Raabe, Peter,' f. 1872. tysk Musiker, Kapelmester ved forsk, tyske og hollandske Scener, længst i Weimar, fra 1920 i Aachen: kendt udenfor Tyskland som Dirigent og som Musik-forf., navnl. Skrifter vedr. Fr. Liszt, har komponeret Sange og Klaverstykker.

Raaf, Anton, 1714—97, tysk Sanger, besad en ualmindelig stor og smuk Tenorstemme og nød Uddannelse i Italien og i Madrid (hos Farinellî) ; et skattet Medlem af Operaen i München, for hvem Mozart skrev Idomeneos Parti.

Raasted, Niels Otto, f. 1888. dsk. Musiker, Elev af det kgl. Musikkon-servat. og i Tyskland af Straube (Orgel) og M. Reger (Komposition); 1915 Organist i Odense, hvor han bl. a. gav kirkelige Frikoncerter; 1924 (efter G. Helsted) Domorganist i Kbhvn. (Vor Frue Kirke); har foretaget Koncertrejser i Danmark og Tyskland og bl. a. faaet opført en Messe af Thomanerko-ret i Leipzig; har komponeret Sym-fon., Ouverture, Kammermusik, Klaver-og Orgelværker (Sonater, Fugaer, Koraler m. m.), kirkelige Kor, Sange m. m. ; Medstifter af > Bach-Foreningen« i Kbhvn.

Raatz-Brockmann, J. von, f. 1873, tysk Sanger, studerede fra ung Sangkunst bl. a. i Bayreuth hos Cosima Wagner; kendt kultiveret Oratoriesan-ger (Baryton), der er optraadt rundt om i Europa (i Kbhvn. i »Musikforeningen« 1923), og udmærket Foredrager af Ballader (Loeve); søgt Sangpædagog, nu ved »Hochschule« i Berlin.

Rabaud, Henri, f. 1873, fr. Komponist, Elev af Massenet, Kapelmester ved Opéra-comique, 1920 Direktør for Paris' Konservat. (efter G.Faurê); R.s mest kendte Værker er hans Operaer, særl. La fille de Roland (1904) og Marouf, le savelier de Caire (1914), den sidste bl. a. opført i Slhlm.; iøvrig Symfon. og symfon. Digtninge, Oratorium, Kammermusik og Sange.

Rabe, Carl Herman, 1828—97, tyskfødt Violinist, kom til Norge i 1851 med Schwarzenbackerkapellet. I 1858 oprettede han i Bergen Musikhandel og Koncertbureau, som fremdeles be-staar. Dygtig Pædagog, Kammermusiker.

Rabe-Losting, Ernestine, 1856— 1915, nsk. Pianistinde, Elev af Ernst Haberbicr, debut. 1871 i Bergen. I mere end en Menneskealder indtog hun en højt anset Stilling i Bergens Musikliv som Musikpædagog og Koncertpianist, specielt som fortrinlig Ak-kompagnatrice.

Rachlew, Anders, f. 1882, nsk. Pianist og Komponist, Elev af X. Schar-wenka, Carrtno o. fl.; debut, i Kria. 1910. har givet talr. Koncerter i Norge og Danmark. Bosat i Kbhvn., hvor ban har vundet et Navn som Pædagog. Er ogsaa med Held optraadt som Orkesterdirigent. Har skrevet en Violinsonate, Pianostykker, adskillige Sange.

Rachmaninof, Sergei, f. 1873, russ. Komponist, uddannet ved Konservat. i Petersborg og Moskva som Klaverspiller og Komponist; optraadte først som Pianist, men har sidenhen mest levet for Komposition, fra 1903 i Moskva; nogle Aar senere var R. i Amerika og 1912 Kapelmester ved den kejserlige Opera i Petersborg; 1919 tog han atter Ophold i New York, foretog derfra Koncertrejser som betydelig Klavervirtuos. Som Komponist har R., der tilhører den nyrussiske Skoles moderne (menikkeyderliggaaende) Fløj, først henledt Opmærksomheden paa sig ved den store Klavertrio, Op. 9, senere er navnl. hans Klaverkoncerter og Orkesterfantasier hyppig spillede; iøvrig Operaer, Symfon., Klavermusik og Sange. (Biogr. af J. Lipajef, 1913). Racket, Ranket (tysk Warst el. Faust-Fagot, fr. Cervelal) er et ejendommeligt Blæseinstr. der i 17. Aarh. hyp-

pig blev anvendt som Bas til Obo og Sækkepibe. Det tilhørte Rørbladinstr.s Slægt og havde ligesom Obo og Fagot et af to Rorblade sammenbundet Mundstykke (s. d.). R. gjorde endvidere ligesom Fagotten Brug af et overknækket og sammenfoldet Fløjtelegeme, men R.- Røret var ikke delt ved ét men ved ni Knæk, for derved at skaffe Plads til det indenfor den c. 120 mm høje og 45 mm vide Træbeholder, der omsluttede det og gav Instr. dets karakteristiske Udseende af — en Kødmaskine. Gennem det med en gennemhullet Kapsel dækkede Mundstykke, der er nedsat i et Lydbæger, føres den indblæste Luft direkte ned i det skjulte sammenfoldede og forneden tillukkede (dækkede) Fløjterør. Ud for de i samme indborede Tonehuller er der paa tilsvarende Punkter i den omgivende Beholder (der under Spillet omsluttes med Hænderne) boret korresponderende Huller, og Tonerne fremkommer da ved, at Fingrene (til Dels ogsaa Haanden) afvexlende dækker og frilægger disse. R., der blev bygget i 4 Formater (som Diskant-, Alt-, Tenor- og Bas-R.), havde kun 12 Toners Omfang og minder af Klang om Fagotten. P. Gr. af sin ubekvemme Fingersætning var B. uhyre vanskelig at behandle, og heri laa sikkert Aarsagen til dens tidlige Forsvinden. — Under Navn af R. gik tidligere ogsaa en nu forældet 8' el. 16' dækket Orgel-(Tunge-)stemme af stille Klang.

Racket-Fagot, forbedret Udgave af Racketten (s.d.), der i 18. Aarh. fremstilledes af Klarinettens Opfinder Den-ner, men kun fik en kort Levetid.

Radecke, Robert, 1830 —1911, tysk Musiker, spillede en Rolle i Berlins konservative Musikkredse; en Tid Hof-kapelmester; Leder af det Stern'ske Konservat. ; betød mere som Pædagog end som Komponist (Symfon., Syngespil og navnl. Sange og Korstykker).

Radiciotti, Guiseppe, f. 1858, ital. Musikforf., fra 1881 historisk Prof. i Tivoli; en af Italiens mest ansete Mu-sikforff.; udg. en Biografi og Karakteristik af Pergolesi (1910), forsk. Skrifter om Teater og Musik i Rom, Tivoli etc. i Fortid og Nutid, og Studier til Rossinis og hans Operaers Historie m. m.

Radio. Den traadløse Overførelse ad Luftvejen af Musik er i Hovedsagen en Opfindelse af Italieneren Marconi (f. 1874), blandt hvis Forgængere dog skal nævnes Tyskeren Heinrich Hertz, Englænderen Branly, Russeren Popoff og Danskeren Vald. Poulsen (f. 1869), der 1903 konstruerede sin Lysbue-sender og derved muliggjorde R.-Tele-fonien. Sine første Forsøg foretog Marconi 1920 i England (Chelmsford), hvor allerede et Wireless Telegraph-Selskab var grundet 1897; 1922 begyndte det brittiske »Broadcasting«-Co. sin Virksomhed, og Januar 1923 fandt den første R.-Udsendelse af en Opera i Covent Garden Sted. Siden da har R.-Musikunderholdningen vundet enorm Udbredelse omtrent hele Verden over, og saa at sige alle Samfundslag er blevet delagtige deri. Endnu kan R.overførelserne ikke siges at staa paa noget højt Standpunkt, hvad det klanglige Billed angaar; men som ved al moderne Teknik maa man regne med hurtige og uventede Fremskridt, og det er for Tiden umuligt at sige, hvilken Betydning R. kan faa. Af denne Grund beskæftiger saavel de forsk. Landes Lovgivning som Musikernes Organisationer sig stærkt med dette Spørgsmaal, ikke mindst under Hensyn til den økonomiske Side deraf.

Radoux, Théodore, 1835—1911, belg. Musiker, uddannet i Liège og i Paris (Halévy), Direktør for Konservat. i Liège 1872; har komponeret Operaer, Oratorium, Kantater og navnl. symfon. Tonebilleder (i Lisztsk Stil), samt forf. Vieutemps' Biografi. — Hans Søn Charles R., f. 1877, Lærer ved Konservat. i Liège, er produktiv Komponist af Operaer, Kor- og Orkesterværker, Klaverstykker m. m.

Radziwill, Anton Heinrich, Fyrste, 1775—1833, polsk Musikmæcen og Komponist, Statholder i Posen, komponerede Romancer, Duetter. Mandskvartetter og navnl. Musik til Goethes »Faust«; stod Goethe, der for ham skrev »Erste Walpurgisnacht«, nær, ligeledes Beethoven, der tilegnede R. Ouverture Op. 115.

Raff, Joachim, 1822—82, schw.-tysk Komponist, i sin Ungdom Skolelærer : men helligede sig snart helt til Musiken; dog først da Biilow og navnl. Liszt i Weimar tog sig af R.s Sag, lykkedes det ham at faa nogle af sine mange Kompositioner frem (Operaen »Kong Alfredt, »Tedeum«, en Symfon., Kammermusik m. m.); en Tid lang levede R. i Weimar nær knyttet til Liszt og den nytyske Skole, til Forsvar for hvilken han skrev »Die Wagnerfrage« (1854); senere i Wiesbaden og i Frankfurt a. M.. hvor R. døde som Chef for det Hochske Konservat.; R. efterlod sig over 200 Værker af meget forskellig Værdi og Karakter, hvilket forklares derved, at R. det meste af sit Liv maatte skrive for Livsopholdet (Klaverfantasier over Operamelodier, Danse, Salonetuder etc.): højest naar R.s Kammermusik og Orkesterværker. Hans Opfindsomhed og Teknik (navnl. Instrumentation) ere betydelige, men hans Værker mangler det afgørende, udpræget, personlig Stil; flere af hans Symfon. er en Art Programmusik; bekendtest og ikke helt glemte er den udmærkede »Im Walde«, »Lenore«, »In den Alpen«, »Frühlingsklänge« etc.

Ragnarok (»Götterdämmerung«), Musikd rama af Richard Wagner(lll »Dag« af »Nibelungens Ring«), Bayreuth 1876, Kbhvn. 1905.

Rahter, Daniel, 1828—91, tysk Musikforlægger, grundede i Hamburg det bekendte R.ske Forlag, der navnl. har udg. Værker af nyere Komponister (foruden tyske særl. russ. og ital.); 1917 gik Firmaet over til Anton J. Benjamin.

Raif, Oskar, 1847-99, holl. Pianist, Elev af Tausig, 1875 Lærer ved »Hochschule« i Berlin, højt anset Klaverpædagog; har bl. a. komponeret en Klaverkoncert.

Raimondi, Pietro, 1786—1853. ital. Komponist, optraadte 1807 med sin første Opera, der efterfulgtes af en Række andre snart for en, snart for en anden Scene i Italiens Musikbyer (ialt 62 Operaer); lærd Kontrapunk-tiker og Konservatorielærer; tillige Komponist af meget kombinerede Korværker (af kirkeligt Præg), endog en Fuga for 16 4-stem. Kor! (Biogr. af F. Cicconetti).

Raitio, Vainö, f. 1891, finsk Komponist, studerede i Helsingfors, Moskva og i Tyskland; skrev navnl. flere symfon. Digtninge i moderne Stil: »Nocturne«, »Fantasia estatica«, »Antigone« (efter Sofokles), »Fantasia poëtica« etc., samt en Pianokvintet m. m.

Rallentando, forkortet rail. el. ral-lent. (ital.), Foredragsbetegn., ensbetydende med rilardando (s. d.).

Ramann, Lina, 1833—1912, tysk Klaverpædagog og Musikforf., grundede det første Musikseminarium for Klaverlærerinder og udfoldede en ret betydelig musiklitterær Virksomhed, navnl. en »Liszt-Biografi« (3 Dele, 1880 — 94) og Udg. af Liszts litterære Værker (med tysk Overs.).

Rameau, Jean Philippe, 1683—1764, fr. Komponist og Teoretiker, stammede fra Dijon. Faderen, der var Orga-

nist, underviste selv Sønnen i Musik og satte ham tidlig i et Jesuiterkollegium. Urolig og forsømmelig blev han dog efter fire Aars Forløb taget hjem igen for at følge sin Lyst og blive Musiker. 1701 sendte Faderen ham til Italien, men et Par Maaneders Ophold i Milano gjorde ham hurtig færdig med den ital. Musik og førte ham tilbage til Frankrig. Efter kortvarige Organiststillinger i Avignon og dermo nt tog R. 1705 til Paris, hvor han 1706 udgav sin første Komposition: Premier Livre de Clavecin. En Tid synes han at have søgt L. Marchands (s. d.) Undervisning i Klaverspil, og hos en Organist, Lacroix, fik han nogen Vejledning i Teori. Existensvanskelig-heder tvang ham dog efter faa Aar til at genoptage sit Nomadeliv. 1709 vikarierede han for sin Fader i Dijon, tog siden til Lyon og Lille og vendte 1722 tilbage til Clermont for at genindtage Stillingen som Organist ved Katedralen. Under sit kortvarige Ophold dér forfattede han 40 Aar gl. sit første teoretiske Værk, Traité de l'Harmonie, der vakte en saadan Opsigt, at R., da han 1723 for anden Gang drog til Hovedstaden, fandt sig selv som Midtpunkt for en heftig litterær Meningskamp, der i et Nu gjorde ham bekendt og skaffede ham Prædikat som udpræget v lærd t Musiker. En ny Samling Klaverstykker skaffede ham ogsaa hurtig Ry som Klaverkomponist; Eleverne flokkedes om ham, og da han 1732 blev Organist ved St. Croix de Brettonerie, var hans varige Existens i Paris sikret. 52 Aar gl. fik R. Lyst til ogsaa at forsøge sig som Operakomponist. Tvivlen om, at den store Teoretiker og Klavermester ogsaa vilde kunne yde noget godt paa dette tredie Omraade, gjorde imidlertid de Textdig-tere, hvis Hjælp R. søgte, betænkelige. Bekendtskabet med den parisiske Mæcen La Popelinière (s. d.). hvis Hustru R. underviste, hjalp ham dog tilsidst baade til en Text og til at faa sin Debutopera Hippolile et Aricie frem paa selve den Store Opera. Som det var gaaet R. som Teoretiker, gik det ham nu igen som Operakomponist; hans Værk blev nemlig Genstand for en heftig Partikamp, idet den ældre Lully'ske Operas Tilhængere rasede over den dristige Nyskabers Anvendelse af et hidtil uhørt broget sammensat Orkester og altfor dristige Harmonier, mens R.s Beundrede {les Ramoneurs), netop ud fra de samme Egenskaber, hævede Operaen til Skyerne. Paa lignende Maade gik det ogsaa R.s følgende dramatiske Værker : Indes galantes, Castor et Pollux og Dardanus. R. tog imidlertid disse Begivenheder med Bo, forfattede et nyt betydningsfuldt teoretisk Værk : Génération Harmonique og oprettede i sit Hjem en Kompositionsskole. Lidt efter lidt hidførte Bespekten for den maalbevidste og alsidige Kunstner og hans i Virkeligheden ægte franske Operastil dog et Stemningsomslag, saa Publikum gav sig til at lovprise, hvad det nylig havde dadlet. 1745 forfattede R. (sammen med Voltaire) Lejligheds-kompositionen La Princesse de Navarre til Opførelse i Versailles og udnævntes af Kongen til Compositeur de chambre med en aarlig Gage paa 2000 Livres. En ny Storm mod R,s Opera rejste sig, da Pergolesis Intermezzo La Serva padrone 7 Aar efter ved sin første Opførelse i Paris foranledigede den af J. J. Rousseau anførte Kamp mellem Buffonister og Antibuffonister (se Opera), idet de førstnævnte i deres Kamp imod den konventionelle Luilyske Opera ogsaa drog til Felts imod R.s Teaterværker. Ogsaa denne Gang løjede dog efterhaanden Stormen af, og i R.s sidste Leveaar strømmede Æresbevisningerne ind over ham; 4 Maaneder før hans Død ophøjede Ludv. XV ham Adelsstanden. 1876 rejstes en Statue af R. i hans Fødeby. — Af Udseende var R. paafaldende høj og mager med spids Hage og Ben saa tynde »som Orgelpiber«, meget lig Voltaire. Af Væsen var han utilgængelig, afvisende og uimodtagelig for Smiger. Arbejdede han el. overværede Prøven paa en af sine Operaer, taalte han ikke at forstyrres. Hans Manuskripter vidner ved deres talrige Rettelser om streng Selvkritik. Flere af hans Biografer betegner ham som Gnier, andre fremhæver hans opofrende Velgørenhed navnlig imod Slægtninge.

Hvad der giver R. hans historiske Navn som Teoretiker er, at han var den første, der gjorde Forsøg paa at klarlægge Akkordernes Oprindelse. Han paaviste, at Durtreklangen for saa vidt var foregrebet af Naturen, som dens Toner allerede rummedes i de Overtoner, af hvilke enhver Tone i Virkeligheden er sammensat (se Overtoner), en Iagttagelse, som allerede Fysikeren Sauveur havde begrundet videnskabeligt, men hvis Betydning for Musikteorien R. var den første til at erkende. Til lignende naturlige Aarsager søgte R. ogsaa at tilbageføre Molltreklangens Oprindelse, idet han paaviste, at de tre Toner, der sammensætter den, har en fælles Overtone. Dernæst bragte R. Tre- og Firklangenes Omvendinger paa det rene ved at paavise, at alle de Akkorder, der er byggede op af Tertser, er Grundakkorder, til hvilke alle andre Akkorder kan føres tilbage. >C e g, e g c og g c e« skriver han, »har samme Fundamentaltone og er altsaa kun Omvendinger af en og samme Grundakkord*. Det er især denne Simplificering af Harmonilæren veden Reduktion af Akkordantallet, der giver Teoretikeren R. hans historiske Betydning.

Som Operakomponist kan R. paa det nærmeste betegnes som en Lully i moderniseret Skikkelse. I Stilen slutter han sig paa det nøjeste til sin Forgænger; i Behandlingsmaaden viser han sig derimod som Barn af en ny Tid. Hans Harmonik er langt mere broget end Luilys, hans Modulationer er behændigere, hans Melodier mere karakteriserende og følte. Det, der fremfor alt overrasker hos Operakomponisten R., er dog hans orkestrale Illustration af Handlingen. Sin Orkester-sats forstaar han at fyldiggøre ved Anvendelse af mange Dobbeltgreb hos Strygeinstrumenterne, ved at skille Strygere og Blæsere ud fra hinanden til selvstændige Grupper (sml. Mann-heimerskolen) m. m. — og at gøre farverigere ved Indførelsen af flere ny Klang faktorer. De tyske Klarinettisters og Hornisters Komme til Paris og Optræden ved La Popelinières Privatkoncerter og i Concert spirituel, ansporede ham saaledes til 1751 i Operaen Acanthe et Céphise (for første Gang"; at optage Klarinetten i Operaorkestret^ og i Les Surprises de l'Amour deler han som Middel til at karakterisere to forskelligartede Kor sit Orkester i 2 Partier ved at stille det ene Kor paa Baggrund af Violiner og Fløjter, det andet paa Trompeter og Bækkener. — Tilsvarende er R.s Stilling som Klaverkomponist. Han er Couperin (s. d.) om igen, men en Couperin i moderne Skrud. — Foruden de allerede nævnte Værker skal endnu anføres 1) Teoretiske: Nouveau système de musique théorique (1726); Plan abrégé d'une méthode nouvelle d'accompagnement (1730); Demonstration du principe de l'harmonie (1750); Code de Musique pratique (1760) m. m.; 2) Operaer: Les fêtes d'Hébê. Les fêles de Ramire, Les fêtes de Polymnie, Le Temple de Gloire, Zoroastre, Pygmalion m. m., ialt 21; 3) Klaverværker: Pièces de clavecin avec une méthode pour la mécanique des doigts (1724); Nouvelles suites de pièces de clavecin ; Pièces de clavecin en concerts avec un violon et une ftûte(l7il) m. m.; 4) flere Motetter og Kantater, — En samlet Udg. af R.s Værker paabegyndtes 1895 under Ledelse af Saint Saéns. (Biogr. af Nisard, Pougin. Lionel de la Laurencie (i Musiciens celebres, 1908) m. fl.).

Ramin, Günther, f. 1898, tysk Musiker, som Dreng i Thomanerkoret,Elev af Konservat, i Leipzig (Straube), 1918 Organist ved Thomaskirken og 1920 Lærer i Teori og Orgelspil ved Kon-servat, sst.; højt anset Orgelspiller; har komponeret en Sonate for Violin og Klaver og navnl. Fantasi og Fuga m. fl. Stykker for Orgel; har i sin Egenskab af Orgelvirtuos bl. a. gæstet Kbhvn. ; forf. »Das Organistenamt«.

Ramis de Pareja, Bartolomeo, 1440 —91(?), sp. Teoretiker, forf. Musica practica og Introductorium sen Isagogi-con. Gav Stødet til en total Forandring af den matematiske Bestemmelse af Intervallerne ved at opstille Proportionerne 4:5 og 5:6 for den store og lille Terts, ved Siden af de hidtil alene grundlæggende 2: 3 for Kvinten og 3 : 4 for Kvarten. Først hermed fandtes Definitionen af den konsonerende Treklang og dermed Udgangspunktet for Harmonilæren.

