La, de romanske Nationers Navn for Tonen a. Paa fr. hedder saaledes Adur La majeur, A-moll La mineur; ais kaldes La dièse, as La bémol. As-dur La-bémol majeur osv. Se iøvrigt Solmisalion, Diesis og Bé-mol, Majeur og Mineur.

Laat. Hermed betegnes paa norsk og svensk i Flæng en sunget el. spillet kortere Melodi. Bukkehorns- el. Ku-L. (sv. Yall-L.) anvendtes tidligere paa Sætrene som Lokkemelodi til Hjemkaldelse af Kreaturerne; Brude-L. (el. Slaat), Spillemandsmelodi ved Bryllupper; Baan-L. el. Baadn-L., Børnevise el. Vuggevise osv.

Laatpipa (sv), lille Fløjte, der tidligere anvendtes som Sæterinstr. og ved sin Indretning viser tilbage til Fortidens Lang- el. Blokfløjte (se Fløjte), Den var c. 30 cm lang og havde 6—9 Fløjtehuller.

Labarre, Théodore, 1805—70, fr. Harpevirtuos og Komponist. Elev af Bochsa; foretog talr. Koncertrejser, der skaffede ham Verdensry som Virtuos: 1847—49 Kapelmester ved Opéra Comique og senere knyttet til Napoleon III.s Hof samt Lærer ved Kon-servat. i Paris; skrev Operaer, Balletter, Romancer og Kompositioner for Harpe samt en Harpeskole.

Labat, Jean Baptiste, 1802—1875, fr. Komponist og Organist, skrev hovedsagelig Kirkemusik, deriblandt Messe solennelle samt teoret.-histor. Arbejder.

La-bémol, se La.

Labey, Marcel, f. 1875, fr. Pianist og Komponist; Elev af Schola canto-rum, hvor han senere blev Lærer i Klaverspil og i Orkesterklassen; af hans Kompositioner maa nævnes Kammermusik, Symfon.. Operaen »Bérangère« m. m.

Labia, Maria, f. 1889, ital. Sangerinde, opr. Koncertsangerinde, debut. paa Operaen i Verona, engageret ved Operaen i Sthlm., siden ved >Komi-sche Oper« i Berlin i 5 Aar, optraadte som Gæst paa talr. europæiske Scener. 1911 paa det kgl. Teater i Kbhvn.; dramat. Sopran med stor Fremstillings-ævne; nu i Italien.

Labialpiber el. Labier. se Orgel.

Labitzky, Joseph, 1802—81, østr. Dansekomponist, der som Udløber af Wienerskolen (Strauss og Lanner) skrev Valse, Kvadriller etc., som han med eget Orkester (grundet 1834 i Karls-bad) bragte til Opførelse paa Tournéer bl. a. til Petersborg og London.

Lablache, Luigi, 1794—1858, ital. Sanger (Bas) begyndte som Buffosan-ger i Napoli og Messina, gik senere over til seriøse Partier (»Scala« i Milano 1817), sang med stort Ry i Venezia, Wien og ved Pariseroperaen 1830-52; skrev Méthode de chant.

Labor, Josef, f. 1842, czekisk Komponist og Virtuos; uddannet som Barn i Wiens Blindeinstitut og i Konservat. dér; optraadte som Pianist og vakte Opmærksomhed p. Gr. af sit sjælfulde Spil paa Koncerttournéer i Europas Hovedstæder, senere ogsaa som Orgelvirtuos; har komponeret Klaver- og Kammermusik, Orgelfantasier og religiøse Korsager (»Ave Maria« etc.).

Laborde, Jean Benjamin de, 1734—94. fr. Komponist og Musikforf., Elev af Rameau: skrev flere komiske Operaer og et betydeligt, endnu værdifuldt histor. Arbejde i 4 Bd., Essay sur la musique ancienne et moderne; L. blev henrettet under Revolutionen.

Lach, Robert, f. 1874. østr. Komponist og Musikforf., Elev af Wiener-Konservat.. drev samtidig Studier ved Universitetet; 1911 Direktør for Wiens Hofbibliotek. Hans Kompositioner omfatter alle Arter: Kammermusik, Balletter og Operaer (flere til egen Text), Messer, Symfon., Ouverturer etc. og en Række betydelige musikhistor. Arbejder, bl. a. »Studien zur Entwick-lungsgeschichte der ornamentalen Mélodie« (1913).

Lachner, Franz. 1803—90, tysk Komponist. Faderen, der var Organist, gav ham den første Uddannelse, senere Elev af li. Ett i Miinchen: blev 182 3 Organist i Wien, 1826 —34 Kapelmester ved Kärnt-nerthorteatret, derefter i Mannheim og 1836 —65 Hofkapelmester i Miinchen, hvor han udøvede stor Indflydelse paa Musiklivet. Han besad en usædvanlig kontrapunktisk Dygtighed; af hans Arbejder skal nævnes Orkestersuiter, flere Operaer. 8 Symfon., Oratorier og andre Korværker (»Die vier Menschenalter« ;, Kammermusik m. m.; stod i Venskabs- og Fortrolighedsforhold til Fr. Schubert. Hans Afgang fra Posten som Hofkapelmester skyldtes fortrinsvis Rich. Wagners voxende Indflydelse hos Ludwig II.

Hans Broder. Ignaz L., 1807—95. studerede i Augsburg, men tog paa Broderens Foranledning 1824 til Wien som Organist og Violinist samt Opera-repetitør og Vicekapelmester, 1831 Kapelmester i Stuttgart, senere i Miinchen og Hamburg. 1858 i Stockholm. 1861

Franz Lachner.

i Frankfurt a. M., hvor han forblev i Virksomhed til 1875; komponerede flere Operaer, Balletter, Messer, Sym-fon., Kammermusik, Klaver- og Sangmusik.

Den yngre Broder, Vincenz L., 1811 —93, blev 1836 Hofkapelmesteri Mannheim, hvor han forblev til 1873; tog derefter Ophold i Karlsruhe, hvor han blev Lærer ved Konservatoriet 1884; komponerede bl. a. Kammermusik, Ouverturer og Mandskvartetter, som blev meget populære.

Lacombe, Louis Trouillon, 1818— 1884, fr. Komponist, Elev af Pariser Konservat.; efter en Koncerttourné i Frankrig, Belgien og Tyskland kom han 1834 til Wien, hvor han fortsatte sine Studier hos Karl Czerny (Klaver), Sechter og Seyfried (Teori); tog 1839 varigt Ophold i Paris, hvor han skrev en Række Værker i Smag med Berlioz': Kammermusik, Symfon., flere Operaer etc., hvori hans Forkærlighed for Massevirkning gør sig tydeligt gældende.

Lacrimosa, Begyndelsesordet til 10. Strofe af Dødsmessens Dies irae (se Requiem). Hvor Dødsmessen lægges til Grund for en større Komposition, fremtræder L. gerne som en selvstændig Sats af blidt klagende Karakter.

Lacrimoso el. Lagrimoso (Hal.), Fore-dragsbetegnelse, grædende, klagende.

Ladmirault, Paul, f. 1877, fr. Komponist; Elev af Konservat. i Nantes, hvor han allerede 1893 fik opført en Opera Gilles de Relz; kom 1895 ind paa Konservat. i Paris, i hvilken By han forblev som Lærer og Kritiker; har bl. a. skrevet Suiter, Korværker (Tan-tnm ergo). Sange og Klaversager.

Laeva (ital.). venstre Haand, se Mano si nis Ira.

Lafage, Juste-Adrien Lenoir de, 1805—62, fr. Musikforf.: har specielt beskæftiget sig med a cappella-Stilen under Baini i Italien (1828—29 og 33—34): 1829 ansattes L. som Kapelmester ved St. Étienne-Kirken i Paris. Foruden at have forf. mange fortrinlige musikhistor. Skrifter har han komponeret baade vokal og instrumental Musik, dog af mindre Betydning

Lafont, Charles Philippe, 1781 — 1839, fremragende fr. Violinist og Komponist; optraadte allerede i 11-Aars Alderen og vakte stor Opsigt. Efter mange Koncerter kaldtes han 1808 til Petersborg som Kammervirtuos, hvor han forblev, indtil Ludvig XVIII 1815 kaldte ham til Paris i en lignende Stilling. Han omkom ved en Kørselsulykke i Sydfrankrig. L.s Kompositioner omfatter Violinkoncerter. Fantasier etc.. henimod 200 Sange og 2 Operaer.

Lagercrantz, Ludvig Wilhelm August. 1825—86, sv. Komponist af Kvartetsange for Mandskor, Klaverkompositioner og Solosange; var Artilleriofficer, tog Afsked 1878, gjorde Tjeneste som Militær-Musikdirektør 1856 — 66. >Hundra valda sånger till skolornas tjänst« udkom i Kbh. 1866—73.

Laharpe, Jean François de. 1739 —1803, fr. Digter og Kritiker, der som Modstander af Gluck gentagne Gange rettede offentlige Angreb paa dennes Værker.

Lajarte, Théodore Edouard Du-faure de. 1826—90, fr. Musikforf. og Komponist; Elev af Pariser-Konservat. : fik tidligt opført nogle Operaer og Operetter, skrev desuden Militærmusik, men var betydeligere som Musikforf. (Bibliothèque musicale du théâtre de l'Opéra, Instruments Sax et fanfares civiles etc.); fra 1873 Bibliotekar ved den Store Opera i Paris.

Lakmé, Opéra comique af Leo De-libes. Paris 1883, Kbhvn. 1896.

La Laurencie, Lionel de, f. 1861, fr. Musikforf.; efter Studier ved Forstakademiet i Nancy og ved Univers. i Nancy og Grenoble kom han ind paa Pariser Konservat. ; var i Stats-tjeneste 1883 — 98, men helligede sig derefter udelukkende Musikvidenskaben, og en lang Række Arbejder foreligger fra hans Haand, navnlig i musikalske Fagskrifter. bl. a. over Wagners Parsifal. »Rameau« (i Musiciens célèbres): efter Lavignac blev han Re-

daktør af Pariser Konservat.s Encyclopédie et Dictionnaire.

Lalo, Edouard, 1823—92. fr. Violinist og Komponist af spansk Afstamning: fra 1839 Elev paa Pariser-Kon-servat, med Habeneck, Schulhoff og Crèvecoeur som Lærere; vandt hurtig Navn som Bratschist og Kvartetspiller. En Opera »Fies-que« blev antaget men ikke opført, derimod opførtes 1888 Operaen »Le rov d'Ys« med Held. en Ballet »Na-mouna« omarbejdedes til Orkestersuite og vandt saaledes stor Udbredelse. L. var Tilhænger af Rich. Wagner og havde derfor i hin Tid vanskeligt ved at gøre sig gældende i Paris. Af hans andre Arbejder maa fremhæves den udmærkede, overalt spillede Violinkoncert: Symphonie espagnole, en Symfon . Klaverkoncert og flere Violinkoncerter. Kammermusik, Sange, kirkelig Musik etc. (Biogr. af G. Serviéres). — Hans Søn Pierre L., f. 1866, er kendt som Le Temps' Musikreferent.

Laloy, Louis. f. 1874, fr. Kritiker og Musikforf., Elev af Schola Cantorum 1899—1905, studerede desuden Filosofi og holdt musikhistor. Forelæsninger paa Universitetet i Paris. Af hans Arbejder maa nævnes: Les anciennes Gammes enharmonique, Le genre enharmonique des Grecs, Studier over Rameau, Debussy, Chopin, kinesisk Musik etc.

Lambert, Michel, 1610—96, berømt fr. Lutspiller, Kammermusikmester hos Ludvig XIV; udg. Airs et brunettes.

Lambillotte, Louis, 1797 — 1855, belg. Komponist; Organist i Charleroi og Dinant, fra 1822 Kapelmester i St. Acheul: komponerede Messer, Motetter, Orgelmusik, og skrev flere Afhandlinger om Musik som Antiphonaire de Saint Grégoire (1851), Clef des Mélodies Grégoriennes, Quelques mois sur la restauration etc.

Lamentabile el. lamentoso (ital.). Som Foredragsbetegn. klagende. Som Overskrift over et Musikstykke tillige, at Tempoet skal være langsomt.

Lamentationes kaldes de 3 Afsnit af Jeremias' Klagesange, der i den katolske Kirke afsynges under Gudstjenesten i den stille Uges 3 sidste Dage. L. blev indtil 16 Aarh.s Slutning udførte som Korsang (berømte L. komponerede bl. a. baade Palestiina, Orlando Lasso og Vittoria), men udføres nu af en Solostemme paa en gregoriansk Melodi, der giver Udtryk for Profetens sorgfulde Stemning.

Lambrino, Telemaque, f. 1878, russisk-græsk Pianist, Elev af bl. a. Teresa Carreno i Berlin. Efter adskillige Koncertrejser, bl. a. til Skandinavien, vendte han 1909 tilbage til Leipzig, hvorfra han leder Mesterklassen i Er-furts Konservat.: er navnlig en fremragende Tekniker.

Lammers, Mally Sars. f. 1850, nsk. Sangerinde og Sangpædagog, Elev af Lammers, Kria., og Desirée Artat, Paris. 1881 g. m. Sangeren T. L. (s. d.). Har udført Solo-Sopranpartiet ved en Mængde Oratorieopførelser i Hjemlandet og har givet mangfoldige Romance- og Folkevisekoncerter i Ind-og Udland sammen med sin Mand.

Lammers, Thorvald, 1841—1922, nsk. Sanger. Virkede først som Jurist, indtil han søgte Uddannelse som Sanger hos Arlberg, Sthlm.. og LampertL Milano. Debut. 1 874, gik derpaa til Operaen ved Kria. Teater, hvor han udførte de bærende Bas-partier i »Don Juant, »Figaro«, »Barberen«, »Fi-delio«, »Wilhelm Telh o. fl. Gæstede ogsaa i Sthlm. og Lon-

don. Efter et Studieophold i England og Tyskland boede han i og ved Kria. væsentlig som Kordirigent, Sangpædagog og Koncertsanger. Stiftede 1879 »Korforeningen« (senere »Cæciliaforeningen«), og opførte aar-lig større kirkelige Koncerter. L. var en fortræffelig Tolker af norske Romancer. Men størst Betydning fik hans Arbejde med norsk Folkemusik. Over det hele Land rejste L. og gav Folkeviseaftener (ofte sammen med sin Hustru). Som ingen anden har han vakt Interessen for Kæmpevisen. Han blev engang træffende kaldt »Xorges Sanger«. L. skrev paa sine gamle Dage en Række Solosange samt Korværkerne »Akershus« og :>Fred«. Foruden mindre Biografier (i »Vore Høvdinger«) foreligger et populært musikhistorisk Arbejde, Store Musikere«, fra hans Haand.

Lamond, Frederick, f. 1868, eng. Klavervirtuos, bl. a. Elev af H. v. Biilow, har paa talr. Koncertrejser, deriblandt til Skandinavien, vundet Ry som Beethovenfortolker; er ogsaa Komponist (Kammermusik, en Ouverture >;Aus dem Sehottischen Hochlandes etc.).

Lamoureux, Charles, 1834—1899, fr. Violinist og Dirigent; Elev af Pariser-Konservat.. vandt stort Ry som Dirigent, blev ledende Kapelmester i den Store Opera og grundlagde i 1881 de saakaldte Concerts Lamoureux, der i mange Aar

var et af de betydeligste Koncertforetagender i Paris; de er senere fornyet af hans Svigersøn Camille Chevillard.

Lamperti, Francesco, 1813—92, berømt ital. Sanglærer; Elev af Konser-vat. i Milano, hvor han 1850—75 virkede som Lærer og bl. a. uddannede Mme Artôt, La Grange. Sembrich og Cruvelli. Urig. en Sangskole og Voka-liser.

Lanciers, Les, se Kvadrille.

Land, Jan Pieter Nicolaus. 1834— 97. höll. Orientalist; beskæftigede sig ogsaa med exotisk og navnlig arabisk Musik, skrev om Thysius' Lutbog og udg. sammen med Jouckbloet Konst. Hiujghens musikalske Brevvex-ling.

Landino, Francesco. 1325—97. Organist ved Lorenzokirken i Firenze; ogsaa kendt som Filosof, Astrolog og Instrumentmager: skrev Madrigaler. Ballader etc. i »Ars nova«-Stilen og er en af dennes vigtigste Repræsentanter.

Landormy, Paul Charles René, f. 1869, fr. Komponist og Musikforf. ; studerede først Filosofi, men kastede sig derpaa over Musik og Sang ; vendte sig endnu en Gang mod Videnskaben, blev Gymnasielærer og skrev filosofiske Arbejder, men slog sig 1902 ned i Paris, hvor han udg. Sangkompositioner, holdt Foredrag over Musikhi-stor. og er Lærer ved École des hautes éludes sociales; forf. særl. »Brahms« (i Maîtres de la musique). Faust de Gounod og Histoire de la musique.

Landowska, Wanda, f. 1877, polsk Pianistinde. Specialist paa Cembalo, bosat 1900—13 i Paris, Lærerinde ved Schola Cantorum. Foretog fra 1906 Koncertrejser fortrinsvis med Musik fra Cembalo-Perioden, paa hvilket Omraade hun har vundet stort Ry: 1913— 19 Lærerinde

ved Berlins »Hochschule« ; har ogsaa komponeret Klaver- og Orkestermusik og skrevet Afhandlinger om Bach og om gammel Musik.

Lang, Heinrich, 1858—1919, tysk Komponist og Organist; Elev af Stuttgarter Konservat., senere Organist i »Foreningen for klassisk Kirkemusik« og 1894 Organist og Musikdirektør ved Stiftskirken; komponerede bl. a. en stor Mængde Sangmusik (Kvartetter, Motet-ter,Solosange, Korværk.) ogOrgelmusik.

Lang, Josef, f. 1865. czekisk Harpevirtuos, Elev af Prager Konservat., ansat i Prag, Brûnn, Dresden og fra 1886 i Stockholm, hvor han tillige 1894 blev Lærer ved Konservat.

Langaard, Borghild Bryhn, f. 1883, nsk. Koncert- og Operasangerinde, Elev af Gina Oselio, Nina Grieg, zar Miihlen. Debut. 1906. Sang ved Covent Garden, London 1907. Talrige Koncertrejser i Skandinavien og Amerika, har optraadt ved Operaerne i Sthlm., Wien, Chicago. (Hovedroller: Elisabeth, Venus. Elsa, Brynhild. Carmen, Aida, Butterfly, Tosca).

Langdans er Navnet for en baade i Sverige og Danmark endnu i sen Tid plejet Folkedans, der umiddelbart viser tilbage 1 i 1 Middelalderens sang-ledsagede Kædedans, hvor en Fordanser sang for og med venstre Haand drog en lang Skare af dansende efter sig. (Se Danseformer 1). I Sverige (Skaane) blev den som oftest danset om Sommeren, ved Maj- el. Pinsefesten. I Danmark var den fremfor alt Bryllupsdans. I »Om vore ældste Folkedanse« beskriver Grûner-Nielsen 3 Former af den danske Langdans: 1) Tospring (særl hjemmehørende i Vestjylland), hvor Brudeparret og Bryllupsgæsterne under Udførelsen af bestemte Dansetrin og under Afsyngelsen af en bestemt Melodi, mens Bordene bliver dækkede, fra Bryllupsgaarden langsomt bevæger sig frem til en Nabogaard for dér at danse en Times Tid og siden igen at vende hjem. 2) At løbe Brud og Brudgom af Laget. Med Spillemanden i Spidsen løber Gæsterne paa 1ste Bryllupsaften i en lang Række gennem hele Landsbyen, ud og ind af alle Huse, idet han spiller og de synger: »Den du har væ't, bli'r du aldrig mere«. 3) Den saakaldte Kehraus(s.d.), der tidligere plejede at afslutte ethvert Gilde og bestod i, at alle Gæsterne i en lang Række dansede af Sted gennem Stuer og Udhuse for til sidst igen at havne i Dansesalen til Afdans. (Litt. : foruden Gruner Nielsen, Niels Andersson: »Skaan-ske Melodier« og T. Norlind: ; Studier i sv. Folklore«).

Lange, de. se De Lange.

Lange, Algot. 1850 — 1904. sv. Sanger og Sanglærer: debut. 1872 i Helsingfors som Eremiten i »Jægerbru-den«, drog derpaa til Paris for Sangstudium, op-traadte fra 1878 i Sthlm. og var siden knyttet til det kgl. Teater i Kbhvn. 1884 — 95. hvor hans sanglige og dramatiske /Evner lod ham indtage en fremskudt Plads; virkede derefter som Sanglærer dels i Kbhvn., dels i Sthlm., men rejste c. 1900 til Paris, hvor han blev til sin Død. — Hans Hustru Ina L., f. Forsten, f. 1849. Pianistinde (særl. Clavecin); har siden 1900 Ophold i Kbhvn. og er optraadt som Foredragsholder og Udg. af musikhistor. (novellistiske) Skrifter om Gluck, Chopin etc. Ægteskabet hævedes ved Skilsmisse.

Lange, Gustav Fredrik, f. 1861, nsk. Violinist og Pædagog, Elev af Konservat. i Sthlm., studerede i Berlin og Paris; Koncertmester ved Nationalteatret, Kria., 1899, fra 1919 i »Filharmonisk Selskap«. Stiftede sin egen Kvartet 1899. Skrev en Række mindre Kompositioner for Violin, men er særl. kendt for sin ^Violinskole«, som benyttes overalt i Norge. Forfattede en fortræffelig »Harmonilære«.

Algot Lange.

Lange eik, Langhörpu, Langspil, norsk (dansk Langeleg el. Langleg), gi. norsk-dansk Folkeinstrument, be-staaende i en lang og smal Kasse, paa langs af hvis Laag der er udspændt 7—8 Strenge. Den forreste af disse er inddelt ved Baand (s. d.) og tjener til Udførelse af Melodien; de øvrige anvendes derimod i los Tilsiand og benyttes til Udførelse af den fastliggende Akkompagnementsakkorcl, som L. har til fælles med Flertallet af de fra Middelalderen nedarvede Folkeinstr.(deribl. Humle, Lire, Nyckelharpa, Sækkepibe, s. d.). Strengenes Stemning varierer nielle™ a a a a e¹ a¹ e², a a a a e^la¹ cis² e² og a a a a a e e¹ e¹. Melodistrengens Baand afgiver en diatonisk Durskala a—cis³ (hos ældre Instrumenter er visse af disse Toner lidt for høje. andre lidt for lave) og inddeles af v. H.s 3 Mellemfingre, der tidt ogsaa sætter dem i Klang ved Anslag el. Pizzicato. Som Hovedredskab ved Strengenes Intonation tjener dog den af h. H. førte Spræt, et langstrakt bøjeligt Plekter (af Horn el. Fiskeben), der let føres frem og tilbage paa tværs af samtlige Strenge. Lydkassen er enten uden Bund (udhulet af ét Stykke Træ) og har i saa Tilfælde sine Stem-meskruer fordelt i 2 Skruehalse, eller med Bund, o : sammenlimet af Over-og Underflade med forbindende Randflader, med alle Skruer samlede i én Hals. — Stedet og Tiden for L.s Opfindelse er ukendt. I 16. Aarh. anføres den i den ital. Litteratur som et ældgl. toskansk lnstr.(Symfoni),i 17. Aarh. kaldes den i Tyskland afvexlen-de spansk Humle og Scheidtholz (Brændestykke), i Frankrig betegnes den ved samme Tid som Buche de Flandre (flandersk Bjælke), men omdøbes siden til Yo-

Norsk Laiigeleiksspillerskc

geserspinet; i Holland benævnes den 1699 som noordische Balk. Mens Instrumentet i sidstnævnte Land afvexlende blev behandlet med Strygebue og med Plekter, satte det sig i Island fast som Stryge-instr., i Danmark og Norge: som Plekter-inslr.,henholdsvis betegnet som Langspil og som Langeleg, Langeleik el. Langharpe. I Xutidenleverdetsomideel Gengiver af den hjemmefødte norske Folkemusik kun endnu i Xorge, særlig i Valdres. Fremtrædende Egenskaber hos L. er dens stilfærdige poetiske Klang og dens udprægede Nuanceringsævne. De energiske Forsøg, der nu i Norge foretages for at genindsætte L. paa sin gamle Plads som Landbefolkningens udkaarne Hjemmeinstrument, er derfor baade berettigede og i høj Grad paakrævede i en Tid, hvor Harmonika, Lirekasse og Grammofon jo er paa Vej til helt at fortrænge den nedarvede nationale Folkemusik, for i dens Sted at vække Landboernes Interesse for Storbyens Varieté-og Revymusik. (Litt.: Nicolas Doawes: »Grondig onderzoek van de toonen der musijk«, 1 699; s Norske Universitets- og Skoleannaler« 1850, 2. Række, 5; Eggen: > Skalastadier« ; O. Sandvik: »Folkemusiken i Vest-Agder« ; L. Lindeman: >Ældre og nyere norske Fjeldmelodien og Haandskrevne L.-stykker, der opbevares i Universitetsbiblioteket i Kria.; Hortense Panum: »Langelegen som dansk Folkeinstrument« med et Udvalg af norske Lange-legsstykker, som Forf. 1916 —17 personlig optegnede i Valdres, og 3 originale danske L.-Kompositioner af Carl Nielsen; Hortense Panum: »Lnngeleiken« i .Norsk Skoletidendec 1920, Nr. 35 B).

