M l) I Klavermusiken Forkortelse af main (fr.) el. mano (ital.), Haand. Anvendes i Forbindelserne m. d., main droite (fr.) el. mano destra (ital.), højre Haand, og m. g., main gauche (fr.), m. s., mano sinistra (ital.), venstre Haand. — 2) I Orgelmusiken betyder m. Manual (manualiter). — 3) I Betydning af mezzo anvendes m. i Forbindelserne mf= mezzo forte, mp = mezzo piano, m. v. — mezza voce. — 4) M. M. betvder Mälzeis Metronom (s.d.).

Ma, men, i Forbindelser som Allegro ma non troppo, hurtigt men ikke for hurtigt.

Maasalo, Armas, f. 1885, finsk Musiker, studerede ved Helsingfors Univers, og Konservat., senere i Paris; Direktør for Helsingfors Kyrkomusikinstitut 1923; Kordirigent og Komponist af Kor-og Solosange, Orkesterstykker m,m.

Mabellini, Teodclo, 1817—97. ital. Operakomponist, debut, med en Opera i 19 Aars Alderen og studerede videre under Mercadante ; var i lang Tid Prof. ved Istiluto Reale Musicale i Firenze: en Række Operaer af ham opførtes med stort Held i Italien, ud derover naaede næppe nogen af dem; iøvrig skrev M. adskillige kirkelige og andre Korværker. (Biogr. af Giannini).

Mac Cunn, Hamish, 1868—1914, eng. Komponist, skrev en Række skotsknationalt farvede Operaer, Kantater, Ouverturer m. m.; en Tid lang Operadirigent i Edinburgh.

Mac-Dowell, se Dowell.

Mace, Thomas, c. 1613—1709, eng. Lutspiller, skrev Musicks Monuments, som meddeler Oplysninger af stor Betydning for vort Kendskab til Datidens Musik og den egl. Orkestermusiks Oprindelse.

Mac Ewen, John Blackwood, f. 1868, skotsk Komponist, Teorilærer ved Royal Academy of Music i London og efter Mackenzie (s. d.) dets Direktør; tilhører som Komponist den ny-romantiske Retning; hans Arbejders udpræget skotske Karakter fremhæves; af hans store Produktion sættes Kam-mermusiken i første Række (Fantasi-Kvintet, en Række Kvartetter, Violin-Sonater etc.); endvidere har M. skrevet Symfon. (særl. Solway), Ouverturer, symfon, Digtninge (deribl. Comala), Kantater, Klaverstykker, Sange og flere musikteoret. og -æstetiske Bøger.

Macfarren, Alexander, 1813—87. eng. Komponist, Elev af Royal Academy of Music, hvor han siden blev Lærer og 1876 Direktør; øvede betydelig Indflydelse paa eng. (Londonsk) Musikliv — skønt næsten blind udfoldede han en stor organisatorisk Virksomhed; hans Kompositioner, paavirkede af tysk Romantik (Mendelssohn), er Operaer, Kantater, Oratorier og andre kirkelige Værker, Symfon., Ouverturer, Kammermusik, Koncerter m. m.; endvidere skrev M. Rudiments of Harmo-ny, Six Lectures on Harmony og udg. ældre Musik (Purcell og Håndel) og irske Folkemelodier.

Mach, Ernst, 1838—1916, østr. Mu-sikforf., Fysiker og Matematiker, Prof. i Wien fra 1895. Af hans Arbejder vedrørende Musik skal nævnes de betydelige Værker: »Zwei populäre Vorträge ûber musikalische Akustik«, »Zur Théorie des Gehörorgans«, »Beitrag zur Geschichte der Musik«, >Die Analyse der Empfindungen und das Verhält-nis des Physischen und Psychischen« (fl. Oplag), »Einleitung in die Helm-holtzsche Théorie der Musik« etc.

Machado, Augusto, f. 1845, port. Komponist, til Dels uddannet i Paris; 1900—10 Direktør for Konservat. i Lissabon; har komponeret flere Operaer (Masseneis Stil) og særlig Operetter, endvidere Kantater, Klaver- og Orgelmusik.

Machado, Raphael Coelho,1814— 87, port. Komponist; efter endt Uddannelse i Lissabon gik han til Brasilien 1835, hvor han forblev som Lærer; har komponeret Messer og Hymner, samlet og udg. brasilianske Folkemelodier, forf. en Klaverskole, et Musiklexikon m. m.

Machault, Guillaume de (Guillelmus de Mascandio), 1300—c. 1372, fr. Gejstlig, Digter og Musiker, anses for den første franske Repræsentant for Ars nova (s. d.), som i hvert Fald har paavirket bl, a. hans Ballader, mens hans Motetter er mere beslægtede med den franske Ars antiqua (s. d.).

Mackenzie, Alexander Campbell,. Sir, f. 1847, skotsk Komponist; uddannet som Violinist dels i Tyskland, dels i London; 1883—1924 Direktør for Royal Academy of Music; endvidere Leder af Royal Philharmonie Concerls_raf Royal Coral Society m. m.; har komponeret Operaer og Operetter, Kantater og Korværker, Oratoriet The Rose of Sharon, Ouverturer og andre Orkesterværker, en »skotsk« Klaverkoncert, Kammermusik, Sange etc.; særl. fremhæves Orkesterballaden La belle dame sans merci og Kantaten The dream of Jubal.

Maclean, Charles, 1843—1916, eng. Komponist, Elev af F. Hiller i Köln; Organist i Oxford, senere ved Krystalpaladset i London; komponerede Oratorier, Ouverturer, Klaverkoncert, Kammermusik m. m. — Hans Søn Alick M., f. 1872, opr. Militær, blev (indtil 1923) Dirigent i Queen's Hall og komponerede en Del Operaer (flere i opéra-comi-çue-Stil), hvoraf enkelte er opført udenfor England (i Tyskland), anden scenisk Musik, Korværker og Sange. — Dennes Søn, Quentin Morvaren M., f. 1896, Orgelspiller (Elev af Struube og Reger), er ogsaa optraadt som Orkester-, Kor- og Sangkomponist.

Macpherson, Charles Steward, f. 1865, eng. Komponist og Musikforf. ; Elev af Royal Academy. hvor han 1887 blev Lærer i Harmonilære og Komposition; tillige Prof. ved Londons Univers. Af hans Arbejder nævnes Practical Harmony (overs. p. tysk), Evolution of Musical Design, Practical Counterpoint, Rudiments of Music, Form in Music etc. ; desuden en Messe, Sym-fon., Ouverturer, Klavermusik og Sange.

Madame Angots Datter, Operette af Lecocq, Bruxelles 1872.

Madame Butterfly, Opera aï Puccini, Scalateater, Milano l904, Kbhvn. 1911.

Mader, Raoul, f. 1856, ungarsk Komponist, Elev af Wiens Konservat., Dirigent, fra 1921 ved kgl. Operahus i Buda-Pest; har komponeret Operaer, Operetter, Balletter m. m.

Madetoja, Leevi, f. 1887, finsk Komponist, Elev af Jûrnefelt og Sibelius, senere af d'Indu (Paris) og Fuchs (Wien); Orkesterdirigent og Medlem af Helsingfors Musik-Instituts Bestyrelse; indtager en fremskudt Plads blandt de yngre finske Komponister (Operaen sPohjalaisia«, 1924, Symfon., symfon. Digtninge, Ouverturer, Korværker, Solostykker for Violin og for Cello, Trio, Klaverstykker og Sange); M. er tillige Musikkritiker i Helsingfors.

Madrigal (el. Mandriale (ital.) af mandra, o : Hjord) var i sin opr. Betydning en kortfattet lyrisk Digtform, der fortrinsvis blev plejet af det 14. Aarh.s klassiske ital. Digtere (Dante, Petrarca, Boccaccio). Dens Hovedemne var Naturbetragtning, og Indholdetblev dels frembaaret i belærende, dels i satirisk Form. Paa det nøjeste var denne Digtform lige fra først af forbundet med Musiken. Den ældste M.-Komponist skal have været Dantes Ven, Pietro Caselli (før Aar 1300), hvis Kompositioner ikke mere existerer. Kendte M.-Komponister fra denne Ma-drigalens 1. Periode (14. Aarh.) er derimod Giovanni da Cascia, Jacopo di Bologna, Francesco Landini o. fl. (se Ars nova). I deres Behandlingsmaade af M. fulgte disse tidlige Madrigalister helt andre Principer end dem, der nu (siden 16. Aarh.) bestemmer M.-Kom-positionens Karakter. Det 14. Aarh.s M. var nemlig ikke nogen Korsang i A-cappe/ia-Stilen; den var tværtimod en enstemmig Sang, der kun blev sekunderet af en enkelt Understemme (vokal el. instrumental?) og periodevis opløste sig i langt udtrukne Tonefigurationer, der af H. Riemann tydes som instrumentale For-, Mellem- og Efterspil. Angaaende denne ældste M. og de med den nært beslægtede Musikformer Ballade og Caccia, til hvis rette Vurdering Materialet endnu savnes, se iøvrigt Ars nova og den dér anførte Litteratur. Først da man i 16. Aarh. fandt paa at overføre den i Kirkemu-siken da allerede en Stund anvendte A-cappella-Stil paa den verdslige Sangkomposition, blev den musikalske Kunstform til, der nu betegnes som M. Ideen til den gav nominelt en Samling folkelige ital. Korsange (Frotto-ler), der ved 16. Aarh.s Begyndelse udsendtes fra Petruccis Nodetrykkeri i Venezia. Teoretisk bedømte lader disse Korsange en Del tilbage at ønske, men æstetisk set betyder de i deres Tid et Fremskridt, fordi Kompositionen hos dem i paafaldende Grad underordner sig Digterværket, ved paa det nøjeste at afspejle baade dettes Rytme og Stemning; ofte opgives Komponisten derfor ogsaa som Forf, baade af Ordene og af Musiken. Det var, da de fornemmere Musikere tog denne Frottola op og gennem kontrapunktisk Bearbejdelse forvandlede den til en Kunstform, at A-cappella-M. blev til. Som dennes egl. Ophavsmand gælder Nederlænderen Hadrian Willaerl, 1527 —62 Kapelmester ved Markuskirken i Venezia'; det var under alle Omstændigheder paa hans Initiativ, at den ny M. snart kom saaledes i Agt og Ære, at den fandt Vej til alle Europas Lande og i den Grad satte Komponisterne i Aktivitet, at M.erne blev trykte i Tusinder og atter Tusinder. »Forskeren lammes overfor disse Masser og lader resigneret den partiturskrivende Haand synke«, skriver Ambros. Berømte italienske og nederlandske Madrigalister fra 16. Aarh. var, næst Willaert, Arcadelt, Coslanzo Festa, Cijprian de Rore, Verdelot, Luca Marenzio, Or-lando Lasso. Gesualdo di Venosa, 0ratio Vecchi, Andrea og Giovanni Gabrieli o. fl. ; af engelske Madrigalister bør som de vigtigste anføres John Doiuland, Thomas Morley og Orlando Gibbons; i Danmark plejedes M. ved Christian IV.s Tid særl. af Melchior Borchgrevink, Mogens Pedersen, Hans Nielsen (Giovanni Fontejo) og Hans Brachrogge. Det 16—17. Aarh.s A-cappella-M. har ikke den ældre M.s knappe Form; den er hverken i digterisk el. musikalsk Henseende bundet af faste Regler; ikke engang Rimet er hos den nogen absolut Nødvendighed, Emnet er altid erotisk. Sproget blomstret og fyldt med billedlige Sammenligninger. Komponistens Opmærksomhed samler sig hovedsagelig omkring Textindhol-det, Verserytmen og Sætning sa fslut-ningerne, men dette bidrager netop til, at Kompositionen faar den rette Farve og Form. — Side om Side med den kunstigt udarbejdede M. trivedes en mere populært anlagt M.-Type, Madrigaletto'en, Yillolen el. Vilanellen, der særlig tog sit Udgangspunkt fra Napoli og havde en udpræget munter Karakter. Stemmerne samlede sig hos den fortrinsvis i sluttede Akkordsøjler for først i det afsluttende Fa la la at splittes og i lystig Leg at flette sig ud og ind mellem hverandre. — Selv om Kor-M. i sin Grund var en A-cap-pella-Sang (oftest 5-stem.), udførtes den jævnlig ogsaa enten helt el. delvis instrumentalt. Blandt Renaissancens talr. Forsøg paa at tilvejebringe en instrumentalt ledsaget Solosang figurerer netop ogsaa M. saaledes udført, at kun Overstemmen bliver sunget, mens samtlige Understemmer udføres af Instrumenter. En vigtig Rolle spillede denne halvvejs vokalt, halvvejs instrumentalt udførte M. i de dramatiske Opførelser med Musik, der i 16. Aarh. i stort Antal gik forud for den egentlige Opera (s. d.). I 17. Aarh. anvendes M. en Tid lang ogsaa som Navn for en Solosang med becifret Bas. I Løbet af 17. Aarh. gaar A-cappella-M. efterhaanden af Brug, idet den instrumentalt ledsagede Solosang under sine forsk. Former (Cantate, Concerto, Arie) nu lidt efter lidt fortrænger den. 1710 oprettedes i London til Pleje af den klassiske A-cappella-Musik et Academy ofAncient Music og senere (1741) et specielt Madrigal-Society, der endnu bestaar. I Danmark stiftede Fr. Rung som Særafdeling af Cæciliaforeningens (s. d.) Kor et M.-Kor (1887) til speciel Pleje af den ital. og eng. M.-Litteratur. (Litt. : E. Vogel: >Bibliothek der gedruckten weltlichen Vokalmusik Italiens«, 2 Bd. 1892; Rimbault: Bibliotheca Madriga-liana (1847); W. Barclay Squire: Aus-gewählte M. aus d. 16—17. Jahrh.« (Breitkopf u. Härtel); P. Wagner: ;Das M. und Palestrina« (Vierteljahrsschr. f. Musikwissensch. 1892); Theodor Kroyer: »Die Anfänge der Chromatik im italienischen M. des 16. Jahrh.s (1902); C. Thrane: sCæciliaforeningen og dens Stifter«, Kap. 8).

Madrigalkor, se Madrigal.

Madrigal Society, se Madrigal.

Madsen, Carl, f. 1878, dsk. Sanger. Elev af Kbhvn.s Konservat., i Sang af V. Lincke (s. d.); debut. 1903 paa det kgl. Teater (Alberich) og har siden udført en Række Partier (Basbaryton) baade af alvorlig og lystig Art, for hvilken sidste han har vist særl. Ævne.

Madsen, Thorvald, 1842—1908, dsk. Violinspiller, Elev af Gebauer og Tofte. virkede som Orkesterspiller (ogsaa Bratschist); Kantor ved Skt. Jakobs Kirke i Kbhvn. ; udg. en god Violin-skole.

Madsen-Stensgaard, Niels Christian, f. 1850, dsk. Musiker, Elev af Gebauer og G. Matthison-Hansen. virkede en Aarrække som Skole-Sang-lærer (hyldende den Chevéske Metode) og Organist; lever nu i Helsingør; udg. Skolesangbøger og Smaaskrifter om Musikens Teori og komponerede Smaasange (navnlig af aandelig eller patriotisk Art).

Maestoso (ital.), Foredragsbetegn.. majestætisk.

Maestro Citai.) bruges i Italien i Betydning af Tonekunstner el. Komponist. Af. di capella betyder Kapelmester, Af. di cembalo kaldtes i Generalbas-tiden (se Generalbas) den Klaverspiller, der udførte et Generalbasakkompagne-ment. Af. dei putti er Navnet for den, der leder et Drengekor, specielt Lederen af St. Peterskirkens Drengekor.

Magadis. l)Navnet paa et oldgræsk 20-strenget Musikinstrument, om hvis Beskaffenhed der kun foreligger ufuldstændige Oplysninger. Pindar meddeler »at det samtidig gengav Melodien i Mands- og i Drengestemmernes Toneleje«, og det antages derfor, at der for hver Tone var opspændt 2 Strenge, der stod i Oktavforhold til hinanden. Med sine 20 Strenge skulde M. derefter kun have haft 10 Toners Omfang. — 2) I 16. Aarh. anvendtes M. af Musikteoretikerne sædvanlig som Navn for Monochordel (s. d.), fordi der under dettes Streng var anbragt en Skyder el. Stol (Magas).

Magasinbælg, se Orgel.

Mageissen, Ida Basilier, f. 1846. finsk Sangerinde, Elev af Fru Nis-sen-SalomoniPe-tersborg; debut, paa Sthlm.s Opera 1871 og har siden sunget paa talr. europæiske Scener (høj Sopran). 1875 knyttedes hun til Helsingfors' Opera, men blev 1878 gift i Kria., hvor hun siden virkede som fortjenstfuld Sanglærerinde.

Maggini, Giovanni Paolo, 1580—c. 1640, berømt ital. Violinbygger i Brescia.

Maggiore (ital.), større, o: Durtreklang el. Durtoneart; se Minore.

Magnificat (lat.). Canticum bealae uirginis. er den ene af den kat. Kirkes tre Cantica majorasse Canticum). M. er den Lovsang, hvormed Maria i Za-

Ida Mageissen.

charias' Hus besvarer Elisabets Hilsen: Min Sjæl ophøjer Herren osv. fpaa Latin : Magnificat anima mea dominum (Lucas I, 46—55)). Anvendes i den kat. Kirke endnu daglig ved Vespergudstjenesten. M. er i flerstem. Form komponeret af talr. berømte Komponister, deribl. af Durante, Bach, Handel, Mendelssohn. Det flerstem. M. deler sig i 5 Afdelinger: Et exultavit, Quia fecit potentiam, Essurienles, Sicut locutus est, Gloria patri.

Magnard, Albéric, 1865—1914 (faldt i Verdenskrigen), fr. Komponist, Elev af Massenet. Dabois og d'Indy, har skrevet 4 Symfon., en Suite i gammel Stil, Hymner, en Ouverture, Kammermusik, Operaerne »Yolande« og »Bérénice« og Operetten »Guercoeur«, til hvilke han selv forfattede Texten. Udenfor Frankrig er hans Værker meget lidt kendte.

Magnus, George Washington, 1863 —1917, nsk. Komponist og Orkester-dirigent. Tilbragte det meste af sin Tid i Danmark, hvor han i nogle Aar var Kapelmester ved Casino i Kbhvn., fra 1912 i Stavanger, hvor han var Sjælen i den stærke Udvikling àf Byens Musikliv. Har skrevet flere Orkesterkompositioner, en Violinkoncert m. m.

Magnus, Ingeborg. 1876 —1919, dsk. Violinistinde. Elev af Anton Svendsen, senere af Marsick, har koncerteret i Skandinavien, Belgien og Frankrig, ofte i Forening med Søsteren Gerda M., f. 1879, Elev af E. Risler, lever i Paris. Ingeborg M. var g. m. Cellisten Joseph Malkine, der ogsaa er optraadt paa Koncertrejser, bl. a. i Kbhvn.

Mahillon, Victor, 1841—1924, belg. Museumsmand, siden 1877 Konservator ved Instrumentmuseet ved Bruxelles' Konservat.: fremragende Kender af Musikinstr., hvis Katalog over Konservat.s Samling i 4 Bd. er et grundlæggende Arbejde; udg. desuden en Række Værker, til Dels historiske, og 1869—86 L'Echo Musical; var Direktør for en stor Fabrik af Blæseinstr., der var grundlagt af hans Fader.

Guslav Mahler.

Mahler, Gustav, 1860—1911, czekisk Komponist, Elev af Konservat. i Wien og dér i Forbindelse med og under Indflydelse aï Anton Bruckner; allerede 1880 begyndte M. en Kapelmestergerning, der førte ham fra Olmûtz's til Cassels, Prags, Leipzigs og Hamburgs Operahuse — sidstnævnte Sted fra 1891—97, da han blev Kapelmester ved, siden ogsaa Direktør for Wiens Opera, hvor han ikke uden Modstand, foranlediget ved hans kunstbegejstrede og impulsive Optræden, reformerede ikke blot Orkester og Repertoire,men ogsaa Iscenesættelsen; til 1907 virkede M. i Wien, da han kaldtes til Amerika, hvor han i New York dirigerede Operaer (særl. Mozart og Wagner)og talr. Koncerter; den opslidende Gerning havde allerede nedbrudt hans Helbred, inden han kort før sin Død vendte tilbage til Wien. — M. var en af Tidens genialeste Dirigenter; med fuldendt Mesterskab over Orkestertekniken forenede han Kunstbegejstring, Ildfuldhed og sikker Stilsans. — Som Komponist, i hvilken Egenskab han debut, allerede i Tyveaarsalderen med »Das klagende Lied« (Koncertkantate), der strax viste hans Kunsts typiske Egenskaber, besad han ligeledes et overlegent Mesterskab, ligesom han stillede de største Krav (ogsaa kvantitativt) baade til Orkester og Kor. Hans Værker omfatter 9 store Symfon. (den sidste fremkom efter M.s Død), der til Dels maa henregnes til Program-musiken, uagtet M. ikke selv har angivet » Programmerne i ; nogle fremtræder imidlertid med Titler som »Lied von der Erde«, andre gaar alm. under bestemt Navn (»Auferstehungs-symfon.t), og Komponistens ejendommelige Formning af nogle af Symfon. som store Soli- og Korsatser giver dem. gennem Texten, et bestemt Indhold. — Dommen over M. som Symfoniker er næppe endnu endelig fæstnet; M. har ivrige Beundrere og fanatiske Modstandere. Som Bruckner-paavirket er han vidtløftig, »uberschwänglich«, men mindre ren og enkel end sit Forbillede ofte kan han synke ned til det banale eller sentimentale. Paa den anden Side besidder han Ildfuldhed, Begejstring (undertiden af en egen extatisk Art), ligesom han i lykkelige Øjeblikke har Udtryk for en om Fr. Schubert mindende Wiener-Folketone. Flere af hans symfon. Værker har fundet vid Udbredelse og er saaledes opførte i Kbhvn. — Ved Siden af Symfon. har M. navnlig skrevet Sange (Lied-Cykluser) saavel med Klaver- som Orkesterledsagelse; her har dels »Des Knaben Wunderhorn«, dels Riickerts Digtning (»Kindertotenlieder«) inspireret ham, og i disse Lieder vil mange finde det smukkeste og oprindeligste Udtryk for M.s Begavelse. — M.s faa sceniske Arbejder (»Die Argonauten« og »Rûbe-zahl«) er uden Betydning i Forhold til hans Symfon. og Sange, men hans Bearbejdelse af Webers efterladte Opera : »Die drei Pintos« nævnes som meget vellykket. — M.s Hustru Alma Maria M., f. Schindler, har komponeret Sange og udg. M.s Breve. (Biogr. af Schieder-mayer, Specht, Stefan, Bekker, G. Adler, A. Neisser).

Maikapar, Samuel, f. 1867, russ. Komponist, opr. Jurist, siden Elev af Petersborg Konservat. og i Klaverspil af Leschetizky, nu Prof. i Klaverspil ved Petersborgs Konservat. ; har navnl. skrevet for Klaver, dels fri Kompositioner (Sonater, Variationer, Prélndes etc), dels instruktive Værker og udg. et Skrift om »Musikalsk Gehør« (paa russ.).

Maillart, Louis, 1817—71, fr. Komponist, Elev af Paris' Konservat., skrev en Del Operaer (Syngestykker).af hvilke Les dragons de Villars, 1856, gjorde stor Lykke og med Held opførtes udenfor Frankrig: saaledes i Kbhvn. (»Villårs Dragoner«, 1870), i Sthlm. og tyske Byer ; tilhørte nærmest Aubers Retning.

Main (fr.), mano (ital.), manus (lat.), Haand, se M.

Maître (fr.), se Maestro (ital.). M. de chapelle, Kapelmester. M, de musique, Musikdirektør.

Maîtres de la musique, stor Samling af Musikerbiografier, udg. af Felix Alcan i Paris, red. af J. Chantavoine.

Maîtres musiciens de la Renaissance française, se Expert.

Maîtrise kaldtes i Frankrig de Korskoler, der indtil Revolutionen (1791) var knyttede til enhver af Landets større Kirker, og som paa lignende Maade. som endnu Thomasskolen i Leipzig og Kreuzschule i Dresden, havde til Hovedformaal at uddanne stemmebegavede Drenge til Udførelse af Kirkesangen. Eleverne boede under hele deres Læretid paa Skolen og fik •dér foruden Musikundervisningen en god almen-videnskabelig Uddannelse. Under Revolutionen gik disse Skoler ind for at erstattes med Konservatorier, hvor Undervisningen gik for sig under friere Former. Det første af disse var Pariserkonservatoriet (se Konservatorium). (Litt. : A. Collette et A. Bourden : Histoire de la M. de Rouen (1892); Clerval : L'ancienne M. de Nôtre-Dame de Chartres (1899)).

Majo, Francesco, c. 1740—1770, ital. Komponist, Organist i Napoli, fik hurtig Ry som produktiv Operakomponist, men skrev i sit korte Liv tillige en ikke ringe Mængde kirkelig Musik.

Major, Julius, f. 1859, ungarsk Komponist, Elev af »Landes-Musikakademie« i Buda-Pest, kendt som Klaverspiller og navnl. som Komponist af nogle Operaer. Symfon. og andre Orkesterværker, Kammermusik og Sange; har og-saa arbejdet for Indførelse af et nyt Tonesystem og skrevet en Lærebog i Kontrapunkt.

Maia vita, Opera af Giordano. Rom 1892.

Malherbe, Charles Théodore, 1853—1911, Elev bl. a. af Massenet, Arkivar ved den store Opera i Paris, kendt som Musikautograf-Samler, der efterlod sin rige Samling til Paris' Konservat. ; Forf. af L'oeuvre dramatique de R. Wagner (med Soubies, s. d.), Précis d'histoire de l'Opéra-comique, 1881. Histoire de la seconde Salle Favart (2 Bd.. 1892 —93), >Auber« (i Musiciens célèbres) foruden talr. Tidsskriftsartikler ; Komponist af Opéras-comiques og anden Teatermusik og Udgiver af Rameaus Værker (med Saint-Saëns).

Malibran, Maria Félicita, 1808— 36. berømt fr.-sp. Sangerinde (Altstemme af ualmindeligt Omfang), Datter og Elev af Manuel Garcia (s. d.); debut, i London allerede 1825 og blev hurtig den derværende Operas Primadonna, men allerede det følgende Aar rejste hun med Fader og Søskende til New York, optraadte der, ægtede modvillig en Købmand M., men skiltes atter fra ham og vendte tilbage til Paris, hvor hun, engageret for en datidig enorm Gage, gjorde umaadelig Lykke; ved Siden deraf optraadte hun i London, hvor hun en Tid kappedes med Henriette Sontag (s.d.). M.. der ævnede at syngePartierpaa en Række forsk. Sprog, høstede ogsaa paa italienske Scener det største Bifald; 1836 ægtede hun ViolinistenfiéWof (s, d.), med hvem hun alt havde foretaget Koncertrejser, men døde s. A. i Manchester som Følge af et Fald under Ridt og Overanstrængelse ved den derværende Musikfest (i Septbr.). M., der er kaldt en af det 19. Aarh.s ypperste Sangerinder, og hvis Hovedroller var Desdemona (Rossini), Rosina, La Cenerentola, Norma etc, har ogsaa komponeret Romancer, Chansonetter. Nocturner for Klaver etc. (Biogr. af Barbiri, J. Nathan, von Treskow. M. Merlin (1838, overs, paa tysk af Lolz 1839), Biirkli og A. Poagin (1911 fr. og eng.)).

Maria Malibran-

Maliepiero, Giax Francesco, f. 1882. ital. Komponist, Elev bl. a. af E. Bossi og Max Bruch, Lærer ved Parmas Konservat. ; frugtbar og forende Komponist blandt de moderne italienske; er ogsaa optraadt som Musikskribent; (Operaerne Canossa, Pantea, symfon. Drama, Orfeo og Baruffe Chiozzatte. i Musikkomedie«, Francesco d'Assisi, et Mysterium; symfon. Værker som Sin-fonie del Silenzio e délia Morte, Im-pressioni dal vero I og II, Ditirambo tragico, Armenia, Klaverstykker, Sangværker, Rispetti e strambotli for Strygekvartet m. ni.); adskillige af M.s Værker er opførte (og udg.) udenfor Italien.

Malling, Jørgen, 1836—1905, dsk. Komponist, Elev af X. W. Gade og Gebauer, var den første Musiker, der fik det Anckerske Legat (1861); lærte i Paris Chevés (s. d.) Metode at kende og var efter sin Hjemkomst meget virksom for at udbrede den her, stiftede et Chevé-Samfund, holdt Foredrag og Kursus samt udg. Skrifter derom; men trods alt lykkedes det ikke Metoden at vinde Indgang. M. var senere (1869—72) Organist i Svendborg, rejste derpaa til Sthlm. for at undervise i Chevé-Metoden og havde fra 1879 Ophold i Wien og Mun-chen, til han 1901 vendte tilbage til Kbhvn., hvor han døde; M. har komponeret 2 Operaer »Lisenkat og »Frithiof«, et Korværk »Kûwala«, Kammermusik, Klavermusik og Sange.

Malling, Otto Valdemar, 1848— 1915, dsk. Komponist, fornævntes Broder; Elev af N. W. Gade og /. P. E. Hartmann i Kbhvn.s Konservat.: akademisk uddannet blev han Leder af »Studentersangforeningen«, 1 871—84, ved Siden deraf Medstifter af > Koncertforeningen« og Dirigent der 1874 — 93 ; endvidere var han sukcesive Organist ved St. Petri-, Helligaands-

Otto Malling,

og Vor Frue Kirke (her fra 1900 til sin Død) og endelig Teorilærer og fra 1899 tillige Direktør for det kbhvn.ske Musikkonservat., der i M.s Tid fik Prædikatet »kgl. dansk«. Ved Siden af al denne praktiske Gerning fik den rastløst flittige Musiker Tid til at udfolde en omfattende Komponistvirksomhed i omtr. alle Musikens Genrer, undtagen Operaen. Adskilligt af denne store Produktion, der udmærkede sig ved Melodiøsitet. elegant og klarForm og Velklang og som iøvrig var undfanget under Hartmannsk Paavirkning og for saa vidt af nationalt Præg, medens den samtidig delvis stod under Indflydelse af Datidens franske Musik, synes ganske vist allerede at være gaaet i Glemme (saaledes hans store Korværker (deribl. >Den gyldne Legende«), sy^rmfon. eller andre Orkester-arbejder, en Klaverkoncert etc.; mere Livskraft har hans Kammermusik (mest med Klaver, dog ogsaa en Stry-geoktet o. a.). Klaverstykker og enkelte Sange vist sig at besidde, og navnlig hans Orgelkompositioner, der for en stor Del bestaar i Suiter af bibelsk Indhold (»Aus dem Leben Christi«, »Die sieben Worte des Erlösers auf dem Kreuze«. »Paulus« etc.), skrevne ud fra et nøje Kendskab til Instrumentet og af baade absolut og instruktiv Værdi; disse Orgelstykker har ogsaa fundet betydelig Udbredelse udenfor Danmark. For Teatret skrev M. Balletten »Askepot«; af teoret. Værker en praktisk anlagt »Instrumentationslære«.

Mallinger, Mathilde, 1847—1920, østr. Sangerinde (Sopran), fremragende dramat. Sangerinde, særlig i Wagners Værker (den første Eva i »Mestersangerne«), ansat ved Mûnchens, senere ved Berlins Opera til 1890, hvorefter hun, der som gift hed Baronesse v. Schimmelpfenning, var en udmærket Lærerinde i Prag og i Berlin.

Mallinson, James Albert, f. 1870, eng. Komponist, levede af Helbreds-hensyn i Australien, hvor han ægtede den danskfødte Sangerinde Anna, f. Steinhauer; siden optraadt som Sanger i England og flere a. St. i Europa, saaledes i Skandinavien; 1914 tog han Ophold i Kbhvn.. hvor han og hans Hustru har givet Koncerter og Sangundervisning; har komponeret et stort Antal vel modtagne Sange, men ogsaa Klaver-Kvartet og -Trio, Violin-Sonate m. m.

Malmquist, Carl. 1819 — 59, dsk. Musiker, begyndte som Militær-Musiker, siden Dirigent af Sangforeningen îOdeon«; skrev en Del, i sin Tid populære, Mandskvartetter (»Kong Valdemars vilde Jagt«, »Sømandens Farvels iSang til Sundet«, ^Rosenknoppen^ etc.), endvidere Solosange og forskellig Teatermusik (>Mer end Perler og Guld« m. v.).

Malmsjö, Johan, 1815—91, sv. Klaverfabrikant, opr. i Snedkerlære, senere hos Pianofabrikant Marschall i Kbhvn.; grundede 1843 en Fabrik i Göteborg, der hurtig steg i Anseelse og fremstillede en Mængde Instrumenter (Pia-ninos og Flygler); 1879 optoges den hos Steinway i New York uddannede Alfred Ågren i Firmaet, der 1906 overgik til et Aktieselskab under nævnte A.s Ledelse; det hører til de første svenske og har ogsaa fundet Anerkendelse paa talrige udenlandske Udstillinger.

Malten (egl. Muller), Therese, f. 1855, tysk Operasangerinde; debut. 1873 i Dresden som Pamina og Agathe, og sang derefter en lang Række af de betydeligste Partier som Senta, Fidelio, Isolde etc.; hun tilhørte Dresdner Operaen til 1903 og kreerede Kundry (i »Parsifal«) i Bayreuth 1882.

Mancando (ital.) el. forkortet mane, Foredragsbetegn.. d. s. s. Calando(s. d.).

Manche (fr.), Gribebræt, se Gribe-brætsinstrumenter.

Mancinelli, Luigi, f. 1848, ital Cellist og Komponist; 1874 Kapelmester ved Apolloteatret i Rom, knyttedes 1881 til Liceo filarmonico i Bologna, 1886—88 Kapelmester i London, derefter i Madrid; hans Kompositioner, der omfatter Operaerne Isora di Provenza, Ero e Leandro. Paolo e Francesca_} 27-zianello, et Oratorium Isaia, Hymner. Kantater og Messer, har nydt et betydeligt Ry.

Mancini, Giambattista, 1716—1800, ital. Sangpædagog, Elev bl. a. af Padre Martini, virkede længst i Wien; Forf. af en værdifuld Sangskole (særl. om Koloratursang, overs, paa fr. i 2 Dele: L'art du chant figuré, 1776, og Reflexions pratiques sur le chant figuré, 1796).

Mandl, Richard, 1859—1918, czekisk Komponist; Elev af Wiener Konser-vat., derefter i Paris af Delibes; vendte 1900 tilbage til Wien; har komponeret Korværkerne »Griseldis«, »Gesang der Elfenc, Kammermusik, Orkesterværker, Operaerne Rencontre imprévue og »Parthenia< m.m.; hans Stil karakteriseres som Brahms-paavirket, men ogsaa under Indflydelse af samtidig fr. Musik; mangeaarig Sygdom og Svaghed hæmmede hans Udvikling.

Mandola el. Mandora, se Mandolin.

Mandolin (ital. mandolino, Diminutiv af Mandola) er Navnet for den eneste nulevende Efterkommer af Luten (s. d.). Den er bygget ligesom Luten

Napolitansk Mandolin.

(s. d.), men er af langt mindre Format og har et dybere Lydlegeme. I Italien bestaar M. endnu i en hel Række Varianter, idet Napoli, Milano, Firenze. Genova og Sicilien hver benytter sin M.-Type. Bedst kendt af disse er 1; den milanesiske M., der har 5—6 Dobbeltstrenge, som henholdsvis er stemte i g c¹ a¹ d² e² og g h e¹ a¹ d² e², og 2) den napolitanske M.. der har 4 Dobbeltstrenge, med Violinstemningen: g d¹ a¹ e² ; G-Strengene er af Silke el. Tarm overspundet med Sølvtraad; D-Strengene er sammentvundne af to Messingstrenge: A-Strengen er af Staal. E-Strengen af Tarm. Behandlet bliver M. med et lille Skildpaddeplekter^ der anbringes mellem Pege- og Langfingeren. M. anvendes enten til Ledsagelse af Sang, som Soloinstr. el. i Forbindelse med en Guitar. En berømt M.-Solist (»M.s Paganinu) var Milaneseren Vimercati, der endnu som gammel Mand gav Koncerter (1834 i Tyskland). Som Orkesterinstr. anvendtes M. bl. a. af Grétry til Serenaden i Operaen L'amant jaloux og af Mozart til Serenaden i »Don Juan«. I Mangel af en M. anvendes i Mozarts Opera i Orkestret ofte en Violin, der spilles pizziccato. Bekendte M.-Skoler er Fouchetti: Méthode pour apprendre facilement à jouer de la M. à 4- et à 6 cordes (Paris 1770; ogsaa overs, paa tysk); fra nyere Tid hidrører Skolerne af Bartoluzzi, Køllier (1850), Schich(1893) og Leonhardt (1894). — Mandola el. Mandara er Navnet for en napolitansk M. af større Format. Den stemmes paa sædvanlig Maade, men Musiken lyder en Oktav dybere, end den noteres. En endnu større Mandola, der i Napoli betegnedes som Chitaronne og havde 8 Dobbeltstrenge (Stemning: F G A d g h e¹ a¹), er nu helt gaaet af Brug.

Mandskor, se Sangforeninger.

Mandskvartet, se Sangforeninger.

Mandyczewski, Eusebius, f. 1857, rumænsk-østr. Musikforf., studerede ved Univers, i Wien, blev Dr. phil. i Leipzig 1897: s. A. blev han Lærer ved Konservat. i Wien. Har redigeret Nyudg. af Schuberts og Haydns samlede Værker og »Publikationen der neuen Bachgesellschaftc Bd. X—XV; indtager forskellige fremskudte Stillinger i Wiens Musikliv og har komponeret Klaverstykker og Sange.

Manen, Joan. f. 1883, spansk Violinspiller. Elev af Alard: rejste i Europa som Vidunderbarn (Klaver), udviklede sig derefter til fremragende Violinist og har foretaget mange Koncertrejser, bl. a. til Kbhvn.; er tillige en anerkendt Komponist af flere Operaer: Giovanna di Xapoli, Acté, »Der Fackeltanz«. 2 Violin-Koncerter, Kammermusik, Concerto grosso: Juventus: M. lever nu i Berlin.

Mangold, Carl, 1813—89, tysk Komponist, virkede i Darmstadt (Hofmusikdirektør, Leder af Musikforeningen og Mozart-Forening), kendt ved sine i Tyskland meget yndede og vidt udbredte Mandskvartetter; skrev iøvrig Operaer, Symfon., Oratorier, Sange etc.

Mankell, sv. Musikerslægt af tysk Afstamning (Mangold?); af dens Medlemmer skal her nævnes: Carl Abraham M.. 1802—68, Organist ved Klara Kyrka, Sanglærer ved Sthlm.s Gymnasium, Nya Elementarskolan, ved Musikaliska Akademien og forsk, private Skoler; ved Siden af denne fortjenstfulde Gerning gav M. Koncerter med sit Kor i Klara Kyrka og holdt populære musikhistor. Foredrag, der fandt stor Tilslutning. M.s Interesse var helliget den vokale Musik og den folkelige Sang samt Musikens Popularisering; har udg. forsk. Skrifter i denne Retning, særl. > Musikens historia« (1864), livligt skrevet med Kærlighed til Emnet og vel den første i Skandinavien; som Komponist foretrak M. ogsaa den vokale Genre: Sange. Kantater, Messe etc.; udg. » Sveriges härliga melodier^, »Koralbok för skolor« etc. — Hans Broder Gustaf Adolf M., 1812—88, Organist i Sthlm. og Orgellærer ved Musikaliska Akademien fra 1858, var en af Samtidens første Orgelspillere i Sverige, der gav talr. Koncerter i Sthlm. og rundt om i Landet; udg. en Orgelskole og flere Samlinger af Orgelmusik, hvori findes mange værdifulde Stykker af M. selv. — Henning M., f. 1868, uddannet som Pianist (af L. Lundberg), har skrevet en Del Klavermusik, hvoraf 3 Ballader fremhæves. M. har levet i Sthlm. som Dagblads-Musikanmelder, som Privatlærer i Musikteori og som Pianist.

Mannerheim, Aina, f. Ehrnrooth, f. 1869, finsk Sangerinde (Mez.-Sopr.), Elev af Y. Bax og Mdm. Marchesi, debut, som Koncertsangerinde 1893 og optraadte, efter Giftermaal med Greve Karl M., hyppig i Finland og paa Rejser i Skandinavien (Kbhvn.); fremstaaendc Romancesangerinde, der vandt megen Yndest, og som delvis anvendte sine Koncertindtægter til Fordel for finsk Folkeopdragelse; fra 1893 i Sthlm.

Mannheimer-Skolen kaldes den Samling af fremragende Instrumentalkomponister, der med Mannheimermeste-ren Joh. Stamitz (s. d.) som Foregangsmand hidførte det paafaldende Stilomslag, der omkr. 1750 gav sig til Kende indenfor alle Former af Instrumentalmusiken : Polyfonien trænges med ét i Baggrunden af en friere Instrumentalsats. Den tyngende General-basstemme afskaffes; Orkesterinstru-menterne omgrupperes og individualiseres. Klangfarverne og de dynamiske Styrkegrader udnyttes til ny kontrasterende Virkninger: en fast Form lægges til Grund for den cykliske Instrumentalkomposition (Sonate, Symfoni, Kammermusikværker, s. d.) m. m. Som Slutresultat af alle disse Forsøg genkendes med Lethed de store Wie-nermestres (Haydns, Mozarts og Beethovens) klassiske Instrumentalværker.

Førende Repræsentanter for M. var sammen med Stamitz den noget ældre Ignaz Holzbauer og Xaver Richter. Til Stilens Udbredelse bidrog bl. a. Boc-cherini, Dittersdorff, Joh. Chr. Bach, Carl og Anton Stamitz, Chr. Cannabich o. fl. (Litt. : H. Riemanns Udg. af Stamitz' Symfonier og Orkestertrioer henholdsvis i »Denkmaler der Tonkunst in Bayern« og i Collegium musicum; og samme Forf.s Udvalg: 'Mannheimer Kammermusik des 18. Jahrh.s« i 15 —16. Bd. af »Denkm. d. Tonk. in Bayern«; A. Heuss: »Cberdie Dynamik der Mannheimer-Schule« (i Riemann-Festskriftet 1909) m. m.).

Mannstädt, Franz, f. 1852, tysk Musiker, anset Klaverspiller, Lærer ved Stems Konservat. ; iøvrig kendt som Dirigent, i Meiningen og ved Berliner »Philharmonien«, i hvilken sidste Egenskab han 1896 optraadle i Kbhvn. med sit Orkester (de saak. »filharmoniske Koncerter«); 1897 blev M. Hofkapelmester i Wiesbaden.

Mantuani, Joseph, f. 1860, østr. Mu-sikforf., Elev af bl. a. Forster og Bruck-ner, lever i Laibach som Museumsdirektør, Universitetsprof. etc.; Musik vedrørende har han skrevet adskillige Tidsskriftafhandlinger: »Joseph Bohm«, »Ueber den Beginn des Notendrucks«, > Der gregorianische Choral«, »Geschich-te der Musik« (hidtil kun 1 Bd.) samt udg. Fortegnelse over Musikhaand-skrifter i Wiens Hofbibliotek (2 Bd.) og i »Denkmaler der Tonkunst Oster-reichs« Jacob Handis Værker.

Manual er Navnet paa den el. de Klaviaturer, der paa Orglet behandles med Hænderne, o: Modsætningen til Pedal el. Fodklaviatur. Se iøvrigt Orgel.

Manualiter, o: »skal alene udføres paa Manualet« (d. v. s. uden Benyttelse af Pedalet). Se Orgel.

Manualkoppel, se Orgel.

Manubrier kaldes hos Orglet de Haandtag, der sætter Registertrækkene i Funktion.

Manuel, Roland, f. 1891, fr. Komponist, Elev af Roussel og Ravel og tilhørende disses impressionistiske Retning, har skrevet en Opera-buffa, sym-fon. Digtninge, Trio, Sange (Cyklus Farizade au sourire de rose) ; endvidere Forf. af en Monografi om Ravel og Musikkritiker i Paris.

