D
Danmark, dejligst Vang og Vænge
Den signede Dag med Fryd vi ser,
Deutschland, Deutschland über alles,
D l) Som Tonenavn, se Bogstavskriften. — 2) Som Nogletegn, se Linier og Nøgler. — 3) Som Forkorlelsestegn for Discant eller Dessus, s. d.. samt i Sammensætningerne d. m. o: destra el. dextra mano, med højre Haand; d. c, da Capo (s. d.); d. s., o: dalSegno (s. d.). — I Harmonilæren bruges D. ogsaa hyppigt som Betegnelse for Dominanten (s. d.). — 4) Ligesom Tonernes øvrige Bogstavnavne kan D endvidere baade betyde D-dur og D-dur-Treklan-gen, ligesom d baade kan betyde D-moll og D-moll-Treklangen. — 5) I Forbindelse med Solmisalionsstavelserne d-sol-re. d-la-sol-re, d-la-sol. 1 de romanske Lande erstaltes Tonenavnet d endnu med re.
Daffner, Hugo. f. 1882, tysk Komponist og Musikforf., bl. a. Elev af M. Reger, har skrevet Symfon., Kammermusik, Klaverstykker ogtalr. Sange, udg. Phil. E. Bachs »Versuch über d. wahre Art das Klavier zu spielen« og forfattede »Die Entwickelung des Klavierkonzerts« og andre musikhistor. Arbejder.
Dafne, den første Opera, Text af Oct. Rinuccini, Musik af Peri, opførtes første Gang i Jacopo Corsis Palais i Florens 1594. Musiken er gaaet tabt med Undtagelse af to smaa Monodier, Corsi komponerede til Indføjelse ved Premieren. Fundne af H. Panum 1888 i et Luthaandskrift i Brüsseler-Kon-servat. Se Corsi og Opera.
Dagvise, den gamle kristelige. Saaledes karakteriseres i Hans Thomis-søns danske Salmebog(Kbhvn.1569)en dansk Salme, der altsaa ved Udgiverens Tid baade maa have været alm. brugt og gammel her i Landet. Da et svensk Haandskrift allerede godtgør dens Existens i 1450, turde den være en nordisk Prøve paa de aandelige Sange, der allerede i de katolske Tider undtagelsesvis blev sungne paa Modersmaalet, og paa hvilke der i Tyskland bl. a. foreligger Exempler i »Christ ist erstanden«, »Nun bitten wir den heiigen Geist« m. fl. D.s Text, der begynder med Sætningen: »Den signede Dag, som nu vi se«, blev af Grundtvig siden omskrevet til den bekendte Salme --Den signede Dag med Fryd vi ser;, hvortil Weyse komponerede sin kendte smukke Melodi, der nu med Urette helt har bragt den af H. Thomissøn optegnede originale Sangmelodi i Glemme. Mel. er bl. a. optrykt i Laubs Bog »Om Kirkesangen«.
Dahl, Alf Fasmer, f. 1873, nsk. Præst, udg. »Vespergudstjenester for kirkeaarets forskjellige tider og anledninger« i 8 Hefter.
Dahl, Balduin, 1834—91, dsk. Musiker, opr. Militærmusiker, i Tivoli Leder af »Harmoni«- Blæser'; Orkestret: 1872 blev han, ikke uden Modstand H. C. Lumbyes Efterfølger i Ti-volisKoncertsal; siden arrangerede han i Vintersæsonen saa-kaldte »Folkekoncerter«, ligesom han rejste i Provinserne og til Sverige med sit Orkester; han stræbte med Held at udvide dettes Repertoire udover Dansemusik og det populært underholdende og at følge med i den modernere Musik; paa Blæseinstr.s Omraade var han særlig kyndig. D. skrev en Mængde Dansemusik (og Marcher). — Hans Brodersøn Holger D., 1850—1916, Elev af det nystiftede Musikkonservat.. tog stærkt Del i Kbhvns. Musikliv som Orkesterspiller, som Lærer og navnl. som Sangakkompagnatør; komponerede en Del Sange og Klaverstykker (delvis af pædagogisk Art).
Balduin Dahl.
Dahl, Henrik, f. 1883, nsk. Visesanger, cand. jur. 1908; har i de nordiske Lande og Tyskland vundet et Navn som Visesanger, i de senere Aar ogsaa som Interpret af Bellmans og Gluntarsange. Debut. 1909.
Dahle, John, f. 1853, nsk.-amer. Musiker, f. i Valdres, Xorge, Prof. i Musik ved Luther theological Seminary i St. Paul, udgav The Liturgicai Service of the Lulhcran Church 1922; Stifter af flere Kor. Hoveddirigent ved Sangerstævner, Udg. af Sangsamlinger.
Dahms, Walter, f. 1887, tysk Musik-forf., opr. Orkesterviolinist, siden Musikkritiker i Berlin, skrev Schumanns og Schuberts Biografier, >Die Offenbarung in der Musik« (Nietzsche og Musiken vedrørende) m. m.
Dalayrac, Nicolas, 1753 —1809, fr. Operakomponist, skrev talr., i sin Tid meget yndede Sangspil (opéras-comiques); mest kendt: »De to Savoyarder« (Kbhvn. 1792).
Dalcroze, Jacques Emile, f. 1865 i Wien, østr. Musiker af fr. Afstamning, Lærer ved Konservat. i Genève, senere ved Ecole normale de musique i Paris; bekendt ved sine Metoder for »rytmisk Gymnastik«, en Forening af Gymnastik og Musik; en Skole herfor grundede D. i Hellerau ved Dresden med talr. Elever fra forsk. Lande. Som Komponist er D. optraadt med Violinkoncerter, Børnesange, national-schw. Sange og Korværker og nogle Operaer; lever nu i Geneve; Hellerau-Snolen er nedlagt.
Dalen (»Tiefland"), Opera af E. d'Albert. Prag 1903. Kbhvn. 1909, Kria. 1913.
Dal Segno, ital. »fra Tegnet«. Anvendes hyppigst i Forbindelsen: da Capo D. S., se Capo,
Dam, Mads. f. 1791 i Svendborg, d. efter 1859 i Berlin, dsk. Violinist, der, da han ikke havde Fremgang i Kbhvn. (d. kgl. Kapel), rejste til Berlin, hvor han fik et anset Navn og blev Symfonikoncertdirigent; har kom poneret Violin- og Kammermusik. (Litt. C. Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«).
Damekor, flerstem. Kor, der udelukkende udføres af Kvinde-(el. Drenge-) stemmer. Se Kor.
Damm, Gustav. Pseudonym, hvorunder .Musikforlæggeren Theodor Steingräber (s.d.), 1830—1904, mig. en bekendt og udbredt Klaverskole.
Damoreau, Cinthie. 1801—63. fr. Sangerinde. 1826—43 ved Paris' store Opera og ved Opéra comique: Rossini og Auber skrev flere kendte Partier for hende; koncerterede siden i Rusland og Amerika; Sanglærerinde ved Konservat. i Paris.
Damrosch, Leopold. 1832—85, tysk-arner. Musiker, opr. i Breslau, gik 1871 til New York for at lede en Mandssangforening og blev der som Dirigent for det af ham grundede »Oratorio-Society«, for »New York Symphony-Society« og ved den tyske Opera. Hans Sønner Frank D., f. 1859, og Walter D., f. 1862, har indtaget lignende førende Stillinger i New Yorks Musikverden som Faderen. Den sidstnævnte er tillige Komponist (Operaer. Operetter m. m.)
Danmark, dejligst Vang og Vænge (Danmarksvisen), der alm. anses for at være Danmarks ældste Fædrelandssang, blev omkring 1685 digtet af Præsten Laurids Olufsen Kok og optoges ti Aar efter under Navnet -Om Tyre Danebod« i P. Syvs Visebog. I 1809 slog Professor R. Nyerup, i Anledning af den planlagte Udgivelse af en saakaldt »Kæmpevisebog«, til Lyd for en Indsamling af Melodier til Kæmpeviserne, af hvilke det hidtil ialt kun var lykkedes at finde 8, o : 7 til Folkevisetexter og 1 til Danm. dejl. Vang o. V. Sidstnævnte skulde ifølge Nyerups Paastand foreligge i et fransk Værk: Laborde's »Essai sur la musique« (1780). Paa dette Punkt tog han imidlertid fejl, idet det paagældende Værk kun bringer Texten til den danske Sang, men ingen Melodi. Det traf sig imidlertid saa beldigt, at der mellem dem, der adlød Nyerups Opraab, fandtes en Mand, der baade havde Tid og Evne til at tilvejebringe den manglende Me-
lodi. Manden var fhv. Auditør ved Søretten Poul Edvard Rasmussen, der efter i 1809 at have taget sin Afsked, havde bosat sig i sin Hjemegn ved Farum. Da han under sin Indsamling af Melodier hos de nordsjællandske Bonder først forgæves havde gaaet paa Opdagelse efter den gi. Visemelodi til Tyre-Danebod-Sangen, oversendte han i 1811 Nyerup en anden, der ifølge et medsendt Brev »afvigte Vinter er komponeret her paa Landet og har vundet Bifald;, og den blev da uden videre optaget i Meloditil-læget til Kæmpevisebogen : Abraham-son, Xyerups og Rahbeks udvalgte danske Viser fra Middelalderen. At han selv havde komponeret den, meddelte han først senere Berggreen. Efter al Texten først var bleven omdigtet af Grundtvig og siden af Oehlenschlæger som Indledningssang til Tragedien Erik og Abel, sunget af en blind Harpespiller, kom Sangen saa sammen med Rasmussens Melodi til Opførelse ved Tragediens Premiere i 1821. Visens udtrykkelige Betegnelse som en »gammel Sange bragte da Publikum til ogsaa at opfatte Melodien som gammel og saaledes fandt den hurtigst ud og blev Folkeejendom. Med Berggreens Optagelse af den som Nr. 1 blandt sine »Melodier til fædrelandske Digte« (1840) voxede dens Popularitet end yderligere, og i Krigsaarene 1848 og 64 var den i bogstavelig Forstand paa alles Læber. Det var saaledes den, der lød, da Folketoget d. 21. Marts 1848 fra Raadhuset drog til Slottet, det var den, der Dagen efter Istedslaget. med den lille Ændring »Ledet er i Lave«, blev sunget paa selve Danevirke. og sammesteds klang den atter i 1864, medens Soldaterne arbejdede paa at udbedre Volden. — (Litt.: Hj. Turen, Melodien til »D. d. V. o. V.« i »Danske Studier« 1911; Ingeborg Simesen: »Danske Fædrelandssange« 1920).
Danmarks Musikhistorie, se Musikhistorie, 2.
Dancla, Charles. 1818—1907, fr. Violinvirtuos, Elev af Baillot, Koncertmester ved Konservat.-Koncerterne i Paris; Primarius i en fortrinlig Strygekvartet (med sine Brødre Arnaud og Leopold), fra 1857 Violinprof. ved Kon-servat. ; komponerede en lang Række Værker for Violin samt Kammermusik og udg. Undervisningsværker som Méthode progressive de violon, Ecole de l'expression, L'art de moduler etc. D., en fremragende Virtuos og udmærket Lærer, udg. sine Erindringer i Xotes el souvenirs, 1893.
Dandrieu, Jean François, 1684— 1740, fr. Klaverkomponist af Couperins Skole, udg. 3 Bd. Pièces de clavecin, Principes de i accompagnement du clavecin m. m.
Danjou, Felix, 1812—66. fr. Musiker, Organist, fra 1 840—49 ved Nôtre Dame i Paris og fortjenstuld Fremmer af Kirkesangen; skrev De l'état et l'avenir du chant ecclésiastique og udg. Revue de la musique religieuse etc. samt Répertoire de musique religieuse.
Danning, Sophus Christian, f. 1867. dsk. Musiker. 1899 Musiklærer i Bergen, senere Teaterkapelmester sst., 1916 Dirigent i ^Odense Musikforening; har komponeret en Symfon. (»Dante«), nogle Operaer. Sange m. m.
Dannreuther, Edward, 1844—1905, tysk-eng. Musiker, fra 1863 i London som Klaverspiller, Lærer og Musik-forf. ; skrev R. Wagner and the Reform of the Opera, Musical Ornamentation og The Romantic Period (6. Bd. af Værket The Oxford History of Masic). Hans Broder Gustav D., f. 1853. er anset Dirigent og Kvartetspiller i Amerika.