P. E. Lange-Müller.

Lange-Müller, Peter Erasmus, f. 1. Decbr. 1850 paa Frederiksberg, dsk. Komponist; som Søn af Højesteretsassessor M. var han bestemt til juridisk Studium, tog Studenterexamen og blev cand. phil. men opgav 1874 Studierne til Fordel for Musiken.hvilken han allerede fra ung af havde været optaget af. ni ed G. Matlhison-Hansen som Lærer; blev derefter Elev af Kbhvn.s Musikkonservat. (med E. Xeupert som Lærer i Klaverspil). Som økonomisk uafhængig kunde han leve ene for Musiken, men var paa Grund af svageligt Helbred i det hele afskaaret fra praktisk Musikudøvelse (dog dirigerede han nogle Aar »Koncertforeningens« Koncerter) og ofte tvunget til længere Ophold i Udlandet. Allerede 1874 udsendte han »Fem Sange af Sulamith og Salomon«, der strax viste et ejendommeligt Fysiognomi, vakte betydelig Opsigt og efterfulgtes af flere Sange med Klaver: 1879 fik L. det Anckerske Legat og tilbragte et Studie-aar i Syden; bortset fra Udenlandsrejserne har L. iøvrig levet herhjemme, som Regel meget tilbagetrukket, og en stor Del af Aaret paa sin Ejendom »Sophienberg« ved Rungsted.— Hans Produktion er, særlig naar Hensyn tages til de Hindringer, Helbredet har lagt i Vejen derfor, meget betydelig og omfatter omtrent alle Musikens Genrer; for Scenen har han skrevet dels Operaerne »Tovet, 1878, til egen Text, »Spanske Studenter«,1883, »Fru Jeanna«, 1887. og navnlig »Vikingeblod-., 1891. dels forsk, ejendommelig og værdifuld Musik til dramat. Værker, først og fremmest til Drachmanns »Der var en Gang —«, 1886, der er L.s mest populære Værk (hvori Midsommervisen: »Vi elske vort Land —«) endvidere bl. a. til Kaalunds »Fulvia«. Drachmanns »Ved Bosporus« og »Renaissance« (af hvilke navnlig den første er meget farverig og karakterfuld): af Instrumentalværker: Symfon. (særl. den oftere opførte »Efteraar«. 1882), Suiterne »Alhambra«, 1876, og »Weyer-burg«, Violinkoncert, nogen Kammermusik, Klaverstykker (særl. »Skovstykker«. ; Dæmpede Melodier« og »Me-raner-Reigen«. firhd.), en stor Del Korværker, hvoraf fremhæves »Niels Ebbesen«. »Tre Salmer«, »Udstillings-kantate« 1888 og »Agnete og Havmanden« (det Værk. hvori L. i en fremskreden Alder maaske kompositorisk er naaet højest). Kvartetsange. bl. hvilke »Kornmodsglansen« til Text af L.s Broder blev særl. populær og sunget overalt, — og endelig den lange Række Romancer og Sange, der ved Siden af den sceniske Musik har skaffet L.s Musik den almindelige Folkeyndest. L.s Sange er navnlig skrevet til Digte af H. Drachmann. Karl Gjellerup, Chr. Richardt. Thor Lange — særlig til dennes Folkeviseoversættelser — og E. u. d. Recke; de udmærker sig ved rig lyrisk Stemning, naturlig Melodik og sjælfuld Udtryksmaade: ofte er de — i deres Enkelhed — prægede af Folkevisestilen og beslægtede med den ældre, »danske« Musik, særl. med /. P. E. Hartmanns, men ved Siden deraf forekommer de, ligesom L.s Produktion i det hele. undertiden paavirkede af gallisk Elegance og Raffinement (herfra en ellers ikke dansk »gyldenvarm«, en sensuel Melodik. i svagere Værker af næsten for indsmigrende Art). Deres store Udbredelse, Yndest og Tilgængelighed skylder de ikke blot deres melodiske Egenskaber, men sikkert tillige Komponistens saavel i større som i ganske smaa Sange (Viser) sikre og plastiske Formgivning og den sjælelige Inderlighed, hvorfor de er Udtryk. Tallet paa L.s Romancer og Sange er c. 250; i mere end en halv Snes Aar har han intet udg. (Litt.: En L.-M.-Biografi foreligger ikke. ved Siden af talr. Dagbladsart. skal nævnes en større Essay i »Ord och Bilds 1920 af Will. Behrend).

P. E. LANGE-MÜLLER

Foroven: Barndomshjemmet Frederiksberg Alle 2-i. Forneden . Sommerboligen Sophienberg. Portrætter fra 186S, cu. 1870, ca. 1880. ca. 1890. Lunge-Mullers Nodeskrift. Bertha Wegmanns Maleri.

Langgaard, Siegfried, 1852—1914, dsk. Pianist og Lærer i Klaverspil. Elev af Edm. Neuperi og Fr. Xeruda, senere af Fr. Liszt, og i Teori af N. W. Gade, Gebauer og .1. P. E. Hartmann; debat. 1878. blev Lærer ved Kbhvn.s Musikkonservat. 1881 og uddannede en Mængde Elever; har komponeret en stor Del brillante Klaverstykker og Sange. — Hans Søn Rud Immanuel L., f. 1893, dsk. Komponist, kan allerede se ud over en betydelig Produktion med et stort Antal Opførelser, ogsaa i Udlandet. Hans Arbejder omfatter Symfon. og Orkesterstykker, Kammermusik, Klavermusik, Teatermusik og Sange: de vidner om sjælden tidlig udviklet teknisk Dygtighed (bl. a. i orkestral Henseende) og om Stræben efter Selvstændighed; som Komponist er L. dog næppe endnu naaet til Modenhed; har ogsaa bearbejdet efterladte Kompositioner af N. W. Gade.

Langhans, Friedrich Wilhelm, 1832 —92, tysk Musikforf. ; Elev af Dauid og Richter (Leipzig) og Alard (Paris); 1852—56 Medlem af Gewandhausor-kestret, derefter et Par Aar Koncertmester i Dusseldorf; fra 1871 i Berlin som Lærer i Musikhistorie bl. a. knyt-

tet til Kullaks og Schar-wenkas Skoler. Har komponeret Symfon., Kammermusik etc., men er nu kun kendt som Forf. af »Ge-schichte der Musik des 17., 18. und 19. Jahrh.« i 2 Bd., 1882 —87, der danner en Art Fortsættelse af Ambros' Musikhistorie.

Langspil, gl. islandsk Folkeinstr., der er nær beslægtet med den norske Langeleik (s. d.): dog har det en noget anden Form og færre Strenge (3 imod 7 — 8 hos Lan-geleiken), o: 2 ens stemte -f- 1, der stemmer en Oktav dybere. Det behandles endvidere ikke med Plekter, men med Strygebue og benytter til Behandling af Melodistrengen ikke Mellemfingrene, men v. H.s frem og tilbage glidende Tommelfingernegl. L. anvendtes senest ved Husandagten til Udførelse af Psalmemelodier. I Litteraturen nævnes L. første Gang i 17. Aarh. i Jon Olafssons Ordbog, og det ældste Billede af den findes i Macken-zie: Travels in the island of Iceland, 1810. En »Leiöarvisur« for L. udg. Ari Scemundsson 1855 i Akureyri. I Nutiden er det islandske L. saa godt som helt gaaet ud af Sagaen.

Langt Forslag, se Ornamentik.

Languendo, languenle,languido(ita\.), Foredragsbetegn., smægtende, klagende.

Lanner, Joseph Franz Carl, 1801 —1843, ostr. Komponist af mere end 200 Danse af forsk. Art, specielt Valse; var sammen med Joh. Strausssen. Medlem af en Strygekvartet, som lidt efter lidt udvidedes til et helt Orkester, der under Navn af »Lannerske Orkester« koncerterede overalt i

Østrig og vandt stor Yndest med de melodirige og elegant formede og harmoniserede Valse.

Lanzetti, Salvatore, c. 1710 — c. 1780, fremragende ital. Violoncellist, Medlem af Hofkapellet i Torino; komponerede mange Sonater for Violoncel med Continuo, og skrev en Cello-Skole.

Lanzky, Axel Waldemar, 1825—85, dsk. Musiker, mest kendt ved sine Kvartetsange og som Kordirigent; spillede Kontrabas i det kgl. Kapel fra 1866.

Laparra, Raoul, f. 1876, fr. Komponist, af hvem flere Operaer, Peau d'âne, La Habanera og La Jota etc., har været opført paa franske Operascener.

La Popelinière, Alexandre Jean-Joseph le Riche de, 1693 — 1762. fr. Kunstelsker, som samlede Musikere om sig og foranstaltede Koncerter, til hvilke Gossec i 1751 knyttedes som Kapelmester. Var Elev af Rameau og komponerede selv. I sit Orkester indførte han paa Opfordring af Slamitz (s. d.) Horn og Klarinet, senere ogsaa Harpe, som i Paris ikke tidligere havde fundet Anvendelse i Koncertorkestret.

Larchet, John F., f. 1885, irsk Komponist, er en anset Kor- og Orkester-dirigent og nævnes som en af de betydeligste nutidige irske Komponister; har skrevet talr. Sange i Tilknytning til Folkemusiken og Bearbejdelser af irske Folkesange, Orkesterstykker som A Lament for Youth, The Legend of Lough Rea, Korstykker m. m.

Larghetto (ital.), Diminutiv af Largo. s. d. ; Tempobetegn., hurtigere end Largo, men langsommere end Andante.

Largo (ital.),Tempobetegn., langsomt. L. assai, meget langsomt. L. ma non troppo, ikke for langsomt.

Larsen, Nanny Isidora, f. 1884, sv. Operasangerinde, debut, i Sthlm. 1906 som Agathe i »Jægerbruden« ; har senere foruden Wagnerpartier sunget Margrethe i »Faust«, Tatjana i »Eugen Onegin«, Anna i »Don Juan« m. fl. og er ogsaa optraadt paa det kgl. Teater i Kbhvn. (som Elsa m. fl., 1922).

Larsen, Nils, f. 1888. nsk. Pianist og Musikpædagog; Elev af Martin Knutten. Kria., og da Motta og Ganz, Berlin : debut. 1908. Har givet talr. Koncerter i Norge og har ogsaa spillet i Sverige, Danmark og Amerika. Leder af en anset Klaverskole i Kria. Har komponeret Pianostykker og Solosange. Formand i »Norske Musiklæreres Landsforening«.

La Rue, Pierre de, d. 1518, nederlandsk Mester paa Josquin's Tid, Kapelsanger hos Filip den Smukke, skrev Messer og Motetter.

Låska, Gustav, f. 1847, czekisk Kontrabasvirtuos og Kordirigent, har komponeret Symfon., Kirkemusik, Operaen »Der Kaisersoldat« m. m. samt udg. en Kontrabasskole i 2 Bd.

Lassalle, Jean. 1847-1909. fr. Operasanger, bestemt til Købmand, men derefter uddannet som Maler, hvilket han dog opgav for at blive Sanger; debuterede 1869 i Liège, optraadte derefter paa franske og belgiske Scener, 1879 i Covent Garden, og sang med glimrende Held en Række Partier som Don Juan, Escamillo i iCarment. Pietro i iDen Stumme«. Hollænderen. Telramund etc., 1903 Lærer i Sang ved Pariser-Konservat.

Lassen, Eduard, 1830—1904. f. i Kbhvn., hvorfra Forældrene flyttede til Bruxelles, hvor han uddannedes paa Konservat.. rejste derefter til Tyskland og i Italien; komponerede flere Operaer: Le roi Edgard, »Frauenlob«. Le captif (»Der Gefangene«), som opførtes dels i Belgien, dels i Tyskland: desuden Musik til Goethes >Faust«, Symfon., Kantater og Sange, Te Deum etc., 1861 blev han Hofkapelmester i Weimar og havde som fremragende Dirigent stor Indflydelse paa Musiklivet dér, ligesom han særl. som Sangkomponist nød stor Yndest.

Lasso, Orlando. c. 1530—1594, ne-derl. Komponist. I sin Fødeby Mons i Hainaut fik L. som lille Dreng Plads i Nikolaikirkens Kor: 14 Aar gammel blev han Medlem af Vicekongen af Siciliens Kapel og kom med sin Herre til det franske Hof i Fontainebleau for senere at følge ham til Milano. 1550 blev han Musiker hos en Adelsmand i Napoli. Et Par Aar levede han saa i Rom. kom 1554 til Antverpen, hvor hans første Madrigaler, Vi-lanelleretc. tryktes 1555. Aaret efter fik han Ansættelse hos Hertug Albrecht i Mûnchen hvor

han (senere som Hofkapelmester) blev i c. 35 Aar. Kapellet blev under hans Ledelse berømt, det talte en Tid 61 Medlemmer. L. var nu en berømt Musiker, som paa sine Rejser overalt modtoges med Æresbevisninger. Hans Værker fremførtes rundt om i Europa og oplevede flere Nytryk i hans Levetid. L. var formuende, forlenedes af Kejseren med arvelig Adelsværdighed og var i det hele ogsaa i ydre Henseende en anset, lykkelig Mand. Han havde flere Sønner, som blev gode Musikere.

L. var en fænomenalt produktiv Komponist. Værker af kirkelig og verdslig Art er opbevaret. Særlig Forkærlighed havde han for Motetten. Al den Teknik, som hans Forgængere havde udviklet, blev taget i Brug af denne alsidige Formens Mester, og hans djærve Humor, dybe Følelse og dramatiske Kraft giver hans Værker en dragende Evne, som virker paa Xutidstilhørere lige saa . stærkt som hans store Samtidige Palestrinas. Forskellen paa disse Musikens Stormænd ligger snarest deri, at den ene er typisk Sydlænder, den anden mere nordisk, dermed knappere mørkere. Otn L s kirkelige Værker (hvoraf Bodssalmerne er de mest berømte) er sagt, at de ikke som Palestrinas beretter Jordens Børn om, hvordan der er i Himlen, men at de aabenbarer en kæmpende Sjæl, som baner sig Vej derop og løfter andre med sig.

De sidste Aar af L.s Liv var formørket af en ulægelig Melankoli, en Følge af aandelig Overanstrengelse. — Hans Værker udgives fra 1894 i Standardudgave af Breitkopf og Här-tel, under Redaktion af Haberl og Sandberger. 20 af de planlagte 60 Bind er udkomne.

Lasson, Bokken, f. 1871, nsk. Romance- og Visesangerinde. Elev bl. a. af Eva Sars Xansen. Kria., og Zar Muftien, London; debut, i Kria. 1894. Har sunget i mange europæiske Lande og i Amerika, dels med Akkompagnement af Piano, dels til sin egen Lut. Grundlagde 1912 Skandinaviens første Kabaret "Chat Noir« i Kria. Har og-saa med stort Held optraadt i Operetter (som Nitouche, Lykkebarnet, Boccaccio o. fl.).

Lasson, Bredo, 1838 — 88, nsk. De-partementsembedsmand og Musiker, cand. jur. 1863, studerede Sang under Delle Sedie, Paris. Dirigent bl. a. for »Frimurernes Sangkor«, »Officerernes Sangforening« og for det af ham selv stiftede ældre Studenterkor »Polyhym-nia«. 5 Hefter Sangkompositioner med Pianoakkompagnement.

Lasson, Niels, 1836—76, nsk.-arner. Musiker: dirigerede bl. a. »Kria. Haand-værker-Sangforening«1863—68 og 1869 —71. I New York blev han Sangleder i sDen skandinaviske Forening«. Komponerede velklingende Pianostykker. Solosange og firstem. Mandssange : den mest kendte af hans Kompositioner er vel hans «Barcarole« (»Lette Bølge«) for firstem. Mandskor med lo Solostemmer.

Lasson, Per. 1859-83. nsk'. Komponist, Elev bl. a. af Johan Svendsen, Kria.: Student 1876. Skrev en Del SolosangetilTex-,er af Wergeland, Bjørnson, Heine m. fl, og udgav en halv Snes Pianostykker, der -blandt det vidt bekendte »Crescendo«. Hans Kompositioner udmærker sig ved deres skønne Form og smukke lyriske Stemning.

Latilla, Gaetano. 1713—1789. ital. Komponist: kom paa Konservat. i Napoli med Gin/som Lærer; hans første Opera Li Marite a forza opførtes 1732; Vicekapelmester i Maria Maggiore i Bom 1738, vendte 1741 tilbage til Napoli, blev 1756 Kordirektør ved Konservat. i Venezia og levede fra 1772 i Napoli: har skrevet et halvt Hundrede Operaer, et Oratorium, Kirkemusik m. m.

La Tombelle, Fernaxd de. f. 1854, fr. Komponist; Elev af Guilmant og Dubois. senere Teorilærer i Schola Cantorum ; har komponeret Kammermusik, Orgel-og Kirkemusik, Suiter og en Operette Un rêve au pays du bleu, 1892.

La Traviata, Opera af G. Verdi. Venezia 1853, Kbhvn. 1887.

Laub, Ferdinand, 1832—75,czekisk Violinspiller; Elev af Konservat. i Prag, afløste Jos. Joachim som Koncertmester i Weimar 1853, Lærer ved Sterns Konservat i Berlin 1855—57: foretog talr. Koncertrejser, bl. a. til Kbhvn.: senere knyttet til Konservat. i Moskva.

Laub, Thomas Linnemann, f. 1852. dsk. Organist og Musikforf.. opr. teologisk Studerende, men gik tidlig helt over til Musiken; Elev af Kbhvn.s Konservat. til 1876; Organist ved Hel-ligaandskirke 1884—90 og ved Holmens Kirke (efter Niels W. Gade) 1891 —1925; lever nu i Gentofte. L. har paa Studierejser, særl. til Italien, studeret gi. Musik,saavel folkelig som kirkelig, og hans aarlange Stræben er gaaet ud paa at genføde vore Folkeviser som vor Kirkesang ud fra den musikalske Udtryksmaade og Opfattelse, der herskede paa den Tid, de opstod; han har med stor Energi, og mulig med en Fanatisme, der har skabt ham Modstandere, kæmpet for sine Ideer saavel praktisk (Udg. af Samlinger af »Danske Folkeviser med gamle Melodier«, Indførelse af saakaldt »Rytmisk Kirkesang« og Udg. af »Rytmiske Koraler«, »Dansk Kirkesang«, »Aandelige Sange-, 1925) som litteræt (gennem Skrifter som »Om Kirkesangen«, »LutherskKirke-sang« og navnl. det indholdsrige, til Dels polemiske »Musik og Kirke«, 1920). Foruden kirkelige Melodier (i gi. Stil) har L. komponeretflere Smaabind Sange og Viser, of-

test i Forening med Carl Nielsen, der markerer hans Bestræbelse efter at genoptage det 18. Aarh.s, ved Romantiken afbrudte, enkle Lied-Stil. L.s Arbejde for en Renselse af vor Kirkemusik er. som nævnt, ikke gaaet hen uden Modstand eller Uvilje, men synes i de senere Aar dog at skulle bære betydningsfuld Frugt; L., der endelig er den, der har angivet Raadhusklokkernes Melodier, har været en søgt Lærer i Musikhistor. og -Teori og udg. herhenhørende »Vor Musikundervisning etc. 1884..

Lauber, Joseph, f. 1864. schw. Musiker, Elev bl. a. af Rheinberyer i Mun-chen og Massenet i Paris: 2 Aar Kapelmester ved Grand Théâtre i Genève, derpaa Lærer ved Konservat. sst. Har komponeret Symfon., Suiter, Ouverturer, Klaver- og Violinkoncerter, Kammermusik. Opera, Korværker etc.

Lauda Sion salvatorum (lat), Sekvens, der i den kat. Kirke afsynges ved Kristi Legemsfest. se Sekvens.

Laudes matutinae, se Horer

Laudistae, Hymne- og Psalmesan-gere, der ved Middelalderens Slutning i Italien og særl. i Firenze udgjorde et specielt Broderskab, der til visse Tider af Aaret i hvide Dragter og med tændte Kærter i Haanden vandrede gennem Gaderne og over de offentlige Pladser for foran Kirkerne at standse og afsynge sàakaldte Laudi, ital. religiøse Lovsange. Disse var fra først af énstem.. men blev senere ogsaa komponerede i simpel flerstem. Sats : Node mod Node. Berømte Prøver paa denne Art Hymner, der ifølge Schering (»Die Anfänge des Oratoriums«. 1907) skal have spillet en ikke uvigtig Rolle ved Oratoriestilens Udvikling, foreligger endnu i G. Animuccia's Laudi spiritu-ali (2 Bd., 1563 og 1570).

Launis, Armas Emanuel, f. 1884. finsk Musikforf. og Komponist: Elev af bl a. Sibelius, navnlig bekendt som Samler af finske og lappiske Folkemelodier, som han har gjort til Genstandfor udmærket litterær folkloristisk Behandling: har komponeret Kammermusik, Korværker, Klaversager og Sange samt Operaen »Syv Brødre«, der har vakt megen Opmærksomhed i Finland, hvor han i det hele indtager en fremskudt Stilling.

Lauridsen, Laurids, f. 1882, dsk. Musiker, Elev af det kgl. Blindeinstitut; Organist i Skive 1910; har komponeret Kammermusik og Sange.

Lauterbach, Johann Christoph, 1832 —1918, tysk Violinist, Elev af Bériot og Fétis, 1853 Koncertmester og Lærer ved Konservat. i Mûnchen, 1861 i samme Stillinger i Dresden; han foretog ofte Kunstrejser og har saaledes flere Gange spillet i »Musikforeningen« i Kbhvn. under Gade; en ypperlig, af sin Tid meget fejret Violin-Kunstner; er ogsaa optraadt som Komponist særl. for sit Instrument.

Lavignac, Alexandre Jean Alrert, 1846-1916, fr. Musikforf., Elev af Pariser-Konservat. og siden 1882 Teorilærer sst., gav Foranledning til Musikdiktat som Lærefag gennem et Skrift Cours complet théorique et pratique de dictée musicale. Af andre Arbejder nævnes L'éducation musicale, Notions scolaires de musique, Le voyage artistique à Bayreuth; L. var den opr. Redaktør af den store Encyclopédie de la musique et dictionnaire des Conservatoire, der paabegyndtes 1913, og paa hvilken flere af Samtidens første fr. Musikforff. er Medarbejdere.

Lavoix, Henri (fils), 1846-97. fr. Musikforf, uddannet i Musikteori og ansat 1865 som Bibliotekar i Nationalbiblioteket (senere ved Biblioteket Ste. Geneviève); har skrevet La musique dans la nature. Histoire de l'instrumentation. Les principes et l'histoire du chant, L'histoire de la musique (flere Opl.) m m. og var Medarbejder ved flere fr. Dag- og Fagmusikblade.

Lazarus, Gustav, f. 1861. tysk Pianist og Komponist; 1887 Lærer ved Scharwenka-Konservat. i Berlin; har komponeret Operaer, Korværker, Kammermusik, Klavermusik etc.

Lazarus, Henry, 1815—95, eng. Klarinettist; 1840 ansat i Sacred Harmonie Society, tillige Lærer ved Royal Academy of Music indtil 1891, fremragende Kunstner paa sit Instrument.

Lazzari, Sylvio, f. 1858 i Tirol, Elev i Pariser-Konservat.. bl. a. af César Franck; har komponeret flere Operaer, Pantomimen »Lulu«, Orkesterværker. Kammermusik, Klavermusik og Sange.

Leander, Adolf Fredrik, f. 1833, finsk Militærmusiker og Komponist; 14 Aar gl. optaget i den finske Gardes Musikkorps. 1874 dens Musikdirektør; har komponeret et stort Antal Arbejder for Harmoniorkester og udg. en Skole for Hornmusik.

Lebert (egl. Levy), Siegmund, 1822 — 84, tysk Pianist, Elev af Tomaschek og D. Weber i Prag. grundede Konservat. i Stuttgart 1856; meget kendt og udbredt er hans »Grosse Klavierschule« og Bearbejdelser af klassisk Klavermusik.

Leblond, Gaspard Michel, kaldet L., 1738 — 1809, fr. Musikforf.. 1772 Bibliotekar ved Bibliothèque Mazarin i Paris; kendt som Udg. af Skrifter vedrørende Kampen mellem Gluckister og Piccinister i Mémoires pour servir à l'histoire de la révolution opérée dans la musique par le chevalier Gluck. 1781, overs, paa tysk.

Le Borne, Fernand, f. 1862, belg. Komponist, Elev af Massenet, Saint-Saëns og César Franck; har komponeret mange Orkesterværker, Kammermusik, flere Operaer (Daphnis et Chloé, Hedda, Les Girondins. La catalane m. fl.) og Kirkemusik.

Lebrun, Ludwig August, 1746 — 90, tysk Obovirtuos, Medlem af Mannhei-mer-Orkestret, har komponeret flere Ting for Obo og Kammermusik. — Hans Hustru, Francesca L., f. Danzi, 1756—91, var en fremragende Sangerinde, optraadte i Tyskland, England og Italien og gjorde overalt stormende Lykke; har ogsaa komponeret nogle Sonater og Trioer.

