142  Index

Cabott. Johan Herman Cabott eller Cabot, Maler, født i København den 7. August 1756, var Søn af Juveler og Stadskaptajn Poul Cabot (f. 1721, d. 1796) og Anna Marie f. Gruse og uden Tvivl af en reformert Slægt af dette Navn, hvis første Medlem her, Pierre Cabot, havde faaet Borgerskab i København 1715. Cabott besøgte Kunstakademiet fra 1770 til 1783 og vandt 1781 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Salomon lader Pagtens Ark opsætte i Templet«. Han konkurrerede 1783 til den store Guldmedaille, uden at faa den og rejste Aaret efter udenlands, dog uden Stipendium fra Akademiet. Under sit Ophold i Rom malede han en »Sokrates' Død«, der rostes meget, og gjorde Udkast til en større Fremstilling af »Abels Død«, der ligeledes omtales som lovende. Ved Hjem­komsten i Begyndelsen af 1791 agreeredes han den 28. Marts paa en Skitse »Orest, der forfølges af Furierne« m. m. og fik i Maj Opgave til Medlemsstykke, der usædvanlig nok blev taget af den romerske Historie; men han udførte det aldrig. Efter at have solgt sin Kopi efter Rafaels »Skolen i Athen« til Akademiet eller rettere til Arve­prinsen, der skænkede den til Akademiet, forlod han igen Køben­havn og rejste i Januar 1792 fra Berlin til Rom i Selskab med Carstens og en tysk Bygmester. Under sit andet Ophold i Rom vandt han især Opmærksomhed ved en vellykket Kopi af Rafaels »Gravlægning« i Palazzo Borghese (1793), og da Zoega i 1794 op-

 

143

dagede en Gravgrotte uden for Rom, fik han Cabott til at aftegne den nøjagtigt og lade sine Tegninger stikke i Kobber. De udkom i Rom (1795) under Titel Stucchi figurati esistenti in un antico sepolcro fuori delle mura di Rcma &c. Aaret efter (i August) giftede den allerede 4oaarige Mand sig med en attenaarig italiensk Komtesse Maria Gertruda Pericoli (f. 1778) og rejste derpaa med sin unge Kone tilbage til Danmark, saaledes at Vielsen endnu samme Aar, paa den unge Frues attenaars Fødselsdag (19. Dec.) kunde gentages efter protestantisk Ritus i København. Hvilke Forbindelser og hvilken romantisk Historie der mulig har ligget til Grund for dette ualminde­lige Ægteskab, lader sig ikke mere oplyse. Cabott havde imidlertid, rimeligvis allerede i Rom, opgivet Historiemaleriet for Dekorations-maleriet og søgte ved Hjemkomsten om en ledig Lærerplads ved Akademiet, hvorved han tillige, efter Stiftelsens daværende Grund­sætninger, afskar sig Retten til at blive Medlem. Han blev Lærer ved Akademiets første Frihaandstegningsklasse (1797), og i denne beskedne Stilling forblev han til sin Død den 5. December 1814, medens han samtidig fra 1799 havde haft Bestalling som »Hof­dekoratør«. Kort før sin Død opnaaede han sit længe nærede Ønske om en af Akademiets Friboliger, men kun hans Enke fik af særlig Naade Lov til at nyde den det første Aar efter hans Død. Den italienske Grevindes Kaar blev ikke videre blide ved i en Alder af 36 Aar at sidde som Enke med fire Børn efter en Informator ved Akademiet; hvad Manden havde efterladt, maa efterhaanden være gaaet med; en Tidlang fandt hun Erhverv ved at undervise i Italiensk ved Hoffet, hvor man havde Deltagelse for hende, og i fornemme Kredse; men det tog efterhaanden af, og endnu tyve Aar efter hendes Død finder man hende søgende Akademiet om Understøttelse (1834), »da hendes Stilling ikke er som forhen«. Hun døde først den 20. November 1851.

(Weinwich, S. 191. Erslew, I, S. 270. do. Suppl. I, S. 200. Zoegas Breve i Minerva 1798 II, S. 333, 1799 I, S. 275, II, S. 2. Bricka, III, 337. Meier, Wiedewelt. Rigsarch. Lengn. Petri K. Skifteretten. Adresseav. 1814, Nr. 286. Akad. Fernow. Carstens, ny Udg., S. 97.)

 

Calau. Benjamin Calau, Maler, levede i Frederiksstad i Slesvig i Slutningen af det syttende eller rettere i Begyndelsen af det attende Aarhundrede, thi hans Søn af samme Navn, som vandt et vist Ry i Tyskland, var født i Frederiksstad 1724 (d. 1783). Efter Weinwich malede den ældre Calau »gamle Hoveder temmelig vel.« Paa Raad-

 

144

huset i Frederiksstad skal der være to Stykker af ham, »Et Bac-chanal« og »Johannes Døberens Henrettelse« med Figurer i halv naturlig Størrelse.

(Weinw. Lex.    Ftissli Suppl.    Spengler Art. Eft.)

 

Calberg. Vilhelm Jørgensen Calberg, Maler, født i København 1817, var Søn af Hjulmagermester Niels Calberg og besøgte Kunst­akademiets Skoler fra 1832 til 1844 og var i 1837 bleven Elev af Modelskolen. Han udstillede 1842 til 1846 nogle Portræter. Han synes ikke senere at have været bosiddende i København, men skal efter sigende, være rejst til Amerika.

(Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.)

 

Camradt. Frederik Christian Camradt, Maler, Broder til neden­nævnte J. L. Camradt, blev født i København 1762 (døbt 9. Novbr.) og besøgte Kunstakademiet 1781—85, da han fik den mindre Sølv-medaille. Han malede Blomsterstykker i Vandfarve og udstillede i 1810 en »agtværdig« Prøve paa sin Kunst. Han var dog ogsaa Miniatur- og Portrætmaler og har malet sirlig og omhyggelig udførte Miniaturbilleder endnu i 1822. Strunk nævner Gartner F. L. Holbølls Portræt, og flere Portræter ere endnu i Familiens Eje. Camradt udstillede 1830 til 1838 og døde ugift i Hillerød den 12. Oktober

1844.

(Weinw. S. 203. Selmers Nekr. Saml. II, S. 456. Priv. Medd. Lengn. Frelsers K. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Camradt. Johannes Ludvig Camradt eller Camrath, Blomster­maler, havde Tilnavnet junior til Adskillelse fra en senior. ¹ Han var født i København den 20. September 1779 og var Søn af neden­nævnte Portrætmaler J. F. Camradt. Uagtet han allerede den 9. Ok­tober 1804 var bleven gift med Marie Elisabeth Johannette Weise, Datter af Optikus Weise, og selv Blomstermalerinde, synes han dog at være den Joh. Camradt, der var Lærling ved den kgl. Porcelænsfabrik 1794—97, og som i Oktober Kvartal 1805 vandt den mindre Sølvmedaille paa Akademiet (tilkendt 6. Jan. 1806). Ved et i 1807 oprettet Institut for Metalarbejdere var han medvirkende og ernærede sig for øvrigt væsentlig som Tegnelærer; i denne Egenskab

¹ Denne senior kan enten være Faderen J. F. eller Broderen F. C. Camradt, og en af disse kan have arbejdet paa Porcelænsfabriken »til 1796«. Der døde ingen Camradt i 1814, men kun J. F. Camradts Enke.

 

145

udgav han et Hefte kobberstukne Blomstertegninger til Brug ved Undervisning (1816), stukne af O. O. Bagge (s. d.). Han helligede sig for øvrigt Blomstermaleriet, som det synes under Fritzsch' Vejled­ning. Da han (1816) vilde agreeres paa et Stykke, som Akademiet saa »med særdeles Fornøjelse«, blev det dog nægtet ham ifølge dettes Statuter, fordi han ikke havde været udenlands. Imidlertid lykkedes det ham med en noget tarvelig Anbefaling fra Akademiet at komme en lille Rejse til Dresden (1819—20). Paa de fra Dresden indsendte Stykker opnaaede han endnu ikke at blive agreeret, men da han igen (6. Jan. 1821) indsendte to originale Blomstermalerier, blev han agreeret og to Aar efter (3. Febr. 1823) optaget som Medlem af Kunstakademiet. Dermed er hans akademiske Bane til Ende. I 1831 søger han forgæves om Værelser paa Charlottenborg og i 1835 lige­ledes forgæves om at blive Professor i Anatomi ved Akademiet. At hans Kaar var meget ringe, fremgaar af, at han gentagne Gange maatte have Hjælp af Akademiets Understøttelseskasse, blandt andet i 1832 i Anledning af hans Kones Død (d. 2. Novbr.). Da han i sine senere Leveaar led af Øjensvaghed, tilstod Akademiet ham fra i. Juli 1839 300 Rdl. aarlig; dog vedblev han at udstille. Han var en flittig Kunstner, som fra 1810—43 udstillede 88 Blomster­stykker, der af Samtiden rostes for at være i en delikat og sart Smag, om end noget matte. Han har udført to Frugt- og Blomster­stykker til Dronningens Toiletværelse paa Christiansborg Slot, og 13 af hans Arbejder indkøbtes til den kgl. Malerisamling. Efter hans ovennævnte Hustrus Død ægtede han den 10. August 1836 Enken efter en Høpfner, Anna Magdalene Becker (f. 1796), med hvem han ingen Børn havde, medens han af første Ægteskab efterlod sig fire Børn. Han døde i Hillerød, hvor han havde tilbragt sine sidste Leveaar, den 4. (3.) December 1849; hans Enke den 6. Oktober 1857. Blandt hans Elever maa nævnes Malerinderne Løvmand og Neergaard.

(Akad. Priv. Medd. Lengn. Trin. K. Skild. 1816, Sp. 456 og 571. Østs Archiv I, S. 264. Selmers Nekr. Saml. 2. Aarg., S. 456. Bricka III, 350. Reitzel. Udst. Fortegn. Lengn. Tdskr. f. Kstind. IX, 82.)

 

Camradt. Jørgen Frederik Camradt, Portrætmaler eller Skildrer i København, var Søn af Jochum Frederik Camradt, gift 1731 med Johanne Sørensdatter, og blev født 1736 (døbt 26. Januar). Selv blev han den 13. August 1760 gift med Marie Schrøder (f. 1738, d. 4. Maj 1814) og var Fader til de nævnte Malere F. C. og

N. K. L.    I.

 

146

J. L. Camradt,   foruden  syv  andre Børn.     Han  døde i Marts  1784, 48 A ar gammel.

(Adresseav. 1760 Nr. 64. 1814. Nr. 107. Lengn. Frue, Frelsers og Trin. K. Selmer Nekr. Saml. II, S. 456. Jfr. Anm. S. 144.)

 

Gardes. Michael Gardes, Maler, blev 1748 ansat som Lærer i Frihaandstegning ved det ældre Kunstakademi med 100 Rdl. d. C. i aarlig Løn. Han virkede dog kun i denne Stilling til den 11. Ok­tober 1751, da han døde, efterladende sig en Enke. En Lorentz Gardes har stukket et af Gotfr. Fuchs malet Portræt.

(Rigsarch.    Wiedewelts Papirer i Univ. Bibi.)

 

Carl. Clara Vilhelmine Carl, Malerinde, Datter af Etatsraad, Skibsreder Lindhard Hansen Carl (f. 1813, d. 1893) og Martha Marie f. Olsen, er født i København den 10. December 1859. Hun uddannede sig til Kunstnerinde under Malerinderne Ch. Sodes, B. Wegmanns og Maler Jul. Paulsens Vejledning og besøgte fra Okt. 1892 til Maj 1894 den med Akademiet forbundne Kunstskole for Kvinder, i sidste Semester i Modelskolen. Hun har udstillet siden 1889 Landskaber og Interiører. Hun har paa Udenlandsrejser besøgt Paris, Holland og Belgien.

(Priv. Medd.    Statskal.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Carlebye. Erasmus Christoffer, Jens og Johannes Georg Carkbye, se Karlebye.

 

Carlsen. Carl Christian Edvard Otto Carlsen, Maler, er Son af fh. Kolonialhandler Carl Adolf Junius Carlsen (f. 1815) og Ane Dorothea f. Raa (f. 1813) og er født den 28. Februar 1855 i København. Han blev først sat til Handelen, men fik i sit 18. Aar Lov til at blive Kunstner. Han besøgte derpaa Kunstakademiets Skoler fra Januar 1874 indtil Januar Kvartal 1879, efter i Juni 1876 at være rykket op i Modelskolen. I 1882—83 var han i Frankrig og studerede i Paris. Han har udstillet siden 1878, mest Genrebilleder; i 1883 havde han »En Kaffepassiar« paa den nordiske Udstilling, i 1887 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie for Opgaven Roser, og i de senere Aar har han ogsaa udstillet Landskaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlsen. Rudolf Julius Carlsen, Portrætmaler, Søn af Klubvært H. Carlsen, født i København den 13. April 1812, gennemgik 1827—38

 

147

Kunstakademiets Skoler til Gibsskolen og nød Vejledning af Eckers-berg, J. L. Lund og G. Hetsch. Han lagde sig efter Portrætmaleriet, malede en Del Portræter navnlig paa en Rejse i Sverige og Norge og havde 1837—39 fire Portræter paa Akademiets Udstilling. Det sidstnævnte Aar forlod han København, rejste til Buenos Aires og ernærede sig der i en Del Aar som Portrætmaler. Paa Grund af Familieanliggender vendte han tilbage til Danmark (1862), hvor han siden levede. Den 23. November 1872 ægtede han Agnete Caroline Amalie Paulsen (f. 1840). Han døde den 19. Februar 1892. Han udstillede kun 1868 tre Portræter (udenfor Fortegnelsen) og senere 1869 og 1870.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  1892.)

 

Carlsen. Søren Emil Carlsen, Architekt og Maler, Broder til ovennævnte C. C. E. O. Carlsen og født den 19. Oktober 1848 i København, uddannede sig først til Architekt hos Stillmann og ved Akademiet og udstillede i 1869 en »Opmaaling af Christian III's Gravmæle i Roskilde Domkirke«. Han er senere bleven Sømaler og rejste i 1871 til Amerika, hvor han siden har opholdt sig.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlsen. Carl Peter August Schlichting-Carlsen, Maler, født den 16. Oktober 1852 i Flensborg, er Søn af Købmand Lorens Christian Carlsen (f. 1820, d. 1868) og Ida Cathrine f. Schlichting fra Flens­borg (f. 1818). Han undervistes som Barn i Petri Realskole. Efter sin Konfirmation kom Schlichting-Carlsen (1866) i Porcelænsmalerlære, besøgte det techniske Selskabs Skole og fik i Oktober 1874 Adgang til Akademiets Skoler, som han dog kun besøgte til 1878, hvorefter han et Par Vintre malede i Kunstnernes Studieskole. Allerede 1875 begyndte han at udstille som Blomstermaler, efter i 1873 at have haft et Stilllebensstykke paa Decemberudstillingen; han konkurrerede 1877 til den Neuhausenske Præmie og udførte nogle dekorative Arbejder med Blomster. Men samtidig gik han over til at blive Landskabs­maler under Paavirkning af den yngre Skoles nye Theorier, der dog snart afløstes af et fordringsløsere og ærligere Naturstudium. Hans Billeder vakte nu stigende Opmærksomhed, i 1883 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for »Funkemor«, og fik samme Aar Rejseunderstøttelse til Indlandet. I 1884 var han udenlands sammen med P. Mønsted og tilbragte længere Tid i Italien, i 1886 var han

i Svejts og malede et stort Billede fra Berner Oberland, der med-

 

148

virkede til, at han i 1887 fik Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Ki.). Han var nu atter i Svejts og Sydfrankrig. Til sine danske Landskaber har han for en stor Del søgt Motiver i Omegnen af Hillerød.

