Arthur Schnitzler

 

Ensomt vi vandrer

 

Skuespil i 5 akter

 

Oversat af Erik Rosekamp

 

 

 

Personerne:

 

Professor Wegrath, Direktør for kunstakademiet

Gabriele, hans kone

Felix)  Johanna), deres børn

Julian Fichtner

Stephan von Sala

Irene Herms

Doktor Franz Neumann, læge

Tjener hos Fichtner

Tjener hos Sala

Stuepiger hos Wegrath

 

Handlingen foregår i Wien og omegn.

 

 

Akt 1

 

(Vi er i den lille have udenfor Professor Wegraths hus. Haven er helt omsluttet af bygningerne, således at der intet frit udsyn er. Tilhøjre i haven er der et lille hus med overdækket træveranda hvortil fører tre trappetrin af træ. Udgange findes såvel fra verandaen(V) som til højre(a) og venstre(b). Omtrent i midten af græsplænen står et grønt havebord med passende opdækning, en magelig kurvestol, tilhøjre ved et træ står en lille jernbænk.)

 

Scene 1.

(Johanna går frem og tilbage i haven. Felix kommer ind iført kavaleriuniform)

 

JOHANNA:  (vender sig om) Felix!

 

FELIX:  Ja, det er mig.

 

JOHANNA:  Jamen Gud – hvordan går det dog til, at du allerede har orlov igen?

 

FELIX:  Jeg er her kun kort tid – nå, hvordan har mor det?

 

JOHANNA:  I de sidste par dage, er det gået tåleligt.

 

FELIX:  Tror du, at hun bliver forskrækket over, at se mig uventet?

 

JOHANNA:  Nej. Men kære, vent dog lige et øjeblik – hun sover ligenu. Jeg kommer lige fra hendes værelse. – Hvor længe bliver du?

 

FELIX:  Jeg må afsted igen i morgen aften.

 

JOHANNA:  (stirrer ud i luften) Så hurtigt - -

 

FELIX:  Ja, flot ser det jo ud. Men særligt langt er man jo ikke kommet, ikke på nogen måde.

 

JOHANNA:  Jamen, du har da sådan ønsket dig det - - (peger på hans uniform) nu har du opnået det. Er du da ikke tilfreds?

 

FELIX:  Det er i hvert fald det mest fornuftige jeg kan gøre – lige for øjeblikket. Jeg føler i det mindste, at jeg under de givne omstændigheder har kunnet yde noget.

 

JOHANNA:  Uanset hvad du gav dig til, så ville du drive det til noget.

 

FELIX:  Det tvivler jeg på, jeg kunne aldrig blive jurist eller ingeniør. Men i det store og hele, så føler jeg mig bedre tilpas nu, end før. Men af og til så føler jeg det som om, at jeg er blevet født i den forkerte tid. Måske ville jeg have syntes bedre om verden, hvis der ikke havde været så meget orden i den – engang turde man vove noget, det gør man ikke mere.

 

JOHANNA:  Åh – du er da fri! Du kan gøre som du vil.

 

FELIX:  Ja, ja, men indenfor visse grænser.

 

JOHANNA:  Jamen grænserne har da aldrig være så vide som nu.

 

FELIX:  (ser sig om – ler) Noget fængsel er det naturligvis ikke – Haven ser virkelig fin ud. Hvor så den dog elendig ud, da vi var børn. Jamen – hvad er det? Espalier med ferskentræ! Hvor smagfuldt.

 

JOHANNA:  Det var doktor Neumann der kom med ideen.

 

FELIX:  Ja, det kan jeg tænke mig.

 

JOHANNA:  Hvad mener du?

 

FELIX:  Et så fornuftigt forslag tror jeg ingen i vor familie kunne fremsætte. Hvordan står det ellers til med vore fremtidsudsigter? Jeg mener naturligvis med hensyn til professoratet i Graz?

 

JOHANNA:  Jeg ved ikke noget nærmere om det. (vender sig)

 

FELIX:  I dette skønne vejr er mor vel en hel del ude i den frie luft?

 

JOHANNA:  Ja.

 

FELIX:  Læser du for hende. Forsøger du at adsprede hende?

 

JOHANNA:  Ja, når det kan lade sig gøre.

 

FELIX:  Man må tage sig sammen, Johanna.

 

JOHANNA:  Det kan du sagtens sige.

 

FELIX:  Hvad mener du?

 

JOHANNA:  (hen for sig) Jeg ved ikke rigtigt, om du vil kunne forstå det.

 

FELIX:  (leende) Hvorfor skulle jeg lige pludselig ikke kunne forstå dig?

 

JOHANNA:  (ser roligt på ham) Jeg holder ikke så meget af hende mere, efter at hun er blevet syg.

 

FELIX:  (uforstående) Hvad? Hvordan?

 

JOHANNA:  Jeg vidste det. Du kan umuligt forstå det. Hele tiden fjerner hun sig mere og mere fra os - - Det er som om der for hver dag der går, sænkes et tættere og mere hemmelighedsfuldt slør over hende.

 

FELIX:  Og hvad betyder så det?

 

JOHANNA:  (ser atter roligt på ham)

 

FELIX:  Tror du at - - -?

 

JOHANNA:  Jeg tager ikke fejl af den slags – det ved du Felix.

 

FELIX:  Hvad ved jeg?

 

JOHANNA:  Før den lille Lilli von Sala døde, vidste jeg det også – jeg vidste at hun var syg, inden nogen af de andre vidste det.

 

FELIX:  Det var noget du drømte, da du var barn.

 

JOHANNA:  Nej, det var ikke noget jeg drømte. Jeg vidste det. Det er sandheden.

 

FELIX:  (efter en pause) Og far – tager han det roligt?

 

JOHANNA:  Roligt? – Tror du da også at han ser sløret sænke sig?

 

FELIX:  (efter en kort hovedrysten) Det er indbildning, Johanna – sikkert og vist – Men jeg vil dog alligevel - - (vender sig mod huset) Er far hjemme?

 

JOHANNA:  Nej, han kommer sikkert sent. Han har meget at se til på akademiet.

 

FELIX:  Jeg vil så vidt muligt ikke vække hende; jeg skal nok passe på. (går op på verandaen og ind)

 

 

Scene 2.

 

(Johanna er alene en lille stund. Hun har sat sig på en havestol, med hænderne på de samlede ben. Sala kommer ind(a). Han er 45 år men ser yngre ud. Slank, ikke mager, glatbarberet. Mørkeblondt ikke altfor kort hår med skilning i højre side – grå stænk ses. Han virker skarpsindig og energisk. Hans øjne er klare og grå.)

 

SALA:  Godaften, frk. Johanna.

 

JOHANNA:  Godaften, hr. von Sala.

 

SALA:  Man har ladet mig vide, at Deres moder slumrer lidt; derfor har jeg tilladt mig at trænge ind i haven.

 

JOHANNA:  Felix er netop kommet.

 

SALA:  Jaså? Har man virkelig givet ham orlov igen? I min tid fik vi ikke orlov så ofte. Men på den anden side, så lå vi jo også dengang ved grænsen, i Galizien et eller andet sted.

 

JOHANNA:  Åh, ja – det glemmer jeg altid, De var jo også ved militæret engang.

 

SALA:  Ja, det er jo længe siden. Det var kun i et par år. Men vi havde det sjovt, når jeg nu tænker tilbage på det.

 

JOHANNA:  Ja, som det meste De har oplevet.

 

SALA:  Hvordan mener De?

 

JOHANNA:  Vil De ikke sidde?

 

SALA:  Tak. (sætter sig på armlænet af en havebænk) Tillader De? (tager en cigaret frem fra sit etui og tænder den efter et nik fra Johanna)

 

JOHANNA:  Er De allerede flyttet ind i Deres villa, hr. von Sala?

 

SALA:  I morgen flytter jeg ind.

 

JOHANNA:  Det bliver vel til stor glæde for Dem?

 

SALA:  Det er for tidligt at sige noget om.

 

JOHANNA:  Er De synsk?

 

SALA:  På det punkt – ja. – Men det er ikke derfor. Det er kun en foreløbig betragtning, ikke definitiv.

 

JOHANNA:  Hvordan mener De?

 

SALA:  Jeg agter mig ud på en rejse – i længere tid.

 

JOHANNA:  Virkelig? Jeg misunder Dem. Tænk at kunne rejse rundt i verden, og ikke bekymre sig om andre.

 

SALA:  Stadigvæk ?

 

JOHANNA:  Stadigvæk - - hvad mener De med det?

 

SALA:  Jo, jeg kan huske, at dengang De endnu var en lille pige, da havde De også disse drømme om rejser. Hvad vil De nu være – danserinde, kunne jeg tænke mig, ikke sandt? En meget berømt naturligvis.

 

JOHANNA:  Hvorfor siger De det – som om det skulle være noget, at være danserinde? (uden at se på ham) Det burde De ikke hr. von Sala.

 

SALA:  Hvorfor burde jeg ikke det?

 

JOHANNA:  (ser blot på ham)

 

SALA:  Jeg ved ikke rigtigt hvad De mener frk. Johanna - - det burde jeg måske - - (ligefremt) Johanna, vidste De, at jeg dengang så Dem?

 

JOHANNA:  Hvornår?

 

SALA:  Forrige år, da De var på landet, og jeg overnattede på kvisten. Det var klart måneskin, og en elverpige, troede jeg,

svævede over græsplænen.

 

JOHANNA:  (nikker leende)

 

SALA:  Var det mig De svævede for?

 

JOHANNA:  Jeg så godt, at De stod bag gardinet.

 

SALA:  (efter en kort pause) Så vil De sandsynligvis ikke kunne tænke Dem, at danse for andre mennesker.

 

JOHANNA:  Hvorfor ikke? - - Det har jeg vel allerede. De så mig jo også dengang. Det er længe siden. – Det var på en græsk ø. En mængde mænd stod omkring mig – også De – og jeg var en slavinde fra Lydien.

 

SALA:  En tilfangetagen prinsesse.

 

JOHANNA:  (alvorligt) Tror De ikke på den slags?

 

SALA:  Hvis De syntes – så, jo det gør jeg.

 

JOHANNA:  (stadig alvorlig) De skal tro på alt, hvad de andre ikke vil tro på.

 

SALA:  Måske, når tiden er inde.

 

JOHANNA:  Forstår De, - jeg, for mit vedkommende, kan fremfor alt forestille mig dette: at jeg for første gang befinder mig her på jorden. Og der findes øjeblikke, hvor jeg ganske tydeligt ser og forstår alt.

 

SALA:  Og sådant et øjeblik var det dengang?

 

JOHANNA:  Ja, da jeg for et år siden dansede i månskin over plænen. Men det var nu ikke første gang, hr. von Sala. (efter en lille pause, i en helt anden tone) Hvor rejser De egentlig hen?

 

SALA:  (efterligner samme tone) Til Baktrien, frk. Johanna.

 

JOHANNA:  Hvorhen?

 

SALA:  Til Baktrien. Det er et højst mærkværdigt land, og det mest mærkelige er, at det slet ikke eksisterer mere. Jeg slutter mig nemlig til et selskab, som i november agter sig derhen. De har måske læst om det i avisen?

 

JOHANNA:  Nej.

 

SALA:  Det drejer sig om udgravninger på det sted, hvor det gamle Ekbatana lå, for seks tusinde år siden. Så det er længe før deres Lydien fandtes.

 

JOHANNA:  Hvornår har De fået den ide?

 

SALA:  Det er blot nogle få dage siden. Så at sige. Grev Ronsky, lederen af ekspeditionen, indgav mig stor lyst til det. Mere er der sådan set ikke at sige; (livligt) Tænk Dem engang, frk. Johanna: med sine egne øjne, at se hvordan sådan en begravet by dukker frem, hus på hus, sten på sten, århundrede efter århundrede. Nej, det var ikke min plan at rejse med, det er ikke et stort ønske jeg hermed har fået opfyldt.

 

JOHANNA:  Hvorfor snakker De så om at dø?

 

SALA:  Findes der et eneste anstændigt menneske, som ikke, dybt nede i sin sjæl, tænker på andet?

 

JOHANNA:  For Dem findes der vist ingen ønsker, som aldrig er blevet opfyldt.

 

SALA:  Slet ingen -?

 

JOHANNA:  Jeg ved, at De også har oplevet meget sørgeligt. Men ofte tænker jeg, at De også har længtes efter det?

 

SALA:  Længtes - -? Som noget der hører med til livet – så langt har De vel ret.

 

JOHANNA:  Det forstår jeg så udmærket! En skæbne uden ulykke ville være ligeså smertelig, som en skæbne uden lykke. (pause) Hvorlænge er det nu siden?

 

SALA:  Hvad mener De?

 

JOHANNA:  (bedrøvet) At Deres kone døde.

 

SALA:  Det er faktisk syv år siden, lige præcis idag.

 

JOHANNA:  Og Lilli – det var jo det samme år?

 

SALA:  Ja, Lilli døde en måned efter. Tænker De nogen gange på Lilli, frk Johanna?

 

JOHANNA:  Ofte, hr. von Sala. Jeg har ingen veninde haft sidenhen. (hen for sig) Til hende, skulle man nu også have sagt ”frk.”. Hvor var hun dog smuk. Hun havde det samme dunkelmørke hår som Deres kone, og lige så klare øjne som Dem, hr. von Sala. (hen for sig) ”Nu går de begge, hånd i hånd, på dunkel vej, i lysets ånd - - ”

 

SALA:  De har jo digtertalent, Johanna.

 

JOHANNA:  Syv år - - hvor besynderligt.

 

SALA:  Besynderligt? Hvorfor det?

 

JOHANNA:  De bygger Dem et hus, og fremgraver sunkne skatte, og skriver sælsomme vers, - og mennesker, som betød så meget for Dem, har nu ligget syv år i jorden, - og de er stadig næsten ung. Hvor er det hele dog ubegribeligt!

 

SALA:  Du, som overlever, stop din gråd, sagde Omar Nameh, født i Bagdad år 412 efter den muhammedanske tidsregning – han var søn af en kedelsmed. Forøvrigt kender jeg en på 38 år, som allerede har begravet to hustruer, syv børn, berøvet alle sine efterkommere, han spiller klaver på en snusket kabaret, hvor kvinder optræder i tricot på scenen. Og fornylig, da underholdningen var slut og lygterne slukket, så spillede han på gådefuld vis uberørt videre på det elendige klaver. Og da inviterede vi ham, Ronsky og jeg, ned til vores bord, hvor vi sad og snakkede lidt med ham. Han fortalte os, at det sidste stykke han spillede, var hans egen komposition. Vi roste ham naturligvis. Da lysnede det i hans øjne, og han sagde med sitrende stemme: ”Tror De, mine herrer, at værket kan blive en succes?”  38 år er han, og ender sin karriere i et kabaret-værtshus, med et publikum bestående af barnepiger og soldater, og det eneste han kan opnå, - er, at de af og til klapper ad ham!

 

 

 

Scene 3.

(Johanna, Sala. Doktor Neumann som kommer fra a )

 

DOKTOR NEUMANN: Godaften, frk. Johanna. Godaften, hr. von Sala. (trykker begge i hånden)  Hvordan har De det?

 

SALA:  Fortrinligt! Selvom man engang har haft den ære, at bede om Deres råd – er man dog ikke forfaldet til det.

 

DOKTOR NEUMANN:  Det havde jeg nær glemt. Men De ved, der findes mennesker med stor indbildningskraft. Deres mor sover vel, frk. Johanna?

 

JOHANNA:  (noget forvirret eller overrasket over den korte samtale mellem Sala og lægen og betragter nu Sala med stor opmærksomhed) Hun er nok vågen nu. Felix er hos hende.

 

DOKTOR NEUMANN:  Felix - - ? Man har da ikke allerede telegraferet til ham?

 

JOHANNA:  Nej, ikke såvidt jeg ved. Hvem havde - - - ?

 

DOKTOR NEUMANN:  Åh, jeg tænkte bare -. Deres far er jo temmelig ængstelig.

 

JOHANNA:  Der kommer hun.

 

 

 

Scene 4.

(Johanna, Sala, Doktor Neumann. Fru Wegrath og Felix på verandaen)

 

FRU WEGRATH:  Vær hilset, kære hr. Doktor. Hvad siger De til denne overraskelse?

 

(der udveksles hjertelige håndtryk mellem herrene)

 

FRU WEGRATH:  Godaften, hr, von Sala.

 

SALA:  Det glæder mig overordentligt, kære frue, at De ser så godt ud.

 

FRU WEGRATH:  Ja, jeg har det virkeligt lidt bedre. Hvis bare ikke den sørgelige årstid stod for døren.

 

SALA:  Jamen, kæreste frue, først nu kommer da de allersmukkeste dage. Da træernes blade glimrer rødt og gult, og den gyldne duft der ligger over landskabet, og himlen er så høj og lys, så man næsten aner sin egen uendelighed - !

 

FRU WEGRATH:  Det vil man naturligvis gerne opleve atter en gang.

 

DOKTOR NEUMANN:  (omsorgsfuldt) Kære frue - -

 

FRU WEGRATH:  Tilgiv mig, men den slags tanker dukker så ofte op. (højere) Hvis jeg så endda viste, hvorlænge min gode læge ville blive her.

 

DOKTOR NEUMANN:  På det punkt kan jeg berolige Dem, kære frue: jeg forbliver i Wien.

 

FRU WEGRATH:  Hvad? Er sagen allerede afgjort?

 

DOKTOR NEUMANN:  Ja.

 

FELIX:  Vil det sige, at en anden er blevet kaldt til Graz?

 

DOKTOR NEUMANN:  Nej – ikke det. Men den anden, hvis stilling det så godt som var, har desværre brækket halsen under en bjergvandring.

 

FELIX:  Så er Deres chancer jo de allerbedste? Så kommer De vel også i betragtning?

 

DOKTOR NEUMANN:  Mine chancer er såvist ikke dårlige nu. Men jeg har truffet en beslutning.

 

FRU WEGRATH:  Hvordan?

 

DOKTOR NEUMANN:  Jeg søger ikke stillingen.

 

FRU WEGRATH:  Er De virkelig så overtroisk?

 

FELIX:  Er De så stolt?

 

DOKTOR NEUMANN:  Ingen af delene. Men tanken om, at få en fordel af en andens ulykke, forekommer mig yderst pinlig. Resten af mit liv ville jeg stå i gæld. Dette er hverken overtro eller stolthed, det er ganske almindelig forfængelighed.

 

SALA:  Det var et raffineret ræsonnment, hr. Doktor.

 

FRU WEGRATH:  Jeg ser jo også helst at De bliver. Ja, så nedrigt kan man kun tænke når man er syg.

 

DOKTOR NEUMANN:  (skifter emne) Nå, Felix, hvordan går det så i garnisonen?

 

FELIX:  Udmærket.

 

FRU WEGRATH:  Du er således fuldkommen tilfreds, mit barn?

 

FELIX:  Jeg er Jer meget taknemmelige. Især du, moder.

 

FRU WEGRATH:  Hvorfor mig, specielt? Det var dog far der tog den endelige beslutning.

 

DOKTOR NEUMANN:  Han havde naturligvis hellere set, at De havde valgt en fredeligere beskæftigelse.

 

SALA:  Ja, nu om stunder findes der ingen så fredelig som ham.

 

FELIX:  Det har de ret i, hr. von Sala. – Forøvrigt skulle jeg overbringe en hilsen til Dem fra Oberstløjtnant Schrotting.

 

SALA:  Mange tak – tænk, husker han mig stadig?

 

FELIX:  Ikke kun Dem. Men vi bliver nu jævnligt erindret om Dem; faktisk hver gang vi spiser. Deres portræt hænger, sammen med mange andre tidligere officerer i vores spisesal.

 

 

Scene 5.

(Johanna, Sala, Doktor Neumann, Felix, Fru Wegrath. – Professor Wegrath kommer ind fra a.)

 

WEGRATH:  Godaften. – Felix, er du der igen? Det var da en overraskelse!

 

FELIX:  Godaften far. Jeg har fået to dages orlov.

 

WEGRATH:  Orlov - - orlov? Virkelig? Det er vel ikke en lille genistreg du har lavet?

 

FELIX:  (let, ikke såret) Jeg plejer ikke at tale usandt, far!

 

WEGRATH:  (lettere spøgefuldt) Jeg beskylder dig sandelig ikke for noget, Felix. Selvom du så havde begået faneflugt, så ville længslen efter din mor  være en formildende omstændighed.

 

FRU WEGRATH:  Længslen efter sine forældre.

 

WEGRATH:  Selvfølgelig – efter os alle. Men da du er den der lider mest, må du være hovedpersonen. – Nå, hvordan går det Gabriele? Bedre, ja? (lavt, næsten frygtsomt) Min kære - - - (stryger sig over panden og håret) Kæreste – Luften er så lind.

