”Og jeg så, og se,
en bleggul hest,
og den, som sad derpå,
hans navn var Døden,
og Helvede fulgte med ham.......”
(Johannes Åbenbaring 6. Kap. 8. Vers)
6. marts.
Igår aftes ankom jeg til Moskva. den er sig selv lig. korsene brænder gyldent på kirkerne, og medderne skriger i sneen. om morgenen prenter frosten sin isskrift på vinduerne, og klokkerne ringer til messe. jeg elsker Moskva. den er i slægt med mig.
Jeg har et pas med den engelske konges røde segl og lord Lansdowne's underskrift. der siges i det, at jeg, engelsk borger, George O'brien, begiver mig på rejse i Tyrkiet og Rusland. i de russiske politikontorer stempler man det med ordet : turist.
I hotellet kender jeg alt fra tidligere tid, så jeg er led ved det: schweizeren i blå frakke, de forgyldte spejle, tæpperne. i mit værelse er der en slidt sofa og støvede gardiner. Under bordet ligger tre kilogram dynamit. jeg har haft det med mig fra udlandet. dynamiten lugter stærkt af medicin, så jeg om natten får ondt i hovedet.
Idag vil jeg ud at se mig om i Moskva: fin sne ligger på de mørke boulevarder. et eller andet sted slår et tårnur. jeg er ene, ikke en sjæl rundt om mig: henglemte menneskers fredelige liv, men i mit hjerte de hellige ord:
„og jeg vil give dig morgenstjernen." *)
8. marts.
Erna har blå øjne og tunge fletninger. hun trykker sig bly ind til mig og siger
- En lille smule holder du dog af mig?
En gang for længe siden gav hun sig til mig som en fyrstinde: uden at fordre noget, uden at håbe på noget. men nu tigger hun om kærlighed som en betlerske. jeg ser ud ad vinduet på den hvide plads og siger:
- Se, hvor uberørt sneen er. hun sænker hovedet og tier.
så siger jeg:
- Jeg var igår i sokoljniki. der ude er sneen endnu renere. den er rosafarvet med blå skygger af birkene.
i hendes øjne læser jeg: du var der uden mig.
- Hør, - siger jeg igen, - har du nogensinde været i en russisk landsby? . . .
- Nej, - svarer hun.
- . . . Jo, tidligt om foråret, når græsset begynder at grønnes på markerne, og vinter
*) apokalypsen : 2,28. - fodnoterne hidrører alle fra
oversætteren.
Gækken skyder frem i skovene, mens der endnu ligger sne i lavningerne? Underligt, ikke sandt, at den hvide sne og den hvide blomst står sammen. du har ikke set det? du forstår det heller ikke? . . . nej? . . .
Og hun hvisker
- Nej.
Men jeg tænker på elena.
9. marts.
General-gouvernøren boer i sit palads. rundt om står der spioner og skildvagter: et dobbelt hegn af bajonetter og ubeskedne blikke.
Vi er ikke mange: fem mand i det hele. feodor, Wanja og Henrik er droskekuske. de følger ham uafbrudt og meddeler mig deres iagttagelser. erna er kemiker. hun laver bomberne.
Jeg sidder ved mit bord og tegner linjer på kortet. jeg søger at genskabe hans liv i min bevidsthed: vi tager imod gæster i paladsets sale, spaserer sammen i parken bag gitteret. vi skjuler os sammen om natten og beder sammen til gud.
Jeg så ham idag på twerskaja-gaden. længe havde jeg drevet op og ned ad det tilfrosne fortov. mørket faldt på, og det frøs hårdt. jeg havde allerede opgivet håbet om at få ham at se. Pludseligt vinkede pristaw'en *) med handsken. Betjentene gjorde front, spionerne fik travlt, og gaden døde hen.
*) politiofficer.
12
En karet fløj forbi. forspandet var sort. Kusken havde rødt fuldskæg. Dørhåndtagene var krumme, egerne i hjulene gule. Lige efter kom en slæde med bedækningen.
Ham selv kunde jeg knap skelne i farten mig så han ikke: jeg var gaden for ham.
Lykkelig gik jeg langsomt hjemad.
10. marts.
Når jeg tænker på ham, føler jeg hverken had eller vrede, men heller ikke medlidenhed. Han er mig ligegyldig. men jeg v i l hans død. jeg ved, at det er nødvendigt at dræbe ham, nødvendigt for terrorismen og revolutionen. jeg tror, at kun den stærke hånd sejrer og ikke tomme ord.
Hvis det stod til mig, ville jeg dræbe alle magthavere og øverster! jeg vil ikke være slave, og jeg vil ikke, at andre er slaver.
Der siges: du skal ikke ihjelslå der siges endvidere, at man gerne må slå en minister ihjel, men ikke en revolutionær. Det omvendte siges også.
hvad mig angår, forstår jeg ikke, hvorfor man ikke har lov til at slå ihjel. og jeg forstår aldrig nogensinde, hvortor det er prisværdigt at dræbe i frihedens navn, men dadelværdigt i selvherskerdømmets . . .
jeg kommer til at tænke på den første gang, jeg var på jagt. Det flyvende spind faldt over
røde boghvedemarker og drømmende træer. jeg stod i skovbrynet ved den regnfurede vej og hørte birkene hviske, når det gule løv hvirvlede mod jorden.
Jeg stod på post.
Pludselig bølgede det så usædvanligt i græsset. en lille, grå hare sprang ud bag buskene og så sig forsigtigt om. Skælvende løftede jeg bøssen. Mit skud gav genlyd i skoven, og den blå røg fortonede sig mellem birkene. den sårede hare sprællede på det blodsprængte græs. Den skreg, som et barn græder. Det gjorde mig ondt, og jeg skød en gang til, så den tav stille.
Da jeg var kommet hjem, glemte jeg den helt, som om den aldrig havde levet, som om det ikke var mig, der havde berøvet den det allerdyrebareste - livet.
Og jeg spørger nu mig selv: hvorfor gjorde det mig ondt, da den skreg, og hvorfor gjorde det mig ikke ondt da jeg for morskabs skyld skød på den?
*
11. marts.
Feodor er smed og forhenværende arbejder fra Presna *). Han er klædt på som droskekusk i blå kaftan og fladpullet, stiv hat. Han sidder og slubrer te i sig af underkoppen.
*) Bydel i Moskva. efterfølgende russiske ord er ligeledes stedbetegnelser i Moskva.
l4
Jeg siger til ham:
- Du var i december på barrikaderne?
- Jeg? . . . jeg sad inde i huset.
-- I hvad for et hus?
- I skolen, i byskolen mener jeg.
- Hvorfor?
- Jeg var i reserven, havde to bomber.
- Altså skød du ikke?
- Hvordan ikke skød? jo vel skød jeg.
- Nå, så fortæl da.
Han slår afværgende ud med hånden.
- Ja, hvad er der ved det . . . artilleriet rykkede frem. de brændte løs på os med kanonerne.
- Og I?
- Og vi . . . vi brændte også løs med vore kanoner. de var hjemmelavede på fabrikken. sådan nogle små tingester som bordet her. men de skyder godt. vi nedlagde en femten mand med dem..
- Nå?
- Nå ja, så blev der en værre alarm. en granat kom ned gennem loftet til os og rev otte af vore itu.
- Og hvad gjorde du så?
- Jeg? hvad skulde jeg gøre? jeg var jo nærmest i reserven, sad i krogen med bomberne . . . . men så kom der en ordre.
- Hvad for en ordre?
- Ordre fra komiteen om at trække os til bage. nå, vi så jo, at sagerne stod skidt. vi ventede en lille stund, og så gik vi.
- Hvor gik i hen?
- Ned i underste etage. det var håndeligere at skyde dernede fra.
Han taler ugerne. Jeg venter.
- Ja, - fortsætter han efter at have tiet lilt, - der var en kvinde med . . . en som var solidarisk med mig . . . sådan nærmest min kone.
Nå?
Nå ja, så ingenting mere . . . kosakkerne slog hende ihjel.
Udenfor bag vinduet slukkes dagen.
13. marts.
elena er gift. hun bor her i Moskva. Mere ved jeg ikke om hende. På ledige dage driver jeg om morgenen rundt på boulevarden i nærheden af hendes hus. Rimen hænger som fjerlette blomster, og sneen skriger under fødderne. Jeg hører Uret oppe i tårnet slå langsomt. klokken er allerede ti. Jeg sætter mig på en bænk og tæller tiden tålmodigt, siger til mig selv: igår mødte du hende ikke, men idag møder du hende.
For et år siden så jeg hende første gang. Jeg var om foråret på gennemrejse i N. Og gik en morgen ud i den store og skyggefulde park. Stærke ege og slanke popler stod i den våde jord. det var stille som i en kirke. Selv fuglene sang ikke. Kun bækken talte. Jeg fulgte dens fald og så solen brænde i dråberne. Jeg lyttede til vandenes røst og løftede hovedet: på den anden bred i det grønne grenenet stod en kvinde. Hun lagde ikke mærke til mig, men jeg forstod, at hun hørte det samme, som jeg hørte. Det var elena.
*
14. marts.
Jeg sidder i mit værelse. Ovenpå spilles der sagte på et piano, og jeg hører dæmpede skridt i det bløde tæppe.
Jeg har vænnet mig til det illegitime liv, vænnet mig til ensomheden. om fremtiden vil jeg intet vide, og fortiden søger jeg at glemme. Jeg har hverken hjem eller navn eller slægt, og jeg siger til mig selv:
„Un grand sommeil
noir
tombe bur ma vie
dormez, tout espoir
dormez, tout envie".
Men håbet dør ikke. Håbet på hvad? På „morgenstjernen"? nej, jeg ved, at hvis vi ihjelslog igår, ihjelslår vi også idag og skal uundgåeligt ihjelslå også imorgen.
„den tredie engel udgød sin skål i floderne og vandkilderne, og de bleve blod". *)
*) apokalypsen 16,4.
17
men blod kan ikke druknes i vand og ikke brændes ud med ild. Det følger med - i graven.
,,.je ne vois
plus rien
je perds la
memoire
du mal et du bien
o, la triste historire!``
Lykkelig den, som tror på kristi opstandelse, på lazarus' opvækkelse fra de døde. Lykkelig den, som tror på socialismen, på kommende tiders lyksalighedstilstand på jorden. For mig lyder disse gamle anekdoter latterligt, og 15 desjatiner *) tildelt jord frister mig ikke. Jeg har sagt: jeg vil ikke, være slave ! er det hele min frihed . . ? hvilken ussel frihed . . . og hvad skal jeg med den? i hvis navn begår jeg mord? i terrorismens navn for revolutionens skyld? i blodets navn for blodets skyld? . . .
.,je. suis un
berccau
Qu' une
main balance
au creux
d'un caveau silence,
silence . . ." **)
Det banker på døren. det er Erna.
*
*
*) 1 desjatuia land a 2400 kvadratfavne. her hentydes til den af de russiske socialister foreslåede nationalisering af al russisk jord, hvorved enhver borger skulde få ret til 15 desjatiner (ca. 23 tdr.) land.
**) digt of paul verlaine.
18
17. marts.
Jeg ved ikke selv, hvorfor jeg er terrorist. men jeg ved, hvorfor mange andre er det. Henrik er overbevist om, at det er nødvendigt for socialismens sejr. For Feodor har de slået konen ihjel. Erna siger, at hun skammer sig ved at leve under de nuværende forhold. Wanja . . . men lad hellere Wanja tale selv.
Igår kørte han mig hele dagen rundt i Moskva. jeg havde sat ham stævne ved Sucharewski i en snask.
Han kom i lange støvler og kaftan. han har fået fuldskæg og håret klippet efter en spølkum i nakken.
Han siger til mig:
- Hør en gang, har du nogensinde tænkt på Kristus?
- På hvem? - spørger jeg mig for.
- På Kristus? på gudmennesket, Kristus? . . . har du nogensinde tænkt efter, hvorledes man skal tro, og hvorledes man skal leve? ved du hvad, i holdestalden læser jeg tit evangelierne, og det synes mig, at der kun er to, ialt kun to veje at følge. Den ene vej giver ret til at gøre alt. Forstå du vel: alt uden hensyn, ligesom Smerdjakow. *) naturligvis, hvis man har mod til at gøre alt. For er Gud nemlig ikke til, og
*) en af personerne i dostojewski's roman : „brødrene
Karamasow". han er den gamle Karamasow's naturlige søn og lakaj og dræber faderen for 3000 rublers skyld : alt er i og for sig tilladt, siger han.
19
var kristus kun et menneske, så er der heller ingen kærlighed og altså intet som helst til i verden . . . den anden vej er Kristi vej til Kristus selv . . . hør du, hvis man har en stor følelse af kærlighed, en sand følelse, så har man vel også ret til at dræbe, ikke sandt?
Jeg svarer:
- Dræbe har man altid ret til.
- Nej, ikke altid. at ihjelslå er en - stor synd. Men husk på, at intet er større end den kærlighed, der formår et menneske til at give sin sjæl, ikke sit liv, men sin sjæl. Forstår du: sit kors skal man tage på sig. For kærlighedens skyld skal man kunne gøre alt. Men ene og alene af kærlighed og for kærlighedens skyld. Ellers bliver det Smerdjakow om igen. Se jeg lever. For hvad lever jeg? måske for min dødstimes skyld. Jeg beder: herre, giv mig døden i kærlighedens navn. For man beder vel ikke til Gud om at begå mord. Man ihjelslår, men beder ikke til Gud om det . . . og jeg ved, at min kærlighed er lille og mit kors tungt.
- Le ikke -, siger han lidt efter, - af hvad ler du? jeg taler Guds ord, og du siger, at jeg taler i vildelse. Det siger du jo. Du siger, at jeg taler i vildelse?
Jeg svarer ham ikke.
- Husker du, at Johannes siger i Åbenbaringerne *): „og i de samme dage skulle menneskene søge døden, og ikke finde den og begære at dø, og døden skal fly fra dem". sig mig, hvad er forfærdeligere, end hvis døden flyer dig, når du kalder på den og søger den. Og du vil komme til at søge den, alle vi vil komme til at søge den, som alle der udgyder blod og bryder loven. For dig er der ingen lov, blod er vand for dig. Men hør efter, hvad jeg siger: der vil komme en dag, hvor du husker disse ord: du skal komme til at søge og påkalde døden uden at finde den. Døden skal fly dig. Jeg tror på Kristus, tror på ham, men jeg er ikke med ham. Jeg er uværdig til at være med ham, uren og blodig som jeg er. Men kristus vil i sin barmhjertighed være med mig.
*) 9,6.
Jeg ser ham stift ind i øjnene og siger:
- Så ihjelslå ikke. Træd ud af den terroristiske organisation.
Han blegner.
- Hvorledes kan du sige det? hvorledes vover du det. Se, jeg er beredt til at ihjelslå, og min sjæl er stedet i den dybesle nød, men jeg kan ikke andet end ihjelslå for min kærligheds skyld. Hvis korset er tungt - tag det på dig, hvis synden er stor - modtag den. Gud vil forbarme sig over dig og tilgive . . .
Og tilgive, - gentager han sagte.
- Wanja, alt dette er nonsens. tænk ikke mere på det.
Han tier.
På gaden glemmer jeg, hvad han har sagt.
19. marts.
Erna hulker. Hun siger gennem tårer:
- Du holder slet ikke af mig mere.
Hun sidder i min stol med hænderne for ansigtet. det er underligt: jeg har aldrig før lagt mærke til, at hun har sådan nogle store hænder.
Jeg ser opmærksomt på dem og siger:
- Erna, græd ikke.
Hun ser op. Næsen er blevet rød af gråd, og underlæben hænger nedad. Det ser ikke godt ud. Jeg vender mig om mod vinduet. hun rejser sig og rører ængsteligt ved mit ærme.
- Vær ikke vred. Jeg skal ikke gøre det mere.
Hun græder tit. Til at begynde med bliver øjnene røde, så hovner kinderne op, og tilsidst ruller tårerne umærkeligt. Hun græder så stille.
Jeg tager hende på mine knæ.
- Hør Erna, har jeg nogensinde sagt, at jeg elskede dig?
- Nej.
- Har jeg måske bedraget dig? sagde jeg ikke til dig, at jeg elskede en anden?
Det giver et ryk i hende, og hun svarer ikke.
- Så svar da.
- jJa, du sagde det.
- Hør så videre. Når det bliver mig for tungt at være sammen med dig, skal jeg ikke lyve for dig, men sige det til dig . . tror du ikke på, hvad jeg siger?
22
- O jo!
- Og græd nu ikke. Jeg har ingen anden end dig.
Jeg kysser hende. Lykkelig siger hun
- Kære, hvor jeg elsker dig.
Men jeg kan ikke få mine øjne bort fra hendes store hænder.
21. marts.
Jeg kan ikke et ord engelsk. I hotellet, i restaurationerne og på gaden taler jeg et radbrækket russisk. Der forekommer misforståelser.
Igår var jeg i teatret. Ved siden af mig sad en købmand, tyk og rød med svedigt ansigt. han puster og småsover med en gram mine. I mellemakten vender han sig om mod mig:
- Af hvad for et folk er De?
Jeg tier.
- Jeg spørger: af hvad for et folk er de? jeg svarer uden at se på ham.
-- Jeg er hans majestæts, kongens af storbritanniens Undersåt.
Han spørger om igen.
- Hvis?
Jeg løfter hovedet og siger
- Jeg er englænder.
-- Englænder ?! se-se, se--se ! ser man det . . det mest forbandede folk. Ja vel . . . det var dem, der førte de japanske minebåde og sendte Andreas-flaget til bunds ved Tsushima og indtog Port Arthur . . . og nu behager De at være velkomne her hos os i Rusland. nej, dette tillader jeg ikke!
Der kommer nysgerrige til. Jeg siger:
- Vær så god og ti stille.
Han fortsætter:
- På politikontoret med ham. det er måske igen en japansk spion eller en eller anden tyveknægt . . . englænder . . . vi kender nok disse englændere . . . og hvad tager politiet sig til?
Jeg føler på revolveren i lommen og siger:
- For anden gang, beder jeg dem om, at passe dem selv.
--- Passe mig selv? næ, lille ven, kom med på politistationen. der skal de nok tage rede på den sag. det er forbudt, at sådan, det vil sige, at spioner . . . nej! vi holder på tzaren! og gud er med os !
Jeg rejser mig, ser ham lige ind i hans runde, blodsprængte Øjne og siger meget sagte:
- For sidste gang : hold mund !
Han trækker på skuldrene og sætter sig uden et ord.
Jeg forlader teatret.
24. marts.
Henrik er 22 år. Han er forhenværende student. for ikke længe siden holdt han taler på studentermøderne, bar pincenez og langt hår. Nu er han ligesom Wanja forrået og mager og skægget. Hans hest er afrakket, seletøjet lappet og slæden slidt. En uforfalsket moskowitisk Wanka-kusk er han.
Han kører for os: for mig og Erna. Udenfor bygrænsen vender han sig om mod os:
- Fornylig kørte jeg for en pope. Han gav mig femten kopek til sobatschja ploschtschadka. jeg kører altså. Men, hvor ligger nu denne Sobatschja Ploschtschadka? jeg kørte og kørte. Tilsidst holdt jeg. popen skælder ud: hvorhen kører du, din tævesøn? jeg, sagde han, melder dig til politiet. En droskekusk, sagde han, skal kende Moskva som sin egen havresæk. du har naturligvis, sagde ham, aflagt køreprøve for en sølvrubel. Med nød og næppe fik jeg ham god igen : tilgiv, sagde jeg, lille fa'r, for Kristi skyld . . . køreprøve har jeg sandt at sige ikke aflagt. for en halv rubel mødte Karpucha-barben istedetfor mig.
Erna hører ikke efter, men Henrik fortsætter med begejstring:
- For nogle dage siden var der også en herre med sin frue, som lejede mig. De var til års og så ud til at være højvelbårne. Som jeg nu kører ud på Dolgorukowskaja, holder den elektriske ved stoppestedet. nå, jeg slår et kors og kører over skinnerne lige foran den. Men så skulle i have set, som herren sprang op og gav sig til at trumfe mig på halsen: hvad gør du, siger han, din lømmel? skal du smadre os? hvor maser du hen, siger han, . . . din tævesøn! . . . og jeg svarer ham: deres excellence skal ikke være urolig. Såsom den elektriske holder ved stoppestedet, kommer vi godt og vel forbi. Her hører jeg så fruen snakke i med på fransk: Jean, siger hun, kom ikke i sindsbevægelse. for det første kan du ikke tåle det og forøvrigt, siger hun, er en droskekusk også et menneske. Ved Gud, sådan. sagde hun : en droskekusk er forøvrigt også et menneske . . . han svarer hende på russisk: jeg ved selv, at han er et menneske, men sådan et høved . . . så siger hun: fy, Jean, hvad går der af dig, siger hun, skam dig dog . . . så mærker jeg, at han puffer mig i skulderen : Undskyld, siger han, min ven og giver mig tyve kopek i drikkepenge . . . .det har nok været kadetter *) . . .
Hyp-hyp, min brune, hjælp til !. . .
Henrik langer ud efter sit øg. erna trykker sig forsigtigt ind til mig.
- Nå, og hvorledes har De det, Erna Jakowlewna. Har De vænnet dem til det?
Henrik spørger frygtsomt. Erna svarer uviliigt
Tak, ret godt. naturligvis har jeg vænnet mig til det.
Til højre ligger Petrowski-parken med sit fletværk af nøgne grene, til venstre markernes hvide
*) således kaldes de konstitutionelle demokrater efter begyndelsesbogstaverne : k. d.
Snedug, bag os - Moskva med sine kors funklende i solen.
Henrik er blevet tavs. Det er stille. Kun slæden knirker i Sneen.
Inde på Twerskaja-Gade stikker jeg ham en halv rubel. Han tager den rimfrosne hat af og ser længe efter os.
Erna hvisker til mig:
Kære, må jeg komme til dig idag?
28. Marts.
General-Gouvernøren venter et Attentat. Igår Nat flyttede han pludselig over til Neskutschnoje. Vi flyttede med ham. Wanja, Feodor og Henrik passer nu på ham i Samoskworetschje ved Kaluga-Port og Boljschaja-Poljanka. Jeg driver om på Pjatnitzkaja og Ordinka.
Vi ved allerede meget om ham. Han er høj og bleg med studset Overskæg. To Gange om Ugen mellem tre og fem kører han til Kreml. Den øvrige Tid sidder han hjemme. Af og til tager han i teatret. Han har tre forspand: Et Par skimler og to Par sorte. Kusken er en yngre mand på omkring de fyrre med rødt, vifteformet fuldskæg. Kareten er ny med hvide lygter. En gang imellem kører hans familie i den: Hustru og børn. Men så er der en anden kusk, en gamling med medaljer på Brystet. Vi kender også bedækningen: to Spioner, begge af jødisk type *). De kører altid med en lysebrun traver for en åben Slæde. At tage fejl er utænkeligt, og jeg tror, at vi snart bestemmer en dag. Wanja kaster :den første Bombe. Og da vil Høsten være i Hus.
* *
*
29. Marts.
Andrei Petrowitsch er kommet rejsende fra Petersborg. Han er medlem af Komiteen. Han har haft mange Års tvangsarbejde i Sibrien den jagede Revolutionærs bitre Liv. Han har tungsindige Øjne og gråt, kileformet skæg.
Vi sidder i ,,Eremitagen". Så siger han genert
- Ved De hvad George, i Komiteen har man taget Spørgsmålet om den terroristiske Aktions foreløbige Indstillelse under Overvejelse. Hvad tænker De om den Ting?
- Tjener, - kalder jeg, - indstil spillemaskinen på „Kornevilles Klokker".
Andrei Petrowitsch sænker Øjnene.
- De hører ikke, hvad jeg siger, skønt spørgsmålet er meget vigtigt. Hvorledes lader det sig, gøre at forene den terroristiske Aktion med det parlamentariske Arbejde. Enten anerkender vi det sidste og deltager i Valgene til Dumaen eller for
*) Når Spionerne her siges at være of „jødisk Type", skyldes dette det beklagelige Faktum, at ikke få Jøderenegater træder i Regeringens og Politiets Tjeneste.
28
nægter Konstitutionen og fortsætter den terroristiske Aktion. Nå, hvad mener De så herom?
- Hvad jeg mener? Ingenting.
- Tænk Dem om. Måske bliver det nødvendigt at opløse dem, det vil sige opløse Organisationen.
- Hvad? - spørger jeg.
- Det vil sige, ikke opløse, men, hvordan skal jeg udtrykke mig? De ved jo George, at vi godt forstår, hvor vanskeligt kammeraterne har det. Vi værdsætter det . . . men forøvrigt er det jo kun en formodning.
Hans ansigt er citronfarvet med rynker om øjnene. Rimeligvis boer han i et lille, lavt Værelse på den wiborgske Side i Petersborg, koger selv sin te på et Spritapparat, løber Vinteren igennem omkring i en tynd efterårsfrakke og er optaget op over ørene af alle mulige planer og sager. Han laver Revolution.
Jeg siger til ham:
- Nu skal jeg sige Dem noget, Andrei Petrowitsch. I kan bestemme, hvad I vil i Petersborg. Det har I Ret til. Men hvad I så end bestemmer : General - Gouvernøren bliver dog dræbt.
- Hvad siger De? De underordner Dem ikke Komiteen?
- Nej.
- Hør nu, .George . . . .
- Jeg har sagt min Mening, Andrei Petrowitsch.
- Men partiet da? - erindrer han mig.
- Men terrorismen? - svarer jeg.
Han sukker. Så rækker han mig hånden.
- Jeg skal ikke sige det i Petersborg. Måske arrangerer vi os på en eller anden måde. Vær ikke vred.
- Jeg er ikke vred.
- Farvel, George.
- Farvel, Andrei Petrowitsch.
Det er blevet stjerneklart, og ser ud til frost. Der er uhyggeligt i de øde smågader. Andrei Petrowitsch skynder sig til banegården. Stakkels gamle Mand, stakkels store barn. Just sådanne tilhører Himmelens Rige.
30. Marts.
Igen flakker jeg rundt om Elenas Hus. Det er et uhyre, gråt og tungt Hus, som tilhører købmanden Kuporosow. Hvor kan der bo Mennesker i denne Kasse? Hvor kan Elena bo i den?
Jeg ved, at det er dumt at gå og fryse på Gaden udenfor de lukkede Døre og vente på det, som dog aldrig sker. Hvis jeg nu også mødte hende? Hvad så? Ingenting!
