C l) Som Tonenavn var C oprindelig knyttet til den tredie Tone i det fra A optalte Syvtonealfabet: A B C D E F G: men fra 17. Aarh. at regne foretrak man med C at betegne den Tone, der indledede hvert af Tonesystemets Oktavafsnit : C D E F G A H. Anledning hertil gav Indførelsen af det moderne Toneartsystem. Hegnede det middelalderlige Toneartsystem med 7 forskelligt byggede Grundskalaer (se Kirketonearterne), nøjes det moderne jo med kun at gøre Brug af 2 (Dur-og Mollskalaen) og transponere hver af disse 12 Gange. Forbillede for Durskalaerne blev den helt uden Fortegn noterede C-Durskala. og dens Ud-gangstone (C) blev da med det samme optaget som 1ste Tone i hvert af Tonesystemets Oktavafsnit o: Store, lille, enstrøget Oktav o. s. v. — Om C's Anvendelse som Nøglebogstav se Linier og Nøgler. — Om C's Anvendelse som Takttegn kp (egentlig Halvcirkler) for 4/4 og 2/2 Takt, se Mensural-nodeskriflen. — Som Forkorlelsestegn for con, col, cantus, s. d. — Ligesom de øvrige Bogstavnavne anvendes C endvidere som Betegnelse baade for C-dur og for C-dur-Treklangen, ligesom c baade kan betyde c-moll og C-moll-Treklangen. — I Solmisationslæren (s. d.) betegnedes C efter Omstændighederne som C-fa ut, som C-sol fa ut og som C-sol fa. — I Frankrig og Italien erstattes C som Tonenavn henholdsvis af ut og do.

Caballero, Manuel Fernandez, 1835.—1906, sp. Komponist, skrev en lang Række meget yndede Zarzuelas, nationale Sangspil.

Cabezon, Antonio de, 1510—66, sp. Komponist (blind), Cembalist og Orgelspiller hos Filip II, fremragende Komponist af Orgel-, Klaver-, Harpe-og Lutværker; ny-udg. af F. Pedrell.

Caccia (ital. d. e. Jagt) er Navnet paa en Art tostemmige Kanon'er (s. d.), der i 14. Aarh. dukkede op hos Florentinerskolens Komponister (se Ars nova), og tilkendegiver, at Imitations-kunsten i Italien er blevet øvet langt tidligere end i Nederlandene, der længe gjaldt som de kanoniske Kunsters opr. Hjemsted. De to Stemmer udfører hos C en strengt gennemført Kanon i Enklang el. Oktav. Sommetider staar de alene, sommetider har de Ledsagelse af en 3die Understemme, der ikke tager Del i Imitationen og derved faar Karakter af en fundamenterende Grundstemme. I den stedvis manglende Tekst tror. Riemann at se Beviser for, at Sangen under Udførelsen har vekslet med instrumentalt udførte For-, Mellem- og Efterspil. Navnet C. fik denne Kanonart, fordi dens Tekst altid behandlede Jagtscener. Exempler findes i Riemann: »Handbuch der Musikgeschichte«, i J.Wolf: »Geschichte d. M en su ral nota ti on«. 1904, o. a. St. Om Corno di C se Horn. Om Obo di C. se Obo.

Cachucha, andalusisk Dans i ³/₄Takt. Danses i moderat Tempo af kun ét Par og akkompagneres af Kastagnetter, delvis ogsaa af Sang, udført af de paa Gulvet lejrede Tilskuere. Efter i 19. Aarh. i moderniseret Form at være bleven introduceret i Balletten [Fanny Eisler og Pepita) op-naaede C at blive europæisk berømt.

Cadence (af lat. cadere, at falde) betyder Tonens Hvilen paa Slutstavelsen. Anvendes i Musiken 1) for enhver afsluttende Forbindelse af to Harmonier. Vigtigst er a^s den saa-kaldte autentiske C. der forbinder Tonika-Treklangen (d. e. Trekl. paa Toneartens 1ste Trin) med Dominant-Treklangen (d. e. Trekl. paa Toneartens 5te Trin), b) den piagale C. hvor Tonika-Treklangen forbinder sig med Underdominant-Treklangen (Trekl. paa Toneartens 4de Trin). Sker Afslutningen paa 1ste Trin. betegnes C. i begge Tilfælde som Hel-C. Finder den derimod henholdsvis Sted paa 4de el. 5te, betegnes den som Halv-C. — Til disse C.-Arter slutter sig c) den saakaldte skuffende C. hvor 5te Trins Fz'rklang i St. f. normalt at opløse sig i Tonika-Treklangen opløses i en anden Harmoni. Ex. paa C.er i C-Dur:

En afsluttende Forbindelse af mere end to Harmonier betegnes d) som udvidet C. Ex.:

2) Som C. betegnes endvidere den Bravursats, der i Koncerter for et So-loinstr. (el. for Solosang) med Orkester som oftest indføjes i den henimod Slutningen anbragte Fermat over en Kvartsekstakkord (se Akkord). Ved den gives der nemlig Solisten Lejlighed til at dokumentere sin Virtuositet i en fri Improvisation over Kompositionens Hovedtemaer. Xu anvendes i den improviserede C.s Sted gerne en forud komponeret C. der enten kan være Komponistens eget Værk (Ex.: Beethovens Koncert i Es-dur, Schumanns Koncert i A-moll o. fl.), el. kan være forfattet af andre Komponister (Ex.: Moscheles, Reineckes og Aug. Windings C.er til dce Beelhoven'ske Klaverkoncerter). — 3) C. brugtes forhen i Frankrig tillige som Navn for Trillen, s. d.

Cadman, Charles Wakefield, f. 1881, arner. Komponist; Organist, Musikkritiker. Foredragsholder, særl. om indiansk Musik (ogsaa i Paris og London): har navnl. komponeret indianske, japanske, kinesiske Sangcykler, men ogsaa Operaer, Kammermusik m. m.

Caffarelli, Gaetano (egl. Majoraxo), 1708—83. ital. Kastratsanger, Elev af Porpora, meget fejret i Italien, Wien, Paris etc. for pathetisk Foredrag og Koloraturfærdighed.

Caffi, Francesco, 1780—1874, ital. Musikforf. skrev en Sloria della musica sacra og adskill. Monografier (om Zar-lino, Lolti. Marcello m. fl.).

Cahier, Sara Charles, f. 1874,

amer. Sangerinde, Elev bl. a. af Reszké, knyttet til forsk, amer, og europæiske Operascener, i længere Tid til Hofoperaen i Wien : senere paa talr. og udstrakte Koncertrejser og Operagæstespil (hyppig optraadt i Kbhvn. og Kria.); g. m. en Svensker og ofte bosat i Sverige, hvor hun ogsaa har virket som Lærerinde: Sangerinde (dyb Mezzo-Sopran) med højt udviklet Teknik og stor Foredragsevne.

Calamus (lat), Rør el. Rørfløjte, er baade af Navn og af Gavn det opr. Forbillede for Nutidens Skalmej, tysk Schalmei, fr. Chalumeau (se Obo).

Caland, Elisabeth, f. 1862, tysk Klaverpædagog, virksom for den saa-kaldte »Deppeske Metode « i Klaverspil; »Die Ausnützung d. Kraftquellen beim Klavierspiel: o. a. af C.s Skrifter er overs. p. flere Sprog; lever i Mecklenburg.

Calando (ital.), Foredragsbetegn., aftagende, betyder en samtidig Aftagen af Tonestyrken og af Hastighedsgraden.

Calascione [Colascione). ital., er et i Syditalien hyppigt forekommende Gribebrætsinstr. med et lille lutformigt Lydlegeme, en uforholdsmæssig lang Hals og kun 2 à 3 Strenge. Sandsyn-

ligheden taler for, at den er af ældgl. Oprindelse. Interessant er saaledes dens Lighed med et langhalset Gribebræts-instr., der paa vestasiatiske og ægyptiske Billeder kan forfølges Aartusinder tilbage og overhovedet for første Gang tilkendegiver Gribebrætsinstr.s Existens. Se Gribebrætsinstrumenter, Pandora, Tanbnra.

Caldara, Antonio, 1G70 —1736, ital. Komponist, skrev Operaer, Oratorier m. m., der skattedes højere af Samtiden end af Eftertiden; værdifuldest var hans Messer, Motetter etc. og Instrumentalværker; fra 1716 i Wien.

Calmato (ital.), Foredragsbetcgn., roligt el. beroliget.

Caiore, con (ital.), Foredragsbetegn., med Varme.

Calvé, Emma, f. 1S66. fr. Sangerinde, Elev af Laborde. debut, i Bruxelles, optraadte i Paris, i Italien, England, Amerika; fremragende dramat. Sopran; sang endnu 1923 i Paris.

Calvisius, Sethus, 1556 — 1615, tysk Musiker, Kantor ved Thomaskirken i Leipzig, ogsaa anset Mathematiker; skrev kirkelige Sangværker og udg. en Række Skrifter om Musikhistorie og -teori.

Calvocoressi, Michel, f. 1877, fr. Musikforf. (af græsk Slægt), har skrevet Biografler af Liszt, Mussorgsky, Glinka, Schumann; overs. Operatexter m. m.; lever i Paris.

Calzabigi, Raniero, 1714—95, ital. Operatextforf., navnl. vidtkendt som Forf. til Gluckske Operaer; skrev om dramat. Poesi og skal have haft Indflydelse paa Glucks Reform (se Glnck).

Cambiata (ital.). Vexelnode, dog ikke i Ordets moderne Betydning (se Vexelnode), men i den Forstand, hvori Navnet anvendtes af 16. Aarh.s Kontrapunktister. C. er hos dem en dissonerende Tone, der forbinder de to Ydertoner af et faldende Kvartinterval paa den Maade, at den ved et Sekund-skridt kommer ned fra den øverste Tone, men naar den underste ved et Tertsspring. Som 4de Tone slutter der sig til disse 3 faldende Toner altid en stigende Sekund, der svinger op paa den Tone, der paa Nedvejen blev sprunget over:

Som Ex. viser, kan C. baade anbringes mellem 1ste og 3die og mellem 3die og den efterfølgende 1ste Taktnode.

Cambert, Robert, 1628 — 77, fr. Komponist, blev i Forening med Textforf. Abbé Perrin (under Mazarins Protektion) Skaber af en fr. Opera efter ital. Mønster (fra Firenze); hans Operaer La pastorale, 1659, Ariane og navnl. det pragtfuldt iscenesatte Hyrdestykke Pomone, 1671, vakte stor Opsigt og gjorde (trods forholdsvis ringe musikalsk Værdi) megen Lykke. Efter Mazarins Død maatte C. (og Perrin), der havde erholdt Privilegium til at opføre Operaer i Paris, vige for den mere begavede og snildt intrigerende Italiener Lullij (s. d.), der snart selv fik Privilegiet overdraget. C. drog til England, blev kgl. Kapelmester, men døde snart efter.

Cametti, Alberto, f. 1871, ital. Mu-sikforf., kirkelig Kapelmester i Rom, har skrevet en Række større og mindre Skrifter vedr. Musiken i Rom, tildels af bibliografisk og personalhistor. Art: er ogsaa Komponist.

Campagnoli, Bartolomeo, 1751 — 1827, italiensk Violinist, kom paa Kunst-rejser til Polen og Tyskland, hvor han døde. Hans Caprices for Bratsch og Duetter for to Violiner er senere genua g-

Campana (ital.), Klokke, Campanella, lille Klokke. Ogsaa Betegnelsen for Tonemalerier, i hvilke Klokkeklangen kopieres (Ex. Liszt: La Campanella Etude); se iøvrig Klokkespil.

Campbell, Alexander. 1764—1824, engl, (skotsk) Musiker, Walter Scotts Musiklærer, kendt som Samler af skotske og eng. Folkesange.

Campenhout, François van, 1779— 1848, Komponist af den belg. Nationalsang »Brabançonne-, iøvrig Tenorsanger og Operakomponist.

Campo y Zabeleta, f. 1879, sp. Komponist, Prof. ved Konservat. i Madrid, Kammermusikspiller; har skrevet Operaer, Orkester- og Korstykker, Strygekvartetter m. m.; nævnes som fremtrædende blandt nulevende sp. Komponister ('Den sp. R. Strauss-).

Campra, André, 1660—1744, fr. Operakomponist af ital. Afstamning, Kirkekapelmester, ved Nôtre Dame i Paris fra 1694—1700, da Operascenen lagde Beslag paa hans Talent; siden kgl. Kapelmester. C.s Operaer og Opera-Balletter var meget yndede af Samtiden, særl. Le carnaval de Venise, L'Europe galante. Les fêles Venétiennes og i alvorligere Stil Tancrède og Hésione; en af de betydeligste Komp. mellem Lully og Rameau; indførte i fr. Opera et vist folkelig ital. Element. (Biogr. af A. Pougin, 1861).

