F l) Som Tonenavn: a. I Bogstavskrif-ten (s. d.) var F opr., da Syvtone-alfabetet optaltes fra A, Navnet for den 6te Tone i hvert af Tonesystemets Oktavafsnit: A B C D E F, men siden det moderne Toneartsystem toges i Brug (i 17. Aarh.), staar F som Nr. 4 i hver af de fra C optalte Oktaver: C D E F. — b. I Solmisations-systcmet (s. d.) har F, som 4de Tone i Hexachordum naturale og 1ste Tone i Hexachordum molle det kombinerede Navn F fa ut. Det er i Minde herom, at Tonen F endnu i de romanske Lande kaldes fa. — 2) Som Nøgletegn, se Linier og Nøgler. — 3) Som For-kortelsestegn for Forte : f og i Dobbeltformen ff for Fortissimo.

Faaborg, Rasmus Christian, 1811 — 57, dsk. Tenorsanger, Elev af Siboni, fra 1835 — 50 en ved det kgl. Teater stærkt benyttet Kraft saavel i Sangspil som i den store Opera« (Ex. Masa-niello, Raoul i > Hugenotterne«) mere ved udmærkede Stemmemidier end ved sceniske Ævner; deltog ogsaa meget i Kbhvn.s Koncertliv.

Fa, 1) i Solmisationslæren (s. d.) Navnet for Hexachordets Me Tone, hvad enten dette udbygges fra g, c, el. f; 2) i de romanske Lande Navnet for Tonen F (s. d.).

Fabricius, Jakob, 1840—1919, dsk. Komponist, beklædte en fremskudt Stilling i Nationalbanken, men var ved Siden deraf ivrig Musikdyrker, dels som Komponist (Elev af Gebauer og P. Heise) af Symfon., forsk. Korværker, deraf særl. a cappella-Sange, der ogsaa naaede frem i Udlandet, en Del Kirke- og Orgelmusik samt Operaen »Skøn Karin« — dels som Stifter (1871) af »Samfundet til Udgivelse af dsk. Musik«, som Medstifter af »Koncertforeningen« og som Musikanmelder.

Fachiri, Adila. f. 1889, ungarsk Violinistinde (ogsaa optraadt under Føde-navnet Arûnyi),. Elev af Hubay og af ,T. Joachim, hendes Slægtning, der efterlod hende sin Stradivarius-Violin; fremragende Violinkunstnerinde (for hvem Ravel har skrevet sin Tzigane Koncert), optraadt paa talr. Koncert-rejser i Europa og særl. i England, hvor hun er gift og lever.

Fa fictum, se ilusica ficta.

Fagot (fr.) (ital. Fagotto, fr. Basson [af »basson« o: dyb Tone el. Klang], eng. Basoon). I gi. Tid kaldtes F. paa Grund af sin bløde Klang ogsaa Dul-cian el. Dolcesuono. Paa fr. kaldtes den tidligere ogsaa Basse de cromorne, d. e. Krumhornsbas ; se Krumhorn). F. er

et stort Træblæseinstr..der sammen med Oboen nedstammer fra den i 16. Aarh. vidt udbredte og talrigt repræsenterede Instrumentfamilie, Pommerne el. Bom-harterne (s. d. og under Rørbladinstrumenterne). Stamfader til Oboen var Diskantpommeren, til F. Baspommeren. Med sit lange Tonerør var sidstnævnte meget uhandlelig og man fandt derfor i 16. Aarh. paa at gøre den kortere ved at bryde Røret over og bundte de to Rørstykker sammen i et Bundt el.Knippe (ital. fagotto, fr. fagot), og deraf fik Instrumentet sit Navn. Det hedder sig, at det var en Dom-herre Afranio fra Ferrara el. Pavia, der omkring 1525 foretog denne Forbedring af Baspommeren og derved blev F.s Opfinder; men denne Paastand modsiges af den Afbildning, Afranios Nevø Teseo Albonesi i 1539 i et latinsk Værk bringer af det paagældende Instrument, der præsenterer sig som et rent uformeligt Toneredskab, som behandles med Blæsebælge, og ikke har fjerneste Lighed med F.-Navnets nuværende Bærer. — De fire Dele, hvoraf F. er sammensat, kaldes henholdsvis »Flygel-stykket«, > Bundstykket«, det »lange Stykke« og » Schallstykket«. I »Flygelstykket« nedgaar det S-formige Metal-blæserør, det saakaldte »S«, hvorpaa Mundstykket (Røret) fastsættes (s. nf.); for Enden af det »lange Stykke« sidder »Schallstykket«. Flygelstykket og det lange Stykke gaar i Samling ned i Bundstykket, hvor en skjult Metalbøjle forbinder dem med hinanden. Luften føres altsaa gennem S'et først ind i Flygelstykket og søger derfra uhindret videre gennem Bundstykket over i det lange Stykke for sluttelig at strømme ud gennem Schallstykket. F.s Tonelegeme, der i sin fulde Længde maaler 2,22 Meter, er lige fra det Punkt, hvor Luften indføres i det, til det Punkt, hvor den slipper ud. konisk boret o: S'et maaler indvendig, hvor Røret paasættes. 4 mm i Tværmaal, og Rørvidden tager derfra gennem Flygelstykket, Bundstykket og det lange Stykke jævnt til for i Schallstykket at naa frem til et Tværmaal af 40 mm. Den Del af F.. der har allerstørst Vigtighed, for saa vidt som Instrumentet uden dens Hjælp vilde være stumt, er endelig Mundstykket. Dette bestaar af to tæt sammenbundne Bambusrørblade, der i den ene Ende løber ud i ganske tyndt tilskrabede og svagt hvælvede Plader, men i den anden lukker sig rørformigt sammen. Indkapslet i S'et sættes Mundstykket da saaledes til Munden, at Blæseren med Læberne direkte fatter om Rørpladerne og presser Luften ind gennem den smalle Spalte, der adskiller dem. Jo blødere og slappere Rørbladene er, jo lettere giver de dybere Toner an; jo sprødere og haardere de er, jo bedre lykkes derimod de højere. En ganske tilsvarende Indretning har Oboens Mundstykke; kun er det mindre og anbringes ikke i noget S, men indsættes direkte i Oboens øvre Ende (se Obo). F.s Udvikling til sit nuværende Standpunkt gik kun langsomt for sig. I sin ældste kendte Skikkelse (i Prætorius' Syntagma musicum 1618) havde den endnu kun 2 Klapper og 8 aabne Tonehuller, men gennem de Forbedringer, der i Tidens Løb blev den til Del (hos Almenräder. Schmidtbach i Hannover, Joh. Ad. Heckel i Maintz o. fl.) voksede efterhaanden Klappernes Antal, saa F. nu har 20 Klapper og 5 aabne Tonehuller. Toneomfanget rækker derfor nu fra Kontra B til es² med samtlige kromatiske Mellemtoner. F. er et uhyre bevægeligt Instr. og egner sig bl a. udmærket til at frembringe groteske Virkninger. Den har især i Mellemlejet og Dybden en særdeles fyldig Klang. Som Bas for samtlige Træblæseinstrumenter indtager den i Blæserkvartetten (Fløjte, Obo, Klarinet og F.) en tilsvarende Stilling som Violoncellen indtager i Strygekvartetten. F.s Stemme noteres ligesom Violoncellens i Bas- og Tenornøglen og lyder nøjagtigt i den Tonehøjde, hvori den noteres. Af F. exi-sterede der tidligere flere Arter, deriblandt ogsaa en saakaldt Kvint- el. Tenor-F., der stod en Kvint højere end den beskrevne almindelige F., men nu er gaaet helt af Brug. Derimod er Kontra-F., der staar en Oktav dybere end den sædvanlige, i stedse stigende Brug. Bekendte F.-Skoler foreligger af Ozi (fr. 1787 og 1800. men ogsaa i nyere tyske Udgaver), Cugnier, Blasius, Fröhlich, Küffner, Kling og R. Hoffmann. (Litt.: W. Heckel, »Das F.« 1889.) Som fremragende danske F.-spillere skal anføres de afdøde Brødre Vilhelm og Peter Andersen (i d. kgl. Kapel), samt kgl. Kapelmusikus Knud Lassen.

Fahrbach, Slægt aføstr. Dansekomponister, Wilhelm F., 1838 — 66, Philip F., 1815 — 85, ogsaa Operettekomponist, og dennes Søn Philip F., 1840 — 94, Militærkapelmester i Buda-Pest.

Fairchild, Blair, f. 1877, amer.-fr. Komponist; opr. Diplomat og som saa-dan i Konstantinopel, Persien etc., senere Musikstuderende i Paris (hos Widor): har skrevet — under orientalsk Paavirkning — Sangcykler, persisk Legende for Orkester: »Taminchc, Koncerter, Ballet-Pantomime etc., samt samlet og arrangeret persiske Folkesange.

Faiszt, Immanuel, 1823 — 94. tysk Musiker og teoret. Forf, var Konser-vat.direktør i Stuttgart; komponerede for Orgel og Klaver og navnlig Kor-stykker samt forf. større og mindre teoret. og histor. Skrifter ^Elementar u. Chorgesangschule«. »Harmonilæremetode«, Klaversonatens Historie m. m.).

Fakkeldans, en fra gammel Tid bevaret ceremoniel Dans, under hvis Udførelse de dansende holdt Fakler i Hænderne. Under Ledsagelse af en festlig Trompetmusik blev F. tidligere ofte opført ved kongelige Formælings-fester og bestod i sin seneste Form (i Preussen) ligesom Polonaisen (s. d.) i en Rundgang, under hvilken Hofselskabet hilsende passerede forbi det paa en Trone siddende Brude- el. Kongepar. Baade Sponlini og Meyerbeer har til Bryllupsfester ved det preussiske Hof komponeret virkningsfulde F.

Falbe, Hans Hagerup, 1772 —1830, Stiftamtmand i Kria., kendt Musikamatør, komponerede Kongekantate m. m.. havde Betydning for Kria.s Musikliv.

Falcon, Maria, 1812—97, fr. Operasangerinde, fra 1832—37 fejret Primadonna paa Paris' store Opera (særl. Meyerbeerske Partier" ; mistede tidlig Stemmen.

Fall, Leo, f. 1873. ostr. Musiker, Teaterkapelmester i forsk, tyske Byer, derefter i Wien ene som Komponist; har skrevet en Række Operetter, hvoraf iDer fidele Bauer«, »Die Dollarprin-zessins (1907), »Die geschiedene Frau« m. fl. har gjort megen Lykke og er opført paa talr. Scener.

Falla, Manuel de, f. 1876, sp. Komponist, f. i Cadiz og dér Klaverelev af sin Moder, kom siden til Madrid, hvor Pedrell blev hans Lærer (i Komposition); under senere Ophold i Paris fra 1902, hvor F. ernærede sig beskedent som Klaverlærer, fandt han Støtte og Vejledning hos Debussy, Dukas og Ravel; under Verdenskrigen vendte F. tilbage til Spanien og tog Ophold i Granada. Hans første Opera La vida Breve komponeredes og prisbelønnedes allerede 1905 (i Madrid), men først 1913 opførtes den i Nizza, det flg. Aar i Paris og atter 1915 i Madrid, overalt med stort Sceneheld; og saaledes er F.s Ry og Navn i det hele voxet langsomt, men stadig, saa at han nu betragtes som en af sp. Musiks første Kræfter, hvis Værker ogsaa har vakt Opsigt udenfor Hjemlandet; de knyttes i fremtrædende Grad til det folkloristiske Element i sp. Musik (saaledes i F.s originale og virkningsfulde Sange, Canciones populäres); F. har foruden de nævnte Værker skrevet nogle Balletter, Operaen El Retablo de Maese Pedro (1923); Noches en los jardines de Espana. en symfon. Suite for Klaver og Orkester, foruden nogen Kammermusik, Klaverstykker [Pièces espagnoles etc.) Guitarstykker og Sange.

Falset el. Fistel, se Register.

Falsettister (Ålti naturali el. Tenori acuti) kaldtes i den polyfone A-capel-lasangs Tidsalder (16. Aarh.) de Tenor-sangere, der i Mangel af Kordrenge udførte Sopran- og Altpartierne (med Falset). Kvinder maatte nemlig ifølge et misforstaaet Bibelsted dengang ikke deltage i Kirkesangen.

Falsk Kvint kaldes den formindskede Kvint af og til hos ældre Teoretikere. Se Intervaller.

Falso bordone, se Faux bourdon.

Falstaf, Opera af Verdi, Milano 1893, Kbhvn. 1895.

Faltin, Richard, 1835—1918, tyskfinsk Musiker, f. i Danzig, uddannet ved Leipzigs Konservat., kom 1856 til Finland og virkede fra 1869 i Helsingfors for Musiklivet dér som Lærer, Korleder (af store oratoriske Værker), Kapelmester ved finsk Opera, Universitetslærer m. m.; han komponerede særl. Sange, Korværker (»Bøn for Finland O og Orgelmusik; F., der var Medstifter af Helsingfors' Musikinstitut, udførte endvidere et stort og fortjenstfuldt Arbejde som Udg. af en Række Koralbøger (Litt.: Flodin : »Fin-ska Musiker«),

Fa-mi, se Solmisationssystemet (u. Mutation).

Famintzin, Alexander, 1841—96, russ. Musiker, Prof, i Musikhistor. ved Petersborgs Konservat.; komponerede Kammermusik, Operaer,- Klaverstykker m. m., udg. russ. Folkevisesaml. og musikalske og folkloristiske Skrifter.

Fandango, sp. Dans i ³/₄ el. ³/₈ Takt og i Allegrettotempo. Melodien er altid i Moll og udføres som oftest paa en Guitar, mens Rytmen markeres ved Hjælp af Kastagnetter, som de dansende selv har i Hænderne. Tit indflettes i Dansen smaa sungne Couplets.

Fanemarch, kaldes i Militærsproget den bestemte March, under hvis Udførelse Fanen afhentes eller bringes paa Plads. De fleste Nationer har deres egen F. I Danmark benyttes som bekendt i dette Øjemed den populære Melodi: »De gode gamle Ægyptere-i, komponeret af G. F. Kiltler, (s. d.).

Fanfare, en kort musikalsk Sats, der hovedsagelig udføres af Metalblæseinstrumenter og fortrinsvis gør Brug af Naturtonerne (s. d.). F. faar derved en festlig smeldende Klang, der stemmer godt med dens specielle Anvendelse af det militære Kavalleri. I Frankrig benyttes F. ogsaa som Navn for selve Kavallerimusiken. der dér til Lands regelmæssigt udføres af en Trompet-Major og 10 Trompetister. — Samtidig benyttes F. ogsaa som Navn for kortere Jagtsignaler og Horn-Duetter (Bicinier), samt (sjældnere) for den »Touche«, hvormed Orkestret ved særlige Lejligheder fejrer og hylder den optrædende Kunstner el. Komponist.

Fangere kaldtes hos det ældre Pianoforte de smaa korsvis lagte Silkesnore, der opfangede Hammerhovedet, naar det faldt tilbage fra Strengen, og hindrede det i at ramme Trædelene, ved hvis Berøring det paany vilde blive jaget til Vejrs. Nu anvendes i Fangerens Sted en Liste, der er overtrukket med Klæde.

Fano, Alberto, f. 1875, ital. Komponist, 1911 Direktør for Palermos Konservat.. skrev symfon. Digtninge, Korværker, Sange og Klavermusik m.m.; nu i Milano, er ogsaa optraadt som musikæstetisk Forf. og som Koncertpianist.

Fantasi betyder i egentlig Forstand den menneskelige Skaberevne el. Indbildningskraft, der er Kilden til alle de Former af Kunsten, der fødes af den umiddelbare Inspiration. Som uvilkaarligt Foster af Indbildningskraften bærer af de skønne Kunster, næst efter Digtekunsten, Musiken Prisen, idet den udtrykkelig er født af Stemningen og paa det nøjeste afspejler Sindets Bevægelser hos den, der skaber den. Man har derfor med Rette betegnet Musiken som den mest subjektive af alle Kunstarter. I overført Forstand anvendes F. baade i Betydning af en frit udført F. eller Improvisation (s. d.) og af en nedskreven Komposition, i hvilken Komponisten giver sin F. frit Løb og ikke lader sig binde af nogen fast Form. Moderne Exempler paa saadanne selvstændige F. er bl. a. Brahms Klaver-F. Op 116, Mendelsohns Klaver-F. Op. 15 og 16, Schumanns Klaver-F.-stykker Op. 12 og F. Op. 17, I. P. E. Hartmann F.-stykker. tilegnede Clara Schumann, o. m. ti. — De tidligste Prøver paa F.r hidrører fra 16. Aarh. og var fugerede Kompositioner i Lighed med Samtidens Lut- og Klaver-Jïz'cercarer (s. d.). Da den virkelige Fuga senere antog fast Form, anvendtes F. derimod som Navn for den friere Sats, der, som Kontrast til den af strenge Regler bundne Fuga, ofte introducerede samme. (Ex. Bachs F. og Fuga i A-moll, Kromatisk F. og Fuga). Forbunden med Sonaten optræder F. senere i Mozarts F. og Sonate i C-moll. Med Navnet Sonata quasi una fantasia betegner Beethoven sine Sonater Op. 27 Nr. I—II, de første Sonater, i hvilke han af Hensyn til Indholdet bryder med den klassiske Sonateform (se Sonate). Ganske misforstaaet er Navnets Anvendelse paa den moderne potpour-rimæssige Sammenarbejdelse af populære Opera- og Folkevisemelodier for Klaver el. Orkester. Se Potpourri, Rhap-sodi.

Fantasere er ensbetydende med improvisere (s. d.).

Fantastico (ital.), Foredragsbetegn., fantastisk.

