Ibsen, Lars Møller, 1780—1846, nsk. Musiker, Sanglærer ved Katedralskolen og Fuldmægtig ved Norges Bank i Kria. I. har skrevet Musiken til Schwachs Nationalsang »Mens Nordhavet bruser«, og til S. O. Wolffs »Hvor herligt er mit Fødeland« m. m., endvidere nogle smaa Lejlighedskan-tater samt de smukke »Herrens Bøn« og »Velsignelsen«. I. var ogsaa en dygtig Skuespiller, som oftere . optraadte i det Dramatiske Selskab.

Idelsohn, A. Z., f. 1882, tysk Musikforf., har paa vidtstrakte Rejser i Orienten (Palæstina, Sydafrika m. m.) studeret dens Musik og i Fagskrifter skrevet talr. Afhandlinger derom; udg. 1910 »Leitfaden der europäischen und orientalischen Musik«, der udkom i Jerusalem, samt flere Samlinger he-braisk-orientalske Sange (»Hebräischorientalischer Melodienschatz«, »Zions-lieder«, »Synagogalgesänge« etc.).

Idomeneo, Opera af W. A. Mozart, München 1781.

Iffert, August, f. 1859. tysk Sangpædagog og Konservatorielærer i Köln og senest i Dresden, udg. »Allgemeine Gesangschule« og »Sprechschule für Schauspieler und Redner«, Arbejder, der vakte Opsigt og foreligger i flere Oplag.

Ifigenia i Aulis, Opera af C. W. Gluck, Paris 1774, bearbejdet og Slutningen ændret af R. Wagner, saaledes opført Kbhvn. 1861, Kria. 1875.

Ifigenia i Tauris, Opera af C. W. Gluck, Paris 1779, Kbhvn. 1874.

Ikonen, Lauri, f. 1888. finsk Musiker, studerede i Helsingfors og i Berlin hos P. Juon; har komponeret Symfon., Kvartet, Violinsonate, Korværker og Sange og virker som Kritiker og Udg. af Suomen Musiikkilehti.

Imbert, Hugues, 1842—1905. fr. Musikforf., var Medarbejder ved en Række musikalske og andre Tidsskrifter og udg. selvstændig Profils de musiciens, 3 Bd., 1881-97, Karakteristiker særl af fr. Komponister, Portraits et Etudes, Medaillons contemporains og Skrifter om Brahms og om Bizet.

I. M. G,, se Internationalt Musikselskab.

Imbroglio (ital., Forvirring) er Betegnelsen for en mærkelig irregulær Accen-tueringsmaade, hvorved betonede og ubetonede Taktdele i forskellige samtidigt lydende Stemmer bringes i et saa skævt rytmisk Forhold til hinanden, at der, til Trods for at alle Stemmer noteres i samme Taktart, opstaar en Komplikation af lige og ulige Takt_:

Imitation (lat., Efterligning). Herved forstaas Gentagelsen af en melodisk Figur (Motiv) el. Sætning paa et andet Tonetrin eller af en anden Stemme. Af L-Kunsten, der allerede i 14. Aarh. florerede i Italien, men endnu tidligere var kendt indenfor Folkemusiken, fremspirede i Tidens Løb de bekendte kunstige polyfone Kunstformer: Kanon og Fuga (s. d.).

Impetuoso (ital.), Foredragsbetegn., stormende, heftigt, fremfusende.

Impresario (ital.), Arrangør af Kunstnerturnéer.

Impromptu (af lat. in promptu »paa rede Haand« o: Indfald, hurtigt undfanget Tanke) bruges som Navn for et Musikstykke (særlig Klaverstykke), der gør Indtryk af at være opfundet paa staaende Fod. Ex. : Schuberts og Chopins Ler.

Improperier af lat. improperium, Bebrejdelse (fordi Texten udtrykker Kristi Bebrejdelse til den utaknemlige Menneskehed), Antifoni (s. d.), der i den katolske Kirke udføres paa Langfredag og ledsager Ceremonierne ved »Korsets Tilbedelse«. Berømte I. skrev fremfor alt Palestrina og Viltoria.

Improvisation (lat.) bruges som Navn for en paa staaende Fod opfundet Digtning eller Komposition (se ogsaa Fantasi).

Incarnatus, Afsnit af Messens Credo (s. d.).

Indeciso (ital.), Foredragsbetegnelse, ubestemt.

