1 BOG

Den 4- Maj 1771 -

Hvor jeg er glad at jeg er borte! Kære Ven, hvordan er dog Menneskets Hjerte! At forlade dig som jeg har så kær, som jeg var så uadskillelig fra, og dog at være glad! Jeg ved, du tilgiver mig det. Var ikke min øvrige Omgang ret som udsøgt af Skæbnen til at volde et Hjerte som mit Uro? Den stakkels Leonore! Og dog var jeg uden Skyld. Kunde jeg gøre for, at en Lidenskab voksede frem i hendes stakkels Hjerte, mens hendes Søsters egensindige Ynde forskaffede mig en behagelig Adspredelse. Og dog er jeg ganske uden Skyld? Har jeg ikke selv glædet mig ved de fuldkommen sande Udtryk for hendes Natur, som så ofte fik os til at le, så lidet latterlige de var, har jeg ikke -. Å, hvad er dog Mennesket at det tør anklage sig selv! Jeg vil, kære Ven, jeg lover dig det, jeg vil forbedre mig, vil ikke mere tygge Drøv på den Smule ondt, Skæbnen bereder os, sådan som jeg bestandigt har gjort det; jeg vil nyde det nærværende og det forgangne skal være mig forgangent.

Sikkert, du har Ret, Kære, Smerterne vil være mindre blandt Mennesker, hvis de ikke - Gud ved hvorfor, de er således indrettede - med så stort et Opbud af Indbildningskraft beskæftigede sig med at genkalde Erindringen om det svundne onde, fremfor at bære en hvilkensomhelst Nutid.

Du er nok så god at sige til min Moder at jeg skal tage mig af hendes Anliggende og snarest give hende Meddelelse derom. Jeg har talt med min Tante og langtfra i hende fundet den ubehagelige Kvinde, som man hos os gør hende til. Hun er en munter, lidenskabelig Kvinde med det bedste Hjerte. Jeg forklarede hende min Moders Klager over den tilbageholdte Arvelod; hun sagde mig sine Grundeg Årsager og de Betingelser- under hvilke hun var rede til at udlevere alt, og mere end vi forlangte - kortsagt, jeg har i Øjeblikket ikke Lyst til at skrive mere derom; sig min Moder, at alt nok skal gå godt. Og jeg har, min kære, atter i denne lille Sag set, at Misforståelser og Ladhed måske forårsager flere Bryderier i Verden end List og Ondskab. I det mindste er de sidste to sikkert sjeldnere.

Forøvrigt befinder jeg mig helt vel her, Ensomheden er mit Hjerte en kostelig Balsam i denne paradisiske Egn, og denne Ungdommens Årstid varmer mit ofte frysende Hjerte med hele sin Fylde. Hvert Træ, hver Hæk er en Yppighed af Blomster, og man kunde ønske at blive en Oldenborre for at kunne svæve rundt i dette Hav af Vellugte og finde sin hele Næring deri.

Byen selv er utiltalende, derimod findes der rundt omkring den en uudsigelig Naturskønhed. Dette bevægede den afdøde Grev von M . . ., til at anlægge en Have på en af de Høje, som her ligger på Kryds og Tværs i den skønneste Mangfoldighed og danner de yndigste Dale. Haven er enkel, og man føler med det samme man træder ind, at ikke en Havearkitekt har tegnet Planen, men et følsomt Hjerte, som her vil nyde godt af sig selv. Mange Tåuer har jeg allerede grædt for den hedengangne i den forfaldne Hytte, som var hans Yndlingssted og også er mit. Snart vil jeg blive Herre i Haven; Gartneren er mig hengiven, blot past de Par Dage, og han skal heller ikke komme til at fortryde det.

Den 1o. Maj.

En forunderlig Munterhed der ligner den søde Forårsmorgenjeg nyder i dybe Drag, har fyldt min Sjæl fuldkomment. jeg er alene og fryder mig ved mit Liv i denne Egn, som er skabt for sådanne Sjæle som min. jeg er så lykkelig, min kære, så ganske hensunken i Følelsen af rolig Væsen, at min Kunst lider derunder. jeg vilde ikke kunne tegne nu, ikke en Streg, og dog har jeg aldrig været større Maler end i disse Øjeblikke.

Når min kære Dal damper omkring mig, og den høje Sol hviler past Overfladen af min Skovs uigennemtrængelige Mørke og kun fast Stråler stjæler sig ind i den indre Helligdom, da ligger jeg i det høje Græs ved den rislende Bæk og nær jordens Bryst bliver tusinde mangfoldige Smågræs mig levende og mærkelige. Nårjeg betages inderligt af den lille Verdens Vrimlen mellem Stråene, de små Ormes, de små Mygs utallige, uudgranskelige Skikkelser og føler den Almægtiges Nærværelse, han der skabte os i sit Billede, den Altelskendes Ånde, der svævende i evig Henrykkelse bærer og opretholder os - min Ven! når det da dæmrer for mine Øjne og Verden om mig og Himlen helt hviler i min Sjæl som Billedet af en elskets Skikkelse - da længes jeg ofte og tænker: Ak, kunde du give det Udtryk igen på Papiret, hvad så inderligt, så varmt lever i dig, så det blev Spejlet for din Sjæl som din Sjæl er den uendelige Guds Spejl. Min Ven -. Men jeg går til Grunde derover, jeg ligger under for Magten af disse Syners Herlighed.

Den 12. Maj.

Jeg ved ikke om hemmelighedsfulde Ånder svæver over denne Egn eller om den glødende himmelske Fantasi, der gør alt så paradisisk for mig, bor i mit Hjerte. Der er lige udenfor Staden en Brønd, en Brønd jeg er troldbundet til som Melusine til sine Søstre.

Du vandrer ned ad en lille Høj og befinder dig foran en Hvælving, hvorfra vel tyve Trin fører ned til, hvor det klareste Vand vælder frem af Marmorklippen. Den lille Mur, som ovenover danner Indfatningen, de høje Træer, som skjuler Pladsen, Stedets Kølighed - alting ejer noget på tingang dragende og besynderligt. Der henrinder neppe en Dag, hvor jeg ikke dvæler en Time her. Så kommer Pigerne fra Staden herud og henter Vand, den fordringsløseste og nyttigste Gerning som i gamle Dage selv Kongernes Døtre udførte. Når jeg sidder der, så bliver den patriarkalske Ide i Sandhed levende omkring mig, hvordan de alle, de gamle Stamfædre, ved Brøndene stifter Bekendtskaber og frier, og hvordan gavmilde Ånder svæver over Brøndene og Kilderne.

Å, den der ikke kan føle dette, må aldrig efter en mødig Sommerdagsvandring have læsket sig ved Brøndens Kølighed.

Den 13. Maj.

Du spørger, om du skal sende mig mine Bøger? Kære, jeg beder dig for Guds Skyld, hold mig dem fra Halsen. Jeg vil ikke mere ledes, ildnes, opmuntres; dette Hjerte bruser dog nok i sig selv. Jeg trænger til Vuggesang og den har jeg i hele sin Fylde fundet i min Homer. Hvor ofte luller jeg mit oprørte Blod til Ro; thi så uligt, så uroligt et Hjerte som mit har du aldrig set. Kære! Behøver jeg at sige det til dig, du som så ofte har været tvunget til at se mig slå over fra Sørgmodighed til Udsvævelse og fra blid Melankoli til ødelæggende Lidenskab. Jeg hæger også om mit Hjerte som et sygt Barn; hvert Begær bliver det tilladt. Men sig det ikke videre! Der gives Folk, som vilde tage mig det ilde op.

Den 15. Maj.

Stadens jevne Folk kender mig allerede og holder af mig, især Børnene. Når jeg i Begyndelsen sluttede mig til dem, venskabeligt spurgte dem om Dit og Dat, troede nogle, at jeg vilde drive Spot med dem og affærdigede mig overmåde groft. Jeg lod mig ikke dette gå synderligt til Hjerte; blot følte jeg på det mest levende, hvad jeg allerede ofte har lagt Mærke til: Folk der blot er af nogen Stand vil altid holde sig i kølig Afstand fra det jevne Folk, som troede de at miste noget ved en Tilnærmelse; og desuden eksisterer der Vindbeutler og slette Spøgefugle, der giver sig Mine af at være nedladende for at deres Overmod desto føleligere kan ramme det stakkels Folk.

Jeg ved vel, at vi ikke er lige og ikke kan være det; men jeg holder på, at den der tror at have nødig at fjerne sig fra den såkaldte Pøbel for at vedligeholde Respekten fortjener lige så megen Dadel som en fejg, der skjuler sig for sin Fjende, fordi han frygter for at komme til at tabe.

Forrtylig kom jeg til Brønden og fandt en ung Tjenestepige, som havde stillet sit Kar på den nederste Trappe og så' sig om, om der ikke skulde komme en Veninde og hjælpe hende det op på Hovedet.

jeg steg ned og betragtede hende.

- Skal jeg hjælpe jer, jomfru? sagde jeg.

Hun blev blussende rød.

- Å nej, Herre, sagde hun.

- Så, gør ingen Indvendinger!

Hun lagde sin Bærekrans til Rette og jeg hjalp hende. Hun takkede og steg op ad Trappen.

Den 17. Maj.

jeg har gjort alle Slags Bekendtskaber; Selskab har jeg endnu ikke fundet. Jeg ved ikke, hvad tiltrækkende for Mennesker jeg må være i Besiddelse af; der er så mange af dem og de hænger ved mig og da gør det mig ondt, når vor Vej kun et kort Stykke kan følges ad.

Når du spørger, hvordan Folk her er, må jeg svare: Som overalt!

Der er noget ensformigt ved Menneskeslægten. De fleste arbejder den største Del af Tiden bort for at kunne leve, og den Smule, de får tilovers af Frihed, ængster dem sådan, at de bruger alle Midler for at blive den kvit. Å, du Menneskets Bestemmelse!

Men det er en ret god Art af Folk er det! Når jeg ofte glemmer mit eget, mangen Gang nyder med dem de Glæder, der endnu er Mennesket tilladt, som ved et velbesat Bord i al Åbenhjertighed og Trohjertighed at skæmte frem og tilbage med hinanden, foranstalte en Køretur, en Dans til rette Tid og deslige, så har det en ganske god Indvirkning på mig; blot må den Tanke ikke dukke op i mig, at endnu så mange andre Kræfter ligger gemt i mig, som alle unyttede smuldrer hen og som jeg med Omhu må skjule.

Ak, det går mig så hårdt til Hjerte - og dog! at blive misforstået er min og mine liges Skæbne!

Ak, at min Ungdoms Veninde er gået bort! Ak, at jeg nogensinde har kendt hende. Jeg skulde da ellers have sagt: Du er en Dåre! Du søger, hvad der ikke er til at finde hernede; men jeg har ejet hende, jeg har følt dette Hjerte slå mig i Møde, jeg har kendt denne store Sjæl, i hvis Nærvær jeg forekom mig at være mere end jeg var, fordi jeg var alt, hvad jeg kunde være. Gode Gud! var dengang en eneste Kraft i min Sjæl ubrugt? Kunde jeg ikke for hende åbenbare hele den forunderlige Følelse, hvormed mit Hjerte omfatter Naturen? Var vort Samvær ikke et evigt Spind af den fineste Følelse, det skarpeste Vid, hvis Udtryksformer, selv til den yderste Grænse, alle var prægede af Geniets Stempel? Og nu -. Ak, de År, hun havde forud, førte hende tidligere til Graven end mig. Aldrig vil jeg glemme hende, hendes klare Følelse, hendes guddommelige Overbærenhed.

For få Dage siden traf jeg en ung V . . ., en åben ung Mand med et lykkeligt Ansigtsudtryk. Han kommer lige fra Akademiet, anser sig just ikke for at være vis, men mener dog, han ved mere end andre. løvrigt har han været flittig, hvad jeg sporer af mange forskellige Ting; kort sagt, han har smukke Kundskaber. Da han hørte, at jeg tegnede en Del og kunde Græsk - to Meteorer her tillands - henvendte han sig til mig og krammede en Mængde Viden ud, ligefra Batteux til Wood, fra de Piles til Winckelmann, og forsikrede mig, at han havde læst. iste Del af Sulzers Theori helt igennem og var i Besiddelse af et Manuskript af Heyne om Studiet af Antiken. Jeg lod det være godt for, hvad det var.

Endnu en fortræffelig Mand har jeg lært at kende: den fyrstelige Amtmand, et åbent, troskyldigt Menneske. Man siger det skal være en Sjælefryd at se ham sammen med sine Børn, hvoraf han har ni; især gør man meget Væsen ud af hans ældste Datter. Han har bedt mig besøge sig og jeg vil en af de første Dage aflægge ham en Visit. Han bor på en fyrstelig Jægergård, en halvanden Times Vej herfra, hvorhen han har fået Tilladelse til at flytte efter sin Hustrus Død, da Opholdet her i Byen og i Embedsmandsboligen voldte ham for megen Smerte.

Iøvrigt har nogle triste Originaler løbet mig i Vejen hos hvem alt er utåleligt og uudholdeligst deres Venskabsytringer.

Levvel! Dette Brev vil behage dig; det er helt historisk.

Den 22. Maj.

At Menneskets Liv kun skulde være en Drøm har mangen tænkt sig før, og også hos mig dukker denne Følelse atter og atter op.

Når jeg ser den snevre Tumleplads, hvori Menneskets handlende og granskende Kræfter er spærret inde; når jeg ser, at al Energi munder ud deri at skaffe sig Tilfredsstillelse for Fornødenheder, der ikke har andet Mål end at forlænge vort stakkels Liv, og desuden, at enhver Beroligelse angoraende visse Punkter i Efterforskninger blot er en drømmende Resignation, at man bemaler de Vægge, der holder en fangen, med brogede Skikkelser og strålende Udsyn - alt dette, Wilhelm, gør mig stum. jeg vender tilbage til mit eget Væsen og finder en Verden! Atter mere som Anelse og dunkelt Begær end i levende Kraft og Fremstilling. Og da bruser alt forbi mine Sanser og jeg smiler mig drømmende videre gennem Verden.

At Børnene ikke ved, hvorfor de vil dette og hint, derom er alle højlærde Skole- og Hovmestre enige; men at også voksne ligesom Børn tumler om på denne jord, og som hine ikke ved, hvorfra de kommer og hvorhen de går, ligesålidt handler efter virkelige Motiver og på samme Måde regeres med Tvebakker, Kager og Birkeris; det vil ingen gerne tro og mig forekommer det, man kan gribe det med Hænderne.

jeg giver dig gerne Ret - thi jeg ved, hvad du kunde ønske at sige mig med Henblik på dette i at de er de lykkeligste, der som Børnene lever Dagen lang, slæber om med deres Dukker, klæder dem af og på og med stor Respekt sniger sig rundt om den Skuffe, hvor Mama har lukket Kagerne nede, og, når de endelig får Fingre i det eftertragtede, fortærer det som Slughalse og råber: Mere!

Det er lykkelige Skabninger.

Også den Slags Folk har det godt, der giver deres små naragtige Beskæftigelser eller måske endog deres Lidenskaber pragtfulde Navne og skriver dem på Menneskeslægtens Regning som Kæmpegerninger til dens Frelse og Velfærd.

Godt for den der kan have det sådan.

Men den der i sin Ydmyghed erkender, hvori alt strømmer ud - den der ser, hvor pænt hver Borger det går en Smule godt, forstår at pudse sin lille Have op så den ligner et Paradis, og hvor ufortrødent den ulykkelige under Byrden kryber videre på sin Vej, og hvor alle er lige interesserede i at skue Solens Lys om end blot et eneste Minut længere ja han er stille og skaber sin egen Verden ud af sig selv og lykkelig er også han, fordi han er et Menneske.

