Index

441

Tanggaard. Mads Jensen Tanggaard, Dekorationsmaler, født den i q. September 1836 i Seest ved Kolding, er Søn af Husmand Jens Tanggaard og blev, efter at have været fem Aar i Malerlære i Kolding, Malersvend, bosatte sig derpaa 1863 som Mester i Kolding, men mistede sit Værksted under Krigen i 1864, var selv indkaldt til Soldat, og tog, efter at han var hjemsendt fra Krigstjenesten, til København, hvor han i Førstningen arbejdede som Svend. Samtidig søgte han at tilegne sig kunstnerisk Uddannelse ved at søge det techniske Institut, afgik derfra i Oktober 1866 til Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik for at blive Dekorationsmaler. T 1873 fik han en Rejseunderstøttelse, i 1874 og 1875 udstillede han Udkast til Dekoration til en Havestue efter Motiver fra Rafaels ^Loggier^. og Dekoration til St. Povlskirken, i 1881 et Portræt og i 1891 en De­koration til en Forhal. Den 28. April 1877 ægtede han Emma Vil-helmine Nielsen (f. 1845), Datter af Skolelærer Hans Jørgen Canno-vald Nielsen (f. 1808, d. 1872) og Magdalene Christiane f. Fog (f. 1808). Han er nu bosat som Dekorationsmaler i København.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Vahl, Slægteb. I, 35.)

 

Tanke. Hans eller Peter Tanke, Maler, havde malet Altertavlen, »Christi Fødsel«, i den i 1807 afbrændte Frue Kirke i København »med en Pensel, som her til Lands kan agtes for en af de største«,

 

442

siger Pontoppidan, medens Weinwich kalder den »raaadelig«; han skal tillige have malet nogle Søstykker. Han døde ved at drukne i Kanalen ved Gammelstrand, lige ud for Boldhusgade, men naar, vides ikke.

(Weinw., S. 134. Do. Lex. Sandv., S. 121. Pontopp., Dske. Atl., II, S. 121. Skild. 1829, Sp. 887.)

 

Tegner. Hans Christian Harald Tegner, Maler og Tegner, er Søn af den nedennævnte J. V. Tegner og dennes første Hustru og er født i København den 30. November 1853. Han var Elev i Kittendorf og Tegners lithografiske Institut, da han af C. V. Nielsen blev dimitteret til Kunstakademiet; dettes Skoler gik han igennem fra Januar 1869 til Oktober 1878, men tog ikke Afgang. Han begyndte derpaa at male, Interiører fra Bondestuer og deslige, men har ikke udstillet. Det var først som Tegner, han fandt sit rette Omraade og siden 1882 har han, fraregnet en Udenlandsrejse om Vinteren 1882—83, virket utrætteligt som Illustrator og humoristisk Tegner. Hans første udstillede Illustrationer var til to af H, C. An­dersens Æventyr, som han nu er i Færd med at gennemføre en fuldstændig Illustrationsudgave af. Fra 1883 til 1888 helligede han største Delen af sin Kunstnervirksomhed til Tegningen af Illustra­tioner til den store Pragtudgave af Holberg, et Værk, sorn efter Fuldendelsen hædredes med Fortjenstmedaillen i Guld. Til Regerings-jubilæet malede han en stor Akvarel af »Fanetoget« (udst. 1889); samme Aar var han i Paris med Understøttelse fra Kirke- og Under­visningsministeriet og fik en Guldmedaille ved Verdensudstillingen der. Ogsaa Boghaandværket og i det hele Kunsthaandværket inter­esserer ham meget, saaledes at han ikke alene udfører Tegninger ti! dettes Brug, men ogsaa paa dette Omraade er en kyndig Samler. I 1886 havde han en Understøttelse paa 400 Kr. fra den Hjelrnstjerne-Rosencroneske Stiftelse og i 1891 en Rejseunderstøttelse fraAkaderniet paa 1000 Kr. Tegner blev den 24. Oktober 1896 gift med Helga Byberg, Datter af Købmand i Fredericia Ole Stub Hansen Byberg (d. 1882) og Karen f. Møller (d. 1889).

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Danebrog 1892 Nr.  1.)

 

Tegner, Isak Vilhelm Tegner, Lithograf, Søn af Kaptajn og Tømrermester Frederik Christian Tegner og Inger Marie f. Petersen, var født i Helsingør den 23. Juni 1815. Efter at han i 1830 var kommen i Lære i København, hvor han i 1834 blev Svend, begyndte

 

443

han i 1831 at søge Kunstakademiets Skoler, og blev 1846 Elev af Modelskolen. Imidlertid havde han lært Lithografien i Kaptajn Henckels Stentrykkeri og gik i 1838 som Lithograf over til Em. Bæ rentzen & Co., for hvem han arbejdede, indtil han i Forening med Ad. KittendorfF (s. d.) selv nedsatte sig som Lithograf i København (1850), efter at han forinden havde gjort en Rejse til Tyskland (Berlin og Dresden) med Understøttelse fra Christian VIII.

Den 3. November 1848 ægtede han Anna Emilie Hansen {f. 1834, d. 1862), Datter af Gartner Hansen og Gertrude f. Løchte (d. 1882), og efter dennes Død indgik han den 31. Oktober 1863 et nyt Ægteskab med Athalie Frederikke Thaae (f. 1832, d. 1888), Datter af islandsk Købmand David Christian Frederik Thaae (f. 1802, d. 1870) og Christiane Marie f. Biermann (f. 1802, d. 1880). Ved Firmaets 25-aarige Jubilæum i 1875 blev Tegner udnævnt til Ridder af Danebrog, i 1877 blev han Ridder af Vasaordenen. Med Under­støttelse fra den Reiersenske Fond har han i 1856 og 1860 atter besøgt Berlin og Dresden samt Paris for at iagttage sin Kunsts Ud­vikling. Tegner var en meget dygtig og samvittighedsfuld Portræt-lithograf og har i sin lange Virksomhed udført over tusinde Por­træter. Blandt dem, der ere udførte efter mere fremtrædende Kunst­værker, fortjener at nævnes Thorvaldsens Portræt efter Horace Vernet, Tordenskjolds efter Denner, Oehlenschlægers efter Gertner og Griffenfeldts efter Abraham Wuchter. I sine sidste Leveaar havde han en lille Pension fra Ud stillings fond en; han døde den 21. De­cember 1893.

(Priv.Medd.    Akad.   Reitzel.   Udst. Fortegn.   Pers. Tidsskr. 3. R. III, T. 22.)

 

Tegner. Rudolf Christoffer Puggaard Tegner, Billedhugger, er født i København den 12. Juli 1873, og er Søn af Kammerjunker, Kaptajn, Grosserer Henry Tegner (f. 1843), en Brodersøn af oven­nævnte I. V. Tegner, og Signe Elisabeth f. Puggaard (f. 1847; jfr. Bolette Puggaard). Efter at han havde taget Præliminærexamen 1890 blev han forberedt af Maleren J. P. Pedersen til Kunstakademiet og gennemgik derpaa dettes Skoler fra Oktober 1890, indtil han allerede den 28. Januar 1893 fik Afgangsbevis som Modelerer. Han udstil­lede Aaret før »En Faun« og fik derefter Understøttelse baade af den Hjelmstjerne-Rosencroneske Stiftelse og af den Raben-Levetzauske Fond. I 1893 udstillede han en Gruppe »Episode af Syndfloden« (tilh. Mus. i Mariebo). I Foraaret 1893 tog han til Paris, hvor han, fraregnet Besøg i Hjemmet, siden har opholdt sig. Af hans senere

 

444

Arbejder  kan  nævnes   »Eva omfavner sin   døende Sen«,   der  havde været   udstillet   1894   og   1895   i   Paris   og  Miinchen,   inden   denne Gruppe   saas   paa Udstillingen  her (1896).     Ogsaa   senere  har  han udstillet i Paris.    I 1897  fik han det Ancherske Legat. (Priv. Medd.    Vahl, Slægteb. I,  190.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Tengnagel. F, M. E. Fabritius de Tengnagel, Landskabsmaler, se Fabritius de Tengnagel.

 

Tersling. Hans Georg (George) Tersling, Architekt, er Søn af Proprietær Exam. jur. Carl Gustav Tersling (f. 1814, d. 1860} og Caroline Marie Elisabeth f. Hald (f. 1825, d. 1888), og er født paa Havegaard i Karlebo Sogn den 7. December 1857. Efter at have været i Tømrerlære, blev han fra det techniske Institut dimitteret til Kunstakademiet i Oktober 1873; den 30. Juni 1879 fik han Afgangs-bevis som Architekt. Snart efter tog han til Frankrig, hvor han bosatte sig i Mentone som udøvende Architekt, og 1890 blev dansk Vicekonsul. Han er gift med Félicie Sabattier fra Marseille.

(Priv. Medd.    Akad.    Statskal.)

 

Tersløse.    A.  C. Jensen-Terslese, Maler, se Jensen-Tersløse.

 

Thaulow. Henrik Arnoldus Thaulow, Maler, var Søn af Justits-raad, Generalvej mester i det søndenfjeldske Norge Hans Henrik Thaulow (f. 1692, d. 1756) og Anne Cathrine f. Tyrholm (f. 1704, d. 1790) og er født 1722, rimeligvis paa Moss. Han kom som ung til Danmark og maa efter den Tids Maade have lagt sig efter Maler­kunsten ved at gaa i Lære hos en eller anden »Skildrer« og havde, sandsynligvis ved Faderens Indflydelse, tilstrækkelig Protektion til, at der af Particuliére-Kassen blev tilstaaet ham, fra i. Januar 1749, en Understøttelse paa 120 Rdl. d. C. aarlig, »so lange er sich ausser Landes anfhalt und sich zu perfectioniren sucht«. Han var den Gang i Paris, men nød kun sit Stipendium i tre Kvartaler, da han i Slutningen af Aaret var kommen tilbage til København. Dog fik han fra den i. Januar 1750 det samme Beløb i aarlig Lønning »bis anderweiten Beforderung«, og oppebar det indtil den 8. September 1763, da han blev Auktionsdirektør og Raadstueskriver i Christian­sand, Han synes allerede i Paris at have lagt sig efter Kunst­handelen og solgte strax i 1750 for 260 Rdl. d. C. Kobberstik til Kongen; i de følgende Aar lige til 1759 solgte han dels Kobberstik, dels Malerier til Kongen, men om Malerierne var hans eget Arbejde,

 

445

kan ikke ses. I 1756 og 1757 averterer han i »Ny Statstidende« som Kunsthandler, og taler deri med mange Ord baade om Kobberstik og italienske Malerier, som han har til Salgs. Da han i 1763 var flyttet til Christiansand, ægtede han der Jacobine Chrystie (f. 1746, d. 1818), Datter af Købmand og Savbrugsejer Andrew Chrystie (f. 1697, d. 1760) fra Skotland og dennes anden Hustru, Marjory (Margery) f. Lawri (f. 1712, d. 1784) fra England. De fik tretten Børn, fra hvem til Dels Slægten Thaulow i Danmark og Norge nedstammer. Thaulow døde 1799 i Christiansand, vistnok i sit Embede. (Priv. Medd. T. O. Juell, Den Thaulowske Fam. Slægtreg, Rigsarch. F. J. Meier, Fredensb. 196.)

 

Theilgaard. Carl Frederik Sofus Theilgaard, Maler, født i Aar­hus den 25. Marts 1845, er Søn af Snedkermester, Kaptajn i Brand korpset, Lars Christoffer Theilgaard (f. 1806, d. 1876) og Cathrine f. Lihme (f. 1810, d. 1882). Han lærte at tegne af Adjunkt Guld-berg og at male af Landskabsmaler A. Fritz, hvorefter han kom til København 1863 og tegnede i det techniske Institut og hos C. V. Nielsen. Han besøgte Kunstakademiet fra Januar 1864 til den 19. Marts 1870, da han nk Afgangsbevis som Maler. Fra 1869 til 1872 udstillede han nogle Billeder af den jydske Almues Liv. Senere levede han i Aarhus og Omegn som Portrætmaler. Fra 1893 har han atter haft Bolig i København, hvor han maler dels Landskaber dels ogsaa Por­træter. I 1894 udstillede han et Parti fra Himmel bjærg et, tidligt Foraar. »Børn ved Stranden« (udst. 1872) blev købt af Kunst foreningen. Theilgaard er ugift.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Thejll. Andreas Jakob Carl Adolf Thejll, Architekt, er født den 28. Marts 1852 i Svendborg, hvor Faderen, Justitsraad Vilhelm Christoffer Johannes Thejll (f. 1823, d. 1878) var Branddirektør; hans Moder, Faderens første Hustru, hed Laurette Petrea f. Tofte (f. 1829, d. 1855). Som Tømrer blev han af C. V. Nielsen dimitteret til Kunst akademiet og gennemgik dette fra.November 1869, dog med flere Afbrydelser, indtil han den 21. Marts 1883 fik Afgangsbevis som Architekt. Han var saaledes under sin Studietid en mindre Rejse til Tyskland og Italien, og han blev den 16. November 1881 gift med Betzy Steenberg (f. 1860), Datter af Sognepræst Carl Junius Optatus Steenberg (f. 1812, d. 1872) og Emma Octavia f. Jensen (f. 1829). Foruden et Asyl og en Pigeskole i Ordrup har han bygget

 

446

en stor Del Villaer i Københavns Omegn.     Thejll er   Bygnings­inspektør for Hvidovre og Gentofte Sogne og  er Vinteren  1896—97 paa en Rejse i Syden.

{Priv. Medd.    Akad.    Berl. Tid.  1855 og 1878.    Vejvis.)

 

Theodorus, Contrefejer, nævnes  1694 som saadan.

(O. Nielsen, Kbh. Hist., V,  182.)

 

Therkildsen. Hans Michael Therkildsen eller Therkelsen, Dyr­maler, født den 3. November 1850 i Lystrup ved Horsens, er Søn af Landmand Therkel Nielsen og Karen f. Hendriksen; han kom til København og fik Adgang til Kunstakademiet i Oktober 1868, gennemgik dets Skoler og fik den 18. Marts 1874 Afgangsbevis som Maler. Han begyndte 1875 fra først af at male Optrin af Land­livet, som oftest i landskabelig Omgivelse, men har senere mere og mere vundet Navn som Dyrmaler. T 1877 konkurrerede han til den Neuhausenske Præmie med »En Bissekræmmer søger at handle med en Bondekone«, men fik dog kun en Tillægspræmie paa 400 Kr. som Opmuntring. I 1884 havde han fem Dyrstykker paa Udstillingen og fik s. A. Akademiets mindre Rejsestipendium (2000 Kr.); paa Rejsen besøgte han Frankrig og Italien. Et stort Billede, som han udstillede i 1887, »Køerne vandes« blev tilkendtUdstillingsmedaillen og s. A. købte den kgl. Malerisamling et andet Billede »Kaade Heste«. Senere har Samlingen erhvervet to mindre Billeder »Tyre­kalven« og »En Ko løs«, og i 1893 et større Billede »Ved Skov­leddet«. Ved Akademiets treaarige Valg blev Therkildsen den 15. Februar 1893 valgt til Medlem af Akademiraadet. Navnlig i sine tidligere Aar har han ogsaa solgt flere Billeder til Kunstforeningen i København.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Malerisml. Kat.)

 

Thiele. Hans Anton Thiele, Landskabsmaler, født i Køben­havn den 25. Marts 1838, er Søn af fysisk og optisk Instrument­mager Frederik Anton Thiele (f. 1792, d. 1859) og Anne Johanne Marie f. Jakobsen (f. 181 o). Han besøgte en kort Tid Kunst­akademiets Skoler i 1850 for at uddanne sig til Maler, indtraadte derpaa, til Dels paa Grund af Øjensvaghed, i andre Livsstillinger, indtil han paany helligede sig Malerkunsten. I 1862 udstillede han et Landskab, men først fra 1870 har han til Stadighed udstillet, i Førstningen udelukkende som Landskabsmaler, i de 'senere Aar ogsaa som Figurmaler. Fra September 1872 til Foraaret 1880 opholdt

 

447

han sig i Italien, for sin Uddannelses Skyld. Efter Hjemkomsten ægtede han den 8. Juli 1880 Emilie Christine Jespersen (f. 1843), Datter af Grosserer Peter Christian Jespersen og Louise Susanna f. Herschend. Fra 1886—96 var han bosat i Sanatoriet Strandlyst paa Refsnæs. Han har solgt en Del Arbejder til Kunstforeningen. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Thiele. Johan Herman Thiele, Kobberstikker, var indvandret fra Bremen, fik 1715 Borgerskab i København som Kobberstikker og Formskærer (Xylograf), udførte i Tiden 1729—40 en Del Kobber­stik i Danmark, dels for Staten, dels for egen Regning, saaledes nogle Plader til et Værk over danske Mønter, nogle Prospekter og Portræter. Han var gift og havde tre Børn, men hans Hustru kendes ikke. Krohn nævner 17 Blade af ham.

(Weinw., S, 141. Do. Lex. Sandv., S. 121. Rigsarch. Geneal. Inst. Krohn, I, 22—24.)

 

Thielemann. Alfred Rudolf Thielemann, Maler og Billed­hugger, er født den 8. August 1857 paa Kærsgaard i Jylland og er Søn af den nedenfor nævnte Billedhugger, senere Proprietær Chri­stian Thielemann og Augusta f. Steinthal. Samtidig med at han skulde uddanne sig til Handelsmand, besøgte han dels Kunstnernes Studieskole under Krøyer, dels St. Sindings Elev-Atelier. Han udstil­lede som Maler ved Foraarsudstillingerne 1892 og 1895  har som Billedhugger bl. a. udført Papirfabrikant Chr. Drewsens Buste, som støbt i Bronce er opstillet ved Strandmøllen (1893). Den 7. Juli 1881 ægtede han Michaela Wiehe (f. 1856), Datter af Rektor Frederik Vilhelm Wiehe (f. 1817, d. 1864, Søn af C, V. Wiehe, s. d.) og Johanne Marie f. Drewsen (f. 1823).

(Priv. Medd.    Erslew, Suppl. III, 609.    Udst. Fortegn.)

 

Thielemann. Carl Georg Ferdinand Thiekmann, Architekt, født i København den 8. Marts 1803, var ældste Søn af Snedker­mester, Kaptajn Johann Christian Thielemann (f. 1782, d. 1845} og Sofie Birgitte f. Muller (af polsk Familie, d. 1840}. Han var Elev af C. F. Hansen og besøgte fra 1819 Kunstakademiets Ornament­skole og Bygningsskoler, hvor han 1820 vandt den mindre og 1825 den store Sølvmedaille. To Aar efter vandt han den mindre Guld-medaille for Opgaven »En Markedsplads« og i 1833 Æresmedaillen for »Et Raadhus«. Et Forsøg, han samme Aar gjorde paa at vinde den store Guldmedaille, lykkedes ikke: dog tillod Akademiet ham at udstille sit Konkursarbejde, »Et Stænderhus«. Som Konduktør

 

448

deltog han i Fuldførelsen af Frederik V's Kapel ved Roskilde Dom­kirke og i Opførelsen af Frue Kirke for C. F. Hansen, og han virkede i samme Stilling for G. Hetsch ved Opførelsen af Synagogen og den katholske Kirke. Fra 1840 var han Lærer ved Kunst­akademiets architektoniske Forberedelsesklasse, fra 1849 vikarierede han ved den anden Bygningsskole, indtil han i 1851 fik Ansættelse som Bygningsinspektør for Jylland og Fyn. Af hans Bygninger kan nævnes Latinskoler i Rønne paa Bornholm og i flere jydske Byer, Præstegaarde, tvende Bankbygninger (i Flensborg og Aarhus), et Par Thing- og Raadhuse m. m. Han var gift rned Johanne Danilo Ferrini (f. 1803, d. 1879). I sin sidste Levetid var han sindssyg, og han døde paa St. Hans Hospital ved Roskilde den 28. Maj 1863. (Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Thielemann. Christian Thielemann, Billedhugger, født i Køben­havn den 28. Maj 1804, Broder til den ovennævnte Architekt C. G. F. Thielemann, besøgte fra 1819 Kunstakademiets Ornament­skole og senere dets Tegneklasser, men vandt ikke Sølvmedaillerne. Han uddannede sig og arbejdede som Ornamentbilledhugger hos en italiensk Billedhugger Romanelli og udførte under harn en Del dekora­tive Arbejder bl. a. til Christiansborg Slotskirke og til Universitetet; Ørnen over Portalen. I 1829—30 var han paa en Udenlandsrejse og vilde efter sin Hjemkomst genoptage sin Virksomhed, da en Blodstyrtning nødte ham til at forsøge Helbredelse ved landlig Virk­somhed. Han kom mod Forventning til Kræfter igen, blev nu Elev paa Agerdyrkningsinstitutet paa Mørup og søgte dertil 1831 en Understøttelse fra Fonden ad usus publicos, hvilken han dog ikke fik. Tillige lagde han sig efter Forstvæsen, interesserede sig for Jyllands Beplantning og blev Ejer af Kærsgaard i det nordlige Jylland. Den 6. Juli 1838 havde han ægtet Augusta Steinthal (f. 1815), Datter af Proprietær Martin Steinthal til Kyø (d. 1856) og Nannette f. Oswald (d. 1874). Han døde selv den 28. Juli 1870.

(Priv. Medd.    Akad.    Rigsarch.)

 

Thielemann. Ove Theobald Thielemann, Billedhugger, de to ovennævnte Kunstneres yngste Broder og født i København den 29. Marts 1819, kom strax efter sin Konfirmation til at gaa paa Kunstakademiet (Oktober 1833), og da Bissen Aaret efter kom hjem, blev han hans første Elev. I dennes Værksted øvede han sig i at hugge i Marmor, medens han lærte at modelere paa Akademiet, hvor han i 1837 vandt en Pengepræmie for en Kopi af Thorvaldsens lig-

 

449

gende Løve, i 1839 blev han Elev af Modelskoten, og i 1840 vandt han den mindre Sølvmedaille.

Efter sin Lærers Ønske rejste han i 1846 til Rom, hvor han dels udførte nogle af Mesterens Værker i Marmor, dels modelerede og hjemsendte flere Arbejder. To af disse, »Calypso« og »En romersk Pige«, udførte han i Marmor til Fru Deichmann fudst. 1852), den førstnævnte Figur udførte han en Gang til i Marmor efter en engelsk Bestilling. Blandt hans øvrige Arbejder kan nævnes Mindetavle over Biskop Brorson i Ribe Domkirke, forestillende »David som Salmedigter«, »To Hunde af dansk Race« i gult Marmor, og to »Vaabendragere«, en mandlig og en kvindelig, i Malrn, alle fire Figurer til Indkørselsbroen ved Frijsenborg, endvidere »En Slavinde«, tre af Aarstiderne, Foraar, Sommer og Efteraar, dekorative Reliefer til en Herregaard, samt en Del Buster, hvoriblandt kan nævnes Buste af Lægen Frederik Mansa, Buste og senere Medaillon af Pro­fessor ved Landbohøjskolen B. S. Jørgensen, Buste i Bronce af Dr. phil. Pastor Kaikar, Buste i Marmor af Baron Blixen-Finecke (2 G.), Buste af Grev Fr. Moltke-Bregentved, Buste af Professor Prosch i Marmor paa Landbohøjskolen m. fl. og en Portrætstatuette i Kallipasta af en Dame. Den 10. August 1858 ægtede han Anna Clausen (f. 1809, d, 1881), Enke efter praktiserende Læge Ludvig Emil Tack (f. 1814, d. 1854); hun var Datter af Toldbetjent Erik Christoffer Clausen i Faaborg og Anna f. Milling.

(Priv.   Medd.    Akad.     Reitzel.    Udst. Fortegn.    Prov. Arch., Odense.)

 

Thiess. Axel Holger Thiess, Tegner, er Søn af Skolelærer i Diernes^e ved Faaborg Hans Frederik Henrik Thiess ff. 1811, d. 1872) og Anna Caroline f Liebe, adopteret Fich (f. 1821) og er født i Diernesse den 17. Maj 1860. Da han havde vist Anlæg for Tegning, kom han, efter at have besøgt den techniske Skole i Odense, ifølge V. Kyhns Raad til København for at uddanne sig. Han blev sat i Lære hos Xylograf F. Hendriksen og besøgte Kunstakademiets Tegneklasser fra 1876 til 1880. Han lagde sig nu efter Illustrations-tegning, har udgivet nogle Hæfter originale Karikaturtegninger, og har været fast Tegner, dels ved »Oldfux« og »Blæksprutten«, dels ved Vittighedsbladet »Punch« og dets Fortsættelse »Puk« samt i 13 Aar ved »Avisen«, indtil den ophørte. Desuden har han tegnet til Tidskrifter og Bøger. Han har som Værnepligtig (under Marinen} og senere for egen Regning foretaget flere Rejser, bl. a. til Verdens-iidstillingen i Paris 1889.

(Priv. Medd.    Erslew, Suppl. III, 373.)

 

N. K. L.    II.                                         Febrnar 1897.                                     29

 

450

Thim.    Reinhold T/iim, Maler, se Timm.