Indisk Musik. 1) Sagnhistorie. Musiken er ifølge de indiske Myter af guddommelig Oprindelse. Brahmas Hustru Sarasvati bragte Mennesket det skønneste af alle Instrumenter, nemlig Wna'en (sendf.), der fandt en ivrig Dyrker i Halvguden Narada, Musikens Gud. 5 Tonearter lod Mahadeva-Krishna udspringe af sine 5 Hoveder, den 6te skabte hans Gemalinde Par-vati. Hertil opfandt Brahma selv 30 Bitonearter, personificerede i ligesaa mange Nymfer. Musiken havde ifølge Sagnene Trolddomskraft. Ikke alene Menneskene, men ogsaa Dyrene og Naturen maatte adlyde den. Der fandtes saaledes Melodier,, som ingen Sanger kunde istemme uden at staa i Fare for at gaa op i Flammer. Der fortælles om en Sanger, der af sin Hersker blev dømt til at istemme en saadan Melodi og øjeblikkelig blev fortæret af Ilden, skønt han i Floden Djuma stod i Vand lige til Halsen. Andre Melodier bragte Skyerne til at samle sig og udtømme sig i heftige Regnstrømme. En Sangerinde reddede ved sit Foredrag af en saadan Sang Landet fra Misvæxt og Hungersnød. En tredje Sang bragte Solen til at forsvinde, saa alt skjultes i et uigennemtrængeligt Mørke. 2) Tonesijstem, Toneskrift og Musikinstrumenter. Inderne inddeler ligesom vi deres Tonesystem i OWatrækker. Hver af disse Oktavrækker er ligesom vor Durskala bygget sammen af 2 Heltonetrin, 1 Halvtonetrin, 3 Heltone-trin og 1 Halvtonetrin. Mens Oktaven i det europæiske Tonesystem deler sig i 12 lige store Halvtoner, inddeles den af Inderne i 22 Sruti el. Kvarttonetrin. 4 Sruti udgør en stor Heltone, 3 en lille Heltone, 2 en Halvtone. Inddelt i Sruti tager hver af de 3 Oktaver, der udgør den indiske Musiks Toneomfang, sig altsaa saaledes ud:

De syv Hovedtoner i denne Skala kaldes Svara, Rishaba, Gandhara, Madhya-ma, Pantschama, Dhaivata og Nisha-dha el. afkortet: Sa, ri, ga, ma, pa, dha, ni.

Til Notering af den diatoniske Skalas

7 Toner anvendes hos-staaendeTegn:

I den underste Oktav anbringes over hvert af disse Tegn et lodret staaende 0, i den øverste et vandret liggende o.

Af Indernes Musikinstrumenter er Vina (Mahati-Vina) det fornemste. — Mahati-Vina er et Strengeinstr. af Gribe-brætsinstrumenternes Familie og behandles med Flekter. Til den slutter sig en hel Række beslægtede Instr. : Ranjani-Vina, Sur-Vina, Kinnari-Vina, Vipanci-Vina o. fl.; Strygeinstr. er Sa-rangi, Sarinda o. fl. (Ang. Vina, Sarangi, Sarinda se Særart.). Af Blæseinstr. (større og mindre Fløjter og Metal-blæseinstr.) kan fremhæves Slangebe-sværgernes Tumeri, Magandi el. Pungi. Endelig benyttes ogsaa en Masse Slag-og Larminstr. : Trommer, Bækkener, Klokkespil m. m.

Nærmere Oplysning om den indiske Musik giver Litt. : Sir W. Jones : The Musical Modes of the Hindus (Saml. Værker VI, 1799). udg. paa tysk af Dalberg under Titlen »Ober die Musik der Inder«, 1802. Den indiske Raja, Sourindo Mohun Tagores Skrifter : Hindu Music, 1875 — 82, og Six Principal Rcigas (med udførlig historisk Indledning). C. R. Dag : Music and Musical Instruments of Southern India and the Deccan, 1891. A. H. Fox Strangwag : The Hindu Scale (i Sam-melbânde d. internationalen Musikge-sellschaft IX). Fonograferede indiske Melodier udgav O. Abraham ogE. M. v. Hornbostel (Sammelb. V. 1904), m. m.

Indy, Vincent d', f. 1851, fr. Komponist, studerede Klaverspil hos Diémer og Teori navnl. hos C. Franck, besøgte Liszt i Weimar og de første Festspil-Opførelser i Bayreuth; i Paris var han Kordirigent ved Colonne's og siden ved Lamoureux' Koncerter. Som Komponist debut, han med Piccolomini-Ouverture, 1875, siden optaget i Wal-lenstein-Trilogi, fik en Opéra-comique opført og vandt Staden Paris' Kom-positionspris med en dramat. Legende: Le chant de la cloche; hans Navn var nu saa anerkendt, at han blev C. Francks Efterfølger som Præsident i Société nationale de musique og 1896 kunde grundlægge, med Bordes og Guilmant, den snart højtansete Schola cantorum for praktisk og teoret. Musikstudium. I., der er en af

den moderne fr. Musiks Førere og Hovedskikkelser, men hvis Værker kun delvis er opført udenfor Frankrig, er i første Række Orkesterkomponist (S}'mfon. Jean Hungade, Symphonie Cévenole,

La forêt enchantée, Tableaux de voyage, Suite, Islar, Variationer, tre andre Sym-fon., særl. Nr. 2 i B-dur, Poème des rivages etc.). men har ogsaa skrevet Kammermusik. Kor. Klaver- og Orgelstykker, Sange og med Held faaet nogle Operaer, særl. Fervaal og L'étranger (egen Tcxt) opført; endvidere har han bearbejdet seldre og yngre Musik, saaledes Rameau og Monteverdi samt forf. 2 Bd. Cours de composition og en Biografi af C. Franck. Ler en intelligent, højt-kultiveret og kundskabsrig mere end impulsiv og temperamentsfuld Kunstner. Næst C. Franck har Wagners Musik, Folkesangen og den Gregori-anske Sang haft Betydning for hans Produktion. (Biogr. af A. Sériegx).