Igår mødte jeg forresten Elenas mand udenfor Daziaro. Jeg så ham langt borte fra. Han stod ved et Vindu med Ryggen til mig og så på nogle Fotografier. Jeg gik hen og stillede mig ved Siden af ham. Han er høj, blond og slank, 25 år og officer.
30
Han vendte sig om og genkendte mig straks. Hans øjne mørknede, og jeg læste vrede og skinsyge i dem. Jeg ved ikke, hvad han læste i mine.
Jeg er ikke skinsyg på ham, føler heller ikke vrede mod ham. Men han er mig i Vejen.
2. April.
Idag tøer det. Sneen smelter bort i strømme. Vandpytterne blinker i solskinnet. Sneen er vanddrukken, og ude i Sokoljniki lugter det af forår, af skovens ramme safter. Om aftenen fryser det endnu, men ved middagstid drypper det fra tagene.
Sidste forår var jeg i syden. Nætterne var mørke, så man ikke så en hånd for sig. Stjernebillederne stod fjernt på himlen. En morgen gik jeg på den klippefulde kyst langs havet. I skoven blomstrede hylden, og hvide liljer knoppedes. Jeg krøb op på en klippevæg: Over mig stod den glødende sol, under mig det køligt gennemsigtige hav. Firbenene jagede, og cikaderne spillede. Jeg lå på den ophedede klippe og lyttede til bølgeslaget. Og pludselig forekom det mig, at jeg selv og havet, solen og skoven og forårets blomster var gået tabt i verden, og at alt kun var et eneste uhyre legeme, et eneste grænseløst og velsignet Liv.
Men nu ?
En belgisk officer, jeg kender, fortalte mig om sit liv i Kongo. Han var eneste hvid mand med 50 sorte soldater under sig. Hans post var på bredden af den store flod oppe i de jomfruelige skove, hvor feberen kryber i løvets dunstmættede skygge. På den anden flodbred boede en uafhængig negerstamme med sin egen høvding og lov. Dag og nat skiftede uforanderligt. Og Floden var uforanderligt den samme ved morgen og middag og aften: Det samme grumsede vand i det samme sandede leje. De samme sære tropevækster og de samme mennesker med deres sorte kroppe og tungemål. Af og til tog han af kedsomhed sin bøsse og skød efter et af de sorte hoveder på den anden Bred. Og når hans sorte folk fik fat i en Sort ovre fra den anden side, bandt de ham til en pæl og skød til skive efter ham i mangel af anden beskæftigelse. Omvendt, hvis en af hans folk blev nappet af dem på den anden flodbred, huggede de hænder og fødder af ham og lagde ham i blød natten over.
Nu spørger jeg: Ved hvad adskiller et hvidt menneske sig fra et sort? Hvad forskel er der på os og dem. Et af to: Enten „Du må ikke ihjelslå" eller „Øje for øje og tand for tand". Er det første rigtigt, er vi ligeså store banditter som Pobjedonostzew og Trepow, og er det sidste rigtigt, kan man jo spare sig al Retfærdiggørelse. Jeg ønsker at gøre det og det, og jeg gør det. Men måske skjuler der sig fejghed her, frygt for andres mening? Frygt for at man skal sige morder, hvor det nu hedder: helt. Men hvad angår andres Mening mig?
32
Raskoljnikow myrdede en gammel kælling og kvaltes selv i hendes blod. Wanja går og belaver sig på mord, og når han har begået det, bliver han lykkelig og en helgen. Han kalder det: i kærlighedens Navn. Men er der overhovedet nogen kærlighed til i verden? Eller opstod Kristus i sandhed fra de døde på den tredje Dag? Alt dette er kun ord . . .
4. April.
Feodor fortalte idag:
- Jo, denne historie passerede syd på i N . . . . Du ved den gade, der ligger nedenfor banegården? Der står også en skildvagt ovenfor på bjerget? . . . Vel! Jeg tog altså bomben - selvgjort var den - svøbte den i et tørklæde og gik derop. Jeg stiller mig ikke langt fra skildvagten, sådan en fem og tyve skridt, og venter. Se-se! der kommer jo kosakkerne i en støvsky. Og bag kosakkerne sidder han selv i sin kalesche i egen høje person sammen med en eller anden officer. Jeg løfter hånden med bomben højt op i luften. Som han ser op, får han øje på den og bliver kridhvid i ansigtet. Jeg, ser på ham og han på mig. Så slår jeg et kors og hiver bomben ned . . . Jeg hører, at den springer, før jeg tager benene på nakken. Jeg løber og holder om revolveren. Det var en Browning, en god en, en foræring fra Wanja. Jeg vender mig om og ser: Skildvagten står og tager mig på kornet. Jeg giver mig til at krydse i løbet, for at han ikke skulle have for let ved det, forstår du. Jeg krydser og skyder selv med revolveren, sådan nærmest for at sætte skræk i ham. Jeg skød alle Patronerne af og satte et nyt magasin i og løb videre. Men hvad er det: Der løber soldater ud af kasernen, Fodfolk. De brænder løs på mig i fuldt løb. Standset skulle de have gjort og holdt på mig fra stedet, så var jeg blevet på pletten. Nå, jeg løber over en mark og kommer ind til husene. Hov! Hvad er det for noget? Der kommer matroserne rendene fra en af gaderne. Jeg: paf - paf, paf paf. Tømte igen hele magasinet, véd ikke om jeg skød nogen af dem. Jeg løber, kommer ned i en anden gade, ser fabriksarbejderne gå fra arbejde og jeg lige løs på dem: Rør ham ikke, kammerater, lad ham løbe! hører jeg. Jeg kom ind i hoben, puttede revolveren i lommen, strøg hatten af, tog en hue på, smed frakken og var i skjorte som de andre . . . Så tændte jeg en cigaret og gik samme vej som de. Jeg gik, forstår du, som om jeg også kom fra arbejde, lige imod soldaterne.
- Og så?
- Og så ingenting. Da jeg kom hjem, hører jeg, at Bomben splintrede kaleschen og rev tarmene ud af ham, ja, og at to Kosakker gik med i Løbet.
- Sig mig en Gang - spørger jeg ham.
34
vil du være tilfreds, hvis vi slår General-Gouvernøren ihjel?
- Hvis vi slår fyrstehvalpen ihjel?
- Ja.
Han ler og viser sine stærke, hvide tænder.
- Du kan spørge grinagtigt. Naturligvis vil jeg være tilfreds.
- Men, du bliver jo hængt, Feodor.
- Ja, hvad så? To Minutter - færdig med det hele. Vi skal jo alle derhen.
- Hvorhen?
Han ler højt:
- Til Svinene og Hundene, mener jeg.
6. April.
Nu er den stille uge forbi. Idag ringer klokkerne så gladeligt. Det er Påske. Inat var der festlige kirkeprocessioner til Kristi ære. Fra den tidlige morgen er hele Moskva på Dewitschje Pole. Folk står så tæt, at et æble ikke kan falde til jorden: Koner i hvide tørklæder, Soldater, lazaroner, gymnasiaster. Man kysser hin, anden, knækker solsikkefrø, viser tænder. På handelsmændenes træbakker ligger der røde påskeæg, Kager og amerikanske djævle. Brogede balloner trækker i deres snore. Folk summer som en bisværm.
Som Barn forberedte man mig til altergangen allerede i den sjette fasteuge. Der var streng faste hele ugen, ikke så meget som et valmuefrø i munden. I Passionsugen gjorde jeg ubændige knæfald, og trykkede mig med hele kroppen ned mod dugen, hvor Kristi begravelse var afbildet: Herre, forlad mig mine synder. Ved Morgenmessen var jeg som i Paradiset: Lysene brændte klart, det duftede af voks. Messekåberne var så hvide, relikvieskrinet så gyldent. Jeg stod og turde næsten ikke trække vejret af Forventning: Opstår Kristus ikke snart? Kan jeg ikke snart gå hjem med det hellige påskebrød? Hjemme er der fest, stor højtid. Hele påskeugen er én fest.
Men idag er alt dette mig fremmed. Klokkeringningen plager mig, latteren keder mig. Jeg har Lyst til at gå bort herfra, så langt øjnene ser, og ikke komme tilbage.
- Herre, køb lykken af mig, - råber en barbenet og pjaltet tøs og stikker mig et brev i hånden. Hun ser alt andet end festlig ud. På en stump gråt papir er der trykt en spådom: „Hvis Uheld forfølger dig, da tab ikke modet og hengiv dig ikke til fortvivlelsen: Du overvinder det sværeste og vender tilsidst fortunas hjul til din gunst. Dit foretagende skal krones med langt større held, end du selv tror".
Se det var jo et lille påskeæg med ønske om „Glædelig Fest".
7. April.
`Vanja boer i Miusi i en Holdestald. Han sover i bunke med sine fæller på træbriksene og spiser af fællesskabets keddel. Han strigler selv sin hest og vasker sin vogn. dagen igennem er han på gaden med Køretøjet. Han klager ikke, er tilfreds.
Idag har han den ny vams på. Håret glinser af olje. De lange Støvler er med knirk.
Han siger:
- Nu er det Påske. Det er så smukt . . . George, Kristus er jo opstanden.
- Ja, hvad så, om han også er opstanden.
- Å du . . . Der er ingen glæde i dit sind, ingen livsens fryd . . .
- Føler du den?
-- Jeg? Det er en sag for sig . . . Jeg har ondt af dig, George.
- Ondt?
- Ja, ingen holder du af, ikke en gang dig selv . . . I
holdestalden hos os er der også en anden droskekusk: Tichon, hedder han. Det er
en sort, krølhåret bonde og ond som en djævel. Han har en gang været rig, men
gik neden om, de satte ild på hans gård. Han har aldrig kunnet tilgive det,
forbander alle: Gud, Tzaren, studenterne, købmændene, ja, selv børnene hader
han. Tæveunger alle sammen, siger han, og alle er de blodsugere, der drikker
kristenblod, mens Vorherre morer sig over det i sin Himmel . . . Før, da jeg
kom fra tehuset ind på holdepladsen, ser jeg Tichon midt på gården. Han stod
med skrævende ben og opsmøgede Ærmer - værdige Næver har han - og høvlede med
tømmen sin hest ned over øjnene. Det usle øg kunde knap få vejret og virrede
med mulen i skyen. Men han bliver ved at slå den med tømmen over øjnene: Mær!
hvæser han, forbandede skab! Jeg skal vise dig! Jeg skal lære dig! . . .
Hvorfor, siger jeg, slår du dyret, Tichon.? Hold kæft! råber han, skabede rad!
. . . og høvler endnu mere rasende løs på dyret. Gården er fuld af hestemøg og
stank. De andre kuske kommer også ud. De ler: Tichon morer sig nok . . . Sådan
er det også fat med dig, George. Du gav gerne alle med tømmen over øjnene . . .
Å, du George.
Han bider en stump sukker af og drikker længe af sin te. Så siger han
- Bliv ikke vred og le ikke. Ved du, hvad jeg går og tænker på? At vi er fattige i ånden. Hvad lever vi vort liv på, kære ven? Kun på det nøgne had. Vi forstår ikke at elske andre. Vi kvæler og slagter og brænder. Og de andre kvæler og hænger brænder os. For hvad? Sig mig det. Nej, du skal sige mig det.
Jeg trækker på Skuldrene:
- Spørg Henrik, Wanja.
- Henrik? Henrik tror på Socialismen, ved, at Menneskene en gang bliver frie og mætte. Men det er jo kun et svar til Martha. Hvad svarer man Maria? For friheden kan man naturligvis give sit liv, ja, ikke blot friheden, men for en eneste tåres Skyld. Jeg beder til Gud: Lad der ikke være slaver og hungrige! Men George, det er jo ikke alt. Vi ved, at menneskene lever i uretfærdighed. Men, hvor er sandheden, sig mig det.
- Hvad er sandhed?
- Ja, hvad er sandhed. Husk, hvad der står skrevet: „Jeg er dertil født og dertil kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Hver den, som er af sandheden, hører min Røst" •).
- Wanja, Kristus sagde: Du skal ikke ihjelslå.
- Det ved jeg. Men ti du om blodet sålænge. Svar hellere på det, jeg nu siger: Europa har sagt menneskeheden to store ord og har beseglet dem med sine lidelser. Det første ord er: Friheden, det andet: Socialismen. Men hvad har vi sagt menneskeheden. Blodet har flydt i strømme for friheden, men hvem tror på den nu? Blodet har flydt i Strømme for Socialismen, men hvad er efter din mening Socialismen - Paradiset på jorden? Men har nogen brændt på bålet for kærlighedens Skyld og i kærlighedens navn? Er der måske nogen af os, som tør sige: Det er ikke nok, at menneskene er frie, ikke nok, at børnene ikke dør af sult, og at mødrene ikke vædes af tårer. Thi det er desuden fornødent, at menneskene elsker hverandre, og at Gud er med dem og i dem. Gud og kærligheden har vi glemt. Martha fik den ene halvdel af sandheden, Maria den anden. Men hvor er vor Maria? Hør du, jeg troer at Bonderevolutionen*)
Johannes Evangelium 18,37.
bryder ud under korsets tegn. Det bliver revolutionen i Guds navn, i kærlighedens navn. Og menneskene vil blive frie og mætte og leve i samdrægtighed med hverandre. Jeg troer, at vort folk er guds folk. I det er kærligheden, med det er Kristus. Vort ord er opstandelsens ord: Lad det snart ske, Herre Gud! . . . Vor tro er liden, og vi er svage som børn. Derfor løfter vi sværdet. Ikke i styrke løfter vi det, men i frygt og svaghed. Vent, efter os kommer der andre og renere. De skal ikke bruge sværdet, fordi de er stærke. Men før de kommer, er vi gået under. Og vore børns børnebørn skal elske Gud, leve i Gud og fryde sig i Kristus. Verden åbner sig påny for dem, og de skal se, hvad vi ikke ser . . . Men idag, George, er Kristus opstanden. Det er den hellige Påskefest. Skal vi ikke på denne dag glemme vreden, lade være at slå med tømmen over Øjnene . . .
Han tier dybsindigt.
Hvad er der Wanja? Hvad tænker du på? - Ja, hør hvad jeg siger: Jeg ser ingen udvej, ingen frelse. Jeg bereder mig til at ihjelslå, skønt jeg tror på skriftens ord og bøjer knæ for Kristus. Jeg er stedt i nød, i stor nød . . .
Knejpen, vi sidder i, er fuld af drukne folk. De holder Påske. Wanja bøjer sig ned over dugen og venter noget. Hvad kan jeg give ham? Måske med tømmen over øjnene? . . .
40
8. Apri1.
Jeg er igen sammen med Vanja.
Han fortæller:
- Ved du, når jeg første gang kom til Kristus`! . . . Første gang så Gud? Det var under min forvisning i Sibirien. Jeg var en gang på jagt. I Ob's udløb var det. Du ved, at Ob ved sit udløb i havet selv på et langt stykke er bred som et hav. Himlen er lav og grå, floden går også med grå bølger, og bredderne er ikke til at se. De kunne godt slet ikke være der. Bådsfolkene satte mig af på en Ø. Vi havde aftalt, at de skulle hente mig om aftenen: Til aften kommer vi så efter dig, sagde de, da de roede bort. Jeg driver altså om og skyder ænder. Rundt om er der kun sump, forkrøblede birke, grønne tuer og mos. Jeg gik og gik og kom helt bort fra kysten. Så var der en and, jeg havde skudt ned, som var blevet borte. Jeg kunne ikke finde den mellem tuerne. Og som jeg gik og søgte efter den, kom aftenen over mig, og tågen steg fra floden. Jeg måtte altså se at komme ud til kysten igen. Retningen tog jeg så nogenlunde efter vinden. Men som jeg bedst går, mærker jeg, at fødderne synker. Jeg ville springe op på en tue, men nej, jeg sidder fast i hængedyndet og synker. Jeg synker, drukner sådan ganske langsomt, en tomme i minuttet. Lægge mig ned og krybe turde jeg ikke. Jeg kunne jo ikke se en hånd for mig. Jeg prøvede at trække, det ene ben op, men det sad fast, og jeg sank blot en tomme til. Så løftede jeg bøssen og skød i fortvivlelse op i luften: Måske hører de mig, måske kommer de og hjælper mig. Men nej! Jeg hører kun nordenvinden blæse og regnen falde. Sådan står jeg i dynd omtrent til knæene og tænker: Jeg går under i sumpen, og dyndblærer vil stige op og briste over mig, og de grønne tuer bliver ved at være, som de er. Jeg fik tårer i øjnene af afsky. Jeg trak igen til med det ene Ben, men det blev ikke bedre deraf. Jeg var stivfrossen og rystede af kulde
Sådan skulle jeg altså dø ved verdens ende som et kryb. Hjertet blev helt tomt. Alt - alt blev ligegyldigt: Jeg skulde jo dø. Jeg bed min læbe til blods og trak til i benet med mine sidste kræfter. I det samme faldt jeg. Jeg kom til at ligge med armene om noget. Det var en tue en af de evige, grønne tuer. Jeg holdt om den og trak til igen. Det ene ben kom løs og så det andet. En pludselig følelse af glæde og livslyst kom over mig, og jeg mærkede at den ene jagtstøvle var trukket af, og at foden blødte. Så satte jeg mig på tuen og sad der uden at turde røre mig. Gjorde jeg et eneste Skridt, kunne jeg jo komme udi hængedyndet igen. Sådan sad og stod jeg hele natten til om morgenen på den samme plet. Men i denne lange nat, da jeg stod i sumpen under den mørke himmel, ene med nordenvinden og regnen, i denne nat forstod jeg med hele mit hjerte, at Gud er over os og med os. Jeg frygtede ikke, men var glad; thi der var faldet en sten fra mit bryst. Og om morgenen kom kammeraterne og hjalp mig bort.
- Før døden er der mange, som ser Gud. Det er dødsfrygten, som gør det, Wanja.
- Dødsfrygten? Det kan være. Men tror du vel, at Gud kan vise sig for dig i denne snavsede knejpe? Nej, før døden udvider sjælen sig, så den ser til de yderste grænser. Derfor ser menneskene oftest Gud lige før døden, og sådan så jeg Gud.
Ja, - fortsætter han efter en stunds tavshed, - det er en stor lykke at have set Gud. Sålænge man ikke har set ham, tænker man slet ikke på ham. Man tænker på alt andet, kun ikke på ham. Man fantaserer om overmennesket. Tænk dig: Overmennesket. Og så tror de, at have fundet de vises sten, Løsningen på livsgåden. Efter min mening er alt dette kun Smerdjakow om igen: Man elsker ikke sin næste, fordi man elsker dem, der boer på andre kloder. Men hvorledes kan man elske disse, når man ikke har kærlighed til alt det mere, der omgiver en? Jeg tror, det er let at dø for andre, at dø døden for menneskers skyld. At give livet hen er sværere, hver eneste dag, hver stund af livet at leve i kærlighed, i Guds kærlighed til mennesker, til alt, som lever og ånder. At glemme sig selv og ikke bygge livet for sig selv alene, det er det svære. Mennesket i os er blevet forhærdet, formummet i dyrehud! Å, kære ven, bittert er det at se, hvordan menneskene raser som besatte. De anråber kinesiske afgudsbilleder og tror på træklodser, men på Gud kan de ikke tro, og Kristus vil de ikke elske. Gift tærer på os, fra vi er små. Henrik f. Eks. kan ikke i al simpelhed sige: Blomst. Nej, han siger: Af den og den familie, den og den art, så og så mange kronblade og støvdragere, og bag alt dette støv ser han ikke blomsten. Således ser vi heller ikke Gud bag alt støvet. Vi regner kun efter vor fornufts lille tabel. Men den gang, da jeg stod under regnen på tuen i sumpen og ventede på døden, da forstod jeg, at der foruden vor fornuft endnu er et eller andet „Noget" til. ~ Men vi har bind for øjnene, så vi hverken ser eller forstår . . . . Men George, hvad ler du af? . . .
- Du messer jo som en landsbypope.
- Nå, lad mig så være en pope. Men svar du mig nu: Er det muligt at leve uden kærlighed?
- Naturligvis er det muligt.
- Hvorledes det? Hvorledes?
- Ved at give hele verden en god Dag.
- Det er din spøg, George?
- Nej, det er ikke min spøg!
- Stakkels George, stakkels George . . .
Jeg siger farvel til ham. På Gaden glemmer jeg straks, hvad han har sagt.
10. April.
Idag så jeg General-Gouvernøren. Han er en høj, ædelt bygget, ældre mand med guldbriller og studset overskæg. Ingen skulle ved at se på hans rolige ansigt kunne sige, at han har tusinder af ofre på sin samvittighed:
Jeg gik igennem Kreml. Pladsen var igår hvid, idag ligger brostenene våde. Isen er smeltet, og floden Moskva flyder hen i Solskin. Samoskworetschje drukner i fabriksrøgen. Spurvene leger forår.
Ved paladsets trappe holdt en karet. Jeg genkendte den straks: Sort forspand, gule eger i hjulene. Jeg skråede tværs over pladsen henimod paladset. I samme øjeblik fløj dørene op, skildvagten præsenterede gevær og politibetjenten gjorde front. På den hvide marmortrappe steg General-Gouvernøren langsomt ned ad trin for trin. Jeg voksede fast til stenbroen. Jeg stirrede på ham, kunne ikke løsrive mine øjne. Han løftede hovedet og så på mig. Jeg tog hatten af. Jeg tog den dybt af for ham. Han smilte og løftede hånden til huen. Han hilste mig
I dette øjeblik hadede jeg ham.
Jeg vaklede ind i Aleksanders-Haven. Benene hang fast i gangenes lerælte. Allikkerne fløj skrigende over birkene. Jeg var nær ved at græde, så ondt gjorde det mig, at han endnu var i live.
12. April.
I ledige timer går jeg hen i Rumjantzew's . Biblioteket. I den stille læsesal sidder kortklippede; studerende kvinder og skæggede studenter. Mit ragede ansigt i de høje flipper stikker stærkt af mod dem.
Jeg læser med opmærksomhed de gamles skrifter. De havde ingen samvittighed og søgte ingen „Sandhed". De levede ganske simpelt, levede som græsset vokser, og fuglene flyver. Måske findes i denne hellige simpelhed nøglen til forståelse af verden.
„Ja,
jeg vil stande dig bi, og ej af øje dig lade
Når
vi omsider begynde vort værk, og da skal tilvisse mangen af bejlernes hob, som
frækt opæde din velstand, segne til jorden, så marken med blod og hjerne
besudles"
*)
Hvilken Gud skal jeg bede til, at han ikke viger fra mig? Hvor er mit forsvar og hvem er min beskytter? Jeg er ene. Men har jeg intet forsvar, er jeg min egen beskytter. Og har jeg ingen Gud, da er jeg min egen gud. Wanja siger: hvis alt er tilladt, er det - Smerdjakow om igen. Men hvorfor er egentlig Smerdjakow ringere end andre? Og hvorfor skal man være bange for at ligne Smerdjakow?
. . . så Marken med Blod og Hjerne bebesudles . . .
Ja, lad den besudles. Jeg er lige glad.
*) Odysseen: 13,390.
13. April.
Erna siger til mig
- Jeg synes, at jeg kun har levet for at møde dig. I mine tanker var jeg altid hos dig. Jeg bad til Gud om at få dig.
- Erna, men Revolutionen?
- Vi vil dø sammen . . . Kære, når jeg er hos dig, synes
jeg, at jeg er en lille pige, kun et barn. Jeg ved, at jeg intet kan give dig.
Men jeg har min kærlighed. Tag da
den.
Og hun græder.
- Erna, græd ikke.
- Det er af glæde . . . Se, nu græder jeg ikke mere. Ved du, hvad jeg ville sige til dig . . . Henrik . . .
- Hvad Henrik?
- Bliv blot ikke vred . . . Henrik sagde igår til mig, at han elsker mig.
- Nå?
- Nå, og jeg elsker ikke ham. Jeg elsker kun dig. Kære, du er jo ikke skinsyg? - hvisker hun mig i øret.
- Skinsyg? Jeg?
- Vær ikke skinsyg. Jeg holder ikke spor af ham. Men han er så ulykkelig, og det gjorde mig så ondt, da han sagde det . . . Og så syntes jeg, at jeg slet ikke burde høre på ham, at det var ligesom at bedrage dig.
- Bedrage mig, Erna?
- Kære, jeg elsker dig så højt, og det gjorde mig så ondt for ham. Jeg sagde til ham, at
jeg var hans ven . . . Du er jo ikke vred? Vel?
- Vær ganske rolig Erna. Jeg er ikke vred, og jeg er ikke skinsyg.
Hun ser fornærmet ned:
- Det er dig ligegyldigt. Sig, om det er dig ligegyldigt?
- Der er, - svarer jeg, - blandt kvinder: trofaste hustruer, lidenskabelige elskerinder og stille veninder, men alle tilsammen er de ikke hende, den ene værd: Kongedatteren. Hun giver ikke sit hjerte hen. Hun skænker elskov.
Erna lytter forskrækket, så siger hun
- Du holder altså slet ikke af mig?
Jeg kysser hende istedetfor at svare. Hun gemmer sit ansigt ved mit bryst og græder:
- Vi vil dø sammen? Ja?
-- Måske.
Hun sover ind på mine knæ.
15. April.
Jeg sætter mig ind i Henriks kalesche. Da vi er kommet udenfor triumfbuen, siger jeg til ham:
- Nå, hvordan går det?
- Å, hvordan, - ryster han på hovedet. - Det er ikke noget let liv: Hele dagen i regn og rusk på bukken.
Jeg siger så til ham:
- Ja, det er ikke så let, når man er forelsket.
- Hvorfra ved de det? - vender han sig hurtigt om imod mig.
- Hvad ved jeg? Jeg ved ingenting og vil ingenting vide.
- De gør Dem lystig over alting.
- De tager fejl.
Vi kommer igennem parken. Fra de våde grene falder funklende dråber. Hist og her spirer allerede det unge græs.
- George. - Nå?
- George, ved ladningen af bomber forekommer der jo af og til eksplosioner?
- Ja, det forekommer.
- Erna kan altså blive dræbt ved en sådan eksplosion.
- Ja, hun kan.
- George.
- Nå?
- Hvorfor har de betroet det til hende.
- Det er hendes speciale.
- Speciale?
- Ja.
- Var der ikke nogen anden, som kunne gøre det?
- Nej . . . men hvad er De urolig for?
- Næ . . . Det er blot sådan . . . ingenting . . . sådan a propos. Han vender og kører tilbage til Moskva. På halvvejen kalder han igen på mig:
- George.
- Nå? - Bliver det snart?
49
- Jeg antager snart.
- Hvor snart?
- Om en to-tre ugers tid.
