A er 1) Navnet og (i Bogstavskriften) Tegnet for den Tone, der opr. (fra 10. Aarh. el. tidligere) indledede hver af Tonesystemets Oktaver o: Store Oktav: A B C D E F G, lille do. abc d o. s. v. (Bogstav B betegner her overalt den Tone, der nu kaldes H (se B og H). Nu (siden 17. Aarh.) optælles Oktaverne derimod fra C, hvorved A ulogisk er rykket frem til først at blive Nr. 6 i Bogstavrækken: C D E F G A H o. s. v. 2) Den Tone, der gerne tages til Udgangspunkt ved Orkesterinstrumenternes og Klaverets Stemning, nærmere bestemt a¹ (se Kammertone). 3) Betegnelse forAdur el. Adur-Treklangen, ligesom a udtrykker Amoll el. Amoll-Treklangen.

Aagaard, Thorvald, f. 1877, dsk. Musiker, opr. Landmand, uddannet i Violin af V. Tofte, senere i Komposition af Carl Nielsen, Organist og Lærer i Ryslinge; har komponeret en Række Viser og folkelige Melodier og skrevet forskellige Artikler om Kirke-og Folkesang; Stifter og Dirigent af 3 Fynske Musikantere« (s. d.).

Åhlstrom, Olof, 1756 —1835, sv. Musiker, Embedsmand og Organist i Stockholm ; overtog det første svenske Nodetrykkeri, udgav »Musikaliskt Tidsfordriv«, den første Samling Folkedanse og Musik til Bellmans »Fredmans epist-lar« (arr. af A.) m. m. ; komponerede populære Sange o. a.

Åkerberg, Carl Erik, f. 1860, sv. Musiker; studerede i Paris, Organist og Dirigent i Stockholm, har skrevet Korværker og Kammermusik m. m. samt udgivet »Musik inom Par Bricole 1779—1890« og forskellige Skolesangboger.

Aarsbo, Jens Jacob, f. 1878, dsk., Musikforfatter. 1914 Stadsbibliotekar (ved Kbbvns. Kommunes Biblioteker), udgav »Dansk Folkesang fra d. 19. Aarh.«, :>Fra den danske Musiks Hi-storie« samt i Forening med Barne-kow udvalgte Kompositioner af Buxtehude.

Aas, Ingeborg, se Oselio.

Abaco, Felice Dall', 1675 —1742, ital. Musiker, Cello-Virtuos, Kammermusiker ved Hoffet i München, hvor han døde; har skrevet baade i absolut og histor. Henseende fremragende Værker som Kirkekoncerter, Violinsonater med Bas, Triosonater, syvstem-migc Koncerter, Violinkoncerter (til Dels genudg. af Sandberger, med Biogr., og af Biemann).

Abbatini, Ant. Maria, ca. 1595— 1677. ital. Komponist, Kapelmester ved forskellige romerske Kirker, skrev kirkelige Værker (romersk Skole), men tillige Operaer {Dal male il bene, 1654, La comica del cielo, 1668, etc.), den første er en af de ældste komiske Operaer.

Abbreviaturer (Forkortelser) anvendes baade i Nodeskrift og ved Fore-dragsbetegnelser. Alm. brugte A. er I. Geniagelsestegnene, deribl.a) ||: :||, som indleder og afslutter en Sætning, der skal gentages (saa man undgaar at nedskrive den to Gange), b) bis eller due volle ved Gentagelse af en enkelt Takt (særlig i haandsk. Musik), c) Ved Tonegentagelse:

d) Ved Gentagelse af to Toner, der veksler med hinanden:

Optræder i Orkester- eller Korstemmer et større Antal Pavser, noteres kun én Pavse med indskrevet Tal:

o: henholdsvis 10 og 5 Takters Pavse.

III. Alt otlava (el. 8va) angiver, hvor det staar over koderne, at disse skal udføres en Oktav højere end noteret, under Xoderne. at de skal udføres en Okt. dybere; en punkteret Linie el. en Slangelinie —~~ afsluttet med Ordet loco (>paa sædvanlig Plads«) betegner, hvorlænge denne Notering gælder.

IV. con el. coll' ottava el. con ottava bassa over el. under Noderne anvendes i Stedet for udskrevne Oktaver, el. col basso, col. vtolino, al unisono

V. unisono anvendes, hvor forskellige Instrumenter (i Partitur) el. hvor begge Hænder (i 4-hændig Sats) skal udføre det samme. Ang.andreTegn, se Foredrags-betegnelser, Ornamentik og Nodeskrift.

Abel, Carl Friedrich, 1725—87, tysk Musiker, Elev af Seb. Bach, den sidste Gambevirtuos, en Aarrække med Chr. Bach Dirigent af Bach-Abel-Con-certs i London; skattet Komponist af Symfon., Klaverkoncerter, Kammermusik etc. (En af A.s Londoner-Sj'm-fonier er fejlagtig tillagt Mozart i Kochels Fortegnelse).

Abendroth, Hermann, f. 1883, tysk Musiker, uddannede sig under Thuille; er kendt som Orkesterdirigent, fra 1915 i Køln, hvor han tillige blev Direktør for Konservatoriet. 10

Aber, Adolf, f. 1893, tysk Musikforfatter, uddannet i Berlin under Kretzsch-mar, Stumpf, Fleischer og Wolf, Musikanmelder i Leipzig; har skrevet flere Bidrag til ældre tysk Musikhistorie og navnlig udg. ^Handbuch der Musik-literatur«, 1922.

Abert, Hermann, f. 1871, tysk Musik-forf. (Søn og Elev af den i Bøhmen fødte Komp. Joseph A., 1832—1915, hvis Biografi A. har skrevet); udgav 1899 "Die Lehre vom Ethos in der griechischen Musik«; blev 1920 Prof. efter Riemann i Leipzig, 1923 i Berlin efter Kretzschmar; værdifuldehistor. og æstetiske Skrifter, som : Schumanns Biografi, 3 Die Musikanschauung des Mittelalters «, "Goethe und die Musik«, »N. Jommelli als Opernkomponist« samt Nyudgave og Omarbejdelse af Jahns »W. A. Mozart« (2 Bd.). A. er Udgiver af forskellig ældre Musik og af »Gluck-Jahr-buch« og "Mozart-Jahrbuch«.

Abraham, Otto. f. 1872, tysk Musik-forfatter, studerede Medicin og Naturvidenskab, men skrev navnlig Afhandlinger vedrørende akustiske og tonepsykologiske Æmner, blev Assistent ved Stumpfs Psykologiske Institut i Berlin; i Forening med Hornbostel har A. behandlet Fonografi og exotisk Musik ("Phonographierte türkische Melodien«. »Phonogr. indische Melodien«, »Geber die Bedeutung des Phonographen für die vergleichende Musikwissenschaft« m. m.).

Abrahamsen, Erik, f. 1893, dsk. Musikforf., en Aarrække ansat ved det kgl. Bibi. (Musikafdelingen); 1924 udnævnt til Docent i Musikhistor. og -videnskab ved Kbhvns. Universitet; har skrevet »Liturgisk Musik«, 1919, og Elements romans et allemands dans le chant grégorien et la chanson populaire en Danemark, 1923, samt udg. Oversættelse af musiklitterære Skrifter af Romain Rolland.

Abrahamson, Werner Hans Fr., 1744—1812. dsk. Forf., udgav med Nyerup og Rahbek »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen« 1812—14; Joh. Ewalds Ven og Forfatter af mange yndede Selskabssange (»Min Søn, om du vil i Verden frem«, m. fl.).

Abrånyi, Emil. f. 1882, ungarsk Komponist. Kapelmester ved Buda-Pests Opera, skrev særlig Operaer (»Monna Vanna«, »Paolo og Francesca« etc.).

Absolut Musik betegner Musiken som en Kunst, der gør sig uafhængig af alle andre Kunstarter (Digtekunsten og de efterlignende Kunster) og alene virker ud af sig selv; o: i egentlig Forstand Modsætningen til den tonemalende Musik el. nærmere bestemt Pro-grammusiken. der ved Tonernes Hjælp søger at udmale og gengive et bestemt. i Reglen forud opgivet, Emne, dette være sig af sjælelig el. rent ydre Natur (se Programmusik og Tonemaleri). Som direkte udsprungen af Komponistens Følelsesliv hensætter d. a. M. uvilka'arlig Tilhørerne i de selvsamme Stemninger og indre Rørelser, der under dens Tilblivelse bevægede Komponistens eget Sind. Gode Exempler paa d.a.M. og Programmusiken er henholdsvis Beethovens F-moll-Sonate Op. 57 (Appassionata) og (i Ordets ideelleste Betydning) Beethovens Pastoral-Sym-foni med sin logiske Benyttelse af forklarende Os'erskrifter.

Abt, Fraxz. 1819-85, tysk Komponist af talrige Sange og Mandskvartetter, yndede, navnlig i tidligere Tid, i vide Kredse ved melodiøs, ofte sentimental Salonstil (Ex. »Gute Nacht, du mein herziges Kinde).

Accelerando (ital.), med tiltagende Hastighed.

Accent (lat. Accentus). Ved A. for-staas 1) Betoningen el. Fremhævelsen af bestemte Toner, enten indenfor den metrisk inddelte Takt eller under det fri udtryksfulde Melodi- og Sangforedrag. Man skelner derfor mellem en grammatikalsk el. metrisk og en deklamatorisk el. æstetisk A. Se iøvrigt Takt og Taktarter. 2) En hos de gamle franske Klavermestre hyppigt anvendt, men nu afskaffet Forsiring, der svarer til vort lange Forslag, men noteredes forskelligt. Eks.

Ensbetydende med A. var Coulé og Chute, s. d.

Accentus (lat.), den ved Kollekt og Episteloplæsning anvendte entonige Synge-maade, Modsætningen til Concentus, s.d.

Accidentaler kaldes de tilfældigeFor-tegn, der forekommer i Løbet af et Musikstykke til Forskel fra de forrest anbragte faste Fortegn, der angiver Tonearten, se Fortegn.

Ackté, Aixo. f. 1876, finsk Sangerinde, debuterede paa den store Opera i Paris, optraadte senere paa talrige europæiske Scener og i Amerika ; og-saa betydelig Koncertsangerinde; gift med Minister Jalander i Helsingfors og virksom for finsk Musiklivs Fremme.

Accompagnato (ital.), se Recitativ.

Adagio. I. Som Tempobetegnelse: meget langsomt. II. Som Del af en Sonate, Symfoni el. Kvartet, den langsomme Sats. der som oftest følger umiddelbart efter den indledende Allegro (s. d.)

Adam af Fulda, c. 1500, tysk Komponist, Benediktinermunk, skrev kirkelige Vokalværker og forfattede et teoretisk Værk De musica, optrykt i Gerberts Scriptores ecclesiastici.

Adam, Adolphe, 1803—56, fr. Komponist. Søn af Klaverspilleren og -pædagogen Louis A.. 1758—1848; af hans talr. Opéras-comiques er mest kendt og opført ogsaa udenfor Frankrig: »Postil-lonen i Lonjumeau« 1836, (Kbhvn. 1837), "Si jétais roi« 1853, (Kbhvn.: »Konge for en Dag« 1883). »Nürnberg-dukken«, »Alpehytten«, »Bryggeren fra Preston«; forfattede Souvenirs d'un musicien.