Infrabas el. Subbas er hos Orglet Navnet for en 16 el. 32 Fods Pedalstemme.

Inganno (ital.), skuffende Cadence, se Cadence, c.

Ingegneri, Marco Antonio, c. 1545 — 92, ital. Komponist, Monteverdis Læ-i-er. skrev Messer, Madrigaler, Sacræ

D. E. Inghelbrecht.

Cantiones etc., hvoraf et enkelt Værk tidligere regnedes for at være af Pale-strina.

Inghelbrecht, D. E., f. 1880, fr. Komponist, stod Debussy nær, har særl. virket som Orkesterdirigent bl. a. ved den sv. Ballets Optræden i Paris og fra 1924 ved Opéra-comique; som Komponist er han optraadt med Orkesterstykker, Sange, firehændig Klavermusik (La Nursery for Børn), Balletten El Greco og Operaen La nuit vénetienne.

Inno (ital.), Hymne, s. d.

Innocentamente (ital.), Foredragsbe-tegnelse, uskyldigt.

Inquieto (ital), Foredragsbetegnelse, uroligt.

Institut de France, Frankrigs officielle Anstalt til Fremme og Udvikling af Kunst og Videnskab. Deler sig i 5 Akademier, af hvilke det 4de: Académie des beaux arts har en Afdeling for Musik: Section décomposition musicale. Af samme udsendes hvert Aar paa Statens Bekostning en fra Konservatoriet udgaaet Musiker til Rom for der at fuldføre sine Kompositions-studier (Romerprisen).

Instrument betyder egl. Redskab el. Værktøj, men anvendes i Musiken i Betydning af Musikinstr. el. Toneredskab. Lerne ordner sig af Naturen i 3 Hovedklasser, nemlig:

A. Larminstr., o: I. Membraninstru-menterne: Tromme, Pauke, Tamburin ni. m. II. De selvklingende Instr. : Bækkener, Klokkespil, Kastagnetter m. m.

B. Blæseinstr. : I. Med Mundstykke, fordelte i 3 Grupper, o. med Læbe-mundstykke o: Fløjter, b. med Rør-mundstykke o: 1) Obo, Fagot o. fl., der har dobbelt Tunge, 2) Klarinet, med enkelt Tunge, c. med Kedelmundstykke

o: Metalblæseinstr.: Trompet, Basun. Valdhornofi; II. Med mekanisk Blæs-ning, o : Orgel. Harmonium og Træk-harmonika.

C. Strengeinstr., I. uden Gribebræt, o: Lyre. Harpe, Psalterium; II. med Gribebræt, fordelte i 2 Grupper, a. de der behandles ved at rive el. harpe i Strengene, o: Lut. Mandolin. Guitar m. m., b. de der behandles ved An-strygning af samme enten med Bue. o: Gige.Fidel, de moderne Violininstr. mm., eller med Hjul, d : Lire ; III. Klaverinstr. : Clavichord, Clavicembal, Pianoforte. — {Litt, om Instr.: 1) Ældre Forfattere: Seb. Virdung : Musica getatscht, 1511, Martin Agricola : Musica instrumentalis deutsch, 1528. M. Prætorius: Syntagma Musicum, 1615—20, M. Mersenne: Harmonie universelle, 1636—37. F. Bon-anni: Gabinetto Armonico, 1722 m.in. 2) Moderne Förf.: A. J. Hipkins: Musical Instruments, 1883, F. W. Galpin: Old English Musical Instruments 1910, m. m. Et vigtigt Studiemateriale afgiver ogsaa Katalogerne til de store Instrumentsamlinger: i Bruxelles (Manillon), Köln (Heyer), Leipzig (Poul de Wit), London (South Kensington Museum, Carl Engel), Paris(Konservatoriets Museum, Gustave Chouquet). Kbhvn. (Angul Hammerich)). Nærmere om Instr. i Specialart.

