2 BOG

Den 20. Oktober 1771.

Igår er vi kommet hertil. Gesandten er ikke rask og vil derfor holde sig inden Døre nogle Dage. Når han blot ikke var så uelskværdig en Natur, var alt godt. Jeg mærker, dybt mærker jeg, Skæbnen har tiltænkt mig hårde Prøvelser. Dog, aldrig tabe Modet! Et let Sind bærer alt! Et let Sind? Udbryde i Latter må jeg, når det Ord løber mig i Pennen. Å, en Smule lettere Blod vilde gøre mig til den lykkeligste under Solen.

Hvad . . . der, hvor andre lige op i mine åbne Øjne praler af deres Smule Talent og Kraft, i behagelig Følelse af deres Jegs Fortræffelighed, der tvivler jeg om min Evne og mine Gaver? Gode Gud, du som har skænket mig det Hele, hvorfor holdt du ikke Halvdelen tilbage og gav mig Selvtilliden og Nøjsomheden i mine Fordringer til mig selv?

Tålmodighed! Tålmodighed! Det bliver nok bedre! Thi jeg tilstår dig, kære Ven, du har Ret. Siden jeg er blevet tvunget til at blande mig mellem Folk hver Dag og ser, hvorledes deres Gøren og Laden udfolder sig, har jeg det meget bedre med mig selv. Uden Tvivl, fordi vi nu engang er indrettet sådan, at vi sammenligner alt med os og os med alt, så er vor Lykke eller Ulykke fuldkomment afhængig af de Objekter, vi drager vore Sammenligninger hos, og da er fintet farligere end Ensomheden. Vor Indbildningskraft, der i Følge sin Natur har Drift til at fremhæve sig selv, der næres af Digtningens fantastiske Billeder, skaber sig en Verden og danner en Række Væsner, hvor vi selv er det laveste, og alt udenfor os synes langt prægtigere, og enhver anden er mere fuldkommen. Og det går meget naturligt til. Vi føler, så ofte, at mangt og meget fattes os og at netop hvad vi savner, synes en anden ofte at besidde, og dette Menneske giver vi da også alt det, vi ejer og lidt til og derpå føler vi et vist ideelt Velbefindende.

Men så er den lykkelige også helt som han skal være, en Skabning af vor Fantasi.

Når vi derimod i al vor Svaghed og under vort besværlige, langsomme Slid kun arbejder fremefter uden at se til Siden, så kommer vi ikke sjældent til det Resultat, at vi trods vor ustadige Krydsen hid og did kommer længere end de andre, der så støt og normalt holder Kursen - og det er dog en ægte Følelse af eget Værd, man besidder, når man er andres Ligemand eller måske endog springer dem forbi.

Den 26. November.

Jeg begynder at befinde mig forsåvidt ganske tåleligt her. Det bedste er, at der er nok at bestille; og dertil kommer, de mange Slags Mennesker, allehånde nye Skikkelser, virker på mig som opførtes der et broget Skuespil for min Sjæl.

Jeg har lært Grev C . . . at kende, en Mand jeg for hver Dag, der går, må ære mere og mere, et overlegent, stort Hovcdc og en Mand der ikke er kold, fordi han overskuer meget. Af dette Samvær lyser så megen Følelse for Venskab og Kærlighed frem.

Han fattede dyb Interesse for mig, da jeg havde en Embedsforretning at udrette hos ham og han, såsnart jeg begyndte at tale, mærkede, vi forstod hinanden og at han kunde tale med mig som ikke med enhver. Heller ikke kan jeg berømme hans åbne Adfærd imod mig tilstrækkeligt.

Ingen sand og varm Glæde gives i Verden som den at se en stor Sjæl, der åbner sig for en.

Den 24. December.,

Gesandten volder mig megen Ærgrelse; jeg har forudset det. Han er den punktligste Nar, tænkes kan; Skridt for Skridt og omstændelig som en gammel Tante; et Menneske der aldrig er tilfreds med sig selv og hvem af den Grund heller ingen kan gøre tilpas. Jeg arbejder helst impulsivt og hurtigt, og som det står, sådan står det: så sker det ikke sjældent, han giver mig en Skrivelse tilbage og siger: Den er god, men se den nøjere igennem, man finder altid et bedre Ord, en renere Partikel.

Da var jeg ved at blive sort fortvivlet.

Intet ”Og”, fintet lille Bindeord må mangle, og af alle Inversioner, der ofte løber mig i Pennen, er han en Dødsfjende; når man ikke lirer sine Perioder af efter den vante Melodi, så forstår han slet intet deraf. Det er en Lidelse at have med et sådant Menneske at gøre.

Grev von C . . .s Fortrolighed er stadig det eneste, der holder mig skadesløs. Han sagde fornylig til mig med rene Ord, hvor utilfreds han er med min Gesandts Langsomhed og besværlige Vankelmod.

- Den Slags Mennesker gør det sværere for sig selv og andre, sagde han, men man må resignere overfor det, som en rejsende der skal over et Bjerg; ganske vist, havde Bjerget ikke været der, så havde Vejen været meget behageligere og kortere; men, det er der nu engang, og man skal over!

Den gamle lægger naturligvis også Mærke til det Fortrin, Greven giver mig fremfor ham og det irriterer ham, og han griber enhver Lejlighed til at stille Greven i et dårligt Lys hos mig: Jeg hævder, som naturligt er, det modsatte og derved forværres Sagen kun. Ja, i Går gjorde han mig harm, thi hvad han sagde, havde også Adresse til mig: Sådan til diplomatisk Optræden er Greven rigtig god, Arbejdet falder ham let, og han fører en god Pen, dog virkelig Lærdom fattes ham som alle Belletrister. Samtidig lavede han et Ansigt som om han vilde sige: Føler du Brodden? Men det virkede ikke på mig; jeg foragtede det Menneske, der kunde have en sådan Tænkemåde og bære sig sådan ad. Jeg lod mig ikke rokke og parerede med en vis Heftighed. Jeg sagde, Greven var en Mand, hvem man måtte agte både på Grund af hans Karakter og hans Kundskaber.

- Jeg har aldrig kendt et Menneske, sagde jeg, hvem det i den Grad er lykkedes at udvide sin Ånds Grænser, at lade den spænde over utallige Slags Emner og dog usvækket at have Evnen til at bestride det daglige Livs Krav.

Det var rent Hebraisk for ham, og jeg anbefalede mig, for ikke at komme til at nedsvælge mere Galde over yderlinere Nonsens.

Og det har I allesammen Skyld i, der har vrøvlet mig ind under dette Trællenag og prædiket så meget for mig om Aktivitet!

Aktivitet!

Hvis ikke den har mere at bestille, som lægger Kartofler og rider til Staden for at sælge sit Korn, end jeg har, så vil jeg i endnu ti År trælle mig til Døde i dette Galejslaveri, hvis Lænker jeg nu er smedet i.

Og den funklende Elendighed, Kedsommeligheden ved dette ækle Folk, der uafladeligt omgiver en! Den honnette Ambition blandt dem, hvordan de er på deres Post og nøje overvanger, hvorledes de blot skal komme et Hanefjed længere frem end Næsten. De simpleste, jammerligste Lidenskaber, som sandelig ikke skjules. Et Eksempel: Der er en Kvinde her, som snakker med enhver om sin adelige Byrd og sit Land, så enhver fremmed man tænke: Det er en rigtig Nar, der tror, den Smule Adelskab og hendes Lands Berømmelse udretter Vidundere.

Men hvad der er det kedelige ved det: Netop den Kvinde er Datter af en ministeriel Skriver herfra Omegnen.

- Se, jeg kan ikke fatte Menneskenes Børn, der har så lidt Omtanke, at de kan gøre sig så åbenlyst til Nar.

Selvfølgelig mærker jeg for hver Dag der går stadigt mere, min kære Ven, hvor man er en Dumrian, når man måler andre med ens egen Alen. Og siden jeg nu har så meget at gøre med mig selv og dette Hjerte er uroligt som et Stormvejr - ak, jeg lader gerne de andre vandre ad deres egne Stier, når de bare også kunde lade mig gå i Fred.

Hvad der tirrer mig mest, er den forbistrede borgerlige Tone. Vel ved jeg så godt som nogen, hvor nødvendige Skrankerne mellem Stænderne er, og hvor megen Fordel jeg selv har deraf: De skal blot ikke lige spærre min Vej, hvor jeg endnu havde Mulighed for at blive en Smule glad og her på jorden fryde mig over et Glimt af Lykken.

Jeg har lige lært en Frøken von B. . . at kende, da jeg var ude at spadsere, en sød ung Pige, der har bevaret megen umiddelbar Natur midt i dette stivnede Liv. Vi fandt Behag i at tale sammen, og da vi sagde: Farvel, bad jeg hende om Lov til at turde aflægge hende en Visit. Hun sagde: Ja dertil uden det mindste Gran af Forlegenhed, så jeg næppe havde Ro på mig til at oppebie det Tidspunkt, hvor man passende kunde besøge hende. Hun hører ikke hjemme her, men hun bor hos en Tante. Jeg synes ikke om den gamles Ansigt. Jeg viste hende megen Artighed; min Konversation var for Størstedelen rettet mod hende, og det varede knap en halv Time, før jeg temmelig klart begreb, hvad den unge Dame siden gav mig Ret i: I sin høje Alderdom savnede den kære Tante alt; hun ejede ingen Formue, der var værd at tale om; besad ingen Åndrighed og havde ikke andet at støtte sig til end en Række Ahner, intet andet Ly end den Stand, bag hvis Mure hun forskansede sig, og ingen anden Morskab end fra sin Etage at se fra oven og ned henover de borgerligt Hoveder.

Som ung skal hun have været smuk; men hun smuldrede sit Liv tankeløst bort: Først pinte hun, egenrådig som hun var, mangen ulykkelig ung Mand, og, da hun så kom op i årene, krøb hun til Korset i Lydighed under en gammel Officers Vilje, der på dette Grundlag, plus en forholdsvis passende Årpenge, tilbragte Bronzealderen med hende og så døde.

Nu sidder hun ganske alene i jernalderen og vilde ikke være Genstand for synderlig Opmærksomhed, hvis ikke hendes Niece var så indtagende.

Den 8.Januar 1772.

Hvordan er dog de Mennesker indrettet, hvis hele Sjæl hviler på det ceremonielle, hvis Digtcn og Attrå År efter År drejer sig om, hvorledes de skal se deres Snit til at skyde deres Stol ind højere oppe ved Bordenden! Og det betyder ikke, at de ellers ikke har noget nyttigt at tage sig for, nej, sag meget desmerc hober Akterne sig i Dynger for dem, netop fordi man ved de smag Ærgrelser bliver afskåret fra at fremme de betydningsfulde Sager.

I sidste Uge kom man op at skændes under en Slædefest, og den hele Morskab gik tabt.

Dårer er de, som ikke ser, at det ikke drejer sig synderligt om Pladsen, og at den, der sidder på fornemste Plads, såre sjældent har mest at sige! Hvor mangen Konge regeres ikke af sin Minister, hvor mangen Minister ikke af sin Sekretær! Og hvem er så Nummer Et?

Ham, forekommer det mig, der ved, hvem de andre er, og er i Besiddelse af så megen Styrke eller Snedighed, at han kan lægge deres Kræfter og Lidenskaber i Sele til Fremme for sine egne Planer.

Den 2o.Januar.

Jeg må skrive til Dem, kære Lotte, her i den tarvelige Stue i et Bondeherberge, hvor jeg har søgt Tilflugt for et ondt Vejr.

Sålænge jeg har drysset om i dette sørgelige Provinshul mellem fremmedt, ja, vildfremmede Mennesker, har jeg ikke haft et Sekund, slet fintet, hvor mit Hjerte bød mig at skrive til Dem. Men nu i denne Vrå, i denne Ensomhed, i dette Fængsel, hvor Sne og Hagl stormer mod Vinduet, her var De min første Tanke.

I det Øjeblik jeg trådte herind, stod Deres Skikkelse pludselig for mig, Erindringen om Dem lyslevende, å, Lotte, så pur, så strålende af Liv!

Gode Gud! Det første lykkelige Øjeblik igen.

Gid De kunde se mig, kæreste Veninde, i denne Overdådighed af Adspredelser! Hvor Gruberne i min Sjæl udtørres! Aldrig et Øjeblik svulmer mit Hjerte! Aldrig en lykkelig Time! Intet! Intet!

Jeg står som foran et Vidunderkabinet og ser Dværgmænd og Dværgheste bevæge sig omkring mig og spørger ikke sjældent mig selv, om det ikke er et optisk Bedrag. Jeg spiller selv med, ja mere endnu, man spiller med mig som med en Marionetdukke, og jeg griber mangen Gang min Nabos Hånd . . . den er af Træ . . . og jeg viger gysende tilbage.

Om Aftnen tager jeg den Beslutning, jeg vil nyde Solopgangen og står så alligevel ikke op. Om Dagen længes jeg efter at glæde mig over Måneskinnet og bliver så inden Dørs. Jeg vid ikke rigtig, hvorfor jeg står op og hvorfor jeg går til Ro for at sove.

Surdejgen, der voldte Uro i mit Liv, mangler; den skønne Fortryllelse, der holdt mig fyrigt vågen i sene Nætter, er henvejret, den Fortryllelse, der vakte mig af Søvne, nå, det lysnede, er borte.

Kun en eneste virkelig Kvinde har jeg fundet her, en Frøken von B . . ., hun ligner Dem, kære Lotte, hvis nogen kan ligne Dem! Nåda, vil De sige, Mennesket er begyndt at lægge sig efter smukke Komplimenter!

Og det er ikke helt usandt.

Jeg har i nogen Tid optrådt såre belevent, fordi jeg alligevel ikke kan opføre mig på anden Måde, er sprudlende vittig, og Damerne siger: Ingen forstår så fint at rose som jeg (og at lyve, føjer De til, thi at undgå det er umuligt, forstår De?).

Jeg vilde tale om Frøken von B . . . . Sjælfuldhed ejer hun; den lyser en klart i Møde fra hendes blå Øjne. Hendes Stand er hende til Gene. Den evner ikke at opfylde hendes Hjertes Ønsker. Hun længes bort fra Uroen og Vrimlen, og vi drømmer mange Timer bort om Fryden ved det rene, lykkelige Liv på Landet! Ak, og om Dem! Og hvor tit tvinges hun ikke til at udbryde i Beundring for Dem. Tvinges til? Nej, hun gør det utvunget, hører så gerne om Dem, elsker Dem.

Å, hvor vilde jeg ønske, jeg sad ved Deres Fødder i den kære, fortrolige, lille Stue, og vore kære små dansede i Rundkres omkring mig; og når de blev Dem for højrøstede, så vilde jeg samle dem og dysse dem til Ro ved at fortælle et gyseligt eventyr.

Solen går prægtigt ned over Egnens strålende Snehvidhed. Stormen er ophørt, og jeg - jeg må atter spærre mig inde bag mit Burs Tremmer.

Farvel! Er Albert hos Dem? Og hvordan . . .?

Gud tilgive mig dette Spørgsmål!

Den 8. Februar.

Nu har vi i otte Dage haft det væmmeligste Vejr og det passer mig godt. Thi sålænge jeg har været her, har der ikke været en Dag med smukt Vejr og blå Himmel, som ikke en eller anden har fordærvet og gjort besk for mig.

Når det nu rigtigt øser ned, og kommer i våde Rusk, og falder ind med Isslag og tøer - hm, tænker jeg, det kan dog ikke blive værre inden Døre end det er udenfor, eller omvendt, og så er det jo storartet.

Står Solen op om Morgnen og lover en smuk Dag, så må jeg udbryde: Nu får de atter en Gave fra Himlen, som de kan røve fra hinanden. Der er ikke den Ting, de ikke kan rane fra hinanden. Godt Helbred, et agtet Navn, Livsglæde, Fornøjelse! Og mest af Fjogethed, Uforstand og ringe Horizont, og, hvis man skulde tro dem, alt udsprunget af de bedste Motiver.

Mangen Gang føler jeg Trang til på mine Knæ at bede dem om ikke så ustyrligt give sig deres blinde Lidenskaber i Vold.

Den 17. Februar-

Jeg er bange for, min Gesandt og jeg ikke ret længe mere vil kunne komme ud af det sammen. Manden er komplet utålclig. Hans Arbejdsmethode og Praksis i det Hele er så latterlig, at jeg ikke kan lade være med at komme med Indvendinger imod ham og tit behandle en Sag ef-er mit eget Hovede og som det passer mig, hvad der naturligvis ikke vinder hans Bifald. Af den Grund har han for kort Tid siden besværet sig over mig ved Hoffet, og Ministeren gav mig en ganske vist i blide Vendinger affattet Irettesættelse, men det var dog en Irettesættelse, og jeg skulde lige til at forlange min Afsked, da jeg modtog et Privatbrev fra ham, et Brev, jeg i Ærefrygt bøjer mig for, og hvis ædeltbårne, noble, kloge Tænkemåde jeg har prist af et fuldt Hjerte. Den Måde hvorpå han stilfærdigt siger mig Besked om min alt for overdrevne Følsomhed, hvordan han værdsætter mine overspændte Idéer om Arbejdsenergi, om Indflydelse på andre, Evnen til at gøre rent Bord i Embedsanliggender efter Fortjeneste som ungdommelig Gåpå-Lyst, ikke søger at få dem ud af Verden, blot søger at give dem lidt beskednere Former og at lede dem derhen, hvor de har deres sande Tumleplads og kan komme til deres frie og fulde Udfoldelse.

Det har da også i en Uges Tid ranket Ryggen på mig; og der er Fred i mit Sind. Sjælens Ro er en prægtig Ting, og Glæden der er fuldkommen i sig selv.

Kære Ven, når blot Klenodiet ikke så let gik i Skår, i samme Grad som det er skønt og kosteligt.

Den 20. Februar.

Gud velsigne jer, mine kære Venner, han skænke jer alle de gode Dage, han ikke beskærer mig!

Jeg takker dig, Albert, at du har ført mig bag Lyset. Jeg ventede på Efterretning om når jeres Bryllupsdag skulde være og havde sat mig for, højtideligt at tage Silhouetten af Lotte ned fra min Væg og begrave den blandt andre Papirer. Nu er I et Ægtepar, og hendes Billede er her stadigt! Nu sker der ingen Forandring! Og hvorfor ikke? Jeg ved, jeg også er til Stede hos jer; jeg er - uden at gøre noget Skår i din Lykke - i Lottes Hjerte, har, ja jeg har den anden Plads der og vil og skal beholde den.

Å, jeg vilde blive vild af Raseri, om hun kunde glemme-Albert, den Tanke rummer Helvedes Dyb.

Albert, lev vel!

Lev vel, Engel fra Himlen!

Lev vel, Lotte!

Den 15. Marts.

Jeg har haft en Fortrædelighed, der vil fordrive mig herfra. Jeg skærer Tænder! For Djævlen! Man kan ikke råde Bod på den, og kun I bærer Skylden derfor, I som opæggede mig, tilskyndede mig pinte og plagede mig til at tage mod en Stilling, der i ingen Henseende var efter mit Ønske.

Nu sidder jeg der! Nu sidder I der!

Og for at du ikke igen skal sige, mine overspændte Ideer ødelægger alt, så har du her, kære Herre, en Historie, jevn og ligetil, som en Kronikør vilde nedskrive den.

Grev von C . . . holder meget af mig, sætter mig meget højt, det er en kendt Sag; det har jeg allerede fortalt dig snart hundrede Gange.

Nu var jeg i Går til Taffel hos ham, netop den Dag, hvor om Aftnen det fornemme Selskabs Herrer og Damer kommer sammen hos ham, og som jeg ikke har tænkt og det aldrig er faldet mig ind, at vi som en Slags opvartende Kavallerer ikke skulde tilhøre.