Mara, Gertrud, f. Schmeling, 1749 —1833, tysk Sangerinde. Datter af en fattig Musiker i Kassel og efter et Ulykkestilfælde noget forvoksen, uddannedes først som Violinistinde og optraadte som Vidunderbarn; i London opdagede Paradisi hendes Sangbegavelse og, efter mest selvstændige Studier, naaede hun Engagement i Leipzig (Hillers »Store Koncerter«) og ved Dresdens og Berlins Operaer og vandt

Gertrud Mara-Schmeli,

snart et berømt Navn som Sangerinde (omfangsrig, høj Sopran, bravur-mæssig Koloratursang). Hendes Giftermaal,1773, med Cellisten Mara berøvede hende Friedrich II.s Gunst, hvis Favorit M. særlig havde været; over Wien naaede hun til Paris, hvor hun atter, i Kappestrid med Luiza Rosa Todi (s. d.), gjorde den største Lykke. Senere op-traadteM. i London særlig ved Händel-Fester og i Koncertsalen samt i Italien (Torino og Venezia). Hendes sidste Aar formede sig mindre lykkelige: hun skiltes fra sin Mand. hendes Stemme tabte i Kraft og Skønhed, men efter ved Moskvas Brand (1812) at have mistet alt sit rørlige Gods maatte hun, 64 Aar gl., paany begynde Koncertturnéer; tilsidst slog hun sig ned i Reval som Sanglærerinde og døde dér i fattige Kaar. (Biogr. af Grossheim og Niggli).

Marais, Marin, 1656—1728, berømt fr. Gamba-Spiller. M. benyttede 7 i St. f. 6 Strenge og indførte 3 overspundne Strenge. Skrev foruden Kompositioner for 1—3 Gambaer ogsaa Operaer.

Marcato (ital.), forkortet mare, Fore-dragsbetegn., markeret, accentueret.

Marcello, Benedetto, 1686—1739, ital. Musiker, af adelig Slægt og uddannet som Jurist (høj Embedsmand), ved Siden deraf som Musiker formentlig af Lotti; som Komponist, højt anset af Samtiden, skrev han særl. Estro poetico-armonico

(8 Bd. 1724—27, Parafraserover 50 Salmer af GirolamoAscanio GiustinianLder siden udkom paa eng., tysk og i nyere ital. Udg.), endvidere Koncerter, Sonater, Pastoraler og Operaer,etOratorium. Messer og anden Kirkemusik; M. er endelig Forf. af II teatro alla moda, en Satire over samtidig ital. Operaproduktion, overs, paa tysk af Alfr. Einstein (1917), af Digte og af Operalibrettoer m. m. (Biogr. af Sacchi, Busi, Chilesolti. Caffi og Fondi).

March (tysk Marsch, ital, Marcia, fr. Marche) betegner et Musikstykke, der er bestemt til ved sin Takt at regulere Fodtrinnets Rytme, hvor mange Mennesker gaar i Flok (ved Optog, Parader o. 1.). Taktrytmen maa derfor

M.-Formen svarer til den gamle Danseform, for saa vidt som den rummer 2 Repriser à 8 el. 16 Takter (med el. uden Optakt). Til den egl. M. slutter sig som oftest en Trio af samme Form, men i en anden (nær beslægtet) Toneart, hvor et nyt mere melodiøst Motiv bringes til Anvendelse. — At M. ved større Festoptog allerede har været anvendt i Oldtiden, er sandsynligt. Som Militær-M, føres den i Almindelighed tilbage til Trediveaarskrigen ; men Middelalderens vitterlige Benyttelse af Hærpauke, Trompet, Horn, Pibe og Tromme tyder paa, at den har existeret meget tidligere. I Kunst-masiken bragtes M. som Orkestersats tidligst til Anvendelse i den Lully'ske Opera, som Klaversats i Couperins Klaverkompositioner. Ifølge de forskellige Øjemed, i hvilke M. anvendes, betegnes den henholdsvis som Fest-N.. Indtogs-N., Triumf-N., Hyldings-M., Sør-ge-N. (fr. Marche funèbre). Af Militær-M. anvendes 3 Arter : Parade-N., Hurtig-M. og Storm-N. Se ogsaa Fanemarch.

Marchand, Louis, 1669—1732, fr. Orgel- og Klaverspiller, var fra omkr. 1700 Organist ved forsk. Kirker i Paris og ved det kgl. Kapel; var en af Tidens betydeligste fr. Virtuoser, der ogsaa foretog Kunstrejser; paa en saadan til Dresden hans bekendte Sammentræf med J. S. Bach 1717; udg. 2 Bd. Pièces de clavecin og komponerede forøvrig Orgelstykker (nyudg. af Guilmant), Arier, Sange m. m.

Marchesi, Logi, 1755—1829, ital. Sanger (Kastrat), debut, allerede 1775 i München, sang siden med Glans paa Operaerne i Milano, Torino, Wien, Berlin og Petersborg; derefter var han i flere Aar knyttet til Operaen i London, men vendte tilbage til Italien og døde i Milano efter i over 20 Aar at have holdt sig borte fra Scenen.

Marchesi, Salvatore [Cavalière de Castroné), 1822—1908, ital. Sanger (Baryton) og Sangpædagog; var opr. Officer, men studerede Sangkunst under Lamperti, Raimondi o. fl.; gik efter Opstanden i 1848 til Amerika og debut, i New York, blev ogsaa skattet som Koncertsanger: i London var Garcia hans Lærer, og 1852 ægtede han den udmærkede Sangerinde Mathilde Graumann; M. og Hustru virkede nu dels som Operister, dels og navnlig som Sangpædagoger i Wien, Paris, Köln og fra 1869 — 81 atter ved Wiens Konservat. ; de sidste Aar levede M. i Paris, hvor han døde; udg. foruden Romancer navnlig Vokaliser og en Sangskole, ligesom han overs, adskillige tyske og fr. Operaerpaaital.— Hans førnævnte Hustru Mathilde M., 1821 — 1913, var f. i Frankfurt a. M., Elev

bl. a. af Nicolai (s. d.) og Garcia; hun var en anset Koncertsangerinde, men navnl. en Sangpædagog, hvis europæiske Ry endog overstraalede hendes Mands; blandt hendes Elever var Sangerinderne Melba, Nevada, Oselio, Almati, Mannerheim, Gulbranson o. fl.; M., der var beslægtet med Dorothea Ertmann, f. Graumann (s. d.), og som efter Mandens Død levede tilbagetrukken i London, var Udg. af en Sangskole og af Vokaliser samt af 2 Bd. Memoirer. — En Dalter Blanche M., opr. Violinistinde, blev Operasangerinde, sang Partier som Brynhilde og Isolde; hendes Talent til sanglig at beherske en Række forsk. Sprog nævnes som enestaaende; hun lever i London.

Marchetti, Filippo. 1831 —1902. ital. Komponist, debut, som Operakomponist i Torino 1856, havde nogen Vanskelighed ved at slaa igennem, indtil hans Romeo e Giulietta og Ruy Bias gjorde stor Lykke, uden at disse (i Verdisk Stil affattede) Operaer dog kunde vinde Indgang udenfor Italien, hvor ogsaa M.s senere Operaer gen-nemgaaende gjorde ringe Lykke.

Marchettus fra Padova, c. 1300, ital. Musiklærd og Komponist, opstillede de 4 Taktarter ²/₄, ³/₄, ^!'/_s, ⁶/_s og tillod sig fri Indførelse af kromatiske Toner.

Marcia (ital.), March (s. d.).

Maréchal, Henri, f. 1842, fr. Komponist, har skrevet en Række Operaer. opéras-comiques og Balletter, et Oratorium m. m., ligesom han har forf. sine Memoirer i Bøgerne Rome, Paris, Let-tres et Souvenirs.

Maréchal, Maorice, f. 1892, fr. Cellist, Elev af Paris' Konservat., fremragende Kunstner paa sit Instrument, Solist ved Lamoureux- og senere ved Konservat.-Koncerterne ; ogsaa optraadt udenlands med stor Sukces.

Marenzio, Luca, 1553—99,ital. Komponist, Kapelmester hos Kong Sigismund III i Polen, senere hos Kardinal Luigi d'Esté og Kardinal Cinzio Aldobrandini. M. regnes for den mest fremragende blandt Madrigalkomponisterne; han paavirkede Dowland og de øvrige eng. Madrigalister. M. stod i høj Anseelse hos sin Samtid, hvad allerede hans Tilnavn >den guddommelige Komponist« viser; hans Kompositioner viser et næsten moderne Præg; hans Evne til at give de mest forskellige Følelser Udtryk var overordentlig. Foruden en Række Madrigal-samlinger skrev han Villaneller, Motetter osv. Nytryk findes bl. a. i Proskes Samling Musica divina.

Mariani, Angelo, 1821—73, ital. Musiker, var Elev af Rossini og tidlig Operakapelmester; i denne Egenskab fulgte han med et ital. Ensemble til Kbhvn. 1847 (hvor han dog ikke som anført, bl. a. i Riemanns Musiklexikon, blev »Hofkapelmester«); herfra ilede han til Italien for at deltage som Frivillig i Krigen; blev senere en af de første Dirigenter i Italien (i Genova og Bologna); han døde i Genova; som Komponist var M. hverken produktiv eller betydelig. (Biogr. af Mantovani, 1921).

Mariani Gonzales, Luis Leandro, f. 1868, sp. Komponist, begyndte som musikalsk Revolutionær (med Un nuevo Acorde), men er siden gaaet over til en mere populær Retning i Operetter, Orkesterstykker (som Suite infantil), Strygekvartet. Orgel- og navnl. Klaverstykker (som de yndede Al pié de la reja, Noche de luna etc.) ; lever i Sevilla som Katedral-Organist og Lærer.

Marie, Opera af Herold, Paris 1826, Kbhvn. 1830.

Marientrompet, Marinetrompel el. Trompetmarin, se Trumbscheit.

Marini, Biagio, c. 1600—c. 1655, ital. Violinist og Komponist, en af de tidligste Kammermusikkomponister og vel den første Komponist, som er op-traadt som Violinspiller af Fag. Hans Kompositioner har Notering af Buestrøget, opviser flerstem. Solospil og betegner i det hele Indledningen til virtuost Soloforedrag paa instrumentalt Omraade. Af hans Værker kan nævnes Affetti musicale, Sonate e sinfonie. Sonate da chiesa e da caméra.

Marinuzzi, Gino, f. 1882, ital. Komponist af Operaerne II sogno del poeta og Barberina samt af Orkester- og Korværker; nævnes som en af Italiens bedste nutidige Dirigenter, har virket i Madrid, Paris [Opéra comique), Sydamerika, Bologna, Rom, Chicago,Torino.

Mariotta, Syngestykke af Niels W. Gade, Kbhvn. 1850.

Marisagnet, Opera aîJohs. Haarklou, Kria. 1910.

Marmontel, Antoine François, 1816 —98, fr. Klaverpædagog, Elev af Paris' Konservat. (Zimmermann) og siden selv højtanset Lærer ved samme Anstalt, blandt hvis Elever var Guiraud, Wieniavski, Bizet o. fl.; udg. en Række mest instruktive Klaverværker og Skrifter som L'art classique et moderne du piano (2 Bd., flere Udg.), Histoire du piano etc., 1885, Les pianistes célèbres, Virtuoses contemporains etc.

Marmontel, Jean François, 1723— 99, fr. Forf, bekendt ved sin Deltagelse i G/ucA--P/ccz'nn('-Striden (paa sidstnævntes Parti); forf. Essai sur les révolutions de la musique en France. 1777, m. m. og skrev Operatexter for Piccinni og Grélry.

Marpurg, Friedrich Wilhelm, 1718 —95, tysk Musikforf., kom til Paris, hvor han studerede Rameaus Teorisystem, levede siden i Berlin og mest i Hamburg, hvor han blev kgl. Lotteridirektør og Krigsraad! M. var en produktiv musikalsk Forf. og af Samtiden meget værdsat; iøvrig en kritisk og polemisk anlagt Personlighed; af hans store Produktion fremhæves j> Die Kunst das Klavier zu spielen« (2 Bd., ofte oplagt), »Handbuch beim Generalbass und der Composition« (3 Bd., flere Udg., overs, paa fr.), »Der kritische Musikus an der Spree«, »Abhandlung von der Fuge«, der fremhæves som M.s betydeligste, endnu værdifulde Værk (flere Opl. overs, paa fr.). Som Komponist af Sonater, Orgelstykker og navnl. Lieder (og Oder) var M. ligesaa tør og nøgtern som hans samtidige Antagonist Kirnberger (s. d.).

Marschalk, Max, f. 1863, tysk Komponist af Operaer og Operetter, »In Flammen«, »Lobetanz«, »Der Aben-teurer«, »Die versunkene Glocke«, »Schwester Beatrice« m. fl. samt Teatermusik (til»Hannele«, >UndPippatanzt«), endvidere af Orkesterværker og Sange; Musikkritiker ved »Vossische Zeitung« i Berlin.

Marschall, Andreas, 1783—1842, dsk. Pianofortefabrikant; f. i Ungarn kom han 1810 til Kbhvn. og grundede allerede 1812 en Klaverfabrik, hvorfra særlig udgik talr. omhyggelig forarbejdede »taffelformede« Klaverer, der længe beholdt deres Ry; med M.s Død (paa Sindssygeanstalten i Slesvig) ophørte Fabriken.

Marschner, Heinrich August, f. 16. Aug. 1795, d. 14. Decbr. 1861, tysk Operakomponist, var bestemt til den juridiske Vej, men gik i en ung Alder ganske over til Musiken; i Leipzig blev navnlig Thomaskantoren Schicht hans Lærer; 1816 besøgte han Wien og lærte Beethoven at kende, det flg. Aar blev han Musiklærer i Pressburg; allerede her skrev han sine første Operaer, af hvilke »Heinrich IV und Au-bigné« vandt C. M. v. Webers Interesse og opførtes i Dresden, hvorhen M. da drog og blev Musikdirektør ved Operaen 1824—26. Et Par Operaer fra denne Tid havde intet Held, og da M. ved Webers Død sidstnævnte Aar ikke erholdt hans Kapelmesterstilling, forlod han Dresden og levede beskedent (som Musikforf.) i Leipzig. Fremkomsten 1828 af Operaen »Der Vampyr« med et fantastisk-dæmonisk Æmne og gribende Udførelse af Hovedrollen ved Sangeren Genast bragte atter M.s Navn i Forgrunden, og Operaen, der trods Afhængighed af Weber viste M.s fremragende Begavelse for dramat. Musik, vandt hurtig Udbredelse, ogsaa udover Tysklands Grænser (særl. England); ligesaa populært blev det Værk, der allerede fulgte flg. Aar »Der Templer und die Jûdin« (efter W. Scotts da alménlæste Roman »Ivanhoe«; Kbhvn. 1834); fremtrædende er heri ved Siden af det heltemæssige: »Du stolzes

H. Marschner.

England freue dich« (jfr. Schumanns »Etudes symphoniques«) det djærvt folkelig-humoristiske Element. 1831 kaldtes den nu i hele Tyskland fejrede M. til Kapelmester i Hannover, hvor han indtil 1859, da han pensioneredes med Titel »Generaldirektør«, hævdede sig trods sit djærve, ofte uslebne Væsen og sine ærlig udtalte liberale Anskuelser overfor den Hoffet omgivende Reaktion. 1832 kunde M. i Hannover opføre sit Mesterværk »Hans Heiling« — til en Text, som Skuespilleren Ed. Devrient opr. havde skrevet for F.Mendelssohn— der snart vandt Indgang paa en Mængde europæiske Scener (Kbhvn. 1836, Sthlm. 1865) og endnu ikke er gaaet ud af Repertoirerne. Efter »Hans Heiling« frembragte M., der var en »elskværdigFlegmatiker«, der gerne hvilede paa de vundne Laurbær og »nød Livet og sin Slægts og Venners Virak«, ikke nogen Opera af Betydning (» Das Schloss am Ætna «, »Der Bäbu«, »Adolf von Nassau«, »Hiarne«); hans øvrige Værker er Sange og Ballader (»Bilder aus dem Orient«) samt Kor-værker (Mandskoret »Zigeunerleben«), Kammermusik med Klaver, Sonater og andre Stykker for Klaver. — M. har haft en vis Betydning for den dsk. Operascene (medens dette ifølge A^Tor-lind ikke har været Tilfældet for Sthlm.s Vedkommende): 1836 dirigerede han selv »Hans Heiling« i det kgl. Teater og var Genstand for stor Hyldest (Digt af Oehlenschläger etc.), Heilings Parti havde da en fortræffelig Fremstiller i Chr. Hansen og fik det siden i N. J. Simonsen; Operaen holdt sig aarelænge paa Repertoiret; M. kom endvidere til at staa I. P. E. Hartmann nær og fulgtes af ham paa Hjemrejsen til Tyskland; 1841 tilbødes der endelig M. Kapelmesterpladsen ved det kgl. Teater, hvad M. afslog, da der forlangtes en Prøvetid; nogen egl. Indflydelse paa dsk. Musik kan M. dog ikke siges at have haft. — Musikhistorisk staar M. som Overgangsled fra Weber til Wagner; »Hans Heiling«, den Forløsning søgende dæmoniske Barytonhelt, kan betragtes som Forløber for »Den flyvende Hollænder«, og forskellige Steder i M.s Operaer kan der paapeges Forbilleder for Wagners andre Ung-domsoperaer. M. var en blodrig Instrumentator, i lykkelige Øjeblikke en fyrig og fantasifuld Romantiker, i hvis Musik paa mærkelig Maade det dæmoniske vexler med det djærvt borgerlige og humoristiske. Men hans Stil er ujævn og kan synke ned til det platte eller banale (Italienermanér). Kun »Hans Heiling« (og delvis »Vampyren«) viser hans fulde Kunstnerhøjde; de øvrige Operaer er da omtrent alle ret hurtig gaaet i Glemme. (Biogr. af G. Månzcr (i »Berûhmte Musiker«) og af M. E. Wittmann; jfr. H. Gaartz' »Die Opern M.s« og G. Fischer, »M.s Erin-nerungen« (1914)).

Marseillaisen, den berømte franske Revolutionshymne, blev i Natten efter Krigserklæringens Udstedelse i 1792 digtet og komponeret i Strasbourg af Ingeniørofficeren C. J. Rouget de risle. De gentagne Forsøg, der fra tysk og fransk Side er gjorte for at frarane ham Ejendomsretten til Melodien er alle med Held blevet tilbageviste (S. W. Tapperts: »Wandernde Melodien«, 2. Udg. 1889). Sangens opr. Titel var Chant de guerre pour l'armée du Rhin. Sit nuværende Navn fik den, fordi det var de marseillanske Revolutionstropper, der først bragte den til Paris. Som de revolutionæres Opsang vandt M. allerede under den store Revolution en enestaaende Udbredelse og Popularitet, og dens Evne til at opflamme og begejstre Sindene svækkedes ingenlunde i Tidernes Løb. I Kejserdømmernes Tid blev den derfor periodevis forfulgt og forbudt, men hver Gang Revolutionsideerne igen blussede op (i 1830, 1848, 1871) kom den altid paany til Ære. Af den nuværende Republik blev den ophøjet til fransk Nationalsang. En tilsvarende urolig Skæbne fik dens Skaber: »snart blev han erklæret i Rigets Acht, snart blev han fejret, til Tider sad han i Fængsel« (Tappert); først efter Julirevolutionen, o: 38 Aar efter at M. var skabt, lønnedes Rouget de l'Isle af Staten med en livsvarig Pension. Om end M. var skabt af en Dilettant, opnaae-de den ved sine elektriserende Egenskaber at blive verdensberømt. Mange er de Komponister, der paa virkningsfuld Maade har anvendt den som Indlæg i deres Værker. Som to af de mest kendte Ex. kan anføres Schumanns Komposition til Heines Digt »Diebei-den Grenadiere« og Tschaikofskys Ouverture »1812«.

Marsick, Martin Pierre Joseph, 1848—1924, belg. Violinvirtuos; Elev af Konservat. i Liège, i Bruxelles, i Paris og af Jos. Joachim i Berlin, debut. 1873, derefter talr. Koncertrejser i Europa; fra 1892 Lærer ved Paris' Konservat. : har komponeret for Violin, deriblandt 2 Koncerter.

Marsop, Paul, 1856—1925, tysk Musikforf., af hvis Arbejder nævnes »Neudeutsche Kapellmeistermusik«, »Der Kern der Wagnerfrage«, »Musi-kalische Essays«, »Studienblätter eines Musikers« (2 Opi.) osv. ; grundede 1902 i Mûnchen »Öffentliche Musikbûcher-eien«, der snart blev efterlignet i andre Storbyer.

Marteau, Henri, f. 1874, fr. Violinspiller, f. i Reims (fr. Fader og tysk Moder). Elev i Paris af Léonard; debut. 1884 som »Vidunderbarn« og vakte strax stor Opmærksomhed; berejste Tyskland, Østrig, England og afsluttede sine Studier ved Paris'Konservat. ; en stor Kunstrejse til Amerika fulgtes af Besøg i Rusland og Skandinavien, hvor han senere ofte er optraadt og efter Verdenskrigen blev sv. Statsborger; 1908 blev M. Joachims Efterfølger som Lærer ved Berlins »Hoch-schule«, men maatte (som fr. Reserve-

Henri Marteau.

officer) fratræde Stillingen 1915. Siden har M. ofte levet under vanskelige Kaar og ført et omflakkende Liv som koncerterende Virtuos, Komponist og Dirigent; han er nu Lærer ved Prags Konservat.s Mesterklasse, men hans faste Bolig er i Ober-Franken. — M. hører til Nuti-densbetydeligste Violinspillere; han forener den belgiske Skoles værdifuldeEgen-skaber med nedarvet tysk »Gemyt* ; en fortræffelig Bach-Spiller, men samtidig optaget af at fremføre moderne Violin-Kompositioner (af hvilke mange er ham tilegnede); som Komponist har han skreveten Opera (»Meister Schwal-be«), en »Natursymfoni«, en Violin- og en Cellokoncert, nogle Suiter, en Del Kammermusik, Orgelværker og Sange.

Martellando el. Martellato (ital.), hamret, betyder 1) i Klavermusikenet med stor Kraft udført Staccato (Liszt); 2) hos Strygeinstr. enten Staccato med springende Bue el. (sjældnere, f. Ex. hos Paganini) heftige Slag eller Stød mod Strengene med Buespidsens Rygside.

Martellement (fr.), 1) i Harpespil det gentagne Anslag af en og samme Tone; 2) i ældre Klavermusik d. s. s. Mordent (s. d. og under Ornamentik). Martha, Opera af Flotow, Wien 1847, Kbhvn. 1852, Kria. 1875.

Martienszen, Carl Adolph, f. 1881, tysk Musikforf., Elevbl. a. af Klindworlh-, har i Khhvn. gjort Kildestudier om F. L. Æ. Kunze.n og offentliggjorde sine Resultater i »Zeitschrift I. M. G.«, 1912, og i »Musik« 1924; ansat som Lærer i Klaverspil ved Leipziger Konser-vat. — Hans Hustru Franziska M. er en bekendt Sangpædagog, Elev af J. Mess-chaert; Udg. af »Das bewusste Singen«, 1923, og flere Skrifter om Sanakunst.

Martini, Giambattista, 1706—84, ital. Musiker, blev grundig uddannet i Musik, og gjorde ved Siden deraf matematiske Studier; han indtraadte i Franciskanerordnen (i Bologna) og blev Præst; var en af Italiens højest ansete og mest søgte Lærere i Musikhistorie og -Teori; rundt omkring fra strømmede Elever til ham. Af hans Kompositioner fremhæves 12 Orgelsonater og 12 Kammerduetter, af hans talr. Skrifter Storia della musica (3 Bd. kun omhdl. Oldtidens Musik) og Bsem-plare ossia sag g io fondamentale pratico di contrappunto (2 Bd.).

Martini, Jean Paul Egide, 1741— 1816, tysk-fr. Komponist, hed egl. Schwarzendorf, men antog Navnet M., da han 1760 blev Musiklærer i Nancy (benævnes ogsaa M. il Tedesco); fra Nancy kom M. til Paris og vandt her en vis Position (Kapelmester hos Prins Condé og Greven af Artois, Lærer ved det under Revolutionen grundede Kon-servat. indtil 1802 etc.); flere Operaer (Sangspil) af ham opførtes, og han skrev adskillig Kirke-, Kammer- og Militærmusik —allerede 1764 var en Militærmarch af ham blevet prisbelønnet; M. har komponeret den endnu i Koncertsalene foredragne smukke Sang Plaisirs d'amour (opr. en Arie i en (utrykt) Opera).

Martin y Soler, Vicente, 1754— 1806, sp. Komponist, gik til Italien. hvor han skrev en Mængde Operaer, der i høj Grad vandt Publikums Bifald (kendtest La cosa rara og L'arbore di Diana); han kappedes med Tidens betydeligste dramat. Komponister, selv med Mozart, der i »Don Juan «s sidste Scene bringer et Citat af M. Sine sidste Aar levede og virkede M. i Petersborg, men hans Ry var allerede svundet inden hans Død.

Martucci, Guiseppe, 1856—1909, ital. Pianist, Dirigent og Komponist; Elev af Napolis Konservat.; efter at have koncerteret i Italien gik han 1878 til Udlandet og vakte overalt megen Opmærksomhed; 1879 Lærer ved Konservat. i Napoli, 1886 i Bologna, hvor han ved sin Virksomhed skabte et Musikcentrum, 1902 Direktør ved Konservat. i Napoli; M. komponerede Symfon., en Klaverkoncert, Kammermusik, Orgelmusik, et Oratorium »Samuel« m. m.; som Dirigent nød han stort Ry; som Komponist var han paavirket af samtidig tysk Musik. (Biogr. af R. Prati). — M.s Søn, Paolo M., f. 1883, er kendt som Koncert-pianist i England og Amerika.

Marx, Adolf Bernhard, 1795—1866, tysk Musikforf, studerede først Jura og ansattes i Overretten i Naum-burg, men gik snart efter til Berlin for at studere Musik ; blev her Elev af Zelter, grundede »Berliner alig. Mu-sikalische Zeitung«, som han ledede 1824—30, blev 1830 kaldet til Professor i Musik ved Univers, i Berlin og 1832 udnævnt til Universitetsmu-sikdirektør; 1850 Medstifter af »Stern-ske Konservat.« og Lærer dér til 1856; har komponeret Operaen »Jery und Bâlely«, Oratorier, Symfon. m. m., men det er som Forf., hans Navn er bevaret; specielt har hans »Die Lehre von der musikalischen Komposition« i 4 Bd. haft varig Betydning og er udg. i mange Oplag og i Nybearbej-delse af H. Riemann; endvidere maa nævnes »Allgemeine Musiklehre« (i talr. Oplag), »Die alte Musiklehre« og særl. >Gluck und die Oper« samt »Beethovens Leben und Schaffen « (6. Udg.ved Behnke, 1911), endvidere »Erinnerungen aus meinem Leben« etc.

Marx, Joseph, f. 1882, tysk-østr. Komponist og Musikforf., har skrevet Afhandlingen »Uber die Funktionen von Harmonie und Mélodie« og komponeret Sangmusik (Solo og Kor) — især vakte hans iltalienisches Liederbuch« og Sange med Orkester Opsigt — Kammermusik, en »romantisk« Klaverkoncert, Symfon. m. m.; fra 1914 Teori-lærer ved Akademie fur Musik i Wien, fra 1922 dets Direktør.

Mascagni, Pietro, f. 7. Decbr. 1863, ital. Komponist; født i fattige Kaar førte han et uroligt Ungdomsliv og kunde ikke drive regelmæssige Musik-

studier; 'da han endelig 19 Aar gl. kom ind paa Konservat. i Milano, var Skoletvangen ham utaalelig, og han brød ud for at blive et omrejsende Operetteselskabs Kapelmester. Han havde slaaet sig ned i Ceregnola i Apulien som Lærer og Komponist, da hans Navn pludseligblevbe-rømt, snart over hele Verden, ved 1 Akts Operaen Cavalleria rusti-cana (»Paa Sicilien«), der 1889 vandt en af det store Forlag Son-zogno udsatPræ-mie og næste Aar opførtes i Rom med ene-staaende Sukces, for snart at vandre ud over næsten den hele Verden (Kbhvn. 1891, Sthlm. 1890, Kria. 1896). I denne Opera havde M. med en egen brutal Genialitet skabt en ny Operastil, den saakaldte »Verisme« (Virkelighedsskildring), hvis Virkning ganske vist i høj Grad skyldtes Texten med dens stærkt koncentrerede, sensationsjagende Indhold, men ogsaa den nærmest fra Verdi stammende musikalske Iklædning, der sikkert rammende vidnede om M.s musik-dramat. Anlæg. Med sin Opera dannede M. strax Skole (Leoncavollo, Puccini, Giordano samtfl. Operakomponister, ogsaa i Frankrig og Tyskland), men selv formaaede han ikke at føre sin Sukces videre; hans følgende Operaer var væsentlig mattere Frembringelser, højst sættes L'amico Fritz, 1891, Iris, 1898, Le piccolo Ma-rat (Rom 1921, Kbhvn. 1924); af de øvrige nævnes / Rantzau, Ratcliff, Zanetto, La Maschere, L'amica Si (Operette) og af M.s andre Frembringelser en Messa funèbre (over Kong Umberto), Rapsodia Satanica (for Biografteater), Kantate til Leopardis 100 Aarsdag og nogen Kammermusik. — M. er op-traadt som Dirigent af Operaer og Koncerter ogsaa udenfor Italien samt har været Direktør for Liceo musicale Rossini i Pesaro og for Scuola Nazio-nale di Musica i Rom. (Biogr. af G. Marvin).

Mascarade, Opera af Carl Nielsen, Kbhvn. 1906.

Mascheroni, Edoardo, f. 1859, ital. Musiker, særl. kendt som Operadirigent i Rom og Milano (Scalateatret), hvor han, en nær Ven af Verdi, ledede Førsteopførelsen af »Falstaff« og siden gik paa Turné dermed i hele Italien; er ogsaa optraadt som Dirigent i Spanien, Sydamerika etc.; har komponeret nogle Operaer.

Mascotte, La (»Lykkebarnet«), Operette af Audran, Paris 1880.

Mask (eng.), d. s. s. Maskarade (s. d.).

Maskarade (Masqvarada) er et fuldkomment Sidestykke til det 16—17. Aarh.s franske »Ballet de cour« (Hofballet) og det 16. Aarh.s ital. Intermezzo, idet den ligesom hine bestod i pragtfuldt iscenesatte Balletoptrin, der var iblandede med Sang og havde fast Plads paa Festprogrammet til alle større Hoffester. Til Forskel fra Re-naissancetidens Opera (s. d.) opviste den nemlig ikke nogen sammenhængende Handling og gjorde kun Brug af Korsang (Madrigaler, s. d.). Først da Hofballetten ind i 17. Aarh. var paa Vej til at forsvinde til Fordel for Operaen, skete det lejlighedsvis, at enkelte Prøver paa den for Operaen karakteristiske Monodi (Solosang med instrumental Ledsagelse) forvildede sig over i den. I en af de Balletter med Musik, der i Danmark i Aaret 1634 kom til Opførelse i Anledning af den udvalgte Prins Christians Formæling, synger saaledes Orfeus »til sin Gi'es Toner i Minde om sin tabte Euridike en Klagesang, der er saa rørende, at Høje, Træer, Løver, Bjørne, Lam og Geder danser omkring ham af Glæde«. Som Masqvarada betegnes udtrykkelig endnu en af de Frilufts-Balletter, der i 1663 i Anledning af Kurfyrsten af Sachsens Forlovelse med den danske Prinsesse Anna Sofie blev opført i Frederiksborg Slotshave, og i hvilken Kronprins Christian udførte en Jægers Rolle, ligesom ogsaa Prins Jørgen, de kongelige Prinsesser og en Del Hoffolk medvirkede (Overskou). I England, hvor M. holdt sig længere i Brug end andensteds, findes Navnet M. endnu anvendt paa Händels Oratorium, Pastoralen »Acis og Gaiathea« (i 1ste trykte Udgave). Mascherado anvendes ogsaa som Navn for de i en M. forekommende Musikstykker. (Litt. : Paul Reyher: Les masques anglais 1512— 16b0 (Paris 1909).

Mason, Daniel Gregory, f. 1873, amer. Musiker, Elev bl. a. af Chadwick og (i Paris) af d'Indy; Musiklærer og Foredragsholder i New York; har komponeret — under Brahms' ogd'Indys Paavirkning — Kammermusik (deral en Strygekvartet over Neger-Motiver), Klaver- og Orgelstykker, Sangcyklus Russians og andre Sange — samt forf. From Grieg to Brahms, Beethoven and his Forerunners, The Romantic Composers, The Appréciation of Music (5 Bd. 1908—21) m. m.

Massart, Lambert Joseph, 1811— 92, belg. Violinpædagog, Elev af R. Kreutzer, blev 1843 Violinprof. ved Paris' Konservat. ; højt anset og søgt Lærer, blandt hvis Elever tælles Wie-niavski, Marsick. Teresa Tua, Sarasate o. fl.

Massé, Victor, 1822—84, fr. Komponist; Elev bl. a. af Halévy paa Pariser Konservat., fik Prix de Rome 1844; vakte Opmærksomhed som Romancekomponist, men fra 1849, da hans første Opèra-comique La chambre gothique gjorde betydelig Lykke, dyrkede han denne Kunstart og havde Held med flere Arbejder, deriblandt »Jeanettes Bryllup« (Kbhvn. 1879), »Paul et Virginiec; blev 1860 Synge-mester ved den store Opera i Paris, 1866 tillige Lærer ved Konservat.

Massenet, Jules Emile Frédéric, 1842—1912, fr. Komponist, Elev ved Paris' Konservat, bl. a. af A. Thomas, vandt Prix de Rome, blev 1878 Lærer ved Konservat. og tilbragte iøvrig sit Liv i Paris som Komponist; blandt

Jules Massenet.

hans Elever var A. Braneau, Charpentier og Debussy. — M. var i første Række Operakomponist; hans andre Værker, det bibelske Drama »Maria Magdalena«, Oratorierne Eve, La vierge, La terre promise. Orkester og Kammermusikværkerne tæller ikke imod hans Operaer (og Sange), de fleste af dem glemtes hurtig. Som Operakomponist — Le roi de Lahore. 1 877, Hérodiade, 1881, Manon, 1884, Le Cid, 1885, Werther, 1892 (Kbhvn. 1907), Thais, Sappho, La Na-varaise, Le Jongleur de Nôtre Dame, Thérèse, 1907 (Kbhvn. 1918) etc. — fik M. derimod et stort og varigt Ry. Han er nærmest Efterfølger af Gounod, heller ikke Meyerbeers sceniske Effekter er ham fremmede, men hans Egentone ligger i hans Melodi, der er rig og fyldig, ofte af en kvindelig Følsomhed, svulmende sværmerisk, men ikke altid helt fin; dens Duft (parfum) og Charme har kunnet fange det store Publikum og. ved harmonisk Finbehandling undertiden ogsaa fastholde en dybere Interesse. Mere ved de lyriske Scener (Kærlighedsduetter o. I.) end ved egentlig dybere Dramatik eller Lidenskab har i første Række Manon, Le Cid og Werther vundet stort Sceneheld i Paris og langt ud over Frankrigs Grænser. M. har øvet stor Indflydelse paa den nærmest flg. Generation af fr. Komponister, selv paa Debussy (den sværmeriske, halvt reciterende Stil i M.s Sange føltes snart som typisk fransk); og hans Melodik har ogsaa paavirket de ital. Verister. (Biogr. af L. Schneider, Sole-nière og René Brancour).

Mässet, Nicolas Jean Jacques, 1811 —1903, belg. Sangpædagog, opr. Violinspiller (Elev af Paris' Konservat.), senere Sanger, Tenorist ved Opéra-comique: mest kendt som Sanglærer (1853—87 ved Konservat.), blandt hvis Elever var Kristina Nilsson, Signe Hebbe, Emmy Ackté m. fl.

Materna, Amalie, 1845—1918, østr. Operasangerinde, optraadte som ganske ung i Graz, saavel ved Koncerter som paa Scenen, blev gift med Skuespiller Karl Friedrich ; begge engageredes til Carl-Teatret i Wien, hvorfra hun i 1869 gik over til Hofoperaen, blandt hvis første Kræfter hun taltes; navnl. fremragende som Wagnersangerinde kreerede hun Brûnnhilde i Bayreuth 1876 og Kundry (»Parsifal«) 1882; fra 1894 optraadte hun ikke mere, derimod virkede hun senere som Sangpædagog.

Mathews, William, 1837—1912, amer. Musikforf, Musiklærer i Chicago, kendt som Forf. af pædagogiske og æstetiske Skrifter som How to understand Music (2 Bd.), Pronouncing Dictionary of Music, Lesson on Phra-sing and musical Interpretation. Populär History of Music m. fl.

Mathiesen, Clara, se Hullgren. Matiné (fr., »Formiddag«), Musikopførelse el. dramat. Underholdning, som finder Sted om Formiddagen.

Matrimonio segreto (» Det hemmelige Ægteskab«), Opera af Cimarosa, Wien 1792, Kbhvn. 1797.

Mattheson, Johann, 1681—1764, tysk Komponist ogMusikforf.; Faderen var Præst i Hamburg, hvor der var rig Lejlighed til at dyrke Musikog Sang; samtidig drev han juridiske Studier og blev 1706 Legationssekretær hos den engelske Gesandt, i hvilken Egenskab M. kom til at udføre forsk, vigtige Hverv. Hans Kompositioner, der omfatter Operaer, Oratorier og Kan-

Johann Mattheson.

tater, en Messe, Klaver-og Fløjtesonater etc, har ikke større Værd ; derimod værdsættes endnu hans Skrifter »Grundlagen einer Ehrenpforte« (1740), el Slags biograf. Lexikon væsentlig paa Grundlag af samtidige tyske Komponisters Opgivender, »Das neueröffnete Orchester« (1713), »Das beschûtzte Orchester« (1717), »Der vollkommene Kapellmeister« (1739), »G. F. Händels LebensbeschreibungÄ etc. M. knyttedes 1697 til Hamburger-Operaen som Sanger, senere tillige som Kapelmester, og blev 1715 Musikdirektør og Kano-nikus ved Hamburgs Domkirke, en Stilling han dog maatte opgive 1728 p. Gr. af tiltagende Døvhed. M. er en Type paa Oplysningstidens Musikvidenskab. (Biogr. af Meinardus, H. Schmidt og Haberl).

Matthison-Hansen, dsk. Musikerfamilie af sønderjydsk Herkomst. — 1) Haxs M.-H., 1807—90, f. i Flensborg; Moderen var musikalsk og lærte ham tidlig en Del Melodier, som han forsynede med Harmonier paa et Klaver; han spillede desuden Fløjte og øvede sig paa Orgel, men besad ogsaa Talent for Tegning og kom 16 Aar gi. i Eckersbergs Hus som dennes Elev; Musiken traadte dog atter i Forgrunden, og da han med nogle Kompositioner henvendte sig til Kuhlau og Weyse, var dermed hans Fremtid afgjort, thi sidstnævnte fik ham i 1832 ansat som Organist ved Roskilde Domkirke, hvor han havde en lang og frugtbar Arbejdsperiode. Han opnaaede især Berømmelse for sine Improvisationer paa Orgelet, idet de var præget af Friskhed og en ægte umiddelbar Musikfølelse. Der foreligger en Række Kompositioner fra M. H.s Haand, Symfon. og Fantasier for Orgel, Kor-

Gottfred Matthison-Hansen.

Hans Matthison-Hansen.

værker (Kantater, Oratorier, » 130te Psal-me«, »Martin Luther«, »Vater unser«, »Ved Dødens Komme« etc.); de udmærker sig alle ved en frodig Fantasi, men bærer i nogen Grad Præg af Autodidakten. — 2) Gottfred M.-H., 1832-1909, Søn af fornævnte H.M.-H., var Elev i Klaver og Teori af sin Fader og af Barth, men begyndte at studere Jura indtil 1855, da han helt helligede sig Musiken ; det var navnlig Orgelspillet, han kastede sig over, og efter Debut i Malmø 1856 udviklede han sig til Datidens første danske Orgelspiller, der gav Koncerter ikke blot i Provinserne her, men ogsaa i Tyskland, bl. a. i Weimar, hvor han gjorde det for ham betydningsfulde Bekendtskab med Fr. Liszt; 1859 ansattes han som Organist ved Frederiks tyske Kirke (Christianshavn), 1871 ved St. Johannes Kirke (Kbhvn.) og fra 1881 ved Trinitatis Kirke. Hans dér instituerede »Orgelforedrag« kom til at spille en vis Rolle i Kbhvn.s Musikliv, idet M.-H. ikke blot aflagde Vidnesbyrd om sin fine og fremstaa-ende Begavelse som Orgelspiller, men ogsaa ved Programvalget første Gang gjorde det kbhvn.ske Musikpublikum bekendt med Liszts og de moderne fr. Komponisters Orgelværker, først og fremmest C. Francks, men endvidere Guilmants o. fl. a. 1868 blev M. Lærer ved Kbhvn.s Musikkonservat. (opr. Orgel, siden ogsaa Klaver) og fra 1900 til sin Død Meddirektør derved. Ved Siden af al denne praktiske Musikervirksomhed fik M. udfoldet en ganske betydelig Kompositionsvirksomhed, der navnl. omfattede Orgelværker (Koncert, Jubelfantasi, »Sørgemarch over Gade« etc), men ogsaa Kammermusik (særl. Klavertrio), Klaverstykker m. m. Hans Musik udmærkede sig ved en vis Finhed og Følsomhed og var navnlig i harmonisk Henseende efter Datidens Begreber dristig og »moderne«; han var i det hele en Beundrer af Liszt og Forkæmper for R. Wagner; som Lærer (i Teori, Klaver og Orgel) var han meget søgt; det Anckerske Legat modtog han 1862. — 3) Waage M.-H., 1841—1911, ligeledes Søn af H. M.-H., Elev bl. a. af Aug. Winding, Organist i Holstebro 1863, i Nykøbing F. 1864, i Roskilde efter Faderen 1890, har komponeret for Orgel og Klaver samt en Klavertrio. — 4) Viggo M.-H., 1834-1922, ligeledes Søn af H. M.-H., Violinist og Sanglærer, 1873 Kantor ved St. Petri Kirke. — 5) Wilhelm M.-H., 1870 —1922, Søn af sidstnævnte, Pia nist, Elev af Kbhvn.s Konservat, debut, som Pianist 1891, grundlagde 1900 et Mu-sikkonservat., hvortil som Lærere knyttedes Wm. Andersen, Will. Behrend, Rich. Hildebrand, L. Birkedal-Barfod og Jørgen Malling. Denne Virksomhed optog ham saa meget, at han kun sjældent optraadte offenlig; i de senere Aar var han søgt Lærer i Guitarspil.

Matutinae (el. Laudes, lat.), tysk: Mette el. Frûhmetle, dsk.: Ottesang el. Fromesse, den kirkelige Bøn ved Daggry. Se Horer.

Mauke, Wilhelm, f. 1867, tysk Musiker. Elev af H. Huber i Basel og af Musikakademiet i Mùnchen, hvor han siden har levet som Musikkritiker ; har skrevet Operaer og Operetter, Mimodramaet »Die letzte Maske« (Karlsruhe 1917, der vakte nogen Opsigt), Oratorium, Symfon. og symfon. Digtninge samt navnl. talr. Sange. (Biogr. af W. Nagel).

Maurel, Victor, f. 1848, fr. Operasanger (Baryton); Elev af Konservat. i Marseille og i Paris, debut. 1868 i Paris, sang derefter saavel i Europa som i Amerika indtil 1894; var 1883 —85 Meddirektør ved Théâtre italien; ogsaa fremragende Sanglærer, der skrev flere sangpædagogiske Arbejder (A propos de la mise en scène de Don Juan, L'art du chant, Dix années de carrière etc.).

Maurer, Ludwig Wilhelm, 1789— 1878, tysk Violinspiller, gjorde en Kunstrejse til Rusland, 1806, og fik en fast Ansættelse dér indtil 1817; foretog paany Koncertturnéer, var en Aarrække Koncertmester i Hannover; sine senere Aar levede M. dels i Petersborg, dels i Dresden; komponerede Koncert for 4 Violiner med Orkester, andre Violinkoncerter og de endnu ikke glemle Duoer for to Violiner; iøvrig Operaer, Symfon. etc.

