Stille dage i Ålborg og omegn.

Af Erik Rosekamp

1.

Egentlig havde han slet ikke forstand på musik. Ganske vist kendte han alle de store klassiske komponister og de fleste af deres værker, men havde han forstand på det ? Han havde endog selv spillet så forskelligartede instrumenter som violin og trombone, og havde i denne forbindelse været medlem af flere orkestre – men spørgsmålet meldte sig ustandseligt: havde han egentlig forstand på det? Men hvad vil det sige, at have forstand på musik? Der må en definition til. Hvem har forstand på musik? Har komponisten? Har den udøvende musiker? Har orkesterlederen? Eller tilhøreren, der på euforisk vis lader sig henføre af noget så mærkeligt som lyde? Og for øvrigt, hvorfor findes der ingen kvindelige komponister? Vi har kvindelige romanforfattere og lyrikere, og vi har kvindelige malere og billedhuggere – men hvorfor fanden har vi ingen kvindelige komponister?

2.

Aalborg har altid været en mærkelig by, ikke fordi den har det der både frastødende og tiltrækkende som så mange andre byer også har, men fordi den har en særlig lugt. Den lugter ganske enkelt af fisse, gade op og gade ned – eller rettere kusse som vi sagde dengang i slutningen af 50’erne. Nu står jeg her og glor – det er 45 år siden jeg var her sidst – hvad hulen laver jeg her? Lidt oppe ad gaden, i en sidegade tilhøjre boede nogle af de piger der arbejdede på C.W.Obels tobaksfabrikker. Her havde de lejet sig ind på ganske små værelser, hvor der lige akkurat var plads til en seng; andet inventar behøvede de heller ikke, her sov de en udmarvende træthed væk og bollede med tilfældige fyre, som f. eks. mig, og bortset fra lørdag aften, hvor de majede sig ud med det lidt de havde og tilbragte aftenen på ”Søren og Valborg” blandt kakerlakker og liderlige soldater, ja så var deres liv sådan set centreret om denne seng. I dette felt kendte jeg en kort stund en mørkhåret skønhed. Taterblod havde hun i årerne, men det var ikke hendes eneste specialitet – f. eks. gav hun en højt gennemtrængende næsten dyrisk skrig fra sig, når man stak pikken op i hende, herefter lå hun ganske roligt og uden en lyd mens resten stod på, lige indtil det øjeblik da pikken atter blev trukket ud, så gav hun et øredøvende skrig fra sig hvorefter alt atter blev til ingenting. Det skrig må have kunnet høres milevidt omkring. Gud ved om hun lever endnu, og stadig giver disse skrig fra sig? En anden ejendommelighed ved hende, var at hun udmærkede sig ved at have hår på brystet; ikke alene havde hun lange sorte hår omkring brystvorterne, men der var også hår på selve brystkassen mellem brysterne. Der var ikke tale om hormonale forstyrrelser, hun var ganske enkelt bare skabt sådan. Længere oppe ad gaden kendte jeg en rødhåret pige, der stak fingeren op i røven på mig, og suttede på den bagefter. Hun havde kegleformede bryster med brystvorter så store, at de næsten dækkede halvdelen af brystet – de lignede to sukkertoppe der var dyppet i chokolade. Jeg var ret forbavset over dette fænomen, idet jeg på dette tidspunkt troede, at det kun var negerpiger der kunne fremvise noget lignende. Hun var en venlig og rar pige, der blev meget ulykkelig, da det gik op for hende at vi ikke mere skulle ses – ubarmhjertig var man i de dage, i sin evige jagt på det næste, og i sin ubændige tro på, at der fandtes noget bedre lige henne om det næste hjørne – skuffet blev man jo til sidst.

