B l) Som Tonenavn. B var fra først af og er endnu i England, Holland og de romanske Lande Navnet for den Tone, der i Grundskalaen følger efter A og staar i en Heltones Afstand fra samme. I Tyskland og Skandinavien foretrækker man derimod siden 16. Aarh. at kalde denne Tone H; Aar-sagen til denne Meningsløshed er en Jaskefejl, der i sin Tid blev begaaet af de tyske Organister. Som Tegn for vore Toner B og H anvendtes nemlig i Bogstavskriften (s. d.) henholdsvis 0 (o: b rotundum, rundt B) og Q (o : b quadratam, firkantet B). Da Bogstav-skriften i 15.—17. Aarh. gik over til at blive Orgeltoneskrift (seOrgeltabulatur), bibeholdtes O som Tegn for vort b, hvorimod ¡ af Organisterne blev forvansket til et h. Ved Nedskrivningen af sammes tilbagegaaende underste Streg kom Pennen nemlig til at sprutte, og man foretrak derfor at udelade Stregen (meddelt i Virdung: Musica getutscht, 1511). Saaledes fik M Udseende af et f| og benævntes ogsaa h. Paa denne Maade har h indsneget sig i Tonealfabetet, hvor det altsaa nu, ganske umotiveret har Plads mellem a og c. I England kaldes h endnu logisk b. mens b hedder b flat (o: fladt b). I Frankrig kaldes de to B'er henholdsvis b majeur og b mineur. — 2) Som Fortegn anvendtes baade det runde og firkantede Bill. Aarh. i Neume-skriften (med Linier). Senere omformedes b til el. # , og b formindskedes til b, hvorved Nutidens Fortegnsformer fremkom. (Se Fortegn). — 3) Med B betegnes ogsaa Bdur og Bdur-Treklangen, med b Bmoll og Bmolls-Treklangen.

Baand (tysk Bände, eng. frets, fr. touches) kaldes de Inddelinger, der hos visse Gribebrætsinstrumenter som f. Ex. Lut, Guitar, Fortidens Gambe o. fl. er anbragte paa tværs af Gribebrættet og viser, hvor Tonerne findes paa de til Forkortning bestemte Strenge. Baandene blev i gammel Tid hyppigt fremstillede af Tarmstrenge, der blev bundne omkring Hals og Gribebræt og derfor om fornødent kunde omflyttes. Undertiden dannedes de ogsaa af smaa Trælister, der efter bestemte Maal blev fastlimede paa Gribebrættet. Nu benyttes i dette Øjemed tynde Metallister, der indfældes i Gribebrættet og kun svagt hæver sig op fra samme. Ved Instrumentets Fabrikation maa det ad matematisk Vej nøje udregnes, hvor hvert B. skal anbringes. En nok saa ringe Unøjagtighed ved Baandenes Fordeling umuliggør nemlig rent Spil. Som bekendt behandles Baandene af v. Haands Fingre, der ved at udøve et Tryk imod Strengen umiddelbart foran B. giver dette Karakter af en Stol, der med Bestemthed afgrænser og isolerer den Ende af Strengen, der af h. Haand enten sættes i Klang ved Fingerharpning el. ved Strogaf en Bue. (Se Bue og Gribebrætsinstrumenter).

Baandfrit (tysk bund frei) kaldes et Klavichord (s. d.), hos hvilket hver Streng el. hvert Strengekor har sin Taste. Se Klaver.

Bach, Johan Sebastian, 1685—1750, berømt tysk Komponist, f. 21. ;o: vor Tidsregn. 31.) Marts 1685 i Ei-senach. d. 28. Juli 1750 i Leipzig, tilhørte en thuringsk Slægt, der gennem et Par Aarh. frembragte mange og dygtige Musikere. B.,den største af dem alle, var Søn af Stadsmu-sikus Ambrosius B., men mistede allerede som Barn Fader og Moder; han opdroges af en ældre Broder, Johan Christoph B., Organist i Ohrdruf. 1700 optoges B. i Michaelis-skolen i Lüneburg, hvor han sang Sopran i Koret, modtog Paavirkning af den udmærkede Musiker Georg Böhm

Johan Sebastian Bach.

(1661—1733, Klaver- og Orgelkomponist), og hvorfra han gjorde Bekendtskab med Hamburgs Orgelvirtuoser (s. Rein-ken) og de fr. Instrumentalister ved Hoffet i Celle. 1703 blev han Violonist i Hofkapellet i Weimar og allerede s. A. kaldt til Organist ved den »smukke nye Kirke« i Arnstadt. Herfra foretog han den berømte Fodrejse til Lübeck for at lære Buxtehudes Musik at kende, og udstrakte derved en til-staaet Orlov paa 4 Uger til 4 Maane-der, hvad nær havde kostet ham hans Stilling. 1707 blev B. Organist i Mühlhausen og ægtede en Slægtning Maria Barbara, men udnævntes allerede næste Aar til Hoforganist og siden Koncertmester hos Hertugen i Weimar, hvor han fik et udmærket Orgel til Raadig-hed og skrev største Parten af sine Orgelværker; en lignende Stilling overtog han 1717 hos den musikelskende Fyrst Leopold i Köthen. Her tilbragte han en lykkelig og rolig Tid og frembragte særlig Klaver-, Koncert- og Kammermusik (deribl. »Das wohltemperierte Klavier«, I. Del): selv Tabet af hans Hustru var en forbigaaende Sorg, idet han Aaret efter ægtede en ung begavet Sangerinde Anna Magdalena, f. Wülken, der skulde blive ham en Medhjælp paa forskellig Vis ved hans Arbejde. I sit første Ægteskab havde B. 7 Børn, i det andet fik han 13; 5 Sønner (se nedf.) og 4 Døtre overlevede ham, hans Enke døde i Armod 1760.—1723 blev B. Kantor v. Thomasskolen i Leipzig og Universitets-musikdirektør; Hensyn til Sønnernes akademiske Uddannelse var medbestemmende ved Valget af en Stilling, der var mindre fri og behagelig end den i Köthen, og som ogsaa skulde bringe ham, hvis Sind kunde være hæftigt, i pinlige Konflikter med smaatskaarne, filistrøse Foresatte, der ikke vurderede hans Kunstnergenius. Desuden var Undervisningspligten (der ogsaa angik andet end Musik) ham en Tvang og Plage, og det Materiale, der oprindelig stod til hans Raadighed i Kor og Orkester, lidet tilfredsstillende. Alligevel opflammede den kirkelige Stilling paany hans Lyst og Trang til kirkelig Sangkomposition, der nu tog sit højeste Opsving (baade hvad Omfang og Indhold angaar). En Opmuntring synes ogsaa Forholdet til Studenternes Lag at have været; B. blev en Tid lang Leder af deres musikalske Collegium. Ialtfald udfolder han en næsten enestaaende omfattende og flittig Komponistgerning ved Siden af Varetagelse af de embedsmæssige Pligter. Herudover førte B. et meget enkelt og begivenhedsløst Liv; af Rejser foretog han kun faa og korte, mest betydningsfuld var den til Berlin, hvor han besøgte Sønnen Philip Emanuel og hyldedes af den ivrige Musikdyrker Kong Friedrich II. — En pinefuld Øjensygdom, der førte til Blindhed, nedbrød B.s Helbred i de sidste Aar; men hans ukuelige Flid ophørte end ikke paa Dødslejet. B. var vel højt anset af Samtiden, mest dog som Orgelkunstner; men hans skabende Geni blev hverken fuldt for-staaet eller vurderet; allerede i Arnstadt maatte han staa Skoleret for de »mange underlige Variationer og fremmede Toner«, som han blandede ind i Koralen, saa at »Menigheden derved blev konfunderet«, og paa hans store Mesterværker toges ikke mere Vare, end at adskillige, saaledes en hel Pas-sionsmusik (mulig flere), er forsvundne. Den siden saa berømte »Matthæuspas-sion« var helt gaaet i Glemme, da den unge Felix Mendelssohn kaldte den til Live igen ved Opførelse i Berlin 1829; og de nærmeste Generationers Benævnelse: den »store Bach« sigter som Begel ikke til J. Seb., men til Sønnen Phil. Em., der altsaa overskyggede Faderens Ry. — B.s mægtige og geniale Produktion er et af Kulminations-punkterne i Musikens Historie, den verdslige (undtagen Operaen) som den kirkelige. Han staar som Fuldender af en Epoke, den polyfone Stils, samler. i sin Kunst ikke blot tyske, men nederl., fr. og ital. Impulser, og peger samtidig frem mod den moderne Epoke, hvori store Mestre skulde inspireres af hans Kunst. En Samstillen med hans berømte Samtidige F. G. Handel, hvem Tiden bedre forstod og skattede, og med hvem B. forøvrig aldrig traadte i personlig Berøring, er nærliggende og ofte draget: B. er da den mere subjektive Kunstner med det rigere og mere i Dybden gaaende Følelsesliv — med dets Hang til Mysticisme; i denne Henseende mærkes Indflydelse af Tidens Pietisme, til hvis Føleri og andre Yderligheder B. dog ikke kunde forfalde. — B. giver Fugaen den højeste Udformning, uddyber og inderliggør Orgelkoralerne »efter Ordenes Affekt-, forædler den (operamæssige) Kirkekantate og fuldkommengør formelt og sjæleligt den tidligere (Schtilzske) Passion. Er B.s næsten enestaaende tekniske Formaaen og Produktionsevne beundringsværdig, da er det ikke mindre Tilfældet med hans dybe Oprindelighed, hans Frembringelsers Umiddelbarhed, hans Fantasis Rigdom og Friskhed og hans geniale Evne til indenfor de strænge Former, der næsten altid var hans Udtryksmaade, at udløse et stærkt, ofte gribende Stemningsliv. Saaledes hæves hans Kunst udover alt tidsbundet ogsaa i formel Henseende (om end i en saa udstrakt Produktion Gentagelse eller snarere formel Ensartethed var uundgaaelig). Melodisk, rytmisk, harmonisk er han kærnesund, klar, frisk, baade dristig og udsøgt. Ej heller det folkelige Element er udelukket i hans Kunst, der kan være bygget paa folkelige (melodiske) Motiver og præget af djærv Humor (i Instrumentalværker og verdslige Kantater).

B.s talrige Frembringelser kan hovedsagelig grupperes som Orgel-, Klaver-, Kammermusik- og Korværker. 1) Orgelværkerne er Præludier og Fugaer, Toccataer, Koralforspil (»Orgelbüchlein«) og -fantasier m. m. 2) Klaverværkerne er dels i strængere Former: »Das wohltemperierte Klavier« (o: dobbelt Række af (24) Præludier og Fugaer gennem alle Tonearter), »Kunst der Fuge« (ufuldført), »Musikalisches Opfer« (til Friedrich II, delvis dog ogsaa for andre Instrumenter), »Chro-

matische Phantasie« med Fuga, Inventioner, Toccataer m. m., dels i mere fri Form som andre Fantasier, fr. og eng. i Suiter«. Variationer (de berømte : Goldbergske« (s. d.) m. fl. — 3) Kammermusik er Sonater og »Partiter« for Solo-Violin (deri den berømte »Ciaconna«) og Solo-Cello, for en og to Violiner med Klaver, for Gambe og for Lut, endvidere Koncerter for et eller flere Instrumenter (Violin, Klaver, Fløjte, Obo, Trompet) med eller uden Orkester (saaledes de 6 »Brandenburgske«); undertiden drejer det sig her om Bearbejdelser af Værker af B. for andre Soloinstrumenter eller af fremmed (ital.) Oprindelse. — 4) Korværkerne, der ved Siden af Orgelkompositionerne tor kaldes Kronen af B.s Kunst, er overvejende kirkelige: Kantater (5 Aarg. for alle Søn- og Helligdage, hvoraf en Del dog er gaaet tabt). Motetter. Passionsmusik efter Evangelisterne Matthæus og Johannes, h-moll-'Slesscn (efter kat. Liturgi, et af B.s seneste, dybeste og mest til Mystik hældende Værker), et prægtigt »Magnificat«, nogle Oratorier (navnlig »Juleoratoriet«); af verdslige Korværkor skal nævnes Cantate en burlesque el. »Bauern-Kantate«og »Caffee-Kantate«. — Med denne Oversigt er dog kun Arterne af B.s Frembringelser, ikke deres Mængde eller Enkeltheder angivet.

I det 19. Aarh. voksede Beundringen for og Forstaaelsen af B.s Kunst; 1837 udg. Peters Forlag hans samlede Instrumentalværker. 1851—1900 »B.-Gesell-schaft ; ugrundet i Leipzig) hans samtlige Værker, 59 Bd. ; et »Neue B.-Gesellschaft«, 1900, indrettede B.s Fodehus til Museum, foranstalter B.-Udgaver og -Fester og udgiver en »B.-Jahrbuch« (Biogr. : Forkel, Hilgenfeldt, Bitter og navnlig Ph. Spitta, 2 Bd. 1873—79, endv. Pirro (fr.), A. Schweitzer (fr. 1905, overs, paa tysk og udvidet 1908), Parry (eng.), Tiersot, Batka og Wolfrum, samt Værker som Riemanns og van Bruycks Analyser af »Wohltemp. Kl.« og »Kunst d. Fuge«, É. Kurth: »Grundl, des linearen Kontrapunkts«.Kretzschmar: »Bach-Kolleg« m. m.). —

Af den nu uddøde Slægt B. skal som ældre end Joh. Seb. nævnes B.s Onkel, Johan Christoph B., 1642 — 1703, Organist i Eisenach, fremragende kirkelig Vokalkomponist og Johan Michael B., B.s Svigerfader. 1 648—94. Organist i Gehren, betydelig instrumental Komponist. Af B.s Sønner: Carl Philip Emanuel B. (Hamburg-B.). 1714—88, opr. Jurist, senere uddannet som Musiker, og Cembalist hos Friedrich II i Berlin; efter Syvaarskrigen 1767 Kirkemusikdirektør i Hamburg, hvor han levede højt anset til sin Død. B. skrev en berømt og vidt udbredt Klaverskole : »Versuch über die wahre Art das Klavier zu spielen« (2 Bd., 1753—62), der har betydelig Interesse ved deri indeholdte Oplysninger om Datidens Spillemaade; endvidere fremragende Klaverkompositioner særlig Sonater, i hvilke B. opgiver Faderens strænge Stil til Fordel for en af fr. Musik paavirket » galant«, noget snørklet, men følelsesfuld og navnlig i harmonisk Henseende interessant Stil (se Galant Stil). B. hører med blandt de Mestre, der udviklede den moderne Sonate (s. d.), som af de geniale Wienerklassikere (Haydn, Mozart, Beethoven) blev yderligere uddybet og beriget B. skrev endelig Symfon., Koncerter,Strygekvartetter,Sangeogkir-keligeVærker,de sidstesom Helhed mere nøgterne og' ubetydelige Arbejder (Bio-gr. : Bilter-.C. Ph. E.B. und seine Brüder). Johan Christian B. (Londoner-B.), 1735—82, gik til Italien og studerede bl. a. hos Padre Martini, blev dér Katolik og Domorganist i Milano samt kendt som Kirke- og Operakomponist. 1762 drog han til London og fik en fremskudt Stilling som Operakomponist og Leder af de Bach-Abelske Koncerter; her lærte den unge Mo-

Carl Philip Emanuel Bach.

zart ham at kende og paavirkedes af hans Frembringelser, der ogsaa omfatter Instrumentalværker, Symfonier, Koncerter, Sonater m. m., der fjærnt fra Faderens Stil under ital. Indflydelse udmærker sig ved Ynde og Formelegance. Først den nyere Tid har haft Øje for den historiske Betydning af denne B.s Kunst. Selv skildres han som livfuld og elskværdig, men ekstravagant i Livsførelsen og upaalidelig.

Ogsaa hans ældre Broder Wilh. Friedemann B. (Halle-B.), 1710 — 84. Faderens Yndling og af Naturen den mest begavede af B.s Sønner, førte en uheldig Vandel og endte i Berlin som »forfaldent Geni«; længst var han Organist i Halle; hans Værker, Orgel-, Klaver-og Kammermusik, er ikke talrige, men vidner om hans opr. rige og smukke Talent; udg. i Udvalg af H. Riemann. Johan Christoph B. (Bückeburger-B.), 1732—95, en mere solid end fremragende Komponist af kirkelige Værker og Kammermusik.

Bachmann, Georg Christian, 1804 — 42, tysk Klarinettist, fremragende Virtuos, Lærer og virksom Forbedrer af sit Instrument.

Backer-Grøndahl, Agathe, se Grøndahl.

Backer-Lunde, Johan, se Lunde.

Backhaus, Wilhelm, f. 1884. tysk Klaverspiller, Elev af d'Albert, talentfuld Koncertpianist, der har virket i England, nu i Berlin; optraadt paa Kunstrejser, bl. a. i Kbhvn.

Backofen, Heinrich, 1768—1839, tysk Harpevirtuos, tillige Klarinet- og Fløjtespiller, foretog Koncertrejser som Harpespiller; skrev en paa flere Sprog oversat Harpeskole.

Badarczewska, Thecla, 1838—62, polsk Klaverspiller, kendt ved det fade, men meget spillede Salonstykke: La prière d'une vierge (»Jomfruens Bøn«).

Badia, Carlo Agostino, 1672 — 1 738, ital. Komponist, Hofkomponist i Wien, skrev en Mængde Operaer, Oratorier, Kantater (Sange) etc.; nævnes (af Kretz-schmar) som en Art Forløber for Gluck, idet hans solide Operamusik danner en Modsætning til den da florerende neapolitanske.

Baillot, François de Sales, 1771— 1842, fr. Violinspiller, studerede i Paris og Rom; ansat 1795 som Lærer ved det nyoprettede Konservatorium i Paris; en af Tidens mest fremstaaende fr. Virtuoser, foretog Kunstrejser til Rusland, Italien, England m. v.; Soloviolinist i det kgl. Kapel i Paris; udg. en fortrinlig L'art du violon (1834), og med Rode og Kreutzer en Méthode du violon, Konservatoriets officielle Studieværk, overs, paa flere fremmede Sprog, endelig en Violoncelskole. B. var endvidere Komponist af Violinmusik i virtuos Retning (Koncerter, Variationer etc.).

Baini, Guiseppe, 1775—1844, ital. Musiker og Forfatter, Leder af den pavelige Musik i Rom; Komponist af kirkelige Korværker i den Palestrinaske Stil, men mest kendt som Forfatter af en værdifuld Biografi og Karakteristik af Pale-strina (1828, overs, paa Tysk 1834).

Baj, Tommaso, 1650—1714, pavelig Kapelmester i Rom, især bekendt ved sit "Miserere", der optoges i det Six-tinske Kapels Repertoire.

Baker, Theodore, f 1851, amer. Musikforfatter, opr. Købmand, studerede Musik i Leipzig; Udgiver af et værdifuldt Biographical dictionaru of musicians. 1900,Suppl. (med Portræter) 1905, el Dictionaru of musical terms m.m.,samt af Oversættelser af tyske Fagskrifter.

Balakireff, Mily Alexejeyitsch, 1837—1910, russ. Komponist, fortrinlig Pianist, som Komponist nærmest selvlært. I Forening med Cai, Mussorg-ski, Korssakoff og Borodin grundede B. den saakaldte »nyrussiske Skole«, der i Tilslutning til Glinkas Musik og under Indflydelse af Berlioz og Liszt hyldede en udpræget national Retning. B. var ikke megetproduktiv; skrev et Par Symfonier, symfon.e Digtninge, Ouverturer og en Klaverkoncert; især kendt og spillet blev hans ypperlige orientalske Klaver-Fantasi »Islamey« ; udg. en værdifuld Samling russ. Folkeviser, 1866.

Balalaika er et russisk Folkeinstrument af tatarisk Oprindelse og anvendes af de russ. Bonder baade til Ledsagelse af Sang og af Dans. Den bestaar af en dyb trekant-formig el. afrundet Lydkasse, der er forbundet med en med Tværbaand forsynet ret lang Hals. Bestrenget er B. med 3 Strenge af Tarm el. Staal, stemte i Tonerne e¹e¹a. Strengeinddelin-gen foretages af v Hannd hvis

Tommelfinger under ét inddeler og afkorter E-Strengene, mens de 3 Mellemfingre inddeler A-Strengen. Samtidig sætter h. Haand B. i Klang ved med slappe Fingre let at strejfe frem og tilbage over Strengene. Musiken bestaar kun i en Melodi akkompagneret af en enkelt under- el. overliggende Akkom-pagnementsstemme, der dels er fastliggende og dels sekunderer Melodien med Tertser.

Balbâtre, Claude, 1729—99, fr. Orgelspiller ved Nôtre Dame i Paris, hvor hans brillante Orgelspil under Gudstjænesten vakte saadan Opmærksomhed, at det blev forbudt af Ærkebispen; skrev ogsaa Klavermusik.

Balfe, Michael William, 1808—70, eng. Komponist, Operasanger i Italien og senere i England; skrev Operaer i ital. (Rossinisk) Stil, en Tid lang i London, siden i Paris, hvor den længe yndede Opera: jDe fire Haimonsbørn« opførtes; derefter atter i London, hvor B.s bedste og mest spillede Opera The bohemian gid fremkom 1844; med sine populært skrevne, men ikke betydelige Operaer kunde B. og hans Hustru, ungarskfødt Sangerinde, foretage talrige Koncertrejser, indtil 1864.

Balk, den nordiske, el. Bjælke, gammelt nederlandsk Strengeinstrument af Monochordets Type, Staminstrument til de islandske Strygeinstrumenter Langspil og Fidla samt til den danske og norske Langeleg el. Langeleik (Plekterinstru-ment). B. kunde baade slaas med Plekter og stryges med Bue. Beskrives 1699 af Nicolas Donwes i 'Grondig onderzoek van de toonen der musijk«. Se iøvrigt Monochord, Langeleg, Langspil og Fidla.

Ballade (af ital. ballo, Dans) opr. en kortfattet lyrisk Sang med Danseledsagelse og Koromkvæd. I Trubadurtiden (i 12.—13. Aarh.) antog Dansesangen kunstigere Former, og i 14.—15. Aarh. blev B. sammen med Rondoen særlig i Spanien en af de mest yndede Former for den instrumentalt ledsagede Kunstsang (Biemann). Denne ældre B.s Melodi delte sig i 3 Sætninger a b a, af hvilke de to sidste havde to Tekstlinier (o: blev gentagne til ny Tekst). Ved sidste Gentagelse udførtes da a som Koromkvæd. Det var øjensynlig den instrumentalt udførte Dans, der omkring Aar 1500 forjog denne B. og Bondo. Det 18. Aarh.s B. er ganske forskellig fra sin Forløber. Den har nemlig sin Rod i den skotske Folkedigtning, hvor B. allerede i 14. Aarh. optræder under Skikkelse af et episk Digt, der fortrinsvis laaner sit Indhold fra Helte- og Sagnhistorien. Denne B. blev i Bomantikens Tidsalder grebet op af de tyske Digtere (Bürger, Unland), der ved at udvide dens Omfang og uddybe dens Indhold blev Skaberne af den moderne Kunst-B. Udmærket egnet for musikalsk Behandling fangede B. snart ogsaa Komponisternes Interesse og fandt først i Zumsteeg og senere i Löwe og Schubert (s. d.) de musikalske Haandhævere, der fremfor alt skulde fastslaa dens Anseelse som et betydningsfuldt Led i den romantiske Klaversangs Udvikling. I nyere Tid har man ogsaa lagt denne B.-Art til Grund for stort anlagte Kompositioner for Solo- og Korsang til Orkesterledsagelse (Ex. Schumann: »Paradies und Peri< og »Rose Pilgerfahrt«: Gade: »Elverskud«. »Co-mala« m. m.). Endelig anvendes B. ogsaa som Navn for en vis Gruppe af Instrumentalværker, der ved Anvendelsen af skiftende Stemninger og Klang-virkninger faar Karakter af en Art »Fortællinger i Toner« (Ex. Chopins Klaver-B.).