 

SALA:  Det er en vidunderlig sensommer.

 

DOKTOR NEUMANN:  De kommer lige fra akademiet, hr. Professor?

 

WEGRATH:  Ja, jeg er jo også direktør nu, så der er en hel del at se til – slet ikke noget der er morsomt eller interessant. Men hvordan det end hænger sammen, så er det altså mit lod. Sådan er det vel. (ler) Som en engang sagde om mig: kunstembedsmand.

 

SALA:  Blot der ikke sker uretfærdigheder imod Dem, hr. Professor.

 

FRU WEGRATH:  Og så er du vel også gået hele den lange vej til fods også?

 

WEGRATH:  Ja, og jeg er ovenikøbet også gået en lille omvej – henover Tyrkerskandsen. Jeg holder så meget af den vej. En aften som denne ligger hele byen nedenunder, badet i et sølverlys. – Jeg skal i øvrigt hilse dig, Gabriele. Jeg mødte nemlig Irene Herms.

 

FRU WEGRATH:  Er hun i Wien?

 

WEGRATH:  Kun på gennemrejse. Hun vil besøge dig en af dagene.

 

SALA:  Er hun stadig engageret i Hamborg?

 

WEGRATH:  Nej. Hun har forladt scenen, fortalte hun mig, og bor nu på landet hos sin gifte søster.

 

JOHANNA:  Jeg har engang set hende i et stykke, som De har skrevet, hr. von Sala.

 

SALA:  De må have været en ganske lille pige.

 

JOHANNA:  Hun spillede en spansk prinsesse.

 

SALA:  Der husker De forkert. Prinsessen var det i hvert fald ikke. Hun har aldrig kunnet fremsige vers.

 

DOKTOR NEUMANN:  Det glemmer De nok ikke, hr. von Sala, at ingen dame nogensinde har fremsagt Deres vers så dårligt?

 

SALA:  Hvorfor skulle jeg det, kære doktor? Hvis De boede inde midt i jorden, vidste De, at alting var meget svært. Og svævede De midt i verdensrummet, anede De, at alt var lige vigtigt.(x)

 

FRU WEGRATH:  Hvordan ser hun ud idag?

 

WEGRATH:  Hun er stadig meget smuk.

 

SALA:  Er der stadig lighed med det billede der hænger i museet?

 

FELIX:  Hvad er det for et billede?

 

JOHANNA:  Hænger der et billede af hende på museet?

 

SALA:  De kender det vist godt. ”Skuespillerinde” hedder det i kataloget, slet og ret ”Skuespillerinde”. En ung kvinde i harlekinkostume, hvorover er svøbt en græsk toga, og ved fødderne et virvar af masker. Helt alene står hun med blikket rettet mod publikum, på en tom scene der henligger i halvmørke og hvor man skimter nogle kulisser der ikke passer til hinanden. Et stykke af en væg, et stykke af en skov, en borgruin - - -

 

FELIX:  Og baggrunden forestiller et sydlandsk landskab med palmer og plataner - - - ?

 

SALA:  Ja. Men kun halvt nedrullet, således at man bag dette skimter nogle huse og møbler.

 

FELIX:  Er billedet ikke malet af Julian Fichtner?

 

SALA:  Det er rigtigt.

 

FELIX:  Jeg var slet ikke klar over, at det forestillede Irene Helms.

 

WEGRATH:  Det er nu over 25 år siden, at han malede billedet. Det vakte stor opsigt, dengang. Det var hans første store succes. Og idag er der sandsynligvis mange mennesker som slet ikke husker ham mere. I øvrigt har jeg, hos Irene Herms, forhørt mig om ham. Men selvom de svor ”evigt venskab”, så aner hun ikke hvor i verden han er.

 

FELIX:  Det er kun få dage siden jeg talte med ham.

 

WEGRATH:  Hvordan? Har du set Julian Fichtner? Var det i Salzburg? - - - Hvornår da?

 

FELIX:  Det er vel en tre-fire dage siden. Han opsøgte mig, og vi tilbragte en aften sammen.

 

FRU WEGRATH:  (kaster et blik på Doktor Neumann)

 

WEGRATH:  Hvordan går det ham? Hvad fortalte han?

 

FELIX:  Lidt grå er han jo blevet. Men ellers ikke meget forandret.

 

WEGRATH:  Hvorlænge har han nu været borte fra Wien? To år, ikke sandt?

 

FRU WEGRATH:  Lidt mere.

 

FELIX:  Han har været ude på store rejser.

 

SALA:  Ja, lejlighedsvis har jeg fået et kort fra ham.

 

WEGRATH:  Vi også. Men jeg troede, at De stod i regelmæssig korrespondance med ham.

 

SALA:  Regelmæssig? Nej.

 

JOHANNA:  Er han ikke Deres ven?

 

SALA:  Venner har jeg for det meste ikke. Og når jeg endelig har, så fornægter jeg dem.

 

JOHANNA:  Jamen, før i tiden var De da meget fortrolig med ham.

 

SALA:  Jo, men det var nu mere ham der var fortrolig end mig.

 

FELIX:  Hvad mener De med det, hr. von Sala?

 

JOHANNA:  Det forstår jeg så udmærket. Sådan er det vel med de fleste De kender.

 

SALA:  Det er ikke helt forkert.

 

JOHANNA:  Det ses også tydeligt i de ting De skriver.

 

SALA:  Det håber jeg. Det kunne De også sige om andre skribenter.

 

WEGRATH:  Sagde han noget om, hvornår han var kommet tilbage til Wien?

 

FELIX:  For ikke så længe siden, tror jeg. Han har, helt bestemt ikke holdt sig skjult.

 

JOHANNA:  Jeg ville gerne møde ham igen. Jeg kan godt lide den slags mennesker.

 

WEGRATH:  Hvad mener du med ”den slags mennesker”?

 

JOHANNA:  Sådan nogle som har været vidt omkring.

 

WEGRATH:  Jamen, da du kendte ham, Johanna, var han jo lige i nærheden - - han boede jo her.

 

JOHANNA:  Jamen, det var ligegyldigt om han boede her, eller andre steder for den sags skyld - - på mig virkede han altid, som om han kom langvejs fra.

 

WEGRATH:  Jamen, - joh –

 

FELIX:  Sådan har jeg også følt det mange gange.

 

WEGRATH:  Er det ikke ejendommeligt som han har faret rundt i verden i de sidste år?

 

SALA:  Har han ikke altid haft denne urolige udlængsel? De var jo sammen med ham på akademiet dengang.

 

WEGRATH:  Jo, og dengang måtte man virkelig kende ham, for at vide noget om ham. Som ungt menneske havde han noget utroligt fascinerende, ja nærmest blændende over sig. Aldrig har jeg mødt nogen som ordene ”meget lovende” passede bedre på.

 

SALA:  Han havde dog mange slags egenskaber.

 

WEGRATH:  Ja, hvad kunne han ikke have opnået! - - -

 

DOKTOR NEUMANN:  Jeg tror, at det man kan opnå, det opnår man også.

 

WEGRATH:  Ikke altid. Julian var afgjort bestemt for noget stort. Hvad han manglede var den indre frihed, der gør, at man kan samle sig om noget. Han følte sig ikke hjemme nogetsteds; og ulykken var, at han også i sine arbejder var meget flygtig.

 

FELIX:  Han viste mig et par skitser, som han fornyligt havde lavet.

 

WEGRATH:  Var de gode?

 

FELIX:  På mig virkede de på sin vis gribende.

 

FRU WEGRATH:  Hvordan gribende? Hvad var det for billeder?

 

FELIX:  Landskaber. Fra de varmere himmelstrøg.

 

JOHANNA:  I drømme så jeg engang et forårslandskab, solrigt og mildt, og dog græd jeg over det.

 

SALA:  Ja, sorgen og fortvivlelsen stikker ofte dybere end man aner.

 

WEGRATH:  Men, han arbejder altså endnu? Så kan man måske vente sig et eller andet stort.

 

SALA:  Tja – fra en, som engang var kunstner, kan man aldrig vide sig sikker for overraskelser.

 

WEGRATH:  Ja, sådan er det jo, hr. von Sala. Det er netop den store forskel. Med en embedsmand forholder det sig anderledes, der kan man i så henseende føle sig ganske rolig. (med stigende selvironi)  Han maler hvert år sine gode gedigne billeder til udstillingen, og kan med den bedste vilje, ikke gøre andet.

 

DOKTOR NEUMANN:  Det er dog i høj grad et spørgsmål, hvem der bringer kunsten videre frem: embedsmænd som Dem eller de - - såkaldte - - genier.

 

WEGRATH:  Åh, det var nu ikke for at være beskeden. Men hvad angår genier, så lad os for guds skyld ikke tale om det. Det er en verden helt for sig selv, og udenfor diskussion – nøjagtig som verdens tilblivelse.

 

DOKTOR NEUMANN:  Det har jeg nu en helt anden mening om.

 

WEGRATH:  Man kan kun tale om folk, for hvem der gives grænser. Og her er jeg helt ærlig: den der kender sine grænser er bedre stedt. Og på dette område har jeg almulig grund til at sætte mig selv højt. - - Du fryser vel ikke, Gabriele?

 

FRU WEGRATH:  Nej.

 

WEGRATH:  Tag dog sjalet tættere om dig, og gå en lille tur, såvidt det er muligt.

 

FRU WEGRATH:  Åh, ja – det vil jeg gerne, kom Doktor, tag min arm. De har jo slet ikke endnu bekymret Dem om Deres patient.

 

DOKTOR NEUMANN:  Jeg stiller mig til rådighed.

 

(de andre går forrest, Johanna med sin broder, professoren og Sala; Doktor Neumann og fru Wegrath ser ud som om de vil følge, da fru Wegrath pludselig står stille)          

 

 

Scene 6.

(fru Wegrath, Doktor Neumann)

 

FRU WEGRATH:  Lagde De mærke til hvorledes Felix’ øjne lyste, da man talte om ham? Det var ejendommeligt.

 

DOKTOR NEUMANN:  Mennesker som denne hr. Fichtner, har altid en vis tiltrækningskraft på unge mennesker. Der er en aura af eventyr over dem.

 

FRU WEGRATH:  (ryster på hovedet) Og han har besøgt ham - -  Han må åbenbart være taget til Salzburg for at træffe ham igen. Det hænger vel sammen med, at han føler sig temmelig ensom.

 

DOKTOR NEUMANN:  Men hvorfor skulle man ikke besøge en ung ven, når man tilfældigt kommer i nærheden af hans opholdsted? Deri ser jeg intet mærkværdigt.

 

FRU WEGRATH:  Måske har De ret. Måske ville jeg også før have hældet til den anskuelse. Men nu, i betragtning af - - nej, Doktor, jeg vil ikke virke patetisk.

 

DOKTOR NEUMANN:  Jeg har intet imod patos, kun mod uretfærdighed.

 

FRU WEGRATH:  (leende) Tak skal De have. – Hvorom alt er, jeg har haft lejlighed til at gennemtænke mange ting. Det er såmænd ikke så svært, kære ven. De ved, jeg har kun indviet Dem i disse ting, for at have et klogt og godt menneske, at tale med om fortiden; og ikke, for på en eller anden måde, at tale mig fra min skyld.

 

DOKTOR NEUMANN:  At skabe lykke er bedre end at være skyldfri. Og da det var dem (forundt) beskåret, havde De selvfølgelig gjort alt godt - - - da De med ord, undskyldte dette fantastiske barnagtige vrøvl. (x)

 

FRU WEGRATH:  Skal jeg virkelig høre dette fra Dem!

 

DOKTOR NEUMANN:  Har jeg da ikke ret?

 

FRU WEGRATH:  Da jeg ikke følte mig helt godt tilpas, var det fordi at netop De af os alle, bedragere som ikke-bedragere,  forekom mig foragtelig.

 

DOKTOR NEUMANN:  Netop mig? - - Når De nu, ærede frue, nævner ordet foragt – når jeg overhovedet følte noget ved det -, så var det ikke andet end skjult misundelse. Eller tror De måske at det er med min gode vilje, at jeg fører mit liv sådan, som jeg ser de fleste andre gøre? Det har jeg ganske enkelt ikke talent til. Hvis jeg skal være oprigtigt, ærede frue – Den skæbne der er indlagt i mig er: jeg er en skurk, en fyr der hykler, forfører, hån-ler, og vader henover lig. Men jeg er trods alt dette, opdraget til at være et anstændigt menneske – og, hvad der måske er det smerteligste, fra alle mennesker må høre, at jeg er det.

 

FRU WEGRATH:  (har leende hørt på hans tale) Har De nu også fortalt os grunden til, at de forbliver i Wien - -?

 

DOKTOR NEUMANN:  Absolut. Der findes helt ærligt ingen anden. Jeg har ingen ret til at have en anden. Lad os nu ikke tale mere om det.

 

FRU WEGRATH:  Er vi da ikke så gode venner, at jeg kan tale med Dem om alt? Jeg ved hvad De mener. Men jeg tror det står i Deres magt, at ingyde visse illusioner og drømme i pigesjæle. For mig var det i hvert fald en stor beroligelse, at De måtte blive her, mellem disse mennesker, som alle står mig så nær, og dog ikke ved noget om hinanden, næppe heller om deres forhold til hinanden, og derfor syntes bestemt til at flagre, gud ved, hvorhen.

 

DOKTOR NEUMANN:  Lad os tale om alt dette når tid er, ærede frue.

 

FRU WEGRATH:  Jeg fortryder intet. Faktisk har jeg aldrig fortrudt noget. Men jeg føler alligevel, at der er noget der ikke er iorden. Måske er det denne sælsomme glans i Felix øjne, som gør mig urolig. Men er det ikke mærkværdigt, - næsten uhyggeligt, at et menneske som han med åbne øjne går rundt i verden, og ikke aner hvem han kan takke for at se denne verdens lys?

 

DOKTOR NEUMANN:  Lad os ikke anstille almindelige forestillinger, ærede frue. Derved bliver selv indlysende ting, sat i sådanne svingninger, at selv de klareste øjne bliver slørede. Men jeg, for min del, mener: en løgn, der har vist sig så stærk, at den kan bære et hjems fred, er mindst ligeså æreværdig som en sandhed, der ikke kunne udrette mere end at forstyrre fortiden, og forplumre følelsen af nutiden og forvirrer synet på fremtiden.

 

(han går videre i følgeskab med hende)

 

 

Scene 7.

(Johanna og Sala)

 

JOHANNA:  Man kommer hele tiden til de samme steder. Deres have er vel større, hr. von Sala?

 

SALA:  Min have er selve skoven, - kun for folk, der ikke spærrer deres fantasi inde bag et gitter.

 

JOHANNA:  Deres villa er særdeles skøn.

 

SALA:  Har De set den?

 

JOHANNA:  Ja, for ganske nyligt har jeg set den, for første gang i tre år.

 

SALA:  For tre år siden havde vi end ikke lagt grundstenen.

 

JOHANNA:  Men alligevel så den skøn ud.

 

SALA:  Hvorfor så hemmelighedsfuld - - -

 

JOHANNA:  Det er jeg overhovedet ikke. Husker De ikke, - at vi engang var på en udflugt til Dornbach, mine forældre, Felix og jeg. Der havde vi mødt Dem og hr. Fichtner, og det var lige præcis der hvor Deres hus blev bygget. Og nu ser alt ud som De dengang forklarede det.

 

SALA:  Hvorfor kom De på de kanter?

 

JOHANNA:  Efter at mor er blevet syg, går jeg mig ofte en spadserertur - -

 

SALA:  Og hvornår er De da kommet forbi mit hus?

 

JOHANNA:  Det er ikke sålænge siden – faktisk idag.

 

SALA:  Idag?

 

JOHANNA:  Ja, jeg gik rundt om den.

 

SALA:  Jaså – rundt om den? Har De også set den lille port der fører direkte ud i skoven?

 

JOHANNA:  Ja, men derfra er huset næsten usynligt. Bevoksningen er ganske tæt. – Hvor er de romerske kejserbuster?

 

SALA:  De står på søjler ved indgangen til aleen. Og lige ved siden af er der en lille marmorbænk, og foran bænken er der anlagt en lille sø.

 

JOHANNA:  (Nikker) Netop som De fortalte - - og vandet skinner i en grøn-blå farve - - og om morgenen falder skyggen fra bøgen deri. – Jeg ved det. (ser på ham og ler) (begge går de videre)

 

TÆPPE

 

 

Akt  2.

 

(hos Julian Fichtner. Et udmærket, ret fornemt værelse der dog virker noget uordentligt. Stor bogreol. På to stole ligger bøger stablet op, og på en anden en åben rejsetaske. – Julian sidder ved et skrivebord, og tager papirer op af en skuffe, af og til rejser han sig, og smider papirer i papirkurven.)

 

Scene 1.

(Julian, en Tjener og derpå Sala)

 

TJENEREN:  (melder) Hr. von Sala. (går ud)

 

SALA:  (kommer ind. – Sala er som sædvanlig, begynder at gå op og ned ad gulvet mens han taler, og er gennem hele denne scene ofte fremme på scenen. Af og til sætter han sig ned et øjeblik, tit kun på et armlæn. Indimellem bliver han stående ved Julian, og lægger en hånd på hans skulder, mens han taler. To til tre gange i løbet af scenen lægger han hånden på venstre side af brystkassen, somom han her føler et eller andet ubehag;)

 

JULIAN:  Det glæder mig meget. (håndtryk)

 

SALA:  De er altså kommet her til morgen?

 

JULIAN:  Ja.

 

SALA:  Og hvorlænge bliver De - ?

 

JULIAN:  Det har jeg ikke besluttet endnu. Som De ser, så flyder det hele lidt. Måske bliver her aldrig mere orden. Jeg har tænkt mig at flytte.

 

SALA:  Det var en skam; jeg har vænnet mig til den. Hvor vil De flytte hen?

 

JULIAN:  Muligvis flytter jeg slet ikke, men vil i stedet rejse rundt, som i de to sidste år. Jeg har overvejet at lade alt mit indbo bortauktionere.

 

SALA:  Det er jeg ked af.

 

JULIAN:  Ja, det er jeg egentlig også. Men, forstår De, jeg er nødt til også at se på den materielle side af sagen. Jeg har i de senere år forbrugt så meget, det må på en eller anden måde dækkes ind. Senere retter det sig vel for mig igen. På et eller andet tidspunkt falder der vel ro over det, så man kan arbejde. – Hvordan går det Dem ellers? Og hvordan med vores fælles bekendte?

 

SALA:  Har De ikke truffet nogen af dem endnu?

 

JULIAN:  Nej – ingen. Det er også kun Dem, jeg har skrevet til og meldt min hjemkomst.

 

SALA:  De har altså ikke været henne hos Wegraths?

 

JULIAN:  Nej. Jej tøver ovenikøbet med at gå derhen.

 

SALA:  Hvorfor? - -

 

JULIAN:  Man burde egentlig aldrig, når man er kommet til skelsår og alder, betræde den jord hvor man tilbragte sine yngre dage. Man finder kun yderst sjældent menneskene i samme tilstand, som da man forlod dem. Ikke sandt? – Fru Gabriele skulle, som følge af hendes sygdom, have forandret sig meget. Felix fortalte mig derom. Det var dog uundgåeligt for mig, at gense Dem. Det må De forstå, Sala.

 

SALA:  (noget forbavset) Naturligvis forstår jeg det. Hvorlænge har De været uden kontakt med Wien?

 

JULIAN:  Jeg er altid rejst forud for mine breve. De sidste 14 dage har jeg i hvert fald intet hørt. (aner uråd) Er der sket noget?

 

SALA:  Fru Gabriele døde for en uge siden.

 

JULIAN:  Åh! (han er meget bevæget, går rundt i værelset, sætter sig ned og siger efter en pause:) Man burde være fattet, men ----

 

SALA:  Hun fik en rolig og blid død, - som folk jo som regel altid siger med stor bestemthed. Men hvorom alt er, så gik hun en aften roligt iseng, og vågnede aldrig mere.

 

JULIAN:  (meget ked af det) Stakkels Gabriele! – Har De truffet hende i den sidste tid?

 

SALA:  Ja – jeg kiggede ind næsten hver dag.

 

JULIAN:  Virkelig?

 

SALA:  Johanna havde bedt mig om det. Hun var ganske enkelt bange for at være alene med moderen.

 

JULIAN:  Bange?

 

SALA:  Hun havde en eller anden form for rædsel for den syge moder. Nu er hun roligere.

 

JULIAN:  Et ejendommeligt pigebarn - - - - Og vores ven, Professoren, hvordan tog han det? Med Gudsfrygt velsagtens, ikke?