(Priv. Medd.    Bricka, III, 379.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Carlson. Conrad Oscar Carlsen, Maler, var Søn af Skomager Carl Carlson og Christiane Caroline født Lorentzen, og var født den 30. Marts 1840 i København. Han lærte at tegne hos F. Helsted og besøgte 1856—61 Kunstakademiet, hvor han 1858 vandt den mindre Sølvmedaille. Han udstillede fra 1859 til 1864 dels nogle Landskaber, dels Portræter og Genrebilleder, hvoraf det sidste, »En Erklæring« var paa Udstillingen efter hans Død. Som en øvet Tegner sysselsattes han ogsaa af »Illustreret Tidende«, hvortil han hjemsendte Tegninger fra Felten. Den unge lovende Kunstner gik som Værnepligtig med i Krigen 1863, blev Sekondløjtnant ved tiende Infanteriregiment og faldt den 19. Marts 1864 ved Dybbøl. I »111. Tid.« for 1864 Side 237 findes hans sidste Tegning fra Felten og Side 325 hans Portræt.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    111. Tid.  1864.)

 

Carmiencke. Johan Hermann Carmiencke, Landskabsmaler, født i Kongeriget Hannover den 9. Februar 1810, var Søn af en fattig Arbejdsmand og blev sat i Malerlære i Hamborg hos en ældre Broder, der var Malermester, med da han havde Lyst til at blive Kunstner, rejste han med en anden ung Svend, som nærede samme Attraa, Johan Mohr, til Dresden (1831), hvor han nød Undervisning i Landskabsfaget af J. C. Dahl. Rimeligvis efter dennes Raad tog han i 1834 til København og fik der efter sine fremlagte Tegninger strax Adgang til Kunstakademiets Gibsskole. Han besøgte dog ikke Akademiet ret længe, men optraadte allerede fra 1835 som selv­stændig Kunstner og vandt en saadan Opmærksomhed, at et af hans første Billeder blev købt til den kongelige Malerisamling i Køben­havn. Senere solgte han i Aarene 1835—45 ialt 6 Billeder til denne Samling. Imidlertid havde han 1835 begyndt at forsøge sig i at radere, men blev dog først fra 1847 den heldige og øvede Raderer, hvis Stik

gjorde saa megen Lykke baade i Danmark og Tyskland. Han var i 1847 atter i Besøg i Tyskland, hvor han især opholdt sig i Liegnitz hos en Beskytterinde, en Grevinde Schonburg. Men Aaret efter rejste han til København, ægtede der en Søster til Architekt

 

149

P. C. W. Klein, Marie Vilhelmine Caroline Klein (f. 1817), Datter af tyskfødte Forældre, Bagermester Ludvig Klein (f. 1777, d. 1847) og Cathrine Magdalene f. Muller (f. 1786, d. 1856). Han nedsatte sig nu her som Kunstner; dog gjorde han atter 1842 en Udflugt til Miinchen. Endelig 1845 fik han — efter at have søgt og opnaaet Naturalisationspatent — det københavnske Kunstakademis Rejseunder­støttelse i to Aar og opholdt sig i disse (1845—46) som dansk Kunstner i Italien. Efter Rejsen vendte han tilbage til Danmark, men følte sig under Krigen (1848—50) mindre vel i sit nye Fædre­land og udvandrede derfor i 1851 med sin Familie til Nordamerika. Her gjorde hans Billeder overordentlig Lykke; han levede i New York og var Medstifter af Kunstakademiet i Brooklyn. Han døde der den 15. Juni 1867. Hans Enke døde sammesteds den 4. Juni 1882.

Af hans raderede Blade (35 i Tallet) udgav Kunstforeningen i København et Par mindre Rækker 1850—51. Han udstillede i København fra 1835 til 1851 et ikke ringe Tal af Landskaber, dels fra Danmark, dels fra Udlandet, og vandt Navn som en dygtig og livfuld, om end noget konventionel Kunstner. Hans store Lethed i at male satte ham i Stand til lige til hans sidste Leveaar at udfolde en overordentlig rig Produktivitet.

(Hamb. Kstl. Lex. Naglers Monogr. III, 771. Andresen: Deutsche Maler-Radirer d. ig.Jhrh. IV, S. 46 flg. Priv. Medd. Bricka, III, 389. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Carstens. Asmus Jakob Carstens, Tegner og Maler, født den i o. Maj 1754 i St. Jtirgensby ved Slesvig, var Søn af Grynmøller Hans Carstens (f. 1719, d. 1762) og Christine Dorothea f. Petersen (f. 1726, d. 1769, efter at have levet fire Aar i et nyt Ægteskab). Fra Forældrene var der dog efterladt ham og hans Søskende en lille Formue. Den Kunstnertrang, der syntes ham medfødt, næredes allerede tidligt hos ham ved Skuet af Jurian Ovens' Malerier i Slesvig Domkirke. Endnu som Dreng tilegnede han sig paa egen Haand en saadan Færdighed i Tegning, at han ud af Hovedet kunde gen­give Aasyn, han havde lagt Mærke til, med kendelig Lighed. Men da hans Arv ikke var stor nok til at betale Lærepenge hos en da bekendt Portrætmaler N. G. Geve, vilde hans Formynder ikke tillade ham at blive Kunstmaler og satte ham for et Tidsrum af fem Aar i Lære hos en Vinhandler i Eckernforde. Da han ikke kunde und­drage sig sin Skæbne, foresatte han sig dels at røgte sin Gerning saa godt, han kunde, for ved Øvelse og Flid at opnaa saa megen

 

150

Fritid som muligt, der ikke vilde blive nægtet ham, naar han havde gjort sin Pligt, dels at udføre alle sværere Arbejder ved sit Haand-værk, det saa kaldte Vinkyperi, med venstre Haand, for at skaane den højre til det, han stedse regnede for sit egentlige Livshverv, Kunsten. Denne energiske Plan gennemførte han virkelig og fik saaledes Tid og Kræfter til overs baade til Læsning og Tegning.

Da han i 1776 fik Myndighed over sig selv og sin lille Formue, løskøbte han sig for de to Aar, han skulde have tjent som Svend, med 80 Rdl. (Courantdalere = 256 Kroner). Han levede nu tre Maaneder hos sin Fætter, Jens Jiirgensen i Slesvig, udelukkende for Dyrkelsen af Kunsten, men da han ikke kunde faa tilstrækkelig Undervisning i Oliemaleriet i Slesvig By, raadede Fætteren ham til at rejse til København til en der bosat slesvigsk Portrætmaler Povl Ipsen (Novbr. 1776). Hos denne levede han et Par Aar for hvad der var tilbage af hans lille Formue og arbejdede dels under dennes Vejledning, dels paa Kunstakademiet. Det var navnlig Afstøbningerne af Antikerne, der gjorde et uudsletteligt Indtryk paa Carstens, dog hørte han tillige Forelæsninger over Anatomi af Weidenhaupt. Der­imod smagte det ham ikke at deltage i Undervisningen i de egent­lige Kunstskoler, saa meget mindre som han undsaa sig ved, som voxent Menneske, at begynde i de lavere Klasser sammen med unge Læredrenge, og i de højere Klasser kunde der ikke strax tilstedes ham Adgang, da han, uagtet al sin Færdighed som Portrætmaler, endnu stod tilbage i Kunstens Elementer. Men han øvede sig flittig hjemme, ikke alene paa at gengive, navnlig Antikerne, efter Hukommelsen, men ogsaa paa at komponere, og sluttede Venskab med flere, for en Del tyske Kunstnere, der gennemgik deres akademiske Løbebane i København.

En Tegning, som han gjorde af »Adam og Eva« efter Miltons »Det tabte Paradis« vandt Grev Moltkes Opmærksomhed, og denne bestilte et Oliemaleri derefter hos Kunstneren. Da det var færdigt, havde Greven enten glemt sin Bestilling, eller de techniske Ufuld­kommenheder have, ganske naturlig, været ham mere iøjnefaldende i Maleriet end i Tegningen; nok er det, efter Carstens' egen For­tælling, skal han være bleven afvist paa en Maade, der stødte den indesluttede og selvfølende Kunstner, og han forsøgte ikke mere at faa Bestillinger paa sine Kompositioner. Derimod blev han, maaske ved Ipsens Hjælp, bekendt som Portrætmaler, og fik saa meget at gøre, at han alene i ét Aar fortjente 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) ved sine med Rødkridt tegnede Portræter. Imidlertid fik han Adgang

 

151

til Modelskolen paa Kunstakademiet, thi efter det første Kvartal 1780 tilkendtes ham den mindre Sølvmedaille for Tegning efter den levende Model. Efter Akademiets Sædvane skulde dog først Sølvmedaillen overrækkes ham ved det højtidelige Aarsmøde den følgende 31. Marts (1781). Ved denne Lejlighed skete noget, som fremkaldte følgende Kendelse i Protokollen for 30. April: »Eleven A. J. Carstens, som »paa en Opsætsig Maade havde undslaaet sig for at imodtage den »ham for Tegning efter Modellen tilkiendte liden Sølv Medaille blev »ved Scrutinium af alle Stemmer indtil videre forviist Academiet og »tildømt hans Navn at opslaaes paa Dørrene i alle Academiets »Skoler.«¹ Wiedewelt skal vel den følgende Morgen atter have ladet Opslaget nedrive, men Carstens' Forbindelse med Akademiet var ophørt. Hans Bekendtskab med Abildgaard, hvorpaa han kort i Forvejen havde lagt stor Vægt, fik naturligvis herved ogsaa en brat Ende.

 

¹  Hvad der virkelig er foregaaet,   lader sig vanskelig udfinde mere.    Carstens fortæller   selv   hos   Fernow:    »Ved   den   følgende   Udstilling   havde    en    af    de »Kunstnere, der konkurrerede til den store Pris, udstillet en Tegning, som absolut »var den bedste,   og   alle ventede,   at  den  første Pris skulde blive ham tilkendt. »Ved Uddelingen fik dog en anden   den.   paa hvem ingen havde   tænkt,   og hvis »Tegning stod tilbage for hins.     Da   den  foretrukne  var en Slægtning af Abild-»gaard, forklarede alle dette som Grunden . . .    Jeg havde faaet store (o: mindre) »Sølvmedaille . . .    Jeg erklærede offentlig ikke at ville modtage Medaillen, naar »han, som havde fortjent den store Guldmedaille, ikke fik den &c.«     Hertil maa bemærkes,   at i  1780,   da dette maa være sket, var der ingen Konkurs om Guld-medaillen; den fandt først Sted i Juli  1781, altsaa efter den omtalte Begivenhed. Der blev   vel givet en Guldmedaille i  1780,   nemlig til Kobberstikkeren Preisler, der som Kobberstikker havde konkurrere! særskilt, og denne Medaille var bleven ham   overleveret  ved Aarsmødet 1780,   men  han havde ingen Konkurrenter,   for hvilke han kunde blive foretrukken,   ligesom   han heller ikke,   saavidt vides,   var nogen Slægtning af Abildgaard.     I   en   gammel Levnedsbeskrivelse  af Carstens i Schlesw. Kunstbeitråge,   der for øvrigt lader paalidelig, fortælles det,   at Carstens selv   indbildte   sig,   at   han  med   en  tegnet Komposition  konkurrerede  til  Guld-medaillen,   og da han kun fik den mindre Sølvmedaille,   vægrede han sig ved at modtage den og forlod Akademiet.    Det synes af andre Kilder, som om Carstens virkelig har sat sig i Hovedet,   at   han   for  den   tegnede Komposition »Odysseus og  Æolus«,   som   han   udstillede   blandt  Elevarbejderne  i   1780,   kunde   faa   en Guldmedaille tilkendt,   og da han senere udførte den samme Komposition i stort Format i Oliemaleri,   hvilken Clemens   og Juel endog skal  have   rost,   synes han end mere   at have  bestyrket sig selv i denne Indbildning.     Da der intet saadant skete, vilde han ikke have mere med Akademiet  at gøre og afviste Stanleys vel­mente Forsøg paa at føre ham tilbage til dette.    Men selv i den næsten samtidige Beretning herom er der Forvirring i Tidsregningen.

 

152

Carstens, til hvem hans Broder Frederik havde sluttet sig, for­blev dog endnu i København til 1783, da han besluttede i Forening med Broderen, for deres fælles Sparepenge, at rejse til Italien. Over Tyskland og Tyrol naaede de virkelig Norditalien og besøgte Verona, Mantua og Milano. Navnlig i Mantua følte Carstens sig stærkt greben af Giulio Romanos Freskomalerier og blev der i fire Maaneder for at studere dem. I Milano viste det sig endelig for dem, at deres Penge var for faa til at rejse videre mod Syd, og forknytte vendte de atter Vejen nordpaa gennem Svejts. I Ztirich fremstillede Carstens sig for Gessner og Lavater og fik Lejlighed til at fortjene saa meget ved at tegne Portræter, at han og Broderen kunde komme tilbage gennem Tyskland, men naaede ikke længere end til Lybek (næppe før Begyndelsen af 1784). Rejsen havde dog haft ikke ringe Betydning for Carstens og havde navnlig virket til at klare hans Fore­stillinger om historisk Komposition. Under sit Ophold i Lybek uddannede han med megen Iver sit Talent i den Retning, samtidig med at han som sædvanlig ernærede sig ved at tegne og male Portræter. Han blev henved fem Aar i Lybek, indtil en Kunstven, som tilfældig fik hans Kompositioner at se, følte sig saa slaaet af det Snille, de røbede, at han gav ham Midler til at rejse til Berlin og opholde sig der, indtil der kunde aabne sig Udsigter for ham. Efter at have sendt nogle Tegninger og Malerier i Forvejen, der blev udstillede 1788, rejste Carstens selv, rimeligvis om Høsten samme Aar, til Berlin. Næste Aar udstillede han en stor Komposition, »Englenes Fald« med henved 200 Figurer, der vandt en Præmie. Uagtet disse Arbejder havde vakt Kunstnernes og nogle Kenderes Opmærksomhed, lykkedes det ham dog ikke strax at sikre sig en Stilling, og da han havde besluttet ikke at ville være Portrætmaler mere, ernærede han sig kummerligt ved at tegne for Boghandlerne i Berlin. Derved kom han til at tegne de Omrids efter antike skaarne Stene, som ledsagede den første Udgave af Moritz' Gudelære, og forøgede

dem med en Tegning af sin egen Opfindelse, »Nattens Gudinde«. Endelig lykkedes det ham at faa en Stilling som Lærer (Professor, 21. Maj 1790) ved Kunstakademiet i Berlin, og fik tillige ved Akademiets Curator, Friherre von Heinitz' Gunst, Lejlighed til at dekorere en Sal i dennes Palais, som lykkedes saa vel, at hans Velyndere strax anbefalede ham til Kongen til et Rejsestipendium til Rom. Foruden disse Arbejder, som var udførte i Limfarve paa Papir, og som senere ere tilintetgjorte, udførte han ogsaa i Dronningens

 

153

Værelser paa Slottet i Berlin nogle Loftmalerier graat i graat som Efterligning af Basrelief. Disse ere endnu i Behold.

