78   Index

Mackeprang. Adolf Henrik Mackeprang, Dyrmaler, er født den 5. Februar 1833 paa Langes« ved Odense, hvor Faderen, Johannes Mackeprang (f. 1785, d. 1874), den Gang var Forpagter; hans Moder hed Louise Adelaide f. Stounder (f. 1799, d. 1878). Som Barn lærte han at tegne af J. C. Larsen (s. d.), der lærte Landbrug hos hans Fader, og senere hos Landskabsmaler N. F. Møller (s. d.) i Odense. I sit syttende Aar kom han til København (1849) og var tre Aar i Malerlære; samtidig besøgte han Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i Marts 1859, men allerede forinden (1857) havde han begyndt at udstille som Landskabsmaler. Han gik dog snart over til Dyrmaleriet som sit egentlige Fag, og for at uddanne sig i dette fik han i 1863 en Understøttelse af Akademiet til at rejse i Indlandet, samt i 1870 og 1871 Akademiets udenlandske Rejsestipendium, hver Gang paa 5oo Rdl. (1600 Kr.). Efter et kortere Ophold i Paris tilbragte han omtrent halvandet Aar i Italien, særlig i Rom. Af hans Billeder er »En Storkerede« lithograferet i Farvetryk, og »En Kronhjort« lithograferet blandt »Billeder af danske Malere«. Til den kgl. Malerisamling solgte han i 1875 »Raadyr«, ligesom han ogsaa har solgt ikke faa Billeder, dels til Kunstforeningen i København, dels til andre Kunstforeninger, Tombolaen og Private. Da Kunstakademiet i 1883 fik en ny Fundats, der fremkaldte stærk Misstemning i den større Kunstnerkreds, nægtede en Mængde af de

 

79

betydeligste Kunstnere paa Forhaand at modtage Valg til Akademiets Forsamling (gældende for ni Aar), og da Akademiet derpaa skred til Valg, lod flere af de Valgte, deriblandt J. Hoffmann, Mackeprang o. a. sig ligeledes overtale til at afslaa Valget, saaledes at kun fire istedenfor ni fik Plads i Forsamlingen. Han har i adskillige af sine Billeder med Forkærlighed dvælet ved Fremstillingen af Dyrene i vild Tilstand og særlig gjort Rævens Liv og Færd til Genstand for sine Studier. Den 16. Maj 1863 blev han gift med Emma Louise Christine Christensen, Datter af Medaillør Chr. Christensen (s. d.) og Oline Louise f. Bugge (f. 1806, d. 1878).

:         (Priv. Medd.    Akad.    Reitzel     Udst. Fortegn.)

 

Madsen. Andreas Peter Madsen, Dyrmaler og Archæolog, født i København den 22. December 1822, er Søn af kgl. Stafet og Viktualiehandler Lars Madsen (f. 1796, d. 1866) og Johanne Marie f. Andersen (f. 1801, d. 1882). Han begyndte i 1835 at besøge Kunstakademiets Aftenskoler og kom strax efter sin Konfirmation i Lære hos Malermester Hultmann, hos hvem han imidlertid fik Lej­lighed til at øve sig paa kunstneriske Æmner og lærte at tegne Dyr og Landskaber. Efter at han i 1841 var udlært, vedblev han at gaa paa Akademiet, blev 1845 elev af Modelskolen og vandt i Marts 1846 den mindre Sølvmedaille. Samtidig arbejdede han som Maler­svend et Par Aar, men kom, ved som Akademiets Elev at deltage i Udsmykningen af Thorvaldsens Museum, efterhaanden ganske bort fra Haandværket. I 1847 - 1848 udstillede han et Par mindre Dyrstykker, hvoraf et, »Køer i et Vænge«, blev købt til den kgl. Malerisamling.

Madsen var saaledes lige begyndt paa sin kunstneriske Udvik­ling, da Krigen i 1848 ogsaa kaldte ham til Fanerne. Han gik fri­villig med, blev 1849 Sekondløjtnant i Linien med Tjenestealder fra 30. April 1848, saaredes ved Ullerup den 6. April 1849, deltog i 1850 i Slaget ved Isted og i Frederikstads Forsvar, blev den 10. Sep­tember s. A. udnævnt til Premierløjtnant og snart efter (6/10 1850) til Ridder af Danebrog. Han forblev nu staaende i Linien indtil 1864, da han i Maj blev udnævnt til Kaptajn og i December s. A. fik sin Afsked ved Hærens Reduktion. Under sin Tjenestetid blev han især brugt til Opmaalinger i Holsten og Slesvig samt til Kaarttegning og havde saaledes indskrænket Tid til sin Raadighed som Kunstner. Dog udstillede han jævnligt, som oftest mindre Billeder med Køer og Faar. I 1867 havde han en Rejseunderstøttelse af

 

80

Akademiet og i 1869 tilkendtes den Neuhausenske Pengepræmie ham for »En Vanding«. Hans vigtigste Arbejde i denne Tid er de store Husdyr, som han malede i Limfarve i Forelæsningssalen paa Landbo­højskolen. Madsen havde allerede tidligere raderet enkelte Blade, Landskaber og Dyrstykker, men imidlertid var hans Opmærksomhed bleven vakt for Nordens Oldsager, og han begyndte Udgivelsen af en Række raderede Fremstillinger af nordiske Oldsager, der efterhaanden svulmede op til tre Bind med ialt 125 temmelig store raderede Blade, indeholdende Afbildninger af Minder fra Jærn- og Broncealderen. Endelig har han udført Udsmykningen af det øverste Parti af den store Sal i zoologisk Museum. Efter at han er udtraadt af Krigstjenesten, har han tillige malet noget mere, der­iblandt enkelte større Billeder, men har i en lang Aarrække dog for­trinsvis ofret sine Kræfter i Oldtidsvidenskabens Tjeneste, ikke alene som Tegner og Raderer, men ogsaa som Leder af Udgravninger, og han har fast Lønning fra Nationalmuseet i denne sin Egenskab. Den 26. Maj 1892 blev han Danebrogsmand. Madsen blev den 26. April 1854 gift med Sofie Thorsøe, født i København den 7. Sep­tember 1826, Datter af Skibsfører Hans Peter Thorsøe (f. 1791, d. 1842) og Caroline Vilhelmine f. Faxøe (f. 1793, d. 1874), der var Datter af P. M. Faxøe (s. d.). Hun var selv Malerinde, hvortil hun havde uddannet sig under J. L.Jensens og senere O. D. Ottesens Vejledning, og ved Kvindernes Udstilling i 1895 var der fire Arbejder af hende, tre Frugt- og Blomsterstykker og »Et Frokostbord«, hvilke vidnede om et i ikke ringe Grad udviklet Talent. Hun døde den 31. Maj 1856. Deres eneste Søn er den nedenfor nævnte Karl Madsen. Efter nogle Aars Forløb indgik A. P, Madsen sit andet Ægteskab den 21. August 1861 med Anna Sofie Ottomine Ottesen (f. 1841), Datter af Kornhandler, Grundejer Otto Ottesen (Ottosen, f. 1786, d, 1868) og Lucie Cathinca f. Hornbech (f. 1804, d. 1871). (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn. Militærkai. Statskal. Kvind. Udst. Fort. Afdøde, Nr. 64—67.)

 

Madsen. Karl Johan Vilhelm Madsen, Maler og Forfatter, Søn af ovennævnte A. P. Madsen og dennes første Hustru, Sofie f. Thorsøe, er født i København den 22. Marts 1855. Da hans Moder døde i hans spæde Barndom, blev han opdragen af sin Mor­moder. Efter at have været Elev paa Sorø Akademi tog han 1871 Realafgangsexamen og fik derpaa, dimitteret af C. V, Nielsen, i Februar 1872 Plads i Kunstakademiets Almindelig Forberedelses-

 

81

klasse; men han gik ikke Akademiets Skoler igennem. Samtidig lærte han at male, dels hos Faderen, dels hos V. Kyhn; i 1876 til 1879 var han paa en længere Rejse, navnlig i Frankrig, hvor han i Paris malede hos Gérome i Écok des beaux arts, men allerede den Gang hegyndte han at drive kunsthistoriske Studier. Han vedblev dog at male, først under sit Ophold i Frankrig, senere i Hjemmet og har udstillet fra 1880 til 1889, dels Interiører, dels Landskaber og Nature morte; tillige har han givet sig en Del af med Kunstindustri. Imidlertid vandt Lysten til det kunsthistoriske Studium saa meget overhaand, at den udøvende Virksomhed som Kunstner traadte i Baggrunden. Hans Forfattervirksomhed, som ikke her skal blive Genstand for Omtale, omfatter foruden en Mængde Artikler i Tids­skrifter, tillige flere Værker, om Japans Kunst, om hollandske Kunst­nere m. m. og senest et større Værk over Maleren J. Th. Lundbye. Madsen blev derpaa i 1895 fast ansat som Assistent ved Kunst­museet. Den 3. Juni 1880 ægtede han en Søster til Maleren Viggo Johansens Hustru, Johanne Henriette Møller (f. 1859, d. 1881) og i andet Ægteskab den 5. Juli 1883, Thora Juliane Nielsen (f. 1858). (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Madsen. Søren Madsen, Billedhugger, var Søn af Sadelmager Ludvig Madsen i Nyborg og blev født der den 15. Maj 1861. Da han havde Lyst til Billedhuggerkunsten, blev han Elev af Vilh. Bissen og lærte at tegne hos C. V. Nielsen, af hvem han i ung Alder blev dimitteret til Kunstakademiet. Han gennemgik dets Skoler fra Ok­tober 1876 til den 24. December 1880, da han fik Afgang som Modelerer, men han blev ved med at besøge Modelskolen endnu i tre Kvartaler. Han begyndte at udstille 1882, konkurrerede i 1886 med et Æmne efter eget Valg, »Josef udtyder Bagerens og Mund­skænkens Drømme«, et Arbejde, der udmærkede sig ved en frisk og livlig Karakteristik og en Dygtighed, der varslede godt for Kunst­nerens Fremtid; dog opnaaede han ikke Medaillen. Den mindre Guldmedaille tilkendtes ham først det næstfølgende Aar, 1888, for »Odysseus og Nausikae«. To Aar efter udstillede han en kvindelig Statuette, »Demokrits Discipel«, en Komposition, der tydede paa nogen Særhed i Æmnevafget. Imidlertid tildeltes ham dog det Ancherske Rejselegat for samme Aar (1890), men han kom ikke til at nyde det; thi den unge, saa lovende Kunstner druknede den 22. Juni s. A. i Kallebodstrand under Sejladsen med en Lystbaad.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

N. K. L.   il. Maj 1896.                                        

 

82

Magens.    Johan Boye Junge Magens,   Architekt,   Søn   af Johan Magens og Magdalene f. Wisse eller Weiss,   blev født i Kobenhavn den   23. September  (døbt ²⁸/_!))   1748   (ikke   1746)  og  har  rimeligvis fra 1765   været Lærling  hos  Harsdorff eller Jardin,   thi   han   vandt ikke Akademiets Sølvmedailler.     Derimod   blev  i   1767   den   mindre og i   1769  den   store Guldmedaille tilkendt ham i Bygningskunsten. Imidlertid   var   han   i   sex Aar kgl. Bygningskonduktør  under   Hars­dorff  og   foreviste  i   1775  Akademiet  Tegningen til   »En Orangeri-bygning,   decoreret   paa  den antique Maade«.     I  1777   søgte og fik han   Løfte   paa   en   Informatorplads,   saa   meget   mere,   som    »hans Rejsetur  endnu  synes  langt  borte«.     Da  det lykkedes  ham at   faa Midler til at rejse for egen Regning,   gav   han   efter  sin Hjemkomst (1782) Afkald  paa  sin Expectance for at   kunne blive  Medlem af Akademiet.    Den 27. Juli 1782 blev han og Meyn begge enstemmig agreerede,   og Magens   blev   derpaa  den   4.  Marts  1783   optagen   til Medlem   af Akademiet  paa   »En Realskole«.     Snart  efter  blev   han Bygningsinspektør, men Embedet som Stadsbygmester, der  1788 blev ledigt ved Rosenbergs Død, fik ikke han, men Meyn.   Derimod blev han 1799 Professor i Perspektiven  efter Meyn,  der blev Professor i Bygningskunsten, og i denne Stilling forblev han med Titel af Justits-raad.     Hans   Hovedvirksomhed   var  som   kgl. Bygningsinspektor   og senere   som   Hofbygmester   at   have  Tilsyn   med   de   offentlige   Byg­ninger,   og  han  ledede,   ifølge Weinwich,   Udsmykningen   af flere af de  kgl.  Slotte.     Tillige   blev  han  Søetatens Bygmester  (1789);   han blev tre Gange Akademiets Kasserer for to Aar ad Gangen,   og i 1795 fik han Værelser paa Charlottenborg, som  1799 blev ombyttede med en bedre Lejlighed.     Han var gift med Clara Holst,   der 1810 var   bleven   Enke   efter   Andreas   Kirkerup  (s.  d.)  og  overlevede sin anden Mand   lige til den  13. April  1835,   da   hun  døde,   80¹/, Aar gammel.    Magens   døde   den   6. Juni  1814.     Hans Mindesten  er af Dajon.

(Weinw., S. 226. Do. Lex. Petri Kirkeb. Akad. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi. Gravmæle paa Holmens Kirkegaard. Adresseav. 1814, Nr. 130; 1835, ^Nr- 9°0

 

Magnussen. Christian Carl Magnussen eller Magnus, Maler, født 1821 i Bredsted i Slesvig og Søn af Postmester Johann Martin Magnussen, besøgte Kunstakademiet i København i Aarene 1839— 1845, men udstillede ikke her før i 1848, da han samtidig med en Ansøgning om Rejseunderstøttelse indsendte to Portræter og et Por­trætstudie. Idet Stemmerne var lige for og imod ham, nægtedes

 

83

Rejseunderstøttelsen ham. Han kaldte sig den Gang Historiemaler. Imidlertid rejste han bort, arbejdede i Paris under Couture, rejste til Rom, levede saa i Hamborg og bosatte sig endelig i Slesvig, hvor han oprettede en Snitteskole. Han malede italienske Livsbilleder og gode Portræter. Han solgte 1894 en stor og værdifuld Samling ældre Kunstindustrigenstande til Hertugen af Cumberland. Den bevares i Kunstindustrimuseet i Kobenhavn.

(Alcad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    H. A. Müller, Kstl. Lex.    T elsk. f. Kunst-incl. X,  138.

 

Malcho. Simon Malcho eller Malgo, Maler og Kobberstikker, var Søn af Malermester Povl Malgo (?) i København og uddannede sig ved Kunstakademiet, vistnok fra 1760. Han vandt 1763 den mindre (2 G.), 1764 den store Sølvmedaille, konkurrerede 1766 som Maler til den mindre Guldmedaille, men fik kun den store Sølv-medaille som Opmuntring. I 1767 vandt han den mindre Guld-mcdaille som Maler for Opgaven »David salves af Samuel« (i Sam. i (i, 13). Derefter konkurrerede han 1768—1771 fire Gange til den store Guldmedaille uden at opnaa den; samtidig med ham konkurrerede Abildgaard og Juel. Han arbejdede vistnok ved den Tid i nogle Aar hos Mandelberg, hvor Clemens, som kalder ham »et maadeligt Subject«, var sammen med ham. Imidlertid lykkedes det ham at komme udenlands, og han var i Rom tilligemed Abildgaard. Senere rejste han til England, hvor han ernærede sig som Kobber­stikker. Her mødtes Clemens atter med ham i 1792—93, og han levede da under meget smaa Kaar; han var den Gang i Interessent­skab med Presteis¹ og stak Landskaber i Aquatinta, som han selv illuminerede. Et saadant Blad nævner Nagler: View of the torrent t'f the Lutschinen, efter L. Belanger, hvilket findes baade sort og koloreret. Weimvich nævner et andet Blad af ham, idet han siger, at han »1793 har ædset den ulykkelige Prinsesse Lamballe i den ^ortc Kunst ifølge af en Parlaments-Akt (!}«. Et nyere engelsk Kunstner-lexikon (Redgrave) nævner ham ikke. En anden Maler, formodentlig en ældre Broder, da Navnet er sjældent, hed Claus Povlsen Malgo. Han besøgte Kunstakademiet vistnok fra 1757, vandt i 1760 i to Kvartaler de to Sølvmedailler, og konkurrerede i 1763 til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den. I November 1766 var han Maler­mester og ægtede da Johanne Margrethe Bigum (Bigom), der døde i

 

¹ En   tysk  Kobberstikker   og  Kobberstikkerinde,   som  levede  i London   ved den Tid.

 

84

April (begr.3/5)1783, kun 38 Aar gammel,     Naar Claus og Simon Malgo ere døde, har ikke kunnet oplyses.

(Weinw., S. 191. Do. Lex. Akad. Øst, Må}., S. 977. Helligg. Kirkebog. >Clemens« ved Fick, S. 2 og i Hdskr. Nagler, Kstl. Lex., VIII, S. 216. Krohu. I, 86 Abrahams, Autogr. i St. kgl. Bibi.)

 

Malling. Peder Malling, Architekt, født den 22. December 1781 (døbt28/1 1782) var Søn af Statsminister Ove Malling (f. 1746, d. 1829) og Christiane f. Bech (f. 1761, d. 1834); han blev Elev af C. F. Hansen for at uddannes til Bygmester og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt i Marts 1798. To Aar efter vandt han ogsaa den store Sølvmedaille, og konkurre­rede derpaa til den mindre Guldmedaille, der blev tilkendt ham den 13. August 1801 for Opgaven »Et Museum, passende for Danmark, til Natur- og Kunstprodukter«. Han fik ikke Lejlighed til at vinde den store Guldmedaille, da han allerede var indtraadt i praktisk Virksomhed. I 1800 fik han nemlig 200 Rdl. af Fonden ad usus publicos »for at lægge sig efter Bygningsfaget«, var hos C. F. Hansen i Altona og gjorde med denne en Rejse i Tyskland, tog derpaa til København for at konkurrere og var atter i Altona hos Hansen, med hvem han vistnok i 1804 er fulgt tilbage til København. Efter derpaa at have været Hansens Konduktor ved Christiansborg Slots og Raad- og Domhusets Opførelse blev han Bygningskonduktør hos Stadsbygmester Peter Meyn og boede hos denne i hans daværende Embedsbolig, som Professor ved Akademiet, i Prinsens Palæ. Da Meyn snart efter døde (1808), blev Malling konstitueret og Aaret efter fast ansat som Stadsbygmester og forblev i nogen Tid boende hos Enken. I November 1810 opnaaede han et Rejsestipendium af Fonden ad usus publicos paa 500 Rdl. d. C. aarlig i to Aar, beregnet til 133 pCt. i Speciesmønt {== 375 Sp. eller i nuværende Penge 1500 Kroner). Han tiltraadte sin Rejse strax i Begyndelsen af 1811, fik i 1812 Tilladelse til at forblive et Aar længere borte, til deri i. Januar 1814, og fik paa samme Tid Stipendiet forlænget. Men Rejsen trak endnu længere ud; midt i 1815 var han i Rom, hvor han den længste Tid havde opholdt sig, i venskabelig Omgang med Eckersberg, Hetsch {s. d.) o. fl.; forst den 29. Juli forlod han denne Stad; i Oktober var han i København, hvor han paany tiltraadte sit Embede som Stadsbygmester samt blev Søetatens Bygmester, og den 23. s. M. blev han agreeret af Kunstakademiet. Den Gæld, han havde paadraget sig paa Rejsen, dækkedes ved kgl. Resolution

 

85

af 17. Juni 1817 af Fonden ad usus publicos med 1400 Rdl, i Sølv. De store Forventninger, Akademiet havde næret til ham, fandt det opfyldte ved at se det Udbytte af hans Rejse, som hans Mapper opviste. Da han strax maatte indtræde i praktisk Virksomhed — foruden sin Embedsgerning maatte han bl. a. restaurere Bringstrup Kirke for Universitetet og komponere et Gravmæle over Tordenskjold til Holmens Kirkes Ligkapel — fremstillede han først den 18. April 1818 sit Medlemstykke, »En offentlig Plads med et Theater o. m.« og blev enstemmig optaget til Medlem. Forinden havde han faaet Titel af Professor (d. 5. April 1817).

Mallings Hovedvirksomhed falder som Stadsbygmester, i hvilken Stilling han forblev lige til sin Død. Dog knytter tillige hans Navn sig til to store Bygningsværker, Universitetet i København og Akademiet i Sorø. I 1821 var Planen vedtaget til Universitetet efter Samraad med Konsistoriet, og Overslaget lød paa 265,000 Rbd. Sedler. Først 1835 stod Bygningen færdig til at modtage sin indre Dekoration. Uagtet et kyndigt Øje var villigt til at erkende den Omhu og Samvittighedsfuldhed, hvormed selve Bygningsværket var ledet, hævede der sig vægtige Stemmer mod den kunstneriske Side af Opgavens Løsning. Man fandt, at den Sammenstilling af uligeartede Stilarter, hvorved Kunstneren havde søgt at frembringe et originalt Præg, navnlig i den store Forside ud mod Kirken, var et Brud paa den ædle Smag i Bygningskunsten, og selv om man vedkendte sig den imponerende Virkning, Forsiden ikke undlader at gøre paa Be­skueren, fremhævedes dog det tunge i de store Skingavle m. m. Kunstnerens Forsøg paa at faa Bygningens indre Udsmykning over­draget til Høyer (s. d.) lykkedes ham ikke. Imidlertid viser den Iver, hvormed han ved flere Lejligheder varmt arbejdede saavel for denne som for Hetsch, der var fulgt med ham til Danmark, at han var en sjælden trofast og oprigtig, om end ikke altid klartskuende Ven mod dem, der havde sluttet sig til ham, og de hæftige Udtryk, som han ved slige Lejligheder offentlig brugte, paadrog ham endog senere en alvorlig Dadel fra Akademiets daværende Præses.

Hans andet store Værk, Genopførelsen af Sorø Akademi, der var brændt i 1813, blev begyndt kort efter Universitetet (1822), men var allerede færdigt i 1828. Det er bygget i en simpel Stil, uden at Kunstneren har tænkt sig ved Stilens Præg at knytte den nye Hovedbygning til de Bygninger, der stod tilbage fra ældre Tid, enten til Kirken eller til de i Mansardstil opførte Sidepavilloner til den ældre Akademibygning. Malling udstillede i 1816 tre forskellige

 

86

Projekter,   som  vistnok vare udarbejdede paa Rejsen,   og i  1819 sit Medlemstykke.     Han døde ugift den 3. Maj  1865  i København,

(Petri Kirkeb. Do. Fam. Malling. Erslevv, II, S. 216— 17. Rigsarcli. Akad. Keitzel. Udst. Fortegn. Vejviseren 1809 flg. Eckersbergs Optegn. Consistorii Copibog 1816, 1818 og 1821. Tregtler, Hdb. for Rejs., S. 267. Dsk. Ugeskrift 1835, Nr. 187 [om Universitetsbygn. af N. Høyen]. Dagen 1835, Nr. 218, 255. Kbhvspost. 1835, Nr. 233. Øst, Materialier, S. 420—22 og 425. Alm. Commiss. Tid. 1838, Nr. 302. Clausen, Optegn, af Levn. Hist., I, S. 191 flg. Breve i St. kgl. Bibi.)

 

Malthe. Rasmus Secher (Sekker) Malthe, Billedhugger, født i Randers den 21. November 1829, var Søn af Købmand og Tømmer handler, senere Stadsfæstemand Johan Jakob Sejer Malthe (d. 1853) og Maren Kirstine f. Christensen, Datter af en norsk Skibsfører. For at uddannes til Billedhugger begyndte han 1844 at arbejde i H. V. Bissens Værksted i København og besøgte samtidig Kunstakademiet, hvor han 1851—52 vandt de tvende Sølvmedailler. Som Billedhugger udstillede han fra 1849 til 1888, for største Delen Buster. I 1857 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med Gruppen »Moderkærlighed«, men Præmien blev tilkendt Evens. Malthe udførte dog Aaret efter sin Gruppe i Marmor efter Frederik VII's Bestilling. For øvrigt har hans Hovedvirksomhed været som Marmorhugger, idet han i adskillige Aar ledede Udførelsen af Marmor­arbejdet i Bissens Værksted. I sine senere Aar var han især syssel­sat med Billedhuggerarbejder til Brug ved Bygninger, saasom Frederiksborg Slot, det kgl. Theater, Hotel d'Angleterre m. fl. Han ægtede 1859 Hertha Rosaline Cathinca Guldborg. Malthe døde den 6. Maj 1893, ramt af et Hjærneslag.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Mandelberg. Johan Edvard Mandelberg, Maler, Søn af en Maler i Sverige og født den 22. Juni 1731, rimeligvis i Stockholm, mistede tidligt sin Fader (d. 1747). Han havde, ved at se J. Ph. Lembkes Bataillemalerier i Drottningsholm Slot, faaet Lyst til at være Slag­maler og viste allerede som Yngling saa meget Talent, at nogle svenske Kunstyndere understøttede ham. I 1752 rejste han til Paris, hvor han sluttede sig til sin Landsmand Alex. Roslin. Grev Caylus gav ham Lejlighed til at kopiere efter de store Mestre i Louvre. Imidlertid blev han af Konferensraad Wasserschlebe anbefalet til den danske Konge, Frederik V (1754), der gav ham 200 Rdl. d. C., for

 

87

at han kunde være et Aar længere i Paris, 300 Rdl, til at rejse til Italien for, og endelig i 1758 400 Rdl. for at fuldende sine Studier og rejse til Danmark, der fra nu af skulde være hans Fosterland. I Rom studerede han især Landskabsmaleriet efter Claude Lorrain, Salvator Rosa og Poussin. Han fulgtes til Danmark med Wiedewelt, kom til København den 6. Oktober 1758, og den 30. Marts 1759 blev han agreeret af Akademiet »paa den brugelige Maade«, men i iamme Forsamling besluttedes det, at han og Wiedewelt strax skulde optages til Medlemmer. Som Medlemstykke indsendte han »En idealsk Bataille mellem Tyrker og Christrte«. Den 30. December 1763 blev han ogsaa Professor ved Akademiet, idet der var indløbet en, rigtignok ikke fuldstændig stadfæstet, Efterretning om J. Chr. Petzolds Diid. Præses foreslog at udsætte Valget, indtil man fik Vished om Dodsfaldet, men da Professorernes Tal dog ikke var fuldt, blev Mandelbergs Valg godkendt. Faa Aar efter fik han en Aarpenge af Kongen paa 300 Rdl. d. C.

Mandelberg har malet en Mængde Billeder til det første afbrændte Christiansborg Slot og til Fredensborg Slot, mest Loftsbilleder og Dyr­stykker, ligesom han i det hele brugtes til at male store Pragtdekora­tioner til Hoffets Brug ved Fødselsdage og lignende Lejligheder. Da han imidlertid hertil behøvede megen Hjælp, udsøgte han sig altid de dygtigste Malersvende blandt dem, der nød Undervisning i Akade­miets Skoler, og saaledes kom flere af den nærmeste Eftertids mest fremragende Kunstnere, som Abildgaard og demens, til at male under Mandelberg. Den Lyst til at male Slagbilleder, som han havde bevaret fra sin Ungdom, fik han ikke megen Lejlighed til at øve, og det synes, som om han ogsaa tildels i saa Henseende har overvurderet sine egne Kræfter. En af Datidens Kunstkendere, Ramdohr, roste hans Kopier og betingelsesvis hans mindre Billeder, men mente, at han ikke skulde driste sig til større Kompositioner, der ddt var »under al Kritik«. Hans fleste efterladte Arbejder have et rent dekorativt Præg. »En Kamp mellem tyrkisk og østerrigsk Kavalleri«, som han i Rom malede til Wiedewelt, kom efter dennes Død i S. A. Jacobsens Eje, og blev, paa hans Forespørgsel, af Akademiet stemplet »som det bedste og eneste i sit Slags af Pro­fessor Mandelbergs Produkter«. Han blev gift den 26. Maj 1781 med Anna Margrethe Meyer (f. 1751), som overlevede ham til den 5. Maj 1823. Han døde den 8. August 1786. Hendes Portræt, malet af Juel, og hans, malet af AIs (st. af Clemens), ejedes begge

 

88

af L.  H.  Holmer (s. d.).     Paa   den   kgl.   Malerisamling   bevares   tre Billeder af Mandelberg, deraf to Slagstykker.

(Weinw., S. 161. Do. Lex. Thiele, Kunstakad., S. 125 og 143. Sandv., S. 93. Hennings, S. 103—12. Alm. dansk Bibi. 1778, Febr., S. 113. Minerva, 2. Aarg., I, 1786, S. 329—41, indeholder en udførlig Nekrolog over Kunstneren af A. C. Hviid, som gengives forkortet i Skild. 1830, Sp. 1061—1066. Nord, Familjebok. Rigsarch, Ramdohr Reise, I, S. 106 og 236. Adresseav. 1823, Nr. 106. Meier, Wiedewelt, S. 46 og Fredensb. Strunk.)

 

Mander. Karel van Mander, Historie- og Portrætmaler, var Søn af en Maler og Tapetvæver i Delft af samme Navn og maa være født omtrent 1610; hans Moder hed Cornelia van Roswyke. Da Christian IV havde fuldendt Frederiksborg Slot, vilde han have Riddersalen smykket med vævede Tapeter, indeholdende kunstneriske Fremstillinger. I Aaret 1616 bestilte Kongen 26 Tapeter hos Karel van Mander, som kan kaldes den mellemste, til Forskel fra Faderen, den navnkundige hollandske Maler og Kunstforfatter af samme Navn, og Sønnen, som vandt sit Navn i Danmarks Kunsthistorie. Den mellemste Karel van Mander kom altsaa til Danmark for selv at se de Fæstninger og Stæder, som skulde afbildes paa Tapeterne, hvor de vigtigste Begivenheder i Kalmarkrigen skulde fremstilles. Derpaa rejste han hjem og udførte de Tegninger, hvorefter Tapeterne blev vævede; i 1619 var 18 af dem færdige og blev sendte til Chri­stian IV, der var godt fornøjet med dem, og i 1620 var Arbejdet færdigt paa nogle Smaastykker nær. Imidlertid døde Kunstneren i 1623, og da Kongen endnu skyldte ham over 8000 Gylden for Tapeterne, rejste hans Enke samme Aar til København for at faa denne Sag ordnet. Hun medbragte en Datter, som senere blev gift med Maleren Wuchters, og Sønnen Karel, der vistnok begge vare Børn.

Det synes, som om Kongen har taget sig af den faderløse Søn og maaske har ladet ham oplære til Kunstner i Holland, ligesom han havde gjort ved flere af Landets Børn, der havde vist Talent for Kunsten, Jakob Lauritzen, Søren Kiær o. a. I 1634 var han i al Fald igen i København, hvor han gjorde Tegninger til Dragter og Dekorationer m. m. til Skuespil i Anledning af Prins Christians Bryllup, Fra den 14. Juli 1635 ^ samme Dato 1638 var han kgl. Contrafejer med 200 Rdl. aarlig, »medens han opholder sig i Italien«, og en Del af Pengene blev i 1638 udbetalte til hans Moder, som altsaa den Gang endnu var i Live.' Efter Hjemkomsten blev han

 

¹ I  1637 købte hun en muret Begravelse i Petri Kirke.