Vel.

Jeg spiser hos Greven, og efter Bordet går vi frem og tilbage i den store Sal. jeg passiarer med ham, med Oberst B . . . og således går Tiden og Tidspunktet for Selskabet nærmer sig. Jeg tænker, Gud skal vide, ikke på noget.

Den allernådigste Fru von S . . . træder ind med sin Gemal og veludrugede Frk. Gæsling til Datter, med det flade Bryst og det fikse Snørliv; en passant spilede de deres nedarvede højadelige Øjne og Næsebor op, og da den Slags Mennesker af Hjertet er mig imod, stod jeg lige på Springet til at anbefale mig og gå, og ventede kun på Greven skulde slippe ud af dette flove, irriterende Væv, da min Frøken von B . . . trådte ind.

Da Hjertet altid slår en Smule hurtigere, når hun er i Nærheden, blev jeg for et Øjeblik og stillede mig bag hendes Stol; først lidt senere lagde jeg Mærke til, hun med mindre Åbenhed end ellers kom mig i Møde og øjensynlig talte med mig med en Art Forlegenhed.

Det forekom mig besynderligt.

- Er hun mon ligesom de andre, tænkte jeg, følte mig såret og vilde gå, og dog blev jeg, fordi jeg gerne havde undskyldt hende, og ikke troede det og endnu levede i Håbet om et godt Ord fra hende - og . . . ja, hvad du nu vil.

Mens dette forefalder, bliver Selskabet imidlertid fuldtalligt. Baron F . . . i sin Gala fra Franz den Førstes Kroningstider, Hofråd R . . ., men her in qualitdte Hr. von R. . . kaldet, med sin døve Frue, den just ikke synderligt godt klædte J . . . ikke at forglemme, der forsøger at skjule Manglerne ved sin gammel-frankiske Garderobe med højmoderne Flipper: de kommer alle i Flok og Rad, og jeg passiarer med enkelte af mine Bekendtskaber, der alle er sårc fåmælte.

Jeg faldt i Tanker - og helligede kun Frøken B . . . min Interesse . . .

Jeg mærkede ikke, at Damerne i den anden Ende af Salen hviskede og tiskede hinanden i Øret, at det de sagde fløj videre til Herrerne, at Fru von S . . . talte med Greven (alt dette har Frøken B . . . siden fortalt mig), til endelig Greven uden Omsvøb gik hen til mig og tog mig med sig hen i en Vinduesniche.

- De kender jo, sagde han, vore ejendommelige Forhold; Selskabet sætter ikke Pris på Deres Tilstedeværelse her, mærker jeg. Jeg vilde ikke for alt i Verden . . .

- Deres Ekscellence, afbrød jeg ham, jeg beder Dem tusinde Gange om Forladelse. Jeg havde før

skullet tænkt derpå. . . og jeg ved, De vil bære over med denne Inkonsekvens fra min Side. Jeg vilde allerede for lidt siden have anbefalet mig. En ond Genius har fængslet mig og holdt mig tilbage, tilføjede jeg smilende og bukkede.

Greven trykkede min Hånd med en Finfølelse, der sagde alt.

Jeg gled ubemærket ud af det fornemme Selskab, gik, satte mig i en Kabriolet og kørte til M . . ., for der fra Højen at se Solen gag ned og i min Homer læse den prægtige Sang, hvordan Odysseus bliver beværtet af den brave Svinehyrde.

Det var godt altrammen.

Om Aftnen kom jeg tilbage ved Spisetid; der var endnu kun fag i Gæstestuen. De raflede ved et Hjørne af Bordet og havde slået Borddugen op.

Den ærlige Adelin kommer ind, lægger sin Hat fra sig, iagttager mig, går hen til mig og siger i en lavmælt Tone:

- Du har haft Fortrædeligheder?

- Jeg? sagde jeg.

- Greven har vist dig bort fra Selskabet.

- Fanden tage dem, sagde jeg, kun kært var det mig at indånde den friske Luft.

- Udmærket at du tager det fra den humoristiske Side, sagde han, kun ærgrer det mig, det allerede er ude over alt.

Da begyndte Sagen først rigtigt at irritere mig. Alle, der var indbudte, iagttog mig, tænkte jeg, og sag' på mig af den Grund!

Det satte ondt Blod.

Og når man nu, selv den Dag i Dag, hvor jeg kommer hen, udøser Beklagelser over mig, og jeg hører, mine Misundcre nu triumferer og siger: Der fik man et Bevis på, hvorledes det går med de overmodige, som gjorde sig til af deres Smule Hovede og troede af den Grund at kunne sætte sig ud over alle Forhold, og hvad nu denne Hundebjæffen ellers glammer om - da kunde man fristes til at støde sig en Kniv i Hjertet.

Thi man kan sige om Selvstændighed, hvad man vil; jeg vil se den, der kan tåle, at slyngelagtige Personer udtaler sig om ham, når de har en Anke, der duer noget, at rette mod ham.

Når deres jammerlige Snak er tom, ak, da kan man lade dem gøre, hvad de vil.

Den 16. Marts.

Alt slår sammen om mig og forfølger mig.

I Dag træffer jeg Frøken B . . . i Alleen; jeg kunde ikke lade være med at tiltale hende, og såsnart vi var udenfor Menneskers Rækkevidde, fortælle hende, hvor nær til Hjerte hendes Opførsel fornylig var gået mig.

-- Å, Werther, sagde hun med et inderligt Tonefald, kunde De virkelig, der kender mig så godt, udlægge min Forvirring på den Måde? Hvilken Smerte led jeg dog ikke for Deres Skyld, fra det øjeblik De trådte ind i Salen! Jeg forudså' alt, hundrede Gange var det mig på Læben at sige det til Dem. Jeg vidste, at von S . . . og T . . . med deres Mænd før vilde bryde op end blive i Deres Selskab; jeg vidste, Greven ikke turde lade det komme til et Brud med dem - og nu dette Postyr!

- Hvorledes Frøken, sagde jeg og skjulte min Angst; thi alt, hvad Adelin i Forgårs havde fortalt mig, løb mig i dette Øjeblik som kogende Vand gennem Årerne.

- Og hvad har det ikke allerede kostet mig, sagde den søde Skabning og Tårer glimtede i hendes Øjne.

Jeg var ikke længere Herre over mig selv, vilde lige til at kaste mig for hendes Fødder.

- Fortæl dog og giv en Forklaring, råbte jeg.

Tårerne løb hende ned ad Kinderne.

Jeg var ude af mig selv.

Hun tørrede dem bort, uden at gøre noget Forsøg pas at skjule dem.

- Min Tante kender De, begyndte hun; hun var til Stede og har set Optrinet, å, og med hvilke Øjne har hun dog set det . . . Werther, jeg har i Går Nat og i Morges tidligt måttet døje en Præken fordi jeg kommer sammen med Dem og jeg har måttet høre pas, De blev dadlet og der blev talt nedsættende om Dem, og kunde og turde kun halvt forsvare Dem.

Hvert Ord, hun sagde, gik mig som et Sværd gennem Hjertet.

Hun følte ikke, hvilken Barmhjertighed det havde været at fortie alt dette for mig; og til dette føjede hun yderligere, hvad der siden vilde blive vrøvlet og våset derom, hvor en vis Kategori af Mennesker vilde triumfere derover. Hvorledes man nu vilde kildres og frydes ved Straffen for mit Overmod og den Ringeagt for andre, de allerede længe har beskyldt mig for at nære.

At høre alt dette, Wilhelm, af hende og med en Stemme der forrådte den inderligste Deltagelse . . jeg var tilintetgjort og er endnu fnysende af Raseri i mit Hjerte. Jeg havde fintet imod, om en eller anden havde Dristighed nok til at bebrejde mig dette, så jeg kunde støde ham Kården gennem Livet; når jeg så' Blod, vilde det vel blive bedre med mig. Ak, jeg har hundrede Gange grebet en Kniv for at skaffe det forpinte Hjerte Luft.

Man fortæller om en ædel Slags Heste, der, når de er frygtelig ophidsede og jagede, selv, drevet af et Instinkt, bider en Årc over på sig for at skaffe sig Vejret.

Sådan føler jeg det ofte; jeg skulde gerne åbne en Åre, der kunde skaffe mig den evige Frihed.

Den 24. Marts.

Jeg har begæret min Afsked fra Hoffet, og vil, håber jeg, få den, og I vil tilgive mig, jeg ikke først har indhentet Tilladelse hos jer dertil. Jeg måtte nu engang bort, og hvad I havde at fortælle for at overtale mig til at blive, kenderjeg i Forvejen, og derfor . . .

Fortæl min Moder det på en lempelig Måde, så det smager en Smule sødere. Jeg kan ikke hjælpe mig selv, og hun må se at finde sig tilrette med, jeg heller ikke kan hjælpe hende; naturligvis må det gøre hende ondt. Den smukke Karriere, hendes Søn lige havde begyndt på Vej til Geheimeråd og Gesandt - og så med et se det Hele afbrudt . . . og tilbage med det lille Kræ i Stalden!

Uddrag nu deraf, hvad I vil, og kombiner de forskellige mulige Tilfælde, i hvilke jeg havde kunnet og skullet blive . . . Tilstrækkeligt er det, jeg går. Og for at I kan vide, hvor jeg kommer hen, så er der her en Fyrst **, der finder meget Behag i mit Selskab. Han har, da han hørte om min Hensigt, inviteret mig til at tage med ham ud på hans Godser og tilbringe det smukke Forår der. Jeg skal helt være min egen Herre, har han lovet, og da vi til en vis Grad forstår hinanden, så vil jeg da vove det, i Tillid til min gode Lykke, og drage bort med ham.

Til Efterretning.

Den 19. April.

Tak for begge dine Breve! Jeg svarede ikke, fordi jeg lod dette Brev ligge, til min Afsked fra Hoffet var bevilget; jeg frygtede for, min Moder skulde henvende sig til Ministeren og lægge mig Hindringer i Vejen for mit Forehavende.

Nu er det imidlertid sket, min Afsked er der. Jeg behøver ikke at sige jer, hvor modvillig man har givet mig den, og hvad Ministeren skriver til mig I vilde blot udbryde i nye Veråh.

Arveprinsen har til Afsked sendt mig femogtyve Dukater, med et Par Linjer, der har rørt mig til Tårer.

Jeg behøver derfor ikke de Penge fra Moder, jeg fornylig skrev om.

Den 5. Maj.

I Morgen drager jeg bort herfra; og da min Hjemstavn kun ligger seks Mil fra min Rute, så vil jeg gense den, vil hengive mig til Erindringen om de gamle drømmebårne Dage.

Ja, jeg vil gå ind ad just den Port, min Moder kørte ud af sammen med mig, da hun efter min Faders Død forlod dette kære, fortrolige Sted for at spærre sig inde i sin utålelige By.

Farvel, Wilhelm, du skal siden høre nærmere om min Vandring.

Den 9. Maj.

Jeg har fuldendt Valfarten til min Hjemstavn med al en Pilgrims Andagt og mange uventede Følelser har gennemstrømmet mig.

Ved den store Lund, der står et Kvarters Vej udenfor Byen i Retning af S . . ., lod jeg holde, steg ud og gav Postillonen Ordre til at kørt videre, for til Fods at smage hver Erindring, mit Hjerte lystede, så pur og strålende den sprang frem . . .

Der stod jeg nu under Linden, der fordum, da jeg var Dreng, var Målet og Grænsen for mine Spadsereture.

Ak, hvor forandret!

Dengang længtes jeg i lykkelig Uvidenhed efter den ukendte Verden, hvor jeg hanbede på så megen Vederkvægelse, så megen Nydelse, der kunde fylde og befri mit higende, længselsfulde Selv.

Nu kommer jeg tilbage fra den vide Verden å, min Ven, men med hvor mange fejlslagne Håb, med hvor mange tilintetgjorte Planer er det ikke!

Jeg så den Bjergkæde ligge for mig, som så Tusinder Gange havde været mine Ønskers Mål.

Timer igennem kunde jeg sidde her i længselsfulde Drømme, af min inderste Sjæl give mig hen i Mødet med Skovene, med Dalene, der i et sag elskeligt strålende Skær voksede frem for mit Blik. Og når jeg da til bestemt Tid igen magtte vende tilbage, med hvilken Ulyst forlod jeg da ikke det kære Sted!

Jeg nærmede mig Byen; alle de gamle, kendte smag Sommervillaer fik min Hilsen; de nye syntes jeg ikke om; iøvrigt heller ikke alle de Forandringer, man ellers havde foretaget. Jeg trådte ind ad Byporten og fandt mig med det samme fuldkomment fortrolig med alt igen.

Kære, jeg skal ikke gag i Enkeltheder; sag bedårende det forekom mig, sag monotont vil det virke i Fortællingen.

Jeg havde bestemt mig til at bo på Torvet, lige ved Siden af vort gamle Hus. På Vejen derhen lagde jeg Mærke til, at Skolestuen, hvor en brav gammel Kone havde stuvet os sammen i vor Barndom, var blevet forvandlet til en Krambod. Jeg erindrede mig den Uro, de Tårer, den Forstandens Sløvhed, den Hjerteangst jeg havde udstaget i dette Hul.

Jeg gik fintet Skridt uden det skænkede mig noget mærkeligt. En Pilgrim i det hellige Land træffer ikke sag mangt Mindesteder, viet Religionen, og hans Sjæl er noppe sag fuld af hellig Bevægelse.

Eet Træk vil jeg nedtegne frem for tusinde andre Ting.

Jeg gik ned langs Floden til en bestemt Gård. Det var iøvrigt også tidligere min Vej, og her lag den lille Plads, hvor vi Drenge øvede os i at fag flade Sten til at flyve i de fleste Smut henovcr Vandfladen.

Så lyslevende står det for min Erindring: Når jeg mangen Gang stod og så Vandet strømme; med hvor vidunderlige Anelser fulgte jeg det da; hvor eventyrlige forekom de Egne mig ikke, hvor det nu flød hen, og hvor jeg da - ak, desværre, så alt for hastigt - mødte Grænserne for min Indbildningskraft; og dog skulde det gå videre, stadigt videre, til jeg helt sank hen i Anskuelsen af det usynlige Fjerne.

Se, min kære Ven, så begrænsede og lykkelige var de prægtige patriarkalske Fædre! Så barnlig deres Følelse, deres Digtning!

Når Odysseus taler om det umålelige Hav og den uendelige jord, er det så sandt, så menneskeligt, så inderligt, så enfoldigt afgrænset og hemmelighedsfuldt. Hvad hjælper det mig, at jeg med enhver Skoledreng kan plapre efter og fortælle, den er rund?

Mennesket behøver kun få Kvadratmeter jord til at leve et rigt Liv, færre at hvile under.

Nu er jeg her på det fyrstelige Jagtslot.

Foreløbigt lader det sig ganske godt gøre at boe sammen med denne Herre; han er sanddru og ukunstlet. Besynderlige er de Mennesker der omgiver ham, og jeg forstår dem slet ikke. De ser ikke ud til at være Gavtyve og har dog heller ikke ærlige Folks Udseende. Mangen Gang forekommer de mig ærlige, og jeg kan dog ikke lide på dem. Hvad der desuden gør mig ondt, er, at han tit taler om Ting, han kun har hørt eller læst om, og gerne netop ud fra det Synspunkt, som den, han taler med, har foretrukket at lade ham se Tingene fra.

Desuden sætter han min Forstand og mine Talenter højere end mit Hjerte, der dog er min eneste Stolthed, der ene og alene er Kilden til alt, al Kraft, al Henrykkelse og al grænseløs Sorg.

Ak, hvad jeg ved, kan enhver vide . . . men mit Hjerte har jeg alene.

Den 25. Maj.

Jeg havde tumlet med en Plan, jeg ikke vilde fortælle jer noget om, før den var udført: nu, da der ingenting bliver ud deraf, er Tavshed derom jo ligegyldig.

Jeg vilde i Krigen; det har længe ligget mig på Hjerte. Det er hovedsaglig Grunden til jeg er fulgt med Fyrsten herhen; han er General i **ske Tjeneste.

På en Spadseretur åbenbaredejeg min Ide for ham; han frarådede mig det, og mere Lidenskab end en lunefuld Indskydelse magtte det have været' hos mig, om jeg ikke havde villet vise hans Grunde Opmærksomhed.

Den 11. Juni.

Sig, hvad du vil. Jeg kan ikke blive længere.

Hvad skal jeg egentlig her?

Tiden falder mig lang.

Fyrsten behandler mig, så godt man overhovedet kan forlange det, og alligevel er jeg ikke i mit Es. Vi har i Grunden fintet fælles med hinanden. Han er en Mand af Forstand, men af ganske jcvn Forstand. At omgås ham morer mig ikke mere end Læsningen af en velskreven Bog.

Endnu otte Dage bliver jeg her; så drager jeg igen ud på de farefulde Veje.

Det bedste, jeg her har foretaget mig, er min Tegnm.

Fyrsten har Følelse for Kunst, og vilde have en endnu finere og dybere Følelse lor den, om han ikke var så bornert på Grund af et vist afskyeligt videnskabeligt Væsen og af den vante Terminologi.

Tit og otte skærer jeg Tænder, når jeg med glødende Fantasi fører ham ind i Naturen og Kunstens Verden, og han så med et tror just at have sagt netop hvad der skal siges og - plumper ud med et Kunstudtryk, der er en Frase.

Den 16. Juni.

Ja vist. Jeg er blot en Vandrer, en Pilgrim på jorden!

Men er I da mere?

Den i8.Juni.

Hvor jeg vil hen?

Lad mig i Fortrolighed fortælle dig det.

Endnu en fjorten Dage må jeg dog blive her, og så har jeg bildt mig selv ind, jeg vil besøge Bjergværkerne i *schm. Det betyder i Grunden ingenting: Jeg vil blot være Lotte nærmere, det er alt.

Og jeg ler over mit eget Hjerte - og lader det få sin Vilje.

Den 29. Juli.

Nej, det er godt!

Alt er godt!

Jeg - hendes Mand! Å, Gud, du der skabte mig, om du havde beredt mig denne grænseløse Lykke, mit hele Liv skulde være en eneste Bøn og Lovprisning !

Jeg vil ikke gå i Rette med dig og tilgiv mig disse Tårer, tilgiv mig mine ufrugtbare Bønner!

Hun - min Hustru!

Om jeg dog havde sluttet den yndigste Skabning under Solen i mine Arme . . . en Skælven ryster hele mit Legeme, når Albert lægger sin Arm om hendes slanke Liv.

Og, tør jeg sige det? Hvorfor ikke, Wilhelm?

Hun var blevet lykkeligere med mig end med ham! Å, han er ikke det Menneske, der ejer Evnen til at stille alle dette Hjertes Længsler.

En vis Mangel på Følsomhed, en Mangel - opfat det som du vil . . . At hans Hjerte ikke slår sympatisk ved . . . å . . . ved et Sted i en elsket Bog, hvor mit og Lottes Hjerte bliver et.

I hundrede andre Tilfælde, når det former sig sådan, at vore Følelser ved en tredjes Handlemåde giver sig klare Udtryk i Ord.

Men umuligt at komme uden om er, at han elsker hende af hele sin Sjæl . . . og en sådan Kærlighed, hvad fortjener den ikke!

Et utåleligt Menneske har afbrudt mig.

Mine Tårer er tørrede hen. Jeg er i adspredt Stemning. Adieu, min kære!

Den 4. August.

Det er ikke mig alene, det går således.

Alle Mennesker skuffes i deres Forhåbninger, bedrages i deres Forventninger.

Jeg besøgte min brave Kone under Linden.

