Aadnæs. Peder Aadnæs, Portrætmaler i Norge, født i Lands Præstegjæld i første Halvdel af det 18de Aarh, Af hans Portræter kjendes: 1) Cancelliraad Christoffer Hammer, Greneralconducteur for Aggershus Stift, malet 1770, stukket af J. Haas 1771; 2) dennes Søstersøn theol. Candidat Andreas Olaus Hammer, malet, eller i alt Fald stukket efter Marts 1771, udkom som Titelkobber til »Forsøgendé Naturlære«. I. Kbh. 1772. 3) Professor Hans Strøm, Præst i Eger og naturvidenskabelig Forfatter, malet 1791 og stukket s. A. af Seehusen, som Titelkobber til hans »Prædikener«. Kbh. 1792. (Weinwich, S. 208. Stranck. Thaarup).

 

Aagaard. Carl Frederik Aagaard, Søn af Skomager Ole Aagaard og Anna Ursula født Winchler, er født i Odense d. 29. Jan. 1833. Han kom 1847 i Lære hos Malermester Prange i Odense og blev Svend 1852. Da han imidlertid ønskede at uddanne sig til Konstner, kom han. samme Aar til Kjøbenhavn og begyndte at besøge Konstakademiet, hvor han strax fik Plads i Gibsskolen. Samtidig lærte han at tegne paa Træ og at radere hos sin Broder, der var i Compagni med Kittendorff, og øvede sig under Hilker i Decorationsmaleriet. Uagtet han stedse har beholdt sin Interesse for det sidste Fag og ikke alene i Forening med Hilker (paa Landbohøjskolen og Universitetet), i Forening med Marstrand og Heinr. Hansen (i Christian IV's Kapel i Roskilde Domkirke), men ogsaa mere selvstændig i Studenter­foreningen, paa Frijsenborg og i det kgl. Theater har udført Decorationsarbejder af ikke ringe Omfang, blev Landskabsmaleriet, under Skovgaards Vejledning, snart hans .Hovedfag, hvori han tidlig vandt sig et Navn. Han begyndte at udstille 1857 med et mindre Arbejde, »Fritvoxende Markblomster«, der havde vundet den

 

8

Neuhausenske Præmie, og forstod snart at bryde sig en selvstændig Vej. For et stort Landskab, der blev kjøbt til den kgl. Malerisamling paa Christiansborg, fik han (1865) det Sødringske Legat for Land­skabsmalere; 1870—71 var han udenlands i Paris og navnlig i Italien, hvorfra han ikke alene hjembragte store Gjengivelser af italiensk Natur, men ogsaa Decorationsstudier fra Pompeji og andre Steder. I 1875—76 foretog han paany en Rejse til Italien. Han blev gift 1858 med Anna Emilie f. Pio og blev d. 17. Febr. 1874 Medlem af Konatakademiet. (Konstn, egne Meddelelser. Akad. Udst. Cat.).

 

Aagaard. Johan Peter Aagaard, ældste Broder til Land­skabsmaler 0. P. Aagaard, født i Odense d. 3. Maj 1818, blev Maler­svend, men lagde sig senere efter Træsnittet. Han kom i Foraaret 1839 til Kjøbenhavn, hvor han dels hos Flinch, dels paa egen Haand, uddannede sig til Xylograf og udstillede 1842 til 1847 en Del Prøver paa sin Konst. I 1849 gik han i Compagni med A. Th. Kittendorff, og fra deres forenede xylografiske Værksted og Konsthandel er i Tidens Løb fremgaaet et stort Tal af illustrerede Værker, som have virket til at hæve denne Konstretning i Danmark. Siden 1868, da Kittendorff døde, har Aagaard ene forestaaet det samme Etablissement. Aagaard har Fortjenesten af at have bragt ”Kemitypien« til Anvendelse i Danmark, en Technik, hvorved nogle af Raderingens Fortrin, Konstnerens frie Arbejde, forenes med Træ­snittets, navnlig dets Anvendelighed i Bogtrykkerpressen (jfr. Piil). Aagaard blev 1852 gift med Ulrikke Gustave født Ryberg, og fik 17. Maj 1876 Fortjenstmedaillen i Guld for sin konstneriske Virk­somhed. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.)

 

Aarhuus. Anders Otttesen Aarhuus, Kobberstikker, er efter Navnet at dømme født i Aarhus og levede i Midten af det syttende Aarhundrede. Sandvig nævner tre Stykker af ham: 1) Johan Brockenhuus' Portræt med Aner og et historisk Landskab, hvori Evangelisten Matthæus, Fol., mærket: Anders Ottesen Aarhuus sculp. 1650. Landskabet og Ziraterne ere det bedste; det øvrige duer ikke meget. 2) Ingeborg Kruses Aner midt i den himmelske Herlighed. Fol., mærket A. O. Aarhuus. 3) »Uden Tvivl — Alting kommer fra Gud«, i lang 4°, mærket Anders Ottesen Aarhuus 1.6.5.0. — De to sidstnævnte ejede Sandvig selv. I Bertouchs Auctions-catalog (Odense 1816, Side 53—54), nævnes otte adelige Portræter dels i Kvart, dels i Folio. (Sandvig. Weinwich, S. 80. Skild. 1830 Sp. 737.)

 

Aarsleff. Carl Vilhelm Olaf Peter Aarsleff, Søn af Drejermester Th. Aarsleff, er født 1852 i Nyborg. Han blev som Billed-

 

9

skærer Blev af Konstakademiet og tog d. 18. Marts 1876 Afgangs­prøve som Modelerer. I Samme Aar udstillede han en Camée, fore­stillende »Foraar”. (Acad. Udst. Cat.)

 

Abel. Vilhelm August Christian Abel, Maler, født 1748 i Zerbst, kom 1776 til Kjøbenhavn, »hvor han har malet gode Portræter og nydelige Landskaber«. (Weinwich, S. 212. Meyers Kst. Lex.)

 

Abildgaard. Nicolaj Abraham Abildgaard, den danske Malerskoles første fremragende Mester, var Søn af Tegneren Søren Abildgaard (se denne) og blev født d. 11. Sept. 1742 i Kjøbenhavn. Da han regnedes for at have mindre gode Evner, blev han sat i Lære hos Malermester Harder, og efter at han havde gjennemgaaet Læreaarene, kom han som Svend til at arbejde under Mandelberg, der opsøgte de dygtigste Svende til at udføre det meget Decorations-arbejde, som han stadig paatog sig. Som Svend mødtes Abildgaard med Clemens, der paa samme Maade var kommen til at male for Mandelberg. Clemens kunde fortælle et Far Træk om Abildgaard fra disse Aar. Dennes Liv blev engang paa en mærkelig Maade, i hans Læreaar, frelst ved, at Svenden sendte ham bort i et Ærinde. Han vægrede sig først ved at være Bydreng for Svenden og mente, at den anden Dreng kunde gjøre det; men han blev tvungen dertil, og medens han var borte, styrtede Stilladset ned, saa at baade Svenden og Drengen slog sig ihjel. Ved en Bygning i Frederiks­berg Have, der blev opført .til Brug ved en Maskerade, arbejdede baade Clemens og Abildgaard som Decorationsmalere. Clemens arbejdede jævnt for at faa sin Del færdig i rette Tid, Abildgaard var derimod forsømmelig, hvorover Mandelberg blev meget vred, da Tiden var knap afmaalt. Men nu tog Abildgaard fat med Kraft og blev til alles Forundring færdig i rette Tid. Clemens var imidlertid saa meget yngre end Abildgaard, at dette Samliv maa have varet meget kort, thi da Clemens blev Svend (1769), havde Abildgaard allerede store Gruldmedaille.

Abildgaard var nemlig, samtidig med sin Håndværkervirksomhed, begyndt at gaa paa Konstakademiet og fik i Juli Kvartal 1764 lille Sølvmedaille i Modelskolen, efter at han, som der fortælles, var sprungen Gibsskolen forbi. Aaret efter, Febr.—April 1765 fik han den mindre Gruldmedaille for Opgaven »David drager i Triumf ind i Jerusalem« (2. Sam. 8, 7). Det er en temmelig rig Composition i datidens akademiske Stil, hvori Svaghed i Tegningen er forbunden med decorativ Sans for Anordningen og en vis Kraft i Farvegivningen. Næste Aar (1766) fik han atter lille Guldmedaille. Opgaven

 

10

var »Israeliterne samle Manna i Ørken« (2 Mos. 16, 16—18). Dette Arbejde er det vanskeligere at skjønne om, da det er mere ødelagt. Der er større Afvexling i Figurernes Anordning, men disse have mærkværdig stygge og plumpe Aasyn med tykke Næser, store Hænder og Fødder, noget, man hverken før eller senere finder i Abildgaards Værker. Ved det følgende Aars Concurrence (Febr. — April 1767) vandt Konstneren den store Guldmedaille. Emnet var »David salves af Samuel« (l Sam. 16, 13). Her er Compositiouen friere, Forholdene rigtigere og Extremiteterne langt bedre gjorte; Lyset paa Hovedgruppen falder godt, og Reflexen fra Samuels Kappe er given med megen Virkning. Hovederne synes udførte efter Naturen, men ere lidet skjønne.