 

89

kgl. dansk Hofmaler  og   malede  i  denne  Stilling en Mængde   store Billeder, mest Portræter af Kongen, en Mængde Adelsmænd, Lærde, og enkelte velhavende Borgere samt nogle udenlandske Statsafsendinger. Han var 1640—42   Tegnelærer  for  Kongens   Datter,   Leonore Chri­stine, og malede tillige adskilligt for Korfus Ulfeld.    Han tjente der­ved saa godt, at han kunde købe en stor Gaard paa Østergade (nyt l Nr. 15)  og   et Hus ved Gammel Strand.     Paa det førstnævnte Sted | holdt  han   et   Slags   Gæstgiveri   for   fornemme   Folk,   navnlig   udenlandske Statsafsendinger, og Mænd som Duvall, Le Maire, van Ame-t' rongen og Terlon have alle boet hos ham.     Hvor længe han drev denne Forretning, kan omtrent ses af, at han i  1656 modtog Admiral Opdam, og endnu i  1670 boede den hollandske Ambassadør de Witt hos ham.    Omsorgen for Gæsterne paahvilede hans Hustru, Marie v. Mander,   som   overlevede   ham   (begr.   ⁷/₂   1680).    Han  døde   i April 1670 og blev den 6. April gravsat i Petri Kirke i København;   han var  en  for  sin Tid   og Stand dannet  og   aandrig Mand,   der  skrev flere  Digte,   som   gjorde   Lykke  hos Samtiden.     Hans   ældste   Søn, Johan van Mander ¹ var   ogsaa  Kunstner,   nemlig  Billedhugger  eller snarere   »Billedsnider«,   thi   han   arbejdede,   som   det   synes,   i Træ; men   han   har   næppe   haft   stor  Betydning  som Kunstner.     I   April 1674 blev  han gift med   Christine   Lüders,   og i 1680  havde han Arbejde   for  Hoffet.     Karel   van Manders   yngste  Søn,   Karel   eller Carl, blev mathematisk Instrumentmager og ham nævnes der Børn af. Karel   van Mander  var   en,   i   hollandsk   Skole   dannet,   dygtig Kunstner, kraftig og sikker i sin Tegning, naturlig i sin Farve.    Hans efterladte   Malerier   høre   til   de   bedste,   vi   have   fra  Christian IV's Tid; deriblandt have navnlig hans Portræter af Kongen særlig Værd for  det   smukke   mandige Billede,   de   give  af Danmarks Folkehelt, De  første  tre  Portræter   af Kongen,   som   kendes   fra  van Manders Haand, ere fra November 1639; det ene fik Hannibal Sehested med til Spanien,   et  andet  fra  senere Tid   havde-Korfits Ulfeld t   med   til England;   det   er   nu   kommet   tilbage   til Danmark¹ og  tilhører den kgl. Malerisamling;   et   tredje   sendtes   til Glückstad til Kongen selv. Et andet  stort Portræt   af Christian IV i   hel Figur tilhører ligeledes den kgl. Malerisamling.    Denne  ejer ogsaa to store Billeder af ham, ¹¹ Prins Svends Død«,   et   temmelig   mørkt Maaneskinstykke,   og   »En tatarisk  Sendefærd«,   som   var   i   København   i   1655.     Med   Urette antog man tidligere dette prægtige Portrætbillede med hele Figurer i

 

¹ Ved Gehejme-Etatsraad Tietgen.

 

90

Legemsstørrelse for Fremstillingen af en Henrettelse. Desuden findes i Samlingen et Maleri af »den angrende Peder«, samt to mindre Billeder, »Synet og Hørelsen«, som stamme fra det første Aar efter Rejsen (1639). En Mængde af Karel van Manders for­skellige Portræter, der ere spredte i privat Eje eller forsvundne, ere stukne af Albert Haehvegh. Altertavlen i Sorø, som tillægges van Mander, maa mulig føres hen til Abraham Wuchters.

(Wolffs Encomion, S. 440, hvor han kaldes »kgl. Maj's picter &> sculpttr!'«. Weinw., S. 33, 51 — 52 og 56. Po, Lex. Sandv., S. 91 og 94—96. Burman Becker, Afhdl. i Hertz' Ugentl. Bl. 1859, Nr. 20. Do. Tapeter, S. 21 og 48. Medd. fra Rentek. 1872, S. 194. Dske. Saml., V, S. 202, samt 2. R., I, S. 157 og 363- Spengl. Cat. o. Malerisaml., S. 496 flg. Skild. 1829, Sp. 114. Jonge, Kbhv. Beskriv., S. 509. Rigsarch. Pers. Tdskr. 2. R. III, 171, 274, 277, 290. Nagler, Monogr., III, 849. Do. Kst. Lex., VIII, 230. F. R. Friis, Bidr. t. dsk. Ksthist., S. 76—86.)

 

Marcher.    A. Hansen-Marcher, Architekt,  se Hansen-Marcher.

 

Marstrand. Sofus Vilhelm Marstrand, Architekt, født i Køben­havn den 12. Maj 1860, er Søn af Værktøjsfabrikant Cand. polyt. Theodor Christian Marstrand (f. 1817, d. 1863), Broder til neden­nævnte V. N. Marstrand, og Anna Mathilde f. Janssen Tjaden (f. 1822). Han lærte Tømrerhaandværket, gennemgik det techniske Selskabs Skole, hvorfra han fik Afgang som Husbygnings-Examinand, og kom den i. Oktober 1879 ind paa Kunstakademiet. Efter at have gennemgaaet dette fik han den 29. Januar 1887 Afgangsbevis som Architekt. Han konkurrerede 1892 til Guldmedaillen, 1893 ^ den Neuhausenske Præmie, I 1885 foretog han en Udenlandsrejse. Af hans Arbejder kan nævnes Valgmenighedskirken med Præstebolig i Aagaard ved Kolding og Bagermester J. N. Marstrands Ejendom paa Købm agergade.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Marstrand. Vilhelm Nikolaj Marstrand, Genre- og Historie­maler, var Søn af Commerceraad Nikolaj Jakob Marstrand (f. 1769, d. 1829), som var født og opdragen i Norge, og Petra Ottilia f. Smith (f. 1778, d. 1847), og han var den næstældste af fem Sønner. Han var født i København den 24. December 1810. Af Faderen blev han sat i Metropolitanskolen for at studere, men dertil havde han ingen Lyst, og da tværtimod Tegning altid havde været hans Glæde, forlod han i sit sextende Aar Skolen, blev den 7. August 1826 Lærling i Eckersbergs Malerstue og havde Aaret for begyndt

 

91

at tegne paa Kunstakademiet. Der fortælles flere Træk om, hvilket Lune han allerede som Dreng forstod at udfolde i sine første, fra Technikens Side naturligvis ufuldkomne Tegninger, hvoraf en Del ere bevarede. Han gennemgik Akademiets Skoler, men ikke med ual­mindelig Hurtighed, dertil synes Skoleundervisningen at have fængslet ham for lidt. I Juli 1828 kom han ind paa Gibsskolen, lige et Aar efter blev han Elev af Modelskolen, ved Nytaar 1833 vandt han den mindre og et Fjerdingaar efter, den 21. Marts 1833, den store Sølv-medaille. Strax samme Aar konkurrerede han til den mindre Guld-medaille, hvortil Opgaven var »Flugten til Ægypten«; han fik kun en Opmuntring, Medaillen selv tilfaldt Eddelien, en Kunstner, som navnlig i Kompositionstalent langt fra kunde maale sig med Marstrand. To Aar efter (1835) vilde han konkurrere igen; men han var netop paa en Sommerrejse i Norge og skrev derfra, at han først kunde være i København den 2. Juli, idet han haabede, at han alligevel kunde faa Lov at deltage i Konkursen. Da Eckersberg tilbød at hente ham ved Dampskibet og føre ham lige op i hans Loge paa Charlottenborg, tillod Akademiet det; men hans Arhejde, »Odysseus og Nausifcae«, lykkedes saa lidt, at »det kunde ikke komme i Betragtning«. Denne Gang var det A. A. Müller, som vandt Præmien. Efter disse Forsøg maatte det synes klart baade for ham og andre, at Historiemaleriet slet ikke laa for ham,¹ saa meget mere, som han allerede i flere Aar havde givet glimrende Prøver paa sit Talent i en ganske anden Retning, nemlig det lune­fulde Genremaleri. En af hans varmeste Beundrere, Professor N. Hoyen, skrev derfor ogsaa ved denne Tid til sin egen Efterret­ning om Marstrand: »Genre decideret«. Denne afgørende Dom skulde Tiden ikke aldeles stadfæste.

 

¹ Allerede i 1832 havde den kgl. Malerisamling købt et lille historisk Billede af ham, »Svend Estridsøn og Biskop Vilhelm«, men det staar ikke i Forhold til hans senere Udvikling. Under sit Ophold i Rom komponerede han i 1836—38 et nytestamentligt Æmne, »Den fortabte Søn*, og synes at have haft Tanken om at komponere »Den gode Hyrde« som et Sidestykke dertil; men i et Brev til N. Høyen af 2. Februar 1838 skriver han selv derom, at han ikke har i Sinde at udføre det for det første, »dels fordi det er for stort for mit nærværende om­flakkende Liv, og dels fordi megen Tvivl er opstaaet hos mig, om det egner sig for mig at male den Slags Ting. Jeg har ikke den vedholdende Alvor, som hører til at male historiske genstande -, imidlertid opgiver jeg ikke denne Lej­lighed til at forsøge mig, naar Tiden tillader det«. Saavidt det kan ses, udførte Marstrand aldrig denne Komposition.

 

92

Lige siden 1829 havde Marstrand udstillet paa Charlottenborg; men hans første Billeder, »Kanefart ved Maaneskin«, »En Kilderejse« og »Udsigt fra et Vindue paa Charlottenborg«, en meget yndet Op­gave af Eckersberg for at øve sine Lærlinger i Perspektiv, vakte ikke' Opmærksomhed for ham. Fra den samme Malerstue, som senere blev Marstrands egen, saa man i disse Billeder for det meste tid ad det nordre Vindue. Den første Genstand, som mødte Øjet, var Slottets anden Karnap med sin fremspringende Jærnforsiring paa Hjørnet, der tog sig umaadelig stor ud i Forhold til Husene paa den anden Side af Torvet ovre ved Bredgade; Thotts Palæ viste sig forfra og derpaa førtes Blikket ned ad den lange Bredgade, hvis Huse og Lygter nøjagtigt formindskede sig efter Perspektivens Regler. Hist og her maatte Lærlingen tænke sig et Vindue aabent og kon­struere dets Stilling og Lysets Fald derpaa efter de givne Forskrifter. Endelig indsattes, navnlig i Forgrunden, nogle Figurer som Staffage, og den erfarne Mester brummede alvorligt, naar noget ikke var i de rette Forhold. Først med »En Flyttedagsscene« (1831) kom Mar­strands Lune saa uforbeholdent frem, at det rev Beskueren med sig. Den Forstyrrelse, en københavnsk Flyttedag medfører, var skildret i en Mængde enkelte Træk af stor komisk Virkning. Det samme var Tilfældet med »Scene ved et Consumtionshus«, medens et tredje Billede, som bærer den simple Titel »Nedgang til en Kælder« , med et finere, mere skælmsk Lune forbandt en smuk malerisk Virkning i Gengivelsen af det lave hvælvede Rum. Det blev købt af Kunst­foreningen. Med stigende Lystighed og stedse mere Herredømme over sine Ævner skildrede han i de følgende Aar det københavnske Folkeliv i »En Gadescene i Hundedagene« (Waagepetersen, nu Over-retsprok. Gottschalck), »Beskænkede, som forlade Kælderen« (Grev Moltke), og den kostelige »Auktionscene« (Waagepetersen), medens »Et musikalsk Aftenselskab«, der tilhørte samme varme Kunstven (nu i Frederiksb. Mus.), var et Billede med særdeles vellykkede mindre Portrætfigurer, malede efter Naturen. Paavirket af Bendz, der havde et ualmindeligt Øje for Farvevirkningen, gengav han heri med større Finhed og et mere levende Spil i Farven, end det plejede at ligge for hans Pensel, Lampens og Lysenes gensidige Brydninger med Mørket. Ved Siden af disse og lignende Billeder malede han tillige ikke faa Portræter.

Efter sine mislykkede Forsøg paa at vinde Guldmedaillen vendte Marstrand sig med endnu større Lyst til at male Livsbilleder, og da han altsaa ikke kunde opnaa mere ved Akademiets Undervisning,

 

93

stod hans Hu til at komme udenlands. Akademiet havde ogsaa paa sin Side fulgt hans Udvikling med skønsom Opmærksomhed og indsaa meget vel, at en mislykket Konkurs ikke betød det samme for ham, som for saa mangen anden. Hans Andragende om An­befaling for at kunne søge Stipendium hos Fonden ad usus publicos besvarede Akademiet derfor med et meget rosende Vidnesbyrd. Det havde »fundet sig overrasket ved hans Talents Ejendommeligheder«, og holdt det netop derfor for rosværdigt, »at han vilde konkurrere som Historiemaler«; det sluttede med at erklære, at det fandt ham »moden og heldig forberedt til en Udenlandsrejse« (Decbr. 1835). I August 1836 rejste han bort med et under 10. Maj bevilget Stipen­dium paa 600 Rbd. aarlig i to Aar fra den nævnte Fond; i 1838 fik han et Tillæg paa 400 "Rbd. Han gennemrejste Tyskland og Svejts tildels paa sin Fod og naaede omsider Italien, om end ikke under lykkevarslende Omstændigheder. Frygten for den sig nærmende Kolera tvang ham til en 20 Dages Karantæne i Livorno, inden han fik Lov at sætte Foden paa italiensk Grund. I December 1836 var han i Rom midt i den Kreds af livsglade, dygtige Kunstnere, han saa meget længtes efter. Der fandt han Malerne Ernst Meyer, Küchler, Sonne, Roed, Const. Hansen, som han kendte fra Hjemmet, flere ældre Kunstnere og Bygmesteren Bindesbøll; desuden, fremfor alle, Thorvaldsen.

Det aandsfriske italienske Folk, hvis veldannede Legemer med saa yndefuldt Udtryk kunne gengive, hvad der rører sig i deres varme Hjærter og hurtige Hjærner, tiltalte i højeste Grad Marstrand, som strax syntes at fatte den Umiddelbarheds Strøm, der gaar gennem den romerske Almues hele Liv paa Gader og Stræder. Det vakte en Jubel i hans Sjæl, som aldrig holdt op at genklinge; naar i senere Tider mørke Tanker omspændte ham, malede han sig glad igen efter et af de livsfriske Studier, han havde medbragt fra Italien eller gjorde nye Udkast til Billeder. Medens flere af hans jævnaldrende Kunstbrødre ikke havde let ved at vælge de Motiver, deres Haand kunde genskabe paa Lærredet, og grebne af den maleriske Skønhed, hvori den italienske Luft viste alle Genstande, lagde mere Vægt paa at gennemarbejde det Motiv, de dvælede ved, strømmede Ideerne med en saadan Fylde ind over Marstrand, at det ene Billede næsten fortrængte det andet.¹ Ikke desto mindre paa-

 

¹ Den uendelige Vrimmel af Tegninger og lette Udkast, som kom frem efter hans Død, aflagde stadig nye Vidnesbyrd om hans  Aands overordentlige Rigdom

 

94

virkedes ogsaa hans Fremstillingsmaade i en heldig Retning dels at det meget nye, han saa, baade af Kunst og Natur, dels maaske ved den Afslibning, det nære Samliv med frimodige, sandhedskærlige og indsigtsfulde Venner uvilkaarlig frembringer. Det, at Kunstnerkredses i Rom, saalænge Thorvaldsen dannede et Midtpunkt, om hvilket uden Modsigelse sluttede sig, omfattede Mænd af de forskellige Folke slag, selv om det mest kun var Tyskere og Nordboer, gav Livet dog et større Udbytte end nu, da hver enkelt Nation holder sig strængen for sig selv.

Allerede det første Billede, Marstrand sendte hjem, »Udenfoi Fængslet« (udst. 1838), viste større Maadehold i Anordningen og e sikrere Herredømme over de kunstneriske Midler. Men det var dog navnlig ved »Antoniusfesten« (udst. 1839), som er gengivet bland »Billeder af danske Malere«, han viste, hvilke Fremkridt han havdt gjort. Det forestiller Husdyrenes Velsignelse, idet de paa St. Antoni Dag (17. Jan.) rigt smykkede føres forbi den lille Kirke St. Antonk Alfdate, hvor Præsterne staa i Døren øg stænke dem med Vievand Dette Optrin foregaar aldrig uden en Mængde komiske Træk, som Kunstneren her havde grebet og forenet med et saadant Lune, at det hører til de ypperligste i Rækken af hans mange fortrinlig Livsbilleder, mesterligt i Anordningen af de talrige Figurer, naturligt og levende i Gengivelsen af deres Bevægelser, varmt og kraftig i Farven. ^l

Almuens Liv i Rom er aldrig, trods en værdig Alvor, de: klæder baade Mænd og Kvinder godt, uden Lystighed og Livsglæde men rigest, friest og uskyldigst strømmer den dog i Oktober, i Vin høstens glade Tid. Det er et Optrin fra denne yndige Tid, hvor en mild solklar Efteraarshimmel har afløst Sommerens Hede, Mar­strand skildrede i »Tilbagekomsten fra Oktoberfesten«, som tilhører

 

og Frugtbarhed, og vilde, hvis de kunde have været bevarede samlede, have afgivet et fortrinligt historisk Materiale til Skildringen af hans aandelige Udvik­ling og hans fuldførte Arbejders Tilblivelse,

 

¹ I det i en tidligere Anmærkning nævnte Brev ti! N. Høyen taler Marstrand ogsaa om, at han til sit Billede, »Antoniusfesten«, agtede at gøre særlige Studier af Anvendelsen af Lasurfarver, som han holdt for nødvendige til at gengive ret den Farvepragt, hvori den italienske Luft viser Genstandene. Ikke uden Grund advarede Høyen ham i et følgende Brev af 15. April 1838 mod den »famøse Lasur«. Farven i dette Maleri synes virkelig ikke at have staaet sig tilstrække­ligt, idet Billedet nu viser en næsten skrigende Modsætning mellem Lys og Skygge og navnlig i mange af Skyggepartierne en Sorthed i Farven, som næppe fremtraadte saaledes, da Billedet var nyt.

 

95

Thorvaldsens   Museum.      Allerede   da   det   i   Foraaret    1840    blev udstillet  i   Rom,   vakte   det  almindelig  Opmærksomhed,   og  da   det Aaret efter blev  set ved Udstillingen  paa Charlottenborg,   tilkendte Akademiets   Forsamling   det   enstemmigt   og med   Akklamation  Udstillingsmedaillen   (12. Maj   1841).     Paa   Direktørens,   Thorvaldsens, Forslag   blev  Marstrand   tillige   enstemmig   agreeret  paa  det  samme Billede, idet der tilføjedes,   at Kunstneren var undervejs hjem.     I et enkelt Optrin   giver  det  ligesom   et Billede af den romerske Almues hele daglige liv.     Intet fattes,  lige fra  det taalmodige Æsel og de langhornede   alvorlige   Oxer  til  den   adstadige,   kjoleklædte Borger, som halv nedladende blander sig i Almuens Kreds, eller den lystige unge  Kunstner med  Blomster  i  Hatten.     Fra  en Vinstue  (Osteria) lige   uden   for  Byens  Mure   drager  i den  lyse Sommer aftenstund  en lystig Flok ind ad Staden til med Fakler, Tamburiner, Sang og Dans. Hver  enkelt Gruppe  er   et   nyt Livsbillede  af henrivende Virkning, i og Kunstneren er saa langt fra at trættes, at endog de ganske smaa Grupper i det Fjærne   hver  for  sig  kunde  udføres som fuldstændige Genrebilleder   med   deres   heldig   valgte,    livlige   Motiver.     I   dette Maleri,   hvori Eckersbergs Malemaade  endnu  spores,   er  Formen  og Bevægelsen   givet  med   en Fasthed i de ydre Omrids,   som senere tabte sig hos Kunstneren; Farven er klar og sand, de brudte Toner giver et smukt Billede af Aftenstemningen,  men i Personernes Skik­kelse føler man allerede Kunstnerens Egenhed at se Tingene lidt for brede,   navnlig  have Kvinderne gennemgaaende   vel  store Hoveder, et Træk,   man  forresten  ikke  saa  sjælden ogsaa finder hos Eckers­bergs Figurer.¹

Et Aar ældre er »Romerske Borgere i et Osteri«. I Paasyn af Billedets oprindelige Ejer, Agent Waagepetersen, samt nogle danske Kunstnere, strømmer her en Mængde af Roms lavere Befolkning, Mænd og unge Kvinder i lystig Blanding i Sommereftermiddagens klare Solskin ind i en Vigne udenfor Staden bagved Engelsborg.

 

¹ l Marstrands senere Aar kom det frem, at hans Øjne led af en egen Syg­dom, Astigmatisme, som gør, at Genstandene dels vise sig med utydelige Omrids. dels urene og uklare i Farven. Men uagtet denne Abnormitet sædvanlig er med­født, plejer dens Virkninger først at træde frem, naar med Alderen Øjnenes Til-lempningsævne taber sig. Et Blik paa Marstrands Ungdomsarbejder viser ogsaa, at ingen Svaghed i hans Øje er til at spore. I hans senere Billeder medvirkede den derimod uden Tvivl i ikke ringe Mon til, at han fik Forkærlighed for den brede Malemaade, han da brugte, og til den Sorthed, hans Billeder led af, især i Skyggerne. Men den hjalp ham maaske ogsaa ud over Eckersbergs strængt tegnede Omrids til det mere maleriske Foredrag, som siden udmærkede ham.

 

96

En Mand og Kvinde, begge over den første Ungdom, danse Saltarellen for de fremmede, medens en ung Pige slaar Tamburinen og den tykke Vært kommer ned ad Trappen med Flasker og Glas for at være rede til at byde dem en styrkende Drik. Forskellen mellem Sollyset om Dagen og Aftenstemningen i det førstnævnte Billede er ypperligt givet; men i Motivernes Rigdom maaler dette Billede sig  ikke fuldstændig med hint. I Rom malede han ogsaa et vellykket Portræt af Joachim Frederik Schouw, For øvrigt er det kun enkelte Perler, som her og i det følgende kunne fremhæves af Kunstneren overordentlig rige Produktivitet.

Paa Hjemrejsen til Danmark forblev Marstrand et Aar rundt i München, hvorom hans Kunstbrødre havde talt saa meget. Men Livet der var allerede forandret eller i al Fald smagte det tyske øl ikke videre godt ovenpaa den italienske Vin, og Kunstneren følte sig meget skuffet. At han alligevel blev der saa længe, skyldtes et Par større Bestillinger, som han maatte gøre færdige med det samme. Sent paa Aaret (1841) kom han til København, og den 22. Marts 1842 fik han som Opgave til Medlemsstykke: »Scene af det danske Folkeliv«;.

Marstrand havde fra sin Ungdom næret stor Forkærlighed for Holbergs Komedier; det Lune, der er præget i dem, var saa beslægtet med hans eget, at han længe havde ønsket at gengive nogle af disse lystige og karakteristiske Optrin paa Lærredet. Før Rejsen havde han maaske ikke ret vovet at hengive sig til sin Fantasis dristige Spil, ogsaa henpegede hans Lærer saa strængt paa Naturens Efterligning, at det nok kunde holde ham tilbage; i Italien maatte nødvendigvis det Liv, der omgav ham, fængsle hans Opmærk­somhed og fylde hans Indbildningskraft saaledes, at det først og fremmest maatte have Krav paa at fremstilles. Men efter Hjem­komsten var det, som om hans Ungdoms Kærlighed til Holberg vaagnede med fornyet Styrke, saa at det danske Folks Ejendomme­lighed ligesom syntes ham gemt i den gamle Digters lystige Skygge­spil. Opgaven fra Akademiet maatte og skulde passe dertil. Mulig dog nogle af dets Medlemmer overraskedes, da Kunstneren sorn Besvarelse af Opgaven indsendte (Juni 1843): »Scene af Bondelivet, motiveret efter Holbergs Erasmus Montanus« ! Ingen kunde nægte, at den gammeldags Bondestue med sit karakteristiske Bohave, den gamle Bonde, Degnen, Ridefogden og de øvrige Personer, var en fortrinlig Fremstilling af den danske Almues Liv, og i al Fald havde Billedet i Fremstillingens Lune og i Udførelsens Soliditet saa mange

 

97

Fortrin, at man uden Indvendinger tilgav den sindrige Kunstner hans Dristighed, og den. 19. Juni 1843 blev han enstemmig optaget til Medlem af Akademiet. Faa A ar efter blev han, den 6. November 1848, valgt til Professor i Modelskolen ved Rørbyes Død, og fik fra April 1854 den Bolig paa Charlottenborg, som Eckersberg havde haft, I 1853 valgtes han, efter at Bissens Funktionstid var udløben, til Akademiets Direktør; i denne Stilling forblev han, paa nogle Aar nær, hvori Jerichau var Direktør (1857—63), til sin Død.

Med sit Medlemstykke begyndte han en Række Skildringer efter Holbergs Komedier, som høre til hans heldigste Kompositioner. "Barselstuen« (1845) og en Gentagelse af »Erasmus Montanus« bleve købte af den kgl. Malerisamling. Senere kom hertil »Den politiske Kandestøber« (1852) og »Det lykkelige Skibbrud« (1859, tilh. Brygger C, Jacobsen). Disse fire var forholdsvis større Billeder med mange Figurer; men desuden malede han ikke faa af et mindre Omfang med to eller tre Figurer efter Motiver fra en stor Del af de andre Komedier. Fra Holberg gik han over til Don Quixote og gengav med stort Lune »Helten fra Salamanca« i en Mængde af hans ynkelige Tilskikkelser. Her, ligesom i de senere holbergske Billeder, fremtræder en langt bredere Penselføring, der dels skyldes den virtuosmæssige Lethed, hvormed Mesteren tumlede med Pensel og Palet, dels den ovenfor omtalte Svaghed i hans Øje. Medens Syg­dommens Virkning næppe spores i det store Billede fra Siljansøen i Sverige, »Kirkefærd til Leksand i Dalarne« (1853, den kgl. Maleri-samling), hvor han med overordentlig Sikkerhed grupperer over to tusind mindre Figurer, og skaber en Række Livsbilleder, hvori Alvor og Lune paa det skønneste mødes, medens den end ikke er synderlig fremtrædende i »Det lykkelige Skibbrud« (1859), mærkes dens Ind­flydelse dog allerede i 1857 i »Billede af Hverdagslivet«, eller »Be­søget«, selv om Gengivelsen af det indelukkede Rums sparsomme Lys er lykkedes godt. I fin poetisk Fortolkning af Sjælelivet iiaar han, navnlig i den unge Kvindeskikkelse, saarc højt; i den unge Mand havde han længe ondt ved at tilfredsstille sig selv, og han slog sig først til Ro, da det var lykkedes ham i Erindringens Lys at gengive i Ungdom og Skønhed den Broder, der saa tidlig havde ofret sit Liv for Fædrelandet. Professor J. Lange har i »Nutids-Kunst« givet en saa veltalende Fortolkning af Billedet, at man fristes til at opfordre enhver Beskuer til at gøre sig bekendt dermed. Kunstneren var den Gang nær ved de halvhundrede Aar, men naar Rejser eller Ophold paa Landet havde styrket hans Øje, maaske

N. K, L.    II. Maj  1836,                                                      7

 

98

endog naar en øjeblikkelig aandelig Spænding vakte hans Snille til fuld Kraft, kunde den uheldige Virkning af hans Øjes Sygdom mildnes eller tabe sig. Det turde være Grunden til, at man ogsaa i hans ældre Alder, navnlig i større Billeder, genfinder en Kraft i Farven, som ikke tyder paa Sygdom, hvorvel nu parret med det brede, næsten for djærve Penselstrøg, der røber den øvede, aldrende Mester. Dette gælder saaledes om de store Billeder til. Kapellet i Roskilde Domkirke, ja tildels om »den store Nadvere« (1869).

Der er nemlig endnu en mægtig Side i Marstrands Kunstnervirksomhed, hvormed han næsten pludselig overraskede selv sine gamle Venner, ikke mindst den trofaste Ven, som i 1836 havde stemplet hans Kunst som »Genre decideret«. Marstrand havde vel allerede fra sin tidlige Ungdom malet Portræter i Legemsstørrelse, ikke sjælden med udmærket Held, men det var dog mest Bryst­billeder, hvoraf en stor Del ere gengivne i Lithografi og paa anden Maade, En Udenlandsrejse i 1845—48 som over Holland og Paris igen førte ham til Italien, gav ham Lyst til at forsøge sine Kræfter i en større Stil. Da udstillede han i 1849 ^et stort Billede med legemsstore Figurer i Knæstykke under Titel »Italiensk Osteriscenc«. En ældre Kone af den lavere Middelstand er paa Vinstuen falden i Søvn under Indflydelse af sin Fedme og det varme Sommervejr; de to unge Piger derimod føle sig ikke trykkede af Heden. I blomst­rende Skønhed glæde de sig ved Livet, og idet de tænkes at se en god Ven nærme sig,¹ gøre de med en indbydende Haandfagte Plads paa Bænken for den lykkelige; enhver kan tænke sig i hans Sted .... Det var vel kun et Genrebillede; men den brede og dog om­hyggelige Udførelse, den sjælfulde Opfattelse, det simple storslaaede Motiv, varslede om nye Tanker i Kunstnerens Sjæl, som ogsaa modnedes og kom frem, saaledes i det nys nævnte Billede »Besøget«, Flere af hans Portrætcr fra denne Tid udførtes i hel Figur, eller i al Fald i Knæstykke, og det var nu ikke blot en vellykket Gen­givelse af Aasynet, Kunstneren tilstræbte; der kom Liv og Bevægelse i den hele Skikkelse, som i alle Træk gengav den paagæklende Per­sonlighed med slaaende Lighed. Et fremtrædende Exempel paa et saadant Portræt var udstillet 1856. Det forestillede i Knæstykke en ung Dame (Baronesse Stampe), som i sin simple hvide Baldragt med Blomster paa det smukke Haar, et livsglad Smil paa det friske, jom­fruelige Aasyn ligesom ilede Beskueren forbi med hurtige Trin for

 

99

at naa Balsalen. Det hører til Marstrands mest vellykkede Portræter, og med dobbelt Vemod dvæler Erindringen ved det smukke Billede, fordi den unge Pige snart efter laa i Graven; Balkjolen var bleven en Ligdragt. Derimod havde et senere Dameportræt i hel Figur, Fru Heibergs (1859, kom senere til Frederiksborg Museet), og Const. Hansens Portræt i Knæstykke (1862, den kgl. Malerisaml.), næsten noget af den historiske Stil i deres Præg. Det var Historie­maleren, som vaagnede.

Samtidig eller omtrent samtidig (1858) malede han en meget stor Altertavle til Faaborg Kirke. Den forestillede »Christus i Emans« og havde kun tre Figurer i overnaturlig Størrelse, Frelseren og de to Disciple. Malerstuen paa Charlottenborg og navnlig dens Vindue var vel lille til Udførelsen af saa stort et Billede. Figurernes Forhold syntes ikke ganske rigtige, Formerne ikke fint nok gengivne, navnlig i en af Disciplene genkendte man vel nøje Modellen, og mere end een, som var gunstig stemt for Kunstneren, rystede dog paa Hovedet og vilde ikke kendes ved ham som Historiemaler. Til Trods for de ugunstige Forhold har Mesteren vidst, hvad han gjorde; thi paa sin Plads i den temmelig store og lyse Kirke gør Altertavlen en ypperlig Virkning. Afstanden og de store Omgivelser formilder det svære i Forholdene, Belysningen giver Billedet Dybde, og den smukke Følelse i Christi Person træder levende frem.

Det var i rette Tid, Marstrand havde rustet sig til denne sin nye Livsopgave. Thi Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke, som Døden havde hindret Eddelien i at fuldføre, blev nu overdraget til ham. I 1861 udstilledes Skitserne til de to store Vægbilleder; i Efteraaret 1866 var ikke alene disse, men ogsaa det store Billede paa Pillen mellem Vinduerne, færdige fra Kunstnerens Haand.

