S I) Forkortelse for Seg no, Tegn (Ex. Dal S., al S.): sinistra, venstre (Ex. m. s., mano sinistra); subito, hurtigt (Ex. v. s., o : volti subito, vend (Bladet) hurtigt); s. pon., sul ponticello, ved Stolen m. m. — 2) Navnet for det S-formige Metalrør, hvori Fagottens og Kontrafagottens Rørmundstykke er indsat.

Sabanejef, Leonid, f. 1881, russ. Musikforf., Direktør for Statsinstitutet for Musikvidenskab, der 1920 oprettedes i Moskva paa hans Initiativ; skrev »Scriabin«, »Rieh. Wagner«, »N. Medtner«, »Cl. Debussy« m. m.; ogsaa Komponist.

Sacchini, Antonio Maria Gasparo, 1734—86, ital. Komponist, en napolitansk Fiskerdreng, hvis Talent opdagedes af Durante; skrev opr. Intermezzoer og Operaer for mindre napolitanske Scener, kom til Rom og Venezia og fik med Held en Række Operaer opført; 1771 drog han efter Ophold i sydtyske Byer til London, hvor hans Operaer ogsaa gjorde Lykke, medens S. paa Grund af ødselt Levned kom i Gæld og maatte flygte til Paris (1782); her skrev han to ny Operaer: »Dardanus« og — S.s Hovedværk — Oedipe à Colone; à. i Paris; har foruden Operaer skrevet kirkelige Værker og adskillig Kammermusik. — S. hører til den napolitanske Operaskole. Hans Operaer udmærkede sig ved Melodirigdom, enkel Patos og en omhyggelig og fin Orkestra-tion. S. kom til Paris under Efterdønningerne af den Gluck-Piccinniske Strid, betragtedes opr. som Italienerens allierede, men optog saa meget af Glucks Stil, at han nærmest stod mellem Partierne; »Oedipe à Colone« fulgte Glucks Operaer i Publikums Gunst.

Sachs, Curt, f. 1881, tysk Musik-forf, studerede Musikvidenskab under O. Fleischer, Kretzschmar og J. Wolf; er Prof. ved Berlins Univers.; har særl. kastet sig over Musikinstrumenterne og deres Historie (»Reallexikon der Musikinstrumente«, »Handbuch der Instrumentenkunde«, »Die Musikinstrumente Indiens und Indonesiens«, »Die Musikinstrumente«, 1923, og talr. andre Afhandlinger); paa dette Omraade er S. en Autoritet; iøvrig Komponist af Sange.

Sachs, Hans, 1494—1576, den mest berømte af »Mestersangerne« (s. d.). En Del af hans Sange med de tilhørende gamle Melodier finder man i Pusch-manns Singebuch (udg. 1906 af G. Münzer).

Sachse-Hofmeister, Anna, 1850— 1904, Elev af Wiens Konservat., Proch og senere af Lamperti, en Aar-række fejret dramat. Sopran ved Berlins Opera, særl. Wagnerpartier.

Sack, Johann Philip, 1722—63, Organist ved Berlins Domkirke, fremtrædende Sang- (»Lied«-og »Ode«-) Komponist af den saak. »Berliner-Skole«. (Litt.: M. Friedländer: »Das deutsche Lied im 18. Jahrh.«).

Sacred Harmonie Society, Londonsk Musikforening (stiftet 1832), der med sine store Oratorieopførelser i sin Tid var en betydningsfuld Faktor i Londons Musikliv. Opløstes 1882, men blev under Navn af New S. H. S. igen sat i Gang for 6 Aar efter definitivt at gaa ud af Sagaen.

Saddel kaldes hos Gribebrætsinstrumenterne den smalle Liste af Ibentræ el. Elfenben, der afslutter Gribebrættet og holder Strengene oppe fra samme. Hinsides S. følger Skruekassen.

Safonof, Wassili, 1852—1 918,russ. Dirigent, studerede særl. Klaverspil i Konservat. i Petersborg; 1889 Direktør for Konservat. i Moskva samt Leder af det kejserlige Musikselskabs Koncerter; ved Optræden udenfor Rusland, bl. a. fl. G. i Skandinavien, skaffede han sig Navn som en fremragende, original og temperamentsfuld Orkesterdirigent; hans Speciale var russ. Musik og ganske særl. Tschaikofskys Symfon. ; den tyske klassiske Musik stod ham fjærnere.

Sagittarius, se Schütz.

Sahla, Richard, f. 1855, østr. Musiker, en Tid Koncertmester i Göteborg og i Hannover og 1888—1919 Hofkapelmester i Bückeburg; betydelig Violinspiller og Dirigent; har komponeret Koncertstykker for Violin, en rumænsk Rapsodi, Sange m. m.

Sahlertz, Ludvig Ferdinand, 1812 —86, dsk. Sanger (Tenor), debut, paa det kgl. Teater 1832 og var i en Aar-række, til 1860, en meget yndet og benyttet Sanger, navnl. i det lettere Operafag (»Røverborgen«, »Den hvide Dame«, »Barberen« etc.); sang hyppig i Musikforeningen, bl. a. Gluck's Orfeus.

Sahlgreen, Louise, f. Rose, 1818—91, dsk. Sangerinde, Elev af Kbhvn.s Konservat. ; debut, paa det kgl. Teater 1842 og udfyldle derefter indtil 1868 et stort Repertoire uden dog at komme i første Række af Operaens Kræfter (særl. laa komiske Roller for hende); ogsaa i Koncertlivet (»Musikforeningen«) var hun meget benyttet.

Saint-Foix, Marie Olivier Poullain de, f. 187 4, fr. Musikforf, Elev af Schola cantorum, har gjort sig bekendt ved sine Mozart-Sludier: det i flere Henseender grundlæggende Værk W. A. Mozart, sa vie musicale et son oeuvre 1756—77, som han skrev i Forening med den senere afd. polskfødte Wyzeva, og som forsaavidt er forblevet en Torso; andre Skrifter af S. angaar den fr. Symfonis Historie, Sammartinis Værker, den unge Beethoven, Jean Schobert m. m.

Saint-Huberty, Antoinette Cécile, 1756—1812, fr. Sangerinde, var en Aarrække Primadonna ved den Store Opera i Paris, særl. værdsat af Gluck og navnl. fejret, ogsaa ved sin dramat. Regavelse, i hans Operaer; forlod 1 790 Operaen og ægtede en Greve d'Entrègues, der tilligemed hende blev myrdet i Tilsit, antagelig af politiske Grunde.

Sainton, Prosper, 1813—90, fr. Violinist. Elev af Habeneck, fra 1844 Violinprof, ved Royal Academy i London og som udmærket Kunstner paa sit Instrument en søgt Lærer; komponerede Koncerter og anden Violinmusik.

Saint-Saëns, Charles Camille, 1835 —1922, fr. Komponist, blandt hans Lærere var Benoist (Orgel), Halévy og Gounod (Komposition); tidlig begyndte han at komponere og fik en Symfon. opført, og at optræde som Koncertspiller (Klaver); han vandt endvidere en Førstepris som Orgelspiller; 1858 blev han Organist ved St.-Madeleine, hvor han forblev en længere Aarrække; siden levede S. mest for sin Komponistgerning og førte dels som Følge af et nervøst uroligt Temperament, dels af Hensyn til et skrøbeligt Helbred et omflakkende Liv, bl. a. med

C. C. Saint-Saëns.

lange Ophold i Orienten; han dukkede da op igen, snart for at indstudere en af sine Operaer, snart for at tage Sæde i en musikalsk Jury eller for at tiltræde en Koncertturné; disse-Kunstrejser havde bl. a. ogsaa ført S. til Skandinavien (han er i Kbhvn. op-traadtbaadesom Klaver- og Orgelvirtuos). S. døde under et Ophold i Algier. Som Klaver- og Orgelspiller og endnu mere som Komponist vandt S. Verdensry og stod i første Række blandt de samtidige fr. Komponister. Antallet af hans Værker er meget betydeligt og omfatter omtrent alle Genrer: Operaer som Le timbre d'argent, »Samson og Dalila«, Henri VIII, Asca-nio. Phryné og Les Barbares [Tragédie lyrique), af hvilke »Samson og Dalila« har gjort megen Lykke ogsaa paa talr. Scener udenfor Frankrig; endvidere Balletten Javolie, Symfon. (særl. A-moll og C-moll med Orgel) og navnl. symfon. Digtn. som Phaëlon, Le rouet d'Omphale, La jeunesse d'Hercule, Danse macabre (ogsaa i vokal Bearbejdelse), et af S.s mest spillede Arbejder, nogle Suiter (derunder Suite algérienne), en Del Kammermusik, Klaverkoncerter (bekendtest i g-moll), Violin-og Cello-Koncerter, Korværker (deribl. La lyre et la harpe, Oratoriet Le Déluge), Kla ver-stykker og Sange. — Ogsaa som livfuld og aandrig (undertiden, saaledes overfor Wagner, polemisk) Musikforf. er S. op-traadt: Harmonie et mélodie, Problèmes et mystères. Portraits et souvenirs. Noies et souvenirs m. m. (ogsaa lyriske Digte). — I al Almindelighed karakteriseres S.s Musik ved den store tekniske Overlegenhed og formelle Sikkerhed; den er præget af gallisk Aandrighed og Klarhed, saa at den, selv naar S. griber til ældre polyfon Stil (hvad han meget ynder), forbliver let tilgængelig; dyb eller sjælsbevæget er denne Musik sjælden, men bæres ofte af en vis malende Fantasifuldhed og en farverig, fængslende Orkestration. (Biogr. .af 0. Neitzel i »Berühmte Musiker«, Augé de Lassus, Harvey (eng.), Bonnerat, G. Servières). Saite (tysk), Streng. Saldoni, Baltasar, 1807—90, sp. Komponist og Musikforf., opr. Organist i Barcelona, derefter i Madrid som Sanglærer ved Konservat; en meget anset Sangpædagog, der skrev en stor Sangskole og en Diccionario biografico om spanske Musikere; komponerede Operaer og Zarzuelas (nationale Sangspil), Symfon. : A mi patria, Kirkemusik, Kor og Sange og udg. en Samling Vokaliser.

Salieri, Antonio, 1750—1825, ital. Komponist, kom 1766 til Wien i Følge med den bøhmiske Komponist Gass-mann, der tog sig af hans Undervisning; 1770 optraadte S. som Komponist af en komisk Opera, og denne og de følgende vandt Kejserens og Publikums Yndest saaledes, at S. blev »Kammerkompositeur« og derhos Leder af den ital. Opera; ogsaa Glnck havde vist Interesse for S., og denne, der besad ægte Italiener-Snuhed, drog til Paris for at udnytte Glucks Stil; hans Opera Les Danai-des,hvortil Gluck havde overladt ham Texten, gik længe for et fælles Værk af de to Musikere, hvil-ketsandsynligvis bidrog til dets Held hos Pariserne. S. skrev to fr. Operaer, hvoraf > Tarare« (senere omarbejdet som »Axur«) med Text af Beaumarchais var et Forsøg paa at forene opera seria og buffa. 1788 vendte S. tilbage til Wien og kom til at indtage en fremskudt Plads; hans Intriger

mod Mozart er velkendte, og hans Xavn (som Lærer) forekommer i Beethovens, Schuberts og Liszts Historie. Som Operakomponist tilhører S. den napolitanske Skole med betydelig Paa-virkning af Gluck. Skrev desuden det tyske Sangspil »Der Rauchfangkehrer« Kirkemusik, en Del Koncertmusik (Klaverkoncerter, Serenader etc.). (Biogr. af /. von Mosel og Alb. v. Hermann, 1897).

Salme, se Psalme.

Salmhofer, Franz, f. 1900, østr. Komponist, Elev af Wiens Akademi (Klarinet) og Teori (hos Schreker), Lærer ved Horaks Musikskole sst. ; komponerede Operaer, Orkesterværker, Teatermusik, Kammermusik; nævnes som et af Østrigs mest lovende Musiktalenter.

Saloman, Siegfried, 1816—99, dsk.-tysk Komponist, f. i Tønder, Elev i Kbhvn. af Fröhlich, Wexschall og /. P, E. Hartmann, siden i Tyskland af Schneider og Lipinski (Violin); 1843 var han atter i Kbhvn. og fik Synge-stykkerne »Tordenskjold i Dynekilen« og » Diamantkorsets opført (med Held senere spillet i flere tyske Byer, ligesom Liszt opførte en Opera af S. i Weimar); 1850 ægtede S. den bekendte Sangerinde Henriette Nissen (s. d.) og fulgte hende paa Koncertrejser og paa et fleraarigt Ophold i Petersborg; efter hendes Død levede han i Sthlm., hvor han endnu fik nogle Operaer opført; som Komponist romantisk Epigon.

Salome, Musik-Drama i 1 Akt af Rieh. Strauss, Dresden 1900, Kbhvn. 1919, Sthlm. 1908.

Salomo'n, Johann Peter, 1745— 1815, tysk-eng. Violinist; Koncertmester hos Prins Heinrich i Rheinsberg, kom 1781 til London, hvor han skaffede sig et Xavn som Kvartetspiller og Koncertmester i Professional Concerts; sit musikhistor. Ry fik han som den, der (ved personlig Rejse til Wien) formaaede Jos. Haydn til at komme til London for i de saakaldte »S. Koncerter« at dirigere egne Værker og komponere nye Symfon. til Opførelse dér, dels 1790, dels 1792 (se nærmere Haydn) ; komponerede Violinsonater, nogle Operaer, et Oratorium m. m.

Salomon, Siegfried, f. 1885, dsk. Musiker, Elev af det kgl. dsk. Musik-konservat. og uddannet yderligere som Cellist af Klengel (Leipzig); Medlem af det kgl. Kapel fra 1906; har komponeret Symfon., Violin- og Cello-Koncert, en Del Kammermusik og scenisk Musik (»En Sjæl efter Døden« m. m.) samt et Par Operaer, af hvilke »Leonora Christina« opførtes 1926 paa det kgl. Teater; er ogsaa optraadt som Dirigent.

Salonmusik er en Musik, der ved billig og tom Effekt daarer den kritikløse Tilhørers Øre og er uden kunstnerisk Værd.

Salpinx, oldgræsk militært Signalinstrument.

Saltarello anvendtes i 16. Aarh. som Betegnelse for den hurtige Efterdans i 3delt Takt, der fulgte efter Passa-mezzo el. Pavane (s. d.) og ogsaa benævntes Gaillarde, Gagliarde el. Ro-manesca (s. d.), men er i Nutiden knyttet til en selvstændig, i Syditalien endnu bevaret hurtig Folkedans af tarantellignende Karakter, Rytme:

Bl. a. anvendt i Mendelssohns ital. Symfon. i Adur.

Saltato (ital.), hoppende, en egen Art Staccato hos Strygeinstr., o: »med springende _ Bue«.

Salterio, Saiteire, se Psalter. — S. tedesco, se Hakkebræt. — S. persiano og S. turchesco, se Santir.

Salterio Sacro Hispana, Samling af ældre spansk Kirkemusik udg. af F. Pedrell.

Salvayre, Gervais Bernard Gaston", 1847—1916, fr. Komponist, studerede ved Paris' Konservatorium; gjorde sig bekendt ved nogle Operaer, den bibelske Symfon. La résurrection og andre symfon. og vokale Værker; var Musikkritiker ved GU Bias.

Salve Regina (lat., >Vær hilset Dronning«), middelalderlig Antifoni tilJom-fru Marias Ære, der i 11. Aarh. skal være förf. af Herm. Contractas i Rei-chenau. Anvendes i en Del katolske Kirker daglig efter Completorium i Tiden fra Trinitatis til Advent. Texten findes ofte anvendt til Motet-Kompo-sitioner,særl. af Palestrinastilens Mestre.

Samara, Spiro, 1861—1917, gr.-ital. Operakomponist, gik til Italien, hvor han udviklede sig under Paavirkning af Veristernes Skole (Flora mirabilis, Medgé, La martire m. fl.); levede senere i Athen.

Samazeuilh, Gustave, f. 1877, fr. Komponist og Musikforf., Elev af Chausson og d'Indu, lever i Paris som Musikreferent og Medarbejder ved forsk. Fagblade; har komponeret Orkesterstykker, Strygekvartet. Violinsonate, Klaversuite, Sange ni. m.

Sambuka, Sambyke, synes til forsk. Tider at have betegnet vidt forsk. In-str. I Oldtiden forklares S. som et højt tonende trekantet Strengeinslr. (o : Modsætningen til den dybt tonende Tri-gonon) af syrisk el. fønikisk Oprindelse (rimeligvis identisk med den af Profeten Daniel nævnte Sabka el. Sa-beka (kaldæisk)). I Grækenland og Rom nævnes »den kortstrengede højt tonende S.« som særl. brugt af Hetærerne. Valget s\mes her at ligge mellem en Harpe og et Psalterium (s. d.). — I Middelalderen forvirres Begrebet i den Grad, at nogle betegner S. som et Blæseinstr. (Fløjte el. Basun), mens andre forklarer den som en Art Hakkebræt (s. d.), og atter andre kalder den en Paukeart.

Samfundet til Udgivelse af dansk Musik blev stiftet 18. Dec. 1871 paa Foranledning af P. Heise, Chr. Barne-kow, C. Bruun, J. Fabricius, Aug. Winding og V. C. Ravn med det Formaal: at virke til den danske Musiks Fremme ved at støtte Udgivelsen af Kompositioner af større kunstnerisk Værd, fortrinsvis nyere og da navnl. saa-danne, som ellers vanskeligt kan blive offentliggjorte. Formand er f. T. Alf. Tofft, Sekretær P. Gram.

Sammartini (el. San Martini), Giovanni Battista, 1701—75, ital.Musiker, Organist og Kapelmester i Milano; skrev foruden kirkelige Sager adskillig Kammermusik, Violinkoncerter, Operaer m. m. og nævnes som Haydns Forgænger paa Symfon.s Omraade; han har i hvert Fald haft Betydning for denne Musikforms Udvikling (S.s første Symfon. opført 1734, Haydns første 1759); iøvrig vides ikke meget om S.s Liv, ligesom en stor Mængde af hans Værker skal være forblevet utrykt og ikke altid med Sikkerhed har kunnet adskilles fra Broderen Guiseppe S.s Arbejder. S. var Glucks Lærer i 4 Aar til c. 1740.

Samson og Dalila, Opera af Saint-Saëns, Weimar 1877, Paris 1892. Sthlm. 1903, Kbhvn. 1906, Kria. 1918.

Samuel, Adolphe, 1824—98. belg. Komponist, studerede i Bruxelles, blev 1871 Direktør for Konservat. i Gent; en frugtbar og i sit Hjemland anset Komponist af Operaer, Kantater, Symfon,, Strygekvartetter m. m.; ogsaa Forf. bl. a. af en Cours d'harmonie pratique.

Sanctus, se Messe.

Sandal, Marta, f. 1880, nsk. Romancesangerinde, debut, i Kria. allerede i 1895 ved en Koncert af Fru Hildur Schirmer. hendes første Lærerinde. Omkring Aarhundredskiftet gav hun talr. Koncerter i Norge og Danmark, bl. a. sammen med sin Mand, den danske Cellist Henry Bramsen (s. d.). Bosat og gift i Amerika siden 1914.

Sandberg, Gina., se Hille.

Sandberg, Helge. f. 1846, sv. Musiker, Sanger og Dirigent, har arbejdet meget for Musikens (Sangens) folkelige Udbredelse, dirigeret forsk. Mandskor (1884—94 i Boston), udg en Samling Viser og Arbejdssange : »Sång och arbete«, komponeret Sange, Kvartetter, Kor etc. samt været musiklitterær virksom; lever i Sthlm.

Sandberg, Johannes, 1841—1923, nsk. Pianist, Elev af Af. A. Udbye, Trondhjem, Kullak og Rieh. Wüerst, Berlin. Virkede som Musikpædagog i sin Fødeby Trondhjem fra 1866 til kort før sin Død. Nød stor Anseelse hos sine mangfoldige Elever som interessant og vækkende Lærer. Afslog i 1887 et Tilbud om Professorstilling ved Univers, i Buda-Pest.

Sandberg, Oscar, f. 1870, sv. Musiker, Musiklærer, Dirigent og Kritiker i Sthlm., har særl. virket for Kirke-musiken (Kantor ved Oscarkyrkan, hvor han gav Motetaftener), har komponeret kirkelig og verdslig Sangmusik.

Sandberger, Adolf, f. 1864, tysk Musikforf., Prof. ved Münchens Univers.; anset musikhistor. Forsker af ældre, særl. bayersk Musik, Forf. af »Leben u. Werke des Dichtermusikers P. Cornelius«, »Aufsätze zur Musikgeschichte«, »Beethoven-Studien« (1924) etc.. Udg. af Denkmäler der Tonkunst in Bayern, Orlando Lassos Værker m. Biogr.. i Beethoven-Jahrbuch « etc.: ogsaa Komponist (Operaer, Korværker, Kammermusik).

Sandby, Herman. f. 1881, dsk. Cellist og Komponist, Elev af Hugo Becker, har et kendt Navn som Violoncelvirtuos og er optraadt paa talr. Rejser, bl. a. ogsaa i Amerika; har komponeret en Opera (uopført), Orkesterværker, Violoncelkoncert, en Del Kammermusik, Bearbejdelser af skandinavisk Folkemusik, Sange m. m.; lever nu i Kbhvn. — Hans Broder, Kristian S., f. 1868. Violinist, Elev af Chr. Petersen (s. d.), Kbhvn.s Musikkonservat. (Tofte), senere af Halir. G. Eberhardt og Berthelier- 1889—1922 Medlem af det kgl. Kapel. Kammermusikspiller, Dirigent og Medstifter af Kvindeligt Strygeorkester; 1914 Lærer ved det kgl. dsk. Musikkonservat.

Sanderson, Lillian, f. 1867, amer. Sangerinde (Sopran) Elev af Stockhau-sen, i sin Tid meget fejret Koncertsangerinde, der bl. a. ogsaa har gæstet Kbhvn.; lever ved Dresden.

Sandström, Gustaf. 1826—75, sv. Sanger (Baryton), Elev bl. a. af H. Rung, fra 1853 en fremragende Kraft ved Operaen i Sthlm., udrustet med pragtfuld Stemme og dramat. Talent (Rigoletto, Wilhelm Teil, Telramund etc.); henfaldt til Melankoli og d. ved Selvmord.

Sandvik, Ingeborg, f. 1886, nsk. Sangerinde, uddannet i Hamar, München, London, Berlin. Første selvstændige Koncert Kria. 1913; har givet talr. Romancekoncerter rundt om i Norge. Debut, paa Scenen i 1918 (Lola, Rosina).

Sandvik, Ole Mørk, f. 1875, nsk. Musikforsker og Folkemelodisamler,Søn af nedenn., cand. theol. i 1902, Lektori Kria., Dr. phil. 1921, Lærer i Messe og Kirkesang ved det praktisk teologiske Seminar, fra 1916. Har udg. »Norsk Kirkemusik« (1918), »Folkemusik i Gudbrandsdalen« (1919), »Norsk Folkemusik, særlig Østlandstnusiken« (1921, Doktorafhandling). Sammen med Gerhard Schjelderap Hovedredaktør af »Norges Musikhistorie« (1921). Udg. » Norsk Messebok« (1924). Sekretær i Statens Koralbogkomité af 1921. Har grundlagt Norsk Musikbibliotek.

Sandvik, Paul, f. 1847. nsk. Skolemand og Sangpædagog. Musiklærer ved Hamar Lærerskole i mere end 40 Aar, Inspektør ved Folkeskolen 1880 — 1922, Statens Sanginspektør 1907 —14. Har store Fortjenester af norsk Skolesangs Udvikling.

Sandvold, Arild, f. 1895, nsk. Musiker, uddannet ved Lindemans Kon-servat. i Kria. og med offentlig Stipendium i Leipzig 1921—22 bl. a. under Karl Straube-, debut, som Koncertorganist 1916, som Pianist 1918, som Dirigent for blandet Kor (»Lands-koret«) 1922; Organist i Kria. siden 1914, Lærer ved Lindemans Konser-vat. siden 1917. Har komponeret Violinsonate, Pianotrio, Strygekvartet, Orgelsonate m. m.

Sang er for saa vidt nær beslægtet med Tale, som den frembringes af de selvsamme Organer og som denne gør Brug af forskellige Tonehøjder. Allieres Sang og Tale, kan enten Sangen dominere Talen, saa denne bliver syngende (Ex.: visse sproglige Dialekter) el. Talen kan blive bestemmende for Sangens Karakter (Recitativ, Psalmodi og Parlando, s. d.). Den virkelige (baarne) Sang fødes af Menneskets Trang til at give sine Følelser Luft, hvad enten han derved inspireres af den med Tonerne forbundne Text, el. en indre øjeblikkelig Stemning river ham med og uvilkaarligt indgiver ham en af samme undfanget Melodi el. Tonefigur (Ex.: de til Hallelujaet knyttede textløse Jubilationer og de i mange Folkemelodier forekommende længere Tonefraser paa én Textstavelse]. Tidlige Typer paa denne af Inspiration fødte virkelige Sang er de af ukendte mu-sikbegavede forfattede kirkelige gre-gorianske Sange (s. d ) og de for en stor Del af samme fremgaaede Folkevisemelodier og middelalderlige Digtersange (Trubadur- og Minnesange). — Overfor denne Nalursang staar Kunstsangen, d. e. 1) den flerstemmige Sang gennem sin lange Udviklingsgang fra Organum og Discantus (s. d.) frem til den i kunstnerisk Henseende ideelle A-cappella-Sang (Motette, Madrigal). —

2) Den i 17. Aarh. opstaaede og siden hovedsagelig gennem Operaen udviklede Solo-Kunstsang (se Sangkanst). —

3) Alle de større sammensatte Vokal-former: Opera, Oratorium, Kantate m. m. (se Særart.).

Sangbar kaldes en Melodi, der falder let i Øret og ligger bekvemt for Sangstemmen, el. — hvis den er bestemt til at udføres instrumentalt — som ligner den for en Sangstemme bestemte Melodi (se Canlabil).

Sangbund, Resonansbund (fr. Table d'harmonie, eng. Soundboard el. Belig), kaldes hos Strengeinstr. (Violin, Lut, Citer, Klaver) den tynde oftest af Grantræ fremstillede Plade, der bedækker Lydlegemet og danner Underlag for Strengene. S. har til Formaal ved kraftig Medsvingen at forstærke Klangen af de uden den kun svagt klingende Strenge, og dens Tilberedelse og Materiale er derfor i høj Grad bestemmende for Instrumentets Tonestyrke, Klangfylde og Klangfarve.

Sangforeninger, Foreninger, hvis Medlemmer samvirker i Korsang. Da Mandskorforeningerne indenfor disse spiller en saadan Hovedrolle, atman ved en S. i Almindelighed forstaar en Sam-virken af mandlige Sangere, vil nærværende Artikel hovedsagelig beskæftige sig med Mandskorsangen.

Tyskland og Schweiz. De første S., der gik ud paa at pleje og fremelske Mandskvartetten og Mandskorsangen var de nordtyske Liedertafeln (den 1. i Berlin, stittet af Zelter 1808), de af Nageli (s. d.) stiftede Schweizer-Mandskorforeninger (den 1. i Zürich 1810) og Sydtysklands Liederkränze (den 1. i Stuttgart 1824). Se Liedertafel.

Det var ogsaa i Tyskland at man af de store nederrhinske Musikfester først fik Ideen til Sammenslutningen af et større Antal Mandskorforeninger (Sängerbünde) til Afholdelse af Sanger-fester. Den første blev 1830 fejret i Bernburg under Samvirken af Magdeburgs, Dessaus og Zerbsts Liedertafeln. 1831 gik man i Nienburg videre til at arrangere en Fest under Medvirkning af de forenede nordtyske Liedertafeln. Da den politiske Enhedstanke i 1860erne fremtvang Stiftelsen af et Sanger-Reichsverband, antog de tyske Sangerfester endnu større Dimensioner (Ex.: de store Forbundsfester i Dresden i 1865 med 16,000 Sangere, i München i 1874 og Hamburg 1882, hver under Medvirkning af 52 Foreninger m. m.).

I Frankrig tog Mandskorsangen ligesom i Schweiz sit Udgangspunkt fra Folke-Skolesangen. Den for den folkelige Sang stærkt interesserede Generaldirektør for Pariserskolerne Bocquillon-Wilhem samlede i 1833 Skolernes bedste Sangere, Sopraner og Alter, til saakaldte Orphéons, og dette gav hans Elev Hubert den Idé at ordne tilsvarende Orphéons af voxne Sangere, Tenorer og Basser, udelukkende Arbejdere, og da Mandssangen omtrent samtidig i Frankrig blev optaget so m LediArèe/der-underuisningen, blev Resultatet hurtigt en Mængde Arbejder-Mandskorforeninger, Orphéons (s. d.), baade i Paris og ude i Landet. I 1867 var S.s Antal i 39

Frankrig voxet op til 3243 med 1 47 500 Sangere. Ligesom i Tyskland optog man ogsaa i Frankrig hurtigt Ideen om Samling af Foreningerne i Forbund til Afholdelsen af Sangerfesler, ofte ogsaa med Kapsang mellem Foreningerne. I Danmark kan Plejen af Mandskvartetten og Mandskorsangen paa det længste forfølges tilbage til 1819, da et tysk Selskab af Sangere, kaldet Quintchordium, gæstede Kbhvn. og med sin fortrinlige Sammensang gjorde saa stor Lykke, at der strax efter dets Afrejse dannede sig et dansk Qvart-chordium, bestaaende af Syngemester Zinck, C. N. Rosenkilde, Cetti og Wins-low jun. Den 28. April 1819 debut, denne første danske Mandskvartet med en Koncert, og hermed var Løsenet givet til Dannelsen af flere tilsvarende Sammenslutninger særl. indenfor Regensianernes Kreds. Da de danske Komponister, deriblandt allerførst H. E. Krøyer og A. P. Berggreen, lagde Haand til ved at forsyne Kvartetsangerne med Sangmateriale, tog Bevægelsen hurtig Fart, og længe varede det ikke, før Kvartetterne lejlighedsvis ogsaa udvidedes til mindre el. større Kor, til Anvendelse ved Universitetsfester o. 1., Kor, der rigtignok som oftest var tilfældig sammenbragte og derfor gerne igen opløstes, saa snart den paagældende Festlighed var forbi. Det var først, da man ved de lundensiske Studenters Besøg i Kbhvn. d. 25. Maj 1839 havde hørt, hvad deres Sangforening under Otto Lindblads Ledelse kunde præstere, at der blev foretaget Skridt for at skaffe den danske Mands-korsang bedre Udviklingskaar. Strax efter Svenskernes Afrejse blev der af tre kendte Regensianere: S. Dreyer, Emil Erslev og R. F. Pedersen udstedt et Opraab om Dannelsen af en dansk Studenter-Sangforening. Stiftelsen fandt Sted 5. Juli 1839, og da der var affattet Love og man foreløbig havde sikret sig en Grundstamme af dygtige Sangere, indbødes Studenterne til at indstille sig til Optagelsesprøve. Saa-ledes lvkkedes det allerede til den første offentlige Koncert d. 19. Dec. 1840 at faa samlet et Kor paa 54 Sangere med J. Borup og Edv. Smidt som Dirigenter. Et stort elegant Publikum og alle Kbhvn.s musikalske Notabiliteter gav Møde. Programmet aabne-des med Krøyers »Der er et yndigt Land« og bød iøvrigt paa Mandskor, Mandskvartetter og Romancer af danske og udenlandske Mestre, deriblandt Gade, Hartmann, Weyse, Mendelssohn, Schubert, Schumann o. fl. Med denne lovende Debut traadte Studenter-Sangforeningen altsaa ind i Livet og har takket være sin lange Række af dygtige Dirigenter (bl. a. J. Borup, E. Erslev, E. Smidt, 1. P. E. Hartmann (1843—63 og fra 1868 til sin Død Formand) C. J. Hansen, P. Heise, O.Malling, S. Levysohn, Roger Henrichsen) siden da med Glans opfyldt sit Hverv: at højne den musikalske Smag ikke alene indenfor den danske Studenterverden men (ved Koncerter i Hovedstaden, ved Universitetsfester, ved talr. Rejser ud i Landet og ved hyppig Medvirkning ved nationale Folkefester) ud over hele Landet. Rejserne har endda ikke begrænset sig til Moderlandets Byer. Det Ven-skabsbaand, der siden 1830erne har sammenknyttet de nordiske Landes Studenter, har først og især affødt en lang Række Besøg i Nabolandene; men ogsaa til fjernere Egne udbar de danske Studenter deres Sang: 1911 drog de helt over til Amerika, 1922 tilFinland, og 1925 til Island — Som vor fornemste Kraft paa Mandskorsangens Om-raade har Studenter-S. endelig ogsaa gavnet ved mange Gange at bistaa ved Hovedstadens store Koncerter (i Musikforeningen o. fl.).

Da Studenter-S. først var stiftet, fik den hurtigt Efterfølgere udenfor de akademiske Kredse. 1843 stiftede Berggreen Haandværker-S., 1846 stiftedes Typografernes og Malernes S., 1849- fulgte Arion, 1850 Dania, 1851 Odeon, 1843 stiftedes den første S. i Aarhus, 1852 i Aalborg osv. I 1909 var S.erne i Kbhvn. og Provinsen voxet op til et Antal af c. 200. I 1859 begyndte de danske S.er at centralisere sig. Initiativet udgik fra den kbhvn.ske Maler-S., der i nævnte Aar til Bestyrelserne for en Del af de kbhvn.ske S. udsendte Opfordring til sammen med den at arrangere en Sangerfest, Denne fejredes under Deltagelse af 12 Foreninger i Juli Maaned under Kapelmester Malmqvisis Ledelse paa Marienlyst og resulterede i, at kort efter alle Hovedstadens S.er enedes om at centralisere sig under en Centralbestyrelse med C. J. Hansen som Overdirigent. Siden fulgte en tilsvarende Centralisation af de jydske og sidst ogsaa af de fynske S.er.

Den første store Sangerfest afholdtes under Samvirkning af de kbhvn.ske og jydske Sangforeninger (ialt 1350 Sangere) i August Md. 1868 i Kbhvn. Kapelmusikus Lanzky dirigerede, og til Koncerten i Rosenborg Have mødte 20,000 Tilhørere. Opført blev bl. a. de til Lejligheden komponerede Værker: »Danmarks Kæmpehøje« af /. P. E. Hartmann, »Holger Danskes Sange« af Niels W. Gade og »Volmerslaget« med Orkesterledsagelse af P. Heise. —Sangerfesten i Kbhvn. har i Aarenes Løb været efterfulgt af talr. andre i Kbhvn., Aarhus, Odense og Aalborg, og Centralforeningerne har udenfor Sangerfesterne medvirket ved utallige officielle Lejligheder og mange af Hovedstadens større Fester. Af Foreningernes Overdirigenter bør særl. nævnes kgl. Kammermus. Chr. Hansen, A. W, Lanzky, kgl. Kapelmester Joh. Svendsen og kgl. Kapelmus. A. Guldbrandsen. Som musikopdragende Institution deler disse S.er Æren med Studenter-S., og sammen med den har de Fortjenesten af at have foranlediget de danske Komponister til at yde mange og betydningsfulde Bidrag til Mandskorlitteraturen. For Studenter-S. forf. Krøyer, Berggreen og Kuhlau de første danske Mandskvartetter og Mandskor,. og siden fik deres Repertoire en stor Tilvæxt i I. P. E. Hartmanns Mandskorværker (deribl. Vølvens Spaadom). For de centrale S. komponerede (udover de nævnte) Gade: »Viborg Domkirke« og Lange-Muller: »Niels Ebbesen«.

Den blandede Korsang blev i Danmark fremkaldt af Musikforeningen og Cæciliaforeningcn (s. d.), der for saa vidt hver tog sin Opgave op, som den første plejer klassisk og moderne Musik imellem hinanden, mens den sidste, ved lige fra Begyndelsen at stille a-cappella-Tidens ital. Mestre øverst paa sit Program og ved Siden deraf ogsaa specielt at tage sig af den ældre tyske Oratoriemusik, fremfor alt gør sig til Talsmand for de svundne Tiders Musik. Musikforeningens Opgave optoges af Koncertforeningen, en kort Tid ogsaa af Dansk Koncertforening og Korforeningen. Fra Cæciliaforenin-gen udvoxede, inspireret af dens ypperligt skolede Madrigalkor, Mogens Wøldikes Palestrinakor og Jul. Foss' Danske Kantori, ligesom Rung-Keller ved Frelsers Kirkes Frikoncerter gaar i Cæciliaforeningens Spor ved der at give a-cappe//a-Tidens kirkelige Kor-værker Fortrinet.

I Norge er de første Sammenslutninger af Betydning Mandskor. » Sangerhøvdin-gen« J. D. Behrens (s. d.), hvis Hovedinteresse var Mandssangen, stiftede Studenter-S. 1845, senere Handelsstandens S. (1847), Conradi(s.d.)begyndte Haand-værker-S. (1845); den fjerde af de store Kria.-Foreninger, Arbejder-S., kom til 1864. Gennem Sangerfester rundt om i Landet øgedes Interessen, og ved Lands-sangerfesten i Kria. 1914 og Bergen 1926 samledes mægtige Skarer af Sangere fra hele Norge. Forgrundsfigurer i norsk Mandssang er foruden de to nævnte: 0. A. Grøndahl, A. Guldberg, I. Holter, J. Berntsen, Ing. Schjøtt. Et Landssangerforbund stiftedes 1921, og et Tidsskrift »Mandssangen« vaager over Kunstartens Interesser, som ogsaa økonomisk staar ret stærkt (A. Schibsteds Fond, A. Guldbergs Fond m. m.). Der holdes Dirigentkursus til Uddannelse af Lederne. Norsk Mandskor-Litteratur tæller en Bække prægtige Værker (af Kjerulf, Grieg, Haar-klou, Selmer m. fl.).

Langtfra saa udbredt er Interessen for det blandede Kor. Men ogsaa paa dette Felt arbejdes der med Iver paa de forsk. Steder i Norge. I Kria. kan nævnes »Grøndahls Kor« (1878—1906), »Cæciliaforeningen« (opr. »Lammers Kor« 1879), »Holters Korforening« (1898),»Landskoret«(1922), i Bergen Ing. Schjøtts og A. F. Dahls Kor, i Hamar » Hamar Korforening«, i Trondhjem »E. Saltnessands Kor«, i Bjukan »Ursins Kor«,som allesammen hararbejdet med større, særl. kirkelige Opgaver; endvidere har det blandede Kor ivrige Dyrkere i Østfold og paa Søndmøre.

I Sverige kan Mandskorsangen forfølges længst tilbage i Upsala, hvor først Häffner tog sig af den ved at skænke Studenterne de første svenske Mandskorsange: »Samlomsbrödra kring frihetens fane« og »Vikingsäten«.-Under ordnede Forhold indtraadte den upsalensiske Studentersang dog først, efter at O. F. Tullberg (Komponist af Mandskvartetten »Hjältar som bed-jen« m. m.) i 1830 havde samlet alle »Nationernes« Sangere til regelmæssige Fællesøvelser. I hans Spor gik siden Laurin ved sidst i 1830erne at være Medstifter, en Tid lang ogsaa Leder, af »Almänna Sångföreningan«. Imens havde ogsaa Lund faaet en vel ordnet Studentersang. 1833 stiftedes dér »Lilla Sångsällskapet«, der fem Aar senere omdøbtes til Lunds »Stu-dentersångförening« og snart begyndte der nu en ivrig Kappestrid mellem de to Byers S.er. Snart kom nu ogsaa Stockholm med. I 1846 stiftede A. Jahnke dér »Typografiska föreningens Kor«, i 1847 »Folksangforeningen« (Mandskor), 1862 »Stockholms almänna Sångförening«. I Upsala var i 1853 imidlertid »Orphei Dränger« (s. d.) bleven til. »Par Bricole« (s. d.) havde gjort Mandskvartetten til sin Hovedsag, o : Mandskorsangen greb kort sagt i Sverige mere og mere om sig. I 1884 var Sangforeningernes Antal i Sverige voxet op til 170, idet der nu i de fleste svenske Byer fandtes S.er. Ved Stiftelsen af »Sällskapet för svenska Kvartetsångens befrämjande« blev Bevægelsen end yderligere støttet. — Sammenslutningen af S.er til Opførelsen af store FceZ/eskoncerter blev i Sverige først sat forholdsvis sent i Vej. Den Första allmänna svenska Sångarfesten fandt først i 1897 Sted i Forbindelse med Sthlm.s Jubilæumsudstilling og fejredes under Medvirkning af 26 S.er med 1529 Sangere. Da kort i Forvejen S.erne i de svenske Landsdele havde begjmdt at samle sig i Fællesforbund, kunde den næste sthlm.ske Sangerfest gennem Deltagelsen af samttige svenske Sangerforbund endog regne med et Antal af 5033 Sangere. Hvor stor Udbredelse Mandskorsangen allerede havde i Sverige i 1880, viser Rystedts Fortegnelse over de indtil da i Sverige sungne Mandskvartetter: c. 550 svenske Mandskor og -Kvartetter komponerede af c. 100 nationale Komponister.

I Finland gaar Korsangen — bortset fra ældre Tiders Kirke- og Skole-musik — tilbage til Slutningen af 1770erne. Bl. a. opførtes 1795 Pergo-lesis »Stabat maten i Åbo, ved hvilken Lejlighed Damer af det gode Selskab første Gang optraadte offentlig. 1819 kom Mandskvartetten fra Upsala til Åbo med J. J. Pippingsköld og naaede her snart høj Blomstring. Studentersangen repræsenteres nuafAA-a-demiska Sångföreningen, stiftet 1840 af Fredrik Pacius, og Ylioppilaskunaan Laulajal (»Y. L.<), stiftet 1882 med P. J. Hannikainen som første Dirigent. Blandt ældre blandede Kor mærkes Faltinska kören (st. 1870) samt Sin-fonikören, stiftet 1888 af Koj a nus. Omkring 1870 grundlagde Gösta Sahlström Mandskoret M. M. (»Muntra Musikanter«, s. d.), som i sin Tid havde Ver-densi'3^T (flere Udenlandsrejser, bl. a. til Verdensudstillingen i Paris 1889). Den første S. er nu for Tiden Suomen Laulu, stiftet 1900 af Heikki Klemetti (s. d); det var i Begyndelsen Mandskor, men udvidedes 1907 til blandet Kor og har udfoldet en kunstnerisk set meget værdifuld Virksomhed: dets Repertoire omfatter saavel ældre som nyere Musik, bl. a. flere af Musiklitteraturens største Vokalværker (Bach m. to.), opførte paa finsk Sprog, og Koret har gjort udmærket vellykkede Turnéer til Skandinavien, Mellemeuropa, Ungarn, de Baltiske Stater og England. Blandt talr. andre S. bør navnl. mærkes Mandskoret Laulu-ilie-het samt de blandede Kor Kansallis-kuoro og Svenska Oratorieföreningen.

Sangkunst. Selv om den menneskelige Sangstemme har Ord for at være det fuldkomneste af alle Toneredskaber, er det de færreste sangbegavede givet at kunne benytte den paa rette Maade. For at opnaa sin fulde Styrke og Skønhed maa Sangstemmen under Kultur. Allerede i Middelalderen blev der derfor først i Bom og siden overalt i de Lande, hvor Kristenlæren fandt Indgang, oprettet Sangskoler til Uddannelse af dygtige Kirkesangere; den enstemmige gregorianske Sang (s. d.) gjorde jo med sin Rigdom paa Figurationer allerede Krav paa trænede Sangere. Da siden Flerstemmigheden tog Teten i Kirkesangen, samledes Interessen en Tid lang hovedsagelig omkring Kor- og især A-cap-pella-Sangen (i det sixtinske Kapel i Rom og talr. andre kirkelige og fyrstelige Kantorier rundt i Europa). Sidst i 16. Aarh. tog Sangkompositionernes Udpyntning med Koloraturerigen Over-haand i Kirkemusiken og foranledigede allerede Udg. af flere vejledende litterære Værker, deribl. Girol. della Casa's // vero modo di diminuire con tutte le sorti di istromento da flato et corde et di voce humana (1584), Zacconi's Pra-tica di musica (1592) o. fl. (se B. Ulrich: îDie Grundsätze der Stimmbildung wärend der a-cappella-Periode und zur Zeit des Aufkommen der Opera«), Hermed forberedtes allerede Sangvirtuositetens egentlige Blomstringstid, der blev indledet med Opeiaens Opfindelse (1594) og kulminerede med Bel-canto-Perioden i 18. Aarh. (se Opera: Scarlattis Tidsalder). De ældste Sang-undervisningsværker er Fortalerne til Caccini's Nuove Musiche (s. d.) og Ot. Durante's Arie divote (1608), hvor de saakaldte trilli, groppi og giri allerede spiller en fremtrædende Rolle. Senere Værker om Sangornamentiken er Tosi's Opinioni di cantori anlichi e moderni (1723) og Joh. Ad. Hiller's: »Anweisung zum musikalischen zierlichen Gesang« (1780). Havde det opr. været Kirken, bliver det nu Operaens Mestre (Komponister og Sangere), der leder Sangundervisningen. Forrest blandt d. 18. Aarh.s Sanger-Skoler stod Pistocchis (senere af Bernacchi fortsatte) Skole i Bologna. Andre berømte Sangpædagoger var i 18. Aarh. Porpora (der baade virkede i Venezia, Wien, Dresden, London og Napoli), Leo, Feo, Tosi, Mancini o. fl. — Mængden af berømte Sangere og Sangerinder er saa stor, at deres Navne vilde fylde mange Sider. — Undervisningsværker for Sang skrev bl. a. Vaccai, Concone, Bordogni, Panofka, Mad. Marchesi, Hauser, J. Stockhausen, J. Hey, H. Goldschmidt, Iffert, Fel Schmidt'o. a. (Litt.: G. Fantoni: Storia universale del canto, 1873).

Sangspil. Syngestykke, se Opera: den komiske O. og Musikens Historie B 11,4.

Sangværk, d. s. s. Klokkespil.

Sankey, Ira David, 1840-1908, amer. Sanger, kendt som Komponist og Samler af de typisk arner, popu-lært-opbyggelige Sange og Kor (Gospel hymns, udg. i 6 Bd., 1875—91).

Sankt Gallen, By i Schweiz, Sædet for en af Middelalderens navnkundigste Kloslerskoler ; sml. Romanske Bogstaver og Sequens.

Sanne, Viggo, 1840—96, dsk. Musiker, f. i Norge, var opr. Hornist i det kgl. Kapel, men samtidig navnl. virksom som Sanglærer ved kbhvn.ske Skoler; 1874 blev han Kantor ved Vor Frue Kirke, 1880, efter Berggreen, Sanginspektør, hvilken Virksomhed væsentlig optogham; udg. adskilligeSange, Syngeøvelser, pædagogiske Arbejder om Skolesang, en Violinskolem.m.samt »Musiklærens Begyndelsesgrunde^ (fl. Opl.); g. m. Sangerinden Eliza S., f. Rømer.

Santir el. Santur, gi. arabisk-persisk Strengeinstr., der sammen med Kanun (s. d.) anses for at have været Ophav til Middelalderens Psalter (s. d.). Lydkassen, hvis Sangbund er prydet med tre dekorative Lydhuller, har normalt

Form af en li-gesidetTrekant med afstumpet Top. Paa tværs af samme er der opspændt 25 firstrengede Kor (s. d.) af Staal. Førte ud over to modsat løbende Rækker af lave Stole deler disse sig i tre Stykker, af hvilke det midterste tjener til Anslag af de smaa Hamre el. bøjede Stave, der sætter Instr. i Klang.

Sapellnikof, Wassily, f. 1868, russ. Pianist. Elev bl. a. af Sofie Menter; paa talr. Koncertrejser har han erhvervet sig et betydeligt Navn som Klaverspiller; er ogsaa optraadt som Komponist (Klaverværker, deribl. populære Gavotter og Valse, og en Opera); en Tid Lærer ved Moskvas Konservat.

Saquebut (fr.), Basun (s. d.).

Sarabande (Sarabanda), opr. spansk Dans, der allerede nævnes i 16. Aarh. bl. a. af Shakespeare. Den var langsom og gravitetisk, i 3delt Takt og delte sig i to Repriser à 8 Takter. Sædvanlig begyndende paa fuld Takt, bevægede den sig gerne i Rytmen:

I Reglen rigt udsmykket med Forsiringer optoges S. tidligt i Suiten (s. d.) hvorden fik sin faste Plads mellem Courrante og Gige. Siden lagdes den hyppigt til Grund for Operaarier (Ex. Händels S. i Operaen »Almira«, der i iRinaldo« genoptræder i Arien »Lascia ch'io piangoi.

Sarangi, gl. indisk Baja-dereinstr. Er ligesom den ældste arab. Rebab udhulet i ét Stykke Træ og har Membran-Sangbund, 4 Tarmstrenge og 11 medklingen-

de (sympatiske) Metalstrenge. Se Sa-rinda.

Sarasate, Pablo de, 1844—1908, sp. Violinvirtuos, Elev af Paris' Kon-servat. (Alard), foretog vide Koncertrejser i Europa, Amerika og Orienten, gæstede flere Gange Kbhvn.; tilbragte næsten hele Livet paa Turnéer; han hørte til Tidens første Violinvirtuoser, navnl. ved fuldendt Teknik og Toneskønhed ; saavel M. Bruch som Lalo tilegnede ham en Koncert; komponerede og fremførte selv

Pablo Sarasate.

adskillig virkningsfuld, til Dels nationalpræget Violinmusik (med Klaver el. Orkester) : Aires Espanoles, Vilo y Habeïiera, Iota Aragonesa, Zigeunerweisen etc.

Sarinda, et af Sarangi (s. d.) udviklet 3strenget indisk Strygeinstr., hvis Lydkasse kun delvis er forsynet med Sangbund.

Sarly, Henry, f. 1884, belg. Komponist, Lærer ved Konservat. i Bruxelles og Musikinspektør ved det belg. Skolevæsen; har navnl. komponeret Kammermusik og Sange : omtales som meget begavet Komponist.

Sarrette, Bernard, 1765—1858, fr. Militær og Musikven, Kaptajn ved Nationalgarden; grundede efter Nationalgardemusikens Opløsning 1792 et Musikinstitut, der skaffede Musikere til Hærens forsk. Armékorps; fra dette Institut national de musique stammer det berømte Musikkonservat. i Paris, der oprettedes 1795; S. var til 1814 Direktør derfor og indlagde sig megen Fortjeneste af dets Ordning.

Sars, Eva, se Nansen.

Sarti, Giuseppe, 1729—1802, ital. Komponist, Elev af Padre Martini (Bologna) og allerede som ung kendt som Operakomponist; 1753 kom han til Kbhvn. og virkede her (som kgl. Kapelmester, 1770—72 tillige som Teaterentreprenør) til 1775 ved det kgl. Teater og den ital. Opera ; komponerede en Række ital. Opera, men deltog ogsaaiBestræbelserne for at skabe et dsk. Syngespil (Musiken til det første af den Art »Gram og Signe« er taget fra S.s Arier); til dsk. Text komponerede han »Soliman den anden« 1769 og

^Tronfølgen i Sidon«, senere bl. a. Ch. Biehls »Kjærlighedsbrevenei ; uheldig Livsførelse og økonomiske Vanskeligheder førte ham ind paa ulykkelige Transaktioner (Bestikkelser o. 1.), og han blev landsforvist. Han drog til Italien, blev Konservat.direktør i Venezia og Kirkekapelmester i Milano, fortsatte sin Operakomponistgerning og fejrede adskillige Triumfer, navnl. med îGiulio Sabino«, 1781, der anses for hans Hovedværk; hans Ry foranledigede en Kaldelse til Petersborg, hvor han tog sig energisk af den ital. Operas Fremme, men af Helbreds-hensyn og p. Gr. af Intriger maatte han opgive Stillingen; d. paa Hjemrejsen i Berlin. — S. tilhørte den napolitanske Skole; hans Operaer udmærkede sig mere ved Elegance, Me-lodiøsitet og virkningsfuld Orkestration end ved Indhold og Dybde; for dsk. Musikliv havde han egl. kun Betydning i organisatorisk Henseende. (Biogr. af Monte, 1922, se iøvrig C. Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid« og T. Krogh: >Zur Geschichte des dänischen Singspiels«).

Sartorius, Erasmus, 1577—1637, Kantor ved Domkirken i Hamburg, gav med sine Passionsmusikaftener

Stødet til de berømte hamburgske Kirkekoncerter. S. skrev flere Værker, hvori han angreb den nye Stil i Musiken (særl. i Institulionum musicaram tractatio).

Sarrusophon er et i alle Formater fremstillet Metal-Blæseinstr., der 1863 blev opfundet af den franske Militærkapelmester Sarrus. Den har samme Mundstykke som Obo og Fagot, men klinger paa Grund af sit langt videre og af Metal fremstilledeTonerør baade fuldere og kraftigere. I sin største Størrelse tjener den som Stedfortræder for Kontrafagotten. som den baade over-træffer i Henseende til Bevægelighed og til In-tonationssikkerhed.

Sasz (el. Sax), Marie, 1838 — 1907, belg.-fr. Sangerinde (Sopran), i 1860-erne fejret Primadonna paa den store Opera i Paris, under og efter Krigen 1870 paa ital. Scener; d. i Armod ved Paris.

Satie, Erik, 1866—1925, fr. Komponist, var Elev af Paris' Konservat. og senere i en ældre Alder af Schola cantorum; han levede i Paris og dens Forstæder et >Bohême«-Liv, en Tid som Pianist paa en Montmartre-Kabaret, hvor Debussy gjorde hans Bekendtskab. Ved sine Idéer (Anti-Wag-nerske Forløbere for Impressionismen) og sin Musik øvede han Indflydelse paa Musikere som Debussy, Ravel, Poulenc o. fl. ; hans Kompositioner, der fremkom under bisarre Titler som Pièces froides, Morceaux en forme de poires, Préludes flasques, toges ikke alvorlig af det store Publikum og har hidtil kun faaet ringe Udbredelse. — Andre af S.s baade i Form og Indhold dristige og besynderlige Værker (undertiden med Anvendelse af Jazz-og Cafe-chantant-Musik) er Les Gymno-pédies, Les Gnossiens, Socrate, komisk Opera Paul et Virginie, La Parade m. fl. Orkesterstykker.

Sats anvendes indenfor Musiken 1) i Betydning af en selvstændig afsluttet Afdeling af et større cyklisk Instrumentalværk, o: 1. 2. 3. osv. S. af en Suite, Sonate, Trio o. 1. — 2) Ved Analyseringen af et Musikstykkes el. en musikalsk Sætnings Form: Inddelingen i Hoved-S., For- og Efter-S., Mellem-S., Side-S., Gennemførings-S., Slut-S. o. 1. — 3) Ved Bestemmelsen af den anvendte Skrivemaade, f. Ex. : ren S., polyfon og homofon S., vokal og instrumental S., enstemmig og flerstemmig S. o. 1.

Sauer, Emil, f. 1862, tysk Klaverspiller, Elev af Nik. Rubinstein og F. Liszt, er optraadt paa Koncertrejser siden 1882; meget yndet i Tyskland som teknisk højtudviklet og elegant Pianist; lever i Wien, hvor han en Aarrække var Lærer ved Konservat.s Mesterklasse; har komponeret Klaverkoncerter, -Etuder og -Sonater, udg. forsk, ældre, mest instruktiv Klavermusik og forf. iMeine Welt« og »Bilder aus dem Geheimfache meiner Kunst«.

Saul, Felix, f. 1888, tysk-sv. Musiker, Pædagog og Forf. ; studerede i Münster og kom 1909 til Sthlm., hvor han blev Lærer ved Rieh. Anderssons Musikskole; Grundlægger af et Madri-gal-Selskab og navnl. kendt som Kritiker (»Dagens Nyheter«) og Medarbejder til udenlandske Fagskrifter.

Saul og David, Opera af Carl Nielsen, Kbhvn. 1902.

Sauzay, Eugène, 1809 — 1901, fr. Violinist, særl. kendt som Kvartetspiller; Lærer ved Paris'Konservat.; Komponist for Violin og for Klaver, Forf. af en Bog om Haydns, Mozarts og Beethovens Kvartetter.

Sauret, Emile, 1852—1920, fr. Violinist, Elev af Paris'og Bruxelles' Konservat.; fremragende Virtuos, fejret paa aarelange Kunstrejser bl. a. 1870—74 i Amerika; ogsaa virksom som Pædagog i Berlin, Chikago og ved Royal Academy i London,hvor han døde; g. m. Teresa Carreno (Ægteskabet opløst ved Skilsmisse); komponerede Koncerter og anden Musik for Violin.

Sauveur, Joseph, 1653 — 1716, fr. Matematiker og Akustiker, den første, som beregnede en Tones absolute Svingninger.

Savart, Felix, 1791—1841, fr. Akustiker, Prof. i sit Fag ved Paris' Univers., højt anset Forf. af Skrifter som Mémoire sur la construction des instruments à cordes et à archet, Sur la vibration de l'air, Sar la voix humaine etc.

Sax, Adolphe, 1814—94, fr. Instrumentmager, Søn af en kendt og talentfuld Instrumentmager i Bruxelles Charles Joseph S. (1791 — 1865), kom 1842 til Paris, hvor han vakte stor Opsigt med det af ham opfundne Blikblæseinstrument, som han benævnede Saxophon og som hurtig fandt Anvendelse af sam tidige Komponister (se Saxophon). Ogsaa paa andre Blæseinstr. ^Saxhorn«, >Saxotromba« fik S. Patent og fik dem indført i fr. Militærmusik; Lærer i Saxophonspil ved Paris' Konservat. (Litt.: O. Comettant: Histoire d'un inventeur du 19 siècle; Lajarte: Instruments Sax).

Saxhorn kaldte Ad. Sax under ét de af de gamle Klaphorn udviklede nyere Ventilsignalhorn, som han byggede i 7 Størrelser: som Sopranino-, Sopran-, Alt-, Tenor-, Bas-, dybt Bas-og Kontrabasinstrument (se Buglehorn og Tuba).

Saxophonen, der i 1840erne blev opfundet af Adolphe Sax (s. d.), men senere har været Genstand for adskillige Forbedringer,er frem-staaet ved Forbindelsen af et Klarinet-mundstykke med et parabolisk som oftest ' tobakspibeformigt Metalrør. Som Oboen blæser den over i Oktaven og behøver kun en forholdsvis enkel Klapmekanis-

me. Klangen er fuld, farverig og glansfuld som hos Trompeten. Den bygges i 7—8 Størrelser og kom fra førsl af især i Brug i franske og ital. Værker (Auber, A. Thomas, Bizet, Berlioz, Verdi) og i Militærmusik. I den nyeste Tid er den bleven et Hoved-instr. i det amerikanske Jazzorkester.

Saxtorph-Mikkelsen, Jacob, f. 1878, dsk. Musiker, har paa talr. Bejser rundt i Landet, og paa Turné i Amerika, til eget (Lut-) Akkompagnement foredraget folkelige Viser og Sange, deraf mange af egen Komposition, navnl. til Texter af Jeppe Aakjær og H. Bergstedt.

Sbriglia, Giovanni, f. 1840, ital. Sangpædagog, optraadte som Tenor-sanger paa talr. ital. Scener og i Amerika, og blev siden i Paris en højt-skattet Sanglærer, der har uddannet talr. vidtkendte Operasangere (først og fremmest Brødrene de Reszké).

Scala, se Skala.

Scalabrini, Paolo, 1713—1 803, ital. Musiker; som Kapelmester ved det Mingottiske (s. d.) Operaselskab kom han ira Graz til Kbhvn. 1747 og blev her Scheibes (s. d.) Afløser som kgl. Kapelmester; siden maatte han træde tilbage for Sarli (s. d.), men forblev i Landet som Kapelmester til 1781, da hans Hustrus Død foranledigede hans Hjemrejse til Italien, d. i Lucca ; komponerede baade Operaer og Kantater (Lejlighedsværker), dog uden Originalitet; hans Navn er imidtertid for bestandig knyttet til Musiken til Wessels »Kærlighed uden Strømper«, der ogsaa musikalsk blev en vellykket Parodi paa den datidige ital. Modeopera. Enkelte af hans andre Operaer (Syngestykker) komponeredes til dsk. Text: >Den belønnede Kjærlighed«, »Geniernes Fest«, »Oraklet«. (En Tradition, ifølge hvilken S. ufrivillig, navnl. ved Ukendskab til dsk. Sprog, skulde have skrevet sin parodierende Musik til Wessels Syngestykke, tør vistnok drages i Tvivl). (Litt.: C. Thrane »Fra Hofviolonernes Tid«; T. Krogh: »Zur Geschichte des dänischen Singspiels«; E. H. Müller: »Angelo u. Pietro Mingotti«).