 

Tholle. Carl Julius Gundersen Tholle, Architekt, var ældste Søn af Skomagermester Henrik Tholle og Ane Marie f. Gundersen. Han blev født i København den 21. Juli 1831. Da han som Barn viste Lyst og Gaver for Tegning, blev han Lærling af G. Hetsch og fik allerede i 1841 Adgang til Kunstakademiets Skoler for at uddannes til Bygmester. Efter sin Vejleders Raad traadte han tillige, saasnart han var konfirmeret, i Murerlære og blev Svend. Derefter fortsatte han med større Kraft sine Studier ved Akademiet og blev i Marts 1852 Elev af Architek tur skolen. I 1853—54 forlod han atter en Tid Skolen for at virke som Bygningskonduktør under Winstmp ved dennes Bygningsarbejder i Flensborg, men om Vinteren 1854—55 var han igen i København, vandt i Januar 1855 den mindre og i Oktober s. A. den store Sølvmedaille ved Akademiet, tilbragte derpaa atter nogle Aar i praktisk Virksomhed under N. S. Nebelong ved Opførelsen af Skagens nye Fyrtaarn (1856—58), ved Ombygningen af Tranekær Slot paa Langeland (1862) m. m. Samtidig byggede han ogsaa for egen Regning. Om Vinteren 1862 —63 vandt han den mindre Guldmedaille for Opgaven »Et fyrsteligt Landslot«, og da N. S. Nebelong imidlertid havde overtaget Gen­opførelsen af Viborg Domkirke, knyttede han Tholle til sig som den, der skulde have det stadige Tilsyn med Arbejdets Udførelse. Idet den unge Kunstner med stor Samvittighedsfuldhed, varm Kærlighed og udviklet Indsigt ledede Udførelsen i det enkelte af dette mærke­lige Bygningsværk, saavel ved at gøre de Tegninger, hvorefter Enkelthederne skulde udføres, som ved at paase, at det vanskelige Stenhuggerarbejde i den haarde Granit fik det kunstneriske Præg, der var nødvendigt, har han ved Siden af den egentlige Bygmester den væsentligste Del i, at Viborg gamle Domkirke genrejstes i saa korrekt en Skikkelse. Men hverken Nebelong eller Tholle oplevede Værkets Afslutning; den sidste Haand blev lagt derpaa af H. B. Storck (s. d.).

For at tilegne sig Kundskaber i det enkelte til den alvorlige Gerning, Tholle her gik til, foretog han, med Understøttelse af det Classenske Fideikommis, i 1864 en Rejse til Tyskland for at granske de Kirker, der viste en lignende Stil, navnlig langs ad Rhinen. I 1868—69 rejste han ligeledes udenlands, denne Gang rned Akade­miets Stipendium og til Italien. Den 19. Juni 1866 var han bleven gift med Mathilde Frederikke Olsen, Datter af Rektor i Viborg

 

451

Frederik Christian Olsen (f. 1802, d. 1874) og Martha Helene Andrea f. Schutte (f. 1803, d. 1853). Den korte Tid, det endnu var ham forundt at virke i, gjorde han sig tillige fortjent af Viborg By og Omegn ved den Dygtighed og Smag, hvormed han ledede ikke faa selvstændige Bygningsforetagender der. Blandt hans Arbejder i Viborg kan nævnes Sparekassen, Nørrejydske Kreditforenings Byg­ning, flere private Gaarde, Depotbygningen, Exercerhuset og det nye Thing- og Arresthus, som han heller ikke naaede at faa fuldført. Thi efter i længere Tid at have lidt af en tærende Sygdom, bort-kaldtes han fra sit Livs Gerning ved Morgengry den 7. November 1871, knap en Maaned efter Bygmesteren N. S. Nebelongs Død. Til hans Minde blev stiftet et Legat »til Viborg Domkirkes indre Udsmykning« med kgl. Konfirmation af 16. Januar 1873.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Erslew II, 492, Suppl. II, 483. Fdl. 1871, Nr. 261. Jyllandsp. 1871, Nr. 10 og Nr. 34.)

 

Thomsen. Alfred tingel Thomsen, Architekt, er Søn af Skole­lærer Claus Thomsen fd. 1866) og Bolette f. Engel (d. 1892) og er født den i. April 1853 i Opager Skole. Efter at være kommen i Murerlære blev han fra det techniske Institut dimitteret til Kunst­akademiet og gennemgik dettes Skoler fra Oktober 1871, til han den 18. Marts 1878 fik Afgangsbevis som Architekt. Efter under sin Studietid og senere at have arbejdet for forskellige Architekter, blev han i 1889 udnævnt til Bygningsinspektør i Københavns første Distrikt. Han har givet Tegning til en Del Huse og Villaer i Køben­havn og Omegn, deriblandt »Børnehjemmet« i Helgesensgade, og, udenfor København, Magdalenehjemmet »Skovtofte« ved Frederiksdal og Marienlyst Dampmølle i Nakskov. I 1888 udstillede han sammen med V. Klein »Projekt til Genopførelsen af Christiansborg«. Den 20. Maj 1882 ægtede han Alma Joachimine Sønderup.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Thomsen. August Carl Vilhelm Thomsen, Historiemaler, født den 3. September 1813 i Glücksborg, var Søn af Malermester og Tegnelærer Peter Thomsen og Charlotte f. Benholdt. Efter at have lært Malerhaandværket i Hjemmet kom han til København for at uddanne sig til Kunstner, medens han samtidig fandt Livsophold som Dekorationsmaler. I 1833 fik han Adgang til Kunstakademiet, blev 1835 Elev af Modelskolen, og vandt 1837 den mindre, 1838 den store Sølvmedaille, samt om Sommeren samme Aar en Penge-

 

452

præmie for Maleri efter den levende Model.     I  1837   begyndte  han at udstille.

Han konkurrerede i 1839 til den mindre Guldmedaille, men uden at faa den, og hans Kaar tillod ham ikke at konkurrere paany. Han søgte i 1851—52 forgæves om Rejseunderstøttelse, men han vedblev at hellige Historiemaleriet sine Kræfter. Hans første Alter­billede , »Fremstillingen i Templet« (1841), blev malet til Grev Reventlow til Brahetrolleborg, hans andet, »Jesus, tolv Aar gammel, lærer i Templet« (1843), ^{var en} Bestilling til Søborg Kirke under Kronborg Amt. Til Slottet i Christiania udførte han en malet Gen­givelse af Parthenonsfrisen. Paa Bestilling af Christian VTII malede han »Hans Tausen forkynder den evangeliske Lære«, hvilket først var færdig efter Kongens Død. Akademiet skulde i 1850 erklære sig om Billedets Værd, men ansaa den afdøde Konges Bestilling som en Naadesakt. Frederik VII købte det, og efter Kongens Død blev det skænket til Helligaands-Kirken. Den 10. December 1850 blev han gift med Marie Louise Richardt, en Søster til de ovenfor nævnte Malere af dette Navn. Efter i en Aarrække at have malet en stor Del Alterbilleder og udstillet dels historiske Fremstillinger, dels Livsbilleder, indskrænkede han sig i de senere Aar mere og mere til at male Landskaber, og han døde den 5. September 1886.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Pers. Tdskr. 2. R. II. T. 59. Strunk.)

 

Thomsen. Carl Christian Frederik Jakob Thomsen, Genre­maler, er Søn af Postmester i Randers, Kammerraad Ludvig Frederik Thomsen (f. 1801, d. 1860) og Elise Johanne Christiane Cathrine f. Schlegel (f. 1813, d. 1876) og er født den 6. April 1847 i Køben­havn; han blev Student 1865, tog anden Examen 1866 og begyndte samtidig at tegne hos Vermehren for at uddanne sig til Maler. I Oktober 1866 fik han Adgang til Kunstakademiets Skoler, som han den 30. Juni 1871 atter forlod med Afgangsbevis som Maler. Hans første udstillede Arbejde var en Radering (1869). Fra 1870 har han udstillet som Maler. Thomsen rejste i 1875 til Italien med privat Understøttelse, hvor han forblev til Sommeren 1876, rejste da hjem og ægtede den 13, Oktober s. A. Petra Elise Sofie Charlotte Diech-mann (f, 1848), Datter af Sognepræst til Stubbekøbing og Magie­brønde Hans Anton Severin Lobedanz Diechmann (f. 1817, d. 1889) og Elise Cathrine f. Bjerring (f. 1812, d, 1886); efter Brylluppet rejste han atter til Italien og kom hjem 1877. I de nærmest føl-

 

453

gende Aar udstillede han nogle Billeder med italienske Motiver, men vælger ellers med Forkærlighed Motiver fra dansk Familieliv i Slut­ningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede. I 1879 fik han den Neuhausenske Præmie for »En Tilstaaelse«, i 1887 fik han første Gang Aarsmedaille for »Besøg i Atelieret«, og i 1888 Udstillingsmedaillen for »Middag i en Præstegaard efter en Bispevisitats« ; dette Billede fik senere »hædrende Omtale« ved Verdensudstillingen i Paris 1889, og en Guldmedaille af anden Klasse 1892 i Munchen, samt en Guldmedaille af første Klasse i Antwerpen 1894; det tilhører den kgl. Malerisamling, som senere har erhvervet »Indkvartering hos J. P. Mynster i Spjellerup Præstegaard« (1890) og »Rahhek ved sin Hustrus Dødsleje« (1895). I 1890 blev Thomsen Medlem afAkademi-raadet, den 26. Maj 1892 Ridder af Danebrog.

Af hans øvrige Arbejder blev flere i hans første Udstillingstid købte af Kunstforeningen i København og af Tombolaen, saaledes bl. a. »Ewalds første Møde med Arendse« (1876). »Holberg i sit Studereværelse« (1883) tilhører Museet i Aarhus, »Hans Gram i sit Arbejdsværelse« (1895), Universitetet. Han har ogsaa malet Por­træter, hvoriblandt Domprovst Gudes (udst. 1892), tilhører Roskilde Domkirke. Foruden den lange Række Billeder, som her ikke kan nævnes, har Thomsen tillige udført en Mængde Illustrationer, blandt hvilke han fremhæves: Til Oehlenschlægers »Morgenvandring« (1885), »Dansk Præstegaardsliv« (1886), Ingemanns »Morgen- og Aften­sange« (1889), Chr. Richardt, »Fadervor« (1890), J. L. Heiberg, »De Nygifte« (1891). Han har foretaget flere mindre Rejser og havde i sine yngre Aar et Par Gange Understøttelse fra den H j el m stjerne-Rosencroneske Stiftelse.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. 18. Nov. Aarsb. S. Müller. N. dsk. Malerk. Kgl. Malerisaml. Kat. Elvins.)

 

Thomsen. Carl Florian Thomsen, Architekt, er født i Køben­havn den i. April 1855, og er Søn af Murmester Povl Thomsen (d. 1888) og Marie Malvine f. Milne fd. rSSr). Efter at han havde lært Murerhaandværket og var bleven Svend, besøgte han det tech-niske Institut og blev af C. V. Nielsen diniitteret til Kunstakademiet, i Oktober 1872. Dettes Skoler gennemgik han rned flere Afbrydelser, idet han dels maatte aftjene sin Værnepligt, dels var Konduktør under F. Meldahl ved Frederiksborg Slot og ved andre Bygninger i Hillerød. Han fik Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt den 25. Maj 1886. Men allerede fra 1877 har han været fast Architekt

 

454

ved Bryggeriet Gamle Carlsberg, hvor han har ledet forskellige større Bygningsarbejder, navnlig fra 1893 Opforeisen af »Carlsberg-Laboratoriets« nye Bygning med to dertil hørende Forstanderboliger. Den i o. November 1883 blev Thomsen gift med Emma Elisabeth Werner (f. 1855), Datter af Konditor Christian Werner (d. 1874) og Magdalene f. Santin (d. 1894). (Priv. Medd. Akad.)

 

Thomsen. Emma Augusta Thomsen, Blomstermalerinde, født i København den 7. August 1822, er Datter af Hotelvært Emanuel Thomsen og Anna Kirstine f. Ohlsen. Lige fra Barn af havde hun Lyst til at tegne og male, og hun modtog derfor, da hun blev voxen, nogen Undervisning i Blomstermaleriet af J. L. Jensen, men uddannede sig for øvrigt paa egen Haand ved at male efter Naturen. Kunstnerinden har stadig udstillet Blomster- og Frugtstykker siden 1844. Den kgl. Malerisamling ejer af Emma Thomsen »Roser og Ipomea« (udst. 1846) og »En Blomsterkrans, ophængt paa en Bøge­gren« (udst. 1855); ogsaa til Kunstforeningen og til Tombolaen har hun afhændet adskillige Arbejder. Hun vandt den Neuhausenske Pengepræmie (1861) for et temmelig stort Billede, »En Kurv med Blomster i det fri«, som blev købt af Grev A. V. Moltke til Bre-gentved. I 1856 fik hun Akademiets Anbefaling for at søge Rejse­understøttelse hos Kultusministeriet, men opnaaede dog ikke at komrne udenlands. Derimod fik hun 100 Rdl. af Kunstakademiet til en Rejse i Indlandet i 1869.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Kg!. Malerisaml.  Kat.l

 

Thomsen. Frederik (Frits) Gotfred Thomsen, Dyrmaler, født den 30. April 1819 i Broager, var Søn af Malermester Philip Julius Thomsen i Sønderborg og Sødskendebarn til den ovennævnte A. C. V. Thomsen. Han tog, efter at have lært sin Faders Haand-værk, i 1837 til København for at uddanne sig til Kunstner, kom 1839 ind paa Kunstakademiet og blev i Marts 1845 Elev af Model­skolen. Han udstillede første Gang i 1841 som Dyrmaler, men for­inden havde han vakt Akademiets Opmærksomhed ved sine Arbejder, og allerede i 1840 anbefalede det ham til Fritagelse for militær Tjeneste, uagtet denne Gunst ellers sædvanlig var knyttet til at være Elev af Modelskolen. Man fremhævede til hans Ros, at »et af hans heldigste Arbejder, „tvende Hunde med Hvalpe" (udst. 1841), nylig har nydt den Udmærkelse at blive købt til Kongens Samling«. Senere udførte han flere andre Arbejder til Christian VIII, mest

 

455

Heste fra Frederiksborg Stutteri. Thorvaldsen havde i 1844 bestilt et større Billede »Et Hestemarked«, men da han dode kort efter, bortfaldt denne Bestilling. Han søgte flere Gange (1851—52 og 1856) om Akademiets Rejseunderstøttelse, men opnaaede ikke nogen saadan. Omtrent 1850—52 var han i Dresden, hvor han kopierede »Rembrandts Datter« og i Hamborg, hvorfra han hjembragte Studier af Hornkvæg. For Stutteriets Skyld nyttede han snart efter til Hillerød, hvor han den 14. Juni 1856 blev viet til Marie Lovise Molbech ff. 1823), Datter af fh. Lektor i Sorø, Professor Carl Frederik Molbech (f. 1788, d. 1865) og Cathrine Marie f. Schertner (f. 1786, d. 1860). I Hillerød malede han Kong Frederik VII's »Tre store danske Hunde« paa ét Billede (Jægerspris). Imidlertid udartede en ondartet Hovedpine efterhaanden til Sindssyge; en Rejse til Miinchen og Tyrol (1860) helbredede ham ikke, og han maatte tilbringe fire Aar paa Hospitalet i Oringe, men var derefter saa meget i Bedring, at han tog hjem til sin Hustru, der havde taget Bolig i Hellebæk og levede og arbejdede siden der; han udstillede atter fra 1867 til 1880, i de senere Aar ogsaa Landskaber. Hans Billeder udmærkede sig ved god Tegning og, naar han var rask, en sand og naturlig Kolorit. Han solgte i sine yngre Aar en Del Billeder til Kunst­foreningen, men sygnede efterhaanden hen og døde den 13. Maj 1891.

(Priv. Medd.   Akad.    Reitzel.     Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 3. R. I. T. 19.)

 

Thomsen. Friedrich Heinrich Thomsen, Maler, født 1814 i Rendsborg, uddannede sig ved Kunstakademiet i København og rejste 1836 til Miinchen for at fuldende sin Uddannelse. Senere bosatte han sig i Altona. Han har ikke udstillet i København.

(Nagler, Kstl. Lex., XVIU, S. 382.)

 

Thomsen.    Johanne Thomsen, Billedhuggerinde, se J. Drechsel.

 

Thomsen. Pauline Thomsen, Landskabsmaleren de, er Datter af Adjunkt i Roskilde, Christen Thomsen (f. 1822, d. 1874) og Pauline Mathea Georgine f. Bergstrøm (f. 1831, d. 1896), og er født i Roskilde den 17, Juli 1858. Hun er Elev af V. Kyhn og har udstillet siden 1885 Landskabsbilleder dels fra Nordsjælland, dels fra Himmelbjærgegnen i Jylland. Kunstnerinden har jævnlig haft Under­støttelse til Studieophold i Indlandet; i de første Aar fra Udstillings-fonden, senere fra den Raben-Levetzauske Fond (1892) og fra Kunst­akademiet (1892, 1893 og 1895).

(Priv.   Medd.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.  1896, Nr.  127.)

 

456

Thonning. Carl Gustav Peter Thonning, Architekt, er født den 29. Juni 1855 i København og er Søn af Toldkontrollør Peter Møller Thonning (f. 1812, d. 1890) og Caroline Elisabeth f. Ibsen'(f. 1814). Han var først bestemt til Søvejen, men efter at have deltaget i nogle Togter kom han 1873 i Tømrerlære, blev Svend og blev af C. V. Nielsen dimitteret til Kunstakademiet i Marts 1875, hvorfra han den 29. December 1883 fik Afgangsbevis som Architekt. Endnu under sin Studietid var han (1876—79) Tegner hos Ove Petersen (s. d.), hvis Datter Julie Laura Petersen han ægtede den 25. Oktober 1883. Imidlertid havde han arbejdet nogle Aar under F. Meldahl og Alb. Jensen ved Frederikskirkens Opførelse, derefter paa Stads-architekten, P. L. Fengers Kontor og blev 1889 Bygningsinspektør for Københavns 4. Distrikt. Han har bl. a. opført Apotheket paa H. C. Ørstedsvej 1881, Privatbanken i Aarhus, efter i 1886 at have vundet første Præmie ved Konkursen; i 1891 havde han Rejse­understøttelse fra Marineministeriet for at gøre Studier til et Marine­hospital; desuden har han opført en Del Privat bygninger. Thonning har tillige tegnet forskellige Architektur-Prospekter til III. Tid. Han konkurrerede i 1888 til den mindre Guldmedaille, uden at opnaa den.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Thorenfeld. Anton Erik Christian Thorenfeld, Landskabsmaler, født den 9. April 1839 i Svendborg, er Søn af Uhrmager Urbanus Ludvig Thorenfeld og Ellen Marie f. Nielsen. Efter at have lært Malerhaandværket i Svendborg i tre Aar, kom han i 1858 til Køben­havn, hvor han besøgte Kunstakademiets Skoler til 1862 for at uddanne sig til Landskabsmaler. Han har udstillet siden 1859, vandt i 1873 den Sødringske Opmuntringspræmie for »Parti fra Hobro Fjord« og blev den 30. Oktober 1872 gift med Valborg Emilie Biilmann (f. 1843, d, 1883), Datter af Kolonibestyrer i Grønland, Kammerraad Holger Biilmann (f. 1797, d, 1864} og Johanne Elisa­beth Cathrine f. Bang (f. 1815, d. 1882). Thorenfeld fik 1885 en Rejseunderstøttelse af Akademiet paa 800 Kr. og foretog en Rejse til Udlandet; i 1892 fik han 400 Kr. af den Råben-Le ve tzau ske Fond og i 1893 var han atter udenlands med det Ancherske Legat. Han vælger jævnlig sine Motiver i Jylland. Et Parti af Voldterrænet var malet efter Bestilling for Udstillingsfonden (udst. 1874); »Sommer­dag ved Jyllands Østkyst« (udst. 1886) blev købt til den kgl. Maleri­samling; »Parti ved Roskildefjord med Domkirken i Baggrunden« (udst. 1889) fik s. A. »hædrende Omtale« ved Verdensudstillingen i

 

457

Paris og tilhører nu Museet i Mariebo; »Tordenvejr fra Bakkerne ved Hald« (1893) tilhører Museet i Odense. Desuden har han solgt en Del Billeder til Kunstforeningen og Tombolaen. Kunstneren blev den 6. Juli 1884 i andet Ægteskab gift med Agnes Emilie Nehm, Datter af Købmand Ferdinand Nielsen og Emilie Marie f. Bentzen. Han har en uddannet Basstemme og har sunget en Del Aar ved det kgl. Theater; i 1895 debuterede han i en selvstændig Rolle som Sarastro i »Tryllefløjten«.

(Priv. Medd. Geneal. Insl. S. Muller, N. dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Begrav. Kont.)

 

Thorin. Christian Frederik Thorin, Architekt, født i Juli 1801 i København, var Søn af Porcelænshandler f Pottehandler) G. Thorin (d. 1827} og Sofie (?) f. Petersen. Han skal have haft et ualmindelig lovende Snille, og den halve Snes Aar, hvori .han udviklede sine naturlige Gaver under Kunstakademiets Vejledning, hengik med Mod­tagelsen af Præmier. Han fik vistnok strax efter sin Konfirmation Adgang til Akademiets Ornamentskole, rykkede i 1818 op i Byg-ningsskolen, vandt i 1820 den mindre, i 1823 den store Sølvmedaille og samme Aar en Pengepræmie i Dekorationsfaget for »En Stol«. Aaret efter vandt han en Pengepræmie i Bygningskunsten for »En Bryggergaard«, i 1825 et Accessit for »En Lampe«, og endelig i 1827 baade en Pengepræmie og den mindre Guldmedaille, den sidste for Opgaven »En Markedsplads«. Guldmedaillen havde han dog i 1825 gjort et forgæves Forsøg paa at vinde. Imidlertid havde han faaet en Plads som »Assistent ved Bygningsvæsenet« og saa en lys Fremtid i Møde, støttet af de Forventninger, hans Foresatte og Kunstfæller nærede til ham, da en Sygdom, hvortil han maaske har baaret Spiren i sig, bortrev ham den 28. April 1829. Ligesom ældre Kunstnere mindedes den Tillid, man nærede til hans Begavelse, viser ogsaa det Træk, at J. P. Møller særlig meldte Akademiet, at »dets haabefulde Elev« var afgaaet ved Døden, hvilke Forventninger han havde vakt.

(Akad.    Reitzel.     Udst. Fortegn.    Skifteretten.     Adresseav.  1829, Nr.  102.)

 

Thornam. Emmy Marie Caroline Thornam, Blomstermalerinde, er Datter af Overlærer i Horsens Ludvig Thornam (f. 1819, d. 1879) og Anine Charlotte Frederikke f. Norup (f. 1824, d. 1895) og er født den 10. Marts 1852 i Horsens. Efter at have uddannet sig ad privat Vej til Blomstermalerinde, begyndte hun at udstille ved Foraarsudstillingeme i 1882 og har siden stadig udstillet, dels Blomster-

 

458

og Frugtstykker, dels enkelte Landskaber. Hun har et Par Gange deltaget i den Neuhausenske Konkurs, men har ikke vundet nogen Præmie. I 1887 var hun i Paris og om Vinteren i Italien sammen med den nedenfor nævnte Søster, og en lignende Rejse foretog begge Søstrene 1893—94. Under dette sidste Ophold i Paris malede hun hos den franske Blomstermaler Bourgogne.

(Priv. Medd. F. E. Seidelin, Stamt, Fam. Seidelin. Erslew, Suppl. III, 410. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. ^a*/₆ 1895.)

 

Thornam. Johan Christian Thornam, Blomstermaler og Tegner, født i København den 28. Januar 1822, er Søn af Cancelliraad, Bogholder Peter Frederik Thornam (f. 1777, d. 1834) og Else Marie f. Eysen (f. 17 94, d. 1841). Han lærte Blomstermaleriet hos J. Th. Bayer (s. d.) og vandt den 20. Februar 1843 den Neu­hausenske Præmie for »En blomstrende Plante i Aquarell«, det eneste Arbejde, han har udstillet. I 1845 søgte han Akademiet om Rejse­understøttelse som naturhistorisk Tegner (fysiograf), rnen blev .henvist til Finanserne, Han fik nu en Plads som Tegner ved Korvetten »Galathea« og deltog saaledes 1845—47 tilligemed Plum (s. d.) i Kaptajn (senere Admiral) Steen Billes Jordomsejling. Efter Hjem­komsten udgav han 1851—52 en Række Skitser fra denne Rejse. Den 5. Maj 1852 ægtede han Georgia Elisa Augusta Fritz (f. 1830, d. 1896), Datter af Justitsraad, Godsforvalter ved Bidstrup, Georg Fritz (f. 1793, d. ²/i 1871) og Henriette Elisabeth f. Petersen {f. 1794, d. ²⁸/₄ 1871). Thornam levede mange Aar i Lyngby, væsentlig sysselsat som Tegner og Maler ved det botaniske Museum i Køben­havn med Fortsættelsen af Flora Danica m. m., men er nu flyttet til København. I 1867 udgav han »Afbildninger til Brug ved Under­visningen i Zoologi«, 5 Hefter i Folio.

(Erslew, III, S. 363. Suppl., III, S. 406 og 409—10 samt hdskr. Tillæg i det kgl. Bibi. Raadstuearch. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Berl. Tid. 1896, Nr. 20.)

 

Thornam. Ludovica Anine Vilhelmine Augusta, Portræt- og Genremalerinde, og Søster til den ovennævnte Malerinde Emmy Thornam, var født i Horsens den 30. November 1853. Efter at have uddannet sig ad privat Vej til Portrætmalerinde, begyndte hun at udstille i 1878 og hendes godt opfattede, tækkelige Billeder vandt hende snart Velyndere, saa at det ikke er saa ganske faa Portræter, hun har malet. I 1887 fik hun en treaarig Understøttelse fra Kultus­ministeriet, som satte hende i Stand til at studere ved et af de

 

459

private Akademier i Paris  og  senere  med et Tillæg  fra den Raben-Levetzauske Fond foretage en Rejse til Rom. I 1893—94 besøgte hun atter Paris og Italien sammen med Søsteren. Ved Siden af Por­træter malede hun ogsaa Genrebilleder, men beherskede her Stoffet med mindre Sikkerhed end i Portrætet. Man vil fra Udstillingen mindes flere vellykkede Portræter, bl. a. hendes Selvportræt (udst. 1890). Paa Forårsudstillingen 1896 havde hun et Landskab. Efter en langvarig Sygdom afgik hun ved Døden i København den 27. Maj 1896.

(Priv. Medd.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Berl. Tid.,  1896, Nr.  123.)