Carstens stod endelig ved sine Ønskers Maal, Udsigten til at naa Rom. . Hans Stipendium var rigtignok kun paa to Aar og ikke stort, men han haabede at faa det forlænget, og smigrede sig i al Fald med at finde andre Midler til at forlænge sit Ophold i Rom. Det lykkedes ham virkelig, idet han fik et Aars Tillæg til sit Stipendium og senere solgte saa meget, at han kunde leve tarveligt deraf. I September 1792 naaede han Verdensstaden og svælgede i Henrykkelse over Rafael og Michel Angelo, ikke mindre end over Vatikanets store og fremragende Antiksamling. Han var ikke mere Lærlingen, men den selvstændige, frit studerende Kunstner, og han blev Forløber for en hel Revolution i Kunsten ved den Kraft, hvor­med han baade i Ord og Værker pegede paa sit Kunstens Ideal, Kompositionens Enhed og aandelige Fylde som det første og eneste, for hvilket alle Udførelsens Fortrin ere nødvendige, men underordnede Tjenere. Da han imidlertid, ved stedse at udføre sine Kompositioner paa fri Haand, vel opnaaede en i den Tid ukendt Sluttethed og Harmoni i Anordningen, men til Gengæld stod tilbage for mange af sine Medbrødre i ren technisk Henseende, navnlig i Oliemaleriet, hvis fuldkomnere Fremstillingsmaade han aldrig tilegnede sig, kunde det kun lykkes ham at bryde Vejen for sine Efterfølgere uden selv at frembringe noget saa gennemført Værk, at det ret kunde fæste andres end Kenderes Opmærksomhed paa ham. Den Række for­trinlige Tegninger og Akvarelmalerier, som han udstillede i Rom i April 1795, vakte derfor til en vis Grad Uvilje hos de mange Kunstnere, der kun havde en technisk Færdighed uden synderligt Talent at grunde deres Navn paa, medens dog saavel de snilrigere Kunstnere fra Europas forskellige Lande som alvorligere Kendere følte og paaskønnede, hvilken Frigørelse fra Datidens Pedanteri og Rokokostil der laa i disse ejendommelige Fremstillinger, som alle bevægede sig paa den historiske Kunsts mest fredede Omraade, Livet i Oldtiden. Udstillingen var aaben i to Maaneder og meget besøgt baade af Italienere og af Fremmede.

Dette var Kunstnerens eneste Triumf. Den korte Tid, han havde tilbage, udfyldtes dels med en pinagtig Brevvexling med Fri­herre v. Heinitz, som ikke uden Grund dadlede ham for at have svigtet sine Pligter overfor Preussen, om end Kunstneren har meget, der taler til hans Forsvar, dels med Sygdom og Savn, som endelig bortrev ham, kun 44 Aar gammel, den 25. Maj 1798. I Henseende

 

154

til en fuldstændig Opregning eller mere indgaaende Værdsætning af hans Værker maa henvises til de nedenfor nævnte udførligere Afhand­linger om hans Liv og hans Kunst.

Spørgsmaalet om Carstens bør regnes for Dansk eller Tysk, er allerede besvaret ved, at han har fundet sin Plads her; men til nærmere Overvejelse kan endnu fremdrages følgende. I Kunstner­verdenen navnlig i Rom føltes i den Tid, og længe efter, Forskellen mellem Dansk og Tysk ikke anderledes end Forskellen mellem Preusser og Bajrer, eller lignende, og Carstens kunde have haft en meget mere levende Følelse for sin Nationalitet, end han virkelig havde, uden at den vilde være traadt frem overfor Tyskerne. I Virkeligheden var Tyskland ham blot en Station paa Vejen til Rom, og det var vistnok kun, fordi hans Penge slap op, at han blev i Lybek og ikke ligesaa gærne rejste videre til Danmark, om end maaske næppe til København. Ethvert Land, der ikke var Italien, var ham ligegyldigt. Overfor de ydre Kendsgerninger, at han levede fem Aar i Lybek, blev Professor i Berlin og fik Rejsestipendium derfra, kan det paa den anden Side fremhæves, at han var født dansk Undersaat, modtog sin kunstneriske Uddannelse i København, og aldrig fornægtede det Land, han ved Fødslen tilhørte. Om han ogsaa mest levede med Tyskere, var danske Venner ham ikke fremmede, og han vedligeholdt Forholdet til Danmark, ligesom ogsaa hans danske Slægt, navnlig hans kunstelskende Fætter Jens Jiirgensen i Slesvig til forskellige Tider offentliggjorde Meddelelser om Carstens' Virksomhed og Udvikling som Kunstner. Saaledes havde han næppe faaet to Bestillinger af en dansk Adelsmand, Knuth-Lilliendal, uden at denne har vidst, han var dansk, hvilket ogsaa fremgaar af et senere Brev, hvori Knuth tilb)^rder Kunstakademiet det ene af disse Malerier, »Bacchus og Amor« (25. Febr. 1834), hvilket blev købt til den kgl. Malerisamling. Zoega, der baade paa Regeringens og paa Akademiets Vegne skulde have Øje med de danske Kunstnere i Rom, kaldte ham (Brev af 5. Okt. 1793) »en anden Dansk« og meldte paa Embedsvegne hans Død til Danmark. Ligeledes søgte Kunstnerens Søskende i Danmark, om end forgæves, gennem Udenrigsministeriets Skrivelse til Zoega (17. Nov. 1798) at blive hjulpne til den mulige Arv efter deres Broder; men han havde gjort Testament til Fordel for Fernow.

Hvilket Indtryk Carstens' Ungdomsliv og Forhold til Abildgaard vedblev at gøre i Danmark, kan man se af en Slags Novelle i Nyeste Skilderie for 1811, hvori disse Begivenheder skildres under andre

 

155

Navne med stærke Farver til Carstens' Gunst. Hans Indflydelse paa Thorvaldsen behøver kun at nævnes; hans øvrige Lærlinger eller Efterfølgere var Tyskere. Carstens har tegnet sit eget Portræt et Par Gange; et af dem er gengivet i »Ude og Hjemme«; Portrætet foran er taget fra Fernows Værk.

(Weinwich, S. 198. do. Lex. Fernow. Leben des Kunstlers A. J. Carstens. Lpz. 1806, ny Udgave ved Riegel, Hannover 1867. Schlesw. Kunstbeitrage 1792, S. 86.¹ Zoegas Breve, trykte i Minerva 1799. Thiele Thorv. I, 108. Skild. 1811, 6. Aug. og følg. til 26. Novbr. 111. Tid. IV, Nr. 180—82, en Afhandl, af Dietrichson. Lange, Nutids-Kunst, S. I —15. A. Sach, A. J. Carstens's Jugend-und Lehrjahre. Halle 1881. Bricka, III, 400—405. Ude og Hj. III, Nr. 135. Akad. Udenrigsministeriets Archiv. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Carstens. 'Frederik Christian Carstens, Kobberstikker, en Broder til Asmus Jakob Carstens, blev født i Slesvig den i. Februar 1762, kom i Lære hos Portrætmaler C. D. Voigt, derpaa til Køben­havn (1781), fulgte sin Broder paa hans første Rejse til Italien og Tyskland (1783), lærte i Ziirich at poussere i Vox, levede et Par Aar i Stettin, drog derpaa til Broderen i Berlin for at hjælpe ham som Maler (1790) og uddannede sig der til Kobberstikker. Han har stukket (1794) et Portræt af Hofpræst paa Glückborg, Lüders, malet af J. Ipsen. F. Carstens døde i Berlin i stor Fattigdom i Oktober 1798, samme Aar som Broderen i Rom. Hos Fernow nævnes nogle af hans Arbejder i Berlin.

(Weinwich Lex. Schlesw. Kunstbeitr. S. 86. FernoiF: Carstens ny Ud g. S. 91, 92—93 samt Anm. 34. A. Sach, A. J. Carstens. Bricka III, 406. Strunk 1718.)

 

Carstensen. Andreas Christian Riis Carstensen, Sømaler, er født den 9. November 1844, ikke i Haderslev, men i Sennels ved Thisted, hvor Faderen Jørgen Frederik Carstensen (f. 1805 i Tønder, d. 1856) den Gang var Præst; hans Moder hed Theodora Cathrine, f. Holm (f. 1812, d. 1877), og saavel hendes som Mandens Moder var født Riis, saa at han altsaa er opkaldt efter sin Oldefader. Efter Faderens tidlige Død tog Moderen til Haderslev, hvor Sønnen voxede op, og efter sin Konfirmation gik til Søs. Han tilbragte

¹ Naar min Fremstilling af Carstens' Ungdom i Dsk. Kstn. Lex. afveg en Del fra Fernow, skyldes det den ovennævnte Kilde, som væsentlig stammer fra den i Texten nævnte Jiirgensen, og som syntes paalideligere end Fernow. Efter at A. Sach har behandlet Æmnet paany med største Grundighed, viser det sig, at min Opfattelse af »Kstbeitr.« var rigtig nok. De Rettelser, som nu ere fore­tagne, takker jeg Sach's nye og bedre Undersøgelser for.

 

156

nogle Aar paa lange Rejser, indtil han under et Ophold i Quebec i Canada fik Lejlighed til at øve sig i Tegning. Da han paa Hjem­vejen hørte om den forestaaende Krig, ilede han til København og blev udskreven som Søværnepligtig. Derefter tog han Ophold i København og anbefaledes af Heinr. Hansen til C. Dahl, der lærte ham Marinemaleriet, medens han samtidig besøgte det techniske Institut. I Oktober 1864 kom han ind paa Kunstakademiet, rykkede 1867 op i Modelskolen, men forlod Akademiet 1868. Samme Aar udstillede han tre Billeder, der allerede vakte Interesse for ham. Da hans Midler var noget knappe, tog han Aaret efter til New York, udstillede der, meldte sig i 1870 til Søkrigstjeneste, men da der ikke blev Brug for Flaaden, rejste han atter til Amerika og var borte til 1873. Ved Decemberudstillingen s. A. havde han et Billede med aaben Sø, men først fra 1875 er han begyndt at udstille regel­mæssig paa Forårsudstillingerne. I 1879 vandt han den Neuhausenske Præmie for »Ved Solopgang i Kattegat«. I 1883 konkurrerede han atter, dog uden at vinde Præmien. Under stadige Sørejser har han færdedes baade i Syd og i Nord, og udstillet Arbejder efter sine Studier. I 1884 fik han et længe næret Ønske opfyldt og besøgte Grønland, hvor han atter var i 1888, i go'erne gentagne Gange i Ægypten. Mange Billeder derfra ere solgte i England og Ægypten. (Priv. Medd. Wiberg III, 39. Bricka III. 409. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Casse. Mathias Casse, Portrætmaler, født 1803 i København, var Søn af Brygger, Løjtnant Mathias Casse (f. 1772, d. 1837) og Vilhelmine Deborah f. Fabritius de Tengnagel (f. 1782, d. 1804), og har uden Tvivl lært Miniaturmaleriet hos en af Datidens Portræt­malere i dette Fag, thi han besøgte kun Kunstakademiets Klasse for Frihaandstegning et Kvartal i 1823. Han nedsatte sig 1826 som Miniaturmaler, var kort Tid Ejer af et Sted i Farvergade, købte senere i 1835 en Gaard i Lille Kongensgade, som han beholdt. Han ægtede 1831 Elisabeth Kirstine Køye (f. 1809), som overlevede ham til den 31. Marts 1869. I sine senere Aar kaldte han sig Por­trætmaler og døde allerede den 6. April 1854. Hidtil kendes ikke mere Portræter fra hans Haand.

(Lengn.    Fam. Fabr. de Tengn.    Akad.    Vejvis.  1826—54.    Adresseav.)

 

Chomond Boudan. Louis de Chomond Boudan, Kobberstikker, er, efter Weinwich, formodentlig en ved det nantiske Edikts Ophævelse

 

157

fordreven Huguenot, som har levet i Østeriisør i Norge. Han har stukket »Frederik II's Salving, og hvorledes han slaar Riddere« til jBreviarium equestre, »Christian IV's Syn paa Rothenburg«, hvoraf der paa Frederiksborg allerede 1650 skal have været et Aftryk paa hvidt Atlask¹, samt »Et allegorisk Stykke til Christian V's Fødselsdag d. 15. April 1685« med latinsk Dedikation.

(Weinwich, S. IO2. Sandvig. Hertzholm, Breviarium equestre seu de ordine dephantino. Havn. 1704, ved Birkerod, S. 22. Fiissli Suppl., S. 198. Skild. 1830, Sp. 401. Danske Saml. II, S. 159.)

 

Christensen. (Anthonie Eleonore) Anthonore Christensen født Tscherning, Blomster-malerinde, er Datter af Oberst Anthon Frederik Tscherning og Eleonore Christine født Ltitzow, som ogsaa var Maler­inde (se Tscherning). Hun er født i København den 5. Juli 1849, og har nydt Vejledning i Malerkunsten dels af sin Moder, dels af Blomstermalerinden Emma Thomsen. Tildels ved en Bestilling fra afdøde Grosserer, Etatsraad O. B. Suhr blev hun sat i Stand til at foretage en Udenlandsrejse i Forening med sin Moder, paa hvilken hun besøgte Tyskland, Norditalien og Paris. Den 4. Oktober 1871 blev hun gift med Dr. phil. Christian Axel Richard Christensen (f. 1843), en Broder til Maleren Godfr. Christensen, og rejste med Understøttelse fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse for to Aar med sin Mand til Italien og Grækenland. Hun blev Enke den 2. August 1876. Fru Christensen begyndte at udstille 1867 under sit Pigenavn, og solgte allerede Aaret efter et af sine Billeder til den kgl. Malerisamling. Senere har hun næsten hvert Aar udstillet større og mindre Billeder og vundet Navn som en af de mest fremtrædende Blomstermalere; i 1887 fik hun den Neuhausenske Præmie for »Kurvelaag med afskaarne Roser« og i 1893 fik hun første Gang Aarsmedaille for »En Valmue­gruppe«, der blev købt til den kgl. Malerisamling.

(Priv.   Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Carl Anton Christensen, Maler, er Søn af Mur­mester Peter Christensen og Vilhelmine f. Christiansen og blev født i Stouby-Skov i Nærheden af Vejle den 20. Februar 1859. Han lærte Malerhaandværket i Horsens, arbejdede som Malersvend og som Dekorationsmaler i København og Aalborg og dimitteredes fra den techniske Skole der til Kunstakademiet, som han fik Adgang til

¹  I saa Fald   holder  Weinwichs Gisning   om  hans Fordrivelse som Huguenot ikke Stik.

 

158

fra i. Oktober 1885. I April 1887 blev han Elev af Modelskolen, men maatte paa Grund af Sygdom forlade Akademiet inden Aarete Udgang. Med Understøttelse af Grev Rantzau til Rosenvold foretog han en Sørejse med Ophold i Algier og malede der en 1889 udstillet »Gade i Algier«. Rejsen havde dog ikke gjort ham bedre, saa at han først i 1892 atter kunde tage Penslen fat. Foruden paa December­udstillinger har han i 1893 og 1894 udstillet et »Portræt« og »Det indre af en gammel Stue«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Carl William Theodor Christensen, Portrætmaler, Søn af Formand paa Toldboden Niels Christensen, var født den 6. Marts 1823. Da han havde usædvanlige kunstneriske Anlæg, kom han (1835) paa Kunstakademiet, medens han samtidig malede tinder J. L. Lunds Vejledning fra sin Konfirmation. Han vandt den mindre og den store Sølvmedaille 1842 og 1844, men havde allerede i 1841—42 udstillet et Par Portræter, eller snarere Portrætstudier, der vakte Kenderes Opmærksomhed, ligesom ogsaa hans Medaillestykker roses som særlig dygtige og smukt udførte Arbejder. Om det i 1842 udstillede »Portræt« hedder det i private Optegnelser: »En gammel Kone læsende i en Bog. Som Naturstudium fortjener det Opmærksomhed; hun læser virkelig; de knoglede Fingre ej for­skønnede, men ej heller overdrevne; der er Liv i dem, i Munden, i Panden med det graanede Haar. De smukke Palettinter have maaske lidt frugtagtigt ved sig.«

Christensen, der ogsaa havde en vindende Personlighed, fandt nu Sysselsættelse som Portrætmaler, og udstillede adskillige smukt udførte baade malede og tegnede Portræter. Navnlig skal et Portræt i naturlig Størrelse, forestillende afdøde Not. publ. Abrahams have vakt Opmærksomhed, og det regnes for hans bedste Portræt. Han forstod tillige med Troskab at kopiere ældre Kunstværker og var søgt som Tegnelærer. Hans Stilling syntes saaledes ret betrygget, da han i 1856 ægtede Julie Vilhelmine Restorf, en Søster til Maleren L. A. T. Restorf. Men han modstod ikke de Fristelser, som Livet frembød i hans senere Aar. Hans Lyst til Kunsten sløvedes, saaledes at han efter sit Giftermaal kun udstillede et Par Gange, og efter 1858 holdt han ganske op med at udstille. Dette en Gang saa lovende Talent forfaldt mere og mere, det gik tilbage for ham og han døde i stor Elendighed, den 7. December 1870.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Høyens efterl. Papirer. Skifteretten.)