Scaria, Emil, 1838—86, tysk Sanger (Basbaryton), opr. Jurist, studerede Sangkunst i Wien og debut. 1860 i Pest; senere var Garcia i London hans Lærer; han var længst knyttet til Wiener Operaen og en af dens fortrinligste Sangere (Wotan, Hans Sachs etc.).

Scarlatti, Alessandro, 1659—1725, berømt ital. Komponist (hvis Liv ikke er fuldt belyst), Elev antagelig af Ca-rissimi i Rom, var Kapelmester hos den i Rom levende sv.Dronning Chrislina; 1694 Hofkapelmester i Napoli, en kort Tid atter i Rom og derefter til sin Død i Napoli, ogsaa som Direktør for Konservat. (»St. Onofrio<); S. var en søgt Lærer med Elever fra alle Lande [Logroscino, Durante, Hasse o. m. a.), men navnl. en overordentlig produktiv Komponist; hans første Opera, 1679, efterfulgtes aarlig af en eller flere, og Tallet paa dem angives til omkr. 115 (hvorimellem dog antagelig smaa Intermezzi, dramat. Kantater o. I.); som de berømteste nævnes »Rosaura«, »Teodora«, »Pirro e Deme-trio«, »Laodicea e Bérénice«, »Tigra-ne«, »Griseida« (en af de sidste). S. er Grundlægger af den saak. »napolitanske Opera« (se Opera) og en af dens rigeste Begavelser, beundret af Samtid og nærmeste Eftertid ; hans Operaer udmærkede sig ved melodisk Skønhed og vokal Bravur, men tillige ved Sjælfuldhed og Karakteristik, og var uden de Forfaldsmærker, som siden prægede den napolitanske Opera ; som Kirkekomponist tilhørte S. en strengere Stil (den »romerske Skole«), ogsaa her er hans Frembringelsers Tal forbavsende: omkr. 200 Messer,

en lang Række Oratorier, Kantater, Psalmer, Motetter, Passion ni. m., endelig verdslige Vokalværker (Madriga-ler, Serenader, Duetter), nogen Orgel-, Fløjte- og Klavermusik (kun en mindre Del af S.s Kompositioner foreligger trykt); ved Siden af alt dette var han en fortræffelig Sanger og en beundret Kapelmester. (Biogr. af Edw. I. Dent og V. I. Borreri). — Hans Søn Domenico S., 1685—1757, ligesaa berømt Musiker som Faderen, men navnl. som Klavermester; kappedes 1709 i Rom med Handel i Orgel- og Klaverspil og blev 1715 Kapelmester ved Peterskirken ; senere i London for at fremføre en af sine Operaer, derefter i Lissabon som Cemba-listlærervedHof-et, 1725 i sin Fødeby Napoli.hvor han menes at være død (ifølge andre d. i Madrid, hvor S. en Aarrække opholdt sig ved Hoffet); ogsaa hans Liv er kun mangelfuldt oplyst. S. var en fuldendt, ligesaa teknisk brillant som delikat og aandfuld Bekersker af Klaveret; han skrev en lang Række Klaver- (og Orgel-) stykker, af hvilke han selv dog kun udg. enkelte Hefter (Pièces pour le clavecin, Essercizi per gravicem-balo), men som senere er udg. af Czerny, Köhler, Büloiv, Farrenc, Al. Longo (samlet Udg. hos Ricordi) o. a. S.s Klavermusik er et aandrigtSpilmed korte.præcise og iørefaldende Motiver, en blændende Udnytten af Instrumentets Effekter, dertil kæk, fuld af Lune og af Ynde, fornem og naturlig; kunstfærdig Kontrapunktik eller andet Dybsind saavel som Følelsesdybde træder i Baggrunden; Sonaterne er kun i én Sats, i Reglen i hurtigt Tempo. Dennes to Dele viser Prototypen for den senere klassiske Sonate (se iøvrig Sonate). (Biogr. af A. Longo, 1913).

Scemando (ital.), Foredragsbetegn., hensvindende.

Schacht, Matthias, 1660—1700, dsk. Musikforf., rejste en Del i Udlandet, 1683 Kantori Odense, 1686 Rektor i Kerteminde; forf. Bibliotheca rnusica danica etc, en Art Musiklexikon (det første dsk.), der navnl. for den biogr. Del har bevaret sin Værdi : Værket, i Manuskr. paa det kgl. Bibliotek, forberedes til Udg. ved G. Skjerne. Schaliapin, se Chaliapin. Schalk, Franz, f. 1863, østr. Musiker, Elev af A. Brückner, anset Dirigent, fra 1900 ved Wiens Opera og ved »Gesellschafts«-Koncerterne dér, 1918 ved »Wiener Operntheater« (med Rieh. Strauss); særl. i?røcA-/ier-Dirigent. — Hans Broder Joseph S., 1857—1911, er bekendt ved Klaverudtog (flrhd.) af Brucknerske Symfon. og Forf. af 5A11-ton Brückner und die moderne Musikwelt. (1885).

Schall, Claus Nielsen, 1757 — 1835, dsk. Musiker, uddannet til Violinist, allerede 1772 knyttet til det kgl. Teater (Balletten) og 1779 ansat i Kapellet; efter længere Studierejse, 1789, til Paris og tyske Musikbyer, blev han Koncertmester og 1818 Kapelmester, i hvilken Egenskab han indlagde sig megen Fortjeneste (jfr. bl. a. C. Af. v. Webers Udtalelser om Kapellet); som flittig Komponist med Anlæg for Melodiøsitet og med dramat.Fantasi og Anskuelighed skrev S. dels en Række Syngestykker (særl. i Chinafarernet, Text af P. Ä. Heiberg, 1792, der holdt sig paa Scenen i over 30 Aar og senere er genoptaget, og »Domherren i Milano«), dels paa Galeottis Opfordring Musik til adskillige af dennes Balletter (første Gang allerede 1775: »Bønderne« og »Herren paa Lystgaarden"); her

udfoldede hans Talent sig særl. og de gjorde i Reglen stor Lykke (navnl. >Kjærlighedens og Mistankens Magt«, »Hververen«, »Lagertha«, >Rolf Blaa-skjæg«, «Romeo og Giuletta«); endvidere flere Kantater (Lejlighedsarbejder for Kbhvn.s musikalske Foreninger) og nogen Violinmusik. Om den Yndest, S., der ogsaa lærte Københavnerne Haydns og Mozarts Kvartetter at kende, nød, vidner Oehlenschlägers og Bournonvilles Erindringer. (Litt.: Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«).

Schallstykke, det tekniske Udtryk for Lydtragten el. Lydbægeret hos Blæseinstr., se bl. a. Basun.

Scharffenberg-Forchhammer, Anna, f. 1877, norskfødt Romancesangerinde; uddannet af Fr. Arlberg og Fru Orgeni i Dresden. Første selvstændige Koncert i Kria. 1897. G. m. den danske Kammersanger Einar Forchhammer.

Scharwenka, Philipp, 1847—1917, tysk Musiker, studerede under Th. Kullak og blev Lærer ved sin nedenn. Broders Konservat.; bekendt som Komponist af en Række Orkesterkompositioner (Symfon., Suiter, Koncerter), Kammermusik (Trio i Cis-mol, Bratschsonate m. m.), Klaverstykker og Sange. — Hans Hustru Mariane S,, f. Stresow, bekendt Violinistinde. — Hans Broder Xaver S., 1850—1924, var Elev af Kullak, grundede sit eget, snart efter med det Klindworthske forenede, ansete og endnu bestaaende Konservat. (i Berlin); betydelig Klaverspiller, foretog talr. Koncertrejser, bl. a. med et fler-aarigt Ophold i Amerika, hvor han ogsaa optraadte som Lærer og Dirigent; Komponist af Opera, Orkesterværker, Kammermusik, Klaverstykker og Sange; forf. s Methodik des Klavierspiels« og »Klänge aus meinem Leben«.

Scheibe, Johan Adolph, 1708—76, tysk-dsk. Musiker og Forf., studerede opr. Jura, levede i Hamburg, indtil han blev Kapelmester hos Markgreven af Brandenburg, og kom derfra til Kbhvn. som kgl. Kapelmester, indtil 1748, da S., saalænge den ital. Opera beherskede Smagen, maatte fortrække

til Sønderborg, hvor han ledede en Musikskole; senere vendte han tilbage til Kbhvn. og d. dér; komponerede Operaer, Oratorier, Kantater, Passioner, Koncerter (Fløjte) etc., Arbejder, der for en stor Del stod i Forbindelse med S.s Forhold til Hoffet og til de i Kbhvn. bestaa-ende musikalske Foreninger, og hvortil Texten undertiden skyldtes Johs. Ewald (saaledes den berømte Kantate ved Fred. Y.s Død, 1766). Mere Betydning havde S. dog som Mu-sikforf. navnl. ved Udg. af »Kritischer Musicus« (1737—40 i Hamburg, samlet og omarb. i Kbhvn. 1745); hans Anskuelser nød ogsaa Anseelse i Tyskland; naar man har ment, at hans med Glucks beslægtede Idéerom Forholdet mellem Digtning og Musik skulde have paavirket den berømte Mester under dennes Ophold i Kbhvn., haves i hvert Fald intet nærmere Bevis derfor (slige Idéer laa iøvrig den Gang i Luften); derimod stod S. i nært Forhold til den musikyndende Holberg, der ogsaa sluttede sig til S.s Anskuelser; forf. iøvrig »Vom Ursprung und Alter der Musiki, »Über die musikalische Komposition« (kun l.Del 1773) m. m. og overs. »Peder Paars« paa tysk. (Litt.: Y. C. Ravn: »Musikforeningens Festskrift« I; C. Thrane: »Fra Hof-violonernes Tid«; T. Krogh: »Zur Geschichte des dänischen Singspiels im 18. Jahrh.«).;

Scheibler, Ludwig, 1848—1921, var egl. Kunsthistoriker (ved Berlins Malerisamling), men beskæftigede sig mod Slutningen af sit Liv mest med Musik; skrev om Klavermusik i det 18 —19. Aarh. og paabegyndte i Forening med O. E. Deutsch (s. d.) det store Værk om Fr. Schubert.

Scheidemantel, Carl, 1859-1923,

tysk Sanger (Baryton), Elev bl. a. af J. Stockhausen; fra 1886 en fremragende Kraft ved Bayreuther-Festspil-lene og fra 1886—1911 ved Dresdens Hofopera, siden Lærer ved Musikskolen i Weimar m. m.; har bl. a. forf. en ny Overs, af »Don Juan* samt udg. sangpædagog. Skrifter (»Stimmbildung«, talr. Opl., »Gesangs-Bildung« etc.) og en Samling »Meisterweisen«, 6 Bd. (Biogr. af P. Trede).

Scheidt, Samuel, 1587—1654, Organist i Halle, navnkundig Orgelspiller, kendt for sin kunstmæssige Bearbejdelse af den protestant. Koral (Ta-bulatura nova, >Tabulaturbuch 100 geistl. Lieder u. Psalmen«, Concerli sacri etc.).

Scheidtholz (Scheitholt), en af de udenlandske Forløbere for den norske Langeleik og det isl. Langspil, Hum len m. m. (s, d.). Den lignede Lange-leiken, men havde ifølge Prætorius kun 4 unisont stemte Strenge af Messing, o: 1 Melodi- og 3 Akkompagne-mentsstrenge. Frem og tilbage paa langs med Melodistrengens Baand førte den Spillende med venstre Haand en lille glat Stav, der udførte Strengeforkortelsen og skabte Melodien, mens højre Haands Tommelfinger ved uafbrudt at rutsche frem og tilbage paa tværs af Strengene satte Instr. i Klang.

Schein, Johann Hermann, 1586— 1630, tysk Komponist, Thomaskantor i Leipzig fra 1616, en af sin Tids fornemste tyske Mestre. Hans Værker (»Venuskräntzlein«, Cymbalum Sioni-um, Musica divina, Madrigali etc.) udkom samlet hos Breitkopf & Hårtel.

Scheinpflug, Paul, f. 1875, tysk Komponist, Elev af Konservat. i Dresden, bekendt som Dirigent og som Komponist af Sangstykker med orkestral Ledsagelse (»Worpswede«, »Frühling«), Mands- og Dame-Kor, Kammermusikværker og navnl. af den i Tyskland hurtig populære »Ouverture zu einem Lustspiel von Shakespeare« (opført i »Musikforeningen« i Kbhv n.).

Schenck, Peter, f. 1870, russ. Komponist, Elev af Konservat. i Petersborg; Pianist og Kritiker; har komponeret Operaer, Balletter, Symfon., symfon. Digtninge, Kammermusik, Klaverstykker, Kor og Sange samt Kantater, blandt hvilke »Kejser Alexander II«, »Nikolai II« og »Gogol«.

Schenk, Johann, 1761—1830, østr. Komponist, var i Wien en Tid lang i Hemmelighed Lærer i Teori for Beethoven, medens denne officielt var Haydns Elev; skrev Symfon., Koncerter og kirkelige Værker; navnl. bekendt og populær ved sine Sangspil, først og fremmest »Der Dorfbarbier« (1796) med naivt-humoristisk Text og munter og enkel Musik.

Schenker, Heinrich, f. 1868, østr. Musiker og Forf., Elev af A. Brückner, var Messchaerls Akkompagnatør; har holdt Foredrag over Musik, komponeret (særl. for Klaver og Sange), bearb. Bachske og Håndelske Værker (for Klaver), udg. Beethovens sidste Sonater med Kommentarer, og skrevet en Monografi om Beethovens 9. Symfoni (1912) samt »Harmonielehre« og s Kontrapunkt« m. m.; lever i Wien.

Schennich, Emil, f. 1384, østr. Komponist, Elev bl. a. af Pembaur, Reisen-auer, Nikisch; 1918 Leder af Musikforening, Konservat. og Symfonikoncerter i Innsbruck; betegnes som yderlig moderne orienteret Komponist (Fantasia estatica for Klaver og Strygere, Serenade for Orkester, talr. Kammermusik og Sange).

Scherchen, Hermann, f. 1891, tysk Dirigent, 1907 Bratschist i Berlins filharmoniske Orkester ; efter Fangenskab i Rusland Dirigent i Berlin og tillige Lektor ved » Hochschule« (i moderne Musik); særl. virksom for udbredelsen af »Ny Musik« ; udg. i samme Retning Maanedsskriftet:>Melos« ; Komponist af Kammermusik og Sange.

Schering, Arnold, f. 1877, tysk Mu-sikforf, studerede Violinspil (Joachim) og Komposition; har virket som mu-sikhistor. Forsker ved Leipzigs Univers, og fra 1920 som Prof. i Halle; en væsentlig Del af S.s Gerning har været helliget J. S. Bach (fra 1904 Udg. af »Bachjahrbuch« for det »Ny Bach-Selskab«); har iøvrig forf. »Geschichte des Oratorium«, »Musikalische Bildung und Erziehung« (fl. Opl.), »Tabellen zur Musikgeschichte« (fl. Opl.), »Deutsche Musikgeschichte im Umriss« (1 917) etc.; Ophavsmand til en Teori om det 14—16. Aarh.s Vokalmusik som »Koloreret Orgelmusik«, der dog er mødt med Kritik; har bearbejdet Dommers Musikhistorie og forsk, ældre vokal og instrumental Musik.

Scherzando, forkortet Scherz, (ital.) Foredragsbetegn., spøgefuldt.

Scherzo er en livlig spøgefuld Sats, der har udviklet sig af den humoristiske Haydnske Menuet (s. d.) og med Beethoven rykkede ind paa dennes tidligere Plads i Symfoni og Sonate (d. e. mellem Andante og Finale; i nyere Tid undertiden ogsaa mellem lste Allegro og Andante). Se Sonate. Af Chopin udvikledes S. siden til et større selvstændigt Musikstykke, der oftest behandles i Rondoform. Som selvstændig Komposition optræder S. forøvrigt allerede i 17. Aarh. baade i Sangform og som Instrumentalsats.

Scheurleer, Daniel François, f. 1855, höll. Musikforf. og Instrumentsamler, Bankier og levende musikinteresseret; Præsident for Yereeniging voor Nederlands Muzickgeschiedenes og for Union musicologique samt Ejer af en kendt værdifuld Instrumentsamling (med Bibliotek); har forf. talr. Arbejder vedr. holl. Musik- og Instrumenthistorie, Katalog over sin Samling, »Franz Liszt«, »Mozartiana«, etc.

Schibsted, Amandus, 1849—1913, nsk. Redaktør og Ejer af »Aftenposten«. Kria., viste gentagne Gange og paa forskellig Vis sin levende Interesse for Mandssangen. Sit smukkeste Udslag fik den, da han i 1898 skænkede 20 000 Kr. som Grundkapital for et »Redaktør S.s Fond til Mandssangens Fremme.« Af Renterne stilles 400 Kr. aarlig efter Tur til Raadighed for de 4 store Sangforeninger i Kria. S. var et meget virksomt Medlem aflndsamlingskomiteen til Univers.'s nye Festsal (1911).

Schicht, Johann Gottfried, 1753— 1823, tysk Musiker, Hillers Efterfølger som Dirigent af »Gewandhaus- Koncerterne« i Leipzig, senere tillige Thomaskantor; habil Komponist af Oratorier og anden kirkelig Musik, en Klaverkoncert m. m.; særl. fortjenstfuld var hans store Koralbog (1819), hvori Salmemelodier af S. selv; Forf. af et teoret. Værk »Grundregeln der Harmonie«.

Schiedermair, Ludwig, f. 1876, tysk Musikforf., studerede Musikvidenskab ved Univers, i München (Sandberger), fra 1920 Prof. ved Bonns Univers.; kendt Forf. af Arbejder vedrørende tysk Opera i 17—19. Aarh., af »Beiträge zur Geschichte der Oper um die Wende des 18. u, 19. Jahrh.« (2 Bd. væsentlig om Simon Mayr), >Einführung in das Studium der Musikgeschichte« og navnl. af »Mozarts, »Die Briefe Mozarts und seiner Fami-liec (5 Bd.) og »Der junge Beethovens, 1925; ogsaa Komponist.

Schiemann, Christian, 1824 —1915, dsk. Obospiller, Elev af C. Barth, i det kgl. Kapel allerede 1845 (til 1895!); som fremragende Virtuos paa sit Instrument ogsaa optraadt i Udlandet; grundlagde med Ne rada og Lanzky de saak. »Kapelsoiréer« (for Kammermusik med Blæsere); udmærket Lærer, der fortsatte den fra Barth hidrørende Tradition og uddannede Elever som O. Bendix, Olivo Krause, P. Brøndum; udg. »Sieben cha-racteristische Studien« (f. Obo).

Schierbeck, Poul, f. 1888, dsk. Musiker, studerede opr. Jura, blev Musik-Elev af Carl Nielsen, Th. Laub, Fr. v. d. Skicken o. fl.; Organist ved Skovs-

hoved Kirke og Dirigent (af Kor og af Musikforeningen »Euphrosyne«); har komponeret en Symfon., flere Kantater (særl.til Univers.s Immatrikulations-fest), en Del Kammermusik, Klaverstykker, Marionetmusik og Sange.

Schietto (ital.), Foredragsbetegn., aaben, ligefrem.

Schikaneder, Emanuel, 1748 —1812, tysk Sanger, Skuespiller, Teaterdirektør; kendt som Forf. af Texten til Mozarts »Tryllefløjten« (hvortil hans Forfatterret dog i vore Dage delvis er blevet bestredet), der paa et kritisk Tidspunkt reddede S.s Teater i Wiens Forstad ; forf. en Bække andre folkelige Sangspiltexter. (Biogr. af Komor-zynski. 1901).

Schildknecht, Alrert, grundede 1859 i Sthlm. det bekendte store Firma for Musikhandel og -forlag »Elkan & S.s som han ledede indtil 1909.

Schilling, Gustav, 1803—1881, tysk Musikforf., Leder af en Musikskole i Stuttgart, maatte 1857 udvandre til Amerika, hvor han døde; af hans mange Skrifter er mest kendt: »Universallexikon der Tonkunst« (6 Bd. og Suppl. 1835—38, senere genudg.), et for Datiden fortjenstfuldt Arbejde.

Schillings, Max, f. 1868, tysk Komponist, studerede i Bonn og München, blev Leder af Stuttgarts Hofopera indtil 1918 og fra 1919—25 af Statsoperaen i Berlin; ogsaa paa Kunstrejser er han optraadt som Koncertdirigent; han fikopr. Navn ved Opera-

erne »Ingwelde« og »Der Pfeiferiag«, kendelig undfangne under Wagnersk Paavirkning; S. har desuden skrevet Musik til Sofokles »Kong Ødipus« og Aischylos' »Orestiade«, endvidere en symfon. Fantasi »Meergruss u. Seemorgen«, »Ein Zwiegespräche for Violin og Cello med Orkester, Melodramaet »Das Hexenlied« og senere Operaen »Moloch« og »Mona Lisa«, 1915, hvilken sidste havde Sceneheld; endelig »Erntelieder«, »Glockenlie-der«, »Hochzeitslied« (for Soli, Kor og Orkester), Violinkoncert og Sange.

Schindler, Anton, 1795—1864, østr. Musiker og Forf., traadte fra 1819 i Forbindelse med Beethoven og blev dennes »Famulus«; senere virkede han (som Pædagog og Kirkekapelmester) i Münster og Aachen, d. i Frankfurt a. M. ; den første Beethovenbiograf (1840); trods Værkets noget forvirrede Anlæg og pedantiske Mangel paa dybere For-staaelse af Beethovens Kunst og Væsen, erdet værdifuldtog i det hele paalideligt, ofte overs, og oplagt (Nyudg. ved Keltischer 1909) og af senere Forff. meget benyttet. S.s Stolthed over Forholdet til Beethoven ytrede sig paa naiv-komisk Maade ved, at han paa sit Visitkort satte: Ami de Beethoven!— Hans rige Efterladenskaber Beethoven vedrørende, deribl. den lange Bække »Konversationshefter«,opbevares i BerlinsStats-bibliotek.

Schindler, Poul Christian, 1648— 1740, kom fra Dresden til Kbhvn. som Gambespiller og blev Hofkapelmester; han er den første dsk. Operakomponist, idet hans til tysk Text komponerede »Der vereinigte Götterstreit« opførtes 1689 paa Amalienborg. (Litt.: C. Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«).

Schirmer, Gustav, 1829 — 93, tysk-arner. Musikforlægger, kom 1837 til New York og grundede dér et Musikfirma, hvoraf han fra 1866 var Eneindehaver, og som fortsattes af hans Sønner Budolph S. (d. 1919) og Gustave S. (d. 1907) som et af Amerikas største; det har bl. a. udg. Library of Musical Classics, The Golden Trea-sury, et Musik-Lexikon og Tidsskriftet The Musical Qaarterly.

Schirmer, Hildur Koch, 1856— 1914, nsk. Koncertsangerinde og Sangpædagog, Elev af Operasangerinden Bossenhagen Koch, Hannover, og Viar-dot Garcia, Paris. Talr. Koncerter i Norge, Tyskland, Danmark. Skønt tyskfødt var hun en varmt interesseret og fremragende Tolker af nsk. Bomancer.

Schiøler, Axel, f. 1872, dsk. Musiker, uddannet som Violinist hos V. Tofte og Berthelier i Paris, forblev dér bl. a. som Medlem af Lamoureux-Ov-kestret, senere Dirigent i Bergen og i Kbhvn. (»Filharmonisk Selskab«, Kommunens Friluftskoncerter); har i længere Tid mest levet i Udlandet; komponerede Violinmusik, Symfon. og sym-fon. Digtning : Napoleon Bonaparte.

Schiøler, Victor, f. 1899, dsk. Klaverspiller, studerede i Tyskland hos I. Friedmann og À. Schnabel; har siden 1914 foretaget talr. Koncertrejser og i Kbhvn. givet en Bække Koncerter (med og uden Orkester); ogsaa op-traadt som Dirigent.

Schiørring, Johanses, f 1869, dsk. Violinspiller, Søn af mangeaarig Kapelmusikus, Kammermusikspiller Chr. Schiørring, 1837—93; har studeret hos Tofte, i Berlin og Paris, blev 1893 Medlem af det kgl. Kapel, hvor han fra 1917 har været Koncertmester; siden 1909 Lærer ved det kgl. dsk. Musikkonservat.

Schiørring, Niels, 1743—98, dsk. Musiker, Elev af Scheibe (s. d.) og Ph. Em. Bach, dygtig Klaverspiller, Cembalist (Bepetitør) i det kgl. Kapel; fra 1775 kgl. Kammermusikus efter Sarti_}til sin Død; mest kendt som Udg. af Koralbøger samt af »Selskabssange« og Arier og Sange af Syngestykker (fra det kgl. Teater); g. m. den bekendte Skuespillerinde MetteMarieRose.

Schiøtt, Valdemar, 1826-1915, dsk. Musiker, Fløjtenist i det kgl. Kapel 1852—89, indlagde sig særl. Fortjeneste som Lærer gennem 50 Aar til 1903 ved Blindeinstitutet (.opfandt forsk. Hjælpemidler til Undervisningen dér), ligesom han ogsaa paa anden Maade virkede uselvisk for Blindesagen og Filantropi i det hele; komponerede Kantater (Blindeinstitutet og Frimurerordenen, hvor han var Dirigent), Klaverstykker og Sange.

Schiøtz, Gudrun-Sophie, f. 1880, nsk. Romancesangerinde, uddannet i Kria. og Berlin; debut. 1909, første selvstændige Koncert 1914.

Schjelderup, Dagny, f. 18 , nsk. Sangerinde, Elev bl. a. af Materna, Wien, og Lincke, Kbhvn. Virkede først ved Bergens Teater (Mimi, Zerlina i »Fra Diavolo« m. fl.), debut, som Koncertsangerinde i Kria. 1917. Har givet adskillige Koncerter ogsaa udenlands.

Schjelderup, Gerhard Rosenkrone, f. 1859, nsk. Komponist, kom efter nogen Tids filologisk Studium til Paris og studerede Violoncel hos Fran-chomme og Komposition hos Savard og Massenet, debut, som Cellist og gav en Række Koncerter i Hjemlandet sammen med sin Søster Hanka S.

Fra 1887, da han hørte »Ringen« i Karlsruhe, kastede han sig over Musikdramaet, og han er den norske Komponist, som har skabt de betydeligste Værker i denne Genre. Hans vigtigste Arbejder er »Østenfor Sol og vestenfor iMaane«, »Bruderovets »Julespil«, aOfferildene«, »Vaarnat«, »Den røde Blomst«, »Uveirsnat og Morgenrøde«, samtlige — med Undtagelse af K. Gjellerups »Offerildene« — til egne Texter. Flere af hans Operaer er opførte i Udlandet. Af Arbejder for Orkester alene kan nævnes »Solopgang over Himalaia« og >Brand«, som viser hans Kraft og udsøgte Orkesterbehandling. Han har ogsaa skrevet Mandskor, Sange, deribl. de prægtige Ballader >Jan Bart«, »Jane Grev« m. fi., en Kvartet samt Violin-og Cello-Kompositioner. Som musik-histor. Forf. har S. været meget produktiv. Foruden en Grieg- og en Wagner-Biografi samt utallige Artikler i Blade og Tidsskrifter udg. han sammen med O. M. Sandvik » Norges Musikhistorie«.

Schjelderup, Mon (Maria Guslava), f. 1870, nsk. Komponistinde, Elev af Agathe Backer-Grøndahl, Kria., Raif, Succo og Bargiel, Berlin, Massenet, Paris. Debutkoncert i Kria. 1894. Har bl. a. skrevet Forspil til Ibsens »Vildanden«, Violinsonate og mange Sange.

Schjelderup-Petzold, Hanka, f. 1865, nsk. Pianistinde, ogsaa uddannet som Sangerinde, Elev af Massenet og Liszt. Har givet mangfoldige Koncerter i Europa, Amerika og Østasien. Bestyrer af Japans største Musikskole (Tokio) og som saadan japansk Embedsmand.

Schjøtt, Ingolf, 1851—1921, nsk. Baryton, Sanginstruktør og Organist, uddannet i Bergen (Organistskolen), Sthlm. (Elev af Günther og Arlberg) og Frankfurt a. M. I 1878 Kantor og Organist ved Domkirken i Bergen. Indlagde sig stor Fortjeneste som Kordirigent i sin Fødeby.

Schlegel, Leander,"i844—1913, noll. Komponist, Dirigent og Leder af en Musikskole i Haarlem ; af hans — Brahms-paavirkede — Kompositioner fremhæves Kammermusik, Klaverstykker, Sange og navnl. en Violinkoncert.

Schletterer, Hans Michel, 1824— 93, tysk Musiker og Forf, Univers.-Musikdirektør i Heidelberg, siden Kirkekapelmester i Augsburg, hvor han grundede Musikskole og Oratorieforening; her døde S.; som Komponist (mest vokale, særl. kirkelige, Værker) uden Betydning, mere kendt som Forf. (»Das deutsche Singspiel«, »J. Fr. Reichardt«, (uafsluttet), »Studien zur Geschichte der französischen Musik« (3 Bd.), »Per-golesi«, »J. J. Rousseau«, »Spohr« etc.) og Udg. af Breitkopf & Härteis > Opera-bibliothek«, og D. Scarlattis Klavermusik m. m.

Schlüsselfiedel, det tyske Navn for Nøglefejle el. Nyckelharpa (s. d.).

Schlüter, Max, f. 1878, dsk. Violinist, Elev af Joachim, foretog, indtil 1909, udstrakte Koncertrejser, endog til Japan, Kina, Australien etc.; lever i Kbhvn. som Pædagog. — Hans Broder Poul S., f. 1879, er Pianist, optraadte som Koncertspiller hjemme og i Udlandet, men i de senere Aar mest virksom som Pædagog; lever i Kbhvn.

Schloezer, Boris de, f. 1884, russ. Musikforf., Elev af Bruxelles' Konser-vat., lever i Paris som Forf. og Kritiker; har udg. »Skriabin« (2 Bd.), iøvrig særl. skrevet om den moderne russ. Musik (Stravinsky etc.).

Schmedes, Erik, f. 1868, dsk. Sanger (Tenor), uddannet i Wien, hos Padilla i Paris og siden hos Iffert i Dresden; har virket ved forsk, tyske Scener, indtil han 1898 blev Første-Tenor i Heltefaget ved Wiens Opera {indtil 1924); særl. udmærket i Wagners Værker; udførte i Bayreuth Siegfrieds og Parsifals Partier, er nogle Gange optraadt som Koncertsanger i Kbhvn. — Hans Broder Poul S., f. 1869, er Koncertsanger (Baryton) og Sangpædagog, nu Lærer ved Konser-vat. i Wien, og Broderen Hakon S., f. 1877, Violinist, Elev af Anton Svendsen og Ysaye; i en Aarrække levet og koncerteret i Udlandet (Berlin, Paris, Boston, Spanien, Rusland*;, har komponeret nogen Violinmusik, Sange, Operetten »Dronningen af Montmartre« ^Casino) og Balletten »To i et Glashus« (det kgl. Teater 1923).

Schmid, Heinrich Caspar, f. 1874, tysk Komponist, Elev af Münchens Musikakademi (Thuille m.fl.), hvor han efter Koncertrejser som Pianist blev Lærer, fra 1924 Direktør for Augsburgs Musikskole; tilhører den saak. »Münchenerskole« og omtales som inspireret af gi.-bayersk Folkemusik (talr. Sange og Kor, ogsaa for Børn, Klaverværker, deribl. s Bayerische Ländler« f. 4hd. KL, nogen Kammermusik, et »Volksliederspiel«, et Mysteriespil m. m.).

Schmidt, Franz. f. 1874, ungarsk Musiker, en Aarrække Cellist i Wiens Hofoperas Orkester, Komponist af Sym-fon. (én er opført i Kbhvn.), Operaen Notre Dame m. m.

Schmidt, Leopold, f. 1860, tysk Musikforf., »Berliner Tageblatts« mange-aarige ansete Musikanmelder og Forf. af en Række Skrifter som »Zur Geschichte der Märchenoper! (1895), sG. Meyerbeer«, »Haydm og »Mozart« (i Samlingen »Berühmte Musiker«, fl. Opl.), »Moderne Musik«, »Meister der Tonkunst«, »Beethoven« (1914) va. m., samt Indi. til Schmitz' Xyudg. af E. Naumanns »Illustrierte Geschichte der Musik« og Udg. af Beethoven- og Brahms-Breve; optræder som Foredragsholder (i Kbhvn. om Symfoniens Historie med orkestral Illustration).

Schmitt, Aloys, 1788—1866, tysk Klaverspiller og Komponist i Frankr furt a. ML; udg. værdifulde instruktive Værker foruden en Del Kompositioner i forskellige Genrer. — Hans Søn Georg Aloys S., 1827—1902, rejste opr. som Klaverspiller ogsaa udenfor Tyskland, blev Operakapelmester i Schwerin, hvor han udfoldede en betydningsfuld Virksomhed; d. i Dresden; en flittig Komponist, dygtig Dirigent og fortjent ved at fremdrage ældre Værker af musikhistor. Interesse.

Schmitt, Florent, f. 1870, fr. Komponist; 1921—24 Direktør for Lyons Konservat.: en af de betydeligere nutidige fr. Komponister; hans allerede store Produktion, udmærket ved Fantasi, Energi, Klarhed og glimrende Or-kestration, tilhører nærmest impressionistisk Retning, paavirket af Debussy og russ. Musik; den omfatter Orkesterværker som En été, La palais hanté (efter Poë), Rêves, La tragédie de Salome (bearbejdet efter Ballet, opført i Kbhvn.), Klaverstykker, Sange med Klaver og med Orkester, a-cap-pella-Kor, Kammermusikværker (som Lied et Scherzo, opført i Kbhvn.).

Schmitz, Eugen, f. 1882. tysk Mu-sikforf., opr. Jurist, senere Elev at Sandberger og Kroger (i München), Docent ved Univers, sst., fra 1915 i Dresden som Anmelder og Prof. i Musikvidenskab ved »Teknisk Højskoles produktiv Forf. baade paa den ældre og nyere Musiks Omraade (»Palestri-na«, »H. Wolf«, »R. Strauss als Musikdramatiker«, »Rieh. Wagner«) og af teoret. Skrifter (»Handbuch der Mu-sikâstetik« etc.); Nyudg. af E. Nau-

manns Illustr. Musikgeschichte og af Ældre Musik.

Schnabel, Arthur, f. 1882, tysk Klaverspiller, Elev af Leschetizky, har foretaget talr. Koncertrejser, bl. a. til Kbhvn. •og Kria., meget skattet pianistisk Fortolker; lever i Berlin; han har ogsaa forsøgt sig som Komponist af yderlig moderne Retning og har med K. Flesch bl. a. udg. MozarlsVio-lin-Sonater. —

Hans Hustru Therese S., f. Behr, er en 3-n-det Koncertsangerinde, der oftest (saaledes il. Gange i Kbhvn.) optræder med sin Mand som Akkompagnatør, desuden søgt Sangpædagog.

Schnadahüpfl, Danseviser, der er i Brug i Østalperne og sædvanlig afsluttes med Jodlen. Minder i rytmisk Henseende om den østrigske Ländler (s. d.).

Schnedler-Petersen, Frederik, f. 1867, dsk. Musiker, studerede fra ung Violinspil og blev Elev i Musikkonser-vat. (Tofte, Gade, Hartmann), derefter fra 1888—92 i »Hochschule« i Berlin, hvor Joachim var hans Lærer, og senere Studier i Paris; virkede som Koncertmester i Berlin og Kbhvn. (Tivoli), som Dirigent forsk. Steder, saaledes i Finland ; fra 1 906 som Kapelmester i Tivoli og for Palækoncerterne {» Kbhvn.s Filharmoniske Orkester«); fra 1912 Leder af Kommunens Koncerter ; har lagt særl. Vægt paa at fremføre ny dsk. og samtidig fremmed Musik.

Schnéevoigt, Georg, f. 1872, finsk Musiker, Elev af Klengel, opr. koncerterende Cellist i og udenfor Finland; fra 1901 Dirigent i Riga, for sKaimt-Orkestret i München og fra 1912 i Helsingfors for et af ham grundet Symfon.-Orkester, senere for det ny Stadsorke-ster (se Kajanus); fra 1915—24 Leder af »Konsertföreningen;: i Sthlm.: Konstitueringen af »Det filharmoniske Selskab« i Kria. 1919 foregik under hans Ledelse, og han blev ansat som en af Selskabets Dirigenter (sammen med Joh. Halvorsen og Ign. Neumark); har paa tatr. Koncertrejser faaet Navn som dygtig og temperamentsfuld Dirigent. — Hans Hustru Sigrid S., f. 1878, er Koncertpianist, Elev af Busoni; er optraadt med S. paa hans Turnéer og har i en Aarrække været Lærerinde ved Musik-institutet i Helsingfors.

Schneider, Johann Christian Friedrich, 1786—1853, tysk Komponist, nærmest Autodidakt, begyndte tidlig at komponere, 1821 i Dessau som Hofkapelmester, til sin Død; stiftede en Musikskole, der kom højt i Ry, kaldtes ofte til at dirigere de store Musikfester, nærede stor Interesse for Sangforeningernes (> Liedertafel«) Udvikling og nød i det hele ikke ringe Anseelse, var bl. a. den ene af Dommerne, der 1841 tilkendte Gades iOs-sian-Ouverture« Prisen; som Komponist var S. navnl. kendt ved sine — særl. i Korsatserne virkningsfulde — Oratoner, særl. »Das Weltgericht«, men skrev iøvrig i alle Musikens Genrer og forf. musikteoret. Skrifter, der til Dels kom i flere Udg. og overs, paa andre Sprog. (Biogr. af F. Kempe).

Schneider, Max, f. 1875, tysk Musik forf., uddannet ved Leipzigs Univers., Operakapelmester; men gik snart over til musikvidenskabelig Forskning, ansat ved Berlins kgl. Bibliotek og fra 1915 ved Breslaus Univers.; Medudg. af Miscellanea musicae bio-bibliogra-phica og Forf. af »Die Anfänge des Basso continuo etc«, 1918, samt talr. Afhandlinger i Fagskrifter (særl. i »Bach-Jahrbuchc og »I. M. S.«).

Schnerich, Alfred, f. 1859, østr. Musikforf., indtil 1923 ansat ved Wiens Univers.-Bibliotek; har navnl. skrevet om Kirkemusik (delvis polemisk): »Messe und Requiem seit Haydns, >J. Haydn und seine Sendung« m. ru.; Udg. af Mozarts Requiem og af »Denkmäler liturgischer Tonkunst«.

Schnorr von Carolsfeld, Ludwig, 1836—65, tysk Sanger, Søn af den berømte Maler, Elev af Leipzigs Konservat. og i dramat. Kunst af E. De-vrienl; 1860 Heltetenor ved Dresdens Opera; fortræffelig, af Wagner højt skattet Tannhäuser havde netop kreeret Tristan i München, da Døden bortrev ham; hans Hustru Malyvina S., f. Garrigues, 1825 —1904, f. iKbhvn. ligeledes en fremragende dramat. Sangerinde, bl. a. den første Isolde.

Schobert, Johann, tysk Klaverspiller og Komponist, om hvis Liv lidet vides, før han 1760 blev Kammercembalist hos Prinsen af Conti i Paris; her var han i bøj Grad skattet som Pianist, her lærte den unge Mozart ham og hans Værker at kende og her d. han. Den en Gang saa fejrede S. var omtrent gaaet i Glemme, da vore Dages Musikforskere paapegede hans histor. Betydning; han er en af de første, der skrev Kammermusik med Klaver (hvor dette rigtignok behandledes stærkt solistisk), og hans Kompositioner har formelt og indholdsmæssigt (ved en ofte dyster og lidenskabelig Tone) øvet Indflydelse paa Mozart-, S. staar »Mannheimerskolen« (s. d.) ret nær; hans Kompositioner er navnl. Klaversonater, Klaver-Violin-Sonater, Trioer og Kvartetter (med Klaver), »Sy m-fon.« (f. Klaver, Violin og Horn), Klaverkoncerter; Riemann udg. et Udvalg deraf.

Schofar, ældgl. jødisk, af et Vædderhorn fremstillet Tempelinstr., der i Synagogen blæses Nytaarsdag og ved Afslutning af Forsoningsfesten. Nævnes gentagende i det gi. Testamente.

Schola cantoruin, en i 1896 i Paris af Ch. Bordes, A. Guilmant og V. d'Indy stiftet Skole for liturgisk Sang, senere omdannet til Konservatorium til spec. Uddannelse af Tonekunstnere (ikke Virtuoser); se Konservatorium.

Scholander, Sven, f. 1860, sv. Sanger, af Fag Dekorationsbilledhugger og siden Fotograf, uddannet i Sang i Frankrig og Italien: begyndte omkr. 1890 sine Vise- og Lutaftner, først i Skandinavien, senere rundt om i Europa, hvorved han fik Navn som Samtidens ypperste .BdZmansanger; siden optog han ogsaa den fr. Chanson paa sit Repertoire; »S.-Programmerne« omfatter en større Del af dette Repertoire, derunder ogsaa Viser til S.s egne Melodier; i de senere Aar optraadte hans Datter Lisa S. i Forening med ham.

Scholz, Bernhard, 1835—1916, tysk Musiker, Elev af 5. Dehn i Berlin, Kapelmester ved Operaen i Hannover og fra 1883 Leder af det ansete Hoch'ske Konservat. i Frankfurt a. M. ; optraadte som Klaverspiller; Musiker af udpræget konservativ Retning; har komponeret Operaer, Klaverkoncert, Symfon. og Kammermusikstykker m. m. samt bearbejdet og udgivet Dehiis Lærebog om Kontrapunkt og Fuga og selv forf. teoret. Skrifter og sine Memoirer : » Verkhmgene Weisen«, 1911.

Scholze, Johann Sigismund, 1705 — 50, Leipzigerstudent, der under Pseudonym Sperontes udg. »Singende Muse an der Pieisse«, en Samling Digte og Vers til kendte Melodier (mest i Danserytmer^, der blev meget populær og spillede en vis Rolle i den tyske Sangs Historie (Nyudg. ved E. Buhle).

Schop, Johann, d. 1664, tysk Violinspiller og Komponist, 1615—19 ansat ved det danske Hofkapel, senere i Paris og Hamburg, men deltog jævnlig i Koncerterne ved det dsk. Hof og var meget yndet af Christian IV. Udg. »Hausmusik«, »Geistliche Koncerte« m. m. samt »Himmlische Lieder«. Af disse sidste er mest sunget Koralen »Werde munter, mein Gemüthe« (dsk. Koralbog: »Vær nu glad og vel til Mode« — nsk. nye Koralbok: »Som den gylne sol frembryter«).

Schottisch, Dans, se Eccosaise og Skotsk.

Schott & Söhne, tysk Musikforlag i Mainz, grundet 1773 af Bernhard S., d. 1817, og snart voxet til et af Tysklands største; udg. en De\ af Beet-hovens sidste Værker, senere talr. ital. Operaer og navnl. de store VSagnerske Musikdramaer (i forsk. Udg.); Filialer er anlagt i Bruxelles, London, Paris.

Schousboe, Fritz, 1857—98, dsk. Pianist, Elev af Neupert og af Kbhvn.s Konservat.; optraadte som Koncert-spiller og ansattes som Lærer ved Konservat. i Berlin (Scharwenkas), Genève og Köln, hvor han d.; har komponeret Klaverstykker og Sange.

Schrader, Bruno, 1861—1926, tysk Musikforf., en af de længst levende Liszt-Elever, Pianist og Kritiker, levede i forsk, tyske Byer og i Kbhvn.; fra 1908 i Berlin, ved sin Død i Weimar; forf. en Lz'szZ-Biografi (»Berühmte Musiker«), kortfattede, men gode Biogr. af Händel,Mendelssohn, £er/;'oz(»Reclam«),

Schram, Peter, 1819—95, dsk. Sanger, kom som sjælden musikbegavet Barn i 12 Aars Alderen i det davær. Konservat. i Kbhvn. med Siboni som Lærer, blev Elev ved det kgl. Teater og fik her sin Stemme uddannet af H. Rung; debut. 1841 og var allerede 1842 Bartholo i »Figaros Bryllup«, 1845 Leporello i »Don Juan; og 1846 Bartholo i »Barberen«, Partier han beholdt til det sidste og udførte til den højeste Fuldkommenhed baade i vokal og dramat. Henseende; da [S. sidstnævnte Aar fuldendte sine Studier hos Garcia i Paris, fristede denne ham med et Verdensengagement, hvad S. afslog, men hvortil hans sjældne Æv-ner og vokale Midler sikkert vilde have strakt til; S. var indtil sitDødsaar knyttet til det kgl. Teaters Opera som dets første Kraftpaa den komiske Operas Omraade.og som ikke mindre fortrinlig i den større Operas fantastiske Skikkelser som Mefistofeles i »Faust«, Caspar i »Jægerbruden«, Marcel i »Hugenotterne» o. m. fl. Uagtet S. ved sin ypperlige tekniske Uddannelse formaaede at synge omtrent indtil det sidste, gik han dog naturlig

efterhaanden mere over til Skuespillet og virkede her lige udmærket i Holberg, den Heibergske Vaudeville eller de Ibsenske Samfundsdramaer. (Litt.: C. Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«, Edv. Brandes: »Dsk. Skuespilkunst«.

Schramm, Paul, f. 1892, østr. Pianist, Elev af Leschetizky, foretog allerede fra den første Ungdom Koncertrejser med meget Held, bl. a. gæstede han Kbhvn.; lever i Berlin som Pædagog og Komponist.

Schreck, Gustav, 1849—1918. tysk Musiker, Elev af Konservat. i Leipzig, ved hvilket han som anset Musikteoretiker 1877 ansattes som Lærer; beklædte det bekendte Kantorat ved Thomas-Skolen i Leipzig og har navnl. skrevet kirkelige Vokalværker, men ogsaa en Obokoncert m. m. samtudg. Ausgewählte Gesänge des Thomanerchors zu Leipzig m. m.

Schreker, Franz, f. 1878, østr. Komponist, Elev af R. Fuchs, Grundlægger og Leder af »Philharmonisk Kor« i Wien, Lærer i Komposition ved Musikakademiet sst., blev 1920 kaldet til Direktør for Berlins » Hochschule« Jefter Krelzschmar); S. var da væsentlig kendt ved nogle sensationssøgende Operaer, af hvis dristige og bisarre, ofte paa det sexuelt patologiske spillende æventyrlige Texter, hvoraf S. selv var Forf. Teatralsk virkningsfuldt tilrettelagte.baserede paa en Hoff-mannsk Fantasi vakte disse Operaer: »Der ferne Klang:, 1912, »Das Spielwerk und die Prinzessin«,1913,ognavn-lig »Die Gezeichneten«, 1918, en vis Opsigt og opførtes paa adskillige Scener, dog næppe udenfor Tyskland-Østrig. Musiken dertil var — under forskelligartet Paa-virkning fra Verdi, Puccini, R. Strauss, Mahler o. fl. — baseret paa ydre Virk-

ning, stærke Modsætninger, dristige Overraskelser i klanglig og akkordisk Henseende; som fremragende Tekniker af modernistisk Type spiller S. særl. som Virtuos paa et kompliceret Orkester: senere Operaer er: »Der Schatz-gräbere, »Der rote Tode, »Irrelohe«, 1924; andre Kompositioner af S. er »Psalm 116« for Kor og Orkester, »Schwanengesang« (ligesaa), Orkesterværkerne: Ouverturen »Ekkehardc, Suite, Sinfonietta, »Nachtstück«, »Vorspiel zu einem Drama«, »Kammersinfonie«, »Ein Tanzspiel« etc., nogle Pantomimer m. m.; Krenek, Haba o. fl. Modernister er Elever afS. (Biogr. af /. Kapp og Rud. Hoffmann).

Schreyer, Johannes, f. 1856, tysk Musikforf. og Pædagog, lever i Dresden som højt anset Musikteoretiker og Lærer; forf. »Von Bach bis Wagner« (omarb. som »Harmonielehre«, 1924), »Beiträge zur Bachkritik«; Udg. af Bachske Orgelværker m. m.

Schrøder, Emanuela, f. 1858, dsk. Sangerinde, tilhørte 1880—96 det kgl. Teaters Opera som sympatetisk Fortolker af lyriske Sopranpartier; Sangpædagog i Kbhvn.

Schröder - Devrient, Wilhelmine, 1804—60, tysk Sangerinde, et Teaterbarn (Moderen var den udmærkede Skuespillerinde Sophie Schröder! Hamburg), der alleredeoptraad-te i større Roller i 17 Aarsalde-ren; som Sangerinde debut, hun 1821 i Wien og var flg. Aar en saa fortrinlig Fi-delio, at det med ét Slag gjorde hende berømt og vakte en ny og blivende Interesse for Beethovens Opera; 1823—47 ved Dresdens Opera; sidstn. Aar optraadte hun paadet kgl.Teater i Kbhvn.; 1849 udvist p. Gr. af Deltagelse i Opstanden; fra 1856 havde hun i Berlin nyt opsigtvækkende Held som »Lieder«-Sanger-inde og modtog store Tilbud, som Sygdom og Død (i Koburg) hindrede; mere ved Stemmens Styrke og Omfang og ved dramat. Lidenskab end ved vokal Skønhed eller fin Uddannelse fejrede S. sine Triumfer; hendes Navn er for stedse knyttet til Beelhovens og hans Opera; ogsaa Rieh. Wagner var en stor Beundrer af S. ; nogle Aar g. m. Skuespilleren Carl Devrient. (Biogr. af A. v. Wolzogen og Hagemann; »Erindringer« om S. udg. Claire von Gliimer, Reclam-Bibl.).

Schröter, Corona, 1751—1802, tysk Sangerinde, blev 1778 engageret til Weimars Teater, hvor hun var meget yndet, ikke mindst af Goethe; til flere af hans Digte har hun sat Melodier (bl. a. »Erlkönig«). (Litt.: Slümcke: »C. S.«; Pasig: »Goethe und C. S.«).

Schubart, Daniel, 1739—91, tysk Digter, var uddannet som Musiker og virkede som Lærer og Organist, førte et uroligt omflakkende Liv, i 10 Aar fængslet (for »Fritænkeri«) paa Hohen-asperg; foruden mindre Kompositioner i folkelig Stil skrev han »Idéen zu einer Aeslhetik der Tonkunst« 1806, der spillede en vis Rolle i hin Tids Musikanskuelse, og efterlod sig en Selv-biogr. i 2 Bd. 1791—93. (Biogr. af F. D. Strauss, G. Hauff, Nägeli.

Schubert, Franz Peter, f. 31. Jan. 1797 i Lichtenthal, Forstad til Wien, d. 19. Nov. 1828 i Wien, berømt østr. Komponist; opvoxede i beskedne Kaar i et børnerigt Skolelærerhjem, hvor Musiken dyrkedes med Lyst og Iver (et Par af Brødrene blev udøvende Musikere): lærte Violinspil af Faderen, der iøvrig truede med Bortvisning fra Hjemmet, fordi S. i sin Musikbegejstring forsømte Skole- og lign. Pligter; optoges i Wiens Hofkapel og «Konviktskolen« (som Sopranist) og fik her nogen teoret. Vejledning (særl. af Salieri) og Lejlighed til at høre (resp. dirigere) Kammermusik og Symfon. af Wienerklassikerne; var allerede som Barn begyndt at komponere og fortsatte i Skolen, som han maatte for-

lade ved Stemmeovergangen (1813); blev derefter — væsentlig for at und-gaa Militærtjenesten — Hjælpelærer hos sin Fader, en haard Pligt for den produktionslystne unge Musiker. De første Kompositioner var dels Sange (i en noget teatralsk Stil, men rige paa originale Enkelttræk) som »Hagars Klage«, »Der Vatermörder«, »Des Mädchens Klage« (Schiller), hvilken sidste dog senere omarbejdedes, ialt 4 Gange, dels forsk. Kammer- og Orkestermusik og endog en Opera (»Des Teufels Lustschloss« efter Kolze-bue). 3 Aar beholdt S. denne Lærerstilling, samtidig komponerende flere Operaer, Symfon. og Messer (hvori hans første, maaske inderligst elskede Therese Grob sang Solo), Klavermusik (flere Sonater) og navnl. en Mængde Sange — undertiden 3—4 paa én Dag: af Goethes Digte alene 45, hvoraf nogle af S.s ypperste og nu verdensberømte Sange (flere dog senere omarbejdede); den første Goethe-Sang »Gretchen am Spinnrade« (af »Faust«) komponeredes i S.s 17. Aar (ufatteligt i Betragtning af dens Lidenskabelighed, Sjælfuldhed og psykologiske Finhed); snart efter »Erlkönig«, S.s maaske videst kendte Sang, der tryktes som Op. 1, i et Hefte, som man endelig vovede at udgive 1821; endvidere Mignons og Harpespillerens Sange, »Wanderers Nachtlied«, »Rastlose Liebe« (»Dem Schnee, dem Regen«), »Ganymed«, »Prometheus«, »Clärchens Sang« [Freudvoll und leidvoll), »Meeresstille«, etc.; af Schiller bl. a. »Des Mädchens Klage« (3. Bearbejdelse), »Amalie«, »An den Frühling«, »Gruppe aus dem Tartarus« osv., fremdeles de ikke mindre berømte Sange »Der Wanderer«, »Litanei«, »Memnon«, >Fahrt zum Hades«, »Der Tod und das Mädchen«, »An die Musik« etc. — 1817 blev S. ved en velstillet Ven Franz v. Schobers Bistand (hvis letlevende Personlighed iøvrig staar i et noget tvivlsomt Lys) fritaget for Skoleaaget og levede de flg. Aar et nærmest bohêmeagtigt Liv hos eller med Vennerne ofte under yderst

beskedne Kaar (allerede da »Erlkönig« komponeredes, havde S. exempelvis intet eget Klaver); ved Schober kom S. i Forbindelse med Tenor-Sanger (ved Hofoperaen) Michael Vogl, der, i hvert Fald fra først af protegerende og vilkaarlig korrigerende, virkede for Udbredelsen af S.s Sange (mest dog i Privatkredse). 1818 ogl824var S. Musiklærer hos Grev Esler-hazy paa Zelesz i Ungarn ; Beretningerne om hans Forelskelse i den ene af de unge Komtesser er tvivlsomme, derimod øvede den ungarske Folkemusik kendelig Indflydelse paa ham. Dog længtes S. i det hele tilbage til Wien, hvor han levede et udadtil ret begivenhedsløst Liv, bortset fra et Par Kunst- og Lystrejser til skønne Bjærgegne (som Graz, hvor han var meget skattet og gerne opholdt sig), i Samliv med Venner dyrkende de saakaldte »Schubertiader« med Landture, Dans, Musikopførelser, Tableauer etc.; blandt Vennerne var Digteren Mayerhofer, af hvis Digte S. komponerede mange, Baron v. Schönstein (s. d.), den første lyriske S.-Sanger (»Müllerlieder« o. 1.), L. v. Sonnleitner (s. d.), Musikerne Hiiltenbren-ner og Fr. Lachner, Forfatterne Bauernfeld og Grillparzer, Maleren Moritz Schwind; ogsaa unge »Mädels« deltog i »Schubertiaderne« ; man véd dog kun lidet om S.s Forhold til dem (hans Liv er i Enkeltheder endnu ret mangelfuldt oplyst); nævnes kan dog Søstrene Fröhlich, til hvem ogsaa Grillparzer var knyttet; til Beethoven traadte S., trods sit Ønske, af sky Beskedenhed i intet nærmere Forhold. — Nogen offentlig Stilling beklædte S. aldrig, heller ikke med Lærervirksomhed beskæftigede han sig synderlig; da Stillingen som 2. Hoforganist tilbødes ham, afslog han den, uvist af hvilken Grund. Nogen Bitterhed efterlod det, at han blev forbigaaet ved Valg af 2. Hofkapelmester, men han kom hurtig over Skuffelsen med en godmodig Bemærkning om den foretrukne (Weigl, s. d.); betegnende for hans Selvkritik og Beskedenhed er det, at han endnu kort før sin Død begyndte at tage Undervisning (Fugalære) hos S. Sechter (s. d.). Offentlig Optræden var ham meget imod; det var først i Marts 1828, at hans Venner kunde formaa ham til at give en Koncert med egne Kompositioner, der fuldtud lykkedes, men forblev enestaaende p. Gr. af S.s snart flg. Død. En stor Del af hans Kompositioner henlaa da uudgivne, navnl. de større Værker, men selv for de mindre, trykte Arbejder, særl. ogsaa for Sangene, opnaaede S. formedelst Letsind, Godtroenhed eller Pengemangel af Forlæggerne kun urimelig smaa Honorarer. Dog synes de tarvelige Kaar (da han en Gang delte Logis med to Venner, skal de have været fælles om én Hat !) ikke at have trykkets., der fra den tidlige Morgen var optaget af at komponere og kun brugte Aftentimerne til Hvile og Adspredelser. Med sin urkraftige blodrige Xatur var han da næppe altid saa maadeholden, som Hensyn til Helbredet maatte kræve det; da han komponerede »Müllerlieder«, 1823, henlaa han paa Hospitalet; hans sidste Sygdom var en Art Tyfus; han blev i Henhold til et Udbrud, vistnok i Febervildelse, der af Vennerne opfattedes som et Ønske, begravet i Nærheden af Beethoven (senere flyttedes iøvrig begges Lig); hans Efterladenskaber, mest brugte Klæder, vurderedes til 63 fl.(!), hans Fader og Brødre udredede Syge- og Begravelsesomkost-ningerne.