Leclair, Jean Marie, 1697—1764, fr. Violinvirtuos, opr. Balletdanser, ansattes 1729 som Violinist ved den

A. C. Lecocq.

Store Opera i Paris, men opgav denne Stilling efter et Par Aars Forløb og helligede sig nu Lærervirksomhed og Komposition. Hans Arbejder er interessante og præget af Opfindsomhed: Violinsonater, Duos, Trios, Koncerter, Operaen Scylla et Glaucus, 1747, m, m. Lecocq, Alexandre Charles, 1832 —1918, fr. Komponist, Elev bl. a. af Halémj ; komponerede i Fællesskab med Bizet en Operette, Le docteur Miracle, som vandt i en af Off'enbach udskreven Konkurrence, 1857; hverken denne eller flere efterfølgende Operetter havde Sceneheld, men først med Fleur de thé, 1868,slogL.igen-nem, og hans Arbejder banedesig Vej i Udlandet; herefter fulgte en lang Række Operetter, der opførtes over hele Verden, jævnsides med Offenbachs og Hervés. L.s Talent er ikke saa frodigt som Offenbachs, men hans Arbejder udmærker sig ved omhyggeligere Udarbejdelse og farverigere Orkesterbehandling. Mest kendte, ogsaa opførte i Kbhvn (Casino), er La fille de Madame Angot, Giroflé-Girofla, Le petit duc; L. skrev desuden nogle Balletter, Klaverstykker og Sange med Klaver.

Leçons (fr.), Studier, Etuder.

Ledemotiv er den ny Tids Benævnelse af et ofte tilbagevendende, let kendeligt Motiv, der (i en Opera el. større Instrumentalkomposition) skal karakterisere og tilbagekalde Mindet om en bestemt Person el. betydningsfuld Begivenhed. L. bragtes momentvis allerede til Anvendelse i den ældre dramatiske Musik (G'rétry, Weber o. fl.), men fik først fremtrædende Betydning, efter at Berlioz og Wagner henholdsvis i Programmusiken (Ex. L'idée fixe i Symphonie fantastique) og i Musikdramaet havde hævet og udviklet det til at blive et instrumentalt Hovedmiddel. Sin mest vidtstrakte Anvendelse fandt L. i de seneste Wagnerske Musikdramaer (Mestersangerne, Tristan und Isolde, Xibelungenring, Parsifal), hvor det paa sindrig Maade endogsaa udnyttes som Middel til at udtrykke de skjulte Stemninger, der bevæger det menneskelige Sind, hvad enten disse fremkaldes ved Nuets Begivenheder, ved Mindet om det forbigangne eller ved Tanken paa det forestaaende. Orkestret udvikledes herved i Wagners Haand til at blive et kunstigt mangetraadet Væv, hvor L.erne snor sig ud og ind mellem hverandre ligesom Tankerne i den menneskelige Hjerne.

Lederer, Victor, f. 1881, czekisk Musikforf. ; opr. Violinist, Elev af Sev-cik: efter et Par Aars Virksomhed som Musikreferent i Leipzig blev han 1907 Redaktør af »Musikal. Blätter« i Wien; i Skriftet »Ueber Heimat und Ursprung der mehrstimmigen Tonkunst« søgte han at paavise Flerstemmighedens Udspring af den keltiske Kultur.

Ledetone kaldes en Tone, der ifølge Øret leder frem til en anden. Fremfor alt anvendes Navnet for Dur- og Mollskalaens Tende Tonetrin (Dominantakkordens Terts) d. e. i G-dur Tonen fis, i D-dur cis osv., der uvilkaarligt stræber opefter til Tonica (fis—g, cis —d osv.). Men ogsaa en ved et Fortegn fremkaldt skalafremmed Tone kan virke som op-el. nedadstræbende som f. Ex. i G-dur: cis—d, ais—h, f—e, as—g. L. i videre Forstand er endelig ogsaa Dur- og Mollskalaens ide Tonetrin, hvor dette er Bestanddel af Dominantfirklangen. Ex.:

Se iøvrig Opløsning.

Leduc, Alphonse, 1804—68, fr. Komponist og Musikforlægger, var Elev paa Pariser-Konservat.; komponerede en Mængde Klaversager, Sange etc., udg. en Méthode élémentaire de piano etc. og grundlagde i 1841 det bekend e Forlæggerfirma L. i Paris.

Lee, Sebastian, 1S05—87, og Louis, 1819—96, fremragende tyske Cellister, Elever af Prell. — S. L. foretog Koncertrejser fra 1830, var Solo-Cellist ved den Store Opera i Paris 1837— 68. Foruden en Cello-Skole har han skrevet en stor Del Kompositioner, hovedsagelig for sit Instrument. — L. L. var tillige Pianist, foretog allerede Koncertrejser i sit 13. Aar, bl. a. til Kbhvn., havde Ansættelser i Fødebyen Hamburg,saaledes som Lærer ved Konservat. indtil 1884; komponerede Kammermusik, symfon. Musik til Schillers 'Jomfruen fra Orleans« og >Wilh. Tell« m. m.

Lefébure-Wély, Louis James Alfred, 1817 — 69, fr. Komponist. Kun 14 Aar gi. efterfulgte han sin Fader som Organist ved Roehus-Kirken i Paris, blev Elev af Pariser-Konservat., hvor han bl. a. havde Benoist som Lærer; 1847 —48 Organist ved St. Madeleine, fra 1863 ved St. Sulpice: komponerede en Opera, Symfon., Messer, Klavermusik m. m. og var fremragende som Improvisator paa Orgel.

Lefèvre, Jean Xavier, 1763—1829, fr. Klarinettist, uddannet i Paris, hvor han 1791 —1812 var ansat ved den Store Opera; blev Lærer ved Pariser-Konservat. fra dets Oprettelse 1795 til 1825; skrev en Klarinet-Skole og en Del Kompositioner for sit Instrument, som han forbedrede ved Tilføjelsen af den 6. Klap.

Legato el. legabile (ital.), sløjfet, bundet.

Legende anvendes i den moderne Musik ligesom Ballade (s. d.) jævnlig som Navn for Kompositioner af episk-ly^rrisk Karakter, særlig hvor Programmet lyder paa en Helgen-L. o. 1. Ex. Fr. Liszt: »Legenden om den hellige Elisabeth«, Oratorium.

Legere var i Middelalderen de nordiske Landes Benævnelse for de vandrende Spillemænd, der i Anseelse synes at have staaet betydelig lavere end de i de romanske Lande hjemmehørende Jonglører (s. d.). 112. Aarh. skildres L. saaledes i en islandsk Saga som »løjerlige Skabninger, der ved deres Fagter og Udseende minder om Vildmænd«. Foruden de Instrumenter, de forstod at behandle (Fidel, Gige og Harpe), medførte de jævnlig ogsaa afrettede Dyr (Hunde og Bjørne) (Didriks Saga), og var ubeskyttede af Loven: »Vorder en Leger banket, skal det ikke bødes«, hedder det i en gi. svensk Lov. Først i Løbet af 13. Aarh. stiger L. for en Tid i Anseelse. Ved Hofferne bliver de nu uundværlige; i Sverige befaler en Lov endogsaa Konger og Høvdinger at holde L. og Sangere til Underholdning ved Maaltiderne. (Litt. : H. Schack: »Lekare och ballader« (Samlaren XII, 91 fif.); H.Panum: »Om nordisk Spillemandsmusik« (Aarb. for norske Fortidsmindesmærkers Bevaring)).

Leggiadro, leggiandro (Hal.), yndefuldt, sirligt.

Leggiero, leggiermenle (ital.), let, utvungent.

Legno (ital.), Træ: col l. (i Violinmusiken), Forskrift, der forlanger at Strengene skal anslaas med Buens Ryg (Buestokken).

Lehar, Franz, f. 1870, ungarsk Komponist, Elev af Prager Konser-vat.; virkede opr. som Militærka-pelmesterogsom Dirigent ved »Tonkunstleror-chester« i Wien. Af hans mange Operetter, der har haft en sjælden Ævne til at opnaa Popularitet, er en Del opført i Skandinavien, saaledes »Den glade Enke«, »Greven af Luxembourg«, »Zigeunerliebe«, »Paganini« m. fl.

Lehmann, Caroline, 1828—79, dsk. Operasangerinde, Elev af C. Holsted; debut. 1848 som Benjamin i »Joseph og hans Brødre«; efter at have gjort

stor Lykke saavel i dette som i andre Partier og ved h3'ppig Optræden i »Musikforeningen« tog hun Afsked 1852 og rejste til Udlandet. Efter etOphold i Hamburg var hun 3 Aar i Amerika, optraadte siden indtil 1865 paa forsk. Operascener i Europa og levede derefter i Kbhvn. til sin Død.

Lehmann, Lilli, gift Kalisch, f. 1842, tysk Sangerinde; Elev af Moderen, som var Harpenistinde i Prag, men senere tog Ophold i Berlin som Sanglærerinde. Efter Optræden i Danzig og Leipzig knyttedes hun i 1870 til Hofoperaen i Berlin og forblev her i 15 Aar, rejste derpå a til Amerika, men vendte 1890 tilbage til Tyskland, ansattes atter i Berlin og gjorde ogsaastor Lykke i Wagner-Partier; L., der var en af sin Tids mest fremragende tyske Sangerinder saavel i teknisk som i dramat. Henseende og som sidenhen har været en meget søgt Sangpædagog, udg. nogle Skrifter som »Studie zu Fidelio« og "lsolde" "Meine Gesangkunst«, 1902, overs, paa eng. og fr. samt »Mein Weg«. Leichtentritt, Hugo, f. 1874, tysk Musikforf., Elev af >Hochschule« i Berlin, Dr. phil. 1901, Lærer ved Klind-worth-Scharwenka-Konservat.; har skrevet en Chopin-Biografi i »Berûhmte Musiker» og en Analyse af Chopins Klaverværker (2 Bd.), endvidere »Ge-schichte der Motette«, »Musikalische Formenlehre« (flere Opl), »Was lehren uns die Bildwerke d. 14—17. Jahrh.s

ûber die Instrumentalmusik ihrer Zeit?« en kortfattet »Geschichte der Musik« samt besørget flere Nyudgaver af klassisk Musik; har desuden komponeret Kammermusik, Sange, Symfon. m. m.

Leifs, Jon, f. 1899, isl. Komponist, studerede Musik i Leipzig, optraadte i forsk, tyske Bj'er som Koncertdirigent, til Dels opførende egne Kompositioner, der karakteriseres som »radi-kalt-moderne paa nationalt Grundlag«, og som omfatter »HljonkviÖa« (symfon. Trilogi), »Hohesprûche aus der Edda«, Præludium og Fuga for Violin-Solo, Kyrie for a cappella-KoT over isl. Temaer, Klaverstykker. Musik til Sigurjönssons Drama »Loftur« m. m.; Forf. af »Tönlistarhättur« (»Musikformen« I); lever dels i Reykjavik, dels i Tyskland.

Leisner, Emmy, tysk Sangerinde, en Aarrække knyttet til Berliner-Operaen, siden udmærket Koncertsangerinde (Alt), er optraadt i Kbhvn. i Forening med K. Slraube.

Leitzmann, Albert, f. 1867, tysk Litteraturhistoriker, Prof. ved Univers, i Jena, har offentliggjort musikhistor. Arbejder og navnlig udg. s Beethovens Briefe« (i Udvalg), »Mozarts Briefe«, »Mozarts Persönlichkeit«, »Beethovens Persönlichkeit« (2 Bd. 1914), »Beethovens persönliehe Aufzeichnungen«, »L. v. Beethoven, Berichte der Zeit-genossen« m. m., Arbejder, hvori meget samtidigt Stof til Belysning af de to Mestres Personligheder er samlet.

Le Jeune, Claudin, 1528—1602, fr. Komponist, ved Siden af Goudimel en af de første Hugenot-Komponister, skrev Les psaumes de David m. m.

Lekeu, Guillaume. 1870—94, belg. Komponist, Elev af César Franck og d'Indy; røbede tidlig sjældne skabende Ævner, og sættes trods den ringe Produktion, han inden sin Død i ung Alder fik udfoldet, meget højt af sine Landsmænd; hans kendteste Værker er Klaversonate. Violinsonate og to symfon. Studier; nogle af hans efterladte Arbejder fuldførte V. d'Indy, saaledes Sonate for Cello og Klaver. (Biogr. : A. Tissier, 1906).'

Lem, Peter Mandrup, 1760—1828, dsk. Violinist, optraadte allerede som Barn og blev 11 Aar gi. ansat i det kgl. Kapel, studerede senere i Wien og Italien og blev efter Hjemkomsten Koncertmester og den første blandt Kbhvn.s Violinspillere som Solist, Kvartetspiller og Lærer (ved en for ham ved Teatret oprettet Violinskole); L, der for første Gang spillede en Spohrsk Koncert i Kbhvn., og som ogsaa optraadte som Komponist af Symfon.. Violinkoncerter og et Oratorium, maatte paa Grund af Svagelighed tilbringe sine sidste Aar i Tilbagetrukkethed; Violin skolen overgik til Schall (s. d.).

Lembcke, Gustav Adolph, 1844 — 99, dsk. Musiker, Violinelev af V. Tofte, blev 1868 kgl. Kapelmusikus, 1884 Operarepetitør og senere Syngemester ved det kgl. Teater, men indtog navnlig en fremskudt Plads i Kbhvn.s Musikliv som Kammermusikspiller og som Sang-Akkompagnatør; som Komponist blev han bekendt ved en Del populære, velskrevne Sange (»Danmark skal staa«, »Majsång« etc.) og Mandskor samt Balladen »Hertug Abel« (med Orkester) m. m.

Lemmens, Nicolas Jacques, 1823 — 81, belg. Orgelspiller, Elev af Fétis og Hesse. Prof. i Orgelspil ved Kon-servat. i Bruxelles: grundede en Skole for Kirkemusik i Malines 1878, levede hyppig i London, hvor hans Hustru var Sanglærerinde ved Royal Acade-my; har navnl. skrevet en meget benyttet École d'orgue samt komponeret en Del Orgelstykker og kirkelige Vokalværker.

Lemoine, Henri. 1786—1854, fr. Klaverspiller, meget søgt Lærer i Paris, hvor han overtog og udvidede sin Faders Musikforlag; skrev en Klaver-skole og i sin Tid meget benyttede Etuder (for Begyndere), iøvrig ogsaa Sonater. Variationer etc.

Lendrop, Margretha, f. Boeck, 1873 —1920, dsk. Operasangerinde, debut. 1898 som Carmen og vandt allerede

ved denne første Optræden ved sin smukke, karakterfulde Stemme (mørkfarvet Mez. -Sopran) og udprægede dramat. Anlæg en Stilling ved Operaen, som hun siden havde let ved at hævde, om det end ikke faldt i hendes Lod at udføre mange »store« Partier; ogsaa de mindre Roller vidste hun at give en original og karakteristisk Fortolkning, hvorved bl. a. hendes humoristiske Ævne kom hende til Gode; hendes Repertoire blev saaledes meget alsidigt (Mignon. Cherubino, Rosen-kavalleren, Lola i »Cavalleria rustica-na«, Morgiana i »Barberen fra Bagdad«, Nuri i »Dalen«, Pernille i »Mascarade« etc.). I de senere Aar lagde hun sig tillige efter Romancesang og var saaledes (i Forening med Nina Grieg) en yndet Fortolker af Edv. Griegs Lyrik.

Lendvai, Erwin, f. 1882. ungarsk Komponist, Kompositionslærer ved Klindworth-Scharwenka Konservat. i Berlin og (1924) Docent i Musik ved Hamburgs Univers.; har komponeret en Række Kammermusikværker (til Dels med Blæseinstrumenter). Symfon., Korstykker, en Opera (»Xocturnus«), "Elga« m. m. (Biogr. af Leichtentritt).

Lentando el. slentando (ital.), Fore-dragsbetegn.. tøvende, langsommere.

Lento, lentamen e (ital. , Foredrags-betegn., langsomt. Lento assai, lento di molto, meget langsomt.

Lenz, Wilhelm von, 1808—83. russ. Musikforf.. skrev den bekendte Bog: Beethoven et ses trois styles (2 Bd. 1852— 55, Nyudg. 1909), endvidere »Beet-hoven, eine Kunststudie« (5 Bd. 1855— 60) og den paa Grund af personlige Erfaringer værdifulde: >Die grossen Pianofortevirtuosen unserer Zeit« (1872), omhandlende Studier hos Liszt. Cho-

pin, Tausig og Henself); L. var kejserlig russ. Statsraad.

Leo, Leonardo, 1694—1744, ital. Komponist, Elev af Konservat. della Pietà i Napoli og efter Scarlatti Lærer ved Konservat. Sant Onofrio; i denne sin Egenskab uddannede han mange kendte Musikere som Jomelli og Piccinni; L. var en af de mest fremragende Komponister af den napolitanske Skole; han skrev saavel Operaer (ialt 71) som kirkelig Musik; hans Operaarier sættes af Kretzsch-mar jævnsides Händels i Karakterfuldhed og melodisk Skønhed; hans Kirkeværker er Oratorier [Dalla morte alla vita, La morte d'Abele etc.), Messer, Motetter og et særl. berømt 8-stem. a cappella-» Miserere« ; ogsaa Kammermusik og Klaver- og Orgelstykker efterlod L. sig; hans Yndest og Berømmelse fremgaar bl. a. deraf, at i flere tyske og franske Antologier over gi. ital. Musik findes optaget Solo- og Korstykker af L. (saaledes i Commers, Rochlitzs, Gevaërts o. fl. Samlinger). (Biogr. af G.Leo, 1905).

Léonard, Hubert, 1819—90, belg. Violinist og Violinpædagog, Elev af Paris' Konservat. (Habeneck), foretog som fortrinlig Virtuos vidtstrakte Kunstrejser, indtil han 1848 blev Bériots Efterflg. som Prof. ved Konservat. i Bruxelles, og fra 1867 levede i Paris som Lærer, søgt af talr. Elever, bl. hvilke mange senere verdenskendte Violinister; hans Undervisningsværker er af megen Værdi (Gymnastique du violiniste, 24 Études classiques, Éludes harmoniques École L. etc.), men forøvrig komponerede han Koncerter, Fantasier, Duoer m. m.

Leoncavallo, Rcggiero, 1858 — 1919, ital. Komponist. Elev af Konservat. i

Napoli, tilbragte sin Ungdom under beskedne Musikerkaar, som Klaver-lærer, Kafé-Musiker, assisterende rejsende Kunstnere eller Selskaber og forsøgte sig uden Held som Operakomponist; først med 2 Akts-Operaen I Pagliacci (Bajadser), Milano 1892, slog han pludselig igennem og opnaa-ede en Sukces, der endog kappedes med Mas-cagnis Cavalleria rusticana; Operaen, der ligesom sidstnævnte hører til den saa-kaldte »veristi-ske« Retning og virker ved sin effektfulde Text og slagfærdige Musik, gik over talløse Scener og skaffede L. et verdenskendt Navn ; han havde derefter let ved at faa sine flg. Operaer frem ; men ingen af dem naaede tilnærmelsesvis Pagliaccis Sukces; for Berlin skrev han saaledes (efter Kejser Wilhelm II.s Opfordring) Rolando di Berlino_f 1904, for ital. Scener navnlig La Bohême (der ikke kunde kappes med Puccinis omtrent samtidige Behandling af samme Æmne), »Zaza«, i Maia« samt nogle Operetter; L., hvis Navn nu ene er knyttet til »Bajadser«, skrev ogsaa en Ballet, en symfon. Digtning, Sange m. m.

Leroux, Xavier, 1863—1919, fr. Komponist, Elev af Massenet, i hvis Stil han skrev en Række Operaer, der ved deres Fremkomst gjorde en Lykke, som dog ikke har vist sig holdbar (Euangéline, Astarté, William Ratcliff, Theodora, La fille de Figaro etc.).

Lert, Ernst, f. 1883, østr. Musik-forf; alsidig uddannet i Musik, Sprog, Teatervæsen, Kunsthistor. kastede han sig over dramaturgisk Virksomhed (som Operainstruktør Elev af G. Mahler, s. d.) og var ansat ved forsk, tyske Teatre, fra 1920 Operadirektør for Frankfurts Stadtteater; har forf. en Biogr. af Otto Lohse og navnlig den omfattende og indholdsrige Bog »Mozart auf dem Theater«, 1918, der er udkommet i flere Opl.

Leschetizky, Theodor, 1830 —1915, polskfødt Pianist og Klaverpædagog, Elev af Czerny i Wien, levede fra 1853 i Petersborg, hvor han var med til at grunde det kejserlige russ. Musikselskab og var en meget yndet Koncert-spiller og Lærer; 1878 levede han i Wien, og navnlig her blev han en af Tidens mest søgte Klaverpædagoger; blandt hans berømteste Elever er hans anden Hustru Annette Essipof og Pa-derewski; om hans Metode, baseret paa den saakaldte »Kugelhand« (runde Haand), se Matwine Brée: »Die Grundlage der Méthode L.si og Marie von Melasfeld: »Die Hand des Pianistem, 2 Opl. 1903; L. komponerede en Del mindre Klaverstykker i elegant Stil og en (komisk) Opera: »Die erste Faite«, 1867. (Biogr. af Angela Potocka (eng.) og A. Hullah (eng.)).

Leslie, Henry David, 1822—96, eng. Komponist, Dirigent bl. a. af eget a cappella-lior, som han førte til stor Anseelse og til Sejr i international Konkurrence i Paris 1878; skrev Operaer, Operetter, Oratorier og Kantater (til Musikfester i Birmingham og Brighton). Symfon., Klaverkvintet, Sange m. m.

Lessel, Franz, 1780—1838, polsk Komponist, Elev og Ven af Haydn, var knyttet til Fyrstehuset Czartoryski, men førte efter Revolutionen 1830 en omskiftelig, romantisk Tilværelse; død som Gymnasielærer i Petrikov; skattet af sine Landsmænd som Komponist af »Historische Gesänge«, en Trio og anden Kammermusik, en stor Ouverture, Klaverkoncert m. m.

Lesso, lesto (ital.), Foredragsbetegn., muntert, hurtigt.

Le Sueur (Lesueur), Jean François, 1760—1837. fr. Komponist, naaede efter en urolig Ungdom med skiftende Stillinger som Kirkekapelmester allerede 1786 at blive 1. Kapelmester ved Nôtre Dame i Paris: her fik han. der

var opfyldt af Reformiver, indført et stort Orkester til Brug ved Kirketjenesten og komponerede derefter Messer og Motetter, der vakte Opsigt ved de fra verdslig Teater-Musik overførte Effekter, ikke mindst ved en Messe, der indlededes af en stor Ouverture; sine Principper forsvarede han overfor Modstanderne i et Par Smaaskrif-ter. Da Modstanden imidlertid blev for stærk og den Store Opera kasserede L.s Opera Télé-maque, trak han sig tilbage og tilbragte Revolu-tionsaarene paa Landet i Cham-pigny. 1793 fik han sin Opera L caverne opført og i de følgende Aar to andre (Télémaque og Paul et Virginie); nu tilbødes der ham en Inspektørstilling ved det nyoprettede Musikkonservat., hvor han arbejdede sammen med Méhul, Gossec o. fl. paa Principes élémentaires du musique og Solfèges du Conservatoire. Den urolige og selvstændige L. kom imidlertid ogsaa i Kollision med sine nye Kolleger og afskedigedes, hvorefter han tilbragte nogle vanskelige Aar, indtil Napoleon 1804 kaldte ham til Hofkapelmester. I denne Egenskab fremførte han sit (bedste) Operaværk Ossian ou Les Bardes og snart derefter La mort d'Adam, der begge gjorde Lykke; ogsaa ved det nyaabnede Konservat. fik han Ansættelse, blev bl. a. Lærer for Berlioz, Thomas og Gounod, og tilbragte sine sidste Aar i fuld Ære og Anerkendelse. L., der endnu komponerede nogle Operaer og en Del Kirkemusik (Oratorier etc.) og tillige var musik-litterær virksom, var en revolutionerende Aand, der ikke mindst tilstræbte nye orkestrale Effekter og Massevirkninger; i saa Henseende nævnes han alm. som en Forløber for H. Berlioz, hvis Idéer om »Programmusiken« ogsaa findes hos L. (Biogr. af Raov Rochette, St. de la Madeleine. F. Lamy ; jfr. ogsaa Fouquc : Les révolutionnaires de la musique).

Let Taktdel, ubetonet Taktdel,seArsis.

Leuckart, Ernst Christoph, Grundlægger af en Musikhandel i Breslau, 1782, der, efter at den 1856 overtoges af Constantin Sander, 1826—1905, under Bevarelse af Navnet flyttedes til Leipzig og udvidedes til et af Tysklands største og kendteste Forlag; nuværende Chef er Sanders Søn Martin Sander, f. 1859; har ikke alene forlagt adskillige moderne Musikeres Værker (saaledes Reger, Strauss. Bossi, Barlok, Delius, Duparc, Schjelderup), men ogsaa værdifuld Musiklitteratur, først og fremmest Ambros' Musikhislor. desuden Bøger af Kullak, Langhans. Lussy, Niecks o. fl.

Levasseur, Jean Henri (kaldet »den Yngre«, modsat Cellisten Pierre François L.). 1765—1823, var Cellistiden Store Opera og i det kgl. Kapel og Lærer ved Paris' Konservat.; en fremragende Virtuos og Komponist for sit Instrument (Sonater og Etuder); Hovedmedarbejder ved Konservat.s Cello-skole.

Levi, Hermann, 1839—1900, tysk Musiker, Elev af Konservat. i Leipzig, højt anset Operakapelmester, fra 1872 — 96 i Mûnchen, stod Wagner nær og var den første Dirigent af »Parsifal« (Bayreuth 1882); komponerede en Klaverkoncert og Sange og bearbejdede Texterne til »Figaros Bryllup« og »Don Juan« (L. nød ogsaa Ry som Mozart-Dirigent).