- Og det er ugørligt at tilkalde nogen anden istedetfor Erna?
- Ugørligt.
Han skyder ryg i sin blå kaftan, men tier. - Farvel Henrik. Vær ved godt mod.
- Jeg er ved godt mod.
- Og tænk virkelig ikke på nogetsomhelst. - Jeg ved det. Sig ikke mere. Farvel.
Han kører langsomt bort. Men denne gang er det m i g, der længe ser efter ham.
16. April.
Jeg spørger mig selv: Elsker du virkelig Elena endnu? Eller elsker du kun en Skygge - Skyggen af din tidligere kærlighed til hende? Måske har Wanja ret, at jeg ikke elsker nogen og ikke kan elske nogen. Måske er det heller ikke umagen værd.
Henrik elsker Erna og vil hele sit liv kun elske hende. Men elskoven er for ham en kilde til sorg og ikke til glæde. Men er min elskov måske en kilde til glæde? . . .
Jeg sidder igen i mit værelse, og føler lede både ved det og alt omkring mig. Hundrede mennesker boer under samme tag som jeg. Men jeg er fremmed for dem; fremmed er jeg i denne by, måske i hele verden. Erna giver sig til mig, giver sig helt og holdent. Men jeg vil hende ikke og svarer - med hvad? Med Venskab? Hvis ikke med løgn? Det er dumt at tænke på Elena, dumt at tage Erna, men jeg tænker på den første og tager den anden. Og kan det ikke komme ud på et?
18. April.
General-Gouvernøren er flyttet ind fra Neskutschnoje til paladset i Kreml. Vore Planer er igen krydsede. Vi må begynde forfra med vore iagttagelser. Det er vanskeligere i Kreml. Rundt om er der trukket en uafbrudt kæde af vagtposter. På pladsen og i portene står der Spioner. De lægger mærke til enhver forbigående, mistænker enhver droskekusk.
Politiet ved ikke, hvor vi er, og hvem vi er, men i Moskva taler allerede rygtet om os . . . Men det er det samme! Hænger de os, kommer der andre i vort sted. General-Gouvernøren bliver i ethvert tilfælde dræbt.
I knejpen blev jeg igår Vvidne til en Samtale. To sad og talte sammen. Den ene så ud til at være bodsvend, den anden hans læredreng.
- Ja, det er ligesom Vorherre bestemmer, siger bodsvenden belærende, - den ene får en kugle, den anden en bombe. Her var det nu en frøken, der kom op på slottet med et bønskrift. De lod hende komme ind, og han gav sig til at læse bønskriftet. Mens han står og læser, trækker hun revolveren frem og giver sig, til at plante kugler i ham . . . Fire kugler satte hun i ham.
Læredrengen slår ud med Armene
- Det var som . . . Døde han?
- Hvad for en: døde! Næ, de er sejglivede de hunde.
- Hvad så mere?
- De hængte hende altså. Men nogen tid efter kommer der en anden, også med et bønskrift.
- Hende lod de da ikke komme ind?
- Næ. Hun fortalte det ene og det andet op ad vægge og ned ad stolper. Men de visiterede hende alligevel i forværelset. Og se, i håret finder de en revolver. Det var ligefrem som ved Vorherres styrelse, at han gik fri.
- Hvad så med hende?
- De hængte hende altså. Men tænk nu bare, - Fortælleren breder Armene ud som tegn på den største forbavselse, - nogen tid derefter spaserer han i haven. Der er vagt med. Pludselig falder der et skud, hvor det nu kom fra. Kuglen gik tværs gennem hjertet. Han fik knap tid til at sige: Ak og Ve. Og hvad kom der så for en dag bagefter? En Soldat havde gemt sig bag en busk og skudt på ham, en af hans egne soldater fra vagten!
- Det var den ædende syge . . . det var som . . .
- Jo-o . . . Soldaten hængte de altså, men han var og blev jo alligevel død. Sådan var det nu en gang bestemt af Skæbnen.
Han bøjer sig over bordet og hvisker:
- Men vores, heroppe knalder de nok ned med en bombe. Hver eneste dag finder de proklamationer på hans bord: Belav dig på en bombe, snart maser vi dig! . . . Og husk mine ord: Det ender med, at de sprænger ham i Luften. Ja, det gør! . . . . .
Jeg er af den samme Mening.
20. April.
Igår mødte jeg endelig Elena. Jeg tænkte ikke på hende. Jeg havde næsten glemt, at hun var her i Moskva. Jeg gik på Petrowka og hørte pludselig nogen kalde på mig. Da jeg vendte mig om, stod Elena foran mig. Jeg så hendes store, grå øjne og tunge, sorte hår . . . Vi følges ad, og hun siger med et smil:
- De har glemt mig.
Aftensolen sender et strålebundt lige i vore ansigter. Gaden fortoner sig i dens lys, og stenbroen gløder guldsprængt. Jeg er rød som en valmue, da jeg svarer:
- Nej. Jeg har ikke glemt Dem.
Hun tager mig under Armen og siger sagte
- Bliver De her længe?
- Jeg ved det ikke.
- Hvad gør De her?
- Jeg ved det ikke.
- De ved det ikke?
- Nej.
En dyb Rødme farver hendes Ansigt.
- Men jeg ved det, og jeg skal sige Dem det. - Sig det da.
- Jager De her?
- Måske.
- De bliver ganske sikkert hængt.
- Måske.
Solen er brændt ud. Det er koldt og gråt på gaden.
Jeg vil sige hende så meget. Men jeg har glemt alle ord. Derfor spørger jeg blot:
- Hvorfor er De i Moskva?
- Min mand gør tjeneste her.
- Mand?
Men i det samme husker jeg på denne mand. Jeg mødte ham jo. Ja, naturligvis har hun en mand.
- Farvel, - siger jeg og rækker kejtet hånden frem.
- Har De travlt?
- Ja, jeg har travlt.
- Gå ikke.
Jeg ser hende ind i øjnene. De lyser af kærlighed. Men jeg kommer igen til at tænke på manden.
- På Gensyn.
Det er mørkt og øde om natten i Moskva, og jeg går ind i Tivoli. Orkestret larmer. Kvinderne ler skamløst. Jeg er ene.
54
St. Petersborg,
25. April.
General-Gouvernøren er rejst til Petersborg. Jeg rejste efter ham: Måske er det lettere at dræbe ham her. Jeg genser med glæde Neva'en og Isakskirkens strålende kuppel. Foråret er så smukt i Petersborg. Det er så uskyldig klart som en sekstenårs pige.
General-Gouvernøren rejser ud til Tzaren i Peterhof. Jeg er i en første klasses vagon i samme tog som han. En elegant dame kommer ind. Hun taber sit lommetørklæde. Jeg tager det op til hende.
- De rejser til Peterhof? siger hun på fransk.
- Ja, til Peterhof.
- De er ingen Russer? siger hun og ser undersøgende på mig.
- Jeg er Englænder.
- Englænder? Hvad er Deres navn? Jeg ved, hvad De hedder.
Jeg betænker mig et øjeblik, og rækker hende mit kort: George O'Brien, Ingeniør, London & Moskva.
- Ingeniør . . . Hvor det glæder mig . . . Kom og besøg mig. Jeg venter Dem ganske bestemt .......
I Peterhof mødte jeg hende igen. Hun stod ved buffetten i jernbanerestaurationen og drak te med en jødisk udseende fyr. Han så meget ud til at være spion. Jeg går hen til hende og siger:
- Hvor jeg er lykkelig over at møde Dem igen.
Hun ler.
Jeg spaserer med hende på perronen. Den er delt i to dele af en Række gendarmer.
Jeg spørger hende:
- Hvorfor er her så mange gendarmer?
- Ved De det ikke? Der er planlagt et attentat mod General-Gouvernøren over Moskva. Han er nu i Peterhof og rejser med dette tog. O, disse ækle anarkister . . .
- Et attentat? På General-Gouvernøren?
Ha-ha-ha! . . . .: Han lader, som om han ikke ved det . . . Spil ikke komedie . . .
Da vi er kommet ind i toget, tager konduktøren billetterne. Hun rækker ham en grå konvolut. Jeg læser, at der står trykt på den med kursiv: Gendarm-Forvaltningen i Peterhof.
- De har Sæsonbillet, ikke sandt? spørger jeg hende.
Hun bliver glorød i hovedet.
- Næ, det er blot . . . sådan . . . en Foræring . . . . Å, hvor jeg er glad over at gøre Deres Bekendtskab. Jeg holder sådan af Englændere . . . . .
. . . . . . Lokomotivet fløjter. Vi er i Petersborg. Jeg bukker, da hun går og følger hende på afstand.
Hun går ind i Gendarmernes vagtstue på Stationen.
- En kvindelig Spion, - siger jeg til mig selv.
I Hotellet kommer jeg til følgende Resultat: Enten er jeg under opsigt, og da er det naturligvis ude med mig, eller også er dette møde et tilfældigt og kedeligt sammentræf. Jeg vil vide hele sandheden. Jeg vil se skæbnen i Kortene.
Jeg tager min cylinder, råber på en Lichatsch *) og ringer på efter den adresse, hun gav mig.
- Er Frøkenen hjemme?
- Vær så god.
Et Værelse som en konfektæske. I hjørnet: en buket teroser, en hyldest på blomstersproget. På borde og vægge: Portrætter af damen i alle mulige stillinger og situationer.
- Å, det er Dem . . . Hvor er det kært af Dem . . . Tag Plads.
Vi taler igen fransk. Jeg ryger cigar og holder cylinderen i hånden.
- De boer i Moskva?
- Ja.
- Synes De om de russiske Damer?
- Jo, de er de bedste i sin slags.
Det banker på Døren.
- Kom ind.
To Herrer kommer ind. De er meget brunette, har meget lange overskæg og ser ud til at være noget midt imellem falskspillere og alfonser.
Vi trykker hverandre i hånden.
De tre går hen til vinduet.
- Hvem er det - hører jeg den ene hviske.
*) Første Klasses Drosker med Traverforspand.
- Ham der! Å, han er ingeniør, en rig englænder. Gener dig ikke for at tale højt. Han forstår ikke et suk russisk.
Jeg rejser mig:
- Jeg beklager, at min tid lægger beslag på mig. Jeg har den Ære at anbefale mig.
Vi trykker igen hverandres hænder. Ude på gaden ler jeg højt: Guskelov, jeg er englænder.
St.
Petersborg, 26. April.
General-Gouvernøren vender tilbage til Moskva iaften - jeg også. Jeg har hele dagen til min rådighed og flakker om i Petersborg uden mål og med . . . . Det bliver aften. Neva'en strømmer mod solnedgangens purpur. Peter-Pauls-Fæstningens høje spir borer sig ind i himlen.
Ved fæstningsporten står et trefarvet skilderhus: Symbolet på vort slaveri. Bag den hvide mur åbner fængselsgangene deres mørke gab. Stenfliserne giver genlyd af skridt. I cellerne er der mørke og gitter for vinduerne. Om natten slår uret, skælvende som en smerte, der gennemisner jorden.
Mange af mine venner er blevet hængte derinde, og mange vil blive det endnu.
Jeg ser de lave bastioner og grå mure. Vi er for svage til at hævne, for svage til at knuse sten mod sten. Men en gang kommer den store vredes dag. Hvem vil kunne stå imod på denne dag!
28. April.
I Parken er det køligt endnu. Lindene er nøgne, men hasselbuskene har klædt sig i grønt.
Elena plukker blomster. Hun vender sig glad mod mig:
- Hvor er det smukt . . . Ikke sandt, hvor er det smukt og lyst idag?
Ja, jeg synes, at alt er smukt og lyst. Jeg ser hende ind i øjnene, som sagde jeg hende dermed, at hun selv var skønheden og lyset.
- Det er så længe siden, jeg har set Dem . . . . Hvor har De været, hvordan har De haft det, hvad har De set og hørt? . . . Hvad har De tænkt om mig?
Hun bliver rød og uden at vente på mit svar fortsætter hun:
- Jeg har været så ængstelig for Dem . . .
Jeg husker ikke sådan en morgen. Liljekonvallerne blomstrer. Det dufter af forår. Fjerlette skyer går som dun over himlen. Jeg føler igen glæde over livet: Hun har været ængstelig for mig.
- Jeg lever uden at tænke over livet, siger hun til mig. - Nu ser jeg på Dem og synes, at det ikke er Dem, men en anden, en fremmed, der dog er mig kær. Ja, De er jo en fremmed for mig . . . Kender jeg måske Dem, eller kender De mig? Og det behøves heller ikke . . . Vi behøver ikke at vide noget. Vi har det jo godt, som det er. Ikke sandt?
Og lidt efter siger hun med et smil:
- Nej, sig mig alligevel, hvad De har gjort, og hvad der har optaget Dem?
- De ved jo, hvad der optager mig.
Hun sænker Blikket:
- Så er det altså sandt: Terrorismen.
- Ja, Terrorismen.
Der går en skygge over hendes ansigt, og hun tager tavs min hånd.
- Hør, - siger hun endelig, - jeg forstår ingenting af alt dette . . . Sig mig, hvorfor dog slå ihjel? . . . Se hvor her er smukt: Foråret er så gavmildt på liv. Men, hvad grunder De på? Hvad optager Dem? Døden? . . . Kære, hvorfor?
Jeg ville svare hende, hvad man plejer at svare i sådanne tilfælde, at blod aftvættes med blod, at vi dræber mod vort ønske, at terrorismen er nødvendig for revolutionen og revolutionen nødvendig for folket. Men jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne sige disse ord. Jeg ved, at det kun er tomme ord for hende, og at hun ikke forstår dem.
Men hun gentager indtrængende
- Kære, hvorfor?
Der er dug på buskene. Rører man ved en gren, regner det med diamantdråber.
Jeg tier.
- Er det ikke bedre at leve, kun at leve? . . . Eller har jeg ikke forstået Dem? Eller er det nødvendigt . , . Nej, nej, - svarer hun sig selv, - det kan ikke være nødvendigt . . .
Og ængstelig som en dreng spørger jeg hende: - Hvad er da nødvendigt, Elena? . . .
- De spørger mig? De?! . . . Som om jeg vidste det eller kunne vide det? . . . Og jeg vil ingenting vide . . . Det er så smukt idag . . . og vi vil ikke tænke på døden . . . Det skal man ikke . . .
Hun bøjer sig igen leende ned efter forårets blomster, og jeg tænker på, at jeg inden længe igen er ene, og at hendes barnlige latter lyder for en anden, ikke for mig.
Blodet går som en bølge til mit Ansigt, og jeg siger næsten uhørligt:
- Elena.
- Hvad er der, kære?
- De spurgte mig før, hvad der optog mig? . . . Jeg . . . tænker på Dem.
- Tænker på mig?
- Ja . . . De ved jo, at jeg elsker Dem . . . Hun ser ned.
- Tal ikke sådan.
- Hvorfor?
- Tal ikke . . . Farvel.
Hun går hurtigt bort, og længe ser jeg hendes sorte dragt mellem de hvide Birkestammer.
29. April.
Jeg har skrevet et brev til Elena
„Mange år, synes jeg, er gået, siden jeg så Dem. Bestandig føler jeg, at De ikke er hos mig. Jeg vil se Deres øjne igen. Jeg tror på elskoven og min ret til den. Dybt i mit hjerte boer en urokkelig overbevisning, en forudfølelse om fremtiden. Det der skal ske vil ske!
Jeg elsker Dem og er lykkelig. Bliv også De lykkelig".
Jeg modtog et kort Svar:
„Imorgen Kl. 6 i Sokoljniki".
30. April.
Elena siger til mig
- Jeg er glad og lykkelig over at være sammen med Dem, men tal ikke til mig om kærlighed.
Jeg tier.
- Nej, lov mig, at De ikke taler til mig om kærlighed . . . Og vær ikke bedrøvet og tænk ikke på noget som helst.
- Jeg tænker på Dem.
- Hvorfor?
Og jeg svarer selv i samme øjeblik:
- De er gift! Manden! Mandens ære! En hæderlig kvindes pligt! Selvfølgelig! Undskyld, at jeg fordristede mig til at tale om min følelse og at henvende mig til Deres. For dydige hustruer er der jo intet andet til i verden end hjemmets arne og hjertets rene rum. Undskyld!
- Skammer De Dem ikke?
- Nej, jeg skammer mig ikke. Jeg kender det: Følelsens og pligtens tragedie! Tragedien mellem følelsen, brudekjolen, det hellige ægteskab og de ægteskabelige favntag. De burde skamme Dem, Elena.
- Ti stille.
Vi går nogle minutter tavse ved siden af hinanden på den smalle gang. Vreden ses endnu på hendes ansigt.
- Sig mig, - vender hun sig imod mig, regner De virkelig med nogen som helst slags lov?
- Nej, men De gør det.
- Tænk på Dem selv . . . De lever jo af blod . . . . . Lad det være nødvendigt, men De . . . Ja, hvorfor lever De af blod?
- Det véd jeg ikke.
- De ved det ikke?
- Nej.
- Hør en gang. Det er jo også en lov . . . De har sagt til Dem selv: Sådan og ikke anderledes er det nødvendigt at gøre.
Jeg svarer langsomt
- Nej, jeg har sagt: Jeg vil det sådan.
- De vil det sådan?
Hun ser forundret på mig.
- De vil det sådan?
- Ja netop.
63
Pludselig lægger hun sin hånd på min skulder
- Min kære George.
Og med en hurtig og smidig Bevægelse kysser hun min Mund, længe og hedt.
Da jeg åbner Øjnene, er hun borte. Hvor er hun? Har jeg drømt?
1. Maj.
Idag er det den 1. Maj - Arbejdets Helligdag. Jeg holder af denne dag. Der er noget af fremtiden over den. Og netop idag havde jeg gerne villet dræbe General-Gouvernøren.
Han er blevet forsigtig og holder sig gemt i sit palads. Vi holder forgæves udkig efter ham. Vi ser kun spioner og soldater, og de ser os. Jeg er derfor tænkt på at afslutte vore observationer.
Jeg har erfaret, at han den l4de på Kroningsdagen kører til teatret. Vi blokerer portene til Kreml. Wanja stiller sig ved Spasski-, Feodor ved Troitzki-, Henrik ved Borowitschji-Port. Og her er grænsen for vor tålmodighed.
Jeg glæder mig forud til sejren. Jeg ser hans lig og blodet på uniformen. Jeg ser kirkens mørke hvælvinger og de tændte lys, hører messerøsterne over den døde og indånder den kvalme røgelseduft.
Jeg vil hans død!
Jeg vil styrte ham „i Ilden og den brændende Sø"!
2. Maj.
Jeg henlever disse dage som i feber. Hele min vilje er samlet i det ene ønske: at dræbe. Jeg passer nøje på, om der ikke er spioner efter mig og ængster mig for, at de skal arrestere os, så vi ikke får vor udsæd under leen. Men jeg overgiver mig ikke levende.
Jeg boer nu i „Hotel Bristol". Igår bragte man mig mit pas tilbage. Det var en spion fra politistationen, som kom med det. Han stod og trykkede sig på dørtærskelen
- Undskyld, jeg vover at spørge, men Herr Pristaven spurgte, hvilken trosbekendelse De behager at tilhøre?
Et underligt Spørgsmål. I Passet står der jo, at jeg er lutheraner. Uden at vende hovedet siger jeg:
- Hva'
- Jo, hvilken trosbekendelse? Hvad for en tro, hm?
- Jeg tager passet og læser meget højt på engelsk Lord Lansdowne's navne og titler: ,We, Henry Charles Keith Petty Fitz Maurice, Marquess of Lansdowne, Earl Wycombe o.s.v.". Jeg kan ikke engelsk og læser alle Bogstaverne, som de står.
Spionen hører opmærksomt efter.
- Har du forstået?
- Ja vel.
Jeg udtaler med vilje mit russiske med stærk Akcent - Gå til Pristaven, sig: jeg straks sender
Telegram gesandten! Forstået?
- Ja vel.
Jeg står med Ryggen til ham og ser ud ad vinduet. Så siger jeg endvidere meget højt:
- Og nu, skrup af!
Han trækker sig tilbage med en dyb bøjning. Jeg bliver ene. Skulle de virkelig have deres opmærksomhed henvendt på mig?
6. Maj..
Vi mødtes i Kuntzewa ved banelegemet: Jeg, Wanja, Henrik og Feodor. De er i lange harmornikastøvler og kasketter, på bondemaner.
Jeg siger
- Den 14de kører General-Gouvernøren til teatret. Nu må vi fordele pladserne. Hvem kaster den første Bombe?
Henrik svarer ophidset:
- Den første plads er min.
Wanja har mørkblondt hår, grå øjne og hvid pande. Jeg ser spørgende på ham.
Henrik gentager:
- Absolut min, absolut.
Wanja ler venligt:
- Nej, Henrik, jeg har allerede ventet længe.
Tag det ikke ilde op, men det er min tur, den første plads er min. ,
Feodor damper ligegyldigt på sin cigaret.
Jeg spørger ham
- Og du, Feodor?
- Hvad mig anbelanger, er jeg altid parat.
Jeg siger da:
- General-Gouvernøren kører rimeligvis gennem Spasski-Port. Wanja stiller sig ved den, Feodor ved Troitzki- og Henrik ved Borowitschji-Port.
Alle tier.
På banelegemet strækker skinnerne sig som lysstriber. Telegrafpælene vandrer i rækkefølge ud i det fjerne. Det er stille. Kun telegraftrådene synger.
- Véd I, hvad jeg tænker på, - siger Wanja. - Jo, det er let at kaste fejl. Bomben vejer fire kilogram. Når man kaster fra hånden, træffer man ikke altid. Hvis man nu f. Eks. træffer baghjulet, slipper han derfra med livet. Husker I, hvordan det gik Rycakow den lste Marts *) *) Attentatet på Alexander II.
Henrik siger uroligt
- Ja, ja . . . Hvad skal man da gøre?
Feodor hører opmærksomt efter, men Wanja siger
- Jeg har tænkt mig, at den bedste måde var at kaste sig selv under hestene.
- Og så?
- Ja, så splintres både kareten og hestene.
- Og du splintres også selv.
- Ja, også jeg selv.
Feodor trækker foragteligt på skuldrene:
- Der behøves ikke noget af alt dette her. Vi knalder ham ned foruden det. Løb lige hen til karetvinduet og hæld den ind gennem ruden. Færdig med fyrre!
Jeg står og ser på dem. Feodor ligger, så lang han er i græsset, og Solen bager hans brune kinder. Han misser med øjnene af glæde over foråret. Wanja ser bleg og tankefuld langt bort. Henrik går frem og tilbage og ryger nervøst. Over os er den blå himmel.
Jeg siger til dem:
- I skal få besked, når I skal sælge køretøjerne. Feodor klæder sig på som officer, Wanja som portier, og Henrik bliver i sin Vams som nu.
Feodor vender sig om til mig. Han er tilfreds og ler:
- Jeg, siger du, skal være: Hans Højvelbårenhed. Fine Sager. Mangler to Minutter i hel - Herremand, som det hedder.
Wanja siger:
- George, det er jo også nødvendigt at tænke på ladningen af bomberne.
Jeg rejser mig op:
- Vær ganske rolig. Jeg tænker på alt.
Jeg trykker dem alle i hånden og går, men Henrik indhenter mig:
- George.
- Nå, hvad er der?
- George . . . Hvorledes det . . . Hvorfor går Wanja først?
- Ganske simpelt.
- Det vil sige, han er fortabt.
Han ser på Græsset under sine Fødder. Der står friske spor, hvor vi gik.
- Det kan jeg ikke være med til, - siger han dumpt.
- Hvad kan De ikke.
- Jo det . . . at han går først . . .
Han afbryder og siger hurtigt:
- Det er bedre, at jeg går først. Lad mig gå til grunde. Hvad skal vi gøre, hvis de hænger ham? For de hænger ham jo? Hænger ham, ikke sandt?
- Selvfølgelig hænger de ham.
- Nej, George, hør, nej . . . Jeg kan slet ikke tænke mig, at han skal gå bort. Vi har ganske rolig bestemt det, og af vor bestemmelse afhænger det, at Wanja går i døden, ja i den visse død. Nej, for Guds skyld, nej . . .
Han river sig i skægget, og hans hænder ryster.
- Hør nu, Henrik, - siger jeg til ham. Et af to: Enten terrorisme eller snak. Vil De være med til det første, må De forsage denne kedelige snakkesalighed, og vil De snakke, må De træde ud af kamporganisationen og søge tilbage til universitetet. Et af to!
Han tier, og jeg tager ham under Armen:
- Husker De, hvad Admiral Togo sagde til sine Japanere: „Jeg beklager kun en Tting, at jeg ikke har børn, som kan dele skæbne med jer". Og således må vi også beklage, at vi ikke kan dele skæbne med Wanja. Der er ikke noget at græde for.
Vi er nær ved Moskva. Triumfbuen rejser sig solbadet.
- Ja, George, - siger Henrik og ser op, De har Ret.
Jeg ler:
- Og vent forøvrigt lidt endnu: Suum cuique.
7. Maj.
Erna har været hos mig.
Hun sad i et Hjørne af Stuen og røg Cigaretter. Jeg kan ikke lide at se kvinder ryge og har hele tiden lyst at sige det til hende.
- Er det snart, George? - spørger hun.
- Snart.
- Hvornår?
- Den 14., på Kroningsdagen.
Hun svøber sit varme shawl om sig, så kun hendes blå øjne er synlige.
- Hvem er den første ?
- Wanja.
- Wanja?
- Ja, Wanja.
Jeg føler ubehag ved hendes store hænder og kærlige stemme, ved rødmen på hendes kinder, og jeg vender mig bort.
- Når skal jeg lade bomberne? - spørger hun.
- Vent til jeg siger det.
Hun ryger længe uden at sige noget, rejser sig så og går frem og tilbage i værelset. Jeg ser på hendes hår. Det er hørgult og krøller om tindingerne og panden. Jeg forstår ikke, at jeg har kunnet kysse hende.
Hun standser og ser mig ængsteligt ind i øjnene:
- Du tror jo, vi får held med os?
- Selvfølgelig.
Hun sukker
- Give Gud.
- Erna, tror du det da ikke?
- Jo, jeg tror.
- Hvis du ikke tror det, så gå din vej.
- Hvad er der dog, kære George. Jeg tror det jo.
Jeg gentager:
- Gå din Vej.
- George, hvad er der med dig?
- Ak, ingenting, men lad mig i alle guders navn være i fred.
Hun gemmer sig igen i hjørnet og svøber sig igen ind i shawlet.
Jeg kan ikke lide disse shawler, men siger ingenting.
På kaminen dikker uret. Jeg er forberedt på klager og tårer.
