SVANESANGEN

Af Anton Tjechov

Oversat af Erik Rosekamp (der tillige har oversat Shakespeare- citaterne fra engelsk)

PERSONERNE:

VASILI SVIETLOVIDOFF, skuespiller i komediefaget, 68 år

NIKITA IVANITCH, sufflør, en gammel mand

(Vi er bag scenen på et provinsteater, det er aften og efter tæppefald. Tilhøjre en række uhøvlede døre der leder ind til omklædningsrummene. Til venstre ligger en hel masse skrammel og i baggrunden ser man scenen. Midt på scenen ses en væltet stol)

SVIETLOVIDOFF: (kommer ud fra et af omklædningsrummene med et tændt lys i hånden, leende) Ha, ha – det er virkelig morsomt! Nu skal du høre en sjov historie! Tænk, jeg faldt i søvn i omklædningsrummet da stykker var forbi, og der sad jeg og snorkede nok så lystigt mens alle havde forladt teateret. Jeg er et gammelt fjols! Jeg havde drukket igen, og derfor faldt jeg i søvn siddende ret op og ned. Ja, den er go’ med dig gamle dreng. (kalder) Yegorka! Petrushka! Hvor fanden er I? Petrushka! De slyngler sover sikkert, og selv et jordskælv kan ikke vække dem! Yegorka! (rejser stolen op og sætter sig på den, sætter lyset på gulvet) Ikke en lyd! Uh! Stykket iaften var jo til ære for mig, og det er skrækkeligt at tænke på hvor meget øl og vin jeg har nedsvælget i den anledning. Nydeligt, må jeg sige. Uh – huden brænder og det føles som om jeg har tyve tunger i munden. Åndsvagt! Det gamle drog er fuld igen, og aner ikke engang hvad det er, han har fejret! Uh! Det er som om mit hoved skal flækkes, jeg ryster og jeg føler mig ligeså tom og kold som en fængselscelle indvendig! Selvom jeg skulle være ligeglad med mit helbred, så bør jeg dog huske på min alder – gamle idiot! Min alder! Åh, hvad nytter det. Jeg kan spille en idiot, en blærerøv, spille ung – nej, mit liv er forbi! 68 år , ak ja! Borte er de, og man ser dem aldrig igen; flasken er tom – kun et par dråber er tilbage på bunden, bundfaldet. Ja, sådan er det, Vasili, gamle dreng. (stirrer frem for sig) Ejendommeligt – nu har jeg været skuespiller i 45 år, og det er første gang, at jeg oplever teateret, efter at der er lukket og slukket. Ja, første gang. (går hen til rampelysene) Hvor er det dog mørkt! Jeg kan intet se. Åh jo, jeg kan lige se sufflørkassen og pulten dernede; alt andet henligger i mørke, et sort bundløst mørke, som graven hvor døden gemmer sig - - Brrr - - Så koldt her er! Vinden suser gennem teatret som om det var en skorsten. Rigtig et sted for spøgelser! Det løber mig koldt ned ad ryggen. (kalder) Yegorka! Petrushka! Hvor er I? Hvorfor står jeg her og tænker på disse forfærdelige ting? Jeg må holde op med det drikkeri; jeg er en gammel mand, jeg lever ikke længe. De fleste i min alder går i kirke og forbereder sig på at dø, men her står jeg – himmel! En vanhellig gammel drukkenbolt i et idiotisk kustyme - - jeg er ikke værd at se på. Jeg må hellere klæde om øjeblikkeligt - - Hvor er det dog et forfærdeligt sted, detteher, jeg ville dø af skræk hvis jeg var tvunget til at være her hele natten. (går hen mod omklædningsrummet; i det samme kommer NIKITA IVANITCH i en lang hvid kåbe ud fra et af de bagerste omklædningsrum. SVIETLOVIDOFF opdager IVANITCH, skriger i rædsel og træder et skridt tilbage ) Hvem er det? Hvad vil du? (stamper med foden i gulvet) Hvem er du?

IVANITCH: Det er mig, hr!

SVIETLOVIDOFF: Hvem?

IVANITCH: (går langsomt hen imod ham) Det er mig, hr. – suffløren, Nikita Ivanitch. Det er mig, mester, det er mig!