Canarie (fr.), canarisk Gige, se Gige.

Canere (ital.), at synge el. spille.

Cannabich, Christian, 1731—98, tysk Komponist, Koncertmester m. m. i sin Fødeby Mannheim, senere i München, tilhørte som Komp. (Operaer. Symfon., Koncerter,Kammermusik) den a fStamitz grundlagte saak.»Mannheimer-Skole (s. d); H. Riemann har udg. en Del af C.s Kompositioner.

Cantabil, Cantabile (ital.), Foredrags-betegn., syngende, sangbart.

Canticum (lat.) kaldes de Lovsange, der som et Laan fra'det ny og gamle Testamente allerede tidlig optoges som faste Bestanddele af Liturgien. Man skelner mellem det ny Testamentes Cantica majore (se Benediclus, Magnificat og Nunc dimiltis), og det gamle Testamentes Cantica minore, deribl. Moses Lovsang: »Cantemus Domino gloriose enim«,Cantica canticorum, d. e. Salomons Højsang, o. fl.

Cantus (lat.) Sang. 1) Som C. og Dis-C. benævntes i 12. Aarh. Stemmerne i det tostemmige Discantus(s. d.), den Kompositionsart, der gik umiddelb. forud for det kunstigt udarbejdede Kontrapunkt. C. der laa underst, udførte den forud valgte faste Melodi (cantus firmas), mens Dis-C. udførte den improviserede Overstemme. Da der under Polyfoniens videre Udvikling kom flere Stemmer til, blev den faste Melodi endnu i lange Tider staaende som Puppen i det kunstige Væv af Stemmer, der nu fra begge Sider om-spandt den. Fra at have været underste Stemme i den 2-stem. og siden ogsaa i den 3-stem. Sats, gik c. flrmus nemlig i den 4-stem. over til at blive næstunderste og skiftede samtidig Navn for fremtidig at kaldes Tenor (af lat. teuere, at holde, fordi den »holder« c. firmus (se Tenor og Kontrapunkt). — 2) Som C. choralis og C. mensuralus el. mensurabilis betegnes henholdsvis den i rytmisk Henseende ubundne gregorianske enstemmige Sang (se gregoriansk Sang), og den med bestemte Tidsværdier noterede fterstem. Kirkesang, hvor det f. Ex. gælder om med Bestemthed at holde disse to Sangarter ud fra hinanden. I tilsvarende Betydning anvendes henholdsvis ogsaa Navnene C. planus og C. figuralis.

Canzone (ital.), Sang. 1) = Chanson (s.d.). — 2) I 16. Aarh. tillige en In-strumentalkomposition, o: a. den paa Orglet direkte overførte franske Chanson, b. den for flere Instr. udsatte instrumentale Efterligning af samme. Denne saakaldte C. franeese betegnes dog ogsaa hyppigt som Sonate (s. d.). — 3) I Nutiden anvendes C. og C.-nette gerne paa Tonestykker af udpræget cantabil Natur.

Capellen, Georg, f. 1869, tysk Mu-sikforf., har skrevet teoret. Skrifter som »Freiheit u. Unfreiheit der Töne u. Intervalle« (med Analyse af Griegs Musik), »Die Zukunft d. Musiktheorie! ; særl. »Ein neuer exotischer Musikstil« vakte Opsigt og Modsigelse.

Capo (ital.), Hoved el. Begyndelse. Da C: forfra, betyder, at Musikstykket skal gentages og gennemføres indtil det Sted i Noteringen, hvor et iFinec, forlanger det afsluttet. Da C.-Arie se Arie.

Capocci, Filippo, 1840—1911, ital. Komponist, skrev Kirkemusik og Værker for Orgel (flere Sonater)

Capotasto (ital.). Hovedbaand (sammensat af Capo, Hoved, og Tasto, Taste el. Baand) er hos de med Baand forsynede Gribebrætsinstr. (se Baand) Navnet 1) paa Sadlen (s. d.) o: den ophøjede Liste, over hvilken Strengene fra Gribebrættet føres frem til Stemme-skruerne. Som Hoved-Baand betegnes denne, fordi den med Bestemthed afgrænser den tonende Ende af Strengen og derved præciserer den Tone, Strengen frembringer i løs Tilstand. Dette Baands Funktion bliver herved en helt anden end Gribebrættets Baand. imod hvilke Strengen afkortes og inddeles ved Paasætning af Fingrene; 2) paa den løse Klemme af Melal el. haardt Træ. der undertiden anbringes paa tværs af Gribebrættet for under ét at afkorte samtlige Strenge og derved drive Instrumentets Stemning mere og mindre til Vejrs.

Cappelen, Christian, 1845—1916, nsk. Musiker, Elev af Leipzig-Konser-vat. Organist i Drammen 1868, i Vor Frelsers Kirke, Kria., 1887, Lærer i Messe og Kirkesang ved praktisk-teo-logisk Seminar s. A. C. har skrevet en Række velklingende Kompositioner, to Kantater, Orgelstykker, »6 geistliche Lieder« m. m.; men især var han en ypperlig Orgelspiller, hvis frie Improvisationer vakte stor Opmærksomhed. Som Organist var han ogsaa blandt de forste. Ldg. »Messebok for den norske kirke« 1891.

Cappella, a (ital.), i Kapelstil, en Musik, der alene udføres af Sangstemmer uden Støtte af Instrumenter: a C.-Slikn, se Nederlandene og Kirkemusik I.

Capriccio (Hal.), Lune. anvendes nu som Navn for et instrumentalt Musikstykke, i hvilket Komponisten ikke er bunden til at gennemføre nogen bestemt Form, men kan give sin Fantasi og sit Lune frit Løb. C. er saaledes omtrent ensbetydende med Scherzo og Fantasi. Indholdet er gerne af let og livlig Natur, og Temaerne former sig i Reglen til kortfattede rytmiske Motiver. Gennem Brugen af Akkordbrydninger og ejendommelige vidt udspundne Tonefigurationer antager C. tit ogsaa Karakter af en Etude (Ex. Rodes Violin-Capricer). I gi. Tid anvendtes C. ogsaa hyppigt i Flæng med Fantasia og Ricercare som Navn for Instrumentalstykker af fugamæssig Natur. (Se Fantasi, Scherzo, Ri-cercare.)

Carafa, Michèle. 1787 — 1872, Hal. Komponist, opr. Officer (i Napoléons Hær), komponerede en

Række, i sin Tid populære Operaer, mest i Sangspil-Genren; fra 1828 Prof. ved Konservat. i Paris.

Carestini, Giovanni, c. 1705—1760, ital. Sanger, udmærket og feteret Operasanger (Kastrat) i Italien, London (under Händel), Tyskland, Petersborg.

Carey, Henry, c 1690—1743, eng. Musiker, skrev yndede Ballads (Sange) og Operetter; har været anset for Komponist af Nationalsangen God save the King: ogsaa dramat. Digler; en begavet og elskværdig, men letsindig Kunstner, der endte i Armod og tog sig af Dage.

Carezzando ital ), Foredragsbetegn., kærtegnende.

Carillon er det fr. Navn for Klokkespil

(s. d.). Benyttes ogsaa til Betegnelse af instrumentale Tonemalerier, hvor Klokkespillets Klang efterlignes (Ex. bl. a. Coupe-rin: »Les C.s deCythère«),

Carissimi, GIacomo, 1605 — 1674, ital. Komponist, om hvis Ungdomslevned ikke meget vides; fra 1628 var han Kirkekapelmester i Rom; hans Værker i den nye. smonodi-ske« Slilbetegner en Udvikling af Kantate-og Oratorieformen; han uddanner Recitativ. Arie og Kor selvstændig med stor/Evne for Melodi og Udtryksfuldhed. Hans Værker, Forløbere for Schütz — Bach—Handel, har kirkeligt Præg og Indhold, ofle ogsaa i de saak. cantate da caméra. Gennem Nyudg. (ved Chry-sander) er navnl. flg. Oratorier (med lat. Text: historiée sacrai) blevet bekendte og genopførte: Jefta, Judicium Salomo-nis, Baltazar, Jonas. Talr. Værker af C. er gaaet tabt, andre kun opbevarede i faa Exemplarer. — Blandt den af Samtiden højtskattede C.s Elever var Al. Scarlatti og Charpentier.

Carlsen, Camillo. f. 1876, dsk. Musiker, Domorganist i Roskilde, har skrevet forsk. Kammermusik, Orgelstykker, Sange, Kor- og Klavermusik.

Carmen, Opera (comique) af G. Bizet, Text af Meilhac og Halévy, Paris 1875, Kbhvn. 1883.

Carol-Berard, f. 1885, fr. Komponist, studerede kinesisk, arabisk og Neger-Musik; optaget af Forsøg paa at inddrage det moderne Livs Lyde under Musiken (skrev herom bl. a. Instrumentation par le système des bruits enregistrés): har komponeret forsk, bisar Musik som Symphonie dansée, Les Amants de Tong-ho (Ballet) etc.

Carole, det gamle Navn for en traadt Kædedans, Modsætningen til Espringale, Springdans. Benyttes i England endnu som Xavn for folkelige Festsange. Ex. Christmas-C. en Julesang.

Caron, Bose, f. 1857, fr. Operasangerinde, debut, i Bruxelles (i Revers »Sigurd«), fra 1890 ved d. store Opera i Paris; særl. Wagner-Sangerinde, men udfyldte iøvrig et stort Repertoire; efter Tilbagetræden fra Scenen Koncertsangerinde.

Carpenter, John Olden, f. 1876, amer. Komponist, Elev bl. a. af Elgar, er Forretningsmand i Chicago, men har udfoldet en betydelig og anset Komponistvirksomhed (nærmest impressionistisk Retning); Symfon., Pianokoncert, Ballet, »Jazzi-Pantomine (»Krazy Kat«) Sangcykluser (bl. a. til Tagores Digte), Romancer m. m.

Carpentras, saa kaldet efterFødebyen, hed egl. Eleazar Genet, c. 1475 — 1532, fr. Kirkekomponist, pavelig Kapelsanger og -mester, efterlod sig Messer, Lamen-talioner, Hymner m. m.

Carré, Albert, f. 1852, mangeaarig fortjenstfuld Leder af »Opéra comique« i Paris og Forf. af forsk. Operatexter.

Carreno, Teresa, 1853—1917, syd-amer. Pianistinde, studerede i Europa og vandt paa talr. Kunstrejser Ry som Klaverspiller af høj teknisk Uddannelse og ildfuldt Temperament; besøgte ofte Skandinavien: var gift først med Violinisten Sauret, senere med Eugen

Teresa Sarreno.

d'Albert; komponerede Strygekvartetog Kla-versange; en Tid lang Leder af en ital. Opera i sit Hjemland(Vene-zuela).

Carulli, FERD., 1770-1841,ital. Guitarvirtuos, skrev Kompositioner Og udmærket Skole for Guitar.

Caruso, Enrico. 1873—1921, ital. Operasanger, vakte, navnl. efter en Amerika-Turné i 1904, stor Opsigt som ualmindelig stemme- og scenisk begavet Sanger; var oftest knyttet til London, men optraadte paa Operascener i Tyskland, Italien, Amerika etc.; navnl. fremragende i moderne (veristisk) ital. Opera. C. var Karikaturtegner og udg. som saadan en Caruso-book (1906). (Jfr. P. Bruns: Os Teknik, Kbh. 1923.)

Casadesus, Francis, f. 1870. fr. Komponist, har skrevet nogle Operaer, Sym-fon. m. m.

Casais, Pablo. f. 1876. sp. Musiker, fremragende Kunstner paa Violoncel, foretog talr. Turnéer bl. a. til Kbhvn.; Lærer ved Konservat. i Barcelona ; og-saa Komponist og Dirigent.

Casella, Alfredo, f. 1883, ital. Musiker, Elev i Paris af Diémer og Fauré, foretog som ypperlig Pianist forsk. Kunstrejser og blev Sgambatis Efterfølger ved kgl. Liceo musicale i Rom fra 1915—23; tilhører som Komponist — af Syrnfon., Rhapsodi : Ilalia, Pagine di guerra (5 »films«!) og fl. Orkesterværker, Kammermusik, Sange etc. — en, som det synes, forskelligartet paavirket, modernistisk Retning. 6

Casimiri, Raffaele, f. 1880, ital. Komponist af adskillige kirkelige Værker, er paa Rejser til Amerika, England o. a. St. optraadt som Leder af Societa Polifonica Romana med F'rem førelse af gi ital. Kirkemusik; har offentliggjort Studier over Kirkemusik i Rom (særl. Palestrina).

Cassa, det ital. Navn for stor Tromme.