S.s Produktion er i Betragtning af hans korte Levetid enorm og omfatter alle Musikgenrer. Han fik i levende Live flere Operaer, Sangspil og Teatermusik opført (>Der vierjährige Posten , »Die Zwillingbrüder«, 1820, »Rosamunde-., 1823; senere opførtes bl. a. »Fierrabras«, »Der häusliche Krieg«, »Alfonso und Estrella« (medens andre Operaer, deribl. en »Sakuntala«, 1820, synes at være gaaet tabt), men S. naaede aldrig, og ikke uden Grund, Ry som Dramatiker; af hans ialt 8 Symfon. er derimod berømte de geniale: den »ufuldendte« (h-moll), 1822, og den »store- i C-dur, 1828, samt velkendt den >tragiske«; C-dur-Sym-fon. henlagdes af Wienerorkestret som uspillelig; den genopdagedes af R. Schumann og opførtes 1839 af F. Mendelssohn (i Gewandhaus); af Kammermusikværkernes Fremførelse havde Ferd. David (s. d.) stor Fortjeneste; af disse fremhæves Oktetten (f. Strygere og Blæsere) »Forellkvintetten« (med Klaver og Kontrabas), Strygekvintetten i C-dur (med to Celli), 1828, Kvartetterne i a-moll, d-moll, Es-dur, E-dur og G-dur, Klavertrioerne i B-dur og Es-dur; for Violin og Klaver: Fantasi, Duo. Rondo og Sonatiner; for Klaver: 10 Sonater, 2 Fantasier (»Wanderer«- og G-dur-), de smaa Karakter-stykker: Moments musicals, Impromptus, en Mængde Danse, særl. de henrivende Valse; for 4 Hd. navnl. Marcher, Variationer, Rondos, Fantasi i f-moll. Divertissement à l'Hongroise. Grand Duo (som et Udkast til Symfon. instrum. af E. Melsted og J. Joachim): endvidere Korværker som « Mirjams Siegesgesangc, »Gesang der Geister über den Wassern:, Mands- og Kvindekor, 6 latinske Messer (særl. As-dur), en »Deutsche Messe«, Tantum ergo, Salve regina, Stabat mater og andre mindre kirkelige Kor; endelig, fremfor alt, omkr. 600 Sange f» Lieder^), hvoriblandt foruden de forannævnte Samlingerne »Die Winterreise« (1827), af Wilh.Müllers Digte »8 geistliche Lieder; og det efter S.s Død sammensatte Hefte »Schwanengesang« med de 6 berømte H. Heines Digte (»Am Meer , »Der Doppelgänger«, »Atlas«, »Fischermädchen« etc.). — S.s Sange er fordelt over hele hans Liv som Komponist,

men i overstrømmende Vælde bryder de ud i Ungdomsaarene 1815—17 og i de sidste Leveaar 1823—28. S.s Sange omfatter talr. Former fra den simple folkelige Strofesang til den fri hymneagtige Stil, den gennemkomponerede Sang og den brede Balladeform; trods den forbavsende tidlige Modenhed og S.s korte Levetid er der stor og mærkelig Udvikling at konstatere i hans Sangproduktion, præget af vox-ende psykologisk Indsigt og tiltagende Alvor, Følelsesdybde og Livsvemod, (ogsaa kendelig i de instrumentale Værker og i de sparsomt opbevarede Udtalelser i Breve og andetsteds); desenere Værker som »Die Winterreise<;, »weltschmerzliche«, om Dødstanken kredsende Sange, og de 6 Heineske Digte er saaledes nogle af S.s mest gribende og dem, hvortil Eftertiden særl. har knyttet sig. S. svinger sig paa »Liedens« Omraade højt op over alle Forgængere, og paa én Gang skaber og fuldkommengør han den tyske Sang; hans Gerning falder jo sammen med •et stort Opsving i tj'sk Lyrik, og den beskedne, af Samtiden kun lidet kendte eller skattede Wienermusiker skulde iklæde Goethes, Schillers, Schlegelernes, Wilh. Müllers, Uhlands, Rückerts, Heines og mange flere betydelige Digteres Vers det musikalske Klædebon; mærkværdigt er det nu at iagttage, med hvilken Finsans og Sikkerhed han, der næppe kan kaldes nogen højt kultiveret eller kontemplativ Aand, vidste musikalsk at give hver af disse Digtere deres Særpræg ; saaledes staar en lang Række af hans Sange endnu efter mere end 100 Aar som rent monumentale. TilSangkompositionen medbragte S. foruden den intuitive Ævne og høje Inspiration en rig, fyldig, blomstrende Melodik (delvis en Arv fra Mozart), dertil en levende Fantasi, en sund og varm Menneskelighed, der lader selv de mest »ophøjede« eller til Mystik grænsende Sange straale naturlige og usøgte, endvidere en genial Ævne til Indtrængen i Digtets Aand og til musikalsk Gengivelse baade af dets almene Stemning og dets Enkeltheder, megen Sans for Plastik og for Deklamation (ikke mindst, naar Datidens Krav tages i Betragtning) og en harmonisk og modulatorisk Opfindsomhed, der ved sin Dristighed og rammende Originalitet peger langt ud over S.s egen Tid. Man har med Grund kunnet bebrejde S., at han noget valgløst satte i Musik de Texter, der tilfældig, eller efter Venneønsker, kom ham i Hænde; men selv blandt de mindre betydelige Poesier er overraskende musikalske Skønheder at finde. Musikhistorisk er S. den første »Romantiker«, men hans Udvikling og kunstneriske Opdragelse var dog i nær Kontakt med Klassikerne, af hvilke han særl. beundrede Mozart og Beethoven, og den ny Tone i hans Musik ikke saa bevidst, endsige direkte oppositionel som f. Ex. hos Schumann; Romantiken var en uvilkaarlig Paa-virkning af den skiftende Tid og samtidig Udslag af hans stærkt subjektive Aandsform (derfor blev den store Lyriker S. aldrig nogen Dramatiker trods dramat. Momenter i Sangene). Lyrikeren og Romantikeren S. skabte i mindre Form: Dansene og de herlige Karakterstykker for Klaver og blev her Forløber for Field, Chopin, Mendelssohn, Schumann, Kirchner, Brahms o. fl. I de store Instrumentalformer naaede S. ifølge sit Naturel og sin unge Alder ikke Klassikernes Koncentration og Konstruktionssikkerhed; hans Værkers Bredde og delvise Omstændelighed (en ungdommelig Med-delelsestrang!), den hyppige Transpo-neren af Motiverne i St. f. Udvikling deraf, er typiske Træk i hans Instrumentalmusik. Og dog har S.ogsaa her skabt Mesterværker, der vil staa blandt Tonekunstens ypperste (saaledes som de foran er nævnt). Den romantiske Tone er navnl. bestemt ved et ejendommeligt Vexelspil af Lys og Skygge, af Smil og Taarer (den af S. paa helt ny Vis udnyttede Dur- og A/o//behand-ling af samme Motiv), af et drømmende, higende Drag i Musiken (en mærkelig Bebudelse af den snart efter opstaaende »nordiske« Tone), af en udpræget Sans og Forkærlighed for klanglig Skønhed og Fylde, for ny og mættede Farver i Orkestret og ved Klaveret for fuldtonende Harmonier og orkestral Klang (»Instrumenteren«); endelig ved Anvendelse af Lokalkolorit (de ungarske Motiver og de typisk Wienske Danse, der er Spirerne til en snart frodig og egenartet Wienerproduktion). S.s Instrumentalværker er Forløbere ikke blot for de nærmest flg. Romantikere som Schumann og Mendelssohn, men ogsaa for Mænd som Brahms, Volkmann, Liszt, Brückner, Mahler, ligesom hans Sange har øvet deres Indflydelse lige ned til R. Wagner og H. Wolf. — S. saml. Værker udkom i 40 Bd. ved E. Man-dyczewski (s. d.) hos Breitkopf & Här-tel, 1888—97; temat. Fortegnelse derover udg. Kottebohm 1874. (Biogr. af Kreiszle von Hellborn, 1861 og 65, Reissmann, R. Heuberger (i 2Berühmte Musiker«), Bourgault-Ducondrau (i Musiciens célèbres), Frost (i Great Musicians), W. Klatte (i »Musik«), W. Dahms, H. v. d. Pfordten, Th. Gerold (fr.), endvidere O. E. Deutsch og L. Scheibler, »Fr. S., die Dokumente seines Lebens«; (3 Bd. med rigt Billedstof), M. Friedlander, »Beiträge zu einer Biographie F. S.s«, Risse, »Fr. S. und seine Lieder«, M. Bauer, »Die Lieder Fr. S.s« (kun 1. Bd. udkommet), W. Kahl, »Das lyrische Klavierstück S.s« etc.).

Schuberth, Julius, 1804 — 75, grundede 1826 i Hamburg en Bog-og Musikhandel, der senere overflyttede til Leipzig og med Filial i New York blev et af Tysklands kendteste Musikforlag; 1891 solgtes Firmaet >S. & Comp.« til F. Siegel.

Schuch, Ernst von, 1847—1914, østr. Musiker, Kapelmester ved forsk, mindre Scener (Würzburg, Graz o. a.); henledte Opmærksomheden paa sine ualmindelige Dirigentegenskaber og kaldtes 1873 til Dresden, for hvis Opera han stod i Spidsen indtil sin Død. Under S. hævdede Dresden-Operaen sig som en af Tysklands første.

Schulhoff, Julius, 1825—98, czek. Pianist, optraadte ganske ung paa Koncert, i Paris med Støtte af Chopin, siden rundt om i Europa ; var derefter Klaverlærer i Paris, Dresden og Berlin, hvor han d.; komponerede en Mængde koncerterende og instruktiv Klavermusik, der i sin Tid nød megen Anseelse. — Hans Slægtning Er'win S., f. 1894 i Prag, besøgte Konservat. i Prag, Leipzig og Köln og uddannedes til fortrinlig Pianist ; i denne Egenskab og som Komponist (Symfon. med Sangstemmer, Kammermusik og talr. Klaverværker) tilhører han en moderne expressionistisk (»groteskt) Retning.

Schult, Aage Claudius, 1790—1868, Toldkasserer i Trondhjem, varmt interesseret for Musik og i mere end en Menneskealder Sjælen i alle større Musikforetagender i Byen. Han var det virksomste Medlem i Styret for »Den musikalske Forening« og paa hans Initiativ optog Foreningen ogsaa Korværker paa sit Program (Schuberts store Messe, Mozarts Tedeum, Handels Messias o. fl.).

Schulz, Johann Abraham Peter, 1747—1800, tysk-dsk. Komponist, var f. i Lüneburg, viste allerede som Barn ualmindelige musikalske Anlæg og blev tidlig uddannet, særl. af Kirnberger i Berlin; efter nogle Aars Omflakken i Syden kom han atter til Berlin, dels som Kapelmester ved den fr. Opera, dels i musikteoret. Samarbejde med Kirnberger o. a.; efter nogle Aars Virken som Kapelmester i Rheinberg kaldtes han 1787 til Kbhvn. som kgl. Kapelmester, i hvilken Stilling han forblev til 1795, da Helbredshensyn tvang ham til atter at rejse Syd paa; d. i Tyskland. — S., en dygtig Kapelmester og ved sin Dannelse og elskværdige Karakter en skattet Person i Kbhvn.s Musikliv, havde allerede i Tyskland udg. Klaverstykker og navnl. »Lieder im Volkston« (iait 3 Bd. 1779 —90), desuden havde han for Scenen skrevet nogle Operaer og den almen-

SCHUBERT

1. Franz Schubert i 11-Aars Alderen, i. Schubert-Silhuet fra 1817. 3. Schubert og Vogl ved Klareret, 4. Schubert efter Maleri fra 1825. 5. Schuberts Vierelse efter Tegning af Moritz v. Schwind. G. En Schubert-Aften i Wien.

yndede Musik til Racines »Athalia«, 1782; i Kbhvn. fortsatte han dels med Kantater til Texter af Ewald, Baggesen o. fl., dels med Syngestykker, der blev i høj Grad populære, og hvori den enkle, inderlige, naive, men ægte følte Tone fra de folkelige, let syngelige, melodisk sikkert førte tyske Lieder overgik til de dsk. Viser, hvoraf mange blev hele Folkets Eje(»Høstgildet«, 1790, »Indtogets 1793, »Peters Bryllup., 1793); iøvrig skrev S. Oratorier som »Johannes og Maria«, »Christi Død«, nogen Instrumental- og en Del Klavermusik. Rigest udfoldede S.s Begavelse sig i Sangene, der ikke blot har Betydning i den tyske »Lieds« Historie, men ogsaa saa at sige er Udgangspunkt for den selvstændige dsk. Sang (Vise), senere ved S.s Elev Weyse udviklet til Romance; de staar efter hele deres Karakter i Forbindelse med Tidens folkeopdragende Tendens, og i samme Retning arbejdede S. i sit kendte Skrift »Tanker over Musikens Indflydelse paa et Folks Dannelse«, 1790. S. bragte paa en human Maade Kapellets manglende Disciplin paa Fode, viste organisatorisk Talent og grundede navnl. »Kapellets Enkekasse« (der holdtes vedlige ved Indtægt af aarlige Koncerter), noget S. altid selv omtalte med Stolthed. (Litt.: V. C. Ravn i Klaverudtog af »Christi Død«, Friedlånder i »Das deutsche Lied des 18—19. Jahrh.«, C. Thrane: »Fra Hofvioloner-nes Tid«, Th. Laub: »Kirke og Musik«, T. Krogh: »Zur Geschichte des dänischen Singspiels« m. m.).

Schulz-Beuthen, Heinrich, 1838— 1915, tysk Musiker, virkede længere Tid i Zürich som Komponist og Lærer, fra 1881 i Dresden; S. er nærmest Programrausiker af den Liszt'ske Retning; har skrevet en Række store Symfon. (med Titler som »Dem Andenken Haydns«, »König Lear«, »Sieges-synfonie» o. 1.), endvidere symfon. Digtn., større Vokalværker, en symfon. Klaverkoncert, Klaversonater som »Heroische Sonate« og »Alhambra-Sonate«, Operaer, Mandskor m. m.

Schumann, Georg, f. 1866, tysk Musiker, studerede ved Konservat. i Leipzig, Orkesterdirigent i Danzig og derefter i Bremen; 1900 Leder af Berlins »Singakademie«, hvilken Stilling S., der nyder betydelig Anseelse som Musiker og er M. Bruchs Efterfølger ved »Mesterklassen« i Berlin, endnu beklæder; har navnlig i de senere Aar udfoldet en stor Produktion, dog, som det synes, af noget ujævn Beskaffenhed: Symfon., Suiter og andre Orkesterværker (Variationer, Ouverturer m. m.), Kammermusik, Koncertkantater o. a. m. (Biogr. af H. Biehlé).

Schumann, Robert, f. 8. Juni 1810 i Zwickau, d. 29. Juli 1856 i Endenich ved Bonn, berømt tysk Komponist, var Søn af en meget litterært interesseret Boghandler, begyndte i Leipzig (senere i Heidelberg) juridisk Studium, men optoges under et lystigt og indholdsrigt Studenterliv mere af Litteratur og navnl. af Musik; han fik Fr. Wieck til Lærer i Klaverspil, H. Dorn i Teori og opnaaede efter Faderens Død Tilladelse til helt at ofre sig for Musik; Virtuosbanen maatte dog snart opgives, da Experimenter med at forøge venstre Haands Smidighed havde svækket dennes Kraft; S. helligede sig da ganske Komposition og Musikforfattergerning, debut, med en Artikel om Chopins »Don Juan«-Variationer og grundlagde 1834 med sin nære Ven L. Schunke (en talentfuld Musiker, 1810—34), Fr. Wieck o. fl. »Neue Zeitschrift für Musik« (der efter mange Omskiftelser endnu bestaar paa Steingräbers Forlag, Leipzig), hvoraf han selv skrev Størsteparten under forsk., efter Indholdet valgte Dæknavne, særl. »Florestan« og »Eusebius« (Weber, E. T.A. Hoffmann,

Jean Paul var Forbilleder for hans Stil); hovedsagelig bekæmpede S. Tidens forfladigede Smag for Italieneropera og Salonmusik og tog sig med Iver af moderne Fremtoninger som Chopin, Berlioz, Gade(sidenhen Brahms); 1832 havde S. debut, som Kom-ponistmedVaria-tioner Op. 1 over Navnet Abegg. der fulgtes af »Papillons«, «Studien nach Paganini«, »Intermezzi«, »Die Davidsbündler« (et af S. fundet Navn for de mod »Filistrene« sammensvorne Kunstaander) og endnu en Række Klaverværker som »Toccata«, »Carneval«, fis-moll- og g-moll-Sona-ter, »Phantasieslücke«, »Etudes sym-phoniques«, »Kinderszenen«, »Kreis-leriana« (efter Hoffmann), » C-c/<;r-Phan-tasie«, »Novelletter« indtil Op. 26: »Faschingschwank aus Wien« — Værker, der ved deres dristige Opposition mod det overleverede, deres Fantasifuldhed, ungdommelige Kækhed, Ynde, Grublen og Lidenskabelighed vakte Opsigt — hos de unge Begejstring, hos de ældre, selv de velvillig stemte, Betænkelighed ved »Formløsheden« i de rigt sprudlende, litterært paavirkede Idéer og ved del »taagede, kuriøse, der ikke havde noget rigtigt Midtpunkt, saa interessant det ellers kunde være« (M. Hauptmann). — Lærer- og Venskabsforholdet til Wieck forstyrredes, da S.s Følelser for Datteren Clara snart gik over til Kærlighed, og han anholdt om hendes Haand ; Wieck stillede sig afvisende overfor den revolutionære Musiker uden fast Stilling eller Udsigt; et Forsøg paa at vinde saadan Fremgang ved at overflytte »Zeitschrift« til Wien 1838—39, mislykkedes, og ret uhyggelige Forhold — endog en Proces — udviklede sig, inden S. endelig kunde holde Bryllup med Clara (1840 i Berlin). Hermed fulgte et Vendepunkt i S.s Komposition ; han kastede sig over Sangen og frembragte i Løbet af et Aars Tid over 100 »Lieder«: »Liederkreis« (Heine), »Myrthen«, »Dichterliebe« (Heine), »Liebesfrühling« (Rückert), »Frauenliebe u. Leben« (Chamisso), foruden talr. Eichendorff-, Kerner- og Jiorz'Å-e-Digte), 2stem. Sange og Kvartetter for Mandskor og blandede Stemmer; som Sangkomponist koncentrerede han sine Stemninger og Følelser og gav dem et mere kunstnerisk afvejet Udtryk end gennemgaaende i Klaverværkerne, og idet han fandt en ny Stil svarende til en ny Retning i Litteraturen, ofte i Tilslutning til den folkelige Tone, skabte han Sange, der hører til den tyske Musiks bedste, og som endnu er livskraftige i Hjemmet og Koncertsalen. Med den ny ægteskabelige Lykke fulgte ogsaa Trang til Udfoldelse i større Musikformer: den 1. Symfon. (B-dur, saak. »Frühlingssymphonie«) skreves, den 4. (d-moll) i dens første Form, de tre Strygekvartetter Op. 41 (komponerede i Løbet af én Maaned) og de vidtberømte: Klaverkvintet og -Kvartet i Es-dur og endelig Korværket »Paradies und Peri«, 1841, i sin ejendommelige fri lyriske Form og ved den klanglige Poesi, blufærdige Sarthed ikke mindre end ved en vis Sødlighed og Uhaandgribelighed typisk for dets Skaber. S. stod nu paa sit højeste, og dette bekræftedes udadtil ved, at han blev Lærer ved Leipzigs ny Konservat. og fik sine Værker frem i »Ge\vandhaus«-Koncerterne under den af ham beundrede F. Mendelssohn (S.var selv en maadelig Dirigent, og til sin Ærgrelse maatte han se Gade foretrukket som Mendelssohns Vikar og Efterfølger). Imidlertid blev Svækkelsen af S.s Nervesystem kendelig; en Kunst-rejse til Rusland med Clara angreb ham stærkt, Produktionsævnen aftog ret pludselig, Lærergerningen trættede ham, og det forønskede Venskabsforhold til Mendelssohn vilde ikke ret indfinde sig, dels p. Gr. af sidstnævntes Naturel og Mangel paa fuld Sympati for S.s Kunst, dels p. Gr. af Partigængeri i Leipzigs Musikverden; S. brød da op fra denne By og tog mod en Stilling som »LiedertafeU-Di-rigent i Dresden, hvor han væsentlig kunde leve for sin Komposition (1844 —50); her frembragtes hovedsagelig Klaverkoncerten, den 2. Symfon. (C-dur), Klavertrioerne (d-moll og F-dur), en Del Vokalværker og Operaen »Ge-noveva«, S.s eneste Forsøg i denne Genre, et i det hele svagere Arbejde, der opførtes i Leipzig 1850 uden synderligt Held samt Musiken til Byrons »Manfred« (med en herlig Ouverture og karakteristiske Melodramer). 1850 fulgte S. en Kaldelse til Düsseldorf som Stadsmusikdirektør ; Opholdet ved Rhinen inspirerede til den 3. Symfon. (Es-dur), og en ret livlig Produktion begyndte, dog mærket af den tiltagende sjælelige Svækkelse (Hovedværket blev Fuldførelsen af de i Dresden paabegyndte »Faustscener«), og snart tog Hjærnelidelsen saaledes Overhaand, at den ulykkelige Mester søgte Døden i Rhinen (Febr. 1854); han reddedes, men anbragtes i Sindssygeanstalten, hvor han uden egentlig Forrykthed henslæbte over to Aar i tiltagende Xedbrudthed. — S. var en fin, naivt-uskyldig, sværmerisk og følelsesfuld, tung, faamælt og indesluttet Personlighed med litterær Interesse og en Skri-bentævne, der nærmede sig det digteriske; fra ung af var han belastet med nervøs Svækkelse, der yderligere tiltog ved den første Modgang, ved Kampen for at vinde Clara og en ulykkelig Tilbøjelighed til, i hvert Fald periodisk, at søge Stimulans i stærke Drikke. S.s s.ky Væsen, med Hang til Mysticisme,lod ham længe staa i Skygge for F. Mendelssohn; men til S. sluttede sig en begejstret Ungdom i Beundring for hans oprørske Toner og Skrifter (ret hurtig blev S. dog en mild Dommer over Samtidens Musik, og tog delvis Afstand fra sit tidligere revolutionære Standpunkt), og snart var han en af de, ikke blot i Tyskland, mest skattede Komponister. Vore Dage har taget Afstand fra S.s Virke — dog vistnok mere Fagmusikere og Æstetikere end det store Musikpublikum — men hans bedste Frembringelser, saerl. paa Klaverets, Kammermusikens og Sangens Omraade har endnu bevaret deres Værd og Magt over Sindene. S. er først og fremmest Lyriker og Mester i de mindre Former; han er desuden typisk Romantiker, hvilket navnl. kommer frem i Ungdomsarbejderne med deres Hang til at bryde Formerne, hævde Personligheden selv i dens Extravagancer, trodse det overleverede, udtrykke det spiritualistiske og æventyrlige (S. beundrede H. C. Andersen), forherlige Lidenskab og Sværmeri —; endelig er hans Musik stærkt præget af hans Nationalitet, hvorfor mange af hans Sange o.1. føles som Folkemusik. Han fuldførte en ny Form for Klavermusiken (Ka-rakterslykket) og formaaede saa kort efter Schubert at føje nyt til » Liedens« Stil (Heine, Eichendorff). Til de store Former, navnl. Symfon., savnede han Kraft og Bredde, og her som i Kor-musiken føles ligesom en Overførelse fra hans Klavermusik. Under Indflydelse af den Mendelssohnske > Glathed :. af den aftagende Aandsstyrke og af den smaaborgerlige Atmosfære i de Byer, hvor S. virkede, aftog hans Frembringelser i Oprindelighed, Friskhed og Følelsesdybde; blandt Værkerne fra de 10 sidste Aar rager kun enkelte af betydelig og blivende Værdi op. — Af S.s Værker skal foruden de i det foregaaende omtalte Værker nævnes: Ouverture til »Hermann und Dorothea«, Cellokoncert, »Requiem für Mignon«, »Der Rose Pilgerfahrt«, »Spanisches Liederspiel« (f. 1 og fl. St.), »Spanische Liebeslieder: (med 4hd. Klaver), en Del Ballader, »Märchener-zählungen« (Klarinet, Bratsch og Klaver), »Märchenbilder« (f. Klaver og Bratsch); for Klaver 4hd. : -Bilder aus Osten«, »Ballszenen-. — S.s samlede Skrifter udkom 1854 i 4 Bd., 5. Udg. 1914, overs, paa engelsk. (Biogr.

af Wasielewski, H. Erler, H. Riemann, Abert{\ »Berühmte Musiker«), L.Schneider (fr.), Ernst Wolf, C. Mauclair (Musiciens célèbres), W. Dahms, v. d. Pford-ten, Ph. Sputa, R. Ratke (Reclam); jfr. ogsaa Clara S.: »R. S.s Jugendbriefe«, F. G. Jansen: »R. S.s Briefe« og »Die Davidsbündler«, K. Storck: »R. S.s Briefe in Auswahl«, F. Herst: »S.-Brevier«, EugenieS.; »Erinnerungen«, 1925). Clara S., 1819-96, tysk Klaverspil-lerinde, foregaaendes Hustru, var Elev af sin Fader Friedrich Wieck i Leipzig, der uddan-nedehende ssto-re Ævner i streng men grundig Skole; allerede som 13-aarig Pige begyndte hun sine Koncertrejser og fejredes overalt, men hendes aan-delige Udvikling fremmedes særl. efter at et Barndomsvenskab til Robert S., ligeledes Wiecks Elev, vargaaet o ver til en gensidig Kærlighed ; men først 1840 (se S. Robert) kunde Clara ægte S.; sin Virtuosvirksomhed fortsattehun herefter,om end i mindre Omfang saa længe S. levede; 1878 — 92 Lærerinde ved Hochs Konservat. i Frankfurt a. M., hvor hun d. Clara S. var en af Tidens første Klaverspillere, lige udmærket ved Intelligens og Sjælfuldhed; særl. fortræffelig fortolkede hun Reethoven, Chopin og Robert S. — Hun udg., til Dels i Fællig med sin Mand, nogle Kompositioner (Klaverkoncert og mindre Stykker, Violinromancer og Sange) samt S.s samlede Værker (hos Breitkopf & Här-tel) og hans Ungdomsbreve. (Biogr.: Rerlhold Litzmann I—III (fl. Opl.) og W. Kleefeld).

Schumann-Heink, Ernestine, f. 1861, czek.-amer. Sangerinde (Alt), debut. 1878 i Dresden, tilhørte senere Operaerne i Berlin og Hamburg og op-traadte desuden i Paris, London, Bayreuth og i Amerika; fra 1908 arner. Statsborger; fremragende Kunstnerinde i Besiddelse af omfangsrig, skøn Stemme og dramat. Fremstillingsævne.

Schuppanzigh, Ignaz, 1776 — 1830, østr. Violinspiller, bekendt som den første og udmærkede Fortolker af Beethovens Strygekvartetter; stod i Spidsen for en Kvartet af unge Musikere, der underholdtes af Fyrst Lichnovsky, senere af Grev Rasumoiusky; udg. enkelte Violin-Kompositioner.

Schüre, Edouard, f. 1841, fr. Mu-sikforf., uddannet i Tyskland, Musikskribent i Paris; har navnl. arbejdet for at udbrede Kendskab til tysk Musik blandt sine Landsmænd; hans Hovedværker ère Histoire du Lied (1868, tysk Overs. 1870) og Le drame musical (2 Bd., 1875, 5. Udg. 1902) om Wagners Musikdrama.

Schurig, Arthur, f. 1870, tysk Mu-sikforf., opr. Officer, men helligede sig litterært Arbejde (Afhandlinger om Stendhal, Balzac, Flaubert etc.) og mu-sikhistor. Studier, hvoraf fremhæves en værdifuld Mozart-Biografi (2 Bd.); udg. Leop. Mozarts »Reise-Aufzeichnun-gen og Constanze Mozarts Breve med omfattende Indledning og Kommentarer; lever i Dresden.

Schuster, Bernhard, f. 1870, tysk Komponist og Musikforf., har komponeret nogle Operaer, Sange og Orkestermusik; mest kendt som Udg. af det berlinske Musiktidsskrift: »Die Musik« (s. d.).

Schwartz, Rudolf, f. 1859, tysk Musikforf., Elev af Spitta, 1901, efter Emil Vogel, Bibliotekar ved Peters (s. d.) Bibliotek og Redaktør af de kendte værdifulde »Jahrbücher«. Forf. af>Die Tonkunst im 19. Jahrh.<, 1900, og flere fortjenstfulde musikhistor. Afhandlinger og Udg. af gi. Musik (Leo Hassier m. m.).

Schwartzen, Julius, 1802—75, dsk. Operasanger, debut, paa det kgl. Teater 1826, og udførte indtil 1857 en Række fremtrædende Tenorpartier, navnl. af lyrisk Art.

Schwarz, Josef, russ. Opera- og Kon-

certsanger, uddannet i Italien (Baryton); er optraadt paa Koncert i Kbhvn.; 1921 drog han, der tidligere havde været knyttet til Berlins Opera, til Amerika, men har siden 1925 atter sunget i Berlin.

Schwarz, Joseph, f. 1883, russ. Pianist, Elev bl. a. af .4. Essipof; Pædagog i Berlin [Sterns Konservat.) og fremragende koncerterende Klaverspiller, der bl. a. ogsaa har gæstet Skan-d navien.

Schweitzer, Albert, f. 1875, fr. Or-gelspiller,Musik-forf. og Læge, uddannet under Widor i Paris til fortrinlig Orgelspiller, foretog talr. Koncertrejser (gæstede bl. a. Kbhvn.); ved Univers, i Strassburg havde S. studeret baade jTeologi og Medicin, paa Widors Opfordring forf. han J. S. Bach, le musicien poète (1905), der i udvidet Form udkom paa tysk (1907, senere paa eng.), et i æstetisk Henseende værdifuldt Skrift; og om Orgelbyggerkunst skrev S. paa tysk »Deutsche und französische Orgelbaukunst und Orgelkunst« (1906). Ved Siden af denne sin Gerning har S. øvet en ejendommelig Læge- og Missionærvirksomhed i Kongostaten og har om disse Forhold skrevet en Bog (paa dsk. »Mellem Floder og Urskov«, 1922). S. er, med Widor, Udg. af Bachs samlede Værker for Orgel og Medstifter af Bach-Selskab i Paris og har endvidere udsendt teologiske og religionsfilosof. Skrifter.

Schweitzer, Anton, 1735—87, tysk Komponist, Teaterkapelmester, længst i Weimar og Gotha, hvor han d. ; komponerede flere Sangspil, nogle Operaer i alvorlig Stil til Texter af Wieland (»Alceste« m. fl.) og var den første tyske Komponist af et Melodrama (»Pygmalion« efter Rousseau); med Holzbauer blandt de første, der skrev »tysk« Opera i større Stil.

Schweizerfamilien, Opera af Weigl, Wien 1809, Kbhvn. 1814.

Schünemann, Georg. f. 1884, tysk Musikforf., Elev af Sterns Konservat. i Berlin; gil illerede 1907 over til musikvidenskabelig Gerning og er nu Prof. ved Berlins Univers. ; har skrevet en Del musikhistor. Afhandlinger (bl. a. vedrør. J. Chr. Fried. Bach, hvis Værker han har udg.) samt Bøger som »Geschichte des Dirigierens«, »Mozart als achtjähriger Komponist« m. m.

Schutt, Eduard, f. 1856, østr. Pianist og Komponist, lever i Wien som Pædagog og Dirigent i Wagnerforeningen; har komponeret 2 Klaverkoncerter, nogen Kammermusik og en Række Klaverstykker i nobel Salonstil.

Schytte (Scotta), Frida, f. 1871, dsk. Violinistinde, studerede Violinspil fra Barn [F. Slock-marr og Tofte) og senerei Udlandet (hos Massart); optraadte derefter som elegant og sjælfuld Koncertspillerske paa talr. Kunstrejser i Skandinavien og det øvrige Europa (under Navnet Scotta); 1897 ægtede hun Maleren Fr. v. Kaulbach og trak sig snart tilbage fra offentlig Optræden; lever i München.

Schytte, Ludvig, 1848—1909, dsk. Klaverspiller og Komponist, opr. Farmaceut, siden Elev af Xeupert og af Liszt (i Weimar), levede mest i Udlandet, længst i Wien som Lærer ved Horåks Konservat., d. i Berlin; en begavet og produktiv Komponist af Klavermusik dels af instruktiv Art, dels i større koncertmæssig Stil (Koncert, Sonate m. m.), men navnl. i de mindre Former (Karakterstykker, som

det i sin Tid meget spillede Bravur-stykke: iHen over Steppem, Albumblade, Idyller, Danse etc.): udg. en Klaverskole og en Del Musik for Børn.

— Hans Datter Anna S., f. 1877, er hans og Reisenauers Elev og har vundet Navn som Koncert- og Kammersikspiller (med kendte Ensembler som » Bøhmerne«) hjemme og i Udlandet; lever i Kbhvn., ogsaasom Pædagog. — Hans Broder Henrik Vissing S., 1827— 1909, var en Del Aar ministeriel Embedsmand og senere Indehaver af Plenges Musikhandel, men mest kendt som Musikkritiker, fra 1891 ved »Berl. Tid.« ; hans velskrevne, ofte vittige og skarpe, men ensidige Anmeldelser var navnl. i hans tidligere Aar meget læste og vurderede; 1884 — 93 redigerede han »Musikbladet'; og 1888 — 92 udg. han det første større dsk. Musiklexikon, for Art. vedrør, dsk. Musik og Musikere af selvstændig og blivende Værdi.

Schütz, Heinrich (Henricus Sagitta-rias), 1585-1672, den største tyske Mester før Bach, blev 1609 Elev af J. Gabrieli i Venezia og modtog stærke Indtryk af Monteverdi. 1613 vendte han hjem og knyttedes nogle Aar senere til Dresden som Hofkapelmester, hvilken Stilling han havde Resten af sit Liv. 1628—29 var han igen i Italien for at studere den ny dramat. Stil. Forinden havde han skrevet »Daphne« og »Euridice«, som blev Udgangspunkt for den tyske Opera i 17. Aarh. ; Musiken til dette Værk er tabt. S. var højt anset af sin Samtid og kaldtes til Bryllupsfestlighederne ved det danske Hof 1633 for at assistere ved de dramat. Opførelser. Han stod i stor Gunst hos Christian IV og blev i Kbhvn. til 1635. Ved Kurfyrsten af Sachsens Velvilje besøgte han to Gange senere det danske Hof, i 1637 og 1642—44. — Det mest kendte af S.s Værker er »De 7 Ord paa Korsett, og han fik stor Betydning for Passionsmusikens Udvikling (se Passion); skrev fire Passioner efter de fire Evangelier, Passionen om Kristi Opstandelse. Forøvrig skrev han Psalmer, Cantiones sacrae etc. Hans samlede Skrifter kom hos Breitkopf & Härtel, red. af Sputa.

Schoeck, Othmar, f. 1886, schw. Komponist, studerede ved Zürichs Kon-servat, hos Max Reger; Kor- og Orkesterdirigent i Zürich og i St. Gallen; navnl. produktiv Sangkomponist, har iøvrig bl. a. skrevet en Violinkoncert, Strygekvartet, Ouverturer og Operaer som »Don Ranudo de Colibrados« (efter Holberg), »Venus«, 2 Das Wandbild; m. m.

Schönberg, Arnold, f. 1874, østr. Komponist, dyrkede allerede fra ganske ung Musik, spillede Violin og Cello og komponerede; væsentlig er han selvlært, kun en kort Tid nød han teoret. Undervisning hos A. Zemlinsky; 1898 debut, han med en Strygekvartet, udg. en Del Sange og skrev flg. Aar den siden bekendte Sextet »Verklärte Nachtt (over et digterisk Motiv); 1900 komponerede J. P. Jacobsens »Gurrelieder « for Soli. Kor og Orkester, men maatte forøvrig for at leve paatage sig at instrumentere Operetter og lign. Arbejde; en Tid virkede han i Berlin ved en .Ueberbrettl«-Scene, men vendte tilbage til Wien, hvor han levede uden offentlig Stilling som Komponist og søgt Pædagog; af hans flg. Værker fremhæves den symfon. Digtning: »Pelléas und Melisande«, to Strygekvartetter (den anden, i fls-moll, med Sangstemme); en saak. »Kammersinfonie«, »Fünf Orchesterstücke«, »Monodramaet« Erwartung, Dramaet »Die glückliche Hand«, Pierrot lunaire for Deklamation (resp. melodisk Reciteren) og Kammerorkester, en Kvintet og en Septet (»Serenade*« for bl. Instr. med en Barytonstemme), Oratoriet »Die Jakobsleiter« (der ikke vides at være opført)

foruden nogle Kor og en Del Sange (særl. til Texter af St. George) med Klaver el. Orkester samt Klaverstykker. 1901 optraadte S. som Maler med en egen Udstilling i Wien; 1925 kaldtes han, der tidligere havde holdt Forelæsninger over Komposition i Berlin og Amsterdam og udg. en »Harmonielehre« (2. Opl. 1922), til Berlins : Hochschule« som Busonis Efterfølger. — S. betragtes alm. som Hovedrepræsentant for den »Ny Musik -i Tyskland. I sine første Værker fulgte han endnu Forbilledet i Wagners senere Værker (særl. »Tristan«), men med Kammer-symfon. og den anden Strygekvartet (omkr. 1906—07) slog han om i mere og mere radikal Retning, sluttende sig til den saak. Expressionisme og efter-haanden ladende haant om al Overlevering m. H. t. Tonalitet, Rytme, Form, Harmonik etc. I denne sin ny Skikkelse er S. blevet den mest opsigtvækkende Fremtoning i tysk Musik og Fører (ofte direkte Lærer) for de unge Musikere. S.s konstruktive — fordet store Publikum vanskelig fattelige — Musiks Fremtidsudsigter erdetendnu umuligt at udtale sig; utvivlsom er dog enkelte Værkers absolute Værdi og den almene Betydning af de S.ske Ny-Forsøg. De udenfor Tyskland-Østrig hidtil mest kendte og opførte Kompositioner af S. er vistnok »Verklärte Nacht«, Strygekvartetterne, Pierrot lunaire, Kammersymfon. og de »Fem Orkesterstykker«. I Wien er dannet en »S.-Forening:, der dog ikke vides at have givet sig positive Udslag siden 1919 (Opførelse af »Die glückliche Hand«). S. er paa Kunstrejseroptraadt som Dirigent af egne Værker, saaledes i Kbhvn. 1923. (Biogr. af Egon Wel-lesz og P. Stefan).

Schönstein, Carl, Baron von, 1797 — 1876, østr. Sanger, Statsembedsmand; som yngre en fortrinlig Tenor-Sanger, en af de første, der foredrog Schuberts Sange; »Müllerlieder« tilegnedes S.

Schörg, Franz, 1871 — 1923, tysk Violinspiller, Elev af Konservat. i Bruxelles, hvor han grundede den vidt bekendte, fortrinlige »Brüsseler Kvartet«, der indtil Verdenskrigen koncerterede rundt om i Europa (ofte i Skandinavien) som et af Tidens ypperste Ensembler; efter Krigen var S. Konservat.lærer i Würzburg, og det lykkedes ham inden sin Død at samle en ny udmærket »S.-Kvartet«.

Sciolto (ital.), Foredragsbetegn., frit, ubundet.

Scordatura (ital.), Omstemning, afvigende Stemning. Den Omstemning af Luttens og Strygeinstrumenternes Strenge, der hyppigt anvendtes af det 17—18. Aarh.s Instrumentalmusikere og bl. a. endnu er almindelig i den svenske og norske Spillemandsmusik. Ex.: den af de norske Hardangerfelespillere hyppigt anvendte Huldrestemning, hvor Felen stemmes: ae¹ a¹ c³ el. Troldstemning: c g c¹ e¹ i St. f. g d¹ a¹*:*.

Score, det eng. Navn for Partitur (s. d.).

Scott, Cyril Meir, f. 1879, eng. Komponist, studerede ved Hochs Konservat. (Frankfurt a. M.); en Tid lang Musiklærer i Liverpool, men synes iøvrig uden offentligt Hverv at have levet for sin Komponistgerning; S.s talr. Værker omfatter de fleste Musik-genrer: Opera (The Alchemist), Balletmusik, Symfon., Ouverturer, Suiter, Korstykker, Kammermusik (salonagtige Stykker for et enkelt Instrument som Scotch Pastoral eller Pierrot Amoureux), en Bække Klaverværker i større og mindre Stil (Koncert, Sonate, Poems, Jungle Book etc.) samt en stor Del Sange (ogsaa med OrkesterX De to sidste Grupper indeholder S.s mest kendte og skattede Arbejder, navnlig har hans Klavermusik, med dens egenartede Behandling af Instrumentet, fundet Udbredelse; er — som Klaverkomponist — kaldet s den engelske Debussys, medens hans Kammermusik er sammenlignet med M. Regers; omtales som ivrig Dyrker af Okkultisme og af østerlandsk Mysticisme — herfra den exotiske Karakter af nogle af hans Værker; har udg. britiske Folkesange og forf. My Years of Indiscrétion (1924). (Litt.: Eagleßeld Hull: C. S. Composer, Poët and Philosopher (1921)).

Scotti, Antonio, f. 1866, ital. Operasanger, har som en af Tidens ypperste Barytonister været knyttet til Operaerne i Milano, Rom, Buenos Aires, til Covent-Garden og Metropolitan Opera i New York.

Scriabin (Skrjabin), Alexander, 1872 —1915, russ. Komponist, var opr. bestemt til Militær, men blev 1892 Elev i Moskvas Konservat. og uddannedes som Pianist, i hvilken Egenskab han foretog vide Koncertrejser; 1898 —1904 var han Klaverprofessor ved Moskvas Konservat. — Han var opr. særl. Klaverkomponist (Sonater, Klaverkoncert, Fantasi, Etuder, Mazurkas, Préludes, Nocturnes etc), men har siden ogsaa skrevet Orkestermusik (to Sym-fon., Rêverie, Le Divin Poème, Poemede l'extase og Prometheus). S.s Værker har fundet Udbredelse langt ud over hans Fødeland, vaktmegen Opsigt og øvet Indflydelse navnlig ved deres Experimenteren med orkestrale Nyvindinger: dog synes Interessen for dem ikke ganske at have holdt sig, og af sine Landsmænd anerkendes han ikke som nogen national Komponist; opr. paavirket af Chopin, Wagner og Liszt tilkæmpede han sig sin egen mærkelig extatiske Stil, ligesom han søgte Udtryk dels for sin mystiske Livsan-

skuelse, dels for sine Idéer om Overensstemmelse mellem Toner og Farver (i »Prometheus, Digtet om Ilden«, spiller et Farveklaver, der ledsager og »belvser« Musiken, en vigtig Rolle). (Biogr. af A. Eagleßeld Hull, A Rns-sian Tone Poet og B. Schloezer (fr.)).

Scribe, Eugène, 1791—1861, den bekendte fr. dramat. Forf., har musik-histor. Betydning som den opfindsomme Forf. af en lang Række Operatexter i 1830—50erne, først og fremmest som Aubers stadige Medarbejder (Opéra-comiques som »Murmesteren«, »Den sorte Domino«, »Fra Diavolo« o. m. fl. samt »Den Stumme i Portici«), dernæst »Den hvide Dame« (Boieldieu), »Huge-notterne« og > Robert af Normandiet« (Meyerbeer), »Jødinden« (Hàlévy) etc.

Scriptores ecclesiastici de musica sacra potissimum, vigtig Samling af middelalderlige Skrifter om Musik, 1784 udg. af Abbed Martin Gerbert (s. d.), 3 Bd., Nytryk 1907.

Scriptorum de musica medii aevi nova series a Gebertina altera, en af Ed. de Coussemaker (s. d.) foretagen Fortsættelse af ovenstaaende Værk i 4 Bd. (1864 — 1876) ; Nytryk 1908.

Scudo, Paul, 1806—64, ital.-fr. Mu-sikforf., spillede i Paris en vis Rolle som kritisk Medarbejder ved flere Dagblade og Fagskrifter; udg. en Del af sine Art. i Samlinger som Critique et littérature musicale (2 Bd.), L'année musicale etc. (1860—62, 3 Bd.) etc., forf. en Musik-Roman Le chevalier Sarli m. m.

Sdegnoso (ital.), Foredragsbetegn., trodsigt, uvilligt.

Se (ital), om, hvis; Ex.: 5e piace, om man vil, se bisogna, om nødvendigt.

Seachore (Sjöstrand ?), Carl Emil, f. 1866, sv.-amer. Psykolog, Prof. ved Univers, i Jowa, har beskæftiget sig særl. med Musikpsykologi og herhenhørende, forf. The Psychology of Musical Talent, 1914, samt flere mindre Essays.

Secco (ital.), tørt; se Recitativ.

Sechter, Simon, 1788—1867, bøhm. Komponist og Musikpædagog, Hoforganist og Konservat.lærer i Wien; skrev Kirkemusik, Orgelstykker, Strygekvartetter (deraf en betitlet: »Die vier Temperamente«), en komisk Opera m. m.; men hans Betydning laa i hans Lærervirksomhed som en af Tidens mest ansete og søgte Pædagoger og i hans Forfatterskab (Hovedværk »Die Grundsätze der musikalischen Komposition«, 3 Bd.).

Secondo (ital.), den anden. Ex.: 1) den, der i et 4-hændigt Klaverstykke udfører Basstemmen; 2) i Forbindelsen Seconda volta (forkortet Ilda), 2. Gang, se Prima volta, o. 1.

Sedaine, Michel, 1719—97, fr. Forf., opr. Murermester, har Betydning i den fr. Opéra-comique, som den, der skrev Text til en Mængde Sangspil, komponerede af Grétry, Monsigny o. fl.

Segnitz, Eugen, f. 1862, tysk Musikforf., Pædagog og Kritiker i Leipzig, har skrevet »Wagner und Leipzig«, »C. Reinecke«, »Liszts Kirchenmusik«, »A. Nikisch«, »M. Beger« m. m.

Segno (ital.), Tegn, se 5.

Segue (ital.), og saa videre. Ex.: s. Andante, d. e., osv. til Andanten; sml. attacca.

Seguidilla, spansk Dans i 3delt Takt og i hurtigt Tempo, beslægtet med Bolero, s. d.

Sehested, Hilda, f. 1858, dsk. Musiker, Elev af C. F. E. Horneman og Orla Rosenhoff, har siden 1886 skrevet »Intermezzi« (f. Violin, Cello og Klaver), Poëme lyrique og Nocturne f. Orkester, »Fyenske Billeder« for Klarinet, Cello og Klaver, »Fantasistykker« for Violin og for Cello (med Klaver), Morceau pathétique for Basun og Klaver, Sonate og andre Stykker for Klaver, Sange m. m.; lever i Kbhvn.

Seidl, Anton, 1850—98, ungarsk Musiker, Elev af Konservat. i Leipzig, kaldtes til Bayreuth, hvor han arbejdede med paa Fremførelsen af Wag-uers Musikdramaer; derefter Dirigent hos Angelo Neumann (s. d.) 1885 i New York, hvor han ledede de tyske Operaopførelser og skabte et fortræffeligt efter ham benævnt Koncertorkester; d. i New York. (Biogr. af Krehbiel).

Seidl, Arthur, f. 1863, tysk Musik-forf., 1904 musikhistor. Lærer ved Konservat. i Leipzig; lever i Dessau; hans Skrifter vedrører navnl. moderne Musik og er delvis af agitatorisk Karakter: »Vom Musikalisch-Erhabenen« (2. Opl. 1907), »Richard Strauss«, »Wagneriana« (3 Bd.), »Moderne Dirigenten«, »Kunst und Kultur«, »Hans Pfitzner«, »Musik-Dramaturgie« (2 Bd.) etc. (Biogr. af L. Frankenstein (1913)).

Seiffert, Max, f. 1868, tysk Musik-forf,, Elev bl. a. afSpilta ; anset Musikforsker, lever i Berlin (Medlem af Akademiet); har skrevet talr. Afhandlinger særl. vedrør, ældre Orgel- og Klavermusik, den nederlandske Musik og Händel, forf. Nyudg. af Weitzmans »Geschichte des Klavierspiels « i ganske ny og selvstændig Bearbejdelse (hidtil kun 1. Bd.) samt udg. adskillig ældre Musik (ßiveelinck, Krieger, Håndel, Pachelbel etc), ved hvis praktiske Udførelse han har været meget virksom, bl. a. ved Koncerter i Kbhvn., og Samlingen Organum, 1923 ff.

Sekles, Bernhard, f. 1872, tysk Komponist, Elev af Hochs Konservat. (Frankfart a. M.), for hvilket han 1923 blev Direktør; har komponeret Orkestermusik (Serenade, symfon. Digtning »Die Temperamente«, »Passacaglia und Fuge« med Orgel etc.), en Del Kammermusik, Sange, Pantomimer og nogle Operaer (»Die zehn Küsse«, 1926).

Sekund, 2den Tone i den diatoniske Skala, se Interval.

Sekundakkord, Firklangen i tredje

Omvending, hvor Grundtonens Septim er Basnode, og Tonerne derfor optalte fra samme afgiver en Sekund, Kvart og Sext, se iøvrig Akkord II, Akkordomvendinger.

Sekundere, at spille el. synge 2den Stemme.

Sekvens, se Sequens.

Seidener, Henrik Johan, 1829— 1880, sv. Orgelspiller, Organist ved Domkirken i Göteborg (senere Toldforvalter); fremragende Virtuos paa Orgel, særl. Bachspiller.

Seligmann, Hugo, f. 1878, dsk. Musiker, Elev af Carl Nielsen og Fini Henriques; mangeaarig Musikanmelder ved »Politiken«; har komponeret Strygekvartet og en Række Sange og Viser.

Selin, Yrjö, f. 1897, finsk Violoncellist, studerede hos 0. Fohslröm i Helsingfors samt hos Hecking og Casais i Paris; optraadt med Held som Solocellist i Finland og Norge, hvor han siden 1922 er bosat som Medlem af »Arvesens Trio« i Kria.

Sellner, Joseph, 1787-1843, østr. Oboist, i Kapellet i Prags Kgl. Teater (under Weber), siden Lærer ved Kon-servat. sst.; Forf. af en udmærket Oboskole (overs. p. fr.), der endnu benyttes.

Selmer, Johan Peter, 1844 — 1910, nsk. Komponist, studerede først Jura, men maatte for at overvinde en Brystsygdom afbryde Studierne og foretage længere Sørejser, hvorunder den Tanke modnedes i ham at ofre sig helt for Musiken. 1869 studerede han i Paris og debut. Aaret efter med sit første Arbejde Chanson de Forlanio for Tenor og Orkester, som allerede udmærker sig ved fin og farverig Instrumentation. Af Berlioz' Damnation de Fanst modtog S. et uudsletteligt Indtryk. »Dørene til Kunstens Helligdom syntes mig aabne« skriver han. Af de Oplevelser, han havde i Paris under Kommunen, opstod Scène funèbre, et af hans bedste Værker. Mistænkt for at være Kommunard maatte han under farefulde Omstændigheder flygte over Havre og kom hjem til Norge, hvor han gav en opsigtvækkende Koncert med egne Værker. Med Stipendium fra Carl XV studerede han fra 1871 —74 i Leipzig under E. F. Richter og O. Paul. I Leipzig skrev han »Tyrkerne drager mod Athen« og fuldførte La captive. 1879 gav han atter stor Koncert i Kria., og der bevilgedes ham de følgende Aar Komponistgage. Fra 1883—86 ledede S. Musikforeningen. Af hans øvrige Værker maa næv-

nes »Nordisk Aand«, »Nordisk Fest-tog«, »Karneval i Flandern«, »Selvmorderen og Pilegrimen«, »Hilsen til Nidaros« og Hovedværket »Prometheus« (1898). S. har ogsaa skrevet indtagende Sange med Orkester, Kvindekor, kraftige nationale Opsange for Solostemmer (som »Tolleknivene), ypperlige Mandskor (»I Se-raljets Have«, »Ulabrand«, »Norge, Norge«, »Jætten« m. fl.). Han er en ligesaa fremragende Lyriker som Programmusiker. Han belyser et Digt ved en udsøgt Detail-Karakterisering og ævner at ramme de mest forsk. Stemninger, særl. dog de patetiske og humoristiske. (Litt. : G. Schjelderup »Norges Musikhistorie«).

Sem, Arne van Erpecum, f. 1873, nsk. Sangpædagog og Operasanger, studerede i Paris og Wien. Ansat ved Stadtteater i Bremen, senere ved Operaen i Stuttgart. Fra 1914 Sangpædagog i Kria., Leder af Operaskolen ved Opera comique 1918—19. Musikkritiker i »Tidens Tegn«, Kria.

Sembrich, MARCELLA(egl. Kochanska), f. 1858, polsk Sangerinde, studerede fra Barn Klaverspil og blev 1876 Sangelev af S. B. Lamperti; debut. 1877 i Athen; engageretved Dresdens, senere Londons Opera; foretog store Kunstrejser i Europa med glimrende Held som fortrinlig Sangvirtuos (Sopran); har levet i Berlin, Nizza og Lausanne.

Semeiographi (gr.), Tegnskrift, Nodeskrift.

Semi, halv. I Forbindelserne S.-bre-vis, S.-fusa (el. S.-croma), S.-minima, se Mensuralnodeskrift. — S.-diapason^ S-diapente, S.-diatesseron, d. e. henholdsvis formindsket Oktav,form. Kvint og form. Kvart. — S.-dilonos, lille Terts. — S.-tonium. Halvtone osv.

Semplice (ital.), Foredragsbetegn., simpelt, enfoldigt.

Sempre, stedse, hele Tiden, Ex.: s. piano, s. legato o. 1.

Senff, Bartholf, 1815 —1900,Musik-forlægger i Leipzig, grundede 1843 det siden vidtbekendle Musikblad »Signale für die musikalische Welt«, som han redigerede til sin Død, og som bestaar endnu (i Berlin).

Senfl, Ludwig, c. 1492—1555, tysk Komponist, Elev af H. Isaak, hvem han efterfulgte som Hofkapelmester i Wien. Senere blev S. Hofkapelmester i München. Han tilhører den senere nederlandske Skole, skrev Messer, Motelter, Hymner etc., og hans polyfone Behandling af Folkemelodier og Koraler beundres i ligesaa høj Grad nu som af hans Samtidige.

Senkrah, Arma (egl. Harknes), 1864 —1900, amer. Violinistinde, Elev af Wieniauski, Vieuxtemps og Massart, gjorde som yndefuld Kunstnerinde og indtagende Personlighed megen Lykke i 1880erne paa Kunstrejser i Europa og Amerika (Kbhvn. 1883).

Sensibile (ital.), Foredragsbetegn., med Følelse.

Senza (ital.), uden; Ex.: s. repeti-zione, uden Gentagelse o. 1.

Septet (Septuor), Komposition for 7 Stemmer el. 7 Instrumenter. Berømte S. skrev bl. a. Beethoven og Hummel.

Septim (lat.), 7. Tone i den diatoniske Skala, se Interval.

Septimakkord, d. e. Fir-klangen i Grundform: se Akkord I og Firklang.

Septol el. Septimol, Tonefigur paa 7 Noder, der i Samling repræsenterer samme Værdi som ellers 6 el. 8, se Triol, Kvintol o. 1.

Sequens el. Prosa er en Artaande-lige Sangdigte, der i 9. Aarh. blev opfundne af Notker Balbulus (s. d.), en af St. Gallens (s. d.) berømte Klosterbrødre. Idéen til dem fik han af de langstrakte Melismer, der, alene sungne paa Vokalen a, i Messen umiddelbart paafulgte det festlige Halleluja og derfor ogsaa betegnedes som Sequenliae (el. Jubilationer, s. d. og under Graduale). Sangernes Besvær med at huske disse textløse Melodier gav Notker den Idé at forsyne dem med en selvdigtet Text. Forsøget gjorde Lykke, hvad der opmuntrede ham til at gaa videre. Efter fra først af kun at holde sig til de overleverede Melodier fandt N. siden paa selv at forfatte Melodier til sine Digte, og saaledes opstod — dels under Fastholdelse af det opr. Navn Sequentiae og dels under Navn af Prosa (sammensat af det lat. pro, i Stedet for, og sa, Forkortelse af Sequentia) — den Sangform, der betegner et saa vigtigt Moment i den middelalderlige Kirkemusiks Udvikling. Karakteristisk for S.-Melodien er 1) dens i Hovedsagen syllabiske Natur, idet gennem-gaaende hver Textstavelse synges paa sin Tone, 2) dens, af Texten foranledigede, Inddeling i korte Sætninger, af hvilke den første og sidste altid har sin egen musikalske Form, mens de mellemliggende Smaasætninger dels er Gentagelser af hinanden og dels er forskelligt komponerede. Den tankerige Text, der sluttede sig til den ældste S.s fantasifulde Melodi, er affattet i et velklingende Prosa. Da Prosaformen i en senere Periode erstattedes af rimede metriske Vers (Adam de S. Viktor i Paris, s. d.), virkede dette over paa Melodierne, saa de fik en helt visemæssig Karakter. — Notkers S. blev vidt udbredte og opmuntrede hurtigt mange til at tage S.-Digtningen op. Fra opr. kun at have været bestemte til Opførelse ved Klostrenes Privatandagter fandt S. 867 med Pavens Tilladelse Optagelse mellem Kirkens faste liturgiske Sange, og Antallet af de i Kirken benyttede S. gik i Løbet af de flg. Aarh. saa højt op, at Pius V 1568 foretog en Reduktion, saa kun 5 af de 1000, der var i Brug, fik Lov til at blive staaende, nemlig Paaske-S.: Victimae paschali laudes; Pinse-S.: Veni Sancte Spiritus; Kristi Legemsfest-S.: Lauda Sion salvatorem; S. over de 7 Marieklager: Slabat mater dolorosa og Dødsmessens S. : Dies irae. Angaaende den store Mængde af S.er, der i 15. Aarh. fandt Vej til Nordens Kirker henvises til Ang. Hammerich: »Musikmindesmærker fra Middelalderen! (1912), G.Reiss: »Musiken ved den middelald. Olavsdyrkelse i Norden« (1912); en udførlig Fortegnelse over de i Sverige benyttede S.er giver endelig Tob. Norlind i sit Musik-Lexikon. Af lyske Værker om S. kan fremhæves: K. Bartsch: »Die lateinischen Sequenzen des Mittelalters (1868), af franske: Misset og Aubry : Les Proses d'Adam de St. Victor (1900).

I Harmoni- og Kompositionslœren forstaas ved S. Gentagelsen af samme Motiv el. af samme Akkordfølge i et stadig højere (el. lavere) Toneleje. Ex. :

Serato, Arrigo, f. 1877, ital. Violinspiller, vakte allerede i Barnealderen Opsigt som Koncertspiller og har siden vundet vidtkendt Navn som Virtuos paa talr. Koncertrejser (bl. a. ogsaa til Kbhvn. og Kria.); 1914—21 Konservat.lærer i Rom.

Seré, se Poueigh.

Serenade (sp. Serenada, Aftenmusik, tysk Ständchen), opr. en én- el. flerstemmig Sang (med el. uden Instrumentalakkompagnement), der ved Aftenstid el. om Natten blev sunget som Hyldest til den Udkaarne. Senere tillige en Instrumentalkomposition, der deler sig i fire el. flere Satser, som oftest mindre Stykker af lettere Indhold, som er ret tilfældigt sammenstillede (jfr. Divertissement). Mens S. ved Haydns og Mozarts Tid som Fri-luftskomposition gerne tog Hjælp af Blæseinstrumenter og i Reglen kun udførtes med enkelt el. højst dobbelt Besætning, har den i Nutiden, med fuldkommen Bortseen fra Navnets opr. Betydning, faaetfast Plads i Koncertsalen og udføres oftest af et Strygeorkester (Ex.: Brahms S. for Orkester).

Serenata, Festkomposition, der af Karakter nærmer sig Operaen og Pastoralen, men ikke er bestemt til scenisk Fremstilling; er derfor med Rette bleven betegnet som en Art dramatisk Kantate. Var i 18. Aarh. især i Mode ved Wienerhoffet som Lejlighedsværk til fyrstelige Fødselsdage.

Seria (ital.), alvorlig, særl. benyttet i Forbindelsen Opera s., o : Modsætningen til Opera buffa, se Opera.

Serioso (ital.), Foredragsbetegn., alvorligt.

Serof, Alexander, 1820—71, russ. Komponist, vendte sig først til Musiken i 30 Aars Alderen [som juridisk Embedsmand) og i Begyndelsen mest som Kritiker af udpræget Fremskridts-retning, kæmpende navnl. for Rieh. Wagners Færker og Idéer; 1863 debut. S. som Operakomponist med »Judith« — til egen Text og i musikalsk Tilknytning til Wagners tidligere Værker; »Judith« gjorde stor Lykke, og fulgtes af »Rogneda«; »Fjendens Magt« (Wrazyia sila) fuldførtes efter hans Død og vandt ogsaa stor Yndest; S. hører til Fremskridtsretningen i den moderne russ. Musik uden dog at kunne regnes til den egl. »ny-russiske«. (Biogr. af Baskin, Basunof og Findeisen.

Serpent (ital. Serpentone, Slangerør). Blæseinstr. der skal være opfundet 1590 af E. Guillaume i Auxerre. Det bestod af et 2 Meter langt Tonerør, der slangemæssigt bugtede sig ud og ind og var limet sammen af to Stykker. For at dække Limingen og gøre Instr. holdbart beklædtes det med Læder. Røret tog ovenfra og nedefter gradvis til i Vidde,varopr.kun forsynet med 6 Tonehuller — + 1

Klap (senere med 9 + flere Klapper) og blæstes ved Hjælp af et (som oftest i et S (se Fagot) indsat) Kedelmund-stykke af Messing el. Horn. Tonen var kraftig, men raa. I Tyskland brugtes det især som Militærinstr., i Frankrig ogsaa i Kirken. S. holdt sig i Brug i c. 200 Aar. men forsvandt med det 19. Aarh.s Begyndelse fuldstændigt. Jfr. Ophikleide.

Serpette, Gaston, 1846—1904, fr. Musiker ; en Række Opéra-comiques og Operetter af S. er opført i Paris, enkelte ogsaa udenfor Frankrig; var tillige Musikkritiker.

Servais, Adrien François, 1807— 66, belg. Violoncellist, Elev af Bruxelles' Konservat; foretog talr. og glimrende Kunstrejser og benævnedes endog »Violoncellens Paganini« ; Lærer ved Bruxelles' Konservat. og Komponist af Koncerter og anden Musik for Cello. — Hans Søn Joseph S., 1850—85, var ogsaa en udmærket Cellist og ligeledes Lærer ved Konservat. i Bruxelles.

Serva padrona, La, komisk Opera (Intermezzo) af Pergolesi, Napoli 1733.

Servières, Georges, f. 1858, fr. Mu-sikforf., Medarbejder ved forsk. Fagskrifter i Paris, har skrevet Rieh. Wagner jugé en France, La musique française moderne, C. M. v. Weber, Em. Chabrier (i Maîtres de la musique) etc.