Det sidste Billede, hvori det galdt om med Fordel at nytte det halv blændende Reflexlys fra Vinduerne, opnaaede netop derved en desto større Virkning. Christi Udgang af Graven, idet den vældige Stenflade, som havde dækket for den, kastes til Side og knuses faar et ejendommeligt, hemmelighedsfuldt Skær i denne Be­lysning. Den mægtige, hvidklædte Skikkelse, som synes let og henaandet i de dybe, luftige Skygger, der omgive den, faar derved end mere Præget af en Forklarelse, som ellers vanskelig gengives i de tunge Farvestoffer, Malerne maa bruge. De to større Billeder forestille, som bekendt, »Christian IV's Dom over Christoffer Rosenkrans« og »Christian IV paa Trefoldigheden i Slaget ved Femern«, Marstrand havde yngre Kunstfæller til at hjælpe sig

 

100

med de forberedende Arbejder ved disse store Billeder, og den Resignation, hvormed de have stillet deres egne kunstneriske Fortrin til Mesterens Tjeneste og underordnet sig hans Tanke, har vistnok medvirket til den Fuldendthed i Form og Farve, disse Billeder have faaet. For øvrigt kunde Marstrands hele Snille her udfolde alle sine Fortrin, uden at dets svage Sider traadte hæmmende i Vejen. Den brede, maleriske Behandling, den dybe, kraftige Farve var her paa deres Plads, og selv om man, navnlig i Christian VI's Dom, savner noget af den Farvernes Poesi, de store Kolorister raade over, er der en saadan Dygtighed baade i Anordningen og den techniske Behandling, at disse Billeder, selv efter saa mange tidligere for­trinlige Arbejder, høre til Kunstnerens modneste og bedste Værker. Samme Aar udstillede han paa Charlottenborg bl. a. et Par holbergske Stykker, navnlig en ny Fremstilling af »Erasmus Montanus«, hvori en drøjere Komik forenedes med en friere og bredere, men ogsaa flygtigere Behandling, medens han et Par Aar før (1865) havde overrasket ved den dybe Følelse, han havde forstaaet at lade komme til Orde i det lette, næsten skitsemæssig udførte Billede, »Arendse ved Ewalds Sygeleje«. En Tanke, som længe havde fore­svævet Kunstneren, Fremstillingen af Lignelsen om »Den store Nadvere«, kom nu ogsaa til Udførelse. I et Billede, som blev købt til den kgl. Malerisamlmg, med en Mængde næsten legemsstore Figurer, viser han os den pragtfulde Sal, hvor den rige Konge samler Halte og Blinde, Tiggere og Stoddere til det Gæstebud, de først indbudne havde forsmaaet. Det er navnlig ved Følelsen og den kække Sammenstilling af saa mange Figurer, at dette prægtige Billede griber Beskueren; selv om Udførelsen maaske er gjort vel meget paa fri Haand. Derimod gennemførte han endnu det karak­teristiske ved en foran ham staaende Personlighed. Dette fremtræder især i Høyens Portræt fra samme Aar (1869), som, trods en For­tegning ved det ene Øje og nogen Skødesløshed i Udførelsen f. Ex. af den nedhængende Haand, staar ved Siden af hans bedste Por­træter fra en tidligere Tid- Det er lithograferet af P. Gemzøe. Inden den Sygdom kom, der nedbrød hans Kraft og gjorde hans sidste Dage saa sørgelige, havde han endnu Lejlighed til at fuldende et stort Kunstværk, som, ved at høre til Udsmykningen af Universitetets Festsal i København, er lettere tilgængeligt end de store Billeder i Roskilde og i højere Grad ligesom hele Folkets Fælleseje. Aar efter Aar samles Højskolens vexleiide Ungdom i den store Sal og mod­tager under Musikens festlige Klang og Talens stille Alvor varige

 

101

Indtryk af dette og de Billeder, hvormed Kunstnere, der ere voxede op til værdigt at staa ved Siden af den første store Mester, efterhaanden have smykket den mægtige Hal.

Efter Forhandlinger med Consistorium indsendte Marstrand tre Skitser¹ til de Fremstillinger, der skulde smykke den store Bagvæg i Salen, nemlig et større Billede i Midten, forestillende »Universitetets Indvielse i Frue Kirke den i. Juni 1479«, samt to smallere, forestillende »Hans Tausen, som værner Biskop Rønnow mod Almuens Vold«, og »Tyge Brahe, som modtager Jakob VI af Skotland paa Uranienborg«. Indholdet af det første Billede er omtrent saaledes: »Den 26. Maj 1479 holdt M. Peder Albretsen sit Indtog i Køben­havn med en Del Magistre, Baccalaurer og Skolarer, som han havde hentet fra Højskolen i Køln, og den 1. Juni s. A. foregik Køben­havns Universitets indvielse i Vor Frue Kirke, i Kongens og mange gejstlige og verdslige Herrers Nærværelse«.³ Kong Christian I sidder paa sin Tronstol i Frue Kirkes Kor, medens Domkapitlets Medlemmer og andre »gejstlige og verdslige Herrer« sidde i Kannikestolene lige­overfor. Roskildes Biskop, Olaf Mortensen, i fuldt kirkeligt Skrud forestiller de fra Køln komne Lærde for Kongen; i Baggrunden kommer Pedellen med en stor opslaaet Bog, fulgt af en Dreng med Pen og Skrivetøj, en Hentydning til den første Indskrivning af akademiske Borgere, som strax efter foregik.³ Om ogsaa man hist og her sporer de sorte Skygger, som ikke sjælden skadede Virkningen i Kunstnerens Arbejder, er dog Billedet i sin Hovedholdning klart og levende, og den brede Behandling med de malerisk forsvindende Omrids er i et saa stort Maleri, der kun kan ses paa Afstand, ganske paa sin Plads. Da Skitserne var godkendte, fik Universitetet ved "Finansloven for 1869—70 Fuldmagt til en Ordning, der satte det i Stand til at have det for det midterste Billede vedtagne Honorar, 5000 RdL, rede til Kunstneren, og dette blev udbetalt ham i trende Afdrag, saaledes at hele Summen var afgiven den 24. Oktober 1871, efter at Arbejdet kort Tid i Forvejen var afleveret. Marstrand kom ikke til at udføre mere end det store Midtbillede; de to andre Ærnner ere efter Marstrands Død udførte af C. Bloch (s. d.).

Det er saa meget mærkeligere,  at Marstrand i de sidste Aar af sit Liv  kunde   fuldføre   disse   store   historiske   Arbejder,    som   han

 

¹ De findes ophængte  i Universitetsauditoriet Nr.   3.

- Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie I, S. 9.

^J Efter gammel Brug blandt Kunstnerne gengav Marstrand nogle Mænd fra sin egen Samtid paa Billedet, saaledes forestiller af cl. Prof. H. N. Clausen en til venstre siddende Gejstlig, og Prof. G. Stephens M. Peder Skolie.

 

102

allerede, medens han arbejdede paa de første Billeder i Roskilde, begyndte at lide af Sukkersyge, der trykkede ham meget, og netop viste sig stærkest, naar hans Hoved var i anstrængt Virkbomhed. Han gjorde en Rejse til Karlsbad, der frembragte en god Bedring i hans Tilstand, men Sygdommen var ikke hævet, og Familiesorg virkede paany nedtrykkende paa hans legemlige Velvære.

Thorvaldsens Paavirkning havde i hans yngre Aar vakt og næret den Tanke hos ham, at en Kunstner skulde leve for sin Kunst og intet andet. Den skulde ligesom være hans Brud, og det at gifte sig var det samme som at svigte sit Kald i Livet. Denne Tanke maa have fulgt ham længe, thi han var højt oppe i Manddoms-alderen, inden han paany saa denne Sag i et andet Lys og virkelig giftede sig. Maaske Moderens Død (1847) °g Hjemmets Opløsning som en Følge deraf har medvirket hertil. Den 8. Juni 1850 ægtede han Margrethe Christine Weidemann (f. ¹⁷/₅ 1824), Datter af Justitsraad, Overrets pro kurator Povl Frederik Weidemann (f. 1793, d. 1851) og Julie f, Moldenhawer (f. 1799, d. 1875), og med hende levede han et lykkeligt Familieliv i henved sytten Aar, indtil Døden temmelig pludselig bortrev hende, den 26. Januar 1867, fra den allerede syge Mand og fem opvoxende Børn, Under Trykket af denne Sorg og en stigende Svækkelse havde han dog Aands- og Livskraft nok til ikke alene at vedblive med sin vante Kunstnergerning, men til ogsaa at udføre det største, om end ikke i aandelig Henseende fyldigste og rigeste Billede, han endnu havde malet. Paa samme Tid var det kun hans nærmeste Venner, der følte, at han saa sørgmodigere paa Livet. Overfor fremmede viste han samme mandige Ro, blandet med et ejendommeligt tvært Lune, ligesom i tidligere Tid.

Det var, som om Sorgerne og Livets Byrder ikke kunde svække hans Skaberævne. Tvertimod følte han sig, netop naar Sindet var tungest, mest vel i sin Malerstue, omgivet af sin rastløse Aands mangfoldige Vidnesbyrd. Malede han ikke paa et Billede, hen­kastede han Skitse paa Skitse til nye Billeder snart i faa Linier med Blyant eller pen, snart i Oliefarve. Trækkene var flygtige, Farven og Formen næppe antydet, men Ideerne strømmede ikke mindre rigt end før, og nu mangen Gang i nye overraskende Skikkelser. Saaledes gjorde han en Skitse til »Gefion pløjer Sjælland ud af Sveriges Land«, saa storladen i Fantasiens Fylde og i den kække Antydning af den æventyrlige Begivenhed, at en fuldstændigere Udførelse næppe kunde have frembragt en mere slaaende Virkning. Øjet følte, at disse vældige Oxer var forvandlede Jætter, og at det

 

103

var en Gudekvinde, der styrede den mægtige Plov, i hvis Fure et skummende Hav brusede frem.

Men denne anstrængte Virksomhed var ham dog for meget. Ligesom Sukkersygen for største Delen havde været en Frugt af Overanstrængelse, saaledes havde han ogsaa nu næppe lagt den sidste Haand paa det store Billede, han malede I Universitetets Festsal, før han, den 10. Oktober 1871, rørtes af et »i øvrigt ikke meget heftigt« apoplektisk Slag, der heller ikke ramte hans aandelige Evner, men nedbrød hans Mod og Haab, og den Livsglæde, som de foregaaende Aars tunge Dage ikke havde formaaet ganske at kue, var nu næsten borte. Han var knap 61 Aar, da Sygdommen ramte ham, og havde endnu en for sin Alder usædvanlig kraftig og ung­dommelig Skikkelse. Nu blev han paa kort Tid en Olding. Haar og Skæg blev ganske hvidt, hans Legeme afmagredes, hans Aasyns Træk tabte deres Bevægelighed, og uagtet han rettede sig saa meget efter Sygdommen, at Lamheden fortog sig, blev han dog aldrig rigtig rask mere. Vel tilbragte han med tilsyneladende gavnlig Virkning Sommeren 1872 paa Landet hos sin Broder, og den følgende Vinter arbejdede han endog igen. Han gjorde saaledes de Udkast til et stort Billede, bestemt til Nationalbankens Trappehus, der saas paa Udstillingen umiddelbart efter hans Død, og han malede et mindre italiensk Billede, »Abbaten skæmter med de unge Piger«, som dog ikke blev ganske færdigt. Det blev købt til Thorvaldsens Museum og udmærker sig, trods Udførelsens Svagheder, ved et mægtigt Lune og en fin Fysiognomik. Men Sygdommen havde efterladt en Til­bøjelighed til Brysttilfælde, der ikke lod sig overvinde. Allerede l April 1872 blev han angreben af en Brystbetændelse, som kun delvis blev helbredet, og I Marts 1873 vendte den tilbage med fornyet Magt, saa at hans Kræfter udtømtes i Løbet af en Uge. Den 25. Marts var han død.

Ved Siden af sin Virksomhed som Kunstner var han som Pro­fessor ved Akademiet Lærer ved Modelskolen, og han havde desuden private Elever i sin Malerskole. Men sit store Snille kunde han ikke lære fra sig, og hvorvel Omgangen med en saa udviklet Kunstner i mere end én Henseende kan have baaret Frugt for de unge, synes den egentlige Lærergernings taalmodige Omhu ikke at have ligget for hans Personlighed. Ved sin uegennyttige Kærlighed til Kunsten, sit dygtige Blik, sin myndige Alvor og sin uforfærdede Frimodighed til at udtale, hvad han holdt for Ret og Sandhed var han mere paa sin Plads som Akademiets. Direktør. Han arbejdede

 

104

med Iver og Udholdenhed hen til, at Danmarks Kunstskole kunde røgte sin Gerning saa alvorligt og frugtbringende som muligt, og han skaanede sig ikke, hvor han kunde udrette noget til dens Tarv, Fra 1868 var han tillige Medlem af Thorvaldsens Museums Be­styrelse, og fra 1870 af den Kommission, som indkøbte Malerier til den kgl. Malerisamling.

Det maa være forbeholdt en senere Tid, naar Breve og Med­delelser foreligge i rigere Maal, udførligere at skildre Marstrand som Menneske, som ung og glad med de unge, som lykkelig Ægtemand og Familiefader. Ogsaa i Omgang og Tale fulgte ham det Lune og det satiriske Blik, som saa glimrende aabenbarede sig i hans Billeder. Men overfor Fremmede kunde ikke sjælden hans Lune udarte til Lunefuldhed, og han gav da sin øjeblikkelige Stemning Luft i en Gnavenhed eller endog en Bitterhed, der ellers var hans Natur fremmed. Et Hovedtræk i hans Karakter, som maaske netop medvirkede til, at slige Stemninger saa frit kom til Orde, var hans grundfæstede Ærlighed og Had til al Forstillelse. Ingen saa paa hans Arbejder med et strængere Blik end han selv, og han naaede næsten aldrig at tilfredsstille det høje Ideal, der foresvævede hans Tanke, hvad enten det gik i komisk eller alvorlig Retning; men paa Grund af de store Fordringer, han kunde stille til sine egne Evner, liden at disse svigtede ham, selv om de ikke mægtede alt,. hvad han vilde, fristedes han ogsaa til at vise sig stræng mod andre, endog hvor formildende Omstændigheder skulde lægges med i Vægtskaalen.

Det havde ikke fattedes Marstrand paa udvortes Æresbevis­ninger, uagtet hans Ligegyldighed for den Slags Ting vistnok virkede til, at ikke flere blev ham til Del. Den 6. Oktober 1851 (Frederik VII's Fødselsdag) blev han Ridder af Danebrog, den 8. Oktober 1856 Ridder af den franske Æreslegion, den 6. Oktober 1862 Danebrogsmand, den 26. Maj 1867 Etatsraad. Tillige var han den 31 August 1850 bleven udenlandsk Medlem af Kunstakademiet i Stockholm. Marstrands Portræt er malet saa tidt og gengivet paa forskellig Maade i Træsnit, Lithografi og Radering, at vi ikke kunne nævne alle; ogsaa foran findes hans Portræt. I hans Ungdom malede Const. Hansen et godt og lignende Portræt af ham (tilh. Gross. Wanscher); fra hans ældre Alder ejer den kgl. Malerisamling et Portræt, malet af Roed i Kunstnerens sidste Leveaar, og Udstillings fonden et fra samme Tid, malet af Jerndorff (Akad.).

 

105

(111. Almanak for 1856. udg. eli Kittenclorff og Aagaard, S. 32—40. 111. Tid. 1856, VII, Nr. 314, begge Art. ved J. L. Ussing. Erslew, II, 8.235. Suppl., II, S. 326. Priv. Medd. Akad. Reitzel. Urlst. Fortegn. Skriftl. Medd. fra (]^!Hrr. dit. medd. 'E. Hornemann og Edmtincl Hansen Grat. Priv. Medd. Høyens og Eckersbergs Optegn. Quæsturens Regnsk. 1869—71. Lange, Nutid s-Kim s t, S. 104—18 og 162—79. Fdl. 1873, Nr. 71. Berl. Tid. 1873, Begrav, Kont. V. Rlchter, Jnr. Stat. Lengn., F ara. Plnm, Smitli og Moldenliawer. Pers. Tdskr. 2. R. I, 187—94. Ord och bild, 111,488—495. S. Muller , N. Dsk, Maleri;. Striml;.}

 

Martens. Hans Ditlev Christian Martens, Architekturmaler, født i Kiel den 26. Juli 1795, var Søn af Stadtkatechet og Garnisons-kantor Johan Lorenz Martens (f. 1763, d. 1834) og Cathrine Chri­stine Henriette f. Kaempfern (d. 1814). Efter sin Konfirmation kom han for fem Aar i Malerlære i sin Fødeby, rejste, efter at han var udlært, til Hamborg, hvor han arbejdede et Aarstid som Dekora­tionsmaler og tog derefter til København for at uddanne sig ved Kunstakademiet, Uagtet sine trange Kaar gik han Skolerne igennem, blev 1819 Elev af Modelskolen og vandt 1824 den mindre Sølvmedaille. Samtidig lagde han sig efter Architekturmalcriet, vistnok tildels under Eckersbergs Vejledning, og i sit Vidnesbyrd roser Akademiet ham for »Opvakthed, Stadighed og udmærkede Anlæg for Architekturmaleriet«. Ved kgl. Resolution af 16. April 1825 fik han 600 Rbd. aarlig i to Aar til en Udenlandsrejse og den 25. Marts 1828 fik han 600 Rbd.'s Tillæg »til Hjemrejse«. Men den 5. Juli 1825 afrejste han til Udlandet for ikke at vende tilbage for efter en lang Aarrække. Da han nemlig ved Nytaarstid 1826 var naaet til Rom, tog han fast Ophold der. I de første Aar malede han et større Maleri, forestillende »Pave Leo XII's Besøg i Thorvaldsens Værksteder« og et Parti af »Klostergaarden i San Giovanni i Lateranet«. Ved at se disse og nogle flere hjemsendte Billeder (1831) mente Akademiet ikke at kunne anbefale ham til Rejseunder-støttelse, men foreslog dog Kongen at købe det førstnævnte Billede for 200 Specier (800 Kroner) »for derved at sætte ham i Stand til at studere under en duelig Mester« (tilh. den kgl. Malerisamling, men hænger i det kgl. Theaters Kontor). I 1855 vendte han endelig til­bage til København, men udstillede efter den Tid kun ét Billede ”Marmorkirken s Ruiner«, som han havde malet paa Bestilling af Frederik VII (1857). I 1864 forlod han Danmark paa Grund af Krigsforholdene og rejste til sin Fødeby, hvor han døde ugift endnu samme Aar. I København udstillede han fra 1821—26 nogle architektoniske Partier, navnlig af københavnske Kirker og fra

 

106

1827—51 med  store Mellemrum i alt otte af de Architekturbilleder, han havde malet i Rom. Den perspektiviske Virkning af en Kirke­bygnings Indre kunde lykkes ham ret smukt, men for øvrigt hævede han sig ikke til noget særdeles fremragende i sit Fag.

(Priv. Medcl. Kordes, Schl. Holst. Lit. Lex., 8.215. Rigsarcli. Eckersbergs Dagb. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Martensen. Josepha Mathilde Martensen, Malerinde og Raderer, født den 24. Maj 1852, er Datter af Biskop Hans Lassen Martensen (f. 1808, d. 1884) og dennes anden Hustru, Virginie Henriette Con­stance f. Bidoulac (f. 1817). Hun lærte at tegne hos F. F. Helsted og tegnede og malede senere hos F. Vermehren. I 1890 udstillede hun et Maleri »I stille Tanker«. Senere har Kunstnerinden lagt sig efter at radere, har solgt et Par Blade til Raderforeningen og publiceret flere Blade paa anden Maade.

(Priv. Medd.    Elvius.    Udst. Fortegn.)

 

Maschius,  Jakob Mortensen Maschius eller Maschius, Kobberstikker, var født i Bergen omtrent 1630—33, blev Student 1651, vendte til­bage til Bergen, og blev Huslærer, men synes at have lagt sig efter Tegning og Kobberstikning, idet han allerede som Huslærer paa Kongsberg var Tegner i Sølvværkets Tjeneste. Han kom i 1674 til København og fik der, den 20. Januar 1675 Udnævnelse til Sogne­præst for Jølsters Menighed i Bergens Stift, og i denne Stilling døde han den 12. August 1678. To Maaneder før var han bleven gift med sin Formands, Daniel Bugges, Enke Maren Finde, Datter af Provst Peder Finde og dennes første Hustru Barbara Henriksdatter Nitter. Efter Maschius' Død indgik hun sit tredje Ægteskab med dennes Eftermand, Søren Mundte. Maschius har som Kobberstikker udført Stik af Throndhjems Domkirke (Umbra templi Nidrosiani, 1661), af Levningerne af dens vestre Gavl (Rudera frontis ad oed-dentem, 1661), af Throndhjem By (Nidrosia, 1674), et Portræt af By­foged og Raadraand i Bergen, Peder Jensen, samt et Søstykke, fore­stillende to bergensiske Spaniensfarere, som angribes af et tyrkisk Sørøverskib (Bergis A- 1673 å^c.J, eller som der ogsaa siges »en algiersk Viceadmiral«; dette Blad var i gammel Tid en Hoved­prydelse i de bergenske Stadsestuer. Han er tillige Forfatter til et Digt om Throndhjems Domkirke, som udkom i Christiania 1661; Krohn kalder ham Dilettant.

(Weinw., S. 79. Do. Lex, Sandv., S. 97. Mirierva. 1800, S. 289. Geneal. Inst. Worms Lit, Les. og Kraft og Nyerups Do., hvor han fejlagtig har faaeE Fornavnet Hans. Krohn I, S. 9 —10. Strunk.)

 

107

Masius. Balthasar Masius, Maler, kaldes i Regnskaber fra 1701 Skildrer, hvilket plejer at betyde Kunstmaler. Han fik det nævnte Aar Betaling for Ornamenter, udførte paa Frederiksberg Slot og for tolv Skilderier til samme Slot. I den nedenfor nævnte Maler Moritz's Stambog har han udført en architektonisk Tegning som et Erindringstegn til ham; den er mærket Hafnæ 25. Januarii 1703.

(Fnis' Saml., S. 92 og 94. Moritz Stambog, Thotts Saml., i kgl. Bibi. 8, 569).

 

Mathiesen. Aage Henrik Mathiesen, Architekt, født den 2 2. Maj 1868 i Aarhus, er Søn af Bygningsinspektør i København Rasmus Langeland Mathiesen (f. 1834) og Elisa Petrea f. Kabell. Han besøgte Metropolitanskolen, men gik 1884, efter at være kommen i Tømrerlære, over til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra den i. Oktober s. A. til Maj 1892, da han fik Tilladelse til Afgang. Derefter bestod han den egentlige Afgangsprøve den 27. Maj 1893, men da han ikke var færdig med de øvrige Prøver, fik han først Afgangsbevis den 30. Januar 1895. Han har været Konduktør hos Architekternc Storch, Nyrop o. fl. samt udført nogle Opmaalingsarbejder for Nationalmuseets anden Afdeling. Den 5. No­vember 1890 ægtede han Mathilde Amalie Westergaard, Datter af Musikus N. C. Westergaard.

(Priv. Medd.    Akad.)

 

Mathiesen Nicolaj Banner Mathiesen, Architekt, født 1696, var Søn af Klokker Søfren Mathiesen (se I, S. 601, Krieger) og Maren Nielsdatter Banner; han blev den i. Marts 1726 Assessor i Hof­retten, den 12. November 1728 Stadsbygmester,¹ den 17. Januar 1741 virkelig Kancelliraad, og han døde den 4. Februar 1771 af Alderdom. Han var tillige Søetatens Husbygmester. Mathiesen blev den 30. Maj 1731 gift med Charlotte Amalie Huhn (f. 1714, d. 1781), Datter af Joh. Hinr. og Else Huhn; deres Børn tog Efternavnet Banner.

(Adresseav. 17?!, Nr. 19, 20, 21. Stat skal. Lengn., S. Mathiesen. Petri Kirkeb. Geneal. Inst. Akad.)

 

Mathiesen. Oscar Adam Otto William Mathiesen, Maler, født den 8. Juli 1861 i Slesvig By, er Søn af Branddirektør, Husfoged Johan Peter Mathiesen (f. 1824, d. 1889) og Angelique f. v. Staffeldt

 

' Han synes ligesom Ernst væsentlig at have været Forretningsmand, men medtages som den første i Rækken af Stadsbygmestre. Hans Efterfølgere er e G. E. Rosenberg, P. Meyn, P. Malling, N. S. Nebelong, H. C. Stilling og P. C. Bønecke.

 

108

(f. 1831). Efter at være kommen i Malerlære blev han af J. F. Busch dimitteret til Kunstakademiet i Juni 1878; gennemgik dets Skoler og fik den 24. Marts 1884 Afgangsbevis som Maler. Han begyndte at udstille 1883 og vandt den 10. Oktober 1884 Akademiets mindre Guldmedaille for »Griffenfeldt, som paa Munkholm underviser Børn«. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes nogle Portræter, bl. a. Bispinde Grundtvig (1889) og et Genrebillede »Frokost paa et Skræderværksted«. Han deltog i Konkursen om et Billede til Universitetets Festsal (1891), Holberg overværer en Prøve at Erasmus Montanus og fik en Præmie paa 1000 Kr. I 1896 konkurrerede han som Dekorationsmaler med Udkast til Udsmykning af Forhallen i Mineralogisk Museum, men fik ikke Præmie. Mathiesen har rejst meget, opholdt sig en Tidlang i Frankrig og var i 1893 dansk Kommissær ved Verdensudstillingen i Chicago. Han er i Aar ogsaa optraadt som Forfatter. Den 18. November 1887 ægtede han Camilla Larsen, Datter af Skrædermester Lars Martin Larsen (f. 1817, d. 1893) og Clara Angelique f. Hesselberg (f. 1829, d. r864). (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Mathysen. Antony Mathysen, Kobberstikker, udførte 1682 en Række Blade med Jagtfremstillinger til et tysk Værk »Dianen Jagd-geheimnüss« og et Portræt af Bogens Forfatter J, Tanzer.

(Krohn I, S. 11.)

 

Meerholdt Johan eller Christian Meerholdt eller Morholdt, nævnes som den Maler, der har udført Billedhuggeren Johan Hol­lænders (Wilckens) Portræt, Han skulde være den samme sorn Chri­stian Contrefejer, der den 16, December 1683 fik 10 Rdl. for det nævnte Portræt. Det synes endog, som om der har været to Por­træter, forestillende den samme Person, hvoraf det, som nu kendes, tilhører den kgl. Malerisamling.

(Spengl. Fortegn., Nr. 813.    Tdskr. f. Kstind. X, 94.    Priv. Medd.  Rigsarch.)

 

Meisling  Peter Ludvig Meisling, Xylograf, født den 22. Sep­tember 1817 i København, var Søn af Professor Rektor Simon Sørensen Meisling (f. 1787, d. 1856) og Inger Cathrine f. Hjarup ff. 1793, d. 1854). Han blev Student 1836, lagde sig efter Træsnittet (Xylografien) under Axel Th. Kittendorffs Vejledning, besøgte Kunst­akademiets i. Frihaandsskole i 1842, udstillede 1845 »En Ramme med xylografiske Prøver« og vandt den 13. Marts 1847 den Neuhausenske Præmie for Træsnit efter et Portræt. Den 3. April 18so

 

109

ægtede han Anna Marie Michelsen (f.   1820,   d.   1891)   fra Augusten­borg; men allerede den  19.  Maj   1853  døde han.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.   Eirslew, II, S. 249 og Suppl., IL S. 350).

 

Melbye. Daniel Herman Anton Melbye, Sømaler, Søn af kgl. Toldbetjent Jakob Buntzen Melbye (f. 1790, d. 1869) og Anna Marie (Clara) Christine f. Løchte (adopteret Carstensen, f. 1791, d, 1876), blev født i København den 13. Februar 1818. Han havde i sin tidlige Ungdom Lyst til at dyrke saavel Musiken som Tegne­kunsten. Oprindelig vilde han have været Sømand, men da hans Kortsynethed ikke tillod det, skulde han have været Skibbygger  imid­lertid fik han Lejlighed til at lære Musik (Guitar) og opgav derfor Konstruktionsskolen; samtidig havde han tegnet nogle Skibe for sin egen Fornøjelse, men Synet af et udstillet Søstykke gav ham Lyst til at blive Marinemaler. Han begyndte nu at gaa paa Kunst­akademiet (1838), men fulgte kun Undervisningen der et Aarstid. Derimod var den Vejledning, han nød hos Eckersberg, frugtbarere for ham, og allerede 1840 kunde han udstille nogle Søstykker, hvoraf et tiltrak sig den tyske Kunstkender Rumohrs Opmærksomhed. Man har maaske lagt for megen Vægt paa de Raad, denne Mands Ven­skab indbragte Melbye; Rumohr var selv Tegner og satte Pris paa det lette, aandrige Fingerpeg, en Haandtegning giver; men saa ung, som Melbye den Gang var, havde han vistnok haft bedre af ikke strax at faa Øjet altfor aabent for Skolens Strænghed og Livets Frihed. Friheden var nok kommet af sig selv, naar det fuldkomne Herredømme over Midlerne var vundet, og Kunstneren vilde maaske da have sparet sig mange Skuffelser og vilde have været fri for i den ældre Alder at tage fat, hvor han i sin Ungdom gav slip.

Imidlertid førte Rumohrs Anbefaling til, at han fik Lov at følge Korvetten Flora paa et Togt i Østersøen og siden Linieskibet Chri­stian VIII paa dets første Rejse i Nordsøen. Kunstneren skulde nu se selv og være sin egen Lærer, I 1843 konkurrerede han sammen med C. Dahl om den Neuhausenske Præmie. Opgaven var »Skibe, krydsende for Modvind«. Trods det vindende i Frem­stillingen, der gjorde, at han fik Præmien med 11 Stemmer, medens Dahl fik 9, undlod Eckersberg dog ikke at fremhæve, at Melbyes Billede savnede den Sikkerhed i Enkelthederne, man burde kræve af et Konkurs arbejde. Et andet Billede fra samme Udstilling, »Flaade til Ankers ved Warnemünde«, synes mere at have tiltalt

 

110

N. Høyen, der vel ikke har skrevet om Billedet, men til sin egen Efterretning gav det Tillægsordet »nydeligt«. Ved Kongens (Chri­stian VIII) Yndest fik han atter Lejlighed til en større Sørejse, idet han fulgte med Hekla til Marokko. Derimod naaede han ikke at faa sin første Ansøgning om Rejsestipendium (1843) bevilget. Kongen, som stadig tog sig af ham, reskriberede imidlertid i 1845 til Akademiet, at det burde give ham Løfte paa Stipendiet for næste Aar, men Akademiet holdt det for gavnligt for ham endnu ikke at tiltræde en Rejse. Dog fik han den 23, Marts .1846 et Aars Stipen­dium paa 600 Rdl. og den 12. Maj s. A. tilkendtes Udstillingsmedaillen ham for »Eddystone Fyrtaarn«, den Gang tilhørende Løjt­nant Mathiesen. Dette stemningsrige Billede blev senere der kgl. Malerisamlings Ejendom. Samme Aar konkurrerede han atter til den Neuhausenske Præmie med »Hvitfeld i Køgebugt« (Moltke til Glorup), men opnaaede ikke Præmien. Bestillinger strømmede nu saa rask ind til ham, at han ikke kunde tiltræde sin Rejse, uagtet Akademiets gentagne Tilhold derom, før den 12. Juli 1847, da han afrejste til Paris. Trods de Ulemper, Revolutionen i 1848 foraarsagede Kunstneren, forblev han dog i Paris og modtog der det andet Aars Rejsestipendium. Opholdet forlængede sig, det lykkedes ham at faa Bestillinger, ja endog i 1853 at faa fri Rejse med den franske Expedition, der gik til Konstantinopel, hvor han opholdt sig i ti Maaneder. Efter Tilbagekomsten til Paris blev han forestillet for Napoleon III og udførte et stort Maleri efter hans Bestilling. I Konstantinopel fik han en tyrkisk Orden, i Paris blev han Ridder af Æreslegionen, og da han ved Nytaarstid 1858 var vendt tilbage til Fædrelandet, blev han snart efter, paa Forslag af Kloss den 5. Juli 1858 Medlem af Akademiet og den 19. November s. A. Ridder af Danebrog. Faa Aar efter fik han Titel af Professor (.1862).

Hans Venner i Fædrelandet skønnede ikke fuldstændigt paa den Udvikling, hans Talent havde taget under et elleve-aarigt Ophold i Udlandet. Det synes, som om de rige og store Opgaver, der frem­bød sig for hans Blik, havde grebet ham saa mægtigt, at han, trods sit medfødte Geni, vovede sig i Kast med dem, inden hans Fremstillingsævne var udviklet nok til at bevare fuld kunstnerisk Over­legenhed og Frihed overfor de Vanskeligheder, Udførelsen af hvad han havde set frembød, især paa saa store Lærreder, som han nu følte sig kaldet til at bruge. Man fristes til at tro, at Nyhedens Interesse var saa stor, ogsaa for ham selv, at han lod sig nøje med i dristige Træk at give, hvad han havde set og tænkt, i Steden for

 

111

^:nemlig at uddanne og modne de baade glimrende og solide Egen­skaber, hans Snille maa have ejet, for at han overhovedet kunde frembringe Billeder, som saa stærkt fængsle Beskueren, selv om de ikke alle formaa at vedligeholde Interessen, naar man vender tilbage fil dem. Dette Fortrin har imidlertid »Eddystone Fyrtaarn«, fra Tiden efter Rejsen, uimodsigelig bevaret.