Cassatio, se Kassation.

Cassiodorus, Magnus Aurelius, c. 485—580, ital. Musikforf., skrev bl. a. et litterært Værk, hvori Afsnittet In-stitutiones musicæ (optaget i Gerbert »Scriptores«) giver Oplysning om Middelalderens Musikteori.

Castelnuovo-Tedeseo, Mario, f. 1895, ital. Komponist, Elev bl. a. af Pizetti, har skrevet nogle Orkesterstykker, Violin- og Klavermusik samt Sange — jævnlig under bizarre Titler og af lign. Indhold.

Castelli, Ignaz Franz, 1781-1862, Wienerforf, Omgangsven af Beethoven, Schubert og Weber, skrev bl. a. Opera-texter og efterlod sig 4 Bd. »Memoiren meines Lebens« (Xyudg. 1912) af musikhistor. Interesse.

Castil-Blaze, François, 1784 — 1857, fr. Musikforf. Kritiker ved store Pariser-Blade, skrev musikhistor. Værker, særl. vedrør, fr. Opera (L'opéra en France, Théâtres lyriques de Paris, 3 Bd., Molière musicien etc.).

Castillon, Alexis de, 1838—73, fr. Komponist, skrev særl. Kammermusik og stiftede (med Duparc og St. Saëns) Société nationale de musique i Paris.

Catalani, AnGELICA, 1779---- 1849, ital. Sangerinde, debut, ganske ung og fejrede Triumfer i Italien, særl. Venezia, men op-traadte senere fortrinsvis i Paris og London (1806-14), meget fe teret og højt gageret. Efter

Napoléons Fald — hun var ilde lidt af ham, da hun foretrak hans engelske Fjender — var hun en Tid atter i Paris som Leder aîThéâtre italien. 1817 opgav hun scenisk Optræden og flakkede om paa Koncertrejser til 1830 ; bl.a. besøgte hun Kbhvn. (1827), men var da kun en Afglans af sig selv. — Paa sin Højde var C. en sjælden fremragende Sangerinde, besad en ualmindelig omfangsrig og skøn Stemme, en virtuos Teknik og livfuldt dramat. Temperament.

Castberg, Torgrim, f. 1874, nsk. Violinist, Elev af Böhn, Geloso (Paris) og Kahn (Berlin), oprettede 1905 Bergens Musik-Akademi, hvis Direktør han er. Akademiet har egen Bygning, er stærkt søgt og veludstyret.

Catch (eng., gribe, fange, lege Tagfat), en i England endnu meget yndet og fra gammel Tid nedarvet Kompositionsart. Denne bestod fra først af (i 13. Aarh.) i en Kanon i streng Stil (Rota, Rondellus), men antog i Løbet af det følg. Aarh. efterhaanden friere Former uden dog paa nogen Maade at opgive sin Hovedhensigt: gennem Ophobningen af alskens kontrapunktiske Kunststykker at gøre de udførende Opgaven saa vanskelig som muligt. De ældste C.-Samlinger er »Pammelia« (1609), »Deuteromelia« (1609) og »Me-lismata« (1611) udg. af Th. Ravenscroft (f. 1593). En speciel C.-Klub søger siden 1761 i London at holde denne Specialitet vedlige.

Catel, Charles Simon, 1773—1830, fr. Musiker, allerede 1795 Prof. i Harmonilære ved Paris Konservat, skrev en fortrinlig Traité d'h 1802,

overs, paa fl. Sprog), komponerede Symfon., Kammermusik m. m.

Catoire, Georg, f. 1861, russ. Komponist af symfon. Musik, Klaverkoncert, Kammermusik, Kor, Sange m. m.; Elev af Liadof, lever i Moskva som Kon-servatorielærer.

Cavaillé-Col, Aristide, 1811—99, fr. Orgelbygger, udmærket Fagmand og Opfinderpaa Orgelbygningens Omraade; Forf. af Værker om Orglet.

Cavalieri, Emilio del, c. 1550 -1602. ital. Komponist, Kunstintendant ved det Mediceiske Hof i Firenze, og blandt de førende Aander i Bevægelsen for den saak. »TSye Musiks« Fremme (Monodien og Musikdramaet efter græsk Mønster). Selv komponerede han Musik til Hyrdespillene II satiro, La dis-perazione di Fileno og II giuoco della cieca, der fremkom før Caccinis og Peris musikhistor. berømte Operaer. Mest Ry har dog hans gejstlige (og allegoriske) Musikdrama La rappresen-tazione di anima e di corpo, der uagtet Text og Musik ikke just var fremragende, gjorde stor Lykke (og fandt Efterlignere) mest p. Gr. af Stilens Nyhed og Udstyrets Pragt og Overraskelser. C. var en glimrende Iscenesætter, anbefaler bl. a. allerede det skjulte Orkester. (Mulig er C.s berømte Værk en Bearbejdelse af et ældre Stykke af Isorelli).

Cavalieri, Lina, f. 1878, ital. Operasangerinde, fejret som dramat. Sopran særl. i moderne ital. Operaer paa europæiske Scener og navnl. i Amerika (New York, Chicago).

Cavalleria rusticana, 1 Akts-Opera af P. Mascagni, Rom 1890, Kbhvn. 1891 (»Paa Sicilien«).

Cavalletto (ital.. fr. chevalet), Stolen paa et Strygeinstr.

Cavalli, Francesco, 1602—76, ital. Komponist, opr. Navn Caletti-Bruni, avancerede fra Sanger til Kapelmester ved St. Marcus Kirken i Venezia; hans Ry er særl. knyttet til over 40 Operaer, af hvilke han fra 1639 skrev de fleste for den ny Operascene i Venezia; bekendt blev Le nozze di Teti e di Peleo — hans første Opera — Alessandro, for München 1658, Giasone, Serse, opført i Paris 1660, og Ercole amante, skrevet for Louis XIV til en Fest i Tuilerierne 1662. C.s Operamusik, frisk og dramat. livfuld, betegner en Overgang fra Monteverdis til Scarlattis Opera; Recitativet udvikles, og Solosangen (Arien) bliver mere udformet.

Cavos, Catterino, 1776—1840, ital. Operakomponist. 1797 Kapelmester v. det kejserlige Teater i Petersborg; skrev talr. Operaer til russ. Text og blev forsaavidt og ved Anvendelse af nationale Folkemelodier Foregangsmand i russ. Musik.

Celeste (fr.), nyt, af Franskmanden A. Mustel opfundet Klaviaturinstr., hos hvilket Strengene erstattes af afstemte Staalstænger. Indført i Orkestret af den nyeste Tids Komponister: Charpentier, Leoncavallo, Puccini, Rieh. Strauss, Tschaikofsky o. fl.

Cello (ital.) Violoncel (s. d.).

Cembalo (ital.), se Hakkebræt og Klaver.

Certon, Pierre, d. 1572, fr. Komponist, Elev af Josquin des Près og fremstaaende Komponist af Chansons (a cappella) og kirkelige Værker (Litt. M. Brenet: Les musiciens de la SI. Chapelle): d. i Paris.

Cesi, Benjamino, 1845—1907, ital. Klaverspiller og -pædagog, Elev bl. a. af Thaiberg; fremragende Pianist, optraadt særl. i London: Udg. af Metodo per pianoforte, Storia del pianoforte m. m. — To Sønner, Napoleone C, f. 1867, og Sigismondo C, f. 1869, er Klaverspillere og -Komponister.

Cesti, Marc Antonio, 1618—69, ital. Komponist, Elev af Carissimi. var en Tid lang kirkelig Kapelmester i Firenze, senere til henimod sin Død, i Venezia, kejserlig Kapelmester i Wien ; en af de betydeligste og mest yndede venetianske Operakomponister; særl. prises hans Melodirigdom, Ynde og dramat. Livfuldhed navnl. paa det komiske Omraade; af hans c. 150 Operaer er Størsteparten forsvundne; de berømteste var La Dori og // porno d'oro, Festopera 1667 i Wien, genudg. af G. Adler.

Cetti,Giovanni Battista, 1794 —1858, ital.-dansk Operasanger; Skuespiller og Sanger (Baryton) véd det kgl. Teater i Kbhvn.. meget yndet navnl. i den komiske Opera.

Chabrier, Emanuel. 1841—94, fr. Komponist, opr. juridisk Embedsmand, skrev Operaer, af hvilke »Gwendoline« (1886) gjorde hans Navn bekendt, samt Klaverstykker og »sp. Rhapsodii (for Orkester) m. m. ; tilhørte den af Wagner paavirkede Retning i nyere fr. Musik.

Chaconne (fr. ; ital. Ciacona), Instrumentalstykke i langsomt Tempo og i ³/₄Takt, der ligesom Passacaglia er bygget over en kortfattet, uafbrudt gentaget Basmelodi, der hver Gang den vender tilbage, varieres paa anden Maade (se Basso ostinato). Berømt Ex. paa denne Kompositionstype er Bachs Violin-C. og Handels Orgel-C. I sidstnævnte behandles en Basso ostinato i ikke mindre end 62 Variationer. Som moderne Prøve kan anføres Carl Nielsens ejendommelige og i teknisk Hens. uhyre vanskelige Klavér-C. Om C. opr. var en Danseform, er uvist.

Chadwick, George Whitefield, f. 1854, amer. Komponist, Elev bl. a. af Leipzigs Konservat., Organist og Lærer i Boston, tilhører den nationale Retning i nyere amer. Musik (Symfon., Korværker, Sange, Kammermusik, en Harmonilære).

Chaliapin, Theodor, f. 1875, russ. Sanger (Bas), opr. Skomager, senere omrejsende Operettesanger, endelig knyttet til Operaerne i Moskva og Petersborg, meget skattet som Sanger og dramat. Fremstiller af russ. Publikum og paa Bejser i England og Amerika; hans bedste Partier tilhører den nationale russ. Opera; er ogsaa optraadt som Koncertsanger (Kbhvn. og Kria. 1922).

Chalumeau (fr.), se Calamus, Skalmej og Klarinet.

Chamberlain, Houston Stewart, f. 1855, eng.(-tysk) Musikforf.. har staaet d. Wagnerske Hus nær og skrevet en stor Wagner-Biografi, ofte oplagt og overs, paa fl. Sprog; iøvrig kulturhistor. Arbejder, særl. »Die Grundlage d. 19. Jahrh.s«.

Chambonnières, Jacques, c. 1600 — 70, fr. Komponist, første Cembalist hos Louis XIV, Grundlægger af den fr. Klavecinmusik, Lærer bl. a. for Cou-perin ; udg. to Bd. Pièces de clavessin (1670), typiske for Klaverstilens Udvikling fra Lutmusiken med Dansesuiten som Midtpunkt.

Chaminade, Cecilie, f. 1861, fr. Kom-ponistinde, Elev af Godard, optraadte som Pianistinde og skrev Orkestermusik, Klaverværker, en Opera og Sange.

Chanson (fr.), Sang (af chanter, at synge). Franskmændene forstaar herved en Digtart, og naar denne behandles musikalsk, tillige en Sangart, be-staaende i Versestrofer, der alle synges paa samme Melodi og afsluttes med et Omkvæd. Emnet kan enten være af sentimental el. vittig Natur, og belyses i hvert Vers fra en ny Side. Omkvædet genoptager og understreger ved en vel tourneret Vending efter hvert Vers Digtets Grundtanke. Efter Sangens Anvendelse i det ene el andet Øjemed skelnes der mellem C.s å boire (Drikkeviser), C.s d'amour (Kærlighedsviser)), C.s pastorales (Hyrdeviser), C.s à danser (Danseviser) o. fl. Den fr. C. kan i Historien forfølges tilbage til Trubadurtiden, da bl. a. den nordfranske Trubadur Adam de la Hàle i sit Sangspil Robin et Marion præsenterer en Række C.s, der baade i Stil og Form ganske passer med Nutidens Opfattelse af dette Begreb. I flerstemmig Bearbejdelse genoptræ-der den franske C. hos det 15. Aarh.s nederlandske Komponister, der paa den ene Side lægger den til Grund for selvstændige verdslige Kompositioner (f. Ex. de verdslige trestemm. C.s af Dufay, Binchois, Janneqnin o. fl.), og paa den anden brudstykkevis udnytter den som Afstiver (Tenor) for den kirkelige Messes polyfone Stemme-fletværk. — Som typisk fr. National-eje befæstede den fr. C. endelig for stedse sit Ry under Fremvæksten af det 17. Aarh.s Vaudeville og den af samme direkte fremgaaede Opéra comique (s. d.).

