G I) Som Tonenavn. se Bogstavskrift. — 2) Som Nøgletegn, se Linier og Nøgler. — 3) Som forkortet Udtryk for venstre Haand, fr. main gauche. — 4) I Solmisationslæren benævnes G: Sol re ut (s. d.) og herfra stammer Tonen G's endnu bestaaende Benævnelse som sol i de romanske Lande. — 5) Stort G kan endvidere baade betyde G-dur og G-dur-Treklan-gen, ligesom lille g baade kan betyde G-moll og G-moll-Treklangen.

Gaarn, Birger Wollner-, f. 1881, dsk. Musiker, Elev af det kgl. Musik-konservat., Organist og Musikanmelder i Kbhvn., 1912 Lærer ved Konservat. (Grgel og Teori); har navnl. skrevet en Række Sange.

Gabrieli, Andrea, c. 1510—c. 1586, ital. Komponist, var Sanger, senere Organist ved St. Markuskirken i Venezia; fremragende Musiker af sin Lærer Willaerts Skole, udviklede denne i Retning af Bevægelighed og » Opfindelse af Tonebilleder« ; skrev kirkelige Sangværker: Messer. Cantiones og Koncerter samt navnl. Psalmi Davidici poenitentiales, men ogsaa Orgel- og anden Instrumentalmusik. — Hans endnu berømtere Brodersøn og Elev, Giovanni G.. 1557—1612, var ligeledes Organist ved St. Markuskirken og nød et Ry som Lærer, der strakte sig over Tyskland helt til Holland og Danmark; blandt hans Elever var H. Schütz, Sweelinck, Borchgrevinck, Mogens Pedersen og Hans Nielsen. Som Komponist er han en af den venetianske Skoles første Mænd, udmærket ved sine plastiske Kors Fylde og Karakterfuldhed, stigende til dramatisk Virkning, ved den Kunst, hvormed han forstod at blande Stemmerne til baade Glans og ædel Skønhed, med Forkærlighed i flere korresponderende Kor; ogsaa for Instrumentalmusikens (Fugaen. Sonaten) Udvikling var G. af stor Betydning; hans berømteste Værk er Sacræ sgmphoniæ, 2 Bd. (1597, 1615), endvidere Madrigaler. Cantiones eccle-siasticæ etc. (Litt.: Winterfeld: »Johs. G. und sein Zeitalters 3 Bd., 1834).

Gabrilovitsch, Ossip, f. 1878, russ. Klaverspiller, Elev af Konservat. i Petersborg og af Leschetizky, har vundet Ry i de fleste europæiske Storstæder som Pianist og fra 1914 i Amerika, hvor han levede længere Tid (g. m. Mark Twains Datter) og gjorde stor Lykke, siden i Schweiz ; har komponeret Klavermusik og er optraadt som Dirigent.

Gade, Niels Wilhelm, f. 22. Febr. 1817 i Kbhvn., d. 21. Decbr. 1890 ssf. dsk. Komponist, Søn af Instrumentmager Søren Nielsen G. og Marie Sophie Arentzen, begge af Bondeslægt (Moderen fra Bornholm), viste fra Barn musikalske Ævner og dyrkede uden egentl. Undervisning Violin og Guitar; var eneste Barn, af Faderen bestemt til Snedkerhaandværket, og begyndte efter Konfirmationen at >staa i Lære« ; hans Trang til Musikgerningen lod ham dog snart bryde ud herfra, og han fik Wex-schall (s. d.) til Lærer i Violinspil og senere A. P. Berggreen(s. d.) i Musikteori ; denne sidste, Oehlenschlägers Beundrer og Indsamler af Folkeviser, har. sikkert øvet Indflydelse paa G.s musikalske Retning. Som begavet Violinspiller vakte G. Opsigt, kunde endog foretage en Kunstrejse til Sverige (optraadte i Sthlm. 1838) og Norge og blev 1834 .Elev i det kgl. Kapel«. Der forelaa allerede Vidnesbyrd om G.s kompositoriske Trang og Ævne — Sange (som »Paa Sjølunds fagre Sletter«,, først offentliggjorte i Berggreens Musiktidsskrift eller i »Fædrelandshistor. Digter Balletterne (med Fröhlich, s.d.), »Fædrelandets Muser« og »Napoli«, Musik til ^Aladdin--., en Klaversonate (e-moll), der senere i omarbejdet Skikkelse tilegnedes Fr. Liszt — men det vakte alligevel den største Opsigt, da G., 1840, vandt den af Musikforeningen udsatte Pris med den snart berømte Ouverture »Nachklänge von Ossian«; Dommerne var L. Spohr og F. Schneider. Ouverturens Motto: sFormelhält uns nicht gebunden, uns're Kunst heisst Poesie« er betegnende for dette Romantismens Gennembrud i dsk. Musik. G. gav selv sit Værk Opus-Tallet 1 og fastslog dermed dets Betydning som hans første afgørende og selvstændige Arbejde. Allerede her møder man den melankolske Folkevisemelodi jævnsides med den »danske« lyse, mildt bevægede Tone — iklædt en mere fantasifuld, fri og fortrinlig klingende Instrumentation, end dsk. Musik hidtil kendte det. Disse store og betydelige oprindelige Fortrin dækkede over visse Mangler eller Svagheder i den musikalske Udarbejdelse og Formgivning. I den dsk. Musikhistorie blev »Ossian-Ouver-turen« imidlertid en Mærkesten, den hører endnu til Orkestrenes Repertoire uden at have sat til af sin Virkning. Ouverturen opførtes ikke blot i »Musikforeningen« under stort Bifald, men kom frem i Gewandhauskoncerterne i Leipzig og udgaves af Breitkopf & Härtel. Saaledes opmuntret arbejdede G. paa sin 1ste Symfon.. men led den Skuffelse, at »Musikforeningens afviste det færdige Opus. Vistnok paa Tilskyndelse af Vennen Fr. Høedt, den kendte begavede Skuespiller og Litterat, sendte G. da Symfon. til Felix Mendelssohn i Leipzig, der straks antog den til Opførelse og sendte G. et smukt og varmt affattet Brev om hans -» fortræffelige Værk«. At den Paa virkning fra hans egen Musik, som Mendelssohn kunde iagttage ved Siden af det særlige og tiltrækkende nordiskromantiske, har indtaget ham for Symfon., er vel udenfor Tvivl. Symfon. opførtes (under Mendelssohn) Marts 1843 og vakte stor Jubel, og G., der herhjemme endnu kun var »Eleven i Kapellet«, søgte nu ud, fik et kgl. Rejsestipendium, drog til Leipzig, hvor han hurtig blev ikke blot Mendelssohns men ogsaa Joachims og Schumanns højt-skattede Ven; den sidste helligede ham i sit Tidsskrift en begejstret lyrisk-be-væget Artikel, hvori med Rette peges paa Fr. Schubert som et Forbillede for G.: sammen med Venner som Brødrene Helsted havde G. studeret denne Wienermesters Værker, der da endnu var ret ukendte i Kbhvn. — Bortset fra et Besøg i Italien blev G. nu i Leipzig, flittig komponerende, knyttet som Lærer til det af Mendelssohn oprettede Konservat. og som Vikardirigent til Gewandhauskoncerterne under hin Mesters Fraværelse — senere som hans sideordnede og efter hans Død (1847) som Enedirigent. Han lod opføre sin 2den Symfon. (E-dur), paabegyndt i Danmark og modtaget køligere end den første af Leipzigs Publikum og Kritik, og den 3die i a-moll, der kendelig paavirket af Mendelssohn og med Mindelser om »Ossian« gjorde betydelig mere Lykke, endvidere Ouverturerne »Im Hochland» og i C-dur, Stryge-Kvintet og Oktet samt endelig den store Koncertkantate »Comala«, alter et Ossiansk Stof; et ufuldført Operaudkast »Siegfried und Brunhilde« (Tekst af Louise Otto^ kunde tyde paa

Niels W. Gade.

Ungdomsportræt.

Paavirkning fra Rieh. Wagner, hvis Opførelse i Dresden af Beethovens 9de Symfon. G. med Beundring overværede. Et Tilbud fra Sthlm. om en Hofkapelmester-Stilling afslog G. i Begyndelsen af 1848 — han var »vokset for fast til Leipzigernes Hjærter« —, men endnu s. A. foranledigede den slesvigske Krig (mulig under Paavirkning hjemmefra og af spirende Vanskeligheder i Leipzig) ham til at bryde op og vende tilbage til Fædrelandet. Allerede 1850 var G. dog atter i Tyskland og 1852 dirigerede han som Gæst lOGewand-hauskoncerter, men om nogen fast Tilknytning til Institutionen var der ikke mere Tale.

Ikke længe efter sin Hjemkomst blev G. — væsentlig støttet af E. Erslev (s. d.) — »Musikforeningens« Dirigent (1850), idet Fr. Gläser (s. d.) trak sig tilbage fra Stillingen samtidig med, at d. kgl. Kapels Forbindelse med Foreningen ophørte. En ny og saare frugtbar Periode af G.s Kunstnerliv begyndte nu; som ypperlig Orkesterleder, beriget ved sine Leipziger-Erfa-ringer fremførte han i inspireret Fortolkning den tyske, klassiske og romantiske Musiks Værker, af hvilke mange var Nyheder for Kbhvn., og naaede siden til mønsterværdige Førsteopførelser af Storværker som Bachs »Ma-thæuspassion« og Beethovens 9de Symfon. Samtidig var Dirigentstillingen ham en Spore til Komposition, idet han straks kunde fremføre sit Arbejde i autentisk Skikkelse overfor et særdeles sympatetisk Publikum, og ganske særlig inspireredes han til at udnytte Foreningens gode Kor (af hvilket han, ligesom af Orkestret, blev en sand Opdrager) i de Koncert-Kantater, der kom til at indtage en betydningsfuld Plads i hans Produktion. Den første af disse, Balladen »Elverskud«, 1853, hører til hans mest typiske danske Værker og overhovedet til det ypperste, han har frembragt(den eropførtrundtom i europæiske Koncertsale); jævnsides den kan nævnes »Foraarsfantasien«, 1852, og senere »Korsfarerne« 1865, der straks vandt og siden bevarede stor Popularitet,uden dog at høre til G.s betydeligste Frembringelser, »Kaianus-, 1869, »Zi-on«, 1874, »Psyche«, 1882 — de to sidste hørte til de Værker, som G. komponerede for destore Musikfester (i England), til hvilke han, i denne Periode en af europæisk Musiks mest kendte og skattede Navne, jævnlig indbødes (ogsaa i Tyskland, Holland o. a. St. optraadte G. efter Indbydelse som Dirigent af egne Kompositioner). Samtidig fortsattes Symfon.s Række med den harmonisk formfuldendte og lys-stemte fjerde i B-dur, den femte (med Klaver"; i D-moll og den sjette i G-moll — af mere mørk og lidenskabelig Karakter, antagelig fordi den skre-ves under Indtryk af Tabet af G.s første Hustru, I. P. E. Hartmanns Datter^.s anden Hustru blev Math. Stæger, en Steddatter af E. Erslev), den syvende og navnl. ottende i h-moll, der komponeret 1871 og tilegnet det svenske Akademi, paa ejendommelig, skøn og virkningsfuld Maade ligesom vender tilbage til Udgangspunktet for G.s Instrumentalmusik i »Ossian-Ouverturen« og den 1ste Symfon. (En niende Sym-fon. vilde G., som han paastod, af Princip ikke skrive !). Mindre Korværker er: »Frühlingsbotschaft«, »Die heilige Nacht«, »Baldurs Traum«, 1857 —58, — lste Del af et planlagt stort Værk, i hvilket Paavirkning af Rieh. Wagner kan spores, men, som sagtens under Indflydelse af kbhvnsk Kritik, aldrig fuldførtes, — »Ved Solnedgang«. »Den Bjergtagne«, >Gefion«, »Der Strom« (o: Goethes »Mahomets Gesang«), Lejlighedskantater ved Nordisk Industriudstilling 1872 og navnl. ved Universitets-Jubilæet 1879; af andre Værker: Balletten »Et Folkesang«. 1854 (med I. P. E. Hartmann), »Hamlet«- og »Michel Angelo«-Ouverturerne (samt en uopført "Bertran de Born«-Ouverture;; Orkesterstykker som »Novelletter« log II, »Sommerdag paa Landet« og »Hol-bergiana«, Violinkoncert, nogen Kammermusik (særl. Trio og Violinsonater), Fantasistykker for Klarinet, nogle Klaverstykker (»Børnenes Jul«, »Aqua-reller« m.m.)og Sange(særl.»Grøner\'aa-rens Hæk«, Polsk Frihedssang: »Hvorfor svulmer Weichselfloden«, Holger Danskes Sange m. Q.). Dramatiker var G. ikke, hans eneste Forsøg paa Operascenen: »Mariotta«, 1850, mislykkedes (ligesom han hurtig opgav Stillingen som Kapelmester ved det kgl. Teaters Opera, der overdroges ham 1862). Egentlig skarp Karakteriseringsævne besad han ikke heller og al grel eller blot »stærk« Virkning var hans Kunstnernatur imod. Hans Musik var harmonisk, fuld af Poesi og Ynde, skøn-hedsmættet, frisk, melodirig, formfuldendt og velklingende — baade Orke-stration og Korsats mestrede han tilfulde — og dertil som nævnt af et bestemt »dansks Præg, der meget vel spores, selv efter at G. havde opgivet Ungdommens af Folkevise og tysk Romantik prægede Tone til Fordel for en lysere, mere almen-klassisk. Den af G. anslaaede Tone beherskede i Aartier dsk. Musik (tildels ogsaa den øvrige nordiske, navnl. den sv. Musik: Josephson, Normann, Rubenson), ligesom hans karakteristiske fornemme, men dog jævne og brede Personlighed, paa samme Tid myndig og fuld af Lune, ragede op i dsk. Musikverden, i mange Maader som den afgørende Faktor deri. — Ved Siden af den betydningsfulde Ledelse af »Musikforeningen« var G. Direktør for det ny Kbhvn.s Musikkonservatorium fra dets Oprettelse, 1867, til sin Død og ud-foldedede her et afgjort administrativt Talent, samt Organist, først ved Garnisons Kirke, siden og længst ved Holmens Kirke (fra 1858), en Gerning han ogsaa udførte med megen Interesse og Troskab (af kirkelige Værker skrev han

GADE

1. Trappe i Borgergade 17. hvor N. W. G. fødtes- 2, 3. 4. 5 Forskellige karakteristiske Portrætter af G. 6. En Musikforenings-Koncert i Halvtredserne.

dog kun faa : Nogle Orgelstykker og enkelte Salmemelodier som »Udrust dig Helt fra Golgatha« og »Lover Gud, i Barndoms Dage«). Blandt de mange Hædersbeviser, der blev G. til Del i hans Fødeland og fra Udlandet, skal kun nævnes, at han 1879 blev Æresdoktor ved Kbhvn.s Universitet. Et Mindesmærke rejstes over ham i Kbhvn. (St. Annæ Plads); hans Sarkofag hen-staar i Holmens Kirkes Kapel. (Biogr.: Ch. Kjerulf. 1917, og Will Behrend, 1917, Dagmar G.: G s Breve og Optegnelser, 1892, jfr. iøvrig G.s Selvbiografi i Universitets Program 1879, R. Henriques i »Stadentersamf. Smaa-skr.« 1891, C. Thrane: »Danske Komponister«, Axel G.: »Mit Hjem«, 1911, Artikler og Nekrologer af Will. Behrend (i »Tilskueren«, »111. Tidende«, Kalenderen »Danmark« og »Vor Fortid«), Ch. Kjerulf (i »Nord. Musik-Tidende« og »Nutiden«), H. Ploug (»Hl. Tidende« og »Ugens Tilskuer«), A. Ha mmer/cA(»Nord. Tidskr.« og Musikforeningens Festskr. 1886), G. Hetsch (i »Det kgl. danske Musikkonservat. 1867-19170 m. fl. ; endelig W. Neumann : »N. W. G.«, 1857, Lobe (i -Musikalische Briefe«), Spilla (i »Zur Musik«) og Hedevig v. Holstein: »Eine Glückliche«, 1902).

Hans Søn, Axel Wilhelm G., 1860 — 1921. var Elev af Kbhvn.s Musikkonservat. og særl. af V. Tofte; sin Uddannelse som Violinspiller afsluttede han hos J. Joachim i Berlin og blev 1884 Medlem af det kgl. Kapel, hvor han fra 1910 var Koncertmester ; Violinlærer ved Konservatoriet, i hvis Bestyrelse han indtraadte. G., fremragende blandt samtidige Violinister ved Spillets Toneskønhed og den fine Musikfølelse, optraadte som yngre jævnlig som Solo-Koncertspiller, senere navnl.

som Kammermusikspiller; han var desuden Komponist af en Opera (»Venezias Nat«, kgl. Teater 1919), nogle Violinkoncerter, en Del Kammermusik og Sange (adskilligt deraf dog utrykt).

Gaffelgreb, se Fløjte.

Gafori, Franchino, kaldet Franchi-nas, 1451 — 1522, ital. Musikforf., Kapelmester i Milano (Domkirken) og Lærer ved Pavias Universitet, fremragende Lærd og Autoritet for Samtiden paa Musikteoriens Omraade, foranstaltede bl. a. græske Musikforf.s Værker overs paa ital., skrev Practica musicæ, 4 Bøger, m. m.

Gagliano, Marcoda, c. 1575—1642, ital. Komponist, Kirke-Kapelmester i Firenze, skrev i Tilslutning til den nj^rStil (rappresenlalivo) Operaen »Dafne« (1607), der udkom med interessant Fortale, endvidere andre Operaer, samt kirkelige og verdslige Vokalværker, og-saa i den ældre Stil.

Gagliarda (ital.), se Galliarde.

Gaillarde, se Galliarde.

Gaimant (fr.), Foredragsbelegn., muntert, lystigt.

Galant Stil var i 18. Aarh. det yndede Navn for den fri Klaverstil, der omkring 1750 afløste den af Seb. Bach til et Højdepunkt bragte ældre Poly-foni. I Modsætning til hin fastholdt den g. S. ikke Gennemføringen af noget bestemt Stemmeanlal, idet sangbare Melodier, der støttedes af et luftigt Akkompagnement af brudte Akkorder, let flydende Løb og Akkordpassager, her ad libitum vexlede med hverandre. Nominelt havde denne Genre sine første Repræsentanter i Carl Philip Emanuel Bach, Haydn og Mozart (se Sonate), men principielt bestod den allerede i Rokokotidens frit affattede franske og italienske Klaversals hos Fr. Coupcrin, J. Ph. Rameau, Dom. Scarlatti o. fl. (se Klavermusikens og Klaverspillets Historie: 1ste Periode d og e).

Galeotti, Vincenzo, 1733-1816, ital-dsk. Balletkomponist, kaldtes 1775 til Kbhvn.s kgl. Teater, hvor han blev Balletmester ogkomponerede en Række dramat. Balletter (mest bekendt »La-gertha«, »Nina«, ^Rolf Blaaskægt -Amor og Ballet mesterens Luner«) og saale-des blev Grundlæggeren af en dsk. Ballet; hans musikalske Medarbejder var i Regien Schall (s. d.).

Galilei, Vincenzo, 1533— 91, ital. Musiker, Fader til den be-

rømte Naturforsker Galileo G., fortræffelig Lut- og Violaspiller, ivrig virksom i den Kreds, der i Grev Bardis Hus forberedte den ny Stil og Operaens Fremkomst; omtales som den første Komponist af Sangsoloer (Mo-nodier) i hin ny (recitativske) Stil; skrev om Grækernes Musik, opdagede Mesomedes' Hymner og forf. teoret. Stridsskrifter (mod Zarlino).

Galitzin, Nikolai, 1794—1866, russ. Fyrste, Musikamatør, bekendt som den, der hos Beethoven bestilte og fik tilegnet dennes tre sidste Strygekvartetter (Op. 127, 130 og 132). Honorarspørgs-maalet gav iøvrig Anledning til Strid mellem Beethoven og G. — Hans Søn YurijG., 1823—72, Adelsmarskal, dyrkede Musik som Leder af Sangkor og Orkester, med hvilke han endog op-traadte i England og Frankrig, for at gøre russ. Musik bekendt; var selv Komponist og efterlod sig Memoirer.

Galli-Marié, Célestixe, 1840-1905, fr. Operasangerinde, berømt Fremstil-lerinde af »Carmen«, fra 1862—77 ved Opéra-comique i Paris.

Galliarde, Gaillarde (fr., ital. Gagli-arda), ældre, nu forlængst opgivet Dans, der var identisk med den i 3-delt Takt affattede livlige Efterdans (Saltarello. Springdans, Hupfauf), der indtil c. 1650 som Modsætning konsekvent var knyttet til den i 2- el. 4-delt Takt affattede Fordans (Pavanc). Den delte sig i 3 Repriser og blev ifølge Prætorius enten udført i Sang el. instrumentalt (se Danseformer, Branle, Saltarello).

