H l) H benyttes i Tyskland og Skandinavien fejlagtigt som Navn for den Tone, der i Tonealfabetet har Plads mellem a og c, og som i Bogstavskriftens ældste Dage logisk hed b (b durum), noteret p- (firkantet b). Da Bogstavskriften efter flere Aarhundreders Forsvinden i 15. Aarh. genopstod som Orgel- og Klavertoneskrift (Orgeltabu-lalur), slettede de tyske Organister af Bekvemmelighedshensyn den vandrette Understreg i det firkantede 3 og lukkede dermed baade Bogstavet h og Tonenavnet h ind i Tonealfabetet, hvor det jo af Naturen slet ikke passer ind. (Se B og Bogstavskrift). — 2) I Sol-misationssystemet kaldes H B-mi, i de romanske Lande hedder det Si. — 3) Stort H anvendes ogsaa som Betegnelse, for H-dur og H-Durtreklangen, lille h som Betegnelse for h-moll og h-Molltreklangen.

Haaland, Ingebret, f. 1878, nsk. Violinist og Violinpædagog. Elev af Lindemans Konservat., Kria., og Florian Zajic, Berlin. I 15 Aar anden Koncertmester ved Nationalteatrets Orkester, Kria. Senere Dirigent for et Janitsjar-orkester, Organist ved Akershus Slotskirke. Har udg. Kompositioner for Piano, Violin, Mandskor og blandet Kor.

Haandstykker, kortfattede Instrumentalstykker i Etudeform.

Haanshus, Lulle, f. 1869, nsk. Sangerinde og Sangpædagog. Elev af Lam-niers og Fru Gulbranson. Debut, i 1896.

Haapanen, Toivo, f. 1889, finsk Mu-sikforf. og Dirigent. Studerede ved Universitetet i Helsingfors (Dr. phil. 1924) og ved Orkesterskolen sst.; senere i Tyskland og Frankrig; har bl. a. udg. : »Verzeichnis der mittelalterlichen

Johannes Haarklou.

Handschriftenfragmente in der Univ. Bibi. zu Helsingfors, I, Missalia« (1922); »Die Neumenfragmente der Univ. Bibl. Helsingfors« (1924); Docent i Musikvidenskab ved Universitetet i Helsingfors 1925; har dirigeret Orkesterkoncerter i Helsingfors og andetsteds.

Haarklou, Andreas, f. 1896, nsk. Komponist og Pianist, Elev af M. Ursin, Dagmar Walle-Hansen, Schnabel,Widor, debut. 1917. Sang og Pianostykker.

Haarklou, Johannes, f. 1847, nsk. Komponist, Elev af Cappelen og Lindeman, Leipzigs Konservat., Kiel, Bungert, Haupt.

Organist ved Gamle Åkers Kirke. Kria. 1880— 1920. H. har givet Orgelkoncerter over det hele Land, fik 1883 populære Sym-fonikoncerter i Kria. i Stand og ledede dem i en Aarrække. Som lærd Kontrapunktiker en Tid Lærer ved Musikkonservat. I Aar-tier anset Musikkritiker i »Dagbladet« og »Morgenposten«. Medlem af »Kul-turminneraadet« og varmt interesseret for Studiet af norsk Folkemusik. Det var H., som først pegede paa Betydningen af, at de gamle Rester af Olavsmusik i Rigsarkivet blev undersøgt, hvad der førte til Reiss's Studier (s. d.). — H. er en alsidig Komponist. Mest kendt er vistnok hans Mandskor, hvoraf f. Ex. »Varde« og »Fenrin hører til det bedste, som er skrevet i Norge. Af andre Korværker kan nævnes det stort anlagte »Skabelsen« (Wergelands Text) for bl. Kor, Solo, Orkester; Reformations-kantate, Pinsekantate, »Nedfarten til Helvede« (Grundtvig). Talrige Kammermusikværker (Sonate g-mol for Violin og Piano), Romancer, Præludier etc. Af Orkesterværkerne (»I Westminster Abbey«, Olavslegende, samt 4 Symfon.) har flere været gentagende fremført i Tyskland. Endelig er H. en frugtbar Operakomponist. »Fra gamle Dage«, 3Væringerne i Miklagaard«, »Emigranten«, »Marisagnet« har mange Gange været opført (Kria. Teater, Centralteatret, Nationalteatret).

Haas, Joseph, f. 1879, tysk Komponist, Regers Elev, Konservat.-Lærer i Stuttgart, har navnlig skrevet en Række Kammermusikværker, nogle Orkester- og Orgelkompositioner, samt Kor og Sange.

Habanera, spansk Dans i langsomt Tempo.

Habeneck, François Antoine, 1781 — 1849, fr. Musiker, af sydtysk Afstamning, Violinelev af Konservat. i Paris, Primoviolinist i den store Operas Kapel; bekendt som den ypperlige Dirigent af Konservatoriekoncerterne, hvis Udførelse af Symfoni værker, ikke mindst Beethovens, blev verdensberømt og ofte har gjort stærkt Indtryk paa kendte Musikere, der gæstede Paris; H. var ogsaa Dirigent ved den store Opera og fortræffelig Konservat.-Lærer i Violinspil (Elever som Alard og Léonard); har komponeret nogen Violin- og Or-' kestermusik.

Haberbier, Ernst, 1813—69, tysk Pianist, virkede mest i Rusland, men foretog som brillant Virtuos talr. Koncertrejser; paa en saadan døde han i Bergen; virkede ogsaa som Lærer og skrev bl. a. Eludes poésies.

Haberl, Franz Xaver, 1840 — 1910, tysk Musikforf., en Aarrække Organist ved tysk Kirke i Rom; fra. 1871 Domkapelmester i Regensburg; her stiftede han en berømt Skole for Kirkemusik, hvis Leder han var, og som repræsenterede en rensende reformatorisk Bevægelse indenfor kat. Kirkemusik; som kirkelig Musikhistoriker var H. en Autoritet, særl. hvad angaar gregoriansk Sang; han udg. herhenhørende en Lærebog Magister choralis, der udkom i mange Opl. og oversattes paa flere Sprog; endvidere var han Medudg. af Palestrinas Værker (33 Bd.), ydede betydningsfulde Bidrag til ældre Musikhistor. i »Bausteine zur Musikgeschichte«, »Willi. Dufay« m. m., og udg.»Kirchenmusikalisches Jahrbuch«, Miisica divina, Musica sacra m. m.

Hack, Mattz, den første Lektor i Musik (og Matematik) ved Kbhvn.s Universitet (1539—45), synes tillige at have været kgl. Kapelmester og har sandsynligvis i denne Egenskab komponeret Vokalmusik for Kantoriet, af hvilken dog kun en enkelt 5-stemmig Fuga er opbevaret (paa d. kgl. Bibi.). (Litt.: A. Hammerich: »Dansk Musikhistorie«).

Hadley, Henry, f. 1871, arner. Komponist, studerede Violin og Musikteori i Boston og Wien, blev Organist i Nordamerika, senere Dirigent af Symfonikoncerter (i Seattle, Washington og San Francisco); siden 1920 i New York. Skrev et Par Operaer. Symfon., symfon. Digtninge, Kantater, Kor, Sange m. m.

Hadow, William Henry, f. 1859, eng. Musikforf., studerede Musik i Darmstadt og Oxford, hvor han har holdt musikhistor. Forelæsninger og udgivet den store Oxford History of Music, 6 Bd., med forsk. Medarbejdere og hvori H. skrev The Viennese Period (Wienerklassikerne); udg. desuden mindre musikhistor. Essays m. m. og nogle Kompositioner.

Hagelstam, Anna, f. Silfverberg, f. 1883, finsk Sangerinde, Sopran. Sangstudier i Berlin og Paris. Siden 1911 optraadt som Koncert- og Operasangerinde i Frankrig og i Skandinavien. Gift 1913 med Forfatteren Wenzel H.

Hagen, Sophus Albert Emil, f. 1842, dsk. Musikforf. og Komponist, havde bl. a. Gebauer (s. d.) til Lærer, var fra 1869—79 Indehaver af »Horne-man og Erslevs Musikhandel« ; levede senere lange Tider i Syden (Italien); har komponeret en Række instrumentale og vokale Arbejder, der ikke foreligger trykt; udg. en Del Vokalværker, navnlig Kor (bl. a. Damekor) samt Børnesange, optagetiden af H. redigerede Samling »Børnenes Musik«. Som Musikhistoriker har H. været en utrættelig Samler, navnl. til dsk. Musikhistor., hans Optegnelser her vil tilfalde det kgl. Bibliotek; selv har H. ikke været produktiv som Forf., kun mindre Artikler foreligger fra hans Haand og i Bogform et personalhistor. Arbejde om Buxtehude; har udg. forsk, ældre Musik under Titlen >Fra Cæciliaforeningene.

Hagman, Carl, f. 1874, nsk. Opera-tenor, Elev af Arlberg og Forseli. Debut. 1897. Ansat ved forsk. Scener, bl. a. Nationalteatret, Kria., 1900— 4 og 1908—12 (Trubaduren. Don José. Lin-kerton, Lohengrin, Radamés m. fl.).

Hahn, Reyxaldo, f. 1874, fr. Komponist, har skrevet Operaer, Balletter, symfon. Digtninge, Korstykker, Sange og Klavermusik; Elev bl. a. af Massenet.

Hakkebræt (ital. Salterio tedesco el. Dolce melo, eng. Dulcimer, fr. Tympanon), gi. citerlignende Strengeinstr. af Psalteriets (s. d.) Slægt. Det bestod i en flad trapezformig Lydkasse, over hvilken der var opspændt Staalstrenge af ulige Længde. Oprindelig var Strengene kun enkelte og afgav en diatonisk Skala paa 2 Oktavers Omfang, men senere erstattedes Enkeltstrengene med Kor (s. d.) paa 2 à 3 ens stemte Strenge, Tonefølgen blev kromatisk, og Omfanget udvidedes til 4 Oktaver (C — c³). Til Anslag af Strengene tjente 2 smaa Hamre (en til hver Haand). Hammerhovederne var som oftest til den ene Side beklædte med Filt for derved at kunne variere Klangen. I Fortespil anslog man Strengene med den haarde Side; i Pianospil vendte man Filtet til. Af H. udviklede Hebenstreit i Beg. af 18. Aarh. den mere fuldkomne Pantalon (s. d.), der gav den første Ide til Hammerklaveret (Pianofortet). Nu anvendes H. kun i Zigøjnerorkestre.

Halévy, Jacques Fromental Eue, 1799-1862, fr. Komponist (af jødisk Slægt: Levy), studerede i Konservat. i Paris, hvor han vandt prix de Rome, samt i Italien: efter Hjemkomsten herfra skrev han for Scenen forsk. Operaer (og Balletter), men vandt dog først Navn og Ry med La juive paa den store Opera 1835, der snart opførtes paa alle større europæiske Scener (Kbhvn., »Jødinden«, 1838), og hvori hans stærkt farvede, klare dramat Stil og betydelige Karakteriseringsævneslog igennem (typisk Figur: den gamle Jøde Eleazar). Som Modsætning til denne alvorlige og storstilede Opera fulgte den muntre og elegantud-arbejdede opéra comique L'éclair (»Lynet«,Kbhvn. 1886), der kun har 4 Personer, intet Kor, men desuagtet er af megen scenisk Virkning. H.s fig. Operaer havde mindre Værdi og Sceneheld og sattes i Skygge af de Meyerbeerske. — Som livfuld og aandrig Konservatorie-lærer (Kontrapunkt og Fuga) uddannede H. betydelige Musikere som Gou-nod, Massé og Bizet, hvilken sidste ægtede H.s Datter og fuldførte en af H. efterladt Opera; endelig forf. H. Souvenirs et portraits, 2 Bd. 1861 og 63. (Litt.: Léon Halévy, Monnais og Pougin).

Halir, Karl, 1859-1909, bøhm. Violinist, Elev af Joachim, Koncertmester i Weimar, siden i Berlins Operakapel; udmærket Violinspiller, kendt som Medlem af »Joachim-Kvartetten« og Pri-marius i en egen Kvartet, udg. Øvelser for Violin (»Tonleiterstudien«),

Hall, Pauline, f. 1890, nsk. Komponist, Elev af C. Elling, Studier i Paris, Dresden. Har skrevet Pianofortestykker og Sange, Suite for Orkester (til Digt af Verlaine).

Hallberg, Wilhelm, 1 824—83, svensk

Musiker, Organist og Musikdirektør i Sthlm., siden Musiklærer i Landskrona, ivrig Forsker af gi. Kirkemusik og af Middelalderens Musikmindesmærker ; udg. 1882 en meget benyttet Koralbog, virksom for Korsangen og for Skolesangen; skrev Orgel-, Orkester-, Kirke- og Kammermusik.

Hallé, Charles, 1819—95, tysk-eng. Musiker, f. i Westphalen, uddannet som Pianist af sin Fader, var i Paris en søgt Lærer og anset Kammermusikspiller (med Alard og Franchomme), men hans Hovedvirksomhed faldt i England fra 1848 (til hans Død), som Koncertspiller, særk Beethoven, Lærer og navnl. som udmærket Dirigent (Gentlemen's Concerts og Charles Hallé's Orchestra i Manchester. Philharmonie i Liverpool); udg. Pianoforte school og Musical library samt efterlod sig Selvbiografi (Life and letters ofCh. H.). 1888 ægtede han Violinistinden Wilma Neruda.

Halle, Sophus, 1862—1924, dsk. Musiker og Pædagog, Sanglærer ved Kommuneskoler i Kbhvn., siden Organist og fra 1905 Skoleinspektør sst, har komponeret »Præludier f. Orgel«, »Salmer og aandelige Sange«, Børneviser, Fædrelandssange m. m., forfattede en »Modulationslære« og udg. »Psalmebo-gens Melodier«, flerstem. Sange under Titlen »Blandet Kor« og var endelig paa forsk. Maade musiklitterært virksom.

Halle, Wilma (Wilhelmine) Xeruda-, 1839—1911, f. i Brunn, Elev af Jansa, fremragende Kunstnerinde, der paatalr. Koncertrejser gjorde stor Lykke; op-traadte som yngre ofte i Forening med sin Fader og Søskende (se Xeruda): var 1864—69 gift med Ludwig Norman (s. d.), tog derefter Hovedophold i London, hvor hun siden ægtede Charles H. (s. d.); endnu i fremskreden Alder drog hun paa Turné (ofte til Kbhvn.;, stadig fejret som en af Tidens ypperste Violinistinder; sine sidste Aar tilbragte hun i Berlin.

Halleluja (Alleluja), Jubelraab (dannet af det hebraiske hallelu (lovprise)

Andreas Hallen.

og jah (Jehova i forkortet Form)], der fra den hebraiske Tempelmusik overførtes i den kristne Kirke, hvor det paa høje Festdage udføres i Tilslutning til Messens Graduale (s. d. og Messe). Paa Bodsdage, i Dødsmessen og i Fasten træder i H.s Sted den alvorlige Tractus (s. d.). Om de paa H.s sidste Stavelse afsungne Jubilationer, der i 9. Aarh. erstattedes af den med Text underlagte Sekvens el. Prosa, se Sekvens.

Hallen, Andreas, 1846—1925, svensk Musiker, studerede bl. a. i Leipzig, virkede i Göteborg som Dirigent og i Berlin som Sanglærer og Refe-rentogkom 1884 til Sthlm., hvor hans Hovedgerning falder som Dirigent (»Fil-harmoniska sällskapet«), Kapelmester ved Kgl. teatret, Komponist og Lærer ved Konservat. ; 1902—07 var han Dirigent for »Sydsvenska filharmoniska sällskapet«. — H. udfoldede en livlig Komponistvirksomhed ; han var paavirket af den Wagner-Liszt'ske Retning og en fortrinlig Instrumentator, ligesom hans Korværker er meget virkningsfulde ; har navnlig skrevet Operaer, særl. fremhæves »Valdemarsskatten« 1899, Ballader for Solo, Kor og Orkester, gejstlige og verdslige Korværker (Juleoratorium, »Sverige« etc.), symfon. Digtninge og anden Orkestermusik samt Sange; IL, der ogsaa i Sthlm. har været Musikanmelder, udg. endvidere »Musikaliska kåserier«, 1894. Trods Wagnersk Indflydelse er H. na-tional-svensk i sin Musik, særl. i de senere Værker, hvad allerede Titler som »Frithjof och Ingeborg«, »Sten Stures, »Skognymfen«, »Gustaf Vasas saga« og den ofte opførte Ballade »Junker Nilss sjungar til Luthen« viser.

Halling, nsk. Folkedans i ⁸/₄ Takt. Medens Gangaren danses af Par. er Hallingen Enkeltmands Dans. Den udmærker sig derved, at Danseren søger mest muligt at gengive den interessante, skiftende Rytme i Slaatten. Af en Hallingdanser kræves Styrke, Spændstighed og Udholdenhed. Allerede de Bevægelser, han gør under sin Kredsen rundt paa Gulvet, kan være anstrengende nok (han kan f. Ex. bøje det ene Ben, saa han næsten sidder, idet han samtidig strækker det andet lige frem, hvorefter Benene skifter Stilling i rask Rækkefølge); men mest krævende er det saakaldte »HallingkasU : Danseren gør efter nogle indledende Svingninger pludselig et Spring op i Luften, saa Benene kommer øverst, beskriver en Bue, gør Cirkelbevægelse efter at være kommet ned paa Benene igen, og fortsætter sin Kredsen rundt, idet han hele Tiden nøje følger Mu-siken. Dansen indeholder en Række saadanne »Kast« ; men det vigtigste er det, hvorunder han sigter efter Bjælken eller en Hat, som en af Tilskuerne har placeret paa en Stok og holder højt i Vejret. — Naar det undertiden meddeles, at H. danses af Mand og Kvinde, beror det paa en Sammenblanding af H. og Gangar. En Art Gangar kan nemlig danses af et enkelt Par, hvilket i Sætesdal kaldes at danse »eismal«, »eismadde« (alene). Denne Mellemting er dog ganske fri for Hallingens Voldsomhed. Talrige Ex. paa H.-Melodier findes i Lindemans »Ældre og nyere norske Fjeldmelodier«; i de norske Slaattesamlinger af Bjørnsdal, Joh. Halvorsen, Sandvik, Hangen og Reitan o. fl. St., samt i H. Panum: »Langelegen som dansk Folkeinstr.«

Hallstrom, Ivar, 1822 — 1901, svensk Komponist, forlod den juridiske Embedsvej for at blive Musiker; stod den musikdyrkende Prins Gustaf nær, blev Bibliotekar hos Kong Oskar II, dertil en Tid Sanginstruktør ved Operaen og ved Siden heraf en søgt Sanglærer (bl. hans Elever var Odmann og Kong Gustaf V); skrev en Række Operaer, hvoraf flere blev populære ved deres Melodiøsitet, Elegance og dramat. Effekt (under Indflydelse af fr. Musik og Meyerbeer) og ved deres svensknationale Æniner; bekendt er »Hertug Magnus och sjôjungfruni, »Vikingar-na«, »Den fôrtrollade Katten«, »Per Svinaherde« og navnl. »Den bergtagna« 1874, der ogsaa opførtes udenfor Sverige: Hamburg, Munchen og Kbhvn., 1875; endvidere skrev H. en Række Sange, hvoraf mange vandt Yndest og Udbredelse, Mandskor og Kantater(som »Uppsala minnen«, Idyllerne »Blom-mornas undran«, »Herr Hjalmar och skôn Ingeborg« etc.) til flere af disse skrev Kong Oskar Texten: endelig Pianosager.

Halm, August, f. 1869, tysk Musiker og Forf., Elev bl. a. af Rhein-berger, Musiklærer i Stuttgart, skrev Symfon., Klaverkonceit og mindre Klaverkompositioner, samt teoret. og æstetiske Arbejder som »Harmonielehre«, »Von zwei Kulturen der Musik«, »Die Symfon. A. Bruckners«, »Von Grenzen und Låndern der Musik«.

Hals, nsk. Piano- og Flyggelbyggerfirma, grundlagt af Brodrene Karl ogPetterH.1847. Det første Piano byggedes .1848, 1918 leveredes Xr.24 000. 1925 nedlægges Fa-briken.

Hals kaldes hos Gribebræts-instrumenterne (s. d.) den massive halslignen-

de Forlængelse af Lydlegemet, paa hvis flade Overside Gribebrættet er gjort fast, og paa langs af hvilken Strengene fra Strengeholderen naar frem til de i Skruehovedet anbragte Stemmeskruer.

Halvcadence eller Halvslutning, se Cadence.

Halvnode, Nodeværdi, der har Værdi som £J 2 Fjerdedelsnoder el. som Halvdelen af en Helnode. Svarer til Mensuralnodeskriftens Minima.

Halvorsen, Haldis Michelsen, f.

Johan Halvorsen.

1889, nsk. Koncert- og Operasangerinde (Mezz.-Sopr.), Elev af Marie Irgens, Ellen Gulbranson, Louis Badiner m. fl. Debut, i Koncertsalen 1912, paa Scenen 1918. Ansat ved Opera Comique, Kria., saa længe den existerede (1918 —21) (Dalila, Elisabeth, Recha (Jødinden), Azucena m. fl.).

Halvorsen, Johan, f. 1864, nsk. Komponist, Violinist og Kapelmester. Elev i Violin af Leipzigs og Sthlm.s Konservat. samt César Thomson i Liège. Koncert-rejser hjemme og ude. Violinlærer ved Filharmonisk Selskab i Aberdeen og Helsingfors Konservat. Kapelmester i Bergen 1893 — 99, fra 1899 ved Nationalteatret i Kria., hvor han har fremført en Række Operaer. Gav i mange Aar Orkesterkoncerter ssi, var de første Aar en af Lederne af Filharmoniske Selskabs Orkester. Har gæstet som Dirigent i Norden, Berlin, Paris. — Foruden en Mængde Teatermusik (»Gurre«, ^Vasantasena«, den overalt kendte »Bojarernes Indtogsmarch« m. m. m.) har H. skrevet Suite ancienne, to norske Rapsodier, to Symfonier, samt mindre Ting for Piano og Violin, Kor m. m. — H. er en udmærket Optegner af norske Slaatter (se Folkemusik).

Halvorsen, Leif, f. 1887, nsk. Kapelmester og Violinist, Elev af Musik-Konservat., Kria. Studier i Berlin, Paris, Petersborg (Witek og Auer). Kapelmester ved Opera Comique, Kria., 1918 —21. Fra 1920 Leder af Cæciliaforeningen, fra 1921 af Handelsstandens Sangforening. Har skrevet Sange, Pianostykker, Kantate for Kor, Solo, Orkester og Musikfilmen »Markens Grøde« (Hamsun).

Halvslutning, d. s. s. Halvkadence (s. d.).

Halvtone er det moderne Tonesystems mindste Interval og bestaar under 2 Former: 1) som kromatisk el. lille H., hvor begge Toner noteres paa samme Nodeplads (Linie el. Mellemrum), men den ene af dem forhøjes el. fordybes ved Hjælp af et Fortegn (g, j? el. ti);

2) som diatonisk el. stort H, hvor de to Toner ogsaa for Øjet staar i Naboforhold til hinanden, for saa vidt som hver af dem har sin Plads paa Liniesystemet(den ene paa Linie, den anden i Mellemrum).

Se Diatonik og Kromatik.

Hamerik (egl. Hammerich), Asger, 1843—1923, dsk. Komponist, Broder til nedennævnte Angul H., studerede tidlig Musik, under G. Matthison-Han-sen, og fortsatte Studierne i Udlandet, hvor han i Berlin havde H. v. Bûlow til Lærer og lærte R. Wagners Værker at kende; til egen Text komponerede han Operaen »Tovelille « (uopf.), drog videre til Paris, hvor han levede nogle Aar, der fik særl. Betydning ved hans Forhold til H.

Berlioz, som fik adskillig Indflydelse paa H. og viste ham Interesse paa forsk. Vis : tog ham med paa Kunstrejse til Wien, foranledigede hans Indtræden i Juryen for Musikafdelingen paa Verdensudstillingen 1867, ved hvilken Lejlighed H. fik opført en pompøs »Fredshymne«. Under senere Ophold i Italien komponerede H. snart efter La vendetta, Opera atter til egen Text, og den originale Musik-Komedie »Den Rejsende«, men kaldtes 1871 til Baltimore, hvor han indtil 1898 var musikalsk Direktør for Peabody-Institutet og Leder af dettes Koncerter, en Virksomhed, hvori han indlagde sig megen Fortjeneste af dsk. Musik, dels ved Opførelse af danske Værker, dels ved Indkaldelse af danske Lærerkræfter. Fra 1900 levede H. tilbagetrukket paa Frederiksberg, ikke mere synderlig produktiv, men visende dsk. Musikliv (særlig Kbhvn.s) en altid offervillig Interesse. EL,der for sinTid var Fremskridtsmand og baade indadtil og udvortes (som In-strumentator) paavirket af Berlioz, fornægtede dog ikke i sin Musik sin Samhørighed med Tidens national-danske romantiske Retning; men han foretrak de store Former og skrev saaledes, foruden de forannævnte Arbejder, for Orkester 5 > nordiske Suiters, »Jødisk Trilogi«, »Kristelig Trilogi«, flere Sym-fon. (som poétique, tragique, sérieuse etc.), et stort Requiem, s Opera uden Ord« (for Orkester), Korstykker, Kantater m. m.

Hamerik, Ebbe, f. 1898, dsk. Musiker, Søn af Asger H., der var hans første Lærer (Teori og Komposition), studerede siden Violoncel og Dirigentkunst (hos Fr. v. d. Stucken); fra 1919 —22 var han Musikassistent ved det kgl. Teaters Opera og optraadte her og i Koncertsalen som Dirigent; har senere fortsat Musikstudierne i Italien, Frankrig, Belgien og Tyskland og lever nu i Kbhvn. (Frederiksberg) som Komponist; har komponeret en Sym-fon.,Strygekvartetter, SangstykkebSommer« for Baryton og Orkester, endvidere Sange, Klaver- og Orgelstykker og den med Held paa et Par udenlandske Scener opførte Opera »Stepan« (1924), der er antaget af det kgl. Teater i Kbhvn.

Hammer, Birger, f. 1883, nsk. Pianist, Elev af Martin Knutzen, Schnabel, Klatte (Berlin). Debut. Kria. 1902. Kon-cert-Tourneer i Centraleuropa. Lærer ved Petersens Piano-Akademi i Berlin.