Dannström, Johan Isidor, 1812—97, sv. Musiker, uddannet paa længere Studierejser i Tyskland (hos Dehn", Paris ;hos Garcia) og i Italien, meget yndet Sanger ved Slhlms. Opera og søgt Sanglærer (Elever: L. Michaeli, L. Bergnéhr, Vendela Andersson), kendt som Komponist af bravourmæssige "Polskor", men ogsaa af andre Vokalværker og nogle Sangspil.
Danseformer. I. Den sungne Dansemelodi. Dans, Digtning og Sang giver hver for sig Udtryk for den menneskelige Følelse og Stemning og er derfor som skabte til at virke i Fællesskab. Det sungne Digt overtager herved uvilkaarlig den ledende Rolle, idet dets Handling og Melodi bliver bestemmende for Dansens Karakter, og dets Rytme bestemmer Dansebevægelsens Art. Udføres Dansen af et større Antal dansende, falder det naturligt, at disse tager hinanden i Haanden og danner en Ring el. Kæde. En Kædedans med Sangledsagelse bestod allerede hos Oldtidens Kulturfolk og anvendtes af dem baade under selskabeligt Samvær og som et betydningsfuldt Led i deres religiøse Ceremonier. I Europa var den sangled-sagede Kædedans ogsaa almindelig i Middelalderen. Somme Tider blev den traadt, somme Tider bevægede de dansende sig frem under Spring og Hop. Den traadte Dans, der særlig hørte de fornemme til, blev som oftest udført inden Døre, den sprungne udførtes gerne i det fri. Ledet blev Kæden sædvanlig af en Fordanser, der tillige sang for og angav Dansens Tempo og Karakter. Den efterfølgende Danserskare afsluttede da hvert af Digtets Vers med et Omkvæd, der refererede til dets samlede Indhold og betonede dets
Middelalderlig Dans. Efter Kalkmaleri i Ørslev Kirke (Sjælland).
Færøsk Dans i vore Dage. Efter Radering af E. Krause.
Grundstemning. Under denne Form blev Kædedansen i Middelalderen udfort overalt i Europa, og under samme Form udføres den endnu i enkelte af denne Verdensdels afsides liggende Egne, deriblandt først og fremmest paa Færøerne. Under Afsyngelsen af nedarvede nordiske Folke- og Kæmpevisemelodier udfører Færingerne endnu ved given Lejlighed deres Kædedanse og afspejler i deres Dansebevægelser og Mimik Sangenes undertiden tragiske og undertiden overgivne Stemning. II. Instmmentaldansen. Da Jonglører og Legere i Middelalderen i stort Antal fik Indpas ved Hofferne, og Dansen samtidig baade blev bevægeligere og mere variabel af Form, overtog lidt efter lidt Instrumenterne Danseledsagelsen, og saaledes fremvoksede nu hurtigt en selvstændig instrumental Dansemusik, der under Indflydelse af den lokale Folkekarakter og de stedlige Naturomgivelser hurtigt forgrenede sig til en Mængde Typer med udpræget national Farvetone og Rytmik. Det var den internationale Udvexling af disse forskellige Dansetyper, der i 17. Aarh. førte til de af Spillemændene foretagne Sammenstillinger af de europæiske nationale Danse til Danserækker eller Partier. Dermed var Vejen banet for Dansens Optagelse som Kunstform. idet herefter Kunstmusiken tog Opgaven op for indenfor Suitens og Kammersonatens Ramme at uddybe og rig-holdiggøre Enkeltdansenes Indhold. Se Suite, Partite og Kammersonate. — Angaaende de enkelte Dansetyper henvises til Allemande, Anglaise, Basse-danse, Bransle, Bourré, Canarie, Courante, Gaillarde. Gavotte. Gigue, Loure, Menuet, Passacaglia, Passamezzo. Pavane. Rigaudon. Saltarello, Sarabande og af de nyere Danse Contredanse. Galop, Mazurka, Polka. Polonaise, Vais m. fl. (Litt.: Hj. Thuren: »Folkesangen paa Færøernei. 1908; Fr. M. Böhme: » Geschichte des Tanzes in Deutschland* (2. Bd. 1886) m. m.
Dansk Musikselskab (»musikologisk Samfund«) stiftedes 2. April 1921 paa Prof. A. Hammerichs Initiativ som en Art Afloser for det under Verdenskrigen opløste ^Internationale Musikselskab «s kbhvnske Sektion. D. M. afholder Foredrag vedrørende Musik, illustrerede ved Musikopførelser, og udg. »Aarbog for Musik« (1 og 2 Bd. udkommet 1922 og 1924)
Da Ponte, Lobenzo, 1 749—1838, ital. Digter (hed egl. Conegliano og var af jødisk Slægt, men blev døbt og optaget i gejstlig Stand), skrev for Mozart Texten til »Figaros Bryllup«, »Don Juan« og Cosi fan tutte; D. førte et bevæget Liv og døde som Operadirektør i New York. hvor hans interessante Erindringer (Memorie. 4. Bd.) udkom.
Daquin, Claude, 1694—1772, fr. Musiker, Organist i Paris og talentfuld Klaverkomponist i Couperins Stil (Pièces de clavecin, 1735, Xoëls pour l'orgue ou le clavecin).
Darbo, Erica, f. 1891, nsk. Opera-og Operettesangerinde: Elev bl. a. af Fru Gulbranson og Mme Cahier, debut. 1913 (Pamina (Tryllefløjten), Carmen). Har gæstet Sthlm. og Kbhvn.
Dargomyschki, Alexander, 1813— 69, russ. Komponist, var trods stor legemlig Svaghed Samlingspunktet folden saakaldte »ny-russiske Skole« : han skrev Operaer, navnl. den nationalfar-vede »Russalka« (efter Puschkins Digt), og den ved D.s Død ufuldførte »Kamen-noï G6st«,o: Puschkins Don-Juan-Digt. behandlet rent recitativisk; iøvrigt omfattede D.s ikke ret store, men talentfulde Produktion kun nogle Orkesterfantasier og Danse i national Karakter, Sange og Korværker.
Daser, Ludwig, c. 1525—89, tysk Komponist, kirkelig Kapelmester i München og Stuttgart, skrev Messer, Hymner, Passioner etc.
Dauriac, Lionel. 1847-1923, fr. Mu-sikforf., Prof. ved Sorbonne i Æstetik, har skrevet om Musikæstetik og Tonepsykologi og endvidere udg. Rossini, Le musicien-poête Rieh. Wagner etc.
Dauvergne, Antoine, 1713—97, fr. Komponist Overintendant for den store Opera i Paris, skrev for denne en Del tragiske Operaer og Balletoperaer; histor. mere betydelige er dog hans to »Intermediers : Les tro-queurs 1753 og La coquette trompée, s. A., der indleder den nationale opéra-comique.
Davey, Henry, f. 1853, eng. Musik-forf., uddannet ved Leipzigs Konser-vat.; skrev navnl. en Hislory of Eng-lish Music (1895).
David, Félicien, 1810—76, fr. Komponist, blev i Paris Elev af Fétis og
Reber, men tilbragte Ungdommen i yderst beskedne Kaar;han var et fantastisk og uroligt Gemyt, paavirketafSaint-Simonismen,som hvis Aposte lhan drog til Orienten, hvor han indsamlede exotiske Sange. Hjemkommen til Frankrig trak han sig tilbage, hos en Ven paa Landet og komponerede flittig. 1844 opførtes hans »Ode Symfoni« Le désert med Kor, hvori han havde udnyttet Indtryk og Melodier fra Orienten, og som blev en stor Sukces; de flg. Værker vakte derimod ikke samme Interesse. Paa Operaen fik D. bl. a. opført La perle du Brésil, Herculanum og Laila Roukh, af hvilke særl. den sidste gjorde Lykke. D.s Navn er dog væsentlig knyttet til Le désert, der indførte et nyt Moment i europæisk Musik. D. var Berliozs Efterfølger som Bibliotekar ved Paris' Konservat. (Biogr. af Saint-Etienne, Azevedo og Brancour).
David, Ferdinand, 1810—73, tysk Violinist, Elev af Spohr, optraadte 1825 som Solist ved Gewandhauskon-certerne i Leipzig, senere paa Rejser i Tyskland og Rusland; 1836 kaldte Mendelssohn ham til Leipzig, hvor han blev Koncertmester og Solospiller ved Gewandhaus (han kreerede bl. a. Mendelssohns Koncert) og senere Violinprof, ved det nyoprettede Konservat. ; D., der var en ypperlig Lærer, forf. en meget benyttet Violinskole. udg. ældre Violinmusik samt komponerede Violinkoncerter og -stykker foruden et Par Symfon. og en Opera; han var en indflydelsesrig, ikke helt let omgængelig Personlighed i en glimrende Periode af Leipzigs Musikliv.
Davidoff, Carl, 1838—89, russ. Cellist, fremragende Virtuos, Lærer ved Konservat. i Petersborg og siden Direktør derfor, optraadte paa Koncertrejser, særl. i Tyskland ; tillige Komponist af Cello-Koncerter, symfon. Digtninge, Kammermusik og Forf. af en Violon-celskole.
Davidsen, Ingvald, 1871—1919, anset nsk. Orkester- og Kammermusiker (Klarinettist).
Davies, Fanny, f. 1861, eng. Pianistinde, uddannet bl. a. hos Clara Schumann, har virket i Tyskland og England; fremragende Kunstnerinde.
Davies, Henry Walford, f. 1869, eng. Komponist, anset som Organist, Konservat.lærer, Leder af Bach-Choir, og som Komponist særl. af Oratorier og Kantater (for de store eng. Musikfester), af Kammermusik, Bornesange m. m.
De Angelis, Nazareno, f. 1881, ital. Sanger, en af Nutidens første ital. Operasangere (Bas); optraadte paa mange europæiske og arner. Scener.
Debain, Alexander François, 1809 — 77, Pianofortefabrikant i Paris, forsynede Stueorglet med Registre og kaldte det Harmonium (1840).
Debogis, Marie Louise, f. 1879, schw. Sangerinde, optraadte i Baj? reuth og paa talr. Koncertrejser og Operagæstespil i Europa og Amerika (bl.a. paa Koncerter i Skandinavien). Debois, Chr. Hemmingsen, f. 1882, dsk. Musiker, uddannet særl. som Orgelspiller; Kantor og Organist ved St. Matthæus Kirke i Kbhvn. 1919; har komponeret Orgelsonater, forsk. Orkestermusik, en Strygekvartet og Sange.
Debussy, Claude. 1862—1918, fr. Komponist, var Elev i Paris' Kon-servat. i c. 10 Aar. for han 1884 op-naaede prix de Rome med Kantaten L'enfant prodigue: i Rom paabegyndtehan Kompositionen af La damoiselle élue, der afsluttedes i Paris, hvor ogsaa en Række Sange til Verlaines og Baudelaires Digte skreves; Besøg i Bayreuth og endnu mere Bekendtskab med Mussorgskis Musik øvede nu stor Indflydelse paa D., hvis begyndende Ry voksede med Orkesterfantasien L'Après-Midi d'un Faune (efter Mallar-mé's Digt), en Strygekvartet, tre Nocturnes for Orkester og endelig (1902) Operaen Pelléas et Melisande (Maeterlinck), paa hvilke D. havde arbejdet i flere Aar. og som blev en Sukces, uagtet D. her brød med den da herskende Wagnerske Retning i fr. Opera. Af D.'s ikke store Produktion skal endnu nævnes en Række Klaverstykker (Suitebergamasque, Estampes,Images, Childrens Corner, Douze préludes m. m.), Sangene: Chansons de Bilitis (Louys) og Fêles galantes (Verlaine), De tre »symfon. Skitser« La mer og Danses for Harpe og Orkester. Mysteriet Le martyre de Saint Sebastien, Violin- og Cello-Sonate samt Trio med Harpe; to Operaudkast efterlod D. ufærdige. En Tid lang var han Musikkritiker
ved Pariser-Blade. — Paavirket af Chopin og den nyrussiske Musik frigjorde D. sig for Wagners Indflydelse og skabte en symbolistisk og impressionistisk Stil, der dannede Skole i fr. Musik. Hans Kompositioner er poetiske og stemningsbevægede, men holder sig væsentlig indenfor samme Aandssfære; navn!, som Harmoniker er han en Fornyer og dristig Opfinder, brydende med Traditionen, men ogsaa i Anvendelsen af disse Midler (Heltoneskalaen, udvidede Harmonier m. v.) kan han næppe siges fri for nogen Monotoni. (Biogr. af L. Laloij, Suares, Franz Liebich ^eng.), L. Fabian).