Chantavoine, Jean, f. 1877. fr. Mu-sikforf., Elev bl. a. af M. Friedländer, Musikkritiker i Paris, Udg. af Samlingen Les maîtres de la musique; har skrevet »Beethoven«, »Liszt«. Musiciens et poètes, De Couperin à Debussy etc. 84

Chanterelle (fr.), Sangstreng, det fr. Navn for Lut- og Violininstr.s højest stemte Streng, paa dansk og tysk betegnet som kvinten. Se kvint som Betegnelse for Violinens E-Slreng.

Chapi, Ruperto, 1851 — 1909, sp. Komponist, en af Spaniens populæreste ZarzueZas-Komponister; skrev for Scenen over 150 Værker, iøvrig mange Orkesterværker [La corte de Granada, Symfon. m. m.) og Kammermusik.

Chapuis, Auguste, f. 1S58. fr. Komponist, Sangskoleinspektør og Konservativerer i Paris, har skrevet flere Operaer, en Symfon., Sonater, Sange m. m.

Charpentier, Gustave, f. 1860, fr. Komponist, Elev af Paris' Konservatorium (Rom-Prisen 1887); skrev Impressions d'Italie f. Orkester, Les fleurs du mal (Baudelaireske Digte)m.m., men blev først bekendt ved Operaen (»Roman musical«), til C.s egen Text, Louise, der med sine Billeder af parisisk Folkeliv gjorde stor Lykke under Verdensudstillingen 1900 og opførtes paa talr. Scener, ogsaa udenfor Frankrig (1922 i Kbhvn.). En Fortsættelse: Julien havde mindre Sceneheld.

Charpentier, Marc Antoine, fr. Komponist (1634—1704), Elev af Ca-rissimi i Rom, begyndte med stort Held som Operakomponist (»Médée«), men fordreves fra dette Felt af den mægtige og snedige Lully og skrev siden kirkelig Musik (Oratorier, Kantater, gejstlige Tragedier etc.) (Litt. M. Brenet: Les oratoires de C).

Chausson, Erneste, 1855—99, fr. Komponist, Elev af C. Franck, hvis Retning han fulgte i Sj'tnfon. og Kammermusik, Sange og Klaverværker. Omkom ved Ulykkestilfælde.

Ché, ældgl. kinesisk Strengeinstr. bestaaende i en langstrakt, trapezförmig Lydkasse med buet Sangbund; nu bestrenget med 25 (i gammel Tid med 50) Strenge. Stemningen opviser en kromatisk Skala af to Oktavers Omfang og kan modificeres og korrigeres ved Hjælp af de forskydelige Stole, der i stort Antal

er indsatte mellem Sangbund ogStrenge. Instr. spilles knælende og med Benyttelse af begge Hænder. C. benyttes især til Ledsagelse af kejserlige og religiøse Ceremonier og agtes af Kineserne paa Grund af sin Ælde saa højt, at et gammelt kinesisk Ord paa-staar, at den, der vil spilie C, maa have døvet sine Lidenskaber og have Kærlighed til Dyden indgraveret i sit Hjerte. Uden dette vil han kun kunne frembringe golde, ufrugtbare Toner.

Chelys (gr., svarende til det rom. Testudo. s. d.) betyder Skildpadde og benyttes af de oldgræske Digtere hyppigt som Navn for Skildpaddelyren, hvis Opfindelse Sagnet tillægger Hermes. (Se H. Panum: Middelalderens Strengeinstrumenter. 1915).

Cheng, ældgl. kinesisk Blæseinstr.. i hvis karformige Vindbeholder der er nedsat en Kreds af Piber, som er udstyrede med gennem-slaaende Metaltunger og som sættes i Klang ved Hjælp af et S-formigt Blæserør. Har historisk Interesse, fordi det europæiske Orgel fra det

Luigi Cherubim.

hentede Ideen til sine Tungepiber. Se Orgel.

Cherubini, Maria Luigi Carlo Zenobio Salvatore, 1760-1842, ital. Komponist, studerede hos Sarti og lagde sig opr. efter Kirkemusik, senere efter Operakomposition (i London, men med vekslende Held). Fra 1788 havde han Hjemsted i Paris, hvorfra hans Ry bredte sig vidt. Hanblev Inspektør (senere Direktør) og Kontrapunkt-Lærer ved det nygrun-dede Konservat., hvor Mænd som Boieldieii, Auber, Halévy var hans Elever; 1835 udgav han sin Lærebog Cours de contrepoint et de fugue. Den lærde og højtbegavede Kunstner blev efterhaanden en Art Højesteret for fremstræbende Musikere (se Mendelssohn). — C.s Ry som Operakomponist stammer fra 1791: »Lodoiska«, der efterfulgtes af »Medea«, »Emma« og navnl. Les deux journées (sYandbære-ren«), hans berømteste, overalt opførte Sangspil-Opera (1800, i Kbhvn. 1803). I Wien, hvor >Faniska<; (1806) opførtes, traf C. Beethoven, og de to Kunstnere skattede gensidig hinanden ; derimod stod C. i ugunstigt Forhold til Napoléon, der samtidig holdt Indtog i Wien. og dette skadede C. ogsaa i Fremtiden, saa at han endog en Tid lang foretrak botaniske Studier for Komposition. Hans senere Værker er dels Operaer (særl. Les Abencerages, (1813), hvoraf endnu Ouverturen spilles), Kirkeværker (berømt »Requiem« i C-Moll, 1817), og Kammermusik (særl. Strygekvartetter). — Med Italienerens Melodirigdom forenede C. dels den Gluckske Pathos og dybere Følelse, dels det franske Sangspils Klarhed og »esprit«; han er en fortræffelig og livfuld Orkestrator og behandlede En-Sosemblerne med kontrapunktisk Overlegenhed; de senere kirkelige Værker aød i sin Tid Ry lige med hans Operaer; af disse opføres nu vistnok kun »Vandbæreren«, en »Befrielsesopera« efter Datidens Smag; ogsaa C.s Strygekvartetter nød tidligere megen Yndest.

Chevalet (fr.), se Cavaletto.

Chevé, Emile, 1804—64, fr. Musiker, Forkæmper for den (opr. Galinske) Metode at betegne Tonerne med Tal i Stedet for med Noder, der siden alm. kaldtes »C.-Metoden«, indført baade i England, Tyskland og Skandinavien; i Danmark af /. Malling, men uden varig Virkning.

Chevillard, Camille, 1859—1923, fr. Musiker, kendt Leder fra 1877 af de opr. af Lamoareux indstiftede højt-skattede populære Pariser-Koncerter; Komponist særl. af Kammermusik.

Chiave (ital.), Nøgle. Chiavelle, transponeret Nøgle. Se Linier og Xøgler.

Chickering and Sons, gl. verdenskendt amer. Klaverfabrik i Boston; grundlagt af Jonas C. (1798—1853).

Chiesa (ital.), i Sammensætningerne: Concerto da c, Kirkekoncert, Aria da c, Kirkearie, Sonata da c, Kirkesonate (se Sonate) m. m.

Chifonie (fr.), se Lire.

Chilesotti, Oscar, f. 1848, ital. Mu-sikforf., fremragende Kender af d. gi. Lutmusik, af hvilken han har udg. forsk. Samlinger, og hvorom han har skrevet fl. Værker; iøvrig Forf. af en Rossini-Biografi m. m.

Chinafarerne, Syngestykke af P. A. Heiberg, Musik af c'SchalïKbhvn. 1792.

Chitarronne (ital), se Theorbe.

Chladni, Ernst, 1756—1827, tysk Akustiker, opr. Jurist, senere optaget af fysiske Studier, er kaldt »Akustikens Fader« ; holdt rundt om i Europa Foredrag om dette Fag. Efter ham er de saakaldte »C.ske Klangfigurer« opkaldt; skrev det grundlæggende Værk »Akustik« (1802) og talr. mindre Skrifter om samme Æmne.

Chop, Max, f. 1862, tysk Musikforf., Redaktøraf den Berlinske Musiktidende »Signales, har skrevet »Zeitgenössische 86

Tondichter«, »F. Delius« ,»Verdi«, »Führer durch die Musikgeschichte!, »Führer durch d. Opernmusik« m. ni.; Komponist af Kammermusik, Sange m. m. Chopin, Frédéric François, 1810— 49, polsk Komponist og Pianist, født i Warszawa af fransk-født Fader (Gymnasiallærer) og polsk Moder; tidlig udviklet i musikalsk Henseende optraadte han i sin Hjemstavn som Vidunderbarn; grundig Undervisning fik han af den tysk-polske Musiker Jos. Els-ner; ogsaa som Komponist begyndte C. tidlig, og da han 1829—30 over Wien og München drog til Paris, der siden blev hans Hjemsted, medbragte han færdige eller i Udkast adskillige af de Arbejder, der senere gjorde ham berømt. I Paris, hvor talrige emigrerede polske Familier havde Ophold, vandt C. hurtig Indgang i baade fornemme, rige og kunstneriske Kredse; han fik højtbetalende Elever og blev Omgangsven med Kunstnere som Berlioz, Liszt, Meyerbeer, Heine, Balzac, Delacroix, George Sand. Han udg. sine Variationer over et Thema af »Don Juan« (op. 2), der vakte Opsigt, ved Bob. Schumanns varme Omtale deraf ogsaa i Tyskland, og han gav trods Skyhed for offentlig Optræden en Koncert med egne Kompositioner, der forløb glimrende. C s indtagende, ofte sarkastiske, men altid ridderlige Personlighed gjorde ham yndet overalt, og i de specifik parisiske »Saloner« særlig forgudet af de kvindelige Tilhørere. Han forlovede sig med en ung Landsmandinde Maria Wodzynski, men efter hans Hjemkomst fra en Kunstrejse i Tyskland, hvor han navnl. modtoges med Begejstring af Schumann, havde hun svigtet C. og forlovet sig med en polsk Adelsmand. Dette forøgede C.s medfødte, ejendommelig polske Tungsind-Anlæg (ZàZ-Stemning), der yderligere fremmedes ved den snart frembrydende Brystsygdom. Et intimt Forhold til George Sand (der var seks Aar ældre end C.) optog ham stærkt og havde vel sin Betydning for ham som Kunstner og Menneske, men voldte samtidig saa megen Uro og Sindsbevægelse, at det havde ulykkelig Indflydelse paa hans svage Helbred og Produktionsævne; navnlig bleven med hende for Sygdommens Skyld paa Øen Majorka tilbragt Vinter af uheldig Virkning, og snart efter fulgte Bruddet med den berømte Forfatterinde. I Foraaret 1849 drog C. under en tilsyneladende Bedring af Sygdommen paa Kunstrejse til England; han feteredes i London ligesom i Paris, og foretog endog en Udflugt til Skotland; men det var med Nød og næppe, at han naaede tilbage til Paris for at dø der. Han begravedes efter eget Ønske nær Bellini. — C. varen genial, fornem og poetisk Klaverspiller, for Koncertsalen egnede hans Spille-maade, der skyede alle stærke Effekter, sig dog mindre, og trods sine mange Elever dannede han ikke nogen egl. pianistisk Skole. (Liszt kunde forøvrig paa slaaende Vis efterligne C.s Spille-maade). — C.s Komponistgerning er ene knyttet til Klaveret, og hans genialeste Værker endda til Klaveret som Solo-instrument; et Flertal af disse førte han selv først frem i Pariser-Salonerne. Disse Værker omfatter Sonater, Ballader, Polonæser, Fantasi, Nocturner, Préludes, Impromptus. Scherzi, Valse, Mazurkaer, Etuder, Berceuse, Barcarole etc. ; ud herover skrev han to Klaver-Koncerter (for det svage Orkesterpartis Vedkommende omarbejdet af forsk. Musikere), »Don Juanc-Fan-tasien, Fantasi over polske Sange og en Polonæse, alle med Orkester, endvidere en Cellosonate og mindre koncerterende Stykker for Cello samt en Række »polske Sange«, væsentlig bearbejdede efter nationale Folkemelodier. Med denne ikke ret store Produktion staar C. som en genial Skikkelse i moderne Musik, særlig som Fører og Fornyer i Klaverliteraturen. Han ikke blot afvandt Instrumentet nye Virkninger og skabte — opr. i Tilslutning til Mozart og Hummel (Beethoven stod hans Naturel fjærnt) — og noget paavirket af italiensk Kantilene, en svulmende melodirig og samtidig glimrende, opfindsomt ornamenteret og harmonisk særpræget Stil, men gav ved Klaveret et rigt og levende Udtryk for sin poetiske og stærkt facetterede Personlighed. Ridderlighed og Elegance, ædel, fornemt behersket Følelse, erotisk Sværmeri og Hengivelse, Længsel og Vemod, national »historisk Smerte« (Heines Udtryk), Polakkens Pathos eller hans Stolthed og Djærvhed udtrykt i Danserytmer er Hovedpræget af C.s geniale Klavermusik. I senere, svagere Værker kan han blive overfølsom eller ofre til det »salonmæssige«, men slige Værker er Undtagelser i hans Produktion.