Ballet (af ital. ballare, danse) anvendes baade som Navn for de Dansedivertissementer, der ti] Afveksling hist og her indskydes i Operaens Handling, og for selvstændige Skuespil, hvis Handling alene fremstilles ved Hjælp af Fagter og pantomimisk Dans. En Dans med udtryksfulde Gebærder anvendtes allerede i den antike Tragedie og i den rom. Kejsertids Pantomime. Som et vigtigt Led i Renaissancetidens Bestræbelser for at genføde den antike Kunst, dukker B. i 15.—16. Aarh. som yndet Hofforlystelse op i Frankrig og Italien og forplanter sig derfra hurtigt til hele Europa. Sine Emner hentede denne B. de cour fortrinsvis fra den græske Mytologi, og ofte benyttedes da disse som Paaskud til at komplimentere de kongelige Personer, til hvis Ære Opførelsen fandt Sted. Yndet var B. især som Festforestilling ved Konge- og Fyrstebryllupper, og tidt tog de fyrstelige Personer selv Del i Opførelsen. — Xutidens pantomimiske B. med dramatisk Aktion blev i 18. Aarh. grundlagt af den franske Danser og Balletmester Koverre, men hans talentfulde Elev. den danske Balletmester Galeolli (s. d.) i Kbhvn. udviklede i sine opsigtsvækkende tragiske Balletter, Lagertha, Homeo og Giulietta o. fl., med Cl. Schall som sin musikalske Hjælper, Genren videre. Kronen paa Værket satte endelig i 19. Aarh. Aug. Bournonville (s. d.) ved end yderligere at uddybe B.s Handling og udvide dens Emner til baade at omfatte Scener af den nord. Mytologi, historiske Begivenheder, moderne Folkelivsbilleder m. m. En mægtig Støtte fandt han derved hos de fremragende danske Komponister, han udkaarede til sine Medarbejdere, og som i væsentlig Grad bidrog til at skaffe den danske Ballet sit daværende Rv som den første i Europa. (Es. Napoli til Musik af Gade; et Folkesagn af Gade og Hartmann, Valkyrien og Thryms-kviden af Hartmann m. fl.).

Balling, Michael, f. 1866, tysk Musiker, opr. Bratschist i forskellige Orkestre, kendt som Leder af Festspillene i Bayreuth; H. Richters Efterfølger i Manchester; nu i Darmstadt; Udgiver af R. Wagners samlede Værker (Breit-kopf & Härtel).

Banchieri, Adriano, c. 1565—1634, ital. Musiker, fremragende Orgelspiller, Teoretiker og Komponist; tilhørte en Munkeorden, grundede et Musikakademi i Bologna; skrev værdifulde teoretiske Skrifter om Kontrapunkt, Orgelspil etc. og komponerede navnlig komiske dramatiske Scener i Madrigalstil (en Art Forløbere for Operaen), endvidere kirkelig Musik og Kanzonetter: hans (instrumentale) Canzoni alla francese og Moderna armonia, for Orgel solo og med andre Instrumenter, regnes endelig til de bedste Førsteforsøg i Sonate-Komposition (se Sonate).

Bandoer, Bandura, Bandurra, Ban-durria, se Mandolin.

Bang, Maja. f. 1877, nsk. Violinistinde, Elev af Marteau og Auer, debut. 1900. 1919 Lærerinde ved Auers Akademi i New York; udg. en »Violin-Methode« i 6 Bind.

Bangert, Emilius, f. 1883, dsk. Musiker, opr. ved Forsikringsvæsenet, Elev bl. a. af Carl Nielsen ; studerede Orgelspil i Paris hos Gigout; 1919 Domkantor i Roskilde; har givet en Del Orgelkoncerter samt skrevet Symfon., Koncertouverture, Kantate til Aarhusudstil-lingens Aabning (1909) foruden nogen Kammermusik og en Del Sange.

Banister, John, 1630—79, eng. Musiker, fortræffelig Violinist, Kapelmester hos Karl II (»Kingsband«), men faldt i Unaade; nævnes som den første, der i England arrangerede offentlige Koncerter mod Entré, 1672; skrev bl. a. Musik til Shakespeares »Stormen« og en Del Violinmusik.

Banjo er et i Amerika meget yndet Negerinstrument, der i den nyeste Tid ogsaa er kommet i Mode i England. Det er et langhalset Gribe-brætsinstrument (s. d.), hvis Lydlegeme fremstilles af en ringförmig Træramme, der paa Forsiden er spændt over med en tynd Hud, men bagtil er aaben. Den har som oftest 5 Strenge -f- 1 kort Tillægsstreng, der er anbragt et Stykke til venstre for den dybest tonende Streng og stemmes med en Extraskrue. der er sat ned midtvejs i Halsen. Stemningen er g² g d g¹ h¹ d², men virker en

Oktav lavere. Der gives ogsaa B.er med 7—9 Strenge.

Bantock, Granville, f. 1868, eng. Komponist, fra 1900 i Birmingham, som Direktør for Musikskolen og Professor ved Universitetet; en i sit Hjemland meget skattet, produktiv Komponist, udenfor England er hans Værker mindre kendte; de omfatter Operaer, Kantater, symfon. Digtning, Ouverturer, Klavermusik; særlig ejendommelige er de orientalsk farvede Værker som "Omar Khayyam« for Solo, Kor og Orkester, »Ghazellen» efter Hafls, Songs of the East. Atalanla in Calydon, 20-stemmigt a-cappella-Kor.

Barbaja, Domimco. 1778—1841, ital. Impresario, opr. Kelner og Cirkusdirektør, Operadirektør i Wien (Kärntnertor-Theater og Theater a. d. Wien) 1821-28 og samtidig Leder af »San Carlos i Napoli og senere tillige af »Scala'i i Milano i den glimrende Periode, da Rossinis, Bellinis, Donizetlis m. fl.s Operaer først fremkom.

Barberen i Sevilla (Il barb. di Se-viglia overro La precauzione inutile), Opera af Rossini, Rom 1816, Kbhvn. 1822; tidligere komponeret af Paesiello, 1776.

Barbi, Alice, f. 1862, ital. Sangerinde (Mezzo Sopran), fejret intelligent Koncertsangerinde, særlig ældre ital. Musik og Brahms; foretog talrige Kunstrejser, 1889 til Skandinavien; har udgivet lyriske Digte.

Barbier, Jules, 1825—1901, fr. Forfatter, har (oftest i Forening med Mich. Carré) leveret Tekster lil en Mængde Operaer af Meyerbeer, Thomas, Gounod m. fl., deraf mange verdenskendte (»Faust«, »Mignon« etc.).

Barbieri, Francisco Asenjo, 1823— 94, sp. Komponist, opr. Militærmusiker, Operasufflør m. m., debuterede 1850 som Zariue/cts-Komponist, af hvilken Genres Genoplivelse B. og en Kreds af Musikere og Digtere var ivrig optagne; skrev siden en Række lignende Sangspil og blev en af Spaniens mest yndede Komponister; fortrinlig Dirigent og musikhistor. Forf.

Barbiton, antik gr. Lyreart, hvis Opfindelse undertiden tillægges Sappho, undertiden Terpander. Kendelig er den paa de usædvanlig lange Lyrearme, der fradetskild-paddeformi-ge Lydlegeme først gradvis fjerner sig fra hinanden, men siden helt oppe under Aaget pludselig forandrer Retning for igen at søge ind imod hinanden.

Barblan, Otto, f. 1860, schw. Virtuos paa Orgel og Komponist for dette Instrument, af Korværker m.m.;lever i Genève. Barcarole (ital. af barca, Baad), ital. Baadsang el. Gondolieresang, overført i Instrumental- og Klavermusiken.

Barder. Som B. betegnedes hos Kelterne i England, Skotland, Irland og Gallien Medlemmerne af et Digter- og Sangersamfund, der opr. udgjorde en Underafdeling af Druidernes Præste-

skab. Ligesom Druiderne blev de opdragede i egne Skoler og maalte underkaste sig en mangeaarig Uddannelse. Efter at have bestaaet en Prøve blev de af Overbarden anbragte i den af de 3 Bardeklasser, i hvilken de ifølge deres Begavelse og Duelighed passede ind. Midtpunktet for B.s Undervisning var Udenadslæren af de gamle hellige Sange, der ikke var nedskrevne, men Aarh. efter Aarh. mundtlig var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt. Da Gallien kom under rom. Regimente, gik det til agters for de galliske B., idet de, ved officielt at ihukomme Fædrelandets forhenværende Storhed, af de romerske Magthavere blev mistænkte for at ville ægge deres Landsmænd til Oprør og derfor blev forfulgte. I Bretagne, Wales, Irland og de skotske Højlande beholdt B. derimod endnu gennem Aar-hundreder deres hævdvundne Position som et Samfund, der fremfor noget andet blev beskyttet ved nedarvede Privilegier. Den kongelige B. havde saaledes Ret til at bo paa Kongens Slot og spise ved hans Taffel. Han var fritaget for at give Afgifter af sin Jord m. ni. Blev han fornærmet, maatte Fornærmeren bøde med 6 Køer; blev han dræbt, maatte Morderen som Bod afgive 76 Køer o. s. v. — Mens B.væsenet i Irland definitivt tog Ende med 17. Aarh., og i Skolland midtvejs i 18., opretholdes dets Traditioner endnu i vore Dage i Wales ved Afholdelsen af regelmæssigt tilbagevendende Musikfester, der under Navn af Eislcddfod gaar i umiddelbar Fortsættelse af de middelalderlige Bardemøder (Eisledd-fodan). (Litt.: Walker; Historical memoirs of tbe irish Bards (1786). W. Jones: Musical and poetical relies of the welsh Bards (1 786-1824); Wotton a. Moses William : Leges Wallicæ (London 1730) m. m.)

Bardi, Giovanni, Greve, 1534-1612, begejstret Kunstven i Firenze (selv Komponist), samlede i sit Hjem den Kreds af Musikere og Digtere, hvorfra de første Forsøg paa dramatisk Komposition, Opera (s. d.), udgik.

Barfod, Ludvig Birkedal, f. 1850, dsk. Musiker, uddannet ved Musikkonservatoriet, fra 1894 Organist ved Frederikskirke i Kbhvn., har virket som Lærer (Direktør for Organistskolen i Kbhvn.) og som Komponist mest af pædagogiske og Orgel-Værker; var en Aarrække tillige Musikanmelder.

Bargiel, Woldemar, 1828—97, tysk Komponist; gennem sin Moder (Fr. YViecks fraskilte Hustru) var han Clara Schumanns Halvbroder; grundig uddannet Musiker og Lærer, fra 1874 ved »Hochschule« i Berlin; Komponist af Bob. Schumanns Betning (særlig Orkester- og Kammermusik).

Barker, Charles Spackmann, 1806 —79, eng. Orgelbygger, gjorde flere vigtige Opfindelser til Lettelse af Orglets Spillemaade (saaledes af den elektriske Mekanik); se nærmere Art. Orgel.

Barnekow, Christian, 1837—1913, dsk. Komponist, f. i Sydfrankrig af danske Forældre af velhavende Slægt, levede i Kbhvn. og i Udlandet uden fast Stilling, og tog virksom Del i i Kbhvn.s Musikliv; skrev en Del Kammermusik og Klavermusik, dog betydeligere som produktiv Bomancekom-ponist og Komponist af aandelige Sange ; deltog i denne Egenskab i Udgivelsen af Meloditillægene til Roskilde Konvents Salmebog, 1878 og 1892. Udg. Komp. af Buxtehude (med Aarsbo).

Barnett, John Francis, 1837-1916, eng. Komponist, uddannet som Klaverspiller, optraadte som saadan i Gewandhaus i Leipzig, men mest kendt som Komponist af en Række instrumentale og vokale Værker, deriblandt flere Kantater m. m. til de store eng. Musikfester; 1906 udgav B. Musical remini-scenses and impressions.

Baron, Ernst Gottlob, 1696—1760, tysk Lutspiller, var Hoflutenist i Gotha og Eisenach og fra 1734 Kam-mer-Theorbist hos den senere preuss. Konge Friedrich II; fremragende Virtuos paa Lut og Forfatter af et Værk derom: s Historische, theoretische und praktische Untersuchung des Instrum. der Lauten etc.«, 1727.

Barratt, Mary, nsk. Klaverspillerinde, f. 1888, Elev bl. a. af P.Grainger, debut. 1908; er gift m. Violinisten Henr. Due.

Barth, Carl Heinrich, 1847—1922, tysk Musiker, Elev bl. a. af Bfilow, betydelig Pianist og anset Lærer ved Berlins »Hochschule«, særlig Kammermusikspiller; udg. ældre Klavermusik.

Barth, Obospillerfamilie, indvandret fra Sachsen til Kbhvn., hvor Chr. Samuel B., 1735-1809, blev lste Oboist i det kgl. Kapel. Hans Søn Frederik Philip Carl August B., 1775—1804, beklædte en lignende Stilling og komponerede bl. a. Koncerter for Obo; dennes Broder Christian Frederik, 1787 — 1861, en endnu fortræffeligere Oboist, kom allerede 15 Aar gl. i Kapellet, foretog Koncertrejser i Udlandet og uddannede som Lærer talrige Oboisler deribl. Chr. Schiemann; skrev Obokoncerter m. m.

Bartholdy, Johan, 1853—1904, dsk. Musiker, Elev af Gebauer og Xeupert, debuterede med Sangduetter og skrev efterhaanden en Del velklingende og vel modtaget Vokalmusik, desuden nogen Instrumentalmusik og Operetten »Svinedrengen«, 1868; det kgl. Teater opførte Operaerne »Loreley«, 1887, og »Dyveke«, 1899: B. var nogle Aar Studentersangforeningens Dirigent og skrev for denne nogle Kor og Kantater; han udgav nogle Smaaskrifter som »Musikkens Natur« og »Tonernes Naturlære«.

Bartok, Bela, f. 1881, ungarsk Musiker, Klaverspiller og Lærer,er som begavet Komponist af udpræget moderne Retning en fremtrædende, om end endnu omstridt Personlighed i samtidigt ungarsk Musikliv; han har skrevet Klaverværker, Strygekvartetter, Symfon. (»Kossuth«), Suiter, Operaer (af hvilke »Rolf Blaaskægs Slot« nævnes som et af B.s ejendommeligste Værker); som Forkæmper for national ungarsk Musik har B. været litterært virksom og har samlet (og bearbejdet) ungarsk, slovakisk, rumænsk Folkemusik.

Baryton. 1) Mandsstemme, hvis Leje ligger mellem Tenor og Bas. En høj B. kaldes Tenor-B., en dyb Bas-B. —

Baryton.

2) Violoncellignende Strygeinstrument ogsaa kaldet Viola di fagotto el. di bordone. Var i 18. Aarh. især i Mode i Østrig. B. var ligesom Viola d'amore forsynet med en Række saakaldtesympatiske (medklingende) Bi-strenge af Metal. Fra en skraa Liste, der var anbragt til venstre for Strengehol-deren, trak disse sig under Stol og Gribebræt op til deres respektive Stemme-skruer, der i Skruekraven var fordelte mellem Hovedstrengenes Skruer. Til 6— 7 Hovedstrenge af Tarm (der ifølge Manillon henholdsvis stemte E A d g h e¹og H E A dg h e¹) sluttede sig 16 Metalstrenge, der afgav en diatonisk Skala fra e¹ f⁴. Virtuos paa B. var bl. a. Haydns mangeaarige Herre Fyrst Nicolaus af Esterhazy. og Haydn tog deraf Anledning til for dette Instrument at komponere adskillige Kompositioner, der delvis endnu er bevarede (se Haydn).

Baryton-Nøgle kaldtes F-Nøglen,hvor den i ældre Musik anbragtes paa Liniesystemets 3. Linie. (Se iøvrigt Linier og Nøgler og Chiauelte.

Bas. 1) I sin oprindelige Betydning af Basis o: Grundlag. Fundament, betegner B. den dybest liggende Stemme i en flerstemmig Komposition. En saa-dan fundamenterende B. anvendtes i Virkeligheden allerede i den florentinske Skoles 2-stemmige Madrigal (14. Aarh.) (se Ars nova), men Navnet B. fik den d\^rbeste Stemme først, da de nederl. Mestre i 15. Aarh. fandt paa at betegne Stemmerne i den 4-stem-mige polyfone Sats (se Polyfoni og Kontrapunkt) med Navnene 1) Contra-tenor bassus (Contrabassus el. Bassus), o: underst liggende Stemme. 2" Tenor

(el. Canlus flrmus) o : næstunderste Stemme (se Tenor og Cantus firmus). 3) Contratenor allas (se Alt) o: næstøverste Stemme og 4) Supremus (senere Sopran (s. d. og Discantus) øverste Stemme. I den polyfone Musik svarede B. imidlertid kun betingelsesvis til sit Navn, fordi Stemmekrydsningen jo der tillader Stemmerne at bytte Plads, saa f. Ex. Tenoren kan blive underste, B., næstunderste Stemme. Anderledes stillede det sig, da Satsen efter Homofoniens (s. d.) Indførelse blev fordelt mellem en melodiførende Hovedstemme og et paa en Fundamentalbas hvilende akkordmæssigt Akkompagnement. I sin dobbelte Egenskab af Grundstemme for de anvendte Harmonier, og melodisk Modstemme til Hovedstemmen (Melodien) blev B. nemlig fra nu af i strengeste Forstand Bærer af den samlede Sats. Basføringen rykkede dermed frem til at blive et Hovedspørgsmaal indenfor Harmonilæren : en vel ført Bas blev Kendetegnet for den vel skolede Komponist. Se iøvrigt Stemmeføring og Generalbas.

2) B. er tillige Navnet paa den dybeste Mandsstemme, hvis normale Omfang er F—f¹. Man skelner dog mellem to B.-Arter. nemlig lste B. el. Baryton (s. d.), og 2den B., hvis Omfang kan naa helt ned til C el. dybere, men som i Højden sjældent overstiger es¹ el. e¹. En B. med fuld og mægtig Klang betegnes som seriøs B. En mere bevægelig B., der særlig egner sig for komiske Partier betegnes som Buffo-B.

3) I Flertallet: Bassi anvendes B. ogsaa i Orkesterpartiturer som Kollektivnavn for de dybeste Strygeinstrumenter: Kontrabassen og Violoncellen. — 4) I Forbindelse med Instrumentnavne betegner B. det paagældende Instruments Toneleje, f. Ex. B.-basun, B.-fløjte, B.-k/arinet o. 1.

Bas-dessus, fr. Navn for Mezzosopran.

Bas-Horn, et kun i kort Tid benyttet Blæseinstrument, 1804 opfundet af Alex. Frichoi i London. Mindede af Udseende om Fagotten (s. d.), men dets Rør endte ligesom Hornets med en Lydtragt af Metal.

Bas-Nagle, det samme som F-Nøgle. Se Linier og Nøgler.

Bassa, anvendt i Forbindelsen col 8va B., betyder: »Med Underoktaven« (se Abbreviaturer).

Bassani, Giovanni Battista, c. 1657— 1716, ital. Komponist, Organist og Kapelmester i Ferrara, skrev instrumentale Værker (Balletti, Concerti, Sonater etc.) og vokale (Solo Kantater saavel kirkelige som verdslige); nævnes, dog med tvivlsom Grund, som Corellis Lærer.

Basse-contre (fr.), dyb Bas.

Basse danse (fr.), gravitetisk Dans fra 15.—16. Aarh. Henhører ligesom »Pavanen« til de traadte Danse.

Basse double (fr.), Kontrabas, s. d.

Basse taille (fr ), Baryton, s. d.

Basset-Horn, Alt-Klarinet i F (se Klarinet).

Bassi, Logi, 1766—1825, ital. Sanger, udmærket Barytonist, en Aarrække ved Operaen i Prag, hvor Mozart skrev >I)on Juan«-Partiet for ham.

Basso continuo, se Generalbas.

Basson, fr. Navn for Fagol, s. d.

Basso ostinato (haardnakket Bas), et mange Gange gentaget, men for hver Gang anderledes kontrapunkteret Bastema, der tidt benyttes til Underlag for hele Tone-Satser. Som klassisk Ex. kan anføres Indledningskoret til Handels Oratorium »Susannas. Instrumentalstykker med faststaaende B. o. er Chaconne og Passacaglia, s. d.

Basun (ital. Trombone, tysk Posaune) er et Messingblæseinstrument af stort Format. Navnet har antagelig sin Oprindelse fra Buccina, den ældgamle Betegnelse for et rom. Blæseinstrument, beslægtet med den nordiske Lur (se Buccina). Nutidens B. er ligesom alle andre nuværende Metalblæseinstrumenter (Piccolo, Kornet, Piston, Trompet, Horn og Tuba) basseret paa Forlæn-gelsessystemet, der gaar ud paa ved Hjælp af Træk, Ventiler og Bøjler at forlænge Røret indtil 6 Gange, saa det i Stedet for en fast Akkord af Xatur-toner sættes i Stand til at frembringe samtlige Toner i en kromatisk Tonefølge. En Beskrivelse af den nu i Brug værende Træk-B.s Indretning skal derfor her overflødiggøre en ind-gaaende Forklaring af ovennævnte Messingblæseinstrumenters Konstruktion og Virkemaade. Som vedst. Tegning viser, er Træk-B. sammensat af a) Hovedstykket o: to parallele Rør oventil holdte ud fra hinanden ved en kort Metalstang, der tillige tjener som Haand-

tag for v. Haand, b) Trækket, en lang Rørbøjle, der af h. Haand kan skydes op over Hovedstykkets Rør, c) Schall-stykket, der med en konisk Udvidelse af det paaskudte Træks Rørvidde ender som en stor Lydtragt. Naar disse tre Stykker er sammenføjede (dj, og Trækket helt omslutter Hovedstykkets Rør, kan der ved Hjælp af Mundstykket og forskellige Læbestillinger (se Ansats, Embouchure) paa den nu i Brug værende Tenor-B. i B frembringes Tonefølgen B₁ B f b¹ d^l f¹ b¹. Ved at udtrække Trækket, saa Instrumentet forlænges et bestemt Stykke, kan man sætte Akkorden fra B en halv Tone ned, saa den lyder A e a cis¹ e¹ a¹; 2det Træk fører den yderligere en halv Tone ned til As es as c¹ es¹ as¹og saaledes videre, indtil 6te og sidste Træk medfører Tonefølgen E H e gis h e¹. Ved Trækkets Hjælp kan der alt-saa dannes 7 Akkorder i nedadgaaende kromatisk Rækkefølge, og ved Kombination af disse 7 Akkorders Toner kan der fremstilles en kromatisk Skala fra E—b¹. Til Udførelse af de Partier, der er skrevne for den nu afskaffede Bas-B. i F, benyttes nu en Tenor-B. i B, paa hvis Schallstykke der er anbragt en med Ventil forsynet Bøjle. Sat i Funktion af v. Haands Tommelfinger, forlænger Ventilen da B.s Rørlængde, saa Tenor-B. faar F-B.s Omfang. Foruden Bas-B. er ogsaa den tidligere benyttede

Alt-B. gaaet af Brug. Derimod har R. Wagner konstrueret en Kontrabas-B., der staar en Oktav under Tenor-B. i B, og som udenfor hans Hovedværker ogsaa anvendes i hypermoderne Orkesterværker.— Forud for Træk-B , der tidligst findes afbildet i Virdungs jMusica getutschU (1511), gik en B. med et lige Metalrør, der oppe ved Mundstykket var ganske snævert, men nedefter gradvis blev videre for tilsidst at afslutte med en stor Lydtragt. Ved lS.Aarh.s Slutning indførtes (særlig i Frankrig) i Trækmekanismens Sted det af Clagget opfundne Veniilsystem, der dog siden igen blev afskaffet til Fordel for den ældre med Hensyn til Tonerenheden langt paalideligere Trækmekanisme. — B.s Klang er fuld og af imponerende Kraft; især i kirkelige Omgivelser virker den yderst betagende. Af Virtuoser paa B. bør først og fremmest anføres K. T. Queisser (d. 1846). der var Medlem af Gewandhausorkestret i Leipzig, og i Nutiden Flandrin i Paris. En fremragende B.-Virtuos ejer Danmark i kgl. Kapelmusikus Anion Hansen. En værdifuld Litteratur for B. ydede navnlig de franske Komponister, deriblandt Saint Saëns. Guilmant, Dubois, Vidal o. fl. Af dske Komponister for B. fortjener Hilda Sehested at anføres. Som Orgelstemme er B. et af de kraftigste Basregistre, sammensat som den er af de største og kraftigst tonende Tungepiber, paa henholdsvis 8 Fod (i Manualet) og 16—32 Fod (i Pedalen).