SVIETLOVIDOFF: (synker hjælpeløst ned på stolen, hiver efter vejret og skælver voldsomt) Du godeste! Hvem er du? Det er dig - - Nikitushka? Hvad – hvad laver du her?

IVANITCH: Jeg tilbringer nætterne i omklædningsrummet. Men vær venlig, ikke at fortælle det til Alexi Fomitch, hr. Jeg har ingen andre steder at være om natten; tro mig, det har jeg ikke.

SVIETLOVIDOFF: Nå , det er dig, Nikitushka, ikke sandt? Tænk engang, publikum kaldte mig frem 16 gange; og jeg fik tre store buketter og en mængde andre ting; de var vilde af begejstring, og ikke en sjæl kom bagefter for at vække mig, gamle drukne mand, og sørge for at jeg kom godt hjem! Jeg er gammel, Nikitushka! Jeg er 68 og jeg er syg. Jeg orker ikke længere. (falder Nikitushka om halsen og græder) Gå ikke fra mig, Nikitushka; jeg er gammel og hjælpeløs, jeg føler at jeg skal dø. Forfærdeligt! Forfærdeligt!

IVANITCH: (ømt og respektfukdt) Kære mester – det er på tide, at De går hjem!

SVIETLOVIDOFF: Jeg vil ikke hjem! Jeg har intet hjem – intet – intet!

IVANITCH: Jamen, har De da glemt hvor De bor?

SVIETLOVIDOFF: Jeg går ikke derhen! Jeg gør det ikke! Der er jeg helt alene. Jeg har ingen, Nikitushka! Ingen kone – ingen børn. Jeg er som vinden der blæser ensomt over markerne. Jeg dør, og ingen vil huske mig. Det er forfærdeligt at være alene, ingen glæder, ingen kærtegn og ingen til at hjælpe mig i seng når jeg er fuld. Hvem er jeg? Hvem behøver mig? Hvem elsker mig? Ingen! Ingen, Nikitushka.

IVANITCH: (grædende) Deres publikum elsker Dem, mester.

SVIETLOVIDOFF: Mit publikum er gået hjem. De sover allerede, og har glemt alt om denne gamle klovn. Nej, ingen savner mig, ingen elsker mig; ingen kone og ingen børn.

IVANITCH: Jamen, kære mester, vær dog ikke så ked af det.

SVIETLOVIDOFF: Er jeg ikke et menneske og lever jeg ikke stadig? Jeg er varm – rødt blod strømmer i mine årer, blod som også flød i mine stolte forfædres årer. Jeg er aristokrat, Nikitushka; jeg har gjort tjeneste i hæren, i artilleriet, før jeg faldt så dybt som nu – hvilket dejligt ungt menneske jeg var! Smuk, modig, fremadstræbende! Hvor er det alt sammen henne? Hvor er tiden blevet af? Den mørke grav har opslugt dem alle. Nu husker jeg! 45 år har jeg været begravet her, hvad er det for et liv, Nikitushka! Jeg ser det så tydeligt som jeg ser dit ansigt; ungdommens glæde, tilliden, lidenskaben, kærligheden til kvinder, Nikitushka!

IVANITCH: De må hellere se at få sovet noget, mester.

SVIETLOVIDOFF: I begyndelsen af min karriere, da jeg stadig var fyldt med ungdommens glød, var der en kvinde der elskede mig for mit spil. Hun var vidunderlig, yndefuld som poppeltræet, ung, uskyldig, og tindrende som en sommermorgen! Hendes nærhed skræmte alle skygger væk! Jeg husker engang jeg stod foran hende, nøjagtig som jeg nu står her foran dig. Aldrig havde hun set så skøn ud, og hun talte til mig gennem sine øjne – hvilke øjne, og hvilke blikke! Aldrig vil jeg glemme det – selv i graven vil jeg huske det; så blid, så blød, så dyb, så oplivende og ung! Tryllebundet, og beruset, kastede jeg mig på knæ for hende, og tryglede hende om at gøre mig lykkelig, og så sagde hun: ”Opgiv teatret!” Opgive teatret? Forstår De? Hun kunne elske en skuespiller, men gifte sig med ham – aldrig! Jeg husker, at jeg den aften spillede en komisk rolle, og mens jeg optrådte, gled bindet fra mine øjne, og jeg så: at hele dette panserskib vi kalder kunsten og er os helligt, ikke var andet end en tom desillusioneret drøm; og at jeg var en slave, et stykke legetøj for syge fremmede sjæle. Endelig forstod jeg mit publikum, og siden den dag har jeg aldrig troet på deres hyldester, eller deres store buketter eller deres henrykkelse! Ja, Nikitushka! Publikum klappede, købte fotografier af mig, men jeg er en fremmed for dem. De kender mig ikke, jeg er som snavset under deres skosåler. Gerne møder de mig - - men at tillade at en af deres døtre eller søstre gifter sig med mig – aldrig – jeg er en udstødt! Jeg har mistet tilliden til dem. (synker ned på stolen) Nej – ingen tillid mere.