Maus, Octave, 1856 — 1919, belg. Musikforf. ; stiftede i Bruxelles Musikrevyen L'art moderne; var en ivrig Tilhænger af R. Wagner og ved Koncertforetagender Propagandist for César Franck (hvis berømte Violinsonate her spilledes første Gang af Ysaye), d'Indy, Lekeu, Debussy m. fl.

Maxima: |™, den længste Nodeværdi i Mensuralnodeskriften (s. d.), svarende til 8 af Nutidens Helnoder samlede i én Node.

Mayer, Charles, 1799—1862, tysk Klaverspiller, Elev i Petersborg af Field; yndet Virtuos, der foretog talr. Koncertrejser i Europa indtil 1850, da han slog sig ned i Dresden; hans Klaverkompositioner, mest af virtuos eller salonagtig Art, var i sin Tid meget spillede (Koncerter, Fantasier, Variationer, Etuder m. m.).

Mayer, Wilhelm, kendt under Pseudonym W. A. Rémy, 1831—98, czekisk Komponist; opr. Jurist og Embedsmand levede han fra 1861 ene som Komponist og Musiklærer i Graz (Symfon., symfon. Digtninge, en >Koncertopera«, Sange og Kor); blandt hans Elever var mange siden vidt kendte Musikere som Busoni, Kienzl, Weingartner.

Mayer-Mahr, Moritz, f. 1869, tysk Klaverspiller, særl. kendt som Pædagog (Lærer ved Scharwenka-Konservat. i Berlin) og som Udg. af Studieværket »Die Technik des Klavierspiels< (3 Bd.); er optraadt i Kbhvn. sammen med Willy Burmester (s. d.).

Mayer-Reinach, Albert, f. 1876, tysk Musikforf, studerede i Mùnchen og Berlin; Docent, Konservatoriedirektør

Simon Mayr.

og Dirigent; er navnl. kendt som Forf. af histor. Afhandlinger i Fagskrifter og som Udg. af ældre tysk Musik (i >Denkmäler der Tonkunst«).

Mayr, Simon 1763—1845, tysk-ital. Operakomponist, født i Bayern, studerede i Ingolstadt og i Italien, hvor han tilbragte største Delen af sit Liv; skrev opr. Kirkemusik, men efter sin første Opera »Saffo«s Sukces (1794), kastede han sig over dramat. Komposition og gjorde saa stor Lykke, at Italienerne nærmest regnede ham som hjemlig Komponist; M. fik i alt opført c. 70 Operaer, der for saa vidt betød et historisk Fremstød, som han lagde større Vægt paa et selvstændigt og mere glansfuldt og kraftig instrumenteret Orkesterparti — hans Cres-cendoer nævnes som Forbilleder for Rossinis; nyere Musikhistorikere har skænket ham en særl. Opmærksomhed, dels af nævnte Grund, dels fordi han kom bort fra Uskikken at lade Helteroller synge af en Kvinde. Hans i sin Tid berømte og skattede Operaer er nu gaaet i Glemme, særl. efter Rossinis Optræden; M. var Musiklærer ved Institutet i Bergamo ; blandt hans Elever var Donizetti. (Biogr. af Schmidl, Scotti og Schiedemaier (2 Bd.). jfr. Kretzschmar i »Peters Jahrbuch«. 1904).

Mayrberger, Karl, 1828—81. østr. Komponist og Musikforf.. var Lærer i Musik i Pressburg og komponerede bl. a. nogle Operaer og Musik til Oeh-lenschlägers »Yrsa« samt Mandskor, Sange m. m.: forf. tillige en Lærebog i Harmonik og »Die Harmonik Rieh. Wagners« (1883).

Mayseder, Joseph, 1 789—1863, østr. Violinspiller og Pædagog, var allerede som ganske ung Medlem af Schuppan-zighs (s. d.) Kvartet; var Solist i Wiens Hofopera og en fremragende Kunstner paa sit Instrument; paa Koncerter op-traadte han sjælden; han komponerede saavel Koncerter som Kammermusik og navnl. Etuder, der endnu har pædagogisk Værdi.

Mazas, Jacques Féréol, 1782—1849, fr. Violinspiller, Elev af Baillot, foretog med stort Held Koncertrejser i Europa (hans store, bløde Tone berømmes); fra 1837 trak han sig tilbage til Cambrai som Direktør for Musikskolen dér; komponerede effektfuld Violinmusik, særl. hans Duetter (2 Viol.) og Etuder har bevaret deres Værd; af de sidste har Hubay (s.d.) udg. et Udvalg; en Violinskole genudg. Hrimaly (s. d.).

Mazer, Johan, 1790—1847, sv. Handelsmand og Musikamatør; i Frankrig vaktes hans Musikinteresse og særl. hans Kærlighed til Kammermusik; 1823 grundede han private Kammermusikaftner i Sthlm., der ved testamentarisk Dotation blev Grundlaget for det »M.-ske Kvartettsälskapet«, der senere og-saa støttedes af andre sv. Rigmænd; Selskabet spillede ikke blot en stor Rolle i Sthlm.s Musikliv, men gav og-saa Anledning til Stiftelse af lignende Foreninger i sv. Provinsbyer. (Jfr. C. Kinberg : >M.-ske Kvartettsälskapet 1849—99«, 1899).

Mazurka (Mazourka, Masurek, Masure), polsk Dans, der har sit Navn fra den polske Provins Masowize (Ma-surien) og kan følges tilbage til 1ste Halvdel af 18. Aarh. Den udvikledes af den gamle polske Dans' Eflerdans (i 3delt Takt), samtidig med at Polonaisen udvikledes af sammes Fordans (i 4delt Takt). Se Polsk Dans, Polonaise og Polsk. M., der ikke maa for-vexles med den moderne Polka-Mazurka (s. d.), var allsaa i 3delt Takt og havde Rytmen;

En Efterkommer af M. er den særlig i Mellem- og Vest-Sverige udbredte svenske Folkedans: »Ottendedelspolsken«. Indenfor Kunstmusiken har fremfor alt Chopin Æren af at have ophøjet og udviklet M. til en kunstnerisk Form. (Litt. : Xorlind: t Studier i sv. Folklore« V(1911); »Zur Geschich-te der polnischen Tänze« (Sammelb. d. internationalen Musikgesellsch. XII, 1910—11), »Polnische Tänze ausser-halb Polens« (Report of the 4th Con-gress of the Int. Mus. Soc., London 1912); F. Starczewski: »Die polnischen Tänze« (Sammelbände d. int. Musikgesellsch. II, 1900—01)).

Mazzucato, Alberto, 1813—77, ital. Musiker, forsøgte sig uden Held som Opera- og Vokalkomponist, men vandt et betydeligt Navn som Musikpædagog; Lærer ved, siden Direktør for, Milanos Konservat. ; overs. Værker som Ber-lioz's Instrumentationslære, Garcias Sangskole og Félis' Harmonilære til ital., og forf. selv musikhistor. og -æstetiske Arbejder.

Medea, Opera af Cherubini, Paris 1797, Kbhvn. 1826.

Medesimo Tempo er ensbetydende med L'istesso Tempo, s. d.

Mediant benyttes som Navn for To-nica'ens Terts, o: den Tone, der udgør Midtpunktet mellem Tonica og Dominant. M. i C-dur er saaledes e, i c-moll es; i Adur cis, i a-moll c osv. Medtner (Metner), Nikolaus, f. 1879, russ. Komponist og Pianist (af tysk Æt), Elev af Safonof, Prof. ved Moskvas Konservat. til 1922, da han tog Ophold i Berlin; Komponist særl. af Klavermusik (Koncert, Sonater m. m.) samt af Sange og Violinmusik; nævnes som betydelig Repræsentant for klassisk (ikke nationalpræget) russisk Musik, med kendelig Paavirkning af Brahms. Meerts, Lambert, 1800-63, helg. Violinpædagog, opr. Amatør, senere efter Studier i Paris (Habeneck, Baillot m. fl.) højt anset Violinprofessor i Bruxelles' Konservat.; skrev værdifulde Studieværker: Etudes pour violon avec accompagnement d'un second violon, Mécanisme de l'archet, rytmiske Etuder, Etuder i Fugaspil etc.

Mefistofele, Opera (efter Goethes

»Faust«) af Arrigo Boito, Milano 1868 (omarbejdetBologna 1875). Kbhvn.1885. Méhul, Etienne Nicolas, 1763— 1817, fr. Komponist, var allerede i 10 Aars Alderen Organist i sin Fødeby; kom 1778 til Paris og fik ved gode Anbefalinger en sikret Stilling som Lærer. En Opførelse af Glucks Iphigénieen Tauride greb M. stærkt, og han besluttede at blive Operakomponist. Efter mange Skuffelser fik han Operaen Euphrosine et Conradin frem, 1790; den gjorde Opsigt ved sin dramatiske Kraft; 1792 fulgte Stratonice og derefter en Række Operaer, af hvilke Le jeune Henri, 1797, er mest bekendt, dels fordi den ved Opførelsen blev udpebet, da Terroristerne ikke taalte et scenisk Værk, hvori en Konge fremstilledes, dels paa Grund af Ouverturen, en Art Jagtstykke, der har holdt sig til vore Dage som Koncertmusik. Da Konservat. grundlagdes (1794), blev M. en af dets Inspektører, og optoges s. A. i Akademiet. Revolutionstiden var ikke ham og hans Frembringelser gunstig; da den var til Ende, levede M. op paany som Komponist, og i Stedet for Pligtarbejder som republikanske Hymner og Kantater eller mindre Ting som patriotiske Sange, hvoriblandt den berømte Chant du départ, begyndte han atter at skrive for Scenen og fik en Række Operaer opført, deriblandt Une folie — samme Motiv som i Du-puy's »Ungdom og Galskab« — Le trésor supposé ("Skatten", Kbhvn. 1804), Ulhat og fremfor alle Joseph.M.s berømteste og betydeligste Værk (1 807, Kbhvn. 1816). Herefter komponerede M. kun lidt; mismodig over at sættes i Skygge, navnl. ved Spontinis Optræden, trak han sig i flere Aar tilbage til Syden for at søge Lindring for en Brystsygdom; ved sin Død havde han dog Ophold i Paris. — M.s menneskelige Egenskaber som Ven, Raadgiver og Lærer sattes meget højt; som Komponist blev det navnlig hans Opgave at højne den fr. Sangspil-Opera (hvorhen ogsaa >Joseph<; hører), der i længere Tid var dyrket ret dilettantisk. Hans Forbillede var Gluck, og han stræbte som denne at virke dramatisk og at skrive i en enkel og ædel Stil. Som sin Mester vilde han paavirke Tilhørerens Fantasi ved en farverig Instrumentation, og vovede sig her helt ud i det experimenterende. M. naar dog ikke Gluck i Fantasi og Patos; som Helhed er hans Musik klar, sikkert formet, nobel og blid, undertiden lidt borgerlig følsom. (Biogr. af A. Pougin og Brancour).

Meibom, Marcus, 1626—1711, f. i Sønderjylland, kendt gennem et musiklitterært Arbejde Anliquæ musicce auctores seplem, en Oversættelse med Kommentarer til Latin fra en Række græske Forff. ; dette Værk tilegnedes Dronning Christina af Sverige, som kaldte M. til Sthlm., som han atter snart forlod ; derefter 1653—63 Bibliotekar ved det kgl. Bibliotek i Kbhvn., 1663—68 Toldforvalter i Helsingør, og endelig Gymnasieprofessor i Amsterdam, hvor han døde.

Meinardus, Ludwig, 1827—96, tysk Komponist, Elev af Leipzigs Konser-vat., Fr. Liszt og A. B. Marx; rejste nogle Aar som Kapelmester med et Skuespillerselskab, fra 1865 Lærer ved Konservat. i Dresden; 1874—85 i Hamburg som Recensent; død i Bielefeld. Af hans mange Kompositioner skal nævnes flere Oratorier og Korværker, Symfon., Kammermusik etc. og af hans Skrifter »Kulturgeschichtliche Briefe fiber die deutsche Tonkunst«, ^Mozart«, »Matthesom, »Eigene Wege« etc.

Meissner, August Herman Ernst Bernhard. 1833—1903, tysk Cellist og Kapelmester, Elev af Grùtzmacher og Kummer; ansat i Königsberg, Göteborg, London og Helsingfors, hvor han 1863 —68 var Kapelmester ved Svenska Teatern; levede fra 1868 til sin Død i Sthlm. og virkede dels som Cellist, dels som Kapelmester, meget virksom for at fremføre ny sv. Musik. — Hans Søn Karl Hjalmar M., f. 1865, sv. Pianist, uddannet paa Konservat. i Sthlm., virkede som Kapelmester i Kria., Sthlm. og Helsingfors; dennes Hustru, Emma Olivia M., f. Ekström, f. 1866, var en kendt Operettesangerinde, Elev af Signe Uebbe og Arlberg.

Melancolico (ital.), Foredragsbetegn., sørgmodigt, melankolsk.

Melani, Jacopo, f. 1623, ital. Komponist, mest kendt ved sin komiske Opera »La Tancia« og berømt ved sin mesterlige Teknik i Udarbejdelsen af en Ariekomposition over Basso osti-nato (s. d.).

Melartin, Erkki, f. 1875, finsk Komponist, Elevaf Helsingfors Musikinstitut, og Rob. Fuchs i Wien; 1908 Kapelmester ved Symfoniorkestret i Viborg, 1911 Direktør ved Helsingfors Musikinstitut, hvor han tidligere havde virket som Lærer. Har komponeret en Opera jAino«, sex Symfon., en Violinkoncert, Kammermusik og Klaversager, Mandskor og ikke mindst Sange, der vandt megen Yndest og Udbredelse; er optraadt i Kbhvn. som Akkompagnatør af den finske Sangerinde M. Marner (s. d.). M. har endelig udg. en Samling finske Folkedanse og -melodier (i meget smuk harmonisk Bearbejdelse) op. 55; den udkom baade i Finland, Tyskland (Breitkopf & Härtel), London og New York.

Melba, Nellie (egl. Helen Porter Mitchell og gift Armstrong), f. 1861 i Australien; fremragende Sangerinde, optraadte ganske ung i Hjemlandet, blev Enke 21 Aar gi., drog derpaa til Europa, debut. 1887 i Bruxelles og optraadte derefter med stedse stigende Berømmelse paa de første Seer Europa. M., der ikke mindst i teknisk Henseende anses for en af Tidens betydeligste Sangerinder, har ogsaa gæstet Skandinavien (Kbhvn. 1893) som Koncertsangerinde: hun lever i Melbourne som Præsident for Konservat,

Melcer, Henryk, f. 1869, polsk Pianist og Komponist, Elev bl. a. af Le-schetizky, en kort Tid Lærer ved Musikinstitutet i Helsingfors, siden ved Konservat. i Wien, og fra 1908 Direktør og Kapelmester ved filharm. Selskab i Warszava ; har komponeret Klaverkoncerter, Kammermusik, Operaer, Korværket >Pani Tvardovska«, Klavermusik m. in.

Melchers, H. Melcher, f. 1882, sv. Komponist, studerede ved Sthlm.s Konservat. og senere flere Aar i Paris; lever som Musiklærer i Sthlm. ; har komponeret svensk Rhapsodi og nogle symfon. Digtninge, Sange med Orkester, deriblandt >Zigeunerliederi (for Sopran) m. m.

Melchior, Lauritz, f. 1890, dsk. Operasanger; Elev af Paul Bang og Vilh. Herold; debut, paa d. kgl. Teater som Baryton (i »Bajadser«) 1913; studerede yderligere i Munchen og London og gik over til at synge Tenorpartier som Lohengrin, Tannhäuser, Siegfried etc. ; er optraadt i Bayreuth og Covent Garden og senest i New York.

Melisme (gr.), melodisk Forsiring el. Udsmykning (se Ornamentik).

Melling, Einar, f. 1880, nsk. Organist og Komponist. Elev af Musikkon-servat. i Kria. og Konservat. i Leipzig. Ansættelse som Organist siden 1903, mest ved og i Kria. Har givet talr. Piano- og Orgelkoncerter i Ind-og Udland og har komponeret adskillige Solo- og Mandssange, mindre Stykker for Piano osv. Melodi. Herved förstaas en rytmisk ordnet Følge af Toner, der bevæger sig frem i lutter sangbare Intervaller og i sig selv danner en logisk afsluttet Helhed. Undertiden er M. kortfattet og kan lignes ved en enkelt sproglig Sætning, men som oftest be-staar den i flere Dele og udgør et større afrundet Tonebillede: den færdige og fuldstændige Udformning af en musikalsk Tanke. I Modsætning til M. bestaar Harmoni i den ordnede Sammenstilling af mindst 3 Toner til en harmonisk Samklang (Akkord; s. d. og Harmoni).

Melodium, se Alexandre og Harmonium.

Melodrama har strengt taget Betydning af et Skuespil, der er forbundet med Musik, d. e. en Opera. Fra det 18. Aarh.s Slutning at regne er Ordets Mening imidlertid bleven en anden, idet man siden da har faaet for Vane ved M. at forstaa en med Instrumentalmusik illustreret Deklamation. Fremstilles M. kun af én Person, kaldes det Monodrama, fremstillet af to Personer : Duodrama. Anledning til M.s Opfindelse gav den af Rousseau digtede lyriske Scene Pygmalion, hvis Text blev foredraget recitativisk, og som paa en Gang blev ledsaget af en udtryksfuld Mimik og af et malende Orkesterakkompagnement. Musiken var komponeret af Coignet; Ouverturens Andante og et Ritornel komponerede Rousseau selv. Værket opførtes 1770 i Lyon, men gentoges 1772 i Wien, forsynet med ny Musik af Asplmeyer. Det var den tyske Skuespiller Brandes, der af Rousseaus Værk fik den Ide at omskrive Gerstenbergs Kantate Ariadne til et af Musik akkompagneret (talt) Drama, for derved at skaffe sin Hustru, den berømte Skuespillerinde Charlotte Brandes, en Glansrolle, og som derved blev M.s Opfinder. Musiken komponerede Georg Benda, der senere ogsaa skrev Musiken til Gotters Drama Medea. Den ny Genre vakte specielt i Tyskland en kolossal Opsigt og affødte hurtig en hel Litteratur af denne Art Værker (deribl. Ramlers »Cephalus und Procris« til Musik af Reichardt, Meissners »Sofonisbe« komp. af Neefe o. m. fl.). Til M.s varme Beundrere hørte ogsaa Mozart, som det fremgaar af hans Breve, og i sin Opera Zaida indlægger han derfor to store melodramatisk behandlede Monologer. Den Begejstring, M. vakte ved sin Fremkomst, skulde dog hurtigt tabe sig. Som selvstændigt scenisk Kunstværk gik det i al Fald snart igen ud af Sagaen. Derimod levede det endnu en Stund som Indlæg i Dramaer og Operaer (Ex. »Drømmen« i Goethes »Egmont« komp. af Beethoven; Fængselsscenen i »Fidelio«, Ulvesvælgsscenen i »Jægerbruden« m. m.). Til de lykkelige Forsøg i denne Genre hører ogsaa en hel Del af de til Koncertbrug bestemte melodramatisk behandlede episke Digterværker fra nyere Tid, f. Ex. Schumanns Musik til Byrons »Manfred«, Liszts Klaverledsagelse til Burgers »Lenore«, Griegs Orkesterledsagelse til Bjørnsons »Bergliot«,/. P.E. Hartmanns do. til »Guldhornene« af Oehlenschlåger. M. Schillings »Hexenlied;, R. Strauss' »Enoch Arden« m. m. (Litt.: Edgar Istel: »J. J. Rousseau als Komponist seiner lyrischen Scene Pygmalion« (1901); Max Steinitzer: »Zur Entwick-lungsgeschichte des Melodrams und Mimodrams« (1918) m. m.).

Melograf el. Nodeskrivemaskine er en Mekanisme, der kan anbringes paa ethvert Klaver og som automatisk kan optegne den Musik, der udføres paa samme. Opfindelsen tilskrives en Englænder ved Navn Creed (c. 1745), men mange har siden optaget og udbedret hans Ide, deribl. Unger, Berlini, Cliflon, Eisenmenger o. fl. De to sidste Forsøg skyldes Kromar og Koppensteiner, henholdsvis 1906 og 1913.

Meloman, en Person, der elsker Musiken til Overdrivelse.

Mendel, Hermann, 1834—76, tysk Musikforf. ; studerede Musik, men uddannede sig iøvrig i Boghandlerfaget og drev 1862—68 sin egen Musikhandel; skrev bl. a. Biografier af Otto Nicolai og Meyerbeer; bekendt blev M. dog særl. som Redaktør af det store, efter ham opkaldte. »Musikali-sches Konservationslexikon«, af hvilket 7 Bd. udkom under M.s Ledelse, medens Resten (med Suppl.) redigeredes af Aug. Reissmann.

Mendelssohn, Arnold, f. 1855, tysk Komponist, i Slægt med Felix M.-Bar-tholdy; Elev bl. a. af Grell og Taubert i Berlin; 1880—83 Organist og Uni-versitetsmusikdirektør i Bonn,derefter i Bielefeld, 1885 Lærer ved Konservat. i Köln, senere i Darmstadt; har komponeret flere Korværker som »Abend-kantate«, »Frûhlingsfeier«. »Pandora«, »Paria«, Operaerne »Elsi«, »Der Bä-renhäuter« og »Die Minneburg« samt Kantaten »Aus tiefer Not« og andre Korsange og Solosange, endvidere Sym-fon., Kammermusik etc.; M. er en form-sikker Efterromantiker, hvis Værker næppe er meget kendte udenfor Tyskland ; han har udg. H. -Schûtzs og anden gi. Musik og har Fortjeneste af den tyske protestantiske Musik.

Mendelssohn-Bartholdy, Felix Jacob Ludwig, f. 3. Febr. 1809 i Hamburg, d. 4. Novbr. 1847 i Leipzig, berømt tysk Komponist; Søn af en rig Bankier Abraham M. (der føjede Bar-tholdy til Familienavnet til Erindring om en Svoger) og Barnebarn af den bekendte filosofiske Forf. Moses M.; viste fra Barnealderen ualmindelige musikalske Ævner og undervistes med sin ligeledes højtbegavede Søster Fanny (se Hense!) af deres Moder. Allerede 1811 var Familien flyttet til Berlin, og her blev siden fornemmelig Ludwig Berger og Zelter M.s Lærere; men foruden Musik studerede M. Sprog, Tegning og Malen og viste ogsaa paa disse Omraader fremragende Begavelse (o vers. saaledes 1826 en af Terents'Komedier paa Originalens Versemaal) og tilegnede sig i det hele en for en Datidens Musiker usædvanlig og alsidig Dannelse. I Hjemmet i Patricierhuset i Leipzigerstrasse (senere »preussisk Herrehus«) dyrkedes Musik i høj Grad, saaledes at der endog om Søndagen fandt smaa Orkesterkoncerter Sted : for disse skrev M., der 1 81 8 optraadte første Gang offentlig som Pianist, sine første Kompositioner og dirigerede dem selv. Med forbavsende Lethed frembragte han fra c. 11 Aarsalderen Sonater (for Klaver og én for Violin og Klaver), Kantater, en Operette. Sange og Mandskvartetter. Kort efter blev M. bekendt med Weber, til hvem han i høj Grad saa op, og i Hjemmet færdedes iøvrig Spontini. E. T. A. Hoffmann, Hegel, Schlegel, Brødrene Hum-

F.J. L. Mendelssohn-Bartholdy.

boldt, Heine o. fl. af Berlins Aandslivs Førstemænd: snart havde han den Oplevelse (i Forening med Zelter) at besøge og spille for Goethe i Weimar. To Gange rejste M. med Faderen til Paris, spillede med Fru Bigot (Beethovens Elev og Yndling) og sluttede ved næste Besøg Bekendtskab med derboende Musikberømtheder som Habeneck, Chopin, Meyerbeer, Liszt etc. ; efter Faderens Ønske forelagdes hansKom-positioner for Cherubim, der godkendte hans Ævne og endog tilbød at undervise ham. 1826 opførtes (i Hjemmet) første Gang Ouverturen til Shakespeares »En Skærsommernatsdrøm c, der paa forunderlig Vis fastslog Ynglingenslevende Fantasi,sikre Mesterskab og originale Genius (de til scenisk Opførelse bestemte øvrige Numre skreves langt senere til Brug ved Opførelse i Potsdam 1843, se nedenf.. men overgaar ikke i nogen Henseende Ouverturen, til hvilken de nøje slutter sig); det følgende Aar bragte den mindre betydelige — M.s eneste færdiggjorte — Opera »Die Hochzeit des Camacho«. 1829 falder M.s betydningsfulde Fremførelse i Berlins »Singakademie« af Seb. Bachs »Matthæuspas-sion«, der havde hvilet siden Komponistens Død og nu indledede en Bach-Re-naissance. De følgende Aar tilbragtes væsentlig paa Lyst- og Studierejser til London — »hvorfra M.s Ry som Komponist først rigtig bredte sig« —. Italien (hvor han bl. a. hørte Dorothea Ertmann (s. d.) spille). Paris og atter til London, hvor M. stedse var særlig yndet, og hvor han bl. a. opførte sin »Hebrider «-Ouverture, spillede sin g-moll Koncert og udg. det første Hæfte af »Lieder ohne Worte«. (Fra sine Rejser skrev M. en Række livfuldt og ypperlig formede, hist og her af ham selv illustrede »Rejsebreve«, udg. 1861 af hans Broder Paul M., fl. Opl. og Overs.). Skuffelse og Krænkelse over at blive forbigaaet ved Besættelsen af Dirigentpladsen i Singakade-miet førte M. fra Berlin til Dusseldorf, hvor han 1833 ledede den nederrhin-ske Musikfest (Opførelse af Håndels »Israel i Ægypten ) og siden et Aars Tid var Stads-Musikdirektør og Kapelmester ved det af Digteren Immer-mann ledede Teater, til London og endelig til Leipzig, hvor M. 1835 til-traadte Stillingen som Dirigent af »Ge-wandhauskoncerterne« (s. d.). Til Leipzig var Resten af hans Liv knyttet; han var her beundret, ja forgudet af Publikum, hævede ved sit berømte Navn Leipzig til et Musikcentrum, hvis Ry strakte sig langt ud over Tyskland og tiltrak udenlandske Musikere (Bennett, Gade m. fl.); han var den ildfulde, inciterende, højt kultiverede Leder af Gewandhauskoncerterne, den produktive Komponist og fra 1843 den energiske, organisatorisk dygtige Leder af et snart vidtkendt Musikkonservat., til hvilket han knyttede ypperlige Lærerkræfter som David, R. Schumann, Hauplmann, siden Moscheles, X. W. Gade o. fl. (om sidstnævntes Forhold til M. og hans Vikardirigeren for denne se Gade). Den kunstelskende preussiske Friedrich Wilhelm IV lykkedes det 1841 at knytte M. forsøgsvis til Berlin: M. komponerede Musik til »An-tigone« (siden til »Sommernatsdrømmen«, »Oedipus« og »Athalia«), men uagtet han det flg. Aar blev preussisk »Generalmusikdirektør« (efter Meyer-beer), blev hans Forhold til Berlin af mere ambulant Karakter: han bevarede sit Hjem i Leipzig og fortsatte — bortset fra nogle Koncertrejser bl. a. til England — sin Gerning dér til sin Død, der menes fremskyndet ved det rystende Indtryk, Søsteren Fannijs pludselige Bortgang gjorde paa ham. — Trods M.s bevægede Livsførelse (talr. Kunst- og Lystrejser, megen festlig Hyldest etc.), trods hans sarte og i de sidste Aar rent ud svagelige Helbred, trods hans Dirigent- og Konser-vatoriegerning i Leipzig, trods endelig hans ret korte Livsbane, har M. efterladt sig en stor Produktion og paa alle andre Omraader end Operaens frembragt talr., til Dels berømte Værker. Forklaringen maa søges i den ualmindelige Lethed, hvormed han allerede fra Ungdommen af producerede, en Lethed, der kun genfindes hos faa af Musikens største Genier. Men for M. — den udadtil af Lykken begunstigede, ja forkælede Mester — rummede denne Lethed en Fare. Hans Begavelse var ikke saa omfattende eller dybtgaaende, at jo ikke en stor Del af hans Frembringelser forblev Overflade-Værker, der vandt Tilhørerne ved glat og elegant Form og ved indtagende og let tilgængeligt Indhold, men ikke besad nogen stærk Livsfylde eller Livskraft. Samtiden beundrede M. som Komponist: han satte sit Præg paa en hel Retning i tysk Musik, og hans Indflydelse paa nordisk Musik (Gade, Lindblad), engelsk (Bennett m. fl.), ja paa fransk Musik (Guilmant, Gounod o. fl.) er, eller var, umiskendelig. En følgende Generation reagerede mod denne M.-Dyrkelse — meget betød herved i Tyskland Rich. Wagners Optræden mod M. (Skriftet »Das Juden-thum in der Musik«) — men virkelig stod den yngre Slægt kølig overfor den Komponist, der nys havde behersket Koncertsalene og Hjemmene (end mere overfor hans talløse mattere Efterlignere). Det blev i Musikernes Verden almindeligt at se ned paa M. som Komponist. Dog noget med Urette. Thi selvom M. savnede de virkelige Geniers Kraft og Dybde og kunde komme altfor let til den Lykke, hans Frembringelser gjorde, kan det ikke overses, at han var en ualmindelig rigt og oprindelig begavet Musiker, saa lidt som at han paa visse Omraader har skabt noget nyt eller i hvert Fald fuldkommengjort, hvad Forgængerne havde antydet eller forudfølt. Oprindelig var hans formelle Ævne, der ofte gav sig fine, nye og ejendommelige Udslag —• og derfor ingenlunde altid er udtømt med Karakteristiken: Glathed ;jfr. den romantisk betonede »Sammensmeltene af Afsnittene i symfon. Værker som den »skotske« Symfon., Violinkoncerter o.fl., Udeladelsen i Koncerterne af den klassiske store Orkesterindledning etc.) ; oprindelig var hans billedskabende Ævne og romantiserende Fantasi (Koncert-ouverturerne); original hans »kammermusikagtige« Orkesterbehandling, paa en Gang fornem og effektfuld ; rigt og indsmigrende var hans melodiske Fond men ganske vist ikke uden Banalitet eller Sentimentalitet; i den saakaldte »Kleinkunst« var han en Mester — i den borgerlige Musikdyrken i Hjemmet gjorde navnlig »Lieder ohne Worte« (ialt 8 Hefter) Epoke, han skabte dem uden egentligt Forbilled, og trods al Fortærskethed har de bedste af dem ikke mistet deres Charme eller Virkning (ogsaa rent pianistisk set); hans Sange med Klaver — ofte enkle, næsten folkelig undfangne — som »Auf Fliigeln des Gesanges«, »Leise zieht durch mein Gemûlh«, »Reiselied« og megen anden Heinesk og anden Lyrik — betød ligeledes overordentlig meget for den hjemlige Musikdyrken (og synes forøvrig atter til Dels at skulle faa Plads paa fremragende Koncertsangeres Repertoire) ; ogsaa de let sungne og indtagende Duetter og Kvartetter (for Mandsstemmer: »Wer hat dich, du schöner Wald« ni. fl., el. for blandede Slemmer: »Im Freien zu singen«) har for en stor Part bevaret deres Livskraft. — M.s berømteste Værker foruden de foran omtalte var: Den »skotske« og den »italienske« Symfoni — den første og betydeligste beskæftigede M. i flere Aar og fuldførtes 1843 — • Koncertouverturerne — en af M. skabt Genre af orkestrale Billeder eller Skildringer — som »Marchen von der schönen Me-lusine«. 1 833, »Meeresstille und gluck-liche Fahrt«; den uforgængelige Violinkoncert (e-moll); Oratorierne »Paulus« og navnlig »Elias«, 1846 — skabte i Bachs og navnlig Händels Billede i en svagere Tid og af en svagere, følsom Aand; Kantaten jErste Walp.ur-gisnacht*; (Goethe) med næsten uhyggelig Fantastik; Kammermusiken, fremfor alt Oktetten for Strygere, 1825, hvori allerede » Sommernatsdrømmen «s Alfer spøger, dernæst d-mo/Z-Trioen, flere Stryge- og Klaverkvartetter (særl. Op. 12 og 13), nogle Sonater og Variations concertantes for Cello og Klaver; Klavermusiken, deraf særl. h-moll Capricen, Rondo capriccioso, »Pralu-dien und Fugens og Variations sérieuses, 1841, og endelig den smagfulde og teknisk overkommelige Forøgelse af den i hin Tid mindre dyrkede Orgellitteratur (6 Sonater m. m.).

M. var en smuk Fremtoning, høj og slank af Skikkelse, af fint jødisk Præg. Fra Ungdommen af havde han tilegnet sig en elegant, noget overlegen, men indtagende og af Samtiden som vennesæl følt Holdning; hans medfødte sociale Uafhængighed, siden hen hans mægtige Ry og Indflydelse var den naturlige Baggrund derfor. Trods alt var han dog næppe nogen lykkelig eller harmonisk Kunstnernatur: han var af fysiske Anlæg og ved forceret Arbejde overnervøs og pirrelig, han var forfængelig og saa hellere ringere Beundrere (hvem han havde Ævne til helt at vinde for sig) end ligestillede Aander om sig; hans Forhold til Schumann, der paa sin Side saa op til M., var som bekendt køligt (og Leipzig delt mellem M.- og Schumann-Tilhængere); han var begrænset i sin Smag, hans Forstaaelse af Beethoven ophørte ved de sidste Sonater (Op. 90) og Kvartetter; paa den anden Side maa hans Fortjenester af Bachs Kunst ikke glemmes. — Til M.s Minde er stiftet et Statsstipendium ved Berlins »Hochschulec og et Fond i Leipzig for Studerende ved Univers., Kon-servat. eller Kunstakademiet dér (den I. Sektion deraf fortrinsvis for jødiske Studerende). (Biogr. af Lampadins. 18-48 og 1886, overs, paa eng., Bene-diet, Rockstro (i Gieat musicians), Strat-loiv (i Master-musicians). Bellaigue (i Maîtres de la musique), Stoecklin (i Musiciens célèbres), Ernst Wolff' (i iBe-rûhmte Musiker ). Ferd. Hiller, overs. paa fr., Hadden, I. Hartog, Dahms, A. Reissmann o. fl.: endvidere Seb. Hensel: »Die Familie M.«, 3 Bd., talr. Opl., overs. p. eng.. E. Devrient: iMeine Erinnerungen an M.«, E. Wolff: »F. M. B.s Meisterbriefe m. m.).

Ménestrel (fr. Ménétrier, Minstrel, Tjener) er ensbetvdende med Jonglør (s. d.).

Mengelberg, Willem, f. 1871, hollandsk Dirigent, studerede fra ung under R. Hol o. fl. i Utrechts Musikskole, og i Köln under Fr. Wûllner; Dirigent i Luzern til 1895, derefter i Amsterdam, hvor han kom i Spidsen for »Concertgebouwsc Orkester, Hollands ypperste, og vandt stort Ry: dette befæstedes desuden paa talr. Kunstrejser til Bergen, Frankfurt (Mu-seumskonzerte), Berlin, New York. Rom, Petersborg og Moskva, Wien ; 1913 — 14 ledede han Royal Philharm. Society i London; M. er tillige udmærket Pianist og er optraadt som Komponist. (Biogr. af H. Nolthenino).

Meno (ital.), Tempo- og Foredrags-betegn., mindre: Ex. m. allegro, mindre hurtigt; m. forte, mindre stærkt o. 1.

Mensur. 1) Maalforholdene hos de forskellige Musikinstrumenter, som f. Ex. hos Fløjten den nøjagtige Bestemmelse af de Pladser, hvor Fløjtehullerne skal anbringes ; hos Strengeinstrumenterne Strengenes Længdemaal m. m. og hos Orglet Forholdet mellem Orgelpibens Længde og Vidde (se Orgel). — 2) I Middelalderens Mensuralmusik (s. d.) Bestemmelsen af Nodernes Tidsværdi i Henhold til de foreskrevne Takttegn. Man skelnede mellem en trelidig el. fuldkommen og en totidig ufuldkommen Takt (Mensura perfecta og Mensura imperfecta). Lon-gaens M. kaldtes Modus, Brevens Tempus, Semibrevens Prolatio. se Mensu-ralnodeskriften.

Mensuralmusik. Herved förstaas strengt taget enhver Musik, der er opskrevet med Tegn, som med Bestemthed angiver hver enkelt Tones Varighed. Specielt finder dette Udtryk dog Anvendelse paa de Musikopskrifter, der blev til i Tiden mellem det 12. Aarh., da Mensuralnoden blev indlørt, og det 17. Aarh.s Begyndelse, da Taktstregen kom i Brug og dermed baade Ligaturerne (s. d.) og de Regler, efter hvilke Nodernes Værdi hidtil bestemtes, definitivt blev afskaffede.

Mensuralnodeskriften, den Stamme, hvoraf den moderne Nodeskrift er fremvoxet, blev i 12. Aarh. til under Udviklingen af det saakaldte Biscan-tus, o: det første ordnede Forsøg paa at bringe flere Melodier i Samklang med hinanden (se Discantas). Mens baade den enstemmige gregorianske Sang (s.d.) og den hidtidige Formfor Flerstemmigheden (se Organum) havde nok i en Notation, der afbildede Tonebevægelsen (se Neume- og Koral-nodeskriften), medførte Discantus Nødvendigheden af en Notation, der ogsaa med Bestemthed kunde tilkendegive Tonens Varighed, og saaledes opstod M., hvor Tonens Tidsværdi (Mensur) nøjagtigt kunde aflæses af Tonetegnets Form. Indtil ca. 1400 anvendtes i M. kun endnu 5 Tidsværdier, d : Maxima (den største), Longa (lang), Brevis (kort), Semibrevis (halv kort), og Minima (den mindste), men henimod 1450 sketeder en Forandring, idet de nævnte Noder fra nu af skiftede Farve og blev noterede hvide el. tomme. Hvor Messebøgerne blev fremstillede af Papir, havde de sorte Noder nemlig vist sig at være upraktiske, fordi Blækket slog igennem og derved umuliggjorde Brugen af Bladets Bagside (Virdung, »Musica ge-tutschti, Basel 1511). Saaledes fik de førnævnte Noder nu følgende Udseende :

men paa samme Tid voxede Værdiernes Antal, idet følgende mindre kom til, nemlig Semiminima (den halvmindste), Fusa og Semifusa, not. paa 2 Maader :

Benyttes Semibrevis som største Værdi ien nedadgaaende Serie afNodeværdier :

foreligger de moderne Nodetegn : Helnoden, Halvnoden, Fjerdedelsnoden. Ottendedelsnoden o. s, v. Som Tryktype optoges denne runde Nodeform først henimod Aar 1700, skriftligt en Del før. Af Nutidens mindre Nodeværdier findes To og tredivte-delsnoden først anvendt hos de italienske Orgelmestre (ved 16. Aarh.s Slutning); Fire og tresindstyvendedelen forekommer først i 17. Aarh., men er da endnu sjælden. I Trykkerierne savnedes endnu Typerne til dens Fremstilling. M. Mersenne anmoder derfor i sin Harmonie universelle (1636) Læserne om i Nodeexemplerne selv at tilføje den fjerde Tværstreg.

De til Mensuralnoderne svarende Pauser var:

vispavsen genkendes vor Helnodepavse, i Minimapavsen Halvnodepavsen, Semi-minimapavsen, der svarer til vor Fjer-dedelspavse, benyttes i den her angivne Form nu kun i Frankrig og England. Det Tegn, der nu benyttes, er laant fra den franske Lutnotation (se Tabulatur 2: Luttabulatur).

Skønt Mensuralværdiernes Rækkefølge principielt fremkom ved en konsekvent gennemført Halverin graf den større Værdi til Fremstilling af den paafølgende mindre (ligesom Helnodens Halvering fører til Halvnoden, Halvnodens til Fjerdedelsnoden), var dette Princip langt fra Regel for alle Tilfælde, idet de 4 største Nodeværdier, Maxima, Longa, Brevis og Semibrevis i Virkeligheden var tvetydige, idet de under nogle Omstændigheder havde todelt, under andre tredelt Mensur. I første Tilfælde kaldtes de imperfekte el. ufuldkomne, i sidste perfekte el. fuldkomne. Som Navnet antyder, gav man endda den tredelte Mensur Fortrinet, fordi Munkene i den saa et Billede paa Treenigheden. Om Nodeværdien skulde være perfekt el. imperfekt bestemtes af det foran Stemmen anbragte Takttegn. Som saadant anvendte den tredelte .Mensur en Cirkel, o: Billedet paa Fuldkommenheden (fordi Cirkelen jo hverken havde Begyndelse el. Ende); den todelte anvendte derimod Halvcirklen (senere omdannet til vort Takttegn for Firefjerdedelstakt C). Som Taktenhed, o : som Repræsentant for, hvad vi forstaar ved en Takt (den i Instrumentaltoneskrifterne (Tabulatorerne) da allerede kendte Taktstreg anvendte Mensuralisterne nemlig ikke) gjaldt i saa Fald henholdsvis en perfekt og imperfekt Maxima, Longa el. Brevis. Var Maxima Taktenhed, kaldtes Takten Modus major-, var Longa Taktenhed hed den Modus minor; var Brevis Taktenhed hed Takten Tempus.

vis havde Værdierne i begge Taktarter lo-delt Mensur. Skulde ogsaa Semibrevis være perfekt (tredelt), anbragtes indeni Cirklen et Punkt © , Takten benævntes (med Brevis som Taktenhed) Tempus perfectum cum prolatione perfecta. Ex:

En Halvcirkel med Punkt betød, at Brevis kun skulde rumme 2 Semibrever, hvorimod hver af Semibrever-ne skulde indeholde 3 Minimaer. Takten hed da Tempus imperfectum cum pro-

latione perfecta, noteret : Hurtigt Tempo, d: Halvering af samtlige Nodeværdier, tilkendegaves ved gennem de anførte

hvilke her kun de vigtigste er anførte. gaves der ogsaa andre betydningsfulde Begler til Bestemmelse af, hvorvidt Værdien skulde have to- el. tredelt Mensur. Afgørende var i saa Henseende Kodens Stilling i Forhold til sin Xabo-node, dens Plads indenfor en af de saakaldte Ligaturer (s. d.): endelig anvendtes ogsaa Farvning enten af en enkelt Node (hvad der berøvede den en Fjerdedel af sin Værdi), eller af en hel Række Noder (de saakaldte Hemi-oler), hvilket betød, at man fra den todelte Takt skulde slaa over i den tredelte. — At gaa dybere ind paa M.s Hemmeligheder forbyder sig indenfor denne Ramme af sig selv. Til Trods for sin tilsyneladende saa praktiske Anordning og til Trods for,at Men-suralisterne baade kendte og ind imellem ogsaa anvendte det med vort Punkt identiske Punctus additionis og det med vor Taktstreg analoge Punctus divisionis. hører M. til de Toneskrifter, til hvis Tydning der kræves et betydeligt Forstudium. Den der forlanger indgaaende Oplysninger, maa derfor søge disse i de her anførte Specialværker: H. Bellermann: s Die Mensuralnoten und Taktzeichen des 15. u. 16. Jahrh.s« (1858, 2.0pl. 1906); G. Jacobsthal: *DieMen-suralnotenschrift des 12. u. 13. Jahrh.sc (1871); Johannes Wolf: » Geschichte der Mensuralnotation von 1250 bis 1460« (1904) og ^Handbuch der Notationskunde*: (I—II. 1913 — 19); H. Riemann : »Studien zur Geschichte der Notenschrift^ (1878\ -Notenschrift und Notendrucki (1896), sGeschichte der Musiktheorie« (1900) og »Kompendium der Notenschriftkunde« (1910).

Mensuralteori, se Mcnsuralnode-skrift

Menter, Sophie, 1848—1918, tysk Pianistinde, Datter af den udmærkede Cellist Joseph M., 1808—56, Elev af bl. a. Tausig, v. Billow og Fr. Liszt; ægtede Cellislen Popper(s.d.), men Ægteskabet ophævedes; foretogtalr. Koncertrejser (Kbhvn. og Kria. 1882 og 85), var 1883—87 LærervedKonservat.i Petersborg; har komponeret »Ziegeunerwei-sen<. for Klaver med Orkester; var en højt feteret, temperamentsfuld og brillant Pianistinde; sine sidste Aar tilbragtehun mest paa sit Landsted Itter i Tyrol, omgivet af Beundrere (bl. disse Herman Bang) og Elever.