Hammerich, Angul, f. 1848, dsk. Musikforf., Søn af Teologen og Historikeren, Prof. P. F. A. H., opvoksede i et musikalsk Hjem og lærte Cellospil af Rudinger og Fr. Neruda, begyndte Embedsbanen i den kgl. Livs-forsikringsanstalt. men gik efter at have været »Nær og Fjernes og »Illustreret Tidende «s Musik-Anmelder helt over til denne Virksomhed, og indtraadte i » Nationaltiden -de«s Redaktion, 1880, til hvilket Blad han siden har været knyttet; musikhistor. Forskning optog ham ved Siden heraf mere og

mere og efter Studierejser til Tyskland og Italien og efterat have forfattet »Musikforeningens Historie 1836 — 86« (i Forening med V. C. Ravn) og ^Kbhvn.s Musikkonservat.s Historie«, 1892, tog han s. A. den filosofiske Doktorgrad med »Musiken v. Chr. IV.s Hofs Resultatet af H.s grundlæggende Studier over denne indholdsrige Periode i dsk. Musik; fra 1896 var han knyttet til Univers, som Docent i Musikhistor. (til 1922); H.s andre musikhistor. Skrifter er hovedsagelig: »Bronzelurerne i Nationalmuseet i Kbhvn.«. 1893, der vakte Opsigt i Udlandet efter at være oversat til tysk og fr., og som gav Anledning til, at disse Oldtids-In-str. spilledes offentlig ved særl. Lejligheder i en Række Aar. >Et histor. Orgel paa Frederiksborg Slot«. »Studier over islandsk Musik«, »Musikmindesmærker fra Middelalderen i Danmark«, 1912, et monumentalt Værk, der og-saa fremkom paa eng., »J. P. E. Hartmann«, 1916, og »Dansk Musikhistorie indtil 1700«, 1921. H. har endvidere Fortjenesten af at have stiftet (1898) og ledet »Musikhistorisk Museum«, over hvilket han 1909 udg. en værdifuld illustreret Katalog, overs, paa tysk; han var Formand for den dsk. Afdeling af »Internationalt Musikselskab«, og er Formand for »Dansk Musikselskab« (s. d.) og for ^Musikforeningen« (s. d.).

Hammerklaver, d. s. s. Pianoforte, se under Klaver.

Hammermüller, Joseph, f. 1857, dsk. Musiker, studerede hos J. Bechgaard og senere i Regensburg hos Haberl, Organist og Kantor ved katolsk Ansgarkirke i Kbhvn., har med Iver kastet sig over Dyrkelse af ældre katolsk Kirkemusik; er Sangkordirigent samt Komponist af flere (utrykte) Vokalværker, særl. Kantater ved katolske kirkelige Højtideligheder.

Handrock, Julius, 1830—94, tysk Musiker, udg. meget benyttede klaverpædagogiske Arbejder(»Moderne Schule d. Geläufigkeit«, Etuder, Charakterstücke« m. m.).

Hannikainen, Ilmari, f. 1893, finsk Pianist og Komponist, studerede ved Univers, og Konservat. i Helsingfors samt i Wien og Petersborg (Silotf); Lærer i Klaverspil ved Konservat. i Helsingfors 1917—19 og 1922. Koncerterede med Held i de nordiske Lande, Wien, Paris, London, Budapest m. v. : komponerede Klaverkoncert, Klaverkvartet, Sange, Klaverstykker m. m.

Hannikainen, Pekka Juhani, 1854 —1924, finsk Musiker, Pædagog i Helsingfors (Sang, Klaver og Musikteori). og Sangkordirigent, udg. det første finske Musiktidsskrift og var Musikanmelder; har samlet Folkeviser og-danse, Sange til Skolebrug og Mandskvartet-sang og selv komponeret en Række Sange (finske Texter).

Hans Heiling, romantisk Opera af Marschner, Hannover 1833 (Kbhvn. 1836).

Hans og Grethe, Opera af Humperdinck, Weimar 1893 (Kbhvn.. Folketeatret 1897).

Hansen, Anna Doris, 1847—1917,dsk. Sangerinde, f. Pfeil, Elev af H. Rung, debut, paa det kgl. Teater 1867 i »Don Juans, studerede videre i Paris hos Massé og blev en Aarrække til 1885 en værdifuld Kraft ved Operaen i Kbhvn. (Mez.-Sopr.) ved sin fyldige Røst og stilfulde Fremstillingsævne i Roller som Margarethe (Faust), Ingeborg (Drot og Marsk), Grevinden (Figaros Bryllup), Donna Anna (Don Juan) og ganske særl. i de Wagnerske Partier: Elsa, Elisabeth og Eva (Mestersangerne), hvilke sidste Roller hun kreerede for Kbhvn. Hun var gift med Baryton-Sanger ved det kgl. Teater Erhard H., en Søn af J. Chr. H. (s. d.).

Hansen, Christian Julius, 1814— 75, dsk. Musiker, Elev af det første (Siboniske) Konservat. i Kbhvn., hvor bl. a. J. P. E. Hartmann var hans Lærer, konkurrerede med Gade, Helsted o. fl. om »Musikforeningen«s Pris for en Ouverture, 1840, blev Organist (og Klokker) ved Garnisons Kirke og Med-dirigent (fra 1848) i Studentersangforeningen, i hvilken Gerning han udrettede mest og vandt megen Popularitet; skrev nogle humoristiske Operetter, Musik til Hostrupske Komedier, flere populære Kvartetsange (som »Dejlige Øresund«, > Lille Karen« osv.), Kantater og Korværket »En Vaardag«. Udnævntes 1852 til kgl. Kammermu-sikus.

Hansen, Emil Robert, se Robert-Hansen.

Hansen, Jørgen Christian, 1812— 80, dsk. Operasanger, uddannet fra Barn af, trods smaa Kaar, som Violinspiller under Wexschall, senere som Sanger under Siboni og i det første københavnske Konservat. ; 1832 blev han Elev ved det kgl. Teater og debut, som ; Hans Hei-ling< 1836 (under Marschners Direktion); han gjorde i den Grad Lykke med sin smukke bløde Barytonstemme og sine naturlige dramat. Anlæg, at han fra dette Øjeblik blev en af Publikums mest feterede Yndlinge, der i de flg. Aar indtil 1875 udførte en Række store Operapartier (Don Juan,

Chr. Hansen-

Wilh. Tell, Sverkel i »Liden Kirsten« etc.); ogsaa i Sangspillet og Vaudevillen gjorde hans friske og inderlige Foredrag stor Lykke (Farinelli m. m.), og han var endvidere gennem mange Aar en fejret Romancesanger, der paa naturlig, indtagende og følelsesfuld Maade forstod at træffe den særlig danske Tone.

Hansen, Nicolai, f. 1855, dsk. Musiker, uddannet bl. a. hos Dancla i Paris, Medlem af Neruda-Kvartetten til 1885, dygtig Orkesterspiller og Dirigent i Folketeatret, Musiklærer ved Blindeinstitutet til 1915 og fra 1924 ved Konservat. ; har skrevet Strygekvartetter, forsk. Teatermusik, Ouverturer og Suiter for Orkester, et Par Operetter og navnl. en Mængde Musik for Violin, ikke mindst af instruktiv Art; udg. en Violinskole.

Hansen, Niels, f. 1880, dsk. Sanger, var opr. Haandværker, men fik sin omfangsrige og smukke Tenor uddannet af linde og debut. p. det kgl. Teater 1909 i »Bohême«! ; senere fortsatte han sine Studier hos Jean de Reszké i Paris og har siden med Held sunget en Række første Rangs Tenorpartier navnl. i fr. og ital. Operaer, men ogsaa Lohengrin og Parsifal; i Koncertsalen er han sjældnereoptraadt, derimod i de senere Aar jævnlig ved Kirkekoncerter.

Hansen, Wilhelm, Musikforlag, grundedes i Kbhvn. 1857 af Jens Wilh. Hansen, 1821—1904, og fortsattes og udvidedes betydelig af dennes Sønner Jonas Wilh. H., 1850—1919 og Alfred Wilh. H., 1854—1922, der erhvervede C. C. Loses og Horneman og Erslevs Musikforlag, samt den saakaldte »Hofmusikhandel«, oprettede Filialer i Leipzig, Sthlm., Kria., Gøteborg, Malmø og

Niels Hansen.

Jens Wilhelm Hansen.

Bergen, saaledes at Forlaget blev et af de førende i Norden, paa hvilket saa at sige alle danske og talr. fremmede Komponisters Værker er udkommet. Forlaget, der har eget Nodestikkeri m. m., ledes nu af Asger og Svend Wilhelm H.

Hansen, Thomas Wolfgang, 1864 —1918, dsk. Klaverspiller, var opr. Jurist og havde forsøgt sig som Skuespiller, inden han for Alvor kastede sig over Klaverspillet, som han studerede i Tyskland (særl. under Bischoff); han blev Lærer ved det kgl. Musik-konservat. og optraadt e hyppig i Koncertsalen, navnl. ved de af ham fortjenstfuldt etablerede »Filharmoniske Kammermusik-Soiréer«, hvor megen fremmed Musik for første Gang fremførtes i Kbhvn. ; udg. Klaverstykker og Pedalstudier.

Hanslick, Eduard, 1825—1904, østr. Musikforf., opr. Jurist, blev tidlig Musikanmelder ved Wienske Blade og gik helt over til litterær Virksomhed ; hans klare, elegante, ofte vittig og bidende affattede Recensioner vakte Opsigt og skaffede ham et Navn. der blev end mere kendt ved hans æstetiske Skrift »Vom Musikalisch-Schönen« 1854, der ofte oplagdes og overs, paa mange Sprog, ogsaa paa dansk, og som trods Ensidighed og Begrænsning havde den Fortjeneste at dæmme op for tidligere Fantasteri og taaget Filosoferen over Musik. 1861 blev H. musikhistor. Professor ved Wiens Univer-

sitet, uden at der dog kan tillægges ham egentlig histor. videnskabelig Betydning; 1864 blev han Redaktør ved i Neue freie Presse«, hvis Musikfeuilleton kom til at spille en Rolle i tysk Musikverden; hans Kritik blev mere og mere konservativ og rettedes navnlig mod Wagner (overfor hvem H. opr. stod ret sympatisk) og senere mod Brückner, medens H. blev en af de ivrigste Forkæmpere for Brahms. — H.s talr. Kritiker og andre musik-litter. Artikler samledes efterhaanden i Bøger som »Aus dem Konzertsaal«, »Die moderne Oper«, »Suite« etc., et Udtog deraf overs. E. Gigas i »Fra Opera og Koncertsal«, 1887 ; mere blivende Værd har H.s »Gesch. des Konzertwesens in Wien«, 1869; 1894 udsendte H. »Aus meinem Leben«, der kom i flere Opl. (Litt.: R. Schiifke: »Ed. Hanslick und die Musikästhetik«).

Hardangerfelen, nsk. Bondeviolin, der paa flere Maader afviger fra den alm. Violin. Medklingende Metalstrenge er nemlig hos den ligesom hos Viol d'amoren lagt ind under de fire almindelige Violinstrenge, hvad der medfører Nødvendigheden af en bredere og noget kortere Hals og af et meget langstrakt Skruehoved. Ryggen er og-saa mere hvælvet og Brystet betydelig højere. Endelig udmærker H. sig og-saa ved den Omhu, der er anvendt paa dens kunstneriske Udstyrelse, idet baade Hals og Lydkasse er rigt prydet med Zirater af Sølv og Perlemor og Skruehovedet gerne afsluttes med et smukt udskaaret Dragehoved. Som »Opfinder« af H. nævner Traditionen Hardangerbonden Isaac Nilssen Bottnen (1663—1759), der ifølge Folketroen havde lært Felebygningen af selve Fanden, som da ogsaa kom og hentede hans Lig, da han var død. En »ramsvart« Fele, han havde hængende paa sin Væg, og som var en sand Møn-sterfele, havde han, paastaas der, faaet af »den Vonde« selv. Ogsaa om hans Søn Thrond, der som Felebygger havde ge saa stort Navn som han, hedder det, at han stod i Pagt med Djævelen. — Paastanden om Isaac Bottnens »Opfindelse« af H. har i ny Tid mødt en Del Modstand. Mens nogle af de norske Forskere holder paa, at H. »kun er den italienske Violin omplantet i norsk Jord« (O. Olafsen o. fl.), mener andre (deribl. Erik Eggen), at den er opstaaet gennem Moderniseringen af en gi. national-norsA^- Hjemme-fele. »Da den italienske Violin kom til Landet«, skriver Eggen, »tørnede den sammen med den gamle norske Fele. Det fremmede Instrument vandt Indgang i Byerne, og dermed ogsaa det fremmede Navn . . . Men i Landsbyerne, særlig paa Vestlandet, ser det ud til, at Kulturrødderne var sejgere. Der

Hardangerfele.

holdt Folk sig til Hjemmefelen og den var baade af Navn og af Gavn Ætling af den gi.-norske Fidla. Men lidt efter lidt blev den norske Fele gjort om efter fremmed Mønster«. Saaledes fik den altsaa sin Violinform og (fra den ital. Viol d'amore) sine Understrenge. Hvilken af de to Opfattelser man end vil holde sig til, saa kan H. altsaa i sin nuværende Skikkelse ikke kaldes nogen original norsk Opfindelse, og I. N. Bottnen tør i det højeste opfattes som den, der gennem en Reform af et af de norske Bønder forud anvendt Strygeinstr. (enten et gl.-norsk el. et importeret fremmed) experimenterede sig frem til det Toneredskab, der paa saa mærkelig Maade er bleven Kød og Blod med den norske Folkemusik, Arvtageren efter den ældre ligesaa norsk tonende Langeleik (s. d.). Som dygtige Felebyggere bragte I. N. Bottnen og Søn i alt Fald hurtigt H. saaledes i Ry, at den ogsaa blev efterspurgt i andre Egne af Landet. Omkr. 1750 skal den være naaet frem til Telemarken, der igen blev Hjemstedet for adskillige dygtige Violinbyggere, og siden forplantedes den derfra videre til Sætesdalen og Hallingdalen, ligesom den hurtigt ogsaa fandt frem til Voss og Sogn. Om H.s Musik, se Folkemusik, norsk. (Litt.: Torleiv Hannaas: »Hardingfela« i Bergens Museums Aar-bok 1916—17; Ludvig Daae: »Norske Bygdesagn«, 2. Udg. 1881; Th. S. Hauke-næs : Natur, Folkeliv og Folketro i Hardanger« ; Oddmund Vik: »Ole Bull«; Erik Eggen: »Norsk Toneblad« 1914; Catharinus Elling: »Vore Slaatter« m. m.).

Hareide, Olaf, f. 1880, nsk Komponist og Organist, Elev af Musik-Kon-servat., Kria., C. Elling, Berlins Højskole. Pianostykker.

Harmoni (gr. harmonizein, d : sammenføje, sammenpasse) brugtes i Old-grækenland som Navn for enhver ordnet Følge af Toner (Skala), men betyder nu den ordnede Sammenstilling af mindst 3 Toner til en harmonisk Samklang el. Akkord (s. d.).

Harmonien. Musikselskab i Bergen, Norges ældste, stiftedes 1756 af Rektor Boalth. De første Aar var Claus Fasting en ledende Kraft. Man dyrkede Vokal- og Instrumentalmusik, opførte Kantater paa kgl. Fødselsdage og andre Festdage, gav nu og da Kirkemusik; 1770 fremførtes Fastings Hyrdespil »Pans Fest«. Senere virkede H. som Akademi med Undervisning i Musik, Sang og Tegning. Fra 1793 samvirkede H. med det nyoprettede »Dramatiske Selskab«, fra 1811 i egen Bygning. I 1820erne var den unge Ole Bull med blandt Exekutørerne i H. I J. Petersens »H. 1765—1900« findes en nøjagtig Fortegnelse over de Værker, som er fremført fra Sæson til Sæson. Ved Midten af Aarhundredet indtraadte et Brud i Foreningens Historie, men efter en Reorganisation 1856 har den været en Hovedfaktor i Bergens Musikliv. For kortere eller længere Tid har Grieg, Holter, Winge, Halvorsen o. a. været knyttede til H. som Dirigenter. 1919 indtraadte en ny Æra, idet et større Grundfond indsamledes og Bergens Kommune bevilgede V₂ Mill. Kr., hvorved man kunde skaffe et Orkester paa 40 Mand, give to ugentlige Koncerter samt større Abonnementskoncerter. Fra 1907 er Harald Heide Dirigent. Større Koncerter er fremførte under Ingolf Schjøtt.

Harmonifremmede Toner, d. v. s. Toner, der ikke hører hjemme i den Akkord el. Harmoni, hvormed de forbindes. Som Exempler paa h. T. kan anføres Anticipation, Forslag, Forudhold, Gennemgangstoner, Vexelnoder og Orgelpunkt, se Specialart.

Harmonik, d. s. s. Harmonilære, s.d.

Harmonika. Under dette Navn bestaar 4 forskellige Instrumenter, nemlig Glas-H,, Mund-H., Træ-H. og Træk-Il. Det nærmere om hver af disse In-str. se Specialart.

Harmonilære kaldes den Del af Kom-positionslæren, der specielt omhandler den harmoniske (homofone) Sats og bestaari: 1) (Som Indledning) den alm. Musiklære, Skalaer og Intervaller. 2) Akkordlæren d. e. a) Akkordernes Bygning og Omvending, b) Akkordforbindelserne o: Stemmeføring [s. d.) og Modulation (s. d.) samt alle Arter af Cadencer, c) Stemmernes melodiske Bevægelser indenfor Akkorden o: altererede Toner, altererede Akkorder (s. d.), Forudhold, Gennemgangsnoder, Vexelnoder o. s. v. Se Harmonifremmede Toner. 3) Harmonisering af en opgivet Melodi. Se Homofoni, Akkord. (Litt. : 1) ældre Værker: Gottfried Webers, Joh, C. Fr. Schneiders, Dehns, Fétis', Lobes. Richters og Haupimans berømte Harmonilærer. 2) nyere: Reber: Traité d'harmonie, Riemann, »Handbuch d. Harmonielehre« (6 Opl.), »Katechismus d. Harmonie- u. Modulationslehre« (5 Opl.), L Thuille og R. Louis, » Harmonielehre« (6 Opl.), R.Louis: »Aufg. für d. Unterricht in die Harmonielehre« etc. Paa dansk foreligger J. D. Bondesen: iH.< samt Overs, af Richters "Lehrbuch der Harmonie« og af Lobes "Katechismus der Musik«, en lille H, af Jul. Foss, samt Orla Rosenhoffs »Opgaver til Brug ved den musikteo-ret. Undervisning«, 3 Samlinger, hver i 2 Hefter; 3. Saml. I i 5 Opl.).

Harmonimusik, Instrumentalmusik, der udelukkende udføres af Blæseinstr.

Harmoniorkester, Orkester af Blæseinstr.

Harmonisere, o: at sætte Harmonier til en Melodi; Se under Harmonilære.

Harmoniske Overtoner, se Overtoner.

Harmonisk Figuration, se Figuration.

Harmonisk Mollskala, se Mollskala.

Harmonisk Sats, se Harmonilære og Homofoni.

Harmonium (Orgelharmonium, Stueorgel, sv. Kammarorgel) er et Klaviaturinstrument, hos hvilket Tonerne frembringes ved Hjælp af frit svingende Metaltunger, der sættes i Vibration af den Luft, der tilføres dem fra Blæsebælge, som Spilleren selv træder. Som den første Fremstiller af denne Art Instr. nævnes Franskmanden G. J. Grenié (1810), som gav sit Instr. Navn af Orgue expressif. Gennem utallige Forsøg fandt man i Løbet af de følgende 30 Aar frem til adskillige H.s-Former, der alle benævntes forskelligt (Aeoline, Aeolodicon, Aerofon, Melofon, Physharmonika etc), men i Hovedsagen var indrettede efter samme Princip. Stor Udbredelse fik fra 1829 *at regne fremfor alt det af Jacob Alexandre (s. d.) byggede Melodium el. Accordéon (Orgue de cent francs). I 1840 fik A. Debain i Paris Patent paa det første H. med flere Registre og anvendte paa det for første Gang Navnet H. Siden er H. efterhaanden blevet forbedret ved en hel Række praktiske Nyopfindelser, af hvilke navnlig Amerikanernes Idé at skabe Tonen ved Indsugning af Luften i St. f. ved Udstødning blev epokegørende (efter 1860 alm. indført af Firmaet Mason & Hamlin i Boston, men i den nyeste Tid for en Del igen afskaffet til Fordel for den opr. Tryk-luftsmetode).

Harpe (tysk Harfe, fr. harpe, eng. harp, ital. arpa) var i Middelalderen paa den ene Side Fællesnavnet for samtlige harpede Strengeinstr., paa den anden Specialnavnet for det Instru-

Oldægyptisk Harpe. Angelsachsisk Harpe.

3. Aarh.

ment, der nu er Navnets eneste Bærer. Karakteristisk for denne virkelige H. er dens Bestrengning med lutter ulige lange Strenge og disses fri Opspænding enten i et aabent (buet el. vinkelformet) Stel, der lægger den længste Yderstreng fri [Oldtids-Vi. og den orientalske H.), eller i en lukkel Ramme (bestaaende i Lydkasse, H.-Arm og det afstivende Fortræ) (den europæiske H. i Middelalder og Nutid). Den aabne H. (se Afb.) kan forfølges Aartusinder tilbage (paa ægyptiske og vestasiatiske Billeder); den lukkede (Ramme-H.) er derimod højt regnet 11 Aarhundreder gammel, idet den i 8. Aarh. for første Gang kommer til Syne paa de keltiske og angelsachsiske Mindesmærker. Den fremstilles der under to Hovedformer : 1) som et mellemstort Instr., der er forsynet med en uforholdsmæssig rummelig Lydkasse, med kraftigt bøjet Arm og Fortræ og med et stort Antal Strenge (den irske og walisiske Solo- og Spille-mands-H. henholdsvis kaldet Clarseth

Irsk Harpe, 13.—14. Aarh.

og Telyri); 2) som Haand-H. af lille Format og slank Bygning (Akkompag-nementsinstr. til de angelsachsiske Skjaldes Sang). Den H., der omtales og skildres i den nordiske Saga leder baade ved sit Format og ved sin An-vendelsesmaade Tanken hen paa den nævnte irske Spillemands-H., idet den har en voluminøs Lydkasse og ude lukkende anvendes til Solospil (Ex. Heimers H. i Völsungasaga, Xornagests H. i Nornagests J>åttr, Boses H. i Her-røds og Boses Saga). I den nord. Folkevise skildres H. derimod gennem-gaaende som et lille og let Instr., men beskrives ikke nærmere; muligvis tages H. altsaa der i ovennævnte middelalderlige Almenbe-tydning af et hvilket som helst harpet Strengeinstr. I nord. Almuesprog forekommer H. som bekendt af og til end-ogsaa i Betydning af et Strggeinstr. (f. Ex. hos P. Syv Ordsproget »Ond Harper skraber paa gammel Streng«, det sv. Instrumentnavn Nyckelharpa (s. d.) m. m.). I Navnet Mundharpe (s. d.) foreligger i Norden undtagelsesvis og-saa Bevis paa H.-Navnets Anvendelse paa et Blæseinstr. I det 12. Aarh.s tgske Minnesangerhaandskrifter var H.-Navnet igen knyttet til en H. efter vor Tids Begreb, og denne anvendtes i Lighed med Angelsachser-H. udtrykkelig til Ledsagelse af Sang. — H.s Fuldkommengørelse til Kunstorgan finder i streng Forstand først Sted i 17. Aarh. Til en Begyndelse vanskeliggjorde dens Indretning endnu enhver Forandring af Tonearten, fordi Strengene af Naturen afgav en diatonisk Skala (C—c³) og de kromatiske Mellemtoner cis dis fis gis ais kun lod sig fremstille ved Afkortning af Strengene med et Tommelfingertryk: men senere tog man i samme Øjemed Brug af smaa Hager, der ved en Drejemekanisme førtes ned imod Strengene (Hage-H.). Den næste Forbedring blev 1720 foretaget af Hochbrucker, der fandt paa at overgive Strengeforkortelsen til Fødderne og derved blev Opfinder af Pedal-H. Ved H.s Fod anbragte han 7 Pedaler (en for hver af

Pedalharpe fra Ludvig XVI.s Tid.

Oktavens 7 diatoniske Trin), og af disse kunde efter Behov en, to, tre, fire, fem, sex el. syv trædes ned og hænges fast. Hver Pedal forhøjede da sin Tone, ikke i en enkelt Oktav, men i samtlige Oktavafsnit indenfor H.s Toneomfang. Da Hochbruckers H. stod i Esdur, kunde man saaledes ved Pedalernes Hjælp foruden denne Toneart fremstille B-dur (ved Forhøjelse af as—a), F-dur (ved Forhøjelse af as—a og es—e); endvidere C-dur, G-dur, D-dur, A-dur og E-dur. Der var dog adskilligt, deriblandt især hurtige kromatiske Løb o. 1., der endnu ikke lod sig udføre paa denne H., fordi Pedalskiftningen ikke kunde foretages med den nødvendige Hurtighed. Af vigtig Betydning blev derfor Érards Opfindelse af Dobbeltpedal-H. (1810), der gjorde det muligt at stemme hver af de diatonisk stemte Strenge baade en Halv- og en Heltone til Vejrs. Érards H. staar i Ces-dur, men kan ved 1ste Tryk paa Pedalerne omstemmes til Ges-, Des-, As-, Es-, B-, F- og C-dur, og ved 2det til G-, D., A-, E-, H- og Fis-dur. Denne Forbedring forøgede i høj Grad H.s Ydeevne i teknisk Henseende og gav Anledning til, at H. fra nu af kom til at spille en ulige større Rolle baade som Solo- og som Orkester-instr. (Litt.: F. W. Galpin: The Origin of the Clarsech or Irish Harp (Report of the Fourth Congress of the International Mnsic Society London 1911). Finnur Jonsson: »Das Harfenspiel des Nordens in d. alten Zeit« (Sammelb. d. internat. Musikgesellsch. IX). Hor-tense Panum: »Middelalderens Strengeinstrumenter« 1. Halvb., Kbhvn.1915). — I nær Slægt med H. er Spidsharpen og Psalterieinstr., s. d.j

Harpebas, d. s. s. Alberti'sk Bas, s. d.

Harpeggio, se Arpeggio.

Harpsichord, se Klaver.

Hart, George, 1839 — 91, eng. Violinbygger og Forf., Parthaver i anset londonsk Instrumenthandel og Violinbyggeri samt Forf. af et af de betydeligste Værker om Violinbyggeriet: The Violin, its Famous Makers etc., flere Opl. og overs, paa Fransk, og af The Violin and its Music.