Den ældste Dreng løb mig i Møde, og hans Frydeskrig førte Moderen hid; hun sag' meget nedslaget ud.

Hendes første Ord var:

- Ak, gode Herre, min Hans er død!

Han var den yngste af hendes Drenge.

Jeg tav.

- Og min Mand, sagde hun, er vendt tilbage fra Svejts og har fintet bragt med sig; og havde ikke gode Mennesker hjulpet ham, havde han måttet betle sig frem; han havde faget Feberen undervejs.

Jeg kunde fintet sige til hende; gav den lille noget.

Hun bad mig modtage nogle Æbler, hvad jeg gjorde og forlod Stedet for denne triste Erindring.

Den 2 1. August.

I en Håndevending er det anderledes med mig. Mangen Gang lysner vel i det Fjerne et lykkeligere Syn på Livet igen - men, ak, blot for et Nu! Når jeg således glider over i Drømmene, kan jeg ikke vægre mig mod den Tanke: Hvorledes? Hofis nu Albert døde? Du vilde! Ja, hun vilde .... og så løberjeg efter dette Hjernespind til det fører mig til Randen af Afgrunde, jeg i Rædsel viger tilbage for.

Når jeg går ud ad Porten, den Vej, jeg kørte første Gang for at hente Lotte til Dans . . . hvor var det da sag helt anderledes! Alt, alt er nu forbigangent! Intet venligt Pust fra den tidligere Verden, fintet Pulsslag af min Følelse fra dengang.

Jeg er tilmode, som en Ånd magtte være det, der vendte tilbage til Ruinerne af det forkullede, ødelagte Slot, han engang som lykkelig og uafhængig Fyrste havde bygget, og udsmykket med alle Herligheders Pragt, døende havde efterladt sin elskede Søn, fuld af Håb.

Den 3. September.

Jeg begriber mangen Gang ikke, hvorledes hun kan elske en anden, tør elske en anden, da jeg elsker hende, hende alene, så inderligt, så dybt, fintet andet kender eller ved eller har end hende!

Den 4. September.

Ja, således er det.

Som Naturen hælder mod Efteråret, bliver det Efterår i mig og omkring mig.

Mine Blade bliver gule og allerede er Nabotræernes Blade faldne.

Har jeg ikke engang skrevet til dig om en Bondeknøs, lige da jeg var kommet hertil?

Nu spurgte jeg mig igen for om ham i Wahlheim.

Der fortaltes, han var blevet jaget af Tjenesten. og ingen vilde mere have noget at gøre med ham.

I Går traf jeg ham ved et Tilfælde på Vejen til en anden Landsby. Jeg gik hen og talte med ham, og han fortalte mig sin Historie, der dobbelt, ja trefold har grebet mig, hvad du let vil kunne forstå, når jeg fortæller den videre til dig.

Dog, hvortil alle disse Ord? Hvorfor beholder jeg ikke for mig selv, hvad der indgyder mig Angst og volder mig Pine? Hvorfor bedrøver jeg også dig?

Hvorfor giver jeg dig altid Lejlighed til at beklage mig og dadle mig?

Lad det da være som det er! Også dette må vel høre til min Skæbne!

Med en stille Sørgmodighed, bag hvilken jeg synes at spore et lidt sky Væsen, svarede dette Menneske mig først på mine Spørgsmål; men lidt efter blev han mere åben, som om han med ét genkendte sig :selv og mig, tilstod sine Fejl og klagede sin Ulykke for mig.

Kunde jeg dog blot, min Ven, stille ethvert af hans Ord for din Domstol!

Han bekendte, ja han fortalte i en Art Erindringens Nydelse og Fryd, at Lidenskaben for hans Madmoder daglig var vokset stærkere i ham, at han tilsidst ikke havde vidst, hvad han foretog sig, og således som han udtrykte sig, hans Hovede snurrede af bare Rådløshcd. Han havde hverken kunnet spise eller drikke eller sove; det var blevet siddende ham i Halsen. Han havde gjort, hvad han ikke skulde gøre; hvad der var blevet ham pålagt, havde han glemt; han var i en Tilstand som en der forfølges af en ond Ånd, til han en Dag, da han vidste, hun var i et Værelse ovenpå, var gået efter hende eller meget snarere var blevet draget efter! Da hun ikke havde villet hane hans Bønner Øre, havde han villet tage hende med Vold. Han vidste ikke, hvad der pludselig var kommet op i ham og tog Gud til Vidne på, at hans Hensigter med hende altid havde været ærlige, og at han fintet mere længselsfuldt havde attrået end hun vilde gifte sig med ham, at hun vilde leve hele sit Liv sammen med ham. Da han havde talt en Tid lang, begyndte han at famle efter Ordene som en der endnu har noget at fortælle og ikke har Mod nok til at udsige det. Tilsidst røbede han for mig på en fin, undselig Måde, hvilke smag Friheder hun havde tilladt ham og hvilken Ømhed hun havde skænket ham.

Han brød to, tre Gange af og understregede heftigt, han ikke sagde dette, for at gøre hende slet, som han kaldte det; at han elskede hende og satte hende så højt som før, at sådan noget ikke burde være kommet over hans Mund, og at han kun fortalte mig det for at overbevise mig om, han ikke var et i Bund og Grund slet og afsindigt Menneske.

Og her, min kære Ven, begynder jeg min gamle Vise pasny som jeg aldrig nogen Sinde vil høre op at istemme: Kunde jeg dog blot give dig et klart og levende Billede af Mennesket som han stod foran mig, som han endnu står for mig! Kunde jeg dog blot fortælle alt sådan som det skulde fortælles, så at du følte, hvor jeg tager Del i hans Skæbne, mas tage Del i den! Dog, ikke mere om dette. Da du jo kender min Skæbne, tilfuldc kender mig, så ved du kun alt for vel, hvad der drager mig til alle ulykkelige, og især til denne ulykkelige.

Nu da jeg læser denne Side igennem, ser jeg, jeg har glemt at fortælle dig Enden pas Historien, som man iøvrigt let selv kan forestille sig. Hun værgede sig mod ham; hendes Broder kom til. Allerede længe havde denne hadet ham, allerede længe havde han ønsket ham ud af Huset, da han frygtede for, hans Børn skulde miste deres Arvepart, hvis Søsteren indgik et nyt Ægteskab; nu, hun er barnløs, nærer han skønne Forhåbninger. Denne Mand havde straks smidt ham pas Porten og gjort en sådan Blæst om Sagen, at Konen, selv om hun også havde haft Lyst dertil, ikke igen havde kunnet lade ham komme til bage. Nu havde hun igen taget sig en anden Karl. Også på Grund af ham, fortaltes der, var hun kommet på Kant med Broderen og man hævdede med Sikkerhed, hun vilde gifte sig med ham. Men has havde taget sin endelige Beslutning: ikke at opleve det.

Hvad jeg fortæller dig, er ikke overdrevet, ikke kunstnerisk forfinet og udformet, ja jeg tør vel sige, svagt, såre svagt har jeg fortalt det og udvisket dets Linjer har jeg ved at skildre det med vort vaneagtige, sømmelige Ordforråd.

Denne Kærlighed, denne Trofasthed, denne Lidenskab er ingen digterisk Fantasi. Den lever, den er til i sin fineste Renhed blandt den Klasse Mennesker, vi kalder udannede og rå. Vi dannede - misdannede til fintet!

Læs denne Fortælling med Andagt, beder jeg dig.

Jeg er i Dag rolig og stille, mens jeg skriver den ned. Du ser af min Hånd, jeg ikke jager og jasker som jeg plejer.

Læs, kæreste Ven, og tænk over, det samtidig er din Vens Historie.

Ja, sådan er det gået mig, sådan vil det gå mig, og jeg er ikke halvt så mandig, halvt så sikker i min Beslutning som den stakkels ulykkelige, jeg neppe vover at sammenligne mig med.

Den 5. September.

Hun havde skrevet et hastigt lille Brev til sin Mand på Landet, hvor han opholdt sig i Embedsmedfør.

Det begyndte: Bedste, kæreste Ven, kom, så snart du kan, jeg venter dig med tusindfoldig Glæde.

En Ven, der aflagde Visit, kom med den Efterretning, at det på Grund af visse Forhold ikke så snart igen vilde være muligt for ham at vende tilbage.

Biletten blev liggende og faldt mig om Aftnen i Hænde.

Jeg læste den og smilede; hun spurgte, hvorover?

- Hvor Indbildningskraften dog er en guddommelig Gave, udbrød jeg; jeg kunde ct Nu flygtigt tro, den var skrevet til mig.

Hun brød af; det synes at mishage hende, og jeg tav.

Den 6. September.

Det har holdt hårdt, før jeg bestemte mig til at kassere den blå, enkle Kjole, jeg havde på første Gang jeg dansede med Lotte. Men tilsidst var den ganske umulig at vise frem.

løvrigt har jeg ladet mig sy en, Magen til den forrige, Krave og Opslag, og også sådan en gul Vest og Benklæder hører dertil.

Ganske den samme Følelse ved den har jeg nu ikke.

Jeg ved ikke . . .

Jeg tænker, med Tiden skal også den blive mig kærere.

Den 12. September.

Hun var rejst bort nogle Dage for at hente Albert.

I Dag trådte jeg ind i hendes Stue, hun kom mig i Møde og jeg kyssede hendes Hånd med inderlig Fryd.

En Kanariefugl fløj fra Spejlet hen paa hendes Skulder.

- En ny Ven, sagde hun og lokkede den ned paa sin Haand, den er tiltænkt mine smaa.

Den er aldeles bedaarende! Se blot paa den! Naar jeg giver den Brød, flagrer den med Vingerne og napper og nipper saa nydeligt. Den kysser mig ogsaa, se!

Da hun holdt Munden hen til det lille Dyr, trykkede det sig paa en saa indtagende Maade ind mod de søde Læber, som om det havde kunnet føle den Salighed, det smagte.

- Den skal ogsaa kysse Dem, sagde hun og rakte Fuglen over til mig.

Det lille Næb gjorde Vejen fra hendes Mund til min, og den lette Nippen var som et Pust, en Anelse om elskovsfulde Nydelser.

- Dens Kys, sagde jeg, er ikke helt uden Begær, den søger efter Føde og vender tilbage, uden at være mættet af det tomme Kærtegn.

- Den spiser ogsaa af min Mund, sagde hun.

Hun rakte den nogle Brødkrummer med disse Læber, som smilede saa uskyldigt, varmt og kærlighedsfuldt.

Jeg vendte Ansigtet bort.

Hun burde ikke gøre det!

Skulde ikke ægge min Indbildningskraft med disse Billeder, der udstraalede himmelsk Uskyld og Lykke og ikke vække mit Hjerte af den Søvn, som Livets Ligegyldighed ofte vugger det ind i . . .

Og hvorfor ikke?

Hun har saa stor en Tro til mig.

Hun ved, hvor jeg elsker hende!

Den 15. September.

Man kunde blive rasende, Wilhelm, over at der gives Mennesker uden Sans og Følelse for det lidet, der endnu har Værd paa jorden.

Du kender de Nøddetræer, i hvis Skygge jeg sad med Lotte hos den gode Præst i St . . ., de prægtige Nøddetræer, som, Gud skal vide, altid skænkede mig den højeste Sjælefryd!

Hvor fortroligt-venlig gjorde de ikke Præstegaarden, hvor sval! Og hvor prægtige var deres Grene dog ikke! Og Erindringen, der levede om de gode Kirkens Mænd, der for saa mange Aar siden havde plantet dem!

Skolemesteren havde ofte nævnt for os det ene Navn, han havde hørt fra sin Bedstefader: det skal have været saadan en udmærket Mand, og hans Minde var mig stedse helligt under disse Træer.

Jeg siger dig, Skolemesteren havde Taarer i Øjnene, da vi i Gaar talte om, de var blevet nedhugget.

Hugget om! Jeg kunde blive gal, jeg kunde myrde den Hund, der gjorde det første Hug!

Jeg, der kunde sørge mig til Døde, om saadan et Par Træer stod i min Gaard, og et af dem blev revet bort i Døden af Alderdom, jeg skal se paa dette!

Inderlig kære Ven, noget godt er der dog derved! Hvad betyder den menneskelige Følelse dog ikke! Hele Landsbyen brummer og knurrer, og jeg haaber, Fru Pastorinden skal komme til at mærke det paa Smør og Æg og andet Offer, hvor dybt hun har saarct sin Landsby.

Thi hende er det, den nye Præsts Kone - vor gamle Præst er ogsaa død - en mager, sygelig Skabning, der har megen Grund til ikke at vise Verden synderlig Deltagelse, thi ingen viser hende Deltagelse.

En naragtig Kvinde, der agerer, hun er lærd, giver sig af med Undersøgelser af de kanoniske Bøger, gaar temmelig stærkt op i Arbejdet paa den moderne moralsk-kritiske Reformering af Kristendommen og trækker paa Skuldrene af Lavaters Sværmerier, har et ganske ødelagt Helbred og derfor ingen Glæde paa Guds jord. Saadan en Skabning var det ogsaa alene muligt at fælde mine Nøddetræer.

Du ser, jeg kan ikke komme til mig selv igen!

Forestil dig, de nedfaldende Blade gør Gaarden snavset og kvalm for hende, Træerne raner Dagslyset, og naar Nødderne er modne, kaster Drengene med Sten efter dem, og det gaar hende paa Nerverne, det forstyrrer hende i hendes dybe Spekulationer, naar hun vejer Kennikot, Semler og Michaelis mod hinanden.

Da jeg fandt Folkene i Landsbyen, især de gamle, saa utilfredse, sagde jeg: Hvorfor har I taalt dette?

- Naar Sognefogden vil noget her i Landet, sagde de, hvad kan man saa gøre?

Men nogen Retfærdighed er der til.

Sognefogden og Præsten, der dog i det mindste vilde have noget ud af sin Kones Luner, der ellers ikke gør ham Suppen fed, tænkte at dele Udbyttet med hinanden. Det erfarede Kammeret og sagde: Herhen med det hele! Thi det havde endnu gamle Forrettigheder paa den Del af Præstegaarden, hvor Træerne voksede, og solgte dem derpaa til den højestbydende.

Nu ligger de der!

Aa, om jeg var Fyrste! Jeg skulde lade Præstefruen, Sognefogden og Kammeret . . . Fyrste! . . . Ja, hvis jeg var Fyrste, hvad brød jeg mig saa mon om Træerne i mit Land.

Den 10. Oktober.

Naar jeg blot ser hendes mørke Øjne, er alt med det samme godt! Se og forstag! Og hvad der volder mig Smerte og Ubehag er, at Albert ikke synes at være blevet sag lykkelig, som han . . . haabede . . . som jeg troede . . . at være . . . hvis - -

Jeg ynder ikke Tankestreger, men her kan jeg ikke udtrykke mig anderledes og, forekommer det mig, mere tydeligt.

Den 12. Oktober.

Ossian har besejret Homer i mit Hjerte.

Hvilken Verden, denne herlige fører mig ind i! At vandre over Heden, ombrust af Stormen, der i dampende Taager fører Fædrenes Aander forbi i Maanens blegtlysende Skær! At høre fra Bjergene, gennem Skovelvens Brølen, Aandcrnes halvt henvejrede Stønnen inde fra deres Huler, og de dybe Veraab fra Pigen, der jamrer sig til Døde, mens hun vandrer omkring de fire mosgrønne, græsbevoksede Sten og mindes ham, den ædelt faldne, hendes elskede.

Naar jeg da møder ham, den vandrende, graa Barde, der paa den vide Hede søger sine Fædres Fodspor og finder, ak, deres Gravstene, og sag, fuld af Sorg, ser mod Aftnens kære Stjerne, der skjuler sig i det bølgende Hav, og de henfarne Tider bliver levende i Heltens Sjæl, dengang den venlige Lysstraale funklede for de tapre i Faren og Maancn skinnede paa deres med Kranse smykkede Skib, der havde Sejren om Bord . . . Naar jeg læser den dybe Kummer paa hans Pande, ser den sidste, forladte herlige i yderste Udmattelse vakle mod Graven, ser hvorledes han bestandig indsuger nye smertefuldt glødende filæderi sine hedengangnes svage Skyggerige og vender sit Blik mod den kolde ,Jord, mod det høje, bølgende Græs og forkynder:

- Vandreren skal komme, i Sandhed, han skal komme, der kendte mig i min Skønhed og spørge: Hvor er Sangeren, Fingals prægtige Søn? Hans Fodtrin skal gag henovcr min Grav og han spørger forgæves efter mig paa jorden.

- Aa, min Ven, jeg havde Lyst som en ædel Vaabendrager at trække Sværdet, for paa en (Dang at befri min Fyrste fra det langsomt hendøende Livs dragbevis rindende Kval og lade min Sjæl følge den frigjorte Halvgud paa hans Bane.

Den 19. Oktober.

Ak, dette tomme Rum, dette frygteligt tomme Rum, jeg føler her i mit Bryst!

Jeg tænker ofte: Naar du blot en Gang, blot en Gang kunde trykke hende til dit Hjerte, så vilde hele dette tomme Rum forsvinde.

Den 26. Oktober.

Ja, sikkert, forekommer det mig, kære, med fyndigere og fyndigere Vægt, at en enkelt Skabnings Tilværelse kun kan betyde lidt, såre, saare lidt.

Der kom en Veninde til Lotto, og jeg gik herind i Værelset ved Siden af for at tage en Bog, og havde alligevel ingen Lyst til at læse, og jeg tog så en Pen for at skrive.

Jeg hørte dem tale i sagte Tone; de fortalte hinanden ubetydelige Hændelser, Bynyt: at denne er blevet gift, at en anden er blevet syg, alvorligt syg.

- Hun har en tør Hoste, Knoglerne læses tydeligt ud af Ansigtet paa hende og hun besvimer undertiden; jeg giver ikke en Krcuzer for hendes Liv, sagde den ene.

- Hr. N. N. er det ogsaa slemt med, sagde Lotte.

- Han er allerede helt opsvulmet, sagde den anden.

Og min levende Fantasi flyttede mig til disse Staklers Sygeleje. Og jeg saa dem for mig, med hvilken Modvilje de vendte Livet Ryggen, hvor de . . . . . Wilhelm . . . . og mine to smaa Damer talte derom, som man nu taler om . . . en fremmed er død.

Og naar jeg ser mig omkring og betragter Værelset, og rundt omkring er omgivet af Lottes Klæder og Alberts Dokumenter og disse Møbler, som jeg nu er saa venligt-fortrolig med, ja om det saa er dette Blækhus, saa tænker jeg: Se, hvad du nu betyder for dette Hus! Alt i alt! Dine Venner ærer dig! Du skænker dem ofte Glæde, og dit Hjerte har den Tro, det ikke kunde slaa uden de levede . . , og dog . . . hvis du nu gik, hvis du tog Afsked med denne Kres? Hvor længe, hvor længe mon de vilde føle den Flænge som Tabet af dig river i deres Tilværelse? Hvor længe?

Aa, saa forgængeligt er Mennesket, at det endog der, hvor det har sit Hjertes sande Hjem, dyr, hvor det skaber det eneste reneste Billede af sin Tilværelse, i sine kæres Minde og Sjæl, at det ogsaa der skal udslukkes og blive til intet - og det saa snart!

Den 27. Oktober.

Jeg er ofte lige paa Randen til at sønderrive mit Bryst og knuse min Hjerne, over at man kun kan være saa lidt for hinanden.

Ak, den Kærlighed, Glæde, Varme og Fryd, jeg ikke selv bringer med, vil en anden heller ikke skænke mig, og med et Hjerte, fuldt af jubel og Glæde vilde heller ikke jeg kunne gøre en anden lykkelig, der staar kold og uden Kraft foran mig.

Om Aftnen.