Glædende sig ved et stort europæisk Navn levede Melbye nu nogle Aar dels i Hjemmet, dels i Hamborg og Paris, men blev snart greben af en Sygelighed, som omsider hæmmede hans Produktivitet og endelig lagde ham i Graven den 10. Januar 1875. I sine senere Aar kastede han sig med Forkærlighed over en ny Fremstillingsmaade; han udførte Marinebilleder som store Tegninger med Kul og Kridt og udfoldede heri en Sikkerhed i Tegningen, en malerisk Frihed, en kunstnerisk Virkning, der stiller disse Kulbilleder, hvoraf ikke faa endog tilhøre selve hans Sygdoms Tid, Side om Side med hans bedste Malerier. Der var mangen Gang i dem en Finhed og Sandhed i Naturiagttagelsen, som ikke alle hans Oliemalerier kunde

rose sig af. Han havde 1857 i Paris ægtet Alice Dupré, som efter hans Død indgik et nyt Ægteskab med en fransk Officer, Kaptajn Hocquet. Den kgl. Malerisamliug ejer, foruden det nævnte store Billede, et Par mindre Arbejder (fra 1842 og fra 1849) og et større i Udlandet ([855) malet Billede, »Slaget ved Køgebugt«.

(III. Tid 1860, Nr. 19 ved Erik Bøgh. Søndagsposlen 1871, Nr. 403. Priv. Medcl. Kst. og Æslh., S. 190—91. Fædrel. 1875, Nr. 10. Kvmst-Cliromjk iS75, S. 330. S. Muller, N. Dsk. Malerk. Stamt. Kam. Melbye. Akad. Reitzel.

Uclst. Fortegn.)

 

Melbye. Fritz Sigfred Georg Melbye, Sørnaler, yngre Brodér til den ovennævnte Anton Melbye og født i Helsingør den 24. August 1826, lagde sig ligeledes efter Malerkunsten, særlig Marinemaleriet, og udstillede i København 1849 og 1858. Han rejste tidlig til Udlandet, opholdt sig en Aarrække i New York, hvor han vandt et godt Navn som Sømaler, rejste derfra til Kina, og opnaaede ogsaa der at vinde Opmærksomhed for sine Søstykker. I Shanghai døde han ugift den 14. December 1869.

(Priv. Medd.    Nekrolog i Berl. Tid.  1870, Nr. 38.    Reitzel.   Uclst. Fortegn.)

 

Melbye. Knud Frederik Vilhelm Hannibal Melbye, Sømaler, Broder til de to ovennævnte Kunstnere, og født den 14. Maj 1824 i Helsingør, kom først i Handelslære og fik Plads ved et stort Handelshus i London. Men efter et Aars Forløb vendte han tilbage

 

112

til København, og da hans Broder imidlertid havde vundet Navn som Sømaler, besluttede han efter dennes Raad at vælge samme Vej. Han besøgte Kunstakademiet 1844—45, kom op i Gibsskolen 1845, men forlod snart efter Akademiet for at uddanne sig til Sømaler under Broderens Vejledning. I 1847 udstillede han sine første Billeder, hvoraf et, »En Lodsbaad i uroligt Vejr«, blev købt til den kgl. Malerisamling. Christian VIII tog sig ogsaa af ham og lod ham rejse med Valkyrien til Island. Efter Kongens Død rejste han til Düsseldorf, derfra til Paris, hvor han levede i et Aar og atter derfra til England, hvor han boede i tre Aar. Under et Besøg i Hjemmet ægtede han den 18. November 1854 Nanny Hedvig Chri­stiane Matthison-Hansen (f. 1830), Datter af Domorganist i Roskilde Hans Matthison-Hansen og dennes første Hustru, Christiane Petrea f. Stenersen (f. 1804, d. 1881), og levede paany nogle Aar i Ud­landet, mest i England, hvor han især havde vundet Navn som Sømaler ved sine fix anordnede og med indsmigrende, om end ikke altid fuldt natursand Kolorit malede Billeder. Fra 1867 levede han i Danmark, dels i København, dels i Roskilde. Den 25. April 1871 blev han Medlem af Kunstakademiet, i 1876 blev han. Ridder af Danebrog og fik 1880 Titel af Professor. De fleste af hans større og bedre Billeder ere solgte til Udlandet. Et stort Billede, »Alicantes Red«, blev malet efter Bestilling af Frederik VII (udst. 1863); en »Udsigt over Københavns Red« er gengivet i farvetrykt Lithografi. Han døde den 6. Oktober 1882.

(Priv. Medd.     Nyt ill. Ugeblad,  3. Aarg.  1873, Nr.  i.     S. Muller,   N. dsk. Malerk.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Melchert. Adolf Melchert, Maler, rimeligvis en Holstener, besøgte Kunstakademiets Skoler i København i 1832 og de nærmest følgende Aar. Han var Elev af J. L. Lund og udstillede 1837—1839 en Kopi efter denne og nogle Landskaber fra de danske Kyster, samt i 1840 »Frederik VI paa lit de parade«..

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Melchior. Carl Theodor Melchior, Genremaler, født den 13. Marts 1826 i København, er Søn af Opsigtsbetjent ved Politiet August Melchior og Ane Cathrine f. Ramge. Han besøgte Kunstakademiet i Alderen 13—14 Aar, men blev derpaa, efter sin Konfirmation, sat paa et Kontor, for at uddannes til Handelen. Først efter en Syg­dom fik han Lov til i 1843 at faa Plads paa H. V. Bissens Billed­huggerværksted for at blive Kunstner. Nu indtraadte han 1844 paa

 

113

Akademiets Gibsskole, blev 1845 Elev af Modelskolen og vandt 1846 den mindre Sølvmedaille som Billedhugger. Aaret efter fik han Pengepræmie for Modelering efter den levende Model, og i 1849 udstillede han en Buste. For øvrigt arbejdede han for Bissen. Ikke desto mindre besluttede han at gaa over til Malerkunsten, og efter at have malet nogle Portræter og Studier har han fra 1852 —1871 udstillet en Del Portræter og Billeder fra Folkelivet, dog med store Afbrydelser, idet han efter Faderens Død maatte overtage en praktisk Forretning. Imidlertid blev han allerede i 1870 ramt af et apoplektisk Tilfælde, som dog ikke forhindrede, at han den i.Juni 1876 ægtede Caroline Amalie Wollquartz, Datter af Garvermester J. C. Wollquartz (d. 1870) i. Nykøbing p. F. og Louise Hansine Gabrielle f. Hansen (d. 1894).

(Priv. Metld.    Akad.    "Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Melchior.    L.  A, Melchior, se L. A, Løser.

 

Meldahl. Ferdinand Meldahl, Architekt, Søn af Jærnstøber Henrik Meldahl (f. 1776, d. 1840) og Benedicte Henriette f. Hansen (f, 1796, d. 1845), er født i København den 16. Marts 1827 og fik i sit 13. Aar Plads som Former i sin Faders Værksted, medens han fra Januar 1839 havde besøgt Akademiets første Skoler. I 1841 kom han i Murerlære hos Murmester Sibbern, blev Svend 1844 og samme Aar Elev af Kunstakademiet, idet han den 22. Marts rykkede op i den saakaldte Medailleklasse. Uagtet Tanken om at blive Kunstner stod stedse mere levende for ham, arbejdede han dog endnu i det ligefremme Haandværk i to Aar (1844—45), deraf det sidste Aar ved Thorvaldseus Museum. I de følgende Aar fik han som Akademiets Elev Plads hos Bygmester Jacobsen ved Opførelsen af et Fyrtaarn og senere som Konduktør ved Tilbygningen til et Hospital i Helsingør; men det var begge Arbejder, hvor der kun var Spørgsmaal om almindelig technisk Indsigt. En Rejse i Tysk­land, hvor han navnlig følte sig greben af den kunstneriske Virkning i et Landslot i Potsdam af den tyske Bygmester Schinkel, vakte yder­ligere hans Trang til at blive Kunstner, og i Marts 1848 vandt han den mindre Sølvmedaille. Endnu samme Aar byggede han sin første selvstændige Bygning, Herregaarden Øya ved Ystad i Skaane, uagtet han tillige havde været frivillig med i Krigen fra April til Vaaben-stilstanden. I Marts 1849 vandt han den store Sølvmedaille; samme Aar konkurrerede han til den mindre Guldmedaille, som han ikke

 

N. K. L.   II. Maj   1896.                                             S

 

114

opnaaede; derimod vandt han 1850 Æresmedaillen i Architekturert og i September 1851 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et Landslot«. Efter en større Rejse i 1852—53 med Understøttelse fra det Classenske Fideikommis og Landhusholdningsselskabet for at undersøge Landbygninger i Tyskland og Svejts, hvortil han knyttede et kort Besøg i Norditalien og Rom, vandt han i 1853 den store Guldmedaille for Opgaven »En luthersk Hovedkirke«.

Foruden de nævnte Rejser havde Kunstneren fundet Tid og Lejlighed til flere mindre Udflugter til Spanien i 1850 med Heinr. Hansen, til Frankrig, Belgien og Englaud i 1851. Men nu foretog han med Akademiets Stipendium paa 800 Rdl. aarlig l tre Aar sin egentlige store Kunstrejse (1854—56), paa hvilken han, foruden største Delen af Europa, besøgte Syrien, Palæstina og Ægypten. Paa Hjemrejsen blev han syg af Kolera i Neapel, men kom sig og fortsatte Rejsen; dog gav han Afkald paa det bevilgede fjerde Aars Stipendium og foretrak at vende hjem. Efter Hjemkomsten blev han agreeret af Akademiet den 27. Juli 1857, og den 5. Juli 1858 valgtes han til Medlem. Samtidig havde han et betydeligt Arbejde i Op­førelsen af Blindeinstitutet tæt udenfor København, som blev færdigt 1858. Aaret efter byggede han Raadhuset i Fredericia. Den 9. Juni 1860 ægtede han Caroline Amalie Ræder (f. 1838), Datter af Oberst Jacob Tode Ræder (f. 1798, d. 1853) og Caroline Amalie f. Baur (f. 1810, d. 1895), og samme Aar fik han et stort Hverv i Gen­opførelsen af det i December 1859 nedbrændte Frederiksborg Slot, hvis Ydre var færdigt i 1865, medens den indre Udsmykning først afsluttedes i 1893 med Prinsessefløjens Fuldendelse. Dens hele Ud­smykning har særlig været ledet af Hensynet til, at Slottet, ved Kap­tajn Brygger J. C. Jacobsens Tilskud fra Carlsbergfondet (1877) anvendes som national-historisk Museum, Af Meldahls øvrige Byg­ningsværker kan her kun blandt de mest fremtrædende nævnes Navigationsskolen i København i italiensk Stil (1865), hvilken senere er gaaet over til Livsforsiknngsanstalten, og Marmorkirkens Fuld­førelse paa en Del af det i Ruinen tilstedeværende Grundlag. I Skaane har han bl. a. opført Herregaarden Ortofta for Grev Diicker, Hamilton-House ved Helsingborg, Laiidbriiks-Institiitet Alnarp ved Malmø samt, sammen med Architekt Alb. Jensen (s. d.), Herre-gaardene Trolleholm og Trollenas. Desuden deltog han med samme Kunstner i Konkursen om Genopførelsen af Christiansborg Slot og deres Projekt fik den største uddelte Præmie, 5000 Kr. Tillige har han medvirket ved forskellige større Bygningsanlæg, saaledes

 

115

Toldboden, til hvis Omordning han ikke alene lagde hele Planen men ogsaa gjorde Udkastet til den nye Toldbodbygning, hvis fuld­stændige Udarbejdelse og Opførelse senere blev overdraget til Archi-tekterne Dahlerup og Bøttger. Desuden tog han væsentlig Del i Ordningen af de store nye Anlæg i København, Gammelholm, Ny­boder, Glaciet og i den nyeste Tid Langelinies Omdannelse og An­lægget af Frihavnen, samt desuden, som Direktør for det københavnske Byggeselskab, i dettes store Nybygninger paa Kongens Nytorv (bl. a. Hotel d'Angleterre) og ved Nørrebro foran Søerne. Ogsaa udenfor Norden har han bygget, saaledes i Tyskland, f. Ex. et Landsted ved Frankfurt (1877).

Ved Siden af sin Virksomhed som udøvende Kunstner har Meldahl maaaske virket endnu mere ved sin Iver for Lærergerningen i Akademiet og i mange forskellige Retninger i det praktiske Liv. Han har saaledes i mange Aar været Medlem af Thorvaldsens Museums Bestyrelse og er nu dens Formand. Efter Akademiets Omordning i 1857 blev han (1863) Formand for Skoleraadet, uagtet flere ansete ældre Mænd den Gang havde Sæde deri, og han virker endnu i denne Stilling med usvækket Interesse. Den 31. December 1864 blev han tillige Professor i Bygningskunsten efter Hetsch, og var fra 1873 til 1890 ved stadige Genvalg Direktør for Kunst­akademiet, hvorved hans Arbejdsdygtighed og hurtige Blik kom ikke blot et særligt Fag, men den hele Kunstskole til Gode. Samtidig var Melclahl i 17 Aar Udstillingskomiteens Formand og opnaaede i. sin Virketid, at Udstillingsbygningen blev opført. Han blev (1874) Medlem af Kunstakademiet i Stockholm og Florens, af Royal Institute of Britisk architects i London (1876). Desuden har han i en lang Aarrække ved forskellige Lejligheder været Statens Raadgiver i Bygnings sager, før 1864 i Slesvig og Holsten, efter den Tid paa forskellige Steder i Kongeriget, Som Medlem af Borgerrepræsentationen i 27 Aar havde han Lejlighed til at gøre sin Indflydelse gældende paa en Mængde Sager, navnlig vedrørende Københavns Bygningsvæsen, og han har saa meget lettere kunnet være Skønhedens Talsmand, som hans techniske Indsigt maatte sætte ham i Stand til strax at kunne forbinde de nødvendige praktiske Hensyn dermed. Desuden har han i en længere Aarrække været Medlem af Havneraaclet og efterhaanden af en Mængde Kommissioner, deriblandt ogsaa i Sverig og Norge; men hans Virksomhed i saa Henseende ligger ikke indenfor dette Værks Omraade.

 

116

Meldahl blev i 1860 kgl. Bygningsinspektør og har i denne Stilling varetaget meget betydelige Restaurationsarbejder ved saa godt som alle kgl. Slotte, ikke blot i praktisk, men ogsaa i kunstnerisk Retning, hvor det gaJdt om Istandsættelse af Facader eller Dekora­tion af indre Rum.

Han blev 1861 Ridder af Danebrog, 1864 Danebrogsmand, 1867 Etatsraad, den 3. Juli 1874 Kommandør af Danebrog af anden Grad, og tre Maaneder efter den 15, Oktober s. A. Kommandør af første Grad, den 26. Maj 1892 Kammerherre. Desuden har han ved forskellige Lejligheder modtaget en stor Del udenlandske Ordener¹ og andre Æresbevisninger.

(Priv. Medcl. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. Ordenskap. Ee-grav. Kont.)

 

Mendel. Moses Mendel, Portrættegner, født i Slesvig 1800, var Elev af Kunstakademiet i København, og vandt i sin korte Levetid sine Kunstbrødres Kærlighed og Agtelse ved sin rene Vandel og elskelige Karakter. Han udstillede 1826 en Portrættegning og ud­førte 1830 Lægen J. D. Herholdts Portræt paa Stenen. Dog var han kun en lovende Begynder, da Døden allerede bortrev ham, fjærnt fra Forældre og Søskende, den 26. Juni 1831. Landskabs­maler J. P. Møller meddelte Dødsfaldet.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Skifteretten.    Adresseav.  1831, Nr.  150.)

 

Mengs. Ismael Mengs, Miniaturmaler, født i København 1690, som det 22. af 23 Børn, formodes at have været af jødisk Æt. Han var Elev af B. Coffre, men dannede sig siden i Udlandet til Miniatur-og Emaillemaler. Da en Farsot havde røvet ham hans Søskende og Venner, rejste han til Lybek og derfra til Dresden, hvor han blev Professor ved Kunstakademiet og, fraregnet en Rejse til Italien, levede til sin Død den 26. December 1765. Han blev 1720 gift med en tysk Dame, Charlotte Burman fra Zittau, og blev ved hende Fader til den berømte Anton Rafael Mengs, født 1728 i Aussig i Bøhmen. Ogsaa hans Døtre var Malerinder.

(Tysk Hclsk. bl. Thaarups Papirer, Weinw., S. ilS. Do. Lex. Füssli Lex. Nagler Lex,)

 

¹ I Statskalenderen for 1896 opføres han med følgende udenlandske Ordener: (R. St. Stan. i.), (S. N. i.), (S. V. 2.¹), (N. St. O. 2.¹), (Pr. Kr. 2.*), (O. F. J. 2.*), (P. V. V. 2.), (L Kr. 2.), (Gr. Fr. 3.), (H. Ph, d. H. 2.").

 

117

Mertens. Christian Hinrich Ludvig Mertens, Maler, født i Itzehoe den 14. Januar 1821, var Søn af Ornamentbilledhugger Jakob Mertens der. Han gennemgik Malerlæren i sin Fødeby, uddannede sig i Dekorationsmaleriet, og arbejdede i dette Fag et Par Aar i Ham­borg. Da han endelig i 1843 besluttede at blive Kunstmaler i snævrere Forstand, tog han ved det Stådelske Institut i Frankfurt a. M. Undervisning i at tegne og male efter den levende Model. Senere arbejdede han hos en Porcelænsmaler og en Landskabsmaler, men lagde sig tillige efter at stikke i Staal i Aquatintamaneren. Nu drog han tilbage til Holsten, hvor han fandt Livsophold som Staalstikker, indtil i Aaret 1847 en Nervefeber svækkede hans Syn saaledes, at han maatte slippe Gravstikken; han malede derpaa, da hans Øjne var blevne noget bedre, Miniaturportræter paa Elfenben og flyttede i 1851 til Rendsborg, hvor han fik en Plads som Tegne­lærer og siden har haft fast Ophold. Samtidig lagde han sig efter Daguerreotypi og Fotografi. Efter at han i 1857 var bleven fuld­stændig blind, vedblev han dog med at give »theoretisk« Under­visning i Tegnekunsten og opfandt et Apparat til Perspektivtegning, der skal have vist sig meget brugbart.

(Priv. Medd. fra Rendsborg.)

 

Messmann. Carl Ludvig Ferdinand Messmann, Landskabsmaler, Søn af Kukkenbager L. F. Messmann, er født i København 1826 og besøgte Kunstakademiet i 1840—44 og udstillede 1850—59 dels malede Landskaber, dels Pennetegninger, hvoraf flere blev købte af Frederik VII. Han ægtede en Slægtning af samme Navn og flyttede omtrent 1860 til Gøteborg.

(Alv;u!.    Reitzel.    Uclat. Fortegn.)

 

Meybusk. Anton Meybusk, Meybusch eller Meibus, Stempelskærer, født i Tyskland, som det synes omkring 1640, arbejdede 1660 som Guldsmed i Stockholm, og fik den Gang Opfordring til at lægge sig efter Medaillørkunsten. I dette Fag arbejdede han derpaa allerede 1667—70 i Danmark, idet han skar to Medailler for Frederik III. Derefter fik han Ansættelse i Stockholm 1674 og virkede nogle Aar der. Men da Forholdene forandrede sig og han uden Tvivl selv har følt, at han endnu havde noget at lære, rejste han til Paris for at uddanne sig hos Datidens berømte Mestre, og fandt snart Syssel­sættelse ved Hoffet der, saa at han til sin Titel som Kongerne af Danmarks og Sveriges Medaillør kunde føje ”medailleur du roi de Francen. I 1685 blev han i Paris gift med Margrethe Romer

 

118

(Rømerr) og udførte selv i den Anledning en Medaille med sit eget og sin Hustrus Brystbilleder. Hun maa dog snart efter være død. Efter Tilbagekomsten fra Paris tog han nemlig atter til Stockholm og ægtede der Anna Cathrina Warberg (d. 1731); men han følte sig dog ikke tilfreds der, og fra 1690 tog han fast Ophold i Køben­havn som kgl. Medaillør med en aarlig Lønning af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) samt særskilt Betaling for sine Medailler. Han udførte nu et stort Tal af Medailler for Christian V og døde her den i. Maj 1702.

I 1693 skar han en Medaille i Anledning af Indførelsen af en bedre Møntfod, hvori han selv skal have haft Del. For øvrigt skar han mest de sædvanlige kgl. Medailler i Anledning af Bryllup, Fødsel og Død. Han udførte saaledes 1699—1700 Medaillerne i Anledning af Christian V's Død og Frederik IV's Salving, i 1701 en Medaille med dennes og Dronnings Brystbilleder m. m. Han hørte til sin Tids dygtigste Medaillører, selv om han ikke kan sættes fuldkommen ved Siden af Udlandets første Kunstnere i dette Fag.

(Weimv., S. 105. Do. Lex. Nagler Monogr., I. S. 929. Nord. Earailje-bok. Rigsarch. Kgl. Regnsk. og Sjsell. Reg. Møntfort egn. Pers. Tdsltr. 2. R. IV, 20., Pelri Kirkeb. Strunk.)

 

Meyer. Bartold eller Barholomæus Meyer, Stempelskærer, opholdt sig i København som det synes fra 1682 til 1694. Den første Me­daille, der nævnes af ham, var i Anledning af Frelsers Kirkes Grund­læggelse (1682); dog blev den ikke overrakt Kongen før paa hans Fødselsdag det følgende Aar. Den kgl. Mønt- og Medaillesamling i København har, foruden denne, ikke nogen Medaille af ham tid­ligere end 1689. Han skar en Medaille i Anledning af Opførelsen af Kronborgs nye Fæstningsværker (1692), to Medailler i Anledning af Elefantriddernes Forsamling o. fl. Hans Arbejder ere uden frem­ragende Værd.

(Weinw., S.  107.    Do. Lex.    Møntfortegn.}

 

Meyer. Elias Meyer, Landskabsmaler, født i København 1763, lagde,sig efter Blomster- og Landskabsmaleri, mest i Gouache og Vandfarve. Han besøgte Kunstakademiets Skoler, blev i 1785 Elev af Modelskolcn og vandt Aaret efter den mindre Sølvmedaille. Han udstillede flere Gange Blomsterstykker og Landskaber i Gouache i Akademiets Forsamlingssal ved Aarsfesten. Han nævnes tillige 1792 som Maler ved Porcelænsfabriken. Den 8. April 1799 ønskede han at blive agreeret paa to norske Prospekter og to Dyrstykker, men

 

119

da det Ikke kunde ske, fordi han ikke havde været udenlands, søgte han i Maj s. A. om 200 Rdl. d. C. for at kunne opholde sig fire Maaneder i Dresden. Først den 7. Maj 1800 bevilgedes disse ham af Fonden ad usus publicos, og efter Hjemkomsten søgte han paany om Agreation, idet han fremviste to Blomsterstykker i Gouache efter Naturen og to Kopier efter Ruisdael, paa hvilke han agreeredes den 26. Januar 1801. Den 7. Oktober s. A. blev han enstemmigt valgt til Medlem af Akademiet paa et Landskab fra Frederiksdal og et Blomsterstykke. Disse Arbejder vare i Gouache, I 1803 fik han en Aarpenge paa 100 Rdl. d. C. af Kongens Kasse og i 1809 søgte han om et Tillæg dertil; men samme A ar døde han den 26. Maj paa Solitude af Brystsyge. Han havde ægtet Cathrine Charlotte Ehrhart, hvem han efterlod sig ved sin Død som Enke med fire smaa Børn. Af hans Malerier, der bar Præget af en mild, ikke stærkt fremtrædende Grundstemning og var harmoniske, men uden Lys og Farve, ejer den kgl. Malerisamling fire Stykker, »Prospekt af Kilden i Dyrehaven« og »Prospekt af Esplanaden« samt to »Land­skaber«. I den kgl. Kobberstiksamling findes 24 Blade Raderinger og 42 Haandtegninger af ham.

(Weinw., S. 201. Do. Lex. Rigsarch. Kbst. Saml. Krohn I, 126-—28. Akad. Aclresseav. 1809, Nr. 208.)

 

Meyer, Emma Elonore Meyer, Malerinde, er Datter af Højesterets­assessor Fritz Meyer (f. 1817, d. 1891) og Marie Frederikke f, Dalberg, er født i Flensborg den 20. August 1859, men kom 1864 med Forældrene til København. Efter at være blevcn voxen, lærte hun at tegne hos Malerinderne E. Mundt og M. Luplau og uddannede sig senere for Landskabsmaleriet hos H. Foss, og ved Studier i det fri om Sommeren. Efter den Tid har hun studeret efter levende Model under Krøyers Vejledning. Hun begyndte at udstille 1885 og har senere stadig udstillet Landskabsbilleder, hvoraf nogle ere købte af Kunstforeninger i Provinserne. Hun har foretaget nogle mindre Rejser til Udlandet. Malerinden Jenny Meyer er hendes Søster.

(Priv. Medd.    V   Richter. Jtir. Stat.    Reitzel,    Udst. Fortegn.)

 

Meyer. Ernst Meyer, egentlig Ahron Meyer, Genremaler, en Søn af Mægler Salomon Meyer og Brendle f. Meyer, Søster til Gros­serer, Hofraad D. A. Meyer, blev født i Altona den 11. Maj 1797. Aaret efter hans Fødsel blev hans Forældre skilte; hans Moder tog til København og blev anden Gang gift (1801) med Købmand Gott-

 

120

schalk Salomon. Meyer blev hos Faderen i Altona og fuldendte sin Skolegang der: men da han kun viste Ævner for Tegning, blev han i 1812 sendt til København til sin Moders Familie. Da Faderen den Gang endnu var uformuende, kom han som en fattig Dreng til København, og hans Familie der maatte tage sig af ham. Den varme Kunstven, Grosserer, senere Redaktør M, L. Nathanson, sørgede for, at han fik Plads i Lorentzens Malerskole og kom til at gaa paa Akademiet, samt uden Ængstelse for det daglige Brød kunde leve for sit Studium. Næppe to Aar efter sin Indtrædelse i Akademiets Skoler blev han Elev af Modelskolen i Januar 1814, og allerede Aaret før havde han udstillet sit første Billede, en Kopi efter Bioemart. I 1815 udstillede han tre Portræter, som han havde kopieret efter hollandske Mestre. Ved Nytaar 1816 vandt han den mindre Sølvmedaille, i Marts 1818 den store.

Imidlertid var Eckersberg kommen hjem og bleven Professor ved Akademiet, og dennes lyse Farve og sikre Tegning fik en afgørende Indflydelse paa den unge Kunstner, saaledes at Datidens Anmeldere tydelig sporede den i et Billede, Meyer udstillede i 1819. Medens hans tidligere Billeder, f. Ex. »En Yngling i gammeltysk Dragt i Samtale med en ung Dame« kaldes »genifulde, men bizarre og mislykkede Arbejder«, saa man i »Gretchen knælende for Marie-billedet« en yndig kunstblomst, hvori den unge Elev, navnlig i Teg­ningen, havde taget sig Eckersberg til Mønster. Samme Aar meldte han sig til Konkurs om den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var »Josef forestiller sin Fader for Farao”. Da han ikke fik Medaillen, rejste han til München; dog lod han sig formaa til at vende tilbage og deltage i Konkursen i 1821, men midt under Ud­førelsen af sit Billede forlod han Logen og tog sit ufuldførte Arbejde med sig,

En lille Radering fra denne Tid, det med saa meget Lune ud­førte Portræt af den gamle Opvarter ved Akademiet, kunde have været ham et Vink om, hvilken Vej i Kunsten han skulde vandre. Men det forstod han ikke endnu, Da han anden Gang vendte til­bage til München, sluttede han sig med en stor Kreds af unge tyske Kunstnere til Cornelius og tilbragte tre Aar med at male Æmner efter tyske Digtere, navnlig fra den katholske Middelalder, og ganske i tysk Stil. Da kom hans Ungdomsven fra København, H. V, Bissen_r og hentede ham bort fra München til Rom og til hans rette Kunstomraade, det italienske Folkeliv (1824). Paa faa Afbrydelser nær forblev han i Rom til sin Død.

 

121

Romerfolkets ejendommelige Karakter eller overhovedet Sydens friske, maleriske Natur og Folkeliv aabnede hans Øje for en umiddelbar Gengivelse af hvad han saa omkring sig, og inden faa Aar bar mor­somme italienske Folkelivsbilleder hans Navn Europa rundt. Siden 1819 havde han intet udstillet i København, da han i 1827 ind­sendte en »Brøndscene i Nærheden af et Cappuccinerkloster«. I 1833 købte Prins Christian Frederik »En neapolitansk Fiskerfamilie« af ham. Men det var dog først »En offentlig Brevskriver«, oprindelig malet til Hofraad Harnbro (1833), der ret vakte Opmærksomhed for ham i Hjemmet. Trods det Lune, hvormed Figurerne i Billeder fra denne Tid ere opfattede, svækkes Indtrykket noget ved de skrevne Omrids og den tørre, umaleriske Farve. Allerede i det lille Billede, »En gammel Fisker ser efter Vinden« , hvoraf et Exemplar var udstillet i 1833, medens et andet, som tilhørte Thorvaldsen, først senere blev set i København, traadte en bredere og mere tiltalende Penselføring Beskueren i Møde. Fra nu af udviklede hans Foredrag sig mere og mere, og parrede sig smukt med den lunefulde Op­fattelse i Billeder som »En Dreng føres af sine Forældre til Klostret«, hvor Æslet, Drengen rider paa, og den levende Kalkun, der skal bringes Munken til Foræring, spille virksomme Roller i det lille landlige Drama, Hans navnkundigste Billede, som han tidt maatte gentage, var maaske »Søfolk sætte Rejsende i Land paa Capri« (til-herte Godsejer Scavenius), hvilket sammen med det nysnævnte var udstillet i 1837. Det er gengivet blandt »Billeder af danske Malere« og har flere Gange senere været udstillet i København tilligemed andre ældre Billeder. Et tredje Billede, der vakte megen Opmærk­somhed, var »De to Venner«, den lille halvnøgne Dreng og det store sorte Svin!

Mange andre Billeder, Fiskere i forskellig Færd, Munke, Abbater og Præster, vidne om hans venlige, godmodige Blik paa Naturen og Mennesket, om hans Troskab mod Tanken, hvad enten Æmnet var komisk eller rørende, om hans dygtige Kendskab til Kunstens Midler og grundige Færdighed i at bruge dem tvangløst og let. Den kæreste Genstand for Meyers Pensel var og blev dog Kvinden, lige fra den første Barnealder med famlende Fagter og store stirrende Øjne til den udviklede, fuldmodne Kvinde, snart som bly, knibsk eller skælmsk Elskerinde, snart som lykkelig Moder med den første­fødte Spæde paa sine smukke stærke Arme. I en Mængde Billeder, der, ligesom Digterens lyriske Udbrud, som Smaafugle flagrede ud fra

 

122

Hjemmets beskedne Krog, var Ungdommens Elskovsleg den uop­slidelige Genstand.

Han havde et rigt Lune i Opfindelsen af morsomme Optrin; dog foretrak han et vist roligt Skælmeri for dybere Stemninger eller en drøjere Komik. I sine bedste Arbejder er han omhyggelig i Ud­førelsen, varm og levende i Farven. Men han vænnede sig tidligt til at se Form og Farve paa en saa ejendommelig Maade, at denne tilsidst groede ganske fast hos ham. Trods det Konventionelle, hans Fremstilling derved fik, 7iavnlig i Akvarellerne fra hans senere Aar, blev han dog ikke usand, thi han bevarede en varm og ægte Følelse for de Stemninger og Sjælstilstande, hans Pensel vilde udtrykke. Man færdedes med ham i en ganske særegen »meyersk-italienska Verden, hvor Legemsformer, Dragter, Hav, Jord og Himmel havde sit ejendommelige Præg, som man ikke kunde andet end elske og uvilkaarlig finde sandt, saa længe man saa paa hans Billeder, fordi den aandelige Udtalelse, som gik derigennem, havde en saa dyb og levende Grund. Men løsriver man sig fra den aandelige Tiltræk­ning, som selv en lille Akvarel formaar at udøve, hvo mindes da i Italien at have set de runde Former, Meyer i senere Billeder stedse gengav? Alt blev rundt for hans Øje, saa meget i det mindste, som det paa nogen Maade var muligt. Hvo er paa Forhaand, naar et meyersk Billede er ham nyt, fortrolig med de Lufttoner, han vælger, den Rigdom af grønne Reflexer, hvormed han omgiver sine Skik­kelser, den glødende Aftenluft, hvori han bader sit hele Billed? Men de Skikkelser, han fører frem for os, og den Natur, han hensættcr dem i, ere som skabte for hinanden, og af lidt overraskende Enkelt­heder fremvoxer et kunstnerisk Hele, der skabte hans Ry ved Billedernes Fremkomst, bevarer det hos Eftertiden og vil give hans Kunst Værd, saa længe den endnu kan skues og nydes.