Ramsøe, Emilio Wilhelm, 1837 — 95, dsk. Musiker, Violinist, Dirigent ved Folketeatret i Kbhvn. til 1875, derefter i Petersborg ved den kejserl. ital. Opera og ved det fr. Teater; har skrevet en Del Teatermusik (»Gønge-høvdingen«, -Kanariefuglen« etc.) samt nogle Sange, en Mængde i sin Tid populære Danse og Marcher og Blikblæser-Kvartetter.

Randegger, Alberto, 1832 — 1911, ital. Musiker, slog sig ned i London, hvor han blev en højt anset Sanglærer (ved Royal Acaclemy og siden ved Royal College of Music) og Dirigent ved den ital. Opera; meget produktiv Komponist (Operaer og forsk. Vokalmusik).

Ranz des vaches (fr.), se Kuhreigen.

Rangström, Türe, f. 1884, sv. Komponist, uddannede sig opr. som Sanger hos Jul. Hey (s. d.) i Berlin, studerede dernæst Kompositionslære hos /. Lindegren (s. d.) og hos H. Pfitzner, levede i Sthlm. som Sangpædagog og Musikanmelder, 1922 Dirigent for Musikforeningen i Göteborg; indtager en fremskudt Plads blandt nulevende sv. Komponister, nærmest tilhørende en impressionistisk Retning uden bestemt Forbilled og med national Baggrund; hans Hovedværker er Operaerne »Kronbruden« (efter Strindberg) og > Middelalderlig« (efter H. Drachmann], Sym-fon. : In memoriam Aug. Strindberg, der navnl. vakte Opmærksomhed for hans Navn, Symfon. »Mitt Land«, Orkesterstykkerne »Dityramb«, >Et midsommarstycke«, »En höstsång«, »Havet synger«, Intermezzo drammatico₎Divertimento elegiaco_} »Landlige bilder« (Suiter), Kammermusikværker (deraf »Rapsodie« —Strygekvartet — og In modo antico — Klaver og Violin), talr. Sange til Texter af nyere sv. Digtere og af R. selv, nogle med Orkester (Notturno o. a.), Klaverstykker m. m. R. er et Par Gange, senest 1926, optraadt i Kbhvn. som Dirigent.

Rapido, rapidamente (ital.), Fore-dragsbetegn.. hurtigt.

Rappe, Sigxe, f. 1879. sv. Sangerinde, uddannet af Therese Rehr (se Schnabel) og Etelka Gerster samt i Italien, debut. 1906 i Mannheim og vakte s. A. stor Opsigt ved sin Udførelse af »Salome« (Rieh. Strauss), senere optraadt paa forsk. Scener i Berlin, Wien. London (Covent Garden), 1912—13 ved Kgl. Teatern i Sthlm.; er siden kun optraadt i Koncertsalen: hendes andre Hovedroller var Elsa (»Lohengrin«), Senta, Eva (»Mestersangerne«), Aïda m. fl.

Rappoldi, Adriax, f. 1876. Violinist, Søn af nedenn.. Elev bl. a. aï Joachim, Lærer og 1917 tillige Meddirektør ved Dresdens Konservat.; har ogsaa virket i Helsingfors.

Rappoldi, Eduard, 1831 — 1903. ostr. Musiker, Elev af Jansa og Röhm, 1854 Violinist i Wiens Hofopera, 1871 Lærer ved »Hochschule« i Berlin. 1877 Koncertmester ved Dresdens Hofopera og Lærer ved Konservat. dér; har komponeret Orkester- og Kammermusik; paa Kunstrejser optraadt i Kbhvn. (iMusikforeningen«). — Hans Hustru R.-Kahrer, Laura.' 1853-1925, Elev af Rülow og Liszt, fra 1890 Lærerinde ved Konservat. i Dresden; begavet Pianistinde, der med stort Held foretog Koncertrejser til Rusland, England. Skandinavien (» Musikforeningen« 1877 og 78).

Rasch, Hugo, f. 1873, tysk Musiker og Forf., opr. Maler, studerede navnl. Sangkunst (i Italien) og er anset Sangpædagog i Berlin, desuden kendt Medarbejder ved flere tyske Dagblade og Fagskrifter og Komponist af Kammermusik og Sange.

Rasmussen, Christian, 1845—1908, dsk. Musiker og Skuespiller, Elev af H. Matthison-Hansen, Organist og Musiklærer i Kbhvn., har navnl. komponeret den Melodi, der ved H. P. Overbys Vers blev kendt som »Socialist-Marchen«.

Rasmussen, Peter, 1838 —1913, dsk. Musiker, opr. Militærmusiker, Organist ved Garnisons Kirke 1883 til sin Død: søgt Lærer i Teori, har komponeret en Del mindre Arbejder, bl. a. Duetter for Valdhorn.

Rasmussen, Poul Edvard, 1776 — 1860, dsk. Musikamatør, Komponist af Melodien »Danmark dejligst Vang og Vænge« (s. d.); var af Bondeherkomst, adopteredes af Forf. Edv. Storm; Auditør i Søetaten 1802 — 09, derefter som Pensionist i Farumegnen, hvor nævnte Melodi komponeredes (den af R. dertil benyttede Violin opbevares i »Mu-sikhistor. Musæum«), sandsynligvis i et inspireret Øjeblik, idet R. ikke ellers var Komponist eller vides at have nydt egl. Uddannelse i Musik; Oprindelsen til Melodien var R.s Indsam-

ling for Rahbek, Abrahamsen og Nyerup af gi. dsk. Viser; d. ved Selvmord,begravet paa Farum Kirkegaard;hans selvbiogr. Optegnelser i en af ham konstrueret Stenografi findes paa d. kgl. Bibliotek.

Rasmussen, Rasmus, f. 1862, nsk. Skuespiller og Visesanger. Paa et stort Antal Koncerter i By og Bygd rundt om i Norge har han foredraget norske Folkeviser, især af religiøs Karakter.

Rasmussen, Rudolf, f, 1866, nsk. Koncertarrangør, cand.jur. 1893; som Skuespiller, Sekretær eller Leder knyttet til forsk. Teaterforetagender 1885 —1900. Impresario siden 1903.

Rastral (lat. rastrum, o: Rive), praktisk Redskab til Liniering af Nodesystemer.

Rasumowsky, Andreas, Fyrste, russ. Gesandt i Wien paa Beethovens Tid; underholdt 1808 — 16 en Strygekvartet med Schuppanzigh som Primarius (og en Tid med R. som Sekundviolin); Beethoven tilegnede ham Kvartetterne Op. 59 og Symfon. V og VI.

Rathsach, Vitus, f. 1883, dsk. Cellist og Pædagog, Autodidakt; har forf. »Virtuosernes' Hemmelighed- og paa tysk »System R.« (Violinudg. 3 Dele, Celloudg. 2 Dele), hvori han fremstiller Opfindelser til Lettelse af Studiet af nævnte Instr. ; Leder af en Musikskole i Berlin, grundet paa R.s System-

Ran, Carl August, 1890—1921,tysk Musikforf., 1913 Docent i Musikvidenskab og Kapelmester i Bückeburg, hvor han 1917 grundede Institutet for Musikforskning, for hvilket han blev Direktør; udg. en Musikhistorie i Tabelform og en Del Sange.

Râugel, Félix, f. 1881, fr. Musiker og Forf., Elev af A. Roussel, a"Indy m. fl.. stiftede i Paris Société Haendel, 1908, og virkede som Kirke-Kapelmester og Kordirigent; Forf. særl. paa Orglets Omraade: Les Organistes (i Saml. Musiciens célèbres), Les Grandes Orgues des églises de Paris etc., Les anciennes orgues de Seine et Oise m. fl.; komponerede kirkelige Kor og Orgelstykker og udg. gi. Musik (Buxtehude, Händel etc.).

Rauscher, hurtigt løbende Tonefigur, hvor to forsk. Toner enten parvis el. vexelvis gentages en hel Del Gange. Ex.: (se næste Side).

Rautavaara, Vainö, f. 1872, finsk Musiker og Sangpædagog; 1920 Dirigent for Mandskoret »Laulu-Miehet« ; har med sit Kor foretaget Koncertrejser til de skandinaviske Lande og Estland; Sanglærer ved Helsingfors' Konservat.

Rautavnara, Eino, f. 1876, finsk Sanger (Baryton), opr. Bankmand; fra 1901 Sangstudier i Italien, Tyskland og Frankrig; er optraadt som Koncert- og Operasanger og har virket ved »Finska Operan« i Helsingfors; Lærer ved Konservat. (1907—09) og ved Kirkemusikinstitutet i Helsingfors.

Ravanastron, Ravanahasra, Ravanon, ældgammelt indisk Strygeinstr., der nu kun behandles af indiske Eneboere, er ifølge Hinduernes Overbevisning opfundet af Rauana, den 10-hovdede indiske Gigant, der for 5 Aartusinder siden røvede Ceylon fra sin Broder Cornera og blev Øens navnkundige Hersker. Instr. har Interesse, fordi en Kreds af moderne Historikere paa Basis af det nævnte fantastiske Sagn vil henlægge Sirygebnens Opfindelse lil Hindustan (se Strygeinstrumenter).

Det under alle Omstændigheder paafaldende primitive Instr. fremstilles af en Stok, der oventil gennembores af to klodsede Stemmeskruer og med sin nedre Ende passerer ned igennem den forreste Ende af en vandret liggende hul Træcylinder, der bagtil er aaben og fortil er spændt over med Slangehud. De af Silke tvundne Strenge, der nedentil er fastgjorte i den gennem Cylinderen førte Stokkeende, føres ud over en paa Slangehuden anbragt Stol op til Stemmeskruerne. Buen frem-

stilles af en tynd Bambusstok, hvis Ender rundes imod hinanden af de stramt paaspændte Buehaar, der fremstilles af Silke el. Hestehaar. Buehaa-rene passerer ind imellem de to Strenge og anstryger disse ved skiftevis at løftes frem imod den forreste og lægges tilbage imod den bageste Streng, en Stryge-maade, der forudsætter lang Tids Øvning. Til Trods for det manglende Gribebræt frembringes Tonerne ved Fingertryk imod Strengene. Under Navn af Urheen kendes R. ogsaa i Kina.

Ravel, Maurice, f. 1875, fr. Komponist, Elev af Paris' Konservat.; lever ved Paris som Komponist uden offentligt Hverv, indtagende en meget fremskudt Stilling blandt Nutidens fr. Komponister; tilhører den impressionistiske Skole og er en, iøvrig fuldt selvstændig, Efterfølger af Cl. Debussy; som virtuos Udnytter af den moderne Musiks Virkemidler i harmonisk, klanglig og rytmisk Henseende har han med Fantasi og Opfindsomhed navnl.skildret bisarre, uhyggelige, æven-tyrlige eller groteske Foreteelser eller Stemninger, samt udfoldet et vist originalt Musiklune (Ironi); et dybere-gaaende eller lidenskabelig bevæget Følelsesliv har R. hidtil ikke givet Udtryk; hans Klavermusik viser aan-delig Beslægtethed med de gamle fr. Clavecinister: Jeiix d'eaux, Miroirs, Gaspard de la nuit, Ma mère l'Oye (Suite for 4hd.Klaver, senere anvendt som Balletmusik) m. m.; iøvrig en fin og virkningsfuld Strygekvartet, en Klaver-trio, en Cellosonate, Tzigane (for Violin og Klaver), en Del Sange (bl. a. til Texter af Verlaine og Mallarmé) med Klaver- og med Orkesterledsagelse; for Orkester: Ouverturen Shéhérazade.

Maarice Ravel.

Rhapsodie espagnole, La valse, Klaverkoncert over baskiske Motiver; for Scenen: Balletterne Daphnis et Chloe og Ma mère l'Oye samt L'heure espagnole (opéra-comique, 1911) og L'enfant et les Sortilèges (1925) m. m. (Litt.: Roland-Manuel: L'oeuvre de M. R.).

Ravenna, Pia (Hjördis Tilgmann), f. 1894, finsk Sangerinde, Elev bl. a. af Alma Fohslröm ; optraadt som Koloratursangerinde med stort Held paa Opera og Koncerter i Finland og i Udlandet.

Ravn, Hans Mikkelsen, 1610—63, dsk. Musikforf., Teolog, Rektor i Slagelse til 1652, senere Sognepræst ved Skelskør; fremragende Pædagog; har skrevet en Metrik og, Musik vedrørende, Værket Heptachordum danicum, der endnu har histor. Interesse og Værdi; sit Navn latiniserede han til Corvinus. (Litt.: A. Hammerich: »Musiken ved Chr. IV.s Hof«).

Ravn, Vilhelm Carl. 1838—1905, dsk. Musikforf., Jurist, fra 1887 til sin Død Vicepolitidirektør i Kbhvn.; har i en ikke omfattende, men paa omhyggelige, selvstændige Førstehaands-studier baseret musikhistor. Forfattervirksomhed ydet værdifulde Bidrag til den ældre dsk. Musiks Historie: »Koncerter og musikalske Selskaber i ældre Tide (1. Del af »Musikforeningens Festskrift«, 1886, jfr. A. Hammerich), »Skandinavisk Musik« (i Mendels Musiklexikon), talr. Artikler i »Dansk Biografisk Lexikon« (Bricka) og Indledninger til »Samfundet til Udg. af dsk. Musiks« Publikationer, Afhandlinger som »Engelske Instrumentister ved det dsk. Hof paa Shakespeares Tid« (I. M. G.s Sammelbd. 1905—06) m. m.

Ravnen eller Broderprøven, Opera af /. P. E. Hartmann (Text af H. C. Andersen), Kbhvn. 1832.

Ravnkilde, Niels, 1823—90, dsk. Musiker, Elev af /. P. E. Hartmann, uddannet som Pianist i Leipzig, tog tidlig af Helbredshensyn Ophold i Rom, hvor han var en søgt Lærer og afholdt Hjælper for skandinaviske Kunstnere og stod flere kendte ital. Musikere nær; komponerede Koncertouverture, Orkestersuite og navnl. en Del Sange (en Duet »Romeo og Julie* 1844 belønnet af »Musikforeningens) og Kla-verst\'kker.

Raway, Erasme, 1850—1918, belg. Komponist, opr. Teolog, komponerede foruden Kirkemusik Orkesterværker: Sgmfonie Libre, Scènes Hindoues og navnl. Musikdramaet »Freya«, hvori det ofte opførte Fête Romain, samt værdifulde Sange; nævnes som Grundlægger af en moderne Stil i belg. Musik.

Re. 1) I Solmisationslæren Navnet for Hexachordets 2. Tone, hvad enten dette udgaar fra g, c el. f (se Solmi-sationssystemel). — 2) Under Nutidens Benyttelse af syv Solmisationsstavelser (i Sang] Navnet paa Tonen D. Ex. : fr. ré-diêse = dis; ré-bémolle = des; ré-Minear = D-Moll; ré-Majear = D-Dur.

Rebab anvendes i Afrika og Persien som Fællesbetegnelse for Flertallet af de med Strygebue behandlede Instrumenter. I Fig. 1 gengives en af de ældste Typer, d. e. den R., der anses for at have været Forbillede for Middelalderens europæiske Rebec (s. d.) og som til Dato er et af Hovedinstrumenterne i det arabiske Orkester i Algier, Tunis og Marokko. Over en lang og smal Lydkasse, der er frem-

stillet af et eneste udhulet Stykke Træ, er der til den ene Ende lagt en Skindmembran, der gør Tjeneste som Sangbund, og til den anden, i Flugt med samme, en tynd Kobberplade, der er gennembrudt af 3-4 dekorative Lydhuller (»Roser«). Lydkassens Sider er bøjet stærkt ind for derved at lette Strøget af den primitive flitsbue formige Strygebue. De to Strenge, der er stemte i f og c¹, er fastheftede for Enden af Lydkassen og passerer over en lav Stol op til Stemmeskruerne.

Helt forskellig fra denne R.-Type er den arabiske R.-ech-châér [Digterens R.)

og R.-el-moganny (Sangerens R.), der henholdsvis har 1 og 2 Strenge, men iøvrig er ens byggede. Lydkassen fremstilles dér af en af fire smalle Træflader dannet Ramme, over hvilken der er udspændt en Pergamentsangbund, og gør derved denne R. til det eneste Ex. paa et orientalsk Rand-fladeinstr. Halsen bestaar af en rund Stok, hvis udhulede Overende tjener til Gennemføring af henholdsvis 1 el. 2 Stemmeskruer,og i hvis skjulte Underende der er indlemmet en langstrakt Støttepind af Jern. Fra denne passerer de af Hestehaarsstrimer fremstillede Strenge over en Stol op til Slemmeskraerne. Buen har den sædvanlige orientalske Flitsbueform. Paa den 1-strengede R. gentages som Akkompagnement til et improviseret deklameret Digt uafbrudt en og samme Tone for derved at hindre Improvisatoren i at skifte Tonefald. Den 2-strengede R. el. moganng, der bruges til Sang-akkompagnement, anvendes derimod afvexlende til at akkompagnere og fordoble Melodien og til at udføre smaa For- og Mellemspil, som er overdaadigt udpyntede med Forsiringer.

Rebec, Ribeca, Rubebe, Rabe m. m. er middelald. Navne for et med Gigen (s. d.) nær beslægtet Stren-ge-(Strgge-)in-str.. der baade af Navn og af Gavn henleder Tanken paa den ældste orientalske Re-babtype (se Rebab). Man giver den derfor, sikkert med Grund. Plads blandt de Instrumenter, der allerede i 8. Aarh., med Maurernes Indvandring i Spanien, fra Orienten fandt Vej til Europa, og dens paafaldende tidlige Tilsynekomst paa europæiske Billeder (9. Aarh.). lader endda formode, at den har været et af de første Toneredskaber, der blev gjort til Forsøgsobjekt for Strygebuen (se Strygeinstrumenter). Endnu i 13. Aarh. afbildes R. i spanske Haandskrifter baade som spillet med Plekter og med Bue. Som Spillemandsinstr. holdt R. sig i Brug til 18. Aarh. (ide franske Spille-mandslav, s. d.).

Reber, Napoléon Henri, 1807 — 80, fr. Komponist. Elev af Reicha og Le-sueur, 1851 Prof. i Harmonilære ved Paris' Konservat., 1862 Halévy's Efterfølger som Kompositionslærer ; R.s Talent udfoldede sig betydeligst i hans Instrumentalmusik (Symfon., Ouverturer. Suiter og Kammermusik): forf. en Traité d'harmonie, 1862 (fl. Op].).

Rebicek, Josef, 1844—1904, czek. Musiker, uddannet som Violinist, Koncertmester bl. a. i Prag, Wiesbaden, Warszawa og Pest: 1897 —1903 Kapelmester ved »Berlins filharmoniske Orkesters« ugentlige Koncerter ; har komponeret en Symfon. m. m.

Rebikof, Wladimir. 1866 —1920.russ. Komponist, studerede i Moskva og i Berlin; i Rusland som Dirigent, senere i Berlin og Wien; som Komponist var han Experimentator og forsaavidt en Forløber for den modernistiske russ. Musik ; hans Kompositioner er Klaverstykker, Korsange. Melodramaer, og saadanne Ny-Forsøg som »Melomimik«, o: Musik forenet med Mimik, »Dramatiske Fabler« (Parodier), et »musikpsy-kologisk Drama«: »Kvinden med Dolken« etc.

Rechnitzer-Møller, Henning, f. 1890, dsk. Komponist; har komponeret Kammermusik og Sange samt en Opera »Die Krone« (Berlin 1926), lever i Tyskland.

Recitativ (ital. af recitare, at fortælle) er en sanglig Udtryksform, der udgør en Art Mellemting mellem Tale og Sang og fremfor alt gaar ud paa at klarlægge ogforstaaeliggøre TextovAene. De Toner, paa hvilke Ordene deklameres, og som i Reglen støttes af Akkordgreb, er ordnede rytmisk, men foredrages frit uden dog helt at maatte løsgøre sig fra den Tvang, den noterede Rytme paalægger dem.

Bortset fra den kirkelige psalmodi-

ske Sang (se Accentus og Psalmodi), der ogsaa kan betegnes som en Art R., blev R. (som dramatisk Udtryksform) først til sammen med Opera og Oratorium og fremstod fra først af som Resultatet af Florentinernes Forsøg paa at genskabe den af Platon beskrevne -'forædlede Tale«, der antoges for at have været anvendt i den antike Tragedie. Under Navn af Stilo recitativo el. Stilo rappresenlativo kom R. da første Gang til Anvendelse i Operaen »Dafne« i Firenze 1594.

Da det lyriske Element under Operaens videre Udvikling under Scarlatti i Da-Capo Arien traadte mere og mere i Forgrunden, følte man Trang til ogsaa at benytte R. som Udtryksform for den lyriske Stemning, stærke Følelsesudbrud o. 1. og fandt derved frem til 2 R.arter, o: 1) det kun af korte Akkordanslag paa et Generalbasinstr. (Lut, Klaver el. 1.) ledsagede Secco-R. el. egl. R., hvor der blev gjort det mindst mulige ud af Melodien, og som derved kom til al grænse forholdsvis nær op til Taletonen, og 2) det obligate R. el. Accompagnato'et, der havde en mere sangbar Karakter og baade levendegjordes ved en livfuld malende Orkesterledsagelse og ved korte karakteriserende Mellemspil, som dannede en Art musikalsk Kommentar til de sungne Ord.

Efter Glucks Reform af Operaen tog det obligate R. efterhaanden Teten i den alvorlige (store) Opera (Spontini, Cherubini, Meyerbeer osv.), mens Secco-R. fra nu af hovedsagelig blev forbeholdt den ital, Buffo-Opera (Rossini: > Barberen«, Mozart: »Figaros Bryllup«, »Don Juan« m. m.).