 

SALA:  Kære Julian, manden har et standpunkt. Jeg tror, vi slet ikke kan fatte, at når vi i visse øjeblikke har gudernes gunst –bliver vi undertiden noget mindre menneskelige.

 

JULIAN:  Felix er her vel endnu?

 

SALA:  Jeg talte med ham for en time siden, og fortalte, at De var her. Han var meget glad for, at de besøgte ham i Salzburg.

 

JULIAN:  Det glæder mig overordentligt. Det var mig også ganske behageligt. I øvrigt har jeg planer om, måske at tage ophold i Salzburg.

 

SALA:  For altid?

 

JULIAN:  For nogen tid, ihvertfald. Det kommer også an på Felix. Hans friske væsen påvirker mig, jeg føler mig næsten yngre i hans selskab. Hvis ikke han var min søn, så ville jeg måske misunde ham – og ikke for hans ungdom alene. (ler) Jeg holder også af ham. Men det piner mig dog, at jeg sådan, om jeg så må sige, må gøre det inkognito.

 

SALA:  Kommer alle disse følelser ikke noget sent?

 

JULIAN:  De har vel eksisteret længere end jeg selv ved af. Men De ved jo godt, at jeg først så drengen da han var 11-12 år gammel, og først da erfarede at han var min søn.

 

SALA:  Det må have været et sælsomt gensyn mellem Dem og fru Gabriele, ti år, efter at De havde begået det usle forræderi – som vore anelser jo havde fortalt os. 

 

JULIAN:  Det var overhovedet ikke sælsomt. Det forløb ganske udmærket og naturligt. Kort efter at jeg var kommet tilbage fra Paris, traf jeg tilfældigt Wegrath på gaden. Vi havde jo lejlighedsvis hørt om hinanden, og talte sammen som gamle venner. Der findes mennesker som er født til den slags skæbner - - og hvad angår Gabriele - -

 

SALA:  De undgik vel at tale om - - ?

 

JULIAN:  Undgik? - - Mere eller mindre. Kun en enkelt gang talte vi om fortiden – hun uden bebrejdelser, jeg uden anger; som om hver isærs skæbne var overgået andre. Og derudover intet. Jeg tænkte på, at den tid på en mærkelig måde, helt var forsvundet fra hendes hukommelse. Og for mig var der ingen sammenhæng mellem denne stille kvinde, og det væsen som jeg engang havde elsket. Og drengen – ja, det ved De vel – elskede jeg ganske vist ikke på det tidspunkt, da der var et andet smukt og begavet barn jeg elskede. – Tja, for ti år siden så mit liv noget anderledes ud end nu. Dengang havde jeg hånd om en del, som siden er gledet mig af hænde. Først i løbet af de følgende år fik jeg nærmere tilknytning til huset, og begyndte at føle mig hjemme.

 

SALA:  Da jeg dengang begyndte at ane sammenhængen, håber jeg ikke at De tog mig det ilde op.

 

JULIAN:  De mente dog, at jeg var et ufornuftigt menneske - -

 

SALA:  Og hvorfor? Jeg finder faktisk, at familielivet har et eller andet skønt og smukt over sig. Men det må i det mindste udspille sig indenfor familien.

 

JULIAN:  De ved godt, at jeg selv mangfoldige gange har været plaget af samvittighedsnag. Det var ovenikøbet en af grundene til at jeg rejste bort. Der var naturligivis også meget andet, som som gjorde mig forstemt. Derudover var der det forhold, at mit arbejde ikke mere rigtigt tilfredsstillede mig.

 

SALA:  De havde jo allerede, før alt dette, intet udstillet.

 

JULIAN:  Jeg mener det ikke kun overfladisk. Stemningen kom ikke over mig, og jeg håbede, at en rejse ville hjælpe på dette, som så ofte før.

(50)

SALA:  Og hvordan er det så gået Dem? Det er jo sjældent man har hørt fra Dem. De kunne nu godt have skrevet noget oftere, og især noget mere udførligt til mig. De ved jo, at jeg holder mere af Dem, end så mange andre mennesker. Vi forstår hinanden – synes De ikke? Patetiske mennesker ville kalde den slags for venskab. Det er slet ikke umuligt, såfremt vi havde levet i forrige århundrede, at vi havde sagt ”du” til hinanden, og at De grædende havde udtømt Deres hjerte ved mit bryst.  Jeg har tit og ofte tænkt på Dem i de sidste to år – det har jeg virkelig! Hvor ofte har jeg ikke, på mine ensomme spadsererture, tænkt på vore gode samtalestuner i Dornbacher Park, hvor vi (opløftet) behandlede ”de dybeste og højeste ting i denne verden”. – Men, Julian, hvorfra kommer De egentlig nu?

 

JULIAN:  Fra Tirol. Denne sommer foretog jeg store vandreture. Jeg er såmænd blevet bjergbestiger på mine gamle dage. En hel uge boede jeg på sæteren - - Ja, jeg har oplevet altmuligt. Som man jo gør når man er alene.

 

SALA:  Var De virkelig alene?

 

JULIAN:  Ja.

 

SALA:  Alle de sidste år?

 

JULIAN:  Hvis jeg ser bort fra en enkelt latterlig affære – ja.

 

SALA:  Den havde De vel kunnet undgå.

 

JULIAN:  Ja såmænd. Men hvad der på dette område tilbydes mig, tilfredsstiller mig ikke. Jeg er meget kræsen, Sala. Indtil en vis epoke har mit liv været som  beruset af kærlighed og lidenskab, lukket nærmest inde i disses magt. Men det er ved at være slut. Ak Sala, med hvilke ynkelige løgne har jeg ikke måttet snige mig og forhandle og købe! Jeg ækles ved mig selv når jeg tænker tilbage, og når jeg skuer fremad, gruer jeg. Og jeg spørger mig selv: skulle det virkelig være sådan, at med alt den glød som jeg betragtede verden med, er der intet andet tilovers end en slags dum dåreagtig forbitrelse, - at jeg i menneskelig henseende underkaster mig, ligesom alle andre?

 

SALA:  Hvorfor så bitter, Julian? Verden er dog mangfoldig, selv når tidligere store ædle forhåbninger, og nydelser bliver usmagelige og uværdige for os. Og det syntes netop De, ikke at indse?

 

JULIAN:  Riv rollen ud af skuespillerens hånd, og spørg ham, om ikke de smukke kulisser tilfredsstiller ham i stedet – han rører sig ikke ud af stedet.

 

SALA:  Men De er dog, efter disse rejser, atter begyndt at arbejde?

 

JULIAN:  Så godt som ikke.

 

SALA:  Felix fortalte ellers, at De havde et par skitser i Deres taske, som De viste ham.

 

JULIAN:  Fortalte han det?

 

SALA:  Ja, og han var ret begejstret.

 

JULIAN:  Virkelig?

 

SALA:  Når De nu viste ham dem, så må De vel også have følt noget for dem selv.

53

JULIAN:  Det var ikke mig der viste ham dem. (går op og ned) Jeg vil tilstå overfor Dem – med risiko for, at De anser mig for at være totalt idiot.

 

SALA:  Mere eller mindre idiot betyder såmænd intet. Fortæl De blot.

 

JULIAN:  Mit ønske var, at han i det mindste ville bevare mindet om mig. Forstår De? Han står mig trods alt nærmere end de andre. Ja, jeg ved det godt: - for alle, ja også for Dem er jeg en faldet, en der er færdig, en som engang i sin ungdom havde et talent. Det er ikke noget jeg får så højt op i. Men for Felix vil jeg gerne endnu være den, som jeg var engang. Når han engang erfarer, at jeg er hans far, skal han være stolt af mig.

 

SALA:  Når han erfarer det - - ?

 

JULIAN:  Det er ikke min hensigt, at holde ham hemmelig i al fremtid. Og slet ikke nu, da hans mor er død. Da jeg talte med ham sidst, stod det mig ganske klart, at det ikke alene er det rette, men også ens pligt, at fortælle ham sandheden. Han har fortsåelse for alt væsentligt. Han vil forstå det hele. Derved ville jeg få et menneske der hører mig til, og som ved , at han til (54) hører mig, og for at komme frem i verden, må gøre sig fortjent til sin løn. Jeg vil være så meget sammen med ham som muligt. Derved får jeg igen fast grund under fødderne, istedetfor at svæve rundt som nu. Jeg vil kunne arbejde igen, - måske ovenikøbet som før – som et ungt menneske. Arbejde, ja – det vil jeg, og I skal alle få at se, at I har taget fejl – alle!

 

SALA:  Jamen, hvem har tvivlet på Dem? Havde De dog bare hørt hvad vi lige for nylig har talt om. Alle har ventet af Dem, at De før eller siden, ville finde tilbage til Deres ståsted.

 

JULIAN:  Ak, nok om mig, nok om mig. Undskyld mig. Lad os nu tale om Dem. De bor vel allerede i Deres nye hus?

 

SALA:  Ja.

 

JULIAN:  Og hvilke planer har De ellers fremover?

 

SALA:  Jeg påtænker, at rejse med Grev Ronsky til Asien.

 

JULIAN:  Med Ronsky? Slutter De Dem til denne ekspedition, som man har læst så meget om?

 

SALA:  Ja. Et sådant foretagende har lokket mig i (55) lang tid. Måske kender De beretningen om Rolston og de baktriske og mediske udgravninger i 92?

 

JULIAN:  Nej.

 

SALA:  Den er mindst lige så spændende. Tænk Dem, nedenunder grus og murbrokker og støv opdagede man en stor by, på størrelse med det nuværende London. Derpå steg de ned i et palads, og fandt de vidunderligste malerier. I visse rum var de fuldkommen velbevarede. Og trapper havde de udgravet; bl.a. en af marmor der lige er blevet fundet. Måske har det ligget på en ø, som siden er sunket i havet. 312 trin, glinsende som opaler, som fører ned i det ubekendte dyb - - - ubekendt fordi at de efter de 312 trin ophørte med at grave – men Gud, hvorfor? Jeg kan ikke sige Dem hvor meget disse trappetrin ophidser mig.

 

JULIAN:  Man hørte jo, at denne Rolston’ske ekspedition gik tilgrunde?

 

SALA:  Så galt gik det nu ikke. Af de 24 europæere, er der indenfor de sidste 3 år vendt 8 tilbage, og dertil kommer, at en 6-7 stykker omkom allerede på udrejsen. Man drog jo gennem forfærdelige områder befængt med feber. Dertil kom der også (56) overfald fra Kurdernes side, i det eneste tilgængelige pas. Herudover var der sammenstød ved grænsen med en russisk millitærafdeling. Her aner man forøvrigt et forsøg på at politisere. Hvad feberen angår – er jeg ikke bange for den - - det skal ikke forhindre mig. I Thermen de Caracalla er De vel bekendt med hvor sumpet det hele er – har jeg engang som ungt menneske tilbragt adskillige sommernmåneder, uden af den grund at blive syg.

 

JULIAN:  Det giver ingen sikkerhed mod sygdom.

 

SALA:  Og dog. Jeg traf dernede en romerinde, hvis hus lå lige i nærheden af det befængte område; hun blev angrebet af feberen og døde af det - - Nå, ærligt talt, så er jeg jo ikke så ung som dengang, men jeg føler mig ellers ganske frisk.

 

JULIAN:  (der for lidt siden har tændt sig en cigaret, byder nu en) Ryger De ikke?

 

SALA:  Tak. Egentlig burde jeg ikke. Netop i går har Doktor Neumann forbudt mig det - - ikke noget særligt – kun er mit hjerte en smule uroligt. Nå, en enkelt kan vel ikke skade. (57)

 

 

Scene 2.

(Julian, Sala, Tjeneren, og derpå Irene Herms)

 

TJENEREN:  Frk. Herms er her, og spørger om hun kan få de ærede herrer i tale.

 

JULIAN:  Selvfølgelig. Lad hende komme.

 

TJENEREN:  (ud)

 

IRENE HERMS:  (træder ind. Hun er omkring 43, men ser yngre ud. Hun er enkelt og smagfuldt påklædt. Hendes bevægelser er livlige, og har en til tider ungdommelig heftighed. Hendes hår er mørkblondt og fyldigt, øjnene hede, venlige og har let til tårer. Hun kommer leende ind, nikker kammeratligt til Sala og rækker Julian, som går hende imøde med et lykkeligt ansigt, hånden) Godaften! Nå? (hun har den vane, at udtale dette ”Nå” på en spørgende måde)  Skulle jeg have skjult mig selv endnu et par dage! Her har I mig. (til Sala) Ved De egentlig, hvor længe siden det er vi sidst så hinanden?

 

JULIAN:  Over tre år.

 

IRENE:  (nikker. Først nu trækker hun sin hånd til sig) Det er i hele vort liv endnu ikke (58) sket. Dit sidste brev er jo også 2 måneder gammelt. Jeg siger ”brev” for ikke at blamere dig: men det var jo kun et kort. Hvor har du fartet rundt henne?

 

JULIAN:  Tag dog plads. Det skal du straks få at vide. Skal jeg tage din hat? Du bliver her da lidt?

 

IRENE:  Selvfølgelig. – Jamen, som du dog ser ud! (til Sala) – ikke sandt? Jeg har altid vidst det: gråt skæg får ham til at se interessant ud.

 

SALA:  Straks vil De få endnu mere behagelige ting at høre. Jeg skal dersværre til at gå.

 

IRENE:  Forhåbentlig er det ikke på grund af mig?

 

SALA:  Hvordan kan det dog falde Dem ind frk. Herms!

 

IRENE:  De skal vel hen til Wegraths? – Hvad mener du om denne ulykke, Julian? Det er frygteligt! (til Sala) Hils mange gange derhenne.

 

SALA:  Jeg skal faktisk ikke derhen, jeg skal hjem.

 

IRENE:  Hjem? Og det siger De sådan på helt almindelig måde. Dem, der bebor et slot. (59)

 

SALA:  Åh, noget mindre. Det er et beskedent landhus. Det skulle ellers være mig en særlig fornøjelse, om De frk. Herms, engang personligt ville tage det i øjesyn. Min have er faktisk ganske flot.

 

IRENE:  Har De også frugttræer og køkkenhave?

 

SALA:  I så henseende kan jeg kun prale af et forkrøblet kålhovede og et vildt pæretræ.

 

IRENE:  Ja, når tiden en dag tillader det, så kommer jeg og beskuer Deres villa.

 

SALA:  Skal du allerede gå?

 

IRENE:  Ja, jeg bliver nødt til at gå hjem. Først idag har jeg fået et brev fra min lille nevø – han længes efter mig. En knægt på fem år, og han længes allerede. Hvad siger De til det?

 

SALA:  De længes vel også tilbage.

 

IRENE:  Det er ikke såmeget det. Men jeg begynder at længes efter at bo i Wien. Nå jeg spadserer rundt her i gaderne (59) , er der minder på hvert gadehjørne. – Hvor tror du jeg var i går, Julian. I lejligheden hvor jeg boede som barn. Det var ikke så nemt, der boede jo fremmede mennesker der. Men jeg var dog inde i værelserne.

 

SALA:  (elskværdigt ironisk) Og hvorledes arrangerede De så det, frk. Herms?

 

IRENE:  Jeg kom med et påskud. Jeg lod som om jeg troede at de havde et værelse tilleje – for en enlig ældre dame. Men pludselig begyndte jeg sådan at græde, at beboerne sandsynligvis regnede mig for en sindssyg. Men så fortalte jeg dem, hvad mit egentlige ærinde var. Det var en postembedsmand og hans kone og to børn der boede der. Det ene barn var sådant en kær lille fyr; han legede med en elektrisk togbane, og lokomotivet var lige ved at køre min fod over - - Men det er nok ikke noget der interesserer Dem hr. von Sala.

 

SALA:  At De netop afbryder, frk. Herms, når det er allermest spændende? Jeg havde inderligt gerne hørt fortsættelsen, men jeg bliver desværre nødt til at gå. Vi ses, Julian! – Altså, frk. Herms, så regner jeg med at De besøger mig. (går ud)

 

 

Scene 3.

(Julian, Irene)

 

IRENE:  Gudskelov!

 

JULIAN:  (leende) Syntes du stadig at han er lige usympatisk?

 

IRENE:  Usympatisk? - - Jeg hader ham! Det er kun din ufattelige godmodighed der gør, at du holder ved ham. Du har jo ikke en ærlig fjende.

 

JULIAN:  Hvordan kommer du nu på den ide?

 

IRENE:  Det fornemmer man da - - ja, hvad fornemmer man dog ikke.

 

JULIAN:  Jeg tror ikke, at du her helt objektiv i din bedømmelse af ham idag.

 

IRENE:  Hvad mener du?

 

JULIAN:  Du bebrejder ham, at du ikke i ti år har haft succes i nogen af hans stykker.

 

IRENE:  Det er snarere tolv år. Og min skyld var det ikke. Og hvad angår hans såkaldte (62) digte, så mener jeg, at han er sødladen. Og det er jeg ikke ene om at mene. Du kender ham ikke. For at kunne vurdere denne herre i al sin storhed, må man kende ham fra prøverne. (efterligner ham) Kære frøken, det er vers – vers, kære frøken - - Dette må man selv have hørt for at vide, hvilken enorm arrogance han udstråler - - Og i øvrigt ved alle og enhver, at han slog sin kone ihjel.

 

JULIAN:  Jamen, søde ven, hvordan kommer du dog på så uhyrlige tanker!

 

IRENE:  Man dør ikke sådan uden videre som 25-årig.

 

JULIAN:  Irene, det siger du vel ikke til andre mennesker?

 

IRENE:  Det er ikke nødvendigt. Alle ved det jo, undtagen dig. Og jeg, for min part, har ingen grund til at skåne hr. von Sala, som nu i tyve år hånligt har bagtalt dig.

 

JULIAN:  Men du har alligevel tænkt dig at besøge ham?

 

IRENE:  Naturligvis, jeg interesserer mig meget for smukke (63) Villaer. Og hans skulle jo være fortryllende. Hvis man kun besøgte folk - -

 

JULIAN:  Der ikke havde slået nogen ihjel - -

 

IRENE:  Vi gør ham virkelig al for megen ære, ved at tale så meget om ham. Slut – punktum, Nå, Julian? Hvordan går det ellers? Hvorfor skriver du så sjældent? Har du ikke måttet det?

 

JULIAN:  Ikke måttet - - ?

 

IRENE:  Jeg mener om nogen har forbudt dig det.

 

JULIAN:  Jaså! Mig er der ingen der forbyder noget.

 

IRENE:  Virkelig? Du lever altså kun med dig selv?

 

JULIAN:  Ja.

 

IRENE:  Det glæder mig. Jeg kan altså ikke gøre for det, Julian, men det glæder mig. Selvom det er noget sludder. Idag eller i morgen begynder dog atter noget nyt.

 

JULIAN:  De tider er forbi.

 

IRENE:  Gid det var sandt. Kan man få en kop the? (64)

 

JULIAN:  Selvfølgelig. Her er samovaren.

 

IRENE:  Hvor? - - Nå, ja – her! Og theen? - - Nå jo, den plejer at være - -(åbner en skuffe med de nødvendige ting. I de næste minutter tilbereder hun theen)

 

JULIAN:  Du bliver altså kun i et par dage?

 

IRENE:  Ja. Jeg har ordnet hvad jeg skulle. Du kan vel tænke dig, at overfor min søster lille knægt behøver man jo ikke at smuksere sig.

 

JULIAN:  Fortæl! Hvordan har du det, derude?

 

IRENE:  Herligt! Det er en befrielse ikke at skulle tænke på teatret mere.

 

JULIAN:  Du længtes dog engang tilbage dertil.

 

IRENE:  Der tager du aldeles fejl. Hvorfor skulle jeg det? Jeg har jo endelig nået målet for mine ønsker: frisk luft, skov i nærheden; og enge og agre kan jeg gå på, eller ride, om morgenen kan jeg sidde i slåbrok på en bænk i parken, helt alene. Altså: ingen mennesker, ingen direktør, intet publikum, ingen kolleger, ingen (65) forfattere – selvom ikke alle er lige så arrogante som Sala. – Nå, alt dette har jeg opnået. Jeg bor på landet, og jeg har en lille dreng, en lille spilopmager kan man roligt sige, en park har jeg og en hest, og alle de slåbrokke jeg vil have. Selvfølgelig er det ikke mit alt sammen – heller ikke slåbrokkene -, men det er der. Og derudover bor jeg sammen med de bedste mennesker i hele verden; min svoger er, om muligt, et endnu prægtigere menneske end Lori.

 

JULIAN:  Var han ikke lidt varm på dig?

