PERSONERNE
THESEUS, søn af Aigeus, konge i Athen
FÆDRA, Theseus' hustru, datter af Minos og Pasifae
HIPPOLYTOS, søn af Theseus og amazonernes dronning Antiope
ARICIA, datter af en tidligere konge i Athen
THERAMENES, Hippolytos' lærer
OINONE, Fædras amme og fortrolige
ISMENE, Aricias fortrolige
PANOPE, i Fædras følge
VAGT
Skuepladsen
Troizen, en by på Peloponnes
(Hippolydos, Theramenes)
HIPPOLYTOS
Nej, jeg må bort herfra, Theramenes, jeg må forlade dette skønne sted. Opfyldt af heftig angst og uvished får denne lediggang mig til at rødme. Seks måneder er gået uden nyt, jeg kender intet til min faders skæbne og aner intet om hans opholdssted.
THERAMENES
I hvilke lande vil I søge ham? Jeg har, for at forjage jeres frygt, besejlet havene omkring Korinth og forsket efter Theseus langs med kysten, hvor Acheron mod Hades' rige haster. I Elis var jeg. Fra Tainarons forbjerg så jeg det hav, hvor Ikaros fandt døden, men der er intet håb og intet spor, som I kan følge for at finde ham. Hvem ved, om jeres fader kongen ønsker, at dette slør, der skjuler ham, skal løftes, og om han, mens vi skælver for hans skæbne, blot skjuler nye elskovseventyr og ikke venter, at en sveget kvinde ...
HIPPOLYTOS
Theramenes, om Theseus intet ondt! Hans ungdoms eventyr er længst forbi. Han tøver kun af ærefulde grunde, hans letsind svandt, da Fædra blev hans hustru, og hun har længe intet haft at frygte. Jeg rejser, det er kun min simple pligt.
Ja, jeg må bort. Her tør jeg ikke blive.
THERAMENES
Sig mig, hvornår er I begyndt at frygte den fredelige by, hvor I blev født, her, hvor I altid foretrak at leve fremfor Athen med al dens larm og pragt. Hvad får jer til at frygte dette sted?
HIPPOLYTOS
De lykkelige tider endte brat, dengang de høje guder sendte os hin datter af Pasifae og Minos.
THERAMENES
Ja, jeg forstår, at synet blot af Fædra må såre jer og støde jeres blik. At jeres faders hustru var jer fjendtlig, det så vi, da hun fik jer landsforvist. Men nu må dette had, hun dengang næred, dog være kølnet eller helt forbi. Syg som hun er, ønsker hun kun at dø, hun kan umuligt være farlig for jer. Træt af sig selv og træt af dagens lys, ramt af en sygdom, som hun aldrig nævner, lægger hun næppe onde råd mod jer.
HIPPOLYTOS
jeg frygter ikke hendes uvenskab. En anden fjende gav mig rejselyst. Jeg tilstår, at jeg flygter for Aricia, den sidste dråbe blod af denne slagt, som var bestandig skæbnesvanger for os.
THERAMENES
Hvor kan I være hende fjendtlig sindet? En yndig søster mellem slette brødre, ukendt med Pallas-slægtens troløshed. Uskyld og skønhed kan I aldrig hade.
HIPPOLYTOS
Ifald jeg hadede, jeg flygted ikke.
THERAMENES
Tør jeg vel gætte, hvad I inderst tænker? Har jeres fordums stolthed helt forladt jer, I, som var altid elskovs svorne fjende og hadede det åg, der tynged Theseus? Har Afrodite, som I længe skyed, nu lagt det samme åg på jeres skuldre? Har I som alle andre dødelige nu måttet bringe hendes altre ofre? I elsker?
HIPPOLYTOS
Tør du nævne dette ord? Min ven, du kender mig, fra jeg blev født, du ved, hvor stormfuldt dette hjerte slår, kræv ikke, jeg skal tilstå denne skam. Den amazonemælk, min moder gav mig, har gjort mig hård og kold til din forundring. Men endnu stoltere var jeg som yngling af dette hovmod, som mit hjerte følte. Du stod bestandigt trofast ved min side, og du beretted om min faders stordåd. Du husker, hvor jeg ivrigt lytted til dig. Hans ædle dåd, der ildnede mit sind, var alles trøst, da Herakles forsvandt. Uhyrer dræbte han og straffed voldsmænd, Prokrustes, Kerkyon og Skiron, Sinis, han knuste Epidauroskæmpens knogler, Kreta blev rød af Minotaums' blod! Men ikke alting tjente ham til ære: han gav sit ord og bød det hundred gange. Om Helena, han førte bort fra Sparta, om Peribeas gråd i Salamis, om alle dem, hvis navn han næppe husker, og som hans ildhu narred alt for let, om Ariadnes klageråb fra klippen, om Fædra selv, hvis rov dog bragte lykke, om alt fortalte du - men nødig hørt bad jeg dig ofte om at holde op. Hvis alt uværdigt i hans liv blev glemt, hvor ville mindet om ham være smukt! Skal mine hænder lænkes nu som hans? Skal jeg fornedres af de høje guder? Thi intet gav mig ret til denne svaghed. Theseus kan pege på sit livs bedrifter, men jeg- uhyrer har jeg aldrig kuet, dobbelt foragteligt at jeg skal elske! Og hvorfor skulle dog min kulde smelte netop ved gløden fra Aririas øjne? I min forvildelse jeg glemte helt den hindring, som for evigt skiller os: min faders strenge lov, der grusomt byder, at hun må aldrig føde noget barn. Han tåler intet skud på denne stamme. Med hende skal for evigt den begraves. Til døden er hun bundet af hans ord, og hendes bryllupsfakler tændes aldrig. Bryde for hendes skyld min faders lov, det var at gå i spidsen for et oprør, Min ungdom spildt afsindigt på en kvinde ...
THERAMENES
Når timen slår en dag, vil ingen guder udforske vore grunde. Theseus selv, som ville blinde jer, har gjort jer klarsynt. Hans had har antændt denne oprørsfakkel og skænker fjenden endnu større ynde. Kan kærlighed, den rene, skræmme jer? Og vil af angst I nægte jer dens sødme? Lad alle disse dumme skrupler fare. Følg kun de fodspor, Herakles har trådt. Så mangt et hjerte knuste Afrodite! Og I, der kæmper mod gudindens magt, hvor var I selv, ifald Antiope for evigt havde trodset hendes lov og ikke skænket Theseus hjertets kyskhed? Men hvortil alle disse store ord? Tilstå det kun: I har forandret jer. Det er kun sjældent nu, I stolt og dristigt kører i jeres vogn langs havets bred, og sjældent øver I Poseidons kunst: at lægge tømme på den vilde hingst. Sjældent kun gjalder vore råb ved jagten. En indre glød får øjet til at sløres. Nej, her er ingen tvivl: I elsker heftigt, I brændes op af ilden, som I skjuler. I elsker jo den yndige Arida?
HIPPOLYTOS
Jeg rejser. jeg må søge efter Theseus.
THERAMENES
Men Fædra må I sige først farvel?
HIPPOLYTOS
Det er min agt. Meld hende, at jeg kommer. Det er min simple pligt. - Hvem kommer der? Bringer Oinone bud om nye sorger?
(Hippolytos, Theramenes, Oinone)
OINONE
Hvem bærer på en sorg så stor som min? Min dronnings sidste time nærmer sig, jeg er ved hendes side dag og nat, hun dør, men ondets rod hun skjuler for mig, formørket er for altid hendes sind. I uro har hun rejst sig fra sit leje for solens lys at se, men i sin smerte har hun befalet, hun vil ingen møde ... Hun kommer.
HIPPOLYTOS
Det er godt. Nu skal jeg gå og skåne hende for et syn, hun afskyr.
(Fædra, Oinone)
FÆDRA
Nej, ikke længer, jeg vil blive her. Jeg tåler ikke mer. Min kraft er brudt. Det stærke sollys blander mine øjne, og mine knæ vil næppe bære mig. (Hun sætter sig)
OINONE
I høje guder, lyt til vores gråd.
FÆDRA
Hvor disse slør og smykker tynger mig! Den hånd var ond, der flettede mit hår og samlede det tungt omkring min pande. Jeg pines, og I piner mig med vilje.
OINONE
Bestandig skifter stridigt jeres sind. I jaged selv på flugt de mørke tanker og bad os jo med flid at smykke jer.
I følte jer så stærk som aldrig før og ville vise jer på ny for verden. I længtes efter lys. Nu skyr I lyset. I hader solen, den, I længtes efter.
FÆDRA
Du slægtens ophav, ædelt strålende, du Sol, fra hvem min moder stammed ned, du, som vel rødmer ved min onde skæbne, dig ser jeg, Sol, for sidste gang i dag.
OINONE
Bestandigt drages I mod dødens kyst og vender jer fra livet uden gysen.
FÆDRA
O, om jeg sad i skovens svale skygge! Når skal jeg følge vognens raske flugt langs bredden gennem støvets gyldne sky?
OINONE
Hvad mener I?
FÆDEA
Hvad har jeg sagt? Hvor er jeg? Hvorhen har jeg forvildet mig i drømme? Har guderne omtåget mine tanker? Skamrødmen stiger op i mine kinder, jeg viser dig min skændsel alt for klart, og jeg må græde, skønt jeg ikke vil det.
OINONE
I burde rødme over jeres tavshed, som kun gør jeres smerte dobbelt heftig. Vil I da ende livet nådeløst, afvisende og døv for mine råd? Afsindigt standser I ved livets midte. Har mørke magters gift udtørret kilden? Tre gange vandred natten over himlen, men ingen søvn fandt vej til jeres leje. Tre gange sejred lyset over mørket, men ingen næring førte I til læben. I skjuler en forfærdelig beslutning, med hvilken ret nedbryder I jer selv? I krænker guderne, som gav jer livet, I krænker løftet til en ægtefælle, og I forråder jeres arme børn, som I bereder slavens hårde kår. En fremmeds søn I skænker håb på ny, en fjende af jer selv og jeres slægt, han, som blev båret af en amazone, Hippolytos ...