Jeg besidder saa meget; Følelsen for hende opsluger alt. Jeg besidder saa meget og uden hende bliver dog alt mig intet.

Den 3o. Oktober.

Har jeg ikke hundrede Gange lige været ved at falde hende om Halsen?

Store Gud, du ved, hvordan et Menneske er til Mode, der ser saa megen Elskelighed strømme sig i Møde fra alle Sider og ikke vover at gribe til! Og det at gribe til er dog Menneskehedens naturligste Drift.

Griber Børnene ikke efter alt, hvad der falder dem ind?

Og jeg?

Den 3. November.

Gud skal vide, jeg lægger mig saa ofte til Sengs med det Ønske, ja mangen Gang med det Haab, ikke at vaagne mer: Naar Morgnen kommer, slaar jeg Øjnene op, ser Solen igen og er elendig.

Aa, om jeg kunde føle mig vranten og lunefuld, kunde skyde Skylden paa Vejret, paa en tredje, paa et fejlslagent Foretagende, saa vilde Mismodets uudholdelige Byrde dog kun halvt hvile paa mig.

Ve mig, jeg føler kun alt for sandt, Skylden alene med hele sin Vægt hviler paa mig - og al IkkeSkyld!

Nok er det, Kilden til alle Kvaler er skjult i mig selv som engang Kilden til al grænseløs Fryd.

Er jeg da ikke mere det samme Menneske, der fordum hensynsløst levede i sin Følelses Vælde, for hvem et Paradis grønnedes og voksede for Fode for hvert et Skridt, der havde et Hjerte, der var stort nok til at omslutte hele Verden i sin Kærlighed? Og dette Hjerte er nu dødt, fra det strømmer ikke længere Henrykkelser, mine Øjne er tørre, og min Verden af Tanker og Reflektioner, der ikke bliver kvæget af livsskabende Taarer, faar min Pande til angstfuldt at rynke sig.

Jeg lider meget; thi jeg har mistet, hvad der var mit Livs eneste Fryd, den hellige, livssprudlende Kraft, hvormed jeg skabte Verdner om mig! Den er borte!

Naar jeg ser ud af mit Vindue mod det fjerne Højdedrag, hvor Morgensolen bryder frem gennem Taagen over dets Hovede og beskinner den tavse Engbund, og den blide Flod slynger sig frem mod mig mellem sine nøgne Pile - aa, saa stivnet som et lakeret Billede staar denne prægtige Natur for mig, og al denne Fryd formaar ikke at lade en Draabe Salighed rinde fra mit Hjerte til min Hjerne og'dette Menneske staar for Guds Aasyn som en udtørret Brønd, som et Kar, der er sønderknust ved Kilden.

Jeg har ofte kastet mig til Jorden og bedt Gud om '1'aarer, som en Agerdyrker om Regn, naar Himlen er haard som et Sværd, og jorden omkring ham vansmægter sig til Døde!

Men, ak, jeg føler det, Gud giver ikke Regn og Solskin paa vore heftigt fremstormende Bønner, og hine Tider, som det martrer mig at tænke paa, hvorfor var de saa fuldkomment lykkelige? Uden netop af den Grund: at jeg med Taalmod ventede hans Aands Komme og tog imod den frydefulde Naade, han udgød over mig, af et helt og inderligt taknemligt Hjerte!

Den S. November.

Hun har bebrejdet mig mine smaa Udskejelser! Og paa en saa indtagende Maade!

Mine smaa Udskejelser, at jeg mangen Gang lader mig forlede al' det første Glas Vin til at drikke en hel Flaske.

- Gør det ikke, sagde hun, tænk paa Lotte!

Tænke! sagde jeg, behøver De mon at befale mig det? Jeg tænker - og jeg tænker ikke! De vaager bestandig over min Sjæl. I Dag sad jeg paa den Plet, hvor De fornylig steg ud af Vognen

Hun talte nu om noget andet for at jeg ikke skulde fordybe mig inderligere i dette Tema.

Min kære, gode Ven! Jeg er kaput! Hun kan gøre med mig, hvad hun vil.

Den 15. November.

Jeg takker dig, Wilhelm, for din hjertelige Medfølelse, for dit Raad, der røber saa fin en Tankegang og beder dig være rolig.

Lad mig stride ud. jeg har i al min Dødtræthcd endnu Kraft nok til at holde ud og komme igennem.

Jeg har Ærefrygt for Religionen, det ved du. jeg føler, den er mangen en udmattet en Stav, mangen en vansmægtende kølig Vcderkvægelse.

Kun et - kan den da, skal den da være det for enhver? Naar du betragter den store Verden, ser du Tusinde, for hvem den ikke var det, Tusinde, for hvem den ikke vil blive det, prædiket eller ikke prædiket for dem: og skal den da være det for mig? Siger ikke selv Guds Søn, at de skulde være om ham, som Faderen har givet ham? Om jeg nu ikke er givet ham? Hvis nu Faderen vil beholde mig for sig selv, som mit Hjerte tilsiger mig det?

jeg beder dig, misforstaa ikke dette! Se ikke Spot i disse uskyldige Ord! Det er min hele Sjæl, jeg her lægger nøgen for dig! Ellers saa' jeg hellere, jeg havde tiet: som jeg i det hele taget nødigt ødsler med Ord om alt dette, hvorom enhver ved lige saa lidt som jeg.

Hvad andet er Menneskets Skæbne: at lide sin Lod til Bunds, tømme Bægeret til sidste Draabe?

Og blev Kalken selv den himmelske Gud for bitter paa hans Menneskelæber, hvorfor skal jeg saa være stor paa det og lade som smagte den mig lifligt?

Og hvorfor skulde jeg føle Skam i dette frygtelige Nu, da mit hele Væsen sitrer mellem Væren og IkkeVæren, da Fortiden som et Lyn lysner henover Fremtidens mørke Afgrund, og alt omkring mig synker til Bunds og Verden gaar under med mig . . .

Og den Stemme, der skriger: Min Gud! Min Gud, hvorfor har du forladt mig! - udgaar denne Røst ikke fra det elendige Væsen, der helt overladt til sig selv, ingen Rygrad ejer og ustandseligt styrter nedad, mens det tænderskærende, med de yderste og sidste Kræfter spændte, søger at holde sig fast og kravle opad?

Og skulde jeg da skamme mig for dette Raab, skulde jeg føle Angst for dette Øjeblik, da det end ikke undgik ham, der ruller Himlene sammen som et Klæde?

Den 21. November.

Hun ser ikke, hun føler ikke, hun bereder en Gift, der vil tilintetgøre mig og hende. Og jeg, jeg drikker langsomt med sand Vellyst Bægret ud, hun rækker mig til min Undergang. Hvad skal det blide, smukke Blik betyde, som hun ofte . . . ofte? . . . nej, ikke ofte, men dog mangen Gang betragter mig med . . . Den fine Venlighed, hvormed hun besvarer et uvilkaarligt Udslag af min Følelse . . . Den Sympati med min Liden, der saa klart læses af hendes Pande?

I Gaar, da jeg gik, rakte hun mig Haanden og sagde: Farvel, kære Werther!

Kære Werther! Det var første Gang, hun kaldte mig: Kære! og det gik mig til Marv og Ben.

Jeg har gentaget det hundrede Gange, mensjeg var ene, og i Gaar Nat, da jeg var ved at gaa i Seng og snakkede allehaande Ting med mig selv, sagde jeg saadan uden at tænke over det:

God Nat, kære Werther!

Og kunde bagefter ikke lade være at le over mig selv.

Den 22. November.

Jeg kan ikke bede: Lad mig beholde hende.

Og alligevel forekommer det mig ofte, hun er min.

Jeg kan ikke bede: Giv mig hende! Thi hun er en andens. Jeg siger forskellige kløgtige Ting til mine Smerter. Hvis jeg slappede Tøjlen paa mig selv en Smule, vilde det blive et helt Litani af Antiteser.

Den 24. November.

Hun føler, hvor jeg lider.

I Dag er hendes Blik trængt dybt ind i mit Hjerte.

Jeg fandt hende alene; jeg sagde intet og hun saa' paa mig.

Og jeg saa' ikke mere i hende den elskelige Skønhed, ikke mere den klare, lysende Aand; det var altsammen forsvundet for mine Øjne . . .

Et langt mere straalende Blik fængslede mig, fuldt af den inderligste Deltagelse, den sødeste Medlidenhed.

Hvorfor turde jeg dog ikke kaste mig for hendes Fødder, hvorfor turde jeg ikke med Haanden om hendes Nakke svare med Tusinde Kys?

Hun tog sin Tilflugt til Klaveret og henaandede med yndig, sagteklingende Stemme Harmonier til sit Spil.

Aldrig har jeg set hendes Læber saa bedaarende; det var som om de tørstigt aabnede sig for at inddrikke de søde Toner, der som et Kildevæld sprudlede frem af Instrumentets Dyb . . . og kun det lønlige Ekko lød tilbage fra den rene Mund.

Ja, blot jeg lyslevende kunde skildre dig det!

Jeg gjorde ikke længere Modstand, jeg bøjede mig og svor: Aldrig vil jeg vove at trykke et Kys paa jer, I Læber, som himmelske Aander beskytter . . .

Og dog . . . jeg vil . . .

Aa, ser du, der staar som en Skillemur for min Sjæl . . . Denne grænseløse Lykke . . . Og saa sone denne Synd med sin egen Undergang? . . .

Denne Synd?

Den 26. November.

Ofte siger jeg til mig selv: Din Skæbne er enestaaende; pris de øvrige lykkelige - saadan er endnu ingen blevet martret.

Saa læserjeg en af Fortidens Digtere, og jeg har en Fornemmelse som saa' jeg ind i mit eget Hjerte. Jeg har saa meget jeg maa lide og staa igennem!

Ak, har mon Mennesker allerede før mig været saa ulykkelige?

Den 30. November.

Det er min Skæbne: jeg skal ikke finde mig selv igen! Hvor jeg gaar hen, møder mig et eller andet, der bringer mig ud af Fatning.

I Dag! Aa, Skæbne! Aa, Menneskehed!

Jeg gaar i Middagstiden en Tur afsides for mig selv langs Vandet. Jeg havde ingen Appetit. Alt var øde, en fugtig-kold Vestenvind blæste ned fra Bjerget, og de graa Regnskyer trak sammen ind over Dalen.

Et Stykke borte saa' jeg et Menneske i en medtaget, grøn Frakke, som kravlede rundt mellem Klipperne og syntes at søge efter Urter.

Da jeg kom nærmere hen til ham, og han ved den Støj, jeg foraarsagede, vendte sig om, saa' jeg et saare interessant Ansigt, hvis Hovedtræk var en stille Melankoli, men ellers ikke røbede andet end et ligevægtigt, godt Sindelag. Hans sorte Haar var med Naale sat op i to Bukler og Resten flettet sammen i en stærk Haarpisk, der hang ham nedad Ryggen.

Da hans Klædedragt syntes at angive ham som et Menneske af ringe Stand, tænkte jeg, han ikke vilde blive stødt over, at jeg med Opmærksomhed fulgte hans Adfærd, og af den Grund spurgte jeg ham, hvad han søgte efter?

- jeg søger, svarede han med et dybt Suk, efter Blomster . . . og finder ingen.

- Det er jo heller ikke Aarstiden, indvendte jeg smilende.

- Der gives saa mange Blomster, sagde han og kom ned til mig. I min Have er der to Slags Roser og Kaprifolier, den ene Art har min Fader givet mig, de gror som Ukrudt . . .,Jeg søger nu allerede paa anden Dag efter dem og kan ikke finde dem. Der udenfor er ogsaa altid Blomster, gule og blaa og røde, og Tusindgyldenurten har en smuk lille Blomst. Ingen af dem kan jeg finde.

jeg mærkede, der var noget sælsomt ved ham, og derfor spurgte jeg ad en Omvej:

- Hvad vil han da med Blomsterne?

Et forunderligt skælvende Smil fortrak hans Ansigt.

- Naar han ikke vil forraade mig, sagde han og lagde Fingren paa Munden, jeg har lovet min Skat en Buket Blomster, saadan er det!

- Det er jo fortræffeligt, sagde jeg.

- Aa, svarede han, hun ejer mange andre Sager, hun er rig.

Og dog synes hun om hans Buket, fortsatte jeg . . . - Aa, svarede han, hun har juveler og en Krone.

- Hvad hedder hun da?

-- Naar Generalstaterne blot vilde betale mig, vedblev han, saa vilde jeg være et andet Menneske! Ja, der var engang en Tid, da jeg havde det saa godt! Nu er alt tabt for mig . . . Nu er jeg . . .

Et taarefyldt Blik mod Himlen fortalte alt.

- Han var altsaa lykkelig? spurgte jeg.

- Ak, jeg vilde ønske, jeg var saadan igen, sagde han. Saa godt havde jeg det, saa glad var jeg, saa sprælsk som en Fisk i Vandet!

- Heinrich, raabte en gammel Kone, der kom frem paa Vejen, Heinrich, hvor gemmer du dig? Vi har søgt dig overalt! Kom hjem at spise!

- Er det Eders Søn, spurgte jeg og traadte hen til hende.

- Ja i Sandhed, det er min stakkels Søn, svarede hun. Gud har lagt et tungt Kors paa mig.

- Hvorlænge har det været saaledes, spurgte jeg

- Saa rolig, sagde hun, har han nu været et halvt Aar. Gud være lovet, han dog er saa vidt. Før, da var han et helt Aar rasende og laa i jern paa Galehuset. Nu gør han ingen Fortræd, kun skal han stadig omgaas Konger og Kejsere. Han var saadan et roligt, godt Menneske, der hjalp med at underholde mig og skrev saadan en smuk Haandskrift; og paa en Gang bliver han tungsindig, falder i en hidsig Feber og fra den i Raseri, og nu er han som De ser . . . Naar jeg skulde fortælle Dem, Herre . . .

Jeg afbrød hendes Ordstrøm med Spørgsmaalet:

- Hvad var det for en Tid, han priser saa højt, og hvor han var saa lykkelig og glad i enhver Henseende?

- Det taabelige Menneske, udbrød hun og smilede medlidende, da tænkte han paa den Tid, han var ude af sig selv, den lovpriser han altid; det er den Tid, han var paa Galehuset, hvor han intet vidste af sig selv . . .

Som et Tordenslag slog det ned i mig; jeg trykkede hende et Pengestykke i Haanden og forlod hende hastigt.

- Da du var lykkelig, udbrød jeg, mens jeg hurtigt gik i Retning af Byen, da du var kaad til Mode som Fisken i Vandet!

Gud i Himlen! Har du gjort det til Menneskenes Skæbne, at de ikke er lykkelige, før de kommer til deres Forstand og naar de mister den igen! Ulykkelige Menneske! Og alligevel, hvor misunder jeg dig dit Tungsind, Sindsforvirringen, hvor under du vansmægter!

Du gaar ud, fuld af Haab, for at plukke Blomster til din Dronning - i Vinterens Hjerte - og bliver bedrøvet, fordi du ingen finder og begriber ikke, hvorfor du ikke kan finde nogen. Og jeg . . . jeg vandrer af Sted uden Haab, uden Maal, og vender tilbage, som jeg er kommet.

Din Indbildningskraft foregøgler dig, hvor stor= artet du vilde føre dig, hvis Generalstaterne betalte dig. Lykkelige Sjæl! der kan takke en jordiskHindring Savnet af sin Lyksalighed! Du føler ikke, du føler ikke, at i dit eget sønderknuste Hjerte, i din egen forvirrede Hjerne bor din egen Ulykke, fra hvis Magt alle jordens Konger ikke kan befri dig.

Gid den maatte gaa til Grunde uden Trøst, der spotter en syg, der rejser til den fjerneste Kilde, som kun vil gøre hans Sygdom farligere og hans sidste Dages Strid blot mere smertefuld!

Maatte den gaa til Grunde, der hovmoder sig over det forpinte Hjerte, som for at blive fri for Samvittighedens Nagen og rense sin Sjæl for alle Lidelser gør en Pilgrimsfærd til den hellige Grav. Hvert Skridt der river hans Saaler itu paa ubanet Vej, er en Draabe Lindring for den angstfulde Sjæl, og efter hver Dagsrejse, der er tilbagelagt under Kvaler, lægger Hjertet sig til Hvile, mange Trængsler lettere.

Og 1 tør kalde det Illusioner; I Ordskvaldrere, der hviler paa Magelighedens bløde Hynder . . .

- Illusioner? Aa, Gud, du ser mine Taarer. Skulde du da, du der skabte Mennesket ringe nok, ogsaa have givet det Brødre, der fraranede det den Smule Fattigdom, den Smule Fortrøstning, det har til dig, til dig, du Altelskende! Thi Tilliden til en helbredende Urt, til Vinens Mysterium, hvad er det andet end Tillid til dig, til at du i alt, der omgiver os, har nedlagt Kræfter der kan lindre og læge, og hver Time paa Dagen har vi dem behov . . .

Fader, du som jeg ikke kender! Fader, du som fordum fyldte min Sjæl til Randen og nu har vendt dit Aasyn bort fra mig! Kald mig til dig! Ti ikke længere! Din Tavshed vil ikke holde denne tørstende Sjæl tilbage . . .

Og vilde et Menneske, en Fader, kunne vredes naar hans Søn, der pludselig og uformodet vender hjem, falder ham om Halsen og raaber:

- Jeg er hjemme igen, Fader! Bliv ikke vred over, at jeg brød den Vandring af, jeg efter din Vilje skulde have holdt længere ud paa.

Verden er ens overalt; efter Slid og Arbejde følger Løn og Glæde . . . men hvad skal jeg med alt dette?

For mig er der kun godt, hvor du er, og for dit Aasyn vil jeg lide og nyde.

Og du, kære, himmelske Fader, skulde vise ham bort fra dig?

Den 1. December.

Wilhelm! Det Menneske jeg skrev til dig om, den lykkeligt ulykkelige, var Skriver hos Lottes Fader, og en Lidenskab for hende, han nærede, længe skjulte og tilsidst røbede og af hvilken Grund han blev sat fra Tjenesten, har gjort ham sindssyg.

Føl af disse kolde, stive Ord, med hvilken Vanviddets Magt denne Historie har grebet mig, da Albert fortalte mig den lige saa roligt som du maaske læser den.

Den 4. December.

Jeg beder dig . . .

Ser du, for mig er Spillet ude . . .

Jeg kan ikke holde det ud længere ...

I Dag sad jeg i hendes Nærhed . . . sad der. Hun spillede paa sit Klaver alle mulige Slags Melodier, og med hele denne Nerve . . . denne fine, dirrende Nerve . . . Ja, hvad vil du, jeg skal sige?

Hendes lille Søster pyntede sin Dukke paa mit Knæ. Taarerne stod i mine Øjne. Jeg bøjede mig frem, jeg saa' hendes Vielsesring . . . mine Taarer strømmede . . .

Og paa én Gang gled hun over i den gamle, himmelsk søde Melodi, saadan paa en Gang, og en Fornemmelse af Trøst gik gennem min Sjæl og en Erindring om det forgangne, om de Tider, da jeg hørte Sangen, om Modgangens sørgelige Perioder siden, om de fejlslagne Forhaabninger . . . og saa . . .

Jeg gik op og ned i Stuen; mit Hjerte var ved at staa stille under Presset af alt det der strømmede ind over mig . . .

- For Guds Skyld, sagde jeg, og fo'r hen imod hende med et heftigt Udbrud, for Guds Skyld hold op!

Hun holdt op og saa' paa mig med et stivnet Ansigt.

- Werther, sagde hun med et Smil, der gik mig gennem Sjælen, Werther, De er meget syg! Deres Livretter smager Dem ikke mere. De maa hellere gaa! jeg beder Dem - se dog at blive roligere!

jeg rev mig løs fra hende, - og Gud, du ser min Elendighed; du vil snart gøre en Ende paa den.