Farandole, livlig provencalsk Nationaldans i ⁶/_s Takt.

Farce, Lystspilart (af fr. Oprindelse). der fremfor alt gaar ud paa at vække Publikums Latterlyst. Handlingen arter derfor ofte ud til det rene Gøgl, og F.s Tendens for plat Humor bidrager ikke mindst til at give den Plads mellem de lavest staaende dramatiske Kunstarter. Hvor F. forbindes med Musik benytter den som Hovedmiddel vittige Viser (Couplets, s. d.), der ved at hentyde til aktuelle Begivenheder og kendte Personligheder forud er sikre paa det brede Publikums Bifald.

Farina, Carlo, ital. Musiker, levede i Tyskland omkr. 1630 og udg. en Del Violinkompositioner (Danse, Sonater etc.), »en af de første, der skrev virtuost for Violine

Farinelli, egl. Broschi, Carlo. 1705 —82. ital. Sanger, en af Tidens mest fejrede (Kastrat-)Sangere, Sopranist, udmærket ved Stemmens Skønhed, Omfang og navnl. ved Udholdenhed og teknisk Bravur (Triller, Koloraturer etc.); kendt er F.s Væddestrid med en Trompetblæser! F. fejrede allerede Triumfer som 17—18-aarig, sang en Tid i Wien, protegeret af Kejser Carl VI, senere i London (som Konkurrent til Handels Operaforetagender) og endelig i Spanien 1737, hvor hans Sang skal have fordrevet Kong Philip V.sTungsind (Motivet for et i sin Tid meget yndet Sangspil »F.«) og have skaffet F. Indflydelse ogsaa i politisk Henseende. Fordrevet fra Spanien levede F. sine sidste Aar i Bologna i eget pragtfuldt Palads. (Biogr. af Sacchi og Désastre, 1903).

Géraldine Farrar.

Farnaby, Gilles, f. c. 1560, og hans Søn Richard F. hører til de ældste eng. Klaver-(Spinet) Komponister; af deres Klaverstykker findes adskillige i Fitzwilliams Virginalbook (s. d.).

Farrar, Géraldine, f. 1882, amer.-tysk Sangerinde, i flere Aar fejret Primadonna (Sopran) ved Berlins kgl. Opera og ved Opéra comique i Paris, fra 1907 ved Metropolitan - Opera i New York.

Farre, William, f. 1874, nsk. Musiker, tog 1901 Initiativet til Oprettelsen af det første Guttemusikkorps ved Folkeskolen i Kria. Lignende Korps er efterhaanden oprettet i en Række nsk. Byer. De omfattes med stor Interesse af den opvoksende Slægt, gør deres Turnéer og holder deres Landsstævner.

Farrenç, Aristide, 1794 —1865, fr. Musikforf., Fløjtenist (Lærer og Komponist), kendt som Medarbejder ved Fètis' Biographie universelle (2. Opl.) samt navnl. som Udg. af Trésor des pianistes, 20 Bd. med histor. Oplysninger af F. og andre. Hans Hustru Louise F., 1804—75, var udmærket Pianistinde samt Komponist af Sym-fon., Kammermusik m. m.; hun var bl. a. Reyers Lærerinde.

Farwell, Arthur, f. 1872, arner. Musikforf., udg. original-arner, (indiansk) Musik og komponerede, til Dels under Inspiration deraf Klavermusik og Sange.

Fasch, Carl Friedrich, 1736— 1800, tysk Musiker, Søn af den af Seb. Bach skattede Instrumentalkomponist, Joh. Friedrich F., 1688— 1758 (Kapelmester i Zerbst), var Cembalist hos Kong Friedrich II og den bekendte og fortjenstfulde Stifter af det endnu bestaaende »Berliner Singakademie«, som han ledede fra dets Grundlæggelse 1792 til sin Død. (Biogr, af Zelter).

Fastoso (ital.), Foredragsbetegn., pompøst.

Fauré, Garriel, 1845—1924, fr. Komponist, Elev i den Niedermeyer-ske Musikskole i Paris, bl. a. af Saint-Saêns; blev efter Krigen 1870 Kapelmester og senere Organist ved Madeleine-Kirken, 1896 Komposi-tionslærer ved Konservat. i Paris og fra 1905 dettes Direktør; paa hyppige Rejser havde han studeret tysk, særl. Wagnersk, Musik, men var i sine Værker

opr. nærmest af Saint-Saëns'sk Retning, siden gennem de litterære Symbolister paavirket i impressionistisk Retning: i Frankrig højt anset og særl. skattet som Komponist af Kammermusik og Sange (kaldet le Schumann français), men har ogsaa skrevet Orkesterværker, Korværker og Operaen Pénélope, 1913; udenfor Frankrig er vistnok Violinsonaten Op. 13, 1878, det mest kendte og spillede Værk af F. Som Lærer og Personlighed havde F. megen Indflydelse paa de yngre fr. Komponister (Ravel, Flor. Schmitt o. fl.\ (Biogr. af L. Yuillemin og Dujet.)

Faure, Jean Baptiste, 1830 — 1914, fr. Sanger, opr. Kordreng, besad en ualm. skøn og fyldig Barytonstemme, blev en i Paris meget fejret Operasanger, først ved Opéra comique, fra 1861—76 ved den store Opera; en Tid Sanglærer ved Paris' Konservat., udg. Sange og La voix et le chant.

Faust, Opera af Gounod, Paris 1 859, Kbhvn. 1864; Æranet efter Goethes Digtning, ogsaa behandlet i > Mefistofeles«; af Boito; efter gi. tysk Folkedigtning i »F.« af L. Spohr, f. G. Frankfurt a. M. 1818. Musik til Goethes >Faust< skrev bl. a. Lassen, Lindpaintner, Lilolf, Schumann, Wennerberg, Wagner; i selvstændig Bearbejdelse Berlioz (Damnation de Faust) og som »symfon. Digtnings Fr. Liszt.

Faux bourdon (ital. Falso bordone d. e. falsk Bas), en trestemmig Sangart, der tidligst kan paavises i England (ca. 1200), men i 14 —15. Aarh. findes udbredt over hele Kontinentet. Af Princip var den omtrent ligesaa mekanisk som det parallele Organum (s. d.), idet de i en fast Akkord samklingende Stemmer baade her og der bevægede sig parallelt, men Understemmen havde i F. ikke Følge af en Over-Kvint og -Oktav, men af en Over-Terts og -Sext. Kun ved Sætningens Begyndelse og Slutning forenede Stemmerne sig i en Kvintharmoni, bestaa-ende i en Basnode med sin Over-Kvint og -Oktav, Ex :

F. betegnede ikke desto mindre i Forhold til Organum et Fremskridt, idet den uden Tvivl gav Stødet til Terts- og Sextsamklangens første Optagelse i Flerstemmigheden.

Senere findes F. ogsaa anvendt i andre Betydninger, af hvilke her kun en enkelt kan anføres. Ved Palestri-nas Tid anvendes F. saaledes i Italien som Navn for en 4-stem. Sats. hvor Stemmerne forener sig i sluttede Akkordsøjler, men Texten deklameres frit, saa de i større Værdier noterede Toner i Henhold til Textstavelsernes Antal og Betoning opløses i kortere Nodeværdier.

Favart, Charles Simon, 1710 — 92, fr. Digter, Textforf. til over 100 af de ældste Sangspil og saaledes en af Grundlæggerne af Opéra comique, hvis Scene ogsaa i sin Tid kaldtes Salle F. Hans Hustru Marie Justine F., 1727—72, var hans Medarbejder og optraadte som meget yndet Sangerinde i hans Operetter. Théâtre de F. udkom i 10 Bd. (1763—77), hans Mémoires et correspondances i 3 Bd. (1808).

Fayolle, François Joseph Marie, 1774—1852, fr. Musikforf., skrev med Choron en Dictionnaire historique des musiciens (2 Bd.) og alene Extraits d'une histoire du violon, Paganini et Bériot m. m.

Fedel el. Fejle, den gl. danske Form for Ordet Fidel (s. d.).

Feinberg, Samuel Eugenievitch, f. 1890, russ. Klaverspiller og Komponist, har, i Tilslutning til Scriabine. skrevet Klaversonater, -fantasier, -stykker samt Sange m. m.

Feinhals, Fritz, f. 1869, fremragende Operasanger ved Münchens Opera (Basbaryton), særl. i Wagnerske Partier.

Fele, det norske Almuenavn for en Violin; Ex. Hardangerfele (s. d. og Fidel). '

Fellowes, Edmund Horace, f. 1870, eng. Musikforf. (Gejstlig), har særl. skrevet om og udg. de engelske Ma-drigalister (English Madrigal Verse_} The English Madrigal Composers, The English Madrigal School m. m.).

Felumb, Svend Christian, f. 1898, dsk. Musiker, Søn af Pianofabrikant Emil F. Uddannet som Oboist bl. a. i Paris, hvor han samtidig gjorde teoret. Studier hos Paul Vidal, fra 1924 1ste Oboist i det kgl. Kapel; stiftede 1921 Foreningen Ny Musik, der 1922 blev »The International Society for Contemporary Music«'s danske Sektion, og har saaledes virket som et Slags Bindeled mellem vor Tids Musik i Danmark og i Udlandet; var nogle Aar Dirigent for Musikforeningen »Euphrosyne«.

Femdelt Takt anvendes i Kunstmusiken nærmest kun som et Kuriosum, hvorimod den i Folkemusiken kan konstateres i en Del Tilfælde, deriblandt i de spanske Folkedanse Zortziko og Bueda, i diverse finske Folkemelodier m. m.

Femklang, det samme som Noneakkord. Se Akkord A.

Femtonige (pentatoniske; Skalaer, se Penlatonik.

Feo, Francesco, c. 1685—c. 1745, af Datiden meget yndet, produktiv Operakomponist af den neapolitanske Skole.

Fermat T (af det ital. Verbum fermare, at lukke, laase) betegner et Hvilepunkt og anbragtes fra først af kun over Kompositionens sidste Tone el. Akkord. Siden blev det dog Skik og-saa at anbringe Tegnet over andre Sluttoner som f. Ex. i Koraler ved Sætningsafslutningerne. Som ubestemt Forlcengelsestegn for den Node el. Pavse, over hvilken den staar. anvendtes F. allerede i Mensaralnotationen (s. d.), hvor den f. Ex. ofte trækker den enkelte Stemmes Afslutningstone ud over hele den Tid, der kan gaa med, inden Stemmerne i Samling naar frem til den afsluttende Akkord. I sin opr. Betydning som definitivt Sluttegn anvendes F. i Nutiden kun, hvor den anbringes over den Dobbeltstreg, der betegner Kompositionens endelige Afslutning. Til at fastslaa vor Tids konsekvente Opfattelse af F.-Noden som ubestemt forlænget Værdi (Leopold Mozart, 18. Aarh., hævder, at F. og-saa A-an kræve en Afkortning af Pav-sens (el. Nodens) Varighed^bidrog uden Tvivl de ældre protestantiske Organisters Trang til under Koralledsagelsen at udnytte F.-Noderne til Indlemmelsen af kortfattede fri Mellemspil. I den moderne Instrumentalkoncert udnyttes F.-Hvilepunktet som bekendt til Indlæggelsen af store Cadencer, hvori Solisten paa én Gang faar Lejlighed til at fantasere over Koncertens Hovedmotiver og til at udfolde sin Virtuositet (se Cadence). — Sin Oprindelse har F.-Tegnet fra Orgeltabulatu-ren. Som Slutningsnode anvendte de tyske Organister gerne en Brevis, der som Tabulaturtegn udtryktes ved et Punkt. Skulde denne Brevis i 3/₁ Takt forlænges til at repræsentere 3 Helnoders Værdi, tog det sig ikke godt ud at forlænge Punktet med et Punkt, og man hjalp sig saa med over Brevis-tegnet at anbringe en lille Bue. Efter-haanden kom man da i Vane med altid at forsyne dette Punclus finalis med en Bue, og saaledes fremkom F.

Féroce (ital.). Foredragsbetegn., vildt, ubehersket.

Ferrari, Benedetto, 1597—1681, ital. Digter og Komponist, var Kapelmester, længst i Modena og Wien. tillige Theorbespiller og Konstruktør af Teatermaskiner; skrev (til egen Text) flere Operaer (Musiken ikke opbevaret) samt Oratoriet Sansone og ypperlige Sangstykker af Betydning for Kantatens Udvikling.

Ferri, Baldassare, 1610—80, ital. Sanger, hørte til Tidens virtuost uddannede Sangkunstnere (Kastrat) og var beundret og feteret i Warszava og Wien. hvor han særl. virkede; skal have sunget en Trillekæde gennem to Oktaver kromatisk op og ned i ét Aandedræt ! (Biogr. af G. Conestablé).

Fernandez-Caballero, Manuel, 1835 —1906. sp. Komponist, en af de mest yndede Komponister af national-sp. Sangspil : Zarzuelas (skrev deraf over 200).

Ferslev, Christian Laasbye, 1817 —83, dsk. Sanger. Bassanger ved det kgl. Teater; efter en Tids Uddannelse hos Garcia i en lang Aarrække en solid og meget benyttet Sanger-Kraft ved Operaen, mindre betydelig som dra-mat. Fremstiller.

Fesca, Friedrich Ernst, 1789— 1826, tysk Violinist ;i Gewandhaus, hos Kong Jérôme i Kassel etc.), skrev en Række i sin Tid, særl. i Dilettantkredse, yndede Kvartetter og Kvintetter.

Festa, Coxstanzo, d. 1545, ital. Madrigalkomponist. Willaerts Samtidige, Palestrinas Forgænger, nævnes som »den rom. Skoles første betydelige Komponistbegavelse;; et Tedeum af F. synges endnu i Vatikanet.

Festivamente, Festivo. Festoso (ital.), Foredragsbetegnelser, festligt.

Fétis, François Joseph, 1784—1871. belg. Musikforf. og Komponist, studerede ved Paris' Konservat. og begyndte tidlig saavel at komponere som musiklitterært Arbejde; da en ved Ægteskab erhvervet betydelig Formue gik tabt, søgte F. Stilling som Organist i Douai og levede der for musikhistor. Studier; tilbagevendt til Paris blev han Teorilærer, siden Bibliotekar ved Konservat., samtidig ledede han det konservative La revue musicale og gav værdifulde »histor. Koncerter«;1833 kaldtes han til Bruxelles som Konservat.direktør og blev i denne Stilling og som Hofkapelmester til sin Død. F. var en flittig Komponist i forskellige Genrer (ogsaa Operaer), men hans Værker besad ikke Originalitet eller Livskraft. Des større er hans navn og Fortjenester som musikologisk Forf., i hvilken Henseende F. har haft overordentlig Betydning, selvom ikke alle de Resultater (og undertiden fantasifulde Kombinationer), han naaede til, skulde forblive uanfægtede. F.s ene-staaende histor. Hovedværker er Biographie universelle des musiciens etc., 8 Bd. 1837—44, senere udg. og suppl. (med 2 Bd.) af Pougin — et Værk, der trods den forløbne Tid og de som Følge af dets store Omfang uundgaae-lige Fejl endnu er et paa mange Punkter benyttet Kildeskrift — samt Histoire générale de la musique (1869 — 76, hvis 5 Bd. dog kun naar til c. 1400), endvidere Biografier af Paga-nini og af Stradivarius foruden mindre Skrifter (saaledes om Nederlændernes Fortjenester af Musiken); af hans teoret., for en stor Del ofte oplagte Skrifter, skal nævnes Traité de la fugue et du contrepoint. Solfeges progressifs, Méthode élémentaire et abrégée d'harmonie (overs. p. fl. Sprog),

Traité complet de la théorie et de la pratique de l'harmonie (ogsaaofte overs.), Manuel des jeunes compositeurs. Méthode de piain chant etc. — Overfor moderne samtidig Musik stillede F. sig som Forf. i det hele kritisk og reserveret.

Fibich, Zdenko, 1850-1900, bøhm. Komponist, i sit Hjemland skattet som Komponist af czechiske Operaer og anden Teatermusik, af Ouverturer, symfon. Digtninge, Korstykker, Sange, talrige Klaverstykker og af Kammermusik; mindre kendt udenfor Czecho-slovakiet, tilknyttede til Smetana og Dvorak, men syntes noget mindre udpræget national-farvet i sin Musik.

Ficta musica, se Musica ficta.

Fidel (lat. fldula) havde opr. kun den alm. Betydning af et Strengeinstrument (af fides. Strenge). Udtrykkene Fidluslattr, d. e. Fidleslet i en gammel dansk Homiliebog (12. Aarh.s Slutning) og »at slaa Fidle- i Knyt-lingesaga (13. Aarh.) tyder paa. at F. opr. er bleven slaaet med Fingrene el. med Plekter. Samtidig forekommer dog i Didriks Saga Udtrykket at »drage< (d. e. at stryge) F., og som Strygeinstr. opfattes F. siden konsekvent i den middelalderlige nordiske og tyske Litteratur. Den middelalderlige F., der er Stamfaderen til de moderne Vio/tninstrumenter, havde ligesom disse en forholdsvis flad Bund og Randflader. Paa de ældste middelalderlige Afbildninger (14. Aarh.) er F.s Lydlegeme ovalt og er udstyret med et stort cirkelrundt Lydhul (Rosen). (Se Bilag Middelalderlige Instrumenter Fig. 3).