Gallus, Jacobus (tysk Handl el. Handl';, 1550—91. bøhm. Komponist, af sin Tid højt anset, begavet kirkelig Vokalkomponist (endog kaldet den tyske Palestrina), levede i Prag som Kantor ved Rudolph II.s Hof: hans Hovedværk er Opus masiciim i 4 Dele, der bl. a. indeholder to Passioner (Johannes og Matthæus); længe nød navnl. G.s Motet Ecce quomodo moriiur justus et stort Ry.

Galop, Gallopade, moderne Runddans, der først kom i Mode c. 1824. Den er i ²/_Å Takt og udføres hurtigt og springende.

Galoubet (baskisk: chirula), lille provencalsk Fløjte, der fremstilles af Bux-bom og kun er forsynet med 3 Fløjte-huller.

Galston, Gottfried, f. 1879, østr. Klaverspiller, Elev af Leschetizky, har koncerteret i Europa, Amerika, Australien samt udg. »Studienbucht (1909), omhandlende hans 5 Klaveraftner fra Bach til Brahms; gift med Pianistinden Sandra Droncker.

Galuppi, Baldassare, 1706—85, ital. Komponist, debut, allerede 1722 med en Opera buffa, havde derefter Marcello og Lotti til Lærere og fik en Mængde Operaer opført med stort Held. 1762 blev han Kapelmester ved Markus Kirken i Venezia, fra 1765—68 var han Operakapelmester i Petersborg, særl. yndet af Katharina II og reformerende Orkesteret dér. Sine sidste Aar tilbragte G. atter i Venezia. Begavet og produktiv Komponist af Buffooperaer og meget yndet af Samtiden (hans Operafinaler fremhæves);

skrev tillige Kirkemusik og histor. interessante Klaversonater. (Biogr. Wot-quenne).

Gambang, malajisk Instrument, der dannes af et sofalignende Stel, hvor-paa der hviler afstemte Plader af Træ eller Metal. Anslaas med smaa Hamre.

Gambe el. Viola dagam-ba₎ o : Knæ- el. Benviolin ; forældet Strygeinstrument, der af Udseende minder om en Violoncel, men har 6—7 Strenge og Baand ned over Gribebrættet. Nærmere under Strygeinstrumenter.

Gambestemmer kaldes hos Orglet alle de Registre, der repræsenterer Strygeinstrumenter som f. Ex. Violin, Viola, Violoncel, Violone, Kontrabasso o.s.v.

Gamma, det græske Bog-

stav G, der noteres: L, indførtes i 11. Aarh. som Tegn og Navn for

, der ved den Tid føjedes ind under Tonesystemets hidtil dvbeste Tone A. Det almindelige (store) G var nemlig ikke brugbart, fordi det jo højere oppe havde Plads mellem »Store Oktavs« Bogstavnavne: A B C D E F G (se Bogstavskrift). Eftersom T var Udgangspunktet for det af Sextoneskalaer sammenstillede Solmisationssgstem (s. d.), kaldtes ogsaa den samlede Skala Gamma (eng. Gamut), og Gamma er i Frankrig endnu Almenbetegnelsen for en Skala. I gi. Tid anvendtes T ogsaa som Nøgletegn sammen med F-Xøglen:

Ganne, Louis, 1862—1923, fr. Komponist, Elev af Konservat. i Paris (bl. a. C. Franck', skrev Musik i let Stil (Balletter, Opéras-comiques og Operetter); men særl. hans Danse vandt megen Popularitet (La czarina, Pére la victoire eta); optraadt som Dirigent paa Turnéer i Udlandet, saaledes i Kbhvn. 1897.

Garat, Pierre Jean, 1764—1823, fr. Sanger, besad en sjælden smuk og omfangsrig Stemme, Tenor-Baryton, og meget dramat. Talent, var særlig yndet i Glucks Operaer; Marie Antoinette beskyttede og hjalp ham frem, hvorfor han under Revolutionen maatte flygte og koncertere i Tyskland ; vendt tilbage blev han 1799 Lærer ved det nygrundede Konservat. og uddannede som fortrinlig Sangtekniker talr. til Dels siden fremragende Sangere som Nourrit.

Garcia, Manuel del Popolo Vicente (egl. Rodriguez), 1775 — 1832, sp. Sanger og Komponist, var allerede optraadt som Sanger og Operakomponist, inden han 1808 kom til Paris; her gjorde han stor Lykke paa Théåtre italien, hvortil han efter Optræden paa Hal. Scener og i London vendte tilbage 1819; i de flg. Aar faldt hans Glansperiode som Sanger, den fortsattes i London ved den kgl. Opera og derefter i New York og Mexico til 1828; sine sidste Aar levede han som Sanglærer og Komponist i Paris; har skrevet Operaer til sp., ital. og fr. Texter, i hvilke han til Dels selv er optraadt. Hans Børn blev berømte Sangere, Døtrene Marie Malibran(s. d.) og Pauline Viardot (s. d.) og Sønnen Manuel G., 1805—1906, der dog tidlig forlod Operascenen for at hellige sig Sangpædagogik: M. G. blev en vidt kendt og søgt Lærer i Paris (Jenny Lind og Jul. Stockhausen var blandt hans Elever) og nævnes, dog næppe helt med Rette, som Opfinder af Laryngoskopet (Strubehovedspejl), der fik Betydning baade medicinsk og pæ-

dagogisk. 1847 blev han Professor ved Konservat. og skrev s. A. en Traité complet du chant, overs, paa flere Sprog; tidligere havde han skrevet Mémoire sur lavoix humaine. 1850 gik han til London og fortsatte der endnu som meget gl. Mand sin pædagogiske Gerning. (Biogr. Mackinlay, 1908).

Gardano, Nodetrykkere i 16. Aarh.; den ældste, Antonio G., d. c. 1570, optog egne Kompositioner i Samlinger som Moteili del frutlo og Canzont fran-cesi; det ældste Tryk er fra 1537; Sønnerne Angelo G., d. 1610, og Alessandro G. fortsatte Virksomheden.

Gardiner, H. Balfour, f. 1877, eng. Komponist, studerede i Frankfurt a. M. og Sonderhausen; lever uden offentligt Hverv paa Landet i England; har komponeret Symfon., Orkestersuite, Kammermusik, Sange m. m.: meget spillet er hans Orkesterstykke Shepherd Fennels Dance.

Garlandia, Johannes de. Navn paa to Musikforff. i 12. —13. Aarh., den ældre, f. i England c. 1190, studerede og virkede længe i Paris og skrev De musica mensurabili — før Franko af Paris; den yngre skrev Inlroductio musicæ og Inlroductio in contrapunc-tum (if. Riemann første Gang denne Betegnelse er brugt). Begges Skrifter er optagne i Coussemakers Scriptores.

Gaspari, Gaetano, 1807—81, ital. Musikforf, Bibliotekar ved Lyceet i Bologna og en anset Musikautoritet i Italien; hans Skrifter vedrører mest Bolognas ældre Musikhistorie.

Gasparini, Francesco, 1668 — 1727, ital. Komponist, kirkelig Kapelmester (ved Laterankirken), skrev talr. Operaer, kirkelige Vokalværker og en meget og længe benyttet Generalbaslære: L'armonico pratico al cembalo.

Gasparo da Salö (egl. Bertolotli), c. 1542 —1609, ital. Instrumentmager, levede i Brescia, forfærdigede (foi ud for • Cremoneserne«") fortrinlige Strygein-str. fra Violin til Kontrabas. En af Ole Bulls Violiner var en G. : iøvrig existerer ikke mere mange Violiner af hans Fabrikat. (Biogr.: H/7/, Livi og Berenzi).

Gasperini, Guido, f. 1865, ital. Musikforf., Prof. i Musikhistorie i Parma, Grunder af de ital. Musikologers Samfund; har skrevet en Sloria della musica samt Skrifter saavel om ældre ital.

Musik som om Verdi og hans Forgængere.

Gassenhauer (tysk), Gadevise, bruges nu som ringeagtende Betegnelse for Døgnets tarveligste Sange, men betød i 16. Aarh. Sang af folkelig Natur i Modsætning til kunstnerisk (kontrapunktisk) udarbejdede Sange.

Gassmann, Florian Leopold, 1729 — 74, bøhm. Komponist, studerede, efter Flugt fra Hjemmet, hos Padre Martini i Bologna, kom 1764 til Wien som Balletkomponist og blev 1771 Hofkapelmester: nød Anseelse som Komponist af Operaer, Symfon. og navnl. af Kirkemusik, men gik snart i Glemme.

Gast, Peter (egl. Köselilz), 1854— 1918, tysk Komponist, førte et omflakkende Liv, til sidst i Weimar, ansat ved F. Nietzsche-Arkiv, idet han som ung havde studeret hos denne i Basel og vedblev at staa i nært Venskabsforhold til N. : skrev flere Operaer og Sangspil, Symfon., Kammermusik, Sange m. m., udgav Nietzsches Breve.

Gastoldi, Giovanni Giacomo, c. 1556 —1622, ital. Komponist, Kirkekapelmester i Mantua, skrev talr. Vokalværker (flerstem. Madrigaler, Canzonetter, Messer etc), men er navnl. kendt for sine 5-stem. Sangstykker, Balletli di cantare, sonare e ballare, Dansemelodier. i Brug endnu i 18. Aarh.

Gastoué, Amédée, f. 1873, fr. Musikforf, tidlig optaget af Studiet af middelalderlig Musik, Lærer i Gregoriansk Sang ved Schola Cantorum og Autoritet paa dette Omraade, som han har behandlet i flere Skrifter (Histoire du chant liturgique à Paris, Les origines du chant Romain, L'art Grégorien etc.).

Gathy, Auguste, 1 800 —58. belg. Musikforf., skrev navnl. et mindre, men vel anset »Musikalisches Konservations-lexikon«, 1835, der udkom i fl. Opl. : levede fra 1841 som Musiklærer i Paris.

Gaudentios, c. 200 e. Kr., gr. Musikteoretiker, Forf. af »Indførelse i Harmonien«. Hans Skrift er af Interesse bl. a. derved, at det supplerer vort Kendskab til Aristoxenos Forklaring af Skalaerne.

Gaultier, Slægt af fr. Lutspillere i 17. Aarh.; deraf den berømteste Virtuos Denis G. (le jeune eller l'illustre) c. 1610 — 72, der udg. en Samling Pièces de luth og en Tabulaturbog; Jacques G., c. 1600—70, en Aarrække Kongens Lutenist i London, og dennes Søn Ennémond G., c. 1635 — 80, kgl. Lutenist i Paris, der ogsaa udg. to Bind Lutstykker.

Gauthier-Villars, Henri, f. 1859, fr. Musikforf. (Willy), indflydelsesrig Kritiker i Paris; Forkæmper for Wagner, senere for Debussy og Ravel, samlede sine Kritiker i Lettres de l'ouvreuse, Accords perdus etc. og skrev en Bog om Bizet (i Musiciens célèbres).

Gaveaux, Pierre, 1761 — 1825, fr. Sanger og Komponist, meget yndet Tenorsanger ved Opéra-comique, Napoleons Kammersanger: skrev en lang Række Sangspil, af hvilke særl. Léonore ou L'amour conjugal .1798) gjorde stor Lykke og ved Sujettet blev Forbilled for Beethovens Opera Fidelio; var fra 1819 sindssyg.

Gaviniés, Pierre. 1726—1800. fr. Violinspiller, kaldet »Frankrigs Tar-tinii, lige fremragende ved Teknik som ved Foredrag; fra 1796 Lærer ved Paris' Konservat.; skrev teknisk meget vanskelige Sonater, Duoer og Etuder, særl. Les 24- matinées (Etuder i alle Tonearter), iøvrig ogsaa en Opera. Biogr. Pipelet og Fayolle.)

Gavotte optræder tidligst som Efter-dans til Branle'n (fra c. 1590—1650), men er ikke saaledes som de tidligere Efterdanse (Branle gay og Gaillarde) i 3-delt, men i 2- el. 4-delt Takt. Da Branle'n gik af Brug og G. blev selvstændig, lik denne ligesom Menuetten igen sin Efterdans el. Trio i en Gavotte II el. G. à la Musette. G. bestaar i 2 Repetitionsdele el. Repriser, der hver rummer 8 Takter (lste Repr. har dog undertiden kun 4). lste Reprise afslutter paa Dominanten. 2den paa Tonica. Til Indledning tjener en Optakt paa 2 Fjerdedele. Tempoet er moderat, og der benyttes ikke mindre Værdier end Ottendedelsnoder. I Suiten hører G. til de Tillægsdanse, der efter c. 1700 ad libitum indskødes mellem de 4 Hoveddanse, Allemande, Courante, Sarabande og Gige; dens Plads falder da efter Sarabanden.

Gayarré, Julian, 1853—90, sp. Sanger, uddannet i Milano, fejret Tenorist ved Operaen i Petersborg, foretog glimrende Gæstespil paa de fleste europæiske Scener og i Sydamerika; kreerede bl. a. Lohengrin og Tannhäuser i London (Covent Garden).

Gazza ladra, La, Opera af Rossini. Milano 1817, Kbhvn. (»Skaden«) 1824.

Gazzaniga, Guiseppe, 1743 —1818, ital. Operakomponist, skrev for forskellige ital. Scener over 50 Operaer, mest i buffo-Slil, der ogsaa opførtes i Tyskland; bekendtest er Operaen 77 convilato di pietra (Venezia 1787), der ogsaa fremkom i Wien og blev Forløber, delvis endog Forbillede for Mozarts Don Juan. Efter 1791 skrev G. væsentl. kirkelig Musik.

Gebauer, Johan Christian, 1808 — 84, dsk. Musiker. Søn af den 1800 indvandrede kendte Dyremaler Chr. David G., udviklede sin musikalske Begavelse dels under Kuh-lau. dels under Weyse og Kros-sing. blev Organisa 859 ved Hel-ligaands Kirken og Musikteori-Lærer ved det nystiftede Konservat., hvor han ved sine grundige Kundskaber og fine, milde Personlighed øvede stor Indflydelse paa sine Elever, blandt hvilke flere siden bekendte Komponister: skrev væsentlig kun Sangmusik, Salmer og navnl. Børnesange, hvis naturlig naive Stil gav dem stor Udbredelse; stærkt interesseret for Kirkesangen skrev han -Om Menighedssangen«, endvidere >Tonograflsk Æste-

Julian Christian Gebauer.

tik ell. Kunsten at høre Noder og at nedskrive Toner» ; oversalte Richters »Harmonilære«: og Lobes »Musikkathe-kismus«. (Biogr. af Madsen Stensgaard). Gedackt el. Gedeckt, o : tildækket el. lukket kaldes hos Orglet de Piber, hvis Munding enten er helt el. kun delvis tillukkede. Nærmere u. Orgel.

Gédalge, André, f. 1856, fr. Musiker, skrev et Par Symfon., en Opéra-comi-que, Strygekvartet m. m., men har haft større Betydning som Lærer (i Kontrapunkt) ved Paris' Konservat, hvor de fleste af de unge Komponister (som Ravel, Honegger, Milhaud) har været hans Elever, og som Forf. af en Traité de la fugue.

Geige, det tyske Navn for Strygeinstrument el. Violin. Se Gige og Strygeinstrumenter.

Geijer, Erik Gustaf, 1783—1847, sv. Digter, opvoxede i et musikalsk Hjem. blev en duelig Klaverspiller og fortsatte sine Musikstudier og-interesser i Upsala (som histor. Prof. 1817-47) og paa Udenlandsrejser, stod flere kendte Musikere som A. F. Lindblad. Wennerberg og Josephson nær, komponerede Melodier til egne og andres Digte, saavel Sange (Romancer, Duetter) som Mandskvartetter, men og-saa større Arbejder som Klaverkvartet, 4-hd. Sonate o. m. a., der dog for en Del er utrykt eller endog forsvundet; G., der var en ejendommelig Improvisator ved Klaveret, udg. endelig med Lindblad: « Musik för sång och pianofortes 1824, og med Afzelius: »Svenska folkvisor, 1814—16, ny Udg. 1880. Litt, i Norlinds Musiklexikon.

Geisler, Christian, f. 1869, dsk. Musiker. Elev af Konservat. i Kbhvn. og i Berlin. 1893 Organist ved Reformert Kirke, fra 1911 ved Garnisons Kirke i

Erik Gustaf Geijer.

Kbhvn., Sanglærer og Kordirigent; har foruden nogen Kammermusik skrevet Korværker, Sange og Klaverstykker, samt »En Redegørelse for min Vokalnotation osv.c (1909).

Geist, Christian, d. 1711 (?), tysk Musiker i 17. Aarh. i dsk. Tjeneste under Frederik III og 1670—79 Medlem af det sv. Hofkapel; komponerede en Række Korværker; var efter 1680. atter i Kbhvn. som Organist ved Hel-ligaands- og Holmens Kirker.

Gelinek, Joseph, 1758—1825, bøhm. Komponist, skrev en Række af Samtiden meget yndede Fantasier og navnl. Variationer for Klaver, gennemgaaende indholdsløs Salonmusik; kendt fra Mozarts og Beethovens Biografier.

Geminiani, Francesco, 1674 — 1762, ital. Violinspiller, Elev bl. a. af Corelli og Al. Scarlatti, levede fra 1714 mest i England, hvor han fik stor Betydning for Violinspillets Udvikling; var en fremragende Virtuos, hans Stil betegnes som en modernere Udvikling af Corellis, udg. The Art of Playing on the Violin (»den første egl. Violinskole«) samt teoret. Værker : komponerede Koncerter og Sonater for Violin.

Genée, Richard Franz Friedrich, 1823—95, tysk Komponist, Kapelmester ved Theater an d. Wien 1868 — 78. skrev en Række Operetter til egen Text, af hvilke mange opnaaede stor Folkeyndest, bekendtest »Der Seeka-dett« (1876), samt Mandskor og Sange (særl. humoristiske), og forfattede Texter til Johann Strauss', Suppes og andres Operetter. — Hans Broder Rudolf G . 1824—1914, tysk Litteraturhistoriker, grundede »Mozartgemeindei i Berlin og udgav dennes »Mitteilungen« samt »Hans Sachs u. seine Zeit«, »Der Tod eines Unsterblichen« etc.

Generalbas er en Akkordnotering, der i Nutiden kun anvendes i Harmonilæren (s. d.) og bestaar i en i Noder optegnet Basstemme, som er forsynet med Tal (becifret Bas), af hvilke man kan aflæse Harmoniseringen. | (eller intet Tal) betyder en Treklang i Grundform ; 6 en Sextakkord, '; en Kvartsextakkord, 7 en Firklang i Grundform. ^e. en Kvint-Sextakkord, | en Tertskvartakkord, 2 en Sekundakkord osv. — I gamle Dage (fra c. 1600—c. 1750) havde G. en langt mere vidtrækkende Betydning, idet den udgjorde Grundlaget for en dengang ganske ny, men nu totaltop-givet musikalsk Stilart og derigennem

tillige blev Ophavet til en forhen med Iver plejet speciel Kunstpraxis o: Ak-kompagnementskunsten. Ved den første Indførelse af en instrumentalt ledsaget Solosang (Monodi) forsynede Komponisten ikke Sangen med noget færdigt udskrevet Akkompagnement, men nøjedes med kun at give den Følge af en med Tal kun nødtørftigt udstyret Basmelodi, der gav Akkompagnatøren en nok saa flygtig Anvisning paa de Toner, han skulde lægge til. Nogen Akkordlære existerede endnu ikke; 3 be-tød derfor dengang kun, at der over Bastonen skulde bygges en Terts og Kvint; 6, at der til den skulde føjes en Terts og Sext; \ fordrede Tilføjelsen af en Kvart og Sext. ö el. b under Tonen betød, at Tertsen henholdsvis skulde forhøjes eller fordybes; 4-3 eller 9-8, at Kvarten og Nonen henholdsvis skulde føres ned til Terts og Oktav osv. De Fordringer, der stilledes til Akkompagnatøren, var i Virkeligheden ret betydelige, idet han ingenlunde turde begrænse sig til Akkordspil, men indenfor de opgivne Samklange skulde udfolde sit kontrapunktiske Snille ved f. Ex. at lade Bas og Melodi duettere med hinanden, ved lejlighedsvis at optage karakteristiske Vendinger i Hovedstemmen til motivisk Behandling o. 1. Da G. snart ogsaa blev en uundværlig Ledsager af Kammermusiken (s. d.), den vokale saavel som den instrumentale, udvikledes Ak-kompagnementskunsten hurtig til en i vide Kredse plejet selvstændig Kunst, der tjente sine Udøvere des mere til Ære, som disse i mange Tilfælde kun gjorde Fordring paa at kaldes Amatører. Akkompagnementskunsten døde først ud, da der ved det 18. Aarh.s Midte indenfor Instrumentalmusiken indtraadte et Stiloms'ag (se Mannhei-merskolen og Stamitz). der fremtvang Generalbassens definitive Afskaffelse og derved foranledigede Komponisterne til fremtidig at udskrive Akkompagnementet, saaledes som de vilde have det udført. Kun Teoretikeren har som sagt til Dato bibeholdt den becifrede Bas som nyttigt Hjælpemiddel ved den teoretiske Undervisning. At studere Harmonilære og >lære Generalbas« er derfor i Nutiden ensbetydende Begreber.