- George.
- Hvad er der, Erna?
- Nej, ingenting.
- Nå, så Farvel da. Jeg er træt.
I Døren hvisker hun bedrøvet: - Farvel, kære. Hendes Skuldre hænger så lavt, Læberne skælver. Jeg har ondt af hende.
*
8. Maj.
Man siger, at hvor der ingen love gives, er der heller ingen forbrydelser. Hvori består da min forbrydelse, når jeg tager Elena? Mod hvad forbryder jeg mig, når jeg ikke mere vil have Erna? Jeg spørger mig selv, men finder intet Svar.
Hvis der gaves nogen lov for mig, ville jeg ikke dræbe. Jeg ville sandsynligvis ikke have taget Erna og ikke søge Elena. Men hvad er lov for mig?
Man siger endvidere, at man skal elske sin næste. Men hvis hjertet nu ingen kærlighed rummer? I så fald skal man agte sin næste. Men hvis man heller ikke har nogen agtelse at skænke bort? . . . Jeg lever på grænsen mellem livet og døden. Hvad angår disse ord om synd og brøde mig! Jeg ville kunne sige til mig selv: „Og jeg såe, og see, en bleggul hest, og den, som sad derpå, hans navn var Døden"*). Hvor denne hest sætter sin hov, visner græsset, og *) Apokalypsen: 6,8.
72
hvor Græsset visner, er der heller ingen lov. Thi døden er udenfor den menneskelige lov.
Feodor har solgt sit køretøj på hestemarkedet. Nu er han officer, kornet ved dragonerne. Han klirrer med sporerne og rasler med sabelen på stenbroen. Han forekommer i uniform højere af vækst, og gangen er mere sikker og fast.
Vi sidder sammen i Sokoljniki på den støvede plæne. Violinerne synger i orkestret. Brogede uniformer og hvide damedragter farver menneskehoben. Soldaterne gør honnør for Feodor.
Han ser på en elegant dame, der sidder ved et bord i nærheden:
- Hør du, hvormeget mener du, der er betalt for en dragt som den, hun har på?
Jeg trækker på skuldrene.
- Jeg véd ikke. Rimeligvis et par hundrede rubler.
- Et par hundrede?
- Ja-a. '
Tavshed.
- Hør du!
- Hvad?
- Jo se, da jeg arbejdede, fik jeg en rubel om dagen.
- Ja, hvad så?
- Ingenting.
73
Det elektriske lys tændes blafrende. Lige over vore hoveder brænder et som en mat sol. På den hvide dug falder blå skygger.
- Hør du.
- Hvad er der, Feodor?
- Fyrstehvalpen er jo nok en fed bid, jeg siger ikke noget . . . Men hvad mener du om, hvis man f. eks. tog sig af disse her.
- Hvorledes?
- Jo, med en bombe.
- Hvorfor?
- For at de blev klare på . . .
- Klare på hvad?
- At arbejderne kreperer som fluer.
- Feodor, det er jo anarkisme.
Han forstår ikke og spørger igen:
- Hvad for noget?
- Det er anarkisme, Feodor.
- Anarkisme? . . . Sikken et Ord . . . For en sådan dragt som den derhenne er der betalt to hundrede rubler, men sultne unger tigger om en kopek. Hvad er da det?
Jeg synes, det er underligt at se på hans sølvsnore og hvide våbenfrakke og høre disse underlige ord.
- Hvad er du vred over, Feodor, - siger jeg til ham.
- Ash! Der er ingen retfærdighed til på jorden. Vi er dagen lang på fabrikken, hjemme hyler mødrene, og søstrene trækker på gaden... Men disse her . . . To hundrede rubler . . . Ash ! Ad Helvede til skulle de med en bombe!
74
Buskene drukner i mørket. hemmelighedsfulde skygger rejser sig bag træerne. Feodor har sat albuen på bordet og siger ingenting. Men hans øjne svømmer ud i vrede.
- Ad helvede til med dem allesammen
10. Maj.
Der er kun tre dage igen. Om tre dage bliver General-Gouvernøren dræbt. Det uforgængelige bliver forgængeligt.
Elenas billede er indhyllet i et tågeslør. Jeg lukker øjnene for at se hende: Hun har sort hår og mørke øjenbryn. Hun har fine hænder. Men jeg ser hende ikke. Jeg ser kun en død maske. Og dog lever der dybt i mig en tro på, at hun bliver min.
Nu er det mig ligegyldigt.
Igår tordnede det for første gang iår. Græsset er vasket rent, og i Sokoljniki blomstrer syrenerne. Men jeg glæder mig ikke over foråret. Jeg har næsten helt glemt Elena. Lad hende holde af sin mand, så meget hun vil og aldrig blive min! Jeg er alene og bliver alene.
Sådan siger jeg til mig selv. Men jeg ved, at når disse korte dage er svundne, vil min tanke igen være hos hende. Livet trækker sig sammen som indeni en jernring. Hvis blot disse korte dage var forbi . . .
Idag gik jeg en tur på Boulevarden. Det lugtede endnu af regnen. På den anden side
75
af den våde vej og i linje med mig lagde jeg mærke til en mand. Han var af jødisk udseende og i stiv, sort hat og lang, gul frakke. Han blev stående på hjørnet og så længe efter mig.
Jeg spørger igen mig selv: Bliver der ikke lagt mærke til dig?
11. Maj.
Wanja er stadigvæk droskekusk. Jeg har sat ham stævne, og han møder i søndagstøjet. Vi sidder på en bænk under træerne ved Frelserkirken.
- George, nu er vi altså ved afslutningen.
- Ja, Wanja, ved afslutningen.
- Hvor er jeg glad. Hvor vil jeg være lykkelig og stolt. Véd du hvad: Hele livet forekommer mig som en drøm. Det er, som var jeg kun født for at dø og . . . ihjelslå.
Den hvide kirke løfter sit tag ind i himlen. Nedenunder strækker floden sig i sollyset. Der er ro over Wanja, da han siger:
Det er svært at tro på underet, men hvis man tror på det, da er alle spørgsmål besvarede. Hvorfor da tale om at bruge vold, drage Sværd, udgyde blod og „ikke ihjelslå". Men vi har ikke den rette tro. Underet er kun en gammel krønike for os. Men hør nu og sig så selv, om det er en krønike eller ej. Det er måske slet ingen krønike, men selve sandheden. Hør nu!
76
Han tager op af lommen en bibel med sort læderbind og guldkors.
„Jesus siger: tager stenen bort. Martha, den dødes søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire dage.
Jesus siger til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunne troe, skulde du see Guds herlighed?
Da tog de stenen bort, hvor den døde var lagt. Men Jesus opløftede sine øjne og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig.
Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for folkets skyld, som står omkring, sagde jeg det, at de skulle tro, at du har udsendt mig.
Og da han havde sagt dette, råbte han med høj røst: Lazarus, kom hid ud!
Og den døde kom ud, bunden med jordeklæder om fødder og hænder, og hans ansigt var ombundet med en svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gå" *). *) Johannes Evangelium: 11,39 - 44.
Wanja lukker bibelen. Jeg tier. Han gentager tankefuldt:
„Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire dage".
Svalerne slår kors i den blå luft. På den anden side af floden ringer det til Vesper (katolsk aftenbøn) i klosteret.
- Hør, George, - siger Wanja halvhøjt, fire dage . . . . .
- Ja, hvad så?
- Et stort Under.
77
- Den nyopdagede Helgen, Serafim fra Sarow er også et mirakel?
Wanja hører ikke.
- George.
- Hvad er der, Wanja?
- Hør videre: „Men Maria stod udenfor ved graven og græd: og som hun græd, kiggede hun ind i Graven, og hun så to engle sidde i hvide klæder, en ved hovedet og en ved fødderne, hvor Jesu legeme havde ligget.
Og de sagde til hende: Kvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: fordi de have taget min herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham.
Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og så Jesus der, og hun vidste ikke, at det var Jesus.
Jesus siger til hende: Kvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun mente, det var urtegårdsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du har båret ham hort, da sig mig, hvor du har lagt ham, så vil jeg tage ham.
Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til
ham: Rabbuni ! hvilket betyder: Mester *). *) Johannes Evangelium: 20,11-16.
Wanja holder op at læse. Lidt efter bryder han stilheden
- Hørte du, hvad jeg læste, George?
- Ja, jeg hørte det.
78
- Er det kun en gammel krønike? Svar mig !
- Du tror på den, Wanja?
Han fortsætter udenad:
„Men Thomas, en af de tolv, hvilket betyder tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom.
Derfor sagde de andre disciple til ham: vi have set Herren. Men han sagde til dem: uden jeg får se naglegabet i hans hænder, og stikker min finger i naglegabet, og stikker min hånd i hans side, vil jeg ingenlunde tro.
Og efter otte dage var atter hans disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der dørene vare lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med eder
Derefter siger han til Thomas: ræk dine fingre hid, og se mine hænder, og ræk din hånd hid, og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.
Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud!
Jesus siger til ham: efterdi du har set mig, Thomas! har du troet, salige er de, som ikke have set, men dog troet" *) Johannes Evangelium: 20,24-29.
- Ja, George: „Salige re de, som ikke have set og dog troet".
Dagen lider mod aften. Det begynder at blive koldt. Wanja stryger håret fra panden:
- Kære George, Farvel! Farvel for altid, måtte du blive lykkelig!
79
I hans rene øjne læser jeg sorg, men jeg siger til ham
- Wanja, der står jo skrevet: „Du skal ikke ihjelslå"?
- Nej, „Du skal ihjelslå"!
- Det siger du, Wanja?
- Ja, jeg siger: Ihjelslå, på det man skal holde op med at ihjelslå, på det menneskene skulle komme til at leve efter Guds ord, og kærligheden indvie Jorden.
- Det er gudsbespottelse, Wanja.
- Det véd jeg! Men er budet: „Du skal ikke ihjelslå" ikke også gudsbespottelse?
Han rækker mig sine hænder og ler med et stort og lyst smil. Og pludselig tager han mig om halsen og kysser mig, som man kysser sin broder.
- Måtte du blive lykkelig, George !
Jeg kysser også ham.
12. Maj.
Idag havde jeg sat Feodor Stævne i Siou's Konditori. Vi aftalte enkelthederne ved attentatet.
Jeg gik først ud på gaden. I nabohusets port fik jeg øje på tre spioner. Jeg kendte dem straks på deres gesvindte øjne og spændte blik. Uden at røre mig blev jeg stående ved et vindue. Jeg blev selv spion, blev selv en støver for at opdage, om de stod her for vor skyld eller ikke.
80
Så kom Feodor ud. Han gik rolig ned ad Neglinnaja. Og i det samme sprang en af spionerne, en høj, rødhåret fyr i hvidt forklæde og fedtet kasket op i en droske. De to andre fulgte efter ham i løb. Jeg ville indhente Feodor, jeg ville standse ham! Men han tog en lichatsch, der tilfældigt kom forbi. Hele banden jog efter ham som et kobbel gale hunde. Jeg var overbevist om, at det var ude med ham.
Men heller ikke jeg var alene. Rundt om mig på gaden dukkede forskellige mærkelige individer op. Der var en i en anden mands frakke, med ludende hoved og de røde hænder bag på ryggen. En anden haltede og var klædt i laser som en tigger fra loppemarkedet. Og min bekendte fra før med det jødiske ansigt var også med. Denne gang var han i cylinder og havde fået sit sorte skæg klippet. Jeg forstod, at de var i lag med at anholde mig.
Klokken slår tolv. Klokken et skal jeg møde Wanja i Georgiewski-Stræde. Han har ikke solgt sit køretøj. Han er endnu droskekusk, og jeg har et dulgt håb om, at han kommer kørende, så jeg kan slippe væk i hans vogn.
Jeg går ned ad Twerskaja. Jeg gør forsøg på at blive borte i hoben, drukne i menneskehavet. Men foran mig ser jeg den samme som før: Hænderne på ryggen, benene stolprende i den lange frakke. Og ved Siden af mig har jeg den anden i cylinderen. Han tager ikke øjnene fra mig et eneste øjeblik.
81
Jeg drejede om i strædet Wanja var der ikke. Jeg gik til hjørnet og gjorde kort omkring samme vej tilbage. Nogle øjne borede sig som syle ind i mig. Nogen snuste lige på sporet uden at tabe mig af syne et eneste skridt
Jeg er igen ude på Twerskaja og husker pludselig, at der lige om hjørnet er en gennemgang til strædet. Jeg løber ind og gemmer mig i porten, trykker mig med ryggen ind til væggen og står som en sten. Minutterne går lange som timer. Jeg véd, at lige ved siden af mig står manden med cylinderen på vagt. Han lurer som katten på musen. Til den anden dør er der fire skridt. Jeg indstiller min Browning på: „Ild", og måler afstanden med øjnene. Og i et Spring er jeg ude i strædet. Wanja kominer langsomt kørende imod mig. Jeg kaster mig ind i drosken
- Wanja, kør til!
Hjulene rasler over stenbroen. Fjedrene knager i svingene. Vi drejer om hjørnet. Wanja pisker på sit øg. Jeg ser mig tilbage: Strædet ligger øde og tomt, ikke en kat. Vi er sluppet fra dem.
Og således er der ingen tvivl mere: Vi er under opsigt. Men jeg opgiver ikke håbet? Det er måske kun en tilfældig observation? Måske véd de ikke, hvem vi er? Måske får vi tid til at afslutte sagen? Måske når vi at få taget livet af ham?
Men jeg kommer til at tænke på Feodor.
82
Hvad er der blevet af ham? Er han ikke arresteret?
13. Maj.
Feodor skal træffe mig på Sofijka i restaurationen, „Bjørnen". Jeg må absolut tale med ham. Hvis han er omringet, er slaget tabt. Men er det lykkedes ham at slå sig igennem og blive dem kvit, holder vi os til imorgen, og imorgen sejrer vi.
Jeg sidder i restaurationen ved et bord, så jeg kan se ud på gaden. Jeg ser politibetjenten i sit våde slag, en droske, de få forbigåendes paraplyer. Regnen trommer på ruden og strømmer tungsindigt fra taget. Alt er gråt og kedsommeligt.
Feodor kommer ind. Han hilser på mig og slår hælene sammen, så sporerne klirrer. Men uden for på gaden ser jeg de velbekendte figurer skyde op af stenbroen. To af dem står med de våde ansigter dukkede i kraverne og passer på indgangen. To andre er i baghånden sammen med politibetjenten på hjørnet. Den ene af dem er den halte fra forleden. Jeg søger med øjnene min bekendt med det jødiske udseende: Selvfølgelig er han også med. Han står i porten.
- Feodor, - siger jeg, - vi er opdagede.
- Hvad siger du?
- Vi er opdagede.
83
- Umuligt!
Jeg tager ham i Armen.
- Se en gang derud.
Han ser stift ud gennem vinduet og siger:
- Se til ham den halte, som den hund dog er gennemblødt. Tak for den . . . Hvad skal vi gøre, George?
Huset er omringet af politi. Det lykkes os næppe at slippe bort. De tager os ude på gaden.
- Feodor, er revolveren parat?
- Revolveren? Otte Patroner!
- Nå, min Ven, kom så.
Vi går ned ad trappen. Den livréklædte schweizer slår ærbødigt dørene op for os. Revolveren er i frakkelommen og hånden på Aftrækkeren. På ti skridts afstand skyder vi esset ud af et kort.
Vi går skulder ved skulder. Sabelen slæber raslende efter Feodor. Jeg forstår, at han har taget sin beslutning. Jeg har taget min for længe siden.
Pludselig puffer Feodor til mig med albuen og hvisker hurtigt:
- Se, George, se!
På Hjørnet holder en ensom lichatsch:
- Herre, skal det være en traver . . .
- Fem rubler i drikkepenge, men lad hende flytte sig!
Den præmierede traver går frem i et rasende tempo. Smuds og stænk står os i ansigtet fra dens hove. Regnen har overtrukket
84
himlen med et uigennemtrængeligt net. Bag os lyder det: Stop dem!
Der står hvid damp af hesten. Jeg griber kusken i skulderen:
- Hallo lichatsch, fem rubler til!
I parken springer vi af og løber ind i buskene. Der driver vand af grenene. Alle gangene er opblødte. Vi løber af alle kræfter gennem æltet.
- Farvel, Feodor. Rejs idag til Twer!
Hans uniform flimrer mellem de grønne buske og forsvinder. Om Aftenen er jeg igen i Moskva, men jeg vender ikke tilbage til hotellet. Slaget er uhjælpelig tabt. Hvad er der blevet af Wanja? af Henrik? af Erna?
Jeg har ikke noget sted at overnatte og tilbringer hele den lange nat på gaden. Timerne går så langsommeligt. Morgenen vil ikke komme. Jeg er træt og gennemfrosset, og mine ben smerter. Men i hjertet lever håbet og troen på min stjerne.
* *
*
14. Maj.
Jeg har idag skrevet til Elena om at møde mig i Alexandersparken. Hun kom, og jeg så igen hendes stærke øjne og tunge hår.
- Mange vande kunne ikke slukke kærligheden, ej heller
strømme overskylle den *) . . . . *) Salomo Højsang: 8,7.
Elena, sig et ord, og jeg forlader alt, revolutionen, terrorismen Hun ser på mig og siger eftertænksomt
-- Nej.
Jeg bøjer mig tæt ind til hende og hvisker: - Elena . . . De elsker ham . . . Ja?
Hun tier.
- De elsker ikke mig, Elena?
Pludselig strækker hun med en heftig bevægelse sine hvide arme ud mod mig. Hun omfavner mig og hvisker
- Elsker, elsker, elsker dig!
Jeg hører hendes ord og føler hendes legeme. En vild glæde flammer op i mig, men jeg siger med anstrengelse:
- Elena, jeg rejser bort idag.
- Hvorhen?
- Til Petersborg.
Hun blegner. Jeg ser hende lige ind i øjnene. - Hør nu hvad jeg siger, Elena. De elsker mig ikke, og De kender mig ikke. Hvis De holdt af mig, ville De være urolig for min skyld. Jeg er opdaget. Mit liv hænger i et hår. Måske bliver jeg hængt imorgen, men nu kan det også være det samme.
Hun spørger ængsteligt:
- Sagde De, at De var opdaget?
Aftenvinden taler sagte, endnu duftende af regn. I parken er der ingen andre end vi, og jeg svarer højt:
- Ja, jeg er opdaget.
- Kære George, rejs dog snarest bort herfra ....
86
Jeg ler: og kom ikke mere tilbage?
- Jeg elsker Dem, George.
- Hvorledes tør De tale om kærlighed? Er det måske kærlighed? De lever sammen med Deres mand, og jeg er for Dem kun en fremmed - og intet mer.
- Og dog elsker jeg Dem, George.
- Men manden da?
- Å, manden! Tal ikke om ham.
- De elsker ham? Ja?
Hun tier igen.
Da siger jeg til hende:
- Elena, jeg kommer tilbage, og De bliver min. Ja, De skal blive min.
- Kære, jeg er Deres . . . og hans? Ja, og hans!
Jeg går min vej ud i aftenen. Lygterne brænder med gult lys. Vreden snører min strube sammen, og jeg går og siger til mig selv: hans og min, min og hans, og alligevel hans!
15. Maj.
Idag står der følgende i aviserne
„ I løbet af den sidste uge er det lykkedes politiet at afsløre forberedelserne til et attentat på General - Gouvernøren i Moskva, hvilket skulle have fundet sted den 14. ds. efter gudstjenesten i Uspenski-Kirke. Takket være de i tide tagne forholdsregler, lykkedes det ikke den for
87
bryderiske bande at udføre sin misgerning. Bandens medlemmer undkom og er endnu ikke anholdte. Der er truffet forholdsregler til deres pågribelse".
Hvor latterligt: „Der er truffet forholdsregler". Som om vi ikke også havde truffet vore! Vi har endnu ikke sejret, men et tilbagetog er ikke noget ederlag. General-Gouvernøren er jo ganske vist endnu i live, men vi er også i live. Feodor, Erna og Henrik har allerede forladt Moskva, og Wanja og jeg rejser idag. Men vi kommer igen. Vort ord er en lov, og hævnen er vor.
Den, der tager til fange, skal selv gøres til fange. Den der drager sværdet, skal selv falde for sværdet. Således står der skrevet i Livets Bog. Vi bryder seglet og åbner den: GeneralGouvernøren skal blive dræbt!
4. Juli.
Seks Uger er gået, og jeg er igen i Moskva. I den forløbne Tid har jeg boet på et gammelt Herresæde. Fra den hvide Indkørselsport strakte Landevejen sig med grønt Græs mellem Hjulsporene og unge Birketræer langs Kanten.
På begge Sider gulnede Agrene. Rugen hviskede dæmpet, og Havren rislede med sine tungede Hoveder. I Middagsheden lagde jeg mig på den varme Jord. Aksene stod i Fylking, besprængt med Valmuens Blod. Det duftede af Kløver og Vikke. Skyerne trak dovent over Himlen. En Høg hang på sine Vinger højt deroppe, som stod den i Luften. Hele Verden lagde sig til Hvile med Solen og Høgen lodret over sig . . . .
Men i Moskva æder Støv i Øjnene og Rådd i Næsen. På de grå Gader kører tunge Arbejdsvogne i lange Rækker. Hjulene drøner over Stenbroen. Svære Heste hænger forover i Selerne. Kalescherne rasler forbi. Lirekasserne jamrer langeligt. Sporvognenes Klokker kimer lydt. Eder og Råb står af Halsene.
92
Jeg venter på Natten. Når Livet lægger sig, falder Byen hen i Søvn, og da opstår Håbet i mit Hjerte
„Og jeg vil give dig Morgenstjernen".
6. Juli.
Jeg er ikke mere Englænder, men Købmandssøn, Frol Semjonow Titow, Tømmerhandler fra Ural. Jeg boer i Maroseika i et snavset Gæstgiveri og går om Søndagen til Messe i den hellige Trinitatis Kirke. Det mest erfarne Øje vil ikke i mig kunne genkende George O'B.rien. Den mest erfarne Detektiv vil ikke mistænke mig for at være Revolutionær.
På Bordet i mit Værelse ligger en snavset Dug. Ved Bordet står en halt Stol. I Vindueskarmen hænger en vissen Geranie med sine Grene. Væggene er pyntede med - Tzarportrætter i Oljetryk. Om Morgenen bringer man mig en hæs og fedtet Temaskine. Man knalder med Dørene i Gangen. Jeg er ene i mit Bur.
Uheldet ved vort første Forsøg har bragt Vreden op i mig: General-Gouvernøren er endnu i Live. Jeg ønskede også tidligere hans Død, men nu har Vreden taget helt overhånd i mig. Han og jeg lever sammen som to uadskillelige. Jeg lukker ikke mine Øjne om Natten, og om Morgenen hvisker jeg hans Navn mellem Tænderne. Jeg ser den gråhårede Mand med det blege Smil på de blodløse Læber. Han foragter os og pønser også på vor Død; thi Magten er i hans Hånd.
93
Jeg hader hans udstafferede Palads, de slyngede Våben over Portene, hans Kusk og Bedækning og Forspand. Jeg hader hans Guldbriller og Ståløjne, hans indfaldne Kinder, hans Holdning, hans Stemme og Gang. Jeg hader hans Ønsker, hans Tanker og Bønner til Gud, hans tomme Liv og hans mætte og friserede Børn. Jeg, hader ham selv, hans Selvtillid og hans Had til os. Jeg hader ham . . .
Erna og Henrik er allerede her, og jeg venter Wanja og Feodor hver Dag. I Moskva er alle faldet til Ro igen. Man har glemt os. Den 15. er det hans Navnedag. Han tager i Teatret, og vi dræber ham på Vejen dertil.
10. Juli.
Andrei Petrowitsch er igen kommet fra Petersborg. Jeg ser på hans citrongule Ansigt og spidse, grå Skæg. Han rører med Skeen i sit Teglas og ser flov ud:
- Har De læst, George, at man har opløst Dumaen?
- Ja, jeg har.
- Jo - o . . . Der har vi den fri Forfatning...
Han har sort Slips og en gammeldags, snavset Livfrakke. Mellem Tænderne stikker en Skillingscigar.
- George, hvordan står Sagerne?
- Hvad for Sager?
- Ja, forstår De med . . . General-Gouvernøren.
94
- Sagerne står rigtig godt.
- Det varer sådan ligesom lidt længe . . . Nu var det netop det rette Moment . . .
- Hvis det varer Dem for længe, Andrei Petrowitsch, så skynd Dem.
Han bliver forvirret og trommer med Fingeren på Bordet.
- Hør, George.
- Nå?
- Komiteen har besluttet at sætte fuld Kraft på Terrorismen.
- Nå?
- Jeg siger: Komitéen har i Anledning af Dumaens Opløsning besluttet at sætte fuld Kraft på Terrorismen.
Jeg svarer ham ikke. Vi sidder i den snavsede Knejpe ,Progres". Spillemaskinen lirer hæst. Tjenernes sølede Forklæder lyser hvide i den blå Tobaksrøg og Mados.
Andrei Petrowitsch spørger venligt
- Sig mig, George, er De tilfreds? . . . .
- Tilfreds med hvad, Andrei Petrowitsch?
- Jo med, at der bliver sat fuld Kraft på.
- På hvad?
- Herre Gud . . . Jeg siger jo: på Terrorismen.
Det glæder ham oprigtigt, at kunne bringe mig denne Meddelelse. Jeg ler:
- Sætte fuld Kraft på Terrorismen? Ja, hvorfor ikke. Lykke til.
- Og hvad mener De om denne Sag?
95
- Jeg? Ingenting.
- Hvorledes ingenting?
Jeg rejser mig fra min Plads:
- Andrei Petrowitsch, Komitéens Beslutning glæder mig oprigtigt, men at sætte mere Kraft på Terrorismen påtager jeg mig ikke.
- Men hvorfor, George? Hvorfor dog?
- Prøv selv på det!
Han slår i den største Benovelse ud med Armene. Jeg ser hans tørre, gule Hænder og magre, tobakssvedne Fingre.
- George, de ler ad mig?
- Nej, jeg ler ikke.
Jeg går min Vej. Han bliver rimeligvis længe siddende med sit Teglas og spekulerer over, om jeg lo ad ham, eller om han fornærmede mig. Og jeg siger igen til mig selv: Stakkels, gamle Mand, stakkels, store Barn.
11. Juli.
Wanja og Feodor er her nu også. Jeg har aftalt alle Enkeltheder med dem. Vi udfører den en Gang bestemte Plan. Om tre Dage, den 15. Juli, kører General-Gouvernøren til Teatret. Indtægten af Forestillingen tilfalder de sårede i Krigen. Han kan ikke undlade at vise sig i Teatret.