Setaccioli, Giacoiio, f. 1868, ital. Komponist og Musikforf., fik tidlig en Opera opført, skrev endvidere symfon. Digtn., Strygekvartet m. m. og er bekendt som Forf. navnl. af Skriftet Claudio Debussy: é un innovatore? 1910.

Sevcik, Otokar, f. 1852, czek. Violinspiller og Pædagog, studerede ved Konservat. i Prag, Lærer ved den kejserlige Musikskole i Kijef, men 1892 atter i Prag, hvor han har grundet en Violinskole, der har faaet europæisk Ry; lægger væsentlig Vægt paa den virtuosmæssige Uddannelse og en særl. Bueføring; fra den er udgaaet talr. Violinberømtheder som Kocian, Kube-lik, Manen o. m. a.; S. har forf. en »Violinschuie« (i 4 Dele), »Vorschule der Violintechniki og »Böhmische Tänze und Weisen« m. m. 1909—19 var S. Leder af »Mesterskolen for Violins ved det k. k. Akademi i Wien, nu atter ved Prags Konservat.

Séverac, Déodat de, 1873—1921, fr. Komponist, Elev af Magnard og d'lndy, tilhørte Fremskridtsretningen i fr. Musik, ogsaa som Forf. ; komponerede Orgel- og Klavermusik, Opéra-comique, symfon. Digtning, forsk, scenisk Musik, Sange m. m. (Biogr. af L. Moulin).

Sext, 6te Tone i den diatoniske Skala, se Interval.

Sextakkord, d. e. Treklangen i 1ste Omvending, hvor Grundtonens Terts er Basnode, og Tonerne derfor optalte fra samme afgiver en Terts og Sext; se iøvrig Akkord II, Akkordomvendinger.

Sextendedelen af en Helnode noteres ^ . I Mensuralnodeskriften betegnet som Semifusa (el. Semicroma), s.d.

Sextet (ital. Sesletto) Komposition for 6 Instr. el. 6 Sangstemmer.

Sextol, Tonefigur paa 6 Noder, der i Samling repræsenterer samme Værdi som ellers 4. Opfattes som oftest som Dobbelt-Triol.

Seyffardt, Ernst, f. 1859, tysk Musiker, Korforeningsleder og 1897 Konservat prof. i Stuttgart; har særl. komponeret større Korværker i bred folkelig Stil og af patriotisk Indhold: »Thusnelda«, »Aus Deutschlands grosser Zeit« m. fl.; ogsaa en Symfon., Opera, Kammermusik m. m.

Seyfried, Ignaz v., 1776 —1841, østr. Musiker, var Elev af Mozart, Albrechts-berger o. fl., Kapelmester ved Schikane-ders Teater; frugtbar, men uoriginal Komponist (navnl. for Scenen og Kirken) og Forf. navnl. af »Beethovens Studien im Generalbass etc.«, et Arbejde, der i sin Tid vakte en noget tvivlsom Opsigt (overs, paa fr., genudg. 1912), men som dog indeholder Bidrag til Beethovens Karakteristik.

Sforzando el. Ssforzato, forkortet sf el. sfz (ital.), Foredragsbetegn., stærkt fremhævet el. betonet. Gælder kun for en enkelt Tone og bruges derfor næsten altid i forkortet Form, jfr. rinfor-zando.

Sgambati, Giovanni, 1841—1914, ital. Komponist og Klaverspiller; hans Anlæg som Klaverspiller viste sig ualmindelig tidlig og vakte snart Fr. Liszts Interesse; i det hele influerede tysk Musik paa S. i en Grad, der den Gang var en Sjældenhed for en ital. Musiker; debut, med en Klaverkvartet (1866); opførte s. A. for første Gang i Ita liens Hovedstad Beethovens £ro;cu-Symfoni og grundede en Forening for klassisk Musik; øvede stor Indflydelse paa ital. Musikliv ved at vække Sansen for den absolute Musik og udbrede Kendskab til tysk klassisk Musik. — S., der var Klaverlærer ved Cæcilia-Akademiet i Rom, var endvidere talentfuld Komponist, hvis Værker har fundet vid Udbredelse: to Symfon., to Klaverkvintetter, en Strygekvartet, Klaverkoncert, en Del anden Klavermusik og forsk. Vokalmusik. (Litt.: A. de Angelis: »G. S.«, 1912).

Shakespeare, William, f. 1849, eng. Musiker, studerede ved Konservat. i Leipzig og hos Lamperti (Sang); op-traadte i England som Koncertsanger, Pianist og Dirigent; 1878 Sanglærer ved det kgl. Musikakademi; komponerede i ældre romantisk Stil Symfon., Klaverkoncert og Ouverturer m. m.; forf. The Art of Singing, 1901.

Sharp, det eng. Navn for Kryds el. forhøjet Tone. Ex.: c s. =; cis, d s. = dis o. 1.

Shaw, Bernard, f. 1856, den bekendte irske Forf. af Skuespil m. m., var i yngre Aar Musikkritiker; har holdt Foredrag over Musik og udg. det ofte oplagte og paa tysk overs. Skrift The Perfect Wagnerit.

Shedlock, John, 1843—1919, eng. Musikforf., Foredragsholder og Medarbejder ved Fagskrifter i London, har navnl. forf. The Pianoforte Sonata, its Origin and Development (overs, paa tysk); udg. Kuhnauske Sonater og anden gi. og nyere Klavermusik.

SI. 1) (ital.), man. Ex.: si levando il sordino, man fjerner Sordinen o. l.

— 2) Ved Nutidens Anvendelse af sgv Solmisationsstavelser (i Solfeggier o. 1., s. d.) Navnet for den efter la følgende Tone, der langt om længe (i 16. Aarh.) gjorde Ende paa Solmisationsstavelser-nes Flertydighed ved at fremtvinge en utvetydig Tonebetegnelse (se Solmisa-tionssystemet, Solfeggie og Bogstav H).

— 3) I Frankrig og Italien Tonenavnet H (Ex.: S. majeur, H-dur, S. mineur, H-moll; S. bémol mineur, B-moll o. 1.).

Siamisen, japansk Gribe-brætsinstr., fortrinsvis spillet afKvinder. Til en lang Hals slutter sig, som Lydlegeme, en paa begge Sider med Pergament beklædt Træramme. 3 Silkestrenge, der stemmer c¹ f¹ c² el. c¹ g¹ c³, strækker sig fra en Knap i Rammens nedre Flade op til de i Halsens Overende indsatte Stem-meskruer. Spilles med et spatelformigt Plekter.

Sibelius, Jean, f. 8. Dec. 1865, finsk Komponist, studerede Jura ved Univers, i Helsingfors samt Violin og Komposition (under Wegelius), men hengav sig snart helt og holdent til Musiken; allerede hans Elevkompositioner vakte Opmærksomhed; der fulgte nu to Studierejser til Berlin og Wien [Alb. Becker, Goldmark, Fuchs). Ornkr. 1880 havde Musikkulturen i Finland gjort kendelig Fremgang, og en finsk-national Retning havde allerede vist sig i den skabende Tonekunst (mest udpræget hos Kajanus, s. d.); det var dog først i S.s Ungdomsværker, at den »finske Tone« første Gang kom til Udbrud med hele sin friske Oprindelighed i de geniale »Kalevala«-Kompositioner og andre Værker af beslægtet Indhold, som skabtes 1890 — 1900, og hvoraf mærkes Kullervo-Symfon. for Orkester, Kor og Soli (1892), Lemmin-A'äi'ne/z-Suiten, som bl. a. indeholder de bekendte symfon. Digte Tuonelas svan og Lemminkåinen drager hemåt, Tonedigtene »En Saga« og »Vårsång«, Karelia-Suiten, »Finlandia«, »Atenarnas Sång«, Balladen Koskenlaskijan mor-siamet for Sang og Orkester, » Snöfrid« for Orkester og Deklamation m. m. Den S.ske Tone viser sig her enkel og storslaaet, med gribende skildrende Ævne, urkraftig Naturstemning, genial Fantasi og magtfuld Inspiration. Af S.s rige Produktion fra denne Tid skal endnu nævnes Musik til Adolf Pauls »Kung Kristian II« og Arvid Jårnefelts »Kuolema« (bl. a. »Valse triste«), en Mængde Solo- og Korsange samt de 2 første Symfon. (1889 og 1902), af hvilke den sidste blandt alle S.s Symfon. udgør Højdepunktet af orkestral Kraft. Siden fik den symfon. Produktion en mere central Betydning i S.s kompositoriske Virksomhed og hans Musik blev af mere indadvendt Karakter; den 3die Symfon. viser saaledes knappere Former og intimere Stemning; i den 4de er de orkestrale Udtryksmidler reducerede til det yderste, og et tragisk resigneret Drag hviler over Musiken; de sidste 2 Symfon. er atter lysere og baarne af en ophøjet, aandeliggjort Stemning; S. følger i de tidligere Symfon. det klassiske Skema; hans egentlige Styrke bestaar mere i Opfindelsens Rigdom, Intensitet og Ægthed end i streng motivisk Udvikling; de senere Symfon. viser en mere udpræget Individualitet ust i formel Henseende.

Denne alm. Udvikling genspejler sig i den øvrige rige Produktion ved Siden af Symfon.: Tonedigtninge for Orkester (»Pohjolas dotter«, »Nattlig ritt och soluppgång«, »Okeaniderne«,

»Barden«, »Dryaden«, »Pan och Ekko«), Suiter (»Rakastava« [Den Elskende], »Historiska scener«), Violinkoncerten i d-moll, Strygekvartetten Voces inti-mae, 2 Romancer for Violin og Orkester, Kor- og Orkesterværker (»Va-pautettu kuningatar« [Den befriede Dronning],»Maan virsi« [Sangenom Jorden], »Oma maa« [Det egne Land], »Väinön virsu [Väinös Sang, 1926]), scenisk Musik (»Pelleas och Me-lisande», »Belsa-zars gästabud«, »Svanehvit«. »Det gamla spelet om Envar«, Pantomimen »Scaramouchec) og en Mængde andre Kompositioner af alle Slags: Solosange, Korsange, Piano-, Violin-og Violoncel-Musik.

S.s Kunst er kendt og værdsat i hele den musikalske Verden, specielt i de nordiske Lande, Tyskland, England og Amerika; for den finske Tonekunst har den geniale, paa en Gang nationale og dybt individuelle Tone haft epokegørende Betydning. S. fik paa sin 60-Aarsdag 1925 af den finske Rigsdag tildelt en Hæderspension for Livstid; han lever i Järvenpää ved Helsingfors. (Litt.: Monografier af Rosa Newmarch (eng., overs, paa tysk), Walter Niemann, G. Migot (fr.) og Erik Furuhjelm (1917)).

Siboni, Giuseppe, 1780—1839, ital.-dsk. Sanger og Sangpædagog, debut, i Firenze, optraadte paa forsk. Operascener, indtil han 1818 kaldtes fra Petersborg til Kbhvn. (paa Foranledning af den senere Christian VIII, der meget yndede ital. Musik); blev Direktør for Teatrets Syngeskole og søgt Sanglærer; S. grundede det første kbhvn.ske Konservat., mest beregnet paa Uddannelse af Sangere til Operaen, hvilket S. ledede til sin Død; blandt hans Elever var mange kendte dsk. og sv. Sangere, særl. Chr. Hansen og P. Schram; i en Periode, hvor Italieneroperaen stod i høj Kurs, indtog S. en fremskudt og begunstiget, men ikke uanfægtet Stilling i Kbhvn.s Musikliv. — Hans Søn Erik S., 1828—92, Elev af /. P. E. Hartmann, og i Tyskland af Hauptmann, Sechter og Moscheles, levede i Kbhvn. som Musiklærer, fra 1865—83 i Sorø som Organist (efter P. Heise) og atter i Kbhvn. til sin Død; en produktiv og teknisk dygtig Kom ponist, dog uden Originalitet (Opera, >Carl II.s Flugt«, 1861, Ouverturer, Symfon., Korværker, Klaverkoncert, Kammermusik, Orgel- og Klaverstykker, Sange m. m.). Siciliano (Alla Siciliana), gl. Dans i roligt Tempo, i Slægt med Pastoralen, men langsommere. Skal være op-staaet ved Efterligning af Melodier, som de sicilianske Bønder synger til deres Danse. Takt: enten ⁶/s eller ¹²/_s. Første (og eventuelt tredie) Taktdel

Regler herfor gives dog ikke. P. Gr. af den ensformige Rytme er S., der enten gaar i ét eller deler sig i 2 Repeti-tionsdele, sædvanlig kortfattet. Anvendtes tidligere ofte som Andantesats i Sonater o. 1. el. som Grundlag for Arier (bl. a. hos Händel).

Sick, Theodor, 1827-1893, dsk. Komponist, Artilleriofficer (deltog i Krigene 1850 og 1864), en frugtbar Amatørkomponist, Elev af Gebauer; skrev navnl. Kammermusikværker og Sange.

Sidebevægelse, se Stemmeføring.

Sieber, Ferdinand, 1822—95, tysk Sangpædagog, Lærer i Dresden og Berlin, hvor han d.; udg. Sange, og navnlig instruktive Arbejder, der vandt stor Udbredelse (Vokaliser for én og flere Stem., >Die Schule der Geläufigkeit«, »Die Kunst des Gesangs«, i Handbuch des deutschen Liederschatzs« m. m.).

Siegel, C. F. W., d. 1869, grundede 1846 et Musikforlag, der under hans Efterfølger Rich, Linnemann, 1845— 1909, og dennes Sønner Carl og Richard L., f. 1874, udviklede sig til et af Leipzigs betydeligste, navnl. efter at være forenet med Fritzschs og Kist-ners.

Siegel, Rudolf, f. 1878, tysk Musiker, Elev af Humperdinck og Thuille; Dirigent i München, Berlin o. fl. Steder, fra 1919 i Krefeld; nævnes som en af Tysklands betydeligste yngre Dirigenter; ogsaa Komponist.

Siegfried, Musikdrama af Rich. Wagner (2. »Dag« af »Nibelungens Ring«), Bayreuth 1876, Kbhvn. 1903.

Sievers, Eduard, f. 1850, tysk ger-manistisk Filolog, Prof. i Leipzig, har i Skrifter som »Grundzüge der Phonetik«, »Metrische Studien«, »Sprachmelodisches in der deutschen Dichtung« ydet værdifulde Bidrag til musikalsk Teori og Æstetik.

Siewers, Valentin Huitfeld, f. 1855, nsk. Jurist og Musikkritiker i »Morgenbladet«, Kria. gennem mange Aar. S. skrev Bidrag til »Norsk Konversationslexikon« 1. Udg., »Nordmænd i det 19. Aarhundrede«, Panums og Behrends »111. Musikhistorie« samt »Norges Musikhistorie«. Har bearbejdet »Hoffmanns Eventyr« for Nationalteatret og oversatte »Cavalleria Rusticana« for Kria. Teater. S. nød megen Anseelse for sin kyndige, selvstændige Kritik og sin fine Stil.

Signalhorn, trompetfor-migt, med Posthornet (s. d.) nær beslægtet Metalblæse-instr. uden Ventiler,der kun kan frembringe Naturtonerne c c¹ g¹ c² e² g² (b²c³). Benyttes særl. af Infanteriet,

tidligere ogsaa af Brandvæsenet og Omnibuskonduktører.

Signaturer kaldes de i Generalbas-skriften benyttede Tegn og Tal,

Signum (Plur. Signa), lat., Tegn, særl. de i Mensuralnodeskriflen (s. d.) anvendte, deribl. først og fremmest Takttegnene:

SigurSsson, Hakaldur, f. 1892, isl. Klaverspiller, Elev i Kbhvn. af Mary Schou, i Dresden af Laura Rappoldi-Kahrer, debut. 1916 i Kbhvn. som Koncertspiller, siden optraadt i Tyskland, Østrig og Czekoslovakiet; Lærer ved kgl. dsk. Musikkonservat.; g. m. den czekiskfødte Koncertsangerinde Dora S., f. 1893.

Sigwart, Botho, se Stägemann.

Silbermann, Gottfried, 1683—1753, tysk Orgel- og Klaverbygger ; opr. i Bogbinderlære, men flygtede fra Hjemmet og gik i Strassburg i Lære hos sin Broder Andreas S., 1678—1734, en højt anset Orgelbygger; S. byggede nu selv en Bække, delvis store Orgler, men hans histor. Betydning er at være den første tyske Pianofortebyg-ger (Hammerklaver), samtidig med og sandsynligvis uafhængig af Cristofori (s. d. og Klaver); de S.ske Flygler vandt stor Udbredelse og Yndest (f. Ex. hos Seb. Bach); S. konstruerede ogsaa et nyt Clavichord: Cembal d'amour. (Biogr. af L. Moser). — Flere af Slægten S. varansete Orgel-og Klaverbyggere: Johan Andreas S., 1712—83, hans Søn Johan Josias S., d. 1786, Johan Daniel S., 1717—66 og Johan Heinrich S., 1727—99, der indførte de S.ske Instrumenter i Frankrig.

Silcher, Friedrich, 1789—1 860, tysk Komponist, Univers.-Musikdirektør i Tübingen, udg. de for tysk Korsang betydningsfulde 12 Hefter »tyske Folkesange«, arrangeret for Istem. Mandskor, hvori adskillige af hans egne Melodier, der enkle, let syngelige — ofte sentimentalt stemte — vandt overordentlig Udbredelse og fremdeles høres (solo og i Korudsættelse) som en Art folkelige Viser (»Annchen von Tharau«, »Ich weiss nicht was soll es bedeuten«, iZu Strassburg auf der Schanz« o. m. fl.); udg. iøvrig en Koralbog, 4stem. Hymner, »Tübinger Liedertafel« samt nogle teoret. Skrifter. (Biogr. af Prümers og A. Bopp).

Silence (fr. ; ital. Silenzio), Pavse.

Sillet (fr.), Stolen paa et Strygeinstr.

Siloti, Alexander, f. 1863, russ. Pianist, en af Fr. Liszts sidste Elever; udmærket Virtuos, er ogsaa optraadt som Dirigent; forlod Rusland under Revolutionen og har siden levet i London og paa Koncertrejser.

Silva, Oscar da, f. 1872, portug. Musiker; Klaverspiller (Elev af Clara Schumann) og en af Portugals mest yndede Komponister (Opera, Klaverstykker, nationale Danse, Sange m. m.

Simile (ital.), Foredragsbetegn., lignende, paa samme Maade.

Simonsen, Cathrine Elisabeth, 1816 —49, dsk. Sangerinde, uddannedes bl. a. af Siboni; debut, paa d. kgl. Teater allerede 1830 og fra 1834 en meget benyttet Sangerinde (Sopran), der gjorde sig gældende ved en smuk Stemme og fin musikalsk Sans; optraadte ogsaa i Koncertsalen; g. m. Kapelmusikus H. S. Simonsen og Moder til N. J. S.

Simonsen, H. C, 1812 — 76, dsk. Musiker, virkede en Tid som Sanglærer ved Latinskolen i Randers, d. som Domorganist i Odense; blandt hans folkelige Kompositioner er navnl. Melodier til Digte af Blicher blevet bekendte og udbredte (»Jyden han æ stærk aa sej« o. fl.). (Litt.: J. Aakjær: »St. Blicher«),

Simonsen, Niels Juel, 1846—1906, dsk. Sanger, opr. Landmand, siden Elev af H. Rung; debut, som »Hans Hei-ling« 1868 og vakte strax Opsigt ved sin smukke, omfangsrige og bløde Barytonstemme og medfødte dramat. Anlæg; herefter blev S. indtil sin Død en af de første Kræfter ved det kgl. Teaters Opera; uden at være en til teknisk Fuldkommenhed uddannet Sanger formaaede han ved sin pragtfulde Røst, sit naturlige og sunde Greb paa Partierne og. sin oprigtige Tro paa Opgaverne at skabe gribende og levende Skikkelser saavel i den store patetiske Opera som i den lettere (komiske); Hovedroller: Vilhelm Teil, Marsk Stig, Agamemnon, Hans Sachs, Flyvende Hollænder, Don Juan, Figaro, Sverkel (»Liden Kirsten*); ogsaa udenfor Teatret optraadte S. gerne, dels i Koncertsalen, dels i Foreninger og ved andre musikalske Foranstaltninger som en sjælden folkekærSanger; nu og da ogsaa i Udlandet (Tyskland, Sverige, Norge).

Simonsen, Rudolf, f. 1889, dsk. Musiker, Elev af O. Malling og Agnes Adler, debut. 1911 som Pianist og studerede yderligere Klaverspil i Udlandet hos Th. Carreno og A. Rachlew; er optraadt baade som Solo- og Kammermusikspiller ; fra 1915 Lærer ved det kgl. dsk. Konservat. ; har komponeret Symfon. (»Zion«, »Hellas«, »Roma«, > Danmark«;), Klaverkoncert, Strygekvartetter, Korstykker og Sange; ogsaa optraadt som Koncertdirigent.

Simrock, Nicolaus, 1752—1834, opr. Orkestermusiker (Valdhornist), grundede 1790 i Mainz et Musikforlag, der skulde blive et af Tysklands førende; Forlaget udg. flere af Beethovens Værker, siden navnl. Brahms, Dvorak m. m. fl.; 1902 gik Firmaet over til Aktieselskab, der nu ledes af Grundlæggerens Descendent Fritz An-kenthaler, f. 1893.

Sinding, Cristian, f. 1856, nsk. Komponist, Elev (i Violin) af Gudr. Bøhn, i Komposition af L. M. Lindeman, studerede ved Konservat. i Leipzig 1874—77 (Reinecke, Jadassohn m. fl.), med Statsstipendium i Berlin, Dresden og München 1880—82. Efter en Strygekvartet, en Piano- og en Violinsonate skrev han 1884 sin Pianokvintet (E-moll), som betegner hans Gennembrud som Komponist. Den spilledes i Musikforeningen (Kria.) 1885 og 1888 i Leipzig, hvor den vakte Forfærdelse p. Gr. af sine Friheder i harmonisk Henseende. Tschaikofsky, som saa den

igennem, troede, at Stemmeføringen maatte bero paa Fejlskrift el. Fejltryk. Efter Opførelsen fulgte en hidsig Pressefejde. Men Aaret efter modtoges den sammesteds med Jubel, og den anerkendes nu som et Mesterværk.

Af S.s flg. Værker maa fremhæves Klaverkoncerten des-dur, Korværket »Til Molde«, Symfon. d-moll, Violinkoncert A-dur, 2. Symfon. d-dur, Rondo Infinito, de store Kantater til Abel-Festen. Selskabet for Norges Vels 100-Aars-Jubilæum, Jubilæet 1914, 3. Symfon. f-dur samt Operaen »Det hellige Bjerg«. S. er i sin Orkesterbehandling djærv og malende, hans Harmonik er egenartet, Temaerne prægnante og originale og deres Udarbejdelse interessevækkende, hans Rytmik er af stærk Virkning. Kraft, Bredde og Patos udmærker S.s Produktion, og den bærer i Almindelighed et nordisk Præg. — Ogsaa for Klaver har S. skrevet en Mængde Værker, som ved deres Klangrigdom er meget yndede. Mest kendte er vel den impressionistiske Studie »Frühlingsrauschen« og de herlige dybe es-moll Variationer for 2 Klaverer. — S. er en af Norges rigeste Melodikere og har skabt en lang Række Sange og Romancer, som har vundet den største Udbredelse. Fremhæves maa >Symra<;-Sangene med deres Folketone-Karakter, Sangene til Digte af Drachmann (Landevejssalmer m. m.). — S. var 1921-22 Prof. i Komposition ved Eastman Konservat. i Rochester, U. S. A., han har Æresløn af den norske Stat og Æresbolig i Kria. (»Wergelands-Grotten«).

Sinfonia (Hal.), se Symfoni og Ouverture.

Singakademie i Berlin blev 1790 stiftet af Karl Fasch (s. d.) med den ædlere Korsangs Pleje som Formaal. Efter at være begyndt med kun 11 Medlemmer, voxede Foreningen sig hurtig stærk og antog, efter at have faaet det kgl. Akademis Sal overladt til sine Øvelser, Navnet S. Af de hidtilværende Dirigenter kan anføresFascA, Zelter, Rungenhagen, Grell, M. Blumner og Georg Schumann. Berlins S.s Stiftelse indledede for saa vidt en ny Æra i den tyske Korsangs Pleje, som der rundt i Tyskland med det som Forbillede hurtigt oprettedes en Mængde tilsvarende Institutioner. (Litt.: H. Lichtenstein: »Zur Geschichte der S. in Berlin« (1843); 0. Schmid: »Geschichte der Dreyszigschen S.« (i Dresden) 1907; K. Siebenfreund : »Hundert Jahre Danziger S.« (1918), m. m.).

Singer, Edmund, 1830 —1912,ungarsk Violinist, Elev af J. Böhm (s.d.), foretog allerede som Barn Koncertrejser og fejredes som fremragende Virtuos; fra 1856 Violinprof. ved Konservat. i Stuttgart; meget anset Pædagog og Kammermusikspiller; udg. »Grosse the-oret.-praktische Violinschule«, Etuder af Fiorillo, Kreutzer, Rode m. m.

Singer, Richard, f. 1879, ungarsk Klaverspiller, Elev af Leschetizkg og Busoni, udmærket Koncertpianist, Konservat.lærer i Hamburg.

Sinigaglia, Leone, f. 1868, ital. Komponist, Elev af Mandgzewski og Dvorak, blev bekendt ved en Violinkoncert, der opførtes 1901 i Berlin; andre Kompositioner er Rapsodie piemontese for Violin og Orkester, Orkestersuite Piemonte, Strygekvartet, Koncert-Etude for Strygekvartet, Variationer, Sange m. m.; S. forener italienske og tyske Egenskaber; lever i Torino.

Sinistra, venstre, se S.

Sino (ital.), indtil. Ex.: sin' al fine, indtil Slutningen, sin' al segno, indtil Tegnet m. m.

Sirventes (Tjenestesange), Trubadursange, der ikke var henvendte til den tilbedte, men til en Fyrste el. Beskytter, og baade kunde være lovprisende og dadlende.

Sistermans, Anton, 1865 —1926, holl. Sanger, Elev af Stockhausen, meget skattet Oratorie- og »Lieder«-Sanger (Bas-Baryton); levede i Wiesbaden, Berlin og Haag.

Sistrum, gi. ægyptisk Rasleinstru-ment, der anvendtes ved Tempeltjenesten.

Sitt, Hans, 1850—1922, czek. Violinist, Pædagog og Komponist; Elev af Prags Konservat., Medlem af Brodsky-Kvartetten, Violinlærer ved Konservat. i Leipzig; har komponeret Violinkoncerter og -Concertinos, Cello- og Bratschkoncerter, instruktiv Violinmusik, Klaverstykker, Mandskor og Sange.

Sittard, Joseph, 1846—1903, tysk Musikforf., Kritiker i Hamburg ; udg. »Studien und Charakteristiken«, »Geschichte des Musik- und Konzertwesens in Hamburg«, »Geschichte der Oper am Hofe zu Stuttgart« (2 Bd.), foruden talr. Afhandlinger og populære Smaaskrifter. — Hans Søn Alfred S., f. 1878, en fremragende Orgelvirtuos, er Organist i Hamburg og Kordirigent; har komponeret Orgel- og a-cappella-Musik.

Sivori, Camillo, 1815—94, ital. Violinist, en af Paganinis faa Elever, begyndte Koncertrejser allerede i 10 Aars Alderen, der udstraktes 1846 lige til Amerika; en ypperlig, af Datiden fejret Virtuos; komponerede for Violin 2 Koncerter o.a. m. (Biogr. af Pierottet).

Sixtinske Kapel, Det, er Navnet paa det af Pave Sixtus IV i 1473—81 byggede vatikanske Kapel og samtidig paa det fra Gregor I.s Schola cantorum nedstammende pavelige Sangerkapel, der her har sin Hovedvirksomhed (ved den stille Uges Messer, ved Dødsmesser for Paver, ved Indsættelsen af en ny Pave o. 1.). Sangerkapellets Blomstringstid blev indledet, da Pavernes 70-aarige Udlændighed i Avignon tog Ende og Pavestolen igen definitivt blev overflyttet til Rom. De i Avignon residerende Paver havde under deres Exil dannet sig et eget, af franske Discantister (se Discantus) sammensat Kapel, som de nu medførte til Rom og forenede med den endnu bestaa-ende gamle Schola eantorum. Saaledes oprandt nu hurtigt Kapellets store Tid begyndende under den nederlandske Skoles Auspicier og kronet med a-cap-peZto-Sangens pragtfulde Udvikling og Pleje i Palestrinaperioden.

Det s. K., hvis nuværende Statuter blev affattede 1545 af Pave Paul III (de ældre var da gaaet til Grunde under Krigsforholdene 1527), var opr. alene sammensat af Gejstlige. Sangernes Antal er siden 1625 fastslaaet til 32. I Spidsen for dem staar en Kapelmester (Primicerius), der hvert Aar udvælges af Sangernes egen Midte. Da al instrumental Ledsagelse er forbudt, dyrkes udelukkende a-cappella-Sang. Til Udførelse af Sopranstemmerne anvendtes fra først af Falsetister, senere (fra Begyndelsen af 17.Aarh.) Kastrater. Berømte er de pavelige Sangere især ved deres smukke og virkningsfulde messa di voce-Sang og ideelle Udførelse af den stille Uges Repertoire, deribl. (Pale-strinas) Lamentationerne og Misereren (af Allegri₎ Tomaso Baj el. Baini). (Litt.: Mendelssohns Reisebriefe (3. Opl. S. 163 f.); F. X. Haberl: »Die römische Schola cantorum und die päpstlichen Kapelsanger bis zur Mitte des 16. Jahrh.s« (i Bausteine III); E. Ce-lani: I cantori della cappella pontificia (i Rivista musicale 1907)).

Sjæl (tysk Seele, fr. âme) kaldes hos Strygeinstr. den lille Stav, der forbinder Lydkassens Dække med dens Bund.

Sjöberg, Svante, f. 1873, sv. Musiker, Elev af Sthlm.s Konservat. og i Berlin af Max Bruch o. fl.; uddannet som Orgelspiller, Organist ved Stads-kirken i Karlskrona, Pædagog, Kritiker og Komponist af Orkestermusik, Korværker, Kammermusik, Sange m.m.

Sjögren, Emil, 1853—1918,sv. Komponist, Elev af sin Fødeby Sthlm.s Konservat., debut. 1876 som Sangkom-

ponist og fortsatte sin Produktion efter Studier i Berlin (hos Fr. Kiel); S., hvis Sange alt var kendt i Sverige, vakte Opmærksomhed udover Fødelandet, da hans Klaverstykker »Eroti-kon« prisbelønnedes ved en af Kgl. Hot-Musikhandel i Kbhvn. foranstaltet Konkurrence, 1883;senereblev han kendt og skattet i Tyskland og Frankrig navnl. som Violinsonate-Komponist — den 2den (e-moll, 1889), populær i Hjem og Koncertsal, efterfulgtes af 3 andre, den sidste (a-moll) 1914. Bortset fra Studie- og Rekreationsrejser, der bl. a. oftere førte S. til Kbhvn., hvor han havde talr. Forbindelser, levede han i Sthlm. som Komponist, Organist og Lærer ved Rieh. Anderssons Pianoskole. — S. var navnl. produktiv som Sangkomponist; foruden de fornævnte Violinsonater skrev han væsentlig kun en Cello-Sonate, nogle Hefter værdifulde Klaverstykker (som »Novelletten«, »Auf der Wanderschaft'-, »Scherzo-Fantaisie«), Orgelstykker og enkelte Kantater og Kor. Som Fortsætter og Fornyer af den sv. Romancekomposition indtog han en fremskudt Plads; han ævnede at udtrykke en Række vexlende Stemninger paa klar og fornem Vis, mest syntes det inderlige, vemodige og yndefulde at ligge for ham; Klaverledsagelsen er rigere og indholdsvægtigere end oftest i den tidligere sv. Romance; S. er kaldet Efterromantiker og er saaledes paavirket f. Ex. af Schumann, men hans Sange har deres udprægede og nationalfarvede Fysiognomi; af de samtidige var S. nærmest beslægtet med Grieg og Lange-Müller. Skaden, se Gazza ladra. Skala (ital. Scala, Trappe, tysk Tonleiter, fr. gamme, se Gamma), er en Følge af Toner, der ud fra en Grundtone Trin for Trin bevæger sig frem til sammes Oktav. S. kan være diatonisk (o: sammenstillet af Hel-og Halvtonetrin), kromatisk (o; sammenbygget af lutter Halvtonetrin) og enharmonisk (o: kromatisk med Udskrivning af de i den tempererede Stemning (se Temperatur) sammenfaldende (saakaldte) enharmoniske Toner:

Af de to sidstnævnte S.er indtager den kromatiske for saa vidt sin egen Position, som den gennem sin Sammenstilling af lutter ensartede Toneskridt er upaavirkelig af Tonearten, og den enharmoniskes Anvendelse under den praktiske Musikudøvelse er lig Nul. En overmaade vigtig Rolle spiller denne til Gengæld under den korrekte Note-ring af Musiken d. e. indenfor den musikalske Ortografi (se Enharmonik). Som musikalsk Hovedfaktor gælder derimod baade praktisk og teoretisk set den diatoniske S. som Basis for Tonearterne. Ved Omplacering af den diatoniske S.s 2 Halvtonetrin lader det sig nemlig gøre at fremstille denne

og disse blev allerede i Oldtiden og senere igen i Middelalderen lagt til Grund for lige saa mange Toneslægler (se de oldgræske Tonearter i Artiklerne Grækenlands Musik i Oldtiden og Kirketonearterne). 2 af disse Grundskalaer, o: Dur- og Moll-S., bestaar som bekendt vedblivende som Basis for den moderne Musik (se Dur- og Molltone-arterne).

Pentatonisk S., s. d. Om S.-Bygnin-gerne indenfor den østerlandske Musik se Kinesisk og japansk Musik, Indisk Musik og Persisk-arabisk Musik.

Skalmej, Skalmeje. 1) Navnet S. gaar igen i de fleste europæiske Sprog (tysk Schalmeg, holl. Schalmei, ital. cialamello, fr. chalumeau, eng. Shawm), men sættes i Forbindelse med forskellige Instrumenter. Udviklet af det lat. Calamus (s. d.) betød det nemlig opr. kun i al Almindelighed en Rørfløjte. Det fr. chalumeau og dsk. S. tilhører begge et À-ZaWne?lignende Instr. med enkelt Rørblad (se Klarinet) ; det tyske Schalmey er derimod knyttet til en Oôoart, det med dobbelt Rørbladmund-stykke forsynede Diskantinstr. indenfor Pommernes (s. d.) Slægt. I et konisk med Lydtragt afsluttende Tonerør, der kun var forsynet med 6 Tonehuller + 1 Klap var der indsat et Obo-Mundstykke, der under Spillet ikke, saaledes som hos Oboen, blev anbragt umiddelbart mellem Spillerens Læber, men var overdækket af en med Mundhul udstyret Kapsel, gennem hvilken Luften førtes ned til Rørbladene,

for derfra at forplante sig videre til Fløjterøret. (Sml. Kramhorn). Omfanget begrænsede sig til en Oktav el. (ved Overblæsning) til en Decim: fi-a². Se iøvrig Obo. — 2) Navnet for Klarinettens (s. d.) underste Oktav (Chalumeau-Registret), der anvendes uden Overblæsning. — 3) Sækkepibens (s. d.) Melodifløjte. — 4) ældre Orgelstemme = Musette.

Skarseth, Dagny Bernts, f. 1874, nsk. Sangerinde (Sopran). Debut, i Kria. 1900. Har været knyttet til forsk. Scener i Kria., længst til Centralteatret, ved hvis talr. Opera- og navnl. Operetteforestillinger hun gennem mange Aar var den bærende kvindelige Kraft. Hendes bedste Roller var Leonore (>Trubaduren<), Traviata, Grevinden (> Figaros Bryllups), Kynthia, Musette, Tosca, Den glade Enke, Filmens Dronning.

Skatten (eller »Staa ikke paa Lur«), Syngestykke af Méhul, Paris 1802, Kbhvn. 1804.

Skjald (isl. Skåld) var i Xordens Oldtid og Middelalder Navnet for en Digter, der med sin Kunst tidt i længere Tid gæstede Konger o. a., hvem han da dels hædrede med Lovkvad, dels underholdt som Improvisator over opgivne Emner. I Reglen modtog han da som Løn rige Gaver. Mens den angelsachsiske Barde foredrog sine Kvad med »Glædestræet« (d. e. Harpen) i Arm, fremsagde den islandske S. sine Kvad uden Støtte af noget Instrument. At øve Skjaldskab hørte til de Idrætter, hvori den fornemme Ungdom maatte ivære forfaren«. I Nutiden betegner S. endnu i Island en Digter, og Navnet kan hos os endnu anvendes i hædrende Omtale af en stor Digter.

Skjerne, Godtfred, f. 1880, dsk. Musikforf., jurid. Embedsmand i Finansministeriet; lærte Klarinetspil af Faderen, Soloklarinetist i det kgl. Kapel Carl S., f. 1854, og studerede Musikhistorie under A. Hammerich og i Udlandet; udg. iPlutarks Dialog om Musiken« (1909) og >H. C. Lumbye og hans Samtid« (1912); redigerede Tidsskriftet >Musik« 1917—25, hvori han stræbte at bringe Oplysning om UdlandetsMusikfrembringelser og knytte Forbindelse med dets Musikere og Musikforff. : endelig har S. (med Will. Behrend) redigeret »Aarbog for Musik« og skrevet Artikler i > Dansk biografisk Haandlexikon«.

Skolesang er et Fag, som p. Gr. af Elevernes forskelligt udviklede Ævner i mus. Henseende maa indtage en Særstilling. Dette giver naturligt Anledning til Spørgsmaalet om, hvorvidt Sang i det hele bør betragtes som Skolefag. Imidlertid viser Erfaringen, at Interessen for S. er stadig stigende, hvori man tør se en Erkendelse af dens Betydning som et kulturelt og folkeop-dragende Fag. Der er i senere Tider en afgjort Tilbøjelighed til at betragte S. ikke blot som et Fag, ledet efter bestemte sangpædagogiske Principer, men ogsaa som i høj Grad anvendelig til at understøtte Undervisningen i andre Fag (Religion. Historie, Moders-maalet etc). Til Støtte for den rationelle Undervisning i S. er der fremkommet forsk, pædagogiske Hjælpemidler, som særl. tager Sigte paa Opøvelse i Sang efter Noder (Træffeøvelser etc.).

I Danmark kan blandt dem. der navnl. har udg. Lærebøger af metodisk Art, nævnes J. Malling (Chevé-Metoden), Jens Mikkelsen, C. Geisler. H. Tofte (den finsk-belgiske Metode, først og fremmest fremsat af J. H. Nebelong, s. d.). Den alm. S.-Litteratur er meget omfattende. Blandt særl. kendte Komponister og Sangpædagoger, der har udg. Skolesangbøger, kan yderligere nævnes Weyse, Berggreen, H. Rung, Gebauer, V. Sanne, V. Bielefeld og fra vor Tid Jonny og C. Udsen, J. L. Emborg, Jul. Foss (i Forbindelse med Vald. Jensen), Carl Nielsen og Hakon Andersen.

I Norge er den fornemste Forkæmper for S. /. D. Behrens, hvis »Sanglære for Skoler« blev det store Mønster. Videre maa nævnes O. A. Grøndahl, Nils og A^ro;-a Kobberstad, O. Koppang, P. Sandvik, L. Søraas. Af Lærebøger maa foruden Behrens' og Søraas' fremhæves O. Koppangs og Gustav Bøhns (»Elementær Musiklære«). Ved Lærerskolerne har Musiken efterhaanden vundet en anset Stilling. Godt uddannede Lærere giver Undervisning i Sang og Solospil. Offentlige Kursus til Uddannelse af Sanglærere har jævnlig været afholdt, og Stemmeplejen har faaet stadig bredere Plads (L. Søraas, Mathilde Munch). Men endnu staar Norge tilbage for Sverige og Danmark m. H. t. Sangens Stilling i Skolen.

Skotsk, Schottisch, moderne Pardans i ⁴/₄ Takt og moderat Tempo. Maa ikke forvexles med Eccosaise (s. d.).

Skotsk Musik. Karakteristisk for de gamle skotske Folke- og Sækkepibemelodier er deres næsten logiske Opbygning over den oldkeltiske Skala (se Penta-toniske Skalaer) og deres rigelige Udpyntning med Forsiringer: Forslag og Dobbeltforslag. Se iøvrig Pibrochs og Sækkepibe, Skotternes bekendte Na-lionalinstrument. En god Samling af skotske Folkevisemelodier udg. Alfred Moffat (1894, fl. Opl.). Af Sækkepibemusik foreligger bl. a. Marr and Co.s >Royal Collection of Highland Airs: Quicksteps, Strathspeys, Reels and Country Dances arranged for the Pianoforte«.

Skroup,Franz, 1801 — 62,czek. Komponist, opr. Jurist, siden Teater-Kapelmester i Prag og fra 1860 i Rotterdam, hvor han d.; populær Komponist af Operaer (czek. og tyske), scenisk Musik, Sange m. m.

Skuespildirektøren, kom. Opera af Mozart, Wien (Schönbrunn) 1786,Kbhvn. (Portraiterne) 1877.

Skærsommernatsdrøm, En, romantisk Lystspil af William Shakespeare, Musik af F. Mendelsssohn-Barlholdy, Berlin (Potsdam) 1843, Kria. 1865, Kbhvn. 1879.

Slaat, nsk. Dansemelodi el. Musikstykke til Udførelse paa Langeleik, Hardangerfele, Mundharpe, Lur, Bukkehorn o. 1., se iøvrig Norsk Folkemusik S. 151 med Opgivelse af en stor Del S.-Samlinger. (Litt.: C. Elling; >Vore Slaatter«).

Slagciter, se Citer.

Slaginstrumenter (ital. Stromenti per la percusione, fr. Instruments å percussion, tysk Schlaginstrumente) el.krustiske Instr. kaldes alle de Toneredskaber, hvis Toner frembringes ved Slag el. Banken. Man skelner mellem afstemte S. og S., der kun anvendes til Markering af Rytmen. Til førstnævnte Kategori hører Pauken (s. d.), Klokkespillene (middelald. og moderne: fremstillede af Staalslænger efter samme Princip som;) Glasharmonikaen (s. d.), Orkester-Ce/esføn (s. d.) og Xylophonen (s. d.). Alene til rytmisk Brug tjener derimod den store og lille Tromme, den (undertiden ogsaa i moderne Orkestermusik anvendte) orientalske Tamtam, Bækken, Triangel, Kastagnetter m. m. (se Særart.). Som henhørende til S. kan man strengt taget ogsaa regne de med Hammer el. Flekter an-slaaede Strengeinstr. : Hakkebræt, Pianoforte, Citer o. 1., der dog i Alm. henføres under Strengeinstr. (s. d.).

Slagring, se Citer.

Slargando (ital, d. s. s. allargando), Foredragsbetegn..efterhaanden bredere; oftest forbundet med et crescendo.

Slentando (ital.), Foredragsbetegn., langsommere.

Slezak, Leo, f. 1875, østr. Sanger, debut. 1896 og knyttedes 1905 til Operaen i Wien; har foretaget talr. Kunstrejser, regelmæssig til Metropolitan Opera i New York, 1921 til Kbhvn. og Kria.; besidder en omfangsrig og kraftig Tenorstemme og scenisk Begavelse; udg. 1922 »Meine sämtlichen Werkei (humoristiske Memoirer, paa dsk. ved S. Levysohn). Sløjfe, se Ornamentik.

Sløjfebue, se Bue 3, Legato- el. S.

Sløjfelade, se Orgel.

Smanioso (ital.), Foredragsbetegn., støjende.

Smareglia, Antonio, f. 1854, ital. Komponist, har navnl. skrevet (Wagner-paavirkede) Operaer, af hvilke enkelte er naaet udenfor Italien.

Smart, Sir George, 1776 — 1867, eng. Musiker, grundede og ledede Philharmonie Society; dirigerede ofte de store eng. Musikfester; indførte Beethovens og Schumanns Værker i England; komponerede en Del Vokalmusik (Anlhems, Glees etc.).

Smetana gav talr. K(udt. Smettana), Bedrich (o: Frederik), f. 2. Maris 1824 i Lito-mysl, d. 12. Maj 1884 paa Sindssygeanstalt i Prag, uddannedes under Proksch, en Tid under Liszt, til betydelig Pianist, oncerter i bøhm. Byer og oprettede 1848 (med sin Hustru Pianistinden Kolåf) en Musikskole; S.s første Komposition (for Klaver) tilegnedes Fr. Liszt, til hvem han stod i beundrende Venskabsforhold: 1856 tog S. mod Kaldelse til Leder af »Phil-harmonisk Selskab= i Göteborg, hvor han virkede til 1864; hjemvendt til Prag blev han Leder af den ny na-

tionale Opera og gjorde her med Pro-dand nevestd(>Den solgte Brud«, 1866) en saadan Lykke, at han kom i første Række blandt bøhm. Musikere og hans Værk blev Xationalopera; S. komponerede endnu Operaerne »Dalibor« og »Libussa« og (i lettere Stil) »De to Enker« og »Kysset« (Hubieka); men som Fremskridtsmand (Wagnerianer) og Dyrker af det nationale var S. Genstand for Kritik og Chikane, og da tilmed Hørelsen svigtede og tvang S. til at nedlægge Kapelmesterstillingen, hensank han i Tungsindogend-te i Døvhed og aandelig Nedbrudthed. — S. er Skaberen af den czek. Natio-nal-Kunstmusik; han stod i inderlig Kontakt med den nyvaagnen-de Nations Følelsesliv ogKarak-terejendomme-lighed og blev Forløber for Mænd som Fibich, Dvorak m. fl.; hans Hovedværk »Den solgte Brud« rummer den enkle Folkevisetone, sprudlende Danse, rørende Udtr\^Tk for naive Følelser, megen Karakteriseringsævne og Lune og Humor; den har, navnl. efter Fremførelse deraf paa Teaterudstillingen i Wien 1892, vundet Opmærksomhed paa tyske og andre Scener (endog opført i Spanien); S.s Instrumentalværker er delvis paavirket af Liszt: sym-fon. Digtninge, »Hakon Jarl« (inspireret af Oehlenschldger) og »Wallensteins Lejr« og navnl. de under Titlen Md Vlast (Mit Land) sammenfattede 6 Dele med Billeder af Bøhmens Xaturj Sagn og Historie; endvidere (ligeledes national-farvet) Kammermusik, Klaver-Trio og den berømte Strygekvartet »Aus meinem Leben«, en Art musikalsk Selvbiografi med en gribende Afslutning: Døvhedens Indtræden; endelig en Del Klaverstykker (Rêves, Czech. Dances, smaa symfon. Digtninge i Danseform etc.) samt Kor- og Solosange. (Biogr. af Wellek (tysk), E. Rychnowskg (tysk), W. Ritter (pr.), Hostinsky, Krecji og Nejdly (czek)).

Smith, Sidney, 1839-89, eng. Pianist, Elev af Leipzigs Konservat., yndet Koncertspiller og søgt Pædagog i London; komponerede en Mængde i sin Tid meget spillet Salonmusik; Forf. af en Klaverskole.

Smorzando (ital.), Foredragsbetegn., hendøende = morendo.

Sneen (eller »Den nye Eginhard«), Syngestykke af Auber, Paris 1823, Kbhvn. (overs, af A. Oehlenschldger) 1825.

Snegl, den øverste snegleformigt ud-skaarne Del af Skruekassen hos Vio-lininstr. Hos Hardangerfelen og ældre Strygeinstr. erstattes S. tidt af et ud-skaaret Dgre- el. Menneskehovede.

Soave (ital.), Foredragsbetegn., blidt.

Sohlberg, Thorleif, f. 1878, nsk. Tenorbaryton, uddannet i Kria. og Sthlm., knyttet til Nationalteatret i Kria. siden 1906. Bedste Roller: Goro Makodo (»Butterfly«), Amonasso (»Aïda«), Seba-stiano (»Dalen«), Figaro (»Barberen i Sevilla«). Har været meget benyttet som Solist for norske Mandskor ved Koncerter i de skandinaviske Lande.

Soini, Oiva, f. 1893, finsk Operasanger (Baryton); studerede ved Helsingfors Univers, og Konservat., 1918 —-20 i Tyskland (Messchaert o. a.).

Sokolof, Nikolai, 1858—1922, russ. Komponist, Elev af Rimsky-Korssakof og Johannsen, 1896 Lærer ved Konservat. i Petersborg; hører til den ny-russiske Skole og har navnl. skrevet Kammermusik samt Orkesterserenader, Balletter og Sange.

Sol. 1) I Solmisationslæren Navnet for Hexachordets 5te Tone, hvad enten dette udgaar fra c, f el. g. — 2) I de romanske Lande Tonen g.

Sola, Väin-ö, f. 1883, finsk Operasanger, begyndte som Skuespiller, men blev siden en af den finske Operas mest skattede Kræfter '^og Regissør); ogsaa yndet Koncertsanger og er optraadt bl. a. i Estland, Tyskland, Skandinavien og Amerika (med E. Linko).

Solberg, Ernst, f. 1855, nsk. Violinist, i mangfoldige Aar knyttet til Kria. Teaters og Nationalteatrets Orkestre, højt skattet som Kvartetspiller og Pædagog. Har i flere Brochurer behandlet musikalske Spørgsmaal.

Soldat, Marie, f. 1864, østr. Violinistinde, Elev af Joachim, nyder et betydeligt Ry i Tyskland og Østrig som karakterfuld Kunstnerinde; 1889 g. m.jurid. Embedsmand i Wien, Roger.

Solenière, Eugène, 1872 — 1904, fr. Musikforf., skrev >Massenet«, >C. Saint-Saëns«, Cent années de musique française, 1900, Notâtes et impressions musicales m. m.

Solfa-Metoden se Tonlc-Solfa-Metoden.

Solfeggier (fr. Solfège), Sangøvelser, der gaar ud paa at opøve Eleven i Tonetræfning m. m. Kaldet S., fordi de synges paa Solmisationsstavelserne do re mi fa sol la si (se Solmisationssystemet). Under Navn af Solfège afholdes baade i de franske og belgiske Konservat. Elementærkursus i Tonetræfning og Nodelæsning, hvori alle Eleverne maa deltage (jfr. Musikdiktat).

Solgte Brud, Den, Opera afF. Smetana, Prag 1866, Kria. 1921.

Solheim, Karsten, f. 1869, nsk. Organist, uddannet i Kria og udenlands. Organist og Kantor ved Domkirken i Bergen og Instruktør for Sangforeninger. Har givet mange Orgelkoncerter. Skrev Orgel- og Orkesterkompositioner, Korsange, Romancer m. m.

Solié, Jean Pierre, 1753 —1812, fr. Operakomponist, opr. fortræffelig Barytonsanger, for hvem mange opéra-comiq ue-Parlier skreves; 1795 begyndte han at optræde som Komponist med Sangspil, der til Dels gjorde megen Lykke (Le Jockey, Le secret, Le diable à quatre etc.); »Lønkammeret« og »Spillesygen« er opført paa det kgl. Teater i Kbhvn.

Solist, en Solosanger el. -spiller (se Solo).

Solmisationssystemet var et i 11. Aarh. indført Toneartsystem, der hurtig fandt saa stor Udbredelse, at det for lang Tid trængte Læren om Kirke-tonearterne helt i Baggrunden. Grunden til det lagdes af Guido fra Arezzo (s. d. og Linier og Nøgler), der for at øve sine Elever i Tonetræfning gjorde Brug af en Johanneshymne med Texten : Ut queant Iaxis Äesonare fi-bris Mira gestorum Famuli tuo-rum Solve polluti i Labii reatum, Sancte Joannes. Under de 6 Stavelser, der indledede Verslinierne: ut re mi fa sol la faldt i den tilhørende Melodi Tonerne: c d e f g a, d. v. s. en 6-tonig Skala, der kun rummer et Halvtonetrin: det paa mi—fa faldende e—f. Dette mi—fa gjorde Guido til Midtpunkt for sin Lære ved først og fremmest at indprente Eleverne Forskellen paa denne Toneafstand og de mellem de øvrige Indledningstoner bestaaende iïe/fo/jetrin.

For Guido havde Johanneshymnen kun været et Middel til at øve Eleverne i Tonetræfning; for hans Elever blev den derimod Anledning til Dannelsen af el nyt Toneartsystem, der gennem hele Middelalderen skulde blive en Svøbe for Klosterskolernes mindre-aarige Elever. |

Ifølge S. blev hele Tonesystemet inddelt i Sextoneskalaer el. Hexachorder. Det dybeste Hexachord udgik fra Datidens dybeste Tone, vor Tids G; det næste begyndte fra c (G-Hexachordets 4de Tonetrin); det tredie fra f (c-Hexach.s 4de Tone); det fjerde gik igen ud fra g, det femte fra c¹, det sjette fra f¹ og saaledes videre, saa langt Toneforraadet rakte. G-Hexach. hed p. Gr. af sit h (b durum, se B) Hexach. durum, C-Hexach. hed Hexach. naturale, F-Hexach. Hexach. molle. Alle Hexach. var ens byggede med Halvtonetrin mellem 3. og 4. Tone, og hver især af dem var underlagt med Stavelserne ut re mi fa sol la. Det samlede System tager sig saaledes ud:

e¹............la

d¹..........la sol

c'¹..........sol fa

b¹............mi

b¹.......... fa

a¹........la mi re

g........sol re u t

f........fa ut

e...... la mi

d . . . . la sol re

c . . . . sol fa ut

h......mi

b . . . . fa

a . . la mi re

G . . sol re ut

F . . fa ut

E la mi

D sol re

C fa ut

H mi

A re

r ut (r svarer til vort G, se Gamma). Oktaverne er her efter hin Tids Skik optalte fra A, a og a\

Som Skemaet viser, fik de fleste Toner paa denne Maade Dobbeltnavne; enkelte som f. Ex. G a c d g a¹ fik endda 3 Benævnelser, og det gjaldt da om under Sangen at vælge den rette af disse. Som Regel gjaldt nemlig, at alle Melodiens Halvtonetrin skulde synges paa Stavelserne mi—fa. Overskred Melodien et Hexachords Grænser for at vandre over i et nyt, maatte Tonerne i dette benævnes efter deres Plads i samme.

Ex.: cdefgahc

ut re mi fa sol (la) mi fa (ut) re Det første Halvtonetrin e f kaldet mi-fa tilhører C-Hexach. (c—a); det andet, h—c el. mi-fa, hører derimod hjemme i G-Hexach. (g—e) og skal da indføres med re. Til Fordel for dette re maa da det forudgaaende Hexachords la gaa ud. Denne Vexlen af Navn kaldtes Mutation, og det var særl. omkring den, at Interessen samlede sig.

Som Hjælpemiddel til at huske de Navne, hver Tone kunde have, opfandt Guirios Elever den saakaldte guidoni-ske Haand, der bestod i, at der paa venstre Haands indvendige Flade, ved Anbringelsen af smaa Sedler el. ved Ombindingen af smalle Baand, blev

fremstillet et Skema, der med Bogstaver opgav alle Tonesystemets Toner med Vedføjelsen af de Benævnelser, hver af disse kunde have.

Solmisationen holdt sig i Brug lige indtil man i 16. Aarh. fandt paa til la at føje bi, ni el. si, hvorved Stavelserne jo endelig blev passede til efter Oktaven og Dobbeltnavnene (og Mutationen) derved af sig selv faldt bort. Et varigt Minde har S. i Musikhistorien sat sig 1) ved definitivt at fast-slaa Slægtskabet mellem de paa Konica, Under- og Overdominant byggede Tonearter; 2) i C's, F's og G's Fastholdelse som Køglebogstaver [se Linier og Nøgler); 3) i de i Sangøvelserne (Sol-feggierne) endnu bibeholdte Solmisa-tionsstavelser; 4) i Franskmænds og Italieneres sene Benyttelse af de sammensatte Benævnelser; C sol-fa-ut, G sol-re-ut osv. i teoretiske Værker (bl. a. endnu hos Rameau); 5) i Italienernes Betegnelse af Skalaen med Solfa; 6) endelig ogsaa i den i ny Tid i England indførte Tonic-Sol fa-Metode (s. d.). — S.s Gravsang sang Mattheson 1717 i Skriftet: »Dt re mi fa sol la todle Musica«, Svaret paa Buttstedts »Ut re mi fa sol la tota Musica«.

Solo (Flertal Soli), alene, bruges 1) som Betegnelse for et Musikstykke, der er bestemt til kun at udføres af et enkelt Instr. (Klaver-S., Orgel-S.) el. med Støtte af et akkompagnerende Instr. (Violin-S., Fløjte-S.). 2) I et Orkesterværk bruges S. a) som Modsætning til Tutti (s. d.); b) til Betegnelse af de Hovedperioder af en Koncert, hvor Koncertspilleren lader sig høre alene; c) paa de Steder, hvor et Or-kesterinstr., der ellers ikke spiller nogen Hovedrolle (Horn, Obo, Klarinet el. 1.) midlertidig skal skille sig ud fra Ensemblet for at udføre en Hovedmelodi alene; d) staar S. i en Orkesterstemme umiddelbart efter Tutti, betyder det, at Solisten nu igen falder ind, saa de akkompagnerende Musikere maa følge ham, d. v. s. rette sig efter ham.

Soltys, Adam, f. 1890, polsk Musiker og Forf.,Elev af Faderen Komponist Mieczyslav S., f. 1863, samt af G. Schumann og H. Krelzschmar; Musik-Prof, ved Lembergs Univers.; kendt som Komponist af Symfon., Ouverturer, Kammermusik, Sange etc.

Somerwell, Arthur, f. 1863, eng. Komponist, Elev af Stanford og Berlins »Hochschule«, Koncertdirigent og Musikinspektør ved Opdragelsesvæse-net i Skotland; kendt som meget yndet Sangkomponist (Cyklusen: James Lees Wife, Maud, The Shepherds Cradle Song m. m.); iøvrig symfon. Værker, Koncerter, Korværker, Operetter m. m.

Sommer, Hans, 1837 —1922, (Pseudonym for Hans Friedrich Zincke), opr. Matematiklærer i Braunschweig; levede som Komponist i Berlin og fra 1888—98 i Weimar; d. i Braun-schweig: kendt som Komponist af c. 200 til Dels meget udbredte Sange; fik med Held opført flere Operaer (>Lore-ley«, »Rübezahl«, »Der Meermann«, »Der Waldschratt«, »Münchhausen« etc.), der dog næppe er naaet udenfor Tyskland; endvidere Mandskor, patriotiske symfon. Værker, Marcher etc.; i Forening med R. Strauss, Schillings o. fl. Stifter af >Genossenschaft deutscher Tonsetzer« (til Beskyttelse af disses økonomiske Rettigheder).

Sommerfeldt, Waldemar, 1885— 1920, nsk. Komponist, Elev aï Agathe Backer-Grøndahl, Kria. (Piano) og Gerh. Schjelderup, Dresden (Komposition). Levede i Aarene før Verdenskrigen som Korrepetitor og Kapelmester i Tyskland og England. Hans Arbejder — Orkesterværker, en Pianokoncert, en Opera (»Meilern Slagene«) m. m. — vidner om betydeligt Talent.

Sonate (ital. Sonata, Suonata). Klang-stykke, d. e. opr. i al Almindelighed et Instrumentalstykke, Modsætningen til Kantate, en Sang. Som Navne paa Instrumentalværker forelaa i 16. Aarh. sammen med S. Toccata, Canzon' fran-cese og Sinfonia, men Anvendelsen af disse Navne synes da endnu at have været vilkaarlig. Canzone begyndte faktisk som uforandret Overførelse af den polyfone sungne Canzone paa ét el. flere Instr. og betegnedes derfor som Instrumentalstykke uden videre som Canzon da sonar el. Canzon sonata, o : »Canzone til at spille«. Af denne Forbindelse af Canzon med sonata resulterede da sandsynligvis S.-Navnets første Optagelse som selvstændig Betegnelse. I denne Retning peger udtrykkelig ogsaa S.s faktiske Debut som en polyfon Musikform »alla Canzonen«. Det synes som om Sinfonia adskilte sig fra Canzone og S. ved sin fortrinsvis akkordmæssige (homofone) Behandling, og som om Toccata efter først i Flæng med de nævnte Navne at have betegnet Indledningen til el. Mellemspillene i Vokalværker og Operaer (Ex. Orkeslerforspillet til Monteverdis »Or-feo«) senere mere og mere er gaaet over til at betyde et specielt for et Tangent-instr. (Orgel el. Klaver) bestemt Stykke (se Toccata).