Generalpavse kaldes en Pavse, der under Udførelsen af en flerstemmig vokal el. instrumental Komposition samtidig indtræder i alle Stemmer.

Generalprøve kaldes den Prøve, der gaar forud for den første offentlige Opførelse af en Koncert el. Tealerfore-slillingoguden Gentagelser gennemfører Programmet.

Genet, se Carpentras.

Gennemføring 1) bruges i Fugaen som Udtryk for Temaets som oftest 3 Gange gennemførte Vandring gennem samtlige Stemmer (o: 1ste, 2den, 3die G.), men anvendes 2) i den nyere Sonateform (o : det skematiske Grundlag for den klassiske Sonates lste Allegro) som Navn for den mo-dulatoriske Mellemsats (alm. betegnet som Modulationsdelen). der følger umiddelbart efter Temaopstillingen og gennem en livfuld Bearbejdelse af de forud benyttede Motiver fører frem til den Gentagelse af Førstedelens Indhold, hvormed Satsen regelmæssig afslutter.

Gennemgangstone kaldes en ubetonet harmonifremmed Tone, der i trinvis gennemgaaende Bevægelse forbinder to betonede harmoniske Nabotoner :

Gennemkomponeret kaldes en Sang, hvor Komponisten af Digtets vexlende Stemning eller fremadskridende_i Handling tager Anledning til at belyse hver Versestrofe med sin Musik. Se Lied.

Georgii, Walter, f. 1887, tysk Klaverspiller, Elev af M. Pauer, nu Lærer ved Kølns Konservat., betydelig Koncertpianist og tillige Forf. af Arbejder vedrør. Klavermusik og -komponister.

Gerardy, Jean, f. 1877, belg. Violoncelspiller, betydelig Virtuos, der allerede som Barn vakte Opsigt paa Koncertrejser (bl. a. til Skandinavien).

Gerber, Ernst Ludwig, 1746—1819, tysk Musiker og Musikforf., Hoforganist i Sondcrsliausen, komponerede Orgel-og Klavermusik, men er navnl. kendt som Musiklexikograf. Under beskedne og vanskelige Forhold forf. han sit ;> Historisch-biographisches Lexikon der Tonkünstler* (2 Bd. 1791-92), der senere forøgedes og forbedredes i »Neues hist.-biogr. Lexikon d. Tonk.« (4 Bd. 1812—14), Arbejder, der, med Tillæg af Billed- og Instrumentfortegnelser, ikke blot var fortjenstfulde for Datiden, men endnu har betydelig Værdi.

Gerbert, Martin, 1720 — 93, tysk Musikforf., Gejstlig i Benediktinerklostret i St. Blasien, ivrig og grundig Forsker (paa omfattende Rejser i Tyskland, Frankrig og Italien) af Middelalderens Kirkemusik; forf. Beretning om sine Studierejser ijter Atlemannicum elcj og de for musikhistor. Forskning højst værdifulde Skrifter: De canlu et niu-sica sacra etc. (1774) og det berømte 3 Bd.s Værk: Scriptores ecclesiastici de musica sacra potissimum (1784). (Biogr. /. Bader og A. Lamy.)

Gerhardt, Flexa, f. 1883. tysk Sangerinde (Mez.-Sopr.), Elev af Leipzigs Konservat., hvis Direktør, A. Nikisch, tog sig særl. af hende og siden ofte ledsagede hende paa Kunstrejser som Akkompagnatør; har paa talr. Turnéer i Europa, ogsaa til Skandinavien, og ved hyppig Optræden i Amerika vundet et stort Navn som »Lieders-Sangerinde (navnl. Brahms' Sange).

Gerhardt, Paul, 1607—76, tysk Salmedigter, Præst i Berlin, har digtet over 100 Salmer, af hvilke de første fremkom i Criigers (s. d.) Praxis pie-tatis melica; han har skrevet berømte Salmer som s Befal du dine Veje«, »Nu hviler Mark og Enge; o. m. fl., der i Brorsons, Grundtvigs og andres Bearbejdelse hører til dansk Menighedssangs Skatte.

Gerlach, Léocadie, f. Bergnehr, 1826 -—1919, sv.-dsk. Sangerinde, optraadte som Barn i Sthlm. og debut, paa Kbhvn.s kgl. Teater som H. Rungs Elev, 1845: ved sin pragtfulde Stemme og store FremstiUingsævne blev hun Operaens Primadonna i henved 20 Aar; 1861 ægtede hun Syngemester og Komponist C.L.Gerlach (1832—93) og optraadte ikke paa Scenen efter 1866, men var derefter en udmærket og meget søgt Sanglærerinde.

Gerle, Conrad, d. 1521, og Haxs, d. 1570, Lutmagere i Nürnberg; den sidste udg. bl. a. de histor. betydningsfulde Tabulaturværker: »Musica Teusch te.« 2 Dele, 1532—33, og »Ein newes sehr künstliches Lautenbuch«:, 1552.

Germer, Heinrich, 1837—1913, tysk Musiker, Klaverpædagog i Dresden, har forf. Skrifter om Klaverundervisning (»Die Technik des Klavierspiels-, »Wie spielt man Klavier«, »Musikalische Ornamentik«, »Elementarklavierschule:) samt skrevet Etuder og udg. Beethovens, Mozarts, Kuhlaus og andres Klaverværker.

Gernsheim, Friedrich, 1839 — 1916, tysk Komponist, Klaverspiller, Kordirigent og Konservat.-Leder, anset som Teorilærer (ved »Meisterschule« i Berlin), har skrevet Symfon., Korværker og navnl. Kammermusik.

Gerson, George, 1790— 1825, dsk. Musikamatør, rig Bankier, dygtig Violinspiller og habil Komponist; fortjenstfuld Deltager i Kbhvn.s Musikliv i Begyndelsen af det 19. Aarh.

Gerster, Etelka, f. 1857, ungarsk Sangerinde, optraadte paa talrige Operascener i Europa og Amerika (høj Sopran); har fra 1896 levet i Berlin som meget anset og søgt Lærerinde.

Gesius (Göss), Bartholomæus, d. 1613, tysk Musiker, Kantor i Frankfurt a. d. O.; skrev en Række gejstlige Vokalværker (Salmemelodier), en Musiklære Synopsis musicæ practicæ (1609).

Gessner, Adolph, f. 1864, tysk Musiker, fra 1899 Organist i Strasbourg, Opfinder paa Orgelbygningens Omraa-de og Komponist af Orgelmusik (Etuder) og af kirkelige Sangværker.

Gesualdo, Carlo, 1560—1614, ital. Komponist, fornem Neapolitaner, Lutvirtuos, skrev flere Bind Madrigaler, Den mest kendte blandt de saakaldte » Kromatikeres. som stræbte efter at efterligne Grækernes Kromalik og En-harmonik.

Gevaert, François Auguste, 1828 — 1908. beig. Musiker og Forf., tilbragte sin Ungdom paa Studierejse i Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien, levede derefter i Paris som Komponist (særl. af opéras-comiques) og fra 1867 som Musikdirektør ved den store Opera; forlod Paris under Krigen 1870 og blev 1871 Direktør for Konservat. i Bruxelles; kastede sig nu særl. over musikhistor. Studier (Oldtid og Middelalder) og skabte sig et fremragende Navn blandt Nutidens Musikforskere; særl. maa nævnes Histoire et théorie de la musique de l'antiquité (1875 — 81). hans Hovedværk, Les origines du chant liturgique de l'Église latine(1890), Mønstersamlingen af ældre ital. Sangmusik: Les gloires de l'Italie, en udmærket Traité d'instrumentation (1863, oniarb. 1885, overs. p.fl. Sprog*! og Tralle d'harmonie,2 Bd. 1905 — 07; G., der var en Avlori-tet i belg. Musik og en fortrinlig Leder af Konservat., har foruden Operaer komponeret Kantater (Belgie, »Jacques van Arteveides), en Messe, Orkesterfantasi over sp. Motiver m. m. og foranstaltede histor. Koncerter.

Gewandhauskoncerterne i Leipzig (saaledes betegnede, fordi de som første Lokale gjorde Brug af de ubenyttede Rum af Leipzigs forhenværende »Gewandhaus« o: Tøjhus) blev i Fortsættelse af de Hiller'ske »Liebhaber-koncerte« i 1781 stiftede af Borgermester Karl Wilhelm Müller og 11 andre ansete Leipziger Borgere. Som Dirigent valgtes J. A. Hiller og Abonne-menlskoncerternes aarlige Antal bestemtes til 24 (nu nedsatte til 22 med Tillæg af 8 Kammermusikkoncerter). Deres store Periode oplevede disse Koncerter under Mendelssohns Ledelse (1835—43), men ogsaa hans Efterfølgere Niels W. Gade, Ferd. Hiller, J. Rietz, Karl Reinecke og Nikisch viste sig i Stand til at opretholde G.s Ry som Europas fornemste Koncertinstitution. For Koncertlivets Udvikling i Kbhvn. fik G. for saa vidt vigtig Betydning, som Niels W. Gade som Leder af disse Elitekoncerter høstede den Erfaring, der gav ham Lykke til at hæve »Musikforeningens« Koncerter i Kbhvn. til det lysende Midtpunkt i dansk Koncertliv. Efter i et heltAar-hundrede at have været installerede i det gamle Gewandhaus' forholdsvis snævre Lokaler, fik G. i 1884 et nyt og tidssvarende Hjem i det pragtfuldt udstyrede »Ny Gewandhaus«.

Geyer, Steffi, f. 1 888, ungarsk Vio-linspillerinde. Elev af Hubay, forelog talr. Koncertrejser med stort Held, bl. a. til Skandinavien, 1912 og senere.

Ghiselin, Jean, c. 1500, nederl. Kon-trapunktiker, sands^mligvis den samme som Jean Verbonnet, d. 1535("?). Messer, Chansons, Motetler.

Ghislanzoni, Antonio, 1824—93, ital. Forf., Operasanger og politisk Journalist, skrev musikalske Causerier og Anmeldelser og navnl. forsk. Operatexter, saaledes Aida for Verdi.

Ghizeghem, Hayne (Heinrich) van, ogsaa kaldet Hayne, — ca. 1468 —. Kapelsanger hos Karl d. Dristige af Bur-gund. Skrev Chansons.

Gianni Schicchi, 1 Akt-Opera buffa af Puccini (Slutningsdel af Cyklus: // Tabarro, Suor Angelica og G. S.) New York. 1918, Kbhvn. 1924.

Giardini, Felice. 1716—96, ital. Musiker, udmærket Violinvirtuos og Dirigent, tillige Impresario og af Samtiden skattet Komponist; virkede mest i England (skrev navnl. Musik for Violin, Operaer, Kammermusik m. m.).

Gibbons, Orlando, 1583—1625, eng. Komponist, Organist ved Westminster-abbedi, en af Tidens mest talentfulde eng. Komponister; skrev Madrigaler, Motetter o.a., kirkelige Sangværker, Kla-ver-(Virginal-)Stykker og Fantasier for Strygeinstr.

Gieseking, Walter, f. 1895 (i Lyon af tyske Forældre), tysk Klaverspiller, Elev af Konservat. i Hannover, hvor han siden atter har taget Bolig, iøvrig mest paa Koncertturnéer i Europa (bl. a. ogsaa flere Gange i Kbhvn.) og i Amerika; en fremragende Pianist, særl. som Fortolker af den moderne impressionistiske Musik.

Gigas, Emil, f. 1849, dsk. Forf., studerede romanske Sprog, tog 1883 Doktorgraden (spansk Historie); ansat s. A. ved det kgl. Bibliotek (indtil 1915), hvor han stærkt musikinteresseret tog sig særl. af Bibliotekets Musikafdeling; ved Siden deraf var han nogle Aar Musikanmelder og udg. Oversættelse af Hanslick »Fra Teater og Koncertsal«.

Gige (gl. nordisk gigja, gi. fransk gige el. gigue, middelald. højtysk gige) er 1) Navnet for et 2 — 3-strenget middelalderligt Strengeinstr., der af Form lignede Halvparten af en paalangs overskaaret Pære, og blev behandlet med Buestrøg (Didriks Saga 13. Aarh. »atdrage Fidel og Gige«). Nogle Forfattere, deribl. Hugo Riemann paastaar, at Navnet er af fransk Oprindelse og opr. blev anvendt som Haansord for G., fordi denne af Form lignede et Dyre-laar (gigue); andre foretrækker at føre Navnet

tilbage til Tyskland (hvor det faktisk forekommer tidligere) og mener, at del har udviklet sig af det tyske Verbum »gigen«, der betyder at trække el. glide frem og tilbage, hvad der altsaa skulde henpege paa Buens frem og tilbagegaaende Bevægelse (jfr. Daniel Fryklund »Etymol. Studien uberGeige, Gigue und Jig« i »Studier i modern Språkvetenskab«, Upsala 1917. Længst kan Navnet i Virkeligheden forfølges tilbage i Norden, idet Gigja allerede i 10. Aarh. i Njals Saga forekommer som Tilnavn for en islandsk Høvding. Hvorfor han kaldtes Gigja. beretter Sagaen ganske vist ikke, men der findes i de nordiske Sprog i alt Fald kun én Forklaring paa dette Ord og det er Instr. G. I Danmark forekommer G. senest i Ordsprogs-Litteraturen: »Naar Legeren lér, gaar G. vel« og »Lad G. sørge«. I det tyske Sprog lever Ordet som bekendt endnu i Violinnavnet Geige. Af de middelalderlige Spillemænd (el. Legere, s. d.) anvendtes Betegnelsen G. i Flæng med Fidel (s d.) og Instr. brugtes særlig til Ledsagelse af Dans. Som Klein-geige afbildes G. i Tyskland endnu 1529

i Agricolas »Musica instrumentalis deudsch«. Senest findes G.s Form bevaret i det 17. Aarh.s kolbeformige Udgave af Dansemesterviolinen, se Poche, Pochelle. — 2) Som Navn for en Dans forekommer i de ældste engelske Lut- og Klaverbøger det med G. tilsyneladende nært beslægtede Navn Jig. Riemann mener, at dette engelske Ord næppe har noget at gøre med Instrument-navnet G, hvorimod Fryklund, vistnok med Rette, mener at Jig ligesom G. opr. har haft Betydning af en Violin. Til Begrundelse af sin Formodning anfører han flere engelske Lexikoners indbyrdes overensstemmende Forklaring af Verbet jig med »at spille Violin« eller »at spille hurtigt Violin«. Det tør derfor antages, at Navnet fra

Spillemandsinstrumentet: jig el. gige umærkeligt er gledet over paa en for dette særlig tilrettelagt Dans og siden er bleven hængende ved samme, efter at Navnets opr. Bærer i Løbet af 16. Aarh. var gaaet af Brug. Under Navn af gigue el. giques dukker den engelske Jig i 17. Aarh. ogsaa op paa Fastlandet (tidligst hos Froberger 1649) og bliver der hurtigt et fast Led i Pariite og Suite (s. d.). Ved det 18. Aarh.s Beg. anfører Matthesson 4 Gigearter: den engelske, spanske (ogsaa kaldet Loure), den canariske (ogsaa kaldet Canarie) og den italienske, der udtrykkelig er bestemt til Udførelse paa Violinen, men ikke benyttes som virkelig Dans. Med Undtagelse af den spanske, har disse G.r en livlig Karakter og udføres i meget hurtigt Tempo. Takten er som oftest 2- el. 4-delt med Trioler og noteres i Reglen i ⁶/_s eller is/g-Takt. I tredelt Takt % eller ³/₈forekommer G. sjældnere. Er G. bestemt til Ledsagelse af Dans, deler den sig gerne i 2 Repriser, der hver omfatters Takter, og benytter i saaTilfælde Ottendedelen som mindste Nodeværdi. Som ren musikalsk Sats er G. derimod ikke bundet til noget fast Antal afTakter, og Rytmen bliver ofte varieret, saa f. Ex. den 1ste og 2den Ottendedel eller kun den 2den opløses i Sextendedele. I

den spanske og canariske G. bliver Triolens 1ste Node gerne punkteret. Som klassiske Mønstre paa G. anses fremfor alt G.erne i Håndels og Bachs Suiter.

Gigli, Benjamino, f. 1890, ital. Sanger: fra sit 10. Aar sang han i Kirkekoret, og som voxen blev han sendt til Rom for at studere paa Konservat., hvor Rosati blev hans Lærer. 1914 debut, i >La Gioconda«, og 4 Aar efter valgte Toscanini ham til at synge Tenorpartiet i 5Mefistofeles«. Er nu fast knyttet til Metropolitan Opera i New York, men optræder paa Koncertrejser, saaledes i Kbhvn. 1924.

Gigout, Eugéne. f. 1844. fr. Musiker, Elev af Saint-Saéns, Organist og Lærer i Orgelspil, foretog som udmærket Orgelvirtuos Koncertrejser og skrev et stort Antal Kompositioner for Orgel.

Gilson, Paul, f. 1865, belg. Komponist, Lærer ved Konservat. i Bruxelles og Musikreferent, en af Belgiens mere kendte nutidige Komponister(sym-fon. Værker, særl. La mer, 1892, Operaer, Kantater, Korværker og mindre Arbejder); udg. Skrifter om Musik-praxis og -teori.

Giocoso (ital.), Foredragsbetegn.,spøgefuldt.

Giojoso(ital), Foredragsbetegn., muntert, med Lune.

Giordano, Umberto, f. 1867, ital. Komponist, særl. af Operaer i »veri-stisk« Stil, af hvilke nogle ogsaa er opført udenfor Italien (Maia vita, André Chenier, Fedora, Siberia m. fl.).

Giovanelli, Ruggiero, c. 1 550 —1625, ital. Komponist, pavelig Kapelmester, fremragende Komponist af den rom. Skole (Motetter, Madrigaler, Canzonet-ter, Villaneller eta). (Biogr.: Gabrieli: R. G., 1907).

Giovannini, ital. Komponist og Violinspiller, der over 40 Aar, til 1782, virkede i Berlin, komponerede bl. a. den tidligere J. S. Bach tillagte Lied: »Willst du dein Herz mir schenken«.

Girafklaver, opretstaaende Pianoforte af Pyramide form, Forløber for Nutidens opretstaaende Klaver el. Pia-nino. Se Klaver 3. Pianoforte.

Giusto (ital.). rigtig, tilpasset efter. Ben\'ttes særlig i Forbindelsen Tempo g, o : Tempo, der er tilpasset efter Kompositionens Karakter

Gjellerup, Karl Adolf. 1857—1919,

dsk. Digter, levede en lang Aarrække til sin Død i Dresden: ved Siden af sin rige digteriske (delvis af Wagner paavirkede) Produktion forf. han »Rieh. Wagner i hans Hovedværk Nibelungens Ring« (overs. p. sv. og tysk, i 2. Udg. forøget med Afsnit om Wagners andre Musikdramaer), det udførligste og betydeligste Værk i Norden om Wagners Kunst samt leverede til det kgl. Teater fortrinlige Oversættelser af »Valkyrien« og »Tristan og Isolde«.

Glareanus (egl. Heixr. Loris fra Kanton Glarus), 1488—1563, schw. Musikteoretiker, var en af Tidens alsidig uddannede Aander, Poet, Pædagog. Historiker, Filosof, stod bl. a. Erasmus af Rotterdam nær, førte et omskiftende og ofte trist Liv, var saaledes blind i sine sidste Leveaar. Musikhistor. berømt er hans Navn ved Skriftet Dode-kachordon 1547. der paa fortrinlig Maade behandlede de græske Tonearter og Mensuralmusiken og fremlagde Prøver af 15—16. Aarh.s største Musikmestre; overs, af Bohn 1889. (Biogr. af H. Schreiber og 0. F. Fritzsche).

Glasenapp, Carl Friedrich, 1847 — 1915, tysk Musikforf., Docent i Riga, helligede en stor Del af sit Liv til en med megen Flid i alle Detailler udarbejdet Levnedsskildring af Rieh. Wagner, opr. i et to Bd.s Værk 1876, senere udvidet til: »Das Leben Richard Wagners in sechs Büchern dargestellt«, 1894-1911, der navnlig i biografisk Henseende har stor Værdi; desuden mindre Skrifter om Rieh, og om Siegf. Wagner.

