning paa sit Lands Haandværks-frembringelser. Disse • Studier fortsatte han i 1852 med megen Iver i Neapel og Pompeji, hvor der frembød sig saa rige Mønstre for hans Blik, og efter sin Hjemkomst til Fædrelandet har han helliget en stor Del af sin Tid og sine kunstneriske Ævner til Udviklingen af det danske Kunsthaandværk, idet han udførte en Mængde Tegninger og Modeller, dels til private, som Sølvvarefabrikant Christesen, dels til Kunstflidslottcriet. Ved flere Rejser saavel paany til Italien, som til de forskellige Verdeimidstillingcr i Paris og London, har han yderligere uddannet sin Smag og Dygtighed i denne særlige Retning. Blandt hans Arbejder maa nævnes en Lysestage i Malm efter Const. Hansens Tegning til Biskop Monrad, to Armstager i

N. K. L. II. Oktober 1896. 15

226

Malm til Frue Kirke, et Drikkehorn af Guld til Digteren Ingemann, Modellen til et andet Drikkehorn, med Figurer af Sigurd Fafnersbanes Saga, udskaaret i Elfenben og købt i 1856, da det var udstillet i Paris, af Prins Napoleon. Et tredje Drikkehorn af Sølv, der var udstillet ved Kunst- og Industriudstillingen i 1872, blev købt af Udstillingskommiteen og foræret til Lensgreve Holstein - Holsteinborg. Endelig har han givet Tegning til flere Bordopsatser og forskellige, andre Haandværket nærmere staaende Arbejder.

Efter sin Hjemkomst til Danmark blev Peters i 1856 agreeret ved Kunstakademiet, men da Statuterne kort efter forandredes, blev han først optagen til Medlem den 22. Januar 1866. To Aar efter blev han, ved Bissens Død, Professor ved Modelskolen den i. August 1868, fra hvilken Stilling han, paa Grund af svagt Helbred, tog sin Afsked 1889. Den 13. November 1868 ægtede han Prebia Rasmussen (f. 1838), Datter af Provst Ludvig August Frederik Rasmussen ff. 1808, d. 1889} og Simonine Elisabeth f. Plong (f. 1810, d. 1871); i 1870 var han atter udenlands med det Ancherske Rejselegat, i 1874 blev han. Ridder af Danebrog, i 1883 havde han det Treschow'ske Legat, i 1887 blev han Danebrogsmand., og ved sin Afsked i 1889 Etatsraad.

Blandt hans Billedhuggerarbejder efter Rejsen kan fremhæves, to Statuetter i Malm, »En dansende Faun, som spiller paa Dobbeltfløjte« (tilh. Statens Saml.) og »En dansende Bacchantinde« (købt af Kunstforen.), endvidere en Frise i Gibs til Landbohøjskolens Forsal, forestillende »Husdyrene i deres Forbindelse med Menneskene« (1859), en Gruppe i Gibs »Abraham og Isak«, som 1863 vandt den Eibe-schiitzske Præmie, »En siddende Billedstøtte af Thorvaldsen til Udstillingsfonden (udst. 1866, ommodelleret i 1877), »Merkur og Neptun«, to kolossale Billedstøtter, som udførtes i Zink til den nye Toldbod-indkørsel i Esplanaden, en Række Figurer samt tolv Reliefer af den hellige Historie til Altertavlen i Viborg Domkirke (1876), alt i forgyldt Malm, en Statue i Malm, »Diogenes med sin Lygte« (Studenter-foren,), samt det samme Motiv udført som en Frise i Gibs med mange Figurer (Mus. i Maribo), Evangelisten Johannes til Slotskirken (Jfr. H. E. Freund, Conradseu og Stein), Digterne Ewald og Wessel, Statuer i Marmor i det kgl. Theaters Forsal (1883), Fronton til det tech-niske Selskabs Skole ud imod Ahlefeldtsgade, forestillende græske Guder, udførte i glaseret brændt Ler. Til Marmorkirken har han udført tre Statuer, støbte i Zink i over naturlig Størrelse, nemlig Paulus, Chrysostomus og Gregor den Store. »En dansende Fløjte-”

227

spillerske«, Statuette i Bronce (1889), blev købt til Museet i Odense; »En Faun tned en Amphora«, tilhører Ny Carlsberg Glyptothek. Desuden har han bl. a. udført Søhelten Peter Willemoes baade i Legemsstørrelse og som Broncestatuette (1883) og en »Ahasverus«, Statuette i Bronce (1893). Blandt hans Buster kan nævnes, foruden C. Flor, Læge og Veterinær H. C. Bendz og C. Hostrup.

(Priv. Mecld. Lengn.. Fara. Liitken. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Peters. Hermann Peters, Maler, født i Frederikstad i Sønderjylland 1742, hørte til Remonstranternes Sekt. Han levede i sin Fødeby som Maler og Lakerer og døde der 1805. Han malede døde Dyr, især dødt Fuglevildt, Fisk m. m. med megen Troskab og Omhu i Behandlingen. To Sønner af ham, som nævnes nedenfor, var begge ligeledes Malere.

(Weinw. Lex. Skild. 1829, Sp. 820.)

Peters. Jakob Peters, Maler, Hermann Peters' yngre Søn, levede i Frederikstad i anden Halvdel af forrige Aarhimdrede og malede Landskaber i Oliemaleri.

(Weinw. Lex.)

Peters. Nikolaj Peters Hermanns Sohn, Dyrmaler, en Søn af den ovennævnte Hermann Peters, og født i Frederiksstad den 10. Juni 1766, blev oplært i Faderens Næringsvej at skære i Træ, lakere og lignende Arbejder. Tillige havde han, maaske i endnu højere Grad, samme Talent som Faderen for at male døde Dyr, Fiske, Blomster og Insekter, mest i Vandfarve og Gouache. Dog udførte han ogsaa Oliemalerier og malede levende Fjærkræ, navnlig Høns og Kyllinger. Hans Billeder udmærkede sig, ligesom Faderens, ved den omhyggeligste Naturtroskab og paa samme Tid en smuk Virkning i Farven. Begges Kompositioner var meget fordringsløse, en død Fisk liggende paa et Brædt, en Fugl, ophængt paa et Søm og desl.; den kgl. Malerisamling ejer »En Hønsegaard« af N. Peters. Saa længe Faderen og, som det synes, ogsaa Broderen levede, boede han med dem i Frederikstad, og fra denne Tid er bl, a. en Fisk (tilhørte afd. Kamm. Læssøe) en saa kaldet Pesrsck, mærket med Kunstnerens Navn og Friedrichstadt 1797; dog var han 1791 i København, hvor han den 5. December (eller et Par Dage før) blev viet til Jomfru Juliane Marie Lind. Han udstillede ogsaa 1818, 1819 og 1823 i København, og i Kobberstiksamlingen bevares ti Blade Haandtegninger af ham; i 1810 flyttede han til Flensborg, hvor han forblev til sin

228

Død den 10. Januar 1825. Han var tillige en yndet og øvet Tegnelærer, har raderet flere Blade og optraadte ogsaa som Forfatter. Han har saaledes skrevet ?”Allerhand aus der linken Tasche eines Malers«, o. s. v., Slesvig 1794 og » Walmor -und Julie, ein Trauerspiel”, Frederikstad 1800.

(Weinw. Lex., S. 86 og 136—37. Skild. 1818, Sp. 441, 1829, Sp. 820. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 43. Thaarup, Fdl. Nekr., S. 394. Udst. Fortegn. Kordes, Schl. Holst, Lit. Lex., S. 557. Lilbker u. Schroder, do., S. 874. Elise Polko har skrevet en Novelle om Ktmstnerfamilien Peters i Ditmarscher u. Eider-stedter Bote 1861, Nr. 39—42. Krolin, I, 148. Priv. Medd. Reitzel.

Peters. Se Mathias og Nicolaus Petersen,

Petersen. Alfred Petersen, Architekt, ae Rasmus Alfred Petersen.

Petersen. Andreas Martin Petersen, Maler og Lithograf, født den 8. August 1813 i København, var Søn af Silke- og Klædekræmmer Johannes Svendsen Petersen (Petterson, f. 1774, d. 1844), og Georgine Christiane f. Bloch (f. 1787, d. 1865). Efter sin Konfirmation gennemgik han Akademiets Skoler indtil Modelskolen, men vandt ingen Medailler. I 1835 udstillede han et malet Studie af en gammel Mand, men lagde sig derpaa efter at lithografere og udstillede i 1839 et Par lithograferede Portræter. Aaret efter søgte han om Rejseunderstøttelse som Lithograf for at kunne uddanne sig videre i Miinchen, men Gemzøe blev ham foretrukken. Senere nedsatte han sig som Tegnelærer og Lithograf i Malmø, hvor han udgav en Del lithograferede Portræter og døde ugift den 28. Januar 1875. N. Simonsen blev gift med hans Søster.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Petersen, Anna Sofie Petersen, Malerinde, er født i København den 20. Februar 1845 og Datter af Comraerceraad, Grosserer Niels Petersen (f. 1790, d. 1861} og Jensine Petrine Vilhelmine f. Selin (f. 1871). Efter at have uddannet sig dels her hjemme, bl. a, ved at besøge Tegneskolen for Kvinder, dels i Paris, begyndte hun at udstille i 1883. Foruden Portræter maler hun gærne mindre Livsbilleder, dog for det meste kun med en enkelt Figur. Ved Siden deraf har hun en Gang udstillet en »nature mortet. I 1885—86 var hun i Paris for sin Uddannelses Skyld, i 1890 besøgte hun i et Semester den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, og i 1892 iik hun en Rejseunderstøttelse paa 800 Kr. af

229

Akademiet, og rejste derefter til Italien og hjemsendte derfra i 1895 »Facaden af Domkirken i Volterra«. (Priv. Medd. Akad. UdsL Fortegn.)

Petersen. Carl Ludvig Petersen, Landskabs- og Sømaler, født i København den 15. August 1824, er den næstældste Søn af den nedenfor nævnte Konstruktion s assistent ved Søetaten, Lærer ved Kunstakademiet , Johan Daniel Petersen og Charlotte Amalie f. Kiær. Allerede i sit 11 Aar kom han paa Akademiet og blev samtidig Tømrerlærling paa Holmen. Imidlertid vaagnede Lysten til at blive Sømaler; fra Dekorationsklassen gik han over til Figurtegning og blev i Marts 1852 Elev af Modelskolen. Allerede i 1847 gjorde han med kgl. Tilladelse sin første Sørejse med Briggen St. Thomas til Island, i Selskab med V. Melbye; i 1849—51 var han Soldat, hvorved hans Studier for en Del blev afbrudte. Efter at han var færdig med sin Værnepligt, ægtede han den 4. Juni 1852 Mette Christine Gjøe (f. 1826), Datter af Student, Forpagter og tilsidst Toldbetjent Andreas Gjøe (f. 1782, d. 1827} og Hanne Erasmine f. Thaning (f. 1797, d. 1856). Han genoptog sine Studier ved Akademiet og vandt i December 1855 den mindre Sølvmedaille, og har siden levet som Landskabs- og Sømaler og Tegnelærer i København. Han har udstillet siden 1848, og har som Tegnelærer udgivet »Store Konturer«, Vægtavler til Skolebrug (1864) og fire Hefter Fortegninger »Vejledning i Frihaandstegning« (1871), med Understøttelse fra den Reiersenske Fond. Tillige har han raderet nogle Blade,, bl. a. et Portræt af afdøde Lærer ved Borgerdydskolen, C. Svenningsen.

(Priv. Medd. Lengn., Fam. Thaning. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Petersen. Carl Ludvig Petersen, Dekorationsmaler, født den. 20. September 1866 i Vejle, er Søn af Malermester Vilhelm Petersen (f. 1821, d. 1883) og Hedvig f. Hostrup (f. 1840). Efter at have været i Malerlære i Fredericia, kom han 1885 til København, blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dettes Dekorationsskole fra Oktober 1887, saaledes at han den 29. Januar 1892 fik Afgangsbevis som Dekorationsmaler. Under sin Studietid havde han i halvtredje Aar Akademiets Stipendium for Elever i Dekorationsklassen og fik en af de større Flidspræmier. Han havde allerede 1891 haft en Rejseunderstøttelse fra Kirke- og 'Undervisningsministeriet og besøgte Italien, arbejdede derefter under C. N. Overgaard, var i 1894—95 atter udenlands for det Larssenske

230

Legat, og dekorerede derpaa for Architekt P. L. Fenger Kommunehospitalets Kapel.

(Pi-iv. Medd. Akad.)

Petersen. Carl Peter Martin Petersen, Architekt, var født den 2. Marts 1855 i København og var Søn af Tømrermester Mads Petersen (f. 1831, d. 1882} og Jane Kirstine f. Andersen (f. 1836). Han lærte Tømrerhaandværket og blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Juni 1871 til den 18. Marts 1878, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han arbejdede nogle Aar under andre Architekter, ægtede den 14. Maj 1881 Anna Christine Pedersen (f. 1860), Datter af Gaardejer Peder Pedersen (f. 1826) og Christine Pedersen (f. 1831, d. 1888), og tog den 12. Januar 1882 Borgerskab som Tømrermester, for efter Faderens Død at kunne overtage dennes Forretning. Han drev denne med megen Dygtighed, men døde allerede den 21. November 1892.

(Priv. Medd. Begrav. Kont. Akad.}

Petersen. Carl Valdemar Petersen, Architekt, født den 27. Oktober 1858 i København, er Søn af Oversergent Anders Petersen (f. 1823, d. 1880) og Emilie Caroline f. Møller (f. 1830). Efter sin Konfirmation kom han i Murerlære, blev Svend og arbejdede som saadan, besøgte det techniske Selskabs Skole og fik Afgang som Husbygnings-Examinand. Fra den i. Oktober 1879 besøgte han Kunstakademiet, indtil han den 30. Januar 1888 fik Afgangsbevis som Architekt. Han har senere arbejdet som Bygningskonduktør dels tre Aar under L. P. Fenger, dels (1892—96} under J. E. Gnudtz-mann ved Opførelsen af Landbohøjskolens nye Bygninger. Han har foretaget et Par mindre Rejser tildels med Understøttelse fra det Larssenske Legat og har fra 1893 haft Ansættelse som Assistent ved Tegneundervisningen ved Landbohøjskolen.

(Priv. Medd. Akad.)

Petersen. Christian Petersen, Miniaturmaler, født faa Aar før Aarhundredets Begyndelse (1794), levede i København som Miniaturmaler, udstillede i. 1822 et efter et Kobberstik udført Maleri og i 1827 to Portræter. Hvis det er ham, som i 1830 fik 100 Rdl. af Fonden ad usus publicos for at uddanne sig til Lærer ved Seminariet i Tønder, var han en født Sønderjyde. Endnu i 1835 var han bosat i København; derefter flyttede han til Odense, hvor han døde af

231

Brystsyge den 4. Marts 1844, som Enkemand og 50 Aar gammel; en Plejesøn, C. Petersen paa Wedelsborg, meddelte Dødsfaldet. Petersen var tillige Xylograf og udgav i Odense et naturhistorisk Værk med Text af ham selv, indeholdende »186 naturtro Afbildninger af Dyr«. Det var lige sluttet ved hans Død. Han roses meget som Portrætmaler.

(Priv. Medd. Rigsarcli. Fyns Stiftstid. 1844, Nr. 421. St. Knuds Kirkeb. Erslews Forf. Lex., II, S. 545. Reitzel. Udst. rortegn. Vejvis.)

Petersen. Christian Joachim Petersen, Portrætmaler, født den 30. Oktober 1870 i København, er Søn af Smedemester Jens Petersen og Karen Marie f. Hansen, Dimitteret fra det techuiske Selskabs Skole til Kunstakademiet, gennemgik han dette fra Oktober 1887 til Januar 1891, men har ikke taget Afgang. I Vinteren 1891—92 besøgte han endnu Modelskolen og havde den Gang en Portion af det L'ske Legat. I 1894 fik han 200 Kr. fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse og i 1895 300 Kr. fra den. Raben-Levetzauske Fond. I 1892 deltog han i den af Kunstforeningen udbudte Konkurs om Tegning til en Pengeseddel, der udstilledes der. I 1893 deltog han i Konkursen for den Neuhaunsenske Præmie med sit eget Portræt, men vandt ingen Præmie. Senere har han udstillet Portræter bl. a. af Sproglæreren Pierre Oesterby. Kunstneren maler med venstre Haand, da han mangler højre Arm.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Petersen. Edvard Frederik Petersen, Maler, født i København den 4. Februar 1841, er Søn af den nedenfor nævnte Zacharias Petersen og Emilie Sofie f. Thorsen. Han besøgte Kunstakademiet fra 1850, blev 1860 Elev af Modelskolen, vandt Januar 1862 den mindre, Januar 1864 den store Sølvmedaille og har siden 1859 udstillet som Genre- og Landskabsmaler. Han er nærmest Elev af Kyhn. I 1865 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie uden at vinde den, i 1867 vandt han den for »Mose med Ellekrat«. Han havde i 1866 og 1867 hver Gang en mindre Rejseunderstøttelse til indenlandske Rejser, i 1868 og 1870 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie, uden. at tilkendes ham for noget bestemt Arbejde, og i 1875 fik han Akademiets Stipendium (1600 Kr.) til en Udenlandsrejse, men forblev udenlands, navnlig i Italien, til 1880, og da han I 1883 fik det Ancherske Rejselegat, tog han atter dertil fra 1883 til 1885. Fra Italien hjemsendte han et Billede med rig Staffage »Fra Piazza del Cappuccini« (1879) og efter Hjemkomsten

232

malede han to større Billeder »I Sildetiden ved Højbro« (1882) og »Fra Grønttorvet«, hvorom det samme gælder, idet Staffagen hæver sig til en saadan Betydning, at de snarere maa kaldes Genrebilleder. I 1890 fik Petersen første Gang Aarsmedaille for »Udvandrere ved Larsens Plads«, i 1891 fik han samme Medaille anden Gang for »Legende Børn under en Skrænt«, hvorved han blev Medlem af Akademiets Plenarforsamling, og den 14. Oktober 1892 valgtes han, efter O. D. Ottesens Død, til Medlem af Akademiraadet. I 1894 fik han Titel af Professor. Den kgl. Malerisamling har købt et Landskab af ham »Aften«, medens han har solgt ikke faa Billeder saavel til Kunstforeningen i København, som til andre Kunstforeninger og til Private. For Udstillingsfonden malede han »Parti af det gamle Voldterræn« (1875). Petersen har tillige raderet ikke faa Blade.

(Priv. Medd. S. Müller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn.)

Petersen, Elias Petersen, Maler, er født den 12. August 1859 i København og er Søn af Drejermester Bendt Petersen (f. 1830) og Charlotte f. Kempowsky (f. 1838 i polsk Preussen). Da Faderen i 1868 nyttede til Gilleleje, uddannede Sønnen sig der, samtidig med at hjælpe Faderen i hans Haandværk, paa egen Haand til Maler, indtil han, efter at han var bleven voxen, under et af Thorolf Pedersens Sommerophold i Gilleleje, fik den første techniske Vejledning af denne Kunstner. I 1881 var han Soldat og fik da Lejlighed til at se Kunst i Thorvaldsens Museum og paa Malerisamlingen. Vinteren 1882—83 tilbragte han i København og lærte Perspektiv hos Architekt Leuning-Borch, den følgende Vinter tegnede han i det techniske Selskabs Skole, men fik ikke Raad til at komme ind paa Akademiet, da han atter maatte rejse hjem. Sit første Billede »Fra Gilleleje Baadeplads« fik han optaget paa Decemberudstillingen 1885, og ved Foraarsudstillingen 1886 fik han optaget »Besøg hos en Husmandsenke« (tilh. Prof. A. Helsted). Den 5. August 1888 ægtede han Anna Krestine Lager (f. 1867), Datter af Trælasthandler Carl John Lager (f. 1829} i Froboke i Sverig og Johanne Maria Olsdatter (f. 1827). Han tog nu til sin Hustrus Fødeegn for at danne sig en Existens som Købmand, men da det ikke lykkedes, tog han tilbage til Danmark, var først Tegner ved Kastrup Glasværk og fik derpaa Plads ved den kgl.

Porcelænsfabrik. Han har senere udstillet ved et Par Decemberudstillinger og ved flere Foraarsudstillinger.

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

233

Petersen. Fanny Cecilie Petersen, Portrætmalerinde, er født den 24. November 1861 i Odense, hvor Faderen Hoffotograf Jens Petersen (f. 1829) den Gang var bosat. Hendes Moder er Bendine Charlotte f. Bendix (f. 1826). Hun lærte at tegne og male hos Malerinden Bertha Wegmann -(s, d.) og senere hos Jul. Paulsen. Fra Februar 1889 til 1892 besøgte hun den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, var i 1893 paa Studierejse i Holland og i 1895 i Italien. I 1893 deltog hun i Konkursen for den Neuhausenske Præmie dog uden at vinde den. Hun har haft nogle Portræter paa Foraarsudstillingen.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Petersen. Fritz Ferdinand Petersen, født den 9. December 1816 i København, er Søn af Hørfabrikaiit Mads Petersen og Mette f. Hansen. Efter at have gaaet i tysk Realskole blev han sat i Malerlære, blev 1835 Svend og besøgte samtidig Akademiets lavere Skoler. Da han var udlært, vedblev han at gaa paa Akademiet, medens han arbejdede som Dekorationsmaler og som saadan i 1838 foretog en lille Rejse til Dresden. Lysten til at blive Figurmaler var imidlertid voxet hos ham, og paa samme Tid som han fra 1839 under J. P. Møller uddannede sig til Maleri-Restaurator, blev han 1844 Elev af Modelskolen og udstillede fra 1845 -1860 en Del Genrebilleder, Dyrstykker, Jagtstykker og i de sidste Aar et Par Landskaber. I 1855 blev han, efter J. P. Møllers Død, Konservator ved den kgl. Malerisamling, og s. A. blev han gift rned Emma Kezia de Garlieb (f. 1827, d. 1890), Datter af Kurer Charles Gustav Philip de Garlieb (f. 1790 i Stralsund, d. 1876) og Emma f. Lewis (f. 1801, d. 1864). I 1869 blev han Ridder af Danebrog og da han i 1887 tog sin Afsked, fik han Titel af Professor. Han skænkede 1895 sin værdifulde Portrætsamling til Kunstakademiet.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. VI. T. 38. Begr. Kontor.)

Petersen, Hans Christian Petersen eller Pedersen, Billedhugger, er Søn af Tømrer og Mølleforpagter Peder Jensen (f. 1815, d. 1893) i Vejle og Kolding, og Amalie f. Nielsen (f. 1817, d. 1884)-, han er født i Vejle den 7. April 1853. Han kom i 1867 i Billedskærerlære hos V. Fjeldskov og arbejdede der til 1877, fraregnet den Tid han var Soldat (1874—75). Samtidig besøgte han det techniske Institut, hvorfra han i Oktober 1871 dirnitteredes til Kunstakademiet.

234

Efter at have gennemgaaet dets Skoler, først med Tanken paa at blive Maler, senere som Modelerer, fik han den 30. Juni 1880 Afgangsbevis som Modelerer. I 1881 var han en fire Maaneders Udenlandsrejse med Understøttelse fra den Reiersenske Fond; i 1889 var han i Berlin og Paris. Han fik allerede, medens Han endnu gik paa Akademiet, Sysselsættelse som Dekorations billedhugger, navnlig ved Frederiksborg Slot (1877—83 og 1890—92). I 1884 fik han tillige fast Ansættelse som Assistent ved Kunstakademiets Dekorationsskole for Modelerere. I 1893 blev han Ridder af Danebrog. Foruden det betydelige Arbejde han har haft ved Frederiksborg Slot, kan bl. a. nævnes den udskaarne Elfenbensramme til Herholdts Mindetavle og Frontongruppen til Magasin du Nords nye Bygning. Han udstillede i 1883 en Billedstøtte i Gibs »Narcissus« og en Portrætmedaillon i brændt Ler, i 1889 en Statuette. Petersen blev den 14. Juli 1883 gift med Elisabeth Cathrine Dorothea Bruhn (f. 1862), Datter af Købmand i Hillerød Jakob Ferdinand Bruhn (f. 1821, d. 1892) og Laura Else f. Tvede (f. 1820, d. 1891).

(Priv. Medd. Akad. Tdskr. f. Kstind. VIII, 188. Statskal. Udst. Fortegn.)

Petersen, Hans Gyde (Gydesen) Petersen eller Pedersen, Billedhugger, er født den 7. November 1863 i Vester-Aast, Lindeballe Sogn ved Vejle, og er Søn af Landmand Jens Christian Pedersen og Maren Gydesen. Han var opdragen til Landmand, men da han i sit attende Aar paa Grund af en Benskade søgte Læge i København, blev denne opmærksom paa hans Anlæg og henviste ham til det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret til Kunstakademiet. Dettes Skoler gennemgik han fra Oktober 1882 til den 25. Maj 1888, da han fik Afgangsbevis som Modelerer. En kort Tid havde han besøgt Dekorationsklassen. I 1889 fik han 400 Kr. af den Raben-Levetzauske Fond, i 1890 vandt han den anden Pengepræmie for en modeleret Figur, i Foraaret 1891 vandt han den mindre Guldmedaille for »Adam og Eva finde Abels Lig« (tilh. Brygger C. Jacobsen). I 1891 fik han atter 400 Kr. af den ovennævnte Fond og 1891—92 havde han Bjelkes Legat, 600 Kr, aarlig i to Aar. Den 15. December 1893 ægtede han Ingeborg Kirstine Balling, Datter af Lærer Jens Christian Balling i Lindeballe og Laura Julie f. Semler. I disse Aar arbejdede han privat, men udstillede ikke; i 1895 fik han det Aiicherske Rejselegat, besøgte Paris, og modelerede efter Hjemkomsten en stor Gruppe »Adam og Eva«

235

(Gud kaldte), som paa Udstillingen i 1896 fik Halvdelen af den Eibeschütske Præmie og blev købt til Statens Samling.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Petersen. Hans Henrik Julius Frederik Petersen, Landskabsmaler, er født i Aarhus deri 16. Februar 1851 og er Søn af Billedskærer August Petersen og Borthaline f. Rønnow. Han fik sin første Uddannelse i Prins Ferdinands Tegneskole i Aarhus og blev derpaa af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet I København, hvis Skoler han besøgte fra Oktober 1871 til Oktober 1874. - Da han tillige havde lært at modelere hos V. Fjeldskov, arbejdede han i København især som Dekorationsbilledhugger under Fristrup ved. det kgl. Theaters Udsmykning og ved andre dekorative Arbejder i forskellige Kirker. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet og har udstillet ved flere Deceraberudstillinger, samt ved Forårsudstillingen i 1881 »Foraars billede fra Riis Skov«. Den Gang var han allerede bosat i Aarhus, hvor han vedblivende dyrker Landskabsmaleriet. Ved Siden heraf har han udført Dekorationsmaler forskellige Steder og har siden 1885 været Lærer ved den techniske Skole i Aarhus baade i-Modelering og Frihaandstegning. I 1884 blev han gift med Sofie Christine Elisabeth Lorentzen-Baes, Datter af Lærer Lorentzen i Boeslum ved Ebeltoft. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Petersen. Heinrich Ludvig Petersen, Maler og Kobberstikker, født i Altona den 13. August 1806, lærte at male hos Kroymann og siden Kobberstikkerkunsten hos en tysk Kobberstikker Rosmåsler. Senere, da han havde nedsat sig i Niirnberg, modtog han nogen Vejledning af den mere bekendte Fr. Geissler. I 1842 henledede Rørbye det københavnske Kunstakademis Opmærksomhed paa den i. Nürnberg levende Landsmand; men det blev ikke til Alvor med at sysselsætte ham for Danmark. Han tilhører derfor som Kunstner ganske Tyskland. Han døde i Nürnberg den 28. Oktober 1874.

(Hamb. Kstl. Lex. Allg. Kstl. Lex. 2. Udg. I. Akad.)

Petersen. Jakob Petersen, Sømaler, født i Flensborg den 25. August 1774 og Søn af Købmand Nikolaj Petersen, gik i sin Ungdom til Søs og førte Skib i mange Aar. Han havde som det synes paa egen Haand lagt sig efter at male Skibe, og der fortælles, at Eckersberg, da han (omtrent 1820) begyndte at lægge sig for Alvor efter Sønialerict, søgte Hjælp hos Petersen om Skibenes Byg-

236

ning, Rigning m. m., og saa til Gengæld lærte denne at bruge Penslen med større Frihed og navnlig gengive Vandet paa en anden og mere levende Maade. Petersen drev det ogsaa saa vidt, at han i 1833 fik tre Søstykker paa Udstillingen og solgte et af dem »To danske Fregatter i Storm« til den kgl. Malerisamling. Et i 1855, efter Kunstnerens Død, udstillet Billede, »En dansk Fregat under Sejl« (tilh. Fred. VII) synes ogsaa at være malet af denne. Han blev i 1795 gift med Ingeborg Hee og døde i København den 28. August 1854.

(Mimdtl. Overlev. Priv. Medd. Eckersb. Optegn. Reitzel, Udst. Fortegn.)

Petersen, Jens Vilhelm Petersen, Architekt, er født i Odense den 9. Januar 1851 og er Søn af Tømrermester, Brandmajor Rasmus Petersen (f. 1823, d. 1894) og Bolette f. Jørgensen (f. 1815, cl. 1886). Efter at have taget Præliminærexamen ved Odense Kathedralskole lærte han Tømrerhaandværket, blev Svend og tegnede samtidig i Byens techniske Skole og hos C. Lendorf, af hvem han blev dimitteret til Kunstakademiet i København. Dette gennemgik han fra Oktober 1870 til den 30. Juni 1876, da han fik Afgangsbevis som Architekt, og tilbragte derefter i 1877 omtrent et Aar i Udlandet navnlig Italien og Frankrig. I 1879 vandt han den Neuhausenske Præmie for »En Kamin i Renæssancestil«, og efter at have prøvet et Par Gange vandt han 1881 den mindre Guldmedaille for »Et fyrsteligt Landslot«. Samtidig havde han arbejdet som Tegner og Konduktør under Hans ]. Holm, indtil han i iSSi bosatte sig i sin Fødeby, hvor han den 9. Januar 1887 ægtede Marie Gottschalt (f. 1858), Datter af Skorstensfejermester Carl Gottschalt (f. 1821, d. 1870) og Marie f. Aagaard (f. 1822), Søster til C. F. og J. P. Aagaard), Den i. Juni 1889 blev han konst. Bygningsinspektør for Fyn og det sydlige Jylland. Af hans Arbejder kan nævnes Hovedbygningen paa Herregaarden Skovsgaard paa Langeland og et Garnisons-Sygehus i Fredericia. I sin Embedsstilling har han opført Toldkammerbygningen i Rudkøbing, Posthuset i Herning, Seminariet i Vejle og Kathedralskolens nye Bygning i Odense.

(Priv. Medd. Akad. Reitxel. Udst. Fortegn.)

Petersen. Joachim Petersen, se Christian Joachim Petersen.

Petersen. Johan Daniel Petersen, Tegner og Kobberstikker, født den 10. Juni 1794 paa Christianshavn, var. Søn af Smed og Bøssemager ved Holmen Bendt Petersen (Petterson, f. 1766, d. 1815),

237

fra Skaane og Dorothea Margrethe f. Bachevold (f. 1768, d. 1838)¹. Efter at have besøgt Søetatens Under officersskole, Akademiets Orna-mentsskole og G. Hetsch's Tegneskole, uddannede han sig til Ornamentstegner og Kobberstikker. I 1824 blev han Assistent ved Søetatens Konstruktionskammer og i 1827 Lærer ved Ornamentskolen paa Kunstakademiet, efter at Hetsch havde opgivet denne Plads. Han var tillige Tegnelærer privat og i flere Skoler samt i det techniske Institut. Den samme Flid og Iver, hvormed han havde arbejdet paa sin egen Uddannelse, udmærkede ogsaa hans mangeaarige Virksomhed som Lærer. Foruden en Del naturhistoriske Afbildninger til Lærebøger af Bendz, Reinhardt, Eschricht og Schouw har han stukket Pladerne til de af Brøndsteds Værker, som udkom i København, til Michelsens »Lærebog i Søartilleriet«, til Hetsch's Fortegninger og til flere Samlinger af »Ornament-Studier«, som han selv udgav. Han blev den 10. August 1821 gift med Charlotte Amalie Kiær (f. 1795, d. 1874), Datter af Baadsmandsmat Jens Pedersen Kiær og Ane Kirstine Jonasdatter (d. 1830), og af deres fem Sønner ere de tre (C. L., J. M. og V. V. Petersen) her nævnede som udøvende Kunstnere. En Hjærnes vækkelse hæmmede hans Virksomhed i de sidste Aar af hans Liv - indtil hans Død, den 6. Marts 1849.

(Priv. Medd. Selmer, Nekr. Saml., I. S. 534. Erslew, Suppl., II, S. 652. Statskal. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohil, I, 200.)

Petersen, Johan Erik Christian Petersen, Sømaler, født i København den 3, April 1839, var Søn af Skomagermester Peter Erik Petersen og Johanne Sofie Frederikke f. Holm. Efter at have besøgt Borgerdydskolen paa Christianshavn blev han Student 1857, tog anden Examen 1859, og begyndte nti, under C. Dahls Vejledning (1860) at følge sin længe nærede Lyst til at blive Sømaler, medens han samtidig tegnede i Akademiets Skoler. Fra 1861 til 1865 udstillede han nogle Søstykker i København, der ikke tildrog ham særlig Opmærksomhed; i 1864 deltog han i den anden slesvigske Krig sorn Officersaspirant og blev i Maj s. A. Sekondløjtnant i Reserven. Aaret efter (1865) rejste han til Amerika, hvor han havde begyndt at udfolde en frugtbar Virksomhed som Maler, da en Sygdom kastede ham paa Hospitalet i Boston, og der døde han

¹ Fra denne skaanske Bøssemager Petersen nedstammer ogsaa en talrig Kunstnerslægt. Her nævnes 2 Sønner, 5 Sønnesønner og 1 Sønnesønssøn.

238

den 19. Marts 1874. Efter de Anmeldelser at dømme, som amerikanske Blade bragte om hans Billeder, synes disse at være blevne meget paaskønnede i Amerika, og han fik store Bestillinger. Blandt hans Arbejder nævnes »Den atlantiske Kapsejlads' Afgang fra Sandy Hook i 1865«, »Sørøverens Erobring«, og navnlig »Den flyvende Hollænder« (The Phantom ship, 1869). Efter et Ungdomsarbejde at dømme havde han for en Del tilegnet sig sin Lærers Nøjagtighed i Perspektiven og Skibenes Bygning, men forbandt den med en Frihed i Udførelsen, der maaske kunde være bleven til Gavn for hans Udvikling.

(Priv. Medd. Dagbl. 1874, Nr. So. Uddrag af arner. Blade. Kunst Chronijk, IX, S. 31. Akacl. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Petersen, Julius Magnus Petersen, Kobberstikker, Søn af den ovenfor nævnede Johan Daniel Petersen, er født i København den 4. September 1827. Faderen holdt ham tidlig til Tegning og lod ham begynde paa Kunstakademiet, da han var elleve Aar gammel; efter sin Konfirmation kom han tillige i Malerlære hos Kongslev. Da Hetsch i 1843 fik den saa kaldte Dekorationsklasse oprettet var Petersen en af dens første Elever. I Marts 1845 vandt han den mindre Sølvmedaille i Dekorationsfaget og samme Aar malede han to Lofter al fresco i Thorvaldseiis Museum. Imidlertid begyndte han at øve sig i Figurmaleriet under J. L, Lunds og Eckersbergs Vejledning, blev 1847 Elev af Modelskolen og vandt i December 1848 den mindre og i Marts 1852 den store Sølvmedaille for Tegning og Maleri efter den levende Model. Efter at han et Par Gange forgæves havde konkurreret til deri Nenhausenske Præmie som Genremaler , kastede han sig over Studiet af historiske Genstande og lededes gennem Bekendtskabet med flere Videnskabsmænd ind paa en Archivtegners hele Virksomhed, som han siden har helliget sin største Kraft, navnlig i Oldskriftselskabets Tjeneste.

Fra 1857 til 1864 var han Lærer ved Kunstakademiet, men efter den Tid har han især været sysselsat som Tegner og Kobberstikker, og han har, for at udføre Arbejder i denne Retning, foretaget flere større og mindre Rejser, tildels i Følge med Videnskabsmænd. Til Brug ved sine historiske og archæologiske Studier lagde han sig allerede tidlig efter Kobberstikkerkunsten, og han har udført en Del Blade, mest Portræter af historisk bekendte Mænd, deraf nogle i Radering for egen Regning og andre i Staalstik til »Folkekalender for Danmark«. Ved Siden heraf har han tegnet og tildels selv

239

stukket en Mængde Blade af kunstvidenskabelig Karakter, saasom .Tavler til Dr. L. Mullers mimismatiske Værker og flere naturhistoriske Skrifter, til Worsaaes »Nordiske Oldsager«, endvidere Tegninger til Fabricius' »Danmarks Histories og Erslevs »Den danske Stat«. Tavlerne til P. G. Thorsens »Runemindesmærker i Slesvig« og flere andre Værker udførte han i Chemitypi. Han var den 31. Juli 1857 bleven gift med Camilla Hansigne Hansen (f. 1830, d. 1896), Datter af Hørfabrikant Jens Hansen (f. 1790, d. 1866) og Ane f. Larsen (f. 1800, d. 1892). I 1877 fik han Titel af Professor, i 1886 restaurerede han Claus Bergs Altertavle i Odense, i 1891 blev han Ridder af Danebrog, i 1896 tldgav han et Værk om Kalkmalerier i danske Landsbykirker.

(Priv. Medcl. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1896, Nr. 129. Tdskr. f. Kstind. II, 190. Statskal. Strunk.)

Petersen. Jørgen Martin Petersen, Architekt, er født i Faaborg den 9. Januar 1861 og Søn af Tømrermester Hans Petersen (f. 1834, d. 1893} og Elise Marie f. Andersen (f. 1834). Efter at have taget Præliminærexarnen, blev han Tømrersvend i sin Fødeby, kom der-paa til København, hvor han fra det techniske Selskabs Skole blev dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober

1882 til 1885, var derpaa i praktisk Virksomhed som Konduktør hos F. Meldahl ved Frederiksborg og som Tegner hos Theoph. Hansen, besøgte atter Kunstakademiet 1888—89, men konkurrerede ikke til Afgang, var i 1890 en Udenlandsrejse til Tyskland og Italien med Rejseunderstøttelse fra det Larssenske Legat og har senere været Konduktør ved det kgl. Bygninginspektorat under J. D. Herholdt og derpaa under Vilh. Petersen, for hvem han ogsaa er Konduktør ved Carlsbergfondets nye Bygning. Den 29. Marts 1883 ægtede han Alma Petra Gjern, Datter af Vognfabrikant Johan Nikolaj Gjern (f. 1828, d. 1890) og Johanne Sofie f. Itzen (f. 1832). (Priv. Medd. Akad.)

Petersen. Knud Arne Petersen, Architekt, er Søn af den foran nævnede J. Magnus Petersen og er født i København den 5. August 1862. Efter at have faaet Præliminærexamen, besøgte han det techniske Selskabs Skole og blev af sin Fader dimitteret til Kunstakademiet. Dettes Skoler gennemgik han fra Oktober 1878 til den 27. Maj 1885, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han fik s. A. en Præmie paa 2000 Kr. for et Konkursarbejde til en Kunst-

240

museumsbygning, var derefter en Udenlandsrejse til Tyskland og Østerrig; han konkurrerede i 1887 og i 1889 til Akademiets Guld-medaille, dog uden at opnaa den, i 1889 besøgte han Paris under Verdensudstillingen, og i 1891 var han i. St. Petersborg og Moskau. Ved Verdensudstillingen i Chicago i 1893 var han Architekt ved de danske Afdelinger og opholdt sig derfor i længere Tid i Amerika. Han har bygget nogle større Privathuse i København, Industri-foreningsbygningen i Odense og liar udført Tegninger for forskellige Haandværksfag. Arne Petersen har siden 1888 paa forskellig Maade været knyttet til Industriforeningen i København, ved hvilken han fra i. Januar 1894 har været Forvalter og Sekretær i de faste Udvalg og ved Forevisningen. Han blev den 27. November 1891 gift med Karen Piper Jiirgensen, Datter af Proprietær Gunnar Jurgensen og Camilla f. Piper.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Petersen.. Ludvig Adolf Petersen, Architekt, yngre Broder til den ovenfor nævnede Edv. Fred. Petersen, og født i København den 31. Maj 1848, begyndte allerede som ti-aars Dreng at tegne paa Kunstakademiet. Efter at han 1865—68 havde gennemgaaet Tømrerlæren, besøgte han Akademiets Bygningsklasser og fik den 18. Marts 1875 Afgangsbevis som Architekt. I 1876 vandt han sammen med A. M. Sørensen den anden Præmie for Tegning til et Sygehus for Kolding (s. Gjellerup). I 1877—78 var han Bygningskonduktør hos V. Th. Walther ved Restaurationen af Aarhus Domkirke; men var, fraregnet denne Afbrydelse, fra 1869 til 188o Lærer ved de Massmanske Søndagsskoler og fra 1872 ved det techniske Institut (det techniske Selskabs Skole). I 1880 bosatte han sig i Vejle, hvor han blev Lærer ved og Forstander for den techniske Skole der samt opførte Theaterbygningen, Haandværkerforeningens Bygning, Kommunens Borger- og Realskole, Taarn og Spir til St. Nikolaj Kirke og flere andre Bygninger, bl, a., efter at han havde forladt Byen, den techniske Skoles nye Bygning. I 1888 flyttede han nemlig til Aarhus, hvor han ogsaa blev Lærer ved den techniske Skole og virkede som Bygmester dog mest ved større Arbejder i andre jydskc Byer og paa Landet. Tillige fungerede han i sin Svigerfader, Professor Walthers sidste Levetid i dennes Embede som Bygningsinspektør under hans Fraværelse paa Rejser og under hans Sygdom. Petersen var den 19. Maj 1881 bleven gift med dennes Datter, Agnes Theodora Walther (f. 1856).

(Priv. Medd. Akad.)

241

Petersen, Magnus Otto Sofus Petersen, Blomstermaler og Skuespiller, født den 9. December 1837 i København, er Søn af Litzen-broder Niels Petersen (Holte) og Cathrine Christiane f. Lohmann (f. 1803, d. 1842). Efter at han i 1859 var gaaet til Theatret som Skuespiller, lagde han sig tillige efter Malerkunsten, navnlig Gengivelsen af Blomster og Frugter og undertiden nature morte. Han har, saavidt hans Virksomhed som Skuespiller ved det kgl. Theater tillod ham det, vedblivende dyrket Kunsten og har udstillet ved Forårsudstillingerne siden 1872, dog med Afbrydelser fra 1873 til 1880. Den 7. November 1863 ægtede han Anna Christiane Hansen, Datter af Saarlæge Jørgen Christian Hansen (f. 1798, d. 1880) og Vilhelmine Bernhardine f. Willumsen (f. 1811, d. 1842).

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Petersen, Mathias og Nicolaus Petersen eller Peters, Kobberstikkere, er Navnet paa to Brødre, som fra først af var Guldsmede l Husum i det syttende Aarhundrede. De var tillige ret dygtige Kobberstikkere, som udførte Kaartene til Dankwerths ”Beschreibmig d. Herzogth, Schleswig und Holstein« (1652). Efter Tidens Skik er nemlig disse Kaart prydede med Figurer paa forskellig Maade, hvoraf nogle blot ere til Pynt, andre forestille vedkommende Egnes Nationaldragter, Befolkningens Sysler og desl. Et Titelblad, rigt prydet med Figurer, er ligeledes stukket af disse Brødre. Endelig haves af Mathias Petersen Portræter af Frederik III, Hertug Frederik af Holsten-Gottorp og Hertuginden, en født Prinsesse af Saxen. Nogle af Kaartene blev paa lignende Maade stukne af Brødrene Rothgiesser (se disse).

(Weinw., S. 79. Do. Lex. Det nævnte Værk selv. Nagler, Kstl. Lex., XI, S. 167. Krohn, l, 8.)

Petersen. Niels Christian Petersen, Landskabsmaler, født i København den 17. December 1833 og Søn af Høker Christen Petersen og Karen f. Petersen, besøgte Kunstakademiet i København fra 1848 til 1862 for at uddanne sig til Maler. Samtidig var han i Malerlære. I 1857 blev han Elev af Modelskolen, i Marts 1859 vandt han den mindre og i December s. A. den store Sølvmedaille. I 1864 og 1865 havde han en Rejseunderstøttelse af Akademiet, hver'Gang paa 150 Rdl., til Studier i Indlandet. Han var en stille, beskeden Kunstner med et ret smukt Talent og udstillede en Række, for største Delen mindre, Landskaber fra forskellige Egne i Nordsjælland i Aarene 1861 til 1868. Anbefalet af Heinr. Hansen var

N. K. L. II. Oktober ,S₅S. 16

242

han fra 1872 fast ansat ved Bing & Grøndahls Porcelænsfabrik som Porcelænsmaler, navnlig som Landskabs- og Prospektmaler, og har som saadan medvirket ved den kunstneriske Udsmykning af største Delen af de Vaser og lignende Pragtporcelæner_} som i over tyve Aar udgik fra Fabriken. For faa Aar siden ramtes han af et Slag_:tilfælde, der afbrød hans Virksomhed, og han døde ugift den 10. Juli 1896.

(Priv. Medd. Medd. fra Bing & Grøndahls Fabrik. Altad. Reitze). Udst Kortegn. Nat. T. ¹⁽ⁱ/₇ 1896.)

Petersen. Nielsine Caroline. Petersen, Billedhuggerinde, Datter af Skibsfører Mads Petersen (f. 1875, d. 1884) og Kirstine f. Madsen (f. 1826, cl. 1885) er født i Nyrup ved Nykøbing p, S. den 10. Juli 1851. Hun havde fra Barn vist Lyst til Tegning og Modelering, men først efter at hun havde gennemgaaet en haard Sygdom, fik hun i sit 24. Aar Tilladelse til at ofre sig for Kunsten. Hun kom nu til København og besøgte i nogen Tid V. Kyhns Tegneskole, hvorefter hun blev Elev af Saabye. Dog har hun ogsaa nydt Undervisning dels hos J. A. Jerichau, dels Reliefmodelering af Tb. Stein, Hun udstillede første Gang i 1880, vandt i 1883 den Neuhausenske Præmie for »En dansende Faun«, fik derpaa i de følgende Aar Understøttelser til sine Studiers Fortsættelse, dels af Kirke- og Undervisningsministeriet til Studieophold i Paris, dels 1884 af J. J. Levins Legat, .1886 af den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse, 1887, 1888 og 1895 af den Raben-Levetzatiskc Fond. I Oktober 1887 vandt hun den mindre Gtildmedaille for Reliefet »Naomi siger Farvel til sine Sønnekoner« (nu i Gentofte Kirke), i. 1889 fik hun Akademiets Rejsestipendium (2000 Kr.) og 1890 et Tillæg af 1000 Kr., efter at hun forinden i 1889 havde konkurreret forgæves til den store Guld-medaille med Reliefet »Jakob tilvender sig sin Fader Isaks Velsignelse«. Sit Stipendium anvendte hun mest til et længere Ophold i Paris, hvor hun paa Salonen fik »hædrende Omtale« for »Ismail«.

I 1893 vandt hun Halvdelen af den Eibeschützske Præmie for Statuen »Ismail«. Det Arbejde, som har vakt mest Opmærksomhed var udstillet allerede 1884, »En Dreng, som fisker Krabber«, hvoraf et Exemplar i Bronce blev købt til Statens Samling, medens hun har solgt fire exemplarer i Gibs til Private. Ogsaa af »En dansende Faun« har hun solgt flere Exemplarer.

(Priv. Medd. Salon 1890. Akad, Reitzel. Udst. Fortegn.)

243

Petersen. Ove Petersen, Architekt, født den 15, januar 1830, var Søn af Niels Petersen (f. 1800, d. 1873), Bud ved Finansministeriet (Finansdeputationen): hans Moder hed Ane Petersen (f. 1804, d, 1871). Da han efter sin Konfirmation gik ud af Efterslægtselskabets Skole, vaklede han mellem at blive Polyteohniker eller Architekt. Omsider blev Spørgsmaalet afgjort ved, at hans Fader satte ham i Tømrerlære. I Slutningen af 1847 var han udlært, og da i Marts 1848 Oprøret udbrød, gik han frivillig med i Krigen og var med ved Dybbøl og Nybøl. Efter det første Felttogs Afslutning gennemgik han Kommandoskolen og blev Sergeant, men udtraadte derpaa, efter sine Forældres Ønske, af Krigstjenesten.

Nu først kunde han for Alvor besøge Knnstakademiet og begyndte snart efter (1850) at tegne hos N. S. Nebelong. I 1851 blev han Elev af Medailleskolen, i 1852 vandt han den mindre, i 1853 den store Sølvmedaille, i 1854 en Pengepræmie, derpaa i 1855 den mindre Gnldmedaille for »Et Kunstmuseum« i antik Stil, og i 1860 samtidig med Vilh. Vald. Petersen den store Gnldmedaille for Opgaven »En Søbadeanstalt«. I 1859 havde han med Understøttelse fra den Reiersenske Fond og Indenrigsministeriet gjort en Rejse til Tyskland, Østerrig, Paris og Belgien; nu fik han 1861 Akademiets store Stipendium til en Udenlandsrejse. Sammen med V. V. Petersen besøgte han Holland, Belgien, Nordfrankrig og blev Vinteren over i Paris. Det følgende Aar helligede han, efter et kort Ophold i Normaudiet, væsentlig til Italien, om Vinteren var han i Rom, men Stipendiets Ophør hindrede ham i at besøge Sicilien og Grækenland. Efter sin Hjemkomst var han i 1863 konstitueret Bygningsinspektør i København under H. C. Stillings Fraværelse, indtil December 1864; i Maj 1867 blev han Bygningsinspektør i Københavns 4. Distrikt, indtil han i Efteraaret 1875 tog sin Afsked fra denne Stilling. Den 6. Maj 1854 var han bleven gift med Frederikke Kirstine Nielsen (f. 1838), Datter af Ministerialbud Lars Nielsen (f. 1792, d. 1860} og dennes anden Hustru Solie Amalie Nielsen (f. 1806, d. 1889). Den 25. April 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet; i 1875 fik han Titel af Professor. Den 18. Februar 1892 afgik han ved Døden.

Til hans første Arbejder hører en Istandsættelse af Saxkøbing Kirke og Opførelsen af et Arbejdshus i samme By (1864—65). Fra denne Tid er ogsaa bl. a. Hirschsprungs Tobaksfabrik i Tordenskjolds-gade (Nr. 7). I 1868—69 opførte han Strynø og Vixnæs Kirker samt flere Herregaarde. I 1870—74 ombyggede han Orebygaard

244

for Lensbaron Rosenørn-Lehn, og ved samme Tid vandt han i Forening med Dahlerup den første Præmie ved Konkursen om en ny Theaterbygning i København. Bygningens Opførelse blev overdragen Dahlerup og ham og var færdig 1874; I 1875—76 byggede han Hotel Prinsen i Roskilde. Senere byggede han bl. a. Dagmar-Theatret og Hotellet (1881—82), Hotcl National, Raadhuset og Sparekassens Bygning i Landscrona, Thing- og Arresthuset i Saxkøbing, Stiftsmuseet i Maribo, Vinderød Kirke og restaurerede Vor Frue Kirke i Svendborg. For øvrigt har han gjort Tegninger til en Mængde Landbygninger, Landsteder, Fabriker m. m. For det københavnske Byggeselskab opførte han nogle Bygninger i Ny Østergade.

(Priv. Medd. AkacL Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdsk. 3. R. II. T. 13.)

Petersen, Peter Petersen, Stempelskærer, født den 23. Marts 1810 i Ribe, er Søn af Rebslager Hans Hendrik Petersen og Caroline Christine f, Schwartz. Efter at have været i Kunstdrejerlære i Haderslev kom han til København, hvor han arbejdede hos Kuustdrejer Schwartz et Aars Tid, for det meste sysselsat med Udskæring i Elfenben og Perlemoder. Derefter fik han Adgang til H. V. Bissens Værksteder og til Kunstakademiets Modelerskole, blev i Marts 1840 Elev af Modelskolen og vandt den 22. Marts 1841 den mindre Sølv-medaille for Modelering. Imidlertid havde han efter Bissens og Chr. Christensens Anvisning lagt sig efter at skære Caméer i Con-chylier, og nogle efter Thorvaldsens Reliefer udførte Conchylie-caméer vandt dennes Bifald, saa at han varmt understøttede Petersens af Bissen anbefalede Ansøgning om Rejseunderstøttelse. Akademiet forbigik ham dog i 1841, men da han snart efter fik en Rejseunderstøttelse af den Reiersenske Fond for to Aar, afrejste han September s. A. til Rom. Her uddannede han sig under duelige italienske Camécskæreres Vejledning, medens Thorvaldsen og Bissen, som netop samtidig vare i Rom, støttede ham med Raad og Daad. I 1843 fik han, efter en ny af Thorvaldsen anbefalet Ansøgning, Akademiets Rejseunderstøttelse, der fornyedes for det følgende Aar. I 1846 vendte han tilbage ti], København, men rejste dog i januar til Juli 1847 atter til Rom for at afslutte sit Ophold i Udlandet.

Efter Hjemkomsten vandt han i 1848 den Neuhausenske Præmie for udskaarne Conchylier efter Thorvaldsens Reliefer, men for øvrigt lagde han sig nu, ifølge Thorvaldsens og Bissens indtrængende Raad, efter Medaillørkunsten, og skar i de første Aar efter den slesvigske Krig, foruden et Par Segl, Medaillen for de norske og svenske Fri-

245

villige, Grundlovsmedaillen, begge Medaillerne til Brødrene Ørsted o. fl. I 1852 blev han Medaille- og Møntgravør ved Mønten i Altona, hvor han ogsaa arbejdede for Hamborg, og i denne Stilling forblev han indtil December 1863. Siden den Tid levede han i København og skar flere Medailler, Aversen til Medaillen for Kunst og Videnskab og til Fortjenstmedaillen o. a. Ridder af Dauebrog blev han 1869. Han udstillede fra 1836 til sin Død den 5. Januar 1892 dels Caméer og Medailler, dels, i de senere Aar, nogle Billedhuggerarbejder. Den 11. November 1848 blev han gift med Caroline Marie Rasmine Hansen (f. 1821, d. 1850), Datter af Tobaksfabrikant Mathias Hansen (f. 1789, d. 1868) i Haderslev og Johanne Marie f. Hansen (f. 1795 i København, d. 1857), og da hun døde efter kort Tids Ægteskab, ægtede han den 5. Juni 1853 den Afdødes Søster, Karen Mathilde Hansen (f. 1825).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn. Statskal. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 13.)

Petersen, Peter Thomsen (Tom) Petersen, Genre- og Landskabsmaler, er født i Thisted den 5. Marts 1861 og er Søn af Christian Tullin Petersen (f. 1836), senere Apotheker i København, og Maren Andrea f. Thomsen (f. 1834). Han gik i Skole i København og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1877 til den 23. December 1881, da han fik Afgangsbevis som Maler. Paa Decemberudstillingen s. A. havde han sit første Maleri »Gade fra Mølle ved Kullen« og en Pennetegning; Aaret efter udstillede han første Gang ved Foraarsudstil-lingen ogsaa en Pennetegning, og har siden udstillet flittigt dels Gadepartier og Landskaber med Figurer, dels Genrebilleder. Vinteren 1883—84 tilbragte han for sine Studier i Paris, som han atter besøgte i 1887 tilligemed Holland og Belgien. Derpaa foretog han i 1890 sammen med N. Petersen Mols en Rejse gennem Tyskland ti] Italien, hvor han tilbragte Sommeren og kom hjem Aaret efter. Den 24. November 1891 ægtede h an Marie Elisabeth Lorentzen (f. 1868), Datter af Cancelliraad, Godsforvalter paa Brahetrolleborg. Lorentz Lorentzen og Elisabeth f. Kramer. Tom Petersen rejste strax derpaa til Italien med sin unge Hustru og fik, medens han var borte, en Rejseunderstøttelse i 1892 paa 1000 Kr. fra Kunstakademiet; han kom hjem i 1892 og har siden været bosat i Danmark, Ved Verdensudstillingen 1889 i Paris fik han »hædrende Omtale« for »Fra Svendborgsund« (udst. her 1887). Han er ogsaa en

246

øvet Tegner for forskellige illustrerede Blade. P. Elsted er gift med hans Søster.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Petersen. Rasmus Alfred Petersen, Architekt, er født i Odense den 4. Januar 1858 og er Brodér til den foran nævnte Architekt Jens Vilh. Petersen. Efter at have taget Præliminærexamen i Odense, kom han i Tømrerlære, og blev fra Odense techniske Skole dimitteret til Kunstakademiet i København, som han gennemgik fra Oktober 1877 til den 18. Marts 1883, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han tegnede derefter hos F. Meldahl og Hans T- Holm, rejste 1884 udenlands til Tyskland og Italien, var borte omtrent et halvt Aar og bosatte sig saa i Odense, hvor han tillige tog Borgerskab som Tømrermester. Foruden en Del Privatbygninger i Odense, har han opført en Bygning for Fyns Stifts Sparekasse, nogle Landbrugsbygninger under Grevskabet Gyldensten, for hvilket han ogsaa har restaureret et Par Kirker.

(Priv Medd. Akad.)

Petersen. Remmert eller RembertPetersen, Portrætmaler (Contrafejer) paa Christian IV's Tid, nævnes flere Gange i Vidnesbyrd fra Datiden mellem Aarene 1613 og 1642. Man ser deraf, at han var bosat Borger i København, der ejede sit eget Sted og uddannede Lærlinger i sin Kunst. Der nævnes samtidig en Remigius van Petersen, uden at det kan oplyses, om det er en Latinisering af Navnet Remmert. Denne Sidste tillægges fire Portræter af Familien Reedtz, som i 1829 var udstillede i Kunstforeningen i København, efter at de var blevne udbedrede af J. P. Møller. Rembert Petersen var gift med Cathrine Mathiasdatter (d. 1676), Datter af Apotheker Mathias Kalckhoffen (d. 1614) og dennes Hustru (d. 1620). Han døde i Juni (begr. 28/6 1649.)

(Weinw., S. 57. Do. Lex. Rigsarch. Slutcl., 1829. Sp. 529. Pers. Tdskr. I, 209.)

Petersen. Rudolf Siegfred Petersen, Portrætmaler, er født den u. Februar 1871 i Sundbyøster paa Amager og Søn af Grosserer, Æddikebrygger Carl Edvard Petersen (f. 1837) og Rosalie Nikoline f. Petersen (f. 1843, d. 1889}. Efter at have taget Præliminærexamen, kom han i Malerlære i København og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet. lian gennemgik dettes Skoler fra Oktober 1888 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangs-

247

bevis som Maler. Han havde sit første Billede paa DecembemdstU-lingen 1891 og har udstillet fra 1892 ved Foraarsudstillingerne. I 1893 havde han ved Konkursen for de Neuhausenske Præmier et Portræt af sin Fader og fik en Tillægspræmie paa 300 Kr. I 1895 udstillede han et Genrebillede »Under Prædikenen«. Han havde i 1894 og 1895 mindre Understøttelser fra den PTjelmstjenie-Rosen-croneske Stiftelse og den Raben-Levetzauske Fond. Siden 1893 har han været Lærer ved det techniske Selskabs Skole. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Petersen, Søren Henrik Petersen, Kobberstikker, født i København den id. Januar 1788, var Søn af Sadelmager Christoffer Petersen og Cecilie f. Ebbesen, tog efter sine Forældres Ønske dansk-juridisk Examen (1805) og nedsatte sig derpaa som privat Sagfører i Fredensborg. Her giftede han sig den 7. November 1813 med Anne Hedevig f. Petersen (f. 1792, d. 1857). Ved Siden af sin praktiske Virksomhed lagde han sig paa egen. Haand efter at tegne, male og stikke i Kobber, og indsendte i 1815 til Akademiets Bedømmelse, dels nogle malede Studier, dels Tegninger af Træer og Planter, som han ønskede at udgive i Kobberstik. Akademiet fandt Talent i disse Prøver, men Udførelsen for dilettantmæssig til at de kunde tjene som Mønster. Det' følgende Foraar besøgte han Akademiets Fri-haandstegneskole, med Understøttelse fra Akademiets Præses, Prins Christian, og indsendte om Sommeren nye Prøver paa sin Fremgang baade som Maler og som Kobberstikker. Akademiets Raad førte ham, som det synes noget modstræbende, ind paa Kobberstikkerkunsten, og i December 1816 indsendte han det første Hefte af sine raderede Studier til Egetræer, idet han ogsaa heri valgte Land-skabsfremstilringen til sit særlige Fag. I 1818 fremsendte han et nyt Hefte Raderinger, som Akademiet ydede megen Ros. Omtrent ved samme Tid opgav han sin ret fordelagtige Stilling i Fredensborg og flyttede med sin Familie til København for udelukkende at leve som Kunstner. Ved at købe for 100 Specier af hans Arbejder lettede Kongen ham denne Overgang til en ny Levevej.

Efter flere mindre Stik, bl. a. det tredje Hefte raderede Studier, udgav han i 1820 et Stik af »Et Parti i Grib Skov«, hvori Akademiet saa hans umiskendelige Talent som Landskabskobberstikker. I 1821 besøgte han atter Akademiets Skoler og rykkede op i Gibsskolen; Aaret efter udgav han et Stik efter Hobbema (Moltkes Saml.). De Fremskridt, dette Blad viste, bevægede Akademiet til at give ham

248

Lejlighed til at udføre et Stik efter en i det kgl. Malerisamling værende Ruisdael, »Et Vandfald«, Paa Akademiets varme Anbefaling-lykkedes det ham endelig i 1824 at faa et Stipendium paa 800 Rdl. af Fonden ad mus publicos, som fornyedes for de to følgende Aar. Paa Rejsen opholdt han sig forskellige Steder i Tyskland, indtil han over Paris og Holland vendte hjem i Slutningen af 1827. Den 9. Juni 1828 foreviste han nu Akademiet et Stik efter Fahlcrantz, paa hvilket han blev agreeret og fik som Opgave til Medlem stykke at udføre en temmelig stor Plade efter J. Boths italienske Landskab' i den kgl. Malerisamling. Dette Blad, som han, med Underskriften Italia, indsendte som Medlemstykke i 1831, og, efter at have-gennemgaaet Pladen, anden Gang i 1832, blev den. 12. Marts s. A. forkastet af Akademiet. Ikke desto mindre viser det Kunstneren paa et forholdsvis hæderligt Standpunkt og hører ikke alene til de bedste-Blade, Petersen har udført, men. er et af de bedre Landskabsstik, den danske Kobbers tikker kunst indtil da havde at opvise. Med dette Blad synes han ogsaa at have kulmineret. Et større Blad, udgivet som Sidestykke dertil med Underskriften Schweiz, et Svejtserlandskab af Hackaert i den kgl. Malerisamling, naaede ikke det foregaaende i Kraft, og hans senere Blade viste kun hans Gravstikkes, naturlige Tilbagegang. De mange Subskriptionsværker, han i Tidernes. Løb indbød til og tildels udgav, sigtede væsentlig til at yde ham det fornødne Erhverv til sig og Familie, uden at de mægtede at vække yderligere Interesse for Kunstneren. I en Del Aar stak han Pladerne til Flora danica,

Ved Bedømmelsen af ham som Kunstner maa man ikke glemme,, at han gjorde de første Skridt i et af Kunstens, fra Technikens Side, vanskeligste Fag, i en Alder, da han skulde have været den fuldendte Mester, medens han, da han havde naaet sit Højdepunkt, allerede var en Mand paa 45 Aar, som under hele sin Studietid tillige havde haft Byrden af at ernære en opvoxende Familie. De senere Aar af hans Liv hengik under lidet gunstige Kaar. Efter 44 Aars Ægteskab mistede han sin Hustru og nogle faa Aar efter lagde Oldingen selv sit trætte Hoved til Hvile den 14. Maj 1860. Han udstillede en Mængde Blade fra 1817 til 1859 og udgav nogle mindre Skrifter. I Krohus Fortegnelse nævnes 154 raderede Blade. (Weimv. Lex. Erslew, II, S. 559, Suppl., Il, S. 660—61, Akad. ReitzeL Udst. Fortegn. Rigsarch. Krohn, I, S. 180-83 °g 33²- Skild. 1818, Sp. 441,, 635, 3821, Sp. 1061—66, 1121—26, 1823, Sp. 452. Østs Archiv, I, Intellig.. Nr. 2, S. 5—6. Dagen 1829, Nr, 136. Berl. Tid. 1857 og 1860, Nr. 113. Skifteretten.)

249

Petersen. Tom Petersen, Maler, se Peter Thomsen Petersen.

Petersen. Vilhelm Julius Rudolf Petersen, Maler, se Willy Gretor.

Petersen. Vilhelm Peter Carl Petersen, Landskabsmaler, født i København den 17. December 1812, er Søn af Vognfabrikant Vilhelm Petersen og dennes første Hustru, Petrine f. Bruun. Han besøgte Kunstakademiets Skoler, blev 1830 Elev af Modelskolen og lagde sig efter Landskabsmaleriet. I 1848 fik han enstemmig Akademiets Rejseunderstøttelse som Landskabsmaler, men bad paa Grund af de urolige Forhold i Europa om Tilladelse til at udsætte sin Rejse, saa-ledes at han først i 1850 forlod Danmark. Over Holland, Tyskland og Tyrol rejste han til Italien, hvor han den længste Tid opholdt sig i Rom. Han havde Stipendiet i to A ar og har efter sin Hjemkomst fra denne Rejse ikke siden været udenlands. I 1833 udstillede han sit første Billede »Et Parti af Nøddebo«, der blev købt af Kunstforeningen; han udstillede temmelig regelmæssigt til 1860, stansede derpaa en Del Aar, men udstillede 1873—74 atter nogle Landskaber. Den 4. November 1864 ægtede han Sofie Margrethe Groth (f. 1839), Adoptivdatter af Kaptajn, Bogholder Carl Severin Groth (f. 1796, d. 1856) og Sofie Margrethe f. Bøtcher (f. 1803, d. 1867). Petersen døde den 25. Juli 1880.

(Priv. Medd. Akarl. Reitzel. Udst. Fortegn. Bcrl. Tid. 1880, Nr. 173.!

Petersen, Vilhelm Valdemar Petersen, Architekt, født i København den 5. April 1830, er Søn af den ovenfor nævnede J. D. Petersen og kom allerede i sit 13. Aar paa Akademiet (1843). I Marts 1847 blev han Elev af Dekorationsklassen, og vandt 1849 den mindre Sølvmedaille i Dekorationsfaget, gik derefter over i Bygniiigsskolerne. blev i 1851 Elev af Medailleklassen, vandt i Marts 1853 den mindre, i December s. A. den store Sølvmedaille, i 1856 Æresmedaillen i Architekturen, i 1857 den mindre og i 1860 den store Guldmedaille for »En Søbadeanstalt«. Aaret efter fik han Akademiets store Stipendium for tre Aar og gennemrejste Tyskland, Nederlandene, Frankrig og Italien. Under sit Ophold i Florens deltog han i Konkursen om Udsmykningen af Domkirkens Forside, og han saavel som to italienske Bygmestre vandt den anden Præmie, medens den første Præmie ikke blev tilkendt nogen, ifølge officiel Indbydelse forblev han i Florens og deltog i den anden Konkurs, ved hvilken hans og Professor de Fabris' Udkast valgtes som de to bedste, medens dog det sidst-

250

nævnte blev endelig foretrukket. Dog varede det over ti Aar, inden denne kom til at bygge Domkirkens Facade, og da han døde under Udførelsen, blev den fuldfort efter et andet ganske forskelligt Udkast. Vilhelm .Petersens Udkast blev Kirkens Ejendom og bevares tilligemed de øvrige Udkast i en særlig Bygning, Efter at Vilh. Petersen i 1865 var kommen hjem, blev han den 22. Januar 1866 Medlem af Kunstakademiet, var fra 1869 til 1874 Bygningsinspektør under Københavns Kommune, blev den 4. Januar 1877 Ridder af den italienske Kroiieorden, fik 1884 Titel af Professor, var fra 1882 til 1889 Kunstakademiets Delegerede ved det techniske Selskabs Skole, blev 1887 Medlem af Akademiraadet, var fra 1890 ti] April 1892 dets Dirigent, blev 1891 Ridder af Danebrog, 1892 efter Herholdts Afgang konstitueret som kgl. Bygningsinspektør, 1894 Danebrogsmand. Den 14. August 1874 havde han .ægtet Henriette Louise Lindegaard (f. 1844), Datter af Sognepræst Vilhelm Theodor I-indegaard (f. 1796, d. 1859) til Slaglille og hans anden Hustru Dorothea Metzie (fh. gift Snitker) f. Slag (f. 1804 d. 1889).

Af hans Bygningsværker ere de vigtigste i København, Toldkammerbygningen, Søkaartarchivets og det meteorologiske Instituts fælles Bygning, Vestre Hospital, Almindeligt Hospital i Nørre-Allce samt en Mængde private Bygninger, deriblandt flere for det københavnske Byggeselskab i Frederiksborggadens Kvarter; for Tiden (1896) bygger han Carlsbergfbndets nye Bygning til »det kgl. Videnskabernes Selskab« i italiensk Palads-Stil. Desuden har han bl. a. bygget Thing- og Arresthuset samt et Hospital i Roskilde, Sindssyge-hospitalet i Middelfart m. m.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. C.Nyrops Festskr. S. 219 og 220.)

Petersen, Zacharias Petersen, Tegner, yngre Broder til den ovenfor nævnede Joh. Dan. Petersen, født den 15. Januar 1811, lærte Skibsbyggeriet ved Holmen, blev først Undermester og den i. April 1855 endelig første Skibbygmester. Tillige besøgte han Kunstakademiets Skoler og vandt i 1832 og 1835 Pengepræmier for

¹ Professor V. Petersen har i en Meddelelse, som bevares i min Samling, gjort Rede for den langvarige Strid om enkelt eller treleddet Gavl, der var Skyld i, at lians Arbejde ikke blev antaget, medens lians Medbejlers godkendte Projekt (med treleddet Gavl) under Opførelsen blev forladt, saaledes at Fagaden •dog fuldførtes med enkelt Gavl.

251

Ornamenttegninger efter Gibs, og da han snart blev en øvet og dygtig Tegner, navnlig Perspektivtegner, blev han fra 1836 Lærer ved Kunstakademiets Ornamentskole og senere ved den første Elementarslcole og i Pcrspektivklassen; i disse Stillinger forblev han ti! 1865, da han ved Akademiets Omordning tog sin Afsked. Tillige var han Lærer ved de Massmanske Søndagsskoler og udgav for disses Direktion forskellige Haandtegninger for Haandværkere; i 1853 blev han D an eb ro gsm an d, i r86y Ridder af Danebrog. Han blev 1837 gift med Emilie Sofie Thorsen (f. 1818, d, 1876), Datter af Købmand Johan Ditlef Thorsen og Johanne f. Bruhn og døde den 20. Oktober 1870. To Sønner af ham, Edv. Fred. og T.udv. Ad. Petersen ere ovenfor nævnede som Kunstnere.

(Priv. Medd. Marinekal. Erslevv. Suppl., II, S. 661. Slatskal. Geneal Just. Akad. Reitzei. Udst. Fortegn,)

Petersen.^l Nævnes af Weinwich uden Fornavn. Han var født i forrige Aarhundrede i Gudbrands dal en af Bønderfolk, og kom, da han havde Anlæg for Portrætmalenet, til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet, hvor Juel tog sig af ham. Denne raadede ham til at rejse udenlands, for at faldende sin Uddannelse, men han foretrak at rejse hjem og nedsætte sig i Skeen som Portrætmaler. Han hed Frederik Petteren Kastcrud (f. 1760 d. ²-/_s 1825).

(Weinw., S. 298. Do. Lex. Senere Medd. fra Geneal. Inst.)

Petersen. Viggo Theodor Dorph-Petersen, Architekt. er født den 9. Februar 1851 paa Barfredshøj ved Roskilde og er Søn af Godsejer Carl Frederik August Petersen (f, 1813, d. 1886) og Charlotte Margrethe f. Dorph (f. 1814, d. 1895). Efter at have været i Tømrerlære og gennemgaaet det techniske Institut, besøgte han Kunstakademiet fra Oktober 1870 til den 30. Juni 1879, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Samtidig havde han arbejdet under flere af de større Architekter, f. Ex. ved det kgl. Theater, Blegdamshospitalet m. m. Allerede om Foraaret 1880 rejste han til Frankrig, hvor han fik Engagement ved et stort Byggeforetagende i Sydfrankrig og i 1882 bosatte sig i Perpignan, hvor han lever og virker som udøvende Architekt. Bl. a. har han for de større Vin-gaardsejere i Omegnen bygget Herresæder (chateaux) saaledes Slottene Clairfont og Esparrou, det sidste meget prægtigt og smukt beliggende

¹ To andre af Weinwich nævnte Kunstnere af Navnet Petersen eller Palers har der li eller ikke kunnet findes noget nærmere om. (Weinw.. S. 198 og 214.)

252

ved Middelhavet. Dorph-Petersen ægtede den n. November 1881 Anne Marie David, Datter af Fabrikant Jean Auguste David (d. 1891), Leverandør til den franske Hær.

(Priv. Medd. Akad.)

Petersen. Hans Carl Christian Lamberg-Peter sen, Dekorations-billedhugger, er født den 12. Juli 1866 i København og er Søn af Cigarfabrikant Theodor Julius Petersen (f. 1842) og Thora Emilie f. Lamberg (f. 1838). Efter sin Konfirmation kom han i Lære som Stukkatør og besøgte det techniske Selskabs Skole. Dinritteret derfra gennemgik han Kunstakademiets Dekorationsskole fra Oktober 1884 ti] den 28. Maj 1.890, da han fik Afgangsbevis som Modelerer i Dekorationsfaget, Under sin Studietid fik han flere Gange Flidspræmier. I 1891 vandt han den mindre Guldmedaille og, efter at have prøvet flere Gange, i 1895 den store Guldmedaille for »Model til en Prædikestol«, og fik derpaa Akademiets store Rejsestipendium (2500 Kr.) i to Aar. Forinden havde han i 1893 foretaget en Rejse til Tyskland, Østerrig og Italien for Theof. Hansens Legat (.1:750 Kr.). Han har udført en stor Del plastisk Dekorationsarbejde til Frederiksborg Slot og andre Bygninger, saaledes det nye Glyptothek. Den 20. Maj 1893 holdt han Bryllup med Francisca Nielsine Kropp (f. 1866), Datter af Snedkermester Julius Rasmussen Kropp (f. 1826) og Anna Christine f. Nordstrom (f. 1830).

(Priv. Mecld. Akacl. Udsf. Fortegn.)

Petersen-Mols. Niels Petersen-Mols, Maler, se N, P. Mols.

Petzholdt. Ernst Christian Frederik (Frits) Petzholdt, Landskabsmaler, født i København den i. Januar 1805, var Søn af Forvalter, senere Grosserer Johan Jakob Petzholdt eller Petzoldt¹ (f, 1766,. d. 1836) og mulig af samme Slægt som den nedenfor nævnede, ældre Billedhugger J. C. Petzold, uagtet Slægtskabsforholdet hidtil

¹ Kunstnerens Bedsteforældre var Silkevæver Christian Petzoldt og Marie Elies. Familien skrev fra først af sit Navn uden h. Foruden Billedhuggerens og denne Familie var der ved samme Tid to andre Familier Petzold, rier alle tre hørte til Pelri Menighed, nemlig en Silkevæver Johan Henrik Petzold, gift med Eva Sybille, og en Gibser eller Murer Mathias Petzold, gift med Gertrud Petersdatter. Da ikke alene de samme Familienavne, men særlig Navnet Johann Christoph to Gange gaar igen i disse Familier, er der Grund til at tro, at de høre sammen indbyrdes og ere i Slægt med den nedennævnte Kunstner, Johann Christoph Petzold.

253

ikke har kunnet oplyses. Hans Moder, der var Faderens anden Hustru, hed Josefine Marie Fontaine (f. 1769, d. 1812). Efter at Petzholdt var udgaaet af Efterslægtselskabets Skole, kom han i Lære hos Malermester Baruel og kunde først efter endt Læretid for Alvor tage fat paa sine Studier ved Akademiet og i Eckersbergs Malerstue. Han var over 20 Aar, da han den 5. April 1825 begyndte »sine Øvelser« hos Eckersberg. I Juli s. A, blev han Elev af Modelskolen, i 1827 vandt han den mindre, i 1828 den store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. Det var dog ikke hans Agt at blive Figurmaler, og det »Portræt af en gammel Sømand«, en Matros fra Bombebøssen, som han udstillede 1828, var det eneste Figurbillede, Offentligheden saa fra hans Haand. Hans Hu stod til Landskabsmaleriet, og i 1828—29 udstillede han •en Del Landskaber og Landskabsstudier fra Nordsjælland. Deraf blev »En Mose ved Høsterkøb« købt til den kgl. Malerisamling.

Da hans Fader havde en betydelig Formue, foretog han allerede i 1829 en Udflugt til Nordtyskland, navnlig Harzbjærgene, hvorfra han i 1830 udstillede et Par Billeder. Efter nogen Tids Ophold i Hjemmet, dog uden at udstille, drog han atter udenlands, denne Gang en større Rejse med Italien til Maal. Han naaede Rom den 16. November 1830, gennemrejste den italienske Halvø og besøgte Sicilien allerede i Sommeren 1831. Om Efteraaret var han i Rom og arbejdede paa »Et Parti af Capri«, som, efter et Brev fra Sonne til Akademiet, »lovede meget«; tillige skulde han have medbragt »fortrinlige Studier« fra sin sicilianske Rejse. Det synes, som om han paa denne Rejse tilegnede sig den lyse Farve og den Finhed i Tonen, som blev et af hans Pensels Hovedfortrin. Hans Kunstfæller i Rom udtalte jævnlig, i Breve til Hjemmet, Ros over de Billeder, han efterhaanden fik færdige, og Tillid til hans Talents Udvikling. I 1833 solgte han et større Billede, »Hadrians Villa ved Tivoli« til den kgl. Malerisamling; mulig det er det, som omtales i et Brev fra Chr. Christensen til H. E. Freund (af 17, Maj 1833), naar det hedder: »Ligeledes har Petzholdt haft et stort Maleri udstillet (i Rom), "som røber umaadelige Fremskridt og har gjort megen Lykke«, Men først i 1835 udstillede han igen i København et fra Rom hjemsendt Billede »Udsigt fra Villa Pamfili«. I Vinteren 1835—3^ vendte han. tilbage til Danmark paa Grund af, at hans Fader laa for Døden, og i Foraaret 1836 udstillede han atter to italienske Billeder, hvoraf det ene, »Parti fra den sicilianske Kyst«, ligeledes senere er blevet den kgl. Maleri samlings Ejendom.

254

Vistnok snart efter Faderens Død i Foraaret 1836 rejste Petzholdt atter udenlands over München til Italien og Grækenland. Et temmelig stort Billede af ham, »Parti af de pontinske Sumpe«, -ein streng und herrlich durchgebildetes Werk«., blev i 1883 udstillet i München og købt Aaret efter af Kimstforeningen der. Men Kunstnerens Livsvej var allerede den Gang afsluttet. Den i. August 1838 døde han, som det synes ganske pludseligt, i den græske Stad Patras, og først den 31, Oktober uaaede Budskabet om hans Død til København. ¹ Det var kun sex A ar siden, at Syden havde røvet Danmark en anden af den Eckersbergske Skoles talentfulde Elever, V. Bendx. Først den 10. September 1830 meldte hans Svogre i Skifteretten, at de overtog den Afdødes Bo uden Rettens Mellemkomst, og i 1840 udstillede de to af hans efterladte Malerier, »Parti i de pontinske Sumpe, med en Flok Bøflers og »Parti i Sabinerbjærgene, en Flok Geder ved en Kilde«. Det førstnævnte Billede, der havde vakt saa megen Opmærksomhed i Miinchen, tildrog sig ogsaa her saavel Kunstnernes som det kimstelskcnde Publikums Blik, og ved Akademiets Forhandling om Udstilliugsmedaillen nævnedes ved Siden. af Billeder af Const. Hansen og Marstrand ogsaa dette Billede, idet J. P. Møller i et skriftligt Votum erklærede det værdigst til Medaillen, »hvis en saadan kan gives en Afdød«. Udstillmgsmedaillen blev ikke uddelt det Aar. Petzholdts Lig hviler i det fjærne Syden, men paa Familiens Gravsted paa Assistenskirkegaard ved København rejstes en Sten til hans Minde, udført efter Tegning af M. G. Bindesbøll.

(Priv. Medd. Petri Kirkebog. Erslew, Suppl., I, S. 927 [Jacobsen]. Akad. Keitzel. Udst. Fortegn. Eckersbergs Optegn. H. E. Freuncls Papirer. Breve til J. L. Lund I St. Icgl. Bibi. Skifteretten.)

Petzold. Johan Christoph eller Christoffer Petzold, Billedhugger, født i Dresden(r), havde lært Billedhuggerkunsten hos Balthasar Permoser i Dresden og senere fuldendt sine Studier hos Andreas Schliiter i Berlin og Donner i Wien. Under disse Læreres Vejledning havde han studeret meget efter Antiken, uagtet han aldrig havde været i Italien. Fra Wien blev han kaldet til Berlin, for bl. a. at udføre et Par Karyatider til Lystslottet Sanssouci i Potsdam,

¹ Hans samtidige Kunstfæller var forvissede om, at denne talentfulde og i pekuniær Henseende saa gunstig stillede Kunstner døde før sin egen Haand,

255

og han har uden Tvivl haft et ret godt Navn som Billedhugger, da han i 1738 indkaldtes til Danmark for at arbejde ved Christiansborg Slot. Til Slottets midterste Port udførte han to Billedstøtter i overnaturlig Størrelse, til Hirschholm Slot to Fontainer, samt flere Arbejder i Stuk. Hans bekendteste Værker var de to Billedstøtter i Sandsten, Merkur og Neptun, til Børsrampen i København, hvoraf den bedste, Merkur, endnu er til. Neptun styrtede i December 1862 ned fra sin Plads og søndersloges; den blev i 1876 afløst af en ny Billedstøtte, udført af Rosenfalk efter Levningerne af den gamle. Uagtet hans Samtid roste ham for ”facilité et correction”, hæve disse Værker sig ikke over jævnt godt Dekorationsarbejde, og han synes heller ikke at have fyldestgjort de Forventninger, man nærede lil ham.

Ved sit Komme til København blev han Professor ved det af Christian VI oprettede ældre Kunstakademi, to Aar efter giftede han sig, i December 1740, med Margrethe Elisabeth Bencke og havde med hende, som det synes, kun Datteren Anna Marie Petzold. At han i Kirkebøgerne baade kaldes Billedhugger og Tapetmager, tyder paa, at han tillige har været brugt som Dekoratør. Han gik over som Professor til det nye Akademi (1754), og udførte som Medlemsstykke, »Herkules, som baglænds kaster sig paa Baalet«, en fritstaaende Billedstøtte, der maa have frembudt særlige Vanskeligheder. Den er ikke niere til, men da den var udstillet ved Salonen i 1778, rostes den for sen smuk Stil og en mandig og dristig Komposition«. Han følte sig ikke ve] ved det nye Akademi, Tre Aar efter dets. Oprettelse underskrev han for sidste Gang sit Navn i dets Protokol (28. Marts 1757). To Maaneder senere tilførtes Protokollen: »I øvrigt har man erfaret af fremmede, at Hr. Professor Petzold var bortrejst, og som intet videre forefaldt, endigede sig Forsamlingen«. Han opholdt sig nogle Aar i Altona, men synes ikke at være død der. Sin Lønning af Kongens Kasse fik han udbetalt i Altona indtil den 31, Marts 1762, da han sidste Gang kvitterede derfra, i 1763 hedder det i Akademiet, at »da Direktøren havde hørt, at Professor Petzold skulde være død,« maatte man vælge en anden Professor; men Efterretningen fremførtes med saa liden Vished, at Præses, Grev Moltke, foreslog at vente med Valget, til man var ganske forvisset om Kunstnerens Død. Der indløb imidlertid ikke nogen senere Efterretning. I Statskalenderen staar han opført som «.Hofbildhauer”. fra 1755 til 1768, medens han kun staar blandt Akademiets Professorer til 1765. Weidenhaupt nævnes som hans Lærling. Et

256

Mindesmærke af ham over Eigtved paa Petri Kirkegaard blev sønder-slaaet af en Bombe i 1807.

(Weinw., S. 136 og 150. Do. Lex. Hennings, S. 46, 78—79 og 112, oversat i Buschings Kunsthistorie, S. 275 og 366—67. Rigsarch, F. J. Meter, Fredensb., 139 og 189. Garnisons, Petri og tysk Frederiks Kirkeb. Skild. 1804, Sp. 704, 1829, Sp. 1220—21. Thiele Kunstakad., S. 39, 44—45, 85, SS, no. Akad. Lorck, Fortg. Nachr., I, S. 284. Statskat. 1755—68.)

Pflueg. Christian Carl Pflueg, Architekt, var født den 19. Juli 1758 paa Uggerslevgaard i Fyn, som hans Fader den Gang havde i Forpagtning. Han var Søn af Infanteri-Major Bendix Ludvig Pflueg (f. 1693, d. 1770) og Hedvig f. Munch. Efter at have faaet Uddannelse, især i mathematisk Retning, kom han ind i Militæretaten som »Værkbase«, et Begyndelsestrin til at blive Ingeniørofficer, blev 1754 Sekondløjtnant, deltog 1759—61 i Syvaarskrigen, blev 1760 Premierløjtnant, 1761 karakteriseret Kaptajn af Infanteriet, afgik 1765 fra Ingeniørkorpset og blev 1768 karakteriseret Major. Han var 1765 bleven Direktør for Christians Plejehus ¹_t der skulde flyttes fra Christianshavn til St. Kongensgade, og opførte der (1765—69} den Bygning, som fra 1775 til 1880 kom til at huse »det kgl. Opfostringshus«. Desuden ledede han samtidig Opførelsen af Sølvgadens Kaserne, efter de Tegninger, som N. H. Jardin havde udført, medens han før den Tid navnlig havde ledet forskellige Fæstnings-bygningsarbejder. Han gik 1784 af som Direktør ved Plejehuset, flyttede i 1788 til Lyngby, derfra til Birkerød, og endelig til en Svigersøn, hos hvem han døde den 16. Maj 1809. Han blev den 21. Maj 1764 gift med sit Søskendebarn, Hedvig Rebekka Rasch (f. 1745?, d. 1786), Datter af Justitsraad Johan Gaspar Rasch (d. 1770) til Rønninge Søgaard og dennes anden Hustru, Mette Sofie f. Munch (d. 1787). Hansyngste Datter blev gift med J. G. Preisler (s. d.).

(Mil. Tdsk., 21. Aarg. S. 291 og 395. V. E. Tychsen, Fort. Etat og Ing.-Korpset, Personalhist. Overs., 1893, Nr. 285. C. Pflueg, Underr. om Christians Plejehus, 1773. Rigsarch. Provinsarch. i Odense. Worm, III, 602. Geneal. Inst.)

Philipsen. Theodor Esbern Philipsen, Dyrmaler, er født den i o. Juni 1840 i København og er Søn af Grosserer Frederik Philip Vilhelm Philipsen (f. 1807, d. 1876) og Else Marie Juliane f. Ipsen (f. 1819), vilde efter endt Skolegang være Landmand og var flere Aar paa Landet, inden han bestemte sig for at blive Dyrmaler. Han begyndte i Oktober 1862 at besøge Kunstakademiet, hvor han fik

¹ En Stiftelse for gamle Soldater, Soldater-Enker og Børn.

257

Adgang til i. Frihaandstegneskole, medens han samtidig malede en kort Tid hos C. Bøgh. I 1863—1864 maatte han afbryde sine Studier for at aftjene sin Værnepligt. Han deltog i Krigen og blev Løjtnant i Reserven. Den 23. December 1869 fik han Afgangsbevis som Maler fra Akademiet, og fra 1865 har han udstillet som Dyrmaler. I 1871 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med »Hjemvenden fra Marked«, men Præmien tilfaldt Haslund for samme Æmne, derimod vandt han denne Præmie i 1873 for »Heste, som rides til Svømning«. Derpaa foretog han i 1875—76 ^en større Udenlandsrejse, var to Aar i Paris, og om Efteraaret 1877 rejste han til Svejts og Italien. Med Undtagelse af »En Drift Oxer i den romerske Campagne« (1879) udstillede han ellers intet fra Italien, før efter senere Rejser. Allerede i 1881 opdagede han, om man saa tør sige, Saltholm som sit kunstneriske Operationsfelt, om end hans Æmner endnu i nogle Aar ere tagne andensteds fra, bl. a. ogsaa fra Udlandet. Foruden andre Rejser var han i 1887 paany udenlands for det Ancherske Legat, og først fra 1889 tager han fast Bolig paa Kastrup. I 1890 fik han Akademiets Aarsrnedaille første Gang for »En Vej i Dyrehaven, Efteraar«, der blev købt til den kgl. Malerisamling (udst. 1894 i Antwerpen). Fra 1891 slutter han sig til den fri Udstilling, hvor han udstiller en stor Mængde Billeder. Blandt disse kan fremhæves det 1894 udstillede »Alleen ved Vognserup«, der, i Modsætning til Skovgaards frodige Sommerstemning, viser Alleen en sildig Efteraarsdag med vejrpiskede Træer i den kølige fugtige Luft. Et Øjeblik synes han, paavirket af den hele urolige Bevægelse i Kunsten i disse Aar, ligesom at svigte sit Talents rette Grundvold, men, maaske under sine Studier i Dyreplastik, hvorpaa han allerede fra 1887 af og til har udstillet Prøver, genfinder han sig selv, og møder med sin gamle Sikkerhed i Udførelsen, om end betydelig forandret i Farvebehandiingen, der bliver lysere .og solrigere, men rigtignok i Overgangstiden noget porcelænsagtig. Han har ogsaa i de senere Aar udstillet Keramik med Dyrefremstillinger. Philipsen er ugift.

(Priv. Medd. Leng., Fam. Praem. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Piil. Christian Actonius Theodorus Piil, Kobberstikker, født den 20. Januar 1804 paa Løjtved ved Svendborg, var Søn af Forpagter Rudolf Frederik Piil ff. 1773, d. 1826) og Else Birgitte Nyholm (f. 1782, d. 1818) lærte Guldsmedhaandærket og nedsatte sig i Aarhus. Da

N. K. L. II. November 1896. I?

258

han nogen Tid efter fik en Tommelfinger knust i et Valseværk, saa at han ikke mere kunde arbejde som Guldsmed, lagde han sig efter den af Schøler (s. d.) opfundne nye Kobberstikmaner, Stylografi, og begyndte samtidig at granske paa et Middel til at frembringe en Tegning med ophøjede Linier i en Metalplade (Zink), saaledes at der kunde tages Aftryk af den i Bogtrykkerpressen ligesom af Træsnit. Efter flere Forsøg lykkedes det ham virkelig at opfinde en saadan Fremgangsmaade, Kemitypi, hvorom han i November 1842 tilsendte Industriforeningen i København en Beretning. I Marts 1843 foreviste han Kunstakademiet nogle Prøver paa sin Opfindelse; han fik en Understøttelse af Kongen og flyttede nu til København, hvor han i Vinteren 1843—44 besøgte Kunstakademiet, ventelig for at uddanne sig til selv at arbejde i sin nye Opfindelse, og ved Industriudstillingen i 1844 udstillede han nogle Prøvearbejder, ligesom man ogsaa paa Kunstudstillingen i 1845 saa et Danmarks Kort, han havde tegnet og udført, samt en Radering af Kyhn, som han havde kemityperet. Fra 1846 til 1856 levede han i Udlandet for at gøre sin Opfindelse frugtbar og give den Udbredelse, hvilket til en vis Grad lykkedes. I Udlandet lagde han sig efter Daguerreotypi og Fotografi og levede efter sin Tilbagekomst til Danmark som Fotograf og Kemitypist i København. Her udgav han i 1861 med Understøttelse af den Reiersenske Fond en fotografisk Haandbog (1864 under Titel »Vejledning for Fotografer«). Den 12. Juni 1832 ægtede han Jensine Zarette Lindbom (f. 1807, d. 1853). I 1858 udstillede han i Forening med sin Søn, Christian Frederik Piil (født i Aarhus ²⁷/₁1837), der ligeledes var Kemitypist, en Prøve paa en ny Opfindelse, »Frederiksborg Slot«, udført i Hyalografi. I 1861 fik han Fortjenst-medaillen i Guld. Han levede i sin Alderdom hos sin nysnævnte Søn, der var Fotograf i Christiansstad i Sverige, og døde der den 2. Oktober 1884.

(Akad. Reitzel. Udst. fortegn. Priv. Medd. Geneal. Inst. Skand, Bogtrykker Tidende, Novbr. 1875, Sp. 167—71.)

Pilloe eller Pilloi, Architekt, (?) Fader og Farfader til den Danser og den Skuespiller,' som virkede ved det kgl. Theater og bl. a. kendes af Overskous Theatrets Historie, gør Weinwich til Bygmester og tillægger ham Opførelsen af Nørreport, der paa sin Forside bar Aarstallet 1671. Kilden til denne Opgivelse har hidtil ikke kunnet findes.

(Weinw. Lex.)

259

Pilo. Carl Gustav Pilo, Portrætmaler, Søn af en svensk Portræt-maler Olof Pilo (Pijlou) og Beate f. Sahlstedt, blev født paa Goksåters Gaard i Runtuna Sogn i Sodermanland den i g. Marts 1712 (6. Marts 1713). Faderen ønskede ikke, at han skulde være Maler, men da Sønnens Lyst ene gik i denne Retning, fik han Lov at uddanne sig under sin Faders Vejledning og kom derpaa i Malerlære hos en Maler Crisman i Stockholm (1723?). Uagtet han fik Adgang til det nyoprettede Kunstakademi i Stockholm, kunde han dog ikke blive løst af Lavstvangen der, hvorfor han forlod Hovedstaden og rejste til Wien (1734); der blev han et Par Aar, tog saa tilbage til Sverig, hvor han snart vandt et godt Navn i Skaane (1737) som Portrætmaler. Faa Aar efter ønskede han at finde en større Skueplads for sin Virksomhed, og med Anbefaling fra sin tilkommende Kone, der var Selskabsdame paa en Herregaard i Skaane, til hendes Svoger, Mag. C. G. Almer (Kunstnerens Fader) i København, rejste han did (1741) og blev samme Aar Tegnelærer for Landkadetterne. I København fik han dog ogsaa Lejlighed til at male Portræter, og da Kronprinsesse Louises Portræt gjorde Lykke, blev han 1745 udnævnt til Hofskildrer med 500 Rdl. d. C. om Aaret. Imidlertid var han, uvist naar, bleven gift med Eva Maria Malmgrén, fra hvem han i 1747 blev skilt, da hun havde gjort sig skyldig i Bigami. I 1748 blev han Professor ved det ældre Kunstakademi, og Aaret efter rejste han til Skaane og ægtede der sin Ungdoms Beskytterinde, Charlotte Amalie Dorothea Desmarez (eller de Mare), født i København af franske Forældre.

Pilo gik over til det nye Akademi paa Charlottenborg (1754) og var endog den, der holdt Festtalen ved Akademiets højtidelige Indvielse. Som Medlemstykker til det nye Akademi havde han lovet at male Salys og le Clercs Portræter, og da han senere blev mindet om at indsende disse Portræter, tilbød han tillige at male sit eget. Endelig i 1767 modtog Akademiet ogsaa fra Pilos Haand sin Præses', Grev Moltkes, Portræt. Det var overhovedet som Portrætmaler, Kunstneren især sysselsattes og vandt sit den Gang store Navn. Samtiden vidner, at han malede med en overordentlig Lethed, men de dybere seende havde ogsaa Blik for, at hans Billeder, trods den for Øjet saa smigrende Udførelse og den glimrende Farve, fattedes Omhu, og hans Farve havde sædvanlig en grønagtig Hovedtone, som skadede dens Sandhed. Til hans bedste Portræter, eller »historiske Billeder«, som de undertiden kaldes, regnes »Frederik V til Hest« (Frederiksberg Slot), endvidere et Brystbillede af Caroline Mathilde,

260

som en Landsmand af ham fandt »hjertligen vackert«, samt de Portræter, der findes i Kunstakademiets Samling. Ved Siden af Portræter malede han mindre Genrebilleder i Teniers' Smag.

Da Saly i Juli 1771 tog sin Afsked fra Akademiet, blev Pilo den 17. Juli udnævnt til Akademiets Direktør. Ikke længe efter gav Struensees Fald Statsmagten i andre Hænder, og det synes, som om Personer, hvem Had eller Misundelse gjorde ilde stemte mod Pilo, nu fik Indflydelse til hans Skade. Dog lykkedes det harn endnu at vinde en Sejr til Akademiets Gavn, idet han hindrede, at Charlotten-borg blev Akademiet frataget for at bruges til Komniandantbolig i København. Kort efter indstiftede den svenske Konge, Gustav III, Vasaordenen, og blandt de første Riddere, han udnævnte, var ogsaa Pilo. Paa Kunstnerens Ansøgning tillod Christian VII ham uden Indvending at modtage Ordenen, og Guldberg ønskede ham endog i en Skrivelse af 14. Juli 1772 til Lykke »med det nye Tegn paa Nationers Erkendelse af Deres Fortjenester«. Men enten har man senere fundet, at her var en Lejlighed til mulig at blive Pilo kvit, eller ogsaa har denne selv fremkaldt Katastrofen ved at gribe for hidsigt til. I September afkrævede man ham Oplysning om den Ed, han havde aflagt ved Ordenens Modtagelse, og faa Dage efter fik han Paabud om at rejse til Gottorp for at male Prinsesse Louise og Prins Carl med deres Børn i fuld Legemsstørrelse. Pilo saa, som det synes ikke ganske med Rette, en Slags Forvisning deri, og svarede med at forlange sin Afsked af Kongen af Danmarks Tjeneste. Skønt Guldberg samme Dag skrev ham et velvilligt Brev til og forsikrede ham om, at han »kunde have rejst til Slesvig og i Rolighed kommet tilbage, thi vort allernaadigste Herskab havde vist de naadigste Tanker for ham«, blev det dog ved den fattede Beslutning, som Kongen tog ham temmelig ilde op, uagtet han tilstod ham en Aarpenge paa 300 Rdl. d. C.

Afskedigelsen synes saa meget mere at skyldes et overilet Skridt fra Pilos Side, som denne Aaret efter gennem Udenrigsministeriet underhaanden ansøgte om at vende tilbage og faa sin gamle Plads. Der tilføjes undskyldende, at Pilo »aldrig havde søgt om, eller tænkt paa at faa den Orden, som blev, om ikke Skyld i, saa dog Paaskud til hans Ulykke«. Han forlod altsaa København og rejste til Ny-køping i Sverige, hvor han levede nogle Aar; i 1773 blev han Medlem af det svenske Kunstakademi, i 1774 fik han tillige en Pension af den svenske Regering, og da den svenske Konge i 1777 paa en Rejse fik Lejlighed til at se Kunstneren og nogle af hans

261

Arbejder, kaldte han ham til Stockholm, hvor han den 10. December 1778 blev valgt til Direktør for Kunstakademiet. I denne Stilling virkede han endnu i over tretten Aar til sin Død, den 2. Marts 1792. Hans vigtigste Arbejde fra disse hans Alderdoms Aar er det ufuldendt store Billede af Gustav III's Kroning paa Drottningsholm Slot, men Oldingens aftagende Kræfter spores deri.

(Weinw., S. 150—51. Do. Lex. Sandvig, S. 91 og 103. Biisching Nachr., I, S. 250—51. Hennings, 8.80—82. Akad. Skild. 1829, Sp 715—18, 721—30 efter en i det svenske Kunstakad. holdt Mindetale, 737—39 efter Hennings, Weinw. o. fl. Rigsarch. Thiele, Kstakad., S. 49—51, 83, 86, 124—25, 158, 163, 166—68. Schak-Rathlous Archiv, Medd. ved Prof. E. Holm. Burman-Becker, Tapeter, S, 48. Dske. Saml., II, S. 381. Hofberg, Sv. biogr. Lex. II, 130. Estlander, De bild. Knust. Hist,. S. 427 og 452. F. J. Meier, Fredensb., S. 189—91. Strunk.)

Pingel. Gustav Frederik Claudius Pingel, Billedhugger, var født i København den 6. Oktober 1849 og var Søn af Advokat og Notar, senere Udgiver og Redaktør af »Dybbølposten« i Sønderborg Jakob Claudius Pingel (f. ¹¹/-₂ 1824 i Rønne), nu Klasselotterikollektør i København, og dennes første Hustru, Clara Rosalia f. Petersen ff. 1826, d. 1853). Han uddannede sig til Ciselør og Gravør hos Sølv varefabrikant C. Christesen og blev Guldsmedsvend. Han besøgte tillige Akademiets Skoler fra Oktober 1869 til den 18. Marts 1876, da han fik Afgangsbevis som Modelerer. Pingel konkurrerede tre Gange (1876—78) til den mindre Guldmedaille, hver Gang med en Billedstøtte i Gibs efter den givne Opgave, men vandt ikke Medaillen. Han udstillede ved Forårsudstillingerne 1872—78 i alt fire Buster, hvoraf den sidst udstillede, Kapelmusikus A. Svendsen, gjorde sig bemærket ved en for den Tid usædvanlig flot Udførelse, Han havde samtidig haft ret rigeligt Erhverv som Ciselør for Guldsmed Hertz og Juveler Michelsen, men bestemte sig dog for at tage til Newcastle, hvor han blev Lærer ved en Kunstskole og ernærede sig for øvrigt ved Ciselørarbejdc. Han udførte ogsaa nogle Buster. 'Senere tog han til London og modelerede der en Statue »Ydun«. I 1889 rejste han til Paris til Verdensudstillingen, men blev under Opholdet der sindssyg og kom paa et Sindssygehospital i Caen, hvor Sygdommen tog saaledes Overhaand, at den medførte Døden den 12. April 1891. Han blev jordet der to Dage senere efter reformert Ritus.

(Friv. Medd. Akad. Reilzel. Udst. Fortegn.)

262

Platen. Vilhelm Frederik von Platen, Architekt, født mellem 1660 og 1670, var Søn af Gehejmeraad, Generalkrigskommissær Claus Ernst von Piaten (f. 1612, d. 1669) og Anna Ehrentraut f. von Klitzing (f. 1628, d. 1694). Han blev efterhaanden Gehejmeraad, Generalbygmester og Overhofmarechal. Det synes næsten, som om han har beklædt det sidstnævnte Embede fra Lambert van Hawens Død (1695), og har taget sin'Afsked derfra, da han blev Overhofmarechal. Embedet er da vistnok gaaet over til J. C. Ernst (s. d.); Tiden tør maaske sættes til 1708—10. I 1708 blev Piaten Storkors af Danebrog. Han lader til at have været ugift og døde den 27. April 1732 som Amtmand i Sønderborg. Man tror, at han i sin Embedstid har forestaaet Opførelsen af Operahuset (med Pelli som Entreprenør), Staldmestergaarden bagved Christiansborg Slot og Frederiksberg Slot, for nogle af de senere tilbyggede Dele.

(Weinw,, S. 124. Do. Lex. Benzonske Stamtavle i Rigsarcb. Thura, Hal'n. hod., S. 195. F. R. Friis, Saml., S 83. F. J. Meier, Frdberg, S. 34.)

Plesner. Ulrik Adolf Plesner, Architekt, er Søn af Sognepræst Johan Frederik Plesner ff. 1815) og Lucie Marie f. Hastrup ff. 1826, d. 1868), er født den 17. Maj 1861 i Vedersø Præstegaard ved Ringkøbing, tog 1878 Præliminærexamen fra Mantzius^’ Skole i Birkerød, kom derefter i Murerlære i København, gennemgik det techniske Selskabs Skole, hvorfra han fik Afgang som Husbygnings-Examinand, besøgte derpaa Kunstakademiets Skoler fra Maj 1880 og fik den 28. Januar 1893 Afgangsbevis som Architekt. Under sin Studietid havde han faaet en af de større Flidspræmier. Han tegnede hos Hans J. Holm og deltog under dennes Ledelse i de for Akademiet foretagne Opmaalinger. Selvstændig har han kun bygget nogle Privatbygninger, deriblandt Brøndums H6tel i Skagen (1892). Han arbejder for Tiden hos Stadsingeniøren.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl. II, 679. Elvius. Akad. Udst, Fortegn.)

Plum. Povl August Plum, Genremaler, født i København den 13. Maj 1815, var Søn af Lysestøber, Kaptajn, senere Toldbetjent Hans Jakob Plum (f. 1783, d. 1835) og Petra Magdalene f. Halse {f. 1786, d. 1864). For at uddanne sig til Kunstner begyndte han i 1831 at besøge Kunstakademiet, hvor han 1834 blev Elev af Modelskolen; men først tre Aar efter vandt han den mindre Sølv-medaille. Imidlertid havde han i 1834 udstillet sit første Billede, »En Dreng, som sælger Cigarer«, og havde Aaret efter det Held, at Prins Christian Frederik blev opmærksom paa ham og købte »En

263

gammel Kone, som læser i Biblen«. Ogsaa senere udstillede Billeder var han heldig nok til at sælge; men ikke desto mindre fandt han den akademiske Løbebane for langsom, saa meget mere som han udelukkende ønskede at hellige sig Genremaleriet. Han forlod derfor Akademiet, men udstillede endnu i 1839 »Et sjællandsk Hestemarked«, som blev købt til den kgl. Malerisamling. I Aarene 1839—43 udstillede han ikke, og han synes, trods den Opmuntring, han havde mødt, i disse Aar at have foretaget den noget overilede Udflugt til Nordamerika, som hans Biograf henlægger til et tidligere Tidspunkt. Et Billede, han udstillede i 1844, »Afsked fra Mesteren«, blev ligeledes købt til den kgl. Malerisamling.

Aaret efter kom han, ifølge Kongens Ønske, til at deltage i Korvetten Galatheas Jordomsejling. Denne Rejse bar ikke alene sin Frugt i en fyldt Tegnemappe, af hvis Indhold en lille Del blev gengivet i Billes Beretning om Rejsen, men tik stor Indflyldelse paa hans personlige og kunstneriske Udvikling. Til sine senere Billeder hentede han ikke sjælden Æmner fra de Egne, han den Gang havde set. Snart efter Hjemkomsten (1847) fik han Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar (1850—51) og tilbragte nogle Aar dels i Dusseldorf, dels i Paris og Bryssel. Ved Tilbagekomsten fra denne Rejse (1853) var han saa udpræget udenlandsk i sit hele maleriske Snit, medens netop den Gang en særegen national Retning paa det stærkeste gjorde sig gældende i Danmark, at hans Billeder kun vandt Yndest hos en snævrere Kreds, der kunde nyde hans virkelige Lune og hans Sans for en kraftig, om end noget konventionel og tillært Kolorit, uden at stødes ved den endnu temmelig svage Tegning. Han var imidlertid for oprigtig en Kunstner til ikke at paavirkes af det gode, ogsaa ved en fra hans egen forskellig Kunstretning, og uagtet han ikke malede meget, var der i hans Billeder en kendelig Lyst til at bringe større Sandhed i Tegning og Farve i Samklang med hans kunstneriske Særpræg. Hans sidste udstillede Billede, »En Rejseerindring« (1873), udmærkede sig saalcdes netop ved en kraftig udtalt Stemning, baaren frem af en Sandhed i Farven, som hans ældre Billeder ikke altid kunde rose sig af. I sine senere Aar syslede han for øvrigt mest med Vandfarvemaleri.

Han blev 1854 gift med Mariane Laurentze Hasse (f. 1811, d. 1872), og bosatte sig fra den Tid i Fredensborg. Den 24. September 1873 indgik han et nyt Ægteskab med Emilie Hoppe (f. 1836), Datter af Stadsfysikus, Professor Børge Anton Hoppe (f. 1796, d, 1865)

264

og dennes anden Hustru, Julie Emilie Henriette f. Monrad (f. 1807, d. 1839). Han døde den 37. Juli 1876 i Fredensborg.

(111. Tid. 1876, Nr. 882, Priv. Medd. Asminderød Kirkeb. Vahl, Slægte-bog, XI, 3—4. Berl. Tid. 1876, Nr. 174. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Pløhn. Joachim Frederik Pløhn, Miniaturmaler, født i Begyndelsen af Aaret 1775, besøgte Kunstakademiet i København og vandt 1799 den mindre Sølvmedaille. Han lagde sig derpaa efter Miniaturmaleriet og synes for største Delen at have levet og virket i Provinserne. I 1811 var han i Aarhus, hvor han gjorde sig fortjent ved uden Vederlag at male et Bagtæppe, forestillende »Orlogsskibet Phønix, færdigt til at løbe af Stablen«, til den Forestilling, Skuespiller Knudsen gav til de Saaredes og Faldnes Efterladte. Forinden havde han i syv Aar været Tegnemester i Rendsborg, hvor han malede ved Christian VII's Jordefærd i Rendsborg Kirke. Samtidig med at hans Familie voxede stærkt, havde han der det Uheld at miste »hele sin Formue«. Da han imidlertid var personlig kendt af Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, og Svigersøn af dennes Palaisforvalter Jakobsen, smigrede han sig med at have tilstrækkelig Adkomst til at blive Informator ved Akademiet efter Propsthayns Død (1818). Det blev han ikke, men nogen Tid efter lykkedes det ham, maaske formedelst de samme Forbindelser, at blive Graver ved Garnisons Assistens Kirkegaard. Han blev i 1798 gift med Ane Margrethe Jakobsen, med hvem han havde haft 24 Børn, hvoraf de 22 forventedes »at modtage ham i Evighedens lyse Egne«, da han døde den 16. August 1826, kun 51½ år gammel. Enken søgte flere Gange om Understøttelse af Akademiet, idet hun blandt sin Mands Fortjenester mindede om, sat han har opdaget den jydske Okkerfarve«.

(Skild. 1811, Sp. 1033. Akad. Skifteretten. Adresseav. 1826, Nr, 194.)

Pløtz. Carl Ludvig Pløtz, Miniaturmaler, Søn af den neden for nævnede Henrik Pløtz, blev født i København og døbt den 13. Juni 1804. Han uddannede sig til Miniaturmaler og Tegner, rimeligvis under Faderens Vejledning og udstillede fra 1822—46 en Del tegnede og malede Portræter, samt nogle Kopier. Den kgl. Malerisamling bevarede nogle tegnede Portræter, som vise, hvor omhyggelig, men ogsaa hvor lidet interessant han var i sin Udførelse. Han var gift med Anna Marie Hildebrandt og døde den n. Oktober 1849.

(Frederiks tyske Kirkeb. ved Lengn. Skild. 1831, Sp. 86. Selmers Nekr. Saml., II, S. 485. Reitzel. Udst. Fortegn.)

265

Pløtz. Hans Henrik Pløtz, Emailmaler, født i Rellingen i Holsten den 6. Januar 1748, var Søn af en Tømrermester Hans Pløtz og Cathrine Dorothea f. Sivers, og han skal oprindelig have været af en adelig polsk Familie, Efter sine Forældres Død (omtr. 1755) blev han opdragen hos en Slægtning, og da Kammerherre, General Cæsar v. Lüttichau tilfældig opdagede hans musikalske Talent, da han var i sit tolvte Aar, tog han ham med sig til Fredericia og lod ham oplære i Sprog og Musik. Nogle Aar senere (1768) udvirkede Kammerherre Warnstedt, at Pløtz fik en kgl. Ansættelse som Kammermusikus; han spillede da baade Fløjte og Violin. I 1771 tog Warnstedt ham med sig udenlands, hvorved han fik Lejlighed til at blive kendt i fornemme og kunstneriske Kredse i Udlandet. I Lausanne blev han imidlertid alvorlig syg, og efter at han var kommen sig, forbød Lægen ham at spille paa Fløjte mere. Hans Ophold i Svejts trak ud, og, for at finde en Levevej, lagde han sig nu efter Emailmaleriet hos en Maler Marsinhe i Genéve. Et vellykket emailleret Portræt førte ham til Genthod, til Bonnets Landsted, og hos denne Filosof og Naturgransker, som allerede er omtalt under Juel (s. d.}, forblev han i en lang Aarrække »som Barn af Huset«, sysselsat dels med at tegne naturhistoriske Genstande til Bonnets Værk, dels med mechaniske Opfindelser. Blandt disse, som gik i de forskelligste Retninger, har kun én, Opfindelsen af den saa kaldte Physionotrace (s. Eckersberg), kunstnerisk Interesse. Dog synes Pløtz ikke ganske at kunne hævde for sig Æren af denne Opfindelse, der var i Brug i Paris, hvor en Maler Chretien kaldes dens Inventeur.

Efter Bonnets Død (1793) rejste Pløtz til Italien, mistede formedelst de revolutionære Forhold sin sammensparede Formue og havde i det hele Vanskelighed ved at finde en fast Stilling, idet flere Tilbud ved de urolige politiske Forhold slog ham fejl, saaledes hos Ærkebispen af Posen, Fyrst Raczynski, der havde lovet ham en Plads med 1200 preussiske Dalere i aariig Lønning. Han modtog derfor i 1799 et Forslag fra Bernstorff om at vende tilbage til Danmark, hvor han blev kgl. Hofmechanikus med 800 Rdl. aariig Løn, og fik Værelser paa Blaagaard. Men snart efter købte ban selv en større Gaard paa St. Annæplads (Nr. 60, nyt Nr. 10). I 1809 blev han Danebrogsmand, A åre t efter Ridder af Danebrog.

Han havde været Medlem af Akademiet i Berlin siden 1790, og nu indsendte han nogle Prøver paa Miniatur- og Emailmaleri for at blive agreeret ved Akademiet i København. Det skete ogsaa,

266

den 6. Juni 1799, og han fik til Opgave at male Juels og Meyns Portræter i Miniatur; men fire Aar efter erklærede han, at han ikke kunde sige, naar hans Medlemstykker blev færdige, da han siden 1799 havde været sysselsat med Mechanik »efter Regeringens Paadrag«; i et følgende Brev udtalte han Tvivl, om hans Øjne vilde tillade ham »værdigen at kunne efterkomme Akademiets Love«. Dermed bortfaldt denne Sag, og han blev aldrig Medlem af Akademiet. Derimod brugte han sin Opfindelsesævne til at give Tegninger til Møbler og til nye Maskiner, saasom en Maskine »til at stemple Bankosedler med, som ingen Dødelig skal kunne eftergiøre«. I 1810 udstillede han i sin egen Gaard 16 forskellige Opfindelser af ham selv, blandt hvilke hans Physinotrace bar Prisen efter Anmelderens Skøn. Han vedblev ogsaa i mange Aar at tegne Portræter med den.

I Genéve skal han have været forlovet med en Datter af Maleren Liotard, Maria Theresia Liotard, men hun døde inden Brylluppet (1785). I København giftede han sig den 18. September 1801 med Anna Maria Petersen (f. 1763, d. 1825), der bl. a. blev Moder til hans ovennævnte Søn, Carl Ludvig. Pløtz døde den 26. December 1830.

(Weinw., S. 199. Do. Lex. Eget Levned i Ordenskaptl. Iris og Hebe 1809, 3—4, S. 158—78 og 249.' Skild. 1804, Sp. 400; 1809. Sp. 1636; 1810, Sp. 1273, 1605; 1814, Sp. 257; 1826, Sp. 1057; 1831, Sp. 81—86. Skifteretten. Adresseav. 1826, Nr. i. Ph. Weilbach, C. V. Eckersbergs Levned, S. 78—79 og 191—92. Petri Kirkeb. Reitzel, Udst. Fortegn. Strunk.)

Pohl. Hinrich Jakob Pohl, Miniaturmaler, nævnes i Statskalenderen som kgl. dansk »hofschildrer«. i Aarene 1738 til 1746. Fra Oktober 1736 havde han en aarlig Lønning af 150 Rdl. d. C. af Particuliére-Kassen. Han faar Betaling for Email- og Miniatur-portræter fra 1732 til 1747. I 1737 gav han Tegninger til 23 Æreporte under Kongens Rejse i Norge og fik dem betalt med 230 Rdl. d. C. Han boede 1729 i Løngangsstrædc som »Skildrer«.

(Statskal. Rigsarch. F. J. Meier, Fredensb., 191, Geneal. Inst.)

¹ Pløtz siger rigtignok selv om denne Levnedsskildring, »at det hele er fuldt af, dels urigtig fremsatte, dels ganske falske Beretninger. — At kunne leve, virke og gavne i Stilhed, overladende til en retfærdig Efterslægt at bedømme min Vandel, har altid været og skal altid blive mit kiereste Ønske og vigtigste Formaal”.

267

Pontoppidan. Christian Joachim Pontoppidan, Maler, født den 20. Februar 1739, var Søn af Sognepræst Børge Dines Pontoppidan (f. 1684, d. 1758) og Magdalene Sofie f. Leegaard, og ældre Slægtning af nedennævnte S. C. Pontoppidan. Han var Tegnemester i København og var gift første Gang med Marie Elisabeth Frederici og anden Gang med Dorothea Marie Bødtcher (d. 1829). Han døde selv 1807. Han har raderet en Vignet.

(Lengnick, Kam. Pontoppidan. Krohn I, S. 80,}

Pontoppidan. Simon Christian Pontoppidan, Architekt, født i København den 29. Juni 1793, var Søn af Etatsraad og Raadmand Carl Pontoppidan (f. 1748, d. 1822) og Susanne f. Kraft (f. 1761, d. 1841). Hans Farfader var den bekendte Erik Pontoppidan. Han blev Kadet ved Artilleri korpset, men traadte snart atter ud deraf, da han helst vilde være Bygmester. Efter at have faaet Adgang (1807) til Akademiets Skoler og C. Y. Hansens Tegnestue, blev han 1809 Elev af Bygningsskolen, vandt 1810 den mindre, 1813 den store Sølvmedaille, derpaa i 1816 den mindre og endelig i 1819 den store Guldmedaille for Opgaven »Et Tøjhus til 30,000 Mand«. Da det først ledige Stipendium var tiltænkt Freund, raadede Akademiet ham til at søge kgl. Rejseunderstøttelse. Det lykkedes ham i 1820 at faa et Stipendium for to Aar paa 800 Rdl. Sølv aarlig, saaledes at Akademiet skulde senere tilbagebetale Fonden ad usus publicos 640 Rdl. aarlig, medens Fonden vilde tilskyde 160 Rdl. for hvert Aar. I Følge med Thorvaldsen rejste han den n. August 1820 fra København, over Warschau til Rom, som han naaede i December. Det næste Efteraar rejste han til Neapel, for om Vinteren at gennemrejse Sicilien; det gjorde han virkelig ogsaa, uagtet han gentagne Gange blev et Bytte for alvorlige Febertilfælde, tildels fremkaldte ved Rystelsen over Efterretningen om en ung Søsters pludselige og voldsomme Død, og han var næppe kommen tilbage til Neapel, før et nyt Udbrud af Sygdommen gjorde Ende paa hans Liv, den 25. Februar 1822. Kort før Efterretningen om hans Død var naaet til København, indstilledes han til at nyde det tredje Aars Stipendium. Inden sin Rejse havde han været Konduktør ved nogle faa Bygningsarbejder. Hans Virksomhed paa Rejsen indskrænkede sig til en Del Tegninger, som senere skænkedes Akademiet; men den Skole, hvoraf han var udgaaet, saa en haabefuld Kunstner i ham og beklagede dybt hans tidlige Død. Paa den lutherske Kirkegaard i

268

Neapel oprejste hans Landsmænd en Mindesten, der udførtes af H. E. Freund.

(Thaarup. Fdl. Nekr., S. 141—44, hvor udførlige Enkeltheder meddeles. Erslew. II, S. 577. Lengnick, Kam. Pontoppidan. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseav. 1822, Nr. 72. Thiele, Thorv., III, S. 70, 8?J

Poulsen. Andreas Poulsen, Theatermaler, begyndte at udøve Theatermaleriet som Th. Bruuns Medhjælper allerede fra 1779 og arbejdede under denne til hans Død (1800). Efter den Tid udførte han paa egen Haand Malerarbejde for Theatret og fik ved Direktionens Skrivelse af 8. Januar 1803 Tilladelse til »at anse sig som Theatrets Dekorationsmaler« , men hans Arbejde betaltes stykkevis; dog fik han Tilsagn orn et Gratiale »i saadanne Aaringer, i hvilke der ikke forfærdigedes meget Dekorationsarbejde« ved Theatret. Da Wallick i 1814 fik Ansættelse ved Theatret med fast Lønning, blev dog Poulsen beholdt paa de tidligere Vilkaar, efter at Direktionen varmt havde støttet ham overfor den Indflydelse, der gjorde sig gældende til Fordel for Wallick. Endelig blev der i 1819 givet Ordre til at udbetale Poulsen 200 Rdl. Sedler, »hvorimod han herefter vilde blive at anse som vort Theater aldeles uvedkommende«. Dermed forsvinder han af Theatrets Historie, og efter at han i flere Aar havde været svagelig og sengeliggende, afgik han den 24. Oktober 1821 ved Døden. Han synes kun at have været af ringe Betydning som Kunstner, idet ikke Udførelsen af hele nye Dekorationer blev betroet harn, men kun Udbedring eller »Opmaling«, men ikke »Ommaling« af ældre, samt Udførelsen af enkelte mindre Sætstykker og desl. Han var først gift (mulig 1800) med Marie Magdalene Wilstrup (d. 1804), og da han i Anledning af et nyt Ægteskab skulde skifte med sin Hustrus Arvinger, maatte han som deres Part indbetale ti (10) Rigsdaler i Skifteretten; men der meldte sig ingen til at modtage Arven. Den 24. April 1804 ægtede han derpaa Engelke Friderichsen, med hvem han fik »en talrig Børneflok«, medens hans Kaar, under de nævnte Forhold, kun kunde være ringe. Hans Broder, en Malermester Poulsen, der i hans sidste Tid tildels havde udført hans Arbejde, gik over til at blive Wallicks Medhjælper.

(Theatrets Archiv. Vejvis. Skifteretten. Priv. Medd.}

Poulsen. Carl Peter Poulsen, Xylograf, er født i Helsingør den 6. Oktober 1855, og er Søn af Karethmagersvend Niels Poulsen og Karen Marie f. Christiansen. Forældrene flyttede i hans Barndom til København, hvor han lærte at tegne hos Knud Gamborg;

269

derefter kom han (1867) ind paa det techniske Institut, som han gennemgik og fik Afgang fra, men da han ikke havde Midler til at besøge Kunstakademiet, kom han i Lære hos Xylograf H. P. Hansen i fire Aar og var derpaa Medhjælper hos ham i to Aar. I 1876 rejste han til Paris for at uddanne sig videre. Han arbejdede der et Aar hos Xylografen Panneniacher, vendte tilbage til København og arbejdede atter hos H. P. Hansen, indtil han fra 1879 har arbejdet for egen Regning. Han udførte nu Træsnit til »Ude og Hjemme«, saaledes det store Blad efter Munkacy, »Christus for Pilatus«, »Christi Opstandelse« efter C. Bloch og en Del Portræter. Senere har han skaaret en Del af Træsnittene til Holberg-Udgaven, Portræterne af Deres Maj. Kongen og Dronningen til Guldbryllups-numeret af Ill. Fam. Journal, m. m. I 1883 og 1884 udstillede han ved Forårsudstillingen nogle Prøver af sin Kunst. Han bor nu paa Vallø.

Den 27. August 1871 ægtede han Cecilie Juliane Andrea Bundtsen ff. 1854, d. 1881), og i andet Ægteskab blev han den 14. Maj 1885 gift med Louise Kirstine Johansen.

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Poulsen. Michadine Anina Christine Poulsen, Malerinde, er født den 9. Juli 1860 i Tingskoven ved Aarhus, hvor hendes Fader Michel Poulsen (f. 1812, d. 1882) var Landmand og Kroejer; hendes Moder, Kirstine Jensdatter (f. 1825) lever endnu. I 1881 kom hun i Huset hos Overpræsidentinde Lassen og fik Lejlighed til at uddanne sine kunstneriske Anlæg. Hun fik Friplads i V. Kyhns Tegneskole og uddannede sig der i syv Aar, traadte fra i. Februar 1889 ind i den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, hvorfra hun den 27. Maj 1893 fik Afgangsbevis som Malerinde og udstillede første Gang ved Forårsudstillingen 1894 et »Mandsportræt«. I 1888 havde hun haft en Portion af J. J, Levins Legat, og i 1895 fik hun en Rejseunderstøttelse (300 Kr.}. Hun har maiet nogle Portræter og kopieret en Del, deriblandt C. Blochs Altertavle i Jakobskirken to Gange.

(Priv. Mdd. Akad. Udst. Fortegn.)