 

159

Christensen. Christen Christensen, Stempelskærer, var Søn af Høker Johan Christensen og Hustru født Birch. Han blev født i København den 18. Januar 1806 og mistede inden sit fjortende Aar sin Fader, saaledes at han efter endt Skoletid maatte sørge for sig selv. Da han havde Lyst til Tegning, blev han strax efter Faderens Død sat i Billedhugger Dajons Værksted, hvor han arbejdede i 4 Aar til dennes Død (Dec. 1823). Allerede forinden havde han som lille Dreng (1815) begyndt at besøge Kunstakademiets Skoler, men det var dog først fra 1819 han fulgte Undervisningen regel­mæssig og rykkede op fra Klasse til Klasse, indtil han den 5. Januar 1824 vandt den mindre Sølvmedaille for Modelering. Allerede i det følgende Kvartal vandt han (29. Marts) den store Sølvmedaille, i August samme Aar Pengepræmien og den 26. September 1825 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Den unge Tobias ledsaget af Englen kommer hjem til sine Forældre« (Tob. n, 10). Da han var uformuende, anbefalede Akademiet ham varmt til kongelig Under­støttelse. Akademiets Præses tog sig af ham og skaifede ham Bestil­linger paa flere Arbejder til Amalienborg og til Christiansborg Slot, der den Gang stod under Bygning, saaledes Statuerne »Troskab« og »Sandhed« til Forhallen i det førstnævnte Palais, Statuerne »Archi-tektur«, »Malerkunst« og »Billedhuggerkunst« til Kongens Trappe paa Christiansborg og Basrelieffet »Apollo blandt Hyrderne« til Dron­ningens Paaklædningsværelse paa samme Slot. Senere udførte han ogsaa et Par Basrelieffer til Højesteretssalen paa Christiansborg. Imidlertid havde han 1827 vundet Kunstakademiets store Guld­medaille for Opgaven »Elias opvækker Enkens Søn« (i Kong. 17, 23).

Uagtet han saaledes var paa god Vej som en talentfuld og lovende Billedhugger, der ved Opnaaelsen af store Guldmedaille havde vundet Ret til det akademiske Rejstestipendium, bestemte han sig dog, paa Opfordring af Prins Christian til at uddanne sig til Medaillør og at konkurrere som saadan om en for en Medaille over Bygningsdirektør C. F. Hansen af Prinsen udsat Præmie paa 100 Rdl. Han fik Støtte og Vejledning heri af Professor H. E. Freund, som selv i sin Ungdom havde dyrket dette Fag, og som har udført Skitserne til flere af hans første Medailler. Den 13. December 1830 foreviste han de færdige Stempler til denne Medaille, der blev over­rakt Hansen ved hans Jubilæum og senere er bleven brugt som Æresmedaille i Architekturen, der uddeles ved en særegen Konkurs. Christensen vandt ikke alene den udsatte Præmie, men fik, paa Grund af Arbejdets Skønhed, et, særligt Gratiale af Akademiet paa

 

160

200 Rdl. Han søgte derpaa Akademiets Anbefaling til at opnaa Rejsestipendium af Finanserne, som ogsaa blev ham tilstaaet. Inden Afrejsen fuldendte han og foreviste for Akademiet en Medaille til de Massmannske Søndagsskoler. Allerede tidligere havde han skaaret Reversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Formæling med Prinsesse Caroline (1829).

Den 2. August 1831 rejste han udenlands i Følge med Byg­mesteren H. Chr. Hansen, over Berlin, hvorfra Koleraen hurtig for­drev dem, samt Dresden og Miinchen til Rom, hvor han forblev under hele sit Ophold i Udlandet, fraregnet en Udflugt til Neapel og Sicilien. I Juli Maaned 1834 forlod han Rom, tilbragte Efteraaret i Paris og var i December 1834 atter tilbage i København. I Berlin, hvor hans Ophold kun varede 17 Dage, kom han dog i Berøring med Medaillør Brandt, i Miinchen arbejdede han under Voigt, i Italien dyrkede han især Studiet af Oldtidens Kunst og arbejdede samtidig paa egen Haand som Medaillør, i Paris derimod søgte han at studere Techniken ved Behandlingen af Staalet til Medaillør-kunstens Brug. I Rom udførte han en af J. Collin bestilt astronomisk Medaille med Urania paa den ene Side, Frederik VI's Portræt paa den anden Side, Aversstemplet til en Medaille til Landhusholdnings­selskabet med Thaers Portræt, og endelig en Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse af en svær Sygdom; paa den ene Side Kongens Portræt, paa den anden Side Staden København, som ofrer til Hygæa, der hører til hans bedste Arbejder. Hans Udførelse af disse Medailler sinkedes en Del ved Uheld med Hærdningen, saaledes at han flere Gange maatte gøre nye Stempler. I Rom modellerede han tillige bl. a. en Buste af Kiichler.

Efter Hjemkomsten indsendte han den 23. Februar 1835 adskillige af sine Arbejder til Akademiet for at blive agreeret, hvilket skete enstemmigt, og som Opgave til Medlemsstykke fik han: Medaille i Anledning af Hidsendelsen af Thorvaldsens Arbejder. Aversen skulde indeholde Thorvaldsens Portræthoved, Reversen »Emblemer paa Hidsendelsen«. Til Kommissærer udnævntes Billedhugger Freund og kgl. Gravør Jacobsen, samt efter den sidstnævntes Død, Theater-maler Wallich. Denne store og saare skønne Medaille, hvis Stempler Kunstneren, med Afbrydelse af andre Arbejder, var sysselsat med i over fem Aar (for et Honorar af 1200 Rdl.), fremstiller paa den ene Side et smukt, temmelig ophøjet Portrætrelief af Thorvaldsen, omgivet af Alexandertoget i en kredsrund Frise, paa den anden Side »Dana« med Axekrans om Hovedet og Vaabenskjold i

 

161

Haanden, som af en paa en Delfin hvilende Nymfe (Galathea, Navnet paa den Korvet, der hidbragte de fleste af Thorvaldsens Værker) modtager Thorvaldsens Amor. Denne Fremstilling er ligeledes om­givet af en kredsrund Frise, forestillende de vigtigste af Thorvaldsens Billedstøtter, foroven de kristelige, forneden de hedenske, medens Relieffigurerne »Dagen« og »Natten« danne Skil mellem de tvende Rækker. Da begge Stemplerne sprang i Hærdningen, det ene endog to Gange, havde Kunstneren det Uheld at maatte gøre dem om, og skønt han i sin Beskedenhed frygtede for, at det andet Sæt ikke skulde blive saa godt som det første, havde han den Glæde, at det fuldkomment lykkedes ham. Paa denne Medaille blev han Medlem den 27. August 1838 og tog den 3. September første Gang Sæde i Akademiet. Efter at et Exemplar (ciseleret i Sølv og nu i Akademiets Samling) var overrakt Thorvaldsen ved hans Hjemkomst, blev Medaillen senere bestemt til at tilkendes for det bedste Arbejde paa den aarlige Udstilling.

Det vigtigste af de Arbejder, som sinkede ham i Udførelsen af hans Medlemsstykke, var Reformationsmedaillen, der blev bestilt hos ham i Februar 1836 og skulde være færdig til Oktober s. A. Den fremstillede paa den ene Side Christian III's Portræt, paa den anden Side »Danmark«, en kvindelig Figur med Axekrans og Spir, som modtager »Reformationen«, en anden Kvindeskikkelse med en lukket Bibel i Haanden.

I 1835 blev Christensen gift med en Datter af Snedkermester Bugge, Oline Louise Bugge (d. 1878), med hvem han var bleven for­lovet inden Udenlandsrejsen. I Oktober 1841 blev det overdraget ham at fungere som Professor ved Modelskolen i to Aar under Bissens Fraværelse i Italien; den 17. Juni 1843 fik han Diplom som ordentligt Medlem af Kunstakademiet i Berlin, den 18. September s. A. blev han Ridder af Danebrog. Efter Thorvaldsens Død blev han den 2. September 1844 valgt til Professor ved Modelskolen (stad­fæstet af Kongen d. 13. s. M.). Den 28. Februar 1845 fik han Diplom som udenlandsk Medlem af Stockholms Kunstakademi. Det var den sidste offentlige Udmærkelse, han nød. Hans Helbred var svagt, en Medaille til Thorvaldsens Minde gik ikke fra Haanden med den vante Lethed og kun Modellerne fuldførtes. En forceret Bestilling, et Stempel med Thorvaldsens »Kunstens Genier«, der skulde overrækkes Kongen af Preussen som en Sølv-Seglkapsel ved dennes Diplom som Æresmedlem af Akademiet, udtømte Kunstnerens sidste Kræfter og den 21. August 1845 bortrev Døden ham i hans

N. K. L.    I. Maj  1895.                                               II

 

162

4O. Aar.    Saaledes mistede Akademiet og Kunsten i Tiden fra 1840 til 1848 den ene efter den anden af sine mest lovende Sønner.

Af Arbejder fra Kunstnerens senere Aar skulle vi endnu kun nævne Medaillerne i Anledning af Kammerherre Hauchs Død, i Anledning af Frederik VI's Død med Kongens Portræt som Avers, »det sørgende Danmark« som Revers (1840), Kroningsmedaillens Avers, med Christian VIII's og Caroline Amalies Portræter; den samme Medaille i mindre Maalestok; Medaillen ingenio et årti (1841), den smukke Medaille til Professor Nielsen, et af hans sidste Arbejder, og flere andre. Desuden udførte han en Del Buster, f. Ex. N. B. Krarups Buste i Marmor til Borgerdydskolen, og Portrætmedailloner i naturlig Størrelse, dels i Gibs, dels i Marmor. Men om ogsaa det er let at nævne hans mest fremtrædende Arbejder, er det vanskeligt at give en levende Forestilling om den kunstneriske Dygtighed, hvormed de ere udførte. Den Omhyggelighed og det dybe Kendskab til Naturen, hvormed han gennemførte sine Arbejder, uden at de derved tabte i Stilpræg, plastisk Holdning og aandfuld Folelse, giver hans Værker en overordentlig høj Plads paa det Fags Omraade, han især helligede sine Kræfter, og trods sin tidlige Bortgang har han vundet Navn som en af Danmarks bedste Medaillører, medens en længere Livs­bane uden Tvivl ogsaa vilde have givet hans Navn endnu stærkere Klang udenfor hans eget lille Fædreland.

(Th. Stein, Christen Christensen, Særtryk af Museum, 1894. Bricka III, 461. Jfr. V. Freund, H. E. Freunds Levned. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Øst Mat, S. 810. Berl. Tid. 1878, Nr. 61.)

 

Christensen. Christian Ferdinand Christensen, Theatermaler, Søn af Fuldmægtig Christian Christensen og Vilhelmine Thomea født Båhl, er født i København den 28. Juli 1805, og da Faderen døde i hans spæde Barndom, ledede Moderen hans Opdragelse. Eftersom han havde Gaver baade for Musik og Tegning, valgte Moderen at lade ham oplære til Musiker, og han fik en Tid lang Undervisning i at blæse paa Valdhorn med Udsigt til snart at kunne faa Plads i det kgl. Kapel. Men dette Haab glippede, da hans Læber led saa meget ved Berøringen af Instrumentets Metalmundstykke, at han tilsidst ganske maatte opgive at behandle dette Instrument.

Han fik nu, navnlig ved Lorentzens Opmuntring, Plads paa Kunstakademiet, hvis Skoler han besøgte, samtidig med at han lærte at male hos Lorentzen, men gik snart over til det kgl. Theaters Malerstue (1820) for under Wallicks Vejledning at uddanne sig til

 

163

Theatermaler, navnlig i Landskabsfaget. Allerede 1824 udstillede han første Gang et Par Kopier i Vandfarve, men i de følgende Aar udstillede han selvstændigt optagne Partier af københavnske Gader og Torve, udførte i Limfarve, og 1827 opnaaede han paa sin Lærers Anbefaling et rosende Vidnesbyrd fra Kunstakademiet. Samtidig malede han Landskabsdekorationer til det kgl. Theater.

Christensen fik imidlertid Lejlighed til at foretage en Sommer­rejse (1830) med den russiske Statsafsending, Baron Nicolaj, gennem Sverige til Finland, dels for at tegne Prospekter til Baronen, dels for at undervise dennes Børn. Det følgende Aar (1831) udstillede han et Par Studier fra Finland (udenf. Fortegn.). Efter at han ved flere større Theaterdekorationer, f. Ex. til Balletten »Valdemar« , til »Sylphiden«, til »Prinsen af China« (1836) havde faaet grundet Haab om at blive agreeret ved Kunstakademiet, opnaaede han, ledsaget af Akademiets varmeste Anbefaling, Rejseunderstøttelse fra Fonden ad usus puUicos (10. Juni 1837) og fra Theatret, og tilbragte 1838—39 i Udlandet, navnlig Frankrig og Italien, hvor han studerede saavel Theatrene som den levende Natur. Ved sin Hjemkomst i Høsten 1839 maatte han strax udføre Dekorationen til »Festen i Albano« og paa denne samt en Række indsendte Tegninger blev han agreeret (d. 4. Novbr.). Hans Medlemsopgave var »Et Landskab i Karakter af det sydlige Europa« baade som Theaterdekoration og som mindre Billede til Akademiets Samling. Men eftersom hans Virksomhed i Theatrets Tjeneste optog næsten al hans Tid, fik han senere Tilladelse til at nøjes med at indlevere det mindre Udkast til Akademiet og blev paa dette optaget til Medlem den 29. November 1841.

Da Theatermaler Cocchi i Hamborg, med hvem Christensen siden sin Udenlandsrejse havde staaet i Forbindelse, ved denne Tid gjorde ham et fordelagtigt Tilbud, foranledigede dette, at han i 1842 fik kgl. Ansættelse som Theatermaler, efter eget Ønske i Forening med Theatermaler Troels Lund. Den 6. Oktober 1856 blev han Ridder af Danebrog, i 1862 fik han Titel af Professor og i 1863, ved Lunds Død, Ansættelse som ene Theatermaler, i hvilken Stilling han forblev, indtil han i 1869, paa Grund af svækket Helbred, søgte og fik sin Afsked. Christensen blev 1834 gift med Ida Sofie Frederikke Thaning, der døde 1872.

Han havde saaledes i en lang Aarrække — henved 49 Aar — arbejdet for det kgl. Theater, og uagtet der tidt fra Theatrets Side stilledes overordentlige Krav til hans Flid og Duelighed, bevarede han dog stedse, baade i sine italienske og danske Landskabsdekora-

 

164

tioner, en kunstnerisk Friskhed og en fin Naturfølelse, der lod ham høste en velfortjent Løn i et øjeblikkelig henrevet helt Publikums Bifaldsklap. Mange af hans Dekorationer, navnlig til Boumonvilles Balletter, sluttede sig saa smukt til Balletdigtningens Tanke, at de uden Tvivl virkede med til det gode Udfald. Foruden sit Recep-tionsarbejde (udstillet 1842) har han kun udstillet 1824—31, næsten udelukkende københavnske Prospekter i Limfarve. I 1870 fik han Fribolig paa Charlottenborg og privatiserede her i ikke faa Aar, dels med at give Undervisning i Tegning, dels som Akademiets Kasserer, hvortil han flere Gange genvalgtes. Kort Tid før sin Død opgav han ogsaa denne Virksomhed og hensov af Alderdomssvaghed den 30. Oktober 1883.

(Priv. Medd. Bricka, III, 466. Rigsarch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Thaarup.)

