212   Index

Ebisch.    Frederik Ebisch, Ornamentsbilledhugger, se Ehbisch.

 

Eckardt. Christian Frederik Emil Eckardt, Sømaler, Søn af Skomagermester Joachim Frederik Eckardt (f. 1810, d. 1865) og Henriette Elisabeth født Gunst (f. 1809, d. 1860), er født i Køben­havn den 2. Juli 1832. Efter at have været i Malerlære i fem Aar hos Malermester Harboe, besøgte han Kunstakademiet 1846—1853, blev Elev af Akademiet, men konkurrerede ikke til Medailleme, da hans Lyst stod til at blive Sømaler, hvortil han allerede under sin Læretid havde søgt at uddanne sig. I 1853 rejste han med en privat Mands Understøttelse udenlands til Tyskland og Italien og kom hjem i 1856. Da han ikke vilde vende tilbage til Haand-værket, maatte han ernære sig ved at retouchere Fotografier, men udstillede dog s. A. sit første Søbillede, »Et Parti fra Venezia«. Siden 1859 har han stadig udstillet Søbilleder, dels med aaben Sø, dels Havne- og Kystpartier; han har to Gange vundet den Neuhau-senske Præmie, nemlig 1863 for »Fiskere søge Land under en Storm« og 1871 for »Fiskere borde en Jagt«; i 1873—74 fik han ialt 1000 Rdl. (2000 Kr.) i Rejseunderstøttelse fra Akademiet til at besøge Udlandet. Han var paa denne Rejse i Dalmatienj Italien, Frankrig og England. Kunstforeningen i København har flere Gange købt af hans Billeder. Den i. Juni 1860 ægtede han Sofie Marie

 

213

Magdalene Bless (f. 1833, d. 1889) Søster til Maleren J. P. Bless (s. d.). Eckardt boede en Del Aar paa Gaarden Holjeryd i Skaane, men efter sin Hustrus Død er han vendt tilbage til Danmark.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 403.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Eckersberg. Christoffer Vilhelm Eckersberg, Maler, ligesom Bissen og Carstens en Slesviger, blev født den 2. Januar 1783 i Blaakrog i Varnæs Sogn i Sønderjylland og var Søn af Henrik Vilhelm Eckers­berg, der var Snedker og Maler, og Ingeborg Nielsen. Han voxede op i Blans i Ullerup Sogn. Da han fra Barn af havde mere Lyst til at tegne og male end til boglige Sysler, blev han efter sin Kon­firmation sat i Malerlære, først i Aabenraa hos en Malermester Jessen, senere hos en Mester af samme Navn i Flensborg, hos hvem han blev Svend og vedblev at arbejde, til han var over tyve Aar. Her vandt han saa megen Opmærksomhed ved sin Færdighed i Tegning og Maling, at nogle ansete Mænd skød en lille Sum sammen for at sætte ham i Stand til at faa sit højeste Ønske opfyldt at komme til København og besøge Kunstakademiet.

Allerede samtidig med Rejsen til København (1803) har han førsøgt sig i paa egen Haand at komponere historiske Billeder, som »Christian IV i Søslaget ved Femern« og »Massageternes Dronning, Tomyris, som lader Cyrus' Hoved kaste i et Kar med Blod« (1804). Begge Tegninger røbe en Forstand i Anlægget og en Sikkerhed i Anordningen af saa mange Figurer, der er højst agtbar for en Begynder og lader Beskueren overse de uundgaaelige Svagheder. Han var imidlertid begyndt at gaa paa Akademiet og at arbejde under Professor N. Abildgaards særlige Vejledning, og han gjorde hurtige Fremskridt, uagtet han samtidig maatte ernære sig selv ved at arbejde som Malersvend. Allerede i Juli 1804 var han naaet til Modelskolen, og i Januar og Marts 1805 vandt han begge Akademiets Sølvmedailler, saaledes at han endnu den i. Juli samme Aar kunde konkurrere til den lille Guldmedaille, der blev tilkendt ham for Op­gaven »Paulus, som retfærdiggør sig for Agrippa, Berenice og Festus« (Ap. G. 26. Kap.). I næste Konkurs for Guldmedaillen (1807) deltog han vel, men uden at opnaa Medaillen; først i 1809 fik han den store Guldmedaille for »Jakobs Død« (I Mos. K. 49—50 V. i.).

Efter at han var bleven »Artist«, som Eleverne kaldtes, naar de havde vundet en af Guldmedaillerne, synes han at have opgivet Malerhaandværket, for udelukkende at leve som Kunstner. Han var nemlig i disse Aar meget sysselsat med at male og tegne Prospekter,

 

214

hvortil Kobberstikker J. F. Clemens havde givet ham Lejlighed, og mange af disse sirlige Fremstillinger, som endnu ere bevarede, have ved den ædruelige Troskab, hvormed de ere udførte, faaet et ikke ringe historisk Værd, efter at Stedforholdene ere ganske forandrede. Da en anden Mand, Kobberstikker G. L. Lahde, som den Gang drev en halv industriel Kunstvirksomhed, i Eckersberg fandt en Hjælper, han kunde bruge, drog han ham til sig. Eckersberg fik Bolig hos Lahde i Gothersgaden (nyt Nr. 79), mod at arbejde for ham, og han udførte saaledes en Række Malerier og Prospekter, der blev stukne af Lahde selv og udkom som kolorerede og ukolorerede Kobberstik. Navnlig fremkaldte Englændernes Overfald paa København i 1807 en Kreds af Billeder fra Bombardementet, hvoraf nogle endnu ere bevarede, og Navnene paa de fleste kendes fra Fortegnelsen over en Udstilling, som Lahde indrettede i 1808 i patriotisk Øjemed. I Forening med Svejtseren Senn tegnede Eckers­berg ogsaa »Nationaldragter«, hvorpaa de indbød til Subskription i Nyeste Skilderie af København (den 16. Juli 1808).

Imidlertid arbejdede Eckersberg dog ikke udelukkende for Lahde. Han malede vistnok ikke faa Portræter, og fra denne Tid ere ogsaa de sex med Sepia net udførte Tegninger, hvorefter Clemens gjorde sine bekendte Stik af »Skomagersvendens Historie« eller »Det store Lod«. En anden Række paa fire Billeder var udførte Malerier, som forestillede »En falden Piges Historie«. Det er ret agtværdige Forløbere for, hvad man nutildags kalde Genrebilleder, men ved Siden af deres Naturtroskab, psychologiske Sandhed og alvorlige moralske Formaal fattedes dem det indre Liv, det Lune, som ene kunde have sikret dem mod Tidens Forglemmelse. Desuden malede han i disse Aar ogsaa historiske Kompositioner, snart i større Om­fang, som »Loke og Sigyn« (1810), der tilhører den kgl. Maleri­samling, snart i mindre Billeder, der dog alle udmærkede sig ved en omhyggelig Behandling; hvori Abildgaards Paavirkning baade i Form og Farve er umiskendelig.

Den store Guldmedaille gav Eckersberg Ret til det akademiske Rejsestipendium. Men han kunde ikke vente at opnaa det før den i. Januar 1812, naar C. F. Høyers Rejsetid var udløben. I Følelsen af, at han trængte til snarest muligt at udrives af pinlige personlige Forhold, som han efterhaanden var kommen ind i, søgte hans Venner, hvoriblandt navnlig Kobberstikker Clemens var virksom, at faa ham tidligere afsted, og da Kammerjunker Bruun-Neergaard tilbød ham fri Rejse til Paris, mod at han skulde gøre Tegninger til ham

 

215

af hvad de saa undervejs, kunde han begynde sin Rejse den 3. Juli 1810, efter at han to Dage før havde maattet lade sig vie til Christine Rebekka Hysing, fra hvem han dog atter blev skilt, medens han endnu var udenlands.

Hans Ophold i Paris i Aarene 1810—13 blev af største Betyd­ning for hans kunstneriske Udvikling. Han begyndte med at male et Par Kopier efter Rafael og et Par mindre Billeder, der, uden at vise nogen ny Skole, allerede udmærke sig ved en større Lyshed og Renhed i Farven. Først næsten et Aar efter at han var kommen til Paris og var bleven Sproget nogenledes mægtig, blev han Elev i Louis Davids store Kunstneratelier. Den Sans for historisk Stil og Strænghed i Linierne, som udmærker David, gik kun for en ringe Del over paa hans danske Lærling, der derimod paavirkedes desto mere af hans lyse, dagklare Farve, hans Kærlighed til Naturen og sikre Redegørelse for Tegningen i alle dens Enkeltheder. En Alter­tavle til Horne Kirke ved Faaborg (1812) viser allerede den nye Paavirkning, der fremtræder endnu stærkere i nogle mindre Billeder, som tildels synes malede med Naturen umiddelbart for Øje, saaledes »Tre spartanske Drenge« (udst. 1813), »En ung Skytte hvæsser en Pil« (1814), »Tvende Hyrder« (s. A.) o. fl. a. Ved Siden af disse Arbejder, som tilhøre Malerstuen, udførte han jævnlig smaa Udsigter fra Paris og Omegn, ligesom han ogsaa tegnede en Mængde Studier, dels efter Bygninger og Landskaber, dels efter den menneskelige Figur. Det Hovedbillede, hvori Davids Paavirkning tydeligst og modnest fremtræder, er dog »Overgangen over det røde Hav«, som blev fuldført i Rom, og som nu tilhører den kgl. Malerisamling. En ligeledes i Rom malet Altertavle, der stilledes meget højt af Samtiden, »Kvinderne ved Graven«, blev set ved Salonen 1815, men kendes ikke af den yngre Slægt, da den strax efter sendtes til Norge til Grev Vedel Jarlsberg, af hvem den var bestilt.