Siden (i 15. Aarh.) indbøjes Ovalens Sider, og Rosen erstattes af to c-formige Lydhuller (Bil. Fig. 5). Først frai 7. Aarh. at regne antager F. den moderne Violinform med skarpt skaarne Sideindskæringer og_/-formige Lydhuller. Samtidig forsvinder F. som Kunstudtryk, for fra nu af kun at leve videre i Almuesproget (i Norge omskreven til Fele, s. d.). I den dannede Verden benyttes F. nu i Danmark kun i foragtelig Betydning, som f. Ex. i Forbindelsen Bierfidlero: »en daarligSpillemand el. Violinspiller, der maa nøjes med at søge Næring i Ølhuse og ringe Kroer« (Molbech). I sin gamle Betydning af et »slaaet« Instr. gaar F. endnu igen i Tyrolersangernes Strohfiedel (s. d.). Synonymt med Fidel er det romanske Viele, Viole, Violin. Se iøvrigt under Strygeinstrumenter.

Fidel- og Felebue 1(= Fejlebue), gl. dsk. og nsk. Navn for Violinbue. Se Bue 1.

Fidelio, Opera af L. v. Beethoven, Wien 1805, Kbhvn. 1829.

Fidla, gl. isl. Strygeinstrument, der sammen med det isl. Langspil, den norske Langeleik og den hollandske

Humle i lige Linie nedstammer fra det 17. Aarh.s noord'sche Balk og tyske Scheidlholt, Spilleinstrumenter, der utvivlsomt alle udvikledes af de middelalderlige Klosterskolers Monochord, s. d. og under Humle, Langeleik, Langspil og Scheidlholt.

Fiedler, Max, f. 1859, tysk Musiker, opr. Pianist, siden navnl. kendt som fremragende Orkesterdirigent (særlig Brahms); har virket i Hamburg (som Konservat. lærer og Dirigent), i Boston, Berlin og fra 1916 i Essen: jævnlig i tidligere Tid paa Kunstrejser (bl. a. til Kbhvn.).

Field, John, 1782—1837,irsk Klaverspiller og Komponist, Elev afClementi, fulgt

denne bl. a. til Petersborg og blev dér som Lærer, foretog med stort Held Koncertrejser til England, Frankrig, Italien osv.. men nedbrødes tidlig af uregelmæssig Livsførelse; død i Moskva: talentfuld Komponist for Klaver, særl. Opfinder af Nocturnen, en Form, der optoges og udvikledes af F. Chopin, skrev iøvrig forsk, anden Klavermusik. (Biogr. af W. H. Flood).

Fielitz, Alexander v., f. 1860, tysk Musiker, Teaterkapelmester, en Tid lang i Chicago, derefter Leder af Sterns Konservat. i Berlin; har skrevet adskillige yndede Sange, et Par Operaer m. m.

Fiero (ital.). Foredragsbetegn.. stolt, trodsig.

Fifre (fr.. ital. pifairo, tysk Schweizerpfeife), den lille Træfløjte el. Pibe, der i Militærmusiken endnu anvendes i Forbindelse med Trommen.

Figaros Bryllup, Opera af Mozart. Wien 1786, Kbhvn. 1821.

Figuration kaldes Opløsningen af en Melodi i regelmæssig gennemførte rytmiske el. melodiske Tonefigurer eller Motiver (s. à ). Man skelner mellem 3 Arter af F.: 1) metriske, 2) harmoniske og 3) melodiske. De to første kan kun anvendes hos en med Akkorder underbygget (o : homofont behandlet) Melodi, den tredie kan ogsaa anvendes i den af flere Melodier sammenflettede Polyfoni (Ex. det figurere de Kontrapunkt, s. d.). Den metriske F. bestaar i, at Melodi og Akkordstemmer i Samling opløses i kortere metrisk grupperede Nodeværdier (Ex. 1 a og b). 2) I den harmoniske F. op- -løser den harmoniserede Melodi sig derimod i Tonefigurer, der dannes af de Toner, der sammensætter de anvendte Harmonier (Ex. 2). 3) I den melodiske F. iblandes Melodien med Gennem-gangsnoder, Forudhold. Vexelnoder m. m. (Ex. 3 a). Den harmoniske og melodiske F. kan ogsaa anvendes i Forening (Ex. 3 b):

Filharmoniske Selskab, Kria., stiftedes 5. Juli 1919 som et Aktieselskab med Formaal at give Orkesterkoncerter. Et Arbejdsudvalg (Skibsreder A. F. Klaveness, Dr. Nils Roede, Overingeniør S. Heber, Direktør H.Nobel Roede, Generalagent C. S. Dysthe og Advokat N. Onsager) paatog sig Dannelsen af Orkestret, og under Professor G. Schnée-voigts Ledelse foregik denne saa rask, at 1. Koncert blev afholdt allerede 27. Sept. s. A. F. er kunstnerisk set en Fortsættelse og Udvidelse af Musikforeningen af 1871 (s. d.), hvis Exi-stens blev truet, da Nationalteatrets Orkester holdt paa at opløses. Orkestret bestaar af c. 60 Mand, deriblandt fremragende Kunstnere, og den Række Koncerter, som i Aarenes Løb er givet, staar baade m. H. t. Antallet, Programmets Alsidighed og Gedigenheden i Udførelse uden Sidestykke i nsk. Musikhistorie. Et vigtigt Led i Selskabets Arbejde for norsk Musik er de ugentlige Skolekoncerter, hvor Skolebørn for 50 Øre har faaet Lejlighed til at høre den bedste Musik, og af Lederen, Koncertmester Gustav Lange, er blevet indviet i Orkestrets Sammensætning. Økonomisk hviler Selskabtes Virksomhed paa Garantisummer fra Velyndere, Bidrag fra Kria. Kommune og først og fremmest paa store Donationer, som tidligere var givet til Fremme af Kria. Orkestermusik. Selskabets første Formænd: Onsager og Nobel Roede. Dirigenter: Schnéevoigt, 1. Sæson sammen med Johan Halvorsen og Ignaz Xeumark, senere med Neumark og José Eibenschütz. Fra 1923 er den sidstnævnte kunstnerisk Leder, medens Schnéevoigt er Gæstedirigent.

Filtz (ogsaa Fils el. Filz), Anton, c. 1730 — 60, bøhm. Musiker, som Violoncellist Medlem af det berømte »Mannheimert Orkester, som Komponist skattet af Samtiden og i vor Tid genopdaget (særl. af Riemann); skrev Sym-fon. og Strygetrioer m. m.

Finale, Slutsats, kaldes 1) den sidste Del af den cykliske Instrumentalkomposition (se Sonate, Symfoni) ; 2) den Scene, der i Operaen afslutter hver Akt og gerne former sig til et større Ensemble. Tidligst findes Opera-F. anvendt i den ital. Opera buffo (midt i 18. Aarh.).

Finalis (lat.) el. Finaltone var i de middelalderlige Kirketonearter Navnet for Slutningstonen, nu kaldet Tonica. Se Kirketonearterne.

Finck, Heinrich, 1445—1527, tysk Komponist, skal have virket mest ved det polske Hof og hos Erkebispen af Salzbuig; var en yndet og højt anset Kontrapunktist: skrev Sange, Hymner, Motetter (kun delvis opbevarede).

Finck, Henry. f. 1854, amer. Musik-forf., Lærer ved Nationalkonservat. i New York, skrev bl. a. Wagner and his Works, I—II overs. p. Tysk), Chopin and other Essays, »Grieg« (overs. p. Tysk), »Rieh. Strauss«.

Findeisen, Nikolai, f. 1868, russ. Musikforf., Musikanmelder i Petersborg, skrev (mest paa russ.) talrige større og mindre Skrifter vedrør, russ. Musik, saaledes om Verstoffsky, Glinka. Dargomyski, Seroff, Rimsky-Korssa-koff; udg. Glinkas Breve m. m.

Fine (ital.), Ende. skrives ofte over Kompositionens afsluttende Takt og da særlig ved Anvendelse af Da-Capo-Formen (s. d.), hvor Afslutningen be-staar i en Gentagelse af den indledende Repetitionsdel, og derfor falder midtvejs i Noteringen.

Fine, Arnold de, Musiker af fr. (hollandsk'?) Afstamning, virkede fra 1556 i Danmark, og navnlig som Frederik II.s Kapelmester 1571—86 ^da han døde?), en yndet og af Kongen begunstiget Musiker. — Hans Søn Arnold de F. den yngre var længe i Christian IV.s Kapel. Ludvig Holberg stammer ned fra denne Slægt.

Fingersætning o: Fingrenes Anvendelse og Anbringelse hos de Instr., der behandles med Fingergreb, d. e. Blæseinstr. der er forsynede med Huller og Klapper, Gribebrætsinstr. og Tan-gentinstr. At beskrive F. hos enhver af disse Instr.-arter lader sig her ikke gøre. Kun Klaver-F. og dens Historie skal i Korthed beskrives. — De første indgaaende Oplysninger om Klaver-F. skyldes Elias Ammerbach (îOrgel-oder Instrument-Tabulatur<i, Leipzig 1571; Expl. i det kgl. Bibi. i Kbhvn.), der bl. a. opgiver denne F. for F-dur-Ska-laen, og for Dobbeltgrebene fastslaar følgende F. for begge Hænder:

Girolamo Dirula, der 1593 udg. en Klavermetode (Transilvano), foretrækker henholdsvis i h. H.s Skalaopgang

og i v. H.s Skalanedgang at lade 3 og 4 F. vexle med hinanden. I omvendt Retning benytter han derimod i h. H. Ammerbachs F., mens han lader v. H. stige til Vejrs med Fingrene 4 3 2 1 2 12 1. Denne italienske F. forplantedes med Andrea Gabrielis berømte Elev Pieter Swelinck til Holland og fandt derfra hurtig Vej til England og Danmark (Ex. i de i kgl. Bibi. fra 17.Aarh. bevarede danske Klaverbøger og Mskrpt. blade). Endnu da Frankrig ved Overgangen til 18. Aarh. under Couperin's Auspicier overtog Førerskabet indenfor Kla-vermusiken. blev denne ital. Skala-F. respekteret. Kun A-dur Skalaen træder med følgende specielle F. ud af Rækken, ligesom ogsaa Sammenbindingen af to og to Tertser bryder Banen for ny Principper:

Tommel- og Lillefingerens Anvendelse havde i Passagespillet altsaa hidtil været begrænset til det mindst mulige. Det var først Joh. Seb. Bach, der fandt paa at lade disse kortere Fingre gøre lige Tjeneste med Mellemfingrene, idet han ved Indførelsen af Under- og Oversætning gjorde Tommelfingeren til en Hovedfaktor i Passagespillet. Efter at Bach ved denne Nyopfindelse havde revolutioneret hele Klavertek-niken. blev det for lange Tider en fast Regel kun at benytte Tommel- og Lillef. paa Klaviaturets Undertangenter. Men ogsaa denne Regel blev kuldkastet, da i 19. Aarh. Liszt traadte frem og uden Hensyn til Klaviaturets ujævne Beskaffenhed ophævede alle de Grænser, der hidtil havde lagt Baand paa de korte Fingres Bevægelser. Den Kamp, der baade i den ene og anden Retning endnu staar om F.s-Principer-ne, og som efterhaanden har affødt en hel Litteratur af Specialskrifter.

viser imidlertid, at Problemets definitive Løsning endnu langtfra er lundet. — Angaaende FingrenesKummererings-maade har der til alle Tider be-staaet forskellige Principer. Overfor den moderne Betegnelse af Tommelfingeren som 1ste. Pegefingeren som 2den Finger osv., der kan føres helt tilbage til Diruta, gælder i England i vor Tid endnu det selvsamme Princip, som i 16. Aarh. blev hyldet af Ammer-bach, o: Tommelfingeren betegnes ved 0 (undertiden ved -)-), Pegefingeren ved 1 osv. op over til Lillefingeren, der har Tallet 4. — Som en tredie nu forlængst afskaffet Nummererings-maade skal endnu anføres Parallel-F., ifølge hvilken Fingrene blev nummererede parallelt:

Fink, Christian, 1822—1911, tysk Orgelvirtuos i Leipzig og Erlangen, skrev en Række større og mindre Kompositioner for sit Instrument.

Fink, Gottfried Wilhelm, 1783— 1845, tysk Musiker, Universitets-Musikdirektør og Lærer i Leipzig, udg. foruden snart glemte Kompositioner den ofte oplagte »Musikalischer Hausschatz der Deutschen* og flere histor. og teoret. Skrifter.

Finta semplice, Opera af Mozart. komponeret 1767 for Wien, men ikke opført; Kbhvn. 5 Rosinas Skælmsstykker«) 1923.

Fioravanti, Valentino, 1764 — 1867, ital. Komponist, pavelig Kapelmester, men mest kendt og yndet som Komponist af en Række Operaer i buffo-Genren; enkelte opførte udenfor Italien.

Fiorillo, Federigo, 1753—c. 1825. ital. Violinspiller, Søn af ital. Kapelmester i Braunschweig Ignazio F.. uddannet som Violinist (Bratschist; og

særl. som Kammermusikspiller; levede mest i Paris og London og udg. det udmærkede, endnu benyttede Studieværk: »36 Capricerc

Fioriturer (ital.), se Forsiringer.

Firklang el. Septimakkord, en dissonerende Akkord, der i sin Grundform bestaar i en Forbindelse af Grundtone, Terts, Kvint og Septim. I sine 3 Omvendinger betegnes F. henholdsvis som (Terts-)Kvintsext-. Tertskvart-(sext)- og Sekund(kvartsext)-Akkord (se Akkord). Som dissonerende Akkord kræver F. en Opløsning, s. d..

Fischer, Caspar Ferdinand, c. 1650 —1737, tysk Komponist, nævnes som en af Tidens dygtigste Klaverspillere (levede i Bøhmen og Baden-Baden) og som Komponist, særl. for Klaver og Orgel, som en Forløber for Seb. Bach (for Klaver: Pièces de clavessin, »Musikalisches Blumenbüschleinc m. m., for Orgel: Ariadne Musica m. m.).

Fischer, Edwin, f. 1886, schw. Pianist, Elev af Stems Konservat. i Berlin, me-getbetydelig Klaverspiller, baade som Tekniker og som Fortolker: har i flere Aar med stort Held koncerteret rundt om i Europa, bl. a. ofte i Skandinavien, har ogsaa for-

søgt sig som Orkesterdirigent; lever i Berlin.

Fischer, Ludwig, 1745—1825, tysk Sanger, besad en sjælden omfangsrig Basstemme, optraadte paa tyske Operascener, i Paris og i Italien: Mozart skrev Osmin (i » Bortførelsen0 for F., der er Komponist af den populære Vise: »Im tiefen Keller...«.

Fischer, Peter Vogt, f. 1863. den første nsk. Koncertimpresario efter udenlandsk Mønster. Begyndte sin Virksomhed Høsten 1894.

Fischhof, Joseph, 1804—57, østr. Musiker, Klaverspiller og -Lærer, skrev »Geschichte des Klavierbaus »- m. m. udg. klassiske »Studien für Pianoforte« ; erhvervede og bearbejdede det vigtige saakaldte »F.sche ManuseripU med værdifuldt Materiale til Beethovens Biografi, nu i Berlins Musik-Bibliotek.

Fischhof, Sigrid, se Arnoldson.

Fiskerne, Sangspil af Johs. Ewald. Musik af Joh. Hartmann ; Kbhvn. 1780.

Fistel, se Register.

Fitelberg, Grzegory, f. 1879. polsk Komponist. Dirigent ved Warszawas Philharmoni 1907—11 og senere ved den kejserlige Opera i Wien: under Krigen og'Bevolutionen i Petersborg som Opera- og Koncertdirigent (bl. a. ved Fokins Ballet); har, som hørende til de ny-polske Komponisters Samfund, skrevet Symfon.. symfon. Digtninge, Violinkoncert, Kammermusik og Sange.

Fitzner, Rudolf, f. 1868. østr. Violinist, Elev af Wiens Konservat., kendt som Stifter af og Primarius i »F.-Kvartettens der har foretaget talr. Koncertrejser, bl. a. ogsaa til Skandinavien.

Fitzwilliam-Virginalbook (undertiden fejlagtig betegnet som Dronning Elisabeths »Virginalbook«) kaldes en stor haandskreven Samling af gl.-eng. Klavermusik (med Kompositioner af William Bird, John Bull, Th. Morley, P. Phillips. Th. Tallis. John Dowland o. fi.\ der opbevares i Fitzwilliam-Museet i Cambridge. Blev i 1897 trykt og udgivet af I. A. Fuller, Maitland . og W. Barclay Squire hos Novello i London.

Fjerdedelsnode, Navnet paa den Nodeværdi, som fremkommer ved i Firdeling af Helnoden og noteres • Svarer til Mensuralnodeskriftens (s. d.) Semi-Minima.

Fjerdedelstone, se Kvarttonetrin.

Fjord-Thue, Hildur. f. 1870. nsk. Sangerinde, Elev af Barbara Larssen, Kria., Artôt og Viardot, Paris. Debut, i Kria. 1892. I Slutningen af 1 890erne introducerede hun norske Romancer ved talr. Koncerter rundt om i Frankrig.

Flageolet, 1) den sidst levende Efterkommer af den nu forlængst afskaffede Blokfløjte el. Snabelfløjte (se Fløjte). Stemte en Oktav højere end vor Tids Tværfløjte. Efter forlængst at være forsvundet fra Orkestret oplevede F. ved 19. Aarh.s Begyndelse en Renæssance, idet den paany blev taget frem og forbedret af den eng. Instrumentmager Bainbridge og derefter særlig fandt Optagelse i eng., belg. og fr. Militærorkestre. I sin opr. Skikkelse lever F. som Folkeinstrument endnu videre i Holland. Schwarzwald (som Fuglefløjte til Dressur af Sangfugle) i Schweitz og i Sverrig, hvor den som »spilåpipa« op til den nyeste Tid har holdt sig i Brug som Sæterinstrument. — 2) Et lille Fløjteværk hos Orglet.