Deciso (ital.), Foredragsbetegn., bestemt.
Decrescendo (ital), Foredragsbetegn., med aftagende Slyrke, kan ogsaa udtrykkes ved Tegnet O», eller ved Abbreviaturerne decresc. og dimin.
Decsey, Ernst, f. 1870, østr. Forf., har foruden skønlitterære Arbejder (Noveller m. m.), bl. a. skrevet Biografier af Hugo Wolf (opr. 4 Bd., 2 Udg. i 1 Bd., 1919), Anton Brückner og Johann Strauss; Musikkritiker i Wien.
Deficiendo (ital.), Foredragsbetegn., ensbetydende med Calando (s. d.).
De gode, gamle Ægyptere, se Fanemarchen.
De Greef, Arthur, f. 1862. belg. Klaverspiller. Elev bl. a. af Liszt, har koncerteret rundt om i Europa 'ogsaa i Skandinavien); er særl. Grieg Spiller; Komponist af Klaverkoncert. Symfon., Klaverstykker m. m.
Dehn, Siegfried. 1799—1858, tysk Musikforf., Bibliotekar ved det kgl. Berlinske Biblioteks Musikafdeling, fremragende musikteoret. Forf. og udmærket Lærer, der uddannede Musikere som Glinka, P. Cornelius, Kiel, Rubinstein m. fl. Hovedværk: sTheore-tisch-praktische Harmonielehre« (1840 og senere Udg.)
Deiters, Hermann, 1833—1907. tysk Musikforf., opr. Skolemand, skrev talr. Arbejder vedrorende Musikens Historie og var navnl. Bearbejder af A. W. Thayers Beethoven-Biografi, der, længe forud for den eng. Original, udkom i D.s tyske Udg. (3 Bd., 1866—79, 4. og 5. Bd. efter hans Død ved H. Riemann). Dejlig er Jorden er digtet af Ingemann og blev i Forbindeise med sin nuværende Melodi første Gang trykt i »Dansk Kirketidende « Y (1850). An-gaaende Melodien meddeler »Neueste Nachrichten aus dem Reiche Gottes«, hvorfra Dansk Kirketidende hentede den, at den er en ældgammel Pilgrims-sang, der -sammen med andre Levninger fra Middelalderen af en lykkelig Haand er fundet i Westfalen«, og »at den siden kom ud blandt Folket og i Tyskland udbredte sig fra Sted til Sted, saa den nu i mange Egne synges af gamle og af unge. af Hyrdedrengene paa Marken og af smaa Børn«. At Sangen er al middelalderlig Oprindelse er næppe troligt, men at den i Tyskland var meget populær, fremgaar alene af dens konsekvente Optagelse i alle d. 19. Aarh.s store, tyske Folkevisesamlinger. Hos Hoffmann v. Fallers-leben. Erk, Böhme o. fl. forbindes den med Texten »Schönster Herr Jesu«, og Erk (Deutscher Liederhort) meddeler i en Note, at hans Opskrift er laant fra Folkemunde i Schlesien, og at Mittlers deutsche Volkslieder har den fra Fulda Sangbogen 1695. I sit monumentale Værk »Die Melodien der deutschen evangelischen Kirchenlieder« (1888—93) påaviser Zahn dens Anvendelse i utallige tyske Koralbøger og opgiver Schichts Koralbog (1819) som dens ældste Hjemsted (med Texten »Heiige Liebe. Himmelsflamme«). I ny Tid indførte Franz Liszt den populære Melodi i sin ^Legende om den hellige Elisabeth« som Korsriddermarch. I Danmark optog efter Dansk Kirke-tidende Berggreen den og Ingemanns Text som Nr. 101 i sine Melodier til Psalmebogen (1852—53) og den er siden da bleven staaende som en af vore mest yndede Kirkesange, særlig ved Begravelser.
Deklamation. Det er i Sangkompo-sitionen en Lov. at den musikalske Accentuation paa det nojeste skal falde sammen med den sproglige. Anbringes den ubetonede Stavelse i en Sang paa den tunge (betonede) Taktdel el. omvendt, forsynder Komponisten sig derfor imod Loven og deklamerer slet. Et ypperligt Exempel paa en fejlagtig Deklamation er Grétrys berømte Arie i Richard Løvehjerte, hvor han deklamerer
hvad han i sine Mémoires et Essais sur la musique selv anfører til Skræk og Advarsel for andre Komponister.
Delage, Charles Maurice, f. 1879. fr. Komponist, Elev af Ravel, har særl. beskæftiget sig med indisk Musik og saaledes skrevet »Ragamalika« for Sang og Orkester, hinduiske Sange m. m.
De Lange, Samuel, 1840—1911, holl. Musiker, Orgelvirtuos og Komponist (Orkester- og Korværker, Koncerter), en Aarrække Direktør for Kon-servat. i Stuttgart. — Hans Broder Daniel d. L.. 1841—1918, var ogsaa Orgelspiller og Komponist, Konservat-direktør (Amsterdam), tillige fremragende Dirigent af Korsangforening (gi. nederlandsk a cappella-Musik, udført i London, tyske Byer o. a. St.). Delâtre, se Lasso. Deldevez, Edouard Marie Ernest, 1817 — 97, fr. Musiker, fra 1873 Dirigent ved den store Opera i Paris, samt af Konservat.koncerterne; Forf. af L'art du chef d'orchestre samt andre musiktekniske Arbejder og af Mes mémoires, 189U; komponerede Sym-fon., Kammermusik, kirkelige Værker etc.
Delibes, Leo, 1836—91, fr. Komponist, opr. Organist samt Korleder ved den store Opera, Prof. i Kompositions-
lære ved Paris' Konservat. 1855 debut, han med en Operette, men forst 1870 havde han afgjort Held med Balletten »Coppélia«. der opførtespaa talr. Scener (Kbhvn. 1896);1873satte hans fine. sratiø-se og muntre, ægte fr. Talent en anden værdifuld Frugt i den komiske Opera Le roi l'a dit, der atter blev en stor og vidtgaaende Sukces (Kbhvn.. »Kongen har sagt dets 1877). Ogsaa med Balletten »Sylvia« og de to opéras-comiques »Jean de Nivelle« og »Lakmé«, havde D. Held. .(Biografi af Gairaad).
Debus, Fredekick, f. 1863, tysk-eng. Musiker, i Ungdommen i Amerika (som Planter), men optaget af Musik, studerede senere ved Leipzigs Konservat., levede siden iEnglandognavn-lig i Paris; Komponist af moderne (»impressionistisk«) Betning af Orkesterværker [Over the hills, »Norwegische Suite«, »Paris«, »Lebenstanz«, In a Sommer Garden, »Appalachia« — indiansk Melodi varieret — etc.), Klaverkoncert, Korværker (Sea-drift, »Eine Messe des Lebens«)samtdramat.Musik: »Koanga«, .Romeo und Julie auf dem Dorfe«, »Fennimore und Gerda« (efter J. P. Jacobsens »Niels Lyhne«) m. m. (Biogr. af C hop og Heseltine (eng.)).
Della Maria, Dominique, 1769-1800, fr. Komponist, Elev af Paesicllo. skrev først for ital. Scener, i de sidste Aar for Paris, en Række komiske Operaer, der blev meget populære.
Delle Sedie, Exraco, 1826—1907,
ital. Barytonsanger, udmærket Lærer (ved Konservat. i Paris) bl. a. for Kristina Nilsson; udg. Complète méthode of singing (overs. p. Sv.) m. m.
Delmas, Jean François, f. 1861. fr. Operasanger, en af den store Operas (Paris) første Sangere, Basbaryton, foruden i talr. Partier i fr. Opera udmærket som Wagnersanger (Wotan).
Delsarte, François, 1811—71, fr. Sanger og Sanglærer, opr. ved Opéra comique, siden kirkelig Kordirigent; en overordentlig søgt Sanglærer i Paris; udg. Les archives du chant.
Demantius, Christoph, 1567—1643, tysk Komponist, fra 1604 Kantor i Freiburg (Sachsen); skrev kirkelige Værker som »Tedeum«. Passioner, Salmer m. m. og verdslige som »Neue teutsche weltliche Lieder» (2 Bd., flerstemm.) samt Dansestykker (»teutscher und polnischer Art», med og uden Tekst).
Demunck, François, 1815—54, og Son Ernest D.,f. 1840, bekendte og fremragende belg. Violoncelvirtuoser; foretog talr. Kunstrejser. François levede mest i London og Bruxelles, Ernest i Weimar, Paris og London (som Violoncellærer ved det kgl. Musikakademi;: han var gift med Sangerinden Carlotta Patli.
Den Gang jeg drog af Sted, ogsaa kaldet »Den tapre Landsoldat«, er digtet af Visedigteren (senere Telegrafdirektør) Peter Faber og komponeret af Komponisten Emil Horneman. Om dens Tilblivelse meddeler Traditionen, at Faber en Dag først i April 1848 kom op i den Horneman-Erslevske Musikhandel paa Amagertorv og der traf Horneman. der præsenterede ham en Soldatermarsh, han lige havde komponeret. Han anmodede da Faber om at forsyne Marchen med Ord, og nogle Dage efter blev den uden Angivelse af Digterens Navn i flere Blade udbudt til Salg til en Pris af 8 Skilling. Flyvepostens Annonce 10. April 1848 lyder: »Af P. F. er der paa Horneman og Erslevs Forlag udkommet en højst fortræffelig Landssoldatvise, der paa én Gang er begejstrende og komisk. Den sælges til Fordel for Underofficerernes Efterladte«. Visen der siden efterfulgtes af andre Hornemanske Soldater- og Krigsviser (»Holmens faste Stok«, »Igaarjeg fik min Trøje«, »Gutter om Bord«), slog som bekendt kraftigt an og blev frem for alt populær mellem Soldaterne, til hvem Forlaget afstod 14 000 Friexemplarer.
Denner. Johann Christoph. 1655 —1707, tysk Instrumentmager i Nürnberg, opfandt 1700 Klarinetten (s. d.i.
Den signede Dag med Fryd vi ser, Grundtvigs Omarbejdelse af »den gamle, kristelige Dagvise« i »Danske Højtids-Psalmer til Tusindaarsfesten 1826«; den nu anvendte Melodi blev komponeret af C. E. F. Weyse. Se Da g vise.
Dent, Edward Joseph, f. 1876. eng. Musikforf., Musikkritiker og musikhi-stor. Lærer, har skrevet »Al. Scarlatti«, Mozarts Operas (overs. p. tysk), har overs. Mozarts og andre Opera-Texter paa eng. og er Medudg. af den store A dictionary of modern music & masicians, 1924.
Dente, Joseph, 1838 — 1905, sv. Musiker, uddannet som Violinist (bl. a. af Léonard"!, en Aarrække 1. Kapelmester ved Operaen i Sthlm. og Lærer ved Konservat. ; skrev Symfon., Violinkoncert. Sange m. m.
Deppe, Ludwig, 1828 — 90, tysk Musiker. Kapelmester ved Operaen i Berlin og Komponist (Symfon. Ouverturer. Sange m. m.): mest kendt som Klaverlærer og Grundlægger af en efter ham opkaldt Metode, for hvilken særl. hans Elever som Amij Faij og Elisabeth Caiand (s. DO har gjort Propaganda.
Der er et yndigt Land, der som Fædrelandssang nyder saa stor Popularitet, at mange vil betegne den som Danmarks egentlige Nationalsang, Modstykket til den af dem som Kongesang karakteriserede Kong Christian (s. d.\ er digtet 1819 af Oehlenschlåger, der muligvis følte sig opfordret til at skrive den i Anledning af det Opraab, hvorved »Selskabet til de skønne Viden-skabers og Smagens Udbredelse« i 1818 opfordrede danske Digtere og Komponislcr til at forfatte »den bedste Nationalsang og den bedste dertil egnede Melodi.« Melodien blev først i 1835 komponeret af H, E. Kroger.
Der gaar Dans i Borgegaard, Opera i 1 Akt af P. E. Lange-Müller (opr. 2den Akt af Operaen »Tove«), Kbhvn. 1912.