C.s Klavermusik betegner et Omslag i Skrivemaaden for dette Instrument, og denne Klaverstil var — ved Siden af den Lisztske — altbeherskende indtil henimod Slutningen af d. 19. Aarh. ; iøvrig spores C.s Indflydelse (særl. ved en ny Harmonik og Anvendelse af Kro-matik) ogsaa udenfor den egl. Klaver-litteratur (saaledes hos Schumann, Berlioz, Grieg, Wagner o. fl.). (Litt. Biogr. af Karasowsky, Liszt, Fr. Niecks (2 Bd.) Opienski og Hoesick (3 Bd., polsk), Hadden og Hunecker (eng.), A. Weiss-mann, E. Poirée, H. Leichtentritt ; endvidere Lenz: »Die grossen Pianofortevirtuosen«, Leichtentritts Analyse af C.s Klaverværker (2 Bd.), Scharlitt: C.s Breve (overs. p. tysk) m. m.)

Chordometer (gr.), Strengemaaler, Apparat, ved hvis Hjælp man kan maale Strengenes Tykkelse.

Choron, Alexandre Etienne, 1772— 1834, fr. Musikteoretiker, optraadte allerede 1824 med et lærd teoret. Værk (Principes d'accompagnement des écoles d'Italie) udg. (med Fayolle) en Dictionnaire historique des musiciens og senere sit Hovedværk Introduction à l'étude générale et raisonnée de la musique. Han var en Tid Direktør for Académie royale de musique, og bl. de første, der indledede et mere grundigt musikvidenskabeligt Studium i Frankrig.

Chouquet, Adolphe Gustave, 1819— 86, fr. Musikforf., skrev en Histoire de la musique dramatique en France etc. (1873), Konservator ved Paris' Kon-servat.s Instrumentsamling og Forf. bl. a. af Kataloget derover (1875), suppleret af Pillaut (1899).

Christe (lat), Mellemsætningen i den kat. Messes Kyrie, saaledes kaldet, fordi den synges paa Ordene Christe eleison, se forovrigt Kyrie og Messe.

Christensen, Alfred, f. 1856 i Randers, dsk. Musiker, har i Leeds skabt sig en Virksomhed som Leder af et Konservat. og som Komponist (Opera, Kantater, Kammermusik, Sange).

Christensen, Ove, 1856—1909, dsk. Musiker, Elev af Xeupert og Tofte, Kammermusiker i Petersborg, fra 1887 Klaverlærer i Kbhvn.; har udg. tekniske Klaverstudier. Et til hans Minde stiflet Legat uddeles tildanske Musikere.

Christiansen, Chr. Aagaard, f. 1884, dsk. Musiker, Elev af Konservat. i Kbhvn., fra 1906 Lærer derved, en Tid lang Operarepetitør v. d. kgl. Teater, fremragende Pianist, særlig skattet som Kammermusikspiller og Akkompagnatør; har komponeret Klaver-og Violin-Sonater, Sange m. m.

Christiansen, F. Melius, f. 1871, nsk.-amer. Musiker. Studerede bl. a. i Leipzig; kom til Amerika 1888. Direc-tor of Music v. St. Olaf College, North-fleld, Minn. fra 1903. Har bl. a. ved sine Turnéer i de nordlige Stater med St. Olaf Choir bidraget meget til at vække Interessen for Kirkesangen. Skrev Oratorier. Kantater o. s. v.

Christophersen, Harald Edvard, 1838—1919. dsk. Operasanger (Tenor), Elev bl. a. af Rung, fra 1865 — 93 ved d. kgl. Teater, meget benyttet og yndet i Sangspil- og andre lyriske Tenorpartier.

Chrotta, Strengeinstr., der allerede 609 anføres i et Digt af Yenantius Fortunatus: Romanusque hjra plaudat tibi, Barbarus harpa, ' Graecus Achilliaca, chrotta Brittanna canit. Ved Tilføjelsen Brittanna synes den i Poitiers hjemmehørende Fortunatus at henvise C. til de nærboende keltiske Bretagnere, og at det virkelig drejer sig om et keltisk Instr. bevidner Etymologernes Forklaring al C. som den lat. Form for et keltisk Instrumentnavn: Cruit, walisisk Crwth, gi. eng. Crudh, eng. Crowd. Af disse Navne forklares Cruit i de old-irske Haandskrifter som det ældste af alle Strengeinstr. og tillige som et Instrument, der hængtes paa Væggen og følgelig var lille og let, mens Navnet Cr tv Ih fra 14. Aarh. at regne og helt op i 19. Aarh. findes knyttet til et be-bestemt Strengeinstr., der af Form ligner en Lyre, men som ifølge sin Behandling med en Strygebue maa henføres til Strygeinstrumenterne, se Crwth. Sandsynligheden taler da for, at Navnet opr. tilhørte en speciel keltisk Udgave af den i Middelalderen i Mellem- og Nordeuropa saa vidt udbredte Rundlyre, der paa Afbildningerne fra først af alene ses behandlet med Greb i Strengene, men fra 11. Aarh. at regne tillige gengives som Strygeinstr. (i et angelsaksisk og et østrigsk Haandskrift). (Se Crwth, Rundlyre, Tallharpe og Strygeinstrumenter). Den eng.. Omskrivning af Cruit til Crudh og Crowd (s. ovf.) anvendes fra 14. Aarh. i England paa en Gang som Fællesbetegnelse for samtlige Strygeinstr. og som Specialnavn for den 3-strengede Rebec (s. d.).

Chrysander, Friedrich, 1826-1901, tysk Musikforf, levede den meste Tid i Bergedorf ved Hamburg og helligede sig væsentlig til Udgivelsen af Handels Værker, hvilken 100 Binds-Udgave han trods Vanskeligheder førte igennem (hans Bearbejdelse af Händelske Oratorier har forøvrig været udsat for nogen faglig Kritik); skrev en stor Handel-Biografi, som han dog ikke naaede selv at slutte (Bd. 3 paabegyndt inden C.s Død, fortsættes af M. SeifJ'ert) samt flere værdifulde mindre Arbejder, ligesom han ved sine »Jahrbücher f. Musikwissenschaft« indlagde sig megen Fortjeneste af moderne musikhistorisk Forskning.

Chute el. Coulé, forældet fr. Forsiring, der nu er afløst af det lange Forslag som faldende Node. Noteres af de franske gamle Klavermestre, ciwte.

se Coulé og Accent.

Chybinski, Adolf, f. 1880, polsk Mu-sikforf.. har skrevet fortjenstfulde Bidrag til Polens Musikhistorie samt 3J. S. Bachs Liv og Værker«, 2 Bd., m. m., mest paa polsk Sprog.

Ciacona (ital.), se Chaconne.

Cilea, Francesco, f. 1866, ital. Opera-Komponist af den sveristiskes Skole; kendtest er »Adriana Lecouvreurt, 1902; Konservatoriedirektør i Napoli.

Cimarosa, Dominico, 1749—1801, ital. Komponist; som fattig Dreng skaffede hans ualm. Musikbegavelse ham Friplads i Konservat. i Napoli (Sac-chini. Piccini); efter flere Aars Studietid debut, han som Operakomponist og skrev med forbavsende Produktivitet — indtil 4 Operaer om Aaret! — for forsk. ital. Operascener, næsten stadig med Held. 1789 blev C. Kapelmester ved Operaen i Petersborg (efter Paisiello) og vandt paa Vej dertil ogsaa Wiens Yndest. I Rusland skrev C. baade Operaer og Festmusik for Hoffet, men hans Helbred tvang ham snart til at forlade Norden; 1792 gjorde hans (berømteste) Opera buffa : Il ma-trimonio segrelo Furore i Wien (Kbhvn.: »Det hemmelige Ægteskabs 1797). C. længtes dog til Italien og fik her endnu flere nye Operaer opført, særl. Astuzie feminili, 1795; men indvikledes i Politik, fængsledes i Napoli, dømtes til Døden, men benaadedes. Atter paa Vej til Rusland døde han i Venezia, if. et, dog sikkert ubegrundet, Rygte forgivet af kunstneriske Misundere eller politiske Fjender. — Af C.s talr., melodirige, musikalsk enkle og let flydende, af muntert Lune prægede Operaer, hvilke Samtiden endog foretrak for Mozarts, har kun »Det hemmelige Ægteskabe bevaret nogen Levedvgtighed.

C.s Produktion omfatter ogsaa Operaer i alvorlig (efter-glucksk) Stil, Kirkemusik m. m.

Cimbal, se Hakkebræt.

Cimbel, se Cymbel.

Cirkel-Kanon, se Kanon.

Cistre (fr.), et forlængst afskaffet, men i 16.—17. Aarh. overordentlig yndet Hjemmeinstr., der udgør Mellemtingen mellem en Lut og en Guitar, idet den har Luttens afrundede Kontur og Guitarens flade eller i al Fald kun svagt hvælvede Bund. Den var bestrenget med 4-6 Dobbeltstrenge af Metal, havde et med Messing-lister inddelt Gribebræt og en stor »Rose« (rundt Lydhul) midtvejs i Sangbunden. Den bagoverbøjede langstrakte Skruekasse endte ofte med et kunstigt udskaaret Menneskehoved, og paa tilsvarende Maade var tit ogsaa Sangbunden prydet med indlagt Perlemor o. 1. Særlig yndet var C. i Italien og England, hvor den i 18. Aarh. afsluttede sin Karriere som fast Inventar og Underholdningsmiddel i Barber-forretningerne.

Citer (Zither), et folkeligt Strenge-instr.. der nu især høres paa Traktørsteder i Bjerglande (Riesengebirge. Bayern. Tyrol, Schweiz), men i Sydtyskland ogsaa hyppigt anvendes som Ama-tørinst. Af Princip er den et Psalte-rium (s. d.): over en flad Lydkasse, der under Spillet stilles fast paa et Bord, er der udspændt 29—42 Strenge. 4 af disse tjener til Udførelse af Melodien og har derfor Underlag af et med Messingbaand inddelt Gribebræt, Avorpaa v. Haands Fingre danner Tonerne ved Tryk paa Strengene, mens h. Haand sætter Strengene i Klang med en Fingerring, der er anbragt

paa Tommelen og er udstyret med et lille spidst Plekter. De øvrige Strenge anvendes derimod kun i løs Tilstand som Akkompagnementsstrenge og behandles af h. Haands øvrige Fingre, af hvilke Mellemfingrene griber i .Mellemstrengene, Lillefingeren i Basstrengene. Udmærket egnet er C. baade til Akkompagnement af Sang og til Udførelse af folkelige Instrumentaldanse. I en dygtig Spillers Haand formaar den endda at udfolde en Klangskønhed og Lyrik, som ikke engang den kræsne Smagsdommer kan lukke Øret for. I Sydtyskland har der derfor i den nyeste Tid dannet sig et helt Net af C.-Foreninger, der baade ved Udgivelse af Tidsskrifter og ved Afholdelse af Koncerter med Iver søger at fremme dette Instr.s Pleje som Amatørinstr, Sammen med denne saakaldte Slag-C. plejes i samme Egne en Stryge-C. af variabel Form og med kun 4 violin-mæssigt stemte Strenge. Den behandles med Violinbue og fremstilles i 4 Størrelser, der ofte sammenstilles til en Kvartet.

Clapisson, Antoine Louis, 1808— 66, fr. Komponist, skrev yndede Opéras-comiques, Operetter og Romancer. Hans værdifulde Samling af gi. Instr. overgik til Konservat. i Paris.

Claque (fr. af claquer, at klappe) kaldes det Korps af Klappere, derved offentlige Opførelser, særl. i Paris, honoreres for paa rette Sted efter Ordre at tilkendegive deres Bifald.

Clari, Giovanni Carlo Maria, 1669 — 1754, i tal. Kirke- og Operakomponist, mest bekendt ved sine Kammerduetter og -terzetter.

Clarino (ital.). 1) C. var tidligere Navnet for den høje Solotrompet, der kun ved sit snævrere Mundstykke adskilte sig fra den dybere Principal-Trompet. — 2) Med C. betegnes ogsaa Klarinettens Mellemregister, der fremkommer ved Overblæsning af Skalmeje-registrets Toner i Duodecimen. — 3) Hos Orglet er C. Navnet for et Trompet-Register.

Claudius, Carl, f. 1855, dsk. Samler af gl. Musikinstr.; bidrog ved Gaver til Grundlæggelse af de musikhistor. Museer i Sthlm. og Kbhvn. Hans egen Samling er vedblivende ene-staaende i Norden af Omfang og Værdi.

Clavecin, det fr. Navn for Clavi-cembal, se Klaver 2.