 

IRENE:  Varm! – Han ville for enhver pris giftes med mig – Selvfølgelig! Førhen har alle forelsket sig  i mig. Begejstringen er nu mere gået over på Lori. Det har altid gjort mig en smule misfornøjet, at du aldrig var forelsket i Lori. Hvor hun er bedre end jeg, det ved du jo, så det taler vi ikke om. Deri var jeg skyldig – men ikke Lori. Og sammen med dem har jeg nu boet et halvt år.

 

JULIAN:  Det er kun et spørgsmål om hvorlænge du holder det ud.

 

IRENE:  Hvor længe? – Jamen Julian, jeg spørger dig: hvad skulle dog foranledige, at jeg skulle forlade et sådant paradis,(66) og vende tilbage til denne sump, hvor jeg (ked af det) har tilbragt 25 år af mit liv? Hvorfor skulle jeg overhovedet søge tilbage til teatret? Det alderstegne ligger ikke for mig. Jeg kan enten spille heltens mor, eller spidse gamle damer, eller en eller anden komisk olding. Jeg har tænkt mig at dø som slotsfrøken, og om alt ellers går vel, så vil jeg plage min søsters efterkommere som den hvide dame. Kort og godt: jeg har det skønneste liv foran mig. – Hvad ler du af?

 

JULIAN:  Det glæder mig, atter at se dig så lystig og ungdommelig.

 

IRENE:  Det er den landlige luft, Julian. Det skulle du også prøve, i et længere tidsrum. Det er herligt! Jeg har fattet hvad der er min opgave: den kære Gud har sikkert villet skabe mig som en kodriverske eller en fårehyrdinde. Eller måske som en hyrdedreng. Jeg har altid set godt ud i bukser. – Sådan. Skal jeg skænke noget the til dig? (skænker ham en kop the) Har du ikke noget hertil?

 

JULIAN:  Jeg tror at der er et par småkager i min taske. (tager en lille pakke op af sin rejsetaske)

 

IRENE:  Tak. Dejligt. (67)

 

JULIAN:  Men det er jo i øvrigt et temmelig nyt sværmeri for dig.

 

IRENE:  Kagerne - ?

 

JULIAN:  Nej – din glæde over naturen.

 

IRENE:  Hvordan kan du dog sige det? Jeg har altid elsket naturen usigeligt. Husker du ikke vore udflugter dengang? Husker du ikke dengang vi en varm sommer ved middagstid, faldt i søvn i skoven? Og husker du heller ikke Maria-alteret oppe på højen hvor uvejret overraskede os? - - Åh Gud! Naturen er altid uforudsigelig. Og senere, da min ulykkelige tid kom, hvor jeg nær havde ombragt mig selv, jeg tåbe - - Da var det naturen der reddede mig. Jo, det var det virkelig, Julian. Jeg kan endnu den dag idag vise dig det sted hvor jeg smed mig i græsset og græd. Det er ti minutter fra banegården, gennem en akaziealle, og så videre langs med bækken. Ja, der smed jeg mig i græsset og græd og hylede. Det var nemlig en af de dage, da du atter engang havde jaget mig væk fra din dør. Og da jeg havde ligget der i græsset i en halv time og grædt ud, stod jeg op og løb en tur over engene. Som en lille abekat, helt for mig selv. (68) Jeg havde tørret øjnene, og havde det egentlig ganske godt. (pause)  Men næste morgen stod jeg atter ved din dør og jamrede, og det hele kunne begynde forfra.

(det bliver mørkere)

 

JULIAN:  At du dog stadig tænker på det.

 

IRENE:  Det gør du nok også. Og hvem mon er den dummeste af os to? Hvem? Spørg nu ærligt dig selv? Hvem? - - Har du været lykkeligere med andre end mig mig? Har nogen hængt mere ved dig, end mig? Har du hellere villet have en anden? - - Nej vel. Den dumme historie, jeg dengang var engageret i, er forbi nu, du har virkelig kunnet tilgive mig. Det er sandsynligvis ikke af den grund, at I mænd altid flyver væk – (drikker the)

 

JULIAN:  Skal jeg tænde lyset?

 

IRENE:  Nej – jeg befinder mig udmærket i halvmørke.

 

JULIAN:  ”sandsynligvis ikke af den grund”, siger du. Måske har du ret. Men når nogen forlader en, bliver man dog af og til rasende. Og da vi jo tilmed havde forsonet os – er det vel ikke mere end ret er. Det er bedre sådan. Hvad der end er sket

(69) er vi de bedste venner af verden. Det er dog langt smukkere.

 

IRENE:  Ja, idag er jeg også ganske tilfreds med det. Men dengang -! Åh, Gud, sikke en tid det var! Men det ved du jo intet om. Bagefter elskede jeg dig først rigtigt – efter at jeg ved mit letsind havde mistet dig. Først derefter udviklede jeg en slags troskab for dig. Hvad jeg derudover oplevede, - - kan man ikke forlange, at en mand skal forstå.

 

JULIAN:  Jeg forstår det udmærket, Irene.

 

IRENE:  I øvrigt vil jeg lige sige dig noget, Julian: det var den rette straf for os begge.

 

JULIAN:  For os begge?

 

IRENE:  Ja. Det har jeg for længst indset. Den rette straf.

 

JULIAN:  For os begge?

 

IRENE:  Ja, for dig også.

 

JULIAN:  Hvordan mener du? (70)

 

IRENE:  Vi har ikke fortjent bedre.

 

JULIAN:  Vi? – hvordan?

 

IRENE:  (vredt) Hvor er du udspekuleret, Julian. Hvad tror du: hvad dengang skete – mener du, jeg kunne ikke gøre andet, da vi – et barn - - hvis vi – havde fået barnet? Spørg dog dig selv helt ærligt, Julian – tror du? Nej jeg gør ikke, og det gør du heller ikke. Alt var blevet anderledes. Alt. Vi var blevet sammen, vi ville have fået et par børn mere, vi havde giftet os, og måtte bo sammen. Men jeg var ikke en gammel slotsfrøken, og du var ikke - -

 

JULIAN:  En gammel ungkarl.

 

IRENE:  Ja, når du selv siger det. Men hovedsagen er: vi havde et barn. Jeg havde et barn. (pause)

 

JULIAN:  (der under det sidste er gået op og ned) Hvad skal det gøre godt for detteher, Irene? Hvorfor taler du om alt dette forlængst glemte - - 

 

IRENE:  Glemte?

 

JULIAN:  - disse fortidige ting?

(71)

IRENE:  Fortidige er de, så sandelig. Men derude på landet har man tid til at tænke over tingene. Altmuligt flyver gennem ens hoved. Og særlig når man ser andres børn – Lori har nemlig to små -, falder der en så mange tanker ind. For ikke sålænge siden så jeg næsten et drømmebillede.

 

JULIAN:  Hvordan?

 

IRENE:  Jeg går ved aftenstide henover en mark. Det gør jeg ofte, helt alene. Der er ikke en sjæl i nærheden. Dernede ligger byen, helt tyst. Jeg går længere og længere hen mod skoven. Og pludselig er jeg ikke mere alene. Der stod du. Og mellem os stod barnet. Så tager vi barnet i hånden – vores lille barn. (er ligeved at græde) Nå, det er jo dumheder. Det er jo 25 år siden, så idag ville han være en lømmel, eller måske en sjover eller en letsindig tøs. Eller måske var han død. Eller også befandt han sig et eller andet sted i verden, og jeg havde ikke mere at gøre med ham - - ja, ja, - - Men engang havde vi dog haft det, engang var det dog et lille barn, som vi gerne ville have hos os. Og - - (hun kan ikke mere. Stilhed)

 

JULIAN:  Irene, tal dog ikke om sådanne forgangne ting.

(72)

IRENE:  Det er ikke forgangent.

 

JULIAN:  Græm dig dog ikke. Intet står til at ændre. Du har haft et andet liv, som måske har været bedre. Dit liv har været rigere, end det du kunne opnå som mor - - Du var kunstnerinde.

 

IRENE:  (hen for sig) Jeg brændte ud.

 

JULIAN:  Du var stor og berømt – det betyder da noget. Og meget andet skønt har du oplevet – mere end jeg. Jeg ved det.

 

IRENE:  Hvad har jeg ud af det? Hvad betyder det? En barnløs kvinde er ikke nogen rigtig kvinde. Men en, som engang havde et, og havde kunnet få det, og så alligevel ikke ville – hun er - - Åh, men, det kan ingen mand forstå! Ingen af Jer! Det eneste i gør i den slags sager er, at opføre jer slubbertagtigt. Aner I overhovedet hvormeget afkom I har rendende rundt i verden? Jeg ved i det mindste, at jeg ikke har noget. Ved du det overhovedet?

 

JULIAN:  Og hvis jeg nu vidste det –

 

IRENE:  Hvad? Har du virkelig nogen? – så fortæl! (73) Julian, du kan da godt sige mig, hvor er det? Hvor gammel er det? Er det en dreng eller en pige?

 

JULIAN:  Spørg ikke - - Om jeg så havde et barn, så var det dog ikke mit.

 

IRENE:  Han har et barn! Han har et barn! (pause) Hvorfor lader du det så bare løbe rundt i verden uden at - -

 

JULIAN:  Det spørgsmål har du jo lige selv besvaret: - vi opfører os jo som slubberter. Og jeg er nok en af de største.

 

IRENE:  Hvorfor vedkender du dig det ikke?

 

JULIAN:  Hvad kommer det egentlig mig ved? Hvad angår det mig? Nok om det - - (pause) Vil du have en kop til?

 

IRENE:  Tak, tak – ikke mer. (pause. tusmørke) Han har et barn, og jeg vidste det ikke! (lang pause)

 

 

Scene 4.

(Julian, Irene, Tjeneren og derpå Felix)

 

TJENEREN: (kommer ind)

(74)

JULIAN:  Ja – hvad er der?

 

TJENEREN:  Løjtnant Wegrath spørger om De er hjemme.

 

JULIAN:  Ja – lad ham komme.

 

TJENEREN:  (går ud efter at have tændt lyset)

 

IRENE:  Den unge Wegrath? – Han skal nok snart afsted. Den arme dreng – han var som tilintetgjort.

 

JULIAN:  Det kan jeg tænke mig.

 

IRENE:  Du besøgte ham i Salzburg?

 

JULIAN:  Ja, i august tilbragte jeg et par dage der.

 

FELIX:  (træder ind i civilklæder) Godaften. – Godaften, frk. Herms.

 

IRENE:  Godaften hr. løjtnant.

 

JULIAN:  Min kære Felix - - jeg ville være kommet hen til Jer – allerede her iaften. Det var meget venligt af dig, at komme her.

(75)

FELIX:  Jeg skal afsted allerede i overmorgen, så jeg vidste ikke om jeg fik lejlighed til at se Dem.

 

JULIAN:  Vil du ikke lægge tøjet? – Tænk, jeg anede det ikke. Det var Sala der fortalte mig det – for mindre end en time siden.

 

IRENE:  (betragter dem begge)

 

FELIX:  Dette forestillede vi os ikke, da vi i sommer spadserede i mirabelhaven.

 

JULIAN:  Det kom pludseligt?

 

FELIX:  Ja. Og jeg var ikke hos hende - - Jeg rejste sent om aftenen, og hun døde om natten.

 

IRENE:  Eller snarere: hun vågnede ikke næste morgen.

 

FELIX:  Frk. Herms, vi har meget at takke Dem for.

 

IRENE:  Men!

 

FELIX:  Min mor har altid været så glad for Dem. (76) Når De var der og snakkede med hende, eller spillede klaver.

 

IRENE:  Åh – mit klaverspil - -! (et ur slår)  Er klokken allerede så mange!? Så må jeg gå nu.

 

JULIAN:  Hvorfor så travlt, frk. Herms?

 

IRENE:  Jeg skal i operaen. De par dage jeg er her, vil jeg da også nyde det lidt.

 

FELIX:  Ser vi Dem hjemme hos os, frk. Herms?

 

IRENE:  Helt sikkert. – De rejser jo tidligere end jeg.

 

FELIX:  Ja, min orlov er slut - -

 

IRENE:  (i forbigående sagt) Hvorlænge har De egentlig været officer, Felix?

 

FELIX:  Det har jeg været i 3 år nu. – Men det er først iår at jeg er i aktiv tjeneste. Lidt sent selvfølgelig.

(77)

IRENE:  Sent? Hvorfor? – Hvor gammel er De Felix?

 

FELIX:  23 år.

 

IRENE:  Javel. (pause) Men da jeg for fire år siden så Dem som frivillig, sagde jeg straks til mig selv. Han bliver militærmand. – Husker du, Julian? Det sagde jeg dengang.

 

JULIAN:  Ja - ?

 

FELIX:  Det var vel den sommer, da De sidst besøgte os.

 

IRENE:  Jeg funderer på - - -

 

FELIX:  Der er sket megen siden da.

 

IRENE:  Det er så sandt som det er sagt! Det var endnu et par muntre dage – ikke sandt, Julian? Vi har ikke set hinanden siden dengang, den smukke sommeraften i haven hos Wegraths.

 

JULIAN:  (nikker)

 

IRENE:  (har betragtet både Felix og Julian. Lille pause) Nu er det på høje tid at jeg går. (78) Farvel. Hils derhjemme, hr. løjtnant. – Adieu, Julian. (hun går mod døren ledsaget af Julian)

 

 

Scene 5.

(Felix, Julian)

 

FELIX:  Jeg syntes her er noget forandret?

 

JULIAN:  Ikke det jeg ved af. Hvordan kan du egentlig vide det; du har jo kun været her en to-tre gange.

 

FELIX:  Ja. Men sidst jeg var her var det i en vigtig anledning. Jeg kom for at spørge Dem til råds.

 

JULIAN:  Men nu har alle jo føjet sig efter dit ønske. Selv din far har indfundet sig med det.

 

FELIX:  Det har han. Men det havde bekommet ham meget bedre, hvis jeg var blevet ved teknikken; men nu har han da set, at man selv som soldat kan føre et fornuftigt liv, uden udskejelser og dueller. Det er næsten alt for behageligt. Men at vente, kan indimellem være bedre end så meget andet; og det er jo også noget.

 

JULIAN:  Hvordan står det til derhjemme?

(79)

FELIX:  Derhjemme - - Ordet har nu mistet noget af sin tidligere kraft.

 

JULIAN:  Har din far genoptaget sit arbejde?

 

FELIX:  Naturligvis. To dage efter sad han atter i sit atelier. Det er beundringsværdigt. Men jeg forstår det ikke helt - - forstyrrer jeg, hr. Fichtner? De skulle jo ordne nogle papirer?

 

JULIAN:  Det haster ikke. Det er hurtigt ordnet. Det meste har jeg allerede brændt.

 

FELIX:  Brændt?

 

JULIAN:  Det er det fornuftigste, at tilintetgøre ting, som man ikke længere værdsætter.

 

FELIX:  Gør det Dem ikke en smule sørgmodig, sådan at udslette Deres fortid?

 

JULIAN:  Sørgmodig? - - fortid er fortid, det er naturligt.

 

FELIX:  Det syntes jeg ikke. Forstår De: at brænde et brev eller et billede eller bare et eller andet (80) man tilfældigt har fået, er umiddelbart selvfølgeligt. Men noget, som indeholder minder om en stor lykke eller en stor smerte, burde jo ikke kunne miste denne betydning. Og hele Deres liv, der har været så rigt og bevægende. Har De ikke indimellem en følelse - - af ærefrygt for Deres fortid? 

 

JULIAN:  Hvordan kommer du på disse tanker – dig, der er så ung?

 

FELIX:  Det faldt mig bare ind.

 

JULIAN:  Måske har du ret. Men der er noget andet der gør, at jeg bliver nødt til at rydde op. Jeg står i begreb med, så at sige, at blive hjemløs.

 

FELIX:  Hvad mener du?

 

JULIAN:  Jeg siger min lejlighed op, og ved endnu ikke rigtigt hvad der skal ske. Det er derfor vigtigt for mig, at gøre op med tingene på en ordentlig måde, istedetfor at eftlade dem i en kiste i kælderen.

 

FELIX:  Det må alligevel på mange måder føles tungt for Dem.

(81)

JULIAN:  Det er jeg næppe klar over.

 

FELIX:  Og de har også mange minderige ting, som betyder noget, ikke alene for Dem selv. At smide alt ud, som andre også har del i.

 

JULIAN:  Tænker du på de småting som jeg viste dig i Salzburg?

 

FELIX:  Ja, dem tænker jeg naturligvis også på.

 

JULIAN:  De er pakket ned. Vil du have dem?

 

FELIX:  Meget gerne. Det vil jeg være meget taknemmelig for. De har pirret mig på en ganske særlig måde. (pause) Men jeg har endnu en bøn til Dem. En meget stor. Da De tillod mig - - -

 

JULIAN:  Ja, må jeg høre.

 

FELIX:  De skulle, så vidt jeg ved, stadig være i besiddelse af et ungdomsportræt af min mor. Et lille billede i akvarel, som De malede.

 

JULIAN:  Ja, jeg malede et sådant billede.

(81)

FELIX:  Har De det endnu?

 

JULIAN:  Jeg tror jeg kan finde det.

 

FELIX:  Jeg vil så gerne se det.

 

JULIAN:  Og din mor huskede dette billede - - ?

 

FELIX:  Ja, hun fortalte mig om det den sidste aften, før hun døde. Jeg anede ikke at det var så nært forestående, - - og hun sikkert heller ikke. Idag forekommer det mig ejendommligt, at hun netop denne aften talte så meget om de forgangne tider.

 

JULIAN:  Og altså også om dette lille billede?

 

FELIX:  Det skulle være meget vellykket.

 

JULIAN:  (eftertænksomt) Hvor er det nu jeg har det? Vent - - - (han går til reol hvis underdel er låst. Han åbner og man ser nogle hylder med mapper) Jeg malede det på landet, i det lille hus, hvor dine bedsteforældre boede.

(83)

FELIX:  Det ved jeg.

 

JULIAN:  De gamle kan du vel ikke huske?

 

FELIX:  Kun dunkelt. Det var meget enkle mennesker, ikke?

 

JULIAN:  Ja. (han har taget en stor mappe ud) Jeg tror det er her. (lægger mappen på skrivebordet, sætter sig og åbner den)

 

FELIX:  (står bag ham og kigger over skulderen)

 

JULIAN:  Her er huset som de boede i, dine bedsteforældre og din mor. (blader videre) Og dette er udsigten til dalen set fra Friedhof.

 

FELIX:  Sommer - - -

 

JULIAN:  Ja. – Og detteher, det er den lille kro i landsbyen, hvor jeg og din far boede - - Og dette - - (han betragter det i stilhed. Begge tier i længere tid)

 

FELIX:  (tager billedet i hånden) Hvor gammel var min mor dengang?

(84)

JULIAN:  (bliver siddende) 18 år.

 

FELIX:  (fjerner sig lidt fra ham, læner sig mod en bogreol for at betragte billedet i bedre lys) Altså et år før hun giftede sig.

 

JULIAN:  Ja, det er malt samme år. (pause)

 

FELIX:  Hvor besynderligt at se på disse øjne - - Læberne der smiler – det er næsten som om hun taler til mig - -

 

JULIAN:  Hvad fortalte din mor ellers, den sidste aften?

 

FELIX:  Ikke meget. Men jeg følte det, somom hun fortalte mig meget mere end hun sagde. Det er mærkeligt at tænke på, at sådan som hun, på dette billede, nu ser på mig, sådan så hun også på Dem. På mig virker det somom der ligger en bestemt tilstand i dette blik.  Angst måske - - Sådan ser man på mennesker der kommer fra en anden verden, som man både længes efter og frygter.

 

JULIAN:  På det tidspunkt havde din mor knap nok været udenfor landsbyens område.

 

FELIX:  Hun var vel anderledes end de fleste kvinder, som (85) hun kendte, ikke sandt? - - Hvorfor tier De? Jeg hører ikke til den slags mennesker, der ikke begriber - - eller ikke vil begribe, at både mødre og søstre også er kvinder. Jeg kan glimrende forestille mig, at der dengang svævede en fare over Jer og andre. (ivrigt) De holdt meget af min mor, ikke?

 

JULIAN:  Du spørger så sært. – Ja. jeg holdt meget af hende.

 

FELIX:  Og det var sikkert meget lykkelige stunder, når De sad i den lille have omgivet af grønne ranker, med dette hørlærred foran Dem, og lige overfor på engen, midt mellem røde og hvide blomster, står denne unge pige, med en stråhat i hånden, med sine angstfyldte smilende øjne.

 

JULIAN:  Talte din mor om dette den sidste aften?

 

FELIX:  Ja. – Måske er det barnagtigt, men senere slog det mig som en umulighed, at overhovedet nogen kunne have betydet mere end hende.