Klokken syv bringer Erna mig Bomberne. Hun gør dem i Stand i sit Værelse på Hotellet. Hun har Hylstre og Sprængstof hos sig. Hun tørrer kviksølvet over Spritapparatet, lodder
96
Glasfængrørene til og sætter dem ind. Hun arbejder godt, og jeg frygter ingen tilfældig Eksplosion.
Klokken otte fordeler jeg Bomberne. Wanja tager Stilling ved
Spasski-, Feodor ved Troitzkiog - Henrik ved Borowitschji-Port. Der er ingen,
der har Øjnene med os nu. Det er jeg overbevist om. Magten er vor.
På mit Bord står en Buket døende Syrener. De grønne Blade hænger, og de bleglilla Blomsterklaser visner uhjælpeligt. Jeg søger efter en Lykkeblomst med fem Blade og bliver glad, da jeg finder en, thi Heldet følger den dristige.
14. Juli.
Jeg kommer til at tænke på en Gang, jeg var højt mod Nord, ovenfor Polarkresen. I det lille, norske Fiskerleje groede der hverken Træer eller Buske, ja, ikke en Gang Græs. Nøgne Klipper, en grå Himmel og det mørke Hav var alt, hvad der var. Fiskerne tørrede deres våde Net. Luften lugtede af Fisk og Tran. Alt var fremmed for mig, fremmed som disse sammenbidte Folk og deres hårde Sprog. Jeg blev deroppe fremmed for mig selv.
Idag synes også alting mig fremmed. Jeg sidder i Tivoli foran den åbne Scene. Den skaldede Kapelmester gnider løs med sin Bue. Fløjterne piber ynkværdigt i Orkestret. På den belyste Scene arbejder Akrobater i lyserødt Trikot.
97
De løber som Katte op ad Stængerne, kaster sig ud i Luften, flyver imellem hverandre som lysende Punkter og griber de svingende Trapezer. Jeg ser ligegyldigt på dem og deres smidige og stærke Kroppe. Hvad er jeg for dem og de for mig? . . . Fra Gangene i Anlægget høres Hobens spredte Fodslag i Gruset. Friserede Handelsbetjente og mæskede Købmænd driver dovent op og ned. De drikker Brændevin af Kedsomhed, bander og ler af Kedsomhed. Kvinderne søger med grådige Øjne efter Bytte.
Aftenhimlen mørknes. Nattens Skyer glider frem over den.
Imorgen er det vor Dag. Skarp og klar som Stål funkler Tanken om Drab. Der er ingen Kærlighed i Verden og intet Liv, kun Død og Dødens Tomhed.
16. .Juli.
Igår var der Uvejr i Luften. Træerne stod tavse og ubevægelige i den trykkende Hede. Fjernt bag en hvid Sky lød dumpe Tordenskrald. En stor, mørk Skygge lagde sig over Jorden. Pludselig gik der en tung Brusen gennem Trækronerne, og gule Støvhvirvler rejste sig på Gaderne. De første Regndråaber slog hårdt mod. Løvet, og et Lyn skar blåt og flammende gennem Himlen.
Klokken syv mødtes Erna og jeg. Hun var klædt på som en Pige af Småborgerfamilje i
98
grøn Kjole og hvidt, strikket Tørklæde. Hendes lyse Lokker tittede frem under Tørklædet. I Hånden havde hun en stor Kurv med Vasketøj.
Men i denne Kurv var Bomberne. Jeg lagde dem forsigtigt over i min Portefølje. Den blev så tung at bære, at jeg mærkede det i Armen.
Erna sukkede.
- Er du træt?
- Å nej . . . George . . .
- Hvad, Øh?
- George, må jeg ikke følge med Jer?
- Nej, Erna, det går ikke an.
- Å, kære George . . .
- Nej, Erna!
I hendes Øjne læser jeg en frygtsom Bøn.
- Erna, gå hjem til dig selv og vær her Kl. tolv igen på dette Sted.
- George . . .
- Erna, nu er det Tid!
Det var endnu vådt efter Regnen. Buskene skælvede, mens Aftensolen gik under i sit Blod. Erna blev alene tilbage på Bænken, alene til midt om Natten.
På Slaget otte stod Wanja, Feodor og Henrik på deres Post. Jeg drev om inde i Kreml for at se, når Kareten kørte for. Pludselig så jeg Vognlygterne i Mørket. De store Glasdøre på Slottet sloges op, og en grå Skygge gled ned over den hvide Trappe. Det sorte Spand gik frem i Skridt og derefter i Trav . . . .
Tårnuret slår et Kvarter over . . . GeneralGouvernøren er allerede ved Borowitschji-Port . . .
99
Jeg står ved Alexander 11 Mindesmærke. Over mig i Mørket ser jeg den døde Tzar. Slottet i Kreml lyser med sine Vinduer. Jeg venter . . .
Der går Minutter, og der går Dage og lange År.
Men jeg venter.
Mørket bliver tættere, Pladsen sortere, Tårnene højere og Stilheden endnu mere dyb.
Men jeg venter dog.
Tårnuret slår halv.
Jeg. slæbte mig ned til Borowitschji-Port. Henrik stod på Wosdwisjenka. Han stod ubevægelig i sin blå Livfrakke og Kasket og holdt Bomben i Hænderne.
- Henrik.
- George, er det Dem?
- Henrik, han er kørt forbi!
- Hvor? . . . Hvem er kørt forbi?
- General-Gouvernøren er kørt forbi, forbi Dem.
- Forbi mig?
Han blegnede. Hans udvidede Pupiller lyste feberhede.
- Forbi mig?
- Hvor har De været? Ja, hvor har De været henne?
- Hvor? . . . Jeg har været her . . . her i Porten . . .
- Og De så ham ikke?
100
- Nej . . .
Over os brænder en Lygte i mat Glas. Flammen blafrer i Trækket.
- George.
- Hvad er der?
- Jeg kan ikke mere . . . jeg slipper den . . . tag . . . Bomben . . . hurtigt . . .
Jeg næsten river Bomben ud af Hænderne på ham. Og således står vi under Lygten og, ser hinanden ind i Øjnene uden at sige et Ord, indtil Tårnuret slår for tredje Gang.
- Vi ses imorgen.
Han slår fortvivlet med Hånden i Luften.
- Imorgen.
Jeg gik hjem til mit Værelse. Ude fra Gangen lød Larm og drukne Stemmer ind til mig. Syrenerne på mit Bord var helt visne. Uden at tænke på noget stod jeg og rev i de døde Blomsterblade. Det var Lykken, jeg søgte igen.
17. Juli.
Henrik fortæller stærkt bevæget:
- Til at begynde med stod jeg i selve Porten. Jeg stod en ti Minutter . . . men så ser jeg, at Betjenten har lagt Mærke til mig. Jeg gik opad Wosdwisjenka . . . kom så tilbage igen og stod en Stund. Men General-Gouvernøren kom ikke . . . så gik jeg igen en Vending, og under det er han så kørt igennem . . .
Han holder Hænderne op foran Ansigtet:
101
- Hvilken Skændsel . . . og Skam . . .
Han har ikke sovet hele Natten. Under Øjnene er der blå Skygger og på Kinderne feberrøde Pletter.
- De tror mig dog, George?
- Ja.
Efter en Pause siger jeg til ham
- Hør, Henrik, hvorfor har De egentlig sluttet Dem til Terrorismen. I Deres Sted ville jeg have holdt mig til det fredelige Arbejde.
- Det kan jeg ikke.
- Hvorfor ikke?
- Å, hvorfor ikke? . . . Er Terrorismen nødvendig, eller ikke? . . . De ved jo, at den er nødvendig.
- Nå, hvad følger så af, om at den er nødvendig?
- Jo, at jeg ikke kan lade være med at slutte mig til den. Hvad Ret har jeg til at lade være? Man kan da ikke opfordre til den terroristiske Kamp, tale om den, ønske den og ikke selv tage Del i den . . . Det kan man da ikke . . . vel?
- Hvorfor ikke?
- Å, hvorfor ikke? . . . Jeg véd ikke hvorfor. Måske er der andre, der kan gøre det . . . Jeg kan ikke . . .
Han skjuler igen Ansigtet i Hænderne og hvisker som i Søvne
-- Min Gud, min Gud . . .
Pause.
- George, sig mig lige rent ud: Tror De mig, eller tror De mig ikke?
102
- Jeg har sagt, at jeg tror Dem.
- Og De giver mig en Bombe en Gang til?
Jeg tier.
Så siger han langsomt:
- Nej, De giver mig en . . .
Jeg tier.
- Ja, så . . . så . . .
Hans Stemme skælver forfærdet, og jeg siger til ham:
- Vær rolig, Henrik. De skal få Deres Bombe.
Og han hvisker:
- Tak.
Da jeg kom hjem, spurgte jeg mig selv: hvorfor er han med i Terrorismen? Og hvis Skyld er det? Mon ikke min?
18. Juli.
Erna klager:
- Hvornår tager alt dette Ende, George? Hvornår? .
- Hvad for noget, Erna?
- Jeg kan ikke udholde at leve i Skyggen af Mord. Jeg kan ikke . . . Det må have en Afslutning, ja, så snart som muligt en Afslutning . . .
Vi sidder fire sammen i et Værelse i en snavset Knejpe. Spejlene er matte og overridsede med Navnetræk. Ved Vinduet står et forstemt Klaver. Bag den tynde Skillevæg er der en, der
103
spiller en Matchiche. Det er varmt, men Erna svøber sig ind i sit Shawl. Feodor drikker Øl. Wanja har lagt de hvide Hænder på Bordet og sit Hoved på Hænderne. Alle tier. Omsider spytter Feodor på Gulvet og siger:
- Hastværk er Lastværk . . . . Det er denne Satan til Henrik, der er Skyld i Standsningen.
Wanja ser op:
- Feodor, skammer du dig ikke? . . . Henrik er ikke Skyld i noget. Vi har ligemeget Skyld allesammen.
- Nå, vel ikke allesammen. Hvad mig angår, så mener jeg, at når man har spyttet i Næverne, skal man også slå til.
Efter en Pause siger Erna næppe hørligt:
- Herre Gud, er det ikke ligemeget, hvem der har Ret, og hvem der har Uret. Hovedsagen er at blive færdig så hurtigt som muligt . . . Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke . . .
Wanja kysser hendes Hånd.
- Kære Erna, det er svært for Dem . . . Men hvordan går det Henrik? Hvordan er det for ham?
Bag Skillevæggen bliver man ved med Matchichen. En drukken Stemme synger Kupletter.
- Å, Wanja, hvad har Henrik med det at gøre . . . Jeg kan ikke udholde at leve.
Og Erna græder af fuld Hals.
Feodor rynker Brynene. Wanja bliver tavs. Jeg undrer mig over, hvad Fortvivlelse og Trøst har her at gøre?
104
20. Juli.
Jeg ligger med lukkede Øjne. Gadens Larm slår ind gennem det åbne Vindue. Byens Stenbryst ånder tungt. I Halvsøvne forekommer det mig, at jeg ser Erna i Færd med at lave Bomber:
Nu drejer hun Nøglen om i Låsen med et dumpt Smæld. Hun går langsomt hen til Bordet og tænder tøvende sit Spritapparat. På Jernpanden ligger et Lag lysegråt Støv. Det er Sprængkviksølv. Tynde, blå Flammer slikker som Slangetunger på Jernet. Det sprængfarlige Pulver tørres. De små Gryn syder og glinser . . . På Glasrøret løber et Blylod op og ned. Hvis Blyloddet slår Fængrøret itu, sker der en Eksplosion.
En af mine Kammerater omkom ved dette samme Arbejde. I Værelset fandt man hans Lig, Småstykker af hans Lig: Sprængt Hjerne, et blodigt Bryst, parterede Arme og Ben. Det blev alt sammen smidt på en Vogn og kørt til Politikontoret. Erna løber den samme Risiko.
Men hvis hun nu virkelig sprang i Luften? Hvis der istedetfor det gule Hår og de blå; forundrede Øjne ikke blev andet tilbage end noget blodigt Kød? . . . Så ville Wanja lave Bomber. Han er også Kemiker og forstår sig på dette Arbejde.
Jeg åbner Øjnene. Sommerens Sol har banet sig Vej gennem Gardinerne og bygger lyse Lande på Gulvet. Men jeg synker tilbage i Mørket. Og igen går de samme Tanker gennem mit Hoved:
105
Hvorfor kastede Henrik ikke Bomben? Ja, hvorfor? Han er ikke fejg. Men Fejltagelser er værre end Fejghed. Eller var det et Tilfælde . . . Hans Majestæt, Tilfældet?
Men det er det samme, aldeles ligegyldigt, hvad der end sker. Lad det være min Skyld, at Henrik er Terrorist, og at General-Gouvernøren endnu er i Live. Lad Erna springe i Luften. Lad dem hænge Wanja og Feodor. General-Gouvernøren bliver alligevel dræbt. Jeg vil det!
Jeg står op. Nedenunder mit Vindue kryber Menneskene som sorte Myrer. De giver dem alle hen til Dagens smålige Stræb. Jeg foragter dem. Og har Feodor i og for sig ikke Ret, når han vil sende dem alle ad Helvede til med en Bombe?
21. Juli.
Jeg kom idag tilfældigt forbi, hvor Elena boer. Det tunge, grå Hus så dystert ud over Pladsen. Af gammel Vane satte jeg mig på en af Bænkene på Boulevarden og gav mig til at tælle Minutterne. Af gammel Vane hviskede jeg: Idag møder jeg hende.
Når jeg kommer til at tænke på Elena, husker jeg en sælsom Blomst, et Foster af Sydens brændende Sol og udbrændte Klippeskød. Jeg ser Kaktus'ens hårde Blade, dens brudte, fingrede Stængler. Midt imellem skarpe Nåle sidder en purpurrød Blomst som et brændende Blodstænk, der aldrig vil størkne. Jeg så denne
106
Blomst i en af Sydens underfulde Haver mellem Palmer og Orangelunde. Jeg rørte den med mine Hænder, trykkede mit Ansigt tæt ind til den og berusede mig i dens Duft, blå som det blånende Hav, hed som Solen i Zenith og sær som Troldom...
Men jeg vil ikke have Elena nu. Jeg vil ikke tænke på hende og ikke mindes hende. Jeg vil tilfredsstille min Hævnfølelse, og jeg spørger ikke mere mig selv, om det er Umagen værd at hade og hævne.
22. Juli.
General-Gouvernøren kører to Gange om Ugen mellem tre og fem til sit Kancelli på TwerskajaGade. Han kører ad forskellige Veje og på forskellige Dage. Vi gør hans Køreture til Genstand for vore Undersøgelser, og om en Dag eller to besætter vi alle Vejene. Wanja skal møde ham på Twerskaja og Feodor i Stoleschnikow-Stræde. Henrik bliver i Reserven på en af de fjernere Gader bag Slottet. Denne Gang får vi næppe Uheld med os . . .
Hvad ville jeg mon egentlig tage mig til, hvis jeg ikke var Terrorist? Jeg véd det ikke og kan ikke engang svare på et sådant Spørgsmål. Jeg ved kun en Ting: at jeg ikke vil finde mig i at føre et roligt Liv. Opiumsrygerne ser i salige Drømme Paradisets grønne Løvhytter. Jeg ryger ikke Opium og har ingen salige Drømme.
107
Men hvad ville mit Liv være uden Terrorismen? Hvad ville mit Liv være uden Kampen og den opløftende Bevidsthed om at stå udenfor alle menneskelige Love? . . .
25. Juli.
Jeg sagde idag til Feodor:
- Du, Feodor, stiller dig på Post i Stoleschnikow-Stræde fra Pladsen til Petrowka. General-Gouvernøren kører rimeligvis mod Wanja, men vær også du parat. Glem ikke, at jeg har Tillid til dig.
Han har for længe siden lagt Dragonuniformen til Side og går nu klædt som Tjenestemand i Justitsministeriet. Han er omhyggelig barberet og sætter det sorte Overskæg med Spidserne opad.
- Nå, George, denne Gang får de deres Konfekt.
- Tror du
- Sikkert. Denne Gang slipper han ikke.
Vi er i Udkanten af Moskva i NeskutschnojeParken. Bag de grønne Linde ser vi det hvide Slot. Her boede General-Gouvernøren for ikke længe siden.
Feodor siger eftertænksomt:
- Sådan nogle Huse, de Dyr boer i. Sover sødt og æder fedt . . . Forbandede Herremænd . . . . Hunde . . . Vel, vel . . . Se op . . . Bestil en Sjælemesse.
- Feodor . . .
108
- Hvad?
- Hvis du kommer for Retten, så glem ikke at tage en Defensor.
- Defensor?
- Ja.
- Det vil sige sådan en Slags Advokat
- Ja vel, en Advokat.
- Jeg har ikke Brug for nogen Advokat . . . Jeg kan ikke lide dem, disse her Advokater . . .
- Som du vil.
- Ja, og der bliver slet ingen Rettergang .... Det må du da ikke tro? Jeg kan, ikke lide dette her med Rettergang . . . Den sidste Kugle for Panden, færdig med fyrre.
Og jeg hører på hans Stemme, at han ganske sikkert skyder sig den sidste Kugle for Panden.
27. Juli.
Af og til tænker jeg på Wanja, på hans Kærlighed til sin Næste og hans af Tro gennemglødede Ord. Men jeg tror ikke på disse Ord. For mig er de ikke Brød, ja ikke en Gang Sten. Jeg er ude af Stand til at forstå, hvorledes nogen kan tro på Kærlighed, elske Gud og leve i Kærlighed. Og hvis det ikke var Wanja, der sagde disse Ord, ville jeg le himmelhøjt. Men jeg ler ikke. Wanja kan tale sådan om sig selv og sit Liv.
Wanja skal dø og udslettes. Og jeg spørger mig selv, hvilken Forskel der er mellem ham og
109
f. Eks. Feodor. Begge ihjelslår. Begge bliver hængt. Begge bliver glemt. Der er ingen Forskel på, hvad de gør, men på hvad de siger.
Og når mine Tanker tager denne Retning, kan jeg ikke lade være at le.
29. Juli.
Erna siger til mig
- Du holder slet ikke mere af mig . . . Du har glemt mig . . . Jeg er som en fremmed for dig.
- Ja, du er, - svarer jeg.
- George . . .
- Hvad er der, Erna?
- Tal ikke sådan, George.
Hun græder ikke og er helt rolig.
- Hvor har du dine Tanker, Erna? Som om der var Tid til det nu? Du ser jo, at vi har det ene Uheld efter det andet.
Hun gentager sagte
- Ja, det ene Uheld efter det andet.
- Og du tænker kun på Kærlighed? Jeg har andre Ting at tænke på.
- Du elsker en anden.
- Måske.
- Nej, sig det rent ud.
- Jeg har for længe siden sagt: ja, jeg elsker en anden.
Hun rækker sig med hele sit Legeme hen imod mig
- Det gør ingenting. Elsk, hvem du vil. Jeg kan ikke leve uden dig. Jeg vil altid kun elske dig.
110
Jeg ser ind i hendes blå og sorgfulde Øjne.
- Erna.
- Kære, George . . .
- Erna, du må hellere gå.
Hun kysser mig.
- George, jeg fordrer jo ingenting, beder heller ikke om noget. Vær kun en Gang imellem sammen med mig . . .
Natten sænker sig stille over os.
31. Juli.
Jeg vil ikke tænke på Elena, og alligevel er mine Tanker hos hende. Jeg kan ikke glemme hendes Øjne: De lyser som Dagen, når den er på sit højeste. Jeg kan ikke glemme hendes Hænder: De er lange og gennemsigtige som hvide Nætter. Menneskets Sjæl åbenbarer sig i Øjnene og Hænderne. Kan et skønt Legeme vel have en vanfør Sjæl? . . . Men selv om hun ikke var fuld af Glæde og Stolthed og kun var en Træl, hvad gjorde så det? Jeg vil hende, og der er ingen bedre og dejligere til end hende. I min Kærlighed til hende er hendes Skønhed og Magt.
Jeg mindes Sommernætters halvdunkle Skyggeleg. Fra den dugdrukne Jord stiger mælkehvide Tåger. I deres bløde Bølger drukner Skovenes mørke Træk. Stjernerne funkler mat. Luften er mættet af Høduft. I sådanne Nætter er der Troldom over Jord og Mennesker.
Ja, Troldom! . . . Hvad bryder jeg mig egent
111
lig om Elena og hendes sorgløse Liv, om hendes Mand, Officeren, om hendes Fremtid som Moder og Hustru? Hvad Interesse har jeg af det? Og alligevel er jeg troldbundet til hende. Jeg kan ikke løsrive mig . . . Og hvem siger forresten, at jeg skal gøre det?
3. August.
Imorgen er det vor Dag. Erna laver igen Bomberne til. Feodor, Wanja og Henrik stiller sig igen på Post. Jeg vil ikke tænke på Morgendagen. Jeg kunne næsten fristes til at sige, at jeg frygter at tænke på den. Men jeg håber og tror på den.
5. August.
Dette hændte igår:
Klokken to tog jeg Bomberne hos Erna. Jeg sagde Farvel til hende på Twerskaja-Gade og mødte Henrik, Wanja og Feodor på Boulevarden. Feodor gik på Post i Stoleschmkow-Stræde, Wanja på Twerskaja og Henrik længere ude.
Jeg gik ind i Café Filippow, bestilte et Glas Te og satte mig ved et Vindue. Det var meget varmt. Hjulene skrattede over Stenbroen, Tagene svedte af Hede. Jeg ventede ikke længe, måske fem Minutter. Pludselig brød en tung og sælsomt fyldig Tone ind i Gadens Larm. Den lød, som var en mægtig Hammer faldet på en Pan
112
serplade, og fortonede sig i en klagende Klirren af sprængte Vinduesglas. Så var der ikke mere. Ude på Gaden løb Folk i tætte Stimer ned mod Stoleschnikow-Stræde. En laset Dreng råbte noget, jeg ikke forstod. En Kone med Kurv på Armen truede med den knyttede Hånd og skældte ud. Portnerne løb ud af deres Porte. Kosakkerne red frem i fuldt Firspring. Et Sted i Folkehoben var der en, som råbte : General-Gouvernøren er myrdet.
Jeg banede mig med Besvær Vej gennem Hoben. Nede i Strædet stimede Folk som Sild i en Tønde. Jeg kunne endnu lugte den varme Røg af Eksplosionen. På Stenbroen lå Glasskår og splintrede Hjul. Jeg forstod, at Kareten var knust. Foran mig stod en høj Fabriksarbejder i blå Skjorte og spærrede Vejen. Han svingede med de benede Hænder og fortalte hurtigt og ophidset en eller anden Ting. Jeg vilde puffe ham til Side for at se Resterne af Kareten helt nær ved, men i det samme hørte jeg fra Gaden til højre den korte, tørre Lyd af Revolverskud. Jeg fulgte øjeblikkelig deres Kalden. Jeg vidste, at det var Feodor, der skød. Men Hoben trængte mig i sin hårde Favn, så jeg ikke kunne komme løs. Igen lød der Revolverskud, men fjernere og mere afbrudt og mat, til de helt døde hen. Fabriksarbejderen vendte sit udtærede Ansigt mod mig og sagde:
- Det kan nok være, han skyder.
Jeg greb ham i Armen og væltede ham til
113
Side, men Hoben trængtes endnu tættere. Jeg så ubestemmelige Nakker og Skæg og Rygge, og pludselig hørte jeg:
- General-Gouvernøren er alligevel sluppet derfra med Livet . . .
- Men, har de hugget den anden? . . .
- Ikke det, man ved . . .
- Mon de hugger ham . . . Han klarer sig ikke?
- Jo - jo-o . . . der er mange af dem nu for Tiden . . . af disse her . . .
Sent om Aftenen kom jeg hjem til mig selv.
General-Gouvernøren levede endnu.
6. August.
Idag står der følgende i Aviserne
„Igår blev der forøvet et misdæderisk Attentat mod General-Gouvernøren. Klokken tre kørte General-Gouvernøren fra Slottet i Kreml til sit Kancelli på Twerskaja-Plads. Hans Højheds Adjudant, Oberst, Fyrst Jaschwilj,.der sædvanligvis planlægger Udflugterne, havde også denne Gang meddelt Præfekten, ad hvilken Vej hans Højhed ville køre: igennem Spasski-Port, over Krasnaja-Plads og videre gennem Petrowka og Stoleschnikow-Stræde til General-Guvernørens Kancelli. Da Ekvipagen drejede om ad Stoleschnikow-Stræde, trådte en ung Mand i Justitsministeriets Uniform fra Fortovet ud på Gaden. Han havde i Hånden en Æske med Bånd og Sløjfe af
114
den Slags, der almindeligvis bruges til Konfekt. Da han havde nærmet sig til Kareten, tog han Æsken i begge Hænder og kastede den under Hjulene. Der lød en øredøvende Sprængning. Til al Lykke mistede. General-Gouvernøren ikke Livet. Efter ved egen Hjælp at have rejst sig op fra Jorden gik han ind i Porten til Købmand Salomonows Hus, hvor han forblev, indtil den pr. Telefon udkommanderede Eskorte ankom. Adjudant, Fyrst Jaschwilj, blev ved Sprængningen slynget ud til venstre Side. Ansigtet var beskadiget, begge Ben knuste og Armene brækkede. Han udåndede på Stedet. General-Gouvernørens Kusk, Bonden Andrejew, blev hårdt såret i Hovedet. Han døde straks efter på Hospitalet. Misdæderen flygtede i Løb efter at have udført sin Ugerning. Gadebetjent, Iwan Fedorenko, og Agent i det hemmelige Politi, Ignatij Tkatsch, forfulgte ham, men Forbryderen skød i to efter hinanden følgende Skud begge Forfølgerne ned. Da han var kommet ud på Petrowka, forsøgte han at forsvinde i Retning af Strastnoj-Boulevard. Her gjorde Gadebetjent, Iwan Klimow, Forsøg på at anholde ham, men blev hårdt såret af et Skud i Underlivet. På Petrowka sprang Forbryderen op i en Droske og tvang med Revolveren i Hånden Kusken til at køre for sig. Ved PetrowskajaLinje sprang han igen af og løb videre. Men her blev han standset af Pristaven for første Kres, Oberstløjtnant Orbeliani, og Portnerne fra Nr. 16, 18 og 20 på Petrowka. Efter med to
115
Skud at have dræbt to af bemeldte Portnere forsvandt Forbryderen i Baggården til Nr. 3 på Petrowskaja-Linje. Huset blev ufortøvet omringet af Politi til Hest og til Fods samt af det pr. Telefon tilkaldte 23. Grenaderregiment. Ved de derefter foretagne Undersøgelser blev Forbryderen opdaget i et afsides Hjørne af Baggården bag en Brændestabel. På Opfordringen om at overgive sig svarede han med Revolverskud, ved hvilke Oberstløjtnant Orbeliani blev dræbt på Stedet. Der blev da efter Ordre fra Præfekten, der var ankommet til Begivenhedernes Skueplads, givet Ild af Grenadererne. Forbryderen, der dækkede sig bag Brændestabelen, besvarede en Stund Ilden med sin Revolver, hvorved Menige, Welentschuk og Semjonow, blev let sårede og Underofficer, Edynak, dræbt. Efter Indstillingen af Ilden fandt de fremtrængende Grenaderer Forbryderens Lig. Det havde fire Skudsår, af hvilke de to var absolut dræbende. Forbryderen viste sig at være en ung Mand på c. 26 År, mørk, høj af Vækst og sværtbygget. Han havde ikke nogensomhelst Legitimationspapirer på sig. I Bukselommerne fandtes to Revolvere af Systemet Browning samt en Æske tilsvarende Patroner.