Den 6. December.

Hvor hendes Skikkelse forfølger mig!

Vaagen og i Drømme beherskes min Sjæl helt af hende!

Her, hvor jeg lukker Øjnene, her i min Pande, hvor den indre Synskraft skabes, staar hendes mørke Øjne! Her! Jeg kan ikke udtrykke det for dig!

Lukker jeg mine Øjne til, saa er de der. Som et Hav, som en Afgrund hviler de foran mig, i mig, fylder min Pandes mylrende og længselsfulde Tanker.

Hvad er dog Mennesket, den forherligede Halvgud! Fattes det ikke netop der Kræfterne, hvor det stærkest havde dem behov?

Og naar det knejser i Fryd eller synker hen i Smerter, bliver det da ikke baade i Fryd og Smerte holdt tilbage lige i det Øjeblik, det længtes efter at gaa op i Uendelighedens Fylde, og bragt tilbage til den matte, kølige Bevidsthed?

Udgiveren til Læseren.

Hvor meget ønskede jeg dog, der fra vor Vens sidste mærkelige Dage var blevet efterladt saa mange egenhændige Vidnesbyrd, at jeg ikke havde nødig at afbryde Rækken af hans efterladte Breve med min Fortælling.

Det har ligget mig alvorligt paa Sinde at samle koncise Efterrctninger fra deres Haand, der maatte have intimere Kendskab til hans Historie. Den er ligetil, og alt hvad der er blevet fortalt stemmer overens indtil de mindste Enkeltheder. Kun om Sindelaget hos de Mennesker, der lever i den, er Meningerne forskellige og Dommene delte.

Hvad stod der da tilbage andet for os end at fortælle det som vi under gentagne Anstrengelser havde kunnet bringe for Dagens Lys; samvittighedsfuldt at indføje den afdødes efterladte Breve, og ikke agte selv den mindste Optegnelse, der blev fundet, for ringe og uden Værd; især, da det er saa vanskeligt at opspore de ejendommeligste, afgørende Motiver, endog blot til en enkelt, isoleret Handling, naar det drejer sig om Mennesker, der ikke er af almindelig Art.

Mismod og Lede havde slaaet bestandigt dybere Rødder i Werthers Sjæl, slynget sig fastere ind i hinanden, og lidt efter lidt forvandlet hele hans Væsen.

Hans Aands Harmoni var fuldkommen tilintetgjort; en indre voldsom Gløden, der satte alle Kræfter i dyb Bevægelse, fik de mest frastødende Virkninger til Følge, og skænkede ham tilsidst kun en Art Udmattelse, mod hvilken han kæmpede med langt større Angst i Sjælen end den der tidligere drev ham frem under de haarde Slag.

Den Hjerteangst han levede i, fik hans Aands øvrige Evner til at smuldre bort. Hans Livfuldhed, hans lysende Klarsyn. Han blev en bedrøvelig Mand at komme sammen med i Selskab; bestandigt ulykkeligere og bestandigt uretfærdigere, jo ulykkeligcrc han blev.

I det mindste siger Alberts Venner det; de hævder, at Werther ikke havde evnet at bedømme en Mand med en klar og fast Karakter, der nu var blevet Besidder af en længe attraaet Lykke, og at han heller ikke forstod, hvorfor denne Mand maatte handle som han gjorde for at værne denne Lykke ogsaa i de kommende Dage; Werther, der saa at sige for hver Dag der kom, ødslede hele sin Formue op, for saa, naar det blev Aften, at lide Armod og Nød.

Albert, siger de, havde ikke forandret sig paa saa kort Tid, han var stadigt den samme, som Werther kendte fra Begyndelsen, satte saa højt og ærede. Han elskede Lotte over alt, han var stolt af hende og ønskede ogsaa at vide hende berømmet af alle som den herligste Skabning. Skulde man derfor synes det var underligt, om han ønskede endog ethvert Skin af Mistanke fjernet fra hende, om han ikke i det øjeblik havde Lyst til at dele dette kostelige med nogen anden, selv paa den uskyldigste Vis?

De indrømmer, Albert ofte har forladt sin Kones Værelse, naar Werther var hos hende, men ikke af Had, end mindre af Modvilje overfor sin Ven, kun, fordi han har følt, denne tyngedes af hans Nærvær.

Lottes Fader var blevet overfaldet af et Ildebefindende, der tvang ham til at holde sig inden Døre; han sendte sin Vogn efter hende og hun kørte derud. Det var en smuk Vinterdag; den første Sne var faldet tæt og dækkede hele Egnen.

Den næste Morgen gik Werther ud efter hende, for, hvis Albert ikke skulde komme og hente hende hjem, at ledsage hende tilbage.

Det klare Vejr kunde kun øve ringe Magt over hans bedrøvede Sind; et dumpt Tryk laa over hans Sjæl; de sørgmodige Billeder stod hele Tiden for ham og vilde ikke vige, og hans Sind kendte ingen anden Bevægelse end fra den ene smertelige Tanke til den anden.

Da han levede i evig Ufred med sig selv, syntes ham ogsaa andres Tilstand stadigt farligere og mere forvirret. Han troede, at han havde ødelagt det smukke Forhold mellem Albert og hans Hustru og han gjorde sig Bebrejdelser derover, hvori en skjult Harme mod Ægtemanden blandede sig.

Hans Tanker kresede ogsaa undervejs om dette Emne:

- ja, ja, sagde han til sig selv og skar Tænder indvendig; dette er den tillidsfulde, blide og venlige hensynsfulde Omgang, den rolige, sikre Troskab! Mæthed og Ligegyldighed er det! Drager ikke enhver elendig Forretning ham mere end denne dyrebare, kostelige Kvinde? Ved han at skatte sin Lykke? Ved han at omgive hende med den Nænsomhed, hun fortjener? Han besidder hende, nu vel, han besidder hende . . . jeg ved det, som jeg ogsaa ved noget andet. Jeg tror at have vænnet mig til denne Tanke, alligevel vil den gøre mig gal, ude af mig selv, vil maaske endog tilintetgøre mig . . . Og har da Venskabet holdt sig rent og uanfægtet? Ser han ikke allerede i min Hengivenhed for Lotte et Indgreb i sine Rettigheder, i min Opmærksomhed mod hende en Art stille Bebrejdelse? Jeg véd det vel, jeg føler det: han ser mig ikke medGlæde, han ønsker, jeg fjernedes fra hende; min Nærvær er ham til Besvær.

Ofte sagtnede han sin hurtige Gang, ofte stod han stille og syntes at ville vende om. Men alligevel blev han stadigt ved at gaa fremefter og var under disse Tanker og Enetaler med sig selv endelig - ligesom mod sin Vilje - kommet til Jægerhuset.

Han traadte ind ad Døren, spurgte efter den gamle og efter Lotte. Han fandt Huset i en temmelig heftig Bevægelse. Den ældste Dreng fortalte ham, der skulde være hændt en Ulykke derovre i Wahlheim, en Bonde skulde være blevet dræbt.

Det gjorde ikke videre Indtryk paa ham. Han traadte ind i Stuen, og fandt Lotte i Færd med at formane den gamle, der trods sin Sygdom vilde tage derover for paa Pladsen og Stedet at undersøge Gerningen.

Gerningsmanden var endnu ukendt; man havde fundet den myrdede om Morgnen foran Husdøren, og man havde gjort sine Gisninger: den dræbte var Karl hos en Enke, der tidligere havde haft en anden i Tjeneste, der mcd Ufred var kommet af Gaarde.

Da Werther hørte det, fo'r han heftigt op.

- Er det muligt, udbrød han, jeg maa derover, jeg kan ikke hvile et Øjeblik.

Han skyndte sig tilbage til Wahlheim; enhver Erindring stod lyslevende for ham, og han tvivlede ikke et Øjeblik paa, at det Menneske, der havde begaaet Gerningen, var det samme som det han saa mangen Gang havde talt med, der var blevet ham saa dyrebart.

Da han maatte forbi Lindetræerne for at komme til Kroen, hvor de havde lagt Liget ind, følte han Forfærdelse og Frygt slaa sig i Møde ved Synet af den Plads, der ellers var ham saa kær. Den Dørtærskel, hvorpaa Nabobørnene saa ofte havde leget, var besudlet med Blod. Kærlighed og Troskab, de skønneste menneskelige Følelser, havde forvandlet sig til Vold og Mord. De stærke Træer stod uden Løv og dækkede af Rim. De skønne Hegn, der hvælvede sig udover den lave Kirkegaardsmur, stod uden Løv, og Gravstenene tittede frem gennem Aabningerne, dækkede af Sne.

Da han nærmede sig Kroen, foran hvis Facade heleLandsbyen stod forsamlet, rejste der sig paa en Gang et Skrig.

Man fik i det Fjerne Øje paa en Flok bevæbnede Mænd, og alle og enhver raabte, nu førte man Gerningsmanden hid. Werther saa' derhen og forblev ikke længe i Tvivl. ja! Der var Karlen, der elskede hin Enke saa højt, den samme han for nogen Tid siden havde truffet gaaende om i tavs Harme, i hemmelig Fortvivlelse.

- Hvad har du dog begaaet, ulykkelige! raabte Werther og gik Fangen i Møde.

Denne betragtede ham stille, tav, og sagde endelig roligt: Ingen skal have hende, og hun skal ikke have nogen!

Man førte Fangen ind i Kroen, og Werther ilede bort.

Mødet med dette vældige og forfærdelige havde rystet hans Væsen i dets Grundvold. Et Øjeblik blev han revet ud af sin Sorg, sit Mismod, sin haabløse, trætte Given-sig-Skæbnen-i-Vold; uimodstaaeligt blev han grebet af Sympati og en grænseløs Lidenskab for at frelse dette Menneske betog ham.

Han følte, hvor ulykkelig denne Mand var, han fandt ham selv som Forbryder saa helt uden Skyld; saa intenst følte han sig ind i det andet Menneskes Situation, at han var fuldkommen overbevist om ogsaa at kunne faa andre til at begribe det.

Allerede ønskede han at kunne tale hans Sag, allerede strømmede de fvfuldeste Ord over hans Læber; han skyndte sig af Sted til Jagthuset og kunde undervejs ikke lade være med halvhøjt at fremsige alt det, han havde til Hensigt at udvikle for Amtmanden.

Da han traadte ind i Stuen, var Albert til Stede. Dette forstemte ham et Øjeblik. Dog fattede han sig hurtigt igen og fremstillede ildfuldt sine Anskuelser og Følelser for Amtmanden. Denne rystede nogle Gange paa Hovedet, og skønt Werther med den livfuldeste og stærkeste Lidenskab, der lyste af Sanddruhed, fremførte alt hvad et Menneske kunde sige til Forsvar for et andet, saa forblev Amtmanden, som man kan tænke, den han var og lod sig ikke røre deraf. Han lod end ikke vor Ven tale ud, modsagde ham hidsigt og dadlede ham, han tog en Snigmorder i Forsvar. Han forklarede ham, enhver Lov paa den Maade vilde blive ophævet, Statens Sikkerhed fuldkommen knust; desuden føjede han til, at han i en Sag af den Art intet kunde foretage sig uden at paabyrde sig det største Ansvar. Alt maatte gaa efter sin Orden, som Retten bød det.

Werther gav endnu ikke tabt overfor disse Ræsonnementer, men bad blot om, Amtmanden vilde se igennem Fingre med, man hjalp Mennesket paa Flugt! Ogsaa dette afslog Amtmanden ham.

Albert, der endelig blandede sig i Samtalen, hævdede samme Anskuelse som den gamle; Werther blev overstemt, og i frygtelig Kval begav han sig paa Vej, efter at Amtmanden nogle Gange havde ytret:

- Nej, det er umuligt at frelse ham!

Hvor dybt disse Ord har boret sig ind i ham, læser vi af en lille Seddel, der laa mellem hans Papirer, og som uden Tvivl er skrevet paa den Dag:

Du er ikke til at frelse, ulykkelige!

»Jeg ser meget vel, vi ingen Frelse har at haabe paa.«

Hvad Albert tilsidst havde udtalt om Fangens Sag i Amtmandens Nærvær, havde været Werther imod i højeste Grad. Han troede at have sporet nogen Animositet mod sig selv deri, og selv om det hurtigt ved nøjere Eftertanke ikke undgik hans Skarpsindighed at de to Mænd maatte have Ret, saa forekom det ham dog, som om han skulde fornægte sit inderste Selv, hvis han skulde tilstaa det, skulde indrømme det.

En lille Notits, der rører ved dette, og som maaske udtrykker hans hele Forhold til Albert, finder vi mellem hans Papirer:

Da Aftnen var blid, og Vejret saa smaat var ved at slaa over i Tø, gik Lotte sammen med Albert tilbage til Fods. Mens de gik, saa' hun sig engang imellem om, akkurat som om hun savnede Werthers Ledsagelse.

Albert begyndte at tale om ham. Han dadlede ham, bedømte ham dog samtidig med Retfærdighed og Skønsomhed. Han berørte Werthers ulykkelige Lidenskab og udtalte Ønsket om, det maatte være muligt at faa ham til at rejse bort.

- Jeg ønsker det ogsaa for vor Skyld, sagde han, og jeg beder dig, tilføjede han, se at faa ham til at optræde anderledes overfor dig, faa ham til sjældnere at aflægge Besøg. Folk lægger efterhaanden Mærke til det, og jeg ved, man hist og her har talt om det.

Lotte tav og Albert syntes at have følt hendes Tien. I det mindste efter den Tid talte han ikke mere om Werther til hende, og naar hun strejfede Emnet, afbrød han Samtalen eller drejede den bort i en anden Retning.

Det spildte Forsøg, Werther havde gjort for at frelse den ulykkelige, var den sidste Opblussen af Flammen i et Lys, der skal dø. Han hensank nu blot des dybere i Smerte og Uvirksomhed; især blev han næsten helt ude af sig selv, da han hørte, man maaske endogsaa kunde indstævne ham til Vidne mod dette Menneske, der nu var begyndt bevidst at benægte.

Alt hvad der nogen Sinde havde mødt ham af ubehageligt i hans begivenhedsrige Liv, den fortrædelige Oplevelse ved Gesandtskabet, alt hvad der før havde slaaet fejl for ham, alt hvad der nogen Sinde havde voldt ham Krænkelse, strømmede nu atter gennem hans Sjæl og vilde ikke vige. Han fandt sig ved alt dette saa at sige berettiget til intet at foretage sig, han fandt sig udelukket fra ethvert Haab„ ude af Stand til at tage fat i snart hvilket som helst Holdepunkt, ud fra hvilket man ellers kaster sig ind i det almindelige Liv og dets Interesser.

Fuldkommen givet sin forunderlige Følelse i Vold, sin Tænkemaade og en grænseløs Lidenskab, under den evige Ensformighed: det sørgmodige Møde med den elskelige og elskede Skabning, hvis Ro han forstyrrede, vandrede han saa tilsidst, i stormfuld Kraft, der blev ødet uden Maal og Med, for hvert Skridt en sørgmodig Afslutning nærmere.

Om hans Forvirring, hans Lidenskab, hans rastløse Indfald og pludselige energiske Glimt, om hans Livstræthed, er nogle efterladte Breve, som vi vil indsætte her, de stærkeste Vidnesbyrd.

Den 12. December.

Kære Wilhelm, jeg er i en Tilstand som den hine ulykkelige maa have været i, om hvem man troede,, de blev kastet hid og did af en ond Aand. Ofte griber det mig - det er ikke Angst, ikke Begær - det er en indre navnløs Rasen, der truer med at sønderrive mit Bryst, der snører Struben sammen paa mig! Ve! Ve! Og saa flakker jeg rundt paa denne menneskefjendske Aarstids Skueplads for Nat og Rædsel.

I Gaar Aftes maatte jeg ud. Det var pludseligt faldet ind med Tøvejr. Jeg havde hørt, Floden skulde være gaaet over sine Bredder, alle Bække svulmet op, og min kære Dal fra Wahlheim og her ned til under Oversvømmelse!

Om Natten efter Elleve løb jeg ud i det Fri.

Et forfærdende Skuespil!

At se den kogende og larmende Flod hvirvle ned over Klippen i Maanelyset, henover Agre og Enge og Hegn og alt, og den brede Dal fra øverst til nederst fraade som en stormende Sø under Blæstens Brusen!

Og naar saa Maanen igen traadte frem, og rugede over den mørke Sky, Floden bølgede mig i Møde, mens et stort, frygteligt Skær glimtede fra dens Dyb og dens Røst klang: da slog en Gysen mig, og: Længsel, Længsel!

Ak, med udrakte Arme stod jeg foran Afgrunden og aandede ud: Derned! Derned! Og gav mig hen i den Fryd, det vilde være at storme derned med mine Kvaler og Lidelser! Bruse bort som Bølgerne!

Aa, men hæve Foden fra jorden kunde du dog ikke og gøre en Ende paa alle Kvaler!

Mit Ur er endnu ikke løbet ud, jeg føler det!

Aa, Wilhelm, hvor gerne havde jeg ikke givet min Mennesketilværelse for med denne Stormvind at sønderrive Skyerne og sætte Bølgerne i Oprør! Ha! Og bliver mon ikke engang den jubel Livsfangen til Del?

Og da jeg vemodigt saa' ned mod en lille Plet, hvor jeg engang dvælede sammen med Lotte under et Piletræ, paa en solskinshed Spadseretur . . . da var ogsaa den oversvømmet, og det var knap, jeg genkendte Pilen, Wilhelm! Og hendes Enge, tænkte jeg, Egnen omkring hendes Jagthus! Hvor ødelagt af den stride Strøm er nu ikke vor Løvhytte, tænkte jeg. Og en Solstraale fra Fortidens Dage brød igennem, som for den fangne en Drøm om Hjorder, Enge og Æresbevisninger!

Jeg stod urørlig.

Nu ringeagter jeg ikke mig selv! Thi jeg har Mod til at dø!

jeg har

Nu sidder jeg her som en gammel Kvinde, der sanker sit Brænde langs Hegnene, som var det Aks, et efter et, og faar sit Brød ved Dørene, for endnu et Øjeblik at forlænge og mildne en Tilværelse, der glædesløs, langsomt dør hen.

Den 14,. December.

Hvad er dog det, min kære! Jeg bliver bange for mig selv! Er ikke min Kærlighed til hende den helligste, reneste og broderligste Kærlighed? Har jeg nogen Sinde følt et Ønske i min Sjæl, jeg maatte skamme mig over?

Højtideligt at forsikre derom, tør jeg ikke!

Og nu . . . disse Drømme!

Aa, hvor sandt følte de Mennesker, der tilskrev ukendte Magter saa modstridende Virkninger!

Denne Nat! jeg skælver ved at sige det, holdt jeg hende i mine Arme, fast trykket til mit Bryst, og dækkede hendes elskovshviskende Mund med uendelige Kys; mit øje saa' i hendes salig Lyst funkle! Gud! Er jeg skyldig . . . jeg der selv ogsaa i dette Nu føler en henrykt Salighed ved hensynsløst og inderligt at kalde disse flammende Glæder tilbage i Erindringen?

Lotte! ... Lotte!

Der er intet mere tilbage for mig! Mine Sanser forvirres, de sidste otte Dage harjeg ikke haft nogen Selvkontrol længere, mine Øjne er fulde af Taarer.

Jeg er intetsteds vel, jeg er vel overalt! jeg ønsker intet, begærer intet.

Bedre var det mig, om jeg gik bort.«

Beslutningen om at forlade Verden, havde i denne Tid, under Vilkaar af den Art, bestandig vundet større Kraft i Werthers Sjæl.