I Tyskland fandt man c. 1650 paa at betegne Første-Delen til den iøvrig af Danse sammensatte Partiia el. Suite som S., og da denne Suitetype naaede frem til Italien, opstod dér hurtigt to for Violinen bestemte S.-Typer, d. e. den Corelli'ske Kammer-S., hvor Danse og fugerede Satser i broget Flok vex-lede med hverandre, og den, ligeledes Corelli tillagte, i polyfon Stil gennemførte, Kirke-S. med sine 4 faste Dele: Allegro, Andante, Allegro, Andante. Samtidig med at Violinen herved fik sine to S.-Typer, fandt den ital. Klavermester Dom. Scarlatli (s. d.) frem til en speciel Klaver-S. med kun én Sats og foregreb med den for saa vidt Begivenhedernes Gang, som han i den allerede optrak Konturerne til den senere klassiske S.s 1ste Allegro (Sonateformen), se ndf.

Grunden til den i flere Dele affattede Klaver-S. lagde i Tyskland Leipzigorganisten Joh. Kuhnau (s. d.) ved direkte at overføre den ital. Violin-(Kammer-) S. paa Klaveret. Til den moderne S.s Grundlæggelse bidrog han med det samme ved i sin S.-Samling: s Biblische Historien « for første Gang at tilvejebringe en indre logisk Forbindelse mellem denne S.s Satser.

Ved S.s sidste Udformning til det klassiske Skema, der siden den Haydn-Mozart-Beethovenske Periode er bleven fast Regel for Flertallet af alle større Instriimentalkomposilioner indenfor Kammer- og Orkestermusiken (d. e. Soloværker, Trioer, Kvartetter m. m. samt Symfonier), arbejdede Klaver- og O/'A-es/erkomponisterne saa atsigeflaa/id i Haand. Med Al. Scarlattis 3-delte Sinfonia avanti l'Opera (Operaouverture, se Ouverture) som Forbillede fastslog først de Bachske Sønner med Carl Ph. Em. Bach i Spidsen Klaver-S.s Inddeling i 3 faste Satser: Allegro, Andante, Allegro og gav hver af disse sin bestemte Form. (Til 1. Allegro anvendtes Dom. Scarlattis S.-Form: o: 1) Hovedtema, 2) Coda afsluttende i Dominanttonearten, og 3) (efter Repetition af samme) en kort Modulations-del, der fører tilbage til samme Hovedtema med Coda, som denne Gang afslutter i Hovedtonearten). Til Andanten anvendtes enten en tilsvarende Form el. Variationsformen; til den afsluttende Allegro i?onc/oformen med sit mindst 3 Gange tilbagevendende Hovedtema vexlende med forskellige, til samme kontrasterende, Bitemaer (se Rondo). Efter at Orkesterkomponisterne (Mannheimerskolen, s. d.) havde taget denne reviderede cykliske Form i Brug til den imens fra Operaen udskilte Orkestersymfoni, udvidede de Skemaet til i 1ste Sats, ud over Hovedtemaet og i Flugt med dette, at indføre et kontrasterende Sidetema (Sangsatsen) og til mellem Andante og Finale at indskyde en livlig ny Sats: Menuetten (s. d), senere erstattet af Scherzoen (s. d.). Som Skema for Klaver-S. blev denne udvidede Form først autoriseret af Mozart (Haydn benyttede som Klaverkomponist foreløbig endnu Bachs primitive S.-Form) ; i Orkestersymfonien og i Kammermusikværkerne blev det snart efter Mann-heimerne Haydn, Mozart og Beethoven, der kom til at sige det afsluttende Ord. (Litt.: /. Faisst: »Beiträge zur Geschichte der Klaviersonate« (i »Cä-cilia< 1846); S.Bagge: »Die geschichtliche Entwickelung der Sonate« (1880); J. S. Shedlock : The Pianoforle-Sonata (1895); 0. Klauwell: »Geschichte d. Sonate« (1899), H. Riemann: »Mannheimer Kammermusik im 18. Jahrh.« (Denkm. d. Tonkunst in Bävern XV -XVI)).

Sonateform, det vedtagne Navn for den Form, der anvendes i Sonatens (Symfoniens m. m.) 1. Allegro (undertiden ogsaa i sammes Andante el. (sjældnere) i Finalen Se Sonate.

Sonatine, Sonate af mindre Format og af lettere Indhold.

Sonneck, Oscar, f. 1873, amer. Mu-sikforf., studerede i Tyskland og Italien, blev 1902 Leder af Musikbiblioteket i Washington, siden Parthaver i Schirmers bekendte Forlag i New York; fremtrædende amer. Musikolog, der har ydet Bidrag til Amerikas Musikhistorie, udg. forsk. Kataloger over Musiklitteratur, Fagskriftet Musical Quarlerlg (fra 1915) m. m. ; hans Essays er samlede i Miscellaneous Studies, 1921.

Sonnleithner, Ludwig yox, 1797— 1873, østr. Musikamatør, Nevø af Joseph v. S., 1765—1835, — kendt som Medstifter af »Gesellschaft der Musikfreunde« — var ivrig Musikdyrker og nær Ven af Fr. Schubert, hvis Erlkönig tryktes paa hans Foranledning og delvise Bekostning; i hans Hjem fremførtes første Gang Schubertske Opus.

Sonore (fr., ital. sonoro), Foredrags-betegn., vellydende, klangfuldt.

Sons harmoniques (fr.), Flageolet-toner (s. d.).

Sontag, Henriette, 1806—54, tysk Sangerinde, var et Teaterbarn og uddannet i Konservat. i Prag og i Wien; her optraadte hun i ital. og tyske Operaer, og Weber skrev »Euryanthe« for hende; i dette Parti og i »Jægerbruden« gjorde S. Furore i Leipzig, 1825; kom derefter til Berlin og til Paris, hvor Rosina (i »Barberem) var hendes Glansrolle; konkurrerede med Held baade med Catalani og Malibran ; 1828 g. m. en ital. Diplomat Greve Rossi (og selv optaget i preussisk Adel under Navn von Lauenstein) forlod Scenen 1830, men optraadte fremdeles i Koncertsalen og af og til som "Gæstpaa destore europæiske Scener; 1852 fejrede hun Triumfer i Amerika, men d. af Kolera under et Engagement i Mexico. S. var som Donna Anna, Zerlina, Susanna, Regimentets Datter, Lu-crezia etc. en af Samtidens Sangerinder, indtagende og i Besiddelse af en

mest skattede af Personlighed skøn, bøjelig, omfangsrig Sopranstemme, der var højt uddannet særl. i Retning af Koloratur; saavel Temperament som Stemmens Karakter passede mere for ital. bel canto-Sang end for det stærkt dramat.

Sonzogno, Edvardo, 1836—1920, ital. Musikforlægger, grundede 1874 et Musikforlag, der først beskæftigede sig med ny fr. Musik, siden med ældre ital. Operaer i billige Udg. og med Prisopgaver (Concorsi) for unge ital. Komponister; af en saadan fremgik bl. a. Mascagnis (s. d.) Cavalleria ru-sticana (1890). S. indtog ved Siden af Ricordi en Førsteplads blandt Italiens Musikforlæggere; nu et Aktieselskab.

Sopra (ital.), over, f. Ex. i Klaverspil, hvor Hænderne skal krydse hinanden: Anvisningen paa, at den paagældende Haand skal anbringes ovenover den anden. Come s., som ovenfor, Tilbagevisning til et forudgaaende Sted.

Sopran (ital. Soprano, lat. Supremus, Discanlus el. Canlus (s. d.), fr. Dessus, eng. Treble), den højeste Kvinde- og Drengestemme. Omfang normalt c¹— a², men kan naa til c³ og videre. Dybere end S. er Mezzo-S. (fr. bas dessus), hvis normale Omfang er a—e² el.—f².

Sopran-Nøgle, se Linier og Kogler.

Sorabji, Kaikhosru, f. 1895, eng. Komponist (af pers. og sp. Afstamning), Autodidakt, har vakt Opmærksomhed ved Værker i modernistisk Stil (Sym-fon. med Klaver, Orgel og Kor, flere Klaversonater, Klaverkoncerter og anden Klavermusik, Klaverkvintet og Sange, særl. til Digte af Baudelaire og Verlaine; lever i London.

Sordin (ital. Sordina el. Sordino), Dæmper, Redskab, ved hvis Hjælp Instrumentklangen kan afdæmpes. 1) Hos Strygeinstr. bestaar S. i et lille kammæssigt Apparat af Horn, Kautschuk, Træ el. Metal, der klemmes ned over Stolens Overkant og giver Instr. en egen sløret, nasal Klang, hvis Virkning (i Alfescener o. 1.) kan være yderst betagende. 2) Hornels og Trompetens Klang afdæmpes ved i Schallstykket at indskyde en med Tøj el. fint Læder overtrukket gennemboret Kugle el. Kegle af Pap el. Træ. Klangen kommer derved til at virke mærkelig fjern, som om Instr. blæstes langt borte. Denne Afdæmpningsmaade har imidlertid den Fejl, at den let fordyber Klangen, og man har derfor i den nyeste Tid forsøgt at fremstille andre mere komplicerede Apparater. 3) Hos de med Lydtragter forsynede Træblæseinstr. (Obo, Klarinet) anvendes som S. en i Lydtragten indskudt Knude af Vat el. en fugtig Svamp. 4) Angaa-ende Paukens Afdæmpningsmaade se Pauke. 5) Paa Klaveret foretages Dæmpningen ved Hjælp af Pianopedalen, se Klaver: Klavicembal og Pianoforte. — Skal S. anvendes, noteres i den paagældende Stemme con sordini; skal den igen fjernes: senza sordini.

Sordun, forældet Træblæseinstr. (fra 17. Aarh.), der ligesom Pommerne havde et af 2 Rørblade sammenbundet Mundstykke, var forsynet med 12 Tonehuller og 2 Klapper og blev bygget i -1 Størrelser, som Diskant-, Alt-, Tenor-og Basinstr. I sine største Formater var den ligesom Fagotten forsynet med et S til Indsætning af »Røret« (Rørmundstykket).

Sorte Domino, Den, Opera af Auber, Paris 1837, Kbhvn. 1839, Sthlm. 1845, Kria. 1839.

Sortita (ital., fr. Sortie), Udgang, betegner i Operaen Primadonnaens Ind-trædelsesarie, fordi denne som Effekt-nummer opr. (i 17. Aarh.) af praktiske Grunde henlagdes til Slutningen af en Scene.

Sospirando, sospirante (ital.), Fore-dragsbetegn., sukkende, klagende.

Sospiro (ital.), Halvtaktspavsen.

Sostenuto, forkortet sost. (ital.), udholdt, baaret, Tempobetegnelse = Andante. Forbindes ogsaa ofte med Andante og Adagio. Ex.: Andante s., o: en ikke for hurtig Andante, Adagio s., en særl. langsom Adagio.

Sotte, under. Hvor Hænderne i et Klaverstykke krydser hinanden, betegner f. Ex. s. den Haand der skal anbringes underst (jfr. Sopra).

Sotto voce (ital.), i Sang: med halv Stemme: jfr. Mezza voce.

Soubies, Albert, 1846—1918, fr. Musikforf., Elev af Paris' Konservat. ; var Sagfører, men helligede sig efter-haanden til musiklitterær Gerning; navnl. kendt ved en Række Smaa-skrifterom forsk. Landes Musikhistorie, mere Oversigterend selvstændig Fremstilling (saaledes om sp., ungarsk, russ., portug., schw., arner., skandinavisk (2 Bd. 1901 og 03) Musik m. m.), endvidere Opéra-comiques Historie fra 1840 —87, Histoire du Théâtre-Lyrique etc.

Soubrette, i komiske Operaer den pernillelignende Kammerpiges Rolle; undertiden ogsaa den Sangerinde, der udfører Sopranpartiet.

Soupir (fr.), Sospiro (s. d.) Demi-s., Fjerdedelspa vsen.

Sourdeline, Sækkepibe (s. d.).

Sourdine (fr.) = Sordin (s. d.).

Sousa, Johx Philip, f. 1854, amer. Musiker af sp. Slægt, dannede 1892 et eget Militærorkester, med hvilket han har gjort vidtstrakte Koncertrejser, væsentlig opførende egne Kompositioner; navnl. de flotte, smeldende Marcher er bekendt ogsaa i Europa (Washington Post); har iøvrig komponeret Operetter, symfon. Digtning, Suiter m. m.; er ogsaa optraadt som Forf.

Sovedrikken, Syngestykke af C. F. E. Weyse (Text af A. Oehlenschlåger^, Kbhvn. 1809.

Spalding, Albert, f. 1888, arner. Violinist, studerede i Paris hos Lefort, foretog derefter vidtstrakte Turnéer i Europa, Ægypten, Nordamerika etc.; Komponist for sit Instrument (Concerto quasi Fantasia, Sonate m. m.

Spandbælg, se Orgel S. 510.

Spanske Studenter, Opera af P. E. Lange-Müller, Kbhvn. 1883, Sthlm. 1884.

Sparkjær, Peder, 1695—1761, dsk. Musiker, 1724 Medlem af Kongens Kapel (Hofviolon), desuden Organist i Kbhvn., senest ved Trinitatis Kirke; skrev Musik (og ofte Text) til Fest-Kantater og anden Lejlighedsmusik ved Hoffet.

Spartieren (tysk, ital. spartire), at skrive de kun i løse (trykte el. skrevne) Stemmehefter foreliggende ældre Kompositioner sammen til en Partitur.

Spartito (ital.), Partitur (s. d.).

Spassapensiero (ital.), Mundharmonika (s. d.).

Spatium (lat.), Mellemrummet mellem to Nabolinier i Liniesystemet, se Linier og Nøgler.

Specht, Richard, f. 1870, østr. Mu-sikforf., Musikkritiker i Wien, Grundlægger af Tidsskriftet >Der Merker« (1909) (for moderne Musikretninger); har forf. Biografierne »G. Mahler« (16. Opl. 1922), »Johan Strauss«, »Rieh. Strauss« (2 Bd., 1921), »E. N. von Rezniceks m. fl. samt »Das Wiener Operntheater« etc.

Sperati, Paolo, 1821 — 8 4, ital. Musiker, kom til Sthlm. 1840, virkede senere en Tid i Kbhvn.; kom til Kria. som Kapelmester for et ital. Operaselskab. Ansat som Kapelmester ved Kria. Teater 1850, Dirigent for Haand-værkernes Sangforening 1854, s. A., med Kaptajns Rang, Instruktør for Militærmusiken og stod i denne Stilling til sin Død. Organist ved den katolske Kirke. Alsidig uddannet Musiker, gjorde sig meget fortjent af Musiklivet i Kria., sserl. af Militærmusiken. Komponerede og arrangerede meget for denne. Skrev Musik til Ibsens »Gildet paa Solhaug« (opført 1856).

Sperontes, se Scholze, J. S.

Speyer, Wilhelm, 1790—1878, tysk Komponist (i det borgerlige Liv Købmand); studerede Musikteori og Violinspil (bl. a. hos Baillot) og udfoldede en livlig Produktion; navnl. kendt og populær ved sine Sange og Ballader.

Spianato (ital.), Foredragsbetegn., ligefrem, d. v. s. uden Patos.

Spiccato (ital.), Foredragsbetegn., tydelig adskilt. I Musik for Strygeinstr. Forskrift, at de enkelte Toner skal holdes skarpt ud fra hverandre, altsaa en Art Staccato (s. d.).

Spidsfløjte (tysk Spitz-, Spindel-, Spill-el. Pyramid-Flöte), aaben Labialorgel-stemme paa 8', 4', 2' el. 1', hvis Piber indsnævres opefter; fremstilles af Tin el. Metal, sjældnere af Træ.

Spidsharpe (tysk Spitzharfe, Harfeneigen, Flägelharfe, ital. Arpanetta), Strengeinstr., der ifølge sin Konstruktion hører ind under de allerede i 11 — 12. Aarh. paaviselige Harpe-F'salterier, der udgør en Mellemting mellem Harpe og Psalterium, for saa vidt som de har Harpeform og holdes som en Harpe, men i Lighed med Psalleriet har Sangbund under Strengene.

S., hvis Levetid først falder i 17—18. Aarh., var i al Fald en sen Repræsentant for Slægten. Af Form minder den om et Flygel, der er stillet paa Kant, saa Halen rager til Vejrs. Strengene var i Kor paa 2 à 3 Strenge, ordnede paa langs af 2 Sangbunde, af hvilke den ene var bestrenget med Staal-, den anden med Messingstrenge. Under Spillet blev Harpen, der var c. en Meter høj, stillet paa et Bord, saaledes at den Sangbund, der bar Staalstrengene (Diskanten), laa ud for den spillendes højre Haand, mens den modsatte, der bar de af Messing fremstillede Sasstrenge, laa til venstre. Spillet blev S. enten med smaa Plektre, der var fastgjorte paa Fingrene, eller med Fingerneglene. Sangbundene varsom oftest rigt dekorede med malede Blomster, Guirlander el. 1., og Flygelspidsen var ofte pyntet med en udskaaret Krone el. et Dyrehoved.

Spiering, Theodore, f. 1871, amer. Violinist, Elev af J. Joachim ; grundlagde en Strygekvartet, der gav talr. Koncerter i Amerika : Lærer ved Kon-servat. i Chicago og ved Sterns Kon-servat. i Berlin, 1916 Prof. ved New Yorks College of Music; koncerterende Soloviolinist og Komponist.

Spies, Hermine, 1857—93, tysk Sangerinde, Elev af Sieber og Slockhausen; fortrinlig Koncertsangerinde(Alt),navnl. Brahms Sange, gæstede Kbhvn. 1888.

Spikharmonika, se Nagelgeige.

Spilka, Fraxtisek (Franz), f. 1877, czek. Musiker, Elev af Konservat. i

Prag, fra 1922 Lærer derved og senere administrerende Direktør; grundede Prager-Lærernes Sangforening, et udmærket Kor, der foretog Kunstrejser til Frankrig, England, Kbhvn. etc.; ogsaa Komponist.

Spillemandslav. Ligesom Mestersangerne sluttede i 13. Aarh. ogsaa de tyske Byers Spillemænd sig sammen i Lav. Hidtil havde de delt Skæbne med de omrejsende Musikanter, der som Følge af deres omstrejfende Liv ikke alene nød Samfundets Foragt,men endog forfulgtes af Lovene (se Legere). De første, der søgte at hæve Standen, var »Blæserne«, som i Byerne sluttede sig sammen i Korporationer, der gav sig ind under en el. anden Adelsherres Patronat og underkastede sig selv strenge moralske Love. Det ældste af disse Broderskaber var det 1288 stiftede Nikoiaibroderskab i Wien, der hurtig fandt Efterligning i andre Byer. Lavet forestodes af en »Blæserkonge«, og en Gang om Aaret afholdtes »Blæserdage«, hvor Medlemmerne samledes for at drøfte Lavets Anliggender m. m.

I Frankrig var Jonglørerne (s. d.) efter at Trubadursangen (s. d.) var forstummet, en Tid lang lige saa ilde farne som de tyske Spillemænd. Som hjemløse Fugle strejfede de, ringeagtede af Samfundet, Landet rundt, indtil Nøden ogsaa tvang dem til at søge Beskyttelse under Lavvæsenet. Det største franske Musikantbroderskab var Confrérie S. Julien des Ménestriers i Paris (med Viellen (s. d) og Violinen som Hovedinstr.). Den øverste Myndighed havde ogsaa her Navn af »Konge« og blev højtidelig kronet. Foreningens Medlemmer beboede i Paris en egen Gade. Ønskedes der Musik til et Bryllup el. andre Festligheder, sendte man Bud derhen. Det fr. Musikbroderskab blev først ophævet 1773, da den fr. Regering p. Gr. af »Kongens« anmassende Optræden overfor de »fri« Musikere i Paris, foretrak at ophæve den c. 400 Aar gl. Institution.

Spindler, Fritz, 1817—1905, tysk Pianist i Dresden; Klaverspiller (og -lærer) samt Komponist navnl. af en Mængde Klaverstykker i flot, men tom Salonsti], delvis beregnede paa og benyttede ved Undervisning.

Spinelli, Niccolo, 1865—1909, ital. Komponist, blev bekendt ved sin 1895 opførte Opera A basso porlo, et Folkelivsbillede i veristisk Stil.

Spinet (fr. Épinetle), se Klaver II, Klavicembal.

Spinetchen, det opr., af Stein i Augsburg opfundne, Navn for Pianopedalen, se Pedal.

Spirito (ital.), Aand, Sjæl.

Spiritoso (ital.), Foredragsbetegn., aandfuldt, med Vid.

Spitta, Philip, 1841 — 94, tysk Mu-sikforf., blev Lærer i Reval, senere i Sondershausen; her begyndte han sit store Hovedværk Biografien af J. S. Bach (2 Bd., 1873—80), som skaffede S. Ry som en af de betydeligste moderne Musikhistorikere og (1875) Kaldelse til Berlin som Prof. i Musikvidenskab (samtidig Lærer og Meddirektør ved »Hochschule«); S., en Fører i tysk musikvidenskabelig Forskning, var Lærer for talr. tyske Musikhistorikere; udg. Heinr. Schulz' og Buxtehudes Værker; sine Afhandlinger samlede han i de værdifulde Skrifter »Zur Musik« (1892)og»Musikgeschichlliche Aufsätze« (1894); med Chrgsander og G. A dier udg. han det ansete > Vierteljahrsschrift für Musikwissenschaft« (1885—94).

Spohr, Ludwig, 1784—1859, tysk Violinspiller og Komponist, fik sine ualmindelige Anlæg uddannet af den udmærkede Violinist Franz Eck, hvem han (1802) fulgte til Rusland, hvor han spillede sin første Violinkoncert; derefter Optræden i Berlin, Dresden,

Leipzig, og hermed var allerede S.s Ry som en af Samtidens første Violin-spillere fastslaaet; 1805 kom han i Spidsen for Kapellet i Braunschweig, og her skrev han flere Operaer, af hvilke dog kun »Der Zweikampf mit der Geliebten« blev opført, en Symfon., spillet ved en af S. s. A. ledet Musikfest, og Oratoriet »Das jüngste Gericht«; 1812 optraadte S. som Virtuos i Wien, besejrede Rode og blev engageret som Teaterkapelmester; her skrev S. sin første bekendte Opera »Faust« (efter gamle Folkeæventyr), 1816, og komponerede adskillig Kammermusik (Solokvartet, Oktet, Nonet); Kunstrejserne fortsattes samtidig; i Italien kappedes S. med Paganini, spillede sin berømte Violinkoncert »Sangscenen« og optraadte siden i Schweiz og Holland; 1817 blev han Kapelmester i Frankfurt a. M., hvor Operaen »Zemire og Azor« opførtes (1819) og gjorde megen Lykke. Endnu fulgte Koncertturnéer til London og Paris (hvor S. dog ikke havde Fremgang) og først 1822 faldt han til Ro i Kassel, hvor han som Kapelmester forblev Resten af sit Liv, uagtet Stillingen vanskeliggjordes for ham som frittænkende og selvfølende Mand; 1857 blev han endog pensioneret mod sin Vilje og mod den trufne Overenskomst. I Kassel skrev S. 1823 Operaen »Jessonda« (S.s bekendteste), flere andre Operaer(»Berggeist«, »Kreuzfahrer« o. fl.) fulgte efter samt Oratorier som »Der Fall Babylons« og »Die letzten Dinge« og Symfon.. mange deraf med forklarende Titler som »Die Weihe der Töne«, >Historische Symphonie«, »Irdisches u. Göttliches im Menschenleben«, »Die vier Jahreszeiten«: ogsaa sin Violinmusik gav S. undertiden lignende Betegnelser (»Einst u. Jetzt« o. 1.); endelig skrev han adskillig Kammermusik (derunder 34 Strygekvartetter og 4 Dobbeltkvartetter), Mandskor og Sange m. m. —S. nød et stort Ry i den tyske Musikverden, kaldtes ofte til Prisdommer (jfr. Schneider, Fr) og var Aar efter Aar Leder af de store Musikfester. For Samtiden

var hans Ry som Komponist ikke ringere end hans Virtuos-Ry. Nu er hans Kompositioner forældede; med Undtagelse af Violinværkerne, af hvilke flere Koncerter maa kaldes klassiske i deres Art, høres de næsten ikke i Koncertsal eller Opera. Deres histor. Interesse er imidlertid betydelig; S. tilhører den ældre romantiske Skole (jfr. Weber, C. M. v.); men staar forøvrigsineFor-gængere Schubert og navnl. den af S. beundrede Mozart nær; som Operakomponist mangler han Ka-rakteriserings-ævne, men hans Operaerindehol-der Træk, der viser frem mod Wagner, hvis »Flyvende Hollænder« S. fremførte som den første efter Komponisten selv (Ledemotiv, »tri-stanagtig« Kromalik etc); i det hele ynder S. som Romantiker at »farve« sin Musik og at anvende overraskende Harmoniforskydninger (som Schubert) og kombineredeorkestraleVirkninger. Den er iøvrig karakteriseret ved en indsmigrende,noget overfølsom, men aldrig uædel Kantilene (de skønne Violinkoncert-Adagioer) og ved en ejendommelig, ofte stilistisk overraskende Forkærlighed for Danserytmer (særl. Po-lonaisens). S. var en af Tidens mest søgte Violinlærere; han udg. en stor »Violinschule« i 3 Dele; hans Elevers Tal er opgjort til henimod 200, blandt disse bekendte Navne som Böhm, Mo-lique, Ferd. David, M. Hauptmann, V. Tofte. (Biogr. af W. Neumann, Ma-libran, Schletterer og S.s »Selvbiogr.«, 2 Bd., 1860—61).

S. pont., Forkortelse for Sul pon-ticello, se Ponticello.

Spontini, Gasparo Luigi, 1774— 1851, ital. Komponist, af Bondeslægt og bestemt til gejstlig, men uddannet ved Napolis Konservat.; gjorde 1803

i Paris Bekendtskab med Glucks Værker, der medførte en Forandring i hans Opfattelse, hvilket spores i Operaen »Milton«, men navnl. i La Vestale (»Vestalinden«), der opførtes 1807 og snart blev verdensberømt (Kbhvn. 1844); i dette Værk, der var Resultatet af et aare-langt Arbejde, havde S. tilegnet sig noget af Glucks og Cheru-binis Stil uden dog at fornægte sin Italienerafstamning; med sin følgendeOpe-ra »Fernando Cortez« (1809,

Kbhvn. 1827) havde S. endnu større Held, og han, der blev Leder af den ital. Opérai Paris (og her bl.a, bragte Mozarts »Don Juan« frem for første Gang i dens Originalskikkelse), indtog en Førsteplads i fr. Musikliv, saa meget mere som han støttedes af Napoleon. Med dennes Fald blegnedes S.s Stjerne; endnu opførtes hans Opera »Olympia« (1819), men trods alle ydre sceniske og musikalske (orkestrale) Virkemidler uden synderligt Held: S. tog da gerne mod en Kaldelse til Berlin, hvor Kong Fr. Wilhelm III gjorde ham til Operakapelmester og Generalmusikdirektør; S. lagde udmærkede organisatoriske Ævner for Dagen, ligesom han med Kraft og Myndighed fremførte sine egne Operaer samt særl. Glucks og Mozarts; men snart kom han, der var forfængelig og herskesyg, i Teaterstridigheder, og gjorde sig derhos ilde lidt ved sit Fjendskab overfor den opblomstrende national-tyske Musik (Weber). Hans meget svage Arbejder »Nurmahal«, »Alcidor« og den værdifuldere »Agnes v. Hohenstaufen« opførtes uden Held, og ved en »Don Juan«-Forestilling, som S. ledede, blev han udpebet (1841). Herefter drog S. tilbage til Paris og nød der den sidste Afglans af sit Verdensry, for endelig syg og nedbrudt at søge til sit Fødeland. — S. er omtrent ene Operakomponist; hans skønneste, enkleste, mindst effektjagende Værk er »Vestalinden«. I sine Operaer, der iøvrig har Tilknytning til den ældre fr., repræsenterer han med sin brede, stolte, anmassende og pompøse Stil udmærket den Napoleonske Tidsalder og i det hele taget den saakaldte »heroiske Opera«. (Biogr. af Loménie, Ötlin-ger, Montanari, Raoul-Rochelle. C. Robert, jfr. endvidere Rieh. Wagners »Erinnerungen an S.« og P. Spitta: »S. in Berlin« (i »Zur Musik«)).

Springende Bue, se Saltato.

Springer el. Dokke, hos Clavicem-bal og Spinet det smalle flade Stykke Træ, i hvis Overende den Fjederspids er indsat, ved hvis Hjælp Strengene afknipses; se Klaver II, Clavicembal (Afb. S. 299).

Springlade, se Orgel S. 510.

Square piano, det eng. Navn for et taffelformigt Klaver, fr. Piano carré.

Squire, William Barclay, f. 1S55, eng. Musikforf, 1885—1917 Bibliotekar ved British Museums Afdeling for Printed Music; Musikkritiker og Forf. af talr. musikhistor. Artikler navnl. for Groves Dictionary of Music; Udg. af en Katalog over trykt Musik i R. C. M. (1908) og i British Museum (2 Bd. 1912) samt af adskillig gammel eng. og ital. Musik; betydelig Musikforsker, hvis uegennyttige Hjælpsomhed overfor Studerende i British Museum fremhæves.

S. S., Forkortelse af senza sordini, se Sordin.

Stabat mater, den ene af de faatal-lige Sequenser(s. d.), der endnu finder Anvendelse i den katolske Liturgi. Den af Jacopono forfattede Text stammer fra 14. Aarh. og har været sat i Musik af utallige berømte Mestre, deriblandt: Josquin de Près, Palestrina, Astorga, Pergolesi og Rossini.

Staccato, forkortet stacc. (ital.), Fo-redragsbetegn., kort, afstødt, Modsætningen til legato (s. d.). Foreskrives ved over hver Node at anbringe et Punkt el. '.

Stads- og Amtsmusikant var i 17 —18. Aarh. en af Magistraten beskikket Spillemand, der havde Eneret paa imod Betaling -at levere Musiken baade i den Købstad, hvor han var ansat, og i det tilhørende Amt. Var han forhindret i selv at spille, kunde han udleje sin Ret til andre lokale Spillemænd. I Odense fandtes der allerede 1665 Instrumentister, der havde Eneret for Odense Amt, men om en regulær Ordning af S.-Embedet, der undertiden var forenet med Organistembedet; foreligger der her i Landet først Oplysning fra 18. Aarh. Paa Landet blev der i Danmark givet Spillefrihed i April 1800. Hvor længe S. beholdt sin Ret i Byerne, vides derimod ikke. I Sverige var Embedet ifølge Norlind i 18. Aarh. saa indbringende, at det ofte som Pension blev skænket til Hofkapellets Musikere.

Stage, Augusta, 1816—94, dsk. Sangerinde, debut, paa det kgl. Teater 1836 og ansat dér til 1847. da hun trak sig tilbage p. Gr. af Halslidelse; besad en høj, smidig, veluddannet Sopranstemme (studerede endnu 1845 hos Garcia i Paris); g. m. Skuespiller ved det kgl. Teater Gottlob S.

Stagione (ital.), Saison, Aarstid.

Stahlspiel (tysk), Militærinstr., der ogsaa anvendes i Operaorkestret og bestaar af afstemte Staalstave, der er anbragt i en lyraformig Ramme og anslaas med smaa Hamre. Det benævnes derfor ogsaa Lyra.

Stainer, Jacob, 1621—83, berømt tysk Violinbygger, sandsynligvis uddannet af Ant. el. Nie. Amati. Skønt han fra 1658 fik Titelen Hofviolinbygger og fik Ærkehertugen af Innsbruck til Beskytter, levede han altid i stor Fattigdom. Først efter hans Død kom Instrumenterne i Pris, de sammenlignes endog med Cremonaviolinerne. 1669 blev han fængslet, mistænkt for at sympatisere med Protestantismen. Efter at være bleven fri arbejdede han igen med Violiner; men de sidste Aar af sit Liv var han sindssyg.

Stainer, John, 1840 — 1901, eng. Musiker, fra 14 Aarsalderen Organist; fra 1872—88 (da han blev blind) ved Paulskirken i London; har komponeret kirkelige Korværker (The Crucifixion, 1887), udg. en Harmonilære, musikhistor. Arbejder som Dufay and his Contemporaries m. m.

Stamitz, Johan, 1717—57. czek. Musiker, uddannet som Violinvirtuos; i Spidsen for Kapellet i Mannheim bragte S. dette til et saadant Højdepunkt, at dets Ry strakte sig ud over Tyskland; som Orkesterleder og Komponist indtog S. en betydningsfuld Stilling i Instrumentalmusikens Historie; »Mannhei-merskolens« (s. d.) Betydning er navnl. fremhævet af H. Riemann, ifølge nyere Forskere endog i vel stærk Grad; S. og Mannheimerne dannede en Stil, der straks fængslede samtidige Musikere og i Sonatens (Symfoniens) Udvikling betegner S. et vigligt Led (se Sonate og Symfoni); S. skrev Orkestertrioer, en Række Symfon., Violinkoncerter, Solo-Sonater for Violin, mange Værker opførtes og tryktes i Paris og London. Blandt hans Elever var Sønnen Carl S., 1746—1801, der førte et uroligt Virtuosliv i Paris, London, Petersborg o. a. St.; en Tid lang Orkesterdirigent i Kassel, ved sin Død i Jena; S.s Kompositioner, af Betydning i Instrumentalmusikens Historie, omfatter c. 70 Symfon., deribl. Symphonies concertantes, med Soloinstr., Strygekvartetter, Triosonater, Duetter, et Par Operaer, Klaverkoncert m. m. — Værker af Joh. og af Carl S. er genudg. ar H. Riemann.

Stanford, Charles Villiers, 1852 —1924, eng. Komponist, Organist, Lærer ved Royal College, Musikprof. ved Cambridge Univers, og Dirigent af Bach-Koret, i London og de filharmoniske Koncerter i Leeds; nød betydeligt Ry i sit Hjemland, ogsaa som Komponist af Korværker, Operaer, Symfon., Orgelværker og Kammermusik; udg. irske Folkemelodier samt Studies and Memories, Musical Composition, Records and Reßections (1922). (Biogr. af /. F. Porte).

Stark, Ludwig, 1831—84, tysk Musiker, grundede et bekendt Musikkon-servat. i Stuttgart; navnl. bekendt ved den meget udbredte »Grosse Klavierschulet, udg. i Forening med Siegm. Lebert, som er kommet i mange Opl. og Bearbejdelser.

Stark, Robert, 1847-1922, tysk Klarinettist, udmærket Kunstner paa sit Instr.; Forf. af en stor »Klarinetskole« og af i Hohe Schule des Klarinettenspiels«, Komponist af Koncerter og Etuder for Klarinet m. m.

Stassow, Vladimir, 1824-1906, russ. Musikforf., Bibliotekar i Petersborg, skrev Biogr. af Glinka (med Fortegnelse over hans Værker), Mussoigski, Borodin, Cui, Rimsky-Korssakof etc.

Stavenhagen, Bernhard, 1862— 1914, tysk Klaverspiller, en af Fr. Liszts sidste Elever; fremragende Koncertpianist, optraadt mest i Tyskland (1894 i Skandinavien); komponerede Koncerter og anden Klavermusik.

Steg, det tyske Navn for Stol (s. d.) paa en Violin o. 1.

Steenberg, Julius, 1830—1911, dsk. Sanger, opr. Teolog, debut, paa det kgl. Teater 1856 og var knyttet til Operaen dér til 1888 (særl. lyriske Tenor-(Baryton) Partier); tillige yndet som Koncert-, særl. Romancesanger, saaledes i »Musikforeningen« med Gade ved Klaveret; udmærket Fortolker af Schubert, Schumann, Rob. Franz, P. Heise o. 1.; forf. de æstetiske Skrifter: »Muser og Sirener« og »Rob. Franz« og komponerede dsk. og tyske Romancer (i efterromantisk Stil).

Steenberg, Per, f. 1870, nsk. Komponist, uddannet ved Leipzigs Kon-servat., 1902 Organist ved Vaalerengens Kirke, Kria., fra 1926 ved Markuskirken sst., Lærer i Musik ved Kria.s Lærerskole. Skrev Præludier, Fugaer, Kirkekantater, vidnende om sjælden Lærdom. Udarbejdede Harmoniseringen til »Graduale (Messebog) for den norske Kirke«, 1925.

Stefan, Paul, f. 1879, østr. Musikforf., som Redaktør af »Die Anbruch« (i Wien) Propagandist for moderne musikalske Retninger; forf. »Gustav Mahler« (7. Opl. 1921, overs, paa eng.), »Oskar Fried«, »Arnold Schönberg«, »Das neue Haus« (Wieneroperaen fra 1869—1919) etc., og udg. E. T. A. Hoffmanns, R. Wagners og jR. Schumanns Skrifter.

Steffani, Agostino, 1654—1728, fra 1681 Direktør for Kurfyrstens Kammermusik i München, fra 1688 Kapelmester i Hannover. Skrev »Marco Aurelio« og en Række andre Operaer, Kammerduetter samt fortræffelige kirkelige Værker. 1680 lod han sig vie til katolsk Præst, deltog senere i det politiske Liv. Fra 1703 var han Re-geringspræsident hos Johann Wilhelm af Pfalz, 1706 Biskop i Spiga, 1709 apostolsk Vikar for Nordtyskland.

Steibelt, Daniel, 1765—1823, tysk Klaverspiller og Komponist, af Samtiden meget feteret, men indholdsfat-tig Virtuos, tilbragte 1789—1808 paa Koncertrejser og maatte p. Gr. af extravagant Liv flygte fra Sted til Sted; i Paris opførtes hans Opera »Romeo og Julie*; fra 1808 til sin Død var han Kapelmester ved den fr. Opera i Petersborg; hans Produktion for Klaver eller Kammermusik er gaaet i Glemme; derimod mindes S. som en af de Klavervirtuoser, der i Wien ikke uden Held konkurrerede med den unge Beethoven; særl. Lykke gjorde hans Tremolo-Effekter, hvortil hans skønne Frue slog Tamburin.

Stein, Andreas, 1728—92, tysk Klaver- og Orgelfabrikant, Elev af Silbermann (s. d.), S.s Instrumenter var fortræffelige og vidt udbredte, hans Fabrik (i Wien) gik i Arv til Datteren Nanelte Streicher (Beethovens Veninde) og Sønnen Andreas S. (Litt.: Luib: »Biogr. Skizze des LA.S.«: Th. Boltz: >Die Musikfamilien S. und Streicher«). 1917).

Stein, Fritz, f. 1879, tysk Musiker, Orkesterdirigent og Orgelspiller, 1906 Univers.musikdirektør i Jena; her genskabte han de gl. »Akademische Konzerte« og gjorde sig bekendt ved at udg. en Symfoni, som han ansaa for et Ungdomsværk af Beethoven: den saakaldtesJenaer Symphonie« ; nu Univers.prof. og Orkester- og Oratoriedirigent i Kiel.

Stein, Richard H., f. 1882, tysk Musikforf., skrev Biogr. af Grieg og Tschaikofsky, talr. Afhandlinger og nogle Kompositioner. Forkæmper for Fjerdedeltone-Systemet.

Steinbach, Fritz, 1855—1916, tysk Musiker, 1886 i Spidsen for Meininger-Hofkapellet, hvis Traditioner fra Bü-lows Tid han vidste at hævde og befæste paa talr. Kunstrejser; S.s særl. Styrke var Udførelsen aï Brahms' Musik; 1902—14 var S. i Köln Leder af Gürzenich-Koncerterne ; komponerede Kammermusik og Sange.

Steiner, Franz, f. 1880, ungarsk Sanger, Elev af Messchaert og derpaa Koncertsanger; har særl. foredraget Rieh. Strauss' Sange med Komponisten som Akkompagnatør (saaledes i Kbhvn.).

Steingräber, Theodor, 1830—1904, tysk Musikforlægger, grundede (opr. i Hannover) det endnu i Leipzig bestaa-ende, vidt kendte S.ske Musikforlag, og var desuden under Pseudonymet Gustav Damm Forf. af en meget benyttet Klaverskole; paa Forlaget udkom fortræffelige Udg. af Klassikerne, Chopin o. m. fl. ved Pædagoger som Kullak, Bischoff o. a. ligesom det opr. af R. Schumann stiftede »Zeitschrift für Musiks Forlaget ledes fra 1918 af G. Heinrich.

Steinitzer, Max, f. 1864, østr. Musikforf., Kapelmester, Sanglærer m. ni.; fra 1911 Musikanmelder i Leipzig. Forf. af en Række æstetiserende og polemiserende Skrifter: »Musikalische Strafpredigten« (1903, mange Opl.), »Die psychologischen Wirkungen der musikalischen Formen«, »Musikhistorischer Atlas«, »Richard Strauss« (fl. Opl), »Meister des Gesangs« >Tschai-kowsky« etc.

Steinway & Sons, amer. Pianofabrik, grundlagt af den tyskfødte Heinrich Engelhard S. (egl. Steinweg), 1797 —1871, der med sine Sønner gik til New York og etablerede sig der 1853. Fabriken tog enormt Opsving og fremstillede tonekraftige og holdbare Instrumenter saavel til Koncert- som Hjemmebrug, der bredtes over hele Verden. En Søn, Theodor S., 1825 — 1889, blev tilbage i Braunschweig og fortsatte dér Faderens Forretning indtil 1865, da ogsaa han gik til Amerika. Den tyske Fabrik vandt under Navnet: Grotrian, Helfferich, Schulz, Th. Steinweg Nachf. (Firmanavnet er forandret et Par Gange) ligeledes stor Anseelse og har fremstillet talr. udmærkede Instrumenter. Den amerikanske Forretning, hvis Ledelse nu er Charles H. S., f. 1857, og Frederick T. S., f. 1860, har Filial-Fabriker i Hamburg og London.

Stemme (lat. Vox, fr. voix, ital. voce, eng. voice). 1) Den menneskelige Sangstemme, se Sopran, Alt, Tenor, Baryton, Bas samt Art. om S.-Organerne og S.-dannelse. — 2) De enkelte Dele af en flerstem. vokal el. instrumental Komposition, f. Ex Kor-S. i en Korsats, Orkester-S. i et Orkesterværk o. 1. — 3) I et Orkesterværk skelnes mellem Solo- og Tulti-S. — 4) I en flerstem. Sats skelnes mellem Over-, Under- og Mellem- (Fylde-) S. — 5) Som S.r betegnes ogsaa Orgelregistrene (se Orgel).

Stemmebaand, se Slemmeorganerne.

Stemmedannelse, Dannelsen af saavel Tale- som Sangstemmen fanalog med Tonedannelse, Dannelsen af Sangtonerne), omfatter den »primære« Stem-megivning og den i Stemmeapparatet (se Stemmeorganer) opstaaede Resonans (s. d.). — Stemmegivningen bestaar i, at den fra Lungerne udstrømmende Luft sætter Stemmelæberne (Stemmebaande-ne) i Svingninger fra hinanden —mod hinanden (paa samme Maade som Mundlæberne, naar man pruster eller spiller paa Trompet). Herved aabnes og spærres skiftevis for Luftstrømmen, hvorved denne omdannes til skiftende Fortyndinger og Fortætninger, o: til Lydbølger, Lyd. For Stemmens Klarhed er det af Betydning, at der ikke er Slim eller anden Ujævnhed paa Stemmelæberne. Endvidere, at disse ikke er presset for haardt imod hinanden (Overkompression), og at Stemmen ikke er ledsaget af H viskestøj. Tonehøjden bestemmes af Stemmelæbernes Svingningstal, som er omvendt proportionalt med den svingende Masse, men tiltager med Stemmelæbernes Længdespænding og Lufttrykket. Den svingende Masse afhænger 1) af Stemmelæbernes Dimensioner, som bestemmer Individets Stemmeart (Sopran, Mezzo, Alt, Tenor, Baryton, Bas), 2) af Registret (s. d). Tonestgrken afhænger af Lufttrykket og Stemmelæbernes Modstand imod dette (Kompressionsgraden). Den primære Tones Klangfarve alhæn-ger af Kompressionen, idet Overtonernes Antal og rel. Styrke vokser med denne. — Den Maade, hvorpaa Stemmen begynder, kaldes Ansats, den Maade, hvorpaa den slutter, kaldes Afsats. Man skelner mellem tre Ansatser: 1) den haarde eller faste, ogsaa kaldet Sprængansats, »coup de glotte«, Glot-tisslag, hvor Stemmelæberne udgaar fra den fast lukkede Stilling, 2) Slagansatsen, h, hvor Stemmelæberne udgaar fra den aabne Stilling og 3) den bløde Ansats, Standansatsen, hvor Stemmelæberne udgaar fra ukomprimeret Stemmestilling. Til hver Ansats svarer en Afsats.

Den primære Tone omformes og forstærkes ved Resonans i de over Stemmelæberne liggende Luftveje, Resonansrummene. Dog kun for saa vidt der er Forbindelse med dem. Der op-staar altsaa kun Resonans i Næsesvælg og Næsegange (Nasalresonans), naar Ganesejlet staar aabent (Nasalering). Resonansen afhænger af Rummenes Form og Størrelse, som er overordentlig variable, samt af Væggenes Beskaffenhed. Den er bedst, naar Slimhinden er glat og fugtig og Rummene ikke for snævre. Resonansen fremmer Tonens Styrke, men paavirker ganske særl. dens Klangfarve, som ved dens Hjælp kan undergaa store Forandringer. Saaledes stammer Forskellen mellem Vokalernes og de stemte Konsonanters Klang fra Forandringer i Mundhulens Form. (Litt.: J. Forchhammer: sDen menneskelige Stemme«, 1921; J. og V. Forchhammer: »Theorie und Technik des Singens und Sprechens«, 1920).

Stemmeføring kaldes den Maade, hvorpaa Stemmerne føres i den flerstemmige Sats. Stemmerne kan i Forhold til hverandre bevæge sig 1) i Modbevægelse, hvor den ene Stemme stiger, naar den anden falder og omvendt; 2) i Sidebevægelse,\\\or én el. flere Stemmer fastholder deres Tone, mens de øvrige bevæger sig op el. ned; 3) i Parallel- el. lige Bevægelse, hvor flere Stemmer bevæger sig i en og samme Retning (se Paralleler). Til Undgaaelse af de i den strenge Sats forbudte Paralleler (o: Kvint- og Oktavparalleler) opstiller Harmonilæren de to vigtige Regler 1) at Fællestonerne skal fastholdes som Bindeled, hvor Stemmerne fra en Harmoni føres over i en anden (se Ex. a) ; 2) at Yderstemmerne (Sopran og Bas) i Mangel af Fællestoner, skal føres i modsat Retning af hinanden (se Ex. b).

Til nærmere Belysning af S.-Spørgs-maalet henvises til Harmoni- og Kontrapunktlæren (se den under disse Kategorier opførte Litteratur). Som Spørgs-maal, der hører ind under S. henvises endvidere til Art. om Stemmekryds-ning, Tværstand, Tætføring, Opløsning, Forudhold, Gennemgangslone og Anticipation.

Stemmegaffel, togrenet Staalgaffel, som tjener til Angivelse af Kammertonen, opfundet 1711 af den eng. Trompeter John Shore. Dens Fortrin fremfor andre Tonegivere af lignende Art bestaar deri, at den efter en Gang at v være stemt bevarer Tonehøjden uforandret gennem Aaringer. Da Klangen omtrent er fri for Overtoner, har S.

tillige fundet udstrakt Anvendelse som videnskabeligt Instrument, f. Ex. i Otologien og Psykologien.

Stemmehammer, se Slemmenøgle.

Stemmekrydsning finder Sted, hvis f. Ex. Alten bevæger sig op over Sopranen, hvis Tenoren overskrider Alt el. lignende. Ex.:

I den simple harmoniske Sats er S. utilladelig; i den polyfone tillades den ikke alene, men kan i visse Tilfælde paakræves til Fordel for; en melodisk Stemmegang. Ex.:

Stemmenøgle (Stemmehammer) kaldes det hammerformige Redskab, der bl. a. anvendes ved Stemningen af et Klaver, en Citer o. fl. Det bestaar af en stærk Jernstav, i hvis Underende der findes et firkantet Hul, hvori Stem-meskruen passer ind, hvorimod Overenden gaar ind i Haandgrebet, der paa en Gang tjener til at dreje Skruen løs el. fast og til at drive denne ned i Stemmestokken (s. d.).

Stemmeorganerne er de Organer, der tilsammen danner det menneskelige Stemmeapparat (se Fig.). Dette er at ligne med et Blæseinstrument, hvor Blæsebælgen dannes af Brystkassen med Lungerne, Vindrøret af Bronchi-erne og Luftrøret (31), Mundstykket med Afbrydermekanismen af Strubehovedet med Stemmelæberne (Stem-mebaandene, 29) og Resonansrøret af Luftvejene ovenover Stemmelæberne (Resonansrummene). Disse bestaar af de øvre Struberum (33, 34) Svælget, som falder i 3 Dele: Strubesvælget (35), Mundsvælget (36) og Næsesvælget (37) samt af Mundhulen (38) og de tre ret snævre Xæsegange (39, 40, 41). Se iøvrig Forklaringen til Fig.

Stemmestok, den stærke Træ-Tværbjælke, der hos Klaveret ligger tæt bagved Klaviaturen, og i hvilken de af Jærn fremstillede firkantede Stem-meskruer er nedsatte.

Stemning. 1) Det Princip, hvorefter Tonernes gensidige Højde fastsættes indenfor et bestemt Musiksystem. Nu-tildags bruges udelukkende den »ligesvævende tempererede« S., hvor Oktaven deles i 12 lige store Halvtoner (se Temperalur), — 2) Den prakliske Udførelse af Temperaturen paa Instrumenter med fast S. saasom Klaver, Orgel, Harmonium: I vort nuværende Musiksystem er Fremgangsmaaden i Alm. følgende: Man gaar ud fra en vilkaarlig Tone, som Regel enstregede a (Kammertonen), og stemmer herfra opad eller nedad i Kvinter, idet man af og til gaar en Oktav tilbage for at holde sig i det midterste Toneomraade. Oktaverne stemmes rent, hvorimod Kvinterne skal »svæve« en Ubetydeligbed nedad, d. v. s. være en Kende for smaa, for at den 12te Kvint kan stemme overens med Udgangstonen. Under Arbejdet har man en Kontrol deri, al den 3die Kvint skal danne en stor Sext med Udgangstonen, og den 4de Kvint en stor Terts, hvilke Intervaller skal være noget større end de tilsvarende rene, uden dog at klinge altfor skarpe: stor Sext

a e h fis cis gis dis ais f c g da 0123 45 6 7 89 10 11 12

stor Terts

Hvorvidt man har truffet det rette, viser sig først ved den 8de Kvint, som med Udgangstonen skal danne en stor Terts af samme Forstemnings-grad som de øvrige Tertser.

Usikkerheden ved den ovenfor skildrede Fremgangsmaade kan overvindes ved Scheiblers Stemmemetode, der fortrinsvis finder Anvendelse paa Orgel og Harmonium, og som grunder sig derpaa, at ethvert tempereret Interval frembringer Stød (s. d.). Ved at tælle disses Antal pr. Sek. faar man en nøjagtig Kontrol med Intervallets Størrelse.

Stenbockens March, en March, Karl XII lod sine Tropper afsynge foran ethvert Slag: begynder med Textordene: »March bussar, gån på uti Herrans namn«; Melodien er trykt i Arwids-sons Sv. fornsånger II Nr. 162. Som Textens (og mulig ogsaa Melodiens) Forf. anses Grev Magnus Stenbock, der i Slaget ved Helsingborg 1710 med sine »Gedehyrder« slog de danske Tropper.

Stenhammar, Fredrika, f. Andrée, 1836—80, sv. Sangerinde, debut, i Dessau 1854, optraadte det flg. Aar paa det kgl. Teater i Sthlm., og efter Studier i Paris og Gæstespil i Wien tilhørte hun Sthlm.s Opera fra 1859 til sin Død som en af dens mest yndede Kræfter særl. i lyriske Sopran Partier; Lærerinde for talr. velkendte, Sangerinder (Af. Graboiv, G. Osclio etc.), g. m. Sangeren Oskar Fredrik S., 1831—84.

Stenhammar, Vilhelm, f. 1871, sv. Komponist, Søn af Arkitekt og kirkelig Sangkomponist Per Ulrik S., 1829 — 75, Elev af Rieh. Andersson, Sjögren o. fl. i Sthlm., senere i Berlin af Barth, deltog som fortrinlig Klaverspiller i Aulin- (s. d.) Kvartettens Koncerter og optraadte som Solospiller baade hjemme og ude, saaledes fra Aaret 1894 ofte i Kbhvn. Tidlig begyndte S. desuden at komponere: 1894 en Klaverkoncert, 1896 Korværket »Snöfrid«, 1898 Musikdramaet »Tirfing« (det tidligere skrevne »Gildet paa Sol-haugc kom frem i Stuttgart 1899 og naaede først Sthlm. 1902); Dirigent i »Filharmoniska Sällskapet« og 1900—01 anden Hofkapelmester, 1904—06 ved »Nya filharm. Sällskapet« og fra 1907 Leder af »Orkesterföreningen« i Göteborg, hvor han endnu lever; som Komponist har S. udfoldet en betydelig Produktion; foruden fornævnte Værker Symfon , en anden Klaverkoncert, en Række Strygekvartetler, Kantaterne »Ett folk«,»Uhaka«,Orkesterfantasien » Midvinter«, Violinsonaten!.m. samt talr. Sange, der til Dels er blevet meget populære (Sverige af »Ett folk«,

Vilhelm Stenhammar.

Fglgja, Ingalill etc.); S. staar i første Række blandt de nulevende sv. Komponister og har ogsaa Navn i Udlandet (navnl. Tyskland).

Stentando, stentato (ital.), Foredrags-betegn., tøvende.

Stepän, Vaclav, f. 1889, czek. Musiker, betydelig Pianist, Komponist af Kammermusik, Kor, Klaverstykker og Sange; Bearbejder af czek. Folkesange (5 Hefter) og Musikforf.

Stephan, Rudi, 1887—1915 (faldt i Verdenskrigen), tysk Komponist, nævnes som en af de tidligste » Modernister« i Tyskland; betegnede oftest sine Kompositioner kun som »Musik« (for syv Strengeinstr., f. Orkester, for Violin og Orkester etc), skrev iøvrig en Opera, Sange og Klaverstykker.

Sterkel, Johan Franz Zaver, 1750 —1817, tysk Musiker, Pianist; Abbed og Kapelmester i Aschaffenburg, siden i Würzburg; begavet Komponist, hvis Værker nyere Tider har fremdraget, fordi de synes at have øvet Indflydelse paa den unge Beethoven (Symfon., Klaverkoncerter, Klavertrioer, Violin-og Klaversonater, talr. Solosange og Duetter).

Sternfeld, Richard, 1858—1926, tysk Musikforf., histor. Prof. ved Berlins Univers., ivrig Forkæmper for Rieh. Wagner i Foredrag og i Skrifter (»Beethoven u. Wagner«, »Schiller u. Wagner«, »R. Wagner u. die Bayreuther Festspiele« etc.); ogsaa >Alb. Niemann«, >Hans v. Bûlow« m. m.

Stich, Johann (ital. Giovanni Punto), 1746—1803, bøhm. Hornvirtuos, berømt Kunstner paa sit Instrument, berejste det meste af Europa; d. i Prag; Beethoven skrev sin Horn-Sonate for S.

Stiedry, Fritz, f. 1883, østr. Musiker, Kapelmester, fra 1916 ved Berlins Opera, 1924—25 ved »Wiener Volksoper« ; ogsaa Musikforf.

Stil (lat. stilus. Griffel), Skrivemaade. Som egen for en bestemt musikalsk Stormester taler man f. Ex. om Bachsk, Händelsk, Mozartsk, Beethovensk, Schu-mannsk, Chopinsk S. Til Karakterisering af den Skrivemaade, der fordres indenfor en bestemt Kompositionsart_sbruges : kirkelig S., Orkester-S., Opera-S., Oratorie-S., el. for et bestemt Instr.: Klaver-S., Orgel-S. Man skelner ogsaa mellem en streng el. bunden S., i hvilken der gennem hele Kompositionen fastholdes og gennemføres et bestemt Antal Stemmer (i Koralsats el. Fuga), og en fri el. galant S. (Sonate, Salonmusik, Variationsværker o. ].), hvor Stemmeanlallel ad libitum vexler. Indenfor Solosangen skelner man mellem den deklamatoriske reciterende S. (Stilo recitativo) og den kunstige med Koloratur udpyntede Arie-S. Indenfor Korsangen mellem den instrumentalt ledsagede (homofone) Kor-S. og den alene for Sangstemmer bestemte (polyfone) a cappella-S. m. m. (Litt.: X.H.Perry: Stgle in Music (1911); G. Adler: »Der Stil in der Musik« (1. Bd. 1911); H. Riemann: »Zur Stilpsychologie« (1911); Knud Jeppesen: »Palestrinastil med særl. Henblik paa Dissonansbehandlingen« (1923) m. m.).

Stinguendo (ital.), Foredragsbetegn., hendøende.

Stock, Friedrick August, f. 1872, tysk-amer. Musiker, Violinist, i Chikago Dirigent for Symphong Orchestra; omtales som en af de betydeligste Orkesterledere i Amerika; ogsaa Komponist.

Stockhausen, Julius, 1826 —1906, tysk Sanger og Pædagog, f. i Paris af tyske Forældre, Faderen Harpevirtuos Franz S. grundede dér et Académie de chant 1822; Elev af M. Garcia (s. d.) i London, blev hurtig en højt anset Koncertsanger, særl. berømt ved Foredrag af Schuberts og siden af Brahms' Sange og Bachs Passionsmusik; besøgte bl. a. Kbhvn. 1868; desuden en fremragende Sangpædagog, Forf. af en fortrinlig Sangundervisnings-Metode (2 Bd.); i Berlin udmærket Leder af Sterns Sangforenings Opførelse af store Korværker, derefter i Frankfurt a. M., fra 1879 i Spidsen for en egen Sang-skole; S., betydelig som Musiker og Personlighed, stod mange af Tidens store Musikere personlig nær.

Stockmarr, Johanne, f. 1869, dsk. Klaverspillerinde, Datter af kgl. Kapelmusikus, Violinist Ferdinand S., Elev af Edu. Heisted, af Kbhvn.s Musikkon-servat. og af Fr. Neruda; efter Studier i Paris debut, hun 1889 i Koncertsalen, hvor hun siden har været hyppig optrædende og meget skattet som Solist og i Kammermusikspil; sine Kunst-rejser udstrakte S. til Skandinavien, Island, Tyskland og England, hvor hun særl. blev yndet (optraadt ved H. Woods og H. Richters Koncerter); i Forening med Gunna Breuning-Slorm har hun givet Sonate-Soiréer; fra 1914 Lærerinde ved det kgl. dsk. Musikkonservat,, anset Klaverpædagog for talr. yngre Pianister.

Stockmarr, Sophus, 1853—1917, dsk. Musiker, Violinist, Elev bl. a. af Lauterbach (s. d.), kendt som Dirigent i Etablissementer som Klampenborg, Tivoli o. 1.; komponerede foruden en Del Violinmusik en Orkestersuite, Klaverstykker ru. ro.

Stojovski, Sigismund, f. 1870, polsk Pianist, Elev bl. a. af Diémer og Pa-derewski, foretog vidtstrakte Koncertrejser i Europa og til Amerika, hvor han forblev som Klaverpædagog; har komponeret Orkestermusik og Klaverværker m. m.

Stok-Fagol, d. s. s. Racket-Fagot (s.d.).

Stokviolin [Stokfiol), særl. Form for Pochen (s. d.), der var saa smal, at den kunde indlægges i en udhulet Stok, Danselæreren førte med sig.

Stol, (svensk Stall tysk Steg. ital. ponticello, fr. chevalet) kaldes hos Strygeinstrumenterne det lille med to smaa Ben forsynede gennembrudte Bræt, der tæt nedenfor Strengeholderen og midtvejs mellem Lyd-Hullerne er stilletop paa Sangbunden, og hen over hvilket Strengene passerer paa deres Vej fra Strengeholderen frem til Stemmeskru-erne; nærmere under Violin. — Som S. betegnes ogsaa den lange Liste, der hos Klaveret hviler paa Resonansbunden, og over hvilken Strengene er spændte.

Storck, Karl, 1873 —1920, tysk Mu-sikforf.. Anmelder i Berlin, skrev navn].: jOpernbuch« (talr. Opl.), »Geschichte der Musik« (fl. Opl.), »Mozart«, »Musik u. Musiker in Karikatur«; udg. Mozarts, Beethovens og Schumanns Breve i Udvalg, Digte m. m.