Adam de là Hale (Halle), c. 1240 —87. fr. Trubadursanger, Komponist og Forfatter af Hyrdespillet Le jeu de Robin et de Marion, 1285, en Art folkeligt Sangspil. meget yndet og senere bearbejdet, bl. a. af Tiersot; i Bearbejdelse af W. Tappert har Hort. Pa-num bragt det til Opførelse i Kbh.; af A. haves ogsaa andre Jeux og Chansons (samt Motets), Vidnesbyrd om hans rige Dobbelt-Talent.

Adam de Saint Victor, fr. Digterkomponist, virkede i 12. Aarh., gav den af Notker opfundne Sekvens (s. d.) en ny, mere populær Form, idet han affattede Teksten i metriske Strofer og gav den Tilslutning af en Melodi med metrisk Rytme; under denne Form fandt Sekvensen langt større Udbredelse end før.

Adler, Agnes, f. 1865, dsk. Klaverspiller, optraadte allerede som Barn paa Koncerter med Broderen Emil Robert-Hansen (s. d.), Elev af Neupert og Edv. Helsted, debuterede i »Musikforeningen« 1881, og fik en fremskudt Plads i Kbh.s Musikliv som Solist og, ikke mindst, som Kammermusikspiller; har uddannet talrige Elever, bl. a. som Lærerinde ved det kgl. Musikkonservatorium.

Adler, Guido, f. 1855, østr. Musik-forf., Prof. fra 1898 ved Wiens Universitet, har udg. værdifulde Skrifter, saa-sora »Rich. Wagner« (1904, 2.0pl. 1923), "Der Stil in der Musik«, 2 Bd. (19i2 og 1919). s Methode der Musikgeschichte« (1919), »Gustav Mahler«, ledet Udgivelsen af »Denkmäler der Tonkunst in Österreich« samt grundet (med Spitta og Chrysander) »Vierteljahr-schrift für Musikwissenschaft«.

Ad libitum (fork. ad lib.) (lat), efter Behag.

Affetto, con (ital.), med Udtryk.

Affrettando (ital.), med tiltagende Hurtighed = piu mosso.

Afzelius, Arvid August, 1785—1871, sv. Forfatter og Folklorist, Ven af R. Rask, samlede sv. Folkedanse og-viser ('Sv. folkvisor från forntiden«. i Forening med Geijer, ny Udg. 1880); har digtet »Neckens polska« (Djupt i haf-vet osv.) til en vestgotisk Polskame-lodi (anvendt f. Ex. i »Elverhøj« og Thomas' »Hamlet«).

Afrikanerinden, Opera af Meyerbeer, Paris 1865.

Agazzari, Agostixo, 1578—1640, ital. Komponist, levede i Rom og Siena; skrev en af de første Operaer, Hyrdespillet »Eumelio« (1606) samt en Række Kirkekompositioner; i sit Skrift Del suonare sopra il basso etc., 1608, gav han som en af de første Anvisninger til Generalbasspil.

Agerby, Aksel, f. 1889, dsk. Musiker, Elev i Klaverspil af Blindeinstilutet og af Dagmar Bendix, skrev en Del Sange, hvoraf nogle blev meget populære (»Havren«), Stykker for Violin og Klaver samt Mandskor; lever i Kbhvn.

Agerholm, Edvard, f. 1866, dsk. Sanger, debuterede 1891 paa det kgl. Teater (Tenor) og udførte navnlig saa-danne karakteristiske Partier som Rane (»Drot og Marsk«), Loge og David (»Mestersangerne«), men opgav forholdsvis tidlig Sangerbanen og er nu Bibliotekar vad Teatret; skrev »Det kgl. Teaters Dagbog«, 1910—19, »Dr. Ryge« o. a. mindre teaterhistor. Skrifter.

Agitato (ital.), bevæget, uroligt.

Agnus Dei (o: Guds Lam), et Afsnit af den katolske Messe. Se Messe.

Agostini, Mezio, f. 1875, ital. Musiker, Elev af Mascagni, Lærer ved Liceo B. Marcello i Venezia, har skrevet Operaer (særlig II cavalière del Sogno), Symfon., Suiter, Klaverstykker m. m.

Agostini, Paolo, 1593-1629, ital. Komponist, Kapelmester ved St. Peters Kirken i Rom; skrev kunstfærdige kirkelige Værker med ualmind. Massevirkninger (saaledes Messer for indtil 48 Stemmer).

Agrell, Johan, 1701—65. sv. Komponist, uddannet i Upsala, virkede i Tyskland, i Nürnberg fra 174*6; skrev Symfon., Serenader, Klaver-Koncerter og Sonater (i Mellemform mellem Suite og Sonate).

Agréments (fr.), Forsiringer.

Agricola. 1) Alexander A., d. 1506, var (ifølge v. d. Straeten) tysk født og hed opr. Ackermann; begyndte som Kordreng i Hofkapellet i Milano, senere Sanger i Mantua; traadte 1491 i Tjeneste hos Philip d. Smukke, hvem A. 1505 fulgte til Spanien, hvor han døde. A., en højt begavet Kontrapunktist, var blandt de første, hvis Værker Petrucci (s. d.) optog i de Musiksamlinger, hvormed han i 1501 lancerede sin Opfindelse: Nodetrykket med bevægelige Typer. A. er dér repræsenteret ved flerstemmige Sange, Motetter og Messer; hans øvrige Kompositioner er utrykte og ejes for en Del af det pavelige Kapel i Rom. — 2) Martin A., 1486-1556, tysk Musikforfatter, opr. Martin Sore, men antog under Henvisning til sin Bonde-Herkomst Navnet A.. kastede sig tidligt over den musikvidenskabelige Litteratur og arbejdede sig op til at blive en højt anset Musikforsker; 1527 blev han Kantor ved den protestantiske Skole i Magdeburg. Hans Hovedværk er Mu-sica instrumentalis deudsch, der udstyret med fortrinlige Illustrationer 1528 blev udg. i Wittenberg (senere i mange Opl., Xytryk i Eitners Publikationer). A.s Værk er endnu en af Hovedkilderne ved Studiet af de ældre Musikinstrumenter. Af A.s øvrige Værker anføres "Eyn kurtz deudsche Musica« (1528); Musica figuralis deudsch (1533); Rudimenla musices (1539). A, der stod Luther nær, var en af de første Teoretikere, der i sine Værker ombyttede Latin med Modersmaalet.

Ahle, Johan Rudolph, 1625 —73, tysk Musiker, Organist og Kantor i Thüringen; skrev talrige gejstlige flerstemmige Sange, Arier og større Korværker, i Udvalg udg. i »Denkmäler deutscher Tonkünstlert. Endnu brugte Salmemelodier som »Søde Jesu, vi er her« skyldes A. — Hans Søn, Joh.Georg A.. 1651—1706, skrev teoretiske Værker og mange kirkelige og verdslige Kompositioner (Festsange, Danse og andre Instrumentalstykker!.

Ahlström, Jakob Niklas, 1805 — 57, sv. Musiker, Organist og Musikdirektør i Stockholm; skrev Teater- og anden Musik og udgav sv. Folkeviser, -Danse og -Lege (hvori »Du gamla, du fria" første Gang findes trykt, 184 5) samt en ofte oplagt »Musik-fickordbokc.

Aichinger, Gregor, 1564 — 1628, tysk Komponist, Organist hos Fuggeri Augsburg, men opholdt sig oftere i Italien, hvor Værker af ham tryktes (Venezia); skrev væsentlig kirkelige Vokalværker (et Udv., med Biografi, ved Kroger i »Denkmäler der Tonkunst in Bayern«).

Aida, Opera af G. Verdi, Kairo 1871 (Kbhvn. 1885).

Air (fr.). Vise el. Melodi, se Arie.

Akademi var i Oldtiden Navnet paa en Have, der laa tæt udenfor Athen og tilhørte Helten Akademos. Siden skænkedes Haven til Athen, og den blev omdannet til en smuk Park, der hurtigt blev et yndet Samlingssted for de unge Atheniensere. I denne Have plejede Plato at samle sine Disciple og undervise dem, og disse Møder, som hans Elever til gensidig Belæring vedligeholdt efter hans Død, fik da Navn af Akademier, ligesom de, der besøgte dem, betegnedes som Akademikere. Navnet blev herefter staaende som Betegnelse for et Samfund af Lærde, der stiller sig til Opgave at fremme den ene eller anden bestemte Videnskab eller Kunst. — Efter at Ordet og dets Betydning i Middelalderens Løb næsten helt var gaaet af Glemme, blev det under Renaissancen i Italien paa-ny taget op og anvendt paa de talrige Samfund af Skønaander og Videnskabsmænd, der ved den Tid satte alt ind paa at genvække Interessen for den antike græske Litteratur. Hurtigt gik disse A. imidlertid videre til paa deres Program ogsaa at optage baade de bildende Kunster og Tonekunsten, og saaledes fremstod nu først i Italien og senere ogsaa udenfor samme en stor Mængde specielt musikalske A.er, af hvilke en Del tillige foranstaltede regelmæssige Koncertopførelser (saaledes i 16. Aarh. ' A. dei Filarmonici i Verona, i 17. A. dei filomusi i Bologna, A. Pontaniana i Neapel, A. degli Ar-cadi i Rom o. fl.). I Nutiden forstaar man ved A. 1) højere Læreanstalter af enhver Art, deriblandt ogsaa Konservatorier (i London Royal A. of Music, i Berlin Kullaks Neue A. der Tonkunst, i Sthlm. det kgl. Musik-A. o. fl.). 2) Koncertselskaber (deriblandt Sing-A. i Berlin og Wien, A. of ancient Music i London). 3) Operaforetagender (A. nationale de Musique o: den store Opera i Paris; det Hal. Opera-A. i London ved Handels Tid, m. m.).

Akimenko, Fedor, f. 1876, russ. Komponist, Elev bl. a. af Balakireff, levede en Tid i Paris og skrev under Paavirkning af moderne fr. Musik Orkesterstykker, Kor, Sange og Kammermusik; nu i Rusl.

Akkompagnement, den instrumentale Ledsagelse til en Sang eller en Instrumentsolo, som. oftest udført af Klaver el. Orkester. Akkompagnere, at udføre et A. Akkompagnatør, den Person, der udfører et A. — Mens et A. nu henskrives fuldstændigt, som Komponisten ønsker det udført, blev A. i Generalbassens Tidsalder (17.—18. Aarh.) kun noteret under Form af en saakaldt becifret Bas, d. e. en med Tal og Fortegn forsynet enkelt Basmelodi. Det blev da Akkompagnatørens Sag ved Hjælp af denne løst henkastede Anvisning paa staaende Fod at udvikle det færdige Akkompagnement. Se Generalbas.