 

Christensen. Christian Frederik Christensen, Portrætmaler, Søn af Skomagermester Niels Christensen fra Skanderborg, blev født i København den 15. August 1798. Han besøgte Kunstakademiet fra sin tidlige Ungdom og blev 1815 Elev af Modelskolen, men vandt ingen Medailler. Han udstillede 1815 nogle Kopier, dels efter uden­landske Mestres Arbejder i den kgl. Malerisamling, dels efter Eckers-berg. I de følgende Aar udstillede han Forsøg i Historiemaleriet, som han vedblev at dyrke »i sine Fritider«, dog som det synes uden synderligt Held; i det mindste gik Akademiets Betænkning ham imod, da han i 1833 vilde sælge »De tre Norner ved Ygdrasil« til Kongen. For øvrigt levede han som Tegnelærer og Portrætmaler. I 1820 malede han N. F. S. Grundtvigs Portræt, der blev stukket af J. E. C. Walter, og endnu 1843 havde han et Portræt af Baron v. Huyghens paa Udstillingen. Han portræterede i sine senere Aar især fremmede Skibsførere, som kom i Land i København om Sommeren, men Fotografien tog Næringen fra ham, og han levede i sin Alder­dom i stor Fattigdom; han døde den 22. December 1882. Han blev gift 1833 med Dorothea Ravneborg (d. 1867).

(Priv Medd.   Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Dagen  1822, Nr. 184.   Strunk.)

 

Christensen. Jeremias Christensen, Billedhugger, er født den 26. Marts 1859 i Tingleff i Nordslesvig; hans Fader, der vist­nok tilhørte Landalmuen, var død, da han blev indmeldt til Akademiet, og hans Moder var indtraadt i andet Ægteskab. Han var Billedskærersvend hos Ch. Blichfeldt, da han i April 1883 kom

 

165

ind i Dekorationsskolens Forberedelsesklasse for Modelerere, men han gik i Oktober over i Tegneskolen og gennemgik nu Akademiet indtil han den 29. Januar 1885 fik Afgangsbevis som Modelerer. I Oktober s. A. vandt han den mindre Guldmedaille for »Josef udtyder Drømme i Fængslet«, som tillige var hans første udstillede Arbejde. I 1887—89 havde han det Stoltenbergske Rejselegat i tre Aar og opholdt sig mest i Italien. I 1889 fik han et Tillæg af Akademiet paa 500 Kr. og i 1890 400 Kr. til Hjemrejse. Aaret efter rejste han atter ud med det Ancherske Legat. I 1890 konkurrerede han til den store Guldmedaille med »Hagar og Ismael«, dog uden at opnaa den; i 1893 konkurrerede han til den Eibeschützske Præmie, ligeledes uden at opnaa den. Siden har han ikke udstillet her, og for en Del ogsaa opholdt sig i Udlandet. (Akad. Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Peter Christian Christensen, Landskabsmaler, født 1827 i København og Søn af Lysestøber Christensen, besøgte Kunst­akademiet 1844—47 °g ^atter i 1852, da han fik Plads i Gibsskolen. Han synes at være den Kunstner, som 1849, 1856—58 og 1859—61 udstillede i alt -syv Landskaber af sjællandske Egne. Men da han allerede for mange Aar siden skal være rejst til Amerika, har ikke noget nærmere kunnet oplyses om ham.

(Akad. ' Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Polycarpus Godfred Benjamin Wildenradt Chri­stensen, Landskabsmaler, Søn af kgl. Forrider og senere Husejer Mads Christensen og Anna Kirstine født Wissing, blev født i Køben­havn

den 23. Juli 1845. Fra technisk Institut kom han 1860 til Kunstakademiet, rykkede 1862 op i dets Modelskole og vedblev at besøge det indtil Januar Kvartal 1867. Samtidig lagde han sig efter Landskabsmaleriet under Kiærskous Vejledning og fik 1865 den Neuhausenske Præmie for Opgaven »Et fritstaaende Bøgetræ«. I Aaret 1869 fik han den Sødringske Opmuntringspræmie for unge Landskabsmalere og Aaret efter Akademiets indenlandske Rejseunder­støttelse med det særlige Hverv at studere »landskabelig Forgrund«. I 1871 fik han atter den Neuhausenske Præmie for Billedet »Eng­drag, Motiv fra Nordsjælland«, efter Opgaven »Landskab med frodig Forgrund«. Endelig tildeltes ham i 1873 en toaarig Rejseunder­støttelse til Ophold i Udlandet, nærmest fremkaldt ved den Opmærk­somhed, »Landevej med Piletræer« vandt hos Akademiet. Efter et

 

166

Ophold i Tyskland og Italien (1874—75) vendte han tilbage til Fædrelandet. Fra 1862 til 1866 udstillede han under Navn P. G. Chri­stensen; fra 1867 har han kaldet sig Godfred Christensen og vundet Navn som en af vore mest fremragende Landskabsmalere. Et i 1880 udstillet stort Maleri, »Jysk Fjordlandskab, Egnen ved Mariager«, som betegner et Gennembrud til en friere, mere malerisk Retning, blev købt til den kgl. Malerisamling. Det var foreslaaet til Udstillings-medaillen uden dog at naa det nødvendige kvalificerede Flertal. Fraregnet Kunstnerens Ophold i Udlandet og de Billeder, dette affødte, dvæler han med Forkærlighed ved Jyllands frodige og rigt maleriske Egne dels ved Himmelbjærget, dels ved Vejle, og gengiver de store vexlende Planer med virkningsfuld Sikkerhed. I de senere Aar slutter sig hertil en Række mindre, med Friskhed og malerisk Brede udførte Kystbilleder med urolig So. Godfr. Christensen blev den 26. April 1881 Medlem af Akademiet og ægtede den 20. Maj 1882 Johanne Louise Sødring, Datter af Fabrikant Christoffer Hansen Sødring (f. 1821, d. 1881) og kgl. Skuespillerinde Julie Weber Sødring f. Rosenkilde (f. 1823, d. 1894). Den n. Marts 1887 blev Chri­stensen af Plenarforsamlingen valgt ind i Akademiraadet, i 1888 fik han Professortitel og den 26. Maj 1892 blev han Ridder af Danebrog. (Priv. Medd. Bricka, III, 457. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Christensen. Theodor Anton Emanuel, kaldet T/wd-Christensen, Billedhugger, født den 23. December 1856 i Horsens, er Søn af Mur­mester Johan Gottlieb Edelmann Christensen og Karen født Hansen. Forældrene flyttede senere til Odder, hvor han voxede op; han viste allerede som Barn Lyst til Modelering, men kom dog efter sin Kon­firmation i Murerlære hos Faderen. Det var først, efter at Besidderne af Rathlousdal havde fattet Interesse for ham, at han i 1876 kunde rejse til København for at uddanne sig til Billedhugger; han blev Elev af A. V. Saabye og begyndte i. Oktober s. A. i Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik, saaledes at han den 23. December 1882 fik Afgangsbevis som Modelerer. I 1884 udstillede han første Gang paa Foraarsudstillingen »En jysk Bondepige, som spaar af en Mark­blomst«, en Statue i Gibs, som Landskabsmaler Niss købte. I 1885 udstillede han »En Gaasepige« og senere en Række Buster, for største Delen efter privat Bestilling. I de sidste Aar har han modeleret en Del Portræthoveder til Panoptikon. Han har gjort et Par mindre Udenlandsrejser.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

167

Christiansen. Paul Simon Christiansen, Portrætmaler, er født den 20. Oktober 1855 i Hudevad i Fyn, og er Søn af Møllebygger Christian Paulsen og Maren Kirstine Johansdatter (f. 1820, d. 1889). Efter Konfirmationen oplærtes han og arbejdede i Faderens Haand-værk, indtil det i 1879 lykkedes ham at komme til København, for at søge Uddannelse til Maler; ved Siden af at søge Kundskaber i de almindelige Fag, tog han Undervisning i Tegning og fik i 1885 Adgang til Kunstnernes Studieskole under Zahrtmann. Han udstillede første Gang paa Decemberudstillingen 1888 og derefter paa Foraars-udstillingen i 1890. Han har malet et Par Landskaber, men ellers mest Portræter, og deltog med et saadant i Konkursen for den Neuhausenske Præmie i 1893. I 1894 udstillede han »Dante og Virgil ved Helvedes Port« og i 1895 paa den fri Udstilling, »Dante og Beatrice i Paradis«.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Christiansen. Rasmus Christiansen, Dyrmaler, født i Bjertrup ved Aarhus den 13. Februar 1863, er Søn af Gaardejer Christian Pedersen (f. 1820, d. 1877) og Karen Marie f. Rasmussen. Han kom efter Konfirmationen i Malerlære i Aarhus og fik efter fire Aars Læretid Broncemedaille for sit Svendestykke. Dimitteret fra den techniske Skole i Aarhus kom han i 1881 til København og begyndte den i. Oktober s. A. paa Kunstakademiet, fik i Vinteren 1882—83 Præmie for anatomisk Tegning, men gik allerede 1883 ud af Model­skolens Forberedelsesklasse og over til Kunstnernes Studieskole under Tuxen og Krøyer. Han udstillede første Gang, efter en Norgesrejse om Sommeren, nogle norske Billeder paa Decemberudstillingen 1883. Hans egentlige Debutarbejde var ved Foraarsudstillingen 1884 »Toget kommer«. Han gør gærne Heste og i det hele de store Husdyr til Genstand for sin Fremstilling, helst i landskabelige Omgivelser. Blandt hans Arbejder kan nævnes »Feltartilleri i Galop« (1888) samtidig med »Den forlorne Søn hos Svinene«, »En Ordonans« (1890), »Rytter­portræt« (1894). Han har ogsaa malet saavel Portræter som Land­skaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Christiansen. Søren Christiansen, Maler, er Søn af Sognefoged Christian Nielsen og Kirsten f. Sørensen, og er født i Brøndbyvester den 22. September 1858. Han var først ved Landbruget, men kom derpaa til København og blev fra det techniske Selskabs Skole

 

168

dimitteret til Kunstakademiet i April 1884, gennemgik dettes Skoler og fik den 28. Maj 1889 Afgangsbevis som Maler. Han fik under Studietiden to Gange Flidspræmie og en mindre Rejseunderstøttelse til Indlandet. Den 6. August 1889 ægtede han Johanne Marie Sofie Vilhelmsen, Datter af afd. Arrestforvarer i Stege Christian Vilhelmsen Alkestrup og Anna f. Nielsen. Christiansen har udstillet siden 1890, mest Genrebilleder og Portræter.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Cibber. Kai Gabriel Cibber, Billedhugger og Architekt, født i Flensborg 1630, Søn af en kgl. »Kabinetssnedker«, død i London 1700, blev paa Kongen af Danmarks (Frederik III) Bekostning sendt til Italien for at studere i Rom, men synes ikke at være vendt tilbage til Danmark. Uagtet han paa et Gravmæle over sin anden Hustru Jane Colley af Glaston, kalder sig »tilforn Kongen af Danmark og Norges Billedhugger«, levede og virkede han dog sin hele Tid i England, hvis Kunsthistorie hans Værker tilhøre. Han byggede den danske Kirke i London (1692—96) hvor han selv er gravsat.

(Weinw., S. 99. Sandvig, S. 34. E. F. Wolffs Efterretninger om den danske Kirke i London, S. 463—66. Fiorillo V, 473. Walpole III, 80. Bricka, III, 589.)

 

Claus.    Claus Billedsnider, se Claus Lauritzen.

 

Clausen. Christian Valdemar Clausen, Maler, er Søn af Skomager­mester Carl Michael Clausen (f. 1808, d. 1876) og Ida Vilhelmine f. Jantzen. Han blev født den 17. Februar 1862 og blev efter sin Konfirmation sat i Murerlære for siden at blive Architekt; han blev ogsaa dimitteret fra det techniske Selskabs Skole til Akademiet (1879) og blev Mursvend 1880. Paa Akademiet gennemgik han dog kun Almindelig Forberedelsesklasse, samtidig med at arbejde i sit Haand-værk, men gik derpaa over til Kunstnernes Studieskole under Tuxen. for at blive Maler, og udstillede allerede første Gang paa en December-udstilling i 1883 »En Kone, som karter«. Fra 1884 har han udstillet paa Forårsudstillinger, dels Portræter og Portrætstudier, dels Livs­billeder, saaledes i 1889 paa Verdensudstillingen i Paris »En rød Stue«, 1891 »Paa Badehustrappen«. Den 27. April 1894 ægtede han Christiane Frederikke Louise Nielsen, Datter af Stabssergeant

David Ferdinand Nielsen.

(Priv.   Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

169

Clausen. George Clausen, Maler, omtales i Ill. London News i Januar 1895 som født af danske Forældre, uddannet i England til Figurmaler, hvor han havde vundet Navn og nylig var bleven Medlem af Royal Academy. Han tilhører saaledes ikke Danmarks Kunst­historie.

(Nationaltid. 4. Febr.  1895.)

 

Clausen. Henrik Clausen, en ung Landskabsmaler fra Holsten, levede i København og døde der 1805 i sin bedste Alder. Han »malede gode Landskaber«.

(Weinw., S.  197.    Nagler Lex.)

 

Clausen. Martin Ludvig Philip Clausen, Architekt, født den 18. Juni 1851 i Slagelse, er Søn af Tømrermester Vilhelm August Clausen (f. 1821) og Caroline Marie f. Petersen (f. 1823, d. 1884). Efter bestaaet Præliminærexamen kom han ind paa det techniske Institut og fra i. Januar 1870 paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik og fik den 30. Juni 1876 Afgangsbevis som Architekt. I 1880 vandt han den mindre Guldmedaille og den 9. Marts 1883 den store Guldmedaille for »Et Theater«. Derefter fik han s. A. Akademiets Rejsestipendium, og atter 1884, hvorefter han kom hjem i Juni 1885 fra en større Studierejse gennem det meste af Europa. Baade i 1886 og 1887 vandt han Præmie ved Konkursen til et Kunstmuseum, og i 1889—90 vandt han ligeledes to mindre Præmier ved Konkursen til Raadhuset. I sine yngre Aar havde han været Konduktør hos L. Fenger, bl. a. ved Opførelsen af Jakobskirken paa Østerbro og det techniske Selskabs Skole; i 1886, efter at Fenger var bleven Stadsarchitekt, fik han Ansættelse hos denne, og i 1888 blev han Assistent i Kunstakademiets Dekorationsklasse. Han har opført nogle Privatbygninger og givet Tegning til Facaderne af det store Bygningskomplex ved Vestervoldgade i Christian IV's Stil. Forinden havde han den 8. Oktober 1881 ægtet Aase Cock fra Norge.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Clausen. Rudolf Frimodt Clausen, Architekt, er Søn af Biskop, Dr. phil. Johannes Clausen og Charlotte Laurenze Margrete f. Frimodt, og han er født paa Jonstrup Seminarium, hvor Faderen den Gang var Andenlærer, den 29. Juni 1861. Han tog Præliminærexamen i Horsens 1877, og da han var bestemt paa at ville være Architekt, kom han i Murerlære i Horsens og blev Svend, dimitteredes derefter

 

170

fra det techniske Selskabs Skole - til Akademiet, hvis Skoler han gennemgik fra i. Oktober 1880 til den 29. Januar 1886, da han fik Afgangsbevis som Architekt og Flidspræmie. I København havde han arbejdet hos Architekt Alb. Jensen, men tog nu til Jylland og blev Konduktør hos Professor Walther ved Ombygningen af Hørning Kirke ved Randers, foretog derefter med Statsunderstøttelse (900 Kr.) og Larssenske Legat (1000 Kr.) en Studierejse til Udlandet i 1889 og 1890 og bosatte sig ved Hjemkomsten som Architekt i Aarhus. Her ægtede han den i. November 1890 Cecilie Vilhelmine Kirkeby (f. 1867), Datter af Grosserer Vilhelm Kirkeby (jun.) i Aarhus og Cecilie f. Weinschenck (f. 1845, d. 1869), Blandt hans Arbejder kan fremhæves den Andersenske Stiftelse i Odder, Guldbryllups-Asylet i Aarhus, Silkeborg Seminarium og Gludsted Kirke i romansk Stil, samt en Del Privatbygninger og Ombygninger. (Priv. Medd. Bricka, III, om Forældrene. Akad.)