Levinsohn, Anna, f. Andersen, 1839 —99, dsk. Operasangerinde, Elev af Carl Helsted, debut. 1860 paa det kgl. Teater i Boieldieus »Den lille Rødhætte« og var en lang Aarrække en værdifuld Kraft ved Operaen, navnlig yndet i de lette og mindre Partier, hvor hendes indtagende og skælmske Spil kom hende til Gode; hun besad en fyldig og velklingende Mez.-Sopr. (Susanne i »Figaros Bnilup«, Marie i »Regimentets Datter«, Zerlina, Rosina etc.).

Levy, Ernst, f. 1895, schw. Pianist, studerede i Basel under Huber og senere i Paris hos Pugno : blev Prof. ved Basels Konservat., men tog 1921 atter Ophold i Paris; nævnes som fortrinlig Klaverspiller, derhar koncerteret rundt om i Europa og komponeret en Række Sange og nogen Kammermusik samt Orgelstykker.

Levysohn, Salomon, f. 1858, studerede Polyteknik i Kbhvn., Musikelev af O. Malling og V. Bendix, Musikanmelder (ved »Morgenbladet«), blev 1891 Operarepetitør ved det kgl. Teater, fra 1899 Musikarkivar ved Operaen, hvilken Stilling han endnu beklæder: lejlighedsvis har han fungeret som vikarierende Kapelmester; ved Siden heraf var L. 1884—96 og 1903-17 'Studentersangforeningens « Dirigent og har paa anden Maade taget Del i kbhvnsk Musikliv (i iCæciliaforenin-gen«, »Musikforeningen«, »Studentersamfundets Arbejderkoncerter« etc.); endelig er L. Oversætter af en Række af de i de senere Aar paa det kgl. Teater opførte Operaer og er i Tidskrifter og i »Salmonsens Konversationslexikon« optraadt som Musikforf.

Lhévinne, Joseph, f. 1874, russ. Pianist, optraadte allerede som Vidunderbarn og har siden som Koncertvirtuos berejst Europa, Nordamerika, Mexico etc. ; en Tid Lærer ved den kejserlige Musikskole i Moskva; Klaverpædagog i Berlin.

Liadof, Anatol. 1855 —1914, russ. Komponist, Elev i Petersborgs Konservat. af Rimsky-Korssakof, senere selv Kompositionslærer ved samme Institut; skrev, mest i mindre (genreagtig) Stil, Klaverstykker (Arabesker, Præludier, Variationer, Mazurkaer. Etuder, Valse) samt nogle symfon. Digtninge, særl. Baba-Jaga og Kikimora.

Liapunof, Sergei Michailovitch, 1859—1924, russ. Komponist, studerede ved Moskvas Konservat., stod i Petersborg Balakiref og hans Kreds nær; som tilhørende denne national-russ. Retning havde L. særl. Interesse for Folkesangen, af hvilken han udg. 3 Bd. Sange, indsamlede paa Rejser i det russ. Rige; af hans Kompositioner fremhæves Symfon. og symfon. Digtninge, Klaver- og Violinkoncerter. Klavermusik, deraf særl. de musikalsk og teknisk værdifulde 12 Etudes d'exécution transcendante.

Liberamente(ital.), Foredragsbetegn., frit, utvungent.

Librettist, Forfatter af en Operatext.

Libretto, Textbog til en Opera el. et Sangspil.

Licenza (ital.), Afvigelse fra de strenge Regler. Ex. Canone con alcuna l. o: Kanon i noget friere Stil.

Lichnowsky, Carl. Fyrst, 1758— 1814. østr. Musikamatør, Elev af Mozart, der ledsagede ham paa Rejsen til Hoffet i Berlin, 1789;senere Beethovens Ven og Protektor, der endog gav den berømte Mester Husly i sit Palæ ellerpaasit Gods i Schlesien; han underholdt den Schnppanzighske (s. d.) Kvartet; flere Beethovenske Kompositioner, saaledes Trioerne Op. 1, Klaversonaten Op. 13 [pathétique), den 2. Symfon., er tilegnede L. — Hans Broder Moritz L. hørte ogsaa til Kredsen af Beethovens Venner og Beundrere; Klaversonaten Op. 90 er ham tilegnet.

Lichtenberger, Henri, f. 1866, Prof. ved Univers, i Paris i Sprog og Litteratur, tillige Musikkritiker ved L'Opinion (til 1914), har holdt musikhistor. Foredrag og forf. R. Wagner, poète et penseur. 1 898.

overs, paa tysk. samt Wagner (i Samlingen Musiciens célèbres) og Afhandlinger i fr. Musikfagskrifter.

Liden Kirsten, romantisk Synge-stykke af H. C. Andersen, komponeret af I. P. E. Hartmann. Kbhvn. 1846.

Lie, Sigurd, 1871 —1904, nsk. Dirigent, Komponist og Violinist. Elev af Gudbr. Bohn (Violin) og I. Holter (Komposi-tion); senere Studier i Leipzig og Berlin. Student 1889; Koncertmester og Dirigent i Bergen 1895—98. senere i Kria. (Kapelmester ved Centralteatret 1898—99, Dirigent for Handelsstandens Sangforening 1902 —1904). En betydelig og særpræget Komponistbegavelse, som fulgte den nationale Linie; men hans mange prak-tisk-musikalske Gøremaal og hans tidlige Død hindrede Udfoldelsen af hans rige Evner. Sit bedste har han ydet i sine Mandskor (»Per Spillemand«, Serien »Nytaarsløier« m. fl.) og i sine Romancer (bl. a. i sin Cyklus >Wartburg<). Har desuden skrevet en Symfon., en Orkestersuite, en Strygekvartet, en Pianokvintet, komponeret for Piano, Violin m. m. — Karakteristiske Træk ved L.s Musik er fin, højstemt Lyrik og frisk djærv Humor.

Lieban, Julius, 1857 —1924, tysk Sanger, var ansat ved forskellige Operascener og ved Neumanns Wagner-teater (Tenorist); fra 1882 til henimod sin Død tilhørte han Berliner Operaen, men foretog Gæsterejser, saaledes til Kbhvn. ; var særl. en uovertræffelig Mime i »Siegfried'!; ogsaa David i »Mestersangernes og udmærket i de komiske Partier i Mozarts Operaer.

Liebhaber, se Amatør og Dilettant.

Liebling, Georg, f. 1865, tysk Pianist og Komponist. Elev af Kullak og

Liszt; debut. 1884 og regnes blandt de første tyske Klaverspillere, har virket som Lærer i England og i en Aarrække ved egen Musikskole i Mun-chen; lever i Schweiz: har komponeret en Koncert o. a. Klaverværker, nogen Kammermusik, Operaen »Die Wette«, 1908, m. m.

Liebmann, Axel, 1849—76, dsk. Musiker, Elev af Kbhvn.s Musikkcnservat., en Tid lang Musikanmelder i Kbhvn., stiftede med 7. Bendix »Korforenin-gent 1872; hans fine Kompositionsbe-gavelse naaede næppe fuld Udfoldelse; hans efterladte Arbejder er Kammermusik (Kvartet, Trio, Violinsonater), Korværket » Planternes Liv« samt navnl. en Række Sange (særl. »Sommersange«}; g. med Sanglærerinden Nanna L., f. Lehmann.

Lied (tysk) anvendes i to Hovedbe-tydninger, idet det paa én Gang gøres til ét med det nordiske Vise (s. d.), der kan defineres som et strofisk Digt, der synges paa en simpel (folkevise-mæssig) Melodi o» ikke har Støtte af nogen som helst instrumental Ledsagelse, og opfattes som en kunstnerisk udarbejdet Sang, der enten følger Visens Princip ved til samtlige Vers at anvende samme Melodi, eller er gennemkomponeret, saaledes at hvert af Versene komponeres paa sin Maade.

Som typiske Prøver paa den først-ævnte af disse kunstneriske L.-Arter kan anføres I. A. P. Schulz's »Lieder im Volkston« (1782, 1785 og 1790), der paa det nøjeste passer med Rie-manns Definition af denne L.-Art som et subjektivt Følelsesudbrud i simpel poetisk Form, »som et skarpt afgrænset Stemningsbillede i lille Format«. Melodien slutter sig dér baade ifølge sin Form og Stemning paa det nøjeste til Texten. F"ormen er den regelmæssige Liedform (se Viseform), der begrænser sig til Brugen af faa Melodifraser, som i bestemt Orden vexler med hinanden og ogsaa i modulatorisk Henseende holder sig indenfor de snævreste Grænser. Melodiens Kendetegn er fremfor alt Sangbarhed og Naturlighed. I kunstnerisk Henseende videre udformet fremtræder samme L.-Art i Weyses »Morgen-og Aftensange«, hvor Klaverledsagelsen allerede spiller en om end endnu beskeden Rolle som illustrerende Baggrund for Textindholdet.

Den i Nutiden hyppigst anvendte gennemkomponerede L. søger for saa vidt ind paa en Sidevej, som den af Naturen er tilbøjelig til at strejfe ind paa dramatisk Omraade og derved opgiver L.s opr. Bestemmelse som udpræget lyrisk Stemningsudbrud. Den gennemkomponerede L. gør sig nemlig i højere Grad end den regelmæssig strofiske til Digtets allierede. Den karakteriserer og udmaler dettes Indhold i alle Detailler, saa hver Strofe næsten forlanger sin egen Musik. Hvor samme Melodi vender tilbage, optræder den i al Fald i modificeret Form. Som ideelle Haandhævere saavel af den ældre lyriske L.-Type som af den nyere gennemkomponerede L. staar Franz Schubert og Karl Löwe. Den moderne L.-Komposition føres af dem til sit Højdepunkt for at blive forbilledlig for alle senere klassiske Repræsentanter for Genren: Mendelssohn, Schumann, Robert Franz, Adolph Jensen, P. Cornelius og J. Brahms. Melodien har hos alle disse L.-Komponister, som allerede hos Schubert og Löwe, en mægtig allieret i den tonemaleriske Instrumental-(Klaver-) Ledsagelse, der end yderligere tjener til at uddybe Indholdet af det Digterværk, over hvilket Kompositionen er bygget op, og ud fra hvilket Komponisten henter sine Inspirationer. Helt ud over L.s opr. Maal sigter de nyeste L.-Komponister (Liszt, Hugo Wolf, Max Reger), der, under Paavirkning af de Wagner-ske Principer, med Bibeholdelsen af den malende Instrumentalledsagelse, giver Melodien et mere deklamatorisk end melodisk Præg.

Liederkreis, Liedercyklus (tysk), Sangrække, sammenhængende Følge af Solosange med Klaverledsagelse. Bekendte Ex. herpaa er Beethoven: »An die ferne Geliebte«, Schubert: »Muller-lieder«, AVinterreise« og »Schwanen-gesang«, Schumann: »Frauenliebe und -leben«, »Dichterliebe* etc., Heise: »Dyvekes Sange« m. m.

Liederspiel, en Afart af det tyske Sangspil (s. d.).

Liedertafel er i Tyskland Navnet for Sangforeninger, der specielt gaar ud paa at fremelske Mandskvartet- og Mandskorsangen. Den første L. blev 1808 stiftet i Berlin af Zelter (Mendelssohns Lærer). Den optog udelukkende Komponister, Digtere og fagligt uddannede Sangere og havde en udpræget patriotisk Tendens. Siden opstod lignende Foreninger i Leipzig og Frankfurt a. d. O. Medlemmerne af en L. kaldte sig Liederbrûder, Formanden Liedervater, Dirigenten Lieder-meister. Af mere folkelig Natur og af mindre exklusiv Karakter var de Mandskorforeninger, der omtrent samtidig i Schweiz blev stiftede af H. G. Nägeli (den første i Zurich 1810) og som hurtigt fandt Efterfølgere i de sydtyske Liederkrånze (Stutlgarter Liederkranz 1824 o. fl.). Med dem tog Bevægelsen Fart, saa der snart ikke fandtes nogen tysk By, der ikke havde en el. flere L.

Liedform, se Viseform.

Lied ohne Worte blev af Mendelssohn for første Gang anvendt som Navn for et Instrumentalstykke (Klaverstykke), der saavel af Form som af Karakter minder om en sunget »Lied« (s. d.), og hans Ide er senere blevet optaget af andre Komponister. Se Klavermusikens og Klaverspillets Historie, 4. Periode : Klaver-Romantikerne.

Lier, Jacques vax, f. 1875, holl. Cellist, koncerterede som fortrinlig Virtuos (bl. a. som Medlem af »Den Hollandske Trio« i Kbhvn.), og er nu Lærer ved Scharwenkas Konservat. i Berlin; udg. tekniske Studieværker for Violoncel.

Ligatur, o: Binding, anvendes 1) i den moderne Kontrapunktlære i Betydning af Synkopering, o : Bindingen af en ubetonet Node paa den lette Taktdel (Arsîs) til den paafølgende betonede paa den tunge Taktdel (Thesis); se Synkope. — 2) I Mensuralnodeskrif-ten (s. d.) som Betegnelse for et slørre el. mindre Antal Toner, der forenes under én Textstavelse og noteres gruppevis (o: tæt sammentrængte). Man skelnede mellem lige L.er, der kunde rumme et ubestemt Antal af Toner:

der kun omfattede 2 Toner (i dette Tilfælde g¹ og c^ä). Nodernes Værdi bestemtes i L.erne ikke af deres Form, men af deres Plads indenfor Tonegruppen, og de derfor gældende Regler var saa indviklede, at Eleverne maatte indprente sig dem ved Hjælp af latinske Huskevers. Ex.:

Prima carens cauda, longa est

pendente secunda.

Prima carens cauda, brevis est scandente secunda,

Estque brevis caudam, si laeva parte remittit,

Semibrevis fertur. sursum si

duxerit illam etc. — 3) Som en Art L. anvendes i den moderne Nodeskrift i Instrumentalmusiken ogsaa den allerede i Orgel-tabulaturen (s. d.) benyttede Sammenkobling af de kortere Nodeværdier ved forbindende Tværstreger for derved

at holde Taktdelene ud fra Ex. hinanden.

Liggende Stemme el. Liggetone, se Orgelpunkt.

Liliencron, Rochus. Friherre af, 1820 —1912, tysk Musikforf., studerede i Berlin og Kiel Teologi, Jura og germansk Filologi, gjorde i Kbhvn.(1846 — 47) oldnordiske Studier, blev 1852 Prof. i tysk Sprog og Litteratur i Jena, kom i Hertugen af Sachsen—Meinin-gens Tjeneste og samlede 1858 4 Bd. »Historische Volkslieder der Deutschen von 13—16. Jahrhdt.* (med Melodier og en Afhandling om disse) L. blev 1876 som tilhørende det slesvig-holstenske Adelskab Provst ved det adelige St. Johanniskloster i Slesvig; her levede han Resten af sit Liv, væsentlig optaget af Studier over ældre Tiders Musik (særl. Sang- og Kirkemusik); hans 90-Aars Fødselsdag fejredes ved et Festskrift med Bidrag fra Samtidens mest fremragende Forff. Af L.s øvrige Arbejder skal nævnes »Liturgisch-mu-sikalische Geschichte der evangelischen Gottesdienste von 1523—1 700« (1893) »Chorordnung fur die Sonn- und Fest-tage des evang. Kirchenjahres« (med to Musikdele, 1900), »Frohe Jugend-tage« (Erindringer, 1902), talr. Afhandlinger i Fagskrifter, deribl. i »Histo-risches Taschenbuch«, 1878 om »C. E. F. Weyse und die dänische Musik seit dem vorigen Jahrhundert«.

Liljeblad, Ingeborg, f. 1887, finsk Sangerinde (Altistinde^A : studerede i Berlin og Paris; engageredes ved Hofoperaen i Mannheim og ved den ny Opera i Hamburg indtil Verdenskrigens Udbrud; er senere optraadt som Koncert-og Oratoriesangerinde.

Liljefors, Ruben, f. 1871, sv. Musiker, studerede hos Ivar Hedenblad og i Tyskland bl. a. hos Draeseke og M. Reger, Dirigent af forskellige Sangkor (Upsalas og Göteborgs Studenterkor) og fra 1912 Kapelmester for Gävleborg Lens Orkesf -Forening; har komponeret Violinsonate, Sange og Kor samt Klaverstykker og af større Værker Klaverkoncert, Symfon., Koncertouverture og nogle Kantater.

Lille Oktav bruges som Betegnelse for Oktavomfanget:

se iøvrigt Bogstavskrift.

Limma og Àpotome anvendtes i den antike græske Musiklære henholdsvis som Navn for den diatoniske og kromatiske Halvtone (s. d.).

Lincke, Andreas Frederik, 1819— 74, dsk. Komponist, Hoboist ved Garden og Violinist i Lumbyes Orkester; i Casino, Ålhambra og paa Turné i Sverige optraadte han som Dirigent; som Komponist skrev han i sin Tid populære Danse og Marcher samt nogen Balletmusik (Ex. »Pontemolle« med W. Holm); som hans vægtigste Arbejde maa dog anses et Hefte store Violinetuder, senere udg. i revideret Form af Edm. Singer (s. d.).

Lincke, Paul, f. 1866, tysk Komponist af en Mængde populære Operetter og Balletter; lever i Berlin, hvor han tillige er Musikforlægger.

Lincke, Valdemar, f. 1869, dsk. Sanger og Sangpædagog, Elev af Kbhvn.s Musikkonservat. og af Devillier i Paris, debut, i »Tannhäuser« (som Landgreven) og havde udført store Partier som Leporellos, da han 1902 tog sin Afsked for ganske at hellige sig Sanglærervirksomheden ; er Lærer ved det kgl. danske Musikkonservat. og en meget søgt privat Lærer, navnlig for Elever med Operaoptræden for Øje; i Forening med S. Levysohn har han udg. »Operaalbum for Sopran med den af det kgl. Teater benyttede danske Text«, jOperaalbum for Baryton og Bas« etc.

Lind-(Goldschmidt), Jenny (egl. Johanna Maria), f. 6. Okt. 1820 i Sthlm., d. 2. Nov. 1887 i England, berømt sv. Sangerinde. Fra 9 Aars Alderen fik hun Undervisning i Kgl. Teatrets Operaskole (desuden i Sang, Sprog og Klaverspil): fra 1830 optraadte hun paa Scenen i Talestykker, sin Sangerindedebut havde hun 1836 i A. F. Lindblads Opera »Frondörerna« og, mere afgørende, 1838 som Agathe i »Jægerbruden«, hvor hun slog igennem med Glans; det flg. Aar sang hun Alice i »Robert«, saaledes at den entusiastiske Bournonville »var færdig at falde paa sine Knæ for hende« ; s. A. optoges hun i A. F. Lindblads Hjem, der tog sig varmt af hendes kunstneriske Uddannelse ; da hendes Røst imidlertid syntes at tabe sig. besluttede hun sig til grundigere Studier hos den berømte Pædagog Af. Garcia i Paris (1841). Efter en af ham paabudt Hviletid udfoldede L. en stor Energi og Samvittighedsfuldhed i Sangstudiet og gjorde

mægtige Fremskridt. — Forsøg paa at vinde Indgang paa den »Store Opera« mislykkedes dog, og L. nærede derefter et saadant Nag ti! Paris som Musikby, at hun aldrig siden modtog noget Engagement dér. I Efteraaret 1842 var L. alter i Sthlm. og optraadte bl. a. som Norma, hyldet som Sveriges ypperste Sangerinde; 1843 sang hun i Kbhvn.: ved denne og en snart fig. Lejlighed (1845) fuldkommen henrivende Københavnerne særl. som Alice, Norma og Regimentets Datter: ikke blot Bournonville. i hvis Hjem hun optoges,men Digtere som Oehlen-schläger og H. C. Andersen var begejstrede for hendes Sang, Spil og Personlighed — den sidste følte for L. et Sværmeri, hvorom hans Skrifter og Breve bærer utvivlsomme og rørende Vidnesbyrd. Fra 1844 begyndt L. at optræde paa Verdensscenerne, først i Berlin i »Feltlejren i Schlesien«, en ny Opera af Meyerbeer (ogsaa en af hendes personlige Beundrere), som Norma, Euryan-the, Ifigenia, siden i en Række tyske Byer; af Betydning blev hendes Samvær i Leipzig med Mendelssohn, der skrev Sopranpartiet i »Elias« for L. og synes først at have vakt hendes Interesse for Oratoriemusik. I Leipzig modtoges hun med samme Begejstring som i Berlin og sang snart efter »Vestalinden« og nogle Meyerbeerske Partier. I Foraaret 1846 engageredes hun til Wien og i Foraaret 1847 til London, hvor man længe med Spænding havde imødeset hendes Optræden; ogsaa her blev Sejren (i Roller som Norma, Regimentets Datter, Søvngængersken og Mendelssohns sElias<.) glansfuld og L. syntes særl. at behage det eng. Publikum og selv at finde sig lykkelig blandt dette; 1847 var hun atter i Hjemlandet, men i 1848 paany i London (og andre eng. Byer). Hendes en Tid lang nærede Beslutning at trække sig tilbage fra Operascenen virkeligg orde hun under dette Ophold i England; i Maj 1849 sang hun sidste Gang paa Her Maje-stg's Theatre i »Roberta; hun havde da i 11 Aar sunget paa Scenen hen-imod 700 Gange. — Den vidtbekendte Impresario Barnum engagerede hende nu med Pianisten Benedict til en (glimrende iscenesat) amerikansk Turné, der strakte sig over to Aar og indbragte hende en hel Formue; i Boston ægtede hun 1852 Pianisten Otto Goldschmidt (s. d.). Efter Hjemkomsten optraadte hun paany i Koncertsalene i Tyskland, Holland, Østrig, England, med Forkærlighed syngende Romancer af Schubert og Schumann og af sv. Komponister samt i Oratorier (af Bach, Handel, Mendelssohn og Goldschmidt); hendes Stemme begyndte imidlertid at tabe sig; og efter 1870'erne optraadte hun sjælden, sidste Gang 1883; fra 1883—86 var hun Sanglærerinde ved Royal College of Music; sit Hjemsted havde hun allerede fra Slutningen af 1850'erne i England, og kun paa enkelte Besøg kom hun til Sverige.

L. havde stedse vist sine musikdyr-kende Landsmænd Interesse; hun støttede exempelvis Berwald og Josephson og bidrog meget til Udbredelsen af Lindblads Romancer; ganske særlig viste hun dog sin Interesse ved i levende Live at give en Del af sin Formue (opr. 1848 til Elever ved kgl. Teatrets Elevskole,senere)til »Fru Jenny Lind-Goldschmidts stipendiefondet«, der uddeltes aarlig til en sv. Kunststuderende (Mand eller Kvinde, Musiker, Maler, Billedhugger eller Arkitekt); blandt dem, der har nydt Stipendiet, kan nævnes Aug. Södermann, I. A. Hägg og H. Alfvén; siden 1885 er den musikalske Portion uddelt af Musikaliska Akademiet i Sthlm. L.s Sopranstemme var meget omfangsrig, den angives at have omfattet 2 Oktaver og 6 Toner; den var glansfuld og stærk i Klangen — som det synes navnlig efter Studiet hos Garcia; dens Skønhed og inderlige Udtryksfuldhed virkede betagende, og alle Sangtekni-kens Kunstfærdigheder havde hun efter-haanden erhvervet sig, saaledes at hun i Henseende til Koloratur, Trille, lange Intervalspring, Stakkatosang, Vejrtrækning etc. stod paa Højde med Samtidens ypperste Sangerinder. Hendes musikalske og smagfulde Foredrag virkede paa Scenen i Forening med hendes dramat. Begavelse ; men paa dette Punkt er Dommen om hendes Ydelser noget forskellige. Sandsynligvis har Norlind Ret, naar han mener, at hendes dramat. Force var de uskyldige, barnlige, uberørte, »landlige'; Partier, medens hun i sjælelig mere komplicerede eller højtspændte Roller synes at have udvist en noget kunstlet Lidenskabelighed, hvortil Fétis' kritiske Ord om hendes Talent som nerveux et violent kan have sigtet. Men man maa vel huske, at Datidens Publikum var vænnet til og maaske ligefrem ventede et Gran af Affektation i slige passionerede Partier, ikke mindst paa de store Verdensscener. At hun kunde gribe og betage paa Scenen haves der Vidnesbyrd nok om, og det samme gjaldt senere hendes Romance- og Oratorie-foredrag. Men til det Indtryk, hun gjorde paa Tilhørerne, kom visselig hendes ejendommelige, i hine Tider overordentlig fejrede og diskuterede Personlighed. Hun betegnes i Reglen som en øm, elskelig, flittigt arbejdende, af sin Kunst optaget og i forholdsvis ringe Grad forfængelig eller ærgerrig Kvinde; uden at være egentlig smuk gjorde hendes karakteristiske Fremtoning et betydeligt Indtryk. Hendes Personlighed synes dog at have været mere sammensat, næppe uden et vist Koketteri eller nogen Exaltation; hendes Forhold overfor Paris' Musikverden tyder paa en sjælelig Stejlhed og Mangel paa overlegen Ævne til at glemme eller tilgive, og hendes sidste Aar var ikke alene prægede af Religiøsitet, men af en pietistisk Tendens, der ogsaa kan tyde paa en noget exalteret Karakter. I alle Fald var hun en mærkelig og særpræget Kvinde og Kunstnerinde. (Biogr.: H.Scott Holland og W. S. Rockstro (eng., 2 Bd., ny Udg. 1893, overs, paa sv. og tysk), C. G. Rosenberg : J. L. in America, I. A. Becker, C. A. Wilckens, Norlind (1919), i hvis »Almänt Musiklexikon« findes en udførlig L. -Artikel; Sven Dorph (1919), S. Elmblad (1920), foruden talløse Bidrag til L.-Litteraturen i samtidig Teaterhistorie, Memoirer etc., af dsk. særl. Överskons: »Den danske Skueplads;, Bournonvilles. H. C. Andersen o. fl.s Skrifter og Breve, Charlotte Bournonvilles Erindringer; paa nsk. en udmærket Skildring af L. af H. Kjerulf i Grønvolds: »Norske Musikere«),

Lindberg, Helge, f. 1887, finsk Sanger, studerede ved Helsingfors' Musik-konservat. og siden i Munchen og Firenze, en Tid lang Sanglærer i Stuttgart; har senere med stort Held koncerteret i Paris, London, Tyskland og Østrig samt i de nordiske Lande; fremragende Barytonist, særl. Händelog Bach-Sanger.