Meyer havde oprindelig en udmærket Helbred, men en ung­dommelig Kaadhed, der undertiden gav sig Luft paa de besynder-ligste Maader, virkede til at nedbryde hans legemlige Kraft. Over-haandtagende Sygdom tvang ham i 1841 til at forlade Rom og Italien for ved Badestedet Gråfenberg om muligt at genoprette sin Sundhed. Der tilbragte han to Aar, eller to Sommere, og sporede ogsaa gavnlige Virkninger deraf; i Efteraaret 1843 rejste han, efter endt Kur, til Danmark, hvor Kunstakademiet enstemmigt udtalte det Ønske, at han »maatte kunne optages til ordentlig Medlem uden Agreation, under Forventning af, at et Receptions stykke senere, under Kunstnerens heldigere Sundhedstilstand, kunde indsendes«.

 

123

Den 4. December fulgte Kongens Resolution for, at dette maatte ske, »men uden Følger for Fremtiden«, og den 18. December 1843 blev Ernst Meyer optaget til Medlem af Akademiet. Om Foraaret 1844 forlod han Danmark og vendte efter en Rejse, der omfattede næsten hele Europa, tilbage til sit kære Rom, hvorfra Urolighederne i 1848 atter fordrev ham, saa at han i næsten fire Aar opholdt sig i Paris og Svejts;¹ men trods Vennernes Ønsker besøgte han ikke Danmark. I 1852 blev han udnævnt til Ridder af Danebrog.

Naar den Sygdom, som aldrig gav Slip paa sit Bytte, i den Grad mishandlede den livsglade Kunstner, at han blev til den værk­brudne Mand, som den yngre Slægt saa i Rom, er ikke ganske klart. Men trods sine Lidelser og sin fordrejede Skikkelse —Armene og Hænderne vare helt fortrukne paa ham, ikke mindre end Benene, som han kun kunde bevæge ved Hjælp af Krykker —, færdedes han, den aldrende Kunstner, utrætteligt hver Sommer paa Rejser til de romerske Bjærge eller til Neapel, og selv den sidste Sommer, han levede, foretog han sin sædvanlige Rejse,

Den 31. Januar 1861 spøgede han paa sin vante Vis ved Fro­kosten i Cafe greco₃ da et pludseligt Ildebefindende tvang ham til at ytre Ønske om at blive kørt hjem. Inden Vognen kom, havde han tabt Bevidstheden. Det var et heftigt apoplektisk Slag, der havde ramt ham, og uden at komme til sin Bevidsthed hensov han den i, Februar i den tidlige Morgenstund. Den følgende Aften jordedes han paa den mosaiske Kirkegaard i Rom, fulgt af en talrig Skare Skandinaver og Fremmede.

(Priv. Medcl. Fcll. 1861. Konst og Æsth., S. 70—77 eller Kunsln. egne Medd. Nekrolog i III. Tid., II, 1861, Ni-. 74. Skild. 1819, Sp. 466. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi. i Naglers Kst. lex., IX, nævnes han 8.209 ^som C. Meyer og igen 8.214 under sit rette Navn.)

 

Meyer. Jenny Sofie Meyer., Søster til ovennævnte Emma E. Meyer, er født i København den 16. April 1866. Hun fik i

 

¹ Han var ogsaa i Nordtyskland. I 1849 ^va1' l^ia11 i Hamborg, og den 25. Oktober steg han der op i en Luftballon med en Luftskipper. Han fortalte med meget Lune, hvorledes han, da han havde hævet sig op i en højere Sfære, over Jordlivets lave Usselhed, begejstret omfavnede sin Fører og spurgte om hans Navn. Skuffet maatte han høre, at han ogsaa hed Meyer. Ikke en Gang i de højere Luftegne kunde han slippe dette Navn, som han halvt i Spøg, halvt for Alvor ærgrede sig over, fordi det var saa almindeligt. For øvrigt fortrød han ikke paa, at han var Jøde, men drillede den danske Konsul i Rom, Bravo, der, skønt han var født Jøde, gærne vilde gælde for Italiener eller Portugiser, med altid at sige »Vi gamle Jøder!« til ham, naar der var flest til at høre derpaa.

 

124

1892 Ansættelse ved den kgl. Porcelænsfabrik under Arn. Krog (s. d.) og uddannede sig til Malerinde af Urnca, malede under Glasuren. Nogle i Chicago udstillede Vaser fik Medaille. Kunstner­inden besøgte 1895 London navnlig for at studere South-Kensington-Museets keramiske Afdeling.

(Priv. Medd.    Opgiv, fra Porc. Fabr.)

 

Meyer. Johan Andreas Meyer, Architekt, født omtrent ved Nytaar 1784, besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Bygmester, vandt 1806 den mindre, 1807 den store Sølv-medaille, og arbejdede uden Tvivl i nogen Tid som Konduktør, indtil han ved Mallings Bortrejse (1811) blev konstitueret som Stads-bygmester, medens denne var udenlands, Efter Mallings Hjemkomst (1815) blev han udnævnt til kgl. Bygningskommissær og Material­forvalter, og i denne Stilling døde han den 30. Marts 1822, kun noget over 38 Aar gammel. Han var gift med Amalie Luckaj.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Vejvis.    Adresseav.  1822, Nr. So.)

 

Meyer. Vilhelm Frederik Meyer, Architekt, var Søn af Bruns­vigeren, Konferensraad Johan Heinrich Elias Meyer (f. 1766, d. 1839), der blev Dr. philos. i Kiel og derefter kgl. Embedsmand under Rentekamre! i København; hans Moder hed Anna Christiane Augusta f. Schlüter (f. 1772, d. 1836), og han blev født i København den 15. Oktober 1799. Han besøgte Kunstakademiet for at uddanne sig til Bygmester, vandt iSrS den mindre og 1822 den store Sølvmedaille. Allerede fra 1821 havde han været Bygningskonduktør i Slesvig under Krejser (s. d.), og da denne døde i Februar 182,3, blev han konstitueret i hans Embede. Samme Aar vilde han kon­kurrere til den mindre Guldmedaille ved Kunstakademiet; hans Skitse blev ogsaa antagen, men da hans Stilling ikke tillod ham at blive i København, og Akademiet nægtede ham at udføre sit Konkursarbejde i Slesvig, maatte han opgive det »for i Aar«, hvilket blev det samme som for stedse. Thi imidlertid fik han fast Ansættelse som Bygningsinspektør i Slesvig, og virkede i denne Stilling endog efter Hertugdømmernes Afstaaelse i 1864, indtil Døden pludselig bortrev ham under en Embedsrejse i Frederiksstad den 17. Januar 1866. Ran blev den 15. Maj 1829 gift med Caroline Vilhelmine Kolster (f. 1808, d. 1867), Datter af Apotheker Joh. Nic. Vilh. Kolster i Slesvig By. Meyer var en -praktisk administrativ Embedsmand, hvis kunstneriske Udvikling blev afbrudt ved hans tidlige Ansættelse,

 

125

hvorvel  det Embede,   der   blev   ham   til  Del,   sædvanligvis kun blev givet til Kunstnere.

(Priv. Mecld. Reitzel. Udst. Fortegn. Statskal. 1821—64. Statskal, f. Schlesw. Holst. ti. Lauenb, 1865, Sp. 147. Tysk Frederiks Kirkeb. ved Lengn. Erslew, II, S. 259—60. Suppl., Il, S, 367. Elvius, Patr. SI. I, 183—84.)

 

Meyn. Christian Meyn, Architekt, Søn af den nedennævnte Bygmester Peter Meyn og dennes første Hustru, Mette Marie f. Jensen, blev født i København den 23. September 1785. Theatermaler Th, Bruun var en af hans Faddere. Han var Elev af sin Fader og besøgte Kunstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1801—2. Derpaa blev den mindre Guldmedaille tilkendt ham den 14. Sep­tember 1803 for »Et Theater til 4000 Tilskuere«. Han var i de nærmeste Aar derefter Bygningskonduktør hos Faderen, hos hvem ban levede, blev derefter kgl. Bygningsinspektør i København, men tog allerede i 1821 sin Afsked. En kort Tid var han Løjtnant ved det borgerlige Artilleri. Den 12. Juli .1820 ægtede han Susanne Bintzer (f. 1783, d. 1840), der siden. 1809 havde ejet Huset Nr. 18 (nyt Nr. 20) i Nybrogade og ved en den 3. Juli 1820 underskreven Ægtepagt beholdt Raadighed over sin særlige Formue, idet der ved kgl. Bevilling blev tilstaaet hende samme Myndighed, som ellers kun Enker havde efter Loven. Han døde den 4. August 1826, og hans Venner skrev Vers til ham i Adresseavisen.

(Nikolaj Kivkeb. Akad. Vejvis. 1805—26. Pantekontoret Priv. Medd. Atiresseav. 1826, Nr. 183, 185 og 187.)

 

Meyn. Peter Meyn, Architekt, født i København og døbt den n. April 1749, var Søn af Snedkermester Anton (Anthoni) Christian Meyn (f. 1712, d. 1782) og Helene f. Klefts. Han besøgte Kunst­akademiet for at uddanne sig til Bygmester og vandt i 1766 begge Sølvmedailler. Ved Konkursen i 1767 til den mindre Guldmedaille var hans Arbejde saa fortrinligt, at Forsamlingen vilde have tilkendt ham den store Guldmedaille. Men »da han kun var 16 Aar« (han var imidlertid dog 18 Aar), og da han ikke havde vundet nogen Guldmedaille før, fik han blot den mindre Guldmedaille. Aaret efter vandt han den store Guldmedaille for »En kgl. Militærskole for hun­drede Officersbørn«. Siden uddannede han sig videre under Harsdorffs Vejledning og blev 1771 kgl. Bygningskonduktør. I 1775 søgte han det store Rejsestipendium, men Billedhugger Dajon blev ham fore trukken. Samme Aar foreviste han i Akademiet Tegning til »Et Belvedere eller repos de chasse.« Da han Aaret efter fik Til-

 

126

sagn om Stipendiet, naar Abildgaard kom hjem, udbad han sig, at han, saa snart det udvendige af Kapellet i Roskilde, ved hvilket han var Konduktør, var færdigt, maatte rejse ud for egen Regning, mod at det senere godtgjordes ham af Stipendiet. Det blev ham tilstaaet, og i Juni 1777 rejste han.

Efter et sexaarigt Ophold, navnlig i Frankrig og Italien, kom han hjem sammen med Magens, og begge blev enstemmig agreerede den 27. Juli 1782. Meyns Opgave blev »Et publique Biblioteque«, og paa Tegning dertil blev han Medlem den 28. Januar 1783. Snart efter, den i. September s. A., valgtes han til anden Professor i Byg­ningskunsten; efter Rosenbergs Død blev han (1789) Stadsbygmester med Bolig i Prinsens Palæ, og efter Hardorffs Død (1799) blev han enstemmig valgt til at være første Professor ved Akademiet. I 1797—99 var han Akademiets Direktør i to Aar. Allerede i 1783 havde han giftet sig med Mette Marie Jensen (f. 1763), Datter af Peder Jensen og Anne Marie f. Reimer, og da hun, efter at have født sin anden Søn, den ovenfor nævnte Christian Meyn, døde den 23. September 1785, ægtede han den 3. Juli 1786 Charlotte Amalie Avemann (f. 1763), Datter af Kældermester Johan Vilhelm Avemann og Charlotte Amalie f. Svendsen. Hun overlevede ham lige til den 13, Marts 1830.

Man kender ikke meget af hvad Meyn har bygget. Der nævnes kun to Værker af ham, nemlig det kirurgiske Akademi og den senere nedrevne Bygning til Rigsbanken, som laa ved Børsen med en Forbindelsesgang til denne. Banken var en mindre Bygning i Mansardstil, der var bleven foretrukken for Harsdorffs Udkast, fordi »den kunde faas for nogle Tusinde Rigsdalers bedre Køb«. Den var færdig i 1786 og synes i den indre Anordning at have haft nogen Lighed med Harsdorffs Plan. Hans andet Værk, »det kirurgiske Akademi« i Bredgaden (der skulde koste omtrent 100,000 kr.) er fra samme Tid — Kransen blev hejst i December 1786 og Byg­ningen indviet i Oktober 1787 —, og det blev i tidligere Tid regnet for en af Københavns skønneste Bygninger. Uagtet Forsiden har vundet ved, at den smukt udarbejdede Sandsten i Vinduesrammerne og Portalen med sine tvende ioniske Søjler er bleven renset for det Lag Farver, der ganske skjulte Formerne, er Bygningen dog ikke fri for at lide af den Tunghed, som tidt følger Mansardstilen. Ogsaa har man dadlet de halvt riflede Søjler som en uklassisk Frihed. Den store amfitheatralske Høresal er smuk og hensigtsmæssig, og Byg­ningen har et velgørende Præg af Soliditet. Tegningerne dertil ere

 

127

stukne af Winkler paa 7 Plader. Begge disse Arbejder tilhøre, som man ser, en forholdsvis tidlig Tid af hans Liv. Senere synes han udelukkende at have levet for sin Embedsgerning. Han døde den n, April 1808.

(Weinw., S. 225. Do. Lex. Nikolaj, Frue og Slotskirkens Kirkeb. Raad-stue Arch. Erslew, Suppl., II, S, 369. Akacl. Vejvis. Collin, For Hist. og Stat., II, 8.275—76, Anm. Dske. Saml., l, 3.315. Nyerup, Kbh. Beslå-., 8.310 og 364. Ramdolir Reise, I, S. 166. Sterm, Kbh. Beskr., 8.212—16. Adresseav. iSo8, Kr. 148. Skifteretten.)

 

Miani. H. (Annibate eller Hieronimo?) Miani, Historiemaler fra Italien, der mulig blev indkaldt for at medvirke til at udsmykke det nysopførte Christiansborg Slot. Han nævnes første Gang, saavidt vides, i 1738 som Professor ved det ældre Maler- og Billedhugger-akademi. Som saadan havde han 200 Rdl. d. C, om Aaret og boede hos en Madara Lüders ved Gammelstrand (Strandkv. Nr. 11), nuværende Nr. 40, hvorhen ogsaa det ældre Kunstakademi for en Tid blev flyttet. Af hans Arbejder kan nævnes Loftet i Højesteretssalen paa det gamle Christiansborg, forestillende »Lasternes og Uretfærdigheds Flugt for Guds Aasyn« og to Malerier over Kaminen i gardersalen i samme Slot, samt to andre, forestillende »Moses optages af Nilen« og »Faraos Datter med Moses som Barn«, i Løngangen mellem Blottet og Kirken. Desuden har han malet et Portræt af Frederik V som Kronprins til Hest, i hans 22. A ar, hvilket er stukket i Patent Folio af ham selv. Det maa have været det sidste Arbejde af ham i København, thi i 1748  forlod han Landet efter at have faaet (18. Juni) 500 Rdl. d. C. ”als Geschenk«, og i det A ar fyldte Kronprinsen netop 22 Aar. Miani var Wiedewelts første Lærer, inden denne bestemte sig for Billedhuggerkunsten, men naar han rejste bort 1745, kan det ikke have haft stort at betyde, thi Wiedewelt var da kun 14 Aar.

(Weinw., S. 128. Sandv., S. 98. Hennings, S. 98. Mandtalsliste til Kop­ikat 1743. Thura Hafn. hod., S. 154. Dske Atlas, S. 101. Jonge, Kbliv. Be­skriv,, S, 501, 504 og 536—37. Wiedewelt, Pap. i Univ. Bibi. Thiele, Kstakad., S. 39—40. F. J. Meier, Fredensborg. Pantekontoret Gmlstr., nyt Matr. Nr. ro. Ki-ohn, I, 27—28.)

 

Michelsen. Peter Larsen. Michelsen, Architekt, født 1813, var oplært til Murer og begyndte paa Akademiet i 1830 for at lægge sig efter Bygningskunsten; han vandt Akademiets mindre Sølvmedaille i 1843, derpaa den store Sølvmedaille Aaret efter og i 1845 Æresmedaillen i Architekturen for »Et Lokale til Vinterfornøjelser«. Han

 

128

var gift med Christine Torgelsen (d. 1880) og bosat i Aalborg, da han døde den 5. April 1849, kim 35 Aar gammel. I 1850 søgte Enken Akademiet om en Understøttelse, men en saadan kunde ikke tilstaas. (Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Selmer, Nekr. Saml., IT, S. 155. Berl. Tid. 1849, Nr. 87.)

 

Middelboe. Bernhard Ulrik Middelboe, Maler, født den 31. Marts 1850 i Ribe, er Søn af Justitsraad, Toldkasserer Christian Middelboe (f. 1805, d. 1887) og Caroline Christiane f. Giortz (f. 1831, d. 1875), kom senere med Forældrene til Aalborg og noget efter sin Konfirma­tion til København og i Lære hos Murmester Prahl. Efter at have tegnet hos C. V. Nielsen begyndte han paa Kunstakademiet i Ok­tober 1867, men gik strax over i Klasserne for Frihaandstegning og fik den 30. Juni 1876 Afgangsbevis som Maler. Allerede i 1875 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med sit første udstil­lede Billede, »Mogens Munk hos Christian II«, uden at opnaa Præmien, som derimod blev tilkendt ham den 24. April 1877 for »Scene af Ewalds Liv« (Præsten Schønheyder oplæser Bønnen for den døende Digter). Samme Aar rejste han til Paris, hvor han næsten et Aarstid besøgte Bonnats Skole. Under en Udflugt til Bretagne malede han »En Kone, der spinder« og de følgende Aar nogle Portræter, der vakte Opmærksomhed, deriblandt hans Faders og Forlovedes. Den i. Juni 1880 ægtede han Hilda Horndahl (f. 1852), Datter af Skibsfører H. N. Horndahl og Mathilde f. Hoberg. Til en efter hendes Fader arvet Gaard, Flundrarp i Skaane, flyttede han s. A. hen og drev denne Gaard i ti Aar, men var dog sæd­vanlig om Vinteren i København og malede Portræter. Til en Konkurs om den Neuhausenske Præmie malede han (1883) Portræt af Politikeren Grev Holstem-Ledreborg, men vandt ikke Præmien. Til Udstillingsfonden har han (1891) malet Marinemaler Neumanns Portræt (Akad.). Blandt hans Genrebilleder kan nævnes »En Jordemodermand”. I 1889 fik han 400 Kr. af den Raben-Levetzauske Fond og rejste i 1890 til Paris, for at studere mecham'sk Reproduk­tion {Zinkætsning} og var borte et Aar. Senere har han især givet sig af med denne Virksomhed. Han har ogsaa selv raderet nogle Blade.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel, Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. III, T. 43-)

 

Mitreuter. Heinrich Ditlev Mitreuter, Maler og Lithograf, født i København 1818 og Søn af Kurvemager J. Mitreuter, skulde have

 

129

været Søkadet, men havde mere Lyst til Kunsten og kom i 1831 ind paa Akademiets Gibsskole, som han besøgte til 1836. Imid­lertid lagde han sig saavel efter Miniaturmaleri som efter Lithografering og udstillede 1833—35 nogle tegnede Portræter. I 1836 rejste han, da han havde en smuk Sangstemme, med en Tyrolertrup til St, Petersborg, men opgav snart dette æventyrlige Liv og bosatte sig i St, Petersborg som Portrætmaler. Under et Besøg i Køben­havn i 1843 malede han nogle Portræter (i Vandfarve?), hvoraf tre udstilledes Aaret efter.

(Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Priv. Medd.)

 

Moe. Louis Maria Niels Peder Nalling Moe, Maler og Tegner, Sønnesøn af nedennævnte Niels Moe, er født paa Havet ved Arendal i Norge den 20. April 1859, og er Søn af Tandlæge Halvor Georg Theodor Moe (f. 1826 i København, d. 1877 i Arendal) og Hansine Constance f. Halling (f. 1828). Han gik i Latinskole i Arendal og skulde have været Student, da en langvarig Sygdom afbrød Studeringerne og bragte ham ind paa Kunstnerbanen; han kom i 1875 til København, fik i Januar 1876 Plads i Kunstakademiets Almindelig Forberedelsesklasse og gennemgik alle dets Klasser, men forlod det i 1882 uden at tage Afgang; den følgende Vinter besøgte han Kunstnernes Studieskole under Tuxen, medens forøvrigt især Professor C. Peters (s. d.) har været hans Lærer og Støtte. Louis Moe udstillede første Gang ved en December-Udstilling (1881), men begyndte først i 1885 at udstille ved Foraarsudstillingerne, dels Figurbilleder og Portræter, dels enkelte norske Landskaber. Blandt disse var kun et enkelt større Billede »Jetteæt« (udst. 1888), Imid­lertid havde han mere Lyst til at være Tegner, og fra 1890 har han efterhaanden udviklet en ret udstrakt Virksomhed i saa Henseende. Hans første Illustrationer var til »Oldemoder« (Edda, udst. 1891). Af hans senere Illustrationer, der for en Del omfattede Æventyr og Børnebøger, kan foruden disse fremhæves hans Tegninger til Dan­marks Historie (1891—93), til H. Drachmanns »Kitzwalde« (1895), samt til Saxo i Winkel Horns Oversættelse, som endnu er under Arbejde. Under sin Studietid ved Akademiet havde han tre Gange Understøttelse af det Schæfferske Legat fra Norge og en Gang af den Hjelmstjerne:Rosencroneske Stiftelse (400 Kr. 1882). Fraregnet Besøg i Norge, har han siden 1875 næsten til Stadighed levet i København. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. Frederiks tyske Kirkeb. Halvorsens Norsk Litt. Lex.)

 

N. K. L.    II. Juni   1896.                                                9

 

130

Moe. Niels Moe, Portrætmaler, født den 14. Juli 1792 i Kongs-berg, var Søn af en Købmand og Sølvværksleverandør Halvor Moe og kom ved den varme Kunstven Jakob Aalls Understøttelse til København (omtr. 1814) for at uddannes til Maler under Lorentzens Vejledning. Samtidig besøgte han Kunstakademiet, hvis mindre Sølvmedaille han vandt 1820. Han levede nu nogle Aar i Køben­havn, dels som Portrætmaler, dels af at rense og istandsætte gamle Kobberstik, og udstillede 1819—28 nogle Portræter og Kopier efter Lorentzen, Møller og andre. Han malede bl. a. Portræter af Kong Frederik VI og Dronning, Christian VIII som Prins, Statsminister Møsting m. fl. Han havde den 31. December 1821 ægtet Sofie Christine von Coch (f. 1789, d. 1857), en Datter af Provst, Sogne­præst ved Manekirken i Rendsborg Georg Johann Christian von Coch (f. 1759, d. 1817) og Maria Elisabeth f. Pettersen, og flyttede i 1832, »for at finde bedre Udkomme til sig og Familie«, til Odense, hvor han oprettede en Tegneskole for Haandværkere og lik en udbredt Sysselsættelse, væsentlig som Tegnelærer; han vandt almindelig Agtelse ved sin Hæderlighed og Duelighed i denne Ret­ning. I 1839 blev han Tegnelærer ved Odense Kathedralskole og forblev i denne Stilling til sin Død, den 2. Marts 1854. I Begyn­delsen af 1852 havde han faaet Danebrogsmændenes Hæderstegn, og kort efter fik han dansk Indfødsret. Han dyrkede tillige Natur­videnskaberne med stor Iver, især Fysik og Kemi, hvorover han holdt private Forelæsninger, som fandt megen Anerkendelse.

(Priv. Medd. Odense Skoles Program 1854, S. 72. Tliaarnps Papirer, Frederiks tyske Kirkeb. Schrøder & Liibker, Litt. Lex. Akad. Reitzel. Udst, Fortegn.)

 

Mohr. Johan (Johannes) Georg Povl Mohr, Landskabsmaler, var Søn af en velhavende Slagter, Georg Mohr, og blev født i8oS i Bordesholm. Han skulde først have lært sin Faders Haandværk, men da han havde mere Lyst til at være Maler, kom han i Lær! hos en Malermester i Hamborg. Efter at han var udlært og havde lagt sig efter Dekorationsmaleriet, skærpedes Lysten til at blive Kunstner hos ham. Med Camn'encke, som var i samme Stilling og nærede samme Attraa, fulgtes han til Dresden (1831), hvor J. C. Dahls Paavirkning bragte dem begge til ganske at hellige sig Landskabs­maleriet. Vennerne rejste uden Tvivl sammen til Miinchen og Tyrol for at uddanne sig videre og tog derpaa til København, for at besøge Kunstakademiet der. Mohr gennemgik dog kun Frihaands-tegneskolen og Gibsskolen, men fik i 1836 Akademiets Vidnesbyrd

 

131

for at have udmærket sig ved Flid og Talent, da han vilde rejse til München. Derfra skrev han til J. L. Lund om et Laan paa 50 Sp., som han ogsaa fik paa Grundlag af, at Prins Christian (Akademiets Præses) havde lovet ham 100 Sp. i Forskud paa Malerier. Da han i 1837 kunde tilbagebetale dem, gik de, efter Lunds Op­fordring, videre som Laan til N. Simonsen. Fra Miinchen søgte han ogsaa om Understøttelse fra Fonden ad usus pnblicos, men han fik intet, hverken derfra eller senere fra Akademiet. I 1839 rejste han til København for at ægte Augusta Charlotte Christine Gøttsche, med hvem han Aaret efter atter vendte tilbage til München, bl. a. for at male et stort Billede, som Christian VIII havde bestilt bos ham. Uagtet han malede og afsatte flere vellykkede Billeder, var hans Kaar ikke gode og forværredes ved hans langvarige Sygdom. Ved en Henvendelse til Kongen synes han at have faaet »et For­skud« paa 200 Species (800 Kroner). Men hans Sygdom vedblev, og den 7. September 1843 døde han. Enken vendte med sine smaa Børn hjem til Danmark og døde i København den 12. Marts 1858. Mohrs Billeder udmærkede sig ved en kraftig og livfuld Pensel, poetisk Følelse og Sikkerhed i Formen; men overfor den nyere Tids mere maleriske Foredrag synes de vilkaarlige og konven­tionelle, navnlig i Løvets Gengivelse. Han udstillede i København 1834—44, og den kgl. Malerisamling ejer sex af hans Billeder, der ere indkøbte i Løbet af det samme Tidsrum.

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Rigsarch. Adresseav. 1858. Nr. 62. Hamb. Kst. Lex. Cotta'sclies Kimstblatt [ved Forster og Kugler] 1843, S. 379, dam t Hamb. Wochentl. Nachrichten 1844, 24. Febr., og Neuer Nekrolog der Deutschen 1843, S. 786, som ikke findes i Kbhv. Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibl.)

 

Mohrhagen, Carl Vilhelm Bernhard Mohrhagen, Portrætmaler, vandt i 1832 den mindre Sølvmedaille ved Kunstakademiet i Køben­havn og udstillede i 1834 to Portræter og i 1837 et Portræt.

(Akacl.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Molinedo. Maler, nævnes af Weinwich som født i København i forrige Aarhundrede, formodentlig af spansk Familie. Han lærte Malerkunsten her, rejste til Rusland, kom efter nogen Tids Forløb tilbage derfra (1780), men rejste atter bort til Spanien.

(Weimv., S.  198.    Do. Lex.)

 

Mols.   Niels Petersen eller Pedersen Mols, Maler, Søn af Husmand Peder Nielsen Mols (d.    187 4) og Ane   Karlsdatter,    er    født   i

 

132

Grumstrup (Gr, Mark) den 27. Marts 1859. Som Søn af fattige Forældre maatte han allerede som Barn vogte Køer, men fik der­igennem den Kærlighed til Dyreverdenen, som siden har præget sig i hans Kunst. Da han viste Anlæg for Tegning, kom han i Maler­lære i Aarhus og blev Svend, hvorefter han fra den techniske Skole der dimitterecles til Kunstakademiet i København. Samtidig med at han gennemgik dets Skoler fra den i. Oktober 1880, arbejdede han som Svend for at leve. Han forlod Akademiet i Januar Kvartal 1884 uden at tage Afgang, men havde allerede paa December­udstillingen 1883 et mindre Billede, »En Kostald«, som han strax fik solgt. Fra 1884 har han udstillet paa Forårsudstillingerne dels Portræter og Figurbilleder dels Dyrstykker; hans Arbejder vakte saa megen Opmærksomhed, at han hurtig støttedes først af Akademiet med en lille Rejseunderstøttelse til Indlandet, senere af de Stiftelser, der uddele Legatportioner til Kunstnere. I 1887 fik han atter en mindre Rejseunderstøttelse af Akademiet (600 Kr.), i 3:889 ^en større paa 1000 Kr, til en Udenlandsrejse, og i 1890 det egentlige Rejse­stipendium (2000 Kr.) til en Rejse til Italien. Et stort Billede »Roe-Optagning«, som var udstillet 1887 og derpaa ved den nordiske Udstilling 1888, blev der købt til den kgl. Malerisamling, »En Hoppe og et Føl« (udst. 1888) blev købt af Kunstforeningen, »Oktoberdag, Køerne drives hjem« blev solgt paa en Udstilling i München. Mols konkurrerede i 1887 med »Heste i Løb« til den Neuhausenske Præmie, dog uden at vinde den; derimod blev denne Præmie til­kendt ham 1895 for »En Billedhugger (Saabye) i sit Værksted«. Han vandt 1893 Aarsmedaille første Gang for »Redningsbaaden køres ud«, og 1894 anden Gang for »Regnvejr« og er saaledes Medlem af Akademiets Plenarforsamling, Desuden har han udstillet meget i Udlandet og faaet Medailler, Paris (1889), Chicago (1893), Antwerpen (1894). »Regnvejr« (Køer i Regnvejr) blev solgt i Venezia 1895 og »Gæslinger« (1896) til den kgl. Malerisamling. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn. 18de Nov. Aarsberetn.)

 

Moltke. Grev Harald Viggo Moltke, Maler, født den 14. De­cember 1871 i Helsingør, er Søn af Landmand og Fideikommis-besidder Grev Oscar Peter August Moltke (f. 1828, d. 1882), af den noerske Linie og dennes anden Hustru Karen Marie f. Jensen (f. 1848). Dimitteret af Axel Hou fik han Adgang til Kunst­akademiets Skoler, som han besøgte fra den i. Oktober 1889 til den 27-. Maj 1893, da han hk Afgangsbevis som Maler. Under Af-

 

133

tjeningen af sin Værnepligt blev han Sekondløjtnant og staar endnu i Nummer som saadan. Han udstillede i 1894 Portræt af General-krigskommissær Torp og i 1896 et større Billede, »Adam og Eva finde Abels Lig« efter Paludan-Müllers Digt, Han konkurrerede der­med om den Eibeschlitz'ske Præmie, men vandt den ikke, hvorvel Billedet vakte Opmærksomhed.

(Priv. Medd.    Akad.    Adels Aarb.  1895.    Udst. Fortegn.)

 

Momme. Ole Peter Momme, Architekt, født den 18. Marts 1854 i Landsbyen Ørum ved Horsens, er Søn af Cancelliraad, Herredsfuldmægtig Laurits Momme (f. 1820, d. 1892) og Elsine f. Sørensen (f. 1825, d. 1893). Efter at have taget Præliminærexamen ved Horsens lærde Skole, korn han i Murerlære i København og blev samtidig af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet, gennemgik dets Skoler fra i, Oktober 1871 og fik den 17. Marts 1881 Afgangsbevis som Architekt. Han er nærmest Elev af J. D. Herholdt, for hvem han ledede Restaurationen af St. Pederskirke i Næstved og hos hvem han var Konduktør ved Opførelsen af »Bikubens« Gaard. Ved Kon­kursen om et Raadhus i Roskilde vandt han Præmien og opførte derpaa denne Bygning. Derefter vandt han i 1887 den mindre Guldmedaille for »Et fyrsteligt Residens slot« og deltog med Architekt L. Olesen i to Konkurser om Christiansborg Slots Genopførelse og vandt begge Gange en Præmie. I 1887 fik han ogsaa Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr,), men foretog først sin Studierejse i 1888. l disse Aar (1884—88) havde han været bosat i Aalborg, men flyttede saa til København, hvor han 1889 blev Bygningsinspektør. Foruden flere større Bygninger i Aalborg, har Momme opført Hoved­bygningen til Herregaarden »Sohngaardsholm« ved Aalborg, Kirker i Nykøbing paa Mors og i Løgstør, og de nye Bygninger mellem Frederiksberg Allee og Gamle Kongevej (fh. »Sans Souci«), et Arbejds-hus paa Amager, m. fl. Den 30, Oktober 1885 ægtede han Thora Henriette Kirstine Simonsen (f. 1859), Datter af Forvalter ved Kommunehospitalet i Aarhus, Heinrich Simonsen (f. 1821, d. 1891) og Anna Kirstine f. Hansen (f. 1822).

