V Forkortelse 1) af voce el voci; Ex. m. y., mezza voce (s. d.); 2) af Violin (noteres ogsaa V°); 3) v. s., o: volti subito, vend hurtigt (Bladet).

Vaccai, Niccola, 1790—1848, ital. Komponist og Sangpædagog; Elev bl. a. af Paisiello; hans første Opera opførtes 1815, men uden Held, og snart kastede V. sig hovedsagelig over Sangundervisning i Venezia, Wien, Paris, London og Milano; skrev Metodo pra-tico di canto italiano og Ariette per caméra foruden Balletter og Kirkemusik; fremragende Sangpædagog med mange, siden vidt kendte Sangere som Elever. (Biogr. af G. Vaccai).

Valdhorn, se Horn.

Valen, Fartein Olav, f. 1887, nsk. Komponist, studerede først Filologi, gik over til Musiken, blev Elev af Musikkonservat.,Kria., C Elling, »Hochschule« i Berlin. Skrev Sonate for Piano, Sonate for Violin og Piano, Trio for Violin, Violoncel, Piano, »Ave Maria« for Solo og Orkester (de to sidste Ms.).

Valentin, Karl, 1853—1918, Elev af Josephson og Leipzigs Konservat., fra 1885 i Göteborg som Dirigent (»Harmoniska sällskapet«), Foredragsholder og Kritiker, fra 1897 i Sthlm., navnl. som Kritiker (»Sv. Dagbladet«) og Lærer ved Konservat.; komponerede mest Vokalmusik og Pianostykker; forf. en illustreret Musikhistorie, 2 Bd., foruden mindre Skrifter.

Valentini, Pier Francesco, d. 1654, fremragende Komponist af den romerske Skole, skrev to Operaer: La Mitra og La transformazione di Dafne, Ma-drigaler og Canons, deriblandt en for 96 Stemmer, m. m.

Valkyrien, Musikdrama — II Del (»Dag«) af »Nibelungens Ring« — af Rieh. Wagner, München 1870, Kbhvn. 1891, Kria. 1920.

Vallerius, Harald, 1646—1716, sv. Musiker, Director musices ved Univers, i Upsala, senere Domkirkeorganisl, fra 1690 Prof. i Matematik. Mest bekendt for sit udmærkede Arbejde med »Koralpsalmboken«, 1697; skrev Afhandlinger af musikvidenskabelig Art, Phg-sico-musica de sono m. fl.

Vallotti, Francesco Antonio, 1697 —1780, ital. Komponist og Teoretiker; Organist og Kapelmester i Padova; af hans talr. kirkelige Kompositioner er kun nogle faa 4stem. Responsorier trykt; skrev et lærd Værk: Della sci-enza leoretica e pratica della moderna musica, 1 779; blandt hans Elever nævnes Abbed Vogler og Sabbatini. der forf. V.s Biografi.

Vals (fr. valse, eng. waltz), moderne Pardans i ³/₄ Takt. Føres i Almindelighed tilbage til den sydtyske Dreher el. Ländler (s. d ). Det var ogsaa i Sydtyskland (Østrig, Bayern og Bøhmen), at V. tidligst optraadle som Selskabsdans, og det varede ikke længe, før den var kendt i alle Egne af Europa. Som Afløser af Kvadrilledansene vakte V. fra først af Forargelse, fordi Herre og Dame i den kom saa uvant nær ind paa Livet af hinanden. I Fulda blev den 1767 endog forbudt, og i Basel truede Politietden,dervovedeat »valses, med en større Bøde. Moden lod sig imidlertid ikke standse. I Wien naaede V. 1787 i Martinis Opera: Una cosa rara endogsaa frem paa Scenen og medvirkede til, at dette Værk kom til helt at slaa Mozarts »Figaros Bryllup« af Marken. Efter at V.-Melodien ved 19. Aarh.s Begyndelse i en kort Periode var slaaet over i det sentimentale (Længsels-, Slumre-V. o. 1.), kom der med C. M. v. Webers »Aufforderung zum Tanze« paany Liv og Fart i Danse-musiken. V.formen blev udvidet, og i 1830erne fandt V. saa i sin færdige Form (5 Numre med en Indledning og Finale) i Wien sine klassiske Haand-hævere i Lanner og Strauss, Fader og Søn, der ogsaa ved Koncertrejser gjorde Propaganda for den. Af andre berømte V.-Komponister kan nævnes Labitsky, Gungl, Fahrbach og Waldteufel og i Danmark H. C. Lumbye.

Mens den hidtil omtalte V. udtrykkelig kun tog Sigte paa det dansende Publikum, var der en anden Gruppe af V., hos hvilke V.rytmen kun dannede det inspirerende Udgangspunkt under Tilvejebringelsen af et til Foredrag bestemt Kunstværk (Chopins, Schumanns, Liszts, Brahms' V. med de for denne Genre afpassede Titler: Valse noble, V. characteristique, Caprices valses o. 1.). De forsk. Navne, under hvilke V. optræder som virkelig Dans, betegner forsk. Dansemaader, saa som Langsom V., Wiener-V., Hopsa-V., Holstensk V., Tyroler-Y. Der fore-laa endogsaa en Galopade-Y., der ifølge sin Affattelse i -^ Takt dog maa stilles udenfor de virkelige V.s Række. (Litt.: Grüner-Nielsen: »Folkelig V.«).

Vandbæreren (el. De to Dage), Opera af Cherubini, Paris 1800, Kbhvn. 1803, Sthlm. 1803, Kria. 1867.

Vanderstraeten (v. d. Straeten) Edmond, 1826—95, belg. Musikforf., 1857 i Bruxelles, hvor han nogle Aar efter ansattes som Bibliotekar; skrev Le noordische Balck du musée communal d'Ypres, Voltaire musicien, Les musiciens Belges en Italie og — hans Hovedværk — La musique aux Pays-Bas, 8 Bd. 1867—88, og forsk, andre Skrifter.

Van Dijck (Dyck), se Dyck.

Van Lier, se Lier.

Vandorgel (lat. Organum hydrauli-cum), Forløber for Nutidens Vindorgel (se Orgel); blev 170 f. Kr. konstrueret af Ktesibios i Alexandria, der benyttede Vand til Regulering af Vindstyrken. Beskrevet af Heron fra Alexandria (i Spiritualia seil Pneumalica) og Vitruvius (i De architeclura X, 13). (Litt. : F. W. Galpin, Notes on a Roman Hydraulic, 1904).

Variation, Forandring el. Forvandling af et Tema, uden at dettes Konturer udviskes el. ukendeliggøres. De tidligste Forsøg i denne Retning foreligger i 16. Aarh.s Forbindelse af en For- og Efterdans, hvor Efterdansen gentog Fordansens Melodi i en anden Taktart. Temaer med Følge aï en længere Række af Ver skabte først det 17. Aarh.s engelske Klavermestre under deres Forsøg paa at udnytte alle de Klangeffekter, Klavicembalet stillede til Raadighed. Sammen med Englænderne tog snart ogsaa Franskmændene sig af den ny Kompositionsform, og sluttelig kom den i Mode overalt. Som en ualm. aandfuld Haandhæver af Genren fremtræder allerede i 17. Aarh. Sydtyskeren J. Froberger (s. d.) i den interessante V.-Række: »Über die Meye-rin«, hvor en V. former sig til et saa sindrigt Fletværk af kromatiske Tone-gange, at den for sin Tid virker som en Mærkværdighed. Fælles for alle disse ældre V.værker, der ikke alene forbeholdtes Klaveret, men ogsaa findes repræsenterede indenfor Lut-, Orgel- og Vz'o/mlitteraturen. er deres konsekvente Fastholdelse af samme Toneart fra først til sidst og deres Begrænsning til altid kun at udfigurere Melodien. Af Nutidens Komponister er denne >strenge« V.-Stil i Hovedsagen opgivet for at erstattes af en friere. Som Middel til at variere Temaet benyttes nu: Ændring af Rytmen, af Harmoniseringen, Omskrivning af Melodien, Forandring af Taktart og Toneart (fra Dur til MoU), Forbindelsen af Temaet med en kontrasterende Modmelodi m. m. Den moderne Komponists Fantasi og Opfindsomhed har kort sagt indenfor denne Form det frieste Spillerum, og det lykkes ham derfor tidt af V.erne at udvikle en Række Karakterslykker af indbyrdes vidt forsk. Natur. Ex. Beethovens >32 V.er i C-mollt ; 1ste Del af hans As-dur-Sonate Op. 26; Schuberts B-dur-Y.er; Mendelssohns Variations sérieuses; Brahms' V.s-Værker over Temaer af Haydn, Schumann, Handel; Saint-Saëns V.er for 2 Klaverer over et Tema af Beethoven o. m. fl.

Varney, Alexander, 1889—1924, ungarsk Operasanger (Heltetenor) og Instruktør,studerede Medicin, men blev allerede 20 Aar gl. knyttet til Operaen i Wien, var derefter Sanger og Overregissør ved Operaen i Budapest. Saa-længe Opera Comique i Kria. existe-rede (1918—21), var han dens kunstneriske Leder, altid fuld af Haab og glødende begejstret for sit Kald. Senere gæstede han ved Operascener i Sydamerika og ved Manhattan Opera House i New York, hvor han d.

Varney, Louis, 1844—1908, fr. Komponist, Elev af sin Fader Pierre Joseph V. (Komponist af Revolutionssangen Mourir pour la patrie, 1848) ; komponerede Operaer og Balletter for Paris' 'Scener.

Vatielli, Francesco, f. 187 7, ital. Musikforf., Lærer og Bibliotekar ved Liceo Musicale i Bologna; har udg. Skrifter som / canoni musicali di Zac-coni, Rossini a Bologna, Vita ed arte musicale a Bologna (Essays), og en Del gl. Musik i Antichi maëstri bolognesi etc.; Medstifter af den ital. musikologiske Associazione.

Vaucorbeil, Auguste Emanuel, 1821 —84, fr. Komponist, Elev af Paris' Konservat.; Komponist af Sange, Kammermusik, Kirkemusik og Korværker samt en komisk Opera m. m.; 1880 Direktør for den Store Opera.

Vaudeville var opr. Navnet for en Art franske Viser af folkelig Oprindelse og tidt bidende raillerende over Dagens Begivenheder, kendte Personligheder o. 1. Ifølge en Tradition var det den i Viredalen (Vaux de Vire) i Norman-diet bosiddende populære Digter Olli-vier Basselin (sidst i 16. Aarh.), der først bragte Navnet i Omløb (Gasté: O. Basselin et le Vau de Vire, 1887). En anden Forklaring udleder Navnet fra Voix de ville, folkelig Vise el. Gade-(By-)vise, Modsætningen til Voix de cour el. Air de cour, Hofvise. — Ved det 18. Aarh.s Begyndelse optræder V. derimod som Betegnelse paa smaa folkelige Teaterstykker, der specielt fremførtes paa Markedsteatrene i St. Germain og St. Laurent udenfor Paris og i rigt Maal var krydrede med Viser af ovennævnte Sort, sungne paa folkeyndede Melodier. Efter fra først af at have staaet paa et ret lavt Niveau, arbejdede denne Genre, der kan anses som en vigtig Forløber for Sangspillet, sig med Tiden til Vejrs og blev endnu i 19. Aarh, med Forkærlighed plejet af Scribe. — J. L. Heiberg introducerede 1825 V. paa den danske Scene (med >Kong Salomon og Jørgen Hattemager«) med Benyttelse dels af franske Operamelodier, dels af Bellmanske Melodier, og hans V.er (ialt 8) gjorde saa megen Lykke, at han i denne Genre fik adskillige Efterfølgere, deribl. Fru Heiberg, Hertz, Overskou, Hostrup, Erik Bøgh o. fl.

Vaughan, Williams Ralph, f. 1872, eng. Komponist, Elev af Wood, Stanford, Max Bruch, Ravel o. fl. ; Kom-positionslærer ved Royal College of Music i London; har haft stor Indflydelse paa det yngste Hold af Englands Komponister og regnes blandt eng. Musiks bedste Kræfter; i melodisk Henseende slutter han sig til Folkemusiken, af hvilke V. har været interesseret Samler og Bearbejder; som V.s Hovedværk nævnes Pastoral Symphony, iøvrig Sea- og London-Sympho-ny o. a. Orkesterværker, Oratorium, a cappella-Kor, Violinkoncert, Musikdramaer, Sange, Orgelpræludier m. m,

Vecchi. Horatio, c. 1550—1605, fremragende ital. Komponist, fra 1598 Hofkapelmester i Modena, skrev »Am-fiparnasso», en »Opera«, som skiller sig fra de samtidige Forsøg derved, at den ikke er skrevet i monodisk Stil, men lader de optrædende Personer komme til Orde i flerstem. Kor i Madrigalstil. V. er en af Tidens ypperste Canzone- og Madrigalkomponister, som i udpræget Grad ynder Tonemaleriet (han tegner Karakterer: Umor grave, allegro, dolente osv.), og endelig en Mester i kirkelig Sats.

Vecsey, Franz von, f. 1893, ungarsk Violinist, Elev af Hubay og J. Joachim; begyndte kun 10 Aar gl. sine mange Koncertrejser, besøgte gentagne Gange Skandinavien; meget skattet for sit toneskønne og teknisk fuldendte Violinspil.

Veit, Wenzel Heinrich, 1806—64, czek. Komponist, bl. a. Forstander for Organistskolen i Prag; komponerede Kammermusik, Symfon., uMissa solem-nis«, Solo- og Korsange. (Biogr. af A. John og H. Ankert).

Veliesen, Velle, f. 1871, nsk. Organist, Komponist og Musikpædagog, uddannet i Kria. og Kbhvn. (bl. a. under Malthison-Hansen). Organist allerede 19 Aar gl., fra 1898 i Kria., siden 1923 ved Gamle Åkers Kirke. Skrev talr. Kompositioner for Orgel, Sange til Pianoakkompagnement, Kantater, Kammermusik m. m.

Veloce (ital.), Foredragsbetegn., hurtigt, behændigt.

Velocita (ital.), Foredragsbetegn., Hurtighed.

Venetianske Skole, Den, kaldes den Kreds af Komponister, der i 16. Aarh. samlede sig omkring Nederlænderen Hadrian Willaert (s. d.) og i væsentlig Grad medvirkede til, at det omsider i Nederlændernes Sted blev Italienerne, der kom til at føre Udviklingen videre. Willaerts egne Bidrag til Udviklingen var hans Opfindelse af Dobbeltkoret og hans Medvirkning under a^cappella-Madrigalens og Orgelricercarens Tilblivelse. Af hans Elever tog Andrea Ga-brieli og dennes Nevø Giovanni Gabrieli Dobbeltkoret op for at føre det videre, indtil det endelig i den romerske Skole bragtes til Højdepunktet i sin Udvikling; Cyprian de Rore gjorde derimod Madrigalen til sit Speciale og indlagde sig navnl. Ry som Komponist af en Samling kromatiske Madrigaler; endelig udmærkede Joseffo Zarlino sig som sin Tids betydeligste Kontrapunktiker og Teoretiker.

Veni Sancte Spiritus, se Sequens.

Ventilblæseinstrumenter betegner de i Orkestret anvendte Metalblæseinstr., der foruden deres løse Grundakkord (se Basan) ved Hjælp af 3—6 Cylinderventiler kan danne 6 andre Akkorder, som atter tillader Udførelsen af en kromatisk Skala bestaaende af mindst 31 Toner. Det højest stemte V. er Piccolo-Kornetten (fr. Bugle à piston), som kun anvendes i Militærorkestre. Derefter følger i dybere Stemning Kornet og Trompet i B, Piston, Flygelhorn (fr. Bugle soprano), alle med samme Omfang; endvidere Valdhorn (Corno), Trompet i Es og F, Althorn (fr. Bugle alto), Tenorhorn (tysk Bas-Flügelhorn, fr. Bugleténor el. Saxhorn-ténor), Eu-phonion og Baryton (fr. Saxhorn-bas), Ventilbasun, Tuba, Helikon (fr. Bombardon) og Kontrabastuba, det dybest stemte af alle V., idet det staar en Oktav dybere end Tenorbasunen.

Verdelot (Verdelotto), Philippe, Komponist fra 16. Aarh., en af de første nederlandske Madrigalkomponister. Hans Værker findes i de fornemste Samlerværker fra 16. Aarh., et enkelt i Riemanns »Handbuch d. Musikgeschichte«.

Verdi, Giuseppe, f. 10. Okt. 1813 ved Busseto, d. 27. Jan. 1901 i Milano, berømt ital. Komponist, Søn af en fattig Kroejer, støttet i sin Uddannelse af Staden Busseto og en Privatmand, men forkastet ved Optagelsesprøve i Milanos Konservat. ; Operarepetitør Lavigna ved La scala blev da V.s skattede Lærer; med sine første Operaer havde han intet Held og var paa Vej til at opgive Kompositionen, tilmed trykketaf privateSorger,da hansiVaôuc-co, musikalsk set et af hans værdifuldeste Værker, 1842 skaffede ham Ry først i Italien (Milano) siden i Wien og Paris; flg. Arbejder var atter til Dels Skuffelser, bekendtest blev Ernani, I due Foscari, Macbeth (som V. selv stedse satte højt), i" Masnadieri og Luisa Miller 1819; den sidste danner Overgang til en Glansperiode med Operaerne Rigoletlo(\^Tenezia 1851, Kria. 1868, Kbiivn. 1879), Il Irovatore (Rom 1853, Kbhvn. 1865, Kria. 1868) og La traviata (Venezia 1853, Kria. 1868, Kbhvn.l 887), men atter kom sceniske Uheld : i Paris 1855 med Les vêpres Siciliennes, derefter Simone Boccanegra, 1857, og Aroldo, hvorimod større Held fulgte Vn Ballo in maschera, der ogsaa opførtes i Paris og andetsteds, La forza del destino og Don Carlos (Paris 1867); en virkelig Triumf fejrede V. dog først igen med Aida, der skreves til Suez-Kanalens Aabning (Kairo 1871, Kbhvn. 1885, Kria. 1 909) og hurtig, som den fornævnte Trias, erobrede Operaverdenen; bortset fra et » Requiem« (over Digteren Manzoni) var V. nu tavs, in.ltil Otello fremkom i Milano 1887 (Kbhvn. 1898, Kria 1921) og med en Pavse efterfulgtes AÎFalstaff (1893, Kbhvn. 1895), to Værker af den aldrende Mester, der vel ikke havde »Aidas« straalende Sukces, men som vakte stor Opmærksomhed og opførtes paa talr. Operascener. Sine sidste Aar tilbragte V. — med sin anden Hustru, f. Slrepponi, en begavet Sangerinde, der var op-traadt i hans Operaer — paa sin Landgaard ved Sant'Agata; nogen offentlig Stilling beklædte han ikke; men offent-46

lig Anerkendelse og Æresbevisninger strømmede ind over ham ; af V.s øvrige Værker skal kun nævnes Quadro pezzi sacri, der mulig hidrører fra hans yngre Dage, da han udførte en Organists Hverv, en Strygekvartet, 1873, og en Del Sange. V. stiftede ved Busseto til Minde om sin Hustru et Alderdomshjem for 100 Musikere, der bærer hans Navn, ligesom Tilfældet er med et Teater og Konservat. i Torino (stiftet 1865). — V.s Verdensry er knyttet til hans Operaer. Allerede tidlig indtog han en Særstilling i ital. Opera; modsat den efterhaanden forfladigede, overbroderede Bellini-Donizelliske Opera udviklede han en Kraft, Oprindelighed og Blodrigdom, der kunde stige til det brutale, ogsaa hans Orkester var mere karakterfuldt end den traditionelle »Kæmpeguitan (som det ældre akkompagnerende ital. Orkester er kaldet); han foretrak voldsomme, lidenskabelige, fantastiske Æmner — fra Begyndelsen ikke upaavirket af Meyer-beer —; hans Forkærlighed for Schillerske Texter (Luisa Miller, 1 Masnadieri, »Røverne«, Giouanna d'Arco, Don Carlos) er ligesaa betegnende, som at han kun har komponeret to komiske Operaer; hans stærke Temperament og oprindelige Ingenium skabte de brede Unisonomelodier, men anvendte i ringe Grad Sangkunstlerier, i hvert Fald kun den Koloratur, der malede Lidenskab eller anden hæftig Sindsbevægelse. Ren, endsige forfinet, var hans Stil ikke; han kunde bruge grove Midler og, som det er sagt, ved sin ital. »Gemytlighed paa urette Sted« o: paa tragiske Steder fortegne Karaktererne og gøre Situationen uklar. I Valget af Textforff. var han ikkeheller altid heldig, deraf til Dels flere af hans Opera-Uheld. Med Rigoletto, Trubaduren og La Traviata — i Hovedsagen ny-romantiske, paa det spændende og rørende anlagte Operaer — vandt V. sit Verdensry og blev i tal. Nationalkomponist; det politiske Moment spillede her med ind: V. var ivrig Nationalist, Æmner i hans Operaer undertiden symbolske i saa Henseende, hans Navn et politisk Anagram (for Viva Emanuelo Re di Italia!). Men V. nøjedes ikke med, hvad han saaledes havde naaet; de Musik-Slakker, der endnu klæbede navnlig ved »Trubaduren«, udrensede han i flg. Værker, efterhaanden højnende og forfinende sin Stil. Overgangsværker er La Forza del Destino og Don Carlos, et nyt og skønt Højdepunkt er Aïda, hvor det rigt udarbejdede Orkester og den modernere sceniske Form kan tyde paa Wagner'sk Paavirkning, medens det melodifyldte og ofte aandfulde Musiksprog saavel som den ejendommelige orientalske Kolorit ganske er V.s eget. Endda stræbte V. videre i sin høje Alderdom og skabte, langsomt arbejdende, den stærkt dramatiske, frit formede og levende karakteriserende O/eZ/o-Musik og endelig den vittige, elegante og teknisk højt kultiverede Falstaff, en i Musikhistorien næsten enestaaende Ydelse af en Olding. For mange er dog Komponisten at Rigoletto, Trubaduren og Traviata den ægte V. Biogr. af Basevi, A. Pougin (fr., overs. p. tysk), L. Parodi, Monaldi, Crowest (eng.), Perinelli (i »Berühmte Musiker«), Visetti, Bellaigue (i Musiciens célèbres), Chop (i Reclams Bibliothek),.Bcmayen/ura (fr.), Ad. Weissmann.