Menuet, fr. Dans, der stammer fra Provinsen Poitou og skal have faaet sit Navn af de smaa graciøse Dansetrin, hvormed den udføres (menu betyder lille, sirlig). Efter at Ludvig XIV i 1653 havde introduceret M. som Hofdans ved sammen med en af sine Maitresser at have danset den paa et Hofbal i Versailles, kom M. hurtigt i Mode overalt i den fornemme Verden og fortrængte lidt efter lidt Hoffets ældre Danse, Coarrante, Sarabande o. 1. Allerede denne første M., der var komponeret af Lully, har den endnu for denne Dans karakteristiske Form, idet den er i ³/_i Takt og bestaar i 2 Repriser, der hver rummer 8 Takter. Tempoet er moderat. Siden blev M.s Omfang udvidet ved Tilføjelsen af en »Trio« (saaledes kaldet, fordi den i Modsætning til Hovedsatsen sædvanlig var trestemmig), der havde Hovedsatsens Form, men var affattet i en anden Toneart og havde en anden Karakter. M. optoges tidligt i Suiten og vandrede derfra over i Serenaden (Divertimentoet, Kassationen, s. d.), hvor den som oftest blev indlemmet mellem en Andante og Allegro og tit forekom flere Gange i samme Komposition. Da den moderne Sonate (og Symfoni'' i 18. Aarh. kom til Udvikling (se baade disse Art. og Mann-heimer-Skolen), fik M. som Tidens Ynd-lingsdans Plads mellem dens Adagio og Finale (el. undertiden mellem 1ste Allegro og Adagio), saa Sonaten (Symfonien), der hidtil kun havde haft 3 Satser, fra nu af fik 4. Med det samme skiftede M. imidlertid i disse Omgivelser Karakter: fra at have været en højtidelig anstandsmæssig Dans gik den nemlig nu over til at blive Symfoniens spøgefulde Afsnit. Det var i saa Henseende Haydn, der førte an ved at gaa bort fra den satte Hof-M. for hellere at gengive M., som den ved hans Tid (i Wien) blev udført hos Folket og i de borgerlige Kredse. Dermed blev Sonatens (Symfoniens) M. nu Udtryk for det folkelige Lune ; Anledningen til i vittige Indfald at »slaa Gækken løs«. Beethoven fandt derfor siden paa at give denne muntre og efterhaanden langt bredere udarbejdede Indsats i Sonate og Symfoni Navn af Scherzo. Selve M. opfatter han derimod igen i Ordets opr. Forstand (Ex. den 8. Symfoni, hvor M. træder i Andantens Sted). Anvendes Overskriften Tempo di M.. er det fra nu af og-saa igen udtrykkelig den opr. M.-Type Komponisten har i Tankerne. Som Dans afløstes M. ved 19. Aarh.s Begyndelse af Valsen. Sidst træffes den som Folkeeje. Som Ceremonidans figurerer M. saaledes indtil Midten af 19. Aarh. endnu i Sverige og Danmark ved Bondebryllupper. Under Navn af Mullevit el. Monnevit gaar den især hyppigt igen i det 18—19. Aarh.s jyd-ske Spillemandsbøger.

Mereaux, Jean Amédée Lefroid de, 1803—74, fr. Pianist og Komponist. Elev af Reicha; koncerterede i Paris og London; komponerede en Del Klaverstykker, men det er hans Udgaver af Les clavecinistes de 1637 à 1790, 3 Bd., der har haft blivende Betydning, ihvorvel Værket ikke er uden Mangler.

Merbecke, John, d. 1585, eng. Komponist, Organist i Windsor, udg. 1550 Common Prayer Noted, den første anglikanske Sangbog, som slutter sig til gregoriansk Sang og som blev af grundlæggende Betydning.

Mercadante, Giuseppe, 1795—1870, ital. Komponist, Elev af Zingarelli; debut. 1819 i Napoli med en Opera L'apoteosi d'Ercole og skrev siden en Række Operaer i Rossinisk Stil, som vandt Indgang paa alle store Operascener; særl. yndet var 77 giuramento, 1837; foruden denne blev kun ganske enkelte af M.s Operaer opført udenfor Italien; Domkapelmester i Novara og i Lauciano, fra 1840 Direktør for Musikskolen i Napoli; M. har endvidere skrevet 20 Messer, Motetter, Kantater og anden Kirkemusik; han var blind fra 1860.

Merian, Hans, 1857—1905, tysk Musikforf., udg. forskellige musikalske »Førere* samt »Mozarts Meisteropern« og »Geschichte der Musik im 19. Jahr-hunderU (3. Opl. udvidet til »Illustr. Geschichte der Musik von der Renaissance bis auf die Gegenwart«, 1914, ved Egg).

Merikanto, Oskar, 1868 — 1924, finsk Komponist; uddannedes i Tyskland. blev efter Hjemkomsten Organist ved St. Johannes Kirke i Helsingfors, hvor han viste sig som fremragende Orgelspiller og tillige var Kapelmester ved den finske Opera; har skrevet en Række Sange med Klaver, som har vundet megen Udbredelse, desuden 3 Operaer »Pohjan neito«, »Elinan surma« og »Regina v. Emmeritz« m. m. — Hans Søn Aakre M., f. 1893, har studeret i Leipzig og Moskva og er Komponist af Symfon., symfon. Digtninge, Klaverkoncert m. m.

Merk, Joseph, 1795—1852, østr. Cellist, Lærer ved Wiens Konservat. og første Cellist i Hofoperaen, foretog talr. glimrende Koncertrejser og udg. værdifuld Koncertmusik og Etuder for sit Instrument.

Merkel, Gostaf Adolf, 1827—85, tysk Organist og Komponist, fra 1864 Hoforganist ved den katolske Hofkirke i Dresden; en fremragende Orgelspiller og Komponist af en Række Værker for Orgel: 9 Sonater, Etuder, Fantasier samt Udg. af en Orgelskole.

Mersenne, Marin, 1588—1648, fr. Munk, som beskæftigede sig med mange Slags Studier, og hvis Skrifter over Musik er af største Betydning til For-staaelse af 17. Aarh.s Musikhistorie. M.s Hovedværk var Harmonie universelle (3 Bd., 1636—37), hvis 3. Bd., Traité des instruments, stadig er en Hovedkilde til Studiet af det 17. Aarh.s Musikinstr., baade ved sit rige Udvalg af fortrinlige Instrumentbilleder og ved de talr. Prøver paa Instrumentalkompositioner, der (delvis i Tabulatur) vedtrykkes de fleste Instr. (lat. Udg. Har-monicorum libri XII, 1635—36).

Mersmann, Hans, f. 1891, tysk Musikforf., studerede opr. Filologi, gik over til Musikvidenskaben, som han dyrkede i Berlin og Leipzig; 1915 Assistent ved det »Musikhistor. Seminar« ved Berlins Univers., endvidere Lærer ved Stern'ske Konservat. og Kritiker; har særl. beskæftiget sig med Folkesangs-Forskning; udg. »Kul-turgeschichte der Musik* etc, samt skønlitterære Arbejder.

Merulo, Claudio, 1533—1604, ital. Organist og Komponist. M. spillede først Orgel i Markuskirken i Venezia og blev senere Hoforganist hos Hertugen af Parma. Skrev kirkelige Koral-værker (Messer, Motetter — deriblandt nogle 16-stemmige(!) —, Madrigaler), men er særl. af musikhistor. Betydning gennem sine Orgelkompositioner (Ricercari, Canzoni, Toccataer), som hører til de ældste Vidnesbyrd om en selvstændig Orgelstil.

Merz, Viktor, f. 1891, czekoslovak. Komponist af Orkester- og Kammermusik, Korværker og Sange; lever (sorw Ingeniør) i Brûnn.

Mese, Oldgrækernes Navn for a, o: den midterste Tone i det saakaldte fuldkomne System (Systema teleion me-tabolon)₎ se Grækenlands Musik i Oldtiden, 3.

Messa di voce (ital.). Herved förstaas i Sangen Tonens gradvise Stigen fra det svageste piano til det kraftigste Forte, og dens paafølgende gradvise Tilbagevenden til pianissimo indenfor samme Vejrtrækning <^ p>. Benyttes ved Sangundervisningen ofte som Aandedrætsø velse.

Messager, André, f. 1853, fr. Komponist, Elev bl. a. af Saint-Saëns; Organist ved St. Sulpice, efter Prisbelønning af en Symfon. Dirigent i Bruxelles, men snart atter i Paris som Organist, Dirigent ved Opéra-comique (til 1903), nogle Aar ved Covent Garden i London, og 1907—14 Kapelmester ved Paris'store Opera; harnavnl. skrevet Teatermusik i lettere Genre: Operetter, Vaudeviller, Pantomimer etc., melodiøs og gratiøs Musik, hvoraf fremhæves Les Plites Mirhu (der gjorde særlig Lykke), La Basoche, Forlunio, Madame Chrysanthème, 1893, Les dragons de l'impératrice, L'amour masqué, 1923; M. foretog Kunstrejser i Europa og Amerika.

Messchaert, Johannes,!f. 1857, holl. Sanger, Baryton. Elev af Konservat. i Köln, endvidere af Stockhausen og Wûllner; har ved mange Koncertrejser vundet Ry som fremragende Sangkunstner (særl. Schuberts Sange og Bachs Passioner og Kantater). (Litt: Fran~iska Marlienszen: Die echte Gesangskunst dargestellt durch Messchaert).

Messe (lat. Missa, ital. Messa, fr. Messe, eng. Mass) var opr. Navnet for den samlede offentlige Gudstjeneste, men overførtes senere paa den specielle Del af samme, der grupperer sig omkring Nadveren. Navnet kommer af lat. mitlere, o: at afskedige, og stammer fra Sætningen : Ite, missa est, hvormed Diakonen ved den hellige Handlings Afslutning afskediger Menigheden. Den kat. M.s opr. rituelle Ordning :

Johannes Messchaert.

Mens den celebrerende Præst med Følge begiver sig til Alteret, synger Koret Introiius (Indledningen), der be-staar i et af en Antifoni indledet og afsluttet Psalmevers, der har Tilslutning af den saakaldte lille Doxologi (s. d.): Gloria patri et filio etc., og ved hver Højtid har sin egen Text. Saa følger som M.s lste faste Sang det af Koret sungne Kyrie (ogsaa kaldet Lilanief), en anti-fonisk Vexelsang, hvis 3 Afdelinger: Kyrie eleison, Christe eleison, Kyrie eleison hver for sig gentages 3 Gange. Efter Kyriet intonerer Præsten M.s 2den fast staaende Sang: Gloria (Hym-nus angelicus, a: Englehymnen) ogsaa kaldet >den store Doxologi« (s. d.), der optages og fortsættes af Koret. Herefter følger de af Præsten læste Kollekter el. Orationer, o: Bønner, der henviser til Dagens Enine. Subdiako-nen reciterer dernæst Epistelen og Diakonen Evangeliet. Mellem Epistel og Evangelium synger Koret Gradualet (Trinsangen, fordi Koret under dets Afsj'ngelse opr. stod paa det nederste af de Trin, der førte op til Altret). Til Gradualet, hvis Text vexlede efter Højtiden, sluttede sig enten et Alleluja med paafølgende Sekvens (s. d.) eller (i Fasten og ved Sørgehøjtider) en Tractas (s. d.). Var Evangeliet læst, fulgte en Prædiken, og umiddelbart efter den intonerede Præsten det nikæniske Symbol, o: Trosbekendelsen: Credo in unum Deum osv, der ved Ordene Patrem omnipotentem blev grebet op af Koret og ført til Ende. Med Cre-do'et, der ligesom Kyrie og Gloria hørte til M.s faste Sange, afsluttedes den Del af M., der i gi. Tid betegnedes som Katekumen-M. og baade stod aaben for døbte og udøbte Tilhængere af Kirken: til 2den Del, Missa fidelium, der samlede sig om Nadveren, indlodes kun de døbte, fuldgyldige kristne. Til Indledning tjente her Offertoriet (opr. en Psalme med skiftende Text, der blev sunget, mens Menigheden vandrede op til Altret for der at deponere deres Offergaver [da Deltagelsen i denne Akt med Tiden tog af, indførtes i Ofringens Sted Ombæring af Kirkebøsser)). Efter først at have bedt en stille Bøn (Secreto) beder Præsten nu Præfationen. der indledes af en Vexelsang mellem Præsten og Koret: Dominas uobiscum (Herren være med eder). Et cum spiritu tuo (og med din Aand) osv. og skal forberede Menigheden paa Brødets og Vinens Forvandling til Kristi Legeme og Blod. Under det paafølgende Messeafsnit, der udgør Højtidens Knudepunkt: Canon Missae. oplæser Præsten Indstiftelses-ordene (Dette er mit Legeme osv.), o: Indvielsen, der bevirker Transub-stantialionen, og Koret synger det 3 Gange gentagne Sandas (fast Text). Sakramentet løftes derpaa op, og Koret fortsætter med Benedictus. Saa følger efter en Bon det af Præsten reciterede Paler noslcr (Fader vor), der afsluttes med Korets Sed libéra nos (»men fri os<; —). Mens Præsten bryder Brødet, synger Koret Agnus Dei (fast Text), og under selve Kommunio-nen synges Communio. Efter en Bøn : Post-Communio afskediger endelig Præsten Menigheden med den nævnte Formular; Re, missa est og Koret svarer : Deo gratias. Under et Orgelpostludium forlader Menigheden Kirken.

De af M.s Sange, der har fasl Text: Kyrie, Gloria. Credo, Sanctus [Benedictus) og Agnus Dei betegnes under et som Ordinarium Missae; som Proprium Missae betegnes derimod M.s foranderlige {de lempore-) Sange : Introi-tus, Graduale, Allelujaversene. Tractus, Offertorium og Communio. Angaaende Døds-M.: Missa pro defunctis, hvor samtlige Dele har fast Text, mens til Gengæld baade Gloria og Credo skydes ud. se Requiem.

Den lutherske Kirke bibeholdt af M. kun Kyrie og Gloria (den saakaldte Missa brevis. a: kort M.), og Ordet Høj-M. har dér Betydning af Dagens Hoxed-Gudstjeneste, selv hvor denne ikke forbindesmed Nadveruddelingen; Nadveren er altsaa dér ikke saaledes som i den kat. Messe det centrale Punkt, men opfattes ligesom Daaben som en selvstændig Akt, der i Reglen afslutter Gudstjenesten.

I de ældste Tider anvendtes i M. kun enstemmig (gregoriansk) Sang. Endnu efter Mensuralmusikens Opfindelse tøvede Kirken med at slippe Flerstemmigheden ind. Til en Begyndelse lod man sig da nøje med kun at udsætte en enkelt af Ordina-riets 5 Dele (oftest Kyriet) for flere Stemmer. Som den første M., hvor samtlige Dele udføres flerstemmigt, anføres i Almindelighed Tournai-M. (14. Aarh.). Det var først, da Polyfo-nien i 15. Aarh. i den nederlandske Skole kom til fuld Udvikling, at M. udløstes fra Ordinariet og blev en almindelig plejet, selvstændig musikalsk Kunstform. De ældste nederlandske Komponister, Dufay. Binchois o. fl. byggede endnu deres M.over en Cantus firmus (s. d.). som oftest bestaa-ende i en Folkevisemelodi eller i Brudstykket af en saadan. Samme Cantus firmus gik igen i alle M.s 5 Satser, og fra den hentede M. sit Navn (Baissez moi, Dieu quel marriage, L'homme armé o. a.). x\nbragt i en Mellemstemme (Tenoren) tjente Folkevisemelodien dog i Virkeligheden kun til som et skjult Middel at holde sammen paa det kunstige Stemmebygværk og gled sædvanlig Øret saa ubemærket forbi, at ingen tog Forargelse af dens Tilstedeværelse. Den samme Cantus firmus' Gentagelse gennem M.s samtlige Dele virkede heller ikke til Ensformighed, fordi det Kunstbillede, der formedes over den, jo forandrede Karakter efter sin kirkelige Bestemmelse, henholdsvis som Kyrie. Gloria. Credo, Sanctus el. Agnus Dei.

I et nyt Stadium indtraadte M.-Kompositionen i Imitalionskunsternes (Kanonernes) Tidsalder (16. Aarh. Okeghem. Busnois o. fl.). I Cantus firmus-M.s Sted traadte nemlig nu lidt efter lidt A-capella-M., hvor den til Tenoren bundne Cantus firmus blev sat af Vejen for at erstattes af kortere Temaer, der et efter et toges op og førtes gennem Stemme efter Stemme. Sin Text hentede A-capella-M. altid fra selve M.-Liturgien, hvad der for saa vidt fik stor Betydning, som Komponisterne nu begyndte i Tonerne at afspejle de ved Ordene fremkaldte Stemninger. Mens det ikke anses for absolut udelukket (Riemann), at Cantus firmus-M. hist og her har været støttet instrumentalt, udførtes A-capella-M. altid alene af Sangstemmer. M.s Dele antager i denne Messetype ogsaa større Dimensioner og faar et rigere Musikindhold. Kyriet rummede jo allerede i Forvejen 3 Satser: Kyrie, Christe og Kyrie, men ogsaa Gloria spalter sig nu i flere Satser, o: Et in terra og Qui tollis ; Credo faar 3 Satser: Patrem omnipotentem, Crucifixus og Et in Spiritum sanctum. Sanctus deler sig i 3 : Sanctus, Benedictus og Osanna. Agnus Dei i 3: Agnus Dei, Miserere og Dona nobis pacem. Sit klassiske Højdepunkt naaede A-capella-M., der havde haft sin forste betydningsfulde Repræsentant i Josquin de Près, med Palestrina og dennes Samtidige og nærmeste Efterfølgere i den saakaldte romerske Skole (Vittoria, Anerio o. ti.) — og med Orlando Lasso i Mùnchen. Med det samme betegner A-capella-M. imidlertid ogsaa Endepunktet for den kat. Kirkemusiks store Periode.

Da Renaissancen ved det 16. Aarh.s Slutning rykkede i Forgrunden med alle sine Xyopfindelser (den instrumentalt ledsagede Solosang, Operaen. Oratoriet m. m). førtes sammen med den verdslige Musik ogsaa den kirkelige over i et nyt Spor 'se Kirkemusik). I A-capella-Slilens Sted tager nu den instrumentalt støttede koncerterende Stil Tèten (se Koncert), saa fra nu af Korsangene i M. kommer til at vexle med Solosange, og ogsaa Instrumenterne i vid Udstrækning tages med til Hjælp. I Italien blev denne Vending i Længden ikke den kirkelige Musik til Gavn, idet den resulterede i, at det 18. Aarh.s Komponister inden føje Tid helt svigtede de kirkelige Traditioner og alene lod sig lede af Tidens Fordring paa en iørefaldende og »operamæssig« Musik. Om den koncerterende Stils Indvirkning paa de protestantiske Musikformer se Diatog, Koncert, Passion.

Som Led i Kunstmusikens Udvikling har M.-Kompositionen haft en gennemgribende Betydning. Lige fra det Øjeblik, da Nederlandene satte den i Spidsen for de musikalske Kunstformer, og indtil Bach og Beethoven skrev deres uforgængelige Messer (H-Molls-M. og Missa solemnis) har M. været et af Højdemaalene for Komponisternes Stræben. (Litt.: Ferd. Probst: *Die abendländische Messe vom 5. bis zum 8. Jahrh.« (1896); Ad. Franz: »Die Messe im deutschen Mittelalter« (1902); M. Bourreau: La messe (1912); Peter Wagner: »Geschichte der Messe« (I, 1913)).

Messebog, se Missale.

Messias, Oratorium af G. F. Handel, 1. Gang opført i Dublin 1742 (Kbhvn. 1786). Blev fra 1749 at regne aarlig opført i London til Fordel for Hitte-børnshospitalet og indbragte allerede ved 28 Opførelser 10,000 Lst.

Messinginstrumenter, se Specialart.: Basun. Buglehorn, Horn, Kornet, Ophi-kleide, Trompet, Tuba m. m.

Mestdagh, Karel, f. 1850, belg. Komponist, har bl. a. skrevet Ouverturer. Korværkerne »Lenzfeier« og >Vrij-heidshymne«, Klavermusik (Divertissements, Ballader) og Sange; Direktør for Konservat. i Bruges.

Mestersangere (tysk Meistersinger el. -sanger) er Navnet for de borgerlige Digtersangere, som i 14—16. Aarh.. særl. i de sydtyske Byer, dannede Skoler el. Lav, der havde til Formaal at vække og vedligeholde Menigmands Interesse for Digtekunst og Sang. M. ansaa sig for at være Efterkommere af Middelalderens ridderlige Minnesangere, og som den første M. nævnte de derfor Minnesangeren Heinrich v. Meissen, der som begejstret Lovpriser af Kvinden bar Tilnavnet Frauenlob (s. d.) og i 14. Aarh. i Mainz stiftede det første M.-Lav. Den, der ønskede at optages i et M.-Lav, maatte gennem-gaa en nok saa streng Skole. Som

Lærling raaatte han først gøre sig nøje bekendt med de Forskrifter, der maatte iagttages ved Udarbejdelsen af en Mestersang, og som stod at læse paa en i »Skolen« ophængt Tavle: »Tabulatu-ren«. Havde Lærlingen sat sig ind i Tabulaturlovene, blev han Skoleven, og havde han derefter lært de mest bekendte M.-Melodier udenad, blev han Sanger. Kunde han digte Text til en af Melodierne, avancerede han til Digter og var dermed moden til at indstille sig til den Mester-Prøve, der skaffede ham Titel af Mester og bestod i at digte et Digt og forsyne dette med en selvkomponeret Melodi. Prøven, til hvilken alle Byens Folk havde Adgang, fandt Sted en Helligdags Eftermiddag efter Gudstjenesten i en af Byens Hovedkirker og blev forud forkyndt ved, at der, særl. udenfor Kirken, ophængtes Tavler og Billeder, der enten opviste naive Fremstillinger af bibelske Scener el. Portrætter af berømte M. Som Dommere fungerede 4 Mærkere, der under Prøven sad paa en med Gardiner omhængt Tribune og paa et Bord med Kridtstreger afmærkede de Fejl, den optrædende Sanger begik. Det besungne Emne skulde være moralsk belærende og skulde helst være hentet fra Bibelen. Det skulde endvidere affattes i en bestemt foreskre-ven Digtform, bestaaende i >das Gesetz«, >der Abgesang« og et Vers til, der var bygget som Indledningsverset. Vinderen af 1ste Præmie fik efter overstaaet Prøve overrakt en Halskæde, paa hvilken der hang et Billede af den harpespillende Kong David; 2den Præmietager modtog en Krans af Silkeblomster. Begge Præmier maatte den paafølgende Dag tilbageleveres til Lavets Nøglemester. De berømteste Mestersangerskoler fandtes i Mainz, Nürnberg og Strassburg, men der fandtes ogsaa Skoler i mange andre tyske Byer, deribl. i Augsburg, Regensburg, Frankfurt, Prag, Ulm osv. Berømte M. var Michael Beheim, Hans Rosen-bliit, Hans Folz, men fremfor alt Hans Sachs, der ved Reformationstiden bragte M.-Kunsten til sit Højdepunkt. Af M.-Digte er der opbevaret adskillige, af Melodier knap saa mange. Til Notering af Melodierne, der havde fri Koralrytme, anvendtes Koralnodeskriflen (s. d.). Et livfuldt Billede af denne middelalderlige Institution giver R. Wagner i »Mestersangerne i Nürnberg«. (Litt.: Puschmann: »Gründlicher Bericht des deutschen Meistergesangs zusamt der Tabulatur« (1571; ny Udg. hos Niemeyer i Halle): Wagenseil: »Buch von der Meistersinger holdseliger Kunst« (1697); Grimm: »Über den altdeutschen Meistergesang« (1811); Kurt Mey: »Der Meistergesang in Geschichte und Kunst« (1901); G. Münzer: »Das Singebuch des Adam Puschmann« (1907 med et rigt Udvalg af Melodier) o. fl.).

Mestersangerne i Nürnberg, Opera af Rieh. Wagner, München 1868, Kbhvn. 1872.

Meszner, Joseph, f. 1893, østr. Komponist, Elev af Musikakademiet, har skrevet Symfon., en Opera, Sange m. m., men nævnes særlig som Komponist af religiøse Korværker, hvori en modernistisk Retning er fremtrædende (Missa poetica, »Das Leben« for Solo, Strygekvartet og Harpe og flere større og mindre Arbejder).

Metastasio, Pietro (egl. Trapassi), 1698—1782, ital. Digter, levede i lang Tid i Wien, hvor bl a. Haydn som ung blev protegeret af ham; berømt Forf. af en lang Række Operatexter, der var i høj Grad yndede af Tiden og af dens Komponister, saaledes at mange af M.s Librettoer er komponerede adskillige Gange og knyttede til de da mest fremtrædende og til Dels endnu berømte Mestre (Gluck Mozart); af disse ofte komponerede Texter kan nævnes Didone abbandonata, Semirami-de, Artaserse, La clemenza di Tito, Demofonte, La contesa de Numi (opført i Kbhvn. med Glucks Musik, se Gluck). Il rè pastore, Il sogno di Scipione etc. M.s Texter var forfattede i smidige og elegante Vers, men følger ganske Tidens Smag og den daværende Opera-facon, bestaar saaledes af Recitativer og (lidenskabelige, reflekterende eller muntre) Arier (se iøvrig Opera). M. var for sin Tid en stor musikdramatisk og musikalsk Autoritet. (Biogr. af Burney, 3 Bd., 1796, Mussafia, Falconi. M. Zito, L. Russo, 1921; jfr. ogsaa Stendhal: Vits de Haydn, Mozart el M.).

Methfessel, Albert Gottlieb, 1785 —1869, tysk Komponist, 1822 Musikdirektør i Hamburg, siden Hofkapelmester i Braunschweig; skrev navnl. en Mængde Korsange for Mandsstemmer, der i jævn folkelig (»Liedertafel«-) Stil længe bevarede Popularitet : komponerede ogsaa en Opera, et Oratorium, Sange, Klaverstykker m. m.

Métra, Olivier, 1830 — 89, fr. Musiker, opr. Skuespiller; efter Studier (uafsluttede) i Paris' Konservat., bl. a. under Thomas, Dirigent ved Smaa-Teatre og navnl. ved forsk, bekendte Danselokaler: Habille, Folies Bergère. Elysée Montmartre etc.; paa Koncertrejser bl. a. optraadt i Kbhvn.s Tivoli ; komponerede en Mængde i sin Tid meget populære Danse (Valse, Mazurkaer, Polkaer. Kvadriller etc.); M., der i sine sidste Aar dirigerede ved Ballerne i den Store Opera, skrev ogsaa en Opéra-comique og for den Store Opera Balletten »Yedda*. 1879.

Metronom (gr. Taktmaaler) er et Apparat, ved hvis Hjælp Komponisten med Nøjagtighed kan angive, i hvilket Tempo han ønsker et Musikstykke udført. I sin enkleste (af Gottfr. Weber indførte) Form fremstilles M. af et i nummerede Grader afmærket Baand, i hvis ene Ende der er befæstet en Blykugle. Holder Haanden i Baandet og lader Kuglen bevæge sig pendul-mæssigt frem og tilbage, vil Bevægelsens Hastighed staa i Forhold til den Længde, man giver Baandet. Gøres Baandet langt, vil Kuglen bevæge sig i langsomme Slag; afkortes det, bliver Slagene hurtigere. Ved Hjælp af de paa Baandet tegnede Grader, kan Bevægelsen reguleres. Fastholder Haanden f. Ex. Baandet ved Grad 60, udfører Kuglen nøjagtig 60 Pendulslag i Minuttet; holder den fast ved Grad 100, udfører Kuglen 100 Slag i Min. o. s. fr. — Af de øvrige utallige Forsøg paa at fremstille en paalidelig Taktmaaler kan kun den nu alm. antagne Mälzelske M. komme i Betragtning. Opfundet af Winkler i Amsterdam, men forbedret af M. Mâlzel i Wien (1816) bestaar den i en Pendulstang, der bevæges ved Hjælp af et Urværk og er forsynet med en forskydelig Vægt. Pendulstangen er inddelt i 208 nummererede Grader (begyndende med Tallet 40 og afsluttende med 208), og Hastigheden af Pendulstangens Slag bestemmes da af det Tal, over hvilket Vægten placeres. Henskydes Vægten til 84, udfører Pendulstangen 84 Slag i Minuttet, henskydes den til 104, slaar den 104 Slag i Minuttet, o. s. fr., og herefter kan nu Varigheden af de i et Musikstykke anvendte Nodeværdier nøje præciseres. Staar der f. Ex. foran Musikstykket M. M. J = 132, betyder dette, at Vægten, skal staa paa Tallet 132, og at hvert af Pendulens Slag gælder en Fjerdedels Node. Lyder Angivelsen J = 63, flyttes Vægten hen paa 63, og hvert af Pendulens Slag svarer til en Halvnode osv.

Mette (tysk), se Matutinae.

Metzger, gift Froitzheim. Ottilie, f. 1878, tysk Sangerinde (Alt), knyttedes 1903 til Hamburger Stadttheater. hvor hun var en betydelig Kraft ; ægtede senere Sangeren Th. Latlermann; har paa talr. Koncertrejser — ogsaa til Amerika — besøgt Kbhvn.

Mey, Kurt, 1864-1912, tysk Mu-sikforf., Elev bl. a. af Spitta og Beller-mann; 1890 — 93 Korrepetitør i Karlsruhe, siden i Mûnchen og Berlin og fra 1894 i Dresden: af hans Arbejder nævnes: 3Der Meistergesang in Ge-schichte und Kunst« og >Die Musik als tonende Weltidee«, I Bd. 1901.

Meyer, Albert, 1839—1921, dsk. Sanger og Kordirigent; uddannedes af H. Rung og efter Deltagelse i Krigen 1864 hos Lampeiii i Milano; hjemkommen virkede M. som Sanglærer og uddannede mange Elever; 1882—1915 Kordirigent i Synagogen, i »Arion« i 30 Aar; udg. en Sangskole og forskellige Vokalkompositioner.

Meyer, Henrik, 1835-1924, nsk. Bassanger og Sangpædagog, uddannet i Paris og Firenze, cand. jur. 1861, mangeaarig Sekretær ved Kria. Teater.

Meyer, Peder Mandrup, 1841 —1919, dsk. Orgelspiller, Kantor ved Frederiksberg Kirke fra 1874 til sin Død; udg. Studiearbejder og Smaaskrifter vedr. Orgelspil og enkelte Kompositioner for Klaver og Damekor.

Meyerbeer, Giacomo, f. 5. Septbr. 1791 i Berlin, d. 2. Maj 1864 i Paris, tysk-fr. Operakomponist: hed egentlig Jakob Liebmann Beer, men antog Navnet Meyerbeer efter en rig Slægtning, hvem han arvede, og italieniserede sit Fornavn; Søn af en jødisk Bankier, men tidlig opdraget til Musiker med Mænd som Clementi, Zelter, B. A. Weber og først og fremmest, sammen med C. M. v. Weber, i Darmstadt af den halvgeniale Experimentator »Abbed« Yogier (s. d.), der sandsynligvis øvede adskillig Indflydelse paa M. De her komponerede Operaer ^Jephtas Ge-lûbde<- og »Alimeneks 1812 —13. lykkedes det vel at faa opført, det sidste Sangspil, ved Webers Hjælp, i Dresden, men uden synderligt Held, og utaal-modig kastede M. sig atter over Klaverspillet; han optraadte bl. a. i Wien, og her gav Salieri ham det Raad at opgive den »lærde« Musik og søge Vejen til Popularitet som Operakomponist i Italien. 1816 var M. i Venezia og efter Studier hos Generali og klogt iagttagende Aarsagen til den unge Ros-sinis store Held skrev han i let melodiøs Italienermanér nogle Operaer, der strax slog an, og af hvilke navnlig Emma

Giacomo Meyerbeer.

di Resburgo. 1819, og II crociato in Egitlo. 1824, ogsaa vandt lykkelig Indgang i Tyskland. Heldet som Italienerkomponist berøvede ham Webers Venskab, hvem han traf paa et Besøg i Berlin. 1824: M. følte sig da »som en indfødt Italiener-. Nogle Aar var M. tavs som Operakomponist— Familiesorger og lignende Begivenheder synes mere Skyld deri end Webersk Paa-virkning, thi da han atter optræder, er det som — fr. Operakomponist. En Opførelse af // crociato, 1826, havde kaldt ham til Paris, og her blev han, idet han fandt Jordbunden gunstig og i Eng. Scribe den Medarbejder, han længe havde savnet og søgt. Til sin grundigere tyske Musikuddannelse, sin erhvervede Italienermelodik, tilegnede han sig den daværende fr. Musiks Pikanteri og dens Anlæg for det teatralsk virkningsfulde, for Masseudfoldelse og Pomp. I sin første fr. Opera Robert le Diable, 1831 (Kbhvn. 1833. Sthlm. 1839), af den da yndede pseudo-romantiske Type, med en Blanding af højt stemt, men hul Patos, flot Instrumentation, iørefaldende Melodiøsi-tet, vokale Effekter og det sceniske Pikante (Nonneballetten med Taglioni i Spidsen), formaaede Operaen paa enestaaende Vis at fange det fr. Operapublikum; den Store Opera havde ikke i lange Tider kendt et saa indbringende Værk, og Vejen for det ud i Verden laa aaben. Endda skulde »Robert« overstraales af den flg. Opera Les Huguenots, der først fremkom 1836 (Kbhvn. 1844, Sthlm. 1842), thi M. arbejdede langsomt og med en næsten ængstelig Omhu for sine Værkers sikre Slagkraft, og var dertil en klog Udnytter af Pressens Magt, hvorigennem han nøje forberedte sine Sukcesser (jfr. H. Heines »Briefe aus Paris«). Med » Hugenotterne« stod M. som den store Pariseroperas Førstemand, og hans Verdensry var fastslaaet og skaffede ham bl. a. Kaldelsen til Generalmu-sikdirektør i Berlin; denne nye Stilling førte med sig Arbejdet for Reform af Orkestret (særl. i økonomisk Henseende), Antagelse af Kapelmestrene O. Nicolai (s. d.) og H. Dorn (s. d.) og Komposition af det »preussiske« Festspil (ved Aabning af det efter Brand genopbyggede Operahus): »Ein Feld-lager in Schlesien« (der senere omarbejdedes for Jenny Lind som »Vielka« og i Paris ved Scribe som L'étoile du Nord, uden at det dog lykkedes at skabe scenisk Liv for dette hverken heldige eller betydelige Arbejde). Værdifuldere Musik skrev M. til sin Broder Michael Beers »Struensee« og i de endnu kendte »Fakkeldanse« til Hoffets Brug. 1846 gik M. imidlertid atter tilbage til Paris, hvor endnu en stor Sukces ventede ham. 1849, med Operaen Le Prophète, der omhandler Jan van Leydens religiøse Munsteroprør. og som kom meget belejligt op under Efterdønningerne af Martsrevolutionen. Endnu en Opera for den Store Opera skrev M.: L'Africaine, der paabegyndtes allerede 1 842. omarbejdedes baade textlig og musikalsk i Aarevis af den med Alderen mere og mere nervøse og svækkede Komponist og først kom til Opforelse efter hans Død (April 1865); den blev en af den Store Operas største Sukcesser, men trods Tidens Kritik, der kaldte den »et Monument bestemt til at vare ligesaa længe som« de fornævnte berømte Operaer, besad det paa forskellig Vis svage og ujævne Værk (der som M.s andre opførtes rundt om paa Alverdens Scener) ikke en tilsvarende Livskraft.og dette samme gælder den 1859 opførte opéra-comiqae »Dinorah« (Le pardon de Ploërmel) Sine sidste Aar tilbragte M. mest i Syden eller ved tyske eller fr. Badesteder. Af hans andre, over 100. nu forglemte Værker skal nævnes to Oratorier, flere Kantater og Hymner, en Del kirkelig Musik, Mandskor, Kor til Æskylos' »Eumenider«, en Række Sange med Klaver m. m.

M., der kamæleonagtig skiftede fra tysk til ital. og til fr. Komponist, indtager musikhistor. Stillingen som en af den fr. Store Operas berømteste Repræsentanter og en af Hovedmændene for den saakaldte »histor. Operander forst forsvandt ved Wagners Fremtræden. En Tid lang beherskede han saa al sige hele Europas Operaliv. M. sad inde med en stor oprindelig Musikbegavelse, en klog Udnytten af Musikens Midler (vokalt og orkestralt), en ualmindelig Sans og Evne for scenisk Effekt, et rigt melodisk Fond, en egen velberegnet og derfor gold Lidenskabelighed; utvivlsomt indeholder hans Hovedværker, navnlig » Hugenotterne«. større musikdramat. Værdier, end hans Antagonister, først Schumann, siden Wagner og dennes Retning, vilde erkende. Men Wagners Karakteristik: »Virkning uden Aarsag« rammer dog dybt hele M.s Musikerværk. I Hovedsagen gaar dette ud paa uden kunstnerisk Alvor at fængsle Publikum ved ydre Midler og at pirre eller smigre for dets daar-ligere Instinkter og at tilrettelægge Værkerne — i hvilket det hartad geniale og gribende staar jævnsides med det vulgære og banale — ikke efter kunstideelle Hensyn, men under Hensyn til de fremragende Vokalkunstnere, hvis Popularitet paa Forhaand var en Garanti for Operaens Held, og som M.s Musik forstod at give det gunstigste Relief (Ex. Nourrit, Levasseur, Pauline Viar-dot, Mme Damoreau og Alboni, Mile Falcon, Jenny Lind etc.). M.s Opera danner en udvortes glimrende, men indadtil (trods enkelte nyopfundne »Effekter«) tom og hæmmende Periode i denne Musikarts Historie. (Biogr. af A. de Lassalle, A. Pougin, Blaze de Bury, H. Mendel, Kohul (i Reclams Universalbibl.), L, Dauriac (i Les maîtres de la musique), H. de Curzon (i Musiciens celebres) og Jul. Kapp, 1920).

Meyer-Helmund, Erik. f. 1861, russ.-tysk Komponist; opr. Koncertsanger,. gjorde sig især bekendt ved sine en Tid meget populære (mest sentimentale) Sange med Klaver ofte til egne Texter; skrev iøvrig nogle Operaer og Sangspil m. m.

Mezzo (ital.), mellem- el. halv-; i Sammensætninger som mezzoforte (mf) mellemstærkt, el. med halv Styrke; mezzopiano (mp) temmelig svagt, mezzo voce, med halo Stemme o. 1.

Mezzo-Sopran (ital. Mezzo soprano, fr. Bas-dessus), Navnet for den Kvinde-el. Drengestemme, der ligger mellem Sopran og Alt.

mf, Forkortelse af mezzo forte, se Foredragstegn.

Mi. 1) I de romanske Lande Tonen e. — 2) I Solmisationslæren Navnet for Hexachordets 3die Tone, hvad enten det gaar ud fra g, c el. f (se Solmisationssystemet).

Miaskofsky, Nicolas Jacovlevitch, f. 1881, russ. Komponist, bl. a. Elev af Rimsky-Korssakof og Liadof, nævnes som en af de betydeligste nutidige Symfonikomponister i Rusland (7 Sym-fon., symfon. Digtninge, Klaversonater, Sange m. m.; ogsaa musiklitterære Arbejder); nogle af M.s Symfon. er opført udenfor Rusland, navnl. i England Efter Verdenskrigen, hvori han deltog, Prof. ved Konservat. i Moskva.

Michaëli, Louise, 1830—75, sv. Sangerinde; uddannedes dels i Paris og dels af Garcia i London; knyttedes strax efter sin Hjemkomst til den kgl. Opera i Sthlm., som hun tilhørte til sin Død, kun afbrudt af enkelte Koncertrejser og Gæstespil, bl. a. i London 1859 — 63; anset som den betydeligste dramat. Sangerinde ved Siden af Jenny Lind; mäaske endnu betydeligere som Oratoriesangerinde.

Mickwitz, Harald von, f. 1859, finsk Musiker, studerede ved Konservat. i Petersborg, senere hos Leschetizky i Wien og foretog derefter Koncertturnéer; blev 1886 Klaverlærer ved Karlsruhes Konservat. og 1893 ved Wies-badens; har udg. en Række Klaverkompositioner. Siden 1895 har han virket i Amerika.

Mielck, Ernst, 1877—99, finsk Komponist og Pianist, Elev bl. a. af Max Bruch; til Trods for hans tidlige Død foreligger dog Kompositioner i forsk. Genrer: Kammermusik, Orkesterværker (finsk Symfon., finsk Suite), Violin-og Klaverstykker, Korværker og navnl. Sange, alt præget af finsk Nationaltone. (Biogr. af W. Mauké).

Mierzwinski, LADiSLAUS, 1850—1909. polsk Operasanger, Heltetenor med usædvanlige Stemmemidler og blændende Teknik; opr. Arkitekt, men efter 3 Aars Fængsel paa Grund af Deltagelse i politiske Uroligheder uddannet som Sanger i Paris og Milano; 1881 ved Covent Garden i London; gæstede Skandinavien 1886 og 88 og vakte stor Opsigt.

Mignon. Opera (efter Goethes Roman »Wilh. Meisters Lehrjahre«) af A. Thomas, Paris 1866, Kbhvn. 1880.

Migot, Georges, f. 1891. fr. Komponist, Elev af Widor, har vakt Opsigt saavel ved sine Kompositioner (Klavertrio. Klaverkvintet, Paravent de Lacque aux Cinq Images (Klaverkvartet), Mouvements d'Eau (Strygekvartet), Agrestides (Orkester) etc.) som ved sine æstetiserende Skrifter (Essais, Apoggia-tures non résolues, 1921. o. fl.): M. er ogsaa Maler.

Mihalovich, Odön (Edmund), f. 1842, ungarsk Komponist. Elev af Haupt-mann og Jadassohn i Leipzig, Tilhænger af Liszt og Wagner, efter hvis Forbilled M. har komponeret nogle Operaer (bl. a. »Hagbarth og Signe«); endvidere Symfon., Klaverkoncert, Ouverturer m. m.; 1887 Liszts Efterfølger som Direktør for » Landes-Musikakademiet c i Buda-Pest (indtil 1919).

Mikadoen, Operette af A. Sullivan, London 1885, Kbhvn. 1887.

Mikorey, Franz, f. 1873, tysk Musiker, Elev af Thnille, Levi og Herzo-genberg, særlig kendt som Orkesterdirigent og Operakapelmester (Bayreuth, Prag, Wien, Dessau o. a. St. og fra 1919 i Helsingfors); er ogsaa Komponist af Operaer, Klaverkoncert m. m.

Mikuli, Karl. 1821—97. polsk Pianist; Elev af Chopin i Paris fra 1844 —48, da han som Følge af Revolutionen vendte hjem; vakte stor Opsigt paa Turnéer og blev 1858 Direktør for Musikskolen i Lemberg; har samlet og bearbejdet Folkeviser, polske, franske og rumænske (Zigøjner-Sange og -Danse) og er kendt for sin gode Chopin-Udgave,støttet paa dennes egenhændige Noter i M.s Studieexemplar; ogsaa Komponist af Klaverstykker og Sange.

Milanollo, Teresa, 1827—1904 og Maria, 1832—48, ital. Violinspiller-inder, vakte som Vidunderbørn, siden Teresa som rejsende Virtuos (til 1857), Opsigt paa Turnéer omkring 1840 og vandt stor Publikumsyndest (bekendt er Dobbeltbilledet af dem). Teresas Lærere var navnlig Lafont og Bériot; hun var paa sin Side Marias Lærerinde.

Milde, Hans Feodor v., 1821—99. tysk-østr. Sanger (Baryton); Elev af bl. a. Garcia; knyttet til Operaen i Weimar og den første, som sang Tel-ramund i »Lohengrin«. — Hans Hustru Rosa M., 1827—1906, var ligeledes knyttet til Weimars Opera fra 1845 og bl. a. den første Elsa i »Lo-hengrins begge var de ansete Sangpædagoger. — Deres Søn Franz M., f. 1855, ligeledes Sanger, virkede 1878 —1906 i Hannover, derefter i München som Sanglærer ved »Akademie derTonkunst« ; forf. » Ein ideales Künstlerpaar« (Forældrenes Biografi, 1918).