(Priv. Medd'.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Monies. David Monies, Portræt- og Genremaler, født i Køben­havn den 3. Juni 1812, var Søn af Salomon Monies (f. 1786, d. 1853), en fra Holland indvandret Jøde, og Frederikke f. Soldin (f. 1781, d, 1858) af København. Hans Fader, som havde været en vel­havende Mand, blev ved Krigsforholdene 1807—14 saa forarmet, at

 

134

Kunstnerens Barndom henflød i den strængeste Fattigdom. I Faderens lille Cigarfabrik maatte han og Brødrene arbejde med, dels ved Forfærdigelsen af Cigarerne, dels ved at sælge dem paa Gader og Stræder. Ikke desto mindre lykkedes det Monies allerede i sit tolvte Aar at faa Adgang til Kunstakademiets Skoler (1824), som han temmelig hurtig gennemgik; i Juli 1827 blev han Elev af Model­skolen, og den 31, December s. A. blev den mindre Sølvmedaille tilkendt ham. Den store Sølvmedaille fik han først fire Aar efter, nemlig den 3. Januar 1832. I Mellemtiden havde han under J. L. Lunds Vejledning søgt at uddanne sig til Portræt- og Genre­maler. Allerede i 1827, kun femten Aar gammel, udstillede han sit første Maleri efter en Tegning af sin Lærer. I det følgende Aar udstillede han nogle Portræter, ligesom han i det hele gennem største Delen af sit Kunstnerliv var en ganske heldig og yndet Portrætmaler.

I 1833 indsendte han to Portræter til Akademiets Bedømmelse, for at faa Anbefaling til at søge Fonden ad usus publicos om Rejseunderstøttelse. Akademiet, fandt »ualmindelige Anlæg« hos Kunst­neren, men »kunde ønske en strængere Tegning«. Det raadede ham fra at rejse og hellere at lægge sig efter Tegning ved Akademiet selv. Et Portræt af Lægen Herboldt (1833) vakte Opmærksomhed for den unge Kunstner, og et Genrebillede, »En Kunstner (Gurlitt), som spøger med en Bondepige, medens hendes Fader sover- i Bag­grunden andre Kunstnere (Simonsen, Kaufmann, Kiærskou, Raadsig og Jerndorffj, som [lege], tegne og male efter Naturen«, stemte ogsaa Akademiet gunstig for ham. I 1835 anbefalede det ham til Rejseunderstøttelse, dog efter Marstrand og Gurlitt; han havde imidlertid tjent saa godt paa sine Billeder, at han paa egen Bekostning var rejst til München. Han opnaaede dog ved Resolution af 10. Maj 1836 en Understøttelse paa 400 Rbd. »engang for alle« af Fonden ad usus publicos og vendte Aaret efter tilbage til København. I 1847 blev han agreeret af Akademiet som Portrætmaler, og paa Portræter af J. P. Møller og J. H. Koch blev han den 27. Marts 1848 Medlem af Akademiet. I 1859 fik han Titel af Professor, i 1874 blev han Ridder af Danebrog, og i 1892 Danebrogsmand. Monies blev den 14. November 1837 gift med Bolette Jocobsen (f. 1810, d. 1889), Datter af [Købmand] Isak Jacobsen og Sara f. Heimann.

Af hans Portræter, blandt hvilke en Mængde ere lithograferede, høre rnaaske de, han malede til Theatret, Frydendahls, Lindgreens Winsløws og Phisters (1873, brændt paa Christiansborg), samt hans

 

135

Medlemsstykker, til den Tids bedste Portræter. Han malede ogsaa sit eget Portræt for Udstillingsfonden (1873). For øvrigt har han malet en Del Genrebilleder af det danske Folkeliv, blandt hvilke ”To Børn ved et Vandløb« (1838) gjorde saa megen Lykke, at han maatte gentage det flere Gange, ogsaa »Erindring fra Danseboden« -(1849, Kunstforen.) har han senere gentaget i mindre Format. End­videre kunne nævnes »Episode af Troppernes Hjemkomst« (1850, nu i Fr.borg Mus.), der blev gengivet i Lithografi, og »Pengebrevet«. Den kgl. Malerisamling ejer to af hans Genrebilleder, Thorvaldsens Museum ét, »En Køkkenscene«. I 1859—60 udstillede han to store Billeder af Jødefolkets Historie, som dog ikke blev efterfulgt af flere Billeder i den historiske Retning.¹ Han havde i 1867 det Ancherske Rejselegat. Monies, som døde den 29. April 1894, var en flittig og samvittighedsfuld Kunstner. Hans Genrebilleder var ikke uden Lune, saaledes at han beholdt en ikke ringe Kreds af Købere til sine Arbejder, men der var ikke saa lidt af det »bestandig borgerlige« ved dem, som gjorde dem noget mindre tiltalende i den stærkt æsthetiserende Periode, hvori han levede. Alderdommen svækkede hans Øjne, saa at i de sidste 10—12 Aar af hans Liv var Farven mat og usand; hans Formgivning var kun undtagelsesvis kraftig gennemført.

(Priv. Medd. Søndagsposten 1875, Nr' 595. »Aaret rundt« 1889, S. 123. 111. Tid. 1894, Nr. 34. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Strunk. Pers. Tdskr. 2, R. V. T. 41. Mos. Ministerialb.)

 

Monrad. Vitus Monrad, Billedhugger, født den 28. Juli 1738 i Aagerup, var Søn af Sognepræst Frederik Eriksen Monrad (f, 1702, d.1758) og Anna Cathrine f. Bering (f. 1711, d. 1783); han be­søgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig, vandt 1759 den mindre Sølvmedaille to Gange, 1760 den store Sølvmedaille og s. A. den mindre Guldmedaille for Opgaven »Moses findes af Faraos Datter«, Han blev 1760 Søkadetternes Tegnemester med Titel (1768) af »Professor i de frie Kunster«, men afstod allerede 1769 sin Plads til Georg Fuchs. Den 21. Oktober 1766 ægtede han Ellen Mule Hansen, Datter af Guvernør i Vestindien. Jens Hansen (f. 1722, d. 1752) og Kirstine Elisabeth f. Hennings; hun var da kun 15 Aar gammel og døde den 23. Oktober 1767 i Barsel-

 

¹ Kunstneren har hævdet, at han ikke konkurrerede til Eibescliittz¹ s Legat med disse Billeder, uagtet de fremkom samtidig med at Præmien begyndte¹ at bortgives; de hørte ganske vist ogsaa til Kunstnerens svageste Arbejder.

 

136

seng.¹    Monrad selv levede sine sidste Åar i Vejle og døde der det! 9. Februar 1789.

(Weinw. Lex. Akad. Brslew, Suppl., I, S. 128. Frue, Holmens og Trini­tatis Kirkeb. Gir. Hansens Levned, S. lo, lio, 136. Geneal. Inst. Wiberg I] .20. Pers. Tdskr. III, .323. Søoff. Sk. Archiv.)

 

MorelL Gerhard Heinrich Mathias Morell, Maler, var født her i København 1710 og lagde sig først efter Malerkunsten, blev der­efter Kunsthandler, og købte paa en Rejse i Flandern og Holland en Del Malerier til den kgl. Maleri samling (Kunstkammeret), hvoraf flere endnu høre til Samlingens fortrinligste Billeder, saaledes F. Bol, »Kvinderne ved Graven«. Paa Rejsen eller efter denne havde han Bestalling som »Hof- und Kunstcommissarius” og den 18. April 1759 blev han udnævnt ved Siden af Wahl til ”adjungirter und eventualiter succedirender Kunstkammenerverwalter”. I denne Stilling rejste han i 1763 til Holland og købte ved Auktionen over Kardinalen Valentis Samling ligeledes flere værdifulde Stykker til den kgl, Samling. Efter Wahls Død, December 1765, eller som det synes, endog før hans . Død, den 12, November 1765, blev Morell virkelig Kunstkammerforvalter. Under 18. Februar 1766 blev der udstedt et kgl Kommissorium til Professorerne Oeder og Ascanius, samt Fuldmægtig ved Rentekamret Ole Peter Kølle, om at forfatte »et accurat Inven­tarium« over Kunstkammerets Indhold og derpaa overlevere dette til Morell. Inden Inventariet var fuldendt, døde imidlertid Morell den 28. Maj 1771 (eller Dagen før), og den samme Kommission over­leverede først i 1775 Kunstkammeret til dennes Efterfølger, L. Spengler. Morell havde Bolig paa Charlottenborg og blev gift i Hamborg i Januar 1746 med Marie Elisabeth Deroden (f. 1707, d. 1772), der var Enke efter Jacob Halm, og synes at være født i Tønder. Morelis Portræt er malet af J. S. Wahl og tilhører den kgl. Maleri­samling.

(Weinw., S, 167. Do. Lex. Lorck, Fortges. Nachrichten, I, S. 561. Statskal. Adresseav. 1766, Nr. 48, 1771, Nr. 84. Petri Kirkeb. Skifte ved Borgretten i Prov. Arch. Skild. 1829, Sp. 1062. Thaarups Papirer.)

 

Moritz, Nicolaus Christian Moritz, Maler, var født i Slesvig By og levede i Tiden mellem 1686 og 1732. Man ved ellers intet om ham, men ser af en Stambog, som har tilhørt ham, og som

 

¹ Den Datter, hun fødte, Ellen Mule Monrad   (f. 1767,   d. 1857),   blev Far­moder til J. F. Bergsøe (s. d,).

 

137

bevares i det Store kgl. Bibliothek_? at han i Tiden 1702 til 1712 rejste meget og har opholdt sig i Danzig, i Christiania og i London. Han synes at have arbejdet dels i København (1702—5), dels i Slesvig, hvor han atter opholdt sig 1726; en Tegning af Thybjerggaard er mærket 1732. Af Stambogen ser man ogsaa, at han var Ven med adskillige af Datidens agtede danske Kunstnere, samt med flere udenlandske Kunstnere af Navn, hvilket tyder paa, at han vel næppe selv har været en aldeles ubetydelig Kunstner.

(Priv, Medd.    Stambog, Thottske Saml., 8, 569, i det Store kgl, Bibi.),

 

Mortensen, Laurits Carl Nikolaj Mortensen, Maler og Billed­hugger, født den 23. Februar 1861, er Søn af Arbejdsmand Jens Mortensen (f. 1831, d. 1879) og Emma Larsine Christine f. Knudsen (f. 1836). Efter sin Konfirmation kom han i Billedskærerlære og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole, hvorfra han dimitteredes til Kunstakademiet; han gennemgik dettes Skoler som Modelerer fra den i. Oktober 1879 og fik Afgangsbevis som saadan den 25. Maj 1886, Han udstillede 1886 til 1888 som Billedhugger, men lagde sig imidlertid efter Maleri, særlig efter Porcelænsmaleri ved den kgl. Porcelænsfabrik og udstillede ved Decemberudstillingen 1889 og senere ved Forårsudstillingerne som Maler. Ved Siden af modele­rede dekorative Arbejder har han i de senere Aar navnlig malet Unica under Glasuren. Blandt disse Arbejder, der have været udstillede saavel i Baris som andetsteds, kan fremhæves et Fad med Flagermus i diset Maaneskin, hvilket blev solgt i Paris i 1893. l 1893 var han paa en mindre Rejse i Italien, og i 1894 var han i St. Petersborg i sex Maaneder for at sætte den kejserlige Porcelæns-fabrik ind i de her brugelige techniske Fremgangsmaader. Paa Ud­stillingen i 1896 købte Statens Samling en af ham i Porcelæn udført Portrætbuste. Mortensen blev den 14. Oktober 1887 gift med Ida Amalie Hafvermann (f. 1862), Datter af Skomagermester Olaf Gustav Hafvermann (f. 1828) og Caroline f. Petersen (f. 1830, d. 1888).

(Priv. Medd.    Oplysn. fia kgl. Pore. Fabr.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Mourier -Petersen. Christian Vilhelm Mourier-Petersen, Maler, født den 26. November 1858 paa Holbækgaard ved Randers, er Søn af Godsejer, Etatsraad Adolf Tobias Herbst Monrier-Petersen (f, 1826) og Augusta Catharina Erica f. Jørgensen (f. 1832). Han blev Student fra Randers lærde Skole 1878, tog anden Examen Aaret efter og begyndte at studere Medicin. Men da han havde mere Lyst til at blive Maler, blev han af C. F. Andersen dimitteret

 

138

til Kunstakademiet, som han besøgte fra 1880 til 1883, gik over i Kunstnernes Studieskole under Tuxen til 1886 og tilbragte derefter tre Aar i Frankrig, Holland og Belgien. Han udstillede 1889 og 1890 ved Akademiets Foraarsudstilling og fra 1891 ved den fri Ud­stilling, dels Landskaber, dels Interiører, og fik i 1894 Plads ved den kgl. Porcelænsfabrik som Maler af Unica under Glasuren.

(Priv. Medd.    Vahl, Slægteb. XII, 8.    Akad.    Uclst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Muhle, Anton (Anthoine) Gynther Muhle Maler, udførte 1705 eller 1706 Portræt af Provst Andreas Bruun i Bergen til Lig­prædikenen over ham (st. af A. Reinhardt) og fik, hvis det er den samme Mand, 1728 30 E.dl. d. C. for at male det kgl. Vaaben paa Fortæppet til Hoftheatret.

(Rigsarch.    Strunk.)

 

Muhle, Carl Adolf Muhle, Stempelskærer, blev født den 5. April 1786 paa Herregaarden Skovgaard i Fyn, hvor hans Fader, Mogens Muhle (f. 1725, d. 1795) var Forpagter. Hans Moder, der var Faderens tredje Hustru, hed Mette Margrethe f. Ewaldsen (f. 1751, d. 1824). Han blev i Foraaret 1803 privat dimitteret til Universitetet, blev 1804 Cand. phil., 1806 Volontør under Rentekamret, 1812 juridisk Kandidat med bedste Karakter og var fra 1821 Sekretær og Bogholder ved den færøske Handel i København, indtil han den 13. Maj 1839 fik sin Afsked i Naade med Pension. Han var en af de.første, som traadte frem paa Grundtvigs Opfordring til Studenterne i 1807 om at tage til Skubkarren for at hjælpe ved Voldens Ud­bedring. I 1810 blev han gift med Jakobine Luno (f. 1789, d. 1842), Datter af Consumtionsforvalter i Randers Jens Luno (f. 1748, d. 1796) og Elisabeth Charlotte f. Boeck (f. 1753, d. 1815). Selv døde han den 29. Marts 1855 i Valby, hvor han havde henlevet sine sidste Aar. Den nedennævnte M. Th. Mule er hans Søn.

Muhle havde megen Sans for Kunsten, og sin Fritid brugte han til med Iver at lægge sig efter Medaillør- og Signetstikkerkunsten og besøgte, efter at han var bleven Assistent (omtr. 1817) en kort Tid Kunstakademiets Tegneskole. Af Medailler er hans vigtigste Medaillen i Anledning af Børsens Jubilæum 1824 med Christian IV's Portræt paa Aversen, Merkur og Neptun ofrende ved et Alter paa Reversen. Dernæst skar han i 1829 Aversen til en Medaille i Anledning af Prins Ferdinands Bryllup med Kronprinsesse Caroline, med begges Portræter, medens Reversen udførtes af Chr. Christensen. Desuden udførte han en Del Portræter i Vox, skar Navnetræk og

 

139

Vaaben i ædle Stene til Ringe og Signeter, stak en Mængde Kontor­signeter i Staal og Messing o. a. m. Han er tillige optraadt som Forfatter.

(Weimv. I-ex. Øst. Mat., S. 429—30, Mulile: Carl Mogensens færøske Krønike. Skild. 1825, Sp. 1721. Erslew, II, S. 312. Do. Suppl., It, S. 269 —70 og 420. Nagler, Monogr., T, 2229 [urigtig; Angiv, om, at han var ansat ved Mønten], Akad. Reitzel. Uclst. Fortegn. Møntfortegn. Priv. Medd.)

 

Muhle. Johan Christian Muhle,   Maler,   født  i København,   fik den 18. Juni 1731  Borgerskab som Skildrer og Maler.    Han nævnes ogsaa (1715) som Billedskærer(?).

(Raadstuearch.     Geneal. Inst.    F, J. Meier, Fredensb.)

 

Mule. Mogens Thorvald Mule, Billedhugger, Søn af den oven­nævnte Carl Adolf Muhle og Jakobine f. Luno, bortkastede h af sit Navn, som han skrev paa den ældre danske Maade, og mente at nedstamme fra Rigmanden Mogens Mule i Odense. Han er født den 21. Marts 1823 i København, blev allerede i Oktober 1835 Elev hos Billedhugger H. V. Bissen og begyndte i 1836 at gaa paa Akademiet, hvor han i 1842 blev Elev af Modelskolen, i 1843 vandt den mindre Sølvmedaille, i 1845 en Pengepræmie for Modellering og i 1850 den store Sølvmedaille. I disse Aar udførte han tillige, efter Medaillør Christensens Ønske, en Del formindskede Kopier efter Thorvaldsen til den kgl. Porcelænsfabrik, og arbejdede senere under Christensen til dennes Død. Efter en Konkurs om den mindre Guld-medaille, ved hvilken hans Arbejde vel ikke fik Præmien, men af Akademiet blev erkendt for godt, fik han i 1852 Rejseunderstøttelse (600 Rbd.), og opholdt sig i Rom, hvor han lagde sig efter at skære Caméer i Conchylie. Efter Hjemkomsten udførte han atter en Del Kopier efter Thorvaldsens Arbejder, dels til den kgl. Porcelæns-fabrik, dels til Bing og Grøndahls Porcelænsfabrik og Ipsens Terra­kottafabrik, hvis kunstneriske Ledelse han i nogle Aar varetog, indtil han i 1872 selv grundede en Fabrik for Kallipasta Arbejder. Tillige underviste han i Tegning i flere Skoler. Fra 1842 af udstillede han Statuer, Relieffer og Conchyliecaméer. I 1869 fik han den Neuhait-senske Præmie for »den gode Hyrde, Gruppe i Gibs«. Han døde ugift- den 6. December 1877.

(Priv. Medd.    Akad.     Reitzel.    Udst, Fortegn.    FdL 1877, Nr. 286.)

 

Mulvad.     Emma   Mulvad,   Blomstermalerinde,   hed   Aarøemma Ivare Christiane Frederikke Rønsholdt og er Datter af Sproglærer Ivar

 

140

Christian Rønsholdt (f. 1815, d. 1896) og Sofie Jensine Elisabeth f. Jahn (f. 1816, d. 1890) af norsk Æt. Hun blev født i Køben­havn den 5. August 1838, og da hun allerede i sin Barndom viste Lyst til Tegning, modtog hun efter Skoletiden videre Uddannelse hos en Slægtning, en norsk Sømaler, Hans Jahn, og i Perspektiv hos Porcelænsmaler L. B.. Lyngbye, I 1853 fik hun det Hverv af Dr. Kjærbølling at tegne og kolorere Omgivelserne til hans Værk, »Danmarks Fugle«. I 1858 udstillede hun sit første Billede paa Charlottenborg og sidste Gang i 1889, dels under sit Pigenavn, dels som gift. Hendes Fag er Blomster- og Frugtstykker, saavel som døde eller levende Dyr. Hun har tillige udført Dekorationer paa Terra­kotta for den Ipsenske Fabrik og fik i 1870 tilligemed sine tre Søstre en Guldmedaille fra Verdensudstillingen i London for Maleri paa brændt Ler. Den 27. November 1869 blev hun gift med Læge Niels Georg Mulvad (f. 1841) nu Stiftsfysikus i Vejle, Søn af Amtsstue-fuldmægtig Hans Christian Mulvad ff. 1804, d. 1879) i Randers og Marie Elisabeth Antoinette Beutlich (f. 1812, d. 1848). . . (Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Dansk Lægest. 5. og 6. Udg.)

 

Munch. Jakob Munch, Maler, født i Christianssand 1776, var Søn af Toldinspektør Edvard Munch og Petronelle Helene f. .Kræfting, blev 1796 Fændrik i det andet aggerhusiske Infanteriregiment, 1805 Premierløjtnant a la suite med Tjenestealder fra den 22. Marts s. A., 1810 forsat til det tellemarkske Infanteriregiment, 1812 Kaptajn. Ved Norges Adskillelse fra Danmark forblev han i den norske Hær og døde i Christiania den 10. Juni 1839 efter to Aars Sygdom. Medens han stod a- la suite i Hæren, besøgte han Kunstakademiet i København fra 1804, efter at han havde tjent sine Rejsepenge ved at male Portræter i Pastel, hvortil han havde uddannet sig paa egen Haand, blev 1806 Elev af Modelskolen, og udstillede ved Akademiets Aarsfest »adskillige Stykker i Oliefarve«. Samme Aar gav Akademiet ham Vidnesbyrd for at have »ved ædel Anstrængelse og ualminde­ligt Talent til Malerkunsten med Berømmelse tilbagelagt alle dets Skoler«. Derved opnaaede han i Oktober 1806 fra Fonden ad usus publicos et Stipendium paa 500 Rdl. aarlig i tre Aar og i 1810 for­nyet for to Aar til en længere Udenlandsrejse. Han rejste dog først i April 1807 lige til Paris, hvor han malede Oehlenschlægers Portræt, og han kom hjem i Begyndelsen af 1813 efter ligeledes at have besøgt Italien; Fonden dækkede hans Gæld først med 250 Rdl. og senere med 800 Rdl. I Juni d. A. foreviste han Akademiet en Del

 

141

Billeder fra sin Rejse, hvoriblandt Portræt af Thorvaldsen, en Kopi efter Guido Renis Magdalene og et Par Landskaber. Akademiet »fornøjede sig« over hans Fremgang; derimod gjorde hans udstillede Arbejder, efter Weinwichs Sigende, ikke megen Lykke hos Publikum, og fra nu af tilhører han Norge.' Han forlovede sig inden Rejsen til Danmark med Emerentze Barclay¹ (f. 1786, d. 1868), Datter af Toldbetjent Barclay i Brevig og dennes anden Hustru. De blev gifte i 1814, efter at han ved at male Portræter havde tjent til et tarveligt Udstyr. Han malede Kong Carl XIV Johans Kroning i Christiania (betalt med zoooSpd.) og fik siden, saalænge han levede, 200 Spd. aarlig af Kongens Kasse. I 1818 deltog han i Oprettelsen af Tegneskolen i Christiania og var siden Lærer ved den.

(Weinw., S. 238. Do, Lex. Norsk Nationalgalleris 'Katalog, S. 48. Akad. Sldld. 1806, Sp. 782. Øehlenschl. Erindr, ny Udg., S. 234. Museum, 1895, 8.155 flg. Rigsarch. Strunk.)

 

Mundt. Caroline Emilie Mundt, Malerinde, er Datter af Pro­fessor Carl Emil Mundt (f. 1802, d. 1873) og Caroline Amalie f. Jørgensen (f. 1808, d. 1845) og er født den 22. August 1842 i Sorø, hvor Faderen den Gang var Lektor. Hun var 30 Aar, inden hun bestemte sig for at blive Kunstnerinde, og uddannede sig da i V. Kyhns Tegneskole samt malede en kort Tid hos J. Roed. Senere forenede hun sig med Marie Luplau (s. d.) til fælles Studier, og rejste til München, hvor de arbejdede efter levende Model. Senere have begge Kunstnerinder tilbragt 1882 til 1884 i Frankrig og navnlig i Paris. Emilie Mundt begyndte at udstille 1878 og har siden stadig tidstillet, dels Livsbilleder, hvoraf flere fra Bretagne, dels Portræter, saaledes af hendes egne Brødre og flere Dameportræter. I sine Livs­billeder dvæler hun med Forkærlighed ved Børnenes Liv og Færd. I Forening med Marie Luplau, med hvem hun ogsaa har dannet en fælles Husstand, bestyrer hun en Tegneskole. I 1890 og 1891 havde hun Rejseimderstøttelser fra Akademiet.

(Priv. Medd. Lengn., Fam. Mundt Erslew, II, 313, Suppl. II, 422. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Müller. Adam August Müller, Historiemaler, født i København den 16, August 1811, var Søn af Professor i Theologi, senere Biskop Peter Erasmus Müller (f. 1776, d. 1834) og Louise Augusta Stub (f. 1788, d. 1852), en Søster til Maleren C. G, Kratzenstein-Stub. Efter i sin Barndom at have besøgt Efterslægtens Realskole blev han

 

¹ Som senere blev blind.

 

142

1822 overflyttet til Metropolitanskolen, eftersom han var bestemt til Studeringerne. Han havde imidlertid mere Lyst til at tegne og blev derfor, da hans Forsøg paa egen Haand røbede virkeligt Anlæg for Kunsten, atter taget ud af Skolen. Allerede fra Januar 1821 fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, men denne Undervisning blev afbrudt for Skolegangens Skyld. September 1825 begyndte han at tegne hos C. V. Eckersberg, og den 14. November 1826 satte han første Gang sin Palet op i dennes Malerstue. Nogen Tid i For­vejen havde han atter faaet Adgang til Akademiets Tegneskoler, gennem hvis Klasser han jævnt hurtig rykkede op, indtil han den 24. Marts 1828 blev Elev af Modelskolen. Dog vandt han først

1832 den mindre Sølvmedaille og Aaret efter den store. Samme Aar konkurrerede han forgæves til den mindre Guldmedaille.

Allerede 1829 udstillede han sit første Billede, »Aladdin, staaende bag Pillen, ser Gulnare«; i de følgende Aar udstillede han ikke faa Arbejder, dels Portræter, dels Billeder af Folkelivet eller af for­skellige Tiders og Landes Historie. To af disse, »Aladdin, som griber efter Pomeranser« (1831), og »Christian IV, legende med en af sine Sønner« (1833), blev som lovende Ungdomsarbejder købte til den kgl. Malerisamling. Efterhaandeu viste det sig, at Æmner, hvor et religiøst eller følelsesfuldt Indhold kom til Orde, var Kunst­neren kærest, hvad enten han valgte dem af sit Fædrelands Historie, af Kirkens eller af selve den bibelske Historie. »Den saarede Herluf Trolle, som modtages af sin Hustru og af Skolens Disciple paa Herlufsholm«, blev købt af Kunstforeningen, og hans første Alter­tavle, »Christus, der prædiker fra Skibet« (1834), var en Bestilling af Grev Moltke til en Kirke paa hans Gods. Den øjensynlige Flid, hvoraf hele Udførelsen i disse Billeder var præget, i Forbindelse med et i den danske Skole ikke sædvanligt Blik for Farvens Liv og Klarhed vakte Opmærksomhed for Kunstneren, uagtet han endnu var noget stiv i Gengivelsen af Bevægelser og ikke altid korrekt i Enkelthederne.

Ovenpaa den mislykkede Konkurs i 1833 (noget, som for øvrigt ikke sjælden hændte Datidens unge Kunstnere, naar de, umiddelbart efter at de havde vundet den store Sølvmedaille, konkurrerede til Ouldmedaillen uden at overveje, om de havde Modenhed til at und­fange og gennemføre en større historisk Komposition), foretog Kunst­neren i Somren 1834 en lille Rejse til Tyskland, til Bøhmen, langs Rhinen og flere Steder, og Frugten deraf fremtraadte i nogle Billeder paa Udstillingen i 1835. Han havde dog tillige faaet Tid til at

 

143

male et historisk Billede, »Valdemar Sejr i Fængsel«, som Kunst-­foreningen købte. I 1835 konkurrerede han paany til den mindre Guldmedaille, som denne Gang blev tilkendt ham for Opgaven ;;0dysseus kommer til Nausikae«. Især fandt man hans Udførelse af Odysseus' Figur vellykket. Ogsaa ovenpaa denne Dyst forfriskede han sig, i Sommeren 1836, med en "Rejse, denne Gang til Norge, hvor Jærnværksejer Aall gav ham Bestilling paa en Altertavle, »Christus i Gethsemane«, der blev udstillet i 1837.

Om Sommeren 1837 konkurrerede han, efter at have taget den sædvanlige Examen i Sprog og Kunsthistorie ved Akademiet, til den store Guldmedaille. Opgaven var »David, som opmuntrer Saul ved sit Harpespil«, og Medaillen blev tilkendt saavel ham som Eddelien (se denne), idet Akademiet fandt, at Müllers' Maleri stod tilbage for Eddeliens i Behandlingen, men overgik det i aandelig Opfattelse. N, Høyen, der i en Anmeldelse af Billedet, da det senere udstilledes, gennemgaar det i det enkelte, havde vistnok Øje for det rette, idet han advarede Kunstneren mod den Lethed, hvormed han arbejdede, og tilføjede: »Endnu ere hans Farver mere blomstrende end sande, hans Virkning mere slaaende end harmonisk«.

I ungdommelig Livsfølelse sparede Kunstneren ikke sine Kræfter. Paa samme Udstilling, hvor hans Guldmedaillebiliede blev set (1838), havde han ogsaa et Dameportræt i Knæstykke, som trods de Ind­vendinger, der kunde gøres imod det, var et i den Tids Smag ret smukt og heldigt Billede. Og næppe var Konkursen endt, før Müller tog fat paa et stort historisk Billede, »Luther paa Rigsdagen i Worms«, som Kunstforeningen havde bestilt hos ham. I 1836 udstedte nemlig Kunstforeningen en Indbydelse til de danske Malere til, i Anledning af Reformationsfesten inden den i. Oktober s. A. at indsende Skitser til det nævnte Æmne, samt til »Hans Tausen prædiker i Viborg« og »Hans Tausen værner Biskop Rønnov mod Køben­havns Borgere«. Som det synes, meldte kun Müller sig til Kon­kursen, idet han indsendte en Tegning, som forestillede »Hans Tausen, prædikende i Viborg«, og Skitser til de to andre Æmner. Den 9. Marts 1837 blev det besluttet, at han skulde male »Luther paa Rigsdagen i Worms«, og at det færdige Billede skulde ophænges i Helliggejstes Kirke. Dette store Billede med en Mængde Figurer i Legemsstørrelse, er saavel fra Indholdets som fra Udførelsens Side vistnok Kunstnerens modneste og mest vellykkede Billede. Anord­ning og Tegning er omhyggeligere end tidligere, Handlingen er klart og levende fortalt, Farvegivningen sandere og naturligere, end den

 

144

plejede at være i hans Billeder, uden at en ægte malerisk Virkning derfor gaar tabt. Billedet, som efter sin Bestemmelse blev ophængt i Helliggejstes Kirke, er senere stukket paa et stort Blad af E. Sonne, ligeledes paa Kunstforeningens Bekostning (1866—67). Det var færdigt fra Müllers Haand om Efteraaret 1838, blev den 14.—16. De­cember udstillet for Kunstforeningens Medlemmer og det følgende Aar for Publikum ved Foraarsudstillingen paa Charlottenborg,

Men paa samme Tid, som Kunstneren havde dette store Værk under Hænder, maatte han paany kæmpe med sin tidligere Med­bejler, Eddelien, om Rejsestipendiet som Pris. Da begge Kunstnere i Marts 1838 søgte Stipendiet, vidste Akademiet ikke bedre end efter tidligere Skik at paabyde en ny Konkurs mellem de to søgende Kunstnere. Den 16. Juli fik de den Opgave at male »Christus giver sig tilkende for Disciplene i Emaus« (Luc. 24, 30), ,og den 22. December fremstilledes deres Billeder til Akademiets Bedømmelse. Begge havde haft store Vanskeligheder at overvinde; Eddelien havde været syg, saa at Bedømmelsen for hans Skyld havde maattet udsættes, Müller havde haft sit andet store Billede at gøre færdigt, da han gærne vilde have det afgivet til Kunstforeningen inden den for­ventede Rejse. Denne Anstrængelse var ham for stærk, og da Billederne vare færdige, faldt han i en hæftig Sygdom, som bragte ham Døden nær og paa en betænkelig Maade rystede hans For­stand. Paa samme Tid, som Akademiet skulde afgøre Kunstnerens Skæbne, omhvirvlede vilde Febersyner hans trætte Hjærne.