I Paris havde Eckersberg haft en tro Staldbroder i sin jævn­aldrende Ven J. P. Møller, som han havde levet i fortrolig Omgang med allerede i København. Her boede de sammen, og Møller fulgte ham til Vognen, da han den 5. Juni 1813 forlod Paris for med en Vetturin at køre til Italien. I Rom fandt han en mere overlegen, men ikke mindre trofast Ven og Raadgiver i Thorvaldsen, hvis Portræt han udførte som Knæstykke med Kunstnerens og Vennens hele Kærlighed til sin Genstand.¹ Dette fortrinlige Billede skænkede

1         Thorvaldsen sad paa samme Tid for Eckersberg og for den tyske Maler Vogel von Vogelstein, hvis Portræt senere er blevet indkøbt til Thorvaldsens Museum.

 

216

han til Kunstakademiet i København, hvis Medlem og Professor Thorvaldsen allerede den Gang var. Foruden ved dette og de oven­nævnte historiske Billeder udmærker Eckersbergs Ophold i Rom sig ved en talrig Række større og mindre Udsigter ti] Bygninger og Bygningslevninger fra Oldtiden i Staden og dens Omegn, udførte paa Stedet i en skøn lys Farvetone og med megen Omhu i Tegningen. Kunstneren synes fra først af at have regnet dem for blotte Studier, for en Slags malerisk Dagbog til eget Brug, og i Førstningen brugte han dem ogsaa som Studier til at male efter, naar han, saaledes som det skete strax efter Hjemkomsten, fik Bestillinger i den Retning. Senere, i trangere Tider, maatte han, saa nødig han vilde, skille sig ved enkelte af dem, men imidlertid steg de ogsaa saaledes i Pris, at de efterhaanden blev ham selv og hans efterladte Familie en sand Sparepenge, og deres Købere til en betydelig Indtægt, thi enkelte af dem ere blevne betalte med indtil det tre- og firedobbelte af deres oprindelige Pris. Eckersbergs lyse Malemaade var den ældre Kreds af Malere og Kunstkendere en Torn i Øjet, og i Breve og private "Udtalelser stikledes der jævnlig paa den, medens J. L. Lund, der stod den ældre Malerskole nærmere, i Partiets Øjne syntes en mere poetisk Maler og Repræsentant for den sande Kunst.

Ligesom man under Abildgaards Udenlandsrejse havde ladet en Professorplads staa aaben, indtil han og et Par andre Kunstnere kom hjem, saaledes havde man heller ikke under Eckersbergs Fra­værelse villet besætte den Professorplads, der var bleven ledig ved Abildgaards Død (1809), uagtet dennes Lærling, C. F. Høyer, som var bleven Medlem 1812, og ligeledes J. L. Lund i Mellemtiden havde søgt Professoratet. En fjerde Medbejler ventede man at finde i Kratzenstein Stub, men han døde 1816, inden Eckersberg endnu var kommen hjem. I August Maaned s. A. stod denne paa Køben­havns Toldbod, og en Maaned efter blev han enstemmig agreeret. Han fik til Opgave for Reception at male »Balders Død« efter Edda, som optog ham et helt Aar, saaledes at han først den 25. Oktober 1817 blev Medlem af Akademiet. Samtidig havde han faaet Bolig og dagligt Erhverv hos Hofmekaniker H. Pløtz paa St. Annæplads, for hvem han udførte Portræter efter dennes mechanisk tegnede Omrids (Physionotrace), og i afdøde Jens Juels Datter, Elisabeth Cathrine Julie Juel (f. 1791), havde han fundet en Brud, som han hjemførte den 8. Februar 1817.

Den 18. April 1818 skete Professorvalget, og Eckersberg blev enstemmig valgt til Professor ved Modelskolen. Kort Tid efter fik

 

217

han den Bolig paa Charlottenborg, som han først forlod ved sin Død. Hans Virksomhed deler sig fra nu af i flere Retninger, hvori han med en sjælden Alsidighed overalt frembragte noget sundt og dygtigt, der øvede en gavnlig Indflydelse paa hans Omgivelser, om end hans Snilles Ejendommelighed især i en enkelt Retning, Sø-maleriet, udfoldede sig fyldigst og friest. Foruden sin Lærergerning ved Akademiet, som han varetog med utrættelig Iver, saalænge hans Kræfter formaaede det, var han i mange Aar en yndet Portrætmaler, medens hans Stilling ved Akademiet virkede til at give ham en udstrakt Sysselsættelse som Historiemaler.

Tidsrummet fra 1816 til 1835 var Kunstnerens lykkeligste og kraftigste Tid. Han havde mange og store Bestillinger, og han kunde gøre Fyldest for dem alle, paa samme Tid som han fandt Lejlighed til at lægge sig efter Perspektivlæren, som han dyrkede med særlig Forkærlighed, og til at gøre talrige Studier for egen Regning af Folkelivet, af Land og Sø. Trods den store Lethed, hvormed han arbejdede, udmærkede hans Billeder, og ikke mindst hans store historiske Malerier, sig ikke alene ved en Omhu i Udførelsen, der aldrig svigtede ham, men ogsaa ved en Fordybelse i Æmnet, der vilde have givet dem endnu større Kunstværd, end de allerede have, hvis disse Fortrin ikke havde været forbundne -med en vis Tørhed i Aanden, en Brist paa Fylde i Indbildningskraften, som nødig maa savnes, især i historiske Billeder. Hvor Æmnet laa hans Aandsretning, den umiddelbare Gengivelse af Naturen, nærmere, saaledes som Por-trætet tilsteder det, følte han sig ulige friere, og mange af hans Portræter fra dette Tidsrum ville bevare deres Værd som Kunst­værker, om end andre, paa Grund af en kedelig Opfattelse og et tørt Foredrag, kun have haft Betydning for dem, til hvem de blev malede. Blandt saadanne Portræter og Portrætgrupper, der hæve ' sig over det almindelige, kunne, foruden Thorvaldsens Portræt i Akademiet, nævnes Nathansons store Familiestykke (kgl. Malerisml.) og Grosserer Schmidt og Frue i hele legemstore Figurer (alle tre fra 1818), det kongelige Familiestykke (fra 1821, nu paa Rosenborg), Manufakturhandler Raphael i Knæstykke (1824), Professor Ursin, Brystbillede (1836) og adskillige andre.

Eckersbergs Hovedbilleder i historisk Retning er de otte store Malerier, som han udførte til Christiansborg Slot. Deraf smykkede de fire første og bedste (1819—28) Tronsalen, de fire andre det saa kaldte Parolgemak, efter at de først, som det synes, havde været bestemte til Riddersalen. Æmnerne ere tagne af de oldenborgske

 

218

Kongers Historie og frembød ikke faa Vanskeligheder for Kunstneren, idet den Kommission, der valgte disse, tænkte mere paa at udfinde historisk betydningsfulde Momenter, end paa, om deres Valg egnede sig til kunstnerisk Udførelse; endnu mindre kunde den tænke paa, at der burde være kunstnerisk Ligevægt mellem Æmnerne. Ikke desto mindre tør man regne disse Billeder for de første Forsøg, hvori alvorlig Attraa efter historisk Troskab gik Haand i Haand med en Følelse for Natursandhed, man hidtil ikke havde kendt her, og hvori Ævnen til en dygtig Modelering smukt forenede sig med et levende Øje for Farvevirkning og en paa en Gang kraftig og blød Pensel. I Sammenligning med Medlemsbilledet møder os her, navnlig i den første Række, en fyldigere Udførelse, bredere Foldekast, friere Stillinger og et større Præg af indre Liv. Ved Siden af disse store Malerier, hvortil han udførte Skitser, der snarere inaa kaldes fuld­endte Malerier end Udkast, malede han desuden en hel Del historiske Billeder i et lignende eller endnu mindre Format, som efter Kunst­nerens Maalestok ogsaa kunde kaldes Skitser, hvis han havde udført tilsvarende store Billeder; men det tillod Tidernes Ugunst ham ikke.

Til det historiske Maleris Omraade hører ligeledes en talrig Række Altertavler, hvoraf ikke faa udmærke sig ved en ren religiøs Følelse og en ret fin psychologisk Sans. »Christus i Gethsemane« i Svendborg (1824), »Bjærgprædikenen« i Nyborg (1834), »Christus og den samaritanske Kvinde« i Hornbæk (1838) hører til den danske Kunstskoles bedre kirkelige Billeder, medens andre bære Præg af Mathed eller en Smaalighed i Udførelsen, som ikke kunde gøre Virk­ning i en Kirkes store Rum. I hans Figurbilleder af det daglige Liv, som tidt ikke savne hans techniske Fremstillings sædvanlige Fortrin, fremtræder saavel i Valg som i Udtryk hans upoetiske Livs-, opfattelse stærkest.