Efter Tilbagekomsten til Lotte havde det stadigt været hans sidste Mulighed og Haab. Dog havde han sagt til sig selv, det ikke skulde være noget overilet, ikke nogen rask Bedrift, han vilde gøre dette Skridt med den roligst mulige Overlegenhed og Fasthed.

Hans Tvivl, hans Strid med sig selv, lyser frem af en lille Seddel, der sandsynligvis er et paabegyndt Brev til Wilhelm, og som uden Dato er blevet fundet blandt hans Papirer:

»Hendes Nærvær, hendes Skæbne, hendes Deltagelse for mig og mit tvinger endnu den sidste Taare ud af min udbrændte Hjerne.

At løfte Forhænget og træde ind bag det! Derom drejer det hele sig! Og hvorfor denne Ængsten og Tøven? Fordi man intet ved om, hvorledes der ser ud bag det? Og fordi man ikke vender tilbage? Og at det nu engang ligger i vor Aands Karakter at ane Forvirring og Mørke der, hvor vi intet bestemt ved.«

Omsider blev han mere og mere fortrolig og intim med den sørgelige Tanke, og hans Vilje fast og uigenkaldelig.

Efterfølgende dobbelttydige Brev, han skrev til sin Ven, afgiver et Vidnesbyrd herom.

Den 2o. December.

»Jeg takker dig for din kærlige Omhu, Wilhelm, at du har opfattet Ordet saaledes.

Ja, du har Ret. Bedre var det for mig, om jeg gik bort. Det Forslag, du gør mig om at vende tilbage til jer, behager mig ikke ganske; i det mindste vilde jeg gerne gøre endnu en Smule Omvej, især da vi har Grund til at haabe paa lang Frost og gode Veje.

Ogsaa er det mig meget kært, du vil komme og afhente mig; tøv endnu en fjorten Dage og afvent endnu et Brev fra mig med yderliggere Besked.

Det er nødvendigt, intet bliver plukket, før det er modent. Og fjorten Dage fra og til gør meget.

Min Moder skal du sige, at hun skal bede for sin Søn, og at jeg beder hende om Tilgivelse for al den Sorg og Ærgrelse, jeg har voldt hende.

Det var nu min Skæbne at bedrøve dem, jeg skulde have skænket Glæde!

Lev vel, min inderlig kære Ven! A1 Himlens Velsignelse lyse over dig!

Lev vel!«

Hvad der i denne Tid gik for sig i Lottes Sjæl, hvordan hendes Sind var overfor hendes Mand, overfor hendes ulykkelige Ven, tror vi os neppe med Ord i Stand til at skildre, selv om vi straks, med Kendskab til hendes Karakter, kan danne os en Antydning af et Begreb derom, og en skøn, kvindelig Sjæl vil kunne tænke sig ind i hendes og føle med hende.

Saa meget er sikkert, hun var selv fast besluttet paa at gøre alt, for at faa Werther fjernet, og naar hun tøvede, var det en Skaansomhed, udsprunget af hendes Hjerte og Venskab, da hun vidste, hvor meget det vilde koste ham, ja at det næsten vilde være ham umuligt. Dog blev hun i denne Tid efterhaanden drevet til at gøre Alvor af det. Hendes Mand tav fuldkommen om dette Forhold, som hun ogsaa stedse havde tiet derom, og netop af den Grund betød det saare meget for hende i Gerning at vise, at hendes Tænkemaade var hans værd.

Den samme Dag Werther havde skrevet det sidst indskudte Brev til sin Ven, det var Søndag før jul, kom han om Aftnen til Lotte og fandt hende alene. Hun var i Færd med at bringe noget Legetøj i Orden som hun havde gjort færdig til sine smaa Søskende til julegaver.

Han talte om den Fornøjelse, de smaa vil have deraf, og om de Tider, da Døren der uventet blev aabnet og Tilsynekomsten af et straalende Træ med Vokslys, Sukkergodt og Æbler bragte en i en paradisisk Henrykkelse.

- De skal, sagde Lotte, og skjulte sin Forlegenhed under et kærligt Smil, ogsaa De skal faa en julegave, hvis De er rigtig artig; en Voksstabel og ogsaa noget andet.

- Og hvad kalder De at være artig? udbrød han. Hvorledes skal jeg være? Hvordan kan jeg da være, kæreste Lotte?

- Torsdag Aften, sagde hun, er juleaften. Saa kommer Børnene, og min Fader ogsaa, da faar enhver sit, saa kommer De ogsaa - men ikke før!

Werther studsede.

- Jeg beder Dem, vedblev hun, det er nu engang saadan; jeg beder Dem for min Sjælefreds Skyld, det kan ikke, det kan ikke blive saaledes ved!

Han vendte sine Øjne bort fra hende, gik frem og tilbage i Stuen og mumlede mellem Tænderne: Det kan ikke blive saaledes ved!

Lotte, der følte den frygtelige Tilstand, disse Ord havde bragt ham i, søgte ved alle Slags Spørgsmaal at faa hans Tanker paa andre Baner, men forgæves.

- Nej, Lotte, udbrød han, jeg skal ikke se Dem igen!

- Hvorfor det, spurgte hun, Werther, De kan, De skal se os igen! Blot maa De tøjle Dem selv! Aa, hvorfor er De dog blevet født med denne Heftighed, denne uimodstaaeligt tvingende Lidenskab for alt, hvad De engang har taget ind til Deres Hjerte!

- Jeg beder Dem, vedblev hun og tog ham ved Haanden, De maa tøjle Dem selv! Deres Aand, Deres Kundskaber, Deres Talenter, hvad byder det Dem ikke for mangfoldige Arter af Fornøjelser og Glæder. Vær en Mand! Vend denne sørgelige Hengivenhed bort fra en Skabning, der intet kan gøre andet end beklage Dem!

Han skar Tænder og saa' mørkt paa hende.

Hun holdt hans Haand i sin.

- Vær blot et Øjeblik helt rolig, Werther, sagde hun. Føler De ikke, De narrer Dem selv, med Vilje ødelægger Dem selv! Hvorfor dog mig, Werther, just mig, en andens Ejendom? Just det? Jeg frygter, ja jeg frygter for det kun er Umuligheden af at besidde mig, der gør dette Ønske saa skønt og dragende for Dem!

Han drog sin Haand ud af hendes og betragtede hende med et stivt, harmfuldt Blik.

- Viist, saare viist, raabte han, har Albert maaske gjort denne Bemærkning? Klogt, meget klogt!

- Den kan enhver gøre, svarede hun. Og skulde der i den vide Verden ikke være en ung Pige, der opfyldte Deres Hjertes Ønsker? Overvind Dem selv der, søg derefter, og jeg sværger Dem til, De vil finde hende; thi allerede længe har den Isolering, De hele denne Tid har bandlyst Dem til, ængstet mig, baade for Deres og for vor Skyld! Overvind Dem selv! En Rejse vil, maa kunne adsprede Dem! Søg, find Dem et Væsen, der er Deres Kærlighed værd og vend saa tilbage og lad De os sammen nyde Glæderne ved et sandt Venskab!

- Det kunde man, sagde han med en kold Latter, lade trykke og anbefale til alle Hovmestres Bevaagenhed. Kære Lotte! und mig blot endnu en lille Rest af Ro, alt bliver som det skal!

- Blot endnu dette, Werther, at De ikke kommer før juleaften!

Han vilde svare; Albert traadte ind i Stuen. Man bød et koldt: God Aften! og gik forlegen frem og tilbage i Værelset ved Siden af hinanden. Werther begyndte en ligegyldig Samtale, der snart var slut; Albert ligeledes, hvorpaa han spurgte sin Kone om nogle bestemte Hverv, og da han hørte, de ikke var blevet udførte, sagde han nogle Ord til hende, der forekom Werther kolde, ja endog haarde.

Han vilde gaa, kunde ikke faa sig til det og tøvede saa længe, til Klokken blev henad Otte; da hans Misstemning og Uvilje stadig var blevet stærkere, ventede han, til man begyndte at dække Bord og tog saa Hat og Stok.

Albert indbød ham til at blive; men han, der kun troede at høre en almindelig Høflighedsfrase deri, takkede koldt og gik bort.

Han kom hjem, tog Lyset ud af Haanden paa Tjeneren, der vilde lyse for ham og gik alene ind i sit Værelse, hulkede højt, talte harmfuld med sig selv, gik heftigt frem og tilbage i Stuen og kastede sig endelig, uden at klæde sig af, paa Sengen, hvor Tjeneren fandt ham, da han hen mod Elleve dristede sig til at gaa ind for at spørge om han skulde trække Herrens Støvler af, hvad han lod ham gøre og forbød derpaa Tjeneren at komme ind i Værelset den næste Morgen før han maatte kalde paa ham.

Mandag Morgen tidlig, den en og tyvende December, skrev han følgende Brev til Lotte, som man efter hans Død har fundet forseglet paa hans Skrivebord og overgivet hende, og som jeg her vil hidsætte brudstykkevis, saaledes som det af Omstændighederne synes klart, at han har skrevet det.

»Det er besluttet, Lotte, jeg vil dø, og det fortæller jeg dig uden romantisk Overspændthed, rolig, paa den Dags Morgen, da jeg for sidste Gang skal se dig.

Naar du læser dette, min kære, dækker allerede den kølige Grav de stivnede Rester af den urolige, ulykkelige, der i sit Livs sidste Øjeblikke ingen fuldere Sødme kender end at tale med dig.

Jeg har haft en frygtelig Nat, og, ak, en gavnlig Nat. Den er det, der har gjort min Beslutning haard, har bestemt den: jeg vil dø!

Da jeg i Gaar rev mig løs fra dig i mit forfærdelige Sindsoprør, da alt dette stormede ind over mit Hjerte, og min haabløse, glædeløse Tilværelse i din Nærhed gik op for mig og jernhaardt greb mig i al sin rædselsfulde Kulde - knap naaede jeg mit Rum, jeg kastede mig, ude af mig selv, paa mine Knæ, og, aa Gud, du skænkede mig den sidste Husvalelse . . . de bitreste Taarer!

Tusind Planer, tusind Ideer og Muligheder hærgede min Sjæl, og tilsidst stod den der, fast, hel, den sidste, eneste Tanke: jeg vil dø!

,Jeg lagde mig; og nu til Morgen, i den rolige Opvaagnens Time, staar den endnu fast, endnu stærk i mit Hjerte: jeg vil dø!

Det er ikke Fortvivlelse; det er den sikre Overbevisning om, jeg har baaret det saa længe et Menneske kan gøre det, og at jeg ofrer mig for dig.

ja, Lotte, hvorfor skulde jeg fortie det for dig? En af os tre maa bort, og det maa være mig, der er den ene!

Aa, du kæreste, i dette sønderrevne Hjerte har denne afsindige, gale Tanke ofte sneget sig ind . . . at myrde din Mand . . . dig . . . mig . . . saadan være det da!

Naar du stiger op paa Bjerget en smuk Sommeraften, saa tænk paa mig, hvor ofte jeg saaledes kom vandrende op fra Dalen . . . og se saa over mod Kirkegaarden til min Grav!

Hvor Blæsten dog faar det høje Græs til at bølge i Skæret af Solen, der gaar ned.

jeg var rolig, da jeg begyndte, men nu, nu græder jeg som et Barn - alt dette bliver saa levende om mig.

Hen mod Klokken Ti kaldte Werther paa sin Tjener og under Paaklædningen sagde han til ham: da han nogle Dage vilde rejse bort, skulde han i den Anledning banke hans Klæder og gøre alt i Stand til Indpakningen. Desuden gav han ham Ordre til at forlange Regningerne præsenterede overalt, afhente nogle udlaante Bøger og forudbetale nogle fattige, han hver Uge plejede at give noget, deres bestemte Beløb for to Maaneder.

Han lod Maden bringe sig ind paa Værelset, og efter Bordet red han ud til Amtmanden, hvem han ikke traf hjemme.

Han gik melankolsk frem og tilbage i Haven og syntes endnu tilsidst at ville begrave sig i al Erindringens Tungsind.

De smaa lod ham ikke længe have Ro; de forfulgte ham, sprang op ad ham, fortalte ham, at naar det blev Morgen og i Morgen engang til og saa endnu en Dag skulde de hente julegaverne hos Lotte, og de berettede for ham alle de Mirakler, deres lille Indbildningskraft foregøglede dem.

- I Morgen! udbrød han, og saa igen i Morgen! Og endnu en Dag! og kyssede dem alle hjerteligt og vilde til at forlade dem, da den lille endnu havde noget at hviske ham i Øret. Han røbede for ham, de store Brødre havde skrevet smukke Nytaarslykønskninger, saa store! Og en til Papa, en til Albert og Lotte og ogsaa en til Hr. Werther; de vilde overrække ham den Nytaarsdag.

Dette overmandede ham; han forærede hver af dem noget, satte sig til Hest, sendte den gamle sin Hilsen og red bort med Taarer i Øjnene.

Hen mod Klokken Tem kom han hjem, gav Pigen Befaling til at se efter Ilden og sørge for den brændte til ud paa Natten.

Tjeneren bød han at pakke Bøger og Linned nederst i Kufferten og indsy Klæderne. Derpaa skrev han sandsynligvis følgende Afsnit af sit sidste Brev til Lotte.

»Du venter mig ikke! Du tror, jeg vilde være lydig og først gense dig juleaften! Aa, Lotte! I Dag eller aldrig mere! Juleaften holder du dette Papir i din Haand, skælver og væder det med dine kære Taarer. Jeg vil! Jeg maa! Aa, hvor godt er det dog ikke for mig, jeg har taget min Beslutning.«

Lotte var imidlertid kommet ind i en besynderlig Sindstilstand.

Efter den sidste Samtale med Werther havde hun følt, hvor tungt det vilde falde hende at skilles fra ham; hvad han vilde lide, naar han skulde forlade hende.

Det var rent en passant i Alberts Nærvær blevet sagt, Werther ikke vilde komme igen før juleaften; og Albert var redet bort til en Embedsmand i Nabolaget, med hvem han havde Forretninger at afgøre og hvor han skulde blive Natten over.

Hun var nu alene, ingen af hendes Søskende var hos hende; hun gav sig hen i sine egne Tanker, der stille kresede om hendes Forhold. Hun saa' sig nu for evigt bundet til den Mand, hvis Kærlighed og Troskab hun kendte og af Hjertet var hengiven, hvis rolige, trygge Paalidelighed ret af Himlen syntes bestemt til en smuk og god Kvinde skulde grunde sit Livs Lykke derpaa; hun følte, hvad han for bestandig vilde være og betyde for hende og Børnene.

Paa den anden Side var Werther blevet hende saa dyrebar. Straks fra det første Øjeblik af deres Bekendtskab havde deres Sind paa saa skøn en Vis klinget og tonet sammen; siden var den lange Tid kommen, hvor de færdedes sammen; saa mange rige og intense Øjeblikke - uudsletteligt havde de gravet deres fine Skrift ind i hendes Hjerte.

Alt hvad hun følte og tænkte af Værd, var hun vant til at dele med ham. Hans Bortfjernelse truede med at rive en Flænge i hele hendes Væsen, der ikke saa let lod sig lukke.

Aa, havde hun i dette Øjeblik dog kunnet forvandle ham til en Broder, hvor lykkelig vilde hun da have været! Havde hun blot faaet Lov til at gifte ham bort med en af sine Veninder, havde hun kunnet nære Haab om ogsaa at bringe hans Forhold til Albert i Orden igen!

Hun havde en efter en gennemgaaet Rækken af sine Veninder og fandt hos enhver af dem noget at udsætte, fandt ingen, hun havde undt ham.

Under alle disse Betragtninger følte hun for første Gang dybt, uden at gøre sig det helt klart, at hendes Hjertes hemmelige Begær var at beholde ham for sig selv; og hviskede dog til sig selv, hun ikke kunde, ikke turde beholde ham.

Hendes rene, skønne, ellers saa lette Sind, der saa let lægede alt, følte Byrden af et Tungsind som Vandringen mod Lykken intet kender til.

Hendes Hjerte var besværet; og en bedrøvet Sky spejlede sig i hendes Øje.

Halv Syv var Klokken blevet; da hørte hun Werther komme op ad Trappen og snart genkendte hun hans Trin og hans Stemme, der spurgte efter hende.

Hvor slog dog hendes Hjerte, og vi tør vel næsten sige for første Gang ved hans Ankomst.

Hun havde helst ladet sig nægte hjemme for ham, og da han traadte ind, raabte hun ham i Møde i en Art lidenskabelig Forvirring:

- De har ikke holdt Ord!

- jeg har intet lovet, var hans Svar.

- Saa skulde De i hvert Fald have givet efter for min Bøn, bemærkede hun, jeg bad Dem om det for vore begges Ro.

Hun vidste slet ikke, hvad hun sagde, lige saa lidt, hvad hun gjorde, da hun sendte Bud efter nogle Veninder for ikke at være alene med Werther.

Han lagde nogle Bøger hen, han havde bragt med sig, spurgte efter andre, og hun ønskede snart, hendes Veninder vilde komme, snart de vilde blive borte.

Pigen kom tilbage og bragte den Besked, de begge bad sig undskyldt, de kunde ikke komme.

Hun vilde lade Pigen sidde med sit Arbejde i Værelset ved Siden af; men fattede sig og tog en anden Beslutning.

Werther gik frem og tilbage i Stuen. Hun satte sig ved Klaveret og slog an til en Menuet; den vilde ikke strømme. Hun tog sig sammen og satte sig rolig hen til Werther, som havde sat sig paa den Plads, han plejede, i Kanapeen.

- Har De intet at læse? spurgte hun.

Han havde intet.

- Dér i min Skuffe, begyndte hun, ligger Deres Oversættelse af nogle af Ossians Sange. jeg har endnu ikke læst dem, thi jeg haabede stadigt paa at høre disse Vers læst af Dem; hidtil har det ikke kunnet træffe sig, ikke villet lade sig gøre.

Han smilede, hentede Digtene, en Skælven gennemfor ham, da han tog dem i Hænderne, og hans øjne stod fulde af Taarer, da han saa' i dem.

Han satte sig ned og læste:

»Stjerne i den dæmrende Nat, skøn funkler du i Vest, hæver dit straalende Hovede af Sky, vandrer i Pragt henover Højen. Hvad skuer du efter paa Heden? De stormfulde Vinde har lagt sig; fra det fjerne kommer Elvens Rislen; brusende leger Bølger ved Klippen, fjernt; Aftenfluernes Summen sværmer henover Agrene. Hvad bliver du var, skønne Lys? Men du smiler og gaar; lykkelige Bølger omgiver dig og bader dit liflige Haar. Lev vel, rolige Stjerne! Gry, du herlige Lys fra Ossians Sjæl!

Og det funkler i sin Kraft. Jeg ser mine bortgangne Venner, de samler sig paa Lora som i de Dage, der er farne hen. Fingal kommer som en klam Taagesøjle; om ham er hans Helte, og se! Sangens Barder! Graanede Ullin! Prægtige Ryno! Alpin, elskelige Sanger! Og du blidt klagende Minona!

Hvor forandrede er I, mine Venner, siden de festlige Dage paa Selma, da vi bejlede til Sangens Ære, Foraarsluftninge, der lunefulde bølger hen langs Højen og bøjer det sagte hviskende Græs.

Frem traadte da Minona i sin Skønhed, med nedslaaet Haar og taarefyldt Øje; tungt flagrede hendes Haar i det urolige Vejr, der stod ned fra Højen.

Mørkt blev der i Heltenes Sjæl, da hun hævede den liflige Stemme; thi ofte havde de set Salgars Grav, ofte den hvide Colmas dunkle Bolig.

Colma, forladt paa Højen, med denne Røst af straalende Vellyd! Salgor lovede at komme! Rundt om blev det Nat.