Akademiet var talrigt forsamlet under Direktørens, Thorvaldsens, Forsæde. Saavel han som Eckersberg og Lund samt to andre Kunstnere fandt Arbejderne saa lige i Værd, at de ikke vilde afgive deres Stemmer til Gunst for et af dem; men den øvrige Del af For­samlingen heldede mest til Eddeliens Billede, som blev foretrukket med 14 Stemmer mod 4. I samme Forsamling besluttedes det imid­lertid enstemmigt, at Akademiet skulde indgaa til Kongen med Fore­stilling om, at Müller af Finanserne maatte faa et ligesaa stort Stipendium som Akademiets.² I Henhold dertil resolveredes allerede under 19. Januar 1839, at Müller skulde have 800 Rbd. Sølv aarlig i to Aar af Finanskassen. Det tredje Aars Stipendium, ligeledes

 

¹ Tiderne havde saaledes forandret sig, at Kobberstikkeren nu fik 4,000 Rdl. for Gengivelsen af det Billede, Kunstneren selv havde faaet l ,000 Rbd. for.

 

^² Wilkens fortæller, at Thorvaldsen Dagen efter denne Forsamling gik til Kongen, og fik Tilsagn om Stipendiet til Muller, Hvad der i øvrigt tilføjes, er ikke nøjagtigt. (Wilkens: Træk af Thorvaldsens Liv, S. 34).

 

145

paa 800 Rbd., fik han i 1841 af Akademiet og nød altsaa ganske lige Ret med Eddelien, der havde Akademiets sædvanlige Stipendium i tre Aar. Allerede i Slutningen af Januar 1839 var Muller saa rask, at han kunde afrejse til Italien.

Men strax den første Sommer paadrog han sig paa Ischia en Forkølelse, som lagde Spiren til en Brystsyge, der snart skulde ned­bryde hans Kræfter. Opholdet i Italien fik ikke desto mindre over­ordentlig Indflydelse paa hans Kunsts sidste Ytringer. I Florens studerede han med Iver de ældre italienske religiøse Malere og navnlig Rafael, saaledes som han viser sig i sin første Periode. En Altertavle til Vraaby under Vallø Gods, »Fremstillingen i Templet«, har vistnok vist Paavirkning af den samme Udvikling, som tydeligst og skønnest fremtræder i det store Billede, »Christus velsigner de fire Evangelister«. Denne, ganske i den ældre, kirkelige Stil udførte Komposition, forener paa en saa fin og følelsesfuld Maade en udviklet Technik saavel i Form som i Farve med en nøjagtig Efterligning af ældre Mønstre, at det er et næsten enestaaende Forsøg; dog mere interessant som Forsøg end som Forbillede for en Vej, man kunde ønske Kunstneren skulde slaa ind paa. Billedet blev strax købt af Thorvaldsen og tilhører nu hans Museum. Det var saa at sige Kunstnerens Svanesang. Den hensygnende Kunstner bragte det hjem med, da han om Sommeren 1842 kom tilbage til Danmark, og den 29. December s. A. blev han paa Eckersbergs Forslag enstemmig agreeret derpaa, og ved det følgende Aars Udstilling tilkendtes det Udstillingsmedaillen.

Müller fik rigtignok Opgave til Medlems stykke, nemlig: »Synder­inden for Jesu Fødder« (Luc. 7, 44), han malede ogsaa nogle Portræter og et historisk Billede, »Den fortabte Søns Hjemkomst«; men hans Kraft var brudt for stedse. Endnu i 1843 overstod han et voldsomt Sygdomsanfald, og han havde atter begyndt at male. Men det tærende Brystonde var ikke overvundet, og den 15. Marts 1844 sov han hen, knap 33 Aar gammel. Han havde malet sit eget Portræt i Rom 1840.

(Dansk Pantlieon med Kunst n. Portræt. Priv. Medd. Erslew, II, 348, Suppl. II, 461. Strunk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1844, Nr. 1534. Berl. Tid. 1844, Nr. 95. Adresseav. 1844, ^Nr- 66. Journ. for Litt. og Kst„ IV, S. 177—79. Høyen$ Ski-., I, S. 88 og in.)

 

Müller, Anton Müller, Historiemaler, fra København, fik i Juli 1752 Akademiets første Rejsestipendium som Historiemaler, stort

 

N. K. L.    II. Juni 1896.              .                                   10

 

146

2oo Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig i to Aar. I 1754 ansøgte han fra Paris Akademiets Præses, Grev Moltke, om at faa kgl. Tilladelse til at gaa til Rom som »kgl. Pensionær«. Det blev ogsaa tilstaaet ham, og hans Stipendium anvist paa Particuliérekassen; det lød nå paa 400 Rdl. d. C. i fulde tre Aar, fra i.Juli 1754 at regne »ifølge Fundationens Bydende«. Efter en Meddelelse, Spengler giver fra. Wasserschlebes Papirer, hvor han kaldes M. Møller (Monsieur Møller r)_f forblev han, da Stipendiet var udløbet, i Italien, gik i 1756 over til Katholicisnien i Kirken Sant' Ignazio, blev Munk i et Kloster i Kirkestaten og døde der i en høj Alder. Han synes for øvrigt ikke at have svaret til Akademiets Forventninger. Wasserschlebe kalder ham »tin mauvais sujet«, og beskylder ham for at have sendt ham Kopier af Douchers Tegninger og udgivet dem for sine egne Kom­positioner.

(Akad.    Spengl., Art. Eft., S. 51.    Thiele, Kstakad., S. 75.    Meler, Wiede-weft, S. 31—32, 44 og 450

 

Müller. Carl Christian Muller, Maler, var Søn af Hofmaler Christian Müller (d. 1691} og Cathrine Marie Muller, og blev født i København omtrent ved Aarsskiftet 1689—90; han arbejdede for Hoffet i København som Miniaturmaler fra 1706 til 1712, altsaa i Frederik IV's Tid. Han døde i Juni (begr. ³⁹/₆) 1712, og hans Moder modtog Betalingen for hans sidste Arbejde den 28. Ok­tober s. A.

(Weinw., S. 95. Do. Lex. Rigsarch. Priv, Medd. Pers. Tdskr. 2, R. IV, 20.)

 

Müller. Caroline Amalie Müller, Landskabsmalerinde, er Datter af Pedel ved Universitetet Harald Valdemar Alexis Müller (f. 1813, d. 1864) og Emma Emilie f. Hjorth (f. 1816), og er født den 25. Marts 1843 i København. Hun lærte først at tegne hos H. Buntzen, og fra 1864 i V. Kyhns Tegneskole, hvor hun ogsaa lærte at male. Hun har siden 1883 udstillet Landskaber, som oftest fra Nordsjællands Skovegne. Samtidig har hun undervist i Sprog og Historie. I 1888 havde hun en mindre Understøttelse af den Raben-Levetzau'ske Fond. Hun har ogsaa haft Arbejder udstillede i Chri­stiania og London.

(Priv. Medd.    Udst Fortegn.    Akad.    Aarsberetn.)

 

Müller. Cathrine Marie Müller eller Møller, Malerinde, Datter af Hans Christian Møller, der havde Kolding Slotsmølle i Fæste, og

 

147

Maren f. Bølling, blev født i Kolding den 21. Februar 1744, men opdragen paa Fanø hos sin Morbroder, Birkedommer Bølling. Som voxen var hun Selskabsdame i forskellige Huse, sidst hos Konferens-raad, Stempelpapirsforvalter F. A. Müller fra 1780. Hun havde et ganske ualmindeligt Talent for Broderi, og da hun, efter at være kommet i Müllers Hus, havde Lejlighed til at se gode Kunstværker, begyndte hun at brodere med sort Silke paa hvidt Tøj til Efter­ligning af Kobberstik. I denne Smag udførte hun Broderi efter en Radering af Bol efter Rembrandt, forestillende »den hellige Hierony-oius«. Wiedewelt, som saa det, syntes saa godt derom, at han, uden hendes Vidende, foreviste Broderiet i Akademiets Forsamling den 2. November 1789, og Akademiet tilskrev hende i den Anledning et Opmuntringsbrev. Den 26. Marts 1790 indsendte hun to Hoveder efter Rafael, Anakreon og Venus, »syede i raderet Maner«, med Onsket om, at disse to Stykker »maa forundes en Plads i Akademiets Samling«. De vandt i saa høj Grad Forsamlingens Bifald, at den den 28. Marts optog hende til ordentligt Medlem af Akademiet paa disse to Stykker. Senere forsøgte hun at brodere med gult paa sort, for at efterligne etruriske Vasemalerier. Hun har tillige raderet »Et Barnehoved«. Hende tillægges ogsaa Konsistorialraad R. Garboes Portræt, stukket af J. F. Clemens; men paa Stikket staar: Ch^tte Sp^hie Müller del. Hun døde den 26. September 1811 paa Fredensborg, rimeligvis hos Konferensraad Müllers Søn A. G. Müller, der skrev hendes Levned i Birchs Billedgalleri.

(Nævnte Værk, I, S. 301—12. Weinw., S. 236. Do. Lex. [under Møller]. .Clemens« ved Fick, S. 18. Akad. Do. Inv., trykt 1793. Adresseav. 1811, Ja 233. Erslew, II, S. 332. Strunk, Nr. 863. Krohn, I, Sy.)

 

Müller. Charlotte Sofie Müller, Kunstnerinde, se ovenfor under Cathrine Marie Müller.

 

Müller. Christian Andreas Müller, Stempelskærer, født den 20. Juni 1783 i København, var Søn af Farver og afg. Major ved det borgerlige Artilleri, Otto Andreas Muller (f. 1750, d. 1836) og Gunhild eller Gunild f. Visborg (f. 1757, d. 1828). Han tog dansk juridisk Exarnen 1800, blev 1804 Kopist i Assignationsbogholder-kontoret, 1810 Cancellist i Generalstabens Bureau og 1827 Post­mester i Randers, hvorfra han tog sin Afsked i Naade med Pension i 1843; siden levede han som Pensionist i København. I Rang­forordningen naaede han til virkelig Justitsraad med Ret til at bære Uniform som Overkrigskommissær (1830). Han blev i 1812 gift

 

148

med Pauline Eleonore Beutner (d. 1850?) og døde i København den 19. Juli 1877.

Han havde megen Kærlighed til Kunsten, særlig Medaillør- og Billedhuggerkunsten  og skar i 1815 en Medaille i Anledning af Frederik VI's Hjemkomst fra Wien (regi reduci). Samme Aar udførte han Aversen til Kromngsmedaillen med Kongens og Dronningens Portræter, som blev antagen til Brug, da Conradsen, der ligeledes havde udført et Stempel til Aversen, havde sat Dronningen paa Kongens højre Side. Reversen var af H. E. Freund. Conradsen og Freund tilbød at skære nye Stempler til hver sin Side, men disse kom ikke til Anvendelse. Desuden har Muller udført Hæderstegnene til Underofficerer for otte og sexten A års tro Tjeneste. I 1848 udstil­lede han en Psyche, Kopi i Elfenben efter Bissens Original. Mere har han ikke udstillet, men han udførte for øvrigt lige til sin Alder­dom, dels Arbejder i Medaillørfaget, dels smaa Figurer i Elfenben, f. Ex. Hebe efter Thorvaldsen. Han havde vistnok Talent for Billedhuggerkunsten, som imidlertid, da han forblev i sin Embeds­virksomhed, ikke kom til fuldstændig Udvikling.

(Priv. Medd. Weinw, Lex. Do. Anm. af Kroningsmed. i Atliene V, S. 566, Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Møntfortegn. Nekrolog i Tidsk. f. Postv, s§77, Nv. 7. Adresseav. 1828, Nr. 192, 1836, Nr. 91.)

 

Müller. Christian Frederik Müller, Kobberstikker, Søn af Hof-trompeter Joachim Nikolaj Müller og Margrethe Henriette f. Udsen, samt Broder til Naturgranskeren Otto Frederik Miiller, blev født i Køben­havn den 28. Februar 1744, lærte Kobber stikker kims ten hos J. M. Preisler, men arbejdede mest som videnskabelig Kobberstikker først for sin Broder, der synes at have bragt ham ind paa denne Vej, senere for andre Videnskabsmænd og for egen Regning. Han har stukket efter Tegninger til Zoologiet danica og Flora danica, til Animalcula infusoria. o. fl. og har mulig ogsaa tegnet til disse Værker, da han kaldtes »Dessinateur og Kobberstikker«. Den 22. November 1800 fik han 250 Rdl. af Fonden ad usus publicos til Udgivelsen af Zoologiet, danica, Desuden nævnes bl. a. et Prospekt af Løgum Kloster, Grev Thoth Vaaben o. s. v. I 1791: søgte han om at blive Tegnemester efter Søren Abildgaard ved det kgl. Gehejmearchiv, og indsendte Prøver af Stik. Han blev gift den 22. April 1775 i Valløby med Louise Sofie Krebs (f. 1747, d. 1821), Datter af Stadsmusikant i Køge Johan Frants Christian Krebs (f. 1713, d. 1786) og dennes anden Hustru, Valborg Pedersdatter f. Bjørn (f. 1720, d. 1765). Deres Datter blev

 

149

gift med Komponisten Du Puy. Miiller døde den i. Marts 1814. Mulig er han af samme Slægt som den ovennævnte Maler Carl Chr. Müller.

(Welnw., S. 228.    Do. Lex.     Sandvig, S. 98.     Worms Lit- Lex., II, S. 88, Rigsarch.    Krobn I, 88.    Akad.    Adresseav.   1814, Nr. 51.    Priv. Medd.)

 

Müller.     Vilhelm  Andreas  Müller,   Portrætmaler,   en   Tysker   af Fødsel, blev født i Brunsvig 1733, men blev opdragen i Salzdahlum, af sin Moders Broder,   Portrætmaler Ludvig Wilhelm Buscb,   der var Inspektør   for  Malerisamlingen  i   Salzdahlum.     Han   synes   at   være kommen   til København i   1755,   og,    maaske   for paa den  Maade  at knytte sig til danske Forhold, at have besøgt Kunstakademiet i Slut­ningen af Aaret,   thi i Januar  1756 faar en  »Andreas Møller«,   som synes at være denne Kunstner, den mindre Sølvmedaille for »Tegning efter Gibs«.     Han   havde   for   øvrigt   lagt sig efter Mmiaturmaleriet, blev 1764 Brecheisen adjungeret, og da denne i  1765 forlod Landet, blev   han   hans   Eftermand   som  Hofminialurskildrer.      Han   var   gift, mulig  allerede i Tyskland,   med  Frederikke Cathrine  Trauben,   som døde 8. April  1764   »i sin Alders  29. Aar«;   den  10. Oktober s,  A. holdt lian Skifte, for at kunne indtræde i nyt Ægteskab, den  5. De­cember 1764, med Bodil Marie Jensen (f.  1739,   d.  1817).     Først i Jjj2 fik han Opgave til Medlemsstykker, nemlig Portræter af Wiecle-\velt og AIs i Miniaturmaleri,  og den   i. Juni   1773  blev han  optaget til Medlem af Akademiet.    I  1783 søgte han Professoratet ved Model­skolen, thi naar Juel gjorde det, vilde han ogsaa som ældste Medlem gøre -det, men Valget faldt paa Juel.     Skønt Muller udelukkende var Mmiaturmaler,   fremstillede han dog i  1805  Kronprinsessens Portræt, malet i Oliefarve i Juels Maner«, og Anmelderen tilføjer  »temmelig godt malet«.     Hennings   roser  hans Miniaturmalerier for deres store Fuldendthed,   og,   tilføjer   han,    »naar   Tonerne   ikke   altid   ere   til­strækkelig  brudte,   naar  Folderne i hans   Draperier   ikke   have   den ønskeligste  Lethed,   kommer   det  af,   at  han   endnu  bruger Punkter-maneren«.    Fra 1763 til  1772 nævnes han i Particuliérekassens Regn­skaber,   idet   han   faar  Betaling  dels   for Miniaturportræter,   dels for Undervisning (Rejsegodtgørelser),   dels fast Lønning,   300 Rdl. aarlig fra i. Oktober 1763  at regne.    Hvad der er tilbage af hans Billeder, bevares, foruden hans Medlemsstykker, i privat Eje.    Dog var to Por­træter af ham,   Frederik V   og Dronning Juliane Marie,   paa Fredens­borg.     Han  gav   sig tillige af med at restaurere Kobberstik   og   har raderet en Del Blade, navnlig Prospekter og architektoniske Udsigter.

 

150

Blandt disse nævnes: 1) Lorens Spenglers Portræt, tegnet og stukket af Müller (1762), 2) dennes Ravlysekrone, tegnet af Tuscher, 3) Pro­spekt af Bregentved, tegnet af G. E. Rosenberg (1763), 4) af Marienlyst Slot (1767), 5) Fuglehuset af Jardin ved Moltkes Palais paa Amalienborg, 6) Adam og Eva efter Rembrandt, samt 7) hans eget Portræt, tegnet og stukket af ham selv. Ogsaa nogle af Wiedewelts Arbejder gengav han i Kobberstik. Han var en Tid lang Bibliothehr ved Akademiets Bibliothek, men da han i 1815 var saa syg, at der intet Haab var om hans Helbredelse, blev Torkel Båden allerede i Oktober s. A. udnævnt til Bibliothekar i hans Sted. Müller døde den 24. Februar 1816.

(Weinw., S. 183. Do, Lex. Hennings, S. 137. Akad. Wiedewelts Pap, i Univ. Bibl. Rigsar ch. Prov. Arch. Krohn, I, 65—69. Adresseav. 1764, Nr. 139; 1816, Nr. 48; 1817, Nr. 222. Slcild. 1805, Sp. 781 ; 1815, 443. Strunk. Nagler, Kstl. Lex.)

 

Mygind. Samuel Mygind, Landskabsmaler, var Søn af Præst til Stepping og Frørup i Haderslev Amt, Niels Mygind (f. 1736, d. 1809} og Anna Marie f. Praëm, og blev født den 29. April 1784 i Stepping, blev Student i Kiel og lagde sig der efter Theologien. Men han havde stedse haft Lyst til at være Kunstner, og Synet af Dresdens Billedgalleri og Bjærgnaturen i Saxen og Bøhmen forstærkede hans Attraa. Under et treaarigt Ophold ved Rhinen (1805—7) modnedes Tanken om at blive Landskabsmaler hos ham, og for at søge grundigere Uddannelse vendte han i 1808 tilbage til Fædrelandet og tog til København, hvor han søgte Vejledning hos Lorentzen og ved Kunstakademiet. I 1810 blev han Elev af Modelskolen, og samme Aar udstillede han sit første Billede, »Et Parti i Charlottenhmd«, Aaret efter udstillede han to Billeder fra Dyrehaven og to andre, »Ruiner af en Ridderborg«, som vistnok enten var fri Kompositioner eller Studier fra hans tidligere Rejse. I 1813 vandt han den mindre Sølvmedaille i. Modelskoleu og vedblev at udstille Landskaber, som tildrog sig stigende Opmærksomhed, endnu i Januar 1817 vandt han den store Sølvmedaille, men hans Arbejde var nok ikke videre godt. Under et Ophold samme Aar i hans Hjemstavns Egn, Christiansfelt, bortrev Døden ham den 8. Oktober 1817 af Kirtelsyge. Akademiet beklagede meget Tabet af den unge lovende Kunstner, og i sin Aarsberetning fremhævede Sekretæren (31. Marts 1818) ikke alene hans »ypperlige Æviier« og store Flid, men ogsaa hans Dannelse. I hans Billeder skattede han især »den frie Naturs smukke Efterligning og en sjælden Kunst i Træers og Blades Behandling«, en Dom,

 

151

Eftertiden ikke ganske kan underskrive. Ved samme Lejlighed var hans sidste Arbejde, »Klampenborg ved Dyrehaven« udstillet. Den kgl. Malerisamling havde købt to af hans Billeder. Han har raderet tre Blade.

(Weinw., S. 202, efter en paa tysk skreven, som det synes utrykt Levneds­beskrivelse af Kunstneren selv. Do. Lex. Worms Lit. Lex., II, S. 104. Lengn., Fain, Praem. Jensen, Kirchl. Stat. J. M. Micxiler, Kirchl. Stat. I, 46. Ude og hj, 1880, Nr. 203, Krohn, I, 178. Akad. Reitael. Udst. Fortegn. Skild. 1815, Sp, 443; 1816, Sp. 455—56; iSiS, Sp, 430.)

 

Mynster. Niels Olaus Mynster, Architekt, er Søn af Provst, Sognepræst Ole Frederik Hieronymus Mynster (f. 1820, d. 1880) og Louise Sofie Marie f. Rüdinger (f. 1832) og er født den 25. Juni 1858 i Vordingborg, hvor Faderen den Gang var Lærer ved Real­skolen. Han tilbragte sin tidlige Barndom i Vendsyssel, gik i Skole i Randers og blev efter sin Konfirmation sat i Murerlære i Odense. Fra denne Bys techniske Skole dimitteredes han til Kunst­akademiet og gennemgik dets Skoler fra Oktober 1880 til den 27. Maj 1885, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Han var derefter Konduktør under J. E. Gnudtzmann, og foretog i 1886 en Udenlandsrejse med det Formaal for Øje at gaa over i Haandværket, hvorfor han ogsaa efter Hjemkomsten tog Borgerskab 1887 som Murmester og slutter sig saaledes til Kredsen af de Haand-værkere, der ved en fyldig kunstnerisk Uddannelse med større Nytte arbejde Haand i Haand med Kunstnerne. Som Murmester har han medvirket ved flere større Bygninger af Betydning, saaledes Magasin du Nord og Københavns Raadhus, Den 6. Juni 1889 blev han gift med Ellen Mette Kirstine Oxelberg {f. 1865), Datter af Snedker­mester og Fabrikant Ferdinand Oxelberg (f. 1832, d. 1890) og Anna f, Hansen (f. 1839).

(Priv. Medd.    Akad.    Elvins.)

 

Møinichen. Claus à Møinichen, Tegner og Maler i Frederik II!'s Tid, var Søn af Kirurg Sixtus à Møinichen (f. 1629, d. 1666) af København og Anna à Møinichen, men hans Fødselsaar nævnes ikke, Faderen var Broder til Livmedikus Henrik à Møinichen. I 1686 kaldes han »Skildrersvend« og udførte 1686—88 ti »Bataillons-skilderier« fra den skaanske Krig i Frisen over Kongeportræterne i Audienssalen paa Frederiksborg; de var dog nok temmelig tarvelige. Han blev senere en dygtig Kunstner og har tegnet de rige Ornamenter, hvormed det Pragtexemplar af Kongeloven var smykket, som blev

 

152

stukket af A. Reinhardt (1709), Paa det ottende Blad ses Frederik III til Hest, »udført saaledes, at begge Figurerne ere tegnede med lutter snirklede, slyngede og spiralformede Linier, med Undtagelse af Kongens Hoved, som er meget fmt tegnet« o. s. v. Til Hoffet solgte han i 1707 to Kabinetsstykker, »Venus i Triumf« og »Apollo med Najader og Tritoner«. I 1709 fik han 9 Rdl. d. C. ”fur ein monstrosischen Schilderey« og senere 90 .Rdl. for 6 Skilderier. Han var saaledes ikke alene Tegner, men ogsaa Maler. Han har tegnet Portræter af Kirsten Bille og af Birgitte Skeel, som begge blev stukne af Friedlein i 1705 og 1706, samt af Frederik IV, stukket 1712 af Reinhardt. Han døde ved Nytaar 1710.

(Weinw., S. 124. Do. Lex. Bruun, Rostgaard, S. 137—38 og 141. Kgl. Regnsk. & Sjæll, Reg. i Rigsarch. Strunk, Nr. 247 og 2700, Tdskr, f. Kstind., X, 96.)

 

Mølgaard. Johannes Mølgaard, Billedhugger, født den 5. Maj 1854 i Tønder, er Søn af Gæstgiver Jens Andersen Mølgaard (d. 1869) og besøgte Modelskolen i Kunstakademiet i København 1879—81, efter at han havde uddannet sig tre Aar ved Kunstakademiet i Berlin. I sin Fødeby udførte han nogle Reliefer og modelerede vistnok ogsaa der en Buste af H. A. Krüger fra Bevtoft, som for­modes at være rejst paa hans Mindesmærke i Ribe. I København har Mølgaard kun (1882) udstillet en Buste af Redaktør, nuværende Etatsraad, Stiftsskriver H. R. Hjort-Lorenzen. Senere har han været Fotograf i Helsingborg.

(Priv. Med    Akad,    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Møllback. Christian J-uel-Frys Møllback, Theatermaler, født i København den 27. November 1853, er Søn af Fuldmægtig Chri­stian Møllback (f. 1822, d. 1886} og Anna Juliane f. Eyser (f. 1817, d. 1883), Efter at have været i Malerlære i to Aar blev han Elev af Theatermaler Gyllich ved det kgl. Theater. Senere lagde lian sig paa egen Haand efter Blomstermaleri og udstillede fra 1875 Blomster-og Frugtstykker, men vedblev at dyrke Theatermaleriet, navnlig i Landskabsfaget og arbejder endnu ved det kgl. Theater under Carl Lund. En Del af hans Blomstermalerier ere paa private Hænder. Møllback ægtede den 3. December 1879 Dagmar Alvilda Fanny Wistoft, Adoptivdatter af Formand Jensen (f. 1829, d. 1888) og Karen Albretsdatter (f. 1816, d. 1868).

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

153

Møller. Alfred Møller, Architekt, se Jul Alfr.   V. Møller

 

Møller. Andreas Moller, Portrætmaler, Søn af Daniel Møller, som siges at have været en berømt Ridsemester for fire Princer og en Princesse i C. quinti Tider«, blev født i København den 30. November 1684. Han har vistnok uddannet sig til Maler her hjemme, men rejste meget ung udenlands. Paa Grund af et længere Ophold i England, fik han Tilnavnet »den engelske Møller« , for øvrigt levede han mest i Tyskland, hvor han endelig nedsatte sig i Berlin, og døde der (1762?). Han var Portrætmaler og maa efter sine Rejser have opholdt sig nogen Tid i København, efter Sigende ind­budt af Dronning Sofie Magdalene, hvem han havde malet i Dresden. Fra 1738 har man Kong Frederik V som Kronprins i hel figur i Legemsstørrelse, malet af Møller. Vistnok var det ham, som 1740—41 nævnedes som »Hofschilderer« i Statskalenderen. For Frederik IV malede han i Udlandet (1723 flg.) en Række Dameportræter, som *ik mider Navn af »de italienske Skønheder« og blev ophængte paa Frederiksberg Slot.

(Weinw. Lex.    Spengl. Art. Eft.    Sandvig, S. 99.    Thiele, Komstakad., S. 33. Dslæ. Saml., IV,   S.  109.    F. R. Friis Saml.,  S. 99—100.    Bibi. å. sch. Wiss. n.

Kst., II, S, 300.    Fiissli, Kstl. Lex.    Frdborg Slots Invent.    Thaaruo.    Statskal.)

 

Møller. Axel Møller, Architekt, er født i Hjørring den 6. Januar ; 1862, og er Søn af tidligere Købmand, nu Bankdirektør Peder Kierkemann Møller (f. 1829) og Marie Vilhelmme f. Haugaard (f. 1827). Efter sin Konfirmation kom han i Murerlære i København og besøgte samtidig det techniske Selskabs Skole, hvorfra han blev dimitteret til Kunstakademiet. Efter at have geunemgaaet dets Skoler fra Oktober 1881 fik han den 29. Januar 1886 Afgangsbevis som Architekt. I de følgende Aar foretog han flere mindre Rejser til Udlandet og har bl. a. bygget en Kirke i Esbjerg (1887) samt restaureret en gammel Granitkirke i Jerne ved Esbjerg (1891), I Hjørring har han op­ført en Haandværkerstiftelse og en Kommuneskole. Møller blev den 6. Januar 1887 gift med Anna Nielsine Christensen (f. 1860), Datter af Købmand i Løkken Conrad Christensen (f. 1830, d. 1876) og Karen Marie f. Pedersen (f. 1822, d. 1881). (Priv. Medd. Akad.)

 

Møller. Carl August Møller, Architekt, Søn af Snedkermester Johann Heinrich og Christine Sofie Muller, var født i København den 12. August 1805. Han besøgte Kunstakademiet for at uddanne

 

154

sig til Bygmester, vandt 1825 den mindre, 1827 den store Sølvmedaille, konkurrerede derpaa flere Gange til den mindre Guldmedaille, som han. først vandt 1837. Aaret før var han bleven valgt til Lærer ved Akademiets Elementarskole, og endelig i 1839 vandt han med lige Stemmer for og imod ved Præses' Stemme den store Guldmedaille for »Et Universitet«. Under sin Studietid arbejdede han i 16 Aar under J. H. Koch som Tegner og Konduktør. Fra 1. Januar 1842 fik han Akademiets Rejsestipendium for 3 Aar, og hans Lærerpost ved Elementarskolen blev forbeholdt ham. Paa sin Rejse var han først i Paris, derefter baade i Italien og Grækenland, og da han ved sin Hjemkomst meldte sig til Tjeneste (September 1845), blev han forfremmet til Lærer ved første Bygningsskole; den 26. Januar 1846 blev han enstemmig agreeret, men hans Medlems-arbejde, »En Børs«, blev forkastet, da det vel havde Flertal for sig, men ikke to Tredjedele af Stemmerne, saaledes som Statuterne krævede. Det var kun i Stemme, som var Skyld i Forkastelsen. I 1849 fik han en ny Opgave for Reception; men dette Arbejde blev næsten enstemmigt forkastet i Marts 1851. Han fik vel en ny Opgave i 1853, men den synes ikke at være kommen til Udførelse. Imidlertid var han i 1851 bleven konstitueret som Bygningsinspektør for Fyen i H. Chr. Hansens Sted (s. d.). I denne Stilling blev han fast ansat (1857), efter at H. Chr. Hansen var kommen hjem og var bleven Professor ved Akademiet, og han byggede adskilligt paa Embedsvegne. BL a. gjorde han Tegning til Odense Amts Sygehus (1861) og ledede en Restauration af Frue Kirke i Odense. Han var gift med Camilla Maria Kubenitz (f. 1834), Datter af Bødker­mester Carl Friedrich Kubenitz og Sine Cathrine f. Martinsen. Møller døde i Odense den 26. Oktober 1865.

(Priv. Medd.    Breve   til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.    Akad.    Reiteel.    Udst. Portegn.    Geneal. Inst.    Eerl. Tid.  1865, Nr. 274.)

 

Møller, Carl Henrik Kock Møller, Maler, født den 2. Sep­tember 1845 i Skelskør, er Søn af Arrestforvarer der Johan Peter. Møller (f. 1817} og Karen Kirstine f. Kock (f. 1809, d. 1888). Efter sin Konfirmation kom han i Maleriære i Slagelse og blev Svend. For at lære at tegne tog han 1865 til København, hvor han arbejdede i sit Haandværk, medens han gennemgik det techniske Institut, blev derfra i 1866 dimitteret til Kunstakademiet og gennemgik dets Skoler til Oktober 1875, da han fik Tilladelse til Afgang, men tog ikke Prøven fuldstændig. Han begyndte at udstille i 1874 og har siden

 

155

været en stadig og flittig Udstiller; han fik 1880 den Sødringske Opmuntringspræmie for »Juni Formiddag, ved en Stente«, i 1881 vandt han den Neuhausenske Præmie for »Markblomster«, i 1886 og 1890 har han haft Rejseunderstøttelser til Indlandet fra Akademiet, i 1894 fra den Raben-Levetzauske Fond. I 1896 fik han atter en Rejseunderstøttelse paa 500 Kr. fra Akademiet, l 1886 solgte han »Lidt før Solnedgang« til Kunstforeningen i København. Efter at have forladt Akademiet har han haft Vejledning hos C. F. Aagaard, Y. Kyhn og O. D. Ottesen, idet han i sine Billeder ikke sjælden forener Blomstermaleriet (en nær Forgrund) med Landskabet.

Møller blev den 6. Oktober 1880 (med Brock-Bredals Udstyrs-legat) gift med Johanne Marie Laura Eskildsen (f. 1852), Datter af Brænderiejer i Silkeborg Jens Christian Eskildsen (f. 1826) og Stine Johanne f. Rasmussen (f. 1819, d. 1892).

Han har ved Siden af sin øvrige Virksomhed deltaget i Aagaards Dekorationsarbejder, malede 1882 Blomsterguirlander i Landbohøj­skolens Festsal og tegnede en Række Billeder »Fra Kysthospitalet paa Refsnæs«, der udkom 1887 med Text af Clir. Richardt.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel,    Udst. Fortegn.)

 

Møller.    Daniel Møller, se ovenfor under Andreas Møller.

 

Møller. Didrik Møller, Maler, fik 1602 Bestalling af Christian IV som kgl. Maler og Pousserer med 5 Daler maanedlig i Kostpenge og 40 Daler i aarlig Løn,

(Weinw. Lex.)