Medens hans Figurbilleder efter 1835 begyndte at faa et vist Præg af Forretningslivets Vane, udfoldede hans Talent nye Sider, dels i Landskabet, men navnlig i Sømaleriet, og han tilegnede sig paa dette Omraade en Bredde og Finhed i den maleriske Behand­ling, som han i Kunstens andre Fag aldrig saaledes havde haft til sin Raadighed. Allerede i 1821 havde han malet sit første Søstykke, og i 1851, da Synet næsten svigtede ham, var det et Skib paa Stablen, hans famlende Haand syslede med. Han forlod paa sine Studierejser sjælden Øresund, og Skuepladsen for hans fleste Søbilleder er Strækningen fra

Helsingør til Dragør; kun et enkelt Billede skildrer Kanalen mellem England og Frankrig og det store aabne

 

219

Hav. Man kan skelne tre Tidsrum i hans Søbilleder; det første til 1828, hvori Penselføringen er blødere, Farven varmere og kraftigere end i den følgende Tid; det andet Tidsrum, 1828—38, hvor hans ivrige Studium af Perspektivet! bærer Frugt i en grundigere og finere Udførelse af Skibene, en sikrere Fordeling af Planerne, en skønnere Tegning, men en koldere, om end fint nuanceret Farve. Enkelte Billeder udmærke sig ikke desto mindre ved en smuk Farvestemning, snart i Sølvtone, snart med et noget varmere Præg. Til denne Tid hører, foruden en Del Kystbilleder, der staa paa Grænsen af Pro­spekter, »Et russisk Linieskib« (1828, den kgl. Malerisaml.), »En Beltsmakke med Passagerer« (1830, Marinemaler Sørensen), »Vind-stille« (1832) med Aftenstemning, »En svensk Fiskerbaad« (1833, Højesteretsassessor P. Koch) med ypperlige Figurer, »Linieskibet Dronning Marie« (1834, den kgl. Malerisml.) o. fl. Endelig danner en Rejse til London med Korvetten »Galathea« (1839) Begyndelses-grænsen for en tredje Periode, hvori han, samtidig med at hans Interesse for Kunstens andre Fag svækkes, paa dette Omraade hæver sig til et Mesterskab, der er nærved at bringe hans Snilles svagere Sider til at forsvinde. Der fremtræder nu en Blødhed i Bølgernes Fremstilling, en Dybde og Kraft i Farven, som, i Forening med de tidligere Fortrin, gøre flere af disse Billeder til sande Perler. Han naaede ogsaa at give en dramatisk Handling paa Søen, tidt af over­raskende Virkning, saaledes i »Et Møde paa Søen«, der skildrer, hvorledes en vestindisk Paket prajes af en engelsk Fregat (1841), og i »Kaperskonnerten«, der ypperlig gengiver, hvorledes den flygtende Sørøver ved en heldig Vending forstaar at undslippe den langt over­legne Fregat, som forfølger den (1845). Æmnet til begge disse Billeder blev taget af nogle Skildringer af Sølivet af en svensk Skibs-kaptajn Gosselmann (udk. Stokh. 1833). En roligere, mere hjemlig Stemning gengiver Kunstneren i »Flaademønstring i Sundet« (1843) og i »Kronborg« (1847, den kgl. Malerisamling). Men denne hans Snilles sidste Blomstringstid varede kun henved ni Aar. Med 1848 begynder tydelig Tilbagegangen, Haand og Øje svækkes, paa samme Tid som den vundne Erfaring endnu i nogle faa Billeder præger sig i Skibenes smukke Bevægelse, deres heldige Forhold til Rummet og den slaaende Gengivelse af Søens forskellige Karakter.

Eckersberg havde allerede efter ti Aars Ægteskab mistet sin Hustru (den 19. April 1827), som havde født ham sex Børn. Aaret efter ægtede han hendes Søster Susanna Henriette Emilie Juel (f. 1793), som ogsaa gik bort før ham, den 30. December 1840. I Aarene

 

220

1827—29 var han Kunstakademiets Direktør, 1829 blev han Ridder af Danebrog, 1840 Danebrogsmand, og 1843 holdt han 25 Aars Jubilæum som Professor ved Kunstakademiet, ved hvilken Lejlighed hans Ven fra Ungdomsaarene, Thorvaldsen, holdt Festtalen. Det er allerede nævnet, med hvilken Nidkærhed Eckersberg røgtede sit Hverv som Lærer. Men den Skønsomhed og Sans for det Rette, hvormed han forstod at udføre den, ses bedst af den overordentlige Indflydelse, han udøvede. Ikke alene var nogle af Datidens for-trinligste Kunstnere, Bendz, Købke, Küchler, Marstrand, A. Muller, Roed og mange andre hans taknemlige Lærlinger, ogsaa andre Kunstnere, der ikke ligefrem var hans Elever, paavirkedes stærkt af ham, og mange Aar efter hans Død spores endnu hans Palet hos enkelte af de yngre Kunstnere, som i hans Alderdoms Dage kunde modtage et sidste Vink af hans rystende Haand. Ogsaa andre, hvem Kunstens Tarv laa paa Hjærte, saaledes Kunstforeningens Stiftere og navnlig Professor Høyen forsmaaede ikke hans Vejledning, saavel ved at følge hans Virksomhed, som ved at lytte til hans Ord, og han virkede vistnok ikke lidet til at udvikle og fæstne den Sidstnævntes Forestillinger om Kunsten. Af Kunstnerens egne Sønner blev ingen Maler-, hans ældste Søn blev Kobberstikker, en yngre Architekt; begge nævnes nedenfor.

Efter at den gamle Kunstner med Sorg havde set saa mange yngre af den Kunstnerkreds, der var opvoxet omkring ham, falde bort i deres Alders Blomst, efter at han havde opslidt sine Kræfter i et Liv, om hvis Byrder og Trængsler den yngre Slægt næppe har nogen Anelse, efter at han saa godt som havde mistet sit Syn, saa at han ikke mere kunde søge Trøst i at arbejde, fandt ogsaa Doden ham, i hans 71. Aar, om end ikke under nogen venlig Skikkelse. Han blev bortreven af Kolera den 22. Juli 1853. Hundredaarsdagen for Eckersbergs Fødsel fejredes af Akademiet ved et stort Kunstner­møde i Festsalen Tirsdag den 2. Januar 1883, ved hvilket en i Dagens Anledning digtet Sang af P. Hansen (nu Prof. og Theater-kommitteret) blev afsungen. Derefter gav nærværende Forfatter, den Gang konstitueret Sekretær ved Akademiet, en Fremstilling af Kunst­nerens Liv og Virksomhed med særlig Henblik paa hans store Betyd­ning som Lærer ved Akademiet. Akademiets daværende Direktør, F. Meldahl, stillede dernæst Forslag om at indgaa til Regeringen med Andragende om Midler til Udførelsen af en Medaille til Eckers­bergs Minde, medens Thorvaldsens Museum, i Festens Anledning, havde skænket et Exemplar i Marmor af Eckersbergs Buste efter

 

221

Thorvaldsens i Rom udførte Model. Om Aftenen paa Festdagen mødtes en større Kreds af Kunstnere m. fl. til en Sammenkomst, ved hvilken Akademiets Docent, Professor Jul. Lange, holdt Festtalen og især dvælede ved Eckersbergs Betydning som Maler, særlig som den, der i Danmark havde ført Kunsten fra Malerstuen ud i den fri Natur. Ugeskriftet »Ude og Hjemme« havde faa Dage før, den 31. December 1882 bragt et Festnummer til Eckersbergs Minde, hvortil nærv. Forf. ligeledes havde skrevet Texten. Deri forekom, blandt andre Afbildninger, ogsaa det Ungdomsportræt af Kunstneren selv, som er gengivet foran. Medaillen til Eckersbergs Minde af H. Conradsen fuldførtes først i Juli 1889, efter at det nogen Tid i Forvejen var vedtaget, at den skulde tildeles de Kunstnere, hvem Akademiets Aarsmedaille havde været tilkendt to Gange, og som derved havde faaet Sæde i Akademiets Plenarforsamling. Af Por­træter af Eckersberg skal for øvrigt kun nævnes Marstrands Portræt (1836) og Gertners (1850), der var dennes Medlemsstykke. Et Mindesmærke over Eckersberg udførtes af Jerichau, og blev indsat i Muren paa Garnisons Kirke. Det forestiller den aldrende Mester omgiven af sine Lærlinger. Hans Billedstøtte er udført af Evens for Udstillingsfondens Regning.

(Ph. Weilbach, Maleren Eckersberg, Kbh. 1872, hvor Kilderne til hans Levned ere nævnede. Kortere Levnedstræk findes hos Weinw., S. 196—97. Øst Materialier, S. 156. Erslew Forf. Lex. I, S. 361, og Suppl. I, S. 398. Kittendorff og Aagaard: Illustr. Kalender for Danmark 1856, en Biogr. af Const. Hansen. Bricka, IV, 408—17. Særlige Bemærkninger kunne læses Lange Nutidskunst, S. 44—83. Fdl. 1872, Nr. 96: Texten til de to nævnte Søstykker; Se endvidere Strunk. Ude og Hj. ^3I/_I2 1882. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Eckersberg. Erling Carl Vilhelm Eckersberg, Kobberstikker, Søn af C. V. Eckersberg og dennes første Hustru, født den 15. Sep­tember 1808, lagde sig efter Kobberstikkerkunsten under O. O. Bagges Vejledning og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvis to Sølvmedailler han vandt 1831. Samme Aar konkurrerede han til Guldmedaillen som Kobberstikker og 1833 blev den store Guldmedaille tilkendt ham

 for et Stik efter v. Eyck (den kgl. Malerisaml.). Fra i. Januar 1834 fik han tre Aars Rejsestipendium. Han arbejdede dels i Paris under Leroux og Muller, og stak bl. a. »Fiskere fra Hornbæk« efter Faderens Maleri, dels i Parma under Toschi, og endte sin Rejse med et Besøg i Rom. I August 1838 var han atter hjemme. Han udstillede fra 1828 til 1840 og arbejdede indtil 1871 som Kobber­stikker ved Nationalbanken. Da hans Syn var bleven for svækket

 

222

til at arbejde mere, traadte han tilbage derfra, idet Direktionen tilstod ham en Pension af 1200 Kroner aarlig. Han var en ivrig Samler baade i kunstnerisk og naturvidenskabelig Retning. Han døde ugift den 27. November 1889.

(Priv. Medd. Øst Mat., S. 700. Bricka, IV, 417. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. V, Till., 33.)