 

Thornam. Marie Elise Thornam, Landskabsmalerinde, er Datter af den ovennævnte Joh. Chr. Thornam, og født den 12. Marts 1857 i Lyngby. Allerede fra Barn udvikledes hendes Øje i kunst­nerisk Retning ved, at hun illuminerede Faderens Tegninger cg Stik til Flora Danica og andre naturhistoriske Værker. Da hun havde Lyst til at være Malerinde, malede hun i nogen Tid hos Hans Fisrher og A. Fritz. Hun har siden 1887 udstillet Landskaber og har i flere Aar haft en Malerskole.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Thornborg. Andreas Thornborg eller Tornborg, Miniaturmaler, født 1730 i Mandal i Norge, levede her i København og har malet og tegnet en stor Mængde Portræter, ti! Dels af Adelsmænd, hvoraf ikke faa ere gengivne i Kobberstik; i 1756 blev han ved Kontrakt af 27. August antaget som kgl. Vaabenmaler mod en fastsat Pris for hvert enkelt Vaaben, men ikke med fast Løn. Han skulde udføre disse under den bekendte Klevenfeldts Tilsyn, og i adskillige Aar fik han Betaling dels for saadanne paa Papir malede Vaaben, dels for Miniaturportræter af Kongen (Frederik V) og Kronprinsen. Han fik 30 Rdl. d. C. for et saadant Portræt af Kongen i hel Figur. Desuden malede han Portræter af den Oldenborgske Konge-stamme i Miniatur paa Pergament og fik 6 Rdl. for Stykket. Kunst­neren blev i April 1769 gift med Abigael Kirstine Krabbe (f. 1748, d. 1770). Ved hendes Død boede han hos Bager Lobek i Lande­mærket, senere i Aabenraa. Han døde den 14. Oktober 1780. Han skal have været Corn. Høyers første Lærer.^l

(Weinw., S. 169. Do. Lex. Sandv., S. 123. Diedrichsen, Tidemand, S. 5. Strunk. Rigsarch. Raadstuearch. Berl. Tid. ²²/, 1770. Adresseav. 1780, Nr. 174. Trin. og Nik. Kirkeb.)

 

¹  En   Christian  Carl  Thørnbørg,    som ellers er ukendt,   vandt   i  Oktober   1755 Fjerdingaarspræmien for en Tegning efter Gibs.

 

460

Thorsen. Hakon Bjarke Thørsen, Maler, er Søn af PolitiInspektør, Løjtnant Thor Niels Brock Thorsen (f. 1831, d. 1887) og Elise Marie Theodora Henriette f. Grimm (f. 1836 i Slesvig) og er født paa Christianshavn den 18. Januar 1867. Efter at han havde været i Malerlære og var bleven Svend, arbejdede han endnu nogle Aar som saadan. Under Læretiden besøgte han det techniske Sel­skabs Skole og kom derfra ind paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra 1888 til 1894 og fik Tilladelse til Afgang, dog uden at tage Prøven; under Studietiden vandt han en Præmie og havde i Vinteren 1892—93 en Understøttelse fra det L.'ske Legat. Han begyndte at udstille i 1892, og har udstillet dels Portræter, dels et Architekturbillede, »Det indre af Frelsers Kirke«.

(Priv.   Medd.     Akad.     Udst. Fortegn.)

 

Thorsoe.    Sofie Thorsøe,   Blomstermalerinde, se A. P. Madsen.

 

Thorvaldsen.¹ Bertel eller Berthel² Thorvaldsen, Billedhugger, var efter den almindelige Overlevering født den 19. November 1770. Der er hidtil ikke fundet nogen Hjemmel for denne af en ældre Samtidig meddelte Opgivelse, og der er Grund til at tro, at man gør Thorvaldsen mindst to Aar for gammel, thi efter hele den Maade, hvorpaa hans Forældre tog hans Opdragelse, er han vistnok konfirmeret saa nær 14. Aars Alderen som muligt; men hans Konfirmationsdag var den 15. April 1787 i Holmens Kirke. Thorvaldsens Forældre var jævne Folk. Faderen, en Islænder ved Navn Gotskalk Thorvaldsen (f. 1740, d. 1806), var som ung syttenaarig kommen til København, og da han fra Hjemmet af havde nogen Øvelse i Billedskæring, søgte han sit Ophold ved at arbejde i dette Fag. Han udførte dels udskaarne Rammer til Forgyldere eller til

 

¹  Uagtet der   er skrevet saa  tidt   og saa  udførligt  om Thorvaldsen,   har   der dog endnu været enkelte nye Oplysninger at finde, som her ere inddragne under Skildringen, omend Forf. har holdt det  for sin Pligt, efter Værkets Titel, at ind­skrænke   sig   til   i   korte   Træk   at   tegne   den   store   Kunstners  Levned   og   om Dommen   over  hans Værker  og  om  udførligere Meddelelser   maa henvise til de ved Artiklens Slutning nævnte Skrifter.

²  Navnet   er   en  Fordanskning   af  Bartholomæns,   ikke   en   anden  Form   for Albert. Et  mindre Hus i Grønnegade  er  betegnet som Thorvaldsens Fødested; men   efter  en   senere fremdragen Overlevering skal han  selv  have peget ned ad Landemærket og sagt,   at han var født der.  Mærkeligt er det,   at  hverken For­ældrenes Vielse   eller Thorvaldsens Daab  har   kunnet  findes  i nogen   af Køben­havns  Kirkebøger.

 

461

Private, dels Træarbejder til Skibe, Gallionsfigurer og lignende; men da han ikke havde lært at tegne, faldt disse Arbejder ikke godt ud, og Holmens Billedhugger, Willerup (s. d.), der ogsaa privatiserede, fik det bedste Arbejde. Gotskalk Thorvaldsen arbejdede for et privat Skibbyggeri, som blev drevet i ikke ringe Maalestok paa den senere saa kaldte »Larsens Plads« bagved Amalienborg, hvor nu Ny Toldbodgade er aabnet. Han var ikke nogen ordentlig og stræbsom Mand, thi han tilsatte som oftest sin Fortjeneste paa Værtshusene i Steden for at bringe den hjem, og han var ustadig ved sit Arbejde. Hans Kone hed Karen Grønlund og var fra Jylland. Hun var lille, men skal i sine yngre Aar havde haft et smukt og tækkeligt Ydre; som ældre var hun halt, skødesløs i sin Paaklædning som i sin Tale og forfærdelig grædcnem. Det er hende, Sønnen Bertel, Familiens eneste Barn, især skal have lignet.

Der synes ikke at have været tænkt paa Skoleundervisning, dertil optog Kampen for det daglige Brød for meget af Forældrenes Tanker. Dog var begge Forældrene vistnok, trods deres fattige Kaar, ikke aldeles uden Dannelse, saaledes at Thorvaldsen kunde lære det nødvendigste af Læsning og Skrivning i Hjemmet. Saa tidlig som mulig bragte Faderen ham til Kunstakademiet, da Barnet viste Lyst til at tegne, thi der var Undervisningen fri og egnede sig netop til at uddanne ham til det, Faderen haabede at finde i ham, en Medhjælper i sit Fag. Thorvaldsen fik i Oktober 1781 Plads i den første Frihaandstegneskole, hvor Hans Clio (s, d.) den Gang var Lærer. Selv om han kun har været ni Aar, var det ikke noget enestaaende, at saa smaa Drenge fik Adgang til Skolerne. Et Aar efter rykkede han op i den anden Frihaandstegneskole, hvor den gamle E. H. Løffler (s. d.) endnu var Lærer. I hans Klasse blev han i over to Aar, og da Løffler var en dygtig Lærer, tilskriver man dennes Undervisning, at Thorvaldsen i hele sit Liv tegnede med en for mange Billedhuggere usædvanlig Nethed og Omhu. Da Akademiets Undervisning var om Aftenen, havde Lærlingerne Dagen ti) deres egen, deres Forældres eller deres Mestres Raadighed, og det iader til, at den gamle Thorvaldsen ikke alene har taget den Nytte, han kunde faa af sin Søns allerede da fremtrædende Ævner, men ogsaa efter sin Opfattelse har søgt at give denne den rette Udvikling ved ligefrem at lade harn træde i Lære hos Flaadebilled-hugger F. C. Willerup, enten paa Holmen eller maaske paa den nævnte Larsens Plads, hvor Willerup arbejdede for Private. Der fortælles, at Læreren som Øvelse bl. a. gav ham den Opgave at

 

462

udskære et Løvehoved, men at Thorvaldsen, som først i langt ældre Alder fik en levende Løve at se, uvilkaarlig tog et Kattehoved til Forbillede og aldrig kom videre end til at gengive Kattens Hoved, hver Gang Willerup bad om en Løves. Inden han var stor nok til at komme i Lære, skal han, naar han bragte sin Fader Mad paa Pladsen, have rettet paa dennes Arbejder og ved en saadan Lejlig­hed have saaret sig alvorligt i det ene Ben rned en Øxe, som var ham for stor.

Imidlertid tilbragte Thorvaldsen et Aar (1785) i Gibsskolen og det følgende Aar i Modelskolen, hvor Akademiets Professorer ledede Undervisningen. Medens Professoren i Billedhuggerkunsten, Wiede-welt, ikke synes at have udøvet nogen Indflydelse paa Thorvaldsen udenfor de fastsatte Undervisningstimer paa Akademiet, tog derimod Maleren Abildgaard sig fra nu af varmt af hans Tarv og havde tidligt Blikket aabent for, at man her stod overfor et ualmindeligt Snille. Flere af de andre Professorer, saaledes Kobberstikkeren Preisler, var heller ikke blinde for den Morgenrøde, der gryede paa Kunstens Himmel i Danmark. Den 2. Januar 1787 vandt han sin første Prisløn i Livets Væddekørsel, den saa kaldte mindre Sølv-medaille, for en i Relief modeleret Figur efter den levende Natur. Samme Vinter gik han til Præsten ved Holmens Kirke, dog ikke hos Provsten, Thybring, der havde Søkadetterne og andre fine Folks Børn, men hos Kapellanen, C. F. Høyer, en Broder til MiniaUir-maler Cornelius Høyer, der var Akademiets Sekretær. Denne havde kun 17 Konfirmander, 10 Drenge og 7 Piger, efter Navnene vistnok alle jævne Folks Børn. Thorvaldsen, hvis boglige Kundskab ikke var stor, skal først have haft en af de nederste Pladser i den lille Kreds, men da Høyer paa Forespørgsel erfor, at det var ham selv, ikke en Broder til ham, der ved Nytaar havde vundet den mindre Sølvmedaille i Kunstakademiet, tiltalte han ham fra nu af, efter Tidens Brug, som Monsieur Thorvaldsen og lod ham sætte sig højere op.¹ Den Æresbevisning »glemte han ikke for alle dem, han senere kom til at nyde«; dog følte han i en vis Henseende det ubillige deri, thi, som han sagde om Aftenen paa Modelskolen: »Det gør mig ellers ondt for de andre, for de er s'gu bedre i Religionen«.

 

¹ Thorvaldsen  blev ikke konfirmeret som Nr. 1, men som Nr. 2 af 10 Drenge. Den første hed Søren Lykke.

 

463

Efter Konfirmationen regnede Faderen hans Læretid for endt og brugte ham til at arbejde for sig i Hjemmet. Han maatte udskære Spejlrammer, som solgtes til Isenkræmmerne, og fra denne Tid er mulig det udskaarne Arbejde paa et Uhr, der nu gemmes i Museet i »Thorvaldsens Værelse«. Thiele nævner i sin Levnedsbeskrivelse enkelte andre Arbejder, bl. a. et Træbillede over Porten paa Hjørnet af Ny Vestergade og Filosofgangen (nuv. Nr. 17).¹ Det var maaske Abildgaard, som havde været udenlands i Sommeren 1788, der ved sin Hjemkomst fik Thorvaldsen udrevet af disse Forhold, saaledes at han kunde besøge Modelskolen den følgende Vinter, og den 30, Maj 1789 vandt han den store Sølvmedaille for et Relief efter den levende Model, hvilket mod Sædvane var gennemført som en kunstnerisk Komposition, nemlig »En hvilende Amor«. Snart efter udførte han til en Æreport, som blev anordnet af Bygmesteren Kirkerup og Maleren Nikolaj Wolff (se disse} i Anledning af Kron­prinsessens Indtog i 17 go, nogle dekorative Billedstøtter, og ved samme Tid modelerede han efter Wolffs Tegning en Frontonfigur i Relief til Hjørnet af Toldbodvejen og Amaliegade, den saa kaldte »Toldbodbørs«. Lignende Arbejder skal han have udført for Abildgaard.²

Grublerier over Fremtiden eller over sin egen Natur var ikke Thorvaldsens Sag. Hans Faders Stilling og hans eget Snille havde ført ham ind paa Billedhuggerkunsten, uden at han har tænkt sig, det kunde være anderledes. Men nu, efter at den store Sølvmedaille var vunden, maatte han, ligesaa vel som hans Skolefæller, klare sig det Spørgsmaal, om de vilde blive staaende ved det Haandværk, hvori de samtidig var oplærte, for Thorvaldsens vedkommende altsaa Kunsthaandværket, Træskærerfaget, eller om de, ved at konkurrere til Guldrnedaillerne, vilde gaa videre ad Kunstnerbanen. At Thor­valdsen ikke havde saa meget store Tanker om sig selv den Gang,

 

¹ Dette Arbejde, som vistnok er udført i 1792, da Gaarden blev bygget, og som forestiller en Ridder til Hest, tillægges af andre F. C. Willerup Mulig Thorvaldsen har udført det som Lærling efter dennes Tegning (Kbstsml.); thi ifølge Wilckens (S. 51) vedkendte Thorvaldsen sig det som sit.

^? Naar man som et Arbejde i denne Retning tillægger ham Frontonreliefet over den store Gaard paa Gammeltorv (nuv. Nr. 4), idet Ejeren ved Gaardens Istandsættelse har ladet sætte et »Thorvaldsen feciU derpaa, er dette, ogsaa af udvortes Grunde, næppe berettiget. Den 25. April 1796 blev den øde Tomt tilskødet Murmester Philip Lange, den 29. August s. A. sejlede Thorvaldsen fra København; men allerede fra Maj havde han maattet holde sig færdig til Rejsen.

 

464

viser sig bl. a. deri, at han ikke, som de fleste andre, strax forsøgte at vinde den mindre Guldmedaille det samme Aar, han havde vundet den store Sølvmedaille (1789). Men Tanken om at naa et højere Maal end det, Larsens Plads kunde bringe ham til, var dog fra nu af levende hos ham. Dels forenede han sig med nogle unge Venner, Grosch, Propsthayn og Fritzsch (se disse), om at øve sig i at kom­ponere bibelske Æmner, for saaledes at forberede sig til Konkur­serne, dels søgte han at hæve sig over sit tidligere Stade ved hellere at fortjene det nødtørftige ved at give Undervisning i Tegning og ved at tegne Vignetter til Boghandlerne og Portræter, end ved sin Virksomhed som Træskærer, uagtet han lige til sin Udenlandsrejse ikke ganske opgav den. De Portræter, som han tegnede meget net og sirligt efter en da brugelig Maade i Profil med Sølvstift og Rød­kridt, have maaske ledet Vennekredsens Tanker hen paa Carstens, der ligeledes havde underholdt sig i København ved at tegne saa-danne Portræter, Hans usædvanlige Optræden overfor Akademiet laa saa nær ved Thorvaldsens Tid, at den maatte være i frisk Minde; han havde først forladt København, efter at Thorvaldsen havde været to Aar i Akademiets Skoler, og maaske Rygtet om den Opsigt, han nylig havde vakt i Berlin, var naaet hertil. Grosch var saa heldig at eje nogle af Carstens' Tegninger, som allerede den Gang have gjort et saadant Indtryk paa Thorvaldsen, at det hørte til et af hans første Skridt, da han endelig naaede Rom, at opsøge sin hensygnende, snilrige Landsmand og opfange de sidste Glimt fra den halvt forklarede Aand.

Thorvaldsens Venner, der tidligere end han selv fik Øjet op for hans overlegne Begavelse, undlod ikke af al Magt at modarbejde hans Ulyst til at underkaste sig Konkursens Muligheder, og da Tiden atter var kommen — Guldmedaillerne blev nemlig kun tilkendte hvert andet Aar —, meldte han sig virkelig til Konkurs. Men efter at han havde modtaget Opgaven, »Heliodor røvende Tempiene, d. v. s. Heliodors Udjagelse af Templet, saaledes som det fortælles i 2. Makk. 3, 25—26, greb Skrækken ham paany, og han listede sig bort ad den lille Vindeltrappe, som fører op til Skolerne. Hel­digvis mødte Kobberstikker Preisler ham i Porten og formaaede ham til at vende tilbage. Thorvaldsen udførte sit Relief, og den 15. August 1791 blev Præmien tilkendt ham. To Aar efter kon­kurrerede han til den store Guldmedaille og vandt den for et Relief, »Peter, som helbreder den Værkbrudne«, den 14. August 1793. Begge disse Reliefer blev afstøbte til Grev Ditlev Reventlow, i hvem

 

465

han paa Abildgaards Anbefaling havde vundet sin første fornemme Velynder.

Thorvaldsen var nu noget over tyve Aar; han var velvoxen uden at være for høj, rank og smækker, paa samme Tid som hans kraftige Bygning vidnede om de gode Forhold, hans Legeme vilde faa, naar han havde udviklet sig. Han havde skønne, om end ikke store, blaa Øjne, hvis klare og dybe Udtryk afspejlede den rene og rige Kunstnersjæl, der boede i ham, et rigt blondt Haar, som faldt i naturlige Krøller, et i det hele temmelig stort, men velformet Hoved med blege, men ædle, rolige Træk. Som alle snilrige Naturer havde han et større Fond af Ungdom end almindelige Mennesker; da han tyve Aar senere (over fyrretyve Aar gammel) blev malet af Eckersberg og den tyske Maler Vogel v. Vogelstein i Rom, synes man ved det første Blik (dog mest i Eckersbergs Billede) at se Por-trætet af en ung Mand for sig, og da han var nærved de 50 Aar, blev hans Hjærte greben af en Kærlighed, som i Uskyldighed og Dybde lignede en Ynglings første Hengivelse; selv efter at Alderen havde bleget hans Haar, var hans Skikkelse kun naaet til den modne Mands alvorlige og kraftige Præg, som en klædelig Fyldighed gav lidt mere Værdighed uden at røve hans Gang dens Lethed eller hans Udseende dets blomstrende Friskhed.

Allerede ved Tiden 1793—96 havde Thorvaldsen sat en ung Piges Hjærte i Bevægelse, 'uden at det lader til, at han selv i synderlig Grad har gengældt hendes Følelser. Man véd kun, at hun hed Margrethe, og hørte til den Kreds, hvori Thorvaldsens Forældre levede; rnen af den Maade, hvorpaa hun nævnes i senere Breve, er man fristet til at tro, at hun har været en Frænke af Thorvaldsen selv, hvis Moder havde Slægtninger i København. Endnu efter at Thorvaldsen var kommen til Italien, sendte hun ham en Hilsen, men han tænkte ikke mere paa hende. Medens han i alt, hvad der laa udenfor hans Kunst, var naiv som et Barn og til Dels uvidende som et Barn, selv om man i hans Berømmelses første Tid skattede hans Skolekundskaber altfor ringe, var hans Sind dog ikke sorgløst som et Barns. Hvad enten de trykkende Forhold i Hjemmet har ligget ham tungere paa Sinde, end han nogensinde har villet tilstaa, hvad eller han allerede nu bar paa den uudgrundelige Kummer, som altid synes at knytte sig til et stort Snilles Udvikling, saa var han i disse Aar meget alvorlig, næsten tungsindig, om han end i et godt Lag »kunde være munter, men aldrig overgiven«. Selv skal han

 

N. K. L.    II.                                         Februar 1897.                                       3°

 

466

have sagt til en ældre Ven:  »Jeg kan ikke fatte, hvorledes et voxent Menneske kan le !«

En ung Kunstner, som havde vundet den store Guldmedaille, indtog altid en hæderlig Plads overfor den Kunstskole, hvorfra han var udgaaet, men med Tanken paa det store Maal, Thorvaldsen naaede, haaber man, at allerede Samtiden skal have anet noget mere i ham end blot den lovende Artist, som venter paa sit Rejsestipen­dium. Der er bevaret Udtalelser fra Samtiden, som virkelig pege i den Retning. Ikke alene findes i Akademiets forbeholdne Sprog Ytringer, som »Thorvaldsen, der ellers i øvrigt paa en fordelagtig Maade har udmærket sig«, men ogsaa Kunstfæller og Venner saa en vordende Storhed i ham, hvorom han endnu ikke selv synes at have haft noget Haab. Thiele giver flere Vink om en saadan Opfattelse, og jeg skal fremdrage en Udtalelse, denne ikke kunde kende, og som er saa meget betydningsfuldere, som den dels findes i en for hin Tid saare dannet og kundskabsrig Kunstners private Dagbog, dels giver et Billede af Thorvaldsens daglige Liv, der ganske stemmer med, hvad andre Overleveringer meddele. I sin Dagbog skriver nemlig Portrætmaler H. Hansen (s. d.): »Hans Geni er ham meget for voxen; hans Arbejder synes at være Fostre af en ti Aar ældre og mere øvet Aand; han er en Mand af en overmaade levende Ind­bildningskraft. Jeg tror, han maa have en lykkelig Genius, sorn arbejder for ham, ellers kunde han ikke udføre det, han gør, thi Studium har han ikke. Der ser ogsaa meget genimæssig ud hos ham; thi Røgtobak, Farve, Papir, Thevand, Bøger, Modelerstokke, Pudder og Tælle, Miniaturportræter og i oo andre Ting tilligemed en god Portion rent Skidt forliges meget godt paa et lille Bord ug er saa godt meleret blandt hverandre, at den bedste Chymieus skulde have ondt ved at skille dem ad«. Der er to Ord heri, som for­tjener Opmærksomhed. Man har et af Thorvaldsen selv tegnet Por­træt fra denne Tid, der viser ham omtrent som hans Personlighed ovenfor skildredes, med frit nedhængende Krøller; men »Pudder og Tælle«, tyder hen paa, at Thorvaldsen, som alle andre, har maattet følge med sin Tids Mode, og naar han »propert klædt« har tilbragt Aftenen hos Konferensraad Heger, Abildgaard eller Kaptajn i Flaaden Fisker, har han uden Tvivl vist sig med Haaret pudret og friseret i Bukler,

Da Thorvaldsens Venner mente, at han, hvad Fremtiden til­strækkelig stadfæstede, i almindelig Dannelse, Sprogkundskab og Verdenserfaring havde ikke saa lidet at indhente, og da tillige ikke

 

467

noget Stipendium i Øjeblikket var ledigt, blev det besluttet, at han foreløbig endnu skulde holde sig et Par Aar i Hjemmet. For at knytte ham til Akademiet og yde ham en i hin Tid ikke saa ringe Understøttelse, udvirkede Abildgaard, at Akademiet tilstod ham ioo Rdl, d. C. (320 Kroner). Denne Sum var egentlig bestemt til en Kobberstikker, men da ingen saadan netop søgte den, fik Thorvaldsen disse Penge først for et Aar (1794) og siden ligeledes for det følgende Aar (1795). I 1794 udstillede han ved Akademiets Aarsfest sit Guldmedaillearbejde og »En Minotaurus, modeleret i Ler«, et Arbejde, hvorom ellers intet vides. For øvrigt var han i dette Aar væsentligst sysselsat med at udføre fire Billedstøtter, »Muser«, til det Palæ paa Amalienborg, hvori Arveprins Frederik skulde flytte ind efter Slotsbranden. Abildgaard varetog Indretningen af Palæet, og han havde overdraget Thorvaldsen dette Hverv; men da Tiden var knap, kunde Kunstneren ikke faa Tid til at modelere disse legernstore Figurer paa sædvanlig Maade i Ler; han opmurede dem paa fri Haand i Sten og fin Kalk og afpudsede dem med et Overtræk af Gibs (Stuk). Denne Fremgangsmaade vakte, som Thiele fortæller, ikke uden Grund, den dygtige svenske Billedhugger Sergels Forbavselse, thi ikke alene gik Arbejdet let fra Haanden, men det, der fremvoxede under Kunstnerens flittige Murske, var endog i en erfaren Kunstners Øjne »smukke Figurer«. Trods disse Arbejder lykkedes det ham ikke desto mindre inden Udgangen af Aaret at udføre et Relief, »Numa Pompilius hos Kgeria«, som han den 5. Januar 1795 foreviste Kunstakademiet.

Thorvaldsens vigtigste Arbejde i 1795 var en Buste af Grev A. P. Bernstorff, og dette Værk, som ligeledes faldt heldigt ud, med­virkede til, at han, da endelig Rejsestipendiet blev tilstaaet ham i 1796, fik Tilladelse til at følge med en kgl. Fregat, som skulde gaa til Middelhavet bl. a. for at aabne Underhandlinger med Barbaresk-staten Tripolis. Fregatten gjorde først fra Maj til August 1796 et Krydstogt i Nordsøen, vendte derpaa tilbage til Københavns Red, og optog i Slutningen af August den tilbageblevne Thorvaldsen, hvem imidlertid Fregatchefens Hustru, Fru Fisker, havde taget sig af og forsynet med »Uldent og Linned« til Rejsen. Stipendiet var tildelt ham fra i. Juli 1796, foreløbig for tre Aar, med 400 Rdl. d. C. (omtrent 1280 Kroner) aarlig. Den 23. August udfærdigedes hans Rejse-Instrux, et Par Dage efter fejrede hans Venner og Kunst-brodre en lille Afskedsfest for ham paa Skydebanen, den 27. August

 

468

gik han ombord, og den 30. lettede Fregatten med Cæsar og hans Lykke.