Instrumentalmusik plejer man at kalde den Musik, der alene udføres af Instrumenter, hvorimod man ved Vokalmusik baade forstaar uledsaget Sang og Sang med instrumentalt Akkompagnement. At I. i nævnte Betydning allerede existerede i Oldtiden frem-gaar baade af Billeder (talrige Musikscener paa ægyptiske, assyriske og græske Oldtidsbilleder) og af Sagn (Ex. Orfeus-Mythen,Edda kvadenes Beretning om Gunnars virkningsfulde Harpespil i Ormegaarden m. m.). Ogsaa i den ældre Middelalder gengives paa Skulpturerne jævnlig baade Orkesteropførelser og instrumentale Solopræstationer, og der fortælles i Sagaerne om instrumentale Musikstykker, der paa mærkelig Maade bjergtager Tilhørerne, saa

MIDDELALDERLIGE INSTRUMENTER I NORDEN

1. Gunnar i Ormegaarden. Træskurd fra Hglestad Kirkeportal (Norge) 2. Rebek paa et Stenbillede fra Gamtafle Kirke (Fyn) 12. Aarh- 3. Fidel paa et Kalkmaleri i Orslev Kirke (Sjælland), 74 Aarh. 4. Fidler paa et Kalkmaleri i llerkeberga Kirke (Sverige), 1~>. Aarh. 5. Fidel paa et Kalkmaleri i Nøddebo Kirke (Sjælland), 15. Aarh. 6. Tangentfidel (Nyckelliarpa) paa et Kalkmaleri i Teaelsmora Kirke (Sveviae). 15. Aarh. 7 Giaesoillende Enael i>aa Kalkmaleri i Sanribiera Kirke (Rp.fa Herred)

de gaar fra Vid og Sans og ikke kan holde sig stille (Boses Harpepræstationer i Herrods og Boses Saga m. m.). Nedskrevne Prøver paa den instrumentale Musik foreligger først fra 16. Aarh., da Instrumenterne traadte i Kunstmusikens Tjeneste. Deres egen Musik fik Instrumenterne dog først efter en Tid lang at have givet sig ind under Vokalmusiken ved foreløbig kun at dublere og støtte Sangstemmerne. Deres Debut under Flerstemmighedens Auspicier bevirkede da. at det blev de for Solospil særlig egnede AÄA-ordin-strumenter (Lut, Orgel, Klaver), der kom til at lægge for. Under deres Forsog paa at skabe en selvstændig Instrumentalmusik slog Komponisterne da ind paa to Veje, idet de til den ene Side optog den indenfor Vokalmusiken fødte Polyfoni og tilrettelagde den efter disse Instrumenters Behov, og til den anden lagde ud efter en ny fri Instrumentalstil, der paa det nøjeste blev tillempet efter det paagældende Instruments særegne Natur og Ydeevne. Saa-ledes opstod 1) den instrumentale Polyfoni, der efter at være bleven indledet med det 16. Aarh.s holdningsløse ital. Ricercare og Canzone med Tiden udvikledes til den klassiske Orgel- og Klaverfuga (se Specialart. om disse Instrumentalformer og om deres Repræsentanter: A. og G. Gabrieli, G. Fresco-batdi, ,1. Froberger, P. Swelinck, Joh. Pachelbel, D. Buxtehude og J. S. Bach). — 2) En stor Del af de endnu be-staaende Instrumentalformer: Præludium, Toccata, Variationsformen. Danseformerne, Tonemaleriet m. m. repræsenterede i Hans Gerlc: »Musica teutsch auf Instrument der grossen und kleinen Geigen auch Lautens, 1552. Hans Juden-kunigs og Hans Xeusiedlers Lutbøger 1523 og 1586, Ammerbachs og Bernhard Schmidts (den ældre og yngres) Klaverbøger (für Orgel oder Instrument 1571. 1575, 1577, 1607); de engelske Klavermestre ved 17. Aarh.s Begyndelse: Bird, Bull etc. og — i Løbet af 17. Aarh. Rokokkotidens franske, og ital. Lutmestre: Familien Gaultiers, Francesco da Milano, og Klavermestre : de Chambonnières, F. Couperin o. fl. (Se forøvrigt u. Lul- og Klavermusik samt Specialart. om de anførte Instrumentalformer).

I umiddelbar Fortsættelse af den nævnte tvedelte Udvikling gaar ved det 18. Aarh.s Begyndelse Oprindelsen af den ældste af de saakaldte cykliske Instrumentalformer, nemlig den af en Række Danse sammenbyggede Suite, der i Klavermusiken havde sin første vigtige Repræsentant i Froberger, men naaede sit klassiske Højdepunkt i J. S. Bachs Klaversuiter (se Suite).