Verhulst, Jean, 1816—91, h oli. Komponist og Dirigent; blev i Leipzig paa Mendelssohns Foranledning Dirigent i >Euterpe«; fra 1842 kgl. Musikdirektør i Haag og ledede i Amsterdam Musikselskabet Felix merilis til 1866; har komponeret Symfon., Ouverturer, Kammermusik, Kirkemusik etc. (romantisk Epigon); stod Mendelssohn, Schumann, Gade o. fl. af Samtidens første Musikere nær.

Verte (ital.), vend! (Bladet),jfr. Volti subito.

Vestalinden, Opera af G. Sponlini, Paris 1807, Sthlm. 1823, Kbhvn. 1844.

Vestby, Marta, f. 1880, nsk. Koncertsangerinde (Sopran) og Sangpædagog; Elev af Kitty Hedenskou, Kria., Hofmüller, Berlin og Zur Mühlen, London; debut, i Berlin 1908, Kria. 1909; særlig skattet som Oratoriesangerinde og Pædagog.

Vexelnode. 1) Det 16. Aarh.s Cam-biata (s. d.). — 2) den moderne V. er en harmonifremmed Tone, der fra en Akkordtone bevæger sig en stor el. lille Sekund op el. ned for derefter strax igen at vende tilbage til sit Udgangspunkt (jfr. Prallrille og Mordent under Ornamentik). Se Ex. a. Sammen med

denne egentlige V. anvendes andre Former, af hvilke her kun skal anføres: den springvis indførte og i Hovednoden trinvis opløste V. (se Ex. b) og

den dobbelte V., hvor begge Hovedtonens Nabotoner i Samling gaar forud for hin (se Ex. c).

Vezzoso, vezzosamento (ital.), Fore-dragsbetegn., yndefuldt.

Viadana, Ludovico, 1564—1645, egl. Grossi fra V., ital. Komponist, Domkapelmester i Mantova, Grundlæggeren af den koncerterende Kirkesang med faa Stemmer og Orgelbas. Skrev en Mængde Canzonetter, Messer, Psalmer, Magnifikat, »Kirkekoncerter« (s. d,)etc. hvoraf en Del i Nytryk hos Riemann (»Alte Kammermusik«).

Viardot-Garcia, Pauline,182 1-1910, fr. Operasangerinde, Elev af sin Fader Manuel G., debut, i Paris 1837, knyttet til Théâtre lyrique, ægtede 1840 Impresario Louis V.; hendes ualmindelig smukke og klangfulde Mez.-Sopr. skabte hende Triumfer overalt i Europa; trak sig tilbage 1863; ogsaa Komponist bl. a. af Operetter; hendes Søn Paul V., f. 1857, er Violinist og Musikforf.

Vibrato (ital.), Foredragsbetegn., dirrende, bævende, en særl. paa Strygeinstrumenter og af Sangstemmen anvendt Foredragsmanér. Udføres paa Strygeinstr. ved at sætte den Finger, der skaber Tonen, fast ned paa Strengen og derefter sætte den i sitrende Bevægelse. Hvor Y.-Sang frembringes ved at forcere Tonestyrken, resulterer den let i en mindre heldig Svæven af Tonehøjden. Anvendt med Smag og Økonomi kan V. baade i Sang og i Violinspil være overordentlig virkningsfuldt. Anvendt til Overmaal og udartet til Manér maa det betegnes som en Fejl. Til Violin-V. svarer den kun paa Klavichordet udførlige Bævning (s.d.).

Victoria {Vittoria), Tomaso Ludovi-co da, c. 1540—1608, sp. Komponist af Palestrinaskolen, opholdt sig i Italien, hvor han blev en personlig Ven af Palestrina og blev Kapelmester ved Sant' Apollinare. 1589 forlod han Rom og blev kgl. Vicekapelmester i Madrid. V. skrev Messer, Psalmer, Magniflcats, Hymner, Officium hebdomadae sanctae etc. Hans betydeligste Værk er Officium defunclorum (Requiem for Kejserinde Maria), som er jævnbyrdig med Palestrinas ypperste. V. skrev ogsaa en Matthæus- og en Johannespassion. F. Pedrell udg. hans samlede Værker 1902—13.

Vidal, Paul, f. 1863, fr. Komponist og Dirigent, Elev af Konservat. i Paris, 1906 Kapelmester ved den Store Opera sst.; har komponeret nogle Operaer, flere Pantomimer og Balletter etc.

Vielle (fr.), 1) i Nutiden = Lire (s. d.); 2) i Middelalderen sammen med Viele, Viole (ital.), Vihuela (sp.), fidula (lat.), videl, fiedel (tysk), Fiïla (oldn.), Navnet for det Strygeinstr., af hvilket gennem utallige Övergångsformer i 16. Aarh. omsider Violinen skulde fremgaa, se Viola og Violin.

Vierling, Georg, 1820 — 1901, tysk Komponist, fra 1853 i Berlin, hvor han stiftede »Bach-Foreningent, komponerede i akademisk Stil en Del Kor-værker og kirkelig Musik, der i sin Tid nød Yndest og Anseelse, desuden Symfon., Ouverture m. m.

Vierne, Loüis Victor Jules, f. 1870, fr. Orgelspiller og Komponist, Elev af C. Franck og Widor, fra 1900 Organist ved Nôtre-Dame i Paris og Orgellærer ved Schola Cantorum ; en af Frankrigs ypperste Orgelspillere; højt anset Lærer for mange kendte Musikere ; komponerede Symfon. for Orgel, gejstlige og verdslige Kor og Sange, Kammermusik, Orgelstykker etc.

Vierteljahrsschrift für Musikwissenschaft, mus. Tidsskrift, der 1884—94 blev udgivet af Breitkopf & Härtel og redigeret af Ph. Spitta, Fr. Chrysander og G. Adler. Trods sin overordentlige Betydning for Musikvidenskaben og sin store Stab af fremragende Medarbejdere gik det ind p. Gr. af manglende Interesse.

Vieuxtemps, Henri, 1820—81, fr. Violinspiller, Elev af Bériot, siden (i Teori) af Reicha og Sechter (i Wien); foretog fra 1833 vidtstrakte Kunstrejser som Virtuos og hyldedes overalt som en af den saakaldte »fr. Skoles« ypperste Bepræsentanter, særl. var V. Parisernes Yndling; Turnéerne strakte sig efterhaan-

den ud over Europa; 1871 blev V. Violinprof, ved Konservat. i Bruxelles; sin sidste Tid levede han i Ro i Paris. V.s Kompositioner, der svarer til hans klangskønne, elegante og rigt med Passageværk udstyrede Spil, høres endnu, navnl. Koncerterne; iøvrig Fantasier, Variationer og Etuder for Violin, Cellokoncerter etc.

Vifandaka, Opera af A. Tofft, Kbhvn. 1898.

Vift stolt paa Kodans Bølge, dsk. Fædrelandssang, hvis Text er forfattet af Ingemann. Efter at være bleven trykt fandt Digtet ved et Tilfælde Vej til den danske Konsulatssekretær i Algier Rudolf Bay (s. d.). som forsynede den med den nu saa velkendte Melodi. Paa en Rejse i Italien traf/mn i 1820 sammen med Prins Christian (senere Chr. VIII) og sang Sangen for ham, og Prinsen, der fandt den velegnet til at blive Nationalsang, bad ham da udsætte den for Blæseinstr. og tog den hjem med til Danmark.

Vigoroso (ital.), Foredragsbetegn., kraftigt, stærkt.

Vihuela (sp.), se Vielle.

Vikingeblod, Opera af P. E. Lange-Müller, Kbhvn. 1891.

Villancico, sp. kirkelige Sangkompositioner, der specielt anvendes ved høje Kirkefester. Til Indledning tjener et større Kor (Estribilla), derefter følger en el. flere Solosange (Copias) og til Slut atter en Korsang.

Villanelle (Canzone villanesche, Vil-lote, ital.) var en flerstem. Sang af munter, men naiv Karakter. Satsen var homofon (ofte i Danserytme), og Stemmerne fulgtes derfor altid ad i en og samme Rytme. V. danner baade herved og ved sin djærvt humoristiske, folkeligt anlagte Text Modsætningen til den fornemmere kontrapunktisk behandlede a-cappeUa-Madrigal (s. d.).

Villars Dragoner, Opéra-comique af Maillart, Paris 1856, Kbhvn. 1870.

Villoing, Alexander, 1808—78, russ. Klaverpædagog, anset Lærer i Moskva; blandt hans Elever var Anton Rubinstein; udg. en fortræffelig Klaverskole.

Vina er i Virkeligheden Slægtnavnet for en hel Gruppe af indiske Gri-bebrætsinstr. (se Indisk Musik), men betegner, hvor det anføres uden Tilnavn Hovedinstrumentet indenfor denne Gruppe, o: den saakaldte Mahati-V., Hinduernes ældste og værdifuldeste Instr. V. anses for at være ældgammel, idet Traditionen lader den opfinde af Guden Nârada, den indiske Apollo, Brahmas og Sa-raswatis Søn. Paa langs af et l¹/_t Meter langt og ret tykt Bambusrør, der hviler paa to store udhulede Kala-basser, er der

opspændt 7 Strenge. De 4 er af Messing og er underbyggede med en lang Række Stole, der tjener til deres Afkortning: de 3 øvrige, der kun anvendes i løs Tilstand, er af Staal og fordeler sig saaledes, at to af dem ligger til venstre, én til højre for Stolene. For at kunne flyttes om efter den Tonefølge, der er Brug for, er Stolene kun fastgjorte med Vox. Ved Hjælp af store Stemmeskruer stemmes Strengene i f¹ c¹ g c c c² c³. Under Spillet anvendes begge Hænder, idet v. H. afkorter Strengene og h. H. med et Staal-traadsplekter sætter dem i Vibration. Hvordan Instr., hvis Behandling betegnes som uh3^Tre vanskelig, anbringes under Spillet, ses af Afbildningen.

Vincent, Alexandre Joseph Hydul-phe, 1797 — 1868, fr. Musikforf. ; skrev bl. a. Sur le rhythme chez les anciens, Notice sur trois manuscrits grecs, Note sur la messe grecque à l'abbaye de St. Denis; hævdede som Westphal (s. d.) (i Modsætning til Felis), at Grækerne kendte flerstem. Musik.

Vinci, Leonardo da, 1452—1519, den berømte Maler og Universalgeni, var ogsaa musikalsk begavet; han var Sanger og Lutspiller, konstruerede en særskilt Lut og opfandt Forbedringer ved Violaens Gribebræt.

Vindkanaler, Vindlade, Vindorgel, se Orgel.

Viola. 1) V. (el. Bratsch, fr. l'Alto, eng. Tenor). Navnet for det Stryge-instr. aîViolinlypen (se Violin), der i det moderne Strygeorkester repræsenterer Altlejet. V. er noget større end en Violin og stemmes en Kvint dybere end denne, nemlig i c g d¹ a¹. Musiken noteres i Alt-Nøglen (s. d.) med Hjælp af G- el. Violinnøglen i de højere Toneregioner. Instr.s noget nasale Klang skyldes Lydlegemets Lidenhed i Forhold til de dybe Toner, det skal frembringe. Af de Forsøg, der har været gjort for at fjerne denne iøvrig ingenlunde forkastelige Klangfarve, har Ritters (s. d.) Viola alla haft størst Held, men har dog langtfra opnaaet at faa alm. Udbredelse. — 2) Endnu en Stund efter at Xutidens Violintype med sine dybere tonende Sidestykker: Bratsch, Cello og til Dels Kontrabas, havde fortrængt de fleste andre Strygeinstr., holdt sammen med Violininstrumenterne en anden ældre Gruppe af Strygeinstr. sig i Brug, nemlig de fra hine paa flere Maader forskellige egl. V.er. Disse delte sig i to Hovedarter u: Arm- V. el. Viola da braccio, der ligesomNulidens Violin og Bratsch blev holdt i Armen, og Ben-V. el. Viola da Gamba, der ligesom Celloen blev anbragt mellem Benene. Forskellig fra Violinen og dens Lige var V. 1) ved Lydkassens og 2) ved Lydhullernes Form, 3) ved Strengeantallet, og 4) ved Halsens Inddeling ved Baand. Lydkassens Overdel falder hos V. skraat ned fra Halsen. Randfladerne er forholdsvis høje og Bunden flad. Lydhullerne har ikke f- men C-Form: ( ) el. ) (, Strengeantallet er 6 (senere ofte 7), Halsener i Reglen inddelt med

7 Baand. Strengene er stemte i Lut-Stemningen: G c f a d¹ g¹ o. 1. i de forsk. Tonelejer. Fælles med Violin-instr. havde V. derimod Strengeholderen. Lydlegemets skarpe Sideindskæringer, det hvælvede Dække og den let bag-overbøjede Skruekassemed de sidestillede Skruer (se III. og Gamba). — Opr.bestod V. kun i 3 Størrelser, senere i 6: Diskant-, Alt-, Tenor-, Bas-, Grossbas-og Subbas-V., der var 2 Meter høj. Midti 17. Aarh. maatte Flertallet af disse vige for Violininslr. (s. d.), saa fra nu af kun Tenor-Gamben (indtil 2. Halvdel af 18, Aarh.) blev staaende som Konkurrent til Celloen (se Violoncel). I sidste Øjeblik før V. forsvinder, lever som Par-dessus de V. i Frankrig for en lille Tid endnu engang Diskant-V. op med Tabet af sin dybeste Streng. Afarter af V. var: 1) Viol basiarda: lignede V. da gamba, men var noget større. Kendetegn en »Rose« foran el. under Gribebrættet. Ved 17. Aarh.s Begyndelse fandt Daniel Farrent paa efter orientalsk Forbillede under Spille-strengene at optrække Resonansslrenge (tynde medklingende Staalstrenge), der ikke berørtes af Buen, men sagte klang med, ifald de hørte hjemme i de strøgne Strenges Naturtonefølge. Ved Aarh. Slutning afskaffedes Resonans-strengene dog igen. Til Bastard-V. hørte :

a) V. d'amour, en Alt-V. basiarda med 5—7 Spillestrenge og 7—^Resonans-strenge. Karakteristisk for den var iøvrigt dens ofte fantastisk bugtede Kontur og de flammeformige Lydhuller. Den synes at have været en engelsk Opfindelse fra Midten af 16. Aarh. og betegnes derfor ofte som engelsk Violet. Med 18. Aarh. Slutning forsvinder den. Dens sidste tyske Virtuos var Karl Stamitz (d. 1801\ Anvendtes dog endnu af Meyerbeer i »Hugenotterne« og i Kienzls -.Kuhreigen«. Ivrig Dyrker af V. d'amour var i Danmark endnu Frederik Rung (s.d.).

b) V. di bordone. d. s. s. Baryton (s. d.; jfr. ogsaa Lira).

Viola pompösa, en af J. S. Bach opfundet og af J. C. Hoffmann i Leipzig

konstrueret mindre Udgave af Violoncellen (s. d.) med 5 Strenge, stemte i C g d a e¹. Af Bach anvendt som Soloinstr. i flere Kantater og bestemt til Udførelsen af hans 6. Cello-Suite. Violin (fr. Violon, ital. Violino, eng. Violin, tysk Geige). V., der repræsenterer Strygeinstr. i dettes mest fuldendte Form, er sammensat af følgende Hovedbestanddele: 1) Lydlegemet, der bestaar af en Bund (el. Ryg) og et Bække (el. Bryst), som begge er let hvælvede og forbindes ved tynde, lave

Sidevægge, Randfladerne. Til Forskel fra Violaen gaar hos V. Lydkassens Skuldre næsten retvinklet ud fra Halsen, løvrig er Lydkassens Kontur til begge Sider bøjet saaledes til Rette, at den danner en Overbøjle, en Mellembøjle (den skarpe Sideindskæring) og en Underbøjle. Indskaaret i Lydkassen er endelig baade til højre og til venstre et Lydhul af Form som et skraat skrevet f. — I Fortsættelse af Lydkassen gaar Halsen, der bærer Gribebrættet, som ind over Lydkassen frit fortsætter sig ud over hele Overbøjlen. Halsen afsluttes med en let bagover bøjet Skruekasse, der optager de fra Siderne indsatte 4 Stemmeskrner og afsluttes med en snegleformig Runding, Sneglen. De 4 Strenge, der fremstilles af Tarm, og af hvilke den dybeste er overspundet, tager deres Udgangspunkt fra en hvælvet kileformig Strengeholder, der med en Tarmstreng er bundet fast ved den i den øvre Randflade indsatte Saddelknap. Paa deres Vej fra Strengeholderen ned til Stemmeskru-erne passerer Strengene ud over en tobenet, svagt buet Stol, ved hvis Hjælp Strengenes Svingninger overføres til Dækket, og under hvis højre Ben der inde i Lydkassen er rejst en lille Stok, Stemmestokken el. Sjælen, gennem hvilken Klangen forplanter sig videre til Lydkassens Bund. Før Strengene naar frem til Stemmeskruerne, passerer de ud over en lille ophøjet Liste: Saddelen, der holder dem oppe fra Gribebrættet og til denne Ende begrænser det svingende Stykke af Strengen, hvis modsatte Grænse er Stolen. Strengene stemmer i g d¹ a¹ e^s. Angaaende Buen, der sætter V. i Klang, se Bue.

Det er umuligt med Bestemthed at sige, naar og af hvem den moderne V. er opfundet. Kun saameget staar fast, at den langsomt udvikledes under utallige V.byggeres Forsøg paa at forbedre og fuldkommengøre Viola da braccio, og meget tyder endda paa, at det var i Alt-Violaens Format, at V. midt i 16. Aarh. først traadte færdig frem. Meget snart fik den omskabte Alt-Viola imidlertid Følge af sine nuværende større Søsterinstr. : Cello og Kontrabas, der endda udenfor Italien allerede findes afbildede omkring 1560. Selve V.en, der fremkom som Diminutiv af Alt-Violaen (deraf dens Navn), kan derimod paa Afbildninger ikke bestemt paavises før 1590. Det 16. Aar-hundrede var altsaa ikke udløbet, før den moderne Strygergruppe stod fuldt færdig; og fra dette Øjeblik standser Udviklingen. Der bliver fra nu af kun Tale om mindre Forbedringer o: de Finesser, hvormed de store italienske Violinbyggere i Løbet af de to flg. Aarh. satte Kronen paa Værket og bragte V. til et saadant Højdepunkt i sin Udvikling, at alle Forsøg paa at overtræffe denne gennem Opfindelsen af nye V.-Typer hidtil er strandede.

De Violinbyggere der saaledes kom til at lægge sidste Haand paa V.'s Udvikling, var i Brescia: Gasparo da Salo og Paolo Maggini, i Cremona: Nicolo Amali og hans Efterkommere, men fremfor alt Antonio Stradivari og Giuseppe Gaarnerius. Af de tyske Violinbyggere gaar Tirolerne Kaspar Tieffen-brucker og Jakob Stainer i Spidsen; af de franske Nik. Lupoi (»den fr. Stradivarius«) og i ny Tid Jean Baptiste Vuillaume.

Baade V.-Litteraturen og Antallet af optrædende V.-Virtuoser er saa omfattende, at der her kun kan blive Tale om et spredt Overblik. Den ældste kendte V.-Komposition er Biagio Marinis »Romanesca per violino soloe basso se piaci« 1620; af andre ældre ital. Mestre kan anføres Vilali, Torelli, Co-relli (se Sonate), Vivaldi og Veracini. Virtuosperioden indledes derefter med Tartini, Xardini, Pugnani, og Viotti, med . hvem V.-Spillet forlægges til Frankrig, der nu i lang Tid bliver V.s Hovedland. Siden afløstes den fr. V.-Skole (se Baillot) efterhaanden af den belgiske (se Bériot) og franco-belgiske (se Habeneck, Prume, Léonard). Som de ældste tyske V.-Meslre kan nævnes J. J. Walther og Biber. Af det 19. Aarh.s Stormestre kan i Tyskland nævnes: Spohr, David, Wilhelm], Ernst og Joachim: i Italien Violinkongen Paganini. Nutidens Berømtheder paa V.-Omraadet forbigaas af Pladshensyn.

En af de ældste Skoter for V. var Leopold Mozarts (s. d.) »V.-Skole«. Af andre.Studieværker kan anføres: Tartini: Arte de/l'arco. Davids Violin-skole og »Hohe Schule des Violinspiels«, Kaisers og Kreutzers Etuder, Rodes »Capricer« m. m. (Litt. Om V.bygning og V.s ældre Historie: Engel, The Violin Family; Grillet, Les Ancêtres du Violon: H. Börstet: »Violintechnik und Geigenbau« 1912; Gusl. Backmann : >Das Violinspiel in Deutschland von 1700'. 1918 m. m.).