270

»Allee i Søndermarken«. Han tog Tandlægeexamen 1869 og nedsatte sig s. A. i København som Tandlæge. Den 26. November 1873 ægtede han Erika Cecilie Charlotte Amalie Hansen (f. 1848), (Friv. Medd. Udst. Fortegn.)

Preetzmann. Caspara Preetzmann, Malerinde, født i Aalborg den i. August 1792, var Datter af Etatsraad, Toldinspektør Christian Preetzmann (f. 1749, d. 1827) og Christiane Sofie Hedvig f. Baronesse Bertouch (f. 1757, d. 1837). Af Lyst til Kimsten lærte hun at male hos H. Hansen, sammen med Eleonore Harboe og flere Damer. Hun, som var Konventualinde i Gisselfeld Kloster, udstillede i 1820—22 nogle mindre Billeder, men malede mest Kopier samt enkelte Altertavler. Om hendes ædelmodige Færd overfor Jerichau er talt ovenfor fs. d.). Hun døde i høj Alder den 26. December 1876.

(Priv. Medd. Benzonske Stamtavle i Rigsarch. Geneal. Inst. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Prehn. Naaman Hinrich Prehn eller Preen, Portrætmaler, var født 1685 i Flensborg. Han var Elev af Krock og boede som saa-dan (1728) hos denne i Ny Vestergade Nr. 282. Han blev en dygtig Tegnelærer eller »Ridsemester«, som det den Gang kaldtes. Under Magnus Bergs Sygelighed var han i mange Aar hans Vikar som Tegnelærer for de kgl. Pager, efter dennes Død (1739) blev han selv kgl. Ridsemester for Pagerne med 300 Rdl. d. C. aarlig, og han døde i denne Stilling den 21. Februar (begr. ²⁵/,₂) 1754. Han slægtede Magnus Berg paa, siger hans Biograf »saavel i at læse ugemene Skrifter, som og i at skrive selv«. Eftertiden skylder ham ogsaa større Krav paa Taknemlighed for hans Forfattervirksomhed end for hans Kunstnergerning, som nu er forsvunden. Der synes nemlig ikke at kunne være Tvivl om, naar man ser, hvorledes hans Navn nævnes i Magnus Bergs Levnedsbeskrivelse, at han er den virkelige Forfatter, saavel til Magnus Bergs som til Krocks Levned, der begge ere trykte i Danske Magazin.

(Danske Saml-, IV, S. 112. Rigsarch. Tetn Kirkeb. F. J. Mejer, Kre-densb., 191. Akad. Jfr. Dske. Mag., I, S. 226—43 og III, 8.143—60. 162—70. Geneal. Inst.)

Preisler. Johan Georg Preisler eller Preissler, Kobberstikker, født i København den 7. Juli (døbt ¹¹/₇) 1757, var Søn af den nedenfor nævnte Johan Martin Preisler og Anna Sofie f. Schuckmann. Han besøgte Kunstakademiets Skoler, hvor han 1775 vandt den mindre og Aaret efter den store Sølvmedaille. Samtidig lærte han

271

Kobberstikkerkunsten hos sin Fader og vandt i 1780 den store Guld-medailie for en Plade i taille douce, forestillende »Christi Samtale med den samaritanske Kvinde«. Uagtet Akademiet endnu ikke Aaret efter kunde love ham Rejsestipendium, bestemte Kongen dog »for den fortjente Professor Preislers«, hans Faders, Skyld, at han skulde have Stipendium strax, og midt i August 1781 afrejste han til Paris for at studere under Wille. Stipendiet blev først sat til 300, men kort efter forhøjet til 400 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar, og fra 1787 skulde Akademiet refundere Finanserne de udlagte Summer.

Den 24. August 1787 blev Preisler Medlem af Kunstakademiet i Paris paa et Stik efter Vien, -»Dédale, attachant des ailes a son fils Icare” hvilket ogsaa havde været Malerens Medlemsstykke. Da han ved Nytaar 1788 kom hjem, blev han den 28. Januar optagen til Medlem af Akademiet i København paa det samme Stik; »dog blev det besluttet, at dette Exempel skulde være uden Følge for Fremtiden«. Ved kgl. Resolution af 4. Juni 1788 bevilgedes der ham derpaa 200 Rdl. d. C. aarlig af Kongens Kasse. Efter Faderens Død søgte han om den Aarpenge paa 600 Rdl., som denne havde haft, men fik i al Fald kun en Del, idet Clemens og Haas hver fik 100 Rdl. deraf. Ved Haas' Død 1817 fik han 100 Rdl.'s Tillæg, »endskønt han ikke længe har vist sig som Kunstner«. Han ejede en mindre Landejendom ved Lyngby, Ulrikkenborg, som hans Svigerfader havde arvet eller købt efter en Broder, og senere overladt ham. Der levede han, vistnok fra 1809, om ikke før, med sin Familie. I 1815 klagede han over, at han var for gammel til at bo paa Landet, og søgte derfor om Værelser paa Charlottenborg. Da han ikke fik dem, blev han boende paa sin Gaard, indtil han i 1824 gjorde et nyt Forsøg paa at komme derfra ved at søge om Sekretærposten ved Akademiet, som han heller ikke opnaaede. I Februar 1831 havde han det Uheld ved Ildsvaade at miste en stor Del af sin Ejendom. Akademiet tilstod ham derfor 200 Rdl. Sedler af Understøttelseskassen. Kort Tid efter, den 21. April 1831, døde han i Lyngby. Han blev den 12. December 1788 gift med Anna Rebekka Pflueg (f. 1767, d. 1817), yngste Datter af foran nævnte Major og Bygmester Chr. C. Pflueg {s. d.) og havde sex Sønner, hvoraf den ene, Georg Sofus Preisler, uden Tvivl styrede Gaarden i Faderens sidste Levetid.

Der nævnes ikke mange Blade af denne for øvrigt dygtige Kobberstikker, den tredje i Kløverbladet Clemens, Haas, Preisler, som Danmark i Slutningen af forrige Aarhundrede kunde rose sig

272

af. Inden Rejsen stak han to Billeder af det gamle Testamente efter J. M. Schuster (1776), Præsten Hans Madsen o. s. v. efter Pauelsen, sit Guldmedaillestik, samt »Susanne i Badet« efter A. Franchi. I Paris stak han ”La reveuse« efter et Maleri af Zick, som tilhørte Wille, og et Barnehoved i Rødkridtmaner (1782) samt sit Medlemsstykke. Kort efter Hjemkomsten skænkede han Akademiet Aftryk af et Stik efter H. Gerners Portræt af Juel (1791) og senere et Portræt af Henrik Stampe, ligeledes efter Juel. Nagler nævner desuden et Portræt af Christian VII. Ved Salonen i 1794 saas fra hans Haand, foruden nogle af de nævnte Stik, et tegnet Portræt, forestillende hans Fader, og et Par tegnede Landskaber. Krohn nævner nogle raderede Blade af ham.

(Weinw., S. 231. Do. Lex. Sandv., S. 106. Skild. 1830, Sp. 1227—28. Leitschuh, Fam. Preisler. Adresseavisen 1831, Nr. 94. Akad. Kat. til Salon 1794, S. 23—24. Erslew, Suppl., Il, S, 707. Nagler, Kst. Lex, Priv. Medd. Krohn, I, 119.)

Preisler. Johan Martin Preisler, Kobberstikker, Søn af en tysk Maler, Johann Daniel Preisler (f. 1666, d. 1737) og Anna Felicitas Riedner (d. 1743), blev født i Nurnberg den 14. Marts 1715. Han lærte at tegne hos sin Fader og at stikke i Kobber hos sin ældre Broder, Georg Martin Preisler. Han vandt snart stor Dygtighed i sit Fag, saa at han allerede under sin Studietid i Paris, hvor L. Cars var hans Lærer, fik store Plader at stikke for kgl. Regning. Ved den danske Minister i Paris, J. H. E. Bernstorff, fik han en Indbydelse til Danmark, og den 18. Oktuber 1744 kom han til København. Den 5. Juli 1745 blev han »bestilt til at være Hofkobberstikker«, og den 14. Juni 1748 ægtede han her i København Anna Sofie Schuckmann, Datter af Dr. Schuckmann fra Gystrow i Meklenborg-Schwerin, senere Professor i Rostock. Hans ene Datter blev gift med Agent Zinn, hans ene Søn blev Skuespiller, den yngste, Johan Georg, er nævnet overfor. I 1750 blev han Professor ved det ældre Kunstakademi og gik derfra over til Akademiet paa Charlottenborg, hvor han virkede lige til sin Død. Den i. April 1777 blev han virkelig Justitsraad. I sine ældre Aar laa han gærne paa Landet i Lyngby, hvor siden hans Søn og Sønnesøn ogsaa levede. Han døde den 17. November 1794 i sit 80. Aar og hans Minde æredes ved en Sørgefest i Akademiet den 5. Januar 1795. Faa Aar efter, den 16. September 1800, døde hans Enke, ligeledes 5o Aar gammel.

Et af hans første Stik i Nürnberg, »David og Abigael« efter Guido Reni, udmærkede sig ved saadanne Fortrin, at det blev Aarsag

273

til, at den nævnte Cars indbød ham til at komme til Paris for at uddanne sig videre. I Paris stak han flere Blade til Masses store Værk over Lebruns Malerier i Versailles, og for Rigaud stak han et stort Blad, »Cardinal Bouillon«. Desuden nævnes »Ganyméde« efter Pierre og nogle Blade efter andre Mestre. Hans første Stik i Danmark var Christian VI's Portræt efter J. S. Wahl (1746), og to Aar efter udførte han Frederik V's og hans Dronnings Portræter efter Pilo (1748). Senere stak han to Blade til det kobberstukne Værk efter Dresdnergalleriet, nemlig »Semiramis og Ninus« efter Guido Reni og »Gangen til Golgatha« efter Paolo Veronese, og da han, efter Akademiets Ønske, skulde afgive et Par Blade som Medlemsstykke, skænkede han det i 1759 Aftryk af det nævnte Portræt af Rigaud, af »Semiramis og Ninus« og af et »Bacchanal« efter Pierre, der synes udført i København efter et Maleri paa Christiansborg Slot; for Butkoffski i Berlin stak han »Loth og hans Døtre«. Senere stak han mest Portræter, blandt hvilke kan nævnes »De oldenborgske Konger« til Schlegels Værk, Wiedewelts Portræt efter Als, Klopstocks efter Juel, Münters, Cramers o. fl.; endvidere Frederik V's Rytterstøtte efter Saly, Wasserschlebes Buste efter sin egen Tegning. I sin Alderdom udførte han Heimbachs »Souverainetetsakten«, »Jonas hos Niniviterne« efter Salvator Rosa i den kgl. Malerisamling, »Peder i Fængslet« efter Guido Reni i Moltkes Samling, og endelig »Madonna della Sedia« efter Rafael. Men det var svage Arbejder i Sammenligning med de fortrinlige Blade, han tidligere havde udført, og i de sidste ti Aar af sit Liv rørte han ikke Gravstikken. For øvrigt er han i alle Henseender en langt betydeligere Kunstner end Sønnen, hvorvel han, som naturligt er, tilhører en ældre Skole. Nagler nævner 21, Sandvig 33 Blade af ham, men selv dette Tal er ikke fuldstændigt. Han roses for sin Dygtighed som Lærer ved Modelskolen.

(Weinw., S. 71, 74 og 152. Sandv., S. 103. Leitschuh, Die Fam. Preisler. Hennings, S. 73—76, hvor hans Stikkemaades Præg nøje omtales. Biisching Nachr., l, S. 609—12. Minerva 1795 [39. Bd.], S. 224. Skild. 1809, Sp. 1178; 1829, Sp. 1023—32. Thiele, Kstakad., S. 63—64. Nagler, Kstl. Lex. Postrytt. 1745, den 5. Juli. Petri, Slotsk. og Frederiks Kirkeb. Posttid. 1754, Nr. 102. Adresseav. 1794, Nr. 282 og 295; 1800, Nr. 309 og 320. Akad. Akad. luv. 1793. Krohn, I, 32—33. Strunk.)

Price. Albert Thorvald Josef Price, Portrætmaler, Søn af mimisk Kunstner James Price (f. 1801, d. 1865) og Rosa f. Levin (Luin, f. 1809,

N. K. L. II. November 1896. iS

274

d. 1887 i Wien) og født i København den 25. Januar 1844, besøgte Kunstakademiet 1858 til 1865; i 1862 blev han Elev af Modelskolen, og i Januar 1864 fik han den mindre Sølvmedaille. Tillige søgte han Uddannelse i Simonsens og Marstrands Malerskoler. Fra 1865 til 1871 har han udstillet nogle Portræter, hvoriblandt i 1869 C. Hostrups Portræt, og »En Eneboer«. Han lever som Skuespiller i Odense.

(Priv. Medd. N. Konv. Lex., 3. Udg., V, 539—40. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Price. Mathilde (ikke Marie) Juliane-Engeline Price, Blomstermalerinde, er Datter af Artist (mimisk Kunstner) Johan Adolf Price (f. 1805, d. 1890) og Flora Mathilde Elisabeth f. Levin (Luin, f. 1813, d. 1863} og er født i København den 6. April 1849. Hendes Forældre ere Søskende til James og Rosa Price (se ovfr.), og hun er Søster til Juliette, Sofie og Valdemar Price. Ligesom sine Søskende kom hun fra Barn af til Balletten og har optraadt som Danserinde, da Sygdom nødte hende til at forlade Theatret. Efter at have lært at tegne hos V. Kyhn, uddannede hun sig til Blomstermalerinde hos O. D. Ottesen og malede ligeledes en kort Tid hos C. Bloch. Hun har kun udstillet én Gang, ved Foraarsudstillingen i 1880, »Voxende Markblomster«, rnen har malet ikke alene Blomsterbilleder, men ogsaa Portræter, der ere i privat Eje. Hun giver tillige Undervisning i Tegning og Maling.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Prieur. Paul le Prieur, Miniatur- og Emailmaler fra Frankrig, som opholdt sig i København ved Frederik III's og Christian V's Hof, synes at være den samme, som Weinwich kalder Adrian k Prieur, og som derfor sammenblandes med den i Udlandet bekendte Adrien le Prieur, der tilhører en senere Tid (omtr. 1710). Prieur har i Frederik III's Tid bl. a. udført et stort ovalt emailleret Portræt af Kongen (sig. 1663), 8½ Tomme højt, et rundt Emaillemaleri, 7 1/4. i Tværsnit, forestiliende Kongens Børn (sign. 1671), femten smaa Emailportræter af Kongen (sig. 1666—69), to Emailportræter af den engelske Konge Carl II og hans »Inclination« (sig. 1669), som alle bære Navnet Paulus Prieur eller blot Prieur og Aarstal. Disse bevares alle paa Rosenborg. Desuden nævner Sandvig et Miniaturportræt af Frederik III, malet paa Sølv i 1669, et andet af Christoffer Gabel, malet (emailleret?) paa Guld 1666, der begge, tilligemed et mere udført Portræt af Simon Paulli, tilhørte Klevenfeldt.

275

Det sidstnævnte Portræt, udført 1675, kalder han »prægtig malet«. Desuden nævner denne »Et Billede i Braceletstørrelse med en Ring udi«, mærket Prieur 1681. Det blev solgt 1758 ved Overkonduktør Meyers Auktion. For Christian V udførte han i Aarene 1671 til 1680 en Del »Contrefejer« i Miniatur og Email; dog nævnes ogsaa 1674 »for et stort Skilderi 400 Rdl.«, medens hans sædvanlige Priser var langt lavere. Han synes ikke at have været paa fast Lønning. Paa Rosenborg er der fra Christian V's Tid bl. a. to emaillerede Portræter af Kongen (sig. Navn 1674 og 1681), et Portræt af den polske Konge Michael Wicniowiecki (sig. Navn 1670), to Portræter af Griffenfeldt (1673 og 1675) samt et Portræt af kgl. Konfessionarius Leth (1665). Senere end 1681 nævnes han ikke.

(Weinw., 5.76. Do. Lex. Sandv., S. 106. Kgl.Regnsk. i Rigsarch. Tdskr. f. Kstind. V, 1 — 19.) Haandkat. til Rosenb., S. 36, 49—50.)

Printzlau. Peter Anton Andreas Thor Printzlau, Portrætmaler, født den 20. Maj 1818 i København, var Søn af Theaterkasserer, den Gang Kopist, Ferdinand Anton Christian Printzlau (f. 17 94, d. 1865) og Johanne Dorthea f. Thorup (d. 1873). Han besøgte Kunstakademiet fra Januar 1832 til 1841, men naaede ikke højere end til Gibsskolen. Han levede som Portrætmaler, dog uden at udstille, og døde ugift i København af tiltagende Brystsvaghed den 30. Marts 1858.

O -J

(Akad. Priv. Medd. Erslew, II, S. 590. Skifteretten. Berl. Tid., Nr. 78.)

Prior. Laurits Terpager Malling Prior, Billedhugger, født i Stege paa Møen den 8. Juni 1840, er Søn af Købmand, Grosserer Hans Peter Prior (f. 1813, d. 1875) og Anna Regine Elisabeth Nicoline f. Schmidt. Han var først bestemt til Handelen og tog Examen ved Grimers Handelsakademi med første Karakter. Da han snart følte mere Lyst til at være Kunstner, opgav han sin tidligere Livsplan og fik i Maj 1857 Plads i H. V. Bissens Billedhuggerværksted. Efter i nogen Tid at have tegnet hos G. Hetsch, kom han paa Kunstakademiet i Oktober s. A., blev 1859 Elev af Modelskolen og vandt den mindre Sølvmedaille i December s. A. Lige Aaret efter vandt han ogsaa den store Sølvmedaille. Imidlertid havde han øvet sig i sit Fag under Bissens Vejledning og udstillede i 1860 sit første Arbejde, en Buste af sin Fader. Af hans senere Arbejder blev »Narcissus« (udst. 1862) købt til Statens Samling, paa Portrætstatue af Eckersberg vandt han 1863 den Neuhausenske Præmie;

276

»Odysseus og Calypso«, udført i Rom og udstillet 1864, blev ligeledes købt til Statens Samling. Hans Ophold i Rom varede fire Aar, fra 1862 til 1866. Efter Hjemkomsten konkurrerede han i 1869 til det Eibeschiitzske Legat med »Hagar og Ismael«, men maatte dele Præmien med Th. Stein. I 1876 deltog han i Konkursen om en Billedstøtte af H. C. Andersen, og var en af de fire, som udførte en Model i halv naturlig Størrelse.

En stor Bygning med Kunstnerateliers, som hans Fader opførte i 1866, og som Prior smykkede med Figurer og Ornamenter i Cement, blev hans første Forsøg i den dekorative Billedhuggerkunst, hvori han senere jævnlig havde Lejlighed til at finde Sysselsættelse. Saaledes udførte han i 1869 en Billedstøtte »Danmark« i over naturlig Størrelse til Kommunens Fest i Rosenborg og senere dekorative Arbejder i Relief til Frederiksborg Slot og det nye kgl. Theater. Hans sidste Arbejder var en Buste af Kammersanger N. Simonsen og en Medaillon af Landskabsmaler F. Kraft (for Udstillingsfonden). Efter sin større Rejse i Italien har han senere besøgt Paris og London under Verdensudstillingerne 1867 og 1871. Den 12. April 1870 blev han gift med Magdalene Bendixsen (f. 1852), Datter af Konsul Frederik Carl Bendixsen (f. 1803, d. 1872} og dennes anden Hustru Amalie f. Pontoppidan (f. 1816). Han var i Færd med at udvikle sig til en ret dygtig Kunstner i større dekorativ Plastik; men Svaghed afbrød i forholdsvis ung Alder hans kunstneriske Virksomhed. Den 5. April 1879 afgik han ved Døden efter en langvarig Sygdom.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Propsthayn. Carl David Propsthayn (Probsthain o. lign.), Maler, var Søn af Snedkersvend Adam Gottlieb Propsthayn og Christiane Nielsdatter Kronenbcrg og blev født i København den 18. Juli 1770. Han uddannede sig ved Kunstakademiet i København, blev i 1785 Elev af Modelskolen og vandt i 1787 den mindre, i 1789 den store Sølvmedaille, Paa samme Tid var han Abildgaards Elev og hørte tilligemed Grosch og Fritzsch til Thorvaldsens nærmeste Omgangsvenner. I de følgende Aar udstillede han jævnlig Kopier efter ældre Mestre, i 1795, sorn det synes, et originalt »historisk Maleri«. Imidlertid havde han nogle Gange forgæves konkurreret til den mindre Guldmedaille, men da han i 1795 konkurrerede om Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (1. Kgg. 17, 23), blev den store Guldmedaille tilkendt ham, uden at han tidligere havde vundet den

277

mindre. Kort efter tilstod Akademiet ham 100 Rdl. aarlig til at studere for {Februar 1796); men da han den 4. April s. A. blev udnævnt til Informator i den første Frihaandstegneskole, maatte han atter give Afkald paa denne Understøttelse; Aaret efter rykkede han op til at blive Lærer i den anden Frihaandstegneskole, og i denne Stilling forblev han til sin Død. Af et tilfældig bevaret Brev ses det, at han har levet ugift og havde Ry for at have opsparet »Midler«, som en Søster, »der conditionerede hos Grevinde Rosencrone«, skulde arve. Men da han døde, den 16. Maj 1818, var Boets hele Masse 11 Rdl. Navneværdi, og Søsterens, Sofie Propsthayns hele Arv bestod i, at hun maatte udrede Omkostningerne ved hans Jordefærd med 140 Rdl. N. V, Han skal være død »i forvildet Tilstand, formedelst at han var gaaet for dybt ind i Tegningen«.

(Weinw.. S. 195. Do. Les. Thiele, Thorv., I, S. 27. Akad. Petri Kirkeb, Krohn, I, 149. Strunk, Statskal. Skifteretten. Søndagspost. 1875, Nr. 595.)

Puck. Vilhelm Carl Puck, Architekt, født i København den 7. Februar 1844, er Søn af Murmester Peter Puck (f. 1818, d. 1878) i Horsens og Frederikke f. Sivertsen (f. 1816, d. 1854). Efter at være udlært som Murer, arbejdede han som Svend, men blev Elev af N. S. Nebelong og besøgte samtidig Kunstakademiet i København, blev i 1863 Elev af Medailleskolen og konkurrerede til den mindre Sølvmedaille. Da han ikke naaede at faa den inden Akademiets Omordning, maatte han opgive at studere længere ved Akademiet og rejste til Norge. I 1865 tog han derpaa til Aarhus, hvor han som Konduktør under V. Th. Walther uddannede sig videre til Architekt. Blandt hans Arbejder kan nævnes Peterskirken i Bering, Kirkerne i Galthen og Størring ved Aarhus og Udstillingsbygningen i Aarhus 1876, Hospitalet i Hørning ved Randers samt en stor Del Privatbygninger i Aarhus. I 1866 og 1868 foretog han to mindre, i 1870—71 en større Rejse til Tyskland, Frankrig og Italien med Understøttelse fra den Reiersenske Fond. Senere har han jævnlig foretaget mindre Rejser til Nordtyskland.

(Priv. Medd. Akad.)

Puggaard. Bolette Cathrine Frederikke Hage, Malerinde, en Datter af Købmand Christoffer Friedenreich Hage (f. 1759, d. 1849) og Christiane Arnette f. Just (f. 1778, d. 1877), blev født i Stege

278

den 7. Februar 1798, gift 1816 med Grosserer Hans Puggaard (f. 1788, d. 1866) og døde i København den n. November 1847. Hun havde lagt sig efter Malerkunsten og udstillede i Aarene 1838, 1844 og 1845 nogle Landskaber fra Italien og Danmark, hvoraf et, »Udsigt over Campagnen« tilhører Thorvaldsens Museum.

(Selmer, Nekr. Sml. II, 263 flg. Erslew, Suppl., l, 634, II, 715. Bricka, VI, 452. Nord. Konv. Lex. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd.)

279

Qjuant. Andreas Quant, Maler, synes at have arbejdet i Danmark i Christian V's Tid. Der nævnes kun fem Portræter af ham, nemlig af Erik Holgersen Rosenkrans {d, 1681), Nikolaj Dibbern fra Itzehoe, Gertrud Iserberg (d. 1687), Hendrik Schup (d. 1690), Vigand Michelbrecher {d. 1692), alle stukne af Hubert Schaten. Han har næppe noget at gøre med den i Bremen levende Kunstner af samme Navn, der arbejdede ved 1620, med mindre det skulde være hans Fader.

(Dauw, Wohlunterricht. Schilderer &c., S. 315. Weinw., S. 93. Do Lex. Sandvig, S. 107. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Strunk. Nagler. Kstl, Lex.)

Quellinus, Thomas Quellinus, Billedhugger, Søn af den flamske Billedhugger og Bygmester Artus Quellinus {1625—1700) og født i Antwerpen (?) ved Midten af det 17. Aarhundrede, uddannede sig i Hjemmet til Billedhugger og tog derpaa med sin Broder Johann Erasmus Quellinus til Lybek, hvorfra den sidstnævnte gik til England og døde der i ung Alder. Thomas Quellinus eller Quilinus, som han sædvanlig kaldes, udførte i Lybek en stor Altertavle til Domkirken der (1694—1701), men synes inden dette Arbejdes Fuldendelse at have taget Bolig i Danmark. I 1699 fik han kgl.

280

Stadfæstelse paa en Forskrivelse (Testamente), som var bleven udstedt mellem ham og hans Hustru, Anna Marie f. Cooques; i 1701 var han med blandt de sex Kunstnere, som underskrev et Andragende om Oprettelsen af et Kunstnersocietet i København, og i 1703 tog han Borgerskab i København som »Bilthugger«. Senere maa han være vendt tilbage til Belgien, hvor han 1707 eller i Begyndelsen af 1708 blev Medlem af Lukasgildet som Billedhugger og døde 1710. Af Mindesmærker, han har udført i Danmark, nævnes Cort Adelers, Axel Urups og Gyldenløves Gravmæler i Frue Kirke i København, der alle blev ødelagte eller led meget ved Kirkens Brand i 1728, Marcus Gøyes Mindesmærke i Herlufsholm og Constantin Marselius' store og pragtfulde Gravmæle i Aarhus Domkirke, hvilket blev opsat i Aarene 1703—4, samt et Mindesmærke over Thomas Kingo og Hustru i Fraugde Kirke paa Fyn, betegnet Th. Quellinus inventor et fecit anno 1702. Det blev i 1892 restaureret af Fjeldskov.

(Weinw., S. 99. Do. Lex, Naglers Kstl. Lex. Mullers Kstl. Lex. Jonge, Kbh. Beskr.', S. 167, 176, 191. Rothe, Kbh. Kirker, S. 17.. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 184. Schytte, Aarh. Domk., S. 21. Rigsarch., Sjasll. Reg. Danske Saml., 2. R. V, 283—84. Kraams Ndl. Kstn. Lex. Berl. Tid. Via ^l892.)

Quist. Hans Quist, Kobberstikker, født omtrent 1735, rimeligvis i København, lærte Kobberstikkerkunsten hos Jonas Haas og blev af denne stævnet for Retten 1758, fordi han havde forladt hans Tjeneste og nedsat sig som Kobberstikker uden Akademiets Tilladelse. Imidlertid synes han at have faaet Lov til at arbejde som selvstændig Kobberstikker, thi allerede 1761 var han færdig med at stikke de af Kabinetsskildrer J. J. Bruun (s. d.) tegnede Prospekter af Slotte m. m. i Danmark. Krohn nævner 63 Blade af ham. Snart efter, i Januar 1765, giftede han sig med Cathrine Elisabeth Liebenberg {f. 1746, d. 1828), Datter af Bundtmager Christian Liebenberg (f. 1695, d. 1787} og dennes anden Hustru Johanne Kirstine f. Green (f. 1714, d. 1785). De fik mindst to Børn sammen, men efter den Tid (efter 1773), flyttede Hustruen og Børnene fra ham og ved sin Død boede han alene hos en Enke, Martha Bertelsen, der anmeldte hans Død i Adresseavisen til Efterretning for »hans forhenværende Kone og efterladte Børn«. Boet sluttedes i Skifteretten, uden at Hustruens daværende Bolig blev funden. Han havde været Kobberstikker ved Banken og var paa

281

Vartpenge, 4 Rdl. om Ugen, da han døde, den 12. Februar 1810, 75 Aar gammel.

(Weinw., S. 174. Do. Lex. Sandv., S. 107. Adresseav. 1810, Nr. 38 og 39. Lengn., Fara, Liebenberg. Skifteretten. Raadstue Arch. Trinitatis og Nikolaj Kirkeb. Akad. Krohn I, 71—76).

Quist. Johan Martin Quist, Architekt, født den 3. September ¹7 5 5 > ^v^^r Søn af Skomagermester Nicolaj Mathiessen (eller Mortensen) Quist (f. 1716, d. 1804) og Anna Marie Elisabeth f. Engel-brecht (f. 1724, d. 1807). Han lærte Murerhaandværket, gennemgik Kunstakademiets Bygningsskole, vandt 1773 den mindre og 1775 den store Sølvmedaille, samt 1781 den mindre Guldmedaille. Uagtet han endnu i 1783, rigtignok uden Held, konkurrerede til den store Guldmedaille, søgte han 1782 om at blive Murmester uden Mesterstykke. Han opgav dermed Kunsten, blev en rig Mand ved sit Haandværk, gennemløb de militære Grader i Brandkorpset og døde som Meddirektør ved dette og Major, den 27. April 1818. I 1785 havde han ægtet Cathrine Margrethe Otte, som efter hans Død ægtede Major H. v. Hansen, blev separeret fra denne, antog atter Navnet Quist og døde den 26. Februar 1823.

(Akad. Adresseav. 1818, Nr. 97 og 104, do. 1823, Nr. 50. Petri Kirkeb. Thaarnp, Fdl. N_ekr„ S. 225.)

282

Raadsig. Johan Peter Raadsig, Genremaler, var Søn af Skibsfører Søren Christian Raadsig, som forliste paa Hjemrejsen fra Holland til Danmark (1808). Han blev født i København den 18. Oktober 1806, og da Moderen, Ellen Pouline f. Poulsen, nogle Aar efter Mandens Død, ægtede Godsforvalter Salomon Didrik Engell paa Skjoldnæsholm, tilbragte Raadsig 4—5 Aar i Opvæxten paa Landet. Efter derpaa at være kommen i Huset hos sine Bedsteforældre gik han tre Aar i Skole i København, blev konfirmeret og sat i Malerlære ifølge sit eget Ønske. Samtidig besøgte han fra 1821 Kunstakademiets Skoler i Vintermaanederne, men det var dog først, efter at han var bleven Malersvend, han ret kunde tage fat paa Studiet ved Akademiet, hvorvel han ogsaa efter den Tid maatte arbejde i sit Haandværk om Sommeren. I 1827 blev han Elev af Modelskolen; i 1830 vandt han den mindre og i 1831 den store Sølv-medaille. Efter nogle Forsøg med Portræter af sine Omgangsvenner fik han sin første Bestilling paa fire Brystbilleder i naturlig Størrelse, som han fik betalt med 6 (sex) Rbd. for Stykket, og snart efter udstillede han sit første Maleri, »En gammel Kone læser i Biblen«.

Ved Siden af Livsbilleder, blandt hvilke han jævnlig frem stillede Optrin af Jagtlivet, malede han i disse Aar tillige mindre historiske Billeder, og fire af disse solgte han i Løbet af 1833—40 til den kgl. Malerisamling. I 1838 konkurrerede han til den Neu-

283

hausenske Præmie om Opgaven »Kong Valdemar og liden Else« efter Christian Winthers Digt. Samme Aar begyndte han at søge Fonden ad usus publkos om Rejseunderstøttelse og udbad sig Akademiets Anbefaling, idet han fremhævede, at kun Trangen havde afholdt ham fra at konkurrere til Guldmedaillen. Akademiet anbefalede ham ogsaa »som en flittig og talentfuld Kunstner«. Aaret efter konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, men kunde ikke vinde den; dog blev det ham tilladt at udstille sit Konkursarbejde, »Odysseus genkendes af Eurykleia«. Imidlertid gik Rejsestipendiernes Bortgivelse over til Akademiet selv, men samtidig fremstod og udviklede der sig en saa stor Kreds af unge og lovende Kunstnere, at Raadsig blev skudt til Side. Det var en saa meget større Skuffelse for Kunstneren, som han, i Tillid til den Støtte, Eckersberg og Thorvaldsen havde ydet ham, allerede i 1841 var rejst til Rom, da et heldigt solgt Billede gav ham Midler i Hænde dertil. Under yderst vanskelige Kaar tilbragte han fire Aar i Rom og et Aar i München.

Til den kgl. Malerisamling solgte han dog under sit Ophold i Udlandet to Billeder, hvoraf det ene, »En Relikviehandler«, malet 1844, udst. 1846, af Datiden regnedes for hans heldigste Arbejde. Efter Hjemkomsten solgte han endnu ét Billede til Malerisamlingen, »Abbeden afBekkeskov« (1848). Senere hørte han i en lang Række af Aar til den danske Malerskoles flittigste Udstillere, og hans mange Arbejder udmærkede sig næsten altid ved en heldig Anordning, klar god Fortælling af Æmnet og en ret slaaende psychologisk Sans, men disse virkelig gode Egenskaber sattes i Skygge af en vis Tørhed baade i Form og Farve, hvorved hans Billeder fik et saa kedeligt Præg, at Indtrykket svækkedes. Han levede ugift og vedblev at udstille lige til sin Død den i. Juli 1882. Han var en stille, elskværdig og fordringsløs Personlighed. Fraregnet nogle Landskaber ere hans fleste Billeder Optrin af Almuens Liv.

(Priv. Medd. Adresseav. 1803, Nr. 509. Rigsarch, Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Pers. Tdskr. IV, T. 15. Nat. Tid. ^a/_T 1882. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Ådr. Av. 1808, Nr. 439.)

Raavad. Alfred Jensen Raavad, Architekt, er født paa Raavad den 10. Juli 1848, og er Søn af Murmester Jens Christian Jensen og Andrea Louise f. Martens. Efter at være oplært til Haandværker, søgte Jensen at uddanne sig i Tegning og tegnede senere for flere Architekter. Efter at det med en Rejseunderstøttelse var lykkedes

284

ham i 1873 at komme til Wien og Berlin og i 1875 til Bryssel og Paris, fuldendte han sin faglige Uddannelse i Udlandet. Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet opførte han Martinskirken i Forening med Aug. Johansen og senere nogle større Privatbygninger. Han antog Navnet Raavad og har skrevet om Anvendelsen af Søjler i Kunstindustrien. Han blev i November 1876 gift med Annette Hastrup og er senere rejst til Amerika. (Priv. Medd. Tdskr. f. Kstind. III, 55.)

Rach. Johannes Rach, Maler, udførte i Aarene 1747'—1750 som »Perspektivskildrer« en lang Række Prospekter og Folkelivsbilleder fra Danmark, Norge, Lapland, ialt 144 smaa Malerier, som ere nævnede af J. F. Meier, og som af Frederik V blev betalte med 5 Rdl. og 3 Mk. d. C. for Stykket.

(F. J. Meier, Fredensborg, S. 158 og 191—92. Rigsarch.)

Rademacher. Niels Grønbek Rademacher, Genre- og Landskabsmaler, født i Nyborg den 30. April 1812, var Søn af Barbér og Kirurg Joachim Gotfred Rademacher og Anna Marie f. Grønbek, havde vel i sin Barndom vist Lyst til Tegnekunsten, men kom dog efter sin Konfirmation paa et Herredskontor, hvor han tilbragte flere Aar. Først tyve Aar gammel tog han til København for at tegne paa Kunstakademiet og kom paa samme Tid i Malerlære hos Kongslev. Han gennemgik nu Akademiets Skoler, blev 1836 Elev af Modelskolen og vandt 1837 den mindre Sølvmedaille. Samme Aar udstillede han sit første Billede, »En Kone, der strikker«, og i de nærmest følgende Aar udstillede han nogle Figurbilleder. Først efter nogen Tvivl og flere Aars Venten bestemte han sig efter Rør-byes Opfordring til at konkurrere til den store Sølvmedaille, som han vandt i 1845. Efter den Tid var han i nogle Aar i Finland, hvor han styrede en Gaard for den russiske Statsafsending i København, Baron Nicolaj; senere levede han en Række Aar som Landmand i Jylland, men opgav dog ikke Kunsten. Med større Mellemrum har han i 1861—62 og atter fra 1868 jævnlig udstillet som Landskabsmaler. Han har ogsaa lithograferet nogle Blade, bl. a. flere Portræter og Regensgaarden efter sin egen Tegning. Han var ugift og døde paa en Rejse paa Godset Penth i Estland den 17. Maj 1885. Rademacher havde ogsaa Talent for at udklippe Silhouetter.

(Priv. Medd. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr., 2. R. I, T. 44.)

285

Rafn. Christian Rafn, Portrætmaler, født paa Brahesborg i Fyn den 13. Februar 1740 og Søn af Hans Hansen Rafn (f. 1702, d. 1741), der var »Hollænder«, d. v. s. Mejeribestyrer paa Brahesborg, uddannede sig til Kunstmaler ved Akademiet (omtr. 1767) og under Juels Vejledning, uden at dog noget nærmere vides om hans Virksomhed. Man kender kun ét Portræt af ham, forestillende Frederik Bagger til Juulskov i Fyn, hvorpaa der staar »Rafn pinx” 1783, Meno Haas sculpsit«.¹ Han fik senere Faderens Stilling paa Brahesborg og ægtede den i. December 1792 Christiane Kjølbye (f. 1763, d. ⁸/j 1825), ved hvem han blev Fader til den navnkundige Lærde og Oldgransker, Carl Christian Rafn. Han døde den 9. Februar 1825, en Maaned efter at han havde mistet sin Hustru.

(Erslew, II, H. 597. Do. Suppl., II, S. 725—26. Spengl. Art. Eft. Strunk,

Nr. 119.)

Rambusch. Agnes Rambusch, Malerinde, se Agnes Slott-Møller.

Rappost. Jochim Rappost eller Rappe, Maler fra Wolfenbuttel, fæstede Christian IV selv til sin Tjeneste den 12. Januar 1606 som Contrafejer i Helsingør med en aarlig Besoldning af 60 Daler, en Hofklædning og 5 Daler maanedlig i Kostpenge. Den 26. Maj 1610 fik han 400 Rdl. for de ti »Herculeshistorier« a 40 Rdl., som han havde malet paa Kronborg. Den 29. September 1611 afgik han fra sin Tjeneste igen; men han levede dog endnu 1614 som Contrefejer i Helsingør.

(Weinw,, Lex. Spengl. Art. Eft. Medd. fra Rentek. 1872, S. 194. Dske. Saml., V, S. 185. F. R. Friis, Sml. 247.)

Rasch. Ok Rasch, Portrætmaler. Et Portræt af Stiftsprovst Laurits Schiødte (1792—1843) i Viborg »vides at være lithograferet af J. V. Tegner efter en Tegning af Portrætmaler Ole Rasch«.

(Strunk, Nr. 2560.)

Rask. yens Rask eller Rasch, Miniaturmaler, »en moxen incomparabel Mester i Skildrekunsten til sin Tid«, maa være født i Fyn ved Begyndelsen af det attende Aarhundrede. Han var først i Lære i Odense hos »en dansk Mester«, Søren Poulsen, og efter sine »fremviste indenlandske Prøver« lod Christian VI ham rejse til Paris

¹ Strunk nævner (2221 b) et Portræt af Søløjtnant Christoffer Rafn (1763 —1801), der er stukket som Silhouette i rund Medaillon og mærket R. R. sculpsit. Han tror deri at læse Rasmus Rafn.

286

Rasmussen. Edgar Carl Mads Rasmussen, Architekt, er født den 17. December 1859 i København, og er Søn af Architekt Carl Alfred Magnus Rasmussen (f. ¹¹/_ti 1835), sorn var Lærer ved Kommuneskoler og fra 1876 til 1890 var Inspektør ved det techniske Selskabs Skole. Hans Moder er Adelheid Caroline Møller (f. 1840). Han kom efter endt Skolegang ind paa det techniske Selskabs Skole, som han gennemgik og blev derpaa af J. F. Busch dimitteret til Kunstakademiet i Oktober 1878. Fra dette fik han den 28. Januar 1893 Afgangsbevis som Architekt. Han var samtidig Lærer ved det techniske Selskabs Skole fra 1884 til 1893. Han har arbejdet under Blichfeldt og er nu Konduktør ved Statsbanerne ved Opførelsen af den nye Banegaard i Viborg. Han har i 1883 og 1894 foretaget mindre Rejser til Udlandet.

(Priv. Medd. Akad.)

Rasmussen. Eiler Rasmussen, Landskabsmaler, se E. R. Eilersen.

Rasmussen. Jens Erik Carl Rasmussen, Sømaler, var født i Ærøskøbing den 31. August 1841 og var Søn af Skrædermester Johan Arndt Rasmussen og Caroline Sofie f. Kaas. Han blev efter sin Konfirmation sat i Hosekræmmerlære i København; da han stedse havde Lyst til at tegne, førte Bekendtskab med Bygmesteren Hans J. Holm til, at denne først tegnede med ham i hans Fritid og senere fik John Frisch til at male med ham om Søndagen. Efter at han i 1861 var udlært ved Handelen, tog han Afsked med sine Principaler og tilbragte nu Sommeren med at fare som Skibsdreng med en Morbroder, der førte Skib paa Skotland. Efter Hjemkomsten i September besøgte han en kort Tid det techniske Institut, tegnede Perspektiv hos C. V. Nielsen og fik derpaa i Januar 1862 Adgang til Kunstakademiets i. Frihaandstegneskole. Han blev i 1863 Elev af Modelskolen, som han vedblev at søge indtil 1866, men han tog ikke Afgangsbevis sorn Maler. Imidlertid havde han malet i to Vintre hos C. F. Aagaard og havde allerede i 1863 udstillet sit første Billede, »Et Søstykke« ; i de følgende Aar udstillede han nogle Kystpartier. I 1865 og 1867 havde han Understøttelse af Akademiet til indenlandske Rejser, og efter at han i 1870 havde været et Aar i Grønland, udstillede han 1872 et stort Billede, »Midnat ved Grønland«, og et mindre fra samme Land, der viste ham som Figurmaler, hvorpaa han fik Akademiets Rejsestipen-

287

Rasmussen. Edgar Carl Mads Rasmussen, Architekt, er født den 17. December 1859 i København, og er Søn af Architekt Carl Alfred Magnus Rasmussen (f. ¹¹/_ti 1835), sorn var Lærer ved Kommuneskoler og fra 1876 til 1890 var Inspektør ved det techniske Selskabs Skole. Hans Moder er Adelheid Caroline Møller (f. 1840). Han kom efter endt Skolegang ind paa det techniske Selskabs Skole, som han gennemgik og blev derpaa af J. F. Busch dimitteret til Kunstakademiet i Oktober 1878. Fra dette fik han den 28. Januar 1893 Afgangsbevis som Architekt. Han var samtidig Lærer ved det techniske Selskabs Skole fra 1884 til 1893. Han har arbejdet under Blichfeldt og er nu Konduktør ved Statsbanerne ved Opførelsen af den nye Banegaard i Viborg. Han har i 1883 og 1894 foretaget mindre Rejser til Udlandet.

(Priv. Medd. Akad.)

Rasmussen. Eiler Rasmussen, Landskabsmaler, se E. R. Eilersen.

Rasmussen. Jens Erik Carl Rasmussen, Sømaler, var født i Ærøskøbing den 31. August 1841 og var Søn af Skrædermester Johan Arndt Rasmussen og Caroline Sofie f. Kaas. Han blev efter sin Konfirmation sat i Hosekræmmerlære i København; da han stedse havde Lyst til at tegne, førte Bekendtskab med Bygmesteren Hans J. Holm til, at denne først tegnede med ham i hans Fritid og senere fik John Frisch til at male med ham om Søndagen. Efter at han i 1861 var udlært ved Handelen, tog han Afsked med sine Principaler og tilbragte nu Sommeren med at fare som Skibsdreng med en Morbroder, der førte Skib paa Skotland. Efter Hjemkomsten i September besøgte han en kort Tid det techniske Institut, tegnede Perspektiv hos C. V. Nielsen og fik derpaa i Januar 1862 Adgang til Kunstakademiets i. Frihaandstegneskole. Han blev i 1863 Elev af Modelskolen, som han vedblev at søge indtil 1866, men han tog ikke Afgangsbevis sorn Maler. Imidlertid havde han malet i to Vintre hos C. F. Aagaard og havde allerede i 1863 udstillet sit første Billede, »Et Søstykke« ; i de følgende Aar udstillede han nogle Kystpartier. I 1865 og 1867 havde han Understøttelse af Akademiet til indenlandske Rejser, og efter at han i 1870 havde været et Aar i Grønland, udstillede han 1872 et stort Billede, »Midnat ved Grønland«, og et mindre fra samme Land, der viste ham som Figurmaler, hvorpaa han fik Akademiets Rejsestipen-

288

dium (1600 Kr.) for et Aar. Det nævnte store Billede blev købt til den kgl. Malerisamling. Efter Rejsen malede han ogsaa Æmner fra Syden; dog holdt han sig i de senere Aar paany til Hjemlandets Æmner, fraregnet ikke faa grønlandske Billeder og et enkelt større Billede, »Jesus sover paa Genezareth Sø« (1877). Rasmussen var dog ikke udelukkende Sømaler; han malede jævnligt Kystpartier med Figurer; i 1892 havde han 400 Kr. fra den Raben-Levetzauske Fond. I 1874 blev han gift med en Slægtning, Anna Ægidia Rasmussen. Han fik efterhaanden talrig Familie og fra 1880 levede han i Marstal paa sin Fødeø. Under en Studierejse, han havde foretaget til Grønland, faldt han paa Hjemrejsen overbord i Atlanterhavet og druknede den i. Oktober 1893. Han havde i sine sidste Leveaar lidt af religiøst Tungsind.

Først sent vakte han rigtig Opmærksomhed; han havde vel ved sine mindre Kystbilleder vist Talent for Behandlingen af Land og Sø, han havde i 1887 deltaget i den Neuhausenske Konkurs med »Skibe efter en Byge«, dog uden at vinde Præmien; men først med de grønlandske Billeder, hvori han med Dygtighed og Lune ogsaa behandlede Motiver af Folkelivet, udfoldede hans Fremstillings æ vne ret sine gode Sider. Hans Behandling blev selvstændigere og friskere, og selv efter at hans religiøse Tungsind, der vistnok allerede gav sig til Kende i det nævnte store Billede fra Jesu Liv, tog Overhaand, mærkedes dette egentlig ikke i hans Kunst.

(Priv. Medd. S. Müller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Rasmussen. J. P. Rasmussen, Landskabsmaler, udstillede i 1809, 1810 og 1813 i alt sex Landskaber fra Nordsjællands Egne, »malede og componerede« af ham selv.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Rasmussen. Niels Peter Rasmussen, Blomstermaler, født i Odense den i. December 1847 og Søn af Arbejdsmand Peter Rasmussen (f. 1812, d. 1885) og Ane Marie f. Henningsen (f. 1818), lærte Malerhaandværket i Odense og kom, efter at han var udlært, til København (1866) for at besøge Kunstakademiet, hvor han i 1876 blev Elev af Modelskolen. I 1870 udstillede han et Portræt, men lagde sig for øvrigt efter Dekorationsmaleriet. Siden 1872 har han udstillet Blomstermalerier. Den n. Marts 1877 ægtede han Petra Pedersdatter Sier {f. 1852), Datter af Gartner Peter Sier (f. 1808, d, 1893) og Maren Christine f. Lorentzen (f. 1812). Han tog 1887

289

Borgerskab som Malermester og indtraadte Aaret efter i Firmaet C. Møllmann & Co. Dels selvstændig, dels for forskellige Architekter har han derefter udført en Mængde Dekorationsarbejder, saaledes i det kgl. Theaters Loggia, i Glyptotheket, Mineralogi sk Museum, Overformynderiet, Jesuskirken i Valby og flere andre Kirker, dels paa Sjælland, dels i de andre Provinser. Fra 1878 til 1891 har han været Lærer i Malerskolen i det techniske Selskabs Skole. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Rasmussen. Rasmus Rasmussen, Billedhugger, var født den 2. December 1849 ^l Aarhus og Søn af Tømrer Povl Rasmussen og Kirstine Nielsdatter. Han kom efter sin Konfirmation i Glarmester -lære og blev Svend; men da han viste Anlæg for Kunsten, sørgede Proprietær Krieger for, at han kom til at besøge Tegneskolen i Aarhus og i 1873 kom til København, hvor han gennemgik Kunstakademiet, fra Oktober s. A. til den 29, Juni 1878, da han fik Afgangsbevis som Billedhugger. Aaret efter vandt han den mindre Guldmedaille for en Statue »Den fortabte Søn«. I 1880 vandt han den store Guldmedaille for et Relief »Odysseus genkendes af Hyrderne«. Endnu samme Aar fik han Akademiets store Rejsestipendium (2000 Kr.) og rejste til Italien, i 1881 fik han 2500 Kr. og i 1882 fik han 800 Kr., nærmest bestemte til Hjemrejse. I Rom havde han bl. a. udført en Gruppe i Marmor, en Moder med sit Barn, kaldet »Det første Skridt«; den var ikke ganske færdig, da han blev angreben af den italienske Feber og døde Natten mellem den 2. og 3. August 1883; det sidste Arbejde (udst. 1884) blev gjort færdigt af Hasselriis. De nævnte tre Arbejder ere de eneste, der blev sete paa Udstillingen. Før Rejsen, den 14. April 1879, havde han ægtet Margrethe Rasmussen (f. 1849), Datter af Smedemester Jens Rasmussen og Abelone Petersdatter.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nat. Tid. ^ls/₈ 1893. Pers. Tdskr. V, T. 43.)

Rasmussen. Rasmus Carl Rasmussen, Maler, er født i Kerteminde den 18. Maj 1847 og er Søn af Fragtmand Povl Rasmussen (f. 1812, d. 1884) og Caroline Augusta f. Olsen (f. 1822, d. 1892). Han har uddannet sig paa egen Haand til Kunstner og har siden 1891 udstillet nogle Gadepartier og lignende, hvoraf et var paa Verdensudstillingen i Chicago 1893 og blev solgt der. Den 18. Marts 1875 ægtede han Pouline Prange, Søster til den ovenfornævnte Ludvig

N. K. L. II. November 1896

290

Prange. Han er oplært og uddannet til Købmand og tog 1872 Borgerskab i København som Kolonialvarehandler.

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Rasmussen. Ludvig Adolf Bødtcher - Rasmussen, Architekt, er født 1859 paa Moesgaard ved Aarhus og er Søn af Kammerraad Rasmussen. Efter at have været i Tømrerlære, blev han i København af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra November 1878, saaledes at han den 29. Januar 1886 fik Afgangsbevis som Architekt. Snart efter rejste han til Amerika, hvor han lever i Chicago.

(Akad. Arch. Foren. Medlemsliste.)

Rasmussen. Johan Christian Kongstad-Rasmussen, Maler, er født den 9. April 1867 i København, og er Søn af Brændevinsbrænder Hans Peter Rasmussen (f. 1837) og Didrikke Hansigne Vil-helmine f. Kongstad {f. 1837, d. 1875). Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære og blev Svend 1882. Samtidig havde han besøgt det techniske Selskabs Skole indtil 1884, derefter Kunstnernes Studieskole under Fr. Schwartz og Zahrtmann. Han har udstillet mindre Billeder, dels ved Decemberudstillingerne, dels ved de af Kunstnernes Studieskole foranstaltede Elev-Udstillinger i 1892, 1893 og 1896. Han er mere og mere gaaet over til at arbejde dels som Illustrator, dels som Tegner i dekorativ Retning. Han ægtede den 21. Marts 1896 Francisca Pouline Frederikke Hinné, en Søster til den foran nævnede Ch. Hinné. (Priv. Medd.)

Rastrup. Zars Søren Jensen Rastrup, Maler, er født den 22. April 1862 i Munkebo ved Kerteminde, og er Søn af Husmand Anders Jensen og Andrea Sine f. Sørensen; han er egentlig døbt L. R. S. Jensen, men byttede senere Navnenes Orden om. Han opvoxede i fattige Kaar, gik i en Almueskole og blev efter sin Konfirmation sat i Malerlære hos en Malermester paa Landet, hvor han blev Svend. Da han stadig følte Kunstnertrangen hos sig, begav han sig tyve Aar gammel til København, arbejdede i sit Haandværk og malede paa egen Haand et Genrebillede, som han viste til J. Exner. Denne, som saa, hvor meget han savnede Forkundskaber, raadede ham til at besøge det techniske Selskabs Skole. At han imidlertid ikke havde taget fejl af sine Anlæg, viste sig i, at han paa et Aar blev dimitteret derfra til Akademiet, hvis Skoler han

291

gennemgik paa mindre end tre Aar, saaledes at han allerede den 26. Maj 1887 fik Afgangsbevis som Maler, men tegnede dog endnu paa Modelskolen i Vinteren 1887—88. Han konkurrerede derpaa til den mindre Guldmedaille med »den fortabte Søn«, men fik ingen Præmie; Billedet er nu i Malerisamlingen paa Gaunø. Han ønskede at erhverve sig større boglig Kundskab, men Grosserer H. Hirsch-sprung, som havde taget sig af ham, raadede ham til hellere at tage paa Landet og gøre Studier til Livsbilleder; han udstillede nu i 1890 og i8gi nogle Billeder af Almuens Liv og et Par Landskaber. Rastrup, som synes at være en alvorlig religiøs Natur, følte sig imidlertid greben af en i Udviklingstiden ikke ualmindelig Mistro til egne Kræfter, tog til en anden Egn paa Fyn, Skovshøjrup, og bosatte sig der som Malermester, idet han samtidig, den 2. August 1892 giftede sig med Maren Kirstine Sofie Pedersen, Datter af en Fisker fra hans Hjemstavn. Han har dog ikke opgivet Malerkunsten, hvortil hans gode Anlæg knytter ham med faste Baand. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Rathje. Hans Christian Rathje eller Ratje, Billedhugger, født i Egnen ved Flensborg 1767, kom 1783 J Lære hos Billedhugger Hjernøe (s. d.) i Horsens, hvorfra han efter ti Aars Forløb kom til København. Her blev han Lærling og siden Arbejder i Wiedewelts Værksted og kaldtes i dennes sidste Aar hans »Fuldmægtig«. Imidlertid havde han besøgt Kunstakademiet, vandt 1796 den mindre, 1797 den store Sølvmedaille for Modelering, og udstillede i de følgende Aar jævnlig selvstændige Kompositioner, mest over mythologiske Æmner. I 1799 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Jakob velsigner Josefs Sønner« (i. Mos. 48, 13—14); men et Forsøg i 1801 paa at vinde den store Guldmedaille, lykkedes ikke. Samme Aar udførte han Tegninger til Brug for Ornamentskolen. Han forblev hos Wiedewelt indtil dennes Død og var med at finde hans Lig. Derefter rejste han udenlands og døde i Neapel den 20. Oktober 1805.

{Weinw., S. 219. Do. Lex. J. F. Meier, Wiedewelt, 247—248. Adresseav. 1806, Nr. 92. Akad.)

Raun. Michel Raun, Kobberstikker, født i Runneby, er Søn af Provst Christopher Findorph. Som Rektor i Christianopel blev han, under Krigen med Danmark, som Fange ført til København, hvor han 1680 udgav -»Virgilii Georgica paa danske Rim« med et Titelkobber, stukket af ham selv. Desuden nævnes Biskop Hahns Portræt

292

og Generalguvernør Wachtmeisters Portræt paa et Kaart over Bleking. I 1681 blev han Præst i Gudmuntorp og Hurfva i Skaane, blev gift med Karna Nilsdatter Kraaka og døde den 2. December 1692.

(Weinw., S. IO2. Do. Lex. Geneal. Inst. Sandvig, S. 107. Kraft og Nyerup.)

Rawert. Jørgen Henrik Rawert, Architekt, om hvis Betydning som Forfatter, Officer, Stadskonduktør og Brolægnings inspektør der maa henvises til de nedenfor nævnte Kilder, var født i Christiania den 16. August 1751. Hans Fader var Ole Jørgen Rawert eller Ravert (d, 1795), Kaptajnløjtnant ved det i. akerhusiske Regiment, hans Moder hed Anna Mogensdatter Lund. Efter at han var bleven Sekondløjtnant ved Ingeniørkorpset (1776), besøgte han i nogen Tid Kunstakademiets Bygningsskole, vandt 1778 saavel den mindre som den store Sølvmedaille, og konkurrerede 1781 til den mindre Guld-medaille uden at vinde den. Fra 1786 til 1790 var han Lærer i Mathematik ved den militære Skole i Christiania, men efter den Tid levede han i København, og da Norge i 1814 blev adskilt fra Danmark, »erklærede han paa Stedet, at han vilde forblive i Kongen af Danmarks Tjeneste«. Han nærede megen Kærlighed til Bygningskunsten, som han dyrkede baade theoretisk og praktisk. I 1799 forelagde han Akademiet Udkast til et stort Værk om Bygnings kunsten og indbød til Subskription derpaa; dog udkom kun første Del deraf i 1802 (stor 4° med Kobbere). Senere udgav han særskilt »De fem Søjleordner« efter Vignola, som oprindelig skulde have været en Del af det store Værk (1814, 4°). En ny Udgave heraf udkom i 1858. Til disse Værker stak han tildels selv Kobberpladerne. Han byggede bl. a. to Gaarde paa St. Annæplads, nuværende Nr. 5, som han selv ejede, og vistnok Nr. 9. I 1783 havde han faaet Titel af Professor, og da han i 1800 tilbød at foredrage Mathematik for Akademiets Elever, blev han den 29. December optagen til Medlem af Akademiet og ordentlig Professor i Mathematik, dog uden Løn. I 1822 tog han Afsked fra sin Lærerpost mod at blive Æresmedlem af Akademiet, men næppe tre Fjerdingaar efter døde han, den 14. Juli 1823. Han blev den 23. August 1784 gift med Anna Marie Krieger (f, 1758, d. 1826), Datter af Viceadmiral Johan Cornelius Krieger (f. 1725, d. 1797), en Ætling af Bygmesteren af samme Navn, og Sofie Magdalene f. Arff (f. 1733, d. 1816).

(Weinw., S. 226. Do. Lex, Thaarup, Fdl., Nekrolog, S. 225—30. Erslew, II, S. 646—48. Do. Suppl., II, S. 760. Medd. fra Geh. Arch. 1886—88, S. 188. Garnisons Kirkeb. ved Lengn. Lengn., Fam. Søren Mathiasen og Fam. Krieger. Skild. 1806, Sp. 459. Skifteretten. Adresseav. 1823, Nr. 163; 1826, Nr. 78. Krohn, I, 104—5.)

293

Regenfuss. Frants Michael Regenfuss, Kobberstikker, født i Nürnberg 1712, uddannede sig til Kobberstikker og fik allerede i Niirnberg Bestilling fra Danmark paa et stort Værk over Conchylier, hvortil han raderede Tavlerne i Kobber. Saa længe han var i Tyskland, illumineredes de af en tysk Maler, Gabriel Muller. I 1754 kaldtes Regenfuss til København, for der at fuldføre Værket, og kom hertil den 3. Juli 1755; han skal have faaet 2000 Gylden i Rejsepenge. De senere Tavler illumineredes af hans Hustru, Margrethe Helene Regenfuss og en Maler, som hed Johan Maurits Leyh. I 1758 udkom den første Del, i stor Folio, med Text af Kratzenstein, Ascanius og L. Spengler. Af anden Del var Kobberpladerne (tolv Tavler) færdige, men Aftrykkene var ikke kolorerede, og uagtet der blev gjort Skridt til Værkets Fuldendelse, udkom aldrig denne anden Del. Regenfuss fik, ved kgl. Resolution af 25. Oktober 1755, en Bevilling paa 6000 Rdl. d. C. til dette Værk; disse Penge var opbrugte i 1757, og derefter fik han mindst 2000 Rdl. til. Desuden fik han ved Resolution af 16. November 1754 en aarlig Lønning af 400 Rdl. fra hans Ankomst til København at regne. Det synes dog som om denne Lønning holdt op inden hans Død, thi i 1780 fik han en Gave paa 150 Rdl. og 100 Rdl. aarlig i tre Aar. Da han døde i København den 17. August 1780, 68 Aar gammel, søgte Enken om at vedblive at nyde dette Beløb i de tre Aar, hvilket ogsaa skete. Selve Conchylieværket var nær gaaet tabt, da det truedes af Kreditorer, saaledes at Staten i 1781 maatte løskøbe det.

(Weinw., S. 166—67. Do. Lex. Rigsarch. Blisching Nachr., II, S. 282. Skild. 1829, Sp 980—83. Adresseav. 1780, Nr. 140. F. J. Meier, Fredensborg. '930

Reimer. Frederik Vilhelm Reimer, Architekt, født den 2. September 1827, Søn af Kontorchef under Generalpostdirektionen, Can-celliraad Ludvig Clausen Reimer (f. 1786, d. 1833} og Kirstine f. Weinreich-Fischer (f. 1803, d. 1872), var Lærling af G. Hetsch og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1849 vandt den mindre og 1853 den store Sølvmedaille som Bygmester; derefter konkurrerede han et Par Gange om den mindre Guldmedaille, uden at opnaa den. Han lever i København og har bl. a. bygget »Blaa Pakhus« i Ny Toldbodgade, Fabriken »Malmø« i Malmø samt flere andre Fabriker og Privatbygninger. Efter et Benbrud i 1889 har ban ikke paataget sig større Arbejder i sit Fag.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

294

Reinardt. Reinardt Maler nævnes under 27. April 1607 i Christian IV's Almanak, idet han faar Bestilling paa et Billede i fuld Legemsstørrelse »efter det Voxbillede, jeg hannem haver over-antvordet«; det skulde betales med 14 Dalere. Det er et Spørgsmaal, om denne Kunstner ikke er den samme, som den ovenfor nævnede Remmert Petersen.

(Schlegel, Saml. z. dan. Gesch., If, 3, S. 38. Spengl. Art. Eft.)

Reinau. Johan Jochum Reinau, Dekorationsmaler, født i Saxkøbing den i. November 1836, var Søn af Murmester Johan Jakob Christian Reinau (f. 1802, d. 1876) og Ane Marie f. Trap (f. 1809, d, 1890). Da han fra Barn viste Lyst til Tegning, kom han efter sin Konfirmation (1851) i Malerlære hos Dekorationsmaler C. J. A. Løfter, og begyndte paa samme Tid at besøge Akademiets Skoler, blev Elev af Dekorationsskolen og senere tillige af Modelskolen. I Dekoration vandt han 1856 den mindre og 1858 den store Sølvmedaille; i det sidstnævnte Aar vandt han tillige den mindre Sølvmedaille for en Modelfigur og Aaret efter den store. I de følgende Aar udstillede han nogle Portræter, hvoraf flere viste en ualmindelig Form-og Farvesans, i 1864 en Altertavle til Fanø, og Aaret efter et Landskab. Det egentlige Dekorationsmaler! havde han dog valgt til sit Hovedfag, og han gjorde allerede her hjemme saa alvorlige Studier deri, at da Akademiet i 1865 gav ham det første Aars Stipendium til en Udsnlandsrejse, knyttede det store Forventninger til hans Fremtid som Dekorationsmaler. Stipendiet forøgedes med et Tilskud fra den Reiersenske Fond, og endnu samme Aar rejste han til Italien, hvor han opholdt sig længere Tid i Venezia, Florens og Rom. Her udviklede der sig en tærende Brystsyge hos ham, saa at han, da det andet Aars Stipendium tildeltes ham, efter en kort Rejse til Neapel, maatte vende tilbage til Fædrelandet (September 1866), og allerede den 28. Februar 1867 gjorde Døden Ende paa det Haab, der med Grund var knyttet til hans Udvikling. Hans samme Aar udstillede Studier vidnede orn, hvad der var tabt i ham; de blev købte til Akademiets Samling. Han havde den 5. December 1861 ægtet Leontine v. Stocken (f. 1829, d. 1873). (Priv. Medd. Akad, Reitzel. Udst. Fortegn.)

Reinhard. Holga Elise Amalie Reinhard, Malerinde, er født den 27. September 1853 i Præstø, og er Datter af Distriktslæge der, Frants Carl Edvard Reinhard (f. 1809, d. 1888) og Caroline Mettine Jacobine f. Lundstein (f. 1827). Da hun havde vist Lyst til Tegning,

295

kom hun i 1873 paa V. Kyhns Tegneskole, som hun besøgte flere Aar i Vintermaanederne. I Aarene 1887 til 1889 var hun om Vinteren Lærerinde ved Præstø Haandværkerskole, og besøgte selv om Sommeren Tegneskolen for Kvinder i København. Da Kunstskolen for Kvinder var oprettet, besøgte hun denne fra November 1889 til Januar 1892, idet hun og Moderen efter Faderens Død var flyttede til København. Hun har siden Foraaret 1883 udstillet Genrebilleder og Portræter. I 1888 og 1890 fik hun mindre Understøttelser fra den Raben-Levetzauske Fond og fra Udstillingsfonden. (Priv. Medd. Dsk. Lægest. 6. Udg. Akad. Udst. Fortegn.)

Reinhardt. Andreas Reinhardt, Kobberstikker fra Nürnberg eller Augsburg snarere end fra Holsten, som Weinwich siger, kom, efter at have arbejdet i sit Fag i Giessen, mulig allerede før 1699 til København, idet et Stik af ham efter Riboldt, forestillende Jørgen Skeel, bærer dette Aarstal. Dog stak han 1704 i Hamborg et Portræt af preussisk Gehejmeraad Otto von Guericken. Fra 1706 stak han forskellige Blade til Ære for den nylig afdøde Christian Gyldenløve, hans Portræt i hel Figur, et andet i Brystbillede, samt femten store Plader, forestillende hans Ligfærd, hvilke ledsagede Masius' Ligtale over Gyldenløve. I de følgende Aar (1708—9) stak han de af Claus å Møinichen tegnede Ornamenter til Kongeloven, medens Medailløren Mikkel Røg stak Skriften. Først 1711 synes han at være bleven kgl. Kobberstikker med 300 Rdl. d. C. om Aaret; men uagtet der findes flere Arbejder af ham, bl. a. et Krucifix, som Rostgaard lod stikke til Erindring om Pesten i Aaret 1711, stiftede han dog Gæld, saa at han endog satte sin Bestalling som Kobberstikker paa Assistenshuset for 8 Rdl. Rostgaard, der i det hele tog sig af ham, udløste den og gav ham den tilbage. I Foraaret 1717 rejste han til Augsburg, og hans Lønning blev derfor tilbageholdt. Imidlertid levede han meget kummerligt i Augsburg og vendte i 1725 tilbage til København, hvor han i Aarene 1725—26 stak adskillige Portræter. l 1726 forlod han, som det synes, atter København og rejste til Augsburg, og der maa han senere være død, uden at Aaret bestemt har ladet sig opdage. — I København synes han at have giftet sig, thi hans Søn, den yngre Andreas Reinhardt, er født der 1715. Da Faderen for sidste Gang forlod København, tog han Sønnen med; denne uddannedes til Kobberstikker i Augsburg, kaldtes i 1740 til Frankfurt am Main, hvor han bl. a. stak en Stamtavle

296

over Familien Holstein, og der skal han være død 1752 eller mulig først 1755.

(Weinw., S. 90, 114, 124. Do. Lex. Sandv., S. 107. Skild. 1830, Sp. 406. Bruun, Rostgaard, S. 137—38, 159, 397. Strunk. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Xagler, Kstl. Lex. Harab. Kstl. Lex, Krohn, I. 13.)

Repholtz. Albert Henrik Repholtz, Maler, er født den 5. November 1863 paa Nysø, og er Søn af Justitsraad, Godsforvalter ved Baroniet Stampenborg, Mathias Edvard Repholtz (f. 1825, d. 1887} og Johanne Natalie f. Hjort (f. 1837, d. 1890). I 1881 tog han Studenterexamen i mathematisk- naturvidenskabelig Retning med Udmærkelse fra Roskilde Skole, Aaret efter anden Examen, men havde samtidig tegnet hos C. F. Andersen, af hvem han blev dimitteret til Kunstakademiet. Fra Januar 1882 til April Kvartal 1883 besøgte han dettes Almindelig Forberedelsesklasse. Senere besøgte han Kunstnernes Studieskole under L. Tuxen og P. S. Krøyer og udstillede i 1884 sit første Maleri »Forviklinger«. Derefter udstillede han til 1888 dels et Portræt, dels nogle Genrebilleder og Interiører. Fra det nævnte Aar af har han paa Grund af Sygdom ikke kunnet fortsætte sin kunstneriske Virksomhed.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Resch. Erasmus Sigismund Resch, Kobberstikker, var født den ii. Januar 1728 i Christiansand, blev Student fra Aalborg Skole 1745, blev theologisk Kandidat og lagde sig efter Kobberstikkerkunsten under J. Fosies Vejledning; et af hans Blade findes i »Læreklude« som Nr. 29. Han stak i Aarene 1743—47 nogle Blade Landskaber og Prospekter (Krohn nævner ni) bl. a. af Aarhus By (1744?). Senere rejste han til Norge, blev Sorenskriver i Stør-Vær-Dalen og Selbo Fogden. Den 3. Januar 1763 ægtede han Kirstine Brinch (f. 1735), Datter af Commerceraad Anders Søren Brinch og Else Bolette f. Bircherod. Den 24. December 1798 døde han, og hans Hustru den 21. Juni 1800.

(Erslew, Suppl. II, 793. N. Skild. 1830. Sp. 406. Geneal. Inst. Krohn, I, 57.)

Restorff. Ludvig Adam Theodor Restorff, Portræt- og Landskabsmaler, født i København den 7. August 1825, var Søn af Barbér Christian Frederik Restorff og Anne Margrethe f. Kaalund. Han begyndte at gaa paa Akademiet, da han var tolv Aar gammel, og modtog paa samme Tid privat Vejledning hos J. L. Lund. I 1842 blev han Elev af Modelskolen, og 1846 vandt han den mindre

297

Sølvmedaille. Fra 1844 til 1851 udstillede han nogle faa tegnede og malede Portræter, i de senere Aar er han vedbleven med at udføre Portræter, dog uden at udstille, og han har tillige givet sig af med Landskabsmaleriet. Hans Hovedvirksomhed har dog været som Tegnelærer. Den 15. Oktober 1854 ægtede han Henriette Engel Margrethe Olsen (f. 1824), Datter af Købmand Niels Olsen (f. 1794, d. 1875) og Christine f. Nielsen (f. 1787, d. 1865). Efter lang Tids Sygdom afgik han ved Døden den 20. April 1896.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl.Tid. 1896. Nr. 96. Strunk.)

Riboldt. Wilken Riboldt, Maler, var født i København (døbt ¹³/12) 1661, og Søn af Hans Riboldt og Susanne Andersdatter. Faderen synes at have været Herold og ejede ved Sønnens Fødsel to Huse ved Garamelmønt. Efter at have uddannet sig til Maler begyndte han i 1690 at male for Hoffet, dels Portræter, dels Billeder af forskelligt Indhold, saasom »Landgangen paa Rygen« til at udføres i Tapet til Rosenborg, »adskillige Verdens Forfængeligheder«, »Landskaber med badende Nymfer«, »den kgl. Familie til Bords« m. m. Han malede ogsaa Portræter for Private, som af Jørgen og Christen Skeel, af den tyske Præst Mentzer o. fl. »Han malede temmelig vel,« siger Weinwich, »og havde levende Farver.« Han brugtes ogsaa meget til at udbedre ældre Malerier. Han var en af de sex Kunstnere, som underskrev et Andragende om Kongens Protektion af et Kunstnersocietet i København (⁶/₁₀ 1701). I 1705 udførte han en mythologisk Tegning i den ovenfor nævnte Maler Moritz' Stambog, den 27. September 1708 blev han gift med Helvig Andersdatter. Ikke mange Aar efter døde han. I Maj 1711 nævnes han sidste Gang i de kgl. Regnskaber, og i Juni 1713 faar hans Enke Hel vig Tilladelse til Sam frændeskifte om den Arv, som kan tilkomme hendes og hendes Mands fælles Børn, mulig en Arv efter hans Forældre. Den kgl. Malerisamling ejer to mindre Billeder af ham, hvoraf det bedste er »En siddende Kriger«.

(Weinw., S. 90, do. Lex. Sandvig, S. 109. Holmens og Trinitatis Kirkeb. F. J. Meier, Frdberg., 121. Rigsarch. F. R. Friis, Saml. S. 91, 94—95 og 112. Kgl. Bibi. Hdskr. Thott, 8, 569. Kbh. Dipl. I, 761, III, 500. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Spenglers Kat. Strunk. Dske. Saml., 2. R. V., S. 283—84.)

Richardt. Joachim Ferdinand Richardt, Landskabsmaler, var født den 10. April 1819 paa Brede, og var Søn af Forpagter Johan

¹ Fornavnet William findes hos Weinwich; han er kun døbt »Wilchen« (^ia/₁₂ikke "/„).

298

Joachim Richardt (f. 1790, d. før 1866) og Johanne Frederikke f. Bohse (f. 1794, d. 1866}. Efter sin Konfirmation kom han i Tømrerlære i København (1835) og begyndte at tegne hos G. Hetsch. Han fik imidlertid snart Lyst til at være Maler og besøgte Kunstakademiet omtrent samtidig med Broderen, men gik raskere frem end denne. I December 1837 blev han Elev af Modelskolen, i Marts 1839 vandt han den mindre, i December 1840 den store Sølvmedaille. Fra 1839 til 1871 har han udstillet i København som Landskabsmaler og solgte i 1841 og 1848 to mindre Billeder til den kgl. Malerisamling. Blandt hans Arbejder kan fremhæves en stor Række danske Herregaarde og Slotte, hvoraf en Del købtes af Kong Frederik VII. Ved Siden af sin Virksomhed som Maler var han tillige Tegner og er som saadan især kendt ved sine store Værker »Danske Herregaarde« og »Skaanske Herregaarde«, der blev lithograferede af Nordahl Grove (s. d.) og ledsagedes af Text af T. Becker og C. E. Secher. Efter en fleraarig Udflugt til Nordamerika, hvor han navnlig malede flere Partier fra Niagaravandfaldet, vendte han tilbage til København, ægtede den 18. Januar 1862 Sofie Linnemann (f. 1831, d. 1888), Datter af Proprietær Johan Henrik Linnemann og Madsine Johanne f. Buch; hun var da Enke efter en Proprietær Schneider. Om Efter-aaret rejste han med sin Familie til Italien. Han vendte dog Aaret efter tilbage til København, hvor han nu atter virkede i nogle Aar, indtil han den 18. April 1873 ganske brød op fra Fædrelandet for at bosætte sig med sin Familie i Nordamerika. Efter nogen Betænkning valgte han S. Francisco til sit Hjemsted og virkede ikke blot som Landskabsmaler, rnen var ogsaa der, ligesom tidligere i Hjemmet, en yndet Tegnelærer. Han flyttede siden til Oakland i Californien og døde der den 29. Oktober 1895.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Richardt, Johan Carl Richardt, Portrætmaler, var født den 16. November 1816 paa Brede, og var ældre Broder til ovennævnte J. F. Richard. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære hos Tilly og fik (1832) Adgang til Kunstakademiet, hvor han i Marts 1838 blev Elev af Modelskolen. I 1848 fik han Tilladelse til, efter nogle Aars Fraværelse, atter at tegne i Modelskolen. Samtidig med at besøge Akademiets Skoler malede han i J. L. Lunds private Malerskole og begyndte i 1839 at udstille som Portrætmaler og udstillede indtil 1859. Han malede tillige enkelte Landskaber og Figurbilleder, som »En hjemkommen Sømands og lign. I 1842 var

299

han paa Rejser i Sverige og Norge for at male Portræter, og greb Lejligheden til at gøre Landskabsstudier i Norge. Han døde ugift den 31. Oktober 1887 i København.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. UI. T. 45.)

Richelieu. Louise F. C, du Plessis de Richdieu, Malerinde, se Viggo Langer.

Richter. Gabriel Richter, Architekt, vandt den 7. April 1758 Kunstakademiets store Guldmedaille for »En Raadstue«. Projektet blev, efter Datidens Sædvane, købt af Kongen og betalt af Particuliére-Kassen med 60 Rdl. d. C. Den unge Kunstner var allerede afgaaet ved Døden, da det nævnte Beløb blev afgivet Aaret efter til hans »Stervboe«.

(Akad. Rigsarch.)

Rieter. J. Rieter, Kobberstikker og Portrætmaler, nævnes af Weimvich som Udgiver af »en Hoben sære danske Dragter i kolorerede Afbildninger« i Begyndelsen af dette Aarhundrede. De udkom med Titel »Danske nationale Klædedragter«, 12 Hefter med 72 kobberstukne og illuminerede Blade. Strunk nævner elleve af Rieter tegnede og graverede Portræter. Hans Navn findes sidste Gang i Vejviseren for 1807. Formen Rieter i Weinwichs Lexikon er vistnok en Trykfejl. Nagler nævner to andre Blade af ham.

(Weinw,, S. 231—32. Do. Lex. Vejvis. 1807. Nagler, Kstl. Lex. Dske. Nationaldr. med Text af V. Bergsøe, S. 13 flg. Krolin, I, 109—12. Strunk.)

Riis-Carstensen. A. C. Riis- Carstensen, Sømaler, se Carstensen.

Ring. Ferdinand Edvard Ring, Billedhugger, født den 28. April 1829, var Søn af Malermester H. F. Ring (d. 1830) og Henrikke Frederikke f. Bendtzen (f. 1806, d. 1877); hans Moder giftede sig i andet Ægteskab (1834) med Lægen H. C. Amberg (se Architekt H. C. Amberg). Tolv Aar gammel fik han Plads i H. V. Bissens Billedhuggerværksted (1841) og Aaret efter Adgang til Kunstakademiet, hvor han i Marts 1849 blev Elev af Modelskolen, i December s. A. vandt den mindre, i 1854 den store Sølvmedaille og samme Aar en Pengepræmie for en Modelfigur, »En Jæger med sin Hund«. Det følgende Aar konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, men vandt ikke Præmien. For øvrigt havde han den Gang kun udstillet en Buste.

300

I 1856 tog han til Hoganås for at udføre Bygningsornamenter til Slottet Marsvinsholm. Han forblev da boende i Sverige indtil 1869 og udførte i den Tid en Del Billedhuggerværker, navnlig til Bygninger, sex store Figurer til Malmø Raadhus, en Neptun til Navigationsskolen i Gøteborg, en Frontongruppe til en Privatbygning sammesteds m. m. I 1863 fik han Guldmedaillen pro litteris et artibus af Kongen af Sverige-Norge. I København, hvortil han i 1869 vendte tilbage, udførte han derefter bl. a. Frontongruppen til det kgl. Theater 1874—76, en Billedstøtte af H. C.Andersen i over naturlig Størrelse i Konkurs med Saabye, hvis Arbejde blev valgt, og modelerede derpaa en Billedstøtte af Niels Ebbesøn, som staar paa Torvet i Randers. I 1880 udførte han til V. Dahle-rups Huitfeldt-Søjle paa Langelinie en Victoria paa Toppen af Søjlen, hans heldigste Arbejde, og en Medaillon med Søheltens Portræt. Foruden nogle Buster udførte han 1882 »Thyra Danebod«, 1884 »Gorm den Gamle«, begge til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg; s. A. udstillede han »Gefion« og 1886 »Wiedewelt« (Ny Carlsb. Glyptothek) alle fire Statuer i Gibs. Til Marmorkirken modelerede han »Polykarp«. Ring havde særligt Anlæg som Dekorationsbilledhugger og komponerede i en ret storslaaet Stil Figurer i overnaturlig Størrelse, bestemte til at ses i Afstand; naar Frontongruppen over Theatret synes noget tung og sammentrængt, er det maaske ikke udelukkende Kunstnerens Skyld. Hans monumentale Billedstøtter tiltalte mindre; de stod tilbage i kunstnerisk Fantasi og individuelt Liv for hans større dekorative Arbejder. Under sit Ophold i Sverige havde han gjort kortere Rejser til Tyskland, Frankrig og England; i Vinteren 1876—77 besøgte han Italien med det Ancherske Legat. Han var en af de fem Kunstnere, sorn den 27. Januar 1883, under Akademiets fra 1883 til 1887 gældende Statuter, var valgt til Medlem af Akademiet for ni Aar; men han døde den 28. Maj 1886, inden den nu gældende Fundats var traadt i Kraft.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Ring. Laurits Andersen Ring, Maler, er Søn af Husmand Anders Olsen og er født i Ring i Hammer Sogn ved Præstø den 15. August 1854. Han var i Malerlære i Præstø, blev Svend og kom derpaa til København, hvor han besøgte Kunstakademiets Skoler fra 1875 til 1885, dog med Afbrydelse fra 1877 til 1884. Han begyndte at udstille 1882 med et Genrebillede »Julebesøge og har

301

senere udstillet en Række Billeder, som oftest af Almuelivet og for det meste i fremtrædende landskabelig Omgivelse, deriblandt nogle meget store, som »Roerne tages op« (1891), »Teglværksarbejderes (1893) og »Et Foraar« (1896), for hvilket han fik første Gang Aars-medaille. Til den kgl. Malerisamling har han solgt »En Gangsti i Skoven« (fra Herlufsholm, udst. 1891). Fra Akademiet har han haft Rejseunderstøttelser, i 1887, 400 Kr., i 1889, 500 Kr. og i 1893, 1000 Kr., og har paa disse Rejser fortrinsvis besøgt Paris.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Ritzner. Johan Jørgen Ritzner er Navnet paa en »Skildrer«, som i 1743 boede i Frimands Kvarter Nr. 83. (Mandtalsliste til Kopskat i Raadstuearch.)

Robiano. Jacobus Robiano, Portrætmaler fra Danzig, tog den 19. December 1703 Borgerskab i København som Skildrer, og synes at være død omtrent 1717 eller snart derefter, idet nemlig Raad-huset i København i det nævnte Aar forsynedes med et af ham malet Portræt af Kong Frederik IV, medens hans Enke Malene modtog Betaling derfor, 23 Rdl. d. C. Da kaldes han, vistnok ved en Fejlskrift, Robinus.

(O. Nielsen, Kbhn. Hist. VI, 263. Priv. Medd. fra Samme.)

Rode. Andreas Gotfred Anderson Rode, Maler, er født paa Thorstedlund i Aarestrup Sogn den 3. December 1862, og er Søn af daværende Forpagter Hans Christian Valdemar Rode (f. 1834, d. 1877) og Helen f. Anderson (f. 1834 i Skotland, d. 1881 i København). Han tog efter endt Skolegang i Efterslægtselskabets Skole i København Præliminærexamen, kom derefter paa et Apothek 1878, tog farmaceutisk Examen rned første Karakter 1883, havde senere Kandidatplads ved forskellige Apotheker, senest paa Svaneapotheket i Viborg (1890). Men da han i lang Tid havde ønsket at udvikle sine Anlæg for Malerkunsten og havde anvendt al sin Fritid til kunstneriske Studier, bestemte han sig endelig i 1892 til at søge Adgang til Kunstakademiet i København. Han fik strax Plads i Modelskolen fra i. November s. A., og fik den 28. November 1895 Afgangsbevis som Maler. Under sin Studietid havde han i 1894 faaet en Flidspræmie paa 100 Kr., medens han tillige i December 1893 havde faaet 300 Kr. af det Bjelkeske Legat. Han udstillede første Gang ved Forårsudstillingen 1895, »Køer paa Marken« hvor-

302

med han vandt en Præmie paa 400 Kr. i den Neuhausenske Konkurs. Aaret efter fik han en Understøttelse paa 300 Kr. fra den Raben-Levetzauske Fond. Han har fra December 1895 fast Plads paa den kgl. Porcelænsfabrik, hvor han maler Unica under Glasuren. (Priv. Medd. Farm. Stat. Akad. Udst. Fortegn.)

Roed. Holger Peter Roed, Maler, Søn af den nedennævnte Jørgen Roed, blev født i København den 2. November 1846. Han voxede op saa at sige med Blyanten i Haanden i sin Faders Malerstue og havde allerede tegnet og komponeret i det uendelige, da han begyndte at besøge Kunstakademiets Skoler i Oktober 1861. Aaret efter blev han Elev af Modelskolen, i Januar 1864 vandt han den mindre Sølvmedaille og den 30. Juni 1866 bestod han Afgangsprøven som Maler. I 1865 udstillede han et lille Billede »Udsigt fra Knippelsbro«, i 1871 et Portræt af »En ung Musiker«; for øvrigt ere hans fleste udstillede Arbejder Skole- og Konkursbilleder. I 1865 vandt han den Neuhausenske Præmie for en Karton, »Uffe hin Spages Holmgang«, i 1867—68 den mindre Guldmedaille for en Karton, »Den fortabte Søn«, i 1869—70 den store Guldmedaille for et Maleri, »Optrin af Syndfloden«, som senere blev skænket til Akademiet. Derpaa fik han i 1870—72 Akademiets store Rejsestipendium i tre Aar, som han, efter et kort Ophold i Paris, tilbragte i Italien, navnlig i Rom og Neapel.

Inden Rejsen havde han under en Leg med Sneboldte faaet en Skade paa det ene Øje, kvilket senere af og til virkede hæmmende paa hans Arbejde. Forøvrigt følte han sig sund og kraftig og deltog med Lyst i Legemsøvelser. Opholdet i Italien fyldte ham, og kun trykkede det ham, at han var saa optaget af at se, at noget selvstændigt Arbejde ikke ret vilde lykkes. Da hans Helbredstilstand under Slutningen af Rejsen ikke var god, afkortede han denne, og efter Hjemkomsten følte han vel store Forestillinger røre sig i hans Tanker, men han følte ikke Kraft til at bringe noget til Ende. Selv ikke et i mange Henseender gunstigt Sommerophold i den styrkende Søluft ved Sjællands Nordkyst kunde vække de hensygnende Livs-aander; den følgende Vinter tilbragte han ogsaa paa Landet med den Opgave saa at sige udelukkende at leve for sin Helbred, uden heller da at spore nogen egentlig Fremgang. En Underlivsbetændelse, som angreb ham under et Besøg paa Herregaarden Iselinge, nedbrød hurtig hans sidste Kræfter, og den 20. Februar 1874 døde han, savnet i sin Vennekreds som en brav og sjælden aandelig opvakt

303

Yngling, savnet af sit Fædreland som en lovende Kunstner, hvis talentfulde Tilløb ikke fik Lov at komme til Modenhed til Gavn og Glæde for Tid og Eftertid. Ved en Udstilling af hans efterladte Arbejder, hvoriblandt navnlig hans Tegninger og Udkast vidnede om de Løfter, der laa i hans Sjæl, satte en lidt ældre Ven, nys afdøde Julius Lange, der havde fulgt ham gennem hans hele Barndom, ham et smukt Minde i et lille Skrift, der tjente som Vejledning ved Udstillingen.

(Priv. Medd. Et Udvalg af H. Roeds Malerier, Tegn. m. m. ved J, L. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1874, Nr. 44.)

Roed. Jørgen (Pedersen) Roed, Portræt- og Genremaler, var født i Ringsted den 13. Januar 1808, og var Søn af Gaardfæster og Vognmand Peder Jørgensen Roed; hans Moder hed Ellen Hansdatter Jensen. Han besøgte Ringsted Borgerskole, hvor især Tegneundervisningen fængslede ham. Da hans Lærer, daværende Katechet Fyhn, selv malede og gav sin unge Lærling Tilladelse til ogsaa at forsøge sig i Brugen af Pensel og Farver, fik han allerede i sin Skoletid Lejlighed til at forsøge sig paa Kunstnerbanens første Trin, og den Iver, hvormed han drev sine Studier, bragte Forældrene til, efter hans Konfirmation, at sende ham til København (1822} for at søge Uddannelse ved Kunstakademiet, uden at der var Tale om at lade ham oplære i Malerhaandværket. Hans Lærer havde medgivet ham en Anbefaling til Portrætrnaler H. Hansen, sorn imidlertid ikke strax havde Plads til ham i sin private Malerstue, hvorfor han indskrænkede sig til foreløbig at give Roed nogle Tegninger til at kopiere. Senere kom han til at tegne og male under Hansens eget Tilsyn, men stadig blot Kopiering, saaledes at det kun var i Akademiets Skoler, han øvede sig i at tegne efter Naturen.

Imidlertid havde han temmelig hurtig tilegnet sig Færdighed i at male Kopier, og i 1824 udstillede han sit første Billede, »En Kopi efter Rafael«, i Virkeligheden malet efter H. Hansens Kopi af det ene af de smaa Englehoveder, som ses ved Foden af den sixtinske Madonna. To Aar efter kunde han vise et selvstændigt Arbejde, Portræt af hans første Tegnelærer, Katechet Fyhn, men endnu samme Aar udstillede han atter en Kopi, efter Slingelandts Billede i den kgl. Malerisamling; den solgte han til Grev Moltke, efter at den havde indbragt ham den tornede Kompliment af Eckersberg, xat hvem der havde Talent til at gøre noget selv, vilde ikke spilde saa megen Tid paa at kopiere et saadant Billede«. Det Venskab, han

304

i disse Aar sluttede med sin Lærers Søn, Constantin Hansen, vakte ogsaa Lyst til selvstændigere Virksomhed hos ham. Snart efter døde H. Hansen, og Roed, som længtes efter at slutte sig til Kredsen af Eckersbergs Elever, fik allerede den 3. April 1828 Adgang til dennes Malerstue. Nu kastede han sig ogsaa med større Frihed over Udførelsen af mindre Livsbilleder, tildels Frugter af de Studier, han paa sine Ferierejser foretog i Hjemmet. Hans Fremgang ved Akademiet viste sig ogsaa i udvortes Tegn, idet han endelig i 1831 vandt den mindre Sølvmedaille i Modelskolen og samme Aar en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model. To Aar efter vandt han den store Sølvmedaille, og dermed var hans »akademiske Kursus« fuldendt, da han som »Portræt- og Genremaler« ikke attraaede at konkurrere til Guldmedaillerne. Et Billede fra denne Tid, »Afsked paa Toldboden«, vakte Opmærksomhed for Kunstneren (udst. 1835); Billedet blev købt af Kunstforeningen og har ved Ejerskifte gentagne Gange vist, at det har bevaret sin Tiltrækningskraft. Samme Aar søgte Roed Akademiets Anbefaling til at faa kgl. Rejseunderstøttelse, og det roste ham ogsaa for »umiskendelige Anlæg, selvstændig Stræben og den alvorligste Benyttelse af de Midler, der tilbød sig til kunstnerisk Udvikling«; men det mente dog at maatte indstille Marstrand og Gurlitt forud for ham. Ventetiden brugte Roed til at vinde en af Kunstforeningen udsat Præmie for Billedet »Parti af Frederiksborg Slotsgaard« (udst. 1836) og en anden for Billedet »Det indre af Ribe Domkirke« (udst 1837). Desuden malede han et Vinterbillede af Roskilde Domkirke, og flere af disse Stykker, hvori han fik Lejlighed til at anvende sine Studier i Perspektiven, gengav han ogsaa i Raderinger.

Efter en ny Anbefaling fra Akademiet, hvori de nysnævnte Billeder fremhævedes til hans yderligere Ros, slog endelig Afrejsens Time for ham. Om Sommeren 1837 forlod han København med et to-aars Rejsestipendium paa 600 Rdl. aarlig, bevilget den 6. Juni, fra Fonden ad usus publicos. I 1839 gav samme Fond ham et Tilskud af 400 Rdl. og i 1840 fik han et ligesaa stort Beløb fra Akademiet. Allerede før Rejsen var han forlovet, men hans tilkommende Brud, Emilie Mathilde Kruse (f. 1806, d. ³⁰/₁₂1894) Datter af kgl. Skuespiller Jens William Kruse ff. 1775, d. 1823) og Louise Augusta f. Phraust, havde som en af Riddertidens Møer trofast lovet at vente paa ham, baade Lehrjahre og Wanderjahre. I Italien, Maalet for hans Rejse, da han ikke kunde føle sig vel i Düsseldorf, malede han et Par Udsigter efter Naturen, nogle Alter-

305

tavler og en stor Kopi efter Rafaels »Madonnas Kroning« i Vatikanets Samling.

Da han kom hjem i Begyndelsen af 1842, fuldendte han flere paa Rejsen udførte Billeder, holdt den 22. Maj samme Aar Bryllup med sin Forlovede og udstillede det følgende Aar nogle Billeder, som bragte hans Navn paa Bane til Udstillingsmedaillen. Dog naaede han kun fem Stemmer, og Medaillen tildeltes derfor blot Gertner og A. Muller, der begge havde faaet et højere Stemmetal. Kort efter (12. Juni) blev Roed agreeret, og den 7. Oktober 1844 valgtes han til Medlem af Akademiet paa et Portræt af H. V. Bissen. I en lang Aarrække arbejdede Roed siden flittigt i Kunstens Tjeneste, mest ved at male Altertavler, Portræter og enkelte Livsbilleder efter Naturen. Allerede i 1835 havde den kgl. Malerisamling købt et Billede af ham, »En lille Pige med Frugter«, i 1851 købte den et stort Billede af ham, »Sjællandske Høstpiger, som hæge sig ved Brønden«, og faa Aar efter, 1856, købte den atter et Billede af ham, »Familieliv i et Fiskerleje«. Endelig blev i 1873 Marstrands Portræt, malet af Roed, denne Samlings Ejendom. Et tidligere af Roed malet Portræt af Marstrand (1868) blev købt til Malerisamlingen i Aarhus; til den genopbyggede Frederiksborg Slotskirke malede han {1866} et stort Billede, »Christi Korsfæstelse«. Blandt den talrige Række af Portræter, der udgik fra hans Haand, kunne maaske, foruden de nævnte, fremhæves Portræterne af Drewsen (1845), Welhaven (1854), A. Munch (1858), Anders Sørensen Vedel (1860), Kiichler (1863), Højskoleforstander Stephansen (1866), Biskop Braminer (1868) o. m. fl. I 1851 rejste han, efter Bestilling af Professor M. Hammerich, til Dresden og udførte en omhyggelig Kopi i Originalens Størrelse af Rafaels »Den sixtinske Madonna«. I 1861 var han for anden Gang i Italien for det Ancherske Legat, og kort efter sin Hjemkomst, den 18. Januar 1862, blev han valgt til Professor ved Modelskolen. Ved den snart paafølgende Reform af Akademiet overtog han Omordningen og Ledelsen af Modelskolen og varetog dette Hverv med Omhu og Iver, indtil han den i. Oktober 1887 fratraadte denne sin Embedsstilling og blev udnævnt til virkelig Etatsraad; men allerede den 8. August 1888 afgik han ved Døden. Den i. Januar 1859 var han bleven Ridder af Danebrog; den 9. Januar 1878 Danebrogsmand.

Roed var ikke nogen særlig poetisk begavet Kunstner. I Valget af Ærnner var det mere den kunstneriske Behandling, der øvede Til-

N. K. L. II. December 1896. 2O

306

trækning, end Handlingen eller Fortællingen i det enkelte Billede; det var simple og paa Overfladen liggende Motiver, han holdt sig til, landlig Spøg mellem Piger og Karle, Børn, som legende boltrede sig i Sandet og lignende; i sine Altertavler holdt han sig saa nær som muligt til Overleveringen baade i Dragter og Motiver; det store religiøse Billede, »Korsfæstelsen«, som findes i Frederiksborg Kirke, udmærker sig mere ved en forstandig Anordning og en heldig Fordeling i Rummet end ved stærkt gribende Motiver, selv om den alvorlige Handling er gengivet med Værdighed og naturlig Følelse. Derimod var Roed en fremragende Kunstner i Henseende til Tech-niken, navnlig Tegningen, eller i det hele Formgivningen, og han naaede i denne Side af Udførelsen meget vidt, saaledes i det store Billede, »Sjællandske Høstpiger« og i en Mængde Portræter, medens dog, navnlig i Friluftsbillederne, Savnet af en rigere malerisk Virkning ikke sjælden gav hans Billeder, ved Siden af deres fremragende Egenskaber, Præget af en vis Tørhed. Smukkere og stemnings-fuldere malerisk Virkning naaede han i sine Ungdomsarbejder, det lille Vinterbillede »Besøget i Præstegaarden« (1833) og »Afskeds-scene paa Toldboden« (1835); ^ner ^er Farvebehandlingen blødere, Foredraget mildere, men heller ikke saa kraftigt og sikkert som senere. Ogsaa i de ikke faa Architekturbilleder, som han malede baade i Italien og her hjemme, naaede han, ved den nøjagtigste Gennemførelse af Enkeltheder, ved fast og sikker Holdning i Tegningen og fin Følelse for Farven, en Fuldendthed og Totalvirkning, der sætte disse, ligesom flere af Const Hansens og Købkes Architekturbilleder over det meste af, hvad der senere er bleven malet af »Kunstnere af Faget«. Koed, hvis Farvegivning, som sagt, trods al ærlig Naturlighed, ikke hørte til hans bedste Fortrin, bevarede ikke desto mindre, lige til sin høje Alder, den samme Kraft og Sandhed, som han havde haft som ung, medens mange mere koloristisk begavede Kunstnere med Alderen rnaa se deres Farver blegne. Et i Henseende til fin Naturiagttagelse mærkeligt Billede var det i 1867 udstillede temmelig store Søstykke »Ved Stranden, Nord for Helsingør« med sin smukke Bevægelse i Bølgeslaget. I sin Alderdom modelerede og udførte han i Marmor en i plastisk Henseende forholdsvis heldig Buste af sin Hustru, der lige til sin meget høje Alderdom udmærkede sig ved en mærkelig Aandslivlighed og Friskhed, ligesom hun i sin Ungdom skal have udmærket sig ved Skønhed og et for den Tid usædvanlig originalt Væsen. Foruden de Billeder, som den kgl. Malerisamling har købt af Kunstneren selv, har den

307

andenstedsfra erhvervet sig en smuk Repræsentation af de forskellige Sider af Roed's rige Kunstnervirksomhed. Hans Selvportræt, malet for UdstiUingsfonden, er gengivet foran.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Lange, Nutids-Kunst, S. 187 —98. 111. Tid. 1866, Nr. 342 og 346. Kst. og Æsth., S. 194—95. S. Muller, N. dsk. Malerk. Statskal. Bricka, IX, 561. Pers. Tdskr. 2. R. IV, T. 15. Malerisaml. Kat.)

Rohde. Johan Gudmann Rohde, Maler, er født i Randers den i. November 1856 og er Søn af Købmand Herman Peter Rohde (f. 1827) og Ane Marie f. Schmidt (f. 1832). Han blev 1875 Student fra Randers lærde Skole, tog anden Examen, studerede derefter Medicin og aftjente sin Værnepligt som Underlæge paa Korvetten Heimdal; men han opgav at fuldende sit Studium for at blive Kunstner. Han blev i Slutningen af 1881 dimitteret af C. F. Andersen til Kunstakademiet, som han besøgte fra Januar 1892 til Aarets Udgang, uddannede sig derpaa i Kunstnernes Studieskole (som fra først af var oprettet af en Kreds af unge Kunstnere selv) under Schwartz, Tuxen og Krøyer i nogle Aar, var i 1887 i Spanien og Frankrig sammen med Chr. Clausen, og i 1892 i Paris, Holland og Italien, sammen med Maleren G. Seligmann. Han udstillede første Gang ved Foraarsudstillingen 1888 et Genrebillede og i 1890 et andet »Kirkegang paa den jyske Hede«, hvori Landskabsstudier traadte frem. Han var 1891 en af Medstifterne af den fri Udstilling og har siden fremsat en stor Del Arbejder der, dels Landskaber og Køb-stadsbilleder fra Ribe og Omegn, dels enkelte Figurbilleder som »Gudstjeneste i Frelsens Hær«. Den kgl. Malerisamling har købt »Sommerdag ved Karup Aa« og »Vinteraften i Ribe«; til Kunstforeningen har han solgt tre Landskaber og et til Ftirstenbergs Galleri ! Goteborg. Rohde er ogsaa optraadt som kunsthistorisk Forfatter i Blade og Tidsskrifter.

(Priv. Medd. Akad. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

Rohde. Niels Frederik Martin Rohde, Landskabsmaler, var født i København den 27. Maj 1816, og var Søn af Bogholder i Skifteretten Peder Rohde og Johanne f. Holm. Efter hans Konfirmation ønskede Faderen, han skulde blive Polytechniker, men da han havde mere Lyst til at blive Maler, fik han Lov at komme paa Kunstakademiet (1831), hvor han gennemgik alle Skolerne til Modelskolen (Marts 1834). Samtidig var han Elev af J. L. Lund, men søgte tillige

308

Vejledning hos Heinr. Buntzen og Chr. Købke. Efter at han fra 1835 havde udstillet nogle Landskabsmalerier af sjællandske Egne, fik han i 1842 først et halvt Aars Stipendium, da Akademiet ikke kunde raade over mere, derpaa fulde to Aars med 600 Rdl. aarlig, og tilbragte nu flere Aar i Udlandet, Miinchen, Tyrol og Italien, indtil han om Sommeren 1847 vendte tilbage til Hjemmet. Foruden forskellige kortere eller længere Udflugter var han i 1863 med det Ancherske Legat en Rejse til Dusseldorf, Svejts og Paris, paa hvilket sidste Sted han lagde sig efter Vandfarvemaleri. Den 12. December 1852 ægtede han Emilie Johanne Caroline Brusch (f. 1825), Datter af Restauratør Carl Frederik Brusch (f. 1797, d. 1881) og Johanne Margrethe f. Ulstrup (f. 1799, d. 1878). S. A. blev Rohde agreeret ved Kunstakademiet, og fik til Opgave at male »Et sjællandsk Landskab med Skov og Sø«; men han blev aldrig Medlem. Han gjorde efterhaanden Vinterlandskabet til sit særlige Fag og opnaaede i de bedre af disse en smuk og tækkelig Virkning, indtil Rutinen gjorde disse Arbejder vel ensformige i Anordning og Stemning. En i 1846 paapeget Lyst hos ham til at »gurlittisere« tabte sig hurtig. Han havde et ikke ringe Publikum til sine for det meste smaa Billeder, og var vel anset i Kunstnerkredsen for sit elskværdige Væsen. Han var i tyve Aar Medlem af Kunstforeningens Bestyrelse og var fra omtrent 1850 lige til sin Død Medlem af Bestyrelsen for Kunstnernes Pensionsfond. At han ikke blev Medlem af Akademiet og heller ikke solgte noget senere Arbejde til Maleri samlingen, tog han sig meget nær, om man end nu, ved Overblikket over hans hæderlige, men ikke meget fremragende Kunstnervirksomhed, ikke kan underkende den deri liggende Dom. Rohde døde den 14. Juli 1886. Hans Portræt er tegnet og lithograferet af P. Gemzøe.

Rohde solgte, foruden de nævnte Ungdomsarbejder, til den kgl. Malerisamling i 1844 et »Landskab ved Verona«, malet paa Rejsen, •og i 1848 et »Vinterlandskab«, som er udlaant til Samlingen i Aarhus. Nationalmuseet i Stockholm ejer tre Billeder, Museet i Bergen ét af ham. Et større Billede, sorn han udførte i Italien, »De pon-tinske Sumpe«, var en Bestilling af Christian VIII. Desuden har han solgt enkelte større og en stor Mængde mindre Billeder til Private, saavel i Danmark som i Udlandet, deriblandt navnlig en Mængde Vinterlandskaber.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. II. T. 56. Strunk. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibl.)

309

Rolffsen, Isbrand Rolffsen, Maler fra Antwerpen, fik den 3. Februar 1569 Tilladelse af Frederik II til at nedsætte sig i Danmark.

(Weinw., S. 35, ifølge et Vidnesbyrd i Rigsarch. Do. Lex.)

Rondahl. Emmery Rondahl, Maler, er Søn af Malermester Povl Christian Rondahl (f. 1820) og Maren Margrete f. Jensen (f. 1824, d. 1876) og er født i Vordingborg den 26. December 1858. Efter Heinr. Hansens Raad kom han i Malerlære og kom i 1873 til København, for at besøge det techniske Institut. Derfra dimitteredes han til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Oktober 1875, saaledes at han den 17. Marts 1881 fik Afgangsbevis som Maler. Efter at have aftjent sin Værnepligt udstillede han ved Decemberudstillingen 1882 et Portrætstudie og i 1884 et andet Studie. Det var først efter flere Aars Forløb, han atter kunde tænke paa at male, og udstillede første Gang i 1891 et Landskab, men gik snart efter over til at male Architekturbilleder. Rondahl havde imidlertid fra 1882 skabt sig en fast Stilling som Tegner; han debuterede med en Tegning til »Ude og Hjemme«, gik derefter over til at blive Tegner i kunstindustriel og archæologisk Retning og har fra 1885 været knyttet til Tidsskrift for Kunstindustri som dettes Tegner. Han ægtede den 23. Oktober 1885 Marie Christine Weber (f. 1864), Datter af Købmand, Hestehandler Hans Jørgen Weber (f. 1830, d. 1867) og Rosaline f. Koch (f. 1834). Han kom nu til at rejse for Direktionen for de antikvariske Mindesmærkers Bevaring (nu Nationalmuseet, 2. Afd.), for at optegne Mindesmærker, og kom i 1891 til at restaurere Kalkmalerierne i Skibby Kirke. Han har desuden tegnet Sigiller for afd. Direktør Henry Petersen, Adresser i Anledning af Regeringsjubilæet m. m. Siden 1883 har han været Lærer ved det techniske Selskabs Skole. Han har foretaget flere mindre Studierejser.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Roosen. Nicolaj Classen Roosen (Rosen), Kobberstikker, var Søn af Købmand og Commerceraad Herman Freuchen Roosen (f, 1749, d. 1829} og Mette Hedvig f. Classen (f. 1749, d. 1790) og blev sandsynligvis født i Arendal den 24. (28.) December 1781. Han blev indskreven som Søkadet (Volontær), ikke fyldt fire Aar, den 10. November 1785, blev virkelig Søkadet den 24. December 1796, men afgik ved Resolution af 24. November 1800 fra Søkadetkorpset paa

310

Grund af Tunghørighed. Han var heller ikke oplagt til Militær, men tegnede og skrev godt. Han fik sin Lønning Aaret ud og for de følgende Aar et aarligt Gratiale. Ved »Collegii Forsorg« kom han senere til at lære Kobberstikkerkunsten og lagde sig tillige efter Tegningen. Da M. M. Henrichsen (s. d.) var død, fik Roosen 1807 Ansættelse ved det kgl. Døvstummeinstitut som Tegne- og Skrivelærer med en Lønning af 100 Rdl. d. C. om Aaret. I i8n søgte han og fik, ved Resolution af 10. Juni, 250 Rdl. som Understøttelse af Fonden ad usus publicos, og var meget varmt anbefalet fra Insti-tutet, af Kontreadmiral H. C. Sneedorff og af Digteren C. H. Pram. Han gik omtrent samtidig af fra Døvstummeinstitutet og døde Aaret efter, den 4. Oktober 1812, efter langvarig Brystsvaghed. Broderen, Johannes Classen Roosen, der den Gang var Kandidat paa Frederiks Hospital, bekendtgør Dødsfaldet paa de fraværende Forældres Vegne og nævner det Tab, som ikke alene de, men ogsaa Kunsten lider. Imidlertid synes det, som om Kunstblade fra hans Haand ikke kan findes. Én Gang nævnes han som Skrift- og Kaartstikker.

(Søofficerskolens Arch. Rigsarch. Medd. fra Døvst. Inst. Søkaartarchiv. Halvoraen, Norsk Litt. Lex. Kiær, Norske Læger, 2. Udg. II, 246. Geneal. Inst. Hdskr. Stamtavle over Fam. Classen. Helligg. Kirkeb. Adresseav. 1812, Nr. 235. Penia 1807, 134.)

Rosen. Anton Sofus Rosen, Architekt, er født den 13. September 1859 i Horsens og er Søn af Ventilationsmester Carl Julius Rosen (f. 1829) og dennes første Hustru Elisabeth f. Christensen (f. 1840, d. 1866). Han lærte Murerhaandværket i København, blev fra det tech-niske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler fra i. Juni 1876 til den 30. Juni 1882, da han fik Afgangs bevis som Architekt. Han traadte nu i praktisk Virksomhed, men efter nogle Aars Forløb konkurrerede han fra 1889 til 1892 tre Gange til Guldmedaillen, dog uden at opnaa den; først 1894 tilkendtes den mindre Guldmedaille ham for »En Postgaard til en nordisk Hovedstad« , og i 1896 fik han Akademiets mindre Rejsestipendium, 2000 Kr. Efter at have taget Afgang arbejdede han fire Aar i Silkeborg for V. Dahlerup ved Opførelsen af Vandkur-anstalten, senere for Samme ved Kunstmuseet og Yorks Passage i København og ved Jesuskirkens Klokketaarn i Valby. I 1887 vandt han en Præmie paa 1000 Kr. ved Konkursen om Bygninger til Fri-havnsterrænet. I Silkeborg har han opført Bygning til Haandværker-foreningen (udst. 1895), til Forskoleseminariet, og til Kneipp-Kurhuset, som først vil være færdigt April 1897.

311

Den 28. December 1889 ægtede han Martine Heegaard-Grabow, som ledsager ham paa hans Stipendierejse; hun er Datter af Hotelejer Jens Heegaard-Grabow og Cathrine Elisabeth f. Woetmann.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn, fra 1889.)

Rosenbaum. Julius Rudolf Rosenbaum, Lithograf og Portrætmaler, er født den 18. Februar 1848 paa en Rejse i Sala i Sverig, og er Søn af Musikus Samuel Johannes Rosenbaum (f. 1812, d. 1873) og Laura Margrethe f. Lassen (f. 1824), gennemgik det techniske Institut, besøgte Kunstakademiet 1864—68 og lærte samtidig at lithografere hos Tegner og KittendorrT. Senere uddannede han sig tillige til Portrætmaler og har bl. a. malet et Portræt af afd. Overrabbiner, Professor A. A. Wolff, som skænkedes til denne, men nu bevares hos det mosaiske Trossamfunds Repræsentantskab. Han har desuden siden 1869 udstillet dels tegnede og lithograferede Portræter, dels Raderinger efter Malerier eller originale, hvoraf flere ere blevne erhvervede af den danske Raderforening. Han havde i 1892 en ministeriel Understøttelse paa 400 Kr. til en Studierejse i Udlandet. Han har udstillet i Stockholm (1889), hvor nogle af hans Arbejder blev købte til Nationalmuseet, og i München (1892). Han ægtede den 31. Oktober 1874 Bernhardine Marie Kruse (f. ¹⁰/₉ 1852), Skuespillerinde ved Folketheatret og Datter af kgl. Kapelmusikus Johan Frederik Kruse (f. 1819} og Caroline f. Beuchel (f. 1813, d. 1886).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Rosenberg. Andreas Rosenberg, Architekt, født i København den 29. November 1788, var Søn af Graver ved Petri Kirke, tidligere Købmand, Christian Rosenberg (f. 1738, d. 1815) og Marie Margrete f. Atzmann (f. 1750, d. 1809). Han besøgte Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, efter først at have lært Snedkerhaand-værket, vandt 1817 den mindre og 1819 den store Sølvmedaille i Architekturen og konkurrerede i 1825 forgæves til den mindre Guld-medaille. I 1824 blev han konstitueret som Lærer ved Ornamentskolen, først et halvt Aar, medens Lassen var suspenderet, derpaa til Stadighed fra Oktober s. A., indtil han i 1827 fik fast Ansættelse, og s. A. blev han Lærer ved Døvstumrneinstitutet; han var tillige en af de første Lærere ved det techniske Institut og Lærer ved Metro-politanskolen. Han blev den 25. April 1815 gift med Marie Lund (f. 1792, d. 1873), Datter af Uhrmager Rasmus Gunder Lund og

312

Sofie f. Pugmann; den nedenfor nævnede Christian Rosenberg var hans Søn. Han døde den 9. Februar 1861.

(Priv. Medd. Hundrup, Lærere ved Metropolitanskolen, S. 189. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten.)

Rosenberg. Christian Rosenberg, Maler, Søn af den ovennævnte Andreas Rosenberg, blev født i København den 8. Februar 1816. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære og fik Adgang til Kunstakademiet, hvor han i 1835 blev Elev af Modelskolen. I 1836 vandt han den mindre, i 1841 den store Sølvmedaille. I 1839 konkurrerede han forgæves til Pengepræmien, men i 1843 vandt han den Neu-hausenske Præmie for Opgaven »Christian IV, siddende paa Kongestenen ved Frederiksborg«. Fra 1834 til 1844 udstillede han, foruden de nævnte Konkursarbejder, en Del Figurbilleder, dels Optrin af Folkelivet, dels mindre historiske Kompositioner. For øvrigt blev Dekorationsmaleriet hans Hovedfag. Efter Hilkers Død (1875) blev han Vaabenmaler ved Ordenskapitlet. Han var gift med Caroline Sofie Nielsen og døde den 10. Februar 1883.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn, Pers. Tdskr. V. T. 43.)

Rosenberg. Frederik (Friedrich) Rosenberg, Landskabsmaler, født i Danzig den 3. Marts 1758, var Søn af en Urtekræmmer der og kom i Malerlære, men malede i sin Fritid Landskaber, der vakte saa megen Opmærksomhed, at det lykkedes ham at komme udenlands, hvor han tilbragte fire Aar i Zürich og malede svejtsiske Landskaber. Tillige raderede han, bl. a. 15 Blade til et i 1785 i Amsterdam udkommet Værk med Svejtser landskaber. I 1782 var han rejst til Italien, slap under store Vanskeligheder til Paris og derfra over Hamborg til Altona, hvor han siden levede paa dansk Grund fra 1795 til sin Død den 15. Maj 1833, dels som Landskabsmaler, dels som Tegnelærer, idet han i Forening med Jes Bundsen (s. d.) stiftede en Søndagstegneskole for Haandværkere. I 1809 blev han gift med Dorothea Frederikke Bong, Datter af Dr. Otto Christian Bong (f. 1740, d. 1816) sammesteds. Da det med Alderen var vanskeligt for ham at tjene det fornødne som Kunstner til sig og Familie, blev han fra 1823 Bedemand i Altona. Han har dels malet, dets raderet en Mængde Prospekter og Landskaber fra Hamborg, Altona og det sydlige Holsten, hvilke fandt Bifald hos Samtiden. Krohn nævner fem raderede Blade. I Fortegnelsen over Udstillinger paa Charlotten-

313

borg nævnes han 1826 som dansk, i 1828 derimod som udenlandsk Kunstner, skønt Altona begge Steder anføres som hans Hjemsted.

(N. Nekroiog, n. Jahrg. I. 387. Hamb. Kstl. Lex. Kordes. Liibker & Schroder Lut. Lex. Udst. Fortegn. Krohn, I, 121.)

Rosenberg. Georg Erdmann Rosenberg, Architekt, født 1739 i Kiel og Søn af en Murmester der, har rimeligvis først lært sin Faders Haandværk. Han kom til København snart efter Kunstakademiets Overførelse til Charlottenborg og besøgte dets Bygningsskole. I 1758 vandt han begge Sølvmedaillerne, i 1760 den mindre Guldmedaille, i 1761 den store Guldmedaille.^: Fra i. Oktober 1763 blev han Informator i J. D. Hansens Sted med 200 Rdl. d. C. om Aaret, men fratraadte denne Plads allerede til i. April 1765 for at rejse udenlands. Da Loven om Indfødsret den Gang endnu ikke var given, galdt han som Holstener for en Udlænding og kunde derfor ikke faa Akademiets Stipendium, uagtet han havde den store Guldmedaille; men Præses udvirkede, at han fik særlig kgl. Rejse-understøttelse af Particuliérekassen, nemlig 400 Rdl. d. C. aarlig i sex Aar og i 1771 til Hjemrejse endnu 100 Rdl. Endnu medens han var paa Hjemrejsen, blev Stadsbygmesterembedet ledigt ved Banner-Mathiesens Død (1771, s. d.), og det lykkedes Rosenberg at faa det. Efter sin Hjemkomst blev han agreeret ved Akademiet den 30. December 1771, og nogle Dage ind i det nye Aar fik han som Opgave til Medlemsstykke at gøre Udkast til en offentlig Plads med flere særskilt nævnte Bygninger, men hans Embedsvirksomhed optog saaledes hans Tid, at han, efter flere Gange at have faaet Udsættelse, i 1777 maatte frasige sig den Ære at blive Medlem. Den 6. December 1788 døde han ugift og blev begravet paa Petri Kirkegaard i Byen. Hans Broder, Major og Overvejmester Hans Frederik Rosenberg arvede en Gaard, han ejede i Ny Vestergade fnyt Nr. 17) og mulig selv havde bygget. Af hans Bygninger nævnes Kokkedaf ved Rungsted (Jfr. Chr. V. Nielsen). Weinwich tilføjer, at han har bygget flere »Palæer« i København, uden at nævne hvilke. Man har otte Raderinger af ham, deriblandt Jardins Udkast til Marmorkirken, stukket 1762.

(Weimv., S. 225. Do. Lex. Sandv., S. ni. Akad. Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi. Adresseav. 1788, Nr. 275. Petri Kirkeb. Krohn I, 78—79.)

¹ Den Rosenberg, som i 1764—66 vandt begge Sølvmedailler og den mindre Guldmedaille i Bygningsskolen, er en anden yngre Kunstner, om hvem intel hidtil har kunnet oplyses.

314

Rosenberg. Johan Peter Rosenberg, Maler, født i København den 8. Maj 1817, var Søn af Bud ved Tallotteriet, Frants Vilhelm Rosenberg (f. 1787, d. 1864) og Juliane Marie f. Sørensen (f. 1793, d. 1858). Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære og besøgte Kunstakademiet, men ikke meget regelmæssigt 1829—38. Han arbejdede nogle Aar som Malerirestaurator under Konservator F. F. Petersen, og tilbragte derpaa en Del Aar i Amerika, hvorfra han kom hjem i 1875. Kort efter døde han, den 25. November 1875. Han var gift med Anne Christine Åkerlund (f. 1823), Datter af Kusk Åkerlund fra Stockholms Lån, Sverig.

(Priv. Medd. Begrjv.-Kontor. Akad.)

Rosenfalk. Carl Julius Rosenfalk, Dekorationsbilledhugger, født i København den 25. Oktober 1815, var Søn af Snedker og senere Castellan ved Selskabet »Kjæden«, Carl Peter Rosenfalch {d. 1835) og Inger Cathrine f. Søborg (d. 1842). Efter sin Konfirmation kom han i Lære hos en Træskærer og begyndte at tegne paa Kunstakademiet (1830). Lyst til at uddannes videre i kunstnerisk Retning bragte ham til at søge Plads hos H. V. Bissen (1835), hvor han især kom i Virksomhed som Marmorarbejder. Imidlertid havde han i 1838 vundet en Pengepræmie for Modelering efter Gibs, var i 1840 bleven Elev af Modelskolen, vandt i 1842 den mindre og i 1843 den store Sølvmedaille, samt derpaa i 1844—45 begge Sølv-medailler i Dekorationsskolen. I 1842 begyndte han at fungere for Dalhoff som Lærer ved Modelskolen, og vedblev at virke i denne Stilling i atten Aar, medens han samtidig var Lærer ved det tech-niske Institut fra dets Oprettelse 1843 til 1875. Hans Lærervirksomhed blev dog afbrudt i nogle Aar, da han i 1848 fik Akademiets Rejseunderstøttelse som Ornamentsbilledhugger, og i September s. A. afrejste han til Italien. Senere har han gentagne Gange haft Rejseunderstøttelse fra den Reiersenske Fond. Efter at Rosenfalk i 1850 var kommen hjem fra sin større Rejse, ægtede han den 28. December s. A. Julie Louise Marie Thorbjørnsen, Datter af Kammerraad, Overretsprokurator Hans Carsten Thorbjørnson (f. 1789, d. 1829) og Christiane Mathilde f. Selmer (f. 1801, d. 1875),og i 1857 oprettede han et Stenhuggerværksted, som han drev til sin Død. Han har modeleret et Par Billedstøtter og Buster, men for øvrigt falder hans Hovedvirksomhed som Dekorationsbilledhugger. Som udgaaet fra hans Atelier kan foruden Sandstensarbejdet ved flere offentlige Bygninger, Universitetsbibliotheket, Studenterforeningen, Observatoriet

315

og den nye Bankbygning, nævnes en Mindestøtte over Frederik VII til Holbæk, Løver og Vaser til Knuthenborg Hovedbygning, Prædikestolen i Viborg Domkirke, Neptun til Børsrampen i Steden for den Figur af Petzold, der var styrtet ned, samt Sandstensarbejdet ved den nye Fløj af Moltkes Palæ mod Dronningens Tvergade med dens rigt udsmykkede Port. I Marmor har han bl. a. udført Bissens Minerva i Universitetets Forhal. Han døde den 3. April 1878.

(Priv. Medd. Akad, Reitzel. Udst. Fortegn. Richter, Jur. Stat. Erslew, Suppl., III, 395. Berl. Tid. 1878, Nr. 84. Fdl. s. A. Nr. 81.)

Rosenstand. Christian Emil Rosenstand, Genremaler, er født paa Ausumgaard ved Holstebro den 19. Februar 1859 og er Søn af Landmand Emil Rosenstand (f. 1822, d. 1871 i Amerika) og Marie Elisabeth f. Ægidius (f. 1836). Han kom efter sin Konfirmation i Billedskærerlære hos Fjeldskov og besøgte det techniske Institut, hvor han vandt en Skolepræmie og havde Friplads. Derfra kom han den i. Oktober 1875 paa Kunstakademiet, rykkede den 18. Marts 1878 op i Modelskolen som Modelerer, men tilbragte nu nogle Aar i Hillerød, hvor han arbejdede som Stukkatør ved Frederiksborg Slots Udsmykning. Efter at han var kommen tilbage til København, gik han over i Akademiets Tegne- og Malerklasse og vedblev at besøge Modelskolen til 1885, dog uden at tage Afgangsprøve. Samtidig ernærede han sig fortrinsvis ved at tegne Illustrationer til Tidskrifter og Bøger. Fra 1883 til 1887 har han udstillet nogle Genrebilleder. Derpaa forlod han Landet, med en lille Understøttelse fra Udstillings-fonden og boede som Illustrator i Berlin, indtil han i 1891 foretog en Rejse til Syden for sin Helbreds Skyld, medens han samtidig sendte Illustrationer til tyske Tidsskrifter. I 1892 ægtede han Dorothea Duhme fra Hannover og vendte i 1895 tilbage ti! Tyskland. Han bor nu i Berlin, hvorfra han ved Foraarsudstillingen i København i 1896 udstillede et Genrebillede i Gouachernaleri »Efter-middagskoncert«. Han arbejder mest. som Illustrator, ikke alene med Tegninger, saaledes en Række paa 9 Blade »En ung Piges Liv«, men ogsaa som Raderer. Han er en yngre Slægtning af den nedenfor nævnede Vilh. Rosenstand.

(Priv. Medd. Vahl, Slægtebog, IX, 29. Akad. Udst. Fortegn.)

Rosenstand. Johan Frederik Rosenstand, Xylograf, født i København den 29. December 1820, er Søn af tidligere Urtekræmmer, Papirhandler Ditlev MehI Rosenstand (f. 1785, d. 1852) og Maren f. Thorup (d. 1838). Han lærte først Bogbinderhaandværket og blev

316

Svend (1842). I sin Læretid havde han besøgt Kunstakademiets Frihaandstegneskoler. Nu lagde han sig efter Xylografien under Vejledning af Englænderen Benworth og Axel Kittendorff (s. d.). Fra 1845 tilbragte han nogle Aar i Stockholm til 1851 og var derpaa i Tyskland til 1854 for at uddanne sig videre i sit Fag. Fra 1858 til 1866 var han i Kompagni med H. C. Henneberg (s. d.), baade som Xylograf og som Fotograf, rnen udtraadte af Fællesskabet for udelukkende at leve som Xylograf. Den 22. Maj 1869 ægtede han sit Søskendebarn, Elvine Augusta Rosenstand (f. 1839), Datter af Købmand, Forstander ved Arbejdsanstalten i Horsens, Peter Rosenstand (f. 1792, d. 1863) og Jakobine Mathilde f. Norup (f. 1796, d. 1875).

Medens hans tidligere Arbejder for største Delen gik i kunstnerisk Retning, baade under hans Ophold i Udlandet og under hans Forbindelse med Henneberg, i Forening med hvem han skar Illustrationer til flere i den Tid udkomne Værker, arbejdede han i sine senere Aar næsten udelukkende med Gengivelse af videnskabelige Tegninger. Dog har han deltaget i Udførelsen af de Træsnit, som blev udgivne af Foreningen »Fremtiden«. Han døde den 6. Maj 1887.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. III. T. 45.)