FÆDRA
I guders
OINONE
Nu forstår I, hvad jeg med rette kan bebrejde jer!
FÆDRA
Ulykkelige - nævner du det navn?
OINONE
Med rette vredes I ved dette navn, det skæbnesvangre, og det fryder mig. Så lev da, pligt og kærlighed forbyder, at I skal dø. Aldrig skal jeres børn, der stammer ned fra grækere og guder, fornedres af en skytisk kvindes søn. Men her må handles, hvert minut er kostbart, byg jeres svundne kræfter op på ny. Livsflammen brænder stadig, om end svagt, og den kan flamme op endnu engang.
FÆDRA
Det brødefulde lys har brændt for længe.
OINONE
Hvad er det da, som I så heftigt angrer? For hvilken brøde bøder I så hårdt? Uskyldigt blod har aldrig plettet jer.
FÆDRA
Nej, guderne ske tak, min hånd er ren, var blot mit hjerte uskyldsrent som den.
OINONE
Med hvilken rædsel avled jeres tanke, som får det bange hjerte til at skælve?
FÆDRA
For meget har jeg sagt. Skån mig for resten. Jeg dør. Usaligt, om jeg tilstod alt.
OINONE
Så dø da og gå trodsigt tavs i døden, men jeg vil ikke lukke jeres øjne. Selv om jert livslys brænder nok så svagt, jeg når dog først til dødens dunkle rige. Ad tusind veje stiger man derned, jeg finder i min sorg den korteste. Når har jeg svigtet jer, I grusomme? I mine arme så I dagens lys, for jeres skyld jeg svigted land og børn. Er dette lønnen for min lange troskab?
FÆ DRA
Du tror, din heftighed vil lønne sig? Du ville ræddes, hvis jeg turde tale.
OINONE
Hvad kan I sige, der vil overgå den rædsel, at I dør for mine øjne?
FÆDRA
Selv om jeg røber dig min store bøde, dø må jeg dog - men dør blot mere skyldig.
OINONE
I alle disse mine tårers navn: her ligger jeg ved jeres svage knæ, så gør dog ende på min tvivl og angst.
FÆDRA
Du vil det selv. Så rejs dig da.
OINONE
Fortæl !
FÆDRA
Hvad skal jeg sige? Hvor skal jeg begynde?
OINONE
Pin mig nu ikke med en grundløs angst.
FÆDRA
O, Afrodites skæbnesvangre vrede! Du drev min moder til afsindig elskov!
OINONE
Det vil vi glemme. I al evighed skal tavshed skjule dette bitre minde.
FÆDRA
Og Ariadnes dybe elskovsnød, du døde, søster, ensom og forladt.
OINONE
Hvad bringer jer på disse mørke tanker? Afsind det er at mindes slægtens kummer.
FÆDRA
På Afrodites bud skal slægten uddø - jeg som den sidste - i elendighed.
OINONE
I elsker?
FÆDRA
Ja, afsindigt elsker jeg!
OINONE
Men hvem?
FÆDRA
Så hør da alle rædslers rædsel. Jeg elsker ... og jeg skælver blot ved tanken.
OINONE
Hans navn?
FÆDRA
Du kender amazonens søn, som gennem lange tider jeg forfulgte?
OINONE
Hippolytos! I guder!
FÆDRA
Du har sagt det.
OINONE
Jeg føler det, som blodet blev til is. Forbryderiske slægt, en skændig bøde! O, det var i en ulyksalig stund, vi kom til dette uheldsvangre sted.
FÆDRA
Nej, ondet selv går længere tilbage. Mit ægteskab med Theseus var fuldbyrdet, og alting ånded ro og sikker lykke, da så jeg første gang min stolte fjende. Først blev jeg rød som blod og siden bleg, fortabt, forvirret stod jeg, sanseløs, jeg kunne intet se og intet sige, på én gang brændende og kold som is. Og uafvendeligt jeg følte smerten, som Afrodite skænker sine ofre. Jeg loved alt for at formilde hende, et herligt smykket tempel lod jeg bygge. I offerdyrets flanke prøved jeg at finde redning for min tankes afsind. Mod elskov findes intet lægemiddel! Forgæves brændte røgelsen på altret, og nævned jeg i bøn gudindens navn, var det Hippolytos, mit hjerte tilbad, jeg så kun ham igennem alterrøgen, mit offer gjaldt kun denne ene gud, hvis navn jeg aldrig turde nævne højt. Jeg undgik ham. Men ved et spil af skæbnen fandt hos hans fader jeg de samme træk. Jeg prøvede at kæmpe med mig selv, og jeg forfulgte ham med såret hjerte. Stedmoderligt og lunefuldt jeg tvang ham til at forlade fædrehjem og land. Da han var borte, åndede jeg op, og dagene hengled i større ro. Jeg skjulte, hvad jeg led, og leved kun en hustrus liv i pligt mod sine børn. Forgæves alting. Ved en grusom skæbne førte min husbond mig til denne by, hvor jeg genfandt den fjende, jeg forjog: det gamle sår begyndte straks at bløde. Nu er det ikke blot en ild i blodet, nej, jeg er Afrodites sikre bytte. Jeg føler afsky for min store brøde, jeg hader livet, ræddes for mit hjerte, min ære vil jeg skåne ved at dø og slukke dette sorte elskovsbål. Din bøn og dine tårer rørte mig, nu ved du alt, og jeg fortryder ikke, at jeg har sagt det, hvis du blot, Oinone, vil ære døden, som jeg går i møde, forskåne mig for alle vrede ord og ikke prøve i din hjælpsomhed at puste til den glød, der snart skal slukkes.
(Fædra, Oinone, Panope)
PANOPE
Ugerne bringer jeg et sorgens budskab, men ak, jeg nødes til at melde jer, at døden bortrev jeres ægtefælle. Ulykkesbudet kommer sidst til jer.
OINONE
Panope, er det sandt, hvad du fortæller?
PANOPE
Forgæves bad I til de høje guder, at Theseus måtte vende hjem igen. Hans søn, Hippolytos, fik netop bud fra skibe, der er landet, om hans død.
FÆDRA
I guder!
PANOPE
I Athen er folket splittet. Som konge ønsker mange jeres søn, men andre vælger- imod statens love Hippolytos, en fremmed kvindes søn. Selv på Aricia, skønt af Pallas' slægt, vil mange stemme, efter hvad der siges. Jeg måtte vare jer mod denne fare. Hippolytos er rede til at rejse, og viser han sig først i denne storm, kan let han vende folkets stemning for sig.
OINONE
Panope, det er godt. Den høje dronning har hørt dit bud og skal erindre det.
(Fædra, Oinone)
OINONE
Jeg bad jer ikke mere om at leve og tænkte selv at gå i døden med jer. Jeg turde ikke holde jer tilbage, men det, der nu er sket, forandrer alt, og jeres skæbne har et andet ansigt: Kongen er død. Så grib da kronen dristigt! Det skylder I jer selv og jeres søn, en slave, hvis I dør, men ellers konge. I er den eneste, der støtter ham. Dør I, vil ingen tørre bort hans tårer, og en uskyldigs skrig, der når til himlen, vil vække hedengangne slægters vrede. Så lev da, nu da I på ny er skyldfri. I elsker nu som alle andre elsker. Med Theseus' død er alle lænker brudt, og jeres elskov fri for gru og brøde. Nu kan I roligt se Hippolytos og møde ham uskyldig uden frygt. Og kun fordi han tror, I hader ham, går han i spidsen for et oprørsk folk. Vis ham, at han tog fejl, og bøj hans vilje. Her er hans arvelod, hans kongerige. Han ved, at jeres søn på lovens grund har retten til Athen, gudindens stad. I har begge to den samme fjende, så kæmp da i forening mod Aricia. Nuvel da, jeg vil følge dine råd og prøve på at leve, hvis jeg kan. Måske da kærligheden til min søn kan give mig min tabte kraft tilbage.
(Aricia, Ismene)
ARICIA
Hippolytos vil altså tale med mig? Her vil han sige mig farvel? Ismene, du taler sandt? Du tager ikke fejl?
ISMENE
Med Theseus' død er alting helt forandret. Nu kan han ikke mere tvinge nogen, og alles hjerter flyver jer i møde. Se, I er atter jeres skæbnes herre, for jeres fødder ligger hele Hellas.
ARICIA
Tror du da, rygtet taler sandt? Og jeg er ikke mer en venneløs slavinde?
ISMENE
Nej, guderne er ikke mer imod jer, Theseus gik bort til jeres døde brødre.
ARICIA
Ved man, hvordan han endte sine dage?
ISMENE
De mærkeligste ting beretter man: En kvinde har på ny han troløst bortført, og havet har i vrede opslugt ham. Et andet rygte, der er meget udbredt, fortæller, han er steget ned til Hades og med en ven er sejlet over Styx, en levende blandt Hades' dunkle skygger. På dette sorgens sted må han nu blive, thi ingen vender hjem fra denne bred.
ARICIA
Kan da en levende, før timen slår, få adgang til de dødes fjerne bolig? Hvad drog ham vel til dette rædslens sted?
ISMENE
Theseus er død. I tvivler ene om det: Athen er rystet, alle ved det her. De kårer nu Hippolytos som konge. Fædra er dybt bekymret for sin søn og søger angst nu råd hos sine venner.
ARICIA
Tror du, Hippolytos nu vil befri mig og vise større mildhed end sin fader? Tror du, min nød har rørt ham?
ISMENE
Ja, det tror jeg.
ARICIA
Kender du mon Hippolytos, den kolde? Hvor kan du tro, han vil beklage mig, en kvinde - han, som hader alle kvinder. Du ser jo selv, hvordan han undgår mig og skyr de steder, hvor jeg gerne færdes.