Mildenburg, Anna v., f. 1872, østr. Sangerinde (Sopran), debut, i Hamburg og var 1908—17 Wieneroperaens fejrede Primadonna, fra 1919 Sanglærerinde ved »Akademie der Tonkunst« i München; g. m. Digteren Herm. Bahr; udg. »Erinnerungen«, 1921, og med sin Mand »Bayreuth und das Wagner-theaters. (Biogr. af P. Stefan).

Milder-Hauptmann, Anna, 1785— 1838, østr. Sangerinde (Sopran) ;Schika-neder i Wien opdagede hendes usædvanlige Stemme og sørgede for hendes Uddannelse; debut. 1803 og engageredes strax til Hofteatret i Wien, da hun foruden en prægtig Stemme aabenbarede et udpræget Fremstillertalent. Beethoven skrev Fidelios Rolle for hende; 1816 engageret til Berliner Operaen, hvorhun forblev til 1829; derpaa forsk. Gæsteop-

træden til 1836, da hun ophørte med at optræde paa Scenen; d. i Berlin.

Milhaud, Darius, f. 1892, fr. Komponist, Elev af Paris' Konservat., nævnes som en af de mest begavede og produktive yngre fr. Komponister (dog noget ujævn og øjensynlig under skiftende Paavirkning, nærmest Atonalist); har skrevet flere Symfon., Strygekvartetter, Teatermusik (Balletten Salade o. a.), Kantater, Sange m. m.

Militærmusik kaldes de Musikkorps, der er knyttede til de forskellige Hærafdelinger. De ældste Repræsentanter for en dansk M. var de »Basunere« og »Trommettere«, der fra 15. Aarh. at regne var knyttede til Kongens Person: De ledsagede Kongen paa .Rejser, gjorde Tjeneste som Kurerer, red ved Festoptog i Spidsen som Herolder, medvirkede ved Hofmusiken og gjorde Krigstjeneste. De fleste af dem var beredne: Til Hestgarden hørte i 16—17. Aarh. gerne en Paukeslager og 12 Trompetere. Skønt Rytteriets Trompetere stod i den danske Konges Tjeneste, tilhørte de opr. det tyske Felt-trompeterlav, der stod under den sachsiske Kurfyrstes Protektion. For at blive Medlemmer af Lavet maatte Trompeterne hos en Felt- el. Hoftrompeter gaa en to-aarig Skole igennem for derved at blive hjemme i Behandlingen af Datidens Trompet-Arter: darin, Principal, Altbas m. m. Ved Siden af maatte de ogsaa uddanne sig i Violinspil. En tilsvarende Skole maatte ogsaa »Paukerdrengene« gennemgaa. Mens Pauke og Trompet var Rytteriets Instrumenter, tilfaldt Tromme og Pibe Fodfolket. — Sidst i 17. Aarh. rykkede Skalmejen (fr. Hautbois; s. d.) frem for snart helt at tage Teten som Militær-instr. Havde Militærmusikerne hidtil haft Fællestitelen: Trompetere, omdøbtes de nu til Hoboister. Ligesom deres Forgængere havde Hoboisterne gerne flere Instrumenter til Rede. Under Titel af »Kronprindsens Skalmejeblæsere og Violons* optræder de saaledes bl. a. 1695. — Alt som Tiden skred frem, udvidedes M.s Instrumentbestand. 1733 rykkede Valdhornet frem til sammen med Hobo og Fagot at blive Hoboisternes 3die Hovedinstr. Fra 1750 at regne kommer Klarinetten til, og en halv Snes Aar senere stilledes hos Fodfolket overfor Hoboisterne et særligt Janitscharkorps med stor og lille Tromme, Bækken, Triangel m. m. paa den ene Side; Tværpibe, Piccolofløjte, Trompet og Fagot paa den anden. Nu er Antallet af Militærmusikere ifølge Hærloven af 1922: Livgarden 36, o: 1 Musikdirigent, 2 Fløjter, 2 Oboer, 2 Fagotter, 2 Es-Klarinetter, 6 B-Klarinet-ter, 2 Flygelhorn, 3 Trompeter, 4 Valdhorn, 2 Tenor-Horn, 1 Bariton, 3 Basuner, 2 Tubaer, 4 Tamburer (Trommer). Infanteriet har 8 Regimentsmu-sikkorps à 15 Musikere, o: pr. Regiment: 1 Musikdirigent, 2 Piccolo i Es, 2 Flygelhorn i B, 2 Trompeter i F, 2 Althorn i Es, 3 Tenorbasuner, 2 Tubaer, 1 Tambur. Feltartilleriet og Rytteriet har hver 3 Musikkorps à 9 Musikere, o: pr. Korps: 1 Piccolo, 2 Flygelhorn, 1 Trompet, 1 Alt-Horn, 3 Tenorbasuner og 1 Tuba. Musikdirigenten ved disse beredne Korps maa paa Grund af Stemmernes Faatallig-hed selv blæse med. (Af de nævnte Instrumenter er Piccolo, Flygelhorn, Althorn, Tenor, Bariton og Tuba Metalblæseinstrumenter, der kun anvendes i Militærorkesteret og har udviklet sig af Bagiehornet (s. d.), efter at dette i 1830 var blevet forsynet med Ventiler (opr. var det et Klaphorn). (Litt. : Angul Hammerich: »Musiken ved Christian IV.s Hof«, 1892; Carl Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«_?1908).

I Norge havde kun Norske Jægerkorps fra 1780erne egen Musik. Nogle faa Regimenter fik fra 1805, 1806 og 1807 hver 6 Hoboister. Først ved Hærordningen af 1810 bestemtes, at der i hvert Regiment skulde være 6 Hoboister og 1 Regimentshornblæser. Dåden gamle Regimentsinddeling 1817 afløstes af Brigadeinddeling, fik hver Infanteribrigade 1 Korpstambur, 6 Hoboister og 12 Spillemænd til Janitschar-musik (i alt 19 Mand). 1880 blev Tallet øget til 23 Mand (idet dog 2. Brigade var noget stærkere besat), nemlig 7 Sergeanter, 8 Korporaler og 8 Elever. 1898 bestemtes, at der i Brigademusiken skulde være 1 Musik-Kommandersergeant (Instruktør), 1 Furer, 7 Sergeanter, 6 Korporaler og 8 Elever. Fra 1899 har Instruktøren Sekonløjtnants Grad, og fra 1918 gælder, at Instruktøren efter 10 Aars Tjeneste udnævnes til Premierløjtnant. — Fremstaaende Militærmusikere er Adolf Hansen (1852—1911), Kapelmester i Tivoli, Kria., fra 1892 Løjtnant ved Bergens Brigade, frugtbar Komponist af Lejlighedsmarcher m. m., som har vundet fortjent Popularitet; Georg Andersen {L 1857), Løjtnant ved Kristian-sandske Brigade fra 1905, udmærket Arrangør af en Række Svendsen- og Selmer-Kompositioner m. m. for Militærorkester; Knut Glomsaas (f. 1863), Instruktør i Trondhjems Brigade fra 1887, Sekondløjtnant 1899, Premierløjtnant 1918: Oscar Borg (s. d.), W. Gomnæs (s. d.) og fremfor alle Ole Olsen (s.d.), som med Titel af Major var Arméinspektør 1898—1919.

Militærmusikerne er i Danmark delte i 4 Grader: Musikdirigenter og Musikere af lste, 2den og 3die Grad, henholdsvis rangerende med Premierløjtnant, Løjtnant, Sekondløjtnant og Korporal. Musikdirigenterne har kgl. Udnævnelse.

Millioktav (mo), en Tusindedel af en Oktav, bruges i Akustiken til nøjagtig Udmaaling af Intervallerne. I ren Stemning omfatter saaledes den lille Terts 263 mo, den store Terts 322 mo, ren Kvart 415 mo, ren Kvint 585 mo, lille Sext 678 mo, store Sext 737 mo og ren Oktav 1000 mo.

Millöcker, Carl, 1842—99, østr. Komponist, Kapelmester først i Graz, senere i Wien ; har komponeret en Mængde Operetter, hvoraf nævnes »Der todte Gast«, »Die beiden Bruden, »Der Viceadmiral«, »Der Regimenstambour«, »Ein Abenteuer in Wien«, »Der arme Jonathan«, »Die Jungfrau von Belle-ville«, og særlig »Der Bettelstudent«, 1882, der opførtes paa mange Scener udenfor Østrig (Kbhvn. 1884); M. var en Tid lang en af de populæreste Operettekomponister. (Biogr. af Preiss).

Milton, John, d. 1647, den berømte Digters Fader, komponerede bl. a. en berømt 6-stem. Madrigal Fayre Oriana in the morne i Samlingen Triumphes of Oriana; skrev ogsaa Salmemelodier i Samlingen Whole Book of Psalme.

Mingotti, Pietro, d. 1759 i Kbhvn., ital. Impresario, der til Dels i Forening med sin Broder Angelo M. gav Operaforestillinger i Østrig, Sydtyskland, Hamburg og Kbhvn.; ved Truppens Optræden her var Gluck Dirigent; ogsaa Scalabrini var knyttet til den ligesom berømte Sangkunstnere som Cuz-zoni, Marianne Pirker o. fl. (Litt. : Erich H. Muller: »Angelo und Pietro M.«, 1917). — M.s Hustru Regina M., 1721—1808, fremragende Sangerinde (Sopran). Elev af Porpora, optraadte indtil 1787 paa talr. Scener i Østrig, Tyskland, Italien, England, Spanien etc.

Minima (ital.), »den mindste«, Men-suralnodeskriftens (s. d.) Navn for Halvnoden.

Minnesang (af tysk Minne, Kærlighed) kaldes den lyriske i Sang frem-baarne Kunstdigtning, der som Sidestykke til den provencalske og nordfranske Trubadursang ved Korstogstiden (i 12-13. Aarh.) kom til Udvikling indenfor den tyske Ridderstand. Den tyske M., der havde sit Hovedsæde i Sydøstrig, i Sydtyskland og i Timringen, tog dog paa flere Maader Afstand fra Trubadursangen. Gik hin ene og alene ud paa at lovprise Kvinden og Kærligheden, gik M. videre ved ogsaa at udtale Glæden over Naturen og i religiøs Begejstring at prise Skaberen. Minnesangeren forlangte lige saa lidt som Trubaduren nogen Løn for sin Kunst. Han havde nok i som hædret Gæst at drage fra Borg til Borg og glæde andre ved sin Sang. I Modsætning til Trubaduren, der til Frembæring af sine Digte gjorde Brug af en Tjener (Jongløren, s. d.), foredrog Minnesangeren altid selv sine Digte og akkompagnerede dem egenhændigt ved Greb i et Strengeinstrument; (som Minnesangerinstr. anføres Harpe, Fidel, Chrotta og Sambiut, se disse Art.). Den tyske Minnesanger tilhørte heller ikke altid Ridderstanden. Blandt de Sangere, der medvirkede ved den berømte Sangerkrig, som 1207 fandt Sted paa Wartburg, anføres sammen med Ridderne Wolfram v. Eschenbach, Walter v. d. Vogelweide, Heinrich v. Zwetschen o. a. flere af de som »Mestre« betegnede borgerlige Sangere, deribl. Heinrich v. Aftirdin-gen, »ej-n Burger us der Stat Ysena-che«, og Bitterolf, »eine von dez Land-grafin Hofgesinde«.

Af de tyske Minnesangerdigte, der deler sig i 3 Hovedgrupper: »Lieder« (hvor alle Vers synges paa samme Melodi). »Leichen« (der er gennemkomponerede Sange) og »Sprûche« (der sandsynligvis blev deklamerede), er der bevaret mange baade med og uden Melodier. Ved Melodiernes Nedskrivning anvendes i Haandskrifterne de firkantede Noder, der i Middelalderen baade brugtes til Notering af den en-stem, gregorianske Kirkesang og af den flerstemmige Sang, men som jo i hver af de to Sangarter forlanger sin Tj-dning (se Koralnodeskrift og Men-suralnodeskrift). De ældre Historikere (Perne. Coussemaker o. a.) opfattede Firkantnoderne som Mensuralnoder og forvildede sig derved ud i et Uføre af Selvmodsigelser. De yngre (Runge, Riemann o. a.) er derimod gennem en omhyggelig Undersøgelse af Betonings-forholdene mellem Text og Toner kommet overéns om at opfatte dem som Koralnoder. Tydningen af de middelalderlige Sangdigte er derfor nu kommet over i et nyt Spor, og den Opfattelse gør sig mere og mere gældende, at M. baade i rytmisk og i melodisk Henseende støtter sig paa Koralnode-Princippet.

Minnesangens Blomstringstid var kun kort, idet indre og ydre politiske Uroligheder allerede efter halvandet Hundrede Aar gjorde Ende paa den. Det skulde blive hos de borgerlige Mestersangere (s. d.), at Poesien omsider igen fandt i Havn for at sætte Frugt i en regelbunden, men fantasiforladt Digtning. (Litt.: V. d. Hagen: »Minnesinger« (4 Bd.); P. Runge: >Die Sangesweisen d. Colmarer Handschrift« (1896)).

Minoja, Ambrogio, 1752—1825, ital. Musiker, Sanger og Maestro al Cembalo ved Scalateatret i Milano, 1781 —1801; senere ansat ved Konservat. sst. ; Komponist af en Opera, kirkelige Værker, Kammermusik etc, men særl. kendt som Sangpædagog og Udg. af endnu benyttede Solfeggier.

Minore (ital., mindre) bruges baade som Betegnelse for den ved sin lille Terts karakteristiske Molltreklang og for Molltonearten; tilsvarende betegner maggiore, større, baade Durtreklangen og Durtonearten. Er Hovedsatsen i en Menuet, March o. 1. i Dur, mens Trioen el. Mellemsatsen er i Moll, anvendes M. ofte som Overskrift for Mollsatsen, Maggiore for Dursatsen. I Lighed hermed anvendes M. ogsaa i Variationsformen tit som Overskrift, hvor det opr. i Dur affattede Tema varieres i en Mollvariation.

Minstrel (eng.), se Ménestrel.

Minuetto (ital.), se Menuet.

Mirecki, Franz, 1791—1862, polsk Komponist, Elev af Hummel og Che-rubini (i Paris), Direktør (fra 1838) for Operaskolen i Krakow; har skrevet flere Operaer og Balletter samt forsk. Koncert- og Kammermusik, Udg. af B. Marcellos Psalmi, Durantes Duetter og anden gi. ital. Musik samt Forf. af en Instrumentationslære (Trattato all'istromentazione, 1825).

Miserere (af Miserere mei deus (»Herre, forbarm Dig over mig«), Begyndelsesordene til den 51, Davids-psalme) finder paa forskellig Maade Anvendelse ved den kat. Gudstjeneste og foreligger derfor i flerstemmig Udsættelse af de allerfleste af den kat. Kirkes betydeligste Komponister: Jos-quin de Près, Palestrina, Lasso o. m. fl. Under særlig højtidelige Forhold opføres M. i den stille Uge i det sixtin-ske Kapel i Rom. hvor det udgør Midtpunktet for >Tenebrae-Officiet« (se Tenebraé) og af Paven og samtlige Kardinaler paahøres knælende. De M.-Kompositioner, der nyder størst Berømmelse, komponerede Gregorio Alle-gri (1630), Tom. Baj ^1704) og Baini (1821); de er nu i det sixtinske Kapel de eneste tilladte. Navnlig Allegris M. æres saa højt, at det i lange Tider var forbudt at kopiere Manuskriptet. Se iøvrigt Allegri.

Miskow, Sixtus, f. 1857, dsk. Komponist og Sanglærer; Elev af det kgl. Konservat., med Carl Helsted som Lærer i Sang; debut. 1879 paa det kgl. Teater, men opgav atter den sceniske Vej og har i en lang Aarrække virket dels som Sanglærer og Sangdirigent, dels som Musikkritiker (en Tid lang ved »Berlingske Tidende«). Af hans Kompositioner nævnes Dramaet »Snehvide«, Musik til flere sceniske Arbejder og en Del folkelige Sange, der har faaet stor Udbredelse (»Den Spillemand«),

Missa, se Messe.

Missa brevis (lat.),kort Messe, se Messe.

Missale (af Missa (lat.), Messe), iden kat. Kirke en specielt for den celebrerende Præst bestemt Haandbog, som viser Gangen i de forskellige Messer, der efter Kirkeordenen finder Sted i Aarets Løb.

Missa pro defunctis, Dødsmessen, se Requiem.

Missa solemnis, a) lat., højtidelig Messe (tysk: hohe Messe, dansk: Højmesse); 1) i den kat. Kirke en Messe, der er bestemt for høje Helligdage og derfor i musikalsk Henseende er rigere udstyret end sædvanlig; 2) i den pratet Kirke fastholdes Højmesse derimod som Navn for Formiddagsguds-tjenesten, der plejer at tage sin Begyndelse Kl. 10; se Messe. — b) Et af Beethovens Hovedværker, Op. 123 i D-dur. Paabegyndt 1819, men først afsluttet 1822. ïste (kun delvise) Opførelse fandt Sted 7. Maj 1827 (efter Manuskript). Udkom s. A. i Trykken hos Schott u. Söhne i Mainz.

Mitterer, Igxaz, f. 1850 i Tirol, østr. Komponist., Elev af bl. a. Haberl og Mich. Haller i Begensburg, hvor han 1882 - 85 var Domkapelmester; har komponeret et stort Antal Værker, deribl. 45 Messer i streng kontrapunktisk Stil, som han behersker i sjælden Grad; iøvrig Bequiems, Hymner, Offerlorier etc. med eller uden Orkester.

Mitterwurzer, Anton, 1818 — 76,østr. Operasanger (Baryton); debut, i Innsbruck; knyttedes 1839 til Dresdener-Operaen, og virkede her til 1870; en Førsterangs dramat. Sanger (Don Juan, Wolfram. Hans Sachs. Grev Almaviva, Tell, Telramund etc.).

Mixolydisk er Navnet for to forskellige Tonearter. 1) I det oldgræskeTo-neartsystem betegner det den Toneart (ogsaa kaldet hyperdorisk), der er bygget over Tonefølgen 1 1 1^111 d: h-Jc d eif g a h. — 2) I det middelalderlige Toneartsystem er det derimod knyttet til den Toneart, der har Skalaen 1 1 | 1 1 \ 1 o: g a h'c d e-if g. Se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 b og Kirketonearterne.

Mixtur, se Orgel.

Mizler, Lorenz Christoph. 1711.— 78, tysk Musikforf.; Elev af J. S. Bach i Klaverspil og Komposition; holdt fra 1737 Forelæsninger i Leipzig, hvor han Aaret efter stiftede »Societät der mus. Wissenschaften«, af hvilket bl. a. Bach var Medlem; drog 1743 til Polen, hvor han blev adlet under Navnet v. Kolof; udg. en fortræffelig Overs.

af Fux' Gradus ad Parnassum samt »Neu eröffnete musikalische Biblio-thek etc.«, en af de ældste Musiktidender, og skrev forsk. Afhandlinger og Kompositioner.

Mjøen, Beidar, f. 1871, nsk. Musikforf., opr. uddannet som Jurist, Kritiker i »Dagbladet« 1907—25, fra 1925 i »Aftenposten;;. Bedigerede »Norsk Musikerblad«; 1913—17, leverede Programbladene til >Opera comique« i Kria., redigerede de norske Bidrag til A Diclionarg of Modem Music and Musicians; har skrevet om nsk. Musik i amerikanske, engelske og tyske Tidsskrifter. M. tog Initiativet til den norske Operakomité og er Medlem af Styret i »Houens Fond«.

M. M. 1) = Mälzels Metronom, se Metronom. — 2) Alm. anvendt Forkortelse af »Muntre Musikanter« (Navnet paa det bekendte finske Sangerkor), s. d.

Mocquereau, Dom André, f. 1849, fr. Musikforf.; opr. Cellist, uddannet i Paris, indtraadte 1875 i Benediktinerordenen ; studerede i Frankrig og Italien middelalderlige Kirkemelodier; paabegyndte 1889 Udgivelsen af Paléographie musicale; har skrevet en Del Bøger hovedsagelig om gregoriansk Sang, hvoraf skal nævnes Petit traité de psalmodie, La psalmodie romaine et l'accent tonique latin, Méthode de chant grégorien m. m.

Moderato (ital.), Tempobetegn., Forkortelse af Allegro m.,hurtigt med Maade.

Modulation, Overgangen fra en Toneart til en anden (tidligere ogsaa Melodiens og Harmoniernes Bevægelse indenfor samme Toneart). Forlades Tonearten kun for kort Tid for derpaa atter at tages op, betegnes M. kun som »Udvigelse«; giver den derimod definitivt Plads for en ny Toneart (som f. Ex. i Sonateformen før 2det Temas Indtræden og i lignende Tilfælde), er M. »fuldkommen«. M. indtræder ved Indførelsen af en Akkord, der ikke mere hører hjemme i den hidtilværende Toneart. Den korteste S'ej fra en Toneart til en anden gaar direkte over Dominant el. Noneakkorden (s. d.). Findes der Fællestoiier mellem den lste Tonearts Tonica-Treklang og den 2dens Dominant- el. Xoneakkord, kan M. udføres i kun 3 Akkorder:

Findes der ingen Fællestoner, maa der mellem Tonica-Treklangen i den lste Toneart og Dominant-Firklangen i den 2den indskydes en i lste Toneart hjemmehørende Hjælpeakkord:

I musixalsk Henseende langt mere værdifulde er imidlertid de M.er, der enten er baserede paa Fællesakkorder-nes Flertydighed eller tager Hjælp af Kromatiken el. Enharmoniken.

1) M., der støtter sig paa Fælles-akkordernes Flertydighed (o: organisk el. harmonisk i\I.) kan kun foretages mellem indbyrdes beslægtede el. indirekte beslægtede Tonearter, f. Ex. fra C —F: Cdur og Fdur har 4 Harmonier tilfælles: C I n IV vi = F V vi I in. Ved Benyttelsen af en el. flere af disse Fællesakkorder kan Cdur derfor umiddelbart glide over i Fdur. I Modulationer til nær beslægtede Tonearter.

Paa tilsvarende Maade kan der moduleres fra C—G :

Er Tonearterne kun indirekte be-siægtede, maa der tages Hjælp af en 3die Toneart, der har Tilknytning til begge Sider. Ex. c—e: c-moll og e-moll har ingen Fællesakkorder, men kan bl. a. forbindes ved Hjælp af Gdur, idet Gdur I er = cV og Gdur vi er = ei.

II Mod. til indirekte beslægtet Toneart.

2) M., der tager Hjælp af Kromauken el. Enharmoniken, er særlig paa deres Plads ved Overgangen til fjernt liggende Tonearter:

Skønt Toneartsforandring i begrænset Grad allerede anvendtes i Kirke-tonearternes Tid, og skønt ogsaa Sol-misationslærens Mutation (se Solmisa-tionssystemet) kan betegnes som en Art M., kom M. egentlig først til at spille en Rolle efter den definitive Indførelse af de moderne Dur- og Molltonearter, d. e. fra og med det 17. Aarh. (Litt.: H. Riemann : »Systematische Modulationslehre «, »Katechismus der Harmonie- u. Modulationslehre« (5. Opl. 1913), »Elementarschulbuch der Harmonielehre« (2. Opl. 1915); Max Reger: »Beiträge zur Modulation« (1903)).

Modus. 1) Toneart, sserl. Kirketone-art, Ex. Modus dorius, M. lydius etc. — 2) Hos de ældre Mensuralteoreti-kere (i 12—13. Aarh.) rytmisk Skema for Melodidannelsen:

af /. B. Beck og P. Aubry forsøgsvis anvendt til Tydning af Trubadursangene (s. d.). — 3) M. major; a) Durtonearten, b) i Mensuralteorien (15 — 16. Aarh.) Bestemmelsen af Maximas Mensur. M. minor: a) Molltonearten, b) i Mensuralteorien Bestemmelsen af Longas Mensur. (Se Mensuralnode-skriften).

Moe, Olefixe, f. 1850, nsk. dramat. Sangerinde, væsentlig uddannet i Sthlm., debut, paa Kria. Teater 1868, knyttet til Sthlm.s Opera 1873—1881, "har koncerteret og optraadt i mange Byer i Skandinavien (Susanna, Mignon, Carmen, Martha, Regimentets Datter, Sorte Domino m. fl.).

Moestue, Marie, f. 1869, nsk. Sangpædagog og Musikforf., Elev af Fru Lammers, Wilma Monti, Mme Artôt og (i Komposition) af Sig. Lie og Prof. Grunicke. Skrev >Sangkunstens Historie« samt en Række Artikler af musik-histor. Indhold i Blade og Tidsskrifter, Musikkorrespondancer til norske Blade fra Paris, Berlin o. fl. St.; har gennem Foredrag virket for Udbredelse af musikhistor. Interesse. Formand i Kria. Musiklærerforening 1909 — 12, i Norske Musiklæreres Landsforbund 1914—18.

Moiseivitch, Benno, f. 1890, russ. Pianist. Elev af Musikakademiet i Odessa og af Leschetizky ; debut, i London og optraadte paa mange og vidtstrakte Rejser i U. S. A., Canada, Australien samt rundt om i Europa.

Mojsisovics, Roderich, f. 1877, østr. Komponist, Elev af Kölns Konservat. og Münchener Akademiet; fra 1912 Direktør for den Steiermarkske Musikforening og Konservat. i Graz; har komponeret en Opera og andre sceniske Arbejder, Symfon., Orgelmusik, Kammermusik, Korværker etc.; som Musikforf. har M. skrevet Opera- og Koncertførere, en Biografi af »Max Reger«, 1911, m. in.

Molinari, Bernadixo, f. 1880, ital. Musiker, anset Koncertdirigent i Italien og paa talr. Koncertrejser, ogsaa Operadirigent samt Udg. af gi. ital. Musik (Monleverdi, Carissimi) til Koncertbrug.

Molique, Wilhelm Bernhard, 1802 —69, tysk Violinist og Komponist; Elev af Rouelli og dennes Efterfølger som Koncertmester ved Hofkapellet i München; beklædte samme Stilling i Stuttgart 1826—49; foretog mange Koncertrejser og var meget søgt som Lærer; har komponeret Violinkoncerter, Strygekvartetter og anden Kammermusik, samt en Symfon., Messer, Oratorium m. m.

Moll, se Dur og Moll.

Molto (ital.). meget. Allegro m., meget hurtigt, m. largo, meget langsomt o. s. v.

Momentulum (lat.), Sextendedels-pavsen.

Momentum (lat.), Ottendedelspavsen.

Momigny, Jérôme Joseph de, 1762 —1838, fr. Musiker og Forf., Organist bl. a. i Lyon, under Revolutionen i Schweiz, derefter Musikhandler i Paris og Udg. af egne Skrifter; nævnes som Grundlægger af Fraseringslæren (s. d.), navnl. gennem Artikler i Encyclopédie méthodique par ordre des matières (2. Bd.) som Mesure, Motif, Période, Phrase etc.. og i Cours Complet d'harmonie et Composition d'après une théorie neuve, 3 Bd., 1806; andre Skrifter er La seule vraie théorie de la musique (overs, paa ital.), Cours général de musique etc., 1834, etc.; som Komponist var M. derimod uden Betydning.

Mompou, Federico, f. 1895, spa. Komponist, Autodidakt, lever i Paris, hvor hans Klaverkompositioner af nationalt Præg i »extraimpressionistisk«(!), saakaldt primitivista, Stil har vundet Yndest; (Canço i Dança, Impressions intimes, Scènes d'enfants, Sub urbis, Carmens, Variations etc.); M. benytter sin egen originale Musiknedskrift, uden Taktinddeling, Nøgler o. 1.

Monaldi, Gino, f. 1847, ital. Musik-forf., Elev af Konservat. i Milano, Musikkritiker i Rom og Operaimpresario; kendt som Forf. af en stor Verdz-Biografi og forskellige Skrifter om samtidigt Musikliv i Italien (deribl. Memorie d'un suggeritore).

Moniuszko, Stanislav,', 1819—72, polsk Komponist, uddannet dels i Wars-zava, dels i Wien; ansat som Kapelmester ved Operaen i Warszava 1858, senere tillige som Lærer ved Konservat.; har komponeret en Række Operaer og Balletter, desuden Messer, Kantater, Hymner, omkr. 400 Solosange og udg. en Harmonilære. (Biogr. af Walicki og Wilczgnski). — En Sektion ill.i af Warszavas Musikselskab bevarer Mindet om M., samler Materiale til hans udførlige Biografi, uddeler Stipendier m. m.

Monn, Georg Matthias, 1717—50. østr. Komponist og Organist; skrev en Række Instrumentalværker, som er offentliggjort i »Denkmäler der Tonkunst in Osterreich« (Bd. XV og XIX), og som har spillet en Rolle i den moderne Instrumentalmusiks Udvikling (se Sonate. Stamitz og Mannheimer-skolen).

Monochord (gr. af monos, enkelt og chorde Streng), enstrenget Instr., der, først i Oldtiden og siden igen i Mid-

Monochord.

delalderen, paa én Gang anvendtes som Middel til ad matematisk Vej at klarlægge Intervalforholdene og som Støtte ved Sangundervisningen (Tonetræfning). Paa langs af et Bræt el. en Resonanskasse, hvorpaa der er fastgjort en i Grader afdelt Maalestok, er der mellem to faste Endepunkter (Stole) opspændt en Streng, der ved Hjælp af en bevægelig Skyder (anbragt mellem Gradestok og Streng) kan afkortes og deles paa ethvert Punkt. Det lader sig derved gøre paa denne eneste Streng at frembringe en hel Skala af Toner og samtidig at iagttage, hvorledes disse Toner i matematisk Henseende indbyrdes forholder sig til hinanden. Anbringes Skyderen nøjagtigt under Strengens Midtpunkt, afgiver de to Strengedele, der hver ligger til sin Side af den, hver for sig Oktaven til den hele uinddelte Strengs Tone. ⁸/₃ af Strengelængden afgiver Kvinten til Helstren-gen, ³/₄ Kvarten, ⁴/₅ den store Terts osv. Man kan kort sagt, ved at flytte Skyderen rundt paa forskellige Punkter af Gradestokken, paa M. fremstille enhver Tone og ethvert Interval saa akustisk rent som vel muligt. — Skønt M. af Naturen var et videnskabeligt Toneredskab, skulde det i Middelalderens Løb blive Udgangspunkt for Udviklingen af en hel Del praktiske Musikinstrumenter, blandt hvilke her som de vigtigste kan anføres Trompet marina ogsaa kaldet Trumscheidt el. M., den tyske Scheidlholz og dennes Aflæggere, den norske Langeleik og det islandske Langspil, det nyere svenske Psalmodikon samt, som det vigtigste af alle, Klavichordet (se Specialart. om disse Instr.). (Litt. : Sigfr. Wantzloebe: »Das M. als Instr. u. als System«, Halle 1911).

Monodi (gr.) betyder strengt taget kun i al Almindelighed en enstemmig Sang uden instrumentalt Akkompagnement. Navnet lader sig altsaa i Virkeligheden baade anvende paa den kat. Kirkes enstemmige (gregorianske) Sang, paa Folkevisen, paa Minnesangen og Trubadursangen m. m. I speciel Betydning anvendes Navnet derimod i Musikhistorien konsekvent paa den instrumentalt ledsagede Solosang, der i Renaissancetiden (sidst i 16. Aarh.) som en Nyhed rykkede frem overfor den hidtil eneraadende flerstemmige Vokalmusik og indledede Florentinernes vel kendte Forsøg paa at genføde den antike græske Musik (se Opera). Opfinder af denne M. var den florentinske Dilettant og Oldgransker Vin-cenzo Galilei; Komponist af den første større (trykte) Samling af M.er [Le Kuove Musiche) var Musikeren og Sangeren Giulio Caccini, 1550—1618. Akkompagnementet til M. var ikke skrevet ud, men blev improviseret paa Støtte af den enkelte becifrede Basmelodi, der var underlagt Melodien (se Generalbas). M. var en Strofesang, hvis Versestrofer adskiltes ved instrumentalt udførte Mellemspil (Ritorneller), og alle blev sungne paa samme Melodi.

Monodrama og Duodrama, se Melodrama.

Monotoni (gr.), Ensformighed.

Cally Monrad.

Monrad, Cally, f. 1879, nsk. Sangerinde, væsentlig uddannet i Kria. og Dresden ; debut, i Kria. i Koncertsalen 1899, i Operaen 1903; har givet mangfoldige Koncerter omkring i Skandinavien og var en Tid ansat ved Berliner-Operaen (Grethe i »Hans og Grethe«, Tosca, Butterfly, Mimi, Carmen m. fl.). Har udgivet lyriske Digte, som Borgstrøm (s. d.) har skrevet Musik til.

Monradjohansen, David, se Johansen.

Monsigny, Pierre Alexandre, 1729 —1817, fr. Operakomponist, dyrkede fra Barn af Musik (Violinspil), men maatte som tidlig faderløs søge sig andet Erhverv og blev Hushovmester hos Hertugen af Orléans; imidlertid meldte Musiklysten sig igen, og efter nødtørftige Studier hos Kontrabassist ved den store Opera Gianolti debut. M. 1759 meden Opéra-comique : Les aveux indiscrets paa Théâtre de la Foire. Det Held, der her fulgte ham, tilskyndede til fortsat Komposition, og hurtig fulgte en Række Operaer, der alle gjorde megen Lykke; de kendteste er Le Cadi dupé. Le roi et le fermier, 1762 (Kbhvn. >Kongen og Forpagteren« 1784), Rose et Colas, 1764 (Kbhvn. »Forstilt Tvistighed« 1777), Aline, reine de Golconde, La belle Arsène, 1773 (Kbhvn. 1781) og fremfor alle Le déserteur, 1769 (Kbhvn. »Deserteuren« 1775), M.s bedste, endnu ikke glemte Værk. Det synes, som om den Begejstring, hvormed en flg. Opera Felix, 1777, modtoges,

P, A. Monsigny.

foranledigede den beskedne og ængstelige Musiker til ikke at fremkomme med flere Operaer. Revolutionen berøvede ham hans Stilling hos Hertugen af Orleans, og han var Xøden nær, da Opéra-comz'çue-Teatret sikrede ham en Pension og Konservat. en Inspektørstilling; denne sidste opgav M. dog snart — atter af Beskedenhed. — M. er en af Skaberne af den ældre opr. opéra-comique; med sin Textforf. Sedaine frembragte han disse scenisk virkningsfulde, oftest rørende, borgerlige Sangspil, der vandt saa stærkt Indgang i Paris og andetsteds. M.s Styrke var den gratiøse, naturlige og enkle Melodik og den dramat. Sans (uden at være grundig faguddannet yndede han Anvendelsen af kontrapunktiske Virkninger; hans Orkesterbehandling var beskeden). (Biogr. af Q. de Quinzy, Alexandre, Hédoain og Pougin).

Monte, Philippe de, 1521—1603, nederl. Komponist, kejserlig Kapelmester i Wien, en af a-capella-Tidens mest fremragende og frugtbare Komponister. Skrev en uhyre Mængde Ma-drigaler, endvidere Messer og Motetter.

Montemezzi, Italo, f. 1875, ital. Komponist, studerede ved Milanos Konservat. og debut, som Operakomponist i Torino 1905; særl. Held fulgte hans Opera Lamore dei tre re, 1913, der opførtes paa flere europæiske og amerikanske Scener, endvidere La Nave (d'Annunzio) og Korværker som Can-tico dei cantici; M. følger den veristiske Retning, særl. Puccini.

Monteux, Pierre, f. 1875, fr. Dirigent, Elev af Paris' Konservat., Dirigent ved Diaghilefs Balletturnéer (Ravel, Debussy, Stravinsky), grundede i Paris Société des Concerts Populaires (1914) for Opførelse af moderne fremmed Musik (Stravinskys sPetruchka« og Sacre du Printemps etc.); under Krigen fremførte han fr. og russ. Musik i U. S. A. ; nævnes særl. som Debussy-Fortolker.

Monteverdi, Claudio, f. i Cremona 1567, d. i Venezia 1643, berømt ital. Komponist, Elev af Ingegneri; uddannede sig ogsaa som Sanger og Violinspiller og knyttedes 1590 som fortrinlig Violaspiller til Hoffet i Mantova, hvor han 1601 forfremmedes til Kapelmester. Siden virkede han fra 1613 indtil sin Død som Kapelmester ved Markuskirken i Venezia. Under Indtryk af den frygtelige Pest, der 1630 hærgede denne By, lod han sig vi til Præst. — M. hører til Musikhistoriens mærkeligste Skikkelser; man har betegnet ham som det 17.Aarh.s Richard Wagner. Sikkert er, at hans Virksomhed betyder et Nybrud paa forskellige Om-raader, fremfor alt paa Operaens. — Med en Række 4-stem. Madrigali spi-rituali indleder han allerede i 16-Aars-alderen sin Komponist-Karriere, og det er som A/adr/ga/komponist (M. fortsatte efterhaanden med 9 Madrigalsamlinger, hvoraf de fleste udkom i mange Opl.), at han først tilkendegiver sin uimod-staaelige Trang til at slaa ind paa ny Veje. Som Middel til at karakterisere og klarlægge Textindholdet benytter han i sine Madrigaler en hidtil uhørt dristig Harmonik. Han anvender den formindskede Septimakkord, lader Septim og None træde frit ind og gaar ikke engang af Vejen for det formindskede og forstørrede Kvartskridt (o : den af Teoretikerne dengang saa haardt fordømte Tritoniis). Teoretikerne rettede derfor skarpe Angreb imod ham. Især fra Artusis (s. d.) Side blev M. gennem en lang Aarrække gjort til Genstand for en ondsindet litterær Forfølgelse. Som Fremskridtsmand skulde M. dog især faa Betydning som Operakomponist. Det var med »Orfeoc, at han i 1607 i Mantova aabnede sin dramatiske Løbebane. Han imponerer der allerede ved sit forholdsvis fyldigt besatte Orkester og (i flere Sangnumre) ogsaa ved sit aandfulde Valg af de akkompagnerende Instrumenter. Om nogen In-strumentation i moderne Forstand er der dog hos M. ikke endnu Tale (se Orkester). Valget af de akkompagnerende Instrumenter overlodes dengang i hvert specielt Tilfælde endnu i Hovedsagen til Dirigenten og bestemtes paa den ene Side af de stedlige Rumforhold, paa den anden Side af de forhaandenvæ-rende Spilleres større og mindre Antal og Art. Det Instrumentalstykke, hvormed M. indleder »Orfeo« og som han giver Navn af Toccata, er heller ikke nogen Ouverture efter Nutidens Begreb, men kun et 3 Gange gentaget instrumentalt Signal, der skal oplyse Publikum om, at Forestillingen nu skal begynde. I 1608 fulgte Operaen »Arianna«, der særlig blev berømt ved Ariadnes Klagesang, der af den store Sangerinde Virginia Andreini blev foredraget saa gribende, at »hele Teatret svømmede hen i Taarer« (se Opera). Af M.s følgende dramatiske Værker har især de to venetianske Arbejder: // combatlimento di Tancredi c Clorinda (1624), en Art verdsligt Oratorium med Anvendelse af en »Fortæller« (se Oratorium)_} og M.s sidste Opera: L'inco-ronazione di Poppea (1652), historisk Interesse. Paafaldende er i den første Indførelsen af de to ny Orkestervirkninger: Tremolo og Pizzicato (se disse Art,), i den sidste M.s overraskende tidlige Benyttelse af den tredelte Arie-form: A B A (i en Duet mellem Nero og Poppea), hvormed han umiddelbart viser Vej til det 17. Aarh.s Arieopera. Principielt er M.s dramatiske Stil nær beslægtet med Florentinernes Stilo rap-presentativo (s. d. og under Recitativ), men hans selvstændige Aand førte ham langt ud over Forbillederne. Det er det slaaende Udtryk, han tager Sigte paa, og uovertræffeligt formaar han at udmale sjælelig Spænding (Ex. Ariadnes Klagesang og adskillige Ex. i L'm-coronazione di Poppea). Ogsaa som formende Aand skabte han alene ud fra de Love han fandt i sin egen Musiks Natur. — M. skrev ogsaa kirkelige Værker, Messer. Vespere og Motetter samt Selve morale e spirituelle m. m.— Ex. af M.s dramatiske Musik foreligger i Burneys, Hawkins, Beissmanns, Am-bros' og H. Riemanns Musikhistorier. »Orfeo« blev i Klaverudtog udg. af Rob. Eitner i »Publikationen der Ge-sellschaft fur Musikforschung«. X Bd. (ikke fuldstændigt). Derimod udg. Gia-como Oreflco 1900 »Orfeo« fuldstændigt med udarbejdet Generalbasledsa-gelse. L'incoronazione di Poppea udg. H. Goldschmidt i sine »Studien zar Geschichte der i tal. Oper«, II. Af M.s Madrigaler udg. H. Leichtentritt og Arnold Mendelssohn et Udvalg hos Peters i Leipzig. Fn samlet Udgave af M.s Værker forberedes af den ital. Musikforsker Gaetano Cesari. (Litt.: Emil Vogel: »Claudio M.« (»Viertel-jahrsschrift f. Musikwissensch.«, III, 1887); H. Goldschmidt: ovenn. Studier, samt »Studie ûber il Ritorno d'Ulissec (M.s næstsidste Opera) (i Samraelbände der Intern. Musikgesellsch. 1908); i 10. Bd. af samme : H. Leichtentritt: »Cl. M. als Madrigalkomponist«),

Moor, Emanuel, f. 1862, ungarsk Komponist og Pianist, foretog Koncertrejser i Amerika og til London ; har komponeret Symfon., Koncerter. Kammermusik, en Messe, flere Operaer, en Mængde Sange og Klaverstykker; han er Opfinder af det saakaldte »Du-plex-Coupler Grand Pianoforte«, 'paa hvilket han har spillet paa sine Koncertrejser.

Moor, Karl, f. 1873, czekisk Komponist, skrev Operaerne »Vij«, »Hjör-dis« og »Moses«, nogle Operetter og Kammermusik.

Moos, Paul, f. 1863, tysk Musik-forf., var i Købmandslære, men kastede sig over videnskabelige Studier og Musik; Elev af »Akademie der Ton-kunst« i Mûnchen; af hans Arbejder nævnes: »Moderne Musikaesthetik in Deutschland«, »Bichard Wagner als Aesthetiker«, »Die psychologische Aesthetik in Deutschland«, »Die deut-sche Aesthetik der Gegenwart mit besonderer Rucksichtigung der Musikaesthetik« samt en Række større og mindre musikæstetiske Afhandlinger i forsk. Fagskrifter.

Morales, Cristobal, c. 1500—53, sp. Komponist, Kapelmester ved Katedralen i Avila, en Tid ogsaa pavelig Kapelsanger i Bom. Skrev Messer, Magnifikat, Motetter, Lamentationer, som viser, at han tilhører sin Tids mest fremragende Komponister. Enkelte Stykker findes i Proskes Samling Musica divina.

Morales, Olallo, f. 1874, sp.-sv. Komponist (Moderen svensk); Elev af Konservat. i Sthlm., samt af Terese Carrerto ; ansattes 1904 som Dirigent ved filharmonisk Orkester i Lausanne. 1905—09 Dirigent i Göteborg, siden 1909 i Sthlm. som Musikkritiker og Lærer ved Musikkonservat. samt Sekretær ved »Musikaliska Akademien«; har komponeret Symfon. og andre Orkester-arbejder, Kammermusik og Sange.

Moran-Olden, Fanny, f. Tappehorn, 1855 — 1905, tysk Operasangerinde; debut. 1877 ved en Gewandhauskon-cert i Leipzig, og s. A. paa Operaen i Dresden som »Norma« ; knyttedes 1878 til Operaen i Frankfurt a. M., 1884 — 91 til Leipziger Stadttheater og derefter indtil 1895 til Munchens Hofopera; ægtede 1879 Tenoristen Karl Morän; dramat. Sopran med omfangsrig Stemme og stor Fremstillingsævne.

Morawski, Eugenius, f. 1876, polsk Komponist, Elev af Konservat. i War-szava; lever i Paris, hvor hans Kompositioner med Held er opførte; synes nærmest paavirket af Rich. Strauss (»Prometheus-Symfon.c m. Kor. symfon. Digtninge: Vœ viclis, Fleurs du mal, Don Quixote, Nevermore (efter Poe) etc.).