Og endnu: Hvor bundet af Bånd han end er, bevarer han dog stadig i sit Hjerte Frihedens søde Følelse og kan sprænge sine Bånd, når han vil.

Den 26. Maj.

Du kender fra gammel Tid min Måde at indrette mig på, at rejse mig en lille Hytte på en Plet et eller andet Sted der tiltaler mig og slå mig til Ro der i al Enkelhed. Også her har jeg nu fundet et Sted, som behager mig.

Omtrent en Times Vandring fra Staden ligger en lille Flække, som de kalder*) Wahlheim. Dens Beliggenhed på et Højdedrag er meget interessant, og når man deroppe ad Fodstien vandrer ud til Landsbyen, har man i et Syn hele Dalen udbredt for sine Øjne. En god Værtinde, behagelig og munter af sin Alder, udskænker Vin, Øl og Kaffe. Men hvad der overgår alt, er to Linde, der med deres fulde Kroner skygger over den lille Kirkegårdsplads, som rundt om indesluttes af Bondegårde, Lader og Småhuse. Kun sjeldent har jeg fundet en så fortrolig, så hyggelig lille Plet - og derhen lader jeg mit lille Bord og min Stol bringe, drikker min Kaffe og læser min Homer.

Den første Gang jeg ved et Tilfælde en smuk Eftermiddag kom hen under Lindene, fandt jeg den lille Plads så ensom. Alle var i Marken, kun en Dreng på knap fire År sad på jorden og holdt et andet Barn, vel et halvt År gammelt, siddende foran sig mellem sine Ben med begge sine Arme mod sit Bryst, så han tjente ham som en Slags Stol, og sad, trods den Munterhed, hvormed han kiggede omkring sig med sine sorte Øjne, musestille. Dette Syn morede mig; jeg -satte mig på en Plov, der stod ligeoverfor, og tegnede med megen Fornøjelse den broderlige Situation. jeg føjede det nærmeste Gærde, en Ladeport og nogle sønderbrudte Vognhjul til, ganske sådan som det hørte sammen, og fandt efter en Times Forløb at jeg havde fuldført en velproportioneret, meget interessant Tegning uden at føje det mindste til af mit eget. Dette bestyrkede mig i mit Forsæt, i Fremtiden udelukkende at holde mig til Naturen. Den

x) Læseren skal ingen Ulejlighed gøre sig med at søge de her nævnte Byer; man har set sig nødsaget til at forandre de i Originalen forefundne virkelige Navne.

alene er uendelig rig og den alene skaber den store Kunstner.

Man kan sige meget til Fordel for Reglerne, nærmest det samme man kan sige til Ros for det borgerlige Samfund. Et Menneske, der danner sig i Overensstemmelse med dem vil aldrig frembringe noget smagløst og slet, på samme Måde som en der lader sig forme af Vedtægter og Følelsen for Velanstændighed, aldrig kan blive en utålelig Nabo eller nogen synderlig Bandit. Men derimod vil til Gengæld alle Regler, man sige, hvad man vil, ødelægge den sande Følelse for Naturen og dennes Udtryk! Sig du så blot, det er for hårdt! At de kun hofler lidt igen, beskærer de yppige Ranker o. s. v.

Gode Ven, skal jeg give dig en Lignelse?

Det forholder sig med det som med Kærligheden.

Et ungt Hjerte er vildt forelsket i en Pige - han tilbringer alle sin Dags Timer hos hende, øder alle sine Kræfter, hele sin Formue for hvert Øjeblik at kunne gøre hende det klart, at han helt og fuldt giver sig hen til hende. Og da skulde der komme en Filister, en Mand der bestred et offentligt Embede og sige til ham: Nydelige unge Herre! At elske er menneskeligt, kun må I også elske menneskeligt! Inddel jeres Timer, nogle af dem til Arbejde og Fritimerne kan I vi til jeres Pige. Gør Status op, og hvad der bliver tilovers for jer fra jeres Fornødenheder, vil jeg ikke formene jer at bruge til Gaver, blot ikke så ofte, til Fødsels- og Dåbsdag naturligvis og sådan . . .

Følger et Menneske disse Forskrifter, så bliver Resultatet en brugelig ung Mand og jeg vil selv råde enhver Fyrste til at sætte ham i Embede. Men hvad angår hans Kærlighed er den død, og er han Kunstner, hans Kunst.

Å, mine Venner, hvorfor bryder Geniets Strøm så sjeldent frem, hvorfor bruser og svulmer den så sjeldent i sin fulde Magt og ryster eders forundrede Sjælc?

Kære Venner, der bor satte Herrer på begge Sider af Bredden, hvis Lysthuse, Tulipanbede og Kålmarker vilde gå til Grunde - og i Tide ved de med Dæmninger og Afledere at afværge den Fare, der truer i det Fjerne.

Den 27. Maj.

jeg er, som jeg ser, forfaldet til Ekstase, Lignelser og Deklamation og har derover glemt at fortælle dig, hvad der yderligere skete med Børnene.

jeg sad vel et Par Timers Tid på min Plov, fuldkommen fordybet i den maleriske Følelse, som min Tegning fra i Går lige antyder for dig. Så kommer henunder Aften en ung Kone med en Kurv på Armen hen til Børnene, som i Mellemtiden slet ikke havde rørt sig, og råber allerede på lang Afstand: Philipps, du er rigtignok artig! Hun hilste på mig; jeg hilste igen, rejste mig, trådte nærmere og spurgte hende, om hun måske var Moder til Børnene. Hun sagde: ja, og idet hun gav den ældste et halvt Rundstykke, tog hun den lille op og kyssede den med hele en Moders Kærlighed.

- jeg har, sagde hun, givet min Philipps den lille at holde, og har været i Staden med min ældste for at hente Hvedebrød og Sukker og et lille Grødfad af Ler. jeg så' det hele i Kurven, hvis Låg var faldet af.

- Jeg vil til Aften koge lidt Suppe til min Hans (det var den yngstes Navn); den store, den frie Fugl har i Går slået Gryden itu, da han sloges med Philipps om Skoverne i Grøden.

jeg spurgte til den ældste og hun havde knap fået Tid at fortælle mig, at han drev med et Par Gæs på Engen, da han kom springende og havde en Hasselkæp med til Nr. 2. jeg fortsatte Samtalen med Konen og erfarede, hun var en Datter af Skolemesteren og at hendes Mand var på en Rejse til Sveits, for at hente en Arv efter en Fætter.

-,,De har villet bedrage ham for den, sagde hun, og ikke sendt Svar på hans Breve; så et han selv taget af Sted. Når der nu blot ikke er hændt ham en Ulykke! jeg hører intet fra ham.

Det faldt mig svært at rive mig løs fra denne Kone; hver af Børnene gav jeg en Kreuzer, og til den yngste gav jeg hende også en, for at hun kunde tage et Rundstykke med til ham til Suppen, når hun gik til Staden, og så skiltes vi fra hinanden.

jeg siger dig, min hjertenskære Ven, når mine Sanser slet ikke vil holde sig i Ro, så stilner hele denne urolige Tilstand ved Synet af en sådan Skabning, der i lykkelig Sagtmodighed går frem ad sin Tilværelses smalle Sti, hjælper sig igennem fra den ene Dag til den anden, ser Bladene falde og ikke tænker andet derved end at nu nærmer Vinteren sig.

Siden den Tid har jeg ofte været derude.

Børnene har fuldstændigt vænnet sig til mig; de får Sukker, når jeg drikker Kaffe, og deler Smørrebrødet og Tykmælken med mig om Aftenen. Om Søndagen venter de aldrig forgæves på deres Kreuzer; og er jeg ikke tilstede, når Bedetimen er omme, så har Værtinden Ordre til at udbetale den.

De er fortrolige med mig, fortællcr mig allehånde; og ganske særligt glæder jeg mig ved at iagttage deres Hidsighed og simple Udtryk for Ejendomsbegær, når andre Børn fra Landsbyen er kommet til.

En Del Besvær har det kostet mig at betage Moderen Bekymringen for, de muligvis skulde være Herren til Gene.

Den 30. Maj.

Hvad jeg fornylig sagde til dig om Maleriet, gælder uden Tvivl også om Digtekunsten; det hele drejer sig om at man har Øje for det væsentlige og skønne. jeg har Dristighed til at give det Udtryk. Og dermed er meget sagt i få Ord.

jeg har i Dag oplevet en Scene, der, givet fuldkommen som den var, vilde være den skønneste Idyl i Verden. Og dog - hvorfor altid Digtning, Scene og Idyl? Skal all da hamres ud i Kunst, hvergang vi har været fordybet i et af Naturens fortryllende Syner?

Hvis du efter denee Indledning venter dig noget særdeles ophøjet og fornemt, så har du atter slemt narret dig selv. En Bondeknøs og ikke andet er det, der har henrevet mig til denne levende Deltagelse.

jeg vil, som sædvanlig, fortælle som det falder mig i Pennen, og du vil, som sædvanlig, tænker jeg, finde jeg overdriver. Det er igen Wahlheim, det er bestandigt Wahlheim, der er Moder til disse mærkelige Hændelser.

Der var et Selskab herude under Lindene for at drikke Kaffe. Da det ikke ganske behagede mig, blev jeg under et Påskud tilbage. En Bondeknøs kom ud fra et Nabohus og gav sig i Lag med at gøre noget i Stand ved den Plov, jeg nylig havde tegnet. Da jeg syntes om hans Væsen, indledede jeg en Samtale og spurgte ham ud om hans Forhold. Vi blev snart kendt med hinanden og som det plejer at gå mig med den Slags Folk, snart fortrolige. Han fortalte mig, at han var i Tjeneste hos en Enke og at han havde det udmærket der. Han talte så meget om hende og roste hende med en sådan Varme, at jeg snart kunde mærke, at han var hende med Liv og Sjæl hengiven. Hun var ikke mere ung, sagde han, hun var blevet dårligt behandlet af sin første Mand, vilde ikke mere gifte sig, og af hans Fortælling lyste det så lysende frem, hvor skøn, hvor henrivende hun måtte være for ham, hvor inderligt han ønskede, hun dog måtte vælge ham til at tilintetgøre Erindringen om sin første Mands Fejl, at jeg måtte gentage Ord for Ord for at gøre dig dette Menneskes rene Kærlighed, Lidenskab og Tro klar og levende. Ja, jeg måtte besidde den største Digters Gave for på én Gang livfuldt at kunne fremstille dig hans Bevægelsers Udtryksfuldhed, hans Stemmes Harmoni og hans Bliks hemmelighedsfuldt-strålende Ild. Nej, intet Ord kan gengive den Ømhed der var i alt, hvad han gjorde og sagde. Kun i rå Omrids er hvad jeg nu forsøger at skildre. Især rørte det mig, hvor han frygtede for, jeg skulde komme til at tænke noget ufordelagtigt om hans Forhold og tvivle om deres gode Adfærd. Hvor skønt det var, da han talte om hendes Skikkelse, hendes Legeme, der uden ungdommelig Ynde dog voldsomt drog ham og fængslede ham, kan jeg kun føle igen i min Sjæls inderste Kammer. jeg har i mit Liv aldrig set det befalende Begær og den hede, længselsfulde Attrå i denne Renhed, ja, jeg kan vel sige, ikke tænkt og drømt mig dem så rene.

Dadl mig ikke, når jeg siger dig, at ved Erindringen om denne Uskyld og Holdning gløder min inderste Sjæl, og at Billedet af denne Tro og Finhed forfølger mig overalt, at jeg, som jeg brændte af samme Flamme, tørster og smægter.

Jeg vil nu også søge med det første at få hende at se, eller forresten, når jeg tænker mig en Smule om, undgå det. Det er bedre jeg ser hende med hendes Tilbeders Øjne i det Skær, hvori hun nu står for mig. Og hvorfor skal jeg ødelægge det skønne Billede!

Den 16. juni.

Hvorfor jeg ikke skriver til dig?

Spørger du om det og du er dog en Mand med

Kløgt? Du skulde have gættet, at jeg befinder mig

vel, og ja . . . Kort og godt, jeg har gjort et Be-

kendtskab, der har sat mit Hjerte i Uro . . . jeg har

. . . ja, jeg ved ikke . . . At fortælle dig klart og i

Orden, hvorledes det er gået til, jeg har lært en af

de elskværdigste Skabninger at kende, vil ikke falde

let. Jeg er glad og lykkelig, og altså ingen god Hi-

storieskriver,

En Engel! Snak! Det siger jo enhver om sin . . . ikke sandt? Og dog er jeg ikke i Stand til at sige dig, hvorledes hun er fuldkommen, hvorfor hun er fuldkommen. Kort og godt: Hun har taget hele mit Sind fangen.

Så megen Enfold i Forening med så megen forstand, så megen Godhed parret med Styrke, og denne Sjælsro under det daglige Livs Arbejde og Pligter!

Forbandet Tomhed er alt hvad jeg her fortæller om hende, uudholdelige Abstraktioner, der ikke tegner et eneste af hendes sande Træk. En anden Gang - nej, ikke en anden Gang, nu, i dette Øjeblik, vil jeg fortælle dig det. Gør jeg det ikke nu, sker det aldrig. Thi, mellem os, siden jeg begyndte at skrive, har jeg allerede været tre Gange i Færd med at lægge Pennen til Side, lade min Hest sadle og ride derud. Og dog svor jeg i Morges mig selv, ikke at ride derud, og er dog hvert Øjeblik henne ved Vinduet for at se, hvor højt Solen står endnu . . .

jeg har ikke kunnet stå imod, jeg måtte ud til hende. Nu er jeg her igen, Wilhelm, vil spise min Aftensmad og skrive til dig.

Hvilken Fryd det volder min Sjæl, at se hende i de kære, muntre Børns Kres, hendes otte Søskende!

Bliver jeg sådan ved vil du være ligeså klog, når jeg slutter min Beretning, som ved Begyndelsen. Men lyt! Jeg vil tvinge mig til at gå i Enkeltheder.

jeg fortalte dig nylig, hvorledes jeg havde lært Amtmand S . . . at kende, og hvordan han havde bedt mig snart at besøge sig i sin Eremittilværelse, eller i sit lille Kongerige, hvad der er et rettere Navn. jeg lod Tiden gå og tænkte ikke derover, og var måske aldrig kommet der, hvis ikke Tilfældet havde afsløret mig den Skat, der ligger skjult i den stille Egn.

Vore unge Mennesker havde bestemt at afholde et Bal ude på Landet, hvori jeg også ytrede Lyst at deltage. Jeg tilbød at ledsage en god og nydelig, iøvrigt ubetydelig ung Pige herfra og det blev bestemt, jeg skulde tage en Karet for sammen med min Baldame og hendes Kusine at køre ud til Stedet, hvor Dansen skulde afholdes. På Vejen skulde vi tage Charlotte S . . . med.

- De vil lære en smuk Kvinde at kende, sagde min Ledsagerinde, da vi på Vejen ud til Jægerhuset kørte gennem Skoven med de mange Lysninger.

- Tag Dem i Agt, fortsatte Kusinen, at De ikke forelsker Dem!

- Hvordan det? sagde jeg.

- Hun er allerede bortgivet, svarede den anden, til en fortræffelig Mand, der for Tiden er bortrejst for at bringe sine Sager i Orden, da hans Fader er død, og for at søge sig en anset Stilling.

Denne Efterretning interesserede mig ikke synderligt.

Solen manglede endnu et Kvarters Tid i at gå ned under Bjergranden, da vi kørte op foran Gårdsporten. Det var tordenlummert og Damerne ytrede deres Ængstelse for et Uvejr, der syntes at trække sammen ude i Horizonten som hvidgrå, mugne Småskyer. Jeg slog deres Frygt hen ved at påtage mig en meget vejrsagkyndig Mine, skønt der begyndte at dukke en Anelse op også for mig om vor Fornøjelse vilde lide et Skår.