Udenfor Operaen fik R. ogsaa en fremskudt Plads i Oratoriet og Kantaten, hvor særl. Joh. Seb. Bach (i Juleoratoriet og Passionsværkerne) viser sig som genial og aandfuld Benytter saavel af den ene som af den anden af de to R.-Arter. Original er saaledes Bachs hyppige Benyttelse af R. som Udtryksform for de reflekterende (betragtende) Dele af Texten, som f. Ex. i Juleoratoriet, hvor (efter Hyrdernes Forkyndelse af Jesu Fødsel) den af en Sopran udførte Koral Linie for Linie vexler med en Bas, der uforstyrret af Koralens Gang, recitativisk anstiller selvstændige religiøse Betragtninger. Etene-staaende smukt Ex. paa et obl. R. er i Matthæuspassionen Sangen >Am Abend, da es kühle war«, hvor den i Texten udmalede Stemning paa det skønneste kommer til Udtryk i det over et bestemt Motiv formede Orkesterakkompagnement. Selv over Secco-R. formaar Bach ved given Lejlighed at lægge Stemning og Farve ved momentvis at lade Sangeren anvende karakteriserende Intervaller el. smaa Tonefigurer, hvor det gælder om at fremhæve og betone visse særlig betydningsfulde Ord (Ex.: efter at Petrus tredie Gang har fornægtet Herren, Evangelistens Ord: >Und er ging hinaus und weinte bitterlich« og utallige Steder i Kristi Recitativer).

Det moderne (Wagnerske) R. gaar for saa vidt en Mellemvej, som det gør Orkesterledsagelsen til en Hovedsag, mens Sangstemmen i nøjeste Tilslutning til den naturlige Deklamation, bevæger sig fuldstændig frit, o: som Taletone (»Sprechtont).

Den instrumentale Efterligning af R. (Ex. : bl. a. i Beethovens Sonate Op. 31, II, 1. Sats og i mange moderne Orkestersatser) kan forfølges tilbage til 18. Aarh. (C. Ph. E. Bach). (Litt.: L. Köhler: >Die Melodie der Sprache in ihrer Anwendung besonders auf das Lied und in der Oper« (1853); Rieh. Wagner: »Oper und Drama« m. m.).

Recorder, ældre eng. Navn for Langel. Snabelfløjten, se Fløjte.

Redowa (Rejdoväk), bøhmisk Dans i 3-delt Takt og i hurtigt Tempo.

Ree, Anton, 1820—86, dsk. Pianist og Klaverpædagog, uddannet i Hamburg, Wien og Paris, hvor han kom i Berøring med Chopin og Kalkbren-ner; hjemkommen 1842 vandt han hurtig Anseelse som den betydeligste kbhvn.ske Koncertspiller og Lærer: blandt hans Elever var Aug. Winding og Frilz Hariwigson; en kort Tid Lærer ved Kbhvn.s Musikkonservat. 1866, komponerede Studier o. 1. for Klaver og forf. »Bidrag til Klaverspillets Teknik«, »Musikhistoriske Momenter« og nogle mindre Afhandlinger.

Reed (Rør), det eng. Navn for »Tungen« i Orglets Tungepiber; R.-stops betegner Tungestemmerne, se Orgel. Anvendes paa eng. ogsaa for Oboens, Fagottens og Klarinettens Rørblad-mundstykke (Rør).

Reel (af angelsachsisk hreol, o : rulle, hvirvle, snurre rundt), eng. Dans af ukendt Oprindelse, der fra ca. 1500 at regne baade var kendt i England, Skotland og Irland. 200 Aar senere naaede den til Norge, sidsti 18. Aarh. til Danmark og i 19. Aarh. til Sverige. Første Gang omtales R. i »News from Scolland«, 1591: »Giles Duncan did go before them playing a reil upon a small Trump«. I Nordengland forbindes R. med den gamle Sværddans (s. d.) og danses af 1 — 3 Par (som oftest kun Mænd). I Irland danses den altid kun af 1 Par. Melodien, der er i 2/₄ el. ⁴/₄ Takt, deler sig i to Repriser à 8 Takter. Tempoet er livligt. Det var rimeligvis engelske Sømænd, der bragte R. til Skandinavien, hvor den hurtig optoges som Folkedans. I Norge skal R. ifølge Norlind have været Ophav til Hallingen (s. d.). I Sverige betegnes den som »Brännvinspolsk«. Nærmere i Norlinds Musiklexikon og i Lekstugan II, 22.

Reesen, Emil, f. 1 887, dsk. Musiker, Elev af S. Langgaard og Wilh. Rosenberg (Teori); Kapelmester ved Dagmar-og Scalateatret til 1925; har komponeret Orkesterstykker som Rhapsodien »I Himmerland«, adskillig scenisk Musik (»St. Hansaften Spil«, Pantomimen La danse sacrée m. m.) og Sange.

Refrain (fr.), Omkvæd.

Regal, lille Orgel med »Tungestemmer«, se Orgel.

Reger, Max, 1873—1916, tysk Komponist, Lærersøn fra Bayern, Elev særl. af H. Riemann, senere Lærer

ved Wiesbadens Konservat. og 1901 —07 ved Münchens kgl. Akademi; foretog jævnlig Koncertrejser; fra 1907 —11 Univers.-Musikdireklør i Leipzig og Lærer ved Konservat.; derefter Hofkapelmester i Meiningen: de sidste Leveaar i Jena; d. pludselig i Leipzig paa en Koncertturné; 1909 gæstede R., en ejendommeligog fremragendePia-nist (tillige udmærket Orgelspiller), bl. a. Kbhvn. i Forening med H. Marteau. — Tallet paa R.s Kompositioner er, i Betragtning af hans forholdsvis korte Levetid, overordentlig stort; han har skrevet henimod 150 opus i alle Musikens Genre, kun ikke den dramatiske. P. Gr. af deres store Komplicerelhed har disse Værker gennemgaaende frembudt Vanskeligheder saavel for Udførelsen som for Opfattelsen; R.s undertiden næsten »barokke« Trang til at udfolde sin ualmindelige tekniske Formaaen, til at tumle med Problemer og opfylde med »interessante« Detailler har sikkert ogsaa været Hindring for Udbredelsen af hans Værker; i de senere tilstræbte R. større Klarhed og Enkelhed. Efter hans Død er stiftet en »M. R.-Forening« til Udbredelse af Kendskab til hans Produktion, men først Tiden vil udskille deraf, hvad der har blivende Værdi. R. var udpræget »absolut« Musiker (modsat sin Samtidige Rieh. Strauss); i det hele og store peger hans Musik tilbage til gi. Musik {Bach, Kirkemusiken) og til Folkemusiken, af de nyere Mestre har Brahms haft Betydning for ham, en Tid lang syntes han ogsaa paavirket af moderne Impressionisme. R.s Værker omfatter i Hovedsagen: Orkesterkompositioner (særl. Variationer over Tema aï Hiller og over Tema af Mozart (af A-dur Sonate f. Klaver), »Böcklin-Tondicht-ungen«, »Konzert im alten Stil«, »Ro-mantische Suite«, Klaver- og Violinkoncert), en Mængde Sange, derunder nogle med Orkester og adskillige fler-stem. (»Die Xonnet, »Römischer Triumpfgesang«, »Hymne der Liebe« etc.), talr. Kammermusikværker (Violinsonater med og uden Klaver, Trioer, flere Kvartetter, navnl. d-moll, Kvintetter, Suiter, som »Im alten Stil« for Klaver og Violin m. m.), Klaverstykker (for to og for fire Hænder samt for to Klaverer), endelig en Række Orgelværker (Sonater, Suiter, Fantasier, Præludier og Fugaer, Koralforspil m. m.), der har fundet megen Udbredelse og mulig er de Frembringelser, som klarest viser hans Personlighed og Stil. R. optraadte nu og da som musik-litterær Forf. (særl. i polemisk eller sarkastisk Retning), hans »Beiträge zur Modulationslehre« udkom i mange Opl. (Biogr. af Hehemann, Poppen, H. Unger, G. Bagier, K. Hasse, E. Segnitz samt Spernann: »M. R.-Brevier«, 1923).

Regimentets Datter, Opera af Donizetti, Paris (Opéra-comique) 1840, Kbhvn. og Kria. 1840.

Register. 1) hos Orglet, se Orgelregister.

2) Sangstemmens Registre. Ordet R. er hentet fra Orglet og bruges om en Række Toner, som frembringes med samme Stemme-Mekanisme. Opr. troede man, at de dybere Toner opstod i Brystet (Brysttoner, Bryst-R.), de høje i Hovedet (Hovedtoner, Hoved-R.) og de mellemste Toner et Sted derimellem (Mellemtoner, Mellem-R.) eller ved en Blanding af de to andre Registre (voix mixte). Nu véd man, at Stemmen — baade Talestemmen og Sangstemmen — opstaar i Stemmeridsen ved Stemmelæbernes (Stemmebaande-nes) Svingninger, og at disses Svingningstal bestemmer Tonehøjden. Stemmelæbernes Svingningstal afhænger af to Faktorer, nemlig hvor stor en Del af Stemmelæbernes Masse der svinger, og hvor stærkt Stemmelæberne er spændt i Længderetningen (ganske som ved en spændt Streng). Den svingende Masse er afgørende for R., Længdespændingen for Tonehøjden indenfor det enkelte R.

Svinger Stemmelæberne i deres fulde Tykkelse, hvilket sker, naar den indre Stemmelæbemuskel (musculus vocalis) er spændt og tyk, opstaar det dybe R., Fuldregistrel (det gi. Bryst-R.). Svinger Stemmelæberne kun med deres frie Rande, der er trukken ud som tynde Baand (naar Slemmelæbemuske-len er uspændt og kun Længdespændingen virker), opstaar det høje R., Randregistret (det gl. Hoved-R.). Er Stemmelæberne kun delvis spændt, opstaar Toner imellem Fuld- og Rand-R. : Mellemregistret. Ved gradvis Af-slankning af Stemmelæberne kan Mellem-R. bringes til at gaa ganske jævnt over i Rand-R., ved gradvis Fortykkelse af Stemmelæberne kan det føres jævnt over i Fuld-R. Herpaa beror »Registeregaliseringen«. En højere Form af Rand-R. er Kortregistret, som opstaar derved, at Stemmelæberne presses imod hinanden, saaledes at Stemmeridsen imellem dem kun aabnes i en Del af sin Længde. Aabner Stemmeridsen sig samtidig paa flere Steder, opstaar Dobbelttoner i Kort-R. Endnu dybere end Fuld-R. er det saa-kaldle Strohbass-R., om hvis Opstaaen der intet bestemt vides.

Navnene Falset, Falsetstemme og Falset-R. (falsk Stemme, falskt R.) anvendes saavel om det kvindelige Mellem-R. som om det mandlige Rand-R. Navnet Fistelstemme bruges om det mandlige Rand-R.

Mandsstemmerne benytter mest Fuld-R.og Mellem-R.,Kvindestemmerne mest Mellem-R. og Rand-R., de høje Sopraner tillige Kort-R. Sangkunsten kræver en fin Beherskelse af Registrene og Overgangene mellem disse. Springer Stemmen uformidlet over fra et R. i et andet, siger man, at den »knækker«. Den i Alpelandene anvendte »Jodlen« beror paa en saadan pludselig Springen mellem Fuld-og Rand-R.

Rehberg, Willy, f. 1863, schw. Musiker, fortræffelig Pianist, 1890 Lærer ved Konservat. i Genève og Leder af Abonnementskoncerterne; 1921 Direktør for Konservat. i Basel; Komponist af en Violinsonate og anden Kammermusik, Klaverstykker og Sange; hyppig optraadt paa Koncertrejser.

Reicha.. Anton, 1770 —1836, bøhm, Musiker, samtidig med Beethoven Medlem af det kurfyrstelige Orkester i Bonn; 1818 Kompositionslærer ved Paris' Konservat.; uddannede talr. Elever, deriblandt naange sidenhen berømte (Liszt, Gounod, Flotow); har skrevet en Række Instrumentalværker og udg. de værdifulde Traité de mélodie etc., Traité de haute composition musicale (2 Bd.), L'art du compositeur dramatique etc. (Biogr. : I. A. Delaire og E. Bücken, 1912).

Reiehardt, Gustav, 1797—1884, tysk Musiker, »LiedertafeL-Dirigent i Berlin, har kun komponeret lidt, men blandt hans folkelige Sange findes Melodien til Arndt's Digt: »Was ist des Deutschen Vaterland«, der har gjort hans Navn bekendt.

Reiehardt, Johann Friedrich, 1752 —1814, tysk Komponist og Musikforf., tilbragte flere Ungdomsaar paa Rejser i Tyskland, Frankrig, Italien, Østrig og England og skrev herom de vidtkendte »Briefe eines aufmerksamen Reisenden, die Musik betreffende (1774—76), »Vertraute Briefe über Frankreich* (1792—93), »Vertraute Briefe aus Paris« (1804—05), »Vertraute Briefe auf einer Reise nach Wien« (1810, Ny-Udg. 1915), Skrifter, der har Interesse og-saa udover de musikalske Æmner (Skildring af Napoleon m. m.); 1775 Kapelmester hos Friedrich II af Preussen og ivrig virksom for Operaens Trivsel og bl. a. for Indførelse afital. Sangkræfter. De i Paris indhøstede Revolutionsidéer havde paavirket R., hvilket gjorde ham Stillingen vanskelig; etter endnu et Par Aars Orlov, der bl. a. tilbragtes i Kbhvn., fik R. Afsked 1794; en Tid lang blev Kapelmesterstillingen hos Kong Jérôme i Kassel paatvunget ham, men han vendte tilbage til sin Ejendom i Giebichenstein, hvor han var blevet Inspektør ved Saltværkerne og tilbragte sine sidste Aar. R., en begavet, men vanskelig og selvfølende Personlighed, spillede en vis Rolle i Samtidens tyske Musikliv; vari længere Tid Ven med Goethe og komponerede en Række af dennes »Lieder«, Romancer

og Ballader (>Erlkönig« m. m. fl.), ialt 4 Bd., og har saaledes Betydning i den tyske »Lieds« Historie som en af Forløberne for Fr. Schubert; ogsaa hans Sang-spil(»Liederspiele«) har histor. andre Værker(Symfon., Koncerter, Kammermusik m. m.) gik hurtig i Glemme. I Berlin var R. Udg. af forsk, musikalske Tidender, og han forf. en interessant Selvbiografi. (Biogr. af Schlet-terer, C. Lange og W. Pauli).

Reichmann, Theodor, 1849 — 19U3, tysk Operasanger, Elev af Lamperti o. a., debut. 1869, begavet med en mægtig og blød Stemme (Baryton) sang han derefter i Berlin, Rotterdam, Strassburg, Hamburg og München, 1882— 89 paa Wiens Hofopera samt i flere Perioder i Bayreuth, saaledes den første Amfortas; 1880 i New York.

Reidarson, Per, f. 1879, nsk. Komponist og Musikkritiker, Elev af Sig. Lie og C. Elling, Studier i Paris. Skrev Mandskor med Orkester(»Havet«. »Haakon den godes død«), Orkesterværker (»Nordisk Ouverture«, »Norsk Rapsodi«), Scenemusik til »Kjærleik paa Lykteland«, samt Romancer. R. var Kapelmester ved Stavanger Teater 1917—19, stiftede sst. et Byorkester. Musikkritiker i »Arbeiderbladet«, Kria.

Reimann, Heinrich, 1850—1906, tysk Musiker og Musikforf., udmærket Orgelspiller (ved Kejser Wilhelm Ge-dächtniss-Kirke i Berlin), Udg. af ældre Musik, Redaktør af Samlingen »Berühmte Musiker« og Forf. af dens 1. Bd. »Johs. Brahms« (1897, fl. Opl.) samt af en Schumann-Biogr. m. m.

Reinach, Théodore, f. 1860, fr. Mu-sikforf., opr. Jurist, virksom Forsker af græsk Musik; har udg. Værker som »Plutarch«, Le second Hymne Delphi-qne à Apollon, La musique grecque, foruden adskillige Afhandlinger i det af ham redigerede Revue des Études grecques; ogsaa histor. og skønlitterær Forf.

Reinecke, Carl, 1824—1910, tysk Komponist, f. i Altona; optraadte allerede 1843 som Klavervirtuos i Danmark og Sverige; udnævntes til Hofpianist hos Christian VIII (til Krigs-aaret 1848); 1860 ansat som Dirigent af »Gewandhaus-Koncerterne« i Leipzig og samtidig som Lærer — senere Direktør — ved Konservat. dér; Ge-wandhaus-Koncerterne ledede R. i 35 Aar — mønsterværdigt, hvad den klassiske og ældre romantiske Musik angik, uforstaaende overfor moderne Strømninger, selv overfor Brahms; halvvejs mod sin Vilje maatte han vige Pladsen for A. Xikisch. Som Klaverspiller var R. navnl. en højt anset Mozart-Spiller; hans Kompositioner i Schu-mann-Mendelssohn'sk Stilermegettalr.: Operaer, Ouverturer,Symfon., Oratorier og Messer, Klaverkoncerter, Kammermusik, Klaverværker og Sangkompositioner, deriblandt Kantater (som »Hakon Jarl i) og de meget opførte Eventyrdigtninge for Damekor (»Schneewittchen« etc.); Udbredelse fandt ogsaa R.s »Kinderlieder« og Cyklusen for Klaver og Solostemmer: »Von der Wiege bis zum Grabe«; R. udg. en Brochure om Beethovens Klaversonater, Erindringer, »Aus dem Reich der Töne« etc. (Biogr. af Wasielewski og E. Segnilz).

Reinthaler, Carl Martin, 1822—96, tysk Komponist, 1858 Domorganist og Kordirigent i Bremen (til sin Død); konservativ Komponist af Oratoriet »Jephta« (i sin Tid meget opført), Symfon.. Operaer, Sange m. m.

Reisenauer, Alfred, 1863 —1907, tysk Klaverspiller, Elev af L. Köhler og Fr. Liszt; foretog fra Ungdommen af glimrende Koncertrejser som virtuos og temperamentsfuld Pianist (hvem en uregelmæssig Livsførelse dog efter-haanden hæmmede); gæstede i Slutningen af 1880erne ofte Skandinavien med Kbhvn., hvor han var meget skattet ; nogle Aar Prof. ved Leipzigs Kon-servat.; komponerede Klaverstykker og navnl. Sange.

Reiss, Georg, 1861—1914, nsk. Musikforsker, Organist ved Petri Kirke, Kria., og Departementssekretær, Elev af L. il. Lindeman, Winter-Hjelm, Cap-pelen og »Hochschule« i Berlin. Skrev Korværker i gammel a-cappella-Stil. Studerede Xeumeskrift, Palæografi og middelalderlig Musikteori og offentliggjorde en Del af de gennem Macody Lund kendte Musikhaandskrifter fra norsk Rigsarkiv; udg. 1912 en paa omfattende Studierhvilendebetydningsfuld Afhandling »Musiken ved den middelalderlige Olavsdyrkelse i Nidaros«, for hvilket Arbejde han opnaaede Doktorgraden 1913. Sammen med O. Kols-rud udg. han »Tvo latinske Kvæde med Melodiar«. R. var ogsaa en fremragende Musikkritiker (»Dagbladet«, »Ørebladet«, »Nordisk Musikrevue«).

Reissiger, Carl Gottlieb, 1798— 1859, tysk Komponist, Leder af den tyske Opera i Dresden efter Marschner til sin Død; frugtbar Komponist i den folkelig-Weber'ske Retning; af hans Operaer fik »Die Felsenmühle« stor Udbredelse, af hans andre Værker særl. Sangene og Klaverværkerne, hvoriblandt den saak. -»Webers letzte Gedanke« (i Valses Op. 62)—dog ikke saaledes betegnet af R. selv. (Biogr. af H. Pfeil).

Reissiger, Friedrich August, 1809 —83, tyskfødt nsk. Organist og Komponist, væsentlig Elev af Dehn, Berlin. Kapelmester ved Kria. Teater 1840— 50, derefter Organist og Leder af Mi-litærmusiken paa Frederikshald. Af hans talr. Kompositioner (Ouverturer, Kantater, Kammermusik, Sange m. m.) hører man nu kun hans 4-stem. Mands-sange. Til Gengæld hører flere af disse skønne og fine Sange med til det faste Repertoire i de fleste skandinaviske og skand.-amer. Sangforeninger (»Olav Trygvason«, "En Sangers Børn, >Høst-andagt«, >0 hvor er denne Aften smuk«),

Reissmann, August, 1825—1903, tysk Musikforf., hvis talr. Musikerbiografier (Schumann, Mendelssohn, Schubert o. fl.) saavel som hans tAllge-meine Geschichte der Musik«, jIIIu-strirte Geschichte der deutschen Musiki m. fl. vandt betydelig Udbredelse, men besidder ringe selvstændigt Værd; mere fortjenstfuld er >Geschichte des deutschen Liedes« (2. Udg. 1874); har redigeret de 5 sidste Bind af Mendels Musiklexikon. (Biogr. af A. Göllerich, 1884).

Reitz, Robert, f. 1884, schw. Violinist, Elev af H. Sitt, Berber. Flesch o. fl.. fra 1909 Koncertmester i Weimars Teater og Lærer ved Statens Musikskole dér; betegnes som »eminent Bachspiller«; Udg. af ældre Violinmusik samt Kritiker i Fagblade.

Religioso (ital.), Foredragsbetegn., andægtigt.