 

Eckersberg. Jens Juel Eckersberg, Architekt, Søn af C. V. Eckers-berg og dennes anden Hustru E. C. J. f. Juel, blev født i Køben­havn den 15. Oktober 1822. Han uddannede sig til Architekt dels hos Hetsch, dels paa Kunstakademiet 1839—44, fik den mindre Sølv-medaille 1845, den store Sølvmedaille 1850, medens han samtidig arbejdede under Bindesbøll og Hagemann. Fra 1853 til 1868 virkede han som Bygmester i København, mest ved mindre Arbejder, dog har han bl. a. bygget »De forenede Kirkeskoler« paa Nørregade, medens han samtidig var Tegnelærer. I 1868 flyttede han til Svendborg, hvor han saavel i denne By som i andre Egne af Fyn, paa Langeland m. m. har haft Lejlighed til at udfolde en rigere Virksomhed, og der døde han den 31. Marts 1891. Han blev 1858 gift med Hansine Sofie Joachimine Kerrn (d. den 4. Juni 1860), en Datter af Tømrermester, Oberstlieutenant Johan Christian Kerrn (d. 1862) og Anna Marie f. Velschow (d. 1874).

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1862 og 1874. Pers. Tdskr. 3. R. I, Till. 5.)

 

Eckstrøm. Carl Emanuel Eckstrøm, Maler, født 1776! Sverige, fik 1803 den mindre, 1806 den store Sølvmedaille ved Kunst­akademiet i København, efter at have besøgt dets Skoler siden 1798, konkurrerede fire Gange til Guldmedaillen uden at opnaa den, søgte om at blive Tegnelærer (1815) og senere, da dette ikke lykkedes, om at blive Malermester uden Mesterstykke, hvilket nægtedes ham. Akademiet roste ham i 1807 for hans »udmærkede Flid og Duelig­hed i

Malerkunsten«, og han udstillede adskillige Billeder fra 1807 til 1817, mest Portræter. Imidlertid bosatte han sig som Maler­mester i København og døde der den 4. December 1826, 50 Aar gammel. Hans Forlovede, Jfr. Christine Frederikke Schmidt, Datter af en Styrmand Schmidt, var ved Testamente indsat til hans Universal­arving.

(Adresseav. 1826, Nr. 291.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

223

Eddelien. Matthias Heinrich Elias Eddelien, Historiemaler, var fodt den 22. Januar 1803 i Greifswalde og Søn af Nikolaj David Eddelien (eller JErdelien], der som Tømrer havde arbejdet og følt sig vel i København. Da Eddelien derfor var kommen i Malerlære i sin Fødeby og havde Lyst til at uddanne sig videre, sendte Faderen ham i hans sextende Aar til København, hvor han gjorde Tegning til Svendestykke (Dec. 1820). Samtidig med at han som Svend arbejdede hos Malermester Hambro og i flere Aar bestyrede dennes Værksted, begyndte han at besøge Kunstakademiet fra Januar 1821. Endnu inden han havde vundet Sølvmedaillerne, gjorde han sig værdig til Pengepræmie for Maleri efter den levende Model (1827), men da Præmien selv, efter Bestemmelserne, ikke kunde tilkendes ham, fik han extraordinært som Opmuntring 30 Rdl., »formedelst det Talent, Arbejdet røbede«. I Slutningen af Aaret vandt han den mindre og i 1831 den store Sølvmedaille. I Mellemtiden havde han udført nogle Arbejder til Christiansborg Slot, dels i Farver, dels graat i graat. Samme Aar konkurrerede han til den mindre Guld-medaille uden at opnaa den; først 1833 fik han den for Opgaven f Flugten til Ægypten« (Matth. 2, 14). En Øjensvaghed hindrede ham meget i at arbejde det følgende Aar, dog konkurrerede han atter 1835, ^men forgæves. Endelig vandt han 1837 den store Guld-medaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (i Sam. 16, 23).

Da A. Muller fik store Guldmedaille samme Aar, og derfor i Slutningen af Aaret ligesom Eddelien søgte om det store Rejse­stipendium, besluttede Akademiet under 19. Marts 1838, at de to Kunstnere skulde konkurrere derom. Imidlertid blev Eddelien gjort opmærksom paa, at han maatte have dansk Indfødsret, for at Stipendiet kunde tilkomme ham. Med Akademiets Anbefaling »som en af dets mest udmærkede Artister« søgte han om Indfødsret (26. Juni 1838), inden Konkursen var begyndt, og fik den tildelt ved kgl. Resolution af 4. September 1838. Den 16. Juli var Opgaven bleven given, nemlig: »Christus giver sig tilkende for Disciplene« (Luc. 24, 30), og den 22. December s. A. tilkendtes Stipendiet Eddelien med 14 Stemmer mod 4.

Medens Muller rejste allerede i Januar 1839, gav Eddelien sig Tid til først at gifte sig den 30. April med Olivia Francisca Hjorth (f. 1818, d. 1892), en Datter af Naalemager (sen. Justitsraad) Frants Christian Hjorth (f. 1782, d. 1865) og Marie Dorthea f. Olsen (f. 1775, d. 1854) og afrejste derpaa med sin unge Kone den 3. Juni 1839.

 

224

Mod Instruxen, der lød paa først at besøge Diisseldorf, synes han at være rejst temmelig hurtigt til Italien. Han led en Del af Sygdom under Opholdet i Italien og tog til Ischia med sin Hustru og en lille Søn, for at søge Helbredelse ved Badene der. I Rom malede han et stort Alterbillede »Kristus velsigner de smaa Børn« til Kron­borg Kirke og fuldendte efter Hjemkomsten det samme Æmne til Maarum Kirke.

Efter at han den 20. November 1843 var bleven enstemmig agreeret ved Kunstakademiet, fik han i Marts 1844 til Opgave for Medlemsarbejde »Stærkodder ventende Angantyr og hans Brødre til Kamp«, efter Saxos Krønike 6. Bog, og Eckersberg og Rørbye udnævntes til Kommissærer. Da han kort efter fik Bestilling paa Udsmykningen af Christian IV's Kapel i Roskilde, ønskede han i Skrivelse af 20. Oktober 1845 ^en anden Opgave, der bedre stem­mede med de Forstudier, han skulde gøre til Kapellet, og efter nogen Betænkning fra Akademiets Side fik han den 17. November som ny Opgave at male »Evangelisten Matthæus, som inspireres af Englen«. Han blev imidlertid ikke Medlem af Akademiet, og i Kapellet i Roskilde naaede han kun til at faa fuldført Hvælvingen og Frisen derunder, da en Lamhed i den højre Arm den 24. Juni 1852 afbrød hans Arbejde for stedse. Han søgte Hjælp ved et Bad i Tyskland, der virkede kendeligt gunstigt paa hans Helbred, indtil et Slagtilfælde den 24. December 1852 pludselig bortrev ham. Arbejdet i Roskilde, hvor Kunstnerens Hovedfortrin, en ren Tegning og en smuk, klar Farve, modnest viser sig, er senere blevet fuldendt af Marstrand og Heinrich Hansen. Af Kunstnerens Arbejder før Rejsen ejer den kgl. Malerisamling fem Billeder, hvoraf »En ung Faun« er frem-hængt. Han har udstillet 1826—44. Eddeliens Enke, som 1853 søgte om, at Kunstnerens Billeder i Kapellet maatte regnes for Medlemsstykke, for at hun kunde faa bedre Pension, fik nægtende Svar herpaa, men opnaaede dog nogen Understøttelse, indtil hun den g. August 1856 i andet Ægteskab giftede sig med Guldsmed og Ciselør J. B. Dalhoff (s. d.).

(Priv. Medd. Ussing, Høyens Levned, S. 228—29. Alm. Kommissionstid. 1838, Nr. 302. Bricka, IV, 418. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1892.)

 

Eegberg. H. H. Eegberg, Maler, efter Navnet at skønne en dansk Mand, fik 1747 til 1750 Betaling for i alt 33 iiperspectiviche Schildereyen von Schlossern und Stadien in den koniglichen Ldnderni,, som blev betalte med 5 Rdl. 3 Mk. d. C. Stykket.

(Kgl. Regnsk. i Rigsarch.)

 

225

Egen. Gert van Egen, Billedhugger fra Holland, kom til Dan­mark senest i 1591 og boede i Helsingør den længste Tid af sit Ophold her. Han udførte i det nævnte Aar en Buste i Alabast af Chri­stian IV i dennes 14 Aars Alder, og fra 1794 Mindesmærket over Kong Frederik II i Kapellet i Roskilde Domkirke, som dog mulig kan have været paabegyndt i Holland. Hovedæren for dette anselige Billedhuggerarbejde tilkommer dog uden Tvivl van Egen. Derefter udførte han i 1600 »et kosteligt Tresur« i Alabast til Kongen, og med en Udbetaling paa dette Arbejde den i. November 1600 for­svinder hans Navn, og man ved ikke, om han er død her i Landet eller er rejst tilbage til Holland.

(Tdsk. f. Kstind. VI, 99 og IOI. F. R. Friis, Fr. II, Gravm. Roskilde, Autogr. 1877.)

 

Egerod. Andreas Vilhelm Egerod eller Egeroed, Architekt, født i København 1793, var Søn af Architekt og Murmester, Kaptajn ved Borgervæbningen Povl Egerod (d. 22. Juni 1827) og dennes første Hustru, Mette Quist, fra hvem han blev skilt, hvorefter han (1815) ægtede Anne Kirstine f. Winther. Egerod gennemgik paa sædvanlig Maade Kunstakademiets Skoler, vandt 1809 den mindre og 1811 den store Sølvmedaille, var i 1815 en Tur i Wien, konkurrerede derpaa 1816, 1821 og 1823 til den mindre Guldmedaille, dog uden at opnaa den. I Oktober 1820 havde han gjort en Rejse til Rus­land »for at forsøge sin Lykke«, men kom snart tilbage igen og oprettede i 1822 et »architektonisk Tegne-Institut efter det franske Systems grundige Regler«. Allerede forinden havde han Borgerskab som Murmester, men skønt han synes at have været af velhavende Familie (Faderen ejede Mtr.-Nr. 181 i St. Fiolstræde og et Hus i Kaninlængen) og selv at have Midler, søgte han dog i 1824 om at blive Assistent ved Akademiets Bygningsskole, da Architekt Schmidt rejste udenlands, men fik ikke Pladsen. Han var gift med A. M. M. Ege­rod, og da han døde den 9. April 1829, var han Løjtnant i Borger­væbningen.