Jeg var stået af, og en Pige der kom ud til Porten, bad os vente et Øjeblik, Mamsel Lotte skulde straks komme. Jeg gik gennem Gården lien til det smukt byggede Hus, og da jeg var steget op ad den Trappe, der lå lige for og trådte frem i Døren, mødte mine øjne det mest henrivende Skuespil, jeg nogensinde har set.

I Forsalen mylrede og trængte sig seks ilørn, i Alderen fra to til elleve År, omkring en ung Pige af skøn Skikkelse og middel Højde, der bar en enkel hvid Kjole med blegrøde Sløjfer ved Arme og Bryst.

Hun holdt et Grovbrød og skar et Stykke af til hver af sine små, afpasset efter dets Alder og Appetit, gav hver af dem det med en sådan Hjertelighed og alle råbte så frimodigt sit: Tak, idet de længe før det endnu var skåret af, havde rakt de små Hænder i Vejret og nu enten sprang fornøjet bort med deres Aftensmad eller, efter deres mere stille Karakter, roligt gik bort ud til Gårdsporten for at se de fremmede og Kareten, som deres Lotte skulde køre bort i.

- Jeg beder om Tilgivelse for, sagde hun, at jeg ulejliger Dem herind og lader Damerne vente. For min Påklædning og allehånde Ordrer for Huset, mens jeg er borte, har jeg glemt at give mine Børn deres Vesperkost og de vil ikke have deres Brød skåret af nogen anden end af mig.

jeg gjorde hende en intetsigende Kompliment; mit hele jeg var bjergtaget af hendes Skikkelse, Klangen i hendes Stemme, hendes Måde at være på; og jeg havde lige netop Tid til at komme mig af Overraskelsen, da hun løb ind i Stuen for at hente sine Handsker og Viften.

De små kiggede sådan i nogen Afstand fra Siden hen på mig og jeg gav mig straks i Lag med den yngste, der var et Barn med det dejligste Ansigtsudtryk. Det var ved at løbe fra mig, da Lotte i det samme kom ud af Døren og sagde:

- Louis, giv smukt Hr. Fætter Hånden!

Det gjorde Drengen frimodigt, og jeg kunde ikke lade være med at kysse ham hjerteligt, hans lille Snotnæse til Trods.

- Fætter? sagde jeg, idet jeg rakte hende Hånden, mener De jeg er den Lykke værdig at være i Slægt med Dem?

- Å, sagde hun med et strålende let Smil, vore Fætterskaber er såre vidtløftige, og det vilde gøre mig ondt, om De skulde være den slemmeste mellem dem.

Ved Afskeden gav hun Sophie, den næstældste Søster, en Pige på omtrent elleve År, det Hverv at passe godt på Børnene og hilse Papa, når han kom hjem fra sin Ridetur. Til de små sagde hun, de skulde adlyde deres Søster Sophie som var det hende selv, hvad da også enkelte af dem udtrykkeligt lovede. En lille næsvis Blondine på en seks År sagde imidlertid

- Dig er det dog ikke, lille Lotte, vi holder dog mere af dig!

De to ældste Drenge var klatrede op på Kareten og på min Forbøn tillod hun dem at køre med ud til Skoven, såfremt de lovede ikke at drille hinanden og holde sig godt fast.

Vi havde omtrent lige fået sat os tilrette, Damerne fået hilst Velkommen og vekselvis gjort deres Bemærkninger om hinandens Påklædning, især Hattene, og tilbørligt gennemgået Selskabet man ventede at træffe, da Lotte lod Kusken holde og sine Brødre stå af. Endnu engang ønskede de at kysse hendes Hånd, hvad derpå den ældste gjorde med al den Finhed som kan være Femtenårsalderen egen, og den yngste med megen Heftighed og Sorgløshed. Hun lod de små endnu engang hilse, og vi kørte videre.

Kusinen spurgte, om hun var færdig med den Bog, hun nylig havde sendt hende.

- Nej, sagde Lotte, den behager mig ikke; De kan gerne få den tilbage. Den forrige var heller ikke bedre.

Jeg forbausedes, da jeg spurgte om, hvad det var for Bøger og hun svarede mig: -*). Jeg fandt så megen Karakter i alt, hvad hun sagde, jeg så' i hvert Ord ny Ynde, nye Strålcr af hendes Ånd bryde ilem af hendes Ansigtstræk, der lidt efter lidt syntes at folde sig ud, fordi hun følte, jeg forstod hende.

- Da jeg var yngre, sagde hun, var der intet, jeg elskede mere end Romaner. Gud må vide, hvor storartet jeg befandt mig, når jeg om Søndagen sådan kunde sætte mig i en Krog og med hele mit Hjerte fordybe mig i en Miss Jennys Lykke og Ulykke. Jeg tør heller ikke sige, den Slags Læsning ingen Tiltrækning længere har for mig. Dog, da jeg så sjeldent har Tid til en Bog, så må den også helt være efter min Smag. Og den Forfatter synes jeg bedst om, hos hvem jeg genfinder min egen Verden, hos hvem det går til som omkring mig, og hvis Fortælling dog bliver mig så interessant og hjertelig som mit eget daglige Liv, der ganske vist ikke er noget Paradis, men dog, netop som det er, en usigelig Kilde til Lykke.

Jeg gjorde hvad jeg kunde for at skjule min Bevægelse over disse Ord; men det hjalp rigtignok ikke meget: thi da jeg hørte hende tale med lignende Sandhed i Forbigående om »Præsten fra Wakefield«, om -*), blev jeg ganske ude af mig selv, sagde hende alt, hvad der lå mig på Sinde og først efter nogen Tids Forløb, da Lotte begyndte at drage de andre ind i Samtalen, gik det op for mig, jeg slet ikke havde været klar over, de var til Stede og så' nu, hvordan de sad der med stive, forundrede Øjne. Kusinen rynkede mere end en Gang spotsk på sin lille Næse ad mig, hvad jeg imidlertid ikke brød mig det fjerneste om.

Samtalen faldt på Fornøjelsen ved Dans.

- Hvis denne Lidenskab er en Fejl, sagde Lotte, så tilstår jeg Dem gerne, at jeg ved intet over Dansen. Og har jeg noget i Hovedet at tumle med, og jeg så på mit forstemte Klaver klimprer en Kontradans, så er alt godt igen.

Hvordan jeg under Samtalen frydede mig ved de mørke Øjne, hvor de fyrige Læber og de friske, glade Kinder drog mit hele jeg, hvordan jeg, ganske fortryllet af hendes Tales prægtige Fynd, ofte slet ikke hørte de Ord, hun betjente sig af - derom har du en Forestilling, da du kender mig. Kort og godt, jeg steg som i en Drøm ud af Vognen, da vi holdt foran Forlystelsesstedet, og var i den Grad fortabt i fjerne Drømme i den skumrende Verden, at jeg neppe hørte Musiken, der strømmede os i Møde fra den oplyste Sal.

De to Herrer Audran og en eller anden Hr. N. N. - hvem husker alle disse Navne! - som var Kusinens og Lottes Balkavallerer, modtog os, da Vogndøren åbnedes, bemægtigede sig deres Damer og jeg førte min op.

Vi snoede os i Menuetter mellem hinanden; jeg bød den ene Dame. efter den anden op og netop de ubehageligste var det selvfølgeligt umuligt at få til at give sig Armen og gøre en Ende på det. Lotte og hendes Danser begyndte en Engelskdans, og hvor glad jeg var tilmode, da hun også begyndte i Rækken at figurere med os, falder det dig neppe svært at føle.

Ja, se hende danse må man!

Ser du, hun er sådan med hele sit Hjerte og hele sin Sjæl med deri, hendes hele Legeme en Harmoni, så sorgløs, så let, som om det egentlig var alt, som om hun ellers intet tænkte, intet følte, og i det Øjeblik eksisterer sikkert intet andet for hende.

Jeg bad hende om den anden Kontradans; hun stillede mig den tredje i Udsigt og med den yndefuldeste Frimodighed af Verden forsikrede hun mig om, at hun inderlig gerne dansede på tysk Maner.

- Det er nu en Slags Mode her, fortsatte hun, at ethvert Par, der hører sammen, bliver sammen under Tyskdansen, og min Balherre danser dårligt Vals, og er mig taknemlig, om jeg kan fritage ham for Arbejdet. Deres Dame kan det heller ikke og har ingen Lyst. Jeg har under Engelskdansen set, De danser fortrinlig Vals. Når De nu vil være min under Tyskdansen, så går De hen til min Herre og bederom hans Tilladelse til det, og så vil jeg gå til Deres Dame.

Jeg gav hende Hånden derpå og vi fik ordnet det sådan, at hendes Balkavaler i Mellemtiden skulde underholde min Dame.

Nu gik det først rigtig løs! Og vi morede os en Stund lang med alle Slags skønne Attituder. Med hvilken henrivende Flygtighed bevægede hun sig ikke! Og da vi også gled over til Valsen og som Sphærer svævede uden om hinanden, gik det jo rigtignok i Begyndelsen en Smule broget mellem hinanden, da de færreste kendte den. Vi var kloge og lod dem rase ud; og da de umuligste havde rømmet Pladsen, faldt vi ind og holdt smukt ud sammen med endnu et Par, Audran og hans Dame. Aldrig er jeg kommet så let af Sted. jeg var intet Menneske mere. At have den sødeste Skabning i Verden i sine Arme og flyve om med hende som et Uvejr, så alt omkring forgik, og - - - men, Wilhelm, skal jeg være ærlig, svor jeg dog den Ed, at en Pige som jeg elskede og havde Krav på, aldrig med min Vilje skulde valse med andre end med mig, om jeg så skulde danse mig til Døde derved. Du forstår mig.

For at få Vejret igen gjorde vi nogle Ture gennem Salen i langsomt Gåtempo. Så satte hun sig, og Appelsinerne, som jeg havde bragt til Side og som nu var de eneste der var tilbage, gjorde ypperlig Virkning, blot at for hvert lille Stykke hun for en Høfligheds Skyld rakte en ubeskeden Naboerske, ramtes mit Hjerte med et Stik.

Ved den tredje Engelskdans var vi det andet Par. Da vi dansede Rækken igennem, og jeg - Gud ved, med hvor stor en Fryd - hang ved hendes Arm og Øje, der var fuldt af det sandeste Udtryk for den oprigtigste, reneste Glæde, kom vi forbi en Frue som jeg på Grund af det elskværdige Smil i et ikke længere ganske ungt Ansigt, havde lagt Mærke til. Hun ser smilende hen på Lotte, hæver truende en Finger og nævner to Gange i Forbifarten Navnet Albert med særlig Betoning.

-Hvem er Albert? sagde jeg til Lotte, hvis det da ikke er en Formastelighed at spørge.

Hun var i Begreb med at svare, da vi måtte skilles for at udføre den store Ottetur, og det forekom mig, Eftertænksomhed havde lejret sig på hendes Pande, da vi så krydsede forbi foran hinanden.

- Hvorfor skal jeg nægte det for Dem, sagde hun, idet hun gav mig Hånden til Promenade. Albert er et fortræffeligt Menneske, med hvem jeg er så godt som forlovet.

Nu var dette mig ikke nyt (de unge Piger havde jo fortalt mig det under Vejs) - og dog var det fuldkommen nyt, fordi jeg endnu ikke havde tænkt det i Sammenhæng med hende, der i så få Øjeblikke var blevet mig så dyrebar. Sagt uden Omsvøb: Jeg blev forvirret, forglemte mig og kom ind mellem det forkerte Par, så alt gik Hulter til Bulter og Lottes hele Åndsnærværelse og Rusken og Støden måtte til for hurtigt igen at bringe det i Orden.

Dansen var endnu ikke til Ende, da Lynene, som vi længe havde set flamme i Horizonten, og som jeg havde givet ud for at være Kornmod, blev langt voldsommere og Tordenen overdøvede Musiken. Tre Damer løb ud af Rækken, deres Herrer fulgte dem. Uordenen blev almindelig og Musiken hørte op.

Det er naturligt, når en Ulykke eller noget frygteligt overrasker under en Fornøjelse, at det så gør stærkere Indtryk på os end ellers, dels på Grund af Modsætningen, der så levende og skærende lader sig fornemme, deis, og endnu mere, fordi vore Sanser nu engang er åbne for Følsomhed og derfor desto hurtigere modtager en Impression. Disse Årsager må jeg tilskrive de løjerlige Fagter og Ansigter flere af Damerne bar til Skue. Den klogeste satte sig i et Hjørne, med Ryggen mod Vinduet og stoppede Ørene til. En anden knælede ned foran hende og skjulte Hovedet i den førstes Skød. En tredje skød sig ind imellem de to andre og omklamrede sin Søsterlil under en Regn af Tårer. Nogle vilde hjem. Andre, som endnu mindre vidste, hvad de gjorde, havde ikke så megen Besindelseskraft i Behold at de kunde styre Frækheden hos vore unge Slughalse, der synes at være stærkt optagne af at bortsnappe alle de ængstelige Bønner, som bestemt for Himlen, stiger fra de skønne betrængtes Læber. Nogle af vore Herrer havde begivet sig ned for at ryge en lille Pibe i Ro, og det øvrige Selskab indvilligede med Glæde, da Værtinden fik den gode Ide at anvise os et Værelse, der havde Skodder og Fortræksgardiner. Neppe var vi kommet derind, før Lotte skyndte sig med at stille Stole i en Kres, og, efter at Selskabet på hendes Opfordring havde sat sig, gøre Forslag til en Leg.

Jeg så' mange, der i Håb om en saftig Pant spidsede sin Flab og strakte sine Lemmer.

- Vi leger »Tælle«, sagde hun. Giv nu Agt! ,Jeg går rundt i Kresen, fra højre til venstre, og så tæller I også Kresen rundt, hver det Tal som rammer ham, og det må gå som en Løbeild, og den der hakker i det eller laver Fadæser, får en Ørefigen, og sådan videre til Tusind.

Nu kom der et lystigt Skue. Hun gik med udstrakt Arm rundt i Kresen, En, begyndte den første, to, sagde Naboen, tre, den følgende og sådan videre. Så begyndte hun at gå hurtigere, stadig hurtigere; det glippede for en, Tju, klask, en Ørefigen, og på Grund af Latteren også den næste, Klask! Og stadig hurtigere. jeg selv fik to Lussinger og troede med underlig Tilfredshed at bemærke, de var stærkere end dem hun plejede at tildele de øvrige. En almindelig Latter og munter Støjen gjorde Ende på Legen, endnu før der var talt op til Tusind. De fortrolige trak hinanden til Side; Uvejret var ovre, og jeg fulgte Lotte ind i Salen.

Undervejs sagde hun: - Over Ørefigenerne har man nok glemt Vejret og alt andet.

jeg kunde intet svare.

- jeg var, vedblev hun, en af de frygtsomste, men ved at lade som jeg havde Hjerte i Livet for at indgyde de andre Mod, har jeg selv fået det.

Vi trådte hen til Vinduet.

Det tordnede i det Fjerne, og den prægtige Regn rislede over Landet og den mest vederkvægende Vellugt, båret af al en varm Lufts Fylde, steg op mod os. Hun stod støttet til sin Albue; hendes Blik så' Egnen i et stort Billede, hun så' mod Himlen og på mig. jeg så' at hendes Øjne var fyldte af Tårer; hun lagde sin Hånd på min og sagde: Klopistock!