Hører Colmas Stemme, da hun sad paa Højen, ene.

COLMA.

Det er Nat! -jeg er ene, overladt til min Skæbne paa den stormfulde Høj. Blæsten bruser i Bjærgene. Strømmen styrter hylende ned over Klippen. Ingen Hytte beskytter mig mod Regnen, jeg forladte paa den stormfulde Høj.

Træd, o Maane, frem af dine Skyer! Lys, du Nattens Stjerne! Før mig et eller andet funklende Lys frem til det Sted, hvor min elskede hviler, træt af jagtens Besvær, med Buen slap ved sin Side, sine Hunde snusende omkring sig! Men her maa jeg sidde ene paa Klippen, Strømmen vokser i Vælde. Strømmen og Stormen bruser, jeg hører ikke min elskedes Røst.

Hvorfor tøver min Salgar? Har han glemt sit Ord? - Der er Klippen og Træet og her den vildt brusende og sydende Strøm! Her lovede du at være, naar Natten brød frem! Ak, hvor har min Salgar forvildet sig hen? Med dig vil jeg gerne fly, forlade Fader og Broder! De stolte! Længe var vore Slægter Fjender, men vi er ikke Fjender, o Salgar!

Ti dog en Stund, o Blæst! Vær tavs en liden Stund, o Strøm! At min Stemme kan klinge gennem Dalen, min Vandrer høre mig! Salgar! Mig er det der kalder! Her er Træet og Klippen! Salgar, min kære! Her er jeg. Hvorfor tøver du med dit Komme?

Se, Maanen lyser frem, i dyb Glans strømmer Floden i Dalen. Graa hviler Klippen opad Højens Sider. Men jeg ser ham ikke deroppe, hans Hunde forkynder ikke glammende hans Ankomst! Her maa jeg sidde alene.

Men hvem er de, som ligger dernede paa Heden?

Min elskede? Min Broder? Tal, o mine Venner! De svarer ikke. Tung af Angst er min Sjæl! - Ak, de er døde! Deres Sværd er røde af Kamp! O, min Broder, min Broder, hvorfor har du dræbt min Salgar? O min Salgar, hvorfor har du dræbt min Broder? I var mig begge saa kære! O du var skøn i vort Højland fremfor Tusinder! Frygt og Gru stod om dig i Slaget! Svar mig! Hør min Stemme, I mine dyrebare! Men ak, de er stumme! stumme for evig! Kold som jorden er jert Bryst!

O, døde Aander, tal fra Højens Klipper, fra Bjergets stormombruste Tinde! Tal! I Knæ skal jeg ikke synke af Gru! Hvorhen er I gangne til Hvile? I hvilke Bjerge skal jeg finde eders Grav? Ingen svag Stemme fornemmer jeg i Blæsten, intet blidt flagrende Svar i Stormen, der vandrer over Højen. I min Elendighed dvæler jeg her, under Taarer bier jeg paa Morgnen.

Grav Graven, I, de dødes Venner, men luk den ikke til før jeg kommer. Mit Liv forgaar som en Drøm, hvorfor skulde jeg blive tilbage? Her vil jeg bo med mine Venner, ved Strømmen der bruser forbi den ekkoklingende Klippe!

Naar Nat sænker sig over Højen og Blæst hvirvler over Heden, skal min Aand bo i Blæsten og sørge over mine Venners Død. Jægeren hører mig bag sit Løv, frygter min Stemme og elsker den; thi sød skal min Røst klinge over mine Venner, de var mig begge saa kære!

Det var din Sang, o Minona, Tormans blidt rødmende Datter. Vore Taarer strømmede for Colma's Skyld og vor Sjæl blev mørk. Ullin stod frem med sin Harpe og kvad os Alpins Sang - Alpins Stemme var fuld af Behag, Rynos Sjæl en Straale af Ild. Men allerede længe hvilede de i den trange Bolig og deres Stemme var døet hen over Selma.

Engang, endnu før Heltene faldt, vendte Ullin tilbage fra jagten. Han hørte deres Væddesang paa Højen. Deres Kvad var blidt og tungsindigt. De sang Klagesang over Morar's Fald, den første blandt Helte. Hans Sjæl var som Fingals Sjæl, hans Sværd som Oskars Sværd. - Men han faldt, og hans Fader udbrød i Vcraab, og hans Søsters Øjne stod fulde af Taarer, fulde af Taarer var Minonas Øjne, den herlige Morars Søster.

Hun veg til Side for Ullins Sang, som Maanen i Vest aner den frembrydende, regnfulde Storm og skjuler sit skønne Hovede i en Sky. - jeg slog Harpen med Ullin til Klagens Kvad.

RYNO.

Forbi er Storm og Regn; Middagen er saa munter, Skyerne flygter. Flygtende skinner den lunefulde Sol over Højen. Et rødt Skær hviler over Bjergstrømmen, der vælder ned gennem Dalen. Sød er din brusende Mumlen, Strøm; dog sødere den Stemme jeg hører. Det er Alpin's Røst, han klager over de døde. Hans Hovede er bøjet af Ælde, og rødt hans forgræmmede Øje. Alpin! prægtige Sanger! Hvorfor er du ene paa den tavse Høj? Hvorfor sørger og klager du som Vindstød i Skove, som Bølge ved fjerne Kyst?

ALPIN.

Mine Taarer, Ryno, er for de døde, min Stemme for de der bor i Gravene.

Slank staar du paa Højen, skøn at skue blandt Hedens Sønner. Men som Morar skal du falde, og paa din Grav skal den sørgende sidde. Højlandet vil glemme dig, og din Bue ligge uspændt i Hallen.

Du var let og fyrig, o Morar, som et Raadyr paa Højen, frygtelig som Nattens Ild paa Himlen. Din Harme var en Storm, dit Sværd i Slaget som et Kornmod over Heden. Din Røst var som Skovelvens Brusen efter Regn, som Torden paa fjerne Høje. Mange faldt for din Arm, din Harmes Flamme fortærede dem. Men naar du vendte hjem fra Kamp, hvor fredelig var da din Pande! Dit Aasyn lignede Solen efter Uvejr, lignede Maanen i den tiende Nat, dit Bryst var roligt som Havet, naar Stormens Brusen har lagt sig.

Snæver er din Bolig! Rugende mørk din Plads! Med tre Skridt maaler jeg din Grav, o, du der før var saa mægtig! Fire Sten med mosgrønne Hoveder er dit eneste Minde; et nøgent Træ, højt Græs, hvori Vinden hvisker, viser Jægerens Øje den mægtige Morars Grav. Ingen Moder har du til at græde over dig, ingen Pige med Elskovens Taarer. Død er hun der fødte dig, givet i Skæbnens Hænder er Morglan's Datter.

Hvem kommer der, støttet til sin Stav? Hvem er han, hvis Hovede er hvidt af Ælde, hvis Øjne røde af Taarer? Det er din Fader, o Morar! Fader til en eneste Søn! Han hørte om dit Ry i Kampen; han hørte om Fjendernes søndersplittede Skarer; han hørte Morar's høje Hæder! Ak, intet om hans dybe Vunde? Græd, Fader til Morar! Græd; men din Søn hører dig ikke! Dyb er de Dødes Søvn, uædel deres Hynde af Støv! Aldrig ænser han Stemmen, aldrig vaagner han paa dit Raab.

O, naar sprænger Daggryet Graven for at byde den sovende: Vaagn!

Far hen med Fred, du ædleste blandt dødelige, du Erobrer i Kampen! Men aldrig skal Slagmarken se dig mere! Aldrig den mørke Skov gennemlysnes fra Glansen i dit Staal! Du lod ingen Søn tilbage, men Sangen skal værne dit Navn; kommende Tider skal høre om dit Ry, høre om den faldne Morar!

Højt tonede Heltenes Sorg; lydeligt Armin's bristende Suk. Ham mindede det om hans Søns Død; han faldt i Ungdommens Dage. Carmor sad Helten nær, Herre til det ekkoklingende Galmal. Hvorfor hulker og klager Armin? sagde han, hvad Grund er her til at græde? Toner ikke Kvad og Sang for at fryde og smelte vore Sjælc? De er som den sagtmodige Taage, der stiger af Havet og falder som straalcnde Dug over Dalen og Væden fylder de friske Blomster; men Solen kommer igen i sin Kraft, og Taagen er borte.

Hvorfor er du saa bedrøvet og fuld af Klage, Armin, Hersker over det havombruste Gorma?

Bedrøvet og fuld af Klage! Nu vel, det er jeg og ikke ringe er Grunden til min Ve!

Carmur! Du mistede ingen Søn, mistede ingen frodigt blomstrende Datter; Colgar, den tapre, lever, og Annira, den skønneste blandt Piger. Din Slægts Grene blomstrer, o Carmor; men Armin er sin Stammes sidste. Mørkt er dit Leje, o Daura, tung er din Søvn i Graven. - Naar vaagner du med dine Sange, med din sødtklingende Røst? Op, I Høstens Storme! Bryd frem, storm hen over den tungsindige Hede! Brus, I frodige Skovelve! Hyl, I Storme der bor i Egenes Kroner! Far gennem sønderrevne Skyer, o Maane, lad os i Glimt ane dit, blege Aasyn!

Lad den frygtelige Nat igen med Magt stige op i min Erindring, da mine Børn kom af Dage, da Arindal, den mægtige, faldt, og Daura, den prude og skønne, døde.

Daura, skøn var du, min Datter! Skøn som Maanen, der staar over Højene ved Fura, hvid som den nye Sne, sød som den bølgende Luft! Arindal, din Bue var stærk, din Lanse hastig i Kamp, dit Blik uudgrundeligt som Taagen paa Bølgen, dit Skjold en Ildsky i Stormen!

Armar, med stort Ry i Krigen, kom og bejlede til Dauras Kærlighed; snart gav hun ham sit ja. Prægtige var deres Venners Haab.

Erath, Odgal's Søn, bar Nag; thi hans Broder laa dræbt for Armars Haand. Han kom forklædt som Skipper. Smuk var hans Snekke paa Bølgen, hvide hans Lokker af Ælde, roligt hans alvorlige Ansigt.

- Skønneste blandt Piger, sagde han, Armins fagre Datter, der ved Klippen, ikke langt til Søs, hvor den røde Frugt fra Træet funkler os i Møde, der venter Armar paa Daura;jeg er draget hid for at føre hans Kærlighed over den brusende Sø!

Hun fulgte ham og raabte efter Armar; intet svarede uden Klippens Røst. Armar! min elskede! min elskede! Hvorfor skræmmer du mig saa? Lyt, Arnath's Søn! Lyt! Daura er det, der kalder paa dig!

Erath, Forræderen, flygtede leende mod Land. Hun hævede sin Stemme, raabte paa sin Fader og Broder: Arindal! Armin! Er der ingen af eder, der vil frelse Daura? Hendes Stemme klang over Havet.

Arindal, min Søn, vandrede ned fra Højen, blodbestænkt og haard fra jagten; Pile klirrede ved hans Lænd, Buen bar han i Haanden, fem sortegraa Hunde fulgte ham. Han saa' den dumdristige Erath paa Bredden, greb ham og bandt ham til en Eg; fast snærede han ham om Hofterne, den fangne fyldte Blæsten med sin Stønnen.

Arindal lagde ud paa Bølgen med sin Baad, for at bringe Daura over. Armar kom i sin Harm, afsendte den graafjedrede Pil, den klang, den sank i dit Hjerte, o Arindal, min Søn! I Erath, Forræderens Sted, gik du til Grunde. Baaden naaede Klippen, ned over den faldt han og døde. For dine Fødder strømmede din Broders Blod. Stor var din Smerte, Daura!

Bølgerne knuste Baaden. Armar styrtede sig i Søen for at frelse sin Daura eller dø. Brat fo'r et Stormkast fra Højen henover Bølgerne; han sank og hans Ansigt saa's ikke mere.

Men paa den havombruste Klippe hørte jeg min Datters Klage. Mange og høje var hendes Skrig; dog frelse hende, kunde hendes Fader ikke. Den hele Nat stod jeg paa Stranden, jeg saa' hende i Maanens blege Skær, den hele Nat hørte jeg hendes Skrig. Højt larmede Blæsten, og Regnen slog haardt mod Bjergets Side.

Hendes Stemme blev svag, endnu før Gry. Hun døde hen som Aftenbrisen mellem Klippens Græs. Besværet af Ve døde hun og lod Armin alene! Henfaren er min Styrke i Strid, mit stolte Mod blandt Møer mig berøvet!

Naar Bjergets Storme bryder frem, naar Nordenvinden bringer Havet i voldsom Storm, sidder jeg ved den tordnende Kyst og skuer mod den frygtudstraalende Klippe.

Ofte ser jeg i den synkende Maane mine Børns Aander, halvt skjult i Taage vandrer de to sammen i tungsindig Endragt.«

En Strøm af Taarer, der brød frem af Lottes Øjne og skaffede hendes forpinte Hjerte Luft, standsede Werther i hans Oplæsning. Han slyngede Papiret fra sig, greb hendes Haand og græd de bitreste Taarer. Lotte hvilede sit Hovede i den anden Haand og skjulte sine Øjne i Lommetørklædet. Begge var i den heftigste Bevægelse. De følte deres egen Ulykke genspejlet i de ædles Liv, følte det begge intenstog deres Taarer blev et.

Werthers Læber og Øjne brændte mod Lottes Arm; en Skælven rystede hende; hun vilde rive sig løs; Smerte og en dyb sympatisk Følelse hvilede bedøvende, med Blyvægt paa hende. Hun aandede dybt, for at blive sig selv igen, og bad ham hulkende om at læse videre, bad med denne forunderlige, himmelske Stemme!

Werther skælvede; det var som hans Hjerte skulde briste. Han tog Bladet frem og læste med brudt Røst:

»Hvorfor vækker du mig, Foraarsbølge? Du hvisker og tisker: Jeg dugger med Himlens Draaber! Men Tiden er nær, hvor jeg visner og gaar under, nær er Stormen, der spreder mine Blade. I Morgen vil Vandreren komme, komme vil han, der saa' mig i min Skønhed, overalt i det Frie vil hans Øje søge mig og skal mig ikke finde.

Med deres fulde Magt faldt disse Ord paa den ulykkelige. Han kastede sig ned foran Lotte i den ubarmhjertigste Fortvivlelse, greb hendes Hænder, pressede dem mod sine Øjne, mod sin Pande og en Anelse om det frygtelige han havde i Sinde synes et Sekund af fare gennem hendes Sjæl.

Hendes Sanser forvirredes, hun knugede hans Hænder, trykkede dem ind mod sit Bryst, bøjede sig i en blid, vemodig Bevægelse ind mod ham og deres glødende Kinder rørte hinanden.

Verden forgik.

Han slyngede sine Arme omkring hende, tog hende fast i sin Favn og bedækkede hendes sitrende, svagt hviskende Læber med vanvittige Kys.

-- Werther, skreg hun med kvalt Røst og vendte sig bort, Werther! og trak sig blidt ud af hans Favntag. Werther! udbrød hun i en rolig Tone, baaret af den ædleste Følelse.

Han gjorde ingen Modstand; slap hende ud af sine Arme og kastede sig, vanvittig, gal, nedforan hende.

Hun skjalv og fo'r op, og i angstfuld Forvirring, sitrende mellem Elskov og Vrede, sagde hun:

- Det er sidste Gang, Werther! De ser mig ikke mere!

Og med et stort Blik, der straalede af Kærlighed til den ulykkelige, ilede hun ind i Værelset ved Siden af og lukkede Døren i Laas efter sig.

Werther rakte Armene ud efter hende; han havde end ikke Mod til at holde hende tilbage. Han laa paa jorden, med Hovedet lænet mod Kanapeen og i denne Stilling blev han liggende over en halv Time, til en Støj vakte ham og kaldte ham til sig selv igen.

Det var Pigen, der kom for at dække Bordet. Han gik frem og tilbage i Værelset, og da han igen fandt sig alene, gik han hen til Kabinetsdøren og raabte med sagte Røst:

- Lotte! Lotte! Blot et Ord endnu!

Hun tav.

Han ventede og bad og ventede, tøvede; saa rev han sig løs og raabte:

- Lev vel, Lotte! Lev vel for evigt!

Han kom til Byporten. Vægterne, der saa ofte havde set ham vandre, lod ham stiltiende slippe igennem.

Et Fyg af Sne og Regn slog imod ham; og først henad Elleve bankede han paa sin Dør. Hans Tjener bemærkede, da Werther kom hjem, at hans Herre savnede sin Hat. Han dristede sig ikke til at sige noget og hjalp ham af Tøjet; alt var vaadt.

Man har senere fundet denne Hat paa en Klippe, der fra Bjergskrænten luder ind over Dalen, og det er ikke til at fatte, hvorledes han i Mørke den regnfulde Nat har kunnet bestige den, uden at styrte ned.

Han lagde sig til Sengs; sov længe. Tjeneren fandt ham i Færd med at skrive, da han næste Morgen paa hans Kalden bragte ham Kaffen.

Han skrev følgende i Brevet til Lotte:

»For sidste Gang da, for sidste Gang slaar jeg disse Øjne op. Ak, aldrig mere skal de mærke Solens Lys; en sørgmodig, taaget Dag har tilhyllet dem.

Saa sørg da, Natur! Din Søn, din Ven, din Elsker gaar mod sin Grav.

Lotte, det er en Følelse, der er uden Lige, og dog fornemmer vi inderligst denne mørktskinnende Drøm, naar vi siger til os selv: Det er den sidste Morgen.

Den sidste! Lotte, det Ord har slet ingen Betydning for mig: Den sidste!

Staar jeg ikke her i min fulde Kraft? Og i Morgen ligger jeg udstrakt paa jorden, uden Vilje!

Dø! Hvad betyder det? Se, vi drømmer, naar vi taler om Døden.

Mangen har jeg set dø; men saa snævre er Menneskehedens Grænser, at den ikke er gennemtrængt af nogen klar Bevidsthed om sin Tilværelses Begyndelse og Ende.

Endnu i dette Nu: min, din . . . din, aa, elskede! Og om et Øjeblik . . . skilte og fjernede fra hinanden . . . maaske for evigt?

Nej, Lotte . . . Nej! Hvor kan jeg forgaa? Hvor kan du forgaa? Vi er jo!

Forgaa? Hvad vil det sige? Atter et Ord! En tom Lyd, der klinger uden at faa mit Hjerte til at sitre!

Død, Lotte! Slængt ned i jorden! Saa trangt, saa mørkt!

Jeg havde en Veninde, der betød alt for mig i min raadvilde Ungdom. Hun døde, og jeg fulgte hendes Lig og stod ved Graven, da de sænkede Kisten ned, og Rebene skurrende blev borte under den og atter kom til Syne med et Ryk, da de første Skovle ,Jord faldt med et tungt Skred, og Kisten angstfuld gav en dump Lyd tilbage, mere dump og bestandig mere dump . . . og endelig var forsvundet! Jeg styrtede hen til Graven . . . ganske tæt hen til Randen . . . grebet, rystet, skælvende af Angst, med et Hjerte, der var sønderrevet, men jeg vidste ikke, hvad der hændte mig . . . hvad der skal hænde mig . . .

Dø! Grav! Jeg forstaar ikke de Ord!

Aa, tilgiv mig! Tilgiv mig! I Gaar . . . Det havde skullet være mit Livs sidste Øjeblik. Aa, du Engel! For første, første Gang glødede denne salige, henrykte Følelse, voldsomt, magtfuldt gennem hele mit Væsen, min Sjæl og mit Hjerte: Hun elsker mig! Hun elsker mig! Paa mine Læber brænder endnu den hellige Ild, der strømmede fra dine; ny hed Fryd er i mit Hjerte.