Flageolettoner kaldes de bløde fløjte-lignende Toner, der hos Strygeinstr. fremkommer, naar Fingeren let berører en af den løse el. forkortede Strengs harmoniske Delingspunkter !,se Overtoner) og Buen samtidigt med et fast Strøg anstryger Strengen. Som alle Tonelegemer kan Strengen nemlig enten svinge i sin Helhed, saa dens Grundtone dominerer, eller delt i to, tre, fire el. flere lige store Dele, saa dens respektive Overtoner bliver hørlige. Berører Fingeren den todelte Strengs Delingspunkt høres Grundtonens Oktav, berører den den ene af den tredelte Strengs Delingspunkter, fremkommer Oktavens Overkvint. Ved Fz'rdeling giver hver af de 3 Delingspunkter Dobbeltoktaven, ved Femdeling afgiver hver af de fire Delingspunkter Dobbeltok-iavens Terts osv. Frembragte paa løs Streng betegnes F.ne som naturlige, frembragte paa en inddelt Stieng betegnes de som kunstige, fordi F.ne i saa Fald dannes ud fra den med et fast Fingertryk afkortede Strengs Tone og altsaa nødvendiggør Brugen af to Fingre. F. giver lettere an paa tykke end paa tynde Strenge og er derfor lettere at udføre paa Violoncel end paa Violin. Den første, der plejede Flageoletspillet, skal have været Domenico Ferrari. Tartinis udmærkede Elev, men Flageoletspillets berømteste Dyrker fremstod først i 19.Aarh. med Paganini, der baade udviklede denne Kunst videre og bragte den i Mode som Virtuoseffekt.

Flagermusen, Operette af Johann Strauss, Wien 1874.

Flagstad-Hall, Kirsten, f 1895, nsk. Opera- og Operettesangerinde, Elev af Ellen Schytte Jacobsen, Kria. og Dr. Gillis Bratt. Sthlm., debut, i Kria. 191 3 som Nuri i »Dalen«. Paa Opera Comique (senere Casino) har hun bl. a. sunget Nedda, Desdemona, Minnie, Micaëla.

Flatau, Theodor, f. 1 860, tysk Læge og Stemmefysiolog i Berlin, hvor han docerer sit Fag. har udgivet Tidsskr. »Die Stimme-; og forsk, sanghygiejniske Skrifter som »Intonationsstörungen« (flere Opl.), »Tremolieren der Singstimme« (flere Opl.), »Die funktionelle Stimmenschwäche« etc.

Flautando el. Flautato (ital.), Fore-dragsbetegn.. fløjtende, fløjtelignende, o: en hos Strygeinstrumenterne sjældnere anvendt Strygemaade, der bestaar i, at Strengen anstryges i større Afstand fra Stolen end sædvanlig, og bevirker, at Strengeklangen faar Lighed med Fløjtetoner.

Flautino anvendes i samme Betydning som Flageolet (s. d.).

Flauto (ital.), Fløjte. F.-piccolo, Piccolofløjte. F.-traverso, Tværfløjte. Se Fløjte.

Flaxland, Gustave Alexandre, 1821 —95. Grundlægger af et af de mest kendte Musikforlag i Paris; opr. Musiklærer.

Flebile (ital.), Foredragsbetegn., klagende, sørgmodigt.

Fleischer, Oskar, f. 1856, tysk Mu-sikforf.. Elev af Ph. Spitta, "Prof. i Musikhistor. ved Berlins Universitet, en Aarrække fortjenstfuld Leder af Instrumentmuseet sst.. samt 1899 Grundlægger af det under Verdenskrigen opløste »Internationale Musikselskab«; har skrevet »Neumenstudien« I—III. »Mozart« m. m.

Flemming, Friedrich Ferdinand, 1778—1813, musikinteresseret Læge i Berlin, komponerede den kendte Melodi til Horats' Integer vitæ.

Flesch, Karl, f. 1873, ungarsk Violinist, uddannet bl. a. af Marsick i Paris, fremragende Kunstner, ogsaa Kammermusikspiller, Udg. af Kreutzers og Paganinis Etuder m. m. og Forf. af sKunst des Violinspiels«, I udk. 1924.

Flintenberg, Isak Andreas, 1735— 1813, Kantor i Kria., gav med sine Latinskoleelever jævnlig >Passionskon-certer« m m., skrev Text og Musik bl. a. til Kantaten ved Frederik VI.s Besøg i Kria. 1788.

Flodin, Karl Theodor, f. 1858, finsk Musiker, virkede efter Uddannelse bl. a. i Leipzig som Musikkritiker i Helsingfors; 1907 drog han til BuenosAyres i samme Egenskab, har komponeret Pianostykker, Sange og Korværker, men er navnlig kendt som Forf. af »Finska musiker« (1900) og »Om Musiken til Runebergs Dikters m. m.; udg. 1922 en omfattende Biografi af Martin Wege-lius; efter adskillige Aars Ophold i Buenos Ayres er F. nu atter i Finland.

Florentiner-Kvartetten, ypperligt Stryge-Kvartet-Ensemble, stiftet i Florents af Jean Becker (s. d.) som Primarius.

Florimo, Francesco, 1800—88, ital. Musikforf., Bibliothekar ved Collegio di musica i Napoli, skrev La scuola musicale di Napoli ed i suoi conser-vatorii (4 Bd.), Ricardo Wagner ed i Wag-neristi, en Sangskole m. m; var ogsaa Komponist.

Flotow, Friedrich von, 1812—83, tysk Komponist, studerede Musik i Paris og levede siden mest dér, hvor hans første Operasukces var »Medusas Skibbrud«, 1839; hans Navn blev vidt kendt med »Alessandro Stradella«,Hamburg 1844. og

navnlig med »Martha«, Wien 1847, der fandt Vej til næsten alle Operascener (Kbhvn. 1852, Kria. 1875); at hans flg. Operaer gjorde egentlig kun »Indra« Lykke (1853); sine sidste Aar tilbragte F. mest paa sit Gods ved Wien. Hans Operaer hører nærmest til Sang-spilgenren, hans Forbillede er den fr. opéra comique tilsat med en god Del tysk Sentimentalitet; deres Sceneheld skyldes de letfattelige Melodier, pikante og graciøse Rytmer og meget taknemmelige Sangpartier (særl. for Tenor).

Flûte (fr ). Fløjte. F. allemande, Tværfløjte. F. à bec. Blokfløjte. Se Fløjte.

Flygel (af Flügel (tysk), Vinge) er det tyske Navn for alle Klaverer af det moderne F.s Form. hvor Strengene er saaledes opspændte, at de gaar i Retning med Klaviaturets Taster, mens de hos det taffelformige Klaver gaar paa tværs af disse. F .-Formen anvendtes allerede længe, før det moderne Hammerklaver var opfundet, hos det med en Fjermekanik forsynede Klavicembal(se Klaver). Ja den kan endda forfølges tilbage til Klavicembalets Forløber, det fra Østerlandene oprundne Psal-terium, en Art Citer, der i Middelalderen optraadte under talrige Former, deribl. ogsaa i en Form, der paa det nøjeste samstemmer med F.ets.

Flyvende Hollænder, Den, Opera af Rieh. Wagner, Dresden 1843, Kbhvn. 1884, Kria. 1901.

Fløjte (tysk Flöte, fr. Flûte, ital. Flauto), ældgammelt Blæseinstr., der fremgik af den tilfældige Iagttagelse, at et Rør ved at anblæses frembringer en Tone, hvis Højde el. Dybde bestemmes af Rørets Længde. Sammen-føjelsen af en Række ulige lange Rør synes da først at have ført til den sammensatte Pans-F. (s. d.), der endnu anvendes hos Naturfolkene, men er uanvendelig som Kunstorgan. Et vigtigt Fremskridt betegnede derfor den

Flygelformet Psalterium.

næste Iagttagelse, at Røret ved Indboringen af en Række Huller kan udnyttes til Fremstillingen af en hel Skala af Rørlængder, naar Fingrene først dækker samtlige Huller til og derpaa i fast Rækkefølge igen et for et lægger dem fri. Hermed blev nemlig Vejen fundet til alle de F.-Arter, der under Benyttelsen af forskellige Blæsemaader endnu finder Anvendelse i Orkestret og under eet betegnes som Træblæse-instr. o : Fløjten og Rørbladinstrumen-terne (s. d.). F., der under forskellige Former allerede bestod i Oldtid og Middelalder, kan her kun behandles fra det Tidspunkt, da den i 17. Aarh. traadte i Kunstmusikens Tjeneste. Den forelaa som Orkesterinstr. opr. under to Hovedformer, nemlig 1) som Lang F., der blæstes fra Enden og 2) som Tvær-F., der blæstes fra Siden. — Lang-F. ogsaa kaldet Blok-F. el. F.dus (t. Plock-el. Schnabelflöte, fr. Flûte à bec el. F.douce, eng. Recorder) havde fortil 7 F.-Huller og bagtil 1 til Brug for v. Haands Tommelfinger, og blev anblæst ved Hjælp af et Mundstykke i Lighed med det, der endnu anvendes hos Stemme-F. I Rørets øvre Ende, der var skaaret til Rette som et Næb, var indloddet en Prop (Kærnen), mellem hvilken og Røret der fortil kun lige netop var levnet Plads for en smal Sprække, og gennem denne blev Luften fra Blæserens Mund først dirigeret frem mod Underkanten af en i Røret tæt nedenfor indskaaret skarpt afkantet Aabning (Opsnittet el. Pibemanden) for derfra at føres videre frem i Røret. Tonen var rund og blød og gav let an. Lang-F., der fra først af forelaa i 8 Formater, bestod i 18. Aarh. kun endnu i 3, o: Diskant-F. (Omfang f¹—f^s), Alt- el. Tenor-F. (Omf. c¹—c³) og den 3 Fod lange Bas-F. (Omf. f—f²). Lang- el. Blok-F. nød indtil ca. 1750 saa stor Anseelse, at man ved Navnet F. den Gang udtrykkelig forstod den, men ikke saa-ledes som nu Tvær-F. Det var først, 10*

da den ved det nævnte Tidspunkt gik af Mode, og Tvær-F. rykkede i Forgrunden, at F .-Navnet gik over paa denne. — Hos Orglet forstaar man ved Flûte à bec el. Fl. douce et F.-Re-gister, der enten fremstilles i Træ el. (sjældnere) i Metal. — Tvær-F. (tysk Flöte el. Querfl., fr. Flûte el. FI. traversiez, ital. Flauto eller Fl. traverso), der i Nutidens Orkester er eneste Repræsentant for sin Slægt, holdes i Modsætning til Lang-F. under Spillet paa tværs af Munden og gør ikke

Brug af noget specielt Mundstykke. Til Indførelse af Luften tjener hos den tværtimod kun et Mundhal, der gaar i Fortsættelse af Fingerhullerne. Med tilspidsede Læber sender Spilleren en smal Luftstrøm ind imod Mundhullets Kant, hvorfra Luften da direkte glider ind i Røret. Anblæses F. svagt, høres kun Rørets Grundtone og de Toner, der fremkommer ved Fingrenes Afkortning af F.-Røret; anblæses den derimod kraftigere, slaar de samme Toner over i Oktaven. Ligesom Lang-F. forelaa Tvær-F. opr. i adskillige Formater, men nu bestaar den kun i 2 Størrelser, o: 1) som alm. F. (Omf. c¹—c⁴) og 2) som Piccolo-F., der stemmer en Oktav højere. Til Fremstilling af F. benyttes et forskelligartet Materiale: Ibentræ, Buxbom, Elfenben, Sølv, Guld el. Krystal. Tvær-F.s Rør er i sin øvre Ende lukket med en Prop, som ved Hjælp af en Skrue kan føres op og ned i Røret og tjener til Regulering af Stemningen. Tæt nedenfor Proppen sidder Mundhullet, som enten kan være rundt, ovalt eller (sjældnere) firkantet, og i nogen Afstand derfra følger saa de 6 Fingerhuller, der under Spillet fordeles mellem h. og v. Haands Fingre, saaledes at v. H.s tre Mellemfingre behandler de tre øverste, h. H.s de tre underste Huller. Bag om de øverste Huller er der i Røret indskaaret et syvende Hul til Brug for v. H.s Tommelfinger. Efter opr. (i 17. Aarh.) at have været boret ud af eet Stykke, blev F. senere delt i tre Led: 1) Hovedstykket med Proppen og Mund-hullet, 2) Mellemstykket med 6 Fløjtehuller og 3) Foden. I 17. Aarh. afgav de 6 Fløjtehuller Tonerne e¹ fis¹ g¹ a¹h¹ cis³. Vilde man frembringe Tonen f, maatte man aabne for det Tonehul, der afgav Tonen fis og lukke for e-Hullet. Ved lignende Greb (Gaffelgreb) kunde ogsaa Tonerne gis¹ b¹ og c^äfrembringes, alt efter som man samtidig enten tvang Tonen til Vejrs ved kraftigere Blæsning el. gjorde den lavere ved med Læberne at dække bedre hen over Mundhullet. Det skal have været i Frankrig, at man for at kunne frembringe Tonen dis¹ opfandt den første Klap, der blev anbragt over et ottende Hul i F.s Fod og blev regeret af h. Haands Lillefinger. En 2den Klap tilføjede 1726 Fløjtenisten Quantz (s. dj for at kunne frembringe es¹ og derved muliggøre B-Tonearternes Anvendelse. I Løbet af de næste hundrede Aar blev F. lidt efter lidt udstyret med flere Klapper (Ribock, Tacet, Tromlitz o. fl.), ligesom den ogsaa fik tillagt flere Toner i Dybden (Orazi, Macgregor). Men mest afgørende for F.s Udvikling blev dog de Reformer, der fra 1832 at regne foretoges af den bayerske F.bygger Th. Böhm (s. d.). Han fik nemlig for første Gang den Tanke at regulere Fingerhullernes Plads, saa de anbragtes i nøje Overensstemmelse med Akustikens Love. Man havde ved Bestemmelsen af deres Plads før kun henvendt Tanken paa Fingrenes indbyrdes naturlige Stilling til hverandre, hvorfor Tonerne indtil da kun havde været betingelsesvis rene. — Da Grebene ved Hullernes Omregulering dels blev ubekvemme at udføre, ja dels endogsaa uudførlige, gik Böhm videre endnu ved at forsyne F. med en ny sindrig Klapmekanik, der var sat i Forbindelse med Ringe og Stænger og satte Spilleren i Stand til efter Behag at aabne el. lukke selv for de vanskeligst tilgængelige Huller. Den moderne F. muliggør med sine 14 Klapper omsider en fuldkommen sikker Udførelse af alle den kromatiske Skalas Tonetrin. Den er det mest bevægelige af alle Orkesterinstrumenter og kan med Lethed baade udføre hurtige Tonegentagelser og store Spring. Af F.-Arter, der tidligere anvendtes sammen med d. almindelige F. og Piccolo-F. skal anføres Terts-F. (Omf. kromat. f¹—c⁴), Kvart-F., der havde g¹ som dybeste Tone og Flûte d'amour (anv. af Bach) (Omf. d¹—a³). Berømte Skoler for F. forfattede 1) Ganassi del Fontego (1535), Quant: : »Versuch einer Anweisung die Flöte traversière zu spielen« (1752, 1780 og 1782; ny Udg. af A. Schering 1906), Hugot u. Wunderlich: »Vollst. Flötenschule«. Fürstenau, Fahrbach, Tulou o. fl. Et dansk Etudeværk af Betydning er endv. Joachim Andersens »Schule des Virtuosen«. Af ældre danske F.-Virtuoser og Komponister, der vandt Verdensryet, skal frem for alle andre anføres Elverhøjs Komponist, Frederik Kuhlau.

F-Nøgle, se Linier og Nøgler.

Fod, Fodtone, se Orgel.

Foglietto (ital.) kaldes i trykte el. udskrevne Stemmer det Udpluk af Hovedstemmens Melodi, der ved Afslutningen af større Pavser i smaa Noder oplyser Spiller el. Sanger om. hvor han igen skal falde ind.

Fohström, Alma, f. 1856. finsk Sangerinde, studerede bl. a. hos Lamperti i Milano, besad en høj Koloraturstemme og optraadte med stort Held paa talr. Scener i Europa og Amerika ; gift i Rusland 1889. Primadonna ved den kejserlige Opera i Moskva 1890 — 1904. Professor ved Konservat. i Petersborg 1904—17.

Folies d'Espagne er Navnet for en gammel spansk Solodans, der var af udpræget alvorlig Natur og tidligere hyppigt anvendtes paa Scenen. Den i Moll affattede Melodi var i ³/₄ Takt og af yderst enkelt Sammensætning. Hver af dens to Repetitionsdele rummede kun 8 Takter, der parvis var forbundne med denne Rytme:

lste Del afsluttedes i Dominanten, anden i Tonica. Sammen med Sarabande og Chaconne anføres F. d'E. af spanske Forfattere allerede ved 16. Aarh.s Slutning, og omtrent ligesaa langt tilbage kan den Dansemelodi forfølges, der endnu bærer dens Navn, og som baade i 17. og 18. Aarh. hørte til Europas mest populære Melodier. Bevis herfor foreligger i den Masse af Variationer og Bearbejdelser af denne Melodi, der endnu bevares fra denne Periodes berømteste Mestre. I Spidsen gaar Frescobaldi med sine Orgelvariationer, Corelli og Vivaldi med deres berømte Violinvariationer og d'Angle-bert med en Række Klavervariationer. Ogsaa Seb. Bach anvender den i sin »Bauernkantate«. Af yngre Dato er F. d'E.s Benyttelse som pommersk Folkemelodi i et af Reichardts Liederspiele, som svensk Folkemelodi hos Bellman og som Menuet-Tema iKuhlaus »Elverhøj«.