Øjeblikkelig dukkede den herlige Ode, som hun tænkte på, op i min Erindring, og jeg magttoges af den Strøm af Følelser, som hun ved at nævne dette Navn lod sprudle ud over mig. Jeg kunde ikke længere holde min Følelse tilbage, jeg bøjede mig ned over hendes Hænder og kyssede dem under Tårer, der udsprang af den højeste Fryd - og så' så igen ind i hendes Øje . . . .

Ædle Digter! Havde du blot set denne Forgudelse af dig, der strålede i dette Blik - og måtte jeg aldrig mere høre dit så ofte vanhelligede Navn nævne!

Den 19. juni.

Hvor jeg nylig brød af i min Beretning, aner jeg ikke mere; men det ved jeg, at Klokken var To om Natten, da jeg kom i Seng, og at jeg, hvis jeg havde kunnet snakke løs med dig, sandsynligvis havde holdt dig oppe til hen på Morgenen.

Hvad der hændte på Køreturen hjem fra Ballet, har jeg endnu ikke fortalt, har i Dag heller ingen Tid dertil.

Det var et prægtigt Daggry! Rundt om os lå den regndryppende Skov og de friske, morgenlysende Marker.

Vore Ledsagerinder nikkede så småt.

Hun spurgte mig, om jeg ikke også vilde tage det Parti? For hendes Skyld skulde jeg ikke nære nogen Bekymring.

- Så længe jeg ser disse Øjne åbne, sagde jeg og så' fast på hende, så længe har det neppe nogen Fare.

Og vi har da også begge været standhaftige, lige til Porten, hvor Pigen der sagte åbnede den for hende, på hendes Forespørgsel forsikrede at Faderen og de små havde det godt og alle sov endnu.

Da forlod jeg hende med Bøn om endnu den samme Dag at turde se hende; hun tilstod mig den og jeg er kommet; og siden den Tid kan Solen, Månen og Stjernerne drive deres Spil som de vil, jeg ved hverken hvad Dag eller Nat er, og den hele Verden forsvinder drømmeagtigt bort rundt om mig.

Den 2i.Juni.

jeg lever så lykkelige Dage som de Gud har beredt sine fromme; og hvad end min Skæbne vil blive, så tørjeg ikke sige, jeg ikke har nydt Livets Glæder, dets reneste Glæder.

Du kender mit Wahlheim; der har jeg nu rigtigt slået mig ned, og derfra har jeg kun en halv Times Gang til Lotte; der føler jeg mit Selv og al den Fryd, der er Mennesket givet. Havde jeg blot anet, da jeg valgte mig Wahlheim til Mål for mine Spadsereture, at det lå så nær Himlen!

Hvor ofte har jeg ikke på mine lange Vandringer, Floden set dette jagthus, der nu rummer alle mine snart fra Byen, snart fra Sletten på den anden Side Drømme.

Kære Wilhelm, jeg har tænkt en Del over det Begær, der lever i Mennesket efter at udfolde sig, gøre nye Opdagelser, strejfe viden om; og over den indre Drift, der får det til uden Knurren at finde sig i Begrænsningen, at age jevnmodigt i Sædvanens Hjulspor og hverken bekymre sig om højre eller venstre.

Det er forunderligt: da jeg kom hertil og fra Bjergdraget så' ned over den smukke Dal, hvordan da alt drog mig til sig. Derovre den lille Skov! Ak, kunde du blot dvæle i dens Skygger! Der Bjergtinden! Å, kunde du blot fra den overskue den vidtstrakte Egn! Højderne der blidt glider over i hinanden og de fortrolige Dale! Å, kunde jeg helt give mig deres Verden i Vold!

jeg ilede derhen og vendte tilbage og havde ikke fundet, hvad jeg håbede.

Å, det er med det Fjerne som med Fremtiden! Et stort skumrende Hele hviler henover vor Sjæl; vor Følelse vandrer vild deri som vort Øje, og vi længes, ak, efter at give vort fulde Væsen hen, at lade os fylde helt af en eneste stor prægtig Følelses sande Henrykkelse. Og, ak, når vi iler derhen, når det Fjerne bliver det Nære, er alt som før, og vi lever videre i vor Fattigdom, i vor snævre Verden, og vor Sjæl hungrer efter den Vederkvægelse, der sprang os af Hænde.

Således brænder Længslen efter Fædrelandet frem hos Vandreren med det vildt urolige Hjerte, og i sin Hytte, ved sin Hustrus Bryst, i sine Børns Kres, i sit Arbejde for at værne dem finder han den Lykke, han forgæves søgte i den vide Verden.

Når jeg om Morgenen ved Solopgang går ud til mit Wahlheim, og derude i Køkkenhaven selv plukker mine Sukkerærter, tager Plads og bælger dem og derimellem læser i min Homer; når jeg i det lille Køkken vælger mig en Gryde, stikker mit Smør af, stiller mine grønne Ærter over Ilden, dækker dem til og sætter mig hen ved dem for tit at røre om i dem: da føler jeg så levende, hvordan Penelopes overmodige Friere slagter Okser og Svin, skærer dem i Stykker og steger dem. Der er intet, der i den Grad fylder mig med en stille, sanddru Følelse som de Træk af patriarkalsk Liv, jeg-Gud være lovet- uden falsk Følelse kan væve ind i min Levevis.

Hvor godt det dog gør mig, at mit Hjerte kan føle den samme simple, harmløse Glæde som det Menneske, der sætter et Kålhovede på sit Bord, som han selv har fremdyrket og nu ikke alene nyder Kålen, men i et eneste Nu fuldkomment de gode Dage, den smukke Morgen, han plantede det, de liflige Aftner, når han vandede det, og Glæden han havde ved Synet af dets fremadskridende Vækst.

Den 29. Juni.

I Forgårs kom Medicus her fra Staden ud til Amtmanden og fandt mig på Gulvet mellem Lottes Børn, og så, hvordan nogle af dem kravlede rundt på mig, andre drillede mig, og hvorledes jeg kildede dem og sammen med dem opførte en større Ståhej.

Doktoren, der er en meget stiv Marionetdukke og under sin Tale ideligt lægger sine Manchetter i Folder og pillent retter ved sit Kalvekrøs, fandt dette under et fornuftigt Menneskes Værdighed; det bemærkede jeg på hans Næse. jeg lod mig imidlertid ikke forstyrre og lod ham udtale sine uforgribelige og forstandige Meninger, og byggede til Ære for Børnene igen deres Korthuse op, såsnart de havde væltet dem.

Han gik da også siden rundt i Staden og udbredte sig i Klager: Amtmandens Børn var såmænd uopdragne nok i Forvejen, nu ødelagde denne Werther (lem fuldkomment.

ja, kære Wilhelm, Børnene er mit Hjerte nærmest her på jorden.

Når jeg betragter dem, og i de små enkle Ting ser Kimene til alle de Dyder, alle de Kræfter de engang så hårdt vil få Brug for, når jeg i deres Egensindighed bliver va'r den fremspirende Standhaftighed og Fasthed i Karakteren, i deres kåde Overgivenhed godt Humør og Lethed til lynsnart at undgå Verdens Farer, alt så ufordærvet, så helt! - så gentager jeg atter og atter Menneskelærerens gyldne Ord: Uden at I bliver som en af disse!

Og nu, min kære Ven, de der er vore jevnbyrdige, som vi skulde anse for vort Forbillede, behandler vi som undergivne. De skal ikke have nogen Vilje! Har vi da nogen? Og hvori ligger Forretten? Fordi vi er ældre og mere fornuftige! Gode Gud i din Himmel! Gamle Børn ser du og unge Børn og intet videre; og i hvem du har størst Glæde, det har din Søn forlængst forkyndt. Men de tror på ham og følger ham ikke - det er jo også en gammel Historie! - og de danner deres Børn i deres egen Lignelse . . .

Farvel, Wilhelm, jeg gider ikke spilde flere Ord derpå . . .

Den 1. Juli.

Hvad Lotte må være for en syg, føler jeg i mit eget stakkels Hjerte, der er i større Vånde end mangt et andet som vansmægter på Sygelejet.

Det er bestemt, hun skal tilbringe nogle Dage i Staden hos en brav Kone, der efter Lægens Udsagn snart skal dø og i disse sidste Øjeblikke vil have Lotte om sig.

jeg var i forrige Uge sammen med hende for at besøge Præsten i St . . . ., en lille Flække, der ligger en Times Gang herfra oppe i Bjergene. Vi kom derhen ved Firetiden. Lotte havde taget sin næstældste Søster med.

Da vi trådte ind i Præstegården, der hvilede i skyggefuldt Læ af to høje Nøddetræer, sad den gode gamle Mand på en Bænk foran Husdøren, og da han så' Lotte, blev han som ung igen, glemte sin Knortekæp og vovede sig op for at gå hende i Møde. Hun løb hen til ham og sørgede for han satte sig ned ved selv at sætte sig ved Siden af ham, bragte ham mange Hilsner fra sin Fader og kærtegnede hans grimme, snavsede, yngste Dreng, hans Alderdoms Kæledægge. Du skulde have set hende, hvordan hun fik den gamle interesseret, hvor hun hævede sin Stemme for at den skulde være klar nok for hans halvdøve Øren, hvordan hun fortalte om unge kraftige Mennesker, der var døde ganske pludselig, om Karlsbads Fortræffelighed, og hvor hun roste hans Beslutning om at tage dertil næste Sommer, og hvor hun fandt, han så' meget bedre ud, var meget livligere end sidste Gang, hun så' ham.

Jeg havde imens gjort Fru Pastorinden min Opvartning. Den gamle kom i bedste Lune, og da jeg ikke kunde andet end rose de skønne Nøddetræer, der gav os så liflig en Skygge, begyndte han, omend i Begyndelsen noget hakkende og stammende, at fortælle os deres Historie.

Det gamle, sagde han, ved vi ikke, hvem der har plantet; nogle siger denne, andre hin Præst; det yngste derimod derhenne bagved er lige så gammelt som min Kone, i Oktober bliver det halvtredsindstyve År. Hendes Fader plantede det om Morgenen den Dag hun blev født henunder Aften. Han var min Forgænger i Embedet, og hvor kært det Træ var ham er ikke til at sige; mig er det sandelig ikke mindre. Min Kone sad derunder på en Bjælke og strikkede, da jeg for syvogtyve År siden som en fattig Student for første Gang kom herind i Gården.

Lotte spurgte efter hans Datter; der blev svaret, hun var med Hr. Schmidt ude i Engen hos Arbejderne; og den gamle blev roligt ved med sin Fortælling: hvordan hans Forgænger havde fået ham kær og Datteren også; og hvordan han først var blevet hans Kapellan og siden hans Efterfølger.

Fortællingen var langtfra sluttet, da Præstefrøknen med den omtalte Hr. Schmidt kom spadserende gennem Haven. Hun hilste på Lotte med hjertelig Varme, og jeg må sige, hun behagede mig ikke lidt; en frejdig, velvoksen Brunette, der vel havde været i Stand til at adsprede en i en Ferie på Landet. Hendes Bejler (thi som en sådan afslørede Hr. Schmidt sig straks) var et fint, stille Menneske, der ikke vilde blande sig i vor Samtale, skønt Lotte stadig drog ham ind i den. Hvad der bedrøvede mig mest, var, at jeg af hans Ansigtsudtryk syntes at læse, det mere var Særhed og slet Humør end Åndsfattigdom, der gjorde, han tav. Siden blev dette desværre kun alt for tydeligt; thi da Friederike mens vi spadserede gik med Lotte og lejlighedsvis også med mig, blev denne Herres Ansigt, der ellers havde en brunlig Farve, så åbenbart formørket, at det var i rette Øjeblik, Lotte trak mig i Ærmet og gjorde mig begribeligt, jeg havde været for elskværdig mod Friederike.

Nu er der intet, der ærgrer mig mere, end når Mennesker kommer til at irritere hinanden, mest dog, når unge Mennesker i Livets Blomstring, da de kunde være mest modtagelige for alle Glæder, ødelægger det Par gode Dage for hinanden ved dumme Drillerier og først når det er for sent indser det uerstattelige, de har sat over Styr.

Det pinte mig. Og da vi ved Aftenstid vendte tilbage til Præstegården og spiste Tykmælk ved et Bord og Samtalen efterhånden kom til at dreje sig om Verdens Sorg og Glæde, kundejeg ikke lade være med at gribe Tråden og med Fynd tale mod det slette Lune.

- Vi Mennesker beklager os ofte, begyndte jeg, over at de gode Dage er så få og de onde så mange, og, forekommer det mig, for det meste med Urette. Når vi altid havde et åbent Hjerte til at nyde det gode som Gud skænker os hver Dag der går, vilde vi siden også have Kraft nok til at bære det onde, når det kommer.

- Men vi har ikke vort Sind i vor Magt, indskød Pastorinden. Hvor meget har ikke Legemet at sige! Når en ikke har det vel, synes det hele ham slet.

Jeg gav hende Ret deri.

- Lad os så, fortsatte jeg, betragte det som en Sygdom og spørge, om der ikke gives et Lægemiddel derimod.

- Det lader sig høre, sagde Lotte, jeg tror i det mindste, meget afhænger af os selv. Jeg ved det fra mig selv. Når et eller andet tirrer mig en Smule og vil gøre mig ærgerlig, springer jeg op, spadserer rundt i Haven nogle Gange og nynner et Par Kontradanse, straks er det borte!

- Fuldkommen rigtigt, sagde jeg. Det er med det slette Lune nøjagtig som med Ladheden, for det er nemlig en Art Ladhed. Vor Natur har megen Drift dertil, og dog, har vi først Ingang Kraften til at ranke os, går Arbejdet let fra Hånden og vi finder i Dåden en sand Fryd.

Friederike var meget opmærksom og det unge Menneske indvendte mod mig, at man ikke var Herre over sig selv og allermindst kunde befale over sine Følelser og Indtryk.

- Der er her Tale om et ubehageligt Indtryk, vedblev jeg, som enhver dog gerne er fri for; og ingen ved, hvor langt hans Kræfter rækker, førend han har prøvet dem. Uden Tvivl vil den der er syg søge Råd hos alle Læger, og lide de største Afsavn, tage de bitreste Lægemidler for igen at få sin attråede Sundhed.

Jeg lagde Mærke til, den ærlige gamle lyttede anspændt for at tage Del i vor Diskussion, jeg hævede derfor Stemmen og talte direkte til ham.

- Man præker mod så mange Laster, sagde jeg, men jeg har endnu aldrig hørt, man fra Prækestolen har underkastet det slette Lune en skarp Kritik*).

Vi har nu herom en ypperlig Præken af Lavater, iblandt dem over Jonas' Bog.

- Det må Bypræsterne om, sagde han, Bønderne kender ikke til dårligt Humør; dog kunde det måske engang imellem ikke skade, for hans Kone i det mindste kunde denne Tekst være en Lektion . . . og for Hr. Amtmanden.

Selskabet brast i Latter og han lo hjerteligt med, til han blev overfaldet af et Hostetilfælde, der en Tid standsede Diskussionen, hvorpå så det unge Menneske igen tog Ordet:

- De kaldte det dårlige Humør en Last; det synes at være for overdrevent et Udtryk.

- På ingen Måde, gensvarede jeg, hvis det, hvormed man skader sig selv og sin Næste fortjener dette Navn. Er det ikke nok, vi ikke kan gøre hinanden lykkelige; skal vi også yderligere berøve hinanden den Fornøjelse, som ethvert Hjerte dog mangen Gang kan berede sig? Og nævn De mig det Menneske, der bærer på et slet Lune og alligevel er så tapper i sin Færd, at han skjuler det, bærer det alene, uden at forstyrre Glæden rundt omkring sig! Eller er det ikke langt snarere et indre Mismod over vor egen Uværdighed, en Følelse af Ubehag ved os selv, uopløseligt knyttet til Misundelse, der hidses op af tåbelig Forfængelighed. Vi ser lykkelige Mennesker, som ikke vi gør lykkelige, og det er uudholdeligt!