Descartes, René, 1596—1650. den berømte fr. Filosof, forf. et Compen-dium musices, 1618, der viser hans ualmindelig musikalske Indsigt, og som udkom i mange Opl. og oversattes paa flere Sprog.
Desertøren, Opera (Syngestykke) af Monsigny, Paris 1769. Kbhvn. 1775.
Desmarets, Henri, 1662—1741, fr. Komponist, Louis XIV.s Kammermusiker, skrev en Række Operaer i den fr. gl.-klassiske Stil (Lully).
Dessus (fr., »over«), betyder Diskant el. Overstemme. Dessus de Viole, høj Viole d. e. Violin. (Se Strygeinstrumenter).
Destinn, Emmy. f. 1878, böhm. Sangerinde (hedder egl. Kitll), fejret Primadonna ved Berlins Opera til 1908, siden paa Koncertrejser, bl. a. til Kbhvn. og Kria., og navnl. paa Gæstespil paa Operascener i Europa og i Amerika; Mez.-Sopr. med store dram at. Ævneri er ogsaa optraadt som Forf.
Destouches, André Cardinal. 1672 —1749. fr. Komponist, Elev af Cam-pra, fortsatte i en Række Operaer og nogle Balletter Luilys Stil og vandt i høj Grad Louis XIV's Gunst, hvorfor han steg i Værdighed til Overmusik-intendant. Isse var hans første og be-kendteste Opera (1697).
Destra mano (ital.). forkortet d. m.. højre Haand.
Deswert, Jules (el. de Swert), 1843 — 91, belg. Violoncellist, fremragende Virtuos og Kunstner, koncerterede og var ansat dels i Berlin (bl. a. ved » Hochschule«), dels som Lærer og Direktør ved belg. Konservatorier; skrev Cellokoncerter, en Symfoni og et Par Operaer.
Détaché (fr.), Staccato (s. d.) hos Strygeinstr.
Det hellige Kors, vor Herre selv bar, der i H. Thomissøns Salmebog 1569 bærer Overskriften »Almuens gamle Sange, hører sammen med den gamle kristelige Dagvise (s. d.) til de aandehge Sange »fra Papismens Dage«, der i korrigeret Form toges i Brug i den danske lutherske Kirke (første Gang i Hans Tavsens Koralbog 1553). Den holdt sig siden i Brug i alle danske Salmebøger, ned til Pontoppidans. Omarbejdet af Grundtvig genoptoges den senere i Fengers Tillæg til Evangelisk-kristelig Salmebog, og sidst i Boskilde Konvents Salmeb. og den ny Salmeb. for Kirke og Hjem. Den gamle Melodi, der var i den hypo-doriske Toneart (= a-moll uden gis) benyttes endnu i Laubs Samling, men erstattes i Berggreens, Barnekows og og Bielefeldts Koralboger med ny Melodier af Berggreen, Matthisson-Hansen og Barnekovw
Detonere, at ansætte Tonen urent, enten for højt el. for lavt (se Intonation).
Deutsch, Otto Erich, f. 1883, østr. Musikforf., har skrevet Monografier om musikhistor. /Emner; særl. kendt ved omfattende Schubert-Siudier, udg. (delvis i Forening med L.Scheibler): »Franz Schubert, Die Dokumente seines Lebens und Schaffens'^ ^Billedsamling, Bibliografi, Værkfortegnelse, Biografi etc., endnu ufuldført".
Deutschland, Deutschland über alles, se Gott erhalte Franz den Kaiser.
Devin du village, Sangspil (Pastorale), Text og Musik af J. J. Rousseau. Paris 1753; se Opera II (Frankrig).
Devrient, Eduard. 1801—77, tysk Skuespiller. Sanger og Forf., har skrevet Texten til Marschners »Hans Hei-ling« og selv kreeret Titelrollen samt udg. »Meine Erinnerungen an F. Men-delssohn-Bartoldy» (D/s nære Ven).
Dezède, N., c". 1740—92, fr. Komponist, en mod Slutningen af 18. Aarh. meget yndet Sangspilkomponist i Paris. (Biogr. af Pougin).
Diabelli, Antonio, 1781 —1858, østr. Musiker og Forlægger. Udg. af Schuberts og til Dels af Beethovens Værker ; over en Vals af D. skrev Beethoven sine berømte »32 Variationer« op. 120. Af D.s talr. Kompositioner havde kun de instruktive Klaverstykker (Sonatiner) nogen Betydning.
Diaghilef, Serge Pavlovitch, f. 1872, russ. Balletkomponist, studerede Sang og Musik, beskæftigede sig derefter med Billedkunst og Maleriudstillinger; fremførte opr. i Paris (1907) rüss. Opera og Ballet med Bistand af de ypperste russ. Kunstnere og komponerede siden i Forening med unge russ. Komponister og Malere sine egne ejendommelige koreografiske Værker, der har vakt Opsigt paa D.s Turnéer i Europa og Amerika.
Dialog (gr.), Samtale mellem to Personer, var 1) i 17. Aarh. Betegnelsen for en Sangart, der fremkom samtidig med den instrumentalt ledsagede Enesang, der under Navn af Monodi officielt fejrede sin Debut i Caccinis Kuoue Musiche (1601) (se Monodi). Den udførtes af to el. flere Personer, der vexelvis sang reci-tativisk og udførte korte ariose Perioder med indledende og afsluttende Ritorneller (instrumentale For- og Efterspil). Af og til fahit Stemmerne ogsaa sammen i en Duet el. Terzet. I). blev derved en betydningsfuld Forløber for Carissimis Kammerkantate (s. d ) og den med Ag. Steffani og Händel i 18. Aarh. kulminerende Kammerduet (s. d.). (Ex. Marco da Gaglianos D. di Ninfa e Pastore 1611. samt Fr. Rasis Dialoghi 1620). 2) Ganske forskellig fra denne Dialogo fuor di scena er den gejstlige D.. der i 17. Aarh. var en yndet Kompositionsform hos de tyske protestantiske Kirke-Komponister og havde sine Hovedrepræsentanter i Andr. Hammerschmidt og Joh. Rud. Ahle. I disse Dialoghi spiritaali el. »Samtaler mellem Gud og en troende Sjæl-, var Texten gerne sammensat af Skriftsteder, der passede til hinanden som Spørgsmaal og Svar. Undertiden sarnmenpassede man ogsaa paa tilsvarende Maade to Koraler eller byggede Kompositionen over virkelige Samtaler i den hellige Skrift.
Diapason. 1) Det gr. Navn for Oktaven. — 2) D. anvendes ogsaa som Navn for Sangstemmernes og Instrumenternes Toneomfang. — 3) I Frankrig Instrumentmagernes Navn for bestemte Tavler, hvorpaa Instrumentdelene og disses præcise Maal er oplegncde, men ogsaa det alm. anvendte Navn for Kammertone og Stemmegaffel.
Diapente, gr. Navn for Kvintintervallet.
Diaphonia (gr.). Dissonans i Modsætning til Symphonia, Konsonans. I Middelalderen (før 13. Aarh.) betød D. det samme som Organum, s. d.
Diatesseron, gr. Navn for Kvartintervallet.
Diatonisk. Som d. betegnes enhver ordnet Sammenstilling af Heltonetrin og diatoniske Halvtonetrin (se Halvtonetrin og disses Inddeling i rf. og kromatiske). En Tonerække, der ud fra en Grundtone Trin for Trin bevæger sig frem til sammes Oktav og alene gør Brug af de anførte Toneafstande, betegnes derfor som d. Skala. Ex. alle de Skalaer, der ligger til Grund for Kirketonearterne, deribl. ogsaa Nutidens Dur-og Mollskala (uden Ledetone). Se Kirketonearterne samt Dur og Moll. Ang. Diatonikens Anvendelse i den oldgr. Musik se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 a, b og c.
Diderichsen, Beatrice, 1859—90, dsk. Sangerinde (høj Sopr.). Elev af Nyrop og Bielefeldt. indtog en Aar-række en fremskudt Plads i Kbhvn.s Musikliv og var navnl. yndet som Fortolkerske af dsk. Vokalmusik, særl. ved 'Musikforeningens Koncerter (under Gade); omkom ved Ulykkestilfælde.
Diderot, Denis. 1713—84, fr. Forf., den berømte Filosof og Hovedredaktør af -»Encyklopædien»', var levende musikinteresseret og skrev bl. a. Principes d'acoustique og Dialogen Le neveu de Rameau (overs, og bearb. af Goethe) der meget berører Samtidens Musik.
Diémer, Louis. 1843—1919, fr. Klaverspiller. Elev af Marmontel. Solo- og Kammermusikspiller, gav histor. Koncerter og var en af Paris' mest fremtrædende Pianister og meget skattet Lærer, fra 1888 Klaverprof. ved Konservat.; har komponeret Klaverkoncert, Kammer- og Klavermusik samt udg. Clavecinistes français.
Dies irae (lat, îVredens Dags) blev opr. digtet som Sekvens til den kat. Kirkes Missa pro defunctis (Dødsmesse el. Requiem, men indgik fra 14. Aarh. som 2. Del i samme. Texten, der skildrer Dommedagen og udmaler Sjælens Frygt for Dommen, har inspireret adskillige af den nye Tids Stormestre til virkningsfulde Tonemalerier. Som dens Forfatter opgives Franciskaneren Thomas de Celano, d. 1255.
Diesis (gr.), 1) D. var i Oldgræken-land Navnet for 3 smaa Intervaller o: den store, den kromatiske og den enharmoniske D.. der henholdsvis udgjorde Halvdelen, Tredjedelen og Fjerdedelen af den store Heltone. — 2) I Nutiden er D. Navnet paa den Forskel, der ifølge akustisk-matematisk Beregning bestaar mellem to saakaldte en-harmoniske Toner, f. Ex. fis og ges, cis og des o. 1 — 3) I Frankrig er D. (fr. dièse) endelig Navn for Forhøjelses-tegnet o: § C med $ for hedder saa-ledes paa fransk ut dièse, dis kaldes re dièse o. s. v.
Dietz, Max, f. 1857, østr. Musikforf.. navnl. kendt ved værdifuld Studie over » Geschichte des musikalischen Dramas in Frankreich während der Revolution etc.c, 1885; titulær Prof. ved Wiens Universitet.
Dilettant (ital.), Amatør (fr.), Liebhaber (tysk), betød oprindelig (d. e. i 18. Aarh.) den, der i Modsætning til Fag-musikeren kun plejede Musiken for sin Fornøjelse, men var den Gang, da kun de musikbegavede faldt paa at pleje Kunsten, en Titel, der kun var sin Bærer til Ære. Nu, da alle og enhver forgriber sig paa Kunsten, er Ordet derimod sunket ned til at blive et Skældsord, der udtrykkelig tager Sigte paa den ufærdige og talentløse Musikdyrker. Komponisten saa vel som Praktikeren.
Diludium (lat.), Mellemspil, ligesom Præludium betyder Forspil, Postludium Efterspil.
Diluendo (Hal.), Foredragsbetegn.. hendøende.
Diminuendo (Hal.), afkortet dim. el. dimin. Foredragsbetegn., med aftagende Tonestyrke = decrescendo.
Diminution. 1) I Kanon og Fuga det omvendte af Augmentation (s. d.); nemlig at Temaet skal udføres i forkortede Tidsværdier. Efter en Augmentation kan 1). dog ogsaa betyde Temaets Genoptagelse under sin oprindelige Form. — 2) I tilsvarende Betydning blev Ü. ogsaa anvendt i Mensuralmu-siken (s. d.), hvor Tidsværdierne skulde forkortes, hvad man ogsaa udtrykte ved at trække en lodret Streg ned gennem Takttegnene Cp el. (p. Se iøvrig under Takttegn og Tempus.
Dionysier kaldtes af Oldgrækerne de Fester, der blev fejrede til Ære for Dionysos el. Bacchus, Vinens Gud.
Dionysos, se Dionysier og Dithyrambe.