 

Møller. Georg Ebbe Wineken Møller, Architekt, født i Hillerød den 24. Januar 1840, er Søn af Købmand Claus Møller (f. 1807, d. 1847) og Ellen Marie f. Wineken (f. 1805, d. 1879), Han kom efter sin Konfirmation til København, hvor han blev udlært som Tømrer i 1858. Fra 1854—-59 var han samtidig Elev af G. Hetsch, han begyndte i 1855 at gaa paa Akademiet, blev 1861 Elev, kon­kurrerede til Sølvmedaillen, men gik ud af Architekturklassen i 1863 uden at have faaet den. Fra 1859—1867 arbejdede han som Kon­duktør hos Herholdt, Zwingmann og Tvede, i 1867 var han en længere Udenlandsrejse for egen Regning, og den 6. August 1869 ægtede han Constance Sofie Louise Wienberg, Datter af Murmester Christiati Peter Wienberg (f. 1819) og Martine Samueline f. Abildgaard (f. 1822); hun er Søster til C. C. Andersens Hustru, Han

 

156

har restaureret nogle ældre Kirker, opført Herregaarden Rosengaarden ved Ringsted (1868) og i København bl. a. opført Gaarden Nr. 10 i Niels Juelsgade (1871), »Det forenede Dampskibsselskab«s Forretningsbygning i Kvæsthusgade (1872), samt sammen med Dahlerup Hotel d'Angleterre (1875), Kunstmuseet (1889—96} og Glyptotheket, som er under Opførelse. Han vandt Præmie ved Skitsekonkursen om Christiansborg Slots Genopførelse, og sammen med Dahlerup ved Konkursen til Kunstmuseet (1886) og til det nye Raadhus (1890). Den 8. Juni 1896 blev han Ridder af Danebrog. (Priv. Medd. Akad.)

 

Møller. Holger Møller, Landskabsmaler, er født i København den 19, August 1864 og er Søn af Adjunkt Christian Frederik Chri­stoffer Møller (f. 1830, d, 1884) og dennes første Hustru Elise Marie Emilie f. Brmm-Muus ff. 1838, d. 1876). Efter sin Konfirmation be­søgte han det techniske Selskabs Skole, hvorfra han dimitteredes til Kunstakademiet, medens han samtidig var i Malerlære. Han gennem­gik Akademiets Skoler fra 3. Januar iSSi til 1889, dog uden at tage Afgang, og uddannede sig paa samme Tid til Landskabsmaler. Han udstillede første Gang ved Decemberudstillingen i 1886, og har fra 1888 regelmæssig haft Billeder paa Forårsudstillingerne. Et 1890 udstillet Billede »Udenfor et Husmandssted« blev købt til den kgl, Malerisamling, medens »En Skovsøs (Fuglesang Sø) købtes af Kunst­foreningen. I 1891 havde han en mindre Rejseunderstøttelse fra Akademiet, og for »Brødebæk Mølle«, et Vinterstykke, som var udstillet 1896, iik han den Sødringske Opmimtringspræmie for unge Landskabsmalere. Han har tillige malet nogle Interiører.

(Priv. Medd.    Elvins, Patr. SI. I.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Møller. Jens Peter Møller, Landskabsmaler, Søn af Pottemager Peder Larsen Møller og Jacobine f. Due, blev født den 5. Ok­tober 1783 i Faaborg; men da Faderen døde tidlig, blev han i 1791 optaget som Plejebarn i en Slægtnings, Toldforvalter Hansens Hus i Eckernførde, hvor hans tilkommende Hustru ogsaa var Plejebarn. Derfor fik Møller, som næsten alle Børn i Slesvig af bedre Familie i den Tid, en fuldstændig tysk Opdragelse, og i sin Læretid som Maler (1799—1803) talte han vistnok ogsaa tysk. Efter at han var bleven Svend, kom han til København i 1803, altsaa samtidig med Eckersberg, med hvem han snart knyttede et varmt og varigt Venskab. Samtidig med at han maatte

 

157

arbejde i sit Haandværk, begyndte han strax at besøge Kunst­akademiet, hvor han 1806 blev Elev af Modelskolen. I 1809 vandt han den mindre Sølvmedaille. Imidlertid havde han malet hos Abildgaard, og efter dennes Død gik han over til Lorentzen, hos hvem han lettere fandt Lejlighed til at tilfredsstille sin Lyst til Land­skabsmaleriet; dog kunde han allerede 1809 udstille et Par Prospekter fra Nordsjælland; hans tidligere udstillede Arbejder var Kopier. Akademiets Præses, Prins Christian Frederik, tog sig varmt af ham; til denne malede han saaledes (1810) et Parti af Sorgenfri Have, hvor man saa Prinsen spadsere i Forgrunden med to Damer. Ved Prinsens Gunst naaede han ogsaa, at Kongen ved Resolution af 22. Maj s. A. tilstod ham en Rejseunderstøttelse paa 400 Rdl. d. C. aarlig i to Aar af Fonden ad usus publicos, nærmest med det Maal at lære den Kunst at restaurere Malerier. Senere fik han 150 Rdl. til at dække sin Gæld og i 1812 Stipendiet forøget med et Aar til.

Rejsen gik først til Bryssel, men da han ikke der mente at kunne lære noget, rejste han strax til Paris, hvortil han allerede kom den 18. November 1810 og forefandt der sin Ungdomsven Eckers-berg, med hvem han boede sammen lige til Eckersbergs Afrejse til. Rom i Juni 1813. Ikke længe efter rejste Møller over Svejts tilbage til Danmark, og i September 1813 var han atter i. København. I Paris havde han dels lært Restaurationsfaget hos en yngre Mand, Henry, da den ældre Mester, til hvem han var anbefalet, Hoogstoel, følte sig for gammel til at tage nye Elever, dels med stor Flid lagt sig efter Landskabsmaleriet, og fire mindre Billeder, han havde malet i Paris, solgte han til Prins Christian Frederik for 16 Louisd'ors.

Paa to Landskaber fra Omegnen af Paris og to Kopier, efter Claude Lorrain og Pynacker, blev han derpaa agreeret ved Kunst­akademiet den 27. September 1813, og fik til Opgave at male et sjællandsk Landskab. Paa et »Parti fra Vordingborgegnen med Udsigt over Møen« blev han dernæst optaget til ordentligt Medlem den 6. Marts 1815. Samtidig udstillede han nogle Landskaber efter Studier fra Rejsen, blandt hvilke især en Udsigt til Staubbach i Svejts tiltalte Datiden. Han blev i 1814 ansat som Restaurator (Konservator) ved den kgl. Malerisamling, og fra 1841 førte han tillige Tilsyn med Malerierne paa de øvrige Slotte; desuden var han, efter Mørchs Død, fra 1814—18 Lærer i. Tegning ved Søkadet-akademiet. I 1814 ægtede han ogsaa sin tidligere Plejesøster, Anna Cathrine Margrethe Haase (f. 1788, d. 1877), Datter af Kirurg Sieg­fred Christoph Andreas Haase og Charlotte Amalie f. Brummerstådt.

 

158

I 1826 fik Møller Titel af Professor, 1829 blev han Ridder af Danebrog, 1840 Danebrogsmand. I 1842 fik han af Kongen Medaillen ”alugenio et art” for en vanskelig Restauration af Dron­ning Caroline Amalies Portræt. Fra 1833 var han jævnlig Akade­miets Kasserer, og fra 1834 var han Inspektør over Grev Moltkes Malerisamling. Han døde den 29. September 1854.

Møller var en ivrig og samvittighedsfuld Lærer for den yngre Kreds af Landskabsmalere, som efterhaanden voxede op; han fik indført Pengepræmier i Landskabsfaget, der virkede som en gavnlig Opmuntring for mangen en ung Kunstner, for hvem 50 eller 30 Rdl. i hin Tid var en ikke ubetydelig Sum. I sin egen Kunst var han, navnlig i Løvets Behandling, konventionel, hvormed han skadede Virkningen af de mangen Gang smukke Linier og den heldige Be­lysning, Til Christiansborg Slot malede han fire store Landskaber fra Svejts og Tyrol, hvori han tillige fremstillede de fire Dagens Tider. Den kgl. Malerisamling ejer otte Stykker af ham, hvoraf »Bjerget Wetterhorn i Svejts« (udst. 1835) og »Vejen fra Helsingør til Hammermøllen« (udst. 1839) ere de vigtigste; desuden købte hans tidlige Velynder, Prins Christian, senere Christian VIII, Grev Moltke og fl. a. større og mindre Billeder af. Tildels paavirket af den Skole af Landskabsmalere, som voxede op under hans Øjne, kastede han sig i sine ældre A ar med forbavsende Friskhed over Studiet af Jyllands ejendommelige Hede- og Klitnatur og hævede sig i sine sidste Arbejder til en Sandhed og Naturlighed i Fremstillingen, som han i sin Ungdom, efter selve Tidens Krav, ikke havde raadet over. Han har raderet 13 Blade. Hans Portræt er malet af D. Monies

(Akad.).

(Weimv., S. 197. Do. Lex. Priv. Medcf, Afcad. Reitzel, Udst. Fortegn. Skild. 1810, Sp. 839; 1815, Sp. 442. Øst, Archiv 1824, l, S. 360 Eekersb. Optegn., og Eckersbergs Levned ved Ph. Weilbach, S. 35—37- Bjochs Fortegn, over Malerisam]. Xagler, Monogr., IV, S.

296. Kigsarcli. Geneal. Inst. Krolm, I, 170—71. Strunk.)

 

Møller, Johan Frederik Møller, Portrætmaler, født den 20. August 1797 i Helsingør, var Søn af Toldassistent Peter Møller og Kirstine Møller (d. 1844). Han kom som ungt Menneske til Aarhus og fik Plads paa Herredskontoret, hvor han senere blev Fuldmægtig. I 1824 tog han til København for at blive Maler og blev af Kammeraterne kaldt for »Jydske Møller« ; han uddannede sig ved Kunstakademiet i København til Portrætmaler og udstillede fra 1828 til 1867 en Række Portræter, der vise, at han især i Tiden 1830—40 var yndet

 

159

som Portrætmaler, uden at han dog hævede sig til nogen frem­ragende Stilling i Kunsten. Han søgte i 1843 om Rejseunderstøttelse for at gøre sig bekendt med Daguerreotypiens Fremskridt, men denne Ansøgning kunde Akademiet ikke anbefale. I 1845—47 opholdt han sig i England og malede en Del Portræter der. Nogle Aar senere (1849) vilde han oprette en Handel med Kunstmaterialier, hvortil ogsaa Tilladelse blev givet ham; men dette skete dog ikke. Han blev gift den 14. Juni 1834 med Emilie Albertine Martens (f. 1810, d. 1882), Datter af Bagermester Johan Christian Martens og Bolette Cecilie f. Horn. Han døde den 14. Oktober 1871.

(Priv. Medcl. Akad. Reiteel. Udst. Fortegn. Adresseav.' 1871, Nr. 243. Berl. Tid. 1882, Nr. 10.)

 

Møller. Johan Peter Christoffer Møller, Landskabsmaler, født 1829 i København og Søn af Brændevinsbrænder H. C. Møller, besøgte Kunstakademiet 1844—49 og udstillede i Aarene 1851—54.

(Akad.    Reitzel.    Udst Fortegn.)

 

Møller, Johannes Adolf Møller, Billedhugger, er født i Køben­havn den 25. November 1852, er Søn af Arbejdsmand ved den kg!. Porcelænsfabrifc Christian Møller (f. 1812) og Ane Dorothea f. Hal-berg (f. 1811). Han var først to Aar i Karethin agerlære, blev der­efter Billedskærersvend og blev fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiets Dekorationsklasse, som han besøgte fra 1873 til 1879. • Fra Oktober 1881 gennemgik han derpaa Akademiets Tegne-og Modelerklasser og fik den 25. Maj 1886 Afgangsbevis som Billed­hugger. Han har siden 1876 været Modelerer hos Billedskærer Hans Chr.

Berg og har kun udstillet en Buste (1889).

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Møller, Johannes Ludvig Heinrich Møller eller Müller, Miniatur-maler, er født i Lybek den 8. Oktober 1814, uddannede sig i København, ægtede den 29. Juli 1841 i Aalborg Eline Sofie Schou. (f. 1814, d. 1878), Datter af Hospitalsforstaiider Hans Schou (f, 1763, d. 1823} i Aalborg og Ellen Wmther (f. 1772, d. 1819), og rejste derpaa til Paris, hvor han fuldendte sin Uddannelse. I 1844 fik han det franske Kunstakademis Guldmedaille for Miniatur-portræter af sine Forældre og malede Kongens, Ludvig Philips Portræt. Samme Aar tog han til København, hvor han den 7. Oktober 1844 blev agreeret paa fire indsendte Malerier-, den 10. December s. A. fik han Indfødsret ved et Naturalisationspatent

 

160

og blev derpaa den 16. December optaget til Medlem paa et Por­træt af Christian VIII »med Hænder«. Han underskrev strax Eden og tog Sæde i Akademiet, da han kort efter skulde rejse til Paris. Ved samme Tid blev han Hofmmiaturmaler og den 28. Juni 1847 Padder af Danebrog. Efter et nyt Ophold i Danmark i Vinteren 1847—48 rejste han i 1848 til Stockholm, derfra til London, hvor han fra 1860, fraregnet et Besøg i St. Petersborg for at male hele den kejserlige Familie, var bosat til sin Død i Begyndelsen af No­vember 1885. I København udstillede han fra 1837—1849, samt i 1854 et fra London hidsendt Miniaturportræt. Galster er hans Elev.

(Priv. Medd.    JLengn., Farn. Wiiither.    Geneal. Inst.   Medd. fra Udenrigsmin. Akad.    Reitzel.    Uclst. Fortegn.    Breve til J. L. Lund i St. kgl. Bibi.)

 

Møller. Julius Alfred Vilhelm Møller, Architekt, er født den 31. Marts 1858 i København, og er Søn af fhv, S øl vkamm erbetjent Jens Petersen Møller (f. 1835) og Ane Kirstine f. Petersen (f. 1835). Efter at have været i Murerlære blev han fra det techniske. Institut dimittere! til Kunstakademiet, som han gennemgik fra Oktober 1876 til den 29. Januar 1885, da han fik Afgangsbevis som Architekt; samtidig havde han været Elev af Ch. Abrahams. Sammen med Architekt Ph. Sraidth vandt han 1883 første Præmie ved Konkursen til en techuisk Skole i Aarhus og i 1888 en Præmie ved Skitse­konkursen til en Frilagerbygning i København. For første Ingeniør­direktions andet Bygningsdistrikt har han udført Tegningerne til 2, Artilleriregiments Kaserne paa Amager og til Laboratorie-Afdelingens Kaserne paa Christianshavn. I Oktober 1894 associerede han sig med Architekt Henr. Hagemann (s. d.) og fra September s. A, har han været Redaktør af »Architekten, Tidsskrift for Bygningsvæsen«. Alfred Møller ægtede den 9. August 1884 Mathilde Elisabeth Nielsen (f. 1861), Datter af Jærnbanebetjent Nielsen og Julie f. Møller.

(Priv. Medd.     Akad.)

 

Møller. Jørgen Henrik Møller-, Maler, Søn af Frisør Niels Christensen Møller og Ane Magdalene f. I.ichte, var født i Randers den 21. November 1822. Efter at have lært Malerhaandværket i sin Fødeby, hvor han tillige havde øvet sig i sin Fritid paa at male Portrætér, som blev betalte med i Rbd. for Stykket, tog han til København, navnlig for at lære Perspektivtegning tinder Hetsch's Vejledning. Samtidig besøgte han Akademiets lavere Klasser. For at komme hurtigere frem rejste han (1844) til Tyskland. Han levede

 

161

nu i Berlin, Dresden, Karlsruhe og Svejts, uddannede sig navnlig i Karlsruhe til Landskabsmaler, og udstillede der (indtil 1863). I København har han udstillet i 1860 og ved den nordiske Udstilling i 1883. I 1874 vendte han tilbage til Danmark og tog Bolig i sin Fødeby Randers. Han døde den g. Oktober 1884 under et Ophold ved Trollhåttan i Sverig.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr.  1885.)

 

Møller. Niels Frederik Møller, Landskabsmaler, født den 2 5. Juli 1814 i Odense og Søn af Sæbesyder Møller der, kom i sit 23. Åar ;il København for at uddanne sig til Landskabsmaler. I 1841 blev lian Elev af Modelskolen, og i 1845 vandt han den mindre Sølv-medaille. Han udstillede fra 1843 til 1848 nogle Landskaber for største Delen fra Fyn, men da han ikke tilfredsstillede sig selv i Behandlingen af Farven, foretrak han at rejse tilbage til Odense, hvor han levede ugift som Tegnelærer til sin Død den 13. September 1884.

(Priv. Medd.    Odense, St. Knuds Kirkeb.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Møller. Peter Nicolaj Møller, Portrætteguer, født den 15. De­cember 1838 i Kolding, er Søn af Købmand N. C. Møller der. Da lian var 4 Aar gammel, mistede han sin Hørelse og som Følge deraf Talens Brug; han kom derfor i en Alder af 5—6 Aar til Køben­havn, hvor han blev opdragen af Dr. Bansmann, kom efter sin Kon-nnnation tilbage til Kolding og i Lære hos Malermester Langkjær der. I 1859 rejste han atter til København, hvor han gennemgik Akademiet lige fra den nederste Klasse. I 1863 blev han Elev af Modelskolen, i 1864 vandt han den mindre Sølvmedaille og i 1868 forlod han Akademiet uden at tage Afgangsprøve. Han var derefter Maler ved den kgl. Porcelænsfabrik, men flyttede 1877 til Kolding. Han udstillede fra 1876 til 1887 dels Portræter, dels Livsbilleder. Desuden har han malet nogle Altertavler til Landsbykirker i Kolding­egnen og et større Billede til Missionens Forsamlingshus i Kolding. Møller er ugift.

(Priv, Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Møller. Rasmine Caroline Møller, Malerinde, var Datter af Snedker­mester Daniel Bertel Møller og Anna Margrethe f. Petersen, og hun blev født den 17. April 1827 i Landsbyen Rude paa Grevskabet Holsteinborg i Sorø Amt. Først i sit 26. Aar fik hun Lejlighed til

 

S. K. L.    II. September 1896.                                             il I

 

162

i København at nyde Undervisning i Tegning hos Maleren C. L. Petersen og malede en kort Tid under Heinr. Buntzen. Senere, under hendes Ophold i Skelskør, interesserede Hofjægermesterinde Scavenius til Basnæs og Grevinde Holstein - Holsteinborg sig for hende og gav hende Lejlighed til at uddanne sig videre, tilsidst hos Landskabs­maler Kjeldrup, hos hvem hun var i Huset i to Aar, Fra 1863 til 1870 udstillede hun jævnlig ved Foraarsudstillingerne, men malede dog mest efter Bestilling i sin Bekendtskabskreds. Hun var en beskeden og fordringsløs Personlighed, som med stor Flid og Ud­holdenhed stadig stræbte fremad. Hun døde den 2. Maj 1883 efter at have været sygelig i sine sidste Leveaar.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst, Fortegn.    Pers. Tclskr. V. T. 40.)

 

Møller. Rasmus Schmidt Møller, Architekt, var Søn af Grosserer Vilhelm Julius Møller (f. 1834), nu i København, og Johanne Marie f. Schmidt (f. 1837), og blev født i Aarhus den 10. Februar 1864. Efter at have lært Murerhaandværket besøgte han det techniske Sel­skabs Skole og blev af J, F. Busch dimitteret til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra den i. April 1883 til den 29. Januar 1892, da han fik Afgangsbevis som Architekt. I 1893 deltog han i Konkursen om Guldmedaillen, men vandt ingen Præmie; derefter var lian en længere Udenlandsrejse til Rusland, Tyskland, Østerrig-Italien og Holland. Den 2. Februar 1894 ægtede han Ellen Jør­gensen (f. 1870), Datter af Tommerhandler Jørgensen i Aarhus. Han har opført nogle Villaer, en Fabriksbygning ved Nordre Fasanvej til »De forenede Vatfabriker« samt Handskemagerstiftelsen af 1895 ved Ørstedsvej. Men en tidlig Død afbrød hans Virksomhed, inden han ret havde brudt sig en Bane; han døde den 7. Marts 1896. Samme Aar udstilledes nogle Studietegninger fra hans Rejser.

(Priv. Medd.    Akacl.    Udst, Fortegn.    Bed. Tid.  1896, N r. 59-)

 

Møller Valdemar Christian [Schønheyder]-Møller, Landskabs­maler, er født den 5. Januar 1864 i Aarhus og er Søn af Prokurator Hospitalsforstander Carl Johan Ferdinand Møller (f. 1815, d. 1873) og Reinholdine Christiane f. Schønheyder (f. 1835). Som Enke satte Moderen ham i Lære hos Xylograf H. P. Hansen, hvorfra lian fik Adgang til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han besøgte fra April 1883 til April 1884 og blev samtidig færdig i Perspektivklassen. Derpaa besøgte han Kunstnernes Studieskole under

 

163

P, S. Krøyer og havde 1889 og 1890 mindre Understøttelser fra den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse. Den 14. September 1894 indgik ban borgerligt Ægteskab med Marie Nissen, Datter af Skolelærer i Ramten Jacob Wilken Nissen (f. 1835) og Karen Margrethe f. Frederiksen (f. 1830). I December s. A. rejste han til Paris, hvor han siden har opholdt sig, indtil han i April 1896 tog Bolig i Fontainebleau. Møller begyndte at udstille i 1885, dels Landskaber dels Interiører med Figurer, og endelig tillige Kultegninger. Siden 1892 har han dog ikke udstillet i Danmark. Et Interiør og et Landskab tilhører H. Hirschsprungs Samling.

(Priv. Medd.   Alcad.   Udst. Fortegn.   Elvins, Fair. SI. I.   Nat. Tid. ¹⁵/₉

 

Møller. Agnes Slott-Møller, f. Rarnbusch, Malerinde, er Datter af Kommandør i Søetaten Henrik Jakob Victor Rambusch (f. 1825, d. 1886) og Constantine f. Hansen (f. 1836, d. 1891), og er født i København den 10. Juni 1862. Hun var fra 1878 til 1885 Elev i Tegneskolen for Kvinder, og derefter lærte hun i Vinteren 1885—86 at male hos P. S. Krøyer. Hun udstillede første Gang 1885 som Agnes Rambusch et Billede »Søskende«, derpaa i 1887 foruden »De fem kloge og de fem daarlige Jomfruer«, fremstillede i et moderne Genrebillede, et Landskab kaldt »Ude«, som hun havde malet i Forening med sin daværende Forlovede, Harald Slott-Møller, hvem hun ægtede den 22. Maj 1888. Endnu i 1890 udstillede hun ved Forårsudstillingen »Dronning Margrete og den jyske Adel«, men blev derefter, tilligemed sin Mand, Parthaver i den fri Udstilling, hvor hun senere har udstillet, bl. a. i 1894 et stort Billede »Niels Ebbesen«, hvortil hun i 1892 og 1893 havde haft to Aars Under­støttelse paa 800 Kr. aarlig fra Akademiet. I 1894 deltog hun i Konkursen om et Relief til Hovedportalen paa Raadhuset med »Byens ældste Raad«, og fik første Præmie. Efter i 1890 at have haft fra Akademiet 300 Kr. til en Rejse i Indlandet fik hun, for­uden den ovennævnte toaarige Understøttelse, i 1895 en Rejseunder­støttelse paa 600 Kr. til en Rejse til Nordfrankrig, og i 1896 en Understøttelse paa 1600 Kr. til en Rejse i Nordtyskland, Nord­frankrig og England, for at studere middelalderlig Kunst, men deraf ere dog 600 Kr. bestemte til Rejseunderstøttelse for H. Slott-Møller. Desuden havde 3iun i 1895 fra den Råben - Levetzauske Fond 300 Kr.

(Priv Mecld. Akad. V. Richter, D. danske Søetat. Udst. Fortegn. Den fri Udst. Fortegn.)

 

164

Møller Georg Harald Slott-Mølkr, Maler, født i København den 17. August 1864, er Søn af Købmand Carl Emil Møller og Anna Maria f. Møller. Han kom i Malerlære hos Ad. Hellesen, og blev fra det techniske Selskabs Skole dimitteret til Kunstakademiet, hvis Almindelig Forberedelsesklasse han dog kun besøgte 1882—83, hvor­efter han fra 1883 til 1886 var Elev i Kunstnerens Studieskole under Krøyer. I 1888 fik han kgl. Bevilling til at føre Navnet Slott-Møller og s. A. ægtede han den ovennævnte Kunstnerinde, Han udstillede fra 1886 til 1890 paa Akademiets Foraars udstillinger bl. a. (1888) et stort Billede »Fattigfolk«, som vente i Lægens For­værelse med en symbolsk Baggrund, og (1890) et stort Portræt af Dr. Georg Brandes. I 1887 havde han udstillet sin daværende Forlovedes Portræt. Fra 1891 har han, tilligemed sin Hustru, været Parthaver i den fri Udstilling, og der udstillet dels Figurbilleder, dels Landskaber, bl. a. i 1895 »Sommeraften« med tre kvindelige Figurer i Aftensol, og i 1896 Portræter af Forfatterne Erik og Amalie Skram. I 1894 udstillede han »En Vugge, malet Træskulptur«. I 1888—89 var han med sin Hustru en længere Rejse til Italien og Frankrig.

(Priv. Medd.    Akad.    Tjdst. og fri Udst. Fortegn.)

 

Mølsted, Christian Ferdinand Andreas Mølsted, Sømaler, er født i Dragør den 15. Oktober 1862, og er Søn af Fisker Andreas Adolf Nikolaj Mølsted (f. 1839) og Ane Hans-Nielsdatter (f. 1830). Han kom efter sin Konfirmation ved en Slægtnings Hjælp til Køben­havn, hvor han fik Adgang til det technisfce Selskabs Skole, og fik Afgang derfra 1879. Ved Støtte fra afd. Udenrigsminister Baron Rosenørn-Lehns Side kom han den næste Sommer paa et Togt Syd paa med Fregatten Jylland og fik derefter Adgang til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1880 til den 29. Januar 1885, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede første Gang ved Decemberudstillingen i 1884, men har fra 1885 stadig haft Arbejder paa Forårsudstillingerne. I 1889 vandt han ved den Neuhausenske Konkurs en Extrapræmie paa 400 Kr. for »Skibe i Havnen ved Larsens Plads« og i 1894 havde han en Under­støttelse fra den Råben-Levetzauske Fond. I 1882 var han med Grosserer, Kaptajn A. Næser, ,der har taget sig meget af ham, i Paris og London og fik Lejlighed til at se moderne Kunst. Hans Motiver er for en stor Del taget fra Kysten enten ved København

 

165

eller i Jylland; ikke sjælden er Staffagen Træk af Sømands- eller Fiskerlivet; i de senere Aar har han ogsaa malet Genrebilleder. Et historisk Søstykke »Peder Bredals Skibe ises ud af Nyborg Fjord« (1891) blev købt af Baron Rosenørn-Lehn. Mølsted blev den 20. Ok­tober 1891 gift med Ingine Dorothea Svendsen (f. 1862), Datter af Gaardejer Johan Frederik Svendsen (f. 1830) og Ane Kirstine f. Christensen (f. 1834) begge fra det nordlige Jylland. (Priv. Medd. Akad. Udst. Fortegn.)

 

Mønsted. Peter Mørk Mønsted, Landskabsmaler, født den 10. December 1859 i Balle Mølle ved Grenaa, er Søn af Fotograf og Klasselotterikollektør Otto Christian Mønsted (f. 1834) og Thora Johanne Petrea f. Jørgensen (f. 1835). Han besøgte som Dreng Prins Ferdinands Tegneskole i Aarhus og kom derfra i 1875 til København for at gaa paa Kunstakademiet. Dettes Skoler gennem­gik han fra Oktober 1876 til Januar Kvartal 1879, men tog ikke Afgang. I Sommermaanederne var han i Jylland og malede efter Naturen, 'idet han fandt en Ven og Støtte i Landskabsmaler A. Fritz. Han udstillede første Gang ved en Decemberudstilling i 1874, men har dog først fra 1879 været en stadig og flittig Gæst ved Foraars-udstillingerae. Mønsted har rejst meget, allerede 1882 var han i Italien og besøgte Capri, hvor han blev syg. Efter Helbredelsen blev han ved et heldigt Salg af et Par større Billeder sat i Stand til at fortsætte Vejen til Svejts og Paris. I 1884 udstillede han sit første Billede fra Capri, hvorfra han senere jævnlig bar hentet sine Motiver under gentagne Sommerophold. Den 14. Marts 1889 ægtede han Elna Mathilde Margrethe Sommer (f. 1869), Datter af Grosserer Laurits Carl Amandin Sommer (f. 1835) og Caroline Thomasine Amalie f. Meyer (f. 1844). Derefter foretog Parret en Bryllupsrejse til Algier og Svejts. I 1892 var Mønsted med Korvetten St. Thomas paa Togt i Middelhavet, var Kong Georgs Gæst i Athen og besøgte senere Ægypten. I de senere Aar vælger han atter helst danske Motiver. Han har solgt større Billeder til den afdøde Kejser af Rus­land, til den danske Kongefamilie og til Udlandet.

(Priv. Medd. 111. Tid. 1894, Nr. 38. Th. Fischers Mandl. Desc. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Mørch.     Claudius eller   Claus Mørch,   Maler,   var   Søn   af Cancellist   Peter Reenberg Mørch (f,   1724,   d.   1789)   og  Kirstine  Marie

 

166

f. Brønsøe, og han blev døbt i Nikolaj Kirke i København den 2, Juli 1759. Han besøgte Kunstakademiet og fik 1783—84 de to Sølvmedailler. Efter at have forsøgt sig to Gange forgæves fik han endelig i 1789 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Kain, som slaar sin Broder Abel ihjel«. Samme Aar søgte han om Expectance paa en Informatorplads ved Akademiet, da han nu ved sin Faders Død skulde forsørge en aldrende Moder, og i Januar 1790 blev han ansat som Interimsinformator under Almers jævnlige Sygdoms­forfald. Tillige blev han i 1790 Tegnelærer ved Søkadetakademiet: i sin Ansøgning om Successionsret efter Georg Fuchs tilbyder han at undervise fire Timer om Ugen uden Vederlag og »vil føre Kadet­terne udenfor Porten for at tegne«; Fuchs døde dog først i 1797; i 1805 fik Mørch i denne sin Stilling Titel af Krigsassessor og Til­ladelse til at bære samme Uniform som Auditører i Marinen. Da Almer døde (1792), blev han fast Lærer ved Ornamentskolen. I disse Stillinger virkede han nu, i den sidste Tid med Titel af Krigsraad, til sin Død, den 26. September 1813. Han var gift med Johanne Bjørn.

(Weinw.,   S. 218.      Statskal.     Akad.      Nikolaj   Kirkeb.      Søofficersskolens Archiv,    Aclresseav.  1789, Nr. 200;  1833, Nr. 227.)

 

Mørk. Engelbrecht Hansen Mørk (March, Mørck), Architekt, gennemgik omtrent fra 1760 Kunstakademiets Skoler, vandt dets Sølvmedailler og derefter 1768 den mindre og 1775 den store Guld­medaille. Han vikarierede som Informator ved Akademiet og søgte flere Gange fast Ansættelse, uden at opnaa den. Imidlertid var han bleven Snedkermester og virkede som saadan til sin Død, der synes at have fundet Sted i 1803.

(Alsad.    Vejvis.)

 

Mørk. Søren Søgaard Mørk, Billedhugger, er født i Aarhus den 5. Februar 1859 og er Søn af Konsul og Redaktør Johannes Magnus Mørk (f. 1827, d. 1889} og Rosalie f. Søgaard (f. 1825). Efter at have været nogle Aar i Handelslære, kom han 1878 til København og i Billedskærerlære, besøgte samtidig det techniske Sel­skabs Skole, hvorfra han blev dimitteret til Kunstakademiet. Dettes Skoler gennemgik han fra Januar 1880 til den 29. Januar 1886, da han fik Afgangsbevis som Billedhugger. I Efteraarskvartalet besøgte han derpaa Architekturskolen. Derefter rejste han med Under-

 

167

støttelse fra det Larssenske Legat til Paris, hvor han arbejdede i fem Aar og udførte dekorative Arbejder, medens han samtidig studerede Dyreskulptur i Jardin des Plantes. I 1893 kom han til­bage til Danmark. Han udstillede 1896 »Unge Løver«, en mindre Studie fra Paris.

(Pi-iv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

168