Storm, Katinka, f. 1887, nsk. dramat. Sopran, Elev af With. Kloed og Ellen Gulbranson, Kria., af C. Kittel, Bayreuth, og Yilh. Herold, Kbhvn. ; debut, i Bayreuth ved Festspillene 1914 (Ort-linde i »Valkyrien«). Første Koncert Høsten 1914, Kria. Har sunget flere Wagnerpartier ved Operaen i Stuttgart, Carmen ved Nationalteatret i Kria. og var ansat ved Opera comique, Kria., 1918-20. Bedste Roller: Recha (»Jødinden«), Venus (»Tannhäuser«), Fide-lio. Gift og bosat i England.

Storm, Nanne, f. 1873, nsk. Pianistinde, Elev af Kbhvn.s Konservat., af Agathe Backer-Grøndahl, Kria., Busoni, Berlin, og Delaborde, Paris. Debutkoncert i Kria. 1900. Gav Koncerter i nsk. Byer, i Paris, London, Kbhvn. og Sthlm. Har arbejdet ivrigt for Bedring af norske Musiklæreres Kaar. Mangeaarig Formand i Kria. Musiklærerforening.

Stor Oktav er nu Navnet for den Oktav, der udgaar fra C og afslutter med H, men betegnede opr. den Oktav, der udgaar fra A og afslutter med g, fordi denne i den odoniske Bogstavskrift (10. Aarh.) blev noteret med store Bogstaver: A B C D E F G (se Bogstavskrift).

Stor Halvtone, d. s. s. diatonisk Halvtone (se Halvlone).

Stradal, August, f. 1860, czek. Musiker, Elev bl. a. af A. Brückner, uddannet som Pianist (bl. a. af Fr. Liszt); særl. kendt som Pædagog og ved Bearbejdelser for Klaver af Liszts Orkesterværker og af Værker af Bach, Händel, Buxtehude m. fl.

Stradella, Alessandro, 1645—81, i tat, Komponist, mest bekendt ved Arien Sei miei sospiri, som nu frakendes ham (man tror, den er af L. Niedermeyer); skrev Oratorier, Operaer, Kammermusik. S. blev myrdet i Genova, hvorhen han var flygtet sammen med en venetiansk Adelsmands Elskerinde.

Stradivarius, berømt Violinbyggerfamilie fra Cremona. Antonio S., 1644 —1736, var Elev af Amati, Sønnerne Francesco S., 1671—1743, og Omo-bono S., 1679—1742, arbejdede hos Faderen. De forarbejdede ikke alene Violiner, men ogsaa Bratscher, Celloer, Luter, Guitarer og Mandoliner.

Strakosch, Maurice,1825—87, polsk Pianist og Impresario for Adelina Patli (hans Svigerinde); ogsaa hans Brødre Max S., d. 1892, og Ferdinand S., d. 1902, var Impresarier, bl. a. for Christina. Nilsson, og endnu levende Medlemmer af Slægten har fortsat denne Virksomhed.

Strandberg, Olaf, 1816-82, sv. Operasanger (Tenor) ved kgl. Teater i Sthlm. fra 1841—65, udfyldte et omfattende nærmest lyrisk Repertoire. — Hans Hustru Albertina Charlotta S., f. 1830, og hans Datter Anna Maria S., f. 1852, tilhørte samme Scene.

Stransky, Joseph, f. 1872, czek.-amer. Dirigent; Opera-Kapelmester, siden Koncertdirigent i Berlin (»Blüth-ner«-Orkester) og fra 1911—25 for New Yorks Symfoniorkester; ogsaa Komponist.

Strascinando (ital.),Foredragsbetegn., slæbende el. efterhaanden langsommere.

Strathspey, skotsk Dans i ⁱ/_i Takt, beslægtet med Reelen, men noget langsommere. Se Skotsk Musik, Litteratur.

Stratton, Stephen Samuel, f. 1840, eng. Musikforf.. Organist og Komponist af Kirke- og Klavermusik; Medforf. af et udmærket Lexikon (British Musical Biography. 1870) og Udg. af Biogr. af Mendelssohn og Paganini.

Straube, Karl, f. 1873, tysk Orgelspiller, fra 1902 Organist ved Thomaskirken i Leipzig. Leder af »Bach-Foreningen«, Lærer ved Konservat. og Kantor ved Thomasskolen; en af Tidens ypperste Orgelvirtuoser, der foretog Koncertrejser bl. a. til Kbhvn. og Kria., hvor han ledede Bach-Festen 1911; anset Pædagog og Udg. af Liszts og Bachs Orgelværker, af »Alte Orgelmeisters m, m.

Straus, Oskar, f. 1870, østr. Komponist, navnl. bekendt som knyttet til E. von Wolzogens »Ueberbrettl« i Berlin, for hvilket han skrev Musik til Viser og Sangscener med særegent Talent for denne vittige, gratiøse og muntre Genre.

Strauss, Johann (den ældre), 1804— 49, ostr. Dansekomponist, Son af Ejeren af et Danselokale, Violinspiller fra Barn af, Bratschist i Latiners (s. d.) Kvartet og Med-Dirigent i dennes Danse-kapel; siden 1825 i Spidsen for eget Orkester, et udmærket Ensemble, særl. for S.s egne Valse; foretog Turnéer dermed endog til London og Paris; fra 1835 dirigerede S. ved Hoffets Baller; var med Lanner Grundlægger af den berømte moderne Wienervals, der (i Tilknytning til ældre Musik, ikke mindst Schuberts Valse) udviklede en svulmende og indsmigrende Melo-diøsitet, Flugt, Elegance og Varme og paa Harmonikens og Rytmikens Om-raade viste opr. Musikalitet; han forsumpede dog tidlig og sattes noget i Skygge af sin nedennævnte ældste Søn Johann S.s Verdensry; S. skrev over 250 Danse (Valse, Polkaer, Kvadriller), Marcher, Potpourrier elc. (Biogr. af Kleinecke).

Strauss, Johann (den yngre), 1825 — —99, østr. Komponist, Søn af forn. Johann S. (paa Moderens Side af sp. Blod); dirigerede allerede 19-aarig sit eget Danseorkester og efter Faderens Død dennes Kapel, som han hævede til virtuost Organ for den typiske Wienske Dansemusik, og med hvilket han foretog glimrende Kunstrejser til alle europæiske Storbyer og til Amerika (1876); siden overdrog han Kapellet til sine Brødre Joseph og Eduard og levede i Wien som Hofbalkapelmester og fejret Danse- og Operette-komponist. S.s Danses Tal naar op mod 500; med ham kulminerede » Wiener-Valsen « ,verdensberømte blev Valse som »An der schönen blauen Donau« (1867), »Wiener-Blut«, »Wein, Weib und Gesang«, »Künstlerleben«, »Frühlingsstimmen« etc.; ved Siden deraf skrev han mest Polkaer, Mazurkaer og Kvadriller. 1871 debut. S. som Operettekomponist med »Indigo« (dog p. Gr. af daarlig Text med mindre

Held), og 1874 fejrede han en Triumf med »Die Fledermaus«, dersaa atsige gik Verden rundt; megen Lykke gjorde senere Operetter som »Cagliostro«, » EineNacht in Venedig«, og navnl. »Der Zigeunerbaron«, 1885. Indenfor sin lette Genre, den smægtende eller muntre Wienervals med de romantisk-spændende »Indledninger«, var S. en Mester; hans Operetters Sukces beroede vel nærmest paa Dansemelodierne, men de bedste, og særl. »Flagermusen«, viser hans Begavelse for Opéra comique-Genrea (desværre kun lidet støttet af Textforf). S. stod Johs. Brahms nær, og R. Wagner vurderede meget hans »Musik-hjærne«. (Biogr. af Prochazka i »Berühmte Musiker«, /. Lange, L. Eisenberg og E. Decsey). — Af S.s Brødre var Joseph S., 1827—70, opr. Ingeniør, siden Dirigent af det Strauss'ske Kapel og Komponist af en Bække Dansekompositioner (gratiøse,ofte mere melankolsk-sentimentale end Faderens) og nogle Operetter — og Eduard S., 1835 — 1916, Elev af Sechter, med Joseph Dirigent af Kapellet, fra 1870 alene; oftest paa Koncertrejser, saa-ledes til Amerika indtil 1901; komponerede en Mængde Danse, men uden stor Originalitet.

Strauss, Bichard, f. 1864 i München, tysk Komponist, hans Fader Franz S. var Valdhornvirtuos; debut. 1881 med en Strygekvartet og en Sym-fon. ; derefter fulgte en frodig Produktion, der henledte H. v. Bûlows Opmærksomhed paa S., der kaldtes til Meiningen (1885), hvor hans Blæser-Serenade opførtes og hvor Alexander Ritter fik Indflydelse paa den hidtil klassisk- og

Brahms-paavirkede S.; 1889 Hofkapelmester i Weimar; 1894 atter i München som Hofkapelmester og endelig 1898 i Berlin som Leder af Operaen dér (tillige Chef for »Hochschule«s Mesterklasse for Komposition; 1919 Direktør for Statsoperaen i Wien, hvor han virkede (dog med Afbrydelser og i forsk. Stillinger) til 1924. S. har foretaget en Del Kunstrejser som Dirigent og Komponist (Akkompagnatør), endog til Amerika, 1904; et Par Gange har han gæstet Kbhvn. (og bl. a. dirigeret »Bo-senkavalleren« i det kgl. Teater); lever nu i Garmisch (Sydbayern); g. m. Sangerinden Pauline S., f. de Alma.

S.s første »Tonedigtning« var »Don Juan«, 1889, den efterfulgtes af »Machbeth«, »Tod und Verklärung«, »Till Eulenspiegels lustige Streiche«, »Also sprach Zarathustra«, »Don Quichote«, »Ein Heldenleben«, »Sinfonia dome-stica«, » Alpen-Symphonie«, af hvilke de fleste er opførte rundt om i alle Musikbyer; tidligere symfon. Arbejder var Symfon. i f-motl og «Fantasien«: »Aus Italien«. — Operaernes Bække aab-nedes med »Guntram« 1894, og fortsattes med »Feuersnoth«, »Salome« (1905, Kbhvn. 1919, Kria. 1923), »Elektra«, » fiosenkavalleren «(1911, Kbhvn. 1916), »Ariadne paa Naxos«, »Die Frau ohne Schatten«, »Intermezzo« (Humoreske af S.s Privatliv til egen Text); til de fleste andre Operaer har Hoffmanns-thai skrevet Librettoen; for Scenen skrev S. endnu Pantomimerne »Josephs Legende^ og »Schlagobers« 1924; endelig har S. komponeret en lang Række Sange, hvoraf mange blev meget populære og stadig høres i Koncertsalen, en Burleske for Klaver og Orkester, en Hornkoncert, en Violinkoncert, flere Kammermusikværker, nogle Korstykker, Marcher og anden Lejlighedsmu-sik. — S. sluttede sig snart til den »ny-tyske« Retning og fulgte navnl. paa det symfon. Omraade Fr. Liszls Forbil-led; som dramat. Komponist var han opr. under Wagnersk Indflydelse, men allerede i »Salome« og end mere ide flg. Operaer dannede han sin egen Stil, idet han i klanglig og harmonisk Henseende betraadte nye Veje og i formel Henseende og ved fortrinsvis Behandling af bizarre, overexponerede Sjæletilstande fjærnede sig fra Forgængerne. Teknisk set behersker han suverænt de mest kombinerede Former; bemærkelsesværdig er hans billedskabende Fantasi, hans store orkestrale Ævner og hans ejendommelig ironiske Ud-tryksmaade (i »Till Eulenspiegel«, »Heldenleben«, »Rosenkavalieren«, Sange som »Der Steinklopfer« etc.), men paa den anden Side undertiden en vis Mangel paa ædel eller fornem Melodik, og (i senere Værker navnl.) endog en svigtende Smag med Henfalden til Virtuoseri. S., der længe stod som Fører for Fremskridtet i den tyske Musik, indtager efter den Retning, den »Ny Musik« sidenhen har taget, ikke mere en saa-dan uantastet eller betydelig Stilling. Om hans Frembringelsers Indflydelse i teknisk Henseende, kan der dog ikke herske Tvivl; og om hans Komponistgerning som Helhed tilhører Dommen Historien, saa meget mere som den endnu ikke er afsluttet. Som hans originaleste og histor. betydningsfuldeste Værker kan dog allerede nu betegnes Operaerne »Salome«, »Elektra«, »Ariadne fra Naxos« (en Art gratiøs Musik-Parodi) og (i hvert Fald delvis) »Rosenkavalleren«, de symfon. Digtninge »Tod und Verklärung« og navnl. »Till Eulenspiegel« (et Mesterstykke af naivt-raffineret og skælmsk-humori-stisk Musik), endelig adskillige af hans Sange, særl. de, der paa ny Maade optager nutidige (psykologiske, sociale) Æmner til Behandling, samt enkelte Korværker (som »Wanderers Sturmlied« og »Deutsche Motetten«). (Biogr. af R. Specht (2 Bd.), Seidl og Klatte, G. Brecher, M. Sleinitzer, Waltershausen, E. Newmann (eng.), R. C. Muschler samt E. Schmitz: »R. S. als Musikdramatiken).

Stravagante (ital.), Foredragsbetegn., fantastisk.

Stravinsky, Igor, f. 1882, russ. Komponist, Søn af en Bassanger ved den kejs. Opera i Petersborg, Elev af Rim-sky-Korssakof, skrev tidlig for Orkester bl. a. Fantasien Feu d'artifice (Fyrværkeri), men vakte først alm. Opsigt med Balletmusiken L'oiseau de feu under Diaghilef (s. d.) i Paris 1910; den efterfulgtes af »Petrushka«, 1912 (Kbhvn. 1925) og Le sacre du printemps samt af Operaen Le Rossignol (efter H. C. Andersens Æventyr); Balletterne opførtes ogsaa paa Kunstrejser i Amerika, de vakte ved deres Nyhed baade Begejstring og Forargelse ogskabte en Sensation om S.s Navn, der ikke formindskedes ved de flg. Værker: »Renard«, en Burleske for Sang og Instrumenter, den komiske Opera »Mavra«, det bizarre » Melodrama« L'histoire du soldat, Symfon. for Blæsere. »Ragg Time« for 11 Instr., de nationale Scener for Sang og Musik Les Noces villageoises, en Concer-tino og tre Smaastykker for Strygekvartet, Klaverkoncert, Klaversonate, Pulcinella-Suüe (efter Pergolesi) foruden forsk. Sangmusik og nogle mindre In-

strumentalstykker. — Allerede før Verdenskrigen forlod S. Rusland og tog Ophold ved Paris, hvor han endnu lever (afvexlende med i Biarritz) som et Midtpunkt for de yderliggaaende moderne Musikkredse; han har foretaget adskillige Koncertrejser som Dirigent og Klaverspiller [i Kbhvn. 1925 og 26 med Klaverkoncerter m. m. og som Dirigent i det kgl. Teater af »Pe-trushkai). S.s Udvikling betegner et Brud med den nationale russ. Musik, som han opr. fulgte i Tilslutning til Rimsky-Korssakof og Mussorgski med glimrende Ævne for glansfuld og farverig Orkestration; selv om nationale Sange og navnl. Danse senere kan have givet ham Impulser, behandles de musik-revolutionært og paa ejendommelig ironisk eller sarkastisk Maade; S. anvender en egen primitiv Melodik og sætter sig udover Tonalitet og overleveret Harmonik; hans Form er fri og hans rytmiske Opfindsomhed rig og dristig; hyppig er han her inspireret af de moderne (Neger-) Danse; i de sidste Værker spiller en ejendommelig fri Polyfoni, som man har villet henføre til Studiet af Bach, en fremtrædende Rolle; S.s, hvis Udvikling endnu ingenlunde synes afsluttet, staar som en af Førerne for den »Ny Mu-sikc og, med al den Antipathi og Modkritik hans Værker har vakt. som en af dens største Begavelser.

Streicher, Andreas, 1761—1833, tysk Klaverfabrikant, g. m. Nanetto Stein; forlagde den Steinske Fabrik til Wien; forbedrede Klavermekaniken betydelig, saa at hans Instrumenter nød høj Anseelse; var Ungdomsven af Schiller, med hvem han flygtede fra Carlsskolen i Stuttgart.

Streicher, Theodor, f. 1874, østr. Komponist, foreg.s Barnebarn, Sang-komponist af moderne Retning; iøvrig Korværker som »Mignons Exequien« og »Wanderers Nachtlied«, »Scenen aus Goethes »Faust«« m. m.; S., der væsentlig er Autodidakt, lever i Wien.

Strenge. De til Musikinstr. anvendelige S. kan fremstilles af forskelligt Materiale, o: 1) Tarm-S., der sædv. fremstilles af Lammetarme; 2) Metal-S., tidligere fremstillet af Messing- el. Kobbertraad, nu som oftest af Staal. 3) De dybe S. er som oftest over-spundne; Staal-S. med Kobbertraad, Tarm-S. med Sølvtraad. 4) Til Guitaren og Citeren anvendes ogsaa Silke-S., der er overspundne med Sølv. De bedste Tarm-S. fabrikeres i Italien {romanske S.).

Strengeinstrumenterne kan inddeles i to Hovedklasser:

I. 5. uden Gribebræt, o: de Instr., hvis Strenge hver især kun kan frembringe én Tone. Denne Klasse omfatter igen 2 Instrumentslægter: a) Lyrerne, hos hvilke Sirengene er af ens Længde, men forskellig Tykkelse (o : de antike og middelalderlige L3'rety-per, se Lyra, Kithara, Rundlyre, Kissar), b) Harperne, hvor Strengene er af uens Længde og er ordnede efter deres gradvis aftagende Længde (o: Harpen og de middelald. og moderne Psalterielyper; se Santir, Kanun. Hakkebræt, Spidsharpe, Citer). Instr. i denne første Hovedklasse behandles enten med Fingrene el. med Plekter; enkelte ogsaa med smaa Hamre.

II, 5. med Gribebræt, o: de Instr., hos hvilke hver Streng anvendes til Frembringelsen af flere Toner (se Gribe-brætsinstrumenler). Ogsaa i denne Klasse skelnes der mellem 2 Slægter: a) de Instr. der harpes (med Fingrene el. Plekter) (se Lut, Mandolin, Guitar, Cistre, Pandora, Orpheoreon o. fl.), og b) de Instr., der stryges enten med Bue (se Gige, Fidel, Rebab,Rebec, Violin, Bratsch, Cello [Gambe), Kontrabas o. fl.) el. med Hjul (se Organistrum, Vielle, Lire).

Stretto (ital.), 1) = Tætføring (s.d. og Fuga), 2) Foredragsbetegn. = strin-gendo (s. d.).

Stringendo, forkortet string, (ital.), Foredragsbetegn., tiltagende i Hurtighed, ilende (= stretto, s. d.).

Strings (eng.), Strygeinstrumenter.

Strohfiedel (tysk), se Xylophon.

Stromento (ital.), Instrument. S. da corde, Strengeinstr., S. da flate el. davenlo, Blæseinstr. ; S. da percossa el. per la percassione, Slaginstr. ; S. da penna, Klaverinstr.

Strozzi, Pietro, en af Opfinderne af Stile rappresentalivo i Firenze, skrev bl. a. Musiken til Rimuscinis Masca-rata degli accecati.

Struve, Carl, f. 1887, nsk. Tenorsanger. Elev af WÜh. Kloed, Kria.; debut. 1908. Med offentlige Stipendier studerede han under von Dülong i Berlin, 1911, zur Mühlen, London. 1914, og senere under N. Bratt, Slhlm. Ansat ved Nationalteatret, Kria., 1910 — 19. Bedste Roller: Don José, Wilhelm Meister, Cavaradossi (»Tosca«), Linkerton, Hoffmann, Gerald (»Lakmé«), Har gæstet Sthlm., Bergen, Trondhjem og Stavanger. Har ogsaa optraadt i adskillige Operetter.

Strumentare (ital.), instrumentere.

Stryge-Citer, se Citer.

Strygeinstrumenter. Uden Hensyn til den endnu staaende Strid om, hvorvidt Strenge-Strøget er en østerlandsk el. en europæisk Opfindelse, er det i al Fald vist, at dets Brug i Europa paa Billedmindesmærkerne kan forfølges tilbage til 10. Aarh.s Slutning, hvoraf fremgaar, at det ved den Tid allerede en Stund maa have været kendt hos Europæerne. Angaaende Strygebuens Brug lærer Billederne os, at denne fra først af ikke var knyttet til bestemte Instr. Til langt op i 13. Aarh. ser vi de fleste Strengeinstr., deriblandt endogsaa baade Lut og Rundlyre, i Flæng gøre Brug af Plek-ter og Bue. Det blev først efter endeløse Tiders Vandring fra Instrument til Instrument, at Strygebuen slog sig sammen med bestemte Typer, der ved cfterhaanden mere og mere at rettes til efter dens Behov omsider gjorde sig til et med den. Som udprægede Strygetyper fremtræder i Middelalderen først den af den orientalske Rebec {s. d.) fremvoxede Gige (s. d.) og den fladbundede med Randflader forsynede opr. ovale, men senere med Sideindskæringer udstyrede Fidel (romansk Viole el. Viele), s. d. Af andre middelald. S. kan fremhæves den primitive af Monochordel fremgaaede Trumscheidt (s. d.), den af Rundlyren fremvoxede walisiske Crwlh (s. d.) og estniske Tall-harpe (s. d.), den med Strygehjul behandlede ældgamle Organistrum (se Lire), den endnu i den svenske Nyckelharpa (s. d.) bestaaende Nøglefejle (tysk Schlüsselgeige) osv. Da der ved Instr.s Optagelse i Kunstmusiken ved 16. Aarh.s Slutning blev ryddet op i den store middelalderlige Instrumentbestand, gik Flertallet af de nævnte S. enten ud af Sagaen el. blev Folkeejendom. Tilbage beholdt Kunstmusiken kun den af Fidelen udviklede Viole og Violin (se Viole) og den i visse Udgaver af Pochen (s. d.) endnu en Stund videre levende Gige.

Strygekvartet kaldes baade et Ensemble af 2 Violiner, en Bratsch og en Violoncel og en Komposition for denne Besætning. Undertiden anvendes Navnet ogsaa (mindre korrekt) for det samlede Strygeorkester. Se Art. om de berømte S.-Ensembler og Kvartet.

Strygekvintet existerer i forsk. Sammensætninger, deribl.: 2 Violiner, 2 Bratscher og 1 Cello; el. 2 Violiner, Bratsch og 2 Celloer, undertiden ogsaa 2 Violiner, Bratsch, Cello og Kontrabas o.

Sträszer, Evs'ald, f. 1867, tysk Komponist, 1921 Lærer ved Stuttgarts Musikakademi, skrev — i Brahms' Retning — Symfon., Violinkoncert, Kammermusik, Damekor, Sange m. m.

Stucken, Frank vax der, f. 1858, amer. Musiker, Elev i Bruxelles af Benoit; Kapelmester og Sangforenings-dirigent (i Paris og Amerika); under Verdenskrigen i Kbhvn. som Lærer og Dirigent; har komponeret Opera, symfon. Digtning, Musik til »Stormen», Mandskor, Sange, Klavermusik m, m.

Studenter-Sangforeningen, se Sangforeninger.

Studien zur Musikwissenschaft kaldes de Bihefter, Guido Adler siden 1913 udgiver i Tilslutning til ^Denkmäler der Tonkunst in Oesterreich«, og som indeholder større musikhistor. Afhandlinger af Nutidens betydeligste Musikforskei e.

Stufe (tysk), Tonetrin.

Stumme i Portici, Den, Opera af Auber, Paris 1828, Kbhvn. (overs, af J. L. Heiberg) 1830.

Stumpf, Carl, f. 1848, tysk Psykolog, fra 1893 Prof. ved Univers, i Berlin, en af vor Tids mest fremragende Musikpsykologer; har navnl. forf. »Ton-psycholögie« (2 Bd. 1883, 1890) samt »Geschichte des Konsonanzbegriffs«, »Die Anfänge der Musik«; (1911) foruden talr. mindre Fagskriftsafhandlin-ger; fra 1922 Medudg. af »Sammelbände für vergleichende Musikwissenschaft«.

Stunden-Offizium (tysk)=//o/-er(s.d.).

Styhr, Magnhild, f. 1892, nsk. Pianistinde, Elev af Karl Nissen, Kria.. Dohnanyi, Berlin, og Isidore Phillip, Paris. Debutkoncert Kria. 1915. Har givet talr. Koncerter rundt om i Norge. Ersærl. interesseret for moderne fransk Musik.

Stürze (tysk), Schallstykke (s. d.).

Stägemann, Max, 1843—1905, tysk Sanger og Pædagog, opr. Skuespiller; fortræffelig Opera- og Koncertsanger (Baryton) samt Sanglærer (i Berlin); fra 1882 Direktør for Leipzigs »Stadt-theater«; hans Datter Helene, skattet Romancesangerinde, var g. m. den lovende., Komponist Bolho Sigwart (egl. Greve v. Eulenburg), (Symfon., Sonater, Opera, Melodrama »Hektors Bestattung« og navnl. Sange), der 30 Aar gl. faldt i Verdenskrigen, 1915.

Ständchen (tysk), Serenade (s. d.).

Stød el. Svævninger opstaar, naar to omtrent lige høje Toner angives samtidig. Hver Tone udsender en Række Lydbølger, som i Øret fremkalder hurtigt skiftende Luftfortætninger og Fortyndinger, nemlig saa mange pr. Sek., som Svingningstallet angiver. Da den højeste af Tonerne arbejder i et noget raskere Tempo end den anden,vil de af den fremkaldte Fortætning er snart falde sammen med den dybe Tones Fortætninger og snart med dens Fortyndinger. I første Tilfælde forstærker Tonerne hinanden, i det andet udjævner og svækker de hinanden, saaledes at Resultatet bliver en Stigen og Dalen i Tonestyrke, en Slags Tonestød el. Svævninger. Antallet af disse pr. Sek. er lig Differensen mellem Tonernes Svingningstal. Naar Intervallet mellem Tonerne gøres større, følger S. derfor hurtigere efter hinanden, de gaar fra et langsomt vuggende Vibrato over i en Snurren for tilsidst at flyde sammen og blive uhørlige, naar Intervallets Størrelse nærmer sig en Terts. Store Intervaller kan dog ogsaa frembringe langsomme S., men disse skyldes da to Overtoner, som falder nær sammen.

Stöhr, Richard, f. 1874, østr. Musiker, Lærer ved Wiens Konservat., har udg. anerkendte Lærerbøger (»Leitfaden der Harmonielehre«, »Musikalische Formenlehre«, »Leitfaden des Kontrapunkts«); komponeret Orkester-og Kammermusik, Klaverstykker m. m.

Suard, Jean Baptiste, 1734—1817, fr. Forf., musikhistor. bekendt som ivrig Forkæmper for Gluck (s. d.).

Sub (lat.), under. Ex,: Sub-Bas. 16' Gedacktstemme i Orglet, S.-Diapente el. S.-Dominant, o: den öle Tone under Tonica (se Dominant): S.-Semitonium (d. e. den Tone, der ligger en halv Tone under Tonica, o : Ledetonen), s. d. ; S.-Semifusa, 32-dels Node.

Subito, subitamente (ital.), Foredrags-betegn., hurtigt. Ex.; Volti subito (s. d.).

Subjekt, Temaet i en Fuga (s. d.).

Succentor, Underkantor (sml. Prœ-centor).

Sucher, Joseph, 1843—1908, tysk-ungarsk Musiker, uddannet bl. a. hos Sechter, virkede som fortrinlig Operakapelmester, særl. ved Fremførelsen af Wagners Værker, i Leipzig, Hamburg og fra 1888—99 ved Operaen i Berlin; hans Hustru Rosa S., f. Has-selbeek, f. 1849, var en vokalt og dramat, ypperlig Wagnersangerinde (Isolde og Sieglinde i Bayreuth); Sangpædagog i Wien; skrev »Aus meinem Leben« 1914.

Suffocato (ital.), Foredragsbetegn., »kvalt«, d. v. s. dæmpet.

Suite (fr., hos Couperin ordre, ital. Partita, tysk Partie), Følge, Række, er den ældste af de cykliske Instrumentalformer (s. d.) og bestaar i en Følge af Danse, der alle er i samme Toneart, men har uensartet Karakter. Sin Oprindelse har S. fra den middelald. Dansevise, hvis Gruppering i en adstadig Fordans i lige Takt og en livligere Eflerdans i ulige (tredelt) Takt endnu gaar igen i 15—16. Aarh.s instrumentale Dobbeltdanse: o: den ital. Passamezzo-Gagliarda el. Padovana-Sal-larello, i den tyske Dantz og Sprungk og i den gamle polske Dans (se Polsk). En Udvidelse af dette Dansepar til 3, 4 og 5 Danse (Ex.: Padovana, Salta-rello, Piva; Passamezzo med 3 Salta-relloer + I Toccata o. fl,) fandt allerede ved 16. Aarh.s Begyndelse Sted i Italien og vedtoges ogsaa i Tyskland (bl. a. hos Ammerbach (1571): Passamezzo, Reprise og Gaillard (el. Propor-tio). Galliardens Melodi er her (saale-des som allerede i Dansevisen) kun en Omskrivning af Passamezzoens (el. Padovanens) i 3delt Takt, Resten, de 2 Saltarelloer, Toccataen og Reprisen, er fri Tilsætning, d. v. s. selvstændige Danse el. Musikstykker med egne Melodier). Omkring 1600 begyndte man rundt omkring mellem de nævnte ital. Danse at blande franske og tyske (Inträda, Allemande. Courrante, Ballet, Volte o. fl.) og hermed banedes omsider Vejen for den klassiske S., hvis endelige Ordning skyldtes det 17. Aarh.s franske Lutmestre. Ved først at fast-slaa Dansenes Rækkefølge til Padovana, Galliarde og Allemande el. Courrante, ved senere (efter den spanske Sarabandes Indførelse i Frankrig) at ændre den til Allemande, Courrante og Sarabande, og ved sluttelig (efter 1650) til denne Sammenstilling som Nr. 4 at føje Gigen, gjorde Franskmændene omsider Ende paa den hidtidige tilfældige Ordning af Dansene. Det var Froberger (s. d.), der fra Frankrig bragte denne S.-Type (der fra Lutmusiken baade gik over i Klavermusiken og i alle Arter af Instrument-Ensembler) til Tyskland, hvor den fra nu af forblev mønstergyldig, saalænge S. overhovedet var til. I Frankrig indskød man derimod mellem de 4 faste Danse efterhaanden (oftest mellem Sarabanden og Gigen) et tilfældig truffet Udvalg af andre Danse (Gavolter, Bour-ré'er, Passacaglia'er, Menuetter o. fl.). J. S. Bach, der betegner den klassiske S.s Højdepunkt, holder sig hovedsagelig til denne rigere franske S.-Form med de vexlende Indskudsdanse, men følger paa den anden Side sine tyske Forgængeres Princip: i kunstnerisk Henseende at uddybe S.s Indhold og skærpe Karakteriseringen af de enkelte Danse. Hans S.r, de franske, engelske og tyske (Partiterne), gælder som bekendt endnu som Mønstertyper paa S. i dennes klassiske Periode.

S.s Forfald i 18. Aarh. daterede sig fra det Øjeblik, da man fandt paa i S. at indskyde andre Slags Musikstykker. Det første Skridt i denne Retning foretoges allerede, da man ved 17. Aarh s Midte, som Middel til at prøve Lutens Stemning aabnede S. med et arpeg-gieret Præludium, ogsaa betegnet som Sonate el. Sinfonia. Efterhaanden gav man dette Forspil en rigere fngamæs-sig Behandling; det hændte ogsaa, at man delte det i 2 Dele, en hurtig (Allegro) og en langsom fugeret (Adagio) og da gav det Navn af Ouverture. Ind under denne Kategori hører bl. a. den af Kusser fra Frankrig til Tyskland overførte Sammenstilling af en til Lejligheden komponeret fransk Ouverture med efterfølgende tilfældig sammenstillede Opera-Danse for Orkester (se Symfoni). Ved det 17. Aarh.s Slutning gik man videre ved tidt ogsaa at afslutte S. med en Rondo. Saaledes trængtes nu lidt efter lidt Dansene i Baggrunden for andre Musikformer, og med 18. Aarh.s Indtræden er Danse-S. omsider ved at give Plads for so-natemæssige Sammenstillinger (Ex. : G. B. Martinis »Sonate d'intavolatura«, bestaaende i Sonate, Allegro, Adagio, Allegro og Aria con variazioni o. fl.). — I 19. Aarh. opstod en ny S.-Type, o : den af Fr. Lachner indførte moderne Orkester-S., der bestaar i Sammenstillingen af en Række forskelligartede Karakterstykker, Ex.: Edv. Grieg : »Lyrisk S.«, »2 Peer Gynt-S.r«, »Fra Holbergs Tid« (ogsaa for Klaver), m. in. (Litt.: T. Norlind: »Zur Geschichte der S.« i Sammelb. d. intern. Musik-Gesellsch. 1906).

Suivez (fr.), følg!, svarer til det ital. colla parle og fordrer, at Akkompagnementet paa det nøjeste skal holde Trit med Solostemmen.

Suk, Joseph, f. 1874, czek. Komponist, Elev af Prags Konservat., allerede 1892 Medlem af den bekendte »Bøhmiske Kvartet« og fra 1922 Kompo-sitionslærer ved Prags Konservat.; en af de betydeligste nulevende czek. Komponister, opr. følgende Dvoråks Spor, senere ganske selvstændig; har skrevet Kammermusik, Symfon., symfon. Digtninge, Klaverstykker, Kor m. m.

Sul (ital.), over. Ex.: sul ponticello, over (d. e. nær ved) Stolen : sulla ta-stiera. nær ved Gribebrættet osv.

Sullivan, Sir Arthur, 1842—1900, eng. Komponist, Elev af Royal Aca-demy og af Leipzigs Konservat., blev vidtbekendt ved Operetten The Mikado, 1885, der opførtes paa en Mængde Operettesccner i Europa og Amerika, men var forøvrig en produktiv og i sit Hjemland skattet Komponist (i Spidsen for Royal College of Music og adlet) af Ouverturer, scenisk Musik (til Shakespearske Dramaer o. a.), Operaer og Operetter, Oratorier, Koncertmusik, Sange m. m. (Biogr. af Lawrence, Wyndham og Mackenzie).

Suomen Laulu, se Sangforeninger (Finland).

Suoni armoniche (ital), Flageoletioner (s. d.).

Suono (ital.), Klang, Tone.

Suppe, Franz, 1819—95, øs'lr. Komponist, Elev af Wiens Konservat. (Sech-ter og Seyfried), en kort Tid af Doni-zelti: Kapelmester ved Operetteteatre i Wien ; en munter, slagfærdig, ægte wienerisk. musikalsk velfunderet Komponist, af hvis Operetter mange blev

europæiske Suk" cesser (navnl- »Flotte Bursche«, »Dieschö-ne Gaiathea«, »Leichte Kavallerie«, »Banditenstreiche«, »Fatinitza«, »Boccaccio«), iøvrig ogsaa af Balletter, Ouverturer (særdeles populær »Dichter und Bauer«), Requiem, Kvartetter etc.; hans sceniske Arbejder androg mere end 200.

Supremus (lat.), yderst. Suprema vox_yden højeste Stemme i en flerstemmig Sang, altsaa oftest Sopranen.

Susannes Hemmelighed, Opera af Wolff-Ferrari, München 1909, Kbhvn. 1914, Sthlm. 1911.

Suspension (fr.), Forudhold (s. d.).

Suspirium, det gamle Navn for en Halvtaktspavse.

Sussurando (ital.), Foredragsbetegn., susende, hviskende.

Suter, Hermann, 1870—1926, schw. Komponist, Elev af 11. Haber og S. Bagge og af Konservat. i Stuttgart, Kapelmester i Zürich og Basel, en Tid Direktør for Konservat. i sidstnævnte By; nævnes som en af de betydeligste nyere schw. Komponister (Brahms-paa-virket); skrev symfon. Digtninge og navnl. Strygesextet og -kvartetter, Violinkoncert, Korværker, Sange m. m.

Svanberg, Johannes, f. 1852, sv. Teaterhistoriker, fra 1896 Sekretær ved kgl. Teater i Sthlm., stiftede (i Forening med C. Claudius, s.d.) »Mu-sikhistor. Musæum« i Sthlm. og har bl. a. udg. Katalog over denne Samling.

Svedbom, Vilhelm, 1843—1904, sv. Musiker, Lærer i Musikhistor. ved Sthlm.s Konservat. og dets Direktør fra 1901; har navnl. komponeret Vokalmusik (Sange, Kantater, a cappella-Kor m. m.) og Klaverstykker samt arrangeret Folkeviser for Mandskor.

Sveinbjörnsson, Sveinrjörn, f. 1847, isl. Komponist,studerede Musiki Kbhvn. hos V. C. Raun (s. d.) og blev Musiklærer i Edinburgh; senere Elev af C. Reinecke i Leipzig; hjemvendt til Island produktiv Komponist af Vokalværker, deribl. den isl. Nationalhymne »O Guö vors lands« samt af Klavermusik og nogle Kammermusikværker; lever nu ved Kbhvn.

Svelto (ital.), Foredragsbetegnelse, djærvt, frisk.

Svend Dyrings Hus, romantisk Skuespil af H. Hertz, Musik af H. Rung, Kbhvn. 1837, Kria. 1838.

Svendsen, Anton, f. 1846, dsk. Vio-, linspiller og Pædagog, Elev af Fr. Schram og V. Tofte, debut, allerede 1855 paa Hofteatret; fortsatte Studierne i Paris og i Tyskland (hos Massart, Dauid,Lauterbach, Joachim) ; 1863 Medlem af det kgl. Kapel, fra 1895 — 1910 Koncertmester; fra 1904 Lærer ved det kgl. dsk. Musik-konservat. og fra 1915 Formand for dets Bestyrelse, hvilken Stilling han endnu beklæder; del-togfraungafmed Iver i Kbhvn.s Musikliv og fremførte som Solospiller (saaledes ofte i »Musikforeningen«, i hvis Orkester han i en Aar-række, navnl. under Gade, var Primarius) mange af Violinlitteraturens Hovedværker — ligesom han er optraadt i Petersborg, Leipzig o. a. St. — ; senere særl. fortjenstfuld Kammermusikspiller (mangeaarig Primarius i Neruda-Kvartetten; den ledende Aand i »Kammermusikforeningen«, hvis Formand han er); efter V. Tofte den første dsk. Violinpædagog har S. privat og i Kon-servat. uddannet en lang Række af kendte dsk. Violinister; i Konservat. er han endvidere Instruktør for Orkesterspil og Korsang.

Svendsen, Johan Severin, 1840— 1911, nsk. Komponist og Dirigent, Søn

af en Regimentsmusiker og allerede som Barn fortrolig med Orkestret; spillede Fløjte, Klarinet og Violin meget tidlig. 15 Aar gl. blev han Militærmusiker og spillede lejlighedsvis i Teaterorkestret eller til Dans i forsk. Lokaler. Efter at have hørt Conradis Fremførelse af Beethovens 5. Symfon., vaktes han til dybere Forslaaelse af Musiken, tog Timer hos Arnold, begav sig 1861 paa Koncertrejse som Violinist i Sverige og Nordtyskland. I Lübeck mødte han den nsk.-sv. Konsul Leche, som i flere Aar sørgede for hans videre Uddannelse. En Haandskade tvang ham til at lægge Violinen til Side; i Stedet begyndte han at studere Komposition i Leipzig fra 1863. Hans Lærere var David, Richter, M. Hauptmann. Den Oktet, S. skrev i Studietiden, vakte Opsigt ved det tekniske Mesterskab, den aabenbarede. Kort Tid efter fuldendte S. sin første Symfon., og med Direkloriets Hæders-médaille forlod S. Leipzig efter 3¹/, Aars Studier. 1867 gav S. sin første Koncert i Kria. med egne Værker, bl. a. Symfonien. En begejstret (anonym) Kritik af Grieg fremhæver det karakteristiske hos den unge Mester. 1868 opholdt S. sig i Paris, hvor han hentede nye Indtryk, Sæsonen 1870—71 var han i Bayreuth, 1871 blev han Dirigent for »Euterpe«-Koncerterne i Leipzig og overtog sammen med Grieg »Musikforeningen« i Kria. 1872, som han var knyttet til 1872-77 og 1880 — 83. I disse Aar skrev han »Pariser-karneval«, Sørgemarch over Carl XV, Orkesterlegenden »Zorahay-da«, »Kronings-march for Oscar

IL, Festpolonaise, Orkesterfantasien iRo-meo og Julie«, Norske Rapsodier, 2. Symfon.

B-dur, Norsk Kunstnerkarneval m. m. 1874

fik S. Komponistgage. Han nød i Kria. stor Anseelse, baade som Komponist, Dirigent og Lærer, men hans økonomiske Forhold var daarlige og de kunstneriske Opgaver begrænsede. Han modtog derfor Tilbudet om at efterfølge Paulli som Kapelmester ved det kgl. Teater i Kbhvn., i hvilken By han Aaret før havde vakt største Opsigt ved to Orkester-Koncerter. Han blev i denne ny Stilling helt til 1908; ogsaa de filharmoniske Koncerter ledede han i samme Tidsrum. I denne Periode ophørte S.s kompositoriskeVirk-somhed næsten ganske. Han viede sig helt til Dirigentarbejdet. Han gav talr. Koncerter rundt om i Europa og vandt overalt Ry for sin inspirerende og samtidig overlegent rolige Ledelse.

Ved Siden af Grieg og Sinding staar S. som Norges første Komponist. Hans Kompositioner er overordentlig formfuldendte, de har alle et Præg af Klassicitet, uden dog at hemmes af Traditionen. De ny Impulser, som mærkes i f. Ex. »Zorahayda«, kom han ikke til at udnytte videre. Hans norske Egenart kommer overalt til Syne, selv om han ikke naar Grieg og Kjerulf i typisk Norskhed. (Litt.: A. Grønvold i »Norske Musikere«, C. Elling i »Nordmænd i 19. Aarh.«, G. Schjelderup i »Norges Musikhistorie«, O. M. Sandvik i »Vore Høvdinger«),

Svendsen, Morten Luther, f. 1877, nsk. Kor- og Orkesterdirigent, uddannet ved Konservat. i Kria. og Leipzig. Var i 1908 med at stifte Trond-hjems Symfoniorkester og ledede det 1908—18. KapelmestervedTrondhjems Teater 1910—22. Dirigent for flere Kor. Dirigerede i 1918 2 Koncerter med filharmoniske Orkester i Berlin. For Tiden Sanglærer i Aachen. G. m. den russ. Sangerinde Valentine Roslin, som i nogle Aar var ansat ved Trond-hjems Teater.

Svendsen, Oluf, 1832—80, fremragende nsk. Fløjtevirtuos. Prof. ved Royal Academg of Music i London.

Svensen, Severin, f. 1871, nsk. Violinist, Dirigent og Organist. Elev i Violinspil af Bøhn, Kria., Borgheer og Schradieck, Hamburg, i Komposition af Haarklou og Elling, Kria. Første Bratschist i Nationalteatrets Orkester 1899—1907, Medlem af Gustav Langes og Arve Arvesens Kvartetter 1900 —07. Fra 1907 Organist i Fredrikstad. Stiftede Fredrikstads og Sarpsborgs Musikforeninger, Dirigent for Mandskor og blandede Kor, Sanglærer ved Middelskolen, søgt Violinpædagog. Udmærket Exekutør paa Viola d'amour.

Sverenus, Olav, f. 1883, nsk. Tenorbaryton. Elev af Jens Berntsen, Kria., Armin, Berlin, Clutsam, London, og Moritz'Operaskole i Berlin; debut, som Koncertsanger i Berlin 1913, op-traadte paa Operaen i Dresden 1914; talr. Koncerter i Norge, og har ogsaa koncerteret i Kbhvn., Sthlm., Göteborg og Paris.

Svingninger el. Vibrationer kaldes de frem-og tilbagegaaende Bevægelser af Smaadelene i et lydgivende Legeme. For at en Tone skal fremkomme, maa S. være periodiske, d. v. s. isokrone (ligetidige). En S. er karakteriseret ved 1) sin Periode: Tidsvarigheden af en enkelt Bevægelse frem og tilbage, 2) sin Amplitude: Udsvingets Størrelse og 3) sin Form, d.v. s. den Maade, hvor-paa Bevægelsen gaar for sig; en Violinstreng svinger saaledes hurtigt til den ene Side, men gaar langsomt tilbage. Af Perioden afhænger Svingnings-lallet, Frekvensen, d. v. s. Antallet af Svingninger pr. Sek., og dermed Tonens Højde. F. Ex. udfører Klaverets dybeste Tone, Subkontra-A, 27 ³/₁₆ S. pr. Sek. For hver Oktav, man gaar opad, fordobles Svingningstallet, saa at 4stregede a faar Frekvensen 3480. Af Amplituden afhænger Tonestyrken, medens Klangfarven er betinget af Svingningsformen.

S. iagttages lettest paa Strenge. Svingningstallet retter sig ikke efter Maa-den, hvorpaa Strengen sættes i S., d. v. s. om den anslaas, stryges eller knipses, men kun efter Strengens Længde og Spænding. Derimod afhænger Klangfarven (Svingningsformen) baade af Paavirkningsmaaden og af Stedet paa Strengen, hvor Paavirknin-gen sker. Naar en tonende Streng berøres let med en Finger, en Pensel el. lign. i sit Midtpunkt, deler den sig i to svingende Halvdele, hvis Bevægelse foregaar symmetrisk, saaledes at den ene Halvdel svinger til venstre, naar den anden svinger til højre, og omvendt. Samtidig slaar Tonen over i Oktaven. Ved at berøre Strengen i andre Punkter kan man faa den til at dele sig i 3, 4, 5 el. flere Afsnit (se Flageolettoner). De svingende Partier af Strengen benævnes Svingnings-buge; de Punkter, der forbliver i Hvile, kaldes Knudepunkter el. Svingnings-knuder.

Lignende Forhold kan paavises ved Luftsvingninger i Orgelpiber eller i Træ- og Blikblæseinstrumenter. Hver enkelt Luftpartikel svinger frem og tilbage i en retlinet Bane parallel med den indesluttede Luftsøjles Længderetning. Svingningsamplituden kan i store, kraftigt tonende Orgelpiber nærme sig til 1 cm. Naar Piben giver sin Grundtone, svinger Luftsøjlen udelt; men lader man ved en forandret An-blæsning Grundtonen slaa over i en af Pibens højere s Egentoner«, vil der optræde en el. flere Svingningsknuder, d. v. s. Tværsnit i Piben, hvor Luftpartiklerne er i Hvile, medens de i de mellemliggende Svingningsbuge naar deres maximale Amplitude.

Svärdström-Werbeck, Valborg, f. 1879. sv. Sangerinde, debut, paa Operaen i Sthlm. 1900, udførte derefter en Kække fremtrædende Sopranpartier og hævdede siden sit Navn paa forsk, europæiske Operascener.

Sweelinck, Jan Pieters, 1562— 1621, nederl. Komponist, Elev af Zar-Uno, fra 1580 Organist i Amsterdam, den største Mester i Orgelfugaen før Bach. Hans samlede Værker udgaves, red. af Max Seiffert, af Foreningen for Nordlige Nederlands Musikhistorie i 12 Bd. (Breitkopf & Härtel 1903). Af S.s berømte direkte Elever kan nævnes Schein, Scheidt, J. Praelorius.

Swert, se Deswert.

Swieten, Gottfried, Baron von, 1734—1803, østr. Hofbibliotekar og Forf., stod Haydn og Mozart nær og hørte til den unge Beethovens Velyndere (Beethovens 1. Symfon. er tilegnet S.); skrev paa eng. Grundlag Texterne til Haydns »Skabelsen« og »Aarstiderne«.

Symfoni (ital. Sinfonia, Samklang) var i Oldgrækenland ensbetydende med Konsonans, men betegnede i 16. Aarh. ligesom Sonate (s. d.) opr. kun i al Almindelighed et Instrumentalstykke for et el. flere Instrumenter. Efter 1600 traadte S. som udpræget homofont holdt Instrumentalsats en Tid lang i Modsætningsforhold til den da fortrinsvis polyfont behandlede Sonate, men den under Sonatens og S.s fælles Auspicier tilvejebragte cykliske Sonateform bragte i 18. Aarh. igen og for stedse de to Navne i saa nøje Kontakt med hinanden, at i al Fald det sidste Kapitel af de to Instrumentalformers Historie paa det nøjeste falder sammen (se Sonate).

S.s Historie som selvstændig Instrumentalform tager sin Begyndelse fra det Øjeblik, da Al. Scarlatti definitivt optager den som Orkesterforspil til den Hal. Opera (Sinfonia avanti l'opera) og fastslaar dens Form til 3 Satser: Allegro, Andante, Allegro (se Ouverture). Som Rival til den franske Lully'ske »Ouverture«, der med sin fugerede Allegro som Mellemled mellem en indledende og afsluttende patetisk Largo i kunstnerisk Henseende bundede adskillig dybere end den, havde den ital. S. imidlertid fra først af svært ved at gøre sig gældende, da begge inden længe slog sig løse fra Operaen for ogsaa at anvendes til Koncertbrug. Endnu vanskeligere blev dens Viîkaar, da siden Luilys tyske Elever (Kusser, Georg Muffat o.a.) ved Sammenstillingen af hans Ouverture med en af Lully'ske Operadanse dannet Orkester-Suite (den saakaldte »franske Ouverture«, se Suite) skabte en ny Orkestergenre, der i et Nu tog Teten i alle Landes Koncertsale. Det var først efter at Handel, Hasse, Jomelli og Gluck paa forsk. Maade havde uddybet S.s Musikindhold, at denne fik Betingelserne for at kunne slaa igennem ; men til fuld Sejr kom den først, efter at Stamitz havde beriget den med en k. Sals og havde bragt den færdigt udviklede Sonateform med to kontrasterende Temaer til Anvendelse paa S.s første Allegro, og da han ved at omgruppere og individualisere Orkester-instr. m. m. (se Mannheimerskolen) og-saa havde ændret S.s Stil. Stamitz' S.r blev, elter i Paris med Glans at have debuteret i >Concert spirituell (s. d.), taget til Forbillede af alle europæiske Orkesterkomponister. Først Haydn,Mozart ogBeetho ven formaaede at fordunkle denne Mesters Ry, ja endog helt at bringe hans Navn i Glemme. Havde Stamitz givet S. sin endegyldige Form og Stil, blev det de 3 Wienermestre, der i Kraft af deres eminente Geni kom til at føre den frem til det Højdepunkt i dens Udvikling, deres Værker endnu betegner. Hvad der skyldes dem er: en betydelig Udvidelse af Satsernes Størrelsesforhold, en digterisk Uddyben af disses Indhold, den særl. af Beethoven foretagne Forstørrelse af Orkestret og Erstatning af Menuetten med Scherzoen; endelig ogsaa den mere detaillerede Gennemarbejdelse af den før som oftest let henflagrende Finale. De Komponister, der efter Beethoven har beskæftiget sig med S. (Schubert, Schumann, Brahms, Brückner,Tschai kofsky, i Danmark Gade, Hartmann, Asger Hamerik, Lange-Müller, V. E. Bendix, Carl Nielsen, LouisGlass,i Norge Joh. Svendsen og Chr. Sinding, i Sverige Berwald, Stcnhammar og Alfvén, i Finland Sibelius), har teknisk set ikke foretaget noget til Forandring af S. Den moderne symfoniske Digtning er ikke nogen videre Udvikling af S., men en under Programmusiken (s. d.) sorterende selvstændig Orkestergenre. Se iøvig Sonate, Ouverture og Suite. (Litt. : M, Brenet : Histoire de la Symphonie (1882); S. Bagge: >Die S. in ihrer historischen Entwiekelung« (1884); H. Riemann: »Die Mannheimer Schule«, 1903).

Symfonisk Digtning, se Symfoni og Programmusik.

Synkope, rytmisk Forskydning, der opstaar ved, at en ubetonet Node bindes til en betonet og derved faar den Accent, der ellers tilkommer hin.

Syntonisk Komma kaldes Forskellen mellem den pythagoræiske store Terts og den rene el. naturlige store Terts. Størrelsen af s. K. er 18 mo (se Miilioktav), nemlig Pyth. Terts 340 mo -f ren Terts 322 mo.

Syrinx, Pansfløjle (s. d.).

System, se Tonesysiem og Linier og Nøgler (Liniesystem).

Süszmayer, Franz Xaver, 1766— 1803, østr. Musiker, Mozarls Elev og Ven, fuldførte efter dennes Skitser (og delvis selvstændig) det berømte »Requiem«; bistod ogsaa Mozart ved Arbejdet paa »Titus«; var Kapelmester i Wien og skrev flere Operaer.

Syvsoverdag, romantisk Komedie af J. L. Heiberg, Musik af /. P. E. Hartmann, Kbhvn. 1840.

Szåntö, Theodor, f. 1877, ungarsk Pianist og Komponist, studerede ved »Højskolen« i Buda-Pest og hos Bu-soni ; foretog talr. Koncertrejser, bl. a. til Paris og Skandinavien; ogsaa Komponist.

Széll, Georg, f. 1897, ungarsk Dirigent, vakte tidlig Opsigt som Dirigent i Prag, 1923 1. Kapelmester ved Berlins Statsopera; ogsaa Komponist.

Szigeti, Joseph, f. 1892, ungarsk Violinist, Elev af Hubay ; har koncerteret i Tyskland, England, Skandinavien, Amerika etc.; fremragende Virtuos med moderne Violinmusik som Speciale; lever i Paris.

Szymanowski, Karol, f. 1883, polsk Komponist, studerede hos Xoskowski og debut, 1901 som Klaverkomponist med Préludes; skrev derefter adskillig anden Klavermusik, Opera, Symfon. Violinkoncert etc; hans senere Vær-

ker tilhører den modernisliske (atonale) Stilretning.

Sækkepibe (tysk Dndelsack el. Sack-pfeife, ital. Cornamusa el. Piva, fr. Muselle el. Sourdeline, eng. Bagpipe, lat. Tibia iitricularis) er et ældgammelt Blæseinstr., hvis Hovedbestanddele er en Lædersæk(Vindbeholder), hvori Luften enten føres ned ved Hjælp af et lille Rør, som Spilleren tager i Munden (den skotske Højlandspibe), el. ved Hjælp af 2 smaa Blæsebælge, han regerer med den venstre Arm (den irske S. og den franske Musette). I Sækken er der indsat flere Fløjter, der bringes i Lyd ved, at den højre Arm trykkes i m od Sækken og derved presser dennes Luftindhold ud i Fløjterørene. Den ene Fløjte, der har Skalmejmundstykke (se Skalmej) og Fløjtehuller, tjener til Udførelse af Melodien: de andre (1 à 3) frembringer hver kun én Tone og afgiver i Samling den akkompagnerende Basakkord (sml. Lire og Langeleik).

Hvorfra S. stammer, kan ikke bestemmes. I Skotland, hvor S. endnu spiller en Hovedrolle som Militærinslr., lader en Overlevering den allerede komme til Landet med den fra Østen indvandrede keltiske Folkestamme, mens en anden først lader den indføres af Kejsertidens romerske Soldater. I Middelalderen var S. kendt i Spanien, Italien, Tyskland, Frankrig, Skandinavien og de britiske Øer. Indtil 14. Aarh. besad S. kun én Melodiflojte. Den første Basfløjte fik den efter 1300, den anden kom til c. 1400. den tredie et Aarh. senere. Hos Nutidens store høj-skotske S. har Melodifløjten Omfanget g¹—a², og de 3 Basfløjter stemmer henholdsvis i a a og A. Udenfor Skotland anvendes S. endnu kun i Irland og i Xorthumberland. Musik for S. findes i Glen, Collection for Ihe Great Highland Bagpipe (3 Dele) ; Mc. Donald, Collection of Quicksteps, Strath-speys, Reels and Jigs og Ancient Martial Music of Caledonla called Pibrochs. (Litt.: Chr. E. Borjons: Traitée de la musette: W. H. Grottan Floods: The Story of Ihe Bagpipe, 1911).

Sæverud, Harald, f. 1897, nsk. Komponist, Elev af Borghild Holmsen, Bergen, og »Hochschule« i Berlin, har skrevet to Symfon. og for Piano bl. ». en Sonate. Hans Kompositioner gør et meget betydeligt Indtryk, men skæmmes endnu af adskillig Uklarhed.

Södermann, August, 1832 — 76, sv. Komponist, Søn af en Teaterkapelmester og selv tidlig Dirigent ved mindre Teatre og Komponist af scenisk Musik; 1856 studerede han ved Leipzigs Konservat (særl. hos E. F. Richter), fra 1860 til sin Død Kormester ved det kgl. Teater i Sthlm.; derimod afslog S. et Tilbud om Kapelmesterstillingen dér (til Fordel for Korman); Dirigent i »Par Bricole«, 1869—70 paa Studierejse til Danmark, Tyskland og Østrig. S. har komponeret en Mængde scenisk Musik (uden dog nogensinde at naa at skrive en Opera), saaledes til Skuespillene »Marsk Stigs döttrar«,

»Richard II«, »Orleanska jungfrun« (Ouverturen, etafS.s mest yndede Orkesterstykker) og navnl.» Bröllopet på Ulvåsa« (1865),. hvori den vidtbekendte March, endvidere Vokalmusik med Orkester som de store Ballader »Tannhäuser-, »Kvarnruinen« og »Der schwarze Ritter*. Korstykket »Die Wallfahrt nach Kevlaar«, for Sang med Klaver, Ballader som »Havs-frun«, »Der arme Peter« og navnl. Cyklusen »Värvningen« ; endvidere Ro-mancer,Sangeog Mandskor som »Läng-

tan<, s Og jag vil ha'e meg en Hjertenskjer« og først og mest »Ett bondbröllop«, endelig kirkelige Værker, hvoraf fremhæves Messe i c-moll, nogle Salmer og aandelige Kor; hans rent instrumentale Arbejder er faa: Marcher, Lejlighedsarbejder og > Svenska folkvisor och danser« i Orkesterbearbejdelse. — S. var Sveriges hidtil originaleste og betydeligste Komponist, hans Begavelse lødig og oprindelig og af kraftigt nationalt Præg; paavirket af tysk Ny-Romantik (Wagners tidligere Værker) tilførte han sv. Musik nye Elementer, men forblev samtidig helt selvstændig og sluttede sig til den af ham højt skattede Folkemusik (typisk »Ett bondbröllop« i sv. Bondestil); særl. paa Balladens Omraade var han en Mester; en vis Mangel paa Ærgerrighed og Selvtillid, maaske ogsaa nogen Indolens hindrede S. i at frembringe endnu større og betydeligere Værker.

Sømme, Johanne-Margrethe, f. 1892, nsk. Pianistinde, Elev bl. a. af Doh-ndnyi, Berlin. Debutkoncert Kria. 1912. Siden 1921 bosat i New York som Lærer og Koncertpianist.

Søraas, Lars, 1862—1925, nsk. Sangpædagog og Organist, Elev af Ferd. Vogel, Organist og Lærer i Bergen fra 1885. Fremstaaende Forkæmper for Formel-Metoden i Sangundervisningen, Leder af en Række Sangkursus til Uddannelse af Sanglærere, Medlem af Liturgisk-Musik-Komiteen, samt af Ko-ralbok-Komiteen; udg. flere Lærebøger i Sang for Skoler, ^Religiøse Korsange«, »Lette Ungdomskor« m. v., som alt har vundet stor Udbredelse. Han har ogsaa komponeret Lejlighedskantater.

Sørby, Olaf, f. 1867, nsk. Musik-forf., cand. jur. 1890, Overretssagfører 1897. Musikanmelder ved forsk. Kria.-blade 1888—1903, desuden Kunst- og Teateranmelder. Direktør for War-muths Musikforlag 1903—09, for Norsk Musikforlag siden 1909. Har skrevet en Del mindre Kompositioner og overs, en Række Operaer.

Søvngængersken, Opera af V. Bel-lini, Milano 1831, Sthlm. 1843, Kria. 1848, Kbhvn. 1864.

T bruges som forkortet Form for Tenor. T I betyder Tempo primo, d. v. s. at det opr. Tempo igen indtræder (efter et rit. el. 1.); i samme Betydning anvendes ogsaa a. t., Forkortelse for a tempo.