Hartmann, Johan Ernst, 1726—93, tysk-dsk. Musiker, f. i Gross-Glogau (Schlesien), var uddannet som Violinist og ansat ved forsk. Hofkapeller, senest i Plöen; derfra kom han til Kbhvn. og blev 1768 »Hofviolon« og Koncertmester; han var virksom i Kbhvn.s Musikliv som Komponist af forsk. Instrumentalmusik (Sonater, Symfon., symfon. Solostykker for Violin) og som Dirigent ved Hofkoncerterne og i de førende musikalske Foreninger. Siden overdrog Teatret ham at sætte Musik til Vennen Johannes Ewalds Dramaer »Balders Død« (1779) og »Fiskerne« (1780); i det første Arbejde findes Antydninger af en særl. nordisk Tone (Valkyriernes Sange), i det andet af Folketonen, saaledes i »Liden Gunver« og den senere Kongesang »Kong Christian stod ved højen Mast«, om hvis Oprindelse Anskuelserne imidlertid er delte (Berggreen har saaledes villet hævde, at den skyldes Ewalds Ven Landsdommer Rogert paa Bornholm); i H.s Partitur har »Arien« i hvert Fald ikke den enkle Skikkelse, hvori den siden skulde blive saa populær. Ogsaa til Dramaet »Gorm den gamle« skrev H. Musik (heri Melodien »Rolf Skattekonge«), ligesom han komponerede en Mængde Kantater til verdslige og gejstlige Lejligheder; de fleste af hans Værker er gaaet til Grunde ved Christiansborg Slots Brand 1794; i Hovedsagen slulter han sig til Glucks Stil og til det franske Sangspil (Grétry). H.s Virksomhed i Kbhvn. hæmmedes meget af økonomiske Vanskeligheder, der synes at have taget paa ham baade aandelig og legemlig. H. var en Tid Christian VII.s Lærer i Violinspil; af større Betydning var dog hans Lærerforhold til P. M. Lem og Cl. Schall. (Biogr. i V. C. Ravns Udg. af »Balders Død«, jfr. iøvrig C. Thrane: >Fra Hofviolonernes Tid« og A. Hammerich: »J. P. E. H.»). — Hans Søn August Wilhelm H., 1775—1850, var Violinist, Medlem af det kgl. Kapel og ved Siden deraf Organist og Kantor ved Garnisons Kirke; han var en dygtig Musiker og pligtopfyldende i Udøvelsen af sine Hverv, men optraadte ikke offentlig som Komponist; hans Hustru, f. Wittendorf, var en Kantor-datter fra Fredensborg.

Hartmann, Johan Peter Emilius, f. 14. Maj 1805 i Kbhvn., d. 10. Marts 1900 sst., dsk. Komponist, Søn af A. W. H., opdroges i Organisthjemmet (paa Hjørnet af Bredgade og St. Annæ-plads) med Musik og drev det allerede som Dreng til at kunne tage en Stemme (Violin) med i Kvartetspillet, ligesom han fulgte Faderens Orgelspil og Korsangen i Kirken; hans Lærer var en Fröhlich (Broder til den kendte Komponist); men det var Faderens bestemte Ønske, for hvilket H. lydig bøjede sig, at han skulde gaa den akademiske Vej, forinden Musikerlysten

J. P. E. Hartmann.

fik Lov at eneraade. H. blev da Student (1822) og juridisk Kandidat (1828); men samtidig var Musikstudierne drevne med Iver og Lyst; selve Weyse havde paalagt Faderen ikke at forsømme H.s store Ævner og H. nød (vistnok uden at være egentlig Elev af ham) Weyses »værdifulde og indgribende Vejledning«; desuden studerede han paa egen Haand Gottfried Webers Harmonilære og fik Undervisning i Instrumentation af N. P. Jensen (s. d.); i Hovedsagen maa H. dog kaldes Autodidakt. H.s førsie Værker var Kompositioner og navnlig en Kantate, i Orglets Pris«, der opførtes ved en Kirkekoncert.— Da 1832 »Guldhornene« første Gang fremsagdes af Skuespiller N. P. Nielsen til H.s Musik, var denne naaet at blive Sekretær ved Borgervæbningen (!). og denne Stilling beklædte han i en lang Række Aar (til 1870) (selv paa Koncertprogrammer kaldtes han »Sekretær H.«). »Guldhornene«, melodramatisk Musik til Oehlenschlägers Digtning, var H.s første Fremstød i nordisk Musikstil; han anslog her en hel ny, original Tone, men Værket var næppe nogen bevidst Protest mod Samtidens. 1827 blev H. Lærer ved Kbhvn.s første Konservat., og snart efter overtog han Faderens Stilling som Organist ved Garnisons Kirke. 1829 ægtede han Emma Zinn, Datter af en rig og kunstelskende københavnsk Handelsmatador. Hans Hustru var selv musikalsk og udgav under Pseudonymet Fred. Palmer nogle Romancer, særl. Chr. Winther'ske Digte; hendes indtagende, originale Personlighed er skildret i Samtidens Litteratur, navnl. smukt af H.C.Andersen; hun døde 1851. — Den nordiske Tone i »Guldhornene« forfulgte H. foreløbig ikke, hans følgende Arbejder er, foruden mindre betydelige Instrumentalværker, Operaerne »Ravnen« (1832, til Text af H. C. Andersen) og »Korsarerne« (1835, til H. Hertzs Text), der begge slutter sig til den folkelig romantiske Retning, der betegnes ved Weber og Marschner med nogen Paavirkning pg-saa fra den paa hin Tid i Kbhvn. saa populære fr. og ital. Opera. Ingen af Operaerne havde synderligt Sceneheld, men H.s Position i Kbhvn.s Musikliv var nu fastslaaet, hvilket bl. a. viste sig deri, at han valgtes ind i den nystiftede »Musikforeningen«s Bestyrelse; dens Formand var han 1839—92 (derefter udnævnt til »Æresformand«), — 1836 kom Marschner paa Besøg i Kbhvn.. hvor »Hans Heiling« opførtes: han fik Interesse for H. og med ham rejste H. Syd paa for senere at forlænge Rejsen, hvad sikkert den rige Svigerfader satte H. i Stand til. Denne Rejse gav ham Luft under Vingerne og et videre Udsyn end de den Gang smaaborgerlige københavnske Forhold ; H. besøgte Tidens bekendte Musikere som Spohr, hvem han tilegnede en tidligere komponeret (utrykt) Symfon. i g-moll, og som var den Musiker, der i hin Tid øvede mest Indflydelse paa H.. Spontini, Reissiger. Fr. Lachner, i Paris Cherubini, Rossini og Chopin; i Leipzig havde Schumann i sit Tidsskrift vist hans Frembringelser en velvillig Interesse, og roser navnlig den 1842 fremkomne Klaver-»Prissonate«; nogen Trang til at skaffe sin Musik Indgang i Tyskland eller overhovedet sig selv et Navn i Udlandet synes H. dog aldrig at have følt. — Efter Hjemkomsten kom den nationale Tone atter til Udbrud i H.s Musik; det første, han skrev, var — til en »Musikforeningens Konkurrence — 4 Melodier til danske Digte, blandt disse »Flyv Fugl, flyv«, vel H.s populæreste Melodi (og forøvrig ogsaa den yndefulde »Lille Cathrine«), endvidere Musik til Oehlenschlägers »Olaf den Hellige« og »Knud den Store« og navnlig til Hei-

J. P. E. HARTMANN

1. J. P. E. Hartmanns Fader. 2. Komponisten Johann Hartmann, J. P. E. II.'s Farfader. 3. J. P. E. Hart-

niann's Moder. 4. Emma Hartmann, f. Zinn. 5. Silhouet af J. P. E. Hartmann. 6. J. P. E. H. c. 1840,

7. J. P. E. H.'s Hus i Nærum, 8. J. P. E. H. i sit Arbejdsvœrelse i Kvœsthusgade c. 1895.

bergs »Syvsoverdag« — hvori H.s fine /Evne for Skildring af dansk (sjællandsk) Natur første Gang ret giver sig Udslag (Musiken er dog omarbejdet 1872); 1843 blev H. Weyses Efterfølger som Organist ved Frue Kirke, en Stilling han bevarede til sin Død, og i Præludier og Postludier udfoldede sin Im-provisationsævne og Kunstsikkerhed paa den skønneste Maade; s. A. fejrede han 'Weyses Mindet i en Kantate, og det flg. Aar skrev han den betydningsfulde Ouverture til Oehlen-schlägers »Hakon Jarl« (Ouverturen opførtes i Gewandhauskoncerterne) og j Sørgemarch ved B. Thorvaldsens Bisættelse«; fra 1846 stammer H.s En-akts-Opera »Liden Kirsten«, der med sin danske Folkevisetone, sin Ynde og sit Lune blev en Yndlingsopera, der endnu er paa Repertoiret (ved F. Liszts Foranstaltning kom den frem i Weimar, men vandt ikke Indgang paa tyske Scener); i Slægt med »Liden Kirsten' er H.s anden Symfoni (E-dur, utrykt). Krigsaarene 1848 ff. bragte H. personlige Sorger (Forældrenes, Hustruens og Datterens Død). H.s Fædrelandskærlighed gav sig Udslag i Sange som »Hedelærke,haardt maa du mærke« og navnlig »Slumrer sødt i Slesvigs Jord«, der med gribende Virkning blev sunget i Rosenborg Have ved Soldaternes Hjemvenden (1850). Halvtreds-aarene bragte anden Akt af Balletten »Et Folkesagn« og Idyllen »En Sommerdag« (af Henr. Hertz, bygget over Folkemelodien: »Jeg gik mig ud en Sommerdag«), to Arbejder, der kun kunde skyldes en dansk Komponist. Af en anden, mere kosmopolitisk Art og dertil H.s eneste Arbejder med erotiske Motiver er Sangcyklusen »Sula-mith og Salomon« (1854) og Kantaten »Dryadens Bryllup» (1858). de turde henføres til hans Følelser for og Minder om den første Hustru Emma. Med »Valkyrien« (1861) indledes de for H. saa ejendommelige nordiske Balletter, den efterfølges af »Thrymskviden« (1868) og »Arkona«; til Bournonvilles opfindsomme teatermæssige Bearbejdelse af nordisk Mytologi komponerede H. en baade scenisk livfuld, let tilgængelig og dertil saare fantasifuld og karakteristisk Musik, hvis mærkelige Fyndsprog oite er Udslag af stærk og original Inspiration. Motiver af»Thryms-kviden« — den musikalsk betydeligste af Balletterne — har H. overført i det store Korværk »Vølvens Spaadom«, Kulminationen af hans »oldnordiske« Værker og af hans Kunst overhovedet, Udtryk i knap, sagaagtig Form for en vældig Fantasi, en vild Barskhed og en for hin Tid musikalsk Dristighed i Harmonier og Rytmer — en ejendommelig Indleven i Oldtidsdigtets Mystik og Patos. H.s Musik er her dybt original, noget egentligt Forbillede herfor kan ikke paapeges. — »Vølvens Spaadom« var forsaavidt et Lejlighedsar-bejde — en Musikfest til Fordel for Oehlenschläger-Tegnérfondet —, og det er ejendommeligt, at saa stor en Part af H.s Arbejder skylder ydre Foranledninger deres Tilblivelse. Herhen kan man regne Balletterne, men endnu mere de mange Kantater, der udgjorde en stor og betydningsfuld Del af H.s Produktion, og af hvilke de vigtigste, der bevarede Livskraften ud over Lejligheden, var Kantaten ved Studenter-foreningsbygningens Indvielse, ved Frederik VII.s Bisættelse, ved Universitets-jubilæet (1879), et fremragende Værk til Text af C. Ploug, ved Kronprinsens Formæling. Christian IX.s 70 Aarsdag og Christian IX.s og Dronning Louises Guldbryllup. Den sidste hidrører fra 1892, og saaledes vedblev H. at komponere højt op i Oldingeaarene; hans sidste Værk »Hellig Tre Kongers Kvad« stammer fra hans 89. Aar, et i Musikhistorien enestaaende Fænomen, tilmed da Værkerne vandt i Kraft og Originalitet med de stigende Aar. Af disse sidste Værker skal endnu nævnes Musiken til Oehlenschlägers »Yrsa«, Molbechs »Dante«, den store prægtige Klaversonate (a-moll) Op. 80 (i nordisk Stil), adskillige a cappella Kor (religiøse og folkelige), og af Værker, der ikke har været nævnt i det foregaaende:

Orgelsonate (g-moll), Skanderborg Festmusiken (med Marchen), Ouverturerne til »Axel og Valborg« og »Correggio«, Korværkerne »Foraarssang« (1871, med det karakteristiske Omkvæd »Aldrig er Ungdomstiden forbi«), »I Provence«, »Davids HS.Psalme« (et fremragende Arbejde), »Hinsides Bjergene« og »Luther paa Wartburg« ; endelig en Række Klaverstykker og endnu mere de mange Romancer, der hører til de danskes Nationaleje, som »Du, som har Sorg i Sinde«, >Lær mig Nattens Stjerne«, »Den kedsom Vinter gik sin Gang« (af » Ambrosius«-Sangene) o. m. fl. samt de for Studentersangforeningen (hvis Dirigent og siden Formand H. var) skrevne, kendte og alményndede Mands? kor; særl. i sine sidste Aar skrev H. endelig en Del Salmer og aande-lige Sange, hvoraf adskillige er blevet Menighedens Eje. — H.s Personlighed ragede Aartier op i dansk Musikliv, uagtet han ikke var nogen egentlig Førernatur (som N. W. Gade); han var i sjælden Grad yndet, ja elsket af Publikum, og ganske særlig var han Studenternes Yndling. Hans smukke fornemme Skikkelse havde et vist, med Alderen tiltagende akademisk Præg, hans Væsen var Elskelighed og Beskedenhed, han besad megen Sans for Formerne (var f. Ex. en ypperlig Lej-lighedstaler), men ogsaa Lune, der i givet Tilfælde kunde ytre sig nok saa hvast og sarkastisk. — H. var med Gade Skaberen (eller rettere Fuldbyrderen) af den ejendommelige nordiske Stil — men medens Gade efterhaan-den forlod denne Udtryksmaade, blev den for H. mere og mere stærkt og bevidst Kærnen i hans musikalske Sprog, saaledes at ikke blot de Værker, hvis Textmotiver var nordiske, men ogsaa hans anden (absolute) Musik, fik et saadant originalt Præg. Og medens Gade nærmest havde søgt Tilknytning til den tysk-romantiske Musik og til dansk Folkevise, skabte H. hvad man kaldte en særlig »oldnordisk« Stil. Dens Særpræg er de af en stærk og ejendommelig Fantasi udsprungne Idéer og Motiver, ofte mægtige og storslaa-ede, som mejslede i Sten, og støttede paa en for hin Tid dristig Harmonik og Rytmik mere end paa den brede, »symfoniske« Udarbejdelse, hvorfor H.s Kunstnerpersonlighed kan komme helt og ofte kraftigst til Udtryk i mindre Former og Musikstykker. Ved Siden heraf har han i Sange og Instrumentalstykker^ Hakon Jarl«-Musiken, »Syvsoverdag«, »Yrsa« m. m.) fundet yndefuldt og originalt Udtryk for dansk Natur, hvilken han, der tilbragte det halve Aar borte fra Hovedstaden (opr. i Roskildeegnen, senere i Nærum), omfattede med stor Kærlighed og For-staaelse. — H. staar som en Hovedskikkelse i dsk. Musik og øvede betydelig Indflydelse paa de yngre Musikere, der i hans Musik fandt et mere træffende Udtryk for det nationale (nordiske, danske) end i Gades ; saaledes sluttede Grieg, Lange-Müller, Malling o. fl. sig nær til ham, og hos senere Komponister, der væsentlig følger andre Baner, kan en H.sk Paavirkning lejlighedsvis spores. (Biogr. af. C. Thrane i »Danske Komponister«, 1875, Will. Behrend, 1895 og 1920, Angul Hammerich, 1916, jfr. iøvrig Carl Andersen i »Fremtidens Nytaarsgave 1870«, A. Hammerich: »Københavns Musik-konservat.s Historie«, 1892, og »Musikforeningens Festskrift«, 1889, A. Sørensen : »Studentersangforeningens Historie«, 1889, G. Hetsch: Musik-konservat.s Jubilæumsfestskrift 1917, W. Niemann: »Die Musik Skandinaviens«, 1906, H. C. Andersens Skrifter, Bd. XXVIII, og »Breve til H. C. Andersen«, C. Thrane: »Fra Hofviolo-nernesTid«, 1908, og »Weyses Minde«, 1916, foruden talr. Artikler i nordiske Fagblade).

Hartmann, Paul Pater, 1863-1914, østr. Musiker, Franciskaner, Organist i Jerusalem, Rom o. fl. St., levede siden i München; vakte i Begyndelsen af Aarh. en Del Opsigt som kirkelig Komponist af en Række Oratorier (»Petrus«, »Franziskus«, »Der Tod des Herrn« etc.).

Emil Hartmann.

Hartmann, Wilhelm Emilius (kaldet Emil) Zinn. 1836—98, Søn af J. P. E. Hartmann, var fra Ungdommen af bestemt til Musiker, blev Elev af Ravnkilde og A. Rée i Klaverspil og i Teori og Orgelspil af sin Fader: 1858 debut, han allerede med en kirkelig Komposition og det flg. Aar (i Forening med A. Winding) med Musik til Balletten »Fjeldstuen«; efter Studierejse i Tyskland fulgte endnu nogle Teaterarbejder (Hostrups »En Nat mellem Fjeldene«, Operaerne »Elverpigen« og senere »Korsikaneren«), men som dramat. Komponist slog H. ikke synderlig an, derimod fulgtes hans Instrumentalmusik med større Held baade herhjemme og i Udlandet (Skandinavien og Tyskland, hvor H.flere Gange selv fremførte sine Værker); det gjaldt navnl. hans fire Symfon. (Nr. 2 »Fra Riddertiden«), hans symfon. Digtning »Hakon Jarl«, Ouverturen »Eine nordische Heer-farth«, Nordiske Folkedanse, Skandinavisk Folkemusik m. m., overlegent orkestreret, velformet Musik af nordisk Kolorit, i det hele mere følgende den senere Gades Udtryksmaade end Faderens mere kantede og udpræget personlige Stil; dette noget upersonlige i H.s Frembringelser hindrede dem i at vedligeholde Interessen i Længden; andre Værker af H. er Koncerter (for Violin, Cello og for Klaver), Korværker som »Vinter og Vaar«, nogen Kammermusik og en Del Sange, hvoraf enkelte en Tid lang var meget populære. Efter Gades Død var H. en kort Tid »Musikforeningens« Dirigent, men hans allerede svækkede Helbred lod ham ikke her komme til at udrette noget ret betydeligt; iøvrig var han Organist (ved St. Johannes Kirken og senere ved Christiansborg Slotskirke).

Hartvigson, Frits, 1841 — 1919, dsk. Klaverspiller, Elev af A. Rée og i Berlin af H. v. Bülow, elegant virtuos Koncertpianist, der optraadte i »Musikforeningen« i Kbhvn. og i »Gewandhaus« i Leipzig, men fra 1864 tog Oph. i London, hvor han var en anset Lærer, Prof. ved Royal Academy of Music og ved Royal College of Mu-sic, 1873—75 optraadte H. i Petersborg, Moskva og Helsingfors, 1911 ombyttede han London med Kbhvn., hvor han levede som Privatmand til sin Død. — Hans Broder Anton H., 1845 —1911, var ligeledes Pianist, en Aar-række i London, siden i Kbhvn., hvor han tillige var Musikanmelder og Foredragsholder (med Klaverdemonstrationer).

Harzverein var et lille Orkesterselskab af meget dygtige Musikere, stiftet 1830, som i" 1840 kom til Kria. for at holde Koncerter. Besætningen var Strygekvintet, Fløjter, Klarinet, Valdhorn, Fagot, og Ydelserne syntes den Tids Publikum helt enestaaende. Orkestret indlemmedes snart i Teaterorkestret under F. A. Reissigers Ledelse, og hele 33 Operaer, hvoraf 20 ikke før hørte, samt en Række Oratorier (»Paulus«, »Skabelsen« o. s. v.) kunde paa denne Maade komme til Opførelse. Om Sommeren gav Orkestret Koncerter i Kystbyerne helt til Trondhjem. I Midten af 1840erne opløstes Selskabet lidt efter lidt, idet nogle af Medlemmerne rejste hjem. Men de fleste fik selvstændige Stillinger udenfor Kria. som Organister eller Dirigenter. Selskabet blev af Betydning for norsk Musikliv. De mest kendte Navne er Medlemmer af Slægten Rojahn, Zogbaum samt Carl War-muth, som i Kria. grundede sin bekendte Musikhandel.

Hasler, Hans Leo, 1564-1612, tysk Komponist, studerede i Venezia hos Andrea Gabrieli, kom i Fuggersk (s. d.) Tjeneste i Augsburg som Organist; levede senere ved Kejser Rudolf II's Hof i Prag og hos Kurfyrsten af Sachsen; skrev en Række kirkelige Sang-

værker (»Psalmen und christliche Ge-sånge«, 1607) samt Madrigaler, Can-zonetter og flerstem. Sange, særl. »Lust-garten neuer deutscher Ge-sâng, Balletti, Galliarden etc.«, flere Bind, 1601 —10. H. er en af sin Tids ypperste tyske Mestre, lærd og dybsindig, fuld af Følelse og af Lune; han er vistnok Komponist til den herlige Melodi, hvortil Salmen »Befal du dine Veje« siden blev sunget, men hvis opr. Text var et verdsligt Digt: sMein G'muth ist mir verworren«, og som er Hovedkoralen i Bachs »Mat-thæus-Passion«.

Haslerud, Christian, 1834—1921, nsk. Komponist og Leder af en Række Kor. Af hans melodisk indtagende Korsange kan nævnes »Aftnen er stille«. Haslinger, Tobias, 1787 —1842, ostr. Musikforlægger, overtog den Steinerske Musikhandel og blev bl. a. Beethovens Forlægger og Ven; hans Navn forekommer hyppig i Beethovens Liv og i hans Breve; skrev selv nogen Klavermusik; Forlaget gik 1874 over til Schlesinger i Berlin.

Hasse, Johann Adolph, 1699 — 1783, tysk Komponist, f. i Bergedorf, begyndte som Tenorsanger ved Operaen i Hamburg sin senere saa glimrende Kunstnerbane. Efter et Forsøg som Operakomponist 1721 gik han, for at drive grundigere Studier af scenisk Musik, til Italien, blev Elev af Porpora, siden af Scarlatti og fik allerede 1723 Operaen Tigrane opført; særligt Held havde 1726 Sesostrate, og hurtig blev H. en vidt kendt og yndet Operakomponist i Italien, hvor man snart tillagde ham Navnet il caro Sasone (>den kære Sachsen). 1730 blev H. Kapelmester i Venezia, hvor han ægtede den berømte Sangerinde Faustina Bordont (se ndf.); 1731 drog han til Dresden, hvor han blev Kapelmester og ligesaa yndet som Komponist som i Italien, og hvor hans faste Hjemsted indtil videre var, medens han og Faustina paa Kunstrejser til Italien, London og Paris fejrede en Række Triumfer; 1751 forlod Faustina Scenen. 1756 ophørte (p. G. af Krigsforholdene) Operaen i Dresden, og H. gik atter til Italien; senere var han i Wien, hvor han paany optraadte som Komponist med samme Held som andetsteds, og endelig i Venezia til sin Død. Ved Dresdens Bombardement mistede H. sit Bibliotek og Manuskripter til talr. af sine Operaer. — H. var en meget produktiv Komponist (over 80 Operaer, talr. Oratorier. Messer. Requiem og anden Kirkemusik, foruden forsk. Vokalmusik og en Del instrumentale Værker som Klaversonater, Koncerter for Klaver og for Fløjte), og han var en af Samtidens mest fejrede Komponister, Frederik den Stores Yndling, med et Ry, der strakte sig over det meste Europa, hvor hans Operaer var lige saa yndede i Petersborg som i Madrid, i London sont i Dresden eller Warszawa. Men delte Ry blegnede hurtig, idet H.s Operaer tilhørte den ældre ital. (Arie-) Operastil, der snart føltes som forældet, navnlig efter Glucks Optræden. Senere Tider har da set ned paa H.som den typiske Repræsentant for hin tomme bra-vurmæssige og udramatiske Hofteater - Opera, saaledes Bitter og Riehl; dog med nogen Uret, idet der hos H. findes Vidnesbyrd om Sans og Ævne for dramatisk og psykologisk Karakteristik og i Behandlingen baade af Arier og Seccorecita-tiver en Grundighed og Alvor, der henpeger paa H.s tyske Afstamning i

Modsætning til samtidige Italiener-Komponister. Momentvis synes H.s Opera en direkte Forløber for Gluck, og Paa-virkning fra Digtere som Gellert og Klopstock er umiskendelig. Som H.s værdifuldeste Operaer nævnes Armi-nio (1753) og Solimano (s. A.). Enkelte Afsnit af H.s Operaer er udg af Otto Schmid (»Musik am såchsischen Hof«. 1899), et Oratorium af Schering (i »Denkmåler deutscher Tonkunst«) og nogle Orkesterstykker af Gôhler (1904). — Hans Hustru Faustina, 1700—1781, var født Bordoni, af fornem venetiansk Familie; debut. 1716 og gjorde snart enorm Lykke i Italien, Sydtyskland og Wien, hvor hun engageredes for kolossale Honorarer; hendes Ry foranledigede Handel til at engagere hende til London 1726—28, og her konkurrerede H. sejrrigt med Cuzzoni 's. d.); 1729 var hun atter i Mûnchen, men ægtede det flg. Aar H. og fulgte ham i hans Dresdener-Virksomhed saavel som paa hans Rejser, kreerende Hovedpartierne i hans Operaer; hun bevarede sit Rj^T, indtil hun, som anført, 1751 trak sig tilbage fra Operascenen. (Biogr. af Niggli og Urbani de Gheltof samt i Romanform af Elise Polko, fl. Opl.).

Hasse, Karl, f. 1883, tysk Musiker, uddannet som Komponist og Organist (hos Straube), blev Organist og Kantor i Chemnitz, siden Universitets-Musikdirektør i Tubingen; har skrevet Orgel- og Korværker samt forfattet en Monografi af Max Reger, der var H.s Lærer.

Hauptmann, Moritz, 1792—1868, tysk Komponist og Musikteoretiker, virkede en Aarrække som Violinist i Dresdener Hofkapellet, i Theater an der Wien og i Hofkapellet i Kassel, indtil han 1842 paa Spohrs og Mendelssohns Anbefaling blev Kantor ved Thomasskolen i Leipzig og Aaret efter Lærer i Teori ved Konservat. dér. Har komponeret en Del Vokal- og Instrumentalmusik samt en Opera. Mest kendt ved sin teoret. Virksomhed, især ved sit Skrift: »Die Natur der Harmonik und der Metrik«, 1853. H. stiller sig i Betragtningen af DurogMolI paa Zarlino's, Ramtau's og Tartini's Standpunkt, idet han ligesom von Ollin-gen (s. d.) anser disse toTonekøn ikke som afledede af hinanden (»Monisme«), men som lige selvstændige (»Dualisme«), en Anskuelse, der senere med stor Styrke forfægtedes af den tyske Teoretiker og Historiker

Hugo Riemann (s. d.) (se Skrifter af Oskar Paul og St. Krehl).