 

JULIAN:  (bevæget, men fattet) Det kan jeg ikke svare dig på. – Når alt kommer til alt, forsøger jeg vel uvilkårligt at gøre mig bedre end jeg er. Du ved jo hvilket liv jeg har ført, at det ikke har haft et regelret og stilfærdigt (86) forløb, som de fleste andres. At gribe lykken har ikke ligget til mig.

 

FELIX:  Det har jeg følt. Faktisk har jeg følt det hele tiden. Ofte har det gjort mig ked af det, - næsten smertet mig. Men netop mennesker som De, der fra naturen side er formet sådan, at de er sammensat af mange forskellige ting, - - - netop den slags mennesker, tror jeg, bevarer stille og milde minder, trofast og taknemmeligt i deres erindring, mere end andre, - - et mere lidenskabelig og fordybet liv. – Har jeg ret?

 

JULIAN:  Jo, sådan hænger det nok sammen.

 

FELIX:  På intet tidspunkt førhen, havde min mor talt om dette billede. Er det ikke mærkeligt? - - Netop den aften for første gang. – Vi var helt alene på verandaen, de andre havde jeg allerede sagt farvel til - - Og pludselig begyndte hun at tale om denne forgangne, fjerne sommerdag. I hendes stemmes klang lå der skjulte ting som hun ikke anede. Jeg tror det var hendes egen ungdom, som hun intet mere forstod af, som ubevidst trængte sig frem. Det bevægede mig i usigelig grad. – Så nær som jeg altid har stået hende, aldrig har hun talt til mig på den måde. Så fortrolig, som i denne stund, har hun aldrig før været. Og da jeg endelig tog afsted, tænkte jeg: hun har endnu meget at fortælle mig. – (87) Hun ville nu forstå, hvorfor jeg havde en sådan længsel efter at se dette billede. – Det virker på mig, somom min mor talte direkte til mig, - som om jeg atter engang kan spørge hende!

 

JULIAN:  Spørg så - - spørg så, Felix.

 

FELIX:  (bliver opmærksom på det bevægede i Julians stemme, ser på billedet og derpå på ham)

 

JULIAN:  Jeg tror, at det vil kunne fortælle dig en hel del.

 

FELIX:  Hvilket? - -

 

JULIAN:  Vil du beholde billedet?

 

FELIX:  Hvad? –

 

JULIAN:  Godt da. Tag det. Jeg forærer dig det ikke. Såsnart jeg har fundet en anstændig bolig, vil jeg have det tilbage. Men du kan få lov til at se det så tit du vil. Forhåbentlig føjer det sig således, at vejen bliver kort.

 

FELIX:  (med øjnene fæstnet til billedet) Det bliver mere og mere levende for hvert sekund der går - - (88) Dette blik var rettet mod Dem! - - Dette blik? Hvis jeg skal forstå det ret?

 

JULIAN:  Også mødre har fælles skæbner med andre kvinder.

 

FELIX:  Jeg tror faktisk, - der er ingen tvivl mere. (lægger billedet fra sig. – Lang pause – Stirrer på ham)

 

JULIAN:  Tager du det ikke med?

 

FELIX:  Ikke ligenu. Det tilhører Dem mere end jeg anede.

 

JULIAN:  Og du - - -

 

FELIX:  Nej, jeg vil først have det, når denne skæbne er fuldstændig åbenbaret for mig. (ser Julian stift i øjnene) Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal forholde mig; har det i virkeligheden ikke ændret noget? Nej, intet – da jeg nu ved, hvad jeg - - -

 

JULIAN:  Felix!

 

FELIX:  Nej, det anede jeg ikke. (Betragter ham længe med et blik, der rummer både ømhed og en slags nysgerrighed) Lev vel.

 

JULIAN:  Går du allerede?

 

FELIX:  (89) Jeg trænger til at være alene en lille stund. Vi ses imorgen.

 

JULIAN:  Farvel Felix. Jeg kommer hen til Jer --- til dig imorgen.

 

FELIX:  Så på gensyn. (går du)

 

JULIAN:  (bliver roligt stående et øjeblik, så går han mod skrivebordet, og bliver, ved synet af billedet, eftertænksomt stående)

 

TÆPPE

 

 

 

Akt 3.

 

(Et værelse i Wegraths hus, som vender ud mod verandaen. Frit udsyn.)

 

Scene 1.

(Johanna alene. Derpå Sala)

 

JOHANNA:  (sidder i en lænestol med korslagte arme)

 

SALA:  (kommer ind) Godmorgen, Johanna.

 

JOHANNA:  (rejser sig, går ham i møde og ser på ham) Er det så sidste gang du kommer?

 

SALA:  For sidste gang? Hvad mener du dog? Intet er ændret. Idag er det d. 7 okt., og d. 26 nov. afgår skibet fra Genua.

 

JOHANNA:  Men du forsvandt jo pludselig herfra. Jeg (91) ventede ved havelågen, men den forblev låst.

 

SALA:  Imellem os er dette dog ikke nødvendigt.

 

JOHANNA:  Nej, slet ikke. Husk det.

 

 

Scene 3.

(Johanna, Sala, Felix kommer ind)

 

FELIX:  Er det Dem hr. von Sala? (trykker hans hånd) Nå, hvor langt er De med Deres forberedelser?

 

SALA:  Jeg har ikke brug for så meget. Jeg pakker mine kufferter, ruller gardinerne ned og låser dørene – og så afsted til det fjerne. Jeg har forøvrigt et spørgsmål at stille Dem Felix. Har De lyst til at tage med?

 

FELIX:  (forbavset) Om jeg har lyst - ? Er det Deres alvor, hr. von Sala?

 

SALA:  Det er nøjagtigt lige så alvorligt, som De antager det for.

 

FELIX:  Hvordan skal det forstås? Om jeg vil rejse (92) med Dem til Asien? Hvad skulle hensigten være med at stille mig sådant et spørgsmål?

 

SALA:  Det ligger dog lige for.

 

FELIX:  Handler det da ikke om en ekspedition med et rent videnskabeligt formål?

 

SALA:  Jo, og alt det er godt forberedt. Men det er særdeles muligt, at vi kommer ud i situationer, hvor unge mænd som De vil kunne gøre nytte.

 

FELIX:  Mænd som mig - ?

 

SALA:  For syv år siden, under Rolston-ekspeditionen, skete der meget uforudset. Og engang på floden Amu Darja, måtte der udkæmpes et lille slag.

 

 

Scene 3.

(Johanna, Felix, Sala. Doktor Neumann er trådt ind)

 

DOKTOR NEUMANN:  For dem der måtte blive liggende tilbage, var det stort nok, Deres lille slag. (flygtige hilsener og håndsrækninger, uden at samtalen afbrydes)

 

SALA:  Det har De muligvis nok ret i, hr. Doktor. (93)

 

FELIX:  Undskyld mig, hr. von Sala, taler De kun på Deres egne vegne? Er det et pludseligt indfald – eller ligger der mere i det?

 

SALA:  Jeg taler sådan set ikke på vegne af nogen bestemt, men ifølge et møde som i går blev afholdt i Udenrigsministeriet, og til hvilket jeg var indbudt, føler jeg mig berettiget til at bringe det på bane. Åh, det er ikke nogen hemmelighed. De har sikkert læst, Felix, at en herre fra generalstaben, officielt har tilbudt os hjælp fra nogle såkaldte artilleriofficerer. Ifølge de sidste efterretninger fra Asien, som vi har modtaget fra England, og som øvrigt ikke forekommer mig videre tilforladelige, har man besluttet at sikre sig medvirken af nogle yngre officerer, og det skal først og fremmest skal ske ad privat vej.

 

FELIX:  Og det betyder, at jeg har mulighed for at - - ?

 

SALA:  Tillader De mig, at tale med grev Ronsky om sagen?

 

FELIX:  Nævnte De mit navn overfor greven?

 

SALA:  Jeg havde netop lejlighed til at bringe Dem på tale, (94) såfremt De er rede til at tage af sted fra Genua d. 26 nov.

 

DOKTOR NEUMANN:  Så De tænker på snart at forlade Wien?

 

SALA:  Ja. (ubekymret) Hvorfor ser De sådan på mig, hr. doktor? Deres blik er en smule bekymret.

 

DOKTOR NEUMANN:  Hvordan?

 

SALA:  Som om De siger: Ja, rejser det gør du; men om du kommer tilbage, det er det store spørgsmål.

 

DOKTOR NEUMANN:  Hør nu her, hr. von Sala, i et sådant foretagende bør man også lade en smule tvivl komme til orde. Men måske interesserer det Dem slet ikke om De kommer tilbage eller ej? De hører jo ikke til den slags mennesker der ville ordne deres anliggender med andre.

 

SALA:  Ak nej. Tværtimod, da anliggenderne jo altid drejer sig om nogen, med hvem man kun har beskæftiget sig overfladisk. Og hvis det endelig skulle interessere mig, hvordan det vil gå mig, så måtte jeg have en vægtigere grund.

(95)

JOHANNA:  Hvilken?

 

SALA:  Jeg ønsker ikke at bedrage min bevidshed om mine sidste stund.

 

DOKTOR NEUMANN:  Det er et synspunkt som De står temmelig alene med.

 

SALA:  Under alle omstændigheder er De forpligtet til, doktor, at fortælle mig den fulde sandhed, hvis jeg spørger. Jeg mener, at man har ret til, fuldkommen at genopleve sit liv, med alle dets sejre og nederlag og alt hvad der ellers måtte ligge deri. At vi åbenbart har pligt til, at begå både godt og ondt, som jo altid ligger i vores indre anlæg - - - Nej, de skal ikke borteliminere min dødsstund! Det ville være et primitivt standpunkt, der ikke ville være hverken Dem eller mig værdigt. – Nå, Felix, d.26 nov. Det er om syv uger! Hvad angår formaliteterne behøver De ikke at bekymre Dem.

 

FELIX:  Hvilken frist har jeg?

 

SALA:  Der er ikke grund til noget overilet. Hvornår er Deres orlov slut?

 

FELIX:  I morgen aften.

(96)

SALA:  De vil vel tale med Deres far om det.

 

FELIX:  Med min far – naturligvis. – Men under alle omstændigheder får De mit svar i morgen tidligt, hr. von Sala.

 

SALA:  Udmærket. Det glæder mig meget. Men tænk Dem nu lige om: det er ikke nogen søndagsudflugt detteher. Altså, farvel. Adieu frk. Johanna. Lev vel, hr. doktor. (går ud)

 

(kort pause. De tilbageblevne i bevægelse)

 

JOHANNA:  (samler sig) Jeg går op på mit værelse. Adieu, hr. doktor. (går du)

 

 

Scene 4.

(Felix, Doktor Neumann, senere Johanna)

 

DOKTOR NEUMANN:  De virker så eftertænksom, Felix?

 

FELIX:  Måske.

 

DOKTOR NEUMANN:  Nu kommer De jo til at lære så meget nyt.

 

FELIX:  Blandt andet forhåbentlig om mig selv, hvortil der nu (97) endelig er tid - - (inciterende) Det gådefulde fjerne - - Er det mon rigtigt? Det er berusende.

 

DOKTOR NEUMANN:  De har udbedt Dem betænkningstid?

 

FELIX:  Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Og dog - - tanken om, at lade nogen tilbage, og måske ikke se dem mere, - og hvis man atter ser dem, er de ikke som da man forlod dem, - og at man ved sin handlemåde har påført dem lidelser, - - -

 

DOKTOR NEUMANN:  Hvis De ikke har andre betænkeligheder, så er der ikke noget at betænke sig på. En sikker måde at fjerne sig fra mennesker på, som er tro og kærlige overfor en, er bevidsheden om, at det er pligten der holder en i deres nærhed. Grib nu chancen og rejs til Genua, Lilleasien, Tibet, Baktrien - - - Ja, det må være skønt. Må mine bedste ønsker følge Dem. (rækker ham sin hånd)

 

FELIX:  Tak skal De have. Men Deres ønsker kommer lidt for tidligt. Hvordan det end går: vi ses under alle omstændigheder inden min afrejse.

 

DOKTOR NEUMANN:  Forhåbentlig. Naturligvis. (98)

 

FELIX:  (ser fast på ham) Hr. Doktor! – I Deres håndtryk følte jeg ligesom der var tale om en sidste afsked.

 

DOKTOR NEUMANN:  (leende) Jamen, kan man nogensinde vide, om man ser hinanden igen?

 

FELIX:  Hr. Doktor - - har von Sala tydet Deres blik rigtigt?

 

DOKTOR NEUMANN:  For Dem kommer det næppe i betragtning.

 

FELIX:  Det går ikke med os?

 

DOKTOR NEUMANN:  (tøvende) Det er svært at forudsige.

 

FELIX:  De duer ikke til at lyve, hr. doktor.

 

DOKTOR NEUMANN:  Som tingene står, kan De uden videre bistand, føre foretagenet til ende.

 

FELIX:  Hr. von Sala besøgte Dem for nogle dage siden?

 

DOKTOR NEUMANN:  Ja, det er ikke sålænge siden. (pause) Nu, da (99) da han er lidende, det så De jo selv, ikke sandt? Altså, farvel Felix.

 

FELIX:  Vil De vedblive med at være en ven af huset, mens jeg er borte?

 

DOKTOR NEUMANN:  Hvorfor stiller De mig sådant et spørgsmål, Felix?

 

FELIX:  De vil ikke komme mere - - hvorfor?

 

DOKTOR NEUMANN:  Jeg forsikrer Dem - - -

 

FELIX:  Jeg forstår - - -

 

DOKTOR NEUMANN:  (forlegen) Hvad er der her at forstå - - -? - -

 

FELIX:  Kære Doktor - - - Nu ved jeg - - hvorfor De aldrig mere vil komme i dette hus - - Her har andre også brækket halsen  - - kære ven - -

 

DOKTOR NEUMANN:  Lev vel - - Felix - -

 

FELIX:  Og såfremt man ønskede at kalde Dem tilbage - - -

 

DOKTOR NEUMANN:  Det vil man ikke - - Såfremt man ønsker at bruge mig, vil jeg være at finde - - (100)

 

JOHANNA:  (kommer ind)

 

DOKTOR NEUMANN:  Adieu - - Adieu frk Johanna - - -

 

JOHANNA:  Går De allerede, hr. doktor?

 

DOKTOR NEUMANN:  Ja, - - hils Deres far så mange gange fra mig. – Adieu - - (rækker hende hånden)

 

 

 

Scene 5.

(Johanna, Felix)

 

JOHANNA:  (roligt) Har han sagt til dig, at Sala er fortabt?

 

FELIX:  (tøver)

 

JOHANNA:  Jeg vidste det. (da Felix skal til at tale, gør hun en mærkelig afværgende bevægelse)  Og du drager afsted – med eller uden ham.

 

FELIX:  Ja. (pause) Her er der allerede for stillestående.

 

JOHANNA:  (ubevægelig)

(101)

FELIX:  Hvordan vil du leve fremover, Johanna? - - Jeg mener, hvordan vil I indrette Jer, far og dig?

 

JOHANNA:  (ser på ham, som om hun undrer sig over at han spørger hende)

 

FELIX:  Han kommer til at føle sig ensom. Han ville sikkert være taknemmelig over, hvis du beskæftigede dig lidt med ham, og i en ledig stund gik en tur med ham. Også for dig selv - -

 

JOHANNA:  (bittert) Hvad skulle det hjælpe, både ham og mig? Hvad kan han gøre for mig, og hvad kan jeg gøre for ham? Jeg egner mig ikke til at stå mennesker bi i sorgens stund. Det kan jeg ikke gøre for, sådan er det bare. Jeg føler fjendskab overfor mennesker der higer efter min medlidenhed. Det har jeg følt mange gange i den sidste tid, da mor var syg.

 

FELIX:  Nej, det egner du dig ikke til - - - hvad egner du dig egentlig til?

 

JOHANNA:  (trækker på skuldrene, sætter sig atter med korslagte arme, og ser hen for sig)

 

FELIX:  Johanna! Hvorfor taler du ikke mere til mig, som du gjorde før? Har du måske ikke noget at (102) sige mig mere? Husker du ikke hvordan vi tidligere kunne tale sammen om altmuligt?

 

JOHANNA:  Det er længe siden – da var vi børn.

 

FELIX:  Jamen, hvorfor kan du ikke mere tale til mig som dengang, Johanna? Har du da glemt hvor godt vi engang forstod hinanden? Hvorledes vi delte alle hemmeligheder! Hvor gode kammerater vi var! - - - Hvordan vi sammen så ud på den store verden!

 

JOHANNA:  Den store verden - - åh, ja. Det husker jeg nok, men nu er de eventyr forbi!

 

FELIX:  De kommer da kun an på os selv.

 

JOHANNA:  Nej, ordene betyder ikke det samme som før.

 

FELIX:  Hvad mener du?

 

JOHANNA:  Den store vide verden - -

 

FELIX:  Hvad tænker du på, Johanna?

 

JOHANNA:  Engang så jeg, sammen med dig, et billede i Belvedere, (103) som jeg tit tænker på: det forestiller et landskab med riddere og damer – og en skov og et vinbjerg, en kro med unge drenge og piger i dans, og en landsby med kirker og tårne og broer. Over broen marcherer soldater, og på floden glider et skib forbi. Og længere bagude en høj med et slot, og i det fjerne høje bjerge. Og over bjerget er der skyer, og over markerne ligger dis, og landsbyen ligger badet i klart sollys, og over slottet ses et uvejr og på bjergenes top ligger der sne og is. – Og når nogen sagde ordene: ”den vide verden”, så tænkte jeg altid på dette billede. Og sådan er det gået med mange af de ord, der før lød så storartede. Fare, det var en tiger med åben mund og tænder, - kærlighed, det var en ung page med blondt hår der knælede for fødderne af en dame, - døden var en smuk ung mand med sorte vinger og et sværd i hånden, - og berømmelse var gjalden af trompeter, og mennesker der bukkede ved en blomsterbetrøet vej. Dengang kunne man ubesværet tale om alt, Felix. Men nu ser alt anderledes ud - - berømmelse, kærlighed og død – samt den vide verden.

 

FELIX:  Jeg er en smule ængstelig for dig, Johanna.

 

JOHANNA:  Hvorfor det, Felix?

(104)

FELIX:  Johanna! – du må love mig, ikke at udsætte far for bekymringer.

 

JOHANNA:  Er det kun mit ansvar?

 

FELIX:  Jeg ved, hvad du drømmer om, Johanna – hvad skal det føre til?

 

JOHANNA:  Skal det absolut føre til noget? – Jeg tror, Felix, at det er de fleste menneskers bestemmelse, ikke at betyde noget for hinanden, bortset fra i erindringen.

 

FELIX:  Johanna! – du har jo selv sagt, at du ikke egner dig til at se mennesker lide.

 

JOHANNA:  (synker lidt sammen)

 

FELIX:  Lide - - og - -

 

 

 

Scene 6.

(Felix, Johanna. Julian træder ind)

 

JULIAN:  Goddag. (rækker Felix hånden)

(105)

JOHANNA:  (har rejst sig) Hr. Fichtner! (rækker ham hånden)

 

JULIAN:  Jeg kunne næsten ikke kende dig, Johanna. Du er jo blevet til en ung dame. – Er Jeres far ikke kommet hjem endnu?

 

JOHANNA:  Han er ikke gået endnu. Han skal først være på akademiet kl. 12.

 

JULIAN:  Er han i atelieet?

 

JOHANNA:  Ja, nu skal jeg kalde på ham.

 

JULIAN:  (ser sig om)

 

(netop som Johanna vil gå ud, kommer Wegrath ind med hat og stok)

 

 

 

Scene 7.

(Felix, Johanna, Julian. Wegrath og derpå Stuepiger)

 

WEGRATH:  (rækker Julian hånden) Kære ven! Hvor det glæder mig.

 

JULIAN:  Først i går, efter min ankomst erfarede jeg det (106), gennem Sala. Allerførst vil jeg sige dig - - -

 

WEGRATH:  Tak for din deltagelse. Hjertelig tak. – Sæt dig dog, Julian.

 

JULIAN:  Du var på vej ud?

 

WEGRATH:  Det haster ikke; jeg skal først være der kl. 12. Johanna, kunne du ikke, for alle tilfældes skyld, sørge for en vogn -?

 

JOHANNA:  (går ud)

 

WEGRATH:  (sætter sig)

 

JULIAN:  (ligeså)

 

FELIX:  (står lænet op ad kaminen)

 

WEGRATH:  Denne gang har du rigtignok været længe væk.

 

JULIAN:  Over to år.

 

WEGRATH:  Hvis du var kommet for ti dage siden, så havde du fået hende at se endnu engang. Det kom pludseligt; - selvom det var ventet.