Batka, Richard. 1868 —1922, bøhm. Musikforfatter, musikhistorisk Lærer i Prag og siden i Wien (Musikanmelder); skrev en Række musikhistoriske Skrifter, særlig om Bøhmens Musik, Biografi af R. Wagner m. m. og har forfattet eller oversat talrige Operatekster.

Battaille, Charles Amable, 1822-72, fr. Sanger, udmærket Bassist ved Opéra comique i Paris, Lærer ved Konservatoriet og Udgiver af en stor Sang-skole i 2 Dele; De l'enseignement du chant.

Battement (fr.), forældet Forsiring o: en Trille, hvor Hovedtonen, ligesom hos Mordenten, veksler med sin Under-

sekund, men hvor det i Hovedtonens Sted er Hjælpetonen (Undersekunden) der indleder.

Battistini, Mattia, f. 1857, ital. Sanger, debuterede i Rom, optraad-te siden paa talrige Operascener i Italien, Spanien. Syd-Amerika, England. Skandinavien, Tyskland og Rusland. Dramatisk Baryton med stor Fremstillingsevne og høj teknisk Uddannelse.

Battke, Max, 1863—1916, tysk Musiker i Berlin, virkede for »Musikdik-tat«-Undervisning (s. d.), skrev saaledes »Primavista, eine Methode vom Blatt zu singen«, »Neue Formen des Musikdiktats« m. m.

Battuta (ital. af battere, at slaa) Taktslag, a B. betegner f. Ex. i et Recitativ, at Sangeren ikke mere maa reci-

Mattia Battistini.

tere frit, men (særlig paa lyriske Steder) igen maa følge Taktslaget.

Bauck, Carl Vilhelm, 1808—77, sv. Musiker og Forfatter, levede som Lærer og Anmelder i Sthlm.; skrev navnlig en Del Klavermusik, men havde større Betydning som kendt Forfatter af »Mo-dulationslära«, >Musiklära« og navnlig af »Handbok i musikens historias, der udkom i flere Oplag.

Bauer, Harold, f. 1873, eng. Pianist. Elev af Paderewski, har koncerteret viden om, saaledes flere Gange i Skandinavien; lever i Paris.

Bausznern, Waldemar von, f. 1866, tysk Komponist, Dirigent, Leder af det »Hochskea Konservatorium i Frankfurt, produktiv Komponist af efter-Wagnersk Retning.

Bax, Arnold, f. 1883, eng. Komponist, Elev af Londons Musik-Akademi, nævnes som en af de betydeligere nutidige Komponister i England; skrev Værker for Orkester, (Symf., symf. Tonebilleder etc.), Kammermusik og navnlig Sange (Celticsongs). Bax, Saint-Yves, 1829—97, fr. Sanger, Elev af M. Garcia, Lærer ved Paris' Konservatorium, har uddannet talrige verdenskendte Sangere; udgav Exercises journaliers. .

Bay, Rudolph, 1791 —1856, dsk. Komponist, gik 25 Aar gl. som Kon-sulatssekretær til Algier; her og senere i Italien dyrkede han særlig Musik og skrev i Algier Melodien »Vift stolt paa Codans Bølge«, der efterfulgtes af en Række Sange og Romancer, hvoraf mange blev populære ved deres indsmigrende, flydende Me-lodiøsitet (»Du er rig, du er dejlig o Syd«, »Fred hviler over Land og By« m. fl.). 1831 vendte han tilbage, blev Kantor ved Holmens Kirke og Professor, men følte sig sat i Skygge af Tidens betydelige Komponister. For Teatret skrev han Sangspillet »Lazarilla«, 1853, Musik til "Slægtningene" m. m.; til Brug for Skoleundervisning udgav han Sange og skrev en lille Afhandling om Kirkesang. Om B.s litterære Duelighed, hans smidige, noget lette Natur, typisk kbhvn-ske Humør og gode Iagttagelsesevne vidner hans Erindringer: » Musikalsk Rejse« etc.

Bayreuth, den bayerske By, Rieh. Wagner i 1871 udsaa til Opførelsen af det Fest-Skuespilhus, der omsider skulde virkeliggøre hans allerede for-

Rudolph Bay.

Festspilhuset i Bayreuth.

længst fattede Plan: at skabe en Institution til regelmæssige Opførelser af »nationale tyske dramatiske Mesterværker«. Grundstenen blev under stor Højtidelighed lagt d. 22. Maj 1872, men først i August 1876 var Midlerne til Stede til at sætte Foretagendet i Gang med de tre første samlede Opførelser af Nibelungen-Ring. Se iøvr. Wagner, Rieh.

Bazin François, 1816 — 78, fr. Komponist, skrev Operaer og Sangspil, særlig »Advocat Pathelin« (opført i Kbhvn. 1875 og længe meget yndet).

Bazzini, Antonio, 1818—97, ital. Musiker, udmærket Violinvirtuos, foretog Koncertrejser i Tyskland, Spanien, Frankrig, senere Direktør for Konservatoriet i Milano; skrev Strygekvartetter, Ouverturer og større Korværker.

Bechgaard, Julius, 1843—1917, dsk. Komponist, studerede ved Konservatoriet i Leipzig og debuterede 1866 som Komponist med 4-stem. Sange (deriblandt den siden yndede »Hvilet), levede flere Aar i Paris, iøvrig i sin Fødeby Kbhvn., uden offentlig Ansættelse. B. sluttede sig nær til N. W. Gades Retning, og denne tog sig af hans tidligere Kompositioner: B. skrev navnlig Vokalkompositioner og Klaverstykker; blev populær ved de folkelige Sangværker »Sømandsliv« og »Paa Valpladsen«, Sangen »Kender du Danmarke m. fl.; fik paa Teatret opført Musik til »Strandby Folk« og Operaen »Frode« (1894); to andre Operaer antoges af Teatret, men forblev uopførte.

Bechstein, Karl, 1826—1900, tysk Klaverfabrikant, grundede 1856 under beskedne Forhold en Fabrik, der blev en af Tysklands største og anseteste.

Becifret Bas, se Generalbas.

Beck, Ellen, f. 1873, dsk. Sangerinde, Elev af Algot Lange og i Paris af Devilliers, debuterede som Koncertsangerinde (Mezzosopran) 1891 og har som saadan bevaret en fremskudt Stilling i Kbhvn.s Musikliv, og er optraadt med Held i Udlandet (Sverige, Norge, Tyskland, England m. fl. St.); meget skattet som Lærerinde; et Forsøg som Operasangerinde, 1903, opgav hun snart igen.

Beck, Franz, 1730—1809, tysk Komponist, levede til Dels i Paris, hvor han fik sceniske Værker opført; betydelig Symfoni-Komponist af den »Mannheim-ske« Skole (s. d.).

Beck, Johann Baptist, f. 1881, tysk-fransk Musikforfatter, skrev særlig om Middelalderens Musik: »Die Melodien der Troubadours«, La musique des Troubadours m. m.

Becker, Albert. 1834—99, tysk Komponist. Dirigent for Berliner Domkoret, betydelig kirkelig Komponist, særlig en stor Messe i b-moll.

Becker, Jean, 1833 — 84, tysk Violinspiller; foretog flere Kunstrejser og vandt Ry som Virtuos; slog sig 1866 ned i Firenze og grundede der den snart verdenskendte »Florentinerkvartet«, hvis Primarius B. var; den bestod til 1880. — Hans Søn Hugo B., f. 1864, fortrinlig Cellist og Kvartetspiller og ypperlig Lærer (ved »Hochschule« i Berlin), har gjort talr. Kunstrejser som Solist og som Medlem af Hermanns Kvartet-Ensemble.

Becker, Karl Ferdinand, 1804 — 77. tysk Musikforfatter, skrev navnlig »Systematisch-chronologische Darstellung der musikalischen Litteratur«, 1836 — 39 og »Die Hausmusik in Deutschland im 16.—l8.Jahrthundert«, 1840; var Organist og Konservatorielærer i Leipzig.

Becker, Reinhold. f. 1842, tysk Komponist, Leder af Dresdens »Liedertafel«, skrev særlig Sange og Mandskor . med og uden Orkester, iøvrig Violinkoncerter og et Par Operaer m. m.

Becking, Gustav, f. 1894, tysk Musiker, Elev af J. Wolf. Riemanns Assistent i Leipzig. 1922 Docent i Erlangen; har i Samarbejde med Sievers (s. d.) opstillet Læren om de for den enkelte Komponist karakteriske »Per-sonal-Kurver« (s. d.).

Beckmann, Bror, f. 1866, sv. Komponist, Musiklærer i Sthlm., 1910 Chef for Konservatoriet; produktiv Komponist af Symfon., Suiter, Sangværker med Orkester, og navnlig Pianostykker og Sange.

Bedos de Cellos, François. 1706—79, fr. Forfatter af et betydeligt, delvis grundlæggende Værk om Orgelbygning: L'art du facteur d'orgues, 4 Dele, 1766—78, overs, paa Tysk.

Beer-Walbrunn, Anton, f. 1864, tysk Komponist, Lærer ved Münchens Musikakademi, skrev Symfon., et Par Operaer, Kammermusik, Korværker og en Del Sange.

Beethoven, Ludvig van, berømt tysk Komponist, f. i Bonn Decbr. 1770 — Dagen ubekendt —, d. i Wien d. 26. Marts 1827, var af nederl. Afstamning; hans Fader, Johan, Hofsanger og Organist i Bonn. en drikfældig, upaalidelig og brutal Mand, var B.s første Lærer i Musik med Bistand af Familiens Husfælle, den talentfulde,men ligesaa moralsk uvederhæftige Oboist Pfeiffer. Maalet var efter Mozarts Forbillede at føre B. frem som Vidunderbarn. Senere Lærere fandt B. i Organist v. Éeden, Violinisten Rovantini og navnl. i Komponist og Kapelmester Keefe (s. d.). Nogen Erstatning for sit daarlige Hjem fik B. hos Familien Breuning (Sønnen Stephan, Datteren Eleonore, senere g. m. Wegeler, stod ham nær). Endnu som Dreng var B. Organist-Vikar og Akkompagnatør ved Operaen. Et Studiebesøg i Wien 1787 afbrødes uden Resultat ved Moderens Død i Bonn, og Familiens Underhold hvilede væsentlig paa den unge B., indtil han 1792, særlig støttet af Greve Waldstein, atter drog til Wien for at studere hos Haj-dn. B. havde i Bonn væsentlig komponeret Klaversonater (3 tilegnedes Kurfyrsten af Bonn med falsk Angivelse af B.s Alder), en Kantate og en »Ritter-ballets, men flere senere omarbejdede Kom positioner var allerede paabegyndte i Bonnertiden. — Sit op. 1, 3 Klaver-Trioer, udgav B. imidlertid i Wien (og syntes saaledes at slaa en Streg over alle forudgaaende Arbejder), Op. 2, 3 Klaversonater, tilegnedes Haj'dn, der dog skuffede B. som Lærer, hvorfor Sangspilkomponisten Schenk, og navnlig den lærde Teoretiker Albrechtsberger og Salieri blev B.s væsentlige Lærere. Helt sj'stematisk eller til Bunden blev hans Studier dog ikke gennemført. I Wien fik B. snart en Position særlig som Klaverspiller (og Improvisator) og blev en yndet Gæst i de fornemme Saloner (Fam. Lichnowsky, Lobkowitz, Kinsky, Erdödy, Brunswick m. fl., senere Erke-hertug Rudolph). Ved offentlige Koncerter (»Akademier«) foredrog han egne Kompositioner; hans Stilling befæstedes trods Kollega-Misundelse og ufor-staaende Kritik hurtig, og han syntes at gaa en lykkelig Fremtid i Møde. Hans livlige Kompositionsvirksomhed omfattede navnlig Kammermusik, i hvis Udførelse han ofte selv deltog (Sonater for Klaver, og for Violin og Klaver, Kvartetter op. 18, Septet op. 20 m. m.); 1800 kom den 1ste Symfoni (C-Dur), 1802 den 2den (D-Dur). — Fra samme Aar stammer det saakaldte iHeiligen-städter Testamente« (stilet til B.s to Brødre, hvem han tog med til Wien). der afgiver Vidnesbyrd om B.s Bevægelse og Grebethed ved Erkendelsen af, at han var i Færd med at miste Hørelsen — men forøvrigt ogsaa om hans enorme moralske Energi i Ulykken. ('Jeg vil gribe Skæbnen i Struben«). Øresygdommen, der viste sig at være uhelbredelig og som førte til fuldkommen Døvhed, kæmpede B. med i mange Aar og forsøgte talr., tildels experimen-terende Kure; den var ham ikke blot en stor sjælelig og legemlig Lidelse, men bidrog til at fremme hans Anlæg til Bitterhed, Mistænksomhed og periodisk Menneskeskyhed. Paa hans Pro-duktionslyst og -ævne havde den ingen Indflydelse, momentvis vel paa Indholdet af hans Musik. Foreløbig hindrede den ham ikke i at spille offentlig eller dirigere sine Værker. Da han havde let ved at finde Forlæggere til disse og desuden støttedes paa forskellig Vis af rige og adelige Venner, kunde B. leve et udadtil sorgløst og ubundent Kunstnerliv; nogen offentlig Stilling indtog han aldrig; et Tilbud om at blive Kapelmester hos Kong Jerome (Westphalen) afslog han, da en Kreds af Wiens Adel sikrede ham en Dotation, der imidlertid siden (under Pengekrisen i Østrig) forvoldte B. megen Ærgrelse og Besvær (Processer;. Med sit urolige Temperament skiftede B. ofte Opholdssted og førte da, hvad man nu nærmest vilde kalde, en Boheme-Tilværelse. Sommeren tilbragte han som begejstretNatur-ven og for sit Helbreds Skyld (ogsaa Underlivslidelser) paa Landet i Wiens Omegn, paa adelige Venners Godser, jævnlig ogsaa paa

BEETHOVEN

1. Silhouet af B.11S6. 2. Den unge B. ?,. Den danske Kunstner Christian Horneman's Miniaturportræt af B.

1. B.'s Kodeskrift. 5. Beethoven-Tegninger af Lyser. 6. Beethoven-Billede fra 1823. 7. Beethoven-Maske.

fjærne Badesteder. Skuffelse og Modgang forvoldte hans eneste Opera »Fi-delio« (opr. »Leonora«) ham: den fremkom under ugunstige Forhold 1803, omarbejdedes 1805—06, men slog først igennem 1814, særlig ved Sangerinden Schröder-Devrient (i Kbhvn. opfort som »Fidelio« 1829); forsk, senere Opera-planer realiserede B. aldrig. — En Klimax i B.s ydre Berømmelse blev Wiener-Kongressen 1814—15, da han fejredes af sine Byesbørn og af de kejserlige og kongelige Gæster, særlig for sine (iøvrig mindre betydelige) »aktuelle« Værker »Wellingtons Siegt og »Der glorreiche Augenblick«. — De følgende Aar formede sig mere og mere trangt, ja tragisk. Wienernes Interesse, der altid havde været af noget overfladisk Art og derfor ofte Genstand for B.s barske, sarkastiske Omtale, aftog, alt som Værkerne blev mere vanskelig tilgængelige, og andre Guder dyrkedes (Rossini-Perioden); selv Mænd som Spohr og Weber stod kritiske eller uforstaaende overfor B.s »forrykte« Musik; Døvheden blev total og hindrede Samkvemmet med Mennesker og end mere offentlig Optræden (B.s sidste Koncertoptræden var 1812). De politiske og økonomiske Forhold var saare usikre og vanskelige, og B. blev mere og mere optaget af sygelig Ængstelse for Udkommet, ligesom hans Hypokondri og Mistænksomhed tiltog; hans Dagligliv var uhyggeligt med Boligvekslen og Strid med Tyendet o. s.v.; han laa i Processer (med Svigerinden om Formynderskab for Brodersønnen Carl, hvis Opdragelse og Færd tog meget af B.s Tanke og Tid, og om den fornævnte »Dotation«); endelig kom hertil hyppige alvorlige Sygdomstilfælde. Vel kunde hans mægtige Personlighed og geniale Kunstnersjæl hæve sig over alt dette og »in völliger Erdenentrückt-heit« arbejde paa den store »Messe«, men alligevel maatte det virke hæmmende paa hans Produktion, og han klagede selv over ikke mere at frembringe saa let som forhen. Sit Arbejde, der ikke blot tilfredsstillede en indre

Trang, men ogsaa føltes som en Pligt, fortsatte han til det sidste, og endnu til sin Død var han fuld af Idéer og Planer. — Hans Færd og Sindstilstand var vekslende; til Tider sugte han fuldkommen Ensomhed, til andre deltog han (særlig med den yngre Ven Holz), som det synes endog til Overmaal, i Wiens glade Liv.

Sene Hædersbeviser fra Udlandet og Æresborgerdiplom fra Wien kastede nu og da lidt Lys over disse sidste Aar. — B.s Død indtraf efter et ulykkeligt Besøg hos Broderen Johan (fh. Apotheker, nu Godsejer) i Gneixendorf i Efteraaret 1826; der fulgte et maaned-langt, smærtefuldt Sygeleje (Lungebetændelse, Leversygdom, Vattersot med Tapninger), som B. bar med stoisk Sind, endog med Humor, og næppe før til allersidst imødeseende Døden. Denne indtraf under et hæftigt Snevejr med Lyn og Torden. — B. begravedes under megen Højtidelighed og stor Deltagelse.

Den opr. af Lenz opstillede Inddeling af B.s Liv og Værker i »3 Perioder« er vel ikke histor. korrekt (allerede af den Grund, at B. ofte har fuldført Værkerne længe efter den første Undfangelse deraf), men den har vundet en vis Hævd og kan ialtfald være vejledende. Den første Periode, omtr. til Udgangen af det 18. Aarh., omfatter da Ungdomsværkerne, der foran i det væsentlige er nævnte, og hvori B. trods talr.Vidnesbyrd om hans særlige Kunstner-Individualitet væsentlig slutter sig til Forbillederne i Mannheimerskolen (hvis mere udvortes Effekter han snart forædlede og poetiserede) og den ældre Wienerskole (Haydn og Mozart). Den anden Periode er den typisk B.ske, der strækkende sig til c. 1815 omfatter de Værker, der nu er hele Musikverdnens Ejendom og af den betragtes som »klassiske«. Hovedværkerne her er: Den 3. Symfoni (»Eroica«) i Es-Dur, den 4. i B-Dur, den 5.(»Skæbnesymfon.«)ic-moll, den 6. (»Pastoralsymfon.«) i F-Dur, den 7. i A-Dnr og den 8. i F-Dur; 3 Klaverkoncerter i c-moll, G- og Es-Dur, Violinkoncerten; for Teatret: Operaen »Leonora« (siden kaldet»Fidelio«) med dertil hørende 3 (4) Ouverturer, Musik til Goethes »Egmont«, :>Coriolanc-Ouver-turen (til Drama at Collin), »Athens Ruiner«, et Festspil af Kotzebue; endvidere Oratoriet »Christus paa Olje-bjerget«, Messen i C-Dur samt »Korfantasien« (f. Klaver, Orkester og Kor) ; af Kammermusik: Strygekvartetterne indtil op. 95, Klaver-Trioerne indtil op. 97, Klaversonaterne indtil op. 90, deribl. de berømte cis-moll, (»Maane-skinssonaten«), op 53 (»Waldstein«-Sonaten), op. 57 (»Appassionata«), og Klaver-Violinsonaterne indtil op. 96, deraf særlig op. 47 (»Kreutzer-Sona-ten«), Cello-Sonaten i A-Dur, foruden Klaverstykker (Variationer m.m.), Sange (Goethe-Lieder) og andre mindre Arbejder samt nogle Lejlighedsarbejder som Ouverturen »Zur Namensfeier« m. m. — Den tredje og sidste Periode omfatter Værker, i hvilke B.s Fantasi og Udtryksmaade oftest gik helt nye Veje og paa ganske fri og selvstændig Vis skabte sig sine egne Former, Værker som det i Hovedsagen var forbeholdt senere Tider at værdsætte og tilegne sig, og for hvis Forstaaelse Mænd som Schumann, Wagner, Liszt. Biilow og Joachim har indlagt sig Fortjæneste. Hovedværkerne er her: Missa solemnis, den 9. Symfoni med Korfinalen, de sidste Kvartetter (til op. 135), Klaversonaterne (til op. 111), 2 Cellosonater, nogle Klaverværker (særlig de 33 Variationer over Vals af Diabelli, s.d.), Ouverturen »Zur Weihe des Hauses«, en Del Kanons o. a. mindre Arbejder.

B. var baade af Ydre og Væsen det typiske »Genie. Hans saare ejendommelige Personlighed og Færd maatte vække Samtidens Opmærksomhed, og et rigt Materiale til Bedømmelse deraf er efterhaanden samlet; enkelte Punkter vedrørende hans Liv og Karakter er dog ikke helt opklarede og vil sagtens ikke mere blive det. Hans geniale Natur indeholdt stærke, tildels uformidlede Modsætninger. Væsentlige Træk deri var djærv, spillende Humor i alle dens Former fra bidsk Sarkasme til 46

munter, næsten barnlig Skæmt, hans Kærlighed til Naturen, hans levende Pligtfølelse og høje moralske Krav til sig selv og andre, hans humanistiske Trang til at være noget for Medmenneskene og at vinde deres Tilslutning og Hengivenhed, hans Had til Baand og Tvang og dermed sammenhængende Hævden af Musikens (og Musikerens) Uafhængighed og selvstændige Værd, endelig hans Trang til personlig Udvikling og aandeligt Vidtsyn ved Tilegnelse af og Beskæftigelse med Tidens højeste Idéer (Kant, Goethe, Schiller — særlig Udslag i den 9. Symfoni.). Som Skyggesider ved hans Karakter maa nævnes en vis Uberegnelighed og Opfarenhed (som dog oftest fortrødes), en med Døvheden og den deraf følgende Isolation fra Omverdenen voksende Mistænksomhed samt en ligeledes med Alderen og Sygeligheden tiltagende Paaholdenhed, der kunde bringe ham i pinlige, ikke helt værdige Situationer.

I Lighed med J. S. Bach betegner B. et Højdepunkt i Musikens Historie, idet han fuldkommengør og beriger det overleverede (med Urette er han derfor kaldeten musikalsk Revolutionær), samtidig med at han mere og mere stræber ud derover og finder Veje, Udtryksmidler, som Fremtiden skulde tage i Brug. Men, medens'Bach var lige stor som Vokal- og Instrumentalkomponist, ligger B.s sjældne Betydning i Kunsthistor. langt overvejende i hans Instrumentalværker, hvor meget man saa end paaskønner og skatter Værdierne i hans »Fidelio«, store Messe eller adskillige af hans Sange, særlig Cyklusen »An die ferne Geliebte«.