Akkord er en Samklang mindst be-staaende i 3 Toner, der staar i bestemt Afstandsforholdtil hverandre. Der findes konsonerende og dissonerende A. Hos de konsonerende harmonerer de anvendte Toner baade indbyrdes og i deres Forhold til Grundtonen, saa de i Samling virker som en afsluttet og selvstændig Helhed. Hos de dissonerende dissonerer derimod en af Akkordtonerne med en eller flere af de andre, hvorfor Samklangen i sig selv virker utilfredsstillende og derfor kræver en Opløsning (s. d.). I. Grund-akkorder. Som konsonerende A. kan man i streng Forstand kun betegne Dur- og Molltreklangen. Hos førstnævnte er Grundtonen forbundet med en stor Terts og ren Kvint, hos sidstnævnte med en lille Terts og ren Kvint. Af dissonerende Natur er derimod baade den formindskede Treklang (med lille Terts og formindsket Kvint) og den forstørrede Treklang (med stor Terts og forstørret Kvint). Dissone-14

rende under alle sine Former er endvidere samtlige Firklange el. Septimakkorder, hvor Grundtonen er forbundet med Terts, Kvint og Septim. Disse A. existerer under fire Former, nemlig l)som Hovedfirklang (ogsaa betegnet som Dominant-Septimakkord), hvor Grundtonen har Tilslutning af en stor Terts, ren Kvint og lille Septim; 2) som Stor Firklang med stor Terts, ren Kvint og stor Septim ; 3) som Lille Firklang med lille Terts, ren Kvint og lille Septim; 4) som Firklang med formindsket Kvint, der har lille Terts, formindsket Kvint og lille Septim. De tre sidstnævnte betegnes under ét som Bifirklange. — Hovedfirklangen, der

baade i Dur og Moll har sin Plads paa Toneartens 5te Trin (Dominanten, s. d.), er, som Navnet oplyser, den vigtigste af Septimakkorderne, fordi den normalt opløser sig i Tonika-Treklangen (se Tonika) og derved altid med Bestemthed tilkendegiver Tonearten. Den er tillige et Hovedmiddel ved Overgangen fra én Toneart til en anden (se Modulation) og udgør det første Led i den definitivt afsluttende Helkadens

Til de dissonerende A. henhører endelig ogsaa Femklangene el. Noneakkorderne, hvor Grundtonen er overbygget med Terts, Kvint, Septim og None. Som upraktiske og lidet anvendelige Intervalsammenstillinger anvendes af disse nu i Almindelighed kun Dominant-Noneakkorderne, der i Dur dannes af en Hovedfirklang -!- stor

Terts, o: Stor None-A.; i Moll af en Hovedfirklang

+ lille Terts, o : Lille None-A., respekteres

endnu. Som oftest anvendes dog begge uden Prim:

Som Modulationsmiddel rivaliserer den lille None A. med Dominantfirklangen. Ved Omlægning og Ombenævnelse af den lille None-A.s Toner sættes man nemlig i Stand til ud fra en og samme None-A. at modulere til 4 forskellige Dur- og Molltonearter (se Modulation og Enharmonik). Paa Grund af sin formindskede Septim benævnes den lille None-A. ogsaa ofte formindsket Septim-A. og opfattes som en Firklang hjemmehørende paa Mollskalaens 7de Trin. — II. Akkordomvendinger. Hvor Tonerne i de nævnte A. byggede sig tertsvis op paa en Grundtone, laa A. i sin Grundform, hvor Grundtone og Bastone falder sammen og hvor Intervallernes Forhold til Bastonen betegnes ved 5/3 for Treklangen, ved 7/5/3 for

Firklangen. Lægges A.-Tonerne derimod om, saaledes at Grundtonens Terts bliver Samklangens underste Tone, kaldes Treklangen ifølge de forandrede At'standsforhold mellem .Bastonen og Overstemmerne: Tertssekst- el.Sekst-A., Firklangen: Kvintsekst-A. :

Anbringes Grundtonens Kvint underst, fremkommer ved Optælling fra Bastonen henholdsvis Intervalforholdene | og 4 og A. faar henholdsvis Navn af Kvartsekst- og Tertskvart-A. Anbringes i Firklangen endelig Grundtonens Septim som underste Tone, fremkommer en Sekund-A.:

III. Altererede A. Som saadanne betegnes i al Alm. de A., hos hvilke der (særl. af harmoniske Hensyn) foretages en kromatisk Forandring af et af A.-Intervallerne, Prim, Terts el. Kvint. I altereret Form (med kromatisk forhøjet Terts) anvendes fortrinsvis den Firklang, der hører hjemme paa Molltoneartens 2detTrin (se Skalaegne A.), og som forekommer under tre forskellige Former, der konsekvent benytter Grundkvinten som Bastone, nemlig a) som forstørret Tertskvartsekst-A. : med Anvendelse af alle 4 Grund-Intervaller: Prim, Terts, Kvint

og Septim, b) som forstørret Sekst-A. : hvor Primen er udeladt og Septimen fordoblet, c) som forstørret Kvintsekst-A.:

hvor Grundtonen er udeladt, men erstattes med en over Septimen tilføjet None.

Eftersom denne A. er enharmonisk med Hovedfirklangen (i dette Tilfælde i B-dur el. B-moll:

henregnes den til de ypperste Modulationsmidier (se Modulation). — IV. Som A. benævntes i 16.—17. Aarh.

ogsaa et Ensemble af flere ensartede Instrumenter af forskelligtToneomfang, f. Ex. Diskant-, Alt-, Tenor- og Bas-Fløjte, Diskant-, Alt-, Tenor- og Bas-Basun o. 1. En saadan A. er endnu bevaret i Strygekvartetten.

Akustik, Læren om Lyden, der giver Oplysning 1) om hvordan Lyden opstaar, 2) om de forskellige Lydarter d: Larm, Klang og Tone og deres Aar-sag ; 3) om Tonernes Svingningsfor-hold og 4) Forplantelse; 5) om Tonernes indbyrdes Sympati og de derved opstaaende akustiske Fænomener; 6) om de akustiske Loves Udnyttelse ved Konstruktionen af Instrumenter og Opførelsen af Lokaler, bestemte til Afholdelse af Foredrag, Musikopførelser m. m. Se iøvrigt Monochord, Stemmegaffel. Sving ningsforhold, Overtoner. Kombinationstoner, Stod. (Litt.: Helm-holtz: -Lehre von den Tonempfindun-gen«. Ernst Mach: »Einleitung in die Helmholtz'sche Musiktheorie J. Tyndali: »Læren om Lydene, paa dansk af C. F. C. Møller. L. Riemann: »Populäre Darstellung der Akustik in Beziehung zur Musik«, m. m.).

Alabjef, Alex. 1787—1851. russ. Komponist, skrev af Tiden yndede Operaer og Sangspil, men særlig kendte og udbredte blev hans Romancer, deribl. den berømte »Nattergalen«, ofte benyttet i Potpourrier og Sangvariationer.

Alard, Delphin, 1815—8S, fr. Violinspiller, fremragende Virtuos og Lærer (ved Paris' Konservatorium) bl. a. for Sarasate; udg. en paa flere Sprog oversat Ecole du violon og Samlingen Les maîtres classiques du violon.

Aladdin, Opera af C. F. E. Hornemann, Kbh. 1888; Æranet tidligere benyttet af Isouard og Gijrowetz.

Albani, Emma. f. 1852, amer. Sangerinde af fr. Slægt (Lajeunesse); højt-skattet, særlig i England, men ogsaa paa udstrakte Kunstrejser, bl. a. til Skandinavien, som Koncert-og Oratorie-sangerinde; udg. sine »Memoirer«, 1911.

Albeniz, Isaac. 1860—1909, sp. Komponist, studerede i Leipzig, Paris og Bruxelles, paavirket af moderne fr. og russ. Musik: fremragende Klaverspiller og Komponist af sp.-nationalfarvet Musik, særlig for Klaver (Iberia, Suite espagnole, Espana). men ogsaa Caia-luna for Orkester, Zarzuelas og Operaer (Pepita Jimenez, 1905) samt et Oratorium og Sange.

Albert, Eugexn d', f. 1864, Klaverspiller og Komponist, f. i Glasgow af tyske Forældre, Elev særlig af Liszt, uddannet til fortrinlig Pianist, fejret paa talrige Koncertrejser, bl. a. oftere til Skandinavien: kastede sig efterhaanden mere over Komposition, ikke uden Skade for hans Klaverspil, og skrev opr. mest Instrumentalværker (Klaver- og Cello-Koncerter, Symfon., Kammermusik, Sange), siden mest Operaer; af disse opnaaede navnlig stort Sceneheld: »Die Abreise«, 1898, »Kain«. 1900, »Flauto solo«,»Der Improvisator« (efter H. C. Andersen) og endnu mere »Tiefland«, 1903 (Kbhvn.»Dalen«, 1909) g »Die toten Augen«,

Eugen d'Albert.

1916 Kbhvn. 1918); senere Operaer som »Der Stier von Olivero«, »Die Revolutionshochzeit« (S. Michaelis),» Scirocco « o. a. er blevet ret hårdt bedømt af Kritiken. A., der nogle Aar var gift med Teresa Carreno (s. d.), er fortjenstfuld Udgiver og Bearbejder af ældre Klavermusik (Bachs Orgelværker for Klaver og »Wohltemp. Klavier«, Liszts Klaver-Kompositioner m. m.\

Albert, Heinrich, 1604—51, tysk Komponist og Digter, førte et uroligt Liv, gæstede bl. a. med sin Slægtning H. Schütz Kbhvn. paa Christian IY.s Tid; levede siden som Domorganist i Königsberg; hans Arier, ofte * til egen Tekst, blev af Betydning i den tyske »Lieds« Historie, enkelte gik over i Menighedssangen; skrev senere navnlig flerstem. Vokalmusik.

Albert, Heinrich, f. 1870, tysk Musiker, var Orkesterviolinist i forskellige tyske og fremmede Orkestre ; en af Nutidens mest fremragende Virtuoser paa Guitar og Lærer i München for dette Instrument; udgav en Lut- og en Guitar-Skole samt Sange og anden Musik med Guitar.

Alberti'sk Bas kaldes i Klavermusiken et Akkord-Akkompagnement, hvor Harmonierne brydes og Tonerne grupperes i ensartede Figurationer. Talrige Prøver findes bl. a. i Mozarts Sonater, f. Ex.

Opkaldt efter den dygtige ital. Amatør og Klaverspiller Domenico Ålberti, der først bragte denne Akkompagnementsart i Mode.

Alboni, Marietta, 1823-94, ital. Sangerinde, studerede bl. a. under Rossini; en af Samtidens beromteste dra-mat. Sangerinder (Alt), fejrede Triumfer i Italien. Paris. London og Amerika. (Biogr.: Aclocque og Pougin).

Albrechtsberger, Johann Georg,1736 — 1809, ostr. Musiker, lærd Teoretiker og Lærer„i Wien bl. a. for Beethoven ; skrev talrige kirkelige Værker, Kammermusik og Kompositioner for Klaver og for Orgel (særlig Fugaer); var Hoforganist og Kapelmester ved St. Stefans Kirken; A.s teoretiske Værker udg. Seyfried Covers, paa Engelsk).