(Akad. Skifteretten. Provins-Arch. Adresseav. Lengn. Fam. Winther. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Eggeling. Andreas Carl August Eggeling, Dekorationsbilled-hugger, var Søn af Murer Andreas Carl August Eggeling fra Tysk­land (f. 1826, d. 1881 i Nykøbing paa Falster) og Elisabeth Sofie Vilhelmine f. Petersen, og blev født den 17. September 1862 i Torby

N. K. L.    I. Juni 1895                                          15

 

226

paa Lolland. Han kom som Billedskærersvend ind i Kunstakademiets Dekorationsskole og gennemgik denne fra den i. Januar 1884 til den 25. Maj 1886, da han fik Afgangsbevis i sit Fag. Derefter besøgte han endnu et Par Aar Modelskolen for at uddanne sig videre. En uhelbredelig Sygdom hæmmede ham i Udviklingen af hans ellers utvivlsomme Talent. Han deltog i 1887 i den Neu-hausenske Konkurs med Model til et Springvand, dog uden at vinde Præmien, udførte nogle dekorative Arbejder og ernærede sig for øvrigt som Billedskærer. Han døde paa Kommune-Hospitalet den 20. Juni 1893.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Ehbisch. Johan Frederik EKbisch, Ornamentbilledhugger, var født 1668 i København og formodes at være Søn af Hans Ehbisch, Urtegaardsmand hos Dronning Sofie Amalie. Hvorledes han er uddannet til Stukkatør og Billedhugger vides ikke. Han var fra 1705 kgl. Billedhugger med 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig af Kongens Partikuliérekasse. Han nævnes første Gang, da han s. A. støbte en Herkules i Bly til Rosenborg Have efter en ukendt Kunstners Model, hvis det ikke har været efter hans egen. I Rigsarchivet og den kgl. Kobberstiksamling bevares Tegninger af ham til forskelligt Arbejde i hans Fag, hvilket tyder paa, at hans Arbejder, der have anseligt Værd for deres Tid, ere udførte efter hans egne Modeller. Ham skyldes saaledes Altre og Prædikestole i Trinitatis, Petri, Frue og Helliggejstes Kirker, ligeledes i Slotskirken i Vallø og i Slots­kirken paa Fredensborg; men en Del af disse Arbejder ere senere tilintetgjorte. Hans mærkeligste bevarede Arbejde er vistnok Grav­mælet over Ritmester Levetzau i Thiele Kirke (1740), som skal have kostet 3000 Rdl. d. C. Hans Hustru hed Salme Chatrine og døde før ham. Han kaldes ved sin Død den 6. Maj 1748 kun kgl. Billedhugger, ikke Hofbilledhugger, og han boede den Gang i Gaden Aabenraa. Han blev jordet paa Petri Kirkegaard; men hans Born, to Sønner og en Datter maatte gaa fra Arv og Gæld, hvoraf frem-gaar, hvor ringe Faderens Kaar var.

(Weinw., S. 121. Bricka, IV, 444. Sandv., S. 41. Skild. 1812, Sp. 1046. Friis Sml., S. 110—II. Regnsk. m. m. i Rigsarch. og Provinsarch.)

 

Ehrencron. Jakob Heinrich Ehrencron, Dekorationsmaler, Søn af Skrædermester Hans Peter Ehrencron og Cathrine født Clausen, var født paa Augustenborg den 7. August 1809, kom til København,

 

227

hvor han besøgte Kunstakademiet fra 1826 og fik 1832 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig først efter Portrætmaleriet, men gik snart over til at være Dekorationsmaler og gjorde i December 1835 Mesterstykke som Malermester. Han ernærede sig nu som Dekora­tionsmaler, men lagde sig ogsaa efter Theatermaleriet og arbejdede i dette Fag, dels ved det kgl. Theater under C. F. Christensen, dels for egen Regning ved de andre Theatre, indtil han 1859 blev fast Theatermaler ved Kasinos Theater. Han var gift med to Søstre efter hinanden, Døtre af Toldassistent Schmidt, Lene Marie (f. 1813, d. 1846) og Sofie Christine Schmidt (f. 1817, d. 1880); han døde i København den 4. Maj 1876. En Søn af første Ægteskab, Frants Emanuel Ehrencron, født den 19. Marts 1841, lovede at blive en dygtig Kunstner, da Døden bortrev ham i hans tyvende Aar den 23. Juli 1860.

(Priv. Medd.    Akad.    Skifteretten.)

 

Ehrhardt. Johannes Ehrhardt, Maler, kaldes af Christian IV Maler i Helsingør, undertiden blot »Johan Maler udi Helsingør«, men synes ikke at kunne gøres identisk med »Johan Maler nu boendes i København« eller med »Johan Maler af Flensborg«. Han nævnes i Christian IV's Almanakker flere Gange fra Maj 1607 til August 1608, men har vistnok indtaget en lavere Plads end adskillige andre af de Kunstnere, som arbejdede for denne Konge, eftersom det synes mest at have været Kopier og Dekorationsarbejder, der bestilles hos ham.

(Schlegel. Saml. z. Dån. Gesch. II, 3. Hft. Chr. IV's alm, 21. Maj, 10. Dec. 1607, 3. Febr., 2. Aug. 1608. Weinw. Lex.)

 

Eichen. Berend van der Eichen og hans Broder, Tapetvævere, indkaldtes af Christian V og arbejdede ved Tapetfabriken i Køge fra 1684 til 1698 for en Del efter P. Andersens Tegninger; de vigtigste af disse ere de 12 Tapeter, som endnu sidder paa Væggene i Ridder­salen paa Rosenborg og forestille Begivenheder under den skaanske Krig 1675 til 1677; tillige udførte v. d. Eichen dels tre Tapeter med Træk af Alexander den Stores Historie som Prøve, dels nogle Tapeter til Jægersborg og for Private. Han istandsatte ogsaa de ældre Tapeter paa Frederiksborg.

(Weinwich, S. 96. Burman-Becker, Om Tapeter i Danmark, S. 34 flg. Kgl. Regnsk. i Rigsarch. Friis, Saml.)

 

228

Eigtved. Nikolaj Eigtved, Architekt, var en Bondesøn fra Egtved ved Skjoldnæsholm paa Sjælland og blev født den 22. Juni 1701. Efter at han var bleven Gartnersvend, drog han udenlands og søgte at uddanne sig ikke blot i sit oprindelige Fag, men ogsaa i Byg­ningskunsten. I 1725 var han i Warschau, hvor han ved sine Teg­ninger vakte Opmærksomhed hos en Oberst Poppelmann, der tog ham i sin Tjeneste og hjalp ham til at blive Løjtnant ved Ingeniørerne (1729). Da det 1733 tilfældig røbedes for General Løvenørn, under et Ophold i Udlandet, at den saxiske Officer var dansk født, udvirkede denne, at Eigtved blev kaldt tilbage til Danmark, og han fik nu sin Afsked af Kongen af Saxen som »Hauptmann”. Inden han traadte ind i dansk Tjeneste, lod Christian VI ham foretage en Rejse paa kongelig Bekostning for at studere Bygningskunsten i Italien (1733—35). Siden opholdt han sig i Danmark, hvor han blev Kaptajn, Oberst­løjtnant, Oberst, Kirkeinspektør, Hofbygmester, med 800 Rdl. d. C. i aarlig Lønning, og Direktør for det ældre Kunstakademi. Han ægtede den 24. Maj 1743 Sofie Christine født Walther (f. 1726, d. 1795), der var Kammerjomfru hos Prinsesse Louise, og han døde den 7. Juni 1754, ikke længe efter at det nye Kunstakademi paa Charlottenborg var stiftet. Han deltog med Thura i den indre Ud­smykning af Christiansborg Slot, hvis Portal tillægges ham, medens Bygningens Ydre for øvrigt skyldes Hausser. Han ombyggede Bregentved Slot, da dette Gods fra 1740 en kort Tid var i Chri­stian VI's Eje, og 1744 byggede han Sofienberg Slot ved Rungsted til Dronning Sofie Magdalene. Ved Christian VI's Død (1746) maatte han indrette castrum doloris i Slotskirken og snart efter lige­ledes anordne den festlige Udsmykning af samme Kirke til Frederik V's Kroning. Hans endnu bevarede Hovedværk er dog de fire Palæer paa Amalienborg, byggede 1750—55 efter hans Tegninger i sildig Renæssancestil. Men senere Tiders Archivfund have godtgjort, at de første Udkast til Frederikskirken skyldtes Eigtved, idet Jardin (s. d.) kun omdannede den allerede fra hans Haand givne Plan og Opstalt. Ogsaa Tanken om Anvendelsen af det norske Marmor maa tillægges Eigtved, idet de store Summer (ialt 8000 Rdl. d. C.) som han fik anvist 1753—54 »zu einem gewissen Behiife ohne dass daruber •weitere Rechnung abzulegen ist«., synes at have været til Anlæg af Marmorbrud i Norge, hvis Drift efter hans Død fortsattes af Enken, indtil Kirkens Udførelse standsedes i 1771. En Udbetaling i 1755 efter Eigtveds Død af 664 Rdl. i Diæter for hans Rejse i Norge i 1751 peger i samme Retning. Han gjorde ogsaa Tegning til Frederiks-

 

229

kirken paa Christianshavn (1754), som Anthon fuldførte (s. d.). Selv skrev han sit Navn Eigtwedt. Akademiet købte efter hans Død et Portræt af ham for 5 Rdl. d. C. og besluttede at ophænge det blandt Medlemmernes Portræter, men allerede i Fortegnelsen 1793 nævnes det ikke mere. Eigtved blev jordet paa Petri Kirkegaard, og hans Enke fik 300 Rdl. d. C. i Pension.