Rosenstand. Vilhelm Jakob Rosenstand, Genremaler, født den 31. Juli 1838, er Søn af Fætter til den foregaaendes Fader og Svigerfader, Kammerraad Andreas Reinhard Rosenstand (f. 1804, d. 1872), Bogholder ved den grønlandske Handel, og Laura Nielsine Rasmine Wellmann (f. 1815). Han begyndte efter sin Konfirmation at besøge Kunstakademiet, blev 1858 Elev af Modelskolen, vandt 1859 den mindre og 1861 den store Sølvmedaille, men vedblev at besøge Modelskolen nogle Aar endnu. Han begyndte at udstille i 1861, deltog i Krigen 1864 ved 20. Regiment, vandt 1865 den Neuhau-senske Præmie for »Fra Saxarmen ved Dannevirke«, i 1867 samme Præmie for »Tordenskjold ved Marstrand«, i 1868 udstillede han »Peter Andreas Heibergs Afsked fra Hjemmet«, der hørte til Rækken af Orla Lehmanns Digterbilleder (nu i H. Hirschsprungs Saml.), og i 1869 fik han Akademiets Rejsestipendium (1600 Kr.). Han rejste derpaa til Italien, hvor han, fraregnet et Besøg ved Verdensudstillingen i Paris (1878) med ministeriel Rejseunderstøttelse, forblev til Begyndelsen af 1881. Derfra rejste han, efter i 1880 at have faaet det Ancherske Legat, til Paris og opholdt sig der, indtil han om

317

Efteraaret 1882 vendte tilbage til København. Fra Italien havde han hjemsendt en Række Genrebilleder, som oftest med morsomme Motiver, der vandt ham et stort Publikum; ikke faa af disse købtes af Kunstforeningen i København, mange kom strax i private Hænder. Ved Verdensudstillingen i Wien 1873 fik han en Medaille for et italiensk Billede, »En Campagnuolo og hans Hustru« (udst. her 1872). Fra Paris, hvor han om Vinteren havde malet hos Bonnat, hjemsendte han »En kunstelskende Restauratør« (geng. i N. dsk. Malerk.) og »Moder og Søn ved en pøusse-café«., der ved Udstillingen 1882 tilkendtes den Thorvaldsenske Udstillingsmedaille, og fra den første Ejer gik over til den kgl. Malerisamling ifølge dennes testamentariske Bestemmelse. Et i Hjemmet udført Genrebillede »Uden for a Porta's Café« (nord. Udst. 1883} tilhører nu Nationalmuseet i Stockholm. Efter at have udstillet en Række større og mindre Genrebilleder, gaar han i 1890 over paa Historiemaleriets Omraade med et historisk Portræt »General Hedemann ved Bov«, Knæstykke (Frborg Mus.), sejrer to Gange ved Konkursen om Vægbilleder til Universitetets Festsal og maler 1889—90 »Studenterne rykke ud til Københavns Forsvar 1659« og 1892 »En Scene af Erasmus Mon-tanus prøves i Holbergs Nærværelse«. I 1894 maler han »Kold ved Tordenskjolds Lig«, 1895 »Episode af Dybbølstillingens Forsvar 1864« og 1896 »Fra Forposterne i 1864«, hvilket sidste bliver købt til den kgl. Malerisamling, der ogsaa ejer Skitsen til det andet Universitets billede. Desuden har han jævnlig udstillet Portræter.

Rosenstand blev den 2. Marts 1887 Medlem af Akademiraadet, ægtede den 16. April 1889 Clara Elise Jensen, Enke efter Papirhandler Nikolaj Hansen og Datter af Fløjtenisten, Musiklærer Julius Jensen, og fik 1892 Titel af Professor.

(Priv. Medd. Vahl, Slægteb. IX, 34. S. Muller, N, dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Rosent. Carl Julian Rosent, Maler, Søn af Malermester Hans Rosent og født i København den 3. December 1813, lærte Malerhaandværket hos sin Fader og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1834 vandt den mindre og 1838 den store Sølvmedaille i Modelskolen. Samme Aar gjorde han Mesterstykke som Maler. For øvrigt var det fra først af hans Hensigt at blive udelukkende Kunstner, og fra 1836 til 1843 udstillede han, foruden nogle Portræter, Æmner som »En Barnemorderske«, »Charles vaagner og ser Dione« (efter Pal. Miiller}, »Der Erlkonig« o. lign. I 1839 kon-

318

kurrerede han endog til den mindre Guldmedaille, dog uden at opnaa den. Senere levede han som Dekorationsmaler i København til sin Død, den 20. August 1869. Han var gift med Olivia Sarine (Sørine) Myhre (f. 1826, d. 1870).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn. Skifteretten. Begrav. Kont.)

Ross. Charles eller Carl Ross, Landskabsmaler, Søn af en Godsejer Ross af oprindelig engelsk Familie, var født paa Herregaarden Altekoppel i Holsten den 18. November 1816. Han uddannede sig til Dyr- og Landskabsmaler ved Kunstakademiet i København, og udstillede 1836—37 et Par Dyrstykker og et Landskab. I 1837 rejste han til München for at fuldende sin Uddannelse der og foretog derfra Rejser til Italien og Grækenland. Et i Udlandet malet Billede, »Valpladsen ved Marathon«, udstilledes 1841 i København og blev købt til den kgl. Malerisamling. I 1843 indgav han fra Rom Ansøgning til Akademiet om RejseunderstøtteJse, men var ikke blandt dem, der fik den. Nogen Tid efter var han paa Helgoland og rejste derfra til Hamborg, hvor han levede nogle Aar og arbejdede som Landskabsmaler. I 1847 ægtede han der Helene Abendroth og flyttede til Kiel. Derefter deltog han paa Oprørernes Side i den første slesvigske Krig, rejste to Aar efter til Munchen og paa Grund af tiltagende Brystsyge til Italien, men vendte dog tilbage til Munchen, hvor han døde den 5. Februar 1858 af Tyfus. Et af hans senere Arbejder, »Bjærglandskab fra Naxos«, var udstillet 1848 i København og 1855 ved den store Udstilling i Paris. Hans sidste ufuldendte Arbejde, »Templet i Phigalia«, roses som »ein in hel-lenischer Heiterkeit und Formenschonheit uns anlachendes Bild«. Hans Hustru optraadte ogsaa med Held som Landskabsmalerinde. Ved Verdensudstillingen i 1862 i Londen var et af hans Ardejder udstillede og han kaldes der »dansk«.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Hamb. Kstl. Lex. Naglers do. Kstl. Lex. 2. Ausg. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Deutsches Kunstblatt 1858, S. 64 og 154.)

Rothe. Eigil Rothe, Maler, er født paa Frederiksberg den i. Juli 1868 og er Søn af Kontorchef ved de danske Statsbaner, Johannes Rothe (f. 1836) og Cæcilia f. Meyer (f. 1842, d. 1884). Efter at have lært at tegne hos Landskabsmaler F. Rohde gennemgik han det techniske Selskabs Skole, blev derfra dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik ogsaa dettes Skoler fra Oktober 1886 til Maj 1890 uden at tage Afgang, besøgte Kunstnernes Studieskole

319

under Tuxen og Schwartz og har rejst en Del i Sverig og Finland. Siden 1893 har han været Lærer ved det techniske Selskabs Skole; den 12. August s. A. ægtede han Astrid Toussieng (f. 1874), Datter af Trafikinspektør, Kaptajn Frants Georg Werner Toussieng (f. 1844) og Augusta Sofie f. Balle. Rothe har malet et Par Portræter, nogle Landskaber og nogle Partier fra Herregaarden Spøttrup; deraf var to udstillede i 1895.

(Priv. Medd. Elvius, Patr. SI. I, 279. Statskal. Akad. Udst. Fortegn.)

Rothgiesser. Lorentz Carstensen Rothgiesser,^l Billedhugger, fra Husum, nævner sig selv som Inventar til en Døbefond i Husums Hospitalskirke, hvorhen den blev flyttet, da man nedbrød Hovedkirken. Den var af Messing, udsmykket med fritstaaende Figurer og med Reliefer, og bærer Aarstallet 1643.

(Weinw,, Lex. Lass, Husum. Nachr. rio.)

Rothgiesser. Andreas og Christian Lorentzen Rothgiesser, Kobberstikkere, var vistnok Sønner af ovennævnte L. C. Rothgiesser. De var ganske dygtige i deres Fag og have udført nogle af Pladerne til Dankwerths Beschreibung d. Herzogth. Schlesw. und Holstein (1652), til Olearii Udgave af »Ostvald Belings Verdeutsdiete Waldlieder oder 10 Hirtengespråche Virg. Marons«. Hamborg 1649, og ny Udgave med Titel Bucolica, Slesvig 1668, samt til Orientalische Reise von Jurgen Andersen aus Schleswig (1644—-50} und Volquard Iversen aus Holstein (1655—68), udg. af Olearius, Slesvig 1669. Nogle af Stikkene ere af Knuttel. Chr. Rothgiesser har tillige stukket nogle Portræter. Andreas Rothgiesser døde i Fattigdom i sin Fødeby.

(Weinw., S. 79. Do. Lex. Sandv., S. in. Krafft, Jubel-Gedachtniss und Hus. Kirchengeschichte, S. 154- ^samt ^c'^e nævnte Værker. Krohn I, 12—13.)

Rothweiler. Carl Peter Theodor Rothweikr, Xylograf, Søn af Sadelmagersvend Carl Frederik Rothweiler (f. 1790, d. 1856) og Anna Cathrine f. Jexen, var født i København den 18. Maj 1821. Han lærte Xylografien hos Flinch og udstillede i Aarene 1841—44 en Del Træsnit. En Øjensvaghed, der gik over til den graa Stær og endte med fuldstændig Blindhed, afbrød temmelig tidlig hans kunstneriske Virksomhed, Han levede nogle Aar paa Falster, men døde i København, ugift, den 15. Maj 1881.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Begrav. Kontor. Petri Kirkeb.)

¹ Det er tvivlsomt, om Rothgiesser er et Familienavn. Mulig er det Faderens Haandværk, som hos Sønnen er sat til soni Familienavn. Det samme gælder maaske om M. og N. Petersen (s. d.).

320

Rublagh. Peder Rublagh eller Rublach, Contrafejer i Christian V's Tid, var i 1683 udenlands, idet Kongen i et Brev af 13. November d. A. til Meiercrone i Paris beder denne tage sig af ham. At han derefter har været hjemme nogle Aar, er sandsynligt; men den 27. Oktober 1891 udstedtes gennem det tyske Cancelli Rejsepas til Italien for ham og C. C. v. Bracht, og fra 1690 til 1692 havde han 600 Rdl. d. C. aarlig, altsaa, som det synes, som Rejsepenge. Paa Rosenborg skal der have været et Bataillestykke af ham; tillige nævnes Kongens og Dronningens, Charlotte Amalies, Portræter.

(Weinw., S. 90. Do. Lex. F. R. Friis, Sml. 117. Krebs, Fam. Krebs. Rigsarch.)

Ruch. Christoffer Ruch, Emaillemaler, født i København 1736 (1738?), kom først i Lære hos en Guldsmed, men havde Lyst til at være Kunstner, hvorfor han i Hannover og Berlin uddannede sig til Emaillemaler. Efter at være vendt tilbage til København blev han en kort Tid Maler ved den af Franskmanden Louis Fournier her oprettede Porcelænsfabrik (1760—66). Han synes at have været en urolig Natur, der idelig vexlede Opholdssted. Det lykkedes ham ikke at blive kgl. Emaillemaler, men han tjente dog saa meget ved sin Virksomhed, eller maaske snarest ved en Rejse, han foretog til Ostindien, at han kunde købe sig et Landsted ved Vedbæk, hvor han levede sine sidste Aar i Ro gift rned Cecilie Svånning, der fødte ham fem Børn. Han døde den 6. (7.) December 1804.

(Weinw., S. 210—n, efter en ubekendt Biograf. Tdskr. f. Kstind. V, 17. Do. Lex. Ådr. Av. 1804, Nr. 492 og 498.)

Rumler. Povl Rumler eller Romler, Maler, arbejdede for Chri stian IV. Han blev ansat som kgl. Maler og Contrafejer i København den 6. September 1599, dog fra April s. A. at regne, og afgik fra denne Stilling den 16. April 1605. Han synes dog ikke at være udtraadt af Kongens Tjeneste, thi den 13. November 1610 fik han atter Ansættelse som Maler og Contrafejer med det særlige Hverv at føre Tilsyn med Værelser og Kunstgenstande paa Frederiksborg. Han nævnes jævnlig dels under sit fulde Navn, dels under Navn af Povl Maler eller den gamle Povl Maler. 1614 var han saaledes paa Frederiksborg og modtog paa Kongens Vegne nogle Tapeter fra Antwerpen. Den 25. December 1615 fik han fornyet Ansættelse som »Maler og Opvarter« paa Frederiksborg og fik atter Afsked fra denne Stilling den 3. Februar 1622. Medens han var i Embede, fik han Brev paa 200 Daler, for at oplære to Drenge i Malerkunsten.

321

Han fik 1620 Skøde paa en Grund ved Hillerød, 1623 sin Ansættelse som Maler og Opvarter igen fornyet, 1625 Part i Slangerup Kirketiende. Uagtet han kaldes Contrafejer, er det næsten udelukkende Dekorations- og Malerarbejde han faar Betaling for. Endelig nævnes der, at han fik Bevilling paa Esrom Mølle (13. August 1629) mod at svare halv Landskyld, og omtrent ved Nytaar 1641 maa han være død, da Enken den 25. Januar d. A. faar Tilladelse til at blive ved Møllen, som Sønnen Christian Rumler fik Fæstebrev paa den 10. April 1641.

(Medd. fra Rentek. 1872, S. 193. Chr. IV Alm. 1608, 1619, 1621 i Schlegel Saml., II, i, S. 72; 3, S. 60, 71—73, og hos Nyerup. Burm. Becker, Tapeter, S. 17 og 21. Dsk. Saml., II, S. 119. F. R. Friis, Saml., navnlig S. 248—51 og 372. Bricka og Fridericia, Chr. IV's Breve, I, 334.)

Rump. Christian Gotfred Rump_t Landskabsmaler, var født i Hillerød den 8. December 1816, og var Søn af Glarmester Carl David Rum p (Romb, f. 1785, d. 1857) fra Kurland og Cathrine Ingeborg f. Jørgensen (f. 1797, d. 1874) fra Hillerød. Da han var 16 Aar gammel, kom han til København og fik der Adgang til Kunstakademiet og J. L. Lunds Malerskole (1832). Knap tre Aar efter (Decbr. 1834) blev han Elev af Modelskolen. Han begyndte at udstille i 1836; hans første Arbejder var Portræter og historiske Æmner, sorn »Anna Colbjørnsen og den svenske Dragon«. I 1842 udstillede han »Fremstillingen i Templet«, der blev købt af Christian VIII, og skænket som Altertavle til Grønholt Kirke ved Frederiksborg. Ved Siden heraf havde han udstillet enkelte Landskaber, men det var dog først et tildels nødtvungent Ophold i hans Fødeegn (1843—46), der bragte ham til udelukkende at kaste sig over Landskabsmaleriet. Efter et Ophold i Jylland (1848) malede han »Et Parti fra Himmelbjærget«, der tildrog Kunstneren almindelig Opmærksomhed, og for dette Billede tilkendtes Udstillingsmedaiilen ham enstemmig den 23. Maj 1849. To Aar efter fik han den Neuhau-senske Præmie for »Skovparti, Motivet fra Præstevangen ved Frederiksborg«. I Januar 1855 ønskede han at agreeres, men fik Vink om at vente; samme Aar fik han 300 Rdl. og atter i 1856 200 Rdl. fra Kultusministeriet til Rejser i Norge. I 1857—58 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar og fulgtes med Exner til Italien; dog blev han kun lidt over et Aar borte. Senere indskrænkede han sig til Udflugter i Danmark. Af hans Arbejder købte den kgl. Malerisamling allerede i 1839 et mindre Billede, »Bønder, som vande deres Kvæg«. Fra 1848 købte Samlingen efterhaanden en Række

N. K. L. II. December [896. 21

322

af hans mere fremtrædende Landskaber: »Tørvemose i Frederiksborg Overdrev« (1848), »Det indre af en Skov« (1851), »Parti af Aaen i Skoven ved Sæby« (1854), »Skærgaarden i Bleking« (1855), »Skovparti ved Frederiksborg« (1860), »Foraarslandskab ved Frederiksborg« (1879), »Tilfrossen Aa i en Have« (1880). Flere af disse Billeder gjorde en saadan Virkning i Kunstnerverdenen, at de ligesom var et Program, hvortil adskillige af de yngre Landskabsmalere sluttede sig. For Grev Moltke malede han bl. a. fire store Landskaber, forestillende »De fire Aarstider« (1864) og samme Tanke har han senere udført i mindre Billeder over andre landskabelige Motiver. Den 22. Januar 1866 blev han Medlem af Kunstakademiet, Den 7. April 1868 ægtede han Benedicte (Benny) Sofie Spang ff. 1835), Datter af Sognepræst Peter Johannes Spang (f. 1796, d. 1844) og Christiane Philippine f. Dormeyer (f. 1796, d. 1865). I 1874 fik han Titel af Professor; men allerede den 25. Maj 1880 afgik han ved Døden af et Hjærteonde, uden foregaaende Sygdom, i sin Fødeby Hillerød.

Rump havde faaet det første Stød til at blive Kunstner fra Faderen, der selv havde haft Kunstnerdrømme og gærne saa dem blive til Virkelighed i Sønnen. Han satte sig først det Maal at blive Figurmaler, og satte megen Kraft ind derpaa; som ovenfor nævnt udstillede han i de "første ti Aar en Del Arbejder i den Retning, idet han samtidig kæmpede haardt for at leve af sin Kunst. En Bestilling, som svigtede, paa en Altertavle, nødte ham til at tage Ophold i sin Fødeby, hvor han vel malede en Del Portræter, men ved at færdes i den naturskønne Omegn, efterhaanden fik større Interesse for Landskabet, indtil det gik op for ham, at der laa hans Kald, og fra 1846 helligede han sig saa udelukkende til Landskabsmaleriet, at han end ikke malede Staffage af Mennesker i sine Billeder. Efter at han endnu i 1848 i »Tørvemosen med den optrækkende Regnsky« har Træk, der minde om, hvad han kan have set i ældre Landskabskunst, slaar han hurtig igennem med et paa alvorlige, selvstændige Naturstudier hvilende Foredrag, der helt og holdent var hans eget, og fra 1853, under sit Ophold paa Sæbygaard, begyndte han paa at udføre selve det større Billede i fri Luft umiddelbart efter Naturen, og de fleste af hans største og bedste Billeder efter den Tid ere malede i det fri, til Trods for de store Vanskeligheder, Kunstneren tidt havde at overvinde. Uden Tvivl var det dette fyldige Samliv med Naturen paa alle Aarstider, som, i Forbindelse med den næsten ærbødige Dyrkelse, han ydede Claude

323

Lorrains Kunst, gav hans Billeder dette simple Sandhedspræg, saa at Beskueren strax følte sig hjemme i hans Opfattelse af dansk Natur, og paa samme Tid en Rigdom og Kraft i Farven, en Klarhed i Sollyset, en Formsikkerhed i Terrænets — mere end i Planteverdenens — Modelering, hvorved hans Kunst, inspireret af hans stille, fordringsløse Personligheds inderlige Følelse og elskværdige Mildhed, fik det lyse, festlige, hjærtevindende Præg, som vil bevare hans Navn. Hele den hjemlig-danske Stemning, der hvilede over hans Landskaber, træder ogsaa frem i hans Valg af rolige fredelige Motiver, hvad enten det var Sommer eller Vinter, han gengav. En Ejendommelighed, især ved hans senere Arbejder, var det ogsaa, at hvor varmt og frisk end Luft og Lys føltes i hans Billeder, saa man sjælden Himlen aabne sig over dem; under Træernes hvælvede Løvtag mærkede man Sommerhimlens Renhed, men saa den sjælden. Han er i sin rolige Helstøbthed en af vor Kunsts mest tiltalende Personligheder.

(Priv. Metld. Hillerød Kirkeb. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1880, Nr. 120. Ude og Hj. 1880, Nr. 120. S. Muller, N. dsk. Malerk.)

Rustad. Hans Rustad, Architekt, født paa Odelsgaarden Rustad i Vingers Præstegæld i Nærheden af Kongsvinger i Norge den ii. April 1759, var Søn af Bonden Ole Torkildsen og Inger Rolstad. Paa Grund af hans Læselyst og usædvanlige Anlæg for Mathematik tog flere højtstaaende norske Officerer sig af harn; han blev nogle Aar efter sin Konfirmation Elev af Militærskolen i Christiania, Stykjunker i Artilleriet 1778, Sekondløjtnant i. Juli 1779, Premierløjtnant 1787, fik Kaptajns Karakter 1790, blev Stabskaptajn 1795, Kompagnichef 1800, gik 1805 fra Artillerikorpset over i Fodfolket som Major og stod å la suite med stigende Rang indtil Oberst. Den 28. Januar 1813 blev han Ridder af Danebrog, den i. November 1828 Danebrogsmand.

Rustad havde tillige særlige Gaver for Tegning og blev allerede 1782 ansat som Informator i Tegning ved Artilleriskolen i København i Terkel Kleves Sted. For at uddanne sine Ævner i denne Retning søgte han snart efter en Plads ved Kunstakademiets Byg-ningsskole, hvor han i. April 1784 vandt den mindre og 4. Oktober s. A. den store Sølvmedaille Den n. August 1787 vandt han tillige den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et Theater«. Sygdom og Øjensvaghed nødte ham til i 1794 at opgive sin Virksomhed som Tegnelærer; han tilbragte et Aarstid i Norge og maatte i 1797

324

underkaste sig en Operation paa Øjet. Aaret efter rejste han udenlands og besøgte tørst Berlin, hvor han tilsendte Kongen af Preussen nogle Udkast til et Mindesmærke over Frederik II, der i den Grad vandt Kongens Yndest, at han skænkede Kunstneren en stor Guldmedaille som Tegn paa sin Tilfredshed. I sin Skrivelse til Rustad beklager Kongen, at hans Udkast ere for kostbare til at iværksætte, medens han i stærke Ord priser deres æsthetiske Værd. For øvrigt levede Rustad for sin militære Virksomhed, rejste fra Tyskland til Paris, hvor han forblev, indtil han i 1800 fulgte Bonaparte paa det italienske Felttog som »Volontær«, derpaa fik han Plads ved Mac-donalds Generalstab indtil Fredslutningen i 1801, og levede i Paris fra 1805 med enkelte Afbrydelser til 1817. Sine sidste Aar tilbragte han i København, hvor han øvede en udstrakt Godgørenhed. Han var ugift og døde den 16. Maj 1832.

(Øst, Hædersminde over H. v. Rustad, Kbh. 1832. Dagen 1832, Nr. 127. Akad. Krigsmin. Arch. Udenrigsmin. Arch. Priv. Medd. Skifteretten. Adresseavisen 1832, Nr. 117.)

Rude. Anton Christoph eller Christoffer Rude, Maler, født i København 1744 (døbt ²²/₅ 1744), var Søn af Hofmaler Vilhelm Jacob Rude (f. 1713, d. 1771) og Elisabeth f. Stubsach (f. 1713, d. 1776), som havde været Arveprins Frederiks Amme. Han fik vistnok strax efter sin Konfirmation Adgang til Kunstakademiets Skoler, hvor han i Aarene 1759—60 to Gange vandt den mindre og den store Sølvmedaille. Derpaa vandt han 1766 den mindre og 1768 den store Guldmedaille for Opgaven »Josef giver sig tilkende for sine Brødre«. Ved Konkurs om Rejsestipendium (se Abildgaard og Almer) fik Rude ingen Stemmer for sig (1772), men kom ikke desto mindre snart efter til at rejse, rimeligvis for kgl. Regning. Efter sin Hjemkomst fra Italien blev han den 8. December 1777 agreeret ved Kunstakademiet og blev den 6. April 1779 Medlem paa »Christiern I's Indtog i Rom«. I 1778 udstillede han en »Gatos Død«, som vakte en vis Opmærksomhed; derimod har hans Medlems-stykke ikke stort Værd, og hans senere Virksomhed som Bataille-maler er uden al kunstnerisk Betydning. Hans gentagne Ansøgninger om et Professorat ved Modelskolen, navnlig efter Mandelbergs Død (1786), blev med god Grund ikke tagne til Følge. Fra 1778 til 1790 malede han en Del store, men meget middelmaadige Stykker for Kongen og Kronprinsen til Fredensborg og Hirschholm Slotte, og da dette Arbejde holdt op, søgte han Akademiet om Under-

325

støttelse. Fra 1792 fik han 100 Rdl. d. C., men som det synes kun for et Aar; dog havde han af Hoffet Bolig paa Hirschholm og »desuden noget aariig«. For øvrigt hutlede han sig igennem uden at have Støtte hverken hos Akademiet eller i den offentlige Mening. I 1803 fik han et Lønningstillæg paa 200 Rdl. d. C., i 1809 et nyt Tillæg paa 100 Rdl. Han var gift med en Frænke, Theodora Christine Stubsach (f. 1751), og døde den 23. April 1815; hans Enke overlevede ham lige til den 21. Februar 1840. Den kgl. Malerisamling ejer otte af hans Arbejder.

(Weinw., S. 185. Do. Lex. Akad. Hennings, S. 143. Musaget, 3. Stilck 1798, S. 27—28. Alm. dsk. Bibi. 1778, Marts. Skild. 1815, Sp. 603. Petri Kirkeb. Adresseav. 1776, Nr. 150 og 154; 1815, Nr. 97. Skifteretten.)

Rudinger. Fritz Albert Christian Rudinger, Dyrmaler, født den 20. April 1838 paa Frederiksberg, er Søn af Musiker Fritz Peter Heinrich Rudinger (f. 1801, d. 1864) og Barbara Nicoline f. Harss (f. i8u_T d. 1894). Efter at være uddannet til Musiker fik han i 1864 Plads som Violoncellist i det kgl. Kapel. Ved Siden af Musiken dyrker han Malerkunsten og har modtaget nogen Vejledning hos Otto Haslund og H. Foss, men har for øvrigt uddannet sig paa egen Haand. Han har siden 1875 stadig udstillet som Landskabs-og Dyrmaler, og har solgt nogle Billeder til Kunstforeningerne i København og Aalborg. Den 24. Juni 1868 blev han gift med Charlotte Adelaide Mørup (f. 1844, d. 1893), Datter af Godsforvalter Christian Mørup og Frederikke f. Hartmann.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 3. R. III. T. 19.)

Ryding. Caroline Mathilde Ryding, Malerinde, født i København 1780, levede siden i Christiansfeld, hvor hun malede »fortrinligen Blomster, saavel med Sortkridt som colorerede i Vandfarve«. Efter Nagler malede hun ogsaa Oliemalerier.

(Weinw. Lex. Nagler, Kstl. Lex.)

Raedel. Georg Carl Christian Raedel, Portrætmaler, var født den 11. November 1808 i Rendsborg, hvor hans Fader, Sigfred Samuel Raedel (f. 1780, d. 1808}, boede som juridisk Embedsmand og var gift med Margrethe Henriette f. Zanders (f. 1779, d. 1864). Han kom først i sit 21. Aar som Malersvend til København for at uddanne sig til Maler hos J. L. Lund og ved Kunstakademiet, hvor han i 1838 vandt den mindre Sølvmedaille. Efter at have udstillet nogle Portræter og Genrebilleder i 1836 og 1837 levede han nogle Aar som Portrætmaler, idet han modtog Bestillinger fra Herre-

326

gaardene og malede sine Portræter paa selve Stedet. Efter at han var bleven gift, levede han som Landmand, idet han ejede Bartofte-gaard ved Nakskov, men da han led af Asthma, flyttede han til København, hvor han døde den 15. Januar 1870. Han blev den 3. Juli 1842 gift med Henriette Komtesse Raben (f. 1811, d. 1882), Datter af Lehnsgreve Frederik Christian Raben (f. 1769, d. 1838) til Christians holm og Amalie Gregersine f. Juel (f. 1775, d. 1813.)

(Priv. Medd. Akad, Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1870, Nr. 13 og 14. Strunk.)

Røg. Michael Augustus Røg, Stempelskærer, Søn af Augustinus Gabrielsen Røg (d. 1708), Præst i Nordlandene og Margrethe Mikkels-datter Andersen (d. 1706), var født omtrent 1679 i Quædfjord Præstegæld og var Holbergs Skolefælle i Bergens lærde Skole. Han blev indskrevet som Student ved Københavns Universitet den 25. September 1699, men blev stævnet for Consistorium i samme og følgende Aar, fordi han havde forladt Skolen og ladet sig dimittere af sin Fader. I Consistoriums Akter kaldes han første Gang Michael H egelund. Imidlertid studerede han ikke videre, men lagde sig i København efter Medaillør- og Kobberstikkerkunsten. Dog synes han ikke at have naaet noget højt Standpunkt i Hjemmet. Til Kongeloven stak han Skriften (1709) og fik 320 Rdl. d. C. derfor, medens den kunstneriske Del blev overdraget Reinhardt (s. d.), og der nævnes kun tre Medailler af ham, 1706, 1708 og 1713. I 1709 søgte han om at blive Auktionsmester i Bergen og Krigskommissær i Fyns Stift, men da han ikke opnaaede disse Stillinger, tog han til Paris, hvor han i 1715- mødtes med Holberg, der, som bekendt, rejste til Italien paa hans Pas, og med Jakob Birkerød. Samme Aar udførte han »en dejlig Medaille, som forestillede Hertuginden af Orleans«; han fik derfor Tilbud om »en raisonable Pension, og saa tænkte han ikke paa Danmark mere«. Som kgl. fransk Medaillør blev han siden Lærer for Medailløren P. C. Winsløw (s. d.). Hans Dødsaar kendes ikke.

(Weinw., S. 125. Po. Lex. Nyt Hist, Tidskr., VI, S. 373— 76. Bruun Rostgaard, S. 138, Anm. Smith, Om Holberg, S. 50. Møntfortegn. Rigsarch. Bolzenthal, Medaillørk. Hist., S. 264. A. Erlandsen, Gejstl. i Tromsø St., 160. Geneal. Inst.)

Rønne. Svend Ejnar Bjørn Rønne, er født i Ræhr Præstegaard ved Thisted den 18. September 1868 og er Søn af Sognepræst Peter Falk Rønne (f. 1825, d. 1887) og Jørgensigne Christine

327

f. Stephensen {f. 1841). Efter at have taget Præliminærexamen (4. Kl. Ex.) kom han i Malerlære i Aarhus, rnen tog 1886 til København, hvor han i Februar 1887 fik Adgang til Kunstakademiet; han gennemgik dets Skoler til April 1894, men tog ikke Afgang. Den i. April 1887 blev han Lærling hos Konservator C. C. Andersen og er nu dennes Assistent. Han udstillede et Par Arbejder ved December-udstillingerne 1889 og 1890, og har senere haft Billeder paa Foraars-udstillingerne siden 1891, dels Portræter dels Figurbilleder. Han blev den 12. Oktober 1895 gift med Agnete Steenstrup (f. 1866), Datter af Proprietær Jens Kraft Vogelius Steenstrup (f. 1838) og Isidora Cathinca f. Bøggild.

(Priv. Medd. Geneal. Inst. Akad. Udst. Fortegn.)

Rønsholdt. Emma Rømholdt, Blomstermalerinde, se Mulvad.

Rørbye. Martinus Christian Wesseltoft (Wedseltoft) Rørbye, Genremaler, født i Drammen i Norge den 17. Maj 1803, er Søn af danske Forældre, nemlig Overkrigskommissær Ferdinand Henrik Rørbye (f. 1765, d. 1818), som Aaret før var bleven Magazinforvalter i Drammen, og Frederikke Eleonore Cathrine f. Stockfleth (f. 1773, d. 1851). Da Faderen, efter Norges Adskillelse fra Danmark (1814), vendte tilbage til sit Fødeland, blev Sønnen sat i Borgerdydskolen i København for at studere; men eftersom han ikke havde Lyst dertil, forlod han Skolen i 1819 og begyndte Aaret efter at tegne i Kunstakademiets Skoler, hvor han allerede i Juli s. A. kunde rykke op fra første til anden Frihaandstegneskole; Aaret efter kom han ind paa Gibsskolen, og i 1823 blev han Elev af Modelskolen. Samtidig havde han lært at male hos Eckersberg sammen med Kiichler, A. Muller o. a.; navnlig fulgtes han og Küchler trolig ad og udførte flere Arbejder i Forening, deriblandt, snurrig nok, »to Døre, malede som Skilter til Vinhandler Waagepetersen«. De malede ogsaa hver sit store Kongeportræt efter Eckersbergs Tegninger til Sorø Akademi, Rørbye Frederik II, Küchler Christian IV (1825—26). Imidlertid havde Rørbye i 1824 vundet den mindre, i 1825 den store Sølv-rnedaille, i 1828 en Pengepræmie og havde konkurreret første Gang til den mindre Guldmedaille. Først da han tredje Gang konkurrerede, lykkedes det ham at faa den, den 26. Oktober 1829, for Opgaven »Jesus helbreder de Syge« (Math. 15, 29—30). Senere konkurrerede han to Gange til den store Guldmedaille uden at opnaa den (1831 og 1833).

328

Han ønskede nu at komme udenlands og udbad sig dertil Akademiets Anbefaling til Fonden ad usus publicos. Dette fandt, at han »udvikler paa denne Tid et skønt Talent for Portræter, i hvilken Genre ban leverede et særdeles heldigt Billede, Portræt af C. A. Lorentzen« (udst. 1828), og det anbefalede ham varmt til kg]. Understøttelse, som han ogsaa opnaaede, saaledes at han i April 1834 kunde afrejse til Italien. Aaret efter rejste han til Grækenland med Bindcsbøll og derfra til Tyrkiet, hvorfra han hjembragte en Mængde fortrinlige Studier. I Slutningen af 1837 var han atter i Danmark, blev den 18. December s. A. enstemmig agreeret og fik til Opgave at male et Optrin af det tyrkiske Folkeliv efter en af sine foreviste Skitser. Aaret efter (1838) havde han et saavel fra Tegningens som Farvens Side lige fortrinligt Billede, »En tyrkisk Notar, som afslutter en Ægtepagt« (Grev Moltke til Bregentved), tilligemed flere mindre Billeder paa Udstillingen, og da den Thorvaldsenske Medaille (Ud-stillingsmedaillen) i dette Aar første Gang skulde uddeles, tilfaldt den enstemmig Rørbye. Den 27. August s. A. blev han ligeledes enstemmig optagen til Medlem af Kunstakademiet paa »Liv i Orienten« (udst. 1839).

Den 29. August 1839 blev han gift med Rose Frederikke Schiøtt (f. 1810, d. 1859) og rejste om Efteraaret atter til Syden i det Haab, at et Ophold i Italien skulde gengive ham hans stedse vaklende Helbred. Allerede fra sin tidligste Ungdom havde han lidt af en Underlivssygdom, der vistnok ikke har været uden Indflydelse paa hans kunstneriske Virksomhed, idet han egentlig kun under Rejselivets Spænding og et varmere Klimas mildnende Indflydelse følte sig nogenlunde vel. Under dette sit andet Ophold i Italien udførte han et af sine livligste Billeder, »Torvet i Amalfi« (udst. 1842, Gross. le Maire). Men allerede om Sommeren 1841 vendte han tilbage til København, hvor han den 2. September 1844 blev Professor ved Modelskolen og for øvrigt var ivrigt sysselsat med at fuldføre Billeder efter sine Studier fra forskellige Egne, saaledes »Østerlændere udenfor et tyrkisk Kaffehus« (udst. 1845) »Skagboere ved Stranden« (udst. 1848), som begge blev den kgl. Malerisamlings Ejendom. Hans Sygdom fik imidlertid temmelig pludselig Karakter af en kræftartet Mavesygdom, hvortil kom en Underlivsbetændelse, som efter et ganske kort Sygeleje endte med Døden, den 29. August 1848.

Ikke uden Grund fremhævede Akademiet i dets Anbefaling for Rørbye Portrætet som det, der fortrinligst lykkedes ham. Selv hvor han maler Livsbilleder, og dertil høre efter Navnet de fleste af hans

329

Arbejder, udmærke de sig saare sjælden ved en virkelig dramatisk Handling, men fængsle mest Beskueren ved deres Farve og ved den portrætagtige Omhu, hvormed saavel de architektoniske og landskabelige Omgivelser, som selve Figurerne ere udførte. Høyen fandt »hans historiske Sager altid utaalelige« og selv hans Genrebilleder »uden Liv og Følelse«. Derimod fremtraadte tidligt hos ham et Blik for Perspektivmaleriet, hvilket ogsaa deri samme Kender lagde Mærke til, og maaske havde Rørbye i denne Retning kunnet naa sit højeste, hvis ikke Sygelighed og en tidlig Død havde afbrudt hans Virksomhed. I det mindste hører »Kapellet i Klostret S. Benedetto i Subiaco« til de af hans Billeder, hvori, næst efter det ovennævnte Billede i Moltkes Samling, hans Fortrin saavel fra Formens som fra Farvens Side mest ublandet træde frem. I hans tidligere Billeder, »Børstrappen«, »Torvedag i Viborg« eller »Fængselsbygningen ved Raad- og Dornhuset« (den kgl. Malerisaml.) tiltaltes man af den lyse Farve og den omhyggelige Udførelse, men Figurerne hæve sig ikke over at være en temmelig indholdsløs Staffage, uagtet Figurmalerens Pensel tydelig fremtræder i dem, og kun undtagelsesvis er en Skikkelse saa frit og levende hensat som Manden i den grønne Frakke paa det sidstnævnte Billede. Hvor man ved senere Arbejder undertiden, som ved en 1841 malet Pergola, der tilhører Grev Danneskjold Samsøe, har haft Lejlighed til at se saavel det omhyggelige Studie, der er gjort paa Stedet selv, som det udførte Billede, skuffes man ved at se, hvor meget det sidste har tabt i Friskhed og Frihed under Kunstnerens Bestræbelse for at give det den størst mulige Fuldendelse. Selv i Billederne fra hans bedste Tid Hgefra »Strandscene ved Skagen« (1834, Gross. Wanscher) til »Torvet i Amalfi« (1842) tillader hans ædruelige, sandhedskærlige Opfattelse ham ikke at gribe nogen stærk og fri Bevægelse, og trods den nøjagtige Tegning lider hans Figurer jævnlig af Stivhed og Tørhed. Hans Sygelighed synes at have været Skyld i, at hans i 1847 udstillede Billeder bar Præg af en for Rørbye usædvanlig Skødesløshed i Udførelsen, medens de sidste Arbejder, han havde paa Udstillingen (1848), viste den vante Omhu.

(Priv. Medd. Erslew, II, S. 742. Suppl., II, S. 44' og 895. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Rigsarch. Eckersb. og Høyens Skr., I, S. 94—97. Berl. Tid. 1848, Nr. 220. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.)

Roessier. Martin Roessier, Maler, Søn af den nedenfor nævnede Kobberstikker Michael Roessier og født i Niirnberg 1727, kom med Faderen til København 1755 for at arbejde ved Flora Danica, hvis

330

Udgivelse begyndtes af Oeder. Weinwich kalder ham fejlagtig Kobberstikker; han var »Skildrer« og brugtes kun til at tegne og male Planterne. Han døde i København den 2. April 1782.

(Weinw., S. i?5- £*°- Lex. Rigsarch. Adresseavis. 1782, Nr. 67. Indbydelse til Flora Danica i I.)

Roessier. Michael Roessier, Kobberstikker, født i Niirnberg 1705, kaldes af Fiissli en middelmaadig eller snarere en slet Kobberstikker. Der nævnes nogle Portræter af ham og en Række af ham selv tegnede Fremstillinger til Kejser Carl VII's »Kroningsdiarium«. I 1755 blev han kaldt til København tilligemed sin ovenfor nævnede Søn Martin for at udføre Stikkene til Flora Danica. Efter dette Værk at dømme har han haft bedre Gaver for det videnskabelige Stik, og Oeder smigrede sig ogsaa, i sin Indbydelse til Værket, med, »at Kenderne skulle blive fornøjede med de antagne Kunstneres Arbejde«. Han fik Titel af kgl. Kobberstikker og døde i København den 21. Oktober 1777, efter at han ti Aar før havde mistet sin Hustru Susanna Catharina Roesler (f. 1704, d. 1767).

(Weinw Lex. Sandv., S. 112. Fiissli, Kst. Lex. Suppl. Nagler, Kstl. Lex. Rigsarch. Adresseav. 1762, Nr. 26; 1777, Nr. 175. Petri Kirkeb, Indbyd, til Flora Danica i I. Krohn I, 30.)

331

Saabye. August Vilhelm Saabye, Billedhugger, født i Skiv-holme Præstegaard ved Aarhus den 7. Juli 1823, er Søn af Sognepræst Erhard Saabye (f. 1778, d. 1851) og Susanne f. Schmidt (f. 1785, d. 1856). Efter sin Konfirmation kom han til København og blev sat i Gørtlerlære for fem A ar. I 1842 begyndte han endnu som Lærling 'at besøge Kunstakademiet, og da de Neuhausenske Præmier blev indførte, vovede han paa egen Haand at forsøge et kunstnerisk Værk, idet han i 1845 indsendte et i Messing drevet og forgyldt Døbefad med plastiske Fremstillinger. Præmien kunde vel ikke tilkendes ham, men Arbejdet fik Ros og blev udstillet. Aaret før havde han udstillet »En Præsenterbakke«. I 1846 blev han Elev af Dekorationsskolen.

Hermed var Vejen brudt for Saabyes Overgang til Billedhuggerkunsten. Akademiets Skrivelse, hvori dets rosende Dom tilmeldtes ham, blev af en Fejltagelse sendt en Slægtning af ham, Generalkonsul Saabye, hvis Bekendtskab han derved gjorde; saavel denne som H. V. Bissen tog sig af ham og skaffede ham Faderens Tilladelse til at hellige sig Kunsten, Han gik nu over i Akademiets egentlige Kunstnerklasse, blev 1849 Elev af Modelskolen, vandt i Marts 1850 den mindre og i December s. A. den store Sølvmedaille. I 1849 vandt han den Neuhausenske Præmie for en Kopi i Malm efter en Billedstøtte fra Oldtiden, »Polyhymnia«, og havde imidlertid

332

i disse Aar udstillet en Del Buster. I 1851 konkurrerede han atter til den samme Præmie med en Statuette af Holberg, men Præmien blev tilkendt Stein. Da det ikke lykkedes ham ved Konkurserne i 1851, 1853 og 1855 at vinde den mindre Guldmedaille, medens han derimod i 1855 opnaaede en Rejseunderstøttelse fra Indenrigsministeriet og den Reiersenske Fond, afrejste han s. A. til Paris for at se Verdensudstillingen og tog derfra til Rom, hvor han forblev til Sommeren 1865.

Saabye havde fra sit Haandværk vedligeholdt en Forkærlighed for Malmens Behandling, navnlig i mindre Figurer, som fulgte ham længe, uagtet han gennem en langsom og rolig Udvikling naaede til ogsaa at behandle store Figurer til Udførelse i Marmor ikke mindre end i Metal. I 1857 vandt han tredje Gang den Neuhau-senske Præmie for »En Fiskerdreng« i Malm, medens en anden mindre Malmfigur, der især vakte Opmærksomhed for Kunstneren; »En Faun, som danser med den lille Bacchus« (1859), blev købt til Statens Samling. Han fik nu to Aars Rejseunderstøttelse af Akademiet (1859—60). Den 26. Oktober 1858 ægtede han i Rom Anna Pauline Hansen (f. 1822, d. 1867}, Datter af Overretsprokurator i Vestindien Frederik Ferdinand Hansen (f. 1793, d. 1859 i Nøddebo). Den 28. September 1869 giftede han sig paany med Hanne Louise Augusta Baronesse Haxthausen (f. 1831), Datter af Oberst, Baron Maximilian Frederik Haxthausen (f. 1793, d. 1874) og Hanne Bar-tholine f. Wiirtzen (f, 1794, d. 1883). Han var derpaa Vinteren 1869—70 i Paris med det Ancherske Legat. Det sidste Arbejde, han udførte i Rom, »Adam og Eva«, vandt ved Udstillingen i 1866 tilligemed V. Bissens »Noah«, hver Halvdelen af den Eibeschiitzske Præmie, som udelt tilkendtes ham i 1872 for »Kain« og tredje Gang i 1884 for Statuen »Susanne for Raadet« (tilh. Statens Saml.).

Af Saabycs øvrige Arbejder kan her nævnes »Pan, som trøster Psyche« (1862), Kunstnerens første Arbejde med legemsstore Figurer, Billedstøtte af Abildgaard i naturlig Størrelse (1868), for Udstillings-fonden, begge i Gibs, »Silen paa et Æsel«, lille Figur i Malm (1863, tilh. Lensbaron Rosenørn - Lehn), »David« (1875), H. C. Andersens Billedstøtte (1877) i over naturlig Størrelse i Bronce i Rosenborg Slotshave, »Petrus« i over naturlig Størrelse, støbt i Zink til Frederiks-Kirken, »Lady Macbeth« (1891), udført i Marmor til Statens Samling (1894) samt en Medaille over Professor Jul. Thomsen, graveret af Gunnar Jensen (1895). Ved Siden heraf har han udført en stor Mængde Buster.

333

Saabye blev den 24. Februar 1871 Medlem af Kunstakademiet, fik 1880 Titel af Professor, blev den 3. Marts 1887 Medlem af Akademiraadet, den 8. August 1888 Lærer i Billedhuggerkunst ved den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, den 15. November 1888 Ridder af Danebrog, og tilkendtes i 1891 ved Jubilæums Udstillingen i Berlin en Guldmedaille af anden Klasse.

(Priv. Medd. Akad. Reitzei. Udst. Fortegn. Adels Aarb. 1887. Vahl, Slægteb. I, 68—69. V. Richter, Jur. St.)

Saabye. Carl Anton Saabye, Landskabsmaler, født i København den 26. August 1807, var Søn af Proprietær Andreas Saabye til Meulenborg ved Helsingør og Caroline f. Holm. Han besøgte Kunstakademiets Skoler i Tiden mellem 1822 og 1833 (?) og uddannede sig samtidig under C. A. Lorentzens og Eckersbergs Vejledning til Landskabsmaler, rejste derefter udenlands og dannede sig under sit Ophold i Diisseldorf, Dresden og Munchen nærmest efter de norske Malere, Th. Fearnley og Gude. Som Følge deraf hendragen til at fremstille Bjærgnatur, besøgte han flere Gange Norge og udstillede i København 1847—51 en Række Billeder, hvoraf de fleste forestillede norske Fjældpartier. Deraf solgte han flere til Kongen, Frederik VII, for hvem han tillige udførte et Parti fra Frederiksgave i Fyn og et andet fra Jyllands Vestkyst, efter Bestilling. Den i. Januar 1850 ægtede han Johanne Elisabeth Beissen-herz (d. 1875). Saabye var vistnok med i den første slesvigske Krig, blev den 2. Maj 1852 ansat som Skovfoged i Fobisiet i det 2. Haderslevske Skovdistrikt og blev den 6. Oktober s. A. Dane-brogsmand. I 1863 gik han af fra sin Embedsstilling med Pension. Den 20. Oktober 1876 havde den aldrende Kunstner det Uheld at blive overkørt af en Droske, hvorved han led saa alvorligt, at han efter et langvarigt Sygeleje afgik ved Døden den 25. April 1878.

(Priv. Medd. Statskal. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1878, Nr. 99.)

Saleman. Georg Saleman eller Salleman, Miniaturmaler, arbejdede for Hoffet i København mellem 1691 og 1729; hans Portræter roses af Dauw. I en Ansøgning til Frederik IV om Tilladelse til at danne et »Kunstnersocietet« i København er Saleman en af Medunderskriverne (6. Oktober 1701). Om hans personlige Forhold vides hidtil intet.

(Weinw., S. 135. Do. Lex. samt Dauw, Wohlunterr. Schilderer, S. 318, hvor han kaldes Salamen. Rigsarchiv. Dske. Saml., 2. R. V., S. 273—84.)

334

Salm. Lorens Salm, Kobberstikker, bar stukket Portrøter ni" Vincens Joachim Hahn og Sofie Jørgensdatter Rosenkrans {1680—81), begge efter Wuchter, samt Christianstads Erobring (1676} efter Husman; men er temmelig ubetydelig.

tWeinw , S. 103. Do. Lex. Sandv., S. 113. Strunk.)

Saloman. Geskel Saloman eller Salomon, Portræt- og Genremaler, født den i. April 1821 i Tønder, er Søn af Isak Salomon (f. 1782 i Frankfurt am M., d. 1848 i Kbhvn.}, der først var Købmand i Tønder og siden Kantor ved den mosaiske Menighed i København. Hans Moder hed Veilchen f. Geskel (f. 1787, d. 1836). Efter at han med Forældrene var flyttet til København, fik han 1834 Adgang til Kunstakademiet , blev 1841 Elev af Modelskolen og vandt 1846 den mindre Sølvmedaille. Samtidig havde han besøgt J. L, Lunds og en kort Tid tillige Eckersbergs Malerskole og allerede fra 1843 havde han udstillet dels Genrebilleder dels Portræter, saaledes det første Aar et Portræt af Maleren Bøhndel. I 1849 vandt han den Neuhausenske Præmie for et Portræt af Th. Overskou.

I September 1850 rejste han til Gøteborg for at overvære sin Broders, Komponisten Siegfred Salomans Bryllup, men modtog strax saa mange Bestillinger paa Portræter, at hans Ophold i Sverige forlængede sig, indtil han tilsidst bosatte sig i Gøteborg og fik svensk Indfødsret. Hans Virksomhed tilhører saaledes vort Naboland, dog har han stadig vedligeholdt Forbindelsen med Fædrelandet ved jævnlig at udstille paa Charlottenborg. Blandt disse Arbejder kan nævnes »En svensk Væverske med sit Barn« (udst. 1858), hvilket ved en Salon i Paris fik »mention konorable«, »Udvandrere paa Vejen til Gøteborg« (udst. 1869) og »Bud efter Balkjolen« (udst. 1875). Desuden kan nævnes »Nyheder fra Krimkrigen« (1855), som tilhører Museet i Gøteborg, og »En ung Pige med et Brev i Haanden« (1872), som tilhører Nationalmuseet i Stockholm. Af senere større Arbejder kan endvidere fremhæves »En sejrrig Armees Hjemkomst« (1879), somblev skænket Kong Oscar II ved hans Sølvbryllup, »Gustav Vasa og Dalkarlene« (1885, Nat. Mus., Stockh.), »Marsk Stigs Døtre« (1893, i Kbhvn. 1894) og »Ahasverus og Dødens Engel« (1896).

I 1854 foretog han en Rejse til Paris, hvor han studerede under Couture. Den 12. April 1855 ægtede han i Gøteborg Ida Jacobsen (f. 1828, d. 1863), Datter af Bankier Morris Jacobsen (f. 1800, d. 1870) og Rachel f. Magnus (f. 1805, d. 1838). Med sin Hustru

335

var han flere Gange udenlands, sidste Gang i Algier i 1860—61 for hendes svage Helbreds Skyld, l'aa disse Rejser malede han Æmner fra de Steder, hvor de opholdt sig, Senere kastede han sig over Tegneundervisningen, blev Forstander for det nys oprettede »Gøteborg Musei Ritskol”. og ledede ligeledes Undervisningen i »Sløjdforeningens« Tegneskole, samt udgav nogle theoretiske Værker om Tegnekunsten. Han tog virksom Del i Ordningen af den skandinaviske Kunstudstilling og det dermed forbundne Kunstnermøde i Gøteborg (1869). Aaret før var han bleven Medlem af Kunstakademiet i Stockholm, i 1871 flyttede han did i 1874 blev han Viceprofessor og i 1876 kgl. svensk Portrætmaler med Løn. I 1869 blev han Ridder af Vasaordenen, 1884 af Danebrog, 1888 af Nordstjernen. Han har forfattet flere kunstkritiske Arbejder, navnlig over Venus fra Milo.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn. Erslew, Suppl. III, S. 6.)

Saly. Jacques-Francois-Joseph Saly, Billedhugger, født i Valenciennes i Frankrig den 20. Juni 1717, var Søn af Snedker Franyois-Marie Saly (f. 1684, d. 1776) og Marie-Michelle f. Jardez (f. 1690, d. 1760). Efter at han havde været i Billedhuggerlære i sin Fødeby hos to Mestere der, A. Gillis og A. Pater, sendte Faderen ham til Paris til Billedhugger Guilleaume Coustou for at uddannes til Kunstner hos ham og ved Kunstakademiet. Efter at han havde vundet tvende Sølvmedailler og den mindre Guldmedaille ved dette, blev den 6. September 1738 den store Guldmedaille (le premier grand prix de Roms) i Billedhuggerkunsten tilkendt ham. I 1740 rejste han som kgl. Pensionær til Italien for at fuldende sin Uddannelse ved det franske Akademi i Rom. Her studerede han tillige de fra Oldtiden bevarede Vaser og øvede sig i at komponere lignende, som han udgav i Kobberstik (1746). Under sit otteaarige Ophold i Rom udførte han flere Arbejder, bl. a. en Kopi af »Antinous«, og paa Hjemvejen til Paris (1749) gav hans Fødeby Valenciennes, der var stolt af sit Bysbarn, en Fest for ham og modtog hans Tilbud at ville modelere en staaende Billedstøtte af Ludvig XV, saaledes at Byen bekostede Støbning m. m. To Aar efter blev han Medlem af Akademiet i Paris den 29. Maj 1751 paa »En ung Faun, som holder et Gedekid« (Un jeune favne tenant un chevreau).

Da den danske Konge i 1752, gennem sin Statsafsending i Paris, henvendte sig til Bouchardon om en yngre duelig Billedhugger, som turde paatage sig Udførelsen af en Rytterstøtte af Frederik V, laa

336

det nær at anbefale Saly, som ogsaa modtog Tilbudet og strax samme Aar sluttede en Kontrakt med Sekretæren ved den danske Legation, Joachim Wasserschlebe, som Fuldmægtig paa den danske Konges Vegne. Ifølge denne skulde Kunstneren have 150,000 Livres for Modellen, udbetalte i Rater paa 20,000 Livres, samt fri Bolig i København. Han forpligtede sig til at afrejse fra Paris i April 1753. Da han imidlertid først skulde opstille sin Billedstøtte af Ludvig XV i Valenciennes, naaede han først København den 6. Oktober 1753, ledsaget af Fader, Moder og to Søstre, samt af mindst en fransk Medhjælper, Billedhugger Joseph Journée, der ogsaa havde Familie. Han fik Bolig paa Charlottenborg, hvor den 31. Marts 1754 det nye Akademi aabnedes. Af det blev Saly allerede den 29. Marts udnævnt til Medlem og Professor, og snart efter, den 13. Juli 1754, blev han ogsaa udnævnt til Akademiets Direktør. Senere fik han, ved kgl. Resolution af 10. Maj 1760, en Bevilling paa 1000 Rdl. d. C. aarlig for sin hele Livstid. Efter at han havde fratraadt sin Stilling og forladt Danmark, nød han dog kun denne Naadesbevisning to Aar.

Samtidig med at Saly med rnegen Iver ledede det nye Akademis Ordning og Udvikling, arbejdede han paa den store Model til Rytterstøtten. Der fortælles, at daværende Oberberider Schaffer, Fru Bærens' (s. d.) Fader, var Kunstneren til ikke liden Hjælp, dels ved at fremføre forskellige Heste for ham og paavise, hvori hvers Skønhed i det enkelte bestod, dels ved at gaa ham til Haande i Valget af en Stilling, hvori Rideskolens og Kunstens Fordringer i lige Grad tilfredsstilledes.^l Frederik V oplevede dog ikke at se Kunstværket opstillet. I Januar 1764 var vel den store Model færdig og blev afformet i Gibs; men først i 1768 var den støbt i Bronce af den indkaldte franske Støber Pierre Gor (commissaire general d'artillerie). Imidlertid krævede Efterarbejdet, Udfyldning af Støbefejl og Ciselering saa lang Tid, at Billedstøtten, som i 1768 var stillet paa sin Plads, først i Slutningen af 1770 kunde afleveres som færdig, som det synes, uden nogen højtidelig Afsløring. Christian VII, som i 1768 var i Paris, udbad sig der, at Saly og N. H. Jardin blev Riddere af fordre de St. Michel; men ifølge Ordenens Statuter kunde Saly først blive optaget i Ordenens Lister, efter at han i 1775 var bosat i Paris.

¹ Da Saly senere sendte Afstøbninger af Kongens og Hestens Hoveder til Kunstakademiet i Paris, fandt man Hestens Hoved saa meget bedre som Kunstværk, at det blev ophængt i Akademiet, medens Kongens sattes til Side.

337

Da Akademiet kort efter, ved et Reglement af 21. Juni 1771, var bleven omordnet paa en Maade, som ikke huede Saly, greb han Lejligheden til at tage Afsked. Dog forblev han i København lige til 1774, tildels sysselsat med at faa ordnet sit formentlige Tilgodehavende hos det asiatiske Kompagni, der havde paataget sig Bekostningen af Statuen, og rejste da til Paris, hvor han ankom den 2. Juli, fik Atelier i Louvre, Titel af afgaaet Professor og døde ugift den 4. Maj 1776. Foruden det her nævnte Hovedværk, som trods de Indvendinger, der fra forskellige Sider have været rejste imod det, gør sin Kunstner og sin Tid Ære og udmærker sig ved en for den Tid usædvanlig dygtig Naturalisme i Behandlingen, udførte Saly bl. a. under sit Ophold i København en Buste af Frederik V, hvoraf der fandtes et Exemplar i hvidt Marmor i det afbrændte Christiansborg, medens der, maaske efter en anden Model, blev støbt syv Exemplarer i Bronce af samme Konges Brystbillede; et af disse tilhører Kunstakademiet, der tillige ejer en mindre Medaillon i Gibs af Kongen. Akademiet ejer ligeledes en Buste af dets første Præses, Grev Moltke, udført af Saly, samt en Model i lille Størrelse af Rytterstøtten; en anden, ligeledes i lille Format, tilhører Statens Samling. Ifølge ældre Inventarier skal der i Akademiet have været »En Bacchante eller Schæffer« og en »Cupido«; en af disse kan være det første Arbejde, som han (1754) skal have præsenteret Frederik V som en foreløbig Prøve paa sin Kunst. Desuden har der i Akademiet været en Afstøbning af Faunen, der var hans Medlemsarbejde og en »Hebe«; men af alle disse Arbejder findes nu kun Busterne. I Danmark udførte han endvidere en Buste af Konferensraad Wasserschlebe og af den franske Statsafsending Ogier. Hans eget Portræt blev malet i Brystbillede af;Pilo og i Miniatur af C. Høyer, hvilke begge bevares i Akademiet; i Kobberstik blev hans Portræt udført af J. F. Rousseau efter en Tegning af Cochin (1752). Under Salys Ophold i Danmark blev den ældste Søster gift med en fransk Officer i dansk Tjeneste og døde paa St. Thomas i 1765, Moderen døde 1760, den yngste Søster 1773, medens Saly endnu havde Bolig paa Charlottenborg; kun den alderstegne Fader fulgte med tilbage til Frankrig og døde i Valenciennes omtrent otte Maaneder efter Sønnen.

(Weinw., S. 157. Do. Lex. Hennings, S. 53—66. Sandv., S. 113. Vitet, L'acad. royale, S. 368. Chenneviéres og Montaiglon, Archives de l'art franc;ais, I, S. 387 og X, S. 166; paa sidste Sted en interessant Skildring af ham fra Samtiden ved Mariette [1753]. H. Jouin, J. Saly, l'homme et l'oeuvre, 1896, fra nu af Hovedkilden til hans Levned. Dske. Saml., II, S. 344—45; V, S. 92—94. N. K. L. II. December 1836. 22

338

Busching Nachr., III, S. 668. Neue Bibi. d. sch. Wissensch. u. Kste., XIV, S. 147. Birchs Billedg., I, S. 227. Akad. Adressseav. 1764, Nr. 4. Saly, Déscription de la Statue équestre &c. 1771. 8°. Butty, Beskr. af Statuen til Hest o. s. v. 1774. Fol. Jonge, Kbh. Beskriv., S. 595. Akad. Inv. 1793, S. 8, n, 15. Skild. 1809, Sp. 1209; 1829, Sp. 1221—22. T. Baden, »Salys Fortjenester af Kstakad.« Kbh. 1820. Thiele, Kstakad. og Hestsl., S. 77—171. Kst. og Æsth._rS. 57—68. Trin. Kirkeb. F. J. Meier, Fredensb., 193.)

Samfleet. AntAonws Samfleet, Contrefejer, nævnes i den kgL Rentemesters Regnskab (1574, F. 3035.) at have malet de danske Kongers Billeder, »item 3 Vaabener udi Clare Kirke«. (Medd. af Pastor Dr. H. Rørdam.)

Sannom. Charlotte Amalie Sannom, Malerinde, er født i Nykøbing paa Mors den 28. September 1846 og er Datter af Læge Fritz Sannom (f. 1808, d. 1876) og dennes anden Hustru, Albertine Charlotte Henriette Emilie f. Rummelhoff (f. 1814, d. 1884). Til Trods. for sin Lyst til at tegne og male kom hun dog først fra 1875 til at nyde regelmæssig Undervisning i V. Kyhns Tegneskole, medens hun dog samtidig maatte søge andet Erhverv for at leve. Fra 1880 til 1889 har hun udstillet Landskaber; men ofrede derefter sin Tid i den indre Missions Tjeneste, indtil hun i 1896 opgav denne Virksomhed og nu er bosat i Nøddebo.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Dsk. Lægest. 5. Udg.J

Sarauw. Laura Adolfine Sarauw, Malerinde, er Datter af Møller Julius Sarauw (f. 1812, d. 1860) og Oline f. Pedersen (f. 1816) en Søster til den tidligere nævnte V. Th. Pedersen, og hun er født i Sorø den 29. Juni 1854. Efter først at have tegnet hos Harder i Sorø, kom hun i sit 16. Aar med Moderen til København, hvor hun besøgte V. Kyhns Tegneskole, og ernærede sig samtidig ved Undervisning, navnlig som Tegnelærerinde. Senere tegnede hun med H, Grønvold og rejste 1881 til Paris, hvor hun studerede i otte Maaneder. Paa Decemberudstillingen 1882 havde hun sit første Billede en »nature morte«, og i 1883 udstillede hun liere saadanne. Derpaa var hun atter i Paris og lagde sig nu efter at male Miniatur-og Pastelportræter. Siden 1885 har hun udstillet Portræter, dels smaa i de nævnte Malemaader, dels enkelte Brystbilleder i naturlig Størrelse. Da hun i 1886 atter var i Paris, vandt hendes Arbejde hendes tidligere Lærers Bifald og udstilledes ved Salonen. Hendes Miniaturportræter vakte Opmærksomhed i Udlandet og indbragte

339

hende mange Bestillinger. Hun har ogsaa malet nogle Genrebilleder. I 1889—90 besøgte hun Ktmstskolen for Kvinder. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Schack. Sofus Peter Lassenius Schack, Maler, Søn af Etatsraad, Kammeradvokat Gregers Schack (f. 1781, d. 1840) og Anna Sofie f. Kirksteen (f. 1788, d. 1854), blev født den 21. Januar 1811 i København. Han blev Landkadet 1821, Sekondløjtnant i andet jyske Infanteriregiment 1828, Premierløjtnant 1838, afgik paa Ventepenge 1842, men traadte i Tjeneste igen i 1848, blev Kaptajn i Linien 1850 (med Tjenestealder fra i. Januar 1849), Major 1860 og var den 9. September 1849 bleven Ridder af Danebrog; tillige var han Ridder af St. Annaordenen.

Schack havde fra sin Ungdom Interesse for Kunsten, men kunde dog først, flere Aar efter at han var bleven Sekondløjtnant, hengive sig rned større Ro til Kunstens Dyrkelse. Han begyndte i 1835 eller36 at besøge Akademiets Skoler og samtidig at male hos Eckersberg.¹ I 1837 blev Schack Elev af Modelskolen, i 1839 vandt han den mindre, i 1840 den store Sølvmedaille. Dog kaldte han endnu i 1840 sig selv for Dilettant; senere ønskede han uden Indskrækning at regnes til Kunstnernes Kreds, hvorvel det mest var hans Kærlighed til Kunsten og hans udholdende Flid, der skulde give ham Ret til Kunstnernavnet. Fra 1836 udstillede han paa Charlottenborg dels Portræter og Genrebilleder, dels enkelte historiske Arbejder, »Judas forraader Christus«, »Bjærgprædiken«, »Christus i Emaus o. n". I 1844 og 1845 havde han to Aars Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl. aarlig fra Akademiet og opholdt sig vistnok den længste Tid i Italien; dog malede han ikke meget derfra. I 1848 søgte han om at blive agreeret ved Akademiet, rnen naaede det ikke; dog vedblev han med enkelte Aars Afbrydelse at udstille lige til sin Død.

For Regeringen malede han »Christian VIII's og Caroline Amalies Kroning«, der blev overgivet til den kgl. Malerisamling. Det var et stort Billede med mange, tildels veltrufhe Portræter, men uden malerisk Virkning eller Helhed. I sine senere Aar udgav han »Physiognomiske Studier« (Kbh. 1858, 2. Udg. 1864), »Portræt-

¹ Hans militære Stilling kom Eckersberg, der den Gang malede »Land-militsens Oprettelse- til Christiansborg Slot, til gode. »Løjtnant Schack holdt en Stilling«, »gjorde nogle Stillinger med Tromme og Gevær«, læser man i Eckersbergs Dagbog for 1836.

340

paralleler til Bevis for Ligheden meilem Mennesket og Dyret« (som Physiogn. Stud. 2. D., Kbh. 1859) samt »Bidrag til den danske Nations Karakteristik i Billeder fra Krigen 1848—50« (Kbh. 1860), Til alle disse Bøger ydede han selv baade Text og Billeder, og navnlig den førstnævnte vakte Opmærksomhed ved sine ret karakteristiske Tegninger. Ogsaa en Radering efter hans Maleri »Kunstneren flytter« fudst. 1841), gør en net Virkning.

Schack blev som Major ved 20. Regiment haardt saaret ved Dybbøl den 18. April 1864. Han kunde dog føres til København, men døde allerede tre Dage efter, den 21. April, paa Sølvgadens Lazareth. Schack blev den 28. Juni 1853 i andet Ægteskab gift med Vilhelmine Bothilde Olsen (f. 1826), Datter af Oberst i Generalstaben Olaf Nikolaj Olsen (f. 1794, d. 1848) og Magdalene Louise f. Schultz (f, 1798, d. 1880).

(Lengn. Fam. Schack. Erslew, Suppl., III, S. 18. Akad. Eckersbergs Optegn. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1864, Nr. 95 og 96. 111. Tid. 1864, S, 239. Priv, Medd. Strunk.)

Schandorff. Johannes Schandorff, Maler, født den 2. frdøbt⁵/i) Januar 1767 i København, var Søn af Boghandler Abraham Schandorff {f. 1724, d. 1788} og Johanne f. Westberg (f. 1739, d. 1821), han vandt 1794 den mindre, 1796 den store Sølvmedaille ved Kunstakademiet, og udstillede i 1795 en Kopi efter et Maleri i det kgl. Kunstkammer. Fra 1791 til 1797 var han »Buntmaler« ved den kgl. Porcelæn s fabrik. I 1813 søgte han forgæves om at blive Informator ved Akademiet. For øvrigt levede han ugift i København som Tegnelærer, saaledes ved Døtreskolen i København, og synes at have været en dygtig og øvet Portrættegner, at dømme efter 46 Silhouetportræter af unge Piger, som findes i to Skole protokol ler i det Store kgl. Bibliothek. Der er al Grund til at tro, at han ogsaa "har malet gode Portræter, mulig de da brugelige smaa Portræter i Vandfarve, Han døde den 9. Juli 1826.

(Akad. Erslew, III, S. 33. Suppl., III, S. 26. Adresseav. 1788, Nr. 155; 1821, Nr. 135; 1826, Nr. 162. Tdskr. f. Kstind. IX, 86. Pers. Tdskr. 2. R. II, «3—84. St. kgl. Bibl. Ny kgl. Sml. 1255 bh. i 4°. Trin. Kirkeb.)

Schaper. Gaspar Frederik Harsdorff Schaper, Architekt, født i København den 20. Oktober 1798, var Søn af Murmester Gotfred Didrik Christoffer Schaper (f. 1775, d. 1851) og Nicoline Margrethe Harsdorff (f. 1776, d. 1852), en Datter af Bygmesteren HarsdorfF. Han var Elev af Faderen og besøgte Kunstakademiet for at uddanne

341

sig til Bygmester. Som Konduktør under C. F. Hansen, ved sin Morfaders Bygningsværk i Roskilde, Frederik V's Kapel, faldt han i en Nervefeber, som bortrev ham, den 20. Marts 1822. Forældrene jordede deres Lyst og Haab lige udenfor Kapellets Mure.

(Priv. Optegn, om Harsdorff. Jfr. Erslews Suppl., III, S. 26. Adresseav. 1822, Nr. 73.)

Schaten. Hubert Schaten, Kobberstikker, er vistnok født i Udlandet og var en ret duelig Kobberstikker, der levede i Danmark, og i Tiden 1675 til 1692 stak en Mængde Portræter af Danske, tildels malede af danske Kunstnere eller i al Fald af Kunstnere, der ligesom han levede og virkede i Danmark. Sandvig nævner 36 Blade af ham; den kgl. Kobberstiksamling har 37 Blade. Han synes ikke at have været kgl. Kobberstikker. Da han 1691 begravede en Hustru, og 1711 hans Enke blev begravet paa Petri Kirkegaard, maa han altsaa have været to Gange gift og er død i Mellemtiden.

(Weinw., S. 88, 89, 93, 101. Do. Lex. Sandvig. S. 113. Fttssli, Kstl. Lex. og do. Supp], Pers. Tdskr. 2. R. IV, 2.)

Schenstrøm. Christian Vilhelm Schenstrøm, Portrætmaler, født i Assens den 12. Februar 1828, var Søn af Hattemagermester Gustav Schenstrøm og Christiane f. Petersen. Han kom som Malersvend til København, besøgte Kunstakademiets Gibsskole i 1852 og begyndte i 1853 at udstille som Portrætmaler. Et forholdsvis vellykket Portræt af kgl. Skuespiller N. P. Nielsen (1856) indbragte ham en Del Bestillinger; men da hans selvstændige Arbejder for øvrigt ikke havde stort kunstnerisk Værd, holdt han snart op med at udstille Portræter (sidste Gang 1863). Derimod havde han et heldigt Blik for at kopiere Billeder af andre Kunstnere. I 1865 ægtede han Marie Petrea Johansigne Møller; han døde den 21. April 1876.

(Priv Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Scheuermann. Carl Georg Scheuermann, Landskabsmaler, født i København den 3. November 1803 (døbt ²³/1 1804), var Søn af Grosserer Georg Frederik Vilhelm Scheuermann (f. 1766, d. 1811) og dennes anden Hustru, Charlotte Louise f. Zinn (f. 1781, d. 1860); ban havde Gaver baade for Musik og tegnende Kunst, men foretrak at hellige sig den sidste og besøgte fra sit tyvende Aar Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Landskabsmaler. Han foretog mindre Rejser til Nordtyskland og Norge, men ingen længere Udenlandsrejse. Da en lille Arv var nok til den nøjsomme Mands Fornøden-

342

heder og til en ikke ringe Velgørenhed, og da hans Tanker til forskellige Tider af hans Liv var stærkt optagne af religiøse og filan-thropiske Forestillinger, malede han ikke overordentligt meget og udstillede spredt fra 1831—35, 1841—43 og 1850, for det meste Partier af sjællandske Egne. »Et Parti ved Sjælsø« blev i 1841 købt til den kgl. Malerisamling. Han levede ugift og døde i København den 5. Maj 1859.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl., I, S. 657. Adresseav. 1800, Nr. 325 og 334; 1859. Nr. 106. F. Haramerich, Et Levnedsløb. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schierbeck. Peter Christia n Schierbeck, Billedhugger, fedt den 31. Marts 1835, var Søn af Overtoldinspektør, Etatsraad Niels Peter Schierbeck (f. 1803, d. 1860) og Marie (Mimi) Petronelle Helene f. Treschow (f, 1808, d. 1883). Han besøgte i sin Opvæxt Borgerdydskolen paa Christianshavn, hvorfra han i 1854 blev Student. Allerede i Skoletiden syslede han med Kunst og modelcrede bl. a. ved Skoleinspektør Svenningsens Død en Statuette af denne, hvori en virkelig Lighed heldig var grebet. Først efter at han var bleven Student, kunde han for Alvor tage fat paa sin kunstneriske Uddannelse. Han begyndte at modelere hos P. Petersen, senere hos H. V. Bissen, og besøgte samtidig Kunstakademiets Skoler. I 1859 vandt han den mindre og den store Sølvmedaille i Modelskolen. Samme Aar konkurrerede han tilligemed flere af sine samtidige Kunstbrødre til den Neuhausenske Præmie med en Figur til et Vandspring, »En Dreng med en Hyldesprøjte«, men ingen fik Præmien. I Vinteren 1860—61 vandt han den mindre Guldmedaille for »Patroklos, som hjælper den saarede Eurypylos«. Et af hans sidste Arbejder, »Christophorus, der bærer Christusbarnet paa sine Skuldre«, hvilket var afsendt til Spanien til en derboende Broder, sank med Skibet undervejs. I 1864 fik han Akademiets Rejsestipendium paa 800 Rdl., og over Frankrig og Spanien rejste han allerede forinden, i September 1863, til Rom, hvor han levede i to Aar og syntes at gaa en kraftig Udvikling i Møde sorn Billedhugger, da ulykkeligvis en Sygdom, der angreb hans Bryst, først fængslede ham til Lejet i lang Tid i 1864 og, efter en tilsyneladende Helbredelse, Aaret efter kastede harn paa Dødslejet. Han døde i Rom den 8. Oktober 1865 af Tuberkler paa Lungen. Foruden de nævnte og nogle flere udstillede Arbejder, modelerede han ogsaa en Del Buster af Slægt og

343

Venner. I Italien udførte han »En Fisker, som trækker sit Net i Land, faar Hjælp af sin lille Søn«.

(III. Tid. 1865, Nr. 318. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Priv. Medd. Pers. Tdskr. V. T. 44.)

Schillinger. Johan Bernhard Schillinger, Architekt, hørte til det nystiftede Kunstakademis første Elever og vandt 1758 den store Sølvmedaille i Bygningskunsten og den 3. April 1759 den store Guldmedaille for Opgaven »Et kgl. Kapel«. I Løbet af Sommeren s. A. døde denne, som det synes, lovende unge Kunstner, og hans Fader udbad sig derfor »til sin Sorrigs Husvalelse« Tilladelse til at rnaatte lade Sønnens prisbelønnede Arbejde kopiere.

(Akad. Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi.)

Schiødte. Erik Schiødte, Architekt, født paa Christianshavn den 26. August 1849, er Søn af Professor i Zoologi ved Københavns Universitet Jørgen Christian Schiødte (f. 1815, d. 1884) og Fylla Marie f. Hellmann (f. 1817). Efter at have taget Afgangsexamen til Universitetet ved Metropolitanskolen i 1867 og anden Examen i 1868, gennemgik han fra Januar 1869 Akademiets Skoler, indtil han •den 24. December 1875 fik Afgangsbevis som Architekt. Han arbejdede i sin akademiske Skoletid dels som Tegner, dels som Konduktør for H. J. Holm, H. S. Sibbern o. fl. Han foretog 1882 en Rejse til Tyskland og Italien og i 1889 til Paris. Foruden forskellige Privatbygninger og Villaer, saaledes Murmester Lichts Villa paa Filippavej, opførte han Fiskeribygningen ved Industriudstillingen 1888 (nu paa Amager) og i 1894 i Frihavnen: Kontor bygningen, Toldbygningen, Skibsprovianteringsboderne m. fl. Han har tegnet, dels kunstindustrielle Arbejder, dels i archæologisk Retning, i hvilken Anledning han har foretaget adskillige Rejser i Indlandet og det øvrige Skandinavien; endelig er han Medarbejder ved Blade og Tidsskrifter samt ved Dansk biografisk Lexikon.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Erslew, Suppl., III, 56—57.)

Schiødte. Valdemar Harald Immanuel Schiødte, Genremaler, er Søn af Urtekræmmer, Kaptajn Jørgen Valdemar Schiødte (f. 1811, d. 1895) og Jensine Georgine f. Sehiødte (f. 1813, d. 1880), og han er født den 14. December 1852 i København. Han blev Student fra Borgerdydskolen paa Christianshavn 1871, tog anden Examen Aaret efter, men forlod et Aaistid senere Universitetet, for hos C. V. Nielsen at forberedes til Kunstakademiet. Dettes Skoler

344

gennemgik han fra November 1873, indtil han den 24. December 1879 fik Afgangsbevis som Maler. Han foretog derefter fra 1883 til 1891 en længere Rejse i Udlandet, navnlig Tyskland, Frankrig og Belgien. Han begyndte at udstille i 1880, og har siden, med Afbrydelse fra 1885 til 1893 til Stadighed udstillet. Hans første Arbejde »En Kolportør o. s. v.« blev købt af Kunstforeningen. Han vælger Æmner fra forskellige Samfundslag og ikke sjælden med alvorlige Motiver, en Syg, en Rekonvalescent, en Uforbederlig og lignende. Den 10. Juni 1894 ægtede han en Frænke", Caroline Margrethe Schiødte Nyegaard (f. 1858), Datter af Sognepræst Conrad Sofus Nyegaard (f. 1815, d. 1882) og Caroline Margrethe f. Schiødte (f. 1818, d. 1891).

(Priv. Medd. Lengn., Fam. Jørgensen & Schiødte, Dgbl. ^3I)/. 1894. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schiøtt. Heinrich August Georg Schiøtt, Portrætmaler, var Søn af Toldforvalter, Kammerraad Heinrich Erpecum Schiøtt (f. i Norge af hollandsk Slægt 1797, d. i Saxkøbing 1870) og Anna Sofie Marie f. Fleron (f. 1800, d. 1862), og blev født i Helsingør, hvor Faderen den Gang laa som Militær, den 17. December 1823. Efter at være kommen i Malerforbundt i København, fik han i Oktober 1841 Adgang til Kunstakademiet, blev 1843 Elev af Modelskolen og vandt i Marts og December 1846 den mindre og den store Sølvmedaille. Allerede fra 1844 begyndte han at udstille dels Portræter, dels enkelte Genrebilleder og historiske Malerier. I 1849 blev Akademiets Rejseunderstøttelse tilkendt ham, men da Forholdene ikke tillod ham at rejse, konkurrerede han samme Aar til den mindre Guldmedaille, dog uden at opnaa den.

Den 25. Maj 1850 ægtede han Enke efter Premierløjtnant i Dragonerne Adolf Schulz (d. 1845), Betty Augusta Ultima f. Søht (f. 1820, d. 1853), Datter af praktiserende Læge, Kirurg Hans Heinrich Søht (f. 1764, d. 1836) og Laurentze Euphrosyne Bernhardine f. Titchen (f. 1776, d. 1867). Uerpaa rejste han med to Aars Rejseunderstøttelse fra Akademiet til Paris, hvor han forblev den længste Tid, til England og til Italien. I 1854 udstillede han nogle Portræter af den kgl. Familie, og paa Prins Ferdinands Portræt agreerede Akademiet ham; endnu samme Aar, den 2 7. December, blev han Medlem af Akademiet paa et vellykket Portræt af Professor J. L. Lund. Den 8. Maj 1855 indgik han for anden Gang Ægteskab med Mary Ann Ogelvie eller Anna Winther (f. 1836, d. 1857),

345

Adoptivdatter af Grosserer i København Mathias Frederik Octavius Winther (f. 1808, d. 1883} og Emilie Sofie Frederikke f. Søht (f. 1810, d. 1878), der var Søster til Schiøtts første Hustru. Foruden flere mindre Rejser, bl. a. til Norge og Island, foretog han i 1872—73 med det Ancherske Legat en større Rejse til Ægypten, Palæstina, Grækenland og Italien. I 1866 fik han Titel af Professor, og i 1880 blev han Ridder af Danebrog. I 1883 fik han Medlems-bolig paa Charlottenborg, flyttede 1891 over i en bedre Bolig, og efter flere Aars Svagelighed, døde han pludselig under et Landophold paa Hellebæk den 25. Juni 1895. Ved Siden af et stort Tal Portræter, hvoriblandt ikke faa i fuld Legemsstørrelse fra de højere Kredse, saavel her i Danmark som i Udlandet, har Schiøtt jævnlig malet Figurbilleder af dansk, norsk og islandsk Folkeliv, samt enkelte Landskaber og efter Bestilling af en Købmand Lee fra Manchester, der var hans Rejsefælle i Østerleden, nogle ægyptiske og syriske Architekturbilleder.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schiøtt. Sofie Marie Elisabeth Schiøtt, Landskabsmalerinde, er født i København den 12, Februar 1856, og er Datter af ovennævnte Aug, Schiøtt og dennes anden Hustru Anna f. Winther. Da Moderen var død i hendes spæde Barndom, maatte hun, saa snart hun var bleven voxen, overtage Husets Styrelse i Hjemmet, og det var først, da hun i 1882 fulgte Faderen paa en Rejse i Holland, at Lysten til kunstnerisk Virksomhed vaagnede hos hende. Hun begyndte nu at tegne hos Vilhelmine Bang, senere i tre Vintre i Kunstnernes Studieskole under L. Tuxen og P. S. Krøyer, indtil hun i November 1888 traadte ind i den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, som hun besøgte til Maj 1891. Hun har gjort Landskabsmaleriet til sit Fag og udstillede første Gang ved December-udstillingen i 1888; senere har hun til Stadighed udstillet ved Foraars-udstillingerne, og deltog 1893 og 1895 i Konkurserne for den Neu-hausenske Præmie; hun har besøgt Paris to Gange.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Schiøtt. Søren Schiøtt, Kobberstikker, var Søn af Urtekræmmer Johannes Sørensen Schiøtt (f. 1766, d. 1822) og Marie f. Lassen og blev født i København (døbt ¹⁷/₇) 1795. Han lærte Kobberstikkerkunsten , besøgte Akademiet 1815 — 16, og udgav i 1822 »Kong Frederik VI ved Mønstring«. Han stak siden en Del Søkaart til. Søkaartarchivet og levede forøvrigt af at stikke Visit- og Adresse-

346

kaart. Han blev gift 1825 med Caroline Lindholm, og uagtet Faderen havde været saa velhavende, at han havde ejet sit eget Sted paa Hjørnet af Frederiksborggade og Rosenborggade, gik det dog saaledes tilbage for ham, at det aldrende Ægtepar den 28. Marts 1862 blev indlagt i Vartov og der døde han den 14. September 1868.

(Priv. Medd, Akad. Vejvis. Dagen 1822, Nr. 184. Adresseav. 1822, Nr. 284.)

Schjødt. Sigvard Schjødt, Landskabs- og Porcelænsmaler, Søn af Skibsfører Sivert Schjødt og Olava f. Trygge, kom til Verden i Throndhjem den 9. September 1781. Begge hans Forældre døde kort efter hverandre i Tiden 1830—40. Da han fra Barndommen havde Lyst til at tegne og male, lærte han Guldsmedhaandværket, medens han var i Huset hos en Juveler i sin Fødeby. Imidlertid indtraadte han i Throndhjems frivillige Jægerkorps og stod derved fra 1801 til 1806, rejste derpaa til København, indtraadte ved Krigens Udbrud 1807 som Frivillig i Livjægerkorpset, tog i 1809 Præliminær-examen og blev Sekondløjtnant i det andet throndhjemske Infanteriregiment, deltog i Felttoget mod Sverige, men tog allerede den 18. April 1811 Afsked af Krigstjenesten, da han ønskede at uddanne sig til Kunstner.

Allerede i 1805—6 tegnede han for Rektor Sevel Bloch en Del Udsigter fra Throndhjem By og Omegn, som sendtes til Leipzig for at stikkes i Kobber; men paa Grund af Krigsforholdene i Tyskland skete dette ikke. I 1811 —12 indbød han til Subskription paa en ny Række Udsigter fra Throndhjem og Omegn og fremhævede, at C. A. Lorentzen vilde hjælpe ham »ved Valg og Raadgivning«. Kobberstikker Flint (s. d.) skulde stikke dem i Kobber efter hans Tegninger; dog synes det, som om Udgivelsen ikke kom i Stand, uagtet han havde Understøttelse fra Frederik VI. Samtidig hørte han Forelæsninger ved Kunstakademiet og Universitetet, og i de følgende Aar var han dels sysselsat som Landmaaler for Regeringens Regning i Jylland, dels dyrkede han Kunsten. I Hamborg lagde han sig (1823) efter Portrætmaleri i Miniatur, rejste derpaa til Berlin, hvor han tillige lagde sig efter Porcelænsmaleri og giftede sig (1824) med Henriette Pauline Blandina Do'hren (f. 1808, d. 1849), Datter af Landøkonomen, Krigskommissær Friedrich Salem Dohren og Hustru f. Gisnon. Fra Berlin søgte han forgæves Understøttelse fra Fonden ad usus publicos. I 1830 kaldtes han derfra til Stockholm for at male ved Hoffet og undervise Kronprinsen i Porcelænsmaleri;

347

men i 1833 vendte han tilbage til Berlin og levede der til 1843, bosatte sig derpaa i København, hvor han væsentlig fandt Sysselsættelse som Porcelænsmaler og som Restaurator af antike Kunst-og Kuriositetsgenstande for Hoffet og Samlingerne. I 1842 havde han i Berlin udgivet et Hefte skandinaviske Prospekter, hvoraf der i 1844 udkom et tilsvarende Hefte med dansk Text, men rnere saa ikke Lyset, og et Forsøg paa at faa offentlig Understøttelse til Udgivelsen lykkedes ikke, da Kunstakademiet »efter Prøverne ikke kunde anbefale Ansøgningen«. I sine sidste Aar levede han i Horsens, i hvis Nærhed hans Søn den Gang var Dirstriktslæge, og døde der den n. December 1865 i meget høj Alder.

(Erslew, Suppl., III, S. 53. Krigsmin. Arch. Rigsarch. Kierulf, Militærkai. 1810 — n. Skild. 1811, Sp. 1414; 1812, Sp. 87; 1814, Sp. 233, Akad. Berl. Tid. 1865, Nr. 316.)

Schleisner. Christian Andreas Schleisner, Genremaler, født den 2. November 1810 i Lyngby, er Søn af Kattunfabrikant Gottlieb Gabriel Schleisner (f. 1774, d. 1870) og Christiane f. Grimer (f. 1777, d. 1854). Han begyndte allerede i sit 12. Aar at gaa paa Akademiet, blev 1827 Elev af Modelskolen, vandt 1831 den mindre og 1833 den store Sølvmedaille. Samtidig malede han hos C. A. Jensen og J. L. Lund. I 1835, 1837 og 1839 konkurrerede han til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. Imidlertid havde han siden 1832 udstillet en Række Genrebilleder og begyndte i 1838 at søge om Rejseundcrstøttelse, hvortil Akademiet i 1839 gav ham en meget rosende Anbefaling. Først efter gentagne Ansøgninger lykkedes det ham, efter at Stipendiernes Bortgivelse var gaaet over i Akademiets Hænder, at opnaa den sædvanlige Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl. i to Aar (1841 og 1842).

Sit Ophold i Udlandet indskrænkede han til Miinchen, hvor den Gang en tysk Kunstskole blomstrede, det sydtyske Højland og Tyrol. Det lykkedes ham under hans Ophold der at sælge ikke faa mindre Billeder, deriblandt et til Thorvaldsens Museum og to til Pinakotheket i München. Efter sin Hjemkomst (1842) ønskede han at agreeres ved Akademiet (1843), hvilket den Gang nægtedes harn, men blev ham tilstaaet den 8. Februar 1847 paa et senere udstillet Billede, »Scene i Brokkensbod«, der blev købt af Kongen og indlemmet i den kgl. Malerisamling. Den slesvigske Krig og de dermed følgende trykkende Forhold hæmmede Kunstneren, saa at han først i 1852 indsendte sit Medlemsstykke, »Scene af dansk Sø-

348

mandsliv«, og blev den 4. Oktober s. A. optaget til Medlem af Akademiet. I 1858 fik ban Titel af Professor, i 1880 blev han Ridder af Danebrog. Skønt Schleisner ikke havde nogen særlig dygtig Formgivning og i sin Farve bevarede stærkt Indtryk af den Paavirkning, han havde modtaget i Munchen, var hans ret livlige, om end noget overfladiske Motiver altid tydelig fortalte, og hans sirlige, men langtfra natursande Far ve behandling tiltalte det købende Publikum, der kunde overkomme hans forholdsvis smaa Billeder; han var saa meget heldigere stillet, som af de mange Billeder, han i en lang Aarrække har malet og udstillet, en stor Del solgtes til Udlandet. Den kgl. Malerisamlmg ejer foruden det nævnte Arbejde, »Kobbersmedens Værksted« (udst. 1859). Han har ogsaa malet nogle Altertavler. Den 9. December 1842 blev han gift med Julie Jakobine Bastrup (f. 1814), Datter af Møbelhandler Jens Bastrup ff. 1781, d. 1846) og Margrethe f. Mogensen (f. 1783, d. 1853). I 1866 rejste han paa det Ancherske Legat. Han havde fra 1876 Medlemsbolig paa Charlottenborg og døde der den 13. Juli 1882.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, SuppI,, III, S. 68—69. Lengn., Fam. Kellinghusen, Fam. Winding. Pers. Tdskr. IV, T. 16.)

Schlichtkrull. Johan Christoffer Schlichtkrull, Portræt- og Landskabsmaler, er født den 28. Februar 1866 paa Frederiksberg og Søn af Amtsforvalter i Roskilde Ole Christian Schlichtkrull (f. 1828) og Emilie Christiane Dorothea f. Liunge (f. 1834). Han blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Januar 1885 til Januar 1888, dog uden at tage Afgang. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer og begyndte at udstille i 1889 som Portrætmaler. »Portræt af min Broder« (udst. 1892) fik ved Verdensudstillingen i Chicago i 1893 en Medaille. Et i 1891 udstillet Billede »Morgensnuere« blev købt af Kunstforeningen. I 1891 var han derefter paa en mindre Rejse l Paris. Fra 1893 har han tillige jævnlig udstillet Landskaber.

(Priv. Medd. Vahl, Slægteb. XIII, 36. Akad. Udst. Fortegn.)

Schlick. Benjamin Gotthold Schlick, Architekt og Mechaniker, født i København den 6. September 1796, var Søn af Hofviolon (Kapelmusikus) Christian Traugott Schlick (f. 1753, d. 1808) og Arine Henriette f. Clausen (f. 1766, d. 1854). Han synes at have været et livligt og opfindsomt Hoved, fingernem og hurtig paa Hænderne, men han maa ogsaa have hørt til den Slags lette Karakterer, hos hvem Flygtighed og Forfængelighed for en Del hæmmer

349

en sund og kraftig aandelig Udvikling. Han troede selv paa de Rygter, der gik om, at han var af langt højere Byrd end den, Kirkebogen nævnede, og saa meget fremgaar tydeligt af alle Beretninger, at han fra Barn af havde Adgang til Hoffet og nød en Beskyttelse fra Frederik VI's Side, som maaske har medvirket ikke ringe til de Lovtaler, der af og til lød over ham i Udlandet. Frederik VI gav ham endog lige til sin Død en ikke ubetydelig Urpenge.

Som Barn opvoxede han i København, besøgte fra Ynglingealderen Akademiets Bygningsskole, vandt 1815 den mindre Sølvmedaille som Architekt, men ikke nogen af de højere Medailler. I 1817 konkurrerede han med Kopist Gynther, om hvem af dem der bedst egnede sig til at uddannes til Maskinmester ved det kgl. Theater. Konkursen fik ingen Betydning, og kort efter rejste Schlick med offentlig Understøttelse udenlands, idet han ved kgl, Rescript af 20. August 1818 fik 1200 Rdl. r. S. aarlig i to Aar og i 1820 »endnu« 1200 Rdl. af Fonden ad usus publieos. Han støttedes ved særlige Anbefalinger til de danske Statsafsendinger i Udlandet, saa-ledes at han f. Ex. i Paris, hvor senere Notarius publicus Abrahams saa ham i 1819, optraadte med en vis fornem Glans. I Paris og London var det især Theaterbygning og Theatermaskineri, han satte sig ind i.

I 1822 var han i København igen, hvor han i December Maaned indsendte Tegninger af Theatret Odéon i Paris til Kunstakademiet for derpaa at agreeres. Da man krævede en Tegning af Kunstnerens egen Komposition, indsendte han den 3. Februar 1823 Tegninger til »den architektoniske Del af et Theater«, ledsagede af syv Anbefalinger. Ikke desto mindre havde Akademiet den Dristighed at forkaste hans Arbejde, men besluttede dog, for at komme ham i Møde, at søge Kongen om Tilladelse til at agreere ham som Machinist. Da denne Tilladelse var given, fik han en Opgave i den anvendte Mechanik, nemlig »Udkast til en Udvidelse af det kgl. Theater i København og dets Maskineri”. Efter at hans Arbejde var bedømt baade som architektonisk og sorn mechanisk Værk, blev det endelige Udfald, at Akademiet under 16. Februar 1824 meddelte harn, at det ikke kunde antage hans Medlem sstykke. Man maatte have Schlicks Tegninger for Øje for at kunne dømme om, hvorvidt denne Dom fremgik »af personlig Animositet«, som mange den Gang mente, eller om Akademiet virkelig har haft sand

350

Kunstfølelse nok til ikke at lade sig blænde af den Yndest, Schlick nød Thi denne vedblev. Han skal endog under dette sit Ophold i København have haft personligt Besøg af Frederik VI med Prinsesse Caroline. Snart efter rejste han udenlands for ikke mere at vende tilbage til sit Fædreland uden i et kort Besøg. Han synes i en lang Aarrække at have levet om Vinteren i Italien, om Sommeren i Paris, London, Berlin eller andre tyske Hovedstæder. Der fortaltes jævnlig om Arbejder, han udførte i Udlandet, navnlig Restauration af Theatre, saaledes af Varieté-Theatret i Paris (1828), af Theatret i Karlsruhe (1830) o. fl. I 1833 gjorde han forgæves Forsøg paa at blive Medlem af Akademiet S. Luca i Rom, idet Thorvaldsen synes at have hindret det. Endelig nævnes i 1856 et Værk af ham, som vilde have ualmindeligt Værd, hvis det har svaret til den Beskrivelse, som findes oversat i »Berl. Tid.« efter en fransk Beretning. Efter 26 Aars vedholdende Arbejde i Pompeji og Herculanum udstillede han nemlig i det nævnte Aar en restaureret Gengivelse af ikke mindre end 42 antike Huse med deres Freskomalerier o. s. v. Siden 1840 havde han allerede i forskellige Byer udstillet enkelte Dele deraf, rimeligvis efterhaanden som Arbejdet rykkede frem. Desuden restaurerede han antike Malmvaser, alt, efter Beretningens Ord, »med en mageløs Genialitet«.

Imidlertid havde han ikke savnet Æresbevisninger, han var bleven korresponderende Medlem af det franske Institut (1821), Ridder af Æreslegionen (1828), udnævntes af Hertugen af Lucca til Kammerherre (1839), blev Medlem af forskellige udenlandske Akademier og fik en Mængde Medailler, Daaser, Ordener og lign. af udenlandske Fyrster, men trods den kgl. Yndest, han nød, ikke en eneste dansk Orden. Desuden synes han at have tjent godt ved sine Arbejder, idet han i sine senere Aar levede paa en elegant Fod i Paris, og der døde han ugift i September 1872. Hans Portræt blev malet og stukket i Kobber i England.

(Weinw. Lex. Erslew, III, S. 66. Do. Suppl., S. 70. Petri Kirkebog. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skild. 1823, Nr. 31 og 33; 1827, Sp. 1127. Conv. BI. 1825, Nr. 19. Dagen 1823, Nr. 84; 1825, Nr. 213. Kbhvpost. 1830, S. II og 870—71; 1831, S. 307—8 og 316. Berl. Tid. 1856, Nr. 164—65. Båden, Hr. B. Schlick i Udi., Kbh. 1828. Abrahams, Medd., S. 113, 177. Freunds Papirer. Strunk. Priv. Medd., hvori bl. a. nævnes 38 Daaser, Medailler, Ringe og lign., IO Ordener, 16 Udnævnelser fra Akademier og Fyrster.)

Schmahlfeld. Georg- Ludvig Frederik Schmahlfeld, Stempel-skærer og Ciselør, er født den 13. Marts 1829 i Stade, hvor Faderen

351

Carl Georg Ferdinand Schmahlfeldt (f. 1796, d. 1849} var Guldsmed og Gravør. Hans Moder hed Dorothea f. Haverkampf (f. 1803, d. 1882). Han lærte sin Faders Haandværk hos denne, uddannede sig i Tegning og Modelering ved den polytechniske Skole i Hannover, arbejdede i sex Aar som Gravør og Ciselør i Bremen og kom derfra i 1852 til Sølvvarefabrikant V. Christesen i Slagelse. Han fulgte med sin Principal til København i 1856 og har siden udelukkende virket i dennes Forretning, hvor han har haft Lejlighed til at udføre mange betydelige Arbejder. Som Ciselør Drikkehornet til Grev Holstein-Holsteinborg, modeleret af C. Peters (udst. 1872, Frdborg Mus.) og H. Olriks store Sølvskjold (Volmer skjold et), som af V. Christesen er skænket til Kunstindustrimuseet i Anledning af hans Forretnings 5o-Aars Jubilæum. Af den store Mængde Medailler, som Schmahlfeld har skaaret, kan nævnes »Frederiksborg Slot« i Anledning af dets Genopførelse, 1861, egen Model; Frimurernes Døds-medaille over Frederik VII (1863), egen Model; Medaille i Anledning af Universitetets 4Oo-Aars Jubilæum, 1879, modeleret af H. Olrik; Medaille til C. F. Herbsts Sølvbryllup, 1885, H. Olriks Model; Medaille i Anledning af Regerings]ubilæet, 1888, egen Model; Medaille til Overrabbiner, Professor A. A. Wolffs 6o-Aars Jubilæum, 1888, egen Model; Medaille i Anledning af Christian IX's og Dronning Louises Guldbryllup, 1892, N. Fristrups Model, og en Mængde andre. Desuden har han udført store kunstindustrielle Arbejder efter Modeller af C. Peters, H. Olrik og Heinr. Hansen. Han har besøgt Paris og London flere Gange, navnlig i 1863 med Understøttelse fra den Reiersenske Fond, og har i Tiden 1870—93 modtaget ikke faa Medailler og Diplomer som Anerkendelse af kunstnerisk og kunst-industriel Virksomhed.

Schmahlfeld blev den 13. November 1860 gift med Elisabeth Wendeline Schå'ffer (f. 1816, d. 1893), Datter af Skrædermester Reinhard Wilhelm Schaffer og Meta Gertrude f. Hoffmeister i Bremen,

(Priv. Medd. V. Bergsøc, Danske Medailler 1789—1892).

Schmidt. Alfred Michael Rocdsted Schmidt, Maler og Tegner, er født den 3. Maj 1858 i Horsens, hvor Faderen Michael Roedsted Schmidt (f. 1815) var Adjunkt; Moderen hed Mathilde Thomasine Charlotte f. Borberg (f. 1826, d. 1892). Efter sin Konfirmation. gennemgik han et Tegnekursus hos F. Helsted i København, nød derpaa Undervisning i Horsens og kom 1874 atter til København,

352

hvor han af C. V. Nielsen dimitteredes til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler fra November 1874 til Januar 1882 dog uden at tage Afgang. Samtidig havde han gennemgaaet Malerlæren og var bleven Svend, og havde malet dels privat under C. Thomsen, dels paa Akademiet under Roed. Han udstillede dog kun fra 1883 til 1886, idet han, som allerede 1883 havde udgivet en Mappe Tegninger med Titel »Indfald rned forskelligt Udfald«, mere og mere gik over til at virke som Tegner og Illustrator og fra 1886 udelukkende har levet som saadan. Den 30. December 1885 havde han ægtet Henna Vibeke Faber (f. 1861), Datter af Apotheker Harald August Faber (f. 1833, d. 1873) og Vibeke Christine f. Ringsted (f. 1838, d. 1862).

Som Tegner har Schmidt bl. a. udstillet »Børnetegninger«, Tegninger til Molbohistorier. Fast Tegner har han siden 1880 været ved Vittighedsbladet »Punch« og dets Fortsættelse »Puk« og ved forskellige andre illustrerede Blade og Aarsskrifter; tillige er han Medarbejder ved udenlandske Tidsskrifter, saaledes ved »Fliegende Blåtter«. Han har endvidere illustreret forskellige Bøger, en Børnebog »Min Søsters Barn«, Bredsdorffs »Paa Feltfod« m. fl., og udgivet en Del af sine Tegninger fra »Puk« »Jenses Oplevelser« og fra »Fliegende Blatter« (1895). Han har foretaget flere mindre Studierejser, i i8g6 med ministeriel Understøttelse.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl., III, 79. Akad. Udst. Fortegn.)

Schmidt. Carl Heinrich Frantz Schmidt, Maler og Tegner, født den 27. April 1858 i Horsens, er Søn af Lithograf og Fotograf Frederik Vilhelm Schmidt (f. 1829) og Marie f. Nissen (f. 1821). I sit tyvende Aar kom han ind paa Kunstakademiet i København, hvis Skoler han gennemgik fra Juni 1878 til Januar 1886, dog uden at tage Afgang. Derefter besøgte han ogsaa Kunstakademiet i Dresden. Han udstillede i 1885 et Dameportræt og en Karton »Hjalmar og Ørvarod«. Senere har han mest udført Illustrationer til Bøger og Blade og er tillige Tegnelærer. Han blev den 5. August 1888 gift rned Angelique Dagmar Mathiesen (f. 1858), en Søster til Maleren Oscar Mathiesen (s. d.).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Schmidt. Christian Claudius Alexander Schmidt, Landskabsmaler, født i Roskilde den 12. August 1842, er Søn af Graver ved Roskilde Domkirke, Peter Christian Schmidt og Johanne Amalie f. Merling. Da han var konfirmeret, blev han sat i Handelslære, men

353

gik senere over i Malerlære. Efter at være bleven Svend i Roskilde arbejdede han dels i sit Haandværk i Jylland og i København, dels som Landskabsmaler. I 1875 —76 har han udstillet nogle Landskaber.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schmidt. Hans Christian Schmidt, Architekt, Søn af en Værtshusholder i København og født den 2. Januar 1765, fik som Murerlærling Adgang til Kunstakademiet, vandt 1784—85 begge Sølv-medailler i Bygningsskolen 'og 1787 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et stort fritliggende Theater«. Aaret efter blev han Murmester og indgik Ægteskab med Else Marie Birch (f. 1759, d. 1823). Af fremtrædende Bygningsarbejder af ham nævnes kun Omdannelsen af Nikolaj Kirkes Taarn til Vagttaarn. For øvrigt var han især virksom ved Brandkorpset, blev 1810 Brandmajor, 1817 Ridder af Danebrog og Oberstløjtnant. Han døde den 21. November 1826.

(Thaarup, Fdl. Nekr., S. 485—86. Akad.)

Schmidt. Hans Michael Arnkid Schmidt, Dekorationsmaler, Søn af Postkontrollør Jakob Madsen Schmidt (f. 1796, d. 1849) og Johanne Marie f. Arnkiel (f. 1793, d. 1864), blev født den 30. Juli 1825 i København. Han kom i sin Ungdom paa Akademiet for at uddanne sig til Figurmaler, men da han gik for langsomt frem i denne Retning, lagde han sig efter Blomstermaleriet og udstillede i 1851 sine forste Blomsterstykker. Samtidig blev han Elev af Dekorationsskolen og vandt 1852 den mindre Sølvmedaille i dette Fag. Da hans Moder, efter Faderens Død, sad i smaa Kaar, maatte han nu søge Erhverv ved Malerhaandværket, og han udstillede kun et Par Gange senere, én Gang i Dekorationsfaget, vistnok et Konkursarbejde (Tegning til en Ligvogn), samt el Blomsterstykke (1861). Han gjorde derpaa en Rejse til Tyskland og senere til Sverige, hvor han levede i tolv Aar. Ikke længe før sin Død vendte han fattig og meget svagelig tilbage til Fædrelandet, arbejdede i nogen Tid hos Lytzen (s. d.) og derpaa hos Malermester J. M. Baruel som Dekorationsmaler, indtil han for Sygelighed maatte indlægges som Lem paa Almindelig Hospital her i Staden, hvor han døde den 19. Oktober 1877, fire Dage efter Indlæggelsen.

(Medd. fra J. M. Baruel og fra Alra. Hosp. Vahl, Slægteb., XIII, 6. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Statskal. Adresseav. 1849, Nr. 117.)

Schmidt. Johan Jakob Schmidt, Billedhugger, se J. J. Smidt.

N. K. L. II. December 1896. 23

354

Schmidt. Johan Georg Schmidt eller Schmid, Kobberstikker, har stukket nogle Kaart og Prospekter af Byer og Herregaarde til Pontoppidans Danske Atlas, mærkede med Aarstallene 1768—1781, samt Bygningstegninger til Opfostringshuset efter C. C. Pflueg (1772).

(Weinw. Lex. Pont. Dske. AU., V. C. C. Pflueg, Underretn. om Chr. Plejeh. Krohn, I, 77.)

Schmidt. Nicolaj Outzen Schmidt, Billedhugger, født den 2. Marts 1844 i Ribe, er Søn af Smed Niels Jepsen Schmidt (d. 1850) og Esther Christine f. Outzen (f. 1809, d. 1870), sorn i andet Ægteskab blev gift med Smed O. Dobbert i Varde. Som Kunstdrejers vend kom Schmidt til København, fik i Oktober 1868 Adgang til Kunstakademiets Skoler, hvorfra han atter den 19. Marts 1872 afgik med Afgangsbevis som Modelerer. Fra 1870 har han udstillet som Billedhugger, mest Portrætmedailloner og Buster. I 1874 vandt han den mindre Guldmedaille for »Kyklopen Polyfem« og fik derpaa det Stoltenbergske Legat til tre Aars Udenlandsrejse. Disse Aar tilbragte han for største Delen i Rom, hvorfra han bl. a. hjemsendte en Statuette i Marmor af Kiichler (1876). I Slutningen af 1877 vendte han tilbage til Fædrelandet og har senere mest udstillet Buster. Imidlertid overtog han en Plads som Modelerer ved den Ipsenske Terrakottafabrik, men begyndte efter et Aars Forløb paa selvstændig Virksomhed som Terrakottafabrikant, og modelerede navnlig en Suite af Amoriner i forskellige Situationer, som han med sin Hustrus og kvindelige Elevers Hjælp udgav i Terrakotta i talrige Exemplarer og solgte i Indland og Udland, men opgav dog allerede 1884 denne Virksomhed. Han blev 1878 gift med Caroline Augusta Vilhelmine Søby (f. 1849, d. ^2tl/5 1882} og i andet Ægteskab den 19. August 1882 med Karen Kirstine Agier (f. 1857), Adoptivdatter af Enkefru Eline Agier f. Heger.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn, Pers. Tdskr. IV. T. 16. Berl. Tid. 1882, Nr. 123. B. An.esen Kali, »Fra det stille Liv*, S. 232.)

Schmidt. Ole Jorgen Schmidt, Architekt, født i København den 13. Juli 1793, var Søn af Snedkermester Schmidt der, og uddannede sig til Bygmester ved Kunstakademiet, hvor han iSn vandt den mindre, 1815 den store Sølvmedaille og, efter at have konkurreret flere Gange, 1823 den mindre Guldmedaille. Fra 1818 til 1824 var han Hjælpelærer ved Akademiets anden Bygningsskole og var allerede den Gang gift. Med offentlig og privat Understøttelse rejste han i 1824 til Italien, hvor han flittigt studerede sit Fag og tilfreds-

355

stillede Akademiet ved de Prøver paa sin Fremgang, som han sendte hjem. Da han havde paadraget sig Gæld i Italien, tegnede Akademiet sig for 200 Rdl. til Hjælp til hans Hjemrejse, det øvrige maatte, som det synes, de Velyndere tilskyde, der havde underholdt hans Familie under hans Fraværelse, og om Sommeren 1827 var han hjemme. Han har udstillet fra 1811 til 1828.

For at blive agreeret ved Akademiet konkurrerede han nu, efter sin Hjemkomst fra Rejsen, til den store Guldmedaille, som blev tilkendt ham den 14. Januar 1828 for Opgaven »En Torveplads«; men da han ikke kunde tage den befalede Examen, mente Akademiet, at det (ifølge § 60) ikke kunde agreere ham paa de i Maj 1833 fra Altona indsendte Arbejder. I 1834 tog han Examen, men han opnaaede dog ikke sit Ønske om Agreation. Imidlertid havde han fundet Sysselsættelse i Altona, hvorfra han i 1836 søgte om Embedet som Bygningsinspektør i Holsten, da Heylmann tog sin Afsked, og i 1840 gentog han sin Ansøgning, uden dog at faa sit Ønske upfyldt. Senere levede han i Hamborg, hvor han tegnede for Byg-ningskommissionen og byggede nogle Privathuse samt den engelske Menigheds Kirke. I Altona byggede han bl. a. en ny Synagoge. Han døde i Hamborg den 27. Februar 1848 i temmelig srnaa Kaar.

Afdøde Not. publ. Abrahams, som var sammen med ham i Rom, kalder ham en plebejisk Natur, der talte det jævneste københavnske Gadesprog. Ogsaa vise hans Breve, at han savnede al Dannelse udenfor sit Fag. Som Kunstner var han derimod, som det synes, i sin Ungdom virkelig et lovende Talent, men maaske hans tidlige Giftcrmaal medvirkede til, at ban ikke blev til mere. I 1828 udgav han i. og 2. Hefte af »Conturer til Frescomalerier i Herculanum og Pompeji«, som fik offentlig Understøttelse ved at der af Fonden ad tisus publicos subskriberedcs paa 30 Expl., samt to Hefter Ornamenttegninger, hvert Værk paa 72 Blade, men ingen af dem fortsattes.

(Akad. Øst., Mat., S. 168. Selmer, Nekr. Saml., II, S. 137. Hamb. Kstl. Lex. Neuer Nekr. d. Deutschen 1848. Dagen 1626, Nr. 90. Freunds Papirer. Abrahams' Medd., S. 264. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schmidt. Valdemar Schmidt, Architekt, er Søn af Proprietær Rasmus Johannes Schmidt (f. 1833) og Petrine Christiane f. Schmidt ff. 1835, d. 1872), og er født den g. April 1864 i Øslev-Kondrup ved Randers. Efter at være bleven Mursvend besøgte han det tech-niske Selskabs Skole i København og dimitteredes derfra til Kunst-

356

akademiet, Dettes Skoler gennemgik han fra den i. November 1885, indtil han den 24. Maj 1892 fik Afgangsbevis som Architekt, Derefter har han tegnet et Par Aar under Hans J. Holm og arbejder for Tiden under M. Nyrop ved Raadhusets Bygning. I 1893 konkurrerede han til den Ncuhausenske Præmie om Opgaven »Folkebade« ; s. A. var han med en mindre Rejseunderstøttelse fra den Reiersenske Fond paa et Besøg i Norditalien, og den i. Juni 1895 ægtede han Olga Marie Møller (f. 1875), Datter af Købmand Arnold Møller i Ebeltoft og Augusta Hansine Cathrine Marie f. Müller. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Schmidt-Phiseldeck. Carl Anton Ferdinand von Schmidt genannt Phiseldeck, Landskabsmaler, er født den 24. November 1853 i Flensborg, hvor Faderen Carl Otto Schmidt-Phiseldeck (f. 1812, d. 1879) den Gang var Sognepræst; hans Moder hedder Frederikke Vilhelmine Antoinette f. Bournonville (f. 1817). Da Forældrene i hans n. Aar maatte forlade Slesvig og Faderen snart efter blev Præst i Brøndshøj, besøgte han derfra Metropolitanskolen, men fik ikke Studenterexamen paa Grund af svagt Helbred. Han blev derefter af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han besøgte fra 1873 ^[^ 1880, medens han samtidig malede Landskabsstudier, som han viste til G. Rurap og senere til Godfr. Christensen. Han begyndte at udstille 1879, et Landskab, som Kunstforeningen købte, vandt 1885 den Neuhausenske Præmie for »Paa Ordrupmose, Sommerdag« (Landskab i Solskin med fremherskende Staffage), som ogsaa blev købt af Kunstforeningen og i 1889 fik »hædrende Omtale« i Paris tilligemed et større Aftenlandskab. »Den store Bøg i Vallø Dyrehave« (udst. 1886), som tilhører Vallø Stift, har senere været ved Verdensudstillingen i Chicago (1893). I 1891 havde han en Del Malerier og Studier udstillede i Kunstforeningen. Han har haft to Gange Understøttelser fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske' Stiftelse og flere Gange fra Udstillingsfonden til Rejser i Indlandet.

Den 17. Juni 1887 ægtede Schmidt-Phiseldeck Anna Auguste Åhmann (f. 1862), Datter af fh. Ingeniørkaptajn, Hospitalsforstander Curt Alexander Åhmann (f. 1828) og Juliane Michaeline f. Hastrup (f. 1837). Fra 1886 til 1892 var han Tegnelærer ved den lærde Skole og den techm'ske Skole i Frederiksborg og blev den 26. Juli 1891 konstitueret (⁹/₈ 1893 fast ansat) som Tegnelærer ved Akademiet i Sorø, efter at C. Dalsgaard havde taget sin Afsked.

(Priv. Medd. Geneal. Inst. Medd. fra Sorø. Elvins. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

357

Schmith. M, W, Schmith, Kobberstikker, har stukket en Række af J. Wiedewelt tegnede Karikaturer, efter Numereringen at regne mindst 87, dog kendes kun 20 Blade. De synes at være udførte 1796—1802.

(Den kgl. Kobberstiksaml. Krohn I, 155 og Nr. 1853—72.)

Schneider. Christoffer Schneider, Stempelskærer, arbejdede i Danmark fra 1670 til omtrent 1700, kaldes i Regnskaberne sædvanlig blot Christoffer Stempelstikker eller Stempelsnider. Han synes ikke at have haft fast Løn som Medaillør, men udførte en stor Del Medailler for Hoffet; deriblandt ere de mærkeligste Medaillerne til Ære for Niels Juel, den ene i 1676 for Krobringen af Gulland, den anden i 1677 for Slaget i Køgebugt. Den sidstnævnte, som er en af de storste Guldmedailler, der nogensinde er præget, indeholder paa den ene Side en hel Fremstilling af Slaget, medens den anden kun bærer Kongens Navnetræk og en Indskrift.

(Weinw., S. 106. Do. Lex. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Møntfortegn.)

Schneider. Johan Ludvig Schneider, Landskabsmaler og Skuespiller, født i København den 6. Februar 1809, var Søn af Slagtermester Christian Ludvig Schneider (d. 1857) og Johanne Marie f. Møller (d. 1850). Han blev Skuespiller ved det kgl. Theater (1832), ægtede den 11. November 1840 Laura Helene Meden (f. 1809, d. 1883), Datter af Sognepræst Andreas Peter Meden (f. 1771, d. 1831) og Anne f. Kongslev ff. 1781, d. 1852), en Søster til C. P. Kongslev (s. d.}. Schneider afgik fra Theatret paa Grund af Sygelighed i 1869 og døde den 30. December 1870. Hans Virksomhed som Skuespiller skal ikke omtales her. Derimod havde han, ved Siden af sit Talent i denne Retning, ogsaa Lyst og Gaver for Malerkunsten, som han dyrkede i sin Fritid. Under Paavirkning af Gurlitt, Simonsen, Tyskeren Adolf Carl og fl., uddannede han sig til Landskabsmaler og udstillede 1840—41, 1845, 1854 og 1858 nogle større og mindre Billeder, dels fra Egnen ved Næstved, dels fra Omegnen af Kullen i Skaane.

(Priv. Medd. Reitzcl. Udst. Fortegn. Erslew, II, 246, Suppl. II, 342. Overskou, Theatr. Hist., V. Pers. Tdskr. V. T. 44.)

Scholl. Philip Jean Josef Scholl, Billedhugger, født den 26. August 1805 i Bremen, var Søn af Billedhugger Ignatus Stephanus Scholl og Agnete f. Ahrens og lærte Billedhuggerkunsten dels ho^ sin Fader, dels hos sin Farbroder Johan Carl Scholl i Darmstadt. I

358

1834 kom han til Rom, hvor han arbejdede først i Schwanthalers, senere i Thorvaldsens Værksteder, og da han viste sig som en overordentlig duelig og talentfuld Marmorarbejder, blev han hos Thorvaldsen til 1840 og fulgtes derpaa med Bissen til København for at arbejde ved Thorvaldsens Museum, dels ved Stukkaturværkerne til Bygningen, saaledes er Geniernes Tog i Museets Gaard komponerede og udførte af ham; dels ved Udforeisen af Thorvaldsens Værker i Marmor. I København besøgte han en kort Tid Akademiets Modelskole (1842) og udstillede samme Aar et originalt Værk, »En Engel med et Barn« samt Udkast til en Restauration af Dronning Margretes Gravmæle i Roskilde Domkirke, som han dog ikke kom til at udføre. Den i. Februar 1845 blev han gift med Theodora Jttcunda Dalhoff (f. 1826, d. 1892), Halvsøster til den foran nævnede Jørgen Dalhoff, og Datter af Sognepræst P. Dalhoff og dennes anden Hustru, Johanne Erasmine f. Grundahl (f. 1798, d. 1867), og deres Datter var Solodanserinde ved det kgl. Theater, Anna Tychsen f. Scholl (f. 1853, d. 1896). Da Scholl mødte en Del Modstand her i København, synes han af den Grund at være rejst bort, og fra 1852 til 1856 levede han i Bremen og arbejdede der som selvstændig Kunstner, dog mest i Sandsten. Senere vendte han tilbage til Danmark, levede nogle Aar i København under trykkende Kaar og døde paa Frederiks Hospital den 7. Oktober 1861. Som hans bedste Arbejde regnes Udførelsen af Thorvaldsens »Amor med Lyren« i Marmor. I Kobberstiksamlingen findes Haandtegninger fra hans Rejse i Italien.

(Priv. Medd. Folkekalender 1842, S. 39. Wiberg. Geneal. Inst. Skifteretten. Nagler, Kstl. Lex. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 15. Bøgh, Jerichau, 196. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schondel. Ludvig Otto Sofus Schondel, Dekorationsmaler, født den 8. Juli 1837 i Middelfart, er Søn af Apotheker Vilhelm August Samuel Schondel (f. 1803, d. 1850) og Louise Augusta f. Elberling (f. 1806, d. 1841), en Søster til afdøde Rektor C. V. Elberling, hos hvem han efter Faderens Død var i Huset. Efter at have nydt Skoleundervisning i Slagelse og Roskilde kom han i sit 15. Aar i Malerlære i København, besøgte Kunstakademiets Skoler fra Oktober 1854, blev Januar 1859 Elev af Modelskolen, men vandt paa samme Tid den mindre Sølvmedaille i Dekorationsskolen. I Januar 1862 vandt han ligeledes den mindre Sølvmedaille i Modelskolen og udstillede i disse Aar (1862 og 1866) et Par Landskaber. Dekorations-maleriet var dog hans Hovedfag, hvori han uddannede sig under

359

Hilkers Vejledning, og arbejdede under ham f. Ex. ved Udsmykningen af Universitetets Festsal. For Udkast til en Udsmykning af Christiansborg Slots Buegange vandt han i 1869 den Neuhausenske Præmie og fik derefter i 1870 og 1871 to Aars Rejsestipendium (hver Gang 1600 Kr.) for at fuldende sin Uddannelse i Udlandet. Efter et to-aarligt Ophold i Italien, navnlig i Rom og Pompeji, hvorfra han i 1873 udstillede nogle Studier, vendte han tilbage til Hjemmet og lever som Dekorationsmaler; blandt hans Arbejder kan foruden Privatbygninger, nævnes St. Povlskirken i København; han var, efter Hilkers Død, Lærer ved Kunstakademiets Dekorationsskole fra 1875 til 1881. I de senere Aar har han jævnlig udstillet som Blomstermaler. Den i. August 1878 ægtede han Anna Franciska Fricke (f. 1849), Datter af Smedemester August Johan Fricke (f. 1817, d. 1880} og Marie Cathrine f. Andersen (f. 1828). (Priv. Medd. Alcad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schorn. Sofus Vilhelm (Willy) Maximilian Schorn, Genremaler, født den 6. December 1834 i København, er Søn af Oversætteren, cand. jur. Peter Theodor Schorn (f. 1796, d. 1879) og Sofie Ernstine f. Meiners (f. 1800, d. 1834). Han gennemgik 1850 til 1853 Akademiets lavere Skoler, levede derpaa en Aarrække som Tegnelærer i København, besøgte 1870—72 paany Akademiets Tegneskoler og udstillede i Aarene 1868—74 nogle mindre Genremalerier. Han har været gift med Victoria Angelica Haas (se Grünwaldt).

(Priv. Medd. Hundrup, Metr, Sk„ 191. Erslew, III, S. 86. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schou. Karl Schou, Maler, er født i København den 9. Marts 1870. Han er Søn af Skomagermester Carl Johan Schou (f. 1839) og Henriette f. Sørensen (f. 1833). Da han vilde være Maler, søgte han Uddannelse ved Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann i nogle Vintre. Han udstillede første Gang ved Foraarsudstillingen 1891, senere ved en af Skolens Elevudstillinger og i 1896 ved den frie Udstilling et Interiør og et Landskab. Schou blev den 16. Maj 1894 gift med en Datter af Maleren Syrak Hansen (s. d.) Marie Hansen (f. 1865).

(Priv. Medd. Udst. og fri Udst Fortegn.)

Schou. Ludvig Abelin Schou, Maler, født i Slagelse den 11. Januar 1838, var Søn af Købmand Frederik Ludvig Schou (d. 1851} og Arine f. Werliin. I hans Opvæxt flyttede Forældrene

360

til Frederikssund, og da Faderen døde der, tog hans Moder tit København. Han havde imidlertid fra sit syvende Aar været i Huset hos sine Bedsteforældre, besøgte Realklasserne i von Westens Skole i København, og da han, efter endt Skoletid, vilde være Kunstner, blev det bestemt, at han dog først skulde i Malerlære i tre Aar. Han gennemgik ogsaa denne Lære, saaledes at han i 1856 kunde aflægge Svendeprøven. Imidlertid var han i 1855 begyndt at gaa paa Akademiet, blev 1858 Elev af Modelskolen, vandt i Januar 1860 den mindre, i Oktober 1861 den store Sølvmedaille, i Oktober 1862 en Pengepræmie og konkurrerede i 1862 og 1863 til den mindre Guldmedaille. Samtidig havde han modtaget Simonsens og Mår-strands særlige Vejledning i deres private Malerstuer.

Nedtrykt over ikke at have kunnet vinde Guldmedaillerne for derved at opnaa Stipendium, tænkte han endog paa at opgive Kunsten, saa meget mere som hans udstillede Arbejder ikke havde vakt særlig Opmærksomhed for ham. Da tilbød hans Farbroder, Agent Hans Henrik Schou i Slagelse, ham 800 Rdl. til at rejse til Italien for, I Rom blev han først stærkest greben af Folkelivet og hjemsendte i 1866 et Par Billeder af Livet paa Gaderne, »Italienske Bønderfolk« og en jødisk Dværg, som samler Klude, hvori hans ejendommelige Begavelse begyndte at træde fyldigere frem. Samme Aar var han selv atter hjemme og fuldførte her et større Billede, »Chione, dræbt paa Jagten af den krænkede Diana« (udst. 1867, tilh. Grev Knuth til Knuthenborg). Heri saa man med større Klarhed hans aandfulde Opfattelsesmaade, hans Bestræbelse efter at udvikle en selvstændig Kolorit og hans rige Skaberævne, hvis Omfang og Fylde dog viser sig bedst i hans efterladte Pennetegninger. Han har raderet et Portræt af sin Bedstefader, Malermester A. F. Werliin (1864).

Roms Luft havde ikke virket gavnligt paa hans legemlige Udvikling: i Forening med Overanstrængelse havde den mere svækket end styrket ham; men Livet i Syden tiltrak ham saa meget, at han i Oktober 1866 atter drog til Rom, hvor han malede et stort Stykke: »Romerske Arbejdsfolk føre en antik Kejserstatue gennem Titusbuen« med en Mængde fortrinlig karakteriserede Figurer. I den smukke Anordning parrede Alvor og Lune sig i aandfuld Forening. Var der endog meget tilbage at ønske i fast Sammenslutning, Klarhed og Farveskønhed, netop fordi man saa, at Kunstneren formaaede at give saa meget, bar det dog store Løfter i sig, som ikke skulde opfyldes. I Maj 1867 tog han til Florens, hvor han tilligemed Frisch blev

361

angreben af Kolera og døde den 30. September s. A. Han var Fætter til Etatsraad, Fabrikbestyrer Philip Schou.