 

Clemens. Gustaf Adolf demens, Maler, er Søn af f hv. Garver­mester Gustav Adolf Clemens (f. 1840 i Preussen) og Mariane f. Sørensen fra Randers, og han er født den 22. Juli 1870 i Køben­havn. En Hofteskade holdt ham fra hans 6. til hans 10. Aar til Dels paa Hospitalet. I 1880 flyttede Forældrene til Berlin, men i 1884 atter til København, hvor han efter sin Konfirmation kom i Porcelænsmalerlære. I 1889 dimitteredes han fra det techniske Sel­skabs Skole til Akademiet, som han har besøgt fra Maj s. A. Han udstillede første Gang paa Foraarsudstillingen 1882 og har siden udstillet dels Portræter, dels Interiører og Landskaber.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Clemens. Johan Frederik Clemens, Kobberstikker, var en Søn af Klædevæver Johan David Clemens (f. 1710, d. 1782) fra Golnau ved Stettin og var født den 29. November 1749, men kom i sin tidlige Barndomsalder med Faderen til København. Han begyndte allerede i sit n. Aar at besøge Akademiet, uagtet hans Lidenhed lagde ham nogle Hindringer i Vejen, og han vandt begge dets Sølv-medailler i Aaret 1765. I sit 15. Aar var han kommen i Maler­lære, blev Svend og udførte ogsaa Dekorationsarbejde under Mandel-bergs Ledelse. Da han imidlertid havde mest Lyst til Kobberstikker­kunsten, nød han nogen Vejledning hos J. M. Preisler, der dog ikke strax fik Øjet op for hans Talent og derfor heller ikke fattede Interesse for ham. Clemens uddannede sig mest paa egen Haand,

 

171

indtil et Stik efter Doullé (efter v. Dyck), -»L'enfant, qui joue avec l'Ammtr«, vakte Preislers Opmærksomhed, saaledes at denne nu blev hans ivrigste Beskytter, og fra nu af lagde han ganske Penslen til Side. Efter at Clemens foruden adskillige andre Blade havde stukket 28 Plader til Holbergs Peder Paars efter Wiedewelts Tegninger, fik han 1773 et Rejsestipendium sammensat af 100 Rdl. d. C. aarlig i tre Aar fra Selskabet for Udgivelsen af Peder Paars, ligesaa meget af Kongen og samme Beløb af Akademiet. Forinden havde han i to Aar af Akademiet haft 100 Rdl. aarlig til sine Studiers Fremme. Den 22. August 1773 forlod han Fædrelandet.

I Paris, hvor han studerede under Wille og Delaunay, gjorde han Bekendtskab med Marie Jeanne Crévoisier, Datter af en Uhrmager, og forlovede sig hemmeligt med hende, inden han forlod Staden. Han fik Tilbud om at blive Medlem af det franske Akademi, men da hans Stipendium var udløbet, nægtede Akademiet i København ham Tid til at udføre Medlemstykke, fordi man havde Arbejder til ham hjemme. Ikke desto mindre fik han kort efter (1777), paa Bonnets Ønske, Tilladelse til at blive i Svejts for at stikke Bonnets Portræt efter Juels Maleri, et af Kunstnerens Hovedblade. Som Følge heraf kom han først sent i 1778 til København, som han atter forlod en kort Tid i 1781 for, som kgl. Hof kobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, at føre sin franske Brud hjem.

Den 28. December 1778 blev han agreeret og fik frit Valg til sit Receptionsarbejde, kun at det skulde være et historisk Stykke »af en berømt Mester« med flere Figurer. Clemens skal have smigret sig med strax at være bleven antagen til Medlem paa sine indsendte Prøvearbejder: men det hed sig, at da han ikke var Medlem af Akademiet i Paris, kunde man ikke afvige fra Reglerne. Dette skete dog, for saa vidt som man nogle Aar efter (d. 2. Jan. 1786) modtog ham som ordentligt Medlem af Akademiet paa to Portrætstik, nemlig Christian VII's tvende Børn, Kronprinsen og Kronprinsesse Louise Augusta. Dog forpligtede han sig til senere at indsende et historisk Stykke, et Løfte, han indfriede Aaret efter ved at fremsende to Exemplarer af sit Stik efter Abildgaards »Sokrates«, der hører til Kunstnerens fortrinligste og bedst lykkede Blade. Med Undtagelse af disse Blade og nogle flere Portræter var det for øvrigt temmelig ubetydelige Sager, Clemens havde Lejlighed til at stikke i Køben­havn. Interessantere end Gravmælerne paa Jægerspris var dog Stikkene efter Juel og Abildgaard til Holbergs Niels Klim, som Clemens selv bekostede oversat af Baggesen og udgivet.

 

172

En værdigere Opgave for Kunstnerens mesterlige Gravstik frem­bød sig, da han blev indbudt til Berlin, for at stikke »Frederik II's Revue« efter den engelske Maler Cunninghams Maleri. Han fik i Februar 1788 kgl. Tilladelse til at foretage denne Rejse og tilbragte fire Aar med Udførelsen af dette store Blad, som gav ham europæisk Navn. Imidlertid mistede han (1790 eller 1791) sin Hustru og Sorgen over dette Tab gjorde ham Opholdet i Berlin pinligere. Dog forlod han først denne By i Begyndelsen af 1792 for at tage til London, efter at han under 30. Januar havde faaet Tilladelse fra Danmark til ogsaa at gøre denne Rejse. Hans Hverv i London var at udføre et stort Stik efter et Maleri af den nordamerikanske Maler, Trumbul, en Lærling af West; det forestillede »Montgommerys Død«, og et Sidestykke dertil, »Slaget ved Bunkershill« blev stukket af en anden af Datidens navnkundige Kobberstikkere, J. G. Muller i Stuttgart. Clemens fik 1000 Lstr. for dette Stykke og en Tillægsgave af 50 Lstr., da Bladet var fuldendt, paa Grund af den almindelige Til­fredshed, det vakte. Han havde faaet smigrende Tilbud saavel i Berlin som i London om fordelagtig Virksomhed i Tyskland eller Nordamerika, men Kærligheden til det Land, hvori han var opvoxet, vandt stedse Overhaand, og efter endt Hverv vendte han (1795) tilbage til Danmark, medbringende sin anden Kone, født Miss Ann Rees (f. 1768).

Fra nu af var demens' bedste Tid i Grunden forbi; han levede et stille, lykkeligt Familieliv, men fik ikke mere Lejlighed til at udfolde en Virksomhed, der stod i Forhold til hans Talent, som heller ikke skattedes efter sit rette Værd, og den milde beskedne Mand har uden Tvivl i Tavshed maattet bære mere end én følelig Krænkelse. I Forhold til, hvad der i den Tid blev budt vore Kunstnere, var hans Kaar vistnok taalelige, saa meget mere som hans anden Kone udmærkede sig ved Flid og Sparsomhed, og hans Familie ikke blev overdreven stor. Hans Løn, 400 Rdl. d. C. (1280 Kr.), forhøjedes i Slutningen af 1795 til 500 Rdl., 1796 fik han Fribolig paa Charlottenborg, og 1809 forhøjedes hans Løn yderligere til 800 Rdl. Men da han i 1810 søgte Professoratet ved Modelskolen, blev Haas ham foretrukken, og det blev udtrykkelig udtalt i Motive­ringen, at han ikke forstod sig paa Tegning efter Modellen. Fra anden Side er det dog med Grund gjort gældende, at han netop som Kobberstikker udmærkede sig ved sin Sikkerhed i Tegningen. Først den 20. April 1813 blev han udnævnt til Professor i Kobber­stikkerkunsten, med Rang i 6. Klasse Nr. i, og endelig i 1818

 

173

valgtes   han  extraordinært til Professor  ved Modelskolen;   1810   var han bleven Ridder af Danebrog.

Blandt hans Arbejder fra disse senere Aar maa nævnes »Slaget den 2. April 1801« efter Lorentzen, Thorvaldsens Portræt i Bryst­billede (1820) efter Eckersberg og nogle faa Lithografier. For øvrigt henvises til Ficks Fortegnelse i hans Nekrolog over Clemens. Allerede fra 1813, om ikke før, spores Alderens Virkning; hans Syn svækkedes mere og mere, og fra 1824, da han mistede sin anden Kone, ophørte han næsten at arbejde. Hans sidste Blad er fra 1827; dog døde han først den 5. November 1831 i sit 83. Aar.

(Fick, J. F. Clemens, Særtryk af Selmers nekrol. Saml. II, 335, hvis krono­logiske Urigtigheder her ere rettede. Selvbiogr. af Clemens. Weinw., S. 229. do. Lex. Sandv., S. 34. Skild. 1804, Sp. 303, 463, 706: 1805, Sp. 188; 1808, Sp. 519; 1809, Sp. 1261; 1816, Sp. 809 og 1377; 1819, Sp. 1360; 1820, Sp. 1487; 1822, Sp. 1152. Skifteretten. Bricka, IV, I—4. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Clemens. Marie Jeanne Clemens f. Crévoisier, Kobberstikkerinde, født i Paris den 16. November 1755, var tillige Pastelmalerinde. Hun gjorde Kobberstikker J. F. Clemens' Bekendtskab i Paris 1773 og nød hans Undervisning i Kobberstikkerkunsten, indtil han 1777 rejste til Genéve. Han hentede hende 1781 hjem som sin Brud. Efter at hun havde født ham tre Børn, hvoraf kun et overlevede hende, fulgte hun ham 1788 til Berlin, hvor hun døde 1790 eller 1791. I Clemens' Nekrolog nævner Fick 14 Blade af hende. Navnlig hendes Portræt af Skuespiller Schwartz er et meget vellykket Blad. Hun blev agreeret .ved Kunstakademiet (April 1782) som Pastelmalerinde og fik til Opgave at male Harsdorffs og Weidenhaupts Portræter i Pastel, men indsendte ikke senere noget Arbejde. Hun har udført sit eget Portræt en medaitton.

(Weinw., S. 203 og 229. Fick. J. F. Clemens, Sættrykket S. 6, 17, 27—28 og Anm. Strunk.)

 

Clement. Gad Frederik Clement, Maler, født paa Frederiksberg den 9. Juli 1867, er Søn af Revisor Frederik Christian Clement (f. 1834, d. 1867) og Mathilde Louise f. Hjorth; han besøgte Kunst­akademiet fra April 1885 til Januar 1888, da han udgik af Model­skolens Forberedelsesklasse, og senere besøgte han Kunstnernes Studieskole under Krøyer. I 1890 var han et halvt Aar i Paris for at uddanne sig videre, og i 1894 har han foretaget en mindre Rejse til Norditalien. Pastor em. F. L. Vaupell har taget sig af ham under

 

174

hans Studietid,    dement har udstillet 1893 til  1895  paa den fri Ud­stilling.

(Priv. Medd.    Akad.    Fri Udst. Fortegn.)

 

Clemmensen. Andreas Laurits Clemmensen, Architekt, Søn af Sognepræst Carl Frederik Clemmensen (f. 1820, d. 1891) og Char­lotte Laurentse f. Hass (f. 1821), er født den 7. August 1852 i Læk i Slesvig. Han besøgte Kunstakademiet i København fra Oktober 1867 til 30. Juni 1875, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Derpaa besøgte han i nogen Tid Akademiets Dekorationsskole og vandt 1876 dets mindre Guldmedaille for Opgaven »Et rigt udstyret Hotel«. I 1881—83 havde han det Stoltenbergske Rejselegat i tre Aar og vandt 1887 den Neuhausenske Præmie for »En mindre dansk Herregaard«. Han var en af de første Architekter, der interesserede sig for en mere udstrakt Anvendelse af keramisk Udsmykning i Bygningsværker. Tillige har han arbejdet under J. D. Herholdt samt foretaget Opmaalinger af flere Kirker for Regeringen. Blandt hans Arbejder maa fremhæves flere Kommuneskoler, hvoriblandt den i Oehlenschlægersgade udmærker sig ved sit ejendommelige Trappehus. Desuden Kreditkassen for Husejere i København, Valgmenighedskirken paa Svanholmsvej og den farmaceutiske Læreanstalt. I 1884 havde han ægtet Dagmar Sofie Becker, Datter af Tapetserer i Slagelse Theodor Christoffer Gotfred Becker og Christiane Birgitte f. Petersen.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 13. Tdskr. f. Kstind. I, 28—30. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Cleo.    Hans  Cleo, Maler, se Clio.

 

Clerc. Louis Augustin le Clerc, Billedhugger, anden Søn af den franske Kobberstikker Sebastian le Clerc, født i Metz 1688, var Lær­ling af A. Coysevox; han blev indkaldt til Danmark allerede 1735 for at deltage i Udsmykningen af det under Opførelse værende Christiansborg Slot med en aarlig Løn af 630 Rdl. d. C. og 250 Rdl. i Rejsepenge. Le Clerc, siges der, »var ikke alene Billedhugger, men ogsaa Maler og smagfuld Dekoratør; maaske var han af Karakter noget stridig«. Han gav Tegning til det Galleri eller entabkment med talrige Billedstøtter, hvormed Slottet var kranset og var i det mindste fra 1745 Direktør for det ældre Kunstakademi. Indtil 1766 havde han en Fribolig paa Slotsholmen, som derefter blev afløst af en Huslejegodtgørelse paa 150 Rdl. aarlig. Da Kunstakademiet paa Charlottenborg blev oprettet (1754), fik han Plads blandt dets første

 

175

Professorer og forblev i denne Stilling, til han døde den 8. Marts 1771, næsten 83 Aar gammel. En perspektivisk Udsigt til Frederiks-. pladsen, tegnet af le Clerc, blev stukket af J. M. Preisler (1766). Hans Portræt, malet af Pil o (1763), tilhører Kunstakademiet. Le Clerc var uden Tvivl, da han kom til Danmark, gift med Caroline Vil-helmine Isabella, hvis Familienavn ikke kendes; hun døde i December 1739 og i Januar 1742 holdt han Skifte med sin eneste Datter, for den 30. i s. M. at kunne ægte Jacobine Louise le Févre, en Søster til Briand de Crevecoeurs Hustru; i 1757 oprettede de et reciprokt Testamente, og hun døde for ham, men uvist naar, uden Børn i dette Ægteskab.

(Weinwich, S. 129 og 159. Ftissli Lex. og Suppl. J. Møller Mnemosyne III, S. LX og fl. St. Thiele Kstakad., S. 46—47, 61 og 85. Provinsarch. Bricka IV, 14. Akad.)

 

Cleyn. Frants Cleyn, tysk Maler, virkede her i Christian IV's Tid. Han var Søn af en Guldsmed Hans Clein og blev født i Rostock 1582; han døde i London 1658. Han rejste udenlands og opholdt sig fire Aar i Rom. Derpaa skal han være rejst til Dan­mark for at træde i Kongens Tjeneste. Der nævnes et Portræt af Christian IV, malet af Cleyn allerede 1611; dog fik han den 11. No-vembe'r 1617 første Gang Betaling for udførte Arbejder, og han nævnes ikke i Regnskaberne, hvori han jævnlig kaldes Klein, uagtet han selv skrev sig Cleyn, senere end 1625. Fra den 21. April 1620 til den 31. Marts 1624 var han ansat for »at lære Christian Ulrik (Gyldenløve) til at afridse efter Malerkunst« ; han kaldes da »Fr. Kleine, Contrefejer og Indvaaner i København«. Derefter rejste han til Eng­land, men hans Virksomhed der vedkommer ikke Danmark, ligesaa lidt som Sønnen Francis Cleyn (f. 1625, d. 1650). Hans Hoved­arbejder i Danmark var nogle store, dekorativt udførte Billeder til Loftet i Riddersalen paa Slottet Rosenborg. De forestillede »de for­skellige Menneskealderes Glæder og Sysler«. Af den hele Række, nogle og tyve i Tallet, var sex af Cleyn; de nævnes i min Afhand­ling i »Konst og Æsthetik«, men flere af dem gik til Grunde ved Christiansborg Slots Brand 1884.