IVANITCH: Åh, herregud, hr. – De er jo frygtelig bleg, De skræmmer mig næsten til døde. Kom – gå nu hjem, pin mig ikke.

SVIETLOVIDOFF: Jeg så lige gennem det hele den dag, budskabet gik lige ind. Nikitushka! Derefter - - da pigen - - nå ja, så begyndte jeg at vandre formålsløst omkring, levede fra dag til dag uden tanke for fremtiden. Jeg tog alle roller som klovne, narrer og alt lavkomisk for at slå det hele ud af hovedet. Men jeg var engang en god skuespiller, men lidt efter lidt smed jeg mit talent væk og spillede bajadsroller, samtidig forsvandt mit gode udseende, og derpå kraften – jeg blev den glade idiot istedetfor et menneske. Jeg har ladet mig opsluge af den store sorte pøl. Jeg har ikke haft det sådan før, men iaften da jeg vågnede op i min garderobe, og så tilbage på de 68 år - - Nu har jeg endelig fundet ud af hvad det vil sige at blive gammel! Det er forbi alt sammen (hulker) - - forbi!

IVANITCH: Så, så – mester! Vær nu rolig - - (kalder) Petrushka! Yegorka!

SVIETLOVIDOFF: Men genial – det var jeg! Du forestiller dig ikke hvilken kraft i retorikken jeg havde; hvor smidig jeg var – (banker sig for brystet) hvor det dirrede i mit bryst! Rystende at tænke på. Lad mig lige få vejret, sådan – så hør bare her:

”Grusomme Ivan er nu tilbage

mine læbers beundrer, og oprørets flamme,

Den døde Dimitris sidste dage

Boris skal dræbes under tronens ramme

Ej skal man se Czarens arving knæle

hist ved hovmodige polakkers hæle”

Ikke dårligt? Hva’? (hurtigt) Vent – hør – her er noget fra Kong Lear. Ser I himlen er sort? Og regnen styrter ned, lyn flænger himlen –blizzzzzzzzzzzzzz - - splitter skyerne, og hør så:

”Blæs vind, og knæk grene! Ras! Blæs!

Lad dine vandfald og orkaner stråle

Til du har druknet vore tårne og spir

Med din svovlholdige dræbende ild

Med dine lyn der kløver egen

Svid de øverste! Og du – alle ilds moder

Læg jorden gold, og stop dens drift

Thi mennesket er uværdigt til liv!”

(utålmodigt) Du kan spille rollen som narren. (stamper med foden) Kom nu, spil narrens rolle! Hurtigt – jeg kan ikke vente!

IVANITCH: (spiller narrens rolle) “Åh du gamle, højrøvet snak i tørvejr, er bedre end at stå ude i den silende regn. Næ, gå du ind og bed om dine døtres velsignelse, denne nat har ikke medlidenhed med hverken kloge eller dumme!”

SVIETLOVIDOFF:

“Brag til du brister! Knitre lyn! Brus regn!

Regn, storm, torden og ild, er ikke mine døtre;

Ej skylder jeg elementerne utaknemmelighed,

ej gav jeg dem mit rige, og kaldte dem for mine børn.”

Åh! mærk styrken! Jeg er en stor kunstner! Og hør nu, her er noget andet, der kan være med til at bringe min ungdom tilbage – Hamlet, f.eks. – lad os nu se, hvordan er det nu? Åh ja, her er det – (spiller Hamlet) ”Åh, skalmaje-spillere, hvor er I - - lige et ord i fortrolighed. Hvi undgår I mig, vil I drive mig i en snare?