Glasharmonika, 1) Et Barneinstrument, der bestaar i en aflang Kasse, som fra venstre til højre aftager noget i Bredde og i hvis Laag der paa langs er anbragt en bred Aabning. Tæt un der samme er der i hele Kassens Længde udspændt to Snore, og paa dem hviler en Klaviatur af smalle afstemte Glastangenter, der sættes i Klang med smaa Hamre med Hoveder af Kork. — 2) Et af Benjamin Franklin opfundet og i 18. Aarh. vidt udbredt Toneredskab, hos hvilket en Række afstemte Glasklokker i Samling var optrukne paa en Stang eller Axe og blev satte i Rotation ved Hjælp af en Pedal og Drivremme. Instr. sattes i Klang

ved, at de fugtede Fingre under Omdrejningen bestrøg Klokkernes Rand.— 3) Paa samme Maade' behandledes og-saa det »Glasinstrument«,hvorpaa Gluck i 1749 produceredesig i Kbhvn., og som skalhave bestaaetien Række Drikkeglas, der i Halvkreds var anbragte paa en Ressonansbund og blev afstemte ved Paafyldningen af et henholdsvis større eller mindre Kvantum af Vand.

Glass, Louis Christian August,f.l 864, dsk. Komponist og Klaverspiller, Søn af den som Pædagog og Komponist særl. af instruktiv Musik kendte Chr. Henrik G. i Kbhvn.; var fra Barn af bestemt til Musiker og uddannet som Klaverspiller af Faderen; op-traadte allerede ganske ung som Cellist (Elev af Rudinger og Ne-ruda) og som Pianist; studerede siden i Bruxelles' Konservatorium (hos J. Wieniawski og J. Servais) og optraadte efter sin Hjemkomst baade som Solo- og. navnl. som Kammermusikspiller (en Tid lang med H. Bramsen); efterhaanden dyrkede han ene Klaveret og gik mere over til pædagogisk Virksomhed, idet han 1892 fortsatte Faderens Konservat. (paa Frederiksberg) og udvidede det betydeligt, saaledes at det efterhaanden søgtes af talr. Elever, og uddannede (under G. selv) Klaverspillere, der siden tog Del i Kbhvn.s Musikliv, som R. Henrichsen, A. Stoffregen, Af. Rytter. Ved Siden af denne Virksomhed var G. en Tid lang ogsaa Dirigent (i »Dansk Koncert-forening* og af egne Værker andetsteds); men hans væsentl. Gerning blev Komposition, hvortil han medbragte ikke blot sin alsidige og grundige Musikeruddannelse (derunder en udmærket Orkesterteknik), en naturlig Opfindelse og Idérigdom, men ogsaa megen Fantasi bundende i original Tænkning; udadtil optræder hans Kompositioner dog næsten altid som »ren Musik«, til Text har han kun skrevet nogle Sange og Balletten »Artemiss opført en Gang p. d. kgl. Teater 1917, men siden bearbejdet i Suiteform. G.s Værker er iøvrig Kammermusik (Sextet, Kvartetter, Trio, Sonater), Ouverturer, Klaverfantasi med Orkester og navnl. Sym-fon., blandt hvilke »Skovsymfoni« og »Symfonia svastica«, »Skjoldungeæt«, har gjort særl. Lykke og Opsigt. Flere af G.s Værker er opført i Udlandet; Medstifter af og i flere Aar Formand for »Musikpædagogisk Forening« (s. d.). hvis Æresmedlem han nu er.

Glazunoff, Alexander, f. 1865, russ. Komponist, Elev af Rimsky-Korsakof, komponerede fra sin første Ungdom og har siden udfoldet en overordentlig stor Produktivitet, særl. som Instrumentalkomponist (Symfon., sym-fon. Digtninge, Suiter, Koncerter, Ouverturer og ikke mindst Kammermusik); han regnes blandt de betydeligste nutidige Komponister, men hans Værker, især de senere, synes noget ujævne af Værdi, mulig p. Gr. af Frembringelsesmæng-den; det national russiske er ikke altid saa fremtrædende som hos hans jævnaldrende; for Teatret skrev han navnl. Balletmusik. Til et Par Aar før Verdenskrigen var G. Direktør for Kon-servat. i Petersborg; under Krigen synes han at have ført en omflakkende Tilværelse (sagdes endog at være død af Sult), men er siden optraadt som Dirigent af egne Værker (i Berlin og andetsteds).

Glee (af det angelsachiske Ord gléo, o : Musik) er Navnet for en bestemt Art af engelske flerstemmige Viser for mindst 3 Solostemmer (som oftest Mandsstemmer). De synges a Capella, og Sat-

A. Glazunoff.

sen er homofon (se Homofoni og Polyfont). De tidligste Prøver findes i 2. Del af Hiltons Catch that catch can, 1667 (se Catch). Berømte Repræsentanter for denne Sangart var bl. a. S. Webbe (død 1816), Arne, Boyce og Mornington. En Klub, der specielt plejede G.-Sangen bestod 1787—1857 i London.

Glière, Reinhold, f. 1875, russ. Komponist, Elev bl. a. af Tanejef, skrev navnlig Kammermusik og Symfon., der ogsaa er spillet udenfor Rusland. Prof. ved Moskvas Konservat.

Glinka, Michail Ivanowitsch, 1804 —57, russ. Komponist, f. i Novospa-skoje (Smolensk), d. i Berlin, opdraget i Adelsinstitutet i Petersborg, undervist i Violinspil af Böhm, i Klaver og Teori af Field og Ch. Mayer, tilbragte p. Gr. af svageligt Helbred en Bække Ungdomsaar i Sydens Klima, dels i Kaukasus, dels i Italien og siden i Spanien. Under disse Ophold studerede han stadig videre og komponerede flittigt ; fra Spanien stammer saaledes Ouverturen Jota Aragonese og Souvenirs d'une nuit d'été à Madrid; Trang til grundigere Vejledning havde ført G. til S. Dehn i Berlin, der blev hans Lærer og den. der hos ham vakte Idéen: at skrive »russisk« Musik. Frugten heraf var Operaen »Ivan Sussanin«, der blev berømt under Navnet »Livet for Czaren« (Sjisn za Zarja), Ruslands Nationalopera, der opførtes første Gang 9. Decbr. 1836 i Petersborg og siden er gentaget utallige Gange og har vundet Indgang ogsaa paa andre europæiske Scener. Denne sin Triumf forfulgte G. i »Rusian og Ludmilla«, hvortil Puschkins Digt var Æmnet; p. Gr. af dennes Død 1837 havde G. Vanskeligheder med Texten, og Operaen kom først frem 1842; den blev atter en stor Sukces, og denne romantisk-fantastiske Opera opføres endnu i Rusland om end ikke saa hyppigt som den nationale »Livet for Czaren«. 1844 tog G. Ophold i Paris, og her fandt han en begejstret Tilhænger i Berlioz, der foranledigede Værker af ham opført og skrev varmt

Michail Glinka.

derom i Journal des Débats; efter endnu en anden Rejse til Spanien 1851 levede G. paa Landet ved Petersborg, optaget af sin Selvbiografi og af Folke-musiken, og herfra var det, at Trangen til at komme til Bunds i de russiske Nationalmelodiers Harmonik paany drev ham til Berlin til Dehn: under dette Ophold døde G. — G. er Grundlægger af den særlige »russiske« Musik. Han anvender dels de Folkemelodier, der i saa høj Grad havde hans Interesse og For-staaelse, dels staar hans egen musikalske Opfindelse i Samklang med dem ; han er en rig Me-lodiker og aand-fuld Harmoniker, ogsaa den ejendommelige russiske Rytmik og Taktinddeling findes først i hans Værker. Disse er ganske vist prægede af deres Tid (og i det hele noget ujævne), saaledes kan Paavirkning fra Weber og navnlig fra den samtidige italienske Opera være kendelig. Men om G.s geniale Musikeranlæg og om hans dybe Nationalfølelse bærer de fremdeles saa stærke Vidnesbyrd, at hans Mesterstilling i russisk Musik er fuldt forstaaelig saavel som den Kultus, han i sit Fødeland har været og endnu er Genstand for. Foruden de to Operaer og de nævnte Ouverturer er af G.s Værker mere alm. kendte: Orkesterfantasien Kamarinskaja, adskillige af hans talr. Sange (Romancer, Duetter etc.) og Klaverstykker (Valse, Mazurkaer, Variationer), hvorimod G.s Kirkekom-positionerog Kammermusik(Trio, Kvartet, Sextet) næppe opføres udenfor Rusland. (Litt.: G.s Selvbiografi, suppl. med Breve, udgaves af hans Søster paa russ. 1887. Hans samlede Breve udg. Findeisen (tysk) 1907 ff. ; Biogr. : N. Findeisen, Basunof (fr.) O. Fouque, Calvocoressi i Musiciens celebres; jfr. iøvrig G. Cui: La musique en Russie og Pougin: Essai historique sur la musique en Russie).

Glissando (ital.), glidende, Virtuoseffekt, der paa Strygeinstrumentet eilet at udføre og navnlig frembringer en smuk Virkning, naar Buestrøget udføres i større Afstand fra Stolen. Paa Klaveret udføres G. ved med 1., 2. el. 3. Fingers Negl lynsnart at stryge op eller ned over Klaviaturets Undertangenter. Paa de ældre let spillelige Klaverer frembød Udførelsen af denne Effekt ingen Vanskelighed, paa Nutidens Instrumenter er den derimod kun lidet brugbar. I Sang svarer G. paa det nærmeste til Portamento (s. d.).

Gloria, se Doxologi.

Glottis (lat), Stemmeridsen.

Gluck, Christoph Willibald, 2. Juli 1714 — 15. Novbr. 1787, tysk Komponist, f. i Weidenwang i Franken nær Bøhmens Grænse, d. i Wien, var Søn af en Forstmand, der allerede i G.s Barndom fik en Stilling i Bøhmen, hvor Drengen levede et Friluftsliv og iøvrig dyrkede Violin- og navnl. Cellospil. Sin Uddannelse fik han i Jesuiterklostret i Komotau, og det menes at have været af Betydning for den kunstneriske Retning, han senere tog. Iøvrig vides ikke meget paalideligt om G.s Ungdom og tidligste Arbejder I 20 Aars Alderen kom G. til Prag, ernærede sig som Musikant, men fortsatte de begyndte grundigere Studier (hos Czemohorsky, Kirkekomponist, 1684 —1740), saaledes at han senere i Wien kunde vække den kunstelskende Adels Interesse og opnaa at blive Kammermusiker hos Fyrst Melzi, med hvem han kom til Italien. Den ital. Opera herskede allerede i Wien og havde sikkert paavirket G.; nu fik han i Mi-

C. W. Gluck.

lano en ital. Lærer i G. B. Sammartini (s. d.), og efter nogle Aars Studier optraadte han 1741 selvstændig som Operakomponist med »Artaserse«, der gjorde saa megen Lykke, at G. paa Opfordring de flg. Aar efter Datidens Skik forsynede Venezia, Torino, Cremo o. 11. Byer med ny Operaværker. Om de fleste af G.s Ungdomsværker gælder det, at de helt eller delvis er forsvundne, men hovedsagelig har de været skrevet i nøje Tilknytning til Tidens Yndlinge bl. de ital. Komponister som Galuppi, Traëtta, Jomelli o. 1., selvom de kan have baaret Vidnesbyrd om G.s særlige Kunstnerindividualitet og Karakterise-ringsævne. Hans voxende Ry førte imidlertid til en Kaldelse til London, hvor han ganske vist ikke havde Held med sine Operaer, men lærte Handels stor-slaaede Korværker at kende, ligesom han paa Henrejsen i Paris oplevede Opførelser af Rameau'skeOperaer. Disse Indtryk blev sandsynligvis af afgørende Betydning for hans Udvikling som dramat. Komponist, i hvert Fald vistnok mere end den Belæring, der kunde ligge i, at den ene i London faldne Opera, La caduta dei Giganti, var en saakaldt Pastiche, hvor Musiken, hentet andetsteds fra, ikke synderlig passede sammen med Texten, eller i det Bekendtskab, G. mulig i Kbhvn. kan have gjort med Scheibes (s. d.) unoderne« Idéer om dramat. Musik. Kbhvn. gæstede G. 1749 som Kapelmester ved det Mingotti'ske (s. d.) Selskab og lod her, paa Charlottenborg, opføre Festspillet La contesa de'Xumi (»Tetide el. Gudernes Strid«), en saakaldt »Serena-ta« i Anledn. af (senere) Christian VII's Fødsel, ligesom han paa Koncert optraadte som Virtuos paa Glasharmonika (s. d.), i hvilken Egenskab han alt havde gjort Lykke i London. Nævnte Aar var G. ogsaa med Frederik V i Kria., hvor Operaer af ham opførtes, bl. a. »Artaserse«.

1750 tog G. Ophold i Wien og ægtede en velhavende Bankiers Datter, Marianne Pergin. Hans derefter nær-mestflg. Opera Telemacco, 1750, anses for det første mere klare og bevidste Udslag af G.s Reformidéer, men det er muligt, at den Skikkelse, hvori Operaen nu kendes, er en Omarbejdelse, der i Virkeligheden ligger senere end de berømte Reformoperaer, nemlig fra 1765. Der fulgte endnu nogle Operaer i stor italiensk Stil fra Prag, Napoli, Roma — »Antigone«, der indbragte G. Riddertitlen, paa hvilken han satte megen Pris (»den gyldne Spore«)—, og, efter at G. 1754 var blevet Hofkapelmester i Wien, tillige en Række franske Sangspil, dels Tilføjelser til ældre Arbejder af andre, dels selvstændige Kompositioner som L'île de Merlin, L'arbre enchanté, Cythère assiégée, Le eadi dupé og La rencontre imprévue (»Pilgrimmene fra Mekka«; (med de to sidstes Genopførelser er der i nyeste Tid gjort Forsøg); endvidere skrev G. for Wien nogle Balletter, først og fremmest Don Juan, 1761.

Alle disse Arbejder var imidlertid kun Forberedelse til det store Gennembrud, der skete d. 5. Oktbr. 1762 med Opførelsen af Orfeo ed Euridice, ved hvilken Opera G.s fremragende histor. Betydning er fastslaaet. I hvor høj Grad Textforfatteren Raniero de Calzabigis (s. d.) Indflydelse har været bestemmende for de Reformidéers Gennembrud, som Operaen betegner, kan næppe mere afgøres, men sikkert er det, at disse Idéer langsomt modnedes hos G. og ikke mindst i de sidste Wieneraar under Omgang og Tankeudveksling med betydelige kunstinteresserede Mænd og under Paavirkning af de Idéer om Operaens Æstetik, der laa i Luften (Ex. Wieland).

Om den berømte G.ske Operareform se nærmere Opera og Specialværkerne om G. I Hovedsagen kæmpede Reformatoren G. med dobbelt Front, dels mod den overhaandtagende Dyrkelse af Sanger-virtuositet i Operaen, der med de talrige overbroderede Arier var bleven en koncertmæssig Nydelse eller sports-mæssig Kappestrid og havde givet Sangerne (Kastraterne) en urimelig Indflydelse paa Komponistens Arbejde, dels for en større Naturlighed og Sandhed i Musiken, overensstemmende med Tidens Retning (G. var en erklæret Beundrer af J. J. Rousseau), en grundigere musikalsk Karakteristik af Personer og Følelser og en nøjere Sammensmeltning af Digtning og Musik, saaledes at Digtningen i hvert Fald principmæssig blev det afgørende — »det er Musikens sande Opgave at tjene Digtet;. Endelig vilde han bringe Ouverturen i Harmoni med Digtningens Indhold og bekæmpe den Ballet, der dominerede i den franske Opera, der iøvrig nærmest var hans Forbilled, og gøre den, efter græsk Mønster, til en mimisk illustrerende Del af Handlingen. — Disse sine Idéer udviklede G., til Dels i polemisk Form, i Fortalen til sin næste Opera »Alceste« 1767, og yderligere i Dedikationen af den flg. Paride ed Elene 1770, i hvilken sidste han foruden paa det dramat, og fø-lelsesuddybende lagde Vægt paa en modsætningsvis Skildring af Fryger og Spartaner. Han satte selv dette Værk meget højt og synes at have lidt nogen Skuffelse ved dets Modtagelse i Wien. Det menes, at denne Omstændighed i Forbindelse med fejlslagne Teaterspekulationer var den ydre Aar-sag til, at G. nu — hen ved 60 Aars-alderen — vendte Blikket andetsteds hen; at Paris blev Maalet for hans kunstneriske Bestræbelser, hang sammen med den Støtte, han ventede af den østrigskfødte Dauphine Marie Antoinette, Forhaabningen om, at Rousseaus Landsmænd, fortrolige med den Rameau'ske Opera, bedre vilde forstaa hans Reformidéer og Værker, og endelig med G.s Forbindelse med den ham tidligere bekendte Gesandtskabsattaché du Roullet, der skrev Texten til en ny Opera Iphigénie en Aalide (efter Racine) og ivrig arbejdede for at faa denne med G.s Musik frem i Paris. Dette lykkedes, og 1773 var G. selv i Paris for at indstudere sin Opera med vanlig Omhu og trods sin hæftige Natur med en lang Taalmodighed. »Ifigenia«, hvori G. fortsatte paa Reformbanen, men havde taget Hensyn til sit franske Publikum (Optog, Danse, Achilles' chevalereske Figur), gjorde stor Lykke, men Operaens Fremførelse blev Udgangspunktet for en lang Strid — G.s Modstandere var dels Tilhængere af den nylig indførte ital. Buffo-Opera, dels bekymrede, der frygtede for den nationale fr. Operas Skæbne — der satte mange Penne i Bevægelse, og om hvilken henvises til nedenn. Special-værker. Striden skærpedes yderligere, da Piccinni, forøvrig med Marie Antoinettes Billigelse, indkaldtes for som Italiener-Partiets Fører at bekæmpe G. (dens kendteste Navne er Arnaud, Suard, Marmontel, La Harpe og Grimm- direkte tog ingen af de to Komponister Del i den). Efter Besøg i Wien lod G. sin næste Opera Armide, Text af Quinault. opføre 1777, men det var egentlig først med det flg. Værk Iphigénie en Tauride, 1779, at han vandt en eklatant Sejr over sin Modstander Piccinni, der forøvrig alt var paavirket af G.s Stil og Idéer. Det mindre Held, der blev G.s næste Opera Echo et Narcisse til Del foranledigede ham til at opgive sin Pariserstilling og vende tilbage til Wien 1780. Her levede han Resten af sine Dage, højt anset, velhavende og i det Hele lykkelig trods et Slagtilfælde, der svækkede og siden lammede ham. Fra denne Periode stammer G.s eneste kirkelige Værk De pro-fundis, der første Gang lød ved hans Jordefærd. Planen om en tysk Opera med Klopstocks »Hermannsschlacht«, der optog G. stærkt i lang Tid, mægtede han ikke at gennemføre saa lidt som en Opera for Paris. Af andre Arbejder end de fornævnte efterlod G. sig væsentlig kun nogle Sange (»Odens) og Triosonater, komponerede i London. — G. er en mægtig Kunstnerskikkelse, en Musiker med levende Fantasi, høj Intelligens, aarvaagen Sans for Digtning, for sjælelige Rørelser og for dramat. Virkning. Han var en stolt, selvbevidst og hæftig Karakter, i Kampen for sine Idéer en Diplomat og noget af, hvad man nutildags vilde kalde en Reklamør. Ligesom han legemlig set var en Kæmpe, var han sjælelig et sejgt og stolt Viljesmenneske, der ihærdig og ved mange Midler arbejdede paa at føre sine Idéer og sine kunstneriske Planer igennem. I Operaens Historie er hans Optræden som Reformator epokegørende. Xaar hans Operaer alligevel ikke har haft samme Livskralt som hans Principper, beror det paa, at han som Komponist vel besad Pathos, Lidenskab, Ævnen til at male i Toner (ogsaa ved megen or-kestral Finsans og Opfindsomhed) og til med enkle Midler at frembringe stor dramat. Virkning, men ikke ejede samme umiddelbare Musikfylde som de berømte Mestre umiddelbart før og efter ham (saaledes Bach, Handel, Mozart), i teknisk Henseende var han mere begrænset end hine (om end Händels Udsagn, at »hans Kok kunde mere Kontrapunkt end G.«, er en uberettiget og ondskabsfuld Spøg), ligesom han savnede Nuanceringsævnen, der skulde give hans nærmest statuariske Skikkelser menneskelig Liv og Blod. Endelig lider hans Operaer — ogsaa efter Reformvendingen— afTexternes Monotoni og undertiden betænkelige Beslægtethed med den Opera, han bekæmpede. I denne Henseende danner navnl. »Orfeus« og de to »Ifigenier« Undtagelser, og det er ogsaa i disse Operaer, at G.s Geni kommer til højest Udfoldelse, og som har vist en mere end hundredaarig Livskraft. Symbolsk for G.s Kunst og Gerning er de Ord, Samtiden satte under hans Billed: »Han foretrak Muser for Sirener« og betegnende — om end ogsaa i skæbnesvanger Betydning — G.s Udsagn, at han som Operakomponist glemte, at han var Musiker. — I Sverige indførtes G.ske Operaer allerede faa Aar efter deres Fremkomst og vakte dér, betegnende nok, en >G.-Enthusiasmen, hvortil i Danmark egl. intet tilsvarende kan paapeges. Først 1861 og 1874 kom de to »Ifigeniaer« til Opførelse i Kbhvn. og »Orfeus« endda ikke før 1896; nogen fast eller varig Plads paa Operarepertoiret kan de næppe siges nogensinde at have haft. I Kria. opførtes »Ifigenia i Aulis« 1875, »Orfeus« 1907. — Paris' Opera smykkes af Houdains pragtfulde Buste af G.; hans Hovedoperaer udkom hos Breitkopf & Härtel ved Saint Saëns, Tiersol m. fl. Flere af hans Operaer fremkom i moderne Bearbejdelse, først og fremmest og mest fortjenstfuldt »Ifigenia i Aulis« ved Rieh. Wagner. — Et G.-Gesellschaft, senere »Neue G.-Gesellschaft« virker for Udgivelse og Opførelse af hans Værker. (Biogr.: A. Schmid, A.B.Marx (2 Bd.), Reissmann. Welti, Tiersot, d'Udine, M. Arend, Ernest Newman; jfr. om G.-Piccinni-Striden særl. Désnoirester-res : G. et Piccinni og Leblond : Mémoires pour servir à l'histoire de la révolution etc, 1781; endelig Baudouin L'Alceste de G, 1861, Villars: Les deux Iphigénies, 1868, Walthershausen: »G.s Orpheus«, 1922 samt Wotquennes temat. Katalog over G.s Værker, suppl. af J. Liebeskind).