Hausegger, Friedrich, 1837—99, ostr. Musikforf., Advokat og musik-histor. Docent i Graz, skrev » Musik als Ausdruck«, 1885 (mod den Hanslick'ske Opfattelse), »Wagner und Schopenhauer«, »Die kûnstlerische Persônlich-keit« m. m. — Hans Søn Siegmund H., f. 1872, begavet Komponist og udmærket Dirigent, har virket i Graz, Frankfurt a. M., Hamburg og Berlin, og er nu i Mûnchen Direktør for »Akademie d. Tonkunst« og Leder af »Konzert-verein«; skrev en Række symfon. Værker (særl. »Barbarossa«. »Dionysische Phantasie;, »Natursymphonie« og »Aufklånge«), virkningsfulde Mandskor og blandede Kor med Orkester samt et Par Ope-raer(navnl.»Zin-nober« efter E. T.A. Hoffmann), og forfattede en Biografi og Karakteristik af

Alexander Ritter (H.s Svigerfader).

Hauser, Miska, 1 822 - 87, østr. Violinspiller, foretog vidtstrakte Koncertrejser ogsaa udenfor Europa og fejrede Triumfer navnl. som effektfuld Tekniker; skrev i sin Tid populære Kompositioner f. Violin og udg. »Aus dem Wanderbuche eines österreichischen Virtuosen«.

Hausmann, Robert, 1852—1909, tysk Violoncellist, Elev bl. a. af Piatti, Lærer ved Berlins Hochschule og kendt som udmærket Medlem af »Joachim-Kvartetten«.

Hautbois (fr.), Obo, s. d.

Haute-contre (fr.) brugtes i gi. Tid som Navn for Altstemmen, o: Contratenor altus. Se Alt.

Hawkins, John, 1719—89, eng. Mu-sikforf., opr. Jurist (Advokat), udg. 1776 General History of the Science and Prac-tice of Music som Resultat af 16 Aars Arbejde, delvis i Samarbejde med faglige Musikere. H.s Værk, der besidder Værdi som Material- og Billedsamling, er kommet i flere Opl. (senest 1875).

Haydn, Franz Joseph, f. 30. Marts 1732 i Rohrau ved den ungarske Grænse, d. 31. Maj 1809 i Wien, berømt østr. Komponist. H. voxede op i de jævneste Forhold; hans Fader var Karetmager, Moderen tidligere Kokkepige i det grevelige Harrachske Hus; i Hjemmet var ingen Velstand, men 12 Børn. Imidlertid fandt dér og i Egnen efter beskeden Lejlighed musikalske Opførelser Sted. og det tilgrænsende Ungarns ejendommelige Folkemusik kan antagelig allerede have fundet Vej til H.s Barndomshjem. H.s tidlig viste ualmindelige Musikbegavelse fik den første elementære Uddannelse af en »Fætter«. Lærer Frankh i Hain-burg; men hans Udvikling skete jævnt og langsomt; at blive instrumental Virtuos stræbte han ikke efter; i Hovedsagen var han selvlært, og de Instrumenter, han dyrkede, var Violin og Klaver. — Til Wien kom H. 1740 som Sangerdreng i Stephanskirkens Kor; men da hans smukke Sopranstemme muterede, hørte dette op, og Ynglingen, der allerede havde gjort Studier i Wiens rige Musikliv og var begyndt at komponere, tilbragte et Par trange Aar, indtil han traadte i Forbindelse

Franz Joseph Haydn.

med Digteren Metastasio (s. d.) og ved ham med den ital. Komponist Porpora (s.d.), hos hvem han blev Akkompagnatør ved Sangundervisningen og modtog nogen teoret. Vejledning, rigtignok under ret nedværdigende Forhold. H.s Smaakompositioner — særl. Klaversonater, det humoristiske Sangspil »Der krumme Teufel« (Musiken ikke opbevaret) og hans første Strygekvartet (1755) — var imidlertid blevet kendt og udbredt i Afskrifter og skaffede ham Stillingen som Grev Mor-zins Kapelmester, 1759; her, i Nærheden af Pilsen, skrev H. s. A. sin første Symfon. og ægtede halvt mod sin Vilje en Pa-rykmager Kellers Datter Maria Anna, med hvem han da heller ikke blev lykkelig. Da Morzin opløste Kapellet, fik H. snart efter, 1761, Ansættelse som anden Kapelmester hos Fyrst Esterhazy i Eisenstadt; i denne Stilling forblev han, fra 1766 som Ene-kapelmester, i Spidsen for et af Fyrst Nikolaus udvidet Kapel, der flyttedes til Slottet Esterhaz, indtil en flg. Fyrste 1790 opløste Kapellet, men dog sikrede H. en anselig Pension, saale-des at han kunde leve ret uafhængig i Wien; ganske vist kaldte en ny Fyrste ham paany til Kapelmestergerningen, men i H.s senere Aar udøvedes denne faktisk af I. N. Hummel (s. d.). De mange Aar i Esterhazysk Tjeneste var af Betydning for H. og hans Kunst: et Orkester paa c. 30 Mand stod altid til hans Raadighed, og han kunde strax prøve Virkningen af sine Frembringelser; han satte Pris paa det afsondrede Liv, der ligesom tvang ham til »at blive original« (H.s eget Udtryk), og til Fyrsterne stod han i et, til hans Naturel passende, patriarkalsk Forhold, om end han langt hen i Tiden nærmest betragtedes som Hoffunktionær og endog tiltaltes med: »han«. De adspredende og oplivende Momenter i H.s Liv var Vinterophold med Fyrsten i Wien og Fod- og Jagtture paa Landet; iøvrig udfoldede den af Naturen saare flittige H. en omfattende Kom-positionsgerning: Symfon., Kvartetter, Kirke- og Festmusik, Smaaoperaer (og-saa enkelte større) kom i mængdevis til Verden og opførtes strax efter; og fra Eisenstadl udgik efterhaanden H.s Ry ikke blot til Tyskland, men fra c. 1780 til Paris. London o. a. St., hvor hans Musik (navnl. Symfon.', opførtes og tryktes. En Følge heraf var Kaldelsen til London 1790 ved Impresarioen og Violinisten Salomon, der bragte den næsten modstræbende Mester til Englands Hovedstad, hvor han, begejstret modtaget, selv fremførte sine Værker (særl. Symfon.) i Hayrnarket-Teatret og let besejrede et konkurrerende Foretagende (the Professionals under Pleyel (s. d.)). Den Hyldest, H. var Geristand for under det første aarlange Londonerbesøg og dets Gentagelse 1794, og som bl. a. indbragte ham den skattede Oxforder-Doktortitel, betød meget for H. baade personlig og kunstnerisk : han komponerede i eller for London sine 12 berømteste (»Londoner«) Symfon. og kunde med nogen Grund sige, at han først var »blevet berømt fra England«. Hjemvendt til Wien, hvor han nu fejredes som den verdenskendte Mester, genoptog H. et stille og flittigt Liv. optaget af Kompositionsgerning (en Tid lang, mellem de to Englandsrejser, uden Held af at være Lærer for den unge Beethoven): han forøgede Instrumentalmusikens lange Række. særl. med nogle af de berømteste Strygekvartetter: de to Oratorier: »Die Schöpfung! (»Skabelsen«, 1798) og »Die Jahreszeiten« (»Aarstiderne«, 1801), H.s af Omfang største Værker, vidnede forbavsende om deres Komponists uformindskede Aandskraft og friske Inspiration; de modtoges af Samtiden med en Begejstring, der næsten overgik den, hvormed H.s Instrumentalværker hilstes; et lille berømt Arbejde fra samme Tid, paa hvilket H. selv satte stor Pris, er Melodien til den østr. Nationalsang: »Gott erhalte Franz, den Kaiser« (skrevet paa Opfordring 1797), der blev uhyre populær ogsaa udenfor Østrig, og som H. selv gjorde til Genstand for berømte Variationer i den langsomme Sats af den saakaldte »Kejser-Kvartet-;. — I de sidste Leve-aar var H.s Aandskraft brudt; hans Sjæl og Legem nedbrødes langsomt; sidste Gang han viste sig offentlig, var 27. Marts 1808 ved en Opførelse af »Skabelsen ;<. hvor han bevæget modtog det musikalske Wiens Hyldest, men end ikke formaaede at holde ud til Værkets Slutning. —

H.s Produktion var overordentlig stor. Tallet paa hans Værker kan ikke nøje angives: nogle er forsvundne i Tidens Løb, andre med Urette tillagt ham; en samlet Udg., som Breitkopf & Här-tel paabegyndte 1908, er anlagt paa c. 80 Bd. Størsteparten tilhører Instrumentalmusiken, saaledes over 100 Symfon.; af disse, H.s berømteste Arbejder, er flere kendte ved Særnavne som La chasse, Roxelane, »Afskedssym-fon.«. »Pavkeslag-Symfon.«, »Pavke-hvirvel-Symfon.«, La reine, L'ours, »Ox-ford-Symfon.«, »Militær-S\^Tmfon.«, »Bør-nesymfon.« o. fl. ; ligesaa berømte og livskraftige Værker findes blandt de 83 Strygekvartetter, Orkesterstykker som Divertissementer, Cassationer, Ouverturer, Koncerter (for forsk. Instr.), Kvintetter og Trioer, Violin-og Klaversonater, Stykker for Baryton (s. d.), Variationer og Fantasier for Klaver, Danse, Marcher etc. Ved Siden deraf en Mængde, men gennemgaaende mindre værdifulde og mindre levedygtige Vokalværker, heraf er ovenfor nævnt de langt betydeligste: »Skabelsen« og »Aarstiderne«, iøvrig Oratorierne II ritorno di Tobia, »De syv Ord paa Korset« (et ejendommeligt, flere Gange omarbejdet Værk, skrevet opr. — paa Bestilling fra Cadix — for Orkester, senere for Kvartet og i Oratorieform, formentlig ved Mich. Haydn), talr. Messer og anden Kirkemusik, omkring 20 Operaer eller Sangspil, en Genre, der i og for sig laa H. fjærn (og af hvilke kun nogle faa som »Der Apotheker« og Orlando paladino synes at have opnaaet nogen Popularitet), endelig Arier, Canons, en Del »Lieder« samt Bearbejdelser af skotske og walisiske Sange. — I Instrumentalmusikens Historie indtager H. en Førsteplads. Kan han end ikke, som tidligere sket, ifølge de nyeste Forskninger med Rette betegnes som »Symfoniens Fader«, er han dog den, der i Kraft af et Geni, der langt over-straalede Forgængernes, skaffede denne Musikform dens Verdensry og i den nyere Tids Musik saa fremherskende Stilling. Selvom han modtog den i flere Henseender færdig — Satsformen, den cykliske Skikkelse med Menuettens Anvendelse, det instrumentale Anlæg — fyldte hans Geni den med nyt og rigt Indhold og det navnlig ved Udviklingen af det tematiske Arbejde i Sym-fon.s Modulationsdel, hvori hele hans sjældne Ævne, hans Lune, Opfindsomhed og Musikerglæde kommer til Udfoldelse paa hidtil ukendt Vis. I sine Symfon. anslaar han ved Siden af alvorligere Toner frisk Wienerlystighed, naiv Munterhed og ukunstlet Livsglæde; Natur og højt udviklet teknisk Formaaen mødes i disse Værker — og det i højere Grad, jo flere han skrev deraf, med Kulmination i Londoner-symfon. (omkr. 1790) — og gjorde dem ligesaa umiddelbart folkelige som fængslende for de mere musikalsk indsigtsfulde. Og saaledes overgav han denne Form i de flg. Mestres Hænder. Paa samme Vis er H. Foregangsmand paa Kvartettens Omraade; ikke mindst her kan han anses som Beethovens direkte Forløber. — Forholdet mellem H. og Mozart var det hjærteligste. Mozart saa op til »Papa H.« og tilegnede ham med en smuk Fortale sine første Strygekvartetter; paa den anden Side var H. navnlig i sine senere Symfon. kendelig paavirket af Mozarts mere alsidige dybe og fyldige Genius, ja Mozart kan siges at være en ny Inspirationskilde for den allerede ældre H., hvis symfon. Musik derefter voxer i Omfang, Fylde, melodisk Rigdom og instrumental Afvexling. Det er da ogsaa væsentlig disse senere Symfon., som naaede til Efterverdenen og skattes saa højt af denne; men H.s Skæmt, Lune og Kaad-hed forbliver det samme, ogsaa efter at Mozarts Indflydelse har gjort sig gældende. Forbløffende er det iøvrig at sammenligne en af H.s første Symfon. eller Kvartetter med et tilsvarende Værk fra hans senere Aar, Vidnesbyrd om denne Mesters sjældne Udviklings-duelighed baade aandelig og kompositorisk. — H. var personlig helt det 18. Aarh.s Mand, borgerlig, klar og logisk, men ikke dybtgaaende af Aand og Følelse; beskeden, nøjsom, tilfreds med de af Skæbnen tildelte Kaar, en Smule nøgtern, uden højtflyvende Idéer eller Stræben, men venlig og skæmtsom af Væsen, uden alsidig Dannelse eller dybtgaaende Reflektion, der bortset fra det rent konstruktive heller ikke kommer frem i hans Musik. Til at fylde i de store Oratorier (som en Bach eller Handel) slaar hans Geni ikke til, men »Skabelsen« og »Aarstiderne« vidner om hans naive troskyldige Religiøsitet og endnu mere om hans umiddelbare Glæde over Naturen, hvis Fænomener han uden enhver romantisksubjektiv Omfortolkning skildrer med en næsten barnlig frisk Ævne. — Endnu skal peges paa. hvorledes H. i sin bevidste Bestræbelse for at gøre Instrumentalmusiken populær optog i sine Værker Motiver fra Folkemusiken (den Wienske, slaviske, ungarske). — (En udtømmende og fuldført Biogr. af H. foreligger ikke, idet K. F. Pohls saaledes anlagte ved Forf.s Død forblev uafsluttet med 2 Bind; men iøvrig henvises til mindre Arbejder af S. Magr, 1809, A.K. Dies, 1810, Griesinger, Car-pani, u. Karajan, Pohl: >Mozart u. H. in London«. 1867, Fr. v. Seeburg, Leop. Schmidt (i »Berühmte Musiken), M, Bre-net (i Maîtres de la musique) og Schne-rich: »J. H. und seine Sendung«, 1922).

Michael H., ovennævntes Broder, 1737—1806, østr. Musiker, var ligeledes opr. Sopransanger i Stephans-kirken, 1762 kom han til Salzburg, hvor han blev ærkebiskoppelig Koncertmester og Organist ved Domkirken i han var som Broderen en flittig Komponist, og hans kirkelige Værker satte Samtiden jævnsides Joseph H.s, under hvis Navn nogle af hans Arbejder fremkom, ligesom en Symfon., der udgik under Mozarts Navn, er H.s Værk; som Instrumentalkomponist (Symfon., Kvartetter, Orgelpræludier m. m.) var H. mindre betydende; han var en anset Lærer bl. a. for C. M. v. Weber. (Biogr. af Otto Schmid, 1906).

Hebbe, Signe, 1837 —1925, svensk Sangerinde, uddannet i Berlin og Paris, optraadt paa talr. fremmede Scener i Tyskland, Frankrig og Italien, var ogsaa meget yndet i Kbhvn. som Koncertsangerinde; teknisk fremragende Sangerinde, i Besiddelse af betydelig dramat. Ævne. Som Lærerinde (i Sthlm.) var hun meget anset og uddannede mange kendte Sangkunstnere (ogsaa i Dramatik og Plastik).

Heber, Judith, 1880—1919, nsk. Komponist, Elev af Fru Grøndahl, D. Walle-Hansen, Scharwencka (Berlin) ; debut, som Pianist 1907, som Komponist 1911. Sange.

Hebræernes Musik. Mens baade Ægypten og Vestasien har efterladt et stort Billedmateriale til Studiet af deres Instrumenter og Musikpleje, er de hebraiske Instrumentafbildninger saa faa-tallige og fra saa sen Tid, at de er værdiløse, hvor det gælder Undersøgelsen af den gi. hebraiske Musiks Beskaffenhed (paa et Par hebraiske Mønter fra 1 — 2. Aarh. e. Kr. findes saaledes: 2 græsk formede Lyrer og og et Sæt basunlignende hellige Blæseinstr.). Lidet oplysende er ogsaa Bibelens ret talrige hebraiske Instrumentnavne, fordi disses Betydning kun delvis er klarlagt. Som Strengeinslr. tilkendegiver Bibeltexten med Bestemthed kun to: Kinnor og Nebel, men det nærmere om deres Indretning kan man ikke dér læse sig til. Første Gang Kinnor anføres i Bibelen er i 1. Moseb. 4, 21, hvor Jubal nævnes som Opfinder af Kinnor og Ugabh (o: Strenge-og Blæseinstr.). Ved Kongernes Tid anføres Kinnor udtrykkelig som det Instrument, hvormed David beroliger Kong Saul, og det omtales, at David leger Kinnor med Haanden (1. Sam. 16, 23). I Krønikernes Bog fortælles, at Kong Salomon fra Oflr indskiber

Basrelief fra Kujundsjik. 9. Aarh. f. Kr.

store Mængder af Sar deltræ for deraf at fremstille Kinnor og Nebel til Bru for Tempelsangerne. I 137 Ps. nævnes Kinnor som det Instr., de fangne sørgende Israeliter ophænger paa Babylons Vidier. Interessant er en etymologisk Meddelelse, at der bestaar en sproglig Forbindelse mellem de he-braisk-fønikiske Navne: Kinnor, Kin-nyra og det syrisk-persisk-arabiske Navn for Lotostræet. Ligesom den arab. Lut El loud (Træ) vil Kinnor altsaa muligvis have faaet sit Navn af den Træsort, hvoraf den blev fremstillet. Heller ikke om Nebel foreligger der nogen indgaaende Forklaring ud over den. at dette Strengeinstr. havde 10 Strenge. De to Instr. kan ifølge dette enten have været Harper el. Lyrer, Strengelegstyper, der hver for sig i talrige Udgaver var i Brug i samtlige Lande, med hvilke Hebræerne i Tidens Løb kom i Forbindelse. Arkæologerne formoder da ogsaa, at man af de assyriske, syriske, hetitiske og ægyptiske Billeder nogenledes maa kunne slutte sig til, hvorledes de Optog og Musikscener har taget sig ud, der i Bibelen skildres som ledsagede af Sang og Instr. (Ex.: Sam. 10,10, 1. Krøn. 15,28 m.m.). Paa et Basrelief fra Kujundsjik (Assyrien, 9. Aarh. f. Kr.) afbildes en Række lyraspillende Fanger, der drives frem af en Assyrer og som af de fleste Arkæologer opfattes som Hebræere; maa-ske giver altsaa denne Lyre os Billedet af en Kinnor. — Bibelens øvrige hebraiske Instrumentnavne Ugabh, Cha-lil_} Nekabhim, ilaschrokita. Asosra o. fl. tilhørte sandsynligvis Blæseinstr., og et saadant er ogsaa den af et Vædderhorn fremstillede Shofar, der ved festlige Lejligheder endnu anvendes i de jødiske Synagoger, og i Bibelen ligeledes kan forfølges tilbage til de fjerneste Tider. Thof var en Haandtromme.

Hedenblad, Ivar, 1851 — 1909, sv. Musiker, studerede i Leipzig, var Studenterkorets Dirigent og Universitets-kapelmester i Upsala, endvidere Lærer i Musikhistorie og Dirigent for »Orphei Dränger« (sO. D.«); som Kordirigent var H. mest kendt, ogsaa i Udlandet: Danmark, Norge, Tyskland, Ungarn og Frankrig (Paris, Udstilling 1878 og 1900), hvor han med Glans optraadte med sine Studenterkor. Skrev Kantater, Mandskvartetter, Orkesterstykker m. m. og udg. den 4 Bds. Samling »Studentsången«. (Litt.: Knut Nyblom).

Hedenskou, Kitty, f. 1871, nsk. Sangerinde og Musikpædagog. Elev af Mally og Thorvald Lammers, Lilli Lehmann (Berlin). Debut, som Sangerinde 1892. Lærer ved Musikkonser-vat. i Kria. siden 1902.

Hegar, Friedrich, f. 1841, schw. Komponist, uddannet som Violinist, blev i Zürich, hvor han har levet siden 1863, Dirigent for Korforening og Abon-nementskoncerter samt Direktør for en af ham grundet Musikskole; hører til Schweiz' fremstaaende Komponister og har navnlig skrevet ypperlige Mandskor i »tonemalerisk« Stil som »Totenvolk«, » Schlafwandel s, »Das Herz von Douglas« osv., der trods deres Vanskelighed har fundet vid Udbredelse, endvidere Oratorier, Violin- og Cello-Koncerter m. m. (Litt.: A. Glück og A. Steiner).

Hegner, Anton, 1861—1915, dsk. Cellist, Elev af Rudinger, Solo- og Orkesterspiller samt Sanglærer, Komponist af Sange og Cellostykker, fik 1893 Stillingen som Solocellist i Damrosch Orkester i New York og blev en i Nordamerika søgt og skattet Koncertspiller. — Hans Broder, Ludvig H., f. 1851, var Kontrabassist i det kgl. Kapel, Virtuos paa sit Instrument, for hvilket han skrev forsk. Kompositioner: udg. en Kontrabasskole.

Hegner, Otto. 1876—1907, tysk Klaverspiller, Elev bl. a. af a" Albert, foretog allerede som Barn vellykkede Koncertrejser (bl. a. til Kbhvn.), optraadte senere som Komponist af Klavermusik og var Lærer senest ved Hamburgs Konservat.

Hegyesi, Louis, 1853—94, ungarsk Cellospiller, fortræffelig Kunstner paa sit Instrument og en Aarrække Medlem af >Florentinerkvartetten« (se Becker).

Heide, Harald, f. 1876, nsk. Kapelmester og Violinist, Elev af Gudbr. Böhn, César Thomson, Zajic. Foretog Koncertrejser i Norge, England, Amerika, blev 1907 Kapelmester ved den nationale Scene og i Musikselskabet Harmonien i Bergen. H. har fremført en Række større Værker i Bergen. Skrev flere Orkesterkompositioner.

Heil Dir im Siegerkranz, se God save the King.

Heinemann, Alexander, 1873 — 1923, tysk Sanger, besad en fyldig og klangfuld Baryton og et udtryksfuldt, noget sentimentalt Sangforedrag; paa talr. Koncertrejser vandt han stort Bifald, saaledes ogsaa i Kbhvn. ; foredrog foruden Romancer navnl. Oratoriepartier.

Heintze, Georg Wilhelm, 1849— 95, svensk Orgelspiller, uddannet ved Konservat. i Sthlm., hvor han siden blev Organist, fra 1889 til sin Død

var han Domkirkeorganist i Lund; en af Tidens ypperste svenske Orgelspillere; skrev for Orgel: Fantasi og Fuga, Præludier, Sonate m. m., men iøvrig ogsaa Kantater, Marcher og anden Festmusik.

Heise, Peter Arnold, f. 11. Febr. 1830, d. 12. Septbr. 1879, dsk. Komponist, var som Søn af en juridisk Embedsmand bestemt til Studeringer, og blev Student 1847, men Musiktrangen tog snart Overhaand, A. P. Berggreen blev H.s Lærer i Teori, og i 1852 fortsattes Studierne hos M. Haupt-mann i Leipzig; iøvrig havde navnlig N. W. Gade Indflydelse paa H.s musikalske Udvikling (uden at H. dog var egentlig Elev eller Epigon af Gade). Et Par Aar, 1853-58,le-vede H.i Kbhvn., tog Del i Studentersangforeningens Liv (som Meddirigent) og virkede som Musiklærer; derefter fulgte han en Kaldelse til Sorø, hvor han blev Organist og Musiklærer ved Akademiet; som Komponist af flere Hefter Romancer, af Studentersange og af Klaverstykker havde H. da allerede vakt Opsigt og Forventninger; i Sorø skrev han 1856 Ouverturen »Marsk Stig« (Hauch, Forløber for »Drot og Marsks), en Sym-fon. (d-moll), Koncert-Sangstykkerne »Efteraarsstormene« og »Bergliot« og Operaen (Syngestykket) » Paschaens Datter« (H. Hertz). Uafhængiggjort ved sit Giftermaal med Wille Hage, af en rig Handelsslægt, forlod H. imidlertid 1865 Sorø og tog Ophold i Kbhvn. for helt at hellige sig Komponistgerningen; hans Liv forløb nu uden store ydre Begivenheder (bortset fra nogle Rejser) og han døde ret ung i Taarbæk paa det Hageske Landsted, netop som Operaen »Drot og Marsks havde vakt forøgede og nve Forventninger til hans Kunstnerevner. — En mindre Del af H.s Frembringelser tilhører den absolute Musik, foruden de fornævnte Værker en Violinsonate og Klaverkvintet; til Scenen er flere af hans Værker knyttede ; efter »Paschaens Datter«, der først kom frem 1869 og ikke op-naaede noget varigt Sceneheld, fulgte Musik til »Palnatoke« [Oehlenschlåger), »Kongsemnerne« (H. Ibsen), »Bertran de Born« (F. v. d. Recke), Balletten »Cort Adeler« og fremfor alt »Drot og Marsk« (Text af Chr. Richardt), der opført 1878 endnu hører til det kgl. Teaters faste Repertoire, og som viste H.s dramat. Begavelse i et nyt og stærkere Lys end noget tidligere Værk, dernæst hans Forfarenhed i da moderne tyske og franske Operalitteratur og ikke mindst hans Ævne til Udnyttelse paa Scenen af dsk. Folketone og -dans. Med sin smukke Text og sceniske Virkningsfuldhed staar»Drot og Marsk« da som »vor eneste egentlig nationale Helaftensopera«. — H.s største Betydning for dsk. Musik turde dog være hans Vokalværker — foruden Kvartetsange (»Jylland mellem tvende Have«, »Dans ropte Felen«) og nogle Kantater (»Ruskantaten«. »Volmerslaget«, »Tornerose«) — først og fremmest den rige Samling Romancer og Sange (3 Bd.) han efterlod sig; de kan betragtes som en Fortsættelse af Weyses Romancekompositioner og ligesom disse betegnes som en national Skat, idet de — indbyrdes saare forskellige i Omfang, Form og Indhold — danner en poetisk, fint forstaaende og musikalsk skøn og rig Fortolkning af et helt Afsnit af dsk. Lyrik; som Digtere, der i særlig Grad og til Dels for første Gang fandt deres Fortolker i H., kan nævnes Chr. Winther, Blicher, Aarestrup, Chr. Richardt, Holger Drachmann, Ernst v. d. Recke, Thor Lange ; talr. af H.s Romancer er almenkendte og endnu sungne, enkelte er udkomne under Samlingsnavne som »Sydlandske Sange«, »Dyvekes Sange« (H. Drachmann, et af H.s seneste, men næppe mest betydelige Arbejder). (En H.-Biogr. foreligger ikke, men forberedes af G. Helsch, jfr. iøvrig V. C. Ravn i Udg. af »Palnatoke«, A. Sørensen : ^Studenter-sangforeningen 1839—89«, Will. Behrend i Gads dsk. Magasin 1908—09. Dagmar Gade: »N. W. Gade*. 1892, »Musikaarbogen« 1922).