(Weinwich, S. 55. Skild. 1830, Sp. 898—99. Konst og Æsth., S. l6r. Fiorillo V, 384—86. Nagler Monogr. II, 5. Walpole II, 127. Burmann-Becker Tapeters Hist., S. 48. Høyens Skrifter I, S. 237. Regnskaber i Rigsarch. Medd. fra Rentek. 1872. Bricka. IV, 14. Priv. Medd. Friis, Saml. S. 30—42.)

 

176

Clio eller Cleo. Hans CKo, Maler, født 1723, rimeligvis i Køben­havn, var allerede Tegnelærer ved det ældre Kunstakademi fra 1750 for en Løn af 80 Rdl. d. C. om Aaret, blev ved Akademiets Stiftelse 1754 Tegnelærer i den yngste Klasse paa Charlottenborg, med i2oRdl.'s og senere 150 Rdl.'s aarlig Løn, og var som saadan Thor-valdsens første Lærer i Tegning. Sandsynligvis i 1758 ægtede han Sofie Christiane Davidsdatter, med hvem han havde flere Børn. I 1779 blev han tillige Tegnelærer for Porcelænsfabrikens Lærlinge^ hvilket Hverv dog lønnedes med 200 Rdl. om Aaret, Efter 35 Aars Virksomhed som Tegnelærer døde han den 3. December 1785 Kl. 12 om Natten, og efterlod sin Enke i trange Kaar; endnu i 1792 søgte hun om Understøttelse.

(Weinwich, S. 159—60. Thiele Kstkad. S. 85. Thiele Thorv. I, 14. Nyrop, Ind. Tdskr. 1878. Tdskr. f. Kstind. IV, 80. Akad. Adresseav. 1785, Nr. 229.)

 

Coffre. Benoit eller Benedict Coffre, fransk Maler, hvis Fødselsaar ikke kendes, vandt 1692 premier prix de pdnture ved Kunstakademiet i Paris og blev sandsynligvis 1695 eller 1696 indkaldt til Danmark.¹ Man kender dog bedst hans Virksomhed under Frederik IV. For denne Konge, i hvis Tjeneste han stod, uden dog at have Titel af »Hofskildrer«, arbejdede han fra 1704—21, saavidt Aarstallene paa hans Malerier og de kongelige Regnskaber kunne oplyse. Han malede dels Portræter af Kongen, Kronprinsen o. fl., dels store Dekorationsmalerier, navnlig Loftstykker til de kongelige Palæer, som ikke blev videre godt betalte, og Kunstnerens beskedne Fordringer blev ikke sjælden stærkt nedsatte. Hans Malerier, der ere i en let og rask Maner, virkede ved deres Elegance og Livlighed, ligesom d'Agars, til at give den franske Malemaade Indgang i Danmark i Steden for den hollandske. I Palæet bag Borsen (la maison de la duchesse) malede han navnlig adskillige Piafonds. Hans navnkundigste Billede var dog et stort Loftsmaleri i »Rosen« paa Frederiksberg Slot, forestillende »en Maskerade«, dog ikke den som Frederik IV skal have givet paa Kolding Slot; den halvmaskerede Tyrk skal være Kongen selv, Tyrkinden rimeligvis Kongens Gemalinde til venstre

¹ En Udbetaling den 19. Oktober 1688 til en Coffre, for et i Vox pousseret Arbejde, kan ikke tillægges ham, da han endnu 1692 nævnes som Elev ved Akademiet i Paris. Det maa være Stukkatøren Coffre, der ved Enkedronning Sofie Amalies Død d. 20. Febr. 1685 nævnes blandt de Personer, som var i hendes Tjeneste. Han kunde være en ældre Broder eller Slægtning, der mulig har givet Christian V Anvisning paa Maleren. (Priv. Medd. fra afd. Pastor Brasch i Vemmetofte.)

 

177

Haand, Elisabeth Henriette Vieregg. Det bærer Aarstallet 1704. En Skitse dertil tilhører den kgl. Malerisamling. De fleste øvrige Loftstykker paa Frederiksberg ere ligeledes af Coffre. Ogsaa paa det ældre Christiansborg fandtes et Loftsmaleri, der forestillede »En Tyrk, som af Fruentimmer opvartes med Musik, Sang og Dans«. Hans seneste bekendte Arbejde, næst efter en Altertavle paa Vallø, som er betegnet 1719, er en Plafond paa Rosenborg med Aarstallet 1721. Hans Kaar i Danmark maa have været indskrænkede nok, thi allerede 1712 maatte Kongen give ham et saakaldet moratorium, for at holde ham Kreditorerne fra Livet, og 1721 maatte dette fornys paa tre Aar. Samme Aar blev han imidlertid ramt af et Slagtilfælde, som holdt ham fængslet til Sygelejet i lang Tid og rimeligvis bortrev ham i Begyndelsen af det følgende Aar (1722). Under sin Sygdom nød han en kgl. Understøttelse af 4 Rdl. d. C. ugentlig. Et Sagn om, at han skulde have naaet en Alder af næsten hundrede Aar, er ikke troligt, hvis hans Død falder ved denne Tid, thi det er rimeligt, at han har vundet Akademiets Pris som ung Mand, højst mellem 20—30 Aar. Hans Hustru, Helene Coffre var, eller maa formodes at have været, den Mad. Coffre, som spillede paa det danske Theater i København 1722—27 og døde i April 1728 efterladende sig tre smaa Døtre, der kom i Huset hos Montaigu.

(Weinw., S. 117. do. Lex. Nagler Lex. Archives de l'art frangais, IX, S. 281. Danske Saml. III, S. 38. Skild. 1811, Sp. 933; 1830, Sp. 898. Jonge Kbh. Beskr., S. 505. Sandvig, S. 35. Dske Vitruv. II, S. 113. Kst. & Æsth. S. 54. OeMenschlæger, Erindr., ny Udg., S. 13. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Friis, Saml. Bricka, IV, 19. Priv. Medd. Brasch, Vemmetofte II, 109, og sammes Bregentved, S. 377.)

 

Coning. Jacob Coning eller Coningh, en hollandsk Maler, der var født 1650 og Lærling af Adrian v. d. Velde, blev indkaldt til Danmark under Christian V. Han var i København i 1680, da han i November fik Betaling for »Taftes Skilderier udi Dronningens Sove­kammervindue« efter Regnskab 110 Rdl. d. C. (352 Kroner); et Por­træt af Dronning Sofie Amalies Hofpræst Johannes Musculus, malet af Coning, er stukket 1689 af H. Schaten; i 1690 tog han Borger­skab som Skildrer; endelig den i. Februar 1708 fik han 86 Rdl. d. C. for tre Skilderier, som »Situations im Norwegen vorstellen«. Det vides ikke, om han er død her i Landet, hvorvel det synes rime­ligt, man antager efter 1714. Han havde fast Stilling som Hof­maler med 400 Rdl. d. C. i det mindste fra 1699, og var den 6. Oktober 1701. en af de sex Kunstnere, der søgte Kong

 

N. K. L.    I. Mai 1895.                                               12

 

178

Frederik IV om at overtage Protektoratet over et af dem dannet Kunstnersocietet. Han var til forskellige Tider, saaledes bl. a. 1699, i Norge, fra hvilket Aar Sandvig nævner »et Landskab med Byen Frederiksstad i Norge«, og 1705, da han daterer en Tegning fra Christiania. Ved en Auktion paa Christiansborg Slot 1783 solgtes et Maleri af ham »Christus ved Jakobs Brønd« d. v. s. Christus og den samaritanske Kvinde. Hans Billeder stod i stort Ry hos Samtiden, hvorvel han skal have haft svært nok ved at faa sit Udkomme. Her i Landet skrives hans Navn ikke sjeldent Koning, Ko'ning og Koenig.

(Weinw., S. 89. do. Lex. Sandv., S. 88. Fiissli Lex., S, 346. Descamps, III, 262. Dske Saml. 2. R. V, S. 283—84. Strunk. Bricka, IV, 80. Friis, Saml. Nielsen, Kbh. Hist. V, 182. Rigsarch.)

 

Coning. Johan Harmen eller Herman Coning, Maler, kunde være Søn af ovennævnte J. Coning, idet han nævnes i de kgl. Regn­skaber fra 1728 til 1735. Han havde ikke nogen fast Stilling som Hofmaler, men udførte dels Portræter, dels »Perspektivstykker«. Blandt hans Portræter kan nævnes Morten Reenberg (st. af Lode 1746). Han blev ogsaa brugt til at kopiere andre Billeder og i stort Omfang til at restaurere (reparere) Malerier.

(,Rigsarch.    Strunk.)

 

Conrad. Conrad Contrafejer kaldes en Maler, som i Aarene 1673—82 nød Naadsensbrød af den kongelige Particuliérekasse. Han nævnes sidste Gang den 12. Juli 1682, da han fik 50 Rdl. d. C. i Rejsepenge til Norge, hvilket synes at tyde paa, at han har været en Nordmand.

(Kgl. Regnsk. .i Rigsarch.)

 

Conradsen. Harald Conradsen, Billedhugger og Stempelskærer, Søn af nedennævnte Johannes Conradsen, er født i København den 17. November 1817. I sit 15.'Aar begyndte han paa Kunstakademiet og Aaret efter at arbejde hos H. E. Freund (1833). Baade Freunds Paavirkning og det, at Faderen var Medaillør, hendrog ham naturlig til dette Fag; dog gennemgik han Kunstakademiet som Billedhugger og vandt dets Sølvmedailler 1837 og 1840. Aaret efter (1841) kon­kurrerede han til den mindre Guldmedaille for Opgaven »Jesus hos Martha og Marie« (Luc. 10, 39—42), og uagtet hans Arbejde ikke kendtes modent til Medaillen, skattede Akademiet det dog saa højt, at det blev afstøbt paa dettes Regning i Gibs og udstillet det næste

 

179

Aar. Ved den følgende Konkurs (1843) opnaaede han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Boas og Ruth« (Ruth. 2, 8—9) og næste Gang (1845) den store Guldmedaille for Opgaven »Hektors Afsked fra Andromache«. Som store Guldmedaillist fik han 1846 det akademiske Rejsestipendium for tre Aar.

Samtidig havde Conradsen flittig søgt at uddanne sig til Medaillør. Medens han arbejdede under Freunds Vejledning, udførte han (1837) Medaillen pro meritis, som hans Lærer foreviste i Akademiet, hvis Tilfredshed den vakte; 1839 vandt han den Neuhausenske Præmie for Opgaven »En Species«, og Aaret efter udførte han Stemplerne til den nye Species med Christian VIII's Portræt og det danske Vaaben fuldstændigt med Hermelinskaabe og Vildmænd. Imidlertid lagde Kunstneren sig efter det nær beslægtede Fag, Udskæring i ædle Stene og Konkylie, og han har i en lang Aarrække udført en Mængde navnlig Caméer, dels i ægte Stene, dels i Konkylie; blandt disse Arbejder kan nævnes »Amor med Løven« efter Thorvaldsen, intaglio i en Carneol, for hvilken han vandt den Neuhausenske Præmie, »Juleglæde i Himlen« efter Thorvaldsen, en stor Camée i Konkylie til Frederik VII, Frederik VII's Portræt m. fl. Blandt hans Medailler ere de vigtigste Medaillen til Thorvaldsens Minde med »Thorvaldsen støtter sig til Haabet« som Avers og »En Quadriga« som Revers (1849), oprindelig bestilt hos Medaillør Chr. Christensen, der døde fra Arbejdet, Medaillen til Oehlenschlægers Minde med dennes Portræt som Avers og »Brage og Idun« som Revers, paa hvilket Arbejde Kunstneren tillige blev Medlem af Akademiet den 10. Marts 1851, Medaillen over Collin (1860) og i 1888—89 Medaillen til Minde om Hundredaarsdagen for Eckersbergs Fødsel, hvilken bruges som Præmie (se Eckersberg). Som Billedhugger har Conradsen udført en Del Portræter mest i Medaillon, en lille Figur i Bronce, »En Pige, der henter Vand«, til Skulpturmuseet, nogle Statuer til forskellige Bygninger samt adskillige af Thorvaldsens Arbejder i lille Maalestok til Porcelænsfabriken. I 1875 udførte han en Billedstøtte af Evangelisten Marcus til Slotskirken.

Conradsen var i 1841 bleven ansat som Medhjælper ved Mønten i København, og forblev i denne Stilling, fraregnet sin større Uden­landsrejse og en mindre i 1861 for det Ancherske Legat, indtil 1873, da han blev ansat som Medaillør ved Mønten, og som saadan har han udført alle Stemplerne til Møntsystemet af 1874. Den 17. November 1850 blev han gift med Regina Louise Ørgaard, 1860

12*

 

180

blev han Ridder af Danebrog,  1891 Danebrogsmand, den 4. November 1873 Æresmedlem af Kunstakademiet i St. Petersborg.

(Priv. Medd.     Statskal.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Møntfortegn.)

 

Conradsen. Johannes Conradsen, Sternpelskærer, var født den 24. September 1783 i Vesteraaby i Fyn, hvor hans Fader var Smed. Da han led af en Svaghed i den højre Arm, blev han sat i Køb-mandslære, og traadte senere i Bogbinderlære, hvor en af Svendene lærte ham at gravere (1801). Det tykkedes ham 1804 at komme til København paa Anbefaling af Kobberstikker J. F. demens, og han begyndte at arbejde hos Medailløren P. Gianelli, medens han samtidig besøgte Kunstakademiets Skoler. Hans første Arbejde var en Medaille med Homers Hoved efter Gianellis Anlæg. Da denne Kunstner døde allerede 1807, stod Conradsen alene, men, støttet af en varm Anbefaling fra Akademiet (1809), synes han at have faaet kongelig Understøttelse til Fortsættelse af sin Kunstnervirksomhed. Den 2. Juli 1810 fik han Akademiets mindre Sølvmedaille, og samme Aar blev han ansat som Medaillør eller Sternpelskærer ved Mønten i København. I denne Stilling forfærdigede han ogsaa sex Stempler til En- og Fem-Rigsbankdalersedlerne. Hans Pris, 4800 Rbd., blev efter Akademiets Vurdering sat ned til 3900 Rbd. I denne Stilling forblev han, indtil han i 1840 tog sin Afsked. Han har kun fore­taget en mindre Rejse i Udlandet, nemlig til Berlin i 1824. I 1808 blev han gift med Dorthea Laurine Møller, en Købmandsdatter fra Odense, og er ved hende Fader til den ovennævnte Medaillør H. Conradsen. Hans Stempler til Kroningsmedaillen, som han flere Gange gjorde om, vandt ikke Bifald. Af hans andre Arbejder maa nævnes Medaille i Anledning af Kongens Helbredelse (1822) og i Anledning af senere Kong Frederik VII's Formæling med Prinsesse Vilhelmine (1828) efter Voxmodel af Voigt. Conradsen, som havde Titel af Hofmedaillør, døde den 17. September 1856.

(Øst's Archiv 1828 X, 274. Levned ved N. C. Øst. Priv. Medd. Nagler Monogr. I, 2166. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Berl. Tid. 1856, Nr. 220.)

 

Copmann. Peter Copmann, Portrætmaler,¹ blev født den 25. Fe­bruar 1794 i Rudkøbing, hvor Faderen Peder Copmann (f. 1736,

¹ Naar denne Kunstners Levned omtales udførligere, end hans Virksomhed skulde tillade, ligger det i, at de spredte Kilder forene sig til et kulturhistorisk Billede af Kunstnerlivet i den Tid, som nok syntes værd at bevare.