I sine Instrumentalværker — i de større eller mindre Arbejder i Sonate-formen: Symfon., Kammermusiken, Duoerne og Klaver-Solosonaterne — har B. ført denne Form til dens højeste Udfoldelse og gjort den i Stand til at optage et langt mere rigt, vekslende, dybt menneskeligt Indhold, end hans Forgængere havde gjort eller tilstræbt det. Dette stærkt individuelle Præg er typisk for B.s Kunst, og i hans Musik møder vi derfor alle menneskelige Stemninger fra dyb Sorg til lys festlig Pathos, fra grublende Rugen over Tilværelsen til frigjort Humor. For at give dette sin geniale Naturs Indhold Udtryk øver han nu sit mægtige kunstneriske Arbejde — af de opbevarede Skitsebøger véd vi, hvorledes han ikke blot arbejdede med selve sine Themaer for at svejse dem just i den Form, som han havde Brug for i Musikværkets Udvikling, men ogsaa hvilket Arbejde selve denne Udvikling, (der allerede i den første Periode, men navnlig i de følg. fører til en Rigdom og et Mesterskab, som ingen Sonatekomponists før ham) beredte ham, for at derigennem, hvad man — støttende sig paa Mesterens egne Udsagn — kan kalde Værkets »poetiske Idé«, kunde realiseres. Navnlig i den klassiske Periode tager dette »thematiske Arbejde« Karakteren af (tragisk) Kamp mellem to Idéer (Principper), hyorpaa ikke mindst Symfon. No. 5 i c-moll frembyder et berømt Ex-empel. I den sidste Periode faar Arbejdet gennemgaaende et noget andet Præg: en Stræben efter størst mulig Frihed i formel Henseende, en Fordyben-sig i den fugerede Udtryksmaade. I denne Periode kan Klassicismens Klarhed vige for mærkelige Kunstner-Drømme, der selv kan synes Nutiden af en egen overjordisk, uhaandgribelig ophøjet Art (de sidste Sonater og Kvartetter).

Udover disse alm. og mere antydningsvise Betragtninger over B.s Kunst og Væsen, maa her henvises til Spe-cialværker om Emnet. Endnu skal kun henpeges paa enkelte Momenter: hvorledes B. — just i sin Stræben efter Befrielse fra Jordlivs og Skæbnes Tynge — er blevet Scherzoens Mester og, trods Haydn, den virkelige Skaber af denne Form i Symfon. og i de mindre Sonateformer; hvorledes han i Trang til at dvæle ved og indtil Bunden at uddybe den musikalske Idé, bemestrede Variationsformen saavel i selvstændige Opus som anvendt i andre Arbejder, det geniale Højdepunkt er her de >Diabelliske Variationer« ; hvorledes han paa forbilledlig Vis hævede Koncerten (for Klaver- og Violin) over det traditionelle virtuose til et selvstændigt poetisk Værk; hvorledes han skabte den »digteriske^ Ouverture, som ogsaa Eftertiden tog op, først og fremmest i »Coriolan«-Ouverturen og i de tre Leonora-Ouverturer (særlig berømt og dramat. storslaaet Nr. 3, C-Dur). Endvidere bør det nævnes, at B. egentlig, ikke dannede nogen Skole, og at det nærmest var den i hans sidste Aar spirende romantiske Kunstretning, der bragte hans Værk til Ære og Forstaa-else; i saa Henseende skal foruden de før nævnte romantiske Komponister nævnes i Tyskland Digteren E. T. A. Hoffmann, i Frankrig Berlioz, i Sverige Digteren Atterbom, i Danmark Fr. Gläser og navnlig N. W, Gade (medens endnu Weyse var uforstaaende og uvillig, selv overfor Værker fra B.s »klassiske« Periode).

Litt. : Af den efterhaanden overordentlig store B.-Litt. kan her kun nævnes de vigtigste: De saa at sige »autopiske« : Biogr. af A. Schindler (Ny Udg. af Kalischer), Wegelers og Ries' »Biogr. Notizen« (ligeledes ny-udg.) og S. Breuning: »Vom Schwarz-spanierhaus« ; Hovedbiogr. af A. W. Thayer, overs, paa Tysk af Deiters, nyudg. og udvidet, særlig i æstetisk Henseende, af Riemann (5 Bd.), paa engelsk Nyudg. af Krehbiel; Lenz: B. et ses trois styles; Biogr. af Kohl, Marx (Nyudg ), Wasielewski, Frimmel, Paul Bekker, G. Ernst; paa fr. af Wilder, R. Rolland, Chantavoine, Prod'-homme (»La jeunesse de B.«); Fortegnelse over B.s Værker af Thayer og Nottebohm, af sidstnævnte endvidere »B.-iana«, B.s Skitsebøger og »B.-Stu-dien«, Kalischer: »B. u. seine Zeitgenossen«, af s. Forf. samlet Udg. af B.s Breve (5 Bd.), andre Brev-Udg. af Nohl, Köchel, Leop. Schmidt, M. Meyer m.fl.; Specialværker som Th. Helm og Riemann: »B.s Streich - Quartette«_rBargheer: »B.s letze Quartette« ; om B.s Symf. af G. Grove, H. Krone og Neitzel-, om B.s Klaversonater af Mar-x, Reinecke_,W. Nagel (2 Bd.), H. Riemann (3 Bd.), Will Behrend (2. Opl., 1924); en mindre dsk. Biograf af B. skrev G. Hetsch, en do. sv. T. Nordlind.

Behm, Eduard, f. 1862, t3^Tsk Musiker, skrev Symfonier, et Par Operaer, Klaverkoncert, Kammermusik og Kor, men navnlig kendt som Pianist og meget søgt Sangakkompagnatør (i Berlin).

Behrend, William, f. 1861, dsk. Musikforfatter, Kontorchef ved de kbhvnske Værgeraad 1905—23, Bibliotekar ved Musikkonservatoriet; gjorde musikalske Studier hos G. Matthi-son-Hansen og i Udlandet. Hans nære Venskabsforhold til den N, W. Gade"-ske Familie foranledigede 1887 hans Forfatterdebut med en Studie over N. W. Gade (i »Tilskueren«); 1917 fulgte en Biografi af Gade (i Samlingen »Mennesker;.), der i tysk Bearbejdelse optoges i Breitkopf u. Härteis »Kleine Musikerbiographien«. løvrigt forfattede B. i 1895 og 1918 en mindre og en større Biografi af J. P. E. Hartmann, 2. Del af »Illustreret Musikhistorie«:, 1905(1. Del af Hortense Panum, s.d.), samt »Beethovens Klaversonater i Belysning af hans Person- og Livsforhold« (1923). B. har i en Aarrække været Musikanmelder ved forskellige kbhvnske Dagblade samt Korrespondent til udenlandske Fagskrifter.

Behrens, Conrad Behrend, 1835—98, tysk Sanger, Bassist, kom som Handelsmand til Sthlm., studerede her Sang, debuterede paa Operascenen 1862, foretog Koncertrejser (bl. a. til Kbhvn.) og optraadte paa tyske og andre Operascener, d. i New York.

Behrens, Johan Didrik, 1820—90, norsk Musiker, grundede som Student en Mandskvartet i Kria. og blev Skaberen af nsk. Mandssang, hvis Udvikling begunstigedes af den skandinaviske Bevægelse (Studentermødet i Kbhvn. 1845); B. stiftede Studentersangforeningen 1845, to Aar senere Handelsstandens Sangforening og arrangerede store Sangstævner; han var som Sangdirigent uovertruffen i Norge; rejste fl. Aar og underviste Folkeskolelærere

Johan Didrik Behrens.

samt udg.grund-læggende Lærebøger i Skolesang og »Samling af llerstenr. Mandssange«, 8 Rækker med ca. 700 Numre; skrev »Om den luthersk Salmesang«, hvad der gav Stødet til »Salmesang-striden«.

Bekker, Paul, f. 1882. tysk Musikforfatter, opr. Violinist i Berlins filharmoniske Orkester, siden Musikanmelder i Berlin og fra 1911 i Frankfurt a. M.; skrev et omfattende Værk »Beethoven« (illust. Biografi med Analyser af Værkerne), der udkom i flere Opl., endvidere »J. Offenbach«, »Osk. Fried«, »Fr. Schreker« og »Das Musikdrama der Gegenwart«, »Das Musikleben Deutschlands« (Skrifter, der ved deres (kunstpolitiske) Tendenser har vakt Opsigt og Modstand), samt »Kritische Zeitbilder« (Bs »Saml. Værker« udk. 1924).

Belajeff, Mitrofon, 1836—1904, russ. Musikforlægger, skattet Kunstmæcen; udg. i Leipzig de ung-russiske Komponisters Værker og grundede med lignende Formaal Symfoni- og Kammermusik-Foretagender i Petersborg, hvis Fortsættelse B., der stod mange af de nævnte Komponister personlig nær, sikrede ved testamentariske Bestemmelser.

Bel canto (ital., »skøn Sang«), 1) Betegnelse for den gamle ital. Sangmetode, der satte smuk Tonedannelse som sit vigtigste Maal, hvorimod den nyere Tids Bestræbelser jo fremfor alt gaar ud paa Udviklingen af et dramatisk karakteriserende Foredrag. — 2) B. c. er i Danmark Navnet paa et Elitekor af mandlige Sangere, der 1907 blev stiftet med det Formaal ved Koncertoptræden at øge Interessen for dsk. Mandskorsang. Der optages derfor i Koret kun uddannede Sangere, og der udøves ved disses Optagelse en streng Censur. Dirigent har lige fra Begyndelsen Sanglærer Vilh. Poulsen været, og Sangernes Antal er f. T. 30. Overskudet af B. c.s Koncerter (i Ind-og Udlandet) tilfalder godgørende Institutioner.

Bellaigue, Camille, f. 1858, fr. Musikforfatter, har virket i Paris som Musikanmelder og samlet sine Artikler i Bøger, som L'année musicale (5 Bd.), Études musicales .'3 Bd.). Un Siècle de musique française etc.; skrev endvidere Mozart, Mendelssohn og Mes Mémoires.

Bellermann, Friedrich, 1795 — 1874, tysk Musikforfatter, levede i Berlin og udg. værdifulde Studier over gr. Musik: »Die Tonleitern und Musiknoten der Griechen s (1847). »Die Hymnen d. Dionysios und Mesomedes« m. fl. — Hans" Søn Heinrich B.. 1832—1903, Professor i Musikvidenskab ved Berlins Universitet, optraadte som Komponist, men er navnlig bekendt som Forfatter af Skriftet: sDie Mensuralnoten und Taktzeichen des 15. u. 16. Jahrh.s« (1858, 2. Opl. 1906) og af musikteoretiske Læreboger, af hvilke »Der Kontrapunkts udkom i flere Opl.

Bellincioni, Gemma, f. 1864, ital. Sangerinde, fejret Primadonna i Italien og Udlandet, særlig i den »veristiske« Opera; lever i Italien; udg. en Sangskole.

Bellini, Vincenzo, 1801—35, ital. Komponist, Elev af Zingarelli, vandt tidlig Sceneheld med II pirato, 1827, og La straniera, Milano 1829, der fulgtes af Montechi e Capuleli og navnlig La sonnambula: beromt blev B. dog først ved Operaen Norma, Milano 1831, Kbhvn. 1845, hvori han tilstræbte et grundigere musikalsk Arbejde end det, man havde kritiseret i de tidligere Operaer ; Xorma blev en Verdenssukces paa en

Carl Michael Bellman.

Tid, hvor Italienersmag herskede overalt, og er endnu ikke helt forsvundet fra Operascenen. 1833 drog B. til Paris, men skulde dér kun faa én ny Opera, I Puritani, opført. — B.s melodirige, indsmigrende, noget overfladiske og sentimentale Musik var længe meget yndet, og hans tidlige Død kastede et rørende Skær over hans sympatetiske Kunstnerskikkelse. Berømte Italienersangere havde Bravurpartier i B.s Operaer (Biografler af Cicconetti, Percolla, A. Pougin, Ant. Amore og Fr. Florimo).

Bellman, Carl Michael, 174 0—95, sv. Digter, er efter senere Tiders Forskning ikke Komponist af Melodierne til hans Sange og Epistler. Han digtede og sang dem til kendte Melodier, der hidrørte fra fr. chansons, tyske o. a. Syngespil, Dansemusik, Folkeviser o. s Hjælper var Ahlström (s. d.), senere Udgivere af B.s Sange var Josephson og K. Valentin (s.d.); fremragende Bellman-Sangere i ældre Tid var Hjortsberg og Raab, i nyere Tid Sv. Scholander.

Bémol (fr.), Fordybelsestegnet b; si b. betyder altsaa Tonen b, la b. as o. l.

Benda, Franz, 1709—86, bøhm. Musiker, betydelig Violinist i den senere Friedrich d. 2.s Kapel i Rheinsberg; skrev Violin- og Kammermusikværker. Hans Broder, Georg B., 1722—95. var Kammermusiker i Berlin og siden Hofkapelmester i Gotha: bekendt som den første tyske Komponist af Melodramaer; hans Arbejder i denne Genre som »Ariadne auf Naxos«, 1775, Me-dea«, »Pygmalion« m. fl. vakte stor Opsigt; skrev iøvrig (mest utrykte) Symfon., Sangspil, Kirkekantater, Koncerter, Sonater m. m. (Biogr.: Hodermann, jfr. Istel: Entstehung des deutschen Melodramas«).

v. B.s musikalske

Bendel, Franz, 1832—74, tysk Klaverspiller, Elev af Liszt, yndet Koncertspiller og Komponist af Salonmusik og Sange.

Bendix, Victor Emanuel, f. 1851. dsk. Komponist, Elev af det da nystiftede Konservatorium i Kbhvn., siden af Liszt i Weimar; var nogle Aar Repetitor ved det kgl. Teater og har virket som Orkesterdirigent dels i » Korforeningen «, stiftet af B. og Axel Lieb-mann(s.d.), dels ved de »filharmoniske Koncerter« og i »Dansk Koncerlforening« ; lever nu i Kbhvn. uden offentlige Hverv som Klaverlærer og Komponist. Som Pianist er han ofteoptraadtbaadesom Solo-ogsom Kammermusikspiller; endnu 1921 udførte han ved Musikfesten i Helsingfors sin Klaverkoncert. Tidlig begyndte B. at komponere; hans Værker i stor Stil indlededes 1882 med Programsymfonien: »Fjældstigning« og efterfulgtes af »Sommerklange fra Sydrusland« og to andre Symfonier; endvidere skrev B. en Klaverkoncert, en Trio, adskillig Klavermusik for to og fire Hænder, Sange m. m. B.s Betydning for dsk. Musik beror saavel paa hans skabende som paa hans udøvende og pædagogiske Gærning. Hans Hustru Dagmar B., f. Lebrecht, er optraadt som Koncertpianistinde alene og i Forening med B.; hun er en søgt Klaverlærerinde. — B.s Brødre var Fritz B., 1847—1904, Cellist og Regissør i det kgl. Kapel, kendt som Lærer og Forf. af et Par Lystspil og »Af en Kapelmusikers Erindringer«, 1913, og Otto B„ 1 845—1904, Obo-og Klaverspiller, Medlem af det kgl. Kapel indtil 1880, da han drog til Amerika, hvor han navnlig virkede som Pianist.

Bendl, Karl. 1838—97, bøhm. Komponist, skrev Operaer, Kammermusik, Korværker m. m. i national Stil.

Benedict, Julius, 1804—85, tyskeng. Musiker. Elev af Weber, optraadte tidlig som Operakomponist, bl. a. i Italien; fra 183 5 i London, hvor han fik betydeligt Navn (og Adelskab) som Operakomponist og Orkesterdirigent. B , der ledsagede Jenny Lind paa Koncertrejser, skrev desuden Oratorier, Symfon. m. m.

Benedictus. 1) B. Dominus Deus Israel, Zacharias Lovsang ved Johannes Døberens Fødsel, er en af de tre Lovsange fra det ny Testamente, der i Forening udgør den katolske Kirkes Cantica majora, nemlig B. Dominus, Magnificat (s. d.) og Nunc dimitlis (s. d.). 2) Benedictus qui venu (velsignet være den, der kommer) er den 5te Afd. af det kat. Ordinarium Missae, der afsynges efter Forvandlingsakten. Se iøvrigt Canlicum og Messe.

Benevoli, Orazio. 1605—72, ital. Komponist, Kapelmester ved romerske Kirker, tilsidst ved Vatikanet, 1643— 45 i Wien; fremragende Kontrapunkli-ker, »en af Palestrinas fornemste Arvetagere« ; Komponist af en Række, af Samtid og Eftertid beundrede, kirkelige Værker.

Bennett, William Sterndale, 1816 — 75, eng. Komponist, studerede hos Mendelssohn, der fik stor Indflydelse paa ham ; virkede i London som Orkester- og Korleder, grundede Bach-Society og blev Professor ved Universitetet i Cambridge; i England yndet Komponist af Klaverkoncerter, Ouverturer som "Najaden« o. fl. (efter Mendelssohns Forbilled), Kantater, Klavermusik m. m. (Biogr.: R. St. Bennett).

Benoit, Peter, 1834—1901, belg. Komponist, studerede i sit Hjemland og i Tyskland, blev Kapelmester og fra 1867 Konservaloriedirektør i Antwerpen; som ivrig »Flamlænder- komponerede han oftest til flan sk Tekst Operaer og Kantater (»De Oorlog«, »De Scheide«, »De Rhijn« m. m.); i det hele meget produktiv Komponist og Udgiver af musikhistoriske og -kritiske Arbejder paa flamsk Sprog. (Biogr. : Const. Stoffels).

Berber, Felix, f. 1871, tysk Violinist, Lærer ved forskellige bekendte Musikskoler; en teknisk fremragende Violinvirtuos, optraadte paa talrige Koncertrejser; lever i München (som Primarius i en Strygekvartet).

Berceuse (fr.), Vuggesang.

Berens, Johan Hermann, 1826—80, tysk-sv. Komponist, uddannet af Reis-siger, kom 1847 til Sthlm., hvor han blev Teater-Kapelmester og Lærer ved Musikkonservatoriet. B. var en meget produktiv Komponist af Operaer og Sangspil, Klaverstykker og Sange; særlig udgav han de værdifulde, ogsaa i Udlandet benyttede Etudeværker: 2Neueste Schule der Geläufigkeit« og »Die Pflege der linken Hand«.

Berg, Alban, f. 1885, østr. Komponist, Elev af Arn. Schønberg, tilhører den Kreds af Wiener-Musikere, der sluttede sig til dennes Retning ; har komponeret Kammermusik, Sange (med Klaver og med Orkester), Klaverstykker m. m.; ogsaa optraadt som Musikforf. (Redaktør af Fremskridtsbladet »Anbruch«) m. m.

Berg, Carl Alfred, f. 1857, sv. Musiker, Leder af Lunds Studenter-sangforening, 1911 tillige Dirigent ved »Skanska Sångarforbundet«. foretog med sit Kor Koncertrejser i Sverige, Danmark og Norge, 1904 til Amerika; skrev en Del Kantater og Mandskor samt nogen Kammermusik; Docent ved Lunds Universitet i Musikhistorie og -teori.

Berg, Isak. 1803—86, sv. Sanger, Elev af Siboni i Kbhvn., Operasanger og søgt Sanglærer; blandt hans Elever er Jenni] Lind; har komponeret »Fjärran i skogen«, vidt kendt ved Jenny Linds Foredrag.

Berg, Natanael. f. 1879, sv. Musiker, har studeret under Lindgren og i Udlandet; Komponist af Operaen »Lejla« og af symfon. Digtninge(»Traum-gewalten«), Korballader, Mandskor m.m.

Bergamasca, Bergamascerdans, gammel Dans eller Dansemelodi. Forekommer i den ældre Lutlitteratur ogsaa som Instrumentalstykke.

Berger, Ludwig. 1777—1839, tysk Klaverspiller, Elev af Clementi, fulgte denne til Petersborg, senere til Sthlm. og London; 1815 vendte han tilbage til sin Fødeby Berlin, hvor han som udmærket Lærer uddannede Mendelssohn, Fanny Hense], Taubert ni. fl., udgav i pædagogisk Henseende fortrinlige Værker for Klaver: Sonater, Etuder ni.m.; skrev ogsaa Sange, Kantater o. a. (Biogr. : L. Rellstab).

Berger, Wilhelm, 1861 — 1911. tysk Komponist, uddannet af Kiel, skrev Symfon., Kammermusik. Korværker (»Gesang der Geister über den Was? sera«. »Totentanz« m, fl), Sange og a-cappella-Kor ; var Hofkapelmester i Meiningen, siden Professor ved »Hochschule« i Berlin; gæstede med sit Orkester Kbhvn. 1906.

Berggreen, Andreas Peter, 1801— 80, dansk Musiker, studerede Jura, men traadte allerede ung i Forbindelse med Weyse. 1838 blev han Organist ved Trinitatis Kirke og ved Siden deraf Sanglærer i flere Skoler, fra 1859 Sanginspektør; redigerede Ugebladet »Musikalsk Tidende« og Flyveskriftet »Heimdal « og udfoldede en betydelig Virksomhed som Teorilærer bl. a. for A^T. W. Gade og P. Heise; endelig stiftede han 1840 Haandværkersangforeningen, der indledede en Bevægelse for dansk Mandssang i de brede Kredse. 1878 blev B. Æresdoktor ved Universitetet. Allerede som Regensianer komponerede han Kantaten ved Regensens 200-Aarsfest (hvori Sangen »Kong Christian lægger ned sit Sværd«), og derefter en Række andre Kantater; hans store Beundring for Oehlenschlager førte til Komposition af.Musik

til »Tordenskjold«, »Dronning Margrethe« og »Sokrates«; selvstændig skrev han Syngespillet »Billedet og Busten«, 1832. Som Komponist af Weysesk Retning, men med et vist Særpræg i Henseende til Folkelighed, havde B. megen Betydning ved sine kirkelige (Sal-me-)melodier, som »Lær mig, o Skov«, »Lyksalig, lyksalig«, »Krist stod op af Døde« o. fl. Ligeledes af Betydning var hans store Folkevisesamlinger, fædrelandske og fremmede, udg. i 10 Bind (1842—47 og 2. Udg. 1861—70), ikke just ved Udgivelsesformen, der er tidsbunden, men ved Indsamlingen af Melodierne og den Paavirkning. som disse øvede paa Samtidens Musikere. Endnu maa nævnes B.s mange Hæfter »Sange til Skolebrug« og hans .Melodier til Salmebogen« (1852—53) samt Biografi af Weyse (1876). (Biogr. : C.Skou, 1895).

Berg Hansen, Johannes, f. 1882, nsk. Sanger, Elev af Schinckel og Fru Lulle Hånshus, meget anvendt Solist, særlig i Oratorier; debut. 1904.

Bergh, Rudolph, f. 1859. dsk. Komponist, opr. Zoolog og Docent ved Kbhvn.s Universitetet; opgav denne Stilling for Musiken, som han navnlig havde studeret under Herzogenberg, og bosatte sig 1903 i Tyskland; under Verdenskrigen vendte han tilbage til Kbhvn ; blev 1922 Medlem af Musikkonservatoriets Bestyrelse; har skrevet Klavermusik, en Del Sange, Kammermusik, en Symfoni, a-cappella-Kor og Korværkerne »Requiem für Werther« og »Geister der Windstille«; udg. »Musiken i det 19. Aarh.« og mindre Afhandlinger om Musikforhold.

Bériot, Charles Auguste, 1802—70, belg. Violinspiller, en Tid Elev af Bail-lot, foretog glimrende Koncertrejser og blev Soloviolinist hos Kongen af Nederlandene. Efter Bevolutionen 1830 maatte han genoptage Turnéerne i Forening med sin Hustru, Sangerinden Maria Garcia Malirran (s.d.); 1843 blev B. Lærer ved Bruxelles'Konservatorium; blandt hans Elever er Vieuxtemps og Prume; en Nervesvækkelse tvang ham til Ophør, 1852. B. var Grundlægger af den belgiske Violinistskole, og har udgivet værdifulde Studieværker, Variationer og Etuder for Violin (École transcendentale de Violon), samt Koncerter og Kammermusik med Violin.

Berlin, Johan Daniel, 1710—75, tyskfødt Musikteoretiker, Komponist, Forf., Arkitekt m.m., bosat iTrondhjem.