(107)

JULIAN:  Ja, det har jeg hørt.

 

WEGRATH:  Nu bliver du vel hjemme, ikke sandt?

 

JULIAN:  I nogen tid, i hvert fald. Hvorlænge kan jeg ikke sige.

 

WEGRATH:  Nå ja, du kører jo aldrig efter en fastlagt plan.

 

JULIAN:  Nej, det byder mig imod. (pause) 

 

WEGRATH:  Åh Gud, min kære ven – hvor ofte har jeg ikke tænkt på dig i den sidste tid!

 

JULIAN:  I lige måde - -

 

WEGRATH:  Du har ikke så ofte haft lejlighed dertil - - men jeg - - hvergang jeg træder ind i bygningen hvor jeg nu har min gerning, tænker jeg naturligvis mange gange på dengang, da vi som unge mennesker stod i modelsalen, med tusind planer og forhåbninger i hovedet - -

 

JULIAN:  Du lyder så melankolsk. Sådan har mange jo følt det.

 

WEGRATH:  Mange, - - ja - - Om man dog igen (108) var ung, selv med de sorger og bekymringer der også fulgte med - -

 

JULIAN:  Og på trods af farene, opleve alt det skønne endnu engang.

 

WEGRATH:  Det vejer så tungt især når det er i erindringen. – Du har været i Italien igen?

 

JULIAN:  Ja, også i Italien.

 

WEGRATH:  Det er længe siden jeg var der. Ikke siden, vi to vandrede med rygsæk på nakken gennem Ampezzaner Dalen – fra Pieve og til Venedig. Husker du? Så dejligt har solen aldrig skinnet.

 

JULIAN:  Det er vel snart 30 år siden.

 

WEGRATH:  Nej, så længe er det ikke. Du var allerede dengang kendt. Du havde allerede malet det skønne billede af Irene Herms. Det var året før jeg blev gift.

 

JULIAN:  Ja, ja. (pause)

 

WEGRATH:  Kan du huske den sommermorgen, (109) da du for første gang fulgte med mig til Kirchau?

 

JULIAN:  Naturligvis.

 

WEGRATH:  Hvordan vi gik på den lille markvej gennem dalen? Og husker du den lille have med det lille højdedrag, hvor du første gang mødte Gabrieles forældre?

 

FELIX:  (skjuler sin bevægelse) Gud, findes det hus stadig hvori moderen boede?

 

WEGRATH:  Nej, ikke mere. Der er nu bygget en villa. For fem-seks år siden var vi nemlig på besøg, for at se til dine bedsteforældres grav. Alt er forandret, kun ikke Friedhof - - (til Julian) Husker du, Julian, hvordan vi en lummer eftermiddag stod ved det nederste af Friedhofmuren, og førte en besynderlig samtale om fremtiden?

 

JULIAN:  Ja, det står ganske tydeligt i min erindring. Men hvad vi talte om, kan jeg ikke huske.

 

WEGRATH:  Ordene husker jeg heller ikke, men det var en mærkværdig samtale - - verden så sandelig større ud dengang. Og (110) jeg sporede en misundelse hos dig, som så mange gange dengang. Hos mig vakte det en følelse af, at jeg kunne alt, - hvis bare jeg ville. Der var så meget at opleve og erfare – livet brusede i én; man var fræk og selvbevidst og fremadstræbende - - Ja, sådan havde jeg det, mens du talte - - Og så kom Gabriele gående fra byen, på den lille vej mellem akazierne, med stråhat i hånden, og nikkede til mig. Og alle mine fremtidsdrømme drejede sig nu kun om hende, og hele verden var li’som sat i ramme, men det var en stor og smuk ramme - - (x hvem der atter engang kunne udfylde rammen.) Alt dette havde jeg faktisk glemt, men nu, da hun er død, bliver det hele pludselig så livagtigt, at man bliver helt bange - - Åh, man burde ikke tænke på det. Hvad skal det tjene til? Hvad? (pause. Han går til vinduet)

 

JULIAN:  (forsøger at skjule sin forlegenhed) Det er både klogt og modigt af dig, at du så hurtigt har taget dit arbejde op igen.

 

WEGRATH:  Når man nu engang har besluttet sig for, at leve videre - - !? Arbejde er dog det eneste der er istand til at bortvejre denne ensomhedsfølelse - - denne ensomhedsfølelse.

 

JULIAN:  Det lyder som om smerten har gjort dig uretfærdig – der er dog efterladt dig meget.

(111)

WEGRATH:  Føle mig uretfærdigt behandlet? – nej, aldrig – det vil jeg ikke. I gør mig dog ikke fortrædeligheder, vel børn - - ikke sandt, Felix, du forstår mig jo? Der er så mange ting som de unge mennesker idag lige fra begyndelsen forsøger at rive ned. Vi fører jo kun en kamp for vore børn, fra det øjeblik de er født – og den er ovenikøbet temmelig udsigtsløs. Sådan er verden indrettet: de kan ikke høre os. Og hvad andre mennesker angår - - også vore venner, så er de dog kun gæster i vort liv, der rejser sig fra bordet når de har spist, går ned ad trappen – og har, ligesom os selv – deres helt eget liv at føre. Det er jo også ganske naturligt - - Hvad der jo ikke hindrer, Julian, at man virkelig glæder sig når nogen finder tilbage til os. Og især en, hvis liv har været meget værd for én. Det kan du være sikker på, Julian. (håndtryk) Sålænge du er i Wien regner jeg så med at se dig så ofte som muligt? Du skal være en kærkommen gæst.

 

JULIAN:  Selvfølgelig vil jeg komme.

 

STUEPIGEN: (kommer ind) Vognen er her, hr. professor. (går ud)

 

WEGRATH:  Jeg kommer om et øjeblik. (til Julian) Du har meget at fortælle mig. Du har jo været så godt som forsvundet. Det (112) interesserer mig selvfølgelig at vide hvad du har gået og lavet – og endnu mere, hvad du agter at lave. Felix fortalte om nogle meget interessante skitzer du havde vist ham.

 

JULIAN:  Jeg lader høre fra mig, hvornår det passer dig.

 

WEGRATH:  Tak. Men det ville være endnu bedre, om du blev og spiste til middag med os.

 

JULIAN:  Joh – men –

 

WEGRATH:  Jeg er hurtigt tilbage; idag er det kun noget rent administrativt – et par underskrifter. Om en tre-fire timer er jeg tilbage. Imens kan børnene gøre dig selskab, ligesom så ofte tidligere - - børn! - - Altså! På gensyn. (går ud)

 

 

 

Scene 8.

(Felix, Julian)

 

(lang pause)

 

FELIX:  Hvorfor gik De ikke sammen med ham?

 

JULIAN:  Din mor var uden skyld; det var min helt alene. Jeg vil fortælle dig det hele. (113)

 

FELIX:  (nikker)

 

JULIAN:  Det var på det tidspunkt besluttet, at vi skulle rejse sammen. Alle forberedelser var truffet. Vi ville forlade byen i hemmelighed, fordi din mor nærede en forståelig uvilje mod strid og diskussion. Det var vores hensigt, efter et par dages forløb, at forklare det hele. Tidspunktet for vor afrejse var allerede bestemt. Den - - der senere skulle blive hendes mand, var rejst til Wien i nogle dage, for at ordne nogle papirer; der var en uge til at brylluppet skulle stå. (pause) Vi holdt fast ved vores plan. Alt var forberedt. Vognen der skulle vente lidt udenfor landsbyen, var allerede bestilt. Om aftenen havde vi sagt farvel til hinanden og var begge overbevist om, at vi igen næste morgen skulle mødes, for aldrig mere at skilles. – Det skulle gå anderledes. Du skal ikke tænke på, at det er din mor det handler om, hør på mig som om det handler om helt fremmede – så vil du bedre kunne forstå det hele.

 

FELIX:  Jeg hører.

 

JULIAN:  Jeg kom til Kirchau en smuk sommermorgen i juni – sammen med ham- - det ved du jo. Egentlig ville jeg kun være blevet i kort tid. Men jeg blev. Indimellem tænkte jeg på, (114) at jeg ville rejse; men jeg blev. Og (ler) som om det var skæbneagtig konsekvens gled vi ud i synd, lykke, længsel og forræderi – og drøm. Ja absolut – alt dette indeholdt det. Og efter den sidste afsked, som kun skulle vare én nat; - da jeg kom tilbage til den lille kro for at bringe alt iorden til vores afrejse, blev jeg for første gang klar over, hvorledes tingene egentlig stod. Det var ligesom at jeg vågnede op. Da først, da jeg stod ved det åbne vindue, var det klart for mig, at i morgen tidlig kom der et tidspunkt som ville være bestemmende for hele min fremtid. Og så begyndte det - - som tynde stråler at risle ned over mig. Dernede så jeg gaden som jeg var kommet ad; den førte videre ud af byen, der var bakkedraget som spærrede udsigten, og vejen fortabte sig i det fjerne, ubegrænset – ja tusinde veje der alle førte et sted hen, lå der til min frie afbenyttelse. Jeg så, at der, bag bakkedraget, lå min fremtid og skæbne, glimtende af eventyr, og ventede på mig, - men kun hvis jeg var alene. Livet tilhørte mig – men kun denne ene gang. Og for ganske at kunne føle det og nyde det, sådan som det var bestemt for mig, måtte jeg være sorgløs og fri som nu. Og jeg undrede mig næsten over, at jeg var parat til at opgive min ubekymrede ungdom og storartede fremtid - - for hvad? – For en lidenskab, (115) der, ligesom alle andre, begyndte i al sin glød og sødme, og var bestemt til at ende som alle andre også.

 

FELIX:  Bestemt til at ende? - - måtte ende?

 

JULIAN:  Ja. Måtte. I samme øjeblik som jeg forudså enden, var den der sandsynligvis allerede. At vente på noget som må komme, er det samme som at leve et liv i savn og raseri. Det indså jeg i dette øjeblik. Og jeg var angst for det. Derudover vidste jeg, at jeg stod i begreb med, på en rykkesløs og forræderisk måde, at forråde et væsen der var mig hengiven. – Men alt der syntes mig ønskværdigt – ikke kun for mig, men også for hende – var som en langsom, klagende uværdig tilintetgørelse. Og alle mine overvejelser gik til grunde, i længslen efter at kunne leve mit liv ubundet og forpligtelsesløst videre. Meget tid havde jeg ikke. Det var jeg glad for. Jeg havde besluttet mig. Jeg ventede ikke til om morgenen. Da stjernerne forsvandt, var jeg væk.

 

FELIX:  Flygtet - -

 

JULIAN:  Tag det som du vil – Ja, det var en flugt, på godt og ondt, ubetænktsomt og - - fejgt som en, - - fyldt med angst over følgerne, og alle de ulykker det kunne afstedkomme. Jeg bebrejder dig ikke Felix. Du er ung, (116) og det er endda muligt, at du bedre kan forstå det, end jeg selv her idag er istand til. Jeg tænkte ikke tilbage, og ikke et spor af anger var der. Jeg var beruset af følelsen af at være fri. – Allerede mod slutningen af den næste dag, var jeg langt borte, længere end nogen milepæl kan vise: allerede på denne dag begyndte billedet af kvinden af fordufte, fra at være en smertelig lunefuld stemme der klang i mit indre, var hun nu en skygge blandt andre, som fortabte sig langt bag mig.

 

FELIX:  Nej – det er ikke sandt! Så hurtigt var hun ikke glemt, så fri for anger gik De ikke gennem verden. En form for bod må der have været. De var anderledes, da hun var.

 

JULIAN:  Jeg taler til dig, ikke for at undskylde mig, og heller ikke for at fortie noget. Jeg fortæller dig kun sandheden. Du bør høre den. Det var din mor, og det var mig, der svigtede hende. Og jeg skal fortælle dig noget andet også. Netop den tid, der fulgte efter flugten, ser jeg tilbage på, som den lyseste og rigeste, jeg overhovedet har oplevet. Aldrig siden, hverken før eller efter, har jeg svælget i så herlig en bevidsthed om ungdom og frihed, aldrig var jeg så fuldt ud herre over mine evner, - aldrig har jeg været så lykkelig som dengang.

(117)

FELIX:  (roligt) Og hvis hun nu havde begået selvmord?

 

JULIAN:  Det tror jeg at jeg, på den tid, ville have betragtet som en værdi i sig selv.

 

FELIX:  Måske var det virkelig sådan. – Jeg er sikker på at hun ville gøre det. Løgnen og kvalen ville hun bringe til en ende, ligesom hundredetusindsvis af kvinder før hende. Men der er jo millioner der ikke gør det, og det er de kloge. Og måske tænkte han også sådan, ham der skulle være hendes ægtefælle. Men ærlig talt, man skrider lettere gennem livet, når man ikke skal slæbe rundt på fornuftens last.

 

JULIAN:  Og hvis hun havde sagt noget - ?

 

FELIX:  Åh, - jeg forstår, at De ikke har fattet det. Det havde ikke været til nytte for nogen. Så havde hun svigtet. Svigtet, da hun af sorg vendte hjem, - svigtet, da barnet blev født, - svigtet, da den elskede i ti år færdedes i hendes ægtefælles hus, - svigtet til den sidste dag - - - Sådanne skæbner findes overalt, og man behøver ikke engang at være forkastelig, for at leve med dem eller undskylde dem.

(118)

JULIAN:  Og få er de, som er kaldet til at skelne – eller dømme.

 

FELIX:  Jeg skal ikke gøre mig bedre end andre. Det falder mig ikke et øjeblik ind, at jeg skal betragte mennesker, som er så tæt forbundne med hinanden, og som jeg værdsætter, som bedragere og bedragne. Og som følge af dette er det umuligt for mig, at opfatte mig selv som en anden, end den jeg er idag. Sandheden har i dette tilfælde ingen kraft i sig - - En livskraftig drøm havde været en tvingende nødvendighed i den historie fra de tabte tider, som De her har fortalt mig. Det har intet forandret - - intet. Mindet om min mor er mig ligeså helligt som før. Og manden, i hvis hus jeg er født og opvokset, og som har omgivet min barndom og ungdom med ømhed, og som har elsket - - min mor, står ligeså højt som før – ja måske endnu højere.

 

JULIAN:  Og dog, Felix, så kraftløs end denne sandhed må synes dig, - et ved du dog, i tvivlens øjeblik: din mor har dog født dig som min søn - -

 

FELIX:  På et tidspunkt, da De var flygtet.

 

JULIAN:  - - - født som min søn.

(119)

FELIX:  I hadet til Dem.

 

JULIAN:  I begyndelsen. Senere tilgivelse, og endelig – glem det ikke – venskabet med mig. – Og på denne den sidste aften, da du stod ved hendes seng, hvorfor så bringe det i erindring? – hvorfor talte hun med dig om det? Om de dage, da hun som kvinde oplevede den største lykke som en kvinde kan opnå.

 

FELIX:  Og samtidig den dybeste ulykke og elendighed.

 

JULIAN:  Tror du måske det var et tilfælde, at hendes tanker den sidste aften gik tilbage til den tid? – Tror du, at hun var uvidende om, at du ville opsøge mig for at se billedet? Og tror du, at dette ønske ikke betød andet end en sidste hilsen til mig fra din mor? – Forstår du, Felix? – Og i dette sekund – nægt det ikke – står for dine øjne, det billede som du i går holdt i din hånd; din mor ser på dig. – Og det samme blik som rammer dig, ramte også mig engang, på den glødende og velsignede dag, da hun sank ned i mine arme og begyndelsen til dig var gjort. – Og hvad end du må føle af tvivl og forvirring, nu kender du sandheden, som din mor selv ønskede det, og der er nu ikke mere nogen mulighed for at du kan glemme, at du er min søn.

(120)

FELIX:  Deres søn - - - Det ord betyder ingenting. Det klinger tomt. - - Jeg ser på Dem, og jeg ved det – men jeg føler intet.

 

JULIAN:  Felix! –

 

FELIX:  De er blevet mig fremmed, siden jeg har fået det at vide. (vender sig om)

 

 

TÆPPE

(121)

Akt 4.

 

(i haven ved hr. von Salas hus. Tilvenstre det hvide symmetriske hus, med en bred terrasse, hvortil fører seks stentrappetrin. Fra terrassen fører en stor glasdør ind til en salon. I forgrunden et lille bord, der står i en halvkreds af små træer. En lille alle fører forbi og videre ud tilhøjre. Ved alleens begyndelse, i nærheden af bordet, er der to søjler. På søjlerne er anbragt to marmorbuster at romerske kejsere. Tilhøjre for bordet er en stenbænk med armlæn, ligeledes rundkredsformet. Længst tilbage skimter man et jerngitter gennem den tynde bevoksning. Bag gitteret en skov, rødligt belyst, og tæt. Høj blå høsthimmel. Stilhed. – Scenen er tom nogle øjeblikke. )

 

 

Scene 1.

(fra terrassen træder Sala og Johanna ind. Johanna er klædt i sort. Sala i grå habit med et mørkt slag over skuldrene. – De går langsomt ned ad trappen)

 

SALA:  Det er nok lidt for koldt for dig. (han går et par skridt tilbage i værelset og tager en jakke, som lå der til det samme, og lægger den om skuldrene på Johanna. )

(122)

JOHANNA:  Ved du, hvad jeg indbilder mig? - - At idag er det vores dag – den tilhører os, kun os ganske alene. Vi har bedt om den, og hvis vi vil, kan vi fastholde den - - Alle andre mennesker eksisterer lige nu kun som gæster i verden. Ikke sandt? - - Det kommer vel af, at du engang talte om denne dag.

 

SALA:  Om denne - ?

 

JOHANNA:  Ja – mens mor endnu levede – og nu er den her. Bladene er røde, der ligger en gylden duft over skovene, himlen er høj, - og dagen er endog meget mere skøn og smuk og sørgmodig end jeg kunne ane. Og dette oplever jeg i din have og spejler mig i din sø. (ser væk og kigger opad) Og dog er vi ikke istand til at fastholde denne dag, ligeså lidt som dette vand kan fastholde mit billede.

 

SALA:  Mærkværdigt, selv i denne klare lune luft aner man, at vinteren med dens sne er på vej.

 

JOHANNA:  Hvorfor bekymrer du dig? Når denne anelse bliver til virkelighed her, så er du for længst midt i et andet forår.

 

SALA:  Hvordan mener du?

(123)

JOHANNA:  Der, hvor De agter Dem hen, er det vel ikke vinter som her hos os.

 

SALA:  (eftertænksomt) Næ, ikke en vinter ligesom her. (pause) Hvad med dig?

 

JOHANNA:  Mig - ?

 

SALA:  Når jeg nu rejser, hvad vil du så tage dig til?

 

JOHANNA:  Når du er rejst -? (ser på ham. Han ser ud i det fjerne) Har du ikke været rejst for længst? Og er du ikke i dette øjeblik, endnu ikke kommet tilbage?

 

SALA:  Hvorfor siger du sådan? Jeg er jo her - - Hvad vil du lave, Johanna?

 

JOHANNA:  Det har jeg jo allerede sagt: rejse – ligesom du.

 

SALA:  (ryster på hovedet)

 

JOHANNA:  Så hurtigt som muligt. Jeg har modet til det nu. Hvem ved hvad der ville blive af mig, hvis jeg blev her.

 

SALA:  Når man er ung, står alle døre åbne, og bagved hver dør ligger der en verden.

(124)

JOHANNA:  Men først når man ikke mere er afhængig af nogen, ligger verden uendeligt foran én. Og derfor vil jeg afsted.

 

SALA:  Afsted – De siger det så let. Der skal forberedelser til og der må foreligge en plan. Du taler om det, som om du blot behøvede at anskaffe dig vinger, og derpå flyve ud i det fjerne.

 

JOHANNA:  At beslutte sig – er det samme som at have vinger.

 

SALA:  Er du slet ikke bange, Johanna?

 

JOHANNA:  En skæbne uden angst, ville være en billig skæbne, hvor man slet intet ville være værd.

 

SALA:  Hvorhen agter du dig?

 

JOHANNA:  Jeg finder den vej jeg skal gå.

 

SALA:  Man kan vælge den vej man skal gå, men ikke de mennesker man møder.

 

JOHANNA:  Tror du, at jeg ikke ved, at det ikke er mig bestemt, kun at leve et smukt liv? Også det hæslige og gemene står foran mig.

(125)

SALA:  Og hvordan vil du klare det? - - Vil du kunne klare det?

 

JOHANNA:  Jeg vil ikke altid være ligså sanddru som dig. Jeg vil lyve, - og jeg glæder mig til det. Jeg vil ikke altid være glad, og ikke altid forstandig. Jeg vil tage fejl, og lide. Sådan bliver det vel.