Hekking, Anton, f. 1856, holl. Violoncellist, Elev af Konservat. i Paris, foretog talr. Koncertrejser i Europa og Amerika, bl. a. i Forening med Ysaye, har flere Gange gæstet Skandinavien, fremragende Kunstner paa sit Instrument; har levet længere Tid i Amerika, siden i Berlin.

Hekking, Gérard, f. 1879, fr. Violoncellist, Elev af Paris' Konservat, ypperlig Solist og Kvartetspiller; foretog Koncertrejser i Rusland, Holland, Spanien etc. og uddannede talr. Elever.

Helcadence, se Cadence.

Helikon. 1) I Oldgrækenland et Bjerg i Bøotien, der var helliget Muserne. — 2) Et 4-strenget lnstr., der i Oldgrækenland anvendtes til den matematiske Bestemmelse af Tonerne og ligesom Monochordet kun anvendtes i videnskabeligt Øjemed. — 3) Navnet paa et stort kredsformigt Blikblæseinstr. (Kontrabastuba), der i Særdeleshed anvendes i Militærorkestre. Se Tuba.

Heiland, Slægt af Felemagere fra Telemarken. Jon Eriksen H., 1790 — 1862) var den første, Arbejdet fortsattes af hans Sønner Erik H. (1816— 68). som mere fagmæssigt havde studeret Kunsten, og Eilev Steintjørn-dalex H. (1821 — 76). Disses Sønner har igen taget Kunsten i Arv. H.-Felerne anses for de bedste og smukkeste Hardangerfeler.

Heller, Stephen, 1814—88, ungarsk Musiker, uddannede sig i Wien som Klaverspiller og var allerede begyndt at optræde som Koncertpianist og foretage Kunstrejser, da Sygdom nødte ham at afbryde denne Bane; han levede derefter i Augsburg og fra 1838 i Paris, hvor han traadte i Forbindelse med Tidens store Musikere som Chopin, Liszt og Berlioz, og hvor han snart fik anset Navn som Pianist oa

Stephen Heller

navnl. som Lærer — efterhaanden og-saa som Komponist; han skrev kun for Klaver, og hans Arbejder har ofte instruktiv Karakter, i Reglen er de holdte i mindre Former, men i sin Begrænsning er H. en fin, smagfuld, frisk og naturlig, ofte poetisk, undertiden dog noget salonmæssig og flygtig Klaverkomponist; hans Klaverværker, der snart vandt megen Yndest og Udbredelse og delvis endnu spilles og benyttes ved Undervisning, er navnl. Samlinger som >Tm Walde«. »Blu-men-Frucht-und Dornenstücke «, »Kinderscenen;, Promenades d'un solitairesamX Sonater, Præludier, Valse, Etuder m.m.; i Forening med Ernst: Pensées fugitives for Klaver og Violin. (Biogr. : Barbedette og Rudolf Schütz).

Hellmesberger, østr. Musikere. — Georg H., 1800—73, Violinspiller og Lærer, Kapelmester ved Hofoperaen i Wien, skrev Violin- og Kammermusik; blandt hans Elever er Ernst, Joachim, Auer. — Joseph H., 1828—93, G.s Broder, ligeledes Violinist,Dirigent ved »Gesellschaft der Musikfreunde«, Konser-vatoriedirektør og Hof-Kapelmester, udmærket Kvartetspiller. — Joseph H., 1855—1907, sidstnævntes Søn, Primarius i Hofkapellet og Konservatorie-lærer, senere Hofkapelmester i Stuttgart; skrev Operetter og Balletter.

Hellouin, Frédéric, f. 1864, fr. Mu-sikforf, Elev af Paris' Konservat., skrev Feuillets d'histoire musicale française, Gossec etc., Essai de critique de la critique musicale, Le Xoël musical français m. m.

Helm, Theodor Otto, 1843—1920, østr. Musikforf., var juridisk Embedsmand, men studerede Musik og Musikhistorie og blev Kritiker og Lærer i Wien ; skrev foruden talr. Tidsskriftartikler »Analysen såmtlicher Streich-quartette Beethovens« (fl. Opl. og overs, paa fr.), »50 Jahre Wiener Musikleben«, »Uber die Sonatenform seit Beethoven«. 'Mozarts Klavierkpnzerte« m m.; desuden ivrig Forkæmper for Bruck-ners Musik og flittig Publicist.

Helmholtz, Hermann Ludwig Ferdinand, 1821—94, berømt tysk Fysiolog og Fysiker ved Berlins Univers., er Forf. af Værket »Lehre von den Tonempfindungen als physiologische Grundlage fur die Théorie der Musik«, 1863, et ved sin Fylde af videnskabelige fysisk-fysiologiske og æstetiske Iagttagelser og Udviklinger særdeles betydningsfuldt Arbejde, der udkom i flere Oplag, overs, paa fr. og eng., og gav Anledning til en hel Litteratur af populariserende og kritisk Art.

Helnode o , Nodeværdi, der harVær-di som 2 Halvnoder el. 4 Fjerdedels-noder. Svarer til Mensuralnodeskrif-tens Semibrevis.

Helslutning, d. s. s. Helcadence, se Cadence.

Helsted, dsk. Musikere, — Edvard Mads Ebbe H., 1816 — 1900, var Violinist, siden Koncertmester ved det kgl. Teater og som saadan Dirigent af Balletter, Vaudeviller o. 1.; komponerede flere Bournonvilleske Balletter som »Toreadoren«, »Napoli« (en Akt), »Gamle Minder«, »Blomsterfesten i Gen-zano« (med Paulli) og var en søgt Lærer (for viderekomne) i Klaverspil, en lang Aarrække ved Kbhvn.s Musikkon-servat. — Carl Adolph H., 1818— 1904, var Fløjtenist, ligeledes Medlem af kgl. Kapel og siden Koncertmester (Dirigent) ved Teatret: som ung var han ret produktiv Komponist (Sym-fon., Koncertouverture, i Konkurrencen om »Musikforeningens« Pris (se X. W. Gade), Kammermusik. Korstykker, Sange m.m.; senere kastede han sig over Sangstudiet (hos Garcia) og blev privat og ved Konservat. en af Tidens mest søgte Lærere, særl. for Uddannelse til Operaen (Nyrop, Aug. Lùtken, A. Levysohn o. m. fl.) ; fra 1890 var han Medlem af Konservatoriets Direktion. — Gustav Carl H., 1857 —1924, Elev af Konservat., uddannede sig særlig som Orgelspiller, blev Organist ved Jesuskirken, hvor han gav meget skattede Orgelforedrag, fra 1916 ved Frue Kirke; Lærer i Orgelspil og Teori ved Musikkonservat. Medstifter af og en Aarrække Formand for »Dansk Koncertforening« ; skrev Symfon., Korværker (»Gurresange«. »Vort Land«), Violinkoncert og Violinromance og navnl. en Række værdifulde Kammermusikværker, der delvis ogsaa er opført udenfor Danmark, endelig nogen Klavermusik og Sange; baadesom Orgelspiller (Improvisator) og som Komponist en original, noget bizar og kundskabsrig Musikerpersonlighed.

Heltone. Saaledes betegnes det største af de to Sekundintervaller, der bringes til Anvendelse ved Opbygningen af de diatoniske Skalaer (Dur og Moll), d. e. det diatoniske Halvione-skridt, hvis to Toner umiddelbart grænser op til hinanden, Ex.:

Gustav Carl Helsted.

(se Halvtone) og iïe/toneskridtet, hvis to Toner er skilte ved en Mellemtone:

Som Interval betegnes Heltonetrinnet som stor Sekund, det diatoniske Halvtonetrin som lille Sekund (se Intervaller).

Hemioler, se Mensuralnodeskrift.

Hemitonium, det græske Navn for Semitonium o: Halvtone, s. d.

Hemme, Ferdinand Theodor, f. 1871, dsk. Musiker, Violinelev af V. Tofte, Medlem af forsk. Orkestre og Lærer, senere Dirigent (i Casino og for Tivolis Harmoniorkester), fra 1914 Synge-mester og anden Kapelmester ved det kgl. Teater; skrev nogen Orkester-og Violinmusik samt Sange.

Hempel, Frieda, f. 1885, tysk Sangerinde, fejret Koloratursangerinde, en Aarrække ved Berlins Opera, derefter i Amerika. Ofte i Europa paa Gæsterejser, hvor hun har gjort stor Lykke ogsaa i Koncertsale (i Kbhvn. 1924).

Henneberg, Richard, f. 1853, tysk-sv. Musiker, uddannet som Pianist og virksom som Akkompagnatør (og Operarepetitør) i Berlin og paa Rejser med kendte Kunstnere bl. a. til Norge og (med Conrad Behrens) i svenske Byer: førte et omflakkende Kunstnerliv med Ophold i Bergen, London. Berlin m. m., indtil han slog sig ned i Sthlm., hvor han 1885 avancerede til Kapelmester (siden Hofkapelmester) ved det kgl. Teaters Opera, hvilken Stilling han opgav 1907; siden har han dirigeret Orkesterkoncerter i Malmø; har skrevet Teatermusik. Balletter, Kammermusik og Korværker.

Hennig, Karl, 1845—1914, tysk Musiker, Organist, Kor- og Sangforenings-dirigent i Posen; skrev »Ästhetik der Tonkunst«, »Deutsche Gesangschulet. »Musiktheoretisches Hilfsbuch«, »Einführung in das Wesen der Musik« samt nogle Korværker o. a. Kompositioner.

Hennings, Henrik, 1848 — 1923, dsk. Musikforlægger, blev efter anden praktisk Gerning og en kort Kompositions-virksomhed (særl. Sange og Klaverstykker) Direktør for, senere Ejer af den saakaldte> Hofmusikhandel« i Kbh., der siden overgik til »Nordisk Musikforlag« med H. som Direktør; var i denne Stilling Forlægger for flere kendte dsk. Komponister {Lange-Müller, Enna)\ som Koncertarrangør fortjenstfuld virksom for at bringe Kbhvn.s Musikverden i Forbindelse med Udlandets største Kunstnere (Solister og Dirigenter); gift med Skuespillerinde ved det kgl. Teater Beüij H.

Hennum, Johan, 1836—94, nsk. Kapelmester og Cellist, Elev af Kuhlau

Johan Hennum.

i Kbhvn., Servais i Bruxelles, fra 1852 ansat i Kria. Teaters Orkester. Foretog 1864 en Koncertrejse rundt i Landet sammen med Ole Bull, hvis Orkesterværker han s. A. ominstrumenterede. Fra 1866 til sin Død Kapelmester ved Kria. Teater. Her fremførte han med fremragende Dygtighed en Række Operaer, navnlig 1874 — 77. Efter Teatrets Brand gjorde han en Studierejse til Tyskland og Frankrig. Som Cellist var H. meget anset. Sammen med Fr. Ursin og Gudbr. Bonn stiftede han den saa-kaldte Kunstnerkvartet, som i lang Tid gav aarlige Koncerter i Kria.

Henrichsen, Roger, f. 1876, dsk. Komponist og Pædagog, tog juridisk Examen, men gik snart helt over til Musiken, uddannede sig særl. som Pianist, hos L. Glass og Leschelitzky i Wien, optraadte som Koncertspiller og blev en søgt Klaverlærer (Formand for Musikpædagogisk Forening); en Tid lang var H. Musikanmelder, fra 1917 Dirigent i Studentersangforeningen; skrev Symfon , Kammermusik, en stor Klaversonate i f-moll og mindre Klaverstykker, »St. Hans Hymne« og andre Kantater samt Mandskvartetter og Sange; forf. »Den musikalske Ornamentik«.

Henriques, Fini Valdemar, f. 1867, dsk. Komponist og Violinist, Elev af Tofte og i Komposition af Joh. Svendsen, i Berlin i s Hochschule« af Joachim; blev Medlem af det kgl. Kapel, men opgav Stillingen for at hellige sig Koncertspil og Komposition; vandt stor Yndest som temperamentsfuld Soloviolinist og Kammermusikspiller, gik dog efterhaanden mere over til Komponist-og Lærergerningen, skrev med noget vexlende Produktivitet Musik i mange forsk. Genrer: Symfon., Ouverturer, Suiter o. a. Orkestermusik, adskillig Kammermusik, talr. Sange og Klaverstykker (ogsaa som Øvelsesstykker for Børn, »Billedbogen« etc.), der vandt vid Udbredelse ogsaa udenfor Danmark, endelig talr. Kompositioner for Scenen, navnl. Musik til Drachmanns »Vølund Smed«, Carl Ewalds »Canta« og Balletten »Den lille Havfrue«. — En Slægtning Ro-

bert H., 1858 —1914, var Violoncelspiller, mangeaarig Musikanmelder i Kbhvn. og Komponist af nogen Orkester- og Cellomusik, Klaverstykker og Sange.

Henschel, Georg, f. 1850, tysk Sanger, Elev af Leipzigs Konservat. og i Komposition af Kiel; har levet i Amerika (Leder af Bostons Symfonikoncerter) og fra 1885 i England, hvor han har nydt megen Anseelse som Koncertsanger (Baryton), Sanglærer ved Royal College og Orkesterdirigent og 1914 blev adlet; har komponeret Korsager og Kammermusik, forfattet Memoirer etc.; hans Hustru Lillian" H., 1860 — 1901, var en skattet Koncertsangerinde (Sopran).

Hensel, Fanny, 1805—47, tysk Pianistinde, Felix Mendelssohns højt begavede Søster, Komponistinde (af Klaverstykker, Sange m. m.), gift med Maleren H.; hendes pludselige Død gjorde et dybt Indtryk paa Broderen, der stod hende meget nær, og var vistnok medvirkende til hans egen snart følgende Bortgang.

Henselt, Adolph. 1814—89, tysk Klaverspiller, Elev af Hummel; ypperlig Koncertpianist, der allerede 1838 slog sig ned i Petersborg, hvor han fik en fremskudt Stilling som Virtuos og Lærer; han har komponeret en Klaverkoncert, Koncert-Etuder og en Del Klaverstykker i brillant Stil; udg. endvidere Webers Klaverværker.

Herbart, Johann Friedrich, 1776 — 1841, tysk Filosof, Prof. i Gôttingen, var stærkt musikinteresseret, dygtig Klaverspiller og Amatørkomponist; hans Beskæftigelse med musikæstetiske Problemer fik ikke mindst Betydning ved den Udvikling og Popularisering, der blev dem til Del i Ed. Hanslicks (s. d.): »Vom Musikalisch-Schonen«. (Litt: R. Zimmermann: »ÛberdenEinflussder Tonlehre auf H.s Philosophie;, 1873, og G. Bagier: »H. und die Musik«, 1912).

Herbeck, Johann, 1831—77, østr. Musiker, blev tidlig Sangforenings- og Koncertdirigent i Wien, 1869 Kapelmester ved Hofoperaen og Aaret efter Direktør derfor, en Plads han dog atter maatte vige p. Gr. af forsk. Modstand; i sine sidste Aar var han atter Koncertdirigent; fremragende Orkesterleder, og højt fortjent af Wiens Musikliv ; skrev nogen Orkester- og Kammermusik, men særl. Udbredelse vandt hans Kor og Mandskvartetter. (Litt.: Ludw. Herbeck, H.s Søn).

Herder, Johann Gottfried, 1744 — 1803, berømt tysk Digter og Tænker, har i sine æstetiske Betragtninger ogsaa beskæftiget sig med Musiken særl. i Skriftet »Kalligone«, 1800, og er desuden den, der først fremdrog Folkevisen og dens kunstneriske Betydning, og fik saaledes stor Indfh'delse paa sin og den efterfølgende Tids Musikopfattelse og -dyrken. (Litt.: Hans Giinlher: »J. G. H.s Stellung zur Musik«, 1903).

Hermann, Hans, f. 1870, tysk Komponist, var Orkestermusiker (Kontrabas) og Konservatorielærer, lever i Dresden som Komponist ; skrev navnl. Sange, af hvilke atter Ballader og Sange i folkelig Tone har vundet megen Udbredelse, iøvrig Symfon., Kammermusik, et Par Sangspil, Klaverstykker m.m.

Hernando, Rafael José Maria, 1822 — ?, sp. Komponist, uddannet ved Konservat. i Madrid og Paris; skrev en

L. J. F. Herold

Række Zarzuelas (Operetter), der gjorde ham til en af sit Lands populæreste Komponister; desuden kirkelige Vokalværker; var Sekretær og Teorilærer ved Madrids Konservat.

Hérold, Louis Joseph Ferdinand, 1791—1833. fr. Komponist, Søn afansetelsassisk Pianist, Elev i Paris' Konservat. af Méhul, belønnet med Prix de Rome, debut, i Napoli som Operakomponist og fik senere en Række Opéra -comiques frem i Paris, men uden Held; efter nogle Aars Tavshed, hvor han var Repetitør ved den ital. Opera og beskæftiget med mindre Arbejder (særl. Romancer), slog han endelig efter endnu et Par forgæves Forsøg igennem med Marie og navnlig med Zampa, 1831, der hurtig gjorde hans Navn kendt langt ud over Frankrig (Kbhvn. 1832), samtidig med at hans Værk blev en af de mest populære opéra-comiques; lignende stort Held havde H. næste Aar med sin anden mest kendte Opera Le pré aux clercs; H.s Helbred var imidlertid svagt, og han naaede ikke selv at fuldføre en flg. Opera Ludovic, hvilket Halevy paa-tog sig. — H. er noget paavirket af Weber (forøvrig tidligere navnlig af Rossini), og over * Zampa« hviler et vist romantisk Skær; han havde en følsom Melodi, dramat. Sans og udpræget Orkestrationsævne. (Litt.: Jou-vin og Pougin).

Herold, Vilhelm, f. 1865, dsk. Sanger, var opr. Kommunelærer i Kbhvn., men studerede Sang hos Skuespiller Jerndor/f og hos L. Rosenfeld, debut. paa det kgl. Teater som Faust 1893; Studierne fortsattes hos Devillier, senere hos Sbriglia, og H. vandt hurtig en Førsteplads ved Kbhvn.s Opera ved sine sjældent smukke Stemmemidier

Vilhelm Herold.

(Tenor), sin betydelige tekniske Formaaen og livfulde dramat. Fremstil-lingsævne (Vifandaka, José, Turiddu, Aladdin, Lohengrin, Walther, Radames, Pedro (i »Dalen«) etc.). Med disse Roller fejrede H. ogsaa Triumfer paa fremmede Scener (i Tyskland. London, Prag, Sthlm.. Kria. etc.). Efter en tidligere kort Fratræden, under hvilken H. ledede Opera-foretagendet paa Dagmarteatret, forlod han endelig det kgl. Teater 1915 ; op-traadte derefter endnu mest som Romancesanger, men var efterhaanden gaaet helt over til Lærervirksomhed (ved Siden af hvilken han med Held har dyrket Billedhuggerkunsten), indtil han 1922—24 kaldtes til Operadirektør ved det kgl. Teater.

Herrmann, Georg, f. 1871,tysk Sangpædagog. Elev af Iffert, Torsleff o. fl., Koncertsanger og Lærer, skrev under Pseudonymet Arnim flere opsigtvækkende Skrifter vedrørende Sangundervisning (iDie Lehrsätze der automatischen Stimmbildung«, »Stimmkrise und Stimmheilung«, »Gesammelte Aufsätze über Stimmbildung« m. m.). H.s Princip, det saakaldte ^Stauprincip«, har fundet Tilslutning hos Sangere som Algot Lange. L. Wällner o. a.

Hervé (egl. Ronger), Florimond, 1825 —92, fr. Komponist, opr. Organist ved forsk. Kirker i Paris, siden Kapelmester ved Smaateatre, Palais royal og det af ham selv benævnte Folies concertantes (senere Folies dramatiques); for disse Scener skrev han Operetter i en Genre, som snart efter optoges af Offenbach, burleske, satiriske cg frivole Smaaarbejder, hvortil H. ofte selv forf. Texten; han er kaldet »den franske Farces Fader«, men hans Talent strakte sig ikke stort ud over de pikante, muntre iørefaldende Viser; Offenbachs Operetter satte ham derfor i Skygge; mest bekendte og udbredte blev L'oeil crevé, Le petit Faust, La veuve du Malabar, Fla-Fla og fremfor alle Mile Nitouche, 1883. 1 sine senere Aar foretog H. Koncertrejser i Frankrig, Ægypten o. a. Steder og ledede i Londons Covent Garden Koncerter à ta Strauss.

Herz, Henri, 1803—S 8. østr. Klaverspiller, Elev af Hunten og Moscheles, som virtuos Pianist fejret paa Koncertrejser i Europa og Amerika; grundede i Paris, hvor han mest levede, en Pianofortefabrik, der efter en mislykket Start siden fik et udmærket Navn; skrev en Række i sin Tid meget populære Klaverværker, nærmest i Salonstil eller med Vægten lagt paa det virtuose; ved Siden deraf værdifulde Etuder. Pianoskole m. m.

Herzog, Emilie, f. 1860, schw. Sangerinde, udmærket Koloratur- og Su-brettesangerinde, en lang Aarrække blandt Berlins førsteOperakræfter(særl. i Mozarts Operaer), ogsaa fejret Koncertsangerinde og Lærerinde ved > Hochschule«; gift med Kritikeren og Mu-sikforf. Welti.

Herzogenberg, Heinrich v., 1843 — 1 900, østr Komp..uddannet ved Konser-vat.i Wien, 1885 Prof. ved »Hochschule« i Berlin efter Kiel og som højtanset Musiker 1889 Chef for den saakaldte »Meisterschule«; H. var en udmærket Kontrapunktiker, og hans senere Værker i kirkelig Stil, Requiem, Salmer, Messer og Oratorier ('Die Geburt Christi«, »Die Passion«) sættes højest; skrev iøvrig Symfon., Kammermusik, Kor-værker a cappella og med Orkester. Klaverstykker for 2 og 4 Hænder, Solosange m. m. H.s Hustru, Elisabeth v. H., 1847—92, var en betydelig Pianistinde. (Litt.: W. Altmann og Kaibeck: »Johs. Brahms im Briefwechsel mit H. u. Elisab. v. H.t).

Heseltine, Philip, f. 1894, eng. Komponist og Musikforf., har særlig komponeret Sange, udg. gammel-eng. Melodier og forf. Bøgerne: »F. Delius«. og The English Agre.

Hess, Ludwig, f. 1877, tysk Sanger og Komponist, uddannet i Berlin og i Milano, betydelig Oratorie- og »Lied«-Sanger (Tenor), har paa Koncerter i Europa og Amerika foredraget især moderne tyske Komponisters Sange; siden Dirigent, Lærer og Komponist i Königsberg og nu i Berlin; skrev et Sangspil, Operaen »Das Hausgespenst« (1924), Symfon., Kammermusik og navnlig flere Korværker.

Hesse, Adolph Friedrich, 1808 — 63, tysk Orgelvirtuos, Organist i Breslau, optraadte i Paris, London o. a. St.; har naval, skrevet en Række Orgelkompositioner.

Hesse, Ernst Christian. 1676—1762, nævnes som en af Tysklands betydeligste Gambevirtuoser.

Hesse, Max, 1858—1907, tysk Musikforlægger, grundede et anset Musikforlag i Leipzig, der senere flyttedes til Berlin, er bl. a. Udg. af Riemanns Skrifter, derunder det bekendte »Musik-Lexikon«, samt af de meget benyttede 3Max H.s Musik-Kalendere« (hidtil 45 Aarg.).

Hessen, Alexander Friedrich, Landgreve af, f. 1863 (i Kbhvn.), uddannede sig fra ung med Iver i Musik i Tyskland (hos Draeseke m. fl.) og i Paris (hos Fauré) og har vundet Navn som Komponist af Kammermusik, Sangværker, ? Grosse Messe« m. m.

Hesz, Willy, f. 1859, tysk Violinspiller, Elev bl. a. af Joachim, foretog Koncertrejser og var knyttet som Or-kesterprimarius til de store Koncert-institutioner i Köln, London og Boston, fra 1910 til »Hochschule« i Berlin; fremragende Pædagog og anset Kam-mermusikspiller.

Hetsch, Gustav, f. 1867, dsk. Musikforf., studerede Musik under O. Malling og i Tyskland og Frankrig; gik tidlig over til Pressen, blev »Nationaltidendens Musikanmelder, ydede Bidrag til Ugeskrifter og Fagblade og Korrespondancer til Udlandet; skrev Haydns og Beethovens kortfattede Biografler, forsk, mindre Skrifter vedrørende Wagner og hans Værker samt det kgl. dan-ske Musikkonservatoriums Historie til Jubilæumsaaret 1917.

Heuberger, Richard, 1850—1914, østr. Komponist og Musikforf, Kritiker, Konservatorielærer og Korforenings-dirigent i Wien; skrev navnl. flere Operaer, Operetter og Balletter, men ogsaa Symfon., Kantater m. m.; forfattede en Schubert-Biografi (i »Berühmte Musikers) og udg. »Musikalische Skizzen«, 'Im Foyer«, »Musikbuch aus Österreich« m. m.

Heugel, Jacques Leopold, 1815—83, fr. Musikforlægger, grundede det ansete Pariser-Musikforlag »H. et fils«; var bl. a. Udgiver af Musikbladet Le Ménestrel,

Heuss, Alfred, f. 1877, tysk Musikforf, Elev af H. Kretzschmar, anset Musikkritiker og Musikhistoriker i Leipzig, Redaktør af »Zeitschrift für Musik«; skrev talr. større og mindre Afhandlinger vedrør. Musikæstetik og Musikhistorie, Analyser af klassiske Musikværker i »Kleine Konzertführer«, »J. S. Bachs Matthäuspassion« m. m. til de store Bachfester; udg. ældre Musik og komponerede en Del Vokalværker.

Hexachord kaldtes den 6-tonige Skala, som Guido fra Arezzos Elever tog til Udgangspunkt ved deres Opbygning af Solmisationssystemet (s. d.), ligesom Grækerne ved Opstillingen af det antike Toneartsystem gjorde Brug af en 4-tonig Skala: Tetrachordet; (se Grækenlands Musik i Oldtiden).

Hexen, Opera af Aug. Enna, Kbhvn. 1892.