Clavicembalo (ital.), se Klaver 2.

Clavicordio (ital)., se Klaver 1.

Clavicytherium (lat), se Klaver 3.

Clavis (lat.). Nøgle, se Klave, Klaviatur, Linier og Nøgler.

Clemens non papa (o: ikke Paven), c. 1500—c. 58, nederlandsk Musiker, Kapelmester hos Karl d. 5., hans kirkelige og verdslige Musik hører til Periodens betydeligste (4 Bøger 3-stem. »Souter liedekens«, Salmemelodier, paa Grundlag af nederlandske Folkemelodier); Navnet adskiller ham fra den samtidige Pave Clemens VII; er undertiden antaget for identisk med den fr. CAa/zson-Komponist Clement Janne-quin (s. d.).

Clément, Edmond, f. 1867, fr. Opera-, sanger, 1889 — 1910. først Tenor ved Opera comique i Paris, senere optraadt paa talr. Kunstrejser i Europa og Amerika (1910 paa d. kgl. Teater i Kbhvn.).

Clément, Felix, 1822—85, fr. Musiker og Forf., var Organist i Paris, skrev bl. a. nogle Operaer, men er mest kendt ved sin Interesse for middelalderlig Musik (Ecole Xiedermeyer) og ved sine Skrifter som Méthode complète de plain-chant, Méthode d'orgue. Les musiciens célèbres depuis XVI siècte samt Dictionnaire lyrique ou Histoire des opéras med Larousse, senere suppl. af A. Pougin.

Clementi, Muzio, 1752;?)—1832, ital. Klaverspiller og Komponist, uddannet væsentlig paa en rig Englænder Bedfords Bekostning, oplraadte 1770 som færdig Klavervirtuos, ledede desuden den ital. Opera i London og foretog snart omfattende Koncertrejser. I Wien lærte han Haydn og Mozart at kende, med den sidste maatte han indlade sig i en Slags Virtuosvæddestrid; 1785 op traadte C. i Paris, men var snart efter atter i London og der en søgt Lærer

(Elever Cramer og Field) og Deltager i en Musik- og Pianoforteforretning, dertrodsfor-bigaaende Uheld gjorde ham pekuniært uafhængig. 1802 gik C. atter paa Kunstrejsertil Rusland og Tyskland, ledsaget oftest af en Del af sine Elever, blandt hvilke Kalkbrenner, Moscheles, L. Berger, Meyerbeer o. fl. nu taltes; hans Ry voxede stadig, og han var en af Tidens berømteste Klaverspillere. Efter et Besøg i Rom vendte C. atter tilbage til England og levede stille paa sit Landgods, beskæftiget med Komposition (særl. af Symfon., der opførtes med meget Bifald, men aldrig tryktes). Offentlig op-traadte han ikke mere. —• C. efterlod sig over 100 Sonater, deraf ca. 60 for Klaver alene, endvidere en berømt Toccata og det store Undervisningsværk Gradus ad Parnassum. Paa Klaver-teknikens Udvikling havde han baade som Virtuos og Komponist megen Indflydelse ; hans Retning er nærmest mod det brillante og klartformede, men hans Sonater indeholder udtryksfuld Musik og danner formelt og ved deres Indhold et vigtigt Mellemled imellem Mozart og Beethoven, der begge værdsatte C.

Clemenza di Tito (»Titus«), Opera af Mozart, Prag 1791; Æmnet ofte behandlet (Gluck, Jomelli m. fl.).

Cleopatra, Opera af A. Enna, Kbhvn. 1894. Æmnet ofte behandlet af ældre Komponister.

Cleve, Halfdan, f. 1879, nsk. Komponist og Pianist: Elev af Winter Hjelm, Raif, Scharwenka. Skrev 5 Piano-Koncerter, Pianostykker. Sange. Debut, som Komponist 1902 i Berlin. 1904 gift med Pianistinden Berit Winderen (f. 1878), Elev af Ida Lie, Raif, Carreno, debut. 1902.

Closson, Ernst, f. 1870, belg. Musikforf., Lærer ved Bruxelles' Konservat., har skrevet om belgiske Folkesange, >Edv. Grieg«, 1892, Esthétique musicale, 1921, m. m.

C-Nøgle, se Linier og Nøgler.

Col, Colla (Hal,), Sammentrækning af con il og con la, se Con.

Coleridge-Taylor, Sam, 1875—1912, eng. Komponist (af Negerslægt), opr. Violinist; har skrevet en lang Række Instrumental- og Vokalværker (»Hia-wathas Bryllupsfest«, afrikanske Romancer, afrikansk Suite for Klaver m.m.

Coclicus, Adrien Petit, c. 1500— c. 63), nederl. Musiker, førte et omtumlet Liv i Italien. Tyskland og endelig i Danmark, hvor han ansattes i Chr. III's Sangerkapel og blev til sin Død (se A. Hammerich: Dansk Musik-hist. til c. 1700). Han udg. Compendiiim musices og et Bind Salmekomposi-tioner (Musica reservata).

Coda (ital.) o: Hale, kaldes den afsluttende Periode, der til Afrunding af Formen gerne indlemmes i et Musikstykke med Repetitioner som f. Ex. i Sonatens 1. Allegro, i Variationsrækker, i Rondoer eller Scherzoer. Bedst svarer C. til sit Navn, hvor der springes hen til den efter en Repetition, f. Ex. hvor Scherzoen er gentaget efter Trioen og derpaa C. skal indtræde og afslutte Kompositionen (Scherzo da capo e poi la C).

Coeuroy, André (Pseudonym : J. Belime), f. 1891, fr. Musikforf., Elev bl. a. af M. Reger, Kritiker i Paris, særl. knyttet til La Revue Musicale; har skrevet La musique française moderne. Musique et littérature, »Weber«, Analyser af Operaer (som »Valkyrien« og »Tosca«;) m. m. ; C. er ogsaa Komponist.

Colonna, Giovanni Paolo, 1637—95, ital. Komponist, Elev bl. a. af Caris-simi, Kirke-Kapelmester i Bologna og Medstifter af et bekendt Musikakademi, hvor C. blev Lærer for mange siden berømte Musikere; skrev kirkelig Musik, navnlig 3 Bøger Salmer med Orgel ; desuden Oratorier og nogle Operaer.

Colonne, Edouard. 1838—1910. fr. Dirigent, opr. Violinist, Grundlægger af de efter ham eller Opførelsesstedet (Chaielel) benævnte, vidt bekendte populære Pariser-Koncerter; som Dirigent gæstede C. bl. a. Kbhvn. 1896 (med Berlins filharmoniske Orkester).

Combarieu, Jules, 1859—1915, fr. Musikforf., Elev bl. a. af Spitta (Berlin), musikhistor. Prof. ved Collège de France, skrev værdifulde musikæsteliske og -histor. Værker som Eludes de philologie musicale (I—III), La musique, ses lois, son évolution, Histoire de la musique (I—III, afsluttet efter C.s Død) etc.

Comes (lat)., Følgesvend, o : Følgestemme, se Dux og Fuga.

Comettant, Oscar, 1819 — 98. fr. Musikforf., berejste som Journalist den gi. og nye Verden og skrev bl. a. Le Danemark tel qu'il est; var (konservativ) Musikanmelder i Paris og udg. foruden Romancer og Klaverstykker, mindre musikhistor. Skrifter som Musique et musiciens. Un nid d'autographes etc.

Commer, Franz, 1 S13—87. tysk Musiker, udg. efter Ansættelse i det Berlinske kgl. Musikinstitut for Kirkemusik gi. Musik i Samlinger som Mu-sica sacra XVI, XVII sæculorum (28 Bd.), Compositions pour l'orgue des XVI, XVII, XVIII siècles (6 Bd.), Cantica sacra (2 Bd.); komponerede Messer, Kantater m. m., og grundede Berlins Tonekunstnerforening og Selskabet for Musikforskning.

Comodo (ital.), Foredragsbetegn., mageligt, bekvemt.

Compenius, Esaias, f. c. 1560, tysk Orgelbygger fra Braunschweig, skrev en Afhandling om Orgelbygning og har bl. a. 1612 bygget det mindre, men fortrinlige Orgel, der endnu findes i Frederiksborg Slotskirke (jfr. A. Hammerich: »Et histor. Orgel« 1897). — Ogsaa andre C. var i det 16.—17. Aarh. kendte Orgelbyggere.

Compère, Loyset, d. 1518, nederl. Komponist, nævnes som en af Okeg-hems bedste Elever; kun faa af hans Værker (Messer, Motetter, Chansons) er trykte, bekendtest den saak. >San-gerbøn«, komp. over Melodien De tous bien peine (som Tenor), hvori opregnes de berømteste nederlandske Mestre fra Dufay til C.

Completorium (lat.), den sidste af Breviarets faste daglige Bedetimer; se Horer.

Con (ital.) med, anvendes i Fore-dragsbetegnelser jævnlig i Forbindelse med Hovedord, som f. Ex. c. brio, kraftigt, mandigt, c. amore, med Hengivelse, c. caiore, med Varme, c. fuoco, ildfuldt o. s. v.

Concerts du Conservatoire i Paris er Navnet for en af Europas berømteste Koncertinstitutioner. Fremspiret af Pariserkonservatoriets 12 aarlige Elevkoncerter blev dette Foretagende 1828 sat i Gang af Habeneck og har ved Hjælp af sine fremragende Dirigenter helt op til Nutiden opretholdt sit Verdensry. Der gives aarlig 9 Koncerter, der opføres for to Serier af Abonnenter, og Kor og Orkester tæller henholdsvis 36 og 74 regulære Medlemmer.

Concerts spirituels (fr.: aandelige Koncerter) var Navnet for Koncerter, der i 18. Aarh. i Paris fandt Sted paa de kirkelige Festdage, naar Teatrene var lukkede, og som derfor kun var bestemte til Opførelse af alvorlig (kirkelig og verdslig) Musik. Stifteren var Anne Danican Philidor (s. d.) og de fortsattes, indtil Revolutionen i 1791 fremtvang deres Ophævelse. I 1805 genoptoges de for dog fremtidig kun at finde Sted i den stille Uge og begrænses til Opførelse af kirkelig Musik.

Concitato (itaL). Foredragsbetegnelse, ophidset, heftigt, bevæget.

Concone, Gciseppe, 1810—61, ital. Musiker, anset Sanglærer i Paris; udg. de endnu benyttede Sangøvelser (A'o-kaliser«), der gjorde hans Navn vidt kendt; komponerede iøvrig Operaer, Arier. Duetter m. m.

Conductus (lat.) var i 12.—13. Aarh. Navnet for flerstemmige Sange, der i Stilen sluttede sig til det gamle Organum (s. d.), for saa vidt som alle Stemmerne fulgtes ad i samme Rytme og foredrog samme Tekst.

Conradi, Johan Gottfried (1820—96), nsk. Musiker, gik efter nogen Tids medicinsk Studium over til Musiken, rejste om i Landet og grundede Musik- og Sangforeninger, stiftede 1843 den første Mands-Sangforening i Norge (best, af Akademikere og Haandvær-kere), 1845 den første Haandværker-sangforening. C. dirigerede 1853—54 »Det norske Teaters« Orkester, studerede et Par Aar udenlands og grundlagde sammen med Halfdan Kjerulf 1857 »Abonnements-Koncerterne« i Kristiania. Foretagendet sluttede 1859. C. virkede senere som Lærer og Sangleder (bl. a. Arbejdersamfundets Sangforening). C. skrev Musik til Mon-sens Drama »Gudbrandsdolerne«, Kirkekantate, Mandskvartetter (bl. a. »Sol-nedgang«), endvidere den første »Oversigt over den norske Musiks Historie« (1878).

Conseguente (ital.), det samme som Comes (s. d.).

Consolo, Ernesto, f. 1864, ital. Klaverspiller, en af Nutidens mest ansete ital. Pianister, har koncerteret baade i Europa og Amerika; Lærer ved Kon-servat. i Firenze.

Converse, Frederick Shepherd, f. 1871. arner. Komponist, har skrevet nogle Operaer, Kantater, »Orchester-romances« m. m.; Prof. ved New Eng-land-Konservat.

Coppola, Pier Antonio, 1793—1877, ital. Komponist af en Række Operaer, af hvilke »Nina«, 1835, opførtes rundt om i Europa og Amerika. Kapelmester i Lissabon.

Coquard, Arthur, 1846—1910, fr. Musiker, skrev flere Operaer og andre større og mindre Værker, og udg. Biografi af C. Franck, De la musique en France depuis Rameau m. fl. Skrifter vedrørende Musik.

Corda (ital.), Streng. Una c. (paa én Streng) betyder i Klavermusiken Pianopedal, se Pedal og Klaver.