Gluntarne er Navnet paa en berømt Samling af Duetter, der er komponerede af G. Wennerberg (s. d.) og i en Kække musikalske »Øjebliksbilleder« (Norlind) fremstiller Scener af det up-salensiske Studenterliv i Fyrrerne i forr. Aarh. Rollerne er fordelte mellem en Bas (o: Glunten) og en Baryton (o: Magisteren), bag hvem der skjuler sig bestemte Medlemmer af hin Tids sv. Studenterverden, nemlig Stud. phil. Jonas Otto Beronius (Bassen), der i sin Tid var uhyre populær som Foredrager af uplandske Skæmteviser i Dialekt, og Wennerberg selv (Baryton). En af Beronius bedste Viser begyndte med Ordene »Inte vet ja' hva' hå" ä* som fallerar gamle glunten, Mitkel vår« og efter denne fik Beronius Øgenavnet »Glunten«, der siden trods W.s Erklæring, »at det var en Plage, at se dette Navn trykt« blev Titelnavnet for den, opr. kun i Manuskript cirkulerende, populære Duetsamling.

Gläser, Franz Joseph, 1798—1861-østr.-dsk. Komponist. Elev af Konser,.

vat. i Prag; tidl. Dirigent ved forsk. Wienske Forstadsteatre, skrev han en Mængde Sangspil og anden scenisk Musik; som Dirigent kom han i Forbindelse med Beethoven; blev 1830 Kapelmester ved Berlins Konigsstådter-Teater, og her opf. 1832 hans bedste Opera »Des Adlers Horst« (»Ørnens Redet, Kbhvn. 1835); 1842 kaldtes han til Kapelmester ved Operaen i Kbhvn. og udfoldede her en energisk og heldbringende Virksomhed somOpe-raleder og i en Aarrække forud for Gade tillige som Dirigent i »Musikforeningens; en praktisk, dygtig og livfuld Musiker, som Komponist uden synderlig Originalitet, men meget produktiv. Hans bedste danske Værk var »Brylluppet ved Comosøen« (H. C. Andersen, 1849); adskillige Værker efterlodes i Manuskript. (Biogr. af H. Pfeil, 1870). — Hans Søn Joseph G., 1835—1891, var Organist ved Frederiksborg Slotskirke og Komponist af talrige melodiøse, i sin Tid meget populære Romancer og Sange (bl. a. »Droslen slog i Skov«), af Musik til Balletten »Fjernt fra Danmark«, Mandskor m. m.

Gløersen, Christian August, 1892 —1922, nsk. Musiker, uddannet i Kria. og Berlin. Debut, som Pianist i Berlin 1916. Deltog ikke meget i Koncertlivet, men vandt tidlig et Navn som fin Musiker og udmærket Pædagog.

G-Nøgle, se Linier og Nøgler.

Godard, Benjamin, 1849— 95,fr.Komponist, studerede ved Paris' Konservat. særl. Violinspil under Vieuxtemps, hvem han siden ledsagede paa Kunst-rejser; levede iøvrig mest i Paris som Komponist virkende for Kammermusikens Fremme: skrev Symfon. (»Le Tasset m. Sang, Symphonie gothique m. m.), Kammermusik-Koncerter, talr. Sange og mindre Stykker for Klaver etc., samt nogle Operaer.

Goddard, Arabella, f. 1836, eng. Klaverspiller, Elev af Moscheles og Thaiberg, optraadte allerede 1850 i London og siden som feteret Virtuos rundt om paa Kontinentet og i Amerika, Australien og Indien; g. m. Musikkritikeren I. W. Davison (1815-85), under hvem hun studerede de klassiske Mestre. Fra 1880 virkede hun kun som Lærerinde.

Godowsky, Leopold, f. 1870, russ. Klaverspiller, studerede i Berlin og hos Saint-Saêns, opnaaede en overordentlig teknisk Udvikling og koncerterede viden om med stort Held (bl. a. ogsaa i Skandinavien); var Lærer ved Konservat. i Wien, senere i New York, udg. en Sonate og Virtuosstykker for Klaver, Studierover Chopins »Etuder«, Webers Klaverværker m. m.

God save the King, eng. Nationalsang, ansaas tidligere for komponeret af H. Careij (se W. H. Cummings, The National Anthem, 1902). Melodien benyttes i Tyskland til »Heil Dir im Siegerkranz«.

God Taktdel, det samme som betonet do. Se Arsis og Thesis.

Goldberg, Johann Theophilus, 1730 —'?, tysk Klaverspiller, Elev af Friedemann og Joh. Seb. Bach, uddannet til fortrinlig Pianist og Improvisator, død ung; for ham skrev Seb. Bach de »G-ske Variationer«.

Goldmark, Karl. 1830—1915, ungarsk Komponist, Elev af Konservat. i Wien, vakte stor Opsigt med sin »Sakuntala«-Ouverture og navnligmed Operaen »Die Königin von Saba« (1875), der ligesom de flg. Sym-fon.(deraf »Ländliche Hochzeit«), »Penthesilea« og »FrÜhlingS«-Ou-

Karl Goldmark.

verturerne, to Violinkoncerter og nogen Kammermusik vandt Udbredelse ogsaa udenfor Østrig-Ungarn. Senere Operaer af G. fulgtes af mindre Held, mest Lykke gjorde »Merlin« og »Heim-chen am Herd«. G. levede som Privatmand i Wien; hans Musik har et pragtfuldt, broget Præg, blændende instrumenteret som den er, men ringere indre Værd; som Kunstner kan han jævnstilles med sit Bysbarn og samtidige Maleren Makart.

Goldschmidt, Adalbert v., 1848 — 1906, ostr. Komponist, vakte Opsigt med det store Oratorium »Die sieben Todessiinden* (Text af R. Hamerling, 1876), der opførtes rundt om, saaledes ogsaa i Paris; senere fulgte med ringere Held Trilogien »Gåa« og Burlesken »Die fromme Helene« (Text af Wilh. Busch) og nogen symfon. Musik; mere Anerkendelse og Udbredelse fandt G.s Sange.

Goldschmidt, Hugo, 1859—1920, tysk Musikforf., var juridisk Embedsmand, men helligede sig Sangstudiet og -undervisning; levede dels i Berlin, dels i Nizza; hans Forf.virksomhed angaar særl. Vokalmusikens Historie: de fortjenstfulde Skrifter »Die Hal. Ge-sangsmethode d. 17. Jahrhdts.«, »Studien zur Geschichte d. ital. Opera im 17. Jahrhdt« (2 Bd. 1901—04), »Hand-buch d. deutschen Gesangspådagogik« m. m.; hans sidste større Arbejde var en værdifuld »Geschichte d. Musik-åsthetik im 18. Jahrhdt.« (1915).

Goltermann, Georg Eduard, 1824 —98, tysk Violoncellist, Kapelmester i Frankfurt a. M., foretog i nogle Aar Koncertrejser som fremragende Cello-virtuos og skrev velklingende og taknemmelige Værker for Cello (Koncerter, Sonater eta), der endnu benyttes til Koncert- og Studiebrug.

Golther, Wolfgang, f. 1863, tysk Filolog, Prof. i Rostock, skrev »Die Sage v. Tristan u. Isolde«, »Bayreuth«. »R. Wagner als Dichter« m. m. samt udg. Wagners Breve til Math. Wesen-donk (flere Opl.) og til Otto Wesen-donk.

Gombert, Nicolas, nederlandsk Komponist i det 16. Aarh., Elev af Josquin des Pres og betegnet som en af hans bedste, formenes at have været Kapelmester hos Carl V i Madrid fra 1537; skrev Vokalværker, udmærkede ved sjælden fyldig Sats: Messer, Motetter, Chansons, der vandt stor Udbredelse.

Gomez, Antonio Carlos, 1839—96, brasiliansk Musiker, studerede i Italien og fik dér, ofte med betydeligt Held, flere Operaer opført; i sit Hjemland skrev han Jubelhymnen II salulo del _Brasz7e(Philadelphia-Udstillingen 1876), Korværket »Colombo« (i 400-Aaret efter Amerikas Opdagelse) og endnu nogle Operaer, Kor og Sange; fra 1892 var han Direktør for Konservat. i Pera; hans Operaer tilhører Verdis Retning.

Gomnæs, Frederik Wilhelm, f. 1868, nsk. Musiker, Elev af Hennum, Holter, Højskolen i Berlin, Orkester- og Kordirigent. Musikløjtnant og Leder af Di-visionsmusiken, Kria. fra 1920. Skrev Symfoni, Korværker, hvoraf særl. »Aas-gaardsreien« for Kor og Orkester er at mærke.

Gondoliera, d. s. s. Barcarole, s. d.

Gong (Tschung, Tamtam, Gongong) kinesisk og japansk Slaginstrument, der bestaar i en Metalskive med ombøjet Rand; anslaas med en tyk Trommestok, hvis Hoved er overtrukket med Læder.

Goossens, Eugéne, f. 1893, eng. Dirigent og Komponist. Faderen var belgisk Musiker, og G. opr. Elev af Konservat. i Bruges, men f. i London blev han senere uddannet i Liverpool og London (ved Royal College of Mu-sic); han blev tidlig Dirigent (ved Co-vent Garden, Hallé Koncerterne osv.) og har som saadan et stort Navn; som Komponist af moderne Retning har G. skrevet Klaverstykker, bl. a. det betegnende Hommage å Debussy, endvidere Kaleidoscope, Nature Poems etc., desuden en Del Kammermusik, Sange, Orkesterstykker som Theeternal Rhythm, en Ballet og Operaen Judith; ogsaa som Komponist sættes G. højt i sit Hjemland.

Gordiagiani, Luigi, 1806—60, ital. Komponist, skrev Operaer, men særl. Canzonelti og Canti populari (for én og to Stemmer) samt udgav toskanske Folkeviser; er, dog uden Berettigelse, kaldet »Italiens Schubert«.

Gorgia (ital., Strube), Betegnelse for de Koloraturer (s. d.), hvormed Sangerne i 16. Aarh. plejede at udsmykke Melodierne.

Gossec (egl. Gossé), François Joseph, 1734—1829, belg.-fr. Komponist, af Bondeæt, Kordreng i Anvers, blev ved Rameaus Hjælp i Paris Kapelmester hos den kunstelskende Generalforpagter La Popelinière (Rameaus Elev); senere grundede han Concerts des amateurs og ledede en Tid Concerts spirituels, blev Meddirektør ved den store Opera og ved det ny oprettede Kon-servat. 1795. 1815 traadte han tilbage fra sine Stillinger. G. var meget anset, skattet og indflydelsesrig i Paris' datidige Musikliv; Revolutionen tog hans Talent i Brug til Hymner. Marcher o. a. Festmusik (som Chant du lk- Juillet, A la liberté, A l'humanité etc.) og bl. a. til Instrumentation af Marseillaisen. Hans noget nøgterne, forstandsmæssige, men klare, folkelige og virkningsfuldt orkestrerede Musik passede her udmærket. Som Instrumentalkomponist skrev han i Tilslutning til »Mannheimerne« Symfon. — den første nogle Aar før Haydn —, han er kaldet »Symfon.s Fader i Frankrig« —, endvidere Kvartetter, Triosonater etc. som mere betydelige omtales dog hans Vokalværker, Messe des morts m. m. og Operaer (baade for den store Opera og Opéra-comique), der stod i høj Gunst hos Datiden. (Biogr. af Grégoir, Hedouin, Hellouin).

Goudimel, Claude, c. 1505—72, fr. Komponist, hvis Livsforhold ikke hidtil er fuldt oplyst; synes at have levet i Metz. Besançon og Lyon, hvor han dræbtes Bartholomæusnatten (som virkelig eller mistænkt Huguenot); den tidligere Antagelse, at G. var Palestri-nas Lærer, er fejlagtig. G.s Kompositioner er gejstlige Vokalværker, Messer, Motetter og navnl. de berømte, vidt udbredte folkelige huguenottiske Salmer (4 stem.) (»Jesus, dine dybe Vunder«, »Xaariden største Nød vi Staat m. fl.), desuden Chansons og Oder (Horatsiske). (Litt.: H. Expert i Maîtres musiciens, G. Becker, M. Brenet).

Gott erhalte Franz den Kaiser, østr. Nationalsang, komponeret af Joseph Haydn 1797. Benyttes i Tyskland som Melodi til »Deutschland, Deutschland über allesc.

Gounod, Charles François, 17. Juni 1818—17. Oktbr. 1893, fr. Komponist, var Søn af en Tegnelærer ved den polytekniske Skole i Paris og en højtuddannet og meget musikalsk Pianistinde. Fra Ungdommen af dyrkede han da Tegning og Musik, sidenhen søgte han med sit Hang til Mystik til Teologien og tænkte paa at blive Geistlig. Det var Opførelser af »Othello« (med Mme Malibran) og »Don Juan«. der greb ham saaledes, at han endelig valgte Musiken som Kald. Hans Lærere var Reicha, Halévy, Lesueur og Paër ved Paris' Konservat. 1839 op-naaede han prix de Rome. Opholdet i Italien skuffede ham m. H. t. ital. Opera, men han betoges af den kirkelige Musik, særl. den Palestrinaske. Samtidig lærte han af Fanny Hensel (s. d.) Beethovens Værker at kende og siden paa Rejsen gennem Tyskland af hendes Broder Felix Mendelssohn de Bachske. Af nyere tysk Musik gjorde navnl. Schumanns Indtryk paa ham, og endnu en Ungdomsimpuls var Berlioz's Musik. Med sine sceniske Værker havde

Charles Gounod.

G., der forøvrig aldrig svigtede sin religiøse Interesse (han var i saa Henseende en Dobbeltnatur — »en troende og en sensuel« —og frembragte jævnlig kirkelige Værker) opr. ikke stort Held. Hverken den første af hans Operaer, »Sappho», 1851, eller de flg. som La nonne sanglante eller Le medicin malgré lui (efter Molière, 1858, Kbhvn. 1876), gjorde synderlig Lykke. Des mere betydningsfuld var Opførelsen af Operaen »Faust« (»Marguerite«;) paa Théâtre Lyrique 19. Marts 1859; Modtagelsen var rigtignok ikke ublandet (Forlaget Hengel afslog at trykke Operaen), men ikke blot gik denne, som en stor Sjældenhed, senere 1869 fra den mindre Scene over til den store Operas Repertoire, og »Faust« opførtes, snart paa Alverdens Operascener (Kbhvn. 1864). blev overalt modtaget med samme Begejstring og betragtet som Datidens typiske og ypperste fr. Opera; »efter Berlioz's og Aubers Død stod G. til sin Død i Spidsen for de fr. Musikere«. — Af G.s flg. Operaer havde egl. kun Mireille og Roméo et Juliette (Opéra comique 1867. Kbhvn. 1888 ved sv. Operaselskabs Optræden, senere ved kgl. Teater) et tilsvarende Sceneheld som »Faust«. De andre Operaer var Philemon et Baucis, La reine de Saba, La colombe (Kbhvn. 1873), Cinq-Mars. Polyeucte og Le Tribut de Zamora, 1881. I de sidstnævnte gjorde den religiøse Tone og kirkelige Stil, som G. fortrinsvis dyrkede i Resten af sit Liv, sig gældende. Af hans kirkelige Værker fremhæves Messe de St. Cecilie, 1855, Tobie, 1866, den gribende Kantate Gallia,1871, komponeret i London, hvor G. tog Ophold under den tysk-fr. Krig, og under Indtryk af denne Verdensbegivenhed, The rédemption og Mors et vila, skrevet fos-Musikfester i Birmingham, A la mémoire de Jeanne d'Arc og Messe corale. løvrig skrev G. nogle faa Orkesterværker, nogen Pianomusik og adskillige Sange, der vandt stor Popularitet (Witt, Hansens Fori, har udg. dem i 4 Bd.), hvilket ogsaa. i særlig høj Grad, blev Tilfældet med hin Méditation (»Ave Maria«) som G., uden just derved at øge sit Kunstnerry, skrev som Parafrase over 1ste Præludium af Bachs »Wohltemp. Klavier«. — G. tilbragte største Delen af sit Liv i Paris i uafhængig Stilling og under lykkelige ydre Kaar. Han forf. sin Selvbiografi (til 1859), udg. 1875 og Mémoires d'un artist. — G., en af den nyere fr. Musiks mest fremtrædende og berømte Skikkelser, besad »den fr. Aands og Musiks mest forførende Egenskab: Charmen«. Hans Operaer, Faust og Romeo, hvortil hans Navn og Ry i Hovedsagen er knyttede, er rige paa smagfuld Melodi, klart opbyggede med scenisk Virkningsfuldhed, ikke uden Paavirkning fra Meyerbeer (navnl. i »Romeo og Julie«), Musiken er ypperlig anlagt for Sangstemmerne og lige-saa fortrinlig instrumenteret — alt Egenskaber, der sikrede Publikums Yndest i og udenfor Frankrig, uanset at Karakteristiken gennemgaaende er noget udvortes effektfuld, og at Sentimentaliteten faar Lov at brede sig i Musiken. G.s Beundring for Mestre som Bach, Mozart (om »Don Juan« skrev G. en lille begejstret Afhandling, udg. 1890), Weber, Schumann og delvis R. Wagner har imidlertid i nogen Grad præget hans Stil og hævet den over den umiddelbart forudgaaende og samtidige fr. Operastil, hvorfor hans Operaer ogsaa ved Fremkomsten fra fl. Sider modtoges med Kritik for deres Uforstaaelighed, Melodimangel etc. (Biogr,: P. Voss, Th. Dubois, Pagnerre, Bovet, Imbert, Prod'homme og Dande-lot (2 Bd. 1911), Hillemacher, 1914; jfr. ogsaa Saint-Saëns: G. et le Don Juan de Mozart og Curzon : Documents inédits sur le Faust).

Graarud, Gunnar, f. 1888, nsk. Sanger (Tenor), Diplomingeniør, studerede Sang, væsentlig i Tyskland. Debut, ved Hofteatret i Karlsruhe 1914; har været knyttet til flere tyske Operascener (bl. a. Grosse Volksoper., Berlin), hvor han har udført mange ledende Roller.

Gracieux (fr.). Foredragsbetegn.. yndefuldt.

Gracile (ital.), Foredragsbetegn., s vagt, smægtende.

Graduale. 1) Et Responsorium, der i den katolske Messe afs\^Tnges umiddelbart efter, at Episteloplæsningen har fundet Sted, og allerede anvendtes i den ældste kristne Kirke. Sit Navn fik denne Svarsang, fordi de Sangere, der udførte den, stod paa el. foran de Trin [Gradus), der førte op til Læsepulten el. Alteret. Paa Festdage følger efter G. et Halleluja el. en Sekvens. Se Sekvens og Messe. — 2) Den Bog, hvori Messens samtlige Korsange findes optegnede.

Gradus ad Parnassum (lat., Trappe op til Parnasset^ Titlen paa to berømte musikalske Værker: Fuæ'sLæreom Kontrapunktet (1725) og M. dementis bekendte Etudeværk (1803).