Dirigent kaldes den, der leder Opførelsen af et større, musikalsk Ensemble, d. v. s. et Kor en Opera, et Orkesterværk el. 1. Af største Vigtighed er det for en Komponist at faa sine Værker frem i en god Udførelse, idet de i modsat Fald forfejler deres Virkning. For den gode Udførelse har imidlertid fremfor de udførende selv Dirigenten Ansvaret. I hans Haand hviler i streng Forstand det opførte Værks Skæbne. Er han ikke sin Opgave voxen, kan Komponisten betragte sin Sag som tabt. De Krav, der stilles til den gode D., er imidlertid ikke faa. Først og fremmest maa han være i Besiddelse af en solid og alsidig Musikeruddannelse, o: han maa haveindgaaendeteoretiske og musikvidenskabelige Kundskaber og være øvet i at læse og afspille et Partitur, saa han med Udbytte kan studere den klassiske Orkestersats og derigennem gøre sig bekendt med de store Mestres Arbejdsmaade og Orkesterbehandling. Han maa endvidere have Kendskab til Sangstemmens og de enkelte Orkesterinstrumenters Teknik, saa han i bogstavelig Forstand kan se de udførende paa Fingrene og i paakommende Tilfælde kan give dem praktiske Vink m. H. t. Udførelsen. Han maa ogsaa have et sikkert Øre og være begavet med udpræget Klangsans. Han maa vide at føre sin Taktstok med Præcision, saa ikke alene Rytme- og Tempoforandringer, men ogsaa de dynamiske Nuancer uden Vanskelighed kan aflæses af Taktstokkens Bevægelser. (Nærmere herom under Takl og Taktstok). For Indstuderingen af et Værk paahviler det D. paa det nøjeste at leve sig ind i dets Indhold og Aand, saa han kender det ud og ind og helt ud er klar over Komponistens Intentioner. Under Indstuderingen bør han siden gennem en livfuld Direktion søge at interessere de udførende for Værket, saa de opildnes til hver for sig at lægge sig i Selen og gøre deres bedste for at give dette en saa vidt muligt fuldendt Udførelse. — Navnlig til Opførelsen af den moderne tit vanskelig tilgængelige og overordentlig farverige Orkestersats kræves der en D., der helt ud staar paa Højde med sin Opgave, og D.kunsten har derfor i vor Tid udviklet sig til at blive et Særfag, der efterhaanden samler flere og flere om sig. Af fremragende Dirigenter i 19. og 20. Aarh. skal bl. a. anføres: Habeneck, Colonne, Lamoureux, Hans v. Bü-low, Hans Richter, Felix Mottl, C. Muck, Siegfried Ochs, Artur Nikisch, Safonof, Walter Damrosch, Max Fiedler, Johan Svendsen o. fl.
Diruta, Girolamo, c. 1560—'?. ital. Musiker, kendt som Forf. af 7/ Tran-silvano (tilegnet en transilvansk (o: sie-benbürgsk) Fyrste 1593, oftere optrykt), en Dialog om Klaver- og Orgelteknik med Orgelstykker af samtidige Musikere, deriblandt af D. selv. anden Del (1609) omhandler Musikteori.
Discantus kaldtes den flerstem. Sangart, der i 12. Aarh. afløste Organum (s. å.) og som i sin endelige Form dannede Overgangen til det klassiske Kontrapunkt. D. var fra først af kun en Sang for to Stemmer, af hvilke den underste, Cantns (s. d.), udførte Brudstykket af en kirkelig eller folkelig Melodi, mens den øverste, Z).(der gav Sangarten sit Navn), blev improviseret Da Stemmeantallet med Tiden blev forøget og forskellige Rytmer blev stillede op imod hinanden, viste det sig imidlertid nødvendigt at nolere Kompositionen i sin Helhed, og saaledes gav D. Anledning til, at den hidtil benyttede mangelfulde Nenmeskrift maatte erstattes med den ny Mensural-nodeskrift, der med sine nøjagtigt ud-maalte Tidsværdier endnu lever videre i vor Tids Nodeskrift. (Se Nenme- og Mensuralnodeskriff). Ny var hos D. næst efter den omtalte Forbindelse af flere rytmisk forskellige Melodier (se Poly-fonfj dens Forkærlighed for Terts- og Sextintervallet og for den hidtil kun i Undtagelsestilfælde benyttede Modbevægelse. Som en Nødvendighed medførte 1). derfor Opstillingen af de første faste Regler for Stemmeføringen, og ganske umærkeligt førtes Flerstemmigheden derved omsider over i det Spor, hvor den under Kontrapunktels Auspicier skulde naa til Højden af sin Udvikling. — Som Navn for den højest beliggende Stemme anvendes D. endnu (i Flæng med Sopran, lat. Supremus) i den kontrapunktiske Sats. — Omskrevet til Diskant lever Ordet til Dato videre som Navn for den øverste Halvdel af Orglets og Klaverels Klaviatur, og som Tilsætning til Instrumentnavne. Ex. D.-Basun. D.-Viola o. 1.
Disdiapason (gr.), Dobbeltoktav.
Disharmoni (lat.), Misklang. Benyttes ogsaa til Betegnelsen af en Samklang, der ikke tilfredsstiller Øret og derfor kræver en Opløsning (s. d.).
Diskant-Nøgle, se Linier og Nøgler.
Disposition (lat.). 1) Orglets Indretning m. H. t. Stemmeforholdene. — 2) Anlæg og Tilrettelæggelse af en Komposition før Udarbejdelsen.
Dissonans (lat.), Modsætningsforholdet til Konsonans, s. d.
Dissonerende Interval, se Interval; d. Akkord, se Akkord og Oplosning.
Dithyrambe var i Oldgrækenland Navnet for en lyrisk Digtform, der udvikledes under Indflydelse af Dio-nysosdyrkelsen. Til dens Udførelse krævedes et stort Kor, der i Satyrforklædning med en Aulos-Spiller (se Au-los) i Spidsen bevægede sig i Kreds omkring Dionysos-Alteret. Da Thespis 536 f. Kr. gav Koret Tilslutning af en Solist, blev derved Grunden lagt til den af D. umiddelbart udviklede Tragedie (s. d.).
Ditonos anvendtes i Oldgrækenland som Navn for den af to Heltonetrin sammensatte store Terts.
Dittersdorf, Carl v. (egl. Djtters), 1739—99, ostr. Komponist, uddannet som Violinist, beklædte forsk. Kapelmesterstillinger, bl. a. som Mich. Haydns Efterfølger i Gross-wardein i Ungarn; fra 1769 ansat hos Fyrstbiskoppen i Johannesburg ogsaa i andre Stillinger end musikalske(Forst-mester m. m.); 1773 blev han adlet, deraf hans forandrede Navn. D. var meget produktiv: Oratorier, Sangspil (af hvilke særl. »Doktor und Apotheker« (1786) og dernæst »Hieronymus Knicker« var populære og holdt sig længe), over 100 Symfon., deraf 12 over Ovids »Metamorfoser«, talr. Violin- og Klaver-Koncerter, en Mængde Kammermusik og 2 og 4hænd. Klaversonater. D.s Musik udmærker sig ved frisk Lune, folkeligt Tilsnit og flydende Stil; hans Symfon. og Kvartetter staar Haydns nærmere end Mozarts. Ogsaa som Forf. var D. virksom, hans efterladte Levnedsskildring er af adskillig Interesse.
Divertimento (ital.) = Divertissement (fr.), Underholdning, anvendes 1) for de i en Opera indlemmede Balletscener. 2) for de fri .Mellemspil i en Fuga (se Andamente), 3) for en Kompositionsform, der for saa vidt grænser tæt op
til Saite, Partite og Kanunersonate, som den sammenkæder en Række Musikstykker, der for en Del bestaar i Danse. D.s 5—6 Satser er dog kun løselig forbundne, og Stilen er ukunstlet uden Anvendelse af Polyfoni. Der gives D.er for Klaver alene, for Klaver og Stryge-instr., for et Ensemble af Stryge- og Blæseinstr. m. m. Historisk set afløser D. Partiten og baner Vejen for de i den moderne Sonateform fremstillede Kam-mermusikformer, Trio, Kvartet o. s. v. 4) I samme Betvdning som Potpourri. s.' d.
Divertissement (fr.) = Divertimento.
Divisi noteres i Orkesterstemmerne, hvor Strygeinstr. har Dobbeltgreb, der ikke ønskes udførte paa ét Instrument, men skal fordeles mellem de to Spillere, der spiller efter samme Stemme.
Do, den Tonebenævnelse, der af Italienerne er indfort i Steden for Middelalderens latinske ut. Se Solmisations-stavelser og Solfeggier.
Dobbeltgreb, den samtidige Frembringelse af to eller flere Toner paa ét og samme Strengeinstr.
Dobbelt Kontrapunkt, se j Kontrapunkt.
Dobbelt-Kor. Ved D. forstaas Sammenstillingen af to el. flere Kor, der af-vexlende alternerer med hinanden og falder sammen. I), blev ifølge Zarlino i 16. Aarh. opfundet af Hadrian Wil-laert, der skal have faaet Ideen til denne Kompositionsart af de Galerier, der i Markuskirken har Plads overfor hinanden og derfor fortrinligt lader sig anvende til Opstillingen af flere indbyrdes korresponderende Kor. Som Prøve paa denne Genre skal anføres C. E. F. Weyses underskønne Miserere for to Kor. og som det monumentaleste Exempel af alle det storslaaede Ind-ledningskor til Joh .Seb. Bachs Slatthæus-passion.
Dobbelt-Kvartet, en Sangkvartet, der udføres af dobbelt Besætning n: 2 Sopraner, 2 Alter. 2 Tenorer og 2 Basser.
Dobbelt-Punkt forlænger en Node med Halvdelen -f- Halvdelens Halvdel af dens Værdi. Ex.:
Dohnänyi, Ernst von, f. 1877. ungarsk Musiker, Elev af Musikakademiet i Buda-Pest og af d'Albert, fremragende Klaverspiller, der paa talr. Koneertrej-ser bl. a. ofte har gæstet Kbhvn. og Kria.. og begavet Komponist Sym-fon., Klaverkoncerter. Cellokoncert, Kammermusik og den lantastiske Pan-
tomime "Pjerrettes Slør"; til A. Schnitzlers Text. 1910 (Kbh. 1911)). D. blev 1919 en kort Tid Direktør for Musik-konservat. i Buda Pest. hvor han nu lever som Dirigent ved Filharmonisk Selskab.
Dolce (ital.), Foredragsbetegn.. blidt, blødt: dolcissimo, saa blødt som muligt.
Dolcian el. Dulcian. det 16.—17. Aarh.s Navn for Fagot [s. d.).
Dolendo, dolente, doloroso (ital.), Foredragsbetegn., klagende, vemodigt.
Doles, Johann Friedrich, 1715—97, tysk Musiker, var Elev af Seb. Bach og i 33 Aar Kantor ved Thomasskolen i Leipzig: hans Kirkemusik er dog i anden (homofon) Stil end hans Lærers; iøvrigt skrev han populære sLieder<. Salmemelodier, og nogle Klaversonater.
Dominant (lat), den herskende, dominerende, kaldes indenfor enhver Toneart den Tone. der næst efter Grundtonen ^Tonica) gør sig mest bemærket. — I det moderne Harmonisystem er næst efter Tonica dennes Over- og Underkuint (resp. Overkvart) de mest fremtrædende Toner og bærer af denne Grund henholdsvis Navn af Over-D. (el. D.) og Under-D. I C-dur og c-moll er altsaa g Over-D. og f Under-D.; i A-dur og a-moll er e Over-D. og d Under-D. o. s. v. D. er det Baand, der i det moderne Toneartsystem knytter Toneart til Toneart. Opbygges nemlig henholdsvis fra C-durs og a-molls Tonica til den ene Side en Række stigende, til den anden en Række faldende Kvinter, fremstaar til højre i korrekt Rækkefølge samtlige Kryds-Tonearter, til venstre samtlige B-Tone-arter :
(se Kvint- og Kvartcirkel). Paa Tonica, Over- og Under-D. har endvidere Toneartens 3 Hovedakkorder, d. e. i C-dur:
deres Sæde og betegnes derfor som Tonica-, Over- og Under-D.-Akkorder. Vigtig er blandt disse fremfor alt Over-Dominantens Akkord (Tre,- Fir- og Femklang) som Modulationsmiddel og som det uundværlige Hovedled i alle Afslutninger. Se Akkord I, Modulation og Cadence. — I Kirketonearterne er D.s Betydning en anden, idet D. (d. e. den Tone. der fremhersker i Melodien), nemlig der ikke har nogen fast Plads i den grundlæggende Skala, men flytter omkring paa forskellige Pladser. I 1ste, 5te og Vende Kirketoneart (der henholdsvis udgaar fra d, f og g) er det saaledes Finaltonens (s. d.) Kvint, der er D. (d. e. her henholdsvis a, c og d). 1 2den, 3die og 6te Kirketoneart (ud-gaaende fra a, e og c) er Finaltonens Terts D. (d. e. henholdsv. /. g og et), i 4de og 8ndeKirketoneart(udgaaende fra h og d) er det Finaltonens Kvart (d. e. henholdsv. a og c), der er D. Se Kirketonearterne.