Hey, Julius, 1832 — 1909, tysk Sangpædagog, Elev af Fr. Lachner, sluttede sig nær til R. Wagner og dennes Planer om en national tysk Sangskole med Henblik paa Wagners Dramaer, kaldtes til München af Ludwig II og uddannede her — senere i Berlin — talr. kendte Wagner-Sangere (af selve Sangskolen blev der intet); skrev »Deutscher Gesangsunterricht«, 4 Bd., og »R. Wagner als Vortragsmeister«, foruden en Del Sangkompositioner. — Hans Søn Hans Ebwin H., f. 1877. studerede ved Münchens »Akademie der Tonkunst«,blev Sanger og optraadte paa tyske Operascener samt i England. Holland, Belgien og Rusland; var siden Sanglærer i Berlin og fra 1919 i Kbhvn.; udg. Faderens »Deutscher Gesangschule« (i populær Form som »Der kleine Hey«) samt Vaccai: Metodo pra-tico: gift med Birgitt Engell (s. d.).

Heyerdahl, Anders, 1832-1918. nsk. Komponist og Violinist. Udmærket Optegner af norske Danse, udg, et Hefte »Slaatter« og overlod Lindeman sine Samlinger. Skrev to Strygekvartetter, Pianokvintet, »Huldreeventyr« og symfon. Ouverture.

Hildach, Eugen, f. 1849, tysk Sanger, foretog Koncertrejser med sin Hustru Anna, f Schubert, f. 1852, ved hvilke deres Duetsang vandt megen Yndest; de gæstede ofte Skandinavien, hvor de en Tid var meget populære. H., der var Sanglærer i Dresden og Frankfurt, skrev en Del Sange og Duetter i folkelig Stil.

Hildebrand, Frants, 1842—98, dsk. Violinist. Elev af V. Tofte, kom 1868 til Petersborg som Medlem af det kejserlige Kapel og vandt megen Anseelse særlig for sin Udførelse af Kammermusik, for hvilken han stiftede en Forening sammen med Broderen — Richard H., f. 1848, Violoncellist, der tillige var Konservatorielærer i Petersborg, indtil han 1901 vendte tilbage til Kbhvn., hvor han har virket som Lærer.

Hilf, Arno, 1858—1909, tysk Violinist, særl. kendt som Pædagog, Koncertmester i Gewandhaus og Violinprof, ved Leipzigs Konservat.

Hille, Gina, f. Sandberg, f. 1840, gift 1877 med Biskop AmaldusH., fremragende nsk. Sangpædagog, uddannet i Köln og Paris. En Række norske Sangerinder har studeret hos hende.

Hillebrandt, Niels Peter, 1815— 85, dsk. Musiker, Lærer, Sangforenings-dirigent og Organist i Kbhvn., skrev en Del Sange, der ved deres lette Me-lodiøsitet og folkelige Holdning vandt megen Udbredelse (særl. kendt »Tak

Ferdinand Hiller.

for din Daad« og Drachmanns »De sønderjyske Piger«)._

Hillemacher, Brødrene, fr. Komponister, Paul, f. 1852. og Lucien, 1860 —1909, arbejdede i Forening som Komponister særl. af sceniske Værker, hvoraf flere blev opførte ogsaa udenfor Frankrig; iøvrig nogen Orkestermusik samt talr. Sange og Klaverstykker.

Hiller, Ferdinand, 1811 — 85, tysk Komponist, Elev af Hammel, levede en Række Ungdomsaar i Paris i nær Forbindelse med Mænd som Chopin, Rossini, Berlioz, Liszt, senere i Italien; fik i Leipzig (Gewandhaus) Oratoriet »Die Zerstörung Jerusalems« opført og afløste en Sæson sin Ven Mendelssohn som Dirigent: sin egentlige Virksomhed fik han i Köln som Konservatoriedirektør, Leder af Gürzen-ich og flere Korforenings Koncerter og ikke mindst som mangeaarig Dirigent ved de Rhinske Musikfester, i hvilken Egenskab han havde Betydning baade for tysk og fremmed samtidig og ældre Musik (ogsaa A^T. W. Gades Værker fandt en Fortolker i H.); H.s talr. formfuldendte og velklingende, men ikke meget originale Kompositioner, omfatter Kantater. Oratorier og anden kirkelig Vokalmusik, et Par Operaer, Orkestermusik og navnl. Kammermusik samt elegante Klaverstykker og yndede Sange (Duetter); endelig var H. en livfuld Skribent: i »Aus dem Tonleben uns-rer Zeit«, 1868—71, »Musikalisches und Persönliches«. »Künstlerleben«, »Erin-nerungsblätter«, »L. v. Beethoven«, »F. Mendelssohns Briefe und Erinnerungen«, findes adskilligt til Belysning af og Oplysning om hin Tids Musikforhold: H.s Øvelser i Harmoni og Kontrapunkt udkom i mange Opl.

Hiller, Johann Adam. 1728—1804,

tysk Musiker, uddannet i Dresdens Kreuzschule under Homilius, arbejdede sig frem under vanskelige og beskedne Kaar; tog Ophold i Leipzig, hvor han genoprettede og ledede (til 1785) de i Syvaarskrigen ødelagte Abonnements-koncerter (»Liebhaberkonzerte«, Concerts spirituels), der 1781 blev Grundlaget for »Gevvandhauskoncerterne«. Fire Aar senere overdroges ham det hæderfulde Thomasskole-Kantorat. H.s Hovedværk var imidlertid hans Sangspil, der lagde Grunden til denne Genre i Tyskland, de smukke naturlige og naive Viser deri blev Folkeeje (»Der Teufel ist jlos«, »Lottchen Jam Hofe«, »Die Liebe auf dem Lande«, > Der Dorfbarbier«, »Die Jagd«); ogsaa flere Samlinger Sange og Viser (bl.a.for) Børn fremkom fra hans Haand, men hans mest kendte og yndede findes dog i Sangspillene. Endvidere skrev H. adskillig Kirkemusik, udg. en Koralbog og var desuden en virksom Musikforf., grundede »den ældste egentlige Musik-tidende« : »Wöchentliche Nachrichten etc.« 1766, udg. »Lebensbeschreibungen berühmter Musikgelehrten und Tonkünstler« og flere pædagogiske Skrifter; hans Selvbiografi er udg. paany af A. Einstein. (Litt.: Seyfert, Peiser. Stierlin, Friedländer: »Das deutsche Lied«).

Hilmer, Frederik. 1845—1901, dsk. Violinist, Elev af Chr. Schiørring. senere af Joachim og Massart; betydelig som Tekniker og livfuld i Foredraget blev han en yndet Koncertspiller og steg i det kgl. Kapel til Koncertmester, 1895; særl. fortjenstfuld var han som Kammermusikspiller, Primarius i »Neruda-Kvartetten« ; foretog enkelte Koncertrejser til Udlandet.

Himmel, Friedrich Heinrich, 1765 —1814. tysk Komponist, fik som ung et Par Operaer opført i Italien, hvor han søgte Uddannelse; blev Hofkapelmester i Berlin og en meget populær Opera-Sangspil-)Komponist ; hans be-kendteste Værk er »Fanchon«, 1804, men ogsaa hans Sange i let, sentimental Folketone var en Tid lang meget yndede og udbredte (»An Alexis« etc.); iøvrig skrev han en Del Kirke- og Kammermusik. (Litt. : /. E. F. Arnold og Odendahl).

Hindemith, Paul, f. 1895, tysk Komponist, Elev af Konservat. i Frankfurt a. M., siden 1915 Første-Violinist i Operaorkesteret s. st., helligede sig tidlig Komponistgerningen og blev en af de meget fremtrædende i de yngste (modernistiske) tyske Komponisters Kreds; har skrevet en Del Kammermusik, et Par Sangcykler, nogle 1 Akts Operaer (i humoristisk eller parodisk Genre).

Hindsberg, Harald, 1846—1921, dsk. Pianofortefabrikant, var uddannet som Violinist og Koncertmester i B. Dahls Orkester, da han 1878 overtog en af Ludv. Wulff (og A. Rée) grundlagt Klaverfabrik, hvis Instrumenter han betydelig forbedrede, ligesom Forretningen udvidedes stærkt under H. (bekendt blev hans saakaldte Pianinoer »med Flygeltoner«), saaledes at den kom i første Række af de københavnske Pianofirmaer; efter hans Død ledes Forretningen af Sønnen Emil H., f. 1882.

Hipkins, Alfred James, 1826 — 1903, eng. Musikforf, var Medindehaver af Broadway and Sons og en anset Kender af gi. Instrumenter; foruden Artikler herom i Groves Lexikon skrev han Katalog over Loan Samling af Instr. i Albert Hall i London, 1885, endvidere Musical Instruments, Historie, Rare and Unique, A Description and His tory of the Pianoforte m. m.

Hirsch, sv. Musikhandel og-Forlag, grundet af Abraham Hirsch, 1815— 1900. der ledede Forretningen til 1874 for Musikhandelens, til 1884 for Forlagets Vedkommende, det sidste overtoges af Sønnen Otto H. ; Forlaget har udg. talr. sv. Musikeres Arbejder, saaledes Hallström, Josephson. Otto Lindblad og Gunnar Wennerberg (»Glun-tarne«) m. fl. — Forretningen omfatter Bibliotek og Instrumenthandel.

Hjellemo, Ole. f. 1873, nsk. Komponist og Militærmusiker, Elev af Gudbr. Bøhn, Ole Olsen, I. Holter, Lærer ved Musikkonservat. i Kria. Skrev Symfon., Orkestersuite. Udg. »Springdanse fra Gudbrandsdalen«.

Hjorth, Emil & Sønner, et 1789 af Andreas Hjorth grundlagt dsk. Violinbyggerfirma, overtoges 1865 af Grundlæggerens Barnebarn Emil H., 1840— 1920, der efter Studierejser i Udlandet meget udvidede og forbedrede Forretningen, der foruden at bygge Modeller nærmest af Stradivarius- og Guarnerzus-Typerne ogsaa handlede med originale gi. Instrumenter; 1906 udtraadte han af Firmaet, der nu ledes af Otto H.. f. 1877, og Knud H., f. 1880.

Hobo (fr. Hautbois), se Obo.

Hoff, Erik, 1830—94, nsk. Organist og Sanglærer. Skrev Børnesange (bl. a. »Vi ere en Nation vi med;), Mandskor, Orgelværker. Udg. 1878 en Melodibog til samtlige autoriserede Salmebøger samt til »Salmebog for den norsk-evangelisk-lutherske Kirke i Amerika«. Den er i Norge gaaet af Brug, men benyttes meget i Amerika.

Hoff, Sigurd, f. 1889, nsk. lyrisk Tenor, Elev af Lindemans Konservat., Kria., af Fru Bergliot Ibsen, Fru Lulle Haanshus, Kria., m. fl. Debutkoncert 1916, ansat ved Opera Comique, Kria. 1918—20. Har siden 1920 med stort Held medvirket ved en Mængde Ora-torieopførelser.

Hoffmann, Ernst Theodor Amadeus, 1776—1822, den berømte tyske romantiske Digter, var alsidig begavet og paa sit omflakkende Liv en Tid lang mest beskæftiget med Musik som Lærer og som Teaterkapelmester i Bamberg, siden i Dresden og Leipzig; som Komponist var han en Art Forløber for den romantiske Opera, særl. med Operaen »Undine«, 1816; iøvrigt skrev han en Del anden Teatermusik og nogle Klaverkoncerter; som fortrinlig Musikforf. var han en af de første, der slog til Lyd for Beethoven og overhovedet for den absolute Musik. men ogsaa Gluck og Mozart havde en for-staaende Beundrer i H., til hvem Schumann sluttede sig som Musikforf. : i H.s fantastiske Romaner og Novel-

ler spiller Musiken en stor Rolle, og de paavirkede derfor i ikke ringe Grad samtidige cg nærmestflg. Komponister; Schumanns »Kreisleriana« er direkte baseret paa H.s Digtning (»Kater Murr« m. m.). H.s musiklitterære Skrifter er fl. G.'udg.. senest af Istel, 1907.

Hoffmann, Karel, f. 1872, czekisk Violinist, Elev af Prags Konser-vat.. grundede den fortræffelige »Bøhmiske Kvartet« (s. d.) og er endnu dennes Primarius: fra 1922 har han været Violinprofessor ved Prags Konservat.; en fremragende Violinspiller,

saavel hvad Teknik som Foredrag angaar.

Hoffmanns Æventyr, Opera af J. Offenbach. Paris 1881. Kbhvn. 1897.

Hoffmeister, Franz Anton, 1754— 1812. tysk .Musikforlægger og Komponist, grundede 1800 i Leipzig et Bureau de musique, der hl. a. forlagde Beethovenske Værker, til hvilken Mester H. stod i Venskabsforhold; Forlaget gik senere over til det bekendte Peterske; H. var derefter Kirkekapelmester i Wien og skrev en Mængde Kammermusik, Operaer, Sy m fon. fløjte-og Klavermusik.

Hofhaimer, Paulus. 1459 —1537, østr. Musiker, død som Domorganist i Salzburg, skattet af Tiden som en af de ypperste Orgelspillere, betydelig ogsaa som Lærer; som Komponist af flerstem. Sange og anden Vokalmusik sættes han næppe mindre højt, men kun faa Værker af H. er opbevarede.

Hofmann, Heinrich, 1842—1902, tysk Komponist, levede i Berlin og vandt Navn særk ved sin »Frithjof-Symfon.« og sin firhændige Klavermusik : skrev iøvrig en Række Korværker, Koncertstykker, Kammermusik m. m. samt nogle Operaer.

Hofmann, Josef, f. 1876, polsk Klaverspiller, Elev af sin Fader (Pianist og Dirigent) og optraadte som »Vidunderbarn« bl. a. i Skandinavien og 1887 i Amerika; han studerede senere under Moszkowsky og A. Rubinstein, fortsatte sine Koncertturnéer med Held som voxen og var navnl.populær i Amerika; er ogsaa Komponist saavel af Orkesterværker (Symfon.) som Klaverstykker samt Forf. af et Par Bøger om Klaverspil (Piano Questions. Piano Playing).

Hofmann, Richard, 1844—1918, tysk Musiker, var opr. Orkestermusiker (Violinist), siden Dirigent og Konservatorie-lærer i Instrumentation, i hvilken Henseende han har skrevet fortjenstfulde og meget benyttede Lærebøger: »Katechis-mus der Musikinstrumente« (talr. Opl.), »Praktische Instrumentalionslehre« (ligeledes ofte opl. og overs, paa eng.).

Hofmeister, Friedrich, 1782—1864, tysk Musikforlægger, grundede 1807 det store og ansete Leipzig-Forlag, der bærer hans Navn. — Hans Søn, Adolf H., d. 1870, fortsatte Forlaget og udg. den fortjenstfulde »Handbuch der mu-sikalischen Lileratur*.

Hohenemser, Richard, f. 1870, studerede Musikhistor. under Spitta. Bel-lermann og Fleischer; lever i Frankfurt a. M.; skrev »Luigi Cherubini* samt en Række mindre histor. og æstetiske Arbejder (vedrørende Brahms, Schumann, Beethoven m. m.).

Hoketus (Hoquetus, Ochetus), af fr. hoquet d: Hulken, kaldes en Manér, der jævnlig findes anvendt i Sangkompositioner fra 12 —13. Aarh. og bestod i, at to el. tre Stemmer i en flerstem. Sats skiftedes til med kort Tids Mellemrum at afbryde Melodien ved Indskydningen, af kortvarige Pavser.

Hol, Richard, 1825-1904,holl. Komponist, fra Barn uddannet som Musiker, i en ung Alder Sangforenings-leder, siden Organist, Konservatorie-direktør og navn]. Orkesterdirigent i Haag og Amsterdam, i hvilken Egenskab han nød stor Anseelse ; har skrevet en lang Række Værker i alle Genrer undtagen Opera, der ogsaa fandt Vej udenfor hans Fødeland, samt forf. Musikkritik og et Skrift om Sweelinck.

Holbrooke, Joseph, f. 1878, eng. Komponist, har skrevet en Række sym-fon. Digtninge, Variationer for Orkester, Korværker og nogle Operaer; hans Instrumentationskunst fremhæves særk, men hans Værker synes iøvrig at være af noget ulige Værd.

Hollaender, Alexis, 1840—1924, Klaverspiller og Sangforeningsdirigent i Berlin, blev navnl. bekendt ved en Række musikæstetiske og-pædagogiske (til Dels polemiske) Artikler i Fagskrifter; udg. Korøvelser m. m.

Hollaender, Gustav. 1855 —1915, tysk Violinspiller.Elev af Joachim, Medlem af Operakapellet i Berlin, senere i Köln som Konservatorielærer og endelig Direktør for Sterns Konservat. i Berlin; fremragende Violinist, særk Kammermusik-spiller; foretog talr. Koneertrejser og komponerede en Række Værker for Violin (Koncerter, Sonate m. m.).

Hollmann, Joseph, f. 1852, hollandsk Cellist, Elev af Servais, udmærket Kunstner paa sit Instrument.

Holm, Emil, f. 1867, dsk. Sanger, Elev af Bielefeldt og Arlberg, en kort Tid ansat ved det kgl. Teater i Kbhvn., senere ved forskellige tyske Operascener, længst i Stuttgart fra 1901 som markant Bassanger; under Verdenskrigen atter i Kbhvn. som Lærer og Koncertsanger. Arrangør af Folkekoncerter m. m.

Holm, Ludvig, f. 1858, dsk. Musiker, Søn af Bratschist i det kgl. Kapel, Wilhelm H., 1820—86, der bl. a. var Komponist af Balletmusik (»Livjægerne paa Amager« m. m.), uddannet af Tofte og A. Svendsen, var Koncertmester i kgl. Kapel 1899—1917; kendt som Kammermusikspiller; efter A. Gade blev han Lærer i Musikkonservat. i Kbhvn.; har skrevet Kammermusik, Violinkoncert, Klaverstykker og Sange.

Holmes, eng. Violinspillere. Alfred H.. 1837—76 og Broderen Henry H., 1839 —1905. Elever af deres Fader, gjorde sig først kendte i London og foretog derpaa omfattende Koncertrejser med Ophold i Sverige og i Kbhvn. (1860;; Alfred levede senere i Paris, hvorfra han fortsatte Kunstrejserne, men forøvrig optraadte som Komponist (Symfon. med forklarende Titler, Ouverturer etc.); Henry vendte tilbage til London og var en Tid Lærer ved Royal College o f Music: ogsaa han skrev Symfon.. Violinkoncert, Kammermusik og udg. ældre Violinmusik.

Holmes, Augusta, 1847 — 1903, fr. Komponistinde, Elev af C. Franck, blev kendt gennem en Række Symfon.,symfon. Digtninge, en Opera, Kantater (særl. Palrie ved Verdensudstillingen i Paris 1889"), men skrev ogsaa mindre — navnl. vokale — Arbejder.

Holmsen, Borghild, f. 1865, nsk. Komponist, Elev af Jadassohn, Reine-cke, Albert Becker. Debut, med egne Kompositioner Kria. 1890. Skrev Pianostykker. Violinsonate, Sange. En Aar-række Lærer ved Musik-Akademiet i Bergen. Musikkritiker i »Arbeidet« sst. Frk. H. har udført et stort Arbejde med Ordningen af Bergens Musikbibliotek.

Holst, Gustav Theodore, f. 1874, eng. Komponist (af sv. Slægt), Elev opr. af sin Fader, der var Organist, siden bl. a. af Stanford (ved Royal College of Music)-. en Tid lang var han Orkestermusiker (Basunist), siden Musiklærer, fra 1919 ved nævnte College. Han nyder Ry som en af de mest fremstaaende moderne eng. Komponister, og flere af hans Værker er opført udenfor hans Hjemland, i Kbhvn. saaledes Orkestersuiten The Planets. H. tilhorer den modernistiske Retning, navnlig hvad de orkestrale Virkninger angaar; hans Værker er, foruden de symfon.. Korværker som Rig-Veda-Hymner. Hymn of Jesus, Ode to Death, Operaerne Savitri og The Per-fect Fool, Orkestersuiter, Sange m. m.

Holst, Oscar, f. 1892, nsk. Violinist, Elev af Haaland og Arvesen, Kria., Flesch, Berlin. Debut. 1914.

Holstein, Franz v., 1826—78, tysk Komponist, opr. Militær, men tidlig musikalsk virksom, siden Elev af Hauptmann: legemlig svag, men økonomisk uafhængig foretog han hyppige længere Studierejser fra sit faste Hjemsted Leipzig; en poetisk, men ikke kraftig Musikbegavelse; skrev til egen Text flere Operaer og Sangkompositioner, iøvrig Korsange, Klaverstykker og nogen Orkestermusik; g. m. Hedewig H., f. Salomon, Forf. af det m. H. t. Leipzigs Musikliv (Gade) interessante Memoireværk ^Eine Glückliche«.

Holter, Iver, f. 1850, nsk. Komponist og Kapelmester. Studerede først Medicin, gik senere over til Musiken, blev Elev af Svendsen, Fr. Ursin og Leipzigs Konservat. Debut, som Komponist 1882. Ledede »Harmonient i Bergen 1882—86. Musikforeningen i Kria. 1886—1911, Haandværkersang-foreningen i Kria. 1890—1905, Handelsstandens Sangforening 1905—19. stiftede 1897 »Hollers Kor«, som han ledede til 1920. H. har som Dirigent deltaget i en Række Mandssangsstæv-ner fra 1883, da han førte Bergens-sangerne, til han i 191-1 var Hoveddirigent ved Landssangerfesten i Kria. Han har med de store Kria.-Foreninger gjort flere Udenlandsfærder (Sthlm.. Kbhvn., Berlin. Hamburg, Rouen, Göteborg). Med sHolters Kor« har han fremført en Mængde kirkelige Hovedværker, saaledes sMatthæuspassionen« (hver Langfredag de senere Aar). Ikke mindre betydningsfuld er H.s Indsats i Instrumentalmusiken. Kria. Bys Orkester stiftedes paa hans Initiativ 1890. I Musikforeningen fremførte han en

Mængde Orkesterværker, som var ukendte for norskPublikum. Af H.s talrige Kompositioner kan nævnes Symfoni F-dur, Violinkoncert "Götz von Berlichingen«, Violinromance, Strygekvartet i G-dur, flere Kantater for Kor og Orkester, en Række Mandskor. H. udg. 1900—06 »Nordisk Musikrevue«, og saa-vel her som i Lexika og Dagblade har han leveret værdifulde musikhistoriske Opsæt. Han er tillige en af Norges mest skattede Lærere i Komposition.

Holzbauer, Ignaz, 1711 — 83, tysk Komponist, studerede i Italien, hvorhen han ogsaa siden rejste for at fremføre sine Operaer; blev Kapelmester først i Stuttgart, siden i Mannheim, dengang en anset Musikby med et udmærket Orkester, for hvilket H. skrev en Mængde Symfon., Koncerter (foruden Messer. Motetter, Kammermusik etc.) : mest kendt er han dog som Operakomponist, skrev flere italienske Operaer i Tidens Stil og som 66-aarig den tyske Opera »Gunther v, Schwarzburg«, værdsat af Mozart og af histor. Interesse, nyudg. af Krelzschmar.

Homeyer, Paul. 1853—1908. tysk Orgelspiller, Lærer ved Leipzigs Kon-servat.. foretog som fremragende Orgelvirtuos vidtstrakte Kunstrejser og udg. en fortrinlig Orgelskole samt Bachs og og andres Orgelkompositioner.

Homilius, Gottfried August, 1714 — 85, tysk Komponist, Elev af J. S. Bach, Organist og Kirke-Musikdirektør i Dresden, en af Samtiden meget skattet Kirkekomponist (Juleoratorium, Pas-sionsmusik m. m.) og Lærer.

Homofoni havde i det antike Grækenland Betydning af en Sang, hvor flere Stemmer sang i Enklang med hverandre, men anvendes nu som Navn for den Art Flerstemmighed, hvor en Hovedstemme dominerer og de øvrige Stemmer træder tilbage for kun at akkompagnere. H.s Modsætning er Polyfonien, hvor samtlige Stemmer hver gennemfører sin Melodi og derved strengt taget alle faar Karakter af Hovedstemmer. Man har betegnet den homofone Sats som den lodrette, fordi Akkom-pagnementsstemmerne hos den gerne forener sig i lodrette Akkordsøjler, hvorimod den polyfone Sats betegnes som vandret, fordi den bestaar i et Væv af lutter vandret løbende Melodi-traade. Indtil ca. 1600 var Polyfonien den eneste klassiske Stilart, men fra hint Tidspunkt at regne udvikledes med Renaissanceideerne, paa Basis af den instrumentalt akkompagnerede Mo-nodi, den H., der tager Teten i den nyere Tids Musik. SePolyfoniogMonodi.

Horer (Home diurnales, lat.) kaldes i den kat. Kirke under ét de 7 daglige Bedetider, der allerede indførtes i 6. Aarh. o: 1) Vigilie (Nattegudstje-nesten) med Laudes matutinae. 2) Gallicinium (Prim), 3 Terts. 4) Sext, 5) Non, 6) Lucernarium (Vesper) og 7) Completorium. De hertil hørende Texter er samlede i Breviaret, s. d.

Honegger, Arthur, f. 1892 i Frankrig af schw. Forældre, Elev af Gédalge og Widor, lever i Paris og indtager en fremskudt Stilling blandt de yderlig moderne fr. Komponister: hans Kompositioner omfatter Orkesterstykker, saaledes saa bisarre Stykker som Fantasien Mouvement sijmphonique Pacific 231, der skildrer et Lokomotiv (d. v. s. ikke Efterligning af dettes Lyde og Larm, men »den fysiske Nydelse af det patetiske ved et Tog, der med 120 km. Fart farer gennem Natten«), endvidere Kammermusik, Korværket Le roi David (1921), The mimed Symphony Horace Victorieux (New York 1922) foruden Sange og Klaverstykker.

Hopkins, Edward Johx, 1818 —1901, eng. Orgelspiller, Organist i London, udmærkel Virtuos og Kender af Orglet: skrev The Organ, its History and Construction (fl. Opl.); udg. ældre Kirkemusik og komponerede selv for Kirken.

Horak, Eduard, 1839 —92 og Adolph, f. 1850. bøhm. Klaverpædagoger, grundede den efter dem kaldte, bekendte Musikskole i Wien: udg. i Forening en »Klavierschule«. 2 Bd.. og selvstændig klaverpædagogiske Værker.