Lotte smilede til mig, da hun mærkede den Stemning, hvori jeg talte, og en Tåre i Friederikes Øje ansporede mig til at blive ved.

- Ve dem, sagde jeg, der bruger den Magt de har over et Hjerte til at frarøve det de enfoldige Glæder, der sprudler frem af dets eget Indre. Alle Gaver, alle Verdens Behageligheder erstatter i sig selv ikke det Øjebliks Fryd, som vor Tyrans misundelige Lunefuldhed har forbitret.

Mit Hjerte var fuldt i dette Øjeblik, det svulmede; Erindringer om så meget der var hårdt trængte sig ind over min Sjæl, og Tårerne stod mig i Øjnene.

- Hvem der blot daglig vilde sige dette til sig selv, udbrød jeg: Du kan intet gøre for dine Venner udover at lade dem beholde deres Glæder og gøre deres Lykke inderligere ved at du nyder den med dem. Står det i din Magt, når deres inderste Sjæl er rystet af en kvalfuld Lidenskab, pint af Nag, da at give dem en Dråbe - en eneste Dråbe - Lindring? Og når så den sidste, angstfulde Sygdom sniger sig over den Skabning, som du i blomstrende Dage har undergravet, og hun nu hviler der i den ynkværdigste Udmattelse, Øjet ser mod Himlen uden at se, Dødssveden bryder frem uophørligt på den blege Pande, da står du foran Sengen som en forbandet, helt gennemtrængt af Følelsen af, du med al din Magt intet formår, og Angsten sønderslider dit Hjerte: alt vilde du så gerne give hen, om blot du kunde skænke den Skabning der går mod Døden, en eneste Dråbe Styrke, en eneste Gnist af Mod!

Erindringen om en sådan Scene, som jeg havde været nærværende til, blev ved disse Ord så levende for mig og tog mig helt i sin Vold. Jeg tog Lommetørklædet for Øjnene og forlod Selskabet. Lottes Stemme, der råbte til mig, vi skulde af Sted, bragte mig først til mig selv.

Og hvor hun dog på Vejen hjem blidt skændte på mig for min alt for varme Deltagelse i alt, og at det vilde blive min Undergang! At jeg måtte skåne mig selv! Å, Engel! For din Skyld må jeg leve!

Den 6. Juli.

Bestandig er hun om sin døende Veninde og er hele Tiden den samme nærværende, stedse hengivne Skabning, der, hvor hun ser hen, lindrer Smerter og gør Mennesker lykkelige.

I Går Aftes gik hun ud for at spadsere med Mariane og den lille Malle, jeg vidste det og mødte dem og vi fulgtes ad. Efter at have gået en halvanden Time kom vi tilbage gennem Byen, til Brønden, der er mig så kær og nu blot Tusinde Gange kærere.

Lotte satte sig på den lave Mur, vi stod foran hende.

jeg sa,a' mig om, og den Tid, ak, da mit Hjerte var så ene, blev atter lyslevende for mig!

-- Du kære Brønd, sagde jeg, hvor længe er det ikke siden jeg har fundet Hvile ved din Kølighed; i flygtig Forbifart har jeg mange Gange end ikke set til dig.

jeg kiggede ned og så', at den lille Malle meget optaget steg op med et Glas Vand. Jeg så' hen på Lotte og følte alt, hvad hun betyder for mig.

I det samme kommer Malle med et Glas. Marianne vil tage det fra hende. Nej, råber Barnet med det sødeste Udtryk, nej, lille Lotte, du skal drikke først!

jeg blev så fortryllet af den Oprindelighed, den Godhed, der lå i dette Udbrud, at jeg ikke kunde give min Følelse andet Udtryk: Jeg tog Barnet op fra jorden og kyssede det heftigt, så det begyndte at skrige og græde.

- Det var forkert handlet af Dem, sagde Lotte.

jeg følte mig truffen.

- Kom, lille Malle, vedblev hun, mens hun tog hende ved Hånden og førte hende ned ad Trappetrinene: Vask dig der ved den friske Kilde, men hurtigt, hurtigt! Så gør det ikke noget!

Mens jeg stod sådan og så' til, med hvilken ihærdig Iver den lille gned Kinderne med sine små våde Hænder, med hvilken Tro til at enhver Forurening ved denne Vidunderkilde vilde blive aftvættet og Skændslen ved at få et afskyeligt Skæg tilintetgjort, Øjeblikket da Lotte sagde: Nu er det nok, og Barnet alligevel ivrigt vaskede videre, som om meget gjorde Sagen bedre end lidt . . . jeg siger dig, Wilhelm, med større Ærefrygt har jeg aldrig overværet en Dåbshandling.

Og da Lotte steg op igen, havde jeg gerne kastet mig for hendes Fødder, som for en Profet, der har sonet en hel Nations Synder.

Om Aftnen kunde jeg i mit Hjertes Glæde ikke lade være med at fortælle Hændelsen til en Mand jeg tiltroede Menneskekundskab, fordi han er klog; men hvor ilde gik det mig ikke! Han sagde, det var meget urigtigt handlet af Lotte; man skulde ikke binde Børnene noget på Ærmet; den Slags gav Anledning til utallige Vildfarelser og alskens Overtro, som man hellere i Tide måtte bevare Børnene for.

Nu kom jeg til at tænke på, denne Mand otte Dage før havde ladet et Barn døbe: derfor lod jeg hans Ord gælde for hvad de var og blev ved med at være Sandheden tro i mit Hjerte: Vi skal behandle Børnene som Gud behandler os, han, der først gør os fuldtud lykkelige, når han sådan lader os tumle rundt i en blid Illusion.

Den 8. Juli.

Å, hvor er man dog et Barn! Hvor man attrår og gløder af Længsel efter et Blik! Å, hvor er man dog et Barn!

Vi var gået ud til Wahlheim. Damerne kørte derud, og på vor Spadseretur troede jeg i Lottes mørke Øjne -jeg er en Dåre, jeg ved det! Tilgiv mig! Du skulde blot se dem, disse Øjne!

I Korthed (thi mine Øjne er ved at falde i af Søvnighed), se, da Damerne steg op, stod den unge W . . ., Selstadt, Audran og jeg omkring Vognen. Så blev der spøget og snakket over Vogndøren med disse Fyre, som sandelig var lige kåde og luftige nok.

jeg søgte Lottes Øjne.

Ak, de gik fra den ene til den anden!

Men på mig! på mig! på mig! der stod ganske ene og længtes efter dem, faldt de ikke! Mit Hjerte sagde Tusinde Adieu's! Og hun så' mig ikke.

Vognen rullede forbi, og en Tåre stod mig i Øjet. Jeg så' efter hende og i et Glimt så' jeg Lottes Hovedpynt skotte ud gennem Vogndøren - og hun vendte sig om for at se tilbage, ak, mon efter mig?

Kære, i denne Uvished svæver jeg; det er min Trøst: Måske har hun set tilbage efter mig. God Nat! Å, hvad jeg dog er for et Barn!

Det Ord hader jeg som Pesten.

Hvad for et underligt Slags Menneske må det dog ikke være, der synes om Lotte, hvis Følelser og Sanser hun ikke fuldt og hensynsløst besætter! Synes om! Nylig spurgte et Menneske her mig om, hvad jeg synes om Ossian!

Den 11 Juli.

Fru M . . . er meget syg; jeg beder for hendes Liv fordi jeg lider med Lotte. jeg ser hende en sjælden Gang hos min Veninde, og i Dag har hun fortalt mig en forunderlig Tildragelse.

Den gamle M . . . er en gnieragtig, modbydelig Pengepuger, der har pint og plaget sin Kone i levende Live så det har en Art og tilmålt hende hver Øre. Dog har Konen hele Tiden forstået at klare sig. For få Dage siden, da Lægen havde fældet hendes Dødsdom, lod hun sin Mand kalde til sig - Lotte var til Stede i Værelset - og talte således til ham:

- Jeg må tilstå dig en Ting, som efter min Død ellers let kunde volde Forvirring og Ubehag. Jeg har til denne Dag ført Husholdningen så ordentligt og sparsommeligt det var muligt; men du må tilgive mig, jeg i disse tredve År har ført dig bag Lyset. Du fastsatte i Begyndelsen af vort Ægteskab en ren Ubetydelighed til Bestridelsen af Madlavningen og andre huslige Områder. Da vor Husholdning blev større, og vort Erhverv udvidedes, var du ikke til at bevæge til at forøge mine Ugepenge i Overensstemmelse med de nye Forhold; sagt i et Ord, du ved, at du i de Tider da de var størst, forlangte jeg skulde komme ud af det med syv Gylden om Ugen. Dem har jeg taget mod uden Klage, og hver Uge holdt det overskydende af Pengene tilbage til mig selv, da selvfølgelig ingen vilde falde på, Fruen vilde bestjæle Kassen. Jeg har intet forødt og vilde også, uden at bekende det, frimodigt været gået Evigheden i Møde, hvis ikke den der skal føre Husholdningen efter mig, ikke vilde kunne vide at hjælpe sig, og du i så Tilfælde bestandig vilde kunne stå fast på, at din første Kone var kommet ud af det med det.

Jeg talte med Lotte om den menneskelige Forstands utrolige Forblindelse: At ingen skulde fatte Mistanke til noget andet måtte stikke under, når en får det til at løbe rundt med syv Gylden, hvor man ser der måske kommer to Gange så meget til Anvendelse.

Men jeg har selv kendt Folk, der uden Forundring vilde have troet på Profetens evige Oliekrus var til Huse hos dem.

Den 13. Juli.

Nej, jeg tager ikke fejl!

Jeg læser i hendes mørke Øjne sand Deltagelse for mig og min Skæbne. Ja jeg føler, og deri tør jeg trøstigt lide på mit Hjerte, at hun - å tør jeg, kan jeg udsige den Salighed der rummes i disse Ord: at hun elsker mig!

Elsker mig!

Og hvor jeg dog får Værd for mig selv, hvor jeg -- til dig tør jeg vel sige det, du har Natur for noget sådant - hvor jeg tilbeder mig selv, siden hun har røbet, hun elsker mig!

Om det er Formastelighed eller en sand Følelse, der genspejler Virkeligheden? jeg kender ikke det Menneske, fra hvem jeg frygter noget overfor Lottes Hjerte. Og dog - når hun taler om sin Forlovede, taler med en sådan Varme, en sådan Kærlighed om ham - da føler jeg mig som et Menneske, der er berøvet al Ære og Rang og fra hvem Kården bliver frataget.

Den 16. juli.

Ak, hvor mine Nerver sitrer og Blodet ruller hedt i mine Årer, når min Hånd let, tilfældigt kommer til at røre en af hendes Fingre, når vore Fødder mødes under Bordet . . . jeg trækker mig tilbage, som slog en Ild mig i Møde, en hemmelighedsfuld Kraft drager mig atter til - Svimmelhed griber mig.

Å, og hendes Uskyld, hendes uberørte Sjæl føler ikke, hvor stærkt disse små intime Venskabsytringer piner mig. Når hun ydermere i Samtalen lægger sin Hånd på min, og i Talens Hede rykker mig nærmere, så hendes Munds himmelske Ånde kan nå mine Læber - da tror jeg, jeg skal styrte om, ramt af Lynet.

Og Wilhelm! Skuldc jeg nogensinde forvolde denne Himmel, denne Tiltro -. Du forstår mig. Nej, mit Hjerte er ikke så fordærvet? Svagt! Svagt nok! Og er det da ikke Fordærvelse?

Hun er mig hellig. Alle Begær tier i hendes Nærhed. jeg ved aldrig, hvorledes det er fat med mig, når jeg er hos hende; det er som min Sjæl fløj ud i alle mine Nerver.

Hun har en Melodi hun spiller på Klaver med en Engels fuldkomne Magt, så klar og sjælfuld! Det er hendes Yndlingssang, og enhver Smerte og Uro, ethvert Lune befries jeg for, når hun blot anslår den første Tone.

Intet Ord om Trolddomskraften der hviler i den gamle Musik, forekommer mig urimeligt. Hvor den simple Sang griber mig! Og hvor hun forstår at lade den komme til sin Ret, ofte på et Tidspunkt, hvor jeg mest havde Lyst til at skyde mig en Kugle gennem Hovedet.

Min Sjæls kaotiske Mørke spreder sig, jeg ånder atter friere.

Den 18. Juli.

Wilhelm, hvad er Verden værd for os uden Kærlighed!

Hvad en Tryllelygte er uden Lys!

Næppe har du tændt den lille Lampe, før Billeder i de prægtigste Farver stråler dig i Møde fra den hvide Væg.

Og var det kun dette, forbiflyvende Drømmefantasier, så skabes der dog en Lykke i os, når vi med Øjne som friske unge Folk står foran det og henrykkes af Vidundersynerne.

I Dag kunde jeg ikke besøge Lotte; et uundgåeligt Selskab holdt mig tilbage. Hvad var der at gøre? Jeg sendte min Tjener derud, blot for at have et Menneske om mig, der i Dag havde været i hendes Nærhed.

Hvor utålmodigt jeg ventede ham! Med hvilken Fryd så' jeg ham ikke vende tilbage! Jeg havde gerne taget ham om Halsen og kysset ham, havde det ikke været for Skams Skyld.

Man fortæller om den Bononiske Sten, at den, når man lægger den i Solen, indsuger dens Stråler og lyser en Tid lang om Natten.

Således var det med Knøsen.

Følelsen af, hendes Øjne havde hvilet på hans Ansigt, hans Kinder, hans Frakkeknapper og Kraven på hans Overfrakke, gjorde mig det alt så dyrebart, så helligt! jeg havde i dette Øjeblik ikke givet Knøsen fra mig for Tusinde Daler. jeg var så roligt-glad i hans Nærvær.

Gud bevare dig for at le deraf!

Wilhelm, er det blot Fantasier og Drømmerier vi skal være lykkelige ved?

Den 19. juli.

jeg skal se hende! udbryder jeg om Morgenen, når jeg vågner og glædesdrukken ser mod den skønne Sol: jeg skal se hende!

Og da har jeg den hele Dag intet Ønske mere.

Alt, alt forsvinder og opsluges af denne Tanke.

Den 20. Juli.

Eders Ide med jeg skal tage sammen med Gesandten til *** er jeg ikke ganske sikker på, vil blive min. Jeg holder ikke synderligt af Subordination, og vi ved alle, at Manden ydermere er et ubehageligt Menneske.

Min Mor så' gerne, jeg var i Aktivitet, siger du.

Det har fået mig til at le.

Er jeg da ikke også nu aktiv? Og er dette i Grunden ikke Hip som Hap: om jeg tæller Ærter eller Linser?

Alt i Verden løber dog ud i en Art Usselhed. Og et Menneske der for andres Skyld, uden det er hans egen Lidenskab; hans egen Drift, træller for Guld eller Ære eller hvad man ellers attrår, er til Dagenes Ende en Dåre.

Den 24. Juli.

Da det er dig så magtpåliggende, jeg ikke forsømmer min Tegning, var det mig kærere i Tavshed at forbigå hele dette Kapitel end måtte fortælle dig, det hidindtil kun er føje Ting.

Ingensinde var jeg lykkeligere, ingensinde var min Følelse for Naturen, lige ned til den mindste Sten og det sarteste Græsstrå, fuldere og dybere - og dog: Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal udtrykke mig - min skabende Kraft er så svag, alt bølger og svajer sådan foran min Sjæl, at jeg intet Omrids kan gribe; men undertiden får jeg den Ide, hvis jeg havde noget Ler eller Voks, så skulde jeg nok låa det formet ud!