(Weinwich, S. 149. do. Lex. Biisching Nachrichten I, 702. Thiele Kunst-akad., S. 59 o. fl. St. Kst. og Æsth., S. 55—57 og 179—81. Danske Atlas II, 243. Posttid, for 1754, Nr. 45 og 46. Ramdohrs Rejse I, S. 89. Skild. 1829, Sp. 1362. Mnemosyne III, S. 110 o. fl. St. Bricka, IV, 461. F. J. Meier, Fredensborg. Rigsarch. Akad.)

 

Eilersen. Eikr Rasmussen Eiler sen, Landskabsmaler, er født i Østerby i Svaninge Sogn i det sydlige Fyn den i. Marts 1827. Hans Fader var Gaardfæster og Sognefoged Rasmus Eilersen (f. 1788, d. 1869), hans Moder var Anne Hansdatter (f. 1795, d. 1875), han blev derfor opdragen paa Landet som Datidens Bondesønner, men da han stedse havde vist Lyst til Tegning, kom han 1847 til Køben­havn, hvor hans begyndte Uddannelse allerede Aaret efter blev afbrudt ved Krigen 1848—50, som han (under Navnet E. R. Østerby) i Følge sin Værnepligt i to Aar maatte deltage i. Det var først efter Krigen, han for Alvor kunde uddanne sig for sit valgte Fag, Landskabsmaleriet. Efter at han siden 1849 havde udstillet (i Først­ningen under Navnet E. Rasmussen), fik han i 1858—59 Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar, sorn han navnlig tilbragte i Paris, Pyrenæerne og Svejts og tilsidst i Nordfrankrig og Belgien. Senere har han foretaget adskillige mindre og større Rejser til Udlandet.

Medens han som ung Kunstner selv maatte bryde sig en Vej, havde han en Støtte i Grev Preben Bille-Brahe, paa hvis Gods hans Fader var Fæster, og senere i dennes Søn Baron Christian Bille-Brahe, som var Stiftamtmand i København, idet begge med stor Redebonhed købte Billeder af ham. Eilersen har ogsaa solgt flere større Billeder til Grev Moltke Bregentved, f h. Konsejlspræsident Estrup m. fl. Et Sommerbillede fra Fuglesangsmosen i Dyrehaven blev købt af Kunstforeningen (udst. 1863); Parti af Frijsenborg Dyrehave (udst. 1864) tilhører den kgl. Malerisamling; et stort Billede »Foraars-dag ved Øresund« blev malet efter Bestilling af danske Godsejerfruer til Brudegave til Prinsesse Dagmar (udst. 1868). Eilersen har i det hele forstaaet at vinde et Publikum for sig ikke alene i Danmark, men ogsaa i Tyskland, England, Rusland og Amerika, hvortil han har solgt ikke faa af sine største og mest vellykkede Billeder.

 

230

Eilersen blev i 1856 gift med Eleonore Frederikke født Winning (f. 1827), Datter af Hotelejer Jens Iver Boe Winning (f. 1772, d. 1838) og Dorthe Frederikke f. Holst (f. 1790, d. 1873) fra Faa-borg; han blev den 16. Februar 1871 Medlem af Kunstakademiet i København; i 1876 blev han Ridder af Danebrog og samme Aar var han udenlands for det Ancherske Legat.

(Priv. Medd.    Bricka, IV, 463.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Eleonore Christine, se Leonore Christine.

 

Engelhart. (Cathrine CaroKm) Cathinca Engelhart, Malerinde, er Datter af Kontorchef i Nationalbanken Christian Engelhart (f. 1811, d. 1890) og Nathalie født Rønne og er født i København den .6. Februar 1845. Da hun havde megen Lyst til Malerkunsten, lærte hun 1865—66 at tegne og male hos Carl Bøgh, men rejste allerede 1867 til Bryssel og senere til Düsseldorf, hvor hun forblev i syv Aar og nød Vejledning af Vautier og Sohn. Fra 1869 har hun udstillet Genremalerier og Portræter saavel i Diisseldorf som i Køben­havn, og har solgt adskillige Billeder til Udlandet. I 1875 rejste hun til Christiania og derfra til Stockholm for at udføre nogle Bestil­linger, saaledes to Portræter af Carl XIV Johan til Kong Oscar II. Efter et kort Besøg i Hjemmet foretog hun en ny Kunstrejse til Paris, hvor hun uddannede sig under Bouguereau. Et Genrebillede »Ingen Roser uden Torne« (1874) blev solgt til Kunstforeningen i København. Hun har tillige skrevet og tegnet til tyske Ugeblade. Frøken Engelhart ægtede den 16. Maj 1878 den engelske Læge Thomas H. Amyot, med hvem hun havde gjort Bekendtskab under sit Studieophold i Paris. Fra 1882 har hun med sin Mand boet i London, hvor hun dels har udstillet Genrebilleder i Royal Academy, dels malet Portræter efter Bestilling.

(Priv. Medd.     Pers. Tdskr.   2. R., VI, Till. 30.    Reitzel.     Udst.    Fortegn.)

 

Engels. Peter Engels, Perspektivmaler. Han fik kongeligt Rejsepas 1658 for at rejse paa sin Kunst, endog til Italien.

(Weinw. Lex.)

 

Engelsted. Malthe Odin Engelsted, Maler, er født paa Nivaa-gaard ved Øresund den 8. August 1852 og er Søn af Proprietær

 

231

Valdemar Engelsted¹ (f. 1797, d. 1887) og dennes anden Hustru Lydia Rasmine f. Lassen (f. 1818, d. 1867). Han flyttede i sin Barndom med Forældrene til København, blev Student 1870, tog anden Examen 1871, og begyndte at studere Theologi og noget Kunsthistorie, men havde ikke givet sig synderlig af med direkte Udøvelse af Kunsten, før han forberedte sig til Indtrædelse paa Kunstakademiet, hvor han i November 1873 fik Plads i Almindelig Forberedelsesklasse; han gennemgik alle Klasserne og fik den 30. Juni 1879 Afgangsbevis som Maler. Samme Aar udstillede han første Gang ved Decemberudstillingen. I 1881 og 1883 foretog Engelsted mindre Rejser til Udlandet navnlig for at se fremmed Kunst; i 1883 vandt han den Neuhausenske Præmie (600 Kr.) for Opgaven »Scene af Børnelivet«; det forestillede »En Gymnastiktime i en Landsby­skole«. Fra 1884 af begyndte han, ved Siden af Livsbilleder, hvori •et frisk Lune naturligt og fint udtalte sig, at male religiøse Billeder, som viste en alvorlig og kraftig Følelse, udtalt i en, vistnok paa ret grundige Studier hvilende, Efterligning af ældre og naivere Tiders Kunst; de vakte ikke ringe Opmærksomhed, og det er ikke ganske faa Æmner, især af det gamle Testamente, han paa denne Maade har behandlet. Efter at han i 1885 havde haft en mindre Rejse-understøttelse, fik han i 1887 og 1888 Akademiets saa kaldte mindre Rejstipendium (2000 Kr. aarlig i to Aar), og tilbragte paa denne Rejse længere Tid i Italien og Grækenland. Han udstillede sidste Gang paa Akademiets Foraarsudstilling i 1890; Aaret efter var han Medstifter af den fri Udstilling, og har siden udstillet der.

(Priv. Medd. Bricka, IV, 521—22. Akad. Reitzel. Udst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Enum. Johan a Enum eller von Enem fra Nyborg har i 1607 til Kirken der malet et Epitafsbilled med Portræter af Borgmester Peter Jensen Schiffer og Kone, samt s. A. to Portræter af Mads Lerke og Sidsel Knudsdatter. I 1612 fik han Betaling for 4 »Kunst­stykker«, som han havde udført til Frederiksborg, og den 19. August 1615 faar Marine, afg. J. v. Enemfs], hans Tilgodehavende for »Malværk« til Frederiksborg udbetalt. Udtrykket »afg.« synes dog kun at betyde, at han er nyttet fra Nyborg til Varberg, thi efter

¹ Han var Søn af Generalmajor Niels Engelsted (f. 1759, d. 1816), der som Oberst for de lette jyske Dragoner udmærkede sig i Kampen mod Kosakkerne i 1813; som Ritmester og Eskadronschef ved Husarerne boede han paa Hirsch-holm Slot, da Kunstnerens Fader blev født.

 

232

Varberg Slots Bygningsregnskaber faar den samme Contrafejer, under 15. August 1637, 10 Rdl. for med Guld og Farver at staffere to Sejerværks-Skiver paa Slottets Kirketaarn.

(Priv. Medd.    Rigsarchivet.    Friis, Saml., S. 236.)

 

Erdmann. Jakob Erdmann, Maler. »I Følge et ham tilstillet kongeligt Pas af 27. Sept. 1709 rejste denne Maler udenlands for at gøre sig mere fuldkommen i sin Kunst.«

(Spengl. Art. Eft.)

 

Erichsen. Johan Eric/isen Tuscher, Kobberstikker, var fra Viborg og blev 1686 Student under Navnet Johannes Ericius; han dyrkede, samtidig med at han studerede Theologi, Kobberstikker­kunsten, saaledes at han blev brugt til at stikke Kobberne til Jacobæi Museum Regium; her kalder han sig Joh. Erichsonius og Weimvich tilføjer, at han »fortjener at nævnes med Berømmelse, da de for en Dilettant ere ret gode; han er sindrig i at indflette adskillige af Kunstkammerets Sager i sine Initialer og Cul de lampes«. I 1697 blev han Sognepræst i Meelby i Frederiksborg Amt, og han dør 1728.