Folkeinstrumenter. Som F. betegnes de Toneredskaber, der specielt anvendes i Folkemusiken. Ligesom denne er de fleste F. derfor Særeje for de Nationer, der benytter dem. Ifølge deres Oprindelse kan F. deles i to Hovedgrupper. Den første af disse omfatter de Instrumenter, det menige Folk selv har lavet sig til Rette af det for-haandenværende iYatørmateriale, den anden de Instr., Folket har taget i Arv efter Middelalderens Spillemænd og til Dels har omordnet efter sit eget Behov. Til første Gruppe henhører bl. a. de norske og svenske Sæteres Bukke-og Kohorn (s. d.), de af Siv og Rør fremstillede universelle Hyrde- og Børnefløjter, de af to Skeder sammenbundne norske, svenske og finske Lurer, den paa lignende Maade fremstillede danske Hyrdeskalmeje (i Skive- og Viborgegnen) m. m. Til den anden henhører f. Ex. l)den fråden middelalderlige Organistrum nedstammende Lire, der under Navn af Vielle endnu anvendes af Nordfrankrigs vagabonderende Musikere og tidligere bl. a. ogsaa var yndet Organ for den svenske og danske Folkemusik. 2) Den med Liren nær beslægtede Nøglefejle (tysk Schlüsselfiedel), der under Navn af Nyckelharpa endnu trives i Uppland og er det udkaarne Organ for den upplandske Folkemusik. 3) Det fra den middelalderlige nordiske Balk eller flanderske Bûche nedstammende islandske Langspil og dettes Søsterinstrument den norske, men i gi. Tid ogsaa i Danmark florerende Langeleg. 4) Den af den alm. Violin udviklede norske Hardangerfele. 5) Den nu særlig i Skotland og Irland populære ældgamle, tidligere over hele Jorden udbredte, Sækkepibe. 6) Den fra det middelalderlige Psalterium nedstammende finske Kantele, der kan forfølges tilbage til Sagntiden og endnu er et i Finland folke-yndet Instr. o. fl. Nærmere om de nævnte F. under Særartiklerne.

Folkemelodier betegner de Sange, som lever paa Folkets Læber og enten er skabt af Folket selv eller er op-staaet gennem en Omdannelse af Komponisters Værker. Denne Omdannelse kan bero paa, at andre Texter end de oprindelige har medført en Ændring, eller den kan have sin Grund i, at de intervalmæssige Forhold kendtes fremmede, saa at Folket støbte det hele om efter sin Smag. Endelig kan Rytmen være saa omdannet, at Originalen blev uigenkendelig (Ex. Salmemelodien !>Nu takker alle Gud« blev til den norske Skæmtevise ^Je tente paa Kjølsta' ifjor«). Se forøvrig Folkemusik.

Folkemusik. I streng Forstand betegner dette Udtryk i al Almindelighed den Musik, der uafhængig af Kunst-musiken dyrkes af det menige Folk, altsaa baade Sang og Spil. I daglig Tale er det derimod de fleste Steder blevet til Vane med dette Ord udtrykkelig kun at betegne den instrumentalt udførte F. og da særlig, hvor denne bæres oppe af lokale, fra gammel Tid nedarvede Folkeinstrumenter. De paagældende Instrumenters Klangfarve-og Karakterejendommeligheder bidrager i Forbindelse med Folkekarakteren netop i væsentlig Grad til at give hvert Lands F. sit Præg. Karakteristiske Repræsentanter for den finske nationale F. er saaiedes Kantelen, for d. russiske Balalajkaen, for d. irske og skotske Sækkepiben, for den norske Langelegen og Hardangerfelen osv.

Dansk F. 1) Instrumenter. I en versificeret »Hyrdesamtale« i Peder Syvs »Betænkningerom d. cimbriske Sprog« (1663) nævnes Langeleg som Hjemme-instr. hos den danske Bonde; ligeledes nævnes Tromme, Fejleleg, Sækkepibe og Skalmej; andetsteds nævner P. Syv Sækkepibere og Nøglefidlere som Ex. paa ukunstneriske Musikanter. Ellers foreligger først c. 1800 udførligere Oplysninger om den danske Bondes Instrumentalmusik. I Blicher: »Høstferierne« (1840) spiller baade Herredsfogden og den plumpe Per Syvspring paa Lire, og dette Instr. var i 1. Halvdel af 19. Aarh. særlig brugt af Omstrejfere. Rakkere og Natmænd. Ogsaa Humlen blev af og til (f. Ex. paa Fanø og i Kbhvn.) benyttet til Ledsagelse af folkelige Sange. Byhyrden havde Brug for Horn, Tromme og Skralde (Horse-skrecke) baade til Signal for, at han drev Kreaturerne ud til Græsgangen og til at skræmme Kreaturer fra Gærderne. I St. f. Horn kunde Hyrden bruge en selvlavet Skalmeje. I Koldingegnen brugtes en Lud til at tude Faar og Køer ud med. (Om de her nævnte Instr. mærmere i Særart.) — 2) Dansemusik. Endnu omkring Midten af 18. Aarh. var der flere Egne i Danmark, hvor Bønderne til Dans altid kun brugte Sang, dels Viser, dels lyriske Strofer svarende til Tyskernes »Schnaderhüpfel«. De bedste Sangere skiftedes til at synge til Dansen eller lejedes til at synge. Brugte man Spillemænd, var der alligevel altid desuden en, der skulde synge til Dansen. Levninger af saadan Dansesang holdt sig i 19. Aarh. i Dele af Sydjylland, længst i Skipperbyen Sønderho paa Fanø. I det 18. Aarh. var det ikke tilladt Bønderne at engagere enhver som helst som Spillemand ved Brylluper og andre Festligheder, thi »Amts-(»Stads«-) musikanten« boende i Købstaden havde Monopol paa at levere Musik paa Landet i sit Distrikt. I afsides Egne fandtes der dog omkr. 1800 Bondemusikanter, men de stod i Afhængighedsforhold til Amtsmusikanten og betalte Afgift til ham. Først ved Cirkulære af ²⁴/₅ 1800 fra kgl. Kancelli blev Musiken paa Landet givet fri. I 19. Aarh., da Danselysten var stor, vrimler det med Bondespillemænd. Musik brugtes ved alle Lejligheder, baade ved Brylluper, Legestuer og Parballer. Af Instrumenter brugtes c. 1800 Violin (Fiol, Fedel), Fløjte, Obo og Klarinet. Til Dans brugtes mest Violin og Klarinet, men til »Velkomst« og »Afsked« og »over Borde« ved Brvlluper blev der underliden »blæst«. Hornmusik til Dans hører nyeste Tid til. I 19. Aarh. spilledes oftest enstemmig, selv om der var 4—5 Spillemænd; af og til spilledes dog Sekond efter Øret. Bondespillemændenes Uddannelse var selvfølgelig forskellig. Flere Steder regnedes en Musikant for en stor Dygtighed, naar han kunde 5—6 Melodier udenad; men mange Musikanter havde virkelig Ævner, kendte Noder og komponerede selv Valse, Polskdanse m. m. Spillemandsmusiken er os nu velkendt gennem talrigt bevarede Nodebøger; de ældste fra c. 1770 (Brødrene Basts Nodebog) og 1790 (fra Svejstrup ved Skanderborg); desværre er endnu kun faa af disse Nodebøger i offentlig Eje og saaiedes tilgængelige. Melodierne er korte og af ret internationalt Præg; en Del er gamle Melodier lært efter Overlevering, en Del er Afskrift af By-musikanternes Repertoire, en Del er Bondespillemandens egne Kompositioner. Den bevarede danske Spillemandsmusik er hverken synderlig gammel eller har et særlig originalt Præg. Men mange Melodier er dog af en Skønhed, der fuldt ud kan maale sig med det bedste af vore Nabolandes Spillemandsmusik. Kun en ringe Del af det danske Stof er endnu udgivet. (Litt. : Om Instrumenter se særlig Feilberg : »Ordbog o. jyske Almuesmål« og Kaikar: s Ordbog«; om Dansemusik se »Aarbog for Musik« 1923, S. 90-93.) Norsk F. omfatter den Samling Melodier og Slaatter (Danse), som lever i Folket, og som det erkender for at være genuine Udtryk for norsk Lynne. Man kan i Norge ikke skarpt skelne mellem instrumental og vokal F. Thi om en hel Del Melodier gælder, at de forefindes baade for Instrument alene og knyttet alene til Text. Enkelte Slaatter er saa enkle, at de opr. maa være sungne (de findes da ogsaa ofte med Text-Underlag), og somme Gjæterraab uden Ord er af samme Art som Lur-og Bukkhornmusiken. Ogsaa til Langeleg har der været sunget. De norske Instrumenter er Lur, Bukkehorn, Mundharpe, Langeleik og Hardangerfele. (Se Særart. u. disse Navne.) Den vigtigste Slaattesamling for Hardangerfele er optegnet af Arne Bjørndal (ô Hefter »Norske slåttar«), som har formaaet at give et meget klart Billede af den ejendommelige Teknik. Han har helt nøje gengivet alle Forsiringer (»likringar«), Triller og Forslag. Udmærket er ogsaa Johan Halvorsens »Slaatter« (sml. Griegs Transkriptioner for Piano, Op. 72). Musikalsk vægtig er ogsaa C. Scharts »8 norske Slaatter for Hardangerfele«,se C. Elling »Vore Slaatter«. I Manuskript (Universitetsbibl. Kria.) findes en fortræffelig Samlig af Olaf Frøysaa (Musik fra Iveland og Sætesdal). Ellings Skrift giver en god Analyse af Hardanger-fele-Musikens Flerstemmighed. Mærkelig er ogsaa Slaatternes Rytme, som byder paa stadige Overraskelser. Den Musik, som tilhører vanlig Violin, er af mere melodisk Art. De vigtigste Optegnelser er her: 1) Haugen og Reitans »100 norske slaatter og leker for violin«, 2) Anders Heyerdahls »Slaatter«, 3) »Myllarguten, Vestlandsk Nasjonalmusik« (væsentlig fra Sunnmøre), 4) Dansene i Sandviks »Folkemusik i Gud-brandsdalen«, 5) Ellings »Vore Slaatter«, 6) Slaatterne i Lindemans »Ældre og nyere Fjeldmelodier«, der dog er optegnet for Piano, 7) I Manuskript findes en Mængde (særlig af de tre sidstnævnte) i Universitetsbibl. Kria. Indsamlingen af norske Slaatter har foregaaet over det hele Land. Hard-angerfeleslaatter er særlig samlet i Telemark, Valdres, Sogn, Voss, Hardanger. Slaatter for alm. Violin i Sætesdal, Nordfjord, Søndmør, Trøndelagen, Gudbrandsdalen og Østerdalen. Paa enkelte Steder synes Hardangerfelen at fortrænge alm. Violin (saaledes i Sætesdal og Nordfjord). Af Langeleiksmu-sikken, der særlig har holdt sig i Brug i Valdres, indeholdes adskilligt i Lindemans »Ældre og nyere Fjeldmelodier«, i de nævnte haandskrevne Samlinger (af Lindeman, Elling og Sandvik) og i de af Hortense Panum udg. 2 Hefter: »Om Langelegen som dansk Folkeinstr« (deribl. 28 norske Slaatter optegnede i Valdres efter Ole Alfstad, Ola Brenno, Johannes Halden, Marit Jonsrud og Guri Thorstad). Spillemandsstævner har i de seneste Aar jævnlig været afholdt, og de vinder stadig mere Tilslutning. Af fremragende Spillemænd kan i Norge nævnes 1) paa Hardangerfele Møllar-guten (s. d.), Olav Mosafinn fra Voss (1828—1912); 2) paa alm. Violin Ja-kop Lom (s. d.); 3) paa Langeleik Ola Brenno, Johannes Halden, Marit Jonsrud o. fl. De særnorske Danse er »Gangar« (⁶/_s Takt), Halling (²/₄), Springdans, »Springer«, »Pols« (³/₄). Den sidste er i rytmisk Henseende forskellig fra svensk »Polska«; men ogsaa de norske Former er uensartede, hvad der vistnok for en Del hænger sammen med Dansemaaden. Om den ejendommelige Rytme se »Folkemusik i Gudbrandsdalen«. Melodierne til de nyere Danse, som Valsen, har ofte et gammelt Præg og virker lige »ægte« nationale som Hallingen osv.

Folkevise (tysk Volkslied) betyder udenfor Norden i Flæng 1) en Vise, der er opfundet af en ukendt folkelig Digter og Komponist. 2) en Vise, der er gaaet over i Folkemunde, 3) en Vise, der er komponeret i F.-Stil. I de nordiske Lande anvendes Ordet derimod udtrykkelig kun paa de sungne Digtninger, der fra middelalderlig Tid gennem mundtlig Overlevering er bleven holdt i Live af Landbefolkningen og endnu lyder fra dennes Læber, men som hvis Opfindere' man nu med Bestemthed mener at kunne udpege ukendte begavede Repræsentanter for den nordiske Adelsstand, om hvis Liv, Sysler og Idrætter F. jo giver indgaa-ende Oplysninger. Denne nordiske F. blev i Middelalderen sungetunder Dans. De dansende sluttede en Kæde, som blev ledet af en Fordanser, der tillige var Forsanger og foredrog Visens Handling, mens de dansende, der fulgte ham, kun udførte det regelmæssigt tilbagevendende Omkvæd (se Danseformer I). Nogen speciel nordisk Opfindelse var den ne sangledsagede Kædedans ikke. Den stammede fra Frankrig (se Branle) og var allerede fra 12. Aarh. at regne i Mode hos Adelen i de fleste europæiske Lande. Paa Færøerne trives den som Folkedans endnu og ledsages af de selvsamme F., der i Middelalderen blev sunget af Adelen, naar Dansen blev traadt el. sprunget i Borg-gaarden,i Lunden eller »ude ved Aaen«. Det var danske adelige Mænd og Kvinder, der i 16.—17. Aarh. for første Gang gav sig til efter Hukommelsen at nedskrive de gamle F.-Texter. 1591 udkom endvidere A. S. Vedels F.-Samling, il00 danske Viser«, der gjorde saa megen Lykke, at Peder Syv i 1095 udgav dem paany med Tillæg af 100 andre Viser. Paa Grundlag af disse to Samlinger fortsatte Abrahamson, Nyerup og Rahbek 1812—14 med Udgivelsen af 5 Bd. »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen«. Endelig lagde i 1853 Sv. Grundtvig med sin monumentale af kritiske Kommentarer ledsagede store F.-Samling, der senere førtes videre af Axel Olrik, den første Grund til det videnskabelige Studium af F., der, næst efter en rationel Indsamling af Texterne, gaar ud paa at rekonstruere Originalerne gennem en metodisk Sammenligning af de under den mundtlige Overlevering tidt stærkt medtagne Genparter af en og samme Vise. Haand i Haand med den kritiske Undersøgelse af Teksterne gaar nu den af Thomas Laub iværksatte Undersøgelse af F.-Melodierne, et Arbejde, der forsaavidt volder endnu mere Besvær, som man først paa et forholdsvis meget senere Tidspunkt begyndte at fæstne Melodierne til Papiret. De Melodiopskrifter, der stammer fra gammel Tid. er hurtigt talte:

1) Melodibrudstykket »Drømte mig en Drøm i Nat« af Codex runicus (ca. 1300, Universitetsbiblioteket i Kbhvn.),

2) »Oluf Strangesen«, der sidst i 16. Aarh. blev optegnet af A. S. Vedel,

3) »Valravnen« i H. M. Ravns Hepta-chordum danicum (1646) og 4) »Turneringen«, opt. 1675. Først ved 19. Aarh.s Begyndelse gav man sig for Alvor til at aflure Landboerne de Melodier, der tilhørte de nedaivede Texter. Den første større trykte Udgave af Danmarks F.-Melodier foranstaltede Berggreen, men Opskrivernes Trang til at rette paa Melodierne ud fra et moderne Synspunkt nedsætter i høj Grad dette Værks Værdi. Det rette Materiale til en kritisk Revision af Melodierne kom derfor i Virkeligheden først til Stede, efter at Evald Tang Kristensen paa sine Undersøgelsesrejser i Jylland og da særlig i det paa danske Folkeminder saa paafaldende rige Hammerum Herred i forrige Aarh. direkte fra Bøndernes Mund havde opsamlet løst og fast af, hvad der endnu var at finde af gamle F.-Melodier, og tilmed havde noteret dem nøjagtigt, som de endnu blev sunget af de gamle Sangere. De fremmedartede Toneforbindelser, der atter og atter gaar igen i hans Opskrifter, henleder med saa stor Bestemthed Tanken paa Middelalderens kirkelige Tonearter, at det nu tør opfattes som givet, at Nordens F.-Melodier opr. blev skabte under Indflydelse af Kirkens Sange og derfor i de tidligere Opskriveres moderniserede Form giver en falsk Forestilling om de middelalderlige Originaler. Ved Sammenligning af Opskrifterne og Udrensning af alt, hvad der tager sig ud som Modernisering, har Laub siden da haft Held til at føre adskillige af vore danske F.-Melodier tilbage til deres formentlig opr. Form, saa vi nu kan danne os en nok saa paalidelig Forestilling om de forsvundne Originalers sande Virkning og Karakter. (Se »Danske Folkeviser med gamle Melodier« ved Laub og Olrik 1899—1904). — Danmark indtager i F.s Historie for saavidt en Særplads, som det tidligere end noget andet Land udgav sine F.-Texter i Trykken og ved Hjælp af Sv. Grundtvigs af Axel Olrik fortsatte F.-Værk i Virkeligheden for første Gang viste Europa Vejen til det videnskabelige Studium af F.-Digtningen. I Grundtvigs og Olriks Spor fulgte saaledes i Udlandet fremfor alle Amerikaneren Child med sin tilsvarende omfangsrige Udgave af de engelske og skotske Ballader. Af Melodiindsamlere skal udenfor Danmark nævnes Lindeman i Norge, Geijer og Afzelius i Sverige, Ilmari Krohn i Finland, Böhme i Tyskland, Wekerlin og Tiersot i Frankrig, Chapell-Woold-ridge i England, Balakireff i Rusland. Ogsaa for Norge har de danske Viser haft stor Betydning. En Mængde af Peder Syvs Viser er sungne i Norge. Men vi har dog levnet en mægtig Skat af egne Texter fra Middelalderen. Særlig er Telemarken at nævne som Findested. De vigtigste Optegnelser er gjort af M. B. Landstad (»Norske Folkeviser« 1853), Sophus Bugge (1858, 1859) — som ogsaa ydede værdifulde Bidrag til Sv. Grundtvigs » Danmarks gamle Folkeviser« —, Jørgen Moe og Moltke Moe. En Folkeviseudg. i 3 Bind foreligger 1924 ved Knud Liestøl og Moltke Moe. Den førstnævnte er f. T. Norges fornemste Forsker paa Omraa-det. En videnskabelig Udgave af det samlede Materiale er under Forberedelse. Blandt Samlere maa nævnes Olea Styhr Crøger (1801—55), Præstedatter, f. i Hitterdal. Hun overlod sine Optegnelser med tilhørende Melodier i Sifferskrift til Landstad. Lindeman nedtegnede ogsaa en Række Kæmpevisemelodier efter hendes Sang.