(111. Tid. 1869, Nr. 525, ved F. G. Knutzon, med Portræt og Træsnit af det sidstn. Bill. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

Schou. Peter Johan Schou, Dekorationsmaler, er født i København den 25. April 1863 og Søn af Korporal Johannes Petersen Schou (f. 1832, faldt i Krigen 1864) og Kirstine Sofie f. Petersen (f. 1836), der senere ægtede Børstetræfabrikant Johannes Quistgaard {f. 1841, d. 1892). Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære og besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret tii Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler, saaledes at han den 25. Maj 1886 fik Afgangsbevis som Maler. Han rejste derpaa til Wien og arbejdede der som Dekorationsmaler ved Theatret og Museerne i Burg 1887—88, besøgte Rumænien, Grækenland, Tyrkiet og Italien og kom i Slutningen af 1889 hjem for at blive Lærer ved Dekorationsklassen i det techniske Selskabs Skole, i hvilken Stilling han endnu virker. Efter Opfordring deltog han i Konkursen om Pladsen som Theaterrnaler (1895) og malede »Venussalen« til anden Akt af »Arria og Messalina«. Han arbejder nu (1896) paa Dekorationen af Christussalen i det nye Glyptothek under V. Dahlerup. Schou blev den 28. April 1893 gift med Marie Kirstine Sofie Olsen (f. 1869), Datter af Detailhandler Anders Olsen og Karen Marie Olsen.

(Priv. Medd. Akad.)

Schouw. Andreas Schouw, Portrætmaler, født den 21. Juli 1791, var Søn af Vinhandler Povl Schouw (f. 1751, d. 1800) og Sara Georgia f. Liebenberg (f. 1761, d. 1826). Han levede som Portrætmaler i København og døde ugift den 12. September 1829. Han var Broder til Naturgranskeren og Geografen Joachim Frederik Schouw, Svigerfader til P. C. Skovgaard fs. d.).

(Lengnick, Fam. Schouw og Fam. Liebenberg. Erslew, III, 8.92. Adresseav. 1829, Nr. 221.)

Schow. Joachim Gotiske Schow, Maler, født 1776 i København og døbt den 6. August, var Søn af Visiteer Hans Olsen Schow eller Skou og Johanne Marie f. Waldstein. Han begyndte efter sin Konfirmation at besøge Kunstakademiets Tegneskole, blev 1794 Elev af Modelskolen, vandt 1796 den mindre og 1798 den store Sølvmedaille, samt konkurrerede flere Gange til den mindre Guldmedaille,

362

inden han vandt den, den 21. Oktober 1807, for Opgaven »Adam vaagner og ser den nyskabte Eva«. Sandsynligvis førte Krigen med England ham nu ind paa den militære Vej; i Steden for at udstille som Maler, blev han Sekondløjtnant ved den danske Artilleribataillon paa Ulfshalebatteriet, og Akademiet hørte intet til ham, før han i 1813 søgte om at blive Informator efter Krigsraad Mørchs Død. Hans Adkomster maa dog have tilfredsstillet Akademiet, thi den 17. Januar 1814 blev han foreslaaet til den ledige Plads, og der blev forhandlet med ham om, hvorvidt Informatortjenesten lod sig forene med hans Stilling som Officer. Udfaldet blev, at han ved kgl. Resolution af 9. April 1814 blev udnævnt til Informator ved Ornamentskolen mod at udtræde af »vor militaire Tjeneste«, og den 5. Juni s. A. fik han sin Afsked af Krigstjenesten med Titel af Krigsassessor.

Ved Propsthayns Død (1818) rykkede han fra Ornamentskolen op til anden Frihaandstegneskole, og virkede i denne Stilling i en lang Aarrække tildels under trykkende Kaar, saaledes at Akademiet flere Gange maatte understøtte ham med »Gratifikationer«. Da J. P. Møller tog sin Afsked som Tegnelærer for Søkadetterne blev Schow ansat fra den i. Januar 1819, og var i denne Stilling til den 20. August 1841, da han gik af med en Pension paa 200 RdL Dette var imidlertid i den Grad gaaet i Forglemmelse, at Kultusministeriet i 1850 maatte spørge hos Akademiet, hvorfor han nød denne Pension Han var den 29. December 1809 bleven gift med Else Marie Arvad ff. 1777, d. 1853}, og døde den 25. August 1857, 80 Aar gammel, efterladende sig to Døtre. Han har kun udstillet sit Medaillearbejde og nogle Prospekter (1808.)

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. 1816—57. Adresseav. 1853, Xr. 71. Vejvis, indtil 1857. Skifteretten.)

Schovelin. Axel Thorsen Schovelin, Landskabsmaler, født i København den 22. Marts 1827, er Søn af Boghandler, Kaptajn ved det borgerlige Artilleri, Peter Thorsen Schovelin (f. 1791, d. 1871) og Anna Cathrine Elisabeth f. Larsen (f. 1791, d. 1860). Han besøgte Kunstakademiets Skoler fra 1839 og blev i Marts 1846 Elev af Modelskolen. Han begyndte at udstille 1848 og hørte siden stadig til de flittigste Udstillere; hans Landskaber var altid heldig anordnede som oftest efter Motiver fra Nordsjælland og tiltalte ved en ret naturlig Farve; men hverken i Naturstemning eller i Foredraget hævede de sig til noget betydeligere. Han havde en ikke

363

ringe Kreds af Velyndere og solgte ogsaa en Del Billeder til forskellige Kunstforeninger. For Udstillingsfonden malede han »Broen over Stadsgraven ved Østre Ravelin« (1876). I 1857 og 1858 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse (1200 Kr.) i to Aar og besøgte paa denne Rejse navnlig Tyskland og Frankrig. I 1866 var han atter paa en Udenlandsrejse, fremkaldt ved en Bestilling fra Kongen, og udførte der et stort Billede, »Slotsruinerne ved Heidelberg« (udst. 1867). Han blev gift 1851 med Oline Petrine Moos. Kunstneren døde den 18. December 1893 og tre Dage efter, den 21. December dede hans Hustru, og de blev jordede paa samme Dag.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 3. R. III. T. 20.)

Schrader. Hans Jakob Schrader, Guldsmed og Emaillemaler i forrige Aarhundrede, har kun efterladt sig faa Spor. Paa Rosenborg findes to Gulddaaser med tvende paa Porcelæn malede Landskaber af denne Kunstner. Det ene er mærket Hafnta A° 1753. I 1751 og 1752 havde han faaet Betaling af Particuliérekassen for flere Emailarbejder, deriblandt Kongens og Dronningens Portræter. I 1769 søgte ban om at faa Emaillemaleriet »indlemmet i Akademiet«, da han nu er »schakmatt«. Men dette blev afslaaet. C. F. Schrader, mulig en Broder, har malet Christian VII som ung i Emaille; dette Portræt findes ligeledes paa Rosenborg.

(Industr. Maanedskr. 1878, S. 34. Tdskr. f. Kstind. V, 17 og 49. Rigs-arch. Akad.)

Schrøder. Abel Schrøder, Billedskærer, mulig den nedenfor nævnte Abel Schrøders Fader eller Farfader, kaldes ogsaa »Billed-snider i Næstved«. Han udførte i Aarene 1600—4 Billedskærerarbejde til »Lysthuset« ved Frederiksborg. Inden April 1604 var han død.

(Friis Saml., S. 217—18.)

Schrøder. Abel Schrøder, Billedhugger, mulig ovenstaaendes Sønnesøn (eller Søn) maa være født omtrent 1600 og vistnok i Næstved. Sit Fag kunde han da have lært i Hjemmet. Allerede 1629 blev han gift rned Mette Pedersdatter og havde som det synes to Sønner, Abel og Eiler, der blev Studenter fra Herlufsholm. Han var altsaa allerede en ældre Mand, da han, efter Overleveringen, paatog sig Udskæringen af Altret til Holmens Kirke i København, idet han nemlig 1661 skal have udført Alter og Prædikestol, bestemte til Holmens Kirke, men mulig have de ikke vundet Bifald, og det

364

er maaske dem, som findes i St. Peders Kirke i Næstved. Imidlertid havde han — hvis han er det pragtfulde Værks Mester — samrne Aar den Altertavle færdig, som pryder Holmens Kirke og Aaret efter den rigt udsmykkede Prædikestol, hvortil der af to Privatpersoner blev skænket i alt 400 Rdl. til Hjælp til Bekostningen. Senere udførte han ogsaa Alteret til St. Mortens Kirke i Næstved (1664); alle disse Arbejder ere udskaarne i Egetræ. Fra 1634 havde han tillige været Organist ved St. Mortens Kirke, og han døde den 5. Marts 1676, medens hans Hustru overlevede ham. Sønnen Eiler Abeisen Schrøder rned Hustru Viveke Lausdatter satte en Mindetavle over ham og Hustru i St. Peders Kirke i Næstved, men Hustruens Dødsdag staar in blanco, dog er det rimeligt, at hun er død ikke længe før Mindetavlens Dato den 24. Juni 1681.

(Weinw. Lex. Gravskr. i Næstved, medd. af Pastor F. Nansen. Dske Saml. 2. R. VI, 191—92. Medd. fra afd. Burm. Becker. Thura Hafn. hod., 287—88. Rothe, Kbh. Kirker, S. 31—32. Trap, Danm. I, 402—3. Wad, Dimitt. fra Herlufsh. II, 161.)

Schrøder. Johan Schrøder, Architekt, født i København den 25. September 1836, er Søn af Bagermester Johan Georg Schrøder (f. 1791, d. 1874) og Henriette Christine f. Bernsteen (f. 1803, d. 1889). Samtidig med at han var i Tømrerlære og senere arbejdede som Svend, fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, blev i December 1852 Elev af Architekturklassen og vandt, efter at Hetsch og N. H. Nebelong havde opfordret ham til at gaa Kunstnervejen, i 1861 — 62 den mindre og den store Sølvmedaille i Architekturen. I disse Aar 1860—62 tegnede han om Sommeren for Architekt Nordan i Christiania. Snart efter traadte han i praktisk Virksomhed i København som Konduktør for J. D. Herholdt ved Opførelsen af Københavns Banegaard. Han var derpaa udenlands i Skotland, England og Krankrig rned Understøttelse fra Landhusholdningsselskabet og den Reiersenske Fond, og tegnede i forskellige Byer for Architekter der. Efter sin Hjemkomst bosatte han sig i København, hvor han endnu er Bygningsinspektør for det tredje Distrikt. Han har bygget en Del, for det meste private, Ejendomme. Enkelte af disse, som Ostergade Nr. 34, hvis Forside er ganske af Glas og Jærn, have deres Betydning i konstruktiv Henseende, ved andre, som Legationsraad Bruuns Landsted, Hvidøre, ved Strandvejen, Østergade Nr. 4, med Forside af udskaaren Kalksten, Østergade Nr. 18 (Svaneapotheket), har han haft Frihed til at give Bygningerne en Udstyrelse i mere kunstnerisk Retning. Endvidere kan nævnes Niels

365

Juelsgade Nr. 12 for Bogtrykker Schultz, flete anselige Villaer i Københavns Omegn, Oremandsgaard ved Præstø og Restaurationen af Hvedholm ved Faaborg samt Ombygningen af Schimmelrnanns Palæ (Concertpalæet). I 1866 vandt han den første Præmie ved Konkurs om en Industriudstillingsbygning, men hans Udkast blev ikke brugt. I 1876 blev Georg Simon Johan Wittrock optaget som hans Medarbejder, men denne traadte i 1889 atter ud af Forbindelsen. Schrøder ægtede den 22. September 1871 Ida Gustave Glahn (f. 1848), Datter af General Povl Egede Glahn (f. 1811, d. 1896) og Ottilie f. von Seyffarth (f. 1823).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Schrøder. N. y. Schrøder, Kobberstikker, har udført elleve Prospekter af Byer og Slotte i Danmark. Han skal være født 1715 og nogle af Pladerne ere mærkede 1743 og 1745.

(Weinw., S. 142. Do. Lex. Sandv., S. 116. Krohn, I, 30—32.)

Schrøder. Vilhelm Schrøder, Architekt, født i København i første Halvdel af forrige Aarhundrede, blev vistnok ad praktisk Vej oplært til Bygmester og arbejdede først under Jardin ved Grundlæggelsen af Marmorkirken. I 1760 sendtes han, tilligemed flere andre Kunstnere (jfr. Heine), til Marokko med Løn fra Kongen af Danmark. Her udførte han flere Arbejder, der ere gengivne i Kobberstik i Høsts »Efterretninger om Marokko« (Kbh. 1779). Da han efter en Del Aars Forløb kom hjem, fik han, mod Sædvane ved slige Lejligheder, ingen Aarpenge af Regeringen og levede sin Alderdom i trange Kaar. Lahde solgte 1791 Aftryk af Kobberstikket »Terpsichore og Kalliope« til Fordel for Kunstneren, som derpaa, da Opmærksomheden var henledt paa ham, fik en lille Aarpenge, hvoraf han levede sine sidste Aar paa Landet.

(Skild. 1830, Sp. 1070, tildels efter Høst.)

Schule. Georg Christian Schule, Kobberstikker, Søn af Klædefabrikant, Johan Christoph Schule (f. 1741, d. 1813) og Dorothea Elisabeth f. Wolf (f. 1735, d. 1801), er født i København den 7. Oktober 1764. Han besøgte Kunstakademiet og vandt i 1782 den mindre Sølvmedaille i Modelskolen. Strax efter demens¹ Hjemkomst fra hans Udenlandsrejse (1778) kom Schule i Huset hos denne, for at lære Kobberstikkerkunsten, og forblev der i fire Aar. Senere levede han nogle Aar for egen Regning i København; men da han havde sin Styrke i at komponere satiriske Blade, som han selv

366

raderede og udgav, deriblandt tolv Blade under Titlen »Ulykkelige Hændelser« , vakte han ved nogle af disse en saadan Uvilje imod sig, at han i 1787 udbad sig Akademiets Attest for at rejse bort og »studere udenlands«. Han drog nu til Leipzig, hvor han havde Familie. Der giftede han sig og underholdt sig og sin Familie ved at udføre Kobberstik til Bøger. Og der døde han i 1816. Af de Blade, han i Danmark har stukket, kan nævnes Bernstorffs Minde-støtte af Wiedewclt (1783), to store Blade, fra Kongens Have (efter Sigende tegnet af Abildgaard) og fra Frederiksberg Have med en Mængde Portrætfigurer af Datidens mere bekendte Personligheder (1785 og 1786), en Del af Pladerne til Wiedewelts »Ægyptiske og romerske Oldsager« (1786), Forside og det indre af Roskilde Domkirke (1787) og nogle flere Blade. Hans Arbejder ere for en stor Del raderede og udførte med megen Lethed; Krohn nævner i alt 46 Blade fra hans Haand, foruden sex, som han mulig har graveret i Clemens' Atelier, medens Thaarup kun kender 17.

(Weinw., S. 236. Do, Lex. Petri Kirkeb. Bibl. d. sch. Wissensch. u. Kstl., XXXVI, S. 137. Akad. Thaarups Optegn. Ficks Hdsk. til demens' Levned. Adresseav. 1813, Nr. 279. Skild. 1830, Sp. 818 — 19. Krohn I, 131

—33. i5²—53 og 2. Afd. 1691 — 1703.)

Schulte. H. Schulte, Maler, har udført et stort Portrætmaleri i Nyborg Kirke, forestillende Jakob Lerke med Familie.

(Medd. af afd. Burm. Becker.)

Schultz. Anton Schultz, Stempelskærer i København, skar 1721— 23 nogle Medailler i Anledning af Frederik IV's Vielse til Anna Sofie og hendes Kroning, samt i Anledning af Kronprinsens, senere Christian VI's, Giftermaal med Sofie Magdalene. (Kongel, Regnsk. i Rigsarch. Mønt fortegn.)

Schultz. Julius Vilhelm Schultz, Billedhugger, født i København den 21. Maj 1851, er Søn af Hofgravør Peter Carl Schultz (f. 1812, d. 1881) og Anne Marie f. Andresen (f. 1812, d. 1880), begyndte at gaa paa Kunstakademiet i 1866 for at uddannes til Gravør, men foretrak, da han rykkede op i de højere Klasser, at blive Billedhugger og fik den 26. Marts 1870 Afgangsbevis som Modelerer. I 1873 vandt han den mindre Guldmedaille for en »Filoktet«, i 1875 den Neuhausenskc Præmie for »Ivar Hvitfeldt«, udført i Bronce (1876) til Grev Moltke Hvitfeldt til Glorup, i 1877 vandt han den store Guldmedaille for et Relief »Jesus tor Disciplenes

367

Fødder« (udst. 1877). Samme Aar fik han Akademiets store Rejsestipendium paa 2000 Kroner aarlig og afrejste til Paris i den Hensigt at uddanne sig til Medaillør. Efter halvandet Aars Ophold der rejste han til Rom, hvor han forblev til 1881. Der udførte han en Gruppe »Adam og Eva«, som ved Udstillingen s. A. vandt Halvdelen af den Eibeschütz'ske Præmie; denne Gruppe fik ved Verdensudstillingen i Paris 1889 en Sølvmedaille, og blev derefter udført i Marmor til Statens Samling (udst. 1892). Da han i 1885 havde faaet det Ancherske Rejselegat, var han om Vinteren i Tyskland, Frankrig og Italien og udstillede i 1886 en Gruppe i Marmor »Det evige Livs Genius« til Pastor H. H. Møllers Gravmæle paa Frederiksberg. En Gruppe »En Moder med sit Barn« (udst. 1890} blev af Staten købt til Museet i Ribe. I 1893 udstillede han »Judith«. Desuden har har udført en stor Del Buster og nogle Figurer. Blandt hans Medailler kan nævnes »Den Madvigske Æresmedaille«, »Dansk Jagtforenings« Medaille og »J. C. Jacobsens Jubilæumsmedaille«. Han havde i 1890 og 1891 Understøttelser fra den Raben-Levetzauske Fond og blev 1892 Ridder af den bajerske St. Michaels Orden.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. III, T. 39.)

Schumacher. Harald Peter William Schumacher, Landskabsmaler, født i København den 23. Marts 1836 og Søn af Kommandør i Søetaten, Indrulleringschef Johan Peter Schumacher (f. 1795, d. 1869} og Mary Sophy f. Clark (f. 1806, d. 1859), tegnede hos F. F. Helsted, besøgte Kunstakademiet (1868—72) og naaede at blive Elev af Modelskolen. Han har 1868—7 2 udstillet nogle Landskaber og Architekturbilledcr. I 1871—73 var han tre Aar udenlands med Stoltenbergs Legat. Blandt hans Architekturbilleder tilhører »Ruinerne af St. Cloud« og »Prinsesse Thyras Værelse« Enkekejserinden af Rusland. Den 16. Oktober 1881 ægtede han Agnes Aletha Betzonich (f. 1857, d. 1890), Datter af Købmand Carl Ludvig Julius Betzonich (f. 1827, d. 1874} og Oline Andrea f. Olsen (f. X828, d. 1889}.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn.)

Schwabe. Leonhard Schwabe, Billedhugger, var rimeligvis født i København og Ætling (Sønnesøn?) af den nedenfor nævnte N. Schwabe. Han arbejdede som Dekorationsbilledhugger, dels ved Rosenborg, dels ved Frederiksberg Slot i Tiden 1700 til 1710. Dog nævnes en Billedstøtte, men da den tilligemed tre andre var bestemt til Udsmykning af Døre paa Frederiksberg Slot, har den vel ogsaa været af dekorativ Art. Han var gift her i København og begravede sin

368

Hustru den 31. Oktober 1710 paa Petri nye Kirkegaard. Mulig er han død snart efter, da han ikke nævnes senere i Regnskaberne.

(F. R. P'riis, Sml., 91, 108 flg. Rigsarch. F. J. Meter, Frederiksberg, 138. Pers. Tdskr. 2. R. IV, 15.)

Schwabe. Nikolaus Schwabe, Stempelskærer, blev i 1595 indkaldt fra Dresden til Danmark som Gravør, for at skære Contrefejer, Vaaben o. a. i forskellige Metaller. Den i. Februar 1596 fik han fast Ansættelse fra 7. September 1595 at regne. Den 3. Juni 1597 blev Ansættelsen fornyet med højere Løn (Kostpenge). Han blev 1602 kgl. Møntmester, og foretog for kgl. Regning 1614—15 Rejser i Udlandet for at søge Kunstnere til Kongen. Han bestilte saaledes til Neptunbrønden paa Frederiksborg de Broncefigurer, som Adrian de Fries udførte (1615 — 24).

(F. R. Frits fiml., 258 Hg., 267. 373.)

Schwanenflugel. Niels Johannes Emil Schwanenflugel, Architekt, er født den 21. April 1847 i København, og er Søn af Manufakturhandler, Grosserer Vilhelm Schwanenflugel (f. 1820, d. 1895) og Natalie Pauline Gustava f. Selin (f. 1819). Han blev 1865 Student fra von Westens Skole, var en kort Tid i Murerlære og gennemgik derpaa Kunstakademiets Bygningsskoler fra Oktober 1867 til den 18. Marts 1876, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Under sin Studietid vandt han 1871 den Neuhausenske Præmie for en Op-maaling af den midterste Del af Børsen og foretog 1874—75 en Udenlandsrejse til Belgien, Frankrig og Italien, hvilken varede et helt Aar; deraf tilbragte han alene tre Maaneder i Pompeij. Efter at have gjort sig færdig ved Akademiet bosatte han sig i Odense, hvor han endnu bor. Aaret efter, den 21. August 1877, ægtede han Marie Dohlmann (f. 1852), en Søster til Malerinden Augusta Dohlmann.

Ikke alene i Odense, men ogsaa i andre fynske Byer har Schwanenfliigel opført en stor Del Bygninger, saaledes bl. a. i Odense Læseforeningen, den techniske Skole, hvor han tillige har været Lærer siden 1879, Museet og Brockmanns Hotel; ved Odense, Hesbjerg Hovedbygning, i Svendborg, Håtel Svendborg, baade i Nyborg og i Rudkøbing Byens Realskole og dens techniske Skole, i flere Byer Kommuneskoler. For Projekt til en ny Børstrappe vandt han første Præmie sammen med L. Knudsen, samt ligeledes første Præmie for Tegninger til Realskolen i Nyborg og til et Theater i Svendborg.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

369

Schwartz. Johan Georg Frands Schwartz, Maler, er Søn af Kunstdrejer Johan Adam Schwartz (f. 1820, d. 1874) og Thora Louise f. Kühl (f. 1816, d. 1875), er født den 19. Juli 1850 i København og kom efter sin Konfirmation i Kunstdrejerlære hos Faderen. Imidlertid fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler i Oktober 1866, og da han havde mere Lyst til at være Maler, gennemgik han disse og fik den 23. December 1872 Afgangsbevis som Maler. I 1874 vandt han Akademiets mindre Guldmedaille for Opgaven »Hiob og hans Venner«, tegnet Karton. I 1876 konkurrerede han til den store Guldmedaille, uden at opnaa den. Han har foruden sine Konkursarbejder udstillet et Par mindre Billeder og i 1890 et Portræt. Efter Faderens Død havde han Del i Styrelsen af dennes tidligere Forretning. Foruden hvad han har udstillet, har han malet Portræter og mindre Genrebilleder, mest med enkelte Figurer. Til Frederiksborg Slot malede han det store Loft i Frederik III's Sal, forestillende til Dels allegorisk fremstillede Træk af hans Regering i n Felter (1883) og til Festsalen i den Soldenfeldt'ske Stiftelse et stort Billede med legemstore Figurer »De kloge og de daarlige Jomfruer« (1894). I Aarene fra 1867 til 1878 foretog han flere Rejser, dog uden at besøge nogen Malerskole i Udlandet. Han har jævnlig ledet Undervisningen i Kunstnernes Studieskole.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Industriforen. Maanedskr., 10. Aarg., S. 72 og 87. S. Muller, N. dsk. Malersk. Frdborg. Mus. Fortegn.)

Schwartzkopf. Johan Georg Schwartzkopf, Architekt, var født i København den 6. Juni 1774 og var Søn af Bundtmager Christian Georg Schwartzkopf (f. 1735, d. 1809) og Marie Catharina f. Printz (f. 1751, d. 1829). Han besøgte Kunstakademiets Bygningsskole og vandt 1797 den mindre, 1799 den store Sølvmedaille. Om hans senere Udvikling og Virksomhed kan intet oplyses, før han i 1821 bliver ansat som Bygningskonduktør i Hertugdømmerne og i 1837 bliver Bygningskonduktør (Inspektør?) for Holsten. Han dør ugift i Altona den 22. Januar 1846. Han var Broder til Kunstnerinden Mimi Larsens Farfader.

(Petri Kirkeb. Erslew III, 127. Statskal. Akad. Adresseav. 1846, Nr. 27.)

Schwartzkopf. Mimi Schwartzkopf, Malerinde, se M. M. M. Larsen.

Schwensen. Hans Henrik Wolder Schwensen, Landskabsmaler, født i Brenduhr Mølle, Frørup Sogn i Nordslesvig, den 29. Januar

N. K. L. II. Januar 1897. 24

370

1837, var Søn af Mogens Schwensen, som senere blev Ejer af Kolding Slotsrnølle, og Birgitte f. Wolder (begge d. 1849). Han kom i Huset hos en Farbroder og blev i 1853 sat i Malerlære i Haderslev, kom derfra til Flensborg og blev Svend 1857. Snart efter tog han til København for at uddanne sig til Landskabsmaler, blev 1859 Elev af Kunstakademiet og vandt 1860 den mindre Sølvmedaille. I Aarene 1861—65 udstillede han nogle Landskaber, hvoraf det sidste, »Vinterparti fra Dyrehaven«, blev købt af Tombolaen. I 1863 blev han udskreven sorn Menig ved i. Regiment, men rykkede under Krigen 1864 op til at blive Sekondløjtnant. Efter Krigen fik han (1865) en Rejseunderstøttelse fra Akademiet paa 150 Rdl., som han, i Steden for at rejse i Indlandet, brugte til en Udenlandsrejse. Han opholdt sig et Par Aar i Munchen og hjemsendte derfra nogle Billeder, tog derpaa til Svejts, hvor han ved Gymnasiet i Aigle (Pays de Vand) fik en Plads som Tegnelærer. Ogsaa derfra hjemsendte han i 1869 et Par Billeder. Det var sidste Gang, han udstillede i København. I 1875 fø^t han i en Sindssygdom, som gjorde, at han maatte sendes til Hjemmet. Efter at han i December s. A. var kommen til Danmark, blev han indlagt paa St. Hans Hospital«, hvor han døde den 20. November 1876. Inden han rejste bort, stod han som ret lovende i den da fremvoxende ikke lille Kreds af unge Landskabsmalere. Hans Billeder fra Udlandet viste ikke iøjnefaldende Fremskridt.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl, 1867, Nr, 109. Skifteretten.)

Schübeler. Heinrich Edvard Christian Schubekr, Dekorationsmaler, er født i København den 19. Juni 1865, og er Søn af Malermester Heinrich Jørgen Christian Schiibeler (f. 1838) fra Slesvig og Anina Laura Florentine f. Jørgensen (f. 1840). Samtidig med at være i Malerlære hos Faderen gennemgik han det techniske Selskabs Skole, hvorfra han dimitteredes til Kunstakademiet. Fra Januar 1883 gennemgik han dettes Modelskole og Dekorationsklasse og fik den 25. Maj 1886 Afgangsbevis som Dekorationsmaler, men vedblev at besøge Modelskolen et Par Vintre. Efter at han i 1890 forgæves havde konkurreret til Guldmedaillen, fik han en Rejseunderstøttelse fra Akademiet (800 Kr.) og foretog en Studierejse ti! Norditalien, konkurrerede derpaa paany og vandt den mindre Guldmedaille 1892 for Opgaven Dekoration af Festsalen i en Navigationsskole. Den 8. April 1892 ægtede han Petra Hansen, Datter af Styrmand Peter

371

Hansen og Maren f. Christensen. I de sidste Aar (1895—9^} har han været sysselsat med Dekorationen i det nye Glyptothek. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Schüerer. Marianus Franciscus Antonius Schüerer, Kobberstikker, var, hedder det sig, Søn af en bøhmisk, katholsk Adelsmand, Josef Schuerer von Waldheim' (f. 1709, d, 1769), som rejste til Danmark i 1749 og bosatte sig der som Glassliber og Glashandler under Navnet Schuerer. Sønnen blev født i København den 11. Juni 1764 (ikke 1763) og døbt i Petri Kirke; hans Moder hed Elisabeth f. Schilder eller Kerschmacher (f. 1733, d. efter 1786), som efter sin Mands Død blev gift den 7. Februar 1771 med Glashandler Johannes (Joseph) Jacob Seemann. Det er hendes Portræt, som Sønnen senere stak i 1786, -»dedié a elle-méme par son tres humble et obeissant fils«..

For at uddanne sig til Kobberstikker besøgte Frants Schüerer Kunstakademiet i København, hvor han 1782 vandt den mindre og 1786 den store Sølvmedaille i Modelskolen. Af hans første Stik, tre Blade, der bærer Paaskriften -asous la direction de M. Haas«, ser man, at denne har været hans Lærer. Fra 1783 bærer et Stik, -»Le satyrs amøureux«., Kunstnerens Navn alene, fra 1784 er et Stik efter Maleren Tischbein, fra 1785 »David og Bathseba«, som mulig var et Konkursarbejde efter Kunstnerens egen Tegning. Endvidere stak han i 1785—86 sex Blade med Bondeoptrin efter P. Cramer og nogle Portræter, hvoriblandt det nævnte af hans Moder og et af Dr. Meza, begge efter C. A. Lorentzen samt, efter egen Tegning, Portræt af Grev Otto Thott (1789). Flere Blade have hidtil ikke været kendte af ham, med Undtagelse af en raderet Vignet til »Samleren«, III. Bd. (1790). Men til Trods for den gode Skole, han efter sin Stikkemaade tilhører, har han haft Vanskelighed ved at tilegne sig den Renhed og Skønhed i Gravstikkens Førelse, som man kræver af en udmærket Kobberstikker.

Imidlertid opgav han, mulig efter Stiffaderens Død, Kobberstikkerkunsten for at genoptage sin Faders Næringsvej. Efter at han den 19. Oktober 1788 havde ægtet Marie Cluvin eller Kluvin (f. 1767, d. 1821), tog han nemlig den 15. December 1790 Borgerskab som Glashandler i København og levede i denne Stilling til sin Død den 4. April 1837.

(Priv. Medd. Weinw. Lex. Akad. Miillers Kbstsml. paa det kgl. Bibl. Den kgl. Kbstsml. Strunk. Raadstuearch. Adresseav. 1808, Nr. 268; 1821, Nr. 123; 1837, Nr. 82. Skifteretten. Petri, Trin. og Kath. Kirkeb. Cat. Bibl. Thottianæ, I. Krohn, I, 126.

372

Schütte. Carl Laurits Oscar Schiitte, Genremaler, er Søn af Kammerherre, Hofjægermester, Godsejer August Theodor Schiitte (f. 1804, d. 1889} og Hansine Charlotte f. Ammitzbøll (f. 1805, d. 1880), og er født den 2. Januar 1837 paa Bygholm ved Horsens, Han blev Student fra Horsens lærde Skole 1857, tog anden Exaraen Aaret efter og statsvidenskabelig Examen 1865. Han overtog derefter Aarupgaard ved Horsens, men da han ikke havde Lyst til Landbruget, bortforpagtede han den fra 1878. Han havde fra ung af Lyst til Malerkunsten, havde dyrket Landskabsmaleriet til Dels paa egen Haand, og studerede siden hos H. Foss, V. Tornøe og i Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann i Tiden 1878—86. Han udstillede nogle Genrebilleder og Portræter ved Forårsudstillingerne 1883—89, blandt hvilke »En gammel Politiker« (1886) tilhører Samlingen i Reykjavik.

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Schütte. Hans Schiitte, Portrætmaler, har udført et med Navn og Aarstallet 1668 signeret Epitaphiura i Aalborg Kirke med Portræt af Christian Nikolaj Friis, Rektor ved den lærde Skole i Horsens.

(Medd. af afd. Burm, Becker.)

Schäffer. Magdalene Margrethe Schäffer, Malerinde, se Bærens.

Schøler. Peter Christian Schøler, Kobberstikker, født i Hammel den 13. Juli 1803, var Søn af Skolelærer og Kirkesanger Nikolaj Pedersen Schøler (f. 1772, d. 1851) og Margrethe f. Sommer (f. 1774, d. 1853). Efter at være bleven uddannet til Skolelærer, dog uden at tage Examen, havde han forskellige Huslærerpladser, indtil han i 1827 kom til at arbejde hos Conchyliemaler Steenfeldt (s. d.) og fik Understøttelse af Prins Christian Frederik for at uddanne sig til Kunstner. I 1828 fik han Plads i Henckels Stentrykkeri og besøgte Akademiets Skoler, hvor han 1829 blev Elev af Modelskolen og tillige af J. L. Lund. Samtidig lagde han sig efter Kobberstikkerkunsten og stak Omrids efter Thorvaldsens Arbejder til Thieles Værk (1829—32).

Som Kobberstikker valgte han dog Landskabskobberstikket til sit Fag, fik i 1833 en Opmuntrings præmie paa 30 Rdl. for Tegning efter et Landskab og stak i det følgende Aar et Blad efter de Vries i Moltkes Malerisamling. Derefter anbefalede Akademiet ham til Kongen til Understøttelse i to Aar for at stikke en Gengivelse af Ruisdaels Maleri (nyt Nr. 299), »Et Vandfald«, i den kgl. Maleri-

373

samling (1835) og samme Aar fik han den mindre Sølvmedaille i Modelskolen, samt Aaret efter den store. I 1841 opfandt han en ny Fremgangsmaade ved Kobber stikningen, Stylografien, hvoraf han i 1845 udgav en Beskrivelse paa dansk og i 1846 en lignende paa fransk. Til Oprettelsen af en stylografisk Kunstanstalt, fik han i 1843 af Christian VIII en Understøttelse af 2000 Rdl. gennem »Zahl-kassen«. Med Understøttelse af sin tidligere Velynder, Christian VIII, rejste han 1846 til Berlin for at gøre sin nye Fremgangsmaade bekendt og anlagde der et Etablissement for Stylografi. Han fik Pjæmier for sine Arbejder og god Betaling; men da Krigen udbrød i 1848, vendte han tilbage til Danmark. Af hans Arbejder i Stylografi kan nævnes Ørsteds Portræt, som han i 1843 foreviste Akademiet til Prøve paa sin Opfindelse, Thqrvaldsens Portræt efter Horace Vernet, samt i 1856 et Stik efter Ruisdael i Moltkes Malerisamling. Den i. Juli 1843 var han bleven gift med Henriette Florentine Schouw (f. 1801, d. 1865), Datter af Klasselotterikollektør Alexander Schouw (f. 1776, d. 1808) og Kirstine Marie f. de Hemmer, som i andet Ægteskab blev gift med Portrætmaler P. Lindhberg. Han tog sig sin Hustrus Død meget nær, og de sidste to Aar af sit Liv tilbragte han hos en Broder i Vester Hassing Præstegaard, hvor han døde den 16. November 1867. Schøler var ikke noget særdeles fremragende som Kunstner, og de Forhaabninger, han havde knyttet til sin Opfindelse, om at Kobberstikket ved denne ny, gunstigere Arbejdsmaade skulde gaa en lys Fremtid i Møde, gik ikke i Opfyldelse. Han udstillede fra 1833 til 1857, dels Tegninger, dels Stik. Maleren Alfred Larsen er hans Søstersøn.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl., III, S. 129. Vahl, Slægteb. VIII, 32. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Tdskr. f. Kstind. XII, 141.)

Seehusen. Jens Johannes Vilhelm Seehusen, Billedhugger, født i København den 29. Juni 1826, var Søn af den nedennævnte Kobberstikker Peter Johan Seehusen og Cecilie Christiane f. Friborg. Han tog dansk juridisk Examen i 1844, men da han følte Kald til Kunsten, blev han endnu samme Aar Lærling i Billedhuggerkunsten hos Me-daillør Christensen, som imidlertid døde Aaret efter, og han gik nu over i H. V. Bissens Værksted. I 1844 var Seehusen ogsaa begyndt at gaa paa Akademiet og blev i Juli 1845 Elev af Dekorationsklassen. I de nærmest følgende Aar arbejdede han dels for Bissen og udførte nogle Arbejder i Marmor, dels modelerede han smaa

374

Kopier bl. a. af Thorvaldsens »Ainor« og Bissens »Amor, som sliber en Pil«, til Porcelænsfabriken (Biscuitfigurer). I 1848 gik han med i Krigen som Frivillig, blev den 10. Marts 1849 Sekondløjtnant i Reserven, men blev allerede den 6. April s. A. haardt saaret i Fægtningen ved Ulderup, fangen og døde efter en Amputation paa Lazarethet i Flensborg den 14. April 1849.

(Selmers Nekr. Saml,, II, S. 402. Akad. Medd. fra V. Bissen.)

Seehusen. Johan Christoffer Seehusen, Kobberstikker, født i Kirkebyen Steenbjerg i Angel den 20. Maj 1762, var Søn af Organist og Degn Didrik Nicolaus Seehusen og Anna Marie f. Woy (f. 1762, d. 1824). Han lærte Kobberstikkerkunsten og blev Bankgravør ved Speciesbanken, mulig efter Quists Død (1810). Foruden Landkaart, Skrift, Noder og desl. har han stukket nogle Portræter, hvoriblandt kan nævnes Kaptajn Abrahamsons, Dr. Lauritz Smiths (1790) og Hans Strøms (1791). Tillige stak han John Eriksens Minde (1787, se Olavsen). Krohn nævner 18 Blade af ham. Han levede en lang-Tid i Birkerød, hvor han ogsaa døde den 25. September 1824. Han var 1789 bleven gift med Margrethe Cathrine Petræa eller Petrine Gamst ff. 1767, d. 1845 i Lyngby), Datter af Garver Albert Gamst og Maren f. Truelsen. Omtrent ved Tiden 1810 havde han meget travlt med Opfindelsen af en ny Kobbertryksværte, som han gærne vilde indføre bl. a. ved Søkaartarchivet, for hvilket han arbejdede som Kaartstikker.

(\Veinw., S. 232. Skild. 1824, Sp. 1386. Erslew, Suppl. III, S. 141—42. Iris og Hebe 1810, III, S. 135—47, hvor der staar et langt Digt til ham. Thaarup, Fdl. Nekr., S. 331. Birkerød Kirkeb. Adresseav. 1824, Nr. 227 Krohn I, 124—25. Strunk.)

Seehusen. Peter Johan Seehusen, Kobberstikker, Søn af den ovennævnte Johan Christoffer Seehusen, var født i Birkerød den i. April 1791 og lærte sandsynligvis Kobbers tikker kunsten hos sin Fader. Han var mest Skrift- og Kaartstikker samt Lærer og Inspektør under Generalstaben. Dog har han stukket et Par Kunstblade, nemlig »Ruiner af Valdemars Slot i Vordingborg« tegnet af Nordmanden C. Steenbloch og Portræt af August Brodersen, Organist ved Holmens Kirke. Han blev 1824 gift med Cecilie Christiane Friborg (f. 1795, d. 1858), Datter af Kaptajn, Urtekræmmer og Kirkeværge Jens Christoffer Friborg (f. 1747, d. 1838) og dennes første Hustru Margrethe

375

Sofie f. Horn (f. 1750, d. 1816); han er Fader til den ovennævnte J. J. V. Seehusen. Han døde den i. November 1863 i København. (Erslew, I, 459—60. Suppl., I, 512, III, 141—42. Salmer, Nekr. Saml II, S. 402. Krohn I, 192. Adresseav. 1863, Nr. 258. Elvius, En Urtekræmmer.)

Seehusen. Æ. y. P. Seehusen, Kobberstikker, muligvis en Broder til J. C. Seehusen, har stukket i Kobber Portræter af Grev Chr. Ahlefeld Laurvig (betegn. R. J. P. S. i Tranekiær, 1791?), Generalsuperintendant, Dr. J. G. C. Adler, malet af P. Ipsen (1800) og Aug. Hennings, malet af Juel (1801).

(Strunk.)

Seest. Christian Seest, Billedhugger, fik i 1741 en Understøttelse paa ioo Rdl. d. C. for i to Aar at uddanne sig i Udlandet; 1742, da han var i Paris, fik han yderligere en Gave paa 50 Rdl. Han var kgl. Hofbilledhugger fra 1750 indtil 1768 og var i 1754 —57 i London, hvorfra han 1754 hjemsendte et Udkast til et Mindesmærke over Frederik V. Akademiet »fandt, at hans Tegning var maadelig, allerhelst for et Menneske, der ikke mere kunde gælde for Elev«, men anbefalede ham dog til kgl. Naade; han synes forinden at have faaet 150 Rdl. af Particuliére - Kassen. Hans Hofstilling betegner nærmest en Dekorationsbilledhugger.

(Akad. Statskal, Priv. Medd. F. J. Meier, Fredensb., 194.)

Seidelin. Johannes Henrik Bernhard Seidelin, Architekt, født i Roskilde den i. Juni 1820, var Søn Distriktslæge i Roskilde, Johannes Henrik Seidelin (f. 1786, d. 1855), og dennes anden Hustru, Johanne Marie f. Petersen (f. 1784, d. 1852). Han var Lærling hos G. Hetsch for at uddanne sig til Bygmester, gik paa Kunstakademiet fra 1840, blev 1844 Elev af Architekturskolen, vandt 1846 den mindre, 1849 den store Sølvmedaille og konkurrerede derpaa tre Gange til den mindre Guldmedaille (1851—55) uden at vinde den. Han søgte 1859 om at blive Medlem af Akademiet, men det nægtedes. Af hans Bygninger kan nævnes Raadhuset i Helsingør (1853—55), og en Pigeskole i Nyboder, som senere (1869) blev ombygget til Søofficersskole, samt Restaurationen af Schoustrups Gaard paa Amagertorv. Ogsaa i Sverige byggede han. Han døde ugift den 4. Maj 1863.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. F. E. Seidelins Stamt. Dsk. Lægest. 4. 5. 6. Udg. Berl. Tid. 1863, Nr. 106. Statskal.)

376

Seipsius. Georg Seipsius (ikke Sciptius), Miniaturmaler, født i Dresden 1744, kom til København i 1764, og havde i de første to Aar 300 Rdl. d. C. i aarlig Lønning. Han virkede som Portrætmaler i Miniatur- og Emaille ved Frederik V's og Christian VII's Hof. Han malede »endog smaa Historier, graat paa en Jaspis Grund, ret nydeligt«. Den 8. Juni 1792 ægtede han Anne Sabina Müller, der efter Forloveren at dømme (Konferensraad Fabritius) maa have været af god Familie. Ved den store Ildebrand i København brændte Trappen i det Hus, hvor han boede; han maatte springe ud af et Vindue og brækkede Benet, saa at han døde deraf paa Frederiks Hospital den 26. Juni 1795.

(Weinw., S. 171. Do. Lex. Petri Kirkeb. Rigsarch. Adresseav. 1792, Nr. 140. 1795, Nr. 178.)

Seligmann. Georg Sofus Seligmann, Figur- og Landskabsmaler, født den 22. April 1866 i København, er Søn af Grosserer Rudolf Seligmann (f. 1829) og Sofie f. Weil {f, 1844); han blev Student 1883, tog anden Examen Aaret efter og begyndte at tegne hos Fr. Schwarz, hvorefter han fortsatte sin Uddannelse i Kunstnernes Studieskole under P. S. Krøyer og L. Tuxen. Han begyndte at udstille paa Foraarsudstillingen ved Charlottenborg i 1887, og gik i 1892 over til den fri Udstilling. Hans Arbejder ere dels Portræter, f. Ex. af Maleren N. Skovgaard (1890), af Rektor Krarup i Vejle og Maleren Viggo Pedersen (1891), dels Genrebilleder som »Søndag i Thorvaldsens Museum« (1888, H. Hirschsprungs Saml.) og »Spille-stuen i Studenterforeningen« (1889) et større Billede med Portræt-figurer, som fik Broncemedaille ved Verdensudstillingen i Paris, samt ikke faa Landskaber. I 1893 foretog han en Rejse til Holland og kopierede i Haarlem et Skyttebillede af Frans Hals (fri Udst. 1894). Kort før Rejsen, den 16. Maj, ægtede han Jenny Heyman (f. 1873), en Søster til Billedhuggerinden Gerda Heyman (s. d.).

(Priv. Medd. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

Senn. Johan Heinrich Senn, Maler, født i Liestall i Svejts 1770, uddannede sig til Kunstner i Basel, hvorfra han i 1804 kom til København. I December s. A. kundgjorde han i Adresseavisen, at han malede Portræter i forskellige Størrelser i Profil og en face. som og i Miniatur, og at han tegnede med Sølvstift. Han boede den Gang ved Gamrnelstrand. Foruden Portræter malede han Figurbilleder i Vandfarve, en Kunst, som han ogsaa havde øvet i sit Fædreland, saaledes i Zürich, hvor han 1801—4 havde udstillet

377

Vandfarvemalerier. Han tegnede for Kobberstikker Lahde, hvorved han blev bekendt med Eckersberg og udførte flere Arbejder i Forening med denne, ligesom han ogsaa paavirkede Eckersberg meget i hans første Tid. I 1808 udstillede de i Forening i Thotts Palæ en Samling danske »Originaldragter« (22 Nr.). Aaret efter udstillede han i Akademiet »En Revue paa Nørrefælled« med mange Figurer i Vandfarve, og det følgende Aar (1810) flere Genrebilleder, ligeledes i Vandfarve, »En Gadescene i Regnvejr«, »Den taknemlige Datter«, »Et historisk Portræt af Kongen« (Frederik VI paa Nørrefælled, om-given af sine Adjutanter) o. fl. I 1813 foreviste han Akademiets Forsamling en Række »danske og holstenske Costumer«, hvorom man erklærede, »at de røbe særdeles Talent, som fortjener at opmuntres og understøttes«. Foruden disse Malerier, udførte han ogsaa en stor Del Kobberstik nærmest bestemte til at koloreres, saaledcs fra 1808 femten Blade forestillende »Danske Klædedragter«, som han udgav i Forening med Eckersberg, og fra 1812—15 ikke mindre end 74 Blade »Norske nationale Klædedragter«, hvortil slutter sig sex Blade rned Billeder fra Livet og Naturen i Norge. De blev udgivne i tolv Hæfter! Desuden en Radering, »En Tjenestepige, som binder sit Strømpebaand«. Senn var ikke gift i København, men havde med sin Husholderske en Datter, der hed Sofie og senere blev gift rned en Skomager. I 1818 forlod han København, efter at Lahde forgæves havde gjort Forsøg paa at holde ham tilbage, og rejste til Svejts, hvor han døde omtrent 1830.

(Nagler, Monogr., III, S. 2604. Ph. Weilbach, Eckersberg, S. 12 og 172. Fussli, Kstl. Lex. og Suppl. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adresseavis. 1804, Nr. 489. Skild. 1808. Sp. 1477; 1810, Sp. 839; iSir, 8. Juni. Strunk. Krohn I, 149—52 og 2. Afd., 1901. Dske. Nationaldr., Text af V. Bergsøe, S. 14—15.)

Sevel. Peter Sevel, Maler, født i København den i. Februar 1797, var Søn af Professor, Forstander for Blaagaards .Seminarium, Magnus Hofman Sevel (f. 1744, d. 1820} og Johanne Charlotte f. Wagner (f. 1771, d. 1838). Han besøgte i sin Ungdom Kunstakademiet, blev 1817 Elev af Modelskolen, vandt 1820 den mindre Sølvmedaille og rejste derpaa et Par Aarstid til Amerika. I 1821 havde han udstillet sin Faders Portræt, i 1824 udstillede han, efter sin Hjemkomst fra Rejsen, sin Moders Portræt. Desuden malede han Landskaber og udstillede indtil 1830 i begge Retninger. Fn »Udsigt fra Langelinie« (1828) tilhører den kgl. Malerisamling. I 1828 rejste han til Christiania, men kom vistnok snart tilbage derfra.

378

Han skal have været sindssyg i en Del Aar og døde ugift den 5. December 1861.

(Frue Kirkeb. Eckersb. Optegn. Østs Archiv, I, S. 275. Adresseav. 1892, Nr. 129. 1820, Nr. 285. 1861, Nr. 290. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Seydewitz. Carl Christian Seydewitz, Maler, Søn af Landbygmester i Meklenborg Johan Christoffer Heinrich Seydewitz og dennes første Hustru Magdalene f. Ralfs, blev født i Nortorf i Holsten den 3. November 1777. Han var kun fjorten Aar gammel, da han traadte i dansk Krigstjeneste, i 1796 blev han Fændrik i det slesvigske Regiment, i 1804 Premierløjtnant, og han var Kaptajn, da han i Januar 1816 ved Armeens Reduktion fik sin Afsked som karakteriseret Major. Samme Aar, den 15. November blev han gift med Sofie Amalie Møller (f. 1792, d. 1863), Datter af Værtshusholder Rasmus Møller og Ingeborg f. Wadstrup. Seydewitz døde i København den 10. Oktober 1857.

Da han fra sin Ungdom havde Lyst til Malerkunsten og Kronprinsen (Frederik VI) var vel stemt imod ham, fik han Lov til i Begyndelsen af Aarhundredet at uddanne sig ved Kunstakademiets Skoler. Ved kgl. Resolution af 9. December 1803 fik han først af Fonden ad usus publicos 500 Rdl. d. C. »en Gang for alle« til en Udenlandsrejse, men fik i Marts 1804 Tilladelse til at bruge af Pengene, medens han gik paa Akademiet, og de 400 Rdl. gik ogsaa med dertil. I 1804 blev han Elev af Modelskolen, og om Efteraaret samme Aar rejste han, efter af nævnte Fond at have faaet 600 Rdl. aarlig i to Aar, hvilke i 1806 fornyedes for to Aar til. Han blev i Italien, til Krigen udbrød i 1807, og under Krigsaarene synes hans Tjenestepligter ganske at have optaget hans Tid. Først medens han levede som afskediget Major, begyndte han igen at male, og i 1817 tilbød han bl. a. Slotsbygningskornmissionen en »Flora«, som han forlangte 1200 Rdl. Sølv for. Akademiet, der skulde erklære sig om Billedet, fandt, at det var det bedste af hans hidtil foreviste Arbejder, men tillagde det dog kun ringe Kunstværd. I 1828 forelagdes paa lignende Maade Skitsen til en Altertavle til Akademiets Erklæring. For øvrigt købte Frederik VI, som gærne vilde gøre godt igen, at Seydewitz saa tidligt var bleven afskediget, eller bestilte hos ham en Mængde Stykker, hvoraf nogle blev beholdt paa Slottene eller brugte til Altertavler i Landsbykirker, medens alene 19 Stykker, for det meste temmelig store af Omfang, tilfaldt den kgl. Malerisamling. De fleste var af bibelsk Indhold.

379

Weinwich kalder fejlagtig denne Kunstner Hans Joachim Seydewitz. Det var en ældre Broder af Kunstneren, Officer ligesom denne, men han forblev i Tjenesten og rykkede op til at blive Major og Bataillonskommandør med Karakter af Oberstløjtnant. Den 20. Maj 1842 døde han ugift i Slesvig By. Han dyrkede ogsaa Malerkunsten, men som Dilettant, og især i Vandfarve.

(Weinw., S. 238. Do. Lex. Rigsarch. Erslew, SuppL, III, S. 161. Priv. Medd. Thiele, Thorv., II, S. 5 og 22. Akad. Adresseav. 1857, Nr. 242. Faderen nævnes hos Ftissli [Suppl.] som Baudirectør.}

Sibbern. Henrik Steffins Sibbern, Architekt, født i København den 4. November 1826, er Søn af Professor i Filosofi ved Kobenhavns Universitet Frederik Christian Sibbern (f. 1785, d. 1872} og Christiane Margrethe Dorothea Clara Louise f. Ipsen (f. 1799, d. 1870). Efter at have været tre Aar i Murerlære var han udlært 1847, ^^e" gyndte s. A. paa Kunstakademiet, blev 1851 Elev af Architekturskolen og vandt 1852 den mindre, 1855 den store Sølvmedaille. Samtidig tegnede han hos G. Hetsch, Thielemann og Walther. Hans Studier ved Akademiet blev afbrudte dels ved en Udenlandsrejse i 1847, dels ved hans Deltagelse i Krigen 1849 —1850. I 1853 nedsatte han sig som Bygmester i København, men konkurrerede dog tre Gange til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den (1855—59).

Af hans Arbejder kan nævnes Syge-, Daare- og Arbejdshus for Roskilde Amt (1856—57), samt Restaurationen af flere offentlige Bygninger i Roskilde, Caroline Amalies Børneasyl i Rigensgadc (1865), en ny Hovedbygning paa Rosenfeldt ved Vordingborg (1868 —1869}, og Ombygninger eller Nybygninger ved ikke faa Herre-gaarde paa Sjælland og Lolland samt Hovedbygning m. m. til Herresædet Bellinge i Sverig, endvidere Bandholm Kirke paa Lolland (1874), Istandsættelsen af Køge Kirkes store Taarn (1875—76) og Silkeborg Kirke (1877). Desuden har han bygget Avlsbygninger flere Steder paa Landet, Villaer paa Strandvejen m, m.

(Priv. Medd. Erslew, III, S. 161. Suppl., III, S. 162. V. Richter, Jnr. Stat. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Siegumfeldt. Herman Carl Siegumfeldt, Portræt- og Genremaler, født den 18. September 1833 i Esbønderup Skovhuse i Nordsjælland, er Søn af Landbruger, tidligere Tobaksfabrikant Heinrich Anton Siegumfeldt (f. 1793, d. 1844) og Maren Cathrine f. Schou (f. 1797, d. 1853), I Oktober 1844 fik han Adgang til Kunstakademiets Tegneskoler i København og kom nogle Aar efter, da han var kon-

380

firmeret, i Malerlære og blev Svend 1851. Imidlertid var han 1849 bleven Elev af Modelskolen og fik i December 1850 den mindre Sølvmedaille samt vandt i 1856 Pengepræmien for et Maleri efter den levende Model.

Han arbejdede omtrent fire Aar som Malersvend, inden han fik Ro og Kraft til at begynde som Kunstner. I 1855 udstillede han sit første Billede, »En Dreng, som drikker Kaffe« (købt af Kunst-foren., tilh. Cancelliraad H. Lynge), og i de følgende Aar fremstillede han flere Billeder af Folkelivet, der viste en fremskridende Udvikling, som Akademiet erkendte ved i 1859 og 1860 at tilstaa ham mindre Summer til Rejser i Indlandet, og i 1863—64 to Aars Rejseunderstøttelse paa 800 Rdl. aarlig til en Udenlandsrejse, hvis længste Tid var helliget Italien.

En Sygdom i den højre Haand og Arm, som han 1853 eller 1854 havde paadraget sig ved Overanstrængelse, hæmmede hans kunstneriske Udvikling og Virksomhed saa meget, at han først fra 1875 ^atter fuldstændig'kunde leve for Kunsten, og siden 1875 har han stadig udstillet navnlig Portræter, der sikrede ham en saadan kunstnerisk Stilling, at han den 27. April 1880 blev Medlem af Akademiet. Blandt hans Arbejder kan fremhæves Portræterne af Kunstnerne Heinr. Hansen, V. Kyhn og H. Conradsen, som han har udført for Udstillingsfonden. I 1893 udstillede han et stort bibelsk Billede »Kvinden salver Jesu Fødder« og for Tiden (1896—97) er han sysselsat med en Altertavle til St. Povlskirken i Aarhus, »Pauli Omvendelse«.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. S. Maller, N. dsk. Malerk.)

Simesen. Viggo Æasmus Simesen, Portræt- og Landskabsmaler, er født den 29. Juli 1864 i København, og er Søn af tidligere Rektor ved den lærde Skole i Flensborg, Professor Rasmus Johannes Simesen (f. 1810, d. 1890) og dennes tredje Hustru Hanne Marie f. Gerlach (f. 1826). Han kom efter sin Konfirmation i Lære hos en Mechaniker og gik først, efter endt Læretid, over til at uddanne sig til Kunstner. Dirnitteret fra det techniske Selskabs Skole besøgte han Kunstakademiet fra Januar 1885 til Maj 1891. Derefter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer. Efter at have haft nogle mindre Arbejder ved Decembertidstillinger, aftjente han sin Værnepligt ved Søværnet og begyndte i 1892 at udstille ved Foraars-udstillingen, et Portræt af hans Moder. I 1893 deltog han i den Neuhausenske Konkurs som Landskabsmaler og har siden udstillet

381

Landskaber. Den 9. Oktober 1896 ægtede han Esther Marie Margrethe Hansen (f. 1873), Datter af Architektur maler J. Th. Hansen (s. d.). (Priv. Medd. Erslew, III, 173, Suppl. III., 178. Akad. Udst. Fortegn.)

Simonsen. Niels Simonsen, Historiemaler, var Søn af Høker Simon Rasmussen og Bolette f. Nielsdatter, begge fra Jylland. De boede i det Hus paa Nytorv, hvor S. Kierkegaard er født, og der fødtes ogsaa Simonsen den 10. December 1807. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære, begyndte 1823 at gaa paa Kunstakademiet og fik samtidig Vejledning hos J. L. Lund, der i Førstningen lod ham arbejde som Lithograf. I 1827 blev han Elev af Modelskolen og s. A. udstillede han sit første Arbejde, et lithograferet Portræt. Imidlertid havde han lagt sig efter at modelere, og da han i November s. A. søgte kgl. Understøttelse for at kunne fortsætte sin Uddannelse, anbefalede Akademiet ham paa det varmeste. Inden Aarets Udgang, den 31. December, blev endnu den mindre Sølv-medaille tilkendt ham som Billedhugger, og i det følgende Fjerdingaar vandt han den store Sølvmedaille, Marts 1828, for en tegnet Model-figur. I September s. A. fik han Akademiets Pengepræmie for en Figur efter den levende Model. Aaret efter vilde han konkurrere som Medaillør, men fratraadte inden Bedømmelsen. Derimod modelerede han i denne og den nærmest foregaaende Tid otte Basrelieffer til Apartementssalen paa Christiansborg, tildels efter J. L. Lunds Tegninger, konkurerede i Forsommeren 1829 til Pengepræmien, som ogsaa tilkendtes ham, men da han ikke var berettiget til at oppebære den, gik den over til hans Medbejler Borup, medens der extra-ordinært tildeltes ham en ligesaa stor Præmie (50 Rdl.). Endnu samme Aar vandt han den mindre Guldmedaille for et Basrelief, »Christus helbreder de Syge«, og kunde faa Dage efter indbyde Akademiet til at se en af ham udført lille Gruppe, »Kain og Abel«. En af Akademiet anbefalet Ansøgning om kgl. Understøttelse synes ikke at have baaret Frugt, thi de følgende Aar ernærede han sig tarveligt ved at modefere nogle Buster, bl. a. den engelske Minister Wynn og dennes Datter, Skuespiller N. P. Nielsen (Mus. i Aalb.) og n., og ved at tegne Thorvaldsens Arbejder til Thieles Værk. I 1831 vandt han atter Pengepræmien i Modelskolen som Billedhugger.

Men nu synes, efter at et Forsøg paa at vinde den store Guldmedaille som Billedhugger ikke var lykkedes, Lysten til at blive Maler paany at være vaagnet hos ham. I 1832 konkurrerede han

382

til Pengepræmien med en malet Modelfigur, »En liggende saaret Kriger«, og vandt den for et Arbejde, hvis største Fortrin mærkeligt nok ligger i Farvebehandlingen (udst. 1833, tilh. Grosserer Hvalsøe). Ved samme Udstilling saa man et lille Livsbillede, »Den Gjerrige« (tilh. Godsejer Scavenius), der strax gav ham Plads blandt Datidens lovende Genremalere, og da han, efter et ligeledes mislykket Forsøg paa at vinde Guldmedaillen som Maler, søgte om Rejseunderstøttelse, misbilligede Akademiet ikke den Forandring, han havde gjort, men anbefalede ham paa det bedste.

Han fik i 1835 ^en to-aarig Rejseunderstøttelse paa 400 Rbd. aarlig af Fonden ad usus publicos, men var allerede i 1834 rejst til Miinchen, og med denne Stad til fast Opholdsted, foretog han flere Udflugter til Tyrol, Norditalien og Algier, og malede fra disse Egne en Række Billeder, som gjorde Lykke i Udlandet, og flere af dem, der udstilledes i København, vakte ogsaa Opmærksomhed der. Da han ansaa sin Stilling som sikret, formaaede han sin Forlovede til at tage til München, og hun foretog — hvad den Gang var næsten uhørt — ene Rejsen, saaledes at han den 25. Juli 1837 i den protestantiske Kirke der viedes til Anna Marie Petersen (f. 1807, d. 1888), Søster til Uthograf Andr. M. Petersen (s. d.). Fra Udlandet hjemsendte han i 1843 et ikke 'udstillet Maleri, hvorpaa Akademiet agreerede ham med 9 Stemmer mod 3, medens det i sin Skrivelse til ham fremhævede, at det havde agreeret ham som fraværende, fordi han ved sine Arbejder »havde tildraget sig ualmindelig Opmærksomhed«. I November 1845 ^var ^nan hjemme og fik som Opgave til Medlemsstykke »Et Ærnne af Danmarks Søkrigshistorie«. Dog var han først færdig med sit Arbejde i Begyndelsen af 1848 og blev den 27. Marts enstemmig optagen til Medlem paa »Tordenskjolds Hukkert i Fægtning med en svensk Fregat«. I Mellemtiden (1846—47) havde han malet et stort Billede »En Araberfamilie«, som Frederik VII købte (Amalienb.); det blev stærkt medtaget af Datidens Kritik, som i det hele havde mere Blik for en vis Overfladiskhed i Opfattelsen og Tegningens Svaghed, end for den usædvanlige Sans for Farven og bløde Penselføring, som Kunstneren viste i sine bedste Arbejder; ogsaa i Udlandet havde han især Ry som Kolorist; det overraskende for Fastlandstyskerne i München og Dresden at se Æmner som »Corsarer, der spejde efter Bytte« eller »Fangne Sørøvere« maatte gøre dobbelt Virkning fremstillede med Kunstnerens indsmigrende Pensel.

383

Den første slesvigske Krig førte Simonsen ind i en ny Kreds af Æmner, og han malede en Række Krigsbilleder, hvoraf flere blev gengivne i Lithografi. »Bivouak efter Slaget ved Slesvig« (udst. 1849), maaske hans bedste Arbejde, blev købt til den kgl. Malerisarnling. Fremstillingerne af Slagene ved Idsted og Frederikstad blev købte af Frederik VII, og ere senere, tilligemed et Par andre af Simonsens Arbejder, skænkede til Malerisamlingen. Tre Slagbilleder fra Fredericia og Frederikstad tilhøre det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. I 1852 blev han Ridder af Danebrog, 1874 Dane-brogsmand, og den 3. Juli 1854 blev han Professor ved Modelskolen. I 1863 solgte han atter et stort Billede til den kgl. Malerisamling, »Trolovelse i Herrestads Herred i Skaane«. Fra den sidste Krig malede han ligeledes et Par større Billeder, »Episode af Kampen ved Dybbøl« (tilh. Grev Moltke- Hvitfeldt) og »Kampen ved Sankel-mark«, graat i graat, der blev mangfoldiggjort i Fotografier. I 1870 var han udenlands med det Ancherske Legat og besøgte for første Gang Rom. Under sit Ophold i Udlandet var han (1842) bleven Medlem af Akademiet i München og fik senere Tilbud om et Professorat, hvilket han dog afslog, i 1864 blev han Medlem af Akademiet i Stockholm. Et i 1837 udstillet, i Munchen udført Maleri, »Optrin af Tyrolerkrigen 1809«, tilhører den kgl. Malerisamling, men er udlaant til Malerisamlingen i Aarhus. Til de mange Billeder, som ikke her har kunnet nævnes, hører nogle Altertavler, malede før hans Udenlandsrejse, og ikke faa Søstykker, som oftest med Motiver fra Middelhavet, Sørøverskibe og lign. I 1855 fik han Bolig paa Charlottenborg, i 1877 fejrede han under almindelig Deltagelse sin 70 Aars Fødselsdag, i 1882 nød han det Treschowske Legat, 1883 tog han sin Afsked som Professor og den n. December 1885 afgik han ved Døden.

(Priv. Medd. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst. Pers. Tdskr. .2. R. I, T. 46 og IV. T. 16. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Strunk.)

Simonsen. Simon Ludvig Ditlev Simonsen, Dyrmaler, Søn af den ovenfor nævnede Professor Niels Simonsen, er født den 19. Januar 1841 under Forældrenes Ophold i Miinchen. Allerede da han var fire Aar gammel vendte N. Simonsen tilbage til Fædrelandet, og Kunstneren er saaledes gennem hele sin bevidste Barndomstid op-voxet i Danmark. Efter at have besøgt Borgerdydskolen i København gik han paa Akademiet 1855—60 og blev Elev af Modelskolen samt som Maler tillige af sin Fader. Da han i 1859 udstillede sit

384

første Billede, »En Ko, halv naturlig Størrelse«, tilkendtes den Neu-hatisenske Præmie ham for dette. Anden Gang vandt han den samme Præmie i 1861 for »En Hingst af ædel Race«, tredje Gang i 1867 for »Heste ved en Landsbysmedie«. I 1866 fik han Akademiets mindre Rejseunderstøttelse til Studierejser i Indlandet, og i 1867—69 dets udenlandske Stipendium paa 800 Rdl. aarlig i to Aar og i det tredje Aar et Tillæg paa 300 Rdl. Sin Tid i Udlandet tilbragte han i Paris og Rom, som han paany besøgte med Faderen i 1870 og flere Gange senere. Han har hentet Æmnerne til største Delen af sine Billeder fra Husdyrenes Liv; navnlig har Hunden spillet en stor Rolle i hans Fremstillinger; dog har han ogsaa meget ofte gengivet Hestens Liv, dels paa Marken eller i Stalden, dels under Rytter eller for Vogn, saaledes i en Del Jagtbilleder. Under Rejsen og i en Del Aar efter denne tog han Motiver fra Livet i den romerske Campagne, senere har han mest holdt sig til Hjemmet. Han søger ikke alene at gengive Dyrelivet efter Naturen, men ogsaa at finde lunefulde eller morsomme Motiver i deres Færd, f. Ex. »Det nye Bekendtskabs, »Straffede Hunde« og lignende. Simonsen har ogsaa modeleret Dyr i Vox. I 1881 var han paany i Italien for det Ancherske Legat. Den 9. Juli 1874 blev han gift med Regisse Christine Marie Svendsen (f. 1846), Datter af Hofslagtermester Niels Svendsen og Johanne Marie f. Scheibel.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Simonsen. Søren Simonsen, Dekorationsmaler, Søn af Bogbindermester Andreas Simonsen og Anna f. Poulsen, er født den 2. Maj 1843 i Ribe; han lærte Malerhaandværket i København og besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1859, dog afbrudt af Virksomhed i sit Haandværk, da han maatte ernære sig selv. I 1867 gik han over til Dekorationsklassen, der den Gang lededes af Hilker, senere af Roed og Schondel, og fik den 18. Marts 1879 Afgangs-bevis som Dekorationsmaler. Under sin Studietid havde han en Understøttelse for den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse (1875). Efter at have faaet Afgang fik han en Rejseunderstøttelse paa 800 Kr. af Malermester Bruuns og Hustrus Legat og besøgte Tyskland og Italien, hvorfra han har udstillet Studier. Foruden dekorative Arbejder, har han malet enkelte Architekturbilleder som »Rosenborg« (udst. 1876). Allerede den 9. Maj 1869 havde han ægtet Ane Kirstine Johannesen, Datter af Tømrer Johannes Jensen og Mariane Jakobsdatter. Siden

385

1882 har han været bosat i Aaborg som Dekorationsmaler. Han er tillige Tegnelærer ved Aalborg techniske Skole. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Sinding. Stephan Abel Sinding, Billedhugger, er født den 4. August 1846 i Røros i Norge, og er Søn af Borgmester Mathias Vilhelm Sinding (f. 1811, d. 1860) og Cecilie Marie f. Mejdell (f. 1818, d. 1886). Han blev Student 1865, studerede Jura, men forlod tre Aar efter Universitetet, for at lægge sig efter Billedhuggerkunsten. Han besøgte Kunstskolen i Christiania og efter at have været Elev der af den ved fin kunstnerisk Følelse saa udmærkede Billedhugger J. O. Middelthun (se II, Udenl. Kunstn.), rejste han 1871 til Berlin for at fuldende sin Uddannelse der hos Billedhugger, Professor Albert WolfF. I Berlin udførte han sin første Billedstøtte »Vølund«. Efter nogle Aars Forløb til Dels paa Rejser vendte han i 1876 tilbage til Christiania og udførte der en Billedstøtte »Fangen«, som vakte Opmærksomhed ved Verdensudstillingen i Paris 1878. Han rejste saa til Rom og modelerede der »Barbarkvinde, som bærer sin døde Søn ud af Slaget«, hvoraf et Exernplar i Marmor er i Giyptotheket i København, et andet i Nationalgalleriet i Christiania. Efter at han i Anledning af Kong Oscar II's Sølvbryllup (1882) havde udført sin Statue »Hylas«, kom han 1883 til København, hvor Brygger C. Jacobsen interesserede sig for ham, og udførte efter dennes Bestilling en Reproduktion af en Del af H. E. Freunds Frise »Ragnarok«, som gik til Grunde ved Christiansborg Slots Brand, og forblev nu bosiddende i København, ægtede her den 28. Maj 1885 Skuespillerinde ved det kgl. Theater Elga Anna Augusta Betzonich, født den 18. Marts 1859, en Søster til H. Schumachers Hustru; han blev 1888 Ridder af Danebrog og fik den 22. Marts 1890 dansk Indfødsret; han har faaet -»Grand frix« ved Verdensudstillingen i Paris i 1889 og en i. Klasses Guldmedaille i Miinchen 1890. Blandt hans senere Arbejder maa nævnes »Den fangne Moder, som giver sit Barn Die«, der ogsaa er gengivet som Statuette i Terrakotta, Gruppen »To Mennesker«, som i Marmor tilhører Giyptotheket, »Ung Kvinde med sin Mands Lig«, tilhører Statens Samling i København, »Daabsenglen« i Frederikskirken_t den dekorative Figurgruppe ovenpaa det store nordiske Telegrafselskabs Bygning paa Kongens Nytorv, og en Relieffrise »Christendommens Grundpiller« omkring Korrundingen i Jesuskirken i Valby. Desuden har han udført en

N^-. K. L. II. Januar 1897. 25

386

Del Buster, saaledes Digterne Bjørnson og Ibsen i Bronce til Christiania m. m., flere store Reliefer og har gjort en Del Forsøg med Anvendelsen af Farver paa Skulptur. Han har uddannet ikke faa Elever i København.

(Priv. Medd. Nord, Conv. Lex. Tdskr. f. Kunstind. VIII, 9 og il. Statskalenderen. Fara. Stamt. Udst. Fortegn.)

Skat. Niels Skat, Maler, har sat sit Navn som Kunstnerens Mærke i en Arabesk i nogle Hvælvingsmalerier i Gudum Kirke i Aalborg Amt, hvilke synes malede i Midten af det sextende Aar-hundrede.

(Medd. af afd. Kontorchef Burm. Becker.)

Skovgaard. Joachim (Joakim) Frederik Skovgaard, Maler, der er Søn af den nedennævnte Landskabsmaler P. C. Skovgaard, er født i København den 18. November 1856. Han lærte at tegne og male af sin Fader og var tillige i Malerlære; samtidig besøgte han Kunstakademiet fra Oktober 1871, indtil han den 23. December 1876 fik Afgangsbevis som Maler. Skovgaard begyndte at udstille 1878 som Landskabs- og Dyrmaler, vandt 1879 den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere for »September-Eftermiddag, Bygevejr«, og rejste i 1880 til Paris, hvor han uddannede sig videre paa Bonnats Malerskole; han kom hjem 1881, men rejste atter til Udlandet om Efteraaret 1882, og fulgtes en Tid med Viggo Pedersen. Han tilbragte nu et Par Aar paa Rejser i Italien og Grækenland, til Dels sammen med Zahrtmann og kom hjem om Efleraaret 1884. Efter et Ophold i Hjemmet ægtede han den 6. Maj 1886 Agnete Lange (f. 1861), Datter af Professor i Botanik Johan Martin Christian Lange (f. 1818) og Eline Cathrine f. Bredsdorff (f. 1835), °S rejste derefter med Akademiets Stipendium (2000 Kr.) atter til Udlandet. Skovgaard, som samtidig havde syslet en Del med dekorativ Kunst, navnlig Keramik, vendte sig imidlertid mere og mere til Figurmaleriet, og stærkt religiøst bevæget som han er, har han s"at sig stedse større Opgaver i Æmner fra det nye Testamente. I 1888 vakte hans »Bethesda Dam« Opmærksomhed paa Udstillingen, og i 1890 endnu mere »Christus fører Røveren ind i Paradis« (Mandø Kirke), hvori han viste alvorligt Studium af ældre kirkelig Malerkunst. I 1892 fik han Akademiets Aarsrnedaille første Gang for »Piger ved Lirifloden«, medens han dog allerede fra 1891 havde sluttet sig til den fri Udstilling. Ved Siden af et stort Tal af mindre Billeder, der snarest sluttede sig til hans første Ret-

387

ning, Landskaber, Livsbilleder fra Sverig eller Italien, Portræter, udstillede han her 1893 et stort Billede fra det gamle Testamente »Pennina og Hanna« og arbejdede i de følgende Aar paa det meget store Billede »Christus i Underverdenen«, som udstilledes privat. Endelig har han i 1896 fuldendt et stort kirkeligt Maleri »Bebudelsen« under Orgelet i Helligaandskirken. Blandt sine første Arbejder solgte han en Del til Kunstforeningen i København; den kgl. Malerisamling ejer et Landskab og et Portræt fra hans Haand.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl. II, 139. 111. Tid. 1896, Bd. 38, Nr. 13. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

Skovgaard. Niels Christian (Kristian) Skovgaard, Maler, den forannævntes yngre Broder, er født i København den 2. November 1858; han forberedtes af sin Fader til Kunstakademiet og gennemgik samtidig Malerlæren. Akademiet besøgte han fra Januar 1874 til Marts 1879, da han malede til Afgang, men ikke gjorde sig saa fuldstændig færdig, at han fik Afgangsbevis. Han begyndte at udstille 1880 som Landskabs- og Figurmaler, vandt 1882 den Sødringske Opmuntringspræmie for »En Træskomager i en Ellemose« og har senere for største Delen udstillet Landskaber og enkelte Figurbilleder, samt dekorative Arbejder i Keramik og Illustrationstegninger. Han sluttede sig ligesom Broderen strax i 1891 til den fri Udstilling. I 1886 udstillede han »Kvinderne ved Christi Grav Paaskernorgen«, som blev skænket til Pastor Svejstrup i Vejen. Ligeledes efter Bestilling malede han til Pastor J. C. Brandt ved Vartov Kirke »Simeon og Anna«. I Plastik har han 1888 modeleret et Relief »Aage og Else«, som blev udført i glasseret Ler med Farver, i 1894 en Mindesten over Pastor V. Birkedal til hans Grav i Ryslinge og i 1896 huggede han selv i Stenen Dekorationen paa en Mindesten til C. Hostrups Grav paa Frederiksberg Kirkegaard.

Skovgaard blev den 24. Oktober 1894 gift med Ingeborg Luplau Møller (f. 1867), Datter af Adjunkt i Sorø Hans Georg Møller (f. 1835, d. 1877) og Julie Augusta f. Luplau (f. 1835)

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Skovgaard. Peter Christian [Thamsen] Skovgaard, Landskabsmaler, var født den 4. April 1817 paa Arvefæstegaarden Hammerhus i Tostrup Sogn ved Ringsted, som den Gang ejedes af hans Fader Tham Masmann Schougaard eller Skovgaard (f. 1794, d. 1835). Hans Moder hed Cathrine Elisabeth f. Aggersborg (f. 1795, d. 1854). Da det gik tilbage for Faderen, solgte denne Gaarden (1823) og flyttede

388

til Vejby i Nærheden af Tidsvilde ved Sjællands Nordkyst, hvor han drev en lille Handel, indtil han senere fik en Stilling som Distrikts-kommissær. Skovgaards Moder tegnede selv og var hans første Lærer, da han fra sin tidlige Barndom følte Lyst til at tegne, hvad han saa. Hans Tegninger havde allerede saa meget at sige, at da han var bleven konfirmeret, tilraadede en Ven af Familien, der havde set lidt til Kunst paa nærmere Hold, at man skulde prøve paa at lade ham uddanne sig til Kunstner. Han kom derfor i 1831 til København til sin Moders Forældre og fik ved Blomstermaler J. L. Jensens Hjælp Adgang til Kunstakademiets Tegneskoler. Der mødtes han med sine senere Venner Rump, Lundbye og Dreyer, den sidste var han sammen med paa J. L. Lunds Tegneskole, hvor han fik Lov at øve sig i at male. For Sikkerheds Skyld vedtog Forældrene, at han dog skulde lære Malerhaandværket. Det skete ogsaa, og 1835 blev han Svend. Imidlertid var han rykket jævnt op gennem Akademiets Klasser, saaledes at han 1836 blev Elev af Modelskolen, og samme Aar udstillede han sit første, paa egen Haand malede Billede, »Et Maaneskinsstykke« fra Langebro, som han havde den Glæde strax at sælge til Akademiets Præses, Prins Christian Frederik.

Med Christian VIII's Regering begyndte ogsaa et nyt Tidsrum i Kunstnerens Liv. Hans udstillede Billeder, Landskaber fra Nordsjælland, hvori han vovede sig i Lag med Opgaver af forskellig Art, Aftemstemning, Vinter med Rimtaage m. m., havde vundet ham bl. a. to alvorlige Venner i Chr. Jiirgensen Thomsen og N. L. Høyen, der begge senere blev Malerisamlingens Direktører, og navnlig den sidste kom til at udøve en varig Indflydelse paa hans Kunst. Men der trak ogsaa en truende Sky op, idet han som født paa Landet var værnepligtig, og var udsat for at blive reven ud af sin hele Udviklingsgang for at tjene i Soldater trøjen. Der kom Forespørgsel fra det Lægd, hvorunder han hørte (1840), men da Akademiet godkendte ham som »Elev af Modelskolen«, og tillige fremhævede, at han ved sine udstillede Arbejder havde »vakt ualmindelig Opmærksomhed« , kunde Mars ikke frarøve Apollo hans lovende Fostersøn. Indførelsen af de Neuhausenske Præmier, der vedblivende yde den unge fremadstræbende Kunstner en gavnlig Opmuntring og Støtte, falder ogsaa sammen med Begyndelsen af Christian VIII's Regering. I 1841 konkurrerede Skovgaard til denne Præmie, men blev ikke færdig med sit Billede, »Et sjællandsk Landskab, Motivet fra Fredensborg« ; ikke desto mindre blev det fremstillet ved Bedømmelsen og

389

vakte, uagtet det ikke fik Præmien, saa megen Opmærksomhed, at Akademiet besluttede at tilskrive ham, »at man havde fundet Anledning til at tilkendegive ham Ros for hans agtværdige Stræben«. Ved den følgende Konkurs for samme Præmie (1843), da Opgaven for Landskabsmalere var »En Skov, hvori Egetræer ere fremherskende«, blev Præmien tilkendt ham, og Billedet, »Nordskoven ved Jægerspris«, blev købt til den kgl. Malerisamling. I dette temmelig store Billede, sorn hører til de fremtrædende Mærkepæle i Kunstnerens Udviklings-gang, gjorde hans sikre Øje for Træernes Individualitet og hans overordentlige Formsans sig paa en overraskende Maade gældende baade i det store Egetræ med Storkereden, som danner Billedets Kærne, og i den, især for hin Tid, ualmindelig omhyggelig og levende udførte Forgrund. Noget lignende havde man kun set hos de gamle Hollændere i den kgl. Malerisamling, van Hagen eller Ruisdael. Nogle Aar før (1839) havde Malerisamlingen købt sit første Billede af Skovgaard, hvori allerede hans fortrolige Kærlighed til Naturen aabenbarer sig frit og selvstændigt. Kunstneren var tydelig i en rask og kraftig Udvikling. Et Billede fra det næste Aars Udstilling (1844), »Sjællands Nordkyst ved Dronningemølleaaens Udløb; Foraarsdag i uroligt Vejr«, sendte Beskueren en saadan Strømning af Søluft og Foraarsfriskhed i Møde, paa samme Tid som Øjet glædedes saa meget ved det Herredømme over Form og Farve og det Greb paa Planternes rette Fordeling, der traadte frem i den techniske Udførelse, at Billedet strax købtes til den kgl. Malerisamling.¹ Og det samme skete det tredje Aar i Rad (1845). Kunstneren havde kun to Billeder paa Udstillingen, hvoraf det ene, »lid-sigt over Skarritsø«, strax fandt Vej til Samlingen. Men begge Billeder hævdede saaledes Kunstnerens Plads som Landskabsmaler, at han udtrykkelig for begge sine udstillede Arbejder hædredes med Udstillingsmedaillen (den 20. Maj 1845). Det er ligesom Slutstenen paa de Opmuntringer, Akademiet tildeler de yngre Kunstnere. Det siger det samme som: Søg Rejseunderstøttelse, rejs, kom hjem og bliv Medlem! Men Skovgaard rejste ikke. Derimod mistede han saa at sige fra denne Tid af en Ven, der hidtil havde staaet trofast ved hans Side, baade som Menneske og som Kunstner, nemlig J. Th. Lundbye, der netop nu rejste til Italien og kort efter sin Hjemkomst faldt for den dræbende Kugle. Trods deres gensidige

^] Et andet Billede fra 1844, »Parti ved Gurresø« blev først 1893 erhvervet til samme for en anselig Købesum.

390

Indvirkning paa hinanden ligne de dog slet ikke hinanden, hverken i Foredrag eller i Farven, der gennnemgaaende er lysere følt hos Lundbye.

Høyens Raad til ham om hellere at blive hjemme og udvikle sig til noget betydeligt ved at slutte sig i Karakter og Følelse saa nøje som muligt til den danske Natur, stemmede altfor godt med den unge Kunstners Tilbøjelighed, saa meget mere som et Sæde i Akademiet den Gang ikke øvede stor Tiltrækningskraft paa en Kreds af de yngre Kunstnere, der tværtimod mente at hævde en sandere kunstnerisk Frihed ved at staa udenfor det officielle Snørlivs trykkende Baand. Skovgaard blev altsaa foreløbig hjemme og søgte den Udvikling, han kunde faa i Hjemmet. I 1847 vendte han tilbage til Skarritsøen og malede et stort Billede derfra, som ligeledes blev den kgl. Samlings Ejendom. I disse Billeder ser man, hvorledes han mere og mere tydelig føler sig hendragen til Skovnaturen, som det Æmne, hans Pensel helst gengav. I 1847 gav han sig til at granske Jægersborg Dyrehave, som han siden trofast vendte tilbage til hele sit øvrige Liv igennem. Den Sommer fik han sig endog en Malerstue under Taget af det lille Jagtslot »Eremitagen« midt i Dyrehaven, hvorfra han havde den skønneste Udsigt, saavel mod Øresund som mod Skovens Dybder. Det første Billede derfra (udst. 1848). »En Sommerdag i Dyrehaven«, viser ham strax som den danske Bøgeskovs udkaarne Fremstiller. Det blev købt af »Selskabet for nordisk Kunst«, men vandrede derfra over i den kgl. Samling. Et senere Billede i den samme Samling, »En Landevej ved Herre-gaarden Vognsemp« (udst. 1849), fører os atter ind paa det aabne Land, hvorvel en Række mægtige Træer langs Vejen giver dette Billede sit ejendommelige storladne Præg. Det er et af Skovgaards Hovedbilleder, hvori hans sikre Tegning, ædle Opfattelse og-dybe Naturfølelse paa det skønneste mødes med en kraftig og natursand Farvegivning. Allerede nu fremtræder tydelig Kunstnerens Forkærlighed for saa at sige én Aarstid, Sommeren, og én Dagstid, Middagen. Han indlod sig i disse Aar forholdsvis sjældent paa Eftermiddagen og da sædvanlig den tidlige Sommereftermiddag, ligesom han ogsaa. naar han forlod Midsommertiden, sjælden gik videre end til Eftersommeren uden at naa til »sent i Høst«. Først paa et senere Tidspunkt malede han nogle Billeder fra den egentlige Skumringstid og Efteraars- eller Graavejrsstemninger findes næsten kun i nogle heldige Studier.

391

Den kgl. Samlings Billeder staa saa fremtrædende i Kredsen af Skovgaards Værker, og følge i denne Tid saa nær efter hinanden, at de afgive de bedste Mærker for hans hidtidige Udvikling. Men han trængte ikke mere til Samlingens Støtte. Bestillinger strømmede ind paa ham fra alle Sider. De, der købte Malerier, kappedes om at blive Ejere af et Billede af Skovgaard, saaledes at han tryg gik Fremtiden i Møde og den 3. September 1851 indlod sig i Ægteskab med Georgia Marie Lovise Schouw (f. 1828, d. 1868), Datter af Professor i Botanik Joachim Frederik Schouw (f. 1789, d. 1852) og Susanne Marie Augusta Peschier f. Dalgas (f. 1798, d. 1844) og Broderdatter af den ovenfor nævnte Portrætmaler A. Schouw. I de følgende Aar udfoldede han, i sin kraftige Manddomsalder og under et lykkeligt Familieliv, en rig Virksomhed som Kunstner og følte en voxende Trang til at kaste et friere Blik udover Livet. Ikke alene forlod han Sjælland, hvis Natur han hidtil saa at sige udelukkende havde gengivet, og søgte paa Møen, paa Læssø, ved Vejlefjordens Skrænter nye og heldige Motiver for sin Kunst; men i 1854 vaagnede ogsaa Lysten til at se Udlandet, medens det maaske dæmrede som en Bagtanke hos den modnede Kunstner, at bortrydde den sidste Hindring for, at han, der nu stod som sit Lands første Landskabsmaler, kunde indtage sin berettigede Plads blandt Kunstakademiets Medlemmer.

I 1854 søgte han Rejsestipendium og tilbragte Vinteren 1854 —1855 i Italien med sin Hustru og i Følge med N. Høyen og Hustru. Han rejste mere ud for at se de store Mestre og paa samme Tid den Natur, de havde gengivet, end for selv at male, og navnlig Kunstnere som Tizian og Claude Lorrain galdt det ham om at se med egne Øjne for at faa et alvorligt Indtryk af deres Kunst. Allerede i Foraaret 1855 var han atter hjemme og dvælede i de sjællandske Bøgeskove. I de Billeder fra Møens Klinter, som han malede baade før og efter denne Rejse, var det lykkedes ham at gengive Solskinnets Glans med en hidtil uvant Kraft. I de følgende Aar vendte han sig med Forkærlighed mod Gengivelsen af den ejendommelige Stemning, der udtaler sig i vort Lands stille af tætte Skove omgivne Indsøer, og knyttede dertil jævnlig Fremstillingen af det skønne Naturskuespil, som fremkommer, naar om Sommeren en forfriskende Regnbyge atter afløses af Solskinnet. Disse Motiver findes saaledes forenede i et af hans mest fremtrædende Billeder fra denne Tid, »Sommereftermiddag ved en Indsø; efter en bortdragende Regnbyge belyses Landskabet atter af Solen«, et stort Billede, der

392

tilhørte Godsejer A. Hage. Allerede lige siden 1851 havde hans Tanker dvælet ved slige Skovsøers særegne Skønhed, og han havde malet et Par mindre Billeder af den Art. Dog er det smukke Studie til Hages Billede, som Malerisamlingen blev Ejer af, først malet i 1858, Billedet selv blev i Hovedsagen fuldført 1859, men udstilledes først 1861. Den ejendommelige Fremgangsmaade, Kunstneren havde vænnet sig til, idet han haabede ved gentagne Overmalinger med forskellig Farve snarest at naa det Maal, han stræbte efter, virkede maaske, i Forening med at han fra 1862 var flyttet ind i en ny af ham selv bygget Malerstue, i de følgende Aar til, at hans Billeder fik noget sortladent i Skyggerne, som skadede Indtrykket, og som fik Lejlighed til at fremtræde saa meget stærkere, sorn han netop i disse Aar (1864—68} flere Gange malede Motiver fra den sildige Sommeraften, hvor det dæmpede Lys dobbelt fristede til at gøre Skyggerne mørke. Dog betegner disse Billeder paa samme Tid et Fremskridt i hans Udvikling, idet han i dern efter-haanden frigjorde sig for en vis Tunghed i Farvegivningen, der klæbede ved flere af hans tidligere Billeder og traadte iøjnefaldende frem, hvor han enten har følt sig mindre beaandet eller hvor Motivet har medvirket til, at Lokalfarven for meget har faaet Overvægten over Lufttonen. Et Billede fra denne Tid, »Aftenskumring i en Skov« {udst. 1865, tilh. Mægler Aggersborg), forbinder med de paaankede sorte Skygger en Lethed i Behandlingen, en Frihed i Træernes Bygning og et Præg af Frodighed i det fugtige Græs, som overgik, hvad han tidligere havde gjort. Igennem flere større og mindre Billeder fra denne Tid (f. Ex. »En Skovsø«, udst. 1869, tilh. Høj estere tsadvokat C. Liebe), der tydelig vise den aandelige Væxt i Kunstnerens Sjæl, arbejdede han sig fuldkommen selvbevidst frem til en Klarhed, som navnlig, efter at han i 1869 anden Gang med det Ancherske Legat havde besøgt Italien i Følge med Marstrand, træder frem i den Række Billeder, hvormed han afsluttede sit rige Kunstnerliv. Et ganske lille Billede (vistnok udstillet 1873} forenede Kunstnerens Fortrin paa den yndefuldeste Maade, en kraftig udtalt Somrnerstemning med en Finhed i Form og Farve, der næsten gør dette Billede uopnaaet i Rækken af hans Arbejder. Mere storladent fremtraadte paa lignende Maade Summen af hans gennem et ufortrødent Kunstnerlivs Granskning opnaaede Herredømme over Fremstillingen i det store Billede fra Dyrehaven, som den kgl. Malerisamling købte kort før hans Død. Med Mesterens hele Sikkerhed gengav han heri Virkningen af et meget sammensat Naturskuespil,

393

medens paa samme Tid det Parti af Skoven, han havde valgt at fremstille, fremtraadte mere vexlende og saa at sige mere individiiali-seret i sin Form. Man møder i dette Billede, og overhovedet i hele hans sidste Periode, en lysere, Naturen nærmere, Trinstige af Farver, end den, han hidtil havde trængt til for at faa sine Tanker frem. Selv i de sidste Billeder, han malede, efter at en fleraarig Svaghed havde nedbrudt hans legemlige Kraft, sporedes ingen Svækkelse i Tanken eller i Ævnen til kunstnerisk at gengive, hvad hans Sjæl havde følt. Medens han paa sin første italienske Rejse næsten intet malede, hjembragte han fra sin anden Rejse talrige Studier, hvorefter han senere malede flere større og mindre Billeder, som udmærkede sig ved et, netop ved deres rolige Maadehold, højst ejendommeligt Præg. Selv i et Par let henkastede Dekorationsbilleder følte man slaaende den italienske Luft og det italienske Liv. Skovgaard har malet et interessant Portræt af H. E. Freunds Hustru (1860, tilh. den kgl. Maleris.) og tegnet ikke faa Portræter, bl. a. af Lundbye, Hans eget Portræt, malet af H. J. Hammer, er gengivet foran.

Skovgaard nød ikke mange udvortes Udmærkelser; først den 23. Maj 1864 blev han, tilligemed Exner, Const. Hansen og Vermehren, Medlem af Kunstakademiet. Nogle Aar før (1860) havde han faaet Titel af Professor, i 1874 blev han Ridder af Danebrog. Krigen i 1864 og derefter hans Kones Sygdom og Død gjorde dybt Indtryk paa ham og har maaskc medvirket til det alvorlige, mørke Præg, hans Billeder havde netop i disse Aar. Dog holdt hans kærlighedsfulde, religiøse Sind ham oppe, og han levede sine sidste Aar i lykkeligt Samliv med sine opvoxende Børn, der alle her ere nævnede som Kunstnere. Efter at han i længere Tid havde følt sig svag, dog uden at være syg eller sengeliggende, havde han den 13. April 1875 ^om Morgenen som sædvanlig læst en Bøn og sunget en Salme med sine Børn, da et pludseligt Slagtilfælde næsten øjeblikkelig gjorde en Ende paa hans Liv.

(Lange, Nutids Kunst, 8.275—90, Aftryk af en Art. i »Fremtidens Nytaars-gave« for 1866. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Lengn., Fam. Schouw og Fam. J.iebenberg. Fdl. 1875 > Nr. 84. Priv. Medd. Statskal. Ord och Bild, 4. arg., 102—6. Strunk. Ass. Kirkeg.)

Skovgaard. Susette Cathrine Holten f. Skovgaard, Malerinde, se S. C. Holten.

Smidt. Johannes Jacob Smidt, Billedhugger, var født omtrent 1738, rimeligvis i København, blev efter sin Konfirmation Lærling

394

ved den kgl. Porcelænsfabrik og besøgte senere Kunstakademiet, hvor han 1782 vandt den mindre og 1784 den store Sølvmedaille som Modelerer. Han blev Modelerer, »Figurmager«, ved Fabriken og modelerede bl. a. til denne en stor »Juno«. Han var ugift og boede i sin sidste Levetid hos Tømrersvend Henrik Høyer i Adelgade Nr, 228, men kom, da han blev syg, i fri Kur og Pleje paa Frederiks Hospital og der døde han, den 15. Juni 1804. Han ejede intet, og ingen Slægtninger meldte sig i Anledning af hans Død. (Akad. Tdskr. f. Kstind. IX, 98—99. Trin. Kirkeb. Skifteretten.)

Smidth. Anna Smidth, Malerinde, er Datter af Justitsraad, Forpagter Jens Frederik Julius Beck Smidth (f. 1815, d. 1890) og Anna Henriette f. Høyer (f. 1830) og er født den 5. April 1861 i Kønnede. Hun har uddannet sig i Malerinderne Mundt og Luplaus Tegneskole og har fra 1886 været i Virksomhed ved den kunstneriske Afdeling paa den kgl. Porcelænsfabrik, navnlig med Porcelænsmaleri under Glasuren, Arbejder fra Kunstnerindens Haand have været paa de store Kunst- og Industriudstillinger i København 1888, i Paris 1889 og i Chicago 1893, hvor der tilkendtes dem en Medaille, ligesom ogsaa flere have fundet Plads i udenlandske Museer. I 1893 foretog hun en Udenlandsrejse til Tyskland og Norditalien indtil Florens.

(Priv. Medd. Geneal. Inst. Medd. fra kgl. Pore. Fabr.)

Smidth. Hans Ludvig Smidth, Maler, født den 2. Oktober 1839 i Nakskov, er Søn af Prokurator, senere Byfoged, Cancelliraad Edvard Philip Smidth (f. 1807, d. 1878) og Karen Cathrine f. Berg (f. 1812, d. 1895). Efter at han var bleven Student fra Viborg Latinskole 1858, tog han anden Examen og studerede Medicin et Aarstid, saa-ledes at han endog tog den dertil hørende Forberedelsesexamen, inden han bestemte sig for at være Maler. Efter at have lært at tegne hos Architekt Ferd. Jensen blev han i 1861 optagen i Kunstakademiets første Frihaandstegneskole og i 1863 blev han Elev af Modelskolen, som han atter besøgte i Januar Kvartal 1866. Under sin Studietid malede han tillige hos N. Simonsen. Siden 1867 har han udstillet dels Landskaber, dels Optrin af Almuens Liv. I 1875 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med Billedet »Gæssene drives hjem«, men fik ikke Præmien. Derimod tildeltes hani en Extrapræmie som Opmuntring og en Rejseunderstøttelse til Indlandet (150 Rdl.). I 1877 vandt han derpaa den Neuhausenske Præmie

395

for et Billede af Folkelivet, »En Fremmed spørger om Vej i Bonde-gaarden paa Heden«. Som Landskabsmaler er han tildels Lærling af V. Kyhn. Han har udstillet en Række Billeder, for det meste mnd Træk fra Almuens Friluftsliv. Et større Billede »Tatere paa Heden« (udst. 1887) tilhører Prokurator Bang. Han har ogsaa tegnet Illustrationer, bl. a. til Blicher.

(Priv. Medd. S. Milller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. V. Richter, Jur. Stat. Berl. Tid. 1895, Nr. 84.)

Smidth. Henrik Philip Smidth, Architekt, er født den 3. Maj 1855 i Rønnede, og er Broder til den ovenfor nævnede Kunstnerinde Anna Smidth. Han gik i Skole i Roskilde, hvor han tog Præliminærexamen og kom derefter i Tømrerlære i København. I 1871—72 besøgte han C. V. Nielsens Tegneskole og dimitterede« derfra til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Januar 1873, indtil han den 17. Marts 1882 fik Afgangsbevis som Architekt. Dog havde han flere Gange afbrudt sine Studier, dels for at aftjene sin Værnepligt, dels for at gøre et Forsøg paa at leve som Tømrermester. Han vendte imidlertid tilbage til Akademiet og konkurrerede efter endt Afgangsprøve en Gang til Guldmedaillen, uden at opnaa den. Allerede i 1881 havde han vundet første Præmie ved en Konkurs om et Sygehus i Næstved, og efter at have bygget dette kom han til at opføre en Del Sygehuse forskellige Steder, hvoriblandt det vigtigste er Københavns Amts Sygehus paa Frederiksberg. I 1882 byggede han en mindre Kirke i Kastrup paa Amager, i 1883 sejrede han i en Konkurs om en ny Bygning til Prins Ferdinands techniske Skole i Aarhus og opførte den; den nye Bygning til Schneekloths Skole ved Værnedamsvejen er ogsaa opført af Smidth. I 1889 vandt han en Præmie ved Konkursen om Toldbodens nye Frilagerbygning, som Alb. Jensen kom til at opføre. Af hans mange Privatbygninger kan nævnes »Holkenhus« (1892), Nørrevoldgade Nr. 12 {1895, for Kastrup Glasværk) og Håtel Metropol (1896). Smidth har foretaget i Aarene 1881 til 1893 flere mindre Rejser til Udlandet, til Dels med ministeriel Understøttelse, og den 28. December 1886 ægtede han Eva Fritz (f. 1866), Datter af Landmand Thomas Fritz (f. 1832, d. 1873) og Hulda Hortense f. Kemp {f. 1839).

(Priv. Medd. Akad.)

Smith. Carl Sofus Julius Smith, Architekt, født i København den 4. Marts 1861, er Søn af Porcelænshandler Carl Jakob Smith (f. 1833, d. 1895) °S Juliane Marie f. Johansen (f. 1834). Efter at

396

have taget Præliminærexamen ved Melchiors Skole kom han i Tømrerlære og blev Svend 1880. Samtidig gennemgik han det techniske Selskabs Skole, hvorfra han i 1880 afgik som Husbygnings-Examinand. F'orberedt af J. F. Busch og C. F. Andersen besøgte han derpaa Kunstakademiet fra Juni 1880 og fik den 30. Januar 1889 Afgangs-bevis som Architekt. Under og efter sin Studietid har han arbejdet som Tegner og Konduktør for Bøttger, Hans J. Holm og 1893—95 for H. B. Storck ved Opførelsen af Soldenfeldts Stiftelse. I 1895 deltog han i den Neuhausenske Konkurs om Opgaven »Folkebade«. Ved Konkursen om Tegninger til Københavns Raadhus vandt han og Bertram i Forening en Præmie. I 1891 foretog han en mindre Studierejse til Italien, og i 1895 havde han en Understøttelse fra den Raben-Levetzauske Fond til Oprnaaling af Koldinghus' Ruiner. Ved Siden af sin Virksomhed som Architekt har han siden i. September 1895 været Assistent i Tegning ved den polytechniske Læreanstalt.

Smith blev den 21. Juni 1890 gift med Johanne Andrea Magda-lene Andersen (f. 1866), Datter af Grosserer, Fabrikant Frederik Andreas Andersen (f. 1831, d. 1889) og Signe Marie f. Danielsen (f. 1836).

(Priv. Medd. Akad.)

Smith, Carl Vilhelm Daniel Rohl Smith, Billedhugger, er født i Roskilde den 3. April 1848 og er Søn af Adjunkt der, senere Docent ved Universitetet i København, Professor, Dr. Gaspar Vilhelm Smith (f. 1811, d. i8Si) og Anna Marie Sofie Frederikke Johanne Louise Christiane f. Røhl (f. 1816, d. 1892), der var Enke efter Ministerialbud Gottlob Scheunchen i Berlin. Han blev Elev af H. V. Bissen og besøgte Kunstakademiets Skoler fra Oktober 1865 til den 30. Marts 1870, da han fik Afgangsbevis som Modelerer. I 1873 vandt han den mindre Guldmedaille for »Filoktet«, og i 1876 udstillede han en legemsstor Billedstøtte, »Ajas«, som han havde udført i Berlin, hvor han studerede under Albert Wolff. Den fik »hædrende Omtale« ved Verdensudstillingen i Paris i 1878 og blev købt til Statens Samling, men gik til Grunde ved Christiansborg Slots Brand 1884. Hans tidligere Arbejder var mest Portrætbuster. Derpaa rejste han udenlands med Rejsepenge fra det Ancherske Legat 1877, og udførte i Rom en Billedstøtte »Bellerophon«, som blev udstillet i Wien. Efter sin Hjemkomst ægtede han den 12. Juli 1878 Sara Birgitte Christiane Heramb (f. 1847), Datter af Sognepræst

397

Thor Johan Christian Heramb til Errindslev og Olstrup (f. 1816, d. 1858) og Sara Mariane f. v. Ditten (f. 1818, d. 1887). Efter at han i 1878 havde faaet Akademiets mindre Rejsestipendium (1600 Kr.)_Tsom fornyedes det følgende Aar, tog han atter til Italien, hvor han bl. a. modelerede en Medaillon af Victor Freund, hvilken senere blev udført i Marmor for Udstillingsfondens Regning, efter at Freund havde legeret Akademiet sin Formue. Fra 1881 var han igen i København og udførte en stor Del dekorativ Plastik, hvoriblandt sex Figurer til »Eremitagen« og til Marmorkirken fire Billedstøtter Moses, Johannes Døberen, Irenæos og Athanasios. Blandt hans Buster kan nævnes Hans Nansen til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. En i 1885 udført større Gruppe »Legende Bacchanter« blev solgt til Chicago, og den i. September 1886 rejste Kunstneren selv til Amerika, hvor han siden har opholdt sig og nu er bosat i Chicago. I Amerika har det lykkedes ham at udfolde en storartet Virksomhed, Buster, Statuer og store Monumenter. Blandt disse kan nævnes Statue af Oberst Henny Montgomery (Marmor, 8 Fod høj) i Memphis i Tennesee; Statue af Benjamin Franklin (14 Fod høj) som stod foran Elektricitets-Bygningen ved Verdensudstillingen 1893 i Chicago og senere fik Plads foran Universitetet i Philadelphia; et stort Monument til Minde om Massakren i Chicago i 1872 med sex store Figurer, og »lowa state Soldiers and Sailors Monument« med en kolossal Midtfigur »Victory« (22 Fod høj) og sex andre Figurer og Grupper. Monumentet er rejst i Byen Des Moines i lowa.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl. III, 198. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. II, T. 39 og 3. R. II. T. 16.)

Smith. Jakob Nielsen Smith, Portrætmaler, var egentlig døbt Peder Jakob Smidt, men kaldte sig saaledes efter sin Fader, Niels Pedersen Smidt (f. 1764, d. 1814), Skipper og siden Skibbygger i Hals og Randers. Stavemaaden af sit Efternavn havde han optaget efter en ældre Broder, der forandrede Navnet. Han var født i Hals den 16. Oktober 1792, og hans Moder hed Anne Marie f. Toyring (f. 1767, d. 1833). Først blev han sat til Handelen i Randers, hvor Forældrene boede i hans Opvæxt, var derpaa nogle Aar til Orlogs og arbejdede 1818—20 som Skibbygger. Som saadan har han vistnok allerede besøgt Kunstakademiet, men fik nu Lyst til at være Maler og var allerede 1820 Elev af Akademiet, medens han samme Aar udstillede et efter et Kobberstik tegnet Billede. Han var Elev af Eckersberg og har malet nogle Portræter, saaledes sit eget Portræt,

398

et Barne-Portræt, Skuespillerinderne Jfr. Astrup og Md. Rind o. fl. Et Maleri, som han arbejdede paa i det Haab at faa det fremstillet paa Udstillingen, skal en Kammerat af Nid have overhældt rned en Syre, som fordærvede det. Denne Udaad tog han sig saa nær, at han blev syg og døde paa Frederiks Hospital den 28. Juni 1825.

(Priv. Medd. P. Hansen, Theaterhist. II, 133. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten.)

Smith. Joachim Becher Smith, Billedhugger, er Søn af forhenværende Urtekræmmer, senere Fuldmægtig, Kammerassessor Joachim Becher Smith (f. 1809, d. 1893} og Marie Antoinette f. Kemp (f. 1825) og er født den 15. Marts 1851 i København. Han besøgte Kunstakademiet fra Oktober 1869 til den 18. Marts 1874, da han fik Afgangsbevis som Modelerer. Aaret efter vandt han den mindre Guldmedaille for en Billedstøtte, »Paris, som udæsker Grækerne«. I 1876 konkurrerede han til den store Guldmedaille med et Basrelief, »Bægret findes i Benjamins Sæk«, og i 1877 til den Neuhausenske Præmie med et Gravmæle i græsk Stil. Derefter havde han 1879 det Ancherske Rejselegat, vandt i Oktober 1886 den store Guldmedaille for Reliefet »Sokrates tømmer Giftbægeret« og havde derpaa i de følgende to Aar 1887—88 Akademiets store Rejsestipendium, l 1889 udstillede han en »David« og to Statuetter. Desuden har han udstillet nogle Buster og Portrætmedailloner. Han er for Tiden Kontorist ved Christianshavn« Kvinde-Fængsels Kontor.

(Priv. Medd. Pers. Tdskr. 3. R. III. T. 2 r. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn.)

Smith. Ludrig August Smith, Genremaler, født i København den 22. November 1820, er Søn af Skibsfører Morten Peter Smith (f. 1776, d. 1835} og Lene Dorothea f. Scheel (f. 1780, d. 1853). Han besøgte Kunstakademiet fra sin Konfirmation 1834, blev 1837 Elev af Modelskolen, vandt 1840 den mindre og 1841 den store Sølvmedaille. Tillige malede han tre Aar efter den levende Model i Eckersbergs private Malerskole. Den 4. December 1864 ægtede han Margrethe Petersen (f. 1843, d. 1877), Han begyndte at udstille i 1839 med et Genrebillede, malede og tegnede i en Del Aar mest Portræter, hvoraf mange ere lithograferede, og begyndte fra 1849 atter at udstille Livsbilleder, hvoraf kan nævnes »En Pebersvend«, der blev købt af Kunstforeningen (1856), »En københavnsk Familie« (1861), senere udgivet i Lithografi, »Politici« (1863), »En Supplikant«

399

(1876), »Politikere« (1877), »Audienssøgende Herrer« (1884), »Fra Rosenborg Have« (1887), »Et Stævnemøde« (1894). (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk.)

Smith. Olga Marie Smith, Malerinde, er Søster til den ovenfor nævnede Architekt C. S. Jul. Smith, og er født i København den 24. Juli 1866. Hun besøgte fra 1883 til 1886 Tegneskolen for Kvinder, som den hed den Gang, derpaa Studieskolen paa Filippavej og fik derfra Adgang til den rned Akademiet forbundne Kunstskolc for Kvinder, som hun gennemgik og fik i Maj 1894 Tilladelse til Afgang, men har paa Grund af Sygelighed været forhindret i at fuldføre sin Afgangsprøve. Siden 1893 har hun udstillet Portræter, et Landskab og et Interiør.

(Priv. Medd. Akacl. Udst. Fortegn.)

Sode. Caroline Charlotte Sode, Malerinde, er Datter af Gaard-ejer Thomas Kofoed Sode (f. 1829, d. 1871) og Margrethe Kirstine f. Ipsen (f. 1834) og er født paa Vævergaard i Olsker Sogn paa Bornholm den 16. April 1859. Hun kom i 1877 til København for at faa Undervisning i Tegning. Hun besøgte nu Tegneskolen for Kvinder, hvis Klasser hun gennemgik fuldstændig indtil 1885, traadte derpaa i Oktober 1888 ind i den med Kunstakademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, hvor hun strax fik Plads i Modelskolen, men besøgte den kun et Par Semestre. Derimod har hun allerede fra 1878 udfoldet en stor Lærervirksomhed, idet hun samtidig med at være Elev blev Lærerinde ved Tegneskolen for Kvinder, hvor hun endnu er Lærerinde i Anatomitegning og ved Gibsskolen. I 1890 oprettede hun i Forening med Julie Meldahl, en Broderdatter af Architekten F. Meldahl, en Tegneskole, navnlig som Forberedelses-skole for Kvinder til Akademiets Kunstskole. Hun har siden 1890 udstillet nogle Portræter og Genrebilleder.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Sonne. Carl Edvard Sonne, Kobberstikker, Søn af den nedenfor nævnede Kobberstikker Jeppe Sonne og født i Birkerød den i. December 1804, lærte Kobberstikkerkunsten hos sin Fader og udgav allerede 1826 3 Hefter »Conturer af Arbejder, udstillede i det kgl. Akademi«. Allerede fra 1819 besøgte han tillige Kunstakademiets Tegneskoler, blev 1827 Elev af Modelskolen og tegnede hos J. L. Lund. Da han trængte til at lære mere, end han den Gang havde Lejlighed til her hjemme, rejste han i 1828 til Parma, hvor han, trods

400

den store Tilgang af Elever, fik Plads hos den dygtige italienske Kobberstikker Toschi, saaledes at han kom til at arbejde under Kunstnerens egne Øjne. I Førstningen understøttede Faderen ham, fra 1831 fik han 400 Rdl. aarlig i to Aar af Fonden ad usus publicos og i 1833 det samme Stipendium fornyet for to Aar; men da han senere ikke fik noget Tilskud, var hans Kaar undertiden temmelig ublide. I Parma deltog han i Udførelsen af Stikkene til et Værk over Malerisamlingen der, i Turin var han Medarbejder ved et lignende Værk, og endelig efter over atten Aars Fraværelse vendte han i 1847 tilbage til Fædrelandet som en moden og udviklet Kunstner med en sund og dygtig, om end ikke i fremragende Grad aandfuld Fremstillingsævne. Han blev agreeret efter sin Hjemkomst og fik en mindre Understøttelse af Kultusministeriet til Udførelsen af et Medlemsblad; men da dette ikke tilfredsstillede Akademiet, tog han, efter dets Ønske, sit Arbejde tilbage, og blev først den 18. Maj 1868 optagen til Medlem af Akademiet. Efter flere Aars Sygelighed, ledsaget af store Smærter, døde han ugift den 3. Januar 1878.

Fra Italien hjemsendte han bl. a. Stik efter et Slagstykke af Wouwerman og efter Julius II's Portræt af Rafael. Af hans Arbejder i Hjemmet kan fremhæves »Juel og hans Kone« efter J. Juel, »Den Gjerrige« efter Simonsen, »Slaget ved Fredericia« efter J. V. Sonne og hans største Blad, »Luther paa Rigsdagen i Worms« efter A. A. Muller. I »den sorte Kunst« udførte han et nydeligt lille Blad efter Ernst Meyer, »Abbaten og den unge Pige«. De fleste af hans betydeligere Stik her hjemme ere udførte som Medlemsblade til Kunstforeningen i København. I 1876 udstillede han sit sidste Blad, et Stik efter J. V. Sonne.

Priv. Medd. Kigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Birkerød Kirkeb. Nagler, Kstl. Lex. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.)

Sonne. Jeppe Sonne Kobberstikker, født i Svanike paa Bornholm og døbt der den 21. September 1771, var Søn af Jørgen Sonne. Han besøgte Kunstakademiets Frihaandstegneskoler i København og lærte sandsynligvis Kobberstikkerkunsten hos Seehusen, da han ligesom denne boede i Birkerød, hvor han den 5. December 1800 blev gift med Else Cathrine Zimmer (f. 1771, d. 1851), Datter af Sognepræst Gregers Zimmer (f. 1739, d. 1773} og Ingeborg Marie f. Tryde (f. 1741, d. 1817). Han arbejdede næsten udelukkende som Skrift-og Kaartstikker, var Kobberstikker ved Speciesbanken, vistnok efter J. C. Seehusen, og døde i København den 25. September 1833.

401

Han fik 1819 et 4 pCt.'s Laan paa 2000 Rdl. r. S. af Fonden ad usus publicos for at sættes i Stand til at stikke Tabeller til den indbyrdes Undervisning, som den Gang var i Brug. Til et ubekendt naturhistorisk Værk har han stukket to Blade med Ænder. Jørgen Valentin og Carl Edvard Sonne ere hans Sønner, en Datter af ham blev H. V. Bissens anden Hustru.

(Weinw., S. 232. Do. Lex. Erslew, Suppl,, III, 216. Rigsarch, Birkerød Kirkeb. Svanike KIrkeb. Akad. Skifteretten. Krobn, I, 155.)

Sonne. Jørgen Valentin Sonne, Genremaler, født i Birkerød den 24. Juni 1801 og Søn af den ovennævnte J. Sonne, blev først Landkadet, men forlod snart den militære Vej og blev Elev af Gebauer for at uddanne sig til Maler. Efter at have besøgt Kunstakademiets Skoler fra 1815, blev han i Januar 1819 Elev af Modelskolen, vandt 1821 den mindre og 1826 den store Sølvmedaille. Han udstillede første Gang 1818, i Begyndelsen ifølge Datidens Skik mest Kopier efter Dyrstykker og Slagmalerier i den kgl. Malerisamling, dog ogsaa egne Kompositioner, saaledes i 1819 et af ham selv komponeret »Jagtstykke« samt »en stor Tegning efter Naturen af en dejlig Hingst, som langt udmærker sig fremfor hans Malerier«. Ved Siden af enkelte Livsbilleder malede han i denne Tid med Forkærlighed Slagstykker, deriblandt »Cavalleriattaque ved Sehested« (udst. 1822} og »En [Fægtning i Tyrol med de Franske« (1830), som begge, tilligemed flere andre Slagstykker, blev købte til den kgl. Malerisamling.

Allerede i 1826 søgte Sonne om Akademiets Anbefaling for at komme udenlands, og i den Anledning skrev Akademiet: »Da Sonne som Bataillemaler har dyrket en Gren af Malerkunsten, der for Tiden ikke i Danmark har nogen Mester at opvise, og han i dette Fag ved udmærkede Talenter har vakt de bedste Forhaabninger«, anbefaler det ham paa det varmeste til Kongen. I 1828 fik han endelig Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl. r. S. af Fonden ad usus publicos og tog samme Aar til Munchen, hvor han besøgte Akademiet under Cornelius, hvis Undervisning dog ikke tiltalte ham, og malede under Vejledning af Professor P. Hess, der tog sig varmt af ham og fulgte med Opmærksomhed Tilblivelsen af det nysnævnte 1829—30 udførte den kgl. Malerisamling tilhørende Billede.¹ I 1829 og 1830 fik han

¹ Ifølge Skrivelse af Sonne, dateret Miinehen den 24. November 1829, havde han efter Professor Hess' Raad tilbragt Sommeren i de bajerske og tyrolske Høj-

N. K. L. II. Januar 1897. 26

402

200 Rdl. hvert Aar og endelig i 1831 500 Rdl. af Fonden ad usus publiios »en Gang for alle« og rejste nu til Rom, hvor han især gærne strax vilde have fremstillet sig for Horace Vernet, som da var Direktør for det franske Akademi der. Akademiet vedblev varmt at anbefale hans Ansøgninger om Rejseunderstøttelse, og Sonne blev i Rom, hvor han færdedes utrættelig i Campagnen og de omliggende Bjærge, baade som Maler og som en ivrig Jægersmand. Frugten af det friske Liv i en skøn Natur og med en naiv livsfrisk Folkestamme fremtraadte snart i hans Billeder. Endnu i 1833 udstillede han et komponeret Billede, »Morgen efter Slaget«, men i de følgende Aar hjemsendte han en Række Livsbilleder fra Rom selv og dets Campagne, der viste, hvor fortrolig Kunstneren var bleven med det italienske Folkeliv. Af disse Billeder købtes »Romerske Landfolk, som drage til Marked« (1839) og »Høstmesse i den romerske Campagne«, fuldført i Hjemmet (1843), til den kgl. Malerisamling.

Den 24. Maj 1841 blev Sonne, efter sin Hjemkomst, enstemmig agreeret ved Kunstakademiet og fik til Opgave for Medlemsstykket at male »Jagtparti; Momentet efter Jagten, naar Jægerne samle deres Bytte«. Som man ser, var baade Kunstneren og Akademiet ved denne Tid kommen bort fra Tanken om Bataillemaleri. Men medens Sonne i de følgende Aar fuldendte nogle Billeder efter sine italienske Motiver og begyndte at gøre lignende Studier i sit eget Fædreland, maa han have følt, at efter den Maade, hvorpaa han nu havde vænnet sig til at søge sine Æmner i selve den ham omgivende Natur, var det ham umuligt at komponere et Jagtstykke, der kunde tilfredsstille hans Fordringer til sig selv. Han gjorde ikke sin Opgave færdig, men malede bl. a. »En gammel Fisker, der om Aftenen sætter sit Garn« {tilh. den kgl. Malerisamling), hvori han paa lignende Maade som i sine italienske Billeder sluttede sig umiddelbart til Naturen. I 1845 fik han efter Ønske Fristen til Indgivelse af sit Medlemsstykke forlænget og en ny Opgave, »Optrin af det danske Folkeliv«. Nu malede han i Løbet af Sommeren og den følgende Vinter »Søndag Morgen. En Familie (Bønder) i Færd med at tage

lande for at gøre Studier, og han tilføjer længere nede i Brevet: »især da Professor Hess er saa overmaade forekommende imod mig, ofte besøger mig og efterser mit Arbejde, en Lykke, som kun faa Kunstnere nyder her.« Hans Brev-var ledsaget af en Skrivelse fra P. Hess, som dog ikke er bevaret i Archivet.

403

til Kirke« og blev paa dette Arbejde enstemmig optaget til Medlem af Akademiet den 23. Marts 1846. Et Billede, som paa det følgende Aars Udstilling vakte almindelig Opmærksomhed ved sin stemningsfulde Gengivelse af Sommernatten, »St. Hansfest; Syge tilbringe Natten ved Helenegraven i Tidsvilde«, blev købt til den kgl. Malerisamling, Aaret før havde Malerisamlingen ogsaa købt et Billede af ham, »En Sommereftermiddag; Kvæget søger Køling i Vandet«.

Den første slesvigske Krig danner et afgørende Vendepunkt i Sonnes Liv. Hans gamle Kærlighed til Slagmaleriet vaagnede med fornyet Styrke; men han skred ogsaa til Værket med fuld kunstnerisk Modenhed og en Erkendelse af Naturstudiets Betydning, der have gjort hans Livs vigtigste Arbejder til et betydningsfuldt Led i den danske Kunsts Historie. Nu havde han Udsigt til selv at se Slagets blodige Optrin under Naturomgivelser, som han i Forvejen var fortrolig med. Han drog med Hæren til Slesvig, fulgte den under Slagets Tummel og saa selv ikke blot Skuepladsen for den krigerske Handling, men selve dens Optrin udfolde sig for sine Øjne. Hans Billeder gengive med stemningsfuld Sandhed Krigens Hovedtræk. I 1849 udstillede han »Angrebet paa Dybbøl den 5. Juni 1848«, i 1850 »Et Afsnit af Slaget ved Fredericia«, i 1851 »Slaget ved Idsted«, i 1852 »Slutningen af Slaget ved Idsted«, i 1853 »Kavalleri-fægtning ved Aarhus«. Desuden flere mindre Billeder; de nævnte Arbejder blev købte til den kgl. Malerisamling, til Selskabet for nordisk Kunst og til Malerisamlingen i Aarhus. Sonne blev tillige Ridder af Danebrog (1852). Efter Krigen føltes ligesom dens sidste Dønninger i »Brudefærd i Nordsjælland«, hvor den hjemkomne Invalid ser sin Kæreste gaa som Brud til Kirke med en anden Karl (1856), »Idsted Hede, Natten efter Slaget« (1857), »En Ligfærd i Nordsjælland« (1859). Imidlertid var han vendt tilbage til frede-Hgere Æmner af den danske Bondes Liv, og en ny Skildring af »St. Hansfesten i Tidsvilde« (1858) fandt ogsaa Plads i den kgl. Malerisamling; enkelte Optrin fra den første Krig dukkede af og til frem, medens den sidste Krig med dens sørgelige Alvor kun undtagelsesvis blev Genstand for Sonnes Pensel. Ligesom om han var kaldet til netop da at minde om hine første Krigsaars løftede Stemning og glade Sejrshaab, fik han i 1864 Bestilling paa et stort Maleri af »Fredericiaslaget« til Fredericia Raadhus (udst. 1865).

Et nyt Besøg i Italien med det Ancherske Legat (1865) bragte nogle Billeder af italiensk Liv paa Udstillingen; men nu var det tidt

404

Træk fra Livet i Byen selv, som fængslede ham, ligesom han ogsaa i de senere Aar, baade før og efter denne Rejse, havde begyndt at male smaa Billeder af de dannede Klassers Liv i Hjemmet, Damer til Hest eller ved deres huslige Gerning, paa Spadsereture, Sejlture og lignende. Til denne Kreds af Billeder hører bl. a. »Ingemann modtager Guldhornet i sit Hjem i Sorø« (udst. 1867), et af Orla Lehmanns Uigterbilleder, og »Vennen lyses ned« (udst. 1874), det sidst udstillede af saadanne Livsbilleder-, dog opgav han ikke derfor Skildringer af Almuens Liv. Et Billede, som saa at sige tilhører begge Retninger, er »Sommernat; Præsten hentes til en Syg«, som var udstillet i 1881. Det er i 1896 gengivet i en stor Radering af C. Locher, dog ikke efter det udstillede Billede, men efter et ældre, fra Følelsens Side nok saa indholdsrigt Forstudie. I sine sidste Arbejder vendte han ikke sjælden tilbage til Minder fra den første slesvigske Krig.

I 1854 havde Sonne søgt Professoratet i Malerkunst ved Akademiet tilligemed Simonsen, som fik det. Efter Theatermaler C. F. Christensens Død i 1883, fik Sonne, der som ugift i en lang Aarrække havde boet ved Toldbodvejen, Bolig paa Charlottenborg ud imod Nyhavn og tilbragte sine sidste Aar her i fredelig Virksomhed, hver Sommer samlende Studier som oftest i Nordsjællands smukke Egne, hver Vinter sysselsat med Malerier efter ældre eller nyere Studier. Da han i 1881 fyldte sit firsindstyvende Aar benaadedes han med Danebrogsmændenes Hæderstegn; for øvrigt nød han ikke andre offentlige Hædersbevisninger, idet han enten undgik eller afviste, hvad der kunde have været Tale om. Efterhaanden som han ældedes, svækkedes hans Syn, saa at Farverne blev blegere, men den fine Kunstfølelse svigtede ham ikke, og der hvilede en egen sart Stemning over de Arbejder, der blev til i disse hans Oldingsaar. »Der vaages hos en Syg« var hans sidste udstillede Arbejde (1886); men han blev selv ikke syg; hans hærdede Legeme modstod energisk Alderens Tryk, indtil denne vandt Sejr, og Døden bortkaldte ham den 24. September 1890 i hans halvfemsindstyvende Aar.

Et Arbejde i en ganske særegen Retning, som ikke hører med til Kredsen af hans Billeder, er den udvendige Dekoration af Thorvaldsens Museum, hvoraf den ene Side forestiller »Thorvaldsens Modtagelse paa Københavns Red i 1838«, den anden »Udlosningen af Thorvaldsens Værker og disses Førsel til Museet«. Ogsaa et Hus i Bredgade var dekoreret efter Sonnes Tegning, men den Frise, som

405

var malet over Stueetagen, er nu borthugget tilligemed den øvrige Udsmykning.

fPriv. Medd. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Birkerød Kirkeb. Sldld. 1819, Sp. 482. Høyens Skr., I, S. 157—59. J. Lange, Nutidskunst 141 —60. S. Møller, N. dsk. Malerk Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Ord och Bild., 4. arg. S. 97—101.)

Spengler. Lorens Spengler, Billedhugger, Søn af en Bygmester i Svejts, Johan Conrad Spengler og Marie f. Peters, blev født i Schaffhausen og døbt den 22. September 1720. Han lærte Kunst-drejerhaandværket i Regensburg og rejste til England for at forsøge sin Lykke der; efter at han der havde lært Marcus Tuscher (s. d.) at kende, fulgtes han i 1743 med ham til København, hvor han lærte Christian VI, Frederik V, dennes Dronning Louise og flere af Kongefamiliens Medlemmer at dreje og havde Titel af Hofkunstdrejer. Flere af hans med stor Kunstfærdighed udførte Sager regnedes af Datiden for sande Kunstværker, saaledes en Lysekrone af Rav, der kostede 860 Rdl. d. C. foruden Ravets Pris, og var færdig i 1753 (st. i 1762 af W. A. Müller). Spengler var tillige Naturgransker og vandt et vist Navn i denne Retning, maaske mest formedelst sine Samlinger.

