En tragisk persom i splid med sig selv.

Af Anton Tjekhov

Oversat af Erik Rosekamp

IVAN IVANOVITCH TOLKACHOV, familiefader

ALEXEY ALEXEYEVITCH MURASHKIN, hans ven

(Stykker foregår i MURASHKIN’s lejlighed,)

(MURASHKIN'S studereværelse. Komfortabelt møbleret. MURASHKIN sidder ved sit skrivebord. TOLKACHOV kommer ind bærende på, et lampeglas, en legetøjscykel, tre hatteæsker, en stor pakke indeholdende en nederdel, en øldåse, og flere minder pakker. Han ser sig fjollet omkring og smider sig derpå udmattet i en sofa.)

MURASHKIN: Goddag, hvordan går det, Ivan Ivanovitch? Det glæder mig at se dig! Hvad har du så på hjerte?

TOLKACHOV: (hiver efter vejret) Gode ven, - der er noget jeg gerne vil spørge dig om – Jeg beder dig indtrængende om at måtte låne en revolver til i morgen. Vis dig nu som en ven!

MURASHKIN: Hvad skal du med en revolver?

MURASHKIN: Jeg må have den – Åh Gud! giv mig lidt vand – hurtigt, lidt vand! Jeg må ha’ en revolver – jeg skal inat vandre gennem en meget mørk skov, så det er for en sikkerhes skyld – vær nu venlig at låne mig en!

MURASHKIN: Du er fuld af løgn, Ivan Ivanovitch! Hvad i alverden skal du dog i en mørk skov? Jeg tror du er ude på noget. Jeg kan se det på dit ansigt, at du er ude på noget! Hvad er der ivejen med dig? Er du syg?

TOLKACHOV: Øjeblik – jeg skal lige have vejret – Oh, hellige Moder! Jeg er dødtræt. Jeg føler det som om jeg har været ristet over en sagte ild. Jeg holder det ikke længere ud! Vis dig nu som min ven, og lån mig den revolver uden at stille mig flere spørgsmål. Jeg bønfalder dig!

MURASHKIN: Hør nu her, Ivan Ivanovitch! Hvad er dette for narrestreger? Du er familiefader og offentligt ansat på en høj post. Det er skammeligt af dig!

TOLKACHOV: Og hvilken slags familiefader er jeg? Jeg er en martyr! Jeg er et muldyr, en nigger, en slave, en skurk der bare sidder her og venter på intet, i stedet for at befordre mig selv videre til den næste verden. Jeg er et fugleskræmsel, et fjols, en idiot. Hvorfor lever jeg i det hele taget? Hvad nytte er det til? (rejser sig sig med et sæt) Godt – fortæl mig nu hvorfor jeg lever? Hvad er hensigten med denne uafbrudte række af fysiske og psykiske lidelser? Det ville være iorden hvis der var en ide med det, ja! Men at lide sådan uden andet formål end, end – hvad fanden ved jeg – lampeglas og nederdele. Det frabeder jeg mig! Jeg har fået nok! Nok! Nok!

MURASHKIN: Råb ikke sådan, naboerne kan høre det!

TOLKACHOV: Lad dem bare høre det hele; jeg er fuldstændig ligeglad! Hvis du ikke vil låne mig en revolver, så finder jeg en anden, det er slut med mig under alle omstændigheder! Jeg har taget min beslutning!

MURASHKIN: Dæmp dig! Du er jo ved at sprænges! Tal nu roligt! Jeg fatter stadig ikke hvad der er galt ved dit liv.