 

181

d. 1812), som, efter at have lært at koge i Kongens Køkken, havde været Kok hos Ahlefeldts paa Tranekær, i 1784 blev Herredsskriver, Birkeskriver og Byskriver, samt tilsidst Branddirektør. Kunstnerens Moder var hans Hustru i andet Ægteskab, Margrete Sofie f. Degn (f. 1764, d. 1799). Tiltrods for Faderens tilsyneladende gode Stilling kom Copmann, 11 Aar gammel, i Malerlære for 7 Aar og lagde sig derefter paa egen Haand efter Miniaturmaleri, rejste rundt i Pro­vinserne og malede Portræter i dette Fag, indtil den Tilfældighed, at en Mand betalte et Miniaturportræt med en Kasse Pastelfarver, bragte ham til paa egen Haand ogsaa at lægge sig efter Pastelmaleri. Han synes at have haft meget smaa Kaar, indtil Grev Bille-Brahe tog sig af ham. I 1818 kom han under Angivelsen »Maler fra Laaland« ind paa Kunstakademiet; han opholdt sig dog kun der fra 1818 til 1820 og udstillede i 1819 og 1820 nogle Portræter i Pastel. Snart efter rejste han paa en Slags Tournée i Provinserne, og syntes at gøre Lykke, thi, skriver han »min Kunst giver mig her som hjemme Adgang i de første Huse, . . . Rejsen gaar vel noget langsom, derved at jeg har i min Magt at kunne blive, hvor det behager mig, paa ethvert Sted at kunne fortjene de Penge, jeg bruger«, o. s. v. Brevet er skrevet 1821 fra Slesvig, hvor han bl. a. malede Dronning Maries Fader, Landgreve Carl af Hessen-Kassel, tre Gange, det ene af dem var til Dronningen. Derfra rejste han til Hamborg, hvor han blev Vinteren over, og senere til Dresden, hvor han udførte adskillige Kopier efter Arbejder i denne Stads Malerisamling af Mengs, Dolci, Rubens o. s. v. Dog var han i 1822 atter i Køben­havn, hvor han udbeder sig Akademiets Erklæring i Anledning af et i Hamborg malet Pastelportræt af Agent (Brygger) Hjarup, som denne ikke vilde betale, under Paaskud af at det ikke lignede; det drejede sig om syv Louisdors eller 27 Species (108 Kr. og 44 Kr. for Ind­fatningen), hvilket var hans Pris i Hamborg og »kun 2 Species højere end tidligere i København«. Han synes altsaa at være bleven for­holdsvis godt betalt for sine Portræter. Strunk nævner Gengivelser efter J. Biilows (Nr. 509, 1824) og efter C. L. Reinholds Portræt (Nr. 2340, 1825). En fri Kopi efter den hellige Cecilie af Carlo Dolci gjorde 1829 megen Lykke i Hamborg og blev 1832 udstillet i København. Senere opholdt han sig i Bremen og søgte derfra at vække Akademiets Opmærksomhed for en Opfindelse af ham, der ved hermetisk at forbinde Glasset med Billedet skulde tjene til fuld­stændigt at beskytte Pastelmalerier mod Fordærvelse af Fugtighed, Støv og desl. I 1832 flyttede han atter til København og udstillede

 

182

nogle Portræter og Kopier (1832—33), hvoraf et Portræt af Rubens' Kone, Kopi efter Rubens, blev købt til den kgl. Malerisamling. Senere udstillede han ikke mere og rejste, uvist naar, til Amerika. Efter at have opholdt sig i de nordamerikanske Fristater havnede han omsider 1848 eller 1849 i Basseterre paa den fransk-vestindiske Ø Guadeloupe, og ægtede om Sommeren sidstnævnte Aar en spansk Fyrstinde »du Dauphine« ^l, som skal have været en Skønhed, der, for at undgaa Klostret var flygtet fra Madrid. Han blev adlet under Navn af Peter von Copmann og ventede, naar de kom til Madrid og Hustruen fik Raadighed over sin Formue, at blive Greve. Imidlertid gik Halvdelen af Byen, hvori de boede, under ved et Jordskælv i 1850, og det maa formodes, at Parret omkom ved denne Lejlighed. Et Portræt af Konsul Appel, malet af Copmann, er i privat Eje.

(Efterk. af Cathrine Copmann o. s. v. Svdbg. 1892, S. 7 — 10. Dagen 1829, Nr. 129. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Malerisaml. Inv. Vejvis. Strunk. Nagler, Kstl. Lex. Hamb. Kstl. Lex. Medd. fra Udenrigsmin.)

 

Corneliszen. Geert Corneliszen fra Haarlem var kongelig Contra-fejer (Portrætmaler) under Christian IV, ansat den 18. Marts 1589. Ved Brev af 6. Januar 1593 tillægger Kongen ham noget aarlig i Fetaille, foruden de 30 Daler, han forhen aarlig oppebar i Husleje. Han er død 1601 før den 24. November. I Klevenfeldts Auktions­katalog nævnes nogle Portræter af danske Adelsmænd, som denne Kunstner har malet i Aarene 1586—91.

(Weinw. S. 50.    Medd.  fra Rentek.  1872, S. 193 og 1873—76, S. 206.)

 

Corneliszen. Fillom Corneliszen, rimeligvis en Hollænder, blev, efter at have været dansk Bygmester i Halmstad, siden kgl. Byg­mester fra den 12. Marts 1607 til den n. November 1617.

(Medd. fra Rentek.  1872, S.  195.)

 

Corte. Anthonius de Carte, Tapetvæver, blev af Kong Frederik II indkaldt fra Braband, kom til Danmark 1577 og blev sat i Arbejde i Helsingør, men han døde allerede den n. Marts 1578.

(Weinw. T. 27.    Friis, Saml., S. 305.    Jfr. Hans Knieper.)

 

Cour. y anus Andreas Sartholm la Cour, Landskabsmaler, er Søn af Gaardejer Otto August la Cour og Ane Cathrine født Strandby-gaard. Han er født paa Thimgaard ved Ringkøbing den 5. September 1837, og kom i Efteraaret 1853 til København for at uddanne sig

¹  Navnet forekommer dog ikke som spansk Fyrstenavn.

 

183

til Kunstner. Efter at have begyndt paa Kunstakademiet 1854, rykkede han i 1859 op i Modelskolen. Men han udstillede allerede 1855 sit første Billede som Landskabsmaler, og har siden tildels under Paavirkning af P. C. Skovgaard hævet sig til en af vore betydeligste Landskabsmalere. Ved Udstillingen 1861 blev den Neuhausenske Præmie tilkendt ham for Landskabet »Tidlig Sommer­morgen udover en Eng«; 1865 fik han Akademiets Rejseunderstøttelse i to Aar, som han tilbragte i Paris og Rom (1865—67). Senere har han 1868—70 og paa flere mindre Rejser gentagne Gange besøgt Svejts og Italien, hvorfra han har hentet Motiver til en Mængde større og mindre Billeder. I 1871 fik han Udstillingsmedaillen for »Aften ved Nemisøen« (tilh. Grev Danneskjold-Samsøe, Gisselfeld), og den 19. Februar 1872 blev han optagen til Medlem af Kunst­akademiet i København. »Udkanten af en Egeskov tidlig omForaaret«, udstillet 1863, blev samme Aar købt til den kgl. Malerisamling. I 1885 flyttede han til Mariendal ved Aarhus, og i 1890 købte han Langballegaard ved Maarslet, hvor han lever i ugift Stand. Han fik i 1888 Titel af Professor og blev den 26. Maj 1892 Ridder af Danebrog. Den kgl. Malerisamling har senere købt »Foraarsmorgen i Roms Compagne« (1871), »Taaget Efteraarsmorgen i en Birkeskov ved Silkeborg« (1877), og »Regnfuld Sommerdag ved Kalø Vig« (1883). (Priv. Medd. Bricka, IV, 91. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Cramer. Carl Cæsar Adelbert Cramer, Maler, Søn af Læder­fabrikant C. Cramer, blev født 1822 i København, besøgte 1836 til 1842 Kunstakademiet, i hvis Skoler han naaede til Gibsskolen. Fra Miinchen hjemsendte han i 1856 og 1858 to Billeder til Kunst­udstillingen, et Dyrstykke og en Fremstilling af »Øllivet udenfor det kgl. Bryggeri i München«, hvilket tilhørte afd. I. W. Heymann. Han levede mest som Dekorationsmaler og døde i Miinchen den 26. No­vember 1889.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 2. R., V. Till., 33.)

 

Cramer. Frederik C(hristian) Cramer, Portrætmaler, født rimeligvis 1731 i København og maaske Broder til Peter Cramer. Af hans mange Portræter kan fremhæves Prof. P. Rosenstand-Goiske, st. af J. Haas (1753 og 1766), og Charlotte Amalie Thielo, st. af Ber-ningeroth (1755). Fr. Cramer »Skildrer i Skidenstrædet«, døde den 30. December 1768 i sit 38. Aar.

(Adresseav.  1768 Nr.  171.    Sandvig,   S. 36    Skild.  1830, Sp. 813.    Strunk.)

 

184

Cramer. Peter Cramer, Theatermaler, født i København den 24. August 1726, synes at have uddannet sig ganske paa egen Haand. Videnskabernes Selskab, for hvem han havde udført nogle Tegninger til Fr. Nordens Ægyptiske Rejse, anbefalede ham allerede 1754 til Kunstakademiet for at opnaa Rejsestipendium for ham, hvis »Hoved-Øjemærke er at blive en habil Historiemaler«. Men Akademiet vilde have, han skulde holde sig Fundatsen efterrettelig; det tillod ham vel (1756) at konkurrere til Guldmedaillen, uagtet han ikke havde gennemgaaet Skolerne paa regelmæssig Maade, men da han ikke opnaaede Medaillen, synes al Tale om Udenlandsrejse at være bort­falden. Han skal have haft en smuk Syngestemme og var ikke alene en yndet Koncertsanger, men det siges ogsaa, at han i Marts 1758 forsøgte sig som Operasanger i »Eremiten« og fik 30 Rdl. i Honorar. Maaske foraarsagede dette, at han kastede sig over Theatermaleriet. Faa Aar efter (1762) blev han antaget som Theatermaler, da nogle tidligere af ham udførte Dekorationer havde gjort Lykke, og forblev nu i denne Stilling til sin Død, dog først fra 1773 (eller Nytaar 1774) med en fast Løn af 500 Rdl. d. C. om Aaret, og selv dette skete kim, ved at Akademiet bestemt støttede ham overfor en fremmed Theatermaler, Bibienna. Cramer havde ved Siden af sin Virksomhed for Theatret tillige med Iver uddannet sit Talent for Genremaleriet, som han dyrkede i en Retning, der minder om Teniers og Brauwer. Disse Arbejder, hvori han tillige har den For­tjeneste at være den første, der tog sine Æmner af det danske Folkeliv, gjorde overordentlig Lykke hos Samtiden, og de elleve Stykker, han udstillede ved Salonen 1778, prises i de stærkeste Ud­tryk, saa at de endog sættes over Teniers', en Dom, Eftertiden ikke har kunnet underskrive. For øvrigt var han ikke fri for Kunstner-luner; en Søster til Harsdorff ejede saaledes to Fiskerkællinger, som Cramer skulde have malet helt og holdent med Fingeren. Han blev 1777 agreeret ved Kunstakademiet som Genremaler og fik til Opgave »et moderne nationalt Konversationsstykke«. »Den danske Teniers« udførte dog ikke dette, men indskrænkede sig til at indsende to af de Arbejder, der havde været udstillede ved Salonen, nemlig »et Bondestykke« og »en Scene fra Gaden«, hvorpaa han undtagelsesvis blev optagen til Medlem (31. Marts 1778). Kort efter forærede han Akademiet sit Portræt, malet af V. Erichsen. Hermed var ogsaa hans gode Tid forbi. Den forholdsvis unge Mand skal, uden at man véd noget nærmere om Aarsagen, være bleven stærkt forfalden til Drik og døde allerede den 17. Juli 1782, kun 56 Aar gammel; Aars-

 

185

tallet 1783 hos Overskou er urigtigt. Nogle af hans Malerier og Tegninger, deriblandt 15 Portræter, ere stukne af Haas, Kleve og Clemens. Den kgl. Malerisamling har kun ét Billede af Cramer. Det er ikke afgjort, at det var ham, der 1760 blev Kancelliraad, ligesaalidt som at han er den Peder Cramer, der 1769 blev gift i Asminderød med Anna Margrete Larsdatter og i 1770 fik en Søn døbt. Hans seneste Biograf siger, at han var ugift.

(Weinw., S. 164. Sandvig, S. 36. Overskou II, S. 210, 276; III, S. 41, 262. Hennings, S. 143—44. Alm. dansk Bibi. Marts 1778, S. 88. Bricka IV, 104. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Strunk. Adresseav. 1782 Nr. 145. Jonge, Kbhvn. Beskr., S. 529. Skild. 1830, Sp. 813—16. Akad. Høyens Papirer. Thaarup. Auktionskat. 1783.)

 

Crevecoeur. Jean Briand de Crevecoeur, Miniaturmaler, var Søn af en fransk Advokat Jacques Briand de Crevecoeur, som var Prote­stant og ved det nantiske Edikts Ophævelse var flygtet til Berlin. Der maa Kunstneren saavel som hans Broder Isac, der blev Sprog­lærer i København, være fødte. Jean var født 1707 og kom næppe før 1730 til København, hvor han blev Hofminiaturmaler, Kan­celliraad og senere Justitsraad. Han blev den 17. Januar 1732 gift med Philiberte Marie Lefévre (f. 1704, d. 1738) i Petri Kirke, til hvis Menighed begge Brødrene hørte. Han arbejdede for Hoffet fra 1731 til 1750, og malede, saavel i Oliemaleri som i Miniatur, dels Portræter, dels Interiører og Genrebilleder. Han var maaske med Kong Christian VI i Norge (1733), da han senere har stukket Dom­kirken i Throndhjem (1745). Han døde, ikke i Norge, men i Køben­havn, i Aaret 1756. I Kobberstiksamlingen findes en Tegning af ham, »En Hjortejagt«. Hans og le Clercs Hustruer vare Søstre.

(Lengn. Stamt. og Petri K. Spengl. Art. Eft. S. 15. Kraft og Nyerups Lex. Busching, Nachr. I, 281. Krohn, l, 34.)

 

Croix. Frederik la Croix, Portrætmaler, sandsynligvis fransk af Fødsel, arbejdede omtrent 1701 i Warschau og synes senere at være indkaldt til Danmark. Her malede han bl. a. en Kopi af et konge­ligt Portræt (1727), Brystbillede af Biskop Peder Hersleb, stukket af Fritsch i Hamborg (1731), af Thomas Clitau, Notarius publ. i Bergen, stukket af J. H. Thiel (1735), ^af Joachim Daniel Preisler, Brand­major i København, stukket af Val. Dan. Preisler, samt af Frederik Rostgaard. Til dette Portræt synes han at have gjort den omhyggelig .udførte Tuschtegning, som er betegnet 1738 og bevares i Rigs-

 

186

archivet.¹ Samtidig levede Johan Otto la Croix, som var Ridsemester og Skildrer i København; han var, rimeligvis i 1738, bleven gift med Anna Magdalene Fischer, der var Enke efter ham, da hun døde den 20. August 1763, 50 Aar gammel. Om disse Kunstnere ere Brødre, har ikke hidtil kunnet oplyses.

(Weinw.    S.  134  Sandv.,   S.   36.     Fiissli   Lex.   &  Suppl.  C. Bruun,     Rost-gaard, S. 302, 478 og 538.    Strunk.    Lengnik, Frue og Trin. K.    Rigsarch.)

¹ Hvilket af Rostgaards Portræter der er malet af la Croix. er vanskeligt at sige; bag paa Portrætet i Universitesbibliotheket findes en Seddel, der angiver J. Hørner som Maleren.