Berlioz, Hector, 1803—69, fr. Komponist, Son af en Provinslæge, kom til Paris for at studere Medicin, men valgte, særlig under Indflydelse af Glucks Operaer, Musiken, som han studerede en kort Tid i Paris' Konservatorium uden Støtte fra Hjemmet. Paavirket af Romantikens Idéer, Beethovens Symfon. og Shakespeares Dramaer, komponerede han nu Værker som Ouverturerne Waverley og Les franc-tireurs og navnlig den saak. »fantastiske Symfoni«: Episode de la vie d'un artiste, 1829, inspireret af B.s Forelskelse i den eng. Skuespillerinde Henriette Smithson, med hvem han siden indgik et iøvrig- lidet lykkeligt Ægteskab (ophævet 1840). Atter Elev i Konservatoriet opnaaede B. Prix de Rome (Kantaten Sardanapale), var et Par Aar i Italien, skrev Lélio (som Fortsættelse af den fantast. Symfon.) og blev, atter i Paris, Anmelder ved Journal des debats m. fl. Hans glimrende, ofte skarpt affattede, Kritiker skaffede ham et Xavn; men som Komponist maatte han kæmpe sig frem. 1837 opførtes en bestilt Messe des morts (over General Damremont) af Dimensioner, der efter Datiden var kolossale, men 1838 mislykkedes Opførelsen af Ben-venuto Cellini paa den store Opera; Symfonien Harald en Italie (med Solo-Bratsch), skrevet paa Paganinis Opfordring, og Romeo et Juliette, et stort Værk med Blanding af instrumentale og vokale Xumre, modtoges køligt. B. søgte da til Udlandet, 1842, og vakte Opmærksomhed i Tyskland med sine Værker, der i hvert Fald i Begyndelsen vandt R. Schumanns, senere Liszts Interesse; siden drog B. til Østrig, Rusland og England. 1846 opførte han i Paris sit store Koncertværk: Damnation de Faust (fri Bearbejdelse af Goethes Digtning), men atter uden Held; bedre

lykkedes Fremførelsen af den bibelske Legende L'enfance de Christ, 1855, hvis 2. Del B. lod fremkomme som genfundet Værk af en gi. fr. Komp. (»Dueret); endnu fik B.. opr. i Baden-Baden, opført Operaen Béatrice et Benedicte, 1862, og i Paris det antike Drama Les Troljens, 1863. Hans øvrige Produktion omfatter et Tedeum, nogle Kantater, Sange og Orkestertransskriptioner. Hans musiklitterære Arbejder udkom i Samlinger som A trauers chant, Soirées d'orchestre, Voyages musicales, Mémoires, B. skrev endvidere en fortræffelig, senere ny-udg. og paa flere Sprog overs.Traité de l'instrumentation. suppleret med Le chef d'orchestre, hvori han, Mesteren i Behandlingen af Orkestret og en af Grundlæggerne af moderne Instrumentationskunst, har nedlagt sin Viden og Erfaring. — Den i Udlandetvundne Anerkendelse havde skaffet B. et noget mere anset Navn bl. hans Landsmænd, men til mere end Bibliotekar ved Konservatoriet drev han det ikke. Nogle sene Kunstrejser til Wien og Rusland 1866—67 var Lyspunkter for hans i de sidste Aar bitre, skuffede og tillige p. Gr. af Sygelighed hypokondre Sind. Efter hans Død og navnlig efter 1870 (til Dels af patriotiske Grunde) blev B. sat saa meget des højere. — B., en fremragende Intelligens, et voldsomt lidenskabeligt og fantasifuldt Temperament, en ujævn selvoptaget Karakter, søgte, stærkt paavirket af Datidens fr. Romantik, i sin Musik at frigøre sig for alle Baand og Vedtægter og vilde deri give anskuelige Udtryk ikke blot for Følelser og Stemninger, men for bestemte Handlinger og Begivenheder (ofte af hæftig bevæget, grel Art). Til Grund for hans Kompositioner ligger da et bestemt digtet Indhold, et »Program«, og B. er den konsekvente moderne Gennemfører af den alt før kendte i Programmusik« (s. d.). Dette i Forbindelse med hans idée fixe, et musikalsk Hoved (»Lede«-) Motiv, der udnyttes og varieres i hele Værket, betegner hans fremragende histor. Betydning. Hans Musik, der som hans Personlighed er ujævn og rummer store Skønheder og geniale Paafund ved Siden af trivielle el. forcerede Partier, udmærker sig ved den glimrende, paa en Gang raffinerede, snildt beregnede og fantasifulde, poetiske Instrumentation. (Biogr. : A. Jullien, E. Hippeau, Prodhomme,Tiersot, Boschot, Masson, paa tysk R. Louis, R. Pohl og Fr. Liszt, B.s Breve udg. af Bernard og Gounod); B.s saml. Værker udg. Malherbe og Weingartner.

Bernardi, Bartolemeo, d. 1732, ital. Musiker, Violinist og Komponist i Bologna, kom 1702 til Kbhvn. som Directeur de music (Kapelmester) under Frederik IV. og virkede her til sin Død, dog med forskellige Afbrydelser og Ophold i Hjemlandet; han skrev væsentlig Kammermusik (Triosonater, Violinsonater, con B. c), men ogsaa Operaer og adskillig Lejligheds- (Fest-) Musik. (Litt.: Thrane: »Fra Hofviolo-nernes Tid«).

Berntsen, Jens, f. 1867, nsk. Sanger og Dirigent, Elev af Kloed, Lammers, Arlberg, Armin, debut. 1893 paa Kristiania Teater. Hovedroller: Mefistofeles, Don Juan, Leporello; fremragende Leder af en Række Kor. Ivrig Forkæmper for Armins Methode.

Berté, Harry, 1858—1924. ungarsk Komponist, skrev en Række Balletter og Operetter, af hvilke >Das Dreimäderl-haus«, 1916, (»Jomfruburet«) med Benyttelse af Schubertske Melodier blev en Verdenssukces.

Bertini, Henri. 1798—1876, eng.-fr. Klaverspiller, skattet Lærer (i Paris) og Komponist af Klaverværker, særlig de kendte og endnu benyttede »Etuder« (for Begyndere).

Berton, Henri Montan, 1767—1844, fr. Komponist, Kapelmester ved den ital. Opera i Paris og Professor ved Konservatoriet, skrev særlig en Række opéras-comiques, der var meget yndede og fandt vid Udbredelse, flere af dem opførtes saaledes paa det kgl. Teater i Kbhvn.; men de sattes snart i Skygge særlig af Aubers. B. skrev endvidere Oratorier og forfat, nogle musik-æstetiske Skrifter.

Berühmte Musiker kaldes en Samling af Musiker-Biografier, der udg. af Schlesische Verlagsanstalt i Berlin og fra først af blev redigeret af Hcinr. Reimann.

Berwald, Franz Adolf, 1796 —1868, sv. Komponist, tilhørte en Musiker-familie, indvandret fra Slesvig: Faderen var Violinist i Sthlm., en Fætter, Johan Fredrik B., 1787-1861, Du Pays Efterfølger som Kapelmester ved Operaen dér, en talentfuld Komponist; dennes Hustru og tre Døtre udmærkede Sangerinder, der bl.a. fejrede Triumfer i Kbhvn. (1844). — B. studerede hos Du Puy og blev Violinist i det kgl. Kapel; 1829—41 levede han i Berlin, hvor han ved Siden af Musikstudiet ledede et ortopædisk Institut. I Fyrrerne fik han et Par Operaer opført i Sthlm., men drog atter til Tyskland, hvor han kom i nær Forbindelse med Mænd som Mendelssohn. Liszt og Wagner. Jennu Lind fik i Wien opført hans dramatiske Tonemaleri: >Ein ländliches Verlobungsfest in Schweden« (1847). Hjemvendt søgte B. forskellige Musik-Stillinger, men maatte nøjes med en Forretningsplads ved et Glasværk (1851 — 58). Først 1867 op-naaede han officiel Anerkendelse af sit kunstneriske Værd (1862 var Operaen »Estrella di Soria« opført), idet han blev Lærer i Komposition ved det musikalske Akademi. — B. var personlig en »Original« og en urolig Natur, hvad hans omflakkende Liv viser. Som Kunstner søgte han nye Veje; i sine talrige Værker, der omfatter de fleste Genrer, men er værdifuldest paa Symfoniens og Kammermusikens Omraade, var han forud for sin Tid (i Retning af Nyromantiken). Sine Landsmænds 54

Forstaaelse og Sympati vandt han først i sin sene Alder; til Gengæld er hans Ry steget efter hans Død, og man kan tale om en — maa-ske endda for sen — !>B.-Renæssance--. B.s Værker udmærker sig ved Oprindelighed, Stemningernes Rigdom og Forskelligartethed, og en fortrinlig orkestral Iklædning. (Udførligt om B. og Slægten B. i Norlinds »Ällmäat Musiklexikon <).

Betz, Franz, 1835—1900. tysk Sanger, fra 1859 første Baryton ved Berlineroperaen; fortrinlig baade som Sanger og Fremstiller, særlig Wagnersanger (den første Hans Sachs og Wotan).

Biber, Heinrich Ignaz Franz, 1644 — 1704, bøhm.Violinvirtuos, Kapelmester i Salzburg; betydelig Komponist af Kirke-og Kammermusik, navnlig Violinsonater (nyudg. i »Denkmäler oesterreichischer Tonkunst«).

Bicinium (lat.), tostemmig Sang.

Bie, Oskar, f. 1864, tysk Musikforf., Docent og Musikanmelder i Berlin, skrev musikhistor. og -æstetiske Bøger, som »Das Klavier und seine Meister«, »Intime Musik«, »Der Tanze, »Tanzmusik«, »Moderne Musik und Rieh. Straus«, »Die Oper«, »Das Libretto«, »Klavier, Orgel und Harmonium« (B. komponerer selv for Harmonium) m fl.

Bielefeldt, Viggo, 1851 — 1909, dsk. Sanger, var Kantor, senest ved Holmens Kirke, samt Lærer (siden Med-Direktør) ved Konservatoriet i Kbhvn.; lyrisk Tenorbaryton, der særlig var fremragende som Fortolker af dsk. Romance- og Kantatemusik og meget benyttet i Kbhvn.s Koncertliv; komponerede en Davids Salme, nogle Lej-lighedsarbejder (Kantater) og Sange samt udo. »Melodier til Psalmebogen«.

Billroth, Theodor, 1829—94, østr. Kirurg, Joh. Brahms' nære Ven, skrev »Wer ist musikalisch?«, der udkom i flere Oplag.

Bilse, Benjamin, 1816—1902, tysk Musiker, Dirigent af populære Koncerter i Berlins » Konzerthaus « (1868—82).

Binchois, Gilles, c. 1400—c. 1460, nederl. Komponist, benævnt efter sin Fødeby Binche i Hainaut; omtr. samtidig med Dufay komponerede han flerstem. kirkelige Værker, men navnlig verdslige Chansons (3- og 4-stem.), hvis folkelige og indtagende Melodik gjorde dem meget yndede; betegnende for hans Stil og Popularitet er hans Tilnavn: Père de la joyeuseté: om hans Liv vides kun lidt. Hans Chansons er i Udvalg genudg. af Riemann m. fl.

Birckenstock, Johann Adam, 1687— 1733, tysk Violinspiller og Komponist; skrev værdifuld Musik for Violin (Sonater med Continuo, Trio-Sonater, Koncerter for 4 Violiner).

Bird, Arthur, f. 1856, amer. Komponist, studerede i Berlin og hos Liszt; har skrevet Koncertstykker og Salonmusik for Klaver, Orkesterværker, »Dezi-metter« for Blæsere, Orgelmusik m. m.

Bird (Byrd), William. 1543—1623, eng. Komponist, Kapelsanger og Organist i det kgl. Kapel: fremragende Kirkekomponist (Cantiones sacræ, Psalms, Sonnets ete.); er kaldet »Englændernes Palestrina«; flere af hans Værker er genudg. (af Horsley og af Rimbault: en 5-stem. Messe med B.s Biografi); B. skrev endvidere Orgel- og Klaverkompositioner, af hvilke findes talrige i Samlinger som »Fitz-William-Virginal Book« (s. d.).

Bis (laf), to Gange. Se Abbreviaturer.

Bischoff, Hans. 1852—89, tysk Klaverspiller og Pædagog, Udg. af Handels, Bachs og Schumanns m. fl.s Klaverværker, samt af A. Kullaks sAesthetik des Klavierspiels« (1876).

Bishop, Henry. 1786—1855, eng. Musiker, Dirigent i London, senere Musikprofessor i Oxford, produktiv Komponist af talrige Operaer og Sangspil m. m., samt Udgiver af irske Melodier (Tekster af Th. Moore.)

Bitter, Carl Hermann, 1813—85, tysk Musikforfatter, juridisk Embedsmand (preuss. Finantsminister), skrev en Biografi af J. S. Bach (2. Opl. 1881 i 4 Bd.) og navnlig »Ph. Emanuel und Friedeman Bach und deren Brüder« (1868) m. m.

Bittner, Julius, f. 1874, østr. Komponist, juridisk Embedsmand i Wien, har navnlig komponeret en Del folkelige Operaer, hvortil han selv forfattede Texten.

Biwa, japansk 4 strenget Strenge-

instrument, der af Form minder en Del om den arabiske Lut og behandles med Plekter (s. d.).

Bizet, Georges. 1838—75, fr. Komponist, vandt allerede 1857 Paris' Konservatoriets Romerpris (Halévy var hans Kompositionslærer) og skrev i Italien en ital. og en fr. Opera m. m.; 1863 fik han i Paris opført »Perlefiskerne«, nogle Aar senere La jolie fille de Perth og Djamileh, alt uden synderligt Held. En Tid lang skrev B. nu mest Instrumentalmusik, af hvilken navnlig Suiterne: Roma og L artésienne (efter Daudet) samt Ouverturen La patrie gjorde mere Lykke. 1875 bragte Opéra comique B.s »Carmen« til Opforelse; til at begynde med vandt denne Opera ikke heller Publikums Yndest, men der skete hurtig et Omslag, og »Carmen« blev snart en fast Bestanddel af Opéra comiques Repertoire og gik. sin Sejrs-

gang over ni Verdens Scener (i Kbhvn. 1887). B. skulde ikke opleve sin Berømmelse; han døde faa Maane-der efter » Carmen «s Fremkomst, efter Sigende af Skuffelse over dens opr. Vanheld. Foruden de nævnte Værker efterlod B. sig 2 Bd. Sange.— Hans Ry er knyttet til »Carmen«, hvis ejendommelig gribende Æmne (efter Mérimée) og originale, karakterfulde, af sp. Lokalkolorit prægede, brillant og aandfuldt instrumenterede Musik har sikret den Plads blandt moderne Operas første Frembringelser, ligesom den er blevet Forbilled ved Æmne og Stil for senere Operakomponister (særlig de ital. »Verister«). I Tyskland fandt B. og »Carmen en ivrig og aandrig Fortaler i Fr. Nietzsche (> Randglossen zu B.s Carmen«). (Biogr.: C. Pigot, Bel-laigue, Gauthiers-Villars, Paul Voss, Ad. Weissmann).

Bjørneborgernes March. Melodien, der allerede 1770 kan paavises som Kontradansmelodi. var ved 19. Aarh.s Begyndelse populær under Navn af Austerlitz- el. Bonapartemarch. Den Tekst, hvorpaa Marchen nu synges, og hvorfra den har sit nuværende Navn, er af Runeberg og udkom 1860. (Litt: Afh. af Ernst Lagus i Sv. Litteratur-Sälskapcts Festskr. 1904).

Blanche, fr. Navn for en Halvnode.

Blanchet, Emile, f. 1877, schw. Komponist, navnlig Klaverværker (Etuder, Præludier, Koncert m. m.); Klaverlærer ved Lausannes Konservatorium.

Blaramberg, Paul Ivanovitsch, f. 1841, russ. Komponist af Operaer, sy m fon. Digtninge, Kor og Sange tn. m. i Tilslutning til Balakireff.

Blech, Leo, f. 1871, tysk Musiker, Elev bl. a. af Humperdinck, fortræffelig Dirigent og Kapelmester, 1906—23 ved Statsoperaen i Berlin; Komponist af symfoniske Digtninge, Kor, Sange, Operaer og Operetter, bl. hvilken » Versiegelt « og » Stroh wittwe« er opf. i Kbhvn.,hvor B. eroptraadt som Dirigent.

Bleyle, Karl, f. 1880, tysk Musiker, Elev afThuille, lever i Weimar ; skrev Værker for Orkester, for Soli og Kor, en Violinkoncert, Ouverturer m. m.

Bliss, Arthur, f. 1891, eng. Komponist, Elev af Royal College of Music (særlig af Stanford) og nu Lærer derved; har skrevet Ballader og andre Sang-stykker for én el. flere Stemmer med Kammerorkester, Mêlée fantasque for Orkester, Conservations (for 7 Solo-instrumenter) samt Symfon.. Klaverkoncert. Sange m. m.

Blokfløjte, se Fløjte.

Bloch, Ernest, f. 1880, schw. Komponist, Elev bl. a. af Jacques Dalcroze, skrev et Par Operaer, Violin-Koncert, symfon. Digtninge. Kammermusik,Sange m. m. Fra 1916 har han levet i Amerika og indtaget en fremskudt Stilling.

Blockx, Jan, 1851—1912, belg. Komponist, Elev af Peter Benoit og dennes Efterfølger som Direktør for Konservatoriet i Antwerpen, skrev navnlig store Korværker og en Del Teatermusik (Operaer, Ballet m. m.)

Blom, Peter, 1828—1912, nsk. Præst, studerede som ung Musik og offentliggj. Kompositioner, bl. a. til egne Digte.

Bloomfield-Zeisler, Fanny, f. 1863, østr.-amer. Pianistinde, Elev afLesche-tizsky, kom som Barn til Amerika (Chicago), hvor hun giftede sig og lever; foretog som fremragende Klavervirtuos flere Koncertrejser til Europa.

Blumenfeld, Felix, f. 1863, russ. Komponist, Klaverlærer i Petersborg en Tid lang Operaens 2. Dirigent; har foruden nogen Orkester- og Kammermusik navnlig skrevet talrige Klaverværker.

Blumenthal, Jacques, 1829—1908, i sin Tid yndet Salonkomponist (La source): f. i Hamburg, levede mest i London.

Blumner, Martin, 1827—1901, tysk Musiker, en Aarrække Dirigent for Berlins »Singakademie«: ; Komponist af Oratorier, Kantater, Motetter o. s. v. i akademisk Stil; skrev »Geschichte der Sing-Akademie zu Berlin« (1891).

Blüthner, Julius, 1824-1910, Grundlægger (1853) af den verdenskendte B.ske Pianofortefabrik i Leipzig, udg. en 5Lehrbuch des Pianofortebaues«.

Blæseinstrumenter. Som B. betegnes de Toneredskaber, der intoneres ved, at Luftsøjlen i et cylindrisk Rør af Træ el. Metal sættes i Bevægelse ved Blæsning. Ved Blæsningen anvendes enten Munden eller en med Røret forbundet Blæsebælg (hos Orgelpiberne). Den Del af Instrumentet, gennem hvilken Luften indføres i Røret, kaldes Mundstykke. Dette kan enten bestaa i 1) et Hul. der direkte giver Luften Adgang til Rørets Indre (Fløjten), 2) et tyndt Rør. der er forsynet med to bevægelige Rorblade (Hobo, Engelsk Horn, Fagot), 3) en fast Overlæbe og et modstaaende enkelt vibrerende Rørblad (Klarinet) el. i 4) et tragt-formigt Metalmundstykke (Basun, Trompet, Horn). Hos Orgelpiberne indtræder Luften enten gennem en snæver Aabning i Pibens Fod for da delvis at slippe ud af det tæt over samme anbragte Opsnit og delvis at søge ind i Røret selv og sætte dettes Luftsøjle i Svingning (Labial el. Læbepiber), eller den føres umiddelbart ind i Røret for dér at sætte en i samme indlemmet Metaltunge i Bevægelse (Lingual el. Tungepiber). — Det enkelte Rør er enten bestemt til kun at frembringe en enkelt Tone (Pansfløjte, Orgel), eller til at fremstille en Serie af Toner (Orkesterblæseinstrumenter'). I første Tilfælde har det ingen Tonehuller, i sidste er det undertiden forsynet med saadanne. undertiden ikke. Forsynede med Tonehuller er Fløjte, Hobo, Klarinet, Fagot, hvor Rørets Længde kan modificeres ved Aabning el. Tillukning af de i samme indborede Fløjtehuller (med Fingrene eller med Klapper), og hvor Tonerne ved Overblæsning kan tvinges en Oktav op (hos Klarinetten en Duodecim). Er Røret (hos Basun,

Trompet, Ventilhorn m. fl.) ikke forsynet med Huller, kan de forskellige Toner enten frembringes ved Benyttelsen af forskelligartede Læbestillinger og Blæse-maader (se Ansats og Basun), ved Hjælp af Træk (Træk-Basun), eller af Ventiler (Ventil-Basun, -Horn, -Trompet), der muliggør Forlængelser af Tone-røret, og en deraf følgende P'ordybelse af Tonen. — Som Materiale anvendes til B. enten Træ (Træblæseinstrumenter), el. Metal (Metalblæseinstrumenter). Orgelpiberne fremstilles lil Dels af Træ, til Dels af rent Tin iblandet med Bly. Træ medfører en blødere, Metal en skarpere, mere gennemtrængende Tone. Røret kan være lige el. snoet, enkelt el. dobbelt. Hos Orkesterinstrumenterne vider det sig ofte forneden ud til et større el. mindre Schallstykke. Orgelpibens øvre Munding er enten aaben el. halvt el. helt tillukket (gedockt). Orglet er det eneste B., der ved Spillet tager Hjælp af en Klaviatur. Se iøvrigt Specialarliklerne om hvert enkelt af de nævnte B.

Bobillier, se Brenet. M.

Boccherini, Luigi, 1743—1805, ital. Komponist, fortræffelig Violoncellist; foretog Koncertrejser bl. a. til Paris. 1769 slog B. sig ned i Madrid, blev Hofkapelmester, traadte ogsaa i Forbindelse med Friedrich Wilhelm II af Preussen, men synes atter at have mistet sin Stilling og sit fordums Ry og at have tilbragt sine senere Aar i trange Kaar. B. var en overordentlig produktiv Komponist, særlig af Kammermusik (henimod 300 Strygekvintetter, -Kvartetter og -Trioer), der en Tid lang var i stor Yndest og endog sattes jævnsides med Haydns og Mozarts. Af hans mange Kompositioner havde dog kun forholdsvis faa Levedygtighed. (Biogr.: L. Picquot, D. A. Ceru, G. Malfatti).

Bochsa, Nicolas, 1789—1856, fr. Harpespiller, fremragende Virtuos og en søgt Lærer bl. a. ved Royal Aca-demy of Music i London, men kunde paa Grund af langtfra ulastelig Karakler og Færd ikke hævde sig personlig; udg. Harpekompositioner og en Harpe-skole og skrev flere Opéras-comiques (omkr. 1815).

Bodanzky, Arthur, f. 1877, tysk-amer. Musiker, Dirigent fra 1915 af de tyske Operaopførelser paa Metropolitan Opera i New York; indtager en fremskudt og anset Stilling i amer. Musikliv.

Bodenschatz, Erhard, 157G—1636, tysk Musiker, Kantor og derefter til sin Død Sognepræst i Osterhausen, komponerede kirkelig Musik (»Psalmen«, »Hymnen«, »Geistl. Lieder« etc.). men er mere kendt som Samler og udgiver af en udbredt og interessant Antologi (til Skolesangbrug) af ældre og samtidig flerstem. Sangmusik: Florilegium Porterne, 1603 og 1621.

Boëllmann, Léon, 1862—97, fr. Komponist, fremragende Orgelspiller i Paris; efterlod sig navnlig Orgel- og Orkesterværker (meget spillet blev Variations symphoniques for Violoncel og Orkester). (Biogr. : P. Locard.).

Bohême, La, Opera af G. Puccini, Turin 1896, Kbhvn. 1908. Æmnet ogsaa behandlet af Leoncavallo.