ISMENE
Jeg ved, man taler om hans hårde sind, men jeg har truffet ham i jeres nærhed, og netop dette rygte om hans stolthed skærped min lyst til helt at kende ham. Hans væsen svared ikke til hans rygte, synet af jer forvirrede ham straks.
Der vågnede en længsel i hans blik, og ufravendt betaget så han på jer. Hvis i sin stolthed han foragted kvinder, så talte blikket, selv om munden tav.
ARICIA
Mit hjerte lytter heftigt, men for svagt er vist det grundlag, som du bygger på. Ismene, kæreste, tror du, at jeg, som kender kun til bitterhed og tårer, midt i min nød skal lære det at kende, det bitre afsind, som man kalder elskov? Jeg er den sidste af en kongeslægt, jeg ene overleved krigens rædsler. Seks håbefulde skud på slægtens stamme, seks unge, tapre brødre så jeg dø, en jernets høst. Modvilligt jorden drak Erechtheus-slægtens sidste sønners blod. Fra da af lyder lovens bud i Hellas, at ingen mand må bejle til min hånd. Man frygter, at en dristig søsters ildhu skal tænde gnisten i de dødes aske. Du ved, jeg modtog med foragt den lov, som udsprang af en sejerherres angst, du ved, at jeg var altid elskov fjendtlig, og jeg har ofte takket Theseus' strenghed, der længe lykkeligt har værnet mig. Jeg havde aldrig set Hippolytos, men selv om mine øjne blev fortryllet og dåret af hans yndefulde skønhed, den gave, som naturen ødselt gav ham, men som han selv foragtfuldt lader hånt om, er det, jeg elsker hos ham, sindets rigdom. Stor er han, ja, og ikke svag som Theseus, og jeg beundrer denne ædle stolthed, der aldrig bøjed sig for Afrodite. Lad Fædra frydes ved en Theseus' elskov: jeg søger mere stolt en større lykke end den, der deles ud blandt tusind kvinder af hjerter, der står åbne for enhver. Nej, tvinge det ukuelige hjerte, såre et sind, der aldrig før har blødt, lænke en fange, der forundret føler, at han må elske åget, som han bærer: se, det er, hvad jeg vil. Det er min attrå. Afvæbne Herakles var legeværk, han, som så tit var svag for kvindeøjne, en ringe ære at besejre ham! Hvor er jeg tåbelig. Hippolytos vil gøre meget større modstand, kære. Snart skal du høre mig beklage ydmygt den stolthed hos ham, som i dag jeg priser. Han skulle elske mig? Så stor en lykke, det er umuligt ...
ISMENE
Se, der kommer han, nu kan I høre selv.
(Hippolytos, Aricia, Ismene)
HIPPOLYTOS
Jeg rejser nu, men må forinden sige jer besked om jeres lod. Min fader er nu død. Med rette frygted jeg hans lange fravær: kun døden kunne skjule ham så længe og drage grænsen for hans store livsværk. De høje guder overgav til skæbnen Herakles' ven og store våbenfælle. Jeg tror, at I kan høre uden had, hvis jeg må prise ham, som han fortjener.
En lysning ser jeg i min dybe sorg: at jeg kan løse jeres tunge lænker. Jeg sletter disse alt for hårde love, nu er I fri og jeres hjerte frit. I dette land, der er min arvelod, og hvor man straks har kåret mig til konge, får I en frihed større end min egen.
ARICIA
Jeg står beskæmmet ved så megen godhed. Den omhu, I så ædelt viser mig, den binder mig- og mere end I tænker til disse bånd, som I befrier mig for.
HIPPOLY'IOS
Athen står vaklende i kongevalget. Man nævner jer og mig og Fædras søn.
ARICIA
Nævner man også mig?
HIPPOLYTOS
Jeg ved det vel, der er en lov, der taler mod mit valg, fordi min moder var af fremmed æt. Gjaldt valget ene mig og Fædras søn, så har jeg fremfor ham en sikker forret, der vel kan hævdes imod lovens luner. Men gælder valget jer, så viger jeg og skænker jer en magt, som I har ret til, en arv i jeres kongelige slægt, der stammer fra Erechtheus, jordens søn, og senere blev lagt i Aigeus' hånd. Athen blev stærk ved Theseus' kløgt og dåd og modtog glad min fader som sin konge, mens jeres stakkels bødre hurtigt glemtes. Nu kaldes I tilbage til Athen. Den alt for lange strid har rystet byen,
og alt for længe udgød jeres slægt sit dyre blod i jorden, slægtens ophav. Her er jeg herre nu, og Fædras søn kan finde plads på Kretas rige ø. Athen er jeres, og for jeres sag vil jeg nu vinde alle dem, der vakler.
ARICIA
Jeg hører med forundring jeres ord, de når mig som i drømme. Er jeg vågen? Og jeres plan, hvad skal jeg tro og tænke? Men hvilken gud indgav jer denne tanke? Vidt over lande hørtes jeres ry, var det da endnu mere sandt end rygtet? For min skyld ofrer I jert eget vel? Glad hører jeg, I ikke hader mig, og at I ikke er mig fjendtlig stemt.
HIPPOLYTOS
Jeg fjendtlig stemt? Jeg skulle hade jer? Hvad rygtet end har sagt jer om min kulde, min moder var dog ikke noget vilddyr. Hvor koldt afvisende jeg end kan synes, jeg bøjer mig dog dybt for al den ynde, for al den skønhed, som jeg ser i jer.
ARICIA
I mig?
HIPPOLYTOS
Jeg vover mig måske for langt: fornuften slukkes af min heftighed. Men nu jeg éngang er begyndt at tale, så må jeg tale ud. Nu skal I vide, hvad hemmeligt mit hjerte længe tynged.
Hav medynk med mig, jeg kan ikke tie. Jeg, der så længe spotted Afrodite og håned kærlighedens svage fanger,
jeg, der fra stranden spotted andres nød og så medlidende på deres skibbrud, jeg er nu faldet for den fælles lov. Jeg kender ikke mer mig selv igen. Et øjeblik, et eneste, var nok. Mit stolte mod har mødt sin overmand. I måneder igennem har jeg kæmpet, fortvivlet, skamfuld, for at skjule såret. Forgæves kæmped jeg mod jer, mod mig. Jeg skyed jeres nærhed. I det fjerne fandt jeg i skoven atter jeres billed. Det skønne dagens lys og nattemulmet genkaldte kun den skønhed, som jeg undgik. Min stolthed ligger knust for jeres fødder, alt hvad jeg prøved, var til ingen nytte. Ja, jeg er blevet fremmed for mig selv, jeg hader nu min vogn, mit spyd, min bue, jeg dyrker ikke mer Poseidons kunst, men klager ensomt i de store skove, min hest har glemt sin egen herres stemme.
Har jeg nu såret jer med al min vildskab? Det er jert eget værk, I rødmer over. Et dristigt sprog, der kommer fra mit hjerte, en sælsom fange i så skønne lænker. Tag derfor venligt mod hans offergave. Husk, at for mig er dette uvant tale, jeg finder ikke let de rette ord, I lærte mig dem nu for første gang.
(Hippolytos, Aricia, Theramenes, Ismene)
THERAMENES
Dronningen kommer nu. Hun søger jer.
HIPPOLYTOS
Søger hun mig?
THERAMENES
Jeg kender ikke grunden, Fædra vil tale med jer, før I rejser. Hun har sendt bud, hun ønskede at se jer.
HIPPOLYTOS
Men jeg har ingenting at sige Fædra.
ARICIA
Hvis Fædra ønsker det, så må I lyde. At hun er jeres fjende, det er sikkert, men hendes store sorg fortjener medynk.
HIPPOLYTOS
I går? Så skal jeg altså rejse uvis, om mine ord har såret den, jeg elsker. Mit hjerte har jeg lagt i jeres hånd.
ARICIA
Fuldfør kun dristigt jeres ædle tanke: at bringe mig til magten i Athen. Af jeres hånd jeg tager glad mod gaven. Men I har givet mig en større gave end dette herlige og store rige.
(Hippolytos, Theramenes)
HIPPOLYTOS
Min ven, er alting rede! Fædra kommer, men skynd dig og gør alt parat til rejsen. Giv straks signalet, men kom snart igen, så jeg kan gøre dette møde kort.
(Fædra, Hippolytos, Oinone)
FÆDRA
(til Oinone)
Der står han. Blodet strømmer fra mit hjerte. Alt, hvad jeg ville sige, har jeg glemt.
OINONE
Så tænk på jeres søn og på hans fremtid.
FÆDRA
Jeg hører, at I rejser snart herfra. Jeg deler jeres sorg og jeres tårer, men jeg har også sorger for min søn, der nu er faderløs, og inden længe står helt alene ved sin moders grav, mens tusind fjender truer dette barn. Alene I kan skærme ham imod dem. Skjult i mit hjerte nager det mig dybt, hvis jeg har gjort jer døv for barnets nødråb. Den vrede, som I nærer mod hans moder, den føler I måske mod hendes søn.
HIPPOLYTOS
Så lave tanker har jeg ikke, dronning.
FÆDRA
At I må hade mig, forstår jeg godt. I ved, jeg har forfulgt jer, men i hjertet, nej, i mit hjerte kan I ikke læse. Jeg vakte jeres fjendskab, og med vilje, jeg kunne ikke tåle jeres nærhed, jeg var imod jer offentligt og skjult, utryg, hvis ikke havet skilte os. Og ved en særlig lov fik jeg forbudt at nævne jeres navn, når jeg var nær. Hvis krænkelsen skal vejes op mod smerten, hvis hadet nu har ægget jeres had, er ingen kvinde mere at beklage og ingen mindre værdig jeres fjendskab.