Rellstab, Ludwig, 1 799—1860, tysk Musikforf., Officer, Matematiklærer, Ro-manforf.; levede i Berlin bl. a. som Musikanmelder; hans to satiriske Musik-Romaner, mod Henriette Sonntag og Spontini, indbragte ham Fængselsstraf; skrev iøvrig >Fr. Liszt«, >Ludw. Berger«, >Die Gestaltung der Oper seit Mozart« foruden musikalske Noveller og Fagbladsartikler (særl. i Dehns iCæcilia«); R.s jAus meinem Leben« (2 Bd. 1861) har Interesse, bl. a. et Besøg hos Beethoven 1825.

Remmert, Martha, f. 1854, tysk Pianistinde, Elev af Kullak, Tausig og Liszt, vandt paa Koncertrejser fra 1873 (Kbhvn. 1883) Navn som en af den Tids ypperste Klaverspillere; slog sig ned i Berlin som Klaverlærer og Kammermusikspiller.

Remy, Alfred, f. 1870, tysk-amer. Musikforf., Musikkritiker i New York og Lærer i Musikhistorie; fra 1906—15 Docent ved Columbias Univers.; mest kendt som Nyudg. af Bakers Biographical Dictionary of Musicians.

Rémy, W. A., se Wilhelm Mager.

Ren benyttes i Forbindelserne r. Stemning (s. d.), r. Interval (s. d.). r. Sals (s. d.).

Rendano, Alfonso, f. 1853, ital. Pianist, Elev bl. a. af Thaiberg; særl. Bachspiller; har foruden Klavermusik komponeret Operaen Consuelo, Orkesterstykker og Kammermusik; Opfinder af den tredie Klaverpedal (Pedale independente), nu Klaverpædagog i Rom.

Renzi, Remigio, f. 1857, ital. Musiker, uddannet som Orgelspiller (Elev af Capocci), Organist i Rom og Lærer i Orgelspil og Teori ved Liceo di S. Cecilia, anset Komponist af kirkelig Vokalmusik (Requiems, Miserere, Missa), Orgelsonater og Instrumentalstykker.

Re pastore (»Kongen som Hyrde«), Libretto af P. Melastasio, ofle komponeret saaledes af Sarti, 1753. Jo-melli, 1755, Gluck, 1756, Piccinni, 1760, Mozart, 1775.

Reperkussion (lat. Repercussio) i Fugaen, en Gennemføring af Temaet gennem samtlige Stemmer.

Repertorium musicae sacrae, Samling af Kirkemusik fra Palestrina-Pe-rioden, udg. som Bilag til Haberls: i Kirchenmusikalisches Jahrbuch«.

Repetere (lat.), gentage; Repetition, Gentagelse.

Repétition (fr.), Prøve paa en Koncert el. 1.

Repetitionsmekanik, se Klaver III, Hammerklaver el. Pianoforte, og Erard.

Repetitionstegn, se Abbreviaturer: Gentagelsestegn.

Repetitør, Kor-R., Opera-R., Hjælpedirigent ved Opera el. Ballet, der har til Opgave at indstudere Solo- (og Kor-) Partierne ved Klaveret.

Replica (itaL), Gentagelse, Ex. senza r.,. uden Gentagelse, hvor f. Ex. Menuetten gentages efler Trioen, men denne Gang uden Repetition af dens to Dele.

Reprise (fr.), Gentagelse. 1) Repetitionstegnet (s. d.). — 2) I Sonateform, Lied og Dans de to (à tre) Afsnit, der hver for sig skal gentages. — 3) En ældre i Suiten oftere anvendt Danse-form, se Suite.

Requiem, Messen for de afdøde (lat. Missa pro defunctis), opføres i de kat. Lande paa »alle Sjæles Dag« den 2. Nov. (Dagen efter »Alle Helgenes Dag«) og fejres til Minde om de afdøde, men er med Tiden ogsaa bleven Messe for en bestemt afdød og har udviklet sig til en speciel musikalsk Kunstform. Navnet er hentet fra Messens Regyn-delsesord, Requiem aeternam dona eis Domine, et lux perpétua luceat eis. — R. afviger ved sin Indretning paa flere Maader fra den almindelige A/esse (s. d.). Forud for Kyrie eleison gaar hos det en Introitus med Texten Requiem aeternam osv. Gloria udelades, saa Oplæsningen af Kollekt og Epistel følger umiddelbart efter Kyriet. I St. f. det Halleluja, der plejer at følge efter Gradualet, synges et Tractas (s. d.), i umiddelbar Tilslutning til hvilket folger Thomas a Celano's berømte Se-kvens: Dies irae. Efler at Rønnen om evig Hvile for den afdøde er gentaget og afsluttet med et Amen, følger Offer-toriet: Domine Jesu Christe, rex gloriæ osv. med den sædvanlige Text. Et Credo anvendes nemlig ikke. Fra Offertoriet at regne forløber Messen paa sædvanlig Maade. Først kommer Sanctus med Benedictus og Agnus Dei; til Kommunionen synges Lux aeterna. Som musikalsk Kunstform omfatter R. følgende Hoveddele: Introitus, Graduale (med samme Text: Requiem aeternam osv.), Dies irae (med Underafdelingerne Tuba mirum, Rex tremendae, Recordare, Con-fulatis, Lacrymosa), Offertorium (Do-mine Jesus Christe rex gloriæ, med Underafdelingen Hostias) Sanctus (med Underafdelingen Benedictus), Pie Jesus og Agnus Dei.

Af berømte R. kan fra ældre Tid anføres Palestrinas Missa pro defunctis (trykt 1591) og de berømte R. af Anerio, Orazio Vecchi, Piloni o. fl. I 18. Aarh. Mozarts (ufuldførte, af Susmeyer fuldendte) R.; 2 R. af Cherubini. I ny Tid R. af Verdi. Berlioz og Sgam-bati. Brahms tyske R. og Schumanns »R. für Mignon« (Op. 148) er byggede over deres egen Text, og former sig til en gribende Sørgesang over de jordiske Tings Forgængelighed.

Resonans, Medklingen, opstaar i elastiske Legemer, luftfyldte Rum o. 1., der paavirkes af Lydbølger. Forudsætningen er dog, at Legemet selv er i Stand til at svinge i samme Takt som Lydbølgerne, dvs. at dets »Egen-tonen stemmer med Tonegiverens. Ved R. forstærkes Tonerne. Dette har fundet Anvendelse i de af Helmhollz konstruerede Resonatorer, som beslaar i cylinder- el. kugleformige Hulrum, der sættes i Forbindelse med Øret og hjælper dette til at skelne Toner, der i sig selv er for svage til at fange Opmærksomheden, idet Resonatoren forstærker den Tone, for hvilken den er afstemt, samtidig med at den udelukker alle andre (selektiv R.;. De Resonansrum og Sangbunde, der er en væsentlig Restanddel af alle Strengeinstrumenter, skal derimod — saa vidt muligt — forstærke samtlige Instrumentets Toner (multipel R.); deraf deres ejendommelige Form. — Med R. menes ogsaa det Ekko, der dannes i store Sale af uhensigtsmæssig Form_: og som gør disse mer el. mindre uegnede til Tale- og Koncertbrug.

Respighi, Ottorino, f. 1879, ital. Komponist, Elev af Martucci, Rimsky-Korssakof og M. Bruch, har skrevet en Række Værker, der sættes højt af hans Landsmænd og delvis er blevet opført udenfor Italien (dog ikke Operaerne); R. har skrevet Operaer, senest »Relfagor« (1923), Orkesterværker som den symfon. Digtning Fontane di Roma, Klaverkoncert, »Gregoriansk Koncert« (for Violin og Orkester), en Del Kammermusik, Klaverstykker og Sange; R. er Kompositions-lærer ved Liceo di S. Cecilia i Rom og har udg. forsk, ældre Musik.

Respiration (lat.), Vejrtrækning. Re-spirationstegn (') anvendes ved Sangundervisningen for at udpege de for Vejrtrækningen passende Steder i en Sang el. en Sangøvelse.

Responsoriale, d. s. s. Graduale (s.d.).

Responsorium (af lat. responsum, Svar), Menighedens el. Korets Svar paa Præstens Intonationer fra Alteret. (Se Antiphpna).

Reszké, Jeas de, 1850 —1925, polsk Sanger og Sangpædagog, debut, i Italien som Barytonist, men fik Stemmen omlagt og blev 1885 Tenorist ved den Store Opera i Paris ; meget fejret Operasanger dér og i London, New York, Warszawa o. fl. Steder (Faust, Tannhäuser, Lohengrin, Tristan, Siegfried, Samson etc.); 1902 forlod R. Scenen og levede i Paris som en af Tidens mest søgte Sanglærere. — Hans Broder Edouard de R., 1855—1917, var Bassanger ved den Store Opera i Paris og i London, hvor han fra 1907 grundede en Sangskole.

Retardation (lat., Forsinkelse), d. s. s. Forudhold (s. d.).

Retraite (fr.), militært Signal, der om Aftenen kalder Soldaterne til Hvile.

Reubke, Adolph, 1805—75, tysk Orgelbygger i Hausneindorf i Harzen, byggede flere store Orgler, bl. a. i Halberstadt og Magdeburg; en Søn Emil R., 1836—85, fortsatte og udvidede Virksomheden (der nu er gaaet over til Ernst Raver); indførte tekniske Forbedringer og Nyvindinger (Rør-pneumatik, se Orgel); en anden Søn Otto R„ 1842—1913, gjorde sig bekendt som Pianist (Elev af H. v. Bü-low), Orgelspiller og Dirigent (i Halle).

Reuchsel, Amédée, f. 1875, fr. Komponist, Elev i Bruxelles af Tinel, i Paris af G. Fauré; Organist i Paris; har komponeret en Del Kammermusik, Orgelsonater, Oratorium og andre Korværker, en Opera og forsk, scenisk Musik samt forf. musikteoret. Skrifter og udg. en Samling : Solfège classique et moderne. — Hans Broder Maurice R., f. 1880, er koncerterende Violinist, Komponist for sit Instrument og af Kammermusik, Ballet m. m.; Organist i Lyon.

Reusz, August, f. 1871, tysk Komponist, Elev af Thuille, var Teaterkapelmester da, m.. men lever nu af Helbredshensyn tilbagetrukket i Nærheden af München; udpræget Lyriker, betegnes som den betydeligste af » Munchener-Skolens« Musikere (Opera, Pantomimer, symfon. Musik: »Johannis-nacht«, »Judith«, »Sommer-Idylle«, Violin- og Klaverkoncert, Kammermusik og navnl. en Række Sange, til Dels med Orkester, Duetter og Kor).

Reuter, Florizel von, f. 1893, arner. Violinist, Elev af Säuret, Marteau o. fl., optraadte allerede som Vidunderbarn og har siden paa talr. Kunstrejser bl. a. gæstet Skandinavien; ogsaa Komponist (Operaer, Orkesterværker, Violinmusik) og Udg. af Værker af Lo-calelli og Paganini samt af en »Geschichte der Solo-Violinlitteraturc ; lever nu i Tyskland.

Reutter, Georg, 1708 — 72,østr. Komponist og Hofkapelmester; komponerede en Række Operaer, Oratorier, Kantater, Messer, Motetter, Symfon. m. m.; kendt fra Joseph Haydns Biografi, hvem han bragte til Wien, men iøvrig lod skøtte sig selv.

Reveille (fr.), militært Vække-Signal.

Revesz, Gkza, f. 1878, ungarsk Psykolog, 1921 Prof. i Amsterdam, har offentliggjort en Række tonepsykologiske Studier i Fagskrifter (særl. tyske) og navnl. vakt Opsigt ved en Bog om »Vidunderbarnet« Erwin Xyiregghazy (s. d.): »Analyse eines musikalisch hervorragenden Kindes« (1916).

Reyer (egl. Rey), Louis Etienne Ernest, 1823—1909, fr. Komponist, debut. 1850 med Ode-Symfon. Le Sé-lam, undfanget under Paavirkning fra Fél. David og Berlioz; senere fulgte de komiske Operaer Maître Wolfram, La statue, Eroslrate, men intet af disse Arbejder (af hvilke dog La statue nævnes som R.s »bedste Værk«) formaae-de at slaa igennem; hans store Opera »Sigurd« maatte da henligge mange Aar, inden den kom frem (førsti Bruxelles 1884), og R., en Art Fører for de unge fr. Musikere, var længe omgiven af en vis Martyrglorie; siden blev »Sigurd« hyppig opført paa den Store Opera i Paris, og hertil er ogsaa R.s andet Hovedværk »Salambo« naaet, via Bruxelles, dog med mindre varigt Held. R. anses for en af de betydeligere moderne Musikere, paavirket dels af tysk romantisk Musik (derunder Wagner), dels af Hector Berlioz. R. var Musikkritiker ved Journal des Debats, Bibliotekar ved den Store Opera, Medlem af Akademiet. En Del af hans Kritiker og Feuilletoner er samlede i Notes de musique (1875). (Biogr. af Ad. Jullien og H. Roujon).

Reznicek, Emil Nicolaus von, f. 18(51, østr. Komponist, Elev af Kon-servat. i Leipzig, Teaterkapelmester og rejsende Orkesterdirigent i Østrig og Tyskland; 1906 Lærer ved Schar-wenkas Konservat. i Berlin og 1920 ved »Hochschule« sst. ; har komponeret Symfon., Kammermusik, Korstykker m. m., er navnl. kendt ved Operaerne »Donna Diana«, 1894, hvis Ouverture blev et yndet Koncertstykke, og »Ritter Blaubart« (»R.s betydeligste og originaleste Værk«). rf., 7-/z., Forkortelse af rinforzato (s. d.).

Rhapsodi. 1) I Oldtiden betegnede R. Brudstykker af større episke Digtninger, som »Rhapsoder« foredrog under Ledsagelse af et Strengeiustr. — 2) I moderne Musik forstaar man derimod ved R. sædvanlig en instrumental Fantasi, der er sammensat af Folkemelodier, Ex.: Liszts »ungarske R.« o. fl. Brahms betegner, imod moderne Skik og Brug, et af sine smukkeste Vokalværker: »Fragment aus Goethes Harzreise« som R., og giver ligeledes 3 frit opfundne balladelignende Klaverstykker (Op. 79, 1—2 og Op. 119 Nr. 4) Navn af R,

Rheinberger, Joseph, 1839—1901, tysk Komponist, lagde sig særl. efter Orgelspil, blev Lærer ved den kgl. Musikskole i München, hvor han forblev, fra 1877 tillige som kgl. Hofkapelmester (Leder af det kgl. kirkelige Kapelkor). Som Pædagog (Kontrapunkt) nød R. stor Anseelse, som Komponist var han meget frugtbar og en Slags Primas blandt Sydtysklands mere konservative Musikere; hans talr. Kompositioner omfatter srerl. Kammermusik og Orgelværker (deriblandt Sonater, der turde høre til R.s værdifuldeste Frembringelser) samt større Arbejder for Mandskor (>Toggenburg<, »Wittekind«;, Operaer, Symfon., Koncerter etc.

Rheineck, Christoph, 1748—97, schw. Komponist, skrev nogle Operaer, der navnl. opførtes med Held i Frankrig; levede iøvrig som Købmand og Gæstgiver, men var meget anset som en af Tidens mest begavede Sangkomponister (6 Saml. Sange med Klaver udkom 1772-92;. (Litt.: M, Friedländer: »Das deutsche Lied im 18. Jahrh.«).

Rheinländer, Pardans i 2delt Takt fra Midten af det 19. Aarh.; i Slægt med Polkaen, men langsommere og med andre Ture. Blev i 187C'erne ifølge Xorlind i Sverige ofte danset under Navn af Reel.

Rhené-Baton, f. 1879, fr. Musiker, Elev bl. a. af Gédalge, Kordirigent ved Opéra-comique, fra 1916 Leder af Pas-de/oup-Koncerterne ; er ogsaa optraadt i Udlandet som Dirigent (et Par Gange i Kbhvn.); har dirigeret den russ. Ballet (se Diagilef) og komponeret mindre Orkesterstykker, nogen Kammermusik, en Del Klaverstykker og Sange.

Rhinguldet (»Rheingold«), Musikdrama af Richard Wagner, Forspil til »N'ibelungens Ring«, München 1869, Kbhvn. 1908.

Ribattuta (ital.) blev tidligere benyttet som Navn for den langsomme, men efterhaanden hurtigere og hurtigere Vexlen af en Tone med dennes højere Bitone:

Anvendes ved Sangundervisningen endnu hyppigt som Forøvelse til Trillen.

Ribeba, Ribeca, se Rebec.

Ribers, Kristian Peder, f. 1879, dsk. Musiker, Elev af J. H. Nebelong, G. C. Bohlmann m. fl.; har komponeret Kantater, Orgelstykker, Strygekvartetter, Sange med Klaver og udsendt Bearbejdelser for Mandskor og bl. Kor særl. af Asger Hameriks Værker; Organist i Kbhvn., Kordirigent og Redaktør af >Dansk Kirkemusiker-Tidende«.

Ricci, Luigi, 1805—59, ital. Operakomponist, Kapelmester ved Katedralen i Triest, skrev en Række Operaer til Dels med meget Held; fra 1834 var hans Operaer ofte Frugten af Samarbejde med hans nedenn. Broder, saa-ledes den videst kendte komiske Opera Crispino e la Comare, 1850; d. paa Sindssygeanstalt i Prag. — Hans Broder, Federico R., 1809 —77, arbejdede som nævnt i Forening med R.; i Paris faldt hans egne Forsøg mindre heldig ud; 1853—69 Sanginspektor ved Teaterskolen i Petersborg. (Biogr. : L. de Rada: I fratelli R.).

Ricercare (ital., at søge) var i 16. Aarh. Navnet for frit opfundne fugerede Instrumentalstykker (for Lut, Orgel o. 1.), der umiddelbart efterligner den sungne, tidt ogsaa instrumentalt udførte Motette (s. d.), idet Tema efter Tema i R. ligesom i Motetten tages op og fugamæssigt føres gennem Stemme efter Stemme. R., der i 16. Aarh. ofte anvendes synonymt med Fantasia og i 17. Aarh. tidt ogsaa gaar under Navn af Capriccio, bliver saaledes en vigtig Forløber for Instrumentalfugaen (se Fuga og Orgelmusik). I 18. Aarh., d. e. ved J. S. Bachs Tid, anvendes R. el. Ricercata som Særnavn for en særl. kunstigt udarbejdet Fuga med Anvendelse af Temaomvending, Forstørrelse og Formindskelse af Temaets Noder og andre kontrapunktiske Kunststykker.

Richard Løvehjærte, Sangspil af Grétry, Paris 1784, Kbhvn. og Sthlm. 1791.

Richards, Brinley, 1817—85, eng. Pianist, Koncertspiller og Lærer i London; komponerede talr. Klaverstykker i let Salongenre, der en Tid lang vandt megen Udbredelse.

Richault, Charles Simon 1780— 1866, fr. Musikforlægger, grundlagde 1805 i Paris et Forlag, der først af alle udg. Mozarts Koncerter og Beethovens Symfon. i Partitur; Forlaget, der blev af de største i Paris, fortsatte.s af hans Sønner, Guillaume Simon R., 1806 — 77, og LÉox R.. 1839 — 95.

Richter, Ernst Friederich, 1808 —79, tysk Musikteoretiker og Komponist, Teorilærer ved det ny Musikkonservat. i Leipzig 1843, og Organist ved forsk, af Byens Kirker, 1868 Kantor ved den berømte Thomasskole; komponerede Kirke- og Kammermusik, dog uden selvstændig Betydning; megen Udbredelse vandt derimod R.s nu væsentlig forældede »Praktiske Studier til Musikens Teori«, der omfatter »Lehrbuch der Harmonies »Lehrbuch der Fuge«, »Lehrbuch des einfachen und doppelten Kontrapunkts«, der benyttedes overalt til Undervisning og Selvstudium, udkom i talr. Udg. og overs, paa mange fremmede Sprog (paa Dansk ved Gebauer og Bondesen). — Hans Søn Alfred R, 1846—1919, Lærer ved Leipzigs Konservat, har ligeledes udg. en Del, til Dels meget udbredte ran-sikteoret. Skrifter (»Die Elementarkenntnisse der Musik«, »Die Lehre von der Form in der Musik« etc.).

Richter, Franz Zayer, 1709—89, tysk Komponist, Violinist og Bassanger i Mannheim, dernæst Kapelmester ved Strassburgs Münster; komponerede en Mængde Kirkemusik, men iøvrig en Række Symfon. og Kammermusikværker, i hvilken R. fremtræder som en af Hovedrepræsentanterne for den saak. »Mannheimer-Skole« (s. d.); en Del af denne Musik er nyudg. af H. Riemann.

Richter, Hans, 1843—1916, østr. Dirigent, fra Barn Sanger i Hofkapellet i Wien, senere som Valdhornspiller Orkestermusiker sst.; hos Wagner i Zürich behjælpelig med Udg. af »Mestersangers-Partituret og paa dennes Anbefaling Kordirigent ved Münchens Opera, Kapelmester i Buda-Pest og fra 1875 ved Operaen i Wien (tillige Dirigent af de »filharmoniske Koncerter« og en Aarrække ved »Gesellschaft der Musikfreunde«), 1876 dirigerede R. »Nibelungen-Rings-Opførelserne i Bayreuth og siden hyppig Dirigent ved Festspillene dér; siden 1877, da R. gæstede London med Wagner, var han særl. yndet i England, hvor han ledede Musikfester, de saak. »R.-Koncerter« og Covent Gardens tyske Operaopførelser; fra 1900—10 levede han i Manchester, sine sidste Aar tilbragte han i Bayreuth; hyppig optraadte han som Dirigent paa Kunstrejser, saale-des i Skandinavien (Kbhvn. og Sthlm. 1902), R. var en af sin Tids første Dirigenter saavel af Opera som Koncerter, udmærket ved Magt, Fylde, Kraft og Harmoni og ved ærlig og dybt forstaaende Fortolkning; ivrig Forkæmper for Wagner, til hvis Værkers Fremgang han sikkert bidrog betydelig, men uden al Ensidighed ligesaa ypperlig Fortolker af Mozart, Beethoven, Brahms etc.