Boëtius, Anicius Manlids Torquatus, c. 475—c. 524, rom. Musikforfatter, henrettet af politiske Grunde, var Filosof o Matematiker og skrev vedrørende Musiken det 5 Bd.sYærk: De musica, der »var for alle Teoretikere i Middelalderen et sandt Evangelium« som Hovedkilde til deres Kendskab til oldgr. Musik. Værket er genudg. 1867 og overs, til Tysk af O. Poul 1872.

Bogstavskrift. Bogstavernes Anvendelse til Nedskrivning af Toner kan allerede paavises i Oldtiden. Et Exempel herpaa forelaa allerede c. 700 Aar f. Kr. i de« oldgræske B., der bestod under to forskellige Former o: som Instrumental- og som Sangtoneskrift. Den antik-gr. B.s hovedsagelige Tilknytning til Toneartsystemer, der praktisk set døde ud sammen med den -antik-gr. Tonekunst, stiller imidlertid her foreløbig dens Behandling in mente. (Se i Stedet for under Grækenlands Musik i Oldtiden e: den græske Toneskrift.) Anderledes forholder det sig med Middelalderens B.er, af hvilke i al Fald den ene endnu sætter sine Spor i den moderne Musikpraxis, eftersom man til den baade kan tilbageføre Tonernes Bogstavnavne og Oktavbetegnelserne. B. bestod i Middelalderen under to Former: den ene var den forholdsvis kun lidt udbredte frankiske B. (10.—12. Aarh.), hvor Alfabetets 15 første Bogstaver (a—p) overførtes paa en Skala af 2 Oktavers Omfang (Ex. i et Antiphonarium i Montpellier, i et Directorium Chori i Engelberg o. fl.) ; den anden var den under Gregor d. Stores Navn med Urette henførte vidt udbredte gregorianske B., der kun gjorde Brug af Alfabetets 7 første Bogstaver og havde det Fortrin, at hver af de syv Toner, paa hvilke disse Bogstaver fandt Anvendelse, ved Bogstavernes Gentagelse i Oktav efter Oktav altid beholdt samme Navn og Tegn. Fra først af blev de 7 Bogstaver forbundne med Tonefølgen:

saa Halvtonetrinene kom til at falde fra C—D og fra G—A, men senere blev Tonernes Betydning forskudt, saa-ledes at Bogstavet A blev identisk med den Tone, der endnu bærer dets Navn:

Halvtonetrinenes Plads blev derfor her mellem B og C og mellem E og F. Eftersom Odo fra Clugny anses for at være Indfører af denne Reform, betegnes denne F'orbindelsesmaade af Bogstaver og Toner som den odoniske. For at kunne holde Oktaverne ud fra hinanden noterede Odo den underste Oktav i Tonesystemet med store Bogstaver: A B CD E F G, og den følgende med smaa: a b c d e f g. Til Nedskrivning af den tredie Oktavs 4 Toner (de højeste i Datidens Tonesystem) benyttede han derimod de græske Bogstaver a (3 X A, der med Tiden først afløstes afdelat. Dobbeltbogstaver aa bb ce dd og senere af smaa Bogstaver med en overliggende Streg: ab cd. Saaledes opstod Oktavnavnene Store, Lille og Enstreget Oktav, hvortil senere endnu oventil føjedes To-, Tre- og Fireslreget Oktav og neden-til (under Store Oktav) Kontraoklav og de øverste Toner af en Sub-Kontra-oktav. — Den Tone, der i Odos Skala havde Navnet b, klang, som Node-exemplet viser, som vort h. Da der imidlertid gaves Toneforbindelser, hvor man følte Trang til at anvende et fordybet b (Nutidens b), som f. Ex. i Skalaen f—f, i den forhadte Toneforbindelse f—h (Tritonus) m. m., indlemmede allerede Odo mellem a og b i 2den og 3die Oktav denne Tone, og eftersom nu hvert af de to b'er maatte have sit Tegn og sit Navn, fik det fordybede b Formen b og betegnedes som rundt el. blødt b (b rotimdum el. b molle), hvorimod det opr. b fik Firkantformen b og kaldtes b quadratum el. b darum. Se iøvrigt Frontartiklerne B og H.

Af Oprindelse synes B. at have været en Instrumentaltoneskrift. Baade hos de Strengeinstrumenter, der besad et stort Antal Strenge og hos Klaviaturinstrumenterne (Lire og Orgel) faldt det Praktikerne vanskeligt at finde, hvor Tonerne laa, og man greb da til Nummererings-principet ved henholdsvis at vedskrive Strengene og paaklistre Tasterne, Alfabetets Bogstaver (Se » Illustreret Musikhistorie« Afb. Side 32 og 40). Opskrivningen af Musiken med disse Bogstaver laa da lige for, og saaledes udvikledes uden Tvivl den instrumentale B., hvis Benyttelse til Psalteriet, Liren og Orglet med Bestemthed allerede godtgøres af den tidlige Middelalders Skribenter. Orglets Anvendelse som Skoleinstru-ment ved Klostrenes Sangundervisning førte, rimeligvis allerede i 10. Aarh., videre til B.s Optagelse som Sangnotation, som hvilken den holdt sig i Brug, indtil Forbedringen af de andre Sang-

toneskrifter (Neumernes Overførelse paa Guidos 4-Liniesystem, Mensural-nodeskriftens Indførelse i 12. Aarh.) omsider overflødiggjorde den. Den instrumentale B.s Skæbne hviler imens i en lang Periode helt i Mørke, men i 15. Aarh. kommer den paany tii Stede som Orgeltoneskrift, den saakaldte Orgel-tabulatur (s. d.), der indtil 17. Aarh.s Slutning af de tyske Organister anvendtes til Nedskrivningen af al Orgel- og Klavermusik. Angaaende de tyske Organisters Erstatning af b med h og angaaende Oktavrækkernes senere Optælling fra c i Stedet for fra a, se Frontartiklerne B, H og A. Hvorledes Bogslaverne ved Liniesystemets Indførelse toges til Nytte som Nøgletegn forklares i Art. C, F, G samt u. Linier og Nøgler. Nævnes maa endelig ogsaa Nutidens Anvendelse af de store Bogstaver til Betegnelse af dur-treklangen og Durtonearten og af de smaa Bogstaver til Betegnelse af Moll-treklangen og Molltonearten.

Bohlmann, Georg Carl, 1838—1920, dsk. Musiker, Skole-Sanglærer, Teatermusikdirektør og Organist; duelig praktisk Musiker og søgt Lærer, navnlig i Instrumentation : dygtig og flittig Arrangør af Musik (særlig for saakaldt »Harmoniorkester«); bistod ofte bekendte Musikere; skrev Ouverturen »Vikingefærd« (opført i Leipzigs Gewandhaus) og mindre Klaver- og Violinstykker.

Bohnke. Emil, f. 1888, polsk Komponist og Dirigent; Bratschist og Lærer ved »Hochschule« i Berlin; har komponeret Violinkoncert. Kammermusik, Orkester- og Klaverstykker.

Boieldieu, François Adrien, 1775— 1834, fr. Komponist, debuterede allerede 18-aarig i sin Fødeby Rouen med en Operette og gik et Par Aar efter til Paris for at forsøge sig som Operakomponist. Gennem Huset Érard(s. d.) kom han i Forbindelse med Mestre som Cherubini og Méhul, og Sangeren Garat tog sig af hans Melodier. Nogen egl. grundig el. alsidig teoret. Uddannelse fik han ikke, men kunde dog med Held lade

nogle Opéras-comiques opføre, og 1800 slog »Kalifen af Bagdag' hans Navn fast. Et ulykkeligt Ægteskab med en Danserinde foranledigede B. til at tage til Petersborg, hvor han blev til 1810. To Aar efter fremkom i Paris Jean de Paris (Kbhvn. 1815), der atter blev en stor Sukces; B.s Ry og Yndest førte ham nu til Kompositionsprofessor-Stillingen ved Konservat. i Paris, og med den flg. Opera Le chaperon rouge, 1818 (Kbhvn. 1819: »Den lilleRødhætte«),fejrede han »en sand Triumf«. Alligevel kunde han 1825 lade et endnu mere betydeligtog snart verdenskendt Værk følge: La dame blanche (Kbhvn. 1829: »Den hvide Dame«); den berømte Ouverture skrev B. i Forening med A. Adam (s. d.). I dette sit Hovedværk, der er typisk for det ældre fr. Sangspil, har B. udfoldet al sin Musiks Ynde og Lune, sin lette og naturlige melodiske Opfindsomhed og livfulde dramatiske Stil, men har hertil føjet et Plus af Sværmeri og Romantik, der tilhørte Tiden, men her først indførtes i fr. Sangspil, hvorfor man med en vis Ret har sammenstillet »Den hvide Damet; i fr. Opera med Webers »Jægerbruden« i den tyske: den underholdende og velturnerede Libretto af Scribe efter en romantiseret W. Scottsk Fortælling bidrog sit til Operaens sjældne Sukces. Efter denne skrev B. kun Deux nuits 1829 (Kbhvn. 1832: »De to Nætter«), og maatte i sine sidste Aar kæmpe en Del med økonomiske Vanskeligheder og S\^Tgdom. Hans Ligfærd fejredes med Cherubinis Requiem. Foruden de fornævnte Operaer skrev B. delvis i Forening med samtidige Pariserkomponister (Cherubini, Isou-ard, Kreutzer, Paër o. s. v.) en Række mindre betydelige Arbejder; de mest kendte og spillede var Ma tante Aurore, Les voitures versées, Le nouveau seigneur de village, La fête du village voisin; endelig komponerede han Klaversonater og Musik for Harpe. (Biogr. : A. Pougin, Augé de Lassus, G. Hecquet, de Thann-berg, E. Duval).

Boito, Arrigo, 1842—1918, ital. Musiker og Digter: sluttede sig til Wagners Operareform og skrev Operaen »Mefistofeles (efter Goethes »Fauste, 1. og 2. Del), der i revideret Skikkelse gjorde Lykke og opførtes rundt om i Europa (Kbhvn. 1885); endvidere Kantater og et Par Operaer, ukendte udenfor Italien, hvor »Nerone« opførtes efter B.s Død, 1924. B. var skattet som lyrisk Digter og Libretto-Forfatter (f. Ex. Verdis »Otello« og »Falstaff«).

Bojesen, Ernst Frederik Christian, 1803—64. dsk. Filolog og Musikforfatter, var Rektor i Sorø og Roskilde, og skrev bl. a. De harmonica scienta Graecorum og De problemalis Aristo-lelis — delvis omhandlende antik Musikteori.

Bolero, spansk Nationaldans. der i Hovedsagen bevæger sig i ³/₄ Takt, men af og til slaar over i andre Rytmer. Den forbindes enten med Sang, der ledsages instrumentalt (af Guitar) eller danses til ren instrumental Ledsagelse ofte udført af et helt Orkester. I begge Tilfælde markerer de dansende selv Rytmen ved Hjælp af Kastagnetter.

Bolstad, Per, f. 1899. nsk. Violinist, Elev af Haaland og Marsick, debut. 1918; har koncerteret hjemme og i Udlandet.

Bombardon, se Tuba.

Bomhart, Pommer, den gamle Slægt af Rørbladinstrumenter, af hvilken baade Obo og Fagot er fremgaaet. Se Rørbladinstrumenter.

Bonci, Alessandro, f. 1870, ital. Sanger, en af Nutidens ypperste Operasangere (Tenor), der har fejret Triumfer ikke blot i Italien, men paa talr. europæiske og amer. Operascener.

Bondesen, Jørgen Ditleff, f. 1855, dsk. Musiker, en Aarrække Lærer ved Kbhvn.s Konservatorium, 1901 i Aarhus som Leder af eget Konservatorium og Lærer i Klaver- og Orgelspil: udgav og bearbejdede E. F. Richters »Harmonilære« og Lobes »Musikens Katekismusc og forfattede selv »Harmonilære« (1897) og »Læren om Kontrapunkt« (1902); har komponeret Klaver-og Orgelstykker, Sange, Oratoriet »Opstandelse«, Musik til Eventyrspillet »Tornerose- m. m.

Bonnén, Helge, f. 1896, dsk. Musiker, uddannet som Klaverspiller af Agnes Adler og Rachlew. optraadte som Koncertpianist og Komponist af Klaverstykker, Sange og Korstykker; stiftede »Unge Tonekunstneres Selskab«, 1920.

Bonnet, Joseph, f. 1884, fr. Orgelspiller og Komponist, Elev af Guil-mant; er optraadt rundt om i Europa og i Amerika; kaldet »den ideale Fortolker af Bach og C, Franck«; har udg. gi. Orgelmusik og komponeret Orgel- og Kormusik.

Bononcini, Giovanni Battista,16 72— c. 1750, ital. Komponist, Søn af den som Kammermusiker og Kantatekomponist ansete Giovanni Marie B., 1640— 78, i Modena, var en af Samtiden højt skattet Operakomponist, der virkede i Rom, Bologna, Berlin og navnlig i Wien, indtil han 1716 gik til London, hvor han var den i Længden uheldige Konkurrent til Händel; B. skrev ogsaa Oratorier, Symfon., Koncerter, Kammer-sonater m. m.

Borchgrevinck, Melchior, d. 1632, var 1587 Instrumentist i det dsk. Hofkapel, nævnes som en af de øverste Instrumentister ved Christian IV.s Hof og blev af denne sendt paa Studierejse til Gabrieli i Venezia; efter Hjemkomsten Hoforganist og senere Hofkapelmester. I Giardino novo bellissimo. som B. udgav i Kbhvn., findes Madrigaler af ham selv. (Litt: A. Hammerich: »Musiken ved Chr. IV.s Hof«.)

Bordes, Charles, 1863—1909, fr. Musiker, Elev af C Franck, studerede baskiske Folkeviser og opførte gi. Kirkemusik (Koret Chanteurs de St. Gervais); navnlig kendt som Medstifter af Schola cantorum (s.d.) i Paris; komponerede bl. a. »Baskisk Rhapsodi« for Klaver og Orkester, Klaverstykker, Vokalværker og Etuder m. m. samt udg. gi. Kirkemusik.

Bordun anvendes som Navn for den 5 Meter lange dækkede Labialstemme, der hos Orglet er forbundet med Manualet og i sin Egenskab af Grundstemme hører til de Registre, der ved enhver Registrering udtrækkes først. Angaaende Ordets Oprindelse hersker der Uenighed. De to Omstændigheder, at 1) Hieronymus de Moravia anfører B. som Navn for de løse Strenge, der hos Vielen (et 5-strenget middelalderligt Strygeinstrument) lagde en Brumbas under Melodien, og 2) at Navnet endnu anvendes for de tilsvarende Brumstrenge hos den fra Middelalderen nedarvede Lire (Vielle), sandsynliggør Riemanns Formodning om Ordets Oprindelse fra bord (fr.) Rand, fordi Brumstrengene (der jo forøvrigt gaar igen hos adskillige af de fra Middelalderen nedarvede Instrumenter, deriblandt hos Langelegen, den walisiske Crwth, den estlandske Tallharpe, den svenske Nyc-kelharpe o. fl.), som oftest løb langs med Gribebrættets Rand. Fra Strengeinstrumenterne vil Navnet da være gaaet over paa Sækkepibens analogt anvendte B. fløjter og paa den middelalderlige Form for en flerstemmig Sang kaldet Fauxbourdons el. Falso Bor-done: s. d. samt under Crwth, Langeleg, Lire, Organistrum, Sækkepibe, Tallharpe, Vielle og Viole.

Borg, Oscar, f. 1851, nsk. Komponist og Militærmusiker, Elev af Sthlm.s Musikakademi; talr. Kompositioner for Militærmusik ogmeget sungne Korværker.

Borgstrøm, Hjalmar, f. 1864, nsk. KomponistElev af Joh. Svendsen, Lindeman, Ole Olsen, Studier i Leipzig, Berlin, Paris og London. Fra 1904 bosat i Kria. som Komponist og Musikanmelder i »Verdens Gang« og fra 1913 i »Aftenposten«. B. har skrevet Klaverstykker (deriblandt »Drikkevise«, Op. 18) Sange til Tekster af Collett Vogt, Murad Effendi,Cally Monrad o.s. v., en Kantate

til Bjørnsons »Hvem er du med de tusene Navn?« (1889). Reformations-kantate (Casparis Tekst) 1917; videre to Operaer til egne Tekster (»Thora paa Rimoli, »Fiskeren^), samt Kammermusik (Pianokvintet, to Strygekvartetter m. v.). Men først og fremest er B. Orkesterkomponist; hans Værker betegner ved Siden af Selmers det mesttypiske den programmusikalske Retning har frembragt i Norge. Fn kræsen Instrumentation udmærker disse Værker, som alle tumler med Problemer og stræber mod at give Forestilling om Tanker og Situationer ved Hjælp af Tonesprogets Farveskala. Stundom kommer dog selve Ordet til Undsætning som i Prologen til Hovedværket »Tanken«. De øvrige symfoniske Digtninger er »Hamlet«, »Jesus i Gethsemane«, »John Gabriel Borkmann«. Til samme Periode hører D-moll-Symfonien.

Boris Godunof, Opera af Mussorgsky, Petersborg 1874, Kbhvn. 1924.

Borodin, Alexander, 1834—87. russ. Komponist. Professor ved medicinsk Akademi i Petersborg, talentfuld og original Musiker af den saakaldte »ny-russiske« Retning; skrev 2 Sy m fon., symfon. Digtning; »Skitse fra Mellemasiens Stepper«, 2 Strygekvartetter, Sange og Operaen »Fyrst Igor«, fuldendt efter hans Død af Rimsky-Kors-sakof og Glasnnof (1890). (Litt: Stassof [fr. ved Håbets 1893;.)

Borregaard, Edvard, f. 1868, dsk. Musiker, Klaverelev af A. Winding og V. Bendix, Operarepetitør ved det kgl. Teater, kendt som Akkompagnatør: har skrevet Stykker for Violin og for Klaver samt Sange m. m.

Borren, van den, f. 1874, belg. Musikforfatter, opr. Jurist, Elev af Closson i Musikteori, Musikanmelder og Universitetsdocent i Bruxelles; meget produktiv Forfatter ; foruden talrige større og mindre Afhandlinger i Tidsskrifter o. 1. skrev han navnlig Les origines de la musique de Clavecin en Angleterre, 1912. Les origines de la musique de Clavier dans les Pays-Bas, 1914. Musiciens belges en Angleterre à l'époque de la Renaissance, L'oeuvre dramatique de C. Franck, La musique belge moderne etc.

Bortnianski (Bartniansky), Dimitri, 1751 —1825, russ. Komponist, studerede hos Galuppi (i Petersborg) og i Italien, blev 1796 Direktør for Hof-sangerkapellet, skrev en Række højt-ansete, endnu ved Gudstjenesten anvendte kirkelige Vokalværker (udg. revid. af Tschaikofsky) samt nogle Operaer og instrumentale Værker.

Borwick, Leonard, f. 1868, eng. Klaverspiller, Elev af Clara Schumann m. fl.; udm., noget akademisk Pianist, foretog talrige Koncertrejser i og udenfor Europa (optraadte flere Gange i Kbhvn.).

Bos, Coenrad van, f. 1875, holl. Klaverspiller, særlig Kammermusikspiller (den »hollandskeTrio«)og fortrinlig Sangakkompagnatør ; lever i Berlin.

Bosquet, Emile, f. 1878, belg. Klaverspiller, Konservatorielærer i Antwerpen, udg. bl. a. Technique moderne.

Bossi, Enrico, f. 1861, ital. Komponist, Organist; indtil 1902 Konser-vatoriedirektør for Liceo musicale i Bologna, fra 1916 i Rom; fremragende Orgelvirtuos; forfattede en Orgel-skole (1893). Af hans talrige og ansete Kompositioner fremhæves Klavertrioer, Koncert for Orgel og Orkester, Requiem, Canticum Canticorum (»Højsangen«), »Det tabte Paradis«, Orkestersuiter og kirkelige Sangværker i Pale-strinas Stil — adskillige af hans Værker opførtes udenfor Italien, bl. a. i Kbhvn.

Bote & Bock, betydeligt Berliner-Musikforlag, grundet 1838.

Bottesini, Giovanni. 1821—89, ital. Musiker, udmærket Kontrabas-Virtuos, koncerterede i Europa og Amerika (optraadte i Kbhvn.), tilsidst Konservatorie-direktør i Parma; begavet Komponist af Operaer, Kontrabasstykker m. m.

Boucher, Alexandre Jean, 1778 — 1861, fr. Violinspiller, betydelig og fejret Virtuos, førte et æventyrligt Liv, bl. a. udnyttende sin Lighed med Napoléon.

Boughton, Rutland, f. 1878, eng. Komponist, Elev af Stanford og Ban-tock; har komponeret i hans Hjemland meget opførte Musikdramaer {The Birlh of Arthur, The Immortal Horn; Alkestis etc.), Korværker, Kammermusik og Sange; er ogsaa Musikforf.

Bournonville, August, 1805—79, dsk. Balletkomponist, Son af den over Sverige til Kbhvn. indvandrede fr. Balletmester Antoine B., 1760—1843, studerede Balletkunst i Paris, knyttedes som Danser, Balletmester, Instruktør og Komponist til Balletten paa det kgl. Teater i Kbhvn.; hans talrige Balletkompositioner, virkningsfuldt og fantasifuldt opfundne, har inspireret dsk. Komponister til værdifuld Balletmusik, ja fremkaldte nationalt betydningsfulde Værker som Frölich: s Erik Menveds Barndom«, Gade-Hartmann : Æt Folkesagn«, Hartmann: s Valkyrien« og »Thrymskviden«. — Hans Datter Charlotte B., 1833—1911, var i mange Aar Sangerinde (Alt) ved Operaen i Kbhvn.

Bourgault-Ducoudray, Louis Albert, 1840—1910, fr. Musiker, Elev bl. a. af A. Thomas, skrev nogen Instrumentalmusik, men navnl. Vokalværker : Operaer, Oratorium, Kantater, talr. Kor, bl. a. mange patriotiske under Krigen 1870, og en Mængde Sange med Klaver; studerede i Grækenland og Orienten Folkemusik og udgav Etude sur la musique ecclésiastique grecque; var musikhistorisk Prof. ved Paris' Konservat. ; skrev bl. a. Schuberts Biografi.

Bourré, gammel fr. Dans i ^4/₄ Takt,

Brachrogge, Hans, dsk. (?) Sanger og Komponist paa Christian IV.s Tid_ruddannet i Italien og England: i Samlingen Madrigulelti a III voci. Kbhvn. 1619, findes en Række Madrigaler af B. (Litt.: A. Hammerich: Musiken ved Christian IV.s Hof.)

Braccio (ital), Arm, anvendes i For-bindelsen Viola di B., Armviolin; se Strygeinstrumenter.

Brade, William, c. 1560—1630. eng. Musiker, blev Medlem af Christian IV.s Hofkapel og komponerede særl. en Række Dansestykker. (Litt.: A. Hammerich: Musiken ved Christian IV.s Hof.)

Brahms, Johannes. 1833—97. tysk Komponist, f. i Hamburg, hvor Faderen var Orkestermusiker, Elev af Marxsen. Rob. Schumanns Artikel i »Xeue Zeitschr. für Musik«, 1853, gjorde først opmærksom paa den unge Musiker. B. var en Tid Kapelmester hos Fyrsten af Lippe-Detmold Og forsøgte sig paa forsk. Maade i Hamburg, Zürich. Baden-Baden o. s.v., men fandt sig først endelig til Rette i Wien (fra 1869); bortset fra Kunst- og Lystrejser forblev han her til sin Død, uden nogen fast Ansættelse, naar undtages nogle Aars Ledelse af »Gesellschaft der Musikfreunde«. B. følte sig stærkt knyttet til Wien og dens kunstneriske Minder, var yndet og fejret af en stor Vennekreds, efterhaanden af hele Befolkningen og blev Æresborger i Wien.