Ude i bydelen Hasseris boede direktøren for Bech’s Salater i en temmelig stor villa. Direktøren var tillige konsul, men hvilket land der knyttede sig til denne titel husker jeg ikke, hvilket også er sagen ganske uvedkommende. En af mine soldaterkammerater var forelsket i husets stuepige, som han imidlertid havde givet løbepas, hvilket han bitterligt havde fortrudt, hvorfor det nu var blevet min opgave på hans foranledning, at opsøge det unge kvindemenneske, og søge at overbevise hende om, at der fra hans side havde været tale om en misforståelse. Det lykkedes at få parret sammenbragt endnu en gang, men dette heldige udfald af mine anstrengelser, forhindrede dog ikke at forholdet opløstes igen et par måneder senere. I denne ungdommelige fase af vort liv er et par måneder, i virkeligheden utrolig lang tid. Når jeg i dag tænker tilbage på de pigebekendtskaber jeg havde dengang, bliver jeg uhørt overrasket, når jeg, efter diverse efterforskning i breve og dagbøger, opdager, at piger som jeg troede at have kommet sammen med i årevis, viser sig at have været ganske kortvarige bekendtskaber: to måneder dengang, synes som to år i dag, mindst. Nå, men hvorom alt er, så medførte nævnte forbrødring, at der blev arrangeret en fest i villaen i Hasseris hvori skulle deltage stuepigen med sin utro kæreste, samt venner af begge (herunder mig). Forholdet var nemlig det, at villaens ejer i sin egenskab af konsul ofte var på rejse, og overlod det til stuepigen at passe på det hjemlige, der i dette tilfælde bestod at en flok mindreårige børn samt en halvvoksen datter, der i øvrigt var stuepigens medsammensvorne når det drejede sig om festligheder under forældrenes fravær. Festen forløb udmærket – det vil sige: der blev spist, drukket pilsnere og snaps og senere dårlig whisky, alt imens man sådan fandt parvis sammen accompagneret af Paul Anka. Herefter kom det traditionelle forsøg på bolleri alle mulige og umulige steder. Nogle lå og baksede på en divan, men andre gjorde sig store anstrengelser på sofaer og lænestole. Sideløbende med dette var andre gået over til brækfasen. Gylpende lyde hørtes fra de konstant aflåste toiletrum, mens andre lå ude i forgangen eller ude på havetrappen, og kørte rundt i deres eget bræk.

Straks ved festens begyndelse var der en pige der ubønhørligt havde kastet sin kærlighed på mig. Dette blev indledningen til et længerevarende forhold, idet det i hvert fald holdt i fire måneder. Hun hed Ulla, havde omhyggeligt opsat kastanjebrunt pagehår, var lettere fregnet, og havde en høj flot skikkelse. Og så husker jeg en detalje ved hende, nemlig at hendes overlæbe var tæt besat med lyse kraftige dun, der senere må have udviklet sig til et velvoksent overskæg, hvilket jo nu omstunder ikke er noget problem i og med at Lady-Shaveren er opfundet. Hun havde insisteret på at vi blev siddende ved bordet længe efter at de andre havde rejst sig, og af til dels ukendte grunde havde jeg føjet hende, og af andre endnu mere ukendte grunde havde jeg ikke drukket så meget som jeg plejede. Jeg var uvant med hendes type, og det var måske også derfor jeg ikke protesterede over det der nu skete: ganske stille og roligt og med et underfundigt nydelsens smil om munden, begyndte hun at made mig med frugtsalat. Hun var rykket over på min stol således at hun nærmest sad med mig på knæet (tynde var vi jo dengang) mens hun samvittighedsfuldt puttede den ene skefuld frugtsalat ind i munden på mig efter den anden. Efter hver mundfuld, tørrede hun mig omhyggeligt omkring munden med en serviet. Rent faktisk kunne jeg ikke fordrage frugtsalat, men jeg kunne heller ikke sige nej. Pligtskyldigst åbnede jeg munden hver gang en ny skefuld nærmede sig. Ganske vist har jeg altid haft svært ved at sige nej til kvinder, men i dette tilfælde var der ovenikøbet en ekstra dimension der gjorde sig gældende: nemlig det forhold som jeg en gang har berørt, dette at hun var mig uvant. Jeg var vant til strutskørter, plisserede nederdele eller til nød terylene-stræk-bukser (vi var på kanten af 60’erne, og pigerne havde endnu ikke helt taget cowboybukserne til sig). Hertil var jeg vant til angorabluser eller tækkelig skjortebluser, men her foran mig, eller rettere ved siden af mig, eller nedenunder mig, sad en 18-årig iført en spadsererdragt fra hvis indre der flød en parfumeduft, som jeg plejede at forbinde med ældre kvinder, d.v.s. kvinder over 30. Overfor denne autoritet var jeg ganske viljesløs. Til sidst syntes jeg dog, at jeg måtte gøre et eller andet, og gjorde derfor det jeg var vant til i lignende situationer, nemlig at føre hånden op under kjolen. Ingen protest. Stadigvæk ingen protest da min hånd havde arbejdet sig ind under trusserne og havde fået fat i kussen, der var pjaskvåd og blev vådere og vådere i takt med antallet at skefulde med frugtsalat. Skålens indhold tømtes langsomt, og transformeredes gennem mit svælg direkte til de indre kirtler i hendes kønsorganer.

(fortsættes)