Dommer, Arrey von, 1828 —1905, tysk Musikforf., ansat ved Hamburgs Stadtbibliothek, udg. et udmærket »Mu-sikal. Lexicon« og en fortrinlig »Handbuch der Musikgeschichte« (indtil Beethoven), der 1914 udkom i 3. Opl., bearbejdet af A. Schering.
Donati(to), Baldassare, død 1603 i Venezia, ital. Komponist. Komponerede navnl. Madrigaler, Villaneller og Balletti (s. d.). lune- og yndefuld Musik.
Don Carlos, Opera af Verdi, Paris 1867. Kbhvn. 1915 (-Det ny Teater«). Doni, Giovanni Battista. 1594—1647, ital. Musikforf. lærd og kunstinteresseret Adelsmand, der stod Pavehoffet nær og var ivrig Deltager i den Bevægelse, der (i Firenze) førte til Operaens Oprindelse; han studerede antik græsk Musik, fremhævede dens Værdi paa Samtidens Bekostning (De prae-stantia musicae veteris liberi tres 1647) og har givet vigtige Bidrag til Tidens Musikhistor. (Tratlalo della musica sce-nica); endelig var han Opfinder af en Lyra Barbarina (et Bas-Strygeinstr.).
Donizetti, Gaëtano, 1797—1848,ital. Komponist, Elev af Simon Mayr, debut, ganske ung som Operakomponist (i Venezia) og skrev derefter Aar efter Aar en Række Operaer (opr. i Rossinis Maner), siden hen i Kappestrid med Bellini, efter hv s Død han var Ti-
dens mest yndede Italienerkomponist. Til hans Operaers store og vidtstrakte Held bidrog de daværendeypperlige Hal. og fr. Operasangere, for hvem flere af Hovedpartierne udtrykkelig komponeredes. Betydeligt melodisk Talent, dramat. Slagfærdighed og Sans for scenisk Effekt var iøvrig Aarsagerne til D.s Held som Operakomponist, men Overfladiskhed, Mangel paa grundig Udarbejdelse, en Del Brutalitet og udvendig Udnytten af sanglig Bravur lod de fleste af hans c. 70 Operaer forsvinde med den forbi-gaaende Italienerbegejstring. Hans bedste Operaer er Lucia di Lammermoor (1835), »Regimentets Datter« (Kbhvn. 1840), der tilligemed La Favorita blev skrevet i Paris, Lucrezia Borgia og navnl. de komiske Operaer: »Elskovsdrikken« [Milano 1832. Kbh. 1856) og Don Pasquale (Paris 1843). Sine sidste Aar var D. uhelbredelig sindssyg; har ogsaa komponeret Kirkemusik og Romancer. (Biogr. af Alborghetli, Verzino og Cametti).
Don Juan, Opera af W. A. Mozart. Prag 1787, Kbhvn. 1807, Kria. 1836.
Dons, Elisabeth, f 1865, dsk. Sangerinde, Elev af Fruerne Gerlach og Keller, senere i Paris af Fru Marchesi og af Désirée Ar-tot. fra 1885 knyttet til det kgl. Teater, opr. som Altistinde. siden som dramat. Sopran; indtog (indtil 1905) en meget fremskudt Plads v. Operaen; Hovedpartier: Azucena Amneris
(»Aidas), Carmen. Violetta (»Traviata«), Santuzza, Fru Ingeborg (»Drot og Marsk«), Orfeus (Gluck).
Dont Jacob. 1815—88, østr. Violinist, Medlem af Hofkapellet i Wien, en fortrinlig Violinspiller, Lærer og Komponist for sit Instrument; kendt og endnu benyttet er hans Etuder.
Doppler, Franz. 1821—83. østr. Fløjtevirtuos, koncerterede med sin Broder Karl D., 1825—1900, ligeledes udmærket Fløjtespiller, i Paris og London, knyttedes til Hofoperaen i Wien som Balletdirigent og til Konservat. som Lærer i Fløjtespil ; skrev nogle Operaer.
Doret, Gustave, f. 1866, schw. Komponist, studerede i Paris Violin og Komposition, har været Dirigent i Paris og i Geneve; skrev Operaer og anden Teatermusik, Korværker og nogen Orkestermusik.
Dorisk er Navnet for to forsk. Tonearter, af hvilke den ene hører hjemme i det oldgræske Toneartsystem og er bygget paa Tonefølgen ^1 1 Hl lo:e^fg a h|c d e. mens den anden tilhører det middelalderlige Toneartsystem og er bygget paa Tonefølgen 1 \ 1 1 1 i 1 o: d e|f g a h-Jc d. Se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 b og Kirketonearterne.
Dorn. Heinrich, 1804—92, tysk Musiker, Operakapelmester bl. a. i Køln og længst i Berlin; skrev en Del Operaer og Operetter for tyske Scener og Sange, blandt hvilke især de humoristiske vandt Yndest. Hans Selvbiografi 3 Aus meinem Lebens har Interesse bl. a. med Hensyn til R. Wagner.
Dotzauer, Friedrich, 1783—1860, tysk Violoncellist. fremragende Virtuos og Lærer, samt Komponist for Cello.
Doubles er Navnet for de varierede Gentagelser, der i 16. Aarh.'s franske Klavermusik hyppigt vedhænges mindre Musikstykker: Arier, Dansemelodier o. 1. Hvor der anvendes flere D., faar disse helt Karakter af Variationer, kun forbliver Harmoni, Toneart og Taktinddeling i denne ældre Variations-type i Reglen uforandret, fordi det gerne kun er Melodien, der varieres ved enten at udpyntes med Forsiringer, ved fra Dur at omsættes i Moll el. omvendt eller ved at opløses i Løb og Figurationer.
Dowell, Edward Alexander Mac-, 1861 —1908, amer. Komponist, studerede i Paris og Frankfurt, var Klaverlærer i Tyskland, men fra 1888 atter i Amerika (Boston og New York); skrev navnl. Klavermusik (Koncerter, Sonater og mindre Stykker), men ogsaa symfon. Værker og Sange. Hans originale og poetiske Musik sammenlignes ofte med Griegs. (Biogr. bl. a. af Gilman og Fry Page",.
Dowland, John. 1562 —1626, eng. Musiker, studerede Musik i Oxford og drog som Lutspiller om i England. Frankrig, Italien og Tyskland; 1598 kom han til Danmark, blev højtanset Medlem af Chr. IV's Kapel og var her til 1606; af hans Hovedværk Songs and Agres for the Lute er 2. Del skreven i Helsingør (ialt 3 Bind); senere var D. Lutenist hos Carl I i England. Hans Ry i Samtiden var stort, en Sonnet, der berømmer ham, menes skrevet af Shakespeare. Foruden vokale Ting komponerede D. Dansestykker (for Lut og Strygere). ^Litt. A. Hammerich: »Dsk. Musikhistor. til 1700^ og H. Panum i »Aarbog f. Musik«, 1923).
Doxologi (gr.), Lovprisning = Gloria. Den saakaldte store D., der anvendes i Messen, er Gloria in cxcelsis. o; Englenes Lovsang Julenat. Den lille D.. der paahænges Salme- og Responsorie-sangen, er Gloria patri et filio et spi-ritui sancto (sicut erat in principio et nunc et semper et in saecula saeculo-rum), se Evovae. Den store D. falder bort i Dødsmessen, paa Sørge- og Bods-dage samt i Advents- og Fastetiden. Den lille D. udelades i Dødsofficierne og i den stille Uge.
Draeseke, Felix, 1835 —1913. tysk Komponist, sluttede sig opr. til Liszt og den nytyske Retning, gik senere en mere konservativ Vej; var Konservat.-lærer (i Komposition) i Dresden, hvor han levede sin længste Tid og skrev en lang Række Værker: Symfon. (særlig tragica), Messer, Requiem, det store »Mysterium^ Christus, nogle Operaer. Kammermusik, Klaverstykker og Sange. endvidere musikteoret. Skrifter, deraf en Harmonilære paa Vers. D.'s kunstfuldt og idealistisk anlagte Værker har stedse vundet Anerkendelse, men synes aldrig helt at være slaaet igennem; mest spillet blev den tragiske Symfoni.
Draghi, Antonio, 1635—1700, ital. Komponist, fra 1658 i Wien som kejserlig Kapelmester, skrev en Række Operaer og Oratorier samt nogle Hymner (i Forening med Kejseren); Messer. Stabat mater m. m. er genudg. i 'Denkmäler der Tonkunst in Oesterreich«.
Dragonetti, Domenico, 1763—1846, ital. Kontrabasspiller, berømt for ene-staaende Virtuositet paa sit Instr.. levede det meste af sit Liv i London; komponerede Stykker for Kontrabas af største Vanskelighed, som han udførte paa sine Koncerter: bl. a. spillede han Cellostemmen i Strygekvartetter paa Kontrabas! (Biogr. af Caffi).
Dramatisk Musik, se Ballet, Kantate, Melodrama, Opera, Oratorium, Passion og Sangspil.
Dramma el. Tragoedia per musica, det ital. Navn for Opera.
Drechsler, Karl, 1800—73, tysk Cellist, Elev bl. a. af Dotzauer, fremragende Virtuos og Lærer Elever; Cossmann, Grützmacher m. fl.); Koncertmester ved Operaen i Dessau.
Dreher (tysk). Vals i moderat Tempo og 3/j Takt. Bestaar gerne i 2 Repeti-tionsdele, der hver er paa 8 Takter.
Drehorgel, det tyske Navn for Lirekasse, s. d.
Dresden, Sam. f. 1881, holl. Musiker, Elev bl. a. af Pfitzner, Kordirigent, Pianist, Konservat.lærer og Musikforf. (Het muziecklevn in Nederland sinds 1880 m. m.) i Amsterdam; har skrevet Kammermusik, Korværker og Sange samt nogle Orkesterstykker (modernistisk Retning).
Dreyschock, Alexander, 1818—69, böhm. Klaverspiller, berejste Europa som fejret Pianist af virtuos Retning, blev 1862 Klaverlærer ved Konservat. i Petersborg.
Drobisch, Moritz Wilhelm, 1802— 96. var Prof. ved Leipzigs Univers, i Matematik og Filosofi, men har desuden beskæftiget sig med Akustik i værdifulde Skrifter som »Über musikalische Tonbeslimmung und Temperatur«, »Über reine Stimmung und Temperatur der Töne«, »Über die ma-tematische Bestimmung der musikalischen Intervallen!.
Drot og Marsk, tragisk Opera af P. Heise (Text af Chr. Richardt). (Kbhvn. 1878).
Droucker, Sandra, f. 1876, russ. Pianistinde; Elev af A. Rubinstein, vandt paa Koncertrejser, bl. a. til Kbhvn. og Kria., megen Anerkendelse og Yndest; Klaverpædagog i Berlin og Kria.; en Tid gift med G. Galston; skrev Erindringer om Rubinstein.
Drouet, Louis, 1792—1873. holl. Fløjtespiller, ved Napoleons Hof, i London og siden paa Koncertrejser ogsaa i Amerika; fremragende Virtuos og Komponist f. Fløjte.
Dubois, Théodore, 1837—1924, fr. Komponist. Lærer ved og 1896—1905 Direktør for Paris' Konservat., Organist ved Madeleine Kirken; skrev fl. Operaer. Oratorier, Orkestermusik, Orgel-og Klaverstykker samt Sange; Musik i overleveret Stil, der ikke er synderlig kendt udenfor Frankrig; forf. Supplement til Rebers Harmonilære.
Ducasse, Roger-, f. 1873, fr. Komponist, Elev af Gabr. Fauré, Sanginspektør for Paris' Skoler, har skrevet Orkesterstykker, Kammermusik, Sange og Klaverstykker samt Mimodramaet »Orphée«.