Ricordi, Giulio, 1840—1912, ital. Musikforlægger og Komponist, overtog efter sin Fader Tito R. det verdensberømte Stabilemento R., Italiens største Musikforlag, der navnl. har udg. talr. berømte ital. Operaer; optraadte som Komponist under Pseudonymet Burgmein, bl. a. med den elegante Suite for firhd. Klaver ; Pierrot et Pierrette, der vandt stor Udbredelse.

Riedel, Karl, 1827 — 88, tysk Musiker, opr. Haandværker, men kastede sig med stor Ihærdighed over Musikstudier (Elev af Leipzigs Konservat.); 185-1 stiftede han i Leipzig en Forening til Ud førelse af gamle Kirkesangværker, der efter ham kaldtes »R.-Verein« og blev en af de mest kendte og ansete tyske Korforeninger; komponerede Kor- og Solosange og udg. gamle Kirkekomponisters Værker, saasom Schütz, Eccard og Præ-torius.

Riefling, Albert, f. 1868, tyskfødt Musiker, uddannet i Tyskland, dygtig Exekutør paa flere Inslr.; fremragende Fagottist; ansat i Kria. siden 1890.

Riehl, Wilhelm Heinrich, 1823— 97, tysk Musikforf., var Prof. (i Statsvidenskab) ved Münchens Univers., siden Direktør for Nationalmusæet; Musiken vedrørende udg. han de underholdende, ofte aandfuldt skrevne »Musikalische Charakterköpfe « (3 Bd.), der vandt megen Udbredelse (6. Udg. 1879) samt 2 Bd. »Hausmusik«, hvori Sange af R. selv; hans Optræden som Musikforf. forblev ikke uanfægtet.

Riemann, Hugo, 1849—1919. tvsk Musikforf.. studerede opr. Jura, senere Filosofi, efter Krigen 1870 ene Musik (ved Leipzigs Konservat.); 1881 Lærer ved Hamburgs Konservat., senere i Wiesbaden og 1901 Prof. i Musikvidenskab ved Leipzigs Univers, samt Leder af Collegium musicum: R. optraadte som Komponist (Violinsonate, Trio, Kvartet, Klaverstykker m. m.), men har som Musikforf. naaet sit vidt kendte og ansete Navn; opr. navnl. ved sit »Musik-Lexikon«, der udkom 1882 og siden har naaet 10 stadig forøgede og forbedrede Oplag (1922, ved Einstein, s. d.) som dels er overs, paa flere Sprog, dels har været Forbilled for lign. Værker; ved Siden deraf har R. med stor Flid og Alsidighed beskæftiget sig med næsten alle Musikvidenskabens Grene og paa flere Omraader hævdet selvstændige Anskuelser, der delvis er slaaet igennem (foruden det rent musikhistor. skal nævnes hans rytmiske, harmoniske og Fraserings-Studier). Af R.s store Produktion fremhæves: »Musikalische Syntaxis«, »Handbuch der Harmonielehre « (flere Opl., overs, paa ital. og fr.). »Studien zur Geschichte der Notenschrift«, »Dynamik und Agogik«(vedr. Fraseringslæren), en Række saak. »Musik-Katekismer« — deraf en »Musik-Aesthetik« (flere Opl.) og »Musik-Geschichte« etc. — »Geschichte der Musiktheorie«, »Geschichte der Musik seit Beethoven«, den omfattende »Handbuch der Musikgeschichte« (5 Bd., 1901 —13), »Opernhandbuch«, »Grosse Kompositionslehre«, »Präludien u. Studien« (3 Bd. Essays), Analyse af Bachs »Wohltemperiertes Klavier« og »Kunst der Fuge« (4 Bd.) samt af »Beethovens sämtl. Klaviersonaten« (3 Bd.), desuden adskillige »Fraseringsudgaver« af klassisk Klavermusik og »Illustratio-

nen zur Musikgeschichte*, samt Udg. af ældre, delvis glemt Instrumentalmusik, navnl. af den saak. >Mannhei-mer-Skole«, for hvis histor. Betydning R. var den første og ivrige Talsmand, foruden talr. Art. i Fagskrifter (jfr, det 1909 udg. »R.-Festschriftc).

Riemann, Ludwig, f. 1863, tysk Musikforf., Sangpædagog i Essen, har navnl. skrevet om akustiske og musi-kalsk-folkloristiske Æmner.

Rienzi, Opera af Rieh. Wagner, Dresden 1842, Sthlm. 1865.

Ries, Ferdinand, 1784 — 1838, tysk Komponist, Søn af Franz R., 1755 — 1846, som var Beethovens Lærer i Violinspil, selv Elev af Beethoven og med Wegeler Udg. af de værdifulde 'Biographische Notizen über L. van Beethovens 1838 (Nyudg. 1906, overs. paa fr.); efter Koncertrejser som Pianist i Frankrig, Rusland og Skandinavien slog han sig 1813 ned i London, og fra 1824 i Godesberg ved Bonn: komponerede flittig, men uden synderlig Originalitet, Operaer, Symfon., Ouverturer, Klaver- og Kammermusik etc.

Ries, Franz, f. 1846, tysk Musiker og Forlægger, uddannet som Violinist af Faderen, ovenn. Ferd. R.s Broder Hubert R„ 1802—86 (en udmærket Violinpædagog), og af Massart i Paris ; opgav paa Grund af Nervelidelse Virtuosbanen og grundede 1873 i Berlin det kendte Forlag: »R. & Erler«; har komponeret en Del i sin Tid meget spillet Violinmusik, Kam m er musik, Sange etc., samt udg. gl. Violinmusik.

Riesemann, Oskar von. f. 1880, tysk Musikforf., studerede hos Sandberger, Fleischer, Friedländer og Riemann • levede i Moskva som Referent og Orkesterdirigent, fra 1923 i Sydtyskland; har skrevet 'Monographien zur russ. Musik«, 2 Bd., »Rund um Südamerikas, »Fluchten«, (de to sidste ikke direkte vedrør. Musik) samt om gl. russ. Kirkesang m. m.

Rieti, Vittorio, f. 1898, ital. Komponist, Elev bl. a. af Respighi. tilhører en yderliggaaende moderne Retning i ital. Musik (med Stravinsky som Forbilled): Ballet, Koncert for Træblæsere, Sonate for Blæsere og Klaver etc.

Rietsch, Heinrich, f. 1860, czek. Musikforf., studerede under Hanslick og G. Adler i Wien; er nu Prof. i Musikvidenskab i Prag og har et anset Navn som musikhistor. og -æstetetisk Forsker ODie Tonkunst in der 2. Hälfte d. 19. Jahrn.s», 'Die deutsche Liedweise., :>Die Grundlagen der Ton-kunst« m. m.); udg. forsk. gi. østr. Musik og er optraadt som Komponist.

Rietz, Julius, 1812—77, tysk Musiker, blev tidlig, ved Mendelssohns Bistand, ført ind paa Dirigentbanen, først ved det Immermann'ske Teater i Düsseldorf, 1848 som Gades Efterfølger ved iGewandhaus-Koncerterne« og derhos Lærer ved Konser-vat.; fra 1860 Hofkapelmester i Dresden; som Komponist nøje knyttet til Mendelssohn; bekendtest er hans Koncertouverture i A-Dur og Lystspilouverture, iøvrig Operaer, Symfon., Kirkemusik etc.; dog mere betydelig som Dirigent.

Rigaudon, en opr. provencalsk, nu forlængst glemt, munter Dansemelodi i 4 Fjerdedelstakt, der baade blev sunget, spillet og danset. Den blev som oftest indledet med en Optakt og delte sig i 3 Repriser à 8 Takter grupperede i 2 X 4. Den 3. Reprise havde, navnl, ifølge sin Beliggenhed i et lavere Toneleje, en noget anden Karakter end de to første »for at det følgende (o: R.s Gentagelse) kan virke des friskere- [Mattheson). I den ital. og fr. Opera findes R. baade anvendt som Korsang og som Dans. I Frankrig forekommer den ogsaa som Ar/e-form.

Righini, Vincenzo, 1756—1812, ital. Komponist, Elev af Padre Martini og først Operasanger; fra 1780 Operakapelmester, i Wien, Mainz og Berlin, hvor han blev Reichardts Efterfølger ; skrev en Snes Operaer, nogen Kirke-og Instrumentalmusik samt mindre Sangværker og værdifulde Sangøvelser.

Rigoletto, Opera af G. Verdi. Venezia 1851, Kbhvn. 1879, Sthlm. 1861.

Rigoroso (ital.), Foredragsbetegn., strengt.

Riisager, Knudåge, f. 1897, dsk. Komponist, Elev bl. a. af Otto Malling, Peder Gram og Roussel og le Fleur i Paris; har paa forsk. Maade deltaget i Kbhvn.s Musikliv (»Ny Musik«) og har komponeret Symfon., Kammermusik, Ouverture, Suite, Sange m. m. ; hans Arbejder er i det hele stærkt paavirkede af ny-fransk Stil; ogsaa musiklitterært virksom.

Riis-Magnussen, Adolf, f. 1883, dsk. Komponist, Elev af Rosenhoff og Carl Nielsen, 1920 Organist ved St. Thomas Kirke; har komponeret Orkester- og Kammermusik, Korværker og talr. Solosange med Klaver.

Rihovsky, Adalbert, f. 1871, czek. Komponist, uddannet i Prag, Organist og Musiklærer i Prag; har komponeret Messer, Offertorier, Te Deum, Requiem, Orgelmusik, Klaverstykker m. m.

Rilasciando, rilasciante (ital.), Fore-dragsbetegn., = rltardando.

Rimbault, Edward Francis, 1816 — 76, eng. Musikforf, Organist i London, men beskæftiget mest med Studier i eng. Musikhistorie, hvorover han fra 1838 holdt Forelæsninger; udg. adskillig ældre — navnl. kirkelig — Musik; komponerede et Par Sangspil og en Del Sange; förf. den dramat. Musiks Historie i England (i en Udg. af Purcells Opera »Bonduca«), The Pianoforte, ils Origin, Progress etc., Biblio-graphia madrigaliana og bl. a. en Kla-verskole samt større Artikler i Groves Dictionary.

Rimsky-Korssakof, Nikolai, 1844 —1908, russ. Komponist, opr. Marine-officer, naaede forholdsvis sent at hellige sig til Musiken; 1871 Prof. ved Konservat. i Petersborg og 1872 Direktør for den af Balakiref stiftede Musikskole; endvidere var R. Musik-inspektør for den russ. Flaade og Dirigent af Symfonikoncerter i Petersborg; blandt R.s mange Elever var Glazunof, Arensky. Tanejef, Stravinsky, Liadof. — Som Komponist var R. en af Førerne for den ny-russ. Skole; han var Programmusiker, og hans fremragende Talent viste sig navnl. i hans Musiks Glød og Farvepragt (oftest af en orientalsk Karakter), i hvilken Henseende hans fortræffelige Instrumentationskunst varen vigtig Faktor; videst bekendte er hans Programmusikværker som »An-

tar«, »Sadko«,;>Scheherazade«, menhan har ogsaa skrevet Symfon., Operaer(der dog ikke er naaede udenfor Rusland, hvor særl. »Majnat« og ->Snehvide« er yndede), Ouverturer (»Paaske« o. a.), Kammermusikværker og Sange; efterlod en Memoirebog: »Mein musikalisches Leben« og forf. en Instrumen-tationslære (overs, paa fr. og eng). (Biogr. af Findeisen, Koratyghin. Vas-trebtsef).

Rinck, Johann Christian, 1770— 1846, tysk Orgelspiller og-komponist, foretog talr. Koncertrejser i Tyskland og nød stort Ry som Orgelspiller; skrev væsentlig for Orgel: Koralforspil, figurerede Koraler, Variationer etc.; desuden en meget benyttet stor »Orgelskole«.

Rinforzando, forkortet r/el. rfz (ital.), Foredragsbetegn., var i sin opr. Betydning (hos Stamilz) et længere crescendo, men anvendes nu paa engang for et stærkt (som rinforzato: forstærket) crescendo i Lighed med forte assai, og er, anbragt over en enkelt Node, ensbetydende med sf (sforzando el. sfor-zato) d. e. betonet, men dog mindre stærkt betonet end sf.

Ringnes, Inge Rolf, f. 1894, nsk. Pianist, Elev af Dagmar Walle-Hansen og Arthur Schnabel ; debut, i Kria. 1917. Talr. Koncerter inden- og udenlands, ogsaa udenfor Europa.

Ripieno (ital.). d. s. s. Tutti el. Pienus Chorus, o: fuldt Kor. Ved Ripicn-stemmer forstaas nemlig de af flere Personer besatte Stemmer i et Vokal-el. Instrumentalværk, altsaa henholdsvis Korstemmerne el. (i Orkestret) specielt Strygeinstrumenterne. Overfor Ri-pienstemmerne staar de kun af én Person udførte Solostemmer. Da det fulde Orkester ofte er for stærkt til Ledsagelse af Solisten, akkompagneres denne ofte kun af el Mindretal af Ri-pienisterne (s. d.); kun i Tutti'erne spiller samtlige Ripienister med, hvilket i Partituret antydes med ripieno. rip. el. Tutti.

Ripienister kaldes de Musikere, der i Orkestret udfører Ripienstemmerne (se Ripieno), d. e. specielt Strygerne.

Ripper, Alice, f. 1889, ungarsk Pianistinde, Elev særl. af S. Menter, lever i München; har med stort Held foretaget omfattende Koncertrejser.

Ripresa (ital.) =. Reprise.

Risler, Edouard, f. 1873, fr. Klaverspiller, uddannedes i Paris hos Diémer og siden i Tyskland hos d'Albert og Slavenhagen ; regnes blandt de første fr. Klaverspillere, har koncerteret i Tyskland, hvor han ogsaa skattes højt, og i Skandinavien (1901 med Marteau og Serato) og i Xord- og Sydamerika; hans Spil udmærker sig særl. ved Toneskønhed, Kraft og rig Afskygning.

Risoluto (ital.), Foredragsbetegn., beslutsomt, energisk.

Risposta (ital.), i Fugaen Svaret paa Proposta (s. d.), o: Temaet (se ogsaa Dux og Comes).

Risvegliato (ital.), Foredragsbetegn., muntert, livligt.

Ritardando, forkortet rit. (ital.), Foredragsbetegn., efterhaanden langsommere.

Ritenuto, forkortet ril. el. riten. (ital.). Foredragsbetegn., = ritardando.

Ritornel (ital., af ritorno, Tilbagevenden), kaldtes i Sangkompositioner i den monodiske Stil (se Monodi og Opera) efter 1600 de instrumentale For-, Mellem- og Efterspil, der henholdsvis forberedte, afbrød og afsluttede (adskilte) de altid paa samme Melodi udførte Versestrofer. En vigtig Rolle spillede R. ogsaa endnu i Da-Capo-Arien og i det 18. Aarh.s Instru-menialkoncert.

Ritter, Alexander, 1833—96, tysk Komponist; kom i Berøring med de Liszt-Wagner ske Kredse, til hvilke han sluttede sig med Begejstring; førte et noget omflakkende Liv som Teaterkapelmester, Musikhandler, Orkestermusiker; d. i München; hans utvivlsomme, men ikke stærkt selvstændige Komponistbegavelse vandt Anerkendelse i »Nytyskernes« Kreds, men hans komiske Operaer »Der faule Hans«, »Wem die Krone?« slog intetsteds igennem; skrev iøvrig symfon. Digtninge i Lisztsk Stil (som >Olafs Hochzeits-reigen«, Sarsam corda o. fl.). (Biogr. af Siegmund v. Hausegger (s. d.) (R.s Svigersøn)).

Ritter, August Gottfried, 1811 — 85, tysk Orgelspiller, Domorganist i Magdeburg; udg. »Kunst des Orgel-spiels« t,2 Bd., fl. Op].), »Zur Geschichte des Orgelspiels in 14—18. Jahrb.«, Fagbladet »Urania«, flere Sangsamlinger og Kompositioner særl. for Orgel.

Ritter, Hermann, 1849—1926, tysk Musiker, studerede bl. a. hos Joachim og gjorde sig bekendt ved den af ham opfundne Viola alta (en Art større Bratsch), for hvilket Instrument han agiterede ved Skrifter og paa Koncert-rejser; udg. en Tonekunstens Æstetik og en stor musikhistor. »Encyklopå-die« (6 Bd.).

Riverso (ital.), al rovesco (lat. motus contrarius^, Modbevægelse mellem to Stemmer, saa den ene af disse falder, naar den anden stiger, og omvendt (se Stemmeføring); anvendes ogsaa i Betydning af molus cancrizans, o: Krebsegang, for Melodier, der lyder ens, hvad enten de udføres forlæns el. baglæns, se Krebsekanon.

Rivista musicale italiano, ital. Fjer-dingaarsskrift for Musikvidenskab (Sidestykke til Spiltas s Vierteljahrsschrift für Musikwissenschaft«, s. d.), der siden 1898 udgaar fra Fratelli Boccas Forlag i Torino, red. af F. Torrefranca. Har bragt og bringer vedblivende værdifulde historiske Afhandlinger af fremragende inden-og udenlandske Musiklærde og Musikere.

Rivolgimento (ital.), Stemmernes Ombytning i det dobbelte Kontrapunkt (se Kontrapunkt).

Robert af Normandiet, Opera af Meyerbeer, Paris 1831, Kbhvn. 1833, Sthlm. 1839.

Robert-Hansen, Emil, 1860—1926, dsk. Musiker, Broder til Agnes Adler(s.d.) sammen med hvem han fra Barn uddannedes til Musiker (Violoncellist), studerede hos Neruda og hos Grützmacher og blev 1892 Medlem af »Ge-wandhaus«-Orkestret i Leipzig samt Lærer ved Konservat. dér; 1918 Kapelmester ved det philharmoniske Selskab i Aarhus; har komponeret en Opera, en Symfon., flere Ouverturer, Musik for Violoncel m. m., Værker, der er opført dels i Tyskland, dels i Kbhvn., til Dels under R.s egen Direktion.

Robin des Bois, den fr. Titel paa Webers Opera »Jægerbruden«.

Robin et Marion, berømt Sangspil af Trubaduren Adam de la Hâle; af Franskmændene betegnet som den ældste »Opera comique«, komponeret i 13. Aarh. 1889, 94 og 99 opført i Kbhvn. Se iøvrigt Adam de la Hale.

Robitschek, Robert, f. 1874, czek. Musiker, Elev af Dvorak, fra 1904 i Berlin og dér (efter Brødrene Schar-wenka) Direktør for Klindworth-Schar-wenka-Konservat. ; komponerede en Opera, Symfon., Variationer, Ouverture, Sange (Duetter), Kammermusik og Klaverstykker.

Rochlitz, Johann Friedrich, 1769 — 1842, tysk Musikforf.. Elev af Thomas-Skolen i Leipzig, blev 1798 af Breitkopf & Hårtel sat i Spidsen for Fagbladet »Allgemeine musikalische Zeitung«, der under R.s Ledelse blev meget indflydelsesrigt; navnlig har R. ikke ringe Fortjeneste af at have skaffet Beethovens Kunst Anerkendelse (Artikler om Beethovens første otte Symfon.); en stor Del af sine Artikler og Afhandlinger samlede R. i: »Für Freunde der Tonkunst« (4 Bd., 3. Udg. ved Dörffel med Biografi af R.) ; iøvrig udg. han »Sammlung vorzüglicher Gesangstücke« (3 Bd.) og forf. Text til flere Operaer og Oratorier. (Litt.: »Goethes Briefwechsel mit R.«).

Rockstro, William, 1823—95, eng. Musikforf., Elev af Bennet og Leipzigs Konservat., optraadte som Pianist, Foredragsholder og som Komponist (særl. kirkelige Vokalværker); mest kendt som Forf. af en General History of Music (fl. Opl.), Biografier af Händel, Mendelssohn (i Great Musicians) og Jenny Lind, samt af Art. i Groves Lexikon.

Rode, Halfdan, f. 1871, nsk. Barytonsanger, Elev af Wilh. Kloed, Kria., studerede senere i Berlin, Milano og London. Debut, som Koncertsanger 1894 i Kria., som Operasanger sst. 1900. 1907—17 knyttet til Nationalteatret. Kria. Vigtigste Roller: Figaro (»Figaro«), Don Juan, Escamillo, Sharp-less (»Butterfly«), Mefisto (»Faust«). Var meget benyttet som Koncertsolist, bl, a. ved mange norske Sangerturnéer i Ind- og Udland. En af Stifterne af Norsk Tonekunstnersamfund.

Rode, Pierre, 1774 — 1830, fr. Violinspiller, Elev bl. a. af Yiotli, Solospiller i den Store Opera (til 1799) og Lærer ved Konservat. i Paris; fejret Virtuos paa talr. Kunstrejser endog til Spanien og Petersborg, hvorhen han fulgte Boieldieu og blev 5 Aar; siden atter i Paris, men uden det tidligere Held (indtil 1828), hvorfor han trak sig tilbage til sit Landsted i Lot-et-Garonne; R. har skrevet en Del Violinmusik, hvoraf navnl. Koncerterne, 24 Caprices (genudg. af J. Hubay), 12 Etuder, Violinduetterne og den vidt-kendte Air varié endnu spilles, ikke mindst som udmærket Undervisningsmateriale (Air varié er ogsaa benyttet som vokalt Virtuosnummer); ogsaa Medarbejder ved Konservat.s berømte Méthode de Violon. (Biogr. af A. Pou-gin).

Roede, Halfdan Nobel, se Filharmoniske Selskab.