Lindblad, Adolf Fredrik. 1801— 78, sv. Komponist, var født paa Landet i Østergotland (udenfor Ægteskab); kom som 8-aarig til Sthlm., men Stif-faderen var ikke god mod ham, og han kom atter i Pleje i Fødebyen; da Plejefaderen blev Handelsmand i Norrköping, ansattes L. paa hans Kontor. Musikinteressen havde ytret sig ret tidlig, og han fik Uddannelse i Fløjtespil og forsøgte sig som Komponist; 1817 flyttede L. til Hamburg for at gen-nemgaa en ordentlig Handelslære; trods flittigt Arbejde drev han det ikke vidt i denne Gerning; han udvikledes derimod musikalsk i Hamburg, særl. ved at lære

Beethovens Værker at kende,og litterært ved Kendskab til den da stærkt blomstrende tyske Digtning. 1820 kaldtes han tilbage til Norrköping — en drøj Tid, da han intet kunde fortjene og ansaas for ikke at due til nogenting; snart kom han dog ind i mere aande-lig bevægede Kredse, lærte Digteren Alterbom at kende (satte Musik til hans Digte) og kom med ham til Upsala, hvor Geijer tog sig faderligt af ham og Häffher gav ham regelret Musikundervisning; 1825 foretog han med Geijer en betydningsfuld Rejse, paa hvilken han besøgte Weyse, Weber, hørte Henriette Sonntag i Berlin og blev Elev af Zelter sammen med Mendelssohn, til hvem et Ynglinge-Venskab knyttede L. I Berlin lærte L. Logiers (s. d.) Undervisningsmetode at kende, og der skaffedes ham Midler til at udstrække Opholdet, saa at han kunde undervise efter Systemet ved Hjemkomsten 1827, da han i Sthlm. grundede en Musikskole, der blev meget anset og søgt og skaffede L. hans Underhold (til 1861, da den overtoges af I. Hallström). Ved Siden af Lærergerningen var disse Aar helligede Kompositionen; han skrev Symfon., Kammermusik, Korværker, Klaverstykker og Sange (nærmest i Tilslutning til Beethoven), der dog havde Vanskelighed ved at slaa igennem paa en Tid. da man endnu ansaa Beethoven for en ubegribelig og bisar Komponist. Meget pudsigt forelagde de om L.s Kvalifikationer uenige Musikkritici Sagen for Spohrs Omdømme, og da dette naturligvis var L. saare gunstigt, og hans Sange desuden bredtes ved Jenny Lind (der en Tid lang levede i L.s Hjem) vidt omkring og fandt udmærket Modtagelse og Forlæggere i Udlandet, fæstnedes L.s Position; han levede nu dels i Upsala, dels i Sthlm. meget skattet som Lærer ogsaa ved Hoffet (bl. hans Elever var Prins Gustaf og L. Korman). 1846 trak han sig tilbage til en Ejendom i Nærheden af Linköping, hvor han fortsatte, særl. med Sangkomposition; her døde han. — Uagtet L. var en talentfuld Instrumentalkomponist og forøvrig ogsaa havde skrevet en Opera, »Frondörerna« 1835, med hvilken han dog havde ringe Held, staar han nu ene som Sangkomponist og det som en af Sveriges fremragende; til mange Sange har han selv skrevet Texten, andre skyldtes Atlerbom, Geijer, Runeberg o. fl. Varme, let tilgængelige og for Stemmen vel tilrettelagte Melodier støttede paa et enkelt, men ofte harmonisk udtryksfuldt Akkompagnement, Friskhed. Umiddelbarhed og Trohjer-tethed karakteriserer L.s Sange, hvis Emner mest er Naturstemninger, let og legende Erotik, muntert Lune, vemodigt Savn, fortræffelig gengivne Genrebilleder eller bredere episke Beskrivelser. Af disse otnkr. 200 Sange er be-kendtest »Fänrik Ståls sägnarc, »Skjutsgossen«, »Fågeln på grenen«, »Sotare-gossen«, »Bröllopsfärden«, »Jenny Linds Farväl«, »En sommarmorgon«, »Dal-kullevisen«, »Jomfrun i Lunden«, »En vårdag«, »Den skeppsbrutne«, »Månn tro, jo, jo!« o. fl. ; endvidere har L. skrevet to- og tre-stem. Sange med Klaver og Sangkvartetter (som den populæreste nævnes »Öfver skogen, öfVer sjön«). (Udførligt om L., af hvem ingen særl. Biografi findes, medens samtidig Litteratur — Memoirer, Breve etc. — omtaler ham meget, i Norlinds »Allmänt Musiklexikon«),

Lindblad, Otto, 1309—64, sv. Komponist. Student fra Lunds Univers., hvor han stiftede Studentersangforeningen (1838), som han med Energi og Hengivelse ledede i 12 Aar, og for hvilken han skrev en Række fortræffelige Kvartetsange, der vandtstor Yndest og Udbredelse, og af hvilke adskillige endnu synges i hele Norden (»Vintern rasat

ut bland vora fjällar«, »Vårsang«, »Angbåtssang« (»Sätt maskinen i gång, herr kapten«), »Längtan til landet«, »Ur svenska hjärtans djup en gång«, »Du, som världar har till rike« o. fl.); L., der 1844 tog filosofisk Doktorgrad ved Univers, i Lund, forlod denne By 1847 for at blive Organist og Klokker i Mällby i Skåne, hvor han døde. 1841 havde L. gæstet Khhvn. og derfra Hamburg, hvor han tog nogen Undervisning hos K. A. Krebs; til et gennemført musik-teoret. Studium naaede han dog ikke. Som Chef for »Lundakören« havde L. bragt dette frem til det ypperste i Norden; han deltog dermed i Tidens Studentermøder og optraadte i Sthlm. og andetsteds i Sverige. L. komponerede ogsaa, i sin Tid populære, Sange og Romancer med Klaver. (Biogr. af G. A. Fenk, 1882).

Lindegren, Johan, 1842—1908, sv. Musiker, fra 1884 Kantor ved Sthlm.s Storkyrka, men navnlig meget anset som Lærer (Kontrapunktik og Komposition) bl. a. for H. Alfuén; Udg. af sv. Koralbok (1905) og Komponist af (for største Delen utrykte Arbejder); Kanon-Sonate, Fuga, Strygekvartet m.m.

Lindeman, kendt nsk. Musikerfamilie. Ole Andreas L., 1769—1857, uddannedes i Kbhvn. under Wernicke, blev 1799 Organist ved Frue Kirke i Trondhjem. Udgav 1838 den første norske Koralbog' (se Koral). — Sønner: Frederik Christian L., 1803— 68, efterfulgte Faderen som Organist og var en ypperlig Orgelkunstner. — 2) Jacob Andreas L., 1805—46, Organist ved Vor Frelsers Kirke, Kria. ; fra 1840 Præst i Daviken, Nordfjord; skrev en Præludiesamling. — 3) Ludvig Matthias L., 1812—87, studerede ogsaa Teologi, men gik over til Musiken og efterfulgte Broderen som Organist 1840. L. var udmærket uddannet, an-saas for Norges lærdeste Teoretiker, var en fortræffelig Orgelspiller, som med fin Stilsans forstod at give Gudstjenesten den rette musikalske Stemning, dertil en fremragende Komponist. Det er særlig paa to Felter, han har gjort betydelig Indsats i norsk Kulturliv: som Samler og Udgiver af Folkemelodier, og som kirkelig Komponist. 1840 udgav han »Norske Fjeldmelodier, harmonisk bearbejdede«, og fra 1848 foretog han Samlerrejser gennem største Delen af Norge. Resultatet af dette Arbejde foreligger i det store Værk »Ældre og nyere norske Fjeld-melodier«, om-

fattende c. 600 Numre (Kæmpeviser, Dansemelodier,Stevtoner, Psalmetoner osv.) i enkel, men karakterfuld harmonisk Bearbejdelse. En Mængde af det indsaml. Stof er forblevet utrykt, det er tilgængeligt for Forskere i Univers.biblioteket i Kria. 30 af Kæmpevisemelodierne har L. behandlet for blandet Kor, og en enkelt af disse Bearbejdelser, »Draum-kvæe«, betegner noget af det kunstfærdigste, som er skrevet i norsk Musik. — Med disse sine Folkemusik-samlinger har L. givet det værdifuldeste Grundlag for norsk Komposition. Men ogsaa som Kirkemusiker har han ydet et Pionerarbejde. Hans i 1877 autoriserede Koralbog (se Koral) er et helstøbt og meget betydeligt Arbejde. En stor Del af Melodierne (hele 61) er af Udgiveren, og adskillige af disse er kendt af hvert Barn i Norge (»Kirken den er et gammelt Hus«, »Min Sjæl, min Sjæl, lov Herren«, »Naar mit Øje, træt af Møje«, »Apostlene sad i Jerusalem« osv.). L. skrev Melodier til Brorsons »Svanesang« (deribl. den dejlige »Livet med sin Brudeskare«), udgav »Norsk Messebog« og »Martin Luthers aandelige Sange«. Af hans Orgelværker kan nævnes »54 smaa Præludier«, »36 fugerte Præludier« og »Fuger over BACH«. — Endvidere har L. skrevet Melodier til Grundtvigs Krønike-Rim og forsvnet flere Visesamlinger (bl. a. Seips) med Melodier (ypperlig er »Millom Bakkar og Berg«). En Række Kompositioner, bl. a. Musik til Wergelands »Campbellerne« gik tabt ved en Brand. — I 1871 besøgte han efter Indbydelse London for sammen med andre Orgelvirtuoser at indvie det store Orgel i Albert Hall. Her vakte han megen Opmærksomhed ved sin Improvisationskunst. Med Sønnen Peter L. stiftede han 1883 en Orga-nistskole, som nogle Aar senere udviklede sig til Konservatorium (s. d.). (Litt. : 0. M. Sandvik i »Vore Høvdinger«, F, Rojahn i » Norges Musikhistorie«). — 1) Just R.L., 1822—94, Organist i Trondhjems Domkirke. Skrev Kompositioner for Orgel og Piano samt et Hæfte Psalmemelodier.

Ludvig L.s Sønner: 1) Peter Bryh-nie L., f. 1858, Elev af Faderen og af Konservat. i Sthlm., Studier i Dresden. Organist i Kria. fra 1880. Grundlagde med Faderen Konservatoriet i Kria. (se Konservatorium). Skrev >Mo-dulationslære«, praktisk Orgelskole, en Række Sang- og Pianokompositioner, »69 smaa Tonebilleder til Kirkeaarets Evangelier«. Redigerede 1908—21 »Musikbladet. Medlem af Komiteen til Udarbejdelse af Liturgisk Musik, samt af Koralbogkomiteen 1922. — 2) Kristian L., f. 1870, Elev af Faderen, af Kria.s og Sthlm.s Konservat., Studier i Berlin; Organist ved Trondhjems Domkirke 1894. Talr. Kirkekoncerter rundt i Xorge. Skrev Kantater. Orgelfuga, Kroningshymne for Orgel (1906), m. m.

Lindgren, Adolf, 1846—1905, sv. Musikforf., studerede i Upsala Filosofi og Musikteori, blev 1874 »Aftonbladets« Musikmedarbejder og nød megen Anseelse som Kritiker; grundede »Svensk Musiktidning« og skrev heri og i »Nordisk Familjebok; værdifulde Artikler; i Bogform har han udg. »Musikaliska studier«, »Svenska hofkapellmästare 1782—1882s, :Om YVagnerismen« og »Drei harmonisene Studien: (Leipzig 1910); desuden var han Oversætter af Operatexter og bl. a. af Lobes Katekismus samt Forf. af Kapitlet »Musiken i Sverige« i Panums og Behrends »Illustreret Musikhistorie« ; sv. Musikere som Berwald, Lindblad, Södermann saavelsom Musiken til Bellmanns Sange helligede L. et særl. Studium, der dog aldrig førte til større Værker.

Lindner, Otto, 1820 — 67, tysk Mu-sikforf., Redaktør af Berlins A'ossische Zeitung'< og en Tid lang Leder af > Bach-Foreningen «, Forf. af de fortjenstfulde Arbejder: »Die erste stellende deutsche Oper« (2 Bd.), »Zur Tonkunst« og »Geschichte des deut-schen Liedes im 18. Jahrhdt.«.

Lindpaintner, Peter Joseph von, 1791 — 1856, tysk Musiker, nød stort Ry som Dirigent (Hofkapelmester i Stuttgart) og var i sin Tid populær som Komponist af letskrevne og lettilgængelige Værker (»Kapelmestermusik«) i omtrent alle Genrer (særl. ;>Faust".-0uverture og »Fahnenwacht«).

Lingualregister(aflat. lingua. Tunge) er den forældede Betegnelse for Tungestemme, se Orgel.

Linier og Nøgler. Linierne anvendes til Placering af Noderne og muliggør den nøjagtige Bestemmelse af Toneafstandene. De med Linierne forbundne Nøgler muliggør derimod den nøjagtige Bestemmelse af Tonehøjden. — Det første Forsøg paa at anvende Linierne i ovennævnte Øjemed skyldes Hucbaldas (s. d.)_; der dog foreløbig kun anvendte dem som Trappestige for Textordene og derved kun gjorde Brug af Liniemellemrummene. Med et T (d. e. Tonium. Heltone) eller S (Semi-tonium, Halvtone) antydede han foran paa hver Linie, om Afstanden mellem de to Mellemrum, der omgav den, skulde være et Hel- eller Halvtonetrin, og lod saa Textordene vandre op og ned fra Mellemrum til Mellemrum:

Det var Guido fra Arrezzo (s. d.). der for første Gang fandt paa at placere de ved hans Tid i Brug værende og hidtil frit omkringsvævende Neumer (s. d.) paa et Liniesystem (s. d.). Dette omfattede foreløbig kun 4 Linier, men afgav ikke desto mindre Plads for 9 Toner, fordi han i Modsætning til Hucbaldus som Nodepladser baade udnyttede Mellemrum og Linier:

Overskred Toneomfanget Limesystemets 9 Pladser, tog man allerede i Neumeskriftens Periode Brug af Bi-linier el. Hjælpelinier, o: korte Linier, der tjente til Fortsættelse af Liniesystemets Hovedlinier. Ved at trække hveranden af de 4 Linier op med Farve (rødt el. gult) lykkedes det endvidere Guido sammen med Toneafstandene ogsaa at bestemme Tonehøjden, idet den røde Linie konsekvent blev anvendt til Placering af f: den gule af c¹, o: de Toner, der markerer Halvtonernes Plads e—f og h—c¹.

Skortede det paa Farver, gjorde Guido i deres Sted Brug af de i Bogstavskriften anvendte Bogstaver og fandt derved frem til de i den mederne Nodeskrift anvendte Nøgler, o: F-, C- og G-Nøglen.

I 12. Aarh. ombyttedes ved Notering af Mensuralmusiken (s. d.) 4-Li-niesystemet med det nu anvendte 5-Liniesystem. Ved den partiturmæssige Sammenstilling af flere Stemmer skete det endogsaa undtagelsesvis, at man byggede indtil 10 Linier op over hinanden, og det blev dermed nødvendigt i saa Fald at anvende flere Nøglebogstaver: paa 1ste Linie anbragtes da som Nøgletegn det græske T svarende til vort G (se Gamma); paa 4. Linie anbragtes F, paa 6. Linie c, paa 8. Linie g, paa 10. Linie dd. I Italien og England overførtes endnu i 17. Aarh. al Klaver- og Orgelmusik paa saadanne store Liniesystemer: for højre Haand anvendtes da et 7-Linie-system, for v. H. et 8-Liniesystem. Hverken F-, C- el. G-Nøglen havde opr. nogen fast Plads. F-Nøglen findes saaledes i ældre Musik ofte anbragt paa 3. el. 5. Linie og benævnes i saa Tilfælde henholdsvis som Bariton- og Subbas-}\øgle. G-Nøglen anbringes i gammel fransk (undertiden ogsaa i tysk) Violin- og Fløjtemusik af og til paa første Linie og kaldes da fransk Violinnøgle. Nu anbringes F-Nøglen som bekendt konsekvent paa 4. Linie og kaldes Bas-Nøgle, og G-Nøglen har sin faste Plads paa 2. Linie og hedder Violin-Nøgle. Som bevægelig Nøgle er kun C-Nøglen bleven staaende. I ældre flerstemmig Sangmusik benyttes den konsekvent henholdsvis som So-prannugle (noteret paa 1. Linie), som Altnøgle (noteret paa 3. Linie) og som Tenornøgle (noteret paa 4. Linie); men ogsaa i Instrumentalmusiken (Klavermu-siken) anvendtes f. Ex. Soprannøglen tidligere (indtil 18. Aarh.s Slutning) ofte i G-Nøglens Sted; Alt-Nøglen anvendes endnu til Notering af Bratschmusik (som Bratsch nøgle); Tenornøglen baade til Notering af Basunmusik og — jævnsides med Basnøglen — til Notering af Violoncel- og Fagotmusik. — Nøglernes Omflytning paa Liniesystemet blev i 16. Aarh. ogsaa udnyttet som Middel til at undgaa Brugen af mere end 2 Fortegn (Jf el. j?). Blev Nøglen saaledes henholdsvis flyttet en Linie op el. ned, mens Noderne blev staaende, forandredes jo dermed disses Tonehøjde, hvorimod Melodigangen forblev uforandret. Se Ex. næste Spalte. Anvendt paa denne Maade betegnedes Nøglerne (ogsaa G-Nøglen) som Chiavette el. Chiavi transportate. Efter som Nøglen rykkede en Terts op og

Tonearten dermed en Terts ned (se Ex. 1 og 2), eller omvendt, skelnede man endvidere mellem den høje og den (sjældnere anvendte) dybe Chia-vette. Om Liniernes Anvendelse som Strengebetegnelse i den ital. og fr. Lut-tabulatur, se Tabulatur.

Liniesystem, se Linier og Nøgler.

Linko, Ernst, f. 1889, finsk Pianist og Komponist, studerede i Helsingfors, Berlin og Petersborg, Lærer ved Konservat. i Helsingfors fra 1915; foretog 1920 med den finske Operasanger Väinö Sola en Koncertturné i Nordamerika; har komponeret Pianokoncerter, Trio, Sange og Klaverstykker; g. med Operasangerinden Lahja L. f. Helén.

Lioncourt, Guy de, f. 1885, fr. Komponist, Elev af V. d'Indy, Inspektør ved dennes Schola cantorum; har komponeret Sange, Stykker for Soli, Kor og Orkester, Orkesterværk! r (som La belle au bois dormant) og musikdramat. Arbejder.

Lipinski, Carl Joseph, 1790 —1861. polsk Violinist, var allerede Kapelmester ved Teatret i Lemberg, da han 1817 gik til Italien for at høre og lære af Paganini, hvis Spillemaade han stræbte at efterligne; han opnaaede en sjælden Virtuositet (særl. i Dobbeltgreb), besad stor Tone og kunde med glimrende Held foretage Koncertrejser rundt om i Europa; fra 1839 til hen-imod sin Død var han Koncertmester i Dresdens Kapel; han komponerede særl. Polonaise guerrière, flere Koncerter, navnl. »Militärkoncert«, Kapricer for Violin, en Opera m. m.

Lipps, Theodor, 1851 — 1914, tysk Filosof, Prof. i Bonn, Breslau og Mun-chen, offentliggjorde tonepsykologiske Afhandlinger (»Théorie der Mélodie«, »Das Wesen der musikalischen Harmonie und Disharmonie« m. m.) og behandlede i sin 2 Bd.s »Aesthetik« (1903—06) indgaaende Musikæstetik og -psykologi; L. er Bepræsentant for den saakaldte »Einfûhlungs«-Teori.

Lipsius, Marie, f. 1837, har under Forfatternavnet La Mara udg. en lang Bække velskrevne og i Tyskland meget udbredte musikhistor.(biograf.) større og mindre Skrifter (særl .»Musikalische Studienköpfe«, 5 Bd., ofte opl., »Klas-sisches und Bomantisches aus derTon-welt«, »Beethoven«, 1870), ligesom hun, der stod Liszt nær, har udg. dennes Breve »Briefe hervorragender Zeitge-nossen an Liszt«, Brevvexling mellem Fr. Liszt og H. v. Bûlow og mellem Liszt og Storhertug Karl Alexander af Sachsen, endvidere »Liszt und die Frauen« etc.; i Tidsskriftartikler og i »Beethoven und die Brunswicks«, 1920, har hun ud fra skiftende Standpunkter behandlet det uopklarede Spørgsmaal om Beethovens »Unster-bliche Geliebte«.

Lira el. Lyra anvendes 1) i flere middelalderlige Haandskriftersom Navn for et enstrenget Strygeinstrument af Gigens (s. d.) Type; 2) som Navn for et ital. Strygeinstrument, der i 16—17. Aarh. var i Brug sammen med Violinen, men havde en fra samme forskellig Indretning. Den blev bygget i 3 Formater, a) som Tenorinstr. kaldet L. di braccio, b) som Basinstr. kaldet L. di gamba el. Lirone. c) som Kon-trabasinstr. kaldet Arce Viola di L. el.

Accordo. L. di braccio havde 7 Strenge, L. di gamba 12, Arce Viola di L. indtil 24. Flertallet af disse løb paa langs af det med Baand udstyrede Gribebræt, men 2 (de saakaldte Borduner, s. d.) laa altid til Siden for dette og anvendtes kun i løs Tilstand. Jo flere Strenge Instrumentet havde, jo bredere blev selvfølgelig dets Form. Fælles for alle 3 L.-Arter var Stemmeskruernes lodrette Anbringelse i en brætformig Krave og Anvendelsen af en flad Stol, der bevirkede, at Buen nødtes til altid at anstr\^Tge flere Strenge under ét. Særlig anvendtes L. derfor til flerstemmigt Spil og som Akkompagnementsinstr. (Litt.: A. Haidecki: »Die ital. Lira da Braccio«, 1892; Riihlmann : »Die Ge-schichte d. Bogeninstr. s 1882).

Lira rustica, Lira ledesca, se Lire.

Lira sacra Hispana, stor Samling af Kirkekompositioner, der alle hidrører fra spanske Komponister (16— 19. Aarh.), ialt 10 Halvbind, udg. af Hilarion Eslavo, 1869,

Lire (tysk Bauernleier, fr. Vielle, eng. Hurdy-gnrdy, lat. Lira rustica el. Lira tedesca) er i Folkesproget Navnet for et med Klaviatur forsynet Strygeinstr., hvis Strenge ikke anstryges med Yio-linbue, men med et i Lydkassen nedsat Hjul. Klaviaturet behandles af venstre Haand. Hjulet sættes ved Hjælp af et Haandtag i Gang af højre Haand. Af de 3-6 Strenge er kun 1—2 forbundne med Tangentmekanismen og tjener til Udførelse af Melodien ; de øvrige Strenge anvendes kun i løs Tilstand (se løs

Streng) og udfører i Samling en uforanderlig Akkompagnemenlsakkord, der som Følge af Hjulets samtidige Anstryg-ning af samtlige Strenge uløselig er bundet til Melodien. — L. kan paa de middelalderlige Mindesmærker og i Litteraturen under Navn af Organistruin forfølges tilbage til 12. Aarh.. da den debuterer som Konge- og Helgeninstrument og er af saa stort Format, at der til dens Behandling kræves 2 Personer, af hvilke den ene drejer Hjulet, mens den anden varetager Tangenterne (Fig. 1).

I Løbet af 13. Aarh. forsvinder denne Storlire og giver Plads for Instrumenter af mindre Format. Under Navn af Chifonie tiltræder L. her med sin fremtidige Lø bebane som Spille-mandsinstrument.

Et Tilbageslag finder ganske vist ved det 18. Aarh.s Begyndelse Sted i Frankrig, hvor L. som Modeinstrument hos de fornemme for en kort Tid paany kommer i Vælten, men denne Opblussen af dens forhenværende Anseelse blev kun af stakket Varighed. Som Vielle vendte den hurtigt igen tilbage til de vagabonderende Musikere, der i Frankrig endnu har den i Eje (Fig. 2).

Af de nordiske Lande blev det Sverige, der længst holdt L.fast. I Småland, Hel-singland og paa Gotland var den endnu i 18. Aarh. ret almindelig. I Danmark kan L. forfølges tilbage til det 17. Aarh., men næppe længere frem end til Begyndelsen af det 18. Kun Mindet om den er i Danmark endnu bevaret i de to gamle Ordsprog: ?Hvad skal So med Lire« og jBorte er Markus med Liren«.