TOLKACHOV: Hvad der er galt? Du spørger mig om, hvad der er galt? Godt, så skal jeg fortælle dig det! Ja, jeg vil fortælle dig alt og måske vil det lette min sjælekval en smule. Lad os sætte os. Hør så her – oh, hellige Moder, jeg kan næsten ikke få vejret! Lad os for eksempel se på dagen idag. Som du ved er jeg på mit arbejde i skattevæsenet fra kl. 10 til 16. Der er varmt, støvet, der er fluer og, kære ven, et rent ’Dickensk’ kaos. Sekretæren har orlov, Khrapov skal giftes, og den yngste kontorist opholder sig for det meste på landet, beskæftiget med skiftevis at være forelsket og at deltage i amatørteater. Alle er trætte og søvnige og i den grad udkørte, at man intet fornuftigt arbejde kan få ud af dem. Sekretærens afløser er døv på det venstre øre og i øvrigt forelsket; skatteborgerne har fuldkommen mistet hukommelsen, alle farer afsted som vanvittige og der er i det hele taget sådan et spektakel at man ikke kan høre hvad man selv siger. Uorden og tobaksrøg allevegne. Og mit arbejde er trættende til døden: altid det samme, altid det samme, - først en rettelse der, så en henvisning her, så atter en rettelse; det er ligeså monotont som bølgeslag mod kysten. Forsår du – det er som om ens øjne kravler ud af øjenhulerne. Vand! Giv mig noget vand! Når man går hjem er man nedbrudt og totalt udmattet! Det eneste man har lyst til er at gå hjem og slappe af – men det kan ikke lade sig gøre! Vi ligger på landet, husker du jo nok – og jeg er ikke andet end en slave, et fugleskræmsel, et stykke råddent flæsk – og jeg er nødt til at løbe ærinder i alle retninger! Der har dannet sig den kutyme, at hver eneste forbandede kvindemenneske, min kone iberegnet, har ret til at udstyre mig med deres indkøbssedler. Man bliver f. eks. beordret en til at gå i modebutikken og skælde ud over, at en overdel er blevet for smal om skuldrerne; lille Sonya skal have et par nye sko; ens svigerinde vil have 3 meter mønstret lyserødt silke til 20 kopek - - Øjeblik, se her – nu skal jeg læse det op for dig. (tager en seddel op af lommen og læser) Et lampeglas; et pund svinekødspølser; for 5 kopek nelliker og kanel; amerikansk olie til Misha; 10 pund granuleret sukker; Husk at medbringe dette fra vort hjem: en kobberdåse til sukkeret; karbolsyre; insektpulver; 20 flasker øl; eddike; og bedstemors korset. Hils dem i nr. 82 – øv! Husk Mishas frakke og galoscher. Dette er de ordrer jeg har fået fra min kone og min famile. Og herudover er der ordrer fra vore venner og naboer – fanden tage dem! I morgen er det Volodia Vlasins navnedag; Derfor var jeg nødt til at købe en legetøjscykel til ham. Oberstløjtnant Virkhins kone har det ikke så godt for tiden, og derfor blev jeg beordret hen til dem for at invitere dem til at besøge os. Osv, osv. Jeg har i alt 5 sedler i lommen, og der er huskeknuder på begge mine lommetørklæder. Heraf vil du se, kære ven, at al den tid jeg ikke bruger på at være på kontoret eller køre med toget, tilbringer jeg med at styrte rundt i byen med tungen ud af halsen, alt imens at jeg forbander tilværelsen. Fra skrædderen til apoteket, fra apoteket til modehandleren, fra modehandleren til slagteren, og derefter tilbage til apoteket. Et sted er man lige ved at styrte, så taber man sine penge, og derpå glemmer man at betale i en forretning, hvilket afstedkommer ramaskrig og ukvemsord, og når man til sidst stiger op i toget, kommer man til at træde på en dames kjole - - et rent helvede! Man bliver så rystet at sådan en omgang, at man har smerter i kroppen hele natten, og drømmer om krokodiller. Og når man så har gjort alle sine indkøb, hvordan fanden skal man så pakke det hele sammen? Hvordan skal man pakke et lampeglas sammen med en tung kobberdåse, eller karbolsyre sammen med te? Hvorledes skal man kombinere ølflasker med en legetøjscykel? Det er virkeligt et puslespil der vil noget! Uanset hvordan man gør så ender det med at noget går istykker og på stationen står man med pakker under begge arme, og nogen gange med en under hagen også, foruden papæsker som man holder i snore i hænderne. Når man er kommet ind i sin kupe og har lagt pakkerne på et sæde, er der straks nogen der brokker sig over, at det er deres sæde, - så giver de sig til at kaste rundt med ens pakker, mens de truer med at tilkalde konduktøren. Og hvad kan man gøre? Man står bare der som et idiotisk æsel. Og hør så her: Så kommer jeg altså hjem – og nu tror du selvfølgelig, at jeg efter alle dissse genvordigheder tager mig en stille drink hvorefter jeg i ro og mag intager mit aftensmåltid? men det bliver der ikke noget af. Min kone har stået og holdt udkig efter mig i et stykke tid. Man har næppe fået en skefuld suppe, før hun har slået kløerne i mig – slave som jeg er – og spørger om jeg ikke har lyst til at gå ud og danse eller gå til amatørteaterforestilling. Protest nytter ikke! Jeg er ægtemand, og dette begreb bliver, i sommerlandet, automatisk sidestillet med et stupidt dyr, som man kan udsætte for hvad som helst uden frygt for at få ”Dyrernes beskyttelse” på nakken. Så man føjer sig, og går med hen for at se dilettantkomedien ”En famileskandale”, hvor man klapper og ler når ens kone siger til, og samtidigt frygter, at et apoplexisk anfald kan indtræffe hvad øjeblik det skal være. Bagefter går man ud og danser – og man har det største besvær med at finde partnere til ens kone, hvorfor man må danse alle kvadrillerne selv. Ved midnatstid vender man så hjem, mere død end levende. Endelig kan man klæde sig af og gå iseng. Fantastisk – endelig at lukke sine øjne - - alt forekommer herligt fredfyldt, ingen skrigende børn, og ens kone er nedenunder, hvad mere kan man ønske? Så falder man i søvn – og pludselig, så hører man en summetone! – Myg! (springer op) Myg! Måtte Gud forbande myg! (ryster sin knyttede næve) Myg! En af Ægyptens plager, og anvendt som tortur under inkvisitionen! Summe summe! Lyden er ynkelig og patetisk, som om de beder om forladelse, men de stikker, så man må kradse sig i timevis bagefter! Man tænder en cigar for at jage dem væk, og man dækker sig til fra hoved til tå, men det hjælper ikke! Til sidst må man overgive sig, og lade sig fortære. Straks efter at man har overgivet sig dukker en ny plage op: nedenunder begynder min kone og to veninder at øve sig på en sentimental sang. De sover nemlig om dagen, og benytter natten til at øve sig til en amatørkoncert. Åh Gud i himlen! I grusomhed overgår disse tenorer langt myggene! (synger) ”Åh, fortæl ej blot, min ungdom har dig besejret.” ”tryllebundet af dig, er jeg.” Disse uhyrer! De slår mig ihjel! For at overdøve dem, giver jeg mig så til at banke på mine ører, og det fortsætter jeg med til kl. 4 om morgenen. Vand! Kære ven, giv mig lidt mere vand! – jeg kan ikke - - Uden at have sovet hele natten står man så op kl. 6 og tager afsted til stationen. Det er pløret og koldt og tåget, og ofte må jeg løbe for at nå det. Ankommet til byen, kan det hele starte forfra igen! Sådan forholder det sig! Det er et rædselsfuldt liv; end ikke min værste fjende ville jeg byde det. Forstår du det nu – jeg er syg! Jeg har fået både astma og halsbrand – og jeg er altid angst. Jeg har fået fordøjelsesbesvær, alt forekommer mig mørkt og umuligt – jeg er på randen af et psykisk nedbrud - - (ser sig omkring) Imellem os, jeg har tænkt på at konsultere Chechotte eller Merzheyevsky. Det er som om en djævel har taget bo i mig. Der er øjeblikke af desperation, enten på grund af myg eller tenorsang, hvor alt bliver li’som tåget; jeg springer op og styrter gennem huset som en vanvittig, råbende: ”Blod! Jeg vil se blod!” Man har lyst til at stikke en kniv i en eller anden, eller smadre en stol i hovedet på på en. Sådan er det at ligge på landet! Ingen føler med mig – alle syntes at alt er som det skal være! Folk har ovenikøbet den frækhed at le når jeg er tilstede! Men forstå mig ret – jeg er et menneske, og selvfølgelig ønsker jeg at leve. Dette er det modsatte af en farce – det er en tragedie! Hvis du ikke vil låne mig en revolver, så kan du i det mindste prøve at forstå mig.