Violino piccolo, ifølge Curt Sachs ikke, som hidtil antaget, en Poche (s. d.). men en Sopran-Violin, d. e. en atm. Violin. Monteverdi foreskriver nemlig oftere en Kvintet bestaaende i 2 V. p., 2 Violini ordinarii da braccio og en Basso de Viola da braccio ; da Alten her savnes, gaar Sachs ud fra, at de nævnte Violini ordinarii maa have været Alt-Violiner (Bratscher).

Violin-Nøgle, d. e. G-Nøglen. Fransk V. (ved Luilys Tid), G-Nøglen noteret paa lste Linie, se Linier og Nøgler.

Violon, (fr), Violin.

Violoncel (ital. Violoncello, forkortet V'cello, nu i Alm. Cello, opr. Violoncino), d. e. lille Violone (s. d.). V. er et Bas-instr., der er konstrueret som en Violin i stort Format. Den stemmeren Oktav dybere end Bratschen, nemlig i C G d a og noteres i Bas-Nøglen med Hjælp af Tenor- og G-Nøglen. Behandles som en Violin, men anbringes mellem Benene og forsynes for Bekvemmelighedens Skyld ofte med en Støttepind. — Da V. i 16. Aarh. blev til (se Violin), havde den fra først af en ret haard Skæbne som Konkurrent til den da som Soloinstr. saa stærktfavo-riserede Viola da Gamba (se Viola og Gambe). Til at begynde med maatte den derfor nøjes med i Orkestret og i Kammermusiken kun at forstærke Generalbasstemmen. Først efter i nogen Tid at have været Violinens faste allierede i Sonatelitteraturen, blev den af Italienerne saa smaat taget i Brug som Soloinstr. (ældste Værker D. Gabrieli's Ricercari 1689 og Jacchinïs Cello-Sonater med becifret Bas, c. 1700), og i Løbet af 18. Aarh. lykkedes det den saa efterhaanden helt at fortrænge Gambaen og stille sig paa dens Plads. Jævnlig optræder V. fra nu af ogsaa som Udfører af Solopartier i Orkestret (Ex. hos Bach, som obligat Orkesterstemme i en af Matthæuspassionens Arier, hos Gluck i »Orpheus«, hos Mozart i >Bortførelsen«, Cello-Soloen i Beethovens »Die Geschöpfe des Prometheus« o. m. fl. St.). Sin vigtigste Opgave fik V. dog indenfor Kammermusiken i dennes store Periode under Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Brahms o. s. v.

Af Solo-V.-Musik kan som Hovedværker anføres J. S. Bachs: 6 Sonater for V. alene og for V. og Klaver og Beethovens : 5 Sonater for Klaver og V. (Se iøvrig Albin Schroeder og Norbert Salters »Kammermusikstudiens 2. Bd.; BrunoWeigl: »Handbuch d. V.-Litteratur« 1911, L.Pk. Roth: »Führer durch die V.-Litteratur 1888). (Litt.: Grillet: Les Ancêtres du violon et du Violoncello (1901); Wasielewsky; »Das V.und seine Geschichte« (2. Opl. 1911), A. Rüdin-ger: »Bidrag til V.-Spillets Historie< (1907)).

Violoncello piccolo, d. s. s. Viola pompösa.

Violone el. Viola grande anvendtes i 16. Aarh. i Italien som Navn for Viola da Gamba-Bassen, se Viola.

Viotta, Henri, f. 1848, holl. Komponist og Dirigent, Elev af Konservat-i Köln. Dirigent i Wagnerforeningen og i Cæciliaforeningen i Amsterdam, 1896—1917 Direktør for Konservat. i Haag; udg. »Lexicon der Toonkunst« m. m. og komponerede Kor- og Orkesterværker.

Viotti, Giovanni Battista, 1753— 1824, ital. Violinspiller og Komponist, Elev af Pugnani, hvem han fulgte paa Kunstrejser til Tyskland, Rusland, London og Paris; særl. beundret blev V. i Paris, hvor han ofte spillede ved Concerts spirituels; alligevel svigtede Publikum ham ved en enkelt Lejlighed og krænket opgav V. senere al offentlig Optræden; førte nu et noget uroligt og omskiftende Liv, var Marie Antoinettes Akkompagnatør, deltog med stort Tab i Ledelse af Operascener i Paris, i London i en Vinforretning og spillede først 1802 atter en Gang i Paris, henrykkende ved kunstnerisk fuldendt Spil; under senere Ophold uden Held Direktør for den Store Opera; d. i London paa en af sine mange Rejser. V.s Spil forenede ital. Tradition og Ildfuldhed med fr. Klarhed og Elegance, han er kaldet »det moderne Violinspils Fader« ; hans Kompositioner hører til den klassiske Violinlitteratur, omend de nu særl. anvendes til Studiebrug; af de 29 Koncerter er a-moll Nr.22 berømtest. (Biogr. af Fayolle, Bailloi og A. Pougin).

Virdung, Sebastian, —1500— , tysk Musiklærd, Præst i Eichstadt, fra 1500 Medlem af Kapellet i Heidelberg, skrev 1511 »Musica gelutscht elc.j, af Vigtighed for Instrumenternes Historie; udg. i Fascimile-Nytryk 1882.

Virga, se Koralnodeskrifl: Neume-skriften (S. 325 a).

Virginal (eng.), d. s. s. Spinet o: lille Klavicembal, se Klaver II, Klavicem-balet.

Virtuos (af lat. virtus, Dyd, Dygtighed), Kunstner, der mestrer sin Teknik til Fuldkommenhed.

Vise, strofisk Sang (Digt med Melodi), der udtrykker almene Følelser og Stemninger, Glæde, Vemod, Elskov o. 1. Opr. udpræget lyrisk, senere ogsaa med episke (fortællende) Emner, Udtryk for Spot, Polemik (Spotte.-V., politisk V.) m. m. Nær beslægtet med den fr. Chanson (s. d.).

Viseform (tysk Liedform), d. e. den Form, der i Reglen anvendes i folkelige Viser og Danse, mindre Instrumentalkompositioner o. 1. V. kan enten bestaa af 1, 2 el. 3 Perioder (s. d.). Paa den første Art, den saakaldte enkelte V. er Weyses Aftensang: »Dagen gaar med raske Fejd«, et godt Exempel. Den anden, todelte V. er sammenstillet af to Perioder, af hvilke den første som oftest modulerer hen til Dominanten og afsluttes med en Hel-slutning, mens den anden leder tilbage til Tonica. Ex. »Gud ske Tak og Lov*. I den tredelte V. bringer 1. og 3. Periode et og samme Tema; den mellemliggende er uroligere og mere modulerende og afslutter gerne med en Dvælen i Hovedtoneartens Domi-nantfirklang o: forberedende denne Tonearts deciderede Genindtræden i 3. Periode. Ex. »Träumerei« i R. Schumanns »Kinderscenen«.

Vitali, Filippo (første Halvdel af 17. Aarh.), en af de betydeligste Repræ-seutanter for den monodiske Stil, Kapelmester i Firenze, senere Kapelsanger i Rom, skrev Madrigaler, Motetter, Hymni Urbani VIII, et Musikdrama »L'Aretusa«.

Vitali, Giovanni Battista, c. 1644 —92, Kapelmester i Modena, skrev Sonater, som blev af stor Betydning for denne Kunstforms Udvikling. En Sonate i D dur optrykt i Riemanns »Alte Kammermusik«, Bd. 4.

Vite, vilement (fr.), hurtigt, ældre fr. Tempobet. for Allegro.

Vitry, Philippe de (Philippus de Vitriaco\ c. 1290—1361, Biskop i Meaux, betydelig Komponist i »Ars nova«-Stilen, af hvis Værker dog endnu intet er fundet. V. synes at have forenklet Italienernes indviklede Note-ringsmaade og lagt Grunden for den følgende Tids Skrivemaade.

Vivace (ital.), Tempobetegn., hurtigt, livligt.

Vivaldi, Antonio, 1680—1743, berømt ital. Violinist og Komponist, hvis Violinkompositioner endnu spilles. Han skrev bl. a. 12Concerti for Soloviolin. .Vivo, d. s. s. Vivace (s. d.). Voce, ital., Stemme. Voci pari, ensartede Stemmer. Mezza v., med halv Stemme; colla v. d. s. s. colla parie (s. d.) o. 1.

Vogel, Emil, 1859—1908, tysk Mu-sikforf., Elev af Spitla og Haberl, organiserede og ledede »Musikbibliothek Peters« og redigerede dettes »Jahrbuch« ; i de senere Aar hæmmet af Sygdom ; anset og grundig musikhistor. Forsker; skrev om Monteverdi og Musiklivet i Firenze 1 570—1650. »Bibliothek der gedruckten weltlichen Vokalmusik Italiens 1500 bis 1700« m. m.

Vogel, Friedrich Wilhelm Ferdinand, 1807—92, tysk Orgelvirtuos og Musiklærer, koncerterede i Tyskland, Holland og Schweiz, var 1838 — 41 i Hamburg som Musiklærer, 1845—52 i Kbhvn.; kom 1852 til Bergen, hvor han blev Organist ved Nykirken og Leder af en statsunderstøttet Skole for Uddannelse af Organister. V. var en højt anset Lærer, en berømt Orgelspiller, særlig beundret for sin Improvisation, og dertil en frugtbar Komponist (Operetterne »Kloster und Hanö«, og "Aus dem Tunnel«. 2 Syra fon., flere Ouverturer, 2 Strygekvartetter, Præludier, Mandskor etc.). En Melodi, som tilskrives ham, er optaget i >Koralbok for den norske Kirke« (Nr. 74 b).

Vogl, Heinrich, 1845-1900, tysk Operasanger (Tenor); debut, paa Münchens Opera 1865 som Max i »Jægerbruden« og tilhørte denne Scene gennem mange Aar; især Wagnersanger, navnl. ypperlig som Tristan; komponerede en Opera samt en Del »Liedert. — Hans Hustru Therese V., f. Thoma, 1845—1921, tilhørte ligeledes en Aar-række Münchens Opera, særl. fremragende som »Isolde«.

Vogl, Johannn Michael, 1768—1840, østr. Operasanger (Tenor), ved Operaen i Wien 1794—1822: har særl. Fortjeneste som en af de første, der foredrog Fr. Schuberts »Lieder«; Schubert tog mod hans Raad og Anvisninger i vokal Henseende, paa den anden Side udstyrede V, Sangene med Udsmykninger, som man i vore Dage har stræbt at udskille.

Vogler, Georg Joseph, 1749—1814, tysk Musiker, studerede tidlig hos Pater Martini o. a., og blev Abbed i Rom; hjemvendt Kapelmester og Operakomponist i Mannheim samt Hofkapellan og Leder af en Musikskole; efter Ophold i Paris, Spanien og Afrika kom V. til Kbhvn., hvor han fremførte en stor »karakteristisk« Koncert og Orgelmusik i flere Kirker, og til Sthlm. som Musikdirektør ved Operaen forblev her med Afbrydelser til 1799; skrev Operaen »Gustaf Adolf och Ebba Brahe« til Text af Gustaf III og Kell-gren, ogMusik til »Hermann von Unna« (et af hans mere kendte Arbejder) foruden Lejligheds- og Kirkemusik; oprettede en Musikskole. 1786, der blev

Voigtländer—Vretblad

overordentlig stærkt besøgt, udg. Lærebøger (»Innledning till harmoniens kännedom«, Organist- og Klaverskole), og gav mange Orgelkoncerter i Sthlm. og Provinsbyerne; 1800 i Kbhvn. fremførte V. »Herman v. Unna«, gav Orgelkoncerter og udg. »Choralsystem«; 1807 Hofkapelmester i Darmstadt, hvor talr. Elever søgte V., deribl. C. M. v. Weber, Meyerbeer, Peter Winter o. a. V. gjorde navnl, som Orgelimprovisator stærkt Indtryk paa modtagelige Gemytter (Bellman, Oehlenschläger o. a)., men mødte megen Kritik hos musikalsk finere følende; fantastisk-geniale Anlæg var blandede med Experimenteren og Charlatanen; ejendommelige var V.s realistiske Tonemalerier, og mærkelige hans Forsøg med uvante Taktarter, »græske» Tonearter, nationale Motiver i Polymelos (fra norske til hottentotiske!) og endelig hans Orgel- og andre »Opfindelser« (»Simpli-fikationssystem« og »Orchestrion« , en »Tonemaalestok«, der skænkedes Kapellet i Kbhvn, etc.). (Biogr. af i". Fröhlich og Schafhäatl).

Voigtländer, Gabriel, c. 1580 — 1643, tysk Komponist, kom 1639 til Danmark som Kammermusiker og Hoftrompeter hos Prins Christian i Nykøbing, Han udgav 1642 »Allerhand Oden und Lieder etc.«, 93 Melodier med Bas, der er af Interesse som Samling af dengang yndet Musik. — (Litt. : Hammerich : Musiken ved Chr. IV.s Hof).

Vokaliser, Sangøvelser, der som Text alene anvender Vokaler.

Vokalmusik, en- el. flerst. Sangmusik uden el. med Instrumentalledsagelse.

Volante (ital. af volare, at flyve), Foredragsbetegn., flygtig, letsindig.

Volbach, Fritz, f. 1861, tysk Komponist, Elev af Konservat. i Köln, Dirigent i Mainz, 1919 Prof. ved Univers, i Münster; komponerede »Ostern« for Orgel og Orkester, Symfon., Kammermusik, Korværker, en komisk Opera etc., forf. >Händel« (i »Berühmte Musiker«) »Beethoven«, »Das moderne Orchester« etc.

Volkelt, Johannes, f. 1848, tysk æstetisk Forf., har navnl. i »System der Aesthetik« 2 Bd. 1905 — 10, fremsat sin bekendte, siden diskuterede, » Einfühlungsthéorie«.

Volkmann, Robert, 1815 — 1883, tysk Komponist, uddannet i Leipzig, hvor Bekendtskab med Rob. Schumann øvede stor Indflydelse paa ham; 1839 i Prag, 1854—58 i Wien, derefter til sin Død i Budapest som Teorilærer ved Musikakademiet; af hans talr. og udmærkede Kompositioner nævnes Symfon., Ouverturer, Kammermusik, Koncerter, en Mængde Klavermusik, Korværker, Kirkemusik m. m.

Volta (ital.). 1) Omdrejning, Gang. Ex. due volte, to Gange; la prima o., første Gang. 2) Hurtig ret vild Dans i 3delt Takt, der var i Yndest ved 17. Aarh.s Begyndelse.

Volti (ital.), vend ; v. subito, forkortet v. s.: vend hurtigt.

Vomåcka, Boleslav, f. 1887, czek. Komponist, Elev af Prags Konservat. ; juridisk Embedsmand i Prag; komponerede — nærmest i Tilslutning til A. Schönberg — symfon. Digtn., Violin-og Klavermusik, Kor og Sange (en Cyklus: »1914«),

Voss, Torolf, f. 1877, nsk. Dirigent og Komponist, uddannet i Kria. og Berlin 1897—1903, Orkesterdirigent siden 1900, fra 1908 ved Centralteatret i Kria., som i hans Tid har opført mange Operaer og Operetter. Har skrevet Sange, Kammermusik, Musik til flere Skuespil (bl. a. »Frithjof og Ingeborg«, »Veslefrik«). Hans symf. Digtning for Orkester »Frithjof« blev i 1924 prisbelønnet af Harmoniens Præmiefond, Bergen (sammen med Sverre Jordans Korværk »Smeden«).

Vox (lat. ital. voce.) Stemme. V. hamana, V. angelica, V. celesta, V. retusa, Orgelstemmer.

Vretblad, Viktor Patrik, f. 1876, sv. Komponist, Elev af Konservat. i Sthlm., Thegerström og J. Dente; Organist i Sthlm. og Musikkritiker; har komponeret Kantater, Orgel- og Klavermusik, Sange etc. ; forf. Skrifter om J. H. Roman og Abbed Vogler.

Vrieslander, Otto, f. 1880, tysk Pianist og Komponist, Elev af Kölns Konservat., lever i München; har komponeret en stor Del »Lieder« i Hugo Wolf sk Stil og udg. Ph. E. Bachs Klaver- og Symfon.-Musik.

Vuillermoz, Emile, f. 1879, fr. Mu-sikforf, Elev af G. Fauré, Rauel og Florent Smitl; har komponeret Sange, Operetter etc. og skrevet om nyfr. Musik i Mercure musical, Revue Musicale osv. ; Redaktør af Revue mus. S.I.M.

Vulpius, Melchior, d. 1615, tysk Musiker, Kantor i Weimar, skrev Can-tiones sacrae_; »Kirchengesänge und geistliche Lieder« m. m. I den sidst-nævnteSamling findes en Række kærne-fulde Melodier, som ogsaa er optagne i nordiske Koralbøger (se »Koralbok f. d. norske Kirke« Nr. 157a og 210b, samt »Denne er Dagen som Herren har gjort« m. fl. i Laubs »Kirkemelodier«).

Vult von Steijern, Fredrik, 1851 — 1919,sv. Musikforf., en af Banebryderne for Wagners Musik i Sverige; fra 1878 Musikmedarbejder ved forsk. Sthlm.-Blade, udg. bl. a. en sv. Bearbejdelse af K. Gjellerups »Nibelungenring«.

Vycpålek, Ladislav, f. 1882, czek., Komponist, Filolog, Elev af Novak, Kritiker i Prag; hans Kompositioner er mest vokale, nationalfarvede, nærmest af impressionistisk Retning, ofte af religiøst Indhold (Kantater, Korværker, Sangcykluser, Bearbejdelser af mähriske Folkeviser).

Waagstein, Joen, f. 1879, færøsk Komponist. Organist ved Thorshavns Kirke: Elev af Kebelong: har komponeret Melodier til færøske Sange og lagt et betydeligt Arbejde i Skole-sangen, optegnet en Del færøske Kvadmelodier samt studeret gi. færøsk Kirkesang.

Waaler, Westye Juel, 1860—1901, nsk. Pianist, debut, i Kria. 1881. Meget søgt som Lærer og Akkompagnatør.

Wachtel, Theodor, 1823—93, tysk Operasanger (Tenor), opr. Vognmand, debut, i Hamburg 1849, optraadte derefter paa mange forsk. Operascener og i Udlandet (London, Paris, Amerika, Kbhvn. 1880); Hovedroller: George Brown i »Den hvide Dame«, Chape-lou i »Postillonen« o. 1.; Lohengrin mislykkedes for ham.

Wad, Emmanuel, f. 1862, dsk. Pianist, Elev af V. Bendix og Konservat. i Kbhvn. samt af Leschetizky; optraadt som virtuos Koncertspiller; fra 1892 Prof. ved Peabody Musikinstitut i Baltimore (jfr. A. Hamerik); udg. Klaverstykker i brillant Stil og Violinmusik.

Waelrant, Huhert, c. 1517—95, belg. Komponist og Teoretiker., skrev Samlinger af Motetter, Madrigaler, Chansons. En af Samlingerne blev af Inkvisitionen betragtet som ikke rettroende og derfor konfiskeret.

Wagenaer, Johann, f. 1862, holl. Komponist, Direktør for Haags Konservat. ; skrev Orkesterstykker, Kantater, (komiske) Operaer, Kammermusik, Orgelstykker etc.; regnes blandt Hollands første Komponister.

Wagenmann, Josef Hermann, f. 1876, tysk Sanglærer, Elev af L. C. Tørsleff, efter Studieophold i Italien Sanglærer først i Leipzig, derpaa i Berlin; udg. Skrifter vedr. Sanguddannelse som »Umsturz in der Stimmbildung«, »Lilli Lehmanns Geheimnis der Stimmbänder«, »Enrico Caruso und das Problem der Stimmbildung«, 1911, m. fl.

Wagenseil, Georg Christoph, 1715 —77, østr. Komponist, Musiklærer for Maria Theresia; komponerede Operaer, Symfon., Kammermusik, Orgelstykker og Kirkemusik; blandt de første, der overførte Sonateformen paa Klaverkoncerterne.

Wagner, Elsa Soot. 1879—1915, tyskfødt Violinistinde af nsk. Extraktion, uddannet ved Konservat. i Dresden, under Joachim i Berlin og i Paris; debut, i Tyskland 1903, første Optræden i Norge (Kria.) 1905. Gift i Kria. 1908. Gav en Mængde Koncerter i tyske og norske Byer. En naturfrisk, temperamentfuld Kunstnerinde.

Wagner, Johanne Jachmann-, 1828 —94, tysk Sangerinde, Broderdatter af Richard W., fra Barn knyttet til Scenen, 1844 ved Dresdens Opera (den første Elisabeth i > Tannhäuser«), studerede yderligere hos Viardot-Garcia i Paris, men mistede Stemmen og gik over til Skuespillet (i Berlin); optraadte dog 1876 i Bayreuth paa Richard W.s Ønske; siden Lærerinde ved Musikskolen i München; d. i Berlin. (Biogr. af Kapp og Jachmann, 1927).