HIPPOLYTOS
En moder værner om sit afkoms ret, den første hustrus søn er sjældent tålt, det ved jeg. Fra det andet ægteskab vokser mistænksomheden frodigt frem. Jeg havde mødt det samme had og fjendskab, ja, stærkere endnu hos andre kvinder.
FÆDRA
Men at de høje guder fritog mig for denne fælles lov, det tør jeg vidne. Den angst, der dræber mig, har andre grunde!
HIPPOLYTOS
I ængster jer måske foruden grund. Der er den mulighed, at Theseus lever; vor gråd kan nå de høje guders øre. Poseidon var bestandig Theseus gunstig, min faders bøn om hjælp vil blive hørt.
FÆ DRA
Fra Hades vender ingen hjem igen, kun én gang krydser man den dunkle flod, og ingen gud kan bringe ham tilbage. Nej, Acheron er gerrig med sit bytte. Men han er ikke død, i jer han lever, jeg ser min husbond foran mig, i live, jeg ser ham, taler til ham, og mit hjerte ... Afsindigt taler jeg, og mod min vilje.
HIPPOLYTOS
Ved kærlighedens underfulde magt står Theseus levende for jeres øjne, og ilden fra hans hjerte flammer i jer.
FÆDRA
Ja, Theseus får mit hjerte til at flamme, men ikke som han kom til Hades' kyst, en mand, der flygtigt elsked tusind kvinder og snart vil krænke selve Hades' seng. Nej, som han var, han, som vandt alles hjerter, dårende ung og smuk, trofast, lidt sky, stolt som en gud - sådan som I er nu. De samme øjne og den samme holdning, den samme blodstøm farvede hans kind, da første gang han steg i land på Kreta, den rette mand for begge Minos' døtre. Hvorfor var I, Hippolytos, der ikke, når alle Hellas' bedste mænd var samlet? Hvorfor var I for ung, da skibet kom, og helteskaren steg i land på kysten. Om I kun havde fældet Minotauros og havde fundet vej i labyrinten, om blot min søster havde vundet tråden, den skæbnesvangre tråd, om jeres hånd. Nej, ikke hende! Jeg var kommet først. Den plan var spiret af min kærlighed, og det var mig, der havde ledet jer igennem labyrintens dunkle gange og våget over dette skønne hoved. Men kærligheden stiller større krav, jeg havde ikke stolet på en tråd, nej, jeg var gået foran jer i faren, i labyrintens mørke var vi mødtes forenede i lykken eller døden.
HIPPOLYTOS
Hvad skal jeg tro, min dronning, glemmer I, at Theseus er min fader, I hans hustru?
FÆDRA
Hvor kan I tro, jeg kunne glemme det? Tror I da, jeg har ganske glemt min ære?
HIPPOLYTOS
Tilgiv mig, ja, jeg tilstår til min skam, at jeg har tydet jeres tale ilde. Jeg står beskæmmet foran jer. Lev vel ...
FÆDRA
Vær ikke grusom. Du har hørt for meget, og jeg kan ikke længer lyve for dig. Nuvel da, du skal kende Fædras afsind. Jeg elsker, ja, jeg elsker dig og ved, at denne kærlighed er helligbrøde. Afsindig elskov slører min forstand, men jeg har aldrig næret giften fejt. Hjemfalden til de høje guders hævn mig selv jeg afskyr mer, end du mig hader. Jeg tager dem til vidne, disse guder, der tændte ilden til vor slægts fordærv, de høje guder, som i grusom morskab vildledte dette svage kvindehjerte. Husk, hvad der skete. Det var ikke nok at flygte for dig. Så forjog jeg dig. Du skulle tro mig hadefuld og grusom, min modstand skulle styrkes ved dit had. Forgæves alt - du haded mig kun mere, og jeg, jeg elskede dig ikke mindre. Din skønhed voksed under skæbnens slag, mens gæød og tårer tærede mit hjerte. Betragt mig kun, så ved du, det er sandt, men dine øjne kan jo ikke se mig. Hvad har jeg sagt? Nu kender du min bøde, men tror du, at jeg tilstod den med hensigt? Jeg kom her for at bede for min søn, jeg frygtede, du måtte hade ham, men se, mit hjerte rummede kun dig, kun om dig selv jeg kunne tale til dig. Straf mig for denne brødefulde elskov, vis nu, du er din store faders søn, og fri dit land for en uværdig kvinde. Tør Theseus' enke elske dig, hans søn? En sådan rædsel kræver straks din dåd. Her er mit hjerte. Her er sværdets mål. Jeg tager glad mod straffen fra din hånd, mit hjerte iler sværdets od i møde. Så stød da til! Men er dit had så stærkt, at du vil nægte mig så mild en straf, og kan mit blod besudle dine hænder, så giv mig da i håndens sted dit sværd!
OINONE
Så hold dog inde! Høje guder! Stands! Der kommer nogen. Skynd jer, flygt herfra, lad ingen være vidne til jer skændsel!
(Hippolytos, Theramenes)
THERAMENES
Hvad er det, der er sket? Er Fædra flygtet? Blev hun ført bort med magt? I står forfærdet, målløs og uden sværd, bleg som et genfærd.
HIPPOLYTOS
Kom, vi må bort, jeg ræddes for mig selv. Her står jeg overvældet og forundret. At Fædra ... Nej, I guder, jeg må glemme for evigt hendes frygtelige ord.
THERAMENES
Hvis I vil rejse, så er skibet klart. Men i Athen har valget fundet sted, folket har stemt, og Fædras søn blev kåret, din broder er nu konge, Fædra sejred.
HIPPOLYTOS Har Fædra sejret?
THERAMENES
Ja, og statens ror er lagt i hendes hænder. En herold er netop kommet fra Athen.
HIPPOLYTOS
I guder! I lønner hende efter hendes værdi
THERAMENES Men der går rygter om, at Theseus lever, det siges, man har set ham i Epiros. Der søgte jeg ham selv, så rygtet lyver.
HIPPOLYTOS Og dog kan dette rygte tale sandt. Med omhu må vi søge rygtets kilde, og hvis det lyver, rejser vi herfra. Nu vil vi, koste hvad det koste vil, skænke den kronen, som er kronen værdig.
(Fædra, Oinone)
FÆDRA
Nej, jeg vil ikke høre deres hyldest, og jeg vil ingen se. Jeg skulle vise mig for deres blik? Og dette vover du? Du burde skjule mig, nu jeg har talt og blottet al min lidenskab for verden. Jeg har jo sagt, hvad ingen skulle høre. Ja, hvor han lytted til mig, og hvor snedigt prøved han ikke på at omgå sagen. Han tænkte kun på eet: at flygte fra mig. Fordoblet blev min skændsel ved hans afsky. Og hvorfor holdt du selv min hånd tilbage, dengang jeg retted sværdet mod mit hjerte. Tog han det fra mig? Koldt lod han det ske. Det sværd, jeg havde holdt i mine hænder, var skændet, blot fordi jeg rørte ved det, og det besmitter kun sin ejers hånd.
OINONE
Evige klager over skæbnens slag! I nærer ilden, som I burde slukke. Bedre det var og slægten mere værdigt, ifald I samled jer om ædel dåd. Sky denne mand, der kender kun til utak, grib magtens tøjler i Athen og hersk!
FÆDRA
Jeg gribe magten, jeg, der ikke mægter at lytte til min svage hjernes røst og ikke mer er mine sanser mægtig! jeg, som må bøje nakken under åget, jeg, som må dø.
OINONE
Så flygt!
FÆDRA
Det kan jeg ikke.
OINONE
Men blive her hos ham, som I forjog!
FÆDRA
Det er for sent. Han kender nu mit afsind, jeg gik jo over skammens kyske grænse, og sejerherren røbed jeg min skændsel. Dog hvisker det i hjertet håbefuldt. Dengang da mine kræfter ebbed ud, og åndedrættet døde på min læbe, gav dine ord mig atter mod og kraft. Du lærte mig, jeg turde elske ham.
OINONE
Hvis jeg har nogen del heri, så vid, jeg er i stand til alt for jeres skyld. At han har krænket jer med stolt foragt, det tør I aldrig nogen sinde glemme. Med kolde øjne og i stædigt stivsind så han jer næsten ligge for sin fod. Hæslig han var i sit brutale hovmod, om blot I havde set med mine øjne!
FÆDRA
Hans hovmod kan vel ændre sig med tiden, livet i skovene har gjort ham hård. Og husk, Oinone, at Hippolytos nu mødte kærlighed for første gang. Uforberedt han stod, og derfor tav han. Måske gør jeg ham uret med min klage.
OINONE
Han er af fremmed og barbarisk slægt.
FÆDRA
Hans moder, skyterinden, har dog elsket.
OINONE
Men han er hadefuld mod alle kvinder.
FÆDRA
Så elsker han i hvert fald ingen anden. Spar dine vise ord. Det er for sent. Tal til mit hjerte, ikke til forstanden. Og kan hans hjertes strenge ikke tone, så må jeg finde andre veje til ham. Se, at han attrår herskermagtens sødme som konge i Athen, var let at mærke. Hans skib er sejlklart, stævnen vendt mod havet, og vinden blafrer i de hejste sejl. Bring den ærgerrige et bud fra mig: lad kronens stråler spille for hans øjne, lad diademet funkle om hans pande! Se, jeg vil krone ham med egen hånd, jeg overdrager al min magt til ham. En fader skal han være for min søn og lære ham den svære kunst at herske. Min søn og jeg er underlagt hans magt. Sky intet middel for at bøje ham. Bønfald og græd. Sig ham, at Fædra dør. Tig ham på dine knæ foruden skam. Sig, jeg går ind på alt. Du er mit håb, mit eneste. Jeg venter her på svaret.
(Fædra alene)
FÆDRA
Gudinde, du som ser mit dybe fald, er målet ikke fuldt, du nådeløse! Kender din grusomhed da ingen grænser? Ja, du har sejret, dine pile traf. Vil du forøge glansen om dit navn, så søg en anden, mere oprørsk fjende. Hippolytos har aldrig frygtet dig og aldrig bøjet knæ for Afrodite. Alene dette navn fornærmer ham. Han hader dig og mig. Hævn os, gudinde. Lær ham at elske ... Er du der, Oinone? Så hader han mig, han vil intet høre.