Nu var Abildgaard Artist og havde Ret til at faa Rejsestipendium, hvis der kunde blive noget ledigt. Udsigterne var ikke gode. Brunnich og Zuber havde endnu to Aar tilbage af deres Stipendier, og to andre var givne bort, Aaret efter at Abildgaard havde faaet Medaillen (til Beeken og Bradt). Desuden havde Almer Guld-medaillen (1766), Rüde og Juel fik. den, inden noget Stipendium var bortgivet. Da Bradt døde om Efteraaret 1770, og ét Stipendium saaledes uventet blev ledigt fra Nytaar 1771, søgte alle fire Konstnere det.1 Dog trak Juel, som var Medaillist fra samme Aar (1771), sig strax tilbage. Abildgaard indgav allerede 23. Jan. 1771 en paa Fransk skreven Ansøgning til Akademiet, hvori han med en den­gang uhørt Aabenhjærtighed tog Ordet for at bryde med Anciennetets-principet, der let kunde være ødelæggende for en yngre talentfuld Konstner, nu da Stipendium ved det voxende Tal af Konstnere ikke mere kunde være til rede i rette Tid for enhver. Han tilraader, som en retfærdigere Maalestok, Concurrence mellem de søgende Konstnere. Kort efter indgav Mandelberg paa hans Vegne (4. Febr.) en i beskednere Udtryk, paa Dansk, affattet Ansøgning, som Konst­neren ledsagede af et Arbejde, hvis Indhold ikke findes nævnet. Hertil blev intet Hensyn taget, og maaske dette har fremkaldt den Indblanding af Struensee, som nogle Kilder omtaler, medens Akade­miets Archiv intet indeholder derom. Thi efter at de andre havde indgivet deres Ansøgninger, besluttede Akademiet endelig i Sep­tember 1771, »nu da Ancienneteten ej mere som forhen finder Sted,« at lade Konstnerne coucurrere om det ledige Stipendium. Opgaven var et Emne efter eget Valg »i den historiske Gaut« med tvende

 

1 Ogsaa Billedhugger Dajon, Medaillist fra 1766, søgte det.

 

11

Figurer i halv Legemsstørrelse, Abildgaards Arbejde synes at have været »Calpurnia, som raader Cæsar fra at gaa,i Senatet,« hvilket brændte under Kjøbenhavns Bombardement. Abildgaard fik 9 Stem­mer, Almer 5, Rude ingen. Den kongelige Resolution af 4. Maj 1772 lød paa, at Abildgaard skulde have Akademiets Stipendium, som var 400 Rd. d. C. (1280 Kroner) aarlig i 6 Aar. Åbner, hvis Concursarbejde, efter en rigtignok temmelig usikker Beretning, skulde være malet af hans Lærer Pilo, fik dog kort efter, ligesaavel som Rude, Penge til at rejse for af Kongens Kasse.

Man har allerede i denne Tid før Rejsen Indtryk af, at Abildgaard, netop fordi han ikke var Student, medens hans Fader som Student tilhørte den lærde Verden, hans Moder var af den ansete bastholmske Familie og hans ældre Broder med Ære gik den studerende Vej, ikke har villet staa tilbage i klassisk Dannelse og Kundskab for den fornemme Kreds, han ved Fødslen tilhørte. Allerede i dette hans første Billede efter eget Valg fremtræder hans Lyst til ikke blot at vælge Emner fra Oldtiden, men til »at forlade den klassiske Alfarvej«. Denne Kjærlighed til lærde Studier beholdt han hele sit Liv, og den fik ikke ringe Indflydelse paa hans Konst. Den avlede den Lyst til sindrige Allegorier, der gjorde hans Billeder endnu mere utilgængelige for den større Almenheds Fatteevne.

Abildgaard rejste bort om Sommeren 1772 og var d. 17. September i Rom, hvor han forblev den længste Tid af sit Ophold i Udlandet. Akademiet, som trængte til Ornamenttegninger, overdrog ham og Billedhugger Beeken i Steden for andre Prøvearbejder at forfærdige saadanne Tegninger, og i 1775 hjemsendte de ogsaa i Forening 43 Ornamenttegninger efter antike og rafaelske Motiver. En anden Konstner, Almer, fik det Hverv ganske at lægge sig efter denne Konstretning. Den virksomme Deltagelse, hvormed Abildgaard sørgede for Almer under hans Sygdom, omtales under dennes Artikel, Abildgaard led selv af Klimatet og havde flere Gange Feber i længere Tid, men slap dog for alvorligere Mindelser.

Hans første Studium gjaldt Caracci'ernes Arbejder i Palazzo Farnese, derpaa kastede han sig over Rafael i Farnesina og Vaticanet, idet han overalt eftermalede enkelte Figurer og Partier; i 1774 studerede han Michel Angelo i det sixtinske Kapel, og endelig, som det herligste af Konstens Herlighed i Rom i hans Øjne, copierede han fuldstændig et stort Maleri af Tizian, som dengang var i Quirinalet, det nu i Vaticanet under Navn af »den hellige Sebastian« værende Billede. De Tider, han ikke kunde arbejde i Samlingerne,

 

12

anvendte han til at lægge sig efter Architektur, Perspectiv og Anatomi. For at kunne hjemsende et Arbejde til Akademiet malede han (1775) en Filoktet, der nu tilhører den kgl. Malerisamling paa Christiansborg. I Henseende til Farvens Glød og dygtig Modellering af Enkeltheder hører dette Billede til hans fortrinligste Arbejder, hvor meget man end nu stødes over at se den store Skikkelse knuget sammen paa det lille Rum. Og dog maa man ikke overse, at Farven vistnok har forandret sig ikke lidet til Skade for Indtrykkets Harmoni og Ro. I et Brev fra 1776, hvori han beder om Tilladelse til at rejse til Neapel og det øvrige Italien, meddeler han, at han har faaet god Øvelse i at male al fresco. Det fik han ingen Brug for i Danmark. Om Konstnerens Omgang med Danske (Juel, Rude, Beeken, Zoega) og Fremmede i Rom findes næsten intet i hans Breve til Akademiet. Konsttraditionen mindes hans Forhold til Svejtseren Füssli (Fuseli, som han kaldtes i England), der staar ham nær i Fremstillingsmaaden, medens Familiens Overlevering, foruden hans Venskab med Sergel, kjender et fortroligt Forhold mellem Pave Clemens XIV (Granganelli) og Abildgaard.

Imidlertid vendte Forholdene i Hjemmet sig til Konstnerens Gunst. I Juli 1776 døde Als, og Akademiet foreslog i sin Fore­stilling til Præses at lade hans Professorat staa ledigt til Abildgaards og Juels Hjemkomst fra deres Rejser. Af de indsendte Prøver (Filoktet) overbevistes Akademiet om »i Abildgaard at have et saadant Subjeetum«, som egnede sig til Professoratet. Hans Rejsetid nærmede sig sit Udløb. Efter at have hjemsendt en historisk Tavle efter Saxos danske Historie« (maaske Hamlet?), forlod han i Juni Maaned Rom og kom til Paris i Aug. 1777. Hans Ophold der varede ikke ret længe, thi inden 1. Dec. s. A. var han i Kjøbenhavn og bad Mandelberg udvirke, at han maatte blive agreeret ved Akademiet, uagtet hans senest hjemsendte Arbejde ikke var kommet tilstede; men der blev paalagt ham, at han i Løbet af 8 Dage skulde udføre og indsende en Esquisse. Denne, forestillende »Phøbus, som fraraader sin Søn Phaéton at kjøre Solens Vogn«, blev fremvist i Mødet den 8. Dec., hvorpaa han blev agreeret og fik til Opgave: »De danske Fruentimmer give deres Prydelser og Klenodier for at indløse Kong Svend Tveskjæg fra Jomsborgerne, som havde fanget ham i Krig.« Abildgaard lovede at være færdig med dette temmelig store Billede til den 31. Marts, og han holdt sit Ord.