Wagner, Peter, f. 1865, tysk Musik-forf., studerede Filologi og Musik (under Jacobsthal) i Strassburg, senere i Berlin hos Bellermann og Spitla; Prof. ved Univers, i Freiburg i Schweiz siden 1897, grundede dér et »gregoriansk Akademi«; en af vor Tids første Autoriteter paa Koralmusikens Om-raade; skrev »Einführung in die gregorianischen Melodien« (2. Opl. i 3 Dele, 1901, 05, 21), »Über traditionellem Choral«, »Elemente des gregorianischen Gesangs«, »Geschichte der Messe« foruden talr. mindre Afhandlinger i tyske, fr. og schw. Fagskrifter.

Wagner, Richard, f. 22. Maj 1813 i Leipzig, d. 13. Febr. 1883 i Venezia, berømt tysk Komponist, tilhørte en teaterinteresseret Familie : Faderen, Politiembedsmand (d. kort efter W.s Fødsel) var Amatørskuespiller, en Broder blev Skuespiller og Sanger og nogle Søstre Operasangerinder; hans Stedfader Ludwig Geyer, hvem Moderen ægtede snart efter Faderens Død, og som W. (dog næppe med Grund)betragtede som sin virkelige Fader, var Skuespiller og Lystspilforf. (som Barn bar W. hans Navn); W. opdroges i Kreuzschule i Dresden, hans første kunstneriske Trang var at skrive Skuespil (i Shakespearesk Stil!); Musiken optog ham opr. som Middel til at forhøje disses Virkning; tilbagevendt til Fødebyen, da Moderen paany var blevet Enke, studerede W, ved Univers Filosofi, førte et lystigt

Richard Wagner.

Studenterliv og gik snart helt over til Musiken (studerede særl. hos Th. Weinlig, s. d.); systematisk Undervisning nød han egentlig ikke, lærte f. Ex. aldrig ordentlig at spille Klaver; hans første Kompositioner var dog for Klaver: to Sonater og en fis-moll Fantasi, endvidere nogle Ouver-turer(deribl.»Po-lonia«, Symfon., nogen Musik til Goethes »Faust« etc., alt optrykt senere); en skitseret Opera »Die Hochzeit« fuldførtes ikke, en i Würzburg skrevet »Die Feen« (efter Gozzi) naaede ikke til Opførelse (før 1888 i München). Imidlertid fik W. en Kapelmesterplads i Magdeburg, hvor en ny Opera >Das Liebesverbot« (efter Shakespeare), Udtryk for hans daværende Hældning mod »Det nyeTyskland«, opførtes kun en Gang; allerede fra Begyndelsen af var W. sin egen Textforf. Da Operaen i Magdeburg opførtes, fulgte W. den smukke Skuespillerinde Minna Planer (f. 1809, hvem han ægtede 1836, og som d. 1866 efter flere Aars Adskillelse fra W.) til Königsberg; 1837 blev han Kapelmester i Riga (under Digteren Hollei), udviklede her sin Dirigentævne og gav Koncerter, bl. a. med et Par egne Ouverturer og med Ole Bulls Assistance; 1839 ophørte ogsaa Teatret i Riga og den højtstræbende og tillidsfulde unge Musiker, der pintes af Gældsforpligtelser, besluttede at drage til Paris, for som mange af Tidens Musikere dér at vinde europæisk Navn; Planen var allerede forud forberedt (ved Henvendelse til Scribe etc.); den paa Gr. af Storm og Uvejr næsten 4 Uger lange Sørejse førte over Norge og gav Impulser til den alt paatænkte »Flyvende Hollænder«; over London naaede W. Paris; stolende for trygt paa Protektion, særl. Meyerbeers, mødte han bitre Skuffelser og tilbragte en trang Tid (trofast hjulpet af Minna) med musikalsk »Haandlangerarbejde«: Operaarrangementer, Potpourrier, fr. Romancer etc. og med Korrespondancer til tysk Presse, derunder Novellerne »Ein Ende in Paris«, »Ein Besuch bei Beethoven» etc.; under dette traurige treaarige Ophold i Paris, der bl. a. bragte W. Berlioz' og Liszts Bekendtskab, skrev han »Eine Faust-Ouverture« (opr. Sats af Symfon.) og Operaerne »Rienzi« (paabegyndt i Riga) og »Der fliegende Holländer«. Da ingen Udsigter aabnede sig i Paris, mens »Rienzi« antoges til Opførelse i Dresden og »Hollænderen« (iøvrig paa Meyerbeers Anbefaling) i Berlin, solgte W. Texten til sidstnævnte Opera (se Dietsch) og vendte April 1842 tilbage til Tyskland, hvor i Dresden »Rienzi« opførtes med Tichatschek (s. d.) og Schröder Devrient (s. d.) med glimrende Held, og W. blev Hofkapelmester sst.; Jan. 1843 fulgte »Den flyvende Hollænder« med ringere Held hos det store Publikum, men dog anerkendt som en Musik-Begivenhed. W.s »Lære-aar« var forbi, hans »Vandreaar« skulde vare længe endnu. — I Dresden udfoldede W. sine mesterlige Ævner som Dirigent og Operaiscenesætter (ved Opførelser af Glucks og Webers Værker og den berømte Fremførelse af Beethovens 9. Symfon. 1843), 1845 fremkom »Tannhäuser« (eller »Sangerkri-gen paa Wartburg«), der dog kun blev en tvivlsom Sejr for W., som alt beskæftigede sig med »Siegfrieds-og »Mestersanger«-Planer; han fremførte iøvrig i Dresden sin Kantate »Das Liebesmahl der Apostel«, komponerede Sørgemusik og holdt Talen ved Overførelsen af hans beundrede Carl M. v. Webers Lig, 1844, og bearbejdede Glucks »Ifigenia paa Aulis«. Opfyldt af » fri tænkerske«. Feuerbachske Idéer og af Forhaabninger om en Reform af tysk Nationalteater (særl. Opera) kastede W. sig ubesindig ind i Revolutionen 1849; hans direkte Deltagelse var forholdsvis ringe, men han maatte flygte og var efter Oprørets Dæmpning landsforvist; han søgte til Liszt i Weimar og derfra til Zürich, hvor han hvilede ud i Affattelse af æstetiske Skrifter, der skulde klargøre for ham og andre hans kunstneriske Standpunkt (»Die Kunst und die Revolution«, »Das Kunstwerk der Zukunft«, »Das Judenthum in der Musik«, »Oper und Drama«, »Mitteilung an meine Freunde« m. fl.) og digtede Texten til »Nibelungen«, der Iryktes som Manuskript for Venner 1853.

1850 havde Liszt i Weimar opført »Lohengrin«, der var skrevet i Leipzig, men forkastet af Operadirektionen, og denne Opera, »Tannhäuser« og de tidligere Operaer gjorde snart Lykke paa flere tyske Scener; fra Zürich foretoges et Par forgæves Forsøg paa at finde Fodfæste i Paris; snart dannede sig en Kreds af Venner om W., hvilke, ligesom Fr. Liszt, ogsaa til Dels var hans økonomiske Hjælpere (Fru Julia Ritter, Carl Ritter, H. v. Bii/ow, Georg Herwegh, Storkøbmanden Ollo Wesendonk og Hustru Mathilde Wesendonk) ; til de sidstnævnte knyttedes W. særl. stærkt, og en lille Bolig(»Asyl«) paa deres Ejendom anvistes ham; i Zürich fik W. endvidere et udmærket Orkester, og bragte en Musikfest i Stand (med Brudstykker af egne Værker, som han ogsaa fremførte efter Indbydelse i London 1855) ; Forholdet til Mathilde Wesendonk blev af en stadig inderligere Karakter, i hende traf W. første Gang en Kvinde, der (selv Dilettant-Lyriker) forstod og med ham sværmede for hans høje, vidtspændende Kunstner-Idéer; dette Forhold, af hvilken Karakler det end iøvrig kan have været, og Bekendtskabet med Schopenhauers Filosofi var af afgørende Indflydelse paa W. personlig og paa Formningen (resp. Omformningen) af de dramat. Digtninge: » Nibelungens Ring« og »Tristan og Isolde«. Med det første Værk var W. i 1857 naaet midt i Kompositionen af den 3. Del »Siegfried«, da han i Følelse af det haabløse i at faa det efterhaanden til mægtige Dimensioner svulmede Værk frem paa nogen Operascene, besluttede at skrive en mere »praktisk« Enkeltaftens Opera »Tristan og Isolde«; heller ikke dette Værk skulde fuldføres i Zürich; under oprivende Forhold, væsentlig fremkaldt ved Minnas skinsyge Optræden, kom det til en Katastrofe, og W. maatte forlade »Asyl«; han tog Ophold i Venezia, siden i Luzern og fuldførte her sit Arbejde i Aug. 1859; Haabet om snarlig Opførelse deraf brast — ganske naturlig p. Gr. af dets hidtil ukendte Vanskelighed og af Uvilje og Mistro overfor W. ; ogsaa Forsøget med at gennemføre en Opførelse af »Tannhäuser« i Paris bragte dyb Skuffelse; trods Kejserhusets Protektion blev den for Paris omarbejdede Opera slaaet ned efter tre tumultuariske Teateraftner. De følgende Tider var overordentlig nedtrykkende, i økonomisk Henseende fortvivlede; hjulpet af Venner over de værste Vanskeligheder maatte W. rejse fra Sted til Sted, fandt ingen Ro til at fuldføre det paabegyndte Værk »Mestersangerne«; skaffede sig ved Koncerter med egne Værker, deraf tre i Petersborg, det nødvendigste til en Livsførelse, der var upraktisk og luksuøst anlagt, ja geraadede i Aagerkarleklør; flygtede af Frygt for Gældsfængsel og var besluttet paa >at forsvinde fra Verden«, da en Udsending fra den unge, for hans Værker begejstrede, Kong Ludwig af Bayern endelig (For-aar 1864) fandt W. i et Hotel i Stuttgart og bød ham en sikret Existens til Fuldførelse af hans Arbejder og Planer. W. saa henrykt en Ende paa Vandreaarene — hvor megen Sindsbevægelse og Omskiftelse end de følgende Tider skulde bringe. W. tog Ophold i München, men ombyttede dette paa Gr. af Opposition fra Musikere og Borgerskab med Triebschen ved Luzern, hvor han forblev, indtil han 1872 fandt endeligt Hjem i Bayreuth (»Wahn-fried«); »Tristan« opførtes af H. v. Buloiv under Jubel fra W.s Tilhængere (p. Gr. af ydre Forhold dog kun faa Gange), en kgl. Musikskole oprettedes (med Jul. Hey som Sanglærer, særl. for W.-Studier), »Mestersangerne« fulgte 1868 og paa Kongens Ordre (mod W.s Ønske) enkeltvis »Rheingold «1869 og »Walküre« 1870 under Fr. Wüll-ner; 1870 ægtede W. Bulows fraskilte Hustru, Liszts Datter Cosima, til hvem han alt længe havde været nær knyttet; særl. med Henblik paa Trilogien »Nibelungens Ring« valgtes Bayreuth til Hjemsted for et »Festspilhus«, og efter aarelange energisk førte Kampe og snildt besejrede Vanskeligheder kunde W, Aug. 1876 under uhyre Opsigt og Tilstrømning fra al Verdens Kanter fremføre det allerede 1874 afsluttede Storværk (3 »Dage« med en »For-Aften«, se iøvrig Bayreuth). 1877 var en ny Digtning forf. med Festspilhuset for Øje: »Parsifal«, Kompositionen deraf udførtes i Bayreuth og Palermo og afsluttedes i Begyndelsen af 1882; dette »Bühnenweihfestspiel« fremførtes i Juli s. A. under H.Levi(s.d.) (Opførelsesretten forbeholdt W. af kunstneriske Grunde Bayreuth); ikke et Aar overlevede W. denne Førsteopførelse; svækket paa Helbredet efter aarelange Anstrængelser søgte han Rekreation i Venezia {Palazzo Vendra-min) og her døde han pludselig af et Hjerteslag; hans Ligfærd var pompøs; hans Grav findes i »Wahnfrieds« Have. Cosima (f. 1837), der endnu lever, førte med overlegen Dygtighed og med Bistand af fremragende W.-Venner Festspillene igennem indtil Verdenskrigen, men lod, mod W.s Plan, kun dennes Værker opføre (1924 genoptoges Festspillene). — W.s samlede musikalske Værker udg. Breitkopf & Hârtel, hans Skrifter udkom (16 Bd.) i flere Udg. og overs, paa talr. Sprog; 1883 stiftedes i Bayreuth en »Allgemeiner R. W. Verein«, der bestaar endnu med Afdelinger rundt omkring; det for »Parsifal« hævdede Privilegium er hævet i Henhold til alm. tysk Lovgivning om Forfatterrettigheder.

Som W.s Liv, der her er berettet rent skitsemæssig, var rigt paa de mærkeligste Omskiftelser, saaledes var hans Væsen og Temperament fuld af de største, næsten uforklarlige Modsætninger (hvad ikke heller her nærmere kan paapeges); og denne mærkelige Kunstner var paa en Gang Komponist, Digter, Dirigent, Regissør, filosofisk Forf. (paa æstetiske men ogsaa andre Omraader) og i Besiddelse af ualmindeligt Skuespillertalent. Fremforalt — ligesom Gluck — dog skabende Musiker, men som hin næsten udelukkende paa Operaens Omraade og her en af Musikhistoriens mest fremragende Skikkelser. (Af W.s ikke-sceniske Arbejder skal her kun nævnes »Siegfried-Idyll« for mindre Orkester, skrevet ved Sønnens Fødsel og »Fünf (Dilettanten) Gedichte« Texter af Math. We-sendonk). — Med største Energi og usvigelig Konsekvens udvikler W.s Opera sig fra en Webersk, Spontinisk og Meyerbeersk Paavirkning og Form til den i hans Skrifter teoretisk begrundede Opera, der alm., men ikke af W. selv, er kaldet »Musikdrama«. Grundtanken i hans saak. »Gesammtkunstwerk«, en nøje Sammenknytning af Digtning, Musik, dekorativ og scenisk Kunst, er at finde i det af ham beundrede græske Drama; i visse Maader er han en moderne Fornyer af den florentinske og Gluckske Opera; Digtningen er forsaavidt Hovedsagen, som Musiken kun hæver den op i et højere, skønnere Lag; den overleverede Opera med Inddeling i Arier, Kor etc. forkastes, det digteriske Indhold forlanger en glidende Strøm af vekslende Scener; Arien viger for en fri recitativisk »Talesang«, der paa Højdepunkterne faar enlyrisk-arios Karakter; i Orkestret lægges, som i det græske Kor, de ledende Idéer og her bygges paa det stadig finere, aandfuldere og dybsindigere udarbejdede »Ledemotiv«-Sy-stem (Betegnelsen skyldes H. v. Wolzo-gen); baseret paa disse prægnante, genialt rammende Motiver, der er noget andet og mere end tidligere Erindringsmotiver, og som udnyttes med mesterlig Variationskunst, faar hele Musikdramaet en ny »symfonisk« Karakter. — Æmnerne for sine Dramaersøger W. i Oldtids- og Middelalder-Sagn og Digtning (den nordiske Eddadigtning var ved Siden af det gi. tyske Digt bestemmende for »Nibelungens Ring«); kun i >Rienzi« og »Mestersangerne« staar W. paa senere, »historisk« Grund. For Æmnevalget er afgørende W.s Stræben efter at skildre almenmenneskelige, dybt oprindelige Følelser og give Udtryk for visse digteriske Idéer, der allerede beskæftigede ham i Ungdomsværkerne (Forløsning, Modsætning mellem sanselig og overjordisk Kærlighed, Medliden o. s. v.). I det hele taget er W.s Opera holdt i en bred patetisk — for senere Tiders Opfattelse undertiden omstændelig — Stil, der ofte naar det gribende og sublime; heroverfor fremtræder sjælden den lettere, mere »menneskelige« Tone eller Lunet; dette sidste lever dog i karsk, ungdomsfrisk, næsten kaad Skikkelse i »Siegfried« og prægtig, afklaret, dobbelttydig i »Mestersangerne« (Hans Sachs, Beckmesser). Den hidtil højeste musikalsk-dramatisk Extase naar W. i »Tristan og Isolde«, grundet paa indgribende Oplevelser og dyb Reflektion, det Værk, som han selv betegner som typisk for hans kunstneriske Idéer, ikke fordi det er skrevet efter »Principper«, men fordi han her formaaede med fuld Overlegenhed at give sit Sjælsindhold og sin Fantasi frit Udtryk. Ved Siden deraf staar som paa anden Vis ligesaa typisk »Mestersangerne«. »Nibelungens Ring« er en mægtig Kolos, fuld af sublime Skønheder — saaledes herlige (schw.) Naturstemninger — stærk Følelse og straalende Højhed og rig paa plastiske forskelligartede Skikkelser, men tynget af Bredde og af deri nedlagte (under Udarbejdelsen vexlende) individuelle og sociale Idéer. »Parsifal« rummer skønne, særlig religiøsl-patetiske Afsnit, men er ikkeuden Gentagelser og Mærker af det ved Alderen hæmmede Geni (i melodisk Henseende o. a.). Fuldt ud harVærkersom »Tannhäuser«, »Lohengrin« og >Den flyvende Hollændere bevaret deres Yndest paa Alverdens Scener. — Musikhistor. er W. »Ny Romantiker« — den sidste store — ; allerede af den Grund staar den nyeste Bevægelse i Musiken forbeholden overfor ham og hans Værk. Delte har dog bragt Musiken umistelige Værdier; ogsaa udover den sceniske Musik har W.ved sin geniale Instrumentation, højtsvungne Melodik, pompøse Opbygning, sin Harmonik, R\'tmik osv. indvirket paa saa at sige alle den nyere Tids Komponister, og en Opera i Stilen fra »før W.« er næppe mere mulig eller tænkelig. — Som Forf. er W. stilistisk tung og ofte uden tilstrækkelig histor. Viden; men den taalmodige Læser af hans mange, hyppig vidtløftige Skrifter vil deri finde dybe Tanker, aandfulde Idéer og glimrende tidshistor. Karakteristiker foruden rig Vejledning til Forstaaelse af W.s egen Kunst og Stræben — thi hans egocentriske Naturel skinner igennem her som i hans talr., højst værdifulde og interessante Breve. (Af den allerede overvældende W.-Litt. kan her kun fremhæves Biogr. af Glasenapp, 6 Bd., Chamberlain, G. Adler, H. T. Finck (engl.), Newmann (Music of Masters. A. Jullien (fr.), H. Lichtenberger (fr.), Torchi (ital), Lidgeg (eng.), E. Poirée (Les musiciens célèbres), Kienzl, Batka (»Berühmte Musiker«), P. Bekker; jfr. F. Nietzsche: »R. W. in Bayreuth«, »Der Fall W.« mm.; M. Koch: »Gei-steshelden« 3 Bd., E. Schuré: I,edrame musical, A. Ernst: L'oeuvre de W., E. Kurth: »Bomantische Harmonik etc. in W s Tristan«, Lorenz: »Das Geheimniss der Form bei R. W. «, Praeger: W. as Ikneivhim, Shaw: ThePerfect Wagnerite; L. Barthou : La vie amoureuse de R. W. ; W.: »Mein Lebens, 1911, »Briefwechsel zwischen W. und Liszt« , »R. W. an Math. IVesendonk«, »R. W. an Minna W.« (2 Bd.), endvidere Breve til H. v. Bülow, Julie Ritter, »Freunde und Zeitgenossen« o. m. fl.; Brev-Udvalg (2 Bd.) ved W. Altmann).

Wagner, Siegfried, f. 1869,tysk Komponist. Søn af Richard W. og Cosima, opr. Arkitekt, senere Musikstudier under Humperdinck og Kniese; har navnl. virket som Med-Dirigent og Iscenesætter ved Bayreuther-Festspillene og paa talr. Kunstrejser (bl. a. til Kbhvn. og til Amerika) dirigeret Faderens og egne Værker, disse er hovedsagelig sceniske: en Bække Operaer over tyske folkelige og æventyrlige Æmner til egne Texter, musikteknisk og m. H. t. de grundliggende Idéer under Indflydelse af Faderen, men af letfattelig og ikke dybtgaaende Art; bekendtest er »Der Bärenhäuter«, »Herzog Wildfang«, »Bruder Lustig«, »Sonnenflammen«, »Die heilige Linde«., »Der Friedensengel« ; i Tyskland modtoges de med Velvilje, men har næppe vundet Fodfæste dér eller andetsteds. (Biogr. af Glasenapp).

Walcker, tysk Orgelbyggerfirma, grundlagt 1 820 i Ludwigsburg af Eberhard Friedrich W., 1794—1872; herfra udgik en Mængde store og fortrinlige Instrumenter til alle Verdensdele, det første store (74 Stemmer) til St. Pauls Kirken i Frankfurt a. M.; han indførte mange og vigtige Forbedringer i Orgelbygningen, bl. a. af Kegleladen, 5 Sønner, af hvilke to endnu er i Live, førte Firmaet videre og værnede om dets Traditioner.

Waldstein, Ferdixand, Greve af, 1762—1823, Musikamatør, kendt som Beethovens Protektor i Bonntiden og hans Ven i Wien, hvem Klaversonaten Op. 53 (»W.-Sonaten«) tilegnedes : spillede Cello og Klaver og komponerede; Forholdet til Beethoven afbrødes inden Ws Død.

Waldteufel, Emil, 1837-1915, fr. Dansekomponist, f. i Elsass, Elev af Paris' Konservat, dirigerede ved Hoffets og den Store Operas Baller; foretog Turnéer med sine Danse, som han skrev i Hundredevis (særl. Valse) og som en Tid lang var overordentlig populære (Gretna-Green, Espana, »Sirenenzauber«, Estudiantina etc.).