Graf, Max. f. 1873, østr. Musikforf. Lærer ved Konservat. i "Wien. har skrevet »Deutsche Musik im 19. Jahrhdt.«, »Die Musik im Zeitalter der Renaissance«. »Die innere Werkstatt des Musikers«, livfulde æstetiske Arbejder, samt oversat en Del fr. Musiklitteratur.

Grainger, Percy, f. 1882, austr. Klaverspiller, Elev bl. a, af Busoni, har koncerteret rundt om i Verden, ogsaa i de nordiske Lande, og vundet betydeligt Ry som Koncertpianist : særl. skattet som Fortolker af Griegs Musik, hvilken Komponist G. stod personlig nær; !Udg. af eng., irsk o. a. Folkemusik.

Gram, Peder, f. 1881. dsk. Komponist, uddannet i Leipzig, særl. som Dirigent under Nikisch, blev 1918 Dirigent i »Dansk Koncertforening«; har skrevet Symfon.. Ouverturer, Kammer-

Percy Grainger.

musik, Sangstykket Avalon med Orkester samt Romancer.

Grammofon, se under Mekaniske Toneredskaber.

Granados y Campina, Enrique, 1867 — 1916. sp. Komponist, betydelig Pianist, skrev Operaer (bl. a. Maria del Carmen), symfon. Digtninge, Sange og Klaverstykker, bl. disse særl. Tran-skriptioner af sp. Folkemelodier og Danse, Danzas espanolas og Suiterne Goyescas (illustrerende Maleren Goyas Værker); omkom ved Torpedering under Verdenskrigen.

Grande caisse (fr.), den store Trom me.

Grandioso (ital.), Foredragsbetegn., storslaaet.

Grandjean, Axel, f. 1849, dsk. Musiker, Elev af Kbhvn.s Konservat., skrev for Scenen nogle Operaer (særl. »De to Armringe«, »Colomba^ og »Oluf«) samt Balletmusik, desuden Sang- og Klavermusik og Korstykker samt udgav den originale Musik til Holbergs Komedier; var en Aarrække Synge-mest. ved det kgl. Teat., desuden Kordirigent for Studentersangforeningen og Handels og Kontorist Sangforeningen.

Grand jeu (fr.). Orgeludtryk, fuldt Værk.

Granfelt, Hanna [Lilian Hanna von G.), f. 1884, finsk Operasangerinde, Sopran. Efter Studier i Helsingfors og Paris (Duvernoy) engageret ved Hofoperaen i Mannheim og ved den nuværende Statsopera i Berlin. Har foretaget omfattende Koncert- og Operaturnéer i de nordiske Lande, Tyskland, Schweiz. Spanien og Holland. Har sunget flere store Partier i Wagners og Rieh. Strauss' Operaer m. m,

Graun, Carl Heinrich, 1701—59, tysk Komponist, var Tenorsanger ved Operaen i Braunschweig, hvor han tidlig begyndte at komponere. Den musikelskende og senere Kong Friedrich II fik her Interesse for ham, i.verdrog ham Indretning af en italiensk Opera, hvortil G. skaffede Sangere under Ophold i Italien, for ved Hjemkomsten at blive Berlin-Operaens Kapelmester og Komponist af en Række

dér opførte (ital.) Operaer, til Dels i Samarbejde med Kongen. G., der som en af de af Kongen foretrukne Komponister indtog en indflydelsesrig Stilling i Berlin, skrev desuden Instrumentalmusik, der dog ligesom Operaerne hurtig glemtes; derimod var hans Kirkemusik meget yndet og navnlig hans, ligeledes italieni-serede, »Der Tod Jesus«, der opførtes i Berlin 1755 og gennem mere end 100 Aar gentoges hver Langfredag.

Graupner, Christoph, 1683 —1760, tysk Komponist, Elev af Kuhnau. Kapelmester i Darmstadt, frugtbar, af sin Tid meget skattet Komponist, skrev Operaerne »Dido«, ^Die lustige Hoch-zeit«, »Simson« m. m., Klaversuiten (»8 Partien fur Klavier«), endvidere Sym-fon. med overraskende n}^T Besætning, Ouverturer, kirkelige Kantater m. m.

Grave (ital.). 1) Foredragsbetegn., alvorligt, tungt. 2) Tempobetegn., meget langsomt, svarende til Largo, s. d.

Gravicembalo (ital.). d. s. s. Clavi-cembal, se Klaver.

Gravita, con (ital.), Foredragsbetegn.. med Alvor.

Grazioli, Giovanni Battesta, c. 1750 -1820, Organist v. Marcus Kirken i Venezia, skrev en Række værdifulde Klaversonater.

Grazioso (ital.), Foredragsbetegn., yndefuldt.

Greef, Arthur de. f. 1862, belg. Klaverspiller, Elev af Brassin og Liszt. Lærer ved Konservat. i Bruxelles, foretog talr. Koncertrejser, bl. a. ogsaa til Skandinavien (senest 1907).

Gregoir, Edouard. 1822-90. belg. Komponist og Musikforf., skrev Operaer, Orkesterværker (bl. a. en »histor.« Symfon. Les croisades). Oratorier og mindre Værker, men er navnl. kendt som Forf. af en Række Skrifter vedrørende belg. og nederl. Musikforhold og Musikere, saaledes Essai historique sur la musique et les musiciens dans les Pays-Bas, Origine du celebre com-posiieur Louis v. Beethoven, Galerie bio-graphique des musiciens belges du 18. et 19. siécle saml af Biografier af Willaerl, Gossec, Grétry m. fl.

Gregor den store, Pave 590—604, har givet Navn til den kat. Kirkes rituelle Sang, som kaldes efter ham. I hans Pavetid blev der nemlig Orden i Kirkesangen, hvad allerede var tilstræbt og delvis naaet af Damasus (366-84), Gelasius (492—96) m. fl.

Gregorianske Bogstaver træffes endnu af og til som den ganske meningsløse Betegnelse for den først i 9. Aarh. paaviselige Bogstavskrift med Anvendelse af Alfabetets 7 første Bogstaver A—G. Se Bogstavskriften.

Gregoriansk Sang (lat. Canlus pianus el. Cantus choralis; fr. Plainchant, eng. Plainsong) betegner den enstemmige Ritualsang, der benyttes i d. kat. Kirke, fordi Traditionen tillægger Gregor d. Store Æren for dens Indførelse. I sit opsigtvækkende Skrift Les origi-nes du chant lilurgique forsøgte Gevaert 1890 at drage denne Tradition i Tvivl, men hans Hypotese er siden med saa stor Kraft bleven imødegaaet af de franske Benediktinere Cacin, Morin og Mocquereau og senest af W. Brambach og P. Wagner (se ndf. Litt.), at de fleste Historikere nu enes om at lade Traditionen staa ved Magt. Hvad denne hævder er, »at Gregor samlede, sigtede og forbedrede det Materiale, der ved hans Tid allerede forelaa, for derefter at lade det hele indføre i et An-tiphonarium (s. d.). der med en gylden Lænke blev fastgjort ved Peterskirkens Alter for fremtidig at gælde som Rettesnor for den romerske Kirkesang«. Det originale Antiphonarium er forlængst gaaet tabt, men en Kopi af det opbevares endnu i St. Gallen Klosterbibliotek i Schweiz. Det er noteret med Neumer (s. d.) og foreligger i Ny-tryk i den af Benediktinerne udgivne Serie Paléographie musicale. I den g. S. raader ikke den moderne Melodis metriske Rytme. Dens hovedsagelige Forbindelse med en i Prosa affattet Text giver den tværtimod en forholdsvis fri Rytme, hvor Ordenes Betoninger afgiver de rytmiske Holdepunkter, og hvor den metriske Taktinddeling derfor er udelukket. De deklamatoriske Hovedlinier brydes endvidere i denne Sangart ved en Rigdom paa sangbare Figurationer, der ifølge deres symmetriske Gruppering trods alt former Melodien til et organisk Hele, men samtidig ogsaa gør den til Spejl for de Følelser og Stemninger, der udtrykkes i Texten. Navnet Can-tus pianus (eng. plain song, fr. Plain-chant) bærer denne Sangart, fordi den i Modsætning til Cantus mensuralus el. figuralis (se Mensuralmusik og Mensu-ralnodesknff), hvor alle Nodeværdier er nøjagtigt udmaalte, ikke tager det saa nøje med Tonernes Varighed (se Neume- og Koralnodeskrift). og derved faar en jævnere mere glidende (plan) Karakter. — Den g. S. inddeles i Ac-cenlus d: den halvvejs deklamatoriske Foredragsmaade, der anvendes ved Fremsigelsen af Kollekt, Epistel. Evangelium m. m., hvor Stemmen jo hovedsagelig dvæler paa én Tone og kun ved Sætningsafslutninger lader Tonen falde el. stige og Concenlus o: de Sange, der har en sammenhængende Melodi og enten kan udføres af en Solostemme eller af Koret (som f. Ex. i Antiphonier el. Vexelsange, i Messens Kyrie og Gloria, i Gradualet med sit Alle-luja osv.). — Den g. S. har selvfølgelig i Løbet af sin lange Levetid lidt en Del Skade. Skæbnesvanger for dens uforandrede Vedligeholdelse blev saa-ledes 1) dens opr. hovedsagelige For-plantelse gennem den mnndllige Overlevering, 2) dens Notering med en i flere Henseender yderst mangelfuld Toneskrift (se Neumer og Koralnoder) og 3) senere Tiders gentagne til Dels paa Misforstaaelser grundede Forsøg paa at »restaurere« den. — Det er den n\'este Tids og da navnlig de franske Benediktineres Specialforskning paa den kat. Kirkemusiks Om-raade og deres indgaaende kritiske Undersøgelse af det mægtige Kildemateriale, der endnu foreligger af liturgisk Sanglitteratur, som nu omsider har muliggjort en saa vidt mulig korrekt Rekonstruktion af Originalerne. Den Tid ligger derfor næppe mere fjern, da den g. S. i samtlige kat. Lande vil have generobret sin gamle Stilling som den kat. Kirkes lovbefalede Hovedsang. (Litt.: Gevaert: Les origines du chant liturgique (tysk Udg. af H Riemann); Dom. Joseph Pothier: Les mélodies Grégoriennes (tysk Udg. af Kienle: »Der greg. Choral«); P. Wagner: »Einführung in die gregorianische Melodien«; Paléographie musicale al Benediktinerne i Solesmes).

Grell, Eduard August, 1800—86, tysk Musiker, indtog fremskudt Stilling i Berlins Musikliv, senest som Domorganist, Dirigent i sSing-Akade-mie<i og Lærer v. Musik-Akademiet: en kundskabsrig Musiker og Kender af gi. Musik, komponerede næsten kun kirkelige Vokalværker (idet han »betragte Instrumentalmusikens Fremgang som et Forfald«). (Biogr. af Bellermann, 1899).

Grétry, André Ernest Modeste, 1742—1813, belg-fr. Komponist, var Kordreng i sin Fødeby, hvorfra han (til Fods) begav sig til Italien for at uddanne sig til Komponist; destrænge teoret. Øvelser (hos Kirkekapelmester Casali i Rom) afvandt ham mindre Interesse, des mere opera-buffaen og de saak. »Intermezzi« [Pergolesi). Paa Hjemvejen forsøgte han sig i Genève, delvis med Voltaires Støtte, ikke uden Held som Operakomponist, men først i Paris, hvortil Voltaire henviste ham, vandt han efter en kortere vanskelig Periode en afgørende Sejr, væsentl. støttet af den sv. Gesandt Creutz med Operaen Le Huron, 1768; og nu fulgte en Række komiske Operaer, der alle gjorde Lykke, og af hvilke en stor Del oversattes og opførtes rundt om i Europa, kulminerende med Richard Coeur de lion. 1784; af de øvrige frem-

EDV. GRIEG I. Edv.Grieg som Barn. 2. Nina og Edv. Grieg ved Klaveret efter Maleri af Krøyer. 3. Edv. Grieg som ung. I. Edv.Grieg og Joh.Svendsenil89S. 5. Gritj's Villa Troldhaugen. 6. Edv. Grieg's Nodeskrift.

A. E. M. Grétry.

hæves Les deux avares, Zemire el Azor, L'amant jaloux, Aucassin et Nicoleite, La caravane, Colinette à la cour, Raoul Barbe-bleu; under Revolutionen skrev G. Arbejder som Denys le tyran og La fête de la raison; siden aftog hans Ævne og Sceneheld, men trods de betydelige Efterfølgere som Méhul, Boi-eldieu,Cherubini holdt adskillige af hans Operaer sig længe paa Repertoiret, enkelte som Richard Coeur de lion er endog langt senere med Held genoptaget. G.s sidste Opera opførtes 1803; forinden havde han, der var en af Konservat.s Direktører og i det Hele overøst med Æresbevisninger og af Napoleon havde faaet tildelt en anselig Statsunderstøttelse, trukket sig tilbage til Rousseaus bekendte »Eremitage«, 1799, hvor han døde. G. komponerede ogsaa anden Musik (Sym-fon., kirkelige Værker etc), men hans Navn er knyttet til Operaen; 1789 udsendte han en ejendommelig (ikke lidt selvfølende Selvbiogr. med Betragtninger over Musik (Mémoires ou essais etc.). — G. er en Hovedrepræsentant for d. fr. opéra-comique, ja den, der væsentlig fastslog denne Operaart. Paavirket af Gluck lagde han Hovedvægt paa det dramat. (Handling og Karakterer) og paa Textbehandling etc., og til opéra-comique-Genren medbragte han —trods Brist i sin Uddannelse — sjældne Fortrin : et ildfuldt >dramat. « Sind, Lune og Ynde, Rigdom paa baade muntre og rørende, folkelig udtrykte Melodier, udpræget Vokalsans, en klar, enkel, men ikke banal Harmonik og en livfuld ofte »pikant« Rytme og ikke mindst Sans for scenisk og orkestral Virkning. Hans Opera blev derfor, nøje stemmende med fr. Smag, længe forbilledlig; han valgte ofte let rørende Æmner af det borgerlige el. landlige Liv og gav saaledes opéra-comique den mere bestemte, længe bevarede Retning hen-imod det borgerlige Sangspil. (Biogr. af E. Gregoir, M. Brenet, Gheude, E. Closson, Curzon; den belg. Stat lod G.s saml. Værker udgive hos Breitkopf & Härtel.)

Gretschaninoff, Alexander, f. 1864, russ. Komponist, Elev bl. a. af Safo-noff og Rimsky Korssakoff, har skrevet større og mindre Vokalværker, Symfon. og Kammermusik samt nogle Operaer.

Gribebrætsinstrumenter kaldes under eet den store Gruppe af Strenge-instr., hos hvilken hver Streng kan udnyttes til Frembringelsen af flere Toner (Violin, Lut, Guitar osv.). Et Bræt (Gribebræt), der undertiden er udstyret med Tværbaand (se Baand) er nemlig hos dem lagt tæt ind under Strengene, og gør det muligt ved Fingertryk at inddele og afkorte disse paa ethvert Punkt. G. kan ligesom Harpen forfølges tilbage til Oldtiden. Den ældste Afbildning forekommer paa en Terrakottaplade, der blev fundet i A⁷/p-pur (det forhistoriske Babylon). Tal-

rige Afbildninger findes ogsaa paa de oldægyptiske Gravbilleder, enkelte ogsaa paa de oldgræske Skulpturer. Se iøvrigt Specialart. om Guitar, Lut, Stry-geinstr. m. m.

Grieg, Edvard Hagerup. 1843— 1907. nsk. Komponist, f. i Bergen, hvor Moderen, Gesine f. Hagerup gav ham

Edvard Grieg.

den første Undervisning, kom 15 Aar gammel til Leipziger Konservat., hvor han studerede i 4 Aar. Det sidste Aar skrev han 34 Pianostykker«, et Par Aar senere »Humoreskerne«, som allerede viser hans hele Egenart. 1867 ægtede han sin Kusine, Nina Hagerup, som var en udmærket Sangerinde. 1871 stiftede han »Musikforeningen« i Kria. og ledede den i flere Aar, 1880-82 ledede han »Harmonien«, i Bergen. Som skattet Pianist og Dirigent var han ofte paa Koncertrejser rundt om i Europa, han optraadte foruden i Norden ogsaa rundt om i Tyskland, Wien, Rom, Paris, Birmingham, London, Petersborg. — Gennem Liszt kom han i Forbindelse med C. F. Peters, som blev hans forstaaelsesfulde Forlægger. Fra 1884 boede G. paa »Troldhaugen« ved Bergen. — G. er den største og tillige den dybest nationale Komponist, Norge har frembragt. Allerede hans Harmonisering af norske Folkemelodier viser en Fortrolighed med norsk Lynne som hos ingen anden. I »Norges Melodien, som han skrev i sin Ungdom, i Pianostykkerne, Op. 17, 66, i norske Danse for 4-hændig Piano, Mandskorene Op. 30, Slaatter, Op. 72 og »4 Psalmen«, Op. 74, har han uddybet alle de Stemninger, norsk Folkemusik rummer. Men ofte opsuger hans Kunst Folkemelodien, saa det hele bliver G. (Ex. her-paa er »Lokke« i Op. 66, »Den store hvide Flok« og »De æ den største dårleheit« i Op. 30). I hans egen Melodik er der en Fynd. som viser, han er mest i Slægt med ældre norsk Folkemusik. Man kunde kalde den Gren, han repræsenterer, for »den vestlandske«. Den oftere fremsatte Paastand, at G.s Melodier beror paa Laan fra Folkemusikken, er urigtig; han er i sin lange Række Sange dybt original. De forskelligste Texter formaar han at tolke, ingen har fuldgyldigere sat i Tone saa forskelligartede Poesier som Bjørnsons, Ibsens, Vinjes, Garborgs, Vilhelm Krags Digte. Den brede Fædre-landsstemning (Norønakvadet osv.) saa-vel som det intime personlige Sprog (»Du skog —« af Garborg, »Hun .er saa hvid min Hjertenskær« af H. C. Andersen) er hans Melodi lige fortrolig med. Korværkerne betegner ogsaa den højeste Udvikling, denne Musikart har naaet paa norsk Grund. Det gælder saavel Mandskorene som de sidste Salmer for bl. Kor. Mærkelig nok har G. tillige, skønt han ingen Træning havde i Orkester-Behandling, leveret fiere af de mest slaaende or-kestrale Billeder i norsk Musik (»I Dovregubbens Hal«, »Hjertesaar«). G.s Harmonik er højst ejendommelig og kan ikke forklares uden Henvisning til norsk Slaattemusik, som Harding-felen tolker den. Allerede »Humore-skernei viser Paralleller med Harding-felens dristige Flerstemmighed. F'ørst da hans Slægtskab med denne Side af norsk Musik gik op for ham (et Møde med R. Nordraak i Kbhvn. havde i saa Henseende Betydning), kunde han skrive sine Humoresker. Men der er noget i G.s Melodi, som før eller senere maatte have ført ham udenfor de vanlige Regler og skabt ny Stil. Saa dristig og rig hans Harmoni end virker, er den dog aldrig overlæsset. Stemmerne føres enkelt og roligt, uden en overflødig Tone. Efterhaanden gør sig vel en Forfinelse af Klangbilledet gældende, Overgangene bliver blødere, — maaske en Indflydelse fra Wagner —, men allerede Op. 1 viser Antydninger i denne Retning. Først og fremmest er det det klare poetiske Billede, G s Kunst sigter paa. Hovedværkerne er Pianosonaten, Klaverkoncerten, de tre Violinsonater, Strygekvartetter, Balladen for Piano, Den bergtekne, Vinje-og Garborgsangene, Mandskvartetterne, de 4 Salmer. Man plejer gerne at regne flere Perioder hos G. og hævder, at der omkring 1880 kommeren yderligere Fordybelse i hans Kunst. Xogen Udebben af hans Ævne kan ikke paastaas. De 4 Salmer, udg. efter hans Død, staar paa Højde med hans bedste Ting. Derimod naaede han p. Gr. af Aartiers deprimerende Sygelighed ikke at fuldføre de Planer om større Værker, han bar paa. Af Biogr. kan nævnes Richard H. Steins (Berlin 1921), Gern. Schjelderups (1903), Schjel-derup-Niemanns, Fincks. Et værdifuldt Bidrag til Forstaaelse af G. er de prægtigt skrevne Breve til hans nærstaaende Ven Frants Beyer, udg. af Maria Beyer 1923.

Grieg, Nina Hagerup, f. 1848, nsk. Romancesangerinde. Elev af Helsted. Kbhvn.. har væsentlig vundet sin Berømmelse som ypperlig Tolker af sin Mands (Edv. Griegs) Sange, hvoraf mange er komponeret for hende.

Griesbacher, Peter. f. 1864, østr. Komponist og Musikforf., Kanonikus og Kontrapunkt-Lærer i Regensburg; komponerede talr. kirkelige og enkelte verdslige. Vokalværker, samt udg. Lærebøger i Kontrapunkt og navnl. et 3 Bd.s Værk om Kirkemusikens Stil og Formlære.