Spengler, som selv var reformert, ægtede her den 31. Juli 1756 Gertrude Sabina Trott (f. 1739, d. 1789), Datter af Toldbodskriver Johann Caspar Trott og Bernhardine f. Munzinger. I 1769 blev han udnævnt til »adjungirender und eventuel succedireneder” Kunstkammerforvalter ved Siden af Morell, og efter dennes Død (1771) blev han den egentlige Bestyrer af Kunstkamret, som den under Morell (s. d.) nævnte Kommission i 1775 afleverede til ham. I denne Stilling virkede han til sin Død, den 20. December 1807. Som Kunstdrejer udførte han tillige nogle Billedhuggerarbejder, sin Faders, Enkedronning Juliane Maries, Christian VII's og flere andres Portræt-medailioner, foruden to Grupper med allegoriske og mythologiske Figurer. Han havde taget Borgerskab som Kunstdrejer 1748.

Spenglers Søn Johan Conrad Spengler, født i København den 22. Juli 1767, død ugift den i. Marts 1839, besøgte som ung Kunstakademiet i København, men blev ikke Kunstner. Derimod efterfulgte han Faderen som Kunstkammerforvalter og blev 1825 Inspektør over den kgl. Malerisamling. Som ung Mand gjorde han sig fortjent af denne Samling ved at være den, der væsentlig frelste dens bedste Kunstværker fra Undergang ved Christiansborg Slots Brand i

406

1794- Han optraadte ogsaa som Kunstforfatter og hans udførligere Levned maa søges i de anførte Kilder.

(Weinw., S. 177. Do. Lex. Bilsching Nachr., III, S. 663—666. Lærde Eft. 1808, Nr. 2. J. C. Spengler, Kindl. Denkm. Iris og Hebe, Febr. 1808, S. 148—92 ved F. L. Mourier. Skild. 1829, Sp. 1063—65. Dske. Saml., IV. S. 114. Posttid. 1753, Nr. 9. Genealog. og biogr, Arch., I, S. 292—314 ved L. Mourier. Erslew, III, S. 204—5. Suppl., III. S. 221. Rigsarch., F. J. Meier, Fredensb. 194. Nagler, Kstl. Lex. Geneal. Inst.)

Sprechler. Ulrik Georg Sprechler, Architekt, var født paa i Hedegaard ved Horsens den 30. November 1851 og var Søn af -Landmand Ludvig Frederik Vilhelm Sprechler (f. 1820) og Jensine Jacobine Marie f. Deigaard (f. 1831, d. 1893). Efter endt Skolegang kom han i Tømrerlære og derpaa til København, hvor han af C. V. Nielsen blev dimitteret til Kunstakademiet. Efter at have gennemgaact dette fra Juni 1869 fik han den 18. Marts 1878 Afgangs-bevis som Architekt. Han har tegnet hos Architekterne Chr. Hansen, Storck og Dahlerup, idet han hos denne sidste arbejdede med paa Jesuskirken i Valby. Han foretog for sine sammensparede Penge et Par mindre Rejser til Udlandet og vandt 1883 den mindre Guld-medaille for »Et Campo Santo i antik Stil«. Han opførte en Kommuneskole i Taarnby og et Par Villaer, men da han, som var arbejdsom og fremadstræbende, ikke fandt Virksomhed nok herhjemme, rejste han i Maj 1887 til Amerika, og der blev han angreben af en stærk Lungebetændelse, der bortrev ham den i. November 1888 paa et Hospital i Rochester i Staten New York. Han har udstillet nogle faa Arbejder.

(Priv. Medd. Akad. Reitzei. Udst. Fortegn.)

Stange. Carl Frederik Stange, Architekt, indsendte den 10. Januar 1810 en perspektivisk Bygningstegning i Gouache for derpaa at blive agreeret. Akademiet »fandt sig vel fornøjet« med hans Arbejde, men svarede ham dog, at dette Arbejde ikke var tilstrækkeligt til derpaa at modtage ham ved Akademiet.

(Akad.)

Stanley. Carl Frederik Stanley, Billedhugger, født 1738 i Westminster i England, var Søn af den nedennævnte Billedhugger Simon Carl Stanley og dennes anden Hustru Magdalene Margrethe f. Lindeman. Han kom til København i 1746 med sine Forældre, hørte til Kunstakademiets første Elever, vandt 1755 den da saa kaldte Fjerdingaarspræmie, og 1758 den første Præmie (store Guld-

407

medaille) i Billedhuggerkunsten for Opgaven »Noahs Ofring« fi.Mos. 8, 20). I 1759 fik han det kongelige Rejsestipendium til Udlandet, 400 Rdl. d. C. aarlig i sex Aar, samt 400 Rdl. til Hjemrejse og var paa sin "Udenlandsrejse i Følge med J. P. Lund og Harsdorff {s, d.). I Paris udførte han i Relief »Eunuchens Daab«. Han kom hjem i 1766 og blev den 9. April agreeret paa en Kopi af »den antique Gladiateur« samt fik strax efter Arbejde ved Christiansborg Slot, saaledes at han først den i. December 1777 blev enstemmig optagen til Medlem af Akademiet paa »Kærlighed til Fædrelandet, forestillet ved en Helt, omtrent af en Natur mellem 30 og 40 Aar«, 42 Tommer høj. Samme Aar blev han »naturaliseret«, idet hans Forældre, mærkelig nok, regnedes for Udlændinger, ligesom han selv ogsaa var født i Udlandet, og Akademiet fik Tilhold om, ikke at lade Kunstnere »af fremmed Fødsel« faa Stipendium, med mindre de var naturaliserede. Hans Medlemsstykke udstilledes ved Salonen 1778 og kaldes af en Anmelder »en stolt Figur«. Tillige udstillede han en tegnet Frise, forestillende »Paulus Æmilius' Triumftog«, der roses for god Anordning og Afvexling i Figurerne.

Da Abildgaard i 1778 blev Professor ved Akademiet, valgtes Stanley ligeledes, da han »ogsaa er os bekendt som en vittig Kunstner«, til Professor, »ihvorvel ingen Plads for en Billedhugger er ledig«. Standsningen af Marmorkirkens Opførelse, ved hvilken han havde haabet at finde sit Underhold, satte ham allerede tidligt tilbage. Som hans Arbejder nævnes Gravmæle over Dronning Louise i Roskilde Domkirke, hvoraf Modellen var udstillet 1778, »En Allegori paa den slesvigholstenske Kanal«, to kvindelige Figurer, der omfavne hinanden, et Arbejde, der roses af Hennings, samt et Gravmæle i Sorø over Grev Thott. Efter Jardins Bestilling udførte han ogsaa de store korinthiske Marmorkapitæler til Marmorkirkens Portal. Allegorien paa Kanalen var tilligemed nogle Tegninger udstillet ved Salonen i 1794. En Tegning af ham, »Minos og Voltaire«, er stukket af E. C. Karlebye 1793 (s. d.), en anden, ”La guerre des géants contre les dieux”, tillægges ham ogsaa og synes stukket af samme Haand.

Pauelsens Portræt af Stanley, malet i 1785, viser denne som en smuk og elegant Mand, der ogsaa skal have udmærket sig ved Aandfuldhed og Blik for Kunsten. Han blev den 30. Januar 1769 gift med Marie Adrienne Courtonne (f. 1736, d. 1825), der var Enke efter en Martin, begge af fransk reformert Slægt. Hun var sandsynligvis Datter af Grosserer Jacques Salomon Courtonne (f. 1714,

408

d. 1791) og Adriane f. Sommerzel. Med hende havde han den nedenfor nævnede Søn og to andre Børn. Men allerede fra 1794 levede han adskilt fra Konen, der havde taget Bolig paa Frihedseje ved Hirschholm, hvor hendes Søn af første Ægteskab var Postmester. Han synes ikke at have haft meget at gøre, endog blot af »Ligstene«, og var stadig i en saadan Pengeforlegenhed, at han maatte laane 10 og 25 Rdl. d. C. af Akademiet, som tog sig betalt af hans Løn, naar han stillede Modellen. Først efter Wiedewelts Død fik han 200 Rdl. om Aaret og Bolig paa Akademiet, men ved hans Død siges, at han havde 400 Rdl. i Pension. Paa sin gamle Alder begyndte han at skeje ud, og i 1809 klager Haas over, »at han tager Personer af den laveste Slags ind til sig«. I 1810 søgte og fik han sin Afsked som Professor paa Grund af Alder og Svagelighed, dog med fuld Gage (250 Rdl.) i Pension, og den en Gang saa statelige Mand var nu sunken saa dybt, at han gik om »i en højst ussel og lurvet Dragt, selv midt om Vinteren, i Frost og Søle, med Strømper og Sko, og altid med en Skødehund under Armen. Han undsaa sig ikke for at bede, hvem han kendte noget til eller traf, om en Understøttelse. Jeg (Werlauff) har selv, medens jeg var paa Bibliothekets Læsesal og senere, ofte givet ham en Mark«. Ikke desto mindre naaede han en Alder af 75 Aar og døde først den 9. Marts 1813 i sin Bolig paa Charlottenborg, efter at have mistet alle sine Børn; en Datter døde som Barn, den ældste Søn, som nævnes nedenfor, var død 1805, den anden Søn, Jakob Simon Gustav Adolf Stanley, født 1774, var Kaptajn i Artilleriet og døde den 5. December 1812 i Stege. Slægtens mandlige Linie er saaledes uddød.

Af hans Arbejder nævnes i D. Gianellis Fortegnelse over Gibs-afstøbninger, som denne havde til Salg: »Imene« (Hymen), »En Heros«,, »en Statue af Prins Friedrich«, samt Buste af Enkedronning Juliane Marie. Busten af Dronningen og Statuetten af Arveprins Frederik var modelerede til den kgl. Porcelænsfabrik, hvor de reproduceredes af A. C. Luplau. I Christiansborg Slots Riddersal var der to store Relieffer i Malm med allegoriske Fremstillinger, samt i de andre Værelser nogle af hans ovenfor nævnte Arbejder. I Københavns Skilderi nævnes nogle Gravmæler foruden de ovenfor omtalte.

(Weinw., S. 216. Do. Lex. Hennings, S. 138—42. Sandvig, S. 49. Skild. 1829, Sp. 1223—25. Thiele, Kst. Akad., S. 66 og 120. Alm. dsk. Bibl. 1778, Febr., S. 117—19; Marts, S. 91. Carstens, ved Fernow, ny Udg., S. 64 og 202. Hennings Musaget, 3. Sttlck, S. 30—31. Cat. over Salon 1794. Thiele, Thorv.,

409

11, S. 41. Rigsarch. Skifteretten. F. J. Meier, Fredensb. 45. Adresseav. 1791, Nr. 253 og 255, 1806, Nr. 13; 1812, Nr. 296; 1825, Nr. 158. Werlauffs Erindr, i Hist. Tdskr., 4. R., IV, S. 274. Jonge, Kbhv. Beskriv., S. 510, 511, 524, 527. Tdskr. f. Kstind., IX, 209. Clément, I'Egl. réf. Frederiks tyske Kirke.)

Stanley. Carl eller Charles Frederik Ferdinand Stanley, Architekt, født i København og døbt den 8. November 1769, var ældste Søn af den ovennævnte Carl Frederik Stanley og Marie Adrienne f. Courtonne. Da han havde Lyst til at være Architekt, besøgte han Kunstakademiets Bygningsskole, vandt 1788 den mindre og den store Sølvmedaille, konkurrerede 1789 og 1791 forgæves til den mindre Guldmedaille, som han vandt 1793, og ved den følgende Konkurs (1795), blev den store Guldmedaille tilkendt ham for Opgaven »Et Opdragelsesinstitut«. Han boede ikke hos Faderen, men ude i Byen og ernærede sig ved at give Undervisning i Tegning. Denne unge og meget lovende Kunstner var en af Thorvaldsens nøjeste Venner allerede her i København, og i 1796 søgte de i Forening om Rejsestipendium, og Stanley skriver i sin Ansøgning: »Det vilde være en stor Besparelse , . ., da vi saaledes to sammen bedre kunde indrette vores Økonomi«. Han fik ikke Stipendiet og tog nu til Christiania, hvor han blev Stadsbygmester, »dog uden fast Gage«, Der opførte han et Gymnasium »til sine Foresattes Fornøjelse«.

Da der i 1800 paany blev Tale om Stipendium, maatte han rejse til Danmark for at deltage i en Konkurs derom rned de andre unge Kunstnere, som havde Guldmedaillen. Med 8 Stemmer blev Stanley foretrukken, medens hans nærmeste Medbejler, Hornbeck, kun fik 3. Han kom dog først til at rejse i Juli 1802, da hans Instrux eller Brevet blev udstedt, eller, som det synes af et Brev fra Abildgaard til Thorvaldsen, endog først om Foraaret 1803, i saa Fald vistnok paa Grund af Sygdom. I Foraaret 1803 var han i Neapel, men den livsglade unge Mand, der endelig saa sig sine Ønskers Maal saa nær, var kommen syg til Italien og var nu kun en ulykkelig, værkbruden Stakkel, som dog hos Baron Schubart fandt Trøst og Pleje. I September s. A. hjemsendte han »Et Dicastere eller Domhus«, som første Prøve paa sin Virksomhed, efter at han var kommen sig. En Ansøgning i 1803 til Fonden ad usus publicos om Understøttelse blev først afslaaet, men i 1804 fik han dog 100 Rdl. Han var i Færd med at rejse til Rom, men kom ikke afsted; hans Sygdom, en Lamhed i Hænder og Fødder, havde efterladt en saadan Svækkelse, at han blev Vinteren over i Neapel; dog

410

aandede et Brev af 10. August 1803 den Fortrøstning, at han »med Glæde kunde øjne sin fuldkomne Helbredelse«. Foraaret bragte imidlertid ingen Bedring, og Lægerne sendte ham til Ischia, for at bruge de varme Bade der. I Neapel havde Thorvaldsen besøgt ham og opfrisket deres gamle Venskab. Fra Ischia skrev han midt i sin Elendighed lystige Breve til Thorvaldsen. Badene hjalp ham saa meget, at han kunde rejse til Rom, hvortil han kom i Januar 1805. Under sin Badekur havde han tegnet Udkast til »et Bad for begge Kjøn« og til »et Landhus«. I April fik han Melding om, at han havde faaet ét Aars Tillæg til sit Stipendium. - Grev Rantzau Breitenburg gav ham, under et Ophold i Rom, Bestilling paa en Tegning til en Bygning, den sidste, han udførte. Zoega, som havde set hans Arbejder, skrev om ham, »at hvis han vedbliver, som han har begyndt, vil han i sit Fag gøre Danmark ligesaa megen Ære, som Thorvaldsen i sit«. Men allerede den 8. November 1805 døde han i Rom med Thorvaldsen ved sin Side. Nogle af hans Tegninger udstilledes i 1809.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Frederiks Kirkeb. Rigsarch. Adresseav. 1794, Nr. i; 1806, Nr. 13. Thiele. Thorv., I, S. 180, 196, 223, 237, 247; II. S. 7, 57—58- Skild. 1829, Sp. 1224,)

Stanley. Simon Carl Stanley, Billedhugger, født i København den 12. December 1703 af engelske Forældre, kom, da han i sin Ungdom viste Lyst til Billedhnggerkunsten, 1718 i Lære hos Billedhugger J. C. Sturmberg (s. d.), og tvende Engle paa et Gravmæle i Roskilde Domkirke over Gehejmeraad Krabbe ere hans Arbejde. Ogsaa paa Fredensborg arbejdede han i sin Ungdom i Stuk. For at uddanne sig videre rejste han derpaa udenlands, arbejdede først hos van Lucbtern i Amsterdam og tog derfra til London (1727), hvor han forblev i henved 2o Aar. I London arbejdede han hos Delvaux sammen med en Billedhugger fra Brabant, Hendrik Scheemaker, som ligeledes i sin Ungdom havde været Lærling hos Sturmberg i København.

I England, hvor Stanley senere virkede som selvstændig Billedhugger, ægtede han omtrent 1730 Anna Allen, Datter af en engelsk Forpagter Allen fra Sussex, og fik med hende tre Døtre, hvoraf de to senere fulgte ham til Danmark og blev gifte her. Efter fem Aars Ægteskab døde hans Hustru, og i August 1737 indgik han nu et nyt Ægteskab med Magdalene Margrethe Lindeman, Præstedatter fra Hannover, der blev Moder til hans ovenfor nævnede Søn, Billed-

411

hugger C. F. Stanley. Kunstneren havde imidlertid vedligeholdt Forbindelse med Danske, og en Ven af ham, Søofficeren Gerner, foreslog ham at vende tilbage til Danmark. Da Kunstneren indvilligede deri, talte Gerner til Grev Danneskjold derom, og denne udvirkede, at han blev kaldt hjem og fik Rejsepenge af Christian VI. Ved Stanleys Komme var denne Konge død (1746), men Frederik V gav ham strax 200 Rdl. d. C. i Aarpenge og Løfte om Fladsen som Flaadebiliedhugger efter Just Wiedewelt. Til Kongen udførte han snart efter en lille Gruppe, »Vertumnus, Pomona og Amor«, som fik sin Plads paa Christiansborg Slot. En Pendant, »Venus, Adonis og Amor«, blev opstillet i Gehejmeraad Grams Have paa Frederiksborg, men er nu i Marmorhaven ved Fredensborg, hvor der ogsaa staar en »Ceres«, der var Kunstnerens sidste Arbejde; et tredje Arbejde, en »Flora« i over naturlig Størrelse, kom til at staa i Rosenborg Have. En »Diana« (1757) er nu i Fredensborg Slotshave. I 1752 blev han Medlem af det gamle Kunstakademi og udførte sorn Medlemsstykke en »Ganymed«, der regnedes for hans bedste Værk. Uagtet det med Kunstneren selv gik over i det nye Akademi paa Charlottenborg, er det dog ikke bevaret. Den ældre Gibser D. Gianelli havde en Form af denne Figur og solgte Afstøbninger deraf. Af hans øvrige Arbejder nævnes Tyge de Hofmans Gravmæle i Nepsager Kirke og en Sarkofag til en Grevinde Reventlow af hvidt Marmor med fire allegoriske Kvindeskikkelser ved Hjørnerne; den blev ført til Lybek til Familiens Gravmæle der. Joh. Ewalds Buste var af denne Stanley. Fra 1755 var han Hof billedhugger og i sine sidste Aar havde han en ikke ringe Indtægt for Arbejder ved den kgl. Porcelænsfabrik (Fourniers Fabrik).

Stanley var tillige ikke alene en dygtig Musiker, saa at han blev Medlem af »Københavns musikalske Selskab«, men uagtet sin fremmede Byrd og sit lange Ophold i England talte han det danske Sprog »rent og sirlig« og oversatte flere engelske Bøger, mest af religiøst Indhold, paa dansk. Ved »die Artigkeit samer Sitten« vandt han sine Samtidiges »Agtelse og Kærlighed«. Han boede paa Christianshavn og døde der den 17. Februar 1761. Hans Enke døde to Aar efter, kun 47 Aar gammel.

(Weinw., S. 152. Do. Lex. Sandv., S. 49 og 118. Hennings, S. 79. Berg, Manuskr. Saml., Sorø, Nr. 71, 27. Biisching Nachrichlen, I, 8.527; H, 8.50; III, S. 193—99, Worms Lit. Lex-, II, S. 415 — 416. Skild, 1829, Sp. 1222—23. Thiele, Kstakad., S. 64—66. F. J. Meier, Fredensborg, 139—40 og 194. Statskal. Rigsarch. Akad. Adresseav. 1760, Nr. 17; 1761, Nr. 14 og 16; 1763, Nr. 73. Strunk, Nr. 761. Skifteretten. Industrifor. Mdskr. 1878, 19.)

412

Staulund. Carl Gottlieb Staulund, Tegner og Maler, født den 25. September 1851 i Helsingør, var Søn af Garvermester Peter Frederik Staulund (f. 1809) og Laurine Vilhelmine Emilie Mathilde f. Schubart. Han gennemgik Malerlæren, besøgte det techniske Institut, tilbragte fra 1873 til 1877 i Tyskland som Dekorationsmaler og arbejdede efter sin Hjemkomst som Illustrator, saaledes for Ernst Bojesens Forlag. Den 17. November 1886 ægtede han Anna Ingeborg Amundsen. Aaret efter gjorde han sig bekendt ved at male et meget stort Billede med alle Folkethingets Medlemmer, hvilket blev udstillet i 1888 i en stor Sal i Etablissementet National. Den 20. April s. A. døde han paa Kommunehospitalet efter længere Tids Sygeleje.

(Priv. Medd. Pers. Tdskr. 2 R. IV. T. 17. Nat, Tid. ^M/₄ 1888.)

Steenberg. Georg Steenberg, Architekt, født i Enderslev den 12. Oktober 1860, er Søn af Sognepræst Ove Frederik Mathias Hasselbalck Steenberg (f. 1818, d. 1885) Og Caroline Amalie f. Raae (f. 1824). Han lærte Tømrerhaandværket, blev Svend og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1879, indtil han den 27. Maj 1885 nk Afgangsbevis som Architekt. Han arbejdede derpaa som Tegner hos J. D. Herholdt. Han deltog i Konkursen om Christiansborg Slots Genopførelse sammen med L. Knudsen og fik en Præmie i 1887, samt sammen med V. Bruun om Opførelsen af Portalbygningen ved Tivoli og fik anden Præmie; ogsaa ved Konkursen orn en Frilagerbygning ved Toldboden fik han en Præmie. Desuden udstillede han i 1891 som Konkursarbejde et Projekt til Raadhuset, udført sammen med V. Bruun, og har opført nogle Privatbygninger. I 1887 foretog han en Rejse til Italien. Den 14. Maj 1891 ægtede han Dagmar Frederikke Oxelberg, Datter af Snedkermester Ferdinand Daniel Gottlieb Oxelberg (f. 1832, d. 1890) og Anna f. Hansen (f. 1839) og overtog samtidig sin afdøde Svigerfaders Forretning, som han driver i Enkens Navn.

(Priv. Medd. Elvius. Akad. Udst. Fortegn.)

Steenbuch. En »Skildrer« af dette Navn levede i forrige Aar-hundrede rimeligvis i Odense, idet hans Enke, Dorothea Cathrine Steenbuch dør der den 29. Oktober 1775, 80 Aar gammel.

(Adresseav. 1775, Nr. 180.)

Steenfeldt. Johannes Milert Steenfeldt, Maler, født den 31. Marts 1799, var Søn af Sognepræst til Korup og Ubberød i Fyn, Peter

413

August Steenfeldt (f. 1768, d. 1847) og Cathrine Marie f. Dall (f. 1761, d. 1827, Enke efter en Timmermann). Han var først Landkadet men da han ved Badning blev tunghør, maatte han snart efter atter forlade Akademiet. Derpaa lærte han Landbruget og havde endog en Plads som Avlsforvalter, men hans Lyst til at tegne og male fik Overhaand, og da han i 1825 havde fundet Lejlighed til at vise Prins Christian Frederik sine Tegninger, vakte disse saa megen Opmærksomhed, at han. ved dennes Hjælp fik fri Adgang til Kunstakademiet og en Plads som Tegner ved Prinsens eget naturhistoriske Museum med en aarlig Løn af 3 til 400 Rdl, Fra 1827 indtii 1847 udstillede han nu jævnlig naturhistoriske Genstande, Sommerfugle m. m., men mest Conchylier, udførte meget tro og smukt i Vandfarve. I en Anmeldelse af Kunstudstillingen, som N. Høyen skrev i 1828, fremhæver denne »den overordentlige Sandhed og Fuldendthed«, det »afgjorte Talent«, hvormed disse Ting var udførte. »Hvor langt mere ægte Kunst«, tilføjer han, »træder ikke frem i disse tro og følte Afbildninger, end i al denne lette og pretentions-fulde Dilettantismus, som altid maler Roser og Krystal og ideale Hoveder«.

Den 14. September 1832 ægtede Steenfeldt Dorothea Bolette Folsted (f. 1809, d. 1876), Datter af Ankersmed Mourits Pedersen Folsted (d. 1840) og levede nogle Aar i knappe Omstændigheder, som yderligere forværredes, da alt brændte for ham 1839, uden at noget var forsikret. Efter Christian VIII's snart paafølgende Tronbestigelse fik han vel kun 400 Rdl. i fast aarlig Indtægt, men tillige særlig Betaling for hvert enkelt Arbejde, saaledes at han ved anstrængt Flid kunde have fra 800 til 1100 Rdl. aarlig i alt. Ved Christian VIII's Død (1848) fik han Afsked fra sin Stilling, da Frederik VII ikke vilde fortsætte Faderens naturvidenskabelige Værk, men ved afdøde Etatsraad J. M. Thieles ivrige Støtte fik han en Aarpenge paa ialt 800 Rdl, hvoraf han siden levede i tilbagetrukken Stilhed. En Ildebrand, som paany hjemsøgte hans Bolig i 1856, virkede saa skadelig paa hans Helbred, at han i de følgende Aar hensygnede og døde den 26. December 1861.

(Priv. Medd. Wiberg. Reitzel. Udst. Fortegn. Vejvis. Høyens Skr., I, S. 83.)

Steenstrup. Johannes Resen - Steenstrup, Dyrmaler, født den 24. April 1868 i Stubbekøbing paa Falster, er Søn af Skibsfører Johannes Uesen-Steenstrup (d. 1879) og Johanne f. Breurn. Efter at have taget Præliminærexamen, tegnede han nogen Tid hos C. N. Over-

414

gaard og kom i Marts 1887 ind paa Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte til Maj 1889, da han fik Tilbud om fri Undervisning hos Fr. Schwart/, og kom derfra ind i Kunstnernes Studieskole, hvor han uddannede sig under Krøyers, Tuxens og fleres Vejledning. Han havde et Arbejde paa en December-Udstilling i 1890 og har fra 1894 udstillet paa Forårsudstillingen som Dyrraaler; i 1895 deltog han i den Neuhausenske Konkurs. Han har desuden udført Illustrationer til forskellige Bøger. I 1896 havde han en Understøttelse paa 300 Kr. fra den Raben-Levetzauske Fond. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Steenwinkel. Anton eller Anthoni Steenwinkel, Portrætmaler¹-, hvis Afstamning fra de øvrige Kunstnere af dette Navn, ikke nøjagtig kan paavises, maa være født omtrent 1630—40 og kan mulig være Søn af den nedennævnte Morten Steenwinkel. Han var mindst fra 1670 kgl. Contrafejer med 400 Rdl. d. C. aarlig, forhøjet fra 1685 til 600 Rdl. og særlig Betaling for sine Arbejder. De sidste to Aar, han levede, fik han 50 Rdl. d. C. aarlig til Huslejehjælp. Han malede dels Portræter, deriblandt Elisabeth Scheffer og P. J. Resen, begge stukne af Hubert Schaten, dels ogsaa historiske Billeder, hvortil en Del Skitser og Udkast nævnes i hans Auktionskatalog. Af denne ser man, at han maa have været en ret velstaaende Mand, i al Fald godt forsynet baade med »Uldent og Linned«, med Sølvtøj og Guldtøj. Han var to Gange gift, sin første Hustru, Kirstine Brinck (d. 1685) havde han ægtet 1678, anden Gang ægtede han den 31. Maj '1687 Maria de Groot, men om Efteraaret 1688 døde han (begr. ²"/₁₀), og allerede den 4. December s. A. blev der holdt Auktion over hans Indbo, Malerier og Bøger. Det er underligt at se en Mand, som mulig først i tredje Led stammede fra Holland,, kun at have tyske og hollandske, men ingen danske Bøger i sin Samling, skønt han havde ikke saa faa, saa at han synes at have været en ret dannet og belæst Mand.

Steenwinkel. Hans Steenwinkel, Architekt, synes at have været Søn af Flamlænderen Peter Steenwinkel, der i 1512 blev optaget i St. Lucas Gildet i Antwerpen som Mester og i 1550 blev Decanus for det samme Gilde. Hans Steenwinkel var, ifølge hans Gravskrift

¹ Da Kunstnerne af Navnet Steenwinkel høre til samme Familie og Kildestederne til Dels ere fælles, nævnes de under et efter den sidste, Villum Steenwinkel.

415

i Halmstad Kirke, født i Antwerpen (Andorpen) og har rimeligvis som yngre Mand arbejdet i Embden, der ligger ved Grænsen af Friesland. Raadhuset i Embden bærer Aarstallet 1576 og kan efter ^in Stil godt tilhøre den Bygmester, der arbejdede for Tyge Brahe, uden at man dog derfor tør tillægge Hans Steenwinkel det, saa meget mere, som han maaske har været i Danmark fra før 1570. Han blev den 8. November 1581 ansat som kgl. Bygmester og arbejdede ogsaa som Bygmester for Tyge Brahe, der paa Latin kalder ham •»Johannes de Embda Steenwmkefa; for ham byggede han 1584 Stjerneborg, og han kan have ombygget, selv om han ikke ledede den første Opførelse af, Slottet Uranieborg. Den Tegning, som findes i Tyge Brahes Astronomiæ instauratæ mechanica, udviser en Renais-sance Stil, der snarest peger hen mod nordfranske Mønstre. I Kongens Tjeneste finder man ham i stadig Virksomhed ved Kronborgs Opførelse, om end den egentlige Tegning til Bygningen vistnok næppe skyldes ham. I 1585 istandsatte han Petri Kirke og byggede Kirketaarnet. Man tillægger ogsaa ham, Og vistnok rned mere Grund end Jørgen Friborg (s. d.), Genopførelsen af Slangerup Kirke i 1588. Fra 1592 ledede han mest Opførelsen af nye Fæstningsværker i de danske Landskaber hinsides Sundet, og han døde i Halmstad den 10. Maj 1601, efterladende sig som Enke Inger Peders-datter, der levede endnu 1615.

Steenwinkel. Hans Steenwinkel, d. y., Architekt, var født i København den 24. Juni 1587 og Søn af den ovennævnte Hans Steenwinkel. Han blev ogsaa »kgl. Majestæts General-Architekt og Bygmester« fra den 10. December 1619, men var tillige Billedhugger, og som saadan har han mulig udført Christian IV's og hans Dronnings Portræter til Kongens Mindesmærke. Han udførte flere for sin Tid højst anselige Bygningsarbejder, som Karusselporten paa Frederiksborg Slot, der bærer Aarstallet 1614, og Stenhuggerarbejdet ved Børsen i København (1619—1624), medens tillige det kunstneriske Tilsyn ved denne Bygning var overdraget ham, og Portalen mod Slotspladsen, der bærer Aarstallet 1624, ganske er bygget efter hans Tegning. Han var gift med Trine, Villom Hybers Datter, og døde den 6, August 1639. Saaledes kan Trinitatis Kirke, som ligeledes var hans Værk, ikke have været færdig ved hans Død, hvis Aarstallet 1642 paa Rundetaarn betegner Bygningens Fuldendelse; men mulig galdt det kun Taarnet selv, som blev bygget efter Longomontanus' Tegning, og ifølge nogle Opgivelser af en særlig dertil ind-

416

kaldt Mand, Jørgen Scheffel fra Bonn eller Bern. Kirken selv kunde da rnaaske have været fuldendt i 1637. I sit sidste Leveaar ledede han Opførelsen af Valdemars Slot paa Taasinge.

Steenwinkel. Hans Steenwinkel den yngste, Architekt, var uden Tvivl Søn af den anden Hans Steenwinkel. Hans Fødselsaar, som maa falde før 1639, er ikke fundet, men i 1664 blev han gift med Bente Jakobsdatter og i 1665 fik han en Son, Frederik, døbt; dog maa vistnok Kone og Barn være døde fra ham, thi i 1699 indsatte han sin Søster, Annike Steenwinkel sal. Christen Olsens Efterleverske, til sin Arving. Han døde snart efter, i Januar (begr. ^ll/₁) 1700. Han maa have udført en Del Arbejder baade som Billedhugger og som Bygmester, hvilke nu ikke kendes, og har sikkert arbejdet i Kongens Tjeneste, idet han f. Ex. i 1667 faar Befaling at tage N. Simonsen i Lære som Billedhugger. Ellers nævnes han først 1670, da han som kgl. Bygmester faar Paabud om »at forfatte en sirlig Model« til den nye Nørreport, som i det følgende Aar blev fuldført og bar Aarstallet i67i.¹ For øvrigt nævnes mest Ombygningsarbejder af ham, hvoriblandt hans Ombygning af det tidligere Ibstrup, nu Jægersborg Slot (1671—87) samt senere Tilbygninger til Slottet ere de vigtigste. Ogsaa Gyldenlund og Dronninggaard byggede eller ombyggede han (1685—89}. Hans aarlige Løn som Bygmester var 600 Rdl. d. C., men hans Arbejder synes at være blevne særskilt betalte.

Steenwinkel. Lorens elier Laurids Steenwinkel, Architekt og Billedhugger, var Broder til Hans Steenwinkel d. y.; men hans Fødselsaar kendes ikke. Rimeligvis er han uddannet i Halmstad, hvor Faderen, den ældre Hans Steenwinkel levede i sine sidste Aar, og hvor Moderen vedblev at bo som Enke. Fra 1610 til 1612 var han Mestersvend paa Laholm; og fra 1613 byggede han, ifølge Kontrakt med Christian IV, paa dennes Gravkapel ved Roskilde Domkirke, men paa Grund af hans tidlige Død, maatte Broderen Hans fuldføre saavel dette som andre Arbejder ved Børsen og Vesterport i København, en »Brønd« til Rosenborg Have m. m. Lorens Steenwinkel efterlod Hustru og Børn, da han døde ved Midten af Aaret 1619. I December s. A. gjorde Kongen Afregning med Broderen Hans Steenwinkel paa den Afdødes Arvingers Vegne.

¹ Den ovenfor nævnte Pilloi var vistnok kun Murmester eller Stenhugger ved Bygningen.

417

Steenwinkel. Martin eller Morten Steenwinkel, Portrætmaler, Broder til Hans d. y. og til Lorens Steenwinkel, var født i Varberg i Halland den 3. Juli 1595, og døde i København den 9. December 1646. Han var, efter dog at have malet meget for Christian IV, paa Udenlandsrejse til Italien, hvor han 1629 skriver sit Navn i Johan Rodes Stambog. Han var Maler eller Skildrer, som det den Gang hed, og har malet dels Portræter, f. Ex. af den udvalgte Konge Christian V (st. af Simon de Pas), dels store historiske Billeder, saaledes et af de Billeder, »Et Karneval« (1622) hvormed Riddersalen paa Rosenborg i sin Tid var smykket, medens det af Wein-wich urigtig tillægges den ovennævnte Anton Steenwinkel. Ogsaa til Kronborg Slot malede han (1634). Særlig skal han have været dygtig i at male Heste saa naturtro, at en levende Hest, efter hvad der fortælles, en Gang snusede til og vrinskede ad en af Kunstneren malet Hest.

Steenwinkel. Villum eller Villom Steenwinkel, Architekt, var efter al Sandsynlighed ligeledes Søn af Hans Steenwinkel d. æ. og Broder til flere af de af dette Navn omtalte Kunstnere. Han var rimeligvis uddannet ved Laholm og i Halmstad og var 1615 Mester svend ved Opførelsen af Laholm Slot; i April 1618 sluttede Christian IV Kontrakt rned ham orn nogle Bygninger ved Laholm Slot efter Villum Corneliszens Skabelon og det Afrids, han selv har indleveret. Som Følge deraf flyttede han fra Halmstad til Laholm, men havde dog ogsaa Bygningsarbejde ved Halmstad Fæstning; i 1629 blev han sendt til Gliickstadt og antaget til Bygmester ved denne Fæstning, og der virkede han vistnok saa længe Christian IV levede. I 1649 var han i København og klagede sin Nød for Frederik III; han fik nogle mindre Afdrag, men vedblev at søge om sit Tilgodehavende til den 22. Juni 1653, da han nævnes sidste Gang. Hans Dødsaar er ubekendt. En Mand af denne Slægt, Oluf Steenwinkel, der den 18. Juli 1659 blev henrettet af Svenskerne paa Kronborg paa Grund af hans og Henrik Gerners mislykkede Forsøg paa at udrive Fæstningen af Svenskernes Hænder, synes vel at have været praktisk Bygmester, men næppe at have været Kunstner, og andre af Navnet, som kendes, høre heller ikke Kunsthistorien til.

(Weinw., S. 40, 56, 58—60, 92—93, Do. Lex. Sandv., S. 119. Hist. Tidskr., IV, S. 590—91 i en Afhandl, af G. F. Lassen om Frederiksborg Slot. S. Forf., Bidr. til Børsens Hist., S. 7, o. fl. St. S. Forf.'s Papirer i kgl. Bibi. [Rosenborg]. F. R. Friis, Bidr. til dansk. Ksthist, S. 5—42, Kunstnerfamilien

N. K. L. II. Febriur 1897. 2?

418

Steenwinkel. Medd. fra Rentek. 1872, S. 195; 1873 — 76, S. 207. Dske. Saml., II, S. 119; V, S. 134—36, 138—40, 150, 189, 195. Chr. IV's Almanakker 1614, 1618, 1621. Resen. Inscr. Hafn., S. 149—50. Rigsarch., kgl. Regnsk., Sjæll. Reg. og Krigsregl. 1691. Holmens og Frelserens Kirkeb. Auktionskat, i kgl. Bibi. i 4°, XI, Nr. 20. Burm. Becker, Tapeter, S. 23. Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi. Danckertsz, Architectura moderna, Amsterdam 1632, Fol., S. 23 og PI., XLII. Fiissli, Kstl. Lex. Kraam., Ndl. Konstn. Lex. Jfr. »Ude og hjemme* [F. R. Friis, Slangerup Kirke], Nr. 4, S. 34. Kst. og Æsth., S. 163. Pers. Tidskr., I, rgS. C. Bruun, Festskrift, S. 41. Kbh. Dipl. Tdskr. f. Kstind. VI, 102.)

Steffensen. Paul Steffensen, Maler, er født i Vejerslev den 2. December 1866 og er Søn af Møllebygger Steffen Iversen (f. 1829) og Inger Kirstine f. Danielsen (f. 1831, d. 1878). Paa Grund af Forældrenes Fattigdom maatte han som lille tjene som Vogterdreng, men naaede dog efter sin Konfirmation at komme i Malerlære, rigtignok paa Landet, hvor der ikke var noget at lære udover Haand-værket. Da han efter fem Aars Læretid var bleven Svend, tog han til København for at ernære sig ved sit Haandværk og søge videre Uddannelse. Dimitteret af C. N. Overgaard korn han fra i. Oktober 1887 paa Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler til Maj 1890, men maatte da forlade det, uden at tage Afgang, paa Grund af Sygdom. To Aars Ophold i Jylland gengav ham hans Helbred. Fra 1892 har han udstillet Landskaber med Dyr og i 1893 tillige et Portræt. Han deltog 1895 i den Neuhausenske Konkurs med »Køer i det fri« og fik sit Arbejde tilkendt en Extrapræmie paa 300 Kr.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Steglich. William Anton Carl Steglich (Olsen), Maler, er født paa Christianshavn den 21. Marts 1866 og er Søn af Vinhandler Anton Ludvig Olsen (f. 1838) og Adelaide Caroline Elise Marie f. Steglich (f. 1841), men fik 1886 kgl. Bevilling til at føre Navnet Steglich, hvormed han er døbt. Efter at have taget Præliminær-examen i Birkerød, blev han af C. N. Overgaard dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler fra April 1885 til den 8. December 1891, da han bestod sin Afgangsprøve og fik Bevis udfærdiget den 29. Januar 1892. Samme Aar udstillede han »Ax-Sankere« og har ikke senere udstillet. Derimod har han malet ikke faa Portræter, men har i de senere Aar lagt Penslen til Side for at studere Musiktheori hos Kapelmester Joh. Svendsen og fra Oktober 1896 i

419

Leipzig. Den 16. September 1893 ægtede han Ellen Dagmar Hansen, Datter af Brukspatron Gregor Valdemar Hansen (dansk født 1831, d. 1892) og Christina Charlotte Louise f. Berzelius (født i Sverige 1844).

(Priv. Metltl. Akad, Udst. Fortegn.)

Stein. Johan Carl Henrik Theobald Stein, Billedhugger, født i København den 7. Februar 1829, er Søn af Etatsraad, Professor i Anatomi ved Universitetet og Kunstakademiet, Sofus August Vilhelm Stein (f. 1797, d. 1868) og Karen Sofie f. Borch (f. 1801, d. 1888). Efter at have besøgt von Westens Skole og Borgerdydskolen paa Christianshavn for at studere, opgav han ved sin Konfirmation (1844) Studeringerne for at blive Kunstner. Allerede fra 1841 havde han besøgt Kunstakademiets Tegneskoler, der fængslede ham mere end Undervisningen i Borgerdydskolen, i 1846 blev han Elev af Modelskolen, i Marts 1848 vandt han den mindre og i December s. A, den store Sølvmedaille for modelerede Figurer. Samtidig havde han fra 1844 nydt Vejledning hos Medaillør Chr. Christensen, og, efter dennes snart indtrædende Død, hos H. V. Bissen. I 1848 udstillede han sin første Buste, i 1850 et allerede i 1847 modeleret Relief, »Jason henter det gyldne Skind«.

I 1849 konkurrerede han første Gang til den mindre Guld-medaille, som tilkendtes ham ved den følgende Konkurs 1851 for »Thetis bønfalder Vulkan om Vaaben til Achilles«. Samme Aar havde han faaet den Neuhausenske Præmie for en Billedstøtte af Holberg (jfr. Saabye). Da hans gentagne Forsøg paa at vinde den store Guldmedaille ikke lykkedes, opgav han saa meget hellere denne Konkurs, som Akademiet i 1856 tilstod ham en Rejseunderstøttelse paa 600 RdL, der fonyedes i 1857 med samme Beløb og i 1858 med 300 Rdl. I Rom, hvor han opholdt sig i henved fire Aar, ægtede han den 6. Juli 1858 Emmy Laura Suzette Drewsen (f. i New-York 1838, d. 1862), Datter af Mechaniker Frederik Schiøtt (d. 1861) og Ophelia f. Richter (d. 1896), adopteret 1851 af Enkefru Emmy Drewsen (f. 1800, d. 1880), Kammerraad Joh. Chr. Drewsens anden Hustru. Den 12. November 1863 indgik derpaa Stein sit andet Ægteskab med Sara Margrethe Fallesen (f. 1840), Datter af Professor, Forstdocent Ludvig Sofus Fallesen (f. 1807, d. 1870) og Nicoline Christiane f. Smith (f. 1814), der senere ægtede Professor, Forstdocent Johan Frederik Hansen (f. 1810, d. 1873). Stein var der-

420

paa fra Januar til Juni 1864 atter i Rom og foretog paany i 1887 en Udenlandsrejse med det Ancherske Legat.

Efter Hjemkomsten fra den første større Rejse udstillede Stein i 1860 sine i Rom udførte Arbejder, blandt hvilke »Neapolitansk Fiskerdreng, bærende en Vandkrukke«, i saa høj Grad vandt Akademiets Bifald, at Udstillingsmedaillen for dette Aar tilkendtes ham. Den 21. Juni 1861 blev han derpaa Medlem af Kunstakademiet, i Oktober 1867 blev han, efter sin Faders Død, Docent i Anatomi ved Akademiet, i 1874 fik han Titel af Professor, i 1875 blev han Medlem af Kunstakademiet i Stockholm, i 1881 blev han Ridder af Danebrog, den 24. September fik han kgl. Udnævnelse til Professor i Billedhuggerkunst ved Modelskolen, fra 1893 til 1896 var han Akademiets Direktør, og i 1894 blev han Danebrogsmand; desuden havde han i 1895 det Treschowske Legat.

Blandt hans Arbejder maa fremhæves »Loke og Sigyn«, købt til Statens Samling (udst. 1862), Billedstøtte afHarsdorff for Udstillings-fonden (udst. 1867), »David med Sauls Spyd og Vandkrukke« (udst. 1869), tilkendt den Eibeschiitzske Præmie, Evangelisten Mathæus til Slotskirken (1871), Holbergs Billedstøtte i over naturlig Størrelse i Bronce til det kgl. Theater (1873), en Række Reliefer og Buster til Kaptajn, Brygger J. C. Jacobsens Vinterhave paa Carlsberg (1875—77)» en Billedstøtte i Bronce i over naturlig Størrelse af Niels Juel, paa den aabne Plads ved Holmens Kanal (1878), Valdemar Atterdag, Valdemar Sejr og Valdemar den store til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg, John Wycliff, Johan Huss og Martin Luther i over naturlig Størrelse t Zink og senere tillige Ansgar i Bronce, alle til Frederikskirken, Admiral Suensons Mindesmærke med en liggende Løve (1888) i Nyboder, Landmanden E. Tesdorph i Bronce (1891), A. Carstens' Statue, først i Gibs til Odense Museum, senere i Bronce paa Vestre Boulevard, »Loths Hustru« (1894), udført i Marmor til Statens Samling, samt flere Statuetter, hvoriblandt C. J. Thomsen, F. Paludan-Muller o. fl. Da Stein har været meget søgt som Portrætbilledhugger, har han udført en Række Buster, tildels af mere bekendte Mænd. Blandt hans monumentale Arbejder i denne Retning maa nævnes Buste af Kingo i Odense {udst. 1871), Biskop Mynster til Frue Plads (1875), Lehnsgreve F. Moltke-Bregentved til Vallø Slotshave (1876), Biskop Martensen paa Frue Plads (1888), Sten Blicher i Randers (1890), alle udførte i Bronce; desuden en stor Del Portrætbuster i Marmor, Portrætmedailloner og Modeller til Medailler, saafedes til Deres Majestæters Guldbryllups

421

medaille (1892), samt en Del Reliefer. Stein er ogsaa Forfatter til nogle mindre kunsthistoriske Afhandlinger.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, I, 414 og 690, III, S. 234. Suppl. I, 450, III, 259. 111. Tid. 1873, Nr. 734. Søndagspost. 1875, Nr. 599. Pers. Tdskr. 2. R. IV. T. 17. Statskal. Th. Stein, Udførte Årh.)

Stein. Sophus Frederik Stein, Maler, er født i København den 10. Februar 1862 og er Søn af ovennævnte Th. Stein og dennes første Hustru. Efter at han var bleven mathematisk-naturvidenskabelig Student 1880, blev han af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1880 til den 27. Maj 1885, da han fik Afgangsbevis som Maler. Derefter udstillede han fra 1885 til 1892 nogle Dyrstykker og Landskaber, men traadte allerede i 1887 ind under Intendanturen og fik den i. Oktober i8g6 fast Ansættelse som Intendant i Hæren. Den 25. Maj 1890 ægtede han Margrethe Siboni (f. 1868), Datter af Landmand Harald Peter Antonio Siboni (f. 1830} og Anna Margrethe Lucie f. Møller (f. 1833, d. 1877).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Hdb. f. Hæren, 1897.)

Stelzner. Carl Ferdinand Stelzner, Miniaturmaler, født i Flensborg den i. Januar 1805, var Søn af Miniaturmaler Gottlob Stelzner og Amalie f. Røper. Han uddannede sig i Udlandet, navnlig i Paris, til Miniaturmaler og Kobberstikker, og arbejdede siden som saadan i forskellige af Europas Hovedstæder, bl. a. ogsaa i Stockholm og København. Han var gift med en Frænke, Caroline f. Stelzner, født i Flensborg den 24. December 1813, og ligeledes Kunstnerinde. Hun modtog en kort Tid Vejledning i København hos Eckersberg og malede Miniaturportræter; dog udførte hun tillige Portræter i Vandfarve paa Papir og tegnede paa Sten. I 1834 og 1838 udstillede hun i København. I 1824 levede Stelzner i Flensborg, S 1830, da han vistnok giftede sig, bosatte han sig i Hamborg, hvor han endnu levede som blind i 1878, medens hans Kone døde den 31. Maj 1875.

(Hamb. Kstl. Lex. Müllers Do. Weinw. Do. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 43. Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Stevns. Niels Larsen (Stevns), Maler og Træskærer, er Søn af Tækkemand Lars Thomsen og Kirsten Nielsdatter og er født i Gævnø paa Stevns den 9. Juli 1864, hvorfor han til Dels har udstillet under Navnet Stevns. Paa Grund af Sygdorn kom han først i sit nittende

422

Aar i Malerlære i København, blev Svend 1887 og besøgte det tech-niske Selskabs Skole; derfra kom han ind paa Kunstakademiet, som han besøgte fra 1888 til 1894, de to sidste Aar i Dekorationsklassen. Siden har han været Elev i Kunstnernes Studieskole under Zahrt-mann. Han har udstillet et Par Gange paa Forårsudstillingen (1889 og 1891) som Figurmaler, men har i de senere Aar genoptaget Træskæreriet, som han havde begyndt at lære under sin Sygdom. Under Joachim Skovgaards Vejledning har han uddannet sig videre i Udskæring i Træ og har med Understøttelse fra det Larssenske Legat foretaget en mindre Udenlandsrejse til Tyskland og Italien. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Stibolt. Andreas Henrik Stibolt, Tegner, født den 10. Juni ¹7 39 P^aa Christianshavn, var Søn af Kommandørkaptajn Gaspar Henrik Stibolt (f. 1692, d. 1779) og dennes anden Hustru, Catharina Harrasoffski v. Harras (f. 1711, d. 1782). Han var Søofficer og steg til Kommandør kaptajn, sorn han blev 1789. Som Chef for Kadetkorpset (1792—97) tegnede han flere forskellige Fartøjer til Brug ved Kadetternes Undervisning, hvilke blev stukne af J. F. Qemens. Han blev den 8. September 1773 gift med Christiane Hemmer (f. 1744, d. 1817}, Datter af Plantageejer paa St. Croix Jens Peter Hemmer (f. 1720, d. 1778) og Marie f. Marcoe (f. 1729, d. 1778), og han døde paa »Sømandshvile« ved Rungsted den 5. Juni 1821.

(Lengn., Fam. Stibolt. Erslew, III, S. 249. Clemens« ved Fick, S. 37.)

Stibolt. Ernst Vilhelm Stibolt, Tegner, var Søn af ovennævnte A. H. Stibolt og Christiane Hemmer og blev født den n. November 1785 i København. Efter at være bleven Student, gik han den militære Vej, rykkede op til at blive Premierløjtnant, men gik saa over til at blive Regiments-Kvartermester og Auditør med Titel som karakteriseret Kaptajn. Han blev 1828 gift med Laurentia Nicoline Dresing (f. 1787, d. 1845), Datter af Sognepræst Nicolaj Dresing (f. 1743, d. 1807) og Marie Elisabeth f. Rubach (f. 1768, d. 1840); men døde selv allerede den 13. Maj 1832. Man kender kun af ham et Portræt af Rektor H. L. Bernth fra 1804.

(Lengn., Fam. Stibolt. Erslew III, 249—50, Suppl. III, 282. Strunk, Nr. 228.)

Stibolt. Thid Erik Stibolt, Kobberstikker, født den i. Maj 1726, Broder til A. H. Stibolt, var Søn af Faderens første Hustru Caroline Hedvig f. Becker (f. 1710, d. 1726). Som Søofficer steg han efterhaanden til Kommandørkaptajn, som han blev den 8. Marts 1770.

423

Den 21. Marts 1758 blev han gift med sin Kusine Cathrine Bille (f. 1738, d. 1810), Datter af Kontreadmiral Daniel Ernst Bille (f. 1711, d. 1790) og Johanne Sofie Amalie f. Stibolt {f. 1717, d. 1788), og han døde den 20. (21.) September 1790 i Nykøbing paa Falster. Han lagde sig efter Kobberstikkerkunsten og har stukket nogle faa Blade, men har næppe været andet end Dilettant.

(Lengnick, Fam. Bille, Fam. Stibolt. Garde, Den dsk.-norske Sømagt, IV, 662. Geneal. Inst. Krohn I. S. 6l.)

Stilling. Harald Conrad Stilling, Architekt, var født paa Hirsch-holm den 9. Februar 1815 og var Søn af Mundskænk hos Prins Christian Frederik, Conrad Frederik Stilling (f. 1766, d. 1821) og Juliane Sofie f. Hinzpeter (f. 1777, d. 1849), hvis Fader var Slotsforvalter ved Hirschholm Slot. Han levede sine første Barndomsaar i Morfaderens Hus, kom derpaa i Skole i København og blev efter sin Konfirmation sat i Murerlære. Som Svend arbejdede han endnu nogle Aar ved sit Haandværk, men tegnede tillige om Vinteren, i Kunstakademiets Bygningsskole og hos G. Hetsch, som i 1838 foreslog ham til interimistisk Lærer ved Søndagsskolen med 50 Rbd. om Aaret. Da N. S. Nebelong snart efter rejste udenlands (1839), blev Stilling Medhjælper ved Hetsch's private Tegneskole, og opgav nu ganske Haandvaerket, idet han ved Informationer og ved at udføre Tegninger for Møbelhaandværkere sikrede sig et tarveligt Udkomme. Allerede i 1838 havde han vundet en Pengepræmie i Ornamentfaget og besøgte Akademiets Frihaandstegneskoler, i 1839 vandt han atter Ptræmien for en Ornamenttegning og i December s. A. den mindre Sølvmedaille i Bygningsskolen. I det følgende Fjerdingaar, Marts 1840, vandt han den store Sølvmedaille, i Marts 1841 Æres-medaillen, men ved Konkursen s. A. om den mindre Guldmedaillc vandt han ikke Præmien. Dog opfordrede Akademiet ham til at udstille sit Arbejde, »Et Landslot«, »paa Grund af det rosværdige deri«. Fra Nytaar 1842 blev han Lærer ved Akademiets Elementår-skole under C. A. Møllers Fraværelse med 150 Rbd. om Aaret, i

¹ Hans Halvbroder, Niels Madsen Stibolt, født den 24. Marts 1728, var Sekondløjtnant i Flaaden og døde ugift den 3. December 1752. Som Kadet tegnede han i 1747 nogle Søkaart til Tordenskjolds tAttaquer« paa Strømstad, Gøteborg, Dynekilen o. fl., som blev stukne af O. H. og Gustav de Lode til Rothes, »Tordenskjolds Levned*. Paa Grund af Udtrykket »Attaquer« gjorde Sandvig og Weinwich disse Blade til kunstneriske Fremstillinger af de nævnte Kampe. (Sandv. 89, Weinwich, 119.)

424

1843 blev den mindre Guldmedaille tilkendt ham og endelig i 1847 ogsaa den store Guldmedaille for Opgaven »Et Tøjhus til 30,000 Mand«. Han søgte strax om Rejsestipendium, men fik det først fra i. Januar 1850, dog med Tilføjelse af, at Akademiet vilde gøre sit til, at han kunde tiltræde sin Rejse tidligere.

Efter at have aflagt en »særdeles tilfredsstillende« Prøve i Sprog afrejste han i Maj 1849 til Udlandet, opholdt sig i Italien, Grækenland og Tyrkiet og vendte efter $^l/₂ Aars Rejse tilbage til København (1854), hvor han allerede fra i. Oktober 1854 fik Plads som Lærer ved første Bygningsskole, og den 16. Oktober agreerede Akademiet ham »med Akklamation« paa hans indsendte Tegninger. Opgaven til hans Medlemsstykke var »En Pragthal til Kunst og Industri«. Den 18. Maj 1855 ægtede han Vilhelmine Frederikke Schrøder (f. 1828, d. 1868), Datter af Hofjuveler Conrad Frederik Schrøder (f. 1794, d. 1865) og Lovise f. Lundberg (f. 1796, d. 1869).

Forinden sin Udenlandsrejse havde Stilling bl. a. ledet Anlægget af »Tivoli« (1843) efter Georg Carstensens Plan, bygget »Casino« (1847) og »Hippodromen«. Efter Rejsen kom han strax i Virksomhed med en Mængde Arbejder, saaledes at Akademiets Omordning havde fundet Sted, inden hans Medlemsstykke var indgivet. Efter den nye Ordning blev han uden saadant valgt til Medlem af Akademiet den 5. Juli 1858. Samme Aar udnævntes han til Ridder af Danebrog efter Fuldførelsen af »Sygehjemmet«, i 1885 blev han Danebrogsmand. Blandt hans øvrige Arbejder kan nævnes Ombygning af »Peschiers Gaard« (Landmandsbanken), Omdannelsen af Børsbygningens Indre for Grosserersocietetet, Carolineskolen i Pilestræde, Traktørstedet »Sommerlyst« ved Frederiksberg. Han gjorde Tegninger til et »Tivoli« til Stockholm, men Planen blev ikke udført. I 1856 blev han Bygningsinspektør i København, indtil han i 1871, efter Nebelongs Død, blev Stadsbygmester i samme Stad. Som saa-dan maatte han ikke mere selv bygge paa Stadens Grund. Fra 1860 udstillede han jævnlig som Akvarelmaler, mest Bygningsudsigter fra Italien, som han besøgte paany 1863—64. Som Forfatter har han udgivet »Rejse i Ægypten« (1869), »Smaa Historier om store Kunstnere« (1872), »Den kristelige Kirkebygnings Historie« (Kristi. Kai. 1870) m. m. I andet Ægteskab viedes han den 9. Oktober 1872 til Fanny Agathe Frederikke Andersen (f. 1844, d. 1887), Datter af Grosserer, Vinhandler Jens Andreas Andersen (f. 1811, d. 1881) og Caroline f. Zwergius (f. 1811). I 1887 fratraadte han sit Embede som Stadsbygmester med Titel af Etatsraad og levede

425

sine sidste Alderdomsaar i Ro paa Frederiksberg, hvor han døde den 29. November 1891, efter at han havde testamenteret Akademiet sine efterladte Tegninger og Akvareller.

(Priv. Medd. Th. Stein, Til Minde om H. C. Stilling, 1892. Akad. ReitzeJ. Udst. Fortegn. Adresseav. 1821, Nr. 163, 1849, Nr. 63. Pers. Tdskr. 2. R. IV. T. 48. Garn. K. Gravsted.)

Stillmann. Johan Andreas Stillmann, Architekt, født i København den 5. Maj 1822, var Søn af Toldbetjent Niels Andreas Stillmann (f. 1789, d. 1864) og Nicoline f. Werliin (f. 1779, d. 1847}. Han begyndte at gaa paa Kunstakademiet fra 1837 og lærte ved Siden af Murerhaandværket. I 1843 blev han Elev af Architektur-klassen, i Marts 1844 vandt han den mindre, i Marts 1848 den store Sølvmedailfe, og var imidlertid i nogle Aar Tegner og Konduktør hos P. C. Hagemann til dennes Død i 1853. Senere praktiserede kan som Architekt i København, indtil han i 1873 blev konstitueret og i 1874 fast ansat som Bygningsinspektør paa Frederiksberg.- Men allerede den n. November 1875 døde han af et Slagtilfælde. Han var den 13. April 1852 bleven gift med Danserinde ved det kgl. Theater Laura Henriette Jasmine Stramboe (f. 1830), Datter af kgl. Danser Johan Adolf Stramboe (d. 1850), en ældre Halvbroder til den nedenfor nævnede Billedhugger F. C. Stramboe, og Sofie Frederikke f. Svanemann (d. 1865).

Foruden hvad han udførte under Hagemann, — navnlig Opførelsen af Slagterboderne — byggede han Kommunens store Friskole i Nørre Allee samt nogle senere Nybygninger i Tivoli og en Mængde Privatbygninger. I 1863 udstillede han Udkast til en Jærnbanegaard for København, og ved Konkursen om en Kunst- og Industriudstillingsbygning (1872) blev den første Pris tilkendt ham.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst. Fdl. 1875, Nr. 263.)

Storch. Frederik Ludvig Storch, Maler, født i Kjerte i Fyn den 21. Juli 1805, var Søn af Sognepræst der, Hannibal Samuel Storch (f. 1775, d. 1817) og Eleonore Christiane f. Kamp (f. 1772, d. 1849). Han blev af Faderen holdt til Studeringerne, blev Student 1823, tog Aaret efter anden Examen og endelig i 1830 theologisk Embedsexamen. Han havde imidlertid fra sin Ungdom haft Lyst til Kunsten, var fra Odense kendt med Bendz, som ogsaa forlod Bogen for Paletten, og sluttede sig strax i København til den fremvoxende Kunstnerkreds, Blunck, Küchler o. fl. Han begyndte derfor, umiddel-

426

bart efter at han var bleven Student, at besøge Kunstakademiets Skoler. I 1826 blev han Elev af Modelskolen og i 1828 udstillede han sit første Billede. Dog kunde han først, efter at han var bleven theologisk Kandidat, udelt hengive sig til Kunstens Dyrkelse. Endnu samme Aar, den 31. Marts 1830, ægtede han sit Søskendebarn, Gertrudmine Claudine Kamp (f. 1811, d. 1881), Datter af Godsforvalter paa Erholm, Christian August Kamp (f. 1768, d. 1813) og dennes anden Hustru Elisabeth f. Smith (f. 1787, d. 1811), udstillede i 1831 et religiøst Billede, i 1832 et Folkelivsbillede fra Fyn, og rejste derpaa med sin Familie til Bajern.

I Miinchen, hvor den Gang en blomstrende Kunstskole ogsaa drog andre Danske hen, som Simonsen, Schleisner o. fl., levede Storch nu næsten i tyve Aar, fraregnet en Rejse til Italien, som han foretog i 1845—46, da Christian VIII dertil gav ham en Rejse understøttelse paa i ooo Rbd. Forinden havde han fra Miinchen hjemsendt en »Amor med Psyche i en Baad« og en »Venus efter Badet« (1844, tilh. Christian VIII). Af de mange Billeder, han for øvrigt udførte i Miinchen, hvor de fandt meget Bifald, fremhæves »Psyches Bortførelse« som et af Kunstnerens bekendteste Arbejder. Det blev købt af Kunstforeningen i Miinchen (1840) for 900 Gylden og er lithograferet af J. Bergmann. Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet Nytaarsaften 1851 blev han den 2. Februar 1852 agreeret af Kunstakademiet paa sine medbragte Billeder og var i de nærmest følgende Aar stærkt sysselsat dels med Portræter, hvoraf flere i fuld Legemsstørrelse for Hoffet og den fornemme Verden, dels med en Række Alterbilleder efter Bestilling. Han havde faaet »Numa og Egeria« til Opgave for Medlemsstykket, men formedelst sine mange Bestillinger fik han ikke Billedet færdigt, inden Akademiet omord-nedes i 1857. Den Kreds af ældre og jævnaldrende Kunstnere, som indtil da havde haft Flertallet i Akademiet, og som mulig havde kunnet sætte hans Medlemsvalg igennem, var fra 1857 ikke saa almægtigt mere, og Storch blev aldrig Medlem. Som Portrætmaler svarede han ret godt til hvad Tiden fordrede, men hans sentimentale Kompositioner, der var prægede af en vis tyskladen Idealitet, uden at bæres oppe af sand Dygtighed i Foredraget, fandt ikke Yndest overfor den nyere Tids mere udviklede Kunstsans. Dertil hørte hans Optrin af det italienske Folkeliv, men især en Del Kompositioner fra Digtningens Verden, en »Alfedans« (malet i Munchen til Grev Moltke}, »Sakuntala«, »Kong Hejmer og Aslaug« og lignende Æmner. Han havde dog stadig en Kundekreds, der købte hans Billeder, og

427

udstillede lige til 1881. Den 2. September 1883 afgik han ved Døden. Før hans Udenlandsrejse havde Malerisamlingen købt to af hans Billeder (1827—28), Christian VIII, Frederik VII og Christian IX købte flere Billeder af ham, Kongen af Wiirtemberg alene otte.

(Priv. Medd. Wiberg. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Stamt. Storcli, 1863. Pers. Tdskr. V. T. 45. Erslew, Suppl. m, 155. Strunk.)

Storck. Hans Storck, Maler, født 1769, (døbt ²⁹/₃ 1770) paa Christianshavn, var Søn af Glarmester Hans Storck (d. 1770), en Halvbroder til nedennævnte Architekt H. B. Storcks Farfader, og Magdalene f. Haderslev, som i andet Ægteskab blev gift (1771) med Glarmester Johan Frederik Vilhelm Elberling (d. 1775). Storck besøgte Kunstakademiet, vandt 1790 den mindre, 1792 den store Sølvmedaille, udstillede 1793 i Akademiets Forsamlingssal et Maleri, »Jupiter og Cupido«, udført efter en Tegning af Rafael, og 1794 en Kopi efter Abildgaard, hvis Elev han sandsynligvis var. Endnu samme Aar, den 10. December 1794 afgik denne, som det synes, lovende Kunstner ved Døden.

(Priv. Medd. Akad. Hundrup, Rosk. Skoleprogr. 1863, S. 144. Skifteretten.)

Storck. Herman Baagøe Storck, Architekt, født i Skibby Præste-gaard paa Sjælland den 18. Februar 1839, er Søn af Sognepræst Peter Frederik Storck (f. 1797, d. 1880) og Margrethe Cathrine f. Holten (f. 1799, d. 1864). Efter at han var bleven Student ved von Westens Skole i København (1859), søgte han strax Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, og gjorde Afgangsprøve som Architekt i Januar 1865. Samtidig havde han tegnet hos J. H. Nebelong og Herholdt, og efter at han i 1865—66 havde vundet den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et Landslot til en Fyrste«, var han Konduktør hos den sidstnævnte Bygmester ved Ombygningen af Herlufsholm Kloster (1867 —70). I 1870— 71 havde han en to-aarig Rejseunderstøttelse fra Akademiet og var i disse Aar i Italien. Tidligere havde han besøgt Tyskland og Sverige. Den 21. November 1868 ægtede han Emma Bruun, Datter af Sognepræst Hans Herman Bruun ff. 1810, d. 1861) og Jacobine Frederikke f. Wesenberg (f. ²³/i ^l8l7)-

Efter Tholles Død (s. d.) overtog han i Slutningen af 1871 Ledelsen af Viborg Domkirkes Genopførelse og fuldførte i 1876 dette store Værk. I 1874 udstillede han et Udkast til Loftets Ud-

428

smykning. Derpaa indrettede han i samme By det forrige Tugthus til et Hjem for uhelbredelige Sindssyge og foretog de nødvendige Tilbygninger. Derefter blev Istandsættelsen af St. Bendts Kirke i Ringsted, Domkirken i Ribe og Helligaands Kirke i København ham overdragne. Efter Fuldførelsen af Viborg Domkirke fik han Titel af Professor; den 27. April 1880 blev han Medlem af Kunstakademiet, og i 1887 Medlem af Akademiraadet, hvoraf han atter udtraadte 1893. I 1888 blev han Ridder af Danebrog, i 1894 Danebrogs-mand. I de senere Aar har han bl. a. i København opført Landmandsbankens Filial paa Hjørnet af Frederiksborggade, »Abel Cathrines Stiftelse« paa Vesterbro, HelHgkorskirken paa Nørrebro og »Solden-feldts Stiftelse« paa Østerbro, samt ledet Restaurationen af Kapellet ved Helligaandskirken; udenfor Hovedstaden Herregaarden Sofiendal, Vedbygaards Avlsgaard og ledet Restarationen af en stor Del ældre interessante Kirker, blandt hvilke kan fremhæves Horsens Klosterkirke, Ledøje Kirke, Mariebo Stiftskirke, St. Nikolaj Kirke i Svendborg, Meriøse Kirke og Store Hedinge Kirkes Kor. I Forening med Dahlerup og H. J. Holm fortsætter han Udgivelsen af »Tegninger af ældre nordisk Architektur«, for Kirke- og Undervisningsministeriet har han forestaaet Opmaalingen af en Række danske Kirker og Udgivelsen af Værker om denne.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl., IIL S. 293—294. Wiberg. Elvius. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Stramboe. Frederik Christian Stramboe, Billedhugger, født i København den 14. Marts 1833, er Søn af Felbereder og Handskemagermester Johannes Stramboe (f. 1768, d. 1841) og dennes anden Hustru Cathrine Bothilde (Bolette) f. Knudtson (f. 1808, d. 1872). Han fik i Oktober 1847 Adgang til Kunstakademiets Skoler, blev i 1850 Elev af Dekorationsskolen og i 1852 Elev af Modelskolen. Fra 1848 havde han tillige arbejdet under H. V. Bissen. Efter at i 1853 den mindre, i 1854 den store Sølvmedaille var bleven tilkendt ham, vandt han ved Konkursen i 1861 den Nenhausenske Præmie for en Billedstøtte, »Kain«, og i 1863 Halvdelen af den Eibeschiitzske Præmie for Gruppen »Abraham og Isak«, sammen med C.Peters, der havde valgt det samme Æmne. Aaret efter (1864) fik han det Ancherske Legat til en Udenlandsrejse og i 1865 Kunstakademiets Rejseunderstøttelse; han afrejste i 1864 og forblev i Italien, navnlig i Rom, til 1868. Senere har han bl. a. udstillet Billedstøtter af »Achilles« (1871) og af »Jakob« (1875, efter i. Mos., 28, 18), samt

429

nogle Statuetter og en stor Del Buster, hvoriblandt Christian VUI's og Caroline Amalies findes i Marmor paa Rosenborg, en anden af samme som Enkedronning (tilh. H. M. Kongen), Kong Christian IX's og Dronning Louises Marmorbuster (tilh. Holstein-Rathlou}, Kronprinsens og Prins Valdemars (tilh. H. M. Kongen), Kong Georgs af Grækenland (tilh. Højstsamme). En i Marmor udført Buste af Frederik VII blev i Oktober 1876 opstillet i Odder. Til Frontonen over Frue Kirke udførte han de to Børn af Johannesgruppen i Marmor efter Thorvaldsen. Han lever ugift i København. (Priv. Medd. Bissens Optegn. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Strauss. Johan eller Hans Strauss, Kobberstikker, fra Midten af det syttende Aarhundrede, skal have arbejdet i Kiel eller Slesvig (?). Der nævnes kun fem Stik af ham, hvoriblandt Portrætet af Kielmann von Kielmannsegge er malet af den danske Maler J. Ovens.

(Weinw., S. 104. Do. Lex. Sandv., S. 119. Skild. 1829, Sp. 887. Nagler, Kstl. Lex.)

Stroe. Johannes Stroe, Landskabsmaler, Søn af Vaabenmester Stroe ved Prins Christians Regiment og født den 23. Januar 1805 i København, blev opdragen i Opfostringshuset og var efter sin Konfirmation halvandet Aar i Købmandslære i Ringsted. Af Lyst til Malerkunsten vendte han tilbage til København, kom i Huset hos J. P. Møller, af hvem han blev Elev som Maler og lærte at restaurere gamle Malerier. Samtidig besøgte han Kunstakademiets Skoler fra 1821 for at uddanne sig til Landskabsmaler, konkurrerede 1823 om Pengeprærnien for Landskabsmalere og vandt den, »fordi ban troest havde efterlignet Naturen«. I 1824 vandt han den samme Præmie (30 Rdl.), og i 1827 fik han et Accessit (20 Rdl.) for »København, set fra Charlottenlund«. Efter J. P. Møllers Død (1854) opnaaede han ikke Pladsen som Konservator ved den kgl. Maleri samling, men indtraadte i dennes Stilling som Inspektør ved Grev Moltkes Maleri-samling, og den 4. November 1856 ægtede han Frederikke Augusta Top (f. 1807, d. 1892). Datter af Kammerfourér Johan Vilhelm Top (d. 1820) og Ahrengart Sofie f. Engel (jfr. A. Hellesen). Efter at have været 1³/₄Aar paa St. Hans Hospital ved Roskilde paa Grund af Sindssygdom døde han der den 3. Februar 1865. Han udstillede fra 1824 til 1863 med enkelte Afbrydelser en Række Landskaber, hvoraf hans ældre Arbejder ikke savnede Præg af Talent og Dygtighed. Den kgl. Malerisamling købte i Aarene 1828 til 1846 ikke

430

mindre end ni Billeder af harn, hvilke ere ophængte paa forskellige af de kgl. Slotte.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew, Suppl., III, S. 297—98. Adresseav. 1865, Nr. 34.)

Stub. Christian Gottlieb Kratzenstein Stub, Maler, se Kratzenstein Stub.

Stub. Mariane Frederikke Stub, Malerinde, Søster til den foran nævnede C. G. Kratzenstein Stub, blev født i København og døbt den ii. Marts 1790 i Holmens Kirke. Hun var lam paa begge Ben fra Barn af og maatte hele sit Liv bruge Krykker. Kærlighed til Kunsten bragte hende i ældre Alder til at kaste sig over Malerkunsten , og hun udstillede fra 1822 til 1830 nogle Billeder, dels Kopier, dels originale, mest religiøse og alvorlige Æmner. Hun malede ogsaa Portræter. Til den kgl. Malerisamling solgte hun i 1821 »Christus, der fristes af Djævlen«. J 1840 solgte hun en Del af sine Studier og Malerier ved Auktion. Sin sidste Levetid tilbragte hun i Kallundborg, hvor hun døde den 2. September 1842.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Holmens og Kallundb. Kirkeb. Auktionskat. E. F. S. Lund, Dsk. Portr. I, 67. Den kgl. Malerisaml.'s Inv.)

Stuckenberg. Børge Fog Stuckenberg, Maler, er født den 2. September 1867 i Vridsløselille og er Søn af nuværende Hospitals-forvalter Frederik Henrik Stuckenberg (f. 1832) og Johanne Georgine f. Fog (f. 1833, d. 1895). Efter at have været i Malerlære blev han fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler fra Oktober 1883 til Maj 1889, dog afbrudt af Sygdom om Vinteren 1887—88, og uden at tage Afgang. Han begyndte at udstille 1889, dels Livsbilleder, dels Portrætstudier og lagde sig snart efter Akvarelmaleriet, hvori en stor Del af hans udstillede Billeder, deriblandt ogsaa nogle Landskaber og Interiører, ere udførte. I 1891 havde han en Understøttelse paa 400 Kr. fra den Raben-Levetzauske Fond til fortsat kunstnerisk Udvikling. Han synes mere og mere at gaa over til at blive Landskabsmaler. Den 11. August 1896 afrejste han til Capetown i Afrika.

(Priv. Medd. Geneal. Inst. Akad. Udst. Fortegn.)

Stuckenberg. Theodor Jakob Køm Stuckenborg, Architekt, født den 18. Januar 1835 i København, er Søn af Skorstensfejermester, Premierløjtnant i Brandkorpset, Claus Heinrich August Stuckenberg (f. 1808, d. 1879) og Else Marie f. Schmidt. Efter endt

431

Skolegang var han i Tømrerlære, blev Svend og arbejdede som saa-dan, medens han besøgte det techniske Institut, hvorfra han i Januar 1854 kom ind paa Akademiet og rykkede 1857 op i Architektur-klassen; samtidig tegnede han hos N. S. Nebelong. I 1858 rejste han til Norge, hvor en større Ildebrand i Christiania og Byens Udvidelse gav Anledning til Nybygninger, hvori han deltog under Bygningsinspektør Bull. Efter at han i 1860 var kommen tilbage, indkaldtes han til Militærtjenesten og laa i Rendsborg. Under Felttoget i 1864 avancerede han til Konduktør i Ingeniørkorpset, og var under Angrebet pae Dybbøl i stadig Virksomhed med Vedligeholdelsen af den stærkt udsatte Skanse Nr. 2, og havde senere Del i andre Feltbygningsværker paa Als og i Fyn. Vinteren 1864—65 studerede han atter ved Akademiet, fik Januar 1865 Tilladelse til Afgang og bestod i 1867 den kunstneriske Del af Afgangsprøven, men da han ikke havde taget den under den polytechniske Læreanstalt henlagte videnskabelige Del af Prøven, fik han ikke Afgangsbevis.

I 1868 udstillede Stuckenberg et Udkast til »Frederikskirkens Omdannelse til et Monument for Frederik VII og hans Tid (Grund-lovsmonument)« og samtidig en Model af Monumentet i Rosenborg Brøndsal. I 1869 var han Konduktør hos Walther ved Aarhus Domkirkes Restauration. Blandt hans selvstændige Arbejder kan nævnes det i 1872 opførte, senere atter nedrevne Akvarium paa Vesterbro. En af hans ejendommeligste Bygninger er den for Etatsraad, Departementschef J. Benzon - Buchwaldt i 1874 opførte Villa paa Hjørnet af Platanvej og Vesterbro med sin store uden om Beboelsen anlagte Vinterhave. I 1882 opførte han den techniske Skole i Nakskov og i 1885 foretog han en længere Udenlandsrejse. Stuckenberg har tillige i en lang Aarrække været Tegnelærer, ved det techniske Institut til 1876, ved Kommuneskolerne til 1896, ved de Massmannske Søndagsskoler er han endnu Lærer (siden 1873).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Til. Tid. 1868.)

Stumme Maler. Se W. Heimbach.

Stunder. Johan Jakob Stunder, Maler, født i København omtrent 1759, var Søn af Guldsmed Schach Stunder fra Berlin, Han besøgte Kunstakademiet for at uddanne sig til Maler og vandt 1778 den mindre, 1780 den store Sølvmedaille i Modelskolen. Han rejste med Cabott til Italien (1784), gik derfra til Wien og bosatte sig

432

siden i Ungarn i Comitatet Zips, hvor han malede Alterbilleder. Nagler kalder ham fejlagtig for Josef.

(Weinw., S. 192. Do. Lex. Geneal. Inst. Akad. Nagler, Kstl. Lex.)

Sturmberg. Johann Christopk Sturmberg, Billedhugger, var Katholik og mulig født 1670—75 i Tyskland. Her i Danmark var han i sine første Aar fra 1708 af, som det synes, mest Stukarbejder; senere arbejdede han for Frederik IV fra 1716 til 1722, da han blev syg og døde omtrent ved Overgangen fra 1722 til 1723; han efterlod en Enke, Ane Cathrine, som fik Betaling for hans sidste Arbejder. Han var S. C. Stanleys første Lærer. Blandt hans Arbejder maa nævnes de fire Herkulesstøtter af Træ, som stod ved den ældre Knippelsbro, og som udførtes 1712, og fire »Søafguder« af Sten, udførte 1716, til Højbro. De vigtigste Arbejder, som nævnes i de kgl. Regnskaber, ere i 1716 »nogle Billeder og Statuer til Karussellet i Forening med Billedhuggermester Warenheim, s. A. »otte Børn (Statuetter), to Vaser og en Mercur«, alt af Træ til »Triangelgarten«, fra 1717 de to smukke Marmor-Sarkofager til Christian V's og Charlotte Amalies Lig til Roskilde Domkirke, hvorhen de blev bragte i Februar 1719, efter i Afdrag at være betalte med 2400 Rdl, d. C., samt endelig en Del Dekorationsarbejde i Stuk og Pap. I 1719 tog han en Maske i Vox »af den højsalige Prinsesse, Hertuginden af Slesvig«. Hans sidste store Arbejde var det kolossale flade Relief i den store halvrunde Fronton over Cancellibygningen, som han kun fik 1000 Rdl. d. C. for, og efter mange ydmyge »Suppliker« endelig af Naade et Tillæg paa 200 Rdl., uagtet den havde kostet ham endnu niere. — Hans Broder Johan Adam Sturmberg (f. 1683) var vistnok væsentlig Haandværker, selv om den ældre Broder brugte hans Medhjælp. Han var ogsaa gift med en Ane Cathrine og døde .{begr. ^ls/₉) 1741.

(Weinw., S. 120. Do. Lex. Rigsarch. F. J. Meier, Wiedewelt, S. 9—10. Fredensb. S. 26—32, 42, 44—45, Frdberg, S. 129—30. Thiele, Kstakad., S. 64. O. Nielsen, Kbhvns Hist. VI, 382—83. Geneal, Inst. Døbte i Petri R., S. 18. Petri Kirkeb.)

Stöcken. Heinrich, Hans og Claus -von Stocken nævnes, i Leng-nicks Stamtavle over Familien Stocken, som kgl. Bygmestre i København i det syttende Aarhundrede.

(Lengn.)

Svabe. Leonhard og Nicolaus Sva&e, se Schwabe.

433

Svendsen. Georg Anton Svendsen, Blornstermaler, født i København den 29. Juni 1846, var Søn af Børstenbindermester i Antonie-stræde, Svend Christian Svendsen (f. iSog, d. 1877) og Ellen Nielsine Christine f. Johansen (d. 1885 ?). Han har ikke besøgt Kunstakademiet og vistnok uddannet sig ad privat Vej. Han udstillede kun tre Gange fra 1872 til 1882 og syntes at ville gaa over til at blive Landskabsmaler, da en typhoid Feber bortrev ham den 28. September 1882; han var ugift og boede hos Moderen, som den Gang var Enke.

(Vejvis. Skifteretten. Begrav. Kont. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Svensson. Sofus Maximilian Clod-Svensson, Maler, er født i Kolding den 10. Maj 1867 og Søn af Hdtelejer Sven Henning Svensson (f. 1834 i Sverig} og Sofie Dorthea Vilhelmine f. Gunner (f. 1829, d. 1894). Efter at have været et Par Aar i Handelslære, blev han indtil 1887 forberedt til Studenterexamen, men hindredes af Sygdom i at blive færdig. Derefter lærte han at tegne hos Axel Hou og blev optaget paa Kunstakademiet fra den i. Februar 1889, men besøgte der kun Forberedelsesklassen og Perspektivskolen til 1891. Han begyndte at udstille 1890 som Landskabsmaler, men har ikke udstillet meget, da han især har arbejdet som Tegner og Illustrator. I 1894—95 var han en længere Udenlandsrejse med et fire Maaneders Ophold i Miinchen for sin Uddannelses Skyld. Den 4. April 1896 ægtede han Katrine (Ketty) Hansen (f. 1868), Datter af Købmand H. R. Hansen (f. 1827) og Nicoline Marie f. Rasmussen (f. 1837} i Kolding.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Svinhufvud. Andreas Quist Svinhufvud, Landskabsmaler, født i Sverige 1781, havde lagt sig efter den i hin Tid saa yndede Kunstbrodering og tog til København, hvor han opholdt sig fra 1802. Her udførte han forskellige »meget net med Haar broderede Landskaber« og udstillede i 1807 nogle af sine Arbejder, dels Broderier, dels Malerier i Gouache og et Par »Blomstervaser«, tegnede med Sølvstift. For øvrigt levede han som Tegnelærer og døde i ung Alder den 17. Juni 1807.

(Weinw. Lex. Reitzel. Udst. Fortegn. Helligg. Kirkeb.)

Syberg. Christian Frederik (Fritz) Vilhelm Heinrich Syberg, Maler, er født den 28. Juli 1862 i Faaborg og er Søn af Brændevins-

N. K. L. II. Februar 1897. 28

434

brænder der, Franz Friedrich Ernst Anton (Freiherr von) Syberg (f. 1828 i Diisseldorf, d. 1864) og Johanne Marie f. Jakobsen (f. 1833, d. 1881). Efter at have gennemgaaet Malerlæren i fem Aar, kom han til København og blev fra det techniske -Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte i Januar Kvartal 1884 og gik derefter over i Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann, hvis Elev han er. Han udstillede første Gang ved en Decemberudstilling 1885 og fra 1887 ved Forårsudstillingerne, indtil han fra 1893 har sluttet sig til den fri Udstilling. Under sin Studietid havde han et Par mindre Understøttelser af Udstillings-fonden, samt i 1889 og 1892 Rejseunderstøttelse af Akademiet til Indlandet, hver Gang 300 Kr. Blandt hans Arbejder Interiører, Portræter, Figurbilleder og nogle Landskaber, blev »Aften og Erotik« (1891), »Foraar« (1894) og »En fynsk Bondegaard« (1896) købte af Kunstforeningen i København. Hans »Selvportræt« i Aftenbelysning {udst. 1891) blev købt for at foræres til den kgl. Malerisamling, som dog ikke modtog det. Den 24. April 1894 ægtede han Anna Louise Birgitte Hansen (f. 1870), Datter af Syrak Hansen (s. d.) og Søster til Maleren Karl Schous Hustru.

(Priv. Medd. E. H. Kneschke, Adels-Lex. IX. Akad. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

Sylow. Christian Edvard Sylow, Architekt, er født i Korsør den 25. Oktober 1865 og er Søn af Borgmester og Byfoged der Niels Peter Christian Martin Sylow (f. 1829, d. 1870) og Sofie Antoinette Kirstine Elisabeth f. Nellemann (f. 1838). Efter at have taget Præliminærexamen ved Sorø Akademi kom han i Tømrerlære, blev Svend 1886, men var allerede forinden fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dettes Skoler fra April 1885, til han den 28. Maj 1894 fik Afgangsbevis som Architekt. Han var i 1889 og i 1894 to kortere Udenlandsrejser med Understøttelse af det Larssenske Legat. Efter at han under sin Studietid har tegnet hos Architekterne Ove Petersen, H. B. Storck og M. Borch, er han nu ansat under Ingeniørdirektionen ved Opførelsen af Husar-Kasernen paa Østerfælled. Efter egne Tegninger har han bygget den techniske Skole og Havneingeniørbygningen i Korsør.

(Priv. Medd. V. Richter, Jur. Stat. Akad.)

Sødring. Frederik Hansen Sødring, Landskabsmaler, født i Aalborg den 31. Maj 1809, var Søn af Købmand og Skibsreder Peder Hansen Sødring (d. 1839 i Norge) og Ane Dorthea f. Jepsen (d. 1842).

435

Medens han var Barn, flyttede Forældrene til Christiania, hvor han levede i sin Opvæxt. Efter sin Konfirmation kom han til København, blev sat i Malerlære og besøgte fra 1825 Kunstakademiets Skoler. I 1828 vandt han et Accessit (20 Rdl.) som Landskabsmaler, i 1830 blev han Elev af Modelskolen. Fra 1828 udstillede han som Landskabsmaler, i hvilket Fag J. P. Møller havde været hans Lærer. Hans første udstillede Arbejder var Kopier efter to af J. C. Dahls Landskaber_} og da Forældrene levede i Norge, hvorfra han lige til sin Udenlandsrejse af og til udstillede Landskaber og Prospekter, og hvor han i 1833 traf sammen med Dahl selv, er det ikke usandsynligt, at hans Kunst har kunnet vise »stærk Paavirkning af Dahl«. Et Parti fra Uglefossen (udst. 1836) tilhører fhv. Højesteretsadvokat C. Liebe. Ogsaa fra Syd-Sverig malede han i de Aar flere Partier.

I 1835 gav Akademiet ham en varm Anbefaling til at søge Rejseunderstøttelse af Fonden ad usus publicos, saa meget mere som en Rejse »ogsaa er nødvendig for hans Sundhed«. Det fremhævede, »at han under indskrænkede Kaar har lagt Grunden til sin Kunstuddannelse«. Han opnaaede ogsaa to Aars Rejseunderstøttelse derfra paa 600 Rbd. aarlig i 1836—37 og fik i 1838 et yderligere Tilskud af 400 Rbd. en Gang for alle, uagtet han allerede den Gang var vendt tilbage fra Rejsen. Han opholdt sig udenlands i Tyskland, navnlig i Munchen. Den 17. Oktober 1842 blev han agreeret ved Kunstakademiet med 9 Stemmer mod 6 og fik til Opgave at male en dansk Egn, men da han i 1844 indsendte sit Arbejde, synes det ikke at have fundet Akademiets Bifald. Den 22. Marts meddelte Eckersberg Akademiets Forsamling, at den agreerede Kunstner havde taget sit indsendte Receptionsstykke tilbage. Det var udstillet 1844 som »Sjællandsk Skovparti i Nærheden af Bregentved«. For øvrigt udstillede han i disse Aar (1838—47) mest Gengivelser af tyske Udsigter. I 1858 havde han sidste Gang et Billede paa Udstillingen. Den kgl. Malerisamling købte 1829—40 fem Billeder af ham.

Den 9. August 1842 ægtede han Henriette Marie de Bang (f. 1809, d. 1855), Datter af Ejer af Sparresholm, Niels de Bang ff. 1776, d. 1815) og Cathrine Amalie Henriette f. Callisen (f. ⁸/₄1779, d. ²⁴/₆ 1879). To Aar efter Brylluppet flyttede Sødring, hvis Hustru ligeledes dyrkede Malerkunsten, til »Lille Mariedal« ved Slukefter, hvor han boede til sin Død, den 18. April 1862. Da begge deres Børn døde i spæd Alder, efterlod Ægtefolkene ved et gensidigt Testamente deres hele Formue, henved 60,000 Kroner, til Kunstakademiet. Renterne deraf skulle uddeles som livsvarige Under-

436

støttelser til ældre Landskabsmalere eller disses Enker, paa 2oo Kroner nær, der aarlig bortgives under Navn af »Det Sødringske Opmuntringslegat for unge Landskabsmalere«.

(Priv Medd. F. E. Hundrup, Stamtavle over O. Bangs Efterk., 66. Erslew, Suppl., III, S. 327. A. Aubert, J. C. Dahl, 275. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Søeborg. Kn u d Christian Søeborg, Maler, er født den 31. Maj 1861 i Viborg og er Søn af Fabrikant Jens Christian Søeborg (f. 1830, d. 1878) og Martha Severine f. Skouborg (f. 1834). Han var Kxaminatus pharmaciæ, da han af C. F. Andersen blev dimitteret til Kunstakademiet i København, hvis Skoler han besøgte fra Januar 1882 til Maj 1886, idet han da gik ud af Modelskolen uden at tage Afgang. Han var tillige Elev af A. Jemdorff. I 1885 udstillede han et Portræt og atter i 1890 et Portræt og »En Kafé«. Han var maaske allerede den Gang i Udlandet, idet han har tilbragt omtrent fire Aar i New York, derpaa besøgt Tyskland og Frankrig og endelig tog han Ophold i London, hvor han fandt Erhverv som Portrættegner, medens hans Hovedformaal var at blive Elev af den tyske Maler Herkomer, som lever i England. Her i Danmark har han været gift med Martha Nielsen.

(Nat. Tid. -% 1892. Prov. Arch., Viborg. Akad. Udst. Fortegn.)

Sørensen. Anton Marcellus Sørensen, Architekt, født i København den 25. November 1845, er Søn af kgl. Foderknægt Jens Sørensen (f. 1805, d. 1866) og Cathrine f. Erichsen (f. 1805, d. 1870). Efter at have taget Præliminærexamen i Melchiors Skole i 1861 kom han Aaret derpaa i Tømrerlære og blev Svend. Samtidig fik han Adgang til Kunstakademiets Bygningsskole, hvorfra han den 30. Juni 1876 fik Afgangsbevis som Architekt. Han havde i Mellemtiden arbejdet som Konduktør hos Hans J. Holm, navnlig ved Om bygningen af Herregaarden »Fuglsang« paa Falster, har selv bygget noget paa Falster og foretog i 1873—74 en Udenlandsrejse til Tyskland, Frankrig og Italien. I Forening med L. A. Petersen fik han anden Præmie ved Konkursen om et Sygehus til Kolding. Efter at have faaet Afgang arbejdede Sørensen atter hos Hans J. Holm, navnlig som Konduktør ved Kvægtorvet, og har derefter, siden 1880, virket som selvstændig Architekt, navnlig ved Anlæg af Fabriker. Desuden har han bygget Børnehjemmet ved Vodrofvej, Børnehjemmets Sanatorium i Gilleleje, Hovedbygningen til »Frederikskilde« ved Som, og flere Villaer, bl. a. for Professor A. Helsted ved Vodrofsvej.

437

Sørensen har tillige skrevet i forskellige Tidsskrifter om Kvægtorve, Ligbrænding, Kommuneskoler m. m. Han er Medstifter af Akademisk Architektforening, hvis Sekretær han har været siden 1880. Han er ugift.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Sørensen. Carl Frederik Sørensen, Sømaler, født i Besser paa Samsø den 8. Februar 1818, var Søn af Købmand og Skipper Rasmus Sørensen og Else Margrethe f. Evens. Efter sin Konfirmation korn han i Malerlære i København og naaede først, efter at han var bleven Svend, op i Kunstakademiets højere Klasser, medens han samtidig fandt sit Underhold som Dekorationsmaler. I dette Fag vandt han i 1838—39 to Præmier for Tegning efter Gibs og i 1843 den mindre Sølvmedaille for »En Kakkelovnsskærm«. Han var ogsaa blandt dem af Akademiets Lærlinger, som blev brugte til Udsmykningen af Thorvaldsens Museum. I 1846 blev han Elev af Modelskolen, men imidlertid havde han fra 1843, da han udstillede sit første Maleri, et Vinterstykke fra Skovshoved, fulgt sin Lyst til at blive Sømaler og i de følgende Aar malet flere Søstykker. Nu blev Dekorationsmaleriet ganske opgivet, saa meget mere som han om Sommeren 1846 fik Tilladelse til at følge med en dansk Fregat paa et Togt i Middelhavet. Det følgende Aar (1847) vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Skibe i Kattegat under Bram-sejlskuling med Dønninger efter en Storm», og den 29. Oktober samme Aar ægtede han Bine fjakobine) Augustine Ahlberg ff. 1818), Datter af Jakob Hogan Ahlberg (f. 1783, d. 1845) og Maren Kirstine f. Madsen Kollerup (f. .1790, d. 1869).

Efter den Tid var Sørensen næsten hver Sommer paa Rejser enten til Søs med de kgl. Orlogsskibe eller paa anden Maade og malede om Vinteren efter sine hjembragte Studier. I 1853 og 1854 havde han i to Aar Akademiets Rejseunderstøttelse paa 600 Rdl. aarlig og besøgte da Tyskland, Holland, Belgien, England og Frankrig. Efter sin Hjemkomst blev han agreeret, og den 15. December 1856 blev han Medlem af Kunstakademiet paa »Udsigt over Kattegattet imod Kullen; Bramsejlskuling«. I 1864 var han i Italien, navnlig i Neapel og Venezia, med det Ancherske Legat, i 1866 blev han, under den store Kunst- og Industriudstilling i Stockholm, Medlem af Akademiet der, i 1867 blev han Ridder af Vasaordenen, i 1869 fik han Titel af Professor og i 1874 blev han Ridder af Danebrog.

438

Det Omraade, Sørensen helst færdedes paa i sine Billeder var Kattegattet, fra hans Hjemstavns Ø helt over til den svenske Kyst, Det var stort nok til, at han kunde se stor Luft og mægtige Bølger, Skibe og Baade i vexlende Færd, og lille nok til at han kunde rumme Indtrykkene i sin maleriske Fantasi, thi han studerede mere paa sine idelige Sejlture med Øjet end med Penslen; men han saa skarpt og levende nok til, selv i sine største Billeder, at kunne give et sandt og kraftigt Stykke dansk Natur, hvori Blikket fængsledes af den virkningsfulde, tidt storladne Helhed, den friske Luft, den bevægede Sø, de sejlende Skibe, som syntes at glide for Vindens mægtige Pust, medens man overfor disse Fortrin fandt sig i Savnet af større Finhed og Sikkerhed i Behandlingen af Enkelthederne, ja endog en vis Ligegyldighed ved alt hvad der ikke var Sø og Skibe. I sine bedste Billeder staar han som den, der hidtil i rigest Maal har taget Arv efter Eckersberg som Sømaler, hvor forskellig han end i Foredragets Brede og frejdige Hensynsløshed er fra dennes omhyggelige sindige Studium eller fra Neumanns klare beherskede Fornemhed. Maaske der var en Tilbagegang at spore i hans sidste Aars Produktion, en Tilbagegang, der vistnok stod i nøje Sammenhæng med hans hele Arbejdsmaade, den sejrssikre Øvelses uvilkaarlige Ligegyldighed for nyt Selvsyn og endelig Alderens Indflydelse paa Øjet, naar han skulde overføre sit Natursyn paa et netop i de senere Aar mangen Gang mindre Lærred. Men han blev sparet for selv at faa Virkningen heraf at føle, thi den hidtil livskraftige, hærdede Sømands-natur blev angreben af en Sygdom, som langsomt nedbrød hans Kraft, saa at han afgik ved Døden den 24. Januar 1879, i en Alder, da han endnu kunde have imødeset en kraftig og munter Livsaften.

Af Sørensens Billeder blev »Jyllands Vestkyst med Farringe Kirke« (1848), »Sommermorgen paa Helsingørs Red« (1861) og »Skærgaarden ved Bohuslen« (1862) købte til den kgl. Malerisamling. For øvrigt har han solgt en Mængde større og mindre Billeder til Kongerne af Danmark, Hofferne i St. Petersborg, London og Athen samt til en stor Del Private, navnlig i Danmark og England.

(Priv. Medd. Weilbach, Kst. og Æsch., 192—94. Ude og Hj. II, Nr. 70. S. Møller. N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1879, Nr. 22.)

Sørensen. Henrik Arnold Sørensen, Xylograf, er Søn af Distriktsforstander Henrik Sørensen (f. 1827) og Anna Helene Elisabeth f. Nissen (f. 1825, d. 1896) og er født i København den 12. Juli 1864. Han blev, efter endt Skolegang, Elev af Xylograf

439

H. P. Hansen i fire Aar og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole og Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse (1882—85). Imidlertid arbejdede han nogle Aar hos sin Lærer, indtil han t 1888, med en Rejseunderstøttelse paa 300 Kr. fra den Reiersenske Fond og et senere mindre Tilskud, tog til Paris, hvor han uddannede sig videre under Rousseau. Fra Julen 1893 til Oktober 1896 opholdt han sig i København og udførte bl. a. Træsnittene til Povl Møller »En dansk Students Æventyr«, efter Tegninger af Frants Henningsen. Han bor nu atter i Paris. (Priv. Medd. Akad.)

Sørensen. Louis Henrik Sørensen, Xylograf, ældre Broder tit ovennævnte H. A. Sørensen og født i København den 30. Juni 1853, gennemgik efter sin Konfirmation et Handelsakademi, for at uddanne sig til Købmand, men opgav denne Livsstilling paa Grund af Nær-synethed. Han kom derefter fire Aar i Lære hos den svenskfødte Xylograf Sandberg og arbejdede senere hos H. P. Hansen og F. Hendriksen. Med Understøttelse fra den Reiersenske Fond uddannede han sig derpaa nogle Aar i Berlin og tog i 1889 til Paris. Han har mest arbejdet for franske Kunstnere.

(Priv. Medd.)

Sørensen. Severin Georg Thorvald Sørensen, Architekt, født den 24. August 1849 i København, er Søn af den nedenfor nævnte Architekt Sev. Th. E. Sørensen; han tog Præliminærexamen og Adgangsexamen til den polytechniske Læreanstalt, men da Faderen imidlertid døde (1867), maatte han vælge den praktiske Vej og gik i Tømrerlære. Samtidig blev han fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, hvor han kom ind den i. Oktober 1869. Her rykkede han op i Architekturskolens Forberedelsesklasse, men forlod Akademiet, inden han var kommet op i øverste Klasse. Han uddannede sig nu videre som Ove Petersens Elev, tegnede og opniaalte for denne i flere Aar og var derefter Konduktør ved Opførelsen af det kgl. Theater. I 1877 blev han Assistent hos daværende Bygningsinspektør Bønecke, var flere Gange konstitueret som Bygningsinspektør, indtil han i 1888 blev fast ansat som saadan i andet Distrikt. Foruden en Del større Privatbygninger, eller Ombygninger af saadanne, har Sørensen (1893—96) ledet Bygningen af en ny i Møllegade liggende Afdeling af »Alderstrøst«, hvis første oprindelige Bygning skyldes hans Fader, og J. D. Beauvais' Fabrik ved Lyngbyvej. Han blev den 19. Marts 1876 viet til Vilhelmine Knack (f. 1856

440

i Frederiksværk). I 1890 foretog han en Studierejse til Tyskland. Efter at være bleven Bygningsinspektør har han gentagne Gange været konstitueret for Stadsbygmester Bonecke under dennes Sygdom eller Rejser.

{Priv. Medd. Akad.)

Sørensen. Severin Theodor Emilius Sørensen, Architekt, født den 2 6. Februar 1825 i København, var Søn af Snedkermester Severin Emilius Sørensen (d. før 1840) og Dorthea Kirstine f. Kjær (d. 1851). Efter sin Konfirmation kom han i Snedkerlære og blev Svend, rnen da han havde Lyst til at være Bygmester, gik han ind i Kunstakademiets Bygnings skole, blev i Marts 1846 Elev af Archi-tekturklassen, vandt i December s, A. den mindre Sølvmedaille, i Marts 1850 den store Sølvmedaille, i Marts 1851 Æresmedaillen i Architekturen, og i 1853 den mindre Guldmedaille for Opgaven »En luthersk Hovedkirke«. Han var Elev af Bindesbøll.

I 1854 havde han et Aars Rejseunderstøttelse af Akademiet og besøgte Tyskland, inden han begyndte Udkastet til sit Hovedværk, Johanneskirken paa Nørrebro i gothisk Stil. Tegningerne dertil var udstillede i 1855, Grundstenen blev lagt i 1856 og Kirken indviedes i 1861. Af hans øvrige Bygninger kan nævnes det russiske Kapel i Reverensgade (Laxegade, nu privat Ejendom), Bræstrups Stiftelse og »Alderstrøst«. I sine yngre Aar var han Lærer ved Døvstummeskolen og det techniske Institut, i 1856 blev han Bygningsinspektør, den 21. Juni 1861, efter Johanneskirkens Fuldendelse, Medlem af Kunstakademiet, og efter Mallings Død blev han konstitueret som Søetatens Husbygmester. Efter Hetsch's Død blev han tillige Bestyrelses-Medlem ved det techniske Institut. Den 6. August 1847 blev han gift med Petrine Charlotte Amalie Corfitz (f. 1818, d. 1886), der efter Faderens Død var opdraget hos sin Stiffader, Skriver ved Holmen, P. Chr. Strøm. Den 5. Maj 1867 døde denne Kunstner, til hvis Fremtid man havde næret store Forhaabninger.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. C. Nyrop, Festskrift 1893, S. 185.)

441

Tanggaard. Mads Jensen Tanggaard, Dekorationsmaler, født den i q. September 1836 i Seest ved Kolding, er Søn af Husmand Jens Tanggaard og blev, efter at have været fem Aar i Malerlære i Kolding, Malersvend, bosatte sig derpaa 1863 som Mester i Kolding, men mistede sit Værksted under Krigen i 1864, var selv indkaldt til Soldat, og tog, efter at han var hjemsendt fra Krigstjenesten, til København, hvor han i Førstningen arbejdede som Svend. Samtidig søgte han at tilegne sig kunstnerisk Uddannelse ved at søge det techniske Institut, afgik derfra i Oktober 1866 til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik for at blive Dekorationsmaler. T 1873 fik han en Rejseunderstøttelse, i 1874 og 1875 udstillede han Udkast til Dekoration til en Havestue efter Motiver fra Rafaels ^Loggier^. og Dekoration til St. Povlskirken, i 1881 et Portræt og i 1891 en Dekoration til en Forhal. Den 28. April 1877 ægtede han Emma Vil-helmine Nielsen (f. 1845), Datter af Skolelærer Hans Jørgen Canno-vald Nielsen (f. 1808, d. 1872) og Magdalene Christiane f. Fog (f. 1808). Han er nu bosat som Dekorationsmaler i København.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Vahl, Slægteb. I, 35.)

Tanke. Hans eller Peter Tanke, Maler, havde malet Altertavlen, »Christi Fødsel«, i den i 1807 afbrændte Frue Kirke i København »med en Pensel, som her til Lands kan agtes for en af de største«,

442

siger Pontoppidan, medens Weinwich kalder den »raaadelig«; han skal tillige have malet nogle Søstykker. Han døde ved at drukne i Kanalen ved Gammelstrand, lige ud for Boldhusgade, men naar, vides ikke.

(Weinw., S. 134. Do. Lex. Sandv., S. 121. Pontopp., Dske. Atl., II, S. 121. Skild. 1829, Sp. 887.)

Tegner. Hans Christian Harald Tegner, Maler og Tegner, er Søn af den nedennævnte J. V. Tegner og dennes første Hustru og er født i København den 30. November 1853. Han var Elev i Kittendorf og Tegners lithografiske Institut, da han af C. V. Nielsen blev dimitteret til Kunstakademiet; dettes Skoler gik han igennem fra Januar 1869 til Oktober 1878, men tog ikke Afgang. Han begyndte derpaa at male, Interiører fra Bondestuer og deslige, men har ikke udstillet. Det var først som Tegner, han fandt sit rette Omraade og siden 1882 har han, fraregnet en Udenlandsrejse om Vinteren 1882—83, virket utrætteligt som Illustrator og humoristisk Tegner. Hans første udstillede Illustrationer var til to af H, C. Andersens Æventyr, som han nu er i Færd med at gennemføre en fuldstændig Illustrationsudgave af. Fra 1883 til 1888 helligede han største Delen af sin Kunstnervirksomhed til Tegningen af Illustrationer til den store Pragtudgave af Holberg, et Værk, sorn efter Fuldendelsen hædredes med Fortjenstmedaillen i Guld. Til Regerings-jubilæet malede han en stor Akvarel af »Fanetoget« (udst. 1889); samme Aar var han i Paris med Understøttelse fra Kirke- og Undervisningsministeriet og fik en Guldmedaille ved Verdensudstillingen der. Ogsaa Boghaandværket og i det hele Kunsthaandværket interesserer ham meget, saaledes at han ikke alene udfører Tegninger ti! dettes Brug, men ogsaa paa dette Omraade er en kyndig Samler. I 1886 havde han en Understøttelse paa 400 Kr. fra den Hjelrnstjerne-Rosencroneske Stiftelse og i 1891 en Rejseunderstøttelse fraAkaderniet paa 1000 Kr. Tegner blev den 24. Oktober 1896 gift med Helga Byberg, Datter af Købmand i Fredericia Ole Stub Hansen Byberg (d. 1882) og Karen f. Møller (d. 1889).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Danebrog 1892 Nr. 1.)

Tegner, Isak Vilhelm Tegner, Lithograf, Søn af Kaptajn og Tømrermester Frederik Christian Tegner og Inger Marie f. Petersen, var født i Helsingør den 23. Juni 1815. Efter at han i 1830 var kommen i Lære i København, hvor han i 1834 blev Svend, begyndte

443

han i 1831 at søge Kunstakademiets Skoler, og blev 1846 Elev af Modelskolen. Imidlertid havde han lært Lithografien i Kaptajn Henckels Stentrykkeri og gik i 1838 som Lithograf over til Em. Bæ rentzen & Co., for hvem han arbejdede, indtil han i Forening med Ad. KittendorfF (s. d.) selv nedsatte sig som Lithograf i København (1850), efter at han forinden havde gjort en Rejse til Tyskland (Berlin og Dresden) med Understøttelse fra Christian VIII.

Den 3. November 1848 ægtede han Anna Emilie Hansen {f. 1834, d. 1862), Datter af Gartner Hansen og Gertrude f. Løchte (d. 1882), og efter dennes Død indgik han den 31. Oktober 1863 et nyt Ægteskab med Athalie Frederikke Thaae (f. 1832, d. 1888), Datter af islandsk Købmand David Christian Frederik Thaae (f. 1802, d. 1870) og Christiane Marie f. Biermann (f. 1802, d. 1880). Ved Firmaets 25-aarige Jubilæum i 1875 blev Tegner udnævnt til Ridder af Danebrog, i 1877 blev han Ridder af Vasaordenen. Med Understøttelse fra den Reiersenske Fond har han i 1856 og 1860 atter besøgt Berlin og Dresden samt Paris for at iagttage sin Kunsts Udvikling. Tegner var en meget dygtig og samvittighedsfuld Portræt-lithograf og har i sin lange Virksomhed udført over tusinde Portræter. Blandt dem, der ere udførte efter mere fremtrædende Kunstværker, fortjener at nævnes Thorvaldsens Portræt efter Horace Vernet, Tordenskjolds efter Denner, Oehlenschlægers efter Gertner og Griffenfeldts efter Abraham Wuchter. I sine sidste Leveaar havde han en lille Pension fra Ud stillings fond en; han døde den 21. December 1893.

(Priv.Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tidsskr. 3. R. III, T. 22.)

Tegner. Rudolf Christoffer Puggaard Tegner, Billedhugger, er født i København den 12. Juli 1873, og er Søn af Kammerjunker, Kaptajn, Grosserer Henry Tegner (f. 1843), en Brodersøn af ovennævnte I. V. Tegner, og Signe Elisabeth f. Puggaard (f. 1847; jfr. Bolette Puggaard). Efter at han havde taget Præliminærexamen 1890 blev han forberedt af Maleren J. P. Pedersen til Kunstakademiet og gennemgik derpaa dettes Skoler fra Oktober 1890, indtil han allerede den 28. Januar 1893 fik Afgangsbevis som Modelerer. Han udstillede Aaret før »En Faun« og fik derefter Understøttelse baade af den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse og af den Raben-Levetzauske Fond. I 1893 udstillede han en Gruppe »Episode af Syndfloden« (tilh. Mus. i Mariebo). I Foraaret 1893 tog han til Paris, hvor han, fraregnet Besøg i Hjemmet, siden har opholdt sig. Af hans senere

444

Arbejder kan nævnes »Eva omfavner sin døende Sen«, der havde været udstillet 1894 og 1895 i Paris og Miinchen, inden denne Gruppe saas paa Udstillingen her (1896). Ogsaa senere har han udstillet i Paris. I 1897 fik han det Ancherske Legat. (Priv. Medd. Vahl, Slægteb. I, 190. Akad. Udst. Fortegn.)

Tengnagel. F, M. E. Fabritius de Tengnagel, Landskabsmaler, se Fabritius de Tengnagel.

Tersling. Hans Georg (George) Tersling, Architekt, er Søn af Proprietær Exam. jur. Carl Gustav Tersling (f. 1814, d. 1860} og Caroline Marie Elisabeth f. Hald (f. 1825, d. 1888), og er født paa Havegaard i Karlebo Sogn den 7. December 1857. Efter at have været i Tømrerlære, blev han fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet i Oktober 1873; den 30. Juni 1879 fik han Afgangs-bevis som Architekt. Snart efter tog han til Frankrig, hvor han bosatte sig i Mentone som udøvende Architekt, og 1890 blev dansk Vicekonsul. Han er gift med Félicie Sabattier fra Marseille.

(Priv. Medd. Akad. Statskal.)

Tersløse. A. C. Jensen-Terslese, Maler, se Jensen-Tersløse.

Thaulow. Henrik Arnoldus Thaulow, Maler, var Søn af Justits-raad, Generalvej mester i det søndenfjeldske Norge Hans Henrik Thaulow (f. 1692, d. 1756) og Anne Cathrine f. Tyrholm (f. 1704, d. 1790) og er født 1722, rimeligvis paa Moss. Han kom som ung til Danmark og maa efter den Tids Maade have lagt sig efter Malerkunsten ved at gaa i Lære hos en eller anden »Skildrer« og havde, sandsynligvis ved Faderens Indflydelse, tilstrækkelig Protektion til, at der af Particuliére-Kassen blev tilstaaet ham, fra i. Januar 1749, en Understøttelse paa 120 Rdl. d. C. aarlig, »so lange er sich ausser Landes anfhalt und sich zu perfectioniren sucht«. Han var den Gang i Paris, men nød kun sit Stipendium i tre Kvartaler, da han i Slutningen af Aaret var kommen tilbage til København. Dog fik han fra den i. Januar 1750 det samme Beløb i aarlig Lønning »bis anderweiten Beforderung«, og oppebar det indtil den 8. September 1763, da han blev Auktionsdirektør og Raadstueskriver i Christiansand, Han synes allerede i Paris at have lagt sig efter Kunsthandelen og solgte strax i 1750 for 260 Rdl. d. C. Kobberstik til Kongen; i de følgende Aar lige til 1759 solgte han dels Kobberstik, dels Malerier til Kongen, men om Malerierne var hans eget Arbejde,

445

kan ikke ses. I 1756 og 1757 averterer han i »Ny Statstidende« som Kunsthandler, og taler deri med mange Ord baade om Kobberstik og italienske Malerier, som han har til Salgs. Da han i 1763 var flyttet til Christiansand, ægtede han der Jacobine Chrystie (f. 1746, d. 1818), Datter af Købmand og Savbrugsejer Andrew Chrystie (f. 1697, d. 1760) fra Skotland og dennes anden Hustru, Marjory (Margery) f. Lawri (f. 1712, d. 1784) fra England. De fik tretten Børn, fra hvem til Dels Slægten Thaulow i Danmark og Norge nedstammer. Thaulow døde 1799 i Christiansand, vistnok i sit Embede. (Priv. Medd. T. O. Juell, Den Thaulowske Fam. Slægtreg, Rigsarch. F. J. Meier, Fredensb. 196.)

Theilgaard. Carl Frederik Sofus Theilgaard, Maler, født i Aarhus den 25. Marts 1845, er Søn af Snedkermester, Kaptajn i Brand korpset, Lars Christoffer Theilgaard (f. 1806, d. 1876) og Cathrine f. Lihme (f. 1810, d. 1882). Han lærte at tegne af Adjunkt Guld-berg og at male af Landskabsmaler A. Fritz, hvorefter han kom til København 1863 og tegnede i det techniske Institut og hos C. V. Nielsen. Han besøgte Kunstakademiet fra Januar 1864 til den 19. Marts 1870, da han nk Afgangsbevis som Maler. Fra 1869 til 1872 udstillede han nogle Billeder af den jydske Almues Liv. Senere levede han i Aarhus og Omegn som Portrætmaler. Fra 1893 har han atter haft Bolig i København, hvor han maler dels Landskaber dels ogsaa Portræter. I 1894 udstillede han et Parti fra Himmel bjærg et, tidligt Foraar. »Børn ved Stranden« (udst. 1872) blev købt af Kunst foreningen. Theilgaard er ugift.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Thejll. Andreas Jakob Carl Adolf Thejll, Architekt, er født den 28. Marts 1852 i Svendborg, hvor Faderen, Justitsraad Vilhelm Christoffer Johannes Thejll (f. 1823, d. 1878) var Branddirektør; hans Moder, Faderens første Hustru, hed Laurette Petrea f. Tofte (f. 1829, d. 1855). Som Tømrer blev han af C. V. Nielsen dimitteret til Kunst akademiet og gennemgik dette fra.November 1869, dog med flere Afbrydelser, indtil han den 21. Marts 1883 fik Afgangsbevis som Architekt. Han var saaledes under sin Studietid en mindre Rejse til Tyskland og Italien, og han blev den 16. November 1881 gift med Betzy Steenberg (f. 1860), Datter af Sognepræst Carl Junius Optatus Steenberg (f. 1812, d. 1872) og Emma Octavia f. Jensen (f. 1829). Foruden et Asyl og en Pigeskole i Ordrup har han bygget

446

en stor Del Villaer i Københavns Omegn. Thejll er Bygningsinspektør for Hvidovre og Gentofte Sogne og er Vinteren 1896—97 paa en Rejse i Syden.

{Priv. Medd. Akad. Berl. Tid. 1855 og 1878. Vejvis.)

Theodorus, Contrefejer, nævnes 1694 som saadan.

(O. Nielsen, Kbh. Hist., V, 182.)

Therkildsen. Hans Michael Therkildsen eller Therkelsen, Dyrmaler, født den 3. November 1850 i Lystrup ved Horsens, er Søn af Landmand Therkel Nielsen og Karen f. Hendriksen; han kom til København og fik Adgang til Kunstakademiet i Oktober 1868, gennemgik dets Skoler og fik den 18. Marts 1874 Afgangsbevis som Maler. Han begyndte 1875 fra først af at male Optrin af Landlivet, som oftest i landskabelig Omgivelse, men har senere mere og mere vundet Navn som Dyrmaler. T 1877 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med »En Bissekræmmer søger at handle med en Bondekone«, men fik dog kun en Tillægspræmie paa 400 Kr. som Opmuntring. I 1884 havde han fem Dyrstykker paa Udstillingen og fik s. A. Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.); paa Rejsen besøgte han Frankrig og Italien. Et stort Billede, som han udstillede i 1887, »Køerne vandes« blev tilkendtUdstillingsmedaillen og s. A. købte den kgl. Malerisamling et andet Billede »Kaade Heste«. Senere har Samlingen erhvervet to mindre Billeder »Tyrekalven« og »En Ko løs«, og i 1893 et større Billede »Ved Skovleddet«. Ved Akademiets treaarige Valg blev Therkildsen den 15. Februar 1893 valgt til Medlem af Akademiraadet. Navnlig i sine tidligere Aar har han ogsaa solgt flere Billeder til Kunstforeningen i København.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Malerisml. Kat.)

Thiele. Hans Anton Thiele, Landskabsmaler, født i København den 25. Marts 1838, er Søn af fysisk og optisk Instrumentmager Frederik Anton Thiele (f. 1792, d. 1859) og Anne Johanne Marie f. Jakobsen (f. 181 o). Han besøgte en kort Tid Kunstakademiets Skoler i 1850 for at uddanne sig til Maler, indtraadte derpaa, til Dels paa Grund af Øjensvaghed, i andre Livsstillinger, indtil han paany helligede sig Malerkunsten. I 1862 udstillede han et Landskab, men først fra 1870 har han til Stadighed udstillet, i Førstningen udelukkende som Landskabsmaler, i de 'senere Aar ogsaa som Figurmaler. Fra September 1872 til Foraaret 1880 opholdt

447

han sig i Italien, for sin Uddannelses Skyld. Efter Hjemkomsten ægtede han den 8. Juli 1880 Emilie Christine Jespersen (f. 1843), Datter af Grosserer Peter Christian Jespersen og Louise Susanna f. Herschend. Fra 1886—96 var han bosat i Sanatoriet Strandlyst paa Refsnæs. Han har solgt en Del Arbejder til Kunstforeningen. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Thiele. Johan Herman Thiele, Kobberstikker, var indvandret fra Bremen, fik 1715 Borgerskab i København som Kobberstikker og Formskærer (Xylograf), udførte i Tiden 1729—40 en Del Kobberstik i Danmark, dels for Staten, dels for egen Regning, saaledes nogle Plader til et Værk over danske Mønter, nogle Prospekter og Portræter. Han var gift og havde tre Børn, men hans Hustru kendes ikke. Krohn nævner 17 Blade af ham.

(Weinw., S, 141. Do. Lex. Sandv., S. 121. Rigsarch. Geneal. Inst. Krohn, I, 22—24.)

Thielemann. Alfred Rudolf Thielemann, Maler og Billedhugger, er født den 8. August 1857 paa Kærsgaard i Jylland og er Søn af den nedenfor nævnte Billedhugger, senere Proprietær Christian Thielemann og Augusta f. Steinthal. Samtidig med at han skulde uddanne sig til Handelsmand, besøgte han dels Kunstnernes Studieskole under Krøyer, dels St. Sindings Elev-Atelier. Han udstillede som Maler ved Foraarsudstillingerne 1892 og 1895 har som Billedhugger bl. a. udført Papirfabrikant Chr. Drewsens Buste, som støbt i Bronce er opstillet ved Strandmøllen (1893). Den 7. Juli 1881 ægtede han Michaela Wiehe (f. 1856), Datter af Rektor Frederik Vilhelm Wiehe (f. 1817, d. 1864, Søn af C, V. Wiehe, s. d.) og Johanne Marie f. Drewsen (f. 1823).

(Priv. Medd. Erslew, Suppl. III, 609. Udst. Fortegn.)

Thielemann. Carl Georg Ferdinand Thiekmann, Architekt, født i København den 8. Marts 1803, var ældste Søn af Snedkermester, Kaptajn Johann Christian Thielemann (f. 1782, d. 1845} og Sofie Birgitte f. Muller (af polsk Familie, d. 1840}. Han var Elev af C. F. Hansen og besøgte fra 1819 Kunstakademiets Ornamentskole og Bygningsskoler, hvor han 1820 vandt den mindre og 1825 den store Sølvmedaille. To Aar efter vandt han den mindre Guld-medaille for Opgaven »En Markedsplads« og i 1833 Æresmedaillen for »Et Raadhus«. Et Forsøg, han samme Aar gjorde paa at vinde den store Guldmedaille, lykkedes ikke: dog tillod Akademiet ham at udstille sit Konkursarbejde, »Et Stænderhus«. Som Konduktør

448

deltog han i Fuldførelsen af Frederik V's Kapel ved Roskilde Domkirke og i Opførelsen af Frue Kirke for C. F. Hansen, og han virkede i samme Stilling for G. Hetsch ved Opførelsen af Synagogen og den katholske Kirke. Fra 1840 var han Lærer ved Kunstakademiets architektoniske Forberedelsesklasse, fra 1849 vikarierede han ved den anden Bygningsskole, indtil han i 1851 fik Ansættelse som Bygningsinspektør for Jylland og Fyn. Af hans Bygninger kan nævnes Latinskoler i Rønne paa Bornholm og i flere jydske Byer, Præstegaarde, tvende Bankbygninger (i Flensborg og Aarhus), et Par Thing- og Raadhuse m. m. Han var gift rned Johanne Danilo Ferrini (f. 1803, d. 1879). I sin sidste Levetid var han sindssyg, og han døde paa St. Hans Hospital ved Roskilde den 28. Maj 1863. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Thielemann. Christian Thielemann, Billedhugger, født i København den 28. Maj 1804, Broder til den ovennævnte Architekt C. G. F. Thielemann, besøgte fra 1819 Kunstakademiets Ornamentskole og senere dets Tegneklasser, men vandt ikke Sølvmedaillerne. Han uddannede sig og arbejdede som Ornamentbilledhugger hos en italiensk Billedhugger Romanelli og udførte under harn en Del dekorative Arbejder bl. a. til Christiansborg Slotskirke og til Universitetet; Ørnen over Portalen. I 1829—30 var han paa en Udenlandsrejse og vilde efter sin Hjemkomst genoptage sin Virksomhed, da en Blodstyrtning nødte ham til at forsøge Helbredelse ved landlig Virksomhed. Han kom mod Forventning til Kræfter igen, blev nu Elev paa Agerdyrkningsinstitutet paa Mørup og søgte dertil 1831 en Understøttelse fra Fonden ad usus publicos, hvilken han dog ikke fik. Tillige lagde han sig efter Forstvæsen, interesserede sig for Jyllands Beplantning og blev Ejer af Kærsgaard i det nordlige Jylland. Den 6. Juli 1838 havde han ægtet Augusta Steinthal (f. 1815), Datter af Proprietær Martin Steinthal til Kyø (d. 1856) og Nannette f. Oswald (d. 1874). Han døde selv den 28. Juli 1870.

(Priv. Medd. Akad. Rigsarch.)

Thielemann. Ove Theobald Thielemann, Billedhugger, de to ovennævnte Kunstneres yngste Broder og født i København den 29. Marts 1819, kom strax efter sin Konfirmation til at gaa paa Kunstakademiet (Oktober 1833), og da Bissen Aaret efter kom hjem, blev han hans første Elev. I dennes Værksted øvede han sig i at hugge i Marmor, medens han lærte at modelere paa Akademiet, hvor han i 1837 vandt en Pengepræmie for en Kopi af Thorvaldsens lig-

449

gende Løve, i 1839 blev han Elev af Modelskoten, og i 1840 vandt han den mindre Sølvmedaille.

Efter sin Lærers Ønske rejste han i 1846 til Rom, hvor han dels udførte nogle af Mesterens Værker i Marmor, dels modelerede og hjemsendte flere Arbejder. To af disse, »Calypso« og »En romersk Pige«, udførte han i Marmor til Fru Deichmann fudst. 1852), den førstnævnte Figur udførte han en Gang til i Marmor efter en engelsk Bestilling. Blandt hans øvrige Arbejder kan nævnes Mindetavle over Biskop Brorson i Ribe Domkirke, forestillende »David som Salmedigter«, »To Hunde af dansk Race« i gult Marmor, og to »Vaabendragere«, en mandlig og en kvindelig, i Malrn, alle fire Figurer til Indkørselsbroen ved Frijsenborg, endvidere »En Slavinde«, tre af Aarstiderne, Foraar, Sommer og Efteraar, dekorative Reliefer til en Herregaard, samt en Del Buster, hvoriblandt kan nævnes Buste af Lægen Frederik Mansa, Buste og senere Medaillon af Professor ved Landbohøjskolen B. S. Jørgensen, Buste i Bronce af Dr. phil. Pastor Kaikar, Buste i Marmor af Baron Blixen-Finecke (2 G.), Buste af Grev Fr. Moltke-Bregentved, Buste af Professor Prosch i Marmor paa Landbohøjskolen m. fl. og en Portrætstatuette i Kallipasta af en Dame. Den 10. August 1858 ægtede han Anna Clausen (f. 1809, d, 1881), Enke efter praktiserende Læge Ludvig Emil Tack (f. 1814, d. 1854); hun var Datter af Toldbetjent Erik Christoffer Clausen i Faaborg og Anna f. Milling.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Prov. Arch., Odense.)

Thiess. Axel Holger Thiess, Tegner, er Søn af Skolelærer i Diernes^e ved Faaborg Hans Frederik Henrik Thiess ff. 1811, d. 1872) og Anna Caroline f Liebe, adopteret Fich (f. 1821) og er født i Diernesse den 17. Maj 1860. Da han havde vist Anlæg for Tegning, kom han, efter at have besøgt den techniske Skole i Odense, ifølge V. Kyhns Raad til København for at uddanne sig. Han blev sat i Lære hos Xylograf F. Hendriksen og besøgte Kunstakademiets Tegneklasser fra 1876 til 1880. Han lagde sig nu efter Illustrations-tegning, har udgivet nogle Hæfter originale Karikaturtegninger, og har været fast Tegner, dels ved »Oldfux« og »Blæksprutten«, dels ved Vittighedsbladet »Punch« og dets Fortsættelse »Puk« samt i 13 Aar ved »Avisen«, indtil den ophørte. Desuden har han tegnet til Tidskrifter og Bøger. Han har som Værnepligtig (under Marinen} og senere for egen Regning foretaget flere Rejser, bl. a. til Verdens-iidstillingen i Paris 1889.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl. III, 373.)