Den 26. Marts blev Wiedewelt  og  Mandelberg   udnævnte   til

 

13

Commissairer for at syne hans Medlemsstykke og den 31te aflagde han Ed som Medlem. Dette Stykke gjorde megen Lykke baade i og udenfor Akademiet. Th. Thaarup, som skrev »Betragtninger over Konstakademiet« (1785), havde meget at sige til dets Ros; men det har des værre lidt saare meget. Der er et stort Spring fra det sidste Medaillestykke til dette Billede, som ligeledes tilhører Konstakademiet. Nu føler Konstneren sig som Herre over Tegningen og Bevægelsen, men man møder ogsaa her, ligesom i Filoktet, de langstrakte Former, der fra nu af blev et Særkjende for Abildgaards Konst. Det er en rig Oomposition, hvori alt, hvad der gaar i Dybden, er let, malerisk holdt, medens Figurerne i den forreste Række, Kong Svend og navnlig nogle Kvinder med et Barn, ere meget sirligt udførte. Forunderligt er det, at Barnet ganske ligner en voxen Kvinde i for­mindsket Størrelse. Man har i den kgl. Kobberstiksamling nogle omhyggelig udførte Studier til disse Kvindeskikkelser. Svends folderige røde Kappe har lidt mest af Tidens Tand; den er bleven en næsten ensformig rød Masse. Den Skikkelse, hvori man mest gjenfinder en lignende Dygtighed i Modelleringen, som udmærker Filoktet, er den siddende Kriger bagved Kongen.

Abildgaard kunde ikke være uvidende om, at man havde tænkt paa ham ved det endnu ledige Professorat, og den 6. April samme Aar indgav han sin Ansøgning. Han valgtes ogsaa til Professor af Akademiet, men ved kgl. Resolution blev tillige Stanley (s. d.) udnævnt til Professor »eftersom sex Professorer passer bedre end fem«. Abildgaard begyndte sit Professorat med at gjøre Indsigelse mod, at de ordinaire Professorer og Medlemmer skulde betale deres Patenter, medens Æresmedlemmer fik deres frit, og han opnaaede strax, at disse Patenter herefter, at begynde med. hans og Stanleys, udrededes af Akademiets Kasse. Han var heller ikke fornøjet med kun at nyde 200 Rdl. d. O. som »kgl. Historiemaler«,  og da han ved en Audiens hos Dronning Juliane Marie blev lykønsket til sin nye Stilling, skal han have svaret: »Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk,« hvoraf Følgen blev, at hans Løn gjennem Guldborg blev forhøjet til 400 Rdl. d. O. (1280 Kroner).

Der var meget, den nye Stjærne paa Konstens Himmel skulde bruges til; han maatte gjøre Tegninger til Dragterne til »Balders Død« af Evald, hvis Opførelse forberedtes (1779), ligesom han var bleven bragt i Forslag til at være Flaademaler (1777), et Embede, som

 

1 Ikke som „Professor".    Som saadan havde han kun 25 Rdl. d. C., hver-g»ng det var hans Maaned til at stille Modellen, d. v. s. to Gange om Aaret.

 

14

siden blev givet til Brünnich. Men fremfor alt skulde han smykke Christiansborg Slot med sin Pensel. Som det synes, fik han omtrent 1780 Bestilling paa at male en Række Fremstillinger til Slottet, hvorfor han skulde have den for sin Tid overordentlig høje Pris af 1000 Rdl. d. C. (3200 Kroner) om Aaret, mod ogsaa at have et Billede færdigt hvert Aar. Det var ikke nogen let Opgave, der var stillet Konstneren især i den større Række af disse Billeder. Frem­stillingerne af den oldenborgske Kongestamme var bestemte til at dække nogle smalle, til Vinduerne svarende Felter i Riddersalen, d. v. s. han skulde paa en Dug, der var 4½ Alen bred mod 7½ Alen i Højden, male allegoriske Fremstillinger med mange Figurer og saadanne Gjenstande, som et Linieskib i Dokken og lignende. Skitserne til disse Billeder, hvilke endnu ere bevarede (i Christian VIII's Palais paa Amalienborg), udførtes vistnok 1780—81, og inden Slottets Brand 1794 var ti af disse Billeder færdige og opstillede, men det lykkedes kun at frelse tre af dem. Desuden brændte fire Dørstykker i »Potentatsalen«, forestillende Allegorier over Europas Kulturtilstande. Om disse Arbejder, hvoraf de førstnævnte ere udførlig beskrevne i Fortegnelsen over den af Konstforeningen i Kjøbenhavn foranstaltede Udstilling 1860, maa vi for øvrigt nøjes med at henvise til de Skildringer, der haves af Ramdohr og N. Høyen (se ndf.). Da Abildgaard saa de flammende Luer, udbrød han: »Nu brænder mit Navn!« Fra den Tid af blev de 1000 Rdl. ham atter fratagne med den Bemærkning, »at man nu ikke mere havde Plads til hans Arbejder«. Det var den strænge Retfærdighed, som talte; men det maatte være dobbelt haardt for den ærekjære Konstner, samtidig med at han saa Frugten af sine Manddomsaars Gjerninger gaa til Grunde, at blive skubbet til Side som en Haandværker, man ikke mere havde Brug for. Dog synes det, som om hans Løn af Statskassen umiddel­bart efter er bleven forhøjet, thi lige til sin Død havde han 800 Rdl. d. C. (2560 Kroner) aarlig som kgl. Historiemaler.

Abildgaard havde i disse Aar ikke indskrænket sig til de nævnte 14 store Billeder, der nok, skulde man tro, havde kunnet kræve hele hans Tid. Et Arbejde, hvis Ry kun lever i skriftlige Minder, er »Cupido«, som var færdig 1785 og blev sendt til Spanien. Det roses baade for Tegningen og for den varme, livlige Colorit. Et andet Billede, hvis Spor ogsaa synes tabt, er »Sokrates i Hen­rykkelse.« Saaledes som vi have det i Clemens' mesterlige Gjengivelse, gjør det Indtryk af at have hørt til Konstnerens mest beaandede Arbejder. Det er vanskeligt at faa en Forestilling om, hvorledes det har

 

15

været udført. Man tør næppe tænke paa Foredraget i den dristigt henkastede Skitse af- »Ossian«, der omtrent tilhører samme Tid, thi en saa bred Penselføring vilde næppe passe i et udført Billede. Snarere kan man tænke paa de smaa Billeder til Niels Klim, hvoraf de fleste findes i den kgl. Malerisamling (stukne inden 1789); thi deri er, trods den lette Udførelse, mangen Gang megen malerisk Dybde og fantastisk Fylde. Og naar man ser, hvor sirligt, hvor udført baade Ossian og de sidstnævnte Smaabilleder tage sig ud under demens' Gravstik i hans Velmagts Dage, er der næppe noget til Hinder for, at »Sokrates« ligesaa godt kan have været udført paa den ene som paa den anden Maade. Et forskjelligt Foredrag finder man i »Moses optages af Vandet«, et mindre Billede, der efter Bodendicks Ønske, til hvis Samling det har hørt, var malet som Sidestykke til en »Christi Daab« af Albani. Svagere saavel fra Tankens som fra Udførelsens Side er »Jupiter, som vejer Menneskenes Skjæbne«, der udstilledes 1794 og endnu bevares i Familien. Han syslede ogsaa med ossianske Emner; »Culmins Gjen-færd, der viser sig for hans Moder«, var udstillet 1794; men andre af disse »Ossian og Oscar« o. å. ere maaske først malede i Konstnerens senere Aar. Shakspeare fængslede ham ligeledes. Et større, eller i al Fald to mindre Billeder af Hamlets Historie, synes snarest at være efter den engelske Digters Behandling af Emnet. Desuden malede han Optrin af Sørgespillene Richard III, Macbeth og Henrik VIII i lette Udkast. Trods denne rige Virksomhed kunde en Lærling af Konstneren, N. Wolff allerede hentyde til Konstnernes haabløse Tilværelse i Danmark, naar han som Rejsepensionair beder Akademiet undskylde, at han lægger sig efter Portrætmaleriet for at kunne leve, »thi hvor en Abildgaard intet har at bestille, er det let at forudse, hvordan det vil gaa andre i samme Fag«. Han havde for saa vidt Ret, som de færreste af Konstnerens Arbejder var bestilte eller fandt Kjøber i dennes levende Live.

Nogle Aar efter sin Hjemkomst var Abildgaard bleven gift med en Frøken' Oxholm, der skildres som en meget lunefuld Person, uskikket til at gjøre sin Mand lykkelig, og omsider blev han skilt fra hende. Tungere var det ham at miste sin eneste Søn med hende, Aurelius, et meget lovende Barn, der døde af Strubehoste. Denne Familiesorg, som maa have været omtrent samtidig med Slottets Brand, i Forbindelse med de Krænkelser, en Konstner i Danmark i de Tider ikke kunde undgaa at møde næsten ved hvert Skridt, har vistnok virket til at give hans Væsen det mørke, lunefulde Præg, han havde i sine senere Leveaar, saa meget mere som han

 

16

heller ikke i sine yngre Aar var uden Hang til spottende Satire. Han nedlagde nu næsten ganske Penslen som udøvende Konstner i flere Aar, saaledes at han kunde skrive til Thorvaldsen (1800): »Jeg har ikke malet, siden De saa mig sidst.« Da Thorvaldsen rejste i 1796, har han rimeligvis, karakteristisk nok med Undtagelse af »Lykkens Tempel« (1795) paa en Kakkelovnsskjærm, ikke malet noget Billede lige fra Slotsbranden til Begyndelsen af det nye Hundredaar.