Opfindelsen af den akkompagnerede Solosang (se Renaissance og Monodi) havde imens ogsaa foranlediget Melodi-instrumenternes (Stryge-og Blæseinstr.s) Debut som Soloinstr. Med den sungne Monodi som Forbillede udvikledes saa-ledes fra Aar 1600 at regne en instrumental Monodi, o: en arios Instrumentalsats med Generalbasledsagelse (se Generalbas). De første famlende Forsøg i denne Genre skyldes de tidligste italienske Violinvirtuoser B. Marini, Carlo Farina o. fl., men til sin fulde Udvikling naaede denne monodiske Instrumentalstil først i 17—18. Aarh. med Bassani, Vitali, Veracini, Corelli og Tartini (t 1770). hvis udtryksfulde og kunstnerisk udformede Violinkompositioner i Forening med den i Neapolitaneroperaen florerende Kunstsang foranledigede denne Tidsperiodes alm. Betegnelse som den skønne Melodis Tidsalder. Snart gør denne monodiske Stil sig nu ogsaa gældende indenfor de øvrige Grene af I., o: i Klaver-, Kammer- og Orkestermusiken. Som Yndlingsform udkaarede Instrumentalkomponisterne nu Sonaten, der efter fra først af kun at have haft den almene Betydning af et Klangstykke el. Instrumentalstykke efterhaanden antog helt faste Konturer. Vigtige Stadier i denne Udvikling er: 1) Corellis og Tar-linis Violinsonate (Kammer- og Kirkesonate), der ved delvis at være sammensat af Danse, endnu grænsede nær op til Suiten, 2) Domenico Scarlattis Klaversonate i én Sats af Form som den senere klassiske Sonates 1ste Allegro, og 3) Alessandro Scarlattis Orkestersymfoni i 3 Satser: Allegro, Andante, Allegro. (Se Sonate og Symfoni). Det var en Sammenarbejdeise af disse Typer, der omsider hidførte Tilrettelæggelsen af den for alle Arter af I. endnu gyldige klassiske Sonate-Type, der i sine Grundtræk allerede forelaa i C. Ph. Em. Bachs Klaversonate, men først færdiggjordes med Joh. Stamitz' Orkestersymfonier og Kammermusikværker. Sit Prædikat som klassisk Instrumentalform fik Sonaten endelig ved Trekløveret Haydn-Mozart-Beethoven. Se iøvrig Klaver-, Kammer- og Orkes ermusik, Sonate, Symfoni m. m.

I Romantikens Tidsalder (19. Aarh.) fødtes derpaa som Modvægt til den sammen med Sonaten fremvoxede overfladiske Salonmusik (Hertz, Hunten osv.) den romantiske Klaverstil med sin Forkærlighed for de smaa Former (Schuberts Impromptus. Mendelssohns Lieder ohne Worte, Schumanns utallige Karakterstykker, Chopins Valse, Mazurkaer, Polonaiser, Nocturner og Ballader), og samtidig fremstod under den romantiske Operas Auspicier en malende romantisk Orkestersats (Weber, Ouverture til »Jægerbruden«, Mendelssohn, Ouverture til »En Skærsommernatsdrøm« og til »Hebriderne«, sammes skotske og ital. Symfoni etc.) Som den nyeste Begivenhed i I.s Historie staar endelig den af Berlioz fødte og af Liszt, Strauss o. a. videreførte Programsymfoni (symfonisk Digtning), der gør Tonemaleriet til sin Hovedsag og under Benyttelse af hele det moderne Orkesters Rigdom af Klangfaktorer udnytter det til at levendegøre og anskueliggøre Emner af enhver Art: Personer, Begivenheder, Naturscenerier etc., og derved paa det nøjeste falder i Traad med den illustrerende Orkester-sats, der underbygger det moderne (Wagnerske) Musikdrama. Se Programmusik, Musikdrama.

Instrumentation. Ved I. forstaas: 1) Stemmernes Fordeling mellem Orkestrets forskelligartede Instrumenter. 2) Bearbejdelsen af et Musikstykke (Klaverstykke el. 1.) for Orkester. 3) Bearbejdelsen af ældre Orkesterværker, hvor Instrumenternes Art enten ikke findes bestemt angivet el. umuliggør Kompositionens Opførelse med den oprindelige Instrumentbesætning: endelig ogsaa hvor I. ikke mere er tidssvarende og en Bearbejdelse af Kunstværket i moderne Aand derfor er egnet til at forny dettes Virkning og Leve-evne.

Instrumentationslære kaldes Læren om Instrumenternes Indretning, Toneomfang, tekniske Ydeevne, specielle Karakter og Klangfarve, samt om Instrumentarternes Gruppering og indbyrdes Samvirken i Orkesteret. Banebrydende for den moderne I blev Berlioz' Traité de l'instrumentation, 1839. Af de andre nyere Lærebøger i dette Fag skal som de vigtigste anføres: 3—4. Bd. af Marx' Kompositionslære, 2. Bd. af Lobes Kompositionslære. Ge-vaert. Traité d'instrumentation (1863 og 1885), E. Prout, The Orchestra (1898 og 99). Riemann »Katechismus der Musikinstrumente und der Orchestrierung«, 1902, Mahillon, Le Materiel Sonore des Orchestres, 5. Oplag 1922 etc., og i Danmark: Otto Malling Instrumentationslære«.