Roger, Gustave Hyppolyte, 1815 —79, fr. Operasanger (Tenor), opr. Jurist, Elev af Konservat. i Paris, debut. 1838 paa »Opéra comique«, fra 1848 ved den Store Opera; optraadte som Gæst paa tyske Scener; ved et Ulykkestilfælde i 1859 mistede han sin ene Arm og optraadte derefter kun sjældent; 1868 Lærer ved Kon-servat. i Paris: efterlod sig Memoirer: Le carnet d'un ténor. i^Biogr. af A. Lajet).

Roger-Ducasse, se Ducasse.

Rogert, Ditlev Ludvig, 1742-1813, dsk. Jurist, Landsdommer paa Bornholm 1781; stod i Venskabsforhold til Johs. Ewald og menes at have komponeret Melodien til > Kong Christian stod ved højen Mast« (s. d.), der ogsaa har været antaget skrevet af Johann Hartmann; sidstnævnte har dog sikkert sin Andel i Sangens Skikkelse, der endelig formedes af Fr. Kuhlau (»Elverhøj«), se A. Hammerich: »I. P. E. Hartmann«.

Rogowski, Michael Ludwig, f. 1881, polsk Komponist, studerede i Leipzig hos Nikisch (Direktion) og H. Riemann (Teori), levede en Aarrække i Paris, nu i Polen; tilhører navnl. m. H. t. Harmoni- og Instrumentalvirkninger en moderne Retning (Opera, Ballet; symfon. Billeder, Kammermusik (med Anvendelse af Klokkespil) m. m.).

Rohde, Wilhelm, f. 1856, tysk Komponist, Kvartetspiller og Konservat-lærer i Tyskland og Amerika; har siden Verdenskrigen levet som Privatmand i Kbhvn. ; har skrevet en Del i Tyskland opført og anerkendt Kammermusik, Korværker, Klaverstykker, Symfon. m. m.

Roi des violons, Oldermanden for det berømte gi. franske Spillemandslau (s. d.): Confrérie S. Julien des Menes-triers (1321—1773).

Rojahn, Ferdinand, f. 1860, nsk. Musiker, Overlærer, Organist og Korleder i Tønsberg, skrev de musikhi-stor. Arbejder »Historisk Oversigt over Musikforholdenei Kristiansand«, »Tønsberg Sangforening«, Bidrag til Musiktidsskrifter samt »Haandbog om Orglet« og sHaandbog om Pianoet«.

Roland-Manuel, se Manuel.

Rolla, Alessandro, 1757—1841, ital. Violinist og Komponist, Paganinis Lærer: Violinist ved den ital. Opera i Wien, 1802 Kapelmester ved "La Scala« i Milano og Lærer ved Kon-servat.; har komponeret Balletter, Violin- og Bratschkoncerter, Kammermusik m. m.

Rolland, Romain, f. 1869, fr. Digter (Dramatiker og Romanforf.) og Musikfor f., tog Doktorgraden med et musikdramat. Æmne, holdt Foredrag ved Sorbonne og var Mcdudg. af Revue d'histoire et critique musicales: hans 10 Bd.s Roman Jean Christophe har mange Berøringspunkter med Musik; hans vigtigste musikhistor. Skrifter ir Vie de Beethoven (overs, paa tysk), Musiciens d'autrefois, Musiciens d'au-jourdhui (fl. Opl.), Händel (i Mattres de la musique). Paris als Musikstadt (i Saml. »Die Musik«), Voyage musicale au pays du passé (overs, paa tysk).

Rollschweiler, Crescendo-Valse, se Orgel (S. 512).

Roman, Johan Helmich, 1694— 1758, sv. Komponist og Kapelmester, »Svenska Musikens Fader«, 1710 Medlem af Hofkapellet, 1714—20 Studieophold i London, hjemvendt atter i Hofkapellet, og 1729 Hofkapelmester, en Stilling han beholdt til 1745, kun afbrudtaf en Rekreationsrejse til Frankrig og Italien 1735—37; har komponeret Kantater for Kor og Orkester, Symfon., Kirkemusik, Kammermusik, Solosange m. m. R.s Tanke at grunde et Seminarium musicum blev Spiren til »Sv. Musikaliska Akademiens« Stiftelse. (Biogr. af P. Vretblad, I—II).

Romance. Som Digtform, et episk lyrisk Digt i Smag med Balladen, der med Forkærlighed henter sine Æmner fra Riddertiden og Ridderlivet (Ex.: Oehlenschlägers R. »Kong Ludvig drager med sin Hær« i Røverborgen, komponeret af Kuhlau, s. d.). Som Sangform begrænser R. sig dog langtfra altid til ridderlige Æmner, men kan i al Almindelighed karakteriseres som en kortfattet Sang med fortællende lyrisk farvet Text (Ex.: Weyses R.r). Kun den franske R. er en decideret, som oftest sentimentalt farvet, Kærlighedssang (typiske Prøver i den Gré-try'ske Opéra comique), forskellig fra den (ogsaa i Opéra comique anvendte) med Omkvæd forsynede Chanson(s. d.), der fortrinsvis har en vittig pikant Text. — Som Instrumentalstykke følger R. ikke nogen bestemt Form, men udmærker sig fremfor alt ved sin brede baarne Melodik. Ex.: Joh. Svendsens og Beethovens Violin-R.

Romanesca anvendtes i Italien i ældre Tid sammen med Gagtiarde og Sal-iarello som Navn for Galliarde (s. d.).

Romanske Bogstaver. Den romerske Sanger Romanus blev 790 af Karl den Store udsendt til Soissons med en autentisk Kopi af den gregorianske Antiphonar. Undervejs blev han syg og maatte ty ind i St. Gallen for at give sig i Pleje i Klostret, og Munkene tog sig der med saa stor Kærlighed af den syge Romanus, at denne indhentede Kejserens Tilladelse til at maatte blive dér og undervise Munkene i den romerske Kirkesang. Saa-ledes blev St. Gallen (s. d.) Hjemstedet for en af Middelalderens berømteste Klosterskoler. Under Benyttelsen af den i Neumeskrift noterede Antiphonar fandt Romanus paa mellem Neumerne at indstro korte Foredrags-betegnelser i Form af løsrevne Bogstaver el. Ord, efter ham senere betegnede som r. B. el. Romanus-Bogstaver. Forklaringen paa disse Bitegns Betydning findes i et Brev, Notker Balbulus (i 9. Aarh.) skrev til Vennen Lautpert, og som bl. a. findes optaget i Gerberts »Scriptores« I.

Romanske Strenge, se Strenge.

Romantisk anvendes i vore Dage jævnlig som Modsætningsforholdet til klassisk. Som Romantiker betegnes den Kunstner, der ignorerer de bestaaende Kunstformer og -regler og frit ud af sig selv skaber Ngt; som Klassicist karakteriseres den, der bevidst fastholder og end yderligere søger at fuldkommengøre de overleverede Former; som Klassiker den, hvis Værker har bevist deres Værdi ved at have be-staaet deres Prøve gennem Tiderne (Riemann) (se Klassisk).

Romantiske Skole, Den, kaldes i Almindelighed den Kreds af Komponister, der efter Beethovens Tid, dels belærte af hans rigere Udnyttelse af Tonemidlerne og af hans efter Omstændighederne udvidelige Form, men dog hovedsagelig under Indflydelse af den nyskabte romantiske Digtning blev Foregangsmænd for en ny Komposi-tionsrelning, der paa én Gang kom til at gyde nyt Blod i Sangmusiken (Lied og Opera) og Instrumentalmusiken (Orkester og Klavermusik).

I den af Digterne fremdragne Skat af middelalderlige Digtninger: Sagn og Folkeviser, opdagede først Opera-komponisterne en hel Verden af ny Emner og Ideer; saaledes opstod den af Weber, Spohr og Marschner skabte tyske romantiske Opera, der, med Jægerbruden som Foregangsværk, over Hans Helling omsider skulde føre frem til det sagnunderbyggede Wagnerske Musikdrama, og i Udlandet satte Spor i den nyere franske »Opera comique« (Boieldieu: s Den hvide Dame») og i de romantisk farvede starre fr. Operaer: Wilhelm Teil af Rossini, Faust af Gou-nod, Mignon af Ambroise Thomas o. fl. Samtidig udvikledes under Indflydelse af den ny tyske lyriske Digtning, navnl. efter Goethes Fremtræden, med Schubert og Löwe som Foregangsmænd og med Schumann, Robert Franz, Ad. Jensen og Joh. Brahms som geniale Fortsættere et sandt Flor af tyske Lied-Kompositioner. Endelig fulgte indenfor Instrumentalmusiken en Række romantiske Orkesterværker med Mendelssohns Ouverture til En Skærsommernatsdrøm i Spidsen, og en Fylde af Klaverværker i den for den romantiske Tidsalder typiske kortfattede Form ;deribl. Schuberts »Impromptus« og »Moments musicaux«, Mendelssohns »Lieder olme Worte«, Schumanns smaa Karakterstykker, særl. i Davidsbundlerværkerne : » Karnevallet«, »Davidsbundlertånze« osv. og Chopins »Nocturnes«, »Préludes«, »Ballades«, »Danses* m. m.

Trods deres Tendens til at frigøre sig fra de Baand, de klassiske Former lægger paa Komponistens Fantasi, og til hermed at søge ind paa ny Baner, var Flertallet af denne saak. r. S.s Repræsentanter endnu varme Beundrere og Forsvarere af Klassikernes Idealer og kan derfor i Virkeligheden, d. e. i Ordets moderne uindskrænkede Betydning (se ovf.) kun betingelsesvis betegnes som Romantikere. I Sammenligning med de moderne Ny-Romantikere: Berlioz, Liszt, Wagner, Strauss o. fl., hos hvem det romantiske Princip hensynsløst føres ud i det ubegrænsede, indtager de snarest et konservativt Standpunkt.

Romberg, Andreas, 1767 — 1821, tysk Violinist og Komponist, Søn af den udmærkede Klarinettist Gerhard Heinrich R., 1784 Violinist ved Concerts spirituels i Paris, 1790-93 ansat i Bonn, fra 1801 levede han i Hamburg, hvorfra han 1815 blev kaldet til Gotha som Hofkapelmester efter Spohr, koncerterede 1815 i Kbhvn. sammen med sin Søn Heinrich R.; har komponeret Operaer, Kirkemusik, Symfon., Koncerter og Kammermusik etc. samt Korværker, hvoribl. îDas Lied von der Glocke« (F. Schiller), det eneste af hans talr. Arbejder, der endnu huskes.

Romberg, Bernhard, 1767—1841, tysk Cellist, Søn af den fremragende Fagottist Anton R., Fætter til Andr. R., med hvem han flere Gange foretog Koncertturnéer, 1800 Lærer ved Kon-servat. i Paris; 1805 Solocellist i Hofkapellet i Berlin, 1815—19 Kapelmester sst., foretog adskillige Koncertrejser (flere Gange til Kbhvn., sidst 1827); har komponeret Cello-Koncerter og Studier for sit Instrument, Operaer, Kammermusik etc.

Romeo og Julie, Opera af C. Gounod, Paris 1867. Kbhvn. (overs, af Holger Drachmann) 1888, Sthlm. 1868 ; ogsaa komponeret af Steibell, Benda, Bellini, (Venezia 1830, Kbhvn. 1846) m. fl.; som Symphonie dramatique komponeret af H. Berlioz, 1839, som symfon. Digtn. af Tschaikofsky 1870.

Romerprisen {Le grand prix de Rome) kaldes den Præmie, der hvert Aar i Paris af Académie des beaux Arts (se Institut de France) uddeles til en af Pariser-Konservat.s Kompositions-elever. Konkurrencen finder Sted i Juli Maaned, men dens Udfald bekendtgøres først i November, da den sejrendes Værk opføres paa den Store Opera, hvorefter han udraabes til Laureat og smykkes med en Lavrbær-krans. Selve Præmien bestaar i, at han af Staten faar tilstaaet et 3-aarigt Studieophold i Rom, hvor han faar Bolig i .Académie de France« i Villa Medici. Blandt Romerprisens Vindere, hvis Prisværker i Manuskript opbevares i Pariser-Konservat.s Bibliotek, træffes et stort Flertal af Frankrigs berømteste Komponister, deribl. Herold 1812, Halévy 1819, Berlioz 1830, Ambroise Thomas 1832, Gounod 1839, Bizet 1857, Massenet 1863, Debussy 1884, Charpentier 1887 o. m. fl. 2. Præmie bestaar i en Guldmedaille.

Romerske Skole, Den, kaldes den Kreds af Komponister, der efter Palestri-nas Død førte Palestrinastilen videre og strengt værnede om Bevarelsen af den klassisk rene a-cappella-Stil. Af dens Repræsentanter kan som de vigtigste anføres i 16. Aarh. G. Af. Xa-nino, Greg. Allegri, G. Bern. Xanino, A. Brunelli; i 17. Aarh. Or. Benevoli, Paolo Agostini, G. Ê. Bernabel o. fl.

Ronde (fr.), Helnode.

Rondo (fr. Rondeau, lat. Rondellus, ital. Rotundello), 1) Rundsang, middelald. Dansesang bestaaende i Soloer og Korsvar (Couplets og Refrains). Anvendtes i 13. Aarh. meget af Men-suralisterne og foreligger sandsynligvis i sin ældste og simpleste Form hos Adam de la Hale (s. d.), hvis R. former sig saaledes: En af kun to Strofer bestaaende melodisk Sætning: a og b fordeles paa 8 Textlinier, saa at hver af dem vender flere Gange tilbage (som Refrain).

a 1ste Melodistrofe

Couplet

b 2den.......

a lste.......ny Text

a.........opr. Text Refrain

a.........ny Text

b 2den ..........

a lste ......opr. Textl „ „ .

Refrain

b 2den............

Af denne R. udvikledes med Tiden den moderne instrumentale R., hvor, ligesom i hin, Hovedtemaet stadie vender tilbage afbrudt af forsk, kontrasterende Sidelemaer. I 18. Åarh, betegnes hos de franske Klavermestre Hovedtemaet med R., mens de skiftende Sidetemaer kaldes Couplets. R. noteres da kun én Gang, men gentages uforandret efter hver Couplet, hvor der staar skrevet R.

For den moderne Instrumental-R., der er en livlig, hurtig Sats, som (undertiden erstattet af Sonaleformen, s. d.) endnu anvendes som Slutsats i Sonate. Koncert og Symfoni (s. d.), existerer der forskellige Skemaer, hvis Specificering Pladsen her forbyder. (Litt.: W. Chrzanowski: »Das instrumentale Rondo und die Rondoformen im 18. Jafarh.c, 1811).

Ronstrøm, Jenny, f. 1838, cl. i Kbhvn,, dsk. Klaverpædagog, grundede 1874 en da meget sogt Musikskole i Kbhvn., hvor hun selv underviste i Klaverspil: op-traadte paa Koncerter baade som Pianist og som Sangerinde.

Rooy, Anton van, f. 1870, holl. Sanger, Elev af Stockhauscn. hojtskat-tet Basbaryton, er optraadt saavel paa Scenen, navnl. i Wagners Værker (Wotan, Hollænderen), som i Koncertsalen (»Lieder« og Ballader) og i Kirken.

Ropartz, Guy, f. 1864. fr. Komponist, Elev af C. Franck, siden 1919 Direktør for Konservat. i Strasbourg; har komponeret Operaer og Sangspil, Symfoii. og mindre Orkesterværker, talr. Kammermusikværker, Sange, Kor, deraf en Del kirkelige; paavirket af Bretagnes Folkemusik; skrev Le conservatoire et les concerts de Xancy.

Rosati, Enrico, f. 1874, ital. Sangpædagog, Lærer ved forsk. ital. Konservat.; anset Sangpædagog (bl. a. B. Giglis Lærer); nu i New York.

Rose kaldes det runde, i gennembrudt Udskæring udførte Lydhul hos Luten og andre med den beslægtede Instr.

Rosé, Arnold, f. 1863, østr. Violinist, Koncertmester ved Hofoperaen i Wien og flere Gange ved Bayreuth-Festspillene; udmærket Violinspiller, særl. knyttet til Wien, hvor han har dannet den ypperlige »R.-Kvartet«; har udg. en Række klass. Violinværker.

Rosenberg, Hilding, f. 1892, sv. Komponist, Elev bl. a. af Rieh. Andersson, senere Studier i Dresden; lever i Sthlm.; tilhører den expressio-nistiske Retning (Symfon., Klaverkoncert, Orkestervariationer, Kammermusik, Sange og Klavermusik).

Rosenberg, Vilhelm, f. 1862, dsk. Musiker, Elev af Kbhvn.s Musikkon-servat, paa forsk. Maade praktisk virksom i Kbhvn.s Musikliv (Dirigent i Dagmarteatret, Lærer ved Hornemans Konservat., Sangpædagog og navnl. Dirigent for Amatør-Sangkor som »Ydun« m. fl.) og i det musikalske Foreningsliv (»Dansk Tonekunst-nerforening«, »Musikpædagogisk Forening« etc.); Komponist navnl. af scenisk Musik, et Par Balletter, Orkester-suiter, Kantater. Korværket »Attila«, Sange m. m. — Hans Hustru (Ægteskabet hævet ved Skilsmisse) Julie R., f. Gundestrup, f. 1871, er som Romance- og Folkevisesangerske optraadt baade i Skandinavien og i Nordamerika.

Rosenfeld, Leopold, 1850 — 1909, dsk. Komponist, opgav Handelsvejen for Musiken, gennemgik Musikkonser-vat. i Kbhvn. og foretog (paa Anckers Legat) Studierejse i Udlandet; levede siden i Kbhvn., uden offentlig Ansættelse, som søgt Sangpædagog og en Tid lang som Musikanmelder og Mu-sikbladsredaktør; komponerede en lang Række i sin Tid meget sungne (af tysk-romantisk Stil paavirkede) Romancer og Sange samt enkelte Korværker, deraf navnl. »Henrik og Else« (Chr. Winther), med Held opført 1885 og senere, Klaverstykker m. m.

Rosenhain, Jacques, 1813—1894, tysk Klaverspiller og Komponist, foretog vidtstrakte Koncertrejser og vurderedes højt som Virtuos; levede mest i Frankfurt a. M. og Paris; har komponeret Klavermusik, derunder en Koncert og Etuder, samt Operaer, Symfon., Kammermusik og Sange.

Rosenhoff, Orla, 1845—1905, dsk. Musiker, Elev bl. a. af N. W. Gade, levede i Kbhvn. som søgt og anset Lærer i Klaverspil og navnl. i Teori, en lang Aarrække ved Kbhvn.s Mu-sikkonservat.,hvor mange senerekendte Musikere (bl. a. Carl Nielsen) var hans Elever; R., der repræsenterede en mere moderne Retning indenfor sitFag,øvede ogsaa personlig betydelig Indflydelse paa de unge Musikere; udg. Samlinger til Brug ved musikteoret. Undervisning, klaverpædagogiske o. a. Smaaskrifter samt komponerede nogen Kammermusik, en Del Klaverstykker, navnl. af instruktiv Art (»Pedalstudier< m. m.), og Sange.

Rosenkavalleren, Opera (Musikkomedie) af R. Strauss, Dresden 1911, Kbhvn. 1916.

Rosenthal, Moriz, f. 1862, polsk Klaverspiller, Elev af Joseffij i Wien og af Fr. Liszt: allerede i Barnealderen Koncertspiller, siden paa talr. Koncertrejser i Europa og i Amerika fejret som en af Samtidens ypperste Pianister, navnl. hvad det tekniske og klanglige angaar; lever i Wien; udg. (med Ludw. Schytte) > Schule des höheren Klavierspiels« samt iTechni-sche Studien c etc.

Rosing, Wladimir, f. 1890, russ. Sanger, Elev bl. a. af J. de Reszké og Sbriglia, 1. Tenor ved »Kunstnertea-treU i Petersborg, fra 1923 i Amerika; nævnes som »en af Nutidens betydeligste Koncertsangere«.

Roslavets, Nikolai, f. 1881, russ. Komponist, bondefødt, Elev af Moskvas Konservat.; tilhører den mest yderlig-gaaende Retning i moderne russ. Musik (Symfon., symfon. Digtninge, Kammermusik og talr. Sange).

Rossi, Lauro, 1810 — 85, ital. Komponist af en udbredt Musikerfamilie, uddannet i Napoli, 1832 Kapelmester i Rom; hans Opera La casa disabitata gjorde stor Lykke paa »La Scalac i Milano 1834, og opførtes overalt i Italien, i Paris o. a. St.; hans næste Opera havde intet Held, hvorfor han rejste til Mexico som Opera-Kapelmester; siden atter i Italien; 1870—80 Direktør for Konservat. i Napoli; skrev endnu en Række Operaer, Ora-

toriet »Saul«, Kammermusik, Kantater og instruktiv Sangmusik.