I Førstningen sporer man ikke nogen Lyst hos Abildgaard til at gribe ind i Akademiets Styrelse, men 1787, daf Valget paa en ny Directeur skulde foregaa, stod han op og nedlagde Indsigelse mod Wiedewelts Gjenvalg som stridende mod Fundatsen, selv om han havde et kongeligt Paabud for sig. Der maa være gaaet ivrige Forhandlinger forud for dette Skridt, thi da Valget endnu i samme Møde blev foretaget, fik Wiedewelt syv Stemmer, men Abildgaard sex. Wiedewelt var saaledes valgt med kun en eneste Stemmes Overtal. Maaske i Forbindelse med dette mislykkede Forsøg staar det, at Abildgaard, i første Halvdel af 1788, foretog en lille Rejse til Italien eller, hvad der er rimeligere, til Wien, hvor Fyrst Kaunitz gjorde Ære af ham. Da derpaa det nye Directeurvalg fore toges i Marts 1789 blev han enstemmig valgt til Direeteur for Toaaret 1789—91. Hans Virksomhed viste sig strax i Omhu for Akademiets Undervisningsapparat ved et stort Indkjøb af Gibsafstøbninger efter Antikerne, thi i August 1789 modtog Akademiet en betydelig Samling af Statuer m. m., der tildels danner Stammen for den nuværende Samling. Deri Herskesyge, som tillægges Abildgaard, og som frem­hæves fra saa forskjellige Sider, at der ikke kan være' Tvivl om dens Tilværelse, synes at skyldes samme Grund som hans Lyst til at indlade sig paa saa mange forskjelligartede Sager, nemlig det, at hans stærke urolige Aand ikke fandt Sysselsættelse og Anerkj endelse nok i hans Virksomhed som Maler. Lige fra 1788 falde saadanne Udtalelser som »det abildgaardske og bastholmske Parti synes at være det herskende«, »den almægtige Abildgaard« og lign. Han kom endog efterhaanden i et saa spændt Forhold til sine Medbrødre ved Akademiet, at han i to Aar fra d. 31. Marts 1798 til Aarsmødet samme Dato 1800 ikke underskrev sig i Protokollen og rimeligvis saa godt som aldrig har mødt. Dog synes han at have været til­stede i Forsamlingen den 25. Novbr. 1799 for at tale Thorvaldsens Sag med en Varme, der grænsede til »et Magtsprog«.

Abildgaard sysselsattes og sysselsatte sig med meget andet end

 

17

med at male. Han blev 1792 Medlem af en Commission til Haandværkslavenes forbedring, han gav Tegninger til et Par Medailler, hvoraf den ene udførtes af G. Hull, den anden af P. L. Gianelli, hvem han tog sig meget af. Det hedder sig ogsaa, at han i hele to Aar lagde sig efter Kobberstikning, for at kunne vejlede de unge Kobberstikkere; 1793 udgav han en archæologisk Forklaring af en Karmortavle i Rom med »Solens Billede«, ligesom han i det Hele flere Gange optraadte som Forfatter. Uvisnelig Fortjeneste har han af sit Forhold til Thorvaldsen. Billedhuggerkonsten havde altid fængslet ham meget; han skal endog have ment om sig selv, at han kunde bragt det videre som Billedhugger end som Maler. Familien bevarede længe modelerede Skitser fra Abildgaards egen Haand, og enkelte Gjenstande, en Apis til at bære et Uhr, et Løvehoved til Decoration, blev støbte i Malm efter Konstnerens Modeller. Det var maaske denne hans Lyst, der bragte ham til at tage sig saa varmt af Thorvaldsen, at denne, inden Rejsen, uagtet deres forskjellige Konstfag, mere var Abildgaards end nogen anden Konstners Lærling. Han skal, efter Sigende, selv have undervist Thorvaldsen i at poussere, som det dengang almindelig kaldtes. En lille Gruppe, som  den unge Konstner inaatte modelere fra først til sidst under Mesterens aarvaagne, men velvillige Øjne, var siden i Enkefru Abild­gaards Eje. Ved Udsmykningen af Palaiet paa Amalienborg tog han sin Lærling til Medhjælp, og denne maatte dels udføre et Par Relieffer efter Lærerens Composition, »Aarets og Dagens Tider« (i Audiensværelset), dels to Billedstøtter m. m. paa egen Haand. Abildgaard skal endog, efter Thieles Beretning, med Held have indladt sig paa at rette paa Thorvaldsens Buste af Bernstorff, medens den var under Arbejde. Ogsaa den ældre Billedhugger Dajon skal han være kommen til Hjælp ved Compositionen af Figurerne »Tapperbed« og »Borgerdyd« til Frihedsstøtten.

l døvede Slotsbranden i mere end en Henseende et uheldigt Tryk paa Abildgaards Konstnervirksomhed, gav den ham paa den anden Side Lejlighed til at udfolde Indsigt og Duelighed i nye Virkekredse. Da det nemlig gjaldt om efter Branden hurtig at sætte Amalienborg Palais i Stand til at modtage Kongefamilien, blev det overdraget Abildgaard at udsmykke det tidligere Grev Levet/au tilhørende Palais, som Arveprins Frederik, Akademiets Præses, havde kjøbt. I dette Slot (hvor nu Enkedronning Caroline Amalie bor) bære Riddersalen og det kgl. Sovekammer Vidne om den Sans for imtik og gammel italiensk Udsmykning, den rige Opfindsomhed

 

18

og Skjønhedsfølelse, Konstneren raadede over. Han udsmykkede tillige flere private Graarde i lignende Stil, den eneste, han god-kjendte, og han har efterladt sig en Mængde Tegninger til Decora-tioner af Værelser og til Møbler, hvilke bevares i den kgl. Kobber-stiksamling. Til sine egne Værelser paa Charlottenborg lod han efter sine egne Tegninger forfærdige Møbler i antik Stil, som ogsaa for en Del ere bevarede og have paavirket senere Konstneres Smag (Freund, Bindesbell og n.). I et tredje Konstens Fag har Abildgaard ogsaa efterladt Minder om sin Duelighed og Smag, nemlig som Bygmester. Her maa først nævnes »Frihedsstøtten«, der blev udført efter hans Tegning (1792—97). Det saa kaldte Oxe- eller Apistempel i Frederiksberg Have tilskrives ligeledes hans Opfindelse. Efter hans Tegning byggedes endelig, hvis Traditionen er rigtig, en Gaard paa Nytorv, (nyt Nr. o) som i den nyere Tid tilhørte Vin­handler Lorentzen.l

Med det nye Hundredaar opgik der en lysere Livsperiode for Abildgaard. Han levede op under et nyt Familielivs Hygge. Om Foraaret 1799 var han i Jylland og gjorde der Bekjendtskab med forhenværende Factor ved det ostindiske Handelsselskab, Ottesen, der nu levede paa en Herregaard i Nærheden af Horsens. Dennes Datter, Juliane Marie, der var født i Trankebar og endnu som ung var skilt fra en Hofjunker Hauch, var Hofdame hos de russiske Prinsesser i Horsens. Hun gjorde et saadant Indtryk paa den allerede aldrende Konstner, at han faa Aar efter hjemførte hende som sin Brud (1803). Snart efter Hjemkomsten fra Jylland (Maj 1799) tog han ivrig fat paa at tegne og male. Den første Frugt af hans gjenvaagnede Virksomhed som Maler var de fire store Malerier efter Terents’ »Androspigen«, (1801—4), hvori han søgte at nedlægge hele sit Kjeudskab til det græsk-romerske Oldtidsliv. De tilhøre den kgl. Malerisamling. Og fra nu af vedblev han ivrig at male, indtil Døden rev ham Penslen af Haanden. Han var 1801 paany bleven valgt til Akademiets Directeur, og dette Valg gjentoges iiafbradt fire Gange, saaledes at han forblev i denne Stilling lige til sin Død. Blandt de Sager, han især med Kraft skal have sat igjennem, tildels trods Modstand fra højere Steder, nævnes,'at han hindrede Rudes Valg til Professor ved Modelskolen i 1803, men derimod sejrrigt gjennemførte Thorvaldsens Valg til samme Stilling og Bangs som Professor i Anatomi, begge Dele i 1805.