B.s ret store Produktion omfatter Symfon. og andre Orkesterværker, Koncerter, Kor og Kantater, Klaverværker, Solosange ('Lieder«), enkelte Orgelstykker samt Kammermusik, derimod ikke Operaer. Han betragtedes allerede derfor af sin Samtid som den store Modsætning til Rieh. Wagner (ligesom hans symfon. Musiks i absolute« Karakter stod overfor Liszt »program-

Johannes Brahms.

der konsekvent blev indledet med

som Optakt; af Karakter livlig og i nær Familie med Gavotten; dog var Melodien i Reglen mere flydende og undgik strengt alle Spring. Anvendes hyppigt i Suiten særlig i Frankrig og hos Bach), men var ikke noget fast Led i samme. Se Suite.

matiske«); dette Forhold bragte ham i en delvis Kampstilling', som noget forskød Synspunktet for hans Kunst. Dennes første Kulmination var »Ein deutsches Requiems (1868), der sikrede B. et fremragende Komponistnavn. De fire Symfonier hævdede det yderligere, saavel som Koncerterne (for Klaver, for Violin og for Violin og Violoncel); meget udbredt og yndet blev endvidere Kammermusiken (Violin-Sonater, Klaver-Trioer, Stryge- og Klaver-Kvartetler, Klarinet-Kvintetten, to Sextet-ter) samt de talrige »Lieder«. løvrig fremhæves Korstykkerne «Triumpflied«, »Schicksalslied«, »Gesang der Parzen«, »Rhapsodie« (med Altsolo;., »Liebes-liederwalzer« og »Zigeunerlieder«, samt af Klavermusiken Sonaterne i fis moll og F-moll, Rhapsodier, Ballader, Variationsværker, : Ungarische Tänze« og »Walzer«, begge firhænd. — B., der opr. inspireredes af Schumann — momentvis ogsaa af Xyromantiken — tog senere Retning mod Klassikerne, Beethoven og Bach, og den endnu ældre Musik samt Folkemusiken. Saaledes befrugtet søgte og fandt hans rige Musikbegavelse og teknisk Mesterskab ofte nye selvstændige Udtryk (harmonisk, rytmisk); han stræbte ikke efter det udvortes — hans Instrumentation er saaledes ofte tung og aldrig »brillant« — og lagde mindre Vægt paa let Tilegnelighed end paa kunstnerisk Udarbejdelse. Hans Form er i Reglen den overleverede (Sonate, Variation) og hans Musik er Udtryk for et bevæget og følelsesfuldt (undertiden noget sentimentalt! Indre, men har ogsaa lysere og kækkere Toner og, om end sjældnere, en robust Djærvhed og en Humor, der vel ikke er let, men ikke uden en vis Ynde. B.s sidste Værk: de skønne »Vier ernste Gesänge« (op. 121), der indeholder Dødstanker, uden at B. dog menes at have været sig Dødens Nærhed bevidst, kan endnu fremhæves som et for ham ejendommeligt Arbejde i mindre Form. (Biogr. af Vogel, H.Reimann, Imbert (fr.),Fuller-Maitland og F. May (eng.), Pauli og Th. San-Galli, Perger Niemann Nagel m. fl.; Erindringer om B. af Dietrich, Wid-mann, v. d. Leyen og G. Jenner; et 1907 stiftet »B-Gesellschaft" udg. hans Breve i 15 Bd.)

Bramsen, Henry, 1875—1919, dsk. Violoncellist, Elev i Leipzig af Klengel, debut. 1894 og foretog talrige og vidtstrakte Kunstrejser; levede delvis i Udlandet (Amerika, Berlin).

Brandts-Buys, Jan, f. 1868, holt. Komponist, opr. Organist, lever nu tilbagetrukket ved Bozen og i Wien ene for sin Komponistgerning; har skrevet fl. Operaer, opførte i Dresden, Wien og Berlin, samt Klaver-Koncerter. Kammermusik og Sange.

Brandt-Rantzau, Rolf, f. 1883, nsk. Pianist. Elev af Paolo Gallico i New York, debut. sst. 1898, endvidere af Fru Grøndahl, X. Scharwenka og Bu-soni, har koncerteret hjemme og i Udlandet staar i allerførste Række blandt Nordens Pianister.

Branle el. Bransle, gl fr. Sangdans, der ifølge Thoinot-Arbeaas »Choreo-grafie« (Dansebeskrivelse), 1588, nøje maa have svaret til den Kædedans, der i Middelalderen blev udført under Afsyngelsen af de nordiske Folkeviser. Ligesom hin bestod den under lo Former, en langsom, der blev traadt, og en livlig, der blev sprunget. Førstnævnte kaldtes B. simplet og var en Ringdans (danset i sluttet Kæde), sidstnævnte kaldtes B.gay: og blev danset af en aaben Kæde af Dansende. Hos begge blev alle Vers afsluttede med et Omkvæd.

Branzell, Karin, f. 1891, sv. Sangerinde (Mez.-Sopr.), talentfuld Frern-stillerinde; er optraadt paa OperiSthlm.. nu ved Statsoperaen i Berlin, foretog hyppige Koncertrejser (bl.a.tilKbhvn.).

Brassin, Louis, 1840—84, tysk Klaverspiller, virkede navnlig i Bruxelles og Petersborg; Virtuos og Komponist af Lisztsk Skole (Etuder og Koncert-transkriptioner [R. Wagner]).

Bratsch, opr. Alt-Viola di Braccio, se Braccio. Viola og Strygeinstrumenter.

Braun, Carl Anton Philip, 1788 — 1835, tysk Musiker, Oboist, Søstersøn af Knnzen, ansat i det kgl. Kapel i Kbhvn.; komponerede bl. a. Syngestyk-ket : Hytten i Schwarzwald«; senere i Sthlm., hvor han dode; udmærket Kunstner paa sit Instrument og Komponist af forsk. Teater- og Koncertmusik, Fløjtestykker. Sange m, m.

Braunfels, Walter, f. 1882, tysk Komponist, Elev af Thuille, har skrevet Orkesterværker, Klavermusik, Sange og Kor samt nogle Operaer (»Ulen-spiegel-, » Die Vögel« o. f1.); lever i München.

Bravour (fr.. ital. bravura). egl. Tapperhed, men betyder i Forbindelserne B.-Arie el. B.-Nummer (Allegro di b. Valse di b. o. 1 ) henholdsvis en Arie el. et Instrumentalstykke, der teknisk •set stiller store Fordringer til den udførende.

Brecher, Gustav, f. 1879, bøhm. Musiker, Kapelmester i Frankfurt a. M., har skrevet »Rosmersholm«, symfon. Digtning, »Aus unserer Zeit-, social Symfon., m.m.: ogsaa Musikforf. (»Rieh. Strauss« o. a.).

Bredal, Ivar Frederik, 1800—64, dsk. Musiker, Koncertmester i det kgl. Kapel, en Tid Dirigent i »Musikforeningen«: skrev Operaerne »Bruden fra Lammermoor« (H. C. Andersen, 1830) og »Guerillabanden«, 1834. i Kuhlausk Retning; men havde trods Talent ikke Held med sine Arbejder og opgav i Mismod og Bitterhed Komponistgerningen: til 1863 Korsyngemester ved Operaen.

Bredal, Niels Krog, 1733 — 78, nsk.-dsk. Forf. og Musiker, var juridisk Embedsmand i Trondhjem, men kom til Kbhvn. og blev ivrig Deltager, ogsaa som Komponist af Kantater etc., i det musikalske Klubliv; skrev den første dsk. Operatekst »Gram og Signe« (1756, med ital. Musik af Sarti) senere »Eremiten«, 1757, opfort i det af B. stiftede »Dansk elskende musikalsk Selskab« og navnlig »Tronfølgen i Sidon« (ogsaa Musik af Sarti), 1771; s. A. blev B. Direktør for det kgl. Teater. (Litt.: Aarbog for Musik 1922.)

Breithaupt, Rudolph, f. 1873, tysk Klaverpædagog, Elev af Leipzigs Konservatorium, har virket siden 1901 i Berlin, for Reform af Klaverspillets Teknik; udg. »Die natürliche Klaviertechnik« (3 Dele, 1904—19, overs, paa fr. og eng.), »Musikalische Streit- und Zeitfragen« m. m.; har komponeret Klaverstykker og Sange.

Breitkopf & Härtel, tysk Musikforlag i Leipzig, grundet 1719, udvidet som Xodetrykkeri og Forlag af Johanx Gottlob Immanuel B., 1719—94. og fortsat af dennes Søn Christoph Gottlob B., medens en anden Søn, kendt som Komponist, særl. af Goethes Digte: Bernhard Theodor B. gik til Rusland som Forlægger. Senere overgik Forlaget i Leipzig til Gottfried Christoph Härtel, 1763 —1827, fik Firmanavn B. & H. og udvidedes med en Klaverfabrik; blandt dets fortjenstfulde Foretagender maa nævnes en Række Standard Udg. af Musikens Stormestres Værker (Palestrhia, Bach, Handel, Mozart, Beethoven etc.); nuværende Chef er Ludwig Volkmann (af Härteis Slægt).

Brems, Anders, f. 1877, dsk. Musiker, opr. Klarinettist, uddannede sig derefter som Sanger (Tenorbaryton), vandt en Position som Romancesanger i dsk. Koncertliv og paa Kunstrejser i Skandinavien; Sanglærer i Kbhvn.

Brendel, Franz, 1811—68, Udg. af »Neue Zeitschrift für Musik« i Leipzig og musikhistor. Lærer ved Konservatoriet dér, har navnlig skrevet »Geschichte der Musik«, 1852 (fl. Gange oplagt); tilhørte den »ny-tyske« Retning.

Brenet, Michel, 1858—1918, fr. Musikforf.. Pseudonym for Marie Bobillier; udg. fortjenstfulde Studier over ældre fr. Musik og en Række musikhistor. og -biograf. Skrifter (Histoire de la Symphonie, Grétry. Cl. GoudimeLPalestrina, Haydn, Handel Les concerts en France sous [ancien régime etc.).

Breslaur, Emil, 1 836—99, tysk Kla-verpædadog, Udg. af Tidskriftet >Der Klavierlehrer« og Forf. af en Klaver-skole, tekniske Øvelser m. m.

Breuning-Storm, Gunna, f. 1891, dsk. Violinistinde, Elev af Ant. Svendsen og Henri Marteau, debut, allerede 1907, foretog siden med stort Held Kunst-rejser i Sverige, Norge, Tyskland og England; har senere navnlig dyrket Kammermusikspil (»Breuning- Bache-Kvartetten«); søgt Lærerinde, en Tid lang ved det kgl. Musikkonservat.

Bréval, Lucienne (egl. Brennwald), f. 1869, schw.-fr. Sangerinde, fra 1892 dramat. Sopran ved d. store Opera i Paris, kreerede Hovedroller i Wagners, Massenets og fleres Operaer; er optraadt paaCoventgarden og i Amerika.

Breviar (lat. Breviarium, fr. Brevier), kaldes i den kat. Liturgi den Bog, der indeholder Teksterne til de Bønner, Lektioner og Sange, der tilhører de daglige Bedetimer (se Horer); Melodierne findes derimod i Antiphonarium Officii, se Antiphonarium.

Bréville, Pierre, f. 1861, fr. Komponist, Elev af C. Franck, har skrevet Operaer, Korværker, Kirkemusik, Musik til Dramaer og Orkesterstykker; Musikkritiker i Paris.

Brevis, Nodeværdi = 2 sammenbundne Helnoder, noteres S ; se Men-suralnodeskrift.

Bridgetower, George, 1779 —1860, galicisk('?) Violinspiller (Mulat), temperamentsfuld Violinist, for hvem Beethovens » Kreutzer-Sonate« opr. var bestemt.

Brillebas, foragtelig Betegnelse for Abbreviaturer som : o. I.

Brinck, Jules ten, 1838 — 89, holl. Komponist, Elev bl. a. af Richter i Leipzig, levede i Paris; har skrevet Instrumentalværker (Symfon., Violinkoncert m. m.) og et Par Operaer. 66

Broadwood and Sons, Pianoforte-fabrik i London, grundet 1732 af Schweizeren Tsehudi, fortsat af John Broadwood (1732 — 1812); dens Instrumenter har fundet overordentlig Udbredelse.

Brodersen, Viggo, f. 1879. dsk. Musiker, Elev af O. Christensen og L.Glass, en paabegyndt Gerning som Koncertpianist synes, forholdsvis tidlig, opgivet; derimod har B. vedblivende været virksom som Komponist al lalr. Klaverstykker (Sonate, symlon. Suite . m. m.) og Sange, Strygekvartet m. m.

Brodsky, Adolph, f. 1851. russ. Violinspiller, virkede i Wien, Moskva Arne rika, fra 1895 i England, som Virtuos, Lærer og Dirigent; tillige Primarius i en ypperlig Strygekvartet.

Bronsart (von Schellendorf), Hans, 1830 — 1913, tysk Komponist, Elev af Fr. Liszt, Chef for Hofteatret i Weimar; bekendteste Arbejder en Trio og en Klaverkoncert. — Hans Hustru Ingeborg B., 1840—1913, var fortrinlig Klaverspiller og Komponist af Operaer, Sange m. m.

Bruch, Max, 1838—1920, tysk Komponist, Elev af Hiller og Beinecke, foretog længere Kunstrejser bl.a. til Paris og Bruxelles, levede som Lærer og Musikdirigent og i 5 Aar i Bonn for sin Komponist-gerning; 1878 overtog B. Ledelsen af den Sternske Sangforening i Berlin. 1880 af det filharmoniske Selskab i Liverpool; siden slog han sig ned i Berlin som Leder af Musikakademiets Mesterskole i Komposition. B., der nærmest var Efterroman-tiker, men ikke blot kunstnerisk Epigon, har navnlig skrevet store virkningsfulde Korværker: »Frithjof«, »Schön Ellen-, »Odysseus«, "Das Lied von der (Mos Bruch.?)

Brückner

Glocke«, »Gustav Adolf«, »Triumphgesang«, »Salamis«. — Udenfor Tyskland blev hans Violinkoncert i g-Mol! særlig berømt; den efterfulgtes af to andre, mindre betydelige Koncerter. Bekendt er endvidere Cello-Koncertstykket »Kol Nidrei«.

Brückner, Anton, 1824—96, østr. Komponist og Orgelspiller; Søn af en Landsbyskolelærer og selv opr. Lærer paa Landet studerede han Musik nærmest autodidaktisk, men udviklede sig til en fortrinlig Orgelspiller og erhvervede sig en stor Komposi-tionsteknik(sær-lig i kontrapunktisk Retning) ; systematisk Undervisning fik han senere, som Domorganist i Linz, hos Sechter i Wien og hos Kitzler (Brünn)ilnstrumentation 1867 kaldtes han til Wien som Hoforganist og Lærer ved Konservatoriet, hvortil fra 1875 kom en Stilling som Musik-docent ved Universitetet. Forinden var hans Ry som Orgelspiller befæstet, saaledes var han med Glans optraadt i Nancy og 1871 i en international Væddestrid i London som Virtuos og Improvisator paa Orglet. I Wien levede han stille, i lange Tider kun værdsat som Komponist af Elever og en mindre Kreds Beundrere; sine sidste Aar plaget af Sygdom (Vattersot), men stadig oplaget af Kompositionsarbejde (den 9. Symfon. maatte han efterlade ufuldført), medens han efterhaanden nødtes til at nedlægge sine offentlige Hverv. Ualm. sent naaede B. frem til Anerkendelse som Komponist, og først da han var omkr. 60 Aar, blev hans Navn alménkendt, omend omstridt, og hans Symfon. begyndte at vinde et Publikum :nogle af sine Værker opnaaede han aldrig selv at faa at høre). Til denne langsomme Fremgang bidrog Værkernes vanskelige Tilgængelighed, store Omfang og Krav til den orkestrale Besætning, men ikke mindst den stærke Kritik, B.s Musik snart blev Genstand for fra deres Side. der stod Brahms nær, saaledes fra Hanslicks ; det musikalske Wien var delt mellem de to Komponister, og til Tider gik Lidenskaberne højt. Virksomme for B.s Værker var navnlig H. Richter, Nikisch. hvis Opførelse af den 7. Symfon. i Leipzig 1884 var det mest afgørende Fremstød for B.s Kunst, Mahler, Schalk og Loewe og som Forfatter Th. Helm. — B.s Værker omfatter 8 store Symfon. og den niende ufuldendte, en Art Supplement dertil udgør 3 Messer og et Tedeum — det (katolsk) religiøse danner nemlig ogsaa en Grundtone i de symfon. Værker — endvidere en Strygekvintet, nogle kirkelige Korværker (Requiem, Ave Maria etc.) og nogle verdslige (»Germanenzug«, »Helgoland«, A-cap-pella Mandskor etc.). Værkernes oftest store Dimensioner forklarer deres forholdsvis ringe Tal som Resultat af en flittig og mangeaarig Komponistgerning. Af Symfon., B.s mest typiske Værker, har navnlig den 3. (d-Moll), 4. »romantiskes (Es-Dur), 7. (E-Dur) og 8. (c-Moll) vundet vid Udbredelse og alm. Anerkendelse (samtlige opført i Kbhvn.); paa yngre Komponister, ogsaa i Skandinavien, har de øvet betydelig Indflydelse. B.s Kunstnerpersonlighed er betegnet ved hans landlige Afstamning med deraf følgende Umiddelbarhed, Naivetet og Bredde, hans dybe Religiøsitet, der ytrer sig saavel i de musikalske Idéer som i Hanget til det overnaturlige og pompøse i Dimensioner og Udtryksmaade. paavirket af katolsk Gudstjeneste (Symfon.s »Barokestil med de store Blæsekor, Koralanvendelsen, den sidste Symfon. tilegnet »den kære Gud«), endelig ved en levende romantisk Fantasi og ved Orgelmesterens fremragende Kunstfærdighed (særl. kontrapunktisk). Musikalsk slutter B. sig baade til Beethoven, Schubert ( » Dialektmusik«) og Rieh. Wagner (orkestralt, harmonisk, de dramat. imposante Følelsesudbrud). Hans egen Personlighed gennemtrænger dog helt Symfon., hvis Styrke er de ofte herlige, dybtfølte Adagioer og de naive - indtagende, melodisk urkraftige Scherzoer; Ydersatsernes abrupte Form med de mange voldsomme »Tilløb« forklares vistnok delvis ved 13.s langsomt sammenstykkende Arbejdsmaade; et Hang til her atoverføre Adagio-Stemningen kan medde'.e dem noget tungt og ensformigt. (Biogr. af Branner, Louis, Gräflinger, Decsey o. fl.)

Bruhns, Nikolaus, 1665—97, dsk. Musiker. Elev af Buxtehude, Organist i Kbhvn., siden i Husum, betydelig Violin- og Orgelspiller, Improvisator og Komponist (Orgelværker og Kantater).

Brumel, Anton, nederl. Komponist, Elev af Okeghem, levede i Italien, hvor Kompositioner af ham tryktes i Beg. af 16. Aarh., iøvrig vides lidet om hans Liv; har skrevet Messer, Motetter, Magnificat etc.; en anset Komponist, samtidig med Josquin de Près og i dennes Stil.

Brun, Frederik, 1852 — 1920, dsk. Sanger, Tenor, Elev af Lablache i Paris (derhos dygtig Pianist), fra 1890 — 1900 ansat ved Det kgl. Teater, hvor han navnlig hævdede sig som Wagnersanger; førte siden, mest i Sverige, en omflakkende, experimenterende Tilværelse. Hans Hustru (Ægtesk. opløst) Johanne B., f. 1874, opr. Balletdanserinde, debuterede paa Det kgl. Teater som Koloratursopran, men hk navnlig Betydning ved Udførelsen af de Wagnerske Partier. 1916 forlod hun Operaen i Kbhvn. og fik Ansættelse ved tyske Operascener, senest i Danzig. — Hans Broder, Noudal B., 1857-1906, studerede Sang i Tyskland og under Fr. Arlberg, var en Aarrække til 1899 knyttet til Det kgl. Tealer som lyrisk Tenor; optraadte senere i Sthlm. og Berlin.

Brun, Fritz, f. 1878, schvv. Komponist og Dirigent (i Bern); Elev af Kølns Konservat. ; har skrevet fl. Symfon. (Brahms-paavirkede), symfon. Digtninge, talr. Sange etc. 68

Bruneau, Alfred, 1857, fr. Komponist, Elev af Massenet, Musikanmelder i Paris, har skrevet en Række virkningsfulde Operaer til Dels efter hans Ven, E. Zolas Romaner eller til dennes Tekster (Le rêve. L'attaque du moulin, Ouragan, L'enfant Roi m. fl.), endvidere Balletter, symfon. Digtninge, Sange o. a. ; udenfor Frankrig mere kendt som Musikforfatter (Musique d'hier et de demain, La musique française, Musique russe etc.) (Litt.: A. Hervey, eng.).

Bruns, Paul, f. 1867, tysk Sangpædagog, studerede Musik bl. a. hos Kretzschmar og navnl. Sang hos Tørsleff (Leipzig) samt i Italien; Sanglærer i Berlin; udg. Skrifter som »Neue be-sangsmethode nach erweiterten Grundlehren vom primären Ton« (s. d.), 3Das Kontraalt-Problem«, »Bariton oder Tenor« og det paa dsk. overs. »Carusos Teknik« 1923; har grundlagt Læren om »Friløbet« i Sangstudiet.

Bruun, Axel, f. 1882, dsk. Musiker, Elev af kgl. dsk. Musikkonservat., Organist i Ordrup; komponeret Klaverstykker, Solo- og Korsange (Genfor-eningssangen : » Det lyder som et Æven-tyr-------«).

Bruun de Neergaard, Joachim, 1877— 1920, dsk. Komponist, var jurid. Cand., men samtidig uddannet i Musik hos Ove Christensen og Joh. Svendsen; hans ikke talrige ^til Dels utrykte) Kompositioner omfatter særlig Orkester-og Kammermusik og Klaverstykker.

Bruyck, Carl Debrois von, 1828 — 1902, østr. Musikforfatter; var Anmelder i Wien og udg. bl. a. »Analyse des Wohltemperierten Klaviers« (2. Opl. 1855) »Robert Schumann« og »Die Entwicklung der Klaviermusik von Bach bis Schumann« (1880).

Bryhn-Langaard, Borghild, f. 1883, nsk. Operasangerinde, Elev af Oselio, Nina Grieg. Zur Mühlen, debut. 1906, dramat. Sopran ved Coventgarden, optraadte senere paa Sthlm.s Opera og paa Nationalteatret og Centralteatret Kria., i Kbhvn.. Wien og Chicago; særlig fremragende Wagner-Sangerinde (Elisabeth, Venus, Elsa, Brynhild), endvidere Carmen, Aida, Butterfly, Tosca.

Brüll, Ignaz, 1846—1907, østr. Komponist. Klaverspiller og -Lærer; blev bekendt ved Operaen »Das goldene Kreuz« (1875), i Sangspilstil, der tiltalte Tiden og ogsaa opførtes udenfor Østrig; af hans senere Operaer gjorde kun »Gringoire« Lykke; skrev iøvrig Symfon., Piano- og Violinkoncerter m. m.

Brüsseler - Kvartetten, Primarius Franz Schörg, fremragende Ensemble (særl. Beethoven, Brahms og fr. Komponister), gjorde med stort Held Koncertrejser fra Begyndelsen af 1900-Aarene; opløst under Verdenskrigen, rekonstrueret under Schörgs Ledelse og Navn omkr. 1920; formentlig atter ophørt ved dennes Død. 1923.

Brøndum, Peter, 1860 — 1924. dsk. Musiker, f. i Banders, uddannedes som Oboist hos Schiemann og var i over 30 Aar udmærket Medlem af d. kgl. Kapel samt Lærer i Obospil: stiftede (med Kolleger i Kapellet) >B.-(Blæser) Kvintetten«.

Brønnum, Otta, f. 1869, dsk. Sangerinde, studerede i Paris og optraadte paa Operaen der (Théâtre lyrique) og i London samt i New York; dramat. Sopran; lever i Kbhvn., Lærerinde ved d. kgl. Musikkonservat.

Buccina, gammelt rom. Blæseinstrument bestaaende af et meget langt Metalrør, der var bøjet i Kredsform. Navnet ligger sandsynligvis til Grund for Basun.