Lirekasse (sv. Positiv, tysk. Dreh-orgel el. Leierkasten, fr. Orgue de Bai-

2. Fransk Vagabondlire.

barie (af Fabrikantens Navn : de Bar-beri)), det af Hvermand kendte Gade-og Vagabondinstrument, der bestaar i et enten med dækkede Piber el. Tungepiber forsynet lille portativt Orgel, hos hvilket Tonerne frembringes ved Drejning af et Haandtag, der paa en Gang (ved Hjælp af 2 smaa Blæsebælge) tilfører Piberne den fornødne Luft og bevæger en med Stifter forsynet roterende Valse (el. nu oftere en gennemhullet Skive, det saakaldte 3 Nodeblad«); der aabner for de enkelte Pibers Ventiler.

Liremand (Liredrejer) kaldes den, derbehandler (spillerpaa) en Lirekasse.

Lirone, se Lira.

Lissenko, Nokolai, 1842 — 1912, populær lille-russisk Komponist af Balladen »Sapowit« (Tenor og Mandskor), forsk. Operaer (særl. efter Gogols Digtninge), deribl. ogsaa »Barneoperaer«, Sange, Kor og Klaverstykker: udg. 6 Bd. >Sange fra Ukraine.; (1868—95), lille-russiske Sange for blandet Kor og Mandskor (8 Dele), Danse- og Børnesange og Ritualsange.

L'istesso tempo, samme Tempo, musikalsk Forskrift, der angiver, at Takt-delene, hvor Takten f. Ex. vexler fra

Liszt, Franz, f. 22. Oktbr. 1811 i Raiding ved Oedenburg, d. 31. Juli 1886 i Bayreuth, berømt ungarsk Klaverspiller og Komponist, Søn af en musikalsk Godsforvalter, L.s første Lærer; viste som Barn sjælden Musikbegavelse og optraadte som 9-aarig med en Klaver-Koncert af F. Ries; en Kreds af adelige tog sig af hans Uddannelse og Czerny og Salieri blev i Wien hans Lærere i Klaverspil og i Komposition. Ifølge en, ikke sikker, Tradition skal Beethoven efter en Koncert 1823 have løftet Drengen op og kysset ham. L. gjorde rivende hurtige Fremskridt og forbavsede ikke blot ved sit Spil, men ogsaa ved sin Ævne til at læse fra Bladet og improvisere. Sit Ønske om nu at blive optaget i Paris' Konservat. kunde L. ikke faa opfyldt; Cheru-bini yndede ikke

»Vidunderbørn'- og benyttede sig af,_; at L. var Udlænding, til at nægte ham Optagelse. Alligevel blev le petit Litz Parisernes Yndling; hans Lærere var Paër og Reicha. Efter et Par korte Besøg i England (1824) var hans Musikerry saa stort, at han opfordredes til at skrive en lille Opera for Paris, »Don Sanchos der gjorde Lykke, men kun opførtes faa Gange, efter Sigende af den karakteristiske Aarsag, at Første-Tenor var jaloux paa den indtagende, af Damerne forkælede 14-aarige Musiker (Partituret til Operaen er genfundet 1904 af Chantavoine). 1827 mistede L. sin Fader, og da den adelige Dotation var ophørt, var han henvist til i Paris at ernære sig og sin Moder som Klaverlærer, søgt af fornemme og rige Hjem. Julirevolutionen, den religiøst-sociale Bevægelse, der hidrørte fra Saint-Simon, Paganinis Optræden og Berliozs Musik gjorde nu stærkest Indtryk paa den unge Kunstners bevægelige Sind, og et Hang til Mysticisme førte ham allerede ind paa Tanken at blive Gejstlig. Alligevel sejrede Kunstnertrangen; han kastede sig ved Siden af Virtuosbanen over Kompositionen (12 Etuder Op. 1, senere omarbejdede, en tabt Klaverkoncert, Bearbejdelse af Paganinis 24 Capricer for Klaver og af Berliozs Sinfonie phantastique). Megen Indflydelse paa hans Spil og kompositoriske Udvikling øvede den venskabelige Omgang med Chopin (hvem han senere helligede en aandrig Essay), ligesom den franske Romantik paa hele hans Kunstanskuelse (særlig i formel Henseende). Heraf præges allerede hans Harmonies poétiques et religieuses fra 1834. — L.s frie Forhold til Grevinde d'Agoult (Forf. Daniel Stem) foranledigede hans Ophold i Schweiz; blandt deres Børn var Cosima (Bûlows og senere Wagners Hustru) ; i Geneve levede han som Lærer og begyndte sin litterære Gerning. Thaibergs Optræden i Paris (1836) kaldte L. tilbage; han besejrede hin berømte og yndede Virtuos, og de flg. Aar indtil 1847 berejste L. hele Europa, overalt modtaget med Entusiasme, oplevede »æventyrlige Triumfer« og var i Virkeligheden uden nogen Medbejler af Betydning blandt Samtidens Klaverspillere. Ved Siden af Virtuosoptræden dyrkede L. vedblivende Kompositionen, væsentlig dog med Henblik paa sine egne Koncerter (han var den første, der gav egentlige Klaveraftener, récitals): han bearbejdede for Klaver Schuberts og Schumanns Sange og Beethovens Symfon., skrev store Fantasier over Datidens populære Operaer: Robert le Diable »Hugenotterne«, »Lucia«, ogsaa over »Don Juan« o. a. Operaer, musikalsk Flittermusik, men dog virkelige -Fantasier«, inspirerede afved-kommende Opera (ikke blot de da gængse tomme Potpourrier) og i Henseende til Teknik af historisk Betydning. 1842 blev L. udnævnt til Wei-marsk Hofkapelmester, opr. kun med Forpligtelse til at lede Koncerterne dér i 3 Maaneder af Aaret; men efter at L. havde brudt Forholdet til Grevinde d'Agoult, der paa Grund af hendes vanskelige Naturel havde udviklet sig paa ulykkelig Maade, og 1847 paa en Koncertrejse i Sydrusland traadt i Forbindelse med Fyrstinde Sayn-Wittgenstein, der for hans Skyld forlod sin Mand, tog han, træt af og led ved Virtuoslivet, fast Ophold i Weimar 1848. I denne Periode af sit Liv, til 1861, var han dels Leder af Weimars Opera og hele Musikliv, dels Lærer for fremskredne Pianister, der fra Alverdens Lande skaredes om ham i Beundring, ja i exalteret Forgudelse, dels endelig levende optaget af Komponistgerning. Denne tog nu en noget anden Retning end forhen, idet L. ganske vist vedblivende skrev for Klaveret (den store »hymneagtige« Sonate, h-moll, i en Sats, Klaverkoncerter i Es-dur og A-dur, Années de pèlerinage »Liebesträume etc.«), men med særlig Iver kastede sig over sy^Tmfon. Musik og skabte den Række -symfon. Digtninge«, der næst Berlioz's blev Typen paa og Forbilledet for denne Musikform (se Programmusik), og af hvilke de vigtigste er »Tasso«, »Prometheus«, Les Préludes, Ce qu'on entend sur la montagne, -Mazeppa«, »Hungaria«, »Fest-klänge«, »Orpheus«, » Hunnenschlacht«, »Die Ideale« — disse Ensats symfon. Værker er enten skrevet til et bestemt angivet Program eller knyttet til et kendt Digter- (undtagelsesvis Billed-) Værk; de meget nærbeslægtede Arbejder over Goethes »Faust«, 1855, og Dantes Divina Comedia, 1856, kalder L. »Symfon.«; til denne Gruppe kan endnu henregnes »Episoden aus Le-naus Faust« og »Totentanz« (Klaver og Orkester). — Som Leder af Operaen og som snart anerkendt Fører for den saakaldte »ny-tyske« (el. -ny-romantiske«) Retning knyttede L. Mænd som Joachim, Coszmann, P. Cornelius, Raff m. fl. til sig; hans fremskridtsvenlige og uselviske Sindelag viste sig i hans Iver for at opføre Værker, der hidtil havde haft Vanskelighed ved at naa frem, fordi de tilhørte en ny Retning eller i Tyskland hidtil ukendte eller ikke anerkendte Komponister. Saaledes først og fremmest R. Wagners »Lobengrin«, der fik sin allerførste Opførelse i Weimar 1850; (et nært Venskab knyttede de to Genier sammen og vedvarede til Wagners Død, et Forhold i hvilket L. i mere end én Henseende var den ydende, se »Brief-wechsel zwischen Wagner und L,«, 3. Folke-Udg. 1910), endvidere Berlioz' »Benvenuto Cellini«, Schumanns »Ge-noveva« og »Manfred«, 1. P. E. Hartmanns »Liden Kirsten« (»Klein Christine«) og P. Cornelius' »Der Barbier von Bagdad«, Smetana o. a. Den overfor L. demonstrativt uvenlige Modtagelse af Cornelius' Opera, idet Partigængeri her som overalt florerede, bidrog væsentlig til, at L. opgav Stillingen i Weimar. — Blandt mange siden verdenskendte Pianister, der samledes om L.i »Altenburg;:, skal nævnes H. v. Biilow, Reisenauer, Friedheim, Vera Timanof, Tausig, d'Albert, Weingartner, Sophie Menter, Martha Remmert, Rosenthai, Siloti, Saner, Ansor-ge, da Motta, Stavenhagen. — Den tredje og sidste Periode af L.s Liv var hovedsagelig helliget Komposition af kirkelig Musik, hvoraf han alt havde skrevet et stort Værk, »Graner-Messen«, i Weimarperioden. Disse sidste Aar tilbragte han navnlig i Rom, Weimar og Budapest; de vigtigste Værker, han frembragte, var »Ungarsk Kronings-messe«, to Orgelmesser, flere >• Davids Psalmer«, Requiem, Oratorierne »Chri-stus« og navnl. »Legenden om den hellige Elisabeth;, »Festkantate til Beethovens 100 Aarsfest« m.m. Nu og da (indtil 187 7) optraadte L. som Orgel-og Klaverspiller, senere endnu som Dirigent, saaledes 1886 i Frankrig og England; s. A. overværede han Festspillene i Bayreuth, men da var hans Kræfter brudt, og han døde i Villa Wahnfried hos Datteren Cosiraa. — Af Værker, der ikke er nævnt i det foregaaende skal endnu fremhæves: for Orkester de glimrende Arrangementer af Schuberts Marcher og Divertissement à l'hongroise, > Rakoczy-Marchen « o. m. a. ; for Kiaver: Album d'un voyageur (3 Bd.), Etudes d'exécution transcendante. 19 ungarske Rhapsodier, melodramatisk Musik til Burgers »Lenore« m. m.; for Orgel: Præludium og Fuga over Navnet B. A. C. H. og Variationer over Bachs »Weinen und Klagen«, en Del Mandskvartetter og omkr. 60 Lieder, hvoraf flere meget populære (»Es muss ein wunderbares sein«, »Loreley« o. fl.); af hans musiklitterære Skrifter Lohen-grin et Tannhäuser de R. Wagner, Frédéric Chopin (i talr. Opl.), Les Bohémiens et leur musique, »Ueber Fields Nocturnes-: og »Rob. Franz«.

L. var i levende Live fejret som faa Musikere; han var overlæsset med Æresbevisninger (Doktorater, Æresborgerdiplomer, Kammerherretitel, talløse Dekorationer etc.); 1865 (da Tanken om Ægteskab med Fyrstinde Wittgenstein var endelig strandet) lod han sig præstevie og kaldtes derefter alm. »Abbé«; paa sine Kunstrejser ledsagedes han af Skarer af Beundrere og Elever. Med Grund er han kaldet en »kongelig Fremtoning« blandt den nyere Tids Musikere. Ikke blot var hans ydre Person præget af Fornemhed: i Ungdommen af Skønhed, af Sværmeri og Ridderlighed, i Alderdommen af Harmoni, Adel og Verdensklogskab; men hans hele Færd gik ud paa at yde og at hjælpe andre, medens han intet gjorde for sine egne Værker (udover Klaverværker, som han selv foredrog); »ich kann warten« var hans Mundheld. Han sikrede ved Koncertindtægter eller direkte Gave Opførelsen af Beethoven-Monumentet i Bonn: skænkede Koncertindtægter til sine skadelidte ungarske Landsmænd; meddelte i de senere Aar som Regel Undervisning gratis til begavede Elever; efter 1847 beregnede han sig ikke nogen Indtægt af sine Koncerter, og var, som berørt foran, altid rede til at støtte andre Musikere, skaffe deres Arbejder frem etc. — alt i Overensstemmelse med L.s Valgsprog: le génie oblige. Gennem mange Aar var L. Ærespræsident for den fremskridtsvenlige "Allgemeine deutsche Musikverein«. — En »Liszt-Stiftung« har besørget Udg. af hansVærker, grundlagt L.-Museum i hans Bolig: » Hofgärtnerei « i Weimar, og uddeler Legater til Klaverspillere og Komponister.

Som Klaverspiller var L. sin Tids ypperste saavel i Henseende til Teknik — der skred langt udover det hidtil kendte (vide Greb, Akkordfylde, Spring) — som til Fortolkningskunst, hvilken efter-haanden uddybedes mere og mere og hævede sig højt over hin Tids gængse Virtuosspil og Programvalg; L. sammenlignede sig lejlighedsvis med den store Skuespiller: »der skaber, idet han reproducerer«. Baade som udøvende Kunstner og som Lærer var L. af epokegørende Betydning i Klaverspillets Historie (s. d.). — Som Komponist er han blevet mere forskelligt bedømt. Med Bette er han kaldet en af de første revolutionære Forløbere for »Modernismen c, saaledes navnlig i Henseende til Harmonik og Form; i første Henseende er han Foregangsmand for en Rich. Wagner, i sidste Henseende (»Programmusik« etc.) har hans Indflydelse været stor baade i tysk, fransk og ikke mindst russisk Musik. Naar hans Værker — bortset fra Klaverværkerne, der ikke blot byder Virtuosen vanskelige, endnu i vore Dage taknemmelige Opgaver, men ogsaa indeholder megen poetisk, dybtfølt, af hans ejendommelig fængende Genius præget Musik — alligevel har mødt Modstand og hovedsagelig tør kaldes et Tidsfænomen (i Skandinavien har de aldrig ret vundet Indgang eller Fodfæste), beror det vistnok paa, at disse store Værker af Virtuosen L. i det hele har et noget poserende, undertiden hult klingende Præg, og paa at deres musikalske Indhold og Vægt ikke altid svarer til de storslaaede eller prangende »Programmer« (der i sig er Udtryk for Kunstneren L.s høje Stræben) — mulig endelig i nogen Grad paa, at L., der selv var uden egentligt Hjemland, i de fleste af disse Værker synes altfor kosmopolitisk. (Biogr. af Louise Ramann, 2.Bd., 1880— 94, Nohl, Göllerich, Ed. Reuss, Rud. Louis, Bruno Schrader, (i jBeruhmte Meister«), Jul. Kapp, Cosima Wagner, Huneker, Calve-coressi (i Musiciens célèbres); L.s Brev-vekshngi 15 Bd.udg. Breitkopf& Härtel). Litani kaldes i d. kat. Kirke i Almindelighed de monotont psalmode-rede Bedesange, der allerede i gammel Tid (udenfor Messen) knyttedes til Baa-bet Kyrie eleison (særl. ved Processioner til Afværgelse af Landeplager, saasom Pest, Jordskælv o. 1.) og endnu ved bestemte Lejligheder anvendes i den kat. Gudstjeneste. Som Indledning tjener Baabet: Kyrie eleison, miserere nobis (»Herre, forbarm dig over os«), der er henvendt til Herren selv, men derefter fortsættes med en lang Bække Bonner om Forbøn: Ora pro nobis (»Bed for os«), henvendte til Jomfru Maria og samtlige Helgener, den ene efter den anden.

Litolff, Henry Charles, 1818—91, tysk (fr.) Komponist. Elev af Mosche-les og allerede i 12 Aars Alderen Koncertpianist i Covent Garden; havde tidlig giftet sig og levede et uroligt omflakkende Liv; det lykkedes ham at vække Opsigt som Pianist og Komponist i Paris, men 1841 lod Familieforhold ham bryde op og tage til Wars-zava, hvor han blev Kapelmester; under Martsrevolutionen 1848 var han ivrig Frihedsmand i Wien, men tog snart Ophold i Braunschweig; nedbrudt paa Legem og Sjæl opgav han nu Virtuosbanen, ægtede Enken efter en Musikforlægger og grundede det endnu hans Navn bærende Musikforlag; var dog atter 1860 i Paris, hvor hans tredje Hustru døde, og L., 54 Aar gi., ægtede en 15-aarig Pige og forblev til sin Død. Hans Værker, hvori man vil finde Paavirkning fra Berlioz og Meyerbeer, er ikke uden Interesse, om end største Delen deraf nu er gaaet i Glemme ; de udmærkede sig ved en vis Friskhed og Karakterfuldhed og var virkningsfuldt instrumenterede; endnu høres Ouverturen Robespierre ou Dernier jour de la terreur (med Anvendelse af Marseillaisen): andre Værker er 5 Koncertsymfon. med Klaver, en Violinkoncert, en Sørgemarch (over Meyerbeer), et Oratorium, nogle Operaer og Operetter samt en Bække brillante Klaverstykker (særl. kendt »Spinnlied«). — Hans Stedsøn Theodor L., 1839—1912, fortsatte og udvidede Musikforlaget og grundede navnl. den saakaldte Collection L. (Klas-sikerudg. til billig Pris og i bekvemt Format, 1864, der blev Forbillede for andre Forlags lignende prisbillige Udg.).

Liturgi betyder i al Almindelighed Anordningen af den offentlige Gudstjenestes Handlinger, men anvendes ogsaa i mere speciel Betydning om den fastslaaede Form for en bestemt Gren af Gudstjenesten (Højmesse-L., Nad-ver-L. o. 1.).

Liturgisk Drama kaldtes det kristelige religiøse Skuespil, saa længe det endnu opførtes i selve Kirken og under udelukkende Medvirkning af Kirkens Gejstlige. Se Mysterier.

Liturgisk Gudstjeneste, en Gudstjeneste uden Prædiken, men forskønnet med megen Musik.

Lituus (Litice), egl. Krumstav, var opr. Navnet for et antikt romersk Signalinstrument af bøjet Form, men anvendtes i Middelalderen som lat. Navn for Krumhorn og Zink, s. d.

Litzmann, Berthold, f. 1857, indtil 1921 Prof. i Litteratur-histor. i Bonn, Forf. af den omfattende Biografi: »Klara Schumann, ein Kunstlerleben". 3 Bd., flere Gange opl. og overs, paa eng.

Liuto, det ital. Navn for Lut (s. d.).

Livet for Czaren, Opera af M. I. Glinka (russ. Nationalopera), Petersborg 1836.

Ljud forekommer i de nordiske Folkeviser oftere som Navn for et forgyldt Blæseinstr. af kraftig Klang. Ex. »Stolt Signild«.:

7. Jeg beder Eder mine

Fjender for Gud, I lade mig blæse i min

forgyldene Ljud.

8. Han blæste i Ljud, han

blæste saa hårdt, det hørte stolt Signild til sin Gaard. "Ridderens Runeslag« o. fl. St. Muligvis drejer det sig her om den middelalderlige Olifant (s. d.), der altid fremstilledes af det kostbareste Materiale, Guld el. Elfenben, og kun førtes af højtstaaende Krigere. Beslægtede Navne er det sv. middelalderlige Ludr og isl. LuÖr, der af Norlind udlægges som et Blæseinstr. med Naturtoner.

Lobe, Johann Christian, 1797—1881, var Fløjtenist, senere Bratschist i Weimars Hofkapel, fra 1846 til sin Død Musiklærer i Leipzig; hans Kompositioner var uden Betj'dning, men hans teoret. Skrifter vandt Udbredelse, blev ofte oplagte og overs, paa flere Sprog (særl. »Lehrbuch der musikalischen Komposition«, 4 Bd., nybearbejdet af H. Krelzschmar 1884—87 og overs. paa fr. og russ., »Katechismus der Musik«, »Katechismus der Komposi-tionslehre«, Nyudg. 1902, »Musikali-sche Briefe« og »Fliegende Blätter fur Musik«, ogsaa Erindringer i »Aus dem Leben eines Musikers« og om Goethe i Weimar, udg. af Bode).

Lobkowitz, Franz Maximilian, Fyrste af, 1772—1816, tilhørte de Wienske Aristokrater, der optog Beethoven i deres Kreds og var blandt dem, der sikrede ham en livsvarig Dotation : Beethoven tilegnede L. bl. a. Kvartetterne Op. 18, den 3.. 5. og 7. Sym-fon., »An die entfernte Geliebte« m.m.

Locatelli, Pietro. 1693—1764. ital. Violinist, Elev af Corelli, foretog mange Koncertrejser og levede tilsidst i Am-

sterdam, hvor han gav regelmæssige Koncerter. Som Komponist udvidede han Violinspillets tekniske Side (Dobbeltgreb) og hører til dem, der bidrogiil Sonateformens Udvikling : han skrev Concerti grossi, L'arte del violine (omfattende Koncerter og Ca-pricer), Triosonater f. 2 Violiner med Bas, Sonater for Violin med Basso continno, L'arte di mwva modulazione (eller Capricesénigmatiques) m. m.; hans Sonater vandt Yndest og Udbredelse og optoges i senere Studieværker.

Locher, Carl. 1843—1915, schw. Orgelspiller, Organist i Bern, skrev >Die Orgelregister« (der beskriver de enkelte Orgelstemmer og er udkommet i flere Opl. og overs, paa talr. Sprog).

Locke, Matthew, c. 1632—77, eng. Komponist, skrev Musik til Shakespeares »Stormen« m.v., forsk, kirkelige Værker samt den første engelske Vejledning i Generalbasspil.

Loco (lat., >paa sædvanlig Plads") anvendes i Forbindelse med 8va (alta el. bassa) og foreskriver, at Noderne efter midlertidig at være bleven udført en Oktav højere eller lavere, end de er noterede, nu igen skal udføres i den af Noteringen forlangte Tonehøjde. (Se Abreviaturer III).

Lodoiska, Opera af Cherubini, Paris 1791, Kbhvn. 1815.

Logier, Johann Bernhard, 1777— 1846, tysk-eng. Musiker, kom ung til England, blev Regimentsmusiker og siden Organist i Irland; hans Navn er knyttet til Opfindelsen af det saa-kaldte »ChiroplasU, et mekanisk Apparat til at holde Haanden i en bestemt Stilling under Spillet (paa Klaver); den gjorde ham baade berømt og formuende; ogsaa hans System: at undervise flere Elever paa flere Klaverer samtidig (unisont) vakte Opmærksomhed, og hans Navn som Klaverpædagog var i det hele stærkt fremme i 1820erne og 30erne, men Interessen tabte sig ret hurtig, da man blev klar over det mekaniske i hans Undervisningsidéer; som Komponist var L. uden Betydning; hans Skrifter angaar mest Chiroplastet og Unisonospillet ; L. døde i Dublin.

Logroscino, Nicola, c. 1700 —1763, ital. Operakomponist, levede i Napoli, var en af det 18. Aarh.s mest yndede Opera èu/fo-Komponister og en af de første, der anvendte større Ensembler som Aktafslutning (de saakaldte »Finaler«, s. d.).

Lohengrin, Opera af Rich. Wagner. Weimar 1850, Kbhvn. 1870.

Lohse, Otto, 1858—1925, tysk Musiker, anset Operadirigent i forsk, tyske Byer, England og Amerika ; senest 1912—23 Dirigent ved Stadtteatret i Leipzig; har komponeret en Lystspil-Opera og talr. Sange. (Biogr. af E. Lerl). Lokrisk var hos Oldgrækerne det ældre, senere afskaffede Navn for den hyperfrygiske Oktavrække: a hcdefga

Se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 b.

Lolli, Antonio, c. 1730 — 1802, ital. Violinvirtuos, som vandt Ry paa Koncertrejser i Rusland, Spanien, Frankrig, England og Sverige (Medlem af Musikaliska Akademien), til Trods for at hans Spil savnede ethvert Præg af dybere Musiksans: han var ikke i Stand til at foredrage en Adagio, var usikker i Takt osv.

Lom, Jakup Olsen, med Tilnavn "Fel-Jakups »Fel-Guten«, 1821—76, nsk. Bygdespillemand fra Skjaak, Gud-brandsdalen, en af de mest begavede Spillemænd, Xorge har frembragt. Han benyttede, som østnorske Spillemænd i Almindelighed gør, almindelig Violin (i hans Egne benævnet »Flat-fele«). L. rejste viden om paa Spillemands-færder, en kortere Tid var han Stadsmusikant i Aalesund. Overalt hvor han kom, vakte hans Spil den største Opmærksomhed, han dannede »Skole«, og i større Dele af Norge, særl. paa Østlandet, bærer Musiken varigt Præg af hans Virksomhed. Han var en Mester i al Slags Dansemusik, men især berømmes hans »Springleik«-Foredrag. En Række af disse ejendommelige Slaatter bærer hans Navn. 1922 rejste Ungdommen en smuk Bautasten udenfor hans uanselige Hytte i Skjaak. (Litt. : Sandvik: »Folkemusik i Gud-brandsdalen«, I. Kleiven: »Lom og Skjaak«).

Longa, i Mensuralnodeskriften (s.d.) Navnet for en Nodeværdi, der svarer

Longitudinalsvingninger, se Længdesvingninger.

Longo, Alessandro, f. 1864, ital. Pianist og Komponist, Lærer i Klaverspil ved »Conservatorio di S. Pie-tro«, Napoli, indtager en fremskudt Plads som Koncertpianist og Kvartetspiller; har komponeret Klaver- og Kammermusik og udg. Domenico Scar-laltis Klaverværker (11 Bd.) samt anden gi. Klavermusik.