 

1 Efter Familiens Opgivelse skal Enkefru Abildgaard altid have paavist denne Graard som den, hendes Mand havde bygget.

 

19

Ikke desto mindre begyndte hans Indflydelse snart at dale. Den Tiltro, han havde til sine egne Kræfter, virkede maaske med dertil. Da der saaledes blev Tale om Christiansborg Slots Gjenopførelse (omtr. 1801), frygtede han ikke for at tilbyde sig til dette Hverv, og følte sig skuffet ved, at det blev overdraget Datidens betydeligste Bygmester i Danmark, Harsdorffs Lærling, C. F. Hansen, en Mand, der for øvrigt delte Abildgaards Opfattelse af Oldtidens Konst som eneste Rettesnor. Som Slottets Bygmester fik Hansen, gjennem hvem alle Spørgsmaal om dets konstneriske Udsmykning kom til at gaa, en Indflydelse, der efterhaanden trængte Abildgaards i Skygge. Det var saa langt fra, at han kunde gjøre noget for andre Konstnere med Hensyn til Arbejde for Slottet, at han tvertimod næppe nok kunde værge for sig selv.

En lille Glæde havde han, da en Afstøbning af Canovas »Per-seus« kom hertil i November 1804. I sin Henrykkelse over dette Arbejde, hvis Skjønhed Datidens Konstsmag ganske naturlig maatte overvurdere, overraskede han Akademiet ved, efter endt Forsamling, at forevise »Hr. Canovas Mesterstykke« ved Fakkelskin i Figursalen. Hans Virkelyst førte ham stadig ind paa forskjelligartede Omraader. l 1805 søgte han om Expectance paa Lærerposten i Mythologi ved Akademiet; Præses vilde dog hellere lade dette Spørgsmaal henstaa uafgjort, til Pladsen virkelig blev ledig, og dermed bortfaldt denne Sag. Til Gjengjæld valgte Akademiet ham af egen Drift enstemmig til Professor i Anatomi, da Justitsraad Bang var død (1808). Det smigrede ham i høj Grad, men heller« ikke denne Ærespost skulde han opnaa; Kongen forlangte Embedet opslaaet vacant paa sædvanlig Vis, og det blev mod Akademiets Indstilling atter givet til en Læge (Klingberg). For øvrigt hændte det mere end én Gang, at Abildgaard troede sig krænket i sin Myndighed som Directeur ved de andre Embedsmænds Virksomhed, og han trak sig mere og mere tilbage fra Akademiets Forhandlinger.

Han havde kjøbt sig et lille Landsted, »Spurveskjul” ved Frederiksdal; der tilbragte han, i det Mindste fra 1806, sine Somre, ”saa længe Vejret tillod det«, og der døde han den 4. Juni 1809 af Blodstyrtning, noget over 66 Aar gammel. Hans omfangsrige Sam­linger af Bøger, Haandtegninger ,og Kobberstik kjøbtes til Konst-akademiets Bibliotbek for 15,000 Rdl. d. C. i 4 pCt kgl. Obligationer. Hans Enke, der ved hans Død var en formuende Kone, som foruden Capitaler ejede et rigt og kostbart Indbo og store Samlinger af Konstværker, hvoriblandt en Mængde af Konstnerens egne Arbejder,

 

20

navnlig fra den sidste Periode af hans Liv, led dog, tildels ved Pengenes Forringelse under Krigen, saa betydelige Tab, at der ikke var meget tilbage af den store Rigdom, da hun døde (27. Novbr. 1848). To Sønner døde i forholdsvis ung Alder, en "Datter blev gift ind i den løfflerske Slægt (se J. B. Løffler).

»Denne lange smalle Mand havde store Gaver, meget Talent, stor Konstfærdighed; men en vis Egensind, en til en anden Natur vorden Manér skadede ham,« Saaledes begynder Oehlensclilæger i sine Erindringer nogle Bemærkninger om Abildgaard, hvem han søgte at indpode sin Begejstring for nordisk Mythologi, og han fortæller, at, da han var færdig med sin Lovtale derover, sagde Konstneren: »Ja, jeg er, ved Gud, ikke den Mand, som sætter mig imod noget godt og sindrigt, fordi det er nyt.« Disse faa Ord give virkelig et Billede af Abildgaard som Menneske. Men han havde ikke noget vindende Væsen, og den almindelige Dom var ikke til hans Gunst. Det var ikke for enhver, han, som for Ramdohr, var »der liebe gefallige Mann«. I Almindelighed vendte han helst det Lodne ud og bed fra sig med et djærvt Lune, naar nogen kom ham for nær. Ikke uden Grund kaldte Baggesen ham »hin Momus og Maler«, hvis skarpe Lune han selv havde faaet at føle. I Werlauffs Erindringer kommer en ugunstig Dom stærkere til Orde: »Derimod var han,« hedder det, »fra Karakterens Side mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival.« p Disse haarde Ord lade sig dog vanskelig bevise. Der er ikke afgjørende Vidnesbyrd for, at han har forfulgt nogen, medens der kan nævnes mange og vægtige Træk af den Kjærlighed, hvormed han søgte at fremme de unge Konstneres Sag, saaledes var han Thorvaldsen og C. F. Høyer en tro Ven. Men det er mærkeligt nok, at en forunderlig Vanskjæbne forfulgte den Konstskole, han søgte at danne. Af hans bedre Elever døde Wahl allerede 1810 i Italien, Flint »gik tabt for Konsten« inden 1813, Wolff blev i Dresden, Høyer blev skubbet til Side for J. L. Lund, og kun Eckersberg trængte igjennem. Men da denne kom hjem fra sin Rejse, havde Seinen og Tiberen vasket Abildgaard af ham.

Uagtet Abildgaards største og vigtigste Billeder gik tabte ved Slottets Brand, er der dog nok tilbage til at skjønne om hans Konst, nok til at se, at Abildgaard oprindelig var større som Person­lighed end som Konstner. ”Det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Konstner,« siger Høyen slaaende

 

21

om ham. Men da han engang, maaske uden fra først af selv at ville det — han var blot bleven sat til et Haandværk, fordi haii ikke skulde studere, og begyndte meget sent at gaa paa Akademiet, — var kommen ind paa Konstens Vej, var han for stærk en Karakter til ikke at ville blive noget fremragende, og det lykkedes ham, men ikke uden det ihærdigste Arbejde. Deri fulgte han Tidens Opfattelse, at man naaede et stort Maal ved at granske de store Mestere, og han valgte sig Michel Angelo og Tizian til Forbilleder. Michel Angelos Form kunde han ikke naa, selv om denne Paavirk-ning spores i Enkeltheder. Abildgaards Formgivning var næsten altid conventionel, endog naar han troede at gjengive Naturen. Derimod naaede han videre i at tilegne sig den venezianske Skoles Farve, skjønt nogen Tizian blev han heller ikke. Man har lagt megen Vægt paa Carstens' rosende Dom om Ahildgaards Colorit. Man glemmer, at denne, da han saa Abildgaard male, ikke kjendte Tizian, og da han lærte Venezianerne at kjende, kun havde en . fjærn Ungdomserindring om Abildgaard. Derimod fremhæver han med større Ret Abildgaards Svagheder i Tegningen, »de lange tynde Figurer, med magre edderkopagtige Extremiteter«, thi der havde han Maalestokken i Naturen og Antiken. Allerede umiddelbart efter Abildgaards Død var Dommene over ham som Lærer ved Modelskolen delte. Medens nogle hævede ham til Skyerne, havde andre Øje for de Brøst, der klæbede ved hans Fremstillingsmaade, og om der end var baade »Tanke og Aand« i hans Modelstillinger, udhæves der paa den anden Side, at hans »ofte bizarre Ideer var lutter Hieroglyfer for de unge Efterlignere.« Man kan heller ikke nægte, at blandt hans efterladte Tegninger findes meget, der er hans store Navn uværdigt.