Hvad Melodierne angaar, er Norge usædvanlig rigt. Norske Kæmpevisemelodier er optegnede i et Antal af over 300. Se L. M. Lindemans »Ældre og nyere norske Fjeldmelodier«. »30 norske Kæmpevisemelodier«, endvidere C. Ellings Afhandlinger: »Vore Folkemelodier« og særlig »Vore Kæmpevisemelodier belyst fra musikalsk Synspunkt«; endvidere findes Berggreens »Norske Folkesange«, R. Berges »Norsk Visefugg« og »Norske Folkevisur« samt O. M. Sandviks Afhandling om Vest-Agders Musik (Norske Bygder II). Disse gamle Melodier er bygget paa en Maade. som minder om Kirketonearterne, hvad naturligst maa tydes som Paavirkning fra gregoriansk Sang. Karakteristiske norske Kæmpevisemelodier er »Draumkvæe« — til dette Digt benyttedes 4 Melodier — og »Aas-mund Frægdegjævar« (Lindeman Nr. 42). Om Deklamationens kunstneriske Principer se O. M. Sandvik »Forholdet mellem Text og Tone i norsk Folkemusik«, Festskrift for A. Kjær 1924.

Det arkaistiske Præg indskrænker sig ikke til Kæmpevisemelodierne. Ogsaa den øvrige Bestand af norske Melodier, endog fra de aller sidste Aars Indhøstning, viser middelalderlig Støbning. Universitetsbiblioteket i Kria. gemmer en Mængde Manuskripter (Lindeman, Elling. Heddi. Sande, Frøysaa, Sandvik m. fl.). Trykt er de nævnte Li'nde/nan-Samlinger (ca. 600 Numre), A. P. Berggreens Norske Folkesange, de norske Bidrag til Laborde's »Essai«, 1780, og i Nyerup og Rahbeks »Udvalgte danske Viser fra Middelalderen«, (begge Dele genoptrykt i Ellings »Vore Folkemelodier«), Ellings egne Fund i hans nævnte Afhandlinger samt i 7 Hefter »Religiøse Folketoner«. Arne Eggens Melodisamling til R. Berges »Norsk Visefugg«, Olav Sande: Norske Tonar (3 Hefter), samt 0. M. Sandviks »Folkemusik i Gudbrandsdalen«. En betydelig Værdi har de religiøse Folketoner. Fra alle Kanter af Landet er der optegnet saadanne, se Lindemans og fremfor alt Ellings Samlinger. Særlig har Brorsons Salmer virket inspirerende.

Af kunstmusiken blev F.-Melodierne brudstykkevis allerede taget til Nytte i den flerstem. Sangs ældste Periode (som Cantus i den franske Discantus og siden igen i Nederlandenes rigere udarbejdede Cantus-flrmus-Messer). I sin Helhed blev F.-Melodien derimod for første Gang bearbejdet af A-c.ipella Periodens tyske Mestre (Heinrich Isaac, Ludwig Senfl o. fl.). Endelig afgav F.-Melodien i Reformationstiden Materialet til den lutherske Menighedssangs bedste Melodier. — Med fornyet Interesse vendte Kunstmusiken sig til F.-Melodien, da den i 19. Aarh. under Romantikens Indflydelse rundt i Europa søgte ud i national Retning. For Danmarks Vedkommende blev i saa Henseende Kuhlaus »Elverhøj«, Gades »1ste Symfoni« og »Elverskud«, Hartmanns »En Sommerdage og »Liden Kirsten« banebrydende Værker; for Norges kan nævnes Bull, Kjerulf, Nordraak, Grieg, Svendsen og Sinding; blandt de yngste Komponister f. Ex. Monrad Johansen. M Sveriges Komponister maa fremhæves Lindblad, Geijer, Ivar Hallström, Södermann og Wennerberg.

Fontana, Agostino, d. 1650, ital. Sanger (Alt-Kastrat) i Christian IV.s Kapel, siden Kapelmester sst.

Fontana, Jules, 1810—69, polsk Pianist, Chopins Studiekammerat og Ven, optraadte i London, Amerika og Paris ; udg. Chopins efterladte Kompositioner; begik Selvmord. ^^SUS

Fonteio, Giovanni, se Nielsen, Hans.

Foote, Arthur, f. 1853, amer. Komponist af Orkestersuiter og Ouverturer, Kammermusik, Korværker m. m.

Forchhammer, Ejnar F., f. 1868, dsk. Sanger, oprindelig Matematiker, studerede Sang i Berlin og Paris og begyndte 1895 en lang Løbebane som Sanger (Heltetenor) ved tyske Operascener (længst i Frankfurt a. M.), navnlig i de store Wagnerpartier. Under Verdenskrigen forlod han Tyskland og har siden navnl. levet i Kbhvn., hvor han enkelte Gange var Gæst paa Operascenen; har foruden mindre Artikler om dramat. (navnlig Wagners) Musik udg. »Om R. Wagner og hans Tannhäuser« (1910); i de senere Aar Musikanmelder. — Hans Broder, Viggo F., f. 1876. dsk. Sangpædagog, Lærer ved det kgl. dsk. Musikkonservat. og Talelærer ved det kgl. Teaters Elevskole, har med Iver, ofte under Ophold i Udlandet, lagt sig efter Studiet af Stem-meuddannelse og de i saa Henseende fremkomne Metoder; Elev (i Sang) af Iffert i Dresden, Sbriglia i Paris og (i Tale) af E. Engel, Dresden, og P. Jern-dorf, og (i Musik) af G. Schjelderup; F., der 1925 var Examinator ved Skoleembedsexamen i Tale og Sang, har udg. »Taleøvelser«, med Broderen Jørgen F.: »Theorie und Technik des Singens und Sprechens« foruden talr. Artikler i dsk. og tyske Fagskrifter.

Fordybelsestegn, d. e. J? og få, se Fortegn.

Foredragsbetegnelser kaldes de Tegn eller Ord (-forkortninger), der anvendes til Forklaring af Foredraget. F. kan inddeles gruppevis i l) dynamiske, der foreskriver Styrkegrad og Nuancering (Ex. forte (f), stærkt, piano (p), svagt, mezzo forte (mjT), middelstærkt, fortissimo [ff), meget stærkt; pianissimo (pp), meget svagt, mezzo piano (nip), svagere end mf. men stærkere end p. Det svageste p. kan og-saa udtrykkes ved piano pianissimo (ppp), morendo, diluendo, estinto o. 1. Skal en Akkord el. Tone betones, udtrykkes dette enten ved sforzato el. forzando (s/, s/z el. fz), eller ved /\ el. > over Noden; fp fordrer i et p en Accent med hurtig Tilbagevenden til p. Skal Tonestyrken efterhaanden voxe el. tage af, anvendes henholdsvis crescendo (cresc.) el. ~~——^^~~ , og decrescendo (decresc), diminuendo (dim.), el. — *». — 2) Tempobetegnelser: Presto, meget hurtigt, Allegro, hurtigt, Andante, gaaende, Adagio, langsomt. Endnu langsommere end Adagio udtrykkes ved Largo, bredt, Lento, meget langsomt, Graue, tungt el. vægligt. Tilføjelsen af issimo el. etto til disse Navne forstærker el. afsvækker Betydningen, Ex. Allegrissimo el. Prestissimo endnu hurtigere end Allegro og Presto ; Allegretto mindre hurtigt end Allegro, Larghetto mindre langsomt end Largo osv. Hurtigt Tempo kan ogsaa betegnes ved con moto el. agitato (bevæget), vivace (livligt), con fuoco (ildfuldt), appassionato (lidenskabeligt). Skal Hurtigheden tage til, bruges accellerando, stringen-do, affretlando ; skal den tage af ritar-dando, rallentando, slentando. Skal Tempoet gøres langsommere, samtidig med at ogsaa Tonestyrken skal aftage, bruges calando, morendo, smorzando osv. — 3) Tegn, der udtrykker Musikstykkets Karakler {maestoso, scherzando, a capriccio o. 1.) el. Spillemaaden (staccato, legato, portamento); Klaver: glissando, martellato, una corda; Violin: vibrato, col arco, pizzicato, con sordino. Angaaende alle disse Ords Betydning se Specialartiklerne.

Foreninger, se Koncert- og Sangforeninger.

Forgangen Nat vor sultne Kat, se Tappenstregen.

Forhøjelsestegnene, d. e. $, X og t), se Fortegn.

Forkel, Johann Nikolaus, 1749— 1818, tysk Musikforf., Organist og Uni-versitetsmusikdirektør i Göttingen; som Komponist uden Betydning, men fremragende som Musikforf.: en af de første deri Tyskland systemat. dyrkede M u-sikhistor.; hans Hovedværker er »Allgemeine Geschichte der Musik= (naar kun til 1550), den værdifulde »Allgem. Litteratur der Musik* (1792) og >Uber J. S. Bachs Leben etc.«, der udkom i 2 Opl. og oversattes til fr. og eng.

Former, de musikalske, se Specialart, om Viseform, Tema med Variationer, Rondo- og Sonateform, de cykliske Former o: Sonate, Suite, Serenade samt Fuga og Danseformer.

Formindskede kaldes de Intervaller, der fremkommer ved en kromatisk For-

dybelse af det rene el. lille Intervals øverst beliggende Tone.

Formindsket Septimakkord er det samme' som Lille Noneakkord. Se Akkord I. (Femklange el. Xoneakkorder).

Formindsket Treklang bestaar i en Grundtone, der er overbygget med

en lille Terts og formindsket Kvint. Ex. Se Akkord I.

Formlære, Læren om de musikalske Former. (Litt.: A. B. Marx: »Lehre v. d. musikal. Komposition«, 4 Bd., 1837; Riemann: »Katechismus d. Kompositionslehre« (I : Beine Formenlehre; II: Angewandte F.); Hermann Erpf: »Der Begriff der musikal. Form« ; »Musikens Formlære i Grundtræk« ved Peder Gram (Musikpæd. Forenings Smaa-skrifter).

Foroni, Jacopo, 1825—5 8, ital. Musiker, opr. Ingeniørofficer, kom 1848 til Sthlm. med et ital. Operaselskab og blev her trods sin unge Alder Hofkapelmester (indtil sin Død). Han skrev Operaen Cristina di Svezia, Advokat Palhelin og Musik til adskillige Teaterstykker, desuden flere Ouverturer, forsk. Festmusik, en Messern, m.; var en fremragende Dirigent og Opera-leder.

Forsell, John. f. 1868, sv. Sanger.

opr. Officer, studerede i Paris, senere i Bayreuth hos Knie-se. debut, i Sthlm. 1896 som Figaro (Rossini), gjorde straks Opsigt ved sin smukke, bløde, omfangsrige Stemme (Baryton) og livfulde indtagendeFremstillingsævne; siden udviklede han sig til en af Nordens ypperste Sangere og kunde med stort Held gæste paa forsk, europæiske Operascener (flere Gange i Kbhvn. og Kria.)og 1909—10 i New York (Hovedroller: Don Juan, Eugen Onegin, Grev Almaviva, Hans Heiling,Wilh. Teil, Hollænderen, Wotan, Hans Sachs etc.). Ved Siden deraf er F. en ypperlig Romancesanger, der har gjort meget for skandinavisk Sangmusiks Udbredelse, navnlig efter at han var traadt tilbage fra Scenen; F. er siden 1924 Chef for Sthlm.s Operascene.

Forsiringer, se Ornamentik.

Forslag, se Ornamentik.

Forster, Georg, c. 1514—68, tysk Læge og ivrig Musikdyrker. Udg. af Samlerværket: »Ein Auszug guter alter u. neuer teutscher Liedlein«, flerstem. Sange af samtidig og ældre Oprindelse, 5 Bd., hvori Sange af F. selv.

Fortabte Søn, Den. Pantomime i 1 Akt, Musik af Wormser, Paris 1890. Kbh. 1919 (Kgl. Teat.).

Forte, se Foredragsbetegnetser.

Fortegn kaldes under eet 1) de Krydser og Beer, der henholdsvis anvendes til Forhøjelse og til Fordybelse af Normalskalaens Stamtoner; 2) de Op-løsningstegn, der ophæver hines Virkning. — Fortegnene kan være faste el. tilfældige. De faste F., der gælder for hele Musikstykket, anbringes i 1ste Takt mellem Nøglen og Takttegnet og gentages ved hver Linies Begyndelse. De tilfældige F. noteres derimod inde i Musikstykket og gælder kun for den Takt, hvori de staar. Med de faste F. tilkendegives Tonearten (l £ tilkendegiver saaledes G-dur el. e-moll, 3 Jt A-dur el. fls-moll, 2 \> B-dur el. g-moll osv.; se under Tonearter. I Kirketonearternes Tid anvendtes som fast Fortegn i Beglen kun i? for H (i de transponerede Tonearter; se Kirketonearter. — De tilfældige F. (Acciden-taler), der f. Ex. er uundværlige ved forbigaaende Modulationer, ved Ledetonens Anvendelse i Moll, ved kromatiske Udsmykninger af Melodien o. 1. noteres i den moderne Musik med stor Nøjagtighed, men udelodes i Kirketonearternes Tid ofte, fordi man gik ud fra, at Sangere og Organister selv vidste, naar de efter Reglen skulde anvendes (Ex. Tertsforhøjelsen i Slutningsakkorden, den vexlende Benyttelse af B og H i den lydiske Toneart o. 1.).; se Musica ficta. — Deres Oprindelse har g og > henholdsvis fra Bogstav-skriftens h og ? (se B), der i uforandret Form allerede i 11. Aarh. sattes i Forbindelse med de paa Linier overførte Neumer. Foreløbig havde de dog der begge uafvigelig Plads i det Mellemrum, der laa under C-Linien og meddelte altsaa, hvorvidt det ved-staaende Tonetegn henholdsvis skulde intoneres som b-dnrum (d. e. h) el. b-mollis (d. e. b). For at kunne holde de to Tegn des skarpere ud fra hinanden, fandt man snart (i Mensural-nodeskriften) paa at modificere q til ti el. ^ (det indgitrede b) °g fandt derved Vej til Nutidens Opløs-ningstegn og Kryds, der altsaa fra først af betød eet og det samme, nemlig q. — Da man med Tiden følte Trang til ved Hjælp af Fortegn ogsaa at kunne forandre andre af Tonesystemets faste Toner som f. Ex. e a f og c, blev det Skik og Brug henholdsvis at benytte de to B'er o: \\, # og |b som Forhøjelses- og Fordybelsestegn og sætte dem foran en hvilken som helst Tone. Samtidig blev det ogsaa Brug at lade de to Tegn opløse hinanden gensidig, o: g el. ti ophævede et forud gaaende \> (se Ex. 1), ligesom ? ophævede et forud gaaende # el. |j (se Ex. 2).

Disse Love for Fortegnenes Anvendelse opstilledes allerede for 13. Aarh. og blev siden holdt i Hævd i 500 Aar. Først 1725 gør i Fux's sGradus ad Parnassum« vor Tids Opfattelse sig gældende, idet Krydset her overalt kun benyttes som Fortegn, hvor en Tone skal forhøjes, og \>, hvor en saadan skal fordybes; samtidig har t| nu konsekvent overtaget Opløserens Rolle, saaledes at nu baade ; og ? opløses ved Indtrædelsen af dette Tegn. Dobbeltly ryds og Dobbelt-B (henholdsvis noterede med X og 77) kom først i Brug, efter at Bach i > Das wohltemperierte Clavier« (1722) havde banet Vej for det moderne kromatisk-enharmoniske Tonesystem. — Sættes jj el. 7 foran en Node, føjes til dennes Navn henholdsvis Stavelsen is el. es; X og 77 medfører de samme Stavelsers Fordobling, 3 f hedder altsaa fis, X f flsis ; 7 for g ges, 77 for g geses osv. Udenfor Reglen gaar Tonen H, der med 7 for kaldes B (el. Hes) og med 77 Bes (el. Heses), hvad der er en naturlig Følge af H'ets misforstaaede Optagelse i Tonealfabetet (se Bogstavskrift).

Fortepiano, se Klaver 3, Pianoforte.