Ducis, Benedikt, d. 1544, tysk Komponist og Gejstlig, f. nær Konstanz, Organist i Antwerpen, fra 1516 i England, fra 1518 i Wien, hvor han gik over til Reformationen, 1535 Præsti Schalk-stetten ved Ulm; skrev en Klagesang over Erasmus Rotterodamus, 4stem. tyske Kirkesange, optagne i Rhaws »Gesänge« 1544, samt en Række andre Værker, som er gaaet tabt. Som Præst nævnes han B. Hertzog.
Dudelsack (tysk), Sækkepibe, s. d.
Due (ital.), to; a d., for to. betyder i Orkesterpartiturer, at to Instrumenter, f. Ex. l.og 2. Violin. 1. og 2. Fløjte o. 1., hvis Stemmer er noterede paa samme System, skal spille det samme. D. Volte, to Gange.
Duet (ital. Duetto), er Diminutivet af Duo og bruges nu gerne som Navn for en tostemmig Sang med Instrumentalledsagelse. Anvendes 1) i Operaen som dramatisk D. (Ex. Brevduetten i Figaros Bryllup). 2) i kirkelig Musik som kirkelig D. (Ex. Pergolesis Stabat mater, 3) i den ældre Kammermusik (s. d.) som Kammer-D. (Klassiske Ex. af Steffani, Håndel, Durante). Indenfor Instrumentalmusiken betegner D. en Komposition, der udføres af to ensartede Instrumenter (Ex. Pleyels Violinduetter). En D. mellem to Klaverer betegnes derimod (fejlagtigt) som Duo.
Dufay, Guillaume, c. 1400—74, ne-derl. Komponist, indtraadte som ung Sanger i det pavelige Kapel og blev der til 1437, siden var han sandsynligvis i Paris, og sine Dage endte han som Kannik i Cambrai. D.'s Livsforhold og histor. Stilling er væsentlig opklaret ved X. Haberls Arbejde herom i »Bausteine zur Musikgeschichte« 1885, men alt er endnu ikke oplyst. — D. tilhørte den saakaldte »førstes nederl. Skole, hvis mest fremtrædende Repræsentant han var; han skrev Messer, Motelter, Hymner, Magnificat, samt aande-lige og verdslige Sange; de sidste (saa-som Dansesangene) viser en kostelig folkelig Melodik. I den musiktekniske Udvikling betegner han det første Led i Rækken: D.. Okeghem, Josquin; og Notationen s. d.) skylder ham væsentlige Fremskridt.
Dukas, Paul, f. 1865, fr. Komponist, har skrevet symfon. Musik (Ouverturer og særl. L'apprentier sorcier, efter Goethes Digt), iøvrigt Operaen Ariane et Barbe bleue og navnl. Klaverværker (stor Sonate i es-moll); anset Musiker af moderne, men ikke yderliggaaende Retning (Biogr. af Samazeuilh).
Dulichius, Philippus, 1562—1631, tysk Komponist, Kantor i Stettin; fortræffelig Vokalkomponist, hvis Fortjenester er paapeget af R. Schwartz, som i »Denkmäler deutscher Tonkunst« paa-ny har udg. Hovedværket Centuriae etc.
Duleimer, det eng. Navn for Hakkebræt, s. d. og under Klaver.
Duni, Egidio Romoaldo, 1709—75, ital. Komponist. Elev af Durante, var allerede en kendt Operakomponist, da han ansattes ved Hoffet i Parma, hvor Hertuginden var Louis XV's Datter, hvorfor man ønskede fr. Sangspil af D.; med megen Smidighed løste han Opgaven, drog derefter til Paris, hvor Textforfatterne just havde Brug for hans. Ævner og blev med en Række Operaer en af Grundlæggerne af den ejendommelige fr. Opera comique; flere af hans Sangspil naaede udover Frankrig, især Les deux chasseurs et la laitière og Ninette à la cour (opførte i Kbhvn. henhv. 1781 og 1776).
Dunstaple, John. ca. 1370—1453, eng. Komponist, har musikhistor. stor Betydning derved, at han overførte paa kirkelige Sange (Hymner, Motetter, Antifoner etc.] Kunstgreb, som hørte den verdslige Sang til: man ledsagede Sangen med Instr. som en Art Parafrase. Foruden i denne fri Benyttelse af Koralmelodier udmærkede D. sig ogsaa i den verdslige Sang; i begge Henseender er hans Kunst en Udløber af Florentinernes fra ca. 1300. D.'s Egenart viser sig særl. i hans stor-slaaede Melodik. Kompositioner af D. findes spredte i Orgelbearbejdelser i Sydtyskland, særl. mærkelige er de af Haberl opdagede 7 Trient-Codices (udg. i ^Denkmäler der Tonkunst in Oester-reichs).
Duo anvendes gerne, hvor to uensartede Instrumenter spiller sammen. Undtagelse Klaver-D., se under Duet.
Duparc, Henri, f. 184S. fr. Komponist, talentfuld Elev af C. Franck, har skrevet symfon. Digtning »Lenore« (efter Bürgers Ballade), Klaverstykker og en Række værdifulde Sange; blev i en yngre Alder hæmmet af en Nervelammelse og derfor lidet produktiv.
Dupin, Paul. f. 1865. belg. Musiker, født døv, fik Hørelsen efter Operation og kæmpede sig langsomt og brydsomt selvlært frem til Anerkendelse; har skrevet Poèmes for Strygekvartet, Klavermusik, en Opera og adskillig Vokalmusik, navnl. Sange i belg. Folketone.
Duport, Pierre. 1741—1 81 8. og Broder Louis D., 1749 —1819, fr. Cellister, fremragende Virtuoser og Komponister for Violoncel; Louis, Solocellist i det kejserl. Kapel og Lærer ved Konservat. skrev en for Cellospillets Teknik epokegørende Skole: Essai sur le doigter du violoncelle etc. (1770, senere ofte oplagt).
Duprez, Gilbert, 1806—96, fr. Sanger, i en Aarrække, til 1855, fejret Tenorist ved Paris' store Opera, tillige Sangprof. ved Konservat., udg. L'art du chant. Souvenirs d'un chanteur m. m. (Biogr. af El warf.
Dupuis, Sylvain, f. 1856, belg. Komponist, Dirigent ved Théâtre de la Monnaie og ved Concerts populaires i Bruxelles, fra 1911 Direktør for Konservat. i Liège; hans Kompositioner af moderne, men ikke yderliggaaende Retning, omfatter Operaer. Orkestermusik, Kor. Sange. Violin- og Klaverstykker m. m.
Dupuy, Edouard. 1770—1822, schw. født Musiker, hvis Herkomst iøvrigt er uopklaret, bar Navn efter en Slægtning i Genève, hvor han opdroges; i Paris studerede han Violinspil og Klaver (hos _Dus-sek), blev allerede som 16-aarig Koncertmester hos Prins Heinrich af Preussen i Rheinsberg og gjorde snart tillige Studier i Komposition hos Fasch i Berlin; som Violinist foretog han nu Koncertrejser i Tyskland, Polen og Skandinavien og blev 1793 Koncertmester, 1799 tillige Sanger ved Operaen i Sthlm., hvor han ved sin smukke, smidige Røst (Tenor-Baryton), elegante Fremtoning og galliske Livfuldhed vandt megen Yndest, men ret pludselig fik Udvisningsordre som mistænkt for revolutionært Sindelag. D. drog til Kbhvn.,
blev ogsaa her efter et Par vanskelige Aar 1802 Koncertmester i det kgl. Kapel og Operasanger, indtog ved sine ydre og indre Fortrin det kbhvn.ske Publikum, ikke mindst i Don Juans Parti, uddannede Elever i Sang og Violinspil for Opera og Kapel, deltog som Livjæger modigt i Krigsbegivenhederne 1807 og blev udnævnt til Løjtnant, hvorefter han maatte ophøre med scenisk Optræden. 1806 var hans Opera (Synge-stykke) »Ungdom og Galskab« (efter fr. Text Une folie, tidligere komponeret af Méhul) fremkommet, der giorde stor og længe varende Lykke ved Foreningen af fr. Elegance og Vid, dansk Humør, iørefaldende Melodier og taknemmelige Sangpartier (D. sang selv Ritmester Roses); for Livjægerne komponerede D. endvidere Marcher, for musikalske Foreninger Violinstykker og Viser og var i det Hele en fremtrædende og — ikke mindst af Damerne — fejret Personlighed i Kbhvns. Musik- og Selskabsliv, (foranledigede og deltog i (Koncert-)Op-førelser af Haydns »Skabelsen« og Fragmenter af »Tryllefløjten s), da hans Forhold til Prinsesse Charlotte Frederikke, hans Elev, blev Skyld i. at han ogsaa udvistes her fra Landet, 1S09. Siden virkede D. atter, fra 1812 til sin Død, med megen Dygtighed som Kapelmester og Sanger i Sthlm., grundede en Orkesterskole. satte Kapel og Opera »ved skrap Disciplin', i ypperlig Stand; ogsaa her skrev han en Del Teater-musik (Balletter o. a.), Fest- og Sørgemusik for Hoffet, Selskabssange (for Par Bricole), særl. de populære: Drikke-Terzetten »Agander, Pagander og Win-berg« og Kvartetten Douce harmonie. — Bournonvilles Ballet »Livjægerne paa Amager« behandler en Episode af D.'s Liv med Anvendelse af hans Melodier. (Biogr. af C. Palmstedt, 1866; udførligt om D. i Norlinds »Allm. Musiklexikon«, i Lindgreen: »Sv. Hofkapelmästare«, C Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«, Ravn: »Koncerter og musik. Selskaber i ældre Tid«, A. Buntzen i »Ord o. Bild« 1902).
Durante, Francesco. 1684 —1755, ital. Komponist, Elev af Ales. Scarlatti, selv (ved Konservat. i Napoli) højt anset Lærer for Jomelli, Traétta, Duni, Piccinni, Paisiello o. fl., regnes i denne Egenskab som en af Grunderne af den saakaldte »neapolitanske« Skole. Hans Komponistgerning var næppe af saa stor Betydning som hans Lærergerning og hørte snarere til d. romerske Skole end til den neapolitanske; han har saaledes hovedsagelig skrevet Kirkemusik (ikke Operaer); derimod verdslige Sangstykker (Duetter) og Sonater f. Klaver; kun en mindre Del af hans Værker foreligger trykt. Berømt var hans Lamentationes, komponeret for Paaskeugen i Rom.
Durey, Louis. f. 1888, fr. Komponist af impressionistisk Retning, har skrevet talr. Sange, tildels med orkestral Ledsagelse, nogen Kammermusik, og Korværker m, m.; tilhører de saakaldte Les six's Gruppe.
Dur og Moll: 1) / Middelalderen. Durus, d. e. haard, blev tidligst anvendt i Forbindelsen B durus, d. e. Nutidens H, ligesom Mollis, d. e. blød. anvendtes i Forbindelsen B mollis, d. e. Nutidens B. Se Bogstavskriften og B som Tonetegn. Under det 11. Aarh.'s Inddeling af Tonesystemet i Sextoneskalaer el. Hexachorder (s. d. og under Solmisa-tionssystemet) optoges derefter durus som Navn for G-Hexachordet, fordi dette indeholder B-durus, mens F-Hexa-chordet, der indeholdt B-mollis, betegnedes som Hex. mollis. — 2) / den moderne Tidsalder. Da det middelalderlige Toneartsystem i 17. Aarh. afløstes af det moderne, overførte man uvil-kaarligt Dur- og Mollbetegnelsen paa de to Toneslægter, der nu blev de eneraadende, fordi den store Terts i Durs Grundskala og Tonicatreklang, og den lille Terts i Molls Grundskala og Tonicatreklang af sig selv hidførte den ny Tids Opfattelse af Dur som den haardt og frisk klingende og af Moll som den blødt og vemodigt klingende Toneslægt. Allerede i 17. Aarh. giver denne Opfattelse sig til Kende i en lille Vexelsang af Giacomo Carissimi, »Den leende Demokrit og den grædende Heraclit.« Komponisten lader der Democrit og Heraclit udføre samme Melodi, men D. synger den i Dur, hvorimod H. intonerer den i Moll. — 3) D. og M. Navnet for en dsk. Korforening (blandet Kor), der har til Formaal at afholde Koncerter og assistere ved Koncerter, fortrinsvis i velgørende Øjemed. Stiftet 1895. 1ste Dirigent W. Barbieri, nuværende Dirigent Alfred Strnndquist (fra 1915).