(Weinw. S. 103. B. Smith, Univ. Matr. II, 146. Rigsarch. Wiberg, II, S. 396.)

 

Erichsen. Vigilius Erichsen, Portrætmaler, født 1722, rimeligvis i København, uddannede sig under J. S. Wahl til Portrætmaler, saavel i Oliefarve som i Miniatur. 1750 fik han en »allergnådisches Geschenk« af 50 Rdl., i 1754 og 1755 udførte han Kongens Por­træt to Gange i Email. Da han efterhaanden vandt Navn som Portrætmaler, ønskede han Akademiets Rejsestipendium for at blive Medlem. Eftersom dette ikke kunde tilstedes ham, uden at han havde vundet Guldmedaillen som Historiemaler, deltog han ogsaa (1755) i Konkursen for denne, men opnaaede den ikke. To Aar efter fulgte han en Kaldelse til St. Petersborg, hvor han senere blev Catharina II's Hofmaler og malede hendes Portræt mange Gange baade i Legemsstørrelse og i Miniatur. Hans vigtigste Portræt fore­stiller hende til Hest i Gardeuniform, saaledes som hun var klædt, da hun besteg Tronen. Han skal ogsaa have malet historiske Billeder i St. Petersborg, men gjorde dog især Lykke som Portrætmaler; i 1772 kom han tilbage til København og blev den 30. November s. A. udnævnt til Hofportrætmaler med 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) af Kongens Chatolkasse. I 1778 fik han Titel af Justitsraad, og han

 

233

døde i København den 23. Maj 1782. Ved Salonen 1778 udstillede han bl. a. to Portræter af Enkedronning Juliane Marie, hvem han har malet flere Gange, og af Arveprinsen, der begge skulde sendes til Rusland. De gjorde Lykke ved et blødt og behageligt Foredrag. Theatermaler Cramers Portræt blev samme Aar af denne foræret Kunstakademiet. Paa det ældre Christiansborg fandtes et Portræt af ham af Juliane Marie, som brændte, og et andet af Catharine II, begge hel Figur, hvilket sidste blev frelst ved Branden og endnu tilhører den kgl. Malerisamling, der ligeledes ejer et Brystbillede af L. Spengler, malet inden Erichsens Rejse til Rusland tilligemed et Sidestykke, forestillende dennes Kone, hvilket er i privat Eje. Des­uden findes endnu paa forskellige Steder i privat Eje adelige og kongelige Portræter, malede af Erichsen. Han har ogsaa malet kgl. Skuespiller C. P. Rose (1779). Han prises meget for sin Gengivelse af Stofferne, saaledes at endog hans Atlask sammenlignes med de gamle Hollænderes. Hans Enke, Ida Christine født Bassebech, døde 1809.

(Weinwich, S. 163. Sandvig, S. 41—42. Hennings, S. 145. Skild. 1809, Sp. 1195. Jonge Kbh. Beskr., 8.519, 529. Spengl. Fortegn. Nr. 854—58. Akad. Rigsarch. Priv. Medd. Bricka, IV, 561.)

 

Ernst. Johan Conrad Ernst, Architekt, var Søn af Købmand Johan Adolf Ernst (d. 1676) og Helene Sofie Merkers (Marker, d. 1681); han blev født 1766 i København. Medens Broderen, Politimester J. B. Ernst, blev Student her 1681 og siden studerede i Udlandet, skulde man tro, at Architekten har faaet baade sin boglige og sin kunstneriske Uddannelse i Udlandet, da han ikke findes i Universitetets Matrikel (inden 1688) og heller ikke, som ellers i de Tider, gennem militær Uddannelse udviklede sig til Kunstner. At han maa have været en studeret Mand med i det mindste nogen juridisk Dannelse, tør man slutte af, at han allerede 1703 blev Assessor i Hofretten og rykkede op til en høj civil Rang. Han var kgl. Bygmester før 1696, idet han, som saadan, under 24. September s. A. fik Rejsepas og Rejsepenge til Sverig, for at hente en af den svenske Bygmester N. Tessin udført Model til et kongeligt Slot, der skulde have været opført paa Amalienborgs Grund. Den 23. April 1703 blev han gift med Magdalene Foss, som døde 1718, i 1709 blev han Cancelliraad, før 1714 Justitsraad, 1716 Generalbygmester efter v. Piaten (s. d.) med 1000 Rdl. d. C. i aarlig Lønning. I Juni 1719 faar han Til­ladelse til at holde Samfrændeskifte med sine Børn, en Søn og en

 

234

Datter, og ægtede derpaa den 6. Juli 1719, Enke efter Borgmester Anders Jacobsen, Margrethe Elisabeth (Lisbeth) Weinemann (f. 1679), Datter af »gamle Skatteborgere i København«. Ernst, som 1729 var naaet til at blive Etatsraad, en høj Rang i den Tid, har vistnok arvet Formue efter sine Forældre eller faaet Midler med sine Hustruer, thi efter at han i 1735 havde trukket sig tilbage fra sine Embeder med 800 Rdl. i Pension om Aaret, finder man ham som Godsejer paa Aimsøgaard ved Kallundborg, hvor han tilbragte sine sidste Aar »som en gammel, svag og udlevet Herre«, og der døde han 1750, over 84 Aar gammel; han blev gravsat i et Kapel i Viskinde Kirke. Hans Hustru overlevede ham.

Han synes foruden at have været kgl. Bygmester ogsaa at have været Stadsbygmester, og som saadan opførte han (1701) nye Byg­ninger til Børnehuset. Han var medvirkende ved Frederiksberg Slots Opførelse og ved Ombygninger paa Københavns Slot, byggede Bold­huset (deraf Boldhusgaden), omdannede Operahuset (nu Rigsdagens Bygning paa Hjørnet af Fredericiagade) til et Landkadetakademi, og ledede en kort Tid Opførelsen af Fredensborg Slot. I 1717 gjorde han Overslag til en Restauration af Rosenborg Slot; i 1719 opførte han Cancellibygningen, og i de sidste Aar af sin Embedstid ledede han Arbejderne ved Opførelsen af Hirschholm Slot. Han gjorde ogsaa Tegning til et Mindesmærke over Etatsraad Bolle Luxdorph.

(Bricka, IV, 575. Pers. Tdskr. I, 282 fig , IV, 304. Hofman, Fundati mer, VIII, 225. O. Nielsen, Kbhvns. Hist. VI, 351, 371, 393. Rigsarch. Raadstue-arch. Spengl. Art. Eft. Friis, Sml., 114. Lengn. Frue og Helligg. K. Strunk 1713.)

 

Eskesen. Odgar Erik Frode Eskesen, Landskabsmaler, er Søn af Lærer i Odense, Morten Eskesen (f. 1826) og Karen Marie f. Nielsen (f. 1838, d. 1865), og er født i Rudme ved Svendborg den 21. April 1863; kort efter flyttede Forældrene til Odense. Efter Konfirma­tionen kom han i Malerlære, blev Svend 1881 og rejste da til København, hvor han arbejdede i sit Fag. Først efter at han havde aftjent sin Værnepligt, kunde han tænke paa at uddanne sig til Kunstner. Nogle Forsøg, han viste P. S. Krøyer, fandt opmuntrende Bifald, og han blev i 1887 optaget som Elev i Kunstnernes Studie­skole, som han besøgte i tre Vintre. Eskesen udstillede første Gang i 1891 og har siden udstillet dels paa Charlottenborg, dels paa private Udstillinger en Række Landsbabsbilleder, hvoraf det største, »Udsigt fra Dybbøl« ejes af Grosserer S. Goldschmidt. Han har tillige i 1894 malet et legemsstort Portræt af afd. Oberstløjtnant

 

235

Dalgas    (skænket   til   Askov   Folkehøjskole)   Eskesen    ægtede    den 31. Marts   1894  Helga   Andrea  Schmidt,   Datter  af Købmand Jens Weilgaard Schmidt (f.  1838, d.  1866) og Thora Emilie f. Thilo. (Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Esteves. David Esteves, Maler, nævnes som Lærling af d'Agar. Han skal baade 1691 og 1703 have faaet kgl. Rejsepas for at uddanne sig i Udlandet som Kunstmaler.

(Weinwich Lex.)

 

Estrup. Hector Frederik Jansen Estrup, Architekt, Søn af Hospitals-forstander i Randers Laurits Carl Constantin Estrup (f. 1826) og Larsine Knudine f. Blichert (f. 1826, d. ²³/₃ 1854), er født den 20. Marts 1854 paa Viufgaard ved Kolding. Han kom efter sin Konfirmation i Murerlære i København, blev Svend 1872 og blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1871 til den 17. Marts 1880, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han var under sin Studietid Tegner og senere Konduktør hos H. B. Storck. Efter en Udenlandsrejse 1881—82, med Under­støttelse fra Indenrigsministeriet, har han bosat sig i Horsens, hvor han endnu virker. Han har restaureret Kongsdal Hovedbygning for fh. Konseilspræsident Estrup og Boller Hovedbygning for Grev Frijs og er i Færd med Opførelsen af den Ahrentzenske Stiftelse og to Kommuneskoler i Horsens; desuden har han opført forskellige Privat­bygninger. Estrup blev den 26. Oktober 1883 gift med Albertine Zwergius, Datter af Skibsfører Frederik Zwergius (f. 1805, d. 1869) og Albertine f. Eskildsen (f. 1815).

(Priv. Medd.    Akad.    Kold. Av.  1854, Nr.  51.)