IVANITCH: “Oh, herre – bliver min gerning for hovmodig, bliver min kærlighed for påtængende.”

SVIETLOVIDOFF: “Ej forstår jeg dette. Er det den sang du vil fløjte på denne skalmaje?”

IVANITCH: “Herre, jeg kan ikke.”

SVIETLOVIDOFF: “Jeg beder dig.”

IVANITCH: “Tro mig, jeg kan ikke.”

SVIETLOVIDOFF: “Jeg bønfalder dig.”

IVANITCH: “Jeg kender ikke grebene.”

SVIETLOVIDOFF: “Det er så let som at lyve: hold dine fingre sådan, og blæs med din mund, og vellydende musik vil strømme. Se, her er hullerne.”

IVANITCH: “Den kan ej kommanderes, ej evner jeg det talent der skal til.”

SVIETLOVIDOFF: ”Ser I nu, hvilken elendig ting I vil gøre mig til. I ville spille på mig; I troede I kendte grebene på mig; I ville rive hjertet ud af min hemmelighed; I ville prøve mig i hele registeret af mine toner fra den dybeste til den højeste; og der er megen musik, en herlig tone i dette lille instrument, og dog kan I ikke få det til at sige noget. Guds død! Tror I jeg er lettere at spille på end en skalmaje? Kald mig hvad instrument I vil : forstemt kan I gøre mig, men spille på mig det kan I ikke.

(ler og klapper) Bravo! Ekstranummer! Er det ikke ungdommeligt? Nej, jeg er ikke gammel, det er noget vrøvl, styrken vokser i mig; dette er livet, det friske, ungdommelige! Ælde og geni passer ikke sammen. Du ser jo målløs ud, Nikitushka. Øjeblik, lad mig lige samle mig igen. Ja, hør her – har du nogensinde hørt sådan hengivende blidhed, sådan musik? Sh!

”Der månen står. Og alt er mørkt,

Men frelst af de vagtsomme stjerners bleghed

I himmelrummet oplyser hver en form

Friske nerier i en rosenfyldt dal

Retter sig mod strømmende lys, hvis gnister

Blinker som lidenskaben bly lys.”

(lyden af en dør der åbnes) Hvad var det?

IVANITCH: Det er Petrushka og Yegorka der kommer. Jo hr., De er et geni – et virkeligt geni!

SVIETLOVIDOFF: (kalder, idet han vender sig mod lyden) Kom her, drenge! (til IVANITCH) Kom, lad os få noget tøj på. Nej, gammel er jeg ikke! Det er latterligt at tro noget sådant! (ler lystigt) Hvad er der? Hvorfor græder du? Det nytter ikke. Kom, du gamle – hvorfor stirrer du sådan? Så, så – (omfavner ham tårevædet) Græd ikke! Hvor kunst og geni findes, findes der ingen alder! Alderdom, ensomhed og sygdom findes ikke der - - og heller ikke død - -(græder) Nej, nej - Nikitushka! Det hele er forbi for os! Hvilket slags geni er jeg? - - en fladtrykt citron uden saft, en ituslået flaske, og du – du er bare en gammle rotte der lusker rundt i teatret – suffløren! Kom! (de går) Jeg er intet geni – jeg dur kun til at spille Fortinbras, og det er jeg måske også for gammel til - - ja - - Husker du disse linier fra Othello, Nikitushka?

“Farvel du rolige sind! Farvel alt indhold!

Farvel i fjerprydede tropper og store krige

Der gjorde ambitionerne mulige! Oh farvel!

Farvel til den fyrige ganger, og det skingre held,

De åndfyldte pauker, de øredøvende trompeter

Det kongelige banner og alle gode egenskaber,

Stolthed, pomp og pragt født af en storslået krig!”

IVANITCH: Åh – men De er et geni hr.

SVIETLOVIDOFF: Og dette:

“Afsted! moserne er mørke under månens skin,

De hurtige skyer har endog druknet den sidste blege stråle,

Afsted! den tiltagende storm kalder mørket frem,

Dybsindig midnat lægger ligklæde over himlens fredsfyldte lys.”

(de går ud sammen og tæppet falder langsomt)

TÆPPE