Dur- og Mollakkord, se Akkord.
Dur- og Molltonearterne. Da den homofone Stilart (se Homofoni) i Re-naissancens Tidsalder rykkede i Forgrunden og ny Kompositionsprincipper derved sattes i Vej, maatte Kirketonearterne (s. d.) vige Pladsen for Nutidens to Tonearttyper: Dur og Moll. Durs Grundskala har samme Trinfølge som den antike lydiske el. middelald. joniske Toneart, hvorimod Molls i Hovedsagen samstemmer med den antike og middelald. hypodoriske el. æoliske Toneart. Ved Antagelsen af Dur og Moll drejede det sig derfor i Virkeligheden snarere om en Reduktion af de ældre Toneartsystemers talrige Skalaskemaer end om Indførelsen af to nye Grundskalaer. I sit normale Leje (o: uden Anvendelse af Fortegn) lyder Durskalaen c d e f g a h c, og er følgelig ligesom sit antike Forbillede sammenbygget af to ensartede (lydiske) Tetra-chorder, der er skilte ved et Heltone-trin (se Grækenlands Musik, Oldtiden 3. b.). Mollskalaen lød derimod i sin Urform (som hypodorisk Oktavrække): a h½c d e½f g a, men maatte ifølge den ny Tids Fordring paa en Ledetone fra 7—8 Tonetrin, nu modificeres saale-des, at g blev kromatisk forhøjet til
Normalskalaer som Forbilleder dannedes der nu Dur- og Mollskalaer ud fra alle Oktavens 12 Halvtonetrin. (Ifølge samtlige Toners Dobbeltnavne: cis des, dis es, e fes o. s. v. lader det sig ved Anvendelsen af Dobbeltkrydser og Dobbeltbeer endogsaa gøre at fordoble de nævnte Tonearters Antal.) Om Tonearternes Rækkefølge se Dominant samt Kvint- og Kvartcirkel, hvor samtlige Dur-skalaer er gennemførte lige fra C-dur— His-dur og fra F-dur—Deses-dur. Har en Dur- og Molltoneart det tilsvarende Antal Fortegn (§ el. j?), betegnes de som Paralleltonearter. For at finde en Durtonearts Paralleltoneart søger man fra sammes Grundtone en lille Terts nedefter, og omvendt søger man for at finde en Molltonearts Paralleltoneart en lille Terts opefter. Parallel med C-dur er saaledes a-moll, parallel med G-dur er e-moll, parallel med f-moll er As-dur. parallel med d-moll F-dur o. s. v.
Dussek, Johan Ladislaus, 1760— 1812, böhm. Pianist og Komponist, førte en omskiftende Tilværelse i Böhmen, Holland, Ita-
lien, Rusland, Paris og. under Revolutionen dér. i London; senere en Tid i Hamburg og de sidste Aar som Koncertmester hos Fyrst Tal-leyrand ; optraad-te som Virtuos baade paa Glasharmonika og Klaver; som i Livet saaledes ogsaa som Pianist en Charmeur, der vandt stor Yndest ved følelsesfuldt Foredrag og ved sin store »syngende« Tone; særl. udnyttede han Pedalvirkninger og angav dem som en af de første i sine Kompositioner. Disse omfatter væsentlig Klavermusik (Koncerter, Sonater, Sonatiner og mindre Stykker, til Dels i nobel Salonstil); de vidner ikke blot om D.'s tekniske Duelighed og Erfaring, men ogsaa om et oprindeligt Talent, der undertiden kan pege frem mod Romantikens Klaverkomponister; blandt Sonaterne er Invocation i f-moll og g-moll-Sona-ten de betydeligste; meget yndet var ogsaa den elegiske Consolation; D. skrev en paa flere Sprog overs. Klaverskole.
Duvernoy, Victor Alphonse, 1842— 1907, fr. Musiker, udmærket Pianist (Kammermusikspiller), Lærer ved Kon-servat. i Paris og Komponist af Operaer (»Sardanapal«, »Helle«), Klaverstykker med Orkester m. m.
Dux og Comes (d. e. henholdsvis Fører og Følgesvend) kaldes i Fugaen den Stemme, der indfører Fugatemaet, og den, der derefter besvarer eller imiterer samme, Se Fuga.
Dvorak, Antonin, 1841— 1904,bøhm. Komponist, Søn af en Gæstgiver paa Landet, var bestemt til Slagterhaand-værket, men kom til Prag som Musiker, blev dér Bratschist i Nationalteatrets Orkester og siden Organist; 1873 vakte han Opmærksomhed som Komponist af en Korhymne, og Mænd som Brahms, Bülow og Hanslick (siden ogsaa Liszt) støttede ham til at faa sine Arbejder trykt (af hvilke nogle Aar senere »Slaviske Danse« (4-hd. Klaver) gjorde D.s Navn bekendt viden om), saaledes at han væsentlig kunde leve for sin Komponistgerning, og snart var D. den rundt om i Verden mest kendte czechiske Musiker. 1890 blev han Lærer ved Konservat. i Prag; 1892—95 var han Direktør for Konservat. i New York (herfra Symfon.: »Fra den nye Verden«); derefter atter til sin Død i Prag, fra 1901 som Konservat.direktør. — D.'s store og oprindelige Komponist-ævne har navnl. givet sig Udslag i Værker, hvortil han inspireredes af czechisk Nationalmusik; de er rige paa Melodi, livfulde og inciterende i rytmisk Henseende, udsprungne af et frisk og naturligt Musikernaturel: af saa-danne Værker er navnlig Klaverværker
som de nævnte »Slaviske Danse«, »Legenden«, »Aus dem Böhmerwald« og talr. Kammermusikværker blevet verdenskendte. Men D. var meget og ikke strengt selvkritisk producerende, og udenfor et nationalprægede kunde han frembringe svagere Værker uden blivende Interesse;, mindre Betydning har saaledes hans Korværker og de under periodisk Paa-virkning af Liszt komponerede symfon. Digtninge. Af hans Operaer til czechisk Text synes »Bonden en Skælm«, »Di-mitry«. »Jacobin«. »Bussalka« og »Armida« at have haft størst Held. Af D.'s mange øvrige Værker skal som de vigtigste nævnes: Ouverturer (særl. »Mein Heim«. »Karneval« og »In der Natur«), 5 Symfon., symfon. Digtninge, Slaviske Rhapsodier, Koncerter f. Klaver, f. Violin og f. Cello og navnlig 8 Strygekvartetter, 2 Klaverkvartetter, Stryge- og Klaverkvintetter, Strygesextet, Klaver-trioer (særl. »Dumka«); endelig Kantaten The spectres bride (skrevet for Musikfest i Birmingham 1885) foruden andre Korværker og talr. Sange og Duetter som »Klänge aus Mähren«, »Zigeunermelodien«, »Im Volkston«, »Liebeslie-der« m. fl. (Biogr. af Sourek (czech.), Zubaty og Joss).
Dybeck, Richard. 1811—77, sv. Sanger og Folkevisesamler, opr. juridisk Embedsmand, kastede sig over Folk-lorisme og udg. Folkemelodisamlinger som »Svenska vallvisor och hornlåter«, »Sv. visor«, »Sv. folkmelodier« etc.; af særl. Betydning var de »Aftenunderholdninger«, ved hvilke D. i Sthlm. (184 4-61) dels som (Bas-)Sanger, dels som Arrangør afViser og Danse til Koncert-brug (med Bistand af Musikere som Cronhamn og Høijer) vakte vide Kredses Interesse for Folkesangen; ved den første af disse Aftner blev »Du gamla, du friska« (en Folkemelodi med Text af D.) sunget første Gang offentlig.
Düben, fremragende sv. Musikerfamilie af opr. tysk Afstamning, som 1629 kom til Sthlm." Andreas D,. 1590-1662, blev Hofkapelmester og Organist ved den tyske Kirke. Sønnen Gustav D.r 1624—90, som fulgte efter Faderen i begge Stillinger, skrev en Række Kompositioner af kirkelig Art (»Fader vår«, .Surrexit pastor bonus etc.), Lejligheds-arbejder til Hoffester, Melodier til Odae sveticae (hvoraf 3 er optagne i Häffners Koralbog). D. var en stor Musikalie-samler; en righoldig Buxtehude-Sam-ling er takket være ham bevaret for Uppsala Bibliotek. Ogsaa G.s Søn, Andreas D., 1673—1738. blev Hofkapelmester; efter at være adlet fik han Titel s Inspektørs over Kapellet, han døde som Hofmarskalk.
Dyck (Dijck), Ernest van. 1861 — 1923, belg. Operasanger, opr. Journalist, debut, i Paris som Lohengrin 1887, blev snart en af Tidens mest fejrede Sangere, optraadte i Bayreuth, en Aarrække paa Wiens Opera, atter i Paris og siden i New York; hyppig Gæst paa Covent Garden i London; 1914 trak han sig tilbage fra Scenen og virkede som Lærer; I), var fremragende baade i Henseende til vokal Ævne (Heltetenor) og til Fortolkning, særl. af Wagnerske Værker.
Dynamik. Herved forstaas i Musiken de forskellige Styrkegrader, der anvendes under Udførelsen af en Komposition, og hvis rette Anvendelse for en stor Del betinger dens Virkning, d. e. mf.. f., ff., p., pp., cresc., dim., etc.
Dysthe, Carl SchøYEN, f. 1871, nsk. Forretningsmand, fremskudt Medlem af Kria. Handelsstands Sangforening, hvis Historie han har skrevet; desuden bl. a. > Historisk utsigt over mandssangen i Norge« (1914).
Dütsch, Otto, 1823—63. dansk-russ. Musiker, var Elev af ældste Kbhvn.ske Konservat., kom allerede 1844 til Rusland og blev Korrepetitor ved de kejserlige Teatre i Petersborg; fik her bl. a Operaen »Kroatinden« opført og blev Lærer i Musikteori ved Konservat.; udg. Sange, Klaverstykker m. m.
Dæmonen, Opera af A. Rubinstein, Petersborg 1 875, Kbhvn. af russ. Operaselskab 1888 paa Folketeatret.
Dæmpere (ital. Sordino) kaldes hos Strenge-, Blæse- og Slaginstr. de Midler, der benyttes til Afdæmpning af den regulære Tonestyrke. Pianofortet gør baade Brug af en Dæmpermekanisme, der hindrer Strengene i at tone videre, naar Fingeren slipper Tasten, og af en Pianopedal; se Pedal og Pianoforte. Hos Strygeinstr. anvendes som D. en Art Kam eller Klemme af Træ, Kautschuk el. Metal, der trykkes ned over Stolen, se Sordin. Hos Metal-Blæseinstr. benyttes en hul Kegle af Træ el. Metal, der indskydes i Schallstykkel. Hos de med Lydtragt forsynede Træblæseinstr. [Obo og Klarinet) anvendes i samme Øjemed en fugtig Svamp eller en Knude af Vat. Blandt Slaginstr. benytter Trommen en Tøjstrimmel, der anbringes mellem Spændesnorene og Trommeskindet. Hos Pauken foretrækker man enten at tildække Skindet med et Klæde eller at beklæde Køllehovederne med Svampe el. med et Stykke Filt.
Døde Øjne, De, Musikdrama i 1 Akt (med Forspil og Slutningsbilled) af Eugen d'Albert, Dresden 1916, Kbhvn. 1918.
Döhler, Theodor, 1814—56, ital -tysk Klaverspiller, Elev af Czerny, foretog omkr. 1840 talr. Koncertrejser i Europa (bl. a. til Kbhvn.) og vandt megen Yndest som elegant Pianist; siden levede han (svagelig) i Moskva, Paris og Firenze; skrev Klavermusik i Salonstil.
Dörffel, Alfred. 1821—1905, tysk Musikforf.. Kustode ved Leipziger Stadt-bibliothek, knyttet til »Breitkopf & Hâr-tel«s og »Peters«s Forlags om Udg. af ældre Musik (Klassikerudg.); skrev »Führer durch die musikalische Welt« og navnl. »Geschichte der Gewandhauskonzerte« (1884).
Döring, Carl Heinrich, 1834 —1916, tysk Musiker, Klaverlærer ved Dresdens Konservat. og Komponist af værdifuld Undervisningsmusik (Sonater, Sonatiner, Etuder etc.) og af Mandskor.