Fortiage, Carl, 1806 —81. tysk filos. Forf., Prof. i Jena, skrev vedrørende Musik »Das musikalische System der Griechen in seiner Urgestalt« (1847), et for hin Tid værdifuldt Skrift om det oldgræske Nodesystem.

Forudhold. Naar en Akkordtone erstattes med en dissonerende Nabotone og først kommer til Stede ved sammes Opløsning, betegnes denne .»fremmede« Tone som F. F. kan enten være forberedt (naar den dissonerende Tone er bundet over fra den forud-gaaende Akkord), el. uforberedt, naar den indtræder frit. Ex.;

Forzando el. Forzato (ital.), Fore-dragsbetegn., betonet, udtrykkes ved Tegnet fz el. [\ over den Tone, der skal betones. Se Foredragsbetegnelser.

Foss, Julius Christian, f. 1879, dsk. Musiker, uddannet som Orgelspiller: Organist og Musikanmelder i Kbhvn.. har skrevet »Orgel-Dispositioner« og »Kirkeorgler i Danmark«, og bistaaet ved Bygning af en Del danske Orgler; endvidere udg. han en »Kort Vejledning i Musikteori«, i hvilket Fag han virker som Lærer; han er Stifter og Leder af »Dansk Mensural-Cantori«, var 1910 — 25 Assistent ved Musikhistor. Musæum og har gjort personalhistor. Studier over ældre danske Organister.

Fouque, Octave, 1814—83, fr. Mu-sikforf., Bibliotekar ved Paris' Konser-vat. samt Anmelder ved flere Blade og Tidsskrifter, udg. La musique en Angleterre avant Haendel, I. F. Lesueur, H. I. Glinka, Les révolutionaires de la musique m. m.

Fp, stærkt og derpaa straks igen svagt. Se Foredragsbetegnelser.

Fra Diavolo, komisk Opera af Auber; Paris 1830, Kbhvn. 1831, Kria. 1833.

Framéry, Nicolas Etienne, 1745— 1810, fr. Forf. og Komponist, kendt fra sin Deltagelse i Gluckstriden i Paris, optraadte i Lettre à l'auteur de Mercure mod Gluck; har komponeret en Opera og udg. forsk. Skrifter om Musik.

Française, se Kontradans.

Francesco da Milano, f. c. 1490, ital. Lutspiller, berømt Virtuos og Komponist for Lut i Hertugen af Mantuas Tjeneste, udg. Intabolaturadi liuto I-11.

Franchetti, Alberto, f. 1860, ital. Komponist, særlig af Operaer (Asraele, Colombo, Germania, der omhandler t}^Tsk Studenterliv) m. fl.).

Franchomme, Auguste, 1808—84. fr. Cellist, ypperlig Kunstner paa sit Instrument, grundede Kammermusik-Soiréer, og blev Lærer ved Paris' Kon-servat. ; stod Chopin nær.

Franck, César Auguste, 1822 — 90, belgisk Komponist, f. i Liège, uddannet ved Konservat. i Paris, der (bortset fra et kortere Ophold i Belgien) blev hans Hjemsted; fra 1859 var han Organist ved St. Clotilde Kirken; ved Siden deraf en søgt og skattet Lærer; fra 1872 Prof. i Orgelspil ved Konservat. Hans Livsførelse var lige saa enkel som hans Personlighed, hvis Finhed og Elskværdighed gjorde ham ualmindelig værdsat af en (opr. begrænset) Kreds af Elever, der talte senere kendte fr. Komponister som dlndy, Chausson. Duparc, Ropartz, Ecorche-ville m. fl. Efterhaanden som hans Ry bredte sig, og hans Værker blev kendte, øvede hans Frembringelser ogsaa Indflydelse paa ældre Musikere som G. Fauré, Guilmant m. fl. F. døde, omtrent blind, af Følgerne af en Overkørsel. — F. var Mester paa Orgel og en ypperlig Improvisator, hans talr. Orgelkompositioner viser hans Fortrolighed med og Respekt for den ældre Orgelkunst og samtidig hans levende Fantasi og dybe religiøse Følelse; de er oftest af stor Virkningsfuldhed og vidner ligesom hans Frembringelser i det hele om hans fine og opfindsommehar-moniske Følelse. De bærer som Regel enkle Titler som Pièces pour orgue. Trois chorals, Préludes et prières o. 1. Men F. skrev endvidere Kompositioner for Solosang eller Kor og Orgel samt store Vokalværker (med Orkester) som Les Béatitudes (1870—79, som Helhed først opført efter F.s Død), Ruth, Rebecca, Rédemption, Psyché og for Orkester: en Symfoni (d-moll), 1889, og symfon. Digtninge (Les Eolides m. fl.), for Klaver og Orkester: Variations symphoniques 1885, Les Djinns, af Kammermusikværker navnlig Klaverkvintet, Violin-Sonate (1886, et af de Værker, der først skaffede F. Ry udenfor Frankrig) og Strygekvartet 1889; endelig nogle Klaverværker (særl. Prélude, choral et fugue 1884) og enkelte Sange (som La procession); for Scenen skrev F. kun Hulda (efter Bjørnson), komponeret 1882—85, opført i Monte Carlo 1894, og Ghiselle opført sst. 1896. — F.s Kunst, der saaledes i Modsætning til Datidens fr. Komponister vendte sig fra Operaen til Instrumentalmusiken, havde vanskeligt ved at skaffe sig Indgang og

César Franck.

Forstaaelse i fr. Musikliv; først i F.s seneste Aar vandt den alm. Anerkendelse, og han staar nu som en fremragende Skikkelse i moderne fr. Musik, dels ved den Vægt og Anseelse han (i en Art Fortsættelse af Berlioz) har skaffet Instrumentalmusiken i sit andet Fædreland, dels ved den Indflydelse, hans Kunst har øvet paa flg. Slægtled af franske Komponister, dels endelig ved selve hans Frembringelsers Vægt og Skønhed. Sjælelig Renhed, naiv religiøs Tro, fornemme Tanker, vidtfavnende Følelser præger hans bedste Værker — fra 80-Aarene —; som Kontrapunktiker var han en Mester, som Harmoniker en Fornyer (aand-fuld og dristig Udnytter af Kromatik og Modulation). I formel Henseende anvendte F. gærne den (fra Berlioz stammende) Idé at føre et enkelt Motiv gennem hele Værket, den saak. Style cyclique; men forøvrig har fr. Forff. næppe med Urette peget paa en vis Mangel paa formel Stringens og Koncentration i F.s større Arbejder. Indenfor disse lader sig en langsom Udvikling paavise fra de første, der skreves med mere virtuose Formaal for Øje (Klaver og Orgel) til de senere stedse mere personlig prægede. — F.s Indflydelse har ikke blot gjort sig gældende i Frankrig og Belgien men er ogsaa sporet f. Ex. hos nyere skandinaviske Komponister; i Tyskland synes man i det hele at have stillet sig køligere og mindre forstaaende overfor hans Kunst (Biogr. af Coquard, Baldensperger. Derepas, de Rudder, d'Indy, Closson).

Franck, Melchior, 1573—1639, tysk Komponist, levede i Nürnberg og døde som Kapelmester i Koburg; skrev en lang Række gejstlige {Psalmodia sacra m. m.) og navnl. verdslige flerstem. Sangværker (»Musikalische Fröhlichkeit!, Recreationes musicœ. sTeutsches mus. fröhliches Convivium«), der vandt Udbredelse ogsaa udenfor Tyskland, samt Instrumentalværker (Danse).

Franko (Francon) af Køln, tysk Musikteoretiker, levede omkring 1250 og er Forf. af en Traktat (o: Lære) Com-pendium discantus, af Betydning i Men-suralmusikens Historie (findes i Cousse-maker's Scriplores); han er ofte tidl. forvekslet med den noget ældre

Franko (Francon) af Paris, omkr. 1200, der anses for Forf. af den og-saa af Coussemaker (og Gerbert) optagne Ars cantns mensarabilis, hvor Mensural-læren første Gang fremstilledes under den afklarede Form, hvortil det flg. Aarh. støttede sig.

Franko, Sam, f. 1857, amer. Violinist og Dirigent, studerede bl. a. hos Joachim og Vieuxtemps, optraadte i Amerika, organiserede Kammermusik- og Symfoniorkester-Koncerter i New York, hvor han navnlig fremførte det 17. og 18. Aarh.s Musik; med lignende histor. Programmer er han optraadt som Koncertgiver i Europa, ligesom han har udg. en Del gi. Musik.

Franz, Robert (egl. Knauih), 1815 — 92, tysk Komponist, var væsentlig Autodidakt og havde ivrig studeret de gi. Mestre, særl. Bach og Händel; virkede, indtil han hindredes af Døvhed (1868), som Organist og Universitetsmu-sikdirektør i Hal-le. F.s musikalske Gerning var dels Udgivervirksomhed (Bearbejdelse af Værker af de to fornævnte Mestre, Mozart, Schubert, Astor-ga m. fl.), dels og navnlig (fra 1843) Komposition af omkr. J300 »Lieder«, der vandt stor Yndest og Udbredelse i Hjem og Koncertsal; med fin poetisk Sans og ægte lyrisk Følelse valgte F. sine Digte og iklædte dem sjælfuldt og yndefuldt musikalsk Klædebon, i Reglen i knap strofisk Form; hans nærmeste Tilknytning var Mendelssohn og Schumann, men F. havde ved Siden heraf sin egen Tone og hans Forkærlighed for den gamle Kirkemelodi

Robert Franz.

og Fortrolighed med Klassikerne (Bach) har ofte sat sit Præg paa den musikalske Udarbejdelse. F.s noget lidenskabsløse, pastelagtige Sange synes dog nu at være traadt mere i Baggrunden

— i hvert Fald i Koncertsalen — navnlig efter at Brahms og senere Sangkomponister har vundet Fremgang der.

— F.s borgerlige Kaar var vanskelige, dels paa Grund af hans Døvhed, dels formedelst hans fornemme selvstændige Holdning overfor de da herskende Retninger (Lei pzigerne, Wagnerianerne); i de senere Aar var hans økonomiske Støtte væsentlig en blandt Venner og Beundrere indsamlet mindre Kapital. (Biogr. af Liszt, Prochåzka, Bethge, der ogsaa udg. F.s Skrifter om hans Bearbejdelser af Bach og Händel, v. d. Pfordten,p.dsk. Jul.Steenberg, 1896; endvidere Waldmanns Gespräche mit R. F.)

Frasering. Ved F. forstaas den skriftlige og musikalske Klarlæggelse af alle Enkeltheder i Kompositionens arkitektoniske Opbygning. Skriftligt tager man herved Hjælp af Fraseringsbuer, der tydeligt afgrænser de i Kompositionen forekommende rytmisk-melodiske Perioder, og atter underdeler disse i Sætninger, indenfor hvilke de endyder-ligere udsondrer de mere og mindre symmetrisk ordnede rytmiske, melodiske og harmoniske Taktmotiver. Paa tilsvarende Maade søger man ogsaa under den musikalske Udførelse af Musikstykket ved Sammensløjfning af Tonerne i de melodisk sammenhængende Sætninger, ved Accentuering af Motiv-og Temaindsatser, ved musikalsk Interpunktion (smaa Pavser, Vejrtrækning o. 1.) at klarlægge og uddybe Kompositionens Mening og Sammenhæng. I en god F. ligger jo netop for en stor Del Hemmeligheden ved det udtryksfulde Foredrag. Med stor Konsekvens gennemfører fremfor alle andre Hugo Riemann den skriftlige F. i sine bekendte Fraseringsudgaver af de klassiske Klaverværker.

Frauenlob, egl. Heinrich v. Meissen, tysk Minnesanger (en af de sidste), levede i Mainz til 1318; efter Sagnet bar Kvinder ham til Graven. Hans Tilnavn sættes ogsaa i Forbindelse med hans »Marienleichen«.

Frederiksen, Tenna (egl. Hortensia), f 1885, dsk. Operasangerinde, begyndte

Sangstudier hos Nyrup, men uddannedes særlig i Paris hos J. Reszké; debut, paa d. kgl. Teater 1906 (Elsa i »Lohengrins) og kom snart i første Række ved Kbhvn.s Operascene, hvor hun har udført en Mængde store Primadonnapartier (Tosca, Butterfly. Tatjana, Myrtocle (»De døde Øjne«). Sophie (» Rosenkavalieren«), Fidelio etc.

Frege, Livia, 1818—91, tysk Sangerinde, opr. ved Operaen, senere, som gift i Leipzig, udmærket Koncertsangerske (særl. Mendelssohn cg Schumann, hvem hun personlig stod nær).

Fremstad, Anna Olivia, f. 1872, nsk.-amer. Operasangerinde, Elev væsentl. af Lilli Lehmann. Debut, i Berlin 1895, sang i Bayreuth 1896, senere i Wien, München, London (Covent Garden). Ved Metropolitan. New York. 1903—14 og fra 1917. Har sunget de fleste Hovedroller i Wagnerske Operaer, Santuzza. Salome m. fl.

Fresco, freseamente (ital.), Foredrags-betegn., livligt, frisk.

Frescobaldi, Girolamo. 1583—1643.

ital.Musiker.stu-derede bl. a. i Nederlandene, hvor hans første Opus (Madri-galer) udkom (i Anvers); siden levede han i Italien, den længste Tid som Organist ved St. Peterskirken i Rom ; var sin

Tids ypperste Orgelspiller og fremragende Komponist baade for Sangstemmer, Orgel og Klaver (Clavicym-bel). Hans Orgelstykker spilles endnu (»Passacaglia«), og i Klavermusikens Historie er F. af stor Betydning, ogsaa som Lærer for Froberger (s. d.) ; fr. Musik øvede Indflydelse paa F., af hvis Kompositioner adskillige forefindes i moderne Udgaver.

Freuler, Max, f. 1876, dsk. Sanger, Tenor, har siden 1904 været en virksom Kraft i Kbhvn.s Koncertliv, særl. paa Kirkemusikens (Oratoriets) Otn-raade.

Frey, Emil, f. 1889, schw. Pianist, studerede i Paris' Konservat. hos Dié-mer, levede siden i Berlin og Moskva ; nu i Zürich: ypperlig Klaverspiller, der har foretaget vidtstrakte Kunstrejser, bl. a. ogsaa til Skandinavien. F. er desuden Komponist, særlig af Kammermusik, Klaverstykker og Sange.

Frey, Hjalmar. 1856-1913. finsk Sanger, studerede særl. hos Lamperti i Milano, blev Hofoperasanger i Petersborg 1885, efterat være optraadt paa forsk, europæiske Scener: som Solist (Bassist) rejste F. med det berømte »M. M«-Kor og gæstede saaledes 1886 Kbhvn.. hvor han senere oftere op-traadte som udmærket Koncertsanger.

Fried, Oscar, f. 1871, tysk Musiker. Elev bl. a. af Humperdinck, kendt som temperamentsfuld og virtuos Orkesterdirigent; har i denne Egenskab med Held foretaget Kunstrejser i Europa (Kbhvn.og Kria. 1915—16) og Amerika; mindre kendt som Komponist af Korværker (»Das trunkene Lieds »Erntelied«). Sange, Orkesterstykker m. m. (Biogr. af P. Bekker og P. Stefan).

Friedenthal, Albert, 1862-1921, tysk Pianist, koncerterede i adskillige Aar rundt om i Verden (Øst-Asien, Australien, Afrika) og skrev paa Grundlag af sine Kunstrejser »Stimmen der Völker«, »Das Weib im Leben der Völker«, »Musik,Tanz, Dichtung bei den Kreolen«.

Friedheim, Arthur, f. 1859, russ.-tysk Klaverspiller, fremragende Virtuos, særlig Lisztspiller, har koncerteret viden om, ogsaa Skandinavien (1885), lever i Amerika; komponerede Klaverkoncert og en Opera.

Friedländer, Max, f. 1852, tysk Sanger og Musikforf., Elev af M. Garcia og Stockhausen, var allerede en yndet Romancesanger, da han 1887 gik over til Musikvidenskaben; »Sangen« vedblev dog her at have hans Hovedinteresse, og han gav et stort og værdifuldt Bidrag til dens Historie i »Das deutsche Lied im 18. Jahrhundert« I—II); endvidere Studier over Schuberts Liv og Værk, Udg. af hans samt]. i Lieder« paa Peters Forlag og 1923 en Bog om »Brahms' Lieder«; F. er Prof, ved Berlins Universitet, yndet Foredragsholder (ogsaa paa Turné i Amerika), Indsamler af tyske Folkeviser og Udgiver af »Gedichte v. Goethe in Kompositionens m. m.

Friedman, Ignaz, f. 1882, polsk Klaverspiller, Elev af Leschetizky, har koncerteret viden om, jævnlig i Norge, og vundet stor Yndest som brillant Virtuos og særl. som Chopinspiller; komponerede talr. Klaverstykker, saavel i større Stil som salonmæssige, endvidere en Klaverkvintet og Sange; har i længere Tid levet i Kbhvn., hvor han ofte er optraadt og er meget yndet som Koncertspiller, siden i Berlin; Udg, af Chopins Værker.

Friedrich II, »Den store«, 1712— 86, Konge af Preussen, var ivrig Musikven og selv duelig Fløjtespiller og Komponist for dette Instrument (Arier, Marcher, Dansestykker etc.) ; stod navnlig Quantz og Gratin nær, og hyldede J. S. Bach i Potsdam ved dennes Besøg hos Sønnen Ph. E. Bach, der var F.s 'Cembalist«. Seb. Bachs »Musikalisches Opfer« var til Gengæld en Hyldest til F.. der endvidere var Grundlægger af Statsoperaen i Berlin ^1742).