Abildgaard førte, saa godt som gjennem hele sit Liv, en i udvortes Henseende ret begunstiget Tilværelse. Allerede hans Levevis i Italien tyder paa større Forhold, end man ellers kjendte hos de unge Konstnere. Han var af anset Familie og fandt tidligt, ved sin Frimodighed og erkjendte Dygtighed, formaaende Velyndere, saaledes før Kejsen Struensee, i Rom endog Paven selv, efter Hjemkomsten Enkedronning Juliane Marie og Guldberg. Abildgaard blev dog, ligesom mange fremragende Mænd i hin Tid og særlig hans egen Broder, stærkt greben af den republikanske Rørelse i Frankrig. De stod begge i venskabeligt Forhold til Republikens Afsendiug her, Grrouvelle, og Abildgaard var en flittig Gjæst i Fabritius' Klub. Desuden levede han i Omgang med den Tids Hteraire og tonegivende Kredse, med

 

22

Mænd som Th. Thaarap, Baggesen, P. A. Heiberg og adskillige af den fornemme Verden. Den Formue, han ved Malerierne til Slottet havde tjent sig, satte ham i Stand til med Smag og en vis Pragt at føre et selskabeligt Liv i sin smukke rummelige Bolig paa Charlottenborg. Han holdt Tjener, havde et rigt forsynet Hus og døde, tidsnok til ikke at se denne Herlighed gaa til Grunde i Stats­bankerottens Svælg. Hans Portræt er malet af Juel, og hans Billedstøtte er udført af Saabye til den nye Udstillingsbygning. (Akademiets Archiv og Protokoller. Mundtlige Meddelelser af Slægten. Weiuwioh, S. 185. Minerva 1785.1,1,83; 3,93. II, 96flg. 1791. XXV, 113, 1793. XXXII, 277. Eamdohrs Keise, S. 93—101. Smith, Om Dyrene, S. 236. Hennings, S. 143. do., »Muaaget« 3. Stiick 1798, S. 14. Nyerup, Kbhvns. Beskrivelse, S. 662. Fernow: Carstens, ny Udg., S. 60, 62. Jonge, Kbh. Beskr. S. 508, 511. Kbhs. lærde Bftrtn. 1809, Nr. 20, S. 314. Kraft og Nyerup, Lex., hvori Abild-gaards Skrifter ere opregnede. Skild. 1809. 24. Juni, S. 1177. 1825, 17. Maj, S. 625, 1828, S. 1293, 1829, S. 1267 flg. Spengler. Fortegn, pver d. kgl. Maleriesml,, S. 533—36. H. Hansen, Betragtn. Kbh. 1827. S. 45, 85—86, 205. Møntfortegn. Fortsætt., S. 14. Øst. Materialier, S. 178, 977, 1139. Thiele, Thorvaldsen. I—II paa mange Steder (se Alf. Beg.). Gæa 1847, S. 175—94. Fick, demens, i Sel-mers nekrol. Sml. II, 335. Oehlenschlæger, Erindringer, Ny Udg., S. 152, 283. Danske Saml. I, S. 108. Nord. Tidskr. ved Hamilton 1869, S. 452, 460. Hist. Tidskr. 4. Række IV, S. 273 (Werlauffs Erindr.) Høyens Fortegn, over den kgl. Malerisml. indtil 1870 (jfr. Fortegn, over Udst. 1860 ved Konstforeningen). Høyens Skrifter III, S. 202—12. Lange, Nutidskonst, S. 18—24. Konst og Æsthetik. S. 182—83. Strunck. Endelig Nord. Conv.-Lex. 1. og 2. Udg. og flere ældre danske og tydske Conv.-Lex.)

 

Abildgaard. Søren Abildgaard, Archivtegner, var født i Flekkefjord i Norge d. 18. Febr. 1718, hvor hans Fader var Told­embedsmand. Han blev Student fra Christianssand 1737 og kom til Kjøbenhavn, hvor han lagde sig efter Naturvidenskaberne og Tegnekonsten. Han maa have haft Formue eller tidligt være kommen i lønnende Virksomhed, thi allerede som ganske ung Mand blev han gift med Ane Margrete Bastholm, en Faster til den bekjendte Pro­fessor og kgl. Confessionarius Bastholm, og blev 1740 Fader til Veterinairen Peter Christian, 1742 til Nikolaj Abraham (se foranstaaende Artikel). I Følge med Archivar Langebek foretog han en antiquarisk Rejse i Sverige og omkring Østersøen (1753—54). Aaret efter (1755)

 

23

blev han Archivtegner og gjorde paa offentlig Bekostning en Rejse i Danmark for at tegne Mindesmærker, navnlig Gravmæler. Original-tegningerne bevares i Oldnordisk Museums Archiv, og i Antiquariske Annaler I findes en Fortegnelse derover. Abildgaard døde 1791. (Weinwich, S. 168. Kraft og Nyerup, Lex. Langebekiana, S. 123. Suhm, Levned, S. 241. Antiq. Annaler I, S. 147. Gæa 1847, S. 177, Akad. Archiv.)

 

Abrahams. Charles Julius Sofus Abrahams, Søn af Not. publ. Nikolaj Christian Levin Abrahams og Frederikke Juliane Augusta født Philipsen, er født i Kjøbenhavn d. 2. Juni 1838. Efter at være hleven Student (1857), besøgte kan fra 1859 Konst-akademiets Skoler for at uddanne sig til Bygmester, vandt dets mindre Sølvmedaille (Dec. 1863), og tog Afgangsprøve som Architekt d. 30. Marts 1866. Senere har han vundet Akademiets mindre G-uld-medaille for Opgaven »Et Gymnasium til 150 Disciple« (1870). (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Erslew, Forf. Lex.)

 

Abroe eller Abroh. Andreas Abroe, født 1694, død i Maj 1763 i en Alder af 69 Aar, kaldes Skildrer, hvilket i Datidens Sprog er det samme som Konstmaler, særlig Portrætmaler. En anden af samme Navn, Johan Christian Abroe omtales af Spengler saaledes: »Denne Maler erholdt i Aaret 1720 et kongeligt latinsk Rejsepas for i fremmede Lande at bringe det til Fuldkommenhed i sin Konst.« Var de maaske Brødre? (Spengler. Adresseavisen 1763, Nr. 48,)

 

Adami. Salomon Adami. »En god Miniaturmaler, som og malede i Olie. Han var tilsidst Opseer (? Tilsynsmand) over Groskanslerinde Holsteins Malerier. En Del af hans Arbejde er nu hos Cancelliraad Valeur. Hans Portræt er i Italien prægtig udskaaret i Elfenben, hvilket han selv ejede.« (Sandvig ex ore L. Spengleri).

 

Adzer. Daniel Jensen Adzer var født i Kjøtenhavn 1731 og Søn af en Smed dersteds. Han kom i Guldsmedlære, og efter at han var bleven Svend, lagde han sig, som det synes, ganske paa egen Haand efter Medailleurkonsten. I Maj 1754 indsendte han noget af sit Arbejde i denne Retning til Konstakademiet for at faa dets Anbefaling til at nyde et kongeligt Rejsestipendium, men da hans Prøver kun var Copier, vilde Akademiet ikke indlade sig  derpaa. Dog lykkedes det ham snart efter at komme udenlands, og han rejste til Paris, hvor Kan uddannede sig efter Hedlinger og du Yivier. Han var saavel paa denne som paa en senere Rejse ledsaget af en anden dansk Medailleur, J. H. Wolff; disse to fulgtes (1764) fra Rom hjem til Danmark, fremstillede sig begge for Akademiet

 

24

med nogle Voxmodeller, og blev begge enstemmig agreerede (S. Aug. 1764). Adzer fik den Opgave at gjøre en Medaille over Akademiets Præses, Grev Moltke, og blev paa denne Medlem (9. April 1766), skjønt Stemplerne først i September Aaret efter, paa Grund af tilstødte Uheld, kunde afgives til Akademiet og Aftryk præges. Fra den Tid af henftød Adzers Løbebane uden udvortes mærkelige Hændelser. Han fik Medlemsbolig paa Charlottenborg og blev gift med Christiane Frederikke født Schæffer.

Medens han i Førstningen havde haft meget at gjøre som Medailleur, blev han i sine senere Aar fortrængt af yngre Kræfter og efter hans Død (d. 4. April 1808) maatte Akademiet skrive til Kongen: »Adzer har som Medailleur været aflagt med saa ringe Løn og i de tvende sidste Decennier af sin Livstid haft saa liden For­tjeneste for Hoffet og Publicum ved sin Konst, at det ikke blev ham muligt at sørge for sin Enke.« Hun anbefaledes derfor efter Datidens .Brug til Kongens Naade.