Alceste, Opera af C. W. Gluck, Wien 1767.

Alembert, Jean le Rond f. 1717 —83, fr. filos. Forfatter, en af de saak. Encyklopædister, deltog litterært i Striden mellem Buffonister og Anti-buffonister (paa de forstes Side) og skrev akustiske Afhandlinger, særlig det betydelige Skrift: Éléments de musique théorique et practique suivant les principes de M. Rameau, 1752, siden i mange Opl. og i Overs. p. Tysk (af Marpurg).

Alexandre, Jacques, 1804 — 76, var blandt de første, der fremstillede Harmoniumer (i Paris), hvilke blev populære under Xavnet Orgues de cent francs; A. udgav Skrifter om disse Instrumenter, og det af ham grundlagte Firma konstruerede forbedrede Instrumenter, de saak. »A.-Orgler*, der bidrog til Harmoniets Udbredelse.

Alfabet, det musikalske, se Bogstavskrift.

Alfvén, Hugo, f. 1872, sv. Komponist, var Violinist i Hofkapellet, ud-

Hugo Alfvén.

dannede sig videre paa Sti-pendierejser i Udlandet, blev Lærer ved Konservatoriet i Sthlm., men opgav denne Stilling for helt at gaa op i Kompositions- og Dirigentvirksomhed ("Orphei dränger« og Director mus. ved Upsalas Universitet); har skrevet Symfon., symfon. Digtninge, (som den sv. Rhapsodi : >Mid-sommarvaka«; og »En Skargårds sagen«), Kammermusik, Klaverværker (som »Skärgärdsbilders), Mandskor og Sange; A. er, navnlig hvad de større Musikformer angaar, fremmest blandt nutidige sv. Komponister.

Aliquottoner, se Overtoner.

Alkan, Charles Henri Valentin, 1813—88, fr. Komponist, Klaverlærer i Paris; skrev talrige originale og for Datiden fremskredne Klaverværker (Præludier, Etuder, Marcher, ^Esops Fablers. Koncert, Sonate).

Alla Brevetakt, se Takttegn og l'akt-arter.

Allacci, Leone, 1586—1669, gr.-ital. Arkæolog og Musikforfatter, udg. 1666 en Drammaturgia. o : Fortegnelse over alle indtil da opførte ital. Operaer, fortsat til 1755 af Pasquali.

Allargando (ital.), bredere (langsommere), men tillige: med voksende Kraft.

Allegramente (ital.) = Allegro moderato, nogenledes hurtigt.

Allegretto (ital.), Diminutiv af Allegro (s. d.), en ret relativ Tempobetegnelse, undertiden nærved Allegro, undertiden = Andante.

Allegri, Gregorio, 1584(?)—1652, ital. Komponist, Elev af Nanino, pavelig Kapelsanger, berømt ved sit nistem. Miserere, der som det Sixtinske Kapels Speciale ikke maatte kopieres (Mozart nedskrev det i 1770 efter Gehör, og siden er det ofte optrykt). Af A. findes iøvrig en Mængde kirkelige Sangværker og nogen Instrumentalmusik. A. var af Maleren Allegri da Correggios Slægt.

Allegro(ital.). I. Som Tempobetegnelse hurtigt. II. Som Del af den klass. Sonate, Symfoni el. Kvartet, Indlednings-satsen bygget i den saak. Sonateform (se Sonate og Sonateform).

Alleluja, se Halleluja.

Allemande, (fr.), tysk Dans, bestaar under to Former, nemlig I. som en tysk Nationaldans i ²/₄ Takt, der med et mageligt Tempo forbinder et vist folkeligt Lune; II. som Del af den tyske Partite (Suite, s. d.), hvis Danse ikke er Dansemelodier (til at danse efter), men alene er bestemte til Udførelse paa Klaveret el. af Orkestret. A. er i denne Forbindelse altid i ⁱ/₄ Takt, af alvorlig, sangbar Karakter og rigt udpyntet med Forsiringer. Plejer i Partiten (s. d.) at følge umiddelbart efter Præludiet.

Allin, Arthur, f. 1847, dsk. Musiker, opr. Orkesterviolinist, senere Organist, 1888—1915 ved Domkirken i Aarhus; Leder af de centr, jyske Sangforeninger; har skrevet en Del større og mindre Kompositioner, orkestrale og vokale.

All' ottava (ital.), se Abbreviaturer.

All' unisono (ital.), se Abbreviaturer.

Almati, Alma. f. 1861, sv. Sangerinde, Elev af Leocadie Gerlach og Fru Marchesi, betydelig dramat. Altistinde, optraadte paa flere Scener, bl. a. i Kbhvn.; ved Sthlm.s Opera 1886; gift Rundberg.

Almquist, Ludvig, 1793—1866, sv. romant. Digter, har uden egentlige Studier komponeret Melodier til sine Digte og de i sin Tid opsigtvækkende »Fria Fantasiers (for Pianoforte), der delvis er trykte.

Alme, Waldemar, f. 1890. nsk. Pianist, Elev af Barth, debut. 1909. Lærer ved Scharwenka-Konservatoriet Berlin 1916—17, Helsingfors Konserv. 1919—21; senere i Kria.

Alnæs, Eyvind, f. 1872, nsk. Komponist, Elev af Holter og Leipzigs Konservatorium; fra 1907 Organist i Kria. 1916 Kantors. S; harskrevet to Symf., Variations symph. og Klaver-

Eyvind Alnæs.

musik (en Koncert), men navnlig skattes hans talr. Sange og Mands-Kor; fremragende Orgelspiller og Korleder (Holter s Kor fra 1920, Kristiania Håndverker-sangforen. 1905 -19,1922- ); udg. »Norges Melodier« (4 Bd.) m. m.

Alpehorn, se Lur.

Alt, den dybeste Kvinde- og Drengestemme, hvis Omfang normalt strækker sig fra g—e², men ogsaa kan naa en Tone videre ud til hver Side. Ordet kommer af altus, o: høj. og finder sin Forklaring i, at denne Stemme ved den tidligste Anvendelse af den 4-stem-mige Sats havde sin Plads umiddelbart over den Stemme, der gennemførte cantus flrmus, o: Tenoren (s. d.); den blev derfor betragtet som den højere liggende Modstemme til hin og betegnedes følgelig Contra-Tenor altus, i Modsætning til den under Tenoren anbragte Contra-Tenor bassus eller Bas (se Bas).

Alt-Instrumenter kaldes de Toneredskaber, hvis Toneomfang nogenledes falder sammen med Altstemmens. Ex.: Alt-Basun, Alt-Klarinet, Althorn o. fl.

Altererede Akkordér, se Akkord III.

Alternativo (ital), vekselvis. Anvendes ved mindre Kompositioner, der har to Dele eller Satser, som (ofte flere Gange) veksler med hinanden, f. Eks. 1ste og 2den Menuet. Tidt bærer ogsaa den med Menuetten sammenhørende Trio Overskriften alternativo (se Menuet).

Altmann, Wilhelm, f. 1862, tysk Musikforfatter, Overbibliotekar i Berlin. Udgiver af forskellige Brevsamlinger (Wagners, Brahms') og af ældre Musik; skrev bl. a. "Kammermusik-Lite-ratur-Verzeichnist og "Orehester-Lite-ratur-Katalogc, i flere Oplag.

Alt-Nøgle, se Linier og Nøgler.

Amabile (ital.), elskværdigt, yndefuldt.

Amalia, Anna, 1723—87, preuss. Prinsesse, Søster til Friedrich II, var en flittig og begavet Komponist særlig af kirkelig Musik.

Amati, berømt Violinbygger-Familie i Cremona; ældst er Andrea, c. 1530— 1611, betydeligere er Antonio, 1555— 1638 og navnlig Nicola, 1596—1684, Antonios Brodersøn, der blev Lærer for de ligeledes berømte Violinbyggere Guarncri og Stradivari. A.-Violiner udmærker sig mindre ved Tonens Størrelse end ved sjælden, blød Velklang; de bedste stammer fra c. 1650.

Amatør (fr.), Dilettant, Musikelsker.

Amberg, Herman, 1834—1902. dsk. Musiker, Organist v. Viborg Domkirke, udg. kirkelige Kompositioner, særlig for Orgel, og pædagogisk Musik. —Jlans Broder Johan A., f. 1846, en lang Række Aar Violinist i d. kgl. Kapel, har skrevet en Del koncerterende og instruktiv Violinmusik (ogsaa f. 2. Viol.) samt Sange.

Ambitus (lat.). Omfang o: Afstanden mellem den dybeste og højeste Tone i en Melodi; tjente i Kirketonearternes Tidsalder særlig som Betegnelse for det Toneomfang, der i hver Toneart blev anvist Melodien og hvis Grænser ikke turde overskrides. Se Kirketonearterne.

Ambros, AugustWilhelm, 1816—76, böhm. Musikhistoriker, opr. Jurist (Sagfører), men jævnsides dermed Musikkritiker; blev 1 856 bekendt ved Skriftet: » Die Grenzen der Poesie und Musik c (væsentl. mod Hanslick, s. d;); forfattede en berømt, delvis grundlæggende, klar og overskuelig »Geschichte der Musik« 1862 —78. der dog kun strækker sig til c. 1600, og hvoraf de tre

August Vilhelm Ambros.

Bind udkom i A.s levende Live, medens fjerde Bd. paa Grundlag af hans Manuskript og Udkast udkom efter hans Død (siden i revid. Udg. af Leich-tentritt), og et femte Bd. (Exempelsaml. til 3. Bd.) ligeledes paa Grundlag af A.s indsamlede Stof, udgaves af O. Kåde; hele Værket udkom siden i ny Opl.— A. behandler i sit Hovedværk Musikens Udvikling med Henblik paa samtidige kulturelle og øvrige aandelige Bevægelser og har i samme Retning forfattet værdifulde mindre Skrifter som »Culturhistor. Bilder aus dem Musikleben der Gegenwart«, 1860, og »Bunte Blätter«, 2 Bd. 1872—74. A., der tillige var Komponist og Forf. af kunsthistor. Afhandlinger, kaldtes 1872 fra Prags Universitet til Wiens Konservatorium som Prof. i Musikhistorie (ved Siden af en Stilling i Justitsministeriet).

Ambrosianske Lovsang, den, kaldes den ældgamle berømte Hymne; Te Deum laudamus. Denne Hymnes Betegnelse som ambrosiansk synes dog at hvile paa løs Grund. I al Fald er Ambrosius' Forfatterret til den hidtil ikke godtgjort ved noget Bevis. (Se Ambrosius.)

Ambrosiansk Sang. Saaledes betegnes den kirkelige Sang, som Biskop Ambrosius i 4. Aarh. indførte ved Gudstjenesten i Milano. Mens man tidligere antog denne for at have været vidt forskellig fra den senere grego-rianske Kirkesang, er man nu kommet til det Resultat, at Forskellen sandsynligvis har været ret uvæsentlig og i det højeste vil have bestaaet i, at den ambrosianske Liturgi fastholdt enkelte gamle Skikke og benyttede visse Melodier, der ikke var i Brug andre Steder (Riemann). I Hovedsagen øste nemlig Ambrosius og Gregor af samme Kilde, den orientalske Kirkes rigt forsirede Melodier. Se iøvrigt Ambrosius, Gregor og Gregoriansk Sang.