(Fædra, Oinone)
OINONE
Glem jeres tåbelige kærlighed, genkald de svundne tiders tabte renhed. Theseus er kommet, han er ikke død, og I kan vente ham hvert øjeblik. Fra alle kanter går man ham i møde. Jeg søgte, som I bød, Hippolytos, men hørte folkets glade jubelråb ...
FÆDRA
Min husbond lever. Så er spillet endt. Jeg tilstod alt. Hans ære har jeg krænket. Han lever. Jeg vil ikke vide mer.
OINONE
I mener?
FÆDRA
Jeg har forudset det hele. Du ville intet høre, og med tårer fik du mig lokket fra mit faste forsæt. I morges var jeg død begrædt og skyldfri. Jeg fulgte dine råd, vanæret dør jeg.
OINONE
Men hvorfor dø?
FÆDRA
Hvad er det, jeg har gjort? Min husbond kommer og med ham hans søn, han, som var vidne til min helligbrøde og nu skal se sin fader møde mig. Mit hjerte stønner under hans foragt, med iskoldt had han møder mine tårer. Tror du måske, at han vil skånsomt skjule den kærlighed, jeg åbent tilstod ham? Og vil han tåle mit forræderi imod sin fader og imod sin konge? Kan han vel skjule, han foragter mig? Men tier han, jeg føler dog min skyld, nej, jeg er ikke en af disse kvinder, der roligt bærer deres bødes byrde og skamløst træder frem med åben pande. Afsindig er jeg, og jeg ved det selv. Jeg føler, disse mure, disse buer vil snart få mæle. De vil vidne mod mig og rive sløret fra min husbonds øjne. Kun døden kan befri mig for min angst. Og er det vel så frygteligt at dø? Kun én ting frygter jeg: mit eftermæle, den skam, jeg giver mine børn i arv. Men ættens ophav, Zeus, vil styrke dem, og de vil hente mod fra slægtens stolthed, selv om de tynges af en moders skyld. Om blot en alt for sand beretning aldrig må røbe dem min frygtelige brøde; jeg gruer for, at de får alt at vide og ikke mer tør løfte deres blik.
OINONE
Med rette frygter I, at det vil ske, alt vil de få at vide, stakkels børn. Men I kan skåne dem for denne skam. Hvorfor vil I dog vidne mod jer selv? Ingen vil tro, at Fædra var uskyldig, hvis hun af angst for Theseus søger døden. I støtter kun Hippolytos dermed og giver hans beretning skær af sandhed. Mit vidnesbyrd har ikke noget værd, og han vil hurtigt bringe mig til tavshed. Jeg ser ham triumferende berette for hele verden Fædras helligbrøde. Nej, før skal himlens flammer ramme mig! Men én ting må jeg vide ganske sikkert: elsker I ham bestandig lige højt?
FÆDRA
Der gives ingen grænser for min afsky.
OINONE
Så riv da sejrens laurbær fra hans pande! I frygter ham, nuvel, så anklag ham og vend den klage om, han retter mod jer! Ingen kan vidne, alting taler mod ham: det sværd, han efterlod i jeres hænder, den angst, I føler nu, og som I følte, dengang I vared Theseus selv mod faren og fik Hippolytos forvist fra landet.
FÆDRA
Jeg skulle sværte, knuse en uskyldig?
OINONE
Jeg fordrer kun, I tier. Det er nok. Jeg hører selv
samvittighedens stemme, og tusind gange foretrak jeg døden. Men jeg kan redde jer
for denne pris, der ikke er for høj for jeres liv. Måske vil Theseus, når jeg
først har talt, blot sende sønnen i landflygtighed. Han er dog fader, selv når
han må straffe, og selv en skånsom straf vil kølne vreden. Men om en skyldfris
blod end skulle flyde, er det en ringe pris for jeres ære. Ustraffet sætter
ingen den på spil, og loven gælder også jer, min dronning. For ærens skyld må
alle hensyn vige, ja, selv en skyldfris liv betyder intet. Der kommer Theseus.
FÆDRA
Og Hippolytos. Jeg læser klart min skæbne i hans øjne. Gør som du vil. Jeg stoler fuldt på dig, selv kan jeg ikke mere tænke klart.
(Theseus,
Hippolytos, Fædra, Oinone, Theramenes)
THESEUS
Nu har jeg endelig betvunget skæbnen, og jeg kan atter favne ...
FÆDRA
Theseus, stands! Vanhelliget er dette gensyns sødme, og jeg fortjener ikke denne ømhed. Dybt blev I krænket, medens I var borte, og skæbnens slag har ramt mig ubarmhjertigt. Til jeres kærlighed er jeg uværdig, for evigt må jeg skjule mig for alle.
(Theseus,
Hippolytos, Theramenes)
THESEUS
En sælsom velkomst! Jeg forstår den ikke.
HIPPOLYTOS
Fædra kan ene løse denne gåde, men hvis et ønske kan bevæge jer, så lad mig aldrig møde hende mere. Grebet af angst jeg beder jer om lov til at forlade landet, hvor hun lever.
THESEUS
Forlade mig?
HIPPOLYTOS
Jeg undgik hende helst. I sendte hende selv til denne by, som I fandt passende som opholdssted for Fædra og Aricia, da I rejste. I valgte mig som deres værn og værge. Nu holder intet mig tilbage her. Mit liv gik hen med lediggang i skoven, kun vildtet fandt i mig en snildrig fjende. Men jeg er træt af denne lediggang, min spydspids kræver mere ædelt blod. Uhyrer og tyranner havde mærket vægten af jeres arm, da I var yngre, end jeg er nu, og begge landets kyster
blev renset lykkeligt for alle fjender, man kunne rejse frygtløst overalt. Ved jeres store dåd fik Herakles et pusterum. I hjalp ham i hans værk. Men ingen kender mig, en stormands søn, end ikke i min moders fodspor gik jeg. Lad mig få lov at vise mine evner, uhyrer er der fler, end I har dræbt. Jeg lægger deres krop for jeres fødder, eller jeg falder ærefuldt i kampen, og mindet om mig skal til sene tider fortælle verden, jeg var jeres søn.
THESEUS
Hvad skal jeg tro? I flygter alle for mig. Jeg læser frygt og angst i alles øjne. Uønsket, frygtet vender jeg tilbage. Men hvorfor åbned I da fængslet, guder? En ven, min eneste, begæred heftigt en hustru til tyrannen i Epiros. Modvillig hjalp jeg ham i denne sag, men skæbnens vrede gud slog os med blindhed, og jeg blev overrumplet våbenløs. Min ven, hvis minde jeg begræder dybt, blev kastet for tyrannens vilde dyr, der vant til blodigt bytte sønderrev ham. Selv blev jeg lænket i en fængselskælder dybt under jorden, skyggeriget nær. Et halvt år gik, før det med guders bistand lykkedes mig at overliste vagten, og verden blev befriet for en fjende. Jeg kasted for hans vilddyr nu ham selv. Så satte jeg med fryd min kurs mod hjemmet, mod alt det kæreste, jeg fik i gave; nu, da mit hjerte atter banker frit, nu, da jeg atter står blandt mine kære, er frygt den velkomst, som I byder migl I flyr mig alle! - Intet kærligt favntag! jeg føler dybt den skræk, der udgår fra mig, og ønsker blot, jeg lå endnu i fængslet. Min ære krænket! Det var Fædras ord. Hvem krænked den? Tog ingen mig i forsvar? Fandt gerningsmanden tilflugtssted i Hellas, det land, som jeg har værget med mit sværd? Tal nu! I svarer ikke? Er min søn i ledtog med sin egen faders fjender? Nej, denne uvished må høre op, nu vil jeg kende bøden og dens ophav. Fædra skal røbe grunden til sin uro.
(Hippolytos, Theramenes)
HIPPOLYTOS
En rædsel greb mig, da jeg hørte Fædra. Hvis i sit raseri hun går til kongen og vidner mod sig selv, er hun fortabt. Og hvad vil kongen sige? Slægtens blod er fyldt med Afrodites bitre gift. Jeg elsker selv, og mod min faders bud, jeg er en anden nu, end da han rejste. Jeg føler, der vil komme tunge tider. Men hvorfor frygte? Jeg er fri for skyld. Nu vil jeg prøve med forsigtighed at finde genvej til min faders øre. Han må forstå, at selv hans magt kan aldrig udslette kærligheden af mit hjerte.
(Theseus, Oinone)
THESEUS
Ah, er det muligt? Har min søn forrådt mig? Sin faders ære krænked han dumdristigt? Min onde skæbne jager mig bestandig. Hvem er jeg vel, og hvorhen går min vej? Slet lønner han min godhed og min ømhed! En dristig tanke og en hæslig plan. Og i sin brynde pøver han med magt at nå sit mål. Hans sværd genkender jeg, det, som jeg skænked ham til ædel dyst, blev kun et værktøj for en niddingsdåd. End ikke blodets bånd holdt ham tilbage. Og Fædra ønsker ikke, han skal straffes? Den skyldige hun dækker med sin tavshed?
OINONE
Hun tænkte ene på at skåne jer. Den vilde elskov, som hun havde vakt, den knuger hendes sind i skam og skændsel. Fædra var døden nær, og med sit sværd han ville slukke hendes øjnes lys. Jeg så, han løfted sværdet, men løb til og frelste hende, som så højt I elsker. Den sorg, der knuger både jer og Fædra, fik mig - om end kun nødigt - til at tale.
THESEUS
Hans bleghed røbed hans forræderi, og skælvende af angst han mødte mig. Han viste til min undren ingen glæde,
hans kolde favntag fik mig til at fryse. Mon denne brødefulde kærlighed begyndte allerede i Athen?