Der er taget Forholdsregler til hans Identificering. Sagen ledes af Undersøgelsesdommeren for særlig vigtige Anliggender."
116
7. August.
Jeg ligger med Ansigtet begravet i mine brændende Puder. Det er ved at blive lyst. En svag Rødme farver Morgenhimlen . . .
Vi har igen haft Uheld med os, ja, mere end det, Ulykke. Vi har lidt et Nederlag. Feodor gjorde naturligvis alt, hvad han kunde. Lod han vel Kareten slippe forbi sig? Eller kastede han ikke Bomben? Eller eksploderede den måske ikke?
Jeg er ikke ked af det for Feodors Skyld, ja, jeg er ikke en Gang ked af, at jeg ikke kunne komme til at forsvare ham. Selv om jeg nu også havde dræbt fem Portnere og Politibetjente, hvad havde det så nyttet. Er det måske det, jeg, vil? Nej, jeg er ked af, at jeg ikke vidste, at General-Gouvernøren stod to Skridt fra mig i Porten. Havde jeg vidst det, havde jeg ventet på ham og, dræbt ham.
Men vi rejser ikke herfra og opgiver ikke vort Forehavende. Hvis det ikke lader sig gøre at dræbe ham på åben Gade, trænger vi ind i Slottet. Vi sprænger det i Luften sammen med os selv og ham og alle, som er med ham. Han er vel til Mode nu. Han triumferer og føler sig sikker og frygtløs: Hans Herredømme er uforgængeligt og hans Magt urokkelig . . .
Men hans Time skal dog slå.
117
8. August.
Henrik siger til mig:
- George, alt er tabt.
Jeg føler Blodet vælte til mit Hoved.
- Ti stille!
Han træder forskrækket et Skridt tilbage.
- George, hvad er der dog?
- Ti stille! Hvad er det for en Snak, De fører? Intet er tabt! Har De ikke Skam i Livet?
- Men Feodor?
- Hvad Feodor? . . . Feodor er dræbt.
- Å, George . . . Det er jo . . . Det er jo... - Nå . . . videre.
- Nej . . . Tænk selv . . . Nej . . . men jeg syntes bare . . . Hvad nu?
- Hvorledes, hvad nu?
- Politiet er på Spor efter os.
- Politiet er altid på Spor.
Regnen risler ned. Den askegrå Himmel græder. Henrik er gennemblødt, og Vandet driver fra hans falmede Hat. Han er blevet mager, og Øjnene er indfaldne.
- George.
- Hvad?
- Tro mig . . . Jeg . . . Jeg ville ikke sige noget andet . . . Vi er jo bare to: Wanja og jeg . . . To er for lidt.
- Vi er tre.
- Hvem er den tredje?
- Jeg. De har glemt mig.
- Tager De selv en Bombe?
118
- Selvfølgelig.
Pause.
- George, på åben Gade går det ikke.
- Hvad går ikke?
- På åben Gade går det ikke at dræbe ham.
- Så trænger vi ind i Slottet.
- Ind i Slottet?
- Ja vel. Hvad er De forbavset over?
- Tror De, det lykkes, George?
- Jeg er overbevist . . . Skam Dem Henrik. Han trykker forvirret min Hånd.
- George, tilgiv mig . . .
- Naturligvis . . . men husk en Ting: Feodor er dræbt, og nu er det Deres Tur. Har De forstået? Ja?
Og han hvisker nervøst:
- Ja...
Men denne Gang er jeg ked af, at jeg ikke mere har Feodor.
9. August.
Jeg har glemt at tænde Lys. Et gråt Halvmørke ligger over mit Værelse. I Hjørnet sidder Erna som en udvisket Silhouet. Efter det mislykkede Attentat gav jeg hende Bomberne tilbage, og siden da har jeg ikke set hende. Hun har i al Hemmelighed sneget sig til mig idag. Hun er tavs og ryger ikke engang.
- George . . .
119
- Hvad er der, Erna?
- Det er mig . . . Det er min Skyld . . .
- Hvad er din Skyld?
- At han ikke blev dræbt.
Hendes Stemme har en mørk Klang uden Tårer.
- Din Skyld?
- Ja, min.
- Hvordan det?
- Jeg har lavet Bomben.
- Å, Snak om en Ting . . . Plag dig ikke til ingen Nytte, Erna.
- Nej, det er min Skyld, min, min . . . Jeg tager hendes Hånd
- Erna, jeg siger dig, at det ikke er din Skyld
- Ikke det? men Feodor da?
- Hvad han?
- Han var måske sluppet derfra med Livet . . .
- Erna, det keder mig at høre på . . .
Hun rejser sig, gør to Skridt og sætter sig igen. Jeg siger til hende
- Henrik sagde, at vi blev nødte til at opgive Sagen.
- Hvem sagde?
- Henrik.
- Hvorledes opgive? . . . Hvorfor?
- Spørg ham om det, Erna.
- George, er det sandt, at - vi opgiver det?
- Ja, hvad tror du?
120
- Nej, sig du det.
- Selvfølgelig opgiver vi det ikke. Selvfølgelig dræber vi ham. Du må lave nye Bomber.
Hun spørger uroligt:
- Men hvem er den tredje?
- Jeg, Erna.
- Du?
- Ja, jeg.
Hun sidder sammensunket ved Vinduet og stirrer ud over den mørke Plads. Pludselig rejser hun sig og kommer hurtigt hen til mig. Hun kysser mig hedt.
- Kære George . . . Vi dør sammen . . . Ikke sandt, George?
Igen sænker Natten sig stille over os.
11. August.
Vi har to Veje at slå ind på. Den første at vente nogle Dage og igen passe ham op på åben Gade. Den anden: at trænge ind i Slottet. Jeg ved, at de er på Spor efter os. Det vil være vanskeligt for os at blive i Moskva en Uge til og endnu vanskeligere at gentage den gamle Plan og stille os op på Samme Sted igen. Jeg går selv på Feodors Plads, Wanja igen på Twerskaja og Henrik igen i Reserven. Hele Politiet er på Benene. Gaderne vrimler af Spioner. De passer på os. Hvis de får Mistanke om, at nogen går med en Bombe, omringer og griber de vedkommende, før han får Tid til at gøre
121
en Bevægelse. Ja, og mon General-Gouvernøren igen kører den samme Vej? Han kunne jo let falde på at køre en Omvej gennem hele Moskva . . . . Men hvis vi nu trængte ind i Slottet? I så Fald måtte vi omgjorde os med Dynamitbælter som et usynligt Panser, vi måtte bane os Vej gennem Indgangen og endelig have Held til Sprængningen. Jeg har naturligvis ikke ondt af dem, der går med i Løbet: Familjen, Følget, Spionerne og Vagten, men jeg tør ikke udsætte mig for, at han selv går fri. Slottet er stort. Hvis han tilfældigvis ved Eksplosionen befinder sig i de „indre Gemakker" eller ude i Haven? For det lykkes os ikke at trænge helt frem til ham selv . . . Chalturin's Attentat*) *) Attentatet mod Alexander II i Vinterpaladset, hvor ved hele Spisesalen sprængtes i Luften.
var rigtig beregnet, men mislykkedes dog. Jeg er i Tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg vejer alle „pro et contra" og kan dog ikke afgøre, om vi skal trænge ind i Slottet eller ikke. Det er vanskeligt, men nødvendigt at tage en Beslutning.
*
*
13. August.
Wanja optræder som fin Herre i blød Hat, lyst Slips og gråt Tøj. Men Håret er krøllet som altid, og de tænksomme Øjne lyser. - George, det gør mig ondt for Feodor. - Ja, også mig, - svarer jeg. Han smiler tungsindigt.
122
- Ja, det er jo egentlig ikke Feodor, du har ondt af.
- Hvorledes ikke Feodor, Wanja?
- Nej, du tænker blot på, at du har mistet en Mand, ikke sandt?
- Selvfølgelig.
- Du tænker sådan : Der var en Gang en Revolutionær, en virkelig frygtløs Revolutionær. . . Men nu er han ikke mere, og det har sine Vanskeligheder at gøre noget uden ham?
- Selvfølgelig.
- Der ser du: Feodor har du glemt, og du har ikke ondt af ham.
På Boulevarden spiller Militærorkestret. Det er Søndag. Håndværkssvendene spaserer i røde Skjorter med Harmonikaer i Hænderne. Der snakkes og gantes.
- Hør du, - siger Wanja, - jeg har hele Tiden tænkt på Feodor. For mig var han jo ikke blot en Kampfælle, ikke blot den revolutionære Mand . . . Tænk dog på, hvad han følte, da han sad bag Brændestablen. Han skød og vidste med usvigelig Sikkerhed, at han var dødsens. Hvor længe så han ikke Døden ind i Øjnene?
- Wanja, Feodor var ikke bange.
- George, det er ikke det, jeg taler om. Jeg véd godt, at han ikke var bange. Men ved du, hvormeget han led, da han blev ramt, da det sortnede for Øjnene, og Livet langsomt slukkedes.
- Wanja, jeg har ikke tænkt på det.
123
- Du holdt altså ikke af ham, - hvisker Wanja.
- Feodor er død og borte . . . Sig mig hellere, om vi skal trærige ind i Slottet?
- Trænge ind i Slottet?
- Ja. - Hvordan det?
- Ganske simpelt, sprænge hele Slottet i Luften.
- Men Menneskene derinde?
- Hvad for Mennesker?
- Ja, hans Familje og Børn.
- Nå, det er det, du tænker på . . . Bagateller . . . Lad dem gå samme Vej.
Wanja bliver tavs.
- George.
- Hvad?
- Det vil jeg ikke være med til.
- Hvad vil du ikke være med til?
- Til at trænge ind i Slottet.
- Nonsens . . . Hvorfor dog ikke?
- Nej, jeg vil ikke . . . for Børnenes Skyld.
Lidt efter siger han stærkt bevæget
- Nej, George, hør, hvad jeg siger: Gør det ikke. Nej, hvor kan du gøre sådan noget? Hvem har givet dig Ret dertil?
Jeg svarer koldt: - Jeg har selv taget mig Retten.
- Du?
- Ja, jeg.
124
Han ryster over hele Kroppen.
- George, Børnene . . .
- Ja, hvad så med Børnene.
- George, men Kristus . . . .
- Hvad har Kristus med det at skaffe.
- George, husk, at der står skrevet: „Jeg er kommen i min
Faders Navn, og I annamme mig ikke ; dersom en Anden kommer i sit eget Navn,
ham skulle I annamme" *). *) Johannes Evangelium 5,43.
- Til hvad Nytte citerer du Skriftsteder, Wanja?
Han ryster på Hovedet:
- Ja, til ingen Nytte . . .
Længe tier vi begge to. Endelig siger jeg! til ham
- Nå vel . . . Vi vil så møde ham igen på åben Gade.
Hele hans Ansigt klarer op med et lyst Smil, og jeg spørger ham
- Du tror måske, det er på Grund af Skriftstederne, at jeg har ombestemt mig?
- Nej, George, ingenlunde.
- Jeg er kommet til det Resultat, at vi er sikrere i vor Sag på Gaden.
- Naturligvis sikrere, naturligvis . . . Og du skal se, vi får Held med os. Gud hører vore Bønner.
Jeg går min Vej, ærgerlig til Mode: Mon det alligevel ikke var bedst at trænge ind i Slottet?
125
15. August.
Mine Tanker er igen hos Elena. Jeg spørger mig selv, hvem hun er? Hvorfor opsøger hun mig ikke? Hvorfor lader hun så lang Tid gå hen uden at få noget at vide om mig? Hun holder altså ikke af mig, har glemt mig. Hun har altså løjet, da hun sagde, at hun elskede mig . . . Men sådanne Øjne lyver ikke.
Jeg ved ingenting og vil ingenting vide. Jeg har set hende glædes ved sin Kærlighed og hørt hende sige lykkelige Ord. Jeg vil eje hende, og jeg kommer og tager hende. Måske er det ikke engang Kærlighed. Imorgen er hendes Øjne måske kolde og hendes Smil, som jeg elsker idag, kedsommeligt. Men jeg elsker hende idag og bryder mig ikke om imorgen. Jeg ser hende i mine Tanker, ser hendes mørke Hår, Ansigtets strenge Oval og Kindernes blufærdige Rødme. Jeg kalder hende til mig, nævner hendes Navn. Thi snart oprinder vor sidste, usvigeligt sidste Dag ...
'Skal jeg mon nogensinde mere se hende.
17. August.
Imorgen møder vi igen General-Gouvernøren på Gaden. Hvis jeg blot kunde, ville jeg bede.
126
18. August.
Erna havde for tredje Gang lavet Bomber. Bestemt Kl. tre var vi på vore Pladser. Jeg havde en Bombe i Hånden. Ved hvert Skridt, jeg tog, bankede Fængrøret regelmæssigt. Jeg havde Bomben i en Æske, som var pakket ind i Papir og ombundet med en tynd Snor. Det så ud, som om jeg havde købt noget i en Forretning og gik med Pakken i Hånden.
Jeg gik nedad Stoleschnikow-Stræde. Den varme Luft syntes så høstlig. Allerede imorges lagde jeg Mærke til, at Birkeløvet begyndte at få små, gule Pletter. Tunge Skyer drog langsomt over Himlen, og der faldt enkelte Regndråber.
Jeg bar min Bombe forsigtigt. Hvis nogen tilfældigvis stødte til mig, gik Fængrøret itu. På Fortovet og på Gadehjørnerne stod der fuldt af Spioner. Jeg lod, som om jeg ikke så dem.
Jeg vendte og gik samme Vej tilbage. Alt var stille. Spionerne fulgte med dovne Øjne de forbigående. Jeg var bange for, at General-Gouvernøren netop nu skulle indhente mig bag fra. Det ville være vanskeligt at kaste Bomben. Jeg ville ikke straks kunne kende hans Karet og ikke få Tid til at forberede Kastet. Jeg følte ned på min Revolver. Ligesom Feodor havde jeg to i Lommen, en Browning og en svær Kavallerirevolver. Igår Aftes rensede og ladede jeg dem omhyggeligt.
Således gik jeg en halv Timestid. Da jeg tredje Gang kom hen til Hjørnet af Twerskaja
127
Plads ved Trævagthuset med Uret, så jeg, at der oppe fra Twerskaja-Gade rejste sig en trang Skypumpe fra Jorden, en bleggul Røghvirvel med sorte Rande. Den steg opad som et tragtformet Sug og opslugte hele Gaden. I samme Nu hørte jeg den kendte, sælsomme Metallyd. Droskehesten henne på Hjørnet stejlede. En Dame lige foran mig med en stor, sort Hat hvinede op og satte sig på Stenbroen. Gadebetjenten stod et Sekund bleg i Ansigtet, men satte så i Løb op mod Twerskaja-Gade . . .
Jeg løb også op til Stedet. Glassene faldt som en klirrende Regn fra Vinduerne. Det lugtede igen af varm Røg. Jeg tænkte ikke på Bomben, jeg havde i Hånden. Det bankede regelmæssigt og hastigt i den under mit Løb. Jeg hørte Skrig og Stønnen og vidste allerede sikkert
General-Gouvernøren er dræbt .
En Time efter var der Løbesedler ude. De havde Sørgerand og Kors. Under Korset var der et Portræt og under Portrættet en Nekrolog.
Det sortnede for mine Øjne, da jeg holdt Løbesedlen i Hånden.
20. August.
Det er lykkedes Wanja at smugle et Brev ud af Fængslet:
„Mod mit Ønske blev jeg ikke selv dræbt, da
128
jeg kastede Bomben. Jeg slyngede den på tre Skridts Afstand lige ind gennem Karetvinduet. Jeg så General-Gouvernørens Ansigt. I samme Nu, som han fik Øje på mig, kastede han sig bagover og løftede Armene som til Forsvar. Jeg så Kareten splintres. Røg og søndersprængte Stumper slog mod mig, så jeg faldt. Efter at have rejst mig, så jeg mig om. Fem Skridt fra mig lå Tøjrester og ved Siden af dem det blodige Lig. Jeg var ikke såret, skønt Blodet flød fra mit Ansigt, og Trøjeærmerne var afsvedne. Jeg ville gå, men i det samme blev jeg grebet bag fra af stærke Arme. Jeg gjorde ikke Modstand og blev straks ført til Politistationen.
Jeg har gjort min Pligt som Revolutionær og venter rolig min Dom. Selv om det var lykkedes mig at flygte, tror jeg dog, at jeg alligevel ikke kunne have levet efter det, jeg har gjort.
Jeg omfavner Eder, mine kære Venner og Fæller. Af mit ganske Hjerte er jeg Eder taknemlig for Eders Venskab og Kærlighed. Jeg tror på Revolutionen og dør med den stolte Bevidsthed om dens sejrrige Triumf.
I det jeg tager Afsked med Eder, vil jeg erindre om de enkle
Ord: Derpå have vi kendt Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os; også
vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene" *). *) St. Johannes'
første Brev 3,16.
I dette Brev var der en Efterskrift personlig til mig:
129
„Måske undrer det dig, at jeg talte om Kærlighed og dog besluttede mig til at ihjelslå, hvorved jeg påtog mig den allerstørste Synd mod Gud og Mennesker.
Jeg kunne ikke andet end ihjelslå. Havde jeg haft Disciplenes rene og skyldfri Tro, havde jeg naturligvis ikke tilhørt Terrorismen. Jeg tror, at Verden ikke kan frelses med Sværdet, men kun med Kærlighed, således som den også er skabt i Kærlighed. Men jeg havde ikke Styrke til at leve i Kærlighedens Navn og forstod; at jeg kunne og skulle dø i dens Navn. .
Jeg føler hverken Anger eller Glæde over det, jeg har begået. Blodskylden piner mig, og jeg ved, at Døden ikke er nogen Syndsforladelse. Men jeg ved også, at der står skrevet: „Jeg er Vejen og Sandheden og Livet".*) *) Johannes Evangelium 14,6.
Menneskene vil dømme mig, og det gør mig ondt for dem, at de nødsages til at udgyde mit Blod. Men foruden deres Dom tror jeg også på Guds Dom. Min Synd er uendelig stor, men Kristi Miskundelse har ingen Grænser.
Jeg kysser dig. Vær lykkelig i Sandhed og, Gerning og husk: „Hvo som ikke elsker, kjender ikke Gud; thi Gud er Kærlighed" **) **) Johannes' første Brev 4,8.
Wanja har skrevet på Cigaretpapir. Jeg læser, hvad han skriver, og siger til mig selv: Måske har han Ret? . . . Nej, idag lyser Solen gyldent, og Løvet falder skælvende i Sokoljniki-Park . . .
130
Jeg går ad de kendte Gange, opfyldt af en stor og strålende Glæde. Jeg plukker Høstens Blomster, indånder deres flygtende Duft og kysser deres blege Blade.
Som en Højsang lyder i mit Øre de profetiske Ord: „Det er
sket*) *) Apokalypsen 21,6.
Jeg er lykkelig: Det er sket.
22. August.
Jeg er endnu i Moskva og har endnu ikke kunnet overvinde mig til at rejse. Hele Politiet er på Benene. Det eftersporer os ihærdigt. Jeg har forladt mit Værtshus og har for tredje Gang skiftet Maske. Jeg er ikke mere Flor Semjonow Titow, ikke Englænderen, O'Brien, men lever som en usynlig - uden Navn, uden Hus. Om Dagen flakker jeg rundt i Moskva, og om Natten søger jeg et tilfældigt Logis: . idag i et Hotel, imorgen på Gaden og iovermorgen hos fremmede Mennesker - hos Købmænd, Tjenestemænd og Poper. Af og til morer jeg mig over mine Værter, når jeg på deres Ansigter læser Ængstelse og frygtsom Agtelse.
Høsten er kommet. Den gamle Park visner i gylden Pragt, og Bladene sukker, når man træder på dem. Om Morgenen skinner Vandpytterne i Solen som et tyndt og skørt Isglar.
Jeg elsker det høstlige Tungsind. Jeg sætter mig i Sokoljniki på en Bænk og lytter til Træernes Tale. En stille Fred lægger sig over mit Sind, som var der ikke Drab og Blod i Verden „ . .
134
Stedet, hvor Wanja ihjelslog, er indhegnet med et Jerngitter. Bag Jerngitteret er der rejst et Kors og et Helgenbillede. Folk skynder sig forbi. Kun sjældent standser en forbigående, eller en Kvinde korser sig. Officererne fører skødesløst Hånden til Huen.
Man har allerede glemt Drabet. Kun Politiet husker det og så naturligvis vi. Wanja domfældes. Man taler om det en Tid og tier stille. Dommen forkyndes, og han hænges. Således udslettes hvert Spor af Livet.
23. August.
Jeg skrev idag til Elena om at komme til mig. Hun kom og bragte Skønhed og Glæde med sig. Det var, som om de lange Dage, opfyldte af Uro og Forventning, ikke havde været, som havde jeg ikke i al denne Tid levet i min Hævnfølelse og koldt lagt Planer om Drab. Hun var som en Sommeraften, når Stjernerne tændes, og Haverne dufter varmt og krydret.
Elena er hvidklædt. Hun er kun tyve År og ånder Friskhed og Sundhed. Hendes Øjne ler, da hun forlegent siger:
- Har De været al denne Tid i Moskva?
- Ja, selvfølgelig har jeg været her.
- De har altså? . . .
- Hvad har jeg?
- Så er det altså . . . Dem? . . .
.Hun sænker Blikket, og jeg får et brændende Ønske om at omfavne hende, løfte hende på mine Arme og kysse hende som et Barn. Nu da jeg ser hende, ved jeg, at jeg elsker hendes barnlige Latter og hendes Tilværelses naive Skønhed, og jeg hører med Henrykkelse hendes Stemme
- Hvis De vidste, hvor jeg har været bange. Da det skete, vidste jeg godt, at det . . . var Dem, at det var Dem . . . der havde . . . sejret.
Og lidt efter hvisker hun
- Hvor forfærdeligt . . .
Og jeg tror at forstå, at hun ikke har været bange for min Skyld og ikke har tænkt på mig, men på Terrorismen og mine Gerninger som Drabsmand . . . og jeg siger da højt:
- Ja, vi gjorde det.
Hun bliver rød og lægger pludselig som en Gang før sine Hænder ømt på mine Skuldre. Hendes Nærhed ligesom svider mit Ansigt, og vore Læber mødes i et Smertens Kys.
Jeg kommer til mig selv igen. Hun sidder ved Siden af mig. Men jeg føler hende endnu på mine Læber. Hun er så nær og dog så fremmed.
- George, kære, elskede George, tænk ikke på noget.
Og hun rækker sig forlegent og hedt med hele sit Legeme til mig.
Jeg kysser hende, hendes Hår og Øjne og hvide Hænder. Jeg tænker ikke på noget. Jeg ved kun en Ting: Hun er i mine Arme, og hendes unge Legeme skælver.
136
Solnedgangens Ild slukkes langsomt i mit Vindue. Et rødt Flammeskær strejfer Loftet. Hvid ligger hun i mine Arme. Det udgydte Blods røde Efterrus er forbi.
Der er fintet andet til end hende.
24. August.
Erna rejser idag. Hun er blevet mager, er ligesom faldet sammen på en Gang. Rødmen på hendes Kinder er blegnet, og kun Lokkerne vrider sig hjælpeløst om hendes Hoved, som bad de om Skånsel. For lang Tid tager jeg Afsked med hende.
Hun står foran mig, liden og sørgmodig. Hendes sænkede Øjenhår sitrer, og hun siger sagte:
- Ja, George, nu er det overstået.
- Er du glad over det?
- Og du selv?
Jeg ville sige til hende, at jeg er lykkelig og stolt, men der er idag ingen Festglæde i mig, og jeg tier mørkt.
Hun sukker. Under Kjolens Kniplingskant arbejder hendes Bryst ujævnt og dybt. Øjensynlig vil hun sige noget til mig, men tør ikke.
- Hvornår går Toget? - spørger jeg.
Det giver et Ryk i hende.
- Klokken ni.
Jeg ser ligegyldigt på mit Ur:
- Erna, du kommer for sent.
137
- George . . .
Hun kan stadig ikke overvinde sig til at tale. Jeg ved, at hun vil tale om Kærlighed og bede om Deltagelse. Men der er ingen Kærlighed i mig, og jeg kan ikke gøre noget som helst for hende.
- George, er det muligt?
- Hvad er muligt?
- Er det muligt, at vi skal skilles?
- Ak, Erna, ikke for altid.
- Jo, for altid.
Hendes Stemme er næppe hørlig, og jeg svarer meget højt:
- Du er træt, Erna. Hvil dig ud og glem.
Men jeg opfanger en svag Hviskem
- Jeg kan ikke glemme.
Og i samme Øjeblik ser jeg, at hendes Øjne er blevet røde, og at Tårerne strømmer i tætte og fine Dråber. Hun rokker uskønt med Hovedet. Lokkerne vædes af Tårerne og hænger ynkeligt ned på Halsen. Hun hulker og hvisker utydeligt, fordi hun sluger Ordene
- Kære George, forlad mig ikke . . . Min eneste, forlad mig ikke . . . .
Jeg kommer til at tænke på Elena, hører hendes klare, glade Latter, ser hendes strålende Øjne og siger koldt til Erna:
- Hold op med at græde.
Hun gør det straks, tørrer Øjnene og ser sløvt udad Vinduet. Så rejser hun sig og går vaklende hen imod mig.
138
- Farvel, George, Farvel.
Jeg gentager som et Ekko
- Farvel.