Ambrosius, d. hellige, c. 340—397, Biskop i Milano 374—397, indlagde sig stor Fortjeneste ved energisk Arbejde for ital. Kirkesang; han berigede Gudstjenesten i Milano med de hidtil kun i den orientalske Kirke anvendte Responsorier og Antiphonier (s. d.) og indførte ved Siden af Datidens stærkt figurerede kirkelige Melodier metriske Hymner, som han selv baade digtede og komponerede; endelig tilskriver Traditionen (vistnok med Urette) ham Optagelsen af 4 af de antike Grundskalaer som Grundlag for Kirkens Melodier. [Se Kirketonearterne, Ambrosiansk Sang og Hymne).

Ammerbach, Elias Nicolaus, 1530 — 97, tysk Komponist, udg. to af de ældste trykte tyske Orgel- og Klaverbøger »Orgel- oder Instrument-Tabu-latur« (1571, ny Udg. 1583) og »Ein künstlich Tabulaturbuch« (1575). efter Datidens Skik noterede i tysk Orgeltoneskrift (Orgellabiilatnr, s. d.) og med indgaaende Forklaringer af Toneskrift, Fingersætning, Forsiringer og Stemmemetode.

Amoroso (ital), med inderlig Følelse.

Analyse, den indgaaende teoretiske Undersøgelse af eu Kompositions tekniske Opbygning, o: de anvendte Har-moniforbindelser og Modulationer, Sætningsbygning, Form m. m.

Anckerske Legat, stiftet ved en Kunst-Amatør og Velhaver C. A.Anckers Testamente, 1857; uddeles aarlig af en af Kultus- (Undervisnings-) Ministeriet valgt Komité til en Forfatter, en Musiker og en bildende Kunstner med en større Pengesum, der forpligter Legatnyderen til et (halvaarligt) Studieophold i Udlandet. Den for Musikere bestemte Portion har været tildelt de fleste mere bekendte og betydende danske Komp.

Andamento (ital. »Gang«) kaldes i Italien Mellemspillene i en Fuga. Se Fuga og Divertimento.

Andante (ital. »gaaende«). Som Tempobetegnelse temmelig langsomt. Anvendes i Sonate og Symfoni ofte i Adagio'ens Sted.

Andantino (ital.), Diminutiv af Andante d: en Andante i kortfattet Form. A.s Tempo er lidt hurtigere end Andantens og lidt langsommere end Alle-gretto'ens. 20

Anders, Erich, f. 1883, tysk Musiker, Elev af Reger. Riemann og af Leipzigs Konservatorium. Musikanmelder i Berlin: har skrevet Klaverstykker for Born (deribl. »Andersens Märchen <) Kammermusik, Sange med Orkester og Bornesange, Korstykker og nogle Operaer.

Andersen, Hildur, f. 1864, nsk. Pianistinde, Elev af bl. a. Leschetizky i Wien; som Pædagog kendt for sine Foredragsaftener.

Andersen, Joachim, 1847 — 1909, dsk. Flojtenist, Dirigent og Komponist. naaede tidlig stor Virtuositet paa sit Instrument og fik Ansættelse i udenl. Orkestre (St Petersborg. Berlin): Tungelamhed afbrod denne Virksomhed, og A. blev Dirigent i Kbhvn., grundede de populære »Palæ-

koncerter« (1895, og dirigerede fra 1898 i Tivolis Koncertsal. Som overlegen distinkt og samvittighedsfuld Dirigent — med Hans v. Bülow som Forbilled — og ved godt Programvalg fik A. og hans Koncerter ikke ringe Betydning for Kbhvn. For sit Instrument skrev A. en Del værdifulde Kompositioner (Koncerter, Fantasier, Etuder).

Andersen, Anton Jørgen, f. 1845, nsk. Komponist, fra 1871 bosat i Sverige, skrev Symfon., Musik til Wergelands »Hardanger« m. v.

Andersen, Sophus, 1859 —1923, dsk. Komponist (Son af Musikpædagogen Fritz Andersen, 1829 — 1910, der skrev adskillig instruktiv og populær Klavermusik) har navnlig virket som Sanglærer (bl. a ved Kbhvn.s Kommunes SkolerC og som Musikanmelder; produktiv og yndet Komponist af Romancer og Sange; af større Værker Kantaten »Den 2. April« og Melodramaet »Historien om en Moden.

Andersen-Wingar, Alfred, f. 1869, nsk. Komponist. Elev af Haarklon og i Paris bl. a. af Massenet. Violinspiller; har særlig skrevet Orkesterværker: Ouverturer til »Hedda Gabler« og »Bygmester Solness<; og Fantasier som Les naïades. Aus Norwegens Berg a. Thaï samt Koncertstykker for Klarinet, og-saa et Par Operaer og Rapsodier.

Anderson, Yendela. f. 1860, sv. Sangerinde, Elev af Dannstrøm og Signe Hebbe, debuterede i Operetten, men gik over til Operaen (særlig Sangspillet) ved kgl. Teatret i Sthlm.: meget yndet for sit elegante Foredrag og livfulde dramat. Anlæg: ægtede dsk. Tandlæge S. Sørensen og optraadte ligeledes med stort Held i Kbhvn. Senere Sanglærerinde ved Sthlm.s Konservatorium og i Philadelphia; lever nu i Halmstad.

Andersson, Ellen. f. 1884. dsk. Kla-verspillerinde, Elev af Kbhvn.s Konservatorium og af Breilhaupt og andre kendte tyske Pædadoger; lever i Berlin: anset Koncertpianistinde og Komponist af Klaverværker.

Andersson, Nils. 1864—1921, sv. Musikforfatter, jur. Embedsmand i Lund, optegnede en Mængde sv. Folkemusik, grundede den sv. :>Folkmusikkommis-sion-, og udg. Samlingerne: .Musiken i Skåne og »Skanska melodiers »Sv. Låtar« udkom efter A.s Død.

Andersson, Otto, f. 1879, sv.-flnsk Musikforfatter, udg. egne Kompositioner for Sang og Arrangementer af sv. og finsk folkelig Musik (Sange) samt skrev storre og mindre Afhandlinger om linsk Folkemusik og om Orkestermusik i Finland.

Andersson, Richard, f. 1851, sv. Pianist, uddannet ved Sthlm.s Konservatorium, siden bl. a. hos Clara Schumann; optraadte som Koncert- og Kammermusikspiller og grundede 1885 en Musikskole, der blev Sthlm.s mest ansete private (med Lærere som Sjögren, Aulin og Stenhammar). A., fremragende som udøvende Kunstner og som Lærer, er ogsaa Komponist, navnlig at Klavermusik og Sange (Biogr. ; Sv. Lizell).

Andrade, Francisco, 1859—1921, portug. Sanger, uddannet i Italien i Sangkunst, debut. 1882; er optraadt i Spanien, Portugal, Rusland og Sverige, var i længere Tid knyttet til Coventgarden i London og til Operaen i Berlin; A. besad en skon og meget omfangsrig Barytonstemme og var en livfuld Fremstiller, udmærket som Figaro, Don Juan. Rigoletto etc.

Andrée, Elfrida, f. 1841, sv. Kom-ponistinde, uddannet bl. a. af Norman og N. W. Gade. 1867 Organist ved Domkirken i Göteborg; har skrevet en Del Kirke-, Orgel- og Kammermusik samt Symfon.. Kor og Sange.

André, Johann, 1741—99, tysk Komponist og Forlægger. Kapelmester i Berlin til 1784, grundlagde i Offenbach et Musikforlag, som udviklede sig til et stort Forlag, der endnu bestaar; som Komponist vandt A. Ry ved sine enkle, melodiøse folkelige Sange til Datidens Digtere: Claudius, Bürger, Goethe m. EL (særlig »Bekränzt mit Laub den vollen Bechere). — Hans Son, Anton A.. 1775—1842. udvidede Forlaget betydelig og erhvervede bl. a. Mozarts efterladte Manuskripter til Udgivelse; som Komponist ligesaa produktiv som Faderen, men mindre betydelig; skrev en Musikteori og Fortegnelse over Mozarts Kompositioner og Manuskripter m. m.

Andrésen, Ivar. n. Operasanger, f. 1896. Elev ar Bratt. Sthlm.; ved Operaen dér fra 1921 som forste basso profondo. (Amonasro. Dr. Bartolo, Sa-rastro, en Række Wagnerroller.)

Andrea, Volkmarr. f. 1879. schvv. Komponist, fra 1906 Leder af Symfonikoncerterne i Zurich, senere Direktør for Konservatoriet, produktiv Komponist af Kammermusik, Symfon., »Symfon. Fantasu (med Soli. Kor og Orgel). Musiktragedien »Ratcliff s, Mandskor og Kvartetter m. m.

Anerio, Felice, c. 1560—1614, ital. Komponist, 1594 Palestrinas Efterfølger ved det pavelige Kapel, har skrevet en Række værdifulde kirkelige Sangværker i Palestrinas Stil, af hvilke nogle længe antoges for dennes Frembringelser, endvidere en Del verdslige Madrigaler. Hans Slægtning (Broder?), Giovanni Francesco A., 1567—1620(?), Kapelmester hos Kong Sigismund af Polen, senere i Italien, fra 1613 ved St. Maria di Monte i Rom. skrev talrige kirkelige og verdslige Sangkompositioner (Litanier, Antiphonier, Ma-drigaler etc.) og bearbejdede den Pale-strinaske Messe Papae Marcelli.

Anfossi, Pasquale, 1727—97, ital. Operakomponist, Elev af Piccinni, op-traadte som Dirigent med sine Operaer i Paris, London og tyske Byer, blev 1791 Kapelmester ved Lateran-Kirken og skrev derefter mest Kirkemusik.

Anføre, se dirigere.

Anglaise (fr.), engelsk Dans, se Kontradans.

Anglebert, Jean Henri d', Hofklaverspiller hos Ludvig d. 14., en af de vigtigste Repræsentanter for Rokokko-tidens Klaverstil; hans Pièces de Clavecin (Paris 1689, Xytryk i Farrenc, Trésor des Pianistes) indeholder en fuldstændig Tabel med Forklaringer af Datidens talrige og indviklede For-siringstegn.

Animato (ital.), sjælfuldt, bevæget.

Animoso (ital.), sjælfuldt, bevæget.

Ansats. Ved A. forstaas fremfor alt den Maade, hvorpaa Musikeren sætter Blæseinstrumentet til Munden og hvorpaa han under Spillet maa stille Læberne for at kunne frembringe de forlangte Toner. De forskellige Arter af Blæseinstrumenter fordrer imidlertid hver sin A., ja den talentfulde Musiker benytter endogsaa til samme Instrument tidt en forskellig A.. hvor det under det fri Foredrag kommer ham an paa at give Tonen en bestemt Karakter. Det franske Navn for A. er embouchure. Endelig bruges A. ogsaa som Betegnelse for den Maade, hvorpaa Sangeren frembringer Tonen, og tillige for de forskellige Stemmeorga-ners Stilling og Medvirkning ved Tonedannelsen.