Horn. Baade sin Form og sit Navn har H. faaet, fordi det opr. blev fremstillet af Dyrehorn. Det Toneredskab, der nu betegnes som H., fremstilles derimod af et Messingrør, der er lagt i en el. flere cirkelformige Snoninger og til den ene Ende er forsynet med et dybt tragtformet Mundstykke, til den anden med et stort Schallstykke (Klangstykke). H. foreligger i to Arter o : som Xatur-, Jagt- el. Yald-H. og som Ventil-H. Hos Xatur-H. frembringes de forskellige Toner alene ved Embouchure (Læbestillinger), hos Yentil-H. tages derimod sammen med Embouchuren Hjælp af en Bøjle- og Ventilmekanisme. — I. Vald-H. (Natur- el. Jagt-H.) er af Naturen kun indrettet paa at frembringe Naturtonerne (s. d.). men kan ved Embouchure og Stopning ogsaa udnyttes til Frembringelsen af andre Toner. a. Embouchuren. Tonerne frembringes ved, at Læberne lægges saaledes til Mundstykket, at de kun lader en ganske smal Sprække staa aaben til Passage for den uhyre tynde Luftstrøm, de sender ind i Røret. Læberne sættes ved Blæs-ningen selv i Vibration, saa de udsender Luften stødvis. Ved forstærket Blæsningog ved Stramning af Læberandene kan Tonen drives noget til Vejrs; ved svagere Blæsning og Slappelse el. delvis Aabning af Læberne kan den gøres dybere, b. Stopningen udføres ved at føre Haanden ind i Schallstvkket og derved lukke

Gammelt Valdhorn.

dette mere og mindre til. Ved skiftende Haandstillinger bliver det derved muligt at fremstille en kromatisk Skala gennem hele H.s Toneomfang. Da Stoppetonerne ved deres Klang adskiller sig væsenligt fra de »aabne« Toner, bliver Tonerne i denne Skala imidlertid saa uensartede, at kun en Expert er i Stand til at udjævne Forskellen. Anvendte paa rette Sted er Stoppetonerne ikke des mindre af god og højst karakteristisk Virkning. Med Held anvendes de saaledes af Weber i Ulvesvælgsscenen i »Jæger-bruden«. For at lette Brugen af forsk. Tonearter fremstiller man H. i forskellige Stemninger o: i B C 1) Es E F G As. samt i højt A B og C (sjældnere i Des. Fis og Ges). Rørets Længde staar hos disse Horn selvfølgelig i Forhold til Stemningen, saaledes at f. Ex. C-H.s Rør maaler 4 m 72 cm. F-H.s 3 m 78 cm. det høje B-H.s derimod kun 2 m 72 cm. Ved Paaskydning af en større el. mindre Bøjle kan hvert af disse Horn stemmes en stor el. lille Sekund ned, saaledes at f. Ex. et F-H. henholdsvis kan forvandles til et Es-el. E-H. o.l. 1760 fandt Hampel paa at fremstille Bøjler for alle Tonearter og indrettede dem saaledes, at de kunde anvendes paa eet og samme Instrument. Paa denne Maade kunde man nu nøjes med eet Instrument -f- det behørige Antal Bøjler. Et saadant transponerende H. betegnedes som Inventions-H. II. Transponerende er ogsaa det Ven-til-H.. der 1814 blev opfundet af Stöltzl og nu fuldstændig har fortrængt Nalur-H.. idet det omsider sætter Hornisten i Stand til ved Hjælp af een el. flere Ventiler at udføre en ensartet kromatisk Skala gennem hele Hornets Toneomfang. Ventil-H. er forsynet med 3 Ventiler. Benyttes Nr. 2 af disse, sættes Rørets Stemning en Halvtone ned; benyttes Nr. 1, fordybes denne en Heltone. benyttes Nr. 3, fordybes den l¹,» Tone. Anvendes 3die og 2den Ventil samtidig, og kombineres paa lignende Maade 1ste og 3die el. 1ste, 2den og 3die Ventil, fordvbes Stem-

ningen endyderligere henholdsvis en stor Terts, en ren Kvart og en formindsket Kvint. Trods Ventilernes Indførelse gør man endnu hyppigt Brug af Stoppetonerne, der ogsaa kan udføres paa Ventil-H., idet dette forvandles til et Natur-H., saa snart Ventilerne ikke tages i Brug. Noteret bliver Horn-stemmernealtid i G-Xøglen (kun den dybe Oktavs Toner noteres i Basnøglen) og i C-dur (d. v. s. uden Fortegn". Da man altsaa af Noteringen ikke kan slutte sig til Tonearten, tilkendegives denne ved foran Stemmen henholdsvis at skrive: Corno in F (hvilket betyder, at Noteringens C har Klang af F), Corno in A (hvor Noteringens C har Klang af A) o. 1. De moderne Komponister skriver nu altid for F-Hornet, hvis Omfang naar fra F - c³ (d³ e³ forekommer ogsaa, men sjældent, idet de er vanskelige at udføre). — Kompositioner for H. skrev bl. a. Mozart '4 H.-Koncerter), Richard Strauss (H.-Koncert Op. 11), Schumann (Kvadru-pelkoncert for 4 H. Op. 86). Meget anvendes H. saavel af de ældre som af de moderne Mestre ogsaa i Kammermusik, Ex. Brahms Trio Op. 40, Schumanns Adagio og Allegro for Pianoforte og H. Op. "0. Beethovens Horn-sonate Op. 17 etc.

Hornbostel, Erich v., f. 1877, østr. Musikforf.. studerede Filosofi, senere navnl. Tonepsykologi og blev Assistent ved Stumpfs psykologiske Institut i Berlin, hvor han nu lever: foretog Rejser i Amerika til Studiet af indiansk Musik: skrev (i Fagskrifter) talr. større og mindre Afhandlinger vedrørende exotisk Musik og fonografisk Optagelse af Musik samt om »sammenlignende Musikvidenskab« (s. d.).

Horneman, Christian Frederik Emil,

1840—1906, dsk. Komponist. Son af nedennævnte J. O. E. H., fra Barn af optaget af Musik, blev 1858 Elev af Leipzigs Konservat; oprettede efter at være vendt hjem en Musikhandel, som han til Dels selv forsynede med let afsættelig Klavermusik; stiftede 1865 (med Grieg og G. Mat-thison - Hansen) »Euterpe« særl. til Fremførelse af den da »moderne« Musik: senere foranstaltede H. tillige Soiréer i Casino og grundede med Otto Malling *Koneertforeningen«, hvor han blev Dirigent; hans urolige impulsive Temperament drev ham stadig mod praktisk Virksomhed, og af varig Betydning blev navnl. det af ham 1880 oprettede Musikkonservat., der endog bestod udover hans Død. Ved Siden af alt dette udfoldede H. en anselig Komponistvirksomhed, men med sit noget vanskelige og let bevægelige Sind følte han sig jævnlig skuffet over den Modtagelse, der blev hans Musik til Del, eller ved den Mangel paa Deltagelse, der syntes ham at vises hans Gerning, og sine sidste Aar tilbragte han tilbagetrukket og ofte i deprimeret Sindsstemning. — 1864 havde H. skrevet »Ouverture til Aladdins ; den gjorde ved Opførelsen i Kbhvn. ikke den ventede Lykke, men førtes senere frem i »Gewandhausc i Leipzig med stort Held og blev siden anerkendt som en af de ypperste danske Ouverturer. Med selve Operaen (efler Oehlenschlågers Digtning), der skulde følge Ouverturen, gik det dog langsomt, de praktiske Gøremaal og Uvilje og Mistvivl hæmmede Arbejdet : endelig 1888 blev Operaen dog færdig og opført ved en Jubilæumsfestlighed, men ikke saa vel modtaget som ventet Ved senere Genoptagelse erkendtes det dog, at »Aladdin« maatte regnes blandt de betydeligste danske Operaer. De Krav, den i forsk. Henseender stiller, har dog hindret den i at faa fast Plads paa Repertoiret. Af H.s baade i Art og Indhold noget ujævne, men i det hele om frodig, oprindelig Kom-ponistævne. livligt Temperament, frisk Originalitet vidnende Kompositioner skal endnu nævnes Ouverture héroïque (ogsaa opført i Tyskland), forsk. Teatermusik til Dramaer af H. Drachmann, Karl Gjellerup o. fl., adskillige Kantater. Musik til »Kaianus« ai Paludan-Muller, s Lyrisk Suite« for Kor og Orkester og navnlig en Række Sange og Duetter (bekendt » Valfarten <., Cyklus for Baryton).

Horneman, Johan Ole Emil. 1809 —1870, dsk. Musiker. Søn af Portrætmaleren Chr. H., 1765 —1844. opr. bestemt til Maler, foretrak dog Musiken og tik særl. Kuhlau og ./. P. E. Hartmann til Lærere: blev en søgl Klaverlærer og udg. ->Tolv Capricer for Pianoforte«, der gjorde Lykke (omtaltes bl. a. rosende af Rob. Schumann i hans Leipziger-Tidsskrift). men slog snart ind paa praktisk Virksomhed, blev Musikhandler 1844 og drev sin Forretning betydelig op, i de senere Aar i Forening med Emil Erslev (s. d.); og-saa hans Musikdyrken blev af mere praktisk Art. idet han udgav en Pianoforte-skole og pædagogisk Klavermusik (Etuder, firhd. Stykker, Danse etc.).

Krigsaarene 1848—50 blev imidlertid Anledning til et Opsving i hans Komponistgerning af ejendommelig Art, idet han ofte til folkelige Vers af P. Faber, Recke o. a. skrev en Række træfsikre, jævne, men friske Melodier, der ved Komponistens Sans for Øjeblikkets Stemning og Krav straks blev

J. O. E. Horneman

populære, og blandt hvilke en hel Række endnu er almindelig kendte og sungne. Dette gælder først og fremmest »Den tapre Landsoldat«, dernæst Sange som »Igaar jeg fik min Trøje«, »Holmens faste Stok«. »Gutter om Bord« m. fl. samt Børneviser som »Højt fra Træets grønne Top« o. a. I det hele taget var H. den danske Komponist, hvis Sange spredtes videst og holdt sig længst, og dette uanset deres forskellige musikalske Værdi. H.. der var et Forretningstalent, men ogsaa noget af en Spekulant, maatte siden fratræde Musikhandelen, der helt overtoges af Erslev, og bestyrede senere den af Sønnen C. F. E. H. oprettede Musikhandel.

Hornkvinter bruges hyppigt som Navn for de saakaldte »skjulte« Kvin-

ter (se Para Heler), fordi disse anvendes i hosstaaende i Hornmusiken saa' ofte forekommende Figur.

Hornmusik, Musik, der alene udføres af Metalblæseinstr.

Hornpipe, gi. eng Dans, der er opkaldt efter en gammel Skalmejeart, og hvis Melodi enten kan være i C eller ³/, Takt.

Hornung og Møller, dsk. Klaverfa-brikfirma, grundet 1842 af C. C. Hornung, 1801—73, der opr. var Hattemager, men stærkt musikinteresseret havde studeret Klaverfabrikation i Tyskland (Kassel); sit første Pianoforte fabrikerede H. i sin Fødeby Skelskør 1827; Fabriken i Kbhvn. blomstrede hurtig op og udvidedes, og H., der var selvlært, men en stor teknisk Begavelse, indførte mange Forbedringer ved Fremstilling af Instrumenterne: 1851 trak han sig ud af Forretningen, der fortsattes af H. P. Møller, 1802—59, under Navnet »H. o. M.« og som bestaar endnu i fuld Blomstring som den første og største danske under Ledelse af Møllers Sønnesøn Knud Moller, f. 1874.

Horwitz, Carl, f. 1884, østr. Komponist, Elev af A. Schônberg, Dirigent ved forsk. Teatre, lever nu i Wien;

har, stærkt paavirket af Schônberg, komponeretSymfon., Ouverturer, »Vom Tode« for Baryton og Orkester, Strygekvartetter, Sange m. in.

Hostinsky, Otokar, 1847—1910, bøhm. Musikforf., Docent i Musikhistorie, siden Prof. i Æstetik ved Prags Universitet; skrev musikæstetiske Skrifter, navnl. »Das Musikalisch-Schône und das Gesammtkunstwerk vom Standpunkt der formalen Asthetik« 1877 (til Hanslick-Striden) samt paa czekisk Bøger om Wagner. Berlioz, Gluck, Sme-tana, Dvorak foruden Bidrag til Bøhmens Musikhistorie; endelig Forf. af nogle Operatexter.

Houdard, Georges. 1860—1913. fr. Musikforf. anset Forsker paa Xeurae-omraadet og den gregorianske Kirkesangs. Elev af Hillemacher og Massenet, komponerede kirkelige Sangværker, og skrev L'art dit Grégorien d'après la notation neumatique, Le rythme duchant dit Grégorien etc., La cantilène romaine m. m.

Hovedfirklang er ensbetydende med Dominant-Septimakkord. Se Dominantakkorder.

Hovedmanual kaldes hos Orglet den Haandklaviatur. der er forbundet med de kraftigst tonende Stemmer.

Hovedtema kaldes i en Musiksats med flere Temaer det Tema, hvormed Satsen indledes. Se Fuga, Rondo. Sonateform.

Hovedtoneart kaldes den Toneart, hvormed Kompositionen baade begynder og afsluttes, uanset om der i det mellemliggende Parti moduleres over i andre Tonearter. De Fortegn, der ved hver Linies Begyndelse henskrives ved Nøglen, henviser til den, ligesom H. ogsaa underforstaas, naar der tales om, at Kompositionen staar i den el. den Toneart.

Howells, Herbert, f. 1892, eng. Komponist, Elev bl. a. af Stanford og Ch. Wood, studerede navnl. Orgelspil og har foruden Orkesterstykker, Kammermusik og Sange særlig komponeret Orgelværker, der omtales som værdifulde.

Hrimaly, Adalbert, 1842—1908, bøhm. Komponist. Operakapelmester i Prag, siden Musikforeningsleder i Czernowitz: skrev nogle Operaer, der blev meget populære i hans Hjemland; 1861 var han i Göteborg som Dirigent. — En Slægtning, Ottokar H.. f. 1883. Elev af Wiens Konservat., er Komponist af Symfon.. symfon. Digtning, Kammermusik m. m.

Hubay, Jenö (Eugen), 1858—1923, ungarsk Violinspiller, Elev af Joachim. koncerterede som temperamentsfuld Virtuos i Ungarn, Tyskland og i Paris, hvor han gjorde stor Lykke: blev Violinprof, ved Bruxelles' Konservat., fra 1886 ved Musikakademiet i Buda-Pest, 1919 Direktør derfor; betydelig Kammermusikspiller og søgt Lærer; har komponeret for sit Instrument (Koncerter, Sonate, »Scenen aus der Czardas« m. m.), men ogsaa Symfon. og vel modtagne Operaer (særl. »Der Geigenma-cher von Cremona«); udg. forsk, ældre Violin-Studieværker.

Huber, Hans, 1852-1921, schw. Komponist, Elev af Leipzigs Konservat., blev 1896 Direktør for Musikskolen i Basel og var en i sit Hjemland som Lærer, Dirigent og Komponist højt anset Musiker, hvis Indflydelse paa Musiklivet gennem Aartier var betydelig. Af hans store Produktion, der til Dels var paavirket af Brahms, men ogsaa af Wagner og Liszt, og som omfattede alle Musikgenrer, fremhæves som de betydeligste hans Symfon. (med Titler som »Teil«, »Bocklins den »heroiske«, den »schweiziske«), Kammermusikværkerne, større og mindre Kor-værker (navnl. to »Festspiele«), flere Operaer, Koncerter for Klaver og for Violin. Klaverstykker for 2 og 4 Hænder, Sange (som »Peregrina«, Folkesange) m. ni. Udenfor Schweiz synes H.s Musik ikke at være meget opført. (Biogr. af E. Refardt).

Hubermann, Bronislaw, f. 1882, polsk Violinspiller. Elev af Joachim, optraadte allerede i Barnealderen,vandt senere paa talr. Kunstrejser (ogsaa til Skandinavien) stort Bifald og Ry som fremragende Kunslnerog Virtuos : skrev -Aus der Werkstatt des Virtuosen«.

Huë, Georges, f. 1858, fr. Komponist. Elev af Pariser Konservat.. har skrevet en Del Operaer og Orkestermusik samt Kor, Sange m. m.

Hugenotterne, Opera af Meyerbeer, Paris 1836 (Kbhvn. 1844).

Hughes, Rupert, f. 1872. amer. Ma-sikforf. Kritiker ved forsk. »Magaziner« ; komponerede en Del Sange, skrev Noveller o. 1. og forf. navnl. Contem-porary American Composers. The Musical Guide, nyudg. som Music-Lover's Cyclopædia. 1913, etc.

Huhn, Charlotte, f. 1865, tysk Sangerinde. Elev af Hey, fremragende dramat. Sangerinde (Altistinde). debut. 1889, var knyttet til Operaen i Xew York og derefter til forsk, tyske Scener; er ogsaa optraadt som Koncertsangerinde, saaledes 1905 i Skandinavien: lever i Berlin som Lærerinde.

Hull, Arthur Eaglefield-, f. 1876, eng. Musikforf.. studerede paa Rejser i Frankrig, Tyskland, Italien og Rusland, grundede og ledede en Aarrrekke British Music Society, udg. Monthly Musical Record og redigerede det store lexikografiske Værk Dictionary of Modem Music and Musicians, 1924. forf. Bøger om Scriabine og C. Scott samt Modem Harmony og Organ Playing; H. er ogsaa optraadt som Komponist.

Hultgren, Clara Mathisen, f. 1877, nsk. Sangerinde. Elev af Fru Severine Morgenstierne. Kria. Debutkoncert 1893, debut, som Operasangerinde i Tivoli, Kria., 1900 (Agathe, Leonore, Violetta o. fl.).

Humfrey (el. Humphry), Pelham, 1647—74, eng. Musiker, studerede navnl. hos Lully i Paris og blev Leder af og Komponist for det efter fr. Mønster [Violons du Roy) dannede Violins lo His Majesty el. King's Band; skrev kirkelige og verdslige Sangværker; nævnes som en af de betydeligste ældre eng. Komponister.

Humle, gl. Strengeinstr., der tidligere var meget populært baade i Danmark, Sverige, Holland og Nordtysk-

land og er nært beslægtet med den norske Lan-geleik (s. d.) og det islandske Langspil.

Hummel, Ferdinand, f. 1855, tysk Harpespiller, optraadte allerede som Barn som Virtuos paa Harpe paa mange Koncertrejser; blev Elev af Bargiel og Kiel og opgav Virtuosbanen : skrev adskillig Kammermusik. Korværker etc.. men først med 1 Akts Operaen »Mara« (i ital. veristisk Stil) gjorde han sit Navn mere bekendt, den vandt Indgang paa flere Operascener ogsaa udenfor Tyskland; senere Operaer har ingen lignende Sukces haft; mere Held havde H. med sine Æventyrdigtninge for Damekor og Solo (»Frau Holle«, :>Hansel und Gretel«. »Die Meerkônigin« etc.); lever i Berlin.

Hummel, Johann Nepomuk, 1778 —1837. øslr. Klaverspiller og Komponist, lærte som Barn Mozart at kende i Wien, optoges i hans Hus og blev hans Yndlingselev; siden studerede H. hos Clementi og Albrechtsberger. forinden havde han 178S og flg. Aar som Vidunderbarn foretaget en lang Kunstrejse, bl. a, til Kbhvn.; blev Kapelmester hos Fyrst Esterhazy (efter Haydn), levede derefter i Wien som Koncertpianist og Lærer, var endelig Hofkapelmester i Stuttgart og til sin Død i Weimar, H. var en brillant og af Samtiden, ikke mindst i England, højt skattet Klaverspiller, en Hovedrepræsentant for den

virtuose men solide Wienerskole. dertil en fortrinlig Improvisator. Blandt hans Elever var Mænd som Czerny, Thaiberg og Henselt. Som Komponist slut-tedehansignærtil Mozart, dog med mere Vægt paa det virtuose og nu og da med nogen Beethovensk Paavirkning (ogsaa til B. stod H. i venskabeligt Forhold); den tekniske Bravur kan dog ikke altid dække et noget tomt eller stereotypt. Indhold. Hans bedste Kompositioner, der til Dels endnu bruges som Studier, er 7 Klaverkoncerter (sserl. a-moll og h-molt), Sonater (særl. fis-moll), Fantasier. Rondoer samt Septet i d-moli. hans øvrige Kammermusik, Operaer og kirkelige Værker gik hurtig i Glemme. 1828 udg. H. »Ausführliche Anweisung zum Pianofortespiel«.

Humperdinck, Engelbert, 1854 — 1921, tysk Komponist, Elev af Kon-servat. i Köln, kom i Italien i Berøring med R. Wagner, bistod denne i Bayreuth med Indstudering af »Parsifal« og blev Sønnen Siegfrieds Lærer; senere var han Konservatorie-lærer i Barcelona og i Frankfurt a. M.. indtil han 1900 blev kaldet til Leder af den »akademiske Mester-skole« i Berlin. H.s Navn blev pludselig verdensbekendt, da han i Weimar 1893 fik opført Æventyroperaen »Hansel und Gretel« til Text af hans Søster efter Grimms Æventyr. et Værk. der opr. var bestemt for hjemlige Kredse, men gjorde saadan Lykke og Opsigt, at det snart gik over de fleste tyske Scener og naaede til London. Skandinavien o. m. a. St. (Kbhvn. 1897): det foreneren naiv, yndefuld og lunerig Anvendelse af kendte Børneviser med kunstfuld Udarbejdelse og en noget overlæsset Wagnersk Orkestration ; ingen af H.s flg. sceniske Forsøg havde et tilsva-

E. Humperdinck.

rende Sceneheld (5 Die Königskinder«. » Dornröschen«, »Heirath wider Willen«, »Die Marketenderin«) og hans øvrige Produktion var ikke stor. mest kendt »Maurische Rhapsodie« for Orkester. (Litt: 0 Besch).

Huneker, James Gibbons.1860 —1921. amer. Musikforf., opr. Jurist, siden Musikstuderende og Anmelder ved forsk. New Yorker Tidender; var en af Amerikas mest livfulde, elegante og populære Musikforff.; hans Hovedværk var Chopin, the Man and his Mnsic. ved Siden deraf Fr. Liszt og en Række Bøger, hvori han samlede sine Artikler og Afhandlinger under Titler som Overtones, Melomaniacs, Studies in Art, samt Steeplejack (H.s Erindringer).

Hurdy-gurdy, eng. Navn for Liren, s. (1.

Hurka, Friedrich Franz, 1762— 1805, bøhm. Sanger og Komponist, var en Tid Hofsanger hos Gustaf III i Sthlm., senere i Berlin, kendt som Komponist af i sin Tid i Sverige og Tyskland meget populære, folkelige (oftest sentimentale) Sange og Viser.

Hurlebusch, Conrad Friedrich, 1696 —1765, tysk Komponist, forte et uroligt Liv i Italien og Tyskland ;som Kapelmester og Organist), nævnes som Hofkapelmester i Sthlm., ifølge Xoiiind dog med tvivlsom Grund; endelig til sin Død Organist i Amsterdam ; navnl. kendt i den tyske Sangs Historie ved en Række Sange (»Oder-) i Gräfes Samling (1737 — 43), men skrev iøvrig Operaer, Kantater, Klavermusik m.m. (Nærmere om hans originale, forfængelige Personlighed findes i Mattheson »Ehrenpforte«),

Hurstinen, Sclo, f. 1881, finsk Musiker, uddannet som Violinist særl. hos Sevcik og Halir, en af Finlands mest betydelige Violinvirtuoser; Lærer (en kortere Tid) ved Helsingfors' Konservat., optraadte paa talr. Kunstrejser i Finland. Danmark og Sverige; harskrevet en Del koncerterende Violinmusik og udg. »Lärobok för Violinisterc.

Hurum, Alf, f. 1882, nsk. Komponist, Elev af Martin Knutzen, I. Holter. Berlins Højskole, har endvidere studeret i Paris og Petersborg. Skrev to Violinsonater, Strygekvartet, Mandskoret »Lilja«, Exotisk Suite f. Orkester, den symfon. Digtning »Bendik og Aaro-lilja«, en Række Pianostykker og Sange.

Huus-Hansen, John Wilhelm, f. 1894, nsk. Organist og Pianist, Elev af Al-næs, Lange, Holter; debut. 1915. Organist i Trefoldighedskirken. Kria.,1921, Formand i Norges Organistforening.

Hvass, Tora, f. 1861. svensk Kla-verspillerinde.Elev aiJosephson i Sthlm.. senere uddannet i Kbhvn. og Paris, optraadte som Koncertpianistinde i Sverige og Danmark og siden særl. i London, hvor hun tog Ophold, gav regelmæssige Koncerter og blev en søgt Lærerinde.

Hvide Dame, Den, Opera af Boiel-dieu, Paris 1825 (Kbhvn. 1826).

Hviid, Mimi, f. 1874. nsk. Operasangerinde og Sangpædagog. Debut. 1906 (Mimi, senere Santuzza m. 11. . Begyndte sin Lærervirksomhed 1910 i Kria. Har givet talrige Elevkoncerter.

Hvoslef, Agnes Hanson, f. 1883, nsk. Sangerinde. Elev af Fru Gulbranson, Kria., Fru Materna, Wien. Debut, i Koncertsalen 1905, paa Scenen 1909. Ansat ved Hofoperaen i Dessau 1913. Sang i Bayreuth 1914. Aida, Carmen, Margarethe og en Række Wagnerroller.

Hydraulis (gr.), se Vandorgel.

Hye-Knudsen, Johan, f. 1896 i Nyborg, dsk. Musiker, uddannet af Faderen (Militærmusikdirektør) og paa det kgl. dsk. Musikkonservat. i Violoncel (Rüdinger) og Teori (G. Melsted): Solovioloncellist i Helsingborg Symfoniorkester; Kapelmester i »Scala« Teater (Kbhvn.); paa Studieophold i Paris, hvor A. Hekking var hans Lærer; Violoncellist i det kgl. Kapel; 1925 Kapelmester »paa Prøve«; har komponeret Kvartet for Violin, Cello og Fløjte og Kammerduetter for Fløjte og Cello.

Hyllested, August, f. 1856. dsk. Klaverspiller, Elev af Neupert og af Liszt i Weimar, optraadte paa Koncerter baade i sin Fødeby Kbhvn. og i Berlin og London m. fl., indtil han 1886 tog Ophold i Amerika, hvor han gav Koncerter i New York og Chicago samt virkede som Lærer.

Hüllmandel, Nicolaus Joseph, 1751 — 1823. tysk Pianist, Elev af K. Ph. E. Bach, vandt som udmærket Klaverspiller stor Fremgang i Paris, hvor han levede en Aarrække indtil Revolutionen, derefter i London, hvor han døde; skrev en Del værdifuld Klavermusik (Sonater, Variationer m. m.) samt Kammermusik med Klaver.

Hülphers, Abraham, 1734—98, sv. Musikforf., egl. Forretningsmand og topografisk Skribent, men nævnes ved Siden deraf som »den sv. Musikhistories Fader« formedelst sine Samlinger og Opskrifter vedrørende ældre svensk Musik og sv. Musikere: skrev »Historisk afhandling om musik og instrumenter etc.«. 1773, der særl. indeholder en Beskrivelse af Orgelværker i Sverige og giver værdifulde Bidrag til samtidig sv. Musik.

Hymenæos (gr.), Bryllupssang.