Lorentz, Johan, død 1689, dsk. Musiker, Organist ved Nikolai Kirke og Bremerholms Kirke i Kbhvn. L. gav 3 Gange om Ugen »Abend-Musik«, hvortil Søgningen var stor. L. gælder for sin Samtids ypperste danske Musiker og er vistnok D. Buxtehudes Lærer. Kompositioner af ham er ikke bevaret.

Lortat, Robert, fr. Klaverspiller, tog første Pris ved Konservat. i Paris 1901; har koncerteret i Paris, London, Dresden, Amerika. Skandinavien (Kbhvn 1925); særl. Fortolker af Chopins, Gabriel Faurés m. fl. franske Komponisters Værker.

Lortzing, Gustav Albert, 1801 — 51, tysk Komponist; Søn af Teaterfolk fulgte han Forældrene fra Scene til Scene, optrædende allerede som Barn i Synge- og Talestykker; i Berlin havde han haft Undervisning af Rungenhagen og fortsatte siden ad praktisk Vej Musikstudiet; 1823 ægtede han en Skuespillerinde og fik med hende Engagement i Detmold som Skuespiller. Af L.s Operaer (Sangspil), hvortil L. selv skrev Texten, opførtes den første, »Ali Pascha«. i Munster 1828. (Oratoriet -Kristi Himmelfarts sst. 1829). 1833 kom L. som Skuespiller og Tenorsanger til Leipzigs Stadtteater og vandt Ry og Popularitet ved sine komiske Operaer, navnl. 1835 med »Die beiden Schût-zen og 1837 med »Czar og Tømmermand«, der modloges med Begejstring og snart gik over alle tyske Scener og ud over Tysklands Grænser (Kbhvn. 1846). — De fis. Aar bragte »Hans Sachs«, »Ca-

sanova« og særl. »Der Wildschûtz«, der anses for L.s betydeligste og originaleste Sceneværk. Et Aars Tid fungerede L. som Teaterkapelmester i Leipzig, men da Posten inddroges, førte han et uroligt, af Næringssorger plaget Liv, rejsende med sin talrige Familie fra By til By uden at finde fast Engagement; i Hamburg fik han den romantiske Opera »Undine-: opført 1845; i Wien det flg. Aar »Der Waffenschmiedc ; begge vandt stort Sceneheld, og L. blev Kapelmester ved Theater an der Wien, men Operaen dér opløstes allerede 1848. I Leipzig havde L. endnu Held med et Par Operaer navnl. med »Die Rolandsknappen" og blev atter engageret som Kapelmester, men fortrængtes fra Stillingen, og sin sidste Levetid tilbragte han i Nød og Sygdom; uagtet han i Berlin opnaaede Kapelmesterpladsen ved det nygrundede » Friedrich-Wilhelmstad ti-sches Theaterc, kom Døden dog som en Befrielse for den nedbrudte og næppe mere arbejdsduelige Komponist ;. en efterladt Opera » Regina i opførtes ved L'Arronges Foranstaltning 1899. — L.s Sangspil, navnlig »Czar og Tømmermand« og »Der Wildschûtz• hører til den tyske komiske Operas bedste Værker; paa en vis Maade knytter L. sig til den franske Opéra comique (Boieldieu, Herold, Auber), men han er i det hele grovere i sin Komik og ikke fri for Anstrøg af det spidsborgerlige og sentimentale; paa den anden Side har Humoren, den umiddelbare Musikglæde og folkelige melodirige Tone holdt hans bedste Operaer i Live endnu den Dag i Dag; hertil har sikkert ogsaa den Helhed, der opnaae-des ved, at L. baade skrev Text og Musik, bidraget; formentlig ogsaa Sangspillenes udpræget »tyske« Holdning, baade i god og mindre god Betydning; udenfor Tyskland er deres Virkning vistnok for længst ophørt. (Biogr. af Ph. Duringer, G. R. Kruse (i »Beruhmte Musikere) og af Witlmann (i Reclams Samling)).

Lotti, Antonio, c. 1667—1740, ital. Komponist. Organist ved San Marco fra 1704, Kapelmester sst. 1736. L. skrev 21 Operaer (den første i 16 Aars-Alderen), og de vandt stor Berømmelse. Men endnu langt højere staar hans kirkelige Værker (Messer, Oratorier, Motetter osv.), som indtager en høj Plads i den venetianske Skoles Frembringelser. (Se Udvalg i Proskes' Masica divina, Schlesingers Masica sacra m.m.).

Loulié, Etienne, — 1700—, fr. Musiklærer, nævnes som Forløber for Målzel (s. d.) som Fremstiller af Metronomet (af L. kaldet Chronomètre); i Elements de musique, 1696, har han beskrevet sin Opfindelse.

Louis, Rudolf, 1870—1914, tysk Musikforf., Elev af Klose og Mottl, en kort Tid Teaterkapelmester; fra 1897 Lærer og Musikreferent i Mûnchen; forf. bl. a. »R. Wagner als Musikästhetiker«, »Die Weltanschauung R. 'Wagners«, »Franz Liszt«, »Hector Rerlioz«, -Anton Bruckner« og navnl. »Die deutsche Musik der GegenwarU, der udkom i flere Oplag; i Forening medL. Thuille udg. han en ligeledes ofte oplagt »Har-monielehre«.

Louise, Opera (»musikalsk Roman«), Text og Musik af G. Charpentier, Paris 1900, Kbhvn. 1922.

Louis Ferdinand, Prins af Preussen, 1772—1806 (faldet i Slaget ved Saal-feld), talentfuld Musiker og ret produktiv Komponist, hvis Værker minder om den tidligere Beethoven (og undertiden om Weber) ; de omfatter Kammermusik (ogsaa med Blæsere) og Klaverstykker. (Biogr. af OttoTschirch).

Loure. 1) GL fransk Dans (undertiden ogsaa betegnet som spansk Gige) i ³/_i el. ⁶/_s Takt og i langsomt Tempo. Indledes som oftest med en Optakt og bevæger sig i Rytmen

Bestaar i 2 Repetitionsdele, der hver indeholder 8. 12 el. 16 Takter. — 2) Navn for et sækkepibelignende Instr., der har hjemme i Normandiet.

Lous, Astrid, f. 1876, nsk. Sangerinde (Mez.-Sopr.); var først som Skuespillerinde knyttet til Bergen og Kria. 1894—1900. "Studerede Sang bl. a. i Berlin og Paris. Har givet talr. Koncerter, væsentlig i Hjemlandet, og været ansat ved flere tyske Operascener (Senta, Sieglinde, Elisabeth, Venus, Marta i »Dalen« m. fl.). I flere Aar Lærerinde ved Klindworth-Scharwen-ka-Konservat. i Berlin.

Lucernitates (lat.) kaldtes de Sange, de ældste Kristne sang ved deres natlige religiøse Sammenkomster.

Lucca, Pauline, 1841—1908, østr. Sangerinde, uddannet i Wien og i Hof-operakoret dersteds, havde Engagementer ved et Par mindre Operascener, indtil hun 1861 debut, paa Operaen i Berlin og knyttedes fast dertil; blev hurtig Publikums Yndling ved sin indtagende, fyldige og smidige Sopranstemme og sit livfulde dramat. Temperament, saavel i muntre som mere passionerede Partier (Zerlina, Carmen, Mignon, Elsa i - Lohengrin«, Agathe i »Jægerbruden«, Leonora i »Trubaduren« osv.). 1872 brød L. sit Forhold til Berlineroperaen og optraadte derefter med Glans paa Gæstespil i England. Amerika. Paris, Petersborg m. m. : en Aarrække til 1889 tilhørte hun Hofoperaen i Wien, siden optraadte hun paa Koncerter og virkede som Sang-lærerinde; 1886 gæstede hun Sthlm., Kria. og Kbhvn.

Lucia, Fernando di, 1861—1925, berømtlyrisk Tenor (Operasanger)i Napoli.

Lucia di Lammermoor, Opera af Donizetti, Napoli 1825, Kbhvn. 1857, Kria. 1868.

Lucrezia Borgia, Opera af Donizetti, Milano 1833, Kbhvn. 1859.

Ludi spirituales, det lat. Navn for Middelalderens religiøse Skuespil. Se Liturgisk Drama og Mysterium.

Ludwig, Friedrich, f. 1872, tysk Musikforf., Elev særl. af Jacobsthal, foretog flere og længere Studierejser, blev 1920 Musikprof. i Göttingen; hans Speciale er Musiken i det 13. og 14. Aarh. ; mest Afhandlinger i faglige Skrifter, selvstændig er udkommet 1. Bd. af Reperloriiim organoram recentioris et motetorum vetustissimi stili (1910).

Lugubre (ital.), Foredragsbetegn., mørkt, klagende.

Lully, Jean Baptiste, 1632—87, den franske Nationaloperas Skaber og gennem et helt Aarh. dens af den franske Nation forgudede Fører, var født i Firenze og døde i Paris. Kom allerede som Barn til Paris for først at tjene som Legetøj for en af de franske Prinsesser og siden at blive taget til Nytte som Kokkedreng i hendes Køkken. Ved selvstændigt drevne Violinstudier opnaaede den musikbegavede Dreng imidlertid at genvinde sin Be-skytterindes Interesse. Han blev som Violinist optaget i hendes private Musikkapel, men et Smædedigt, han forfattede om Prinsessen, gjorde ham hurtigt færdig som hendes Protegé. L.s fremragende musikalske Evner og videre Studier hos dygtige indenlandske Organister bragte ham imidlertid snart igen til Vejrs. 15 Aar gi. blev han optaget i Ludvig XIV.s Kapel og 1652 avancerede han til ikke alene at blive Hofkapelmester men ogsaa at blive betroet med Ledelsen af et af Kongen oprettet Eliteorkester: Les petits violons, der under hans Ledelse svang sig op til Verdensry. Samme Aar fejrede han ogsaa sine første Triumfer som Danser i Hofballetten og Skuespiller i den Molière'ske Komedie og svang sig som frugtbar og højt begavet Komponist af Balletter mere end nogensinde op til at blive Kongens og Hoffets udkaarne Yndling.

Da de af Perrin og Cambert (se Opera) foretagne første Forsøg paa at omplante den af Italienerne skabte Opera paa fransk Grund som Følge af Intriger og Uheld tegnede til at skulle lide Skibbrud, benyttede L. sig af Kongens Gunst til at tilrane sig det Privilegium, der siden 1669 havde gjort Perrin og Cambert til de eneste retmæssige Indehavere af det nationale Operaakademi. Ifølge hans Anmodning tog Ludvig XIV nemlig Privilegiet tilbage og lagde ved Udstedelsen af et nyt Privilegium Nationaloperaens videre Skæbne i L.s Haand.

I L. skulde den franske Musiktragedie egentlig først finde sin rette Haandhæver, idet han med sin alsidige Begavelse, med Digteren Quinault som sin Medhjælper, viste sig i Stand til langt bedre end sine Forgængere at give den en Karakter, der passede med den franske Nations Smag. Sangmelodien blev hos L. kun et Redskab i Digt-ningensT]eneste, idet han fremfor alt lagde Vægt paa Ordenes lydelige Deklamation, og da han samtidig ogsaa gjorde den i Frankrig saa populære Dans til Digtningens alli-

erede, opnaaede han at komme Operaens opr. Forbillede, o: den antike Tragedie langt nærmere end den samtidige, efterhaandeu i lutter Bravour-arier opløste og udartede Italiener-opera. Som Nyhed indførte L. ogsaa en Operaouverture, der i sin Form bestemt skilte sig ud fra det af Alessandro Scarlatti opfundne italienske Operaforspil (se Ouverture og Symfoni). 1661 varL. bleven naturaliseret Franskmand, og 1681 ophøjedes han i Adelsstanden med Titel af kongelig Sekretær. Angaaende L.s personlige Egenskaber foreligger der en Mængde Anekdoter, der i Hovedsagen tegner ham som en snu, beregnende, ærgerrig og hensynsløs Person, der ikke skyede noget Middel, naar det gjaldt ham om at sætte sin Villie igennem. Hvad han i saa Henseende kunde tillade sig i Egenskab af Kongens Protegé, viste jo allerede hans Adfærd overfor de to, der før ham havde faaet tilstaaet Eneretten som Operaens Ledere. Det er derfor indlysende, at L. maatte have Fjender, men hvad Matheson skriver om hans Karakter (i "Ehrenpforte«) viser, at han dog ogsaa havde Venner, der bedømte ham mildere: îHans Hjerte«, læser man dér, »var godt; han kendte ikke til Svig eller hemmelig Vrede. Hans Væsen var elskværdigt. Han kendte ikke til Stolthed og var gode Venner selv med de ringeste af sine Musicis«.

Af L.s Operaer kan som de vigtigste anføres Les Fêtes de t'Amour et de Bacchus (1672); Afcesfe(1673); Roland (1685); Armida (1686); Acis et Galatée (1687). De fleste af L.s Operaer foreligger i Nyudgaver (Klaverudtog med Text) i Chefs doeuvres classiques de ïopêra français. Ved at slaa ind paa helt nye Veje og staa i skarpt Modsætningsforhold til Samtidens Italieneropera, gør den L.ske Opera sig fortjent til en fremskudt Plads i Operaens Udviklingshistorie (se Opera). I et helt Aarh. holdt den sig i Respekt i sit Hjemland, og det skyldes udtrykkelig dens Egenskaber, at Gluck, da han i 1773 kom til Paris for dér at slaa til Lyd for sin Operareform, fandt Jordbunden saa vel forberedt til Modtagelsen af sine Ideer. (Litt.: Edmond Rådet: Lully, homme daffaires, propriétaire et musicien, samt Biogr. i Mercure musical, Musiciens célèbres og Maîtres de la musique henholdsvis af R. Rolland (1907), H. Pruniéres (1910) og L. de la Laurencie (1911)).

Lulu, Opera af Kuhlau, Kbhvn. 1824.

Lumbye, Hans Christian, f. 2. Maj 1810 i Kbhvn., død 20. Marts 1874 sst., dsk. Komponist; Faderen var Vagtmester, Moderen svenskfødt; første Musikundervisning i Randers, senere fra det 12. Aar i Odense; fra 1829 ved Livgarden til Hest i Kbhvn., var allerede da kendt som Komponist af Marcher og Smaasange og som duelig Violinist. Et steiermarsk Musikselskabs Optræden i Kbhvn. 1839 med Lanner-ske og Strausske Danse satte Fart i L.s Kompositionslyst og gav ham Idéen til at grunde et eget Orkester, i Spidsen for hvilket han optraadte med Koncerter à la Strauss; med Violinen i Haanden enten spillede han selv for eller dirigerede med Buen; for disse Koncerter (i d'Angleterre, Hippodromen, Casino, Hofteatret, Sommerlyst etc.) skrev L. i 1840erne og 50erne en Mængde Dansemusik og blev en hos det kbhvn.ske Musikpublikum højst populær Musiker. Særlig knyttedes hans Navn dog til Tivoli, hvor han, fra 1843. ledede Koncertsalens Musikopførelser, ved hvilke han fra 1846 endog bragte Symfon. til Opførelse. Udover Tivoli optraadte han med sit Orkester (der forøvrig blev Stam-menafdetafGarfe grundlagte s Musikforenings« Orkester) i de danske Provinser, i Sverige og Xorge, i tyske Byer, i selve Wien og i Petersborg. Forholdsvis tidlig svækkedes hans Helbred, og en Tunghørighed indtraf; 1872 maatte han derfor opgive Stillingen i Tivoli. — L. har skrevet flere hundrede Dansekompositioner, af hvilke en Mængde er udmærket, livfuld og inspireret Musik; han tilknytter til den wienerklassiske Dansemusik, dog uden dennes harmoniske Finfølelse eller daarende indsmigrende Melodik; til Gengæld har han sin Styrke i Friskhed, Munterhed, Lune og folkelig Gemytlighed: hans sprudlende Galopper, livfulde Polkaer og rytmefaste Marcher staar højest blandt den Mængde (aldrig platte) Musik, han saa at sige rystede ud af Ærmet. I disse Egenskaber og i den barnlige, ofte yndefulde Tone tør man se det nationale i L.s Dansemusik. Det er umuligt her at nævne blot i Udtog Titlerne paa alle disse Danse, men det er ligesaa umuligt ikke at nævne den populæreste og mest inspirerede af dem alle »Champagnegaloppen c, 184 5, der synes udødelig. Foruden Danse skrev L. en Del Sange og Vaudevillemusik i Tidens lidt

sentimentale Smag og, af mere Betydning, paa Bournonvilles Opfordring fortrinlige, inciterende og karakteristiske Afsnit af dennes Balletter; saale-des Finalen af »Napolis og af »Liv-jægerne paa Amager«, Dele af »Fjernt fra Danmark« etc.; endelig maa nævnes hans nydelige og instruktive Klaverstykker for Børn, lette Danse med Text. (Biogr. af G. Skjerne, 1912). — Af L.s Børn viste Caroline, gift med Forf. Adolf Recke, musikalsk Begavelse og udg. en Del, i sin Tid populære Romancer og Sange; Sønnen Carl L., 1841 — 1911, var Elev af Stockmarr (Violin) og E. Helsted (Teori); dirigerede Orkesteret paa forsk. Forlystelsesetablissementer i og ved Kbhvn. (Alhambra, Concert du Boulevard, Tivolis »Harmoniorkester«); Sanglærer ved Kommuneskolerne; skrev i Fortsættelse af Faderens Dansemusik muntre og folkelige Danse, særl. Galopper og Marcher; Sønnen Georg L., 1843 —1922, studerede bl. a. ved Paris' Konservat. med Bazin som Lærer i Teori, var ligeledes Dirigent ved forsk. Forlystelsesetablissementer (ogsaa i Sverige), blev Dirigent for Harmoniorkesteret i Tivoli og efter B, Dahls Død i den store Koncertsal (1891—97); herefter virkede han endnu en Tid som Dirigent, men maatte, mere og mere svækket, trække sig tilbage fra offentlig Virksomhed, Hans musikalske Uddannelse havde været grundig anlagt, og han skrev bl. a. i sin Ungdom nogle Strygekvartetter; snart gik han dog over til Dansemusiken, hvilken ogsaa han nærmest dyrkede med Faderens Musik som Forbilled; en Del Sange af L. opnaaede i sin Tid ikke ringe Popularitet.

Lund, Signe, f. 1868, nsk. Kompo-nistinde, uddannet i Berlin, Kbhvn. og Paris. Har boet udenlands i mange Aar, specielt i Amerika, hvor hun bl. a. i 1917 vandt Prisen i en Konkurrence om Melodien til en Krigssang. Har skrevet flere Kantater, Orkesterværker, Sange, Pianostykker m. m.

Lundberg, Lennart Arvid, f. 1863, sv. Musiker, uddannet som Pianist bl. a. hos Ehrlich (Berlin) og Pade-rewski, Lærer ved Sthlm.s Konservat.; er som Komponist af impressionistisk Retning optraadt med Sonater, Ballader, Nocturner, Impromptus, Préludes, Legendes for Klaver og med nogle Sange.

Lunde, Johan Backer-, f. 1874, nsk. Komponist og Pianist, Elev af Fru Grøndahl, I. Holter, Busoni og Urban. L. har optraadt paa en Række Koncerter i Skandinavien, England og Tyskland, og er en meget søgt Akkompagnatør i Kria. Har skrevet Violinsonate, Violinsuiter, 14 Koncertetuder, Orkesterstykker, men er særlig skattet for sine talr. Romaneer, hvoraf kan fremhæves »Tyske Sange«, »Engelske Sange« (bl. a. den fine »Lady Moon«) og Samlingerne »Norske Sange«. Lur. 1) Metalblæseinstr. fra Bronzealdertiden, af hvilket de fleste Exem-plarer (25) er fundet i de danske Moser (deraf 6 i Brudevælte Mose i Hillerødegnen, de øvrige andetsteds paa Sjælland, paa Fyn, Langeland, Falster og i Jylland (19 af dem opbevares i Nationalmuseet i Kbhvn.), men som udenfor Danmark ogsaa er fundet i Sverige (i Skaane, Blekinge og paa Øland), i Sydnorge, i Tyskland (Mecklenburg og Pommern) og i Irland. I sin mest udviklede Form (o: som den foreligger i Nationalmuseet i Kbhvn. og i Museerne i Sthlm. og Stavanger) bestaar L. af et langt, stærkt, kegledannet (konisk) Tonerør, der har Dyrehornets svungne Form og til den ene Ende er forsynet med et dybt, tragtformigt og bredrandet Mundstykke, mens det til den anden afsluttes med en stor cirkelrund, kunstigt udbanket Metalplade, der omkredser Lydmundingen. Røret, der deler sig i flere Led, som nøje er passede ind i hinanden, har hos de største Instr. I¹/,,—2¹/₄ Meters Længde og har i den spidse Ende et indvendigt Tværmaal af 5—8 mm, ved Foden af 5—6 cm. L. er (ligesom Post-og Signalhornet,Trompet en ogVald-hornet var det, før de i 1830 blev forsynede med den moderne Ventilmekanis-

me) et Xatur-instrument, o : et Instr., der af Naturen kun raader over de 8—12 Toner, Røret i sig selv kan frembringe (se Natur- el. Overtoner). At en rutineret moderne Blæser ved Kunst kan aftvingeL. andre Toner end de til Rørlængden svarende normale Keglerørs-¹ toner kan nemlig ikke tjene som Bevis for, at allerede Bronzealderfolkene har for-maaet det. Efter al Sandsynlighed har L. kun været anvendt til Udførelsen af Signaler. (Til nøjere Belysning af dette omtvistede Spørgsmaal tjener paa den ene Side Angnl Hammerichs Artikler i »Aarb. for nord. Oldkyndighed«, 1893 (overs, og bearb. for »Vierteljahrsschrift fur Musikwissensch.« 1894) og 1903 og i samme Forf.s »Dansk Musikhistorie! S. 1—11 o. fl. St., paa den an-pen K. Kromans Artikler i »Aarb. for nord. Oldkyndighed« 1902 og 1904). Den Lighed L.-Formen har med et stiliseret Dyrehorn sandsynliggør dens oprindelige Fremstilling i Efterligning af et Xaturinstr. (sammenlign Artiklerne om Bukkehorn. Kohorn o. 1.). I samme Retning peger ogsaa Instrumentets Iryp-pigste Forekomst i 2 Exemplarer, der hver drejer til sin Side, men iøvrigt er symmetrisk byggede. At de sammenhørende Exemplarer sædvanlig ogsaa er ens stemte, har bragt Hammerich til det Besultat, at de ogsaa har været anvendte parvis, en Slutning, der tiltrædes af de fleste Historikere. Stærkt bestridt er derimod Hammerichs Hypotese, at Lurerne ifølge denne Omstændighed skulde have været anvendt til Udførelse af tostemmig Musik. Selv om visse Omstændigheder taler for, at Flerstemmigheden har haft sin Oprindelse fra de nordiske Lande, ligger Lurernes Existens og Anvendelse i altfor fjern en Tid til at kunne bringes i Forbindelse med de Oplysninger, der til Dato haves om Flerstemmighedens Tilblivelse. Men selv om Hammerich øjensynlig er gaaet for vidt i sin Tillid til L.s musikalske Ydeævne, fortjener han at nævnes som den første. der henledede de musikinteresseredes og Musikhistorikernes Opmærksomhed paa disse hidtil kun af Arkæologerne paaagtede Oldtidslevninger. Der blev med dette Fund kastet Lys over en overordentlig fjernt liggende og hidtil ganske ukendt Periode af Blæseinstr.s Historie. L.s Fortræffelighed som Tonegiver, dens Tilretning i nøje Overensstemmelse med Akustikens Læresætninger og dens plastisk skønne Form er Momenter, der ikke alene tilkendegiver de gamle Nordboers Dygtighed som Metalarbejdere, men tillige viser, at de havde god Forstand paa af Metallet at tilvirke Toneredskaber, der baade udmærkede sig ved Velklang, og som ved deres Form tilkendegav en overraskende Skønhedssans hos dem, der fremstillede dem. (Litt. udenfor de allerede nævnte Skrifter: »Annaler f. nord. Oldk.« 1856, S. 362— 65 og 1886, S. 235 f.; Olshausen : »Vorgeschichtliche Trompeten« i »Ver-handl, d. Berliner anthropolog. Gesell-schafU (1891) S. 847 ff. ; »Mecklen-burgische Jahrbucher< III, 67 — 77. En indgaaende Omtale af de i Sverige fundne Lurer findes i Norlind: »Aimant Musiklex.« II, S. 589-591).

2) Blæseinstr. af Træ, der i Norge, Sverige og Finland endnu anvendes som Sæterinstr. og tidligere i tilsva-

rende Øjemed ogsaa brugtes i Schweiz, Tirol, det bayerske Højland o. fl. St. Det er som oftest lige, i hvilket Tilfælde det 1—2 Meter lange koniske

Tonerør enten sammenføjes af 2 Træ-skeder eller af flere smalle Brædder, der i deres hele Længde er sammenvundne med spiralt løbende Remme af Birkebark (sv. Näver). Se Fig. 2, der paa Afbildninger kan forfølges helt tilbage til lV.Aarh.s Begyndelse (Præ-torius). Hos det paa lignende Maade fremstillede schweiziske Alpehorn drejer Lydaabningen derimod frem i en Halvbue. (Se Fig. 3). Endelig anvendes i det bayerske Højland, sammen med den lige L.. en trompet- el. basunfor-mig med Bark sammenbundet Træ-L. I alle 3 Former savner L. Mundstykke, saa Læberne maa presses direkte ind imod Rørets Munding. Tonerne (Naturtoner), der er mere og mindre velklingende, men overmaade kraftige, er derfor vanskelige at frembringe.