Mindefesten for Souverainetetens Indførelse, der tillige fejredes med, at Grundstenen til Frederik V's Rytterstøtte nedlagdes paa Amalienborg, gav Medailleurerne meget at gjøre, og Adzer udførte under sit Ophold i Rom ikke mindre end tre Medailler i den Anledning, hvoraf den ene særlig gjaldt Grundstenens Nedlæggelse d. 18. Oct. 1760. Kongens Død (1766) og Christian VH's Tron­bestigelse fremkaldte ligeledes flere Medailler fra Adzers Haand. I de følgende Aar udførte han bl. A. to Medailler til Landhusholdnings-selskabet, Medaillen pro meritis (1771), to Medailler i Anledning af J. H, Bernstorffs Død, og fik 1776 ikke mindre end sex Medailler at udføre i Anledning af Loven om Indfødsret, hvoraf dog flere ere ubetydelige. Endvidere maa nævnes Medaillen til Sorø Akademi (1785) og flere private Medailler (Suhm, Hjelmstjerne, Yedel), indtil hans Virksomhed næsten ganske standser fra 1790. Efter den Tid kan kun nævnes Medaillen over A. P. BernstorfT med et Kompas paa Reversen (1793), Medaillen over Suhm (1797) og 1805 en Medaille til at nedlægge i Raad- og Domhusets Grundsten. Han udførte 1771 nye Tegninger til Species og Christiand'or. Hans fleste Medailler have været udstillede ved Salonerne 1769, 1778 og 1794. Mønt- og Medaillesamlingen i Kjøbenhavn ejer en Del af hans Vox-modeller. (Weinwich, S- 176. Rahbeks Erindr. I, S. 70, 184. Dånisches Journal I, S. 135. Adresseavisen 1808, Nr. 134. Medaille-beskriv. 1757—1805. Thieles Kstakad. og Hestst., S- 142. Akad.)

 

d'Agar.   Jacob d'Agar skriver sig selv saaledes, ikke Jacques

 

25

d'Agard eller Dagard. Han var født i Paris, rimeligvis Febr. 1642 og lærte Malerkonsten hos Ferdinand Vouet. Han søgte først at uddanne sig til Historiemaler, men vandt dog især Navn som Por­trætmaler, og som saadan blev han Medlem af Konstakademiet i Paris 3. Aug. 1675 paa Portræter af Girardon og Anguier. Imid­lertid blev han allerede 31. Jan. 1682 atter udelukket af Akademiet som Protestant. Det synes, som om han ligeledes paa Grund af de Forfølgelser, som Calvinisterne ved den Tid var udsatte for i Frankrig, har maattet ndvandre, og derfor er kommen til Danmark, uden Tvivl senest i 1684. Han skal nemlig med Kone (en Datter af Maleren Picart) og Børn først være flygtet til London og derfra være kommen til Danmark. I 1685 se vi ham allerede indtage en anset Stilling i den lille reformerte Menighed i Kjøhenhavn. I September d. A., en Maaned før Ophævelsen af det nantiske Edict i Frankrig, deltager han med Menighedens første Præst, Mesnard, i Indsamlingen af en Collect i Preussen, Brandenborg og Nederlandene til Fordel for den reformerte Kirkes Byggemidler her. Uden Tvivl endnu tidligere paa Aaret havde det været d'Agar overdraget at besørge Trykningen af de Reformertes Privilegier, som bevilgedes' ved et Rescript af 3. Jan. 1685. Kong Christian V, hvis Dronning Charlotte Amalie var Reformert og sine Trosfællers varme Tals-mandinde, modtog ham med Udmærkelse og udnævnte ham til Hof­junker og kgl, Maler (gentilhomme de la cour et premier peintre du roi) og det forblev han til sin Død, 16. Novbr. 1715. Hans Alder angives da udtrykkelig" til 73 Aar og 9 Maaneder, og ban er jordet paa de Reformertes Kirkegaard i Kjøbenhavn.

Efter fremmede Kilder skal han under Frederik IV bave været udenlands og opholdt sig nogle Aar i London, hvor ban malede Portræter af den fornemme Verden. At han ikke er død i London, bevises tilstrækkelig af den ovennævnte Meddelelse. Derimod kan mulig hele Beretningen om den senere engelske Rejse gjælde hans Søn. Paa en Vielsesattest af 5. Febr. 1686, hvor J. d'Agar med nogle flere Menighedsmedlemmer underskriver sig som Vidne, findes ogsaa Underskriften Charle D'Agar. Denne Charles er uden Tvivl hans Søn, som altsaa dengang allerede var voxen. Da man intet ved om barn her i Danmark, er det sandsynligvis ham, der er død i London 1723. J. d'Agar nød megen Anseelse som Portrætmaler, men en Del af hans Billeder ere forsvundne. I det afbrændte Christiansborgs Apartementssal var der sex ovale Skilderier fore-stillende Kong Christian VI (V?), Prinsesse Charlotte Amalie,

 

26

Kong Frederik IV, Dronning Louise, Prins Carl og Prins Vilhelm. Den kgl. Malerisamling ejer to Portræter af ham, der forestille Kong Frederik I og Dronning Sofie af Preussen. Desuden malede han 1693 sit eget Portræt, der sendtes til Florens. I Fredensborg og Rosenborg Slots Inventarier nævnes ligeledes Portræter af hans Haand. Af Hubert Schaten er stukket: Christian V i hel Figur i Kroningsdragt, O ver kammerjunker A. L. v. Knuth og Justitsraad Edv. Kruse. Hans eget Portræt er stukket af Rocco Pozzi. Endelig nævnes af og til Stykker af ham i private Samlinger paa den Tid. Med ham begynder den franske Skoles Indflydelse at gjøre sig overvejende gjældende i Danmark i Modsætning til den tidligere hollandske. (Fiorillo V, S. 535. Vitet, S. 341. Archives de Fart. III, S. 356. Clément, Not. sur l'égl. Rél, S. 5. Reformert Kirkes Kirke­bog I, 17. Jonge, Kbh. Beskr., S. 509. Spenglers Cat. Nr. 814, 15. Weinwich, S. 86. Minerva 1816. Skild. 1830, Sp. 896*-97. Walpole. Sandvig. Meyers Kst. Lex.)

 

Ahlmanri. Hans Vilhelm Ahlmann, Søn. af Proprietair Ahlmann i Sønderjylland, er født 1852 i Sverige. Han gik i Tømmerlære, besøgte Konstakademiet i Kjebenhavn fra Jan. 1870 for at uddanne sig til Bygmester og fik d. 18. Marts 1876 Afgangsbevis fra Akademiet som Architekt. (Akad.)

 

Akerfeldt. Gotthardt Vilhelm Akerfeldt eller Åkerfeldt, svensk af Fødsel, var Lærling af Peder Als, og det blev, efter dennes Død (1776), ham overdraget, »som den, der var bedst øvet udi Alses maniére at male,- at fuldføre det Portræt af Chri­stian VII, som Als havde efterladt ufuldendt. Da han Aaret efter søger om at blive »naturaliseret«, synes det at have været hans Tauke at ville forblive i Danmark. (Akad.)

Alexandersen. Georg Henrik Gerhard Alexandersen, født 1818 i Kjøbenhavn, vandt 1837 Konstakademiets Præmie for Teg­ning i Ornamentfaget og var 1838 i Frihaandsskolen; 1837 — 38 udstillede han Tegninger, 1841 og 1846 Blomsterstykker. (Akad. Udst. Cat.)

 

Almer. Johan Christian Almer var født i Kjøbenhavn 1742, kom i ung Alder som Lærling til Konstakademiet, hvis Sølvmedailler han vandt 1760—62, derefter vandt han 1764 den mindre og 1766 den store Guldmedaille for »Israeliterne samle Manna i Ørken«. Han havde samtidig ”fra sin første Barndom været under Hr. Professor Pilos Haand«. Da der ikke strås var et Rejsestipendium ledigt, blev han Informator i Tegning hos Pagerne, og fik som saadan Orlov

 

27

til at foretage en kort Rejse til Udlandet, hvor han navnlig besøgte Potsdam og Dresden og fik derfra Anbefalingsbreve hjem med fra ansete Tyskere. Da det store Stipendium endelig 1771 var bleven ledigt, havde han faaet en farlig Medbejler i Abildgaard, som ogsaa ved Concurrencen blev ham foretrukken. Samtidig søgte han, med Forbehold af sin Ret til at komme udenlands, en Plads som Infor­mator ved Kunstakademiets Decorationsskole, efter at hans Plads hos Pagerne var inddragen. Den 14. Jan. 1772 blev hans Valg til til denne Plads stadfæstet, men da han kort efter stod sig som den næstbedste ved Concurrencen om Rejsestipendiet og fik Tilsagn om særlig Understøttelse til ogsaa at rejse, tillod Akademiet ham at rejse i to Aar, og paatog sig at besørge hans Informatorplads udfyldt i hans Fraværelse for 50 Rdl. d. C. om Aaret, saaledes at han selv kunde nyde 150 Rdl. d. C. af sin Lønning til Hjælp til Rejsen. Om Sommeren 1772 rejste han da til Paris med særligt Paalæg om at give Meddelelser om Ornamentskolen der og kjøbe Tegninger i Ornamentfaget paa Akademiets Regning. I Aaret 1774 tilstaas ham en Forlængelse af Rejseunderstøttelsen paa to Aar, navnlig fordi han rejser »med Hensigt paa Ornamentskolens og Arveprinsen, Akademiets Præses, anbefaler ham særlig at agte paa »Møbler«.