OINONE
Min konge, tænk på Fædras klage dengang. Grunden var hans forbryderiske elskov.
THESEUS
Og her er den så flammet op på ny?
OINONE
Alt, hvad der hændte, har jeg nu fortalt jer. Tillad mig nu at gå. Forpint og angst har Fædra ventet alt for længe på mig.
(Theseus,
Hippodytos)
THESEUS
Der er han. Høje guder, hvilken holdning! Hvem lod sig ikke narre af det syn? Hvor kan hans pande under blodskamsmærket vel lyse af en sådan hellig renhed? Kunne man blot igennem sikre tegn erkende al den ondskab, hjertet gemmer.
HIPPOLYTOS
Med sorg jeg ser, en skæbnesvanger sky formørker jeres pande med sin skygge. Tør I betro mig jeres vredes grund?
THESEUS
Skamløst du vover her at vise dig! Og dig har lynets flammer ikke ramt, et sidste udyr fik jeg ikke dræbt, en sidste rest af pakket blev tilbage. Du, hvis forvorpne brynde førte dig til randen af din faders ægteseng, hvor tør du vise dit forhadte ansigt på selve dette sted, hvor du forbrød dig? Du flygter ikke bort til fjerne lande under en himmel, hvor mit navn er ukendt? Vig fra mig, usling! Prøver du at trodse den vrede, som jeg dårligt kan beherske? Tungt nok, at jeg til evig skændsel avled en søn som dig, skamløs og brødefuld, men mindet om din fader og hans dåd skal ikke skændes ved et sønnedrab. Flygt bort herfra, hvis ikke brat dit navn skal føjes til de uslinges, jeg dræbte. Lad aldrig himlens stjerner se dig her, sæt aldrig mer din fod på dette sted. Endnu engang: flygt bort! Jeg vil befri for dette rædslens syn mit land og rige.
Og du, Poseidon, du, hvis hav jeg rensed for røvere og stimænd med mit sværd, husk nu det løfte, som du dengang gav mig. Opfylde ville du min første bøn. Dengang da jeg var fange i Epiros, anråbte jeg dig ikke om din hjælp. Dit løfte har jeg gerrigt gemt til nu, jeg ville bruge det i større nød. Nu beder jeg dig, høje gud, om hævn. Jeg giver denne usling i din hånd, kvæl branden i hans brødefulde blod, din godhed vil jeg tyde af din vrede!
HIPPOLYTOS
Har Fædra sagt, jeg skamløst elsker hende? Det er for meget. Rædsel griber mig. Fra alle kanter rammer skæbnens slag, de knuser mig, og jeg kan intet sige.
THESEUS
Du troede, usling, Fædra ville tie og skjule din forræderiske frækhed. Men da du flygted, glemte du dit sværd, det vidner mod dig og fordømmer dig. Ja, hvorfor tog du ikke hendes liv, så hendes mund var blevet stum for stedse?
HIPPOLYTOS
Med rette opbragt ved så sort en løgn jeg burde sige jer den fulde sandhed. Den angår jer, og derfor vil jeg tie. Men tro, jeg tier af ærbødighed. Gør ikke jeres byrder endnu større, pøv kun mit liv og tænk på, hvem jeg er. Den store udåd følger efter mindre, den, som først overskrider lovens grænse, kan krænke selv det helligste til slut. Der findes mange arter dyd og brøde, men aldrig har man set den rene uskyld forvandle sig med eet til nedrig last, og ingen skyldfri mand begår et mord og øver blodskam uden mindste varsel. Min moders sind var rent og heltemodigt, jeg gjorde aldrig hendes slægt til skamme. Dengang da hun var død, fik jeg til lærer Pitheus, den viseste af alle mænd. Men jeg vil ikke tale for mig selv. Dog én ting tør jeg skrive mig til gode, nu jeg beskyldes for en helligbrøde: min afsky for, hvad der var lavt og urent. For dette er jeg kendt i hele Hellas. Af angst for kvinder blev jeg rå og grov. Min fasthed og min renhed kender alle. Uplettet er mit sind som dagens lys. Og jeg! Jeg skulle skamløst elske hende!
THESEUS
Ja, netop denne stolthed fælder dommen, og nu forstår jeg først dit had til kvinder. Alene Fædra vakte dit begær, kun derfor var du kold mod alle andre, og derfor skyed du uskyldig elskov.
HIPPOLYTOS
I tager fejl! jeg burde sagt det før: en ren og hellig kærlighed jeg nærer, min sande skyld tilstår jeg her på knæ: Aricia elsker jeg mod jeres forbud, i hendes Tanker er mit hjerte lagt. Ja, dette Pallas-slægtens akønne skud tilbeder jeg trods jeres hårde lov, jeg lever og jeg ånder kun for hende.
THESEUS
Du elsker? Nej, det kunstgreb er for groft. Og hermed tror du, du kan redde dig?
HIPPOLYTOS
Jeg undgik hende måneder igennem, fortvivlet tilstår jeg, jeg elsker hende. Hvorledes skal jeg få jer til at tro mig? En ed, en rædselsvækkende, jeg sværger: ved alle jordens, alle himlens guder ...
THESEUS
Mened har altid været slynglers tilflugt. Så stands dog denne tomme taleflom, her hjælper ingen hykleriske fraser.
HIPPOLYTOS
I tror mig falsk og fuld af hykleri, Fædra tror bedre om mig i sit hjerte.
THESEUS
Du vækker frækt min vrede. Tir mig ikke!
HIPPOLYTOS
Så rejser jeg da, men hvorhen? Hvor længe?
THESEUS
Hinsides jordens støtter så jeg helst, selv der jeg ville føle dig for nær.
HIPPOLYTOS
Mistanken hviler tungt på mine skuldre. Tør mine venner følge den forstødte?
THESEUS
Ja, gå og find de venner, der kan agte blodskam og brud på ægteskabets love, forrædere og slyngler uden ære, en værdig vagt for uslinge som dig.
HIPPOLYTOS
Bestandig taler I om lovbrud, blodskam. Nuvel, men tænk på Fædras egen moder! I ved kun alt for vel, at hendes slægt og ikke min er kendt med disse rædsler.
THESEUS
Og dette vover du at minde om! Jeg tåler ikke mere synet af dig. Du skulle ikke vente, til i vrede jeg jager dig med magt og skam herfra.
(Theseus alene)
THESEUS
Du går din sikre undergang i møde. Ved floden Styx, som alle guder frygter, Poseidon svor en ed, som han vil holde,
og du kan ikke undfly gudens hævn. Du var mig kær engang, og trods din brøde føler jeg, hvor mit hjerte krymper sig. Men det var jo dig selv, der fælded dommen. Aldrig blev nogen fader ramt så hårdt. I høje guder, I, som ser min smerte, er denne skændige min rette søn?
(Fædra, Theseus)
FÆDRA
I ser mig grebet af en heftig angst, jeg hørte jeres stemmes vrede klang og frygter, I vil handle, som I truer. Hvis det endnu er tid, så vis jer skånsom. Udgyd dog ikke jeres eget blod, det ville råbe hadefuldt imod mig. Den tanke ville tynge mig til døden: at jeg ved jeres hånd har dræbt en søn.
THESEUS
Nej, der er intet blod på mine hænder, men jeg har ikke sluppet taget i ham: Hans undergang er lagt i guders hånd, Poseidon skylder mig at hævne jer.
FÆDRA
Poseidon skylder jer? En bøn i vrede ...
THESEUS
I frygter, guden ikke hører mig? Bedre, om vi forened vore bønner, om I fortalte mig den hele udåd og æggede min alt for svage vrede. Hans skændsel skal I kende nu til bunds. Selv jer han smæded i sit raseri: han påstod, løgn var lagt på jeres tunge, og at Aricia har hans ord og hjerte, han elsker hende.
FÆDEA
Nej!
THESEUS
Det var hans ord. Men jeg forstod det alt for frække påfund. Snart håber jeg, Poseidon fælder dommen. Jeg går nu til hans alter for i bøn at minde ham om løftet, som han gav mig.
(Fædra alene)
FÆDRA
Hans ord genlyder stadig i mit øre, og hjertet flammer heftigt op på ny. Et skæbnesvangert ord! Et lyn fra himlen! Hippolytos, jeg ville redde dig. Oinone holdt forgæves mig tilbage, samvittighedens stemme martred mig, den drev mig frem. Hvor langt? jeg ved det ikke. Måske jeg havde vidnet mod mig selv, måske - hvis Theseus havde ladt mig tale jeg havde sagt den frygtelige sandhed. Koldsindig var han altså kun mod mig, Aricia skænked han sin tro, sit hjerte. Hans stolte pande og hans kolde øjne, dengang han ubarmhjertigt hørte på mig, tyded jeg kun, som var hans hjerte lukket for kvindens sødme og for elskovs lyst. Én kvinde fandt dog nåde for hans øjne, ved hende blev hans stolthed bragt til fald. Men er hans hjerte da så let at røre, er jeg den eneste, han ikke tåler, hvorfor skal netop jeg forsvare ham?
(Fædra, Oinone)
FÆ DRA
Ved du, Oinone, hvad jeg netop hørte?
OINONE
Jeg ved det ikke. Jeg er fuld af angst. Jeg ræddes for de planer, som I skjuler. I er afsindig, farlig for jer selv.
FÆDRA
Hvem skulle tro, der er en anden kvinde.
OINONE
En anden kvinde?
FÆDRA
Ja, jeg ved, han elsker. Den stolte fjende, ingen kunne tæmme, ufølsom for min elskov, dybt ærbødig, den kongetiger, jeg bestandig frygted, er nu besejret, underkastet, tæmmet, og vejen til hans hjerte fandt Aricia.
OINONE
Hende?