Lurie, Arthur, f. 1884. russ. Komponist, tilhører den mest yderliggaa-ende moderne Retning (Tilslutning til Schönberg, Strawinski o. 1.) og har bl. a. komponeret -Japansk Suite« for Orkester, Kantater, Klaverstykker med mer eller mindre bisarre Titler; af Sovjetregeringen er L. sat i Spidsen for Musikdepartementet i vedkommende Kommissariat.

Lusingando (ital.), Foredragsbetegn.. indsmigrende.

Lussy, Mathis, 1828-1910, schw. Musikforf., studerede opr. Medicin. men gik i Paris helt over til Musiken og blev en anset Klaverlærer; hans Navn er knyttet til en Række Skrifter om musikalsk Rytmik og Frasering, særl. Traité de l'expression musicale, der udkom i mange Opl. og overs. p. tysk (separat udkom Le Rythme musicale), endvidere L'anacrouse dans la musique moderne (1903): hans (pris-kronede) Skrift Histoire de la notation musicale betegnes derimod (af Rie-mann) som et uselvstændigt Arbejde: fra 1902 levede L. tilbagetrukken i Montreux.

Lut (arab. Al'oud, port. Alaude, sp. Laud, ital. Liuto, fr. Luth, eng. Lute₇tysk Laule, sv. Luta, lat. Lutina, Testudo, Chelys), er et af Oprindelse ældgammelt Strengeinstr., der nu forlængst er gaaet af Brug, men fra 15—18. Aarh. i Europa nød saa høj Anseelse, at det betegnedes som Instrumenternes Dronning og baade i Hjemmene og i det offentlige indtog en ligesaa fremskudt Plads som nu Klaveret. — L.s Indretning henfører den til Gribebræts-instr.s Slægt. Lydlegemet havde en hvælvet Bug. der var tildannet over en halvpæreformig Læst, og sammenføjet af smalle Baand. der stribede den af paa langs. Lydlegemets Hulning var overdækket af en tilnærmelsesvis flad Sangbund, i hvis Midte der var anbragt et stort, kunstigt udarbejdet Lydhul (sRosen«). Et Stykke ovenfor samme var der paa Sangbunden fast-

gjort en langagtig Liste (»Strengeholderen«), i hvilken de med Knuder forsynede Strenge ender var nedsatte og fastkilede ved Hjælp aîPatroner (smaa Træstifter, der var forsynede med et Hoved). Den forholdsvis korte og brede Hals var til den kromatiske Inddeling af Strengene forsynet med Tvær-baand (se Baand) og begrænsedes nedadtil

ved Saddelen, en ophøjet Liste, over hvilken Strengene førtes frem til Stem-meskruerne, der var indsatte i den skraat tilbagefaldende Skraekrave. Af Strenge havde L. opr. kun 4 (3 Dobbeltstrenge (Kor)+1 Enkeltstreng, der stemte d g h e¹), men senere forøgedes Strengenes Antal efterhaanden til 6 à 10 (o: 5— 9 Dobbeltstrenge -f-1 Enkeltstreng) paa Gribebrættet (o: hen over Baandene) + et ubestemt Antal Basstrenge, der var anbragte udenfor dette og følgelig kun kunde anvendes i »løs« Tilstand (se Løs Streng). De over Gribebrættet henlagte 6 Hovedstrenge stemte enten A d g h e¹ a¹ el. en Sekund lavere: G c fad¹ g¹, og derfra fortsattes Skalaen i Reglen paa de løse Strenge diatonisk nedefter (G) F E D C. I L.s seneste Periode (18. Aarh.) forandredes Hovedstrengenes Stemning til A d f a d¹ f¹ el. B d f b di P-. Hos de gamle tyske Lutmestre benævntes Hovedstrengene: Grossprummer, Mittel-prummer, Kleinprummer, Grosssang-sait, Kteinsangsait og Qiiintsait. Senere ombenævntes de 5 øverste {opr. Hoved-) Strenge nedefra opefter til Prim, Secund, Terts, Kvart og Kvint. (Som Kvint betegnes i Minde herom endnu den 4-strengede Violins højeste Streng). I Italien og Frankrig var det omvendt: den dybest tonende af de 5 øverste Strenge hed dér il quinto og derfra steg det op efter z7 quarto, terzo, secondo, il Canto (fr. Chanterelle). Om den saa-kaldte attiorberede L., hos hvilken Halsen var forlænget og forsynet med en extra Krave til Anbringelse af Basstrengene, se Theorbe. — L.s Historie kan for saa vidt føres helt tilbage til Oldtiden, som der allerede paa antike asiatiske og ægyptiske Billeder afbildes Gribebrætsinstr. med hvælvet Lydlegeme. Bort fra den virkelige (arabisk-europæiske) L. viser imidlertid hos hine det paafaldende lille Lydlegeme, den langstrakte Hals og det ringe Strengeantal (se Gribebrætsinstrumenter, Tan-bura, Calascione). I den Form, under hvilken L. først tiltraadte sin europæiske Løbebane, anses i Almindelighed Arabien for at have været L.s Moderland. Med Maurerne førtes den i 8. Aarh. fra Arabien til Spanien og Syditalien og arbejdede sig derfra hurtigt videre til Norditalien, Frankrig, England og Tyskland. Som Kunst kan L.-Musiken føres længst tilbage i Tyskland. Allerede 1413 anføres saaledes der Heintz Helt i Nûrnberg som berømt L.mester Fortrinlige Instr., der ogsaa skattedes i Udlandet, fabrikerede midt i 15. Aarh. den tyske L.fabrikant Conrad Gerle, der rimeligvis ogsaa hørte hjemme i Nûrnberg og var Forfader til den yngre Nûrnber-ger L.mester Hans Gerle (1532). Fra Nûrnberg stammede ogsaa den tyske L.-Toneskrifts Opfinder Conrad Pau-mann (se Tabulatuf), 1410—73, Hans Neusiedler, d. 1563, og hans Søn Melchior Neusiedler, d. 1590. Udenfor Nûrnberg træffes af tyske L.-mestre Hans Judenkunig i Wien. d. 1526, Seb. Ochsenkuhn i Heidelberg, d. 1574, Wolf Heckel i Strassburg og SixtusKargel i Mainz (ogsaa begge i 16. Aarh.), alle Forfattere af Skoler for deres Instr. Mens de tyske L.mestre gennemgaaende tilhørte Borgerstanden, var de italienske (Marco da Aquila, Francesco da Milano o. fl.) fornemme Folk. Til sit kunstneriske Højdepunkt naa-ede L.musiken i Frankrig, hvor der fra 17. Aarh. at regne bestod L.spillerskoler, der blev tonegi-vende for hele

Europa [Antoine Francisque, c. 1600, AntoineBoesset, d. 1643, Saint-Luc, 1616 —c. 1689, Ennemond, Jacques og Denis Gaultier). Under bestemt Paavirkning af den franske L.musik stod af de engelske L.mestre fremfor alt John Dowland, 1562—1626 (en Tid lang ansat ved Christian IV. s Hof i Danmark, se Aarb. f. Musik 1923). Til Undervisning i L.-Spil udgav i England Rob. Dowland _vSøn af J. D.): Varieties of Lute-lessons ^1610) med instruktive Bidrag af Faderen, og Thomas Mace en Anvisning for L.-Spil i Musicks Monument 2. Del (1676).

Under de franske L.mestres Auspicier blev L. i den Grad den ledende Stjerne indenfor Strengeinstr.s Kreds, at hele den instrumentale Musiks Udvikling en Tid lang kom under dens Førerskab. Under L.musikens Paavirkning udvikledes saaledes det 18. Aarh.s forsirede franske Klaverstil med sin Forkærlighed for det diminutive Tonemaleri Jse Chambonnières, d'Angle-bert. Couperin) og for Dansenes Sammenstilling i Rækker (Suiter, s. d.). Ogsaa gennem Noteringsmaaden af sin Musik, der var forskellig i Tyskland, Italien og Frankrig (se Tabulatur) indtog L. for saa vidt en førende Stilling, som samtlige Gribebrætsinstrumenter i denne Retning tog den til Exempel.

Med det 17. Aarh. gik L.s Saga i Hovedsagen til Ende. I Frankrig sætter især Amatørerne den nu enten definitivt af Vejen el. lader deres Instrumenter lave om til Guitarer el. Lirer (s. d.). I Tyskland holdt L. sig endnu en Tid lang i Brug som Kon-certinstr. Baade Bach og Haydn ydede endnu værdifulde Bidrag til L.litteraturen (Bach: 3 Partiter). Med 1772 forsvinder Paragraffen: L.musik definitivt fra Breitkopf & Harteis Mu-sikaliefortegnelser. Den sidste tyske L.spiller og L.komponist var Guitarvirtuosen Scheidler i Wien. d. c. 1815 (Lut-Variationer over et Tema af Mozarts »DonJuan<;). — Fra L. nedstammede en hel Slægt af L.instr. Præto-rius anfører saaledes (i Syntagma musices. 1618): Den store Oktavbas-L. (Archiliuto). en stor Bas-L., Tenor-L., Alt-L., Diskant-L., Lille Diskant-L. og Lille Oktav-L. Dertil kommer følgende med L. nær beslægtede Gribebræts-instr. : Theorbe, Quinterne, Pandora, Pandurina (Mandora), Penorcon, Orphe-oreon, Mandolin (se under disse Navne). (Litt. : E. G. Baron: »Untersuchung des Instruments d. Lauten«, 1727; O. Fleischer: »Denis Gaultier« (»Vier-teljahrsschr. f. Musikwissensch.«, II, 1886); Chilesotti: »Lautenspieler des 16. Jahrh.s«, 1891; .¥. Brenet: Notes sur l'histoire du Luth en France, 1899; O. Körte: »Laute und Lautemusik bis zur Mitte d. 16. Jahrh.«, 1902; Morphy: Les Luthistes espagnols du 16. siècle, I—II, 1902: W. Tappert: »Sang und Klang aus alter Zeit«, 1906).

Luther, Martin, 1483—1546, har indlagt sig største Fortjeneste af den protestantiske Kirkemusik ved, at han gav Menighedssangen en bred Plads ved Gudstjenesten. Med Musikerne Conrad Rupf og Johann Walther udarbejdede han Messen 1526. Den vigtigste Sangbog med L.s Salmer og tilhørende Melodier er »Geistliches Ge-sangbûchlein«, 1524; Bogens 35 Melodier er udsat 5-stem. af ,T. Walther. — L. var en ivrig Musikelsker, hvad der fremgaar af hans Skrift »Frau Musica« (1538), som er en Lovprisning af Musikens forædlende Magt; han spillede Fløjte og Lut og havde god Stemme. Om hans Smag vidner Epistel- og Evangelie-Sangens Udformning i »Tyske Messe«. Af Melodierne, som tillægges ham, kan alene med nogen Sikkerhed »Ein fester Burg« antages at være komponeret af ham.

Luthier (fr.), Lutmager, anvendes i Frankrig endnu som Benævnelse for en Violin- og Guitarfabrikant.

Lutinstrumenter, se Lut.

Lutklavicymbel, Klaviaturinstr., der i 18. Aarh. blev opfundet af den berømte tyske Orgelbygger Zach. Hildebrand og til Efterligning af Lutklangen var forsynet med Tarmstrenge. Til Anslag af disse tjente ligesom hos klavicembalet en Fjedermekanisme (se Klavicembal og Theorbeflygel).

Lutslager, Luttenist, en Lutspiller.

Luttabulatur, se Tabulatur.

Lut-Træk, et med en Knap dirigeret Registertræk, der til Efterligning af Lutklangen i 18. Aarh. jævnlig baade blev forbundet med Klavichordet og med de tidligste Udgaver af Hammer-klaveret.

Luttuoso (ital.), sjælden anvendt Foredragsbetegn., klagende, sorgfuldt.

Lwoff, Alexis, 1799 —1871, russ. Musiker, var Generalmajor og Direktør for Hofsangerkapellet i Petersborg, derhos en udmærket Violinspiller: komponerede Operaer, kirkelige Musikværker af betydelig Værdi, Violinmusik m.m. men er berømt som Komponist af den (tidligere) russ. Nationalhymne Boje czarja krani, 1833 (Text af Sju-kovski). L. efterlod sig Selvbiografi og Memoirer.

Lydaabninger el. Lydhuller (tysk Schalllöcher, fr. ouies), se Strengeinstrumenter.

Lydisk var i Oldgrækenland Navnet for den Oktavrække, der i Nutiden betegnes som Durskala og i Middelalderen kaldtes jonisk. o: cd e f g a h c. I Middelalderen anvendtes Betegnelsen 1. derimod paa Oktavrækken f g a h c d e f, der i Oldtiden kaldtes hypolydisk. Se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 b og Kirketonearterne.

Lydkasse el. Lydlegeme (tysk Schall-körper, fr. caisse sonore), se Strenge-instrumenler.

Lynet, Opera af Halévy, Paris 1835, Kbhvn. 1886.

Lyon, James, f. 1872, eng. Komponist, selvlært, frugtbar Komponist af ny-romantisk Retning, særl. for Scenen og af instruktive Værker for Klaver (flere Operaer og >Melomimes«. Orkesterstykker, Sange, Klaver- og Orgelstykker, Klaver- og Violinstykker m. m.).

Lyra. 1) Oldgræsk Strengeinstr., hvis Existens kan forfølges langt op i Mid-

delalderen, men som i Nutiden kun (i raa Form) kan paavises i Arabien, Nubien og Æthiopien (se Kis-sar). — Fra et Lydlegeme udgik hos L. to symmetriske Arme. der foroven var forbundne ved en Tværstok (Aaget). Mellem Lydlegeme og Aag var der opspændt et større el. mindre Antal Strenge, der ved at passere frit op gennem et aabent Rum kunde behandles fra begge Sider. Strengene var som oftest lige lange og deres forskellige Tonehøjde var en naturlig Følge af deres uensartede Tykkelse og Spænding. — Efter tidligst at kunne iagttages paa de vestasiatiske og ægyptiske Mindesmærker kan L. forfølges videre til de oldgræske Billedværker, og i Oldgrækenland afslutter den da sin Oldtidskarriere som det national-græ-ske Hovedinstr. L. bestod i Oldgrækenland under to Hovedformer : a) med skildpaddeformigt Lydlegeme og bøjede slanke, af Gazellehorn fremstillede, massive Arme, betegnet som Kitaris el. L. og b) med et rummeligt firkantet Lydlegeme og plumpe søjleformige hule Arme, betegnet som Kithara el. Phorminx. Af disse to L.arter betegnes Skildpaddel. (d. e. den egl. L.) som det opr. af Hermes opfundne, mere primitive og forholdsvis svagt tonende Instr., Kitharaen som den yngre fra Asien indførte kraftigere tonende og som Viiiuosinstr. langt mere anvendelige L. (se Kithara). Mens Kitharaen debuterer med 7 Strenge og med Tiden forøger sit Strengeantal til 11, begynder L. sin Karriere med kun 4 Str. og synes ikke at være naaet ud over de 7 Strenge, hvormed Kitharaen gjorde sin Entré. Fra den antike græske L. nedstammer i lige Linie den i Middelalderen, særl. i de nordiske Lande saa populære Rundlyre (s. d. og Rundlyrens Afarter: Chrotla, Crwth og Tallharpe). — 2) L. da brac-cio, L. da gamba, se Lira, Lirone. — 3) L. pagana el. L. rustica, o : Bondelire, se Lire. — 4) Militært Musik-instr., der bestaar i en lyreformig Ramme, paa hvilken der er ophængt afstemte Stave af Staal; behandles ved Anslag af en lille Hammer.

Lyra-Guitar, Strenge-instr., der ved det 18. Aarh.s Slutning blev opfundet i Frankrig og særlig omkring 1820 var et yndet Dameinstr. Det havde Form af en Lyra, men var udstyret med et Gribebræt (med Baand) og blev spillet som en Guitar. Ligesom denne havde det 6 Strenge, der stemte E A d g h e¹.

Læbepibe, d.s.s. Labialpibe,se Orgel.

Lystige Koner i Windsor, De, Opera af Otto Nicolai, Berlin 1847, Kbhvn. 1867.

Lütgendorff, Leo, Friherre af, f. 1856, tysk Maler, Konservator ved Lûbecks Malerisamling, er Forf. af et meget fortjenstfuldt. Lexikon : »Geigen- und Lautenmacher vom Mittelalter bis zur

GegenwarL (2. Opl. 1913).

Lutken, Augusta, f. Schou, 1855—1910,dsk. Sangerinde, Elev af Carl Helsted, debut. 1876 i »UngdomogGal-skabt og vakte strax Opsigt ved sin sjælden høje og smidige Sopranstemme; i Partier som Nattens Dronning(»Tryllefløjten<) Susanne (»Figaros Bryllup«) Philine (>Mignon<) osv. befæstede hun yderligere sin Position ved Operaen og blev en af Publikums erklærede Yndlinge, men af Helbreds- og andre personlige Hensyn trak hun sig ret tidlig tilbage fra Scenen; paa Gæstespil optraadte hun i Sthlm. og i London.

Lutschg, Woldemar, f. 1877, russ. Pianist, Elev af sin Fader Karl L. (en bekendt Klaverpædagog); uddannedes til udmærket Koncertspiller, der optraadte i T3⁷skland og i Amerika; fra 1920 har han været Lærer ved »Hoch-schule« i Berlin.

Landler (Dreher), ældre Navn for den langsomme Vals, der skal have sin Oprindelse fra Landel i Ennsda-len (Østrig), og i Øvre og Nedre Østrig, i Bayern, Bøhmen og Steyermark endnu anvendes som Folkedans. Ex. den velkendte Tyrolervals:

Længdesvingninger (Longitudinal-svingninger) fremkommer, hvor en i et Rør indesluttet Luftsøjle (hos Blæseinstr. og i en Orgelpibe) sættes i Vibration ved Anblæsning, el. hvor en Streng el. Stang sættes i Klang ved enten at anstryges paa skraa el. afgnides paa langs. Modsætningen til L. er Tværsvingninger (Transversal-svingninger), der fremkommer 1) hos Sirenge, hvor disse enten anstryges paa tværs, afknipses med en Finger el. anslaas med en Hammer, 2) ved Anslag af Trommeskind (Membraner), Stave, Metalplader, Klokker o. 1. De paa en Streng el. Stang frembragte L. er dog uanvendelige i Musiken.

Loeffler, Charles Martin, f. 1861, tysk-amer. Musiker, var Violinist (Elev af Leonard og Joachim) og kom som Orkesterspiller til Amerika (Boston), hvor han efterhaanden helt helligede sig Komposition; han nævnes som en af de første Repræsentanter i Amerika for den impressionistiske Stil [Les viellées de l'Ukraine for Violin og Orkester, Fantastisk Koncert for Cello, symfon. Digtninge, Kammermusik m.m.).

Løs Streng (tysk : leere Saite) betyder, at Strengene anvendes uafkortet, o: uden Paasætning af nogen Finger el. Underskydning af nogen Stol (se Gribebrcetsinstramenter).

Löschhorn, Albert, 1819—1905, tysk Pianist, fremragende Klaverspiller og skattet Lærer, Elev af L. Berger, levede i Berlin, udg. talr. Klaverværker: Etuder, Sonater, Sonatiner etc. samt Salonstykker i brillant Stil ; forf. »Wegweiser in der Pianoforfelitteratur« (med /. Weis) og »Fiihrer durch die Klavierlitteratur« (1885).

Løvdal, Daniel, f. 1890, nsk. Pianist, Elev af Breithaupt, Berlin. Har givet talr. Koncerter i Norge, Rusland og Tyskland. Har ogsaa studeret Sang (hos Mimi Hviid, Kria.) og gjort Sangakkompagnement til sin Specialitet.

Løwenskjold, Herman Severin, Baron af, 1815—70, dsk. Komponist i f. i Norge); Elev i Teori af Krossing begyndte han tidlig at komponere; 21 Aar gi. fik overdraget at skrive Musiken til Bournonvilles Ballet »Sylphi-den« og havde meget Held dermed; foretog med kgl. Understøttelse en Studierejse (bl. a. til Seyfried i Wien), besøgte Italien og Petersborg, lærte Mendelssohn og Schumann at kende; efter Hjemkomsten skrev han (uden at gøre særl. Lykke dermed) Musik til »Slaget ved Marengo«, »Konning Volmer og Havfruen«, Operaen »Turan-dot«; derimod optoges i »Musikforeningen« gunstig en Klaverkvartet og navnlig Ouverturen »Fra Skoven ved Furesøen«, ved Siden af »Sylphiden« L.s mest kendte og yndede Værk. En Del Klaverstykker som Sogni d'Italia, Improvisazioni caretteristiche, »Album-blätter«, behagede Samtiden, men er glemte ; L.s øvrige opus er utrykte Lejlighedsarbejder. — 1841 blev L. kgl. Kammermusikus, 1851 Organist ved Slotskirken (med Titel Hoforganist). — L.s Musik var smidig og melodiøs. men ikke just original [Kuhlaii mere end de samtidige Berømtheder i Hjemland og Udland synes at have været hans Forbillede). Hans nævnte to Hovedværker udmærker sig ved musikalsk Fantasi, frisk Opfindsomhed, let Haandelag og en vis hjemlig Tone. (Biogr. af Bricka: »Fra Skoven ved Furesøen«, udg. af »Samfundet til Udg. af dsk. Musik«).

Löwe, Ferdinand, f. 1865, østr. Musiker, Elev af Wiens Konservat, særl. af A. Bruckner, lagde sig snart efter Dirigentvirksomhed, ledede »Kaim«-Orkestret i Munchen, Singakademiet og »Gesellschafts«-Koncerterne i Wien, siden atter Koncertdirigent i Mûnchen og i Berlin; 1919—22 Leder af Musikakademiet i Wien; særl. anset som Dirigent af Bruckners Værker.

Loewe, Johan Carl Gottfried, 1796 —1869. tysk Komponist, studerede Musik hos Tiirk (s. d.) i Halle, udmærkede sig dér som Korsanger, saa-ledes at Kong Jérôme (af Westfalen) tildelte ham. en Skolelærers 12. Barn, et aarligt Stipendium til hans Uddannelse-ved Napoleons Fald mistede L. denne Hjælp, forsøgte sig som teologisk Studerende, men vendte tilbage til Musiken og blev 1820 Kantor i Stettin, 1821 Musikdirektør for Provinsen Pommern, og var ved Siden deraf Musiklærer. I denne mindre By og i disse beskedne Stillinger virkede L. nu uafbrudt indtil 1866, da han efter et Slagtilfælde trak sig tilbage til en gift Datter i Kiel, hvor han døde. — L. var en dygtig Sanger og bidrog paa Koncertudflugter, endog til England, til Udbredelsen af sine Ballader. Som Komponist dyrkede, ja næsten skabte L. denne Genre, der gjorde hans Navn berømt, og af disse hans Værker er endnu mange levedygtige. Til et malende og karakterfuldt Akkompagnement skrev han omfattende fortællende og beskrivende Sange, ofte af dramat, gribende Indhold, undertiden af jævn humoristisk Art; fantasifuldt opfundne Melodier og plastiske Motiver behersker den enkelte Ballade

J. C. G Loewe.

ved Siden af malende Detailler. Stilen er folkelig og enkel, uden tekniske Vanskeligheder eller Komplicerethed. L.s Balladeproduktion er dog noget ujævn; ved Siden af Stykker med geniale Indfald og gribende Virkninger staar ret banale og i melodisk Henseende stift filistrøse eller sentimentale Sange med et svagt Klaverparti; det mærkes her, at L. levede under smaa Forhold, uden Konkurrence og Lejlighed til at høre rigere og ind-holdsvægtigere Musik. L. var dertil enMusiker, der nok selv vidste at vurdere sine Frembringelser, hvilket under de givne Forhold atter hæmmede hans kunstneriske Udvikling. Som nævnt har talr. af hans Ballader imidlertid bevaret deres Livskraft endnu den Dag i Dag; blandt disse betydeligste skal nævnes »Edward«, »Erlkö-nig» (trykt som Op. 1. 1818), »Heinrich derVogler-., »Archibald Douglas«, »Der Nöck«, »Tom der Reimer«, »Olufi, » Die verfallene Muhle«, »Fredericus Rex«, »Prinz Eugen«, »Die Uhr« (der, meget populær, dog hører til de mere sentimentale), »Die Glocken von Speier«, »Der MohrenfûrsU, »Der Blu-men Rache« etc. Foruden Balladerne skrev L. flere, nu forglemte Oratorier (særl. »Die Zerstörung Jerusalems«, »Johann Huss«) og Operaer, samt en Pianotrio og Klaversonater, nogle Symfon. og Ouverturer (utrykte). L. har efterladt sig en Selvbiografi (i sin Ungdom lærte han Mænd som C. M. v. Weber og Goethe at kende) og en »Gesanglehre«. Et »L.-Selskab« grundedes i Berlin 1882. (Biogr. af M.Ranze, 1903, Bulthaupt [i »Beruhmte Musiken), Wellmer, A. Xiggli, Wos-sidlo m. fl.).

Loewengard, Max, 1860—1915, Musikreferent i Hamburg, Forf. af musik-teoret. Lærebøger, der vandt stor Udbredelse og oversattes paa flere Sprog, særl. »Lehrbuch der Harmoniet, endvidere »Lehrbuch des Kontrapunkts«, »Kanon und Fuge«, »Formenlehre« osv.