De Breve, Kaptajn Fisker fra Rejsen hjemsendte til sin Familie, skildrer den i psychologisk Henseende mærkelige Aandsslaphed, hvoraf Thorvaldsen, efter det virksomme Liv, han i de sidste Aar havde ført i København, under hele Søtogtet følte sig greben. Han gad ikke lære italiensk eller fransk, hvori Chefen og Skibspræsten vilde undervise ham, han havde ikke Lyst til nogetsomhelst andet Arbejde, hans eneste Tidsfordriv var at sove »og sporge om, hvad vi skal have til Middag«, samt lege med »Hektor«, en stor Hund, han havde ført med sig ombord, medens en anden, »Monsieur Primon«, var bleven tilbage hos Faderen i København. Dog gjorde han Forsøg paa at holde en Dagbog, hvoraf Thiele har meddelt nogle Brudstykker, og tegnede nogle Portræter. I Januar 1797 forlod han omsider Fregatten og rejste over Palermo til Neapel og derfra til Rom, som han endelig naaede den 8. Marts, hans saa kaldte »romerske Fødselsdag«. Fregattens Chef, der fulgte hans Skæbne med megen Varme, skrev ved denne Tid hjem til sin Kone: »Thorvaldsen er nu i Rom. Gud være med ham! Han er en skikkelig Mand, men en doven Hund!«

Det er bekendt, at den lærde Zoega, der var dansk Kunstagent i Rom, tog sig meget venligt af Thorvaldsen, som var anbefalet til ham, og at han, omtrent et halvt Aar efter dennes Komme til Rom, skrev et Brev til Biskop Mtinter i København, hvori han klagede over, at Akademiet lod de unge Kunstnere rejse til Italien »saa ganske raaa i alt, hvad der er udenfor Kunsten. Heri gjorde han i dette Tilfælde til en vis Grad Akademiet Uret, da Thorvaldsen netop var holdt tilbage i næsten tre Aar for at vinde nogen almindelig Dannelse. Dog det laa ikke for ham at tilegne sig den ad den sædvanlige Vej. Men naar Brevet begynder med, at han finder, Thorvaldsen »er en fortræffelig Artist af megen Smag og Følelse«, maa han have set enten Tegninger eller Billedhuggerværker af ham, f. Ex. de to Buster, Bernstorffs og Tyge Rothes, som var sendte til Rom for der at hugges i Marmor, thi i det første Aar udførte Kunstneren intet i Rom. Af et Brev fra Zoega til Thor­valdsen omtrent ved samme Tid (24. Oktober 1797) ser man, at Thorvaldsen eller hans Omgivelser allerede den Gang havde forandret det danske Bertel, hvis Oprindelse man ikke kendte, til det derfra ganske forskellige Alberto, som siden stadig blev hans italienske Fornavn. Af sarnme Brev ser man ogsaa, at Thorvaldsen virkelig

 

469

har kendt Carstens personlig i den korte Tid, denne endnu levede. Næst efter Zoega har Carstens vistnok været hans første Bekendtskab i Rom.

Trods den store Barnlighed, der fremlyser af Thorvaldsens Dag­bog under Opholdet i Palermo og Neapel, var han dog, da han naaede Rom, mindst 25 Aar gammel, selv om man sætter hans Fødsel senere end den almindelige Overlevering har vedtaget. Hans Alder ikke mindre end hans medfødte Skønhedsfølelse maatte gøre ham modtagelig for kvindelig Ynde, og allerede et Par flygtige Ord i Dagbogen vidnede om, at han ikke skyede Kvinderne. Under et Ophold paa Landet hos Zoega i den første Sommer, han tilbragte i Rom, gjorde ikke alene den blonde unge Mand med de blide Øjne et stærkt Indtryk paa Italienerinderne, men ogsaa han følte sig paa sin Side dybt greben af en ung italiensk Kone, der allerede siden 1795 havde været gift med den tyske Professor Wilh. Uhden, men tidligere havde været i Zoegas Tjeneste og mulig var i Besøg der. Han lod sig da fange i et Garn, som i en lang Aarrække efter blev ham en trykkende Lænke. Hun hed Anna Maria Magnani, og efter at være traadt i Forhold til Thorvaldsen, forlod hun sin Mand (omtr. 1803) og levede siden lige til sin Død for og ved Thorvaldsen, hvem hun efter flere Aars Forbindelse omsider (Marts 1813) skænkede en lyshaaret Datter, »min Contrabanddatter«, som Thorvaldsen kaldte hende. Et Portræt af Moderen, malet af Eckersberg i 1814, da hun altsaa maa have været adskilligt over 30 Aar, viser et endnu ung­dommeligt , men ikke særlig smukt Aasyn, hvori det bedaarende Blik maaske næppe er gengivet i sin hele straalende Fylde. Abra-hams fandt i 1826—27, at hun »just ikke gjorde noget behageligt Indtryk«.

Thorvaldsen tilbragte et Aars Tid i Rom, inden Trangen til skabende Virksomhed paany vaagnede hos ham, og de Mesterværker, han saa om sig, gjorde en svimlende, næsten nedtrykkende Virkning paa ham. Han indskrænkede sig i Løbet af 1797 til at udfore Rothes og Bernstorffs Buster i Marmor, og »at kopiere efter de fornemste Antiker«, For øvrigt tilbragte han sin Tid med at se, men de urolige politiske Forhold nødte ham til at skynde sig. Flere af de navnkundigste Mesterværker fra Oldtiden blev indpakkede for at sendes til Paris, saa at Thorvaldsen lige kunde faa Tid til at kaste et Blik paa dem, inden de forsvandt i Kasserne. I Januar 1798 meddeler han, at han har begyndt at udføre en lille Gruppe, »Bacchus og Ariadne«, og i Juni var den færdig, uagtet han havde

 

470

lidt meget under den romerske Feber, der som en stadig Fjende for­fulgte ham hver Sommer i en lang Aarrække. En anden Komposi­tion, som er mindre kendt, ligger forud for denne Gruppe; det var et Signet, han havde lavet sig, eller orn man vil en Slags Vaaben. Det forestillede hans egen Buste som Herme med Navnet i en Halvbue oven over og for neden omgivet af Billedhuggerredskaber, liggende paa det Bord, som Busten staar paa. Med dette Segl luk­kede han sit Brev af 5. Januar 1798 til Akademiet, og endnu i Oktober 1800 brugte han det samme Segl.

Medens »Bacchus og Ariadne« omsider naaede hjem til Danmark og blev set af Akademiet, fik han efterhaanden sit Stipendium fornyet, saa at han ialt kom til at nyde det i sex Aar, og han arbejdede nu flittigt paa at kopiere efter Antiken, dels Buster, dels enkelte Billed­støtter. Det mærkeligste af disse Arbejder er vistnok hans Kopi i halv naturlig Størrelse af den ene af »Kolosserne paa Monte Cavallo«, nemlig »Pollux«. Den blev udført i Løbet af 1799 og har sikkert været Thorvaldsen et uskatterligt Forarbejde til hans senere Kunstner­virksomhed.

Man har henpeget paa, at Winckelmann ikke længe i Forvejen klart havde fremsat sin Lære om den græske Billedhuggerkunst og paavist, hvorledes denne var en Forbindelse af et fortroligt Kendskab til Menneskelegemet med en dyb Følelse for Skønhed og Stil, man har gjort opmærksom paa, at Winckelmanns trofaste Lærling, Zoega, i Førstningen var Thorvaldsens alvorlige Raadgiver i Rom, og ment, at disse Forestillinger derfor maatte staa klart indprægede i hans Sind. Men i 1794 skrev en dansk Kunstner i sin Dagbog om ham: »Jeg tror, man gør ham Uret, naar man tillægger ham theorctisk Kundskab«. Den Udtalelse gælder vist for hele hans Liv. Det var ikke ved at læse Winckelmann, men snarere ved at høre Zoega, ved at se Carstens' Tegninger, ved at se »Muserne«, »Laokoon« eller »Torso«, med den danske Lærde ved sin Side, ved at modclere efter »Pollux«, at Thorvaldsen tilegnede sig sen ny og storladen Stil«. Zoega nøjedes dog ikke med at ledsage ham i Samlingerne og hjælpe ham til Adgang overalt, hvor det kunde være ham til N^Tytte, han besøgte ham stadig i hans Studie og fulgte hans Arbejder med en stræng og vedholdende Opmærksomhed, idet han ved ethvert Arbejde paaviste, hvor det syntes ham at staa tilbage for Oldtidens Kunstværker enten i Behandlingen eller i Smag, ved Klædemonnets Anordning og lignende; Thorvaldsen havde sand Beskedenhed og ædel Ærgerrighed nok til at følge sin kyndige Vens Raad og om-

 

471

arbejde den ene Figur efter den anden. Og naar man sammenligner hans Guldmedaillearbejder i Kunstakademiet i København med »Jason« og hans senere Arbejder, ser man ogsaa let, at et kraftigt Snille alt da førte hans Haand, men man ser tillige, at det, der gør ham til en næsten enestaaende Kunstner, ikke alt var skænket ham paa Vuggen. Hans Skønhedsfølelse søger endnu efter sit Udtryk, han søger hos Abildgaard, han søger hos Rafael — i Kobberstik efter hans Malerier —, men først i Rom »smelter Sneen fra hans Øjne«, og han ser, hvad det er, han har savnet, ja, hvad mere er, han har paa samme Tid i aandeligt Eje, hvad han har set; men at tale om det maa han overlade til andre. Fra nu af forstaar hans mægtige Fremstillingsævne at parre, hvad han har set og ser i den omgivende Natur, hvad han har følt og oplevet i sit varme, for alt skønt bankende Hjærte, med en Sans for Liniernes rhytmiske Gang, med et Blik for Formernes Ligevægt, med en saadan Udstraaling af indre og uforgængelig Skønhed, at selv den løselig tilhugne Blok, hvoraf en af Thorvaldsens Bi liedstøtter skal fremstaa, allerede synes at udtale hans Tanke. Uden at han lader sig tage til Fange af en nærgaaende Gengivelse af Naturens Enkeltheder, faar han Beskueren til at føle Skønheden som Sandhed, fordi den er Aand.

Af Oldtidens »Pollux« blev der under Thorvaldsens skabende Haand en kæk og mandig »Jason«. Det er ikke en daadløs Yng­ling som Digterens »Aladdin«, hvem Lykken falder i Skødet, men en mandig Helt, som ikke har sejret uden at have kæmpet, om end under de høje Guders værnende Naade.

Om Sommeren 1800 havde han, »for at øve sig«, udført en nøgen Statue i naturlig Størrelse, vistnok den første saa store frit-staaende Figur, han foretog sig. Den forestillede Jason i Færd med at vende tilbage til Skibet, efter at han har borttaget det gyldne Skind. Da den om Foraaret 1801 var færdig, havde han ikke Raad til at lade den afstøbe i Gibs; ikke desto mindre bevarede han den i Leret henved et Aar, inden han, da hans Stipendium var udløbet og ingen syntes at lægge Mærke til hans Arbejde, mismodig slog den i sønder. Men Thorvaldsen kom ikke til at rejse strax, hans Arbejdslyst vaagnede paany, og med den voxende Ævne steg ogsaa hans Lyst til i det Udvortes at tumle med større Masser. Han opbyggede nu »Jason« paany i Leret, fire Alen høj, og den ivrige Kunstelskerinde, Fru Frederikke Brun, som havde set Modellen i hans Studio, det italienske Navn paa en Billedhuggers Værksted, for­strakte ham med Penge til at lade Figuren afstøbe i Gibs (1803).

 

472

Det var Krisen i hans Kunstnerliv. Med denne Figur stod han pludselig i Række med de mest fremragende Kunstnere i sit Fag, Hærlig med Datidens første Billedhugger i Italien, Canova. Thor-valdsens Værk var i alles Munde, man saa i det den græske Kunsts Genfødelse; men Kunstnerens Navn var endnu saa lidet kendt, at nogle af hans Kunstfæller, hvem han spiste sammen med, spurgte ham, om han kendte den Landsmand, der havde udført »Jason«. Krisen var dog ikke til Ende. Selv om Billedstøtten stod for alles Øjne i Gibs, maatte Kunstneren dog forlade den og sin nyfødte Navnkundighed, hvis han ikke fandt en Køber til den — eller til andre Arbejder. Kofferten var ogsaa pakket, da som bekendt den engelske Rigmand, Sir Thomas Hope, fik »Jason« at se og strax besluttede sig til at lade den udføre i Marmor for den af Kunstneren forlangte Pris, 600 romerske Zecchtner (1320 Scudi eller omtrent 5000 Kroner). Desuden lovede han Kunstneren 200 Zecchiner mere, naar Arbejdet var færdigt.

Nu var Isen brudt. Thorvaldsen blev i Rom, og selv om han ikke med ét Slag kom ud af al sin Forlegenhed, strømmede dog nu Aar for Aar Bestillingerne stedse talrigere ind paa ham fra de rige og fornemme Rejsende, som besøgte Rom, dels paa en Mængde Por­træter, mest Buster, dog ogsaa adskillige Billedstøtter i Legems­størrelse, dels paa Gravmæler, som oftest i Relief, dels endelig paa Udførelse i Marmor af Kunstnerens egne frie Kompositioner, hvortil han i hele det første Tidsrum af sit Kunstnerliv, der kan regnes fra 1803 til 1819, helst valgte Æmnerne fra de græske Gude- og Helte­sagn. Mangen Gang omarbejdede han nogle Aar efter et tidligere udført Arbejde, ligesom han havde gjort med »Jason«, og sædvanlig hævede den nye Behandling sig paa en mærkelig Maade over den ældre. Blandt den Række Billedstøtter, som fremstod under hans Hænder i disse Aar, kan her kun dvæles ved de vigtigste. Kort efter at »Jason« var modeleret, fremkaldte en ny Bestilling to Billed­støtter lidt under naturlig Størrelse, »Bacchus« og »Apollo«, der snart efterfulgtes af en »Ganymedes«, staaende med Drikkeskaalen i Haanden, omtrent i samme Størrelse. Ved denne Tid (1805) modelerede han tillige en fire Alen høj »Mars«, som først skulde have været grupperet sammen med Venus, men senere blev forandret til »den fredbringende Mars«, grupperet sammen med Amor. Man ser i den uvilkaarlig et Sidestykke til »Jason«. Men inden denne Billedstøtte var fuldt færdig, udførte han en ny i sædvanlig Legems­størrelse, en »Adonis« (1808), hvorom det hed, »at den nyere Kunst

 

473

i Rom ikke havde frembragt noget, der almindeligere henrev Kendere og Ikke-Kendere til glad Beundring«. Han vovede sig heri et Skridt længere bort fra den Stil, som den græske Oldtid havde paatrykt sine Gadebilleder, og et Skridt nærmere til den usminkede Natur, uden derfor at tabe den Holdning i Form og Linier, som hæver Kunstværket op over det daglige Liv. »Psyche med Urnen« (1811), »Venus« (1816), Omarbejdelse af en ældre Figur, og »Hebe«, lige­ledes en Omarbejdelse fra dette Aar, viste Kunstneren paa samme Vej og førte hans voxende Ry stedse videre.

Restaurationen af de æginetiske Statuer, som i 1816 blev Thor­valdsen overdraget, lykkedes ikke alene saa godt, at han vandt ny Hæder derved, men øvede tillige en betydningsfuld Virkning paa hans hele Udvikling. Den rene Naturfølelse, der gik gennem delte Oldtidsværk, den storladne Kraft i dets simple Motiver greb Thor­valdsen dybt, og i de følgende Arbejder fra hans Haand (1817—19), i den skønne Gruppe »Ganymed rned Ørnen«, i Statuerne »Hyrde­drengen« og »Haabet«, hvori han aabent holdt sig til Karakteren i en af de mindre Figurer fra Æginagruppen, og endelig i et af hans mesterligste Værker, »Merkur, som gør sig rede til at dræbe Argus«, sporer man et nyt Standpunkt hos Kunstneren. Han slutter sig endnu inderligere end før til det, sorn Naturen byder ham, og Motivet til den ene af disse Figurer, »Hyrdedrengen«, skal han endog umiddelbart have afluret det daglige Liv.¹ Han giver sig nu saa meget tryggere sin Følelse i Vold, som han er stedse sikrere paa, at hans faste Haand og øvede Øje af sig selv vil føre hans Kunstskabning ind under den sande Skønheds evige Love. Et Par kvindelige Portrætbilledstøtter, »Grevinde Ostermann« (1815) og »Fyrstinde Baryatinska« (1818), havde paa samme Tid vist ham selv og andre hans vidunderlige Ævne til at forbinde det moderne Livs Krav med kunstnerisk Skønhedsfølelse. Endelig fremstillede han ved

 

¹ Et enkelt Træk er betegnende for Thorvaldsens Gengivelse af Menneske­skikkelsen før og efter det her omtalte Vendepunkt: Saalænge Kunstneren holdt sig strængt til antike Forbilleder, have hans Figurer, navnlig de mandlige Skik­kelser, den samme lave Vrist, som er et Særkende for Oldtidens Statuer og uden Tvivl ogsaa for dens den Gang levende Mennesker; saaledes hans Jason, Bacchus, Apollo, Adonis, Mars ofl. Fra det Øjeblik han paa en friere Maade slutter sig til den levende, ham omgivende Natnr, højnes Vristen; Merkur, Hyrde­drengen, de kristelige Figurer osv. have alle den højere Vrist, som er bleven ejendommelig for Nutidens Mennesker, og hos Kvinderne endog regnes for et særdeles Skønhedstræk. Undertiden have hans Kvinder, f. Ex. de to Danserinder, vel smaa Fødder.

 

474

Grænsen af det Tidsrum, vi her dvæle ved, »Gratierne« som Ud­trykket for sin daværende Opfattelse af den kvindelige Skønhed.

Men ved Siden af den Række Billedstøtter, hvoraf her de mærkeligste ere fremhævede, vandt Thorvaldsen ganske særligt et stort Navn ved sine Fremstillinger i halvophøjet Arbejde. Medens Italienerne nødig vilde indrømme ham Forrangen for deres fejrede Kunstner, Canova, som Statuarius, maatte de snart erkende ham for Mesteren i Reliefet (il patriarca del relievo), saa meget mere, som han saa at sige genfandt den sande Reliefstil og gennemførte den med en Adet og Renhed, som ikke havde været set, siden den græske Oldtids skønneste Mesterværker fremstod. Allerede i »Musernes Dans paa Helikon«, som han i 1804 modelerede paa Baron Schubarts Landsted Montenero ved Livorno til Baronessens Fødselsdag, over­raskede han ved den Duft fra Oldtiden, som det frit og fordringsløs! bar Beskueren i Møde; men endnu mere i »Briseis' Bortførelse« fra 1805 fremtraadte hans klare Opfattelse af, hvorledes et Relief skal anordnes og hans sjældne Ævne til i Reliefet at fortælle en mere eller mindre rig Handling klart og levende.

Imidlertid havde Florens været den første Stad, hvis Kunst­akademi følte sig smigret ved at tælle en Kunstner som Thorvaldsen blandt sine Medlemmer, idet han i September 1804 fik en Ud­nævnelse til Professore derved. Først to Aar efter optog Roms Kunst­akademi, San Luca, ham til Medlem paa Reliefet A genw lumen, Paa samme Tid begyndte ogsaa Danmark at faa Øjnene op for hans voxende Storhed; dertil regner jeg ikke, at den danske Diplomat, Baron Schubart, der hørte hans Ry genlyde fra alle Sider, og saa Mesterværker fremstaa under sine egne Øjne, følte sig greben af hans Kunstnerstorhed, ligesom han følte sig tiltalt af hans jævne personlige Elskværdighed, heller ikke, at Schubarts Søster, Grevinde Schimmelmann, paa Broderens Vink bestilte en Døbefond til Brahe-trolleborg Kirke i Fyn. De fornemme Velyndere, som den Gang ikke kunde undværes i København, havde, dog ikke uden Mindelse fra Baron Schubart, faaet Øjnene op for, at en dansk Mand i al Beskedenhed gjorde sit Fødeland ualmindelig Ære i Italien, og man sendte ham derfor, som en Paaskønnelse heraf, 300 Rdl. d. C. fra Fonden ad usus publicos (Marts 1804); i et noget senere Brev fra Christiansborg Slots Bygmester, C. F. Hansen (Juni s. A.), hentyder denne til, at de samme høje Velyndere ere faldne »paa den meget rigtige Idé, at opfylde Deres Ønske, at lade Dem endnu blive nogen Tid i Italien«, nemlig for at »forfærdige nogle Kunst-Arbejder« til

 

475

Prydelse for det nye Slot. Snart efter meddelte Baron Schubart med en Henrykkelse, som om Danmark derved havde grundfæstet Thorvaldsens Ry, at hans Søster havde tilskrevet ham, hvorledes Hansen havde i Sinde at bestille fire kolossale Statuer efter Thor­valdsens eget Valg til Slottets Portal. Da Hansens Bestilling to Aar efter kom, faldt den ud til, at de fire, bestemt opgivne Statuer, skulde udføres i Sandsten af Akademiets værdige Lærer, Dajon — man mindedes vel, at han var meget ældre end Thorvaldsen —, medens denne skulde faa Lov at udføre fire Medailloner, svarende til Billedstøtterne!

I Mellemtiden mellem den lovende Bebudelse og Virkelighedens Smalhans havde dog Kunstakademiet i København i et og samme Møde, den 6. Maj 1805, først agreeret og enstemmig optaget Thor­valdsen til Medlem og derpaa »uden Stemmesamling ved Bifald« valgt ham til Professor ved Modelskolen i den nylig afdøde Weiden haupts Sted. Tillige blev det bestemt, at de 400 Rdl. d. C., som den afdøde Billedhugger havde nydt af Kongens Kasse, skulde til­falde Thorvaldsen, naar han kom hjem, men indtil den Tid oppe-bseres af Akademiets Kasse. Som Medlemsstykke modtog man den tidligere hjemsendte lille Gruppe »Bacchus og Ariadne«. Det var meget, Akademiet her havde gjort ved paa en Gang at vælge en Kunstner til Medlem og Professor, tilmed uden at han i Forvejen var agreeret. Det meldte det derfor i en ærbødig henstillende Tone til Præses, Arveprins Frederik, da det »ikke har troet at kunne vælge nogen værdigere end bemeldte Hr. Thorvaldsen, hvis store Talent og allerede erhvervede Fortjenester af Kunsten give Akademiet det mest grundede Haab, at Deres kgl. Højhed vil samtykke i dette Valg«. Først to Aar efter fik han sin Bestalling oversendt, »der er ham forundt aldeles gratis«.

Det tager sig lidt fattigt ud, hvad Fødelandet kunde gøre for en Fostersøn, som det næppe faar Mage til. Men det tør ikke glemmes, at trods al den Beundring, som genlød over Thorvaldsen fra Udlandet, har selv Landets bedste Mænd næppe den Gang til fulde fattet, hvad hans Storhed virkelig galdt, ligesaa lidt som at Danmark den Gang, ikke mindre end nu, »er et lidet fattigt Land«, medens Kunstnerens mægtige Fremstillingsævne ikke kunde nøjes med ringere end saa at sige hele Europa til Fædreland, for at faa Opgaver, der vare hans Aand store og talrige nok.^l

 

¹ H. Hansen, som levede længe nok til at se Thorvaldsen  paa Højdepunktet, skrev 1827 i sine »Betragtningers;    »Dersom Thorvaldsen var kommen hjem fra

 

476

I Løbet af 1808 til 1810 udførte Thorvaldsen sin første offent­lige Bestilling for Danmark, de fire store Medailloner til Christians­borg Slots Portal, som ikke alene udmærkede sig ved en sken Udførelse, men ogsaa ved den Sindrighed, hvormed han brugte Motiver fra den græske Oldtids Gudesagn til at levendegøre de abstrakte Opgaver, Bygmesteren havde forlangt, »Styrke, Sundhed,¹ Visdom og Retfærdighed«. I det følgende Aar (1811) fik han en Opgave, som trods den Hurtighed, hvormed den skulde udføres, fremkaldte et af hans største og mærkeligste Arbejder. Da Kejser Napoleon ventedes til "Rom, blev Quirinalpaladset, fra hvis Vinduer Thorvaldsen en Gang havde modeleret sin Kopi af »Pollux«, i største Hast sat i den pragtfuldeste Stand til at modtage den sejrvante Hersker. Den tyske Bygmester Stern, hvem dette Hverv var over­draget, havde, som det synes paavirket af Thorvaldsens Modstandere, i Førstningen ikke henvendt sig til denne; men da han ønskede en 55 Alen lang Frise med Figurer i halv naturlig Størrelse til en af Salene, vidste han ingen, som paa det fremrykkede Tidspunkt kunde løse saadan en Opgave, uden Thorvaldsen, og denne, der følte sig i sit Snilles fulde Kraft, tog imod Tilbudet og undfangede Idéen til Alexanders Triumftog i Babylon med en saadan Aandsnærværelsens Klarhed og Sikkerhed, at han i Løbet af faa Maaneder kunde modelere den lange Frise Stykke for Stykke, sikker paa, at den flygtige Udførelse, som Tiden kun tillod ham at give Enkelthederne, vilde gøre sin rette Virkning paa den valgte Plads, og at Anord­ningen vilde falde, som den skulde, efter Salens Størrelse og For­hold. Mere end i noget andet af sine Kunstværker staar han maaske her som den af den græske Kunst beaandede Billedhugger, en saadan Flugt var der i den hele Fremstilling, en saadan Skønhed og Frihed i Liniernes Gang, et saadant Liv i de henkastede Menneske- og Dyreskikkelser. Da han i en senere Omarbejdelse fik Lejlighed til at rette nogle faa mindre vellykkede Enkeltheder, og til bl. a. ogsaa at give selve Helten, den unge sejrende Alexander, en værdigere og

 

Rom, da hans Rejseaar ... var forløbne . . ., vilde hele Europa aldrig have lært at kende hans skabende Aand, og Danmark kunde, endog med den bedste Vilje, ikke have aabnet hans Fantasi det Spillerum, som næsten alle Nationer have bidraget til at udvikle paa den skønneste Maade«. — «Hvad vilde lians Lod være bleven,« spørger han videre. »Sandsynlig vis at hugge Ligstene til KirkegaardeneU

¹  Som bekendt var   det Thorvaldsen,   der   maaske   ikke   helt  ufrivilligt  læste Sundhed for Sandhed.