FÆDRA
Nu flyder smertens bæger over! Den største pine var endnu tilbage! Alt det, som jeg har lidt, min frygt, min længsel, samvittighedens stemme, hjertets ild, fornærmelsen, hans grusomt kolde nej, var kun en forsmag på, hvad nu jeg lider. Han elsker. Trolddomsmagt har gjort mig blind. Hvor mødte de hinanden? Når? Hvor ofte? Du vidste det, men førte mig bag lyset? Du så de første flammer, men du tav? Du har jo set dem, hørt dem tale sammen? Gemte de sig i skovens dunkle skygger? De høje guder så i nåde til dem, de kunne mødes åbent og frimodigt, de fulgte deres elskov uden anger, for dem var dagen altid ren og klar, mens jeg, naturens udskud, skjulte mig og flygtede i angst for dagens lys. Til dødens gud jeg vendte mig i bøn og så mit sidste øjeblik i møde. Tårernes bitre bundfald har jeg drukket, men altid overvåget i min smerte tømte jeg aldrig bægeret til bunds, og skælvende jeg nød den sidste glæde at skjule smerten bag en sorgløs pande og nægte mig den trøst at græde ud.
OINONE
Men ingen lykke tør de vente sig. De mødes aldrig mer.
FÆDRA
Men elsker evigt. I dette øjeblik måske de hånler ved tanken om min tåbelige elskov. I dette øjeblik, hvor de skal skilles, svanger de troskabsløfter til hinanden. Nej, deres lykke piner mig til døde, skinsygen raser i mig. Vær barmhjertig, få Theseus' vrede til på ny at vågne. Aricias slægt er død. Hun selv må fældes. For hende findes ingen straf for hård, hun har en større skyld end sine brødre. Skinsygen driver mig til dette krav.
Hvad er det dog, jeg vil? Det er jo vanvid! Jeg er skinsyg! Og jeg vender mig til Theseus, min mand, der er i live, jeg, der brænder af elskov til en anden, til hans søn. I rædsel stivner blodet i mit hjerte, er der da ingen grænser for min brøde? Bedrageri og blodskam fylder mig, i hævnlyst brænder disse mine hænder og rækker efter en uskyldigs blod. Og jeg, elendige, jeg drager ånde og skuer endnu Solens klare lys, Solen, hvorfra jeg stammer, himlens hersker. Hvor kan jeg skjule mig? I Hades' rige? Der møder Minos mig med dommens urne, som i hans strenge hånd blev lagt af Skæbnen. De blege skygger dømmer han med strenghed, og fuld af rædsel vil han se sin datter, når hun i Hades stedes for hans åsyn og må bekende alt, hvad hun forbrød, misgerninger, ukendt i skyggeriget. Med hvilke ord vil du mig hilse, Minos? Til jorden falder urnen fra din hånd, jeg ser dig grunde nye pinsler ud, jeg ser dig som din egen datters bøddel. Din slægt er offer for en grusom gud, mit afsind er hans hævn. Bær over med mig! Mit stakkels hjerte høsted aldrig frugten af al den skændsel, som nu tynger mig. Ulykken fulgte trofast i mit fodspor, nu ender kvalfuldt livets onde dage.
OINONE
Hvorfor dog disse rædselsfyldte syner? At I har fejlet, er en ringe brøde. I elsker. Det er skæbnens strenge lov. En trolddomsmagt har tvunget jeres sind, som den har tvunget tusind andre kvinder. Er I den første, elskov har besejret? De dødeliges sind er alt for svagt, og I må lyde samme lov som de. Det åg er gammelt, som I stønner under. Selv guderne, Olympens høje guder, der slynger lynet mod forbryderne, har tit i lovløs brynde loven brudt.
FÆDRA
Hvor tør du give mig så onde råd! Du drypper stadig giften i mit øre. Dig er det, som har bragt mig i fordærv. Jeg ville dø, du fik mig til at leve. Ved dine bønner glemte jeg min pligt. Og at jeg mødtes med Hippolytos, det var dit værk! Det var din usle mund, der førte klagen mod hans skyldfri liv, din skyld, ifald han dør, og guden indfrier det løfte, han usaligt Theseus gav. Gå bort, og lad mig aldrig se dig mere. Alene går jeg skæbnen nu i møde. Må himlen lønne dig, som du fortjener, og må din straf for evigt skræmme dem, der fejt benytter deres herres svaghed og leder ham behændigt mod den afgrund, han i sin lidenskab går blindt i møde, imens de dristigt jævner brødens vej. Smigrende kryb, som himlen i sin vrede har skænket jordens herskere som gave!
OINONE
(alene) Alt har jeg gjort og lidt for hendes skyld. Se dette var min løn for al min ømhed. Og den var velfortjent, I høje guder.
(Hippolytos, Aricia)
ARICIA
Trods faren vil I altså stadig tie? Theseus, der elsker jer, må intet vide? For mine tårer har I ingen tanke, I rejser fra mig uden tegn på smerte. Jeg ser bedrøvet vore veje skilles, men prøv dog på at frelse jeres liv, rens jeres ære for den falske klage. Theseus må straks tilbagekalde bønnen. Så kæmp dog, medens det endnu er tid, giv ikke sejren selv i fjendens hånd. Fortæl, hvad der er sandt!
HIPPOLYTOS
Det har jeg gjort. Men sige ham den fulde sandhed, nej, vise ham pletten på hans ægteseng, fremkalde skammens rødme på hans pande? Nej, I alene kender sammenhængen, til jer og guderne tør jeg betro mig. Jer, som jeg elsker, har jeg åbenbaret det, som jeg skjulte gerne for mig selv. Men det blev sagt jer under tavsheds segl, glem, hvis I kan det, alt, hvad jeg har sagt, aldrig må jeres mund, den rene, tale og røbe denne frygtelige sandhed. Vi står nu i de høje guders hånd, jeg ved, at de for deres egen skyld vil skaffe mig min ret, og Fædras skændsel vil få sin straf, når hendes tid er inde. Vanærens skam, den undgår hun dog ikke. Det eneste, jeg kræver, det er tavshed, lad så i øvrigt vreden strømme frit. Bryd nu de lænker, der har bundet jer. Kom med, hvis I tør følge mig på flugten! Forlad dog dette skæbnesvangre sted, hvor rene tanker ånder giftig luft. Alt er forvirring, nu min dom er kendt, benyt jer af det til en hastig flugt. Jeg sikrer jeres vej med alle midler, de vagter, som bevogter jer, er mine, og vi har stærke forbundsfæller bag os: man venter os i Argos og i Sparta, vort råb om hjælp vil blive hørt af venner. Aldrig skal Fædra jage os fra tronen, den, vi har retten til fra vore fædre, og øve vore lande til sin søn. Tiden er gunstig, lad os bruge den. I tøver! Er der nogen grund til frygt? Vist er jeg dristig, men for jeres skyld! Se, jeg er lutter ild, I lutter kulde! En flygtnings skæbne tør I ikke dele?
ARICIA
Det var mig kært at dele jeres skæbne, jeg leved gerne glemt af hele verden ved jeres side i landflygtighed! Men vi er ikke bundet til hinanden, og jeg vil ikke flygte æreløs. Vel kan jeg bryde jeres faders love, men bryde slægtens love kan jeg ikke. Imod tyranner har man ingen pligter. I elsker mig, Hippolytos. Min ære ...
HIPPOLYTOS
Nej, jeres ære er mig alt for kær! jeg kommer til jer uden lave tanker, flygt bort herfra og følg mig som min hustru.
Ulykken ramte os, men vi er fri: frit kan vi skænke hånd og hjerte bort. Man kan vel fejre bryllup uden fakler.
Ved byens porte, nær ved disse grave, hvor slægtens fyrster fandt den sidste hvile, ligger et tempel, Edens Helligdom, hvor ingen dødelig forgæves sværger, og ingen uden straf kan bryde eden. Her straffes løgnen med den visse død. Og hvis I vil det, skal en hellig ed i templet vores kærlighed bekræfte. Vi knæler der for templets gud med bøn, og han vil være os i faders sted. Ved alle høje guder vil jeg sværge, den kyske Artemis, den høje Hera, se, de skal være vidne til min lykke, og de skal være borgen for min ed.
ARICIA
Der kommer Theseus. Flygt! jeg bliver her, det ville ellers vække kongens mistro. Skynd jer nu, gå, men send en trofast ven, en, som kan følge og beskytte mig.
(Theseus,
Aricia, Ismene)
THESEUS
I høje guder, send mig lys i mørket, kun I kan sige mig, hvad der er sandhed.
ARICIA
Gør alt parat til vores flugt, Ismene.
(Theseus,
Aricia)
THESEUS
Jeg ser, I blegner. Hvorfor ængstes I? Jeg så Hippolytos. Hvad ville han?
ARICIA
Vi tog for evigt afsked med hinanden,
THESEUS
Så I har tæmmet dette vilde hjerte? Hans første kærlighed er jeres værk?
ARICIA
Ja, det er sandt. Det had, som uden grund I næred til mig, arvede han ikke. I ser en fjende i mig - ikke han.
TIRSEUS
Han svor jer altså evig kærlighed. Tro ikke alt for godt hans falske hjerte; der findes andre, som han svor det samme.
ARICIA
Det samme?
THESEUS
Lær ham først lidt stadighed: at dele ham med andre er uværdigt.
ARICIA
Uværdigt lytter I til onde tunger, der sværter den, hvis liv var rent og smukt. Kender I ham så lidt og evner ikke at kende forskel mellem skyld og uskyld? Der hænger som et slør for jeres øjne og skjuler det, som alle ser: hans renhed. For længe hørte I på rygtesmede. Kald jeres bøn om mord og blod tilbage! Frygter I ikke, at de strenge guder bønhører jer, fordi de vil jer ondt. De svarer tit med vrede på et offer, og de kan straffe os med deres gaver.
TILESEUS
Forgæves prøver I at skærme ham forblindet som I er af kærlighed. Men jeg har set de alt for sikre tegn: de tårer, jeg så flyde, de var ægte!