Wallaschek, Bichard, 1869—1917, østr. Musikforf., Prof. ved Wiens Uni-

WAGNER

1, Wagners Fødehus. 2. Richard Wagner og hans Søn. 3. Villa Wahnfried i Bayreuth. 4.—7. Wagner-Karrikaturer. S. Fra Forsteopførelsen af - Lohengrin . Weimar 1850,

vers. og Redaktør; levede flere Aar i London; skrev navnl. om Musikæstetik og -psykologi, »Astetik der Tonkunsts On the Origin of Music, Primitive Music (»Anfänge der Tonkunst) etc.. foruden talr. mindre Afhandlinger.

Walle-Hansen, Dagmar, f. 1871, nsk. Pianistinde, Elev af Winter-Hjelm, Fru Backer-Grøndahl samt af Leschetizky i Wien, hos hvem hun 1893 —1914 var Hjælpelærer; senere bosat i Kria. som en meget søgt Pædagog; har givet talr. Koncerter i Skandinavien og Centraleuropa,

Walsh, John, eng. Musikforlæggere, Fader, c. 1670—1736, og Søn, c. 1700 —-66 ; trykte Partiturer før andetsteds og gik fra 1730 fra de haandstukne Plader over til Anvendelse af Stempler, hvormed Nodernesloges i Pladerne; udg. bl. a. Händels Værker.

Walter, Bruno, f. 1876, tysk Dirigent, Elev af Sterns Konservat., op-traadte med stort Held som Operadirigent i tyske Byer (Wiens Hofopera 1901—12),, 1913 Generalmusikdirektør i München, 1925 i Berlin; meget fremragende Dirigent; ogsaa Komponist.

Walter, Georg, f. 1875, tysk-arner. Sanger (Tenor), studerede i Milano samt hos Scheidemantel og Zur Mühlen, uddannet til en af de ypperste Bach-Sangere; 1925 ved Musikskolen i Stuttgart.

Walter, Gustav, 1834—1910, czek. Sanger, 1856—87 Primo-Tenor ved Wiens Opera, ved Siden deraf en meget skattet »Lieder«-Sanger; optraadt paa talr. Kunstrejser.

Waltershausen, Hermann von, f. 1882, tysk Komponist og Musikforf., Elev af Thuille; Direktør for Musikakademiet i München; af hans Kompositioner (navnl. Operaer til egen Text som »Oberst Chabert«, »Die Rauen-steiner Hochzeit«, Symfon. (»Hero und Leander*), Sange med Klaver el. Orkester) har flere vakt Opsigt i (vistnok ikke udenfor) Tyskland; Udbredelse har ogsaa hans æstetiske og analyserende Skrifter fundet: Monografi om Rieh. Strauss og »Musikalische Stillehre«, hidtil 4 Bd. (om »Tryllefløjten«, »Jægerbruden«, »Orfeus og Eurydike«, »Siegfried-Idyl«); W.s Speciale er Operaens Dramaturgi.

Walther, Johann, 1496—1570, tysk Musiker, Luthers nære Ven og musikalske Raadgiver, Kapelmester hos Kurfyrsten af Sachsen 1525, i Torgau 1530, i Dresden 1548, skrev sammen med Luther »Deutsche Messe«, 1524, udg. »Geystlich Gesangk-Buchleyn«, 1524, 1525 o. il. a. Denne klassiske protestantiske Sangbog er bestemt for Korsang og indeholder 38 Numre med 35 forsk. Melodier til 32 Luther-Salmer samt et Par Kompositioner til latinske Texter. Hvilke af disse der hid rører fra W. er ikke sikkert at afgøre. W. skrev endvidere Magnificat 8 tonorum, «Ein newes christliches Lied« m. v., samt 17 trestem. og 9 tostem. Instrumentalstykker, genfundne 1912 i Thomasskolens Bibliotek.

Walther, Johann Gottfried, 1684 —1748, tysk Musikforf. og Teoretiker, Slægtning af J. S. Bach, Organist i Erfurt og i Weimar; blandt hans Kompositioner nævnes fortrinlige Koralbe-arbejdelser for Orgel, men af større-Betydning var hans musikalske Lexikon, 1732, det første i sin Slags og Grundlag for Gerbers Lexikon.

Wanhal (el. Van Hall), Johann Baptist, 1739—1813, czek. Komponist, Elev af Dittersdorff, levede i Wien som Musiklærer; har komponeret c. 100 Symfon., talr. Kvartetter, et Par Operaer, Messer, Orgel og Klaverstykker, talentfuld Musik, som dog ikke kunde hævde sig ved Siden af Mozarts og Haydns.

Warlamof, Alexander, 1801—48, russ. Sanger, levede afvexlende i Moskva og Petersborg; komponerede over 200 Sange, hvoraf »Der rote Sarafan« o. fl. opnaaede stor Popularitet; udg. en Sangskole.

Warmuth, Carl, 1811—92, tysk Musiker, som i 1840 kom til Norge som Medlem af Musikkapellet »Harzverein« og efter dettes Opløsning i 1843 i Kria grundlagde en Musikhandel med Leje. bibliotek, Instrumenthandel, Koncert. bureau og Musikforlag. Sønnen Carl W., 1844—95, overtog Forretningen, som efterhaanden blev Landets største, og gjorde sig fortjent bl. a. ved Udgivelsen af det fortræffelige Musiktidsskrift »Nordisk Musiktidende*. Fra 1908 ophørte W.s Forlag, idet det sammen med Brødrene Hals' Forlag dannede »Norsk Musikforlags som ogsaa repræsenterer Wilh. Hansen og Nordisk Musikforlag i Kbhvn.

Wartel, Pierre François, 1806— 82, fr. Operasanger (Tenor), uddannet i Paris' Konservat; 1831—46 fremragende Sanger ved Store Opera i Paris, derefter Sanglærer bl. a. for Tre-belli (s. d.).

Wasielewski, Joseph von, 1822 — 96, tysk Musikfor f., Elev af Mendelssohn, David o. fl.; Violinist i Gewand-hausorkestret, levede siden i Dresden og i Bonn; af hans mange Skrifter nævnes en Schumann-Biogv., »Die Violine und ihre Meister«, »Die Violine im 17. Jahrh. etc.«, »Beethoven«, 1888, »Carl Reinecke« etc.

Wassilenko, Sergei, f. 1872, russ. Komponist, Elev af Tanéjef; Lærer ved Konservat. i Moskva; har komponeret Opera, Ballet, Symfon., Kammermusik og Sange.

Weber, Carl Maria von, f. 18. Dec. 1786 i Eutin, d. 5. Juni 1826 i London, berømt tysk Komponist; hans Ungdom var et uroligt Vandreliv; Faderen, tidl. Officer (af tvivlsom Adel), var overvejende Teater- el. Musikdirektør, og ham fulgte Familien til Dels som agerende paa Scenen; W. fik mere systematisk Musikundervisning af Michael Haydn i Salzburg og skrev under ham sex Fughetter, 1798, udg. af Faderen med Forfalskning af Komponistens Alder; senere fulgte et Sangspil, en Messe m. m.; omkr. 1800 var den projektsyge Fader og W. optagne af det Senefelderske Stentryk, som W. forbedrede, og han litograferede selv sine »Sechs Variationen« under Ophold i Freiberg; sst. opførtes, uden Held, en Opera »Das stumme Waldmädchen«; efter genoptagne Studier hos M. Haydn

fulgte Operaen >Peter Schmoll«, 1803, der ogsaa bragte Skuffelse; efter nye Rejser fik W. i Wien Abbed Vogler (s. d.) til Lærer, levede der et lystigt Liv, men under Forbud mod at komponere. 1804 blev han Musikdirektør ved Stadttheatret i Breslau, 1806 Musiklærer og Privatsekretær hos Hertugen i Stuttgart ; her tog hans Produktion atter Fart: Klaverstykker (Mo-menlo capriccio-so, Es-dur-Po\o-næse etc.), Kammermusik, Sange, Operaen »Sil-vana«, Omarb. af »Das stumme Waldmädchen «, Melodramaet jDer erste Ton«, Musik til »Turandot«. Ulykkelige Forhold: W.s og hans Faders letsindige Livsførelse, Gældsforpligtelser, ja Mistanke for Underslæb (ved den militære Hvervning), medførte deres Landsforvisning 1810. I Darmstadt blev W. sammen med Megerbeer paany Voglers Elev, og et alvorligere Arbejde og Livsmaal begyndte; den komiske Opera »Abu Hassan«, 1811, opførtes (ligesom »Silvana«) rundt om i Tyskland; paa Kunstrejser med Klarinetisten Bärmann (s. d.) skreves Koncerter, Kvintet m. m. for Klarinet; 1813 Operadirigent i Prag, hvor en energisk Virksomhed udfoldedes i 3 Aar, og Krigssangene »Leyer und Schwert« (Kör-ner)komponeredes, derbragte W.s Navn ud over hele Tyskland; derefter Kapel mester i Dresden, for at organisere den tyske Opera dér; ægtede Sangerinden Caroline Brandt (den første Silvana) og forblev i Dresden, hvor han skrev det vidt kendte »Conzertstück«, Rondo brillante, És-durPolacca, »Aufforderung zum Tanz« m. m. for Klaver, »Jubelouverture« (tilden sachsiske Konges Jubilæum), en Del Sange o. m., men først og fremmest Operaerne, der gjorde W.s Navn verdensberømt: »Der Freischütz« (hvortil Texten efter en Folkebog skreves af Friedrich Kind), opført 18. Juni 1821 i Berlin, gjorde enorm Lykke her og paa alle tyske Scener (1822 i Dresden under W.s Ledelse, s. A. (»Jægerbrudenc) i Kbhvn., hvor W. paa en Kunstrejse 1820 havde dirigeret den allerførste Opførelse af Ouverturen med det kgl. Kapel, Kria. 1857); »Preciösa«, Musik til et romantisk Spil af P.A. Wolff, Berlin 1821 (før »Frei-schûtz"-) (Kbhvn. 1822), »Euryanthe«, en stor romantisk Opera, skrevet paa Impresario Barbajas (s. d.) Opfordring, til Text af Helmina v. Chézy, for Wien (1823), hvor den dog kun gjorde for-bigaaende Lykke, p. Gr. dels af den maadelige, uklare og overspændte Text, dels af Wiens Rossini-Rus, : endelig »Oberonc til Planchés Text (efter Wieland) for Covenl Garden i London og opført dér under W.s Ledelse med glimrende Held (April 1826, Kbhvn. 1831). Det opslidende Arbejde i Dresden, hvor W. skabte et fortræffeligt Kapel, Kampen med det ital. Parti (under Kapelmester Morlacchi og Spon-tini i Berlin), Skuffelsen med »Euryanthe« nedbrød ganske W.s svage Helbred (Tuberkulose); dødssyg havde han i sidste Øjeblik fuldført »Oberon«, gav en Koncert i London uden synderligt Held, dirigerede endnu nogle Gange »Oberon« og fandtes en Morgen død i sin Seng; 1844 overførtes hans Lig med stor Højtidelighed til Dresden (se Wagner, Rieh.). — W.s efterladte Opera »Die drei Pintos« fuldførte G. Mahler; fra en ufuldført Opera »Rübezahl« stammer Ouverturen »Beherrscher der Geister«. — W., hvis legemlige Skrøbelighed prægede den smækre Skikkelse med den hulbrystede Holdning og haltende Gang, men aldrig slukkede Ilden i det levende glødende Blik eller hæmmede det elskværdige lunefyldte, men noget saarbare Væsen, var i Ungdommen en letlevende romantisk Boheme, men altid med en vis ridderlig Holdning, senere hen en dybere følende og efter høje Maal stræbende Kunstner — dertil en varm og oprigtig Patriot; sin Nationalitet manifesterede han under Napoleonskrigene med de flammende »Leverund Schwert« Mandskor og Solosange, men endnu mere med »Der Freischütz«, der blev det ædleste og mest nationale og yndede Udslag af den alt forud kendte Æventyr-og Spøgeriopera; mange af W.s Sange i »Jægerbruden« (og andetsteds) blev Folkets Skatte. Optimismen præger her W.s Kunstnersind; overfor sund, næsten sprudlende Livsglæde staar den romantiske »søde Gru« ved Uhygge og alskens æventyrligt Djævelskab kun som et kildrende, forbigaaende Incitament; en varm Naturfølelse giver sig bl. a. Udtryk i en vidunderlig truffen Skovstemning, der forblev forbilledlig for romantisk Musik. Rent musikalsk set er »Jægerbruden« dog ujævn, og denne Blanding i W.s Kunst af dyb Følelse, skabende Fantasi, glimrende Kolorit — i Instrumentationens Historie er W. en fremragende Ny-Finder særl. ved Solo-Anvendelsen af Blæ-seinstr. (Klarinet, Horn o. a.) — og af opr. og varm Melodik med udvendig brillant, fad salonmæssigt, melodisk stift eller letkøbt, navnl. i de yngre Aar, men ogsaa delvis i den mere modne Periode, er et ejendommeligt, af Musikhistorikerne næppe hidtil udtømt Problem. Ujævn er ogsaa »Euryanthe« — men et histor. betydningsfuldt Værk, den første Ridderopera i stor, oprigtig ment Stil, Forløber for »Tannhäuserc og »Lohengrin«, ogsaa ved Anvendelse af Erindringsmotiver, den skarpe Modsætning mellem Lys-og Mørke-Skikkelser, den fri Inddeling i »Scener« (modsat hidtidige »Numre«) m. m. I »Oberon« fremtryller endelig den dødsmærkede Komponist en henrivende Æventyrverden med Najader, Gnomer og fine og skælmske Alfer, hvorfra en lang Række lignende Væsner nedstammer (særl. de Mendelssohnske); her som i »Preciösa« og »Tu-randot« udnytter W. iøvrig den alt kendte og yndede musikalske »Orientalisme«. — Med sin geniale Instrumentationskunst skabte W. de karakteristiske og straalende »Program-Ouverturer«, ogsaa Forbilleder for Fremtiden. Som glimrende Klavervirtuos skrev han vel megen bravurmæssig og tomt brillerende Musik, men ogsaa de i deres typisk romantiske Holdning interessante og histor. betydelige Monumentalværker aConcertstück« og As-dur Sonaten, 1816. I Hovedsagen var W. dog Teatrets Mand; paa Operaens Felt Foregangsmand og blandt tysk Musiks første Kræfter. — For sin Kunst arbejdede W. (som følg. romantiske Komponister) ogsaa litterært; forberedte i Artikler og Afhandlinger Publikum paa de Værker, han vilde opføre; skrev Noveller i E. T. A. Hoffmanns Stil, anlagde en aldrig fuldført Musik-Roman etc. (Biogr. af W.s Søn Max Maria v. W., 3 Bd., af W. Jahns, Gehrmann (»Berühmte Musiken), v. d. Pfordten, Seruières (Musiciens célèbres), Coeuroy (Maîtres de la musique), H. Pfitzner; W.s saml. Skrifter udg, G. Kaiser (ogsaa i Reclams Bibliotek)).

Weber, Dionys, 1766—1842, czek. Musiker, Elev af Abbed Vogler; Medstifter af Konservat. i Prag 1811 og dets første Direktør; forf. flere teoret. Lærebøgerog komponerede særl. Danse og Militærmusik; anset Lærer; opførte 1832 for R. Wagner dennes Ungdoms-symfon. med Konservat.s Elever.

Weber, Gottfried, 1779—1839, tysk Musikforf., Advokat og Dommer, ivrig Musikven, forf. efter Studier af ældre musikteoret. Skrifter sit eget System i den bekendte: »Versuch einer geordneten Theorie der Tonsetzkunst« (3 Bd., fl. Opl.), til hvilken H. Riemann siden delvis knyttede sit System, iøv-rig »Allgemeine Musiklehre«, »DieGe-neralbass etc.« m. m.; grundede en Musikskole i Mannheim og redigerede som indflydelsesrig Kritiker Tidsskriftet »Cæcilia«; komponerede Kirkemusik, Klaverstykker m. m.

Weber, Miroslaw, 1854—1906, czek. Violinist og Komponist; uddannet i Prag, Koncertmester i Darmstadt, hvor han dannede en Strygekvartet, siden i Wiesbaden og München; har komponeret Kammermusik, Operaer, en Ballet og anden Scenemusik m. m.

Weber-Bell, Susanne, schw. Sanglærerinde, uddannet af Lamperti og Viardot, studerede Fysiologi og Anatomi og konstruerede et Instrument til at fastslaa Deltonerne i den menneskelige Stemme samt de lovmæssige Funktioner af Aandedræts- og Taleorganer; dette Instrument danner Grundlaget for W.-B.s Stemmedannelseslære.

Webern, Anton von, f. 1883, østr. Komponist, Elev af A. Schönberg, til hvem han musikalsk nøje har sluttet sig; Kompositionslærer i Wien; fremtrædende blandt nutidige Wiener-Komponister; ejendommelig er hans Arbejders Korthed, tilsyneladende Mangel paa Form og hyppige sarte pp.-Virkninger; W. betegner dem oftest kun som »Stücke«, »for Orkester«, »for Violin og Klaver«, »for Strygekvartet« etc.; forøvrig »Passacaglia« for Orkester, a-cappella Kor, Sange m. m.

Weckerlin, Jean Baptiste, 1821—• 1910, fr. Komponist og Musikforf., Elev paa Konservat. i Paris (Halévy) 1876 Bibliotekar sst.; har komponeret Operaer (særl. L'organiste dans l'embarras), Korværker, Symfon., Oratorium etc., og skrevet flere Værker, særl. Samlinger vedrør. Folkesangen [Echos du temps passé, 3 Bd., La chanson populaire, Chansons populaires du Pays de France, 2 Bd.).

Weckmann, Matthias, 1621—80, tysk Musiker, Organist i Dresden, Kbhvn., Hamburg, Leipzig, Hans Klaverkompositioner (opdaget i Ms. 1903) er af stor Vigtighed, da de viser at tysk Klaverkunst den Gang stod paa en Højde, man tidligere ikke havde Anelse om.

Wedekind, Erika, f. 1869, tysk Operasangerinde (Koleratursopran), Elev af Orgeni; 1894—1909 knyttet til Hofoperaen i Dresden, derefter til »Komische Oper« i Berlin; optraadt paa Operaen i Kbhvn. 1912; Søster til Digteren Frank W.

Wegelius, Martin, 1846 — 1906, finsk Komponist, uddannet i Wien og Leipzig; Dirigent i den akademiske Sangforening allerede som Student, 1878 Kapelmester ved Operaen i Helsingfors, hvor han 1882 blev det nye Konservat.s Leder (til sin Død); S. var en af flnsk Musiks Førstemænd, blandt hans Elever var Sibelius, Melartin o. fl. ; har komponeret Ouverture, Ballader, Kantater, Sange, Klaverstykker m. m. og udg. ^Västerländska musikens historia«, 1891—93. og forsk, musikalske Lærebøger. (Biogr. af K. Flodin).

Wehrli, Werner, f. 1892. schw. Komponist. Musiklærer og Dirigent i Aarau: tilstræber en national Tone i sine Kompositioner, der omfatter Opera, symfon. Digtning, Kammermusik, nationalt Festspil, Sange, Koralforspil m. m.

Weigl, Joseph, 1766—1846, østr. Komponist og Dirigent. Elev af Al-brechlsberger og Salieri og dennes Efterfølger som Hofkapelmester; har komponeret mange, i sin Tid populære Operaer (særl. »Schweizerfamilien« opførtes paa mange Scener), desuden Balletter og anden Scenemusik, Messer, Oratorier og Kammermusik.

Weigl, Karl, f. 1881, østr. Komponist, Elev af Zemlinsku og G. Adler, lever i Wien som Konservat.lærer ; nævnes blandt de betydeligste nulevende Wiener-Komponister (Symfon., Klaverkoncert — for venstre Haandl —, Kammermusik. Kantater og Kor, Klaverstykker og talr. Sange).

Weiner, Leo, f. 1885, ungarsk Komponist, Elev af H. Kassier, Lærer ved Musikakademiet i Buda-Pest: original fremtrædende Musikerbegavelse blandt nulevende ungarske Komponister (2 Fasching«, »Serenade« o. fl. Orkesterstykker, Kammermusik, scenisk Musik m. m.).

Weingarten, Paul, f. 1886. østr. Pianist, Elev af Konservat. i Wien og af Guido Adler; har berejst store Dele af Europa som Koncertspiller; udmærket Pianist, aktiv for ung fr. Musik; Lærer ved Wiens Musikakademi.

Weingartner, Felix von, f. 1863, østr. Dirigent og Komponist, Elev af

Leipzigs Konservat. og af Fr. Liszt, der i Weimar foranledigede Opførelsen af W.s første Opera »Sakuntala« ; allerede 1883 begyndte W. sin Dirigentgerning og kom hurtig i første Række blandt tysk-østr. Dirigenter, lige udmærket i Opera og Koncertsal; hans ret omskiftelige Liv har ført ham bl. a. fra Hamburg til Mannheim, Operaen i Berlin (til 1898), München (»Kaim«-Kon-certerne), Wiens Hofopera, og senere Folkeopera sst.; lever i Wien, men er ofte optraadt som Gæstedirigent (Kbhvn. og Kria. 1905); produktiv Komponistaf Operaer og andre sceniske Værker, symfon. Digtninge og Symfon., Violinkoncert, Cellokoncert, Kammermusik (den smukke Klarinet-Kvintet, opført i Kbhvn.), Kor, Sange etc.; forf. de værdifulde Skrifter »Über das Dirigieren« (fl. Opl.), »Rathschläge für Aufführung der Sinfonien Beethovens« (overs, paa eng.), lign. Skrifter om Schuberts. Schumanns og Mozarts Symfon., endvidere »Die Lehre von der Wiedergeburt und das musikalische Drama«, »Bayreuth«, »Akkorde« (Essays), »Der Fall Wagner«, » Lebenserinnerungen « foruden nogle Skrifter nærmest af okkultistisk Indhold.