Instrumentsamlinger som Materiale til Studiet af Instrumenternes Historie findes nu i Størsteparten af de europæiske Storbyer. Forrest staar 1) Instrumentmuseet ved det kgl. Musikkonservatorium i Bruxelles (omfattende illustr. Katalog af V. Mahillon), 2) Instrumentsamlingen i Berlin (Kat. af Oscar Fleischer), 3) -Parz'serkonservatoriets I. (Kat. af Chouquet), 4) den af »Gesellschaft d. Musikfreunde« stiftede I. i Wien, 5) de store I. i South-Kensington-Museet i London, i Deutsches Museum og det Bayerske Nationalmuseum i München. 6) den store Heyerske I. i Köln. I Amerika er den Crosby-Brown'ske Samling i Metropolitan Museet i New York af Betydning. I Kbhvn. stiftedes 1897 en I., hvortil først og fremmest C. Claudius (s. d.) ydede værdifulde Bidrag, og som forestaas af Angul Hammerich, Forf. af Museets smukt illustr. Kat. (1909, tysk Udg. 1911). 1899 stiftede Claudius og I. Svanberg et Instrumentmuseum i Sthlm. Til de fleste I. knytter der sig Samlinger af Musikalier, Autografer, Billeder og Musiker-Portrætter.

Interludium kaldes hos Orglet de Mellemspil, der adskiller Koralversene.

Intermezzo, Intermedium, Entr'acte var opr. Navnet for de Musikforedrag, der ved Hoffernes Komedieopførelser til Underholdning for Publikum fandt Sted i Mellemakterne. Opført blev fra først af kun korte Instrumentalstykker og Sange i Madrigalform, men da I. i Benaissancetiden udvikledes til at blive en Art Mellemting mellem Opera og Ballet, optog det sammen med Madri-galerne ogsaa smaa Arier og Becitativer. Et vigtigt Vendepunkt i I.s Historie indtraf, da man i 18. Aarh. ogsaa fandt paa at indlægge det i Opera sérias Mellemakter, og ved at give det et komisk Indhold og en munter iørefaldende Musik bragte det i Modsætningsforhold til den Operagenre, hvormed det sattes i Forbindelse. Af det komiske I., der havde sine klassiske Hovedrepræsentanter i Pergolesi (La serva padrone, il maestro di musica) og Paisiello, udvikledes i Italien hurtigt den bredere anlagte Opera buffa (s. d.), og i Efterligning af I. skabtes opr. ogsaa den franske Opéra comique (s. d.) og det første danske Syngestykke (Bredals »Gram og Signe«).

Internationalt Musikselskab (»I. M. G.«, »S. I. M.<), stiftet 1899 af Prof. i Musikvidenskab ved Berlins Universitet Oskar Fleischer (s. d.) paa saa bredt Grundlag, at det snart kunde vinde Udbredelse i alle Verdensdele som Samlingssted for Samtidens musikvidenskabelige Forfattere og Studerende; det udg. et maanedligt »Zeitschrift« og de større »Sammelbände« for mere strengt videnskabelige Afhandlinger. En Sektion dannedes i Kbhvn. under Angul Hammerichs Forsæde: I. M., hvis Præsident siden blev Kretzschmar, Mackenzie og Ecorchéville, afholdt desuden flere betydningsfulde Kongresser (Basel, Wien, London, Paris), men opløstes under Verdenskrigen. Bundt om i Landene (Tyskland, Frankrig, Arner., Danmark, Sverige) har man paa forsk. Vis fortsat Selskabets Gerning, men til nogen egl. international Sammenslutning er det ikke mere kommet (dog Selskabet Union nmsico-logique i Haag). I. M.s Betydning for Musikforskningens Fremme har været uomtvistelig.

Interval (lat). Mellemrum (egl. Rummet mellem Pælene, inter valium). Herved forstaas den nøjagtige Bestemmelse af det Tonehøjdeforhold, der bestaar mellem to Toner, der forbindes med hinanden. 1) I Praxis bestemmes I. alene efter Afstandsforholdet mellem de paagældende Toner: Hos Primen [3: det 1ste og mindste Afstandsfor-hold) staar begge Toner paa ét og samme Trin, hos Sekunden (o : det 2det) er den ene af I.s Toner rykket frem til Nabotrinnet, og fra nu af øges Afstanden mellem I.s to Toner Trin for Trin, alt efter som den øverste Tone efterhaanden stiger til Terts (3die Trin), Kvart (4de), Kvint (5te), Sext (6te), Septim (7nde), Oktav (8nde), og derfra eventuelt videre til Oktavens Sekund, Terts, Kvart, Kvint, Sext osv. henholdsvis ogsaa betegnede som None, Decim, Un-decim, Duodecim, Terlsdecim osv. — I. kan ved Hjælp af Fortegn fremstilles i 5 Størrelser, o : som rent, stort, lille, forstørret og formindsket. Som Stam- el. Grundskala anvendes ved Intervallernes Bestemmelse Durskalaen, der ud fra Grundtonen opviser 4 saakaldte rene, og 4 saakaldte store I. Som rene betegnes Durskalaens Grundtone -j- dens Prim, Kvart, Kvint el. Oktav; som store Sekund-, Terts-, Sext- og Septimforholdet. Ud fra Tonen A falder følgelig de rene I. henholdsvis paa A, d, e og a, de store paa h, cis. fis og gis. Fordybes det store I.s øverste Tone kromatisk, fremkommer et lille I., Ex.: a h o: stor Sekund, a b o : lille Sekund, a—cis stor Terts, a—c lille Terts osv. Det forstørrede I. dannes ved den kromatiske Forhøjelse af det store el. rene I.s øverste Tone. Ex.: a—cis d: stor Terts, a— cisis o : forstørret Terts, a—e ren Kvint, a—eis forstørret Kvint osv. Det formindskede I. dannes ved den kromatiske Fordybelse af det lille el. rene Intervals øverste Tone, Ex.: a—c o: lille Terts, a—ces formindsket Terts, a—d o: ren Kvart, a— des formindsket Kvart. — I.s Omvending. Flyttes den øverste Tone af et I. en Oktav ned. eller den underste en Oktav op. opstaar af Primen en Oktav. af Sekunden en Septim, af Tertsen en Sext. af Kvartenen Kvint og omvendt; Omvendingen af et stort I. giver da som Resultat et lille I., af et lille et stort, af et forstørret et formindsket og omvendt, hvorimod et rent I. igen resulterer i et rent. Ex.:

Om I.s Inddeling i konsonerende og dissonerende se Konsonans og Dissonans. 2) Overfor Praktikernes elementære I .lære staar Videnskabsmændenes aku-stisk-leoretiske, der gaar ud paa at undersøge og udregne, hvorledes de to Toners Svingningstal og Lydbølgelængde (evt. Strengelængde) forholder sig til hinanden (se Klang). Resultatet bliver her, at to Strenge af ens Længde frembringer samme Antal Svingninger og følgelig falder sammen i en Prim el. Enklang. To Strenge, af hvilke den ene er dobbelt saa lang som den anden, frembringer derimod i Samling en Oktav, fordi den korte Streng indenfor samme Tidsrum udfører dobbelt saa mange Svingninger som den lange. Staar Strengenes Længdeforhold og Svingningstal i Forhold til hinanden som 2/3—3 _s, bliver Resultatet en ren Kvint. 3/4—4;₄ giver en ren Kvart, 8₉—9,₉ en stor Sekund. 15 i₆—16 _1G en lille Sekund. 4 ₅—5₅ en stor Terts, 5₆—6 ₆ en lille Terts. 3 5—5 5 en stor Sext. 5 j—8 s en lille Sext, 8 ₁₅—15/i₅en stor Septim. 9 i₆— 16 ₁₆ en lille Septim. (Se iøvrig Musikteoretisk Akustik og Monochord).

Intonation. 1) Ansættelse el. Angivelse af Tonen. Ved en god I. forstaas paa én Gang, at Tonen ansættes rent og er fuldt ud velklingende. Den urene Toneansættelse betegnes som Detonation (se Detonere). 2) Hos Instrument-byggerne betegner I. den sidste Rettelse af de klanglige Ujævnheder, der endnu kan staa tilbage, efter at Instrumentets enkelte Dele er færdiggjorte og sammenstillede, som f. Ex. hos Klaveret Hamrenes Beklædning og Stilling, hos Orglet smaa Rettelser ved Beskæringen af Labialpibernes Opsnit, ved Tilfiling af Tungepibernes Tunger o. 1. 3) I den katolske (gregorianske) Kirkesang anvendes I. for den korte Sætning, hvormed Celebranten indleder de iøvrig af Koret udførte Afdelinger af Messen som f. Ex. Gloria in excelsis Deo. fortsat med Korets: et in terra pax; Credo in unum Dcum fortsat med Korets Patrem omnipotentem etc. (se J/esse).

Intrada var i 16—17. Aarh. Navnet for Instrumentalstykker, der indledede større Fester og opr. alene udførtes af et stærkt besat Blæserkor. Senere tog I.endogogsaa andre Instr. til Hjælp og erstattede nu og da Operaouverturen.

Intrepidamente (ital.), Foredragsbe-tegnelse, uforfærdet.

Introduktion, den korte, som oftest langsomme Sats, der tit findes indskudt foran Sonatens, Symfoniens etc. 1ste Allegro. (Haydns og Beethovens Symfon., Beethovens Egmont-Ouverture m. m.).

Introitus (lat., Indledning. Indgang) kaldes i den katolske Liturgi den Sang, der indleder Messen og istemmes af Koret, idet Celebranten fra Sakristiet begiver sig til Alteret. (Se iøvrig Messe).

Inventioner (lat.), Opfindelser, Paa-fund. Saaledes betegnedes i 17—18. Aarh. smaa Tonestykker, der havde Karakter af Improvisationer. Bekendte Ex. er J. S. Bachs 2- og 3-stemmige I. j: smaa Etuder, han i Undervisningstimerne improviserede og nedskrev til Brug for sine Elever.

Inventionshorn, se Horn.

Inventionstrompet, se Trompet.

Invitatorium (lat), Opfordring, kaldes i den katolske Kirke den Antifoni, hvormed den første Nokturne begynder, og hvormed den følgende Dags Gudstjeneste altsaa indledes. Se Horer.