ARICIA
Uhyrer har I dræbt foruden tal, så mennesker kan atter færdes frit; men vogt jer, der er endnu et i live, og dette ene ... Men jeg tier, tvunget til tavshed af en søn, der elsker jer. Han tilgav aldrig, hvis jeg talte ud. Jeg blues som han selv. Nu vil jeg gå, mit tavshedsløfte tør jeg ikke bryde.
(Theseus alene)
THESEUS
Hvad mente hun! Hvad skjuler hendes ord? Kun halvt hun talte ud, fuldførte intet. Forsøger man at føre mig bag lyset? Prøver de enigt på at skræmme mig? Og jeg da, jeg, den strenge hersker, hører et angstråb stige fra mit hjertes dyb.
En medynk vælder frem, der undrer mig. Oinone må jeg spørge ud på ny; jeg kræver klarhed, fuld og ubeskåren. Hej, vagt! Bring Oinone straks herhen.
(Theseus,
Panope)
PANOPE
Hvad dronningen har for, det ved jeg ikke, men hendes uro lover intet godt. En dyb fortvivlelse har grebet hende, på hendes pande lyser dødens bleghed. Oinone, som blev jaget bort med skam, har kastet sig i havet fra en klippe. Hvorfor hun dræbte sig, det ved jeg ikke, hun blev for evigt revet bort af stømmen.
THESEUS
Oinone?
PANOPE
Det har øget Fædras uro, det er, som hendes angst bestandigt vokser. Snart favner hun med tårer sine børn som for at dulme sit forpinte hjerte, snart støder hun dem atter bort i rædsel, som vil hun nægte sig en moders glæde. Hun vandrer hvileløst, forvirret om, og hendes blik er tomt, hun kender ingen. Tre breve skrev hun, sønderrev dem alle og skifted sind, før de var skrevet færdig. Min konge, prøv at redde hendes liv.
THESEUS
Er Fædra døende, Oinone død? Gå, kald min søn tilbage. Han skal komme, nu vil jeg høre på hans forsvar. Gå! Lyt ikke mere til min bøn, Poseidon, usaligt, hvis du nu opfylder den! jeg lyttede måske til falske vidner, og ved min bøn har alting jeg forspildt.
(Theseus,
Theramenes)
THESEUS
Theramenes, du her? Hvor er min søn, han, som fra barn var i din varetægt? Men hvorfor græder du? Hvad er der sket?
THERAMENES
Hippolytos er død, og jeres ømhed er uden nytte nu. Det er for sent.
THESEUS
I guder!
THERAMENES
Jeg var hos ham, da han døde, den herligste blandt alle, ren og skyldfri.
THESEUS
Min søn er død? Jeg rakte hånden frem, men guders hastværk sendte ham i døden. Har lynet ramt ham? Hvordan skete det?
THERAMENES
Vi kørte tavse gennem byens port, i sorgfuld stilhed fulgte vagten efter ad vejen til Mykenai. Tankefuldt lod hestene han gå for slappe tømmer. Og dette stolte spand, der fordum lød hans stemmes klang med ædel fyrighed, gik nu med udslukt blik og bøjet hoved, som om det anede hans tunge tanker. Da brød der frem et skrig fra havets dyb og sønderflængede den dybe stilhed. Fra jordens skød en rædslens stemme lød som gensvar på det frygtelige skrig. I vore hjerter blodet frøs til is, manken på vore heste rejste sig. Da hævede sig højt fra havets flade en mægtig bølgetop, et bjerg af vand. Det nærmer sig, det brister, og fra skummet udspyr det nu et havdyr, vildt og grusomt. Dets brede pande bærer skarpe horn, med gule skæl er hele kroppen dækket, halvvejs en kæmpetyr, halvvejs en drage! Og som en slange bugter det sin ryg. Dets olme brøl får stranden til at skælve, uhyret fylder himlen selv med afsky, det ryster jorden og forpester luften. Selv havet viger rædselsslagent bort, her nytter ingen modstand, alle flygter og søger tilflugt i det nære tempel. Hippolytos alene standser brat. Som heltens ægte søn han griber spydet, han kaster det med sikker hånd og rammer udyrets flanke. Blodet strømmer frem. Af raseri og smerte i et spring det kaster sig mod hestene i vildskab. Fra dyrets gab slår flammer op imod dem og hyller dem i blod og øg og ild. En rædsel griber dem, de hører intet -og lystrer ikke deres herres stemme. Forgæves kæmper han mod deres skræk, fra deres bidsler driver blodigt skum. Det siges, at en gud med spyd i hånd sårede spandets støvbedækte flanker. Nu styrter hestene mod klipperanden, vognakslen brækker, og Hippolytos falder til jorden fra den knuste vogn; frigøre sig fra tømmen kan han ikke. Min konge, jeg vil altid se det for mig, jeg ser ham slæbt af disse samme heste, han havde fodret med sin egen hånd. Han råber, men hans stemme skræmmer dem. Hans hele legem er et blodigt sår. Fra sletten høres råb af angst og rædsel. Så sagtner hestene den vilde flugt; de standser nær ved disse gamle grave, hvor slægtens fyrster fandt et hvilested. Jeg løber nu til stedet fulgt af vagten. Vi følger sporet af hans ædle blod, der farver klipperne, afrevet hår på tornebuske viser blodigt vej. Så står jeg hos ham, kalder ham ved navn. Et øjeblik han åbner sine øjne, og med sin hånd i min han siger til mig: „Guderne tog mit liv. Jeg dør uskyldig. Beskyt Aricia, nu da jeg går bort. Hvis sløret falder fra min faders øjne, og han forstår, at jeg var uden skyld, bed ham da være mild imod sin fange, så jeg kan finde fred i skyggeriget. Giv hende fri ..." Det var hans sidste ord, livløs han synker om i mine arme, et sorgens syn, et værk af guders vrede. Selv om I så ham, kendte I ham næppe.
THESEUS
Så har jeg dræbt min søn, mit fremtidshåb! I har bønhørt mig, guder, nådeløst! Mit liv fra, nu af er et liv i dødskval.
THERAMENES
Nu kom Aricia. Angst for jeres vrede var bort hun flygtet for at ægte ham i Edens Tempel, og hun knæler ned, hvor i det blodigrøde græs hun ser Hippolytos, en livløs, formløs masse, et rædslens syn, som slører hendes øjne. Ulykkens omfang fatter først hun ikke, hun ser ham for sig, og hun kalder på ham. Men endelig forstår hun, alt er ude, og sorgtungt ser hun klagende mod himlen. Så falder stønnende hun om på jorden og ligger bleg og livløs ved hans side. Ismene knæler grædende og søger at vække hende op til livets smerte. Og jeg, som nu kun hader dagens lys, jeg melder jer den dødes sidste vilje. Nu har jeg skilt mig fra det tunge hverv, han gav mig tillidsfuldt, før hjertet brast. Der kommer hun, der var hans største fjende.
(Theseus, Fædra, Theramenes, Panope)
THESEUS
Nuvel, I sejrede, min søn er død. En grusom anelse har grebet mig. Med rette må jeg frygte, at jeg fejled. I hjertet har jeg frikendt jeres offer: fryd jer, han døde - skyldig eller ikke. jeg lukker mine øjne til for evigt, og jeg vil tro, I klagede med rette. Den sorg, jeg føler, er mig byrde nok, jeg trænger ikke nu til mere klarhed. Det bringer mig dog ikke ham igen og kan kun øge mine smerters byrde. Jeg flygter, fjernt fra jer, for dette syn: et blodigt legeme, min knuste søn. Forfulgt af dette billede til døden ønsker jeg kun at leve skjult for verden. Den uret, jeg begik, kan aldrig glemmes. Mit ry idømmer mig en dobbelt straf, hvis jeg var ukendt, var jeg hurtigt glemt. Den gunst, de høje guder viste mig, var blodig, og jeg afskyr den med tårer. Aldrig skal nogen bøn jeg rette til dem, og aldrig kan de skænke mig tilbage det, som de nådeløst har røvet mig.
FÆDRA
Hør på mig, jeg har tiet alt for længe. Retfærdighed I skylder jeres søn, for han var uden skyld.
THESEUS
Og det var mig, der dømte ham på jeres vidnesbyrd! Tror I, at I kan sone denne brøde ved nu at tilstå alt ...
FÆDRA
Hør på mig, Theseus, hvert eneste minut er kostbart nu. Det var mit hjerte, der i blodskam flammed, jeg elskede Hippolytos, den kyske, min lyst blev vakt af himlens høje guder. Resten er helt Oinones onde værk. Min brødefulde elskov kendte han, og hun var angst, han skulle røbe den, så vendte hun da klagen mod ham selv. Jeg fulgte i min svaghed hendes råd. Hun flygted, da min vrede bruste op, og fandt en skånsom straf i havets dyb. Mistanken måtte først jeg slette ud, for længst jeg havde ellers endt mit liv. I har nu hørt min anger, og jeg går en mere langsom vej til skyggeriget. I mine årer flyder nu en gift, Medeia bragte med sig til Athen. Den når mit hjerte, jeg kan føle kulden, en kulde, som jeg aldrig før har mærket. Jeg ved, jeg er en gru for jer og Solen, jeg ser jer kun som gennem tætte tåger. Nu slukker døden mine øjnes lys, og Solen får sit rene skær tilbage.
PANOPE
Hun dør!
THESEUS
Men alt det onde, hun har voldt, vil leve videre, når hun er død. Jeg ser kun alt for klart, at jeg tog fejl. Nu vil jeg se min søn for sidste gang og blande mine tårer med hans blod som bod for min forkastelige bøn, den sidste ære, jeg kan vise ham. Hans vrede skygge vil jeg nu formilde: hans elskede Aricia tager jeg, trods slægtens ondskab, i min varetægt, og hun skal være mig i datters sted.