Weinlig, Theodor, 1780—1842, tysk Musikteoretiker, Elev af Mattei i Bologna, 1823 til sin Død Thomas-Kantor i Leipzig, hvor han som anset Pædagog havde Rieh. Wagner som Elev; Komponist og musikteoret. Forf.

Weinmann, Karl, f. 1873, tysk Mu-sikforf., Elev af Haberl: præstevietog virksom i Regensburg, 1910 efter Haberl Direktør ved Kirkemusikskolen sst.; udg. Skrifter af kirkemusikalsk og musikhistor. Art samt en Del ældre Kirkemusik.

Weismann, Julius, f. 1879, tysk Komponist, Elev af Rheinberger, Herzogenberg og L. Thuille; har komponeret Symfon., Kammermusik, Kantater og andre Korværker, Lieder og en Mængde Klavermusik.

Weiszheimer,WENDELin,1 838-1910, tysk Komponist, Elev af Konservat. i Leipzig, Teaterkapelmester; komponerede et Par Operaer, flere Kor og Sange etc., mere kendt som Forf. af »Erlebnisse mit Rieh. Wagner, Fr. Liszt etc.«, 1898, af personalhistor. Interesse.

Weiszmann, Adolf, f. 1873, tysk Musikforf., Kritiker i Berlin, virksom for den »Ny Musik«; forf. i original, livfuld, men ofte søgt Stil »Berlin als Musikstadt«, »Bizet«, »Chopin«, »Der klingende Garten«, »G. Puccini«, »Der Dirigent im 20. Jahrh.«, »Verdi« m. m.

Weitzmann, Karl Friedrich, 1808 —80, tysk Musikforf., Elev af Spohr, Hauptmann o. fl.; efter Ophold i russiske Byer fra 1847 i Berlin som Lærer i Komposition ; hans vigtigste Skrifter er »Der übermässige Dreiklang«, »Der verminderte Septimenaccord«, »Geschichte der griechischen Musik«, »Harmonisystem« og navnl.»Geschichte des Klavierspiels etc«., 1863, 3. Opl. i fuldkommen omarbejdet Skikkelse, men ikke afsluttet, ved Max Seiffert (s. d.); ogsaa Komponist.

Wellesz, Egon f. 1885, østr. Komponist og Musikforf., Elev af G. Adler og A. Schönberg, til hvis Stilretning han har sluttet sig; Docent ved Wiens Univers.; har komponeret Operaer, Balletter, symfon. Musik, Kammermusik, en Del (mest korte) Klaverstykker og Sange; forf. »Arnold Schönberg« (overs. paa eng.), »Der Beginn der musikalischen Barock etc.«, »Aufgaben und Probleme der orientalischen Kirchenmusik« foruden talr. værdifulde Artikler i Tidsskrifter, særl. vedrør, orientalsk Musik (W.s Speciale) og Operaen i Renaissancetiden.

Welti, Heinrich, f. 1859, schw. Musikforf., knyttet til forsk, berlinske Dagblade og Tidsskrifter som Kritiker, forf. en G?ucA--Biografi (Reclam) og talr. mindre Afhandlinger; g. m. Sangerinden Emilie Herzog (s. d.).

Wendelborg, Kristian, f. 1863, nsk. Musiker, væsentlig uddannet ved Lindemans Konservat, Kria., Organist ved Sagene Kirke i Kria., Sanglærer ved Folkeskolen og Korinstruktør sst. Har bl. a. udg. mange Korsange, hvoraf flere er blevet meget populære.

Wendling, Karl, f. 1875, tysk Violinist, Elev bl. a. af J. Joachim, Hofkoncertmester i Stuttgart; Primarius i en fremragende Strygekvartet.

Wennerberg, Gunnar, 1817—1901, sv. Komponist, udg. allerede som Up-sala-Student nogle Sange, men lærte yderligere af Josephson ; drev iøvrig kunsthistor. Studier (paa lange Udenlandsrejser), var en Tid ministerial Embedsmand og et Par Gange Kultusminister; levede siden til sin Død i Sthlm.; allere-dei Ungdommen skrev W. Mandskvartetter, der fulgtes affiere efter Studenteraa-rene.og af hvilke mange blev populære og synges endnu (»Frihet bor i Mordene, «Stå stark, du ljusets riddarvakt«, »Hör oss Svea« (1853) etc.); fra 1849 — 51 stammer W.s berømteste,fremdeles livskraftige Værk iGlun-tarne« (til egen Text), lunerige og stemningsfulde Billeder (Duetter) fra Studentertiden, melodiøse og let syngelige til enkelt Akkompagnement; 1851 udkom de ogsaa snart populære Trioer (»De tre«) og senere forsk. Duetter; efter 1860 optoges W. mest af kirkelige Kompositioner, i hvilke han ogsaa lagde Hovedvægten paa det vokale; meget yndet var Samlingen >Ur Davids Psalmer«, senere fulgte et Stabat mater og et Oratorium. (Biogr. af S. Taube og 5. Almquist).

Westwang, Albert, f. 1885, nsk. Koncert- og Operasanger (Bas) og Sang-

pædagog, uddannet væsentlig i Kbhvn. (V. Forchhammer) og Berlin (Knüpfer og Rathmühl); debut, som Koncertsanger i 1910, som Operasanger 1914 (Dessau). Ansat ved Opera comique i Kria. 1918 — 20, (Den gamle Hebræer i »Samson og Dalila«, Falstaff i »Lystige Koner«, Landgreven i »Tann-häuser«).

Wetz, Richard, f. 1875, tysk Komponist, Elev bl. a. af Thuille, har virket som Dirigent og som Lærer i Komposition og Musikhistor., fra 1913— 15 i Spidsen for Riedel (s. d.) -Foreningen; nu i Weimar som Konservat.-lærer og Leder af Madrigalkor; har særl. propaganderet for Liszts og Brückners Værker og forf. Monografier over disse Mestre; omtales som talentfuld Musiker, der, nærmest Bruckner-paa-virket, har komponeret Symfon., Opera :Das ewige Feuer«, Requiem og andre større og mindre Korværker, Kammermusik, Klaverstykker og talr. Sange.

Wetzler, Hermann Hans, f. 1870, tysk Dirigent, Elev af Hochs Konser-vat. i Frankfurt, 1892 i New York, 190 4—08 Kapelmester i Hamburg og 1919—23 ved Operaen i Köln; har komponeret Ouverturer, Scenemusik, Suiter og anden Orkestermusik (i R. Strauss'sk Stil).

Wexschall (Weksal) FREDeriK, 1798 —1845, dsk. Violinspiller af nsk. Afstamning, Elev af Lem og Tiem-roth, debut, som Koncertspiller allerede 1810 og kom 1812 ind i det kgl. Kapel;

senere studerede han yderligere paa en Udenlandsrejse bl. a. hos Spohr, hvis berømte >Sangscene«-Koncert han introducerede i Kbhvn.; blev Leder af Teatrets Violinskole og — efter lang Ventetid — Koncertmester; optraadte som Solist og Kvartetspiller som Tidens første dsk. Violinist, fremragende ved stor Tone, teknisk Overlegenhed og temperamentsfuldt Foredrag; særl. Indflydelse øvede han som Lærer for en Række kendte Musikere med Niels W. Gade i Spidsen.

Weyse, Christoph Ernst Friedbich, f. 5. Marts 1774 i Altona, d. 8. Okt. 1842 i Kbhvn., dsk. Komponist; paa mødrene Side af musikalsk Familie, spillede allerede som Barn Klaver og forsøgte sig i Improvisation og Komposition, kom til Kbhvn. for at lære hos Schulz, efter at Handelsvejen var opgivet (1789); ikke alene den noget sygelige og vanskelige Schulz, men og-saa Tiemrolh og H. 0. C. Zinck tog sig af den begavede Dreng, der saa-ledes lærte Violin-, Orgel- og Fløjtespil og samtidig som ivrig Læser tilegnede sig alm. Dannelse; 20 Aar gl. blev han Organist ved Reformert Kirke og skrev allerede ved denne Tid en Del Kompositioner (Klaverstykker, der-ibl. 1ste Del af Allegri di bravura, Sange til tyske Texter, og endog flere Symfon., fra hvilke senere laantes Ouverturer til »Macbethi og til >Balders Død«); 1800 begyndte \V. at komponere Syngespillet »Sovedrikken«, hvortil A. Oehlenschlåger havde bearbejdet Texten; men en dyb Skuffelse i Forholdet til den rige Købmand Tu-teins Datter Julie, i hvem W. var forelsket, og som synes koket at have holdt ham hen i Troen paa gengældte Følelser, for derefter ret haan-ligat afvise ham,

nedbrød hans aandelige Kraft og i nogle Aar opgav han ska bende Arbejde. (W.s smukke, dybt følte, fornemme og selvfølende Svar til Julie T. er opbevaret). Imidlertid kaldtes W. 1805 til Organist ved Vor Frue Kirke, og dette samt Første-Opførelsen af »Don Juan« paa det kgl. Teater, 1807, vakte ham aandelig til Live igen. » Sove-drikken« kom frem 1809 og gjorde saadan Lykke, at Operaen i Aarevis holdt sig paa Repertoiret; med Oehlenschläger skrev W. derefter »Faruk« og navnl. »Ludlams Hule«, 1816, med H. C. Andersen »Festen paa Kenil-worth«, 1836, og med J. L. Heiberg »Et Eventyr i Rosenborg Have«, 1827, hvilket indtagende Syngestykke — en dsk. opéra comique — har bevaret Livskraft til vore Dage; den kirkelige Stilling foranledigede en Række Vokalværker, hvoraf de største er Miserere og »Den Ambrosianske Lovsang«, 1826 (foruden Hymner og Kantater til de kirkelige Højtider); W.s efterhaanden »officielle« Stilling i dsk. Musikliv fremkaldte adskillige Lejlighedsværker, bl. hvilke Sørgekanten ved Frederik VI.s Bisættelse og Universitetskantaterne til Kongens Fødselsdag og især den til Minde om Reformationen er de berømteste.

W., der var ugift og noget af en Særling, levede sin meste Tid i Kronprinsessegade 36, han deltog gerne i det kbhvn.ske Musikliv, til hvis Spidser han jo hørte — han repræsenterede det nationale og klassisk konservative overfor den mere bohême-agtige, internationale Romantiker Fr. Kuhlau; uden noget Fjendskab indbyrdes havde de hver sin Tilhængerskare; W.s ansaas for den fineste og var vistnok den talrigste; som udøvende optraadte W. kun som Improvisator og da som en Mester paa Klaver (i Privatkredse) og paa sit Orgel; Klaveret helligede han en Del værdifulde og endnu livskraftige Arbejder: Sonater (særl. g-moll), Fortsættelse af Alle-gri di bravura og navnl. »Etuder«, Op. 16 og 50 (hele Karakter- og Bravurstykker, til Dels inspirerede af Mo-scheles Optræden i Kbhvn., Ny-Udg. ved A. Winding). — W.s Hovedværk er imidlertid hans berømte »Romancer«, c. 100 større eller mindre Sange med Klaverledsagelse, dels selvstændig komponerede, dels hentede fra de dramat. Arbejder (»Skøn Jomfru, luk dit Vindue op« fra »Sovedrikken«, en »Elskovserklæring« fra »Eventyr i Rosenborg Have« osv.) eller fra Kantaterne (»I Sachsernes Land«, »Stjernen stod« m. fl.). W.s Romancer kan — om end Formatet er mindre — sammenlignes med Fr. Schuberts »Lieder«, idet de gav det poetiske adækvate Toneudtryk for en samtidig frembrydende national Lyrik: Oehlenschläger, Ingemann, Grundtvig, J. L. Heiberg, Chr. Winther er de fornemste blandt de af W. valgte Digtere. Med ren Umiddelbarhed, kultiveret Smag og Blik for hver Digters Særpræg, med en rig melodisk Kilde (af Mozart-Schulzsk Oprindelse) med fin, men aldrig voldsom Følelse og med inderlig Forstaa-else af dsk. Folkenaturel og Folketone gav denne tyskfødte Musiker sine selvvalgte Landsmænd en af deres største og endnu længe varende nationale Musikskatte. W.s Romancerrummer indenfor de antydede Rammer og hans kun svagt spirende romantiske Følemaade (allerede overfor Beethoven stillede han sig skeptisk, end mere da overfor Mendelssohn o. lign.) en lang Skala af Stemninger, fra de barnligt uskyldige (som først og fremmest i de herlige Ingemannske »Morgen- og Aftensange« 1837—38) over de mildt-erotiske el. let vemodige til de kække fædrelandske Sange; særl. Udtryk fandt han undertiden for den lune eller bisarre Humor, der var en Del af hans Væsen. Talrige af W.s Romancer er, som bekendt, endnu paa alle danskes Læber. Ifølge sin stærke Interesse for dsk. Folkevise udg. W. en for Tiden udmærket bearbejdet Samling »Kjæm-peviser« og af hans Arbejder skal endnu nævnes hans kirkelige Melodier, en Koralbog og en Samling Orgelpræludier. (Biogr. af A. P. Berggreen og C. Thrane (i »Danske Komponister«); se ogsaa H. C. Andersens og A. Oehlen-schlägers Livserindringer, Andersens og Ingemanns Breve, »Domprovsten i Roskilde«, 1909, m. m.).

Whittaker, William Gillies, f. 1876' eng. Musiker, Lærer og Dirigent; komponerede Kor, Sange og Klaverstykker (under Paavirkning af ny-fr. Musik), nogen Kammermusik og Klaverstudier; ogsaa Musikforf.

Wiborg, Hedvig Elisa, f. 1862, nsk. Operasangerinde, Elev af Nathalie Hå-nisch i Dresden og Fru Harlacher i Stuttgart. Ansat ved Hofoperaen i Schwerin 1890, i Stuttgart 1893, men trak sig tilbage i 1909 p. Gr. af Sygdom. Sang bl. a. Elisabeth («Tannhäuser«) i Bayreuth.

Widor, Charles Marie, f. 1845, fr. Orgelspiller og Komponist, Elev af Lemmens og Felis; 1870 Organist ved St. Sulpice i Paris og siden Lærer ved Konservat. sst.; en af Frankrigs betydeligste Orgelspillere og meget søgt Lærer; har komponeret Symfon., Kor-værker, Orgelmusik. Operaer, Balletter, Kammermusik etc. ; i Udlandet mest kendt som Orgelkomponist.

Wieck, Friedrich, 1785—1873, tysk Klaverpædagog, grundede en Klaverfabrik i Leipzig, uddannede sine to Døtre Clara, der senere ægtede Rob. Schumann, og Maria, 1832-1916, og fik derved et anset Navn som Klaverlærer med mange Elever; omkr. 1840 studerede han ogsaa Sangteknik og gav Sangundervisning i Dresden; udg. »Klavier und Gesang« og »Musikalische Bauernsprüche«; om hans Forhold til Rob. Schumann s. d.

Wiedemann, Poul, f. 1890, dsk. Sanger, Elev af det kgl. dsk. Musik-konservat. (Lincke). af Brødrene de Reszke og af Zur Mühlen: debut. 1915 paa det kgl. Teater og har siden udført en Række dramat. Tenorpartier (Florestan, Siegmund, Parsifal,Tristan).

Wiel-Lange, Frederik Johannes, 1849—1925, dsk. Komponist, Teolog, gennemgik Kbhvn.s Konservat.; Sognepræst paa Landet: efter Afsked derfra i Kbhvn.; komponerede forsk. Orkester- og Kammermusik, et Korværk og nogle Sange samt Klaverstykker, til Dels instruktive: kun enkelte Ar-beider er trykt og har fundet nogen større Udbredelse.

Wieniawski, Henri, 1835—80, polsk Violinist, uddannedes ung i Paris af Massart, studerede tillige Musikteori; paa sine omfattende Koncertrejser besøgte han ofte Skandinavien, 1872 Tur-née til Amerika sammen med A. Rubinstein; komponerede Violinkoncerter, Souvenir de Mo-scou,*Faust-Fan-tasi« og anden udmærket Violinmusik; en af Tidens førsteVio-linspillere med ypperlig Tekn k og mægtig Tone. — Hans Broder Joseph W., 1837 -1912, var Elev af Konservat. i Paris; udmærket Pianist og Lærer ved Konservat. i Moskva, senere til sin Død ved Konservat. i Bruxelles; har komponeret en Del Klavermusik (Koncert, Valse, Polonaiser, Ballader, Etuder) samt nogen Kammermusik o. a.

Wieprecht, Wilhelm Friedrich, 1802 —72, Chef for Gardens Musikkor i Berlin, reorganiserede den preussiske Militærmusik, Opfinder paa Blæseinstrumenternes Omraade (saaledes af Basiubaen og Basklarinetten) og paa dette Felt en Autoritet, til hvem endog R. Wagner lejlighedsvis rekurrerede. (Biogr. af A. Kalkbrenner).

Wiese, Camilla, f. 1845, nsk. Sangerinde (Alt), uddannet i Sthlm. og Paris, debut, paa Sthlm.s Opera 1874, ansat ved Kria. Teater fra 1875 til Branden i 1877. Fortræffelig Orato-riesangerinde.

Wieth-Knudsen, Knud Asrjørn, f. 1878, dsk. Nationaløkonom, fra 1921 Prof. ved teknisk Højskole i Trond-hjem; ivrig Musikamatør, Elev af O. Malling og af Draeseke (s. d.), er op-traadt musikliterært og har udg. en Del Kompositioner saavel for Orkester som navnl. for Cello og for Sang (under Navnet Niels Knudsen).

Wietrowetz, Gabriele, f. 1866, østr. Violinistinde, Elev af Joachim, frem-ragendeViolinspiller, Lærer ved »Hochschule« i Berlin.

Wihan, Hans, 1855-1920, czek. Cellist, Elev af Konservat. i Prag, ansat i Münchens Hofkapel, siden Lærer ved Konservat. i Prag, hvor han 1892 stiftede > Bøhmer-Kvartetten«, som han ledede til 1914; ogsaa Komponist.

Wihtol, Joseph, f. 1863, lettisk Komponist, Elev bl. a. af Rimsky-Korssakof, Direktør for den lettiske Opera i Riga, hvor han 1919 grundlagde et Stats-konservat.; har komponeret Symfon.. Ouverturer, Korværker, Kammermusik etc.

Wiklund, Adolf, f. 1879, sv. Komponist og Dirigent, Elev af Konservat. i Sthlm., derefter Studierejser til Tyskland, Frankrig og Italien; Hofkapelmester ved Operaen i Sthlm, nu Leder af » Konsertföreningen« sst. (med Talic, s. d.); har komponeret Symfon., Sonater, Kammermusik, Ouverturer m. m., nærmest i BrahmskStil; optraadt i Kbhvn. som Dirigent 1926.

Wikmanson, Johan, 1753 —1800, sv. Komponist, i Instrumentmagerlære i Kbhvn., men rejste 1772 tilbage til Sthlm., hvor han blev Organist 1781 ved Storkyrkan; Direktør for Musikaliska Akademien; en fortrinlig Cellist og højt anset Orgelspiller; foruden Musik til Skuespil har han komponeret Kammermusik i klassisk Stil (tre Kvartetter tilegnede Haydn).

Wilder, Victor van, 1835—92, belg. Musikforf., gik 1860 til Paris, hvor han blev Medarbejder ved »Ménestrel« ; skrev navnl. Mozart-Biografi og Beethoven-Biografi.

Wilhelm, Karl, 1815 — 1873, tysk Musiker, komponerede den bekendte >Die Wacht am Rhein«, for hvilken han hædredes med en livsvarig Pension (populær blev den navnl. under Krigen 1870-71).

Wilhelmj, August, 1845—1908, tysk Violinspiller og Pædagog, studerede hos F. David (Leipzigs Konservat.), Hauptmann og Richter; optraadte ved »Gewandhauskoncerterne« og begyndte et aarelangt og vidtstrakt Vandreliv som Virtuos, endog til Nord- og Sydamerika, Asien og Australien (i Skandinavien 1871 og 85), i Bayreuther-festspillenes Orkester var han den fejrede Primarius 1876; levede senere ved Dresden og i London (som Pædagog); udg. en stor Violinskole (kun I. Del 1903). \V. var en af Tidens første Violinspillere, fremragende ved Tonefylde, eminent Teknik og Fortolkningskunst.

Wilhelm Tell, Opera af Rossini, Paris 1829, Kbhvn. 1842, Sthlm 1856, (tidligere »Guillaume Tell« af Grétry 1791).

Wilhem (egl. Bocquillon), Guillaume Louis, 1781—1842, fr. Musiker; som Generaldirektør ved samtlige Skoler i Paris bragte han Orden og System i Sangundervisningen; udg. en Samling flerstem. Sange »Orphéon« og flere pædagog. Skr. ; den egentlige Stifter af Mandskorsangen i Frankrig (se Sangforeninger).