 

477

ædlere Holdning, naaede han at frembringe et i den nyere Tid i plastisk Skønhed og Storhed enestaaende Værk, der er blevet For­billede for flere af yngre Landsmænd udførte Frisér, hvori smuk Følelse heldigt parrer sig med en ren Stil, om end Thorvaldsens uforlignelige Lethed og Ynde i Liniernes Rhytmik ikke er naaet af nogen senere Kunstner.

Der fremstod nu og i de følgende Aar en Række Reliefer, hvori han dels dvælede ved den skælmske Amors Liv og Færd under mangfoldige Skikkelser, tiest som en buttet, overmodig Dreng, hvis Elskværdighed forsoner med hans Luner, dels i mandige alvor lige Træk skildrede en Række Optrin af Romers Digte. Med en ejendommelig Virkning fremtraadte de navnkundige Medailloner »Natten« og »Dagen«, idet Thorvaldsen, efter i længere Tid at have været Bytte for den Slags nedtrykkende Aandens Hviletider, der hjemsøger enhver aandelig Skaberævne, pludselig følte sig udrevet af sin tunge Uvirksomhedstilstand og paa én Dag modelerede først »Natten«, hvortil han længe havde haft Tanken, og strax efter som et Sidestykke »Dagen«.

Medens dette Tidsrum som sagt henter sit Hovedpræg fra hans Fremstillinger af Æmner fra Oldtiden, peger enkelte Træk hen mod det, der væsentlig skulde sysselsætte ham i hans senere Liv. Be­stillingen til Brahetrolleborg fremkaldte nogle smaa Reliefer i kristelig Retning, hvis Skønhed burde have bragt dem til Tavshed, som raabte saa højt paa, at Thorvaldsen kun kunde gøre »hedenske« Billeder, og han endte dette Tidsrum med et stort monumentalt Arbejde, det første i Rækken af hans skønne historiske Mindes­mærker, nemlig »den døende Løve« til Minde om den i 1792 ved Tuillerierne i Paris nedhuggede Svejtsergarde. Den blev senere udført i -bFelsenrdieff., d. v. s. udhugget kolossal i selve den levende Klippe, tæt udenfor Luzern i Svejts af en yngre svejtsersk Billed­hugger. Thorvaldsen havde den Gang endnu aldrig set en levende Løve, men han brugte med saa fin en Smag de Kunstfremstillinger, han kendte, og havde, idet Dyrenes Liv stadig var Genstand for hans Opmærksomhed, et saa klart Blik for deres naturlige Udtryk, at denne Allegori paa tapre Mænds uegennyttige Troskab paa den sindrigste Maade kom til at forbinde vilkaarlige Attributer med det virkelige Livs Sandhed til et helt, fantasirigt Kunstværk.

Overgangen til det nye Tidsrum, som begynder med Thor-valdsens Rejse til Danmark, dannedes af nogle Begivenheder i

 

478

Kunstnerens   personlige   Liv,   hvormed   —  i   hans   46—48. Aar   — hans   Ungdoms Historie sluttes.

Thorvaldsens første Forbindelse i Rom havde ikke været en Hjærtesag, eller i al Fald ejede den, til hvem hans Hjærtes ufri­villige Drift havde knyttet ham, ikke den aandelige Udvikling og den Sjæleadel, som i Længden fængsler en dybere Natur. Den fint­følende, aandeligt højt udviklede Sjæl, der dulgte sig bag Kunstnerens jævne, fordringsløse Udvortes, bag hans Ligegyldighed for det selskabelige Livs Former, trængte til ædle Kvinders Selskab, og Thorvaldsen følte sig aabenbart hele sit Liv vel i unge, skønne og aandrige Damers Nærværelse, af hvis Samtaler han sugede den Erotik, som saa smukt og.levende udtaler sig i hans Kunst, navnlig i hans smaa Reliefer. Hos Baron Schubart paa Montenero, hos Storhertuginden af Toscana i Lucca og Florens, i de finere, mest italienske og engelske Huse, som han efterhaanden fik Adgang til i Rom, mærker man den Tiltrækningskraft, elskværdige Damer øvede paa barn. Men hidtil synes han mest at have været i Samkvem med yngre og ældre Fruer, eller med saa højtstaaende Damer, at andre Følelser end det Velbehag, en aandrig og dannet Konversation skaber, ikke havde haft Lejlighed til at opstaa hos ham.

Imidlertid fandt den Kreds, navnlig af huslig sindede Eng­lændere, til hvem han kom i Forhold, at Thorvaldsen efter sine Indtægter, sin Alder og sin Helbred førte et altfor uhyggeligt Ung­karleliv; thi han boede endnu, som da han var »Akademiets rejsende Pensionær«. Man opfordrede ham ligefrem til at skabe sig et Hjem, og man lagde næsten Giftermaalsplaner for ham. Ved den, hans Venner tiltænkte ham, saa de imidlertid vel meget hen til, at Thor­valdsen ikke mere var ung af Aar, og troede, at han udelukkende kunde lade sig nøje med det indre Menneskes gode Egenskaber. Den »ikke ganske unge« Dame, der ved sin Dannelse og sin Begejst­ring for Billedhuggerkunsten, som hun selv dyrkede, følte sig tildragen af Kunstnerens ædle Personlighed, Skot!ænderinden Frances Mackenzie Seaforth (f. omtr. 1790, d. 1840), var ikke smuk; tværtimod skildres hun af Person som »stor, mager og knoklet«, det samrne galdt om hendes Hænder og Fødder, og i sin graa Dragt, med sin graalige Hudfarve og sit stilfærdige Væsen sammenlignedes hun med en Flagermus! Brøndsted, som saa hende den Gang, kalder hende »uden Blomst, uden original Tanke eller munter Meddelelse, tilmed særdeles hæslig«. Det skulde man ikke synes var noget for Skønhedens Apostel i det nittende Aarhundrede! Derimod rose alle hende for

 

479

hendes »mer end fornødne« Dannelse og Lærdom, hendes gode Op­dragelse og rene, men noget kolde Personlighed.

En Sygdom, Thorvaldsen paadrog sig under en Udflugt til Tivoli i Forsommeren 1818, bragte ham i nærmere Forhold til Miss Mackenzie, der, i Forening med sin Ledsagerinde paa Rejsen, sin gamle Tante, plejede ham under hans Bedringstid, som han tilbragte i Albano, og da han følte sin Helbred vende tilbage under det hyggelige Samliv med tvende Damer, der forstod at omgive ham med et Velvære, han aldrig havde kendt, bragte hans Glæde herover ham til at tage fejl af sine Følelser, saaledes at han endnu i Albano skal have tilbudt Miss Mackenzie sin Haand. Den sædelige, strængt opdragne Skotlænderinde turde ikke modtage Tilbudet uden at skrive hjem, men i Mellemtiden steg ganske naturlig hendes Følelse for den i det daglige Samliv saa ualmindelig elskværdige Kunstner, medens Thorvaldsen, efter at han paa en Efteraarsrejse til Neapel, hvor de fulgtes ad, havde givet sit ædelmodige Hjærte Luft i det fineste Galanteri, ved Tilbagekomsten til Rom, til sin Kunstvirksomhed og sit daglige Livs Vaner, hurtig saa sine Illusioner svinde og fik Øjet op for den nøgne Virkeligheds mindre tiltalende Billede. Da hertil kom, at hans Datters Moder i skinsygt Raseri truede med at myrde baade ham og Barnet, var Forbindelsen allerede i Hjærtet brudt fra Thorvaldsens Side, maaske inden de Breve var komne fra Skotland, hvori han aabenlyst regnedes for Miss Macken/.ies »For­lovede«. Rygtet naaede saa vidt, at da alt var forbi og Thorvaldsen paa Vejen til Danmark, hed det (Sept. 1819) i et dansk Blad: »Han giftede sig for ikke længe siden med en engelsk Dame«.

Det var maaske dog ikke disse Omstændigheder alene, som kølnede Forholdet. Kort efter at Thorvaldsen i 1818 var vendt tilbage til Rom, fik han Lejlighed til at forny et Bekendtskab, der synes at have været ham ulige behageligere. Wienerinden Francisca (Fanny) Caspers, som nu var 31 (ikke 35) Aar, havde i 1815 —16 tilbragt Vinteren i Rom med den Fyrstinde Grassalkowic, hvis Selskabsdame hun var. Allerede den Gang havde hun besøgt Thor­valdsen i hans Værksteder og havde været indtaget i ham som Menneske, ikke mindre end som Kunstner; hun roser i sin Dagbog hans Elskværdighed og Skønhed og kalder ham paa et andet Sted  ”meinen Liebling«., Den 7. November 1818 korn hun igen til Rom med sin Fyrstinde og havde denne Gang Lejlighed til at træde i endnu nærmere Berøring med Thorvaldsen, fordi hendes Ungdoms-

 

480

veninde,   Malerinden Louise Seidler,   som da var i Rom, stod i nøje Venskabsforhold til Kunstneren.

Uagtet Fanny Caspers ikke var hel ung mere, var hun bildschon, ungdommelig, yndefuld, sprudlende livlig, aandrig og langt friere i sit Væsen end den stive Skotlænderinde, uagtet hun i fin Følelse og Sjælsrenhed ikke stod tilbage for sin Medbejlerinde. Det varede ikke længe, før hun paany besøgte Thorvaldsens Værksteder, og da hendes Veninde snart efter gav sig til at male hendes Portræt, blev Thorvaldsen en stadig Gæst, hver Gang Louise Seidler havde sin skønne Model hos sig. Medens han gav Kunstnerinden gode Raad ved Udførelsen af Portrætet, saa hun en Tilbøjelighed udvikle sig mellem ham og Veninden, saa ungdommelig, saa frisk, saa uskyldig og tillige saa tiltalende, som om de begge havde været unge Mennesker. »Det var rørende,« siger hun, »at iagttage Thorvaldsen, hvorledes han søgte at kæmpe mod sin dybe Tilbøjelighed for den herlige Pige, og hvorledes hans Følelse for hende dog stadig kom til Gennembrud paany«. Denne Flamme var altsaa ikke, som Thiele (Thorv. II., S. 429) siger, fra »Midnatstimen 1818—19«; den til­bragte Thorvaldsen ikke en Gang i Selskab med denne »anden Francisca«. De havde vel været sammen paa en Koncert tidligere paa Aftenen, roen Kunstneren opfordrede hende forgæves til at til­bringe Aarsskiftet med ham hos en dansk Familie, hvor han plejede at være den Aften. Hun foretrak at kede sig hos Fyrstinde Kaunitz,

Paa samme Tid som Thorvaldsen fod sig henrive af den Aand og den Ynde, Fanny Caspers udfoldede, fornægtede han dog ikke sit Forhold til Miss Mackenzie, saaledes at den tyske Dame, som vexlede Billetter med ham, hvis Indhold uden Omsvøb skal have røbet hendes Hjærtes sande Tilstand, endnu i April 1819, da hun første Gang saa hans Braut, med sværmersk Uegennyttighed finder hende »udmærket ved Hjærte, Aand og Talent« og tilføjer: »Uagtet Miss Mackenzie ser meget kold ud, føler jeg mig dragen til hende og kunde faa hende ret kær; vi bo ligeoverfor hinanden, og hun hedder Francisca ligesom jeg«.

Louise Seidler og den hele tyske Kreds i Rom syntes, at Thor­valdsen og Fanny Caspers var som skabte for hinanden. Man ønskede, hun maatte blive hans Hustru; »hun vilde have været en Støtte for de Tyske i Rom«. Englænderne holdt paa deres kyske, »knoklede« Diana, »som gærne tog den lille Elise (Thorvaldsens Barn)

 

481

til sig som eget Barn, naar det kom an derpaa«. Det var som en Væddekamp mellem to af Europas Stormagter om »hvern der skulde nyde Æren af en Forbindelse med den moderne Fidias«.

Glanspunktet af Thorvaldsens Samliv med Fanny Caspers var Festligholdelsen af Fru Humboldts Fødselsdag (den 26. Febr.}¹ og af hendes egen Navnedag (den 9. Marts}. Ved den sidstnævnte Fest var det, Thorvaldsen slyngede en Krans om hendes Hoved, medens det jublende Selskab hilste hende som hans Muse; dog var det ikke fra sit eget Hoved, han tog Kransen, men fra en Punschebolle. Helt ind i Maj Maaned vedvarede dette Samliv, der synes at have gjort dem begge lige lykkelige. De saa Vaticanet ved Fakkelskin under Thorvaldsens egen Ledelse, han skænkede hende Tegninger, og hun følte sig som »e'ine gluekliche Personø. Men snart var det forbi med denne Amors Fest.

Thorvaldsens Venner syntes, det ikke kunde vedblive saaledes, at én Dame galdt for hans Brud, medens hans Hjærte var fængslet af en anden. En fornem Englænderinde afkrævede ham paa Miss Mackenzies Vegne en Erklæring, som havde til Følge, at denne for­lod Rom den 5. Maj 1819, Omtrent ved samme Tid foreholdt Brøndsted den stakkels Kunstner, at han som Mand af Ære skulde sige, hvilke Tanker han havde til Fanny Caspers; Brøndsted var maaske selv en af dem, der gærne havde set hans Forbindelse med den tyske Dame; han var i det mindste meget glad ved, at For­bindelsen med Skotlænderinden blev hævet. Thorvaldsen, som havde sin skinsyge »Herskerinde« i Baggrunden, erklærede, at han havde lovet Miss Mackenzie aldrig at gifte sig. Maaske det skulde være en fin Hentydning hertil, at Thorvaldsen, da Fanny Caspers den 16. Maj kom tilbage fra en Udflugt til Neapel, forærede hende en Tegning, som forestillede »Amor, der leger med Sommerfuglen (Psyche)«. For øvrigt syntes de begge, ved en Spaseretur om Aftenen paa Monte Pincio i et større Selskab af Herrer og Damer, endnu meget glade, men faa Dage efter samledes hun en sidste Aften (den 22. Maj) hos Louise Seidler med sine tyske Venner og Thorvaldsen, og Dagen efter rejste hun til Wien. Kort Tid efter, den 14. Juli, afrejste han til Danmark. Paa Hjemrejsen til Rorn skal

 

¹ Paa denne Dag morede hun sig saa godt, at hun skriver i sin Dagbog: tlck war gliicklicher als 200,000 Konigtnnen, wenn man schøn annehmen luill, dass diese gliktklich sind*.

 

N. K. L.    II.                                            Marts  1897.                                       31

 

482

han have set hende i Wien og vexlet Breve med hende paany, men om nogen Forbindelse blev der aldrig mere Tale.*

Fanny Caspers' Hjærte var ikke brudt, ligesaa lidt som Thor-valdsens. Det hele havde været som en lykkelig Drøm, som et erotisk Mellemspil, hvorfra han vendte tilbage til sin Manddoms store Gerning.

Thorvaldsens Ophold i Danmark, som ikke mindre end Rejsen var saa at sige en uafbrudt Hædersdag, fremkaldte en fuldstændig Aftale om Udsmykningen af Frue Kirke med Billedhuggerværker fra hans Haand. Den Rejse, som fra først af skulde have været en Hjemrejse, var imidlertid nu kun et Besøg i Hjemmet, og ved Udgangen af 1820 var Kunstneren atter i Rom.

Han havde allerede i adskillige Aar haft Elever, mest Ud­lændinger, dog ogsaa enkelte fra den danske Kunstskole, navnlig Billedhuggeren H. E. Freund; han havde vel ogsaa tidligere ladet sine Elever arbejde for sig til Øvelse for dem selv og til de Vær­kers Fremme, det hastede med; men det var dog først fra 1820, hvormed det andet store Tidsrum i hans Kunstnervirksomhed begynder, at han aldeles bestemt staar som den ledende Mester over et stort Værksted med mange Kunstnere under sig. Til næsten alle større Arbejder, som nu mere og mere tildeltes ham, gør han kun selv de smaa Udkast i Ler, og en Kreds af Kunstnere fra alle Europas Egne føle sig smigrede ved at udføre dem i det store under hans Øjne, medens Udførelsen i Marmor efterhaanden, i det mindste for en Del, gaar over i Hænderne paa Kunstarbejdere, som ere særlig øvede i denne Retning uden selv at raade over den skabende Kraft.

To Arter af Arbejder give dette Tidsrum dets Hovedpræg, dels den mægtige Række kristelige Kunstværker til Frue Kirke, dels de store Gravmæler og historiske Mindesmærker. Men Kunstneren glemte ikke sin Ungdomskærlighed. Medens mægtige Værker voxede

 

¹ Thorvaldsen, der var godt hjemme i Italiensk, Fransk og Tysk, uagtet han talte disse Sprog ukorrekt og med fuldstændigt dansk Tonefald, synes ikke at have kunnet Engelsk. Med sin »Forlovede« maatte han tale et for begge fremmed Sprog, Italiensk; med Fanny Caspers kunde han tale hendes Moders-maal, Tysk, som han selv var vant til fra den tyske Kunstnerkreds. Frances Mackenzie døde ugift i Rom, udsonet med Thorvaldsen, den 24. Februar 1840. Fanny Caspers ægtede nogle Aar senere en wiensk Bankier, Doré, med hvem hun kun havde en eneste Datter. Efter et kort, »lykkeligt* Ægteskab døde hun.

 

483

omkring ham ved andres Hjælp, fremstod baade Billedstøtter og Reliefer efter Oldtidsmotiver fra hans egen Haand, navnlig dvælede han i en Række yndige Basreliefer ved Amors Liv og Færd. Ogsaa til Homer vendte hans Tanker tilbage, idet han (omtrent 1830) havde Lyst til at gøre en kolossal Billedstøtte af Achilles, hvis Fod­stykke skulde smykkes med Reliefer af Iliaden. Han drev det dog kun til at udføre nogle flere skønne Reliefer af denne Sagnkreds uden at faa lagt Haand paa selve Billedstøtten.

Den over legemsstore Billedstøtte af Christus (1821) er et af de store Mærketegn i Thorvafdsens Udvikling. Ikke alene hans Misundere og Modstandere, selv mange af hans Venner tvivlede om, at han vilde vinde forøget Hæder paa dette nye Omraade for hans Skaber­kraft. Mange tvivlede dog ikke, og deres Forventninger blev over-trufne. Han skabte i den forklarede Christus en Skikkelse af en saadan guddommelig Højhed og ædel Menneskeværdighed, saa simpel, saa sand og dog saa overraskende ny ved den aandelige Fylde, hvoraf disse saa strængt og rent holdte Former var oplivede, at alle maatte henrives. I Løbet af faa Aar grupperede en Række Mester­værker sig omkring Menneskehedens store Lærer. Af tolv Apostler i lidt over Legemsstørrelse, en knælende Daabsengel, Johannes Døberens Prædiken med sexten staaende, siddende og liggende Figurer i Legemsstørrelse ¹ udførtes de fleste efter Thorvaldsens Ud­kast af hans talentfuldeste Elever, og Rækken sluttedes med nogle Reliefer, hvoraf de sidste først blev færdige under Kunstnerens Ophold i København. Thorvaldsen satte selv megen Pris paa Apostlerne, og for at bevare dem for Eftertiden, lod han dem af egen Drift hugge i Marmor. Ved hans Hjemkomst i 1838 glædede Universitetet ham meget ved at byde ham Velkommen med en Be­stilling paa disse Figurer i Marmor.

Medens denne Kreds af Kunstværker særlig kom Kunstnerens Fødeland til Gode og danner et enestaaende Smykke for Hoved­stadens Metropolitkirke, fuldførtes i Aarene i 18 20—36 det ene store Mindesmærke efter det andet til Udlandet, snart i Marmor, snart i Bronce, som Thorvaldsen først fra nu af fik rigtig Kærlighed til, I Cambridge i England (Lord Byron); i Mainz (Gutenberg),

 

¹ Disse Figurer, som skulde smykke Frue Kirkes Fronton, foreslog Thor­valdsen allerede i 1825 at lade støbe i Malm, da de deri vilde tage sig bedre ud og veje mindre end i Marmor. Som bekendt blev Gruppen dog udført i brændt Ler, og blev først fra 1878 udført af forskellige danske Kunstnere i Marmor og paany opstillet i Frontonen.

 

484

Stuttgart (Schiller) og Miinchen (Churfyrst Maximilian og Fyrst I .euchtenberg) i Tyskland; i Krakau (Fyrst Potocki) og Warschau (Copernicus og Poniatovski) i det fordums Polen føres den Rejsende saa godt som først hen for at se Thorvaldsens fejrede Værker. Til Rom udførte han paa Cardinal Consalvis efterladte Bestilling et skønt Mindesmærke over Pave Pius VII, hvilket opsattes i Peterskirken. Det var en Ære, som navnlig Italiens Billedhuggere nødig undte ham, og desto beklageligere er det derfor, at dette storladne, ædle Kunstværk, som i Tanke og aandfuld Udførelse overgaar de fleste af Pavernes Mindesmærker, trods al Beregning ikke skulde være stort nok til Kirkens uhyre Forhold. I Kirken del Carmine i Neapel staar Conradins' Billedstøtte i Marmor, udført for Kongen af Eajern.

Efterhaanden som Thorvaldsen blev ældre, vægrede han sig ved at modtage nye store Bestillinger; han vilde afslutte de talrige Værker, han endnu havde under Hænder for endelig en Gang at kunne vende tilbage til Fædrelandet, som han trods sit mangeaarige Ophold i Italien hængte ved med al sin Hu. Han følte sig rigere end en Kunstner efter hans Mening havde nødig at være, hans Datter var bleven voxen og gift¹, hendes Medgift ordnet, og han havde, efter nogen Overvejelse, fast besluttet at skænke København sine Modeller og Kunstskatte, samt en anselig Sum Penge til deres Vedligeholdelse og Tilgængelighed for alle, naar en for dem pas­sende Bygning ad anden Vej kunde tilvejebringes. Omsider blev et Testamente oprettet den 10. April 1838, medens der Aaret før havde dannet sig en Komité til Tilvejebringelsen af et »Thorvaldsens Museum«. Efter mange Udkast blev det Bindesbøll (s. d.), som kom til at opføre den Bygning, hvori Kunstnerens Værker nu bevares, og hvor hans Støv hviler. Museet blev aabnet 1848.

Thorvaldsen havde i Tidernes Løb hjemsendt meget af sit Livs Værk. I 1838 kom en dansk Fregat til Middelhavet for at hente en større Del af hans Kunstværker, pakkede i ikke mindre end 62 store Kasser. Rejsen over Land satte Kunstneren ikke Pris paa; den megen Hyldest trættede ham. At komme hjem med en Fregat, ligesom han 42 Aar tidligere var sejlet ud, fristede ham mere. Han gik ombord paa Fregatten »Rota« i Livorno, og da der i Køben­havn kom Melding om, at denne den 13. Juli 1838 var gaaet under Sejl, turde man tro paa, at det nu blev til Alvor med Hjemkomsten. Noget tilsvarende til den Modtagelse, der blev ham til Del i Køben-

 

¹ Om Elise Thorvaldsens Ægteskaber se Poulsens Stamtavle i Patr. SI., I, 238—39.

 

485

havn   den   17. September,   har   maaske   ingen   stor   Mand   oplevet.

Glæden ved at se ham var fælles for alle Stænder, for enhver Alder. Den graanede Kunstner fandt sig med stille Værdighed i al den Hyldest, han skulde modtage, men var glad ved snart at faa Lov til at vende tilbage til sin vante Syssel med det vaade Ler. Et Portræt, Horace Vernet malede faa Aar før hans Rejse (1834), giver en god Forestilling om, hvorledes han da saa ud. Hans Haar var sølvhvidt, men bølgede endnu i rig Fylde om det kraftige Hoved, hans Skikkelse noget firskaaren uden at være svær, hans Hænder muskelstærke og veldannede. »Det er en Mand som en Løve,« sagde en tysk Musiker, der saa ham første Gang, og det Billede passede godt paa hans rolige, sejrstrygge Kraft.

Uagtet han ved at forlade Italien paa en vis Maade havde afsluttet sin store Kunstvirksomhed og ligesom erklæret sig for gammel — han var i al Fald højt op i Tredserne —, tillod hans Aandsfriskhed og Arbejdslyst ham langt fra at hvile. Tværtimod fremstod i København og under hans Sommerophold paa Nysø en Række Arbejder, der vise hans Snilles usvækkede Kraft. Hertil høre dels hans religiøse Reliefer til Frue Kirke, Friserne »Jesu Indtog i Jerusalem«, »Gangen til Golgatha« og flere mindre, dels ikke faa Fremstillinger af den græske Mythologi, hvortil han med uforanderlig Kærlighed vendte tilbage, og flere aandfulde Allegorier. Af Billed­støtter maa fremhæves hans eget Portræt i hel Figur, staaende, støttende sig til en ufuldført »Haabets« Billedstøtte. Den blev udført paa Nysø, meget mod hans Ønske, idet han helst holdt sin egen Person i Skygge, men han gav efter for sin Værtindes, Baronesse Stampes indtrængende Opfordring. Et Exemplar blev udført i Marmor til Museet, og senere er en Afstøbning i Bronce opstillet paa Torvet i Reykjavfk til Minde orn hans Afstamning fra Island (1876). Endvidere maa nævnes Christian IV's Billedstøtte, halvfjerde Alen høj, støbt i Bronce, som en Tidlang stod i Rosenborg Have tæt ved Slottet, og to aandfulde Buster af Holberg og Oehlenschlæger.