Jeg vilde også tage Ler, hvis det varer længere, og ælte det, - om det så skulde blive til Kager!

Lottes Portræt har jeg tre Gange påbegyndt og tre Gange har det gjort mig umulig i mine egne Øjne. Det ærgrer mig så meget mere som jeg før i Tiden havde en let og lykkelig Hånd til at træffe Ligheden. Tilsidst har jeg så gjort et Skyggerids af hende og dermed vil jeg lade mig nøje.

Den 26. Juli.

ja. kære Lotte, jeg skal besørge og ordne alt; giv De mig blot flere Hverv, og hyppigt.

Om et beder jeg Dem: Intet Sand mere på de små Billetter, De sender mig.

I Dag førte jeg den raskt til mine Læber og mine Tænder kom til at knase.

Den 26. ,Juli.

Jeg har allerede mangen Gang foresat mig, ikke at se hende så hyppigt! Ja, hvem der blot kunde holde Løftet! Hver Dag bukker jeg under for Fristelsen og lover mig selv dyrt og helligt: I Morgen vil du for en Gangs Skyld blive borte! Og når Morgenen oprinder, finder jeg dog igen en uimodståelig Grund - og inden jeg har tænkt mig om, er jeg hos hende.

Enten har hun om Aftnen sagt: De kommer vel i Morgen? Hvem kunde da blive borte! Eller hun giver mig et Hverv og jeg anser det for passende og sømmeligt selv at bringe hende Svaret. Eller Dagen er alt for smuk, jeg går til Wahlheim, og når jeg nu er der, er der jo kun en halv Times Vandring ud til hende!

Jeg er for nær, jeg mærker Fortryllelsen af hendes Atmosfære - Tjek, så er jeg der.

Min Bedstemoder havde et Eventyr om Magnetbjerget. De Skibe der sejlede det for nær, blev i et Nu berøvet al deres jern; Naglerne fløj hen til Bjerget, og de stakkels elendige forliste mellem de nedtordnende Planker.

Den 30. Juli.

Albert er kommet tilbage, og jeg vil tage bort; og selv om han var det bedste, det ædleste Menneske, der i enhver Henseende var min Overmand,. så vilde det dog være uudholdeligt, at se ham lige for mine Øjne være i Besiddelse af så mange Fuldkommenheder.

Besiddelse!

Ikke et Ord mere om dette, Wilhelm; Brudgommen er her.

Et bravt, elskeligt Menneske, livem man må være venlig mod. Lykkeligvis var jeg ikke til Stede ved Modtagelsen. Det vilde have sønderrevet mit Hjerte. Tilmed er han Gentleman og har endnu ikke en eneste Gang kysset Lotte i min Nærvær. Gud lønne ham derfor! For den Respekt han viser hende, må jeg holde af ham. Han vil mig det vel, og jeg tror, det skyldes Lotte mere end hans egen Følelse; thi deri røber Kvinderne deres Finhed og deri har de Ret: når de kan få to Tilbedere til at leve i god Forståelse med hinanden, er Fordelen på deres Side, så sjældent det end lader sig opføre.

Jeg kan imidlertid ikke nægte Albert min Agtelse.

Hans rolige Måde at være på træder meget grelt frem i Modsætning til Uroen i min Karakter, der ikke lader sig skjule. Han har megen Følelse og ved, hvad Lotte er værd. Han synes ikke at have synderligt Hang til slet Lune, og du ved, det er den af alle Synder hos Mennesket jeg afskyer kraftigst.

Han regner mig for et Menneske af Ånd; og min Hengivenhed for Lotte, den inderlige Glæde jeg har af alle hendes Handlinger, øger hans Stolthed og han elsker hende blot desmere. Om han ikke mangen Gang plager hende med en Smule Skinsyge, lader jeg stå hen, idet mindste vilde jeg i hans Sted ikke være ganske rolig overfor denne Djævel.

Lad ham nu være som han vil! Min Glæde ved at være sammen med Lotte er borte. Skal jeg kalde det Dårskab eller Forblindelse? Hvortil Navne? Beret Sagen som den er. Jeg vidste alt hvad jeg nu ved, før han kom. Jeg vidste jeg ikke kunde gøre mig noget Håb om hende, gjorde det heller ikke - det vil sige, forsåvidt det er muligt, overfor så fin og stærk en Elskelighed ikke at begære. Og nu gør alligevel Dummepeter store Øjne, da den anden så virkelig kommer og tager Pigen fra ham uden videre.

jeg bider Tænderne sammen og spotter min Elendighed og spotter dem dobbelt, ja tredobbelt, der kan sige, jeg skulde resignere - fordi det nu engang ikke kunde være anderledes. Skaf mig disse Stråmænd fra Halsen!

Jeg strejfer planløst om i Skovene; og når jeg kommer til Lotte, og Albert sidder hos hende i Lysthuset ude i den lille Have, så bliver jeg naragtigt løssluppen og finder på alle Slags Narrestreger og forvirret Tøjeri.

For Guds Skyld, sagde Lotte i Dag, jeg beder Dem, ingen Scene som den De gav i Går Aftes! De er frygtelig, når De er lystig sådan.

Mellem os, jeg lægger nøje Mærke til, når han har noget at gøre; Tjek, er jeg derude, og altid er mit Sind lykkeligt og roligt, når jeg træffer hende alene.

Den 8. August.

jeg beder dig, kære Wilhelm, forstå det var sandelig ikke talt med Henblik på dig, når jeg i en hård Tone kaldte de Mennesker uudholdelige, der kræver Hengivelse og blind Lydighed af os i en uundgåelig Skæbne.

jeg tænkte, oprigtigt talt, ikke derpå, at du kunde nære en lignende Mening. I Grunden har du Ret. Kun et, min kære Ven, i denne Verden er det meget sjeldent gjort med et Enten-Eller. Følelser og Handlemåder schatterer så mangfoldigt som der er Overgange mellem Høge- og Stumpnæser.

Du vil altså ikke tage mig det ilde op, når jeg indrømmer dit Argument er fuldkomment rigtigt, og dog søger at stjæle mig igennem mellem dette Enten -Eller.

Enten, siger du, har du Håb om Lotte, eller der er intet. Godt, i første Tilfælde, søg da at føre det igennem, grib til, lad dine Ønsker blive Virkelighed! Og i andet Tilfælde: Vær tapper og mandig og riv dig løs fra en Følelse, der blot bringer Elendighed, som tilsidst vil sønderrive din Personlighed.

Kære Ven - det er vel talt - og let sagt.

Og kan du forlange af den ulykkelige der, lidt efter lidt, ustandseligt, dør en Smule for hver Dag der går under en snigende Sygdoms Stormløb, at han med et Dolkestød på engang skal gøre Ende på al sin Kval? Og røver ikke også Smerten, der fortærer hans Kræfter, ham samtidig Modet til at befri sig for dens Herredømme?

Uden Tvivl kunde du svare mig med en beslægtet Lignelse: Hvem lod ikke hellere sin Arm sætte af end han ved Nølen og Fejghed satte sit Liv på Spil?

Jeg ved det ikke! Og vi to vil ikke bide fra os i Lignelser.

Tavshed. Ja, Wilhelm, mangen en Gang har jeg oplevet et sådant Øjeblik, spændt af Mod: jeg vil springe og ryste det Hele af mig! Og så - når jeg blot vidste, hvor det førte hen - ja så gik jeg vel.

Aften, 8. August.

Min Dagbog, som jeg i nogen Tid har behandlet temmelig flygtigt, faldt mig i Dag igen i Hænde, og jeg er forbavset over, hvor jeg Skridt for Skridt med fuld Vidende og Vilje er gået ind til det Hele! Hvor klart jeg hele Tiden har gennemskuet min egen Tilstand og dog har handlet som et Barn; hvor klart jeg endnu ser, og at der ikke er det mindste Håb om Forandring til det bedre!

Den 10. August.

Jeg kunde føre det bedste, det lykkeligste Liv, var jeg ikke sådan en Dåre! Så skønne Vilkår op står ikke let, til Fryd for en Menneskesjæl, som de jeg lever under nu. Ak, så sikkert er det, at Lykken alene skabes af vort eget Hjerte!

At betragtes som Medlem af den elskværdigste Familie, af den gamle blive elsket som en Søn, af de små som en Fader, og af Lotte! Og så den noble brave Albert, der ikke med nogen lunefuld Uopdragenhed forstyrrer min Lykke; som nærer et sandt Venskab for mig, og for hvem jeg, næst Lotte, er det kæreste i Verden!

Det er en Fryd at høre os, Wilhelm, når vi spadserer sammen og underholder os med hinanden om Lotte. Der er intet latterligere Forhold udtænkt i Verden end dette, og dog strømmer Tårerne ofte frem i mine Øjne, nårjeg tænker derpå.

Når han fortæller mig om hendes udmærkede Moder: hvorledes hun på Dødslejet overgav sit Hus og sine Børn til Lottes Varetægt og bad Lotte tage sig af ham; hvordan siden den Tid en helt anden Ånd havde besjælet Lotte; hvorledes hun, i Omsorgen for Husholdningen og i Alvoren der var kommet ind i hendes Liv, var blevet en sand Moder, hvordan intet Øjeblik af hendes Tid gled hen uden Kærlighedens Gerninger, uden Arbejde, og hvordan alligevel hendes Livsglæde og lyse Sind aldrig havde svigtet under alt dette.

Mens han fortæller således, går jeg halvt i mine Tanker ved Siden af ham og plukker Blomster langs Vejen, binder dem med Omhu sammen til en Buket og - kaster dem ned i den forbistrømmende Bæk og ser efter dem, hvordan de let bølger med Strømmen og forsvinder.

Jeg ved ikke, om jeg har fortalt dig, Albert skal blive her og vil få betroet et Embede af Hoffet, hvor han er vel anskrevet og få fortræffelige Indkomster.

I Ordenssans og Dygtighed i Forretningsanliggender har jeg set få, der er hans Lige.

Den 12. August.

Albert er det bedste Menneske under Solen, derom er der ingen Tvivl.

Jeg havde igår en ejendommelig Samtale med ham.

Jeg kom for at tage Afsked med ham; jeg havde nemlig fået Lyst til at ride ud i Bjergene, hvorfra jeg nu også skriver til dig, og mens jeg går frem og tilbage i hans Stue, kommer jeg tilfældigt til at se hans Pistoler.

- Lån mig dine Pistoler til min Rejse, sagde jeg.

- For mig gerne, svarede han, når du selv vil have Ulejlighed med at lade dem; hos mig hænger de kun pro forma. Jeg tog en af dem ned og han vedblev: - Siden min Forsigtighed har spillet mig så kedeligt et Puds, gider jeg ikke have mere med det Tøjeri at gøre.

Jeg var nysgerrig efter at få at vide, hvorledes dette forholdt sig.

- Jeg opholdt mig, fortalte han, vel et Fjerdingår på Landet hos en Ven, havde et Par Terzeroler liggende uladt og sov roligt. Engang, en Eftermiddag det regnede, da jeg sidder ørkesløs og ikke har noget at foretage mig, ved jeg ikke, hvordan den Tanke kommer op i mig: vi kunde blive overfaldet, vi kunde få Brug for Terzerolerne, vi kunde – du ved, hvorledes sådan noget kan besætte en. Jeg gav dem til Tjeneren for at han skulde pudse og lade dem; han driver Gæk med Pigerne, vil forskrække dem, og Gud ved hvad - og Våbnet går af, mens Ladestokken endnu sidder i, og rammer en af Pigerne i højre Hånd, lige på en Muskel, så Tommelfingeren kvases på hende. Så havde jeg Gråd og Kval, og desuden at betale Kuren bagefter, og siden den Tid lader jeg alle Skydevåben være uladte. Min kære, gode Ven, hvad hjælper Forsigtighed, Faren lader sig ikke forudberegne! Men alligevel

Nu ved du, jeg meget godt kan lide Mennesker, indtil de stiller med deres: Men alligevel -. Thi forstår det sig ikke af sig selv: Ingen Regel uden Undtagelse. Men sav retskafent er Mennesket, når det tror at have sagt noget overilet, alment, halvsandt, sav hører det ikke op med at drage Grænserne snævre om det sagte, at modificere det, trække fra og lægge til, ril der tilsidst slet intet mere er ved Sagen. Og i den Anledning fordybede han sig nu kraftig i Teksten; jeg gad tilslut ikke give videre Agt derpå, hensank i Grublerier, og med en pludselig, nervøs Bevægelse satte jeg Pistolmundingen for Panden, lige i højre Tinding.

- Fy, hvad skal det til, sagde Albert, idet han trak den til Side.

- Den er ikke ladt, sagde jeg.

- Selvom den ikke er det, hvad skal da den Slags til? fortsatte han i en utålmodig Tone. Jeg kan ikke forestille mig, et Menneske kan være sav forvirret og tåbeligt at skyde sig. Den blotte Tanke får Modviljen til at rejse sig i mig.

- At I Mennesker, udbrød jeg, altid, når I skal tale om en Sag, skal have på rede Hånd: det er tåbeligt, det er klogt, det er godt og det er slet! Og hvad vil så alle disse Ord sige? Har I desårsag eftersporet en Handlings indre Historie? Ved I med Kyndighed at udvikle Årsagerne til, det skete, hvorfor det måtte ske? Havde I gjort det, vilde I neppe være så raske i jeres Domme!

- Du vil vel give mig Ret i, sagde Albert, visse Handlinger altid vil være lastværdige, de får så udspringe af hvilke Motiver de vil.

jeg trak på Skulderen og indrømmede ham det.

- Alligevel, min kære, fortsatte jeg, gives der også her nogle Undtagelser. Det er sandt, Tyveri er en Last; men Mennesket der går ud på Ran for at frelse sig og sine fra Hungerdøden, der stirrer ham ind i Ansigtet, fortjener han Medfølelse eller Straf? Hvem kaster den første Sten mod Ægtemanden, der i retfærdig Vrede knuser sin utro Hustru og hendes elendige Forfører? Eller mod den unge Pige, der i en frydefuld Stund glemmer sig selv i Kærlighedens grænseløse Glæder? Selv vore Love, disse Pedanter med Fiskeblod i Årerne, lader sig røre og holder deres Straf tilbage.

- Det er en ganske anden Sag, sagde Albert, da jo et Menneske, hvem Lidenskaber behersker, taber al Fornuft og bliver betragtet som en drukken, en gal.

- Ak, I fornuftige Folk, udbrød jeg og smilede en Smule. Lidenskab, Drukkenskab, Galskab! I står dér i jeres beherskede Sindighed, uden af Hjertet at tage Del i noget, I sædelige Mennesker! Skælder Drankeren ud, viser den afsindige bort med Afsky, går forbi som Præsten og takker Gud som Farisæeren, at han ikke har skabt jer som en af disse. jeg har mere end en Gang været drukken, mine Li denskaber var aldrig langt fra Vanviddets Grænse, og ingen af Delene angrer jeg: Thi jeg har på min Måde lært at sande, hvorfor man fra Tidernes Morgen har fundet det nødvendigt at udskrige alle fremragende Mennesker, der har skabt noget stort, noget aldeles utænkeligt, som Drankere og Gale . . . . Men også i det jevne Hverdagsliv er det utåleligt at høre snart enhver, der blot er ved Begyndelsen af Banen, råbe efter den frie, ædle, uventede Dåd: Det Menneske er jo en Dranker, en forrykt! Skam jer, I koldsindige, skam jer, I vise!