 

Evens. Otto Frederik Theobald Evens, Billedhugger, Søn af Gørtlermester Thomas Mandix Evens (f. 1791, d. 1870) og Ane Margrethe født Frederiksen (f. 1790, d. 1853) er født den 16. Fe­bruar 1826. Han lærte Gørtlerhaandværket i Faderens Værksted, samtidig med at han besøgte Kunstakademiets Haandværksskoler (1839). Da det imidlertid gik op for ham, at han vilde være Billed­hugger, gik han over i den egentlige Kunstskole paa Akademiet og kom snart efter til H. V. Bissen, under hvis Vejledning han arbejdede i flere Aar. Han fik 1846 den mindre og 1849 den store Sølv-medaille i Modelskolen, samt to Aar efter den mindre Guldmedaillé for »Thetis beder Vulkan om Vaaben til sin Søn Achilles« (1851).

 

236

Han vandt 1857 den Neuhausenske Præmie for Gruppen »Moder­kærlighed«, konkurrerede samme Aar til den store Guldmedaille, som han vel ikke vandt, men han anbefaledes til Rejsestipendium, hvilket han fik i 1858 med 800 Rdl. i to Aar, som om han havde vundet Medaillen. I 1860 fik han et Tillæg af 250 Rdl. Han opholdt sig tre Aar i Rom indtil Efteraaret 1861, men har senere (1865) tilbragt en Vinter i Italien med det Ancherske Legat. For Udstillingsfonden har han udført en Billedstøtte af Eckersberg (1865, staar i Akademiets Festsal) og senere have hans to mindre Billedstøtter i siddende Stil­ling af Saxo og Grundtvig gjort megen Lykke. Evens blev den 25. April 1871 optaget til Medlem af Kunstakademiet. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes »Fiskeren og hans Søn« (Skulptursaml.), »Den fortabte Søn« i Bronce (Baron O. D. Rosenørn-Lehn), en Buste og en Billedstøtte af Frederik VII, sidstnævnte i Sorø, Mindesmærket for Evald og Wessel, for Dronning Caroline Amalie i Sorgenfri, to Billedstøtter Saxo og Snorre Sturlesøn (Mus. paa Frdksbg.), en Statuette af Griffenfeldt (smstds.), Statuen »Hjeronymus« til Marmorkirken, en Billedstøtte i Gibs, »En Kunstnerinde« og en Del Buster, saaledes af D. G. Monrad, Edv. Lembcke, M. Goldschmidt, samt adskillige Portrætmedailloner, der ligesom alle hans Arbejder udmærke sig ved fin kunstnerisk Følelse. En i 1851 udført Statuette af Holberg blev i 1890 støbt i Bronce til den kgl. Malerisamling. Evens er ugift. (Priv. Medd. Bricka, IV, 641. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Exner. Aage Sofus Exner, Maler, Søn af nedennævnte J. J. Exner, er født paa Christianshavn den 4. Juli 1870. Han kom efter sin Konfirmation i Malerlære og blev Svend 1890 med Sølvmedaille. I Oktober 1885 fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik og fik den 24. Maj 1892 Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang 1892 »Fra et Atelier«, fore­stillende Faderens Malerstue, i 1892 et Par Interiører og i 1894, »Ringeren i Taarnet« i Belysning fra Solnedgangen. I 1893 modtog han Tilbud om en ret betydelig kunstnerisk Virksomhed i Rumænien, hvor han siden har opholdt sig og hvorfra han i Vinteren 1894—95 foretog en Rejse til Italien.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Exner. Johan Julius Exner, Genremaler, født den 30. No­vember 1825 i København, er en Søn af en fra Bøhmen som ung

 

237

Mand indvandret Musiker, Johann Gottlieb Exner (f. 1782, d. 1857), der blev Hoboist ved Kongens Regiment i København og gift med Karen Jørgensdatter (f. 1796, d. 1853) fra Holmsgaard i Vendsyssel. Da Exner fra Barn viste stor Lyst til at tegne og male, blev han efter sin Konfirmation sat i Malerlære og besøgte Kunstakademiet (1839), hvor han i Løbet af et Par Aar (1841—42) naaede til at blive Elev af Modelskolen. J. L. Lund, der var bleven opmærksom paa hans Anlæg, sørgede for, at han blev fritagen for sin Læretid som Malerdreng, og nu vandt han i de følgende Aar (1843 og 1845) Kunstakademiets mindre og store Sølvmedaille, medens han samtidig søgte at uddanne sig til Historiemaler under Lunds og senere under Eckersbergs Vejledning og 1844 begyndte at udstille. Han vandt 1847 den Neuhausenske Præmie for et Dameportræt og malede i det hele ikke faa Portræter i denne Tid, samtidig med at han, ved et Par mindre historiske Billeder, hvoraf det ene, der som et ret lovende Ungdomsarbejde blev købt til den kgl. Malerisamling (Thyre Danebod søger at formilde Gorm den Gamles Vrede, 1849), viste, hvad det var, han den Gang attraaede. En højsindet Adelsmand, Grev Frederik Knuth til Knuthenborg, støttede ham i disse Aar ved at give ham frit Atelier og Bestilling paa »Marsk Stigs Døtre« (udst. 1851).

Imidlertid havde Exner jævnlig levet paa Landet om Sommeren, og Synet af Bondens Liv i Mark og Stue havde uvilkaarlig aflokket ham nogle Studier af Bøndernes Færd, som dog ikke fængslede hverken ham selv eller Publikum i særlig Grad. Derimod blev et i naturlig Størrelse udført Portrætstudie af en aldrende Amagerkone, som sidder og eftertæller sine Penge, af afgørende Betydning for Exners hele senere Kunstretning. Det blev købt til den kgl. Maleri­samling (1852), og ved at se den Troskab, hvormed Kunstneren havde iagttaget ikke alene Konens ejendommelige Dragt, men ogsaa det vejrslagne Aasyn og dets levende Udtryk, følte Malerisamlingens daværende Inspektør, Professor N. Høyen, sig dragen til alvorlig at henlede Kunstnerens Opmærksomhed paa ogsaa at iagttage Amagerne i deres Hjem, naar de paa Helligdage færdedes i lystig Tummel i deres klædelige gammelhollandske Dragter. Kunstneren fulgte Vinket og malede det følgende Aar »Besøg hos Bedstefader« (1853), der blev tilkendt Udstillingsmedaillen enstemmig og nu tilhører den kgl. Malerisamling. Senere har han Aar for Aar udstillet Fremstillinger af Almuens Liv, dels paa Amager, dels paa Nordsjælland, dels ogsaa

 

238

fra Dalarne i Sverige. Flere af disse Billeder tilhøre den kgl. Maleri­samling, saaledes »Et Bondegilde i Hollænderbyen paa Amager« (1854), »Et Bondegilde i Hedeboegnen« (1856), »Det betænkelige Valg« (Sorteperspillerne) med legemsstore Figurer i Knæstykke (1863) o. fl. Fra 1877 har han delt sin Interesse mellem Amager og Fanø, hvorfra han har malet en Mængde Billeder, der alle fængsle ved den fredelige idylliske Stemning, det dramatiske Sammenspil mellem Personerne og en bramfri, harmonisk Udførelse. »Præsentationen for en Kender« fra Fanø (1887) blev købt til Malerisamlingen i Aarhus, medens et Billede fra Amager, »Bruden pyntes« (1891) blev købt til Museet i Aalborg. I 1895 udstillede han et større Billede fra Fanø, »Høbjergningsfolk ved Kaffebordet«.

Exner fik 1857—58 Akademiets Rejsestipendium (600 Kr.) for to Aar, men var i Virkeligheden ikke meget over et Aar borte, i hvilket han navnlig besøgte Italien. Senere har han paa mindre Rejser et Par Gange været i Sverige. Den 15. Juni 1863 ægtede han Inger Henriette Sofie Ringsted, Datter af Major i Infanteriet Hans Christian Vilhelm Ringsted (f. 1795, d. 1870) og Vibeke Chri­stiane f. Hofmann (f. 1801, d. 1838), den 23. Maj 1864 blev han Medlem af Kunstakademiet, i 1866 Medlem af Kunstakademiet i Stockholm, i 1869 Ridder af Danebrog, i 1876 fik han Titel af Professor, i 1888 blev han Danebrogsmand, den 26. Maj 1892 Kommandør af anden Grad. En stor Del af Exners populæreste Billeder ere udkomne i Lithografi, der have vundet en saadan Ud­bredelse, at endog tyske Forretningsfirmaer have ladet dem eftergøre; »Carnevalspigen« og »De smaa Naboer« ere udkomne i Kobberstik. Foruden de nævnte Billeder af Almuens Liv har Exner ogsaa flere Gange malet mindre Portrætbilleder med hele Figurer i sluttede Grupper, saaledes at de for den udenfor staaende have dannet virke­lige Livsbilleder fra den dannede Middelstand. Til denne Kreds kan ogsaa henregnes »Christian Winther paa en Spadseretur«, der blev malet til Orla Lehmann som et Led i Rækken af »Danske Digtere«. Exner var 1872 til 1893 Lærer ved Akademiets Model­skole, og har fra 1884 ved stadige Genvalg været dets Kasserer. Efter i en længere Aarrække at have været Medlem af Udstilllings-korniteen, blev han, efter Heinr. Hansens Død i 1890 af Ministeriet for Kirke og Undervisning valgt til dens Formand.

(Priv. Medd.    Lange,  Nutidskst.,  S. 221—35.    Bricka.  IV,   642.     111. Tid. 1862, Nr.  168,  1893, ^Nr- 3⁸>  ^l894> ^Nr- ²⁸-    ^Akad-    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

239

Eyerschottel. Johan Eyerschottel, Maler, nævnes i Levneds­beskrivelsen af Krock som boende i Husum og dennes første Lærer. Han tilhører altsaa Slutningen af det syttende Aarhundrede. Paa nævnte Sted roses han for sine »Ansigtstykker«, og Weinwich nævner, at der gives Kobberstik efter hans malede Portræter, paa hvilke hans Navn ogsaa skrives Ayer Schettel.