Morcman, Oscar, f. 1892, nsk. Komponist, var længe Forretningsmand og studerede væsentlig paa egen Haand, senere mest i Paris: debut, i Kria. 1921 med en stort anlagt symfon. Ouverture »Euripides«. Hans symfon. Digtning »Kong Lear«. 1923, har ikke skuffet de Forventninger, som hans Debutarbejde vakte.

Mordent, se Ornamentik.

Morena, Berta (egl. Meyer), f. 1878. tysk Operasangerinde, Elev bl.a. af Agleja Orgeni. debut, paa Munchener Operaen 1898, til hvilken hun derefter var knyttet indtil 1923. idet hun, der hurtig vandt Ry som fremragende dramat. Sopran (særl. Wagnersangerinde), dog jævnlig var paa Kunstrejser (England, Spanien, Amerika og bl. a. paa det kgl.Teater, Kbhvn.,etc.) samt optraadte ved Bayreutherfestspillene.

Morendo, moriente (ital.), Foredrags-betegn., d. s. s. diluendo (s.d.).

Morera, Enrique, f. 1865, sp. Komponist, Elev af Pediell, har levet i Argentina, Belgien og nu Barcelona og komponeret en Række Operaer og Zarzuelas (s. d.), symfon. Digtninge, Korsange, Cellokoncert, Klaverstykker etc.; nævnes som Kataloniens første nulevende Komponist; har ogsaa samlet og udg. katalanske Folkemelodier.

Morgenstierne, Severine Bye, 1839 —1915, nsk. Koncertsangerinde og Sangpædagog, uddannet i Paris. Først gift med den norske Komponist Thomas Tellefsen (s. d.).

Morlacchi, Francesco, 1784—1841, ital. Komponist. Elev af bl. a. Padre Mattet i Bologna; kaldtes 1810 til Kapelmester ved den ital. Opera i Dresden, en Stilling, han beklædte til sin Død; han var her Modstander af Webers nationaltprægede Opera, men stod forøvrig personlig venskabelig overfor ham; har skrevet mere end 20 Operaer og Operetter, 10 Messer, flere Oratorier, Kantater, et Requiem og anden Kirkemusik m. m.

Morley, Thomas, 1558—1603, eng. Komponist, Elev af W. Bird, Organist ved St. Paul, fra 1592 Kapelsanger ved Chapel Royal. M. er først og fremmest kendt for sine Madrigaler, som den Dag idag bliver sunget (3-stem. Kanzonetter, 4-steni. Madrigaler, 2-stem. Kanzonetter, 5-stem. Balletter o. s. v). Flere af Samlingerne har oplevet Ny-tryk til sidste Tid: M. udg. den store Samling »Canzonets —« af ital. Mestre og Triumphs of Oriana til Ære for Dronning Elisabeth. Endvidere skrev han et fremragende teoretisk Værk A Plaine and Easie Introduction to Practicall Musicke.

Mortier de Fontaine, Henri, 1816 — 83, polsk Pianist, gjorde Opsigt paa Koncertrejser i Tyskland, Frankrig, England ved sin højt udviklede Teknik; levede en Aarrække i Petersborg, ved sin Død i London; var en af de første, der offentlig spillede Bach og Handel samt Beethovens sidste Sonater.

Moscheles, Ignaz, 1794—1870, bøhmisk Klaverspiller og Komponist, Elev af Dionys Weber, debut, allerede 14 Aar gl. i Prag med en egen Klaverkoncert, studerede derefter i Wien (hos Albrechtsberger) og kom bl. a. til at staa Beethoven nær, der overdrog ham at udarbejde Klaverudtog af »Fideliot;

efter tiere Aars Koncertrejser og Ophold i Paris og navnlig i London, hvor M. blev en meget søgt Lærer, kaldtes han 1843 af F. Mendelssohn, der havde studeret under ham i Berlin, til Leipzig som Lærer veddet ny Musikkonservat.; her levede M. højt anset til sin Død. 1829 havde han besøgt Kbhvn. og vakt stor Opsigt som Koncertpianist; hans Optræden gav Weuse Stødet til Kompositionen af de bekendte store » Etuder«. — M. var meget produktiv som Komponist, mest for Klaver eller Kammermusik med Klaver; hans Arbejder er af ulige Værdi, idet en stor Del tjente Virtuosformaal eller Salonsmagen, men af hans øvrige Kompositioner viser mange hans betydelige Begavelse med Hang til en vis Patos og original Sans for Harmonik og Rytmik. Saadanne Værker, der endnu ikke er uden Interesse, er Koncert ! g-moll og Concerto pathétique. Sonate mélancolique, Sonate caractéristique, Allegri di Bravura, Hommage à Haendel (for 2 Klav.), Variationer over »Alexandermarchen«, adskillige Etuder, særl. »Charakteristische Studien«. — M. overs, paa eng. og supplerede Schindlers Beethoven-Biografi, og paa Grundlag af M.s Breve og Optegnelser udg. hans Enke »Aus M.s Leben«, 1872 overs, paa Engelsk, hvori adskilligt af musikhistor. Interesse.

Moser, Andreas, f. 1859, tysk Violinspiller. Elev af J. Joachim, maatte paa Grund af Armlidelse opgive Virtuosbanen og blev Lærer ved Berlins »Hochschule«, 1900 Professor dér; har forf. Joachims Biografi, 1899 (2. Udg. udvidet til 2 Bd. 1908) og udg. Joachims Brevveksling (3 Bd.), endvidere (med Joachim) en Violinskole (overs. paa fr., af Marteau, og paa eng.), en »Methodik des Violinspielss (2 Bd.) samt adskillig klassisk Violin- og Kammermusik (til Dels i Forening med Joachim). — Hans Søn Hans Joachim M., f. 1889, uddannedes af Faderen i Violinspil, senere i Musikteori og navnl. i Sang (af O. Noë og Felix Schmidt) og er optraadt som Sanger, særl. i Oratorier, ogsaa udenfor Tyskland (1924 i Kbhvn.); ved Siden deraf studerede M. Historie, germansk Filologi og Musikhistorie og avancerede hurtig til Prof. i sidstnævnte Fag, nu i Heidelberg: M. (ogsaa skønlitterær Forf. og Komponist) har allerede en større musiklitterær Produktion bag sig: »Technik der deutschen Gesangskunst« (med A^Toë) med flere mindre Skrifter, talr. Tidsskriftartikler, særl.vedrørende akustiske Spørgsmaal og navnl. det omfattende Værk: »Geschichte der deutschen Musik« (1920—24); endelig Udg. af Webers »Euryanthe« (med ny Text) og af forsk. Vokalmusik.

Moszkovski, Alexander, f. 1851, polsk Musikforf., Kritiker ved berlinske Blade, kendt som Forf. af de humoristiske Bøger »Anton Notenquet-scher« og »Musiklexikon von Prof. K. Lauer« (Kalauer, o: Vits) samt flere musikalsk-satiriske Skrifter; af alvorligere Art er »Die Kunst in 1000 Jahren c og »Ein verlorenes Paradies« o. a.

Moszkovski, Moritz, 1854—1925, polsk Musiker, foreg.s Broder, uddannet som Pianist; debut. 1873 i Berlin med meget Held og foretog talr. Koncertrejser; 1897 tog han Ophold i Paris, ret produktiv Komponist i envis elegant Salonstil (symfon. Digtning >Jeanne d'Arc«, Orkestersuiter, en Violin- og en Klaverkoncert, Kammermusik, Ballet og Opera (»Boabdil«, 1892) samt navnl. Klavermusik »Spanske Danse«, Etuder, Koncert-Vals m. m.

Motette el. Motet (lat. Motetus, Mo-tecta, ital. Motelto, fr. og eng. Motet) var i 13. Aarh. i Pariserskolen en fler-stero. Sang, hvor en Cantus firmas (fast Melodi) med kirkelig Text blev sekunderet af en Overstemme, der til verdslige Ord udførte en anden Melodi og kaldtes Motetus, enten fordi Ordene ofte tog Form af et Tankesprog [mol) [ifølge Gerbert. s. d.], eller fordi denne Stemmes Melodi var langt mere bevægelig (af motns Bevægelse) end Hovedstemmens [ifølge Odington. s. d.]. Føjedes en 2den Overstemme til med en 3die Melodi og Text. kaldtes denne Triplas el. Triplam; tilføjedes en fjerde Stemme, benævntes denne Quadruplant. Sin historiske Betydning havde denne M.-Art som Banebryder for en friere Kompositionsstil, o: et første Skridt bort fra den hidtil fremherskende stive Konduktsiil (i Organum og Conductus, s. d.), hvor flere samtidig syngende Stemmer paa det nøjeste havde holdt Trit med hinanden ved Stavelse for Stavelse at deklamere den selvsamme Text.

Det var først med a-cappella-Sti-lens Indførelse (se Messe), at M. svang sig op til at faa sin fremtidige Hovedbetydning af en over et Psalmevers, el Skriftsted el. lign. opbygget flerstemmig Komposition i den imitatoriske a-ca-pella-Slil. Denne M. var for saa vidt en Art Forløber for Madrigalen, som Texten hos den for første Gang paa én Gang blev et Middel til at markere Tema-Indsatserne og i visse Tilfælde endog allerede inspirerede Komponisten til i sin Musik at afspejle den Stemning, Textindholdet fremkaldte hos ham (Ex. Josqnin de Pres'mørkt stemte Miserere og Sørge-M. over Okeghem og lignende Værker af Obrecht, Heinrich Isaac o. a. af a-capella-Periodens Mestre).

Med Dobbeltkorets (s. d.) Opfindelse og under Indflydelse af den i 15—16. Aarh. fremblomstrede Madrigal (s. d.) uddybes a-capella-M.ens Indhold end yderligere, og med Palestrina og Or-lando Lasso naar den endelig Højdepunktet i sin Udvikling.

Efter Aar 1600 udviskes ved Indførelsen af den koncerterende Stil clier-haanden de for den klassiske acapella-M. karakteristiske Konturer. Umærkeligt glider M. nu over til at blive en Art Sidestykke til Kirkekoncert og -Kantate (s. d.), idet den nu undertiden faar Ledsagelse af Orgel, undertiden af Strygeinstrumenter; af og til antager den ogsaa Form af en instrumentalt ledsaget Solosang (Ex. Bassani: Motetti a voce solo).

Et nyt Fysiognomi antager M. atter, da de tyske protestantiske Tonemestre i 17. Aarh. finder paa i den at indføre Menighedskoralen (Heinrich Schûtz, Hammerschmidt, Buxlehude, Pachelbel o. fl.). Som Mønstertype i denne Genre fremtræder Bachs Koral-M. Koralen anvendes af Bach dels som Motivstof og dels som Cantus firmus. I »Jesus meine Freude<-- gennemarbejder Bach saaledes Koralmelodien 6 Gange, d. e. lige saa mange Gange som Psalmen har Vers og giver den hver Gang en ny Behandling. Som oftest indleder og afslutter Bach sin Koral-M. med en simpel firstemmig Koraludsættelse, der fastslaar den i det samlede Værk fremherskende Grundstemning. Til Ledsagelse af M. anvender Bach gerne kun en af Orglet udført Basso conti-nuo (Generalbas, s. d.). Obligat Instrumentalledsagelse anvender han i denne Kunstform aldrig. Som Text benytter han enten Bibelordet el. dette i Forbindelse med Koralen.

I nyere Tid blev M. baade plejet af Mendelssohn, Schumann og Brahms, der gik tilbage til igen at tage det 16. Aarh.s a-capella-Komponister til Forbillede. Ogsaa i den nyeste Tid fandt M. Optagelse hos Liszt, Hugo Wolf, Richard Strauss, Wùllner o. fl.. (Litt. : Wilhelm Meyer: »Ursprung des Motets« (1898); H. Leichtentritt: »Geschichte der M.c (1908)).

Motiv, det i melodisk, harmonisk el. rytmisk Henseende karakteristiske diminutive Element, af hvilket Temaet udvikles, Ex.:

Motta, José Vianna da, f. 1868 i Dansk Vestindien; portug. Pianist, uddannet i Lissabon, senere bl. a. af Fr. Liszt og Bûlow; har foretaget mange Koncertrejser i Europa og Sydamerika og anerkendes som fremragende Klaverspiller; har komponeret et Korværk »Lusiaden«, en Symfon., Kammermusik og Sange m. m., ligesom han har udg. en Del Skrifter om Musik, »Studien bei Bûlow«, »Einige Beobacht-ungen ûber Fr. Liszt*, »Die Entwi-ckelung des Klavierkonzerts« m. fl.

Mottl, Felix, 1856—1911, tysk Musiker, uddannet paa Wiens Konservat.; fra 1881 Hofkapelmester i Karlsruhe, 1886 Hoveddirigent ved Wagnerfestspillene i Bayreuth; 1905 Hofkapelmester i Mûnchen, Aaret efter tillige Direktør for »Akademie der Tonkunst« og 1907 Operaens Direktør; skrev flere Operaer, Kammermusik etc.; men navnlig hans Betydning som Operadirigent og særlig af de Wagnerske Operaer i Bayreuth (og »Parsifal« i New York 1903) var fremragende.

Moto (ital.), Bevægelse. M. précédente, i den forudgaaende Bevægelse= l'istesso tempo (s. d.).

Motus (lat), Bevægelse. M. contra-rius, Modbevægelse; M. obliquus, Side-bevægelse; M. reclus, lige (parallel) Bevægelse (se Stemmeføring).

Mouton, Jean (de Hollingue), fr. Musiker, f. sandsynligvis ved Metz, d. 1522 i St. Quentin, Elev af Josquin; Kapelsanger hos Kong Ludvig XII og Frants I. tilsidst Kanonikus i St. Quentin. Som Josquin var M. en Mester i Tidens allermest komplicerede kontrapunktiske Stil, men uden i nogen Henseende at glimre med sin Kunst. En 8-stem. Quadrupelkanon er af skøn Velklang. En stor Mængde Motetter, Messer, Chansons m. m. er bevaret; men de er spredt i forskellige Samlinger af ældre Datum. I Nytryk findes en Del i Glareanus »Dodekachor-don« (1516, nyudg. 1889).

Mowinckcl. Johan Ludvig, f. 1895, nsk. Musiker, Student 1914, Forretningsmand, uddannet som Musiker i Bergen, Kria., London og Berlin. Debut, som Dirigent i 1917. Har dirigeret i flere Byer i Skandinavien og gav 1921 en »norsk Symfonikoncert« i Berlin. Har komponeret en Del.

Mozart, Leopold, 1719—87, tysk-østr. Musiker, var født i Augsburg som Søn af en Bogbinder, studerede Jura ved Univers, i Salzburg, hvor han, der var uddannet som Violinist, efterhaanden gik over til Musiken, blev Hofkomponist, senere Vicekapel-mester hos Ærkebiskoppen og nød megen Anseelse baade som Solist og som Lærer; som Komponist var M. flittig, men uden original Begavelse (Oratorier, Operaer, Pantomimer, Kantater og Instrumentalmusik, af hvilken et Divertissement »Musikalische Schlit-tenfahrt« og de »djærvt-naive«, realistiske Program-Symfon. blev mest kendt); af langt større Betydning var M.s pædagogiske Værk »Versuch einer grûndlichen Violinschule«, 1756, en af de ældste Violinskoler, udarbejdet efter Ph. E. Bachs (s. d.) og Quantzs (s. d.) Forbilleder; den udkom allerede 1770 i ny Udg. og overs, paa fr. og holl. — M. ægtede 1747 en Salzbur-gerinde af jævn borgerlig Slægt Anna Maria Pertlin (eller Pertl); i dette Ægteskab var syv Børn, af hvilke dog kun de to nedennævnte Wolfgang og Maria-Anna naaede den voxne Alder. Da disse Børn tidlig viste deres ualmindelige Musikbegavelse, helligede Forældrene sig væsentlig til deres Opdragelse og Fremgang. — M. er tidligere blevet anset for den næsten ideale Fader til en verdensberømt Søn; senere Tider har et noget andet Syn paa hans Person og Forhold til Sønnen; man har paapeget hans Despoti eller Rethaveri overfor denne endog langt ud over det Tidspunkt, da Sønnen kunde og burde være selvstændig, endvidere hans Snobberi og hans undertiden utiltalende reklamemæssige Udnyttelse af Sønnens Geni; man har fremhævet, at hans altfor tidlige og længe fortsatte Farten-om i Europa med Wolfgang har skadet denne baade i sjælelig og legemlig Henseende; og endelig at M.s Synskreds øjensynlig har været begrænset og hans Selvfølelse eller Selvbehagelighed ikke ringe. Alligevel kan man ikke se bort fra den Betydning, det havde for et ungt Geni med en ubestandig Karakter at have ved sin Side en Fader, der var saa vel funderet i Faget og som besad en fast Vilje, eller fra, at M. ganske ofrede sig for sine »Vidunderbørn« og saaledes, da Wolfgang for Alvor begyndte at komponere, helt opgav sin egen Komponistvirksomhed. Sønnen synes at have haft baade Respekt og Hengivenhed for M. uden dog at være blind for hans Mangler (Ex.: for hans Kompositioners Værdi), og han optræder kærligt, hensyntagende, om end med en vis Forsigtighed overfor M.; først da han er voxet til Selvstændighed, og navnlig da Faderen vil herske over hans Kærlighedsforhold, Ægteskabsplaner osv., tager Sønnen undertiden til Genmæle; og Forholdet kølnes en Del, efter at Wolfgang har ægtet Constanze Weber, hvortil Søsteren Maria-Annas Uvilje mod denne yderligere bidrog, idet M. tilbragte sine sidste Aar hos Datteren i Salzburg, hvor han døde. — Maria-Anna M., kaldet Nannerl, 1751—1829, ægtede 1784 en Baron Berchtold; efter dennes Død forblev hun i Salzburg som Klaverlærerinde; de 9 sidste Le-veaar var hun blind.

Mozart, Wolfgang Amadeus, f. 27. Jan. 1756 i Salzburg, d. 5. Decbr. 1791 i Wien, berømt østr. Komponist; hans Daabsnavne var Johannes Chry-sostomos Wolfgangus Theophilus — det sidste Navn oversatte han til Amadeus eller Amadé. M.s sjældne Musikbegavelse viste sig allerede i den første Barnealder; Vidnesbyrd om hans Æv-ner til at træffe Toner, hans Følsomhed overfor stærke Toner og Mislyde, hans Forsøg med at komponere eller fantasere ved Klaveret haves fra enkelte Samtidige, og der er ingen Grund til at tvivle paa deres Paalidelighed (M.s ældste opbevarede Kompositioner, for Klaver, er daterede 1762). M.s Lærer var hans Fader; Klaver, Orgel og Violin lærte han at beherske saa tidlig, at Faderen kunde foretage den første Kunstrejse med ham (og Nannerl), da han kun var 6 Aar; den gik til Mûnchen og navnlig senere paa Aaret til Wien, hvor han spillede ved Hoffet og særl. beundredes af den senere Dronning af Frankrig Marie Antoinette. Allerede det flg. Aar gik Turen — via Sydtyskland, hvor Fyrste- og rige Aristokraters Slotte besøgtes, og Belgien — til Paris, hvor Familien M. fandt en Beskytter i Baron Grimm, hvor M. spillede ved Hoffet, og fik sine første Kompositioner, 4 Violinsonater, trykt; paa den fortsatte Rejse besøgtes London, hvor M. forbavsede som i Paris ved sine Improvisationer, Trans-poneren, Spillen fra Bladet etc., og hvor et betydningsfuldt Bekendtskab med Joh. Christian Bach (s. d.) stiftedes, men hvor Interessen for Børnene iøvrig, trods Faderens markskrigerske Annoncer, hurtig tabte sig, saa at Besøget endte trist ; paa Hjemrejsen besøgtes Haag, atter Paris samt en Række sydtyske og schweiz. Byer; den sluttede først 1766. I Salzburg komponerede den 10-aarige M. et Oratorium og Musik til Skolekomedien »Apollo et Hyacinthus« og hengav sig til grundige Musikstudier (Fux' »Gradus«). I Wien spillede M. for Kejser Joseph II og skrev paa hans Opfordring sin første Opera: La ftnta simplice (»Rosinas Hemmeligheder« Kbhvn. 1923^, der ifølge Leopold M. dog ikke

FAMILIEN MOZART

Mozarts Fader, Leopold. 2. Mozart's Moder, Anna Maria, f. Pertl, 3. Familien Mozart. 4. Mozart's Soster. Marianne. 5. W. A. Mozart som Barn. Wien 1762.

kunde komme frem paa Grund af Intriger mod det barnlige Geni, fra 1768 stammer Sangspillet »Bastian og Bas-tiennei og s. A. blev M. ærkebiskop-pelig Koncertmester i Salzburg. En ny stor Rejse galdt Italien, hvor samtidige Berømtheder som Sammariini, Paisiello og Martini opsøgtes, og hvor M. af Paven blev gjort til »Ridder af den gyldne Spore« (en Titulatur han, modsat Gluck, dog aldrig benyttede sig af); 1770 opførtes i Milano med stort Held Operaen »Mitridate« og (efter et Ophold i Salzburg, 1771 — 72) Operaerne »Ascanio« (der endog satte en ny Opera af den forgudede Hasse i Skygge) og »Lucio Silla«. De følgende Aar levede M. flittig producerende (Symfon., Klaver- og Violin-Koncerter, Messer, Kammermusik og Operaer) i Salzburg, indtil 1777 en Rejse i Selskab ene med Moderen tiltraadtes til Paris over Mannheim, hvor M. kom den berømte »Mannheimerskolec (s. d.) paa nært Hold og paavirkedes af dens instrumentale Fornyelser, og hvor han gjorde Bekendtskab med Familien Weber, af hvilken Datteren Aloysia vandt hans Hjærte. I Paris havde M. ikke samme Held som sidst og da han desuden mistede sin Moder dér (1778), rejste han snart tilbage; paa Hjemvejen i Mannheim hans kendte ulykkelige Sammentræf og Brud med Aloysia. I Salzburg var den M. og Musik overhovedet fjendtligsindede Hieronimus blevet Ærkebiskop (ved hans Indsættelse skrev M. // sogno di Scipione) og Forholdene blev mere og mere pinlige for M., uagtet han havde Lejlighed til at skrive Operaer for andre Scener: La finta giardiniera (Munchen 1775), »Idome-neo« (sst. 1781), forøvrig ogsaa i Salzburg fik opført Operaerne Ré pastore og »Zaide« samt sin Musik til Dramaet »Kong Thamos« og 1779 var blevet Hoforganist. Efter Disputer med Faderen og oprivende Scener med Ærkebispen og hans Folk skete det endelige Brud 1781 ; M. slog sig ned i Wien, logerende hos Familien 'Weber, hvorfra han i Aug. 1782 hjemførte Datteren 29

W. A. Mozart.

Constanze, mod sin Faders (og Søsters) Ønske, og dannede egen Husstand. Juli s. A. var det tyske Sangspil: 3 Die Entfûhrung aus dem Serail« (Text af Bretzner), skrevet paa Kejser Josephs Foranledning, blevet opført. Det er let at henføre dette Sjmgestykke til M. personlig, der med dette Værk og de ny Livsforhold var traadt fra Lære-aarene over til Mesterskabet. — »Bort-førelsen«(Kbhvn. 1813,Kria.l921), et Led i Tidens Bestræbelse for at skabe natio-naltTeater, efterfulgtes 1786 af en italiensk commedia per musica: Le Nozze di Figaro (til Text af da Ponte, Kbhvn. 1821, Kria. 1837 »Figaros Bryllup«), der fremkaldte særlig stor Begejstring, da den fremførtes i Prag, og foranledigede, at man derfra bestilte en ny (italiensk) Opera af M.; det blev hint Dramma giocosa: Don Giovanni, kaldet »Operaernes Opera«, (atter til da Pontes Text), for hvis Indstudering M. og Constanze rejste til Bøhmens Hovedstad, hvor Operaen fremførtes under hans Direktion d. 4. Novbr. 1787 (Kbhvn. »Don Juan« 1807, Kria. 1836). Den nye Opera modtoges med Jubel af M.s »kære Pragere«, adskillig køligere sidenefter i Wien. 1789 fulgte M. sin Beskytter Fyrst Carl Lichnow-sky til Dresden, Leipzig (hvor han spillede Orglet i Thomaskirken) og Berlin-Potsdam, hvor han vakte Kong Friedrich Wilhelm II.s store Begejstring, saaledes at en højtlønnet Kapelmesterstilling tilbødes ham; M. afslog det af Hengivenhed for sin østr. Herre og Kejser, der aldrig havde ydet ham nogen alvorlig fpekuniær) Støtte; først 1789 blev M. kejserlig Kammerkomponist, endda med en lavere Lønning end sin Forgænger, Gluck. — 1790 fik M. paany overdraget at skrive en komisk Opera; atter til da Pontes italienske (noget dubiøse) Text komponerede han Cosi fan tutte (Kbhvn. 1798, »Væddemaalet«), — Hans sidste Leve-aar formede sig saare tragisk; Con-stanze var en daarlig Husholderske og tilmed periodisk borte paa Kurrejse, selv var M. en letsindig Økonom, og saaledes kom Pengevæsenet i Hjemmet i stor Uorden; kun ved Hjælp (Laan) fra enkelte Venner (blandt Frimurerne, i hvis Orden M. var optaget, særlig Købmanden M. Puchberg) lykkedes det at holde Hjemmet paa Benene, og det kun saaledes, at Familien endog maatte pantsætte Indbo og endda kunde mangle nødvendig Brændsel. Hertil kom, at M.s By og Anseelse var i Tilbagegang, Eleverne svigtede, »Italienerne« (Salieri, s. d.) intrigerede mod ham, han selv kom, ialtfald periodevis, i tvivlsomt (Aktør-) Selskab og levede ikke noget ordentligt eller afholdende Liv, og endelig svækkedes hans Helbred efter den uhyre aandelige Ydelse gennem flere Aartier. Ved Siden af Instrumentalværkerne, der i Aarene 1785—90 var kronede med de tre Symfonier i Es-dur, g-moll og C-dur("Jupiter«), med d-moll Klaver-Koncerten, g-moll Kvartetten, Klarinet-Trioen, Klaverrondoen i a-moll, Klarinet-Kvintetten og Strygekvintetterne, fulgte endnu to Operaer: den til Kong Leopolds Kroning i Prag bestilte: La clemenza di Tito (til Metastasios Text), til Dels komponeret i Bejsevognen, idet M. atter drog til Prag for selv (Sept. 1791) at dirigere dette, et af hans svageste Værker — og »Die Zauberflôte«, bestilt af Skuespiller og Teaterdirektør E. Schikaneder (s. d.), hvem i hvert Fald i Hovedsagen Texten skyldtes. Opr. anlagt som Trylleopera og Farce efter Tidens Smag ændredes Text og Stykkets Karakter under Udarbejdelsen af forskellige Aarsager i alvorligere Betning; herved fik de M. interesserende Frimureridéer og -idealer Udtryk i Operaen. Denne M.s sidste (tyske) Opera (eller Syngestykke) gjorde overordentlig Lykke paa Forstadsteatret, hvor den opførtes første Gang 30. Sept. 1791 (Kbhvn. 1826, Sthlm. 1812, Kria. 1920), og spilledes endnu, da M. laa paa Dødslejet. Under Arbejdet paa »Tryllefløjten« modtog M. under mystisk tilrettelagte, først senere opklarede Omstændigheder, der gjorde stærkt Indtryk paa den allerede dødsmærkede Mester, Bestilling paa et Requiem. Dette Værk, der optog M. meget, idet han erklærede at skrive det over sig selv, naa-ede M. ikke at fuldføre ; hans Elev Suszmayer (s. d.) lagde, efter M.s Skitser og Anvisninger, sidste Haand der-paa. — M.s Begravelse fandt Sted under uhyggeligeForhold, Trods »Tryllefløjtenes Held syntes Komponistens Person hurtig glemt af de letlevende Wienere; kun faa Venner fulgte ham og end ikke til Graven, thi paa Grund af daarligt Vejr enedes de om at vende om, inden Toget naaede Kirkegaarden. Constanze laa syg, og af økonomiske Hensyn var det blevet bestemt (særlig paa Baron v. Swietens (s. d.) Baad), at M. skulde begraves i de fattiges Fællesgrav; med ufattetig Ligegyldighed søgte Constanze efter sin Helbredelse ikke at faa Oplysning om sin store Ægtefælles sidste Hvilested, og da hun Aar efter, paa ydre Foranledning, opsøgte det, var Fællesgraven ryddet! — M. efterlod sig to Sønner, af hvilke den ene, Wolfgang M., 1791 —1844, blev Musiker (Klaverspiller, som Komponist uden Betydning); M.s Enke ægtede Legationsraad ved det dsk. Gesandtskab i Wien 6. N. v. Nissen. (s. d.), 1765—1826, og fulgte med ham til Kbhvn. (1810—20); hun døde først 1842. — I M.s Fødehus i Salzburg er indrettet et M.-Musæum af stor Interesse og i samme By findes Musikforening med Musikskole: Mozartenm (s.d.); en »M.-Stiftung« (i Frankfurt a. M.) uddeler firaarige Stipendier til mindre bemidlede unge Komponister; i Berlin grundede R. Gênée (s. d.) en »M.-Ge-meinde«, der har udsendt en Bække »Mitteilungen« M. vedrørende; en >M.-Jahrbuch« udg. af H. Abert. — M.s Personlighed er i Tidens Løb blevet ret forskellig bedømt og forklaret; en tidligere Periode har omgivet den med et romantiserende og idealiserende Skær, som end ikke hans fortræffelige Biograf 0. Jahn har undgaaet, og som først de sidste Tiders Forskninger har bidraget til at fjærne, saaledes at hans virkelige Træk mere er kommet til Syne. Endnu tør man dog næppe paastaa, at Billedet af hans Personlighed ligger helt fast og klart, og hans Kunstner-psykologi er derfor vanskelig, maaske en af de vanskeligste i Musikhistorien. Det synes, som om han i sine Værker var en væsentlig anden end i sit Liv og som Menneske, men denne Erkendelse tør dog ikke uden videre fastholdes, da den er stridende mod en almindelig Erfaring. — M. var en i høj Grad livfuld og bevægelig Aand ; han var elskværdig og imødekommende og uden al Selvovervurdering, men han kunde paa den anden Side være skarp og sarkastisk i sin Dom, og endog ret hadsk i Omtalen af dem, han ansaa for sine Fjender. Om hans udprægede psykologiske Sans og hans Blik for Karakterer vidner ikke blot hans Breve o. 1., men ogsaa navnlig hans dramatiske Arbejder. Han var en nervøs Natur, idelig i Bevægelse, altid optaget af musikalske Idéer — »jeg stikker saa at sige saaledes i Musik, at jeg om-gaas dermed den hele Dag, at jeg gerne spekulerer, studerer, overvejer« ; — men han havde Ulyst til at skrive sine Tanker ned; at han alligevel producerede saa let og saa meget, skyldtes bl. a. hans vidunderlige Musikhukommelse (Ouverturen til »Don Juan« ned-skreves umiddelbart før Opførelsen; uden at forstyrres af Omgivelserne komponerede M. før og efter en af Constanzes Fødsler en af de Haydn tilegnede Kvartetter; jfr. ogsaa Gengivelsen af Allegris (s. d.) ;>Misererei). De talrige opbevarede Breve, navnlig fra M.s yngre Aar, giver Indtryk af hans Intelligens, Vid, Iagtagelsesevne etc., men tillige af hans urolige, overnervøse Aand (Gentagelser, Snakkesalighed, undertiden mærkelig Barnagtighed). — Medens M.s Musik saa ofte er præget af Renhed, Adel og uberørt Skønhed, synes han selv til en vis Grad jordbunden nok. Han elskede Adspredelser og deltog saaledes deri, at man ikke ret forstaar, at han fik Tid til Arbejde; han var ivrig Billardspiller, »forsømte ikke gerne nogen Maskarade« og »agerede« helst ved slige Maskeballer (næppe altid af fineste Art) en eller anden Figur, særlig godt som Pierrot; overhovedet var han en lidenskabelig Danser og tillige hengiven til Keglespil. — Paa det erotiske Omraade, hvor M.s Musik har saa patetiske, sublime, lidenskabelige, gra-tiøse Udtryk for Forholdet mellem Mand og Kvinde, lader M.s egen Færd til kun at have været lidet ophøjet. Fra ganske ung »drev han Spas« med det andet Køn — og kunde for-saavidt slet have været gift et Par Hundrede Gange« ; hans Brevvexling med Kusinen Bässle, i hvem han var drengeagtig forelsket, er tilintetgjort af Ejeren, der fandt deres pu-bertetsagtige Glæde ved »Uartigheder« anstødelig (Tidens Tone maa vel herved tages med i Betragtning); forbløffende er de nu fremdragne rude Afskedsord til Aloysia, da hun forsmaar M. Ægteskabet med hendes Søster Con-stanze var indgaaet paa en ungdommelig (og ret pludselig opstaaet) Forelskelse og motiveret ved Trangen til Frigørelse fra Faderens Formynderskab (om M.s fysiologiske Begrundelse og det ejendommelige Forhold med en af ham udstedt Deklaration, som Con-stanze forøvrig tilintetgjorde, se M.-Biogr. og -Breve); paa dybtgaaende Følelser i Fællesinteresser eller Kærlighed synes det ikke baseret, dog var det ikke egentlig ulykkeligt, snarere af en overfladisk Karakter; Constanze fattede ikke M.s Geni og drillede ham næppe med Urette med hans » Tjenestepigeforelskelser« ; M. ængstedes paa sin Side til Tider for hendes Troskab. — I de sidste Leveaar fik M.s Liv og Person et alvorligere Præg. De ydre tunge Vilkaar nær Fattigdom, begyndende Sygelighed, Wienernes forstemmende Ligegyldighed eller Miskendelse, Optagelse i og Begejstring for Frimureriet bidrog hertil (som nævnt kunde M. dog endnu momentvis give efter for Lysten til Samliv med forsoldede Komedianter). Tidens ny Aand, Werther-, »Sturm u. Drang-« og »Emp-flndsamkeit-«Perioden kan i Forbindelse med det personlige have givet sig Udslag i M.s senere Værker: deres foromtalte smertefyldte Spænding, hyppigere Moll-Klange, romantisk Selvfordybelse, patetiske eller forklarede Tone (g-moll og C-dar Symfon., »Don Juan«, »Tryllefløjten« etc.). —

Tallet paa M.s Kompositioner er forbavsende stort (over 600 fuldførte og c. 200 ufuldførte Værker), naar hans forholdsvis korte Levetid tages i Betragtning, hvorved dog maa huskes, at han skrev Sonater i Barnealderen, Symfon. og Operaer som halvvoxen Dreng. Alle Musikgenrer har han beriget; han efterlod sig 40 Symfon., 48 Koncerter, 31 Divertimenti, Serenader og Kassationer, 21 Klaversonater og-Fantasier, 30 Kvartetter (mest for Strygere, enkelte med Blæsere), 15 Duos, Trios og Kvintetter (deribl. »Eine kleine Nacht-musik«), 42 Violinsonater og -Variationer, nogle Orgel- og talr. Klaverstykker for 2 og 4 Hd. og 2 Klaverer, Rondoer, Allegroer, Variationer, Danse og Marcher, 20 Operaer (de vigtigste er nærmere omtalt foran), 5 Oratorier og Kantater, omkr. 50 Messer, Litanier, Kyrier o. a. mindre kirkelige Værker (deribl. det herlige Ave verum for 4 Stem.), talr. Arier, Duetter etc., 34 Sange med Klaver (en- og fler-stem.) (deribl. berømte som > Das Veilchen«, »Komm Mais o. fl.), mange Kanons o. a. m.

I en saa omfattende Produktion findes naturligvis adskilligt af mindre Værdi, Lejligheds- eller Hastværksarbejder, men tilbage bliver en Række Værker, der hører til Musikens skønneste og betydningsfuldeste. Tidligere Tiders Syn paa M. som en blot og bar »Rokoko«-Komponist er veget for et dybere og alsidigere, og man kan i vore Dage tale om en sM.-Renæssances. — M. er snarere end en Fornyer en Fuldender; hans Værk en Syntese af forudgaaende Mestres og Perioders Frembringelser og Stilretninger. Opr. hovedsagelig italiensk orienteret optager han i sin Instrumentalmusik, hvad nyt »Mannheimerskolen«, Chr. og Ph. E. Bach samt Haydn havde bragt, og han afrunder og fuldkommengør Sonate (Symfon.) -Formen; som Operakomponist følger han ogsaa det italienske Forbilled, men den germanske Aands dybere og varmere Følelse og Paavirkning fra det franske Sangspil og fra den Gluck'ske Reform gaar i hans Hovedværker op i en højere og skøn Enhed; det tyske Sangspil hæver og beriger han ved de to Operaer »Bortførelsen« og »Tryllefløjten«; i kirkelige Værker, nu og da ogsaa andetsteds, kan spores M.s Beundring for Handel (medens J. S. Bach øvede mindre Indflydelse paa ham). — Fuldendt Beherskelse af Formen (i svagere Værker deraf hint stereotype, der navnl. lod den romantiske Epoke tage Afstand fra M.), en usvigelig Harmoni og Skøn-kedsdyrkelse, en sjælden Klarhed og Afgærethed i det musikalske Indhold — der bevæger sig fra sublime, rene Stemninger til lunerig, ja barnlig kaad Lystighed — kendetegner M.s Instrumentalmusik; den beherskes, som alle M.s Frembringelser af hans Melodi-fryd og -geni, af hin Kantilene, der saa fremtrædende i hans Værker blev forbilledlig for den senere Haydn og den unge Beethoven. — I Operaerne kommer endnu til den dybe Indsigt i Karaktererne, i det dramat, sande og gribende, en Shakespearesk overlegen Blanding af den højeste Patos og den djærveste Komik — og selv i slige Buffoscener Bevarelse af psykologisk Sandhed og Banlysning af alt banalt plumpt, overdrevent eller tomt effektjagende. Som Musikdramatiker har M. hævet den tyske Opera op til lignende Højder, som de samtidige eller snart følg. Goetheske og Schillerske Dramaer betegner. En dæmonisk betonet Skikkelse som Don Juan, de senere Værkers foran omtalte lidenskabelige og smertelige Spænding og Dobbelthed, et rigere Farvespil med stærke Kontraster og med ny Anvendelse af solistisk Blæserklang (Klarinetten) etc. peger direkte fremad mod den romantiske Musikstil. (Ang. mange [og betydningsfulde] Enkeltheder vedr. M.s Liv og Værker maa her henvises til de alm. Musikhistorier og navnl. til den overordentl. store og rige, endnu i vore Dage voxende M.-Litterat., hvoraf skal fremhæves: Biogr. af Niemetschek, 1798, Nissen, 1828, og fremfor alt af Otto Jahn (4 Bd. 1856—59, senere fl. OpL), i fuldkommen Omarbejdelse ved H. Abert (2 Bd. 1919-21). Curzon (i Maîtres de la musique). Wilder, Bel-laigue (i Musiciens celebres), L. Nohl, Storck, L. Schmidt (i »Berûhmte Musiker«), A. Schurig (2 Bd.). L. Schieder-mair, 1922 og Mersmann. 1925, endvidere Wyzewa og St. Foix (2 Bd., 1911), Kottebohms »Mozartiana«, E W. Dent: »M.s Operas« (1913), L. v. Kochels »Chronologisch-thematisches Verzeich-niss«, M.s »Briefe«, udg. af Schiedermair (4 Bd.), i Udvalg ved A. Leitzmann, 1910 og samme Vorf.s »W. A. M., Be-richte der Zeitgenossen u. Briefe«, 1926).

Mozarteum, et i Salzburg i 1842 stiftet Musikinstitut, der baade er Læreanstalt og giver offentlige Koncerter. Forbundet med samme er den salzburgske Dom-Musikverein, der sørger for Domkirkens Musik. I 1869 stiftede Foreningens daværende Leder, Otto Bach, en international Mozartstiftelse, der paa én Gang havde til Formaal at støtte fattige Musikere og at grunde et internationalt Konservatorium.

Mp, Forkortelse af mezzo piano (s. d.).

Mraczek, Joseph Gustav, f. 1878, østr. Komponist, Elev af »Musikvereins-schule« i Brunn og derefter af Wiens Konservat.; 1897 Koncertmester i Brunn, fra 1919 Kompositionslærer ved Dresdens Konservat.: har komponeret flere Operaer, deriblandt >;Æbelø« efter Soph. Michaelis' Digtning, endvidere

Orkesterarbejder, bl. a. Burlesken »Max und Moritz«, Kammermusik og Sange. (Biogr. af E. H. Muller).

Muck, Carl, f. 1859, tysk Dirigent, studerede samtidig Musik og Filologi, optraadte som Pianist i Gewandhaus, men gik over til Dirigentvirksomhed som Operakapelmester i Zurich, Brûnn, Graz og navnl. i Prag; Dirigent ved Angelo Neumanns (s. d.) Nibelungen-Turné og fra 1892—1912 ved Berlins Operahus, ved Siden deraf i Covent Garden, Wien etc., fra 1912—19 i Boston (Symphony-Orchestre); fra 1922 Leder af de filharmoniske Koncerter i Hamburg. M. er en af Nutidens ypperste Dirigenter saavel i Operahuset (navnl. Mozart og Wagner) som i Koncertsalen; 1896 gæstede han Kbhvn. i Spidsen for Berlins Filharnaonikere.

Muffat, Georg, ca. 1645—1704, tysk Organist, studerede i Paris (Lully), Wien og Rom, fra 1690 Kapelmester hos Biskoppen i Passau; udg. Orkestersuiter for Strygeinstrumenter med Continuo, hvori findes en værdifuld Vejledning for Spil af Strygeinstr. og særl. for Udførelsen af Forsiringer. Skrev endvidere Toccataer, Chaconne, Passacaglia, Concerti grossi. Flere af hans Værker er optrykt i vor Tid, bl. a. i »Denkmäler der Tonkunst Oe-sterreichs«. — Hans Søn Gottlieb M., 1690—1770, var Elev af J. J. Fux og virkede siden 1751 som 1ste Hofpianist hos Kejser Karl VI. Hans Hovedværk er Componimenti musicali for Klaver med en Afhandling om Forsiringerne (nyudg. i Denkmäler d. Tonkunst Oesterreichs III, 3 (ved Guido Adler) og i Chrysanders saml. Udg. af Handels Værker. 5. Suppl.).

Mundharmonika (tidt urigtigt betegnet som Mundharpe, s. d.) er et Barneinstrument, bestaaende af en Metalplade, hvori der er indsat en Række afstemte gennemslaaende Metaltunger. Blæses med Munden, der ved Ud- og Indaanding sætter Metaltungerne i Vibration.

Mundharpe (sv. Mungiga, tysk Maul-trommel, fr. Guimbarde, eng. Jews-harp

osv.), et Instrument, der tidligere var kendt i alle Verdensegne, men nu efterhaanden helt er gaaet af Brug. M. bestaar af en Jernstilk, der er bøjet til Rette som en Nøgle. Indvendig i det ovale Nøglehoved er der fastgjort en tynd Staalfjeder, der passerer frit frem gennem Nøglens spaltede Skaft og afsluttes med en lille Krog, vedhvisAfknips-ningFjedrensæt-tes i Vibration. Underspillet anbringes Skaftet mellem Spillerens Læber, og Fjedren bringes ved Hjælp af højre Haands Pegefinger til at sitre umiddelbart foran Mundaabnin-gen, der gør Tjeneste som Klang-forstærker. Den vibrerende Tunge frembringer en af harmoniske Overtoner sammensat Klang, og de forskellige Toner fremkommer da ved, at Overtonerne én for én isoleres og forstærkes ved Indsnævring el. Udvidelse af Mundhulen. M. er af alle Folke-instr. vitterlig det, der har været videst udbredt; der findes ikke det Land paa Jorden, der ikke har kendt den. I 18. Aarh. naaede den endogsaa frem til Koncerttribunen, ja endnu 1820 vakte Tyskeren Charles Eulenstein paa en Kunstrejse i Tyskland, England og Skotland en kolossal Opsigt ved vexelvis paa 16 M.r at udføre et Tonemaleri, der gengav et Sørgeoptog, som drog frem under Klokkeringning og Sang og siden igen fjernede sig, hvad der udtryktes ved et langvarigt Crescendo med paafølgende Diminuendo. I Afbildninger kan M. i Tyskland følges tilbage til 1511 (i Virdungs >Mu-sica getutschU), i Frankrig til 1636 i Mersennes : Harmonie universelle. I

Danmark var M. som Barneinstr. endnu i Brug for c. 30 Aar siden; som Vagabondinstr. høres den af og til endnu. Om M.s Anvendelse i Danmark i gi. Dage minder endnu det jyske Folkeeventyr: »Guldsvin. Guldænder og Mundharpe«. Ogsaa i Sverige holdt M. sig længe i Brug, men det af de nordiske Lande, der har bevaret den længst, er Norge. I »Folkemusik i Gudbrandsdalen« gengiver O. M. Sandvik en Del af den Musik, der i Norge har været spillet paa M., og anfører som den bedste norske M.-Spiller Stae Lars fra Lalm (d. 1846), der paa sit Instrument ofte spillede til Dans ved Gæstebud og var en mangesidigt udrustet Kunstnernatur, deribl. ogsaa genial Træskærer.