Corder, Fred., f. 1852. eng. Musiker, Lærer ved Londons Royal Academy of Music; har oversat Wagnerske Musikdramaer og skrevet Operaer, Kantater, Ouverturer m. m.

Cordes, Alfred, f. 1861; studerede Sang i Paris og Dresden. Gav Koncerter bl. a. i Paris, Kbhvn., Kria. Sangpædagog i Kria. siden 1894.

Corelli, Arcangelo, 1653—1 713, ital. Violinist og Komponist: Elev af Ben-venuti i Bologna; iøvrig vides lidet om hans Studier og Ungdom; fra 1682 til sin Død levede han i Rom, højt skattet som Tidens ypperste Violinkunstner, udmærket mere ved ædelt, udtryksfuldt Foredrag og Tonens Skønhed end ved teknisk Bravour. Hans Kompositioner vandt vid Udbredelse, de omfatter Trio-Sonater (for 2 Viol. med Basstemmer, Orgel eller Klaver), Solosonater (for Viol. med Continuo) og Concerli grossi (se Koncert), hvis Skaber C. skal have været, og som undertiden opførtes med indtil 150 Musikere. Hans Værker, nyudg. af Chrysander, Joachim, F. David, Alard, har saavel selvstændig som histor. Værdi.

Cornelius, Peter, 1824—74, tysk Komponist, Elev af S. Dehn, siden af Liszt i Weimar, sluttede sig nær til denne og til R. Wagner, var litterært virksom, overs. Berlioz's Skrifter og skrevTekster til egne Operaerog Sange; kendtest blev den yndefulde og lunerige, men noget spinkle komiske Opera »Der Barbier von Bagdad«; først efter C.s Død vandt den dog Anerkendelse og Udbredelse, ogsaa udenfor Tyskland (Kbhvn. 1904); siden fulgte »Cid« og (den ufuldførte) »Gunlöd« ; 1865 blev C. Lærer ved d. kgl. Musikakademi i München, men hans svagelige Helbred hæmmede hans Gerning og Produktivitet; særl. kendt og skattede blev hans Sange(»Weihnachtslieder«, »Braut-lieder« m. m.); Breitkopf & Härtel udg. C.s samtl. Kompositioner. (Biogr. : M. Hasse, 2 Bd., E. Istel.)

Cornelius, Peter, f. 1865 (ved Fredensborg), dsk. Sanger, opr. bestemt til praktisk Livsgærning, men i Besiddelse af en smuk (Baryton) Stemme uddannedes han til Sanger af Nyrop og Rosenfeld og debut, paa d. kgl. Teater; efter senere Studier i Berlin og

Paris gik han over til Tenorpartierne og blev et fremragende Medlem af dsk. Opera, særl. som Wagnersanger (kreerede Tristan og Siegfried og sang med stort Held Siegmund, Tannhäuser, Lohengrin, Walther Stolzing), af andre Partier navnl. Samson, Erik Glipping, Pedro (»Dalen«), Masaniello; som Wagnersanger er C. optraadt i Bayreuth, Sthlm. og navnl. flere Gange i Covent-Garden (var den første seng.« Tristan); 1924 trak C. sig tilbage fra det kgl. Teaters Opera, men fortsatte en tidligere paabegyndt Gerning som Romancesanger paa talr. Rejser her i Landet.

Cornevilles Klokker, Operette af R. Ptanquette (Paris 1877).

Corno (ital.), Horn, C. di caccia. Valdhorn. C. di bassetto, Bassethorn, se -Horn.

Corona (ital.), Fermat.

Corrente (ital.), se Courante.

Corsarerne, Opera af H. Hertz, Musik af J. P. E. Hartmann. Kbhvn. 1835. Corsi, Jacopo, ca. 1600, ital. Musikamatør, rig Adelsmand, i hvis Hjem i Firenze den nye Siils (Operaens) Tilhængere samledes; af C.s Kompositioner kendes kun to Sange, optagne i den iøvrig af Peri komponerede Opera »Dafne« (s. d. og Hort. Pan um i »Musik. Wochenbl.« 1888).

Cortolezis, Fritz, f. 1878, østr. Komponist, Elev af Thuille. opr. Officer, siden Kapelmester ved forsk. Operaer, fra 1913 i Karlsruhe; har navnl. skrevet et Par Lystspil-Operaer, deribl. 1924 »Das verfemte Lachen« (foregaar i Hørsholm 1722).

Cortot, Alfred, f. 1877. schw.-fr. Pianist, Elev bl. a. af Diémer, Repeti-tør ved Bayreuther-Festspillene og Dirigent (i Frankrig) af Wagnerske Værker, har som fremragende Klaverkunstner gjort talr. Koncertrejser i Europa og Amerika, Lærer ved Paris' Konservat; dannede en Trio med J. Thibaud og P. Casais (s. d.).

Corvinus, se Ravn, H. M.

Cosi fan tutte, Opera buffa af Mozart (Wien 1790. Kbhvn. 1798).

Cossmann, Bernhard, 1822—1910, tysk Cellist, virkede som Orkestermusiker bl. a. i Paris' store Opera og fra 1878 som Lærer ved Konservat. i Frankfurt a. M.; udmærket baade som Koncert- og som Kvartetspiller.

Costa, Michèle, 1808—84, ital. Musiker, fra 1829 i England som fremragende Dirigent (Covent Garden, Filharmonisk Selskab, store Birmingham-Musikfester) og som Komponist af Operaer og Oratorier.

Cotogni, Antonio, 1831 — 1918, ital. Operasanger (Baryton), »en af de mest populære Operasangere i Italien i d. 19. Aarh. fra 1852—1904« ; senere Prof. ved det kgl. Liceo Musicale i Rom (C. optraadte i 157 forsk. Partier!).

Coulé (fr.) Forsiring = Chute, s. d.

Couperin, François, 1668—1733, fr. Klaverspiller og Komponist, tilhørte en Slægt, der gennem flere Menneskealdre talte ansete og dygtige Musikere, særl. som Organister ved St. Gervais i Paris; denne Stilling beklædte saaledes hans Fader, Charles C. (d. 1669); selv kaldes han ofte som den berømteste af Slægten le grand; levede i Paris som Organist og som Cembalist og Lærer ved Hoffet; som Komponist for Klaver (Clavecin) var han højtanset (skrev iøvrig ogsaa kirkelig o. a. Musik) og som saadan fremragende Repræsentant for ældre fr. Klaverstil; hans Klavermusik, der betegner en Overgang fra Danse- til Karakterstykket, er efter Tidens Smag og af Hensyn til Instr.s Ydeevne i snørklet, af Ornamentik overbroderet Stil, men aandfuld, indtagende og elegant; afSeb. Bach skattedes den højt. C. s Klaverkompositioner, særl. de 4 Bøger Pièces de clavecin, 1713 — 30, er ofte genudg. : be-romt var C.s L'art de toucher le claveein, en af de ældste Klaverskoler og endnu af histor. Interesse.

Couplet (fr.) betegner 1) i al Almindelighed Versene i en Sang, hvor alle Vers afsynges paa samme Melodi; 2) de paa denne Maade indrettede Smaa-sange, der indlægges i Sangspil og Vaudeviller ; 3) i den fr. Klavermusik (Cou-perin, d'Anglebert, Rameau) a) i Rondoformen de forskellige Mellemsatser, der efterhaanden afløser den atter og atter tilbagevendende Hovedmelodi, b) i Variationsformen, Temaet og Variationerne, c) i Chaconne og Passa-caglia de forskellige Behandlingsmaa-der af det uafbrudt gentagne Bastema. Se Sangspil, Rondo, Variationer, Chaconne og Basso oslinato.

Courländer, Bernhard, 1815—98, dsk. Pianist, optraadte allerede 17-aarig ved Koncert p. d. kgl. Teater (Elev af Lüders), var i 30-erne og'40-erne en fejret Virtuos i Kbhvn., Lærer ved Hoffet, rejsende Ledsager af Kellermann ogPrume; tog 1846 til Vestindien, derefter til Syd- og Nordamerika og blev siden i Baltimore Klaverprof. ved »Pea-body«-Institutet (til sin Død); skrev yndede Kompositioner for Klaver (Cinq morceaux, Mazurkaer etc).

Courante, gl. fr. Dans, der kan forfølges tilbage til 16. Aarh. Den var i 3-delt Takt, delte sig i to Bepetitions-dele og bevægede sig med Forkærlighed i denne Rytme

Optakten var dog hos denne ældre C. ingen absolut Fordring. Da C. senere (i 18. Aarh.) optoges som fast Led i Suiten, blev det derimod en Regel at indlede den med en fast Optakt og fortrinsvis at lade Melodien bevæge sig i lige Ottendedele. C. fik i Suiten sin faste Plads mellem Alle-mande og Sarabande, og udførtes altid i moderat Tempo og uden Anvendelse af noget strengt Legato.

Courvoisier, Walter, f. 1875. schw. Musiker, opr. Læge, Dirigent og Pædagog (i München) samt Komponist særl. af Sange, Kor- og Klavermusik.

Coussemaker, Charles Edmond Henri de, 1805—76, fr. Musikhistoriker, var Jurist, ved sin Død Dommer i Lille, men begyndte tidlig at komponere (udg. blev kun hans Romancer) og kastede sig navnl. over musik histor. Studier. Hans meget fortjenstfulde, tildels grundlæggende. Værker angaar hovedsagelig Middelalderens Musik (Mémoire sur Hucbald, Histoire de l'harmonie au moyen-âge, Les harmonistes og L'art harmonique aux XII og XIII siècles og særl. det 4. Bd. Samlerværk: Scriptorcs de musica medii aevi. 1864—76); udg. flamske Folkeviser.

Cousser (egl. Kusser), Johann Sigismund, 1660 — 1727, østr. Musiker, studerede bl. a. under Lully i Paris, førte et omflakkende Liv; fra 1693—97 var han Kapelmester i Hamburg, hvor han dels lod egne Operaer opføre, dels var den, af samtidige og efterflg. Skribenter berømmede, fortjenstfulde Leder af Stadens Operahus; senere atter paa Rejser, d. som Kirkekapelmester i Dublin; udg. Stykker af sine Operaer i Suiteform som Composition de musique suivant la méthode française, Le festin des Muses etc.

Covent Garden Theatre er Navnet paa en berømt Teaterbygning i London (aabnetl732; brændt flere Gange, men ved Genopførelsen hver Gang omordnet og gjort større. Rummer nu

3500 Tilskuere). Efter fra først af kun lejlighedsvis at have været anvendt til Operaopførelser, blev C. i 1847 ombygget til permanent Operahus for med det samme at faa det n\^T Navn af Royal Italian Opera. Nu anvendes Bygningen kun i Foraarsmaanederne til Operaopførelser; om Efteraaret benyttes den til Promenadekoncerter og om Vinteren til Maskeballer.

Cowen, Frederic, f. 1852, eng. Komponist, studerede Musik i England (Benedict) og i Tyskland (Leipzigs Kon-servat.) og indtog særl. som O^kester-dirigent(Covent Garden, Hallé Concerts, Royal Philh. Society etc.) en fremskudt Plads i eng. Musikliv; iøvrig en produktiv og yndet Komponist af Operaer og Operetter, Oratorier, Kantater, Sym-fon., Ouverturer, talr. Sange m. m. C. var desuden en skattet Akkompagnatør, opr. ved den ital. Opera i London, siden paa Turnéer, saaledes med Christina Nilsson og Trebelli i Skandinavien (hans 3. Symfoni i c-moll har Titlen: The scandinavian); har skrevet: Mg Art and my friends (Memoirer) og Music as she is wrote.

Cracovienne (fr.), se Krakowiak.

Cramer, Johann Baptist, 1771— 1858, tysk Musiker, Elev i London af Clementi. blev Parthaver i Musikforlag »I. B. C. & Co.« ; foretog talr. Koncert-rejser, bl. a. med Opnold i Wien, hvor han traadte i Forbindelse med Haydn og Beethoven. Hans højt skattede Spil udmærkede sig ved Elegance og Toneskønhed; hans Kompositioner er gaaet i Glemme, men hans »Grosse Pianoforteschule« og »Schule der Fingerfertigkeit« har bevaret deres Værdi; ogsaa hans Etuder (udg. i Udvalg af H. v. Bülow) benyttes endnu.

Cras, Jean, f. 1879, fr. Komponist, Elev af Duparc, har i C. Francks Retning skrevet Kammermusik, Sange, et lyrisk Drama m. m.

Crecquillon,Thomas, d. 1557, nederl. Komponist. Karl d. 5.s Kapelmester i Bruxelles, betydelig Komponist af gejstlige og verdslige Vokalværker, særlig af de da nye fr. »Chansons«.

Credo (lat.), Trosbekendelsen, den 3. Hoveddel i Ordinarium missae, se Messe.