Af nogle Dagbogsoptegnelser, N. Høyen har efterladt, ses det, at Baron Stampes, hvem Thorvaldsen var kendt med fra Rom, strax efter hans Komme til København søgte at drage ham ind i deres Kreds, og han maatte love at besøge deres Herregaard, Nysø ved Præstø, inden han rejste til Rom igen. Den 3. Juni 1839 kom han første Gang til dette Sted, hvor han i sine sidste Leveaar udførte saa mange af sine Arbejder. Under en Lystrejse, som snart efter foretoges til Hamborg, Lybek og tilbage til København, udspurgte

 

486

Baronesse Stampe Thorvaldsen, hvorledes et Billedhuggerværksted bedst skulde indrettes. Medens Kunstneren dvælede nogle Dage i København, ilede hans gæstfri Venner til Nysø, fik Tegninger gjorte og Arbejdet sat i Gang, og da Thorvaldsen efter en ny Udflugt med Stampes til Helsingør og Kullen i Slutningen af Juli vendte tilbage til Nysø, var en Pavillon, indrettet til Studio, opført i Haven. Tilsyneladende tilfældig samledes en Del Gæster paa Nysø, deriblandt Oehlenschlæger, Grundtvig, Høyen selv, samt adskillige af Familiens Standsfæller paa Egnen. Den 23. Juli om Aftenen blev den Del af Haven, hvori det nye Værksted laa, oplyst med brogede Lamper, i Værkstedet selv var en tændt Lampe ophængt, og da Thorvaldsen fulgt af hele Selskabet nærmede sig, modtog Grundtvig ham i den aabne Dør med en Tale om Volunds Værksted og med Fremsigelsen af en af ham selv digtet Sang, som derpaa udførtes firestemmigt. »Alle Tilstedeværende«, saaledes ender Meddelelsen, »var glade, og den eneste af Gæsterne, som ikke kunde være det, havde Takt nok til at opholde sig paa sit Kammer«.

Paa Nysø synes Thorvaldsen at have følt sig hjemme paa en behagelig Maade; men uden at han ret vidste det, drejede al Ting sig ogsaa om ham, saa længe han var der. Til hans simple Livs­nydelser hørte saaledes, at han gærne tilbragte et Par Aftentimer med at spille »Lotteri« om Enesteskillinger, en Erindring sagtens fra hans Ungdoms Dage, da dette Spil stod i større Ære end nu, eller maaske fra Rom, thi den jævne Mand i Rom elsker meget Lottospil baade privat og offentligt. Om Thorvaldsen hele sit Liv igennem har spillet Lotteri i Rom, vides ikke; saa meget ved man kun, at paa Nysø maatte det aandrige og fornemme Selskab godmodigt finde sig i at lade Thorvaldsen hver Aften vinde nogle Kobberskillinger, hvis man ikke vilde se tydelige Tegn til, at han kedede sig, og da han i 1841—42 atter var i Rom, fik han sig ligeledes sit Lotterispil hver Aften med Bravo (s. d.). I København derimod var han sæd­vanlig i Theatret om Aftenen.

Da han aldrig havde haft et hyggeligt Hjem uden hos andre, var han af Vane og Tilbøjelighed sparsommelig rned alt, hvad der hørte til hans egen Person, rnen til Gengæld ikke saa kneben, hvor det galdt Kunstens eller trængende Medmenneskers Tarv. Ogsaa i andre Punkter havde han sine Særheder i Pengesager. Udgifter, han ikke forstod sig paa, vilde han ikke have at gøre med; han vægrede sig saaledes standhaftig ved at betale Rangskat, da han blev Etatsraad og senere Konferensraad, og han slap omsider virkelig derfor. I

 

487

Rom  nægtede  han en Gang tidligere at tilbagebetale sin Bankier,

Konsul Kolb, et ringe Udlæg, fordi han mente, det var noget, der ikke kom ham ved, men i samme Øjeblik vægrede han sig ogsaa ved at tage imod Renter af de temmelig store Summer, Kolb under hans Fraværelse havde modtaget for ham, thi det var efter hans Mening en Tjeneste, han tog af Bankieren, og ikke noget, han skulde have Penge for. I hans Deltagelse i den københavnske Selskabelighed kom hans Tjener, senere Museets første Kustode, Wilckens, til at spille en vis Rolle, idet han ikke selv kunde holde Orden paa sine Indbydelser. Ogsaa har aabenbart den jævne, sandhedskærlige og trofaste Tjeners Selskab været Thorvaldsen behageligt, og han synes hellere at have haft ham til Ledsager paa sine Fodvandringer i Gaderne, end en finere Ven, som lagde Baand paa hans Frihed.

Det var en af den københavnske Verdens Fornøjelser ved denne Tid at besøge Thorvaldsen i hans Værksteder paa Charlottenborg, især havde Damerne deres Glæde deraf, og naar de var unge og tækkelige, var det ogsaa Thorvaldsen en Fryd at tage irnod dem. Saa viste han dem med et vist Skælmeri i Miner og Ord sit skønne Relief »Kjårlighedens Aldre«, som han ved Skæbnens heldige Til­skikkelse netop eftergik i Gibsen. Da han fra hulde Kvinders spøgende Omgang vender tilbage til sine Værksteder i Rom, er det derfor ikke saa underligt, at en Omarbejdelse af Huldgudinderne rører sig i hans Tanker og tilsidst iværksættes.

Der var endnu mange Værker tilbage i Rom, som skulde hjem­sendes, og der var meget, som krævede Kunstnerens egen Nær­værelse. I Maj 1839 var Korvetten »Galathea« afsendt til Middel­havet med det særlige Hverv at hjemføre Thorvaldsens Værker. Dette Skib fik endnu ikke alt med, og i 1842 fik Fregatten »Thetis«, som var paa en Rejse i Middelhavet, Paabud om paa Hjemvejen at medtage, hvad Kunstneren endnu vilde have til København.

Thorvaldsen var imidlertid den 25. Maj 1841 afrejst fra Dan­mark over Land til Rom, og i de Byer, han kom igennem i Tysk­land og Italien, blev han modtagen med festlig Hyldest. I Sep­tember var han i Rom, men først ved Vinterens Begyndelse gav han sig til at arbejde i sine Værksteder. Efter at have gjort Udkast til en Række Reliefer, tog han fat paa at omarbejde to af Apostlerne, Andreas og Thaddæus, og den sidste af disse modelerede han fra først til sidst med egen Haand. Derpaa omarbejdede han i Løbet af Maj—Juli 1842 »Gratiernes« Gruppe, saaledes at det blev et helt

 

488

nyt Værk, som fremstod under hans Hænder, og ligesom denne Gruppe paa en vis Maade dannede Slutstenen paa hans første Kunst-periode, saaledes afsluttede han nu sit Kunstnerliv i Rom med den samme Gruppe, der »i den Grad tilfredsstillede ham selv, at han vistnok sjældent saa gærne og saa uforbeholdent har udtalt sig om noget andet af sine Værke som om dette«.

Uagtet det skønne Motiv i den ældre Gruppe, den ene af Søstrene, som med Fingeren søger at tilvende sig den mellemstes Opmærksomhed, maaske er simplere end det, Kunstneren nu valgte, idet den, som staar til venstre for Beskueren, rækker Amors Pil over mod Søsteren til højre, som prøver Spidsen med Fingeren, medens den mellemste deltagende følger Handlingen med Blikket, har Gruppen utvivlsomt vundet baade som Helhed og i det enkelte. Handlingen forener mere dem alle tre, Hovederne ere skønnere, om end den paafaldende korte Overlæbe, som er egen for næsten alle Thorvaldsens kvindelige Billedstøtter, ogsaa kommer igen her, Haar-sætningen er rigere, og Modeleringen er blødere og friere, navnlig i Underkroppen hos dem alle tre. Fælles for begge Grupper er Liniernes alvorlige Skønhed og den smukke Maade, hvorpaa hver af de tre Søstre viser sig fra en forskellig Side, den ene halvt bagfra, den mellemste lige forfra, den tredje i Profil halvt forfra, saaledes at Øjet med ét Blik saa at sige omfatter en hel skøn Kvinde fra alle Sider. Gratiernes Gruppe forekommer allerede i svagt Relief i det 1804 modelerede »Musernes Dans paa Helikon«, og i et større, mere ophøjet Arbejde i Mindesmærket over Maleren Appiani, hvor deres Tilslutning til hverandre er kælnere, ømmere, kærlighedsfuldere end i de fritstaaende Grupper.

Idet vi nu staa nærved Slutningen af Thorvaldsens Kunstnerliv,. er det værd at lægge Mærke til, at, hvor fortrinlige hans kvindelige Billedstøtter end ere i deres kyske Renhed, hvad enten man tænker paa Hebe, Venus og Gratierne eller paa en Portrætstatue som Baryatinskas, staar han dog særlig som den mandige Skønheds værdige Tolk. Saavel paa den hedenske som paa den kristelige Verdens Omraade finder man i Kredsen af Thorvaldsens Værker stedse talrige Mænd og forholdsvis faa Kvinder, og selv i hans Erotik, som spiller saa stor en Rolle, navnlig i hans Reliefkunst, føler man Mandens, til sine Tider noget bitre, Tanker om Kærligheden mere end Kvindens Følelse derved. Med den kække Jason brød han Vej for sin Kunst, med den unge, sejrkronede Herkules skulde han slutte den!

 

489

Da »Gratierne« var færdige, opstod Tanken hos ham om selv at vende tilbage til Danmark med Fregatten »Thetis«, »da han ikke havde Lyst til at trækkes om i Europa som et Vidunder«, roen inden han havde besluttet sig og med Theatermaler Wallicks Søster, som vilde ledsage ham, var kommet til Livorno, den 3. Oktober, var Fregatten allerede under Sejl. Nu stod al hans Hu til at naa København før Skibet, og ved en noget anstrængt Rejse over Marseille, Strassburg m. m. lykkedes det ham. Den 25. Oktober 1842 var han atter i Danmarks Hovedstad, som han nu ikke mere skulde forlade.

Endnu følte han sig i sin fulde Kraft, og medens han delte sig mellem Nysø, hvis Havepavillon saa adskillige nye mindre Arbejder fremstaa, og C har lottenborg, hvor store Planer var i Gærde, følte han en kort Tid en rolig Alderdoms Lykke. Efter at i 1839 de fire kolossale Billedstøtter til Christiansborg Slots Portal var blevne Kunstneren overdragne, gav han sig nu til, som Symbol paa »Styrken«, at modelere en sex Alen høj Statue af Herkules som udødelig Yng­ling, endnu omgiven af Emblemerne paa sine jordiske Kampe. Det var den eneste af dem, han fik færdig. Hans Elever havde nok været i Færd med at lægge Modellen til »Æsculap« op til ham, men den styrtede sammen, inden Kunstneren ret fik fat paa den. Omtrent ved samme Tid opfordrede Københavns Studenter ham til, efter et tidligere givet Løfte, at udføre Luthers Billedstøtte til Frue Kirke. For at forberede dette Arbejde, begyndte han at modelere en Buste af Luther. Det blev hans sidste, ufuldendte Arbejde.

I Slutningen af 1843 havde han mærket flere af Alderens Mindelser, og han havde selv Følelsen af, at han ikke vilde leve længe. Dog gik Vinteren hen med tilsyneladende Bedring, og da man allerede var langt ind i Marts, gjorde Akademiet Forberedelser til at holde en stor Fest for Thorvaldsen den 31. Marts 1844, fordi det paa den Dag var 50 Aar siden, at den store Guldmedaille var bleven overrakt ham. Denne Fest skulde han dog ikke opleve. Den 24. Marts om Aftenen, da han sad paa sin vante Plads i Theatret, gled han pludselig ned og var død. Det var et Tab, som føltes over hele Verden, og som en personlig Sorg over hele Landet, og under almindelig Deltagelse fra alle Sider stededes hans jordiske Levninger til Hvile, den 30. Marts 1844. Kisten blev foreløbig hensat i et Gravkarnmer i Frue Kirke, indtil den under stille Højtide­lighed, den 6. September 1848, blev nedsænket i det murede og skønt smykkede Gravkammer midt i Museets Gaard.

 

490

Fra 1833 havde han uden Afbrydelse været Kunstakademiets Direktør, og i de Aar, han var hjemme, havde han tillige virkelig fungeret sorn saadan. Om de mange Ordener, hvormed han hædredes, de mange Medlemsdiplorner, han modtog fra saa godt som alle Europas Akademier og mange af dets lærde Selskaber, maa henvises til Thieles Biografi af ham. Ved sin Hjemkomst i 1838 blev han Æresborger i København. »Thorvaldsens Medaille«, som blev over­rakt ham i 1842, er nærmere omtalt under Billedhugger Chr. Chri­stensen, der har udført den. Hans Billedstøtte er bleven modeleret af C. C. Peters til den nye Udstillingsbygning, og hans Buste bl. a. to Gange i kolossal Størrelse, af H. V. Bissen og af L. Prior. For­uden de her nævnede Portræter haves en Mængde andre malede og tegnede Portræter.

(Thiele, Om Bertel Thorvaldsen, 8°, udg. af Trykkefrihedsselsk. 1837. Do. Thorvaldsen og hans Værker, I—IV, 4°. Samme Værk paa Tysk. Do., Thor­valdsens Biografi, I—IV, 8°, ligeledes oversat paa Tysk og i Uddrag paa Engelsk. Fortegnelser til Thorvaldsens Museum ved Dr. L. Muller. Plon, Thorvaldsen, så vie et son oeuvre, i 2 Udgaver, oversat paa Engelsk baade i England og Amerika, og paa Tysk ved M. Miinster med enkelte Tilføjelser [S. 105 — 15]. M. Hamme-rich, Thorvaldsen og hans Kunst [Folkelæsning] 1870. C. F. Wilckens, Træk af Thorvaldsens Liv. Riises Archiv 1824, XVI, S. 369—73. N. Hoyen, Skr. I, 274—351. Thorvaldsens Arbejder efter Orjginalværkerne i fotogr. Fremstillinger, udførte af Budtz Müller & Co., Fol. med dansk og fransk Text [af Ph. Weilbach]. S. Muller, Thorvaldsen, hans Liv og Værker. C. Bruun og L. P. Fenger, Thor­valdsens Museum. Naglers Kstl. Lex. o. lign. Værker. Weinw., S. 218-219. Do. Lex. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Høyens efterl. Papirer. H. E. Freunds Do. H. Hansens hdskr. Dagbog. Do. Betr. o. d. sk. Kst. [1827], S. 88 og 202. Oehl. Erindr, ny Udg., S. 99. Skild. 1819, Sp. 1225. A. D. Jørgensen, G. Zoega, S. 199—211. J. Lange, Serge! og Thorv. Abrahams Medd., S. 268 —7^:> 3²3, 3^2f>—28, 356—57. H. Uhde, Erinn. und Leben der Malerinn Louise Seidler^ navnlig S. 223—31 og 274—277. Holmens Kirkeb. [Konfirm.]. Pante-kont., Ny Vesterg., Matr. Nr. 213 og GI. Torv, Matr. Nr. 98.)

 

Thrane. J. Thrane, Portrfetmaler, har maaske levet i Køben­havn og, efter Tidens Skik, rejst om og malet Portræter. Blandt hans Ardejder nævnes Frants Thestrup, Biskop i Aalborg, ikke malet senere end 1735, Gertrud True, senere gift Bloch 1751, Baron O. H. Juel Rysensteen og Sofie Dorothea Bille, signerede 1755, et Dameportræt 1756, Christian VII som Barn 1759, Arveprins Frederik ligeledes 1761.

(Sandv., 123. Wiedewelt Pap., 9. E. F. S. Lund, Dsk. Portr. I, 35. Strunk. Priv. Medd. Jfr. M. C. Thrane.)

 

491

Thrane. Jakob Laurids Thrane, Architekt, født i København den 5. August 1785, var Søn af Murmester Laurids Laurberg Thrane (d. 1809) og Johanne Kirstine f. Busch (d. 1812). Han lærte sin Faders Haandværk og uddannede sig til Bygmester ved Kunstakademiet, hvor han i Juni 1802 vandt den mindre og den 2. Januar 1805 den store Sølvmedaille. Da hans Fader var en velhavende Mand, rejste han snart efter (1804) udenlands for egen Regning i Følge rned Archi-tekten Kalleberg, og begge kom i Rom i Venskabsforhold til Thor­valdsen, som endog modelerede Thranes Buste. I Rom giftede han sig med en ung Mosaikarbejderske, Giacinta Maria Francesca Giusti, som i Slutningen af 1806 eller Begyndelsen af 1807 fulgte ham til Danmark.

Den 23. Februar foreviste han Akademiet, som Udbytte af sin Rejse, Udkast til »Et Mausoleum«, hvilket Forsamlingen saa med Velbehag og tillod ham at udstille. Derpaa levede han nogle Aar i København som Murmester og Premierløjtnant i det borgerlige Artilleri, indtil han i 1815 købte en større Landejendom, Appelsberg-gaard, i Hyllested Sogn ved Slagelse. Men paa dette og lignende Forsøg tilsatte han sin Formue, saaledes at han maatte opgive sit Bo (1818). Kort efter rejste han bort for ikke mere at vende tilbage til Hjemmet. I Efteraaret 1819 søgte han Regeringen om Under­støttelse til en Rejse til Nordamerika, og uagtet Akademiet ikke vilde anbefale hans Ansøgning, kom han dog til at rejse, dels ved privat Hjælp, dels ved at Regeringen skal have sendt ham til St. Croix for at lede et Byggeforetagende der; men inden Skibet naaede sin Bestemmelse, døde han af den gule Feber, maaske endnu i 1819. Da Thorvaldsen paa Vejen til København først i Oktober 1819 var paa Holsteinborg, ønskede han at se sin Vens efterladte Sønner, som derfor blev hentede op paa Slottet ti! ham. Hans Bo sluttedes først i August 1822, men allerede forinden var Enken atter rejst til Rom med sine smaa Døtre og ægtede der Maleren Koop.

(Jfr. Koop. Priv. Medd. Adresseav. 1809, Nr. 35; 1812, Nr. 278. Abra-hams Medd., S. 263. Thiele, Thorv., II, S. 94. Brev fra Slagelse. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Thrane. M. Ch. Thrane, Portrætmaler, synes at have levet i Viborg eller i al Fald i Jylland. .Om han er Broder til J. Thrane kan ikke paavises. En Tandlæge Friis i Kolding ejer eller ejede to Portræter, hvoraf et Dameportræt var malet af J. Thrane, medens et

 

492

Portræt af Sognepræst Joseph Brinckmann var af M. C. Thrane, (1732) 1743. L. Diedrichsen nævner som værende i Bergens Museum et Portræt af den bekendte Olding Drakenberg, malet 1758, og tror, vistnok med Urette, at Kunstneren er norsk; et Portræt af samme Drakenberg, med samme Aarstal og Signatur, kom i 1893 til Dansk Folkemuseum i København, Andre Billeder kendes ikke af ham.

(Priv. Medd. og Autopsi. Medd. fra Dsk. Folkemus. Diedrichsen, Tide­mand, S. 5. E. F. S. Lunds Portr., I, 49-)

 

Thura. Laurids Lauridsen Thura, var tredje Søn af Biskop Laurids Thura (f. 1657, d. 1731) og Helene Cathrine f. Witth (Witt, f. 1673, d. 1760), og han blev født i Aarhus den 4. Marts 1706. Han uddannede sig for Militærvidenskaben og Bygningskunsten, idet han, efter Kongens udtrykkelige Ønske, blev Landkadet 1719, der-paa Sekondløjtnant i Fortifikationen 1725, og nu af egen Drift studerede den borgerlige Bygningskunst. Den 25. April rejste han udenlands med 400 Rdl. d. C. aarlig af Kongen foruden sin Lønning, blev efter sin Hjemkomst »Oberconducteur« og snart efter, den 7. Oktober 1733, Hofbygmester, samt den 28. i s. M. Ingeniør­kaptajn. Han steg hurtigt i begge sine Stillinger; den 28. September 1738 blev han Oberstløjtnant, den 14. Oktober 1740 blev han adlet under Navn af de Thurah, den 28. September 1744 blev han Oberst, den 15. September 1753 Generalmajor, den 3. December 1754 Generalbygmester. Den 19. Oktober 1740 var han bleven gift med Anna Rosenørn (f. 1714, d. 1748), Datter af Generalmajor Povl Rosenørn (f. 1665, d. 1731) og Mette Benzon (f. 1693, d. 1752). Den 16. Januar 1750 indgik han sit andet Ægteskab med Christiane Marie Kiærskiold (f. 1714), Datter af Justitsraad Frederik Kiær de Kiferskiold og Inger Pop, samt Enke efter Johan Henrik Rantzau til Børglum Kloster, som hun havde arvet efter sin Fader og bragte med til sin anden Mand. Hun overlevede ham kun et halvt Aar, thi han døde Natten mellem den 5. og den 6. September 1759, kun 55 Aar gammel, og hun fulgte ham i Graven den 25. Marts 1760.

Ved Christiansborg Slots Opførelse havde Thura og Eigtved Ledelsen af Bygningens indre Udstyrelse, medens selve Opførelsen paahvilede Hausser (s. d.); dog havde alle disse Bygmestre en Kommission over sig, hvori Generalløjtnant Scheel havde den vigtigste Stemme. Thuras første Arbejde efter hans Hjemkomst fra Udlandet var vistnok Ombygningen af det senere nedrevne Hirschholm Slot

 

493

 

(begyndt 1733), hvorom han selv giver Oplysninger i »Den danske Vitruvius«. Endvidere byggede han det lille Jagtslot »Eremitage« i Dyrehaven og den nye Bygning (det hvide Stift) ved Vallø, som Dronning Sofie Magdalene lod opføre, da Slottet blev bestemt til Frøkenkloster. Medens Bygmesteren vedkender sig disse Arbejder, nævner han ikke sig selv ved de anselige Værker, som han dog utvivlsomt har ledet i København. I 1743—44 ombyggede han »Prinsens Palæ«, saaledes at det fik den Skikkelse i det ydre, som det nu har. Derefter opførte han det Taarn og Spir paa Frue Kirke, som brændte i 1807, ifølge Pontoppidans Opgivelse efter en Tegning af Gehejmeraad Vmcens Lerche (s. d.), og endelig henved 1748 byggede han Vor Frelsers Kirkes Taarn paa Christianshavn. Thura holdt sig til den Stil, som Datiden hyldede, men med hvor megen Skønsomhed han forstod at bruge den, viser maaske bedst Eremitagen, der ikke undlader at gøre sin Virkning paa Beskueren, selv efter at Smagen har forandret sig saa meget. Friest og ejendommeligst viser hans Snille sig i Frelsers Kirkes Taarn. Han var ogsaa en flittig og omhyggelig Forfatter, der har gavnet Eftertiden overordentlig ved sine to store Værker om Danmarks Bygningskunst, nemlig »Den danske Vitruvius«, hvortil han 1736—38 fik en kgl. Understøttelse paa 2000 Rdl. d. C. og i 1743—44 et Tillæg paa ialt 1200 Rdl. Den er to Bind i Folio, og udkom 1746^49, medens Pladerne og tildels Texten til det tredje Bind utrykte bevares i det store kgl. Bibliothek; omtrent samtidig udgav han i>Hafnia hodierna«., et Bind i Kvart (1748). Desuden udgav han »Beskrivelser« over Bornholm og Christiansø, Amager og Saltholm, og Samsø (1756—58, i Kvart), og det var hans Tanke at udvide disse Beskrivelser til hele Dan­mark, men Døden afbrød hans Gerning. Foruden til de nævnte Bygninger gjorde han ogsaa Tegning til Gravmæler over Frederik IV og Dronning Louise i Roskilde Domkirke og fik Paabud om lige­ledes at gøre Tegning til et Mindesmærke over Christian IV til samme Kirke; men det synes ikke at være sket. Hans egne Op­tegnelser om hans Ungdom og hans Udenlandsrejse blev trykte i »Iris og Hebe«.

(Weinw., S. 67 og 139, Do. Lex. Sandv., S. 122. Iris og Hebe 1803, April, S. 17—50; Maj, 8.97—134. Mnemosyne, III, 8.109—^IO og Breve Nr. 35, 36, 53, 103, 119, 139, 214. Kraft og Nyerup, Lit. Lex. Rigsarch. Benzens Stamtavler. Giessing Jubell. I, 467. Posttid. 1754, Nr. 57. Bftsching Nachr., II, S. 366. Fortg. Nachr., II, S. 192. Adresseav. 1759, Nr. 25; 1760, Nr. 25. Thura, Danske Vitr., II, S. 80, 100 og 209. Pontopp., Dske Atl., II, S. I2O og 203. F. Hjort, Slægten Thura, 32—37.)

 

494

dennes første Hustru, Boline Christiane Caroline Vilhelmine f. Balling og er født i København den 15. Maj 1848. Han kom fra det tech-niske Institut over i Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik for at uddanne sig til Billedhugger. Samtidig arbejdede han hos H. V. og Vilh. Bissen og udstillede i 1869 og 1870 nogle Billed­huggerarbejder, deriblandt flere Billedstøtter. I 1872 forlod han Akademiet og rejste nogle Aar efter til Rom. Han har været gift i Udlandet, men er nu Enkemand, og efter et Besøg i Hjemmet er han rejst til Paris.

(Akad.    Priv. Medd.    Reitzel.   Udst. Fortegn.    Trin. Kirkeb.   Begrav. Kont.)

 

Thorning. Christian Frederik Ferdinand Thorning, Sømaler, født 1802 i Eckernførde, var Søn af en Rektor J. W. Thøming der, som i 1814 udgav et •» Intelligenzblatt*. og endnu levede 1823. Han besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Land­skabs- og Sømaler og var i to Aar Elev af J. P. Møller. I 1823 konkurrerede han om Pengepræmien som Landskabsmaler, dog uden at faa den, og udstillede i København med Afbrydelser fra 1823 til 1853. I 1824 rejste han til Italien og sendte fra Rom Ansøgning til Fonden ad usus publicos, hvori han meddeler, at han i Neapel havde lagt sig efter Lithografi, var derfra rejst til Mimchen for at uddanne sig deri, men vendte i 1827 tilbage til Italien over Genua, derfra til Rom, hvor Thorvaldsen understøttede ham under en Syg­dom; hans Ansøgning (fra 1828) var anbefalet af Thorvaldsen og Overbek, men han blev ikke indstillet til Stipendium. Han levede mest i Neapel, men besøgte jævnlig Rom (saaledes 1830—1835 m. m.) og viste sine Landsmænd, hvad han havde malet. Han var gift og tilbragte sine sidste Aar uafbrudt i Neapel, hvor han døde den 21. April 1873. I 1840—44 omtaler Blunck ham jævnlig i Breve til J. L. Lund og Konsul Bravo i sine Beretninger til Akademiet og siger, at han nyder -»eine grosse Cekbritet«. som Sømaler, saa at hans Billeder betales med enorme Priser. De roses for Dygtighed og Smag i Gengivelsen af Naturen og for en poetisk Opfattelse. Af hans Arbejder fremhæves »Udsigt til Capri«, »Gaetas Havnebrygge« og »Calabriens Kyst«. Thøming har ogsaa lithograferet, bl. a. nogle nederlandske Billeder til Munchens Galleriværk.