Mundstykke kaldes hos Blæseinstr. den Del af Instr., ved hvis Hjælp det bringes til at tone (se Blæseinstrumenter, samt Specialart. om Basun, Horn, Trompet, Fagot, Fløjte, Hobo, Klarinet o. s. v.).

Munthe-Kaas Sandvik, Elisabeth. f. 1883, nsk. Romancesangerinde, uddannet i Kria., Berlin, Mûnchen, London. Debut, i Kria. 1906. Talrige Koncerter i Norge og i Udlandet, specielt i England.

Muntre Musikanter (M. Af.), finsk Mandskorforening, deri 1878 blev stiftet af Gösta Sohlström og ved talrige Kunstrejser i Ind- og Udlandet efterhaanden har indlagt sig Ry som en af Nordens første. Indledet blev disse Rejser 1882 med et Besøg ved Udstillingen i Moskva. Siden foretoges Rejser til Reval, Sthlm., Petrograd. Kbhvn. (1888, 1889, 1905, 1908), og 1889 over Tyskland til Paris. 1891 blev Koret midlertidig opløst, men 1896 paany sat i Gang af O. Mechelin. Som Korets Ledere fungerede i Aare-nes Løb vexelvis med Sohlström og Mechelin Wegelius, Borenius, Kajanus, Leander, Knorring, Stenius, Enckell. Siegberg og Wallin. M. M., der fra 1896 at regne ogsaa optog passive Medlemmer og Tonekunstnere, har gennem Anordning af Komponistkonkurrencer tilført Mandskorrepertoiret adskillige værdifulde Værker. (Litt.: De to af M. M. udg. Festskrifter: >ll.Maj 1878—1888« og »M. M. 1888—1903«).

Murdoch, William, f. 1888, australsk Pianist, særl. Fortolker af moderne (fr.) Klavermusik, har foretaget talr. Koncertrejser i Europa, Australien, Afrika og Amerika, i Kbhvn. 1925.

Muris, Johannes de, er Navn paa 2 fremstaaende Musiklærde fra 14. Aarh. Den første er den engelske (kaldet Normannus), Magister i Matematik i Oxford; skrev Traktaten Summa ma-gistri Johannis de Muris, c. 1321 (optrykt i Gerberts »Scriptores«), som giver vigtige Oplysninger om Kompo-sitionsmaaden i 12. Aarh., og videre det berømte Værk Spéculum musicae i 7 Bøger. Værket, der betragtes som Middelalderens grundigste teoretiske Værk, findes i Afskrift i Pariserbiblioteket; 2 af Bøgerne er trykt hos Cousse-maker (»Scriptores«). — Den anden er den franske (kaldet de Francia eller Julianus), Rektor ved Sorbonnen fra 1350. I Modsætning til sin strengt konservative Navne forfægtede han i Musica practica, Musica speculativa, Quaestiones super partes masicae og De discantu et Consonantiis (alle hos Gerbert) de nye Ideer, som særl. Philippe de Vitrg's Kompositioner var haaret af (se Vitrg og Ars nova).

Murky (Murkgbas). 1) Et Akkompagnement, der bestaar i en vedholdende Anvendelse af brudte Oktavgange: 2) Klaverstykker, hvor denne Akkom-pagnementsmaade med Forkærlighed bringes til Anvendelse.

O. S. V.

Murmesteren (Le maçon), Opéra-comique ai Aiiber, Paris 1825. Kbhvn. 1827.

Musard, Philippe, 1792—1859, fr. Dansekomponist (5 Kvadrillekongen«); dirigerede Dansemusik i Paris; ansattes senere som Baldirektør ved Opéra-comique og derefter ved den store Opera; hans Kvadriller er for en Del bygget over Operamotiver og gjorde mægtig Lykke; forf. en Méthode de composition (fl. Udg.).

Muserne, Døtre af Zeus og Mnemo-syne, der hver beskyttede sin Gren af Kunsten og Videnskaben og var Apollos tro Ledsagerinder (Apollo Mu-sagetes, o: A. Musernes Fører) og var ni i Tallet: Kleio (Historiens Muse) blev afbildet siddende med en aabnet Bogrulle i Haanden, Euterpe (den lyriske Digtekunsts) blev tidt afbildet med en Fløjte, Thaleia (Skue- og Lystspillets) havde i Haanden en komisk Maske, Melpomene (Tragediens) bar en tragisk Maske, Terpsichore (Dansens) spillede paa en 7-strenget Lyre, Erato (den erotiske Poesis og Mimikens) behandlede en 9-strenget Lyre, Polyhijmnia (Hymnesangens)blev afbildet som tankefuld og alvorlig, ofte med hævet højre Haand, Urania (Astronomiens) bar Ver-denskuglen og en Passer, Calliope (den episke Digtnings) en Pergamentrulle (se Grækenlands Musik i Oldtiden I).

Musette, 1) se Sækkepibe. — 2) Pastoral Dans i ⁶/s Takt, der af Karakter minder om Gigen, men har langsommere Tempo. M. kaldes den, fordi dens Musik i Efterligning af Sække-pibemusiken er bygget over en fastliggende Basakkord bestaaende i Tonika med Dominant. »A la M.« bruges ofte som Betegnelse for en Trio (til en Menuet. Gavot el. 1.). hvor »Sækkepibebassen:: bringes til Anvendelse.

Musica ficta var i Kirketonearternes Tid Betegnelsen for en Musik, der var noteret i en transponeret Toneart (med Anvendelsen af Fortegn); var Musiken noteret i det Leje, hvor Tonearten af Naturen hørte hjemme, og hvor Fortegn derfor var uanvendelige, kaldtes Musiken Musica vera.

Musical Antiquarian Society, et 1840 i London stiftet Selskab til Udg. af gl. engelsk Musik.

Musiciens célèbres er Navnet paa en stor Samling af Musikerbiografier, der i Enkeltbind udgives af H. Laurens i Paris (red. af Elie Poirée).

Musik (gr. Musike) betød opr. (i Old-grækenland) under ét Musernes Kunst o: Tonekunsten, Digtekunsten, Dansen, Mimiken, Veltalenheden, Filosofien, Astronomien m. m., men gik siden over til at blive Specialnavnet for Tonekunsten. Se Specialart. om I Folkemusik og Folkevise, II om de forsk. Hovedgrene af Kunstmusiken: Kirkemusik, Opera, Oratorium, Instrumentalmusik (derunder igen specielt: Lut-, Klaver-, Orgel-, Violinmusik m. m., Kammermusik og Orkestermusik), de vokale og instrumentale Musikformer: Messe, Mofette, Madrigal, Arie, Romance, Suite, Sonate, Symfoni osv. osv.

Musik, dsk. Musiktidende, stiftet og red. af Musikhistorikeren Godtfred Skjerne Januar 1917.—Decbr. 1925.

Musik, Die. 1) Tysk ill. Maaneds-skrift, grundet 1901 og ledet af Kapelmester Bernhard Schuster i Berlin; det ophørte i Begyndelsen af Verdenskrigen, men er genopstaaet og 1926 ud-gaar 18. Aarg. under samme Bedaktion; det har som Medarbejdere de mest ansete tyske Musikologer og talr. fremmede Musikforff. ; foruden Dags-referater og -Kritik har det indeholdt mange større Afhandlinger af blivende Værdi; det samme gælder for en stor Del dets Illustrationsstof. — 2) En Samling musikalske Monografier, udg. af Bards Forlag i Berlin i tvangfri Smaabind, red. opr. af Rich. Strauss, siden af A. Seidl; omfatter dels Biografier, dels Essays som »Musik der Benaissance«, »Paris als Musikstadt«, »Die russische Musik« o. 1.; de fleste Forff. er tyske, enkelte Bind er Oversættelser.

Musikakademi, se Akademi.

Musikalisches Magâzin. 1) Samling af Klaversonater og af Symfon., arrangerede for Klaver, 1763 udg. af Breitkopf u. Härtel i Leipzig. — 2) Samling af musikhistor. Skrifter, der udkommer i Enkelthefter, red. af E. Rabich (Beyers u. Söhne, Langensalza).

Musikaliska Konstföreningen i Sthlm. blev i 1859 stiftet til Udgivelse af svenske Komponisters Værker.

Musikalsk Akustik kaldes den Del af Lydlæren, som særlig behandler de musikalske Fænomener. Den lader sig dog vanskeligt afgrænse skarpt fra den almindelige, fysiske A., ej heller fra den fysiologiske eller psykologiske (Tonepsykologien). De vigtigste Problemer, f. Ex. Konsonans, Dissonans, Tonalitet, maa ses under alle tre Synsvinkler. Grundlaget for den m.A. er givet i Helmholtz' endnu uovertrufne Værk: »Die Lehre von den Tonemp-flndungen«, som ved sin Fremkomst med ét Slag opklarede en Mangfoldighed af Musikens Gaader, og hvortil man senere — trods al Flid — kun har formaaet at føje uhyre lidt af Værdi. Det, der gjorde Helmholtz' Undersøgelser saa frugtbare, var Erkendelsen af, at Musikerens Begreb: Tone i Virkeligheden er et sammensat Fænomen, et Tonekomplex, en Klang (s. d.), idet enhver Tone er ledsaget af flere eller færre Overtoner, alt efter som Klangfarven er skarpere eller blødere. Hvis to Toner har en eller flere fælles Overtoner, er de beslægtede. Anslaas de efter hinanden, vil det sidste Komplex altsaa være en delvis Gentagelse af det første, hvorved Slægtskabet giver sig til Kende for Øret. Det viser sig, at jo simplere Forhold de to Toners Svingningstal danner indbyrdes, des flere og des stærkere vil de Overtoner være, som gentages, og des nærmere føles Slægtskabet mellem Tonerne.

Tonernes Slægtskab forklarer Opbygningen af den musikalske Skala, der akustisk set bestaar af en Tonika og et begrænset Udvalg af de med denne beslægtede Toner, ordnet i trinvis Bækkefølge. Af saadanne rationelle Skalaformer har flere Typer været i Brug gennem Tiderne (se Skala). I primitiv og exotisk Musik træffes og-saa irrationelle Former, hvor Tonerne ikke danner naturlige Intervaller med hinanden.

Konsonans og Dissonans er Fænomener, som modsat Slægtskab først optræder, naar to Toner angives samtidig. De beror ifølge Helmholtz paa de ved Lydbølgernes Samvirken (Interferens) opstaaende »Stød« (s. d.), der gør Lydindtrykket mer eller mindre intermitterende. Akustisk set er Overgangen fra Konsonanser til Dissonanser jævn, i musikalsk Henseende sættes derimod et skarpt Skel, som dog har været foranderligt gennem Tiderne, idet det medbestemmes af den musikalske Praxis. Klangligt existerer der intet Modsætningsforhold, men kun en Gradsforskel mellem Konsonans og Dissonans, og der er atter her en vis Sammenhæng mellem Svingningsforholdets Simpelhed og Konsonansgraden.

Naar flere end to Toner angives samtidig, opstaar Akkorder. Ogsaa disse er at opfatte som Tonekomplexer, idet de bestaar af 3, 4 el. 5 Grundtoner med tilhørende Overtoner. De optrædende Stød betinger Akkordernes akustiske Konsonans- eller Dissonansgrad. Den musikalske Opfattelse løber parallelt hermed, idet den dog modificeres noget ved den praktiske Brug, der gøres af Harmonierne. Følger to Akkorder efter hinanden, vil Tonekom-plexerne dække hinanden mere eller mindre, hvorved deres Slægtskab er bestemt, og hvorved Lovene for Harmoniforbindelser og Modulationer for en stor Del er givne. Afgørende for Slægtskabet er dog ogsaa Akkordtonernes direkte Afstand eller Naboskab, hvilket Forhold først er paapeget af Helmholtz og senere søgt udnyttet i Harmonilæren af Georg Capellen (»Die musikal. Akustik«, Leipzig 1903).

Helmholtz' Konsonansteori, der bygger paa de af Overtonerne frembragte Stød. er navnlig blevet kritiseret af Carl Stumpf, bl. a. ud fra den Iagttagelse, at ogsaa overtonefri Klange udviser konsonerende og dissonerende Egenskaber (»Tonpsychologie«, Leipzig 1883—90). Stumpf"tillægger Tonerne en Tendens til »Sammensmeltning*, hvorved förstaas det psykiske Fænomen, at et sammensat Fornemmelses-indhold ikke fremtræder som Summen af de indgaaende Elementer, men udgør en Enhed, der ikke lader sig analysere. Jo simplere Intervalforholdet er, des stærkere smelter Tonerne sammen. Selve Sammensmeltningsprocessen henlægger Stumpf til Centralorganet, hvor en i Hjernestrukturen begrundet ejendommelig Samvirken formodes at finde Sted mellem Nervebanerne (»specifik Synergi«). Sammensmeltning opfatter Stumpf ikke som identisk med, men som Aarsag til Konsonans. Denne Hypotese har ikke vundet Tilslutning blandt Psykologer; den er egentlig blot en moderne Omskrivning af ældre Tiders Antagelse {Leibniz, Euler), ifølge hvilken Sjælen finder Behag i de simple Talforhold. Stumpfs Laboratorieforsøg er kritiseret af Ejnar Buch (»Om Fornemmelsers »Sammensmeltning« <, Kbhvn. 1898). (Litt. : A. Jonquière: »Grundriss der musikal. Akustik«, Leipzig 1898). Se endv. Art. Akustik.

Musikdiktat er et vigtigt Led i Musikundervisningen og gaar ud paa at øve og udvikle Elevens musikalske Høresans. Læreren synger el. forespiller systematisk ordnede Musikexemp-ler, som Eleven ved Hjælp af Øret skriver ned, o: Intervalspring (løsrevne og kombinerede til korte Melodistrofer), taktmæssigt ordnede Rytmer, samklingende Toner, og — paa et mere fremrykket Stadium — to el. flerstemmige Sætninger, Akkorder, Akkordfolger m.m. (Litt.: A. Lavignac: Cours complet de dictées musicale (1882); H. Riemann : »Katechismus des Musikdiktats« (1889, 2. Opl. 1903); R. Johne: »Musikdiktat« (1900) m. m.).

Musikdirektør, se Militærmusik.

Musikdrama, se Opera.

Musikens Historie. A. I. Om Musikens Historie hos Oldtidens Kulturfolk, se Grækenlands Musik i Oldtiden, Hebræernes Musik, indisk, kinesisk og japansk Musik osv.

II. Om Musikens Historie i Middelalder og nyere Tid henvises til Art.: Kirkemusik. Kirketonearler, Koral (Koralnoder), Messe, Motette, Organum, Discantus (Mensuralmusik. Mensural-nodeskrift), Kontrapunkt, Kanon, Fuga.

— Folkemusik, Folkevise, Mestersang, Minnesang, Trubadursang. — Chanson, Madrigal, Opera, Oratorium, Koncert, Kantate. — Instrumenter, Instrumentalmusik, Tabulatur m. m.

Litt. : 1) Almindelig Musikhistorie. a. Ældre Værker : Padre Martini : Storia della Musica (ital.), Haivkins og Burnegs Musikhistorier (eng), Forkel: »Allg. Geschichte der Musik«, Laborde: Essai sur la musique (alle forf. i 18. Aarh.). b. Nyere Værker : Ambros: »Geschichte der Musik« (4 Bd. 1862 — 78 + 1 Bind Musikbilag udg. af O. Kade. Ny Udg. 1882); Dommer: »Handbuchder Musikgeschichte« (1867, Ny Udg. af Schering 1914); Fétis: Histoire générale de la Musique (5 Bd. 1869—75); Riemann: »Handbuch der Musikgeschichte« (5 Dele 1904—13) og »Kleines Handbuch der Musikgeschichte« (1908, 3. Opl. 1919); The Oxford History of Music (6 Bd. 1901 —05); Kretzschmar : »Kleine Hand-bûcher der Musikgeschichte' (af forskellige Forfattere); Guido Adler: »Ge-schichte der Musik« med Bidrag af andre fremragende Musikhistorikere. Panumog Behrend: »IllustreretMusikhi-storie« (2 Bd. 1897-1905); H. Panum: »Musikhistorien i kortfattet Fremstilling« (1910, Ny Udg. 1920); Lavignac, Encyclopédie de musique (ikke afsluttet).

— 2) Værker, der alene behandler nyere Tids Musik: Brendel: »Geschichte der Musik in Italien. Deutschland und Frankreich« (2 Bd. 1852; 7.Opl. 1888), 1903 fuldstændiggjort af R. Hövker; W. Langhans: »Geschichte der Musik des 18. u. 19. Jahrh. « (2 Bd. 1882—86) ; Riemann : »Geschichte der Musik seit Beethoven« ; W. Niemann: »Die Musik der Gegen-wart« (2. Opl. 1918); Camille Mauclair: La musique Européenne (1850—1914).

B. M. H. i de nordiske Lande.

I. a. Musiken i Nordens Oldtid. Som de ældste Vidnesbyrd om en nordisk Musikkultur staar de særk i Danmark, men ogsaa i Sverige, Norge, Nordtyskland og Irland fundne Metal-Lurer fra den yngre Bronzealdertid (se Lur); som de næste følger langt senere i Eddakvadene (Völuspå, AtlakviSa (10. Aarh.), Atlamål og Oddrunargrâtr (Beg. af 11. Aarh.)) en Række litterære Vidnesbyrd. Forrest staar blandt disse Sagnet om Kong Gunnar, der bagbunden kastes i Ormegaarden og da med Tæerne aflokker den »Harpe«, Søsteren Gudrun kaster ned til ham, Toner, der er saa kvidefulde,ai »Ternerhulker« og »Karle klager«, og saa kraftige, at de bringer »Hallens Bjælkeloft til at styrte sammen« og »kan høres helt over til Læsø«. — Nordboerne tillagde altsaa ligesom Oldtidens andre Kulturfolk Musiken undergørende Kraft og benyttede til Udførelse af denne undergørende Musik en Strengeleg, de gav Navn af en »Harpe«. M. H. t. denne Oldtidsharpes sande Udseende og Indretning er de gi.-norske billedlige Fremstillinger af Gunnarmyten af Betydning, idet Gunnars Strengeleg dér i 4 Tilfælde af 5 afbildes som en Lyre (s. d.). — b. Musiken i Nordens Middelalder. 1) Instrumenter, a. i Saga og Folkevise. Troen paa Musikens undergørende Magt kan fra Oldtidslitteraturen forfølges videre gennem den middelalderlige nordiske Saga og Folkevise, og som Fortolker af denne undergørende Musik figurerer her atter en »Harpe«. I Sagaen beskrives denne konsekvent som et Strengeinstr. med en paafaldende rummelig Lydkasse (hyppigt anvendt som Gemmerum), o: en virkelig Harpe (s. d.). I Folkevisen skildres Harpen derimod gennemgaaende som et lille Instrument, der hovedsagelig behandles af de fornemme, Mænd saavelsom Kvinder. Gættes kan her enten igen paa Lyren eller paa den lille angel-sachsiske Haand- og Gildesharpe, der i et tysk middelalderligt Haandskrift kaldes »Cythara anglica«. Foruden »Harpei anføres baade i Sagnlitteraturen og i Folkeviserne Navnene paa en Del andre Musikinstr. som behandlede af »Legere« (s. d.), deribl. især Gige (s. d.) og Fidel (s. d.). I Eventyrsagnene fra 14—15. Aarh. anføres desuden Sinfon, Salterium. Lut og Bamba (Tromme?), b. Paa Mindesmærkerne. Til Fuldstændiggørelse af de litterære Oplysninger om Instr. tjener Instrumentafbildninger paa Nordens middelalderlige Stenbilleder og Kalkmalerier. Ligesom i Litteraturen træffes der Harper, to Typer af Strygeinstrumenter, o : den fra Orienten stammende halvpæreformige Gige og den fladbundede, oprindelig ovale, men senere med indbuede Sider forsynede Fidel; endvidere Luten (i Sverige ogsaa Nyckelharpen og et citer-lignende Plekterinstr.); adskillige Blæ-seinstr., deriblandt Horn, Sækkepiber, Basuner og Fløjter (oftest satte i Forbindelse med en lille Tromme). — 2) a. Spil og Sang udenfor Kirken. Af den Musik, der i Middelalderen blev udøvet paa Instrumenterne, er intet bevaret, og ikke stort bedre stiller det sig med Melodierne til de Sange, hvormed Nordens fornemme i Middelalderen ledsagede deres Danse. Da Adelen nemlig med Tiden tabte Interessen for de gamle Viser, tog Bønderne dem op for at benytte dem ved deres Gilder og synge dem ved Hjemmearbejdet. Men hvor trofast Melodiernes ny Bærere end værnede om den Skat, de havde taget i Arv, lod de Forandringer, der under den mundtlige Overlevering i Tidens Løb altid bliver den vandrende Melodi til Del, sig ikke afværge. Da der omsider, i ret sen Tid, vaagnede Interesse for at skrive Melodierne ned, forefandt man dem derfor i en saa ødelagt Stand, at den historiske Kritik maatte til, for saa vidt som muligt endnu at redde, hvad reddes kunde. Om det nære Slægtskab mellem den nedarvede nordiske Folkevisemelodi og Middelalderens kirkelige (gregorianske) Melodier, henvises til Art. Folkevise. —b. Kirkesangen. Den kat. Kirkes Princip var fremfor alt Ensartethed i Gudstjenestens Anordning.

Den i de middelalderlige Tonearter affattede enstemmige gregorianske Sang finder derfor i Norden baade Anvendelse i Liturgien og i de Hymner og Sekvenser, der endnu er bevarede fra Katolicismens Dage. Sammen med de enstem. gregorianske Melodier indlod den katolske Kirke imidlertid tidlig ogsaa den flerstem. (polyfone) Kunstsang, der jo bidrog til at give Gudstjenesten et festligt Præg, og da Beformationen indtraf, tøvede den lutherske Kirke ikke med ogsaa at tage sig denne til Nytte -som Iklædning for den af Luther indførte Menighedskoral (se Kirkemusik og Koral).

II. M. H. i Danmark. 1) Angaaende den protestantiske Korals Historie i Danmark og Norge henvises til Koral 3.

2) Musiken i Latinskolen og paa Universitetet. Efter Beformationen var det i Danmark, som overalt, de overfor Kirken fra gammel Tid sangpligtige Latinskoler, der i Forbindelse med Studenterne tog sig af den flerstem. Sangs Pleje. 1539 ansattes ved Kbhvn.s Universitet en særlig Lector musices, der maatte holde Forelæsninger over Musiken og øve Studenterne i Sammensang. Universitetets første Lektor i Musik var Matematikeren Matthis Hack, der samtidig ogsaa var Sangmester ved det kongelige Kantori el. Sangerkor.

3) Musiken ved Hoffet. Som den egl. Stifter af det kgl. Kantori, af hvilket det kongelige Kapel med Tiden skulde voxe frem, gælder Christian III, der bragte Sangerkoret op til 30 Sangere, ledede af en Sangmester og en Organist. Blandt Kantoriets Ledere træffes sammen med indenlandske Musikere (Jørgen Preston, Rasmus Heynssen) allerede tidligt Bepræsentanter for den nederlandske Musik (Johan Paston, Franciscus Marcellus Åmfortius. Arnolde de Fine, Adrien Petit Coclicus, BonavenlnraBorch-grevinck). De af Kantoriets Nodebøger, der er bevarede, giver et interessant Indblik i Kantoriets Bepertoire i denne Periode. I 16. Aarh. blev Kanto-riet udvidet til ogsaa at optage Instrumentister. Under Frederik II udgør disse »Instrumentister« i Hofmusiken en særegen Gruppe overfor »Trompetere» og »Sangere«. — Med Christian IV.s Tronbestigelse indtræder den danske Hofmusiks store Periode. Fra Italien finder Madrigalen Vej til Danmark, og samtidig medfører den fuldstændige Selvstændiggørelse af Instrumentalmusiken, at Instrumentisterne i Kongens Musiketat nu bliver flere end Sangerne. Af Instrumenter rykker ved denne Tid Luten frem til at blive et Modeinstrument baade i Orkestret, som Virtuos-og som Hjemmeinstr., og sammen med med den Strygeinstrumenterne og Klaveret. Til Brug for Hofkapellet indforskriver Kongen derfor i Massevis af disse og andre Toneredskaber. Som rundhaandet Beskytter af de indenlandske Talenter sender Chr. IV ogsaa talr. unge indenlandske Musikere til Udlandet (Melchior Borchgrevinck, Mogens Pedersen, Hans Nielsen, Hans Brach-rogge o. fl.), hvor store Mestre tager sig af deres Uddannelse. For at kaste Glans over Hofmusiken indforskriver Kongen ogsaa berømte udenlandske Virtuoser (deribl. John Doivland, Daniel Norcome o. fl.). Omkring 1630 var det kgl. danske Musikkapel naaet op i Højde med Europas »store« Musikkapeller. Siden gik det en Tid lang noget tilbage, indtil en betydningsfuld musikalsk Begivenhed fremtvang et fornyet Opsving. En Række store Festligheder, der planlagdes i Anledning af den udvalgte Prins Christians Formæling, foranledigede nemlig 1634 Indkaldelsen af en europæisk Berømthed: den sachsiske Hofkapelmester Heinrich Schiitz. Under gentagne Besøg i Italien havde denne været interesseret Iagttager af Renais-sancebevægelsens talrige musikalske Resultater (Monodien, Operaen m.m.); som enemægtig Gennemfører af Festprogrammet, der bl. a. bestod i Opførelsen af en Ballet og to Musikskuespil, undlod han derfor ikke at udnytte sin Viden. Til Oplysning om den danske Hofmusiks videre Historie henvises til C.Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«. 4) Operaens og Sijngestykkets Historie i Danmark. I Efterligning af Hamburgeroperaen lod Christian V 1688 paa en Del af den Grund, der nu optages af Amalienborg Plads, opføre et pragtfuldt udstyret Operahus, der imidlertid kun skulde faa en kort Levetid. Kun fire Dage efter, at det paa Kongens Fødselsdag d. 15. April 1689 var bleven indviet ved Opførelsen af en tysk Opera, gik der ved Gentagelsen Ild i Dekorationerne, saa det af Træ opførte Teater brændte ned til Grunden. 10 Aar efter opførtes i samme Bykvarter et nyt Operahus af Sten, men da det kun i Ny og Næ blev anvendt til Operaopførelser, ombyggede man det en Snes Aar efter til Landkadet-akademi (nu Østre Landsret).

I Anledning af det nygifte Kronprinspars Indtog i Hovedstaden (1722), engagerede Frederik IV en hamburgsk Sangertrup, der debuterede med en tysk Opera: »Cloris und Thirsis«. Selskabet, der gjorde megen Lykke, blev i Kbhvn. i to Saisoner og opførte bl. a. en hel Række af Reinhardt Keisers (s. d.) sangbare Operaer. Efter denne Begivenhed hengaar der 24 Aar, før Operaens Skæbne i Kbhvn. kan forfølges videre. Christian VI.s Regeringstid blev nemlig m. H. t. Operaopførelser en fuldkommen død Periode. I Operaens Sted blev det i denne Mellemtid Koncerterne og da navnlig Passions-koncerterne, der florerede (se Koncert 3, Koncertlivet i Danmark). Det blev Frederik V, der paany satte Operaforestillingerne i Gang ved i 1747 at indkalde en Trup af italienske Sangere, som 18. Dec. paabegyndte deres Forestillinger paa Charlottenborg og i en Aarrække, med Mingotti (s. d.) som Impresario og Paolo Scalabrini (s. d.) som Kapelmester, hver Vinter kom igen. Det var første Gang, at man i Kbhvn. fik Lejlighed til at lære den ital. Opera at kende, og dens Musik gik her som overalt især den fornemme Verden til Hovedet (se Holbergs Epistler 299 o. fl. St.). Italienerbegejstringen kulminerede, da Mingotti i 1749 engagerede C. W. Gluck (s. d.) som Kapelmester. Allerede i den 3die Sæson begynder man imidlertid i de danske Aviser at spore en paafaldende Ligegyldighed overfor Italienerne. I 1751 udeblev disse derfor helt, og da de i 1752 kom igen, havde Smagen for deres Præstationer tabt sig, saa at Mingotti 1756 maatte erklære sig Fallit.

At Italienernes Besøg i Kbhvn. trods alt ikke havde været forgæves, beviser de følgende Aars danske Teaterbegi-venheder: 1) det ital. Intermezzos Indførelse af Scalabrini og Stadsmusikant Bergs Døtre, 2) Xormanden Niels Krog Bredals vellykkede første Forsøg paa at stille et dansk Sangspil paa Benene (Gram og Signe. Eremiten m. m.); 3) hans senere mislykkede Forsøg med » Intermezzoers i det danske Sprog, men med en Musik, der var altfor kunstig til at kunne udføres af de uøvede indenlandske Sangere og 4) Sartis (s. d.) ligesaa mislykkede Forsøg paa igen at sætte den ital. Bravour-opera i Gang (se nærmere Illustreret Musikhistorie I S. 647 ff. og Torben Krogh: »Til det danske Sangspils Historie i 18. Aarh.«).

1766 lod Christian VII indkalde en Trup af franske Skuespillere, der ved offentlige Gratisforestillinger i det n}⁷Hofteater paa Christiansborg gjorde det danske Publikum bekendt med den franske komiske Opera, der vandt saa stort Bifald, at Sarti, da han i 1770 fik Teatret paa Kongens Nytorv overdraget som Entreprise for 10 Aar, med den som Forbillede tog sig for paany at ville bringe det danske Sangspil paa Fode. Resultatet blev hans to saakaldte danske Syngestykker: »Soliman d. 2den« og »Tronfølgen i Sidon«, som gjorde overordentlig Lykke; men Sarti maatte som Følge af sine Landsmænds Chikaner hurtigt igen lade Sangspillet fare for at tage sig af den ital. Opera.

Først efter at Sarti siden var falleret, og efter at baade de italienske Sangere og franske Skuespillere definitivt var blevet afskedigede, kunde der foretages Skridt til Sikring aï en varig Pleje af det dansk udførte Syngestykke. Med Kammermusikus Schiørring og Italienersangeren Potenza som Ledere blev der oprettet en Syngeskole til Uddannelse af indfødte Sangere. Da det gjaldt om at byde disse Opgaver, de kunde magte, holdt man sig først en Tid lang til alene at opføre franske Syngestykker i dansk Oversættelse. Erfaringen havde nemlig vist, at disse var forstaaelige baade for høj og lav og kun stillede forholdsvis beskedne Krav til de endnu mangelfuldt uddannede Sangere. Under sunde Forhold udvikledes saaledes nu baade Publikum og de udførende langsomt til den musikalske Modenhed, der med Tiden skulde muliggøre Optagelsen af større Opgaver.

De første selvstændige danske Syngestykker og tillige de første, der baade digterisk og musikalsk set fortjener Navn af Kunstværker, var Joh. Hartmanns og Johannes Ewalds »Balders Død« (1779) og »Fiskerne« (1780), men disse nationale Værkers isolerede Stilling mellem lutter oversatte franske Syngestykker, bevirkede, at de i Øjeblikket kun kom til at virke som forbigaaende nationale Lysglimt. Det blev derfor egentlig først fra det Øjeblik, da J. A. P. Schulz i sine folkelige Syngestykker »Høstgildet« og »Peters Bryllup« fandt paa at tage Naiviteten til Hjælp og apellerede til det ulærde Publikums Kærlighed til den folkelige Visemelodi, at Udviklingsbetingelserne for en typisk national dansk Tonekunst kom til Stede. Paa det af Schulz skabte Grundlag byggede Kunzen videre (»Dragedukken«, »Vinhøsten« m. m.), men søgte med det samme ogsaa ved Opførelsen af Udlandets klassiske Operaer (Mozart, Che-rubini m. m.) at højne det danske Publikums Smag.

Med C. E. F. Weyse sætter den danske National-Musik allerede kraftige Skud. Weyses Syngestykker har ligesom Schulz's endnu nærmest den franske »Opéra comique« som Baggrund, idet Tale i dem vexler med lyriske og humoristiske Smaasange, og Emnet som oftest er hentet fra Hverdagslivet (Ex. »Sove-drikken«, 2Et Eventyr i Rosenborg Havet), men Sangene har en saa udpræget dansk Karakter, at Weyse ifølge dem med Rette betegnes som den danske Romances Skaber (se nedenfor). Med Kuhlau træder en ny Kraft ind paa den danske Scene. Paa Rejser i Udlandet havde han gjort sig bekendt med de Fremskridt og Nyheder, der i det 19. Aarh.s første Halvdel baade havde fundet Sted indenfor Instrumentalmusiken og paa Operaomraadet. Med Kuhlau drager Romantiken ind paa den danske Sangspilsscene (»Røverborgen«;, »Lulu«, »William Shakespeare«.), og af ham indføres en rigere og mere moderne Orkesterbehandling. I »Elverhøjs (1828)ydede Kuhlau en Folkeopera af saa udpræget dansk Natur,at den endnu udøver en uimodstaaelig Tiltrækningskraft paa det danske Teaterpublikum ; kun to danske dramatiske Værker kommer i Folkeyndest i Nærheden af det, Hartmanns lille Folkeviseidyl »Liden Kirsten« (1846) og Drachmanns af Lange-Muller med Musik illustrerede Eventyrdrama »Der var engang« (1886). Da disse to Værker kom frem, var det danske Synge-stykke dog et forlængst tilbagelagt Stadium. I dets Sted havde nu imens den allerede af Kuhlau forberedte virkelige Opera taget Teten, baaret oppe af Kræfter, der var de store Opgaver voxne. Danske og nordiske Emner, der i ny Tid i Danmark blev optagne til dramatisk Behandling er næst efter »Liden Kirsten«, »Drot og Marsk« af P. Heise (1878); »Tove« og »Vikingeblod« af Langre-AfäZZer(henholdsvis 1878 og 1900); den grønlandske Opera: »Kaddara« af Hakon Børresen (1921). Hertil slutter sig I. P. E. Hartmanns Musik til »Syvsoverdagt af Heiberg (1840); Lange-Mûllers før omtalte Musik til »Der var engang«; August Ennas smaa Andersen'ske Operaer: »Den lille Pige med Svovlstikkerne« (1897), »Prinsessen paa Ærten« (1900); »Nattergalen« (1912) og Balletten »Hyrdinden og Skorstensfejeren« (1901); Vilh. Andersens og Carl Nielsens Holberg-opera: »Maskarade« (1907);! C. F. E. Hornemans Opera »Aladdin« (1888); Carl Nielsens Musik til Oehlenschlägers »Aladdin« (1924). Nordiske Emner, behandlede i Ba//eZform,var »Et Folkesagn« af Hartmann og Gåde, »Valkyrien« og »Thrymskviden« af Hartmann. Opsigtvækkende danske Operaer over fremmede Emner var Enna : »Hexen« (1892), »Kleopatra« (1893), »Aucassin og Nico-lette« (1895); Alfr. Tofft: »Vifandaka« US98); Carl Nielsen: »Saul og David« (1903).

5) Den danske Romance blev som sagt i 19. Aarh. grundlagt af C. E. F. Weyse, hvis Bidrag til denne Genre ingenlunde begrænser sig til de i hans Syngestykker optagne Sange. Som klassiske Prøver paa den Weyse'ske Romance udenfor Syngestykkerne, som den danske Nations vedblivende Yndlingssange, kan saaledes anføres hans Morgen-og Aftensange, Fædrelandssange o. fl. — Efter Weyse blev det fremfor alt Gade, I. P. E. Hartmann, P. Heise, H. Rung, Lange-Muller og Carl Nielsen, der kom til at skænke det danske Folk dets kæreste Sange.

Som en Art Aflæggere af den danske Romance staar Gades og Hartmanns kunstneriske Bearbejdelser af den middelalderlige danske Folkevise i Korballaderne »Elverskud«, »Agnete og Havfruerne« (af Gade) og Idyllen »En Sommerdag« (af Hartmann).

6) Som nationale Faktorer virker fra 19. Aarh. at regne indenfor dansk Musikliv: af Koncertinstilutioner Musikforeningen. Studentersangforeningen, Cæciliaforeningen, Dansk Koncertfor-ening, Det kgl. Kapels Koncerter og Palæ-Koncerterne; endvidere: Dansk Tonekunstnerforening'. Dansk Komponistforening, Samfundet til Udg. af dansk Musik, Dansk Musikselskab, Det kgl. Musikkonservatorium, Musikpædagogisk Forening, Musikhistorisk Museum (se de paagældende Særart.). (Litt. : Panum og Behrend: »Illustr. Musikhistorie« (1897); H. Panum: »Musikhistorien i kortfattet Fremstilling-, 1910,1920 (S. 158—67); J. Aarsbo: »Fra d. danske Musiks Historie« ; W. Niemann: »Die Musik Skandinaviens« ; H. Panum: »Middelalderens Strengeinstrumenter og deres Forløbere i Oldtiden«, l.Halvbd.; »Nordeuropas gamle Strengeinstr.« i »Aarb. for Foreningen til Bevarelse af norske Fortidsmindesmærker«, 1903, og »De folkelige Strengeinstr. i Nordens Middelalder«, sst. 1905 ; A. Olrik : » Middelalderens Spillemænd« (i »Opuscula Philologica«); Th. Laub: »Om Folkesangen« (i »Dania« II); Hjalmar Thuren: »Tanz und Tanzgesang im nordischen Mittelalter« (i »Zeitschr. d. internat. Musikgesellsch.«, 1908) og »Vore Sanglege« (i »Danske Studier«, 1908); A. Hammerich: »Dansk Musikhistorie indtil c. 1700« (1921) og »Om danske Sekvenser« (1912); 27). Laub: »Om Kirkesangen« (1887; og »Musik og Kirke«; H. Nutzhorn: »Den danske Menigheds Psalmesang«, 1909 ff. ; E. Abrahamsen: »Liturgisk Musik i den danske Kirke« og Elements romans et allemands dans le chant grégorien et la chanson populaire en Danemark (1923); V. C. Ravn: »Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tid« (1886 i Musikforeningens Festskrift); A. Hammerich: » Musiken ved Christian IV.s Hof« (1892); C. Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid« (1908) og »Danske Komponister« (1875); Lynge: »Danske Komponister«; Th. Överskon: »Den dramatiske Musik i Danmark« (i Tidsskrift for Musik); C. Thrane: »Cæcilieforeningen og dens Stifter« ; A. Hammerich : »Musikforeningens Historie 1836 — 86« (i Musikforeningens Festskrift 1886)og »Kbhvn.s Musikkonservatorium 1867—92(1892); Gust. Hetsch: »Musikkonservatoriets Jubilæumsskrift 1867—1917«; A. Sørensen: »Studentersangforeningen 1839—89«). III. M. H. i Norge. Den kat. Kirke har ogsaa i Norge lagt stærk Vægt paa Musiken, og af Olavs-Messen kan vi maale denne Musiks Betydning for Gudstjenesten. De Rester, som Rigsarkivet indeholder af de gamle Missaler. Antifonarer etc., er delvis tydet af Dr. Georg Reiss (s.d.). Heldigvis var bl. a.Olavssekvensen Lux illuxit reddet fra Ødelæggelse.

Sandsynligvis har den gregorianske Sang haft stærk Indflydelse paa nsk. Folkemusik, om end Sagen endnu ikke er lagt klart i Dagen. Den norske Folkemusik (s. d.) er overordentlig rig. Om Kunstmusiken ved vi kun lidt før 19. Aarh. De lærde Skolers Musik har efter Beretningerne været fortræffelig, men af Repertoiret er intet levnet. De produktive Begavelser har vel søgt Hoffet i Kbhvn. Rundt om i Landet var der Stadsmusikanter, som sammen med Organisterne og Kantorerne sørgede for Musiken, og som efter Regler, som haandhævedes med Strenghed, kunde »bortforpagte Musiken« til Bygdespillemændene. De ældste Musikselskaber i N. er »Harmonien« i Bergen (1765, s. d.) og »Trondhjems Musicalske Selskab« (1786); et lignende omtales paa omtrent samme Tid i Kristiansand, og i Kria. nævnes »Concer-ten« som en fast Institution 1763. Omrejsende Operaselskaberbesøgte ofte Hovedstaden, 1749 endog et, som havde Gluck som Kapelmester. Fremragende Amatører indenfor Byens Musikliv var Medlemmer af Familierne Thrane, An-kerm.fl. 1810 stiftedes »DetMusikalske Lyceum«, som tæller Waldemar Thrane (s. d.) og Ole Bull (s. d.) blandt sine Dirigenter. 1838 opløstes Selskabet. 1846 oprettedes »Filharmonisk Selskab«, som senere gik over til »Abon-nementskoncerterne« og »Musikforeningen« (s.d.). I nogle Aar havde Conradi og Kjerulf fremført Symfonier og Kor-værker: men først Musikforeningen skabte nogenlunde stabile Orkesterforhold i Kria. Til denne Forening har de fleste af Norges fremstaaende Komponister, Dirigenter og udøvende Musikere været knyttede. 1919 gik Foreningen ind og afløstes af »Filharmonisk Selskab« (s. d.). Ogsaa Kammer-musiken har haft fremragende Dyrkere i Kria. (Kunstnerkvartetten — med Gudbr. Bøhn. Ursin, H. Nielsen —, Arvesens Kvartet, Halvorsens Kvartet, Filharmonisk Selskabs Kvartet). 1876 stiftedes »Kvartetforeningen« af Musikvenner og Amatører. En fast Opera fik Norge først 1918 med »Opera Comique«, som trods en Række udmærkede Fremførelser maatte slutte 1921. Paa Nationalteatret gaves i Aarrækker gode Forestillinger under Johan Halvorsen. Ogsaa Centralteatret (Otto) har givet en Række Operaaftener. — Af Kor har særlig Mandskorene været virksomme. Rundt om i Landet har større og mindre Sammenslutninger været i Virksomhed helt fra 1850erne (se Conradi, Behrens, Grøndahl, Guldberg), og gennem aarlige Sangerfester holdes Interessen vedlige. 1914 var der i Anledning af Jubilæet en Sanger-fest som samlede 3000 Sangere. Ogsaa blandede Kor har virket med stor Energi. De mest kendte er Grøndahls, Lammers'. Holters Korforeninger (s. d.). Skolesangen har haft fremragende Forkæmpere; fremmest af alle staar Joh. D.Behrens (seSkolesangen). — Musik-lærerforeninger er i de senere Aar stiftede over det hele Land, og der er sket Sammenslutning til en Landsforening, som arbejder for at højne Undervisningen og sikre Lærernes økonomiske Kaar. Nogen Højskole for Musik har Norge endnu ikke. Men i Kria. og Bergen er der Konservatorier for Musik. — Norsk Musikforskning tæller ikke mange Navne. Det er særlig Kirkemusiken og Folkemusiken, som har interesseret de faatallige Musikforskere (Behrens, L. Lindeman, Winter-Hjelm, Georg Reiss, C. Elling, J. Haarklou, E. Eggen, O. M. Sandvik). Et Musikbibliothek med Lokale i Universitetsbiblioteket, aabnet 1926, vil formentlig give Forskningen en kraftig Spore. — Norges Komponisters Tal begynder med Ole Bull og W. Thrane. Den mest berømte er Grieg. Symfoniens Mester i Norge er Joh. Svendsen. Af Operaer har Norge faa Værker at fremvise; det ligger i Forholdene (Haarklou, Schjelderup, Ole Olsen, Elling, Sinding, Borgstrøm). (Litt. : Musikhistoriske Fremstillinger finder man i Conradi: »Kortfattet historisk Oversigt over Musikens Udvikling i Norge« (1878), i H. V. Siewers' Artikel i Panum og Behrends »Illustreret Musikhistorie«, Artikler i »Nordmænd i 19. Aarh.« (af C. Elling). Den første sammenhængende Oversigt over norsk Musik blev givet i »Norges Musikhistories (2 Bd., udg. under Redaktion af G. Schjelderup og O. M. Sandvik 1921)).