Grimm, Friedrich Melchior, 1723 —1807, Baron, tysk Forf., musikhistor. kendt for sin Deltagelse i de musikalske Stridigheder i Paris, hvor G. levede 1747—92 (Buffonist), og sin Correspondance littéraire etc., af histor. Interesse m. H. t. fr. Opera.

Grimm, Julius Otto, 1827—1903, tysk Komponist, Kordirigent i Münster og Docent ved Universitetet dér, skrev Instrumentalmusik, særl. Suiteri Kanonform for Strygere, samt Sange, navnl. til plattj'sk Text; stod Brahms nær.

Grisar, Albert, 1808—69. belg.-fr. Komponist, levede mest i Paris, hvor han fik en Række opéras comiques opført med Held (særl. Bon soir, il. Pantalon, 1841), uden dog at høre til Genrens betydeligste Repræsentanter; udg. ogsaa talr. Romancer m. m.

Grisi, Giulia, 1811 — 69, ital. Sangerinde, debut, allerede 1828 og blev hurtig en af Tidens ypperste og mest fejrede Operasangerinder: Bellini skrev for hende og Søsteren, Giuditta G., 1805—40, Montechi e Capnletti (o : Romeo og Julie); siden optraadte hun

Giuditta og Giaia Grlisi.

i Rossinis Operaer; fra Milanos Scala-Teater drog hun til Paris og til London, overalt hyldet som en af den ital. Operas Stjerner; 1854 foretog hun en Kunstrejse til Amerika, og først 1862 trak hun sig tilbage fra Scenen.

Grotrian Steinweg, tysk Pianofortefabrik, grundet af Heinrich Steinweg, f. 1797, der gik til Amerika og i New York grundlagde den verdenskendte Klaverfabrik Steinway and Sons; Friederich Grotrian blev derefter Parthaver i Fabriken (nu i Braunschweig)' og hans Sønnesønner er Eneindehavere af Fabriken, der i de senere Aar har vundet stort Ry og fremstillet en Mængde Klaverer.

Grove, George, 1820—1900, eng. Musikforf. og Lexikograf, opr. Ingeniør, men mere og mere optaget af litterære Interesser, paabegyndte 1879 en 4 Bd.s Dictionary of Music and Musiciens med en Stab af udmærkede Medarbejdere; det værdifulde Værk er senere oplagt og betydelig udvidet. G. skrev desuden Beethoven and his Nine Symphonies og i Lexikonet særl. Art. »Beethoven« og »Schubert«; han var Direktør for Royal College of Music til 1894.

Grundskala. Herved forstaas den Skala, der paa Klaveret repræsenteres af Undertangenterne (C D E F G A H osv.), fordi alle de øvrige Toner har laant deres Navne fra den.

Grundtone er i Harmonilæren Navnet for den Tone, der ligger nederst (er Basnode) ved den tertsvise Opbygning af en Akkords Toner, d. e. naar Akkorden ligger i Grundbeliggenhed. Ex.:

Er det en af de andre Akkordtoner, der er Basnode, drejer det sig derimod om en Akkordomvending. Se Akkord II.

Grunsky, Karl, f. 1871, tysk Musik-forf., i Stuttgart som Musikanmelder eta, skrev navnl. »Musikåsthetik«, »Mu-sikgeschichte« (3 Smaabind, udk. i flere Opl.), »Anton Bruckner« m. m.

Gruppetto (Knude), ital. Udtryk for Dobbeltslaget. (Se Ornamentik).

Grüner Hegge, Odd, f. 1899, nsk. Komponist og Pianist, Elev af Musik-konservat. i Kria., Nils Larsen, F. Backer Grøndahl, Gustav Lange, skrev Violinsonate, Pianofortesuite, Trio (Violin, Cello, Piano).

Grunfeld, Alfred, 1852-1924, bøhm. Klaverspiller, Elev bl. a. af Kullak, foretog en Række Aar Koncertrejser (i Skandinavien 1889) og vandt stort Ry som Pianist; levede siden i Wien og komponerede Operetter, Klaverstykker etc. — Hans Broder Heinrich G., f. 1855, er Violoncellist. ligeledes en betydelig Virtuos (rejste ofte med Broderen) og Kapelmusiker i Berlin.

Grutzmacher, Friederich, 1832— 1903, tysk Violoncelspiller i Gewand-haus-Orkestret og Konservat.-Lærer i Leipzig, siden i Dresden; en af sin Tids første Cellister, der en Aarrække hyppig foretog Koncertrejser, bl. a. til Skandinavien (senest 1880), og virkede som udmærket Lærer; har skrevet Koncert og Etuder for sit Instrument, men ogsaa anden Musik (Kammermusik. Sange etc.) og udg. ældre Værker for Violoncel.

Gradener, Carl, 1812—83, tysk Komponist, opr. Cellist, en Tid i Helsingfors, senere i Wien og Hamburg som Lærer og Dirigent; skrev navnl. mindre Klaverstykker i Tilslutning til R. Schumann, men ogsaa større Værker (Symfon., Klaverkoncert, Kammermusik etc.) samt udg. en Harmonilære og »Aufsåtze uber Kunst vorzugsweise Musiks. — Hans Søn, Hermann* G., f. 1844, Musiklektor ved Wiens Universitet, er ogsaa produktiv og anset Komponist.

Grafe, Johann Friedrich, 1711 — 87, tysk Embedsmand. Udg. af tiere Samlinger (verdsl. og gejstl.) »Oder« og »•Lieder*. (Litt.: Friedlånders: »Das Deutsche Lied im 18. Jahrhdt.«)

Grækenlands Musik i Oldtiden. ]) Historien. Musiken har fra de ældste Tider spillet en Hovedrolle i Grækernes Kulturliv. Herom vidner allerede deres Gudelære og Sagnhistorie. Apollos Kitaraspil, Musernes Sang og Kariternes Dans underholder under Maal-tidet de høje Guder i Olympen. Apollo og Hermes opfinder henholdsvis Kitara og Lyre; Skovguden Pan og Satyren Hyagnis Pansfløjten og den skalmej-lignende Aulos. Af Sagnenes Musik-heroer viser Orfeus sig i Stand til med sit Lyrespil at røre Underverdnens Guder, og Amphion bringer ved sit Lyrespil Thebens faldne Mure til at rejse sig. — I Grækenlands historiske Tid, der indledes med den doriske Vandring, allierer Musiken sig helt med Poesien for at blive Midtpunktet ved de nationale Gudefester. Til Minde om Apollos Kamp med Dragen indføres i Delos de pythiske Lege o: de ældste musiske Væddekampe. Til Dionysos' Ære fejres derimod Dionysosfesterne. der afføder den baade for Tragediens og Komediens Udvikling banebrydende Dityrambe. Ved Apollofesterne var Kitaraen, ved Dionysosfesterne Aulos de førende Instrumenter. Store Kunstnere fremmer i denne Periode til alle Sider Kunstøvelsen. Til Kitaramusikens Udvikling bidrager fremfor alt Terpander og Archilochos, der indfører livligere Tempi og for første Gang anvender den forsirede Instrumentalledsagelse af Sangen. Aulodien fremmes derimod især af Olympos og Sakadas. Sidstnævnte sejrer ved de pythiske Lege med en Aulos-Komposition, der i et Tonemaleri udmaler Apollos Kamp med Dragen. Som betydningsfulde Lyrikere fremtræder Alkaios, de kvindelige Digtere Sappho og Myrtis, men fremfor alle Pindar. Side om Side med den musikalske Praxis udvikles endelig og-saa en skarpsindig Musiklære, væsentlig baseret paa matematiske Principper (Pythagoras). Fra 5. Aarh. at regne bliver Athen efterbaanden mere og mere Midtpunktet for det helleniske Kunstliv, der fra forst af havde haft sit Hovedsæde i Sparta. Det var især ved Dionysosdyrkelsen i Lenaion, at Dithyramben og Tragedien kom til Udvikling. Dithyramben var en fløjte-ledsaget Kordans, hvor de dansende var udklædte som Satyrer, og Sangen fordeltes mellem en Korfører og Koret. Allerede 536 indfører Thespis i Athen i Korførerens Sted en Skuespiller og hermed banede han baade Vejen for den virkelige Tragedie (Aischylos, Sophokies, Euripides) og for Komedien eller Satyrspillet (Arislophanes). Baade i Tragedie og Komedie spillede Mu-siken en vigtig Rolle. Koret bestod i Tragedien gerne af 12—15 og i Komedien af 24 Personer og havde som Ledsager af Dansen en udpræget rytmisk Karakter; til Ledsagelse af Koret tjente alene den unisont medspillende Aulos. Tragediens Kordans var højtidelig og adstadig. Komediens livlig og grotesk. Ogsaa Dialogen blev hyppigt sunget, men havde dog i den klassiske Tid en overvejende reciterende Karakter. Senere traadte Koret i Baggrunden og gav Plads for et større Antal Skuespillere, men med det samme forandrede det Karakter og kom fra nu af til at spille den deltagende Tilskuers Rolle. Henimod Slutningen af den klassiske Periode antager Instrumentalmusiken stadig kunstigere Former (Phrynis, Philoxenos, Timotheos) og frigør sig omsider helt fra Poesien. Med Sorg taler Teoretikerne derfor nu om Musikens Forfald. Ogsaa indenfor Musikteorien sker der i denne Periode store Omvæltninger. De pythagoræiske Grundsætninger forkastes og nye teoret. Principper bringes paa Bane (Aristoxenos).

2) Oldgræske Musikinstrumenter: a) Strengeinstr.: Lyre, Kitara, Barbiton, Magadis, Pektis, Panduro; b) Blæse-instr.: Syrinx og Aulis, se under de paagældende Specialart.

3) Den græske Musikteori m. m.

a) Tonesystemer: Ved et Tonesystem forstaas den regelbundne Ordning af de i den praktiske Musik anvendelige Toner. Mens det moderne Tonesystem inddeles i Oktavafsnit (store Oktav, lille do. osv., se Bogstavskrift), blev det an-tike græske Tonesystem inddelt i Fir-tonegrupper {Tetrachorder, s. d.). Til Grund for denne Ordning laa Lyrens opr. Toneomfang af kun 4 Toner. An-gaaende den 4-strengede Lyres Stemning har man kun usikre Traditioner at holde sig til. I Boétius de Musica opgives i eet Tilfælde denne Stemning

i et andet denne: og sidst

nævnte gør dér Indtryk af at være den ældste. Det faldende doriske Tetrachord agfe (se ndf. b) Tonekøn, Tetrachord og Oclachord) kan altsaa i streng Forstand kaldes det ældste af de græske Tonesystemer. Da Lyren senere fik 7 Strenge, og Systemet derved blev udvidet til 7 Toners Omfang (o: et Heptachord), ordnedes Tonerne ifølge Aristoteles og Nichomachos først som et faldende dorisk Tetrachordpar, med en Fællestone (synaphe) som Bindeled :

»men senere«, skriver Aristoteles, »fjernede Terpander den 3die Tone (b) og tilføjede i dens Sted Oktaven«. Saa-ledes fremkom nu Tonefølgen:

(angaaende denne og andre brudte arkaiske Tonefølger se Pentatonik). Det var ifølge nogle Traditioner Pytha-goras, ifølge andre Lichaon fra Samos, der omsider gav Lyren 8 Strenge og ordnede disses Toner i to faldende do-riske Tetrachorder, der var adskilte ved et Heltonetrin (diaxeuxis).

Den 9. Streng kom til som Middel til uden Omstemning at kunne vexle mellem to forskellige Tonekøn: edch agfe

o: det doriske og edcbagfe o: det hyperdoriske el. mixolydiske. I Samling fik 9-Tonesystemet altsaa dette Udseende :

Saaledes førte Lyrens rigere og rigere Bestrengning efterhaanden til større og større Tonesystemer, indtil Grækerne sluttelig blev staaende ved 2-Oktav-Systemet: Systema teleion ametabolon (o: det fuldkomne System uden Modulation), der var sammenbygget af 2 x 2 forbundne doriske Tetrachorder med en Heltone (diaxeuxis) som Skillepunkt. -j- en Tillægstone i Dybden (Proslam-banomenos):

I 3. Aarh. f. Kr. erstattedes dette System med et Systema teleion metabolon (o: med Modulation), hvor man tilde to underste sammenbundne Tetrachorder øgede et 3die:

og derpaa arbejdede det ny Tetrachord ind i Rækken:

Hvert af de fire Tetrachorder benævntes efter sin Plads i Systemet o: H—e hed saaledes Tetr. hypaton (de dybe Toners Tetr.), e—a hed Tetr. meson (MellemtonernesT.) h—-e¹ Tetr.diazeug-menon (de skilte Toners T.), e¹—a¹ Tetr. hyperbolaion (de høje Toners T.). Men ogsaa hver Tetrachordfone havde sit specielle Navn. Den midterste Tone i hele Systemet hed Mese, den dybeste Proslambanomenos.

b) Tonekøn : Tetrachord og Octachord. Mens Nutidsmusiken kun kender to To-nekon og Skalatyper: Dur og Moll, kendte den gr. Oldtidsmusik 10, nemlig 3 firtonige (Tetrachorder) og 7 ottetonige (Octachorder el. Oktavrækker). Fire-toneskalaerne var sammensatte af 2 Hel- og 1 Halvtonetrin og benævntes, alt efter som Halvtonetrinnet anbragtes mellem 2. og 1., 3. og 2. el. 4. og 3. Tone, henholdsvis dorisk, frygisk og lydisk:

Af Oktavrækkerne fremkom de 3 ved Sammenstillingen af to ensartede Tetrachorder med en Heltone som Mellemled (smlgn. Otte-Tonesystemet) og betegnedes, alt efter som de sammenbyggede Tetrachorder var doriske, fry-giske el. lydiske, som doriske, frygiske og lydiske Oktavrækker:

De fire andre opviste derimod to ved en Fællesto-ne (Synaphe) forbundne ensartede Tetrachorder -j- Tilføjelsen af et Hel-tonetrin enten foroven (hyper), eller forneden (hypo), hvorfor de henholdsvis benævntes som hyper- og hypo-dorisk, hyper- og hypofrygisk, hyper-

og hypolydisk. Eftersom hypofrygisk og hyperlydisk, hypodorisk og hy-perfrygisk er fuldstændig enslydende, drejer det sig i Virkeligheden alt i alt kun om 7 Tonearter, nemlig dorisk, hypodorisk og hyperdorisk, frijgisk og hypofrygisk samt ly disk og hypolydisk. g c) Klangslægter. Overfor de ovenfor beskrevne Skalatyper, der under eet betegnedes som den diatoniske Klangslægt, opstillede de gr. Teoretikere senere (i Tiden mellem 6. og 4. Aarh. f. Kr.) en kromatisk og diatonisk Kl.si, af hvilke den første gjorde Brug af kromatiske Halvtoneskridt, den sidste af de i den europæiske Musik ellers ukendte Kvarttoneskridt, men som samtidig begge havde deres Ejendommelighed i det Spring, der i begge Tetrachorder isolerede den øverst beliggende Tone fra de øvrige:

Om disse to Klangslægters formodede Udvikling af den ovennævnte brudte arkæiske Syvtoneskala se Penlalonik. d) Transpositionsskalaerne. Den A-moll-Skala, der repræsenterer Græker nes Syslema teleion ametabolon (se ovf. u. de gr. Tonesystemer), kunde ligesom vor C-dur og a-mollskala transponeres 12—15 Gange o: til ais el. b, til h, c, cis osv. og afgav altsaa ligesom hver af disse Modellen til ligesaa mange Tonearter (i vor Tids Forstand). [Om Forskellen paa Tonekøn eller Toneslægt og Toneart, se Specialartiklerne herom]. Disse Tonearter hentede imidlertid ikke saaledes som Dur- og Moll-skalaerne deres Navne fra de Toner, hvorfra de udgik (C-dur, G-dur, a-moll, fis-moll osv.), men opkaldtes efter den Oktavrække, der under Transponeringen fremkom i det Oktavudsnit, der faldt mellem Tonerne e — e'. I den normale utransponerede A-moll-Skala afgiver dette Udsnit den doriske Oktavrække (se ovf. u. Tetrachorder og Oktavrækker), hvorfor a-moll fik Navn af den doriske Toneart:

Transponeres denne Normalskala til h-moll:

fremkommer mellem e og e' den fry-giske Oktavrække og Tonearten kaldes frygisk; transponeres Normalskalaen til cis-moll:

afgiver Oktavudsnittet e—e ^! en lydisk Oktavrække, hvorfor Tonearten i saa Fald kaldes lydisk osv. De 7 ældste Transpositionsskalaer, der tilhører Tiden før Aristoxenos o: 4—5. Aarh f. Kr., var:

Hertil føjede Aristoxenos (4. Aarh.): en høj dorisk = ais-Moll

eller dyb frygisk = b-Moll

en dyb lydisk = c-Moll

en høj mixolydisk = dis-Moll

eller hypodorisk = es-Moll

en dyb hypofrygisk = f-Moll og en dyb hypolydisk = g-Moll.

De senere Ombenævnelser af høj dorisk til jastisk, af dyb hypofrygisk til hypojastisk. af høj mixolydisk til hy-perjastisk, af dyb lydisk til æolisk, af dyb hypolydisk til hypoæolisk, er vil-kaarligt valgte og har ikke mere nogen Forbindelse med den opr. Benævnings-maade.

e) Den græske Toneskrift hentede sine Tegn fra det græske Alfabet og bestod under 2 Former d. e. som Instrumental- og som Sangtoneskrift. Instrumen-taltoneskriften tog en nedadgaaende diatonisk Skala [Systema teleion transponeret en Halvtone ned) til Udgangspunkt og forbandt med denne følgende Bogstaver af det gamle doriske Alfabet:

Skulde Tonen forhøjes en halv Tone, blev Tegnet vendt, skulde den

forhøjes en fjerdedels Tone. blev det lagt ned. Ex.:

(d. e. et ais, der er en fjerdedels Tone højere end ais og ligesaa meget lavere end h). Sangtoneskriften tog derimod den kromatiske og enharmoniske Tonerække til Udgangspunkt og ordnede over den det alm. jonisk-attiske Alfabels Bogstaver i fortløbende Række, men saaledes at altid tre og tre Bogstaver gruppevis betegnede den normale diatoniske Tone og dens enharmoniske og kromatiske Fordybelse:

f) Af den antike græske Musik er kun følgende Rester bevarede: 1) Begyndelsen af Pindars 1ste pythiske Ode, 2) 3 Hymner af Mesomedes, 3) et Par smaa Instrumentalstykker, 4" Seikilos' Gravskrift, 5) 2 temmelig fuldstændig bevarede Apollohymner, der indmejslede i Sten blev fundne i det attiske Skatkammer i Delfi, 6) Brudstykke af en Korsang af Euripides' Orestes, 7) en Papyrus med en Lovsang over Apollo, dels udgivne som Musikbilag til Jans: Musici Scriptores (s. ndf.), dels offentliggjorte i Forbindelse med Artikler i Archiv f. Musikwissenschaft, Zeitschr. f. Musikivissensch.; Revue des etudes grecques 1909 o. fl, St.

g) Af græske musikteoretiske Traktater existerer endnu 1) de under Aristoteles' Navn overleverede Problemer om Musik; 2) Aristoxenos' vigtige Skrifter om Harmonikog Rytmik; 3) Plutarchs Dialog over Musiken; 4) Pythagoræe-ren Clandius Ptolemæus: Harmonica (i 3 Bd.); 5) Aristides Quintilianus: De musica (7 Bd.); endvidere Skrifter af Gaudentios, Xichomachos, Athenæus, Julius Pollux og de yngre latinske Afhandlinger af Boétius og Cassiodorus. Af alle disse og endnu flere vigtige Traktater har fremragende Filologer fra gammel og ny Tid udgivet fortrinlige Nyudgaver med lærerige Kommentarer. Ex.: Meibom: Antiqnæ musicæ auctores seplem, 1652, Kr.Jan: Musici scriptores græci. 1895 og 99, Godtfred Skjerne: Plutarchs Dialog over Musiken, 1909,m.m.(Litt.: Fr.Bellermann: Anony -mi scriptio de musica, 1841; RAYestphal: »Die Musik d. griechischen Altertumsc, 1883; Gevaert: Histoire et théorie de la musique de l'antiquité, 1875—81 (2 Bd.); Fortiage: Das musikalische System d. Griechen«, 1847. De store almindelige Musikhistorier af Martini, Burney, Haw-kins, Forkel, Ambros, Félis og H. Rie-mann).

Graner, Paul, f. 1873, lysk Musiker, Teaterkapelmester og Lærer, bl. a. i

London, nogle Aar v. »Mozarteunu i Salzburg, frugtbar Komponist af moderne Retning af symfon. Musik, Kammermusik, Klaverstykker, Sange og nogle Operaer (særl. »Don Juans letztes Abenteuer«, 1914).