N. K. L. II. Febrnar 1897. 29

450

Thim. Reinhold T/iim, Maler, se Timm.

Tholle. Carl Julius Gundersen Tholle, Architekt, var ældste Søn af Skomagermester Henrik Tholle og Ane Marie f. Gundersen. Han blev født i København den 21. Juli 1831. Da han som Barn viste Lyst og Gaver for Tegning, blev han Lærling af G. Hetsch og fik allerede i 1841 Adgang til Kunstakademiets Skoler for at uddannes til Bygmester. Efter sin Vejleders Raad traadte han tillige, saasnart han var konfirmeret, i Murerlære og blev Svend. Derefter fortsatte han med større Kraft sine Studier ved Akademiet og blev i Marts 1852 Elev af Architek tur skolen. I 1853—54 forlod han atter en Tid Skolen for at virke som Bygningskonduktør under Winstmp ved dennes Bygningsarbejder i Flensborg, men om Vinteren 1854—55 var han igen i København, vandt i Januar 1855 den mindre og i Oktober s. A. den store Sølvmedaille ved Akademiet, tilbragte derpaa atter nogle Aar i praktisk Virksomhed under N. S. Nebelong ved Opførelsen af Skagens nye Fyrtaarn (1856—58), ved Ombygningen af Tranekær Slot paa Langeland (1862) m. m. Samtidig byggede han ogsaa for egen Regning. Om Vinteren 1862 —63 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et fyrsteligt Landslot«, og da N. S. Nebelong imidlertid havde overtaget Genopførelsen af Viborg Domkirke, knyttede han Tholle til sig som den, der skulde have det stadige Tilsyn med Arbejdets Udførelse. Idet den unge Kunstner med stor Samvittighedsfuldhed, varm Kærlighed og udviklet Indsigt ledede Udførelsen i det enkelte af dette mærkelige Bygningsværk, saavel ved at gøre de Tegninger, hvorefter Enkelthederne skulde udføres, som ved at paase, at det vanskelige Stenhuggerarbejde i den haarde Granit fik det kunstneriske Præg, der var nødvendigt, har han ved Siden af den egentlige Bygmester den væsentligste Del i, at Viborg gamle Domkirke genrejstes i saa korrekt en Skikkelse. Men hverken Nebelong eller Tholle oplevede Værkets Afslutning; den sidste Haand blev lagt derpaa af H. B. Storck (s. d.).

For at tilegne sig Kundskaber i det enkelte til den alvorlige Gerning, Tholle her gik til, foretog han, med Understøttelse af det Classenske Fideikommis, i 1864 en Rejse til Tyskland for at granske de Kirker, der viste en lignende Stil, navnlig langs ad Rhinen. I 1868—69 rejste han ligeledes udenlands, denne Gang rned Akademiets Stipendium og til Italien. Den 19. Juni 1866 var han bleven gift med Mathilde Frederikke Olsen, Datter af Rektor i Viborg

451

Frederik Christian Olsen (f. 1802, d. 1874) og Martha Helene Andrea f. Schutte (f. 1803, d. 1853). Den korte Tid, det endnu var ham forundt at virke i, gjorde han sig tillige fortjent af Viborg By og Omegn ved den Dygtighed og Smag, hvormed han ledede ikke faa selvstændige Bygningsforetagender der. Blandt hans Arbejder i Viborg kan nævnes Sparekassen, Nørrejydske Kreditforenings Bygning, flere private Gaarde, Depotbygningen, Exercerhuset og det nye Thing- og Arresthus, som han heller ikke naaede at faa fuldført. Thi efter i længere Tid at have lidt af en tærende Sygdom, bort-kaldtes han fra sit Livs Gerning ved Morgengry den 7. November 1871, knap en Maaned efter Bygmesteren N. S. Nebelongs Død. Til hans Minde blev stiftet et Legat »til Viborg Domkirkes indre Udsmykning« med kgl. Konfirmation af 16. Januar 1873.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew II, 492, Suppl. II, 483. Fdl. 1871, Nr. 261. Jyllandsp. 1871, Nr. 10 og Nr. 34.)

Thomsen. Alfred tingel Thomsen, Architekt, er Søn af Skolelærer Claus Thomsen fd. 1866) og Bolette f. Engel (d. 1892) og er født den i. April 1853 i Opager Skole. Efter at være kommen i Murerlære blev han fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dettes Skoler fra Oktober 1871, til han den 18. Marts 1878 fik Afgangsbevis som Architekt. Efter under sin Studietid og senere at have arbejdet for forskellige Architekter, blev han i 1889 udnævnt til Bygningsinspektør i Københavns første Distrikt. Han har givet Tegning til en Del Huse og Villaer i København og Omegn, deriblandt »Børnehjemmet« i Helgesensgade, og, udenfor København, Magdalenehjemmet »Skovtofte« ved Frederiksdal og Marienlyst Dampmølle i Nakskov. I 1888 udstillede han sammen med V. Klein »Projekt til Genopførelsen af Christiansborg«. Den 20. Maj 1882 ægtede han Alma Joachimine Sønderup.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Thomsen. August Carl Vilhelm Thomsen, Historiemaler, født den 3. September 1813 i Glücksborg, var Søn af Malermester og Tegnelærer Peter Thomsen og Charlotte f. Benholdt. Efter at have lært Malerhaandværket i Hjemmet kom han til København for at uddanne sig til Kunstner, medens han samtidig fandt Livsophold som Dekorationsmaler. I 1833 fik han Adgang til Kunstakademiet, blev 1835 Elev af Modelskolen, og vandt 1837 den mindre, 1838 den store Sølvmedaille, samt om Sommeren samme Aar en Penge-

452

præmie for Maleri efter den levende Model. I 1837 begyndte han at udstille.

Han konkurrerede i 1839 til den mindre Guldmedaille, men uden at faa den, og hans Kaar tillod ham ikke at konkurrere paany. Han søgte i 1851—52 forgæves om Rejseunderstøttelse, men han vedblev at hellige Historiemaleriet sine Kræfter. Hans første Alterbillede , »Fremstillingen i Templet« (1841), blev malet til Grev Reventlow til Brahetrolleborg, hans andet, »Jesus, tolv Aar gammel, lærer i Templet« (1843), ^var ^en Bestilling til Søborg Kirke under Kronborg Amt. Til Slottet i Christiania udførte han en malet Gengivelse af Parthenonsfrisen. Paa Bestilling af Christian VTII malede han »Hans Tausen forkynder den evangeliske Lære«, hvilket først var færdig efter Kongens Død. Akademiet skulde i 1850 erklære sig om Billedets Værd, men ansaa den afdøde Konges Bestilling som en Naadesakt. Frederik VII købte det, og efter Kongens Død blev det skænket til Helligaands-Kirken. Den 10. December 1850 blev han gift med Marie Louise Richardt, en Søster til de ovenfor nævnte Malere af dette Navn. Efter i en Aarrække at have malet en stor Del Alterbilleder og udstillet dels historiske Fremstillinger, dels Livsbilleder, indskrænkede han sig i de senere Aar mere og mere til at male Landskaber, og han døde den 5. September 1886.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. II. T. 59. Strunk.)

Thomsen. Carl Christian Frederik Jakob Thomsen, Genremaler, er Søn af Postmester i Randers, Kammerraad Ludvig Frederik Thomsen (f. 1801, d. 1860) og Elise Johanne Christiane Cathrine f. Schlegel (f. 1813, d. 1876) og er født den 6. April 1847 i København; han blev Student 1865, tog anden Examen 1866 og begyndte samtidig at tegne hos Vermehren for at uddanne sig til Maler. I Oktober 1866 fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han den 30. Juni 1871 atter forlod med Afgangsbevis som Maler. Hans første udstillede Arbejde var en Radering (1869). Fra 1870 har han udstillet som Maler. Thomsen rejste i 1875 til Italien med privat Understøttelse, hvor han forblev til Sommeren 1876, rejste da hjem og ægtede den 13, Oktober s. A. Petra Elise Sofie Charlotte Diech-mann (f, 1848), Datter af Sognepræst til Stubbekøbing og Magiebrønde Hans Anton Severin Lobedanz Diechmann (f. 1817, d. 1889) og Elise Cathrine f. Bjerring (f. 1812, d, 1886); efter Brylluppet rejste han atter til Italien og kom hjem 1877. I de nærmest føl-

453

gende Aar udstillede han nogle Billeder med italienske Motiver, men vælger ellers med Forkærlighed Motiver fra dansk Familieliv i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede. I 1879 fik han den Neuhausenske Præmie for »En Tilstaaelse«, i 1887 fik han første Gang Aarsmedaille for »Besøg i Atelieret«, og i 1888 Udstillingsmedaillen for »Middag i en Præstegaard efter en Bispevisitats« ; dette Billede fik senere »hædrende Omtale« ved Verdensudstillingen i Paris 1889, og en Guldmedaille af anden Klasse 1892 i Munchen, samt en Guldmedaille af første Klasse i Antwerpen 1894; det tilhører den kgl. Malerisamling, som senere har erhvervet »Indkvartering hos J. P. Mynster i Spjellerup Præstegaard« (1890) og »Rahhek ved sin Hustrus Dødsleje« (1895). I 1890 blev Thomsen Medlem afAkademi-raadet, den 26. Maj 1892 Ridder af Danebrog.

Af hans øvrige Arbejder blev flere i hans første Udstillingstid købte af Kunstforeningen i København og af Tombolaen, saaledes bl. a. »Ewalds første Møde med Arendse« (1876). »Holberg i sit Studereværelse« (1883) tilhører Museet i Aarhus, »Hans Gram i sit Arbejdsværelse« (1895), Universitetet. Han har ogsaa malet Portræter, hvoriblandt Domprovst Gudes (udst. 1892), tilhører Roskilde Domkirke. Foruden den lange Række Billeder, som her ikke kan nævnes, har Thomsen tillige udført en Mængde Illustrationer, blandt hvilke han fremhæves: Til Oehlenschlægers »Morgenvandring« (1885), »Dansk Præstegaardsliv« (1886), Ingemanns »Morgen- og Aftensange« (1889), Chr. Richardt, »Fadervor« (1890), J. L. Heiberg, »De Nygifte« (1891). Han har foretaget flere mindre Rejser og havde i sine yngre Aar et Par Gange Understøttelse fra den H j el m stjerne-Rosencroneske Stiftelse.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. 18. Nov. Aarsb. S. Müller. N. dsk. Malerk. Kgl. Malerisaml. Kat. Elvins.)

Thomsen. Carl Florian Thomsen, Architekt, er født i København den i. April 1855, og er Søn af Murmester Povl Thomsen (d. 1888) og Marie Malvine f. Milne fd. rSSr). Efter at han havde lært Murerhaandværket og var bleven Svend, besøgte han det tech-niske Institut og blev af C. V. Nielsen diniitteret til Kunstakademiet, i Oktober 1872. Dettes Skoler gennemgik han rned flere Afbrydelser, idet han dels maatte aftjene sin Værnepligt, dels var Konduktør under F. Meldahl ved Frederiksborg Slot og ved andre Bygninger i Hillerød. Han fik Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt den 25. Maj 1886. Men allerede fra 1877 har han været fast Architekt

454

ved Bryggeriet Gamle Carlsberg, hvor han har ledet forskellige større Bygningsarbejder, navnlig fra 1893 Opforeisen af »Carlsberg-Laboratoriets« nye Bygning med to dertil hørende Forstanderboliger. Den i o. November 1883 blev Thomsen gift med Emma Elisabeth Werner (f. 1855), Datter af Konditor Christian Werner (d. 1874) og Magdalene f. Santin (d. 1894). (Priv. Medd. Akad.)

Thomsen. Emma Augusta Thomsen, Blomstermalerinde, født i København den 7. August 1822, er Datter af Hotelvært Emanuel Thomsen og Anna Kirstine f. Ohlsen. Lige fra Barn af havde hun Lyst til at tegne og male, og hun modtog derfor, da hun blev voxen, nogen Undervisning i Blomstermaleriet af J. L. Jensen, men uddannede sig for øvrigt paa egen Haand ved at male efter Naturen. Kunstnerinden har stadig udstillet Blomster- og Frugtstykker siden 1844. Den kgl. Malerisamling ejer af Emma Thomsen »Roser og Ipomea« (udst. 1846) og »En Blomsterkrans, ophængt paa en Bøgegren« (udst. 1855); ogsaa til Kunstforeningen og til Tombolaen har hun afhændet adskillige Arbejder. Hun vandt den Neuhausenske Pengepræmie (1861) for et temmelig stort Billede, »En Kurv med Blomster i det fri«, som blev købt af Grev A. V. Moltke til Bre-gentved. I 1856 fik hun Akademiets Anbefaling for at søge Rejseunderstøttelse hos Kultusministeriet, men opnaaede dog ikke at komrne udenlands. Derimod fik hun 100 Rdl. af Kunstakademiet til en Rejse i Indlandet i 1869.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Kg!. Malerisaml. Kat.l

Thomsen. Frederik (Frits) Gotfred Thomsen, Dyrmaler, født den 30. April 1819 i Broager, var Søn af Malermester Philip Julius Thomsen i Sønderborg og Sødskendebarn til den ovennævnte A. C. V. Thomsen. Han tog, efter at have lært sin Faders Haand-værk, i 1837 til København for at uddanne sig til Kunstner, kom 1839 ind paa Kunstakademiet og blev i Marts 1845 Elev af Modelskolen. Han udstillede første Gang i 1841 som Dyrmaler, men forinden havde han vakt Akademiets Opmærksomhed ved sine Arbejder, og allerede i 1840 anbefalede det ham til Fritagelse for militær Tjeneste, uagtet denne Gunst ellers sædvanlig var knyttet til at være Elev af Modelskolen. Man fremhævede til hans Ros, at »et af hans heldigste Arbejder, „tvende Hunde med Hvalpe" (udst. 1841), nylig har nydt den Udmærkelse at blive købt til Kongens Samling«. Senere udførte han flere andre Arbejder til Christian VIII, mest

455

Heste fra Frederiksborg Stutteri. Thorvaldsen havde i 1844 bestilt et større Billede »Et Hestemarked«, men da han dode kort efter, bortfaldt denne Bestilling. Han søgte flere Gange (1851—52 og 1856) om Akademiets Rejseunderstøttelse, men opnaaede ikke nogen saadan. Omtrent 1850—52 var han i Dresden, hvor han kopierede »Rembrandts Datter« og i Hamborg, hvorfra han hjembragte Studier af Hornkvæg. For Stutteriets Skyld nyttede han snart efter til Hillerød, hvor han den 14. Juni 1856 blev viet til Marie Lovise Molbech ff. 1823), Datter af fh. Lektor i Sorø, Professor Carl Frederik Molbech (f. 1788, d. 1865) og Cathrine Marie f. Schertner (f. 1786, d. 1860). I Hillerød malede han Kong Frederik VII's »Tre store danske Hunde« paa ét Billede (Jægerspris). Imidlertid udartede en ondartet Hovedpine efterhaanden til Sindssyge; en Rejse til Miinchen og Tyrol (1860) helbredede ham ikke, og han maatte tilbringe fire Aar paa Hospitalet i Oringe, men var derefter saa meget i Bedring, at han tog hjem til sin Hustru, der havde taget Bolig i Hellebæk og levede og arbejdede siden der; han udstillede atter fra 1867 til 1880, i de senere Aar ogsaa Landskaber. Hans Billeder udmærkede sig ved god Tegning og, naar han var rask, en sand og naturlig Kolorit. Han solgte i sine yngre Aar en Del Billeder til Kunstforeningen, men sygnede efterhaanden hen og døde den 13. Maj 1891.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 3. R. I. T. 19.)

Thomsen. Friedrich Heinrich Thomsen, Maler, født 1814 i Rendsborg, uddannede sig ved Kunstakademiet i København og rejste 1836 til Miinchen for at fuldende sin Uddannelse. Senere bosatte han sig i Altona. Han har ikke udstillet i København.

(Nagler, Kstl. Lex., XVIU, S. 382.)

Thomsen. Johanne Thomsen, Billedhuggerinde, se J. Drechsel.

Thomsen. Pauline Thomsen, Landskabsmaleren de, er Datter af Adjunkt i Roskilde, Christen Thomsen (f. 1822, d. 1874) og Pauline Mathea Georgine f. Bergstrøm (f. 1831, d. 1896), og er født i Roskilde den 17, Juli 1858. Hun er Elev af V. Kyhn og har udstillet siden 1885 Landskabsbilleder dels fra Nordsjælland, dels fra Himmelbjærgegnen i Jylland. Kunstnerinden har jævnlig haft Understøttelse til Studieophold i Indlandet; i de første Aar fra Udstillings-fonden, senere fra den Raben-Levetzauske Fond (1892) og fra Kunstakademiet (1892, 1893 og 1895).

(Priv. Medd. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1896, Nr. 127.)

456

Thonning. Carl Gustav Peter Thonning, Architekt, er født den 29. Juni 1855 i København og er Søn af Toldkontrollør Peter Møller Thonning (f. 1812, d. 1890) og Caroline Elisabeth f. Ibsen'(f. 1814). Han var først bestemt til Søvejen, men efter at have deltaget i nogle Togter kom han 1873 i Tømrerlære, blev Svend og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet i Marts 1875, hvorfra han den 29. December 1883 fik Afgangsbevis som Architekt. Endnu under sin Studietid var han (1876—79) Tegner hos Ove Petersen (s. d.), hvis Datter Julie Laura Petersen han ægtede den 25. Oktober 1883. Imidlertid havde han arbejdet nogle Aar under F. Meldahl og Alb. Jensen ved Frederikskirkens Opførelse, derefter paa Stads-architekten, P. L. Fengers Kontor og blev 1889 Bygningsinspektør for Københavns 4. Distrikt. Han har bl. a. opført Apotheket paa H. C. Ørstedsvej 1881, Privatbanken i Aarhus, efter i 1886 at have vundet første Præmie ved Konkursen; i 1891 havde han Rejseunderstøttelse fra Marineministeriet for at gøre Studier til et Marinehospital; desuden har han opført en Del Privat bygninger. Thonning har tillige tegnet forskellige Architektur-Prospekter til III. Tid. Han konkurrerede i 1888 til den mindre Guldmedaille, uden at opnaa den.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Thorenfeld. Anton Erik Christian Thorenfeld, Landskabsmaler, født den 9. April 1839 i Svendborg, er Søn af Uhrmager Urbanus Ludvig Thorenfeld og Ellen Marie f. Nielsen. Efter at have lært Malerhaandværket i Svendborg i tre Aar, kom han i 1858 til København, hvor han besøgte Kunstakademiets Skoler til 1862 for at uddanne sig til Landskabsmaler. Han har udstillet siden 1859, vandt i 1873 den Sødringske Opmuntringspræmie for »Parti fra Hobro Fjord« og blev den 30. Oktober 1872 gift med Valborg Emilie Biilmann (f. 1843, d, 1883), Datter af Kolonibestyrer i Grønland, Kammerraad Holger Biilmann (f. 1797, d, 1864} og Johanne Elisabeth Cathrine f. Bang (f. 1815, d. 1882). Thorenfeld fik 1885 en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 800 Kr. og foretog en Rejse til Udlandet; i 1892 fik han 400 Kr. af den Råben-Le ve tzau ske Fond og i 1893 var han atter udenlands med det Ancherske Legat. Han vælger jævnlig sine Motiver i Jylland. Et Parti af Voldterrænet var malet efter Bestilling for Udstillingsfonden (udst. 1874); »Sommerdag ved Jyllands Østkyst« (udst. 1886) blev købt til den kgl. Malerisamling; »Parti ved Roskildefjord med Domkirken i Baggrunden« (udst. 1889) fik s. A. »hædrende Omtale« ved Verdensudstillingen i

457

Paris og tilhører nu Museet i Mariebo; »Tordenvejr fra Bakkerne ved Hald« (1893) tilhører Museet i Odense. Desuden har han solgt en Del Billeder til Kunstforeningen og Tombolaen. Kunstneren blev den 6. Juli 1884 i andet Ægteskab gift med Agnes Emilie Nehm, Datter af Købmand Ferdinand Nielsen og Emilie Marie f. Bentzen. Han har en uddannet Basstemme og har sunget en Del Aar ved det kgl. Theater; i 1895 debuterede han i en selvstændig Rolle som Sarastro i »Tryllefløjten«.

(Priv. Medd. Geneal. Insl. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Begrav. Kont.)

Thorin. Christian Frederik Thorin, Architekt, født i Juli 1801 i København, var Søn af Porcelænshandler f Pottehandler) G. Thorin (d. 1827} og Sofie (?) f. Petersen. Han skal have haft et ualmindelig lovende Snille, og den halve Snes Aar, hvori .han udviklede sine naturlige Gaver under Kunstakademiets Vejledning, hengik med Modtagelsen af Præmier. Han fik vistnok strax efter sin Konfirmation Adgang til Akademiets Ornamentskole, rykkede i 1818 op i Byg-ningsskolen, vandt i 1820 den mindre, i 1823 den store Sølvmedaille og samme Aar en Pengepræmie i Dekorationsfaget for »En Stol«. Aaret efter vandt han en Pengepræmie i Bygningskunsten for »En Bryggergaard«, i 1825 et Accessit for »En Lampe«, og endelig i 1827 baade en Pengepræmie og den mindre Guldmedaille, den sidste for Opgaven »En Markedsplads«. Guldmedaillen havde han dog i 1825 gjort et forgæves Forsøg paa at vinde. Imidlertid havde han faaet en Plads som »Assistent ved Bygningsvæsenet« og saa en lys Fremtid i Møde, støttet af de Forventninger, hans Foresatte og Kunstfæller nærede til ham, da en Sygdom, hvortil han maaske har baaret Spiren i sig, bortrev ham den 28. April 1829. Ligesom ældre Kunstnere mindedes den Tillid, man nærede til hans Begavelse, viser ogsaa det Træk, at J. P. Møller særlig meldte Akademiet, at »dets haabefulde Elev« var afgaaet ved Døden, hvilke Forventninger han havde vakt.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Adresseav. 1829, Nr. 102.)

Thornam. Emmy Marie Caroline Thornam, Blomstermalerinde, er Datter af Overlærer i Horsens Ludvig Thornam (f. 1819, d. 1879) og Anine Charlotte Frederikke f. Norup (f. 1824, d. 1895) og er født den 10. Marts 1852 i Horsens. Efter at have uddannet sig ad privat Vej til Blomstermalerinde, begyndte hun at udstille ved Foraarsudstillingeme i 1882 og har siden stadig udstillet, dels Blomster-

458

og Frugtstykker, dels enkelte Landskaber. Hun har et Par Gange deltaget i den Neuhausenske Konkurs, men har ikke vundet nogen Præmie. I 1887 var hun i Paris og om Vinteren i Italien sammen med den nedenfor nævnte Søster, og en lignende Rejse foretog begge Søstrene 1893—94. Under dette sidste Ophold i Paris malede hun hos den franske Blomstermaler Bourgogne.

(Priv. Medd. F. E. Seidelin, Stamt, Fam. Seidelin. Erslew, Suppl. III, 410. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. ^a*/₆ 1895.)

Thornam. Johan Christian Thornam, Blomstermaler og Tegner, født i København den 28. Januar 1822, er Søn af Cancelliraad, Bogholder Peter Frederik Thornam (f. 1777, d. 1834) og Else Marie f. Eysen (f. 17 94, d. 1841). Han lærte Blomstermaleriet hos J. Th. Bayer (s. d.) og vandt den 20. Februar 1843 den Neuhausenske Præmie for »En blomstrende Plante i Aquarell«, det eneste Arbejde, han har udstillet. I 1845 søgte han Akademiet om Rejseunderstøttelse som naturhistorisk Tegner (fysiograf), rnen blev .henvist til Finanserne, Han fik nu en Plads som Tegner ved Korvetten »Galathea« og deltog saaledes 1845—47 tilligemed Plum (s. d.) i Kaptajn (senere Admiral) Steen Billes Jordomsejling. Efter Hjemkomsten udgav han 1851—52 en Række Skitser fra denne Rejse. Den 5. Maj 1852 ægtede han Georgia Elisa Augusta Fritz (f. 1830, d. 1896), Datter af Justitsraad, Godsforvalter ved Bidstrup, Georg Fritz (f. 1793, d. ²/i 1871) og Henriette Elisabeth f. Petersen {f. 1794, d. ²⁸/₄ 1871). Thornam levede mange Aar i Lyngby, væsentlig sysselsat som Tegner og Maler ved det botaniske Museum i København med Fortsættelsen af Flora Danica m. m., men er nu flyttet til København. I 1867 udgav han »Afbildninger til Brug ved Undervisningen i Zoologi«, 5 Hefter i Folio.

(Erslew, III, S. 363. Suppl., III, S. 406 og 409—10 samt hdskr. Tillæg i det kgl. Bibi. Raadstuearch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1896, Nr. 20.)

Thornam. Ludovica Anine Vilhelmine Augusta, Portræt- og Genremalerinde, og Søster til den ovennævnte Malerinde Emmy Thornam, var født i Horsens den 30. November 1853. Efter at have uddannet sig ad privat Vej til Portrætmalerinde, begyndte hun at udstille i 1878 og hendes godt opfattede, tækkelige Billeder vandt hende snart Velyndere, saa at det ikke er saa ganske faa Portræter, hun har malet. I 1887 fik hun en treaarig Understøttelse fra Kultusministeriet, som satte hende i Stand til at studere ved et af de

459

private Akademier i Paris og senere med et Tillæg fra den Raben-Levetzauske Fond foretage en Rejse til Rom. I 1893—94 besøgte hun atter Paris og Italien sammen med Søsteren. Ved Siden af Portræter malede hun ogsaa Genrebilleder, men beherskede her Stoffet med mindre Sikkerhed end i Portrætet. Man vil fra Udstillingen mindes flere vellykkede Portræter, bl. a. hendes Selvportræt (udst. 1890). Paa Forårsudstillingen 1896 havde hun et Landskab. Efter en langvarig Sygdom afgik hun ved Døden i København den 27. Maj 1896.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid., 1896, Nr. 123.)

Thornam. Marie Elise Thornam, Landskabsmalerinde, er Datter af den ovennævnte Joh. Chr. Thornam, og født den 12. Marts 1857 i Lyngby. Allerede fra Barn udvikledes hendes Øje i kunstnerisk Retning ved, at hun illuminerede Faderens Tegninger cg Stik til Flora Danica og andre naturhistoriske Værker. Da hun havde Lyst til at være Malerinde, malede hun i nogen Tid hos Hans Fisrher og A. Fritz. Hun har siden 1887 udstillet Landskaber og har i flere Aar haft en Malerskole.

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Thornborg. Andreas Thornborg eller Tornborg, Miniaturmaler, født 1730 i Mandal i Norge, levede her i København og har malet og tegnet en stor Mængde Portræter, ti! Dels af Adelsmænd, hvoraf ikke faa ere gengivne i Kobberstik; i 1756 blev han ved Kontrakt af 27. August antaget som kgl. Vaabenmaler mod en fastsat Pris for hvert enkelt Vaaben, men ikke med fast Løn. Han skulde udføre disse under den bekendte Klevenfeldts Tilsyn, og i adskillige Aar fik han Betaling dels for saadanne paa Papir malede Vaaben, dels for Miniaturportræter af Kongen (Frederik V) og Kronprinsen. Han fik 30 Rdl. d. C. for et saadant Portræt af Kongen i hel Figur. Desuden malede han Portræter af den Oldenborgske Konge-stamme i Miniatur paa Pergament og fik 6 Rdl. for Stykket. Kunstneren blev i April 1769 gift med Abigael Kirstine Krabbe (f. 1748, d. 1770). Ved hendes Død boede han hos Bager Lobek i Landemærket, senere i Aabenraa. Han døde den 14. Oktober 1780. Han skal have været Corn. Høyers første Lærer.^l

(Weinw., S. 169. Do. Lex. Sandv., S. 123. Diedrichsen, Tidemand, S. 5. Strunk. Rigsarch. Raadstuearch. Berl. Tid. ²²/, 1770. Adresseav. 1780, Nr. 174. Trin. og Nik. Kirkeb.)

¹ En Christian Carl Thørnbørg, som ellers er ukendt, vandt i Oktober 1755 Fjerdingaarspræmien for en Tegning efter Gibs.

460

Thorsen. Hakon Bjarke Thørsen, Maler, er Søn af PolitiInspektør, Løjtnant Thor Niels Brock Thorsen (f. 1831, d. 1887) og Elise Marie Theodora Henriette f. Grimm (f. 1836 i Slesvig) og er født paa Christianshavn den 18. Januar 1867. Efter at han havde været i Malerlære og var bleven Svend, arbejdede han endnu nogle Aar som saadan. Under Læretiden besøgte han det techniske Selskabs Skole og kom derfra ind paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra 1888 til 1894 og fik Tilladelse til Afgang, dog uden at tage Prøven; under Studietiden vandt han en Præmie og havde i Vinteren 1892—93 en Understøttelse fra det L.'ske Legat. Han begyndte at udstille i 1892, og har udstillet dels Portræter, dels et Architekturbillede, »Det indre af Frelsers Kirke«.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Thorsoe. Sofie Thorsøe, Blomstermalerinde, se A. P. Madsen.

Thorvaldsen.¹ Bertel eller Berthel² Thorvaldsen, Billedhugger, var efter den almindelige Overlevering født den 19. November 1770. Der er hidtil ikke fundet nogen Hjemmel for denne af en ældre Samtidig meddelte Opgivelse, og der er Grund til at tro, at man gør Thorvaldsen mindst to Aar for gammel, thi efter hele den Maade, hvorpaa hans Forældre tog hans Opdragelse, er han vistnok konfirmeret saa nær 14. Aars Alderen som muligt; men hans Konfirmationsdag var den 15. April 1787 i Holmens Kirke. Thorvaldsens Forældre var jævne Folk. Faderen, en Islænder ved Navn Gotskalk Thorvaldsen (f. 1740, d. 1806), var som ung syttenaarig kommen til København, og da han fra Hjemmet af havde nogen Øvelse i Billedskæring, søgte han sit Ophold ved at arbejde i dette Fag. Han udførte dels udskaarne Rammer til Forgyldere eller til

¹ Uagtet der er skrevet saa tidt og saa udførligt om Thorvaldsen, har der dog endnu været enkelte nye Oplysninger at finde, som her ere inddragne under Skildringen, omend Forf. har holdt det for sin Pligt, efter Værkets Titel, at indskrænke sig til i korte Træk at tegne den store Kunstners Levned og om Dommen over hans Værker og om udførligere Meddelelser maa henvise til de ved Artiklens Slutning nævnte Skrifter.

² Navnet er en Fordanskning af Bartholomæns, ikke en anden Form for Albert. Et mindre Hus i Grønnegade er betegnet som Thorvaldsens Fødested; men efter en senere fremdragen Overlevering skal han selv have peget ned ad Landemærket og sagt, at han var født der. Mærkeligt er det, at hverken Forældrenes Vielse eller Thorvaldsens Daab har kunnet findes i nogen af Københavns Kirkebøger.

461

Private, dels Træarbejder til Skibe, Gallionsfigurer og lignende; men da han ikke havde lært at tegne, faldt disse Arbejder ikke godt ud, og Holmens Billedhugger, Willerup (s. d.), der ogsaa privatiserede, fik det bedste Arbejde. Gotskalk Thorvaldsen arbejdede for et privat Skibbyggeri, som blev drevet i ikke ringe Maalestok paa den senere saa kaldte »Larsens Plads« bagved Amalienborg, hvor nu Ny Toldbodgade er aabnet. Han var ikke nogen ordentlig og stræbsom Mand, thi han tilsatte som oftest sin Fortjeneste paa Værtshusene i Steden for at bringe den hjem, og han var ustadig ved sit Arbejde. Hans Kone hed Karen Grønlund og var fra Jylland. Hun var lille, men skal i sine yngre Aar havde haft et smukt og tækkeligt Ydre; som ældre var hun halt, skødesløs i sin Paaklædning som i sin Tale og forfærdelig grædcnem. Det er hende, Sønnen Bertel, Familiens eneste Barn, især skal have lignet.

Der synes ikke at have været tænkt paa Skoleundervisning, dertil optog Kampen for det daglige Brød for meget af Forældrenes Tanker. Dog var begge Forældrene vistnok, trods deres fattige Kaar, ikke aldeles uden Dannelse, saaledes at Thorvaldsen kunde lære det nødvendigste af Læsning og Skrivning i Hjemmet. Saa tidlig som mulig bragte Faderen ham til Kunstakademiet, da Barnet viste Lyst til at tegne, thi der var Undervisningen fri og egnede sig netop til at uddanne ham til det, Faderen haabede at finde i ham, en Medhjælper i sit Fag. Thorvaldsen fik i Oktober 1781 Plads i den første Frihaandstegneskole, hvor Hans Clio (s, d.) den Gang var Lærer. Selv om han kun har været ni Aar, var det ikke noget enestaaende, at saa smaa Drenge fik Adgang til Skolerne. Et Aar efter rykkede han op i den anden Frihaandstegneskole, hvor den gamle E. H. Løffler (s. d.) endnu var Lærer. I hans Klasse blev han i over to Aar, og da Løffler var en dygtig Lærer, tilskriver man dennes Undervisning, at Thorvaldsen i hele sit Liv tegnede med en for mange Billedhuggere usædvanlig Nethed og Omhu. Da Akademiets Undervisning var om Aftenen, havde Lærlingerne Dagen ti) deres egen, deres Forældres eller deres Mestres Raadighed, og det iader til, at den gamle Thorvaldsen ikke alene har taget den Nytte, han kunde faa af sin Søns allerede da fremtrædende Ævner, men ogsaa efter sin Opfattelse har søgt at give denne den rette Udvikling ved ligefrem at lade harn træde i Lære hos Flaadebilled-hugger F. C. Willerup, enten paa Holmen eller maaske paa den nævnte Larsens Plads, hvor Willerup arbejdede for Private. Der fortælles, at Læreren som Øvelse bl. a. gav ham den Opgave at

462

udskære et Løvehoved, men at Thorvaldsen, som først i langt ældre Alder fik en levende Løve at se, uvilkaarlig tog et Kattehoved til Forbillede og aldrig kom videre end til at gengive Kattens Hoved, hver Gang Willerup bad om en Løves. Inden han var stor nok til at komme i Lære, skal han, naar han bragte sin Fader Mad paa Pladsen, have rettet paa dennes Arbejder og ved en saadan Lejlighed have saaret sig alvorligt i det ene Ben rned en Øxe, som var ham for stor.

Imidlertid tilbragte Thorvaldsen et Aar (1785) i Gibsskolen og det følgende Aar i Modelskolen, hvor Akademiets Professorer ledede Undervisningen. Medens Professoren i Billedhuggerkunsten, Wiede-welt, ikke synes at have udøvet nogen Indflydelse paa Thorvaldsen udenfor de fastsatte Undervisningstimer paa Akademiet, tog derimod Maleren Abildgaard sig fra nu af varmt af hans Tarv og havde tidligt Blikket aabent for, at man her stod overfor et ualmindeligt Snille. Flere af de andre Professorer, saaledes Kobberstikkeren Preisler, var heller ikke blinde for den Morgenrøde, der gryede paa Kunstens Himmel i Danmark. Den 2. Januar 1787 vandt han sin første Prisløn i Livets Væddekørsel, den saa kaldte mindre Sølv-medaille, for en i Relief modeleret Figur efter den levende Natur. Samme Vinter gik han til Præsten ved Holmens Kirke, dog ikke hos Provsten, Thybring, der havde Søkadetterne og andre fine Folks Børn, men hos Kapellanen, C. F. Høyer, en Broder til MiniaUir-maler Cornelius Høyer, der var Akademiets Sekretær. Denne havde kun 17 Konfirmander, 10 Drenge og 7 Piger, efter Navnene vistnok alle jævne Folks Børn. Thorvaldsen, hvis boglige Kundskab ikke var stor, skal først have haft en af de nederste Pladser i den lille Kreds, men da Høyer paa Forespørgsel erfor, at det var ham selv, ikke en Broder til ham, der ved Nytaar havde vundet den mindre Sølvmedaille i Kunstakademiet, tiltalte han ham fra nu af, efter Tidens Brug, som Monsieur Thorvaldsen og lod ham sætte sig højere op.¹ Den Æresbevisning »glemte han ikke for alle dem, han senere kom til at nyde«; dog følte han i en vis Henseende det ubillige deri, thi, som han sagde om Aftenen paa Modelskolen: »Det gør mig ellers ondt for de andre, for de er s'gu bedre i Religionen«.

¹ Thorvaldsen blev ikke konfirmeret som Nr. 1, men som Nr. 2 af 10 Drenge. Den første hed Søren Lykke.

463

Efter Konfirmationen regnede Faderen hans Læretid for endt og brugte ham til at arbejde for sig i Hjemmet. Han maatte udskære Spejlrammer, som solgtes til Isenkræmmerne, og fra denne Tid er mulig det udskaarne Arbejde paa et Uhr, der nu gemmes i Museet i »Thorvaldsens Værelse«. Thiele nævner i sin Levnedsbeskrivelse enkelte andre Arbejder, bl. a. et Træbillede over Porten paa Hjørnet af Ny Vestergade og Filosofgangen (nuv. Nr. 17).¹ Det var maaske Abildgaard, som havde været udenlands i Sommeren 1788, der ved sin Hjemkomst fik Thorvaldsen udrevet af disse Forhold, saaledes at han kunde besøge Modelskolen den følgende Vinter, og den 30, Maj 1789 vandt han den store Sølvmedaille for et Relief efter den levende Model, hvilket mod Sædvane var gennemført som en kunstnerisk Komposition, nemlig »En hvilende Amor«. Snart efter udførte han til en Æreport, som blev anordnet af Bygmesteren Kirkerup og Maleren Nikolaj Wolff (se disse} i Anledning af Kronprinsessens Indtog i 17 go, nogle dekorative Billedstøtter, og ved samme Tid modelerede han efter Wolffs Tegning en Frontonfigur i Relief til Hjørnet af Toldbodvejen og Amaliegade, den saa kaldte »Toldbodbørs«. Lignende Arbejder skal han have udført for Abildgaard.²

Grublerier over Fremtiden eller over sin egen Natur var ikke Thorvaldsens Sag. Hans Faders Stilling og hans eget Snille havde ført ham ind paa Billedhuggerkunsten, uden at han har tænkt sig, det kunde være anderledes. Men nu, efter at den store Sølvmedaille var vunden, maatte han, ligesaa vel som hans Skolefæller, klare sig det Spørgsmaal, om de vilde blive staaende ved det Haandværk, hvori de samtidig var oplærte, for Thorvaldsens vedkommende altsaa Kunsthaandværket, Træskærerfaget, eller om de, ved at konkurrere til Guldrnedaillerne, vilde gaa videre ad Kunstnerbanen. At Thorvaldsen ikke havde saa meget store Tanker om sig selv den Gang,

¹ Dette Arbejde, som vistnok er udført i 1792, da Gaarden blev bygget, og som forestiller en Ridder til Hest, tillægges af andre F. C. Willerup Mulig Thorvaldsen har udført det som Lærling efter dennes Tegning (Kbstsml.); thi ifølge Wilckens (S. 51) vedkendte Thorvaldsen sig det som sit.

^? Naar man som et Arbejde i denne Retning tillægger ham Frontonreliefet over den store Gaard paa Gammeltorv (nuv. Nr. 4), idet Ejeren ved Gaardens Istandsættelse har ladet sætte et »Thorvaldsen feciU derpaa, er dette, ogsaa af udvortes Grunde, næppe berettiget. Den 25. April 1796 blev den øde Tomt tilskødet Murmester Philip Lange, den 29. August s. A. sejlede Thorvaldsen fra København; men allerede fra Maj havde han maattet holde sig færdig til Rejsen.

464

viser sig bl. a. deri, at han ikke, som de fleste andre, strax forsøgte at vinde den mindre Guldmedaille det samme Aar, han havde vundet den store Sølvmedaille (1789). Men Tanken om at naa et højere Maal end det, Larsens Plads kunde bringe ham til, var dog fra nu af levende hos ham. Dels forenede han sig med nogle unge Venner, Grosch, Propsthayn og Fritzsch (se disse), om at øve sig i at komponere bibelske Æmner, for saaledes at forberede sig til Konkurserne, dels søgte han at hæve sig over sit tidligere Stade ved hellere at fortjene det nødtørftige ved at give Undervisning i Tegning og ved at tegne Vignetter til Boghandlerne og Portræter, end ved sin Virksomhed som Træskærer, uagtet han lige til sin Udenlandsrejse ikke ganske opgav den. De Portræter, som han tegnede meget net og sirligt efter en da brugelig Maade i Profil med Sølvstift og Rødkridt, have maaske ledet Vennekredsens Tanker hen paa Carstens, der ligeledes havde underholdt sig i København ved at tegne saa-danne Portræter, Hans usædvanlige Optræden overfor Akademiet laa saa nær ved Thorvaldsens Tid, at den maatte være i frisk Minde; han havde først forladt København, efter at Thorvaldsen havde været to Aar i Akademiets Skoler, og maaske Rygtet om den Opsigt, han nylig havde vakt i Berlin, var naaet hertil. Grosch var saa heldig at eje nogle af Carstens' Tegninger, som allerede den Gang have gjort et saadant Indtryk paa Thorvaldsen, at det hørte til et af hans første Skridt, da han endelig naaede Rom, at opsøge sin hensygnende, snilrige Landsmand og opfange de sidste Glimt fra den halvt forklarede Aand.

Thorvaldsens Venner, der tidligere end han selv fik Øjet op for hans overlegne Begavelse, undlod ikke af al Magt at modarbejde hans Ulyst til at underkaste sig Konkursens Muligheder, og da Tiden atter var kommen — Guldmedaillerne blev nemlig kun tilkendte hvert andet Aar —, meldte han sig virkelig til Konkurs. Men efter at han havde modtaget Opgaven, »Heliodor røvende Tempiene, d. v. s. Heliodors Udjagelse af Templet, saaledes som det fortælles i 2. Makk. 3, 25—26, greb Skrækken ham paany, og han listede sig bort ad den lille Vindeltrappe, som fører op til Skolerne. Heldigvis mødte Kobberstikker Preisler ham i Porten og formaaede ham til at vende tilbage. Thorvaldsen udførte sit Relief, og den 15. August 1791 blev Præmien tilkendt ham. To Aar efter konkurrerede han til den store Guldmedaille og vandt den for et Relief, »Peter, som helbreder den Værkbrudne«, den 14. August 1793. Begge disse Reliefer blev afstøbte til Grev Ditlev Reventlow, i hvem

465

han paa Abildgaards Anbefaling havde vundet sin første fornemme Velynder.

Thorvaldsen var nu noget over tyve Aar; han var velvoxen uden at være for høj, rank og smækker, paa samme Tid som hans kraftige Bygning vidnede om de gode Forhold, hans Legeme vilde faa, naar han havde udviklet sig. Han havde skønne, om end ikke store, blaa Øjne, hvis klare og dybe Udtryk afspejlede den rene og rige Kunstnersjæl, der boede i ham, et rigt blondt Haar, som faldt i naturlige Krøller, et i det hele temmelig stort, men velformet Hoved med blege, men ædle, rolige Træk. Som alle snilrige Naturer havde han et større Fond af Ungdom end almindelige Mennesker; da han tyve Aar senere (over fyrretyve Aar gammel) blev malet af Eckersberg og den tyske Maler Vogel v. Vogelstein i Rom, synes man ved det første Blik (dog mest i Eckersbergs Billede) at se Por-trætet af en ung Mand for sig, og da han var nærved de 50 Aar, blev hans Hjærte greben af en Kærlighed, som i Uskyldighed og Dybde lignede en Ynglings første Hengivelse; selv efter at Alderen havde bleget hans Haar, var hans Skikkelse kun naaet til den modne Mands alvorlige og kraftige Præg, som en klædelig Fyldighed gav lidt mere Værdighed uden at røve hans Gang dens Lethed eller hans Udseende dets blomstrende Friskhed.

Allerede ved Tiden 1793—96 havde Thorvaldsen sat en ung Piges Hjærte i Bevægelse, 'uden at det lader til, at han selv i synderlig Grad har gengældt hendes Følelser. Man véd kun, at hun hed Margrethe, og hørte til den Kreds, hvori Thorvaldsens Forældre levede; rnen af den Maade, hvorpaa hun nævnes i senere Breve, er man fristet til at tro, at hun har været en Frænke af Thorvaldsen selv, hvis Moder havde Slægtninger i København. Endnu efter at Thorvaldsen var kommen til Italien, sendte hun ham en Hilsen, men han tænkte ikke mere paa hende. Medens han i alt, hvad der laa udenfor hans Kunst, var naiv som et Barn og til Dels uvidende som et Barn, selv om man i hans Berømmelses første Tid skattede hans Skolekundskaber altfor ringe, var hans Sind dog ikke sorgløst som et Barns. Hvad enten de trykkende Forhold i Hjemmet har ligget ham tungere paa Sinde, end han nogensinde har villet tilstaa, hvad eller han allerede nu bar paa den uudgrundelige Kummer, som altid synes at knytte sig til et stort Snilles Udvikling, saa var han i disse Aar meget alvorlig, næsten tungsindig, om han end i et godt Lag »kunde være munter, men aldrig overgiven«. Selv skal han

N. K. L. II. Februar 1897. 3°

466

have sagt til en ældre Ven: »Jeg kan ikke fatte, hvorledes et voxent Menneske kan le !«

En ung Kunstner, som havde vundet den store Guldmedaille, indtog altid en hæderlig Plads overfor den Kunstskole, hvorfra han var udgaaet, men med Tanken paa det store Maal, Thorvaldsen naaede, haaber man, at allerede Samtiden skal have anet noget mere i ham end blot den lovende Artist, som venter paa sit Rejsestipendium. Der er bevaret Udtalelser fra Samtiden, som virkelig pege i den Retning. Ikke alene findes i Akademiets forbeholdne Sprog Ytringer, som »Thorvaldsen, der ellers i øvrigt paa en fordelagtig Maade har udmærket sig«, men ogsaa Kunstfæller og Venner saa en vordende Storhed i ham, hvorom han endnu ikke selv synes at have haft noget Haab. Thiele giver flere Vink om en saadan Opfattelse, og jeg skal fremdrage en Udtalelse, denne ikke kunde kende, og som er saa meget betydningsfuldere, som den dels findes i en for hin Tid saare dannet og kundskabsrig Kunstners private Dagbog, dels giver et Billede af Thorvaldsens daglige Liv, der ganske stemmer med, hvad andre Overleveringer meddele. I sin Dagbog skriver nemlig Portrætmaler H. Hansen (s. d.): »Hans Geni er ham meget for voxen; hans Arbejder synes at være Fostre af en ti Aar ældre og mere øvet Aand; han er en Mand af en overmaade levende Indbildningskraft. Jeg tror, han maa have en lykkelig Genius, sorn arbejder for ham, ellers kunde han ikke udføre det, han gør, thi Studium har han ikke. Der ser ogsaa meget genimæssig ud hos ham; thi Røgtobak, Farve, Papir, Thevand, Bøger, Modelerstokke, Pudder og Tælle, Miniaturportræter og i oo andre Ting tilligemed en god Portion rent Skidt forliges meget godt paa et lille Bord ug er saa godt meleret blandt hverandre, at den bedste Chymieus skulde have ondt ved at skille dem ad«. Der er to Ord heri, som fortjener Opmærksomhed. Man har et af Thorvaldsen selv tegnet Portræt fra denne Tid, der viser ham omtrent som hans Personlighed ovenfor skildredes, med frit nedhængende Krøller; men »Pudder og Tælle«, tyder hen paa, at Thorvaldsen, som alle andre, har maattet følge med sin Tids Mode, og naar han »propert klædt« har tilbragt Aftenen hos Konferensraad Heger, Abildgaard eller Kaptajn i Flaaden Fisker, har han uden Tvivl vist sig med Haaret pudret og friseret i Bukler,

Da Thorvaldsens Venner mente, at han, hvad Fremtiden tilstrækkelig stadfæstede, i almindelig Dannelse, Sprogkundskab og Verdenserfaring havde ikke saa lidet at indhente, og da tillige ikke

467

noget Stipendium i Øjeblikket var ledigt, blev det besluttet, at han foreløbig endnu skulde holde sig et Par Aar i Hjemmet. For at knytte ham til Akademiet og yde ham en i hin Tid ikke saa ringe Understøttelse, udvirkede Abildgaard, at Akademiet tilstod ham ioo Rdl, d. C. (320 Kroner). Denne Sum var egentlig bestemt til en Kobberstikker, men da ingen saadan netop søgte den, fik Thorvaldsen disse Penge først for et Aar (1794) og siden ligeledes for det følgende Aar (1795). I 1794 udstillede han ved Akademiets Aarsfest sit Guldmedaillearbejde og »En Minotaurus, modeleret i Ler«, et Arbejde, hvorom ellers intet vides. For øvrigt var han i dette Aar væsentligst sysselsat med at udføre fire Billedstøtter, »Muser«, til det Palæ paa Amalienborg, hvori Arveprins Frederik skulde flytte ind efter Slotsbranden. Abildgaard varetog Indretningen af Palæet, og han havde overdraget Thorvaldsen dette Hverv; men da Tiden var knap, kunde Kunstneren ikke faa Tid til at modelere disse legernstore Figurer paa sædvanlig Maade i Ler; han opmurede dem paa fri Haand i Sten og fin Kalk og afpudsede dem med et Overtræk af Gibs (Stuk). Denne Fremgangsmaade vakte, som Thiele fortæller, ikke uden Grund, den dygtige svenske Billedhugger Sergels Forbavselse, thi ikke alene gik Arbejdet let fra Haanden, men det, der fremvoxede under Kunstnerens flittige Murske, var endog i en erfaren Kunstners Øjne »smukke Figurer«. Trods disse Arbejder lykkedes det ham ikke desto mindre inden Udgangen af Aaret at udføre et Relief, »Numa Pompilius hos Kgeria«, som han den 5. Januar 1795 foreviste Kunstakademiet.

Thorvaldsens vigtigste Arbejde i 1795 var en Buste af Grev A. P. Bernstorff, og dette Værk, som ligeledes faldt heldigt ud, medvirkede til, at han, da endelig Rejsestipendiet blev tilstaaet ham i 1796, fik Tilladelse til at følge med en kgl. Fregat, som skulde gaa til Middelhavet bl. a. for at aabne Underhandlinger med Barbaresk-staten Tripolis. Fregatten gjorde først fra Maj til August 1796 et Krydstogt i Nordsøen, vendte derpaa tilbage til Københavns Red, og optog i Slutningen af August den tilbageblevne Thorvaldsen, hvem imidlertid Fregatchefens Hustru, Fru Fisker, havde taget sig af og forsynet med »Uldent og Linned« til Rejsen. Stipendiet var tildelt ham fra i. Juli 1796, foreløbig for tre Aar, med 400 Rdl. d. C. (omtrent 1280 Kroner) aarlig. Den 23. August udfærdigedes hans Rejse-Instrux, et Par Dage efter fejrede hans Venner og Kunst-brodre en lille Afskedsfest for ham paa Skydebanen, den 27. August

468

gik han ombord, og den 30. lettede Fregatten med Cæsar og hans Lykke.

De Breve, Kaptajn Fisker fra Rejsen hjemsendte til sin Familie, skildrer den i psychologisk Henseende mærkelige Aandsslaphed, hvoraf Thorvaldsen, efter det virksomme Liv, han i de sidste Aar havde ført i København, under hele Søtogtet følte sig greben. Han gad ikke lære italiensk eller fransk, hvori Chefen og Skibspræsten vilde undervise ham, han havde ikke Lyst til nogetsomhelst andet Arbejde, hans eneste Tidsfordriv var at sove »og sporge om, hvad vi skal have til Middag«, samt lege med »Hektor«, en stor Hund, han havde ført med sig ombord, medens en anden, »Monsieur Primon«, var bleven tilbage hos Faderen i København. Dog gjorde han Forsøg paa at holde en Dagbog, hvoraf Thiele har meddelt nogle Brudstykker, og tegnede nogle Portræter. I Januar 1797 forlod han omsider Fregatten og rejste over Palermo til Neapel og derfra til Rom, som han endelig naaede den 8. Marts, hans saa kaldte »romerske Fødselsdag«. Fregattens Chef, der fulgte hans Skæbne med megen Varme, skrev ved denne Tid hjem til sin Kone: »Thorvaldsen er nu i Rom. Gud være med ham! Han er en skikkelig Mand, men en doven Hund!«

Det er bekendt, at den lærde Zoega, der var dansk Kunstagent i Rom, tog sig meget venligt af Thorvaldsen, som var anbefalet til ham, og at han, omtrent et halvt Aar efter dennes Komme til Rom, skrev et Brev til Biskop Mtinter i København, hvori han klagede over, at Akademiet lod de unge Kunstnere rejse til Italien »saa ganske raaa i alt, hvad der er udenfor Kunsten. Heri gjorde han i dette Tilfælde til en vis Grad Akademiet Uret, da Thorvaldsen netop var holdt tilbage i næsten tre Aar for at vinde nogen almindelig Dannelse. Dog det laa ikke for ham at tilegne sig den ad den sædvanlige Vej. Men naar Brevet begynder med, at han finder, Thorvaldsen »er en fortræffelig Artist af megen Smag og Følelse«, maa han have set enten Tegninger eller Billedhuggerværker af ham, f. Ex. de to Buster, Bernstorffs og Tyge Rothes, som var sendte til Rom for der at hugges i Marmor, thi i det første Aar udførte Kunstneren intet i Rom. Af et Brev fra Zoega til Thorvaldsen omtrent ved samme Tid (24. Oktober 1797) ser man, at Thorvaldsen eller hans Omgivelser allerede den Gang havde forandret det danske Bertel, hvis Oprindelse man ikke kendte, til det derfra ganske forskellige Alberto, som siden stadig blev hans italienske Fornavn. Af sarnme Brev ser man ogsaa, at Thorvaldsen virkelig

469

har kendt Carstens personlig i den korte Tid, denne endnu levede. Næst efter Zoega har Carstens vistnok været hans første Bekendtskab i Rom.

Trods den store Barnlighed, der fremlyser af Thorvaldsens Dagbog under Opholdet i Palermo og Neapel, var han dog, da han naaede Rom, mindst 25 Aar gammel, selv om man sætter hans Fødsel senere end den almindelige Overlevering har vedtaget. Hans Alder ikke mindre end hans medfødte Skønhedsfølelse maatte gøre ham modtagelig for kvindelig Ynde, og allerede et Par flygtige Ord i Dagbogen vidnede om, at han ikke skyede Kvinderne. Under et Ophold paa Landet hos Zoega i den første Sommer, han tilbragte i Rom, gjorde ikke alene den blonde unge Mand med de blide Øjne et stærkt Indtryk paa Italienerinderne, men ogsaa han følte sig paa sin Side dybt greben af en ung italiensk Kone, der allerede siden 1795 havde været gift med den tyske Professor Wilh. Uhden, men tidligere havde været i Zoegas Tjeneste og mulig var i Besøg der. Han lod sig da fange i et Garn, som i en lang Aarrække efter blev ham en trykkende Lænke. Hun hed Anna Maria Magnani, og efter at være traadt i Forhold til Thorvaldsen, forlod hun sin Mand (omtr. 1803) og levede siden lige til sin Død for og ved Thorvaldsen, hvem hun efter flere Aars Forbindelse omsider (Marts 1813) skænkede en lyshaaret Datter, »min Contrabanddatter«, som Thorvaldsen kaldte hende. Et Portræt af Moderen, malet af Eckersberg i 1814, da hun altsaa maa have været adskilligt over 30 Aar, viser et endnu ungdommeligt , men ikke særlig smukt Aasyn, hvori det bedaarende Blik maaske næppe er gengivet i sin hele straalende Fylde. Abra-hams fandt i 1826—27, at hun »just ikke gjorde noget behageligt Indtryk«.

Thorvaldsen tilbragte et Aars Tid i Rom, inden Trangen til skabende Virksomhed paany vaagnede hos ham, og de Mesterværker, han saa om sig, gjorde en svimlende, næsten nedtrykkende Virkning paa ham. Han indskrænkede sig i Løbet af 1797 til at udfore Rothes og Bernstorffs Buster i Marmor, og »at kopiere efter de fornemste Antiker«, For øvrigt tilbragte han sin Tid med at se, men de urolige politiske Forhold nødte ham til at skynde sig. Flere af de navnkundigste Mesterværker fra Oldtiden blev indpakkede for at sendes til Paris, saa at Thorvaldsen lige kunde faa Tid til at kaste et Blik paa dem, inden de forsvandt i Kasserne. I Januar 1798 meddeler han, at han har begyndt at udføre en lille Gruppe, »Bacchus og Ariadne«, og i Juni var den færdig, uagtet han havde

470

lidt meget under den romerske Feber, der som en stadig Fjende forfulgte ham hver Sommer i en lang Aarrække. En anden Komposition, som er mindre kendt, ligger forud for denne Gruppe; det var et Signet, han havde lavet sig, eller orn man vil en Slags Vaaben. Det forestillede hans egen Buste som Herme med Navnet i en Halvbue oven over og for neden omgivet af Billedhuggerredskaber, liggende paa det Bord, som Busten staar paa. Med dette Segl lukkede han sit Brev af 5. Januar 1798 til Akademiet, og endnu i Oktober 1800 brugte han det samme Segl.

Medens »Bacchus og Ariadne« omsider naaede hjem til Danmark og blev set af Akademiet, fik han efterhaanden sit Stipendium fornyet, saa at han ialt kom til at nyde det i sex Aar, og han arbejdede nu flittigt paa at kopiere efter Antiken, dels Buster, dels enkelte Billedstøtter. Det mærkeligste af disse Arbejder er vistnok hans Kopi i halv naturlig Størrelse af den ene af »Kolosserne paa Monte Cavallo«, nemlig »Pollux«. Den blev udført i Løbet af 1799 og har sikkert været Thorvaldsen et uskatterligt Forarbejde til hans senere Kunstnervirksomhed.

Man har henpeget paa, at Winckelmann ikke længe i Forvejen klart havde fremsat sin Lære om den græske Billedhuggerkunst og paavist, hvorledes denne var en Forbindelse af et fortroligt Kendskab til Menneskelegemet med en dyb Følelse for Skønhed og Stil, man har gjort opmærksom paa, at Winckelmanns trofaste Lærling, Zoega, i Førstningen var Thorvaldsens alvorlige Raadgiver i Rom, og ment, at disse Forestillinger derfor maatte staa klart indprægede i hans Sind. Men i 1794 skrev en dansk Kunstner i sin Dagbog om ham: »Jeg tror, man gør ham Uret, naar man tillægger ham theorctisk Kundskab«. Den Udtalelse gælder vist for hele hans Liv. Det var ikke ved at læse Winckelmann, men snarere ved at høre Zoega, ved at se Carstens' Tegninger, ved at se »Muserne«, »Laokoon« eller »Torso«, med den danske Lærde ved sin Side, ved at modclere efter »Pollux«, at Thorvaldsen tilegnede sig sen ny og storladen Stil«. Zoega nøjedes dog ikke med at ledsage ham i Samlingerne og hjælpe ham til Adgang overalt, hvor det kunde være ham til N^Tytte, han besøgte ham stadig i hans Studie og fulgte hans Arbejder med en stræng og vedholdende Opmærksomhed, idet han ved ethvert Arbejde paaviste, hvor det syntes ham at staa tilbage for Oldtidens Kunstværker enten i Behandlingen eller i Smag, ved Klædemonnets Anordning og lignende; Thorvaldsen havde sand Beskedenhed og ædel Ærgerrighed nok til at følge sin kyndige Vens Raad og om-

471

arbejde den ene Figur efter den anden. Og naar man sammenligner hans Guldmedaillearbejder i Kunstakademiet i København med »Jason« og hans senere Arbejder, ser man ogsaa let, at et kraftigt Snille alt da førte hans Haand, men man ser tillige, at det, der gør ham til en næsten enestaaende Kunstner, ikke alt var skænket ham paa Vuggen. Hans Skønhedsfølelse søger endnu efter sit Udtryk, han søger hos Abildgaard, han søger hos Rafael — i Kobberstik efter hans Malerier —, men først i Rom »smelter Sneen fra hans Øjne«, og han ser, hvad det er, han har savnet, ja, hvad mere er, han har paa samme Tid i aandeligt Eje, hvad han har set; men at tale om det maa han overlade til andre. Fra nu af forstaar hans mægtige Fremstillingsævne at parre, hvad han har set og ser i den omgivende Natur, hvad han har følt og oplevet i sit varme, for alt skønt bankende Hjærte, med en Sans for Liniernes rhytmiske Gang, med et Blik for Formernes Ligevægt, med en saadan Udstraaling af indre og uforgængelig Skønhed, at selv den løselig tilhugne Blok, hvoraf en af Thorvaldsens Bi liedstøtter skal fremstaa, allerede synes at udtale hans Tanke. Uden at han lader sig tage til Fange af en nærgaaende Gengivelse af Naturens Enkeltheder, faar han Beskueren til at føle Skønheden som Sandhed, fordi den er Aand.

Af Oldtidens »Pollux« blev der under Thorvaldsens skabende Haand en kæk og mandig »Jason«. Det er ikke en daadløs Yngling som Digterens »Aladdin«, hvem Lykken falder i Skødet, men en mandig Helt, som ikke har sejret uden at have kæmpet, om end under de høje Guders værnende Naade.

Om Sommeren 1800 havde han, »for at øve sig«, udført en nøgen Statue i naturlig Størrelse, vistnok den første saa store frit-staaende Figur, han foretog sig. Den forestillede Jason i Færd med at vende tilbage til Skibet, efter at han har borttaget det gyldne Skind. Da den om Foraaret 1801 var færdig, havde han ikke Raad til at lade den afstøbe i Gibs; ikke desto mindre bevarede han den i Leret henved et Aar, inden han, da hans Stipendium var udløbet og ingen syntes at lægge Mærke til hans Arbejde, mismodig slog den i sønder. Men Thorvaldsen kom ikke til at rejse strax, hans Arbejdslyst vaagnede paany, og med den voxende Ævne steg ogsaa hans Lyst til i det Udvortes at tumle med større Masser. Han opbyggede nu »Jason« paany i Leret, fire Alen høj, og den ivrige Kunstelskerinde, Fru Frederikke Brun, som havde set Modellen i hans Studio, det italienske Navn paa en Billedhuggers Værksted, forstrakte ham med Penge til at lade Figuren afstøbe i Gibs (1803).

472

Det var Krisen i hans Kunstnerliv. Med denne Figur stod han pludselig i Række med de mest fremragende Kunstnere i sit Fag, Hærlig med Datidens første Billedhugger i Italien, Canova. Thor-valdsens Værk var i alles Munde, man saa i det den græske Kunsts Genfødelse; men Kunstnerens Navn var endnu saa lidet kendt, at nogle af hans Kunstfæller, hvem han spiste sammen med, spurgte ham, om han kendte den Landsmand, der havde udført »Jason«. Krisen var dog ikke til Ende. Selv om Billedstøtten stod for alles Øjne i Gibs, maatte Kunstneren dog forlade den og sin nyfødte Navnkundighed, hvis han ikke fandt en Køber til den — eller til andre Arbejder. Kofferten var ogsaa pakket, da som bekendt den engelske Rigmand, Sir Thomas Hope, fik »Jason« at se og strax besluttede sig til at lade den udføre i Marmor for den af Kunstneren forlangte Pris, 600 romerske Zecchtner (1320 Scudi eller omtrent 5000 Kroner). Desuden lovede han Kunstneren 200 Zecchiner mere, naar Arbejdet var færdigt.

Nu var Isen brudt. Thorvaldsen blev i Rom, og selv om han ikke med ét Slag kom ud af al sin Forlegenhed, strømmede dog nu Aar for Aar Bestillingerne stedse talrigere ind paa ham fra de rige og fornemme Rejsende, som besøgte Rom, dels paa en Mængde Portræter, mest Buster, dog ogsaa adskillige Billedstøtter i Legemsstørrelse, dels paa Gravmæler, som oftest i Relief, dels endelig paa Udførelse i Marmor af Kunstnerens egne frie Kompositioner, hvortil han i hele det første Tidsrum af sit Kunstnerliv, der kan regnes fra 1803 til 1819, helst valgte Æmnerne fra de græske Gude- og Heltesagn. Mangen Gang omarbejdede han nogle Aar efter et tidligere udført Arbejde, ligesom han havde gjort med »Jason«, og sædvanlig hævede den nye Behandling sig paa en mærkelig Maade over den ældre. Blandt den Række Billedstøtter, som fremstod under hans Hænder i disse Aar, kan her kun dvæles ved de vigtigste. Kort efter at »Jason« var modeleret, fremkaldte en ny Bestilling to Billedstøtter lidt under naturlig Størrelse, »Bacchus« og »Apollo«, der snart efterfulgtes af en »Ganymedes«, staaende med Drikkeskaalen i Haanden, omtrent i samme Størrelse. Ved denne Tid (1805) modelerede han tillige en fire Alen høj »Mars«, som først skulde have været grupperet sammen med Venus, men senere blev forandret til »den fredbringende Mars«, grupperet sammen med Amor. Man ser i den uvilkaarlig et Sidestykke til »Jason«. Men inden denne Billedstøtte var fuldt færdig, udførte han en ny i sædvanlig Legemsstørrelse, en »Adonis« (1808), hvorom det hed, »at den nyere Kunst

473

i Rom ikke havde frembragt noget, der almindeligere henrev Kendere og Ikke-Kendere til glad Beundring«. Han vovede sig heri et Skridt længere bort fra den Stil, som den græske Oldtid havde paatrykt sine Gadebilleder, og et Skridt nærmere til den usminkede Natur, uden derfor at tabe den Holdning i Form og Linier, som hæver Kunstværket op over det daglige Liv. »Psyche med Urnen« (1811), »Venus« (1816), Omarbejdelse af en ældre Figur, og »Hebe«, ligeledes en Omarbejdelse fra dette Aar, viste Kunstneren paa samme Vej og førte hans voxende Ry stedse videre.

Restaurationen af de æginetiske Statuer, som i 1816 blev Thorvaldsen overdraget, lykkedes ikke alene saa godt, at han vandt ny Hæder derved, men øvede tillige en betydningsfuld Virkning paa hans hele Udvikling. Den rene Naturfølelse, der gik gennem delte Oldtidsværk, den storladne Kraft i dets simple Motiver greb Thorvaldsen dybt, og i de følgende Arbejder fra hans Haand (1817—19), i den skønne Gruppe »Ganymed rned Ørnen«, i Statuerne »Hyrdedrengen« og »Haabet«, hvori han aabent holdt sig til Karakteren i en af de mindre Figurer fra Æginagruppen, og endelig i et af hans mesterligste Værker, »Merkur, som gør sig rede til at dræbe Argus«, sporer man et nyt Standpunkt hos Kunstneren. Han slutter sig endnu inderligere end før til det, sorn Naturen byder ham, og Motivet til den ene af disse Figurer, »Hyrdedrengen«, skal han endog umiddelbart have afluret det daglige Liv.¹ Han giver sig nu saa meget tryggere sin Følelse i Vold, som han er stedse sikrere paa, at hans faste Haand og øvede Øje af sig selv vil føre hans Kunstskabning ind under den sande Skønheds evige Love. Et Par kvindelige Portrætbilledstøtter, »Grevinde Ostermann« (1815) og »Fyrstinde Baryatinska« (1818), havde paa samme Tid vist ham selv og andre hans vidunderlige Ævne til at forbinde det moderne Livs Krav med kunstnerisk Skønhedsfølelse. Endelig fremstillede han ved

¹ Et enkelt Træk er betegnende for Thorvaldsens Gengivelse af Menneskeskikkelsen før og efter det her omtalte Vendepunkt: Saalænge Kunstneren holdt sig strængt til antike Forbilleder, have hans Figurer, navnlig de mandlige Skikkelser, den samme lave Vrist, som er et Særkende for Oldtidens Statuer og uden Tvivl ogsaa for dens den Gang levende Mennesker; saaledes hans Jason, Bacchus, Apollo, Adonis, Mars ofl. Fra det Øjeblik han paa en friere Maade slutter sig til den levende, ham omgivende Natnr, højnes Vristen; Merkur, Hyrdedrengen, de kristelige Figurer osv. have alle den højere Vrist, som er bleven ejendommelig for Nutidens Mennesker, og hos Kvinderne endog regnes for et særdeles Skønhedstræk. Undertiden have hans Kvinder, f. Ex. de to Danserinder, vel smaa Fødder.

474

Grænsen af det Tidsrum, vi her dvæle ved, »Gratierne« som Udtrykket for sin daværende Opfattelse af den kvindelige Skønhed.

Men ved Siden af den Række Billedstøtter, hvoraf her de mærkeligste ere fremhævede, vandt Thorvaldsen ganske særligt et stort Navn ved sine Fremstillinger i halvophøjet Arbejde. Medens Italienerne nødig vilde indrømme ham Forrangen for deres fejrede Kunstner, Canova, som Statuarius, maatte de snart erkende ham for Mesteren i Reliefet (il patriarca del relievo), saa meget mere, som han saa at sige genfandt den sande Reliefstil og gennemførte den med en Adet og Renhed, som ikke havde været set, siden den græske Oldtids skønneste Mesterværker fremstod. Allerede i »Musernes Dans paa Helikon«, som han i 1804 modelerede paa Baron Schubarts Landsted Montenero ved Livorno til Baronessens Fødselsdag, overraskede han ved den Duft fra Oldtiden, som det frit og fordringsløs! bar Beskueren i Møde; men endnu mere i »Briseis' Bortførelse« fra 1805 fremtraadte hans klare Opfattelse af, hvorledes et Relief skal anordnes og hans sjældne Ævne til i Reliefet at fortælle en mere eller mindre rig Handling klart og levende.

Imidlertid havde Florens været den første Stad, hvis Kunstakademi følte sig smigret ved at tælle en Kunstner som Thorvaldsen blandt sine Medlemmer, idet han i September 1804 fik en Udnævnelse til Professore derved. Først to Aar efter optog Roms Kunstakademi, San Luca, ham til Medlem paa Reliefet A genw lumen, Paa samme Tid begyndte ogsaa Danmark at faa Øjnene op for hans voxende Storhed; dertil regner jeg ikke, at den danske Diplomat, Baron Schubart, der hørte hans Ry genlyde fra alle Sider, og saa Mesterværker fremstaa under sine egne Øjne, følte sig greben af hans Kunstnerstorhed, ligesom han følte sig tiltalt af hans jævne personlige Elskværdighed, heller ikke, at Schubarts Søster, Grevinde Schimmelmann, paa Broderens Vink bestilte en Døbefond til Brahe-trolleborg Kirke i Fyn. De fornemme Velyndere, som den Gang ikke kunde undværes i København, havde, dog ikke uden Mindelse fra Baron Schubart, faaet Øjnene op for, at en dansk Mand i al Beskedenhed gjorde sit Fødeland ualmindelig Ære i Italien, og man sendte ham derfor, som en Paaskønnelse heraf, 300 Rdl. d. C. fra Fonden ad usus publicos (Marts 1804); i et noget senere Brev fra Christiansborg Slots Bygmester, C. F. Hansen (Juni s. A.), hentyder denne til, at de samme høje Velyndere ere faldne »paa den meget rigtige Idé, at opfylde Deres Ønske, at lade Dem endnu blive nogen Tid i Italien«, nemlig for at »forfærdige nogle Kunst-Arbejder« til

475

Prydelse for det nye Slot. Snart efter meddelte Baron Schubart med en Henrykkelse, som om Danmark derved havde grundfæstet Thorvaldsens Ry, at hans Søster havde tilskrevet ham, hvorledes Hansen havde i Sinde at bestille fire kolossale Statuer efter Thorvaldsens eget Valg til Slottets Portal. Da Hansens Bestilling to Aar efter kom, faldt den ud til, at de fire, bestemt opgivne Statuer, skulde udføres i Sandsten af Akademiets værdige Lærer, Dajon — man mindedes vel, at han var meget ældre end Thorvaldsen —, medens denne skulde faa Lov at udføre fire Medailloner, svarende til Billedstøtterne!

I Mellemtiden mellem den lovende Bebudelse og Virkelighedens Smalhans havde dog Kunstakademiet i København i et og samme Møde, den 6. Maj 1805, først agreeret og enstemmig optaget Thorvaldsen til Medlem og derpaa »uden Stemmesamling ved Bifald« valgt ham til Professor ved Modelskolen i den nylig afdøde Weiden haupts Sted. Tillige blev det bestemt, at de 400 Rdl. d. C., som den afdøde Billedhugger havde nydt af Kongens Kasse, skulde tilfalde Thorvaldsen, naar han kom hjem, men indtil den Tid oppe-bseres af Akademiets Kasse. Som Medlemsstykke modtog man den tidligere hjemsendte lille Gruppe »Bacchus og Ariadne«. Det var meget, Akademiet her havde gjort ved paa en Gang at vælge en Kunstner til Medlem og Professor, tilmed uden at han i Forvejen var agreeret. Det meldte det derfor i en ærbødig henstillende Tone til Præses, Arveprins Frederik, da det »ikke har troet at kunne vælge nogen værdigere end bemeldte Hr. Thorvaldsen, hvis store Talent og allerede erhvervede Fortjenester af Kunsten give Akademiet det mest grundede Haab, at Deres kgl. Højhed vil samtykke i dette Valg«. Først to Aar efter fik han sin Bestalling oversendt, »der er ham forundt aldeles gratis«.

Det tager sig lidt fattigt ud, hvad Fødelandet kunde gøre for en Fostersøn, som det næppe faar Mage til. Men det tør ikke glemmes, at trods al den Beundring, som genlød over Thorvaldsen fra Udlandet, har selv Landets bedste Mænd næppe den Gang til fulde fattet, hvad hans Storhed virkelig galdt, ligesaa lidt som at Danmark den Gang, ikke mindre end nu, »er et lidet fattigt Land«, medens Kunstnerens mægtige Fremstillingsævne ikke kunde nøjes med ringere end saa at sige hele Europa til Fædreland, for at faa Opgaver, der vare hans Aand store og talrige nok.^l

¹ H. Hansen, som levede længe nok til at se Thorvaldsen paa Højdepunktet, skrev 1827 i sine »Betragtningers; »Dersom Thorvaldsen var kommen hjem fra

476

I Løbet af 1808 til 1810 udførte Thorvaldsen sin første offentlige Bestilling for Danmark, de fire store Medailloner til Christiansborg Slots Portal, som ikke alene udmærkede sig ved en sken Udførelse, men ogsaa ved den Sindrighed, hvormed han brugte Motiver fra den græske Oldtids Gudesagn til at levendegøre de abstrakte Opgaver, Bygmesteren havde forlangt, »Styrke, Sundhed,¹Visdom og Retfærdighed«. I det følgende Aar (1811) fik han en Opgave, som trods den Hurtighed, hvormed den skulde udføres, fremkaldte et af hans største og mærkeligste Arbejder. Da Kejser Napoleon ventedes til "Rom, blev Quirinalpaladset, fra hvis Vinduer Thorvaldsen en Gang havde modeleret sin Kopi af »Pollux«, i største Hast sat i den pragtfuldeste Stand til at modtage den sejrvante Hersker. Den tyske Bygmester Stern, hvem dette Hverv var overdraget, havde, som det synes paavirket af Thorvaldsens Modstandere, i Førstningen ikke henvendt sig til denne; men da han ønskede en 55 Alen lang Frise med Figurer i halv naturlig Størrelse til en af Salene, vidste han ingen, som paa det fremrykkede Tidspunkt kunde løse saadan en Opgave, uden Thorvaldsen, og denne, der følte sig i sit Snilles fulde Kraft, tog imod Tilbudet og undfangede Idéen til Alexanders Triumftog i Babylon med en saadan Aandsnærværelsens Klarhed og Sikkerhed, at han i Løbet af faa Maaneder kunde modelere den lange Frise Stykke for Stykke, sikker paa, at den flygtige Udførelse, som Tiden kun tillod ham at give Enkelthederne, vilde gøre sin rette Virkning paa den valgte Plads, og at Anordningen vilde falde, som den skulde, efter Salens Størrelse og Forhold. Mere end i noget andet af sine Kunstværker staar han maaske her som den af den græske Kunst beaandede Billedhugger, en saadan Flugt var der i den hele Fremstilling, en saadan Skønhed og Frihed i Liniernes Gang, et saadant Liv i de henkastede Menneske- og Dyreskikkelser. Da han i en senere Omarbejdelse fik Lejlighed til at rette nogle faa mindre vellykkede Enkeltheder, og til bl. a. ogsaa at give selve Helten, den unge sejrende Alexander, en værdigere og

Rom, da hans Rejseaar ... var forløbne . . ., vilde hele Europa aldrig have lært at kende hans skabende Aand, og Danmark kunde, endog med den bedste Vilje, ikke have aabnet hans Fantasi det Spillerum, som næsten alle Nationer have bidraget til at udvikle paa den skønneste Maade«. — «Hvad vilde lians Lod være bleven,« spørger han videre. »Sandsynlig vis at hugge Ligstene til KirkegaardeneU

¹ Som bekendt var det Thorvaldsen, der maaske ikke helt ufrivilligt læste Sundhed for Sandhed.

477

ædlere Holdning, naaede han at frembringe et i den nyere Tid i plastisk Skønhed og Storhed enestaaende Værk, der er blevet Forbillede for flere af yngre Landsmænd udførte Frisér, hvori smuk Følelse heldigt parrer sig med en ren Stil, om end Thorvaldsens uforlignelige Lethed og Ynde i Liniernes Rhytmik ikke er naaet af nogen senere Kunstner.

Der fremstod nu og i de følgende Aar en Række Reliefer, hvori han dels dvælede ved den skælmske Amors Liv og Færd under mangfoldige Skikkelser, tiest som en buttet, overmodig Dreng, hvis Elskværdighed forsoner med hans Luner, dels i mandige alvor lige Træk skildrede en Række Optrin af Romers Digte. Med en ejendommelig Virkning fremtraadte de navnkundige Medailloner »Natten« og »Dagen«, idet Thorvaldsen, efter i længere Tid at have været Bytte for den Slags nedtrykkende Aandens Hviletider, der hjemsøger enhver aandelig Skaberævne, pludselig følte sig udrevet af sin tunge Uvirksomhedstilstand og paa én Dag modelerede først »Natten«, hvortil han længe havde haft Tanken, og strax efter som et Sidestykke »Dagen«.

Medens dette Tidsrum som sagt henter sit Hovedpræg fra hans Fremstillinger af Æmner fra Oldtiden, peger enkelte Træk hen mod det, der væsentlig skulde sysselsætte ham i hans senere Liv. Bestillingen til Brahetrolleborg fremkaldte nogle smaa Reliefer i kristelig Retning, hvis Skønhed burde have bragt dem til Tavshed, som raabte saa højt paa, at Thorvaldsen kun kunde gøre »hedenske« Billeder, og han endte dette Tidsrum med et stort monumentalt Arbejde, det første i Rækken af hans skønne historiske Mindesmærker, nemlig »den døende Løve« til Minde om den i 1792 ved Tuillerierne i Paris nedhuggede Svejtsergarde. Den blev senere udført i -bFelsenrdieff., d. v. s. udhugget kolossal i selve den levende Klippe, tæt udenfor Luzern i Svejts af en yngre svejtsersk Billedhugger. Thorvaldsen havde den Gang endnu aldrig set en levende Løve, men han brugte med saa fin en Smag de Kunstfremstillinger, han kendte, og havde, idet Dyrenes Liv stadig var Genstand for hans Opmærksomhed, et saa klart Blik for deres naturlige Udtryk, at denne Allegori paa tapre Mænds uegennyttige Troskab paa den sindrigste Maade kom til at forbinde vilkaarlige Attributer med det virkelige Livs Sandhed til et helt, fantasirigt Kunstværk.

Overgangen til det nye Tidsrum, som begynder med Thor-valdsens Rejse til Danmark, dannedes af nogle Begivenheder i

478

Kunstnerens personlige Liv, hvormed — i hans 46—48. Aar — hans Ungdoms Historie sluttes.

Thorvaldsens første Forbindelse i Rom havde ikke været en Hjærtesag, eller i al Fald ejede den, til hvem hans Hjærtes ufrivillige Drift havde knyttet ham, ikke den aandelige Udvikling og den Sjæleadel, som i Længden fængsler en dybere Natur. Den fintfølende, aandeligt højt udviklede Sjæl, der dulgte sig bag Kunstnerens jævne, fordringsløse Udvortes, bag hans Ligegyldighed for det selskabelige Livs Former, trængte til ædle Kvinders Selskab, og Thorvaldsen følte sig aabenbart hele sit Liv vel i unge, skønne og aandrige Damers Nærværelse, af hvis Samtaler han sugede den Erotik, som saa smukt og.levende udtaler sig i hans Kunst, navnlig i hans smaa Reliefer. Hos Baron Schubart paa Montenero, hos Storhertuginden af Toscana i Lucca og Florens, i de finere, mest italienske og engelske Huse, som han efterhaanden fik Adgang til i Rom, mærker man den Tiltrækningskraft, elskværdige Damer øvede paa barn. Men hidtil synes han mest at have været i Samkvem med yngre og ældre Fruer, eller med saa højtstaaende Damer, at andre Følelser end det Velbehag, en aandrig og dannet Konversation skaber, ikke havde haft Lejlighed til at opstaa hos ham.

Imidlertid fandt den Kreds, navnlig af huslig sindede Englændere, til hvem han kom i Forhold, at Thorvaldsen efter sine Indtægter, sin Alder og sin Helbred førte et altfor uhyggeligt Ungkarleliv; thi han boede endnu, som da han var »Akademiets rejsende Pensionær«. Man opfordrede ham ligefrem til at skabe sig et Hjem, og man lagde næsten Giftermaalsplaner for ham. Ved den, hans Venner tiltænkte ham, saa de imidlertid vel meget hen til, at Thorvaldsen ikke mere var ung af Aar, og troede, at han udelukkende kunde lade sig nøje med det indre Menneskes gode Egenskaber. Den »ikke ganske unge« Dame, der ved sin Dannelse og sin Begejstring for Billedhuggerkunsten, som hun selv dyrkede, følte sig tildragen af Kunstnerens ædle Personlighed, Skot!ænderinden Frances Mackenzie Seaforth (f. omtr. 1790, d. 1840), var ikke smuk; tværtimod skildres hun af Person som »stor, mager og knoklet«, det samrne galdt om hendes Hænder og Fødder, og i sin graa Dragt, med sin graalige Hudfarve og sit stilfærdige Væsen sammenlignedes hun med en Flagermus! Brøndsted, som saa hende den Gang, kalder hende »uden Blomst, uden original Tanke eller munter Meddelelse, tilmed særdeles hæslig«. Det skulde man ikke synes var noget for Skønhedens Apostel i det nittende Aarhundrede! Derimod rose alle hende for

479

hendes »mer end fornødne« Dannelse og Lærdom, hendes gode Opdragelse og rene, men noget kolde Personlighed.

En Sygdom, Thorvaldsen paadrog sig under en Udflugt til Tivoli i Forsommeren 1818, bragte ham i nærmere Forhold til Miss Mackenzie, der, i Forening med sin Ledsagerinde paa Rejsen, sin gamle Tante, plejede ham under hans Bedringstid, som han tilbragte i Albano, og da han følte sin Helbred vende tilbage under det hyggelige Samliv med tvende Damer, der forstod at omgive ham med et Velvære, han aldrig havde kendt, bragte hans Glæde herover ham til at tage fejl af sine Følelser, saaledes at han endnu i Albano skal have tilbudt Miss Mackenzie sin Haand. Den sædelige, strængt opdragne Skotlænderinde turde ikke modtage Tilbudet uden at skrive hjem, men i Mellemtiden steg ganske naturlig hendes Følelse for den i det daglige Samliv saa ualmindelig elskværdige Kunstner, medens Thorvaldsen, efter at han paa en Efteraarsrejse til Neapel, hvor de fulgtes ad, havde givet sit ædelmodige Hjærte Luft i det fineste Galanteri, ved Tilbagekomsten til Rom, til sin Kunstvirksomhed og sit daglige Livs Vaner, hurtig saa sine Illusioner svinde og fik Øjet op for den nøgne Virkeligheds mindre tiltalende Billede. Da hertil kom, at hans Datters Moder i skinsygt Raseri truede med at myrde baade ham og Barnet, var Forbindelsen allerede i Hjærtet brudt fra Thorvaldsens Side, maaske inden de Breve var komne fra Skotland, hvori han aabenlyst regnedes for Miss Macken/.ies »Forlovede«. Rygtet naaede saa vidt, at da alt var forbi og Thorvaldsen paa Vejen til Danmark, hed det (Sept. 1819) i et dansk Blad: »Han giftede sig for ikke længe siden med en engelsk Dame«.

Det var maaske dog ikke disse Omstændigheder alene, som kølnede Forholdet. Kort efter at Thorvaldsen i 1818 var vendt tilbage til Rom, fik han Lejlighed til at forny et Bekendtskab, der synes at have været ham ulige behageligere. Wienerinden Francisca (Fanny) Caspers, som nu var 31 (ikke 35) Aar, havde i 1815 —16 tilbragt Vinteren i Rom med den Fyrstinde Grassalkowic, hvis Selskabsdame hun var. Allerede den Gang havde hun besøgt Thorvaldsen i hans Værksteder og havde været indtaget i ham som Menneske, ikke mindre end som Kunstner; hun roser i sin Dagbog hans Elskværdighed og Skønhed og kalder ham paa et andet Sted ”meinen Liebling«., Den 7. November 1818 korn hun igen til Rom med sin Fyrstinde og havde denne Gang Lejlighed til at træde i endnu nærmere Berøring med Thorvaldsen, fordi hendes Ungdoms-

480

veninde, Malerinden Louise Seidler, som da var i Rom, stod i nøje Venskabsforhold til Kunstneren.

Uagtet Fanny Caspers ikke var hel ung mere, var hun bildschon, ungdommelig, yndefuld, sprudlende livlig, aandrig og langt friere i sit Væsen end den stive Skotlænderinde, uagtet hun i fin Følelse og Sjælsrenhed ikke stod tilbage for sin Medbejlerinde. Det varede ikke længe, før hun paany besøgte Thorvaldsens Værksteder, og da hendes Veninde snart efter gav sig til at male hendes Portræt, blev Thorvaldsen en stadig Gæst, hver Gang Louise Seidler havde sin skønne Model hos sig. Medens han gav Kunstnerinden gode Raad ved Udførelsen af Portrætet, saa hun en Tilbøjelighed udvikle sig mellem ham og Veninden, saa ungdommelig, saa frisk, saa uskyldig og tillige saa tiltalende, som om de begge havde været unge Mennesker. »Det var rørende,« siger hun, »at iagttage Thorvaldsen, hvorledes han søgte at kæmpe mod sin dybe Tilbøjelighed for den herlige Pige, og hvorledes hans Følelse for hende dog stadig kom til Gennembrud paany«. Denne Flamme var altsaa ikke, som Thiele (Thorv. II., S. 429) siger, fra »Midnatstimen 1818—19«; den tilbragte Thorvaldsen ikke en Gang i Selskab med denne »anden Francisca«. De havde vel været sammen paa en Koncert tidligere paa Aftenen, roen Kunstneren opfordrede hende forgæves til at tilbringe Aarsskiftet med ham hos en dansk Familie, hvor han plejede at være den Aften. Hun foretrak at kede sig hos Fyrstinde Kaunitz,

Paa samme Tid som Thorvaldsen fod sig henrive af den Aand og den Ynde, Fanny Caspers udfoldede, fornægtede han dog ikke sit Forhold til Miss Mackenzie, saaledes at den tyske Dame, som vexlede Billetter med ham, hvis Indhold uden Omsvøb skal have røbet hendes Hjærtes sande Tilstand, endnu i April 1819, da hun første Gang saa hans Braut, med sværmersk Uegennyttighed finder hende »udmærket ved Hjærte, Aand og Talent« og tilføjer: »Uagtet Miss Mackenzie ser meget kold ud, føler jeg mig dragen til hende og kunde faa hende ret kær; vi bo ligeoverfor hinanden, og hun hedder Francisca ligesom jeg«.

Louise Seidler og den hele tyske Kreds i Rom syntes, at Thorvaldsen og Fanny Caspers var som skabte for hinanden. Man ønskede, hun maatte blive hans Hustru; »hun vilde have været en Støtte for de Tyske i Rom«. Englænderne holdt paa deres kyske, »knoklede« Diana, »som gærne tog den lille Elise (Thorvaldsens Barn)

481

til sig som eget Barn, naar det kom an derpaa«. Det var som en Væddekamp mellem to af Europas Stormagter om »hvern der skulde nyde Æren af en Forbindelse med den moderne Fidias«.

Glanspunktet af Thorvaldsens Samliv med Fanny Caspers var Festligholdelsen af Fru Humboldts Fødselsdag (den 26. Febr.}¹ og af hendes egen Navnedag (den 9. Marts}. Ved den sidstnævnte Fest var det, Thorvaldsen slyngede en Krans om hendes Hoved, medens det jublende Selskab hilste hende som hans Muse; dog var det ikke fra sit eget Hoved, han tog Kransen, men fra en Punschebolle. Helt ind i Maj Maaned vedvarede dette Samliv, der synes at have gjort dem begge lige lykkelige. De saa Vaticanet ved Fakkelskin under Thorvaldsens egen Ledelse, han skænkede hende Tegninger, og hun følte sig som »e'ine gluekliche Personø. Men snart var det forbi med denne Amors Fest.

Thorvaldsens Venner syntes, det ikke kunde vedblive saaledes, at én Dame galdt for hans Brud, medens hans Hjærte var fængslet af en anden. En fornem Englænderinde afkrævede ham paa Miss Mackenzies Vegne en Erklæring, som havde til Følge, at denne forlod Rom den 5. Maj 1819, Omtrent ved samme Tid foreholdt Brøndsted den stakkels Kunstner, at han som Mand af Ære skulde sige, hvilke Tanker han havde til Fanny Caspers; Brøndsted var maaske selv en af dem, der gærne havde set hans Forbindelse med den tyske Dame; han var i det mindste meget glad ved, at Forbindelsen med Skotlænderinden blev hævet. Thorvaldsen, som havde sin skinsyge »Herskerinde« i Baggrunden, erklærede, at han havde lovet Miss Mackenzie aldrig at gifte sig. Maaske det skulde være en fin Hentydning hertil, at Thorvaldsen, da Fanny Caspers den 16. Maj kom tilbage fra en Udflugt til Neapel, forærede hende en Tegning, som forestillede »Amor, der leger med Sommerfuglen (Psyche)«. For øvrigt syntes de begge, ved en Spaseretur om Aftenen paa Monte Pincio i et større Selskab af Herrer og Damer, endnu meget glade, men faa Dage efter samledes hun en sidste Aften (den 22. Maj) hos Louise Seidler med sine tyske Venner og Thorvaldsen, og Dagen efter rejste hun til Wien. Kort Tid efter, den 14. Juli, afrejste han til Danmark. Paa Hjemrejsen til Rorn skal

¹ Paa denne Dag morede hun sig saa godt, at hun skriver i sin Dagbog: tlck war gliicklicher als 200,000 Konigtnnen, wenn man schøn annehmen luill, dass diese gliktklich sind*.

N. K. L. II. Marts 1897. 31

482

han have set hende i Wien og vexlet Breve med hende paany, men om nogen Forbindelse blev der aldrig mere Tale.*

Fanny Caspers' Hjærte var ikke brudt, ligesaa lidt som Thor-valdsens. Det hele havde været som en lykkelig Drøm, som et erotisk Mellemspil, hvorfra han vendte tilbage til sin Manddoms store Gerning.

Thorvaldsens Ophold i Danmark, som ikke mindre end Rejsen var saa at sige en uafbrudt Hædersdag, fremkaldte en fuldstændig Aftale om Udsmykningen af Frue Kirke med Billedhuggerværker fra hans Haand. Den Rejse, som fra først af skulde have været en Hjemrejse, var imidlertid nu kun et Besøg i Hjemmet, og ved Udgangen af 1820 var Kunstneren atter i Rom.

Han havde allerede i adskillige Aar haft Elever, mest Udlændinger, dog ogsaa enkelte fra den danske Kunstskole, navnlig Billedhuggeren H. E. Freund; han havde vel ogsaa tidligere ladet sine Elever arbejde for sig til Øvelse for dem selv og til de Værkers Fremme, det hastede med; men det var dog først fra 1820, hvormed det andet store Tidsrum i hans Kunstnervirksomhed begynder, at han aldeles bestemt staar som den ledende Mester over et stort Værksted med mange Kunstnere under sig. Til næsten alle større Arbejder, som nu mere og mere tildeltes ham, gør han kun selv de smaa Udkast i Ler, og en Kreds af Kunstnere fra alle Europas Egne føle sig smigrede ved at udføre dem i det store under hans Øjne, medens Udførelsen i Marmor efterhaanden, i det mindste for en Del, gaar over i Hænderne paa Kunstarbejdere, som ere særlig øvede i denne Retning uden selv at raade over den skabende Kraft.

To Arter af Arbejder give dette Tidsrum dets Hovedpræg, dels den mægtige Række kristelige Kunstværker til Frue Kirke, dels de store Gravmæler og historiske Mindesmærker. Men Kunstneren glemte ikke sin Ungdomskærlighed. Medens mægtige Værker voxede

¹ Thorvaldsen, der var godt hjemme i Italiensk, Fransk og Tysk, uagtet han talte disse Sprog ukorrekt og med fuldstændigt dansk Tonefald, synes ikke at have kunnet Engelsk. Med sin »Forlovede« maatte han tale et for begge fremmed Sprog, Italiensk; med Fanny Caspers kunde han tale hendes Moders-maal, Tysk, som han selv var vant til fra den tyske Kunstnerkreds. Frances Mackenzie døde ugift i Rom, udsonet med Thorvaldsen, den 24. Februar 1840. Fanny Caspers ægtede nogle Aar senere en wiensk Bankier, Doré, med hvem hun kun havde en eneste Datter. Efter et kort, »lykkeligt* Ægteskab døde hun.

483

omkring ham ved andres Hjælp, fremstod baade Billedstøtter og Reliefer efter Oldtidsmotiver fra hans egen Haand, navnlig dvælede han i en Række yndige Basreliefer ved Amors Liv og Færd. Ogsaa til Homer vendte hans Tanker tilbage, idet han (omtrent 1830) havde Lyst til at gøre en kolossal Billedstøtte af Achilles, hvis Fodstykke skulde smykkes med Reliefer af Iliaden. Han drev det dog kun til at udføre nogle flere skønne Reliefer af denne Sagnkreds uden at faa lagt Haand paa selve Billedstøtten.

Den over legemsstore Billedstøtte af Christus (1821) er et af de store Mærketegn i Thorvafdsens Udvikling. Ikke alene hans Misundere og Modstandere, selv mange af hans Venner tvivlede om, at han vilde vinde forøget Hæder paa dette nye Omraade for hans Skaberkraft. Mange tvivlede dog ikke, og deres Forventninger blev over-trufne. Han skabte i den forklarede Christus en Skikkelse af en saadan guddommelig Højhed og ædel Menneskeværdighed, saa simpel, saa sand og dog saa overraskende ny ved den aandelige Fylde, hvoraf disse saa strængt og rent holdte Former var oplivede, at alle maatte henrives. I Løbet af faa Aar grupperede en Række Mesterværker sig omkring Menneskehedens store Lærer. Af tolv Apostler i lidt over Legemsstørrelse, en knælende Daabsengel, Johannes Døberens Prædiken med sexten staaende, siddende og liggende Figurer i Legemsstørrelse ¹ udførtes de fleste efter Thorvaldsens Udkast af hans talentfuldeste Elever, og Rækken sluttedes med nogle Reliefer, hvoraf de sidste først blev færdige under Kunstnerens Ophold i København. Thorvaldsen satte selv megen Pris paa Apostlerne, og for at bevare dem for Eftertiden, lod han dem af egen Drift hugge i Marmor. Ved hans Hjemkomst i 1838 glædede Universitetet ham meget ved at byde ham Velkommen med en Bestilling paa disse Figurer i Marmor.

Medens denne Kreds af Kunstværker særlig kom Kunstnerens Fødeland til Gode og danner et enestaaende Smykke for Hovedstadens Metropolitkirke, fuldførtes i Aarene i 18 20—36 det ene store Mindesmærke efter det andet til Udlandet, snart i Marmor, snart i Bronce, som Thorvaldsen først fra nu af fik rigtig Kærlighed til, I Cambridge i England (Lord Byron); i Mainz (Gutenberg),

¹ Disse Figurer, som skulde smykke Frue Kirkes Fronton, foreslog Thorvaldsen allerede i 1825 at lade støbe i Malm, da de deri vilde tage sig bedre ud og veje mindre end i Marmor. Som bekendt blev Gruppen dog udført i brændt Ler, og blev først fra 1878 udført af forskellige danske Kunstnere i Marmor og paany opstillet i Frontonen.

484

Stuttgart (Schiller) og Miinchen (Churfyrst Maximilian og Fyrst I .euchtenberg) i Tyskland; i Krakau (Fyrst Potocki) og Warschau (Copernicus og Poniatovski) i det fordums Polen føres den Rejsende saa godt som først hen for at se Thorvaldsens fejrede Værker. Til Rom udførte han paa Cardinal Consalvis efterladte Bestilling et skønt Mindesmærke over Pave Pius VII, hvilket opsattes i Peterskirken. Det var en Ære, som navnlig Italiens Billedhuggere nødig undte ham, og desto beklageligere er det derfor, at dette storladne, ædle Kunstværk, som i Tanke og aandfuld Udførelse overgaar de fleste af Pavernes Mindesmærker, trods al Beregning ikke skulde være stort nok til Kirkens uhyre Forhold. I Kirken del Carmine i Neapel staar Conradins' Billedstøtte i Marmor, udført for Kongen af Eajern.

Efterhaanden som Thorvaldsen blev ældre, vægrede han sig ved at modtage nye store Bestillinger; han vilde afslutte de talrige Værker, han endnu havde under Hænder for endelig en Gang at kunne vende tilbage til Fædrelandet, som han trods sit mangeaarige Ophold i Italien hængte ved med al sin Hu. Han følte sig rigere end en Kunstner efter hans Mening havde nødig at være, hans Datter var bleven voxen og gift¹, hendes Medgift ordnet, og han havde, efter nogen Overvejelse, fast besluttet at skænke København sine Modeller og Kunstskatte, samt en anselig Sum Penge til deres Vedligeholdelse og Tilgængelighed for alle, naar en for dem passende Bygning ad anden Vej kunde tilvejebringes. Omsider blev et Testamente oprettet den 10. April 1838, medens der Aaret før havde dannet sig en Komité til Tilvejebringelsen af et »Thorvaldsens Museum«. Efter mange Udkast blev det Bindesbøll (s. d.), som kom til at opføre den Bygning, hvori Kunstnerens Værker nu bevares, og hvor hans Støv hviler. Museet blev aabnet 1848.

Thorvaldsen havde i Tidernes Løb hjemsendt meget af sit Livs Værk. I 1838 kom en dansk Fregat til Middelhavet for at hente en større Del af hans Kunstværker, pakkede i ikke mindre end 62 store Kasser. Rejsen over Land satte Kunstneren ikke Pris paa; den megen Hyldest trættede ham. At komme hjem med en Fregat, ligesom han 42 Aar tidligere var sejlet ud, fristede ham mere. Han gik ombord paa Fregatten »Rota« i Livorno, og da der i København kom Melding om, at denne den 13. Juli 1838 var gaaet under Sejl, turde man tro paa, at det nu blev til Alvor med Hjemkomsten. Noget tilsvarende til den Modtagelse, der blev ham til Del i Køben-

¹ Om Elise Thorvaldsens Ægteskaber se Poulsens Stamtavle i Patr. SI., I, 238—39.

485

havn den 17. September, har maaske ingen stor Mand oplevet.

Glæden ved at se ham var fælles for alle Stænder, for enhver Alder. Den graanede Kunstner fandt sig med stille Værdighed i al den Hyldest, han skulde modtage, men var glad ved snart at faa Lov til at vende tilbage til sin vante Syssel med det vaade Ler. Et Portræt, Horace Vernet malede faa Aar før hans Rejse (1834), giver en god Forestilling om, hvorledes han da saa ud. Hans Haar var sølvhvidt, men bølgede endnu i rig Fylde om det kraftige Hoved, hans Skikkelse noget firskaaren uden at være svær, hans Hænder muskelstærke og veldannede. »Det er en Mand som en Løve,« sagde en tysk Musiker, der saa ham første Gang, og det Billede passede godt paa hans rolige, sejrstrygge Kraft.

Uagtet han ved at forlade Italien paa en vis Maade havde afsluttet sin store Kunstvirksomhed og ligesom erklæret sig for gammel — han var i al Fald højt op i Tredserne —, tillod hans Aandsfriskhed og Arbejdslyst ham langt fra at hvile. Tværtimod fremstod i København og under hans Sommerophold paa Nysø en Række Arbejder, der vise hans Snilles usvækkede Kraft. Hertil høre dels hans religiøse Reliefer til Frue Kirke, Friserne »Jesu Indtog i Jerusalem«, »Gangen til Golgatha« og flere mindre, dels ikke faa Fremstillinger af den græske Mythologi, hvortil han med uforanderlig Kærlighed vendte tilbage, og flere aandfulde Allegorier. Af Billedstøtter maa fremhæves hans eget Portræt i hel Figur, staaende, støttende sig til en ufuldført »Haabets« Billedstøtte. Den blev udført paa Nysø, meget mod hans Ønske, idet han helst holdt sin egen Person i Skygge, men han gav efter for sin Værtindes, Baronesse Stampes indtrængende Opfordring. Et Exemplar blev udført i Marmor til Museet, og senere er en Afstøbning i Bronce opstillet paa Torvet i Reykjavfk til Minde orn hans Afstamning fra Island (1876). Endvidere maa nævnes Christian IV's Billedstøtte, halvfjerde Alen høj, støbt i Bronce, som en Tidlang stod i Rosenborg Have tæt ved Slottet, og to aandfulde Buster af Holberg og Oehlenschlæger.

Af nogle Dagbogsoptegnelser, N. Høyen har efterladt, ses det, at Baron Stampes, hvem Thorvaldsen var kendt med fra Rom, strax efter hans Komme til København søgte at drage ham ind i deres Kreds, og han maatte love at besøge deres Herregaard, Nysø ved Præstø, inden han rejste til Rom igen. Den 3. Juni 1839 kom han første Gang til dette Sted, hvor han i sine sidste Leveaar udførte saa mange af sine Arbejder. Under en Lystrejse, som snart efter foretoges til Hamborg, Lybek og tilbage til København, udspurgte

486

Baronesse Stampe Thorvaldsen, hvorledes et Billedhuggerværksted bedst skulde indrettes. Medens Kunstneren dvælede nogle Dage i København, ilede hans gæstfri Venner til Nysø, fik Tegninger gjorte og Arbejdet sat i Gang, og da Thorvaldsen efter en ny Udflugt med Stampes til Helsingør og Kullen i Slutningen af Juli vendte tilbage til Nysø, var en Pavillon, indrettet til Studio, opført i Haven. Tilsyneladende tilfældig samledes en Del Gæster paa Nysø, deriblandt Oehlenschlæger, Grundtvig, Høyen selv, samt adskillige af Familiens Standsfæller paa Egnen. Den 23. Juli om Aftenen blev den Del af Haven, hvori det nye Værksted laa, oplyst med brogede Lamper, i Værkstedet selv var en tændt Lampe ophængt, og da Thorvaldsen fulgt af hele Selskabet nærmede sig, modtog Grundtvig ham i den aabne Dør med en Tale om Volunds Værksted og med Fremsigelsen af en af ham selv digtet Sang, som derpaa udførtes firestemmigt. »Alle Tilstedeværende«, saaledes ender Meddelelsen, »var glade, og den eneste af Gæsterne, som ikke kunde være det, havde Takt nok til at opholde sig paa sit Kammer«.

Paa Nysø synes Thorvaldsen at have følt sig hjemme paa en behagelig Maade; men uden at han ret vidste det, drejede al Ting sig ogsaa om ham, saa længe han var der. Til hans simple Livsnydelser hørte saaledes, at han gærne tilbragte et Par Aftentimer med at spille »Lotteri« om Enesteskillinger, en Erindring sagtens fra hans Ungdoms Dage, da dette Spil stod i større Ære end nu, eller maaske fra Rom, thi den jævne Mand i Rom elsker meget Lottospil baade privat og offentligt. Om Thorvaldsen hele sit Liv igennem har spillet Lotteri i Rom, vides ikke; saa meget ved man kun, at paa Nysø maatte det aandrige og fornemme Selskab godmodigt finde sig i at lade Thorvaldsen hver Aften vinde nogle Kobberskillinger, hvis man ikke vilde se tydelige Tegn til, at han kedede sig, og da han i 1841—42 atter var i Rom, fik han sig ligeledes sit Lotterispil hver Aften med Bravo (s. d.). I København derimod var han sædvanlig i Theatret om Aftenen.

Da han aldrig havde haft et hyggeligt Hjem uden hos andre, var han af Vane og Tilbøjelighed sparsommelig rned alt, hvad der hørte til hans egen Person, rnen til Gengæld ikke saa kneben, hvor det galdt Kunstens eller trængende Medmenneskers Tarv. Ogsaa i andre Punkter havde han sine Særheder i Pengesager. Udgifter, han ikke forstod sig paa, vilde han ikke have at gøre med; han vægrede sig saaledes standhaftig ved at betale Rangskat, da han blev Etatsraad og senere Konferensraad, og han slap omsider virkelig derfor. I

487

Rom nægtede han en Gang tidligere at tilbagebetale sin Bankier,

Konsul Kolb, et ringe Udlæg, fordi han mente, det var noget, der ikke kom ham ved, men i samme Øjeblik vægrede han sig ogsaa ved at tage imod Renter af de temmelig store Summer, Kolb under hans Fraværelse havde modtaget for ham, thi det var efter hans Mening en Tjeneste, han tog af Bankieren, og ikke noget, han skulde have Penge for. I hans Deltagelse i den københavnske Selskabelighed kom hans Tjener, senere Museets første Kustode, Wilckens, til at spille en vis Rolle, idet han ikke selv kunde holde Orden paa sine Indbydelser. Ogsaa har aabenbart den jævne, sandhedskærlige og trofaste Tjeners Selskab været Thorvaldsen behageligt, og han synes hellere at have haft ham til Ledsager paa sine Fodvandringer i Gaderne, end en finere Ven, som lagde Baand paa hans Frihed.

Det var en af den københavnske Verdens Fornøjelser ved denne Tid at besøge Thorvaldsen i hans Værksteder paa Charlottenborg, især havde Damerne deres Glæde deraf, og naar de var unge og tækkelige, var det ogsaa Thorvaldsen en Fryd at tage irnod dem. Saa viste han dem med et vist Skælmeri i Miner og Ord sit skønne Relief »Kjårlighedens Aldre«, som han ved Skæbnens heldige Tilskikkelse netop eftergik i Gibsen. Da han fra hulde Kvinders spøgende Omgang vender tilbage til sine Værksteder i Rom, er det derfor ikke saa underligt, at en Omarbejdelse af Huldgudinderne rører sig i hans Tanker og tilsidst iværksættes.

Der var endnu mange Værker tilbage i Rom, som skulde hjemsendes, og der var meget, som krævede Kunstnerens egen Nærværelse. I Maj 1839 var Korvetten »Galathea« afsendt til Middelhavet med det særlige Hverv at hjemføre Thorvaldsens Værker. Dette Skib fik endnu ikke alt med, og i 1842 fik Fregatten »Thetis«, som var paa en Rejse i Middelhavet, Paabud om paa Hjemvejen at medtage, hvad Kunstneren endnu vilde have til København.

Thorvaldsen var imidlertid den 25. Maj 1841 afrejst fra Danmark over Land til Rom, og i de Byer, han kom igennem i Tyskland og Italien, blev han modtagen med festlig Hyldest. I September var han i Rom, men først ved Vinterens Begyndelse gav han sig til at arbejde i sine Værksteder. Efter at have gjort Udkast til en Række Reliefer, tog han fat paa at omarbejde to af Apostlerne, Andreas og Thaddæus, og den sidste af disse modelerede han fra først til sidst med egen Haand. Derpaa omarbejdede han i Løbet af Maj—Juli 1842 »Gratiernes« Gruppe, saaledes at det blev et helt

488

nyt Værk, som fremstod under hans Hænder, og ligesom denne Gruppe paa en vis Maade dannede Slutstenen paa hans første Kunst-periode, saaledes afsluttede han nu sit Kunstnerliv i Rom med den samme Gruppe, der »i den Grad tilfredsstillede ham selv, at han vistnok sjældent saa gærne og saa uforbeholdent har udtalt sig om noget andet af sine Værke som om dette«.

Uagtet det skønne Motiv i den ældre Gruppe, den ene af Søstrene, som med Fingeren søger at tilvende sig den mellemstes Opmærksomhed, maaske er simplere end det, Kunstneren nu valgte, idet den, som staar til venstre for Beskueren, rækker Amors Pil over mod Søsteren til højre, som prøver Spidsen med Fingeren, medens den mellemste deltagende følger Handlingen med Blikket, har Gruppen utvivlsomt vundet baade som Helhed og i det enkelte. Handlingen forener mere dem alle tre, Hovederne ere skønnere, om end den paafaldende korte Overlæbe, som er egen for næsten alle Thorvaldsens kvindelige Billedstøtter, ogsaa kommer igen her, Haar-sætningen er rigere, og Modeleringen er blødere og friere, navnlig i Underkroppen hos dem alle tre. Fælles for begge Grupper er Liniernes alvorlige Skønhed og den smukke Maade, hvorpaa hver af de tre Søstre viser sig fra en forskellig Side, den ene halvt bagfra, den mellemste lige forfra, den tredje i Profil halvt forfra, saaledes at Øjet med ét Blik saa at sige omfatter en hel skøn Kvinde fra alle Sider. Gratiernes Gruppe forekommer allerede i svagt Relief i det 1804 modelerede »Musernes Dans paa Helikon«, og i et større, mere ophøjet Arbejde i Mindesmærket over Maleren Appiani, hvor deres Tilslutning til hverandre er kælnere, ømmere, kærlighedsfuldere end i de fritstaaende Grupper.

Idet vi nu staa nærved Slutningen af Thorvaldsens Kunstnerliv,. er det værd at lægge Mærke til, at, hvor fortrinlige hans kvindelige Billedstøtter end ere i deres kyske Renhed, hvad enten man tænker paa Hebe, Venus og Gratierne eller paa en Portrætstatue som Baryatinskas, staar han dog særlig som den mandige Skønheds værdige Tolk. Saavel paa den hedenske som paa den kristelige Verdens Omraade finder man i Kredsen af Thorvaldsens Værker stedse talrige Mænd og forholdsvis faa Kvinder, og selv i hans Erotik, som spiller saa stor en Rolle, navnlig i hans Reliefkunst, føler man Mandens, til sine Tider noget bitre, Tanker om Kærligheden mere end Kvindens Følelse derved. Med den kække Jason brød han Vej for sin Kunst, med den unge, sejrkronede Herkules skulde han slutte den!

489

Da »Gratierne« var færdige, opstod Tanken hos ham om selv at vende tilbage til Danmark med Fregatten »Thetis«, »da han ikke havde Lyst til at trækkes om i Europa som et Vidunder«, roen inden han havde besluttet sig og med Theatermaler Wallicks Søster, som vilde ledsage ham, var kommet til Livorno, den 3. Oktober, var Fregatten allerede under Sejl. Nu stod al hans Hu til at naa København før Skibet, og ved en noget anstrængt Rejse over Marseille, Strassburg m. m. lykkedes det ham. Den 25. Oktober 1842 var han atter i Danmarks Hovedstad, som han nu ikke mere skulde forlade.

Endnu følte han sig i sin fulde Kraft, og medens han delte sig mellem Nysø, hvis Havepavillon saa adskillige nye mindre Arbejder fremstaa, og C har lottenborg, hvor store Planer var i Gærde, følte han en kort Tid en rolig Alderdoms Lykke. Efter at i 1839 de fire kolossale Billedstøtter til Christiansborg Slots Portal var blevne Kunstneren overdragne, gav han sig nu til, som Symbol paa »Styrken«, at modelere en sex Alen høj Statue af Herkules som udødelig Yngling, endnu omgiven af Emblemerne paa sine jordiske Kampe. Det var den eneste af dem, han fik færdig. Hans Elever havde nok været i Færd med at lægge Modellen til »Æsculap« op til ham, men den styrtede sammen, inden Kunstneren ret fik fat paa den. Omtrent ved samme Tid opfordrede Københavns Studenter ham til, efter et tidligere givet Løfte, at udføre Luthers Billedstøtte til Frue Kirke. For at forberede dette Arbejde, begyndte han at modelere en Buste af Luther. Det blev hans sidste, ufuldendte Arbejde.

I Slutningen af 1843 havde han mærket flere af Alderens Mindelser, og han havde selv Følelsen af, at han ikke vilde leve længe. Dog gik Vinteren hen med tilsyneladende Bedring, og da man allerede var langt ind i Marts, gjorde Akademiet Forberedelser til at holde en stor Fest for Thorvaldsen den 31. Marts 1844, fordi det paa den Dag var 50 Aar siden, at den store Guldmedaille var bleven overrakt ham. Denne Fest skulde han dog ikke opleve. Den 24. Marts om Aftenen, da han sad paa sin vante Plads i Theatret, gled han pludselig ned og var død. Det var et Tab, som føltes over hele Verden, og som en personlig Sorg over hele Landet, og under almindelig Deltagelse fra alle Sider stededes hans jordiske Levninger til Hvile, den 30. Marts 1844. Kisten blev foreløbig hensat i et Gravkarnmer i Frue Kirke, indtil den under stille Højtidelighed, den 6. September 1848, blev nedsænket i det murede og skønt smykkede Gravkammer midt i Museets Gaard.

490

Fra 1833 havde han uden Afbrydelse været Kunstakademiets Direktør, og i de Aar, han var hjemme, havde han tillige virkelig fungeret sorn saadan. Om de mange Ordener, hvormed han hædredes, de mange Medlemsdiplorner, han modtog fra saa godt som alle Europas Akademier og mange af dets lærde Selskaber, maa henvises til Thieles Biografi af ham. Ved sin Hjemkomst i 1838 blev han Æresborger i København. »Thorvaldsens Medaille«, som blev overrakt ham i 1842, er nærmere omtalt under Billedhugger Chr. Christensen, der har udført den. Hans Billedstøtte er bleven modeleret af C. C. Peters til den nye Udstillingsbygning, og hans Buste bl. a. to Gange i kolossal Størrelse, af H. V. Bissen og af L. Prior. Foruden de her nævnede Portræter haves en Mængde andre malede og tegnede Portræter.

(Thiele, Om Bertel Thorvaldsen, 8°, udg. af Trykkefrihedsselsk. 1837. Do. Thorvaldsen og hans Værker, I—IV, 4°. Samme Værk paa Tysk. Do., Thorvaldsens Biografi, I—IV, 8°, ligeledes oversat paa Tysk og i Uddrag paa Engelsk. Fortegnelser til Thorvaldsens Museum ved Dr. L. Muller. Plon, Thorvaldsen, så vie et son oeuvre, i 2 Udgaver, oversat paa Engelsk baade i England og Amerika, og paa Tysk ved M. Miinster med enkelte Tilføjelser [S. 105 — 15]. M. Hamme-rich, Thorvaldsen og hans Kunst [Folkelæsning] 1870. C. F. Wilckens, Træk af Thorvaldsens Liv. Riises Archiv 1824, XVI, S. 369—73. N. Hoyen, Skr. I, 274—351. Thorvaldsens Arbejder efter Orjginalværkerne i fotogr. Fremstillinger, udførte af Budtz Müller & Co., Fol. med dansk og fransk Text [af Ph. Weilbach]. S. Muller, Thorvaldsen, hans Liv og Værker. C. Bruun og L. P. Fenger, Thorvaldsens Museum. Naglers Kstl. Lex. o. lign. Værker. Weinw., S. 218-219. Do. Lex. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Høyens efterl. Papirer. H. E. Freunds Do. H. Hansens hdskr. Dagbog. Do. Betr. o. d. sk. Kst. [1827], S. 88 og 202. Oehl. Erindr, ny Udg., S. 99. Skild. 1819, Sp. 1225. A. D. Jørgensen, G. Zoega, S. 199—211. J. Lange, Serge! og Thorv. Abrahams Medd., S. 268 —7^:> 3²3, 3^2f>—28, 356—57. H. Uhde, Erinn. und Leben der Malerinn Louise Seidler^ navnlig S. 223—31 og 274—277. Holmens Kirkeb. [Konfirm.]. Pante-kont., Ny Vesterg., Matr. Nr. 213 og GI. Torv, Matr. Nr. 98.)

Thrane. J. Thrane, Portrfetmaler, har maaske levet i København og, efter Tidens Skik, rejst om og malet Portræter. Blandt hans Ardejder nævnes Frants Thestrup, Biskop i Aalborg, ikke malet senere end 1735, Gertrud True, senere gift Bloch 1751, Baron O. H. Juel Rysensteen og Sofie Dorothea Bille, signerede 1755, et Dameportræt 1756, Christian VII som Barn 1759, Arveprins Frederik ligeledes 1761.

(Sandv., 123. Wiedewelt Pap., 9. E. F. S. Lund, Dsk. Portr. I, 35. Strunk. Priv. Medd. Jfr. M. C. Thrane.)

491

Thrane. Jakob Laurids Thrane, Architekt, født i København den 5. August 1785, var Søn af Murmester Laurids Laurberg Thrane (d. 1809) og Johanne Kirstine f. Busch (d. 1812). Han lærte sin Faders Haandværk og uddannede sig til Bygmester ved Kunstakademiet, hvor han i Juni 1802 vandt den mindre og den 2. Januar 1805 den store Sølvmedaille. Da hans Fader var en velhavende Mand, rejste han snart efter (1804) udenlands for egen Regning i Følge rned Archi-tekten Kalleberg, og begge kom i Rom i Venskabsforhold til Thorvaldsen, som endog modelerede Thranes Buste. I Rom giftede han sig med en ung Mosaikarbejderske, Giacinta Maria Francesca Giusti, som i Slutningen af 1806 eller Begyndelsen af 1807 fulgte ham til Danmark.

Den 23. Februar foreviste han Akademiet, som Udbytte af sin Rejse, Udkast til »Et Mausoleum«, hvilket Forsamlingen saa med Velbehag og tillod ham at udstille. Derpaa levede han nogle Aar i København som Murmester og Premierløjtnant i det borgerlige Artilleri, indtil han i 1815 købte en større Landejendom, Appelsberg-gaard, i Hyllested Sogn ved Slagelse. Men paa dette og lignende Forsøg tilsatte han sin Formue, saaledes at han maatte opgive sit Bo (1818). Kort efter rejste han bort for ikke mere at vende tilbage til Hjemmet. I Efteraaret 1819 søgte han Regeringen om Understøttelse til en Rejse til Nordamerika, og uagtet Akademiet ikke vilde anbefale hans Ansøgning, kom han dog til at rejse, dels ved privat Hjælp, dels ved at Regeringen skal have sendt ham til St. Croix for at lede et Byggeforetagende der; men inden Skibet naaede sin Bestemmelse, døde han af den gule Feber, maaske endnu i 1819. Da Thorvaldsen paa Vejen til København først i Oktober 1819 var paa Holsteinborg, ønskede han at se sin Vens efterladte Sønner, som derfor blev hentede op paa Slottet ti! ham. Hans Bo sluttedes først i August 1822, men allerede forinden var Enken atter rejst til Rom med sine smaa Døtre og ægtede der Maleren Koop.

(Jfr. Koop. Priv. Medd. Adresseav. 1809, Nr. 35; 1812, Nr. 278. Abra-hams Medd., S. 263. Thiele, Thorv., II, S. 94. Brev fra Slagelse. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Thrane. M. Ch. Thrane, Portrætmaler, synes at have levet i Viborg eller i al Fald i Jylland. .Om han er Broder til J. Thrane kan ikke paavises. En Tandlæge Friis i Kolding ejer eller ejede to Portræter, hvoraf et Dameportræt var malet af J. Thrane, medens et

492

Portræt af Sognepræst Joseph Brinckmann var af M. C. Thrane, (1732) 1743. L. Diedrichsen nævner som værende i Bergens Museum et Portræt af den bekendte Olding Drakenberg, malet 1758, og tror, vistnok med Urette, at Kunstneren er norsk; et Portræt af samme Drakenberg, med samme Aarstal og Signatur, kom i 1893 til Dansk Folkemuseum i København, Andre Billeder kendes ikke af ham.

(Priv. Medd. og Autopsi. Medd. fra Dsk. Folkemus. Diedrichsen, Tidemand, S. 5. E. F. S. Lunds Portr., I, 49-)

Thura. Laurids Lauridsen Thura, var tredje Søn af Biskop Laurids Thura (f. 1657, d. 1731) og Helene Cathrine f. Witth (Witt, f. 1673, d. 1760), og han blev født i Aarhus den 4. Marts 1706. Han uddannede sig for Militærvidenskaben og Bygningskunsten, idet han, efter Kongens udtrykkelige Ønske, blev Landkadet 1719, der-paa Sekondløjtnant i Fortifikationen 1725, og nu af egen Drift studerede den borgerlige Bygningskunst. Den 25. April rejste han udenlands med 400 Rdl. d. C. aarlig af Kongen foruden sin Lønning, blev efter sin Hjemkomst »Oberconducteur« og snart efter, den 7. Oktober 1733, Hofbygmester, samt den 28. i s. M. Ingeniørkaptajn. Han steg hurtigt i begge sine Stillinger; den 28. September 1738 blev han Oberstløjtnant, den 14. Oktober 1740 blev han adlet under Navn af de Thurah, den 28. September 1744 blev han Oberst, den 15. September 1753 Generalmajor, den 3. December 1754 Generalbygmester. Den 19. Oktober 1740 var han bleven gift med Anna Rosenørn (f. 1714, d. 1748), Datter af Generalmajor Povl Rosenørn (f. 1665, d. 1731) og Mette Benzon (f. 1693, d. 1752). Den 16. Januar 1750 indgik han sit andet Ægteskab med Christiane Marie Kiærskiold (f. 1714), Datter af Justitsraad Frederik Kiær de Kiferskiold og Inger Pop, samt Enke efter Johan Henrik Rantzau til Børglum Kloster, som hun havde arvet efter sin Fader og bragte med til sin anden Mand. Hun overlevede ham kun et halvt Aar, thi han døde Natten mellem den 5. og den 6. September 1759, kun 55 Aar gammel, og hun fulgte ham i Graven den 25. Marts 1760.

Ved Christiansborg Slots Opførelse havde Thura og Eigtved Ledelsen af Bygningens indre Udstyrelse, medens selve Opførelsen paahvilede Hausser (s. d.); dog havde alle disse Bygmestre en Kommission over sig, hvori Generalløjtnant Scheel havde den vigtigste Stemme. Thuras første Arbejde efter hans Hjemkomst fra Udlandet var vistnok Ombygningen af det senere nedrevne Hirschholm Slot

493

(begyndt 1733), hvorom han selv giver Oplysninger i »Den danske Vitruvius«. Endvidere byggede han det lille Jagtslot »Eremitage« i Dyrehaven og den nye Bygning (det hvide Stift) ved Vallø, som Dronning Sofie Magdalene lod opføre, da Slottet blev bestemt til Frøkenkloster. Medens Bygmesteren vedkender sig disse Arbejder, nævner han ikke sig selv ved de anselige Værker, som han dog utvivlsomt har ledet i København. I 1743—44 ombyggede han »Prinsens Palæ«, saaledes at det fik den Skikkelse i det ydre, som det nu har. Derefter opførte han det Taarn og Spir paa Frue Kirke, som brændte i 1807, ifølge Pontoppidans Opgivelse efter en Tegning af Gehejmeraad Vmcens Lerche (s. d.), og endelig henved 1748 byggede han Vor Frelsers Kirkes Taarn paa Christianshavn. Thura holdt sig til den Stil, som Datiden hyldede, men med hvor megen Skønsomhed han forstod at bruge den, viser maaske bedst Eremitagen, der ikke undlader at gøre sin Virkning paa Beskueren, selv efter at Smagen har forandret sig saa meget. Friest og ejendommeligst viser hans Snille sig i Frelsers Kirkes Taarn. Han var ogsaa en flittig og omhyggelig Forfatter, der har gavnet Eftertiden overordentlig ved sine to store Værker om Danmarks Bygningskunst, nemlig »Den danske Vitruvius«, hvortil han 1736—38 fik en kgl. Understøttelse paa 2000 Rdl. d. C. og i 1743—44 et Tillæg paa ialt 1200 Rdl. Den er to Bind i Folio, og udkom 1746^49, medens Pladerne og tildels Texten til det tredje Bind utrykte bevares i det store kgl. Bibliothek; omtrent samtidig udgav han i>Hafnia hodierna«., et Bind i Kvart (1748). Desuden udgav han »Beskrivelser« over Bornholm og Christiansø, Amager og Saltholm, og Samsø (1756—58, i Kvart), og det var hans Tanke at udvide disse Beskrivelser til hele Danmark, men Døden afbrød hans Gerning. Foruden til de nævnte Bygninger gjorde han ogsaa Tegning til Gravmæler over Frederik IV og Dronning Louise i Roskilde Domkirke og fik Paabud om ligeledes at gøre Tegning til et Mindesmærke over Christian IV til samme Kirke; men det synes ikke at være sket. Hans egne Optegnelser om hans Ungdom og hans Udenlandsrejse blev trykte i »Iris og Hebe«.