 

SALA:  Du ved det hele på forhånd, og alligevel vil du - - -

 

JOHANNA:  Ja.

 

SALA:  Men hvorfor? - - hvorfor vil du rejse, Johanna?

 

JOHANNA:  Hvorfor? - - Engang skal jeg jo kunne se på mig selv. Se så dybt som man kun kan, når man endnu ikke er blevet fremmed overfor sig selv. Ligesom det må ske for dig, når du ser tilbage på dit liv. Ikke sandt?

 

SALA:  Jo, såmænd. Men selv i et sådant tilbageskuende øjeblik, ligger der, for mig, egentlig intet tilbage at se på – alt er igen tilstede. Men det tilstedeværende er tilintetgjort. (sætter sig på bænken)

 

JOHANNA:  Hvad mener du med det?

 

SALA:  (stryger sig med hånden over øjnene)

(126) (en let vind. Blade der rasler og falder)

 

JOHANNA:  Hvad er du? Hvor er du?

 

SALA:  Jeg er et barn og jeg rider på en pony henover markerne. Min far er lige bagved mig, han råber. Derhenne ved vinduet venter min mor; hun har et gråt tørklæde over sit mørke hår, og hun vinker til mig - - - Jeg er en ung løjtnant der er på manøvre, og står på en bakke og melder til min oberst, at bag bevoksningen ligger de fjentlige jægere, beredte, til at bryde igennem, og under middagssolen ser jeg bajonetter og knapper blinke - - - Og jeg ligger alene i en vuggende robåd og ser op i den mørkeblå sommerluft, og ubeskrivelige smukke ord rinder mig ihu i en lind strøm, - så smukke, at jeg aldrig har kunnet nedskrive dem - - Jeg sidder og tænker på en bænk i den svale park ved Lugano-søen, og Helene sidder ved min side; hun har en bog med rødt bind i hånden; nedenunder ved Magnoliatræerne leger Lilli med de blonde engelske drenge, og jeg hører hvordan de pludrer og ler - - - Og jeg spadserer med Julian under raslende blade, langsomt frem og tilbage, og vi taler om et billede, som vi havde set i går. Og jeg ser billedet: to gamle matroser med vejrbidte ansigter; de sidder på kanten af et svælg, med deres sørgmodige blik rettet mod havet. Og jeg føler med deres ulykke, føler dybere end maleren der malede det, dybere end de selv følte, det da de levede - - - (127) Alt det er der - - når jeg lukker øjnene, det er mere virkelig end du, Johanna, når jeg ikke ser dig, og du tier.

 

JOHANNA:  (har rettet øjnene med vemod mod ham)

 

SALA:  Nærvær - - hvad er det egentlig? Er det øjeblikket hvor vi står bryst mod bryst med en ven, og omfavner hinanden, - eller med en fjende, der truer os? Er de ord der ligenu lød, ikke allerede fortid? Og de første toner i en melodi – de er væk allerede inden slutningen af sangen. Da du lige før trådte ud i denne have, Johanna – øjeblikket er væk, det er fortid. Dine skridt over denne plæne, er de ikke ligså døde, som forlængst afdøde sjæle?

 

JOHANNA:  Nej, sådan bør det ikke være. Det gør mig ked af det.

 

SALA:  (vedholdende) Hvorfor? - - det bør det ikke, Johanna. Netop i et sådant øjeblik ved vi, at vi intet har tabt og egentlig heller ikke havde noget at tabe.

 

JOHANNA:  Ak, havde du dog glemt alt, og mistet alt og kunne jeg blot være det hele for dig!

 

SALA:  (overrasket)  Johanna –

(128)

JOHANNA:  (lidenskabeligt) Jeg elsker dig. (pause)

 

SALA:  Om få dage er jeg rejst, Johanna. Det ved du - - og du har vist det hele tiden.

 

JOHANNA:  Det ved jeg. Hvorfor fremfører du atter det? Tror du måske, at jeg vil hænge ved dig som en forelsket tingest, og drømme om evigheden? Nej – sådan er jeg ikke, nej – Men jeg vil dog endnu en gang sige dig, at jeg er forelsket i dig. Én gang må det da siges. – Hører du? Jeg elsker dig. Du kan ligeså godt nu som senere høre hvad jeg har at sige – findes der overhovedet et tidspunkt bedre end dette – hvor vi kan tale lige ud.

 

SALA:  Helt ærligt, Johanna, det ved du sikkert, tonen i din stemme vil jeg altid høre. – Men hvorfor tale om evig adskillelse? Måske ses vi igen senere - - om 3 år – eller 5 - - (ler) Så er du måske blevet til en prinsesse og jeg til en fyrste i en funklende by - - Hvorfor tier du?

 

JOHANNA:  (tager jakken tættere om sig)

 

SALA:  Fryser du?

(129)

JOHANNA:  Nej – Men nu må jeg gå.

 

SALA:  Haster det sådan?

 

JOHANNA:  Jeg er sent på den. Jeg må hejm inden min far kommer.

 

SALA:  Hvor mærkeligt! – Idag skynder du dig hjem, for at din far ikke skal blive ængstelig, og om et par dage - - -

 

JOHANNA:  Men da vil han jo heller ikke forvente at jeg er der. Lev vel – Stephan.

 

SALA:  Vi ses i morgen.

 

JOHANNA:  Ja, i morgen.

 

SALA:  Så kommer du ind gennem havedøren, som sædvanligt.

 

JOHANNA:  Står der ikke en vogn foran huset?

 

SALA:  Porten er lukket. Der er ingen der kan komme ind i haven.

 

JOHANNA:  Altså – ha’ det godt sålænge.

(130)

SALA:  I morgen.

 

JOHANNA:  Ja. (på vej ud)

 

SALA:  Hør lige, Johanna. – Hvis jeg nu sagde: Bliv.

 

JOHANNA:  Nej, jeg må afsted.

 

SALA:  Det er ikke det jeg mener.

 

JOHANNA:  Hvordan så?

 

SALA:  Jeg mener, hvis jeg nu bad dig blive her – i lang tid – lang tid.

 

JOHANNA:  Det var en underlig spøg.

 

SALA:  Jeg spøger ikke.

 

JOHANNA:  Har du da glemt – at du skal rejse?

 

SALA:  Jeg er ikke tvunget til det. Der er intet der hindrer mig i at blive hjemme.

 

JOHANNA:  For min skyld?

(131)

SALA:  Det sagde jeg ikke. Måske også for min egen.

 

JOHANNA:  Åh nej, det skal du ikke. Du ville aldrig tilgive mig, at jeg havde forhindret dig i det.

 

SALA:  Tror du? (undersøgende) Hvad hvis vi begge rejste?

 

JOHANNA:  Hvordan?

 

SALA:  Du kunne tage med på rejsen? Det kræver selvfølgelig lidt mod. Du bliver måske ikke den eneste kvinde. Baronesse Golobin vil også med, så vidt jeg har hørt.

 

JOHANNA:  Er det dit alvor?

 

SALA:  Helt ærligt! Jeg spørger dig om du vil gøre rejsen med mig - - som min kone naturligivs, for nu også at tale om denne uvedkommende ting.

 

JOHANNA:  Skulle jeg - ?

 

SALA:  Hvad er der?

 

JOHANNA:  Med dig? - - med dig?

(132)

SALA:  Misforstå mig nu ikke, Johanna. Du skal naturligvis ikke være bundet til mig for evigt. Når vi kommer hjem, kan vi jo bare tage afsked med hinanden – sådan uden videre. Det er en ganske enkel sag. Jeg kan ikke opfylde alle dine drømme – det ved jeg godt - - Du skal ikke svare nu. Øjeblikke som dette forleder ofte til ord, som næste dag er usande. Og sådanne ord ønsker jeg ikke fra dig.

 

JOHANNA:  (har under det forudgående anstillet sig således, som ville hun sige noget med eftertænksomhed) Nej, jeg siger intet – slet intet.

 

SALA:  (ser længe på hende) Nu tænker du over det, og giver mig dit svar imorgen.

 

JOHANNA:  Ja. (ser længe på ham)

 

SALA:  Hvad er der?

 

JOHANNA:  Ingenting. Imorgen. Vi ses. (bryder op og går mod haveporten)

 

SALA:  (kommer tilbage og bliver stående ved søen) Som ville jeg søge hendes billede der - - Hvorfor var hun så bevæget? - - Lykke? - - Nej, det var (133) ikke lykke - - Hvorfor så hun sådan på mig? Hvorfor var hun så tillukket? I hendes blik lå der ligesom en afsked for evigt. (pludselig forskrækket) Er det sådan det er med mig? - - Men hvordan kan hun vide det? - - Så ved de andre det også - ! (ser frem for sig)

 

(han går langsomt op over terrassen og ind i salonen, og kommer et øjeblik ud igen sammen med Julian)

 

 

Scene 2.

(Sala, Julian)

 

JULIAN:  Og denne herlighed skal De snart forlade?

 

SALA:  Men den vil forhåbentlig ligge her endnu, når jeg kommer hjem.

 

JULIAN:  Det må vi håbe for os begge.

 

SALA:  De siger det så tvivlende - -

 

JULIAN:  Nåh – jeg tænker på den mærkværdige artikel i avisen idag.

 

SALA:  Om hvad?

 

JULIAN:  Om det forsvunde i det Kaspiske Hav.

 

SALA:  Nå, har aviserne nu også grebet fat i den sag?

(134)

JULIAN:  Situationen i nogle af de lande De skal igennem, ser højst faretruende ud.

 

SALA:  Overdrivelser. Vi er bedre underrettet. Det er engelske uromagere der står bag disse artikler. Det er oversat direkte fra ”Daily News”. Artiklen stod der allerede for tre uger siden. – Har De forøvrigt set Felix?

 

JULIAN:  Han besøgte mig igår aftes. Og idag var jeg hos Wegraths. Han forlangte at se det billede som jeg malede af hans mor for 23 år siden. – Og det åbende hans øjne i en sådan grad, at jeg besluttede at fortælle ham det hele.

 

SALA:  Såh. (eftertænksomt) Og hvordan tog han det så?

 

JULIAN:  Det bevægede ham mere, end jeg havde forestillet mig.

 

SALA:  De havde vel forhåbentlig ikke ventet, at han ville kaste sig i Deres arme, ligesom den genfundne søn i komedierne.

 

JULIAN:  Nej – bestemt ikke. – Jeg fortalte ham det hele, uden på nogen måde, at undskylde mig selv; derfor følte han den uret, som var begået mod hans mors ægtefælle, stærkere end alle andre. Men det vil (135) ikke vare længe. Han vil snart forstå, at på et højere plan er der ingen uret sket. Folk som Wegraths er ikke skabt til virkelig at besidde – hverken kvinder eller børn. De søger tilflugt i udenforliggende ting – ikke de hjemlige. Forstår De, hvad jeg mener? Det er deres holdning at tage alle i deres arme, som lider under tungsind eller hvis sjæle er gået itu. Men de forstår ikke hvad ulykkerne er kommet af. Det ligger dem også nær, at lade folk betro sig til dem,  men de kender intet til deres veje. Uden selv at vide det ofrer de sig selv, for derigennem at finde en form for lykke, som andre ville finde temmelig pauver. - - - De tier?

 

SALA:  Jeg lytter til Dem.

 

JULIAN:  Men De siger intet?

 

SALA:  Nå ja, - man kan jo spille vilkårlige skalaer, også selvom violinkassen er revnet - -

 

 

Scene 3.

(Julian, Sala. Felix og derpå Tjeneren)

 

(det er blevet mørkere)

 

SALA:  Hvem er det?

(136)

FELIX:  (på terrassen) Det er mig. Tjeneren sagde at - - -

 

SALA:  Åh, Felix! De skal da være velkommen.

 

FELIX:  Godaften, hr. von Sala. – Godaften, hr. Fichtner.

 

JULIAN:  Godaften, Felix.

 

SALA:  Det glæder mig meget, at De ville se ind til mig.

 

FELIX:  Hvilke pragtfulde gamle træer!

 

SALA:  Det er et stykke af skoven, - De skal bare se bort fra hegnet. – Hvad bringer Dem herover, Felix? Jeg havde først ventet Dem imorgen tidlig. Er De allerede kommet til en afklaring?

 

JULIAN:  Forstyrrer jeg?

 

FELIX:  Nej, nej – Det er ingen hemmelighed. Jeg tager imod Deres tilbud, hr. von Sala, og beder Dem om at tale med grev Ronsky.

(137)

SALA:  (rækker ham hånden) Det glæder mig. - - (til Julian) Det drejer sig om vores asiatiske ekspedition.

 

JULIAN:  Hvorledes? - - Du har til hensigt at slutte dig til denne ekspedition?

 

FELIX:  Ja.

 

SALA:  Har De talt med Deres far om det?

 

FELIX:  Det gør jeg iaften. – Men det er en formalitet. Jeg har besluttet mig, såfremt der ikke indtræder hindringer - -

 

SALA:  Jeg vil tale med greven allerede idag.

 

FELIX:  Hvordan skal jeg takke Dem?

 

SALA:  Det er der ingen grund til. Lad os endelig ikke tale mere om mig. Greven ved alt hvad der er nødvendig om Dem.

 

TJENEREN:  (viser sig på terrassen) En dame spørger om herren er hjemme.

 

SALA:  Sagde hun sit navn? – Undskyld (138) et øjeblik, de herrer. (går ud med tjeneren)

 

 

Scene 4.

(Julian, Felix)

 

JULIAN:  Du rejser væk?

 

FELIX:  Ja. Jeg er meget lykkelig over at have fået denne mulighed.

 

JULIAN:  Har du underrettet dig om de nærmere omstændigheder ved denne ekspedition?

 

FELIX:  Dette er en virkelig udfordring, og noget helt nyt for mig.

 

JULIAN:  Kunne dette ikke have været tilfredsstillet gennem Deres håbfulde udsigter?

 

FELIX:  Det er muligt. Men jeg har ikke lyst til at vente.

 

 

Scene 5.

(Felix, Julian. Sala, Irene)

 

IRENE:  (på terrassen med Sala) Jeg kunne da ikke forlade Wien, uden at holde mit ord.

(139)

SALA:  Mange tak skal De have, frk Herms.

 

IRENE:  (kommer ned i haven sammen med Sala) Hvor har De det dog vidunderligt her. – Godaften Julian, godaften hr. løjtnant.

 

SALA:  Hvis de var kommet lidt tidligere, frk Herms, så havde De fået det hele at se i sommersolen.

 

IRENE:  Jeg var her for et par timer siden. Men der var låst. Man kunne ikke komme ind. Klokken gav ingen lyd fra sig.

 

SALA:  Åh, det må De undskylde; hvis jeg blot havde anet - - -

 

IRENE:  Det gør ikke spor. Jeg fik tiden til at gå på bedste måde. Jeg vovede mig længere ind i skoven, helt til Neustift og Salmannsdorf. Der steg jeg ud og gid ad en vej som jeg husker fra tidligere. (hun ser på Julian) Jeg sad også på en bænk, hvor jeg for mange mange år siden sad sammen med en god bekendt. (ler) Husker De, hr. Fichtner? Udsigten er så smuk. Man kan se udover markerne og hele byen helt til Donau.

(140)

SALA:  (viser hen til stenbænken) Vil De ikke tage plads her, frk. Herms?

 

IRENE:  Tak. (ser gennem sine lognetter på kejserbusterne) Man bliver jo helt romersk - - Men jeg har vel ikke forstyrret herrene?

 

SALA:  Slet ikke.

 

IRENE:  Det ser det ud til. De er alle så alvorlige. – Jeg må hellere gå.

 

SALA:  Nej, det må De ikke, frk. Herms. – De har måske lige et sidste spørgsmål til mig, Felix, vedrørende vores foretagende?

 

FELIX:  Hvis De lige vil have os undskyldt, frk. Herms - -

 

IRENE:  Selvfølgelig!

 

SALA:  Tilgiv, frk. Herms.

 

FELIX:  Det er nemlig spørgsmålet om hvordan jeg stiller mig til min kommando - - - - - (går. Fjerner sig langsomt med Sala)

(141)

 

 

Scene 6.

(Irene, Julian)

 

IRENE:  Hvad er det for hemmeligheder de to har?

 

JULIAN:  Det er såmænd ikke så hemmeligt. Denne unge mand har, så vidt jeg forstår, besluttet sig til at deltage i ekspeditionen. Og derfor har de naturligvis en del at tale om.

 

IRENE:  (ser i retning af Felix og Sala) Julian. – Det er ham, ikke.

 

JULIAN:  (tier)

 

IRENE:  Du behøver ikke at svare. Jeg har ikke bestilt andet end at tænke over det - - kun begriber jeg ikke, at jeg ikke tidligere indså det. Det er ham. – og 23 år gammel er han. – Og jeg har virkelig tænkt over, hvorfor du dengang ledte mig på det: Bare han ikke begår selvmord! - - -Og der går han, din søn.

 

JULIAN:  Hvad hjælper det mig? Han tilhører mig ikke.

 

IRENE:  Se dog på ham! der er han, han lever og han er ung og (142) smuk! Er det ikke nok? (rejser sig) Og jeg var ødelagt.

 

JULIAN:  Hvordan? - -

 

IRENE:  Forstår du! Ødelagt - - -

 

JULIAN:  Det anede jeg ikke.

 

IRENE:  Du havde ikke kunnet hjælpe mig. (pause) Farvel! Undskyld mig overfor dem. Sig dem hvad du vil. Jeg rejser, og vil ikke høre mere!

 

JULIAN:  Hvad er der? Intet har jo ændret sig.

 

IRENE:  Tror du ikke? - - Mig forekommer det, at disse 23 år nu pludselig ser helt anderledes ud. – Lev vel!

 

JULIAN:  Lev vel. Og på gensyn.

 

IRENE:  På gensyn? Hvad ligger der bag det? Hva? – Er du ked af det, Julian? - - - Nu har jeg atter ondt af dig. (ryster på hovedet)  Sådan er det. Og hvad skal man så gøre ved det!

 

JULIAN:  Tag dig sammen, der kommer de.

(143)

 

 

Scene 7.

(Irene, Julian. Sala, Felix)

 

SALA:  Sådan, så er alt ordnet.

 

FELIX:  Jeg takker Dem mange gange. Nu må jeg anbefale mig.

 

IRENE:  I morgen tager De atter afsted?

 

FELIX:  Ja, frk.

 

IRENE:  De skal vel ind til byen ad, hr. løjtnant? Hvis De vil kan De køre med mig.

 

FELIX:  Det er meget venligt af Dem.

 

SALA:  Jamen, frk. Herms – det var dog et kort besøg.

 

IRENE:  Ja, men jeg har endnu noget at besørge. Og i morgen går det så atter ud i vildnisset; og sandsynligvis kommer jeg ikke fremover så ofte til Wien. – Nå, - hr. løjtnant?

 

FELIX:  Farvel, hr. Fichtner. Og ifald jeg ikke skulle se Dem mere - - - (144)

 

JULIAN:  Vi ses nok.

 

IRENE:  Når vi kører, så tænker folk: der kører en løjtnant med sin moder. (ser en sidste gang på Julian)

 

SALA:  (følger Irene og Felix op over terrassen)

 

JULIAN:  (bliver tilbage; går frem og tilbage. Efter nogen tid kommer Sala tilbage)

 

 

Scene 8.

(Julian, Sala)

 

JULIAN:  De anser det for sikkert, at grev Ronsky vil godkende Deres forslag?

 

SALA:  Jeg havde allerede forud sikret mig grevens samtykke, men jeg havde ikke meddelt det til Felix.

 

JULIAN:  Hvorfor gjorde De det, Sala?

 

SALA:  Fordi jeg finder Felix særdeles sympatisk, og fordi jeg gerne vil have behageligt rejseselskab.

(145)

JULIAN:  Og det er ikke faldet Dem ind, at det er smerteligt for mig at miste ham?

 

SALA:  Hvad er nu det for noget, Julian! Man kan da kun miste noget, som man i forvejen ejer. Og at eje noget skal man gøre sig fortjent til. Det ved De ligeså godt om jeg.

 

JULIAN:   Kan der ikke tilstås een lidt forståelse, når man har behov for ham? – Forstår De ikke, Sala, han var min sidste forhåbning? - - Han er alt hvad jeg har tilbage. – Fra nu af er der kun tom fortvivlelse tilbage. - - At jeg gruer for den ensomhed der venter mig?