IV. M. H. i Sverige. »Den sv. Musik har sit egentlige Tyngdepunkt og sin største Selvstændighed i de vokale Former, større eller mindre, mest i de mindre«. Denne alm. Udtalelse har været gældende i Aarhundrede lige op til de sidste Decennier, hvor den næppe mere kan siges at have saa ubetinget Gyldighed. Allerede den sv. Folkevise optræder med en stor Rigdom paa overstrømmende Melodifylde og Sangbarhed og med klar og fin Melodibygning — dens Stemninger er hovedsagelig patetiske og stolte eller vemodige, følelsesfulde og sværmeriske, undertiden næsten overfølsomme ; dog møder man ogsaa, saavel i de folkelige Viser som i Dansene, muntre, ja kaade Melodier og Rytmer; ofte er denne Folkemusik blevet kunstnerisk behandlet eller anvendt af Sveriges Komponister (enkelt Gange ogsaa af fremmede), og dette gælder vel særlig saadanne berømte som »Den Bergtagne« eller »Neckens Polska«. Den vokale Indstilling i sv. Musik har endvidere givet sig Udslag i de mange og store, til Dels verdensberømte Sangkunstnere, Landet har fostret (om hvilke Særartikler i dette Lexikon giver Oplysning), samt i de fortrinlige Sangkor (særl. Studentersangere), der har vundet Navn og Ry langt ud over Sveriges Grænser. "

Musiken som Kunstmusik trivedes alt langt tilbage i Sverige og det dels i Kirken dels ved Hoffet; men som i Danmark var det mest Udlændinge, der blev dens Dyrkere, og først meget sent fik den et nationalt-sv. Præg. Regenter som Gustaf Vasa, Erik XIV (uddannet teoret. og optraadt som Komponist), Gustaf Adolf (en passioneret Musikven) holdt Musikkapeller vedlige og støttede Musiken, Dronning Christina lod pragtfulde Operaballetter efter fr. Mønster opføre; tyske, engelske, höll., ital. og fr. Musikere eller Trupper strømmede til Landet og fandt Anvendelse dér; blandt saadanne skal blot nævnes Tyskerne Anders Dåben og Marcus Merbom. Den første af disse to var Stamfader til et Par Generationer sv. Musikere, af hvilke hans Søn Gustaf Duben (1624—90) betegnes som »den ældste svenske Komponist«. — Af Kirkemusiken havde de nærmest flg. sv. Musikere O. Rudbeck og H, Vallerius Fortjeneste.

Krigstiderne, Karl XII.s Epoke, var ikke Musiken gunstige; men med 18. Aarh.s Begyndelse blomstrede Musik-dyrkelsen atter op. Føreren for datidigt sv. Musikliv var den i Sthlm. fødte J. H. Roman (1694 — 1758), Dirigent, Virtuos paa Violin og Obo og alsidig Komponist; andre Navne er

F. Zellbell og J. Agrell, der dog mest virkede i Tyskland og nævnes ved Sonatens histor. Udvikling. Særlig gunstig for Tonekunsten var den aande-lige og kulturelle Retning, der betegnes med Gustaf III; under F. A. Uttini indførtes en ital. Operatrup i Sveriges Hovedstad og samtidig kom det fr. Sangspil til at florere; større og større Kredse dyrkede Musiken, den føres nærmere til Digtekunsten og dens Anseelse som Kunstart højnes betydelig; Handel, Gluck og de fr. opéra-comique-Komponister blev Sthlm.s Yndlinge. Den Musik, Geniet C. M. Bellman valgte eller tilrettelagde for sine udødelige Digtninge, viser denne Tids Smags-retning; men fremdeles indkaldtes Udlændinge til at fremme Musiklivet, foruden Uttini skal nævnes J. G. Nau-mann (der endog komponerede Natio-nal-Operaen »Gustaf Vasa«), J. M. Kraus,

G. J. Yogier og J. Chr. F. Håffner; bl. de sv.-fødte Komponister J. Wik-manson, P. Frigel, Olof Ahlstrôm ; til den Gustavianske Epoke hører ogsaa Stiftelsen af Musikaliska Akademiet, 1771, og det kgl. sv. Operateater, 1773. — 1812 aabnedes denne Opera for

Mozart (med »Trollflöjten«); blandt dets Ledere i den flg. Tid var Edouard Dupuy, J. F. Berwald og Italieneren J. Foroni; nu (1926) er A. Jârnefeld Operaens første Kapelmester, John Forseli dens Direktør.

Den nationale Retning i sv. Musik opstaar som i Danmark omkr. 19. Aarh.s Begyndelse og som her samtidig med en romantisk Bevægelse i Litteraturen og dermed følgende For-staaelse af og Interesse for fjerne Fortidsminder. Fra denne Tid kom Folkeviserne og deres Melodier i saa høj Kurs, og den musikalske Viseform vandt særlig Yndest og talr. Kunstdyrkere. Geijer og Afzelius udgav den første Folkevise-Melodisamling (1814 —16) og i national Retning skrev Häffner, Cru-sell, Geijer, A. F. Lindblad og først og mest J. A. Södermann, den rigest begavede og mest typiske blandt ældre sv. Komponister; af hans Samtidige skal nævnes J. A. Josephson og G. Wennerberg (»Gluntarne«) og (i lettere Genre) J. I. Dannström. En særl. Dyrkelse fandt den atter for sv. Musik typiske Mandskvartet (Studentersang) ved Mænd som Kapfelman, den nævnte G. Wennerberg, Prins Gustaf og ikke mindst Otto Lindblad (med de vidt-kendte, endnu sungne Melodier som »Ur svenska hjärtans djup«, »Angbåts-sång«, »Vintern rasat« osv.). Omsat i større Former blev Nationaltonen af I. Hallström (i Operaer), af den originale Symfoniker Franz Berwald (der først ret skattedes af senere Tider;, Norman, Rubenson o. fl., og i Hovedsagen har sv. Musik bevaret sit nationale Fysiognomi — i hvert Fald til de allersidste Tider — selv om naturligvis stilistisk Indflydelse fra de store europæiske Rørelser navnlig i tysk og fr., i anden Række i nsk. og dsk. Musik, har øvet deres Indflydelse. Blandt disse mere moderne Komponister staar som de ældre A. Hallen og Emil Sjögren, paa Overgangen Mænd som W. Stenhammar, H.Alfvén, Peterson-Berger, blandt de yngre R. Liljefors. Natanael Berg, Kurt Atterberg, O. Lindberg, Ture Rangström. J. Eriksson (de sidste nærmest hen imod en alm. modernistisk Retning).

Europæisk berømte, eller i Sverige højt skattede Sangerkunslnere, der som fornævnt hører med i sv. Musiks Fysiognomi, er Elisabeth Olin, Jenny Lind, Christina Nilsson, Louise Michaeli, Signe Hebbe. Caroline Östberg, Selma Ek, Sigrid Arnoldson, Ellen Gulbranson, Karin Branzell, K. Stenborg, J. Giinlher, Fr. Arlberg, O. Arnoldson, A. Ûdman, C. Behrens. F. Lundquist, J. Forseli, Elmblad.

Musiklitteraturen berigedes i nyere Tid af Erik Drake (Teori), A. Mankell, P. C. Boman, Wilh, Bauck (Historie) og senere af K. Valentin, A. Lindgren, T. Norlind, Peterson-Berger, J. Råbe, O. Bensow, D. Fryklund, A. Hillmann, P. Vretblad m. fi.

Musikalske Foreninger og Koncertforetagender var tidligere »Harmoniska Sällskapet« (til 1865) og »Nya harmonika Sällskapet« (til 1880), > Koncertforeningen« og nu navnlig »Musikför-eningen«. (Af Litt. om sv. Musik henvises til T. Norlind: »Sv. Musikhisto-ria« (1918) og > Allmänt Musiklexikon« (1916); A. Lindgren i II Del af H. Panum og W. Behrend: »Illuslr. Musikhistorie«; A. Soubies: La musique Scandinave, 2 Bd.; A^T. Personne: »Sv. teatern«; P. Vretblad: »Konsertlivet i Sthlm. under 1700-talet«, Nor-lind o. Trobäck: »Kgl. Hovkapellets historia«).

Musikfester i stor Stil, d. e. Opførelsen af store Kor- og Orkesterværker, hvor Kor og Orkester er forstærkede ud over det sædvanlige, kan i det længste forfølges tilbage til det 18. Aarh.s første Halvdel. De første, der fandt Sted i England, var 1) The Sons of the Clergy Festivals, der fra 1709 afholdes i St. Paulskirken i London; 2) de aarlige Three Choirs Festivals, der fra 1724 at regne skiftevis afholdes i Gloucester, Worcester og Hereford; 3) de aarlige Opførelser af Händels Messias i London (siden 1749); 4) M. i Birmingham 1768, 1778, 1784 og siden næsten regelmæssigt hvert 3die Aar: 5) Handelfesterne i Westmin-sterabbediet 1784—87 og 1791; 6) M. i York, aarlig 1791 —1802 og paany fra 1823. Østrig fulgte fra 1772 med Tonkiinstlersocieletets M. i Wien 2 Gange aarlig. Nævnes bør endvidere de ihu-ringske M. 1810 og 1811 i Franken-hausen, 1811 i Erfurt, 1829 og 1835 i Halle henholdsvis under Bischoffs, Spohrs og Spontinis Ledelse. Til høj Betydning naaede siden 1817 især de nederrhinske M. i Elberfeld, Dusseldorf, Köln og Aachen, bl. a. dirigerede af Fr. Schneider, Ferd. Ries, Spolir^ Mendelssohn, Dorn, Sponlini, Hiller, Lach-ner, Liszt, Rubinstein, Joachim, Gade, Reinecke, Brahms, Richter, R. Strauss o. fl. — I de nordiske Lande fandt den første store M. i 1888 (Udstillings-aaret) Sted i Kbhvn. (4—10. Juni). Den lste, 3die og 5te Koncert var helliget Kor- og Orkesterværker fra samtlige skandinaviske Lande, den 2den, 4de og 6te bød henholdsvis paa svensk, norsk og dansk Kammermusik; den 7de Dag opførtes en Folkekoncert med blandet Program. Med Forbigaaelse af de følgende nordiske M.r i Sthlm. 1897 og Kbhvn. 1919 samt de specielt svenske M.r i Sthlm. 1906 og i Dortmund 1912, skal tilsidst endnu kun anføres den store og ualmindelig vellykkede nordiske AL. der 1921 fandt Sted i Helsingfors. I fire store Orkester-koncerter (der hver repræsenterede sit af de 4 nordiske Hovedlande: Finland, Danmark, Norge og Sverige), i 3 Kammermusikkoncerter (af blandet Indhold) og i en afsluttende Sibelius-Koncert gav den med Hjælp af fremragende Kunstnere et interessant og fyldigt Overblik over den nyere Tids nordiske Tonekunst.

Musikforeningen. Paa Weyses 62-aarige Fødselsdag d. 5. Marts 1836 opførtes paa det kgl. Teater til Mesterens Ære: »Festen paa Kenihvorth«. Tre unge Weyse-Entusiaster : Stud. med. J. H. Lorck, Lotto-Kasserer Chr. Riise og Assessor E. Collin, kom til at tale om det beklagelige i, at en saa herlig Musik efter kun at være gaaet nogle faa Gange over Scenen skulde begraves i et Arkiv. »Det behøver den ikke«, svarede den ene, >man kan slaa sig sammen og danne en Forening til Udgivelse af denne Art Musikværker«. Resolut greb nu Nr. 2 sit Exemplar af Aftenens Festsang og skrev paa dets Bagside: »Undertegnede forener sig om at stifte et Selskab til Udgivelse af danske Musikværker«. Man lod derpaa under Forestillingen Papiret passere videre, og da det fandt tilbage til Forslagstillerne, havde det faaet 30 Underskrifter, Næste Dag agiteredes der videre i Studenterforeningen, og ved den konstituerende Generalforsamling, der 11 Dage senere kaldtes sammen, var Med-lemsantallet voxet til 150; 4 Maaneder senere havde Selskabet 500 Medlemmer og der var nu saa mange Penge i Kassen, at »Musikforeningen« kunde skride til Udgivelsen af det første danske Musikværk: C. E. F. Weyses Opera Floribella.

Allerede ved den konstituerende Generalforsamling var der fremkommet Forslag om sammen med det rent litterære Formaal at tilstræbe et praktisk ved 1) af og til at give en Koncert og ved 2) gennem Prisopgaver at udæske de danske Komponister til en gavnlig Kappestrid. Disse to Forslag blev dog foreløbig sat »in mente«, men det viste sig snart, at netop Koncerterne vilde blive uundværlige, hvis M. skulde faa varig Leveevne. Allerede Anmeldelsen af en første Koncert i Oktober 1836 bragte Medlemstallet op til 776, og inden Koncertaftenen rummede Listen 837 Navne. For at muliggøre Opførelsen af de store klassiske Værker, for hvilke Forholdene hidtil havde spærret Vej, havde man forinden foretaget Skridt til Tilvejebringelsen af et Kor og et stort Orkester. Til Dannelsen af det Mandskor, hvormed man vilde gøre Begyndelsen, forefandt man et rigt Opland i Studenterforeningen, hvor Mandssangen ejede fuldt op af ivrige Dyrkere. Med Orkestret gik det endnu glattere, idet det kgl. Kapel og en Del af Byens dygtigste Dilettanter tilbød at assistere gratis. Af Dirigenter havde man Valg mellem Kapellets tre dygtige Koncertmestre Bredal, Funck og Frølich. Paa Frederik VI.s Fødselsdag d. 28. Januar 1837 opførtes saa i Hofteatret den første Koncert.

Saaledes fik M. en yderst lovende Debut som Konceriinstitulion. Som Udgiver af indenlandske Værker og som Udæsker af de indfødte Komponisters Virkelyst skulde den derimod faa en ret brydsom og forholdsvis kortvarig Existens. Som Hovedresultater af dens litterære Virksomhed tilbagestaar nu kun et Mindretal af det 19. Aarh.s danske Syngestykker og som det vigtigste Weyses Romancer. Som Resultater af M.s Præmiendæskninger har vi af Værdi beholdt et lille Udvalg af vore bedste nationale Sange, deribl. først og fremmest: »Flyv Fugl, flyv« af Hartmann og N. W. Gades Gennembrudsværk Ossian-Ouverturen. Der bliver derfor her kun Anledning til at dvæle ved M.s Betydning som Koncertforetagende.

Ved Oprettelsen af en særlig Synge-skole, lykkedes det allerede i Efteraaret 1837 at faa samlet et blandet Kor. Med Solister bistod det kgl. Teater. 1839 talte Orkestret allerede 56 Mand, Koret havde 91 Deltagere, og der op-traadte 5 forskellige Solister.

Til en fremskudt Stilling svang M. sig især op, efter at det kgl. Teater i 1842 havde udnævnt den tyske Komponist Glaser (s. d.) til Kapelmester, og man havde formaaet ham til ogsaa at tage sig af M. Paa hans Foranledning udvidedes Programmet, der hidtil kun havde budt paa 1—2 aarlige Koncerter, til ud over disse at omfatte 4 aarlige Symfonikoncertcr, ved hvilke det blev fast Regel at opføre en større Symfoni (som oftest af Beethoven), en mindre af Mozart, Haydn el. a. med en Ouverture som Mellemled. I Saisonen 1844 — 45 føjedes hertil endnu 4 aarlige Kammermusikkoncerter. Beethovenblev allerede i Gläsers Virketid M.s Hovedhjørnesten. Som Repræsentanter for den klassiske Musik rangerede sammen med ham Haydn og Mozart, af og til ogsaa Glack. Udenfor Klassikerne figurerer som Hovednavne i Gläsers Tid endvidere Romantikerne Weber, Mendelssohn og Spohr.

M.s store Periode oprandt endelig, da Niels W. Gade 1850 blev udpeget som M.s Dirigent.

Gades første Bedrift blev Dannelsen af et eget M.s-Orkester. De voxende Vanskeligheder ved det kgl.Kapels vedblivende Assistance truede nemlig med at sætte M.s Existens i Fare. Den nylig stedfundne Dannelse af det Lumbye'ske Orkester kom i dette Øjeblik Gade til Gode; med de Lumbye'ske Orkestermusikere som Udgangspunkt tog han derfor nu modigt Affaire ved at formaa enkelte af de dygtigste Kapelmusikere og andre dygtige Folk udenfor Kapellet til at træde til. Forholdsvis hurtigt lykkedes det ham derfor at faa samlet et Korps, der viste sig kampdygtigt nok til at kunne føres i Ilden. Som Lokale valgtes i Hofteatrets Sted fra nu af Casino.

Det var ogsaa i andre Henseender M.s Lykke, at netop nu Gade traadte til. Den Ensidighed, der i den senere Tid havde tilkendegivet sig ved Valget af de opførte Musikværker, havde nemlig vakt Misfornøjelse hos Foreningens yngre Medlemmer, der længtes efter sammen med Klassikerne at høre noget mere af det ny, der imens var kommet frem paa Kor- og Orkestermusikens Omraade; selv Schubert og endnu mere Schumann var hos os dengang endnu ganske ukendte. Uden at vige ud fra M.s Grundprincip at forædle Publikums Smag ved altid at indrømme den klassiske Musik den første Plads paa Programmet, gjaldt det alt-saa nu for Gade om ogsaa at imødekomme de unges Krav, og her kom hans Leipziger-Erfaringerham til Nytte. Med Beethoven som Midtpunkt gik Gade derfor nu ud til begge Sider, idet han paa én Gang greb tilbage til Bachs, Händels og Glucks dybtgaa-ende, men herhjemme endnu helt ukendte Storværker, og førte sine Tilhørere fremad og ud i den ny Tids ligesaa fremmede Farvande. Begyndelsen gjorde han med Beethovens og Mendelssohns vanskeligere Værker, og derfra gik han først til Schubert, siden til Schumann og de allernyeste Mestre: Berlioz, Wagner og Liszt. Som forstandig Pædagog gik han dog lempeligt frem ved altid først at vælge de mest tilgængelige Sager for derefter at gaa over til de største og vanskeligste Opgaver. For at kunne gennemføre et saa alsidigt Program behøvede Gade imidlertid foruden et stort og dygtigt Orkester et extra stort og vel skolet Kor, og det hører ingenlunde til hans mindste Fortjenester ud af M. at have skabt en Korforening, der kunde tage det op selv med de vanskeligste Opgaver. Med saadanne Kort paa Haanden blev Gade nu sat i Stand til bl. a. at gøre M.s Medlemmer bekendte med Storværker som Beethovens 9ende Symfoni (1ste Gang 1856) og Bachs monumentale Matthæus-Passion, hvis Førsteopførelse i Kbhvn. i Slotskirken 1875 hører til de Musikbegivenheder, der kan betegnes som Mærkepæle i M.s Historie.

Kor- og Orkesteropførelserne var ikke ene om i Gades Tid at kaste Glans over M. Gennem sine Forbindelser med Udlandets Kunstnerverden lykkedes det Gade at lokke Hovedparten af sin Tids største optrædende Kunstnere herop, deriblandt som nogle af de mest verdenskendte af Pianister: Clara Schumann, Alex. Dreyschock, Ernst Haberbier, Anton Rubinstein, Erica Lie-Xissen, Agathe Backer Grøndahl, Carl Reinecke, Laura Rappoldi. Mary Krebs, Anette Essipoff. Martha Remmert o. m. fl.; af Violinister: Wilh. Ernst, Wilma Norman Neruda, Joseph Joachim, Joh. Lauterbach, Ernst Rappoldi osv.

Pladsen forbyder at forfølge M.s Historie videre. Efter Gades Død (1890) førtes Koncerterne af Emil Hartmann (1891 — 92), Franz Neruda (1892-1915) og Carl Nielsen (fra 1915) videre med samvittighedsfuld Opretholdelse af de opr. Traditioner.

Hvad Medlemsantallet angaar, stod M. paa Højden 1884—90, da den talte saa mange Medlemmer, at de maatte deles i 2 Serier, og hver af de store Koncerter derfor altid maatte opføres 2 Gange, o: paa to hinanden paafølgende Dage. Hertil kom endnu en lang Liste af Expektanler. I 1889 overflyttedes M.s Koncerter fra Casino til del nye store Koncertpalæ (Odd-Fellow-Palæet, s. d.) i Bredgade.

At M.s Medlemsantal efter Gades Død efterhaanden er dalet til kun at fylde Koncertpalæets store Sal én Gang, og at de aarlige Koncerter fra indtil 12 i Gades Tid nu er gaaet ned til 4 (store) Koncerter, skyldes ganske naturligt den Omstændighed, at M. siden har faaet Medbejlere i andre store Koncertinstitutioner og derfor ikke mere i den bestemte Forstand som i hin Tid kan betegnes som eneste tonegi-vende Midtpunkt i dansk Koncertliv. Som Udgiver af danske Musikværker af større kunstnerisk Værd har M. siden 1871 faaet sin Afløser i Samfundet til Udgivelse af dansk Musik (s.d.).

Musikforeningen i Kria. stiftedes efter Initiativ af Edvard Grieg Okt. 1871, og Foreningen belragter sig som en Fortsættelse af »Abonnementskon-certerne« etc. (se Koncertliv i Kria.';. 1. Koncert gaves 2. Dec. s. A. Lederen var de to første Sæsoner Grieg; fra 1873 delte han Arbejdet med Johan Svendsen, som fra 1874—77 overtog Ledelsen alene. 1877 — 80 var Ole Otsen Dirigent, 1880—83 atter Svendsen (han gav i denne Periode 21 Koncerter og fremførte bl. a. Beethovens 9. Symfon.). Da han 1883 overtog Kapelmesterstillingen ved Det kgl. Teater i Kbhvn., var man saa heldig at have en energisk Efterfølger i Johan Selmer. Fra 1886 kom saa Iver Holter, som ledede M. fortræffelig i hele 25 Aar og har Fortjenesten af at have skabt et fast Koncertorkester i Kria. H. fremført en Mængde nye Værker. og han var meget lydhør for alt hvad der dukkede frem i norsk Komposition. Ved Hjælp af sit eget blandede Kor kunde han skabe Afveksling i Programmerne gennem Vokalværker. 1911—13 havde man skiftende Dirigenter. 1913—17 var Karl Nissen Dirigent (fremførte bl. a. Selmers »Pro-metheus«, Borgstrøms »John Gabriel Borkman«, 9. Symfon.). 1917—19 var /. Neumark og Professor Schnéevoigt Dirigenter. 1919 opløstes M. og afløstes af Filharmoniske Selskab (s. d.).

M. har indtaget en central Plads i norsk Musikliv. Norges bedste Komponister, Dirigenter og Exekutører har været knyttede til den, og dens Virke falder sammen med den store Blomstring i nsk. Musik i sidste Tredjedel af forrige Aarh. (Litt.: O. M. Sandvik i »Norges Musikhistorie« II).

Musikführer, stor Samling Analyser af klassiske og moderne Orkester- og Kammermusikværker, red. af A. Morin (udkommen hos Schlesinger i Berlin).

Musikhistorisk Museum (Musikinstrumentsamling), se Instrumentsamlinger.

Musikinstrumenter, se Instrumenter.

Musiklexika falder i flere Grupper.

1) Teknologiske M., o: alfabetisk ordnede Forklaringer af tekniske og teoretiske Musikudtryk, Beskrivelser af Instrumenter, Toneskrifter, Tonearter, musikalske Stilarter, Musikformer, Koncertinstitutioner, Musikkonservatorier m. m. J. Tinctoris: Terminorum mu-sicae diffinitorium (1714); Brossard : Dictionnaire de musique (1703); Barnickel: »Kurtzgefasstes musikalisches Lexikon« (Chemnitz 1749); J.J. Rousseau: Dictionnaire de musique (1767); Afdelingen: Musique i den store parisiske Encyclopédie méthodique (2 Bd. 1791—1818); Koch: »Musikalisches Lexikon« (1802, moderniseret af A.v. Dommer 1865); P. Lichtenthal: Dizo-nario e bibliografla dclla musica (4 Bd. 1826); Castil Blaze: Dictionnaire de musique moderne (1821); M. et L. Escudier: Dictionnaire de musique (1844); J. H. Clifford : The Standard Musical Encyclopedia (New York 1911); R. Dunstan: A Cijclopaedic Dictionarg of Mu-sic ;London, 2. Opl. 1909) o. 11.

2) Alfabetisk ordnede Musikerbiografier: E. L. Gerber: »Historisch-biogra-phisches Lexikon der Tonkiinstler« (2 Bd. 1790—92) og »Xeues historisch-biographisches Lexikon der Tonkunst-ler* (4 Bd. 1812—14); Choron et Fa-yolle: Dictionnaire historique des musiciens (2 Bd. 1810 — 11); Fétis: Biographie universelle des musiciens (1835, 2. Opl., 8 Bd., 1860—65, med Supplement af Pougin, 2 Bd., 1879—81); R. Eitner: »Biographisch-bibliographi-sches Quellen-Lexikon der Musiker u. Musikgelehrten bis zur Mitte des 19. Jahrh.s« (10 Bd., 1900—04); Th. Baker: Biographical Dictionarg of Musicians (New York 1900) o. fl.

3) M. af blandet Indhold, o : Univer-sallexikael. musikalske Encyclopædier: J. G. Walther: »Musikalisches Lexikon« (1732); G. Schilling : »Universallexikon der Tonkunst« (6 Bd., 1 835— 38 ; Suppl. 1842); A. Gathy: »Musikalisches Konversationslexikon« (1835, 3. Opl. 1873); F. S. Gassner: »Universallexikon der Tonkunst« (1845); /. Schuberth: »Mu-sikalisehes Konversationslexikon« (11. Opl. af E. Breslaur); II. Mendel: »Mu-sikalisehes Konversationslexikon« (forts, af A. Reiszmann, 11 Bd.. 1870 — 79; fuldstændiggørende Bd. 1883); G. Grove: Dictionarg of Music and Musicians (1879—90, 4 Bd. m. Suppl. og Ind-holdsfortegn. ; 2. Opl. red. af Fuller-Mailland 1904—09); Hugo Riemann : »Musik-Lexikon« (1882 ; 11. Opl. 1925): Eaglefield-Hull, A Dictionarg of Modem Music and Musicians (1924); Tob. Norlind: »Allmänt Musiklexikon«; H.V.Schytte: »Nordisk Musiklexikon« (2 Bd. 1888, Suppl. 1892); II. Panum. W. Behrend og O. M. Sandvik: »Illustreret Musiklexikon« (1924 ff.).

4) Lexika over specielle Emner: a. Kirkemusik: U. Kornmiiller: »Lexikon derkirchlichenTonkunst« (2 Opl. 1895); Wetzer und Welte: »Kirchenlexikon« (12 Bd.. 1847—56 [1882)); Kummerie: »Encyclopädie der evangelischen Kir-chenmusik« (4 Bd. 1888—95). — b.

Operamusik : H. Riemann: »Opernhand-buch«; Clément-Larousse: Dictionnaire des Opéras; John Tower: Dictionarg Catalogue of 28,015 Operas and Ope-rettas; Ludiv. Eisenberg: »Grosses bio-graphisches Lexikon der deutschen Bûhnen ira 19. Jahrh.« (1903); Emile Campardon: L'académie royale de musique (biogr. Lex. 1884) m. m.

Musikpædagogisk Forening (stiftet 1898 af Komponisten Louis Glass og Musikhistorikeren Hortense Panum) gaar ud paa at modarbejde den daar-lige Musikundervisning ved at støtte de faguddannede Musiklærere. I dette Øjemed afholdes 2 Gange aarlig (i Maj og November), under Forsæde af en Bedømmelseskomite, en Fagprøve, til hvilken de unge Lærere kan indstille sig for derved at erhverve det Duelig-hedsbevis, der berettiger dem til Optagelse i Foreningens Kreds af garanterede Lærerkræfter. De Hovedfag, i hvilken Prøven kan aflægges, er Klaver, Sang, Violin og Musikteori ; tvungne Bifag er Musikteori og Musikhistorie (for Sangere, Violinister og Teoretikere tillige. Klaverspil). Som Hovedmoment figurerer dog ved Fagprøven Præsentationen af 2 Elever. Formand er f. T. Lektor Viggo Forchhammer. Foreningen tæller (1926) 207 Medlemmer, der-ibl. 41 i Provinsen.

Musikselskaber, se Selskaber.

Musikteoretisk Akustik, se Musikalsk Akustik.

Musiktidsskrifter, se Tidsskrifter.

Musikvidenskab benyttes i den nyeste Tid til under ét at betegne alle de specielle Arbejdsfelter, som den musikhistoriske. Forskning nutildags omspænder, o: Musikalsk Akustik, musikalsk Arkæologi, Palæografi, Musikæstetik. Instrumentkundskab osv., osv. (Litt.: Chrysander: Indi. til Bd. I af »Jahrbucher fur musikalische Wis-senschaft«, 1863 (Historie, Tonelære (Akustik), Æstetik); Guido Adler: Indl. til »Vierteljahrsschr. f. Musikwissen-sch.« (1885) og »Musik u. Musikwis-sensch.« (i Peters »Jahrbuch« 1898); II. Riemann: »Die Aufgaben der Musikphilologie« og »Grundriss d. Musik-wissensch.« ; Emanuel: L'enseignement de la musique dans les universités allemandes (1898): Waldo S. Pratt: On Behalf of Musicology (i Sonnecks Musical Quarteiiy I, 1, 1915)).

Musikæstetik kan kortelig kaldes Læren om Musikens Væsen og Virken, o: den videnskabelige Forklaring af Tonekunstens Væsen og dens Udslag og Virkninger hos den skabende (udøvende) Kunstner eller den modtagende Tilhører. Allerede de græske Forff. (Filosofer) beskæftigede sig med M., men som Videnskab er M., der grænser op til Musikteori. Psykologi, Fysiologi og Naturvidenskab, ligesom Æstetiken i det hele og som Underafdeling af denne, af forholdsvis ny Dato, og dens Begrænsning er næppe endnu aldeles skarp, saalidt som den kan siges at være naaet til noget absolut Resultat, først og fremmest m. H. t. Hovedspørgsmaalet: »Hvad er Musik? Hvilke dens Funktioner og dens Grænser?-. De fleste kendte Filosofer i nyere Tid har beskæftiget sig med eller berørt dette Spørgsmaal, mest aandfuldt og indgaaende vel nok Herder, Schopenhauer, Herbart, Lotze, Wundl; mod den romantiske Tids taa-gede og sværmeriske M. gjorde E. Hans-iick Front i sit opsigtvækkende og vidt udbredte Skrift: s Das Musikalisch-Schöne« ,1854,der repræsenterer en mere rationalistisk (el. realistisk) Opfattelse, der, trods meget rammende i nævnte Skrift, dog ikke mere anses for den endelige. Mod Hanslick rettede bl. a. Ambros og Hausegger deres Skrifter, og af andre nyere Musikæstetikere skal nævnes G. Engel, Hostinsky. H. Ehr-lich, Wallaschek, H. Riemann, A. Seidl, Steinilzer, Th. Lipps, Volkelt. Closson (fr.), A. Schering, H. Rietsch, A. Heuss, B. Croce (ital.), M. Deri (tysk); mere oversigtsmæssige Arbejder skyldes P. Moos, H. Goldschmidt (d. 18. Aarh.s M.), Grunsky. E. Mcumann; af overordentlig Betydning for M. har berømte Værker af Fysikere som Helmholtz og Stumpf, og i lige Maade psykologiske

Undersøgelser som Réveszs', Seachores o. a. været. Paa dsk. er M. kun meget lidt direkte behandlet og kun i Smaa-skrifter (som de J. Bartholdijske, s. d.)), paa sv. har navnl. T. Korlind skrevet om M.

Musiol, Robert Paul Joh,, 1846— 1903, tysk Musikforf., Lærer og Kantor i Fraustadt i Posen 1873—1901; skrev forsk. Musikerbiogralier. »Th. Korner und seine Beziehung zur Musik«, lexikalske Arbejder o. 1., og komponerede folkelige Sange, Klaver- og Orgelmusik.

Mussorgsky, Modest Petrovitch, 1830—SI, russ. Komponist, opr. Officer, kom i Forbindelse med de »ny-russiske« Musikeres Kreds og optoges deri. studerede Teori under Balakiref og komponerede Operaen »Boris Godunof« (efter Puschkin, Petersborg 1874. Kbhvn. 1924). der blev yndet paa alle russ. Operascener og naaede vidt omkringiEuropa, en Række originale og karakterfulde Sange (særl. »Fra Børnestuen« og »Dødens Sange og Danse«). Orkester- og Korstykker og nogen Klavermusik (navnl. »Billeder fra Kunstudstillingen«). M. er en af den nyere russ. Musiks betydeligste og ejendommeligste Skikkelser; halvvejs Autodidakt sætter han sig ud over de overleverede Regler for Form og Harmoni og opnaaede ny og stærke Virkninger; har han end ikke—hæmmet ved uordentlig Livsførelse, Sygelighed og økonomiske Kampe —frembragt noget helstøbt Arbejde (flere forblev endog ufuldførte), har hans Indflydelse som Forløber for den senere impressionistiske Stil — direkte gennem Cl. Debussy — været betydelig. (Biogr. af Baskin, P. d'Alheim, fr.. og Calvocoressi i Maîtres de la musique).

Modest Mussorgsky.

Mustel, Victor, 1815—90, fr. Instrumentmager med Harmoniums som Specialitet; udviklede Trykluftsharmo-niet til en sjælden Højde af Skønhed i Tonen, fik flere Opfindelser patenteret, saaledes »dobbelt Expression«, Æolsharpe etc. — Hans Søn Auguste M., forbedrede den af Faderen opfundne Metaphone til »Celestaen« (s.d.), meget anvendt i moderne Instrumentation; han ledede i mange Aar Fabriken, der senere gik over til Aktieselskab; dennes Søn Alphonse M., f. 1873, er ogsaa Opfinder paa Harmoniets Omraade og Forf. af Methode d'orgue expressive, 1902.

Muta (lat. : »skift«). Sker det, at Stemningen hos Pauke, Horn, Trompet el. Klarinet midt inde i Satsen skal skifte, angives dette ved i Stemmen at notere Ordet M. Staar den store og lille Pauke saaledes henholdsvis i F og c, og skal de omstemmes til G og d, skrives »M. in Gd« o. s. fr.

Mutation, matere, se Solmisationssy-stemet.

Mühlfeld, Richard, 1856—1907,tysk Klarinettist, 1873 Medlem af Meinin-ger-Hofkapellet, først som Violinist, fra 1876 som Klarinettist; hans udmærkede Klarinetspil ansporede Brahms til flere Kompositioner for dette Instrument, Op. 114, 115 og 120.

Myllargutten. se Augundsson.

Müllen, Kai von, f. 1880, dsk. Pianist og Klaverpædagog, Elev af Victor Bendix, er optraadt som Koncertpianist og virker som Lærer i Kbhvn.; har komponeret enkelte Sange og Klaverstykker.

Müller, Gebrüder, Betegnelse for to forsk., berømte Strygekvartetter. Den ældste dannedes af 4 Sønner af Hofviolinist Aegidius Christoph M. i Braunschweig; debut. 1831, beundredes overalt paa sine Koncertrejser (Kbhvn. 1838) og virkede indtil 1855, da to af Medlemmerne døde. — Den yngre dannedes umiddelbart derefter af 4 Sønner af den ældste Kvartets Primarius Carl Friedrich M. (1797 —1873); denne virkede indtil 1873, da dens Cellist Wilhelm M. modtog en Stilling i Hofkapellet, og havde ligesom den forrige talr. Sukcesser paa Koncertrejser.

Müller, Iwan, 1786—1854, tysk-russ. Klarinettist, berømt ved talr. Koncert-rejser; gjorde flere Opfindelser til Forbedring af Klarinetten; komponerede en stor Mængde, hovedsagelig for Klarinet, Solo og i Ensembler, og udg. en Klarinet-Skole.

Müller, Max, f. 1866, dsk. Operasanger; studerede Teologi og Kunsthistorie, hvad han opgav for at blive Sanger; Elev af Algot Lange; debut, som »Hunding« 1892. »Don Bartoloi regnes for at være en af hans bedste Roller; har tillige virket som Sceneinstruktør.

Müller, Wenzel, 1767—1835, østr. Komponist; virkede som Teaterkapelmester i Brunn, senere i Wien; overordentlig produktiv skrev han over 200 sceniske Arbejder: Operaer, Syngestyk-ker, Pantomimer, Balletter etc, som blev meget populære, uden dog at besidde større Værdi.

Muller-Borgstrøm, Amalie, 1868— 1913, nsk. Pianistinde, uddannet i Kria. og Berlin; debut, i Kria. 1897. 11904 gift med den norske Komponist Hjalmar Borgstrøm (s. d.).

Müller-Brunow, Bruno, 1853—90. tysk Sangpædagog, fra 1887 i Leipzig, hvor han søgtes af en Mængde Elever, delvis som Følge af den Opsigt, Brochuren »Tonbildung oder Gesangsunterricht« vakte, i hvilken han slaar til Lyd for den »primære Tone« (s. d.).

Müller-Hartung, Karl, 1834-1908, tysk Musiker, 1859 Lærer ved Seminariet i Eisenach, 1865 Kirkemusikdirektør i Weimar, hvor han 1872 grundede den storhertugelige Orkester-og Musikskole. Af hans Kompositioner fremhæves særlig Orgelsonater; udg. en Harmonilære.

Müller-Reuter, Theodor, 1858— 1919, tysk Musiker, Elev bl. a. af Clara Schumann: 1887 i Dresden som Dirigent og fra 1892 tillige som Lærer ved det kgl. Konservat; komponerede flere Operaer, Korværker, Symfon., Kammermusik m. m., forf. »Studie ûber Beethovens c-moll-Symfon.«, »50 Jahre Musikleben am Niederrhein« og navnl. »Lexikon der deutschen Konzert-Litte-ratur« (dog kun I Bd. 1909).

Mysterier, o : Dramatiske Opførelser med Musik, der allerede af de ældste Kulturfolk (Ægyptere og Babylonere) sattes i Forbindelse med Gudsdyrkelsen og fra dem først toges i Arv af Oldgrækerne og siden af den kristne Kirke, der anvendte dem som Middel til at levendegøre de bibelhistoriske Begivenheder for det menige Folk. Det middelalderlige kirkelige Mysterium, der i Passionsspillene kan forfølges tilbage til 8., i Maria-Skuespillene til 12. Aarh., bestod i sceniske Fremstillinger af de bibelske Begivenheder og opførtes opr. paa latin og græsk i selve Kirken under Ledsagelse af kirkelige Sange og under udelukkende Medvirkning af Kirkens Gejstlige. Da Menigheden med Tiden fordrede en mere udførlig og bogstavelig Gengivelse af Handlingen, og de optrædendes Antal som Følge deraf maatte gøres større, flyttedes M. ud fra Kirken for fremtidig at opføres i det fri. Samtidig gik Udførelsen fra Præsterne over til folkelige Skuespillere. Kirkesproget blev ombyttet med Nationalsproget, og Sangene antog en mere verdslig Karakter (om Musikens Plads i M. se 5. A. Sche-ring: »Geschichte des Oratoriums*). Saaledes gik disse Skuespil fra at have været opbyggelige Gudstjenesterunder Gejstlighedens Forsæde efterhaanden over til at blive Folkeskuespil af en ofte betænkelig verdslig Natur. En værdig Efterkommer af M.ne lever endnu i de i Oberammergau hvert 10. Aar opførte Passionsskuespil. (Litt. : Ed. Devrient: »Das Passionsschauspiel in Oberammergau«, 1851 ; 4. Opl. 1890). Et Sideskud fra M. var den i 13. Aarh. opstaaede Moralitet, der i Aaret 1600 blev taget til Forbillede for det ældste Oratorium (s. d.) og i Modsætning til M. havde et allegorisk-moralise-rende Indhold.

Mysz-Gmeiner, Lula, f. 1876, østr. Sangerinde (Alt), uddannet bl. a. af Emilie Herzog; fremragende Romance-fortolker, især af Brahmske Lieder; en Søster Ella G. var som Sopran knyttet til Munchens Hofopera, en anden Søster Luise G. er fremragende Pianistinde, Elev af Dohnänyi, og en yngre Broder Budolf G.,f. 1880, ligeledes Romancesanger.

Mälzel, Johann Nepomuk, 1772— 1838, tysk Musiker og Opfinder, Musiklærer i Wien, opfandt mekaniske Musikinstrumenter som Panharmonion og navnl. 1816 den Taktmaaler. Metronom (s. d.), der endnu bærer hans Navn. Om M.s Forbindelse med Beethoven, for hvem han konstruerede Hørerør, og deres Kontroverser maa henvises til Beethoven-Biografierne, særl. til Thayer-Riemann (III Del).

Møller, Carl Christian, 1823—93, dsk.'Komponist og Dirigent: som ung Militærmusiker, blev Medlem af H. C. Lumbyes Orkester, 1857—85 Musikdirigent i Folketeatret, 1875 til sin Død Dirigent i Tivolis Harmoniorkester; skrev Musik til en Del Lystspil og c. 300 i sin Tid meget populære Danse og Marcher.

Møller, Hans Peter, 1802—59, dsk. Pianofortefabrikant, se Hornung og Møller.

Møller, Holger, 1861 — 1917, dsk. Violinist, uddannet som Ingeniør og Elev af Anton Svendsen, virkede dels i »Neruda-Kvartetten« og dels 1889 — 95 som Medlem af det kgl. Kapel, hvorefter han trak sig tilbage fra Musiklivet til Østrupgaard paa Fyn, som han havde arvet.

Møller, Ida, f. 1872, dsk. Operasangerinde (Sopran); Elev af Fru Keller; debut. 1894 som Nattens Dronning i »Tryllefløjten«, fast knyttet til det kgl. Teater fra 1896, 1910—13 til Operaforsøget i Dagmarteatret, derefter igen til 1926 ved det kgl. Teater, hvor hun har gjort udmærket Fyldest i en Mængde Roller som Zerlina, Mimi, Liden Kirsten. Michaela, Philine, Grevinden i »Figaros Bryllup« etc.

Møller, Lalla Berckenhoff, f. 1882. nsk. Romancesangerinde og Sangpædagog, Elev bl. a. af Ellen Gulbran-son og Gina Hille, Kria.; debut, i Kria. 1909.

Møller, Mathias, f. 1 855, dsk.-amer. Orgelbygger; rejste 18 Aar gl. til Amerika, lærte dér Orgelbyggeriet, grundlagde 1880 i Hagerstown en Orgelfabrik, der nu er en af Amerikas største.

Møller, Peder, f. 1877, dsk. Violinist; viste allerede som Barn udpræget Talent for Violinspil; Elev af F. Hilnier, opholdt sig i Paris 1895, hvor han studerede hos Berthelier og Mar-sick og var Koncertmester i Concerts symphoniques da jardin d'acclimation; vendte hjem 1910, blev Medlem af det kgl. Kapel og Lærer paa det kgl. Konservat., men trak sig efter faa Aars Forløb tilbage fra begge Stillinger for at hellige sig Koncertlivet og privat Lærervirksomhed; er siden optraadt baade som Solist og som Kammermusikspiller (ïA. Adler-Trio« m. m.).

Mørk, Ulrik, f. 1865, nsk. Musik-forf., blev efter fuldførte filologiske Studier Overlærer ved Sjømandsskolen og Stenografrevisor i Stortinget. Var Musikkritiker, bl. a. i »Trondhjems Adresseavis« 1885-86, 1900—24 i »Ørebladet«, fra 1925 i >Middagsavi-sen«: Medarbejder ved »Norges Musikhistorie c, A Dictionarij of Modern Music, 1924. Har samlet en Mængde statistisk Materiale vedrørende nsk. Musik, endnu uudgivet.

Mörner, Marianne, Grevinde, f. 1895, finsk Sangerinde (Mez.-Sopr.),Elev af Fru Morales i Sthlm., Vanzo i Milano og R. von zar Mühlen, er med meget Held optraadt paa talr. Kunstrejser i Tyskland, England, Skandinavien (flere Gange i Kbhvn. og Kria.) og Finland; 1925 som Jenny Lind-Stipendiat i Paris.