Anslag. Ved A. forstaas hos Klaveret baade Fingrenes A. af Tasterne og Hamrenes A. af Strengen. Endvidere anvendes Ordet ogsaa som Betegnelse for Instrumentets Spillemaade, idet man (alt efter som der ved Tasternes Behandling kræves større el. mindre Arm- og Fingerkraft) taler om, at Instrumentet har et tungt el. let A. Paa lignende Maade karakteriserer man ogsaa Klaverspillerens Spil ved enten at kalde hans A. blødt og udtryksfuldt eller haardt og koldt. Fremfor alt for-staas dog ved A. den Maade. hvorpaa Spilleren gennem Fingertryk og Armvægt modificerer Tonen, saa den efter Omstændighederne bliver klangfuld, syngende, luftig el. indsmigrende.

Ansorge, Konrad, f. 1862, tysk Klaverspiller og Komponist, Elev af Fr. Liszt, op-traadte paa talrige Koncerter bl. a. ogsaa i Amerika; en af de betydeligste Klaverspillere af Liszts Skole; ogsaa kendt som Komponist — af moderne Retning — af Klavermusik, Sange, Kammermusik m. m.

Antalffy-Zsiross, Desider. f. 1885, ungarsk Klaverspiller og Komponist. Elev bl. a. af Straube og Bossi, Lærer ved Musikakademiet i Buda-Pest; nævnes som begavet Pianist og Komponist, navnlig af Klavermusik.

Antegnati, berømt Orgelbygger-Familie iBrescia i l5.— l6.Aarh. Grundlægger Bartolomeo A. og dennes Sønner Francesco, Jacopo, Battista ; af en senere Generation Costanzo A., der var Domorganist i Brescia og Komponist af kirkelige Værker og Orgelmusik, hvori en Afhandling L'arte »rganica, 1608, delvis optrykt i Torchis Arte musica in Italia (Litt.: D. Maoni: Gli. A.)

Anthem er det eng. Navn for en kirkelig Kompositionsform, der særlig er bleven bekendt med Purcells og

Konrad Ansorge

Händels fremragende Værker af denne Art. Hvad Formen angaar, udgør A. Mellemtingen mellem a cappella-Tidens Motette og den Bach'ske Tids Kantate. Ordet har sin Oprindelse fra Anti-Hymn, der anses for at være ensbetydende med det latinske Antiphona, d. e. en Vekselsang mellem to Kor. (Se Antiphona). Inden Henry Purcells Tid (1658—95) tog den eng. A. endnu paa det nærmeste Motetten til Forbillede, idet den ligesom hin var et Korværk i den imiterende a cappella-Stil, der som bekendt gjorde Imitationen til en Hovedsag og saa bort fra enhver instrumentalLedsagelse (se Motet). Det var først Purcell og Händel, der fandt paa efter Kantatens Idé at forsyne A. med en fyldig Instrumentalledsagelse og iblande den med Solosange. Ved samtidig at bibeholde Motettens kunstigt forarbejdede Korsats og bibelske Tekst, gav de da A. dens nuværende Plads mellem Motet og Kantate.

Anticipation (lat.. Foregriben). Ved A. forstaas i Harmonilæren Foregriben af visse Toner i den kommende Harmoni, inden den nærværende Harmonis Tid er udløbet:

Antiphona, Antiphoni (gr,). Ved A.forstod man opr. en Vekselsang mellem to enstemmige Kor, men i Tidens Løb holdt Ordet op med at være Særbetegnelse for denne Art Vekselsange for i Flæng ogsaa at bringes til Anvendelse paa Solosange med Korsvar (se Responsorier). A., der hører til de ældste Bestanddele af den kirkelige Ritualsang, er af orientalsk Oprindelse og kan som kirkelig Sangart tidligst paavises i den græsk-afrikanske Kirke. Det skal have været Biskop Ambrosius (s. d.) der først gjorde den bekendt i Europa ved at tage den i Brug ved Gudstjenesten i Milano.

Antiphonarium Missamm (lat.) er det gamle Navn for den Bog. hvori Messens antiphoniske Sange var samlede. A. Of-flcii kaldtes derimod Sammenstillingen af de antiphoniske Sange, der anvendtes udenfor Messen (o; i Horerne, s.d.).

A piacere (ital.), efter Behag, vilkaarligt.

Appassionata (ital.), lidenskabeligt.

Applicatur (lal.), se Fingersætniug.

Appogiatura (ital), se Forslag.

A quattro mani (ital.), for 4 Hænder.

A quattro voci (ital.). for 4 Stemmer.

Araja, Francesco, 1700—67 (?), ital. Operakomponist, gik til Rusland, hvor han i Petersborg 1751 skrev den første Opera til russisk Tekst (»Den barm-hjærtige Titos«); komponerede siden flere, dels russ. dels ital. Operaer.

Arbo, Jens, nsk. Musikforf., f. 1885, jurid. Embedsmand, studerede v. Krias. og Hamburgs Konservatorier; Musik-anm. i Kria. og Medarbejder ved forskellige Tidsskrifter (og ved »Nationen«).

Arcadelt, Jacob, c. 1514—c. 1557, nederl. Komponist, Kapelsanger i Firenze og Rom (hos Paven), frac. 1555 Regius musicus hos Hertugen af Guise i Paris; A.. af Josquin de Près' Skole, skrev kirkelige Sangværker, men hans Navn er særlig knyttet til hans Madri-galer, hvilke han dyrkede som en af de første og betydeligste: hans Madri-galer er udkommet i 5 Bøger (1539—44) og mange Gange senere oplagt. Vidnesbyrd om deres vedvarende Yndest; i den nyere Tid genudgivet af Eitner, Riemann m. fl.

Archiliuto (ital.), Ærkelut (se Lut).

Arco (ital.). (fork. arc.) el. collarco (fork. c. arc.) med Bue, anvendes i Musik for Strygeinstrumenter, hvor man efter at have spillet pizzicato paany skal anvende Buen.

Arditi, Logi, 1822—1903, ital. Komponist, Kapelmester ved forskellige Operascener, i og udenfor Europa, kendt som Komponist af den gennem Aartier. yndede og overalt udbredte Sangvals II bacio (>Kysset<); skrev iøv-rig Operaer, Klaverfantasier og udg. sine Memoirer: Reminiscenses.

Arensky, Anton Stepanovitsch, 1861 —1906, russ. Komponist. Elev af Konservatoriet i St. Petersborg. Lærer ved Konservatoriet i Moskva og Kapelmesterfor Hofsangerkapellet i Ruslands Hovedstad; produktiv Komponist, navnlig af Klaver- og Kammermusik, men ogsaa af Operaer, Symfon. m. m., nærmest af Tschaikoffskys Retning.

Aretinske Stavelser, se Solmisation.

Ariadne paa Naxos, Melodrama af G. Benda (c. 1770). Opera af R. Strauss, Stuttgart 1912; .Emnet Udi. benyttet af Monteverdi, Händel m. fl.

Arie fransk air, hal. Arid) betyder og betød især tidligere udenfor Kunst-musiken det. der nu forstaas ved en Vise. nemlig en kortfattet Sangmelodi i Viseform (se Vise) og af overvejende lyrisk Karakter. Med samme Navn betegnedes forhen ogsaa et kortfattet Digt af tilsvarende Indretning, og mindre Instrumentalstykker i 2delt Viseform og af udpræget melodisk Natur. Som Kunstform kan A. forfølges tilbage til Renaissancens Tidsalder, da man under Forsøget paa at genføde den antike græske Tonekunst fandt Vej til en instrumentalt ledsaget Solosang [Monodi. s. d.\ der fra nu af som en Nyhed optoges i Kunstmusiken og derved gjorde Brud paa den hidtilværende ensidige Pleje af den flerstemmige kontrapunktiske Musik. (Se Opera og Oratorium). I sin ældste Form var denne A. en Strofesang med flere Vers, sungne paa samme Melodi. Det var A.s Optagelse i den omtrent samtidig opfundne Opera og dens derværende Forbindelse med Recitativet (s. d.), der virkede til dens videre Udvikling til den saakaldte store A. Da det i Operaen gjaldt om at gøre skarpt Skel mellem Tekstens deklamatoriske og sangbart anlagte Partier, udvikledes A. (gennem en hyppig Gentagelse af Ord og Sætninger) for første Gang til en større og bredere anlagt Sangform, der principielt saa bort fra den tidligere Gentagelse af Melodien gennem flere Vers. Særlig tog denne Udvikling Fart med Indførelsen af den saakaldte Da-Capo-A. (ved Midten af 17. Aarh.), der hurtigt svang sig op til at blive den enegyldige klassiske A.-Type. DaCapo-A. delte sig i 2 Dele og et Da-Capo, der bestod i en Gentagelse af 1ste Del; denne havde i Reglen Karakter af en rolig baaren Kantilene, hvorimod 2den Del gerne var bevægelig og lidenskabelig. I Da-Capoet havde Sangeren Ret til efter eget Godtbeflndende at variere Hovedmelodien og udsmykke den med Løb og Koloraturer, der var egnede til at vise hans Sangkunst. For det store Publikum blev Da-Capoet derfor det med Længsel imødesete Glanspunkt i Sangpræstationen. Saa-ledes bar denne A.-Form i sig selv Spiren til sin Udarten. Da Gluck i 18. Aarh. paatog sig at reformere den efterhaanden til lutter tom Effekt udartede Italieneropera, satte han derfor allerførst. Da-Capo-A. til Side for i dens Sted at sætte en friere A -Form, der principielt saa bort fra Da-Capoet og helt og holdent tog Tekstindholdet til Rettesnor for sit Musikindhold. Endnu videre gik R. Wagner, der i sit Musikdrama helt saa bort fra A. for i dens Sted at benytte en gennem hele Dramaet fastholdt fri recitativisk Talesang og stille denne paa Baggrund af en malende Orkestersats. Gennem en mesterlig Udnyttelse af de moderne Orkestermidler lykkedes det ham da med saa stor Bestemthed at understrege den dramatiske Digtnings Mening og stille Handlingen i Forgrunden, at Bravur-Operaen og dens Tilbehør dermed definitivt blev slaaet af Marken.

Arienzo, Nicola, f. 1842, ital. Komponist. Lærer ved, siden Direktør for Konservatoriet i Napoli, har skrevet en Del Operaer, kirkelige Værker og Kammermusik samt udg. musikhistoriske Skrifter om den ældre opera comica. Melodramaet og om den moderne Opera (paa Tysk. Wien 1902).

Ariette (fr.), kortfattet Arie (s. d.).