Willaert, Adrian (Vuigliarl, Yigliar, Wigliardas, ogsaa Messer Adriaen), c. 1480 — 1562, nederl. Komponist, Grundlæggeren af den venetianske Skole (s. d.), fra 1527 Kapelmester ved Markuskirken i Venezia, Dobbelt-Korets Opfinder og en af Fædrene for den nye Madrigal (s.d.) og Ricercaren. Skrev Messer, Motetter, Chansons, Canzoni vilanesche, Fantasie ricercari etc.

Williams, Alberto, f. 1862, argentinsk Komponist, Elev i Paris bl. a. af C. Franck og Godard; i Buenos Aires Klaverspiller, Dirigent og Udg. af Musiktidsskrift; grundede et Conserva-torio de musica, der fik stor Bet3^Tdning, og komponerede Symfon. og andre Orkesterværker, talr. Klaverstykker, Kammermusik og Sange (til egne Texter); betegnes som Argentinas Nationalkomponist.

Williams, Charles Francis, 1855— 1923, eng. Musikforf., Organist og Kordirigent (i London); studerede paa Rejser i Frankrig, Italien og Belgien, senere navnl. græsk Musik (og antike Instrumenter); skrev »Bach« og »Händel« (i Master Musicians) The Rhytm of Modern Music, Story of Organ etc.; ogsaa Komponist.

Willmers, Rudolph, 1821—78, tysk Pianist, opdraget i Kbhvn.; debut, her allerede 1834 og spillede atter i »Musikforeningen? 1840 efter i Mellemtiden at have studeret hos Hummel i Weimar; vandt paa en Række Koncertrejser Navn som Virtuos; levede i Berlin (Lærer ved Stems Konservat.) og i Wien, hvor han d. (sindssyg); skrev en Række Klaverstykker i den da yndede brillante Stil: Fantasier over Operamelodier og »Flyv Fugl flyv« og »Kong Christian«, Rondoer, Nocturner, »Klänge aus dem Norden«, Koncertetuder, Sonate héroïque etc.

Wilms, Jan Willem, 1772 — 1847, holl. Komponist, fra 1791 til sin Død Musiklærer i Amsterdam; komponerede Kammermusik og Koncerter samt en holl. Nationalsang »Wien Neerlands blood«.

Wilt, Marie, 1833—91, østr. Sangerinde, debut, i Graz 1865, sang derefter i Berlin, London og Wien overalt med stort Bifald; hendes Sopran var af usædvanligt Omfang, Volumen og overordentlig Velklang.

Wilton, Ebba, f. Petersex, dsk. Sangerinde, Elev af sin senere Mand, Operasanger Einer W., f. 1888, debut. p. det kgl. Teater 1924 og har siden med Held udført flere høje (Koloratur-) Sopranpartier.

Winderstein, Hams, 1856—1925, tysk Dirigent; Elev af Konservat. i Leipzig, fra 1896 i Leipzig Dirigent af »Filharmoniske Koncerter«, som fortsattes til Verdenskrigen. Dygtig Dirigent, der med sit Orkester flere Gange optraadte i Kbhvn.; ogsaa Komponist.

Winding, August, 1835—99, dsk. Pianist og Komponist, Elev af sin Fader, en musikalsk Præst og Folkevisesamler, senere af Reinecke og A. Rée samt i Teori (og Orgelspil) af A^T. W. Gade, hvem han siden stod meget nær; debut. 1851 i »Musikforeningen« som Klaverspiller og var her — navnl. efter en Studietid hos Dreyschock— en yndet Solo- (særl. Mozarts og Beethovens Koncerter) og Kammermusikspiller, indtil en nervøs Armlidelse i Aarevis hindrede hans Optræden; først langsomt fik W. Mod til Genoptræden og hævdede sig paany som en af de fineste dsk. Pianister (ogsaa i Udlandet ved »Ge\vandhaus«-Koncerterne); fra 1867 var W. Lærer ved Musikkonser-vat., ved sin Død Medlem af dets Bestyrelse; W. ægtede J. P. E. Hartmanns Datter Clara og indtog en fremskudt Plads i Kbhvns. Musikliv; hans talr. Produktion — en smagfuld, noget bleg Efterromantik — er mest paavirket af Gade; foruden en Mængde Klavermusik, derunder en Koncert,' Kadencer til to Beethovenske Koncerter og forsk. Etudeværker, »Ouverture til en nordisk Tragedie«, en Symfon., nogen Kammermusik, en Del Sange, adskillige Salmemelodiersamt Balletten »Fjeldstuen« med Emil Hartmann.

Windingstad, Ole, f. 1886, nsk. Musiker, rejste til New York i 1906, hvor han dirigerede et skandinavisk Symfoniorkester og skandinaviske Kor. Har besøgt Hjemlandet som Gæstedirigent i »Filharmoniske Selskab« i Kria. 1923 og 1926, og som Leder af en nsk.-amer. Mandskorturné 1926.

Winge, Per, f. 1858, nsk. Musiker, studerede nogle Aar Jura, før han gik over til Musiken, blev Elev af Winter-Hjelm, Xeupert og Johan Svendsen, studerede senere i Berlin og Leipzig, var Kapelmester ved Kria. Teater 1894 —99, dirigerede en Tid Studentersangforeningen og overtog Ledelsen af Kvindelige Studenters Sangforening 1912. Skrev en Trio, Duetter for 2 Violiner og Piano, Pianostykker. Operetten 333, Musik til Drachmanns »1001 Nat«, »Kong Ødipus«, »Liveten Leg«, »Kongens Hjerte«, samt en lang Række Sange og Romancer, Mandskor, Damekor. W. er desuden en meget søgt Pædagog.

Winkelmann, Hermann. 1849-1912, østr. Operasanger (Tenor), knyttet til Hofoperaen i Wien 1883-1906, Parsifal i Bayreuth 1882.

Winter, Peter, 1754—1825, tysk Komponist, Elev af Abbed Vogler, Hofkapelmester i München 1788 til sin Død; har komponeret en lang Række Operaer, hvoraf mange opførtes med stort Held (berømtest »Das unterbrochene Opferfest«, 1796), desuden Oratorier og anden Kirkemusik, Syni-fon., Kammermusik etc.; udg. ogsaa en meget benyttet »Singschule«, 3 Dele.

Winterfeld, Karl, 1784-1852, tysk Musikforf., »Obertribunalrath« i Berlin fra 1832; samlede (paa Rejse i Italien) en Mængde gi. Musik og skrev: »Pale-strina«, »Gabrieli«, »Der evang. Kirchengesang« 3 Bd. 1843—47, »Musikleben und Musikempfinden im 16. und 17. Jahrhundert« og flere Værker af stor Lødighed og grundlæggende for tysk Musikforskning.

Winter-Hjelm, Otto, f. 1837, nsk. Musiker, Organist ved Trefoldighedskirken i Kria., Elev af C. Arnold, Leipzigs Konservat. og Kullak. Var en lang Aarrække en drivende Kraft i norsk Musikliv. I 1860-Aarene ledede han Symfonikoncerter og fremførte større Korværker, 1864 oprettede han sammen med Grieg det første Musikakademi i Kria. Han skrev pædagogiske Værker om »Elementær Musik-læret, Klaver-skole, Musikskole. I »Salmesangstriden« i Anledning af Linde-imans Koralbog stillede han sig paa Behrens' Side og udgav »37 ældre

Salmemelodier« med Indledning, hvor han forfægtede sine Anskuelser. Disse har stort set senere trængt igennem (se Koral). Som Komponist udfoldede W.-H. et fint lyrisk Talent. Han har skrevet en Række Romancer, Mandskor (som »Fjukande Skyer«), Universitetskantaten »Lyset« (Bjørnson), samt to Symfon. Størst Betydning har W.-H. dog haft som Musikkritiker. I mer end en Menneskealder leverede han Artikler til »Aftenposten«, og hans Dom blev altid tillagt en særlig Vægt. (Litt.: 0. M. Sandvik i >Norges Musikhistorie«).

Wirth, Emanuel, 1842-1923, czek. Violinist, Lærer i Violinspil ved »Hochschule« i Berlin og Medlem af » Joachim-Kvartettenc.

With, Nanna, f. 1874, nsk. Musikpædagog og Litterat; Elev af Erika Nissen, Fru Backer-Grøndahl, Kria., Prof. Barth, Berlin, o. fl. Tog i 1905 Initiativet til Stiftelsen af »Kria. Musiklærerforening«. Har som Redaktør eller Udg. været knyttel til flere litterære Foretagender, som hun til Dels selv har startet; udg. i 1916—18 »Illustreret biograf. Leksikon«. Efter Studieophold i Dresden (Prof. Engel) oprettede hun i 1923 i Kria. et »Akademi for Stemmedannelse«, som hun fremdeles leder.

Wit, Paul de, f. 1852, holl. Violoncellist, aabnede 1886 et Instrumentmuseum i t.eipzig, der blev købt af »Hochschule« i Berlin, hvorpaa han samlede et nyt, der senere forenedes med en anden Samling og nu ejes af -Hej/er-Museet i Köln under Kinskys (s. d.) Ledelse; forsøgte at genoplive den gamle Viola di gamba.

Witt, Franz Xaver, 1834-88, tysk Musikforf, Elev af Proske (s. d.), præsteviet; har komponeret vokal Kirkemusik i Palestrinastil, stiftede s Ali-gem. deutscher Cæcilienverein«, »Mu-sica sacra« osv.; skrev forsk, til Dels polemiske Skrifter om Kirkemusik. (Biogr. af A. Walter).

Wohlfart, Karl, f. 1874, sv. Komponist, Elev af Stenhammar samt af Barth og Pfllzner, 1911 Organist i Sthlm., hvor han oprettede en egen Musikskole og er fremragende Pædagog; har komponeret Klaver, Orkester- og Kammermusik; udg. en Kla-verskole.

Wolf, Hugo, 1860—1903, østr. Komponist, kom 15aarig i Wiens Konservat., men bortvistes efter et Aarstid

paa Grund af en ungdommelig Kaad-hed, tilbragte Aar i Trang og med trist Musikanterarbejde, begyndte at komponere (Strygekvartet i d-moll, Sange, Kor, »Penthesilea«-symfon. Digtning); 1884 som Kritiker ved »Wiener Salonblatt« vakte han Opsigt og gjorde sig forhadt ved bitre Angreb paa Brahms og den herskende Wienersmag; 1888 komponeredeW. i kort Tid 53 Digte af Mörike, en hidtil lidet kendt Poet, senere paa lignende explosiv Maade fulgte med kortere eller længere Mellemrum Goethe-Digle, Ei-chendorff- Digte, • Spanisches Liederbuch« (af Paul Hey se overs. Digte), Gottfr. Keller-Digte, »Italienisches Liederbuch« og endelig »Michel Angelo-Gesânge«; 1895 fremkom W.s eneste fuldførte Opera »Der Corregidor«, der trods lyriske Skønheder ikke ret for-maaede at vinde Fodfæste, da Text og Musik savnede dramat. Nerve; W. levede beskedent i Wien og dens Omegn, først mod Slutningen af sit Liv, der fra Efteraaret 1897 henslæbtes i tiltagende Sindssygdom, naaede han nogen Forstaaelse og Anerkendelse; af hans andre Arbejder fremhæves Musik til Ibsens »Gildet paa Solhaug«, »Italiensk Serenade«, mindre Korværker »Christnacht«, »Elfenlied«, »Der Feuerreiter«. I Wien og Berlin er stiftet H. W.-Foreninger til Udbredelse af hans Værker. Af disse har Sangene — over 200 komponerede i et knapt Aarti — allerede vundet Indgang overalt; W. anses som den moderne Fortsætter af Schubert og Schumann; i sine Principer slutter han sig dog nærmest til R. Wagner, idet han lader Digtningen være det hovedsagelige og lægger al Vægt paa dens rette Deklamation og fuldkomne Illustration gennem Musiken (lidt overdrevent er hans Sangstil sammenlignet med Wagners »Ge-sammtkunstwerk«), Klaverledsagelsen er symfonisk uddybende, belysende, stemningsvækkende; noget reflekteret og melodisk-tørt kan saaledes hæfte ved nogle af W.s Sange, men i Flertallet deraf rammer han genialt Digterens Intentioner, og er tillige i de indbyrdes højst forskelligartede Sange fuld af Melodi, Stemning, Lidenskab, Lune, Skildrings- og Karakteriserings-ævne, undertiden med helt groteske og bidende sarkastiske Udtryk. (Biogr. af Ernst Decsåy, opr. 4 Bd., Ny-Udg. 1 Bd. 1919, Ernst Newmann (eng.), E. Schmitz, M. Morold; W.s Musikkritiker udg. Batka og Werner; af hans Breve er udg. forsk. Samlinger).

Wolf, Johannes, f. 1869, tysk Mu-sikforf., Elev af Spitta og »Hochschule« i Berlin; højt anset musikhistor. Forsker, fra 1902 knyttet til Berlins Univers., fra 1922 som Prof.; Lærer for mange kendte Musikforskere; harnavnl. offentliggjort talr. Specialstudier i tyske og andre Fagskrifter (særl. vedrør. Notationen), i Bogform bl. a. »Geschichte der Mensuralnotation etc.«, 3 Bd., »Handbuch der Notationskunde«, 2 Bd., »Die Tonschriften«, »Kleine Musikgeschichte«; udg. flere Samlinger gl. Musik (J.R.Ahle, Heinr. Isaak, J, Obrecht, holl. Sange fra 16. Aarh.), endelig Skrifttavler til Undervisning i Notation o. a. m.

Wolff, Erich, 1874-1913, tysk Komponist, levede i Wien og Berlin; har komponeret Violinkoncert, Kammermusik og navnl. Sange, der ofte foredroges af de vidtkendte Sangere og Sangerinder, hvis udmærkede Ledsager (paa Turnéer) W. var; d. i New York.

Wolff, Hermann, 1845—1902, tysk Musiker, Redaktør af »Neue Berliner Musikzeitung« og Medarbejder ved andre Tidsskrifter, men fra 1881 navnl. energisk Impresario, der i større Stil end hidtil kendt øvede Indflydelse paa tysk Musikliv (foranstaltede de berlinske »filharmoniske Koncerter« etc.),

stod Tidens berømte Musikere nær (Bûloiu, Rubinstein, Carreno osv.) og havde vide Forbindelser i Udlandet.

Wolf-Ferrari, Ermanno, f. 1876, ital. Komponist af tysk Afstamning, Elev af Rheinberger; en Aarrække Konser-vat.direktør i Venezia; blev navnl. bekendt som Operakomponist med Le donne curiose, »Die vi er Grobiane«, »Der Schmuck der Madonna«, Gli amanti sposi, »Susannes Hemmelighed« (München 1909, Kbhvn. 1914); forener nærmest gi. ital. Buffostil med moderne veristisk; flere af hans Operaer har haft Sceneheld; iøvrig Korværker, Kammermusik og Klaverstykker.

Wollebæk, Agnes, f. 1879, nsk. Sangerinde og Sangpædagog, Elev bl. a. af Nina Grieg og Ellen Gulbranson, Kria.; debut, paa Scenen 1903 som Grethe i »Hans og Grethe«, i Koncertsalen 1909. Har givet talr. Koncerter, især indenlands, og har sunget Marie i Haarklous Opera »Marisagnet«, Mignon og Musette (»Bohême).

Wolfrum, Philipp, 1854—1919, tysk Komponist og Musikforf., Elev af Rheinberger, Uni vers.-Musikdirektør i Heidelberg og Dirigent i den af ham stiftede »Bachforening« og af Heidelberger Musikfesterne; har komponeret Orgelmusik, Kammermusik, Korværker etc. og udg. en Række Skrifter som »Die Entstehung und Entwickelung des deutschen evang. Kirchenliedes«, »J. S. Bach«, 2 Bd., »Luther und die Musik« etc.

Wolzogen, Hans, Friherre von, f. 1848, tysk Musikforf., studerede Sprog og Mytologi, knyttedes til Wagner og hans Sag, redig. »Bayreuther Blätter« og lever i Bayreuth som en af Wagnersagens ældste og ivrigste Forkæmpere; af W.s mange derbenhørende Skrifter nævnes: »Thematischer Leitfaden«^ senere Oplag »Erläuterungen«), »Zu R. Wagners Nibelungendrama«, »Die Tragoedie in Bayreuth und ihr Satyrspiel«, »Siegfried«, »Parsifal« (21 Oplag!) »Was will R. Wagner?«, Erinnerung an R. Wagner«, endvidere »Grossmeister deutscher Musik«, »E. T. A. Hoffmann« etc.; W. nævnes som Opfinder af Betegnelsen »Ledemotiv«.

Wood, Henry, 1869, eng. Dirigent, Elev af Royal Academy of Music, 1895 Dirigent ved Symfonikoncerterne i Queens Hall, i hvilken Egenskab han har øvet stor Indflydelse paa eng. Musikliv og hævet Sansen for Orkestermusik og for første Gang fremført en Mængde fremmed Symfonimusik; har komponeret Messer, Oratorier, Operetter, Sange etc. og udg. en Sangskole.

Wormser, André, f. 1851, fr. Komponist, Elev afKonservat. i Paris, har komponeret Operaer, Pantomimen L'enfant prodigue (Kbhvn. 1894 »Den fortabte Søn«), Orkester- og Klavermusik m. m.

Wornum, Robert, 1 780—1852, eng. Klaverfabrikant, Opfinder af Mekanik til opretst. Klaverer 1817, yderligere forbedret 1828; Opfindelsen fik dog først Udbredelse ved Klaverfabrikerne Pape og Pleyel i Paris.

Worzischek, Johann, 1791—1825, czek. Musiker, Elev af Tomaschek; Pianist, Organist og Embedsmand i Prag og Wien; skrev navnl. lyriske Klaverstykker: »Rhapsodien« etc. som en Art Forløber for Schuberts Klaverlyrik.

Wotquenne, Alfred, f. 1867, belg. Musikforf., Bibliotekar og Inspektør ved Konservat. i Bruxelles, udg. en udførlig ny Katalog til dette Bibliotek; forf. værdifulde bibliografiske Arbejder og udg. Samlinger af gi. Musik.

Woyrsch, Felix, f. 1860, tysk Komponist, Dirigent for Altonaer Singakademie, og Organist sst. ; komponerede særl. Oratorier og andre Kirkekorværker (Mysteriet »Totentanz«); iøvrig Klaverværker, Symfon., Operaer etc.

Wranitzsky, Paul, 1756-1808, østr. Musiker, fra 1785 til sin Død Kapelmester ved Hofoperaen i Wien ; produktiv, men lidet original Komponist af i sin Tid yndede Operaer (særl. kendt Oberon), Balletter, Symfon., Kammermusik, Koncerter, Sonater etc. Hans Broder Anton W., 1761—1819, nød bl, a. Mozarts og Haydns Undervisning; anset Violinpædagog, skrev en Violinskole; produktiv Komponist.

Wiillner, Franz, 1832—1902, tysk Musiker, Pianist, stod i Elev- eller Venskabsforhold til Musikere som Dehn, Brahms, Joachim, Moscheles, Hauptmann etc., 1856 Klaverlærer ved Konservat. i München (hvor han skrev de bekendte »Chorübungen« og som Operaens Kapelmester var den første Dirigent af iRhinguldet« og »Valkyrien«:); fra 1884 til sin Død i Spidsen for Konservat. i Köln, og Dirigent af« Gurzenictu-Koncerterne dér; en dygtig af Samtiden skattet Musiker og Komponist (nærmest af konservativ Retning) af Korværker, særl. kirkelige, og Kammermusik m. m.

Wiillner, Ludwig, f. 1858, tysk Sanger, opr. germanistisk Filolog, Docent i Münster, en Tid lang Skuespiller hos »Meiningerne« ; derefter paa talr. og vidtstrakte Kunstrejser Koncertsanger og Recitator; en udpræget personlig »Lieder« sanger, udmærket mere ved genial Opfattelse, Udtryksfuldhed og fortrinlig Textbehandling end ved selve Stemme-midlerne (Baryton); har navnl. i Begyndelsen af dette Aarh. hyppig givet Koncerter i Kbhvn. ; særl. fortrinlig Fortolker af Schubert, Brahms og Hugo Wolf'; lever i Berlin (Biogr. af F. Pfohl og W. Rapsilber). Wyzewa, Téodob,1862-1917,polsk-fr. Musikforf., levede i Paris som anset

Ludvig WûlUter.

Kritiker ogUdg. af Revue Wagnerienne fra 1884; skrev Beethoven et Wagner og i Forening med Saint-Foix (s. d.) sit Hovedværk W. A. Mozart etc..

Wøldike, Mogens, f. 1897, dsk. Orgelspiller og Dirigent. Elev af det kgl. dsk. Musikkonservat. og af Th. Laub og Straube (s. d.), Organist i Kbhvn., fra 1925 ved Holmens Kirke, 1926 Sanginspektør (efter Nebelong); Stifter og Dirigent af >PalestrinakoreU (til Udførelse af kirkelig a cappeZZa-Musik).

Xylophon el. Træspii (tyskStrohfledel, Holzharmonika), Slaginstr.,der med Kor kærlighed anvendes al Tirolersangere og be-staar af afstemte, l'ræ-stave, der hviler paa et Straaunderlag og

an-slaas med smaa Hamre. Stammer fra Asien og kan i Europa første Gang paavises i Arnold Schlicks »Spiegel der Orgelmachers (1511).