Crescendo (ital.), (afk. cresc), Fore-dragsbetegnelse. med sligende Kraft. Udirykkes ogsaa ved Tegnet <^

Crescentini, Girolamo. 1769—1846, ital. Sanger (Kastrat), optraadte paa forsk. ital. Scener, dernæst i Wien, hvorfra Napoléon engagerede ham til Paris; siden vendte han tilbage til Italien og var ved sin Død Prof. i Sang ved Napolis Konservat. Sangkunstner af høj Rang. paa Operascenen og i Koncertsal: en af de sidste Kastratsangere; skrev Arier og Vokaliser.

Christofori (ogsaa Christofali), Bar-tolomeo, 1655 — 1731, ital. Instrumentmager i Firenze, den egl. Opfinder af Pianofortet (Hammerklaver), der afløste det ældre Clavicymbal, og blev Grundtypen for det moderne Klaver (Flygel); en Beskrivelse af hans Opfindelse fremkom 1711 (se Klaver).

Croce, Giovanni, c. 1557 — 1609, ital. Komponist, Elev af Zarlino, Kapelmester ved St. Markuskirke i Venezia ; en af de betydeligste (Kirke- og Madrigal-) Komponister af den venetianske Skole.

Croche (fr.), det fr. Navn for en Ottendedels Node; Double-C, Sexten-dedels Node.

Crome, Fritz. f. 1S79, dsk. Musiker, Elev af L. Glass, H. Panum o. a., virkede i Berlin som Klaverlærer, Musikanmelder og Komponist, fra 1917 i Kbhvn.; har komponeret Sange med Klaver og med Orkester, Melodrama »Tordenskjold«, Klaverstykker og nogen Kammermusik samt forf. større og mindre Essays om Musik.

Cronhamn, Johan Peter, 1803—75, sv. Musiker, blev fra smaa Kaar Organist og Kordirigent i Sthlm. samt Sekretær ved »Kgl. musikaliska akademier ; mange af hans Sange og Mandskor vandt stor Yndest; udg. Skolesangbøger m. m.

Crochet, det eng. Navn for en Fjerde-

dels Node, blev noteret: fordi denne opr. altsaa med Fane eller Hage, se Mensaralnodeskriften.

Crucifixus (lat.), Afdeling af Credoet, se Messe,

Cruit (kelt.), se Chrolta.

Crusell, Bernhard Henrik, 1775 — 1838, finsk Musiker, Klarinettist i Sthlm.s Hofkapel og uddannet yderligere i Paris; yndet Komponist, særl. af Melodier til Tegners Poesi, deriblandt saa almenkendte Sange som »Kung Carl, den unge hjältec, og »Sitter i bögen högättad hôfding« (= »Længe var Nordens herlige Stammet) m. fl.

Crwth (kelt.), ældgammelt walisisk Strygeinstr.. der i Afbildninger kan forfølges tilbage til 14. Aarh. og i Wales endnu holdt sig i Brug til Midten af 19. Aarh. Viser ved sin Form med Bestemthed tilbage til den middelalderlige Rundlyre og har betydelig historisk Interesse, for saa vidt som den afgiver et iøjnefaldende Bevis for, at man i Europa efter Strygebuens Opfindelse i Begyndelsen forsøgte at anvende denne paa ethvert af de med Fingergreb behandlede Strengeinstr., deriblandt ogsaa paa den fra Oldtiden nedarvede og i Middelalderen fortlevende Lyre. Til en firkantet Lydkasse slutter der sig hos C. to Lyrearme, der oventil samles i et Aag. Mellem Aaget og en Strengeholder, der er fastgjort ved Lydkassens Fod. er der opspændt 6 Strenge, hvoraf de i er underlagte med et Gribebræt, der som en Bro fra Lydkassen passerer op gennem det aabne Rum mellem Lyrearmene og ender midt paa Aaget, mens de 2 ligger udenfor Gribebrættet og altsaa benyttes i uforkortet Tilstand, o: som Borduner (s.d.). Tæt

ud for den skraat afskaarne Strengeholder er der endvidere paa Sangbunden anbragt en skraat stillet, fuldkommen flad Stol, hvis ene Ben gennem et af de symmetrisk anbragte cirkelrunde Lydhuller føres ned i Lydkassen og støtter paa sammes Bund. Strengene lader sig som Følge deraf ikke anstryge enkeltvis, og Resultatet bliver derfor den for saa mange Folke-instr. ejendommelige Melodi med en Kvintbasledsagelse (Sækkepibebas); se Chrotla.

Crüger, Johan. 1598 — 1662, tysk Kirkekomponist, var Kantor ved Nikolai Kirke i Berlin og en at de betydeligste lutherske Kirkekomponister, af hvis skønne Koralmelodier endnu adskillige er i Brug (»Nu takker alle Gud«, »Gud skal alting mage«, »Jesus, Livets Sol og Glæde»). Udg. Samlinger af Kirkemelodier i kyndig Bearbejdelse (Praxis pietatis 1647), forsk. Kirkemusik og teoret. Skrifter.

Cröger, Olea, se Norsk Folkemusik.

Cui, César Antonovitch, 1835—1918, russ. Komponist, var Ingeniør (General og Prof. ved Militærakademiet i Befæstningslære), ved Siden deraf dels Komponist, dels Kritiker ved Petersborgske Blade; han var en af Forkæmperne for den nye nationale Retning i russ. Musik og skrev La musique en Russie for at vække Vest-Europas Interesse for Sagen. Som Komponist af samme Retning, omend kendelig fr. paavirket (C. var af fr. Slægt), skrev han Operaer (til Dels opførte i Paris), Orkestersuiter, Kammermusik (særl. for Violin og Klaver) og talr. Sange, bl. a. Chansons des gueux (Richepin).

Culp, Julia, f. 1881, holl. Sangerinde, Elev af Konservat. i Amsterdam, har paa talr. Koncertrejser i Europa — bl. a. flere Gange til Skandinavien — og i Amerika vundet Ry og Yndest som Romancesangerinde (Mez.-Sopr.).

Cummings, William Hayman, 1831 — 1915, eng, Musiker. Sanger. Organist, Dirigent og biografisk Forf. (Purcell og Biographical Dictionarij ofMusic, 1892, etc.); komponerede særl. kirkel.Værker.

Curschmann, Carl Friederich. 1804-41, tysk Sanger og Komponist, hvis Sange af populært Tilsnit, som han selv foredrog, i sin Tid var meget yndede.

Curzon, Henri, f. 1861, fr. Musik-forf., har navnl. skrevet Musikerbiografier (Grétry, Meyerbeer. Mozart) endvidere Les Lieder de Schubert, Overs, af Mozarts Breve, Schumanns Skrifter m. m.

Cuzzoni, Francesca, 1700—70, ital. Sangerinde, af Samtiden meget feteret, sang 1722 i London under Handel, men hendes Luner fik ham tilsitist til at skille sig af med hende — han skal en Gang, ophidset af hendes Vægring ved at synge en bestemt Arie, have holdt hende ud af Vinduet og truet med at kaste hende ud! — En Tid rivaliserede C. med den ligesaa berømte Faustina Bordoni (se Hasse); sang siden i Wien. Italien og Holland og atter i London, men nu uden at gøre Lykke ; hun døde forarmet i Italien.

Cykliske Former. Som saadanne betegnes alle de af flere Satser sammensatte større Instrumentalformer, saaledes først og fremmest Suite og Sonate, men dernæst ogsaa samtlige moderne Instrumentalværker af Sonatens Form, saasom Symfonier, Kvartetter, Trioer m. m. Se Sonate og Suite.

Cymbal, Cymbalum (lat). 1)G1. iletal-Slaginstr., der anvendtes parvis og jævnligt gengives paa Oldtidens Billedværker (i Assyrien, Ægypten, Grækenland). Det bestod i runde Metalskiver, der var forsynede med Haandtag og af Hænderne blev slaaet imod hinanden (jfr. Bækken). — 2) Navnet paa de Klokkespil, der paa Middelalderens Miniaturer ofte spilles af Munke eller Kongeskikkelser og bestaar i et Stel med afstemte Klokker, der sættes i Klang ved Anslag af smaa Hamre eller Køller (se Klokkespil). — 3) Betegnelse for Hakkebrættet, der efter at være blevet udstyret med en Klaviatur udvikledes til et Clauicymbal (Clavicembal), den ene af det moderne Pianofortes to bekendte Forgængere: Clavichord og Clavicembal, se Hakkebræt og Klaver. — 4) Hos Orglet et blandet Fløjte-register af meget smaa Dimensioner.

Czapek, Joseph, 1825—1915. bøhm.-sv. Musiker, kom i en ung Alder til Gøteborg og virkede siden lier som betydelig Dirigent, Sanglærer og Organist; komponerede Symfon.. Messer. Kantater. Koncertstykker etc.

Czar og Tømmermand, Opera (Synge-stykke) af Lortting, Leipzig 1837, Kbhvn. 1864.

Czerny, CARL.,1791-l857.østr.Klaver-spiller og Komponist, nod tidlig Beet-hovensVejledning og blev ganske ung en søgt Klaverpædagog i Wien ; blandt hans Elever var Dobler, Liszt, Jaëll o. m. fl. ; foretog enkelte Kunstrejser og udfoldede en forbavsende Produktivitet som Komponist (over 1000 opus); dog har kun hans Studieværker for Klaver holdt sig og benyttes endnu: »Grosse Pianoforteschule«, »Schule der Geläufigkeit« (Titlen betegner C.s Retning), »Tägliche Studiens »Schule der Fingerfertigkeit«. »Schule der linken Hand«, Toccata i C-dur etc. C. skrev »Umriss der ganzen Musikgeschichte, (overs, paa ital.); i hans Musikværker og hans Erindringer findes værdifuldt musikhistor. Stof, særl.vedrørende Beethovens Klaver-Musik og -Spil.

Cæciliaforening. Under dette Navn, der viser tilbage paa Musikens og da særlig paa Kirkemusikens Skytshelgen-inde Sancta Caecilia, bestaar der rundt i Europa utallige Koncertinstitutioner, der specielt har til Formaal at pleje Kirke- og Oratoriemusiken under dennes reneste overleverede Former. Den ældste af disse blev allerede i 16. Aarh. stiftet i Rom af Palestrina og omdannedes 1847 af Pius d. 9. til et Akademi. der endnu indlægger sig megen Ære

ved sit Arbejde for Kirkemusikens Fremme. Af stor Betydning er dernæst Caecilian Society i London, stiftet 1785, og C. i Regensburg, stiftet af Franz Witt i 1867. Den danske C. blev i 1851 stiftet af Henrik Rung. der paa en Studierejse i Italien og Frankrig blev saa betaget af det sixtinske Kapels Udførelse af Palestrinatidens Mesterværker, at han efter sin Hjemkomst i 1840 gjorde alt for at vække sine Landsmænds Interesse for denne hidtil herhjemme ganske ukendte Kunststil. Allerede i 1811 lykkedes det ham i »Musikforeningen« at præsentere Pa-lestrinas 8-stem. Stabai mater, og Aaret efter opførte han ved en egen Koncert med Støtte af det kgl. Teaters Kor et større Udvalg af ital. Kirkekompositioner med Allegris Miserere som Hovednummer (se Allegri). Opr. blandt private Kunstvenner, siden ogsaa somDi-rigent for .,Skandinavisk Sangforening", lykkedes det omsider Rung at faa tilvejebragt et saa godt vokalt Materiale, at han kunde realisere en længe næret Plan: at stifte en hjemlig Forening til Udbredelse af den Musik, der fremfor nogen stod hans Hjerte nær. Foreningen stiftedes 1851 under Navn af Cce-cilia, men maàtte efter faa Aars Forløb gaa ind paa Grund af manglende Tilslutning. Efter at have forstærket Koret og udvidet Foreningens Program til ogsaa at omfatte Madrigaler. Kammermusik m. m., og efter at have omformet Koncerterne til Abonnements-koncerter, lagde han imidlertid i 1856 ud paany. Og Rungs Dirigentdygtighed og varme Kærlighed til Sagen gav ham denne Gang Held til i Løbet af kort Tid at sætte den fra nu af som C. benævnte Koncertinstitution saaledes i Respekt, at den siden da er blevet staaende som en af Hovedfaktorerne i dansk Konceitliv. Ved H. Rungs Død (1871) gik C. efter et kort Interregnum, hvor Paulli overtog Ledelsen, først over til Sønnen Frederik Rung, der særlig vandt sine Lavrbær gennem en fint udpenslet Indstudering af den ital. Madrigallitteratur, og ved dennes Død (1914) til Dattersønnen, Organist P.S. Rung-Keller (Litt.: C. Thrane, »C. og dens Stifter«, Kbh. 1901).