- Det er nu igen en af dine Løjerligheder, sagde Albert, du overdriver i din Overspændthed alt, og heri har du i det mindste Uret, når du sammenligner Selvmordet, som vi gik ud fra, med store Handlinger, da det dog er ugørligt at betragte det som andet end Svaghed. Thi visselig er det lettere at dø end modigt bære et Liv, fuldt af Kval.

jeg var i Begreb med at afbryde ham; thi intet bringer mig i den Grad ud af Fatning som når en henkaster en flov og ubetydelig Frase i al Almindelighed, når jeg selv taler ud af mit fulde Hjerte.

Alligevel tøjlede jeg mig, fordi jeg allerede mange Gange har hørt det og ofte har ærgret mig derover, og gav ham Svar med Liv og Fynd: - Du kalder det Svaghed? jeg beder dig, lad dig ikke narre af Skinnet! Vover du at kalde et Folk, der sukker under en Tyrans uudholdelige Åg, for svagt, når det endelig svulmer kaotisk og sprænger sine Lænker? Et Menneske der i Skrækken over, Ilden hærger hans Hus, føler alle Kræfter spændte og med Lethed bærer Byrder bort, han med rolig Bevidsthed knap kunde rokke? Eller en der i Vreden over en Fornærmelse bicider an med seks og slår dem ned? Kan de kaldes svage? Og, min gode Ven, når Anstrengelse er Styrke, hvordan kan tusindfoldig Energi være det modsatte?

Albert så' på mig og sagde: Tag mig det ikke ilde op, men de Eksempler, du nævner, synes jeg, slet ikke har noget at gøre med det foreliggende.

- Det får være, hvad det vil, sagde jeg, man har ofte før foreholdt mig, min Måde at slutte på mangen Gang grænsede op til Ordkløveri. Lad os da se, om vi på en anden Måde kan forestille os, hvorledes det Menneske må være til Mode, der bestemmer sig til at bortkaste Livets ellers behagelige Byrde. Thi kun såfremt vi med vort Hjerte tager fuldt og helt Del deri, har vi Ære af at tale om en Sag.

- Den menneskelige Natur, vedblev jeg, har sine Grænser; den kan bære Glæde, Sorg og Smerter indtil et vist Punkt og går til Grunde, såsnart dette er overskredet. Her er altså ikke Spørgsmål, om et Menneske er svagt eller stærkt, men derimod om han er i Stand til at tømme sine Lidelsers fulde Skål, det være nu moralsk eller fysisk. Og det forekommer mig at være lige så mærkeligt at kalde det Menneske fejgt, der tager sit Liv, som det vilde være utilbørligt at regne den for fej g, der døer af en ondartet Feber.

- Paradoksalt, meget paradoksalt, udbrød Albert.

- Ikke så meget som du tror, fortsatte jeg. Du må indrømme mig: Vi kalder ikke den Magt en Sygdom til Døden, hvorved Naturen bliver så stærkt angrebet, at dens Kræfter dels bliver gjort til intet, dels sat ud af Virksomhed, så at det ikke er den muligt, at bringe sig på Fode igen, og heller ikke ved nogen lykkelig og pludselig Vending af Sagerne få Livets Puls til at slå sundt og stærkt som før. Nu, min kære, lad os anvende dette på Sjælen. Se Mennesket indenfor dets snevre Grænser, hvorledes Indtrykkene får Magt over det, Ideerne hager sig fast; indtil endelig en fremvældende Lidenskab berøver det al sund Ligevægt og knuser det.

Det har intet at betyde, det rolige, forstandige Menneske har Overblik over den ulykkeliges Tilstand og prøver på at tale det til Fornuft; forgæves! Det er nøjagtig den samme Situation: en sund der står ved den syges Seng og ikke kan indgyde ham det ringeste af sin Sundhed.

For Albert var dette talt altfor generelt. Jeg erindrede ham da om en ung Pige, man for kort Tid siden havde fundet druknet og fortalte i korte Træk hendes Historie for ham igen: Et godt lille Væsen, der var vokset op ved huslige Sysler og under det ugentlige, bestemte Arbejde indenfor den snevre Kres'Verden, som yderligere ikke havde noget synderligt Håb om at deltage i andre Fornøjelser end måske en Søndag sammen med en Veninde at spadsere rundt i Byen, klædt i lidt Pynt, hun efterhånden havde skrabet sammen - måske ved de store Højtider danse en enkelt Dans, og iøvrigt sladre mangen god Stund bort med en Naboerske, med Liv og Sjæl og Nyfigenhed gå op i Årsagen til et Skænderi, der havde fundet Sted eller en slem Bagtalelse - og denne varmblodige Natur begynder nu endelig at føle Længsel efter noget inderligere, en Attrå, der bliver forstærket yderligere ved Mændenes Smigrerier. Lidt efter lidt bliver hendes tidligere Glæder hende uden Behag; indtil hun endelig træffer et Menneske, til hvem en ukendt Følelse uimodståeligt drager hende, til hvem hun nu lænker alle sine Håb, glemmer Verden rundt omkring sig, hører intet, føler intet uden ham, ejer kun en Længsel mod ham, den eneste. Hendes Attrå, der ikke er fordærvet af en ustadig Forfængeligheds tomme Glæder, drager hende lige mod Målet; hun vil blive hans, hun vil i evig og ubrudt Forening med ham møde den Lykke, der nu fattes hende, nyde alle de Elskovens Glæder, hendes Længsler nu higer mod. Gentagne Løfter, der for hende betyder Beseglingen på alle Håbs Fuldbyrdelse, dristige Kærtegn, der får hendes Begær til at flamme stærkere, besætter helt hendes Sjæl. Hun lever uroligt i en uklar Bevidsthed om, en Forudfølelse af alle Glæder, hendes Nerver er spændt til det yderste Punkt, endelig strækker hun sine Arme ud for at gribe, hvad hun har længtes imod - og hendes elskede forlader hende. - Isnet til Marv og Ben, uden Sans og Samling, står hun foran en Afgrund; alt er Mørke omkring hende, ingen Udsigt, ingen Trøst, ingen Anelse! Thi han har forladt hende, hos hvem hun alene følte, hun levede. Hun ser ikke den vide Verden, der ligger foran hende; ser ikke de mange, som kunde erstatte hende Tabet, hun føler sig ganske ene, af hele Verden forladt, - og blind, pint til det yderste af sit Hjertes forfærdelige Nød, styrter hun sig ned, for i en alt tilintetgørende Død at få Kvalerne til at tie . . .

Se, Albert, det er Historien, så mangt et Menncske kunde fortælle og sig, er det ikke et Sygdomstilfælde? Naturen finder ingen Vej ud af de forvirrede og modstridende Kræfters Labyrinth, og Mennesket må dø!

Ve den, der havde Hjerte til at sige: Dåre var denne Kvinde! Havde hun ventet en Smule, havde hun ladet Tiden råde Bod, vilde Fortvivlelsen sik kert være forsvundet og der var nok også kommet en anden for at trøste hende!

Det var akkurat det samme som hvis man vilde sige: Den Dåre, han dør af Feber! Havde han ventet, til han var kommet til Kræfter igen, Nerverne var blevet roligere, Blodets Kogen stilnet, ja så vilde alt være endt godt og han levede den Dag i Dag!

Albert, hvem Sammenligningen ikke var klar nok, kom endnu med adskillige Indvendinger og sagde blandt andet, jeg kun havde talt om en enfoldig ung Pige; men hvorledes det skulde være muligt at undskylde en Mand med god Forstand, der havde Evnen til at se Tingene i Sammenhæng, lå over hans Fatteevne.

- Min Ven, udbrød jeg, Mennesket er Menneske, og den Smule Forstand, som en måtte have, kommer lidet eller intet i Betragtning, når Lidenskaben raser og det menneskeliges Grænser piner og snærer. Tværtimod - men lad os tale om dette en anden Gang, sagde jeg og greb min Hat.

Så fuldt var mit Hjerte . . .

Og vi gik fra hinanden, uden at have forstået hinanden.

Som på denne jord vel ingen let forstår hinanden.

Den 15. August.

Det er dog alligevel sandt, at intet i Verden som Kærligheden gør det ene Menneske uundværligt for det andet. Jeg føler det på Lotte, hun nødigt vil miste mig, og Børnene har ingen anden Tro end at jeg stadigt hver Morgen påny vil komme igen.

I Dag var jeg gået ud for at stemme Lottes Klaver, men kunde ikke komme dertil; de små tryglede om et Eventyr, og Lotte sagde selv, jeg burde føje dem. Jeg skar deres Aftensmad til, som de nu næsten lige så gerne modtager af mig som af Lotte og fortalte dem deres kæreste Eventyr: »Prinsessen, der bliver hjulpet af venlige Hænders. Jeg lærer meget deraf, mas du tro, og jeg er forbavset over, hvor dybt et Indtryk det gør pas dem. Og når jeg mangen Gang må finde på et eller andet for at komme videre og så måske næste Gang glemmer det, er de der straks og siger, at forrige Gang gik det til pas en helt anden Måde; så nu øver jeg mig i at fremsige Fortællingen i et syngende Tonefald, uden Ændringer, trukket som pas en Snor.

Jeg har deraf lært, hvorledes en Skribent, ved en anden ændret Udgave af sin Fortælling, nødvendigvis mas skade sin Bog, selv om den i poetisk Henseende måtte være blevet aldrig så meget bedre.

Det første Indtryk finder os beredte; og Mennesket er skabt således, at man kan overtale det til at tro og håbe det æventyrligste; men det bider sig straks fast i Sindet, og ve den, der igen vil udrive og udrydde det!

Den 18. August.

Skulde det da være således, at det der skaber Menneskets inderlige Lykke, atter skulde blive Kilden til dets Ulykke? Mit Hjertes fulde varme Følelse for den levende Natur, der med så stærk en Fryd overstrømmede mig og af Verden omkring mig skabte et Paradis, er mig nu blot en utålelig Bøddel, en lammende Ånd, der forfølger mig på alle Veje.

Når jeg fordum fra Klippen, der hæver sig over Floden, i et stort Billede så' den frugtbare Dal, der strækker sig til hine Højdedrag og mærkede alt omkring mig gro og svulme, når jeg så' hine Bjerge, fra Fod til Tinde beklædte med høje, tætløvede Træer, hine Dale i deres mange lunefulde Former, hvorover de svale Skove udbredte deres skyggefulde Hang, og den blide Flod strømmede bort mellem de hviskende Rør, i Flugten spejlende de kære Skyer, som den sagtmodige Aftenblæst lod glide henover Himlen; og når jeg da hørte Fuglenes livsalige Kvidren i Skoven, Myggesværmenes Millioner fyrigt dansede i den sidste funklende Solstråle, den summende Bille befriet fløj op fra sit Græs, i det Øjeblik det sidste skælvende Lys var døet hen og en Sværmen og Svirren rundt omkring mig fængslede min Opmærksomhed ved Skovbunden og Mosset, der lever sit trodsige Liv på min hårde Klippe og Krattet, der vokser på Skråningerne af den tørre Sandhøj førte mig ind i Naturens hemmelige, glødende hellige Liv og åbnede mit Øje: Hvor tog jeg da ikke det Hele ind til mit varme Hjerte, følte mig som en Gud i denne overstrømmende Fylde, hvor strålede da ikke den grænseløse Verdens prægtige Skikkelser i min Sjæl med forunderlig sanddru Klarhed og Magt!

Uhyre Bjerge omgav mig, Afgrunde lå for mig, uvejrssydende Bække styrtede ned i Dybet, Floder strømmede under mig og Skov og Bjerg klang igen; og jeg så' dem virke og arbejde mellem hinanden i jordens Dybder, alle de uudgrundelige Kræfter; og over jorden og under Himlen så' jeg de mangfoldige Skabningers Slægter vrimle: Alt, alt, yrende af Liv, mylrende i tusindfoldige Skikkelser! Og jeg så' Menneskene skabe sig deres sikre lille Liv i små Huse, der lå tæt opad hinanden og binde sig til dette og efter deres Mening herske over den vide Verden!

Stakkels Dåre! Alt sætter du så lavt, fordi du selv er så ringe!

Fra de utilgængelige Bjerge over det gudforladte Øde ingen Fod betrådte, til det ukendte Oceans yderste Grænser blæser den Evigtskabendes Ånd og fryder sig ved hvert Atom der tager imod ham og lever.

Ak, hvor ofte har jeg ikke dengang, med Vingerne af en Trane, der fløj hen over mit Hovede, længtes bort til Bredderne af det umådelige Hav, for af det Uendeliges Bæger at drikke hin Livets svulmende Fryd, og blot et Nu som Menneske føle en Dråbe af det Væsens Salighed, som i sig og ved sig skaber og frembringer alt.

Broder, blot Erindringen om hine Øjeblikke gør mig vel. Selve Anspændelsen for at kalde hine Fornemmelser af det Uudsigelige tilbage, for atter at lade dem tone og klinge, hæver min Sjæl ud over sig selv og lader mig så dobbelt stærkt føle det angstfulde ved den Tilstand, der nu omgiver mig.

Et Forhæng er draget til Side for min Sjæl og Skuepladsen for det uendelige Liv forvandler sig for mine Øjne til den evigt åbne Gravs Afgrund. Kan du sige: Det er! Da dog alt veksler og forvandles; da alt vejres hen med Lynets Hast, så sjældent i Standhaftighed varer sin Tilværelses fulde Kraft til Ende, men langt snarere, ak, bliver revet med af Strømmen, dykket ned, malet mod Klipperne?

Intet Øjeblik gives der, der ikke fortærer dig og dine rundt om dig, intet Øjeblik, hvor du ikke er en Ødelægger og må være det: den uskyldigste Spadseretur koster tusind stakkels Småkrybs Liv, et Fodtrin tilintetgør Myrernes Bygninger, der betyder Møje og Arbejde og tramper en lille Verden ned - en forsmædelig Grav.

Sandelig, ikke Verdens store, sjældent forekommende Elendigheder og Sorger, disse Springfloder, der bortskyller eders Landsbyer, disse Jordskælv der opsluger eders Byer, volder mig Smerte, lidt efter lidt tappes mit Hjerte for dets Blod af den langsomt tilintetgørende Kraft, der ligger skjult i Alnaturen, der intet har skabt, som ikke voldte sin Nabos, heller ikke sin egen Ulykke.

Og således tumler jeg i Uro og Angst! Himlen og jorden og deres Symfoni af Kræfter bevæger sig omkring mig! Jeg ser intet, uden et evigt opslugende, evigt drøvtyggende Uhyre!

Den 2 1. August.

Ørkesløst strækker jeg mine Arme ud efter hende, når jeg om Morgenen langsomt glider tilbage til Lyset efter svære Drømme. På mit Leje om Natten søger jeg forgæves, nårjeg har ladet mig narre af en uskyldig, lykkelig Drøm om at jeg sad ved hendes Side på Engen og holdt hendes Hånd og bedækkede den med tusinde Kys.

Ak, når jeg så endnu halvt inde i Søvnens mærkelige Virvar griber efter hende i Blinde og vågner derved . . . da bryder en Strøm af Tårer frem af mit sorgfulde Hjerte og jeg græder, ene, uden Trøst . . . foran mig er blot Mørke.

Den 22. August.

Det er en Ulykke, Wilhelm, min Handlekraft er blevet forgjort til en urolig, lunefuld Ladhed, jeg kan ikke gå ørkesløs rundt og kan dog heller intet udrette. Jeg har ingen Fremstillingsevne, ingen Følelse for Naturen, og Bøgerne opvækker Væmmelse hos mig.

Når vi mister os selv, mister vi dog alt.

Jeg sværger dig til, mangen Gang ønskede jeg at være en Daglejer, for blot om Morgenen, når jeg vågnede, at have Udsigt, Virkelyst, Håb for den kommende Dag. Ofte misunder jeg Albert, som jeg ser begravet til op over Ørene i Dokumenter, og bilder mig ind, det måske var godt for mig, om jeg var i hans Sted!