Ydun, dansk Mandskorforening, stiftet 1857. Dirigenter var bl. a. Krigsraad W. Vater, C. F. E. Horneman, Joh. Bartholdy, Vilh. Rosenberg, Poul Hellmuth. Y. indtager en anset Stilling mellem de danske Haandvær-kersangforeninger; har ogsaa optraadt i danske Provinsbyer og har udøvet stor Velgørenhed. Formand er f. T. Assistent A. L. Lund (før ham i en lang Aarrække Bogbinder Carl Landau). Dirigent er f. T. Ålfr. Strandqvist.

Ysaye, Eugène, f. 1858, belg. Violinist, Pædagog, Dirigent og Komponist, Elev af Léonard og Vieuxtemps; begyndte 1881 Koncertrejser, der hurtig gjorde hans Navn berømt, bl. a. med A. Rabinstein; stod i Paris C. Franck og d'Indg nær; 1886-97 Lærer ved Konservat. i Bruxelles, hvor han grundede en fortrinlig Strygekvartet; tillige Dirigent for de saak. »Y.-Koncerter«, 1916—17 i Amerika som Virtuos og Dirigent; lever i Bruxelles som Pædagog og Orkesterleder; en af Tidens allerstørste Violinister, udmærket ved stor og skøn Tone og ved sjælden Udtryksfylde; komponerede Koncerter, Solosonater og Variationer for Violin (mest utr3'kt).

Zacconi, Lodovico, 1555—1637, ital. Komponist, Sanger, Maler og Digter' skrev et af de bedste musik-teoret. Værker i sin Tid, Pratica di musica, af Betydning bl. a. derved, at deri gives udførlig Beskrivelse af de Forsiringer, som indtil Slutningen af 16. Aarh. var vanlige ved Udførelsen af flerstem. Vokalkompositioner.

Zador, Eugen, f. 1894, ungarsk Komponist, Elev af Reger, Ädert, Schering og Volbach; 1922 Lærer i Komposition ved Neue Wiener Konservat.; har komponeret Orkestermusik, Sange og Klavermusik, Operaer (»Insel der Toten« 1926), Pantomime m. m.

Zadora, Michael von, f. 1882, polsk Pianist, f. i Amerika, Elev af Leschetizkg og Busoni; debut, allerede i 9 Aars Alderen, har siden foretaget mange Koncertrejser (flere Gange i Skandinavien) og komponeret virtuos Klavermusik og udg. Bearbejdelse af Bach, Buxtehude o. fl.; anset Pædagog.

Zahn, Johannes, 1817—95, tysk Teolog og Musikforf., 1847 Præfekt og 1854—88 Direktør ved Lærerseminariet i Altdorf; havde i München lært v. Tücher at kende og af denne bleven interesseret i den rytmiske Salmesang; har udg. »Die Melodien der deutschen evang. Kirchenlieder, aus den Quellen geschöpft und mitgeteilt« (6 Bd. 1888—93) og en stor Del andre Arbejder af lignende Art.

Zajic, Florian, 1853—1926, czek. Violinist, Elev af Konservat. i Prag; Lærer ved Konservat. i Hamburg efter Sauret; ved Sterns Konservat. i Berlin; vandt paa talr. Koncertrejser stort Ry som Violinvirtuos.

Zatnpa, Opera af Herold, Paris 1831, Kbhvn. 1832, Sthlm. 1838, Kria. 1841.

Zampogna (ital.), Navn baade for Skalmej og Sækkepibe.

Zapateado, vild sp. Dans i 3delt Takt.

Zander, Johan David, c. 1740— 96, sv. Musiker, fra 1772 Violinist og fra 1787 til sin Død Koncertmester i Hofkapellet i Sthlm., var samtidig Kapelmester ved Stenbergs Teater og skrev til dette en Mængde scenisk Musik, der i høj Grad bidrog til Teatrets Trivsel; har desuden komponeret nogen Violinmusik.

Zandonai, Riccardo, f. 1883, ital. Komponist, Elev bl. a. af Mascagni, har anset Navn som Komponist af en Række Operaer, som er opført forsk. Steder i Italien, Requiem, Violinkoncert m. m.

Zandt, Maria van, 1861—1920, Operasangerinde (Sopran), f. i New York, Elev af Lamperti, debut, i Torino 1879, derefter knyttet dels til Covent Garden og dels til Opéra comique i Paris; sang paa det kgl. Teater i Kbhvn. »Mignon« 1882 og vandt stor Yndest; forlod allerede 1896 Operascenen.

Zapffe, Haakon, f. 1870, nsk. Musikhandler og Forlæggger i Kria., overtog 1893 Røsholms Musikhandel.

Zargen (tysk; fr. éclisses, eng. ribs), de Sidevægge (Randflader), der forbinder Bund og Dække hos Violinin-str., Guitarer o. fl.

Zarlino, Gioseffo, 1517—90, berømt ital. Teoretiker, Elev af Willaert, fra 1565 Kapelmester i Markuskirken i Venezia. Af hans Kompositioner er kun lidet bevaret, man antager, de er stjaalne fra Markuskirkens Arkiv. Z.s teoret. Hovedværk er Instituzioni har-moniche, hvor Læren om Dur- og Moll-Slægternes Selvstændighed (»Dualisme«) klart fremstilles 150 Aar før Rameau. (Se iøvrig Hauptmann).

Zarzuela (sp.), Opera med talt Dialog, nærmest hvad vi forstaar ved Sang s pil.

Zellbell, Ferdinand, 1719—80, sv. Organist, Elev af Faderen, Koralbogudgiveren af samme Navn, og som denne Organist ved Storkyrkan. Skrev Festkantate ved Adolf Fredriks Valg til Konge, Operaballet m. m. Z. tog Initiativet til »Musikaliska Akademien*.

Zelter, Carl Friedrich, 1758-1832, tysk Komponist: af borgerlig Stilling Murermester, men uddannet musikalsk bl. a. af Fasch (s. d.), af hvis »Sing-vereins (»Singakademie«)! Berlin Z. efterhaan-den overlog Ledelsen; grundede 1808 den første »Liedertafel« (s. d.) og 1819 det kgl. Institut for Kirkemusik; kendt som Goethes Ven, mangeaarige Korrespondent og musikalske Raadgiver, og som F. Mendelssohns Lærer; Komponist særl. af Sange (»Lieder«), hvoribl. mange (af de første) Melodier til Goetheske Digte, gen-nemgaaende Strofesange af sund naturlig folkelig Art, som Digteren satte megen Pris paa. og som har Betydning i »Liedens- Historie; desuden Mandskor, Kantater og kirkelige Kor, Sangspil; fori, sin Selvbiografi, Biogr. af Fasch og mindre Afhandlinger. (Biogr. af G. R. Kruse).

Zemlinsky, Alexander von, f. 1872,

østr. Komponist, Elev bl. a. af Rob. Fuchs; Operakapelmester i Wien og fra 1911 i Prag, hvor han tillige er Direktør for Musikakademiet; søgt Lærer og Komponist af Operaer samt bl. a. »Es var einmal« efter H.Drachmann, Symfon., Korværker, Kammermusik etc.

Zenger, Max, 1837—1911, tysk Komponist, Hofkapelmester i Karlsruhe, senere Dirigent i Oratorieforeningen i München og Lærer ved den kgl. Højskole sst., har komponeret Oratoriet »Kain«, desuden Symfon., Operaer, Balletter og navnl. talr. Sange, forf. »Entstehung und Entwickelung der Instrumentalmusik« m. m.

Zepler, Bogumil, 1858—1918, tysk Komponist, vakte først Opmærksomhed ved en Parodi paa Caua/leria ru-sticana og skrev derefter en Del Operaer og Operetter, som opførtes rundt om i Tyskland.

Zetterquist, Lars Johan, f. 1860, sv. Violinist, Elev af Konservat. i Sthlm. og af Leonard i Paris; 1882 — 1914 Medlem af Hofkapellet i Sthlm., fra 1886 Koncertmester, Lærer ved Konservat. og virksom som Militærkapel mester.

Zichy, Gèza, 1849-1924, ungarsk Pianist og Komponist, enarmet, men uddannedes ikke desmindre bl. a. af Liszt og optraadte paa vidtstrakte Koncertrejser (Kbhvn. 1887); Præsident ved Lands-Musikakademiet i Pest, har komponeret Operaer (deribl. »Rakoczi-Trilogien«), Korværker, Klavermusik, Etuder for venstre Haand etc.

Zielche, Hans Hinrich, 1741 — 1802, tysk-dsk. Musiker, uddannet som Fløjtespiller; kom til Kbhvn. og blev ansat i det kgl. Kapel, tillige Slotsorganist; tog ivrig Del i Kbhvn.s Musikliv, komponerede dels Fløjtemusik, Kammermusik etc, dels Syngespillet »Belsor i Hytten« og Rahbeks Kantate »Musikens Pris«. (Litt.: C. Thrane: »Fra Hofviolonernes Tid«),

Zigeunermusik kaldes den særprægede instrumentale Musik, der særl. i Ungarn udøves af Zigeunerne, og som bl. a. udmærker sig ved sin hyppige Anvendelse af Synkoper, af skiftende tidt yderst fremmedartede Taktarter og en uhyre broget Ornamentik. Og-saa den Skala, der ligger til Grund for Z. : c d es fis g as h c, er noget for sig. Hovedinstr. i Zigeunernes Orkester er Violin og Hakkebræt. Mens Violinisten gerne giver sin Fantasi frit Løb, er det Hakkebrættets Opgave at støtte denne ved at markere Rytmen, sætte Tempoet op el. ritardere o. 1. Udenfor disse to dominerende Instr. anvendes til Fyldiggørelse af Harmonien, til Støtte for Rytmen og som Akkompagnement en hel Del andre ad libitum valgte Instr.: Violiner, Celloer, Kontrabasser, Tamburiner, Fløjter, Klarinetter, Horn. Som Helhed har Z. ligesom al Folkemusik Karakter af en Improvisation og gør aldrig Brug af Noder. Udenfor Ungarn (i Spanien, Rusland, Moldau og Valakiet) dyrker Zigeunerne ogsaa Sangen. (Litt.: Franz Liszt: Des Bohémiens et de leur musique en Hongrie).

Zilcher, Hermann, f. 1881, tysk Komponist, Elev af Hochs Konservat. i Frankfurt a. M., til hvilket han i 1905 knyttedes som Lærer, fra 1920 Direktør ved Konservat. i Würzburg; har komponeret en Mængde meget værdsat Sangmusik, Kammermusik, Symfon., Koncerter, Korværker etc. (»Dehmel-Cykluss, s Hölderlin«, »Aus dem Hohelied«, »Die Liebesmesse«, »Marienlieder« etc.), nærmest Brahms-paavirket.

Zimmermann, Julius Heinrich, 1851 —1923, tysk Musikforlægger, grundede 1876 i Petersborg et Forlag, der hurtig tog Opsving og fik Filialer i Moskva, Riga, Leipzig; ogsaa Instrumentfabrikant.

Zimmermann, Pierre, 1785—1853, fr. Pianist og Pædagog, Elev af Konservat. i Paris, hvor han siden virkede som Professor 1816—48; højt anset Lærer for mange kendte Musikere (Alkan, Gounod, A. Thomas etc.), komponerede en komisk Opera og Sange samt Klaverkoncerter, Etuder,

Fantasier, Variationer etc. og udg. Encyclopédie du pianiste, 3 Bd.

Zinck, dsk. Musikerfamilie, stammende fra Slesvig. Hartnach Otto Conrad Z., 1746—1832, lærte at spille Fløjte og Klaver og blev Elev af Ph. E. Bach i Hamburg, 1787 Syngeme-ster ved det kgl. Teater i Kbhvn., Organist ved Vor Frelsers Kirke, tillige Musiklærer ved Blaa-gaard,senereved Jonstrup Seminarium ; komponerede et Synge-stykke, Klaver-musikm. m.,udg. en Koralbog, 1801, og Skrifter om Musik, særl. i Tidens Smag, som folkeopdragende Element. — Ludwig Z., 1776—1851, foreg.s ældste Søn, Organist ved Slotskirken og 1819— 42 Syngemester ved Teatret; Pianist og Koncertmester ved »Det harmoniske Selskab« ; komponerede Syngestyk-ker, Kantater m. m. — Georg Z., 1788 —1828, foreg.s Broder, Kantor ved Citadelskirken ; hans smukke Tenorstemme og musikalske Begavelse gjorde Scenen til hans rette Virkefelt, debut. 1812; ogsaa hans Hustru Marie Z., f. Thomsen, 1790-1823, var yndet Operasangerinde (Mozart o. lign.). — August Z., 1831-85, Søn af L. Z., Operasanger (Tenor), debut. 1859, tilhørte Teatret, fra 1867 som Syngesufflør. Hans Hustru Josephine Z., f. Lund, 1833—1919, Operasangerinde, Elev af Schram, Helsted og Garcia, debut. 1858, sang indtil 1873 som en af Operaens første Kræfter en Række Partier, navnl. i den »store« Opera; var ogsaa fremragende som Romancesangerinde, meget benyttet i »Musikforeningen« og fejret i Leipzig og andetsteds i Tyskland. — Den sidste af Slægten, Skuespiller Otto Z., var Søn af L. Z.

Zingarelli, Nicola Antonio, 1752 —1837, ital. Komponist, debut, allerede som Konservat.elev med en Opera og skrev derefter en Række af Tiden yndede Operaer, bl. a. for Paris, hvor Napoleon protegerede ham; Kapelmester ved Peterskirken i Rom og Komponist af en Mængde Kirkemusik.

Zink {Zinken, Kornet, ital. Cornetlo, lat. Lituus), forældet Blæseinstr., fremstillet af Træ og overtrukket med Læder. Røret, der var forsynet med Tonehuller, kunde enten være lige el. bøjet og tog fra Mundstykket til Rørmundingen gradvis til i Vidde. Mundstykket, der var af Ben, Horn el. Træ, lignede Trompetens, men havde et meget lille Hul. Z. existerede i 5 Arter: 1) Cornetlo diritto, der havde en lys gennemtrængende Klang; 2) Cornetlo mulo, der klang stille og douce og derfor ofte betegnedes som stille Z.; 3) Cornelto curvo, den krumme Z.; Omfanget var hos disse tre det samme: a—a² kromatisk, og de havde 7 Tonehuller, o: 6 paa Forsiden og 1 paa Bagsiden for v. H.s Tommelfinger; 4) Cornettino el. Kvart-Z. stemte en Kvart højere end den alm. Z. og 5) Corno, Cornon, Cornetlo torto el. stor Z. var ligesom Fagotten forsynet med et Blæserør af S-Form., stemte en Kvint dybere end den alm. Z. og havde en hornlignende, men uskøn Klang. I 16—17. Aarh.s Musik spillede Z. en meget vigtig Rolle. Endnu Bach anvender den i sine Kantater, og Gluck skal ogsaa have anvendt den ved »Orfeus--Premieren i Wien 1762. Længst holdt Z. sig i Brug hos Taarn-blæserne (til Koralblæsning), hvorfor man gav disse Xavn af Zinkenister.

Zither, se Citer.

Zoppa (ital.), hinkende. Contrapunto alla z., synkoperet Kontrapunkt.

Zufalo (ital), Flageolet (s. d.).

Zrza, Eleonora. 1797 — 1862, dsk. Sangerinde af bøhmisk Slægt; debut.

1816 paa det kgl. Teater; besad en ualmindelig høj og smidig uddannet Sopran (Elev af Siboni), en Aarrække Publikums Yndling trods ringe dramat. Begavelse.

Zumpe, Hermann, 1850—1903, tysk Dirigent og Komponist, opr. Lærer, virkede i Bayreuth under R. Wagner 1873—76, siden som Operakapelmester navnl. i Stuttgart, Schwerin og München, hvor hand.; udmærket Dirigent særl. af Wagnerske Værker; komponerede Operaer, Operetter, hvoraf »Fa-rinelli« blev bekendt, Sange etc.

Zumsteeg, Johann Rudolph, 1760— 1802, Elev af » Carlsschule« i Stuttgart (Ven med Schiller), uddannet som Cellist, blev Hofkapelmester i nævnte By; Komponist af Operaer og Sangspil, af Koncerter og anden Musik for Cello, Kantater etc; men af større og historisk Betydning ved sine Sange og navnl. Ballader, idet han blev Forløber for Fr. Schubert og Loewe.

Zuccalmaglio, Florentin von. 1803 —69, tysk Musikforf., udg. sammen med A. Kretschmer »Deutsche Volkslieder« etc. 2 Bind, hvori flere komponerede af Z. (uden Autorangivelse).

Zur Mühlen, Raimund, f. 1854, tysk Sanger (Tenor), Elev af Stockhansen ; speciel Koncert- og Oratoriesanger ; lever som Sangpædagog i London; en af de første, der gav hele »Lieders-Aftner.

Zweygberg, Lennart von, f. 1874, finskVioloncellist; studerede hosSchnée-voigt i Helsingfors, hos Becker o. fl.; Lærer ved Konservatoriet i Krefeld til 1909, siden i Minusio (Schweiz), hvor han virker som Lærer; har foretaget omfattende Turnéer i Europa.

Zöllner, Heinrich, f. 1854, tysk Komponist, Elev af Leipzigs Konser-vat., fra 1878 Dirigent i forsk, tyske Byer og nogle Aar i New York; siden Lærer ved Leipzigs Konservat. og 1907 ved Sterns Konservat. i Berlin, 1908 Kapelmester i Amsterdam; lever nu i Leipzig; har komponeret Operaer (til egen Text), særl. »Fritbjof«, »Faust«, »Die versunkene Glocke«, Korværker, Symfon., Strj'gekvartetter og Sange m. m.

Æolisk, el. hypodorisk Toneart svarer til a-Moll uden Fortegn. Se Grækenlands Musik i Oldtiden (S.. 198—99), Kirketonearterne (S. 291); Dur- og Molltonearterne (S. 120).

Æolsharpe (Vindharpe), bestaar i Almindelighed af en langagtig Kasse, paa langs af hvilken er udspændt en Række Strenge af forskellig Tykkelse, men alle ens stemte. Udsat for Vinden frembringer Instr. p. Gr. af Strengenes forskellige Spændingsgrad en Akkord, der foruden Grundtonen indeholder en hel Serie af Overtoner. Resultatet er et henrivende Spil af Toner, der kan virke meget betagende, navnl. naar Instr. er anbragt i det fri (hængt op i et Træ el. 1.), fordi Klangen af-vexlende synker ned til det fineste pianissimo og svinger sig op til et mægtigt forte, alt efter som Vinden aftager eller tager til.

Ærkelut, se Theorbe.

Odmann, Arvid, 1850 —1914, sv. Operasanger (Tenor), uddannet i Sthlm., debut. 1873 som Tamino i »Tryllefløjten«, derefter uddannet i Paris, tilhørte Operaen i Sthlm. 1875 — 1911, afbrudt af Gæstespil i Kbhvn. 1887 — 89, hvor man gerne havde beholdt ham p. Gr. af hans høje, rene Stemme og udmærkede Spil, men Kaldet fra Hjemlandet var ham for stærkt.

Ølstad, Anna, f. 1897, nsk. Musikpædagog ; Elev bl. a. af Martin Knutzen, Drammen, Erika Nissen, Kria., og Prof. Barth, Berlin.

Ørn, Jacob, d. 1654, dsk. Musiker, uddannet i England, efter Hjemkomsten ansat ved Christian IV.s Hofkapel, hvor han 1634 blev Kapelmester. Skrev flere Kompositioner, deriblandt en 4-stem. Bearbejdelse af Koralen »Af Højheden oprunden erc En Koralbog skal han ogsaa have skrevet. (Litt. : A.Hammerich »Musiken ved Chr. IV.s Hof«).

Ørner, Carsten Alexander, f. 1889, nsk. Operasanger, uddannet i Kria. og i Tyskland (bl. a. hos Knote, München); gennem mange Aar knyttet til Centralteatret i Kria.; ansat ved Opera Comique, saalænge Teatret eksisterede (1918—21). Debut, som Koncertsanger Kria. 1922, senere ansat ved tyske Scener. Bedste Roller: Figaro (Figaros Bryllup), Papageno, Scarpia, Jago, Sheriffen i »Pigen fra Vesten«.

Östberg, Caroline, f. 1853, sv.Operasangerinde (Sopran), Elev af »Musikaliska Akademien«, debut. 1873 som Anna i »Jægerbrudent, virkede ved Sthlm.s Opera til 1877, vilde til Udlandet for videre Uddannelse, men ægtede en GrossererHorwitz, optraadte paany 1879 i Operetten og vedblev at optræde til 1906; siden søgt Sanglærerinde; er optraadt dels som Gæst og dels i Koncertsal i Norge, Danmark og Amerika.

Oesten, Theodor, se under O.

Østvig, Karl Aagaard, f. 1889, nsk. Operasanger (Tenor), Student 1908, værnepligtig Officer; Elev af With. Kloed, Kria., Fritz Sleinbach og Ed. Walter, Köln; debut. 1914 ved Operaen i Stuttgart og blev engageret paa 5 Aar; siden 1919 ved Statsoperaen i Wien. Har desuden sunget ved flere andre store Scener i Europa. Bedste Roller: Wagnerhelte (Lohengrin, Parsifal), Linkerton, Don José. I Norge debut. 0. som Koncertsanger 1915, og under sine aarvisse Ferieophold i Hjemlandet giver han stadig Romance- eller Operaaftener.

Oettingen, Arthuk, se under O.