MURASHKIN: Jeg forstår dig udmærket.

TOLKACHOV: Det ser jeg – farvel. Jeg skal ud at købe nogle ansjoser og nogle pølser - - og tandpulver, og derefter til stationen.

MURASHKIN: Hvor er det nu I bor?

TOLKACHOV: Tæt ved Carrion-floden.

MURASHKIN: (glædeligt overrasket) Virkelig? Så kender du måske en Olga Pavlovna Finberg, som bor der?

TOLKACHOV: Ja, det er en af vores bekendte.

MURASHKIN: Glimrende! Det kan ikke passe bedre, og det vil sikkert fornøje dig.

TOLKACHOV: Hvad?

MURASHKIN: Hør her, kære ven, vil du gøre mig en lille tjeneste? lov det nu!

TOLKACHOV: Hvad er det?

MURASHKIN: For gammelt venskabs skyld! Jeg trygler dig. For det første, gå hen og hils Olga Pavlovna mange gange fra mig. For det andet, der er lige en lille ting, som jeg gerne vil have du tager med til hende. Hun bad mig nemlig om, at få sin symaskine bragt derud, og indtil nu har jeg ikke kunnet finde nogen der kunne tage den med - - Kan du ikke tage den med? Og lige en ting til – hun ville også gerne have sin kanariefugl i bur, men vær forsigtig, lågen er nemlig i uorden - - hvorfor ser du sådan på mig?

TOLKACHOV: Symaskine – kanariefugl i bur - -

MURASHKIN: Ivan Ivanovitch, hvad er der ivejen med dig? hvorfor er du helt blå i hovedet?

TOLKACHOV: (stamper i gulvet) Giv mig symaskinen! Hvor er fugleburet? Rejs dig op! Æd mig! Riv mig i småstykker! Dræb mig! (knytter sine næver) Blod! Jeg vil se blod!

MURASHKIN: Du er blevet sindsyg!

TOLKACHOV: (træder sig selv over tæerne) Blod! Jeg vil se blod!

MURASHKIN: (rædselsslagen) Han er blevet sindsyg! (råber) Peter! Maria! Hvor er I? Hjælp!

TOLKACHOV: (jagter MURASHKIN rundt i rummet) Jeg vil se blod! Blod!

TÆPPE