I Døren hvisker hun endnu:
- George, du kommer jo . . . George? .
28. August.
Erna er rejst. Foruden mig er nu kun Henrik tilbage i Moskva. Han rejser efter Erna. Jeg ved, at han elsker hende, og han tror selvfølgelig på Kærlighed. Jeg både morer og ærgrer mig over det . . .
Jeg kommer til at tænke på en Gang, jeg sad i et Fængsel og ventede på at blive henrettet. Fængslet var fugtigt og snavset. I Gangene lugtede der af Soldaternes Machorka-Tobak og Kålsøbe. Udenfor Vinduet gik Skildvagten. Af og til trængte Brudstykker af Livet ind til mig, tilfældige Ord af en Samtale. Det var underligt at vide, at der bag Vinduet lå et Hav, en Sol og et Liv og inde hos mig Ensomhed og en uundgåelig Død . . . Om Dagen lå jeg på mit Sovested og læste et fjorgammelt, illustreret Blad. Om Aftenen, når Lamperne blafrede i Dunkelheden, stjal jeg mig til at krybe op på mit Bord. Jeg klyngede mig til Vinduets Gitterstænger og så den mørke Himmel og Sydens Stjernebilleder. Jeg sagde til mig selv: Der er endnu mange Dage igen. Det skal blive Morgen og blive Dag og Nat for dig endnu. Du skal endnu se Solen og høre
139
Menneskestemmer. Jeg troede ikke rigtigt på Døden. Den syntes unødvendig og derfor urimelig. Jeg følte ikke engang Glæde og rolig Stolthed, fordi jeg skulle dø for Revolutionen. Det var en Tilstand af sælsom Ligegyldighed. Jeg brød mig ikke om at leve, men brød mig heller ikke om at dø. Spørgsmålet om, hvorledes jeg havde levet mit Liv, foruroligede mig ikke, ej heller Tvivl om, hvad der ventede mig der - bag den mørke Grænse. Men nu husker jeg, hvad jeg tænkte på: skærer Rebet i Halsen, og gør det ondt at slippe Åndedrættet? Og tit om Aftenen, når Kontrollen var gået, og Trommerne tav i Fæstningsgården, stirrede jeg vedholdende ind i den gule Flamme i min Lampe. Den var den eneste Genstand, der foruden Brødkrummerne befandt sig på Bordet i min Celle. Jeg spurgte mig selv
Er der ikke på Bunden af dit Hjerte nogen Frygt for Døden? Og jeg svarede: Nej . . . Alt var mig ligegyldigt . . .
Så. undveg jeg sidenhen. De første Dage på fri Fod sad stadig den samme døde Ligegyldighed i mit Hjerte. Automatisk opførte jeg mig sådan, at jeg ikke blev grebet igen. Men hvorfor jeg gjorde det, og hvorfor jeg undveg, ved jeg ikke. Inde i Fængslet syntes Verden mig til Tider skøn, og jeg længtes efter den friske Luft og den hede Sol. Men da jeg havde fået min Frihed, begyndte Kedsomheden at plage mig påny. Men så hændte det en Gang ved Aftentid, at jeg var
140
helt alene. Den vestlige Himmels Solild var allerede udbrændt, og de store Stjerner tændtes i dens Sted. Bjergtoppene svøbtes i violette Slør. Nede fra Floden steg Nattens Mulm. Græsset duftede bedøvende. Cikaderne sang, så det dirrede i Natten, og Luften var let og blommelød. Og da forstod jeg pludselig, at jeg levede, at Døden var bag mig og Livet foran, at jeg var ung og sund og stærk . . . . .
Og nu føler jeg igen det samme. Ja, jeg er ung og sund og stærk. En Gang til er jeg undveget Døden, og nu spørger jeg mig selv for tyvende Gang: hvori består min Skyld, fordi jeg tog Erna? Og havde min Skyld ikke været større, hvis jeg havde vendt mig fra hende og vist hende bort? Hun kom som en Kvinde, der bringer Elskov og Kærtegn med sig. Hvorfor føder de Sorg? Hvorfor skænker Elskov ikke Glæde, men Smerte? Jeg ved det ikke og anstrenger mig heller ikke for at få det at vide. Men af og til forekommer det mig, at Wanja ved det, men ham kan jeg jo ikke mere spørge.
1. September.
Andrei Petrowitsch er her igen. Med stort Besvær er det lykkedes ham at opsøge mig, og han trykker længe og muntert min Hånd. Hans Gammelmands-Ansigt skinner af Tilfredshed. Rynkerne om Øjnene har bredt sig til et Smil.
- Jeg lykønsker Dem, George.
141
- Til hvad, Andrei Petrowitsch?
Han kniber Øjnene snedigt sammen og ryster på det skaldede Hoved.
- Til Sejren og Overvindelsen.
Han keder mig, og jeg har nærmest Lyst til at gå min Vej. Hans Ord og hans dagligdags Lykønskninger keder mig. Men han smiler som et uskyldigt Barn
- Ja-a, George, sandt at sige, havde vi næsten opgivet alt Håb. Uheld efter Uheld . . . vi havde en Fornemmelse af, at der ligesom ikke var Held ved Dem. Og ved De hvad, - han bøjer sig mod mit Øre, - vi var lige ved at ville opløse jer.
- Opløse? . . . Hvad vil det sige?
- Nå, det skal vi ikke rippe op nu bagefter . . . Jeg vil blot sige så meget, at vi ikke havde nogen Tro på det mere. Så lang Tid og ingen Resultater . . . Nå og så kom vi til at tænke på, om det ikke var bedre at opløse jer: Det bliver jo ikke til noget alligevel . . . Sikken nogle gamle Fjolser . . . hvad?
Jeg ser forbavset på ham. Han ligner sig selv, grå og affældig, som han er. Fingrene er som altid brune af Cigaretrøg.
- Og De . . . De troede, at vi kunde opløses?
- Nå, nå, George. De bliver også straks vred.
- Jeg er ikke vred . . . Men sig mig: tror De, at vi kan opløses.
Han klapper mig venskabeligt på Skulderen
142
- En Oprører, en Oprører er De . . . De forstår ikke Spøg . . .
Lidt efter fortsætter han i en forretningsmæssig Tone
- Nå, og hvem så nu?
- Foreløbig ingen.
- Ingen? . . Komitten har bestemt: Justitsministeren.
- En Ting er Komiteen og en anden, jeg.
- Ak, George . . .
Jeg ler.
- Hvad er der dog, Andrei Petrowitsch? Jeg siger jo bare: giv Tid.
Han tænker sig længe om, mens han gammelmandsgumler med Læberne.
- George, bliver De heri Moskva?
- Ja.
- Rejs hellere herfra.
- Jeg har noget at gøre her. .
- Noget at gøre?
Han er ked af det: hvad for noget at gøre? Men spørge tør han ikke.
- Nå, godt, George, når De kommer, kan vi jo tales nærmere ved . . .
Han trykker igen muntert min Hånd.
- Ah, hah, hah, fikst besørget, raske Gutter...
Andrei Petrowitsch føler sig som Dommer: han roser og dadler. Jeg tier stille: han tror jo oprigtigt, at jeg sætter Pris på hans Ros. Ynkværdige, gamle Mand.
143
3. September.
Idag var Wanja til Doms. Jeg ligger på en Sofa i et tilfældigt Logis. Den mørke Nat skuer tungt gennem Vinduet ind til mig. På Himlen ser jeg et Stjernesmykke.
Jeg ved, hvad Wanja har gjort idag: Han har ligget på sit Sovested i Fængslet. Af og til har han rejst sig og er gået hen til Bordet for at skrive. Og nu funkler det samme Stjernesmykke både i hans og mine Øjne. Thi hverken han eller jeg sover.
Jeg ved også, at Henrettelsen finder Sted imorgen tidlig. Imorgen træder Bødlen i rød Skjorte ind til ham med Reb og Pisk i Hånden. Han bagbinder Wanjas Arme, så Rebet æder i Kødet. Under Hvælvingerne høres Sporer klirre. Skildvagterne rasler med Bøsserne og retter sig sløvt. Portene slås op . . . Over Sandbanken i Floden ligger der hvid Tåge. Fødderne synker i det våde Sand. I Østen gryer Dagen. Mod den blegrøde Himmel står en ret Vinkel som en dunkel, brudt Linje. Det er - Galgen. Det er Loven.
Wanja stiger op på Skafottet. I Morgenens Halvlys synes han helt grå, Øjne og Hår af samme Farve. Det er koldt, og han gyser, så Halsen synker dybere ned i den opslåede Krave. Bødlen trækker Galgesærken over hans Hoved og lægger Rebet på ham. De står ved Siden af hinanden, han i den hvide Sækkekappe, Bødlen i sin røde Skjorte. Lyden af den bortsparkede Taburet træn
144
ger uventet skarpt gennem Tavsheden. Legemet hænger. Wanja hænger . . .
Puderne brænder mit Ansigt. Tæppet glider langsomt mod Gulvet. Jeg kan ikke udholde at ligge ned. Jeg ser Wanja foran mig, hans sjælfulde Øjne og mørkblonde Hår. Og jeg spørger undselig mig selv: Hvorfor Galgen, og Blodet og Døden?
Men i det samme husker jeg:
„Vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene" *). *)
St. Johannes første Brev 3,16.
Således sagde Wanja, men Wanja er jo ikke mere.
* *
*
5. September.
Jeg siger til mig selv: Wanja er ikke mere. Det er
ligefremme Ord, og dog kan jeg ikke tro på dem. Jeg kan ikke tro, at han
allerede er død. Jeg venter hvert Øjeblik, at Håndtaget i Døren drejes om, og
at han kommer ind til mig og siger som før: „Hvo som ikke elsker, kjender ikke
Gud; thi Gud er Kærlighed" **). **.) Johannes første Brev: 4,8.
Wanja troede på Kristus. Jeg tror ikke. Hvad Forskel er der på os? Jeg lyver, spionerer og ihjelslår. Wanja løj, spionerede og ihjelslog også. Vi lever alle i Bedrag og Blod . . . I Kærlighedens Navn?
Kristus besteg Golgatha. Han ihjelslog ikke,
145
men skænkede Livet til Menneskene. Han løj ikke, men lærte Sandhed. Han forrådte ikke, men blev selv forrådt. Altså et af to: Enten Kristi Vej eller . . . eller, som Wanja sagde, Smerdjakows . . . Og er det sådan, er også jeg Smerdjakow.
Jeg ved, at Wanja er gået ren i Døden, at hans Smerte er den sidste Sandhed. Men denne Renhed og Sandhed er utilgængelig og uforståelig for mig. Jeg skal dø som han, men dø en Vredens Død; thi i bitre Vånde stander - bitre Urter.
6. September.
Elena siger til mig
- Jeg har været så bange for Deres Skyld. . . Jeg turde ikke tænke på Dem De er ... så underlig.
Vi er også nu i Sokoljniki Park. Høsten ånder gennem Træerne, så de rustne Blade hvirvler. Det er koldt, og det lugter af Jord.
- Kære, hvor er det dejligt.
Jeg tager hendes Hånd og kysser den, medens mine Læber hvisker:
- Kære, kære, kære . . .
Hun ler
- Vær ikke så sørgmodig. Vær glad.
Men jeg svarer:
- Hør Elena, jeg elsker dig, jeg kalder dig. Følg med mig.
- Hvorfor?
146
- Jeg elsker dig.
Hun trykker sig smidigt ind til mig og hvisker - Du ved, jeg elsker også dig.
- Men din Mand?
- Hvad min Mand
- Du er hos ham.
- Å, kære . . . Er det ikke ligemeget. Nu er jeg jo hos dig.
- Bliv hos mig altid.
Hun ler - Jeg ved det ikke, ved det ikke . . .
- Elena, le ikke og spøg ikke.
- Det er ikke min Spøg.
Hun lægger igen Armen om mig:
- Skal man da elske altid? Kan man da elske altid? Du vil, at jeg kun skal elske dig alene . . . . Jeg kan ikke . . . Så går jeg fra dig . . .
- Går du til din Mand?
Hun nikker bejaende.
- Du elsker ham altså.
- Kære, se hvor Aftensolen synker i Henrykkelse, hvor Vinden kærtegner Jorden. Se, hvor vi elsker hinanden. Hvad vil du mere? Hvorfor tænke på det forgangne? Hvorfor vide det, der skal komme. Pin mig ikke . . . Lad os glædes sammen, lad os leve. Jeg vil ikke Smerte og Tårer . . .
Jeg siger til hende:
- Du sagde, at du var hans og min. Er det sandt?
- Ja.
147
Der går en Skygge over hendes Ansigt. Øjnene er tungsindige og mørke. Hendes hvide Dragt gråner i Tusmørket.
- Hvorfor?
- Å, hvorfor? . . .
Jeg bøjer mig tæt ind til hende:
- Men hvis . . . hvis din Mand nu ikke var?
Jeg ved ikke, ved ingenting . . . Er Kærlighed da evig? . . . Spørg mig ikke, kære . . . Og tænk ikke på det, tænk ikke . . .
Hun kysser mig lidenskabeligt. Jeg tier stille, men i mit Hjerte føler jeg Skinsygen vokse langsomt, vokse og vokse. Jeg hverken vil eller kan dele med nogen som helst anden.
10. September.
Elena kommer hemmeligt til mig, og hurtigt som klare Strømme henrinder Timer og Uger. Hele Verden er nu for mig sammentrængt i et eneste, i min Kærlighed til hende. Alt andet er glemt, og Livet afspejler fintet andet. Jeg ser kun Elenas Øjne, hendes Læber, hele hendes Ungdom og Hengivelse. Jeg hører hendes Latter og glade Stemme. Jeg leger med hendes Hår og, kysser begærligt hendes hede og lykkelige Legeme. Og, kommer Natten over os, er Øjnene endnu blankere og Kyssene endnu mere smertefyldte. Og mine Øjne forblændes igen, så jeg ser Sydens sælsomme Blomst, den blodrøde Kaktus, og føler dens
148
Trolddom. Hvad bryder jeg mig vel om Terrorismen, Revolutionen, Galgen og Døden, når hun er med mig? . . . Blufærdig træder hun ind til mig med sænket Blik, men i samme Nu, jeg ser på hende, flammer hendes Kinder og Øjne. Jeg tager hende på mine Knæ, og hun synger sorgløst og klart. Hvorom er hendes Sange? Jeg ved det ikke og hører det ikke. Jeg føler hende helt være min, og hendes Glæde synger i mit Hjerte. Hun kysser mig og hvisker:
- Lad Morgendagen skille os . . . det gør ingenting. , . men idag er du min . . . jeg elsker dig...
Og jeg forstår hende ikke. Jeg ved, at Kvinderne elsker dem, der elsker dem, elsker Elskoven. Men idag Manden, imorgen mig og iovermorgen igen hans Favntag . . . Og jeg sagde til hende
- Hvorledes kan du tilhøre to?
Hun trak de fine Øjenbryn sammen:
- Kære, hvorfor dog ikke?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare og sagde vredt:
- Jeg vil ikke, at du tilhører ham.
Hun lo højt:
- Og han vil ikke, at jeg tilhører dig.
- Elena . . .
- Hvad, kære?
- Tal ikke sådan til mig.
- Kære du, hvad gør det dig, hvem jeg tilhører? Ved jeg måske, hvem du har tilhørt? Kan jeg vide det, eller har jeg villet vide det? Idag elsker jeg dig . . . Er du ikke glad? Er du ikke lykkelig?
149
Jeg ville svare hende: du kender hverken Skam eller Kærlighed . . . Men jeg siger ingenting: kender jeg vel selv til Skam.
- Hør, - siger hun og ler, - hvorfor taler også du om Loven? Det ene har man Lov til, det andet er forbudt . . . Lær at leve og være glad.. Lær at tage af Livet. Hvorfor Vrede og Drab. Verden er stor, og den har Glæde og Kærlighed nok til alle. Det er ingen Synd at være lykkelig. I et Favntag er intet Bedrag . . . Tænk da ikke på noget som helst andet, men tag . . .
Og lidt efter tilføjer hun:
- Kære, du kender ikke Lykken . . . Du går under i Blod. Du er som rustent Jern. Solen skinner ikke for dig . . . Hvorfor kun tænke på Døden? Man skal forstå at leve glad . . . Ikke sandt, kære du?
Men jeg tier til Svar.
12. September.
Jeg tænker igen på Elena: Måske elsker hun ikke mig og heller ikke Manden. Måske elsker hun kun Elskoven. Hun er født til Elskov og skal dø i dens Navn. Og når jeg tænker sådan, stiger der i mig en glædeblandet Vrede. Hvad siger det, at Elena er med mig, at jeg ejer hendes Dejlighed? . . . Med et Smil går hun fra mig og hjem til sin Mand og lever af egen fri Vilje hans Liv. Tanken om ham plager mig - Tanken om denne blonde og slanke Yngling. Af og til,
150
når alt er stille, griber jeg mig selv i at drømme dunkle og skjulte Ting. Og da forekommer det mig, at jeg ikke tænker på ham, men på en anden, der ikke er mere, og på hvem jeg før tænkte med Vrede: Det forekommer mig, at General-Gouvernøren stadig er i Live.
Min Vej er en tornefuld Sti og for smal til to. Men han, hendes Mand, færdes også på den. Han er mig i Vejen: hun elsker ham.
Jeg ser, hvorledes Haverne vånder sig under den høstlige Træthed. De kolde Asters tyndes ud. Morgenfrosten krymper Græsset. Og i disse visne Dage udfoldes gamle, bitre Tanker igen. Mine Læber hvisker Hadets og Vredens Ord.
13. September.
Henrik har også opholdt sig i Moskva hele denne Tid. Han har Slægtninge i Samoskworetschje. Men idag tager han til Petersborg til Erna.
Han har hvilet ud og er kommet til Kræfter. Hans Øjne har fået Glans, og der spores ikke mere nogen Valenhed i hans Tale.
Jeg har ikke set ham i lang Tid.
Vi sidder sammen i en Knejpe. Her kom engang også Wanja sammen med os. Henrik spiser og taler imellem Mundfuldene
- Har De læst, hvad der står i ,Revolutionære Meddelelser"?
- Om hvad?
- Ja, om General-Gouvernøren.
151
- Nej, jeg har ikke.
Han er oprørt over min Ligegyldighed og fortsætter ivrigt
- Der står om Betydningen af det skete, ikke ,blot for Moskva, men for hele Rusland. Jeg er af samme Mening. Denne Begivenhed betyder en Strømkæntring. Nu får de at se, hvor stærke vi er, og at Partiet sejrer og ikke kan undgå at sejre.
Han trækker et tyndt Stykke Avispapir *) *) De forbudte revolutionære Blade trykkes
altid på meget tyndt Papir for Postforsendelsens Skyld.
op af Lommen.
- Se der, George, læs det.
Det keder mig at høre på ham og endnu mere at læse. Jeg skyder Papiret fra mig og siger med Uvilje:
- Gem det igen. Det er ikke Umagen værd.
- Hvad siger De? Hvordan er det ikke Umagen værd? Det er jo derfor, alt Arbejdet er gjort.
- Hvis Arbejde, mener De?
- Vort Arbejde, naturligvis.
- For en Avisartikels Skyld?
- De gør Dem lystig . . . Det trykte Ord er nødvendigt som Propaganda for Terrorismen. Ellers får jo Masserne ikke den rette Opfattelse, ellers trænger jo Ideerne om Kamp og Modstand ikke ud til Landsbyerne. Er det ikke rigtigt?
Han keder mig, og jeg siger til ham:
- Skal vi ikke tale om noget andet. Ja, Henrik, De elsker jo Erna?
152
Han taber Skeen ned i Tallerkenen, bliver pæonrød i Hovedet og spørger med rystende Stemme
- Hvorfra ved De det?
- Jeg ved det.
Han tier forvirret.
- Nå vel, vær god mod hende. Jeg ønsker Dem al mulig Lykke.
Han rejser sig og går længe frem og tilbage i det snavsede Værelse. Endelig siger han stille
- George, jeg tror på Dem. Sig mig Sandheden.
- Hvad skal jeg sige Dem?
- Elsker De ikke selv Erna?
Hans sammentrukne og rødplettede Ansigt er lattervækkende, og jeg ler højt:
- Jeg? Elsker Erna? Hvad går der af Dem?
- Og De har aldrig . . . aldrig elsket hende?
Jeg svarer og udtaler hver Stavelse for sig:
- Nej, jeg har aldrig elsket hende.
Hans Ansigt klarer op med et lykkeligt Smil, og han trykker venligt min Hånd
- Nå, så rejser jeg. Farvel.
Han går, og jeg bliver længe siddende ved det fedtede Bord og de brugte Tallerkner. Pludselig bryder jeg ud i en ubehersket Latter: Jeg elsker, hun elsker, han elsker . . . Hvor er den Vise dog kedelig.
153
14. September.
Idag har jeg ikke set Elena. Iaftes var jeg i Tivoli. Orkestret larmede som altid, Zigøjnerne sang, og lystne Kvinder gik silkeknitrende på Rov mellem Bordene. Som altid kedede jeg mig.
Ved Nabobordet sad en fuld Søofficer. Vinen funklede i Glassene, og Brillantringene lynede fra Kvindernes Hænder rundt om ham. Latter og usammenhængende Tale lød over til mig. Tiden randt så langsomt.
Pludselig hører jeg en Stemme:
- Hvorfor sidder De og keder Dem her?
Søofficeren rækker vaklende i Sædet sit Glas mod mig. Hans Ansigt er rødt og Overskægget studset. Sådan et Overskæg havde også General-Gouvernøren.
- Skammer De Dem ikke over at sidde her og kede Dem . . . Må jeg forestille mig: Berg . . . Kom over til vort Bord . . . Damerne beder Dem om det . . . '
Jeg rejser mig og forestiller mig:
- Ingeniør Malinowski.
Mig gør det det samme, hvor jeg sidder, og jeg sætter mig dovent hen til deres Bord. De ler allesammen og skåler med mig. Violinerne klynker, og udenfor Vinduerne viser Morgengryet sit grå Ansigt.
Pludselig hører jeg nogen spørge:
- Hvor er Iwanow?
- Hvad for en Iwanow?
- Ja, Oberst Iwanow. Hvor blev Iwanow af?
154
Jeg husker i det samme, at Chefen for Sikkerheds-Politiet også hedder Iwanow. Det skulle vel ikke være ham, de kalder på. Jeg bøjer mig tæt ind til min Nabo:
- Undskyld, er det ikke Oberst ved Gendarmerne, Iwanow?
- Ja vel . . . naturligvis . . . det er ham . .. min Ven og Broder . . .
Jeg giver mig hen i en længselsfuldt ønsket Fristelse. Jeg rejser mig ikke og går ikke min Vej. Jeg ved, at denne Iwanow har mit Portræt i.Lommen. Jeg føler efter min Revolver og bliver siddende.
Iwanow kommer ind. Han ser ud som en Købmand, tyk og rødskægget. Han sætter sig tungt ved Bordet og drikker Brændevin. Man forestiller os naturligvis for hinanden.
- Malinowski.
- Iwanow.
Han er kommet for at drikke, og jeg keder mig igen. Jeg føler den samme Fristelse som, før, får Lyst at gå hen og hviske til ham:
- George O'Brien,
Oberst.
Men jeg rejser mig uden at sige noget. Udenfor falder Regnen over den sovende Stenørken. Jeg er ene.
15. September.
Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er i Moskva. Hvad kan jeg opnå? Elena er kun min Elsker
155
inde. Hun bliver aldrig min Hustru. Jeg ved det og kan alligevel ikke rejse. Jeg ved endvidere, at hver overflødig Dag, jeg opholder mig her, er en overflødig Risiko, og at mit Liv står på Spil. Men jeg vil blive . . .
Jeg lukker Øjnene og er i Versailles. Idag vil jeg ikke tænke på Elena, men have Fred, hvis jeg kan. Livet rinder hen. Solen står op og går ned, men jeg er lænket som en Slave til min Kærlighed.
I Versailles ser man Søerne fra Verandaen i Parken. Deres Bredder tegner klare Linjer mellem yndefuldt henkastede Busketter og kokette Plæner. Der ligger en døsig Ro over de gennemsigtige Vande. Men fra Fontænerne står der hvide Dampskyer, som kogte det i deres Bund. . .
Langt borte ser jeg isklædte Tinder. Bjergene funkler himmelblå i jomfruelig Sne. Ved Foden af dem lever Mennesker deres fredelige Liv. De elsker og dør med Fred. Dem skinner Solen for, dem varmer Kærligheden. Men for at leve som de, må man kaste Vreden og Sværdet fra sig... Og jeg kommer til at tænke på Wanja. Måske havde han Ret. Men hvide Klædebon passer ikke mig: Kristus er ikke med mig.
16. September.
- Kære du, hvorfor er du altid så bedrøvet, - siger Elena til mig, - holder jeg måske ikke af dig? Se, jeg giver dig denne Perle.
156
Hun tager en Ring af Fingeren. I den gyldne Ring perler en Tåre.
- Gern den vel ... Det er min Kærlighed.
Og hun lægger tillidsfuldt Armene om min Hals.
- Du sørger over, at jeg ikke er din Hustru? . . . O, jeg kender det: Ægteskab, vanemæssig Kærlighed, valen Lykke uden Ild. Men jeg vil elske dig . . . Jeg vil Skønhed og Lykke.
Så fortsætter hun eftertænksomt:
- Hvorfor tegner Menneskene forskellige Bogstaver, som de sammenføjer i Ord, af hvilke de igen skriver Love? Af disse Love er der hele Biblioteker. Man må hverken leve, elske eller tænke. Hver Dag har sit Forbud . . . Hvor er det dog latterligt og dumt . . . Hvorfor er jeg forpligtet til kun at elske en? Sig mig hvorfor?
Men jeg ved igen intet at svare hende.
- Ser du, George, du tier. Du ved det heller ikke. Har du da aldrig elsket nogen anden? . . .
Jeg føler noget stemme for Brystet. Ja, jeg har elsket og flere end en, og jeg har heller aldrig vidst, til hvad Nytte man skriver Love. Det er mine egne Ord, hun siger. Men nu ser jeg Løgnen i dem. Jeg har Lyst at sige det til hende og tør ikke.
Hendes tunge Fletninger er faldet ned på Skuldrene, og i denne mørke Ramme synes hendes Ansigt blegere og finere. Hendes Øjne venter et Svar.
Tavs kysser jeg hende. Jeg kysser hendes
157
uskyldshvide Hænder og hendes unge, stærke Legeme. Men Kyssene smerter mig. Som en sindsyg kredser min Tanke om det samme, om ham, der kysser hende ligesom jeg, og som hun også elsker, og jeg siger
- Nej, Elena . . . Enten han eller jeg . . .