Arion,dsk. Mandskor, deri Tidens Løb har svunget sig op til at blive et af vore første og mest repræsentative Sangerkor, blev stiftet d. 15. Novbr. 1849 og tæller for Tiden ca. 70 Medl., væsentlig Haandværkere. 1ste Dirigent var Niels Lund (1849—75) kgl. Kapelmusikus, Kantor ved Helligaandskirken. Af senere Dirigenter skal fremhæves Alb. Meyer, Otto Just, Hakon Andersen og Julius Foss (fra Jan. 1923).

Arioso (ital.), en kort melodisk Frase, der forekommer midtvejs eller ved Slutningen af et Recitativ, hvor der i Teksten indtræder et lyrisk Moment.

Ariosti, Attilio, 1666—c. 1740, ital. Komponist, var Gejstlig, men optraadte som Operakomponist og (med Dispens) som Storhertugen af Toskanas Kapelmester; virkede senere i Berlin, Wien og i London; foruden Operaer skrev han kirkelige Kantater og Kammermusik.

Aristides Quintilianus, se Grækenlands Musik i Oldtiden.

Aristoteles, se Grækenlands Musik i Oldtiden.

Aristoxenos, se Grækenlands Musik i Oldtiden.

Arlberg, Fritz. 1830—96. sv. Sanger og Komponist, ansat ved kgl. Teater i Sthlm. til 1874. derefter til 1877 ved Josephsons Opera i Kria.. udmærket baade som Sanger og (iramat. Fremstiller, foretog Koncertrejser i Norden og udg. nogle Kompositioner navnl. Sangmusik, men hans Hovedvirksomhed blev mere og mere Sanglærerens, nogle Aar i Kbhvn. og til sin Død i Kria.; udsendte en Bog om Tonedan-nelseslære; blandt hans mange Elever nævnes C. F. Lundquist. Ödmann, Louise Pyk. — Hans Son Hjalmar A.. f. 1869, er ogsaa kendt Sanger og Sanglærer, virkende i Berlin og Leipzig.

Armida, Opera af C. W. Gluck, i Paris 1777; .Emnet ogsaa benyttet af Lully, Handel, Cherubim m. fl.

Arming, se Herrmann.

Armsheimer, Ivan, f. 1860. russ. Komponist, Elev bl. a. af den dsUfodte Johannsen i St. Petersborg, har skrevet Kantater. Korværker, en Mængde Sange og nogle Operaer, deriblandt til en dansk Tekst; Uægerlivc.

Armviolin, se Strygeinstrumenter.

Arnaud, François. 1721—84, fr. Forfatter, Abbed, ivrig Deltager i den berømte Strid mellem Glucks og Piccin-nis Partigængere (omkr. 1780); A. tog sig energisk af Glucks Sag.

Arne, Thomas Augustixe, 1710—78, eng. Komponist, skrev Operaer, Oratorier og Musik til Shakespeareske Skuespil; har komponeret den berømte "Rule Britanniac

Arnold, Carl, 1794—1873, tyskfødt Klaverspiller og Organist, Elev af Andrée i Offenbach, kom 1847 til Kria., hvor han blev Organist ved Trefoldigheds Kirken, ledede filharmonisk Selskab og var en meget skattet Lærer; blandt hans Elever er H. Kjerulf og Joh. Svendsen; komponerede Operaen sirene«, Sørgemarch for Ork., m. v. Hans Son Carl A., 1824 — 67. var en fremragende Violoncellist (en Aarrække Lærer ved Sthlm.s Konservatorium).

Arnold, Youri.i von, 1811—98, russ. Komponist og Musikforfatter, grundede en Musikskole i Moskva; skrev forskellige Kompositioner (Opera, Ouverturer, Kantater) samt musikteoret. Værker, navnlig vedrørende russ. Kirkemusik, hvilken han studerede paa talrige Rejser.

Arnold v. Brück (Brouck), d. 1545, en af de betydeligste Komponister i d. 16. Aarh., stammede formentlig fra Schweiz, og var Kapelmester hos Ferdinand I i Wien. hvor han døde; af hans Værker (flerstem. gejstlige og verdslige Sangværker) er kun enkelte genudgivne ((Eitner, Ambros).

Arnoldsen, Sigrid, f. 1861, sv. Sangerinde. Elev af sin Fader, Oscar A., (1830—81, en af denTidsyndede Operasangere), af Fritz Arlberg og Désiré Artôt, har siden 1886 fejret Triumfer paa Petersborgs, Paris', Londons, Roms, Wiens, Berlins og flere Operascener som dramatisk Sopran ; g. m. Impresario A. Fischhof ; optraadte endnu 1911.

Aron, Pietro. 1490—1545. ital. Musikteoretiker. Hovedværker: Libri tres de institutione harmonica. 1516. og II Toscanella in Musica (5 Opl. 1523— 1562).

Arpa (ital.), Harpe; A. doppio. Dobbeltharpe; Arpanelta, Spidsharpe (se Harpe).

Arpeggio (ital., paa Harpevis) anvendes, hvor Tonerne i en Akkord ikke skal anslaas samtidigt, men efter hinanden (brydes, harpeggieres) ligesom i Harpegrebet. Som Tegn anvendes enten det forkortede Arp. eller en lodret staaende Slangelinie foran Akkorden (undertiden ogsaa en Bue). Oftest udskrives A. dog nu til Dags i smaa Noder, hvorved det tydeligt kan opgives, om Brydningen skal foretages nedefra opefter el. omvendt:

Arpi, Oskar, 1824—90. sv. Musiker, fortjenstfuld Leder af Upsala Studentersangforening, der, navnlig ved Udførelsen af nationale Sange, bragtes til en saadan Højde, at den kunde vinde Prisen i Paris 1867.

Arpicordo (ital.), en Afart af Klavi-cembalet (se Klaver).

Arrangement (fr.), Bearbejdelsen af en Komposition for andre Stemmer el. Instrumenter end dem, den oprindelig blev skrevet for, som f. Ex. Orkesterværker arrangerede for Klaver (2- el. 4-hændigt), for Strygeinstrumenter med Klaverledsagelse, for et mindre Antal Stryge- el. Blæseinstrumenter o. 1.

Arraü, Claudio, f. 1904, chilensisk Klaverspiller, har trods sin unge Alder paa forskellige Rejser, bl. a. ogsaa i Skandinavien, vundet Ry som fremragende Koncertpianist.

Arregui, Vicenti, f. 1871. sp. Komponist, studerede i Paris og Rom; skrev navnlig Historia de una Madre (symfon. Digtning efter H. C. Andersen), endv. Operaer, Æventyrspil, Oratorium etc.

Ars antiqua (lat., den gamle Kunst). Som saadan betegnes den flerstemmige (polyfone) Stil, som den i 12. —13. Aarh. formede sig i Pariserskolen (se Discan-tus og Konduktstilen). Modsætningen til A. a. er Ars nova (s. d.).

Arsis (gr., Løftning), anvendtes af Oldgrækerne som Udtryk for den accent-løse el. ubetonede Taktdel, hvorimod Thesis, Sænkning, betød den accentuerede el. betonede do. De middelalderlige Grammatikere ombyttede imidlertid senere disse to Begreber og opfattede A. som betonet, Thesis som ubetonet. I denne Betydning anvendes de to Navne endnu i Metriken, hvorimod Musiklæren har genoptaget den antike Opfattelse af Thesis som Taktstokkens Nedslag, A. som dens Løftning.

Ars nova (lat., den nye Kunst), Modsætningen til Ars antiqua (s. d.), tog i 14. Aarh. sit Udgangspunkt fra en Skole af Florentiner-Komponister, der fortjener Opmærksomhed som Banebrydere for ganske nye Ideer, af hvilke fremfor alt deres Forsøg paa i en Række verdsligt anlagte Kompositionsformer (Caccia'en, Madrigalen og Balladen, s. d.) at bringe en paa digterisk Grundlag skabt frit opfundet Melodi i Forbindelse med en akkompagnerende Basstemme, har vakt Historikernes Interesse. Til Polyfoniens Udvikling fra Discantus til det klassiske Kontrapunkt bidrog de florentinske Mestre (Giovanni Cascia, Francesco Landini, Laurentius de Florentia, Paulus de Florentia o. m. fl.) paa betydningsfuld Maade ved deres fortrinsvise Syslen med de imitatoriske Kunstformer (Kanon). Endelig foretog de ogsaa vigtige Reformer med Toneskriften og i Kom-positionslæren. Fra Italien fandt A. n. hurtigt Vej til Frankrig (Guillaume de Machault, Philippe de Vitry, Jean de Muris jun. o. fl.), England (John Dunst-aple, Lionel Power) og Nederlandene. (Litt.: Afhandlinger af Johs. Wolf og Fr. Ludwig i »Sammelbände der Internationalen Musikgesellschaft. III. 4, 1902, og IV, 1, 1902: Wooldridge. The Oxford History of Music, II. 1905; H. Riemann. ->Handbuch der Musikgeschichte«. II, m. fl.)..

Artaria, wiensk Musik- og Kunsthandel, grundet 1765 af Giovanni A. i Mainz, overført 1770 til Wien som »A. & Co., zum König von Dänemark unter den Tuchlauben«; blev under forskellige Firmanavne stor og anset Musikhandel med Forlag, bl. a. af Beethovenske Værker.

Arteâga, Stefano, d. 1799. sp. Musikforfatter, Jesuitermunk, levede i Italien og døde her; særlig kendt ved sit Værk Le rivoluzioni del teatro musicale italiano (3 Bind, 1783 og 85, overs, paa Tysk og Fransk), hvori han bl. a. kæmper for Forening af Kunstarterne i det musikalske Drama.

Artôt, Désiré, 1835—1907, fr. Sangerinde, Elev af Viardot-Garcia: ved den store Opera i Paris fra 1858, fejrede siden Triumfer rundt om i Europa. 1884 — 89 ved Berlins Opera : fremragende Lærerinde for talr. verdenskendte Sangerinder; g. m. den sp. Sanger Pa-dilla (s. d.). — Deres Datter Lola A.-Padilla, f. 1885, ogsaa betydelig dra-mat. Sangerinde, ved Berlins Opera; er ofte optraadt paa Gæstespil, bl. a. flere Gange paa kgl. Teater i Kbhvn.

Artusi, Giovanni Maria, 1545—1613, ital. Musikteoretiker, skrev en berømt Kontrapunktlære, L'arte del Contra-punto. i 2 Dele (1586-89, 2. Opl. 1598); energisk Bekæmper af Tidens ny Ideer (Monteverdi. Cyprian de Bore. Giov. Gabrieli o. fl.). Vigtigt i saa Henseende er hans polemiske Værk: L'Artusi ovvero delle imperfettioni della moderna Musica. 2 Bd. 1600—1603.

Arvesen, Arve, f. 1869, nsk. Violinspiller. Elev bl.a. af Ysaye, har fra 1905 virket fortjenstfuldt for Kria.s Musikliv som Kvartetspiller (Stifter af . Kammer-musikforeningenc) og Lærer; er optraadt ogsaa udenfor Norge.

Ascher, Joseph. 1829-69, holl. Musiker, Elev bl. a. af Mendelssohn, død i London, skrev en Mængde populær. men banal Salon-Klavermusik.