Ireland, John, f. 1879, eng, Komponist, Elev bl. a. af Stanford, skrev symfon. Digtninge (The Forgolten Rite), Kammermusik (Trioer, Violin- og Klaversonater m. m.), en Række Sange og nogle Kor; synes ikke at indtage nogen officiel Stilling i eng. Musikliv (lever i Chelsea), men nævnes blandt de mest begavede nutidige eng. Komponister.

Irrgang, Heinrich Bernhard, 1869 — 1916, tysk Orgelspiller, Organist ved Berlins Domkirke og Lærer i Orgelspil ved ^Hochschule« dér, en af Tidens mest fremragende Virtuoser, tillige Komponist for Orgel (Sonaterm.m.); foretog Koncertrejser, bl. a. til Kbhvn., og gav i Berlin udmærkede gratis Orgelforedrag.

Isaak, Heinrich, c. 1450 —1517, f. i Nederlandene, c. 1480 Organist hos Lorenzo il Magniftco i Florens, 1492 hos Kejser Maximilian i Innsbruch, senere i Augsburg, Wien og atter i Florens. I. regnes for en af sin Tids største Mestre, han skrev Motetter, Messer, verdslige Korsange. Man tilskriver ham ogsaa en af vore skønneste Koralmelodier, den som benyttes til »Nu hviler Mark og Enge«, oprindelig til Sangen: »Innsbruck, ich muss dich lassen«.

Isouard, Niccolo (ogsaa kaldet Nic-colo de Malte efter hans Fødeø;, 1775 —1818, fr. Komponist, studerede Musik i Italien samtidig med efter Faderens Ønske at uddanne sig til Bankier, fik en Opera opført i Firenze, opgav Bankvæsenet, blev Malteserordenens Kapelmester og efter Ordenens Ophævelse Operakomponist i Paris, hvor

Niccolo Isouard.

han, støttet af R. Kreutzer, snart havde stort Held med Michel Ange og navnl. med Cendrillon, 1810, der opførtes rundt om i Europa (Kbhvn. »C. el. Den lille grønne Sko« 1812). Da Roieldieu vendte tilbage fra Rusland, skrev I. endnu i Kappestrid med denne Jeannot et Colin (Kbhvn. 1818) og Joconde 1814, (Kbhvn. »J. el. Frierne paa Eventyr« 1817); i Længden trak I.s melodiøse, men letfhdende Operaer dog det korteste Straa, og I. tog sig dette saa nær, at det efter Sigende i Forbindelse med letsindig Levevis medførte hans tidlige Død; foruden c.50 Operaer skrev I. Messer, Motetter, Kantater, Sange m. m.

Israel i Ægypten, Handels 5te Oratorium, første Gang opført i London d. 11. April 1739.

Istel, Edgar, f. 1880, tysk Musik-forf. og Komponist, Elev særl. af Yol-bach og Sandberger, lever i Madrid ; skrev adskillige musikæstetiske Skrifter, mest vedrørende nyere Musik : »Peter Cornelius«, »Entstehung des deutschen Melodramas«, »Die Blütezeit der musikalischen Romantik«, »Das Kunstwerk R. Wagners«. 'Die moderne Oper seit R. Wagner«, »Paganini«. ->Das Libretto«, »Das Buch der Oper« (1. Del, 2. Del af Kapp), endvidere udg. han Cornelius' og E. T. A. Hoffmanns Skrifter og optraadte som Komponist af nogle Operaer, Sange og Korstyk-ker, Ouverturer og anden Teatermusik.

Istesso, se l'istesso.

Istmiske Lege kaldtes de Vædde-kampe, der i Oldgrækenland afholdtes ved Poseidons Tempel paa Landtangen ved Korinth. De var af ældgammel Oprindelse og bestod baade i Legemsøvelser, Kapløb og musiske Væddekampe (o: Kitharaspil. Fløjtespil med Sangledsagelse o. 1.).

Ivanov, Michael Ippolitov, f. 1859, russ. Komponist, Elev af Rimsky Kors-sakof, virkede i Tiflis, siden i Moskva som Operakapelmester og fra 1906 som Konservat.s Direktør; skrev Symfon. o. a. Orkestermusik, Kammermusik, Kor, Sange og et Par Operaer, samt en »Akkord-Lære« (russ." m. m.

Ivanov, Nikolai, 1810 — 87, russ. Sanger, af Datiden højt skattet Tenorsanger i italienske Operaer, særl. Rossinis, hvem I. stod nær; ansat ved Scalateatret i Milano og optraadte i Paris og London indtil 1845.

Ivogün, Marie, f. 1890. ungarsk Sangerinde, studerede fra ganske ung i Wien. er nu Medlem af Münchens Xa-tionalopera (særl. fortrinlig Mozart- og Koloratursangerinde), er ogsaa optraadt i Koncertsalen (bl. a. flere Gange i Kbhvn.); g. m. Tenorsangeren Karl Erb.