Frigel, Per, 1750—1842, sv. Komponist af klassisk (Händel-Glucksk) Retning, der næsten gennem hele sit Liv var optaget af Embedsmandsgerning, men ikke desto mindre var en anset Musiker i Sthlm.. saaledes Teorilærer og i hele 45 Aar Sekretær ved Musi-kalska Akademien ; skrev Kantater, sym-fon. Værker og Oratoriet »Försonaren på Oljoberget«, 1815. (Nærmere om F. i Norlinds Musiklexikon.)

Friis-Holm, Carl Peter, f. 1855, dsk. Musiker, fra 1881 Organist i Nyborg, er optraadt som Klaver- og Orgelspiller og har komponeret Oratoriet »Jairus«, Reformationskantate, Ouverturer, Orgelsymfonier. Klaverkvintet m. m.

Frimmel, Theodor von, f. 1853, østr. Musikforf. (og Kunsthistoriker), har særl. beskæftiget sig med Beethovens Liv og Værk og udg. »Beethoven und Goethe«, »Neue Beethoveniana«, »Beethovens Wohnungen«, »Beethoven-Studien« I —II, samt en Beethoven-Biografi (i Saml. »Berühmte Musiker«) og en »Beethoven-Jahrbuch« (1908 —09).

Froberger, Johann Jacob, d. 1667, tysk Musiker, studerede 1637—41 under Frescobaldi, var bl. a. Hoforganist i Wien og en af Tidens ypperste Orgel- og Klaverspillere. Som Komponist er han meget betydelig baade for Orgel og for Klaver; han nævnes som Skaberen af Klaversuiten og som den første, der gjorde Brug af den senere i Tyskland næsten konsekvent gennemførte Inddeling af Suiten (s. d.) i 4 faste Z)anse:Allemande, Courante, Sarabande og Gige. (G. Adler har redigeret en saml. Udg. af F.s Værker i »Denkmäler der Tonkunst in Oesterreich« ; hans Biogr. skrev Fr. Beler).

Frosch, Strygebuens Haandtag (se Bue 1).

Frottola, se under Madrigal.

Fru Jeanna, Opera af P. E. Lange-Miiller, Kbhvn. 1891.

Frygisk er Navnet for to forskellige Tonearter, af hvilke den ene tilhører det oldgræske Toneartsystem og har Grundskalaen 1 ½ 1 1 1 ½ l d.e. d e f g a h c d, mens den anden har hjemme i det middelalderlige (Kirke-tonearterne) og har Grundskalaen J 1 1 1 ½ 1 1 d. e. e f g a h c d e.

Som frygisk Slutning betegnedes endnu længe efter Kirketonearternes Forsvinden Cadencen:

med det faldende Halvtoneskridt fe i Bassen. Blev endnu i 18. Aarh. meget benyttet (Corelli).

Fryklund, Daniel, f. 1879, sv. Mu-sikforf., romansk Filolog, kastede sig over Studiet af Musikinstr. paa flere omfattende Rejser; udg. »Svenska musikinstr. i utländska samlingar«, »Vergleichende Studien über deutsche Ausdrücke mit der Bedeutung Musikinstr.« m. m.

Fryklöf, Harald, f. 1882, sv. Musiker. Elev i Sthlm. Konservat., bl. a. af Rieh. Andersson, senere af Ph. Scharwenka i Berlin; er nu selv Klaver- og Teorilærer ved Sthlm.s Konservat. og Organist dersteds : har komponeret Orgel- og Klaverstykker, Sange, Hymne etc. og er Medudg. af Musica sacra.

Frøhlich, Johannes Frederik, 1806 —60, dsk. Musiker, af indvandret tysk Slægt, allerede fra Barn af uddannet som Violinist og ung indtraadt i d. kgl. Kapel, hvor han steg til Koncertmester (1836); foretog 1829— 31 en Studierejse til Tyskland, Italien og særl. til Paris. F. var en interesse-

ret Kammermusikspiller, og anset i Kbhvn.s Musikliv — den første Formandfor »Musikforeningen« —men forfulgtes af Sygdom og Uheld, saaledes at han hverken som Violinist eller Komponist kom til at indtage den ventede Stilling. En Rejse til Ital. med Fregatten ->Rota«, der bragte 'Thorvaldsen hjem (1838), førte ikke til varig Bedring, og 1844 trak F. sig tilbage fra offentlig Virksomhed. — Som Komponist skrev F., paavirket af Kuhlau, baade Sym-fon. og Kammermusik m. m., mere Livskraft havde dog hans Balletmusik som >Festen i Albano«, 1839, og særl. ^Valdemar«, 1835, og »Erik Menveds Barndoms 1843 — hvori den alménkendte »Riberhusmarchc — ; i sin Musik til disse Balletter med nationale Æmner kan F. delvis betegnes som Forløber for Gade og Hartmann.

Fuchs, Karl, 1 838—1922, tysk Musiker og Forf., Klaverelev af H.v.Bü-low, fra 1879 i Danzig som Organist, Lærer og Musikreferent, betydelig Pianist og flittig (polemisk) Skribent dels om Musik i filosofisk (Schopenhauersk) Belysning, dels om Fraseringslæren (i Tilslutning til Riemann).

Fuchs, Robert, f. 1847, østr. Komponist (af klassisk-Brahmsk Retning), Lærer ved Konservat. i Wien, hvor særl. hans Kammermusik og 2- og 4-hd. Klavermusik er yndet; F. har desuden skrevet et Par Operaer og Symfon.: udenfor Østrig er han næppe meget spillet.

Fuenllana, Miguel de, omkr. 1550, sp. Lutspiller (blind); fremragende Virtuos og Udgiver af et betydeligt Lutværk, Libro de musica etc., med Bearbejdelser af samtidig sp. Vokalmusik og Fantasias af F. selv.

Fuga er Navnet paa den videst udviklede af de Kunstformer, der repræsenterer den imitatoriske Stil. Ordet betyder Flugt og brugtes i Middelalderen som Navn for den Form, der nu betegnes som Kanon, fordi Stemmerne jo dér flygtede for eller legede Tagfat med hinanden (se Kanon og Catch). Den Kunstform, der nu betegnes som F., havde vigtige Forløbere i det 16. og 17. Aarh.s Orgel-og Lut-Ricercarer, Canzoner og Sonater (s. d.), men blev først i 17. Aarh. bragt i færdig Form. I sin klassiske Skikkelse følger F., hvis mindste Stemmeantal er to, følgende Skema: Et kort karakteristisk Tema sætter ind enten paa Tonica el. paa Dominant og gennemføres først af en enkelt Stemme (kaldet Dux d. e. Anføreren;. Er Temaet gennemført, kontrapunkterer Stemmen videre, mens den næste Stemme (Comes d. e. Følgesvenden) genoptager (»besvarer«) Temaet,der denne Gang ud-gaar fra Dominanten, hvis det forrige Gang begyndte med Tonica og omvendt. Er F. bestemt for flere end 2 Stemmer, opfanger derpaa en 3die Stemme, og siden eventuelt ogsaa en 4de, Temaet som Dux og Comes, indtil det fulde Antal Stemmer er kommet i Gang. Denne lste Gennemførelse(»Besvarelset) afTemaetgennem samtlige Stemmer kaldes F.s Exposition. Ved den 2den Gennemførelse af Temaet forandres Stemmernes Rækkefølge, og der moduleres over til Dominanten og derfra tidt ogsaa videre til andre beslægtede Tonearter. Som oftest anvendes der 3 Temagennemføringer, og i den sidste, der fører tilbage til Hovedtonearten og ofte faar Tillæg af en Koda i friere ho-mofon Stil, trænges Temabesvarelserne gerne tæt sammen i en saakaldt Tætføring, hvor Stemmerne sætter saa hurtigt ind efter hinanden, at den ene tidt først lige er kommet i Gang, naar den næste allerede sætter ind. Andre

kunstige Former for Temabesvarelser, der særlig anvendes i disse sidste Partier af F., er Omvending af Temaets Intervaller, (saa f. Ex. en stigende Terts konsekvent besvares med en faldende do., en faldende Sekund med en stigende, o. 1.). Fordobling el. Halvering af Temaets opr. Tidsværdier osv. (se Kanon). De 3 Gennemføringer adskilles ved kortere el. længere frit behandlede Mellemspil. En vigtig Rolle spiller hos F. Temaets Besvarelsesmaade, der henholdsvis gør den til en F. reale el. F. di tuono. Hos F. reale er Temaet saaledes indrettet, at det, hvor det besvares i Dominanten, kan forblive uforandret. F. di tuono kaldes F. derimod, hvor Temaets nøjagtige Besvarelse vilde fremtvinge en Modulation, og det derfor bliver nødvendigt i Følgestemmen ('SvareU) at ændre et el. flere af dets Intervaller. Sammen med denne

saakaldte enkelte F. benyttes en Dob-belt-F., hvor der til det 1ste Tema umiddelbart slutter sig et 2det, som gaar i Fortsættelse af hint og bliver til som kontrapunkterende Modstemme til det 1ste. F. var fra først af en

Instrumentattorm, men blev siden ogsaa optaget i VoÅ-a/musiken(Händel, Bach).— Dens Udviklingsperiode indledes med de ital. Orgelmestre Andr. og Giov. Gabrieli og Frescobaldi og fortsættes over Sweelinck, Scheidt, Froberger til Pachelbel og Buxtehude, der som klassiske F-Komponister allerede grænser nær op til Bach, der som bekendt betegner Udviklingens Højdepunkt. Den vokale F. har næst efter Bach en klassisk Repræsentant i Händel (Israel i Ægypten, Messias m. m.). Hovedmaterialet tilStudietaf den klassiske Fugakunst afgiver endnu Bachs > Kunst der F.« og »Das wohltemperierte Klaviere. Vejledende Værker er i denne Retning Moritz Hauptmann s Erläuterung zu Bachs Kunst der Fuga« 1841 og H. Riemann s Katechismus der Fugenkomposition« med en omhyggelig Analyse af alle F.er og Præludier i »Das wohltemperierte Klavier« og i »Kunst der F.«. Vigtige Bidrag til det teoret. Studium af F.-Kunsten ydede iøvrig i ældre og ny Tid Fax (Gradus ad Parnassum 1725), Marpurg (»Abhandlung von der F." 2. Opl. 1806), Albrechtsberger (»Gründl. Anweisung zur Komposition« 1790 og 1818), Fétis (Traité delà Fu-gue 1824), Eb. Prout [Fugue 1891, Fugal analyses 1892), F. Draeseke (»Der ge-bundne Stil«), A. Gédalge (Traité de la Fugue 1901)., /. Knorr (»Lehrbuch der F.-Komposition« 1911), A. W. Marchant (500 Fuga! Subjects and Answers'< o. fi.

Fugato benyttes som Betegnelse for den ofte kun forbigaaende Bearbejdelse af et Temabrudstykke i Fugastil. der af og til anvendes til Indledning el. som Indsats i en Sonate, Symfoni el. Koncert.

Fugger, rig Patricierslægt fra Augsburg, omkr. 15—1600, senere adlet, talte ivrige Befordrere af Tonekunsten: Raymund F. (hvis »Verzaichniss Instr. u. musica« udk. 1566) og Johann Jacob F. i München, »en af Tidens mest dannede Mænd«, der bl. a. virkede for Orlando di Lassos (s. d.) Indkaldelse som Hofkapelmester.

Fughetta, en lille Fuga.

Fuldt Værk benyttes i Orgelkompositioner som Forskrift, hvor et stort Antal el. eventuelt alle Stemmer, skal tages i Brug.

Fuller-Maitland, John Alexander, f. 1856, eng. Musikforf, Referent, Foredragsholder og Pianist i London, skrev, foruden Bidrag til Groves Musiklexikon og Biografier af Schumann. Joachim, Brahms, English Music in the 17. land 19.) Century, The Age of Bach and Händel (i Oxford History of Music 1902) m. m. samt udg. Fitzwilliam-Virginal-hook, Purcels Sonater etc.

Funck, Frederik Christian^-, 1783 —1866. dsk. Cellist, der som udmærket Cellospiller vandt stort Ry i Udlandet (Paris etc.), fremragende Lærer i Kbhvn.; Medlem af d. kgl. Kapel 1799—1857.

Funèbre (fr.), Foredragsbetegn., sorgeligt, dystert, Marche f. Sorgemarsch.

Fuoco (ital.) Foredragsbetegn., se con fuoco.

Furchheim, Johann Wilhelm, c. 1635 — 82, tysk Violinist, Koncertmester i Dresden, en af Tidens betydeligste Komponister for Violin (»Violin Exer-citium«, »Musikalische Tafel-Bedienung«, flerstem. Sonater).

Furiant, hurtig bøhmisk Dans med stærke Accenter og vexlende R\'tme.

Furioso (ital.), Foredragsbetegn.. vildt, med Raseri.

Furtwängler, Wilhelm, f. 1886, tysk Musiker, Elev af Rheinberger og Schillings, fremragende Orkesterdirigent, opr. ved Operascener, siden særl. i Koncertsale^ nu Leder af »Gewand-haus-Koncerterne« i Leipzig (efter Ni-kisch^: optraadte paa adskillige Kunstrejser, bl. a. ogsaa i Kbhvn. (1922).

Furuhjelm, Erik Gustaf, f. 1883, finsk Musiker, Elev af Sibelius og We-gelius (i Helsingfors Musikinstitut), senere Studier hos Rob. Fuchs i Wien, i Paris og andetsteds; 1909 blev han selv Teorilærer ved Helsingfors' Musikinstitut; har skrevet S3^Tmfon., »Fantastisk Ouverture«, »Koncertstykke« og Kammermusik (særl. Pianokvintet): F. er desuden Forf. af musikalske Afhandlinger og af en Monografi af Sibelius.

Fusa (lat.), Ottendedelsnodens tidligere Navn, se Mensuralnodeskriften.

Fusella og Fusellala (lat.), ældre Betegnelser for To og tredivte- og Fire og tresindstyvendedelsnoden.

Fux (Fuchs) Johann Joseph, 1660 —1741, østr. Komponist, Organist i Wien; stod det musikdyrkende Hof meget nær, Mester i Kontrapunkt, (kaldet »Østrigs Palestrina«), mindre betydelig som Operakomponist, men som saadan yndet af Hof og Publikum: hans Opera Elisa dirigeredes saaledes af selve Kejser Carl VI. hans Constanza e fortezza fik en Mønster- og Pragtopførelse i Prag (1723); mest kendt som Forf. af Gradus ad Parnassum (1725), en endnu værdifuld Kontrapunktlære affattet paa Latin, men siden oversat paa tysk, ital., fr., eng. ; allerede for hin Tid konservativ bygger den endnu paa de gi, Kirketonearter. (Biogr. af v. Kachel og C. Schnabel.)

Fykerud, Lars Hansen, 1860—1902, Hardanger-Violinvirtuos, som skabte en ny Stil; komponerede adskilligt isaaledes ^Budeigjorne paa FilefjelU), optraadte bl. a. i Amerika.

Fyldestemmer kaldes i en flerstemmig Sats de Stemmer, der kun er bestemte til at udfylde Harmonien, men ikke danner nogen selvstændig Melodi.

Fynske Musikantere, et Orkester af Amatører, stiftet 1907 af Højskoleforstander Poulsen. Ryslinge og Organist sst. Th. Aagaard (s. d.); har under den sidstes Ledelse givet en Række Folke-Koncerter, særl. paa Fyn, men ogsaa i andre Dele af Danmark, med det Formaal at gøre Landboerne delagtige i klassisk og nordisk Musik.

Fürstenau, Moritz, 1824—89, tysk Fløjtevirtuos og Musikforf. : i Dresdens Hofkapel og Lærer ved Konservat. dér; skrev det kgl. sachs. Kapels Historie, om Musik og Teater ved Dresdener Hoffet (2 Bd.), »Jos.Tichatschekf, og Dresdens Musik-Konservat.s Festskrift 1856 —81 m, m.

Földesy, Arnold, f. 1882, ungarsk Cellist, Elev af David Popper, har paa talr. Koncertrejser vundet Navn for virtuost og toneskønt Spil; ofte op-traadt i Kbhvn., Kria. og andetsteds i Skandinavien.

Fønss, Johannes, f. 1884, dsk. Sanger, uddannet i Kbhvn.. Paris og Milano, debut, paa d. kgl. Teater (1905), men ansattes ved Operaen i Frankfurt a. M., gæsterede paa flere evro-pæiske Scener (Berlin, Wiesbaden, London, Paris); Basbarytonist og særl. Wagner-Sanger; efter Verdenskrigen i Kbhvn.. paany optraadt som Gæst paa d. kgl. Teater.

Förster (Forster), Caspar. 1617—73. tysk Musiker, uddannet som Sanger, med fortrinlige Stemmemidier. 1652 kgl. Kapelmester i Kbhvn., hvor han bragte Kapellet i Vejret, indførte ital. Sangere og den nymodens ital. Musik: skrev selv Festmusik for Hoffet m. m. Operaballet Cadmo opførtes i Frederiksborg Slotshave; virkede senere i Hamburg og Dresden; d. i et Kloster nær Danzig.

Förster, Josef Bohuslay, f. 1859, bøhmisk Musiker, Konservat.-Lærer i Hamburg (tillige Kritiker ved »Hamb. Nachrichten«) og senere i Wien; frugtbar, anset Komponist af Symfon., sym-fon. Digtninge, nogle Operaer, Kammermusik og Korværker af national Karakter, der sættes højt; F., der tidligere mødte Modstand som hældende til moderne Stil, er nu en i sit Hjemland meget skattet Musiker: 1922 Direktør for Konservat. i Prag; enkelte af hansVærker (som Operaen »Jessica«) er med Held opført udenfor Czeko-slovakiet.