Hun ler
- Der ser du: Jeg skal være Slavinde og du Herre . . . Men hvis jeg nu ikke vil vælge? . . . Sig mig, hvorfor skal jeg vælge?
Regnen falder tungt udenfor Vinduet. I Halvmørket ser jeg hendes Silhouet og store, natsorte Øjne. Jeg føler, at jeg er hvid i Ansigtet, da jeg siger:
- Jeg vil det, Elena.
Hun tier bedrøvet.
- Vælg.
- Kære, jeg kan ikke.
- Jeg har sagt: vælg
Hun rejser sig hurtigt og siger bestemt og roligt
- Jeg elsker dig, George. Du ved det, men din Hustru bliver jeg aldrig.
Hun gik. Jeg er ene. Kun hendes Perle er hos mig.
17. September.
Elena elsker sit skønne Legeme og sit unge Liv. Man siger, at denne Elskov er Friheden. Hvor latterligt: Kan hun ikke være Slavinde og
158
jeg Herre, eller jeg Slave og hun fri . . . En Ting ved jeg med Vished: Elskov kan jeg ikke dele med nogen. Jeg kan ikke eje den, som også en anden ejer.
Wanja søgte Kristus. Elena søger Friheden. Mig kommer det ud på et, om det er Kristus eller Antikristen eller Dionysos. Jeg søger intet. Jeg elsker. I Elskoven er min Ret skrevet.
Den purpurrøde Blomst bedøver mig igen. Igen øves der Trolddom i mit Hjerte. Det ligger som en Sten i Ørkenen. Men min Hånd holder om den hvasse Kniv.
18. September.
Igår hændte det, som jeg havde ventet, men dog ikke troet. Det var Smertens og Fornedrelsens Dag.
Jeg gik på Kusnetzki-Bro. Tågen krøb gråhvid over Byen og rejste sig som tunge Dønninger i Luften. Jeg gik uden Mål og Med som et Skib uden Ror.
Pludselig fortættedes noget til en Plet i Tågen. Den steg som en utydelig Skygge. Lige imod mig kom en Officer. Han så på mig og standsede øjeblikkelig. Jeg genkendte Elenas Mand. Jeg så lige ind i hans Øjne, og i de mørke Pupiller læste jeg Vrede.
Da tog jeg ham blødt under Armen og sagde:
- Jeg har længe ventet Dem.
Vi gik tavse ned ad Twerskaja-Gade. Længe
159
gik vi i Mørket. Vi vidste begge, hvad Vej vi gik, og vi var hinanden nær som to Brødre. Således kom vi ud i Parken.
Træerne stod med nøgne og kolde Grene som Gitterstænger i et Fængsel. Tågen sivede gennem dem og lagde sig på Græsset. Det lugtede af Fugt og Ælde.
Jeg slog ind på en Sti i den tætteste Del af Parken. Der var en Træstub, som jeg satte mig på:
- De kunne kende mig? - spurgte jeg koldt.
Han nikkede tavs med Hovedet.
- Ved De også, hvorfor jeg er her i Moskva?
Han nikkede igen.
- Vel, De må også vide, at jeg ikke rejser herfra.
- Er De sikker på det? - sagde han spottende.
Om jeg er sikker på det? Jeg ved ikke.. Hvem ved, hvem Elena elsker? Men jeg sagde blot:
- Og De?
Pause.
- Nu skal jeg sige Dem noget: De forlader Moskva. Har De forstået? De!
Han blev brændende rød af Vrede, men sagde koldblodigt:
- De er fra Forstanden.
Da tog jeg uden at sige mere mit Våben frem. Jeg målte otte Skridt i Græsset og lagde en Gren ved hver Ende. Det var Bar
160
rieren. Han fulgte mig opmærksomt med Øjnene. Da jeg var færdig, sagde han smilende:
- Hvad, De vil slås?
- Jeg fordrer, at De skal rejse herfra.
Blond og slank stod han og så mig ind i Øjnene og gentog:
- De er fra Forstanden.
Efter et Øjebliks Tavshed sagde jeg:
- Vil De slås?
Han spændte Pistolhylstret op og tog uvilligt Revolveren frem. Efter at have tænkt sig om sagde han:
- Vel . . . Jeg er til Deres Tjeneste.
Han var allerede henne ved Barrieren. Jeg ved, at jeg på ti Skridt træffer Esset i et Kort. Skyde fejl på ham kunne jeg ikke.
Jeg løftede Revolveren. For Enden af det mørke Sigtekorn så jeg Brystknappen i hans Frakke. Jeg ventede. Ikke en Lyd. Så sagde jeg meget højt:
- En ....
Han tav stadig.
- To og . . . tre.
Han stod ,ubevægelig med Brystet lige imod mig og holdt Revolveren i den sænkede Hånd. Han hånede mig . . . Med et følte jeg noget hedt og hårdt snøre min Strube sammen, og jeg råbte rasende:
- Skyd . . .
Stadig ikke en Lyd. Da tog jeg langsomt og glad og længe om Aftrykkeren. En gul Flamme
161
slog ud af Løbet og slukkedes i en hvid Røgsky.
- - - - - - - - - - - - - -
Jeg gik gennem det våde Græs hen til ham og bøjede mig over hans Lig. Det lå på Stien med Ansigtet ned i det kolde og bløde Pløre. Armen var så underligt bøjet og Benene vidt udspilede. Regnen faldt i Mørket. Jeg tog Vejen ind gennem Skoven. Mellem Træerne, kunne man ikke se en Hånd for sig. Jeg gik uden Mål og Med. Sådan går et Skib uden Ror.
20. September.
I Søslaget ved Tsushima led Mennesker en meningsløs Død. Natten var begsort, og Havet gik i mørke Dønninger. Panserskibene skjulte sig som sårede Kæmpedyr. Man skimtede knap de sorte Skorstene, og Kanonerne tav . . . Om Dagen sloges de, om Natten flygtede de og ventede Angreb . . . Hundreder af Øjne spejder ud i Mørket. Og pludselig lyder et Råb : „En Minebåd på Siden af os"! . . . De, der er på Dækket, kaster sig i Havet. Og de, der er nede bag Panserpladerne, slås om at komme op af Lugerne. Skibet synker langsomt, stikker Stævnen under Bølgerne. Maskinisterne går til Bunds nede i Maskinerne. De mases af Hjulene, kvæles af Røgen, skoldes af Dampen. Sådan omkommer de. Men Bølgerne går i vuggende Dønninger . . . Meningsløse, navnløse Død.
Og man døer anderledes: Det stormer på et
162
nordligt Hav. Vinden river i Sejlene og rejser rygende Bølgebjerge. I de hvide Søer går en Fiskerbåd. Den grå Dag hælder mod en bleg Aftenhimmel. Langt bort funkler et Fyr: rødt, hvidt og igen rødt. Fiskerne klamrer sig til den våde Stævn. Søerne taler hult . . . og pludselig lyder en rund Tone gennem Stormen og Bølgebrådet. Ved den lave Ræling ringer en Klokke i Vandet. Det er en Bøje ved en Grund. Det er Døden . . . Og bagefter går Vinden og Bølgerne og Skyerne, som om der aldrig var forlist nogen . . .
Og en Død til: Jeg har dræbt et Menneske .... Hidtil kunne jeg retfærdiggøre mig: Jeg dræbte i Terrorismens Navn for Revolutionens Skyld. De, der druknede Japanerne, vidste som jeg, at de dræbte for Ruslands Skyld. Men jeg har begået et Drab i mit eget Navn. Det huede mig, og jeg tog et Liv. Hvem er min Dommer Hvem fordømmer mig, og hvem frikender mig? Jeg ler ad mine Dommere og deres strenge Domme. Hvem mon skulle komme til mig og sige med Overbevisning: Du skal ikke dræbe! Du skal ikke ihjelslå! Hvem fordrister sig til at kaste Stenen efter mig? Der er ingen Forskel og intet Skel. Hvorfor er det anerkendelsesværdigt at dræhe i Terrorismens Navn, nødvendigt i Fædrelandets og, utilstedeligt - i sit eget? Hvem giver mig et Svar? . . .
Nu ser Natten ind til mig gennem mit Vindue, og jeg ser de brændende Stjerner. Karlsvognen gnistrer. Mælkevejen strømmer som en Sølvflod.
163
Hvad ligger der bag den? . . . Wanja troede. Han vidste det. Men jeg står alene, og Natten er uforståelig i sin Tavshed, og Jorden ånder betynget af Hemmelighed, og Stjernerne funkler som Gåder.
Jeg har vandret ad tunge Veje. Hvor er Målet? Hvor er min velfortjente Hvileplads? Blod føder Blod, og Hævn fostrer Hævn. Jeg har dræbt - ikke blot ham . . . Hvorhen skal jeg gå, hvorhen skal jeg flygte?
*
22. September.
Idag strømmer en fin og kold Regn lige fra om Morgenen. Jeg ser ind i dens våde Spindelvæv, og ensformigt som Regndråberne foruroliges jeg af pinagtige Tanker
Wanja levede og døde. Feodor levede og blev dræbt. General-Gouvernøren levede og er ikke mere . . . Man lever, døer, fødes . . . fødes, døer . . . Himlen overtrækkes, Regnen strømmer.
Jeg føler ingen Anger. Ja, jeg tog et Liv... Jeg føler ingen Smerte for Elenas Skyld. Det er, som om mit Stimandsskud havde brændt Kærligheden ud af mit Bryst. Elenas Sorg er mig fremmed. Jeg ved ikke, hvor hun er, og hvorledes det er fat med hende. Begræder hun ham og sit eget uskyldshvide Liv, eller har hun allerede glemt? Glemt hvem? Mig? Mig og ham. Igen ham! Selv nu er han og jeg smedet sammen i en Lænke.
164
Regndråberne falder uforanderligt på Taget. Wanja sagde: Hvorledes kan man leve uden Kærlighed? Det var Wanja, der sagde det og ikke mig . . . Nej, jeg er Mester i - det røde Laug . . . og jeg tager igen fat på mit gamle Håndværk.
Fra Dag til Dag og Time til Time vil jeg pønse på Mord Jeg vil snige mig på Sporet og leve i Forventning om Blod, til jeg drukken af Fryd engang igen kan sige: „Det er sket". Jeg har sejret . . . Og således fremdeles til Galgen, til Graven . . .
Og Menneskene vil højlydt prise mig og glædes over Sejren. Men hvad bryder jeg mig om deres Vrede og usle Glæde? . . .
En dødbleg Tåge indhyller igen Byen. Skorstene stikker frem af den som afhuggede Hoveder. Fabriksfløjterne udstøder lange Hyl. Et koldt Mørke kryber over Jorden.
*
23. September.
Kristus sagde: „Du skal ikke ihjelslå", og hans Discipel, Peter, drog sit Sværd til Manddrab. Kristus sagde: „Elsker hverandre", og Judas forrådte ham. Kristus sagde: „Jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden", *)*) Johannes' Evangelium: 12,47.
og han blev selv dømt.
For to Tusinde År siden bad han under Blodsved, og hans Disciple sov. For to Tusinde
165
År siden kastede Folket Purpurklædet om ham og råbte : „Bort med ham! korsfæst ham!" Og Pilatus sagde til dem: „Skal jeg korsfæste Eders Konge?" Men de Ypperstepræster svarede: „Vi have ingen Konge uden Keiseren". *) *) Johannes' Evangelium. 19,15
Også hos os haves der ingen anden Konge end Keiseren. Peter drager endnu sit Sværd, Annas og Caiphas **) **) Johannes' Evangelium: 18,13 sidder sammen til Doms, og Judas forråder. Og endnu korsfæster man Kristus den Dag i Dag.
Altså er Han ingen Vinstok og vi ikke Hans Grene. Altså er Hans Ord som et skrøbeligt Kar. Altså har Wanja ikke Ret . . . Stakkels, kærlige Wanja . . . Han søgte Livets Retfærdiggørelse. Men hvortil tjener Retfærdiggørelsen?
Hunnerne drog frem gennem Landene og trådte Livet ned for Fode. Den bleggule Hest gik frem gennem Græsset, og Græsset visnede under dens Hove. Menneskene hørte Ordet, men skændede dog Ordet.
Wanja skrev greben af sin Tro: „Ikke frelses Verden med Sværdet, men kun med Kærlighed, således som den også er skabt i Kærlighed". Men Wanja ihjelslog dog, påtog sig den allerstørste Synd mod Gud og Mennesker." Hvis jeg havde troet som Wanja, ville jeg ikke have kunnet begå Drab. Og nu, da jeg har begået det, er jeg alligevel ude af Stand til at tro som han.
Med Henrik er det noget andet. For ham
166
er Verden ligetil som en ABC. På den ene Side er der Slaver, på den anden Herrer. Slaverne rejser sig mod Herrerne. Det er en god Gerning, når Slaven dræber. En skønne Dag sejrer Slaverne, og da forvandles Jorden til et Paradis: alle bliver lige og mætte og frie.
Jeg tror ikke på noget jordisk Paradis og ej heller på det himmelske. Jeg vil ikke være Slave, ja ikke engang en fri Slave. Hele mit Liv er Kamp. Jeg kan ikke lade være at kæmpe. Men hvorfor jeg kæmper og i hvis Navn, ved jeg ikke. Det er min Vilje, og jeg drikker ublandet Vin.
24. September.
Jeg har igen lejet mig et Værelse i et Hotel garni. Nu er jeg Ingeniør Malinowski. Jeg lever, som det falder mig ind og tager det ikke så nøje med konspirative Hensyn. Lad Politiet snuse efter mig og arrestere mig. Jeg er ligeglad.
Det er Aften. Et Gys af Kulde går gennem, Sindet. Over nøgne Fabriksskorstene står den bedrageriske Måne. Dens blege Lys strømmer over Tagene. Skyggerne strækker sig søvnigt. Byen sover. Jeg sover ikke.
Elena er i mine Tanker. Det forekommer mig sælsomt, at jeg kom til at elske hende og ihjelslog Kærlighedens Navn. Jeg vil genføde hendes Kærtegn i min Erindring, men Erindringen lyver. Der er ingen Glæde og ingen Henrykkelse i den: Or-
167
dene lyder så trætte. Hænderne kærtegner så mat. Som Aftenens Himmelbrand, således slukkedes Kærligheden. Atter er der Tusmørke og Lede over mit Liv.
Jeg spørger mig selv: hvorfor dræbte du ham? Hvad har du opnået ved hans Død? . . . Ja, jeg troede, at jeg turde ihjelslå. Men nu græmmer jeg mig: jeg dræbte ikke blot ham, men jeg dræbte også min Kærlighed . . . Således græmmes den høstlige Jord, når de døde Blade falder - min forspildte Lykkes døde Blade.
25. September.
Idag kom jeg tilfældig til at se i en Avis. Der stod med petit en Meddelelse fra Petersborg:
„Igår Aftes indfandt Politiet sig i „Grand Hotel" for efter Ordre at anholde en derboende Frøken Petrowa. Som Svar på Opfordringen om at lukke Døren op lød et Skud inde fra Værelset. Efter at have sprængt Døren fandt Politiet Selvmorderskens endnu varme Lig udstrakt på Gulvet. Der er indledet Undersøgelse".
Under Navnet Petrowa skjulte Erna sig.
26. September.
Jeg ved, hvorledes det er gået til: Ud på Natten bankede de på hos hende. De bankede meget forsigtigt på. Inde i Værelset var alt mørkt og stille. Hun sov så let, at hun straks vågnede.
168
Nu bankede det igen, men denne Gang højere og mere indtrængende. Hun bandt hurtigt sit Hår op og stod ud af Sengen. Uden at tænde Lys gik hun på sine bare Fødder hen til det store Bord til højre. ved Klaveret. Lydløst følte hun sig for og tog en Revolver op af Bordskuffen . . . Jeg kender denne Revolver. Det var en Gave til hende fra mig selv . . . Derefter begyndte hun at klæde sig på, stadig følende sig for i Mørket. Det bankede for tredje og sidste Gang. Halvpåklædt, som hun var, gik hun hen i Hjørnet ved Vinduet. Hun trak Gardinerne til Side og så ned i den fugtige og trange Baggård. Istedetfor Stjerner brændte der en mat Lygte nede i Dybet. De brød allerede løs på Døren. Der var en, som taktfast og råt huggede i den med en Økse. Hun vendte sig mod Døren og trykkede med en hurtig Bevægelse Revolverløbet ind mod sit nøgne Bryst, lige ved Hjertet nedenfor Brystvorten. Derefter faldt hun forover med Ansigtet mod Gulvet. Revolveren lå som en mørk Plet på Tæppet Og igen var alting mørkt og stille derinde . . .
Og nu, just nu i dette Øjeblik, ser jeg hende stå ved min Dør, som var hun lyslevende. Håret er forpurret, Øjnene udslukte. Hendes spæde Krop ryster, og hun hvisker:
- George, du kommer jo . . . George . . .
Jeg vandrer idag omkring i Moskva. Korsene står så blege over Kirkerne. Trøstesløst ringer Klokkerne til Messe. Ensformigt lyder Gadens .m .
169
Larm og Stemmer. Alt er mig nær og dog så fremmed. Her er Gitteret og Korset, hvor Wanja ihjelslog. Der i Strædet faldt Feodor. Her mødte jeg Elena . . . I Parken græd Erna . . . Alt er forgangent. Det ryger af Asken, hvor der engang var Ild.
*
27. September.
Jeg er ked af at leve. Enstonigt slæber Dage og År sig hen: idag som igår og igår som idag. Den samme blege Tåge over de samme grå Hverdage. Den samme Kærlighed og den samme Død. Livet er som en trang Gade: gamle Huse, lave, flade , Tage og sorte Skorstene - en mørk Skov af rygende Skorstene . . . .
Vi er på et Marionet-Teaters Scene. Tæppet går op. Den stakkels Pjerrot har forelsket sig i Pjerrette. Han sværger hende evig Elskov. Men Pjerrette har en Kæreste. Legetøjspistolerne knalder, Blodet flyder - rød Hindbærsaft. Bag Scenen piber en Lirekasse. Tæppet falder. Næste Nummer: Menneskejagt. Han - bærer Hat med Hanefjer og er Admiral i Schweizer-Flåden. Vi bærer røde Kapper og Masker for Ansigtet. Rinaldo di Rinaldini er på vor Side. Soldaterne vil fange os, men kan ikke. Igen knalder Pistoletterne, og Lirekassen hyler. Tæppet. Tredje Nummer: Se til Atos, Portos og Aramis! . . . Vinstænk på de guldbroderede Vamse . . . Pap-
170
sabler ved Siden! . . . De drikker, kysser og synger, af og til slår de ihjel. Hvem er modigere end Atos? Stærkere end Portos? Snedigere end Aramis? Finale. Lirekassen brummer en grinagtig March.
Bravo! Galleri og Parterre er tilfreds. De optrædende har gjort, hvad de skulle. I Kassen med degn og deres trekantede Hatte og Hanefjer! Trådene kommer i Vildrede. Hvor er Admiralen og Rinaldo og den forelskede Pjerrot. Hvem hitter Rede i det? God rolig Nat. På Gensyn imorgen.
Idag er jeg, Feodor, Wanja og General-Gouvernøren på Scenen. Blodet flyder. Imorgen er det min Tur igen. Jeg agerer sammen med Soldaterne. Blodet flyder. Om en Uge viser Admiralen, Pjerrette og Pjerrot sig igen i de gamle Roller. Blodet flyder - Hindbærsaft.
Og Menneskene søger en Mening i alt dette? Og jeg søger Forbindelsen i denne brudte Kæde? Og Wanja tror på: Gud? Og Henrik på: Frihed . . . Nej, Verden er virkelig simplere indrettet. Den drejer sig på Stedet som en kedelig Karrusel og maler Menneskene til Støv. Og er det ikke aldeles ligegyldigt?
Jeg er led ved det. Dage vil følge i Dages Spor. Bag Scenen hyler Lirekassen. Pjerrot tager Flugten . . . Kom og se! Fjæleboden er åben ! . . . .
Jeg husker, at jeg en sen Høstnat stod på Bredden af et Hav. Det trak Vejret dybt som i Søvne, rakte sig ladt mod Kysten og vædede Sandet. Tågen lå over Jorden som en tung Hånd.
171
Alle Grænser udslettedes i denne sørgeklædte Nat. Havet flød ind i Himlen og Jorden ud i Rummet. Hverken Stjerner eller Lys, kun et øde Mørke.
. Og således er det også nu. Jeg ser ingen Grænser, ingen Ende eller Begyndelse ... Er det en Farce eller et Drama? Hindbærsaft eller Blod? Fjælebodskomedie eller Livet selv? Jeg ved det ikke, og hvem ved det?
1. Oktober.
Jeg flygtede fra Moskva. Igår Aftes kom, jeg til Stationen og satte mig uden at tænke over det ind i Toget. Jeg hørte Kæderne rasle i Sammenkoblingen, og Fjedrene knage op og ned. Hjulene hamrede i ilsom Takt, og Gnister fløj forbi i Mørket.
Her i Petersborg er Gaderne fedtede af Snavs og Himlen overtrukket. Bølgerne i Neva'en er mørke som Bly. Bag Floden rækker en tåget Skygge, et tyndt Spir ind i Himlen. Det er Peter-Paulsfæstningen.
Klokken tre er det allerede ude med Dagen, og Lygterne tændes. Vinden kommer strygende ude fra Havet. Neva'em skummer i sit Granitleje. Det er Højvande.
Moskva udmærker sig ved sine Kors, Petersborg ved sine Soldater: Klostre og Kaserner svarer til hinanden . ,. . Jeg længes mod Natten, mod Glemselens og Fredens Timer.
172
3. Oktober.
Igår mødte jeg tilfældigt Andrei Petrowitsch på Newski. Han blev så glad. Øjnene lo i Hovedet på ham. Han kom ikke hen til mig, men gik forsigtig bag efter.
Jeg ville ikke se ham, ville ikke tale med ham om vore Anliggender. Jeg kender hans snusfornuftige og belærende Foredrag. Jeg øgede mine Skridt og drejede om i en anden Gade, men han indhentede mig.
- De er kommet, George! Gudskelov! - puster han og trykker min Hånd ivrigt. - Lad os gå ind i en Beværtning.
Selvfølgelig har de også her en hæs Spilledåse og kedelige Tjenere løbende mellem Bordene. Tobaksrøgen og den stærke Lugt af Brændevin og Mad er mig imod.
- Vi har ventet på Dem. Hør nu her, George.
- Nå?
Han hvisker hemmelighedsfuldt:
- Masser af Arbejde . . . Ja, har De hørt det, - de har taget Erna. Hun skød sig.
- Nå?
-- Det er nødvendigt at indlede en ny, Sag. Vi har udset: Justitsministeren.
Det grå Skæg hoppede op og ned. Han plirrer med Øjnene og venter, at jeg skal svare.
Efter en Pause, fortsætter han igen:
- Vi har bestemt at overlade Dem også denne Sag. Den er vanskelig . . . her i Petersborg. Men De klarer den, George.
173
Jeg hører ham og hører ham ikke. Det er, som om en fremmed taler fremmede Ord til mig. Han kalder mig igen under Terrorismens Fane til nye Drab. Jeg vil ikke dræbe. Til hvad Nytte?
Og jeg siger:
- Hvorfor?
- Hvad for noget George . . . Hvorfor?
- Hvorfor dræbe?
Han forstår mig ikke og skænker et Glas koldt Vand til mig:
- Drik. De er træt.
- Nej; jeg er ikke træt
- George, hvad går der af Dem?
Han ser uroligt på mig og klapper min Hånd med faderlig Kærlighed. Men jeg føler, at jeg ikke mere står sammen hverken med ham eller Wanja eller Erna. Jeg er ingens Mand mere.
Jeg tager min Hat:
- Farvel, Andre! Petrowitsch.
- George . . .
- Nå?
- George, De er syg, De må hvile Dem, Pause.
Så siger jeg langsomt:
- Jeg er ikke træt eller syg. Men jeg vil ikke gøre noget som helst mere af den Slags Arbejde. Farvel.
Udenfor på Gaden er det samme Snavs som før og bag Nevaen det samme Skyggespir.
Det er så gråt og klamt og uhyggeligt.
174
4. Oktober.
Jeg er kommet til Klarhed over, at jeg ikke mere vil leve. Jeg er led ved mine egne Ord og Tanker og Ønsker. Jeg er led ved Menneskene og deres Liv. Der er et Svælg mellem dem og mig. Og der gives Skelmærker, der skiller i al Evighed. Mit Skelmærke er et blodrødt Sværd...
I min Barndom så jeg Solen. Den funklede i mine Øjne og varmede mig smed sin Stråleglans. I min Barndom vidste jeg, hvad Kærlighed var - en Moders Kærlighed. Jeg elskede Menneskene og Livet med en uskyldig og glad Kærlighed. Nu elsker jeg ingen. Jeg vil ikke og kan ikke elske nogen. Verden blev øde og forbandet for mig i en eneste Time. Alt er Løgn og idel Forfængelighed.
5. Oktober.
Det lystede mig engang at blive Terrorist, og jeg blev det. Nu lyster det mig ikke mere. Til hvad Nytte? For at agere på et MarionetTeater? . . .
Det rinder mig i Hu, at „hvo som ikke elsker, kender ikke Gud; thi Gud er Kærlighed". Men jeg 'elsker ikke og kender ikke Gud. Wanja kendte Gud. Ja, mon han kendte ham?
- Endvidere står der 'skrevet: „Salige ere de, som ikke have leet, og dog troet". Hvem skal
175
man tro på? Hvem skal man bede til? . . . Jeg vil ikke anråbe Gud som en Slave . . . Lad Kristus lyse over Verden med sit Budskab. For mig gerne. Jeg ønsker intet Lysets og Fredens Budskab. Lad Kærligheden frelse Verden. For mig gerne. Jeg har ikke Kærlighed behov. Jeg er ene med mig selv. Jeg afgiver min Rolle i Fjælebodskomedien. Og selv om Himlene åbnede sig, og jeg så et Tempel deroppe, ville jeg dog sige: Alt er Løgn og idel Forfængelighed . . .
Idag er det en klar og indadvendt Dag. Neva'en strømmer i Solskin. Jeg ser henover dens mægtige Flade og ned i dens dybe og tavse Leje. Solen går tungsindigt under derude i havet. Der står et Purpurskær fra dens sluknende Blik.
Når Stjernerne tændes i den høstlige Nat, da siger jeg mit sidste Ord.
Min Revolver er med mig.
Dens Mand er jeg.