Buchmayer, Bichard, f. 1857. tysk Klaverspiller og Musikforfatter, udmærket Koncertspiller, særlig Fortolker af ældre Musik og fortjenstfuld Forsker af tysk Klaver-og Orgelmusik i 17.—lS.Aarh , hvorom han (mest i Fagskrifter) har offentliggjort talrige Afhandlinger.

Buda-Pester-Kvartetten, et under E. Häuser, f. 1893. dannet fortrinligt

Ensemble af yngre ungarske Musikere, der har koncerteret med stort Held rundt om i Europa og saaledes ofte gæstet Skandinavien; dens Repertoire er meget omfattende, fra den ældre klassiske til den helt moderne Kvartetmusik.

Bue. 1)' Det Redskab, der benyttes til Anstrygning af Strygeinstrumenternes Strenge. Navnet skyldes B.s opr. Form af en krum Skydebue. I Moths gamle danske Ordbog træffes Udtrykket »krum som en Fejlebue<- (Fejle er det samme som Fidel, d. e. Violin). Nutidens Stryge-B. bestaar af en tynd Stav (af en haard, men let og elastisk Træsort), der er bespændt med et Lag af præparerede hvide el. (sjældnere) sorte Hestehaar. Oventil er disse fastgjorte til et lille fremspringende Hoved, ne-dentil fastholdes de af den saakaldte Frosch (af Ibentræ el. Elfenben), hvori der er indsat en Skrue til Stramning el. Afslapning af Haarene. Det er for Strygeren af stor Vigtighed, at Buen fremstilles af det rette Materiale og er tilrettet efter Kunstens Regler. Uden dette umuliggøres nemlig det gode Buestrøg, der baade sætter ham i Stand til at aflokke sit Instrument den bedst mulige Klang og hjælper ham til at fyldestgøre de Fordringer, der stilles til ham i Retning af et livligt og bevæget Foredrag' De berømteste Fremstillere af Stryge-B. er Tourte (Fader og Søn) i Paris og L. Bausch i Leipzig m. fl. — 2) Bindebuen er en kort. buet Streg, der i Nodeskriften benyttes ved Sammenbindingen af to Nodeværdier, der staar paa samme Tonetrin og skal forenes under eet Anslag. Uundværlig er B. ved Foreningen af en lang og kort Værdi, der f. Eks. staar i Forhold til hinanden som eller hvor de forbundne Noder adskilles ved en Taktstreg. Hvor derimod den anden Node har Halvdelen eller de tre Fjerdedele af den førstes Værdi, vil B. i de fleste Tilfælde kunne er-

stattes ved Tilføjelsen af henholdsvis et og to Punkter til Hovednoden. Se Punkt. — 3) Legato- el. Slojfebuen gaar ikke saaledes som Binde-B. fra Nodehoved til Nodehoved, men strækker sig tværtimod ud over en længere Række Noder af forskellig Tonehøjde. I Stryge-, Blæse- el. Sangmusik betyder den, at samtlige underliggende Noder henholdsvis skal samles under ét Buestrøg el. indenfor én Vejrtrækning (i Sang tillige paa én Tekststavelse). I Klavermusiken forlanger den, at de underliggende Toner skal bindes til hinanden i et præcist Legatospil, men anvendes tillige til Klarlæggelse af Musikstykkets Frasering (se Legalo og Frasering). — 4) Endelig optræder Buen ogsaa i Fermat. Portamento og Bæv-ning i Forbindelse med et el. flere Punkter. Se under disse Art.

Buestrøg. Mens venstre Haands Fingre hos Strygeinstr. benyttes til Forkortelse af Strengene, anvendes højre Haand til ved Buens Hjælp at sætte Strengene i Klang. Buen kan anstryge Strengene i to Retninger, idet den enten kan begynde Strøget fra Fröschen og afslutte det ved Buespidsen {Nedstrøg) el. omvendt (Opstrøg). Nedstrøg betegnes ved X d. e. Frosch, Opstrøget ved \J, d. e. Buespids. (Undertiden benyttes (ganske misvisende) ogsaa f_J som Modsætningen til j ', og f\ som Modsætningen til \J). Strøgets Art bestemmes som oftest af Takten, idet den betonede Taktdel gerne udføres i Nedstrøg, den ubetonede i Opstrøg. Angaaende nærmere Oplysning henvises til de Skoleværker for specielle Strygeinstrumenter, der anføres under Strygeinstrumenter.

Buffo (itaL) betyder komisk. Anvendes bl. a. i Forbindelserne B.-Opera (se Opera), B.-Bus (se Bas). Buglehorn, trompet-lignende Metalblæseinstrument, der særlig anvendes i Militærorkestre. Var tidligere forsynet

med Tonehuller og Klapper, men gør nu Brug af en Ventilmekanisme. Se Klaphorn og Ventil.

Bukkehorn, gl. norsk Sæterinstrument, se Kohorn.

Bull, John. 1563—1628, eng. Musiker, rejste som fortrinlig Orgelspiller i Nederlandene, Tyskland og Frankrig, blev 1613 Organist ved Domkirken i Antwerpen; betydelig Komponist for Klaver (talrige Stykker optagne i Fitz Will.-Virginalbogen) og af gejstlige Korværker.

Bull, Ole Bornemann. 1810—80, nsk. Violinspiller. Født i Bergen af musikalsk Familie, men bestemt for Studierne, gik 18 Aar gammel over til Musiken og blev Dirigent i det »musikalske Lyceum«, Kria. Rejste efter et kort Besøg hos Spohr i Kassel 1831 til Paris, hvor han den første Tid havderinge Lykke med sig, men Aaret efter gav en Koncert, som vakte Opsigt og skaffede ham en Del Arbejde som Lærer. Ved Siden af Operaen var det Paganinis Spil, som virkede stærkest paa ham; men uroligt gærende søgte han nye Impulser og begav sig til Italien, hvor han studerede Sang og arbejdede ivrig med Undersøgelser af Violinens Bygning. Disse resulterede bl. a. i, at han benyttede en fladere Stol end den sædvanlige og brugte en stærkere spændt Bue; firstemmigt Spil blev derfor mulig. B. havde hjemme i Bergen nogle Aar haft den svenske Violinist K. M. Lundholm som Lærer, men var forøvrigt Autodidakt. Han gik hele sit Liv sin egen Vej, søgle først og fremmest efter den Tone, han mente maatte kunne fralokkes Instrumentet. I den italienske Sang fandt han Mønstret. Teknisk

Ole Bornemann Bull.

kendte han næppe nogen Vanskeligheder, som han ikke med Lethed overvandt. Et usædvanligt Improvisationstalent raadede han ogsaa over. Naar man erindrer, at det var i Virtuostiden B. modnedes til Kunstner, bliver det forklarligt, at han ved Koncerten i Bologna 1834 gjorde saa vældig Lykke som Tilfældet var, hvortil bidrog, at B. var et enestaaende smukt Syn paa en Tribune. — Efter Gennembrudet i Bologna gav B. 1835 en Koncert i Paris, som med ét Slag gjorde ham verdenskendt, og han begyndte nu en Koncertrejse gennem Frankrig, Flandern, England, Tyskland. Polen, Rusland og Sverige, overalt henrykkende Publikum med sit Spil og sin Personlighed. Som den berømte Mester gensaa han sit Fædreland 1838, hvor han gav Koncerter og hilstes med Welhavens Digt: »Hvor sodt at favnes af Aftenens Fred«. — Af hans senere Kunstrejser kan nævnes en Færd til Amerika 1843.

Grebet af. den national-romantiske Bevægelse fattede B. Planen om Op-retlelse af en speciel norsk Scene i Bergen. 1850 aabnede han med et Stykke af Holberg, anden Forestilling var Wergelands Fjeldstuen, hvor »Møllargutten« optraadte som »Spil-mandene. Misfornøjet med det offentliges Holdning overdrog han Teatrets Styre til andre og rejste 1851 til Amerika, hvor han beskæftigede sig med den Kæmpeplan at grunde et »Ny-Norge, et Frihedens Hjem«, koloniseret af norske Udflyttere. Planen gik over Styr, og efter at have sat en Formue til vendte B, atter i 1857 tilbage til Bergen, indsatte Bjørnson til Teaterehef, købte Fædrenegaarden Valestrand og begav sig paany ud paa Kunstrejser. 1867 bosatte han sig i Amerika, som blev hans andet Fædreland, men hver Sommer var han hjemme igen. Paa et Besøg 1880 døde han paa sin Ejendom Lysøen ved Bergen. Hans Begravelse var den mest storstilede, som kan tænkes. Hele Folket sørgede.

B. var en genial Natur med Anlæg for Violinkunst af sjældneste Art. Hans Kunststykker var Legio, hans firstemte Spil forbløffende, Buetekniken mesterlig, og dertil kom som det vigtigste en ualmindelig sjælfuld Tone. Utallige Vidnesbyrd (fra Halfdan Kjerulf, August Blanche, M. Goldschmidt o. s. v.), bekræfter, at B. hørte til de sjældneste udøvende Kunstnere. Naar han ikke overalt i senere Aar gjorde den Lykke som i sin Ungdom, hænger det sammen med en Ændring i Smagen; man var kommet bort fra Virtuostidens egenmægtige Tolkning og krævede Interpreten. Som Tolker af Mozart stod

B. fremdeles paa Højden. Beethoven derimod stod han fremmed overfor. Som Komponist kom B. ikke til at indfri de Løfter, han gav. Hans Forkundskaber var utilstrækkelige, og et uroligt Kunstnerliv gav ham kun lidt Tid til Koncentration. Dertil var han for meget Øjeblikkets Mand. Men det, som lever efter ham: »Sæterbesoget«, »Polacca Guerriera«, Adagio afE-Moll-Koncerten, Nocturne, »En Moders Bøn«, viser, at han ogsaa paa dette Felt besad fremragende Begavelse. Ogsaa gennem sine Kompositioner har han virket paa norsk Kunst. Men først og fremmest er det hans Personlighed, som stilier ham i Rækken af norsk Kulturs Høvdinger. (Biogr. af H. Wergeland, O. Vik, Jonas Lie, C. Elling — i »Nordmænd, 19.Aarh.«, »O. B. 1810—1910. Et Mindeskrifts B. Mjøen i »Norges Musikhistorie«; O.M. Sandvik i »Norsk biografisk leksikon«),

Bulthaupt, Heinrich, 1849—1905, skrev Teaterstykker og en kendt »Dramaturgie der Oper« (2 Bd.), samt Biogr. af Karl Loewe m. ni.

Bungert. August, 1846—1915, tysk Komponist, levede i Italien og Tyskland uden fast Stilling, fik opført store Musikdramaer til egen Text (»Homerische Welt«, i 4 Dele) dog uden varigt Held-, endvidere Kammermusik, symfon. Digtning og Sange (oftest til Text af den rumæn. Dronning Carmen Sylva) (Litt. A. Chop).

Burgmüller, Friedrich. 1806—74, tysk Komponist, skrev Klavermusik, særlig Øvelser og Salonmusik. — Hans Broder, Norbert B., 1810—36, omtales af R. Schumann som en meget lovende Komponistbegavelse.

Burla (ital.); Spøg.

Burlesca (ital.). musikalsk Farce. Benyttes undertiden ogsaa som Navn for Instrumentalstykker af burlesk Natur.

Burmeister, Richard, f, 1860. tysk Klaverspiller, Elev af Pr. Liszl, anset Koncertpianist og Udg. af Liszt-Arrangementer m. m.; en Tid lang i Amerika, senere i Berlin.

Burmester, Willy, f. 1869, tysk Violinspiller. Elev af Joachim, koncerterede allerede 17 Aar gl., var nogle Aar ansat i Kajanus' Orkester i Helsingfors ; har tilbragt en Aarrække som rejsende Virtuos, hyppig i Skandinavien; nyder stor Yndest som Koncertspiller, ikke mindst ved sine Bearbejdelser af ældre smaa Musikstykker; har jævnlig levet i Kbhvn. og Nordsjælland.

Burney, Charles, 1726-1814, eng. Musikforfatter, Organist og Komponist, berejste 1770—72 Frankrig. Italien, Nederlandene. Tyskland og Østrig med musikhistor. Forskning til Formaal og udg. herom to værdifulde Bind The present state of music in France. Italy etc., overs, paa flere Sprog; forfattede General history of music i 4 Bd. (1776— 89) og udg. det sixtinske Kapels Sangværker.

Busby, Thomas, 1755—1838, eng. Musikforfatter, Organist, skrev en Musikhistorie i 2 Bd. 1819, Dictionnry of music m. m.

Busch, Carl, f. 1862, dsk. Musiker, Elev af Kbhvn.s Konservatorium, gik tidlig til Amerika, hvor han har levet som Dirigent, Lærer og Komponist; har skrevet symfon. Digtninge, Kantater, Sange (ofte med indianske Motiver) m. m.

Busch, Fritz, f. 1890, tysk Musiker, Elev af Kölns Konservatorium, beklædte forskellige Kapelmesterstillinger, indtil han 1922 blev Leder af Operaen i Dresden; han er en fremragende Or-72

kesterdirigent og er i denne Egensknb optraadt paa Koncertrejser (Kbhvn. 1922-23). — Hans Broder Adolph B., f. 1891, udmærket Violinspiller, blev 1918 Marteaus Efterfølger ved Hochschulen i Berlin, foretog talrige Koncertrejser, bl. a. til Kbhvn., og er optraadt som Komponist ikke blot for Violin, men ogsaa af Symfon.. Orkestervariationer, Korværker, Sange og Klaverstykker.

Busoni, Fekbucio, 1866 — 1921, ital. Klaverspiller og Komponist, begyndte tidlig Koncertrejser, var en Tid lang Konservatorielærer i Helsingfors, senere i Moskva og Boston ; levede derefter en AarrækkeiTyskland (Berlin) højt skattet som Pianist, men foretog fremdeles Koncertturnéer (bl. a. til Skandinavien), blev 1913 Direktør for Liceo musicale i Bologna og levede siden i Berlin. B. var en fremragende Klaverkunstner, men opgav efterhaanden Virtuosbanen for at hellige sig Lærergerning og Komposition; i mere og mere udpræget fremskridtsvenlig (experimenterende) Betning har han skrevet et Par Operaer, en Klaverkoncert med Slutningskor. Suiter, Kammermusik, Klaverstykker og Sange; sine Idéer har han fremsat i "einer neuen Ästhetik der Tonkünste. 1907. og iVon d. Einheit d. Musik«, 1922, og har endvidere udg. og bearb. Bachske Klaver- og Orgelværker.

Bussier, Ludwig, 1838 — 1901, tysk Musiker, i Berlin som Musikanmelder og Konservatorielærer, skrev en Bække musikteoret. Lærebøger, der vandt megen Udbredelse, »Elementarlehre«, »Harmonielehre« (9 Opl.), »Formenlehre« etc.

Butterfly, Mdme, Opera af Puccini, Milano 1904, Kbhvn. 1911.

Buxtehude, Diderik, c. 1637 — 1707, dsk. Komponist og Orgelspiller, f. sandsynligvis i Helsingborg, Elev af sin Fader, Organist i Helsingør, og selv Organist der 1660—67, derefter ved Mariakirken i Lübeck til sin Død. Herfra bredte sig hans Ry, særlig som Orgelkunstner; han fik talrige Elever, hans »Abendmusiken« vakte stor Opsigt, og Mænd som Händel og Seb. Bach drog til Lübeck for hans Skyld, den sidste c. 60 Mil tilfods fra Arnstadt. B s Kompositioner, i senere Tider atter fremdragne og opførte (kun et Mindretal tryktes i hans Levetid) omfatter Orgelværker (Koralbearbejdelser), udg. af Spitta, anden Instrumentalmusik (for Klaver, Obo og m. a. Instrumenter) og Kirkekantater, udg. af M. Seiffert. De udmærker sig ved høj teknisk Udvikling, rig og dristig Fantasi og et folkeligt Drag; man har i dern villet finde Træk af B.s nordiske Afstamning. Han anses nu for en af de betydeligste Forløbere (navnlig paa Orgelmusikens Omraade) for Bach og Händel. (Litt.: H. Immerthal. A. Pirro (fr.). S. E. A. Hagen. 1920; udv. Komp. af B. i 4-hænd. Bearb. udg. af Barne-kow og AarsboV

Bye, Erik, f. 1883. nsk. Operasanger, Elev af Zur Mühlen. Studier i Milano, Paris, Berlin. Debut 1913. Ansat ved Breslau Stadttheater 1914— 17. Optraadt ved Nationalteatret og Opera comique. Kria. — Roller: Don Ba-silio, Amonasso. Wolfram o. s. v. Fra 1921 i New York.

Bulow, Hans von, 1830—94, tysk Klaverspiller og Dirigent, opr. Jurist; Klaverelev af Fr. Wicck. studerede senere under Wagner i Zürich og Liszt i Weimar: optraadte med stort Held som Koncertspiller i Tyskland og Østrig, ægtede Cosima Liszt og blev paa Wagners Foranledning Kapelmester i München, udfoldede som saa-dan glimrende Egenskaber, men forlod Stillingen 1869 efter Skilsmisse fra Cosima: levede derefter i Italien og i Han-

nover, forelog hyppige Koncertrejser og vandt Navn som en af Tidens første Pianister; 1875 var han i Amerika. 1880 blev B. Kapelmester i Meinin-gen og skabte her et Mønsterorkester, med hvilket han ogsaa foretog Koncertrejser. 1885 opgav B., der i tiltagende Grad viste et uroligt og indtil det sygelige pirreligt Temperament, Stillingen i Meiningen og forte et omflakkende Liv som Dirigent og Koncertspiller indtil sin Død (i Kairo). — B. forlod efterhaanden den Liszt-Wagnerske Retning og blev Forkæmper for Brahms. Som musikalsk Fortolker baade ved Klaver og i Spidsen for Orkester var B. en af Tidens ypperste; som Dirigent har han ved klar Tilrettelægning, gennemsigtigt Detailarbejde, trællende Tempo-valg og ypperlig Frasering dannet Skole; noget Hang til det docerende og kapriciøse (jfr. ogsaa hans bekendte îPulttaler« i Koncertsalen) opvejedes ved Temperamentet og Energien i hans Direktion; hos Klaverspilleren gjorde paa lign. Maade navnlig Klarhed, teknisk Fuldkommenhed, fin og aandfuld Analyse sig gældende. Som Komponist optr. B. kun med Klaverstykker, Sange ogsymfon. Digtning (særlig »Nirvana«); langt betydeligere var hans Virksomhed som Udg. af Klavermusikens klassiske Værker (Beethoven, Chopin m. m).

Byrd, William, se Bird.

Büttner, Paul. f. 1870, tysk Komponist i Dresden, har skrevet Symfon., Sonater, en Opera, Korsange m. m.

Bækken, Slaginstrument med uforanderlig Stemning, der altid anvendes parvis. B. er en bredrandet tallerken-formet Metalskive, i hvis konkave Midterparti er fastgjort en Læderrem, der gør Nvtte som Haandtag. Som Klanggivere tjener B.-Randene, der af Hænderne slaas eller stryges imod hinanden. Hyppigst anbringes i Orkestret

det ene B. paa den store Tromme, saa B. og Tromme kan betjenes af en og samme Musiker; med den ene Haand svinger han da det løse B., med den anden Trommekøllen. Mens B. tidligere særlig hørte hjemme i Militærorkestret, anvendes det nu og-saa med god Virkning baade i Opera-og Symfoniorkestret. B. kan forfølges helt tilbage til Oldtiden, hvor det dog havde en noget anden Form end i Nutiden. Se Cymbal.

Bælg. 1) Orgel-B., Bælgkammer, Bæl-getrædere, se Orgel. — 2) Sækkepibe-B.. se Sækkepibe.

Bäumker, Wilhelm, 1842—1905, tysk Musikforf. og Præst, skrev om den katolske tyske Kirkesang (4 Bd.), om Palestrina, Orlando Lasso m. m.

Bævning, (tysk Bebung) er en Spillemaade, der var ejendommelig for Klavikordet (se Klaver) og er uudførlig paa alle andre Klaverarter. Den bestod i, at den anslaaende Finger ved en sitrende Bevægelse paa Klavertasten bragte den imod Strengen op-slaaende Messingstift (Tangenten) til let at gnide frem og tilbage paa samme. Der fremkom derved en Virkning i Smag med Sangstemmens og Strygeinstrumentets Vibrato, men af langt sartere Natur. Klavikordtonen faar ved Brugen af dette Foredragsmiddel en egen rorende og indsmigrende Klang, der især er vel anbragt under Foredraget af langsomme, baarne Melodier.

Bärmann, Heinrich Joseph, 1784 — 1847, tysk Klarinettist i München, fremragende Virtuos, Ven af Weber, Meyerbeer og Mendelssohn, Komponist af værdifuld Klarinetmusik. — Hans Søn, Karl B., 1811—85, i München, var ligeledes en udmærket Klarinettist.

Böckh, Philipp August, 1785 — 1867, tysk Filolog, berømt Lærd og Oldtids-forsker, skrev Musiken vedrørende en Indledning til Udg. af Pindar: De metris Pindari, der blev »Udgangspunkt for nyere Forskning af gr. Musik«,

Boehe, Ernst, f. 1880, tysk Komponist, Elev bl. a. af Thuille, Kapelmester i Oldenburg; skrev særlig Orkestermusik: Episoder af Odysseen, »Taor-minae, Ouverturer, Sange med Orkester etc.

Boehm, Georg, 1661 —1733, tysk Musiker, Organist i Lüneburg; hans Klaverværker nævnes som de bedste før Seb. Bachs.

Böhm, Joseph, 1795 —1876, østr. Violinspiller, Elev af Rode, udmærket Koncertvirtuos og fremragende Lærer for .Mænd som Ernst, Joachim, Hell-mesberger, Rappoldi.

Böhm, Theobald, 1794 — 1881, tysk Fløjtespiller, udmærket Virtuos og fortjenstfuld Forbedrer af sit Instrument. B.-Konstruktionen overførtes ogsaa paa andre Træblæseinstrumenter; levede i München som Kapelmusiker.

Bøhmisk Kvartet, grundet 1891 af Hoffmann, Suk, N'edbal og Wihan (senere forandret Sammensætning), har koncerteret rundt om i Europa og Amerika; virtuose og temperamentsfulde Fortolkere særlig af bøhmisk Musik ;Smetana, Dvorak etc.).

Bøhn, Gudbrand, 1839—1906, nsk. Violinist, Elev af Ursin, Léonard, Lauterbach, Koncertmester i Kria. Teaters Orkester 1866—99, begyndte 1865 Kammermusik-Soiréer, som blev en fast Institution. Fremragende Violinpædagog.

Bøhn, Gustav, se Norsk Skolesang.

Boehner, Johann Ludwig, 1787— 1860, tysk Musiker, begavet Pianist, Orgelspiller og Komponist, fantastisk og urolig, gik til Grunde i et uordentligt Liv; den formentlige Model for E. T. A. Hoffmanns (og Schumanns) Kreisler,

Børresen, Hakon, f. 1876, dsk. Komponist, Elev af Joh. Svendsen, har komponeret Symfon., Ouverturen »Normannerne«, Episoden »Thor kører til Jotunheim«, Violinkoncert, forskellig Kammermusik, Klaverstykker og Sange; særlig kendt blev B. ved sine Operaer »Den kongelige Gæst (efter H. Pontoppidan) og »Kaddara« (»grønlandske Folkelivsbilleder* 1921) og sin Ballet »Tycho Brahes Drøm« 1924, hvilke opførtes (»Kaddara« ogsaa i Bruxelles) med stort Sceneheld; B. har, bortset fra Studierejser i Udlandet, levet i Kbhvn. og Skagen, beskæftiget med Komposition.

Boesendorfer, wienske Pianofabrikanter; Ignaz B.(l 796- 1859). Ludwig B. (1835-1919), Fremstillere af udmærkede Instrumenter; den sidste grundlagde "Konzertsaal B.«, der har været af Betydning i Wiens Musikliv.