Ashton, Algernon, f. 1859. eng. Komponist, studerede bl. a. hos J. Raff, i mange Aar Klaverlærer i London ved Royal college of music: produktiv og anset Komponist, særlig af Kammermusik, Klaverværker og Sange.

Asioli, Bonifazio, 1769—1832. ital. Musiker, Kapelmester og Konservatorie-direktør i Milano, meget produktiv Komponist af Operaer, Oratorium og andre verdslige og kirkelige Vokalværker m. m. samt Forfatter af en Række teoret. Skrifter, blandt hvilke navnlig Principi elemenlari di musica, 1809, ofte udg. og overs, paa flere Sprog.

Aspestrand, Sigwardt, f. 1856, nsk. Komponist, Elev bl. a. af Leipziger-Konservatoriet. Skrev 7 Operaer, der-ibl. >Sjömandsbruden«, opf. paa flere tyske Scener, samt i Kria. 1907.

Assai (ital., meget) benyttes til Forstærkning af en Tempo- el. Foredrags-betegnelse, f. Ex. Allegro a., rigtig hurtigt, o. 1.

Astorga, Emancele d', 1680—1757, ital. Komponist, adelig Musikamatør af sp. Oprindelse, hvis Liv har været omgivet af romantisk Æventyrlighed, som Nutidsforskning dog i høj Grad har reduceret: skrev 1707 sit bekendte Værk Stabat mater for 4 Stemmer og Strygeorkester (ny Udg. af Rob. Franz), der længe nød stor Yndest; iøvrig navnlig Kantater, Duetter (Biogr.: Hans Volkmann, 2 Bd.).

Attacca (ital., >fald inde) anvendes gerne ved Slutningen af en Musiksats for at antyde, at den følgende Sats ufortøvet skal sætte ind.

Attaignant, Pierre, fr. Nodetrykker; den første, der i Frankrig trykte Xoder med bevægelige Typer (særlig fr. Musik); virkede i Paris omkr. 1530—50; hans Tryk er nu en Sjældenhed.

Attenhofer, Karl. 1837 — 1914, schw. Musiker, udmærket Dirigent af Mandskor, særlig i Zürich; udg. Sangbøger for Mandskor og egne Kompositioner af samme Art.

Atterberg, Kurt. f. 1887. sv. Komponist, opr. Civilingeniør, men studerede Musik i Sthlm. og i Tyskland; skønt nærmest Amatørmusiker har han skrevet adskillige Værker i større Stil, som Symfon., symfoniske Digtninge, Pianokoncert (Rhapsodi), Violinkoncert. >Västkustbilder<: for Orkester. Strygekvartet og Balletten >Per Svina-herdes.

Attrup, Carl, 1848—92, dsk. Orgelspiller. Organist ved Vor Frelsers Kirke i Kbhvn., anset Koncertorgelspiller, Komponist af Orgelværker og Udg. af en Skole f. Orgel.

Auber, Daniel François, 1782 — 1871. fr. Komponist. Opr. bestemt til Handelsstanden fik A. dog systematisk Musikuddannelse hos Cherubini, og slog efterhaanden igennem med en Række Operaer til Scribes Tekster, saaledes La neige (1823, Kbhvn. 1825) og navnlig Le maçon (1825, Kbhvn "Murmesteren«

1827), samt for den store Opera La muette de Portio! (1828), A.s største Triumf, der snart gik Verden rundt (Kbh. 1830: »Den Stumme i P.«); i Bruxelles blev dens Opforelse Signalet til Opstanden, der skilte Holland og Belgien. Hvert flg. Aar bragte en eller to ny Operaer, deribl. nogle af A.s bedste og berømteste opéras-comiques som La fiancée 1829 (Kbhvn. 1831: -.Bruden ). »Fra Diavolo« (1830, Kbhvn. 1831:, Dieu et Bajadere (1830. Kbhvn. 1833), »Gastave III« (1833), »Lestocq« (1834), Le cheval de bronce (1835, Kbhvn. 1836: ^Broncehesten« eller »Prindsen af China«), Le Domino noir (1837. Kbhvn. 1839: »Den sorte Domino« el. »Eventyret paa Maskeraden«), Les diamants de la couronne (1841, Kbhvn. 1843) og »Haydée« (1847). Endnu i sin høje Alder fortsatte A. som Operakomponist, men som naturligt var. mest gentagende sig selv: han har desuden skrevet nogle .utrykte) Strygekvartetter, Koncerter for Violoncel m. m. 1842 blev han Direktør for Paris' Konservatorium.

A. var en ægte Pariser-Levemand — og vedblev at være det i sin høje Alder — med en sjælden aaben Sans for alle Livets Goder og med muntert Sj'n paa dets Tilskikkelser; betegnende nok hedder hans næstsidste Opera, 1868: 28

"Lykkens første Dag«! Han var Pariser-Borgerskabets forgudede Komponist, Typen paa en Bourgeosi-Musiker: Vittig og elegant indtil Letsindighed, gra-tiøs, klar og letforstaaelig indtil Banalitet, spirituel med en Mængde melodiske og rytmiske Idéer, om end ikke altid lige udsøgte. Han betragtedes længe som den typisk franske Komponist: senere Tider har dog i hans Opera savnet Aand (om end ikke Aandrighed), virkelig Lidenskab og Følelse. Hans Hovedværker som »Fra Diavolo«, »Sorte Domino«, iDen Stumme« har dog fremdeles deres fremskudte Plads i den fr. Operas Historie og har ikke endnu mistet deres Livskraft. (Biogr. : Jouvin, Mirecourt, Pougin, Malherbe.)

Aubert, Eduard, 1813 — 73, tysk-sv. Violinspiller, fra 1844 til sin Død i Sthlm. som Operakoncertmester, Lærer ved Konservatoriet og Primarius i en udmærket Kvartet; nævnes som en af hin Tids forste sv. Violinspillere.

Aubry, Pierre. 1 874 —191 0. fr. Musikforfatter, var Prof. i orientalske Sprog men samtidig musikhistorisk Docent ved Lcole des hautes éludes sociales (Paris), studerede navnlig Middelalderens Musik og udgav herom en Række Skrifter af megen Værdi: Mélanges de musicologie critique (3 Dele), Essais de musicologie comparée (2 Dele), Cent Motets du XIII siècle (3 Bd.). Troubadours et Trouvères (i Maures de la musique), til Dels med Gengivelse af de gamle Originalmanuskripter, etc.

Aucassin og Nicolette, Opera af Grétnj (1779) og af Aug. Enna. Kbhvn. 1896.

Audran, Edmond. 1842—1901. fr. Komponist, Kapelmester i Marseille, senere i Paris; skrev en Række Operaer og Operetter, hvilke sidste navnlig fandt Udbredelse paa talrige, ogsaa nordiske Scener, saaledes La Mascotte (Lykkebarnet). Miss Helyett m. fl.

Auer, Leopold, f. 1845, ungarsk-russ. Violinspiller, Elev af Joachim, 1868 Soloviolinist hos den russ. Czar og Prof. ved Konservatoriet i St. Petersborg (indtil 1892), desuden Orkesterdirigent; vandt paa talrige Koncertrejser (genoptaget efter Verdenskrigen) europæisk Ry som Virtuos, gæstede Kbhvn. 1917; lever fra 1918 i New York; anset og søgt Lærer (navnlig m. H. t. det virtuose Element) for mange, siden verdenskendte Violinister; udgav Violin-plaijing as I teach it, 1921.

Augener & Co., bekendt og betydeligt Londoner Musikforlag, bl. a. Udgiver af Musikbladet Monthly Musical Record.

Augmentation (fr.). Hvor Temaet i en Fuga (s. d.) genoptræder med fordoblede Nodeværdier (Fjerdedel bliver Halvnode. Halvnode Helnode o. s. v.) kaldes dette A. Modsætningen til A. çr Diminution, der dog, hvor det anvendes efter en A., ogsaa kan betyde Genoptagelsen af de opr. Nodeværdier.

Augundsson, Torgeir (Möllargutten), 1801—72. nsk. Bondespillemand fra Telemarken, berømt for sit mægtige Foredrag af »Har-dingfeleslaatteri (s. d.). har ogsaa komponeret en Del, bl. a. den Brudemarch, som Grieg har bearbejdet i sine »Slatter;, Op. 72.

1831 traf han O. Bull, der senere tog ham med til Koncerter i Bergen, siden i Kria. og andre nsk. Byer samt til Gøteborg og Kbhvn.

Augustinus, Aurelius (d. hellige A.), 354—430, Biskop i Algier, Ambrosius' Samtidige og Ven; bringer i sine Værker vigtige Oplysninger om Musiken i den ældste kristne Kirke, særlig om den ambrosianske Sang. (Litt.: Karl Schmidt: De musicis scriptoribus Romanis, 1899.)

Aulin, Tor, 1866—1914, sv. Violinspiller og Komponist, Elev bl. a. af Sauret, Koncertmester i Sthlm.s Hofkapel og Primarius i en udmærket Kvartet, 1902 Dirigent for »Konsert-

Torgeir Augundsson.

föreningen« sst., 1909 for » Orkesterforeningen' i Göteborg; udmærket Virtuos og Kunstner paa Violin, skattet som Solist og Kvartetspiller ogsaa udenfor Sverige, saaledes i Danmark, Norge. Rusland og Tyskland ; har komponeret Violinkoncerter og -Sonater, Suiten »Mäster Olof;-, Klaverstykker. Sange. Hans Søster Valborg A., f. 1860, Klaverspiller og Komponist af Kammermusik, Kor og Sange, er Lærerinde i Sthlm.

Aulos (gr.), antikt græsk Blæseinstrument (ifølge A. Howard: The Aulos or Tibia. 1893. en Skalmej meddobbeltRor-blad), der ofte anvendtes parvis. Deraf Aulet, den. der blæser A., Auletik, Kunsten at blæse paa A , Aulodi, en Sang med Ledsagelse af A. Se Grækenlands Musik i Oldtiden.

A una corda (ital.), med Pianopedal (s. d.).

Austin, eng. Komponister. 1) Frederick A., f. 1872, tillige Operasanger, skrev Værker for Orkester, Kammermusik, Kor og Sange. 2) Ernst A., f. 1874, skrev navnlig de saak. Music-poems (for Klaver med Strygere el. Blæsere).

Autentiske Tonearter, se Kirketonearterne.

Ave Maria (lat.). katolsk Hymne, hvis Tekst er dannet af Englen Gabriels Hilsen til Jomfru Maria før Forkyndelsen og Elisabeths Hilsen, med Tillæg af en Bøn til Jomfru Maria.

Averkamp, Anton, f. 1861, holl. Musiker, uddannet bl. a. af Rheinberger og Messchaert, anset Dirigent for et a-cappella-Kor, der er optraadt ogsaa udenfor Holland, med gi. nederl. Musik; komponerede Orkester- og Korværker, en Opera m. m.

A Vista el. a prima Vista (ital., ved første Blik). At spille a vista betyder derfor at spille fra Bladet uden forud at kende Kompositionen.

A Voce sola (ital.), for en enkelt Stemme.

Azione sacra (ital), Oratorium (s. d.).