Tilgiv mig! Tilgiv mig!

Ak, jeg vidste, du elskede mig, vidste det af det første Blik, der var tungt af din Sjæl, det første Haandtryk . . . og dog, naar jeg igen var borte, naar jeg saa' Albert ved din Side, sank jeg hen i dyb, feberagtig Tvivlen.

Mindes du de Blomster, du sendte mig, dengang du i hint fatale Selskab ikke kunde komme til at sige mig et Ord, ikke række mig en Haand? Aa, jeg har knælet for dette den halve Nat, og de blev Seglet paa din Kærlighed.

Men, ak, disse Indtryk tonede hen, ligesom Følelsen af Guds Naade, der blev skænket den troende i hellige aabenbare Tegn, i guddommelig Rigdom, lidt efter lidt igen, viger bort fra den troendes Sjæl.

A1 dette er dødeligt, men ingen Evighed skal udslukke det glødende Liv, jeg i Gaar nød af dine Læber, som jeg føler i mig! Hun elsker mig! Denne Arm har holdt hende fast, disse Læber har sitret mod hendes, denne Mund har stammet, da den rørte hendes! Hun er min! Du er min! ja, Lotte, for evigt!

Og hvad vil det sige, Albert er din Mand? Mand? Det maa da være for denne Verden - og for denne Verden Synden, at jeg elsker dig, at jeg gerne vil rive dig ud af hans Arme og tage dig i mine!

Synd! Godt . . . Og jeg straffer mig derfor. jeg har smagt den i dens fulde guddommelige Lyst, denne Synd, har suget Livets Fryd og Kraft i mit Hjerte. Fra dette Nu er du min, min, aa Lotte! jeg gaar foran! Jeg gaar til min Fader, til din Fader! Ham viljeg aabenbare min Sorg, og han skal trøste mig, til du kommer, og jeg flyver dig i Møde og tager dig ind til mig og bliver hos dig i evigt Favntag foran den Uendeliges Aasyn.

Jeg drømmer ikke; jeg er ikke vanvittig og taler i Forrykthed. Nu, Ansigt til Ansigt med Graven, bliver det klarere for mig. Aldrig skal vi gaa til Grunde! Vi skal se hinanden igen! Se din Moder! Jeg skal se hende, finde hende, ak, og lade hende se mit aabne, nøgne Hjerte!

Din Moder, dit Søsterbillede!«

Henad Elleve spurgte Werther sin Tjener, om Albert skulde være kommet tilbage? Tjeneren sagde: Ja; han havde set hans Hest blive ført forbi. Derpaa giver hans Herre ham et Stykke Papir uden Kouvert. Deri stod:

»Vilde De vise mig den Elskværdighed at laane mig Deres Pistoler til en forestaaende Rejse?

Lev rigtig vel!«

Den kære Frue havde kun sovet lidt den sidste Nat. Hvad hun havde frygtet, var skæbnesvangert besluttet, besluttet paa en Maade, hun hverken kunde ane eller frygte. Hendes Blod, der ellers strømmede saa rent og let, var i et feberagtigt Oprør; tusinde Slags Følelser fik det skønne Hjerte til at skælve. Var det Ilden, der slog hende i Møde fra Werthers Omfavnelse, hun følte som en Smerte i sit Bryst? Var det Vrede over hans Dristighed? Var det en mismodig Sammenligning mellem hendes Tilstand nu og hine Dage i helt uberørt, frimodig Uskyld og sorgløs Given sig sit Væsen i Vold? Hvordan skulde hun gaa sin Mand i Møde? Hvorledes skulde hun bekende en Scene for ham, hun saa godt turde tilstaa og alligevel ikke havde Mod til at fortælle om? Der havde saa længe hersket Tavshed imellem dem, og skulde hun nu være den første der brød den og netop i det uheldigste Øjeblik bringe sin Ægtefælle en saa uventet Meddelelse?

Allerede den blotte Efterretning om Werthers Besøg, frygtede hun for, vilde gøre et ubehageligt Indtryk paa ham, og saa nu oven i Købet denne uventede Katastrofe! Kunde hun nære et sikkert Haab om, hendes Mand vilde betragte den i det rette Lys, tage den ganske fordomsfrit? Og kunde hun ønske, af Hjertet, han vilde være i Stand til at læse i hendes Sjæl? Og dog - kunde hun forstille sig over for den Mand, for hvem hun bestandig havde staaet gennemsigtig og fri som et krystalklart Glas, og hvem hun aldrig havde kunnet fordølge nogen af sine Følelser og heller ikke i Fremtiden kunde gøre det? Det ene med det andet skabte Uro og Sorg i hende og satte hende i Forlegenhed. Bestandig kresede hendes Tanker om Werther, der var tabt for hende, som det var frygteligt at lade gaa, som hun, ak, maatte overgive til sin egen Skæbne, et Menneske, der naar han havde mistet hende, intet mere havde tilbage i Livet.

Hvor tungt hvilede nu ikke, hvad hun i Øjeblikket, maaske ikke helt kunde gøre sig klart, den Reservation og Faamælthed paa hende, der efterhaanden var vokset op mellem dem!

Saa kloge, saa gode Mennesker begyndte paa Grund af visse hemmelige Uoverensstemmelser at tie overfor hinanden, enhver af dem grublede over den andens Ret og Uret, og Forholdene blevefterhaanden saa vanskelige og fik tilsidst en saa nervøs, hidsig Karakter at det blev umuligt at løse Knuden lige i det kritiske Øjeblik, hvoraf alt afhang. Havde en lykkelig Fortrolighed før hersket mellem dem og bragt dem nøjere sammen, saa havde Kærlighed og Overbærenhed blomstret mellem dem og havde opladt deres Hjerter; maaske havde vor Ven endnu været til at frelse.

Endnu et ejendommeligt Moment kom her til. Werther havde, som vi ved af hans Breve, aldrig gjort nogen Hemmelighed deraf, at han længtes efter at forlade denne Verden. Albert havde ofte skarpt imødegaaet ham paa dette Punkt. Og ogsaa mellem Lotte og hendes Mand havde Talen mangen Gang drejet sig derom.

Da Albert følte en udpræget Modbydelighed ved denne Handling, havde han ofte i en Slags Irritation, der ellers laa helt udenfor hans Karakter, lagt for Dagen, at han fandt megen Grund til at tvivle om Alvoren i et saadant Forsæt; han havde endog tilladt sig at skæmte derover og indgydt Lotte sin Vantro.

Dette beroligede hende ganske vist paa den ene Side, naar hendes Tanker beskæftigede sig med dette sørgmodige Emne, men paa den anden Side følte hun sig ogsaa deraf hindret i at sætte sin Mand ind i den Frygt og de Anelser, der i Øjeblikket voldte hende Uro og Smerte.

Albert kom tilbage, og Lotte gik ham forlegent, sky og hurtigt i Møde. Han var ikke glad; hans Forretning var ikke blevet afsluttet, han havde i Naboembedsmanden truffet et smaattænkende Menneske, der hverken var til at hugge eller stikke i. Ogsaa den slette Vej havde voldt ham Ærgrelse.

Han spurgte, om der var hændt noget, og hun skyndte sig med at svare, Werther havde været der i Gaar Aftes. Han spurgte om der var kommet Breve, og der blev svaret, et Brev og nogle Pakker laa i hans Stue. Han gik derover, og Lotte blev alene.

Den Mands Nærvær, hun elskede og ærede, havde bragt et nyt Indtryk til hendes Hjerte. Erindringen om hans Ædelmod, hans Kærlighed og Godhed havdc gjort hendes Sind roligere, hun sporede en lønlig Lyst til at følge efter ham, tog sit Arbejde og gik ned i hans Værelse, som hun saa ofte plejede at gøre. Hun fandt ham optaget af at lukke Pakkerne op og læse. Nogle af dem syntes ikke at indeholde det mest behagelige. Hun gjorde ham nogle Spørgsmaal, der blev besvaret kort, og derpaa stillede han sig hen ved Pulten for at skrive.

Paa den Maade havde de en Stund siddet ved Siden af hinanden, og det blev blot mørkere og mørkere i Lottes Sind. Hun følte, hvor tungt det vilde falde hende aabent at fortælle sin Mand, om han endog var i det bedste Humør, hvad der laa hende paa Hjerte. Et Tungsind bemægtigede sig hende, der voldte hende des mere Angst, som hun søgte at skjule det og at tilintetgøre sine Taarer.

Tilsynekomsten af Werthers Tjener satte hende i den største Forlegenhed. Han overrakte Billetten til Albert, der roligt vendte sig mod sin Kone og sagde: Giv ham Pistolerne! Til den unge Mand sagde han: Ønsk ham en lykkelig Rejse fra mig!

Det ramte hende som et Tordenslag. Det svimlede for hendes Øjne, da hun rejste sig. Hun vidste ikke af sig selv mere. Langsomt gik hun hen til Væggen; skælvende tog hun Vaabnene ned, pudsede Støvet af og nølede og havde endnu længe tøvet, havde ikke Albert med et spørgende Blik faaet hende til at tage sig sammen.

Hun gav de ulykkebringende Redskaber til Tjeneren, uden at kunne bringe et Ord over sine Læber, og da han havde forladt Huset, lagde hun sit Arbejde sammen og gik ind i sit Værelse, et Bytte for navnløs Uvished.

Hendes Hjerte forudsagde hende alle Rædsler. Snart stod hun lige paa Nippet til at kaste sig for sin Mands Fødder for at aabenbare ham alt, Historien fra i Gaar Aftes, sin Brøde og sine Anelser. Saa øjnede hun atter ingen Udvej for sit Forehavende, maaske kunde hun haabe at overtale sin Mand til at gaa til Werther, det vilde være det hele.

Bordet blev dækket, og en god Veninde, der blot kom for at spørge om noget, straks vilde gaa - og blev, gjorde Samtalen ved Bordet taalelig. Man lagde Baand paa sig selv, man talte, man glemte en Stund at tænke paa sit eget.

Tjeneren bragte Pistolerne til Werther, der med Henrykkelse rev dem ud af Haanden paa ham, da han hørte, Lotte havde givet ham dem.

Han lod sig bringe Brød og Vin, gav Tjeneren Ordre til at gaa hen og spise, satte sig ned og skrev:

»De er gaaet gennem dine Hænder. Du har tørret Støvet af dem. Jeg kysser dem tusinde Gange. Du har rørt ved dem, og du, Himlens Aand fremmer min Beslutning! Og du, Lotte, rækker mig Redskabet, du, af hvis Hænder jeg begærede Døden, og ak, nu ogsaa modtager den!

Aa, hvor har jeg spurgt min Tjener ud! Du skælvede, da du rakte ham dem, du sagde intet Lev vel! Ve mig! Ve mig! Intet Lev vel! Skulde du have lukket dit Hjerte til for mig, for det ØjebliksSkyld, der evigt bandt min Skæbne til din? Lotte, ikke Aar tusinder kan udslukke det Indtryks Magt! Og jeg føler det, det er umuligt for dig at hade den, der gløder saadan for dig.«

Efter Maaltidet befalede han Tjeneren at pakke alt ind der skulde pakkes, sønderrev en Del Papirer, gik ud og bragte endnu nogle smaa Gældsposter i Orden.

Han kom atter hjem, gik igen ud, ligegyldig for Regnen, helt udenfor Byporten, til den grevelige Park, strejfede rundt i Omegnen og kom, da Natten brød frem, tilbage og skrev.

»Wilhelm, for sidste Gang har jeg set Mark og Skov og Himmel. Lev vel, ogsaa du! Kære Moder, tilgiv mig! Trøst hende, Wilhelm! Gud velsigne eder! Mine Sager er alle i Orden.

Lev vel! Vi ses igen og lykkeligere.«

»Jeg har lønnet dig slet, Albert, og du tilgiver mig. Jeg har bragt Ufred i dit Hus. Jeg har bragt Mistro ind mellem jer. Lev vel! Jeg vil bringe en Afslutning paa det hele!

Aa, om I dog maatte blive lykkelige gennem min Død!

Albert, Albert! Gør denne guddommelige lykkelig! Guds Velsignelse lyse over jer og blive hos jer!«

Han ordnede den Aften endnu en Del ved sine Papirer, sønderrev meget og kastede det i Ovnen og forseglede nogle Pakker, der bar Wilhelms Adresse. De indeholdt smaa Afhandlinger, løsthenkastede Tanker, hvoraf jeg har set adskillige. Og efter at han Klokken Ti havde ladet lægge paa Ilden og ladet sig bringe en Flaske Vin, sendte han Tjeneren til Sengs, hvis Værelse ligesom de andre Husfolks Soveværelser laa langt bag i Huset. Tjeneren gik saa og lagde sig med Tøjet paa, for tidlig at kunne være parat. Thi hans Herre havde sagt, Posthestene vilde være foran Huset før Seks.

»Efter Elve.

Alt er saa stille her, og saa rolig min Sjæl. Jeg takker dig, Gud, du skænkede disse sidste Øjeblikke denne Varme, denne Kraft!

Jeg gaar hen til Vinduet, og ser, kæreste, ser endnu enkelte Stjerner lyse igennem de stormfulde, forbisvulmende Skyer paa den evige Himmel. Nej, I skal ikke falde! Den Evige bærer jer ved sit Hjerte og mig!

Jeg saa Stjernestangen i Karlsvognen, det dyrebareste af alle Stjernebilleder. Naar jeg om Natten forlod dig, i det Nu jeg traadte ud af din Port, stod den lige over mit Hovede. I hvilken Henrykkelse har jeg dog ofte ikke set mod den! Ofte har jeg med udrakte Hænder gjort den til Tegnet, det hellige Jærtegn over min Fryd og Salighed dengang og endnu . . . Aa, Lotte! Hvad minder mig ikke om dig! Overalt omgiver du mig! Og har jeg ikke, som et Barn, i overdaadig Ubeskedenhed, tilranet mig hver eneste lillebitte Ting, som du, hellige, har rørt ved!

Det kære Skyggebillede! Jeg skænker dig det tilbage i mit Testamente, Lotte, og beder dig holde det i Ære! Tusind, tusind Kys har jeg trykket derpaa; tusind Hilsner har jeg sendt det, naar jeg gik ud eller kom hjem! Jeg har i en lille Billet bedt din Fader værne om mit Lig.

Paa Kirkegaarden gror der to Lindetræer, i det yderste Hjørne ud mod Marken. Dér ønsker jeg at hvile. Han kan, han vil gøre det for sin Ven. Bed du ham ogsaa! Jeg vil ikke kræve af fromme Kristne, de skal lade deres Legemer lægge ved en stakkels ulykkeligs Side. Ak, helst ønskede jeg, I begravede mig ved Vejen eller i en ensom Dal, at Præst og Levit kunde gaa forbi den mærkede Sten, korsende sig, og Samaritanen græde en Taare.

Nu, Lotte! Jeg gyser ikke tilbage for at tage den kolde, frygtelige Kalk, hvoraf jeg skal inddrikke Dødens Rus! Du rakte mig den, og jeg nøler ikke! Alle! Alle! Alle saa er de opfyldte mit Livs Ønsker og Haab. Saa koldt, saa ubønhørligt haardt er det at banke paa Dødens malmtunge Port!

Aa, om den Lykke dog kunde være blevet min: at dø for dig! Lotte! At give mit Liv for dig! Jeg vilde tapper, jeg vilde glad gaa Døden i Møde, om jeg kunde skænke dig dit Livs Ro, dit Livs rene Lykke igen! Men, ak, kun faa ædle fik den Lod skænket at udgyde deres Blod for deres kære, og ved deres Død tænde et nyt, hundredfoldigt Liv for deres Venner.

I disse Klæder, Lotte, vil jeg begraves. Du har rørt ved dem, helliget dem; derom har jeg ogsaa rettet en Bøn til din Fader.

Min Sjæl svæver over Kisten.

Man skal heller ikke røre ved mine Lommer. Denne blegrøde Sløjfe, du bar ved Brystet, da jeg første Gang saa' dig mellem Børnene . . . aa, kys dem tusinde Gange og fortæl dem deres ulykkelige Vens Skæbne! De kære, nu mylrer de omkring mig! Ak, hvor underlig har jeg dog sluttet mig til dig! Fra det første Øjeblik ikke kunnet lade dig fare! Denne Sløjfe skal begraves med mig. Paa min Fødselsdag gav du mig den! Som jeg ogsaa af Hjertets Lyst tog mod det hele!

Ak, jeg tænkte ikke, Vejen skulde føre mig herhen!

Vær rolig, jeg bønfalder dig, vær rolig!

De er ladte . . . Nu slaar Klokken Tolv . . . Saa lad det ske!

Lotte! Lotte! Lev vel, lev vel!

En Nabo saa Skudglimtet og hørte Skudet falde. Da alt derefter vedblev at være stille, tænkte han ikke synderligt derover.

Om Morgnen Klokken Seks træder Tjeneren ind med Lyset. Han finder sin Herre paa Gulvet, Pistolen og Blodet. Han raaber; han rører ved ham; intet Svar, han rallede blot. Han løber efter Lægen, efter Albert, Lotte hører Dørklokken kimer, en Skælven ryster alle hendes Lemmer. Hun vækker sin Mand; de staar op; hulkende fremstammer Tjeneren Efterretningen, Lotte taber Bevidstheden og styrter ned foran Albert.

Da Lægen kom til den ulykkelige, fandt han ham liggende paa Gulvet. Der var intet Haab. Pulsen slog. Lemmerne var alle lammede. Han havde skudt sig gennem Hovedet, lige i højre Tinding. Hjernen var traadt ud. Man aarelod ham paa Armen, en fuldkommen overflødig Handling. Blodet strømmede; han trak endnu stadigt Vejret.

Af Blodet paa Stolens Armlæn kunde man slutte, han siddende foran Skrivebordet havde fuldbragt sin Gerning; saa er han sunket ned, har i Krampetrækninger væltet sig rundt om Stolen. Han laa paa Ryggen lige i Nærheden af Vinduet, fuldkommen lammet og udmattet; var fuldt paaklædt, med Støvler, var iført den blaa Frakke med den gule Vest.

Huset, Naboskabet, Byen kom i Oprør.

Albert traadte ind. Man havde lagt Werther paa Sengen, lagt en Forbinding om hans Pande. Hans Ansigt var allerede en døds, han rørte ikke et Lem. Lungen gav endnu en frygtelig Rallen fra sig, snart svag, snart stærkere. Man ventede paa, han skulde dø.

Af Vinen havde han kun drukket et Glas. Emilia Galolti laa opslaaet paa Læsepulten.

Om Alberts Forfærdelse, om Lottes grænseløse Sorg . . . -nej, lad mig ikke tale derom!

Den gamle Amtmand kom ved Efterretningen i Hast ridende ind til Byen. Han kyssede den døende under de hedeste Taarer. Hans ældste Sønner kom lidt efter ham til Fods. De kastede sig ned ved Sengen, Bytte for den ubændigste, grusomste Smerte, kyssede hans Hænder og Mund, og den ældste, der altid havde været hans Yndling, hang ved hans Læber, til han var sovet hen og man med Magt rev Drengen bort.

Klokken Tolv om Middagen døde han.

Amtmandens Nærvær og de Forholdsregler han tog, lagde en Dæmper overalt og forhindrede Sammenstimlen.

Om Natten henimod Elleve lod han ham begrave paa det Sted, han havde udvalgt sig.

Den gamle og Sønnerne fulgte Liget. Albert magtede det ikke.

Man frygtede for Lottes Liv.

Haandværkere bar ham. Ingen Præst fulgte ham.

177

»Hvad hjælper det, jeg atter og atter siger mig det, han er god og brav; naar det alligevel sønderriver mit Hjerte. jeg kan ikke være retfærdig.«

'~. I47

iq2

I3o