 

SALA:  Hvad skulle det hjælpe Dem at han blev? Hvad skulle det hjælpe Dem, hvis han ikke kunne vække andet end barnlige følelser i Dem? - - Hvad skulle det hjælpe hverken Dem eller andre? – De frygter ensomheden? - - Hvis De idag havde haft en hustru ved Deres side, havde De ikke været alene. - - Hvis De havde børn og ægtefælle om Dem – og hvis De havde bevaret Deres rigdom, Deres berømmelse, Deres geni – så ville de ikke være ensom? Og hvis vi drog i optog til  Bacchanien – vejen derop går vi alle alene - - os, som ingen har tilhørt. At være forældre (146) er en ensom beskæftigelse, og en nar er han, der ikke har taget dette i betragtning.

 

JULIAN:  Og De Sala, De tror at De ingen mennesker behøver?

 

SALA:  Således som det har udviklet sig, står jeg til enhver tid til rådighed for mennesker. Men jeg befinder mig mere i det  højtidelige og dybe. At andre ikke har opdaget det, er ikke min skyld.

 

JULIAN:  Jamen så har De fuldstændig ret, Sala. De har nemlig aldrig nogensinde elsket et menneske.

 

SALA:  Det er muligt. Og De? Lige så lidt som jeg, Julian - - - Kærlighed er for alle andre i verden. Jeg siger ikke, at det er en ønskværdig tilstand, men begge har vi, tror jeg, været meget langt fra den. Hvad har alt hvad vi gør her i livet, med kærlighed at gøre? Det ser alt sammen meget åndeligt, og ømt og følsomt og lidenskabeligt ud, - men kærlighed er det dog ikke - - - Har vi nogensinde bragt et offer, der ikke har været til fordel for vores egen sanselighed? - - -   Har vi ikke altid drejet det sådan, at vi har løjet og bedraget anstændige mennesker, hvis det bare kunne bringe os et øjebliks lykke eller give os større udfoldelsesmuligheder? - - - Har vi sat vore anskuelser og liv (147) på spil – ikke som et pludseligt lune eller letsind – nej, for at hjælpe og støtte et menneske, der havde hengivet sig til os?  - - - Har vi forsikret nogen om dets lykke, uden samtidigt at tage vor egen bekvemmelighed i betragtning? - - - Og tror De, at vi, af noget menneske, mand eller kvinde, aldrig har ønsket noget tilbage, af det vi skænkede dem? Jeg taler ikke om perlekæder og diamanter, men derimod om en bid af vores sjæl – et stykke af vor eksistens, som vi virkelig kunne miste, uden at forlange betaling for det. Nej, kære Julian, vi har åbnet portene, vurderet, og ladet vore beregninger bestemme – og nærige har vi været. Jeg er lidt mere ømskindet end Dem, det er den eneste forskel. Men der er jo intet nyt i alt dette, jeg står her og fortæller Dem. Muligheden for at vi ikke kender hinanden, er ikke tilstede; vi forsøger af alt magt at narre os selv, men det vil ikke lykkes. Andre må lide under vore dårskaber, og nederdrægtigheder, - ikke os selv. Dybt nede i vore sjæle ved vi godt hvordan det står til. – Det er ved at blive koldt, Julian – lad os gå indenfor. (begynder at gå)

 

JULIAN:  Det er rigtignok alt sammen, Sala. Men De må dog medgive mig: hvis der gives en her i verden, der (148) ikke skulle undgælde for vores fejl her i livet, så der det ham, som kan takke os for sin eksistens.

 

SALA:  Her er ikke tale om at undgælde. Deres søn har blik for det væsentlige, Julian, - det har De selv sagt. Og han føler det som om, man ikke har gjort meget andet for ham end at sætte ham i verden.

 

JULIAN:  Sådan har det været før, da han intet vidste. Jeg vil gerne være noget for ham, ligesom andre. Således bør han ikke forlade mig - - Jeg forlanger ingenting. Fortjener jeg da, at han flyer mig?  - - Og med alt hvad jeg idag anser for at være godt og rigtigt – bøjer jeg mig for dette unge menneske, som er min søn -, ikke som et selvbedrag, - jeg elsker ham nu - - Forstår de mig, Sala? Jeg elsker ham og forlanger ikke andet, end at han skal vide det, inden jeg for evigt mister ham - -

(mørkning. – De går begge over terrassen, og ind i salonen. – Scenen er tom et øjeblik. Vinden blæser kraftigere)

 

 

 

Scene 9.

 

JOHANNA:  (kommer fra højre gennem aleen, går langsomt forbi søen og op til terrassen. – Der er lys i havestuens vinduer. Sala har (149) sat sig ved bordet; Tjeneren kommer og skænker et glas vin. – Johanna bliver stående. Hun er i stor tvivl og går et par trin op ad trappen. Sala hører en støj og drejer hovedet. Johanna bemærker det, og går hurtigt ned ad trappen igen og hen til søen, hvor hun bliver stående og ser ned i vandet)

 

TÆPPE

 

 

 

 

(150)

AKT 5.

 

(i haven hos Wegraths)

 

Scene 1.

(doktor Neumann, Julian)

 

DOKTOR NEUMANN:  (sidder ved et lille bord og skriver noget i sin notesbog)

 

JULIAN:  (kommer raskt gående henover verandaen) Er det sandt, hr. doktor?

 

DOKTOR NEUMANN:  (rejser sig) Ja, det er sandt.

 

JULIAN:  Forsvundet?

 

DOKTOR NEUMANN:  Ja, hun er forsvundet. Siden i går eftermiddags. Hun har ikke efterladt nogen meddelelse, og hun har intet taget med sig, - hun er ganske enkelt gået, og er ikke kommet tilbage.

(151)

JULIAN:  Hvad kan der være sket?

 

DOKTOR NEUMANN:  Det aner vi ikke. Måske har hun bare forvildet sig, og vil komme tilbage. Eller også er det en pludselig indskydelse - - Vidste man det bare.

 

JULIAN:  Hvor er de andre?

 

DOKTOR NEUMANN:  Vi skulle mødes her alle sammen kl. ti. Jeg har været ude i de afsides Spitälern og i andre landsbyer, for at finde et spor af hende - - Professoren er henne for at anmelde det.

 

 

Scene 2.

(doktor Neumann, Julian. Felix kommer hurtigt ind)

 

FELIX:  Intet?

 

DOKTOR NEUMANN:  Nej.

 

JULIAN:  (rækker felix hånden)

 

DOKTOR NEUMANN:  Hvor kommer De fra?

(152)

FELIX:  Jeg var henne hos hr. von Sala.

 

DOKTOR NEUMANN:  Ja?

 

FELIX:  Det synes ikke umuligt, at han har en formodning, der kunne lede os i den rigtige retning. Men han ved ikke rigtigt. Tilsyneladende. Hvis han havde vidst noget med bestemthed, er jeg sikker på, at han ville have fortalt det. Det er jeg overbevist om. Han var ikke stået op endnu, da jeg kom. Han troede, at jeg kom i anledning af vores forehavende. Da han hørte, at Johanna var forsvundet, blev han ligbleg - - Men han ved intet.

 

 

Scene 3.

(Julian, Doktor Neumann, Felix. Wegrath kommer ind)

 

WEGRATH:  Noget nyt?

 

(der rystes på hovederne. Julian rækker ham hånden)

 

WEGRATH:  (sætter sig) Man forlangte nærmere oplysninger om hende og tidspunkter mv. og hvad ved jeg, af mig. Jamen, har vi sådanne? - - Jeg har ingen - - Det hele er mig totalt gådefuldt. (vender sig mod Julian) Hun gik ud for at spadsere i går eftermiddags, ligesom så ofte før - - (vender sig til Felix) (153) Har man kunnet mærke noget på hende? Det forekommer mig umuligt, at hun havde noget i sinde, da hun forlod huset, - - at hun allerede da havde til hensigt, - hun skyndte sig afsted.

 

FELIX:  Måske.

 

WEGRATH:  Beklemt var hun vel – og især efter at hendes mor døde. – Kan det være det? - - Er det muligt, hr. Doktor?

 

DOKTOR NEUMANN:  (trækker på skuldrene)

 

FELIX:  Kendte hun os overhovedet? Hvem bekymrer sig egentlig om andre?

 

DOKTOR NEUMANN:  Sandsynligvis er det meget godt, at det er sådan – ellers ville vi alle blive vanvittige af meddlidenhed eller angst. (pause) Jeg må du at se til mine patienter; jeg har nogle uopsættelige besøg. Jeg er tilbage ved middagstid. Farvel. (går ud)

 

 

Scene 4.

(Julian, Felix, Wegrath)

 

WEGRATH:  Her har man set et sådant væsen vokse op, fra lille pige til en ung (154) dame, - og talt i hundredetusindsvis af ord til hende - - og en dag rejser hun sig fra bordet, tager sin frakke og hat og går sin vej - - uden afsked, og uden at man aner hvor hun går hen, måske til et nyt liv.

 

FELIX:  Sket er sket, far – hun ville væk fra os. Og det kan jo faktisk være en form for beroligelse for os.

 

WEGRATH:  (ryster rastløst på hovedet) Alt flyder - - med vilje, uden vilje – alt –

 

FELIX:  Far, om hendes bevæggrunde kan vi intet vide. Det er tænkeligt, at Johanna havde noget hun skulle, og derefter kommer tilbage. Måske er hun her igen om et par timer eller et par dage.

 

WEGRATH:  Tror du - - mener du, at det er muligt?

 

FELIX:  Muligt – ja. Men skulle det vise sig, at hun ikke kommer tilbage, så opgiver jeg naturligvis den plan, som jeg fortalte dig om i går. Under sådanne omstændigheder vil jeg ikke i så lang tid lade dig være alene.

 

WEGRATH:  (til Julian)  Nu vil han bringe mig et offer!

(155)

FELIX:  Måske lader det sig også gøre, at blive forflyttet hertil.

 

WEGRATH:  Nej Felix, det ved du godt, at jeg ikke tager imod.

 

FELIX:  Det er intet offer. Jeg forsikrer dig, far, jeg bliver her, fordi jeg ikke kan andet.

 

WEGRATH:  Åh, Felix, det skal du ikke – det må du ikke. For min skyld skal du ikke blive her – ikke for mig skyld. Jeg ved ikke hvad formål det skulle tjene, at du opgiver en plan, som du har været så begejstret for. Jeg finder det uansvarligt af dig, at opgive og utilgiveligt af mig at tage imod dit tilbud. Vær dog lykkelig over, at der nu endelig er åbnet en vej for dig, hvor du måske kan få alle dine ønsker opfyldt. Jeg er lykkelig på dine vegne, Felix. Du vil resten af livet ikke kunne tilgive dig selv, hvis du ikke griber denne mulighed.

 

FELIX:  Men siden i går er der utroligt meget der har ændret sig – både for dig og for mig.

 

WEGRATH:  For mig – måske. – Men ikke mere om det. Jeg tåler det ikke, jeg vil ikke modtage det offer. Jeg ville tage imod det, hvis jeg overhovedet kunne se (156) en fordel for mig. Men jeg ville jo ikke have dig mere, end hvis du var rejst - - måske mindre endda. Det, der er sket her, skal ikke, med al sin iboende magt, gøre skade på en måde, så vi i forvirringen gør ting der er os imod. Før eller siden kommer vi over det, og det vil være det bedste. Hvad vi gør af skade på vores inderste, er ikke let at hele igen. (til Julian) Vel, Julian?

 

JULIAN:  Du har fuldkommen ret.

 

FELIX:  Jeg takker dig, far. Takker dig, for at du gør det så let, at være enig med dig.

 

WEGRATH:  Godt, Felix - - De par uger du endnu er i Europa, får vi jo lejlighed til at tale sammen – måske mere end i de sidste år. I sandhed, man ved ikke meget om hinanden - - Jeg føler mig træt. Vi har ikke sovet hele natten.

 

FELIX:  Vi du ikke hvile dig lidt, far?

 

WEGRATH:  Hvile – - bliver du her, Felix?

(157)

FELIX:  Ja, jeg venter her. Hvad andet kan man gøre?

 

WEGRATH:  Jeg bryder mit hoved med - - hvorfor har hun ikke talt med mig? Hvorfor har jeg intet vidst om hende? Hvorfor har jeg været så fjern? (går ud)

 

 

Scene 5.

(Julian, Felix)

 

FELIX:  Hele livet er denne mand blevet bedraget – af os alle.

 

JULIAN:  Der findes ikke her i verden en synd eller et bedrag, som ikke kan gøres godt igen. Og for netop dette der er sket her, findes der da slet ikke nogen forsoning eller tilgivelse?

 

FELIX:  Forstår De det da ikke? - - her har løgnen evigt drevet sit spil. Det kan ikke bestrides. Og den der har gjort det var min mor, som var blevet drevet dertil, af Dem, - og denne løgn var mig, sålænge jeg ikke var nogen.

 

JULIAN:  Så lad os være ærlige, Felix. – Jeg (158) bøjer mig for den refærdighed du vælger, og føjer mig under de anklager der hænger over mig. – Skal netop jeg være evig fordømt? Skal jeg, som den eneste af alle, der har fejlet, aldrig kunne sige: ”Det er fuldbragt”?

 

FELIX:  Det er for sent. En uretfærdighed kan kun sones, sålænge den skyldige er istand til at betale, og jeg tror nok De selv ved at den tid er forpasset.

 

 

Scene 6.

(Felix, Julian, Sala)

 

FELIX:  Hr. von Sala! Har De noget at fortælle?

 

SALA:  Ja. – Godmorgen, Julian - - Nej bliv, Julian. Det er belejligt for mig at have et vidne. (til Felix) De er altså fast besluttet på, at tage med på ekspeditionen?

 

FELIX:  Det er jeg.

 

SALA:  Jeg også. Men det er muligt, at en af os til sidst må afstå.

 

FELIX:  Hr. von Sala - - ?

(159)

SALA:  Det ville ikke være hensigtsmæssigt, at foretage så lang en rejse, med en man kender så godt, hvis døden er rejsekammerat.

 

FELIX:  Hr. von Sala, hvor er min søster?

 

SALA:  Jeg aner det ikke. Jeg ved ikke hvor hun i dette øjeblik er. Jeg har ikke set hende, siden hun forlod mig i går aftes.

 

FELIX:  Hr. von Sala - -

 

SALA:  Hendes afskedsord var: Vi ses i morgen. Ser De, imorges havde jeg jo almulig grund til at blive overrasket over at se Dem hos mig. Tillad mig, i fortrolighed, at sige Dem, at jeg netop i går bad Johanna om at blive min hustru, hvad der gjorde et stort indtryk på hende. Dette meddeler jeg Dem ikke, for at besmykke noget. Mit forslag havde ikke til hensigt, at gøre en uret god igen, sandsynligvis var det blot et lune – som så meget andet. Det er kun for at De skal vide sandheden. Jeg står stadig i enhver henseende til rådighed for Dem. Men på trods af dette, anser jeg det dog for nødvendigt, da vi jo sammen i sidste ende skal stige dybt ned i jorden, og sove i telt sammen.

(160)

FELIX:  (efter en lang pause) Hr. von Sala, - - vi kommer ikke til at sove i telt.

 

SALA:  Hvordan?

 

FELIX:  Så langt går vores rejse ikke.

 

(lang pause)

 

SALA:  Javel – jeg forstår. De er helt sikker?

 

FELIX:  Fuldkommen. – (pause)

 

SALA:  Johanna vidste det?

 

FELIX:  Ja.

 

SALA:  Jeg takker Dem. – Åh, De kan roligt tage min hånd. Alt er ordnet så sobert som muligt. Nå? – Det er ikke videre høfligt, ikke at tage en hånd fra den der ligger ned.

 

FELIX:  (rækker ham sin hånd) Hvor kan hun være?

 

SALA:  Jeg ved det ikke.

(161)

FELIX:  Har De ingen anelse?

 

SALA:  Ingen.

 

FELIX:  Har De nogen formodninger? Har hun nogensinde talt om nogen – i udlandet? Har hun venner eller veninder, som jeg ikke har kendt?

 

SALA:  Ikke at jeg ved af.

 

FELIX:  Tror De hun stadig er i live?

 

SALA:  Jeg ved det ikke.

 

FELIX:  V i l De ikke sige mere, hr. von Sala?

 

SALA:  Jeg k a n  ikke sige mere. Jeg har ikke mere at sige. Lev vel – lykkelig rejse – hils grev Ronsky.

 

FELIX:  Vi ses vel endnu en sidste gang?

 

SALA:  Hvem ved.

 

FELIX:  (rækker ham hånden) Jeg skynder mig ind til far. Jeg føler (162) det som min pligt at delagtiggøre ham i det De har fortalt mig.

 

SALA:  (nikker)

 

FELIX:  (til Julian) Adieu. (går ud)

 

 

Scene 7.

(Julian, Sala)

 

(begge fjerner sig)

 

JULIAN:  (da Sala pludselig står stille) Hvorfor tøver De? Lad os gå.

 

SALA:  Hvor er det sælsomt, at vide det. Et slør ligger over alt – og pludselig er det væk! Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig det, sålænge jeg var der – og hvis ikke det var for dette øjeblik - - -

 

JULIAN:  Tror De det så?

 

SALA:  (ser længe på Julian) - - om jeg tror - -? Han er virkelig betagende, Deres søn - - Vi skal aldrig sove i telt - - Ikke ondt? Det kunne falde mig ind - - -

(163)

JULIAN:  Hvorfor kommer De ikke? Har De måske endnu noget at sige?

 

SALA:  Det spørger jeg Dem om, Julian.

 

JULIAN:  Sala!?

 

SALA:  Jeg har nemlig ikke fortalt Dem om en mærkelig hallucination som jeg har haft, ligefør jeg kom. Jeg tror det var en - - - -

 

JULIAN:  Så fortæl dog!

 

SALA:  Tænk Dem: lige før jeg forlod mit hus, kort tid efter at Felix var gået, gik jeg ud i haven – eller rettere, jeg løb – i en så mærkværdig tilstand af ophidselse, som De kan forestille Dem. Og da jeg kom forbi søen, var det lige som om jeg nede på bunden så - - -

 

JULIAN:  Sala!

 

SALA:  Vandet flimrede i en grøn-blå farve, og nedfaldne bøgeblade lå på overfladen. Og ejendommeligt nok, så sagde Johanna netop i går disse ord: ”Ligeså lidt som dette vand kan fastholde mit billede - - -” Det er også en måde at udfordre skæbnen på - - Og da jeg kom forbi (164) søen, var det, som havde - - vandet virkelig havde bevaret hendes billede.

 

JULIAN:  Er det sandt?

 

SALA:  Sandt – eller ikke sandt - - hvad betød det for mig? Så kunne det da kun have interesse for mig, såfremt jeg et år eller en time endnu er i verden.

 

JULIAN:  De vil - - -?

 

SALA:  Selvfølgelig vil jeg det. Syntes De jeg skulle vente? Det synes mig en smule pinligt. (leende til Julian) Hvor skal stikordet nu bringe Dem hen, kære ven? Ja, nu er det slut - - Hvor er alt henne? - - Hvor er Caracallas varme? hvor er parken i Lugano? - - Hvor er mit hyggelige lille hus? - - hverken længere væk eller tættere på end de marmortrin der fører ned i det hemmelighedsfulde dyb - - Sløret dis over det hele - - Deres søn vil måske opdage hvor de 312 trin fører hen – og hvis ikke, så vil det såmænd ikke bekymre ham. Syntes De ikke at han har opført sig bravt? - --Det slår mig, at jeg syntes der nu vokser en bedre slægt op, - mere holdning og mindre højtidelighed. – Himlen være lovet, Julian.

 

JULIAN:  (vil følge ham)

(165)

SALA:  (mildt men bestemt) Bliv her, Julian. Vor samtale er til ende. Lev vel. (går hurtigt ud)

 

 

Scene 8.

(Julian, Felix, derpå Wegrath)

 

FELIX:  (kommer hurtigt ind) Er hr. von Sala gået? Min far ville ellers tale med ham. – Og De er her endnu? - - Hvorfor er hr. von Sala gået? Hvad har han sagt? – Johanna  - -! - - Johanna? - -

 

JULIAN:  Hun er død - - hun har druknet sig i søen.

 

FELIX:  (med et smertensskrig) Hvor er han?

 

JULIAN:  Jeg tror ikke du finder ham mere.

 

FELIX:  Hvad vil han?

 

JULIAN:  Betale – til rette tid - - -

 

WEGRATH:  (kommer fra verandaen) (166)

 

FELIX:  (går ham imøde) Far - - -

 

WEGRATH:  Felix! Hvad er der sket?

 

FELIX:  Vi tager hen til Salas villa, far.

 

WEGRATH:  Død? - -

 

FELIX:  Far! (griber Wegraths hånd og kysser den) Min far!

 

JULIAN:  (går langsom ud)

 

WEGRATH:  Skal der ske den slags ting, før disse ord siges mig, som hørte jeg dem for første gang - -?

 

 

TÆPPE