Tabulatur (lat. tabulatara, ital. inta-volatura, fr. og eng. tablature) betegner under ét de Instrumenialtoiieskrifler, der i 16—18. Aarh. specielt var lagte til Rette for de paa flerstemmigt Spil anlagte Instr., d. e. Orgel, Klaver og Lul m. fl.

1) Orgel-T. brugtes til Notering af Orgel- og Klavermusik, a. Den tyske Orgel-T. tog sit Udgangspunkt fra den middelalderlige Bogstavskrift (se S. 58 —59). Over hvert Bogstav anbragtes et Værditegn, der angav Tonens Tidsværdi :

Et Værditegn uden Bogstav betød en Pavse af Tegnets Værdi. Var der paa Bogstavet hængt en lille Krølle, skulde Tonen forhøjes kromatisk, o:

o. 1. Stemmerne ordnedes partitur-mæssigt, saa der altsaa i en firstemmig Sats maatte aflæses 8 Tegn under et, i en sexstemmig 12 o. 1. Se Ex. a. —b. Den ital., fr. og eng. Orgel- og Klavermusik blev noteret med den alm. Nodeskrift, men med Benyttelse af Liniesystemer paa 5, 6 indtil 8 Linier, se Linier og Kogler (S. 370 b).

2) Lut-T., der ogsaa anvendtes til samtlige andre Gribebrætsinstr. (The-orbe, Mandora, Cister, Violin, Gambe, Baryton o. fl.) bestod under 3 Hovedformer: a. Den tyske Lut-T., nominelt opfundet i 15. Aarh. af Konrad Pauman (s. d.), hvor Bogstaver angav, paa hvilke Punkter af Lutens Gribebræt v. Haands Fingre i hvert Tilfælde skulde slaa ned for at ramme de rette Toner. Da Luten i 15. Aarh. endnu kun havde 5 Strenge og 5 Baand, fandtes der paa Gribebrættet 25 Punkter, hvor Strenge og Baand krydsede hinanden, og disse Punkter blev nummererede med Bogstaver, o: a b c d e betegnede de 5 Pladser, hvor 1. Baand (fra den dybeste til den højeste Streng) krydsedes af Strengene; f g h i k betegnede 2. Baands Krydsningspunkter; 1 m n o p 3. Baands, q r s t v 4. Baands, x y J z 9 5. Baands. Blev Strengen anvendt i løs Tilstand, blev dens Tone noteret med Tal : 1 betød den løse dybeste Streng, 2 den næstdybeste osv. 3, 4, 5. Tonernes Varighed blev (som ovf.) betegnet ved Hjælp af Værditegn. Se Ex. b.

b og c. Den ital. og fr. Lut-T. var for saa vidt nok saa praktiske som den tyske, som de (i dette Tilfælde) 6 Sirenge her repræsenteredes af lige saa mange Linier, og som henholdsvis Tal og Bogstaver dér anvendtes til Nummerering af Baandene. I den ital. T. betød 0 12 3 4, at den paagældende Streng henholdsvis skulde benyttes løs el. skulde forkortes ved et Tryk paa 1., 2., 3., 4. Baand. I den franske udtrykkes det samme ved a b c d e. I den ital. T. forestillede den øverste Linie den dybeste Streng, den underste den højeste; i den fr. var Forholdet det omvendte; se Ex. c og d.

Den tyske Orgel-T. holdt sig i Brug til nær op imod Bachs Tid, den tyske Lut-T. fra c. 1500—1600; den ital. Lut-T.s Levetid falder fra c. 1500 — 1616;

den franske Lut-T., der første Gang dukker op 1529, forsvandt først c. 1800 sammen med Luten (s. d.) selv.

Af trykte Orgel- og Lut-Tabulaturer findes paa det kgl. Bibliotek i Kbhvn.: Elias Ammerbach: »Orgel oder Instru-menttabulatur« (1571); Bernhard Schmid sen.: »Zwei Bücher einer neuen künstlichen Tabulatur auff Orgel u. Instrumente (1577) (begge not. med tysk Orgel-T); Hans Neusiedler: »Ein neugeordnet künstlich Lautenbuchs 1536 (not. i tysk Lut-T.), og Cesare Negri: Nuove Inuentioni di Ballig 1604 (ital. T.).

Tacchinardi, Niccolo, 1772—1859, ital. Sanger og Pædagog, højt skattet paa Italiens Scener og i Paris for sin Tenorstemme og Sangkunst; anset og søgt Sangpædagog, Udg. af Sangøvelser m. m. — Hans Datter var den berømte Fanny Persiani (s. d."¹: en Søn Guido T., 1840—1917, var Konservat.-direktør i Firenze, kendt Komponist og Teoretiker; dennes Datter Clelia T., f. 1893, er en anset Cellistinde.

Tacet (lat., ital. tace el. taci, forkortet tac.), ti stille, betyder i en Kor-el. Orkesterstemme, at den ikke skal medvirke i det paagældende Nummer.

Taffenel, Claude, 1844-1908, fr. Fløjtenist, ypperlig Virtuos og som højt anset Lærer af Betydning for Fortsættelsen af Traditionen i det fr. Træblæserspil; betydelig Dirigent af Pari-serkonservat.s Koncerter til 1903.

Tagliapietra, Gino, f. 1887, ital. Komponist og Pianist, Elev bl. a. af Busoni; har komponeret Klaver-Koncert, Requiem, Klavermusik etc.

Taille (fr.), Tenor; Basse-T., 2den Tenor.

Tailleferre, Germaine, f. 1892, fr. Komponistinde, har skrevet Orkesterstykker, Kammermusik, Ballet m. m. nærmest i Debussys og Ravels Stil; tilhørte den saak. Gruppe : Les six.

Takt (af lat. tactus, Berøring, Slag) betegner 1) den for et helt Musikstykke gældende metriske Gruppering af Tidsværdierne, 2) de i Henseende til Tid lige store Dele, der sammensætter et Musikstykke og holdes ude fra hverandre af Taktsti-egen (s. d.). Til Markering af Forholdet mellem Taktens betonede og ubetonede Dele (Taktdelene, s. d.) tjener Taktslaget (s. d.), hvis Bevægelse igen bestemmes af Taktarterne (s, d.).

Taktarter. Man skelner mellem lige og ulige T. I de lige indeholder hver Takt enten a) 2 Taktdele (en betonet (Thesis) og en ubetonet (Arsis)); disse

ereller b) 4 Taktdele (en betonet, en ubetonet, en mindre betonet, en ubetonet); disse er i,

I de ulige rummer hver Takt 3 Taktdele (en betonet og to ubetonede). Disse er | | 3- Til hver af disse 9 Slam-T. slutter der sig en Afledstaktart, der fremkommer ved samtlige Taktdeles Forlængelse med et Punkt. Saaledes udvikles af ï, £ og | henholdsvis en f, § og ft Takt; af i, | og | henholdsvis en ^, $ og $ Takt; af |, l og | henholdsvis en 1 § og Ä Takt.

Taktdel betegner de Tider, efter hvilke Takten tælles, d. e. i 1. i t Fjerdedelene, i £ 1 '#, de punkterede Fjerdedele osv. (se Taktarier).

Taktled kaldes de Dele, der fremkommer ved Deling af Taktdelene som f. Ex, Fjerdedelene i | Takt, Ottendedelene i 1 Takt o. 1.

Taktmaaler, se Metronom.

Taktnode kaldes Helnoden, fordi den er den Enhed, til hvilken nu alle andre Nodeværdier føres tilbage.

Taktpavse, Hel- og Halv-, noteres henholdsvis som Hel- og Halvnode-pavse, men anvendes i sin nominelle Betydning indenfor enhver Taktart, selv om denne indeholder mere el. mindre end en Hel- el. Halvnodes Værdi.

Taktslaget, de Bevægelser, Kor- og Orkesterdirigenten udfører med Taktstokken for at holde sammen paa de medvirkende. De af Xedslag, Opslag og Sideslag bestaaende Figurer, som Taktstokken udfører (Taktfigurer), er formede efter faste Begler. Den todelte Takt (se Taktarter) udføres ved 2 Slag, o: 1) Xedslag paa den tunge Taktdel (Thesis), 2) Opslag paa den lette (Ar-sis), se Fig. 1. Den tredelle Takt udføres ved 3 Slag, o: 1) Nedslag, 2) Sideslag op til højre (el. venstre), 3) Sideslag tilbage til Udgangspunktet, se Fig. 2. Den firdelte Takt kræver 4 Slag, 1) Nedslag, 2) Sideslag op til venstre (el. højre), 3) vandret Sideslag i modsat Retning, 4) Sideslag tilbage til Udgangspunktet, se Fig. 3. I meget hurtigt Tempo markeres hele Takten kun ved Ned- og Opslag, se Fig. 4, 5, 6.

Taktstok, se Taktslag.

Taktstregen udtryktes opr. (i Men-suralnodeskriften) ved et Punkt: Punc-tus divisionis. Den virkelige T. forekommer tidligst i Instrumentaltone-skrifterne (se Tabulatur). I Forbindelse med Kodeskriften træffes T. tidligst i Partiturer (s. d.), d. e. fra 16. Aarh. I de trykte og skrevne Korstemmer tages T. først i Brug i Løbet af 17. Aarh., men bliver dog ikke almindelig før i 18. Aarh. 1758 skriver Adlung (»Musikalische Gelahrtheit«): >Før delte man Takterne af ved Hjælp af Punkter; i deres Sted vil Prælorius (Syn-tagma Musici, 1618) have korte Streger, der anbringes over og under Stigen (Liniesystemet); nu har vi lange Stre-(/er, der trækkes ned gennem hele Trappen «.

Takttegn kaldes det foran Musik-stykket og umiddelbart efter Nøglerne anbragte Tegn, der i en Brøk angiver, i hvilken Taktart dette bevæger sig (se Taktarter). Angaaende de i Mensu-ralnodeskriften anvendte T. se S. 422.

Talen, Bjørn, f. 1890, nsk Tenorsanger, Student 1908, Officer 1913. Studerede Sang bl. a. i Milano, Napoli og London; debut, i Koncertsal og Opera Kria. 1914. Optraadt i Operaer bl. a. i Milano og Madrid. Knyttet til Opera comique, Kria. 1918—20. Siden 1921 ansat ved Statsoperaen i Berlin. Bedste Roller: Tannhäuser, Faust, Don José, Cavaradossi (»Tosca«), Linkerton (»Butterfly«), Hertugen (»Rigoletto«).

Talic, Vaclav, f. 1883, czek. Musiker, Elev af Xikisch og Reger, Prof. i Tiflis, Dirigent i Prag, Laibach etc.; 1918 i Spidsen for det czek. filharmoniske Orkester, hvormed han har gjort omfattende Kunstrejser; nu i Sthlm. (îKonsertfôreningen«); regnes for en af de bedste czek. Orkesterdirigenter.

Tallharpa (Fyrretræsharpe), ældgl. estlandsk-finsk Strygeinstr., der ved sin Form med Bestemthed tilkendegiver sig som umiddelbar Efterkommer af Rundlgren (s. d.). T. bestaar af en med hvælvet Bund forsynet firkantet Lydkasse, der oventil er forlænget med en Bøjle, hvori Stemme-skruerne er anbragte. Fire Strenge er fra en Strengeholder ved Lydkassens Fod ført op til Stemmeskruerne, saa de altsaa paa det øverste Stykke er tilgængelige fra begge Sider. Under Spillet holdes T. i vandret Stilling, saa Lydkassen støtter imod Spillerens højre Knæ. og Bøjlen lægger sig ind i hans venstre Haand, hvis Fingernegle bagfra afkorter de aabentliggende Strenge, mens højre Haand fører Buen over Strengene paa tværs af Lydkassen. — T. var endnu for 50 Aar siden saa alm. paa visse af de estlandske Øer, at den fandtes i ethvert Hjem og blev spillet af Hvermand, og om 44*

dens tidligere vide Udbredelse vidner og-saa det store Antal af T.-Arter, der opbevares i Museet i Helsingfors og i Nordiska Museet i Sthlm. (Litt.; O. Andersson, sStråkharpen« (i »Etnol. Studier tillägnade Hammerstedt«, 1921)).

Tallis (Tallys), Thomas, d. 1585, berømt eng. Komponist, Hoforganist hos Henrik VIII, Edvard VI og Dronningerne Maria og Elisabeth, fik med sin Elev Byrd Privilegium paa Tryk af Musikværker og udg. Cantiones, quae etc., Motetter m. m. Nytryk af enkelte af hans Kompositioner findes i Xovel-los A Collection of Sacred Miisic (1811), og i 1888 udgaves paany den 40stem-mige (!) Motet Spem in alium habui, hvor 8 femstemmige Kor anvendes.

Tamagno, Francesco, 1851 —1903, ital. Sanger (Tenor), uddannet af Pe-drolti i Palermo, debut. 1872; op-traadte derpaa rundt om i Europa og med Adelina Patti i Amerika ; den første »Otello« (i Verdis Opera) 1887.

Tamberlick, Enrico, 1820—89, ital. Sanger (Tenor), debut, i Napoli og gav med Held Gæstespil i Spanien, Frankrig, England, Rusland, Nord- og Sydamerika; sine sidste Aar levede han fjernt fra Scenen; d. i Paris.

Tambour (fr.), Tromme (s. d.). — T. de basque, Tamburin (s. d.).

Tamburin. 1) Lille Haandtromme, der bestaar i et smalt Træ- el. Mes-singbaand, over hvilket der er udspændt en Hud. I Baandet er der anbragt smaa Metalskiver, der bringes til at rasle, naar Instr. rystes el. sættes i Lyd ved Anslag af Tommelen el. venstre

Haands Haandflade. T., der ogsaa kaldes baskisk Tromme el. Pandero, bruges i Spanien, Syditalien og Orienten til Ledsagelse af forskellige Danse, særl. Tarantellen. — 2) Gammel af T. ledsaget provencalsk Dans i moderat Tempo. — 3) I Frankrig en i Provence hjemmehørende langagtig Tromme, der benyttes sammen med en lille Fløjte (Galoubet, s. d.). — 4) Et Instrumentalstykke, der imiterer dette Instrumentensemble. Ex.: Rameaus bekendte T. for Klaver.

Tamburini, Antonio, 1800-76, ital. Sanger (Baryton), opr. ved et omrejsende Operaselskab; vandt hurtig Berømmelse og engageret ved de største Operascener i Europa, hvor han fejrede en Række Triumfer, saaledes i Milano, Wien og Paris (1832-41).

Tamtam, se Gong.

Tanbur (Tambur), arabisk-persisk Gribebrætsinstr., der ved sin lange Hals, sit forholdsvis lille Lydlegeme og sine faatallige Strenge i udpræget Grad henleder Tanken paa de langhalsede Gribebrætsinstr., der i saa stort Antal er repræsenterede paa de old-ægyptiske Gravbilleder og i Europa endnu repræsenteres i den i Syditalien bevarede Calascione (s. d.).

Tancredi, Opera af G. Rossini, Venezia 1813, Kbhvn. 1820, Sthlm. 1829, Kria. 1840.

Tanejef, Alexander, 1850—1918, russ. Komponist, Elev af Rimsky-Kors-sakof, jurid. Embedsmand, Komponist af Opera, Symfon., Ouverturer, Suiter, Kvartetter, Klaverstykker, Kor m. m.

Tanejef, Sebgei, 1856—1915, Elev af Konservat. i Moskva, hvor han senere blev Lærer og nogle Aar Direktør; som Lærer — for mange kendte Musikere som Scriabin og Rachmani-nof— meget anset og søgt; ogsaa betydelig Komponist af flere Symfon., Opera, Trilogi, Kammermusik og Sange; forf. en Lærebog i Kontrapunkt, 2 Bd., m. m.

Tangenter kaldtes opr. de smaa Messingstifter, der hos Klavichordet paa en Gang tjente til Anslag og Afkortelse af Strengene. Nutiden taler fejlagtig om Orglets og Klaverets T., der opr. kaldtes Klaver, se Clavis, Klaver og Taste.

Tangentinstrumenter betegner under ét alle de med Klaviatur forsynede Instr., o: Klaver, Orgel, Lire, Nyckelharpa o. fl. (s. d.).

Tanglova, Lolla, f. 1879, Pianistinde og Pædagog, f. i Prag, fra 1914 i Kria., Elev af Fru Rappoldi Kahrer og Dresdenerkonservat. Debut 1895.

Tannhäuser, Opera af Rieh. Wagner, Dresden 1845, Kbhvn. 1875, Sthlm. 1878, Kria. 1876.

Tansman, Alexander, f. 1900, polsk Komponist; lever i Paris som Komponist (yderlig moderne Retning) af Orkester- og Kammermusikværker, Sange, Klaverstykker etc. og Musikforf.

Tanto (ital.), Foredragsbetegn., meget; non t., ikke for meget.

Tappenstreg har samme Formaal som Retraiten (s. d.), men udføres kun ved festlige Lejligheder og af det samlede Musikkorps, mens Retraiten udføres af Enkeltins.tr. (Trompet). Det er derfor misvisende, naar »Forgangen Nat vor sultne Kat* (komponeret af Fanemarchens Komponist G. F. Kitt-ler, 1780—1819), hvormed Vagtparaden i Kbhvn. hver Søndag Middag trækker op, kaldes T.

Tappert, Wilhelm, 1830— 1907, tysk Musikforf., opr. Skolelærer, senere Elev af Dehn og i Berlin, kendt som Pædagog, Forf. og Kritiker, stod Wagner og hans Kreds nær og forf. det kuriøse "Wagner-Lexikon, Wörterbuch der Un-höflichkeits 2. Udg. 1903, samt Brochuren :>Rich. Wagner«; fortjenstfuld Forsker og Samler af Luttabulaturer; udg endvidere ^Musikalische Studiens, »Wandernde Melodien«, »Sang und Klang aus alter Zeit«, »54 Erlkönig-Kompositionen«: m. m.

Tarantel, sydital. Dans i g el. g Takt og i rivende hurtigt Tempo, som oftest akkompagneret af Tamburin og Kastagnetter. Nogle udleder Navnet af Bynavnet Taranto og henlægger Dansens Opfindelse til denne By; andre fører det tilbage til Edderkoppe-arten T., hvis giftige Bid ifølge Folketroen tvinger den angrebne til imod sin Vilje at udføre en Art St. Veitsdans, og hvis Virkning paa den anden Side kun kan ophæves ved Hjælp af Dans.

1 Kunstmusiken figurerer T. som foretrukken Form for glansfulde Virtuosnumre (for Klaver, Violin, Fløjte, Orkester m. m.).

Tardando, tardato, tardo (ital.), Fore-dragsbetegn., tøvende, lidt efter lidt langsommere, se ritardando, lentando, rallentando.

Tartini, Giuseppe, 1692—17 70, ital. Violinist, Komponist og Teoretiker; opr. Jurist, men kastede sig over Musik, særl. Violinspil; opholdt sig nogen Tid i Franciskanerklostret i Assisi, hvor han uddannede sig som Virtuos og Teoretiker; 1714 opdagede han de saakaldte Kombinationstoner (s. d.), en Opdagelse, han udnyttede i sit Violinspil; 1721 Orkesterchef ved S. Antonio-Kirken i Padova til sin Død; oprettede 1728 en Højskole for Violinspil sst.; 1723—25 i Prag som Kam-mermusikus hos Grev Kinsky; blandt hans Elever var Nardini, Ferrari, Graun, Naumann o. fl.; T.s Bueføring blev Mønster for det moderne Violinspil; han komponerede Violinkoncerter, Sonater (med Basstemme) og Sonater for

2 Violiner med Bas, Symfon., Kvartetter etc.; adskilligt deraf er senere udg., saaledes den berømte »Djævle-t rille-Sonate« og Solosonater ved Alard, Leonard, David o.a.; T.s »Bueførings-kunsten« blev særskilt udg. af F. David, hans teoret. Skrifter, der ogsaa omfatter Harmonilæren, udkom paa ital.. eng. og fr. (Biogr. af Fanzago, I. A. Hiller, Forno, Fayolle, Benedetti og Tamaro, 1897).

Tastatur, Klaviatur (s. d.).

Taste (tysk), Tangent (s. d.).

Tastiera (ital.). Klaviatur og Gribebræt (s. d.).

Tasto solo betyder i en Generalbasstemme, at det akkompagnerende In-str. kun skal udføre de foreskrevne Toner, o: uden Tillæg af Akkorder. Skal det flerstem. Akkompagnement igen indtræde, angives dettevedAccordo, Accompagnato el. Tutti.

Taube, Mathilda, f. Grabow. f. 1852, sv. Operasangerinde, Elev af Frederika Stenhammar og Yiardot Garcia, debut. 1870 paa Sthlm.s kgl. Teater og var til 1886, da hun ægtede en Greve Taube, en af Operaens første Kræfter (lyriske Sopranpartier); vandt megen Yndest i Kbhvn. ved den sv. Operas Optræden 1888.

Tauber, Bichabd, f. 1 892, tysk Sanger, Elev af Konservat. i Frankfurt a. M., debut, i Dresden 1923, senere knyttet til Operaerne i Berlin og Wien; optraadt i Kbhvn. og Sthlm. (1925, i Koncertsal og paa Operaen) samt i Paris og London (lyrisk Tenor).

Taubert, Wilhelm, 1811—91, Dirigent ved Berlins Hofopera og ved Kapellets Symfon.-Koncerter; betydelig Klavervirtuos og nød en Aarrække ikke ringe Anseelse i Berlins Musikverden; komponerede Operaer og anden scenisk Musik og navnl. populære Børnesange.

Taubmann, Otto, f. 1859, tysk Musiker, en Aarrække Dirigent (Opera og Koncert); 1895 Kritiker i Berlin og Lærer ved »Hochschule«; vakte 1898 Opsigt ved sin »Deutsche Messe« ; har komponeret adskillig anden kirkelig og verdslig (navnlig Vokal-) Musik.

Tausig, Karl, 1841-71, tysk Klaverspiller og Pædagog, Elev af Fr. Liszt; gjorde talr. Koncertrejser og udmærkede sig bl. a. ved en ualmindelig Teknik; ledede 1866—70 i Berlin et Akademi for det højere Klaverspil ; hans tekniskeStudierregnes endnu for ypperlige; udg. Clemeniïs Gradus ad parnassum og har komponeret forsk. Klaversager, bl. a. > Ungarische Zigeunerweisen «. (Biogr. af Weitzmann, jfr. W. v.Lenz: >Die grossen Pianofortevirtuosen«).

Taylor, Coleridge, se Coleridge.

Taylor, Franklin, f. 1843, eng. Pianist, studerede i Leipzig og Paris; anset Pædagog, fra Royal College i London; udg. Primer of the Pianoforte (overs, paa tysk) o. fl. værdifulde klaverpædagogiske Skrifter.

Tcherepnin, Alexander, f. 1892, russ. Komponist, Elev af Liadof og Annette Essipof, i Paris af Gédalge; tilhører den yderlig moderne Retning i russ. Musik: Klaverkoncert, Kammerkoncert, Sonater, Ballet, Klavermusik m. m.

Tebaldini, Giovanni, f. 1864, ital. Musiker, studerede bl. a. hos Haberl; Kapelmester ved forsk. ital. Kirker, fra 1925 som særl. Palestrina-Forsker knyttet til Napolis 5. Pietro a Maiella-Konservat. ; fortjenstfuld Forkæmper for Reformer af Italiens Kirkemusik.

Te Deum laudamus, den saakaldte Ambrosianske Lovsang (s. d.), over hvis Text der i den nyere Tid komponeres Musikværker i stor Stil (med flere Kor og stort Orkester, ofte ogsaa med Orgel), men som opr. blev sunget paa en Koralmelodi.

Tegnér, Alice, f. 1864, sv. Komponist, Elev af G. Hågg m. fl., Organist, har samlet og udg. en Mængde — delvis Folkemusik — til Brug i Skoler og Ungdomskor og komponeret en Del Vokalmusik.

Teichmüller, Robert, f. 1863, tysk Klaverpædagog; efter at have opgivet Virtuosbanen (af Helbredshensyn) ved Leipzigs Konservat.; anset Pædagog.

Teilmann, Christian, 1845—1909, nsk. Komponist og Organist. Uddannet i Kria. (C. Arnold) og Sthlm. Organist ved Garnisonskirken Kria. 1897 —1909. Udg. en hel Del populær Musik, som var meget skattet blandt de brede Lag, ogsaa udenfor Xorges Grænser. Mest kendt er hans Parafraser over Koraler.

Teknik. Ved T. forstaas 1) den rent mekaniske Side af Musikstudiet, den nødvendige Forudsætning for at kunne bringe det til en korrekt Udførelse af Kunstværket. Den aandfulde inspirerede Udførelse af samme bliver først mulig, naar den udførende er bleven saa vidt Herre over sin T., at han frit kan give sig hen i Foredraget uden mere at hæmmes af de Vanskeligheder, den tekniske Udførelse byder ham. T. er med andre Ord ikke Maa-let, men kun Vejen til Maalet. T. kan ved Flid og Arbejde erhverves af enhver, der besidder det nødvendige Materiale (hos Sangeren en god Sangstemme, hos Instrumentalmusikeren vel egnede Hænder). Det kunstneriske Foredrag bunder derimod i Egenskaber, der ikke er enhver givet. En Tekniker, der savner disse Egenskaber, er ikke Kunstner i Ordets strenge Forstand. — 2) Den for Komponisten fornødne Færdighed i at udnytte de Kundskaber, der erhverves gennem et omhyggeligt Studium af Kompositionslæ-ren og alt hvad derhen hører.

Telemann, Georg Philipp, 1681 — 1767, tysk Komponist, studerede Jura og Musik i Leipzig, hvor han blev Organist 1704, komponerede baade for Thomaskirken og for Teatret og grundede collegium musicum-, senere i Eise-naeh og Frankfurt a. M. og fra 1721 til sin Død i Hamburg T. var overordentlig produktiv, hans Værkers Tal opgives omtrent lig med Bachs og Handels tilsammen. Han var en præcis Lejlighedskomponist, der hos Samtiden nød ikke ringere Ry end de to nys nævnte Mestre, hans ualmindelige Musikbegavelse gav sig momentvis interessante Udslag, endog ud over det tidsbundne; men i Hovedsagen var hans Værker uden Personlighed og mest efterlignende Forbilleder særl. i fr. Musik (skrev omkr. 200 »franske« Ouverturer): den Pedant og Hurtigskriver, som en senere Tid ansaa ham for, var han ikke, men en livfuld, aandelig bevæget Mand, Händels og Bachs Ven, og Nutiden har erkendt hans Talent, der dog ikke kunde frembringe noget enkelt helstøbt, statuarisk Værk; han komponerede i alle Genrer: en Mængde Kantater og Motetter, Passioner, Oratorier, Sørge- og Bryllupsmusikogandre Lejlighedsstykker, de saak. »Hamburger Kapitänsmusiken« (et Instrumentalstykke og et Oratorium), omkr. 40 Operaer, de nævnte fr. Ouverturer (o: Suiter), talr. Kammermusikværker, Koncerter, Menuetter og andre Danse, Orgelfugaer, Klaverstykker, gejstlige og verdslige Sange etc. En mindre Del tryktes eller er genoptrykt i »Denkmäler deutscher Tonkunst« med T.s Biogr. ved M. Schneider.

Tellefsen, Lorenz Stribolt, 1813 — 67, nsk. Komponist, Broder til ne-denst, Elev af Sthlm.s kgl. musik. Akademi. Kom 1847 til Danmark, hvor han blev Organist i Odense. Større Kompositioner af ham — en d-moll Symfon., Koncertouverture, Fantasi for Orkester m. m. — blev fundet 1925 af Organist A. Friis Holm. T. var Stifter af Odense Musikforening.

Tellefsen, Thomas Ackland, 1823 —74, nsk. Pianist og Komponist, først uddannet i Trondhjem af O. A. Lindeman, kom til Paris 1842, hvor han studerede hos Kalkbrenner og Nargiller og senere hos Chopin, som tog sig varmt af ham og betragtede ham som en af sine bedste Elever. Gennem Chopin indforles T. i Paris' fornemste Kredse, blev en søgt Lærer hos Pengearistokratiet og snart økonomisk uafhængig. Hans Spil roses stærkt af Samtidens strengere Kritikere (Kjerulf). Foruden Chopin, som han beundrede fremfor alle, dyrkede han Bach, Rameau og Beethoven. Som Komponist var han paavirket af sin Lærer og af Hummel. Han skrev 44 Opus, deriblandt 2 Klaverkoncerter, en Sonate for to Pianoer, Violinsonate Cellosonate og en Strygekvartet. I enkelte af hans Værker — som »Huldredansen«, >Bruraslaatten« og »Valhallafe-

sten« — klinger norske Toner. Hans trykte Værker er næsten allesammen dediceret Kejsere, Konger, Fyrster og Baro-ner(Galitzin, Radziwill, Rothschild osv,), »En adelsgal Borger maa blive ganske svimmel, naar han paa Kompositionernes Titelblade læser alle disse glimrende Titler«. Kun nogle faa er udg. i Nytryk. (Litt.: Biogr. af Gerh. Schjel-derup i »Norges Musikhistorie«; »T.s Familiebreve «, udg. ved T. S. Tellefsen).

Telmanyi, Emil, f. 1892, ungarsk Violinist, Elev af Hubay m. fl., debut, i Berlin 1911, foretog Koncertrejser baade i Europa og Amerika, overalt anerkendt som en af Tidens betydeligste Violinvirtuoser: g. m. en Datter af Carl Nielsen og bosat i Kbhvn., hvor hans Indsats i Koncertlivet har været af megen Betydning; ogsaa Dirigent.

Tema, en musikalsk Idé, der ikke behøver at være færdigt udformet, men dog er udviklet saa vidt, at den er let kendelig og derved egnet til sin Opgave: at skulle afgive Stof til Udbygningen enten af et helt Musikstykke el. dog til en Del af samme. I sin korles/e Form optræder T. i Fugaen (s. d.), hvor som oftest (i den enkelte Fuga) et eneste T. afgiver Materialet til hele Kompositionens Udvikling. I den klassiske Sonateform anvendes derimod to indbyrdes kontrasterende T.er: Hoved- og Side-T. (se Sonate); i .Rondoformen mindst tre: et Hoved-T. (Rondo-T.) og to el. flere Bi-Ter (se Rondo). Hvor T. anvendes til Bearbejdelse i en Række Variationer, antager det større Dimensioner og former sig gerne til et færdigt udviklet Musikstykke i Viseform (s. d.).

Tempestoso (ital.), Foredragsbetegn., heftigt, stormende.

Tempête (fr.), Storm, fr. Dans i ³/₄Takt og meget hurtigt Tempo.

Temperatur er den ubetydelige Forstemning af Kvinten, som er nødvendig ved alle Instr. med fast Stemning. Naar et Instr. kun skal have 12 Toner indenfor hver Oktav, er det en matematisk Umulighed, at alle Intervallerne kan blive rent slemt. Man søger da ved T. at fordele Fejlene enten saaledes, at alle Tonearter bliver lige rene (»ligesvævende« T.), el. saaledes, at visse foretrukne Tonearter bliver renere end de andre (>uligesvæ-vende« T.).

Ved al T. er der to Hensyn at tage : for det første, at Summen af 4 Kvinter skal udgøre en brugbar (ikke for skarp) Terts, for det andet, at 12 Kvinter skal udgøre7 Oktaver. Den simplesteLøsning var at gøre de 12 Kvinter lige store, alt-saa hver ⁷⁰⁰⁰/₁₂ = 583¹j_s mo. Herved den i vore Dage alm. kendte ligesvævende T., der har været eneraadende i de sidste 200 Aar. For den T. traadte J. S. Bach i Brechen ved Udgivelsen af »Das wohltemperierte Klavier«, men den sejrede dog først, efter at man havde forsøgt forsk, uligesvæ-vende T., i hvilke nogle var større, andre mindre end SSS¹^ mo.

Tempo (ital., Tid), Bestemmelsen af, hvor hurtigt el. langsomt en Komposition skal udføres. Et normalt Tids-maal for Nodernes Varighed {integer valor notarum) besad allerede Mensu-ralisterne i den saakaldte Tactus, o: det Maal af Tid, der normalt medgaar til Dirigentens rolige Hævning og Sænkning af Haanden. En Haandbevægelse (Tactus) udgjorde normalt én Semi-brevis, tre en Brevis perfectum, to en Brevis imperfectum (se Mensuralnode-skriften). Alt som efterhaanden de lange Noder (Maxima, Longa og sidst Brevis) forsvandt og Systemet nedadtil blev udvidet med kortere og kortere Tidsværdier, blev Tælletiden imidlertid forrykket saa vidt, at man nu ved Overføringen af det 14—16. Aarh.s Musikalier nødes til at nedsætte samtlige Noders Værdi til en Fjerdedel af den, de lyder paa for kun at faa et nogenlundekorrekt Indtryk af deresopr. Virkning. Den nøjagtige Bestemmelse af Tempoet muliggjordes dog først ved Opfindelsen af Mälzeis Metronom (s. d.), ved hvis Hjælp Komponisten endelig blev i Stand til foran Musikstykket nøjagtig at opgive, i hvilket Tempo han ønskede det udført.

T.-Betegnelserne omfatter 3 Hurtig-hedsgrader: 1) de langsomme T.er: Largo, Grave, Adagio, Lento; 2) Mellemgraderne: Larghetto, Andante, Moderato, Allegretto; 3) de hurtige: Allegro, Vivace, Vivacissimo, Presto, Prestissimo. Til nærmere Præcisering af disse Betegnelser anvendes Tilføjelserne: assai, meno, ma non troppo o. I. Til nøjere Karakterisering af T. anvendes Udtryk som : T. di Ballo, T. di Marcia, T. di Minuetto m. m. løvrig anvendes T. i Forbindelserne : T. primo, el. a t., Fistesso T., T. giusto, T. rubato m. m. (se de enkelte Artikler).

Tempus, T. perfectum, T. imperfectum, se Mensuralnodeskrift (S. 422).

Ten Brink, Jules, 1838—89, noll. Komponist, studerede i Bruxelles og Leipzig, siden Musikdirigent i Lyon, derefter i Paris som Komponist; komponerede en i sin Tid oftere hørt Violinkoncert og iøvrig en Opera-co-mique, Orkesterværker m. m.

Tendrement (fr., ital. teneramente, tenero), Foredragsbetegn., mildt, ømt.

Tenebrae (lat., Mørke) kaldes det højtidelige Langfredagsofficium, under hvis Forløb Lamentationerne afsynges og Alterlysene efterhaanden ét for ét slukkes.

Tenor (ital. Tenore, fr. taille), af lat. tenere, at holde. 1) Den Hovedstemme, der i den flerstem. kontrapunktiske Sangsats udførte Cantus firmus (s. d.) og havde sin Plads mellem Bassen (Contra-T. bassus) og Alten (Contra-T. altus), se Alt. Da senere Diskanten (Sopran el. Supremus, s d.) blev Hovedstemme, beholdt Mandsstemmerne da Navnene Bas og Tenor. — 2) Tenorstemmen, den højeste Mandsstemme. Der skelnes efter Klangfarven mellem en lyrisk T. (Omfang c — c² el. cis²), der har en lys, mild Klang, og en Helte-T., der har en fyldigere og kraftigere Klang (Omfang c—b¹). — 3) Det Parti, der i en Vokal- el. Instrumentalkomposition udføres af T. el. af et Instr. af dens Omfang. — 4) Instr. af Tenorens Omfang, Ex.. T.-Basun, T.-el. Kvint-Fagot, T.-Horn o. 1.

Tenorhorn, Instr. af Saxhornenes (s. d.) Slægt.

Tenori acuti el. Alti naturali, Fal-settister (s. d.).

Tenorist, Tenor-Sanger.

Tenor-Nøgle, C-Nøglen anbragt paa 4de Linie, se Linier og Nøgler. Er nu afskaffet for T.-Siemmen, der noteres i G-Nøglen (d. e. en Oktav højere end T.s virkelige Tonehøjde), men anvendes bl. a. ved Notering af Cello- og Fagro/musik m. m.

Tenuto, forkortet ten. (ital.), fordrer, at Tonerne skal holdes i deres fulde Varighed, se Sostenuto.

Teori. Man skelner i Musiken mellem den praktiske T. (d. e. alle de Fag, der hører ind under Kompositionslæ-ren, s. d.) og den spekulative T. (d. e. musikalsk Akustik, Tonepsykologi, Musik-Æstetik m. m.). Se Særart.

Ternina, Milka, f. 1864 i Kroatien, Operasangerinde (Sopran), uddannet ved Wiens Konservat., debut, i Leipzig 1883, ansat ved Operaerne i Bremen og München, optraadte 1899 i Bayreuth; forlod Scenen 1906, lever som Sangpædagog i München.

Terpander (Terpandros), c. 675 f. Kr., gr. Musiker, anses som Grundlægger af den kitarødiske Nomos (Sang til Ledsagelse af Kitara), se Grækenlands Musik i Oldtiden 1 og 3 a.

Terpsichore, Dansekunstens Muse, se Muserne.

Terrasse, Claude, 1867—93, fr. Komponist, Organist i Paris, Komponist af en Række en Tid lang meget yndede Operetter (i Lecocq'sk Stil).

Terry, Rich. Bunciman, f. 1865, eng. Orgelspiller og Dirigent. 1901—24 Organist ved Westminster Katedral; virksom for Genopførelse af gl. eng. Kirkemusik ; Komponist af Kirkemusik m. m.

Terts (lat. Tertia, d. tredie), 1) den diatoniske Skalas 3. Tone, se Interval. — 2) Orgelstemme.

Tertsdecim (Tredecim), den diatoniske Skalas 13. Tone, o: d. s. s. Oktavens Sext ud fra Tonica.

Tertskvartakkord, Firklangen i 2. Ombytning, o: med Kvinten som Basnode, Ex.:

Se Akkord II: Akkordomvendinger og Opløsning.

Tervani, Irma, f. 1887, finsk Sangerinde, Søster til Aino Ackté (s. d.), uddannet ved Konservat. i Paris, debut. 1904 i Helsingfors, ved Hofoperaen i Dresden (hvor »Carmen« var hendes bedste Rolle); foretog Koncert-rejser i Tyskland og Norden; lever i Dresden, g. Wiecke.

Terzet, Komposition for 3 koncerterende Stemmer (særl. Sangstemmer), som oftest med Instrumentalledsagelse; jfr. Trio.

Teschner, Gustav Wilhelm, 1800 —83, tysk Sangpædagog, studerede hos Zelter og Klein og i Italien hos fremragende Sangere den ital. Sangmetode; anset Sangpædagog i Berlin, Udg. af Solfeggier, af gi. kirkelig og verdslig Sangmusik og ital. Sangstudier.

Tesi, Vittoria, 1700—75, ital. Sangerinde, sang 1719 i Dresden, ypperlig dramat. Sopran paa Operaerne i Venezia og Wien.

Tessarini, Carlo, 1690—1762, ital. Violinist og Komponist, Elev af Corelli, hører til de Mestre, som gav Sonaten (s. d.) dens Tre-sats-Form.

Testudo (.lat., Skildpadde), i Rom Lyre; i 15—17. Aarh. Lut.

Tetrachord, se Grækenlands Musik i Oldtiden, 3 : den græske Musikteori b.

Thaiberg, Sigismund, 1812—71, Virtuos, f. i Genf (uægte Søn af en Fyrst Dietrichstein) havde Sechter og Hummel (i Wien) til Lærere; fra 1829 var hans Liv mest optaget af Kunstrejser, paa hvilke han kappedes i Publikums Gunst med selve Liszt, besøgte det meste af Europa samt Syd- og Nordamerika ;

en Tid levede han i Ro paa sit Landsted vedNa-poli, men genoptog 1862 Koncertturnéerne og naaede atter til Brasilien; d. i Napoli. — T.s toneskønne Spil var af blændende, men udvendig Virtuositet; han dyrkede med Bravur visse — end ikke af ham selv opfundne — Klaver-effekter; hans Verdensmandsfremtoning bidrog vistnok ogsaa til, at hans Navn i hin Virtuosernes Guldalder regnedes blandt de første; hans talr., nu ganske glemte. Klaverkompositioner giver et godt Billed af Arten af hans Spil (Koncert. Capricer, Opera-Fantasier, Variationer m. m.).

Thayer, Alexander Wheelock, 1817 —97, amer, Musikforf., opr. Jurist og Medarbejder ved Journal of Music i New York; fattede tidlig Planen til en indgaaende Beethoven-Biografi og besøgte i denne Hensigt gentagne Gange Tyskland, men blev hæmmet af Sygdom; 1858 kunde han dog med Støtte af en Rigmand udsende Beethoven, his Childhood and Youth, og da han 1860 blev ansat ved det arner. Gesandtskab i Wien og fra 1865 (til sin Død) som Konsul i Triest, fik han gunstigArbejds-Lejlighed; af hans Værk udkom 3 Bind : »L. van Beethovens Leben «, men i tysk Overs. (Bearbejdelse) ved H. Deiters (s. d.); senere kom yderligere 2 Bd. ved H. Riemann, der ogsaa udg. og delvis reviderede de tidligere tre Bd.; den eng. Udg. udkom først 1921 ved E. Krehbiel (s. d.) paa New Yorks Beethoven Association's Foranstaltning. T.s Værk er paa det biograf, og tids-histor. Omraade af grundlæggende Betydning, i æstetisk Henseende af mindre Interesse, hvorpaa dog Riemanns Revision har søgt at raade Bod; iøvrig udg. T. en kronologisk Fortegnelse over Beethovens Værker, 1865, og »Kritischer Beitrag zur Beethoven-Litteratur«, 1877.

Thegerström, Hilda, 1838—1907, sv. Pianistinde, bl. a. Elev af Liszi; debut. 1859 i Weimar; 1872 ansat ved Konservat. i Sthlm. og udførte dér et betydeligt Arbejde indtil 1904; komponerede Klaverstykker og -Studier.

Theile, Johann, 1646—1724, tysk Musiker, kaldet »Kontrapunktisternes Fader«, skrev Sangspil for Hamburgeroperaen, en Passion, Messer m. m.

Theorbe, Chitaronne og den theor-berede Lut er indbyrdes meget lidt forskellige Udgaver af den saakaldte Ærkelut (ital. Archiliuto), der i 16. Aarh. blev til under Forsøget paa at udvide Lutens Omfang ved at berige den med et større Antal Basstrenge. I dette Øjemed var Ærkeluten forsynet med to Skruekraver, der gik i Forlængelse af hinanden. Den ene af disse rummede Skruerne til de Strenge, der løb ud over Gribebrættet og blev behandlede ved Forkortning; den anden tilhørte Basstrengene, der var placerede udenfor Gribebrættet og kun anvendtes i »løs«

Tilstand. Var de to Skruekraver kun skilte ved en kort Mellem- hals, kaldtes Instr. 27!eorèe(seAfb.). Var de skilte ved en lang Hals og var Strengene paa Gribebrættet dobbelte, hed det Chitaronne (se 111. af stor Oktav-baslut S. 386). Den theorberede Lut saa ud som T., men havde Chitaron-nens Bestrengning (o: Dobbeltstrenge paa Gribebrættet). Da ogsaa T. i 18. Aarh. blev forsynet med Dobbeltstrenge, udslettedes Forskellen mellem den og den theorberede Lut helt. T. var den af de 3 Ærkeluter, der holdt sig længst i Brug (til sidste Fjerdedel af 18. Aarh.).

Therese, Opera af J. Massenet, Monte-Carlo 1905, Kbhvn. 1918.

Thesis, se Arsis.

Thibaud, Jaques, f. 1880, fr. Violinist, Elev af Marsick og Ysage, debut, kun 13 Aar gl. og knyttedes snart efter til Colonnes Orkester; har siden berejst baade den gamle og den ny Verden og overalt fejret Triumfer som en af de betydeligste fr. Violinspillere.

Thibaut, Anton Friedrich Justus, 1774—1840, tysk Musikforf., juridisk Prof. i Heidelberg, udsendte 1825 Skriftet »Ueber die Reinheit der Tonkunst«, der vakte megen Opsigt og Diskussion, udkom i talr. Opl. og overs, paa eng. ; T. stræbte heri at vække Sans og For-staaelse af den gamle (særl. kirkelig Vokal-) Musik og at bidrage til, at den fremdroges af den daværende Glemsel.

Thiele, Ludwig, 1816 —48, tysk Orgelspiller og Komponist, Organist i Berlin; skrev en Mængde virtuost anlagte Værker for Orgel, der vandt Udbredelse (Koncerter,Variationer etc.).

Thielo, Carl August, 1702—63, tysk-dsk. Komponist, kom 1726 til Kbhvn., blev Organist ved Citadelskirken, fik 1746 Teaterprivilegium; udg. nogle Samlinger Kompositioner, dels originale, dels Bearbejdelser og skrev »Tanker og Regler fra Grunden af om Musikens.

Thierfelder, Albert, 1846—1924, tysk Musikforf, og Komponist, Elev af Konservat. i Leipzig; 1888 Univers.-musikdirektør og 1890 Prof. i Rostock; komponerede Operaer, Korværker, Symfon., Kammermusik m. m.; udg. Bearbejdelser af oldgræsk Musik til Koncertbrug m. m.

Thieriot, Ferdinand, 1838—1919, Musikdirigent og -Lærer, længst i Hamburg; Komponist i let tilgængelig, efter-romantisk Stil (Orkesterstykker, Violinkoncert, Kammermusik, Sange, Orgel-og Korstykker); spilles næppe mere.

Thiessen, Karl, f. 1867, tysk Komponist, Kordirigent og Musiklærer, nu i Zittau i Sachsen, har komponeret symfon. Digtning. Orkestersuite, Korværker, Klavermusik (2- og 4hd., til Dels af instruktiv Art) og Sange.

Thomän, Stephan, f. 1862, ungarsk Pianist og Pædagog, Elev af Volkmann, Liszt o. fl., Prof. ved Musikakademiet i Buda-Pest; udmærket Klaverspiller og Lærer (bl. a. for Dohnanyi og Bartok); Komponist af Klavermusik.

Thomas, Ambroise, 1811—96, fr. Komponist, Elev af Paris' Konservat., Kalkbrenner og Lesueur, skrev i Italien (med prix de Rome) Kammermusik, kirkelige Vokalværker etc. ; debut. 1837 som Operakomponist, men slog først igennem med Caid, 1849, og havde derefter med Le songe d'une nuit d'été og Psyché et Held, der dog langt overstraaledes af den Sukces, »Mignon« (efter Goethes »Wilhelm Meister«) havde; den opførtes paa Opéra-comique 1866 og gik snart Verden over (Kbhvn. og Kria. 1880); stor Lykke gjorde ogsaa »Hamlet«, 1868, navnl. ved Christina Nilssons Ofelia;men /Emnet laa i Virkeligheden over og udenfor T.s Ævne, og modsat »Mignonc havde »Hamlet« ikke varigt Sceneheld; T.s andre Værker er Operaen François de Re-mini, mindre Vokalværker og Lejlighedsmusik; 1871 blevhan efter Auber Direktør for Paris' Konservat. og indtog saaledes en fremskudt Stilling i fr. Musikliv. — T. fortsatte Traditionen i fr. opéra-comique med smidig Elegance og scenisk Sans, men uden større Finhed, Følelse eller Lune; hans »Mignon« er hovedsagelig behagelig og velturneret Underholdnings-musik med taknemmelige Sangpartier.

Thomas, Theodor, 1835—1905, tysk-amer. Musiker, uddannet som Violinspiller; kom som Barn til New York og dannede 1869 sit eget fortræffelige Orkester; dels i New York. dels i Cincinnati udfoldede han en for Amerikas Musikliv meget fortjenstfuld Virksomhed indtil 1888, da Orkestret af økonomiske Grunde opløstes og T. 1890 blev Dirigent i Chicago for det endnu bestaaende udmærkede »Th. Th.-Orchestra« (med egen pragtfuld Koncertbygning). (Biogr. af Upton, 2 Bd.).

Thomas-San Galli, Wolfgang, 1874 —1918, tysk Musikforf., Kritiker i Berlin, særl. kendt ved Biogr. af L. v. Beethoven og Johs. Brahms; udg. iøv-rig Beethovens Breve, »Musikalische Essays«, musikalske Noveller m. m.

Thomasskolen kan som Klosterskole (ved Augustinerordenens Thomaskirke) i Leipzig forfølges tilbage til 13. Aarh. Den var allerede dengang forbundet med et Alumnat, der til Udførelse af den liturgiske Sang oplog et større Antal Drenge. Da Skolen efter Reformationen gik over i Statens Eje, forpligtedes Alumnatet efter at være bleven stærkt udvidet til at udføre Kirke-musiken i alle Byens 4 Kirker og erhvervede sig ved sine Præstationer hurtig stor Anseelse. Drengenes Sangundervisning ledes af Kantoren, der personlig dirigerer Musiken i Thomas-og Nikolaikirken og har Overopsynet med Musikopførelserne i de andre Kirker, og da der ogsaa stilles betydelige Fordringer til ham som Komponist, har Kantorembedet ved T. i Mands Minde været i Hænderne paa første Rangs Musikere'. Højdepunktet blandt disse udgør J. S. Bach (s. d.); før Bach virkede bl. a. Georg Rhaw,Sethus Calvisius, J. H. Schein og J. Kuhnau og efter ham Doles, J. A. Hiller, J. G. Schicht, Th. Weinlig, M. Hauptmann, E. Fr. Richter, G. Schreck og K. Straube (siden 1918). Eftermiddags-Motetten i Thomaskirken hver Lørdag Kl. 1 er en Kunstnydelse, som ingen Gennemrejsende bør forsømme. Ogsaa ved Rejser (deribl. ofte til Kbhvn. og Kria.) har T. baaret sine Præstationer vidt ud. (Litt.: Lampadius: »Die Kantoren der Thomasschule zu Leipzig« (1902); R. Wustmann: »Musikgeschichte Leipzigs« (1. Bd. 1909).

Thomé, Francis, 1850—1909, fr. Musiker, Komponist af Violin-(og Klaver-) Musik i elegant Salonstil, men ogsaa af Operaer, Operetter, Balletter, symfon. Digtning og Sange.

Thomissøn, Hans, 1532—73, dsk. Præst og Rektor, udg. 156.9 sin berømte Psalmebog med Melodier, se ÄbraZ.

Thomsen, Adolf, 1852 — 1903, nsk. Organist og Sanginstruktør, Elev af Vogel, Bergen, og L. Lindenaa, Organist i Tromsø 1883—1903. Arbejdede utrættelig for Fremme af Musiklivet i Byen; drev længe sin egen Musikhandel. Den mest kendte af hans Kompositioner er hans skønne Kvartetsang »Et Barndomsminde».

Thomson, César, f. 1857, belg. Violinvirtuos og Pædagog, Elev af Kon-servat. i Liège, foretog talr. Koncertrejser og fik et stort Navn som Virtuos; 1898 efter Ysaye Violinlærer ved Konservat. i Bruxelles, hvor han grundede en Strygekvartet; fra 1924 i Nordamerika; har uddannet mange bekendte Violinkunstnere.

Thornberg, Julius, f. 1883, dsk. Violinist, Kapelmusiker, tilbragte flere Aar i Udlandet paa Studie- og Koncertrejser, bl. a. som Koncertmester i Berlins »Philharmonie«, en Stilling han opgav under Verdenskrigen for at tage til Kbhvn_;, blev her atter Medlem af det kgl. Kapel; optræder fremdeles som Koncertspiller.

Thorsteinsson, Bjarni, f. 1861, isl. Musiker, Præst; komponerede Sange og udg. »Isl. Helligdagssange« og en stor Samling Folkemelodier (»Islenzk pjöölög«, 1906—09).

Thrane, Carl, 1837—1 9 16, dsk. Musikforf. ; Jurist, fra 1878 til sin Død Justitssekretær i Højesteret, Musikanmelder og efterhaanden Forf. af mu-sikhistor. Arbejder af stor Interesse og Værdi, navnl. for saa vidt de baseredes paa omfattende og grundige Kildestudier: 1875 »Danske Komponister« (o: Weyse, Kuhlau, Hartmann og Gade, Afhandl, om Kuhlau overs, paa tysk), »Rossini og Operaen«, »Cæcilia-foreningen og dens Stifter« og T.s Hovedværk: »Fra Hofviolonernes Tid«, det kgl. Kapels Historie indtil 1848, et grundlæggende Værk, støttet paa aarelange Forstudier (men hvis Form desværre er noget kaotisk og omstændelig, oraend livfuld og underholdende",

endelig de mindre Skrifter >Napoleon og Musiken«, >Fra Klavichordets Tid« og (som efterladt Arbejde) »Weyses Minde«. T., en af de første systematisk virkende dsk. Musikhistorikere, var ogsaa en yndet Foredragsholder.

Thrane, Waldemar, 1790—1828, nsk. Musiker, uddannet i Kbhvn. og Paris (bl. a. af Baillot), tilhørte en ualmindelig musikalsk Familie, hvis Medlemmer i Begyndelsen af forr. Aarh. var Bærere af Musiken i Kria. T. spillede fortræffelig Violin og var en Mester i at improvisere. Han koncerterede 1819 i Sthlm. Fra 1817 var han Leder af »Det musicalske Lyce-um« efter Falbe. Han skrev en Række Kompositioner, Kantater, Ouverturer, Danse m. m., men er mest kendt gennem Musiken til Bjerregaards »Fjeldeventyret« (det første norske musik-dra-mat. Værk), hvori bl. a. den vakre folkemelodilignende »Aagots Fjeldsang«.

Thue, Johanne Rytterager, 1849 — 1924, nsk. Pianistinde, Elev af Halfdan Kjerulf. Kria., Kullack, Berlin, og af Leipzigs Konservat. Højt anset baade som Koncertpianist og som Pædagog.

Thuille, Ludwig, 1861 — 1907, tysk Komponist og Teoretiker, Elev bl. a. af Rheinberger; som Teorilærer ved den kgl. Musikskole i München havde han betydelig Indflydelse paa en Række unge Musikere; udg. sammen med R. Louis 1907 en fortrinlig Harmonilære; har komponeret Operaer, Kammermusik, Orgelsonate, Ouverturen »Traum-sommernacht«, Mandskor, Sange etc.; en af Hovedskikkelserne i den saak. > Münchener-Skole«.

Thuren, Hjalmar, 1873 —191 2, dsk. Musikforf., udmærket Forsker særl. paa dsk. og færøsk Folkemusiks Omraade, foretog Studierejser til Færøerne, men hæmmedes i sit Arbejde af fleraarig skrøbeligt Helbred ; forf. foruden talr. mindre Afhandlinger i dsk. og fremmede Tidsskrifter »Dans og Kvaddigtning paa Færøerne«, 1901, »Folkesangen paa Færøerne«, 1908, The Eskimo Music (med W. Thalbitzer), 1911.

Thursby, Emma, f. 1857, amer. Koloratursangerinde, Elev bl. a. af Lam-perti, foretog fra 1875 Koncertrejser i Amerika, 1878 til London og 1880 til det øvrige Europa, hvor hun blev meget fejret; lever som Sangpædagog i New York.

Tibia (lat.), egl. Skinneben, altsaa en Benpibe; ogsaa ofte anvendt ensbetydende med Grækernes Aulos (s. d.).

Tichatschek, Joseph Aloys, 1807 —86, czek. Sanger, opr. Mediciner, fra 1838—72 ansat ved Hofoperaen i Dresden, hvor han glimrede som Tannhäuser, Rienzi, Tamino etc.; paa Koncertrejser gæstede han Skandinavien; en af Tidens bedste Heltetenorer, højt skattet af Rieh. Wagner.

Tidskrifter, Musikalske, i Nutidens Forstand, o: regelmæssig udkommende Meddelelser og Kritiker over ny Værker, begyndte med Journal de Musique, grundet 1764 af Mathon i Paris. I Tyskland var /. A. Hillers »Wöchentliche Nachrichten« (1766—70)det første. — Af 19. Aarh.s T. er de allervigtigste: Tyskland: »Allgemeine mus. Zeitung« (i skilte Perioder mellem 1798 og 1882); »Neue Zeitschrift für Musik« (1834, st. af R. Schumann); gik 1906 op i »Musikalisches Wochenblatt« (1870), fra 1910 genopst. under sin opr. Titel; »Signale für die musikalische Welt« (1843); »Die Musik« (s. d.); »Allg. deutsche Musikzeitung« 1874 —83, da dets Navn forandredes til »Allg. Musikzeitung<:. — Frankrig: Le Ménestrel (1835); Revue et gazette musicale (1835—80); Revue internationale de Musique (1898). — Belgien: Le Guide musicale (1855;. — England: The Musical World (1830); The Musical Times (1844). — Ang. de øvrige udenlandske m. T. henvises til Bogfortegnelserne.

Danmark: Det ældste T. var A. P. Berggreens »Musikalsk Tidende« (1836); endvidere »Musikbladet« (1884 —93); »Musik« (G. Skjerne, 1917— 25); »Dansk Kirkemusikertidende« (siden 1903); »Dansk Musiktidsskrift« (siden 1925). — Norge: Det ældste var »Nordisk Musiktidende« (1880— 92); endvidere »Nordisk Musikrevue« (1900—07), »Musikbladet« (1908), »Norsk Musikerblad« (1914). — Sverige: Det ældste var »Euterpe« (1823); endvidere »Svensk Musiktidning« (1881 —1913), »Musikbladet« (1895), »Svenska Musikerförbundets Tidning« (1910). — Finland: Det ældste var»Euterpe« (1902); fremdeles »Tidning for Musik« (1910), »Unsi Säveletär« (1914).

Ang. m. T. af speciel musikvidenskabelig Interesse henvises til Artiklerne Jahrbuch, Jahrbücher, Internationalt Musikselskab (hvis Publikationer efter Krigen er erstattet af »Zeitschrift« og »Archiv für Musikwissenschaft-), den under Musikvidenskab opgivne Litteratur, Rivista musicali italiano og »Vierteljahrsschrift für Musikwissenschaft«. Endvidere bør anføres Eitner : »Monatshefte für Musikgeschichte« og Bulletin de la Société internat, de musique.

Tiefland, se Dalen.

Tiemroth, Johan Henkik Christian, 1766 — 1840, tysk-dsk. Violinist, kom til Kbhvn. paa Kunstrejse 1785 og blev, paa Naumanns (s. d.) Foranledning, ansat i det kgl. Kapel (Koncertmester) indtil 1835; deltog som dygtig Solospiller i Kbhvn.s Koncertliv og uddannede talr. Elever, deribl. Weyse, Wexschall, Gerson; udg. flere Hefter Violinduetter.

Tiersch, Otto, 1838—92, tysk Mu-sikforf., Elev af Marx, Bellermann o. fl.. Lærer ved Sterns Konservat. i Berlin; forsøgte at overføre Helmholtz' Undersøgelser i den musikalske Formlære; udg. »System und Methode der Harmonielehre«, »Elementarbuch der musikalischen Harmonie- und Modulationslehre«, -. Kurzes Lehrbuch für Kontrapunkt und Nachahmung« m. fl.

Tiersot, Julien, f. 1857, fr. Musik-forf., opr. Mediciner, siden 1883 Bibliotekar ved Paris' Konservat., anset Musikforsker, der særl. har gjort Studier over den fr. Folkevise (Histoire de la chanson populaire en France, Udg. af Folkesange fra de fr. Alper etc.), men ogsaa skrevet om Adam de la Hâle, Rouget de Liste (og »Marseil-laisens« Oprindelse), J. J. Rousseau, Gluck, H. Berlioz m. m.; desuden Komponist og Bearbejder af Folkeviser samt Foredragsholder og Medarbejder ved de fleste Fagskrifter; en Del Artikler udg. i Un demi siècle de la musique française.

Tiessen, Heinz, f. 1887, tysk Komponist, opr. Jurist, Elev af Rufer og Klatte i Berlin, Musikkritiker sst. og Dirigent af Opera og Koncerter (bl. a. ogsaa paa Turné i Sverige og Norge); 1925 Lærer ved Berlins »Hochschule«; har komponeret Symfon. »Einelbsen-feier« (for Orkester), Musik til flere Dramaer, mimisk Drama »Salambo«, Kammermusik og Klaverværker (deribl.: »Eine Natur Trilogie«), Kor og Sange (som »Galgenlieder«).

Tietjens, Therese, 1831—77, tysk Sangerinde (Sopran) af ungarsk Slægt, debut. 1849 og vakte straks stor Opmærksomhed, 1856 knyttet til Hofoperaen i Wien, fra 1858 til sin Død i London; og højt anset Kunstnerinde.

Timanof, Vera, f. 1855, russ. Kla-verspillerinde, Elev af Liszt og Tausig, foretog med meget Held fleraarige Koncertrejser, indtil hun tog Ophold i Petersborg som søgt Klaverpædagog.