Hymne var i Oldgrækenland Betegnelsen for de højtidelige Tempelsange, der ved Gude-Festerne blev afsungne til Gudernes Ære. og blev af den græske Bibel i Middelalderen sammen med »Psalme« baaret over i den kristne Kirke for at blive det gængse Navn for enhver Lovprisning af Herren ved Sang. I mere speciel Betydning optræder H. som Navn for en egen Slags aandelige Sange, der i 4. Aarh. kom i Brug i den europæiske Kirke (se Ambrosius), og som for saa vidt adskilte sig fra Salmerne, som de ikke havde direkte Tilknytning til Bibeltexten, men var selvstændigt opfundne strofiske Digte med metrisk Versemaal. Til den metriske Text sluttede der sig endvidere en Melodi, som i Modsætning til den rigt figurerede liturgiske Salmesang (se Gregoriansk Sang) var af syllabisk Natur (o: at hver Textstavelse blev sunget paa sin Tone) og kun gjorde sparsomt Brug af Melismer. Nær beslægtede med disse H. var de Sekvenser (s. d.) og Prosaer, der i 9. Aarh. optoges af den romerske Kirke, og af hvilke enkelte endnu har holdt sig i Brug. — I vor Tid bruges H. som Betegnelse for Sange af forskelligartet Form og Textindhold, men dog hovedsagelig for Korsange med stærk Stemmebesætning og kraftig Instrumentalledsagelse.

Hunten, Franz, 1793—1878, tysk Pianist, uddannet bl. a. ved Konser-vat. i Paris og bosat der. hvor han var en yndet Pianist og Lærer samt Komponist af Salonmusik for Klaver, gennemgaaende af meget let Art; fra 1837 levede H. atter i Tyskland.

Hüttenbrenner, Anselm. 1794 — 1868, østr. Musiker, mere kendt som Beethovens og Schuberts Ven end for sin Komponistgerning, der synes skattet af Samtiden; skrev Operaer, Symfon., Messer, Strygekvartetter. Mandskor etc. (Litt. : G. v. Leitner).

Häffner. Johann Christian Friedrich. 1759—1833, tysk-sv. Musiker; f. i Hessen-Kassel og uddannet ved Leipzigs Universitet kom han allerede 1780 til Sverige for at forblive der; han ansattes ved det kgl. Teater som Sanglærer, siden som Organist og som lste Syngemester ved Operaen, fra 1799 som Hofkapelmester (efter Vogler-); han skrev et Par Operaer i Glucksk Stil og nogle Sange Større Betydning fik H. under sit senere Ophold i Upsala, fra 1808 til sin Død, efter at Forholdene i Sthlm. havde tvunget ham bort fra Gerningen dér; H. dannede et Kor og Orkester, med hvilket han bl. a. opførte et Par egne Oratorier; han fremmede Studentersangen, indførte Mandskvartet, for hvilken han selv skrev en Del Sange; som Director musices ved Universitetet komponerede han en Række Kantater til akademiske Fester; som Ven af Atterbom og Geijer deltog han i Udg. af Folkevisemelodier og af en ny Koralbog, 1820—21, i disse to Henseender forf. han »Anmerkninger öfver gamla nordiska sanger«, 1818 og »Preludier till melodier i sv. Koralboken samt marscher«, 1822. H. var i det hele en i Upsala Studenter- og litterære Verden skattet og indflydelsesrig Mand. Som Sangkomponist, særl. af ->Fosforisternes<i Digtning, fortsatte han i Upsala, melodisk paavirket af sv. Folkevise, og udg. =Zehn lyrische Stücke etc.«. 1819 og »Svenska Sånger etc.;. 1822. (Udførligt om H. i Norlinds Musiklexikon).

Hägg, Gustav, f. 1867. sv. Musiker, er Organist i Sthlm. og Lærer ved Konservat. dér. studerede Orgelspil i Frankrig og er en af de mest frem-staaende sv. Organister ; hans Kompositioner er dels Orgelstykker, dels Kammermusik. Pianostykker og Sange, af større Værker en Symfon. og nogle Kantater: han har endvidere udg. Koralpræludier og sv. Folkeviser.

Hägg, Jakob Adolph, f. 185Ü, sv. Musiker. Elev af A^T. W. Gade og F. Kiel, Pianist og Kammermusikspiller i Sthlm., paabegyndte en lovende Komponistgerning, der afbrødes ved en mangeaarig Sindssyge: 1906 kunde H. genoptage sin Gerning og har siden udg. en Række Klaverstykker m. m. ; af større Værker skrev H. en »Nordisk Symfon.« (Biogr. G. Hetsch, Leipzig 1903).

Händel, Georg Friedrich (eng. Handel), f. 23. Febr. 1685 i Halle, d. 14. April 1759 i London, berømt tysk-eng. Komponist, tilhørte ikke, som sin lige-saa berømte Samtidige J. S. Bach, en musikalsk Familie, ja hans Fader, en fra Breslau overflyttet Barber og Læge (senere Brandenburgsk Livkirurg og Kammertjener), der i 63 Aars Alderen ægtede H.s Moder, en Præstedatter, saa rent ud med Uvilje paa sin Søns tidlig fremtrædende, usædvanlige Musikbegavelse og -lyst. der i Barnealderen tilfredsstilledes i Smug ved et paa et Tagkammer dyrket Klavichord. Sønnen skulde være Jurist, og det var først den musikalske sachsen-vveissenfelske Hertug, der foranledigede, at den Saarige Dreng, hvis Orgelspil han havde hørt, kom til at modtage regelmæssig Undervisning i Musik hos Organisten F. W. Zachau (s. d.). Om de 6 Trioer for 2 Oboer og Bas virkelig stammer fra disse H.s Studieaar som Barn eller tilhører eller er omarbejdede i en senere-Tid. er tvivlsomt; men sikkert erdet, at H. ikke fuldførte de juridiske Universitetsstudier, hvortil han pietetsfuld lod sig indskrive efter Faderens Ønske Jmen rigtignok efter hans Død); derimod blev han s. A.. 1702, vikarierende Organist ved Halles Slotskirke. Allerede Aaret efter dreves han dog ud i Verden af Trang til at se og høre mere, end den lille Provinsby kunde byde ham. Den første Rejse galdt Hamburg med dens berømte tyske Opera og dens rnange ansete og talentfulde Musikere som Reinhard Keiser (s. d.) og Johann Mattheson (s. d.). Operaen var ganske vist i Forfald og bevarede ikke længere sit selvstændige (af italienskMusik uafhængige) tyske Præg, men for H. maatte dens Forestillinger dog blive en Oplevelse, og begge de nævnte Musikere kom H.til at staa nær; særlig Mattheson. der snart opdagede H.s Geni, tog sig varmt af hans Udvikling, rigtignok paa den selvbehagelige, protegerende Maade. der var ham egen, og som ved Lejlighed krænkede den ikke mindre selvfølende H. saaledes, at det paa Gänsemarkt kom til den bekendte Duel mellem de to Musikere, der nær havde kostet H. Livet, men som forøvrig ikke i Længden ødelagde Forholdet mellem dem. H. indførtes i de bedste Hamburger Hjem, foretog med Mattheson en Rejse til Lübeck for at høre Buxtehude (jfr. Bach) og komponerede dels sit første store kirkelige Værk, en Passionsmusik (uden særl. Betydning), dels sine første Operaer: Almira, 1705, der opførtes 20 Gange og blandt mindre værdifulde Stykker indeholder den endnu sungne Arie Lascia ch'io pianga,.

Hero, der opførtes s. A. med mindre Held, og den paa to Aftener fordelte Florindo og Dafne, 1708. Da var H. imidlertid forlængst i Italien, hvorhen en Prins af Medici havde kaldt ham. Tre Aar tilbragte han i Syden : i Firenze, hvor hans Klaverspil vakte Opsigt, og en Række SolokantaLer (se Kantate og nogle kirkelige Kompositioner opstod, i Rom, Napoli og Venezia, i hvilke Byer H. fortrinsvis skrev Operaer (i den overleverede Stil og med særl. Henblik paa de til Raadighed staaende Sangkræfter, saaledes den siden saa velkendte Vittoria Tesi (s. d.), der var Storhertugen af Toscanas Elskede, og som ogsaa af Biograferne er bragt i et romantisk Forhold til H.), som Rodrigo og navnl. Agrippina, der opførtes med exempellöst Held, 1709. Overhovedet blev H. i høj Grad fejret i Italien, som han ugerne forlod, han var skattet Gæst i de fornemste Hjem og blevet Ven med store ital. Kunstnere som Corelli, Alessandro og navnl. Domenico Scarlatti, Lolti og Agostino Stef-fani (s. d.). Andre Værker fra dette Ophold var Oratorierne La Resurre-zione og II Trionfo del tempo e del disinganno, endvidere den første Komposition af Cantata a tre: Aci, Galetea e Polifemo og Afskedskantaten til Italien (og mulig til H.s Elskede dér) Stelle, perfide stelle.

Det var den nysnævnte Steffani, der førte H. fra Italien (Venezia) til Hannover, idet han søgte en Efterfølger for sig selv, og lod H. forstaa, at over Hannover gik Vejen til England, hvorhen Prins August og hans Følge af Hannoveranere og Englændere, beundrende en Opførelse af Agrippina (i Venezia), allerede havde fristet H. til at komme, hvad han den Gang afslog. Kurfyrsten af Hannover, der senere skulde blive Konge af England, udnævnte H. til sin Hofkapelmester og bevilgede ham straks Orlov til en Rejse til London; her gjorde H. stor Opsigt som Klaver- og Orgelspiller og vandt særl. Dronning Annas Bevaagenhed. og et nyt scenisk Værk, skrevet paa fjorten Dage, Rinaldo (efter

Tassos Digtning) opfortes 1711 med overordentligt Held (Armidas Arie Ah crudele, Rinaldos Cara sposa og den her paany anvendte Lascia cKio pianga blev særl. populære i London): man saa allerede i H. en Erstatning for den tidlig bortrevne eng. Yndlingskom-ponist Purcell (s. d.); efter Hjemkomsten til Hannover (hvor en Operascene ikke fandtes) skrev H. væsentlig Kammerduetter (efter Steffanis Mønster), tyske Sange med instrumental Ledsagelse og i hvert Fald en af sine berømte Koncerter [grossi) for Strygere og Oboe (H.s Yndlingsinstr.). Det følgende Aar var H. imidlertid atter i London — med Orlov, men i Virkeligheden for at tage fast og endeligt Ophold dér. Hoffet overoste ham med Gunstbevisninger, og Publikum vandt han denne Gang mere end før ved et Par Operaer, ved det saakaldte l'lrechler-Tede-um, der fejrede Afslutningen af den sp. Arvefølgekrig. 1713, og et herligt Jubilate. — Ved Dronning Annas Død tilfaldt den eng. Krone Huset Hannover, og H. kom til at staa overfor den Kurfyrste, nu Kong George, hvem han havde svigtet ved ikke at overholde den tilstaaede Orlov. En Forsoning blev dog bragt til Veje, men den ældre Forklaring: at H. overvandt Kongens Uvilje ved Kompositionen af den saakaldte Waler-music (til en festlig Sejlads paa Themsen) antages nu at være legendarisk. H. fulgte i hvert Fald med Kongen til Hannover og skrev der Musik til den meget yndede Bro-ekes »Passion«; senere atter i England under et 3aarigt Ophold hos Hertugen af Chandos som Kapelmester paa dennes Slot, 1717 — 20. i landlige Omgivelser, men i en Kreds af eng. Fødsels- og Aandsaristokrati {Pope var blandt mange andre en stor H.-Beundrer) skrev H. de tolv Chandos-An-thems (Forløbere for Oratorierne), to Tedeum, omarbejdede »Pastoralen« Acis og Galaihea til dens endelige Skikkelse, komponerede det første større Oratorium Esther, 1720 (senere omarbejdet og opført i London 1732) og en Række Klaversuiter, blandt hvilke de berømte Variationer The Harmonious Blacksmith. De følgende Aar: 1720erne og 30erne virkede H. væsentlig som Operakomponist og tillige som Operadirektør og -entreprenør i London. Det var bevægede Aar, der snart bragte ham til Popularitetens Højdepunkt, snartved Konkurrencefortagender (med Komponister eller Sangere som Bononcini (s.d.), Porpora (s.d.), Hasse (s. d.), Farinelli (s. d.) o. a.) og ved Persiflage af den ital. Opera som den folkelige Gai/'ske Beggars Opera rykkede Grunden bort under 11.s Operaspil og truede hans Gerning med Ruin. Om Enkelthederne maa henvises til den alm. Musikhistor. eller de specielle H.-Biografler. I store Træk udviklede Forholdene sig saaledes: For et 1719 ny-grundet »Operaakademi«, der mere af Xavn end af Gavn kaldles Royal, skrev H. i rask Følge 14 Operaer (blandt disse Muzio Sceuola, 1721. Giulio Cesare, 1724, Tamerlano, s. A., Rodelinda, 1725, Scipione. 1726, m. fl.). Akademiet opløstes 1728, men Direktøren. Heidegger, overtog Teatret og overdrog H. Sanger-engagementerne og Operakompositionen; H. skrev nu sex nye Operaer, 1729—32, da strandede ogsaa dette Foretagende, og Heidegger tabte Modet. Det gialdt da for H. at sætte alle Sejl til for at undgaa Ruinen og vinde noget af det tabte tilbage; med overmenneskelig Anstrengelse ledede han ene Operascenen og skrev for den syv nye Værker, deraf tre i Løbet af 1736, samtidig komponerede han Lejligheds-arbejder (allerede 1728 »Kronings-An-thetn« for Kong George II, siden en »Festaktus« for Oxford-Univers., et For-mælings-Anthem for Prinsesse Anna), fremførte det omarbejdede Oratorium Esther og de nye Oratorier Deborah, Allialia og Alexander-Festen, 1736. Men til denne Overproduktion under nerve-oprivende Forhold slog ikke engang H.s Kæmpekræfter til; han ramtes af et Slagtilfælde (Lammelse af højre Side) og maatle søge Lindring i Bad Aachen 1737. Saa stærk viste sig hans Natur at være, at han allerede efter faa Maa-neders Forløb atter kunde være i London og forsyne Heideggers genoptagne Operaforetagende med hele 3 nye Operaer, af hvilke den ene dog kun var en Pasticcio (s. d.); betydeligere var det gribende »Sørge-Anthem«, han skrev ved Dronning Carolines Død (og som har Indledningsmotiv fælles med Mozarts Requiem).

I Begyndelsen af 1739 lejede H. Hay-marketteatret til regelmæssige ugentlige Oratorieopførelser, og hermed begyndte for Alvor det sidste og histor. betydningsfuldeste Afsnit af hans Komponistgerning. Efierat have vendt Scenen Ryggen komponerede han den Række, fra ital. Forbilleder nedstammende, Oratorier (s. d.), der fremfor noget skulde gøre hans Navn verdensberømt, med .Emner hentede næsten udelukkende fra det gi. Testamente. Nærmest kunde H.s Oratorier betegnes som religiøse Musikdramaer, men ikke alle er af religiøs Karakter, et enkelt som »Herakless kalder H. selv »Musikalsk Drama«. Disse Oratorier, dertil at begynde med optoges køligt og uforstaaende, navnlig ogsaa af H.s tidligere Velyndere i de fornemme Londonske Kredse, saaledes at han endog bestemte sig til at fremføre det maaske allerberømteste, »Messias«, i Dublin, blev efterhaan-den og særlig fra Londoner-Opførelsen af »Messias«, 1743. i den Grad Nationens Yndlingsværker, at H. fremfor noget derigennem blev regnet for eng. Komponist og Oratorierne atter og atter opførtes og endnu den Dag i Dag spilles under storstilede festlige Former. Fra England skuldede snart finde Udbredelse i hele Musikverdenen ; de vigtigste er Saul og Israel i -Fgypten, 1739, (Allegorien) L'allegro. il pensiero ed il moderato, 1740, Messias og Samson. 1742, Semele, 1743, Joseph og Belsazar, 1744, Judas Makkabæus. 1746, Herakles og Josva, 1747, Salomo og Susanna, 1748, Theodora. 1749 og Jephta, 1751. — Men H.s overvældende Skabertrang og -evne var ikke udtomt med disse senest nævnte Operaer og Oratorier. Ved Siden af disse store Vokalværker skrev han mindre som Cæcilia-Oden og Dettinger-Tedeum samt en ikke ringe Mængde Instrumentalmusik, hvoraf skal fremhæves 6 Concerli grossi, 20 Orgelkoncerter, Fantasier og Fugaer for samme Instr., 12 Solo-Sonater (for Fløjte, Violin, Oboe), 13 Sonater for 2 Oboer, Koncerter for Strygere, Suiter, Fantasier for Klaver m. m. — Naar det berettes, at et Krempepartitur som »Messias« kom til Verden i Løbet af 24 Dage, og at andre H.ske Operaer og Oratorier skreves paa tilsvarende eller endnu kortere Tid, maa ved Siden af H.s forbavsende Produktionslethed og ofte ganske enkle Udtryksmaade tages i Betragtning, at han hyppig anvendte Afsnit af tidligere Værker i de senere (ja, endog nu og da laante fra andres Kompositioner, hvad hine Tider ikke tog Forargelse af). — Med Aaret 1751 indtraadte den Synssvækkelse hos H., der trods Behandling og Operation førte til fuldkommen Blindhed; fra sit kunstneriske Arbejde afstod han alligevel ikke (navnlig omarbejdede han ældre Værker), saa lidt som fra at indtage sin Plads ved Orglet; dér deltog han endnu 8 Dage før sin Død i en Opførelse af Messias.

H. var en for Baroktiden typisk Kunstnerskikkelse. Han var Verdensmanden, til hvis mægtige statelige Person Al-longeparyken ufejlbarlig var knyttet, der bar Kaarden og havde let ved at drage den — Duellen med Matthe-son —, hvis Sind var opfarende (se Cuzzoni) og selvfølende, men som paa den anden Side var Grandseigneur og storstilet velvillig (»Messias« opførte H. aarlig i velgørende Øjemed), som altid var i Stand og rede til at tage Kampen op med Modstandere og med Livets Vanskeligheder, ja selv med dødelig Sygdom: som han legemlig varen Kæmpe, straalende af Sundhed, vidste han i fuldt Maal at nyde Livets Goder, ogsaade mere malerielle. og næppe alene i Spøg er det sagt, at det ikke mindst var Bordets Glæder, der fængslede H. til England. — Paa tilsvarende Maade havde hans Musik Baroktidens Svulmen og overstrømmende Livskraft i de prægtige brede Korsatser, dens Fanfarer i de hyppig og i rigeligt Tal anvendte Pauker og Trompeter og dens Fylde af dekorativ Udsmykning i sanglige Snørkler og Soloinstrumenternes Pynterier. Overhovedet fik de gjaldende Blikinstrumenter en typisk fremskudt Plads i H.s Orkester, og at Instrumentister taltes flere end af Korsangerne ved hans Oratorieopførelser (c. 100 mod c. 80, hvorved maa huskes, at der var Tale om faglærte, ikke Amatør-Sangere); i Orkestret kunde findes indtil 20 Oboer, 14 Trompeter, 6 Pauker etc. Denne pompøse, repræsentative, glansfulde, koncise og trods Kunst-fuldheden ikke forvirrende Musik med de kraftige Rytmer og det folkelige Tilsnit blev som nævnt i høj Grad populær i England, for hvis Musikfølelse den var typisk, men ogsaa i det øvrige Europa hørtes indtil ind i det 19. Aarh. overalt H.s Musik (Oratorier), mens Bachs gik i Glemme. Og den vakte Beundring og fik Betydning for senere Mestere som Gluck, Haydn, Beethoven, ja selv Mendelssohn. Med Tanken paa H.s kunstneriske Kæmpeskikkelse og imposante Værker maa man dog ikke glemme, at han ogsaa evnede at skildre det fine, det blide^ ømme, vemodig-taareblændede — hans tyske Naturel og ital. Melodiskønhed kon¹ ham her til Gode (Ex. Acis og Gaiathea) — eller at gengive Naturbilleder, hvis Sarthed eller naive Realisme blev Forbilled for Efterfølgere (Ex. Israel i Ægypten). I det hele samler H.s Genius, ikke ulig Bach, — med hvem han aldrig traadte i Forbindelse, endda den beskedne Bach ved Lejlighed søgte en Tilnærmelse, der dog tilfældigvis forspildtes — de forudgaa-ende Musikstrømme i sin Kunst. Den er en genial Samstemmen af tysk Følelsesfuldhed. ital. Melodifylde og eng. Alvor og enkel Storstilethed. — Paa Operaens Omraade, hvor han var en af Tidens mest fejrede Komponister,, fulgte han den i Italien lærte neapolitanske Operas Mønster med dens Arier (og Duetter) og ringe Dramatik; han tilstræbte ikke, som snart efter Gluck, nogen Reform ; men hans Operaer udmærkede sig fremfor Samtidens ved dybere Karakteristik, større musikalsk Kraft, Livfuldhed og Lidenskab og mere snild og broget Orkestration. Vore Dage har derfor ikke blot med histor. men ogsaa med musikalsk Udbytte kunnet genoptage enkelte af H.s Barok-Operaer (Ex. Rödelinda. Almira. Julius Cæsar, Tamerlano). — Usvækket af Tiden er det bedste af H.s Instrumentalmusik forblevet, Koncerterne, Orgelværkerne og Solostykkerne; men-som Mester for alle Tider staar han i sine Oratorier. Hans føromtalte Musikeregenskaber har gjort ham dertil, og ikke mindst i de store Kor, der efter-haanden — som »Folkets RøsU — bliver en mere og mere afgørende Del af Oratorierne, udfolder han sin rene og ædelt folkelige Stil i en pompøs Ho-mofoni eller en klar, let fattelig Poly-foni. Religiøs Holdning præger disse Oratorier — bortset fra de enkelte verdslige — men ingen Bachsk Mystik eller personlig Medleven : i Hovedsagen er de Billeder og Skildringer af, hvorledes Herren førte sit udvalgte Folk — mere episk eller dramatisk end lyrisk og medfølende, stemnings-bevæget Musik. (Biogr.: Chrysander: »G. F. H.« (Hovedværket, men ufuldført med 3 Bd.. der naar til 1740), Volbach, Marshall, Williams, Cummings. Hadden, Sireaifield, Romain Rolland, Davey, .M. Brenet, Leichtentritl, 1924, Flower; jfr. endvidere Mattheson: »Ehrenpforte«, 1740; Mainwaring, Memo irs of the Life of G. F. H. (overs. p. tysk og fr.); Clark: Réminiscences of H.; Schöl-cher: The Life of H.; Geroinus: H. and Shakespeare. — H.s Værker er udg. af Chrysander i 100 Bind (1859-94)).

Händels Largo er det verdenskendte Navn paa en langsom Sats af Handel, der er blevet saa populær, at den foreligger i et Utal af Bearbejdelser og Udg.: for Sangstemme med forskellig Ledsagelse, for en Række Instrumenter med Klaver og for større og mindre Orkester; opr. findes den i en af H.s sidste Operaer Serse, opfort 14. Febr. 1737 i London, som Arie med Begyndelsesordene Ombra mai fu di vegetabile.

Hässler, Johann Wilhelm, 1747— 1822, tysk Musiker, var samtidig Hatte-fabrikant og Organist i Erfurt: havde allerede som vandrende Haandværks-svend givet Koncerter med stort Held. blev siden Musikhandler og Dirigent: 1792 kejserlig Kapelmester i Rusland, hvor han døde som anset Musiklærer. — H.s ikke alene histor. interessante, men fine og talentfulde Klavermusik har en senere Tid genopdaget og tildels genudg. ;Sonater. Koncerter. Gigue. Fantasier, Rondos,Variationer). H. skrev ogsaa Orgelværker og Sange og ledsagede 6 Sonater, 1787. med en Selvbiografi.

Høeberg, Georg Valdemar, f. 1872 dsk. Musiker. Elev af Musikkonservat. i Kbhvn., studerede særl. Violinspil hos Tofte og siden hos Halir i Berlin ; blev Medlem af det kgl. Kapel og Violin-lærer ved Konservat., men kastede sig snart over Dirigentvirksomheden, ledede nogle Aar »Dansk Koncertforening« og blev 1914 kgl. Kapelmester (efterRung); med Kapellet genoptog han de store Koncerter med klassisk og moderne Program og har desuden forøget Repertoiret med Værker som »Parsifal«, »Tristan og Isolde«. »Salome«, »Rosenkavalleren«. d'Albertske og Pucciniske Operaer, »Eugen Onegin« og »Boris Godunoff« med fl. — Overfor denne Virksomhed er H.s Komponistgerning traadt noget i Baggrunden. den omfatter Kammermusik, Sange og Klaverstykker samt af større Former Symfon., Operaen »Et Bryllup i Katakomberne«, 1909, og Balletten »Paris' Dom«, 1912. H. er Overdirigent i Dansk Korforening.

Af H.s Brødreer Albert H.. f. 1879, Operasanger, Elev af Jul. Hey og Algot Lange og fra 1904 ved det kgl. Teater, hvor han har udført en Mængde store (Baryton) Partier, særl. i moder-

HANDEL

I. Händeis Fader. 2. Handels Kodeskrift (Brudstykke af Messias ). 3.. 4. Portrætter af Handel 5. En Opforelse af et Händelsk Oratorium i Covent Garden.

nere Operaer; ogsaa i Koncertsal og Kirke optræder H. som yndet Sanger — og Ernst H., f. 1871, Cellist, Elev af Konservat. i Kbhvn. (særl. af A. Rii-dinger), siden af Neruda og Hugo Becker, og fra 1892 Medlem af det kgl. Kapel, 1919 Koncertmester; tillige virksom Koncertspiller (særl. Kammermusik).

Hoehn, Alfred, f. 1887, tysk Klaverspiller, Elev af det Hoch'ske Konservat. i Frankfurt, har i en ung Alder skaffet sig Navn som betydelig Koncertpianist saavel i Tyskland som paa Kunstrejser, bl. a. til Skandinavien ; er ogsaa Komponist (Strygekvartet m. m.).

Höijer, Leonard, 1815—84, svensk Musiker og Musikforf., var Organist og Musikanmelder i Sthlm.; komponerede Klaverstykker og en Del Sange samt enkelte Musikstykker i større Form, er dog mest kendt som Arrangør af Sange (som Dybeck, Folkeviser etc.) og som Forf. af et >Musiklexikon«, 1864, Supplm. 1867, det første, der meddeler sv. Musikerbiografier.

Hoesick, Ferdynand. f. 1869, polsk Musikforf., studerede Litteraturhistorie og Filosofi i Tyskland og Paris (Renan) og har skrevet Romaner, Rejseskildringer etc.; fortjenstfuld Forsker af Chopins Liv, hvortil han har fremdraget ny Bidrag; hans Arbejder er forf paa polsk og kun delvis oversat (»Chopins Leben und Schaffen«, 3 Bd., »Chopiniana«. Ch.s Breve, »Aus J. Els-ners Memoiren« etc).