Allerede adskillige Gange er den Tanke som et Lyn faret igennem mig, jeg skulde skrive til dig, og til Ministeren for at ansøge om den Stilling ved Gesandtskabet, der - som du jo påstår - ikke vil blive mig nægtet. Jeg tror det selv.

Ministeren har allerede gennem længere Tid syntes godt om mig, og havde længe indstændig tilrådet mig at vie mig til et eller andet Arbejde; og undertiden har jeg virkelig også Fornøjelse af at beskæftige mig med denne Tanke. Men når jeg så siden tænker derpå, og jeg et Øjeblik blot ser for mig Fablen om Hesten, der, utålmodig over sin Frihed, lader Saddel og Seletøj spænde på sig og bliver skamredet - ja så ved jeg ikke, hvad jeg skal! Og, min kære Ven, er måske ikke Længslen i mig efter Ophør og Forandring af Tilstanden en indre Kilde til Ubehag og Utålmodighed, der vil forfølge mig overalt?

Den 28. August.

Det er sandt, at hvis min Sygdom virkelig lod sig helbrede, så vilde disse Mennesker gøre det.

I Dag er det min Fødselsdag og ganske tidlig i Morges modtager jeg en lille Pakke fra Albert. Da jeg lukkede den op, blev jeg straks en af de to blegrøde Sløjfer var, Lotte bar, da jeg traf hende første Gang og som jeg siden adskillige Gange havde bedt hende om. Der lå to små Bøger i Duodez ved Siden af, Wetsteins lille Homer, en Udgave, som jeg så ofte har ønsket mig for ikke på Spadsereture at skulle slæbe rundt med den Ernestiske.

Se, således kommer de mine Ønsker i Forkøbet, således opsøger de alle Venskabets små fine Elskværdigheder, der er tusinde Gange mere værd end de imponerende Gaver, hvorved blot Giverens Forfængelighed gør os selv ringere.

Jeg kysser denne Sløjfe tusinde Gange, og med hvert Åndedrag nipper jeg til Erindringen om hine salige Glæder, disse få, lykkelige, uigenkaldelige Dage bragte mig i overdådig Fylde.

Wilhelm, såledcs er det, og jeg knurrer ikke; Livets Blomster er kun flygtige Syner!

Hvor mange går os ikke forbi, uden at efterlade sig et synligt Spor! Hvor få når at sætte Frugt, og hvor få af disse Frugter bliver modne! Og dog er der stadigt nok af dem; og dog . . .

Å, min Ven og Broder! Hvordan skulde vi dog kunne lade modne Frugter ligge hen, have et spotsk Blik tilovers for dem, lade dem rådne uden at nyde dem?

Levvel! Det er en prægtig Sommer; jeg sidder tit i Træerne i Lottes Frugthave sammen med Frugt plukkeren, en lang Stang, og jeg henter Pærerne ned fra Toppen. Hun står neden under og tager imod dem, når jeg lader dem falde ned til hende.

Den 30. August.

Ulykkelige! Er du ikke en Dåre? Bedrager du ikke dig selv? Hvad skal denne brusende, grænseløse Lidenskab føre til? Een beder jeg til: hende. For min Indbildningskraft viser ingen anden Skikkelse sig, blot hendes, og alt i Verden omkring mig ser jeg kun i Forhold til hende . . . Og det skaber mig da så mange lykkelige Timer - til jeg atter må rive mig løs fra hende!

Ak, Wilhelm, hvortil martrer mit Hjerte mig så ofte?

Når jeg har siddet hos hende, to, tre Timer, og har glædet mig over hendes Skikkelse, hendes Måde at være på, den himmelske Vellyd i hendes Ord, og mine Sanser lidt efter lidt bliver overvældede, det bliver mørkt for mine Øjne, jeg neppe hører mere, og Struben snøres sammen som af en Snigmorders Hånd, og så mit Hjerte i vilde Slag prøver at give de smertefulde Sanser Luft og kun øger deres Forvirring - Wilhelm, ja så ved jeg ofte ikke, om jeg er i denne Verden!

Og når en sjælden Gang Sørgmodigheden tager Overmagten, og Lotte indrømmer mig den ringe, bitre Trøst at græde mine sorgfulde Bekymringer ud mod hendes Hænder . . . så må jeg bort, bort derfra, må ud! Og så strejfer jeg vidt om på Markerne. At klatre op ad et stejlt Bjerg er da min Glæde, at bryde mig en Sti gennem en ufarbar Skov, gennem Krattet, der sårer mig, Tornene der sønderriver mig! Noget hjælper det mig! Noget! Og når jeg mangen Gang af Tørst og Træthed bliver liggende undervejs, mangen Gang i den dybe Nat,, når Fuldmånen står højt over mit Hovede, sætter mig i den ensomme Skov på en Gren i et lavt og krumtvoksende Træ, for at skaffe mine sårede Fødder blot en Smule Lindring, og sag i Halvlyset langsomt glider over i en Søvn, der ingen Hvile skænker! Å, Wilhelm, en Celles ensomme Verden, den hårede Kappe, Tornebæltet vilde være den Husvalelse, hvorefter min Sjæl tørster.

Farvel! Jeg ser ingen Ende på denne Elendighed uden Graven.

Den 3. September.

Jeg må bort! .

Jeg takker dig, Wilhelm, fordi du har overvundet mit Vankelmod og fået mig til at tage en Beslutning. Allerede i fjorten Dage har jeg nu gaget. og tumlet med Tanken om at forlade hende. Jeg må bort.

Hun er igen i Staden hos en Veninde.

Og Albert . . . og . . . nej, jeg må, jeg må bort!

Den 10. September. ,

Det var en Nat, Wilhelm! Nu kommer jeg igennem alt.

Jeg skal aldrig mere se hende!

Å, at jeg dog ikke kan flyve dig om Halsen og i Henrykkelse og under Tårer udmale for dig, min inderlig kære Ven, de Følelser, der bestormer mit Hjerte!

Her sidder jeg og snapper efter Vejret, søger at blive rolig, venter på det skal blive Morgen, og når Dagen gryer er Hestene rede.

Ak, hun sover roligt og tænker ikke, hun aldrig skal se mig mere. Jeg har revet mig løs, har haft Styrke nok til under en Samtale, der strakte sig over to Timer, ikke at forråde mit Forehavende.

Og Gud, hvilken Samtale var det ikke!

Albert havde lovet at være sammen med Lotte i Haven lige efter Aftensmåltidet. Jeg stod på Terrassen under de høje Kastanietræer og betragtede Solen, som nu for sidste Gang randt ned over den liflige Dal, den blide Flod. Hvor ofte havde jeg ikke stået her sammen med hende og været Vidne til dette prægtige Skuespil - og nu . . . Jeg gik op og ned i Alleen, der var mig så kær. En hemmelig Følelse af Sympati havde så ofte holdt mig tilbage her, endnu før den Tid, jeg lærte Lotte at kende; og hvor glædede vi os dog ikke, da vi i Begyndelsen af vort Bekendtskab opdagede, vi havde samme lykkelige Behag ved denne lille Plads, der sandelig også er en af de mest romantiske, jeg har set skabt ved Kunst.

Først har du den vide Udsigt mellem Kastanietræerne. - Det falder mig ind, jeg vist, desværre, ak, allerede har skrevet en Del derom til dig, hvorledes de høje Bøgehvælvinger, ligesom Mure, tilsidst lukker sig tæt uden om en og hvorledes Alleen, som et Buskads gror ind over, bliver mørkere og tungsindigere for hvert Skridt man går, indtil man til slut står på en lukket lille Plads, hvorover Ensomhedens forfærdende Ro hviler. Jeg føler det endnu,, hvor hemmelighedsfuldt det var mig, da jeg for første Gang en højlys Middagstime trådte derind. Jeg; anede ganske svagt, hvilken Skueplads dette Sted senere skulde blive for Henrykkelse og Smerte.

Jeg havde vel en halv Times Tid vandret rundt og helt givet mig hen i Adskillelsens og det sidste Gensyns uroligt længselsfulde, søde Tanker, da jeg hørte deres Trin på Terrassen.

Jeg løb dem i Møde, skælvende greb jeg hendes Hånd og kyssede den. Just i det Øjeblik, vi mødte hinanden, stod Månen op bag den kratbevoksede Høj. Vi talte om alt muligt og kom uden at tænke over det tæt hen til det mørke, uhyggelige Rum. Lotte trådte ind og satte sig, Albert ved Siden af hende og jeg også. Dog, min Uro lod mig ikke længe sidde roligt, jeg rejste mig, trådte hen foran hende, gik frem og tilbage, satte mig igen: det var en Tilstand, fuld af Angst og Uro.

Hun gjorde os opmærksom på Månelysets smukke Karakter; hvor Bøgehvælvet hørte op, lyste det med et rent Skær henover hele Terrassen: et prægtigt Syn, der des stærkere greb os som en dyb Skumring hvilede over alt uden for Månefeltet og omsluttede os.

Tavse sad vi, og efter en Stund var det hende, der begyndte at tale: Aldrig vandrer jeg i Månelys, aldrig, uden at Tanken om de døde, der var mine kære, møder mig, uden at Følelsen af Død, af den kommende Skæbne kommer over mig. Vi dør ikke og udslettes! fortsatte hun med den skønneste Stemme, båret af Følelse, men Werther, skal vi finde hinanden igen? Hvad tror De? Hvad siger De?

- Lotte, sagde jeg, idet jeg rakte hende Hånden og mine Øjne fyldtes med Tårer, vi skal se hinanden igen! Her og hinsides skal vi se hinanden igen!

Jeg kunde ikke sige mere.

Wilhelm! At hun just måtte spørge mig om dette, i denne Stund, hvor jeg gik med dette angstfulde Farvel i mit Hjerte!

- Og mon de kære hedengangne har Forbindelse med os, vedblev hun, mon de føler, når det går os vel, at vi med et Hjerte fuldt af Kærlighed erindrer dem? Å, min Moders Skikkelse er mig bestandig nær, når jeg i den rolige Aftentime sidder blandt hendes Børn, mine Børn og de i en Klynge har samlet sig omkring mig som de gjorde det omkring hende. Når jeg da ser mod Himlen i tårefuld Længsel og ønsker, hun blot et Øjeblik kunde se herind og fornemme, hvorledes jeg holder det Ord, jeg gav hende i hendes Dødstime: at være en Moder for hendes Børn! Med hvilken Bevægelse udbryder jeg da ikke: Tilgiv mig det, dyrebareste, omjeg ikke er det for dem, som du var det for dem! Ak, jeg gør dog så meget jeg formår - de får jo dog Klæder og Føde, ak, og hvad der er mere værd end alt dette, de bliver plejet med Omhu og elsket. Kunde du se vort gode Sind mod hinanden, kære saligt henfarne, da vilde du lovprise Gud med den inderligste Tak, Han som du med de sidste og bitreste Tårer bad om vilde skærme dine Børn og give dem sin Velsignelse!

Hendes Ord! Disse Ord!

Og alligevel, Wilhelm, hvem kan dog genkalde, hvad hun sagde! Hvordan skulde det døde, kolde Bogstav kunne lade denne Åndens Forårsblomstring træde en lyslevende i Møde!

Albert afbrød hende blidt:

- Det tager for meget på Dem; kære Lotte! Jeg ved, Deres Sjæl fængsles stærkt af disse Ideer, men jeg beder Dem . . . .

- Å, Albert, sagde hun, jeg ved, du ikke glemmer de Aftner, når vi sad sammen om det lille, runde Bord, Papa var bortrejst, og vi havde fået de små til Ro. Du havde ofte en god Bog med, og kom dog sjældent til at læse noget. - Var Samværet med denne herlige Sjæl ikke mere værd end alt andet? Denne smukke, blide, livfulde og dygtige Kone! Gud kender de Tårer jeg har grædt, når jeg ofte i min Seng i Bøn kastede mig ned for ham: At han måtte gøre mig hende lig!

- Lotte! udbrød jeg, idet jeg kastede mig ned foran hende, tog hendes Hånd og vædede den med tusinde Tårer, Lotte, Guds Velsignelse hviler over dig og din Moders Ånd beskytter dig!

- Om De dog blot havde kendt hende, sagde hun og knugede min Hånd - hun var værd at være kendt af Dem!

Jeg troede, jeg skulde synke i jorden.

Aldrig var et større, et stoltere Ord blevet sagt om mig!

Og hun fortsatte:

- Og denne Kvinde måtte bort, midt i sit Livs Blomstring, da hendes yngste Søn knap var seks Måneder gammel! Hendes Sygdom var ikke længe. Hun var rolig, fattet, kun hendes Børn voldte hende Ve, især det yngste. Da det gik mod Slut, sagde hun til mig: Bring dem herop til mig! Og jeg bragte dem ind, de små der intet anede og de ældste der var ude af sig selv af Sorg, og da de stod om hendes Seng, løftede hun Hænderne og bad over dem og kyssede dem, en efter en, og sendte dem bort og sagde så til mig: Vær deres Moder! . . . Jeg gav hende Hånd derpå! . . . Du lover meget, min Datter, sagde hun, en Moders Hjerte og en Moders Øje. Jeg har så ofte af dine Tårer, der udsprang af Taknemmelighed, set, at du følte, hvad det var! Gid du må have det overfor dine Søskende, og overfor din Fader Trofasthed og en Hustrus Lydighed! Du vil bringe ham Trøst!

Hun spurgte efter ham. Han var gået ud for at vi ikke skulde se den grænseløst pinefulde Sorg, han følte. Hans Sjæl var sønderrevet.

- Albert, du var i Værelset. Hun hørte nogen gå og spurgte, hvem det var og forlangte, du skulde komme hen til Sengen, og hvor hun da så' på dig og mig, med et roligt, trøstet Blik over at vi var lykkelige og skulde blive ved med at være lykkelige sammen!

Albert faldt hende om Halsen og kyssede hende og råbte: Vi er det jo! Vi skal altid være det!

Den rolige Albert var helt ude af Fatning og jeg vidste ikke af mig selv.

- Werther, begyndte hun derpå, og denne Kvinde skulde dø! Gud! Når den Tanke mange Gange vender tilbage hos mig, at man lader det kæreste og dyrebareste i sit Liv bære bort sådan, og at ingen føler det så heftigt som Børnene, der endnu lang Tid efter klagede over, de sorte Mænd havde båret Mama bort!

Hun rejste sig, og vakt som af en Drøm, rystet, blev jeg siddende og holdt hendes Hånd.

- Vi må af Sted, sagde hun, det er på Tide nu!

Hun vilde drage sin Hånd tilbage og jeg holdt den fastere.

- Vi ses atter, råbte jeg, vi vil finde hinanden igen, under enhver Skikkelse vil vi genkende hinanden! Jeg går, vedblev jeg, jeg går af fri Vilje, og dog, skulde jeg sige: For evigt! Jeg vilde ikke kunne bære det! Lev vel, Lotte! Lev vel, Albert! Vi ses igen!

- I Morgen tænker jeg, sagde hun spøgende.

Jeg følte dette: I Morgen! Ak, hun anede ikke, da hun drog sin Hånd ud af min -.

De gik bort gennem Alléen, jeg blev stående og så' efter dem i Måneskinnet, kastede mig så ned på jorden og hulkede, sprang op og løb frem på Terrassen og så' endnu dernede i Skyggen af de høje Lindetræer hendes hvide Kjole lyse, mens hun vandrede hen mod Havedøren; jeg strakte mine Arme ud og den forsvandt.

.

Den 1o. juli.

Du skulde se den tåbelige Figur jeg gør, når der i et Selskab bliver talt om hende. Når man så ovenikøbet spørger mig, hvad jeg .synes om hende?

Synes om!

53

50