Rossini, Gioacchino Antonio, f. 29. Febr. 1792 i Pesaro, d. 13. Nov. 1868 i Paris, berømt ital. Komponist; Faderen spillede Horn ved Bolognas Opera, hvor Moderen virkede som Sangerinde, og hvor R. færdedes fra Barn; uden systematisk Musikundervisning lærte han tidlig at spille Klaver og blev Akkompagnatør ved Operaindstuderingerne, af egen Drift satte han sig med Iver ind i Mozart'ske og Haydn'ske Partiturer, fik derhos sin smukke Stemme uddannet af Angelo Tesi og modtog en (ikke gennemført) teoretisk Vejledning ved Liceo filhar-monico (af Abbate Mattei). R.s første Opera La Cambiale di malrimonio, Venezia 1810, gjorde Lykke; men hverken denne eller de nærmest flg. vakte større Opsigt, først Tancredi, 1813 (Kbh. 1820), og L'Italiana in Algeri, en ungdommelig lystig Opera buffa. fastslog i Bevidstheden, at den ital. Opera havde faaet en ny og sjælden lovende Kraft; af de flg. Operaer gjorde navnl. Elisabetta regine d'Inghilterra Lykke (Ouverturen benyttede R. snart efter til »Barberen i Sevilla«), og da Argentina-Teatret i Rom bestilte en ny Opera hos R., skrev han med den Lethed og Hurtighed, der allerede havde vist sig typisk for ham, og med den unges Vovemod sin snart verdensberømte II Barbiere di Seuiglia (ogsaa Almaviva overro la precauzione inutile), Febr. 1816 — uanset at samme Text ved Paisiellos Komposition var blevet en af Italiens Yndlingsoperaer. Denne Omstændighed forvoldte da ogsaa en forbigaaende Uvilje mod R.s nye Værk (der gentog sig ved Opførelsen i Paris 1819), men meget hurtig erobrede det alle Italiens Scener og gik derefter sin Sejrsgang Verden over (Kbhvn. 1822, Sthlm. 1825, Kria. 1849). Samme Aar som denne Opera fremkom i Napoli »Otello«, en tragisk Opera, der trods den for Tiden usædvanlig »stær-ke« Stil og det farverigt og omhyggeligt udarbejdede Orkester strax gjorde stor Lykke; det flg. Aar kom atter en buffa Opera: Lagazza ladra(»Den tyvagtige Skade«, Kbhvn. 1824, Sthlm. 1843); ogsaa den fulgtes af Heldet, medens de næste, blandt hvilke Armida, Cenerentola (»Askepot«) og Mose in Egitto, gjorde mindre Lykke; Se-miramide, 1823, faldt endog helt igennem; men da var R. allerede af sin Impresario Barbaja (s. d.) ført til Wien, hvor en ny Glanstid oprandt for hans ældre og nyeste Operaer. En R.-Rus, der snart skulde gribe hele Europa, begyndte; de største Musikere som Beethoven og Schubert glemtes af Wienerne eller sattes i Skygge af R., og store Tænkere som Hegel og Schopenhauer var optagne af Problemet: Fortryllelsen ved R.s Musik. R. dirigerede selv sine Operaer i Wien og ligesaa 1823 i Paris; Modstanden fra de konservative eller nationalsindede fr. Musikeres Side besejredes snart; ogsaa Paris faldt R. til Fode, han blev Direktør for den ital. Opera, tog fast Ophold i Paris og omarbejdede flere ældre Værker til fr. Text og efter fr. Smag. Efter lange Forarbejder kom atter et selvstændigt Værk : Guillaume Tell (1829, Kbhvn. »Vilh. Teil« 1842, Kria. 1851, Sthlm. 1856), der blev en stormende Sukces, nær den »Barberen« havde opnaaet, og et Værk, der med Aubers: La muette de Portici og Megerbeers: »Robert« danner Epoke i fr. Operas Historie. Det blev R.s sidste Opera: kun 37 Aar gl. renoncerede han trods Opfordringer paa at skrive for Scenen, dels angst for ikke at kunne naa, endsige overgaa tidligere Triumfer, dels økonomisk uafhængig, noget indolent og skeptisk anlagt, dels endelig sygelig og plaget af huslige Bekymringer. Tilskyndet udefra komponerede han derimod nogle kirkelige Værker: Stabat mater 1832, der ved Opførelsen i udvidet Skikkelse 1841 gjorde saa stor Lykke, at det for en Tid genoplivede R., og Petite messe solennelle, samt nogle Sangværker, til Dels af pædagogisk Art. — I Paris følte R. sig hjemme som den Levemand, han var, og som en musikalsk Autoritet, der var beundret og frygtet for sit sarkastiske Vid ; kun af Helbredshensyn og af Frygt for 1848-Urolighederne drog han til Italien for kortere eller længere Tid, men vendte tilbage til Paris, hvor han døde. — R. komponerede foruden mindre Arbejder for Teatret 36 Operaer, de mest yndede og kendte er foran omtalte; blandt de øvrige fremhæves // turco in Italia, L'ingano fe-lice, La donna del lago, Maometto II (fr. Le siège de Corinthe). Zelmira, Le comte Org, 8 Operaer er opførte i Kbhvn. — Med disse sine Operaer, af hvilke Flertallet tilhører buffo-Gen-ren, staar R. som en Hovedskikkelse i den nyere ital. Musiks Historie. Til den exempellöse Lykke, de gjorde, og til deres rapide Udbredelse over hele Europa bidrog vel, at R. fra ung af havde vænnet sig til at arbejde forTeatret under Hensyn til de forhaandenværen-de sanglige Kræfter, og at der baade i Italien og senere i Wien og Paris fandtes ypperlige Sangere, for hvilke han kunde skrive eller tilrettelægge Partierne; men afgørende var hans Musiks Værdier og Karakter: den rige og indsmigrende Melodik, det sprudlende Lune, den rappe træffende Karakteristik, og dertil det for den daværende ital. Opera nye: Udarbejdelse af Recitativet (i Buffaoperaen det muntert sladrende parlando), Udnyttelse af de orkestrale Virkninger i den tragiske Opera, Indførelse af en stærkere, »romantisk« Tone samt Afskaffelse af Kvinde-(el. Kastrat-) Helten til Fordel for Tenoren. De berømte crescendoer (af hvilke R. dog ikke var Opfinderen), de med glimrende Haandelag, Aand og Vid formede Ensembler og Finaler, de gnistrende Koloraturer var ydre Virkemidler, der henrykkede Samtiden og som delvis har bevaret deres Styrke. Flertallet af R.s Operaer er dog forsvundet fra Operascenerne — i hvert Fald udenfor Italien; men fremdeles lever to geniale Værker: »Barberen i Sevilla« og »Villi. Teil«. Den første kappes med Mozarts tilsvarende Værk (»Figaros Bryllup«) i Lune og Humor, men rummer ikke det Mozartske Værks Sjælfuldhed, Aand og sociale Baggrund — den anden udmærket ved de smukke Naturstemninger, den oprigtige Sympati med Schweizerhelten, de pompøse Korvirkninger og hele den »historiske« Holdning. I Pesaro oprettedes efter R.s Testamente et Liceo musiale R., der endnu bestaar. (Biogr. af Carpani, Aze-vedo, Pougin, H. Beyle, Edwards, M. og L. Escudier, Silvestri, Dauriac (i Musiciens célèbres), Curzon (i Les maîtres de la musique), Zanolini, Carl Thrane, 1885; R.s Breve udg. Mazzatinte, 1892).

Rota, Rotula (tysk Radel), Hjul. middelalderligt Navn for Kanon (s. d.).

Roth, Alfred, f. 1870, sv. Pianist, Elev af Hilda Thegerstrom, Pugno o. fl., foretog 'talr. Koncertrejser i Skandinavien (ofte med Violinisten Kjellström) og det øvrige Europa; fra 1906 Organist og Kordirigent i London (ved den sv. Legation dér).

Rotta, Rote, Rota, Rotte, romansk og germansk Instrumentnavn, hvis Betydning af de middelald. Skribenter udlægges forskelligt. Mens nogle betegner R. som et 7-strenget Instr., der behandles som en Lyre (s. d.), kalder andre det en forbedret Udgave af Psalteriet (s. d.); atter andre forklarer det som en lille Harpe; nu og da anføres det ogsaa som Strygeinstr. Nærmest ligger det da at gætte paa den af Gerbert afbildede Cythara teutonica, d. e. den middelalderlige »harpede« Rundlyre (s. d.), der fra 11. Aarh. at regne ogsaa afbildes som behandlet med Strygebue. (Litt. : H. Panum : »Middelalderens Strengeinstr.« (1915); We-wertem: »Zwei veraltete Musikinstrumente« (i »Monatshefte für Musikgeschichte«, 1881).

Rouget de l'Isle, Claude Joseph, 1760—1836, fr. Amatørmusiker, »Mar-seillaisensc (s. d.) Komponist; var Ingeniørofficer i Strasbourg, da han 1792 komponerede den verdensberømte Melodi, der skulde blive Frankrigs Nationalsang; kom senere til Paris, men førte i hine urolige Aar en omtumlet Tilværelse, var endog en Tid i Fængsel; komponerede endnu nogle Revo-lutionssange samt en Del Romancer og Chants français; skrev ogsaa et Par Operatexter. (Biogr. af A. Lanier_rjfr. Tiersot: Histoire de la Marseillaise).

Roulade (fr.), hurtige virtuosmæssige Løb i Sang.

Roulement, Tromme- el. Paukehvirvel.

Rousseau, Jean Jacques, 1712—78, den berømte fr. Filosof, var stærkt musikinteresseret; i den bekendte musikalske Strid mellem Buffonisler og Anti-Buffonister optraadte han paa Italienernes Side (frakendte det fr. Sprog de nødvendige Egenskaber til musikdramat. Behandling); han komponerede som Modsætning til den stive ældre fr. Opera det selvdigtede naive Sangspil Le devin du village, hvori han ved enkle folkelige Viser etc. paa sin Vis ogsaa vilde »vende tilbage til Naturen«; Stykket, opført første Gang for Hoffet i Fontaineblau 1752 (senere offentlig i Paris o. a. St.), blev en stor Sukces, en Art Forløber for den fr. opéra-comique og Forbilled for flere Sangspil som Rose et Colas af Monsigny, Bastien u. Bastienne af Mozart etc.; endvidere et af de ældste Melodramaer, den lyriske Scene »Pygmalion«, 1770, en Balletopera og nogle Romancer; han gjorde Forsøg med en Cifferskrift i St. f. Nodetegnene, forf. Musik-Artikler i den store En-cyklopædie og udg. selv en Dictionnaire de musique, 1767, der udkom i fl. Opl. (Litt.: Albert Jansen: »J. J.R. als Musiker«; A. Pougin: J. J. R. musicien; J. Tiersot (i Maîtres de la musique) og E. Faguet : R. artiste).

Rousseau, Samuel, 1853—1904, fr. Komponist, Elev af César Franck, var Kapelmester ved St. Clotilde Kirken, Prof. i Harmonilære ved Konservat. og Musikanmelder; frugtbar, elegant, men ikke særl. betydelig Komponist af Operaer, Messer og andre kirkelige Værker, Kammermusik, Orgel og Klaverstykker.

Roussel, Albert, f. 1869, fr. Komponist, opr. Marineofficer, lærte som saa-dan Orienten at kende ; blev senere Elev af V. d'Indy og skrev nogle Sym-fon. (deraf Kor-Symfon. Les évocations), en Del Kammermusik, den af en senere indisk Rejse inspirerede Ballet Padmavati, 1923, der gjorde Lykke i Paris, og Operaen La naissance de la lyre, 1925, gennemgaaende Værker af impressionistisk Retning og i klanglig raffineret Stil.

Roverud, Lars, 1777 —1850, nsk. Musiker, uddannet bl. a. i Leipzig, ledede adskillige Koncerter i og udenfor Kria. og spillede i mange Aar en fremtrædende Rolle i Hovedstadens Musikliv. Virkede med Statsstipendium for en Bedring af Kirkemusiken rundt om i Norge. Udg. 1815 »Blik paa Musikens Tilstand i Norge«, hvor han drog stærkt til Felts mod Musikforholdene og varmt anbefalede Oprettelsen af et Musikinstitut i Kria. Hans Tanke blev dog ikke realiseret før i 1883. R. var Halfdan Kjerulfs første Lærer.

Rovescio (ital.), se Riuerso.

Rozkosny, Joseph, 1833—1913, czek. Komponist, gjorde som Pianist Kunstrejser i Østrig og tilgrænsende Lande; komponerede fra 1870 i Tilslutning til Smetana en Række folkelige Operaer med nationale Sujetter.

Rozycki, Ludomir, f. 1883, polsk Komponist, Elev bl. a. af Hamperdinck, har virket som Operakapelmester og Konservat.lærer; lever i Warszawa ; af hans sceniske Værker er Operaen »Eros og Psyche« og Balletten >Pan Twardowski« (opført paa det kgl. Teater i Kbhvn. 1925) hidtil de mest kendte; iøvrig har R. skrevet symfon. Digtninge, en Klaverkoncert, Kammermusikværker og Sange.

Rubato, Tempo rubato (ital., røvet, stjaalet), den fri Behandling af Tempoet under Foredraget af udtryksfulde, o: patetiske el. lidenskabelige Steder.

Rubeba, se Rebec.

Rubens, Paul, 1876—1917, eng. Operettekomponist, af hans mange Operetter maa nævnes: Dear Utile Denmark (1909) og Miss Hook van Holland (opført i Kbhvn.)

Rubenson, Albert, 1826—1901, sv. Komponist, studerede i Leipzig bl. a. hos A^T. W. Gade, hvem han fulgte til Kbhvn. 1848 og vedblev at staa nær; Medlem af Hofkapellet i Sthlm., Musikkritiker dersteds og ansat ved Konservat., fra 1888 som dets Direktør; var (med Norman) blandt de første Forkæmpere i Sverige for tysk Romantik, særl. Schumann; komponerede i national-sv. (mildt-lyrisk) Tone Symfon., Suiter, Ouverturer, Strygekvartet, Teatermusik, Korsange (bekendt »Korsfarersang«) og Solosange.

Rubini, Giovanni Battista, 1795— 1854, ital. Sanger, en af Samtiden, særl. i 1820 — 40, meget fejret Operatenor paa Scener i Italien, London og Paris; fremragende saavel hvad Stemmens Omfang og Skønhed angik som i Henseende til sjælden teknisk Indsigt og Fuldkommenhed (Triller, kromatiske Skalaer etc); var enestaaende højt lønnet og kunde inden sin Død erhverve et lille ital. Hertugdømme!

Rubinstein, Anton, f. 28. Nov. 1829, d. 20. Nov. 1894, russ. Komponist og Klaverspiller ; Faderen var af jødisk Afstamning, men ortodoks Russer, Moderen (ogsaa jødisk født) en udmærket Klaverspillerinde, der selv ledede R.s første Uddannelse. I Moskva fik R. den franske Pianist Villoing til Lærer; 1839 rejste han til Paris for at blive optagen i Konservat., men kunde ikke opnaa dette paa Grund af ung Alder, hvorimod han fik Lejlighed til at spille for Chopin og Liszt; de følgende Aar optoges af Koncert-rejser i Holland, Wien, England og Skandinavien; 1844 begyndte R. teo-ret. Studier hos S. Dehn i Berlin; da hans Fader pludselig døde 1846, maatte han afbryde Studierne og ernære sig i Wien ved at give Undervisning; 1848 vendte R. tilbage til Rusland, hvor den kunstelskende Storfyrstinde Helene hjalp ham til at foretage en ny Koncertrejse i Vesteuropa; under Opholdet i Petersborg fortsatte R. sin tidlig begyndte Kompositionsvirksomhed — Operaer som »Tonika, Landsbynarrens og »De sibiriske Jægere« (opført af Lis-t i Weimar 1854) og den senere omarbejdede »Oceansymfoni«. Fra 1854 stammer R.s Verdensry som Klaverspiller, særl. efter hans Optræden i Gewandhaus-Koncerterne i Leipzig; i alle europæiske Storstæder hyldedes R., hans Kompositioner fik tyske Forlæggere, og særl. Sangene og Klaverstykkerne vandt stor Udbredelse. 1858 var R. atter i Petersborg og grundede det kejserlige russ. .Musikselskab og Musikkonservat. ; uden Modstand og Chikaner arbejdede han dog ikke i Petersborg, og dreven af sin urolige Aand drog R. 1867 atter paa Kunstrejser: kun om Sommeren vendte han i Reglen tilbage til Landophold i Peterhof.; 1872 udstrakte han endog sine Kunstrejser til Nordamerika, hvor han optraadte i Forening med Violinvirtuosen Henri Wieniawski; ogsaa som Orkesterdirigent virkede R. i disse Aar, bl. a. ved det Wienske »Gesellschaft der Musik-freunde«s Koncerter, en enkelt Sæson i Petersborg. Fast Ophold tog han atter dér 1887, blev Konservat.direktør, men allerede 1890 var han igen paa Koncertrejser i Vesteuropa; stærkt svækket legemlig (navnlig paa Synet) maatte han dog efterhaanden ophøre at optræde. Om Vinteren boede R. i Reglen i Dresden, om Sommeren i Peterhof, og her døde han. — R.s Kompositionsvirksomhed i omtrent alle Musikgenrer bærer ofte Præg af Ujævnhed og af manglende Koncentration, om den end vidner om fremragende og frodig Musikerbegavelse; Stilen er gennemgaaende tysk med Paavirkning

fra Beethoven og Romantikerne, en specifik »russisk« Tone er dog undertiden fremtrædende (som i Operaerne og i Symfon. i g-moll til Minde om Storfyrstinde Helene). Af R.s Operaer hører enkelte til russ. Operasceners Repertoire :

»Dæmonen« (1875, R.s bedste Værk, »Feramor«, »Macca-bæerne«,»Nero«, En Genre, som R. særl. yndede, var Oratorier til teatralsk Opførelse, saakaldte »gejstlige Operaer som »Det tabte Paradis«, »Taarnbygningen i Babel«, »Sulamith«, »Moses«. Af Symfon. skrev R. sex, meget opførte blev »Oceansymfon.« og den »Dramatiske Symfon.« ; af Orkesterfantasierne kan nævnes »Don Quichote«, »Faust«, »Heroica.: (til Minde om Skobe-lev)\ endvidere fem Klaverkoncerter (mest spillede i D-moll og G-dur), en stor Del Kammermusik, Klaverværker (Sonater, Stykker i noblere Salonstil, Etuder, firhd. Musik etc.) og adskillige Sange og Duetter (vidt bekendte: »Es blinkt der Thauc. »Asra«).

Medens R. som Komponist nærmest staar som Epigon og Eklektiker, udfoldede han sig ganske frit og originalt, ja genialt i sit Klaverspil. Som Klaverspiller stod han fremmest i sin Tid, efter Liszt vel som den første. Hans Spil var præget af Begejstring, Varme og Sjælfuldhed, rigt paa Skønhed og Afskygning; det var imposant og impulsivt, men ikke objektivt fortolkende, tværtimod i høj Grad impressionistisk, et Udslag af R.s geniale Personlighed, men rigtignok ogsaa af hans tilfældige Lune og Oplagthed. Berømte blev de historiske Klaveraftener (første Gang 1885), ved hvilke R. paa syv Koncerter gav en righoldig Oversigt over Klavermusikens histor. Udvikling. — Endnu optraadte R. som begavet Musikforf. (bl. a. >Die Musik u. ihre Meister«, »Erinnerungen«, 1893. »Gedankenkorb« og »Meister des Klaviers«, 1899). (ßiogr. af Baskin, B. Vogel, Mac Arthur, E. Zabel, A. Sou-bies, Bernstein; »Erindringer om R.t af J. Rodenberg og Sandra Droucker).

Hans Broder, Nikolaj R., 1835—81, russ. Musiker, kom med ham til Berlin for at studere Teori under Dehn (og samtidig Klaverspil under Kullak); virkede navnl. i Moskva, hvor han 1864 stiftede Konservat., hvilket han derefter ofrede det meste af sin Tid og sine Evner; en fortræffelig Pianist, Lærer og Dirigent og en anset Komponist, men hans Virksomhed og Værker naaede ikke synderlig udenfor Rusland; optraadte dog med Held i Paris (som Dirigent) og i London (som Klaverspiller).

Rubinstein, Arthur, f. 1886. polsk Pianist; fra talr. Kunstrejser i Europa og Amerika kendt som betydelig Virtuos og Fortolker af moderne Musik; lever i Paris.

Rubinstein, Joseph, 1847—84, russ. Klaverspiller, studerede bl. a. hos Liszt; kom til at staa den »nytyske« Skole nær og udg. Klaverudtog og Tran-skriptioner af Wagnerske Værker; skrev nogen Salonmusik og blev omtalt som Forf. af Artikler i »Bayreuther Blätter« mod Schumann og Brahms; d. ved Selvmord i Luzern.

Ruckers, berømt belg. Klaverbyggerfamilie i 16 —17. Aarh., af hvilke navnl. Hans R. sen. (d. c. 1623), dennes 4 Sønner, Franz, Hans jun., Andreas og Anton, samt Andreas' Søn, Andreas jun. gjorde sig bemærkede ved deres fortrinlige Klavicembaler, der i stort Antal især blev exporte-rede til England, hvor Klavermusiken ved det 17. Aarh.s Begyndelse havde saa mange fremragende Repræsentanter.

Rudbeck, Olof, 1 630 —1 702, sv. Historiker og Polyhistor., Skaberen af det højere Musikliv i Upsala, var selv en flittig Komponist (Kroningskantate for Karl XI, Begravelseskantate m. m.); sammen med sin Elev Harald Vallerius udarbejdede han > Koralpsalmboken« 1697.

RudorfF, Ernst, 1840—1916, tysk Musiker, Klaverspiller og en lang Aar-række Lærer ved > Hochschule« i Berlin, desuden Dirigent af den Sternske Sangforening; konservativ Musiker og Komponist af Orkester- og Korværker, Sange og Klaverstykker, Udg. af Mozarts Klaversonater og -koncerter, af Webers »Euryanthe«-Partitur m. m. ; nær knyttet til Brahms (Brevvexl. udg. 1907)ogtilJoacWm(Brevvexl.udg.l912).

Ruegger, Elsa, f. 1881, schw. Vio-loncellistinde, Elev af Konservat. i Bruxelles; kendt fra Koncertturnéer som udmærket Cellist; Lærerinde ved Scharwenka-Konservat. i Berlin.

Rule Britannia, eng. Nationalsang, 1740 komponeret af Arne (s. d.).