Timbales (fr.), Pauker (s. d.).

Timbre (fr.), Klangfarve.

Timoroso (Hal.), Foredragsbetegn., ængsteligt, tøvende.

Timpani (ital.), Pauker (s. d.).

Tinctoris, Johannes, c. 1446—1511, fra Flandern, Kapelmester hos Ferdinand af Aragonien, senere Kanonikus i Nivelles, var en af Tidens lærdeste Musikere. Han skrev det ældste exi-sterende Musiklexikon: Terminorum musicae diffinitorium, udg. ogsaa en Kompositionslære (trykt hos Cousse-maker Script. IV), skrev Messer, Chansons m. m.

Tinel, EDGAR,1854-1912,belg. Komponist, Elev af Bruxelles' Konservat., hvor han 1896 selv blev Lærer i Kontrapunkt og 1909 Gevaêrts Efterfølger som Direktør; som Komponist navnl. bekendt ved sine for Kor og Orkester virkningsfuldt og pompøst udarbejdede kirkelige Sangværker, navnl. Oratoriet »Franciscus« 1888 (opført i »Musikforeningen« i Kbhvn.), iøvrig Kantaterne »De drie Ridders« og »Klokke Roeland«, Operaer, Orgel- og Klavermusik. ; skrev Le chant grégorien (overs. paa ital.). (Biogr. af van d. Eist og P. Tinel).

Tirade (fr., ital. Tirata), hurtigt Toneløb, særl. i Sang.

Tiré (fr.), Nedstrøg, jfr. Poussé, Op-strøg; se Buestrøg.

Tischendorf, Gabriel Hetting, f., 1842, nsk. Musiker, Elev af Vogel, Bergen. Organist i Bergen 1885 — 1914. Har komponeret talr. Sange og en Del Pianostykker. »Jeg vil værge mit Land« (Bjørnson) er blevet en Folkesang.

Titof, Alexei, 1769-1827, russ. Komponist, Mililær, ved sin Død Generalmajor, skrev navnl. en Del Operaer (nærmest i Mozarts Stil), der vandt megen Popularitet. — Hans Søn Nikolai T., 1800—75, ligeledes Militær, var Komponist af Sange, Danse og Marcher(delvis med Benyttelse af Folkemelodier), i sin Tid meget yndede i Rusland.

Titus, Opera af W. A. Mozart, Prag 1791, Kbhvn. 1823.

Toccata (ital., af toccare, berøre), opr. kun Forspil el. Indledning (se Sonate), men meget tidlig anvendt som Musikstykke for et Tangentinstrument. Som Orçe/stykke forekommer T. tidligst hos Cl. Merulo, i hvis T. holdte fuldtonige Akkorder og hurtige Løb vexier med hinanden, men hvor der af og til ogsaa indskydes korte fugerede Perioder. I betydelig udvidet Form genfindes denne T.-Type endnu hos Bach, der tidt anvender den som Indledning til en Fuga. I Nntiden er de f'ugerede Mellempartier forsvundne, og Passagerne har i den Grad faaet Overtaget, at T. nu nærmest har Karakter af en Etude. (Ex. hos Clementi, Czerny, Schumanns T. Op. 7 m. m.).

Toch, Ernst, f. 1887, østr. Komponist, Kiaverelev af W. Rehberg, iøvrig selvlært; har komponeret Symfon. med Kor (»An mein Vaterland«), Opera, Koncerter, Strygekvartetter, Klaverværker m. m.; forf. »iMelodielehre« ; Musiker af moderne, ikke yderliggaa-ende Retning.

Todi, Luiza, 1753 — 1833, portug. Sangerinde, kappedes i Paris (Concerts spirituels) med den bekendte La Mara (s. d.), saaledes at det fr. Publikum deltes i to Partier; siden Triumfer i Petersborg, Berlin og atter i Paris; de sidste Aar (blind) i Italien. (Biogr. af Vasconcellos).

Tofft, Alfred, f. 1865, dsk. Komponist, Elev af Nebelong og Bohlmann; gjorde sig først bemærket som Orgelspiller, men helligede sig snart til Komposition og nogen Lærergerning; har udg, en Mængde ogsaa i Tyskland yndede Sange og Klaverstykker; Operaen »Vifandaka«, der fremkom 1898, gjorde megen Lykke og holdt sig længe paa Repertoiret, endvidere Musik til »Bonifacius-SkæreU (Dagmarteatret) m. m.; en Aarrække »Berlingske Tidendes« Musikanmelder, Formand for »Dansk Komponistforening« og »Samfundet til Udg. af dsk. Musik«.

Tofte, Valdemar, 1832—1907, dsk. Violinist og Pædagog, Elev af Spohr og J. Joachim, optraadte 1856 som Solisti »Musikforeningen« og udførte siden under Gade talr. af Violinlitteraturens Hovedværker; fra 1863—93 i det kgl. Kapel (Kon-

certmester) og fra 1866 til henimod sin Død Lærer ved Musikkonservat. ; besad en stor og skøn Tone og et ædelt Foredrag særl. af klassiske og Spohrske Værker; udmærket Kammermusikspiller (Primarius i Nerudakvartetten) og fremragende Pædagog (blandt hans Elever: A. Svendsen, Hilmer, Frida Schytte, Axel Gade, Fini Henriques); i det hele en betydningsfuld Kraft i samtidigt københavnsk Musikliv.

Tolbecque, Jean Baptiste Joseph, 1797—1869, fr.-belg. Komponist, Elev af Konservat. i Paris, bekendt ved sine Kvadriller og anden Dansemusik.

Tolstoi, Theophil, Greve, 1809—81, russ. Komponist og Forf.; skrev Operaer (ital. Manér) og blev navnl. kendt og yndet ved sine talr. Sange; Kritiker i Petersborg og Musikforf.

Tomaschek, Johann Wexzel, 1774 —1850, czek. Musiker, grundig uddannet Teoretiker og talentfuld Komponist, søgt Lærer i Klaverspil og Komposition (blandt hans Elever var Schulhoff'og Dreyschok); produktiv Komponist, betydeligst var hans Kammermusik og kirkelige og verdslige Vokalværker; forf. 1845 en Selvbiografi af adskillig Interesse, da T. ogsaa udenfor Bøhmen havde Forbindelser rundt om i Musikverdenen.

Tomasek, Antox, f. 1882, czek. Komponist og Violinist, Elev af Joachim og A. Prill; har skrevet Opera og anden scenisk Musik, Kammermusik, a-cappella-Kor og »Kammersange«.

Tommasini, Vincenzo, f. 1880, ital. Komponist, anset blandt Italiens nutidige Komponister, ogsaa Musikforf; hans Kompositioner er Operaer, Orkesterværker (Poema erotica, Chiari di luna m. m.), Balletter, Kammermusik m. m.

Tonalitet har Félis kaldt det Princip, at en Melodis Toner skal staa i Forhold til et fast Centrum, en Pol, en Tonica, at Harmonierne skal staa i Forhold til en Tonicatreklang, fra hvilken Kompositionen tager sit Udgangspunkt, og til hvilken den vender tilbage. Paa Kirketonearternes Tid var T.-Principet ikke stærkt udviklet. Hver Kirketoneart var et Oktavudsnit af en og samme Normalskala (Tonerækken uden Fortegn), og der var lige-saa mange Tonicaer som Udsnit. Ved Overgangen til Dur og Moll sejrede T.-Principet, idet Tonen c anerkendtes som eneste rette Centrum for Nor-malskalaen, naar denne benyttedes uden Fortegn (hvorimod a blev Tonica, naar der forekom j{ for g). Rameau, der som den første opfattede T.-Principet klart, indførte Betegnelserne Tonica, Dominant og Subdominant for Skalaens 3 vigtigste Toner og deres Harmonier. Gottfried Weber numererede alle 7 Treklange med fortløbende Romertal, hvorved han skabte et Tegnsystem, som gjorde det muligt at analysere Kompositioner, d. v. s. at kendetegne Harmonierne paa en saadan Maade, at deres Forhold til Stykkets Tonica (deres tonale Funktion) træder tydeligt frem. — Under Romantiken rokkes T.-Principet mere og mere, idet Modulationernes og Kromatikens vox-ende Dristighed hyppigt ophæver Forestillingen om et fast Centrum. Den moderne, atonale Musik fornægter det bevidst; den kender ifølge sit Program hverken Tonearter eller Tonekøn, og de enkelte Toner skal ikke staa i Forhold til nogen Tonica, men føre en selvstændig Tilværelse.

Tone (gr. lonos, lat. tonus), en musikalsk brugbar Klang (s. d.).

Tonefysiologi, se Tonepsykologi.

Tonehøjde, se Klang.

Tonekunstnerforening, Dansk, stiftet 1903 paa Initiativ af Ch. Kjerulf (s. d.), har repræsentative og organisatoriske, understøttende o. a. praktiske Formaal (ikke koncerterende) ; efter forsk, skiftende Former og Love ledes T. nu af en Bestyrelse paa 5 Medlemmer med 14 Repræsentanter ved sin Side; Medlemsantallet er c. 400; Formand f. T. Komponist H. Børresen.

Tonekøn og Toneart. 1) Tonekøn el. Toneslægt tilkendegiver, hvilken Skalatype (se Skala) der ligger til Grund for Tonearten, d. e. om denne er en Dur- el. en Molltoneart. Den moderne Musik kender og benytter kun to Skalatyper el. Skemaer: Dur og Moll-skalaen. I Oldtid og Middelalder giorde man derimod Brug af syv Skalaskemaer, der fremkom ved, at man byggede diatoniske Skalaer ud fra hver af Oktavens 7 diatoniske Tonetrin: c d e f g a h (se Skala), og indvandt derved syv forskellige Tonekøn: lydisk, frygisk, dorisk osv.

2) Toneart er for saa vidt et uklart Begreb, som det baade anvendes synonymt med Tonekøn (idet Oldtidens og Middelalderens Tonekøn alm. benævnes som Tonearter) og bruges til Betegnelse af de Transponeringer, der kan foretages med ethvert Skalaskema, alt efter som dette bygges ud fra den ene el. den anden af Oktavens 12 Halvtoner: c cis d dis osv. Vi benytter saaledes Tbneartnavnene C-dur. Cis-dur osv. og c-moll. cis-moll osv. og slaar derved for saa vidt »to Fluer med ét Smæk«, som vi af disse Navne paa en Gang faar Kundskab om til hvilket Tonekøn (Dur el. Moll) den paagældende Toneart hører, og om hvilken der er dens Hovedtone, o: To-nica (s. d.).

Tonemaleri, se Programmusik.

Tonepsykologien har til Opgave at beskrive de af Tonerne udløste elementære psykiske Funktioner. Som Gren af den alm. Psykologi anvender T. denne Videnskabs Metoder (Laboratorieforsøg) og betragter fortrinsvis Tonerne uden Hensyn til deres musikalske Betydning. Den undersøger den menneskelige Skelneevne overfor smaa Forskelle i Tonestyrke, Tonehøjde og Klangfarve; de forskellige Former for absolut og relativt Gehør og for Tonehukommelse; Opmærksomhedens og Øvelsens Betydning for Bedømmelsen af Toneindtryk; sekundære Fænomener, Følelser og Ideassociationer, som ledsager Tonefornemmelsen; Konsonans, Dissonans osv. — T. grænser op til Musikæstetiken. Saasnart Tonerne optræder i musikalsk Sammenhæng, overskrides denne Grænse, thi deres Virkning er da ikke længer elementær. (Litt.: Carl Stumpf, »Tonpsychologie«; Gêza Révész, »Zur Grundlegung der Tonpsychologie«).

Toneskrift, se Bogstavskrift, Koral-nodeskrift, Mensuralnodeskrift, Tabulator.

Toneredskab, Musikinstrument.

Tonestyrke, se Dynamik.

Tonesystem, den efter bestemte Begler foretagne Ordning af de i den praktiske Musik anvendelige Toner; se Grækenlands Musik i Oldtiden 3 a og Kirke-tonearterne (o: Tonernes Gruppering i Fire-og Ottetonerækker); Solmisations-S. (deres Gruppering i Sextonerækker); det pentatoniske S. (deres Gruppering i Femtonerækker), se Pentachord og Pentatoniske Skalaer.

Tonica, det 1ste Trin i den Skala, der ligger til Grund for en Toneart, og som giver denne sit Navn (Ex.: i B-dur er B T., i G-dur G osv.).

Tonic-Solfametoden (sv. Solfameto-den) er en ved Skolesangundervisnin-gen i England stærkt benyttet Metode, der bestaar i i Nodernes Sted at benytte Solmisationsstavelserne: do re mi fa sol la ti, noteret d r m f s 1 t. Til Forskel fra Solmisationslæren gør T.-S. altsaa ikke Brug af 6, men af 7 Tonenavne, et for hver af Oktavens Toner. Paa den anden Side falder T.-S. for saa vidt sammen med Solmisationslæren, som de anførte Tonenavne hos den ikke knyttes til bestemte Toner, men til bestemte Trin i den paagældende Tonearts Skala. Re er altsaa ikke saaledes som i en Solfeggie absolut knyttet til Tonen D, men betegner 2. Trin i Toneartens Skala: i D-dur faar altsaa e, i F-dur g Navnet re. Ligesom i Solmisationslæren tilkendegives i T.-S. ogsaa Overgangen fra en Toneart til en anden ved Om-tydningen af den Tone, der fører over i den ny Toneart (jfr. Mutation). De kromatiske Forandringer af Tonerne udtrykkes ved, at Stavelsernes Vokaler forandres til i, hvis Tonen skal forhøjes, og til o, hvis den skal fordybes osv. Nøjagtigere Oplysning kan søges i Stainers Katechismus : Tonic-Solfa Primer (London, Novello). — Opfundet af Miss Sarah Ann Glover i Norwick og videre udviklet og udbredt af John Curwen (ved Udgivelsen af Lærebøger, et specielt Maanedsblad, Stiftelsen af et T.-S.-College m. m.) har T.-S. i England faaet en kolossal Udbredelse. Ogsaa til Udlandet er den naaet frem. I Sverige blev saaledes B. V. Hallberg dens energiske Fortaler og Udgiver af en Del Sangbøger i Solfa-Notationen. (Litt.: Curwen: »The Standard Course of the T.-S.-Method« (2. Opl. 1872)).

Tonus (gr.) 1) Heltone, stor Sekund ; 2) Toneart, særl. om de oldgræske Tonearter el. Kirketonearterne. Ex. T. dorius, d. e. den doriske Toneart o. 1.

Tonus peregrinus, den fra a ud-gaaende æoliske Kirketoneart, der først sent optoges som autentisk Toneart og kun sjældent anvendtes.

To og tredivtedels Node (fr. triple croche, ital. biscroma), To og tredivtedelen af en Helnode, noteres ^.

Torchi, Luigi, 1 858—1920,ital. Komponist og Musikforf. ; udg. L'arte musicale in Italia (7 Bd ), grundede 1894 Rivista musicale ilaliana (heri hans Undersøgelser om ital. Instrumentalmusik fra 16—18. Aarh.), forf. en Studie over Wagner; komponerede Operaer, Ouverture, Kirkemusik etc.

Torelli, Giuseppe, c. 1660 — 1708, ital. Violinist, virkede i Bologna, Wien o. a. St.; fremragende Virtuos og som Komponist af stor Betydning i Concerto grosso's Udvikling; Corellis Samtidige og Medbejler.

Torjussen, Trygve, f. 1885, nsk. Komponist, Musikpædagog og -kritiker, Elev bl. a. af Rosati, Rom, af Wiehmagr og 5. de Lange, Stuttgart. Har skrevet talr. lyriske Kompositioner (Romancer, mindre Pianostykker m. m.), mest i populær Stil. Mange af dem har vundet Udbredelse ogsaa i det norske Amerika. Musikanmelder i »Verdens Gang* 1913—23, siden 1924 i .Oslo Aftenavis«.

Torrefranca, Fausto, f. 1883, ital. Musikforf, 1915 Musikdocent ved Univers. i Rom (et af de første Docenturer i Italien), siden ved Konservat. di S. Pietro i Napoli; har særl. skrevet om moderne Musik, udg. La vita musicale etc. og en Monografi om Puccini, 1912.

Toscanini, Arturo, f. 1867, ital. Dirigent, opr. Cellist; Opera-Dirigent i Sydamerika, senere i Torino, fra 1898 —1907 Kapelmester i La Scala i Milano, derefter ved Metropolitan i New York til 1921, da han vendte tilbage til Scala, hvorfra han dog 1926 af Hel-bredshensyn (eller Misfornøjelse med Forholdene) synes helt eller delvis at have trukket sig tilbage; T. ansesikke blot for Italiens, men for en af Nutidens ypperste Dirigenter, lige betydelig i Operahuset og i Koncertsalen; har foretaget en Række Kunstrejser, navnl. i Sydeuropa og Amerika. (Biogr. af Ciampelli, 1923).

Toselli, Enrico, 1884—1926, ital. Musiker, Pianist og Dirigent, mest bekendt ved en Violinromance i Salonstil Serenata og ved sit forbigaaende Ægteskab med Prinsesse Louise af Sachsen, der skrev Text til hans Operette La principessa b_izzara(J).

Tosi, Pier Francesco, 1646—1727, berømt ital. Sanger (Kastrat) og Sanglærer, fra 1692 i London. Skrev Opi-nioni de' cantori etc., overs, til forsk. Sprog (til fransk 1874).

Tosti, Francesco Paolo,1846 —191 6, ital. Sangpædagog, Elev af Konservat. i Napoli; siden Sanglærer ved Hoffet i Rom; fra 1880 til sin Død i London Sanglærer ved det eng. Hof; har komponeret en Række Sange, som har vundet stor Popularitet (Canti populari Abbruzzesi).

Tosto (ital.), Foredragsbetegn., hurtigt; pia t., hurtigere.

Tostregede kaldes Tonerne indenfor det Oktavafsnit, der indledes med c²og afsluttes med h² (tostreget Oktav, se Bogslavskrift).

Touche (fr.). 1) Paa Klaveret Tangent, paa Lut og Guitar Baandene paa Halsen, paa Strygeinstr. Gribebrættet.

— 2) Fanfare, der af Orkestret udføres som Hyldest.

Toucher (fr.), at berøre, men ogsaa at spille Klaver, Lut, Guitar. Ex. : Couperins berømte Klaverskole: L'Art de loucher le clavecin.

Tovey, Donald Francis, f. 1875, eng. Pianist og Dirigent, optraadte allerede 1894 sammen med J. Joachim, gav 1900 Kompositionskoncerter i London, Berlin og Wien, grundede 1917 Reid-Orkestret i Edinburgh; betydelig og produktiv Komponist (dyrker særl. Variationsformen).

Tove, Opera af P. E. Lange-Müller, Kbhvn. 1878.

Tractur, se Orgel (S. 509).

Tractus, en Sang, der i den katolske Kirke i Fastetiden el. ved Sørge-højtider træder i Stedet for Gradualets Halleluja. Den har en alvorlig sørgmodig Karakter, og Texten bestaar enten af en hel Psalme el. af nogle faa Psalmevers. Se Messe.

Traëtta, Tommase, 1727-79, ital. Komponist, Elev af Durante (s. d.); blev efter en glimrende Debutopera 1751 en søgt Operakomponist i Italien, virkede i Parma og Venezia og kaldtes derefter som flere Samtidige til Petersborg og London-, svageligt Helbred hæmmede ham i de sidste Aar; d. i Venezia; fremragende ved dramat. Ildfuldhed, energisk Udtryk og dristig Harmonik; paavirket af fr. Opera [Rameau) og en Forløber for Gluck; skrev ialt 42 Operaer, deriblandt en »Iphi-genia« og en >Armida«, desuden nogle kirkelige Værker.

Tranquillo, Tranquillamente (ital.), Foredragsbetegn., roligt.

Transkription, Omskrivning el. Arrangement af en Komposition (Instrumentalstykke, Sang, Orkesterstykke) for et andet Instrument el. en anden Besætning end den, Komponisten selv har valgt (Ex.: Liszts Klaver-T. af Paganinis Violin-Capricer, af Schuberts Sange, af Berlioz' fantastiske Symfon., af Beethovens Symfon. m. m.); Liszt er overhovedet Hovedrepræsentanten for denne Genre, der for ham blev Anledningen til at opdage en Række ny tekniske Klavereffekter og i flere Tilfælde ogsaa kom til at opfylde en kunstnerisk Mission ved i Koncertsalen at slaa til Lyd for Originalerne (Schubert, Beethoven, Wagner).

Transponere (Transposition), at overføre et Musikstykke i en anden Toneart.

Transponerende kaldes de Blcese-instr., hos hvilke den Toneart, der svarer til det paagældende Instr.s Naturtonefølge (d. e. f. Ex. hos B-Klari-netten B-dur, hos A-Klarinetten A-dur osv.) noteres som C-dur. Hos B-Klari-netten maa da C-dur noteres som D-dur d. e. med 2 jj; hos A-Klarinetten maa C-dur derimod noteres som Es-dur o.l. Om Forholdene hos de øvrige t. Instr. oplyser Instrumentalionslæren, se den dér anførte Litt. Til de t. Instr. henhører Klarinet, Bassethorn, Engelsk Horn, Horn, Trompet, Kornel, Bugle-hom, Tuba o. fl., for saa vidt som disse ikke er stemte i C-dur.

Transversalsvingninger, Tværsvingninger, se Længdesvingninger.

Trapp, Max, f. 1887, tysk Komponist, Elev af P. Juon og Dohnånyi; en Tid lang Konservat.lærer i Berlin; har komponeret Symfon., Violinkoncert, Kammermusik, Klaverstykker, Sange m. m.; hans Arbejder er lidet kendt udenfor Tyskland, hvor han regnes blandt de talentfuldeste yngre Komponister.

Trascinando (ital.), Foredragsbetegn., slæbende.

Trautner, Wilhelm, f. 1855, tysk Musiker, Organist, har skrevet en Mængde vokal og instrumental (Orgel) kirkelig Musik og forf. Skrifter vedrørende Kirkemusik og -musikere.

Traviata, La, Opera af G. Verdi, Venezia 1853, Sthlm. 1868, Kbhvn. 1887.

Tre (ital.), tre, tre Gange, Ex. Canon a t., Kanon for 3 Stemmer, o. 1.

Trebelli, Zelia, 1838—92, Operasangerinde (Alt), f. i Paris af tyske Forældre (egl. Z. Gilbert); debut. 1859 i Madrid og gjorde strax stor Lykke ved sin ejendommelige, omfattende Stemme og dramat. Ævne, optraadte derefter i alle større Byer og paa talr. Operascener (saaledes flere Gange i Kbhvn.), efter 1862 særl. i England, hvor T. var meget yndet.

Tredecim, se Tertsdecim.

Trehou, Gregorius, d. 1621, var 1590—1611 Kapelmester ved det dsk. Hof. Han var Hollænder og vistnok uddannneti Italien. (Litt.: Hammerich: »Musiken ved Chr. IV.s Hof«).

Treklang, se Akkord.

Tremblement (fr.), Trille, se Ornamentik.

Tremolo (ital.), Bæven, Sitren, bestaar i en hurtig gentagen Angivelse af samme Tone og var en i Sangkunstens ældste Tider (f. Ex. hos Caccini c. 1600) under Navnet Trillo meget anvendt Sangeffekt (den egl. Trille hed da Gruppo). Overordentlig effektfuldt virker T. paa Strygeinstrumenter, hvor Enkelttonen ofte ogsaa erstattes med hurtig gentagne Dobbeltgreb. Det tidligste Forsøg paa T.s Anvendelse paa Violinen skyldes Biagio Marini (1617) (s. d.); som Orkestereffekt optræder det derimod sammen med Pizzicatoet første Gang i Kampscenen i Monte-verdCs II Combatlimento (1624). I Kla-vermasiken foreligger der bl. a. et fortrinligt Ex. i Weyses store F-moll-Etude. — Sammen med dette T. anvendes baade paa Violinen (paa en og paa to Strenge) og paa Klaveret det saakaldte brudte T., bestaaende i en hurtig frem og tilbagegaaende Bevægelse mellem 2 el. flere Akkordtoner el. Dobbeltgreb.

Ex.: Beethovens As-dur-Sonate Op. 26 : Marcia funèbre, Trioen o. m. a. St. Jfr. Vibrato.

Tremulant, Indretning i Orglets Vindkanal, der hindrer Vinden i at faa fuld Adgang til Piberne og derved bringer Tonen til at vibrere. Sættes i og ud af Virksomhed ved Hjælp af et specielt Registertræk.

Trésor des Pianistes, rigt Udvalg af ældre Klavermusik fra 16. Aarh. indtil Mendelssohn. 20 Bd. med histor. Kommentar af Félis og Udgiveren: J. H. A. Farrenc (s. d.).

Trestregede kaldes Tonerne indenfor det Oktavafsnit, der indledes med c⁸ og afsluttes med li³, d. e. Trestreget Oktav, se Bogstavskrift.

Triangel er en tynd rund Staalstang, der er bøjet som en ligesidet Trekant, hvis ene Spids er aaben. Hænger under Spillet i et Baand og anslaas med en Staalstav. Klangen er lys og

gennemtrængende, Tonehøjden ubestemt. T. kom som Orkesterinstrument i Følge med den militære Janitscharmusik først alm. i Brug sidst i 18. Aarh. Musiken el. rettere Rytmen noteres enten i G-Nøglen paa hvilken som helst af Linies\^Tstemets Linier eller kun paa en enkelt Streg.

Trias (lat.) anvendes i latinske mu-sikteoret. Skrifter i Betydning af Treklang (s. d.).

Tricinium (lat.) forekommer baade i Betydning af en a cappella-Sang for 3 Stemmer, og af en Komposition for 3 Blæseinstr., som oftest 2 Trompeter og 1 Horn.

Trille, se Ornamentik.

Trillekæde, en Række Triller, der gaar i umiddelbar Fortsættelse af hinanden, og af hvilke gerne kun den sidste afsluttes med et Efterslag.

Trio. 1) Komposition for 3 Instr. Alm. forstaas herved Klaver-T., d. e. Klaver, Violin og Cello. En Stryge-T. kan enten være sammensat af Violin, Bratsch og Cello el. af 2 Violiner og Cello. I ældre Tid brugtes T. ogsaa som Navn for en Komposition for 3 koncerterende Instrumenter (Sonata a tre) el. for 2 koncerterende Stemmer og en becifret Generalbasstemme. — 2) Den Mellemsats. der hos Menuet, March, Scherzo o, 1. stilles op imod Hovedtemaet og sædvanlig har en roligere og mere kantabil Karakter end dette (se Menuet). — 3) 3stem. Orgelstykke for 2 Manualer og Pedal (d. e. for tre Klaviaturer), hvor hver af de 3 Stemmer er registreret paa sin Maade. Mønsterprøver i denne Genre er Bachs Orgelsonater for 2 Klaverer og Pedal.

Triol (fr. Triolet, eng. Triples), Gruppe af tre Noder, fremkommen ved Delingen af en Nodeværdi i 3 lige store Dele i St. f. (som normalt) i 2. Kendes paa, at Noderne er forbundne ved en Tværstreg og som oftest har et med Bue forsynet Tretal over el. under:

Tripeltakt, 3delt Takt, d. e. ? 1 |. | g ft men ikke g og |, der er 2delte Taktarter (s. d.).

Triple croche (fr.), To og tredivtedels Node (s. d.).

Tristan og Isolde, Musikdrama af Rieh. Wagner, München 1865, Sthlm. 1909, Kbhvn. (Overs, af Karl Gjellerup), 1914.

Tritonus (lat, 3 Toner), den forstørrede Kvart (se Intervaller), der nemlig fremkommer ved Sammenstillingen af 3 Heltonetrin fgah. T. er som Stem-meskridt (f—h) forbudt i den strenge Sats, fordi den baade er svær at træffe og mislydende (se Stemmeføring). Middelalderens Teoretikere betegnede den derfor som Diabolus in musica (Djævlen i Musiken).

Tromba (ital.), Trompet; ttombare, blæse Trompet; trombettiere, Trompetblæser.

Tromba marina (ital.), se Trumscheit.

Tromba sorda, en med Sordin (s. d.) dæmpet Trompet.

Tromboncino (ital.), Sækkepibe (s. d.).

Trombone, forkortet Tromb. (ital.), Basun (s. d.); Trombonista, Basunist.

Trommebas, Basstemme, der gennem flere Takter hurtig enten gentager en og samme Tone el. brudte Oktaver.

Trommen (ital. Tamburo, Cassa, fr. Tambour, Caisse, eng. Drum) fremstilles af en kort og meget vid Træcylinder, hvis to aabne Ender dækkes af Kalveskind, som fastholdes med Træ-baand og strammes ved Hjælp af Snore, der i Siksak føres frem og tilbage mellem disse. Til Anslag benyttes to korte tykke Stokke, hvis Ender er beklædte med Filt el. Læder. T. foreligger i to Former: 1) Den store T., hvis Klang er dyb og tordenagtig, 2) den lille T. (el. Militær-T.), der er af mindre Format, ofte fremstilles af Messing og har en lys, gennemtrængende Klang Over det underste T.-Skind er her endvidere

trukket flere overspundne Tarmstrenge, der ved Anslaget af det øvre Skind bringes i Vibration og foraarsager den for denne Trommeart ejendommelige snerrende Tone. Tonehøjden er hos begge Trommearter ubestemmelig. Noteret bliver derfor kun Rytmen: hos den store T. i Bas-Nøglen, hos den lille i G-Nøglen el. kun paa én Linie, sml. Triangel.

T. er baade et af de ældste og et af de videst udbredte Instr. Selv de Naturfolk, for hvem Musiken kun be-staar som Rytme, kender den og gør Brug af den (Ex.: bl. a. de eskimoiske T.-Sange, T.-Sproget hos afrikanske Negerstammer m. m.). Hos Kuliurfolkene optræder T. lige fra de ældste Tider og helt op til Nutiden hovedsagelig som Militærinstr., i Middelalderen ofte (i lille Format) i Forbindelse med en Pibe el. Fløjte, se Fifre. Som Orkesterinstr. anvendtes T. 1706 for første Gang af Marin Marais i en Stormscene i Operaen »Alcyone«. Den store T. blev først ved det 18. Aarh.s Slutning indført i det europæiske Orkester sammen med den militære Janilscharmusik og benyttedes tidligst bl. a. af Mozart i > Bortforeisen « og af Haydn i hans »Militær-Symfoni«. Med stor Virkning anvendtes begge T.-Arter i den nyere Tid af Rossini i Ouverturen til Gazza ladra.

Trompe, Diminutiv Trompette (fr.), 1) ældre Navn for Horn. T. de chasse, Valdhorn; 2) gl. fr. Navn for Mundharpe.

Trompet (Trommet, ital. Tromba el. Clarino, lat. Tuba, fr. Trompette). 1) Natur-T. har som ethvert Metalblæse-instr. uden Ventiler el. Trækmekanisme et Omfang bestaaende af Grundtonen (hvis Højde bestemmes af Rørets Længde) og dennes Kvint, Oktav, Decim, Duodecim, Kvartdecim, Dobbeltoktav -f- 4 à 5 sekundvis fortsatte Toner (se Basun). Før Ventilmekanismens Opfindelse brugtes 'i Orkestret Instr., som ved Hjælp af Bøjler sattes i forskellige Stemninger. Disse afløstes ved 19. Aarh.s Begyndelse af 2) Ventil-T., der havde f som Grundtone, og som (for c. 30 Aar siden) atter afløstes af 3) Kornetten, hvis Hovedstemning er B, A el. C. Dette Instr., der for at skabe en Klang, som nærmer sig Trompetens, er bygget noget snævrere, benævnes ogsaa T. i B (el. A) og bruges nu overalt i Symfoni- og Operaorkestre. Mange Komponister noterer endnu, uvist hvorfor, T.-Stemmerne i F; de burde naturligvis noteres i B, A el. C, selv om Nutidens Trompetister kan udføre Stemmer skrevne for F.-T paa B-Instr. Det maa dog bemærkes, at der paa F-T. kan blæses kromatisk en Kvart dybere end paa B-T. B-, A- og C-T., Flygelhorn og Piston (se Ventilinstr.) adskiller sig kun fra hverandre ved deres Façon og lidt forskellige Rørvidde. Omfanget er ganske éns; de staar alle nøjagtig en Oktav højere end Basunen (s. d.). — Wagner anvender en T. i Es, kaldet Bas-T., som staar en Kvint dybere end den, der nu er i Brug. —

Natur-T', anvendes endnu som militært Signalinstr., og F og Es-T. i Harmoni- og Militærorkestre. I Operaen »Aidas anvendes paa Scenen 4 T.er med én Ventil; de staar i to Stemninger (de to i As og de to i H). (Litt.: H. Eichhorn: »Die T. in alter u. neuer Zeit; H. Pietzsch: »Die T. als Orchesterinstr. «).

Tronchi, Giovanni, f. 1876, ital. Musiker, Elev bl. a. af Joh. Svendsen, Dirigent ved ital. Operaer, fra 1907 —14 Leder af »Malmös Musik-Kon-servat.« og 3 Sydsvenska filharmon. Föreningen; ogsaa Komponist (Orkester-og Kammermusik, Klaver- og Fløjtestykker); fra 1914 i Italien.

Troper, Tropi, i den gregorianske Sang 1) d. s. s. Toni og Modi, d. e. Tonearter; 2) de forskellige Melodiformler for den lille Doxologl (s. d.); 3) Fraser af Davids Psalmer el. den hellige Skrift, der i 9. Aarh. ved festlige Lejligheder, som en Art Omkvæd, særl. blev indlemmede i Introituspsal-men, Kyriet, Gloria o. 1. (jfr. Sequens).

Troppo (ital.), Foredragsbetegn., for meget; non t., ikke for meget.

Trubaduren, Opera af G. Verdi, Rom 1853, Sthlm. 1860, Kria. 1861, Kbhvn. 1865.

Trubadurer (i Provence Trobadors, i Nordfrankrig Trouvères, Trouveurs, Troveors) kaldtes i 11—14. Aarh. Frankrigs ridderlige Digtere og Sangere, ligesom Tysklands benævntes Minnesangere (s.d.). T. følte sig for fornemme til selv at frembære deres Sange. De underholdt til dette Brug lønnede Tjenere: Jonglörer (s. d.). Trubadursangene delte sig ligesom Minnesangene i forsk. Arter (Tjenestesange, (Sirven-tes, s. d.), Stridssange, Pasloureller (se Pastorale), Dansesange, Dagsange. Aftensange, Romancer og Chansons (s. d.) og deres Emne er altid Elskov og Kvindedyrkelse. Berømte Arnesteder herfor var Hofferne i Provence, Toulouse, Poitiers. Aragon, Kastilien, Leon o. fl. Af navnkundige T. bør nævnes Grev Vilhelm af Poitiers, Richard Løvehjerte, Kong Thibaut af Navarro. Carl fra Anjou, endv. Bertrand de Born, Raoul de Coucy, Adam de la Hale og Guillaume de Machaud.

Af de provencalske T.s og de nordfranske Trouveurs' Melodier er foreløbig kun en ringe Part draget frem for Lyset, idet Flertallet af de offentliggjorte Text-Samlinger har ignoreret de i Haandskrifterne bevarede Melodier. Det forberedende Arbejde til Offentliggørelse af disse er dog nu i fuld Gang,idet pragtfulde Facsimile-Udgaver af T.-Haandskrifter med Melodier dels allerede foreligger, dels er under Udgivelse, og Melodiernes Tydning og Omskrivning i moderne Noder, efter en Række mislykkede Forsøg, nu synes at være kommet i de rette Hænder hos den lothringske Forsker J. B. Beck (s. d.), der har gjort T.-Melodierne til sit Speciale og til Belysning af T.-Sangen nu planlægger Udg. af et Hovedværk, der i 8 Bd. skal rumme de nordfranske Digtersangeres Produktion. (Litt.: P. Aubrg : Afhandl, om de ældste T.-Melodier i Revue Musicale 1904-05; J. B. Beck: »Die Melodien der Troubadours« (1908); La musique des Troubadours (1910, i »Musiciens célèbres«)).

Trumpe (tysk), 1 ) Mundharpe; trumpen, at spille paa Mundharpe. — 2) Moths Ordbog skriver: »T. kaldes en Lut; at trumpe er at lege paa Lut«.

Trumscheit (tysk, ogsaa Nonnengeige, Trompetengeige, Marientrompet, ital. Trompet marina, lat. Tympana-schiza m. m.) er Navnet paa et mærkelig primitivt Strygeinstr., der fra 14 —18. Aarh. var i Brug overalt i Europa. Groft sammenføjet af 3 lange kileformige Brædder, af hvilke det everste tjente som Sangbund for 1—3 Strenge, blev det fra først af baade fremstillet i lille og i stort Format og blev afvexlende behandlet med Fingergreb og med Buestrøg. Senere (fra c. 1500"! blev det derimod hovedsagelig bygget i stort Format (indtil Mandshøjde), havde som oftest kun én meget grov Streng og blev konsekvent behandlet med Slrygebue. Sin Ejendommeligbed havde dette Strygeinstr. i sin trompetUgnende Klang, der foraarsage-des ved, at den Stol, der støttede Strengen, kun med sit ene Ben støttede fast imod Sangbunden; det andet stod kun i løs Forbindelse med en lille Plade af Ibenholt el. Glas, der var øget ind i Sangbunden. Anstrøg Buen Strengen, sitrede da denne og det løse Ben om Kap, og Trompetklangen fremkom, end yderligere markeret ved, at Spilleren paa T. udelukkende gjorde Brug af Flageolet-toner (s. d.). Ved Musikopførelser i Nonneklostre, hvor mandlig Hjælp var udelukket, traadte T. endog i Trompetens Sted. I 16. Aarh. blev T. forfinet ved at udstyres med en Violinhals med Snegl og sidestillede Skruer og ved at faa et omhyggeligere forarbejdet Lydlegeme, og i 18. Aarh. oplevede det i Frankrig en Benaissance og ny Forbedringer, der bl. a. bestod i, at der inden i Lydkassen blev anbragt en Bække medklingende Metalstrenge. Saaledes steg den i Bang, blev Musi-kerinstr. og figurerede en Tid lang i Paris endog som Hofinstr. i det kgl. Musikkapel. I en yderst degenereret Skikkelse præsenterer T. sig omtrent ved samme Tid som omtalt i et dansk Værk: »Trompet marin«, staar der i Moths Ordbog, »er et Spilleredskab, som er gjort af et langt Stykke Træ, hvorpaa er spændt en grov Streng over en oppustet Blære, der sidder nedentil, og hvorpaa stryges med en

Fejlebue, og giver en Lyd som eu Trummete«. Som nøjagtigt Sidestykke til det her beskrevne Instr. staar den i England og Nederlandene sent benyttede Bladder and String og Tyskernes endnu under Krigen i Skyttegravene (ifølge Curt Sachs), anvendte Bumbas (Litt.: D. Fryklund: »Studier över Marintrumpeten«).

Tronitz, Jo (Filip Jonas), f. 1879, nsk. Pianist og Musikpædagog, Elev af Chr. Johnson, Erika Nissen og Martin Knutzen, Kria., og /. Kwast, Berlin m. fl. ; Debut i Kria. 1902. Med en kortere Afbrydelse bosat forsk. Steder i Amerika siden 1906, fra 1924 i Los Angeles; talrige Koncerter i Norge og Amerika.

Trunk, Richard, f. 1879, tysk Musiker, Elev af Münchens Musikakademi, Korforeningsdirigent, en Tid i Amerika, nu i Köln; ogsaa Musikanmelder; har komponeret talr. Sange, Mands-og blandede Kor og nogen Instrumentalmusik (Orkesterhumoreske: »Walpurgisnacht«).

Tryllefløjten, Opera af W. A. Mozart, Wien 1791, Sthlm. 1812, Kbhvn. 1826.

Træharmonika, d. s.s. Xylophon(s.d.)

Trækharmonika (tysk Ziehharmonika, sv. Dragharmonika, fr. Accordion) blev i 1829 opfundet af Damian i Wien. Ligesom hos Mundharmonikaen og den kinesiske Cheng (s. d.) frembringes Tonerne hos T. af gennemslaaende Metaltunger, der sættes i Vibration ved Hjælp af en Luftstrøm, der tilvejebringes ved, at Spilleren afvexlende trækker en foldet Bælg udog presser den sammen, og derved sætter de i Bælgens Over- og Underplade anbragte Tunger i Bevægelse, samtidig med at højre H. regerer en med Ventiler forsynet Klaviatur. Paa den alm. lille T. frembringer Klaviaturen kun en diatonisk (Dur) Skala, mens to af venstre H. regerede Klapper skaber de hovedsagelig kun paa Tonica og Dominant byggede Basakkorder. Den større T. (Melophon, Concerlina, først bragt i Handelen af Englænderen Wheatstone) raader derimod over en gennem flere

Oktaver ført kromatisk Skala og er overhovedet fuldkommengjort saa vidt, at den nu som Virtuosinstr. er en ikke helt sjælden Gæst paa Koncerttribunen Tschaikofski,Peter, 1840—93, russ. Komponist, var allerede ansat i Finansministeriet, da han 1863 blev Elev af Petersborgs Konservat.; 1866 kaldte Nik. Rubinstein ham til Lærer ved Konservat. i Moskva, hvor han fik sine første Kompositioner opført; et ulykkeligt, snart opløst Ægteskab foranledigede T. til at opgive Lærerstillingen, ?877, og rejse til Udlandet med Ophold i Schweiz og Italien; en rig

Velynderinde, Fru von Meck, satte ham i Stand til ene at leve for sin Kunst; først senere overvandt han sin Beskedenhed og Sky for offentlig Optræden og fremførte selv sine Kompositioner som Dirigent i Rusland,Tyskland, Østrig, England, Schweiz, 1890 —91 endog i Amerika; d. pludselig (efter alm. Angivelse af Kolera) i Petersborg kort efter Fuldførelsen af den berømte Symphonie pathétique. — T. var en overordentlig produktiv Komponist i alle Musikens Genrer, men hans Værker er af ulige Værd og Indhold; en Del af dem hører nærmest til den finere Salonmusik, andre synes skrevne uden stor Anspændelse eller Inspiration, men i sine bedste (og berømteste) Værker er han en Hovedskikkelse i moderne Musik, der i høj Grad har fængslet Publikum rundt om i Verden; saadanne Værker er navnl. den 4. (f-moll), den 5. (e-moll) og den 6. (h-moll), Ouverturen »1812«, Symfon., Violin- og Klaverkoncert, Operaen »Eugen Onegin* (opr. skrevet for Moskvas Konservat.s Elever 1879, siden opført paa de fleste Operascener — iøvrig med forsk. Held — Kbhvn. 1915, Kria. 1917), endvidere Strygekvartetterne i D-dur og es-moll, Klavertrio a-moll til Erindring om N. Rubinstein, Strygesextetten Souvenirs de Florence, Cello-i?ococo-Varia-tioner. endelig adskillige af Sangene og Klaverstykker som »Aarstiderne« o.a.; af andre Værker kan nævnes Orkester-suiter (»Mozartiana« og »Nøddeknækkerne«), italiensk Capriccio, en »dansk« Ouverture triomphale, Fantasi-Ouverturer som »Romeo og Julie«, »Hamlet«, »Stormen« m. fl.. Operaerne »Pique Dame« og »Jolanthe« (ogsaa opført udenfor Rusland), Balletterne »Tornerose« og »Nøddeknækkerne«, scenisk Musik til »Snehvide« o. a.; T. forf. endelig en Harmonilære. — For Vestens Opfattelse stod T.s Frembringelser som typisk nationalruss. med deres stærke Modsætninger mellem Melankoli indtil Selvopgiven og vild (»asiatisk«) Livsglæde og Lidenskabelighed, med deres Udtryk for sarte og naive Følelser og kendelige Trang til en sensibel, næsten rørende oprigtig, undertiden omstændelig, personlig Meddelelse, med deres nationale Patos og Anvendelse af ejendommelige Rytmer og Taktarter (som i de folkelige Sange og Danse); den egl. natio-nal-russ. Retning har imidlertid ikke villet anerkende T. som Musikrepræsentant, og det synes, som om han er blevet mere skattet udenfor end i sit Fødeland. Trods Ujævnhederne i T.s Temperament og Frembringelser og trods Tilslutning til vesteuropæisk Romantik er han en særpræget og højtbegavet Komponist, udmærket ved Fantasifuldhed, malende (orkestral) Ævne, rig og fremragende teknisk Formaaen, og har øvet ikke ringe Indflydelse paa sine Samtidige. (Biogr. af Broderen Modeste T., overs, paa tysk, Baskin, Knorr (i »Berühmte Musiker«), Hruby, O. Keller og Stetnitzer).

Tscheng, se Cheng.

Tschirch, Wilhelm, 1818—92, tysk Komponist af i sin Tid meget populære Mandskvartetter. Opera, Korværket »Eine Nacht auf dem Meere« etc.; Kapelmester i Gera; 1869 i Amerika med sine Korværker ; efterlod en Selvbiografi.

Tua, Teresixa, f. 1867, ital. Violinistinde, Elev af Massari, koncerterede fra 1882 som udmærket Virtuos rundt om i Europa (Kbhvn. 1884, Kria. 1883 og senere); 1889 g. Verney ng har siden levet i Italien.

Tuba. kaldes alle de moderne store kromatiske Basblæseinstr. af Buglehor-nenes Slægt, der 1835 i Tyskland først blev konstruerede af Moritz og Wie-precht, i Frankrig af Ad. Sax og

umiddelbart afløste Serpent og Ophikleide (s. d.). — Den T., som anvendes i Symfoni- og Operaorkestret er i Alm. enten bygget i F (med Omfang GeS]^ —f) el. i B, d. e. som Kontrabas-T.med omtrent samme Omfang. I Militærmusiken anvendes den saakaldte Helikon, der af praktiske Grunde har en anden Form (cirkelrund), men iøv-rig ikke adskiller sig fra de nævnte. R. Wagner og enkelte moderne Komponister anvender en Bas-T., som i klanglig Henseende er en Mellemting mellem Horn og Basun, men har Basunens Omfang.

Tullberg, Otto Fredrik, 1802—53, sv. Sangforeningsleder, var Prof. i orientalske Sprog ved Upsala Univers.; en Tid lang interesseret Leder af Studentersangen sst., indførte regelmæssige Prøver og regnes for Skaber af Upsala Studentersangforening.

Turbae kaldtes opr. de Kor (Folkekor o. a.), der i Passionsværker, Oraiorier o. 1. griber ind i Handlingen (til Forskel fra Enkeltpersonernes Tale og de senere indførte betragtende Kor og Koralerne). Se Passion.

Turco (ital.), tyrkisk. Alla turca, paa tyrkisk Manér.

Turina, Joaquin, f. 1882. sp. Komponist, uddannet i Madrid og Paris (Schola cantorum), betydelig Klaverspiller; levede i Paris til Verdenskrigen, nu i Madrid som Pianist og Dirigent; har komponeret symfon. Digtninge, Sinfonia Sevillana, Danzas fan-tasticas o. a. Orkesterstykker, Kammermusik, en Række Vokalværker og sceniske Arbejder og navnl. romantisk-sp.-farvede Klaverstykker (Sonate romantique, Sevilla, Contes d'Espagne etc.).

Turner, William, 1652—1740, eng. Musiker, Dr. mus., skrev Services og Anthems, som regnes til det bedste i den Tids eng. Komposition.

Tutto (ital.), al, hel; tutta la forza, med fuld Kraft; tutti, alle, i Modsætning til Solo, forlanger, at Orkestret el. Koret skal falde ind.

Tvisang (isl. Tvisöngur), en mærkelig Art af tostemmige Sange, der i Island fra gi. Tid har været sungne ved Gudstjenester, Familiefester o. 1., og som ved deres Benyttelse af uafbrudte Kvintfølger paa saa mærkelig Maade viser tilbage til Middelalderens parallele Organum (s. d.), at de ikke alene med fuld Sikkerhed bekræfter hins (en Tid lang betvivlede) Existens, men tør opfattes som sandsynlige Reminiscenser af den flerstemmige Munkesang, der sammen med Kristendommen indbragtes i Landet ved Aar 1000. (Litt.: »111. Musikhistorie« I S. 44 f.; A. Hammerich i »Aarb. f. nord. Old-kyndighed«, 1899).

Tværfløjte, se Fløjte.

Tværstand (tysk Querstand, fr. fausse relation) kaldes en i den strenge Sats forbudt Stemmeføring,der bestaar i, at den kromatiske Forandring af en Tone ikke finder Sted i den Stemme, hvor Tonen har Plads, men i en anden:

Tympanischiza, Trumscheit (s. d.).

Tympanum (lat.) anvendes som Navn baade for Pauke, Hakkebræt og Psalter.

Tyndall, Johx, 1820-93, eng. Fysiker, Prof. ved Royal Institut i London; skrev den vidtkendte populær-viden-skabelige Bog om akustiske Fænomener: Sound (1867, mange Opl. og overs, paa flere Sprog, paa dsk. 1875).

Türk, Daniel Gottlob, 1750—1813, tysk Organist og Teoretiker, Univers.-Musikdirektør og Organist i Halle; komponerede Oratorium, Symfon., Kirkemusik m. m. og udg. en meget benyttet Klaverskole; anset og søgt Teorilærer bl. a. for C. Loewe; forf. en Lærebog i Klaverspil, Anvisning til Generalbasspil, »Von den wichtigsten Pflichten des Organisten« m. m.

Tyrkisk Musik el. Janitscharmusik, et Orkester, særl. Militærorkester, sammensat af Blæse- og Slaginstr., deribl. stor Tromme, Bækkener, Triangel, Klokkespil m. m.

Tyrolienne (fr). 1) Tyrolersang afsluttet med Jodlen; 2) Moderne Pardans i langsomt Tempo og ³/₄ Takt, i Slægt med Ländler (s. d.).

Tyrwhitt, Gerald (Lord Berners), f. 1883, eng. Komponist, i diplomatisk Tjeneste i Konstantinopel og Rom; selvlært Komponist af Opera, Orkesterfantasi, Klaverstykker og Sange m. m., nærmest i Stravinskys groteske Stil.

Tæt Beliggenhed bet. i Harmonilæren den Ordning af Stemmerne i den 4stem. Sats, hvor Tenor og Alt anbringes saa tæt som muligt under Sopranen Modsætningen hertil er spredt Beliggenhed, hvor Mellemstemmerne er jævnt fordelte mellem Yderstemmerne.

Tætføring er i Fugaen Forbindelsen af Dux og Comes, hvor de sætter saa hurtigt ind efter hinanden, at den ene først lige er kommet i Gang, naar den næste allerede falder ind. Se Ex. under Fuga (S. 163 a).

Töpfer, Johann Gottlob, 1791 — 1870, tysk Organist og Musikforf. i Weimar; udg. »Die Orgelbaukunst«, »Die Orgel, Zweck und Beschaffenheit ihrer Teile« m. fl., komponerede Kantaten »Die Orgelweihe«, talr. Orgel-stykker, Kammermusik etc.

Törnudd, Axel, f. 1874, finsk Komponist, 1908 — 10 Lærer i Teori og Musikhistor. ved Helsingfors Musikinstitut; komponerede Korsange m. m. og udg. en »Handledning i enstämmig sångkomposition«.

Tørsleff, Ludvig Christian, 1849 — 1914, dsk. Sanger og Pædagog, gik 1884 med Stipendium til Firenze for at uddannes, men Stemmen tog Skade, saa han maatte opgive at optræde; Sanglærer i Leipzig 1888—98, derefter i Kbhvn. og fra 1902 i München; har uddannet mange Elever, deribl. kendte Operasangere.

Tøstie, Jacob, 1805—44, nsk. Musiker, uddannet som Violinist i Kria. og Kbhvn. Dirigerede Orkestret ved Kria. offentl. Teater 1829—30, var fra 1835 ansat som Violinist ved det kgl. Kapel i Sthlm.

Udbye, Martin Andreas, 1820—89, nsk. Komponist, Elev af Becker og Hauptmann i Leipzig, Organist ved Frue Kirke i Trondhjem, skrev Operaen » Fredkulla«, Musik til »Magnus den gode«, Syngestykket »Junkeren og Flubergrosen«, Sangspillene »Hjemve« og »Perichaus Reise«, Korværket »Dagen er oppe«, Tonemaleriet »Aasgaards-reien«, »Sønnetabet« for Solo og Orkester, tre Lejlighedskantater. deribl. >Trøndernes Farvel til de bortdragende Sangere« til Sangerstævneti Trondhjem 1883, videre Strygekvartetter, Koraler, Orgelpræludier, Sange m. m. U.s Opera »Fredkulla« var 1877 omtrent færdig indstuderet ved Kria. Teater, og U. var paa Rejse ned fra Trondhjem til Premieren, da Budskabet om Teatrets Brand naaede ham. Saavel Orkesterværkerne som Mandskorene (maaske særl. »Stormen gaar sin kjæmpegang«) vidner om Komponistens store Begavelse, som p. Gr. af vanskelige Forhold ikke helt fik udfoldet sig. (Litt.: Arne Eggen i »Norges Musikhistorie«),

Ùdine, Jean d', f. 1870, fr. Musikforf., opr. Jurist, fra 1898 Courrier Musicals Musikkritiker; oprettede i Paris en Skole efter Jacques-Dalcrozës (s. d.) System, skrev »Gluck«, L'art et le Geste, Qu'est ce que la Musique m. m.; ogsaa Komponist.

Udløsning (fr. échappement) kaldes i Pianofortemekanismen den Indretning, der bevirker, at Hammeren, naar den har ramt Strengen, øjeblikkelig falder tilbage i sit Leje.

Ugolini, Vincenzo, d. 1626, fra 1620 Kapelmester ved Capella Giulia i Peterskirken, en af de mest fremragende Repræsentanter for Palestrinastilen, skrev bl. a. en Bog 12stem. Psalmer og Motetter.

Uhlig, Theodor, 1822-53, lysk Violinist og Komponist; opr. Modstander af Rieh. Wagner, senere hans begejstrede Tilhænger; udg. »Lohengrin« i Klaverudtog; komponerede adskillige Værker, men kun faa er udg.; ogsaa musiklitterær virksom: Wagners Brev-vexling med U. er udg. 1888.

Uimonen-Jännes, Annikki, f. 1891, finsk Sangerinde (Mez.-Sopr.), studerede i Helsingfors og Wien : debut, paa Operaen i Czernowitz 1912 og ansat ved Operaen i Helsingfors 1914 — 17; derefter Koncert-og Operaturnéer.

Ulfrstad, Marics Mouritz. f. 1890, nsk. Komponist, Musikpædagog og -kritiker; Elev af Lindemans Konservat., Kria.; studerede senere i Tyskland, Frankrig og Italien. Frugtbar Komponist, særl. af Romancer og af Sange for Mandskor og blandet Kor, deribl. af 110 Sange, til Su. Morens Ungdomsbog; har desuden skrevet Suiter for Piano, Orgel, Violin. Kantater m. m. Organist i Kragerø 1914—17. Gav i 1919 en vellykket Kompositionsaften i Kria. (Romancer og Ballader). Oprettede i 1921 et Musikakademi i Kria., som han fremdeles leder, Musikanmelder i Kria.pressen siden 1917, fra 1922 i >Morgenposten«. Har spillet en betydelig Rolle indenfor Fagmusikernes Organisationer,

Ulibischef, se Oulibischef.

Ulige Takt, se Taktarter.

Ulrich, Emilie, f. Boserup, f. 1873, dsk. Operasangerinde (Sopran), Elev af Fru Keller; debut. 1894 paa det kgl. Teater og hørte til sin Afgang 1920 til vor Operas bærende Kræfter, hvis lødige Stemmeklang og dramat. Talent lod hende beherske de mest forskelligartede Roller.

Ulrich, Hugo, 1827-72, tysk Musiker, Teorilærer i Berlin ; komponerede kun faa Værker: Symfon., Klavertrio m. m.; men var en søgt og dygtig Udg. og Arrangør af klassiske Værker.

Umlauf, Ignaz, 1756—96, østr. Komponist af Operaer og scenisk Musik, der gjorde stor Lykke, især »Das Irrlicht« og >Die Bergknappen«, der 1778 aab-nede Kejser Joseph II.s (tyske) Nationalsangspil-Scene, hvis Kapelmester U. var; skrev Balletter, Kirkemusik m. m.

Un, una, uno (ital.); en; un poco, en lille Smule.

Una corda (ital, én Streng) betyder, at Pianopedalen skal anvendes. Skal den igen fjernes, noteres enten tutte corde el. tre corde. Angaaende Ordets Oprindelse se Klaver III, Klavicembal (S. 299 a) og Hammerklaver (S. 301 a).

Unca, d. s. s. Fusa (s. d.).

Undecim, den 11. Tone op fra To-nica.

Undertoner kaldes den nedadgaaende Række Toner, som med en given Tone til Udgangspunkt danner Spejlbilledet af dennes Overtonerække. U. til c² bliver saaledes c¹, f, c, As, F, D, osv. Enhver af U. indeholder Udgangs-tonen blandt sine Overtoner. Skal c²frembringes som Flageolettone paa en Streng, maa dennes Længde svare til en af U. Den Antagelse, at U. skulde frembringes hørligt ved Angivelse af den fælles Udgangstone og altsaa ind-gaa som en Bestanddel af dennes Klang, holder derimod ikke Stik.

Understemme, den underst beliggende (dybeste) Stemme i en flerstem. Sang el. Sats; den øverste kaldes Over-stemme, de mellemliggende Mellemstemmer.

Ungdom og Galskab, Syngestykke af Dupuy, Kbhvn. 1806, Sthlm. 1814.

Unger, Caroline, 1803—77, østr. Operasangerinde (Sopran), studerede i Milano, optraadte i Wien, 1833 i Paris, London og derpaa atter i Italien ; en livfuld og vindende Personlighed, begavet med stor, dramat. Stemme; stod Beethoven og Lenau nær; Donizetli, Bellini o. a. komponerede Partier for U., der sang Solo ved 1. Opførelse af Beethovens 9. Symfon.

Unger, Hermann, f. 1886, tysk Komponist og Musikforf., studerede hos Edg. Mel og Max Reger; komponerede Kammermusik, Sange og Korværker m. Orkester m. m. og skrev bl. a. n Musiktheoretische Laienfibel«, »Max Reger«; Redaktør af »Rhein. Musikzeitung«.

Unger, Max, f. 1883, tysk Musikforf, Elev af Leipzigs Nonservat. og af Hugo Riemann, lever i Leipzig som Dirigent og Kritiker; skrev »Muzio dementis Leben« samt en Række Skrifter vedrør. Beethoven, af hvis samlede Breve han forbereder en ny kritisk Udg.

Unison, enstemmig.

Unisonus (lat.), Enklang, Prim, se Interval.

Unitamente (ital.), overensstemmende.

Urlus, Jacques, f. 1868, holl. Operasanger (Tenor); knyttet til den holl. Opera, derefter til Operaen i Dresden i mange Aar, med Afbrydelser af Gæstespil i Bayreuth og i New York; sang paa del kgl. Teater i Kbhvn. 1918.

Ursin, nsk. Musikerslægt. Niels U., 1800—62, var Organist i Ullensaker, en god Violinist og fortræffelig Dansekomponist. Han uddannede selv sine tre Børn: Fredrik U., 1825—90, som senere blev Elev af Leonard, første Violinist ved Teaterorkestret i Kria., anset Violinlærer og Udg. af en meget benyttet Violinskole; Dorothea U., 1835—93, senere Elev af Kjerulf og Kullak i Berlin, en dygtig Pianistinde og Pædagog, samt Martin U., 1842 —1916, senere Elev af Conradi og Kullak, ogsaa søgt Pianolærer.

Urspruch, Anton, 1850—1907,lysk Pianist og Komponist, Elev af Lach-ner og Liszt, Lærer ved Hochs og Raffs Konservat. i Frankfurt a. M.; af hans Kompositioner nævnes Operaer (særl. »Das Unmöglichste von allem«), Symfon., en Mængde Klavermusik, Trio, Korsange etc. ; skrev ogsaa »Der gregorianische Choral«.

Ut, Navnet for det første Trin i det guidoniskeHexachord, fra hvilken Tone dette end gaar ud, se Solmisalionssyste-met. Jfr. do.

Ut supra (lat.), Foredragsbetegn., d. s. s. come sopra, som ovenfor.

Uttini, Francesco Antonio, 1723— 95, ital. Musiker, Elev af Paler Martini, Hofkapelmester i Sthlm. fra 1767 ; komponerede en Række Operaer med sv., ital. eller fr. Text i før-Gluck'sk Stil, endvidere Kammermusik, Lejlighedsar-bejder m. m.