Grøndahl, Agathe Backer, 1847— 1907, nsk. Komponist og Pianist, Elev af Winter-Hjelm, Kjerulf, Lindeman, Kullak, Bu-low, Liszt og Wurst, debut, i Kria. 17 Aar gammel, koncerterede bl. a. i Sthlm., Kbhvn., London, Paris; har som fortræffelig Pædagog opdraget en Række af norske Pianister; hendes eget Spil var baaret af Poesi. Som Komponist var hun produktiv, skrev 70 Opus; af Pianostykkerne kan fremhæves Koncertetuderne, »I Blaa-fjeldet«; af Sangene Cyklusen »Ahasve-rus«, sBlomstervignetter«, »Barnets Vaardag^. Hendes bedste Værker rummer Perler af Lyrik.— 1875 gift med O. A. G. (s. d.).

Grøndahl, Fridtjof Backer, f. 1885, nsk. Pianist, Elev af sin Moder A. B. G., Rudorff, Barth, Dohnånyi, Iver Holter, Kahn, debut. Kria. 1903, har koncerteret rundt om i Europa; er bosat i London.

Grøndahl, Launy, f. 1886, dsk. Komponist ; Formand for »Unge Tonekunstneres Selskab« (siden Maj 1924). Har komponeret 2 Kvartetter, Violinkoncert, symfon. Digtning »Pan og Syrinx«, Sonatefantasi forVioloncel og Klaver m.m. Hans Kompositioner er opført herhjemme og i Udlandet.

Grøndahl, Olavus Andreas, 1847— 1923, nsk. Sanginstruktør og Komponist i Kria., studerede en Tid Teologi; Elev af Leipzig Konservat. 1870—73, studerede Solosang hos Lindhult, Køln (1873—74). Stiftede 1878 det blandede »Grøndahls Kor« (sidste Koncert

O. A. Grøndahl.

1906). Da Behrens trak sig tilbage (1888), blev G. hans Arvtager som nsk. »Sangerhøvding«. Mest kendt som Dirigent for Den norske Studentersang-forening (1888 —1911); desuden i længere Tid Leder af forsk, andre Sangkor (Kria. Handelsstands, Frimurernes m. fl.). Ledede flere Sangerfærder til Udlandet (saale-des til Frankrig 1889 og 1900, til Amerika 1905). I enlangAarrække Statens Sanginspektør og Sanglærer ved forsk. Skoler (bl. andre Krigsskolen og Katedralskolen, Kria.). Skrev Musik til Bjørnsons » Foran Sydens Kloster« (Soli, Kor og Orkester); af hans Sange for Mandskor er »Ung Magnus« den mest kendte. Gift 1875 med A. B. G. (s. d.).

Grønland, Peter, 1761—1825, tysk-dsk. Musikforf., blev Embedsmand i Kbhvn. efter Studier i Kiel og deltog ivrig i Musiklivet her: skrev talr. Afhandlinger og Recensioner samt enkelte Vokalkompositioner; var varmt interesseret for Folkevisen, stod Schulz og Kunzen nær og øvede Indflydelse paa Weyse: død som Organist i Altona.

Grønvold, Hans Aimar Mow, f. 1846, nsk. Musikskribent, juridisk Embedsmand, fra 1905 Kongens Kabinetssekretær. Musikkritiker i »Aftenbladet« (1867—81), »Aftenposten« (1881—86). Medarbejder ved Tidsskrifter, udgav »FrédericChopin«, »NorskeMusikere« I; paa det sidste fortræffelige Arbejde fulgte desværre ingen Fortsættelse.

G, sol re ut er i Solmisationslæren Navnet for lille og enstreget g (se Solmisationssystemet).

Guarneri (Guarnerius), Violinbyggere i Cremona; den ældste Andrea G. levede fra 1626—1698, den berømteste og dygtigste var Giuseppe Antonio G., 1687—1745, der kaldes G. del Gesu; hans Instrumenter sættes i Rang med Stradivarius, dog ikke de fra hans sidste Leveaar, da G. efter iøvrig usikre Beretninger skal have været forfalden og tilsidst i Fængsel. (Litt. : Lütgen-dorff, 1904, og H. Petherick, 1906.).

Gudehus, Heinrich, 1845—1909, tysk Sanger, fremragende Heltetenor (særl. Wagnersanger} ved Operaerne i Dresden og Berlin; den første Parsifal, Bayreuth 1882.

Gudok, gl. russisk Strygeinstr. med 3 Strenge, af hvilke de to dybeste kun anvendes i løs Tilstand og i Samling udfører den fast liggende Bas, der uafbrudt ledsager den paa den højeste Streng udførte Melodi.

Guerrero, Francisco, 1528—99, sp. Komponist, Elev bl. a. af Morales, var en lang Aarrække Sanger og derefter Kapelmester ved Domkirken i Sevilla ; en af Tidens ypperste sp. Kirkekomponister (Messer, Motetter, Cantiones etc.), der iøvrig ogsaa skrev Madriga-ler og Sonetter; Udtog af hans Værker udg. Pedrell i 2 Bd. tilligemed hans Biogr.

Guglielmi, Pietro, 1727—1804, ital. Komponist, Elev af Durante, debuterede tidl. i Torino som Opera-buffa-komponist; skrev sine bedste Værker, efteråt han havde virket og studeret i Tyskland (Kapelmester i Dresden) og i England og derefter var vendt tilbage til Napoli 1777; han var da en af Tidens fejrede Operakomponister, indtil han 1793 blev pavelig Kapelmester; skrev over 100 Operaer (særl. nævnes / due gemelli, La serva inna-morata, La pastorella nobile m. fl.); som hans nærmeste Efterfølgere regnes Paësiello og Cimarosa.

Guido fra Arezzo (G. Aretinus), ca. 995 — 1050. berømt Middelalders-Musiker, f. enten i Arezzo eller i Nærh. af Paris, blev Benediktinermunk i Pompösa (ved Ferrara), men maatte rejse derfra, fordi hans Klosterbrødre misundte ham hans overlegne Lærdom og bagtalte ham for Abbeden ; rejste saa til Klostret i Arezzo i Toskana. Som berømt Lærd blev han kaldet til Pave Johan XIX, som lod sig overbevise om G.s Sangmetodes Fortræffelighed og paabød denne i Kirkerne. G. regnes med Urette som Opfinder af Solmisationslæren (s. d.). Derimod har han som Hjælpemiddel ved Sangundervisningen/ø/'sZgjort Brug af det berømte -versus memorialis* : Ut queant laxis Æesonare flbris .Vira gestorum .Famuli tuorum Sohe polluti Labii reatum, Sancte Joannes. Ang. hans Opfindelse af Fireliniesyslemet, se Linier og Nøgler. G.s vigtigste Skrifter er Micrologus de disciplina årtis musicae, Regulae de ignoto cantu, Epi-stola Michaeli Monacho de ignoto cantu directa.

Guidoniske Haand, Den, hvis Opfindelse tidligere med Urette blev tilskrevet Guido fra Arezzo, var en Tabel, der havde Form af en Haand og indeholdt en skematisk Fortegnelse over de i Solmisationssystemet hjemmehørende Toner og disses respektive dobbelte og tredobbelte Benævnelser. Ofte fremstilledes >Haanden« ved uden videre at ombinde v. Haands Fingerled og Fingerspidser med beskrevne Sedler el. Baand. Afb. og nærmere Forklaring u. Solmisationssystemet.

Guidoniske Stavelser kaldes de Tonebenævnelser, der anvendtes ved Benyttelsen af Solmisationssystemet (ut re mi fa sol la), og som ved Sangundervisningen endnu anvendes ved Afsyngelsen af de saakaldte Solfeggier (s. d.), Om disse Stavelsers Oprindelse og opr. Anvendelse se Solmisationssystemet.

Guilbert, Yvette, f. 1868, fr. Sangerinde, opr.Forretningsdame, opfandt og opdyrkede en egen Visegenre, en fortællende, stærkt pointeret, halvt sunget, halvt reciteret, hvor Fo redraget er det afgørende; heri var hun en Virtuos og kunde

med sine snart rørende, snart sarkastiske eller uhyggevækkende Viser og med sin Genopliven af gl. fr. Viser gøre talr. Kunstrejser baade i Europa (ogsaa til Skandinavien) og i Amerika.

Guilmant, Alexandre, 1837—1911, fr. Orgelspiller og Komponist, Elev af Lemmens, Organist ved Sainte Trinité i Paris, en af Frankrigs ypperste Orgelkunstnere, der kunde foretage Kunstrejser til England, Italien, Rusland og Amerika. Som Lærer (ved Paris' Kon-servat.) havde ü. et stort Navn : ogsaa som Komponist af talr. større og mindre Orgelværker nød han Ry og var desuden Udg. af Samlinger af ældre Orgelmusik (Archives des Maîtres de l'orgue, Ecole classique d'orgue) og af in-truktive Værker.

Guiraud, Ernest, 1837 — 92, fr. Komponist, skrev en Række, særl. komiske, Operaer samt Balletmusik og nogle Orkesterværker; mest kendt er Sylvie, Le Kobold, Gretna-Green (Ballet), Picco-lino, La galante aventure; G.s Musik var ikke særlig original, men bevarede Traditionen fra den ældre opéra-co-mique.

Guitaren (fr. Guitarre, ital. Chitarra, sp. Guitarra) er et Gribebrætsinstru-ment og behandles med Greb i Strengene. Lydkassen er sammensat af en flad Bund og et fladt Dække, der er forbundne ved forholdsvis høje Rand-flader. I Dækket er der ligesom hos Luten indskaaret et stort rundt Lydhul. Den forholdsvis brede Hals er inddelt med Baand og afsluttes med en bagoverbøjet Skruekrave. Strengeholderen, der tillige gør Nytte som Stol, er limet fast paa Sangbunden. Af Strenge har G. 6. af hvilke de fire er af Tarm, hvorimod de to er metal-overspundne Silkestrenge. Stemningen er E A d g h e¹, men noteres en Oktav højere i G-Nøglen. Under Spillet hænges G. i et Baand over Skulderen, løvrigt behandles den som ethvert Gri-bebrætsinstr. med begge Hænder, idet v. H.s Fingre benyttes til at afkorte og inddele Strengene efter de paa Gribebrættet anbragte Baand. hvorimod

h. H.s Fingre i Nærheden af Lydhullet sætter Strengene i Klang. G. anvendes nu især af Dilettanter som bekvem Ledsager af Sangen. Som Solo-instr. høres G. derimod nu sjældent, fordi dens virtuosmæssige Behandling kræver et teknisk Studium, der staar i Misforhold til delte Instruments Værdi. Ikke desto mindre har G. ligesom Luten haft sin Stortid, da den blev spillet af alle og enhver, og da selv de fornemste Musikere ikke holdt sig for gode til at skrive Musik for den. Denne Tid faldt i det 19. Aarh.s første Halvdel, da der blandt G.s Dyrkere fandtes Størrelser som Hector Berlioz og Niccolo Paganini, og da G.-Litteraturen opviste Værker, hvis Lødighed gør det beklageligt, at Nutidens Spillere i de fleste Tilfælde savner Forudsætningerne til at kunne udføre dem. Som gedigne Repræsentanter for hine Tiders G.-Musik bør først og fremmest anføres den spanske G.-mester Ferd. Sors og den ital. Mauro Giuliano. Af Datidens G.-Skoler hævder endnu F. Carullis sit Ry som fortrinlig Lærebog for G.s Velyndere. — I Historien kan G. forfølges uhyre langt tilbage, idet et Instrument med dens Kontur allerede findes afbildet paa en hetitisk Skulptur fra c. 1500 f. Kr. Til Europa fandt G. i 12.Aarh. Vej overSpa-nien, hvor den allerede il 3. Aarh. anføres som nationalt Modeinstr. Paa de ældste Afbildninger (16. Aarh.) har G. kun 4 Strengekor (Dobbeltstrenge) og i 17. Aarh. øgedes disse til 5. Men i 18. Aarh. afskaffedes Dobbeltbestrengnin-gen, og G. fik de 6 enkelte Strenge,

den endnu benytter. (Litt.: Schron: »Die Guitarre u. ihre Geschichte«).

Gulbranson, Ellen Nordgren, f. 1863, svenskfødt Sangerinde (Mezzo-Sopr.); Elev af Sthlm.s Konservat. 1880 —83, senere af Fru Marchesi, Paris. Debutkoncert Paris 1886. debut, som Operasangerinde Sthlm. 1889 (Amne-ris). De følg. Aar gjorde hun stor Lykke dér og i Kbhvn., navnlig i forsk. Wagner-roller (Ortrud, Brunnhilde, Elisabeth). Optraad-te første Gang ved Festspillene i Bayreuth 1896 og var senere stadig med, helt til Verdenskrigen afbrød disse Forestillinger\l914). Har ogsaa fejret Triumfer som Wagnersangerinde i Berlin, Wien, London, Paris o. fl. St. I Aarene efter Aarhun-dredskiftet stod hun som en af de fornemste Fremstillere af Wagnerske Kvindeskikkelser (særl. Brunnhilde). Siden 1890 gift og bosat i Kria.

Guldahl, Jenny Elisa, f. 1877, nsk. Altsangerinde, uddannet i Kria., Berlin, Paris. Debut. 1902: talrige Koncerter i Ind- og Udland. Sangpædagog i Kria. siden 1912.

Guldberg, Ansgar, 1868—1924, nsk. Sanginstruktør. Student 1889, Bjergingeniør 1896, Elev af Arlberg. Opgav at blive Musiker af Fag. Han koncentrerede snart al sin musikalske Interesse om Mandssangen. Fra 1890 oprettede og ledede han en Række Kvartetter og større eller mindre Kor, som han alle i sin Tid arbejdede frem til udmærkede Præstationer (bl. a. Guldbergs Kvartet 1900, G.s Interimskor 1906, G.s akademiske Korl916, A Cappella 1921). Til Dels Dirigent ogsaa for andre Mandskor, f. Ex. for Den norske Studentersangforening 1912 — 15. Ledede flere Sanger-færder, saaledes G. A. K.s Turné til Belgien, Frankrig og England 1920.

Guldbrandsen, Axel, 1848—1923, dsk. Musiker, var Fagottist i det kgl. Kapel, men navnl. kendt for sin fortjenstfulde Virksomhed som Kordirigent: fra 1906 var han Overdirigent for de centraliserede danske Sangforeninger.

Gumbert, Ferdinand, 1818—96, tysk Musiker, opr. Skuespiller og Sanger, siden Sanglærer og Komponist af en Mængde Sange og Viser, melodiøse og i folkelig Tone, der i sin Tid vandt megen Yndest og Udbredelse i Tyskland; var ogsaa Sangspilkomponist og Musikreferent. (Biogr. af W. Xeumann).

Gumpelzhaimer, Adam, 1559—1625, tysk Komponist. Kantor i Augsburg, skrev særl. gejstlige Sange (flerstem.) og teoret. Skrifter. (Biogr.: O. Mayr, 1908).

Gumprecht, Otto, 1823—1900, tysk Musikforf., skrev populære musikhistor. Skrifter: »Musikalische Charakterbilder«, »R. Wagner u. Der Ring des Nibelungen«, »Unsere klassischen Meister« etc.

Gungl, Joseph, 1810—89, ungarsk Musiker, var militær Kapelmester og skrev en Mængde Danse og Marcher, der blev meget populære, og med hvilke han foretog Koncert-Turnéer, endog til Amerika. — Hans Søn Johann G., 1828—83, var ogsaa en yndet Dansekomponist.

Gura, Eugen, 1842—1906, tysk Sanger, var Operasanger (Baryton), længst ved Münchens Hofteater; hyppig Gæst ved Bayreuther-Festspillene og i Koncertsalene; særl. skattet som intelligent Foredrager af Schubert og Löwe (Ballader). — Hans Søn Hermann G., f. 1870, ligeledes Operasanger, blev Operadirektør i Berlin og lever dér som anset Lærer.

Gurlitt, Cornelius, 1820—1901, tysk Komponist, født i Altona, studerede med dsk. Understøttelse hos Weyse, blev efter 1864 Organist i Altona og Lærer ved Hamburgs Konservat., udg. en Mængde Kompositioner, hvoraf mest betydelig og udbredt hans Klavermusik (Etuder o. 1. samt Klaverstykker for Børn og Ungdom).

Gutheil-Schoder—Götze

Gutheil-Schoder, Marie, f. 1 874, tysk Operasangerinde, fra 1900 meget skattet Medlem af Wieneroperaen, særl. som dramat. Fremstillerinde, har foretaget Kunstrejser ogsaa som Deklama-trice (Kbhvn. 1922 i Schönberg : Pierrot lunaire).

Gyldenkrone, Lona Gulowsen, Baronesse af G., f. 1848, nsk. Sangerinde, 1868—71 Elev af Henrik Meyer, Kria., senere af Pauline Viardot, Paris. Debutkoncert Kria. 1871, debut, som Operasangerinde Sthlm. 1876 (Mathilde i »Wilh. Teil«). S. A. ansat ved Kria. Teater, efter dettes Brand (1877) ved tyske Scener, skattet saavel for sin Sangkunst som for sit Spil. Hendes bedste Roller var Susanne, Margaretha, Venus. Foretog omfattende Koncert-rejser (Skandinavien, Tyskland, Rusland). Efter sit Giftermaal (1882) bosat i Kbhvn., men deltog endnu i en Aarrække i Musiklivet i Kria.

Gyrowetz, Adalbert, 1763—1850, böhm. Komponist, var efter et omflakkende Ungdomsliv en lang Aarrække Dirigent ved Hofoperaen i Wien og en meget produktiv, alsidig og af sin Tid skattet Komponist, der sluttede sig til Mozart og særl. til Haydn, og Samtiden satte ham endog noget nær jævnsides med disse Mestre; G. overlevede dog længe sit Ry : han skrev en interessant Selvbiografi, 1848. Ny Udg. ved Einstein.

Gänsbacher, Johann, 1778—1844, østr. Komponist, Elev sammen med Weber og Meyerbeer hos Vogler, blev 1823 Kapelmester ved Stefanskirken i Wien, frugtbar Komponist (særl. af kirkelige Værker), hvis Navn hyppig findes i Datidens Litteratur, men uden selvstændig Betydning.

Göhler, Georg, f. 1874, tysk Musiker, Dirigent, Korleder og Opera-Kapelmester (fra 1913 i Hamburg), komponerede Instrumental- og Vokal-Musik, og er kendt som Musikforf. og Udgiver af ældre Musik.

Göllerich, August, 1859—1923, østr. Musiker, Lærer og Korforeningsdiri-gent i Linz, skrev Biografier af Liszt, Beethoven etc. ; en stort anlagt Bruck-ner-Biografi efterlod han vistnok ufuldført.

Görner, Johann Valentin, 1702—?, tysk Komponist, kirkelig Musikdirigent i Hamburg, udg. flere Samlinger, af Datiden yndede, » Lieder « og »Oden« (se Friedländer: »Das deutsche Lied* etc.).

Goethe, Wolfgang von, 1749 —1832. Om den berømte tyske Digters Forhold til Musik og Musikere (som Zelter, Beethoven, Mendelssohn m. fl.) se navnl. Wasielewski: >G.s Verhältnis zur Musik«, Hiller: G.s musikalisches Leben«, \V. Dode: »Die Tonkunst in G.s Leben«, Friedländer: »G.s Gedichte in der Musik« og »Gedichte v. G. in Kompositionen seiner Zeitgenossen«, Abert: »G. und die Musik«, Tappert: »54 Erlkönigkompositionen« og paagæld. Afsnit af Thayers »Beethoven« (Bind 3). — G.s Barnebarn Walter G., 1817 — 85, komponerede Syngespil, Sange og Klaverstykker.

Götterdämmerung, se Ragnarok.

Goetz, Hermann, 1840—76, tysk Komponist, Elev af H. v. Bülow, Organist i Winterthur indtil 1870, da uhelbredelig Brystsyge nødte ham til at opgive Stillingen, levede derefter i Zürich ene som Komponist; bekendt ved den talentfulde Opera »Der Widerspenstigen Zähmung« (efter Shakespeare), der opførtes rundt om, ogsaa udenfor Tyskland (Kbhvn. 1890); skrev iøvrig en Symfoni, Violin- og Klaverkoncerter, Korstykker, Sange m. m. (Biogr. af A.Steiner, KruseogKreuzhage.)

Goetze, Heinrich, 1836 —1906, tysk Musiker, opr. Sanger, siden Komponist og udmærket Musikpædagog, der særl. som en af de første slog til Lyd for Indførelsen af Musikdiktat (s. d.) ved Musikundervisningen : skrev »Populäre Abhandlungen über Klavierspiel« og »Musikalische Schreibübungen«, 1882.

Götze, Marie, 1865—1922. tysk Sangerinde, fremragende Operasangerinde, længst ved Operaen i Berlin, Mezzo-Sopr. af stor Skønhed, dertil betydelig dramat. Ævne, gæstede i Tyskland,