(Weinw., S. 67 og 139, Do. Lex. Sandv., S. 122. Iris og Hebe 1803, April, S. 17—50; Maj, 8.97—134. Mnemosyne, III, 8.109—^IO og Breve Nr. 35, 36, 53, 103, 119, 139, 214. Kraft og Nyerup, Lit. Lex. Rigsarch. Benzens Stamtavler. Giessing Jubell. I, 467. Posttid. 1754, Nr. 57. Bftsching Nachr., II, S. 366. Fortg. Nachr., II, S. 192. Adresseav. 1759, Nr. 25; 1760, Nr. 25. Thura, Danske Vitr., II, S. 80, 100 og 209. Pontopp., Dske Atl., II, S. I2O og 203. F. Hjort, Slægten Thura, 32—37.)

494

dennes første Hustru, Boline Christiane Caroline Vilhelmine f. Balling og er født i København den 15. Maj 1848. Han kom fra det tech-niske Institut over i Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik for at uddanne sig til Billedhugger. Samtidig arbejdede han hos H. V. og Vilh. Bissen og udstillede i 1869 og 1870 nogle Billedhuggerarbejder, deriblandt flere Billedstøtter. I 1872 forlod han Akademiet og rejste nogle Aar efter til Rom. Han har været gift i Udlandet, men er nu Enkemand, og efter et Besøg i Hjemmet er han rejst til Paris.

(Akad. Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Trin. Kirkeb. Begrav. Kont.)

Thorning. Christian Frederik Ferdinand Thorning, Sømaler, født 1802 i Eckernførde, var Søn af en Rektor J. W. Thøming der, som i 1814 udgav et •» Intelligenzblatt*. og endnu levede 1823. Han besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Landskabs- og Sømaler og var i to Aar Elev af J. P. Møller. I 1823 konkurrerede han om Pengepræmien som Landskabsmaler, dog uden at faa den, og udstillede i København med Afbrydelser fra 1823 til 1853. I 1824 rejste han til Italien og sendte fra Rom Ansøgning til Fonden ad usus publicos, hvori han meddeler, at han i Neapel havde lagt sig efter Lithografi, var derfra rejst til Mimchen for at uddanne sig deri, men vendte i 1827 tilbage til Italien over Genua, derfra til Rom, hvor Thorvaldsen understøttede ham under en Sygdom; hans Ansøgning (fra 1828) var anbefalet af Thorvaldsen og Overbek, men han blev ikke indstillet til Stipendium. Han levede mest i Neapel, men besøgte jævnlig Rom (saaledes 1830—1835 m. m.) og viste sine Landsmænd, hvad han havde malet. Han var gift og tilbragte sine sidste Aar uafbrudt i Neapel, hvor han døde den 21. April 1873. I 1840—44 omtaler Blunck ham jævnlig i Breve til J. L. Lund og Konsul Bravo i sine Beretninger til Akademiet og siger, at han nyder -»eine grosse Cekbritet«. som Sømaler, saa at hans Billeder betales med enorme Priser. De roses for Dygtighed og Smag i Gengivelsen af Naturen og for en poetisk Opfattelse. Af hans Arbejder fremhæves »Udsigt til Capri«, »Gaetas Havnebrygge« og »Calabriens Kyst«. Thøming har ogsaa lithograferet, bl. a. nogle nederlandske Billeder til Munchens Galleriværk.

(Hamb. Kstl. Lex. Naglers Do. Müllers Do. Nagler, Monogr., II, 2516. Alberti, Schl. Holst. Lit. Lex. Tregder, Hdb. for Rejs., S. 32. Rigsarch. ;Breve til J. L. Lund i store kgl. Bibi. K. Madsen, Lundbye, 170. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Medd. fra tysk Konsulat i Neapel.)

495

(Akad. Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Trin. Kirkeb. Begrav. Kont.)

(Hamb. Kstl. Lex. Naglers Do. Mullers Do. Nagler, Monogr., II, 2516. Alberti, Schl. Holst. Lit. Lex. Tregder, Hdb. for Rejs., S. 32. Rigsarch. ;Breve til J. L. Lund i store kgl. Bibi. K. Madsen, Lundbye, 170. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Medd. fra tysk Konsulat i Neapel.)

496

Thørrestrup. Jens Christian Thørrestrup, Genremaler, var født i København den 8. Maj 1823 og var Søn af Skomagermester Christen Jensen Thørrestrup (f. 1771, d. 1856) og Agnete Johanne f. Øgaard (d. 1842), fik 1838 Adgang til Kunstakademiets Skoler og kom snart efter i Malerlære (1840—43). I Marts 1844 blev han Elev af Modelskolen, men da han efter sin Faders Ønske maatte vedblive at arbejde i sit Haandværk, naaede han først i Marts 1850 at vinde den mindre og i Marts 1852 den store Sølvmedaille. I 1851 udstillede han sit første Billede, »Et Portræt«, senere har han især udstillet Folkelivsbilleder og nogle Altertavler. En af disse, »Christus i Emaus« (1857), var malet til Konkurs om den Neu-hausenske Præmie, men ingen af de konkurrerende vandt Præmien; Thørrestrups Billede blev købt af Godsejer A. Hage for at ophænges som Alterbillede i en Kirke i Skaane. Hans Billede »Den købstad-klædte Bondepiges Besøg i Hjemmet« (1863) blev købt af Frederik VII. For dette og et mindre Billede, »Tittit«, tildelte Akademiet ham i dette Aar en Rejseunderstøttelse paa 300 Rdl., som han brugte til Studierejser i Jylland, og i det følgende Aar fik han en lignende Understøttelse paa 200 Rdl. Derimod lykkedes det ham ikke at opnaa Rejsestipendium til Udlandet. Kunstforeningen i København har købt ikke faa af hans Billeder, deriblandt »En Birkeskov« (1872) og »En gammel Mand med en Kanariefugl« (1874), ligesom ogsaa Kunstforeningerne i Provinserne jævnlig købte hans beskedne, men altid sunde og tiltalende Arbejder. Den kgl. Malerisamling ejer »Landsbyskræderen« (udst. 1882). Den 16. Februar 1851 var han bleven gift med Christiane Amalie Werning {€1827, d. 1864), Datter af Tømrer Rasmus Hansen Werning (d. 1867) og Christense Marie f. Petersen {d. 1867). Ved Siden af sine Figurbilleder udstillede han i de senere Aar ogsaa Landskabsbilleder. Efter ikke at have udstillet siden 1889, afgik han ved Døden den 15. December 1892.

(Priv. Medd. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 17. Berl. Tid. 1892. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Tilly. Claus Christian Tilly, Theatermaler, født den 17. August 1800, var Søn af Skrædermester Tilly paa Augustenborg og Halvbroder til Theatermaler J. H. Ehrencron (s. d.}, idet hans Moder, Cathrine f. Clausen, senere blev gift med dennes Fader. Han kom til København for at lære Malerhaandværket og uddanne sig til Kunstner. Efter fra 1815 at have gennemgaaet Kunstakademiets

497

lavere Skoler blev han Elev af Modelskolen 1824, vandt 1825 den mindre og 1826 den store Sølvmedaille. I 1827 konkurrerede han forgæves til den mindre Guldmedaille og til Pengepræmien og gjorde derpaa i 1829 Mesterstykke som Maler. Han løste Borgerbrev i 1833, var en Tid Lavets Oldermand, men udtraadte i 1864 atter af Lavet.

Fra 1819 til 1844 udstillede han først nogle Kopier, senere Landskaber og Figurbilleder, deriblandt i 1841 og 1844 to Altertavler. Han malede 1829 Portræter af Provst J. A. Brasen og Hustru, ogsaa i 1833 udstillede han »To Portræter«. For øvrigt har han mest virket som Dekorations- og Theatermaler og havde en Tegneskole. Efter ogsaa at have været Borgerrepræsentant en Del Aar blev han Lem paa Almindelig Hospital fra 1874 til 1876, men flyttede atter ud i Byen og døde den 9. Februar 1879. Han havde været gift med Marie Falck og derpaa med Vilhelmine Sommerfeldt.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1879, Nr. 38. E. F. S. Lund, Dsk. Portr. I, 49. Geneal. Inst. Medd. fra Maleri, og fra Alm, Hosp.)

Tilly. Vilhelm Eyvind Tilly, Maler, er født i Nakskov den io. September 1860, og Sønnesøn af ovennævnte C. C. Tilly; han er "Søn af Malermester Carl Ludvig Aistrup Tilly (f. 1831, d. 1896) og Thora Elisabeth f. Geissler (f. 1831), Efter at have været to Aar paa en Maskinfabrik, kom han i Malerlære og besøgte det techniske Institut; derfra kom han ind paa Kunstakademiet, gennemgik dets Skoler fra 1878 til 1882 og fik Tilladelse til Afgang, men gjorde sig ikke færdig. I 1881 havde han udstillet et Dyrstykke; men rejste derpaa i Juli 1885 til London og samme Efteraar til Paris, hvor han har taget fast Ophold; han besøgte der Bonnats Atelier, og da han senere fik Atelier i Hospitalet la Salpetriére, malede han dels nogle Akvareller til dette, dels Livsbilleder og Portræter derfra. I 1888 udstillede han i København en Akvarel, forestillende en gammel Kone fra Bretagne. I 1892 tegnede han Illustrationer til Paul Strauss »Paris ignoré« og har senere malet saavel Dyrstykker som Portræter.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Timm. Herman Anton Frederik Timm, Maler og Raderer, Søn af Snedkermester Daniel G. H. Timm¹ i Eckernførde og født der

¹ Denne var en Broder til Hof klejnsmedmester Georg Frederik Timm, der havde en stor Møntsamling i København, og til Snedkermester Peter Johan Timm, ligeledes i København. Hans Kone var af den italienske Kunstnerfamilie Barlachi. (Erslew, Suppl. III, 444.)

N. K. L. II. Marts 1897. 32

498

1791 lærte Malerhaandværket i sin Fødeby, kom som ung Mand til København til sin Farbroder, Møntsamleren, for at søge Uddannelse som Kunstner dels hos J. H. Cabott (s. d.), dels ved Kunstakademiet, og lagde sig efter Dekorations- og Landskabsmaleri samt Udbedring af gamle Malerier. Efter Bombardementet i 1807, hvor han var i stor Livsfare, vendte han tilbage til Hertugdømmerne og fandt Sysselsættelse paa flere adelige Slotte, Med en Del gamle Billeder, som var overgivne ham til Istandsættelse, tog han atter til København og levede der i en Del Aar som Maler og Malerirestaurator, indtil han under et Besøg i Eckernførde døde ugift der den 24. Maj 1838. Han udstillede i 1828 i København »Blomster i en Karaffe, efter Naturen«. Af Raderinger, mest Landskaber efter Malerier eller efter Naturen, nævner Nagler 8 Blade fra hans Haand-, Krohn derimod kun 5 Blade.

(Xagler, Kstl. Lex. Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn, I, 191 —92. Skifteretten.)

Timm. Jakob Julius Timm, Maler, en Slægtning, (rimeligvis Farbroder) af de her nævnte H. A. F. og P. C. J. Timm, var født i Eckernførde omtrent 1760 eller lidt senere, lærte Malerhaandværket i Hjemmet og tog derpaa til København for at uddanne sig til Kunstner ved Kunstakademiet og under Mandelbergs Vejledning. Efter at han i 1782 havde vundet den mindre Sølvmedaille i Modelskolen, døde han i København i ung Alder. Den nævnte P. C. J. Timm har raderet en Rose efter et Maleri af ham.

(Nagler, Kstl, Lex. Akad.)

Timm. Johan Timm eller Tkim, Maler, var sandsynligvis Søn af den nedenfor nævnte Reinhold Timm og Beate f. Svabe, og er vistnok født omkring 1630. Han blev kgl. Contrefejer den 7. Marts 1661, rimeligvis da Wuchters, som havde været hans Faders Eftermand i Sorø, rejste til Sverig; det har mulig været en midlertidig Ansættelse, thi 1668 kaldes han »Indvaaner her i Staden« (o: København) og først den 27. September 1670 blev hans Stilling som kgl. Contrefejer stadfæstet. I 1668 gør han Fordring paa en Arv efter [sin Morbroder] afgangne Dr. Jacob Svabe, hvilken Anne Emb, der var dennes Stifdatter, vil tilegne sig; det kgl. Reskript synes, »saa wit lands louw oc rett gemes er«, at være til Gunst for ham.

(Rigsarch., Sjæll. Tegn. og Regnsk. Kbh. Dipl. VI, 431.)

499

Timm. Peter Christian Jakob Timm, Maler og Raderer, født 1782 i Eckernførde, ældre Broder til den nævnte H. A. F. Timm, lærte Malerhaandværket der, kom i 1802 til København for at uddanne sig videre til Maler, og blev optaget i det borgerlige Artilleri. Under Krigen 1807 og følgende Aar blev han Løjtnant i den kgl. Artilleri-bataillon, men traadte 1816 ud af Etaten, blev Toldkontrollør i Ulzburg og senere i Pløen, blev 1859 Ridder af Danebrog, og døde ugift i høj Alder i Eckernførde, den 7. Maj 1863, efter at han siden 1850 havde været paa Pension som Toldembedsmand. Krohn nævner 4 Blade af ham, Nagler derimod nævner g Raderinger, Landskaber tildels efter Naturen, 7 Lithografier, Frugtbilleder, et Par Blade med Afbildninger af Mønter m. m.

(Priv. Medd. Nagler, Kstl. Lex. Alberti, Schl. Holst, Lit. Lex., II, S. 475. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 298. Krohn, I. 170.)

Timm. Reinhold Timm eller Thim, en dansk Maler, Søn af Hans Timm, var fra 1624 kgl. Contrafejer i Sorø og døde den 12. Januar 1639. Han var gift med Beate Svabe, en Søster til Dr. Jacob Svabe, og havde med hende otte Børn, der endnu var smaa ved hans Død. Hans Enke flyttede til København og fik Fribrev for Skatter, hvilket endnu galdt 1645. Hun døde inden 1655. R. Timm har 1619—24 måleten Del Billeder for Christian IV; deriblandt var flere store Billeder, der hørte til Rækken af de Fremstillinger af »det menneskelige Livs Sysler«, som blev malede af forskellige af Datidens Kunstnere til Loftet i Riddersalen paa Rosenborg Slot, samt til at sidde over Kaminen. Et af disse gaar i Spenglers Katalog under Navn af »Kampen i Pisa paa Marmorbroen over Arnofloden«. Det bærer Aarstallet 1622, men Spengler læste Kunstnerens Navnetræk som Theodor Rombouts, en ret anset Maler af Rubens' Skole; et andet fremstillede »En Turnering«, et tredje »Billedhuggerens Værksted«. Desuden tillægges ham bl. a. »Døden, som overrasker den rige Olding, idet han bejler til en ung Skønhed«, »Kadmus, som kæmper med Dragen« samt »En Pige- og Drengeskole«. Desuden havde han malet »Christian IV's Syn paa Roden-burg«, som før Slottets Brand hang i Bedekamret paa Frederiksborg. Det er ret anselige, dekorationsmæssige Arbejder, som røbe en øvet Kunstners Haand, om han end i Dygtighed ikke kan maale sig med Isacsz eller Ditmar og endnu mindre med van Mander. I Køge findes en Mindetavle over hans Svoger Borgmester Hans Christensen, gift med hans Søster Drude Hansdatter; Billedet forestiller »Christi

500

Gravlæggelse« og skal efter N. Høyens Opgivelse sikkert være malet af Timm.

(Spenglers Cat., Nr. 236. Kgl. Bibi. [G. F. Lassens Papirer]. Høyens Skr., I. S. 237—38. F. R. Friis, Saml., S. 147—48, 240, 369. Kst. og Æsth., S. 160—65. P^s. Tdskr. II, 310. Hoffmann, Fund. VII, 382. Kbh. Dipl. III, 191, V, 390, VI, 232.)

Timmermann. Georg Vilhelm Timmermann, Architekt, født den 12. Oktober 1789 i Pinneberg, var Søn af Læge, Dr. med. Georg Bertram Timmermann og Caroline Louise f. von Gelert fra Bing an der Lahn i Nærheden af Wetzlar. Han kom til København for at uddanne sig til Bygmester under C. F. Hansens og senere G. Hetschs Vejledning. Ved Kunstakademiet vandt han 1811 den mindre, 1812 den store Sølvmedaille og var i disse Aar indtil 1820 Konduktør ved Opførelsen af Christiansborg Slot. I 1816 vandt han den mindre og i 1817 den store Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Allerede i 1820 blev han ansat som kgl. Bygningsinspektør i Lauenborg, _tog i denne Stilling forblev han til 1852, da han blev afskediget med Pension. Han trak sig tilbage til Itzehoe, hvor han døde omtrent 1879—80. Hans Hustru, sorn var fra København, hed Henriette Andrea Temming og var Datter af en Dyrlæge Temming. Sine fleste Bygningsarbejder har han udført i Lauenborg, navnlig i Ratzeburg, hvor han bl. a. byggede en lærd Skole og en Bolig for Guvernøren. Desuden byggede han tre nye Landsbykirker samt en Del Bygninger paa Kronens Godser i Lauenborg.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal, til 1852.)

Toft. Peter Toft, Akvarelmaler, er Søn af fhv. Skrædermester og Kaptajn i Borgervæbningen, Nicolaj Peter Toft (f. 1801, d. 1894) og Andriette f. Thrane (f. 1800, d. 1873) og er født den 2. Maj 1825 i København. Han har uddannet sig i Udlandet og har fra før 1879 levet i London, hvor han er bosiddende og siges at være »fordelagtig bekendt«. I 1879 havde han »En Akvarel« paa Foraars-udstillingen her.

(Nat. Tid. % 1892. Priv. Medd. Pers. Tdskr. 3. R. IV. T. 23. Reitzel. j Udst. Fortegn.)

Tonning. Christian Tonning hed en Landskabsmaler, som arbejdede i Frederik V's Tid i Christiania i Norge. Han skal ogsaa j have virket som Dekorationsmaler.

(Weinw., S. 167. Do. Lex.)

Tornøe. Karen Elisabeth Tornøe, f. Blumer, Genremalerinde, j er Datter af Købmand i Horsens, Samuel Blumer (f. 1795, d. 1885)

501

og Bolette Marie Abigael f. Vendelboe (f. 1814, d. 1889) og er født den 18. September 1847 i Horsens. Hun havde i sin Fødeby nydt nogen Undervisning i Tegning og Perspektivlære og siden uddannet sig saa vidt paa egen Haand, at hun 1874 som »Ubenævnt Dame« fik et Billede, »En aaben Smykkeæske« {Stillleben) udstillet. Imidlertid blev hun 1876 gift med den nedenfor nævnte V. U. Tornøe, og har under sin Mands Vejledning udviklet sig til Genremaierinde, saaledes at hun siden 1884 regelmæssig har udstillet Genrebilleder og Portræter. Af hendes Billeder tilhører »I Forlovelsestiden« fudst. 1885) Odense Museum.

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Tornøe. Venzel Ulrik Tornøe, Genremaler, født den 9. September 1844 paa Gaarden Lenshøj ved Svendborg, er Søn af Birkedommer Jens Venzel Tornøe (f. 1792, d. 1866) og Eleonore Jakobine f. Lacoppidan (f. 1797, d. 1872). Efter at have besøgt Horsens Latinskole, kom han til København og fik i Oktober 1860 Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Maler. I 1862 blev han Elev af Modelskolen, i Januar 1864 vandt han den mindre Sølv-medaille og den i. Juli 1865 fik han Afgangsbevis som Maler. Samme Aar havde han konkurreret til den Neuhausenske Præmie med en Karton, »Uffe hin Spage«, der var hans første udstillede Arbejde. Aaret efter konkurrerede han til den mindre Guldmedaille. Imidlertid bar han fra 1866 udstillet Livsbilleder, mest af dansk og, efter et Ophold i Italien 1871 til 1873, ogsaa af italiensk Folkeliv samt enkelte Portræter. Senere foretog han 1878—-79 en Rejse til Verdensudstillingen i Paris og sammen med sin Hustru til Norditalien; Vinteren 1886—87 var han atter i Rom. Af hans mange Genrebilleder, hvoraf Kunstforeningen har købt nogle, kan nævnes »En Sypige, Pintsemorgen«, der vakte Opmærksomhed ved Udstillingen i 1882, »Fra Vestkysten«, der tilhører Aalborg Museum og »Hos Klinkemanden«, som blev købt til den kgl. Malerisamling. Den 18. Juli 1876 ægtede han den ovenfor nævnte Kunstnerinde Karen Elisabeth Blumer.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. S. Maller, N. dsk. Malerk.)

Torst. Niels Peter Neergaard Torst, Maler, var født den 16. Juni 1839 paa Løvenborg, hvor Faderen Justitsraad Frederik Christian Torst (f. 1797, d. 1869) var Godsforvalter; Moderen hed Johanne Margrethe f. Neergaard (f. 1811, d. 1855}. Han blev Student fra Sorø 1859, ^men da han havde gode Anlæg for Kunsten,

502

lykkedes det ham, trods Familiens Modstand, at komme ind paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1862 til han i Marts 1867 rykkede op i Modelskolens øverste Klasse. Under Krigen i 1864 var han Reserveløjtnant, men deltog ikke i noget Slag, da han allerede den Gang var brystsvag. Ledsaget af Architekt F. Uldall (s. d.), som var gift med hans Søster, rejste han i Efter-aaret 1867 til Italien, hvor det blev ham klart, at hans Livsbane var nær ved at løbe til Ende. Han studerede dog flittig, og malede enkelte Portræter •, men efter halvandet Aars Ophold i Italien døde han i Milano den 9. Juni 1869. Han var en lovende Mulighed, der havde malet en Del, men naaede ikke at faa noget udstillet. (Priv. Medd. A, Teilmann, Fam. Neergaard. Akad.)

Toxværd. Frants Toxværd, Maler, f. 1701, rimeligvis i København, kaldes Skildrer, som nærmest er Portrætmaler eller i det hele Kunstmaler; han var vel snarest Miniaturmaler; men hans Livsstilling var ellers Tegnemester (Ridsemester) ved Holmen. I Maj 1739 ægtede han Marie Øllegaard, og allerede i de sidste Dage af September fbegr. ²/₁₀) 1741 afgik han ved Døden. Hans Hustru sad henved 26 Aar i Enkestand og døde den 28. Oktober 1768.

(Raadstuearch. Holmens Kirkeb. Provins Aren. Skifte.)

Trane. J. Trane, Maler, se J, Thrane.

Trolle. Harald Tralle; Landskabsmaler, født den i. Juni 1834 paa Næsbyhoved ved Odense, er Søn af Mølleejer Jørgen Trolle og Gertrud f. Eriksen. Han lærte Landbruget i Hjemmet, men havde fra ung af saa megen Kærlighed og Lyst til Kunsten, at han søgte Vejledning i at tegne og male i Odense hos N. Moe og C. Faber. Imidlertid levede han dog som Landmand i Fyn indtil sit 30. Aar, idet han først i 1863 tog til København for at blive Landskabsmaler. Som saadan udstillede han fra 1865 til sin Død den 5. December 1882. Den 15. November 1867 mistede han sin første Hustru, Birgitte Henriette Felicitå f. Videbeck og den 4. Maj 1870 blev han i andet Ægteskab gift med Emilie Mariane Clausen ff. 1845), Datter af Elias Clausen (f. 1821, d. 1895) til Tadse Mølle og Sofie f. Petersen (f. 1821).

(Priv Medd. Pers. Tdskr. IV. T. 18. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Trolle. Niels Trolle, Maler, arbejdede i København ved 1774 og malede »ej ilde Qoudlibet-Stykker”, (Weinw. Lex.)

503

Trolle. Otto Christian Trolk, Maler, født den 29. Januar 1736, i København, var Søn af Malermester Christian Otto Trolle. Han blev den 17. Juli 1776 gift med Marie Fuglede (f. 1734, d. 1799), Datter af Sognepræst Peter Fuglede (f. 1700, d. 1760) og Karen f. Vordran (f. 1711, d. 1745). Han kaldte sig Skildrer og malede og tegnede 1766—67 Blomster for Kobberstikker Michael Roessier til Flora Danica. Han døde den 2. Maj 1798.

(Lengn., Fam. Kuglede. Geneal. Inst. Wiberg. Rigsarch. Berl. Tid.)

Truelsen. Hans Peter Truelsen, Architekt, født i København den 20. November 1781, var Søn af Bud under Cancelliet eller Rentekammeret Hans Truelsen og Helene Cathrine f. Schaltz (f. 1747, d. 1822). Han var Elev af C. F. Hansen og uddannede sig til Bygmester ved Kunstakademiet, hvor han 1799 vandt den mindre, 1805 den store Sølvmedaille, 1809 den mindre og endelig 1817 den store Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Fra Nytaar 1812 blev han Lærer ved Kunstakademiets Bygningsskole efter Thyberg. Da han ingen Formue havde og maatte ernære sig som Bygnings-konduktør kom han ikke til at rejse. I 1819 søgte han Embedet som Provinsialbygmester i Aalborg og fik dertil Akademiets Vidnesbyrd om, at han var »en meget kyndig, smagfuld og praktisk brugbar Architekt«. Han opnaaede ikke dette Embede ligesaa lidt som en Slotsforvalterplads, Hansen havde troet at kunne sikre ham; derimod var han ansat som Materialforvalter ved Christiansborg, indtil han i 1844 blev ramt af et Slagtilfælde, som gjorde ham saa svag, at han ikke mere kunde forrette sin Tjeneste. Dog blev han staaende som Informator til sin Død, den 30. Marts 1847. Han var gift med Johanne Elisabeth Luffe (f. 1786, d. 1842).

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Tidl. Gravskr. paa Holmens Kirkeg. Adresseav. 1822, Nr. 18. Skifteretten. Statskal.)

Trunderup. Christian (Kristian) Emil Trunderup, Dekorationsmaler, er født i Nyborg den 16. April 1859, og er Søn af Stabssergent Mads Madsen Trunderup (f. 1824, d. 1878) og Marie Kirstine f. Winchler (f. 1828). Efter at have staaet i Malerlære i Nyborg tog han til København og blev af C. F. Andersen forberedt til Kunstakademiet, medens han tillige besøgte det techniske Selskabs Skole. Akademiet gennemgik han fra Januar 1883 og fik den 30. Januar 1888 Afgangsbevis som Dekorationsmaler. Derefter var han 1888—90 udenlands med Understøttelse fra den Reiersenske Fond og det Larssenske Legat, deltog i 1889 i Ordningen af den

504

danske Industriafdeling ved Verdensudstillingen i Paris og fik Bronce-medaille som Medhjælper, og fik efter Hjemkomsten Ansættelse i Randers, som Lærer ved den techniske Skole der. Blandt hans Dekorationsarbejder kan nævnes Udsmykning af Haandværker-foreningens Sal, den katholske Kirke og af Helligaandshuset i Randers, samt af en Sal med Bjælkeloft paa Tjele. (Priv. Medd. Akad.)

Truslev. Nuls Truslev, Kobberstikker og Miniaturmaler, født den 14. Februar 1762 i Løkken * i Vendsyssel, lagde sig efter Kobberstikkerkunsten og Minia turmaleri et og udstillede i 1807 og 1813 et Par Miniaturmalerier. Som Kobberstikker udførte han nogle Blade, forestillende Søslag mellem danske og engelske Fartøjer under Krigen i 1807 og følgende Aar, samt udgav »Elementarbog for Ungdommen« (1803). Han blev gift den 9. November 1797 i Lyngby med Anna Elisabeth Ibsen (f. 1778, d. 1810), levede i København som Kontorist til 1823 og døde, uvist hvor, i 1826. Hans Portræt er malet af C. V. Eckersberg.

(Weinw., S. 232. Do. Lex. Erslew, III, S. 408. Suppl., III, S. 472. Reitzel. Udst. Fortegn. E. F. S. Lnnd, Dsk. Portr., I, vin. Krohn I, 125—26.)

Tscherning. Anthonore Tscherning, Malerinde, se A. E. Christensen.

Tscherning. Eleonore Christine Lutzow, Malerinde, adopteret Datter af Generalmajor Adam Tobias Lutzow (f. 1775, d. 1844), er født paa Lappen ved Helsingør den 4. Juli 1817. Hun undervistes i Hjemmet, men lærte allerede i sin Ungdom at tegne af Portrætmaler A. Schiøtts Fader. Efter at hendes Fader var forflyttet til København, fik hun Undervisning i Blomstermaleriet af Christine Løvmand. Men da hun havde mere Lyst til at male Landskaber, søgte hun at uddanne sig for dette Fag, dels ved at kopiere efter ældre Mestre og efter nogle Arbejder af Petzholdt, dels ved Omgang med den da unge Kunstnerkreds, Lundbye, Skovgaard, Læssøe o. fl. Ogsaa af sit Bekendtskab til Professor N. Høyen høstede hun Frugt. I 1842 udstillede hun første Gang som »En ubenævnt Dame«, atter

¹ Hans Navn og den opgivne Fødselsdag findes ikke i Fureby Sogns Kirkebog, hvorunder Løkken hører. Dog synes det, som om en paa den Tid i Løkken levende Seigneur Jens (Christian) Truslev kan være hans Fader og Else (eller Anne) Marie Nielsdatter (d. 1797) hans Moder, idet Navnet ellers ikke forekommer.

505

i 1843 fremsatte hun tre Billeder uden at nævne sit Navn, men i 1844 og 1845 udstillede hun som »Frøken Eleonore Liitzow«. Hun blev den 2 7. August 1845 gift med sin Fætter, Kaptajn, senere Oberst Anthon Frederik Tscherning (f. 1795), Søn af Oberst Eilert Peter Tscherning (f. 1767, d. 1832) og Marie Liitzow (f. 1768, d. 1830), og udstillede fra nu af under sit Fruenavn 1846—48, Paa et enkelt Blomster- og Dyrstykke nær, var alle disse Arbejder Landskabsmalerier fra forskellige sjællandske Egne. Imidlertid krævede hendes Virksomhed som Moder og Husmoder saa meget af hendes Tid, at hun maatte lægge Penslen til Side og indskrænke sig til at tegne og male med sine Børn, navnlig med sine Døtre, af hvilke Anthonore Christensen i 1869 fulgte hende paa en Udenlandsrejse, medens hun i 1873 foretog en ny Rejse i Selskab med sin yngste Datter. Begge Rejser havde Italien til Maal. Først i de senere Aar syslede hun atter i kunstnerisk Retning ved at udføre Malerier paa Vaser og lignende Genstande for den Ipsenske Terrakottafabrik. Den 29. Juni 1874 blev hun Enke, og den 4. Juli 1890 afgik hun ved Døden.

(Priv. Medd. Erslew, III, S. 415 og Suppl., III, S. 478. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Tscherning. Sara B. Tscherning, Malerinde, se S, B. Ulrik

Turretin. Jean Jacques Turretin, Miniaturmaler, født 1778 i København, mistede Hørelsen, da han var 6 Aar gammel, blev undervist ved Hjælp af Billeder og kom som voxen i Snedkerlære; men da han hellere vilde være Maler, besøgte han Kunstakademiet og vandt den mindre Sølvmedaille (1805). Siden levede han som Miniatur- og Portrætmaler i København, hvor han roses for »Flid og Duelighed«. Han forblev døvstum og fik 1828 (dog først fast ansat 1831) Plads som Lærer ved Døvstummeskolen i Slesvig »paa fordelagtige Vilkaar«. I sin Stilling der som Skrive- og Tegnelærer virkede han i henved 27 (30) Aar, indtil han for Alderdomssvaghed søgte sin Afsked, sorn blev ham bevilget den 31. Marts 1858 med 200 Rdl. i Pension; hans Lønning synes at have været 300 Rdl. og fri Bolig i Institutet. Han fik dog ikke dette at vide, thi inden Meddelelsen naaede til Slesvig, var han død den 6. April 1858. Han havde stiftet Familie, mulig i Slesvig, men denne kendes ikke. Af hans Portræter ejes Abildgaards Portræt, rnalet graat i graat i ganske lille Format, af Professor E. Løffler; det synes udført, medens Kunstneren endnu besøgte Akademiet, og Frederik Barfod ejede et

506

Miniaturportræt med Farver, malet 1824, forestillende hans Fader, den kgl. Kobberstiksamling har af Turretin 3 Blomstermalerier i Vandfarve.

(Weinw. Lex. Poulsen, D. Taubst. Inst. zu Schlesw. 1843—60, 8.9. Akad. Skad. 1828, Sp. 1596. Priv. Medd.)

Tuscher. Carl Marcus Tuscher, Maler, Raderer og Architekt, blev født i Nürnberg (døbt 1/6) 1705 af fattige Forældre. Faderen siges at have været en Børstenbindersvend Ferdinand Tuscher eller Tischer. I sit femte Aar blev han optagen i Stadens Opfostringshus (Findelhaus) og opdragen der. Ua han røbede Ævner for Kunst, satte Skolens Forstander ham, efter at han var bleven voxen, i Lære hos en Maler, Direktøren for Nurnbergs Kunstakademi, Johan Daniel Preisler, der var Fader til den ovenfor nævnede J. M. Preisler. Da Læretiden var omme (1728)., havde han gjort saa gode Fremskridt og var saa lovende en Kunstner, at Staden gav ham Rejsestipendium til Rom, hvor han blev henvist til sin Lærers Søn, Johan Justin Preisler, der levede som udøvende Kunstner i Rom. Ved Siden af Malerkunsten lagde han sig nu tillige efter Bygningskunsten og gjorde Tegninger til flere Kirker og Paladser, samt efter Medaillørfaget og deu Kunst at skære i Ædelstene. Han udførte bl. a. en Medaille til Berninis Ære, og skar to Gange sit eget Portræt fordybet i ædle Stene. Heller ikke Kobberstikkerkunsten forsømte han; navnlig i dens friere Form, som Radering, dyrkede han den ivrigt, og han er af Eftertiden bedst kendt som Kunstner gennem sine Raderinger.

Fra Rom rejste han omtrent 1734 til Florens, hvor han ligeledes levede i flere Aar, navnlig hos den bekendte Baron Stosch, hvis Samling af udskaarne Ædelstene fra Oldtiden han for en stor Del aftegnede. Under sin lærde Velynders Vejledning lagde han sig tillige efter Sprog. Ogsaa her gjorde han Tegninger til et Par Bygninger, der blev opførte i Cortona og Livorno. Efter at have besøgt Neapel (173?) rejste han i 1741 over Frankrig og Holland til England, hvor han i London paany mødtes med den danske Tegner og Rejsende, Kaptajn Frederik Ludvig Norden (s. d.), som han var bleven Ven med i Florens. Her raderede han to af de fire store Blade efter Nordens Tegninger, der ; London blev udgivne som et Slags Prøvehæfte af dennes Rejsebeskrivelse, og inden Norden døde i Paris 1742, nævnte han Tuscher som den eneste, der kunde ordne og udgive hans Tegninger. Tuscher blev derfor indbudt til

507

København som kgl. Hofmaler og Bygmester med 800 Rdl. d. C. aarlig Løn, 10 Rdl. for hver Tavle til Nordens Værk og 50 Lstr. til sin Udstyrelse samt fri Overrejse med en dansk Fregat. I November 1743 kom han til København i Følge med L. Spengler (s. d.) og den tyske Ædelstenskærer Lorens Natter.

I Danmark var hans første Værk en pragtfuld Dekoration til -Admiralitetets Bygning i Anledning af Kronprinsesse Louises Indtog. Senere malede han et stort Portræt af Christian VI til Hest, omgiven af allegoriske Figurer. Det var Loftsbillede i en Sal paa Christiansborg og brændte 1794. Han var en virksom Deltager i eller snarere Leder af det af Christian VI oprettede Kunstakademi, men han oplevede ikke dets Fornyelse paa Charlottenborg. I København skrev han paa Italiensk et stort Værk om Bygningskunsten, hvilket i et haandskrevet Exemplar bevares i Kunstakademiets Bibliothek, og komponerede Tegninger dels til et Mindesmærke om Branden i 1728, dels til et stort Vandspring med Frederik V's Rytterstøtte til Amalienborg Plads, hvilke sidste maaske vakte Tanken om den Støtte, der senere udførtes af Saly (s. d.). Desuden skal han have lagt Planen til den Omordning af hele Pladsen, som Eigtved siden fulgte ved Opførelsen af de fire Palæer. Nogle af hans Malerier, som roses meget, var i L. Spenglers Eje og solgtes ved dennes Død i Holland; den kgl. Malerisamling ejer et større Billede, »Venus og Vulcan«, der oprindelig har tilhørt J. S. Wahl, og et Kabinetsstykke, »Sapfo og Cupido«, som er udført 1748. Flere af hans store, omhyggelig udførte Tegninger var i privat Eje. Hans Hovedværk turde dog være hans Raderinger efter Nordens Værk, baade paa Grund af deres Tal og den Lethed og Frihed, hvormed de ere udførte. For øvrigt kaldte man ham ikke uden Grund »Nordens Bernini«, thi hans urolige Aand søgte ligesom hin italienske Kunstners at omfatte alle Kunstarter, og det var i dennes svulmende og yppige Stil, han helst komponerede sine Udkast. Tuscher blev i København gift i Januar 1748 med Sofie Wahl, Datter af den nedenfor nævnede J. S. (du) Wahl og døde efter længere Tids Sygdom i sin bedste Manddomsalder den 6. Januar 1751. Nagler nævner 10 Blade af Tuscher, foruden Nordens Værk.

(Biogr. af J. C. Spengler i Nye Dske. Mag. IV, S. 145 — 152. Jfr. Weinw., S. 129—33. Hennings, S. 46. Sandv,, S. 125. Leitschuh, Preissler u. Tuscher, 25—51. Rigsarch. Biisching Nach., I, S. 106. Skild. 1809, Sp. 999. Akad. Thiele, Kstakad., S. 51—58 og 71—73. Weilb. Kst. og Æsth., S. 55—56. Nagler, Kstl. Lex. Spengl. Cat., Nr. 850—51. Krohn I, 28—29. Strunk.)

508

Tuxen. Bertha Nicoline Tuxen, Blomstermalerinde, er Datter af Direktør ved Orlogsværftet, Kommandør Nicolaj Elias Tuxen (f. 1810, d. 1891} og Bertha Laura f. Giødvad (f. 1815) og er født den 14. November 1847 paa Christianshavn. Efter at have lært at tegne hos V. Kyhn lagde hun sig senere efter Blomstermaleriet og har flere Gange opholdt sig i Paris for at studere. Hun har siden 1883 til Stadighed udstillet ved Forårsudstillingerne dels Blomster og Frugter, dels et enkelt Portrætstudie. I 1891 vandt hun den Neu-hausenske Præmie for »Voxende Æblegren« (udst. 1890), og i 1893 havde hun 400 Kr. Rejseunderstøttelse fra Akademiet.

(Priv. Medd. Erslew, Suppl. III, 495. Akad. Udst. Fortegn.)

Tuxen. Elias Tuxen, Portrætmaler, var født den 9. September 1710 i Kornum i Viborg Stift, og var Søn af Sognepræst Peder Sørensen Tuxen (f. 1665, d. 1737) og Ane Cathrine Hansdatter Figenskov (f. 1671, d. 1757), og kaldes »Skildrer«. For øvrigt vides kun, at han døde den 13. Juli 1747 paa Sødahl i Halds Amt.

(Lengnick, Fam. Tuxen og Pers. Bidr. til Gejstl. 3. H. Wiberg. Priv. Medd. Jfr. Erslew, Suppl., III, S. 497.)

Tuxen. Laurits Regner Tuxen, Maler, født den 9. December 1853 paa Christianshavn, er Broder til Malerinden B. N. Tuxen. Efter at have besøgt Borgerdydskolen paa Christianshavn blev han af V. Kyhn dimitteret til Kunstakademiet og fik i 1868 Plads i Almindelig Forberedelsesklasse, gennemgik dets Skoler og fik den 23. December 1872 Afgangsbevis som Maler. Inden han kom paa Akademiet havde han studeret Sømaleri hos Johan Petersen og H. Drachmann • men begyndte, efter at have fuldendt sit akademiske Studium at male Portræter; dog var hans første Billede ved December-Udstillingen 1874 og de nærmest følgende Foraarsudstillinger Kystbilleder fra Jylland og, efter et Ophold i Frankrig, fra Bretagne. Vintrene 1875—76 og 1876—77 var han i Paris og arbejdede hos Bonnat, hvorved han mere og mere kom ind paa Figurmaleriet. I 1879 udstillede han sit første Figurbillede »Susanna i Badet« og sin Faders Portræt. Derefter var han Vinteren 1879—80 i Rom og udstillede Aaret efter et Par store Kopier, et Portræt og et Genrebillede fra Jylland. I 1882 behandlede han paany »Susanna i Badet«, i 1883 malede han Portræt af Brygger C. Jacobsens Hustru og udførte efter Bestilling flere store, dekorativt behandlede Loftsbilleder til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Samme Aar fik han Bestilling paa det store Portrætbillede af den danske Konge-

509

familie, som blev færdigt 1886 og foreløbig bevares paa Frederiksborg. Imidlertid levede han i disse Aar for en stor Del i Frankrig, og hjemsendte derfra det store, tidligere i Paris udstillede Billede »Hjemvendende Fiskere«, og i England, hvor han udførte det nedenfor nævnte Billede for Dronning Victoria. Den 6. Marts 1886 ægtede han i Bryssel Charlotte Pauline Ursule de Baisieux (f. 1862), Datter af Købmand Charles de Baisieux (f. 1833) og Olympe f. van Calster (f. 1838). I 1888 udstillede han »Fiskeboder ved Nymindegab« (den kgl. Malerisaml.). Om Vinteren 1888—89 var han i Ægypten og i 1889 atter i Paris, hvor han var Jurymedlem for Danmark ved Verdensudstillingen. Den følgende Vinter malede han et stort Billede »Arkonas Indtagelse« til Museet paa Frederiksborg og udstillede 1890 »den engelske Kongefamilie« (malet i 1887 og tilh. Windsor-sarnl.) og et lille Portræt af sin Hustru. Derefter fik han det Stolten-bergske Legat for 1891 og 1892 og tilbragte Vinteren paa en Rejse i Palæstina. I 1891 fik han »hædrende Omtale« ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin; i 1893 ⁿ^ han første Gang Aarsmedaille for sin Svigerfaders, i 1894 anden Gang for Professor W. Scharlings Portræt og blev derved Medlem af Akademiets Plenarforsamling. I 1893 malede han »Hertugen af Yorks Bryllup« til Dronning Victoria, i 1895 (udst. 1896) den russiske Kejsers Bryllup. I 1892 fik han Titel af Professor; i 1894 var han Jurymedlem ved Verdensudstillingen i Antwerpen. I Marts 1897 blev han valgt til Medlem af Akademi-raadet. Han er Ridder af den belgiske Leopolds Orden.

(Priv. Medd, S. Muller, N. Dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst. Jfr. B. N. Tuxen.)

Tvede. Christen Gotfred Tuede, Architekt, er født i København den 7. Oktober 1863 og Søn af den nedennævnte Architekt F. V. Tvede. Han tog Realafgangsexamen 1879, lærte Murerhaand-værket og blev Svend 1883, men havde samtidig besøgt det tech-niske Selskabs Skole og gik derfra over til Kunstakademiet, som han gennemgik .fra Oktober 1887 til den 28. Maj 1890, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Under Studietiden havde han faaet en Flidspræmie paa 100 Kr. Aaret efter deltog han i den Neuhausenske Konkurs og vandt en Extrapræmie paa 500 Kr. for »Et Studenterkollegium«, efter at han ogsaa havde deltaget i Aarets Guldmedaille-konkurs. Han har foretaget flere mindre Rejser til Tyskland og Italien. Den 31. August 1895 ægtede han Bodil Marie Dorph-Petersen (f. 1873), Datter af Skuespiller og Theaterinspektør Jens

510

Frederik Dorph - Petersen (f. 1845) og Rose f. Sødring (f. 185o); Architekt Viggo Dorph-Petersen (s. d.) er saaledes hans Hustrus Farbroder. Han har restaureret Thotts Palæ i København, bygget Avls-gaarden Strandegaard samt en Badeanstalt og et Asyl under Herlufsholm; desuden Avlsgaarden ved Giesegaard og restaureret Førsløv Kirke. For Tiden bygger han paa et »Alderdomshjem« for Københavns Kommune.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Tvede. Frederik Vilhelm Teede, Architekt, født i København den 13. Maj 1826, var Søn af Skomagermester Johan Frederik Tvede og Christine f. Norup. Han fik Adgang til Kunstakademiets Skoter som Snedkerlærling, blev Svend 1845, men vedblev at besøge Akademiet for at uddanne sig til Architekt. I 1846 blev han Elev af Architektur-klassen, i 1848 vandt han den mindre og i 1853 den store Sølv-medaille. Uden at konkurrere til Guldmedaillerne nedsatte han sig nu som Bygmester i København og rejste flere Gange udenlands med Understøttelse fra den Reiersenske Fond, det Classenske Fidei-komrnis og Landhusholdningsselskabet. Den i. December 1857 blev han gift med Maren Ostermann (f. 1836), Datter af Købmand i Kallundborg, Henrik Christoffer Ostermann (f. 1805, d. 1872) og Louise Emilie f. Schou (f. 1807).

Under sin Studietid og derefter arbejdede han som Tegner og Konduktør hos G. Hetsch og var tillige Tegnelærer ved det techniske Institut, indtil han fra 1849 deltog i den første slesvigske Krig. Han har bl. a. ledet Restaurationen af Kirkerne i Kallundborg, Nyborg og flere Steder, og opført et Gravkapel ved Rønningesøgaard, et Raadhus i Nykøbing p. F. samt Kirker i Astrup ved Skarresø og i Vedbæk m. fl. Senere opførte han nogle Hospitaler og Sygehuse, de Classenske Boliger paa Frederiksberg, den Classenske Husrække — efter engelsk Mønster — i Ny Toldbodgade, Kædeselskabets Bygninger i Klerkegade, samt en Mængde Villaer, Avlsbygninger m. m. i Danmark og Sydsverig. Tvede blev 1871 Ridder af Danebrog og døde temmelig pludseligt den 26. November 1891. For øvrigt har han mest været sysselsat i praktisk Retning.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 3. R. I, T. 19.)

Tvede. Jakob Hanson Tvede, Theatermaler, født i Tønder 1777, lagde sig efter Theatermaleriet og fik i 1811 Plads som Theatermaler ved det franske Theater i Hamborg. Han var Lærling af Pierre Étienne Lesueur, en emigreret Franskmand, der levede som

511

Theatermaler i Hamborg {d. 1802). Tvede døde sammesteds den 24. April 1819.

(Weinw.> S. 198. Do. Lex. Fiissli, Kstl. Lex. Suppl. Hamb. Kstl. Lex.)

Tybjerg. Hans Christian eller Kris tja n Tybjerg, Architekt, født i København den 8. Oktober 1815, var Søn af Informator ved Kunstakademiet, Tømrermester Henrik Thyberg, som ovenfor er nævnet. Da han havde Lyst til at være Architekt, lærte han at tegne hos H. Chr. Hansen og senere hos Hetsch, hvor han tillige lagde sig efter Ornament- og Dekorationstegning. I 1835 blev han Elev af Medailleskolen og lagde sig samtidig efter Tømrerhaand-værket, for ogsaa at blive hjemme i Bygningskunstens praktiske Del, og efter de polytechniske Videnskaber. En Sygdom, som siden forfulgte harn i hele hans øvrige Liv, hæmmede fra 1838 hans Udvikling, og uagtet det lykkedes ham i 1840 at vinde Kunstakademiets mindre og i 1841 dets store Sølvmedaille, maatte han opgive videre Fremgang paa den kunstneriske Bane. Dog vedblev han at leve og virke som Kunstner, saavidt hans Helbred tillod det, og han har navnlig tegnet største Delen af de private Bygninger, Tømrermester Blom har opført. Af en Rejse, som han i 1842—43 foretog til Syden for sin Helbreds Skyld, søgte han ogsaa at drage Nytte for sin Kunst. I 1853 vandt han den anden Pris i en Konkurs om Arbejderboliger paa Christianshavn, hvor Herholdt vandt den første; men Planen kom ikke til Udførelse, Senere udstillede han i 1868 Udkast til et Grundlovsmonument, hvortil han havde tænkt sig Pladsen paa Kongens Nytorv, og da der faa Aar efter blev indbudt til Konkurs om Planen til et nyt Theater for København, indgav han ogsaa, trods den knap tilmaalte Tid, et Udkast, der dog ingen Prisløn vandt. Den for sin Tid ret anselige Gaard, han har givet Tegning til (Nr. 4 i Bredgade, Nr. 3 i Strandstræde}, blev ikke fuldstændig gennemført, fordi Ejeren af Hjørnegrunden mod Kongens Nytorv, der var inddragen under Planen, ikke vilde sælge denne.

Tybjerg blev den 23. April 1858 gift med Juliane Marie Poulsen (f. 1835, d. 1867), og efter hendes Død ægtede han den 4. November 1868 Caroline Elise Oltmann (f. 1837). Han døde den 13. Maj 1879.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn. Berl. Tid. 1879, Nr. in.)

Tønder. Frederik Christian Tønder, Billedhugger, født 1747 og mulig stammende fra Norge, besøgte Kunstakademiet i København fra 1767 for at uddanne sig til Billedhugger. Først i sit 30. Aar (1777) naaede han at vinde den mindre og i Januar 1781 den store

512

Sølvmedaille for Tegning efter Modellen. Derpaa vandt han i Marts 1781 og i Januar 1782 den mindre og den store Sølvmedaille for Modelering samt den n. August 1783 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Saul raadfører sig med Samuels Skygge«. I disse Aar 1780—83 var han Modelerer ved den kgl. Porcelænsfabrik. Kort efter rejste han med Akademiets Vidnesbyrd om at have vundet Medaillen til St. Petersborg, hvor han levede i 13 Aar. I Begyndelsen af 1797 kom han tilbage til København og søgte om at blive Informator i Modelering ved Akademiets Ornamentskole. Dog naaede han først den 26. Marts 1800 en saadan Ansættelse med 200 Rdl. d. C. om Aaret, men forblev kun i denne Stilling til 1806, da han for Øjensvaghed maatte tage sin Afsked. I 1801 udstillede han ved Aarsmødet et Basrelief, forestillende »Billedkunstneren«, og i 1802 foreviste han tre andre Reliefer for at blive agreeret Men fraset, at Akademiet ikke vilde agreere sine Informatorer, var hans Arbejder saa svage, at han ikke fik en eneste Stemme for sig. Han døde den 11. December 1809.

(Weinw., S. 218. Tdskr. f. Kstind, IX, 99. Akad. Adresseav. 1809, Nr. 464.)

513

Ubenævnt Dame (1842—43} se E. C. Tscherning; (1874) se K. E. Tornøe.

Uldall. Johannes Frederik (Frits) Christian Uldall, Architekt, er født i Fredericia den 11. Februar 1839 og er Søn af senere Etatsraad, Landfysikus, Dr. med. Frederik Adolf Uldall (f. 1806, d. 1873) og Elisabeth Johanne Sofie f. Sick (f. 1809). Efter at have taget Præliminærexamen ved Sorø Akademi blev han først uddannet ved den polytechniske Læreanstalt i København og kom derfra, samtidig med at gaa i Tømrerlære, i 1857 over til Kunstakademiets Bygningsskole, som han gennemgik til Udgangen af 1863, medens han tillige tegnede hos Architekten H. Chr. Hansen. Han deltog i Krigen 1864 som Sekondløjtnant ved n. Regiment, vendte en kort Tid tilbage til Kunstakademiet, dog uden at tage Afgang. Han bosatte sig derpaa i Foraaret 1865 som Tegner ved det jydsk-fynske Jærnbane-Anlæg og som praktisk Architekt i Randers og ægtede den 6. Juni 1866 Henriette Sofie Torst (f. 1844, d. 1874), Søster til Maleren P. Torst (s. d.) hvem han, under dennes Sygdom, fulgte til Italien 1867—68 og atter rejste ned til i 1869, da han laa paa Dødslejet.

I Randers kastede han sig med Iver ind i Undersøgelser over ældre dansk Kirkebygningskunst, navnlig som den fremtræder i vore Landbykirker, og fik i 1869 en lille Rejseunderstøttelse af Kunst-

N. K. L. II. Marts 1897. 33

514

akademiet for at sættes i Stand til at vedblive sine Undersøgelser i Fædrelandet. Foruden de sædvanlige praktiske Opgaver, der bydes en Bygmester i en By med stort Opland omkring sig, har Uldall derfor særlig været sysselsat som Kirkebygmester. Han udførte bl, a. en større Istandsættelse af St. Mortens Kirke i Randers, hvorom han afgav en Beretning i »Saml. til Jydsk Hist. og Topogr.« (1871};. han har med passende Anvendelse af det ældre Bygningsæmne, genopført en Mængde, dels Murstens-, dels Granitkirker, navnlig i Egnen mellem Viborg, Randers og Aarhus, samt endelig bygget nogle Kirker helt fra nyt paa samme Strøg, nemlig Vorup og Essenbæk ved Randers, Brandstrup ved Viborg, den første i Spidsbue-, de to sidstnævnte i Rundbuestil, Vorupør ved Thisted, Asaa og Jerup i Vendsyssel, Struer o. fl., samt endvidere en Del Præstegaarde og Avlsbygninger ved forskellige Landejendomme. Desuden har han bl. a. bygget et stort Ligkapel i Randers og mange Fabriks- eller Køb-mandsgaarde i forskellige af Jyllands Byer. Som Forfatter har han udgivet en »Vejledning for Bygherrer og Bygmestre« (1877—88) og 1895 »Lommebog for Haandværkere«, men har ved Siden heraf udfoldet en stor litterær Virksomhed ved at tegne og beskrive største Delen af Jyllands ældre Landsbykirker, og i de sidste ti Aar tillige ved et indtrængende Studium af Kirkeklokker især fra Middelalderen; men om disse for Danmarks Kunst- og Kulturhistorie værdifulde Arbejder og hans øvrige litterære Virksomhed rnaa henvises dels til Forfatterens egne Skrifter, dels til andre Kilder. For en Afhandling om nederlandske Kirkeklokker i Danmark fik han i 1892 en Fortjenstmedaille i Sølv af den hollandske Regering. Efter sin første Hustrus-Død indgik han den i. Juni 1875 nyt Ægteskab med Inger Kirstine-Mohnsen (f. 1850), Datter af Proprietær Mogens Christensen Mohnsen (f. 1816, d. 1890) og Else Jensdatter (f. 1825). (Priv. Medd. Akad. Jfr. Erslew, III, S. 430.)

Ulrik. Sara Birgitte Ulrik, f. Tscherning, Blomstermalerinde, er Søster til Kunstnerinden Anthonore Christensen og Datter af den ovennævnte Malerinde E. C. Tscherning. Hun er født den 9. Juli 1855 paa Ørholm, lærte at male af sin Moder og udstillede som Sara Tscherning i 1876 nogle Blomsterstykker. Den 17. Januar 1879 ægtede hun Kredslæge Axel Ulrik (f. 1846), Søn af fhv. Fysikus Frederik Ferdinand Ulrik (f. 1818) og Henriette Christine Marie f. Schow (f. 1817, d. 1890). Ogsaa efter Indtrædelsen i Ægteskab har hun vedblivende dyrket Kunsten, men ikke udstillet.

(Priv. Medd. Dsk. Lægest. 6. Udg. Reitzel. Udst. Fortegn.)

515

Unna. Hanne Joachimine Unna f. Kiærskou, Landskabsmalerinde, var Datter af F. C. J. Kiærskou (s. d.) og blev født i København den 2. December 1831. Hun uddannede sig under sin Faders Vejledning til Kunstnerinde og udstillede 1854 som Hanne Kierschou et Landskabsparti fra Fyn. Da hendes ældre Søster Frederikke Ida Dorothea Kiærskou (f. 1828, d. 1855), som havde været gift med Konsul Nikolaj Christian Schyth i Valparaiso i Chile, var død, rejste hun, efter Opfordring, til Sydamerika og ægtede der sin Svoger. Senere (1858) blev hun i Truxillo i Peru gift med Musik-og Sproglærer Herman Unna fra Helsingør (f. ²⁷/j 1826, d. ^ll/,. 1890), Søn af Købmand Simon Unna (f. 1792, d. 1852) og Johanne Marie f. Schrøder (f. 1800, d. 1877} samt Broder til Architekt Vilh. Kleins Hustru. Hun vedblev under sit Ægteskab med sin kunstneriske Virksomhed og malede ikke faa Billeder. Aaret før sin Død fik hun paa en Kunst- og Industriudstilling i Truxillo en Sølvmedaille for sine udstillede Arbejder {³¹/₇ 1878). Hun længtes meget efter at vende tilbage til Danmark, men inden hun fik sit Ønske opfyldt, døde hun i Truxillo den 29. August 1879. Hendes Mand vendte senere tilbage til Danmark og døde her.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Unna. Moritz Unna, Genremaler, født i København den 31. December 1811, var Søn af Møbelhandler og Auktionsholder Salomon Emanuel Unna (f. 1780, d. 1819) og Jakobine f. Jakobsen (Wulff). Hans Moder flyttede som Enke til Gøteborg, hvor han opvoxede og efter endt Skolegang kom paa et Handelskontor; men da han havde Lyst til at være Maler, rejste han i 1830 til København og fik strax Adgang til Kunstakademiet. Efter at han i 1832 var bleven Elev af Modelskolen, vandt han i 1836 den mindre Sølvmedaille. Samtidig udstillede han fra 1834 til 1839 en Del Genrebilleder, hvoraf det andet i Rækken (udst. 1835), ^>!>En Skolemester, som forelæser et Par gamle Folk et Brev fra deres Søn i Udlandet«, halve Figurer i Legemsstørrelse, blev købt til den kgl. Malerisamling. Han synes allerede fra 1837 at have gjort et Par Udflugter til Udlandet, og boede, naar han var i København, sammen med Westphal (s. d.) ved Toldbodvejen. I 1839 rejste han til Miinchen, hvor han levede til 1846 og ved Siden af at udføre enkelte Genrebilleder mest fandt sit Underhold ved at male Portræter. Han blev aldrig noget betydeligt som Kunstner, selv om der i hans tidligere Arbejder ikke savnedes Træk, som kunde vække Forhaabninger hos harn og andre.

516

Fra 1846 var han bosat i Gøteborg først som Medhiælper ved en Boghandel, fra 1850 som Tegnelærer, men malede dog ogsaa og hjemsendte derfra nogle Figurbilleder af svensk Folkeliv til Udstillingen i København i 1853 og 1863, da hans Navn sidste Gang findes i Fortegnelserne. For at forbedre sine Kaar lagde han sig efter Fotografien, aabnede 1853 et fotografisk Atelier i Gøteborg, ægtede i 1854 sin Søsterdatter, Nanny Fiirst, og flyttede i 1863 til København, hvor han købte Strieglers fotografiske Forretning. Denne Handel var dog ikke til hans Held, Sygdom hindrede ham i at drive sin Virksomhed med Kraft, og han døde i meget trange Kaar den 2. December 1871.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Breve til J. L. Lund i St. kgl. BibS. Adresseav. 1819, Nr. 150. Skifteretten. Berl. Tid. 1871, Nr. 288. Nagler, Kstl. Lex.)

Ussing. Stefan Peter Johannes Hjort Ussing, født i Ribe den 15. September 1828, var Søn af Snedker Peder Ussing (f. 1785, d. 1872) og Bolette Kirstine f. Lund (f. 1790, d. 1871). Da han viste ualmindelige Gaver for Billedhuggerkunsten, kom han i 1843 til København, hvor han strax fik Plads i H. V. Bissens Værksted og i Kunstakademiets Forberedelsesklasse. Efter at have været en kort Tid i Dekorationsklassen blev han i Marts 1845 Elev af Modelskolen, vandt i December s. A. den mindre og i December 1848 den store Sølvmedaille. Endelig vandt han i September 1851 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Thetis bønfalder Vulkan om Vaaben til Achilles«.

Et af hans første større Arbejder var at modelere den ene af Hestene til Victorias Quadriga ovenpaa Thorvaldsens Museum. Fra 1845 begyndte han at udstille dels Buster, dels Arbejder fremkaldte ved de Konkurser, hvori han deltog, dels enkelte, som ikke synes at skylde en saadan Paaskyndelse deres Tilblivelse. For »En Karl, som vander sin Hest«, vandt han vel ikke den Neuhausenske Præmie (1853), men Arbejdet blev købt til Statens Samling, og et andet, ikke prislønnet Konkursarbejde for Guldmedaillen (udst. 1854), »Episode af Barnemordet i Bethlehem« fik sin Plads i Ribe Domkirke. Blandt hans øvrige Arbejder kan nævnes »En Hyrdedreng med et sygt Lam« (udst. 1848), som tilligemed et Arbejde, der i 1855 vandt den Neuhausenske Præmie, »En Fiskerdreng«, tilhører Hofjægermester Honnens de Lichtenberg. Endvidere »Børn med en Fuglerede« (1850), som tilhører en Svoger, Hr. C. Ussing i Ribe, »Børn, som have fanget en Krabbe« (udst. 1854, tilh. Statens Sam-

517

ling) og »En badende Pige«, som blev udført i Marmor til Frederik VII (udst. 1857).

Han var i en god og lovende Udvikling, yndet af den ældre Kunstnerkreds for sit Talent og sin Stræbsomhed, af den yngre for sin Elskværdighed, da han i Begyndelsen af 1855 blev syg af Tuberkler paa Hjærnen. Han laa allerede paa Hospitalet den Gang den ovenfor nævnede Neuhausenske Præmie tilkendtes ham, og efter et langvarigt Sygeleje, under hvilket en Søster kærligt plejede ham, døde han paa Frederiks Hospital den 19. Juli 1855,

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. T. Algr. Ussing, Stamt. over Fam. Ussing. Ribe Stiftstid. 1856, Nr. 49. Skifteretten. Priv. Medd.)

Ussing. Stefan Peter Johannes Hjort Ussing d. y., Maler, er født den 17. Juni 1868 i Skanderborg og er Søn af Boghandler Thorvald Ussing (f. 1830, d. 1871} og Camilla Cathinca f. Ussing (f. 1841); hans Fader var Fætter til, hans Moder Broderdatter af den ovenfor nævnte St. Ussing d. æ. Han fik som Malerlærling Adgang til det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Februar 1888 til Maj 1894. Han konkurrerede til Afgang, men han opnaaede ikke Afgangs-bevis (1895), og uagtet hans Arbejde indbragte ham Ros og Friplads, opgav han at konkurrere paany. Allerede forinden var han bleven ansat ved den kunstneriske Afdeling paa den kgl. Porcelænsfabrik og maler Unica under Glassuren.

(T. Algr. Ussing, Fam. Ussing. Akad. Medd. fra Pore. Fabr.)

518

Wagner. Siegfried Wagner, Billedhugger, er født i Hamborg den 13. April 1874 og er Søn af Gas- og Vandmester Josef Wagner og Julie f. Philipsen, men er opdraget hos Julius Jakob Heine, der er gift med hans Faders Søster, Frederikke f. Wagner. Han blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han har gennerngaaet fra Januar 1890 til 1896, men har ikke taget Afgang. Han begyndte at udstille 1894 en Billedstøtte i naturlig Størrelse »Forfulgt«. Foruden nogle Buster udstillede han i 1895 bl. a. en Statue »Dødsdømt« og i 1896 en »Samson«., hvormed han deltog i Konkursen om den Eibeschütz'ske Præmie.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Wahl. Georg Vilhelm Wahl, Stempelskærer, født 17 06, lærte for kgl. Regning Medaillørkunsten hos Svejtseren Hedlinger, som den Gang var i Sverig, blev derpaa den 29. April 1726 Stempelskærer ved Mønten i Hamborg, men vendte vistnok allerede i 1730 tilbage til Danmark og skar sine første Stempler for det danske Hof i 1731. Christian VI fulgte hans Virksomhed med Opmærksomhed og glædede sig over hans Fremgang. Han blev fra i. Oktober 1736 Hof-medaillør med 200 Rdl. d. C. i aarlig Lønning, og blev i 1743 Stempelskærer ved Mønten i København. Tillige var han Lærer ved det ældre Kunstakademi. I Løbet af Aarene 1731—49 skar han en

519

Mængde Medailler for Hoffet; efter den Tid nævner Møntbeskrivelsen kun en enkelt privat Medaille i 1760 i Anledning af Cay Reventlows Guldbryllup. Han blev den 28. August 1739 gift med Mette Dorothea Gercken, paa en eller anden Maade Slægtning af Billedhuggeren Didrik Gercken, der var tilstede som Brudens Forlover. Wahl døde den 22. Maj 1778.

(Weinw., S. 147. Do. Lex. Mnemosyne, III, Brev Nr. 205. Rigsarch. Raadstuearchiv, Mandtalsliste til Kopskat 1743. Krebers Møntkatalog, II, S. 194. Adresseav. 1775, Nr. 56 og 57; 1778, Nr. 83. Møutbeskriv. Hamb. Kstl. Lex. T. J. Meier, Wiedewelt, S. n. Petri Kirkeb. Geneal. Inst.)

Wahl. Johan Georg Wahl, Historiemaler, født i København den 12. Januar 1781, var Søn af kgl. Berider Rudolf Vilhelm Wahl {f. 1751, d. 1810) og Anna Margrethe f. Berentz (d. 1821} og han kom efter sin Konfirmation paa Kunstakademiet for at uddanne sig til Maler (1795). Han blev i 1797 Elev af Modelskolen, vandt 1798 den mindre, 1799 den store Sølvmedaille, 1801 den mindre og 1803 den store Guldmedaille for Opgaven »Dalila overgiver Samson til Filistrene«. Et ældre Vidnesbyrd siger om ham, at »han malede bedre, end han tegnede og navnlig kopierede ypperligt«. Uagtet han for Akademiet ved sine Konkurser og flere Lejligheder »havde aflagt sikre Prøver paa vel anvendte store Naturgaver«, fik han ikke Lejlighed til at udvikle dem ret længe. I 1805 rejste han til Italien med Stipendium fra Fonden ad usus publicos, 600 Rdl. aarlig, som bevilgedes ham tre Gange, hver Gang for to Aar. Han kom dog ikke til at nyde det fuldstændigt, thi denne lovende Kunstner blev nogle Aar efter et Offer for Landets Klima, idet han •døde af galloperende Svindsot i et Herberg ved Kysten i Nærheden af Pisa den 13. August 1810, og hans stakkels Moder fik Efterretningen om denne sin eneste Søns Bortgang, fire Dage efter at hun, den 10. September, havde mistet sin Mand. Den kgl. Malerisamling •ejer et af hans Billeder, »Psyche og den sovende Amor«, hele Figurer. For Grev Reventlow malede han en Altertavle til en Landsbykirke paa Lolland.

(Weinw., 8.196. Do. Lex. Akad. Thiele, Thorv., n, navnlig S. 156—58; HI, S. 32. Rigsarch. Adresseav. 1810, Nr. 214 og 218. Slotsk. Kirkeb. Spengl. Kat., Nr. 887. Priv. Medd. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.)

Wahl. Johan Salomon Wahl eller du Wahl, Portrætmaler, født i Chemnitz ved Meissen 1689, lærte Malerkunsten i Leipzig hos den saxiske Hofmaler David Høyer (1705—n), og vandt Navn ved sine

520

talrige Portræter baade af fyrstelige og fornemme Personer i Tyskland. Et Portræt af Krock, sorn han malede i Hamborg, fremkaldte en Indkaldelse til Danmark, som han fulgte (1719). Han blev kgL Hofskildrer fra 1730 med 400 Rdl. d. C. om Aaret, og fra 1737, ved den yngste Grodtschillings Død, blev han Kun stkamrn er forvalter med 600 Rdl. om Aaret. Akademiet i Florens optog ham 1744 til Æresmedlem. I Maj 1760 mistede han sin Hustru, Marie Sofie du Wahl (f. 1689), og den 5. December 1765 døde han selv i sit 77. Aar. Han nød meget Ry for sine Portræter, og mange af dem ere gengivne i Stik; dog siger Hennings, som tidt gør gode Iagttagelser,. at han var »bekendt mere ved sine Portræters Mængde end ved deres Skønhed«. Den kgl. Malerisamling ejer af denne Kunstner det ovenfor nævnte Portræt af Krock, samt Kunstnerens eget,. Moreils, Drakenbergs og Hofnarren Otto Kyhls Portræter. Endvidere »Et Par Duer«, Kopi efter Tham. Han^ var paafaldende lille af Væxt; hans Datter var gift med M. Tuscher.

(Weinw., S. 113—14. Do. Lex. Hennings, S. 45. Sandvig, S. 125. Büsching Nachr., I, S. 107—12. Mnemosyne, III, S. 127—28 og Brev Nr. 53. Skild. 1829, Sp. 1061—62. Thiele, Kstakad., S. 39 og 41. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Statskal. Adresseav. 1760, Nr. 39; 1765, Nr. 138. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Spengl. Kat., Nr. 8₄2--47. Strunk.)

Wahl. Romanus (Rasmus) Peter Alexander Wahl, Billedhugger, født i København 1814 og Søn af Skomagermester og Værtshusholder Hans Mortensen Wahl (d. 1832) og Elisabeth f. Batz, havde gode Anlæg for Billedhuggerkunsten og fik Adgang til Kunstakademiet, hvor han i December (832 vandt den mindre og i Marts-1833 den store Sølvmedaille i Modelering. Om Sommeren samme Aar konkurrerede han til Pengepræmien, dog uden at vinde den, og til den mindre Guldmedaille efter Opgaven »Odysseus skænker Vin for Kyklopen Polyfem«. Han fik heller ikke denne Præmie, men med 14 Stemmer mod 3 besluttede Akademiet at tilskrive ham »en Opmuntring«. Han var Elev af Billedhugger H. E. Freund, som med egen Dødsfare forgæves søgte at frelse hans Liv, da han om Søndagen den 15. December 1833 faldt i Vandet ved Kallebodstrand og druknede. Da hans Moder Aaret før var bleven Enke og havde fire andre Børn at forsørge, tilstod Akademiet hende — af Hensyn til Sønnens Talent — 40 Rdl. til Begravelseshjælp.

(Akad. Skifteretten 1832 og 1833. Vejviseren. Adresseav. 1833, Nr.soi.)

Vaillant. Antonius de Vaillant blev ansat som kgl. Bygmester under Christian IV den 3. Maj 1602, men næppe et Aar efter døde

521

han, inden den 30. April 1603. Senere nævnes en Maler, B. Vaillant. af hvem man har et Portræt af Baron Jens Juel, stukket 1685 af Gerhard Valck.

(Medd. fra Rentek. 1872, S. 194—195. Strunk.)

Wallick. Arnold Wallick, Theatermaler, hed oprindelig Ahron Wulff Wallich, men forandrede selv sine Navne. Han var født i København den n. Marts 1780 (1779?) og Søn af Købmand Wulff Lazarus Wallich (f. 1756, d. 1843) og Hanne f. Jacobson (f. 1758, d. 1839), en Søster til de ovenfor nævnede Kunstnere D. A. og S. A. Jacobson. Han var selv en Broder til Botanikeren N. Wallich. Da han havde Lyst til at være Maler, fik han Adgang til Kunstakademiet, blev 1798 Elev af Modelskolen, vandt 1801 den mindre og den 3. Januar 1803 den store Sølvmedaille. Maaske endog før Medaillen var tilkendt ham, afrejste han til Italien, hvor han lagde sig efter Theatermaleriet, og dels ved sin egen Livlighed og Aandrig-hed, dels ved Thorvaldsens og Baron Schubarts Hjælp fik han Lejlighed til at leve i Roms og andre Stæders mest dannede Kredse. Han var saaledes den, hvem det i 1804 blev overdraget at meddele Canova, at han var udnævnt til Medlem af Kunstakademiet i København. I 1808 saa Akademiet nogle hjemsendte »Theatertegninger«, samt »Et Landskab i Oliefarve«, der blev udstillet i 1809. Samme Aar rejste han over Milano, hvor han ogsaa kom i Berøring med fornemme Italienere, og hvor Oehlenschlæger mødtes med ham, til Paris og hjemsendte atter derfra nogle Tegninger, som hans Fader overbragte Akademiet med Ønsket om, at han paa dem maatte blive agreeret, hvilket ogsaa skete den g. April 1810. Wallick var dog selv kommet hjem og søgte samtidig Fonden ad usus publicos om Understøttelse til at rejse ud igen. Der torlangtes, at han først skulde udføre en Theaterdekoration, der kunde vise hans Talent. I September s. A. fremstillede han en saadan, forestillende »Et Fængsel« og fik derpaa den 25. September bevilget 500 Rdl. aarlig i to Aar som i 1812 forøgedes med et Tillæg for sex Maaneder. I Foraaret 1811 rejste han over Cassel til Paris; der studerede han under Ciceri og forblev der til Slutningen af Aaret 1813, da han vendte tilbage til København. Han synes at have arbejdet med stor Lethed og at have været meget flittig.¹

¹ I et Brev fra Paris til Prins Christian Frederik (1811), fortæller han bl. n., at man allerede den Gang brugte Dekorationer af lukkede Stuer ved den store Opera.

522

Ved det kgl. Theater, som i nogle Aar havde hjulpet sig med en mindre fremtrædende Kunstner, Andr. Poulsen (s. d.), fik Wallick, den 9. Maj 1814, kgl. Ansættelse som Theatermaler med 150 Rdl. Sølvværdi i aarlig Løn. Samtidig ønskede han at gøre Medlems-stykke til Akademiet, men da Theatret ikke strax havde Brug for større Arbejder, blev han først den 18. Juli 1815 enstemmig optagen til Medlem, efter at Akademiets Forsamling havde set den oplyste Dekoration »Et Galleri« i Theatret. Af hans senere Arbejder nævner Overskou ved 1818 en Gade i Venezia, som kaldes »et wallicksk Tryllemaleri« ; ved 1819 »et mesterlig udfort Bagtæppe af Frederiksborg Slot, spejlende sig i Søen« til Heibergs »Tycho Brahes Spaadom«; ved 1823 »tre mesterligt udførte Dekorationer« til »Titus«.

Han blev den 2. December 1817 gift med et Søskendebarn, Frederikke Wallich (f. 1794, d. 1872), Datter af Faderens Broder, Købmand Moses Lazarus Wallich (f. 1764, d. 1838) og Juliane f. Kalisch (f. 1773, d. 1852). Hans Søn var Justitiarius i Overretten. I 1842 tog han sin Afsked fra Theatret (se Christensen) med Forpligtelse til fremdeles at gøre Tjeneste, og endnu den 30. Maj 1845 saa Publikum Wallicks sidste Arbejde for Theatret, »En Bagerbod« til Balletten »Rafael«. Den i, April 1844 havde han faaet Bolig paa Charlottenborg som ældst Medlem efter Chr. Hornernans Død, men allerede den 3. November 1845 afgik han ved Døden. Han udstillede dels Oliemalerier, dels Udkast i Vandfarve til Dekorationer i Aarene 1807 til 1824.

(Weinw,, S. 205. Do. Lex. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Overskou, Theat. Hist., IV, S. 358, 579—80, 589 og 704; V, S. 561, 698 og 709. Rigsarch. Mos. Ministerialbog. Mos. Begrav. Plads.)

Walter. Johan Ernst Christian Walter, Maler og Kobberstikker, -født i Ratzeburg 1799, lagde sig efter Maleri og Kobberstikkerkunst, og kom i 1817 til København for at uddanne sig videre \ han fik Adgang til Kunstakademiet 1817, men naaede ikke længere end til Gibsskolen. I 1820 indsendte han en Prøvetegning, »Hakon Jarl, som ser Gudrun« og siden andre; men hverken hans Malerier eller hans Kobberstik fandt Akademiets Bifald, og han huggede sig gennem Livet ved Hjælp af en lille kgl. Understøttelse, ved at male nogle Portræter og kopiere efter 'mindre Billeder i den kgl. Malerisamling , og endelig i en Række Aar som Opsynsmand ved denne Samling. Han var gift med Ane Christine Christensen (f. 1796, d. 1864) og

523

døde under et Ophold hos sine Børn i Odsherred den 28. Maj 1860. Han udgav forskellige Billedværker, dels Prospekter, dels naturhistoriske Genstande.

(Weinw. Lex. Erslew, III, S. 457. SuppL, III, S. 534. Adresseav. 1860. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn I, 209—10.)

Walther. Vilhelm Theodor Walther, Architekt, født den 13. November 1819 i Lyngby ved København, var Søn af Tømrermester og Politiassistent Christian Vilhelm Walther (f. 1788, d. 1869) og Anna Kirstine f. Mønnich (f. 1795, d. 1879). Efter sin Konfirmation kom han til København for at uddanne sig til Bygmester under Truelsen, Hetsch og ved Kunstakademiet. I 1838 blev han Elev af Medaille-skolen, foretog i 1839 en Rejse til Norge for at lede et Bygningsarbejde der, og vandt i 1842 den mindre Sølvmedaiile. I 1843—45 var han i Hamborg, hvor han i Forening med Svejtseren Ulrich ledede flere Byggeforetagender for Bygmesteren M. Koppel, samt deltog paa forskellig Maade i en Del af den Byggevirksomhed, som den store Brand fremkaldte; i 1844—45 var han Konduktør ved Opførelsen af Banegaarden i Altona og gjorde Tegning til forskellige Stationsbygninger i Holsten, og foretog derpaa en lille Rejse til Tyskland og Holland med Understøttelse fra den Reiersenske Fond. Efter at have vundet den store Sølvmedaiile (1845), arbejdede han en Del Aar i København, til Dels med Undervisning i Tegning ved Kunstakademiet, det techniske Institut og andre Skoler; i 1849 vandt han den Neuhausenske Præmie for »En komplet Herregaard«, i 1855 den mindre Guldmedaille, i 1857 atter den Neuhausenske Præmie for »Udkast til en Forskønnelse af Slotspladsen« og endelig s. A. den store Guldmedaille for »En Bygning til Fofkething, Lands-thing, Rigsraad og Rigsret«. Samtidig udførte han Tegninger til nogle Herregaarde, til Hovedbygningen paa Silkeborg Fabrik og ledede Istandsættelsen af St. Mortens Kirke i Næstved.

Med Akademiets store Stipendium rej ste han i 1859—61 til Tyskland, Frankrig og Italien, og blev efter sin Hjemkomst ansat som kgf. Bygningsinspektør for Jylland (1862) med Bolig i Aarhus. Af hans senere Arbejder kan nævnes Restaurationen af Domkirken og af Frue Kirke i Aarhus, Ombygningen af Randers' Hospital, Toldkammerbygningerne i Randers, Nykøbing p. M. og Thisted, Opførelsen af Aaby Kirke, Holme Kirke, Skjørring Kirke sarnt Restauration af flere større og mindre Kirker i Jylland; hans sidste større Arbejde var Opførelsen af Latinskolen i Aalborg. Walther

524

var en tænksom og omhyggelig Architekt, som med Takt og sikker Smag ledede de store Restaurationsarbejder af ældre anselige Byg-ningsminder i Jylland, som var betroede til hans Forsorg, og i sine Nybygninger forbandt kunstnerisk Følelse med praktisk Sans. Walther var i 1863 bleven Medlem af Kunstakademiet, fik i 1868 Titel af Professor, blev 1878 Ridder af Danebrog, 1885 Danebrogsmand tog 1892 sin Afsked som kongelig Bygningsinspektør og blev udnævnt til Etatsraad. Det var hans Hensigt at flytte til København, og han havde faaet Medlemsbolig paa Charlottenborg, hvilken han agtede at tiltræde om Efteraaret, da han efter en kort Rejse til Hamborg — hvor der den Gang var Kolera — efter faa Dages Sygdom døde i sit Hjem i Aarhus den 28. August 1892. Han blev den 31. August 1847 gift med Vilhelmine Christine Dorothea Tydsk, Datter af Kobbersmed Laurits Svendsen Palme Tydsk (d. 1839} og Conradine f. Meyer (f. 1788, d. 1846).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 17.)

Wandahl. William Frederik Vilhelm Wandahl, Landskabsmaler, er født den 7. August 1859 i København og er Søn af Skibsfører Andreas Cornelius Wandahl (f. 1816, d. 1894) og Sofie Frederikke f. Jørgensen (f. 1818, d. 1868). Efter at have været i Malerlære besøgte han det tecbniske Selskabs Skole og kom derfra til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse og Perspektivklasse han besøgte 1879—80. Han har udstillet siden 1885 for største Delen Landskaber. Han er tillige Skuespiller og Regissør ved Dagmartheatret og blev den 18. Juli 1890 gift med Skuespillerinde ved samme Theater, Aline Vilhelmine Rodine Nielsen, født i Kerteminde den 8. Marts 1868 og Datter af Herredsfuldmægtig og Branddirektør Rudolf Nielsen (f. 1840) og Adolfine Frederikke f. Worsøe (f. 1838).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Wandel. Elis abeth Christiane Alvina Wandel f. Møller, Portrætmalerinde, er Datter af Vinhandler Andreas Christian Møller (f. 1809, d. 1895) og dennes anden Hustru Thora Adelaide f. Beck (f. 1826, d. 1885) og er født i København den 14. Januar 1850. Hun uddannede sig til Malerinde under Vejledning af Carl Thomsen og P. S. Krøyer, og ægtede den 14. Januar 1871 Grosserer Oscar Andreas Wandel (f. 1845), ^Søn ^af Grosserer Carl Theodor Wandel (f. 1800, d. 1876) og Anna f. Thorsen (f. 1819). Kunstnerinden har udstillet

525

siden Forårsudstillingen 1887, mest Portræter og Studiehoveder, for en stor Del udførte i Pastel, og enkelte Landskaber. Hun har haft Arbejder ved Verdensudstillingerne i Paris 1889, Chicago 1893 og Antwerpen 1894.

(Priv. Medd. Akad.)

Vandel. Jenny Amalie Gustave Vandel, Malerinde, er Datter af Købmand Jens Christian Vandel (f. 1815, d. 1860) og Johanne Cathrine f. Scheel ff. 1827, d. 1888) og er født i Svendborg den 7. Oktober 1852. Efter Mandens Død indgik hendes Moder 1862 sit andet Ægteskab med dennes Broder Herman Frederik Sofus Vandel (som efter hendes Død er anden Gang gift). Denne hendes Stiffader sørgede for Kunstnerindens Uddannelse; hun besøgte V. Kyhns Tegneskole og rejste i 1880 til Udlandet, hvor hun har opholdt sig i Italien, samt længere Tid i Miinchen. Derfra hjemsendte hun til Foraarsudstillingen 1893 »Et Gadeparti i Rothenburg«, men har ikke senere udstillet her. I 1894 ægtede hun i Miinchen den danske Komponist Jørgen Henrik Malling (f. 1836), som dennes anden Hustru. Han er Søn af Direktør i Østifternes Kreditforening Ludvig Theodor Malling (d. 1881) og Frederikke f. Næve.

(Priv. Medd. Bricka, XI, 73—74. Svendb. Kirkeb. Udst. Fortegn.)

Wang. Albert Edvard Wang, Landskabsmaler, er født i Horsens den i. September 1864, og er Søn af Købmand Søren Nielsen Monberg Wang (f. 1830) og Ane Cathrine f. Borg (f. 1838). Da han havde Lyst til at tegne, kom han i Malerlære i Horsens, besøgte den techniske Skole der, blev Malersvend 18 Aar gammel og rejste derpaa til København for at søge kunstnerisk Uddannelse. Efter at have besøgt Kunstnernes Studieskole, først under Zahrtmann, senere under Krøyer, begyndte han at udstille ved Decemberudstillingen i 1887 og har fra 1889 udstillet Landskaber ved Foraars-udstillingerne. Ved Verdensudstillingen i 1889 i Paris havde han et Landskab fra Horsensegnen »Markvej i Graavejr« og har ogsaa haft Billeder udstillede 1891 i Berlin og 1893 i Chicago. Den 6. Maj 1892 ægtede han Cathrine Linca Jørgensen (f. 1865), Datter af Skibshandler Fritz Jørgensen (f. 1833, d. 1887) og Rosa f. Notini (f. 1834 i Stockholm).

(Priv. Medd. Udst. Fortegn.)

Varming. Christoffer (Kristoffer) Nyrop Varming, Architekt, er født den 14. Februar 1865 i Øster-Alling, og er Søn af Sogne-

526

præst David Ludvig Carl August Varming (f. 1816, d. 1884) og dennes anden Hustru Doris Magdalene f. Nyrop (f. 1833, d. 1894). Han kom efter sin Konfirmation i Tømrerlære, blev Svend 1883, besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole og fra den i. Oktober 1885 Kunstakademiet, hvorfra han den 24. Maj 1892 fik Afgangs-bevis som Architekt. Han rejste derpaa med en Understøttelse fra det Larssenske Legat en kortere Udenlandsrejse til Tyskland og Norditalien og vandt 1895 den mindre Guldmedaille for »Et kongeligt Landslot«. Han har dekoreret Frue Kirke i Svendborg, og han har opført en Restaurationsbygning i Zoologisk Have ved København. Sammen med Magdahl Nielsen har han bygget et Gravkapel i Svendborg. Den 28. Juli 1896 blev han i Mariebo gift med Elisabeth Ruge ff. 1872), Datter af Apotheker Theodor Andreas Vilhelm Ruge (f. 1840, d. 1892) og Birgitte f. Dahl (f. 1849, d. 1897). (Priv. Medd. Elvins. Statskal. Akad. Udst- Fortegn.)

Wassmann. O. G. Wassmann og Aarstallet 1755 læses som Malerens Mærke paa en Bordplade med et Maleri, der forestiller de hellige tre Konger, og med Aarstallet 1759 paa en malet Vægdekoration, begge Dele paa Herregaarden Krabbesholm ved Skive.

(Barm. Becker, Tapeter, S. 44—47.)

Wedel. Frederik Ernst Wedel, Kobberstikker, har tegnet og stukket i alt ti Blade til Johann Tantzers -»Der Dianen hohe und niedere Jagt- Geheimniss Ander Theiln, Copenhagen 1686, Folio. De forestille de Dyr, som ere Genstand for Jagten, Partier af hegnede Skove og forskellige Jagtredskaber. I 1697 stak han et Blad forestillende »En Ildebrand«.

(Weinw. Lex. Sandv., S. 127. Krohn I, 12. Det nævnte Værk.)

Wegener. Gustav Theodor Wegener, Maler, født i Roskilde den 3. Februar 1817, var Søn af Forstander for Jonstrup Seminarium, senere Consistorialraad, Jens Ernst Wegener (f. 1781, d. 1846), og Birgitte Marie f. Bindesbøll (f. 1793, d. 1856), en Søster til den tidligere nævnede Bygmester af dette Navn. Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære og fik samtidig (1831) Adgang til Kunstakademiets Skoler. Efter at han var bleven Svend, vedblev han at søge Akademiet og blev 1836 Elev af Modelskolen. Som Dekorationsmaler var han i 1839 i Muskau i Schlesien for at dekorere et Palæ for Fyrst Puckler- Muskau, og for at uddanne sig videre til Dekorationsmaler tilbragte han de følgende Aar i Tyskland, navnlig

527

i Berlin og Miinchen; men med Tanken om at blive Figurmaler vendte han derpaa tilbage til København, hvor han i December 1843 vandt den mindre, i Marts 1845 den store Sølvmedaille og endnu samme Aar, den 29. September, den mindre Guldmedaille for Opgaven »Tobias drager paa Rejse med Englen«. Da han i 1847 konkurrerede til den store Guldmedaille, havde han vel Stemmeflerhed for sig, men ikke de fornødne to Trediedele af Stemmerne, og Medaillen kunde saaledes ikke tilkendes ham, ligesom det ved en senere Konkurs, i 1849, heller ikke lykkedes ham at vinde den.

I 1847 blev han Assistent ved Gibsskolen, i 1848 deltog han i det første Aars Felttog i Slesvig som frivillig, men den følgende Vinter optog han sin Lærergerning paany. I 1838 havde han udstillet et Ungdomsarbejde, »En Gadescene«, men først fra 1844 begyndte han for Alvor at udstille, dog med store Afbrydelser og i det hele ikke mange Billeder. Han malede Optrin af Folkelivet, Æmner af Danmarks Historie og med Forkærlighed religiøse Billeder; i 1855 og 1856 fik han to Aars Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 600 Rdl. aarlig og tilbragte disse Aar i Italien. Hans Forsøg paa, under Paavirkning af den italienske Natur og det italienske Folkeliv, at danne sig efter Marstrand, viste kun tydeligere, hvor langt han stod tilbage for denne i Talent, medens især i hans religiøse Billeder en vis mild Følelse og et smukt Øje for Farve noget bødede paa Savnet af en dybere, mere indtrængende Fremstillingsævne.

Som Theatermaler var han senere med Troels Lund i Christiania for at udføre nogle Dekorationer der, ligesom han ogsaa under C. F. Christensen arbejdede for det kgl. Theater i København, Han var Marstrands Medhjælper ved Udførelsen af det store Billede i Universitetets Festsal. Fra 1871 var han Lærer ved Kunstakademiets Tegneskole, og han døde ugift i København den 17. August 1877.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. Erslew, HI, 476—77. A. Petersen, Den Jonstrupske Stat, S. 7. Statskal. Fdl. 1877, Nr. 192. Aukt. Kat.)

Wegmann. Bertha Wegmann, Malerinde, Datter af tidligere Forstinspektør i Svejts, senere Fabrikant i Danmark Eberhard Ludvig Wegmann (f. 1810, d. 1869) og Cathrine f. Mini (f. 1821, d. 1857), er født i Soglio i Graubünden den 16. December 1847, men kom i sin tidlige Barndom rned sine Forældre til København, hvor hun voxede op, og da hun havde Lyst og Gaver for Malerkunsten, begyndte hun at tegne hos F. F. Helsted og lærte siden at male

528

hos F. C. Lund og Heinr. Buntzen. I 1867 rejste hun til Munchen for at uddanne sig videre under Malerne Lindenschmidt og Kurzbauer og levede der til 1881. Hun har udstillet en Del i Udlandet, dog ogsaa i København 1873 til 1878 et Par Figurbilleder og Portræter. Fra 1882 har hun haft fast Bolig i København, om end afbrudt af mindre Rejser, og har til Stadighed udstillet ikke alene Portræter, men ogsaa Genrebilleder og Blomster billeder, samt forskellige Arbejder i Pastel. I 1883 blev Udstillingsmedaillen tilkendt hende for et Dameportræt (Kunstnerindens Søster), hvorved hun blev Medlem af Akademiets Plenarforsamling; den 26. Maj 1892 benaadedes hun med Fortjenstmedaillen i Guld og i 1896 malede hun for Udstillings-fonden et Portræt af Maleren Otto Bache. I Udlandet fik hun 1880 »hædrende Omtale« i Paris og i 1882 sammesteds en tredje Klasses Medaille for det ovennævnte Portræt af Søsteren.

(Priv. Medd. Tysk Ref. Kirkeb. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. S. Mttller, N. dsk. Malerk.)

Weichnit. Morten Weichnit eller Weichend var kgl. Bygmester under Christian IV fra den 27. September 1619 til sin Død, den 4. Juni 1626.

(Medd. fra Rentek. 1872, S. 195.)

Weidenhaupt. Andreas Weidenhaupt, Billedhugger, født i København den 13. (døbt den 15.) August 1738, var Søn af Sværdfeger Johan Christian Weidenhaupt (f. 1694, d. 1742) og Catharina Maria f. Westphal. Da han havde Lyst til Billedhuggerkunsten, blev han Elev af Petzold og Saly (1750) og besøgte Kunstakademiet, hvor han i 1758 vandt begge Sølvmedailler, i 1759 den mindre og i 1760 den store Guldrnedaille som Billedhugger for Opgaven »Moses findes af Faraos Datter«. Ved Ais' Hjemkomst i 1762 fik Weidenhaupt Rejsestipendium og tog den 4. September til Paris, hvor han ved et prislønnet Prøvearbejde fik Adgang til Akademiet. Samtidig studerede han under Pajou og hjemsendte i 1763 et Relief, »Saul, som spørger Samuel til Raads«. To Aar efter modtog Akademiet som Frugten af hans. Studier i Paris »En siddende Vulkan« i brændt Ler. Ved samme Tid (1765} rejste Weidenhaupt til Rom, hvor han studerede Antiken flittigt og bl. a. kopierede »den døende Fægter«, der gjorde megen Lykke ved Salonen 1778 i København. I 1768, da hans sex-aarige Stipendium var udløbet, fik han en »Gratification« til Rejsen og foreviste ved sin Hjemkomst sine Arbejder for Akademiet, som agreerede ham den 8. Juli 1769. Paa en siddende

529

»Minos« blev han derpaa den 23. April 1770 enstemmig optaget til Medlem.

Weidenhaupt havde med særlig Iver og Dygtighed lagt sig efter Anatomien og skal i sine sidste Arbejder paa en fremragende Maade have vist sin Indsigt heri, uden at de derfor blev tørre eller kedelige. Ved Dr. Bergers Fratrædelse som Professor i Anatomi ved Akademiet valgtes han derfor enstemmig i dennes Sted den 18. August 1771, •og den 14. September approberedes Valget. Henved to Aar efter blev han tillige Professor ved Modelskolen, den 13. Marts 1773, •efter Pilos Afgang. I 1774 fik han en kgl. »Naadegave« paa 100 Rdl. d. C. Senere fungerede han adskillige Gange som Akademiets Kasserer og i To-Aaret 1791—92 som dets Direktør. I 1803 fik han sin Lønning forhøjet med 200 Rdl. aarlig. Han døde ugift •den 26. April 1805 i sin Bolig paa Charlottenborg, efter tolv Dages Sygdom af Mavebetændelse. Hans Søsters Mand, Urtekræmmer Christensen, kundgjorde Dødsfaldet.

Af hans Arbejder kendes ikke mange. Foruden de ovenfor nævnte Kopier og akademiske Arbejder, udførte han i 1783 efter Akademiets Ønske en Anatomifigur, som blev brugt i dets Skoler, indtil den blev afløst af en ny af Th. Stein. Dog synes Hennings allerede inden 1778 at have set en lignende Figur, som Weidenhaupt altsaa maa have gjort tidligere for egen Regning. Ved Udstillingen i 1778 saas endvidere »Et gammelt Hoved« i brændt Ler. Dette Arbejde, som ikke er ganske uden Interesse, tilhører nu Statens Samling. Aaret efter hans Død opstilledes en kolossal Buste i Gibs af Frederik V, modeleret af Weidenhaupt, i Antiksalen paa Char-lottenborg. Ved Salonen i 1778 udstillede han »Ensomhed, forestillet ved en siddende Figur« i Gibs, tilhørende Enkedronningen, og den bekendteste af hans Statuer, »Jorddyrkningsflid« til Frihedsstøtten paa Vesterbro. For øvrigt synes han mest at have været sysselsat med Gravmæler, hvoriblandt maa nævnes Mindesmærke over Jens Juel paa Nikolaj Kirkegaard og over Tømrermester Boye Junge i Petri Kirkes Kapel.

(Weinw., S. 180 og 216. Do. Lex. Hennings, S. 112—16. Do. Musaget, .3. Stlick 1798, 8.30. Rigsarch. Petri Kirkebog og »Døbte i Petri K. før 1728«. Alm. Dsk. Bibi., Marts 1778, S. 91. Skild. 1805, Sp. 922; 1806, Sp. 791. Adresseav. 1805, Nr. 155 og 174. Thiele, Thorv., II, S. 5- Do. Kunstakad., S. 140. Meier, Wiedewelt, S. 134.)

Weise. Oluf Jepsen Weise, Weyse eller Weysse, hvis Fornavnene ere de rette, Miniaturmaler, var sandsynligvis Søn af Signet- og

N. K. L. II. April 1897. 34

530

Skriftstikker, Ib Oluf Weyse og var født omtrent 1750. Han nævnes som Blomstertegner i Slutningen af forrige Aarhundrede og var tillige Kobberstikker, idet der tillægges ham ni Blade, Vignetter og desl. Hans Navn forekommer sidste Gang i Vejviseren for 1792. Faderen vandt i 1776 en lille Sølvmedaille, der af Landhusholdningsselskabet var udsat som Prisløn for en Afhandling »Om Tegnekunstens Udbredelse i Smaastæderne«. Men hans Afhandling blev ikke trykt.

(Weinw., S. 198. Do. Lex. Sandv., S. 127. Kgl. Landhushdl. Skr. 1776, I, S. LXXVII. Nyrop, Medd. fra Ind. Omraade, S. 86. Do., Bidrag til Industtv Hist., S. 82—83. Geneal. Inst.)

Weitemeyer. Carl Frederik August Weitemeyer, Portrætmaler, født i København den 2 7. November 1812 (?), var Søn af Kunstdrejer, senere Bandagist Henrik Ludvtg Weitemeyer (f. 1785, d. 1864} og Mette Sofie f. Reimann (d. 1854). Efter at han havde lært Malerhaandværket i København og besøgt Kunstakademiets Skoler, kastede ban sig over Portrætmaleriet og rejste i 1836 til Gottingen, hvor han lagde sig efter Anatomi, og derfra til Munchen (1838). Her sluttede han sig til den Kreds af danske Kunstnere, som den Gang arbejdede der, malede Portræter og Genrebilleder, men døde allerede den 23. Marts 1840 paa de barmhjærtige Søstres Hospital i München som Følge af en Forkølelse, han havde paadraget sig under Kunstnernes Karneval.

(Priv. Medd. Skifteretten. Nagler, Kstl. Lex., XXI, S. 266.)

Wenck. Heinrich (ffenrt) Emil Charles Wenck, Architekt, er Søn af Overvejinspektør, Generalmajor Heinrich Theodor Wenck (f. 1810, d. 1865) og Waller Jenny Louise f. Pacht, og er født i Aarhus den 10. Marts 1851. Han gik i Skole dels i Kiel, dels i København, lærte at tegne hos Architekturmaler P. Kornbeck og C.V.Nielsen, kom i Oktober 1869 ind i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse, gennemgik Architekturskolen og fik den 4. Januar 1876 Afgangsbevis som Architekt. Den n. Marts 1878 tilkendtes den mindre Guldmedaille ham for »En Bibliotheksbygning i gothisk Stil«, og han foretog derefter en Rejse til Tyskland og Frankrig. I 1883 og 1884 havde han Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr. aarlig) og opholdt sig i Italien. I 1883 havde han udstillet et architektonisk Projekt og siden 1886 har han jævnlig udstillet dels Akvareller, dels Projekter. Han har opført Stationsbygninger ved den østsjællandske Jæmbane og ved Græsted-Jærnbanen samt Hovedstationen i Helsingør sammen med Holsøe (s. d,) og er for

531

Tiden Architekt for Statsbanerne ved den nordsjællandske Kystbane. Desuden har han udført andre Nybygninger og Ombygninger. Den 15, Marts 1895 ægtede han Helga Thyra Fanny Jensen (f. 1870), Datter af Grosserer J. Jensen.

(Priv. Medd. Statskat. Pers. Tidskr. 2. R. I, T. 49. Akad. Udst. Fortegn.)

Ventegodt. Peter Olsen Ventegodt, Maler, se P. Olsen-Ventegodt.

Wennerwald. Emil August Theodor Wennerwald, Landskabsmaler, født den 4. August 1859 i København, er Søn af Fabrikant Fritz Wennerwald (f. 1832) og Emilie f. Luchow (f. 1826, d. 1883). Efter et kort Ophold i Flensborg flyttede Forældrene i 1864 atter til København, hvor han gik i Skole, og da han havde Lyst og Anlæg for Tegning tog Maleren Carl Vilh. Hansen (s. d.), der var en intelligent og dannet Mand, sig varmt af ham og ledede hans Uddannelse ogsaa i de boglige Kunster. Han afholdt ham dog fra at besøge Kunstakademiet, saa at han først efter dennes Død blev forberedt af C. V. Nielsen og i Januar 1878 fik Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik, dog uden at blive længe nok til at kunne tage Afgang. Imidlertid udstillede han første Gang ved December-Udstillingen 1880, og fra 1882 har han, om end med Af brydelser, udstillet ved Forårsudstillingerne som Landskabsmaler. Da hans Forældre ikke kunde støtte ham, hæmmedes hans Udvikling dog ved, at han flere Gange, for at ernære sig, maatte søge Erhverv som Skuespiller, og til andre Tider tage Ophold udenfor København, saaledes i 1888—91 i Svendborg. I 1889 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie og foretog omtrent samtidig et Par mindre Udenlandsrejser. I 1890 havde han en Understøttelse fra den Raben-Levetzauske Fond, i 1891 og 1896 fra den Hjelmstjerne-Ro sen croneske Stiftelse, i 1894 fra Akademiet 400 Kr. Wennerwald ægtede den 4. Maj 1884 Carla Ludovica Kongsted (f. 1866, d. 1885), Datter af Hofpianist Carl Julius Rongsted {d. 1866). Sit andet Ægteskab indgik han den 23. Oktober 1888 med Ingeborg Johanne Emilie Hansen (f. 1866), Datter af Gæstgiver Anders Hansen (f. 1828, d. 1889) og Ane Margrethe f. Hansen (f. 1834). (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Begrav. Kont.)

Wentorf. Carl Christian Ferdinand Wentorf, Portræt- og; Genremaler, født i København den 25. April 1863, er Søn af Snedker Heinrich Frederik Wentorf (f. 1832} og Cecilie Juditha f. Wandschneider

532

(f. 1831, d. 1894). Han kom i Lære hos Lithograferne Kittendorff og Tegner, besøgte det techniske Selskabs Skole og fra Juni 1881 Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 29. Januar

1887 Afgangsbevis som Maler. Ved Foraarsudstillingen 1886 fremstillede han sit første Arbejde, Portræt af Landskabsmaler C. F. Aagaard. Siden har han til Stadighed udstillet Portræter og Genrebilleder, hvoraf »En Gudstjeneste paa Amager« (udst. 1893) tilhører den kgl. Malerisamling. Et 1890 udstillet Billede »Fra Trøstens Bolig« tilhører H. Hirschsprungs Samling. I 1890 og 1892 havde han Rejseunderstøttelser fra Kunstakademiet og var begge Gange udenlands. I 1894 og 1895 havde han det Bjelkeske Legat (600 Kr. aarlig) til kunstnerisk Uddannelse, og i 1896 fik han det Ancherske Rejselegat, som han særlig anvendte til et Ophold i Paris. Paa Udstillingen 1897 har han et stort Billede »En ung Kunstner«.

Den 18. April 1890 ægtede han Alma Margrethe Nathalie Qvist {f. 1861), Datter af Snedkermester Hans Jakob Quist (f. 1823, d. 1891) og Augusta Frederikke Vilhelmine f. Wurck (f. 1827, d. 1872}.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Begrav. Kont.)

Vermehren. Gustav Vermehren, Genremaler, er Søn af nedennævnte J. F. N. Vermehren og er født i København den 28. December 1863. Efter sin Konfirmation kom han i Malerlære, besøgte det techniske Selskabs Skole og fra Oktober 1881 Kunstakademiets Skoler indtil Maj 1887, dog uden at tage Afgang. Han udstillede første Gang 1888, vandt Aaret efter den Neuhausenske Præmie for »Landemærket«, fik 1881 en Rejseunderstøttelse af Akademiet (300 Kr.), oprettede i 1892 i Forening med sin nedenfor nævnte Broder en Tegneskole, der forbereder til Kunstakademiet, solgte i 1893 »En kræsen Rad« til den kgl. Malerisamling, blev fra i. November s. A. Inspektør ved Deres Majestæters private Kunstsamlinger, fik i 1894 en Understøttelse fra den Raben-Levetzauske Fond og i 1896 en Rejseunderstøttelse til Indlandet fra Akademiet. Den 20. Oktober

1888 ægtede han Louise Borchsenius (f. 1862), Datter af Agent Carl Vilhelm Ferdinand Valdemar Borchsenius (f. 18 29) og Henriette Marie f. Fuglede (f. 1836).

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Vermehren. Johan Frederik Nikolaj Vermehren, Genre- og Portrætmaler, født i Ringsted den 12. Maj 1823, er Søn af Glarmester Peter Frederik Nikolaj Vermehren (f. 1793, d. 1869) af

533

hollandsk Æt og Sofie Amalie f. Franck (f. 1801, d. 1846). Da han havde Lyst til noget mere end Faderens Haandværk, kom han i 1838 paa Sorø Akademi og blev Student derfra i 1843. I Sorø havde han dels nydt Tegneundervisning hos Harder, dels tegnet Portræter paa egen Haand. Efter at have forberedt sig næsten et Aar til anden Examen, afbrød han sine Studeringer uden at faa Examen, og for at uddanne sig til Maler tog han til København, hvor han i Oktober 1844 fik Adgang til Akademiets Skoler. Samtidig nød han privat Vejledning hos J. Roed, der kendte ham fra Hjemmet. I 1846 blev han Elev af Modelskolen, og i 1847 udstillede han sit første Billede, »En Skomager i sit Køkkens.

Da Krigen udbrød, gik han frivillig med og deltog i det første Aars Felttog. Aaret efter malede han »Reservesoldatens Afsked«, der blev købt af Selskabet for nordisk Kunst og senere er gaaet over til den kgl. Malerisamling. Efter at han i 1855 havde udstillet »En Jydsk Faarehyrde paa Heden«, fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, som han for største Delen tilbragte i Italien. Et af hans der malede Billeder, En Gade i en lille italiensk Bjærgby, blev ogsaa Malerisamlingens Ejendom (udst. 1858). Af de Billeder, som han udstillede i 1860, var det ene, »En Sædemand«, i Forvejen købt til Samlingen, og det andet, »Huslig Syssel, en Kone bælger Ærter«, blev købt efter Udstillingen. For dette Billede fik han tillige Udstillingsmedaillen. I 1862 gjorde han med Rejsepenge fra det Ancherske Legat sin anden Udenlandsrejse til Holland og derfra over Frankrig til Italien.

Vermehren malede nu i de følgende ti Aar en Række Billeder, hvori snart Figurerne, dog for det meste i en den maleriske Fremstilling ganske underordnet Handling, snart de landskabelige Omgivelser traadte frem som Hovedsagen. Ogsaa et Par af disse Billeder blev Malerisamlingens Ejendom, men fra 1870 gik han over til i lang Tid næsten kun at male Portræter i Legemsstørrelse, dels Brystbilleder, dels Knæstykker. Et af hans første Portræter var af Maleren J. V. Sonne til Udstillingsfonden; senere (1887) malede han ogsaa sit eget og (1888) A. V. Saabyes Portræt for den samme Fond. Blandt hans øvrige Portræter kan fremhæves General Jonquiéres (1883), kgl. Skuespillerinde Anna Nielsen (1887) og kgl. Skuespiller Phister (1897) til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg, samt Biskop Fogs Portræt (1897) til Roskilde Domkirke, medens han allerede i 1874 havde malet dennes Portræt til Holmens Kirke, hvis Provst Fog da var. Fra 1883 begyndte han dog atter at male smaa

534

overordentlig omhyggelig udførte Livsbilleder med en enkelt, men altid klart fortalt Handling. Et af disse »Skakspillere« (1891) blev solgt til Nationalmuseet i Stockholm, medens »Sygebesøg hos det gamle Tyende« (1885} tilhører den kgl. Malerisamling og »Bedstefader« (1896) tilhører Hds. Maj. Dronningen. Vermehren ægtede den 7. Juli 1857 Thomasine Ludvigne Grimer (f. 1833, d. 1877)^ Datter af Exam. jur., Universitets- og Kommunitets-Forvalter, Godsejer; Justitsraad Thomas Ludvig Grimer (f. 1782, d. 1844) og dennes anden Hustru, Petrine Elisabeth f. Beyer (f. 1808, d. 1863). Den 23. Maj 1864 blev han Medlem af Kunstakademiet i København, i 1865 blev han Lærer ved dets Modelskole, i 1869 blev han Ridder af Danebrog, og den 18. Juni 1873 blev han Professor ved Modelskolen efter Marstrands Død, i 1888 blev han Danebrogsmand og den 26. Maj 1892 Kommandør af Danebrog. I 1891 fik han ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin den højeste Udmærkelse »Æres-diplom«. Han var i 1890, ved C. Blochs Død, bleven udnævnt til Medlem af den til Indkøb af Kunstværker til den kgl. Malerisamling nedsatte Kommission for tre Aar og denne Udnævnelse fornyedes i Marts 1893 for sex Aar; men i 1896 nedlagde han sit Mandat af Hensyn til sin Alder. To af hans Sønner ere nævnede her som Kunstnere.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst. Statskal. Ord och Bild, IV, 109—11. Strunk.)

Vermehren. Sofus Vermehren, Portrætmaler, Søn af J. N. F. Vermehren og Broder til G. Vermehren, er født i København den 2 8. August 1866. Han kom efter endt Skolegang i Malerlære, besøgte det techniske Selskabs Skole og gennemgik derpaa Kunstakademiet fra Oktober 1883 til den 24. Maj 1892, da han fik Afgangsbevis som Maler. Under sin Studietid fik han en Skole-prærnie paa 150 Kr. til en Sommerrejse. Han har udstillet siden 1891, for en Del Portræter, hvoriblandt Lithograf Adolf Kittendorffs, med hvilket han 1893 deltog i den Neuhausenske Konkurs og vandt en Tillægspræmie paa 300 Kr. Aaret efter solgte han »Et Interiør« til den kgl. Malerisamling. I 1892 oprettede han en Tegneskole i Forening med sin Broder, og i 1896 fik han det Bjelkeske Legat (600 Kr.) til fortsat kunstnerisk Uddannelse.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Wessel. Carl Emil Wessel, Architekt, født i Helsingør den 15. Januar 1831, var Søn af Etatsraad, Kæmmerer ved Øresunds

535

Toldkammer Christian Gerhard Wessel (f. 1786, d. 1868} og Emilie Christine f. Duche (d. 1872). Han skulde have gaaet den militære Vej og blev i 1843 optaget i Landkadetkorpset; men af Lyst til Xunsten forlod han Kadetakademiet og gik (1847) over til Kunstakademiet, hvor han i 1851 blev Elev af Architekturskolen og i 1854 vandt den mindre Sølvmedaille. Samtidig havde han tegnet hos Hetsch og gennemgaaet Murerlæren.

Derefter foretog han for egen Regning en Rejse til Tyskland, navnlig for at blive fortrolig med den gothiske Architektur (1854 —1855). I Regensburg, hvor han ogsaa studerede, blev han kendt med Julie Regine Hagen (født der 1832), som den i o. Februar 1856 blev viet til ham i Petri Kirke i København. Paa samme Tid som han ved privat Arbejde søgte sit Underhold for sig og sin Familie, konkurrerede han til Akademiets Medailler og vandt i 1859 den store Sølvmedaille, i 1861 den mindre og i 1863 den store Guid-medaille for Opgaven »Et Nationaltheater«. Med Kunstakademiets store Stipendium rejste han i 1864 atter udenlands, denne Gang væsentligst til Italien, Frankrig og Spanien, hvor den mauriske Bygningskunst især fængslede ham. Da han i Foraaret 1867 vendte hjem fra denne Rejse, var det med nedbrudt Helbred, og den 22. Maj s. A. bortrev en Tyfusfeber den unge lovende Kunstner, for hvem nu først en egentlig Virkekreds skulde have aabnet sig. Før Rejsen havde han gjort Tegning til Kapellet ved Taarbæk.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Wessely. Julius Wessely, Portrætmaler, af jødisk Herkomst, var fra Altona og kom i Efteraaret 1821 til København, besøgte Kunstakademiets første Frihaandstegneskole, men fortsatte ikke, som det synes, Undervisningen. I 1823 udstillede han her »Kopi efter Maler Germains Portræt« og i 1824 Portræt efter Naturen. Om det er det 1824 malede Barne-Portræt af Regine Ørgaard, som senere blev Medaillør H. Conradsens Hustru, kan ikke afgøres. Kunstneren synes snart efter at have forladt København igen.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. E. F. S. Lund. Dsk. Portr. I, 76-)

Westengaard. J. Malerinde, se Johanne Fosie.

Westenholt. H. Westenholt fedt 1675 står på et Maleri i Sejerslev Kirke paa Mors, forestillende et »fortrinlig malet Portræt •af en Gejstlig (Sognepræst K. O. Thisted) med Hustru og Datter«.

(Uddrag af Prof. Engelhardts Foredrag i Fdl. 1874, Nr. 35. Priv. Medd. fra Samme.)

536

Vesterberg. Edvard Vesterberg, Lithograf, Søn af Mursvend Vesterberg og født i København den 8. November 1824, blev efter sin Konfirmation Lærling i Em. Bærentzens Stentrykkeri og fik i 1837 Adgang til Kunstakademiets Skoler, hvor han i December 1846 blev Elev af Modelskolen og i December 1848 vandt den mindre Sølvmedaille. Hans Sygelighed i de sidste Aar, han levede,, og hans tidlige Død var Skyld i, at han ikke fik Lejlighed til at udføre mange Blade, men han havde en dyb og alvorlig Kunstnerbegavelse, der syntes at indeholde store Løfter. Efter Marstrand lithograferede han »Kaffeselskabet i Den politiske Kandestøber«, hvori Figurerne for største Delen var gengivne med frisk Opfattelse af den. Marstrandske Pensels Ejendommelighed. Til en svensk Kalender,, udgiven i Stockholm, »Svea«, udførte han i en lang Aarrække endnu fortrinligere en Mængde smaa Genrebilleder efter Datidens mere bekendte Malere, Fagerlin, d'Uncker, Nordenberg, Wallander o. fl.; ogsaa findes adskillige smukt lithograferede Portræter fra hans. Haand, deriblandt hans eget Portræt. Han tegnede med stor Lethed og Finhed, saavel paa Stenen som med Pen paa Papir. I et elskværdigt Samliv med en aldrende Moder, der var Enke, og lykkeligt forlovet syntes han at se en smilende Fremtid i Møde, da en Sygdom nedbrød hans Kraft og bortrev ham den 8. Marts 1865.

(Priv. Medd. P. Krohn, Ved Lithogr. Hundredaarsfest i Tdsk. f. Kstind._r1896, S. 152. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Adresseav. 1865,. Nr. 60. Strunk.)

Westermann. Hans Westermann, Landskabsmaler, født i København omtrent 1810, var Søn af Billetkasserer ved det kgl. Theater Johan Gotfred Westermann (f. 1786?, d. 1857} og Birthe Marie f. Aagesen (f. 1791, d. 1846). Han var Portefeuillefabrikant, men en meget aandrig og begavet Mand, der ogsaa dyrkede Malerkunsten¹og fra 1849 til 1851 udstillede nogle Kystpartier fra Københavns Red. Han var gift med Emma Haagensen, som i 1864 indgik et nyt Ægteskab. Westermann døde den 8.(?) Juni 1852.

(Priv. Medd. Vejvis. Skifteretten. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Westphal. Frederik (Fritz) Bernhard Westphal, født den 5. Oktober 1804 i Slesvig By, var Søn af Johan Gottlieb Reimar Westphal (d. I833)¹, Tegnelærer og Auktionsforvalter i Slesvig; hans.

¹ Denne var H. V. Bissens første Tegnelærer og medvirkede til at tilvejebringe den Sum, som satte ham i Stand til at rejse til København for at uddanne sig til Kunstner.

537

Moder hed Sofie Elise Christiane (Annette) født Wieck. Han kom efter sin Konfirmation (1818) i Købmandslære, men da han havde mere Lyst til at være Maler, tog han alt i 1821 til København og fik snart efter Adgang til Kunstakademiets Skoler. I 1824 blev han Elev af Modelskolen og udstillede s. A. sit første Billede, »Et Optrin af Syndfloden«; i 1825 vandt han den mindre Sølvmedaille, og to Aar efter forlod han Danmark for flere Aar, i hvilke han opholdt sig i Slesvig, hvor han malede Portræter, for at tjene Penge til en Udenlandsrejse, som han sikkert ogsaa foretog, og paa denne udstillede han bl. a. i Dresden (1831). Efter at han fra 1833 i København havde udstillet en Del Figurbilleder, mest efter tyske Æmner, kom han, som det synes, først i 1836 tilbage hertil og begyndte igen at nyde Kunstakademiets Undervisning, vandt i 1837 den store Sølvmedaille og endnu samme Aar den mindre Guldmedaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil (i. Sam. 16, 23). Aaret efter vandt han den Neuhausenske Præmie for »Kong Valdemar og liden Else« efter Chr. Winthers Digt »Henrik og Else«. Derimod konkurrerede han forgæves til den store Guldmedaille (1839 og 1841) og en Ansøgning om Rejsestipendium blev heller ikke bevilget (1841). Isteden for at rejse fik han Ansættelse som Costumur ved det kgl. Theater, d. v. s. han fik det Hverv at tegne Dragter til Skuespillerne i de forskellige Stykker, der skulde udføres; men han vedblev at male og udstille saavel Genrebilleder som historiske Malerier lige til sin faa Aar efter indtrædende Død. Han blev nemlig angreben af en ondartet Halsbetændelse, hvoraf han døde den 24. December 1844. Han var ugift.

Hans Billeder udmærkede sig ved poetisk Komposition og god Anordning, men »Savnet af alvorligt Studium«, mente man, »hindrede hans Fantasi, hans Opfindelsesævne i at komme til Modenhed«, og om hans Guldmedaillearbejde var Meningerne meget delte. West-pbals mest omtalte Arbejde, »Kapskydning efter Maager ved Slesvig By«, tilhører en Slægtning af ham, Købmand E. Wieck i Slesvig. Hans sirligt udførte Haandtegninger minde i Anordningen og Figurernes Karakteristik om den tyske Kunstskole ved den Tid.

{Priv. Medd. Alcad. Reitael. Udst. Fortegn. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Høyens Papirer. Do. Skr„ I, S. 114—16. Adresseav. 1844, Nr. 308. Nagler, Kstl. Lex., XXI, S. 343.)

Westphal. Frederikke E. Westphal, Malerinde, født i Slesvig By den 22. Juli 1822, er Datter af Blikkenslager Frederik Christian

538

Westphal og Margrethe f. Michelsen, men ikke i Familie med den ovennævnte F. B. Westphal. Som voxen levede hun med sine Forældre i Pinneberg, og efter at hun havde uddannet sig til Malerinde, udstillede hun i København fra 1856—61 og var i nogen Tid bosat der. Hendes første Billede, »En ung Pige med Jordbær«, som hun solgte til Kong Frederik VII, foranledigede, at hun kom til at male dennes Portræt (?) og derefter fik et Stipendium af Kongen. Senere opholdt hun sig i Jena, hvor hun malede den daværende Arveprins til Saxen Weimar, samt i London, Hannover og Altona, idet hun paa disse Steder gav Kursus i Maleri for Damer. Et Portræt fra hendes Haand, forestillende Generalsuperintendent Callisen, hænger i Kirken i Frederiksberg ved Slesvig. Tre af hendes bedste Figurbilleder, nemlig »Høsten«, »Den hellige Anna« og »Bruden«, tilhøre Gehejmeraad Michelsen i Slesvig. Hun gik over til Irvingianernes Menighed.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Weyers. Andreas Michael Weyers, Maler, født i Ribe og Lærling af Hendrik Krock, foretog i Aaret 1719 en Rejse til Holland, Frankrig og Italien.

(Spengl. Art. Eft.)

Wichmann. Henrik Wichmann, Portrætmaler, synes at være Broder til den nedennævnte Peter Wichmann. Han kaldes Skildrer, men hidtil vides kun, at han i 1747 fik en Datter døbt og at hans Hustru Anne Cathrine (f. 1711) døde som Enke og blev jordet den 25. Juni 1774.

(Trinitatis Kirkeb.)

Wichmann. Nikolaj Wichmann, Portrætmaler, hvis Fødsel og Afstamning ikke kendes, fik den n. December 1703 Bestalling som den danske Dronnings, Louise af Meklenborgs Hofskildrer, blev snart efter gift med Sara Jensdatter Foght, fik den 23. August 1721, efter at Frederik IV havde ophøjet Anna Sofie Reventlow til Dronning, Bestalling som hendes Hofskildrer, og døde i Oktober (bisat ²⁴/₁₀} 1729. I Aarene 1717 til 1729 fik han Betaling for adskillige Arbejder til Hoffet. Blandt hans Malerier nævnes Frederik IV's Aasyn i et Portræt, som Krock (s. d.) fuldførte, Portræt af Iver Brinck, den første danske Præst i London, stukket 1726 af A.Reinhardt , af Dr. Henrik Bornemann, stukket af Friedlein 1699, af Præsten ved Petri Kirke, Joh. Lassen fra Waldau, af H. Brockenhuus-

539

Løvenhjelm (1710) o. fl. Ved Auktion over Dr. Schjøtz' efterladte Malerier (12. Marts 1878) solgtes et Portræt af Prins Carl, FrederiklV's Broder, som tillagdes denne Kunstner. Den nedennævnte P. Wich-niann var hans Søn.

(Weinw., S. 114- Do. Lex. Sandv., S. 128. Thiele, Kstakad., S. 20, efter Dsk. Mag. E. F. S. Lund, Dsk. Portr. I, 50. Rigsarch. Pers. Tdskr. 2. R. IV, 17. Nikolaj og Petri Kirkeb., døbte i Petri K., S. 20. Wiedew. Pap. i Univ. Bibi. Auktionskatalog 1878. Strunk.)

Wichmann. Peter Wichmann, Portrætmaler, Søn af den ovennævnte Nikolaj Wichmann og Sara Jensdatter Foght, blev født i København og døbt den 7. September 1706. Han lærte vistnok Malerkunsten hos sin Fader, fik den i. Maj 1730 kgl. Pas for at uddanne sig i Årtern pictoriam og var hjemme inden 1734, da han blev gift med Sara Cathrine Salto eller Saltou (f. 1709), Datter af Klædekræmmer Hans Henrik Salto (d. 1723) og Inger Michelsdatter (d. 1731). Han levede i København som Skildrer (Hofskildrer?) og døde den 18. Maj 1769. Ham tillægger man Portræter af Christian VII i Harnisk, Knæstykke, stukket af C. Fritzsch, af Hofpræst Joh. Aug. Seydlitz (d. 1751), ved O. H. de Lode, af Christian Ehlers, islandsk Købmand, ved J. Haas 1755 og af en Søofficer, M. J. Herbst.

(Petri, Nikolaj, Helligg. og Trin. Kirkeb. Lengnick, Fam. Salto. Rigsarch. Berl. Tid. 1769. E. F. S. Lund, Dsk, Portr. I, VI. Wiedewehs Pap. i Univ. Bibi. Priv. Medd.)

Wick. Johan Classen van Wijck eller Wick, Portrætmaler, rimeligvis en Hollænder, var kgl. Contrafejer og Maler under Christian IV fra i. Februar 1598 til 4. April 1602, men han nævnes lige fra 1597 til 1613, da han afgik ved Døden. Hans første Arbejder i 1597 var nogle Portræter for Frederik II's Enkedronning, hvoriblandt hendes eget og et Portræt af Christian IV, i Aarene 1604—11 nævnes flere Gange, at han udførte Dekorationsmalerier paa Frederiksborg, og at han tegnede de Patroner, hvorefter der vævedes Tapeter dels til Kronborg, dels til Frederiksborg. Paa sidstnævnte Slot var desuden to Malerier, forestillende »Kong Salomon salves til Konge« og »Dronningen af Arabia besøger Kong Salomon«, og paa Københavns Raadhus en »Delineation« af København fra 1610, malet af Wick, stukket af Johan Didriksen. Hans Kone hed Voldborg Hansdatter. Han kaldes undertiden kun »Johan Maler i København«.

(Burm. Becker Tapeter, S. 17, 19. Medd. fra Rentek. 1872, S. 193. Dske. Saml., II, S. 142 og VI, S. 121. F. R. Friis' Saml., S. 234—35 og Bidr. til dsk. Ksth., 147—48. Jfr. Joh. Ehrhart.)

540

Wiedewelt. Hans Wiedewelt, Architekt, født 1646 i Schleitz i M ark grevskabet Meissen, kom 1670 til København som Bygmester og Murmester. Han virkede dog mest i sin sidstnævnte Egenskab ved som Entreprenør at lede Opførelsen af adskillige af de større Bygninger, der efter andre Kunstneres Tegninger byggedes i Christian V's og Frederik IV's Tid, saaledes Landkadetakademiet, Reformert Kirke, Frederiksberg Slot, m. n. I 1674 blev han gift med Maria Marcusinn (d. v. s. Marcus' Datter, d. 1680} fra Lolland og fik med hende den nedenfor nævnede Søn Just, der blev Fader til Billedhuggeren Johannes Wiedewelt. Efter hendes Død ægtede han i 1681 Agnete Strobel fra Odense, men mistede i 1722 ogsaa sin anden Hustru. Kort efter blev han blind, og da ved den store Ildebrand i 1728 hans Hus i København brændte, blev han bragt over til nogle af sin anden Hustrus Slægtninger i Jylland og døde der i 17 30. En Datter af andet Ægteskab var gift med den ovenfor nævnede Maler Peter Jochumsen.