(Hamb. Kstl. Lex. Naglers Do. Müllers Do. Nagler, Monogr., II, 2516. Alberti, Schl. Holst. Lit. Lex. Tregder, Hdb. for Rejs., S. 32. Rigsarch. ;Breve til J. L. Lund i store kgl. Bibi. K. Madsen, Lundbye, 170. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Medd. fra tysk Konsulat i Neapel.)

 

495

dennes første Hustru, Boline Christiane Caroline Vilhelmine f. Balling og er født i København den 15. Maj 1848. Han kom fra det tech-niske Institut over i Kunstakademiets Skoler, som han gennemgik for at uddanne sig til Billedhugger. Samtidig arbejdede han hos H. V. og Vilh. Bissen og udstillede i 1869 og 1870 nogle Billed­huggerarbejder, deriblandt flere Billedstøtter. I 1872 forlod han Akademiet og rejste nogle Aar efter til Rom. Han har været gift i Udlandet, men er nu Enkemand, og efter et Besøg i Hjemmet er han rejst til Paris.

(Akad.    Priv. Medd.    Reitzel.   Udst. Fortegn.    Trin. Kirkeb.   Begrav. Kont.)

 

Thorning. Christian Frederik Ferdinand Thorning, Sømaler, født 1802 i Eckernførde, var Søn af en Rektor J. W. Thøming der, som i 1814 udgav et •» Intelligenzblatt*. og endnu levede 1823. Han besøgte Kunstakademiet i København for at uddanne sig til Land­skabs- og Sømaler og var i to Aar Elev af J. P. Møller. I 1823 konkurrerede han om Pengepræmien som Landskabsmaler, dog uden at faa den, og udstillede i København med Afbrydelser fra 1823 til 1853. I 1824 rejste han til Italien og sendte fra Rom Ansøgning til Fonden ad usus publicos, hvori han meddeler, at han i Neapel havde lagt sig efter Lithografi, var derfra rejst til Mimchen for at uddanne sig deri, men vendte i 1827 tilbage til Italien over Genua, derfra til Rom, hvor Thorvaldsen understøttede ham under en Syg­dom; hans Ansøgning (fra 1828) var anbefalet af Thorvaldsen og Overbek, men han blev ikke indstillet til Stipendium. Han levede mest i Neapel, men besøgte jævnlig Rom (saaledes 1830—1835 m. m.) og viste sine Landsmænd, hvad han havde malet. Han var gift og tilbragte sine sidste Aar uafbrudt i Neapel, hvor han døde den 21. April 1873. I 1840—44 omtaler Blunck ham jævnlig i Breve til J. L. Lund og Konsul Bravo i sine Beretninger til Akademiet og siger, at han nyder -»eine grosse Cekbritet«. som Sømaler, saa at hans Billeder betales med enorme Priser. De roses for Dygtighed og Smag i Gengivelsen af Naturen og for en poetisk Opfattelse. Af hans Arbejder fremhæves »Udsigt til Capri«, »Gaetas Havnebrygge« og »Calabriens Kyst«. Thøming har ogsaa lithograferet, bl. a. nogle nederlandske Billeder til Munchens Galleriværk.

(Hamb. Kstl. Lex. Naglers Do. Mullers Do. Nagler, Monogr., II, 2516. Alberti, Schl. Holst. Lit. Lex. Tregder, Hdb. for Rejs., S. 32. Rigsarch. ;Breve til J. L. Lund i store kgl. Bibi. K. Madsen, Lundbye, 170. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Medd. fra tysk Konsulat i Neapel.)

 

496

Thørrestrup.    Jens Christian   Thørrestrup,   Genremaler,   var født i København den 8. Maj 1823 og var Søn af Skomagermester Christen Jensen Thørrestrup (f. 1771, d. 1856) og Agnete Johanne f. Øgaard (d. 1842), fik 1838 Adgang til Kunstakademiets Skoler og kom snart efter i Malerlære (1840—43). I Marts 1844 blev han Elev af Modelskolen, men da han efter sin Faders Ønske maatte vedblive at arbejde i sit Haandværk, naaede han først i Marts 1850 at vinde den mindre og i Marts 1852 den store Sølvmedaille. I 1851 udstillede han sit første Billede, »Et Portræt«, senere har han især udstillet Folkelivsbilleder og nogle Altertavler. En af disse, »Christus i Emaus« (1857), var malet til Konkurs om den Neu-hausenske Præmie, men ingen af de konkurrerende vandt Præmien; Thørrestrups Billede blev købt af Godsejer A. Hage for at ophænges som Alterbillede i en Kirke i Skaane. Hans Billede »Den købstad-klædte Bondepiges Besøg i Hjemmet« (1863) blev købt af Frederik VII. For dette og et mindre Billede, »Tittit«, tildelte Akademiet ham i dette Aar en Rejseunderstøttelse paa 300 Rdl., som han brugte til Studierejser i Jylland, og i det følgende Aar fik han en lignende Understøttelse paa 200 Rdl. Derimod lykkedes det ham ikke at opnaa Rejsestipendium til Udlandet. Kunstforeningen i København har købt ikke faa af hans Billeder, deriblandt »En Birkeskov« (1872) og »En gammel Mand med en Kanariefugl« (1874), ligesom ogsaa Kunstforeningerne i Provinserne jævnlig købte hans beskedne, men altid sunde og tiltalende Arbejder. Den kgl. Malerisamling ejer »Landsbyskræderen« (udst. 1882). Den 16. Februar 1851 var han bleven gift med Christiane Amalie Werning {€1827, d. 1864), Datter af Tømrer Rasmus Hansen Werning (d. 1867) og Christense Marie f. Petersen {d. 1867). Ved Siden af sine Figurbilleder udstil­lede han i de senere Aar ogsaa Landskabsbilleder. Efter ikke at have udstillet siden 1889, afgik han ved Døden den 15. De­cember 1892.

(Priv. Medd. Pers. Tdskr. 3. R. II. T. 17. Berl. Tid. 1892. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Tilly. Claus Christian Tilly, Theatermaler, født den 17. August 1800, var Søn af Skrædermester Tilly paa Augustenborg og Halv­broder til Theatermaler J. H. Ehrencron (s. d.}, idet hans Moder, Cathrine f. Clausen, senere blev gift med dennes Fader. Han kom til København for at lære Malerhaandværket og uddanne sig til Kunstner. Efter fra 1815 at have gennemgaaet Kunstakademiets

 

497

lavere Skoler blev han Elev af Modelskolen 1824, vandt 1825 den mindre og 1826 den store Sølvmedaille. I 1827 konkurrerede han forgæves til den mindre Guldmedaille og til Pengepræmien og gjorde derpaa i 1829 Mesterstykke som Maler. Han løste Borgerbrev i 1833, var en Tid Lavets Oldermand, men udtraadte i 1864 atter af Lavet.

Fra 1819 til 1844 udstillede han først nogle Kopier, senere Landskaber og Figurbilleder, deriblandt i 1841 og 1844 to Alter­tavler. Han malede 1829 Portræter af Provst J. A. Brasen og Hustru, ogsaa i 1833 udstillede han »To Portræter«. For øvrigt har han mest virket som Dekorations- og Theatermaler og havde en Tegneskole. Efter ogsaa at have været Borgerrepræsentant en Del Aar blev han Lem paa Almindelig Hospital fra 1874 til 1876, men flyttede atter ud i Byen og døde den 9. Februar 1879. Han havde været gift med Marie Falck og derpaa med Vilhelmine Sommerfeldt.

(Priv. Medd. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Fdl. 1879, Nr. 38. E. F. S. Lund, Dsk. Portr. I, 49. Geneal. Inst. Medd. fra Maleri, og fra Alm, Hosp.)

 

Tilly. Vilhelm Eyvind Tilly, Maler, er født i Nakskov den io. September 1860, og Sønnesøn af ovennævnte C. C. Tilly; han er "Søn af Malermester Carl Ludvig Aistrup Tilly (f. 1831, d. 1896) og Thora Elisabeth f. Geissler (f. 1831), Efter at have været to Aar paa en Maskinfabrik, kom han i Malerlære og besøgte det techniske Institut; derfra kom han ind paa Kunstakademiet, gennemgik dets Skoler fra 1878 til 1882 og fik Tilladelse til Afgang, men gjorde sig ikke færdig. I 1881 havde han udstillet et Dyrstykke; men rejste derpaa i Juli 1885 til London og samme Efteraar til Paris, hvor han har taget fast Ophold; han besøgte der Bonnats Atelier, og da han senere fik Atelier i Hospitalet la Salpetriére, malede han dels nogle Akvareller til dette, dels Livsbilleder og Portræter derfra. I 1888 udstillede han i København en Akvarel, forestillende en gammel Kone fra Bretagne. I 1892 tegnede han Illustrationer til Paul Strauss »Paris ignoré« og har senere malet saavel Dyrstykker som Portræter.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Timm. Herman Anton Frederik Timm, Maler og Raderer, Søn af Snedkermester Daniel G. H. Timm¹ i Eckernførde og født der

 

¹ Denne var en Broder til Hof klejnsmedmester Georg Frederik Timm, der havde en stor Møntsamling i København, og til Snedkermester Peter Johan Timm, ligeledes i København. Hans Kone var af den italienske Kunstnerfamilie Barlachi. (Erslew, Suppl. III, 444.)

 

N. K. L.    II.                                           Marts   1897.                                        32

 

498

1791 lærte Malerhaandværket i sin Fødeby, kom som ung Mand til København til sin Farbroder, Møntsamleren, for at søge Uddannelse som Kunstner dels hos J. H. Cabott (s. d.), dels ved Kunstakademiet, og lagde sig efter Dekorations- og Landskabsmaleri samt Udbedring af gamle Malerier. Efter Bombardementet i 1807, hvor han var i stor Livsfare, vendte han tilbage til Hertugdømmerne og fandt Syssel­sættelse paa flere adelige Slotte, Med en Del gamle Billeder, som var overgivne ham til Istandsættelse, tog han atter til København og levede der i en Del Aar som Maler og Malerirestaurator, indtil han under et Besøg i Eckernførde døde ugift der den 24. Maj 1838. Han udstillede i 1828 i København »Blomster i en Karaffe, efter Naturen«. Af Raderinger, mest Landskaber efter Malerier eller efter Naturen, nævner Nagler 8 Blade fra hans Haand-, Krohn derimod kun 5 Blade.

(Xagler, Kstl. Lex. Priv. Medd. Reitzel. Udst. Fortegn. Krohn, I, 191 —92. Skifteretten.)

 

Timm. Jakob Julius Timm, Maler, en Slægtning, (rimeligvis Farbroder) af de her nævnte H. A. F. og P. C. J. Timm, var født i Eckernførde omtrent 1760 eller lidt senere, lærte Malerhaandværket i Hjemmet og tog derpaa til København for at uddanne sig til Kunstner ved Kunstakademiet og under Mandelbergs Vejledning. Efter at han i 1782 havde vundet den mindre Sølvmedaille i Model­skolen, døde han i København i ung Alder. Den nævnte P. C. J. Timm har raderet en Rose efter et Maleri af ham.

(Nagler, Kstl, Lex.    Akad.)

 

Timm. Johan Timm eller Tkim, Maler, var sandsynligvis Søn af den nedenfor nævnte Reinhold Timm og Beate f. Svabe, og er vistnok født omkring 1630. Han blev kgl. Contrefejer den 7. Marts 1661, rimeligvis da Wuchters, som havde været hans Faders Efter­mand i Sorø, rejste til Sverig; det har mulig været en midlertidig Ansættelse, thi 1668 kaldes han »Indvaaner her i Staden« (o: Køben­havn) og først den 27. September 1670 blev hans Stilling som kgl. Contrefejer stadfæstet. I 1668 gør han Fordring paa en Arv efter [sin Morbroder] afgangne Dr. Jacob Svabe, hvilken Anne Emb, der var dennes Stifdatter, vil tilegne sig; det kgl. Reskript synes, »saa wit lands louw oc rett gemes er«, at være til Gunst for ham.

(Rigsarch., Sjæll. Tegn. og Regnsk.    Kbh. Dipl. VI, 431.)

 

499

Timm. Peter Christian Jakob Timm, Maler og Raderer, født 1782 i Eckernførde, ældre Broder til den nævnte H. A. F. Timm, lærte Malerhaandværket der, kom i 1802 til København for at uddanne sig videre til Maler, og blev optaget i det borgerlige Artilleri. Under Krigen 1807 og følgende Aar blev han Løjtnant i den kgl. Artilleri-bataillon, men traadte 1816 ud af Etaten, blev Toldkontrollør i Ulzburg og senere i Pløen, blev 1859 Ridder af Danebrog, og døde ugift i høj Alder i Eckernførde, den 7. Maj 1863, efter at han siden 1850 havde været paa Pension som Toldembedsmand. Krohn nævner 4 Blade af ham, Nagler derimod nævner g Raderinger, Landskaber tildels efter Naturen, 7 Lithografier, Frugtbilleder, et Par Blade med Afbildninger af Mønter m. m.

(Priv. Medd. Nagler, Kstl. Lex. Alberti, Schl. Holst, Lit. Lex., II, S. 475. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 298. Krohn, I. 170.)

 

Timm. Reinhold Timm eller Thim, en dansk Maler, Søn af Hans Timm, var fra 1624 kgl. Contrafejer i Sorø og døde den 12. Januar 1639. Han var gift med Beate Svabe, en Søster til Dr. Jacob Svabe, og havde med hende otte Børn, der endnu var smaa ved hans Død. Hans Enke flyttede til København og fik Fribrev for Skatter, hvilket endnu galdt 1645. Hun døde inden 1655. R. Timm har 1619—24 måleten Del Billeder for Christian IV; deriblandt var flere store Billeder, der hørte til Rækken af de Frem­stillinger af »det menneskelige Livs Sysler«, som blev malede af for­skellige af Datidens Kunstnere til Loftet i Riddersalen paa Rosen­borg Slot, samt til at sidde over Kaminen. Et af disse gaar i Spenglers Katalog under Navn af »Kampen i Pisa paa Marmorbroen over Arnofloden«. Det bærer Aarstallet 1622, men Spengler læste Kunstnerens Navnetræk som Theodor Rombouts, en ret anset Maler af Rubens' Skole; et andet fremstillede »En Turnering«, et tredje »Billedhuggerens Værksted«. Desuden tillægges ham bl. a. »Døden, som overrasker den rige Olding, idet han bejler til en ung Skønhed«, »Kadmus, som kæmper med Dragen« samt »En Pige- og Drenge­skole«. Desuden havde han malet »Christian IV's Syn paa Roden-burg«, som før Slottets Brand hang i Bedekamret paa Frederiksborg. Det er ret anselige, dekorationsmæssige Arbejder, som røbe en øvet Kunstners Haand, om han end i Dygtighed ikke kan maale sig med Isacsz eller Ditmar og endnu mindre med van Mander. I Køge findes en Mindetavle over hans Svoger Borgmester Hans Christensen, gift med hans Søster Drude Hansdatter; Billedet forestiller »Christi

 

500

Gravlæggelse«  og skal efter N. Høyens Opgivelse sikkert være malet af Timm.

(Spenglers Cat., Nr. 236. Kgl. Bibi. [G. F. Lassens Papirer]. Høyens Skr., I. S. 237—38. F. R. Friis, Saml., S. 147—48, 240, 369. Kst. og Æsth., S. 160—65. P^s. Tdskr. II, 310. Hoffmann, Fund. VII, 382. Kbh. Dipl. III, 191, V, 390, VI, 232.)

 

Timmermann. Georg Vilhelm Timmermann, Architekt, født den 12. Oktober 1789 i Pinneberg, var Søn af Læge, Dr. med. Georg Bertram Timmermann og Caroline Louise f. von Gelert fra Bing an der Lahn i Nærheden af Wetzlar. Han kom til København for at uddanne sig til Bygmester under C. F. Hansens og senere G. Hetschs Vejledning. Ved Kunstakademiet vandt han 1811 den mindre, 1812 den store Sølvmedaille og var i disse Aar indtil 1820 Konduktør ved Opførelsen af Christiansborg Slot. I 1816 vandt han den mindre og i 1817 den store Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Allerede i 1820 blev han ansat som kgl. Bygningsinspektør i Lauenborg, _tog i denne Stilling forblev han til 1852, da han blev afskediget med Pension. Han trak sig tilbage til Itzehoe, hvor han døde omtrent 1879—80. Hans Hustru, sorn var fra København, hed Henriette Andrea Temming og var Datter af en Dyrlæge Temming. Sine fleste Bygningsarbejder har han udført i Lauenborg, navnlig i Ratzeburg, hvor han bl. a. byggede en lærd Skole og en Bolig for Guvernøren. Desuden byggede han tre nye Landsbykirker samt en Del Bygninger paa Kronens Godser i Lauenborg.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Statskal, til 1852.)

 

Toft. Peter Toft, Akvarelmaler, er Søn af fhv. Skrædermester og Kaptajn i Borgervæbningen, Nicolaj Peter Toft (f. 1801, d. 1894) og Andriette f. Thrane (f. 1800, d. 1873) og er født den 2. Maj 1825 i København. Han har uddannet sig i Udlandet og har fra før 1879 levet i London, hvor han er bosiddende og siges at være »fordelagtig bekendt«. I 1879 havde han »En Akvarel« paa Foraars-udstillingen her.

(Nat. Tid. %   1892.     Priv. Medd.     Pers. Tdskr. 3. R. IV. T. 23.     Reitzel. j Udst. Fortegn.)

 

Tonning.     Christian   Tonning    hed   en   Landskabsmaler,    som arbejdede i Frederik V's Tid i Christiania i Norge.    Han skal ogsaa j have virket som Dekorationsmaler.

(Weinw., S.  167.    Do. Lex.)

 

Tornøe.    Karen Elisabeth  Tornøe, f. Blumer,   Genremalerinde, j er Datter af Købmand i Horsens, Samuel Blumer (f.  1795, d. 1885)

 

501

og Bolette Marie Abigael f. Vendelboe (f. 1814, d. 1889) og er født den 18. September 1847 i Horsens. Hun havde i sin Fødeby nydt nogen Undervisning i Tegning og Perspektivlære og siden uddannet sig saa vidt paa egen Haand, at hun 1874 som »Ubenævnt Dame« fik et Billede, »En aaben Smykkeæske« {Stillleben) udstillet. Imidlertid blev hun 1876 gift med den nedenfor nævnte V. U. Tornøe, og har under sin Mands Vejledning udviklet sig til Genremaierinde, saaledes at hun siden 1884 regelmæssig har udstillet Genrebilleder og Portræter. Af hendes Billeder tilhører »I Forlovelsestiden« fudst. 1885) Odense Museum.

(Priv. Medd.    Udst. Fortegn.)

 

Tornøe. Venzel Ulrik Tornøe, Genremaler, født den 9. Sep­tember 1844 paa Gaarden Lenshøj ved Svendborg, er Søn af Birke­dommer Jens Venzel Tornøe (f. 1792, d. 1866) og Eleonore Jakobine f. Lacoppidan (f. 1797, d. 1872). Efter at have besøgt Horsens Latinskole, kom han til København og fik i Oktober 1860 Adgang til Kunstakademiet for at uddanne sig til Maler. I 1862 blev han Elev af Modelskolen, i Januar 1864 vandt han den mindre Sølv-medaille og den i. Juli 1865 fik han Afgangsbevis som Maler. Samme Aar havde han konkurreret til den Neuhausenske Præmie med en Karton, »Uffe hin Spage«, der var hans første udstillede Arbejde. Aaret efter konkurrerede han til den mindre Guldmedaille. Imidlertid bar han fra 1866 udstillet Livsbilleder, mest af dansk og, efter et Ophold i Italien 1871 til 1873, ogsaa af italiensk Folkeliv samt enkelte Portræter. Senere foretog han 1878—-79 en Rejse til Verdensudstillingen i Paris og sammen med sin Hustru til Nord­italien; Vinteren 1886—87 var han atter i Rom. Af hans mange Genrebilleder, hvoraf Kunstforeningen har købt nogle, kan nævnes »En Sypige, Pintsemorgen«, der vakte Opmærksomhed ved Udstillingen i 1882, »Fra Vestkysten«, der tilhører Aalborg Museum og »Hos Klinkemanden«, som blev købt til den kgl. Malerisamling. Den 18. Juli 1876 ægtede han den ovenfor nævnte Kunstnerinde Karen Elisabeth Blumer.

(Priv. Medd.    Akad.     Reitzel.     Udst. Fortegn.     S.  Maller,   N.   dsk.  Malerk.)

 

Torst. Niels Peter Neergaard Torst, Maler, var født den 16. Juni 1839 paa Løvenborg, hvor Faderen Justitsraad Frederik Christian Torst (f. 1797, d. 1869) var Godsforvalter; Moderen hed Johanne Margrethe f. Neergaard (f. 1811, d. 1855}. Han blev Student fra Sorø 1859, ^men da han havde gode Anlæg for Kunsten,

 

502

lykkedes det ham, trods Familiens Modstand, at komme ind paa Kunstakademiet, hvis Skoler han gennemgik fra Oktober 1862 til han i Marts 1867 rykkede op i Modelskolens øverste Klasse. Under Krigen i 1864 var han Reserveløjtnant, men deltog ikke i noget Slag, da han allerede den Gang var brystsvag. Ledsaget af Architekt F. Uldall (s. d.), som var gift med hans Søster, rejste han i Efter-aaret 1867 til Italien, hvor det blev ham klart, at hans Livsbane var nær ved at løbe til Ende. Han studerede dog flittig, og malede enkelte Portræter •, men efter halvandet Aars Ophold i Italien døde han i Milano den 9. Juni 1869. Han var en lovende Mulighed, der havde malet en Del, men naaede ikke at faa noget udstillet. (Priv. Medd. A, Teilmann, Fam. Neergaard. Akad.)

 

Toxværd. Frants Toxværd, Maler, f. 1701, rimeligvis i Køben­havn, kaldes Skildrer, som nærmest er Portrætmaler eller i det hele Kunstmaler; han var vel snarest Miniaturmaler; men hans Livsstilling var ellers Tegnemester (Ridsemester) ved Holmen. I Maj 1739 ægtede han Marie Øllegaard, og allerede i de sidste Dage af Sep­tember fbegr. ²/₁₀) 1741 afgik han ved Døden. Hans Hustru sad henved 26 Aar i Enkestand og døde den 28. Oktober 1768.

(Raadstuearch.    Holmens Kirkeb.    Provins Aren.    Skifte.)

 

Trane.    J.   Trane, Maler, se J, Thrane.

 

Trolle. Harald Tralle; Landskabsmaler, født den i. Juni 1834 paa Næsbyhoved ved Odense, er Søn af Mølleejer Jørgen Trolle og Gertrud f. Eriksen. Han lærte Landbruget i Hjemmet, men havde fra ung af saa megen Kærlighed og Lyst til Kunsten, at han søgte Vejledning i at tegne og male i Odense hos N. Moe og C. Faber. Imidlertid levede han dog som Landmand i Fyn indtil sit 30. Aar, idet han først i 1863 tog til København for at blive Landskabs­maler. Som saadan udstillede han fra 1865 til sin Død den 5. De­cember 1882. Den 15. November 1867 mistede han sin første Hustru, Birgitte Henriette Felicitå f. Videbeck og den 4. Maj 1870 blev han i andet Ægteskab gift med Emilie Mariane Clausen ff. 1845), Datter af Elias Clausen (f. 1821, d. 1895) til Tadse Mølle og Sofie f. Petersen (f. 1821).

(Priv   Medd.    Pers. Tdskr.  IV. T.  18.    Reitzel.    Udst. Fortegn.)

 

Trolle.    Niels  Trolle,   Maler,   arbejdede i København  ved  1774 og malede  »ej ilde Qoudlibet-Stykker”, (Weinw. Lex.)

 

503

Trolle. Otto Christian Trolk, Maler, født den 29. Januar 1736, i København, var Søn af Malermester Christian Otto Trolle. Han blev den 17. Juli 1776 gift med Marie Fuglede (f. 1734, d. 1799), Datter af Sognepræst Peter Fuglede (f. 1700, d. 1760) og Karen f. Vordran (f. 1711, d. 1745). Han kaldte sig Skildrer og malede og tegnede 1766—67 Blomster for Kobberstikker Michael Roessier til Flora Danica. Han døde den 2. Maj 1798.

(Lengn., Fam. Kuglede.    Geneal. Inst.    Wiberg.    Rigsarch.    Berl. Tid.)

 

Truelsen. Hans Peter Truelsen, Architekt, født i København den 20. November 1781, var Søn af Bud under Cancelliet eller Rentekammeret Hans Truelsen og Helene Cathrine f. Schaltz (f. 1747, d. 1822). Han var Elev af C. F. Hansen og uddannede sig til Bygmester ved Kunstakademiet, hvor han 1799 vandt den mindre, 1805 den store Sølvmedaille, 1809 den mindre og endelig 1817 den store Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Fra Nytaar 1812 blev han Lærer ved Kunstakademiets Bygningsskole efter Thyberg. Da han ingen Formue havde og maatte ernære sig som Bygnings-konduktør kom han ikke til at rejse. I 1819 søgte han Embedet som Provinsialbygmester i Aalborg og fik dertil Akademiets Vidnes­byrd om, at han var »en meget kyndig, smagfuld og praktisk brugbar Architekt«. Han opnaaede ikke dette Embede ligesaa lidt som en Slotsforvalterplads, Hansen havde troet at kunne sikre ham; derimod var han ansat som Materialforvalter ved Christiansborg, indtil han i 1844 blev ramt af et Slagtilfælde, som gjorde ham saa svag, at han ikke mere kunde forrette sin Tjeneste. Dog blev han staaende som Informator til sin Død, den 30. Marts 1847. Han var gift med Johanne Elisabeth Luffe (f. 1786, d. 1842).

(Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Tidl. Gravskr. paa Holmens Kirkeg. Adresseav. 1822, Nr. 18. Skifteretten. Statskal.)

 

Trunderup. Christian (Kristian) Emil Trunderup, Dekora­tionsmaler, er født i Nyborg den 16. April 1859, og er Søn af Stabssergent Mads Madsen Trunderup (f. 1824, d. 1878) og Marie Kirstine f. Winchler (f. 1828). Efter at have staaet i Malerlære i Nyborg tog han til København og blev af C. F. Andersen forberedt til Kunstakademiet, medens han tillige besøgte det techniske Selskabs Skole. Akademiet gennemgik han fra Januar 1883 og fik den 30. Januar 1888 Afgangsbevis som Dekorationsmaler. Derefter var han 1888—90 udenlands med Understøttelse fra den Reiersenske Fond og det Larssenske Legat, deltog i 1889 i Ordningen af den

 

504

danske Industriafdeling ved Verdensudstillingen i Paris og fik Bronce-medaille som Medhjælper, og fik efter Hjemkomsten Ansættelse i Randers, som Lærer ved den techniske Skole der. Blandt hans Dekorationsarbejder kan nævnes Udsmykning af Haandværker-foreningens Sal, den katholske Kirke og af Helligaandshuset i Ran­ders, samt af en Sal med Bjælkeloft paa Tjele. (Priv. Medd. Akad.)

 

Truslev. Nuls Truslev, Kobberstikker og Miniaturmaler, født den 14. Februar 1762 i Løkken * i Vendsyssel, lagde sig efter Kobberstikkerkunsten og Minia turmaleri et og udstillede i 1807 og 1813 et Par Miniaturmalerier. Som Kobberstikker udførte han nogle Blade, forestillende Søslag mellem danske og engelske Fartøjer under Krigen i 1807 og følgende Aar, samt udgav »Elementarbog for Ung­dommen« (1803). Han blev gift den 9. November 1797 i Lyngby med Anna Elisabeth Ibsen (f. 1778, d. 1810), levede i København som Kontorist til 1823 og døde, uvist hvor, i 1826. Hans Portræt er malet af C. V. Eckersberg.

(Weinw., S. 232. Do. Lex. Erslew, III, S. 408. Suppl., III, S. 472. Reitzel. Udst. Fortegn. E. F. S. Lnnd, Dsk. Portr., I, vin. Krohn I, 125—26.)

 

Tscherning. Anthonore Tscherning, Malerinde, se A. E. Chri­stensen.

 

Tscherning. Eleonore Christine Lutzow, Malerinde, adopteret Datter af Generalmajor Adam Tobias Lutzow (f. 1775, d. 1844), er født paa Lappen ved Helsingør den 4. Juli 1817. Hun undervistes i Hjemmet, men lærte allerede i sin Ungdom at tegne af Portræt­maler A. Schiøtts Fader. Efter at hendes Fader var forflyttet til København, fik hun Undervisning i Blomstermaleriet af Christine Løvmand. Men da hun havde mere Lyst til at male Landskaber, søgte hun at uddanne sig for dette Fag, dels ved at kopiere efter ældre Mestre og efter nogle Arbejder af Petzholdt, dels ved Omgang med den da unge Kunstnerkreds, Lundbye, Skovgaard, Læssøe o. fl. Ogsaa af sit Bekendtskab til Professor N. Høyen høstede hun Frugt. I 1842 udstillede hun første Gang som »En ubenævnt Dame«, atter

 

¹ Hans Navn og den opgivne Fødselsdag findes ikke i Fureby Sogns Kirke­bog, hvorunder Løkken hører. Dog synes det, som om en paa den Tid i Løkken levende Seigneur Jens (Christian) Truslev kan være hans Fader og Else (eller Anne) Marie Nielsdatter (d. 1797) hans Moder, idet Navnet ellers ikke forekommer.

 

505

i 1843 fremsatte hun tre Billeder uden at nævne sit Navn, men i 1844 og 1845 udstillede hun som »Frøken Eleonore Liitzow«. Hun blev den 2 7. August 1845 gift med sin Fætter, Kaptajn, senere Oberst Anthon Frederik Tscherning (f. 1795), Søn af Oberst Eilert Peter Tscherning (f. 1767, d. 1832) og Marie Liitzow (f. 1768, d. 1830), og udstillede fra nu af under sit Fruenavn 1846—48, Paa et enkelt Blomster- og Dyrstykke nær, var alle disse Arbejder Landskabsmalerier fra forskellige sjællandske Egne. Imidlertid krævede hendes Virksomhed som Moder og Husmoder saa meget af hendes Tid, at hun maatte lægge Penslen til Side og indskrænke sig til at tegne og male med sine Børn, navnlig med sine Døtre, af hvilke Anthonore Christensen i 1869 fulgte hende paa en Udenlandsrejse, medens hun i 1873 foretog en ny Rejse i Selskab med sin yngste Datter. Begge Rejser havde Italien til Maal. Først i de senere Aar syslede hun atter i kunstnerisk Retning ved at udføre Malerier paa Vaser og lignende Genstande for den Ipsenske Terrakottafabrik. Den 29. Juni 1874 blev hun Enke, og den 4. Juli 1890 afgik hun ved Døden.

(Priv. Medd. Erslew, III, S. 415 og Suppl., III, S. 478. Reitzel. Udst. Fortegn.)

 

Tscherning.    Sara B.   Tscherning, Malerinde, se S, B. Ulrik

 

Turretin. Jean Jacques Turretin, Miniaturmaler, født 1778 i København, mistede Hørelsen, da han var 6 Aar gammel, blev undervist ved Hjælp af Billeder og kom som voxen i Snedkerlære; men da han hellere vilde være Maler, besøgte han Kunstakademiet og vandt den mindre Sølvmedaille (1805). Siden levede han som Miniatur- og Portrætmaler i København, hvor han roses for »Flid og Duelighed«. Han forblev døvstum og fik 1828 (dog først fast ansat 1831) Plads som Lærer ved Døvstummeskolen i Slesvig »paa fordelagtige Vilkaar«. I sin Stilling der som Skrive- og Tegnelærer virkede han i henved 27 (30) Aar, indtil han for Alderdomssvaghed søgte sin Afsked, sorn blev ham bevilget den 31. Marts 1858 med 200 Rdl. i Pension; hans Lønning synes at have været 300 Rdl. og fri Bolig i Institutet. Han fik dog ikke dette at vide, thi inden Meddelelsen naaede til Slesvig, var han død den 6. April 1858. Han havde stiftet Familie, mulig i Slesvig, men denne kendes ikke. Af hans Portræter ejes Abildgaards Portræt, rnalet graat i graat i ganske lille Format, af Professor E. Løffler; det synes udført, medens Kunstneren endnu besøgte Akademiet, og Frederik Barfod ejede et

 

506

Miniaturportræt med Farver, malet 1824, forestillende hans Fader, den kgl. Kobberstiksamling har af Turretin 3 Blomstermalerier i Vandfarve.

(Weinw. Lex. Poulsen, D. Taubst. Inst. zu Schlesw. 1843—60, 8.9. Akad. Skad. 1828, Sp. 1596. Priv. Medd.)

 

Tuscher. Carl Marcus Tuscher, Maler, Raderer og Architekt, blev født i Nürnberg (døbt 1/6) 1705 af fattige Forældre. Faderen siges at have været en Børstenbindersvend Ferdinand Tuscher eller Tischer. I sit femte Aar blev han optagen i Stadens Opfostringshus (Findelhaus) og opdragen der. Ua han røbede Ævner for Kunst, satte Skolens Forstander ham, efter at han var bleven voxen, i Lære hos en Maler, Direktøren for Nurnbergs Kunstakademi, Johan Daniel Preisler, der var Fader til den ovenfor nævnede J. M. Preisler. Da Læretiden var omme (1728)., havde han gjort saa gode Fremskridt og var saa lovende en Kunstner, at Staden gav ham Rejsestipendium til Rom, hvor han blev henvist til sin Lærers Søn, Johan Justin Preisler, der levede som udøvende Kunstner i Rom. Ved Siden af Malerkunsten lagde han sig nu tillige efter Bygningskunsten og gjorde Tegninger til flere Kirker og Paladser, samt efter Medaillørfaget og deu Kunst at skære i Ædelstene. Han udførte bl. a. en Medaille til Berninis Ære, og skar to Gange sit eget Portræt fordybet i ædle Stene. Heller ikke Kobberstikkerkunsten forsømte han; navnlig i dens friere Form, som Radering, dyrkede han den ivrigt, og han er af Eftertiden bedst kendt som Kunstner gennem sine Raderinger.

Fra Rom rejste han omtrent 1734 til Florens, hvor han lige­ledes levede i flere Aar, navnlig hos den bekendte Baron Stosch, hvis Samling af udskaarne Ædelstene fra Oldtiden han for en stor Del aftegnede. Under sin lærde Velynders Vejledning lagde han sig tillige efter Sprog. Ogsaa her gjorde han Tegninger til et Par Bygninger, der blev opførte i Cortona og Livorno. Efter at have besøgt Neapel (173?) rejste han i 1741 over Frankrig og Holland til England, hvor han i London paany mødtes med den danske Tegner og Rejsende, Kaptajn Frederik Ludvig Norden (s. d.), som han var bleven Ven med i Florens. Her raderede han to af de fire store Blade efter Nordens Tegninger, der ; London blev udgivne som et Slags Prøvehæfte af dennes Rejsebeskrivelse, og inden Norden døde i Paris 1742, nævnte han Tuscher som den eneste, der kunde ordne og udgive hans Tegninger. Tuscher blev derfor indbudt til

 

507

København som kgl. Hofmaler og Bygmester med 800 Rdl. d. C. aarlig Løn, 10 Rdl. for hver Tavle til Nordens Værk og 50 Lstr. til sin Udstyrelse samt fri Overrejse med en dansk Fregat. I No­vember 1743 kom han til København i Følge med L. Spengler (s. d.) og den tyske Ædelstenskærer Lorens Natter.

I Danmark var hans første Værk en pragtfuld Dekoration til -Admiralitetets Bygning i Anledning af Kronprinsesse Louises Indtog. Senere malede han et stort Portræt af Christian VI til Hest, omgiven af allegoriske Figurer. Det var Loftsbillede i en Sal paa Christians­borg og brændte 1794. Han var en virksom Deltager i eller snarere Leder af det af Christian VI oprettede Kunstakademi, men han oplevede ikke dets Fornyelse paa Charlottenborg. I København skrev han paa Italiensk et stort Værk om Bygningskunsten, hvilket i et haandskrevet Exemplar bevares i Kunstakademiets Bibliothek, og komponerede Tegninger dels til et Mindesmærke om Branden i 1728, dels til et stort Vandspring med Frederik V's Rytterstøtte til Amalienborg Plads, hvilke sidste maaske vakte Tanken om den Støtte, der senere udførtes af Saly (s. d.). Desuden skal han have lagt Planen til den Omordning af hele Pladsen, som Eigtved siden fulgte ved Opførelsen af de fire Palæer. Nogle af hans Malerier, som roses meget, var i L. Spenglers Eje og solgtes ved dennes Død i Holland; den kgl. Malerisamling ejer et større Billede, »Venus og Vulcan«, der oprindelig har tilhørt J. S. Wahl, og et Kabinetsstykke, »Sapfo og Cupido«, som er udført 1748. Flere af hans store, om­hyggelig udførte Tegninger var i privat Eje. Hans Hovedværk turde dog være hans Raderinger efter Nordens Værk, baade paa Grund af deres Tal og den Lethed og Frihed, hvormed de ere udførte. For øvrigt kaldte man ham ikke uden Grund »Nordens Bernini«, thi hans urolige Aand søgte ligesom hin italienske Kunstners at omfatte alle Kunstarter, og det var i dennes svulmende og yppige Stil, han helst komponerede sine Udkast. Tuscher blev i København gift i Januar 1748 med Sofie Wahl, Datter af den nedenfor nævnede J. S. (du) Wahl og døde efter længere Tids Sygdom i sin bedste Manddomsalder den 6. Januar 1751. Nagler nævner 10 Blade af Tuscher, foruden Nordens Værk.

(Biogr. af J. C. Spengler i Nye Dske. Mag. IV, S. 145 — 152. Jfr. Weinw., S. 129—33. Hennings, S. 46. Sandv,, S. 125. Leitschuh, Preissler u. Tuscher, 25—51. Rigsarch. Biisching Nach., I, S. 106. Skild. 1809, Sp. 999. Akad. Thiele, Kstakad., S. 51—58 og 71—73. Weilb. Kst. og Æsth., S. 55—56. Nagler, Kstl. Lex. Spengl. Cat., Nr. 850—51. Krohn I, 28—29. Strunk.)

 

508

Tuxen. Bertha Nicoline Tuxen, Blomstermalerinde, er Datter af Direktør ved Orlogsværftet, Kommandør Nicolaj Elias Tuxen (f. 1810, d. 1891} og Bertha Laura f. Giødvad (f. 1815) og er født den 14. November 1847 paa Christianshavn. Efter at have lært at tegne hos V. Kyhn lagde hun sig senere efter Blomstermaleriet og har flere Gange opholdt sig i Paris for at studere. Hun har siden 1883 til Stadighed udstillet ved Forårsudstillingerne dels Blomster og Frugter, dels et enkelt Portrætstudie. I 1891 vandt hun den Neu-hausenske Præmie for »Voxende Æblegren« (udst. 1890), og i 1893 havde hun 400 Kr. Rejseunderstøttelse fra Akademiet.

(Priv. Medd.    Erslew, Suppl. III, 495.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Tuxen. Elias Tuxen, Portrætmaler, var født den 9. September 1710 i Kornum i Viborg Stift, og var Søn af Sognepræst Peder Sørensen Tuxen (f. 1665, d. 1737) og Ane Cathrine Hansdatter Figenskov (f. 1671, d. 1757), og kaldes »Skildrer«. For øvrigt vides kun, at han døde den 13. Juli 1747 paa Sødahl i Halds Amt.

(Lengnick, Fam. Tuxen og Pers. Bidr. til Gejstl. 3. H. Wiberg. Priv. Medd. Jfr. Erslew, Suppl., III, S. 497.)

 

Tuxen. Laurits Regner Tuxen, Maler, født den 9. December 1853 paa Christianshavn, er Broder til Malerinden B. N. Tuxen. Efter at have besøgt Borgerdydskolen paa Christianshavn blev han af V. Kyhn dimitteret til Kunstakademiet og fik i 1868 Plads i Almindelig Forberedelsesklasse, gennemgik dets Skoler og fik den 23. December 1872 Afgangsbevis som Maler. Inden han kom paa Akademiet havde han studeret Sømaleri hos Johan Petersen og H. Drachmann • men begyndte, efter at have fuldendt sit akademiske Studium at male Portræter; dog var hans første Billede ved December-Udstillingen 1874 og de nærmest følgende Foraarsudstillinger Kyst­billeder fra Jylland og, efter et Ophold i Frankrig, fra Bretagne. Vintrene 1875—76 og 1876—77 var han i Paris og arbejdede hos Bonnat, hvorved han mere og mere kom ind paa Figurmaleriet. I 1879 udstillede han sit første Figurbillede »Susanna i Badet« og sin Faders Portræt. Derefter var han Vinteren 1879—80 i Rom og udstillede Aaret efter et Par store Kopier, et Portræt og et Genre­billede fra Jylland. I 1882 behandlede han paany »Susanna i Badet«, i 1883 malede han Portræt af Brygger C. Jacobsens Hustru og udførte efter Bestilling flere store, dekorativt behandlede Loftsbilleder til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Samme Aar fik han Bestilling paa det store Portrætbillede af den danske Konge-

 

509

familie, som blev færdigt 1886 og foreløbig bevares paa Frederiks­borg. Imidlertid levede han i disse Aar for en stor Del i Frankrig, og hjemsendte derfra det store, tidligere i Paris udstillede Billede »Hjemvendende Fiskere«, og i England, hvor han udførte det neden­for nævnte Billede for Dronning Victoria. Den 6. Marts 1886 ægtede han i Bryssel Charlotte Pauline Ursule de Baisieux (f. 1862), Datter af Købmand Charles de Baisieux (f. 1833) og Olympe f. van Calster (f. 1838). I 1888 udstillede han »Fiskeboder ved Nymindegab« (den kgl. Malerisaml.). Om Vinteren 1888—89 var han i Ægypten og i 1889 atter i Paris, hvor han var Jurymedlem for Danmark ved Verdensudstillingen. Den følgende Vinter malede han et stort Billede »Arkonas Indtagelse« til Museet paa Frederiksborg og udstillede 1890 »den engelske Kongefamilie« (malet i 1887 og tilh. Windsor-sarnl.) og et lille Portræt af sin Hustru. Derefter fik han det Stolten-bergske Legat for 1891 og 1892 og tilbragte Vinteren paa en Rejse i Palæstina. I 1891 fik han »hædrende Omtale« ved Jubilæums-Udstillingen i Berlin; i 1893 ⁿ^ han første Gang Aarsmedaille for sin Svigerfaders, i 1894 anden Gang for Professor W. Scharlings Portræt og blev derved Medlem af Akademiets Plenarforsamling. I 1893 malede han »Hertugen af Yorks Bryllup« til Dronning Victoria, i 1895 (udst. 1896) den russiske Kejsers Bryllup. I 1892 fik han Titel af Professor; i 1894 var han Jurymedlem ved Verdensudstillingen i Antwerpen. I Marts 1897 blev han valgt til Medlem af Akademi-raadet. Han er Ridder af den belgiske Leopolds Orden.

(Priv. Medd, S. Muller, N. Dsk. Malerk. Akad. Reitzel. Udst. Fortegn. Geneal. Inst. Jfr. B. N. Tuxen.)

 

Tvede. Christen Gotfred Tuede, Architekt, er født i Køben­havn den 7. Oktober 1863 og Søn af den nedennævnte Architekt F. V. Tvede. Han tog Realafgangsexamen 1879, lærte Murerhaand-værket og blev Svend 1883, men havde samtidig besøgt det tech-niske Selskabs Skole og gik derfra over til Kunstakademiet, som han gennemgik .fra Oktober 1887 til den 28. Maj 1890, da han fik Afgangsbevis som Architekt. Under Studietiden havde han faaet en Flidspræmie paa 100 Kr. Aaret efter deltog han i den Neuhausenske Konkurs og vandt en Extrapræmie paa 500 Kr. for »Et Studenter­kollegium«, efter at han ogsaa havde deltaget i Aarets Guldmedaille-konkurs. Han har foretaget flere mindre Rejser til Tyskland og Italien. Den 31. August 1895 ægtede han Bodil Marie Dorph-Petersen (f. 1873), Datter af Skuespiller og Theaterinspektør Jens

 

510

Frederik Dorph - Petersen (f. 1845) og Rose f. Sødring (f. 185o); Architekt Viggo Dorph-Petersen (s. d.) er saaledes hans Hustrus Far­broder. Han har restaureret Thotts Palæ i København, bygget Avls-gaarden Strandegaard samt en Badeanstalt og et Asyl under Herlufs­holm; desuden Avlsgaarden ved Giesegaard og restaureret Førsløv Kirke. For Tiden bygger han paa et »Alderdomshjem« for Køben­havns Kommune.

(Priv. Medd.    Akad.    Udst. Fortegn.)

 

Tvede. Frederik Vilhelm Teede, Architekt, født i København den 13. Maj 1826, var Søn af Skomagermester Johan Frederik Tvede og Christine f. Norup. Han fik Adgang til Kunstakademiets Skoter som Snedkerlærling, blev Svend 1845, men vedblev at besøge Akademiet for at uddanne sig til Architekt. I 1846 blev han Elev af Architektur-klassen, i 1848 vandt han den mindre og i 1853 den store Sølv-medaille. Uden at konkurrere til Guldmedaillerne nedsatte han sig nu som Bygmester i København og rejste flere Gange udenlands med Understøttelse fra den Reiersenske Fond, det Classenske Fidei-komrnis og Landhusholdningsselskabet. Den i. December 1857 blev han gift med Maren Ostermann (f. 1836), Datter af Købmand i Kallundborg, Henrik Christoffer Ostermann (f. 1805, d. 1872) og Louise Emilie f. Schou (f. 1807).

Under sin Studietid og derefter arbejdede han som Tegner og Konduktør hos G. Hetsch og var tillige Tegnelærer ved det techniske Institut, indtil han fra 1849 deltog i den første slesvigske Krig. Han har bl. a. ledet Restaurationen af Kirkerne i Kallundborg, Ny­borg og flere Steder, og opført et Gravkapel ved Rønningesøgaard, et Raadhus i Nykøbing p. F. samt Kirker i Astrup ved Skarresø og i Vedbæk m. fl. Senere opførte han nogle Hospitaler og Sygehuse, de Classenske Boliger paa Frederiksberg, den Classenske Husrække — efter engelsk Mønster — i Ny Toldbodgade, Kædeselskabets Byg­ninger i Klerkegade, samt en Mængde Villaer, Avlsbygninger m. m. i Danmark og Sydsverig. Tvede blev 1871 Ridder af Danebrog og døde temmelig pludseligt den 26. November 1891. For øvrigt har han mest været sysselsat i praktisk Retning.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst. Fortegn.    Pers. Tdskr. 3. R. I, T. 19.)

 

Tvede. Jakob Hanson Tvede, Theatermaler, født i Tønder 1777, lagde sig efter Theatermaleriet og fik i 1811 Plads som Theater­maler ved det franske Theater i Hamborg. Han var Lærling af Pierre Étienne Lesueur, en emigreret Franskmand, der levede som

 

511

Theatermaler  i   Hamborg  {d.  1802).     Tvede   døde  sammesteds   den 24. April  1819.

(Weinw.>   S.  198.    Do. Lex.     Fiissli, Kstl. Lex. Suppl.     Hamb. Kstl. Lex.)

 

Tybjerg. Hans Christian eller Kris tja n Tybjerg, Architekt, født i København den 8. Oktober 1815, var Søn af Informator ved Kunstakademiet, Tømrermester Henrik Thyberg, som ovenfor er nævnet. Da han havde Lyst til at være Architekt, lærte han at tegne hos H. Chr. Hansen og senere hos Hetsch, hvor han tillige lagde sig efter Ornament- og Dekorationstegning. I 1835 blev han Elev af Medailleskolen og lagde sig samtidig efter Tømrerhaand-værket, for ogsaa at blive hjemme i Bygningskunstens praktiske Del, og efter de polytechniske Videnskaber. En Sygdom, som siden for­fulgte harn i hele hans øvrige Liv, hæmmede fra 1838 hans Ud­vikling, og uagtet det lykkedes ham i 1840 at vinde Kunstakademiets mindre og i 1841 dets store Sølvmedaille, maatte han opgive videre Fremgang paa den kunstneriske Bane. Dog vedblev han at leve og virke som Kunstner, saavidt hans Helbred tillod det, og han har navnlig tegnet største Delen af de private Bygninger, Tømrermester Blom har opført. Af en Rejse, som han i 1842—43 foretog til Syden for sin Helbreds Skyld, søgte han ogsaa at drage Nytte for sin Kunst. I 1853 vandt han den anden Pris i en Konkurs om Arbejderboliger paa Christianshavn, hvor Herholdt vandt den første; men Planen kom ikke til Udførelse, Senere udstillede han i 1868 Udkast til et Grundlovsmonument, hvortil han havde tænkt sig Pladsen paa Kongens Nytorv, og da der faa Aar efter blev indbudt til Kon­kurs om Planen til et nyt Theater for København, indgav han ogsaa, trods den knap tilmaalte Tid, et Udkast, der dog ingen Prisløn vandt. Den for sin Tid ret anselige Gaard, han har givet Tegning til (Nr. 4 i Bredgade, Nr. 3 i Strandstræde}, blev ikke fuldstændig gennemført, fordi Ejeren af Hjørnegrunden mod Kongens Nytorv, der var inddragen under Planen, ikke vilde sælge denne.

Tybjerg blev den 23. April 1858 gift med Juliane Marie Poulsen (f. 1835, d. 1867), og efter hendes Død ægtede han den 4. November 1868 Caroline Elise Oltmann (f. 1837). Han døde den 13. Maj 1879.

(Priv. Medd.    Akad.    Reitzel.    Udst, Fortegn.     Berl. Tid.  1879, Nr.  in.)

 

Tønder. Frederik Christian Tønder, Billedhugger, født 1747 og mulig stammende fra Norge, besøgte Kunstakademiet i København fra 1767 for at uddanne sig til Billedhugger. Først i sit 30. Aar (1777) naaede han at vinde den mindre og i Januar 1781 den store

 

512

Sølvmedaille for Tegning efter Modellen. Derpaa vandt han i Marts 1781 og i Januar 1782 den mindre og den store Sølvmedaille for Modelering samt den n. August 1783 den mindre Guldmedaille for Opgaven »Saul raadfører sig med Samuels Skygge«. I disse Aar 1780—83 var han Modelerer ved den kgl. Porcelænsfabrik. Kort efter rejste han med Akademiets Vidnesbyrd om at have vundet Medaillen til St. Petersborg, hvor han levede i 13 Aar. I Begyndelsen af 1797 kom han tilbage til København og søgte om at blive Infor­mator i Modelering ved Akademiets Ornamentskole. Dog naaede han først den 26. Marts 1800 en saadan Ansættelse med 200 Rdl. d. C. om Aaret, men forblev kun i denne Stilling til 1806, da han for Øjensvaghed maatte tage sin Afsked. I 1801 udstillede han ved Aarsmødet et Basrelief, forestillende »Billedkunstneren«, og i 1802 foreviste han tre andre Reliefer for at blive agreeret Men fraset, at Akademiet ikke vilde agreere sine Informatorer, var hans Arbejder saa svage, at han ikke fik en eneste Stemme for sig. Han døde den 11. December 1809.

(Weinw.,   S. 218.     Tdskr.   f.   Kstind,   IX,   99.     Akad.     Adresseav.   1809, Nr. 464.)