Rummel, tysk Musikerfamilie. Joseph R., 1818—80. udmærket Pianist og Komponist af Klaverværker; hans Søn, Franz R., 1853 — 1901, var Elev af Brassin i Konservat. i Bruxelles og uddannet til fortræffelig Klaverspiller, der paa omfattende Turnéer bl. a. optraadte i Kbhvn.; han var en Tid lang Lærer ved det Sternske Konservat. i Berlin. — Hans Søn Walter R., f. 1887, studerede bl. a. hos Godovskg og debut. 1913 i Paris, hvor han stod Debussy nær; fremragende Pianist og begavet Komponist af Kammermusik, Klaverstykker, Sange samt Bearbejder af gi. Sang- og Klavermusik (Bach).

Rundberg, Axel. 1855 — 1901, sv.Sanger og Sangpædagog, Elev af Konservat. i Sthlm.; debut. 1878, studerede derefter i Paris (hos Bax), ansattes ved Operaen i Sthlm. (tillige Regissør 1894—97). levede som Sanglærer i W^rien 1898, men vendte tilbage til Sthlm. 1899; g. m. Alma Almati (s. d.).

Rundlyren er en fra den oldgr. Skildpaddelyre nedstammende middelalderlig Lyretype, der fra 8—13. Aarh. oftere gaar igen paa angelsachsiske, tyske og norske Mindesmærker og fra 11. Aarh. at regne ogsaa jævnlig forbindes med en Strygebue (se Crwth og Tallharpe). Ud fra et rundt Lyd-

legeme opstiger to blødt udad bøjede Lyrearme, der oventil mødes og forenes til en Bøjle, hvortil 5 — 7 Strenge føres op fra den ved Lydkassens Fod anbragte Strengeholder. Speciel Interesse har R. for Nordens Musikhistorie, fordi den i 4 Tilfælde (paa Billedskæringer i Hyllestad, Austad og Hitterdal og paa en Stendøbefont fra Bohuslän) afbildes som den »Harpe«, Kong Gunnar slog i Ormegaarden (se Musikens Historie B. I. Musiken i Nordens Oldtid S. 458). Hyllestad-»Harpen« er afbildet paa Tavlen Middelalderlige Instrumenter i Norden Fig. 1. Rung, Frederik, 1854—1914, dsk. Musiker, Søn af nedenn. Henrik R., vejlededes musikalsk af Faderen og kom ind i Kbhvn.s Musikkonservat.; ansat ved det kgl. Teater som Opera-repetitor, fra hvilken Stilling han steg til Kapelmester (efter Joh. Suendsen, 1908); desuden Lærer ved Konservat. (Klaver) og efter Paulli 1877 Dirigent i »Cæciliaforeningen«, hvor R. indlagde sig særl. Fortjeneste ved sin Energi og Omhu i Korindstuderingen, sit skarpe Øre og fine Stilsans; han grundede det udsøgte »Madrigalkor« (se Madrigal og Cæciliaforeningen), der vandt Ry udover Landets Grænser; som Operakapelmester stod den Mozartske Opera ham vel særl. nær, men han blev senere en interesseret og indsigtsfuld Fremfører af de Wagnerske Værker: »Siegfried«, »Ragnarok«, »Tristan og Isolde«; komponerede et Par komiske Operaer og anden Teater-musik, derunder Balletter (»Aditi« m. Ü.), en Symfon., en Del Kammermusik og Klaverstykker samt større og mindre Sange, hvoraf enkelte (i Folkevisetone) blev populære; udg. Madrigal-korets Repertoire og Musik fra den dsk. Skueplads (4 Bd.).

Rung, Henrik, 1807—71, dsk. Komponist, Sangpædagog og Dirigent; musikalsk undervist fra Barn; særl. uddannet i Guitarspil, 1834 kgl. Kapelmusikus (Kontrabas); i Teori Elev af Zinck, prisbelønnedes 1837 af »Musikforeningen« for en Sangkomposition og blev s. A. alm. kendt som Komponist af Musiken (i Folkevisestil) til »Svend Dyrings Hus« (H. Hertz), hvori en af hans populæreste Melodier: »Hr. Peder kasted Runer«, senere i lignende Tone den svagere Musik til »Svanehammen« og anden Teatermusik; opnaaede nu et offentligt Rejsestipendium og studerede i Italien Vokalmusik og de gi. italienske Mestres Værker, af hvilke han medbragte talr. værdifulde Afskrifter (der blev Grundstaben i » Cæciliaforenin-gens« Bibliotek); hjemkommen blev han Syngemester ved det kgl. Teater, 1842, og en søgt Lærer navnl. for dramat. Sangere (Chr. Hansen, Schram, N. J. Simonsen, Fruerne Gerlach, Liebe, Riise, hans Datter Sophie g. Keller o. fl.) ; 1851 stiftede R. »Cæciliaforeningen« (s. d.), der blev af stor Betydning i dsk. Musikliv og lededes af ham til hans Død. — R. var en flittig Komponist, skrev flere Operaer, Syngestyk-ker m. m., men har størst og blivende Værdi som Lyriker; han har komponeret (til Dels med Guitarakkompagnement) et Par Hundrede Sange og Romancer, dertil Duetter, Terzetter og Kvartetter samt en Del aandelige Sange (i Tilknytning til den grundtvigske Menighed og Højskolebevægelsen); mange af disse Sange er blevet i høj Grad folkelige og synges fremdeles (>I Danmark er jeg født«, »Gurre«, »Moders-maalet«, »Kirkeklokke, ej til Hovedstæder«, >Alt staar i Guds Fa-derhaand« osv.). R. besad en særl. Ævne til i saa-danne (ofte korte) Melodier at fremkalde en inderlig, undertiden noget overfølsom Stem-

Runge—Ruyneman

ning; han var en udpræget Melodi-ker, der forenede den gennem Weyse overleverede dsk. Tone med en i Italien fremmet Sans for det sanglig let tilgængelige og indsmigrende. (Litt.: C. Thrane: »Cæciliaforeningen og dens Stiften 1901).— R.s Hustru var den i Berlin fødte Pauline R., f. Lichtenstein, 1818—90, der fra 1838—57 var en yndet og meget benyttet dramat. Sopran ved det kgl. Teater (kreerede »Liden Kirsten«, endvidere Donna Elvira, Grevinden i ^Figaros Bryllup« m. fl. Partier).

Runge, Paul, 1848—1911, tysk Musiker, Sangpædagog og Korkomponist i Colmar i Elsass, har særl. Betydning ved sine værdifulde Bidrag til Læsning af middelalderlige Trubadur- og Minnesanger-Musikopskrifter (»Die Sangesweisen der Colmarer Handschrift*, 1896, m. fl.).

Rungenhagen, Carl Friedrich, 1778 —1851, tysk Komponist, fra 1833 efter Zelter Dirigent i »Singakademie« i Berlin; har komponeret Operaer, Oratorier, Symfon., Messe og anden kirkelig Musik, Kammermusik og en Mængde Solosange.

Rung-Keller, Paul Sophus, f. 1879, dsk. Musiker, Dattersøn af fornævnte Henrik Rung, Elev af G. Matthison-Hansen, Th. Laub m fl., 1903 Organist og Kantor ved Vor Frelsers Kirke, hvor han har givet en Række værdifulde Frikoncerter, 1912 Dirigent i »Cæciliaforeningen«, 1917" Lærer ved det kgl. dsk. Konservat.; har komponeret Orgel- og Sangmusik og virket praktisk som Orgelbygger, er Expert paa dette og paa Klokkeakustikens Om-raade.

Russ, Alfred, f. 1869, nsk. Lektor og Kordirigent, Leder af Arbejdersangforeningen, Kria., m. fl. Kor, skrev en Række yndede Kor (»Tor Foleson«, »Violer«, »Stille Sjæl«). 1925 anførte han et Studenterkor paa en længere Koncertturné i de Forenede Stater.

Rust, Friedrich Wilhelm, 1739 — 96, tysk Komponist; opr. Jurist, men opgav Studiet for Violinspil, Elev bl. a. af Tartini, 1775 Hofmusikdirektør i Dessau; betydelig Violinspiller og begavet Komponist navnl. for sit Instrument samt af Melodramaer, Koncerter og Sonater for Klaver, anden Kammermusik m. m.; han er af E. Prieger (dog ikke ganske overbevisende) kaldet »En Forgænger for Beethoven« (Brochure 1894).

Rust, Wilhelm, 1822—92, tysk Musiker, Barnebarn af foreg., Elev af Fr. Schneider, levede nogle Aar som Musiklærer hos en Magnat i Ungarn, 1849 i Berlin, optraadte her som Pianist, 1862 Dirigent af Berlins »Bachforening«, 1870 Lærer ved det Sternske Konservat.; 1878 Organist ved Thomaskirken i Leipzig og Lærer ved Konservat.. 1880 Kantor ved Thomaskirken : fra 1850 som Medlem af Bachselskabet den fortjenstfulde Udg. af J. S. Bachs samlede Værker.

Rustico (ital.),Foredragsbetegn., landligt.

Ruthardt, Adolf, f. 1849, tysk Musiker og Musikforf,, Lærer og Komponist (særl. Kammermusik) i Leipzig, tillige Musikforf. (»Das Klavier«, »Chormeisterbüchlein«, Nyudg. af Eschmanns (s. d.) »Wegweiser« og Udg. af ældre Klavermusik.

Ruthström, Julius, f. 1877, sv. Violinist, Elev af Konservat. i Sthlm. og af Joachim i »Hochschule« i Berlin; Koncertmester i Göteborg 1907—09, Lærer i Violinspil ved Konservat. i Sthlm. fra 1912.

Rutz, Ottmar, f. 1881, tysk Musikforf., Søn af Sangeren Josef R.; ved Siden af sin Virksomhed som Sagfører har han beskæftiget sig meget med Studier vedr. Stemmefysik og udg. »Neue Entdeckungen von der menschlichen Stimme«, »Musik, Wort und Körper als Gemütsausdruck«, »Menschheitstypen u. Kunst« etc.

Ruyneman, Daniel, f. 1886, holl. Musiker, opdraget i Indien, i musikalsk Henseende nærmest selvlært; lever i Groningen som Klaverspiller og -lærer; som Komponist yderlig moderne, paavirket af orientalsk og nyfr. Musik, ynder Instr. som Harpe, Celesta, Elektrofon, Mandolin, Guitar etc. (Symfon. og > Hieroglyfer«, f. lille Orkester, Sonatine for Klaver, Korstykker og Sange (»Tagore« og »Chi-nesisk«) etc.). (Biogr. af A. Petronio).

Rübner (Rybner), Cornelius, f. 1855, dsk.-arner. Musiker, studerede ved Mu-sikkonservat. i Kbhvn., hvor han er født; Neupert og Gade, der særl. tog sig af ham, var hans Lærere, senere i Leipzig Reinecke og F. David; fra 1875 var han i 15 Aar (som Lærer og Hofpianist) i Baden-Baden og foretog talr. Koncertrejser i Tyskland, Frankrig, Spanien, England, Sverige og til Kbhvn.; i flere Aar var han derefter (efter F. Mottl) Leder af det filharm. Selskab i Karlsruhe; 1904 kaldtes han til New York for efter Mc. Dowell at stilles i Spidsen for Musikafdelingen ved Columbias Univers, (indtil 1919); lever i New York som Komponist, Dirigent (virksom for dsk. Musiks Udbredelse) og Pædagog, lejlighedsvis ogsaa som Musiklitterat; har komponeret Orkesterstykker. Violinkoncert, Kantater, Ballet, Klaverstykker (Parafraser fra Wagners Operaer), Sange og Duetter.

Rychnowski, Ernst, f. 1879, czek. Musikforf., opr. Jurist, Musikelev af H. Rietsch og W. Tappert; Musikkritiker i Prag; har skrevet om Musiken i Tysk-Bøhmen og særl. udg. : »J. Fr. Kittl«, »Leo Blech«, »Jos. Haydn«, »Fr. Liszt« og Fr. Smetana* (1924).

Rückauf, Anton, 1855—1903, czek. Komponist, Elev af Proksch og Xolte-bohm, udmærket Pianist, har komponeret en Opera, Kammermusik, Korsange og navnl. en Mængde talentfulde Sange under Indflydelse af den udmærkede »Lieder«sanger Gustav Walter (s.d.), hvis stadige Ledsager R. var.

Rüdinger, Albert, 1838-1925, dsk. Violoncellist, Elev bl. a. af Grützmacher, 1864 kgl. Kapelmusikus (1877 Solocellist) indtil 1899; helligede sig derefter sin Undervisning (Lærer ved det kgl. dsk. Musikkonservat.) og Kam-mermusikspil; udg. »Tekniske Studiere, som har vundet stor Udbredelse, samt »Bidrag til Violoncelspillets Historie«; tillige Landskabs- og Dyremaler (fra 1875 til henimod sin Død Udstiller paa Charlottenborg).

Rüdinger, Gottfried, f. 1886, tysk Komponist, Elev bl. a. af M. Reger, 1920 Teorilærer ved Musikakademiet i München og Leder af et a-cappella-Kor; har allerede skrevet en lang Række Værker (adskillige kirkelige Kor-stykker, Sange, Duetter, en Symfon., Orgelsonater, Musik for Citer etc.).

Ryelandt, Joseph, f. 1870, belg. Komponist, Elev af Tmel, har komponeret Symfon., Korværker, Kammermusik etc.

Rufer, Philippe, 1844—1919, belg.-tysk Musiker, uddannet som Klaverspiller og som Komponist; fra 1871 i Berlin Klaverlærer ved forsk. Konser-vat. og dér indtagende en anset Stilling; har bl. a. skrevet en Symfon., Ouverturer, forsk. Kammermusikværker, Sange og Klaverstykker og et Par Operaer, navnl. »Merlin«.

Ryg-Positiv, se Orgel.

Rytmik kaldes den Gren af Musikvidenskaben, der omhandler Rytmens Love og Virkninger. Den har iørst i den seneste Tid gennem Arbejder af Mathis Lussy, Hugo Riemann, Otto Tiersch, Theodor Wiehmayer o. fl. emanciperet sig fra den poetiske R. el. Metrik, til hvilken den tidligere stod i alt for nært Afhængighedsforhold. Den tager sit Udgangspunkt fra den psykologiske Iagttagelse, at en Række Lydindtryk af konstant Styrke og Tempo (f. Ex. et Urs Dikken) uvilkaarlig opfattes gruppevis, idet hvert andet el. tredje Slag forekommer stærkere betonet end de øvrige. Er Tempoet rask, kan disse Grupper atter samle sig til Grupper af højere Orden, som hver indeholder én stærk Betoning og et vist Antal svagere. Herpaa grundes Taktlæren. Takternes Længde bestemmes som Afstanden mellem de kraftigste Betoninger. Hovedaccenterne, en Regel, som imidlertid ikke overholdes af Komponisterne. Saaledes skrives en Vals i ^s/_i Takt, skønt der forløber 6 Fjerdedele mellem Hovedaccenterne; den skulde altsaa strengt taget staa i ⁶/₄. For bedre at forstaa Kompositionernes Bygning har man derfor indført Begrebet »den store Takt«, der skulde svare til de virkelige Betonings-forhold. En saadan kan omfatte indtil 3 el. 4 almindelige Takter (se f. Ex. Scherzoen i Beethovens 9. Symfoni).

Den Del af R., som behandler Taktarterne og de enkelte Taktdeles Betoning, kaldes ofte Metrik (se Takt). Den opstiller det tomme Skema, som Musiken skal udfylde med Rytmer af forskellig Art. I det metriske Skema har Betoningerne subjektiv Karakter, de existerer kun i vor Opfattelse. Naar Melodi og Harmoni træder til, sker der et af to: enten fremhæves Betoningerne, idet de forstærkes objektivt, eller de modarbejdes og udviskes. Musiken har nemlig mangfoldige Midler til selv at skabe Betoning. F. Ex. har i en Række blandede Nodeværdier de relativt lange Toner en Tendens til at virke betonede:

Anbringes de paa de tunge Tider, vil de forstærke den metriske Accent, medens de i modsat Fald svækker den. Saadanne af Musiken selv fremkaldte Betoninger er ikke af dynamisk Art; der er ikke Tale om et kraftigere Anslag, thi de fremkommer ogsaa paa Instrumenter som Orgel, der ikke kau nuancere Tonestyrken. Man maa antage, at Fremhævelsen kommer i Stand ved en stærkere Koncentration af Opmærksomheden paa de paagældende Toner. Ved Akkordskifte vækkes ligeledes Betoning, og i desto højere Grad, jo mindre beslægtet den nye Harmoni er med den foregaaende, d. v. s. jo stærkere Kontrast den fremkalder. Derfor taales Akkordgentagelse aldrig paa Thesis (den tunge Tid), da denne herved vilde virke lettere end Arsis. Et Motiv, der gentages, vil stræbe at fremkalde en med Gentagelsens Periode kongruent Betoning. Finder Gentagelserne ikke Sted paa metrisk korresponderende Steder, vil den rette rytmiske Forstaaelse kun kunne opretholdes i Kraft af Sammenhængen med det foregaaende, eller derved at andre Stemmer angiver den metriske Betoning. I Scherzoen af Beethovens G-Dur Son. Op. 14, der begynder enstemmig, vil den, der hører Stykket første Gang, derfor opfatte Takten som todelt, med mindre den metriske Betoning fremhæves dynamisk:

Vedligeholdelsen af det metriske Skema lægges der særlig Vægt paa i populær Musik og Dansemusik. Her markeres Betoningerne til Stadighed af Bassen.

Rytmens Betydning for Musiken er en ä-dobbelt. For det første er den en praktisk Nødvendighed, idet den ordner Tonernes Varighed og derved muliggør flere Stemmers Samvirken. Herpaa beroede Indførelsen af Men-suralmusiken. For det andet spiller den i psykisk Henseende den Rolle at lette Opfattelsen, at sætte Opmærksomheden i Stand til delvis at forudberegne Melodiens Bevægelser, at koncentrere sig om de regelmæssigt tilbagevendende Betoninger, det musikalske Indholds Knudepunkter.og muliggør derved den aktive Medoplevelse, uden hvilken Indtrykket vilde blive kaotisk. For det tredje har Rytmen æstetisk Værdi; den kan træde i Udtrykkets Tjeneste. I den polyfone Stils Periode var Mulighederne i saa Henseenderet indskrænkede. Flerstemmigheden begrænsede naturnødvendigt Rytmerne til nogle faa Typer. Først med Overgangen til den homofone, harmoniske Musik udviklede Rytmen sig til en formgivende Faktor af største Betydning.

Man har forsøgt at klassificere de musikalske Rytmer i Analogi med Poesiens Versfødder ; f. Ex. Rytmer med Optakt:

men Verslærens Terminologi strækker ikke til overfor de musikalske Rytmers Mangfoldighed.

Rängman-Björlin, Em, f. 1882, finsk Pianist, studerede i Helsingfors, ved Konservat. i Leipzig og i Wien; har virket som Privatlærer og ved Helsingfors' Konservat. og som koncerterende Pianist i Finland og udenlands.

Röder, Carl Gottlieb, 1812—83, tysk Nodetrykker, grundede 1846 i Leipzig et Nodetrykkeri, der skulde blive Tysklands største og mest ansete; 1876 trak han sig ud af Virksomheden, der nu ledes af Carl Johannes Reichet. Et Festskrift ved Trykkeriets Jubilæum 1896 indeholder meget af Værdi og Interesse.

Röhr, Hugo, f. 1866, tysk Musiker, Elev af Konservat. i Dresden, 1896 Kapelmester ved Hofoperaen i München; har komponeret nogle Operaer, et Oratorium, Sange m. m.; anset Sangpædagog.

Röntgen, Julius, f. 1855, holl. Pianist og Komponist, Søn af Violinisten Engelbert R., 1829—97, Elev af Leipzigs Konservat,; en Tid Lærer ved Konservat. i Amsterdam, fra 1918 dets Direktør; Dirigent i Foreningen til Tonekunstens Fremme, meget søgt Pædagog; var længe Sangerne Slockhau-sens og Messchaerts Akkompagnatør; har haft Tilknytning til Norden ved Koncertoptræden (som Pianist) bl. a. i Kbhvn.ogvedsin nære Forbindelse med Edv. Grieg; stod ogsaa Brahms nær; har komponeret Symfon. og andre Orkesterværker, Klaver- og Cellokoncert, Kammermusik m. m. og udg. gi. holl. Musik. — G. m. Amanda R., f. Maier, 1853—94,svenskf. Violinspiller og Komponist; af deres Sønner er flere dygtige Musikere; den ene Primarius i s Het hollandsch Strijkkwartet«.

Rør, Rørblad, Betegnelse for det for Rørbladinstrumenterne (s. d.) ejendommelige Mundstykke, nærmere beskrevet under Obo, Fagot og Klarinet.

Rørbladinstrumenter kaldes under et den Gruppe af Blæseinstrumenter, der er forsynede med Rørbladmund-stykke (se Rør), en Instrumentart, der i Nutiden har sine eneste Repræsentanter i Obo, Engelsk Horn, Fagot og Klarinet, men som i 16—17. Aarh. var en vidt forgrenet Instrumentslægt, der repræsenteredes af 3 store og selvstændige Familier, nemlig Pommere (s, d.), Racketter (s. d.) og Kramhorn (s. d.).

Rørfløjte, halv-dækket 8' og 4' Orgel-Labialstem me.

Rørværk, Orglets Rør- el. Tungestemmer.

Rösch, Friedrich, 1862—1925, tysk Musiker, sluderede Jura i München, var samtidig Elev af Rheinberger, stiftede 1898 sammen med Rieh. Strauss o. fl. »Genossenschaft deutscher Ton-künstler« til Hævdelse af disses økonomiske Interesser; 1919 Formand for »Allgemeiner deutscher Musikvereini; har komponeret Vokalmusik, Madri-galer og Sange, og udg. »Musikaesthe-tische Streitfragen« m. m.