(Weinw., S. 121. Do. Lex. Meier, Wiedewelt, S. 15 og 258. Pers. Tdskr. 2. R. III, 290.)

Wiedewelt. Johannes Wiedewelt, Billedhugger, Søn af den nedenfor nævnte Just Wiedewelt, Holmens Billedhugger, og Birgitte Lauritsdatter, blev født i København den i. Juli 1731 og døbt den 4. Juli i Petri Kirke. Der blev rimeligvis talt tysk i Hjemmet, og ligesom hans Skoleundervisning utvivlsomt foregik i dette Sprog, blev han ogsaa konfirmeret paa tysk i Petri Kirke den i. Oktober 1746. Allerede ved Miani blev hentydet til det forunderlige i, at denne skulde have været Wiedewelts Lærer i Malerkunsten, da han forlod København, et helt Aar inden Wiedewelt var konfirmeret; men saaledes siger Overleveringen. Sikrere er det, at han lærte det egentlige Billedhuggerhaandværk hos sin Fader, som gjorde ham til Svend (freigesprochen) den 21. August 17 48. Men efter den Tid vedblev han at besøge det ældre Kunstakademi, som netop den Gang maatte nøjes rned et indskrænket Lokale ved Gammelstrand, og har der uden Tvivl under Petzold faaet den Undervisning i at tegne og modelere, som han ikke havde Lejlighed til at tilegne sig i Billedhuggerværkstedet paa Holmen.

Men allerede den 6. Juni 1750 rejste Wiedewelt udenlands, efter at han kort før havde overrakt Frederik V dennes egen og hans Dronnings, Louises, Buster i lille Format, modelerede af ham selv og afstøbte i Tin. Han rejste lige til Paris., hvor han ved Wasser-

541

schlebes Indflydelse fik Plads i den yngre Coustous Værksted. Hans lovende Anlæg vakte Interesse for ham, og den samme Diplomat opnaaede omsider, at Wiedewelt fra i. Juli 1752 af Particuliére-kassen fik en Understøttelse paa 200 Rdl. d. C. aarlig i to Aar; da han havde paadraget sig en Del Gæld (henved 600 Livres), var han taget paa Landet, hvor han havde søgt Arbejde »å la journée«., men blev kaldt tilbage til Paris for at fortsætte sine Studier. Senere, i December 1753, fik han 400 Rdl. aarlig, ligeledes i to Aar, fra i. Juli 1764 at regne. Men da kort efter Kunstakademiet om-ordnedes og flyttedes til Charlottenborg, resolverede Kongen, at Wiedewelt »ifølge Fundationens Bydende« skulde nyde Akademiets Stipendium i fulde tre Aar fra i. Juli 1754 som dets første Rejsepensionær. I 1753 vandt han en Sølvmedaille ved Kunstakademiet i Paris; hans Lærer vilde gærne have, at han skulde vedblive at studere ved Akademiet og hos ham, til han havde vundet »& grand prix'i., men det brød Wiedewelt sig ikke om, da han dog ikke som fremmed kunde opnaa det dermed følgende Stipendium. Han forlod derfor Coustou og rejste, da hans Stipendium var bleven forhøjet, i Maj 1754 til Rom.

Her havde han Anbefalingsskrivelse til Direktøren for det franske Akademi i Rom, Natoire, og kom gennem ham og ad anden Vej i Forhold til de mest fremtrædende af Datidens Kunstnere i Rom, franske, italienske og tyske, samt af danske Anton Müller, Mandelberg og Als, der alle tre havde Stipendium fra Akademiet eller Kongen. Det tilsyneladende betydningsfuldeste Bekendtskab for Wiedewelt var dog til Archæologen Winckelmann, hvem han sluttede det inderligste Venskab med, uagtet den tyske Kunsthistoriker var henved 40, medens Wiedewelt næppe var 25 Aar. Han følte sig endog saa rig rned sit nuværende Stipendium, at han tog den fattige Lærde frit til sig i sit Værelse og førte sin beskedne Husholdning i Fællesskab med ham. Begge mindedes hele deres Liv det lykkelige og glade Samliv, de havde ført i Rom, rigt paa uskyldig Fornøjelse og aandeligt Udbytte. Winckelmann udviklede sin Lære om den antike Kunsts Herlighed i begejstrede Ord, og Wiedewelt søgte at tilegne sig den in succo et sanguine ved at aftegne sattes, so nur remarquabk isH, af hvad han saa i Rom. I 1756 søgte han og fik to Aars Forlængelse og senere fik han et Aar til, men tillige en bestemt Opfordring fra Akademiets Præses, Grev Moltke, om at vende hjem, naar hans Rejsetid var omme. Som Følge deraf forlod han Rom, efter at have gjort en Udflugt til Neapel og Pompeji, og

542

rejste sammen med Mandelberg til København, som de naaede den 6. Oktober 1758.

Wiedewelt havde i 1756 sendt Akademiet et Basrelief, som rigtignok var gaaet itu undervejs. Da hans senere udførte Arbejder ikke havde kunnet indskibes tidsnok i Livorno, forfærdigede han. efter sin Hjemkomst expres en Tegning til Akademiet, som han ind-gav til Prøve paa sin Fremgang i Januar 1759. Imidlertid udførte han en »hvilende Herkules« i Gibs, og da den fremstilledes for Akademiet den 30. Marts 1759, agreeredes han paa sædvanlig Maade, hvorpaa Direktøren (Saly) forlangte, »at han, uden Conse-quence for Fremtiden, strax derpaa maatte vorde reciperet til membre aeadémigue«., hvilket »ligeledes ved scrutinii enstemmige Decision blev bejaet«- Samme Dag blev han kgl. Hofbilledhugger, og strax efter fik han Paabud om at udføre et Mindesmærke over Christian VI. Akademiet, som fik hans Tegning til Bedømmelse, var »usigelig vel tilfreds med samme« og fremhævede dens »antique gøtef«,. Da knap to Aar efter S. C. Stanley døde, samtykkede Akademiet »uden scrutinii Decision, enstemmig« i, at Wiedewelt blev Professor ved Modelskolen (16. April 1761).

Nu begynder Kunstnerens livligste og bedste Virksomheds Tid. Hans Christian VI's Gravmæle i hvidt italiensk Marmor var til at se færdigt i April 1768 og blev Aaret efter udstillet ved Salonen. Men i denne Mellemtid havde han udført en Mængde Arbejder. Til Frederikskirken, som da var under Bygning, gjorde han Skitser til ikke mindre end 64 Billedstøtter og en Mængde Reliefer, dels over bibelske Æmner, dels allegoriske, men det blev ved Skitserne, da Bygningsværket standsede. Til Fredensborg Slotshave udførte han eller lod udføre i sit Værksted en Mængde Vaser og halv architektoniske Dekorationer, samt nogle store Grupper og dekorative Billedstøtter, »Paris og Helena«, »Æneas og Anchises«, Danmark og Norge som to kolossale kvindelige Statuer, m. fl. Alle disse Arbejder udførtes dels i norsk Marmor, dels i Sandsten; kun nogle mindre Figurer og Vaser til den egentlige Blomsterhave huggedes i hvidt italiensk Marmor. Samtidig udførte han ikke faa private Gravmæler. I 1765—66 maatte han dernæst i forholdsvis kort Tid modelere en Mængde Skulpturværker til Riddersalen i det gamle Christiansborg, hvis Udsmykning lededes af Jardin. Dertil hørte 28 store »Trofæer«, tildels i Relief, tolv Portrætmedailler af de oldenborgske Konger og et allegorisk Relief. Alle disse kostbare Arbejder blev tilintetgjorte ved Slottets Brand i 1794. Frederik V's

543

Død og Christian VII's Tronbestigelse i 1766 fremkaldte en Række »Dekorationer«, som efter Kunstnerens Tegning udførtes i Limfarve paa Træ eller udspændt Lærred. Tillige førte han (1761—66) Tilsyn med Fourniers Porcelænsfabrik.

I den Slags Arbejder, som næsten mere var Opgaver for en Architekt end for en Billedhugger, udfoldede Wiedewelt sin sind-rigste Opfindsomhed, og ikke uden Grund siger hans varme Beundrer, A. Hennings: »Son gout le plus detidé est un goût de fétes«.. Men Wiedewelt var ikke opdragen til Architekt, og hans architektoniske Anordning, saavel i hans Dekorationer som i hans større Mindesmærker, havde, trods al Opfindsomhed og Sikkerhed i Fremstillingen, i Enkelthederne noget af det, Høyen kalder »møbelagtigt«.

Med Frederik V's Død var Wiedewelts gode Tid forbi. Han fik kgl. Paabud om at udføre et Mindesmærke over den afdøde Konge til Kapellet i Roskilde, hvilket var til at se i en Model i halv Størrelse ved Salonen i 1778, og et Par Aar efter var det færdigt fra Kunstnerens Haand i Marmor; men for øvrigt indskrænker hans Virksomhed sig til Gravmæler, Buster, Portrætmedailloner og nogle af disse den Gang saa yndede »Dekorationer«. En af hans betydeligste Bestillinger var Mindestøtterne til Jægerspris, som blev udførte fra 1778 til 1784. Det var atter væsentlig en architektonisk Opgave, der maaske virkede skadelig paa hans senere Udvikling som Billedhugger.

Mindesmærket over Frederik V i Roskilde er hans navnkundigste Værk, men det svarer ikke til det Ry, hvormed Samtiden har omgivet det. Anordningen er ikke smagfuld, Hovedfigurerne, de kvindelige Skikkelser »Danmark« og »Norge« sørgende ved deres Konges Grav, ere svære og uden plastisk Skønhed, hvorvel beaandede af virkelig Følelse. Men siden Quellinus' Dage var ikke saa stort et Billedhuggerværk udført i Danmark, og det var det første større Værk af en indfødt dansk Kunstner. Høyen fremhæver med Rette det ejendommelige Træk ikke alene for Wiedewelts Kunst, men overhovedet hos Datidens Billedhuggere, at, fraregnet Portræter og dekorative Arbejder, var det næsten kun allegoriske Kvindeskikkelser, de udførte, hvad enten det var til Gravmæler eller til andre Mindesmærker. Men skønt saaledes Kvinden i særlig Grad skulde have været Genstand for Wiedewelts Studium, lykkedes det ham ikke at skabe nogen kvindelig Type, der fortjener særlig Opmærksomhed. Selv hans Alderdoms Værk og dog hans bedste Kvindeskikkelse, Figuren »Troskab« paa Frihedstøtten, bærer, trods sin rørende Alvor,

544

ikke noget fremtrædende Oprindeligheds Præg i sig. I det hele er det overraskende, naar man sammenligner de sande og rene Forestillinger, Wiedewelt havde tilegnet sig om Kunstens Væsen og forstod at udtale, om end i vore Øjne i et forunderligt Sprog, f. Ex. i sit lille Skrift »Tanker om Smagen«, med hans egne udførte Arbejder, hvor stærkt Paavirkningen fra hans franske Lærer holder sig hos ham, og hvor lidt han i Virkeligheden staar paa en ny og bedre Tids Grund, selv om han frigør sig noget fra Rokokotidens Over-læsselse. Bedst er han i sine Portræter, helst naar de ere Medail-loner, ligesom man overhovedet snarest i hans Reliefer sporer noget af den Paavirkning fra Winckelmann, som man næsten altid forgæves søger i hans Billedstøtter.¹ Han synes at have været et opvakt theoretisk Hoved med Kærlighed til Kunsten snarere end en frodig Kunstnernatur, hvis Snille saa at sige ligger i hans Hænder.

Wiedewelt har virket næsten endnu mere og med mere iøjnefaldende kunstnerisk Sikkerhed, som Tegner end som Billedhugger, men ved Siden af meget, hvori hans Hovedfortrin, Sindrighed i Anordningeu, gør sig gældende, er der ogsaa i det overordentlig store Tal af bevarede Tegninger og Stik efter Tegninger meget, som ikke ret er Wiedewelt værdigt. Han var ikke uden et vist satirisk Lune, men ogsaa i denne Retning ere tidt hans Tanker udtværede, selv om undertiden noget af Svagheden kan skrives paa Kobberstikkerens Regning. Til Holbergs »Peder Paars« udførte han en Række Illustrationer og Vignetter, som blev stukne af Clemens; de var ret livlige, men »gjorte saaledes, at man skulde tro, at den Mand aldrig rigtig havde set paa en dansk Almuesmand«, og, trods den omhyggelige Udførelse fra Stikkerens Side, svage i Tegningen.

Omtrent ti Aar efter sin Hjemkomst fra Udlandet foretog Wiedewelt i Følge med Architekt N. H. Jardin en Rejse til Frankrig og England (Oktbr. 1768-—Juli 1769), som synes mere at have været en Fornøjelsestur end en Kunstrejse. I 1772 valgtes han, da Saiy nedlagde sin Direktørværdighed, for første Gang til Kunstakademiets

¹ Enkelte af hans Gravmæler, som det Weyseske Mindesmærke i Petri Kirkes Gravkapel, med en næsten i fuld Runding udført Ynglingeskikkelse og det Bodenhoffske paa Assistens Kirkegaard med to Kvindefigurer, ere endog næsten utilladelig svage. Selv om Høyen maaske dømmer vel strængt, navnlig om Frederik V's 'Gravminde, overvurderer Wiedewelts seneste Biograf i altfor høj Grad Kunstnerens Betydning og er saa yderliggaaende i sin Beundring, at han er nærved at yde hans ringeste Værker den største Lovprisning.

545

Direktør og indtog siden denne Hædersplads i alt otte Gange, tildels under vanskelige Tider, hvor han fik Lejlighed til at vise sin Iver for Akademiets Tarv og mulig endog frelste det fra Undergang. I 1777 fik han og J. M. Preisler Titel af Justitsraad. Som Hof billedhugger havde han, dog først fra i. Juli 1769, 500 Rdl. d. C. i aarlig Løn, og i hans senere Aar, da Arbejdet gik fra ham og uforskyldte Tab tilintetgjorde hans Sparepenge, var det saa at sige hans eneste Indtægt.

Wiedewelt var ikke gift, og om nogen Ungdomsforbindelse hører man ikke tale. Derimod skal han i sin ældre Alder have haft Lyst til at gifte sig med en Søster til Harsdorff, der tidlig var bleven Enke og var en overmaade livlig og lystig Person. Men hun syntes, •det var bedst, »det bliver, som det er«. Wiedewelt var selv, inden Sygdom og Sorg tyngede ham, livlig i Omgang, oplagt til Skæmt og paa samme Tid alvorlig i sin Følelse og sin Kærlighed til Kunst. Han samlede paa Kobberstik, gjorde omhyggelige Fortegnelser over dem, gjorde kunsthistoriske Uddrag af de Bøger, han læste, og var ikke bange for til selskabelig Lyst at gøre Vers. I 1786 udgav han et Hæfte »Romerske og ægyptiske Oldsager«, Folio.

Hans sidste Dage var tunge. Uagtet han ikke havde stiftet Familie, havde han dog to gamle Søstre at underholde, den ene Enke, den anden ugift, og da en gammel Fætter og Ven af harn, Peter Frederik Zeise, heller intet havde at leve af, gav han ogsaa ham Naadsens Brød i sit Hus. Disse Byrder i Forening med de Tab, han havde lidt, medførte, at han, da han dog ikke vilde opgive sit Værksted, kom i en Gæld, som han kun delvis kunde løse sig fra ved at pantsætte nogle Kostbarheder, der var Gaver fra hans lykkeligere Dage, og følte Trykket af en Fattigdom, han havde ondt ved at bære. Omtrent fra 1795, maaske endog allerede fra 1788, led han tillige mere og mere under Følgerne af et Slagtilfælde, og da et nyt og stærkere Slag rørte ham om Sommeren 1802 og atter om Efteraaret, synes Livslede at have grebet den en Gang saa flittige og arbejdsdygtige Kunstner, saaledes at han den 17. December 1802 forlod sit Hjem, Materialgaarden ved Frederiksholms Kanal, hvor han havde Værksted og fri Bolig, og gik ud ad Nørreport, som man almindelig antog, med den Tanke for Øje at gøre Ende paa sit Liv. Hvorledes et Selvmord kunde foregaa paa et, selv i hin Tid, saa befærdet Sted som Nørrebro, uden strax at blive paaagtet, har ikke ladet sig oplyse. Men fire Dage efter blev hans Lig

N. K. L. II. April 1897. 35

546

fundet i Sortedamssøen (»Peblingesøen«) og jordet paa Assistens Kirkegaard »med Ceremonier og Jordpaakastelse af en Præst«, fordi man formodede, han havde taget sig selv af Dage i Vildelse. Han var i sine yngre Aar en ret smuk Mand, som det navnlig fremgaar af hans af Als malede Portræter, hvoraf det ene bevares i Kunstakademiet, det andet paa Rosenborg; en Gengivelse ses foran.

(Weinw., S. 136, 156, 180, 214—15. Do. Lex. Hennings, S. 97—103. Do. Musaget, III, Stflck, S. 29—30. Worms Lit. Lex., III. Lahde og Nyerup, Saml. af fortj. dske Mænds Portræter m. biogr. Efterr., II. Sandv., S. 30, 85 og 129. Alm, Dsk. Bibi., Marts 1778, S. 89. Lærde Efterretn. 1802, Nr. 39 [Nekr. ved P. E. Mliller]. Skild. 1829, Sp. 943—52, 1286 og 1559. Thiele, Kstakad., S. 75, 120, 124 og 172. Rigsarch. Kgl. Bibi., Ny kgl. Saml., 1396 n. Petri Kirkeb. Akad. Adresseav. 1766, Nr. 181; 1768, Nr. 25; 1802, Nr. 482. Om hans Død, Fick, Clemens, S. 35—36, og Werlauffs Erindr, i Hist. Tidskr-, 4. Række, IV, S. 274. Om hans Værker, Dske Atlas, II, S. 188, 266—67. J°«ge_fKbhvns Beskriv., S. 28, 32, 33, 34, 35, 36, 43, 171 (2 G.), i?3, 359, S"-«. 516—18, 595. Sandv., S. 30, 85 og 129. Dske Mindesm. [Sorø], S. 62. Hans-Levned skildres udførligst af Fr. J. Meier: »Efterr. om Billedh. Joh. Wiedewelt og om Knnstakad. paa hans Tid*. Jfr. Dassdorff, Winckelmanns Briefe, I, S. 751 II, S. 245—93, særlig 8.273 og 282. Justi, Winckelmann, II, 8.79—84. Høyens Skr., III, S. 131 og 192—96. Nyrop, Ind. Maanedskr. 1878, 33. Strunk.)

Wiedewelt. Just Wiedewelt, Billedhugger, Søn af den ovennævnte Hans Wiedewelt og hans første Hustru, Marie Marcusdatter, blev født i København den 18. November 1677 (1675?). Fra 1692 til 1696 lærte han Billedhuggerkunsten hos Thomas Quellinus (s. d.), som den Gang var bosat i København, rejste derpaa (1696) til Antwerpen, hvor han conditionerede i to Aar, og i 1698 til Paris, Her arbejdede han som Billedhugger i 17 Aar og kom ved Juletid 1715 tilbage til sin Fødeby. I 1719 fik han 300 Rdl. d. C. for to Brystbilleder, Frederik IV's og Dronning Louises, udførte i hvidt italiensk Marmor, paa Fodstykker af Sten, smykkede med det kgl. Vaaben. Kunstneren havde arbejdet i 11 Maaneder derpaa. For øvrigt synes han væsentligst at have været sysselsat med dekorative Arbejder i Sten og Træ, indtil han i 1734 blev ansat som kgl. Billedhugger ved Gammel og Ny Holm. I denne Stilling virkede han saa til sin Død, den 8. September 1757, idet han næsten umiddel bart fulgte sin Hustru, Birgitte Lauritsdatter (f. 1685), hvem han havde ægtet 1726, i Graven. Sønnen, den ovenfor nævnede Johannes Wiedewelt, satte sin Fader et Minde i Petri Kirke i København.

(Weinw., S. 137. Do. Lex. Thiele, Kstakad., S. 39 og 44. Meier, Wiedewelt, S. 15—17 og 258. Rigsarch. Petri Kirkeb. Kgl. Bibl., Ny kgl. Saml., 1396 n.)

547

Wiegel. Saxo Vilhelm August Wiegel, Maler, Søn af Hørkræmmer J. A. Wiegel, er født i København den 5. Januar 1843, kom efter sin Konfirmation i Malerlære og fik fra Januar 18 61 Adgang til Kunstakademiet. Under sin Læretid aftegnede han Felterne i Loftet paa Frederiksborg Slotskirke, inden Levningerne af Bygningen blev nedrevne, og i 1864 var han med i Krigen som frivillig ved Aarøes Korps. Derefter var han en Tid i det københavnske Politis Tjeneste, giftede sig i 1866 med Caroline Amalie Hansen, og traadte i 1867 over i Orlogsværftets Politikorps. Fra 1868 begyndte han atter at søge Kunstakademiets Skoler, indtil han den 19. Marts 1872 fik Afgangsbevis som Maler. I 1872 udstillede han et Portræt, i 1873 et Billede fra Krigen i 1864; men senere har han intet udstillet, om han end ikke har holdt op med at male. Efter at have været Tegner ved »Ravnen« og senere dens Redaktør blev han Redaktør af »Socialdemokraten« (1877—79) og rejste der-paa til Amerika, hvor han bor i New York.

(Priv. Medd. Geneal. Inst. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Wiehe. Carl Vilhelm Wiehe, Maler, født i København den 8. November 1788, var Søn af Bogholder, senere Købmand Johan Heinrich Wiehe og Anna (Frederikke) Sofie f. Reichardt. Han havde gaaet Kontorvejen, rykkede fra Kopist op til Fuldmægtig og Kontorchef i Industri- og Fabriks-Kontoret og var tilsidst Havneskriver med Titel af Justitsraad samt Ridder af Danebrog. Men ved Siden af sin Embedsvirksomhed dyrkede han meget ivrigt Malerkunsten, besøgte Akademiets Skoler en kort Tid i 1820, og indsendte i 1824 nogle af ham fundne Kraplakfarver, som Akademiet roste. I 1824—27 udstillede han dels Kopier, dels originale Billeder. Især malede han Frederik VI's Portræt og kopierede en stor Del Billeder i de kgl. Samlinger. Han blev den 10. December 1812 gift med Antoinette Louise Rosing (f. 1791, d. 1874), Datter af kgl. Skuespiller Instruktør Michael Rosing (f. 1756, d. 1818) og Johanne Cathrine f. Olsen (f. 1756, d. 1853). I 1826 fik han efter Ansøgning 600 Rdl. Sølv af Fonden ad usus publicos for at uddanne sig til Porcelænsmaler, hvortil den kgl. Porcelænsfabriks Administrator Garlieb havde anbefalet ham. Han døde i høj Alder den 17. Februar 1867.

(Weinw. Lex. Rigsarch. Erslew, Soppl., III, S. 609. Adresseav. 1771, Nr. 30. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst.)

Viertel. Johan Carl Frederik Viertel, Portrætmaler, født (døbt ⁵/₈) 1772 i København, var Søn af Hattemagermester Johann Christoph

548

Viertel (Vierthel) og Marie Magdalene Jacobine f. Douillac; han besøgte Kunstakademiets Skoler, hvor han 1789 vandt den mindre, 1791 den store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. I 1793 konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, uden at vinde den, og samme Aar havde han ved Aarsmødet udstillet et Par Kopier og en original Komposition, »Samson i Dalilas Skød«, i Forsamlingssalen. Imidlertid vandt han Navn som Portrætmaler og foreviste i 1794 »den kgl. Familie i levende Størrelse«. Saavel Aaret efter som i 1800 foreviste han ligeledes Portrætbilleder (Familiestykker). I nogle Aar var han i Stockholm, men han vendte tilbage til København, og i Tiden fra 1817—32 udstillede han nogle Billeder paa Ch ar lottenborg. Viertel synes at have været en for sin Tid dygtig og agtet Portrætmaler, af hvem adskillige Billeder endnu bevares hos danske Familier; et Portrætbiilede af »Frederik VI, hans Dronning og hans ældste Datter« paa Gundersløvholm er baade et godt Arbejde og vel bevaret. Han havde først været gift med Christiane Sofie Munck, fra hvem han blev separeret den 12. Juli 1815. Ved kgl. Resolution af 21. Januar 1820 fik begge Ægtefæller Tilladelse til at indgaa nyt lovligt Ægteskab. Han blev derpaa i andet Ægteskab, den 17. Marts 1820 gift med Eleonore Hendriette Kyse eller Kyhse (f. 1786, d. 1873). Han døde den 23. Februar 1834.

(Weinw., S. 193. Do. Lex. Petri, Ref. og Garn. Kirkeb. Høyens Optegn, C. F. S. Lund, Dsk. Portr. I, 50, 59—60. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Raadstue-Arch. Skifteretten. Priv. Medd.)

Vieth. Ernst L udvig Emil Vieth, Billedhugger, født paa Vennerslund paa Falster den 8. Juli 1824, var Søn af Martin Christian Vieth (f. 1788, d. 1856), senere Godsforvalter paa Engestofte ved Mariebo, og Louise f. Fogh. Da han viste sig fingernem som Barn, kom han efter sin Konfirmation til København og i Lære hos Gørtlermester Evens, Billedhugger Evens' Fader, og fik fra Januar 1840 Adgang til Akademiets Skoler. I December 1843 blev han Elev af Dekorationsskolen, to Aar efter vandt han den mindre Sølvmedaille for en Malmkandelaber, i December 1848 blev han Elev af Modelskolen og i Marts 1849 fik han den mindre Sølvmedaille for en Modelfigur. Aaret efter opnaaede han en Pengepræmie for en modeleret Relieffigur, men naaede ikke at vinde den store Sølvmedaille, da Arbejder paa Kunsthaandværkets Omraade optog hans Tid, I 1853 vandt han den Neuhausenske Præmie i Forening med Olrik for »En Sølvsukkerskaal«, i 1855—58 udstillede han et Par Figurer og et Døbefad, pousseret i Vox efter L. Frølichs Tegning.

549

Fra 1852 var han Lærer ved det techniske Institut og det tech-niske Selskabs Skole i Tegning, Modelering og Ciselering af Metal, indtil han i April 1885 tog sin Afsked og blev Ridder af Danebrog. I 1856 gjorde han en Rejse til Italien og Frankrig med Understøttelse fra det Reiersenske Fond og Indenrigsministeriet og ægtede efter sin Hjemkomst den 25. November 1856 Mariane Christiane Bock. Han har især virket paa Kunsthaandværkets Omraade og aabnede i 1866 selv et Steen- og Billedhuggerværksted. I 1867 havde han for anden Gang Rejseunderstøttelse fra den Reiersenske Fond for at se Verdensudstillingen i Paris. Han døde den 12. Maj 1887.

(Priv. Medd. Raadstue-Arch. Frelsers Kirkeb. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. Tdskr. f. Kstind., III, 96 Pers. Tdskr. 2. R. II, T. 51.)

Wif. Olaus Wif, Stempelskærer, norsk født, lærte sit Fag i Dresden og arbejdede der, men da han kom i Strid med sine Foresatte der, vendte han (1720) tilbage til Norge, hvor han synes at have faaet Plads ved Mønten paa Kongsberg. I Maj 1723 fik han 50 Rdl, d. C. for Stemplerne til to Medailler i Anledning af Arveprins Frederiks (d. v. s. senere Kong Frederik V's) Fødsel, og i Oktober s. A. 68 Rdl. for Stemplerne med Tillæg af Staal til en Medaille til det norske Sølvværks Hundredaars Mindefest. Kort efter døde han. I Dresden udførte han bl. a. i Anledning af Churfyrten af Saxens Bryllup syv Medailler, der kaldes de syv Planeter og roses som meget smukke.

(Weinw., S. 126. Do. Lex. Kg], Regnsk. i Rigsarch. Møntfortegn. Bolzen-thai. Nagler, Kstl. Lex., XXI, S. 432.)

Vige. Jens Peter Olsen Vige, Portrætmaler, er født den n. Maj 1864 i Blæsinge, Havrebjerg Sogn ved Slagelse og er Søn af Gaard-mand Hans Olsen og Marie f. Nielsen. Han fik Tilladelse til at bære Slægtsnavnet Vige ved kgl. Bevilling (23/1 1890). Efter at have gaaet i Almueskolen, kom han, da han havde vist Lyst til at tegne, sit 19, Aar til København, egentlig for »at læse«, men foretrak ived at besøge det techniske Selskabs Skole og tegne hos O. A. Her-mansen at forberede sig til Kunstakademiet. Han besøgte dette fra Oktober 1884 til Januar 1888 og arbejdede derpaa to Vintre i Kunstnernes Studieskole under P. S. Krøyer. Han udstillede første Gang 1892, og i 1893 et Portræt af forhenværende Præst Henning Jensen. Han har ogsaa malet Landskaber.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

550

Wiinholt. ClautUus August Wiinholt, Architekt, er født den 24. August 1855 i Røved By, Ødum Sogn, og er Søn af Landvæsens-kommissær, Proprietær, Cand. phil. Fritz Erik Bang Wiinholt (f. 1812 i Norge, d. 1878} og Maren Anthony f. Munk (f. 1814, d. 1861). Efter endt Skolegang kom han i Skibbygningslære i Randers, men Aaret efter (1870) i Karetmager lære og blev Svend 1873. Imidlertid kom han paa Architekt Uldalls Kontor i Randers, blev Tømrersvend og tog saa til København, hvor han af C. V. Nielsen blev dimitteret til Kunstakademiet. Dettes Skoler besøgte han fra Juni 1876, indtil han den 27. Maj 1885 fik Afgangsbevis som Architekt. Han arbejdede derpaa hos F. Meldahl og senere hos H. B. Storck, dels ved Restaurationen af Hee Kirke ved Ringkøbing, dels ved Abel Cathrines Stiftelse i København, hvor han ogsaa selv byggede. I 1888 bosatte han sig i Viborg, og restaurerede en stor Del ældre Kirker og opførte ikke faa nye Landsbykirker, deriblandt en Kuppelkirke til et nyt Sogn paa Skærlund Mark (1895). Desuden har han opført nogle Sygehuse og techniske Skoler, saaledes i Viborg selv, hvor han ogsaa byggede et Menighedshus. I 1893 var han udenlands med en Understøttelse fra det Larssenske Legat og fra 1888 har han været Lærer ved Viborg techniske Skole, indtil han i 1895 tillige blev dens Forstander. Den 20. Oktober 1890 ægtede han Ragna Marie Rahbek (f. 1861, d. 1892), Datter af Proprietær Christian Johan Lodberg Rahbek (f. 1830} til Rindom-Nygaard ved Ringkøbing og Sofie Charlotte Julie f. Koefoed (f. 1825).

(Priv. Medd. Akad. Nat. Nat. 12/1, 14/9 1895,)

Wilcken. Anton Christoffer Wilckm, Architekt, var sandsynligvis Søn af Øltapper Gottlieb Wilcken i København og født i 17 59, besøgte Kunstakademiet i København, hvor han 1780 vandt den mindre og 1781 den store Sølvmedaille i Bygningsskolen. Endnu samme Aar konkurrerede han forgæves til den mindre Guldmedaille, som han vandt ved den følgende Konkurs 1783, og i 1785 vandt han den store Guldmedaille for Opgaven: »En Handelsplads til et'-Handelskompagni«. Uagtet sin heldige Fremgang som Kunstner, og uagtet han var Elev af Harsdorff, for hvem han jævnlig virkede som Bygningskonduktør, tog han dog allerede den 29. Maj 1786 Borgerskab i København som Murmester. Vel søgte han i 1791 om det store Rejsestipendium, men da han ikke fik det, forblev han i sin praktiske Virksomhed. Den 4. Juli 1794 blev han gift med Cathrine Sofie Lycke og efter hendes Død ægtede han Bolette Cathrine Berg

551

{f. 1768, d. 1816). Han maa have været svagelig, thi allerede i August 1816, da hans anden Kone døde, kalder han sig afskediget Kaptajn ved Brandkorpset, og ikke længe efter, den 24. November 1816, bortkaldtes ogsaa han, kun noget over 57 Aar gammel.

(Akad. Geneal. InsC. Raadstuearch. Trin. Kirkeb. Adresseav. 1794, Nr. 166; 1816, Nr. 185 og 287.)

Wilckens. Jan Wilckens van Verelt, Billedhugger, rimeligvis indvandret fra Holland, da han i de kongelige Regnskaber kaldes Jan eller Johan Hollænder, undertiden dog ogsaa Jakob Hollænder. Efter hans Arbejder at dømme synes han ogsaa at have faaet sin Uddannelse i Holland. Han kaldes af Samtiden og Eftertiden en berømt Billedhugger, og den Elfenbens Pokal, som bevares paa Rosenborg viser ogsaa en øvet og dygtig Kunstner. Han arbejdede for det danske Hof fra 1681 til 1692, og at hans Portræt allerede i 1683 blev udført af »Christian Contrefejer« og betalt af Kongens Kasse, viser den Anseelse, han nød. Det kan dog næppe (da det kun kostede 10 Rdl.) være det Portræt, hvorpaa han er malet med sin Elfenbens Pokal i Haanden, hvilket siges at skyldes Maleren Johan Meerholdt. Dette skal være malet efter hans Selvmord, idet han nemlig, medens han 1690—92 arbejdede paa Koldinghus i April 1692 kom i Strid med en af sine Svende (Haandlanger), Jan Witt, og saarede ham saa haardt, at han døde deraf. Derefter synes •det, som om han skar Halsen over paa sig selv, og, uagtet anvendt Lægehjælp, døde den 21. April s. A. Han blev som Selvmorder og Drabsmand jordet i uindviet Jord. Foruden den nævnte Pokal maa nævnes Stukkaturarbejder i Gangen, som fører til Audienssalen paa Frederiksborg.

(Weinw., 8.63. Do. Lex. Spengl. Fortegn. B. Liisberg i III. Tid., 34Bd„ Nr. 22. Tdskr. f. Kstind. X, 94. Rigsarch.)

Wilde. Johan Sofus Just Alexander Wilde, Maler, er Søn af Kommandør Otto Alexander Klemme Wilde (f. 1815, d. 1896} og dennes første Hustru Ida Holten f. Thiele (f. 1830, d. 1863) og er født paa Lindegaarden den 4. Oktober 1855. Han blev Student fra Roskilde Skole 1873, juridisk Kandidat 1883 og 1892 konstitueret Amtsforvalter paa Møen. Han har paa egen Haand uddannet sig til Maler og har udstillet siden 1887, især Pastelbilleder, dels Landskaber, dels Interiører; Kunstforeningen i København har flere Gange købt af hans Arbejder, saaledes i 1893 »Aften«, Den 3, Juli 1883 ægtede han Olga Johanne Albertine Købke (f. 1860), Datter af

552

Herredsfoged, Etatsraad August Carl Chtistian Købke (f. 1821} og Marie Magdalene f. Lassen (f. 1829).

(Priv. Medd. Vahl, Slægteb. VIII, 46. Udst. Fortegn. Statskal.)

Wildenradt. Johan Peter Wildenradt, Landskabsmaler, er født den 27. Juni 1861 i Helsingør, og er Søn af Oberst Frederik Sofus Wildenradt (f. 1823, d. 1884) og Marie Antonie Elisabeth f. Bugge (f. 1832). Samtidig med at være i Malerlære besøgte han det tech-niske Selskabs Skole og kom derfra til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han gennemgik frajuni 1879 til Okt. 1882. Senere besøgte han ogsaa Kunstnernes Studieskole under Tuxen. Sit første Arbejde havde han paa en Decemberudstilling »Interiør af en gammel Gaard i Helsingør«, som blev købt af Kunstforeningen og atter var udstillet ved den nordiske Udstilling i 1883. Fra samme Aar har han udstillet ved Foraarsudstillingerne. Han rejste i 1886 til Udlandet og opholdt sig mest i Sydfrankrig, indtil han i 1894 vendte tilbage til Danmark. I Provence fik han 1887 en Bronce-Medaille ved en Udstilling i Aix, og i Marseille solgte han flere Billeder til Museet der. Wildenradt blev den 3. Oktober 1886 (sep. 1895) gift med Margrethe Krabbe (f. 1864), Datter af Malerinden M. D. Krabbe (s. d.).

(Priv. Medd. Ade!s-Aarb. 1896. Akad. Udst. Fortegn.)

Wilhjelm. Johannes Martin Fasting Wilhjelm, Maler, er født den 7. Januar 1868 paa Bartoftegaard ved Nakskov, og er Søn af Godsejer Mathias Hamburg Seehusen Wilhjelm (f. 1828, d. 1878) og Sofie Louise Christine Benedicte f. Fasting (f. 183 5). Han blev Student 1887, tog anden Examen Aaret efter og begyndte at lægge sig efter Polytechnik. Imidlertid lærte han at tegne hos H. Foss, besøgte Kunstakademiet fra Februar 1890 til 1892, gik derefter over til Kunstnernes Studieskole fra 1892 til 1894. I 1889 havde han rejst i Slesvig for at tegne Bøndergaarde til R. Mejborgs Værk, var i 1890 i Tyskland og rejste i 1893 til Italien, hvor han siden med Afbrydelser har opholdt sig. Saaledes var han i 1894 hjemme og ægtede den 17. Marts Johanne Marie Munk Klocker (f. 1870), Datter af Kaptajnløjtnant i den norske Flaade Johan Hiibner Holst Klocker {f. 1827, d. 1885) og Karen f. Munk (f. 1846). Wilhjelm begyndte at udstille 1893; »Et Frieri« (udst. 1895) blev solgt til Kunstforeningen, »Bøn om Regn« (udst. 1896) købt af den kgl. Malerisamling, og med »Vinhøst i Abruzzerne« (udst. 1897) deltog han i den Neuhausenske Konkurs.

(Priv. Medd. Nat. Tid. »²¹/₄ 94. Akad. Udst. Fortegn.)

553

Villars. Otto de Villars, Maler, vistnok en Udlænding (fransk Reformert) af Fødsel, var født 1663 og tog 1689 Borgerskab i København som Skildrer. Under Navn af »kgl. Maler« (pictør regius) arbejdede han i 1701 ved Frederiksborg Slot og var s. A. en af Underskriverne ved det flere Gange nævnte Andragende om Oprettelsen af et Kunstnersocietet i København. I 1702 fik han gennem det norske Kancelli et Rejsepas til Holland, men i 1704 var han igen hjemme og tegnede »Apollo, som flaar Marsyas« i Moritz' (s. d.) Stambog. Aaret før sin Død malede han Portræter af Frederik IV og Dronning Anna Sofie. Sandvig nævner Mogens Skeels Portræt, stukket af H. Schaten 1696. Han blev den 23. September 1712 gift rned Jeanne Marie Colas, Datter af Leeteur ved den fransk reformerte Menighed, Théodore Colas og Helene f. Talon. Han døde i København den 3. Januar 1722,

(Weinw., S. 119. Do. Lex. Sandv., S. 129. F. R. Friis' Saml., S. 94. Dske Saml., 2. R. V, S. 283—284. Kgl. bibl. Hdsk., Thott. 8, 569. F.J.Meier, Frederiksberg, 123. Fr. Réf. Kirkebog. Strunk, Nr. 2714.)

Willerup. Frederik Christian Wilkrup, Billedhugger, rimeligvis af Bondeæt fra en af Landsbyerne Villerup i Jylland, var født den 5. Februar 1742. Han kom som Bondedreng til København og forstod paa egen Haand at bane sig Vej. Efter at have været i Tømrerlære blev han siden Billedskærer og Elev af Wiedewelt, samt fik Adgang til Kunstakademiet, hvor han 1761—64 vandt begge Sølv-medailler, hver to Gange, 1765 og 1766 ligeledes den mindre Guld-medaille to Gange og endelig 1767 den store Guldmedaille som Billedhugger for Opgaven »David salves af Samuel« (i. Sam. 16, 13). Den 15. Juni 1776 blev han fast ansat ved Holmen og er mulig snart efter bleven Billedhuggermester ved Flaaden. Han var tillige Hof billedhuggermester og Stukkatør. I 1801 fik han Holmens Hæderstegn for 25 Aars tro Tjeneste, og han vedblev at virke i denne sin Embedsstilling til 1817. I 1786 var han bleven gift med Anne Dorothea Kisbye (d. 1836), og den 7. Maj 1819 døde han i sin Embedsbolig i Nyboder. Landskabsmaleren Nordahl Grove (s. d.) er hans Dattersøn; en anden Datter var gift med Architekt B. K. B. Jessen (s. d.).

Ved Siden af sin Virksomhed paa Holmen, Udførelsen af Gallions-figurer og andet udskaaret Arbejde til de kongelige Skibe, paatog han sig lignende Arbejder for private, navnlig paa den saa kaldte Larsens Plads, hvor Thorvaldsens Fader arbejdede, og efter Familiens Overlevering skal Willerup endog have haft Thorvaldsen i Lære.

554

En Gallionsfigur til Orlogsskibet »Christian VII« underkastedes i 1804 Akademiets særlige Bedømmelse. Foruden Skibsarbejder nævnes af Willerup Tegningen til et Træbillede over Porten i Nr. 17 i Ny Vestergade. Tegningen bevares i den kgl. Kobberstiksamling, men det udførte Arbejde, som endnu ses paa sin Plads, synes mulig at skyldes Thorvaldsens Haand (jfr. Thorv.). Endelig udførte Willerup i 1788 en Buste af Fabrikmester Gerner, som bevares i Værftets Modelsamling.

(Weinw., S. 217. Do. Lex. Akad. Priv. Medd. Jfr. dennes Wiedewelt, S. 62. Medd. fra Orlogsværftet. Geneal. Inst.)

Willerup. Peter Oscar Willerup, Dekorationsmaler, er født i Poseldorf ved Hamborg den 8. Juli 1864 og er Søn af Oberstløjtnant Christoffer Foss Willerup (f. 1826} og Marie f. Heise (f. 1833, d. 1871); han er Sønnesøns Søn af den nysnævnte F. C. Willerup. Efter at have været i Malerlære i Aarhus, hvis techniske Skole han samtidig besøgte, blev han Svend og kom til København, besøgte det techniske Selskabs Skole, hvorfra han i April 1884 kom paa Kunstakademiet. Under sin Studietid opholdt han sig dog 1884—87 i Tyskland, hvor han bl. a. besøgte Kunstskolen i Miinchen. Efter Hjemkomsten gennemgik han Dekorationsklassen, fik to Gange Flidspræmie og 1889—90 det for Dekoratører bestemte Stipendium. Efter at han den 28. Maj 1891 havde faaet Afgangsbevis som Dekorationsmaler, konkurrerede han om Guldmedaillen, og i Marts 1892 blev den mindre Guldmedaille tilkendt ham for »Dekoration af Festsalen i en Navigationsskole«. En senere Konkurs for at vinde den store Guldmedaille førte ikke til Maalet; dog fik han samme Aar en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 1000 Kr. og i 1894 en mindre Understøttelse fra den Raben-Levetzauske Fond. Disse Aar tilbragte han derpaa i Udlandet, men er atter hjemme.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Willumsen. Jens Ferdinand Willumsen, Maler, er født i København den 7. September 1863 og er Søn af Herreekviperingshandler Hans Willumsen (f. 1835) og Ane Kirstine f. Jensen (f. 1836). Han kom først paa et Handelsakademi, derpaa i Snedkerlære og gik derfra over til det techniske Selskabs Skole for at uddanne sig til Architekt. Han fik Afgang derfra som Husbygnings-Examinand, kom i Januar 1881 ind paa Kunstakademiet, rykkede op i Architektur-skolens Forberedelsesklasse, men gik nu over til Modelskolens Forberedelsesklasse, rykkede op i Modelskolen, fik 1884 Tilladelse til

555

Afgang og forsøgte ogsaa at tage den. Samtidig havde han malet hos P. S. Krøyer og udstillede ved Decemberudstillingen i 1883 et Interiør fra Amalienborg, som blev købt af Kammerherre Meldahl; i 1884 havde han sit første Billede »Rokoko«, en Morian, som spiller paa Fløjte for en ung Dame, paa Forårsudstillingen og udstillede der til 1889. Fra 1891 har han sluttet sig til den fri Udstilling, hvoraf han var Medstifter. Den 7. Marts 1890 ægtede han Juliette Alma Nicoline Meyer (f. 1863), Datter af Agent, Brændevinsbrænder Hans Christen Meyer (f. 1835) og Olga Julie Augustine f. Klamke (f. 1840). Efter en kortere Udenlandsrejse, bosatte han sig nu i Paris, hvorfra han i 1894 vendte tilbage til Danmark, Af hans paa Foraarsudstillingen ved Akademiet fremsatte Arbejder blev »En Vandmølle« (udst. 1885) købt af Kunstforeningen og tilhører nu Landskabsmaler Niss. Paa den fri Udstilling har han udstillet Raderinger, Malerier, keramiske Arbejder, Billedhuggerarbejder, Møbler, udførte efter hans Tegninger, og har nu som Architekt givet Tegning til en ny Bygning for den fri Udstilling.

(Priv. Medd. Akad. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

Villumsen. Niels Peter Emil Villumsen, Xylograf, er født i København den 12. April 1856 og Søn af Viktualiehandler Niels Villumsen (f. 1827, d. 1879) og Margrethe Petrine Augusta f. Bastrup (f. 1828). Han uddannede sig og arbejdede i en længere Aarrække hos H. P. Hansen, fraregnet et kort Ophold i Leipzig i 1876. Senere arbejdede han for »Familie-Journal« samt hos F. Hendriksen og Oscar Andersen. Den i. Juni 1883 ægtede han Anna Cathrine Jakobine Nielsen (d. 1889), Datter af Slagtermester Hans Christian Martinus Nielsen og Johanne Charlotte Amalie f. Trebbin.

(Priv. Medd.)

Wilster. Franciscus Conrad Wilster, Billedhugger, uddannedes ved Kunstakademiet i København, hvor han 177 4—7 6 to Gange vandt den mindre og i 1779 den store Sølvmedaille for Tegning og Modelering. I 1780 fik han Akademiets Vidnesbyrd for de Medailler, han havde vundet, og rejste til St. Petersborg, hvor han siden levede, væsentlig sysselsat som Architekt.

(Weinw. Lex, Akad.)

Wimmer. Jakob Wintmer, Architekt, vandt 1757 Akademiets store Guldmedaille for Tegning til en Børs-Portal, der som sædvanlig blev købt af Kongens Kasse.

(Akad. Rigsarch.)

556

Winckler. Johan Gotfried Winckkr, Kobberstikker i Danmark i Slutningen af forrige Aarhundrede, var mulig Søn af Høker Christian Winckler fra Brandenborg (gift 1745). Han stak Landkaart, Noder, Vignetter og lignende Smaating. Et Blad forestillende »Corselitz« bærer Aarstallet 1777. Han var Ciselørmester paa Frederiksværk og døde der.

(Weiivw., S. 332. Do. Lex. Geneal, Inst. Krohn I, 103.)

Wind. Jørgen Henrik Wind, Miniaturmaler, var født paa Langeland 1794, og Søn af Lærer C. J. Wind i Kædeby. Han uddannede sig, som det lader til, ganske paa egen Haand til en heldig Portrætmaler og bosatte sig i Odense. Her havde han det Held end mere at henlede Opmærksomheden paa sig ved i 1816 at frelse et Menneske fra at drukne i Odense Kanal. Han tog 1818 til København, hvor han den 2. Maj fik Plads i Kunstakademiets anden Frihaandstegne-skole. Det havde været hans Hensigt at rejse udenlands, men hans svage Helbred tvang ham til at vende tilbage til Langeland, og han døde snart efter i Tranekær af Brystsyge den 22. Januar 1819. I en Nekrolog over ham siges, at »Danmark har mistet en haabefuld, ædel Yngling«.

(Hempels Avis 1819, Nr. 15 og 16. Skild. 1816, Sp. 905—6. Akad. Medd. fra Prov. Arch., Odense.)

"Winding. Hans Laurits Struch Winding, Raderer, født 1750 i Kullerup paa Fyn, var Søn af Sognepræst Peter Nicolaj Winding (f. 1697, d. 1757) og dennes anden Hustru Sara Marie f. Struch (f. 1713, d. 1776). Han blev Student 1774 fra Odense Skole, optraadte som Forfatter til forskellige Skrifter, ægtede den 27. Oktober 1786 Marie Louise Svare (f. 1764, d. 1834), Datter af Bogtrykker Lars Nielsen Svare (f. 1720, d. 1777), og blev, som det synes, derefter Bogtrykker. Senere var han Bogholder i et Livrente-selskab og døde den 19. November 1831. Han skal have raderet en Række, efter Krohns Opgivelse, daarlige satiriske Blade, som udkom 1787.

(Erslew, III, 566, Suppl. III, 626. Lengn. Fain. Winding, Suppl. Krohn I, 103 og 2. Afd. 1710—31.)

Winslow. Peter Christian eller Christensen Winsløw, Stempel-skærer, var født 1708 i Baarse (Daab konf. ¹⁷/1o) og var Søn af Sognepræst til Baarse og Beldringe, Christian Pedersen Winsløw, der sad i dette Kald fra 1704 til 1720, da han indebrændte. Faderen var Broder til den navnkundige Anatom Jakob Winsløw, som i Paris gik over til Katholicismen. Da Peter Winsløw blev voxen, kom han

557

til Paris for at uddanne sig som Medaillør hos Danskeren Mikkel Røg (s. d.), der var kgl. fransk Medaillør. Forinden havde han været i England, rimeligvis ogsaa for sin kunstneriske Uddannelses Skyld. I Paris, hvor han havde Tilhold hos Farbroderen, var han allerede i 1739 gaaet over til Katholicismen, uden dog, som det synes, endnu aabent at vedkende sig det; thi da Klevenfeldt i 1743 kom til Paris, frygtede han kun for, at Farbroderens Nidkærhed skulde virke fristende paa ham, uagtet Overgangen var sket flere Aar før. Winsløw var den Gang »i kgl. Pension« ved Mønten i Paris og »havde et Kammer paa Louvre«, uden Tvivl efter Farbroderens Anbefaling. Man skulde deraf tro, at han havde kgl. Understøttelse fra Hjemmet til sin Uddannelse.

Snart efter vendte han tilbage til København, hvor han den 5. Juli 1745 blev »bestilt til at være kgl. Hofmedailleur« , og han virkede nu som Stempelskærer i København indtil 1754. Blandt de Medailler, han udførte, kan nævnes Medaillerne i Anledning af Christian VI's Død og Frederik V's Salving (1746), Medaillen til det oldenborgske Kongehus' Jubelfest (1749) og Medaillerne i Anledning af Frederik V's Ægteskab med Juliane Marie og dennes Kroning (1752).

Mulig forlod han København allerede 1752 for at søge heldigere Vilkaar for sin Kunst, og rejste først til Stockholm, hvorhen hans Familie fulgte ham. Siden rejste han alene til Rusland og døde der efter nogle Aars Forløb. Da han nævnes i Statskalenderen som Hofmedaillør indtil 1758, synes hans Dødsfald i dette Aar at være bleven meddelt til Danmark. Han var gift med Anna Dorothea Siewers, ved hvem han i 1752 blev Fader til den ligeledes bekendte Læge, Frederik Christian Winsløw, der ogsaa i sin Tid studerede i Paris. Efter Winsløws Rejse til Rusland vendte hans Kone tilbage til København og opdrog sin Søn under trange Kaar. Ifølge en anden Fremstilling ser det ud, som om han kun havde taget sin nyfødte Søn med sig til Stockholm, medens Moderen blev tilbage i København (?).

(Weinw., S. 176. Do. Lex. Wiberg Præstehist., I, S. 134. Skand. Lit. Selsk. Skr. 1815, S. 215—16, 220, 221, 234—35. Worms Lit. Lex., III. Bibi. for Læger, IV, S. 305—6. Penia l8n, S. 216. Nyt hist. Tidsler., VI, S. 376. Erslew, Suppl., III, S. 627. Postrytt. 1745. Rigsarch. Statskal. 1746 — 58. Møntfortegn. Nagler Monogr-, IV, 2872.)

Winstrup. Laurits Albert Winstrup, Architekt, født i København den 28. Januar 1815, var Søn af Handelsfuldmægtig Christian

558

Winstrup (d. 1823) og Magdalena Kirstine f. Meyer (f. 1794, d. 1848) Da han havde Lyst til Tegning, fik han allerede i sin Barndom Undervisning heri, og efter sin Konfirmation kom han i Maleriære og fik paa samme Tid Adgang til Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Bygmester, samt tegnede privat hos H. Chr. Hansen og efter dennes Bortrejse hos Hetsch. Han vandt 1836 den mindre, 1837 den store Sølvmedaille, 1838 Æresmedaillen og foretog samme Aar med privat Understøttelse en Rejse til Tyskland i Følge med Theoph. Hansen, som rejste videre til Grækenland. Efter et Par forgæves Forsøg vandt han i 1841 den mindre og i 1845 den store Guldmedaille for Opgaven »Et velindrettet Theater«, og kort før havde han vundet den Neuhausenske Præmie for »Et Jærnstøberi«.

Medens han fuldendte sin akademiske Bane, havde han i 1844 foretaget en ny lille Rejse til Tyskland med Understøttelse fra den Reiersenske Fond, og havde virket dels som Lærer ved Akademiets i. og 2. Bygningsskole, dels som Konduktør for Hetsch ved Opførelsen af Herregaarden Basnæs. I 1846 var han i Reykjavi'k for at udarbejde Forslag til en Ombygning og Udvidelse af Domkirken der, og fra i. Januar 1847 fik han Akademiets store Rejsestipendium, som han nød i fire Aar paa en Rejse til Italien, Grækenland, Lilleasien, Frankrig og England. Det femte Aars Stipendium, der var tilstaaet ham, maatte han opgive for i 1851 at tiltræde sin Post som Stadsbygmester i Flensborg, hvortil Udnævnelsen var meddelt ham under hans Ophold i London, hvor han var for at se den store Verdensudstilling.

Medens han var bosat i Flensborg, blev han den 6. Oktober 1854 Ridder af Danebrog, var blandt de første Kunstnere, som blev optagne til Medlemmer af Kunstakademiet, efter at den nye Ordning var indført (den 5. Juli 1858), og ægtede den 26. November s. A. Johanne Andrea Fischer (f. 1819), Datter af Forstraad, kgl. Skovrider Henrik Georg Frederik Fischer (f. 1781, d. 1829) og Meta (Mette) Elisabeth f. Petersen (d. 1857). I 1860 fik han Udnævnelse til Bygningsinspektør for Jylland med Bolig i Kolding, i 1862 fik han Titel af Professor, i 1869 af Justitsraad, og i 1885 blev han Dåne-brogsmand.

Som Stadsbygmester byggede han i Flensborg Stænderhuset og Overappellationsrettens Forsamlingshus, Latinskoler der og i Haderslev, samt en Del private Bygninger, saavel »i Hertugdømmerne som i Kongeriget. Under sit Ophold i Kolding har han bl. a. bygget Toldboden i Aarhus, Raadhuse i Ærøskøbing, Varde og Kolding, et

559

Hospital i Vejle, en Kirke i Dalby ved Kolding samt ledede Ombygningen af Graabrødre Hospital og Kirke i Odense m. a. m. Han døde i sin Embedsstilling den 4. April 1889 i Kolding. Aaret efter skænkede hans Enke en stor Samling af hans efterladte architek-toniske Tegninger til Kunstakademiets Bibliothek.

(Priv. Medd. Erslew, I, 438. Suppl., III, S. 629. Statskal. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Winther. Frederik Julius August Winther, Landskabsmaler, er født den 20. September 1853, og er Søn af kgl. Rideknægt Anders Christian Winther (f. 1815, d. 1875) og Bertha Cathrine f. Petersen (f. 1819). Han blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1871 til Januar 1879, dog uden at tage Afgang. Han blev Elev af C. Neumann og begyndte fra 1877 at udstille Søstykker og Kystpartier, men gik med sine Billeder fra Møens Klient efterhaanden over til at blive udelukkende Landskabsmaler. I 1883 fik han af Akademiet en Rejseunderstøttelse paa 300 Kr. til Indlandet, i 1890 en Rejseunderstøttelse paa 1000 Kr. til Udlandet, i 1893 og 1894 har han haft mindre Understøttelser fra den Raben-Levetzauske Fond og den Hjelmstjerne - Rosencroneske Stiftelse. Blandt hans Arbejder kan nævnes »Formiddag i August fra Sorgenfri« (udst. 1887), som fik en Medaille ved Verdensudstillingen i 1893 i Chicago.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Winther. Hedevig Margrethe Winther, Malerinde, er Datter af Sognepræst Adolf Winther {f. 1812, d, 1866), en Broder til Otto Baches Moder, og Johanne Ludovica f. Lehmann (f. 1816, d. 1876), som var Søskendebarn til Maleren Edv. Lehmann; hun er født i Roskilde den 24. Juni 1844. Hendes Lyst til Tegning paavirkedes ved Besøg af de nævnte Slægtninger, der var Kunstnere. Først efter Faderens Død, da Moderen flyttede til København, fik hun Lejlighed til at nyde regelmæssig Undervisning, dels hos de nævnte Frænder, dels i Kyhns Tegneskole. I 1876 foretog hun en Udenlandsrejse til Norditalien. Kunstnerinden har udstillet siden 1883 som Landskabsmaler og er tillige optraadt som Forfatterinde (1887 og 1893).

(Priv. Medd. Udst. Fortegn. Wiberg.)

Winther. Laurits Arnold Winther, Blomstermaler, var født den 18. Juli 1855 paa Christianshavn og var Søn af Restauratør Peder Christensen Winther og Conradine f. Rasmussen (f. 1824). Han

560

var Blomstermaler ved den kgl. Porcelænsfabrik og besøgte kun Kunstakademiets Forberedelsesklasse et Par Kvartaler i 1873. Han udstillede fra 1876 til 1883 nogle Blomster- og Frugtstykker i Akvarel, hvoraf et, »Efter Desserten« blev solgt til Gøteborg. Et efter hans Død udstillet Billede »Nature morte« tilhører Grosserer Arn. Gamél. Han døde den 12. April 1883.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Gravsten, Garn. og Frelsers Kirkeg. Pers. Tdskr. V. T. 48.)

Winther. Søren Seidelin Winther, Billedhugger, født den 16. September 1810 i Hundslund Præstegaard i Jylland, var Søn af Sognepræst Peder Winther (f. 1764, d. 1816) og dennes anden Hustru Margrethe f. Rasmussen, som i andet Ægteskab blev gift med Drejer Liisberg i Aarhus. Tilnavnet Seidelin havde han faaet efter sin Faders første Hustru, der var født Seidelin. Efter at han havde lært Kunstdrejerhaandværket, lagde han sig efter Elfenbensskæring og fik i 1838 Adgang til Kunstakademiets Skoler. Uagtet han allerede i Modelerskolen fik Ros for sin Færdighed i at modelere, opgav han dog Akademiets Undervisning i Gibsskolen og rejste i 1843 til Rom, for at fuldende sin Uddannelse der. Han udstillede i 1839—45 udelukkende Portræter, udførte i Elfenben, eller Afstøbninger efter saadanne, og disse skal have udmærket sig ved god Lighed. Dog udførte han enkelte andre Arbejder i Elfenben, saaledes en Yngling til Hest og en Minerva, som er betegnet med hans Forbogstaver og Roma 1844. Begge disse Figurer tilhøre Rosenborgs chronologiske Samling. I 1845 skal han ifølge Nagler have modeleret en fem Fod høj Minerva, hvorom ellers intet vides; det er mulig en Forvexling med den lille Elfenbensfigur. Han var allerede den Gang meget lidende af Brystsyge; i Februar 1846 hjemsendte han en Ansøgning til Kunstakademiet om Rejseunderstøttelse, men allerede den n. Maj 1847 gjorde Døden Ende paa hans Lidelser, og hans Lig hviler paa den protestantiske Kirkegaard i Rom. De Elfenbensarbejder, jeg har set, udmærke, sig mere ved en ret livfuld Anordning end ved Duelighed i den techniske Behandling af Elfenbenet.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nagler, Kstl. Lex., XXI. Wiberg. Erslew Suppl., III, S. 633—34. Priv. Medd.)

Visby. Hans Frederik Meyer Visby, Maler, født den 9. Juli 1839 i Tikøb og Søn af senere Provst i Strøby, Vilhelm Henrik Hahn Visby (f. 1807, d. 1895) og Marie Cathrine Helene f. Meyer (f. 1813, d. 1881), lagde sig først efter de polytechniske Videnskaber,

561

men gik derefter i 1860 over til Kunstakademiet, hvor han i 1863 blev Elev af Modelskolen, medens samtidig Maleren N. Simonsen tog sig varmt af ham. I Oktober Kvartal 1864 besøgte han sidste Gang Akademiet. Han udstillede i 1863—64 et Par Billeder, »Landlig Adspredelse« og »Den første Foraarshilsen«. For at und-.gaa Malerhaandværket, som hans Familie ønskede han skulde lære, rejste han i Efteraaret 1865 til Vestindien og derfra over Central-Amerika til San Francisco, hvor han levede i halvtredje Aar. Under dette Ophold, saavel som under sit øvrige Rejseliv, har han tildels maattet lade Kunsten hvile for at søge Underhold paa anden Maade. Efter nye Rejser paa Nordamerikas Fastland vendte han tilbage til Fædrelandet. Her tog han nogen Tid efter Tandlægeexamen i 1878 og bosatte sig i Aarhus, hvor han endnu lever. Forinden havde han, den 14. Juni 1871, giftet sig med Laura Dorothea Juliane Loria {f. 1848, d. 1886), Datter af Klubvært William Loria og Sofie f. Kliiver. Sit andet Ægteskab indgik han derpaa den 16. April 1892 med Anna Cathinca Sørensen (f. 1844), Datter af Sognepræst Søren Møller Sørensen (f. 1799, d. 1867) og Jutta Caroline Cecilie f. Hasselriis {f. 1806, d. 1882).

(Priv. Medd. Akad. Erslew, III, S. 585-86. Reitzei. Udst. Fortegn.)

Wisbye. Peter Christian Wisbye, Landskabsmaler, født omtrent ved Aarhundredets Begyndelse, var Søn af Brændevinsbrænder, tidligere Høker, Johannes Eriksen Wisbye fra Norge og er maaske selv født i Norge. Han besøgte Kunstakademiet i København fra 1817 og lagde sig efter Landskabsmaleriet under J. P. Møllers Vejledning rned saa megen Flid, at Akademiet i 1823 anbefalede ham til Fritagelse for Militærtjeneste, uagtet han ikke var Elev af Modelskolen, hvilket ellers var det nødvendige Vilkaar. Samme Aar konkurrerede han sammen med Thøming om Pengeprærnien som Landskabsmaler, men vandt den ikke. Han udstillede 1820—25. Da han holdt op at udstille 1825, er der Mulighed for, at det er ham, som s. A. kom paa Jonstrup Seminarium, blev dimitteret derfra 1*827, hvorefter han var Institutbestyrer i København og i nogle Aar boede sammen med Moderen. Den 6. November 1837 ægtede denne Mand Charlotte Mathilde West (f. 1813), Datter af Urtekræmmer Hans Randers West og Monsine Hermine f. Meyer. Hans Hustru indgik 1849, efter hans Død, et nyt Ægteskab.

(Akad. Reitzei. Udst. Fortegn. Vejvis. Raadstue-Arch. Lengn. Fam. Jørgensen og Schiødte. P. Hansen, Kbh. Brdv.-Lav, S. 91.)

N. K. L. II. April 1897. 36

562

Wittmaack. Johan Heinrich Wittmaack, Maler, født 1822,. rimeligvis i Kiel, uddannede sig fra sit 16. Aar ved Kunstakademiet,. hvor han 1841 blev Elev af Modelskolen, 1842 vandt den mindre, 1845 den store Sølvmedaille og s. A. en Pengepræmie for et Maleri efter den levende Model. Han udstillede i 1843—46, men kun to-Billeder foruden sine Skolearbejder. J. L. Lund, som tog sig særlig af de holstenske Kunstnere, understøttede ham i 1845 med i alt 40 Rbd., hvoraf han i 1847 betalte de 30 og senere Resten tilbage. I Oktober 1845 sejlede han med et engelsk Skib til Rusland. I St. Petersborg kom han til at bo hos en Svoger, fik Bestilling paa. flere Portræter, som blev godt betalte (»et lille Portræt 50 Rubler«),, og ventede Ansættelse som Lærer ved Akademiet der med en Be-gyndelseslønning af 1000 Rubler »og faar Officers Rang«. En Familie Thai tog sig af ham. Uagtet han blev nogle Aar i St. Petersborg, synes disse Forhaabninger at være glippede. Han var først en Tid i London, derpaa næsten et Aar i Paris, saa 1851 i Kri-stiania, og flakkede siden om i Tyskland, idet den slesvigske Krig holdt ham borte fra hans Hjemstavn. Endelig bosatte han sig 1855 i Kiel, hvor han vilde oprette et fotografisk Atelier. Dermed er Traaden til hans Liv tabt.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Breve til J. L. Lund' i St. kgl. Bibi.)

Wittrock. Georg Simon Johan Wittrock, Architekt, er født den 4. August 1843 i København, og er Søn af Oberstløjtnant Frederik Christian Wittrock (f. 1805, d. 1874} og Augusta Rosalie Emilie f. Unna (f. 1817). Efter at have lært Tømrerhaandværket, besøgte han det techniske Institut og Kunstakademiets Bygningsskole fra 1862 til 1865, medens han samtidig tegnede hos J. D. Herholdt ved Jærnbanegaardens Opførelse i København. Aftjeningen af hans Værnepligt under Krigen og et senere Ophold i halvtredje Aar i Tyskland, hvor han arbejdede for forskellige Architekter, blev Aarsag til, at han ikke tog Afgang. Da han kom tilbage til København, arbejdede han i nogen Tid hos Architekt Johan Schrøder og var derpaa fra 1876 til 1889 i Kompagni med denne, hvorved han deltog i dennes Byggeforetagender. Senere har han bygget det store Aandssvageasyl Ebberødgaard ved Birkerød og en Del Privatbygninger (Amaliegade Nr. 3). Han blev den 3. December 1885 gift med Bertha Pauline Frederikke Rømer (f. 1861), Datter af Skibsmægler Søren Niels Rømer (f. 1835) og Sofie Christine f. Wiese (f. 1837).

(Priv. Medd. Akad. Arch, Foren.)

563

Wittusen. Laura Margrethe Wittusen, Malerinde, er Datter af Proprietær Jens Peter Wittusen og Sofie Laura f. Hansen og er født den 12. Februar 1828 paa Herregaarden Moesgaard ved Aarhus, hvor Faderen den Gang var Godsforvalter. Da Forældrene senere flyttede til Sjælland og tilsidst til Københavns nærmeste Omegn, fik hun Lov til at give efter for sin Lyst til at blive Kunstnerinde og lærte at male Blomster under Ottesens, siden Figurmaleriet under Monies' Vejledning, og malede endelig i fem Aar under Marstrands Tilsyn. I 1863 udstillede hun sine første Billeder, et Portræt af sin Moder »med Hænder« og et stort Blomsterstykke, i de følgende Aar indtil 1872 udstillede hun ved Siden af Portræter ogsaa nogle Figurbilleder, og der blev indrømmet hende en Malerstue paa Christiansborg Slot. Hun har tillige udstillet flere Gange i Udlandet, i Dublin, i Gøteborg, Bryssel, London og ved den store Udstilling i Wien. I de senere Aar har Kunstnerinden været bosat i Aarhus, hvor hun giver Undervisning i Tegning.

(Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Wium. Ha raid William Wium, Landskabsmaler, Søn af Handelsbogholder Hans Christian Valentin Wium (f. 1806, d. 1882) og Juliane Marie Nicoline f. Smith (f. 1808, d. 1886), er født den 24. Juli 1840 paa Frederiksberg ved København; han besøgte først Hetsch's Tegneskole og Kunstakademiets Bygningsklasser fra 1855 for at uddanne sig til Architekt, men gik i 1862 over i Frihaands-tegneskolerne for at blive Maler og vedblev at søge Skolerne til Begyndelsen af 1866, dog afbrudt ved hans Deltagelse i Krigen i 1864. Fra 1866 til 1871 har han udstillet som Landskabsmaler men havde samtidig Erhverv som Retouchør for Fotografer.

(Priv. Medd, Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Wiwel. Niels Wivd, Tegner og Maler, er født den 7. Marts 1858 i Store Lyndby ved Hillerød, og er Søn af Skolelærer Niels Peter Wiwel (f. 1818, d. 1874) og Ingeborg Jørgine Frederikke f. Middelthun (f. i Kongsberg i Norge 1824, d. 1856). Han lærte Lithografien hos Harald Jensen og blev derefter af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, som han besøgte fra Oktober 1869 til Januar 1873, og naaede op i Modelskolens Forberedelsesklasse. Han begyndte allerede at vinde Navn som Tegner, da han rejste til Tyskland, hvor han bl. a. tog længere Ophold i Diisseldorf. Derfra hjemsendte han i 1878 to malede Genrebilleder. I 1887 vendte han tilbage til Dan

564

mark og udstillede s. A. et Maleri »Liv og Død«; men har for øvrigt især udfoldet kunstnerisk Virksomhed som humoristisk Tegner. Den 23. November 1888 indgik han borgerligt Ægteskab med Johanne Christiane Cathrine Givskov ff. 1862), Datter af Skovrider Christian Henrik Carl Givskov (f. 1823, d. 1862) og Emma Marie f. Olsen {f. 1827).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Vogelius. Povl August Giern Vogelius, Maler, var født den 11. Februar 1862 og var Søn af Cand. pharm., Brygger Peder August Vogelius (f. 1821, d. 1889) og Maria f. Schneider (f. 1842), en Datter af den tidligere nævnte Skuespiller og Landskabsmaler J. L. Schneider (s. d.). Efter at han var bleven Student (1880), begyndte han at lære Bryggeriet og rejste derfor i 1883 til Miinchen. Her genvaagnede hans medfødte Lyst til Kunsten, istedenfor Bryggerierne besøgte han Kunstakademiet i Miinchen og lagde sig særlig efter Architekturmaleriet; derfra rejste han til Paris, hvor han blev Elev i Écok des beaux arts og gik mere over til at blive Landskabsmaler. Samtidig raderede han nogle Blade. Paa Grund af en Lunge- og Nyresygdom vendte han i i8gi tilbage til Hjemmet, for at faa bedre Pleje; men Sygeligheden forlod ham ikke, og under et Sommerophold i Troense døde han den 3. Juli 1894. Han har kun udstillet 1892 og 1893, et Landskab og et Architekturbillede. For den Schubotheske Boghandel tegnede han 1892 Illustrationer til »Danske Sange«.

(Priv. Medd. Udst. Fortegn. Dagbl. ^e/, 1894.)

Vogelsang. Christian Rudolf Vogelsang, født i København den 29. Juni 1824, er Søn af Handelsassistent, Krigskancellisekretær Johan Peter Vogelsang (f. 1787, d. 1827) og Cecilie Diderikke f. Lønborg (f. 1799, d. 1882). Faa Aar efter Faderens Død ægtede hans Moder Negotieassistent, Kommitteret i det københavnske Sø-assuranceselskab, Theodor Emil Ludvigsen (f. 1804, d. 1896). Da Vogelsang havde Lyst til at være Maler, fik han i 1842 Adgang til Akademiets Tegneskoler og opflyttedes i 1845 i Gibsskolen, men forlod snart efter Akademiet. Lige siden 1852 har han stadig udstillet som Genremaler, mest Fremstillinger af Almuens Liv, navnlig Fiskere, dog ogsaa Æmner som «Christiern II i Fængsel« (1859) og »En Dame efterser en Piges Skudsmaalsbog* (1860) og enkelte Portræter. Han lever ugift i København.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel.. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1896, Nr. 300.)

565

Vogt. Adelgunde Emilie Herbst, Billedhuggerinde, var Datter af Generalkrigskommissær Michael Johan Christian Herbst (f. 1775, d. 1830) og Michelle Elisabeth Christiane Charlotte f. Stibolt (f. 1788, d. 1861} og var født i København den 17. Juli 1811. Hun var Søster til Numismatikeren, Justitsraad C. F. Herbst. Den Kærlighed, hun fra sin tidligste Barndom nærede for Dyr, udvikledes til en kunstnerisk Syssel, da hun fra sit tolvte til sit fjortende Aar maatte holde Sengen paa Grund af en ved et Fald fremkaldt Sygdom. Under det lange Sygeleje dels tegnede og udklippede hun Dyr, dels modtog hun Undervisning i at modelere af en Billedhuggerelev ved Navn Johannes Heldt. Sin første Ungdom tilbragte hun i Sorø og Slagelse med Forældrene og udviklede i den Tid paa egen Haand sine Ævner. Navnlig vandt hun Færdighed i at udklippe i Silhouette, ikke alene Dyreskikkelser, men ogsaa Portræter, som sædvanligvis lignede godt.

Først da Moderen, efter at være bleven Enke, i 1837 flyttede til København, fik hun Lejlighed til en grundigere Uddannelse under H. E. Freunds Vejledning indtil dennes Død (1840). Frugten af hendes Studier viste sig snart, og fra 1838 begyndte hun at udstille. Hendes Kærlighed til Dyrene holdt sig, saaledes at hun udelukkende fremtraadte som Dyrebilledhugger. I 1839 vandt hun den Neuhau-senske Præmie for »En Ko med en diende Kalv«, udført i Malm, og hendes Konkursarbejde blev afstøbt i Gibs for at bruges . ved Akademiets Tegneskole. Efter Freunds Død fik hun Adgang til Thorvaldsens Værksted paa Charlottenborg og arbejdede under hans Vejledning, indtil han ogsaa, efter faa Aars Forløb, afgik ved Døden (1844). I 1841 havde hun udført en Hest i Legemsstørrelse, som blev set »med Anerkendelse af hendes ualmindelige Anlæg« af Akademiet, der anbefalede hende til kgl. Understøttelse. Nogen Tid efter, den 20. Februar 1843, foreslog Direktøren, Thorvaldsen, at hun skulde optages til Medlem af Akademiet paa denne samme Figur, men da Statuterne ikke tillod dette, blev hun efter et Forslag af Præses i samme Møde optagen som Æresmedlem.

Efter i 1844 at have modeleret en Gruppe i fuld Legemsstørrelse, »En Kronhjort med en Hind og en Kalv«, fik hun en Rejseunderstøttelse af Christian VIII og tog til Italien, hvor hun i Neapel den i. Marts 1846 blev gift med forhenværende chargé d'affaires, Etatsraad Frederik Sigfred Vogt (f. 1777, d. 1855) og vendte med ham tilbage til København i 1849. Hendes ægteskabelige Pligter optog nu saaledes hendes Tid, og hun indtil 1860 intet

566

udstillede. Først efter at hun havde været Enke i nogle Aar, og hendes Børn var voxede til, udstillede hun atter i en Række Aar som Fru Vogt (1860—72). I September 1876 flyttede hun til en gift Søn og udstillede ikke efter den Tid; hun døde den 10. Juni 1892. (Priv. Medd. Erslew, Suppl. I, 774. Vahl, Slægteb. XII, 12. Lengn., Fam. Stibolt. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Adels-Aarb., 1893. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 18.)

Vogt. Carl Frederik Vogt, Maler, muligvis fra Norge, vandt 1802 den store Sølvmedaille i Modelskolen ved Kunstakademiet i København og arbejdede nogle Aar her, baade som Figur- og Landskabsmaler, indtil han, som det synes efter Norges Adskillelse fra Danmark, rejste til Christiania, hvor han blev Lærer ved den ny oprettede Tegneskole og tillige dyrkede Malerkunsten. Paa Herre-gaarden Schackenborg findes nogle Landskaber af ham, betegnede 1810, og med ret god Staffage.

(Weinwich Lex. Akad. Nagler, Kstl. Lex., XX, S. 501. Priv. Medd.)

Voigt. Carl Daniel Voigt eller Voits, Maler og Raderer i Slesvig By, malede Altertavlen til Michaelis Kirken der, forestillende Christi Himmelfart, som »er temmelig vellykket«. Paa et Portræt af Generalmajor von Køppern staar: tegnet og stukket af Carl Dan. Voits 1791. Han skal have været Carstens¹ Lærer i Malerkunsten. Han var ikke alene Maler og Tegner, men pousserede ogsaa i Vox-, ved Kiels Universitet findes 22 voxpousserede Portræter af Professorer der, hvilke tilskrives Voigt, som i 1794 søgte om at blive Universitetets Tegnelærer, men synes ikke at have faaet Pladsen. Krohn nævner fem Blade af ham. Han døde 1810.

(Spengler, Art. Eft. Skild. 1829, Sp. 88? efter Schroders Beschr. Schlesw. S. 184. Strunk. G. Karsten, Portr. af Proff., Kiel 1892. Krohn, I, 153.)

Voigt. Hans Voigt, Billedhugger, født i Flensborg den 17. November 1813 og Søn af Skibsfører Voigt der, var oplært til Kunstdrejer, men havde Lyst til kunstnerisk Udskæring i Elfenben og uddannede sig nogle Aar i H. V. Bissens Billedhuggerværksted. Da han i 1847 ^van(it den Neuhausenske Præmie for en Kopi i Elfenben efter Bissens »Fiskerdreng«, blev han udset til at istandsætte de kunstige Elfenbensarbejder i Frederiksborg Slots Bedestol og Riddersal m. m. og flyttede s. A. til Hillerød, hvor han siden levede, senere bosat som Kunstdrejer og Fotograf, og døde den 7. December , 1865. Han. var to Gange gift, første Gang (1847) med Sofie Frede-

567

Tikke Thomsen, anden Gang (1859) med Emma Eleonore Marie Olsen. Elfenbenskæreriet fandt den Gang adskillige Dyrkere, og Voigt synes næsten at have været den dueligste i denne Kreds; hans Elfenbenskopier efter Bissen, den nysnævnte »Fiskerdreng«, »Amor, som sliber sin Pils og »Psyche«, blev købte af Frederik VII og bevares endnu paa Jægerspris.

(Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

Wolck. Bertel Wolck, Maler, født den 28. Oktober 1816 i Nyborg og Søn af Regimentskvartermester, Auditør Bertel Wolck (f. 1756, d. 1818) og dennes anden Hustru Karen f. Jahre (d. 1840). Han kom i Malerlære i København og fik i 1831 Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han besøgte til ind i 1835. Da han havde Lyst til at være Kunstner, søgte han tillige privat Vejledning hos J. L. Lund og J. P. Møller og lagde sig særlig efter Miniaturmaleriet. Som Portrætmaler i dette Fag arbejdede han i nogle A ar indtil 1856 og udstillede i 1850—51 adskillige Portræter. Imidlertid gjorde han Mesterstykke som Maler i 1850, bosatte sig i 1857 som Malermester og virkede i disse Aar som Dekorations-, Theater- og Glasmaler. I 1861 forlod han København, i 1863 fik han Ansættelse som Stationsforvalter ved den jydske Statsbane, i Mundelstrup ved Aarhus, og døde i Aarhus den 26. August 1886. Han blev den 5. November 1845 gift med Charlotte Louise Kaarup.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Vejvis. Statskal. Erslew, II, 523, Suppl. III, 597. Pers. Tdskr. 2. R, 2. T. 61.)

Wolf. Vilhtlm Carl Heinrich Wolf, Architekt, født i København •den 8. November 1833, er Søn af Hushovmester hos Landgrev Vilhelm, Heinrich Josef Wolf, tysk født, og Anna Elisabeth f. Hinrichsen fra Haderslev. Samtidig med at han var i Tømrerlære hos J. H. Meyer, besøgte han Akademiets Skoler, hvor han i 1856 vandt den mindre Sølvmedaille, og tegnede privat hos N. S. Nebelong og H. C. Stilling. Blandt hans Arbejder kan nævnes Stationerne paa Helsingørs- og Klampenborgbanen, ved hvilken han tillige var Bestyrer af Tegnekontoret under daværende Ingeniørkaptajn J. Hedemanns Overledelse. I 1864 blev han den kgl. Civillistes Bygmester; den i. Marts 1867 blev han Inventarieinspektør, fik Titel af Kammerassessor og ægtede s. A., den 7. November, Yelva Mathilde Philippa Cathrine Børresen ^f. 1843). Han blev 1876 Ridder af den russiske St. Stanislausorden og døde den 3. September 1893.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdsk. 3. R. III. T. 24.)

568

Wolflf. Aage Jakob Emil Wolff, Landskabsmaler, født 1807 i København, blev sat i Malerlære, besøgte Kunstakademiet fra 1821,. vandt i 1826 og 1827 Pengepræmien for et Landskab, i 1828 den mindre og den store Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model og udstillede fra 1826 til 1829 dels malede Landskaber, hvoraf »Et Maaneskinsstykke, Kalkbrænderiet« blev købt til den kgl. Malerisamling, dels et enkelt Stentryk. I 1828 synes han at have gjort en Udflugt til Norge og malede et Parti fra Thelemarken (kgl. Malerisml.}. Allerede den 12, Juli 1830 røvede Døden hans Moder, Clara Wolff f. Kaasbøl, der var Enke, denne hendes eneste Søn, kun 23 Aar gammel.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten. Adresseav. 1830, Nr. 165.)'

Wolff. Hans Christian Henning Wolff, Architekt, født den i o. Juni 1828 paa Frederiksberg, var Søn af kgl. Gartner ved Frederiksberg Slotshave Carl Adolf Wolff (f. 1779, d. 1854) og Henriette Marie f. Voigt (f. 1784, d. 1862). Han fik i 1843 Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, blev i 1847 Elev af Medailleskolen, vandt i 1849 den mindre og i 1853 den store Sølvmedaille. Samme Aar havde han ogsaa vundet den Neu-hausenske Præmie for »En Fiskehalle ved Gammelstrand«. Derimod konkurrerede han i 1855 og 1857 uden Held for Guldmedaillen. Den 4. November 1857 ægtede han i Hillerød Ida Johanne Marie Møller (f. 1836), Datter af Prokurator Hans Peter Møller f f. 1763, d. 1841) og Christiane f. Prom (d. 1896), der indgik andet Ægteskab med Billedhugger A. M. Jahn (s. d.). I 1858 fik han Ansættelse som Bygningsinspektør paa Frederiksberg, men allerede i 1869-maatte han paa Grund af Sygelighed tage sin Afsked. Blandt hans Arbejder kan nævnes Graabrødre Ligkapel i Roskilde (1855) og Frederiksberg Sygehus (1863). Størst Virksomhed har han udfoldet som Bygmester af Landsteder, idet han i det frederiksbergske »Villakvarter« o. a. St. har opført et betydeligt Antal Landsteder, dels-paa Bestilling, dels for egen Regning i forskellige Stilarter. Han døde den 3. Juni 1880.

. (Priv. Medd. Erslew, Suppl., III, 671. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Wolff. Johan Henrik Wolff, Stempelskærer, Søn af Feltskær Christian Albrecht Wolff (eller Wulff) og Anna Sofie f. Helmer, blev født i København og døbt den 16. Oktober 1727. Efter, som det synes, at have lært Guldsmedhaandværket i København var han

569

sammen med D. J. Adzer (s. d.) i Paris for at lære Sølv- og Guld-gravering og fik derpaa i 1761 kgl. Stipendium paa 400 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar og rejste saa til Rom for at uddanne sig til Me-daillør. De fulgtes ad hjem og blev begge agreerede ved Kunstakademiet i København paa samme Dag (8. Aug. 1764). I 1766 foreviste han sit Medlemsstykke, en Medaille i Anledning af Kunstakademiets Tiaarsfest (1764); paa den blev han Medlem den 9. April. I 1771 blev han Stempelskærer ved Mønten i Altona, og i denne Stilling døde han den 8. December 1788. Wolff var ikke nogen fremragende Kunstner, og Akademiet erklærede rent ud en af hans senere Medailler, som indsendtes til dets Bedømmelse, for slet. Sin første Medaille udførte han i Udlandet i Anledning af Suverænetets-festen (1760). For øvrigt gjorde han Medailler i Anledning af Frederik V's Død, af Christian VII's Bryllup med Caroline Mathilde, af Opstillingen af Saly's Rytterstøtte, af Indfødsrettens Indførelse (1776) ni. n.

(Weinw., S. 176. Do. Lex. Rigsarch. Akad. Frue Kirkeb. Dan. Journ,, I, S. 135. Thiele, Kstakad., S. 134—35, ^J4². Medd. fra F. C. Krohn. Mønt-fortegn.)

Wolff. Nicolaj Wolff eller Wulff, Maler, var født i København 1762 og mulig Søn af Snedker Nicolaus Wulff og Marie Magdalene Wulff og var da født den 5. Februar. Han var Elev af Mandelberg og Abildgaard og besøgte Kunstakademiet, hvor han 1779 vandt den mindre, 1781 den store Sølvmedaille og endnu samme Aar den mindre Guldmedaille. I 1783 konkurrerede han forgæves til den store Guldmedaille, men to Aar efter vandt han den for Opgaven »Christus uddriver de handlende af Templet« {Joh, 2, 13—17). Dette Billede var ikke meget betydeligt, om end en Anmelder fandt det »temmelig i den historiske Stil«. Imidlertid fik Wolff Sysselsættelse paa forskellig Maade i København (jfr. Thorvaldsen), indtil han fra Oktober 1792 opnaaede Akademiets Rejsestipendium, foreløbig paa tre Aar med et Tillæg af 100 Rdl. aarlig af Fonden ad usus publicos. Ved Nytaar 1793 rejste han til Dresden, hvor han lagde sig efter Portrætmaleriet »for at have noget at leve af, naar han kom hjem«. Han blev imidlertid i Dresden, men kom ved sit uordentlige Levned i saa trængende Kaar, at han allerede i 1795 tiggede Kunstakademiet »om en liden Gave af dets Fattigkasse til Hjælp til Livets Ophold«. Akademiet tog tværtimod deraf Anledning til at nægte ham Stipendiets Forlængelse efter de tre Aars

570

Forløb, men lod sig dog i 1796 røre til at give ham et Aars Tillæg, uagtet det ikke syntes godt om hans hjemsendte Arbejder, en Altertavle til Grev Reventlow paa Pederstrup og »En sovende Amor«. Han synes at have haft Talent, men at have ødelagt det ved sin uordentlige Vandel. I Dresden, hvor han forblev, uagtet han 1802 fik 200 Rdl. til Hjemrejsen af den nævnte Fond, malede han historiske Kompositioner, Billeder efter Wielands »Oberon«, »Agathon« og lignende Værker, og hutlede sig saaledes igennem til 1813, da han skød sig en Kugle i Livet.

(Weinw., S. 193. Do. Lex. Akad. Petri Kirkeb. Rigsarch. Nagler, Kstl. Lex., XXir. S. 54 og 128. H. Hansens hdskr. Dagbog, Lærde Efterr. 1785, S. 701—2. Minerva 1785, I, S. 90. Thiele, Thorv., I, S. 24—26.)

Wolperding.¹ Frederik Ernst Wolperding, Søn af Værtshusholder Wolperding i Kiel og født der den 14. December 1815, viste fra Dreng Lyst til Tegning og kom derfor, da han var bleven voxen, til København for at søge Uddannelse ved Kunstakademiet, hvis Præses, Prins Christian Frederik, havde givet ham et lille Stipendium. Allerede i 1833 havde han sit første Billede, et tegnet Portræt, paa Udstillingen. For øvrigt malede han gærne Figurbilleder, helst med Aftenbelysning, og et Billede i lignende Retning, »En brændende Mølle«, tildrog ham den bekendte Kunstkender og Museumsdirektør Chr. J. Thomsens Opmærksomhed. I 1836 og 1838 gjorde han Sommerrejser til Norge, hvor han malede Landskabsstudier og Portræter. Et Stykke, forestillende »St. Hans Aften i Norge«, blev købt af Kunstforeningen (1837). Samme Aar forlod han København og tog til Kiel; derfra tog han i 1840 til Munchen, hvor han mødtes med Simonsen, Schleisner og flere andre danske Kunstnere. I München malede han, som det synes, tildels Landskaber efter sine norske Studier, men hans brede Malemaade og den alvorlige Stemning i hans Billeder tiltalte ikke alle. I 1845 vendte han tilbage ti! Kiel, hvor han levede ugift som Tegnelærer ved Gymnasiet. Foruden Malerier har han ogsaa tegnet Illustrationer til »Gartenlaubei. og »Ill. Zeitung« i Leipzig. Endnu i 1843 og 1847 udstillede han i København, men efter den Tid kun i Hamborg og andre tyske Byer.

(Priv.Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Nagler, Kstl. Lex., XXII, S. 68.)

Wright. ffans Beck Wright, Architekt, er født den 29. December 1854 i Helsingør og er Søn af Skibsklarerer og Skibsreder

¹ Ikke Wolperding, som »Kunstforeningen« skriver.

571

Major Wright (f. 1802, d. 1878) og Vigoline Margrethe f. Beck (f. 1815). Efter at have taget Præliminærexamen i Helsingør kom han i Tømrerlære i København, blev Svend 1875 og besøgte samtidig det techniske Institut. Dimitteret derfra gennemgik han fra Oktober 1875 Kunstakademiets Skoler, indtil han den 30. Juni 1881 fik Afgangsbevis sorn Architekt. Under Studietiden tegnede han hos H. Chr. Hansen, senere hos Friederichsen, Gnudtzmann og Herholdt, og er nu Assistent hos Stadsarchitekten. Han har bygget en Del Villaer, saaledes for Brygger P. V. Tvede, Fru Lundings Skole paa Frederiksberg, Gethsemanekirken i Danebrogsgade m. m. Den i. Maj 1886 ægtede han Louise Hildegard v. Bauditz (f. 1861), Datter af fh. Aktuar, senere Hospitalsforstander i Helsingør Carl Adolf Valentin v. Bauditz (f. 1810, d. 1895) og Elisabeth Jeannette f. Carlsen (f. 1838). (Priv. Medd. Akad.)

Wuchters. Abraham Wuchters eller Wugters, Portrætmaler, født i Holland omtrent 1610—15, kom til Danmark i 1638, indkaldt af Christian IV, og var vistnok den Gang meget ung. Mulig van Mander, som ved denne Tid kom hjem fra sin Udenlandsrejse, har taget ham med til København. Da Reinhold Timm (s. d.), som var Tegnemester og Contrafejer ved Sorø Akademi, snart efter døde, blev Wuchters (Februar 1639) udnævnt til denne Post, hvori han forblev, indtil han i 1669 fik Tilladelse til at flytte til København. Hans Løn var 300 Rdl. d. C. aarlig og nogle Emolumenter. Imidlertid udførte han en Mængde Portræter dels af Kongerne og Kongefamilien, dels af Adelsmænd og andre Private. I 1661 var han endog udlaant til Dronning Christine af Sverige under hendes Besøg i sit fordums Rige. Efter at han i 1670 var flyttet til København, fik han sig en Gaard der, og da Halveg døde 1673, fik Wuchters hans Løn som kgl. Kobberstikker mod at holde en Kobberstikker til at udføre Arbejdet uden Udgift for Kongen.

Wuchters var tre Gange gift, først med Karel van Mander den yngstes Søster, som maa være død temmelig tidlig; hans andet Ægteskab, som synes indgaaet før 1653, var med en Søster til Halvegs Kone, ved Navn Marie eller Maren Hansdatter, der døde omtrent ved Aarsskiftet 1665. Med Svogeren Halveg havde han i 1670 en langvarig Retssag (se Halveg}, som først endte kort før dennes Død. Endelig i 1679 blev Wuchters for tredje Gang gift, nemlig med K. van Manders Søns efterladte Enke, Elisabeth Rømer, hvorved han blev Stiffader til dennes Datter, Anne Marie, for hvem

572

han bl. a. havde Arvekrav at inddrive overfor Adelsmanden Ebbe Ulfeldt, Wuchters døde først paa Aaret i 1683, og i Maj blev hans Lig gravsat i Sorø, hvor han havde et Gravsted i Kirken.

Sandvig nævner 53 Portræter af Wuchters, hvoraf en stor Del ere stukne af Halveg. Af hans historiske Malerier kendes kun Altertavlen i Sorø Kirke, som af den almindelige Overlevering tillægges van Mander, medens Sandsynligheden taler for, at den er af Wuchters. Han udgav i 1675 en dansk Oversættelse af »Den christelige Hustru«, et hollandsk Digt af Jakob Cats, som Søren Therkelsen havde oversat, og ledsagede det med Kobbere. Som Maler tilhører han samme Skole som Karel van Mander, hvem han i det hele staar nær, selv om han ikke naar dennes bedste Billeder i Skønhed og Kraft. I den kgl. Malerisamling findes et Portræt, som skal forestille Rigs-hofmesteren J. Gersdorf. Ved Auktionen efter ham, den 13. April 1683, købte Maleren Peder Andersen nogle af hans Malerier for Kongens Regning. Wuchters raderede ogsaa selv; Nagler tillægger ham fire Blade. Krohn regner kun et af disse for raderet.

(Weinw., S. 85—86. Do. Lex. Sandv., S. 131. Friis Saml., S. 147—166. Skild. 1830, Sp. 1224—1226. O. Wolff, Griffen feldt, S. 249. Dske Saml., I, S. 289 flg., 2. R., I, S. 363. Dauw, Wohlunterr. Schilderer, S. 461. Nyerup og Rahbek, Den dske Digtek., III, S. 36—38. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Nagler, Kstl. Les. Krohn, I, ro. Strunk.)

Wulff. M. C. eller C, M. Wulff fra Altona søgte i 1847 om Rejsestipendium fra Akademiet og indsendte som Prøve paa sin Duelighed sit eget Portræt og et Maleri, forestillende Kejser Bar-barossa. Med 10 Stemmer mod 7 tilstod Akademiet ham den 19. April et Aars Rejseunderstøttelse paa 600 Rbd., og den 31. Maj tilmeldte han det, at han var rejst til England, hvorhen han ønskede Pengene sendt. Da han i Marts 1848 søgte om Stipendiets Forlængelse, nægtedes det ham med 13 Stemmer mod i. Han har kun udstillet de nævnte to Billeder i København., og hans Livsomstændig-heder kendes ellers ikke.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Würtzen. Carl Gotfred Wurtzen, født den 12. Juli 1825 paa Yddernæsgaard ved Næstved, var Søn af Ejer af den nævnte Gaard, Toldassistent Henrik Carl Wurtzen (f. 1795, d. 1834) og Anna Cathrine f. Biilmann ff. 1793, d. 1866). Han blev efter Faderens Død opdraget hos en Onkel paa mødrene Side, som først efter nogen Modstand tillod ham at blive Maler og Elev af J. L. Lund; han fik

573

i 1837 Adgang til Kunstakademiets Skoler og blev i 1846 Elev af Modelskolen. Derpaa kastede han sig over Landskabsmaleriet og udstillede fra 1847 stadig i dette Fag. Wiirtzen deltog i begge de slesvigske Krige; han gav en Tid lang Undervisning i Tegning, men fra 1873 opgav han dette. Et Parti af Bernstorff Slot malede han i 1855 til vor nuværende Konge, et Parti paa Als i 1856 til Frederik VII. I 1863 havde han en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet, og i Oktober 1877 rejste han med det Ancherske Legat til Frankrig og Italien. Han blev den 19. Juli 1868 gift med Anna Caspara Vilhelmine Benzon (f. 1833), Datter af Kaptajn, Toldinspektør Gaspar Johannes Benzon og Søster til Landskabsmaler Carsten Henrichsens Kone (s. d.). Han døde den 13. Februar 1880.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Lengnick. Ude og Hj. 1880, Nr. 125.)

Wørmer. Axel Viggo Wørmer, født den i. Januar 1846 i København, var Søn af den nedennævnte Maler, P. G. Wørmers, Brodersøn, Fyrmester ved Hanstholm Fyr, Heinrich Julius Wørmer (f. 1805, d. 1876) — der selv dyrkede Malerkunsten i sin Fritid og udstillede nogle Kopier i 1823 —-, hans Moder hed Aurelia Cathrine f. Gessner (f. 1811, d. 1882); han besøgte Kunstakademiet 1865—73 og var en ret lovende Dekorationsmaler, da han efter længere Tids Sygelighed døde den 8. Februar 1878.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Skifteretten.)

Wørmer. Peter Gregers Wørmer, Maler, Søn af Garvermester Peter Wørmer fra Hannover ff. 1746, d. 1809) og Johanne Marie f. Jelling (f. 1763, d. 1821), blev født den 4. April 1789 i København og fik allerede i sit 12. Aar Adgang til Kunstakademiet, da han havde Lyst til Tegning. Samtidig med at han lærte Malerhaand-værket, søgte han ogsaa at uddanne sig til Kunstner efter den Tids Maade ved at kopiere de gamle Mestre, og i 1809 udstillede han første Gang tre saadanne Kopier. Samme Aar vandt han den mindre og to Aar efter den store Sølvmedaille i Modelskolen, og i 1812 udstillede han et Par originale Kompositioner. Efter at tvende Forsøg paa at vinde Guldmedaillen ikke var lykkedes ham, vendte han sig mere mod den praktiske Side ved sit Fag.

I 1813 søgte han allerede om en Lærerpost ved Akademiet, som han dog ikke den Gang opnaaede, i 1814 tog han Borgerskab som Malermester, og da der i 1815 atter blev en Lærerplads ledig, valgtes han den 23. Oktober til Lærer ved den i. Frihaandstegne-

574

skole, i hvilken Stilling han derpaa virkede i henved 40 Aar med stor Nidkærhed. I 1823 blev han ved Nytaar indkaldt for Akademiets Forsamling, Præses roste ham i Akademiets Navn for den Flid og Umage, hvormed han ledede Undervisningen, og da han i Slutningen af 1854 forlangte sin Afsked af Akademiets Tjeneste fra i. Januar 1855 P^aa Grund af Alderdom og Svagelighed, blev han, til Paa-skønnelse af hans Virksomhed, den 29. December s. A. udnævnt ti! Ridder af Danebrog. Ogsaa i hans borgerlige Virkekreds som Malermester satte man Pris paa hans Dygtighed og Retsindighed, og fra 1843 var han en af Københavns Borgerrepræsentanter. Den 23. September 1815 ægtede han Mette Cathrine Grubb (f. 1788, d. 1858).

Efter at han fra 1855 ligeledes havde opgivet sit Værksted, levede han kun et Aarstid. Natten mellem den 5. og 6. Marts 1856 døde han.

(Medd. til Ordenskap. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. Adresseav. I8og, Nr. 241? 1821, Nr. 65, 1856, nt. 58. Skifteretten.)

575

Xylander. Vilhelm Ferdinand Xylander, Sømaler, er Søn af Skrædermester Friedrich Wilhelm Xylander (f. i Mitau 1801, d. i Kbh. 1875) °S Johanne Catharina f. Morgenstern (f. 1812, d. 1870), en Søster til Maleren C. E. B. Morgenstern {se II. Udenl. Kstn.) og er født i København den i. April 1840. I sit 14 Aar kom han i Malerlære og blev Svend 1856, besøgte derefter Akademiets Ornaments-klasser 1858—59, men forlod om Foraaret 1859 København og rejste til Hamborg, hvor han arbejdede i sit Haandværk. I 1861 tog han til Munchen, hvor hans Morbroder, Maleren Morgenstern, der selv havde levet og udstillet i København, var bosat. Samtidig med at han virkede som Dekorationsmaler, søgte han her kunstnerisk Uddannelse hos Morbroderen, men vendte dog i 1862 tilbage til Danmark, udstillede i 1863 og 1864 et Par Landskaber, ægtede den 5. April 1865, trods sine mørke Udsigter, Emma Sofie Andersen (f. 1836), Datter af Skrædermester Hans Andersen (f. 1796, d. 1878) og Helene Margrethe f. Høyer (f. 1796, d. 1880} og rejste atter udenlands. Under haard Kamp for Tilværelsen levede han først i London, til han i Februar 1868 rejste til Munchen, hvor Morbroderen imidlertid var død. Det lykkedes ham dog at sælge et Maaneskins-billede fra Landskrona til Kunstforeningen i Munchen, og han vandt nu efterhaanden Navn i Tyskland, støttet af Professor Edw. Schleich, der var ham en trofast Raadgiver. Han malede dels Maaneskins-stykker, dels Sømalerier, hvortil han gjorde Studier ved Nordsøen

576

eller i Danmark. I 1873 fik han en Medaille i Wien, 1876 i Philadelphia, i 1885 flyttede han til Hamborg og endelig i 1891 bosatte han sig i København. »Skibe ud for Dragør« tilhører Museet i St. Louis og »Strand ved Nordsøen«, Kunsthalle i Hamborg.

(Priv, Medd. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Zacho. Peter Mørch Christian Zacho, Landskabsmaler, er født den 31. Marts 1843 paa Gaarden Peerstrup ved Grenaa, og er Søn af Gaardejer Rasmus Zacho (f. 1794, d. 1885) og Marie f. Mønsted (f. 1801, d. 1891). Da han havde Lyst til at tegne og male, kom han i Malerlære i Aarhus og blev Svend efter fem Aars Forløb. Samtidig havde han besøgt den techniske Skole der og tegnede hos Høegh-Guldberg. I 1861 kom han til København og fik i November 1862 Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han fuldstændig gennnemgik indtil 1867. Imidlertid uddannede han sig til Landskabsmaler under Vejledning af J. la Cour, hvem han kendte fra Aarhus, og senere hos Skovgaard, i hvis Hus han boede i fire Aar. Han har udstillet siden 1865 og har gjort flere mindre Rejser, i 1872 til Italien, hvor han blev næsten et Aar, i 1874 til Paris og i 1876 atter en mindre Udflugt til Frankrig. Ved Udstillingen i 1871 havde Zacho faaet den Sødringske Opmuntringspræmie, i 1878 og 1879 havde han Akademiets mindre Rejsestipendium (den Gang 1600 Kr. aarlig) og i 1884 blev Udstillingsmedaillen tilkendt ham for »Et stille Vand i Dyrehaven«. Den 15. Maj s. A. ægtede han Cathrine Mathilde Marstrand (f. 1858), Datter af Dampmøller Troels Marstrand (f. 1825, d. 1889), yngre Broder til V. Marstrand, og Caroline f. Carlsen (f. 1813, d. 1859). Efter Akademiets Omordning i 1887 blev han strax Medlem af Akademiraadet, genvalgt 1896, og i 1897 fik han Titel af Professor. Imidlertid har han i 1891 med det Ancherske Legat foretaget en ny Udenlandsrejse, som atter galdt Frankrig. Om Vinteren malede han hos Bonnat, og under senere Studierejser i Sydfrankrig modnedes Tanken hos ham om saavidt muligt at male i det fri med Naturen umiddelbart for Øje. Den franske Paavirkning, som prægede nogle af hans Arbejder, veg efter-haanden Pladsen for dette hans indtrængende Naturstudium, og han

577

er i sin Kunst saa dansk som nogen. Foruden sine talrige Landskabsmalerier har han i 1893 udstillet et Portræt af sin Hustru. Den kgl. Malerisamling købte et Vinterbillede fra Bretagne, »Den første Sne« (udst. 1881), Prins Valdemar »Aaen i Sorgenfri Skov« (udst. 1888). Andre af hans betydeligste Billeder ere paa private Hænder. I 1891 fik han »hædrende Omtale« ved Jubilæums - Udstillingen i Berlin. Zacho har tillige udført ikke faa Landskaber i Akvarel.

(Priv. Medd. S. Maller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. I. T. 50.)

Zahrtmann. Peder Henrik Christian (Kris tia n) Zahrtmann, Maler, er Søn af Overlæge og Fysikus for Bornholm, Carl Vilhelm Zahrtmann (f. 1810) og Laura Pouline f. Jespersen (f. 1822) og er født i Rønne den 31. Marts 1843. Efter at have besøgt Rønne Realskole kom han til Sorø Akademi og blev Student derfra i 1862, tog anden Examen i 1863 og gennemgik derpaa det techniske Institut for i 1864 at faa Adgang til Kunstakademiet, hvorfra han den i. Juli 1868 fik Afgangsbevis som Maler. Fra 1869 har han udstillet, dels mindre Figurbilleder, komponerede eller efter Naturen, dels Portræter og større Billeder. I 1871 vandt han den Neu-hausenske Præmie for »Leonore Christine i Fængsel«, i 1873 den samme Præmie for »Christian II og Sigbrit opgør Toldregnskabernes og udstillede tillige »Scene ved Christian VII's Hof«. I 1873—74 vandt han den mindre Guldmedaille for en Carton »Hjob og hans Venner«. I Efteraaret 1875 rejste han til Italien med to Aars Rejseunderstøttelse fra Kunstakademiet paa 1600 Kroner aarlig, men forblev udenlands til 1878; i 1882, da han fik det Ancherske Legat, rejste han atter til Italien og forblev borte til 1884, idet han tilbragte Vinteren 1883—84 til Grækenland. Foruden Legatet havde han i 1883 en mindre Understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosen -croneske Stiftelse. Senere har han rejst til Syden næsten hver Sommer og tillige Vinteren 1888—89 i Grækenland. Blandt hans Arbejder have især hans talrige Fremstillinger af Leonore Christines Liv, tildels efter Motiver fra hendes »Jammersminde«, vundet almindelig Opmærksomhed; to af disse, som forestille Kongedatteren i Mariebokloster (udst. 1883} og i Blaataarn (fri Udst. 1891) tilhører den kgl. Malerisamling, som ogsaa ejer »Dronning Sofie Amalies Død« (udst. 1883). »Leonore Christines Indtrædelse i Blaataarn« tilhører Nationalgalleriet i Christiania. Et af de Billeder, som vakte mest Opmærksomhed, var det i 1884 udstillede »Italienske Piger,

N. K. L. IL Juni 1897. 37

578

som bære Kalk«. I 1887 udførte han det samme Æmne, der havde vundet Guldmedaillen, »Hjob«, som Maleri. Han deltog i 1888 i Konkursen om et Billede til Universitetets Festsal, men Rosenstand kom til at male det. Fra 1891 gik Zahrtrnann over til den fri Udstilling, men har dog af og til ogsaa udstillet ved Akademiets Foraars-udstillmg.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn. Erslew, Suppl., III, S. 706 —7. S. Mtiller, N. dsk. Malerk. Dsk. Lægest. 6. Udg.)

Zeltner. Johan Theodor Zeltner, Architekt, født den 8. August 1822 i København, er Søn af Møller og Lysestøber Hans David Zeltner (f. 1792, d. 1870} og Rosine Dorthea f. Cramer ff. 1790, d. 1853). Samtidig med at han var i Tømrerlære og blev Svend, fik han i 1838 Adgang til Kunstakademiets Skoler, blev i December 1844 Elev af Architekturskolen, vandt i Marts 1846 den mindre og to Aar efter den store Sølvmedaille. Fra 1844 Var han Bygnings-konduktør under J. H. Koch og deltog som saadan i Frederiksborg Slots og Badstviens Restauration (1846—50). Derefter var han Konduktør under Bygningsdirektoratet, i 1852 blev han konstitueret, i 1854 fast ansat som Slotsforvalter ved Christiansborg Slot, og han var under Frederik VII Civillistens Bygmester. I 1859 fik han Titel af Kammerraad, i 1860 blev han Bygmester og Inspektør ved Vallø, Vemmetofte og Bregentved, 1863 Ridder af Danebrog, 1869 Dane-brogsmand og Ridder af St. Olafsordenen, 1875 Ridder af Nordstjernen samt senere af den græske Frelsers- og den russiske St. Anna-Orden. Den 8. August 1848 havde han ægtet Louise Jakobine Rudolphi (f. 1819, d. 1887), Datter af Handelsgartner August Gottlieb Rudolphi (f. 1787, d. 1842) og Dorothea f. Lynge (f. 1794, d. 1862).

Blandt hans Bygningsværker maa, foruden en Mængde Ombygninger og Restaurationer af Herregaarde og Kirker, nævnes »Frederik VII's Stiftelse« ved Gyldenløvesgade, en Kirke ved Faxe Ladeplads og Tilbygningen i Dronningens Tvergade til Grev Moltkes Palais med en stor Sal til den Moltkeske Maferisamling, Ombygningen af Herregaarden Lystrup, Udvidelsen og Restaurationen af Kobenhavns Postgaard, Ombygningen af Herregaarden Løvenborg, et mindre Palais (Enkesæde) i Bredgade m. m.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Zeltner. Otto Frederik Theodor Zeltner, Architekt, er Søn af den ovenfor nævnte Th. Zeltner og født i København den 16. Ok-

579

tober 1858. Efter sin Konfirmation kom han i Murerlære, blev Svend, besøgte det techniske Institut og blev derpaa af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Februar 1876 til den 28. Marts 1884, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han har senere foretaget flere Udenlandsrejser for sin videre Uddannelses Skyld, men har forøvrigt i sin Virksomhed været knyttet til Faderen, hvem han til Dels er adjungeret i dennes Embede. (Priv. Medd. Akad.)

Zeuthen. Christian Qlavius Zeuthen, Architektur- og Landskabsmaler, var født den 10. September 1812 i Kastrup paa Amager, hvor hans Fader, senere Skovfoged i Esrom, Peter Laurentius Zeuthen (f. 1783, d. 1839) den Gang var Skytte; hans Moder hed Caroline Marie f. Rold {f. 1790, d. 1862). Efter sin Konfirmation fik han Adgang til Hetsch's Tegneskole og til Kunstakademiet for at uddanne sig til Architekt, i 1831 blev han Elev af Medailleskolen, samtidig lærte han Tømrerhaandværket og vandt i 1833 enstemmig den mindre SølvmedailJe i Bygningsskolen, Da han forgæves havde konkurreret til den store Sølvmedaille, foretrak han at blive Archi-tekturmaler, hvortil han allerede fra 1833 havde forberedt sig ved at besøge Frihaandstegneskolerne. I 1837 blev han Elev af Modelskolen, og udstillede s. A. sit første Maleri, »Esrom Kloster«, som blev købt af Kunstforeningen. »Det indre af Trinitatis Kirke«, udstillet det følgende Aar, blev købt til den kgl. Malerisamling. I de følgende Aar udstillede han en Del Architekturmalerier, dels af danske Bygninger, dels enkelte Kirker i Lybek og Norge, som han besøgte i 1845. Senere har han været sysselsat med Rensning og Restaurationen af ældre Kalkmalerier i Skibby Kirke (1856), i Chri-stiern I's Kapel ved Roskilde Domkirke (1858—60) og i Aarhus fra 1864. Af disse Arbejder har han dels udstillet Eftertegninger, dels kunstnerisk gengivne Fremstillinger af Bygningernes daværende Udseende. Ved Siden af denne Virksomhed har han lige fra sin Ungdom tegnet Oldsager for det oldnordiske Museum og Oldskrift-selskabet. Ogsaa som Landskabsmaler har han af og til udstillet. Han døde ugift i København den 23. Juni 1890.

(Priv. Medd. Vahl, Slægteb., VIII, 45. Lengnich, Fam. Zeuthen. Akad. Reitze]. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. VI, T. 43.)

Ziesenis. Johan Georg '/.iesenis, Portrætmaler, født i København 1716 og Søn af en ældre Portrætmaler Johan Jurgen Ziesenis fra Hannover, som 1709 fik Borgerskab i København som Skildrer.

580

Hans Hustru døde 1740, 46 Aar gammel. Ziesenis d. y. lærte Malerkunsten hos sin Fader, men rejste derpaa til Diisseldorf for at uddanne sig videre, og blev med det samme i Tyskland, hvor han fra 1764 var hannoveransk Hofmaler; dog er han endnu i 1766 i Danmark og fik »til Rejse og andre Udgifter« 400 Rdl. d. C. af den danske Konges Kasse. Han havde en Datter, Fru Lampe, som ligeledes var Malerinde, og han døde i Hannover 1777. Han skal have malet et Portræt af Arveprins Frederik, der bevaredes paa Fredensborg, og Missionæren Hans Poulsen Egedes Portræt, som 1764 blev stukket af J. G. Schleuen. For øvrigt tilhører hans Virksomhed Udlandet. Hans Portræter nød stor Anseelse og ere stukne af fremragende Kobberstikkere sorn Wille o. a.

(Weinw., S. 133. F. J. Meier, Fredensb., 200. Rigsarch. Ftissli Lex. og Suppl. Neue Bibi. d. sch. Wissensch. u. Kste., I, S. 161. Skild. Febr. 1831, Sp. 217—19. Fiorillo, Mal. in Deutschl. &c III, S. 399—93. Nagler, Kstl. Lex.)

Zillen. Johannes Vilhelm Zillen, Dyrmaler, var Søn af Juveler og Guldsmed Jakob Zillen og blev født i Slesvig By den 4. Januar 1824-, hans Moder hed Anne Cathrine f. Witzel. Han var først nogle Aar paa et Kontor i Slesvig, men da Lysten til at blive Kunstner ikke lod ham have Ro, tog han i 1845 til København, fik i Oktober s. A. Adgang til H. V. Bissens Værksteder, for at uddanne sig til Billedhugger, og til Kunstakademiets i. Frihaands-tegneskole. Han besøgte Akademiet til 1847, men naaede ikke højere end til Gibsskolen. Som Billedhugger studerede han flittig efter Naturen, komponerede for at øve sig og kopierede adskillige af Thorvaldsens Værker i mindre Maalestok til Gibsere og til Bings Porcelænsfabrik. Snart forlod han dog Billedhuggerværkstedet og øvede sig paa egen Haand et Par Aar i Penslens Brug, indtil han ved Nytaar 1854 rejste til Dusseldorf for at uddanne sig videre til Maler. Da han i 1856 kom hjem, var han allerede en udviklet Dyrmaler, som fra det følgende Aar til sin Død stadig udstillede og, indtil Sygelighed hæmmede hans Virksomhed, stedse bedre Billeder. Han var i 1852 bleven gift med Lisette Louise Lau (f. 1825, d. 1884); nu fandt han sig en idyllisk, landlig Bolig paa Rørholm ved Dosseringen, hvor han havde en lille Stald til sine Geder, og førte et lykkeligt Familieliv, glad ved sin Kunst og sin Vennekreds. En Strubetæring, hvis første Mindelser meldte sig i 1865, gjorde de sidste fem Aar af hans Liv til en tung Lidelsestid. Han døde den 14. Marts 1870, kun 46 Aar gammel.

581

Det for os noget fremmede maleriske Foredrag i Zillens første Billeder forsvandt efterhaanden, under hans kærlighedsfulde Opfattelse af Naturen, for en simplere, alvorligere og stemningsfuldere Gen-givelsesrnaade. I hans senere Billeder viste ikke alene Dyrene, men ogsaa de landskabelige Omgivelser, en Dygtighed og Alvor i Fremstillingen, en Skønhed i Anordningen, sorn vilde have lovet endnu mere, hvis ikke hans Kraft allerede havde været brudt. Den noget matte Tone, der gik gennem enkelte af hans Arbejder, var maaske kun en Virkning af hans Sygelighed. En Tid lang dvælede han med Forkærlighed ved Fremstillingen af Geder, men især senere omfattede han med lige Lyst hele Husdyrenes Kreds i Danmark, og udstillede navnlig flere større Billeder med Køer, selv om han stadig fik Bestillinger paa sine vakre Smaabilleder med Geder og lystige Kid. Til hans mere fremtrædende Arbejder hører »Køer i Vandet« (udst. 1865) og »En Vanding« (1867). Han var tillige en flittig og duelig Raderer, og den samme Udvikling, som sporedes i hans Penselføring, lader sig tildels ogsaa forfølge i hans Raderinger. Saavel Kunstforeningen som den danske Radérforening har udgivet flere Rækker af hans raderede Blade.

(Priv. Medd. Alcad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1870, Nr. 64.)

Zinn. Jens Giødvad Zinn, Architekt, født i København den 21. August 1836, er Søn af Grosserer Ludvig Maximilian Zinn {f. 1808, d. 1868); hans Moder hed Regitze Sofie f. Giødvad (f. 1812). Efter sin Konfirmation kom han i Snedker- og Tømrerlære, og først da han var bleven Svend, bestemte han sig til at uddanne sig til Bygmester ved Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i 1862. Hans Studier blev afbrudte ved hans Deltagelse i Krigen 1864 som Menig ved første Regiment, dog ikke mere end at han i Juli 1865 kunde tage Afgangsprøve ved Akademiet som Architekt. Han har for egen Regning været i Italien i 1867 og ægtede i 1872 Emma Møller (f. 1842), Datter af Sognepræst Andreas Ditlev Møller (f. 1805, d. 1852) og Emma Christiane Charlotte f. Ørbek (f. 1807, d. 1856). Af hans Arbejder, der for en Del gaa i praktisk Retning, kan nævnes Herregaarden Fuglsang paa Lolland, hvis Hovedbygning han har opført fra ny af.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

Zuber. Christian Josef Zuber, Architekt, født i 1736 (døbt ⁿ/_t) i København, var Søn af en Katholik, Hoftømrermester Frants Josef

582

Zuber (f. 1705, d. 1771) og Cathrine Marie f. Hølszel (f. 1711 [1713?], d. 1775). Faderen Fr. J. Zuber, var tillige Maskinmester ved Hoftheatret, og det var ham, som i 1768 ved Hjælp af et kunstigt Tømmerværk flyttede Frederik V's Rytterstøtte fra Gjethuset til Amalienborg Plads og opstillede den paa sit Fodstykke. Sønnen, som mulig har lært Tømrerhaandværket hos sin Fader, mulig ogsaa har uddannet sig i Udlandet (Wien), fik i 1758 Adgang til Kunstakademiet i Kobenhavn, vandt 1759 den mindre og den store Sølv-medaille, 1761 den mindre og 1762 den store Guldmedaille som Architekt, var i 1763 Tegnelærer for de kongelige Børn, arbejdede derpaa Vinteren 1763 — 64 paa Herregaarden Glorup i Fyn, og fik i 1765 Akademiets store Rejsestipendium efter J. P. Lund (s. d.). I 1766 tiltraadte han sin Udenlandsrejse, da Arbejder for Kongen og Grev Moltke havde opholdt ham et Aarstid; han tilbragte noget over et Aar i Paris, tog derpaa til Rom, hvor han i 1771 fik Tilhold om at komme hjem. Han kom dog ikke til at rejse strax, da han ifølge en hjemsendt italiensk Lægeattest ikke kunde taale saa lang en Rejse efter en Sygdom. I 1772 synes han at være kommen hjem, men han meldte sig ikke ved Akademiet. Man hører ikke fra ham, før han i 1781 søger om at blive Professor i Geometri ved Kunstakademiet efter Professor J. H. Schlegel. Denne Post fik han ikke; derimod var han, rimeligvis ved sin Hjemkomst, bleven kgl. Hofbygmester og staar som saadan i Statskalenderen til 1789. En Bygningsinspektør Zuber, som maaske er en Søn eller yngre Broder af ham, nævnes sidste Gang i Vejviseren for 1798. J. Zuber var gift med Maria Catharina Granry (de Grandry, d. i Fredericia 1800); hans Dødsfald, som falder efter 1800, har ikke hidtil kunnet findes.

(Weinw., S. 225. Do. Lex., hvor Fader og Søn sammenblandes. Lengnich, Fam. Zuber. Petri Kirkeb. Adresseav. 1775, Nr. 22. Ribe Stiftstid. 1800, Nr. 42. Thiele, Kstakad., S. 139—40. Butti, Beskriv, over Statuen til Hest o. s. v. Kbh. 1774, Fol., S. 31. Statskal. Vejvis.)

Zuschlag. Frederik Ludvig Zuschlag, Billedhugger, Søn af Sognepræst til Haraldsted og Allindemagle ved Ringsted Johannes Mortensen Zuschlag (f. 1724, d. 1792), blev født den 14. Februar 1759 i Jydstrup, hvor Faderen tidligere var Præst. Han gik Kontorvejen, blev 1789 Cancellist i Søetatens Revisionskontor, ægtede i 17 90 Louise Augusta Oppenheim, som døde den 12. Juli 1798, blev November 1798 Kontrollør ved Assistenshuset i København og ægtede inden Aarets Udgang sin anden Hustru, Marie Frederikke Stunder

583

{f. 1765, d. 1829), Datter af Guldsmed Jacques eller Jakob Stunder og Anne Marie f. Fistaine. Han døde den 18. Januar 1808.

Ved Siden af sin Embedsvirksomhed dyrkede han med megen Flid og som det synes med virkeligt Held Billedhuggerkunsten. Han udførte mest Portrætmedailloner i Vox, hvoraf der blev taget Gibs-afstøbninger. Af saadanne Portræter nævner »Minerva« i 1785 og senere Skuespillerinderne Md. Walter og Md. Preisler, Skuespiller Rose og Prins Carl af Hessen, endvidere »vor udødelige Suhms overmaade lignende Medaillon«, og Komponisten Naumans. De synes at have været i et mindre Format og solgtes i Gibs for i Rdl. d. C. (omtrent 3 Kr. 15 Øre) Stykket. Zuschlag nævnes i den Tids Sprog kun med Tillægget »vor flittige Modelerer«. Ved Siden af de Gibsexempiarer, der saaledes gik i Handelen, udførte han ogsaa Portrætmedailloner i Elfenben, og Familien ejer saaledes endnu bl. a. tre smukt udskaarne Medailloner, forestillende hans første Hustru og hendes to Søstre, flere Basrelieffer, udskaarne i Elfenben, m. m.

(Priv. Medd. Weinw. Lex. Wiberg. Minerva, I, S. 97; V, S. 362. Adresseav. 1798, Nr. 192 og 194; 1808, Nr. 22; 1829, Nr. 108. Ref. Kirkeb.)

Zweidorff. Frederik Ludvig Christian Zweidorff, Maler, født i Aalborg den 24. Maj 1816, var Søn af senere Overgraver ved Frue Kirke i København, Søren Zweidorff {f. 1794, d. 1874) og Mette Kirstine Hansdatter f. Møldorff (f. 1787, d. 1844). Efter at have besøgt Frue Kirkeskole i sin Opvæxt, blev han Malerlærling paa den kgl. Porcelænsfabrik og fik Adgang til Kunstakademiet, men naaede dog ikke højere end til Gibsskolen, uagtet han dyrkede Figurmaleriet ligesaa ivrigt som Landskabsmaleriet, og i de Aar han udstillede (1836—44) saa man stadig Portræter, Architekturbilleder og Landskaber jævnsides fra hans Haand. I 1836 konkurrerede han til Pengepræmien som Landskabsmaler, dog uden at opnaa den. I 1843 udstillede han et Porcelænsmaleri, Portræt af Overhofmarskallen Hauch, Kopi efter C. A. Jensen, hvilket var købt af Kunstforeningen (1841). Hans kunstneriske Udvikling blev tidlig afbrudt, idet et stedse voxende Hang til tungsindigt Grubleri nedbrød hans Aand og Virkekraft, saaledes at han om Sommeren 1844 rnaatte føres til St. Hans Hospital ved Roskilde, hvor han omsider døde den 12. Marts 1865.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

584

Zwingmann. Christian Ferdinand Zwingmann, Architekt, var født den 27. Maj 1827 i Riga og var Søn af Tømrermester Zwingmann; han lærte Murerhaandværket der og kom i 1851 til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet, hvor han 1854 vandt den mindre og 1855 den store Sølvmedaille. I 1867 udstillede han et Udkast til Fuldførelse af Marmorkirken, og, efter at han havde faaet dansk Indfødsret, rejste han i 1869—71 udenlands med Kunstakademiets mindre Stipendium. I 1876 har han udstillet Tegning af et Mosaikgulv i Siena. Blandt hans Arbejder kan nævnes Opførelsen af det smukke Slot Kulla-Gunnarstorp i Sverige, et i Helhed som i Enkeltheder karakteristisk og originalt Arbejde. Ogsaa Bygningen til Apotheket i Hirschholm viser en Mand, som selv i en saadan mindre Bygning forstod at gennemføre fuldtud en Murstensarchitektur med ædel Simpelhed. Efter mange Aars Sygelighed døde han den 4. Maj 1891 paa St. Josefs Hospital i København.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1896.)

Ølsted. Peter Iver Johannes Ølsted, Landskabsmaler, født den 6. Oktober 1824 i København, var Søn af Brændevinsbrænder og senere Kaffehusvært Rasmus Iversen Ølsted (d. 1852) og Marie f. Sørensen eller Sørensdatter (d. 1861). Efter sin Konfirmation fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler for at uddanne sig til Maler og blev 1844 Elev af Modelskolen og af J. L. Lund. Derefter kastede han sig særlig over Landskabsmaleriet og udstillede fra 1849 til 1882 i dette Fag, dels Oliemalerier, dels Tegninger, men hans Billeder, som vel vandt ham et Publikum, vakte ikke særlig Opmærksomhed; større Interesse havde hans Pennetegninger. Ogsaa i Akvarel malede han. Han døde, efter længere Tids Sygelighed, den 17. Juli 1887. Den 27. April 1852 blev han gift med Ida Henriette Schmidt (f. 1828), Datter af Malermester Carl Gottlieb Schmidt (f. 1797, d. 1861) og Margrethe f. Eiser (f. 1793, d. 1874), og i 1864 havde han en mindre Rejseunderstøttelse af Kunstakademiet.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Trin. Kirkeb.)