I Rom, hvortil han kom 14. Novbr. 1774, skulde han ogsaa tegne Ornamenter og sende hjem. Han blev imidlertid alvorlig syg, saa han endog mistede Forstanden. Abildgaard, der tog sig af ham med største Venskab, skriver herom til Akademiet: »De første Aarsager til Almers Skrøbelighed tror jeg nok har været Græm­melse over sin Talent, og derefter er han falden i Religions-Irringer, som var hans yderste Raseri, hvortil jeg vel tror, der nogen har givet ham Anledning.« Det synes, som om ufornuftige Mennesker, endog medens han laa bunden som sindsforvirret, har forværret hans Tilstand ved taabelige Forestillinger. Abildgaard sørgede derpaa for, at han for Akademiets Regning blev sendt hjem i Maj 1776. Endnu paa Hjemrejsen var Almer »gal«, og da han kom til Hamborg, var han endnu ligesaa syg som i Pvom. Imidlertid maa han hurtig have rettet sig i Hjemmet, thi i September 1776 nævnes det allerede, »at han selv forestaar Informationen«. Dermed synes han ganske at have opgivet Tanken om at blive Medlem af Akademiet, hvilket ikke kunde ske, saa længe han forblev i sin Stilling som Informator. Han fik 1779 Bolig paa Akademiet, men døde allerede 5. Juli 1792 under et Ophold paa Landet i Ferien. Medens han saaledes 1772 optraadte som en næsten jævnbyrdig Concurrent til Abildgaard, og

 

28

ganske fordunklede Rude, som dog senere blev Medlem af Akademiet, endte han i den beskedne Stilling som Lærer ved Ornamentskolen. Torkel Båden fortæller i sin Nekrolog over Abildgaard (Lærde Efterretn. 1809), at ved Concurrencen for Rejsestipendiet blev dennes Arbejde »foretrukken en andens, som bevisligen var forfærdiget af Pilo, Professor red Akademiet, og et stort Navn paa de Tider.? Denne anden maatte da være Almer, men det modsiges af den Agt, Akademiet vedblev at vise Almer baade paa Rejsen og ved hans Hjemkomst. (Weinwich, S. 185. Akad. Statskal. 1772—92.)

 

Als. Peder Als var en Søn af Gaspar Johan Als, der først var Bogbinder i Horsens, siden en »fortræffelig« Lakerer i Kjøben-bavn, død 1762, og Marie Margrete Zeuthen. Han blev født i Kjøbenhavn 16. Maj 1726 (el. 1725). Han blev Lærling af Pilo og var den første, som vandt det nysoprettede Konstakademis store Gruldmedaille (d. 3. April 1755) paa Opgaven »Loth og hans Hustru, som udgaa af Sodoma«. I Slutningen af Aaret blev der tilstaaet ham et Rejse­stipendium paa sex Aar, fra 1. Jan. 1756 at regne, stort 400 Rdl. d. C. (1280 Kroner) aarligt. Han rejste bort rimeligvis i Maj 1756 og kom i November til Rom, hvor Billedhugger Pezold havde anbefalet ham til Rafael Mengs, hvis Lærling han nu blev. Han var allerede den Gang en svær Mand, der døjede meget af Heden.

I Rom var Als sammen med AViedewelt, Mandelberg og flere Danske, som han selv nævner i et Brev af 1756. Gjennem Wiedewelt har han uden Tvivl gjort Bekjendtskab med Winckelrnann, hvis Portræt han malede i Rom. Der malede han ligeledes et Portræt af "Wiedewelt selv, som senere kom til den kgl. Malerisamling, og bl, andre Ting en Copi af Hovedpartiet af Rafaels ”Skolen i Athen« i samme Størrelse som Originalen, et stort Billede efter Rafael Mengs' Cornposition, forestillende »Dronning Semiramis, som sværger ikke at rede sit Haar, før hun har underkuet et Oprør s en Copi af Lorrains Portræt i det franske Akademi i Rom, paa Bestilling fra Akademiet her, og et Originalmaleri, »Cleopatra og Augustus i Alexandria«. I Dresden havde han malet en lille Copi efter Madonna med Barnet i Correggios »Nat« og en Copi af et Dameportræt af Poul Veronese. Begge disse Copier tilhørte Bülow paa Sanderumgaard. Efter Weinwichs Opgivelse skal Als ogsaa i Rom med Held have udført mindre Copier efter italienske Originaler af Rafael, Andrea del Sarto o. A. I 1760 var han paa en Rejse i Neapel og studerede navnlig i de nye Udgravninger i Herculanum. Mengs havde ønsket, han skulde blive sex Aar i Rom, for at uddanne sig

 

29

til en fuldkommen Historiemaler, og Als søgte derfor Akademiet om i alt at nyde 8 Aars Stipendium for at kunne være 2 Aar i Paris, men det blev afslaaet, og i 1761 maatte han rejse til Paris, efter at Akademiet med Nød og næppe havde tilstaaet ham en særlig Sum til at betale hans Gjæld i Bom.

Als kom hjem i December 1762 og blev 4. Marts 1763 agreeret ved Akademiet ikke som Historiemaler, uagtet han havde nydt Stipendium som saadan, men som »Portrætskildrer«, og skulde efter Forsamlingens Vedtagelse til Reception male »to af Officialium Por­træter«, nemlig Kobberstikkeren J. M. Preisler og Bygmestren N. H. Jardin. Den 8. August 1764 blev han Medlem af Akademiet paa disse tvende Stykker. Den 9. April 1766 udnævntes han derpaa til Professor ved Modelskolen og 17. Maj s. A. fik han Bestalling som »kgl. Hof-Historie- og Portrætskildrer« med 800 Bdl. d. C. (omtr. 2560 Kroner) om Aaret. Han nævnes ogsaa som Medlem af Akade­miet i Bologna. Han sysselsattes nu mest af Hoffet, ikke alene som Maler, men ogsaa med Ophængning af Malerier paa Slottene og desl. Han døde ugift i sin Bolig paa Charlottenborg d. 8. Juli 1776.

Blandt hans Arbejder nævnes i hans egne Breve »Dronning Caro­line Mathilde, afmalet som Oberst for hendes eget Regiment« i hel Figur, malet i Anledning af nye Faners Indvielse og skjænket Grev Kantzau-Ascheberg, til hvem det blev afleveret 10. Juni 1771. Syv Maaneder efter arresterede Rantzau selv Dronningen. For dette Billede fik Konstneren 300 Bdl. d. C. (omtr. 960 Kroner). Endvidere et Por­træt af Caroline Mathilde siddende med Prinsesse Louise Augusta paa Skjødet og Kronprins Frederik staaende foran sig. Det blev bestilt om Sommeren 1771 for at tjene til en Foræring til Hertugen af Grlo-cester, der havde besøgt det danskejHof, men Konstneren naaede maaske ikke videre end til Udførelsen af de Esguisser, som han efterhaanden forelagde Struensee. Endelig et Portræt af Christian VII i fuld Legemsstørrelse, som blev gjort færdig af Ais' Lærling Akerfeldt efter Konstnerens Død. Ved Akademiets Salon 1769' udstillede han atten Portræter, hvoriblandt Jardins og Preislers, de to Medlems-stykker, samt Mandelbergs og Wiedewelts. Ved Salonen 1778 var det nysnævnte Portræt af Christian VII udstillet. Den bekjendte August Hennings, som i Anledning af denne Salon skrev en hel fransk Bog, Essay sur les arts en Danemarc, er heri temmelig stræng ved Als. »Ved hans store Flid og utrættelige Umage erhvervede hun sig vel Indsigter; men Udførelsen tabte derved sin Ild, og den blev stedse ængstelig og tvungen. Hans Penselføring er møjsommelig

 

30

og tung, hans Farvetone nuørk.« Han beskylder hain ogsaa for, at hane Dameportræter ikke ligne. Akademiets Samling indeholder af Als foruden Medlemsstykkerne Copien efter Lorrains Portræt og Portræter af Grev Schmettau og Billedhuggeren Wiedewelt. Hans eget Portræt er malet i Miniatur af W. A. Muller, som dennes Medlemsarbejde. Den kgl. Kobberstiksamling bevarer en Del Haand-tegninger af Als. (Weinwich, S. 160. Sandvig, S. 3—24. Kraft og Nyerup Lex. Skild. 1829, Sp. 881. Adresseav. 1762, Nr. 91. Giessing Jubell. II, 370. Hennings, 83—86. Høst, Struensee III, 249—51. Wraxall, Caroline Mathilde I, S. 245. Akad.)

 

Amberg. Hans Christian Amberg, Søn af Lægen Hans Christian Amberg og Henrikke Frederikke født Bentzen, blev født 23. Sept. 1837, lærte først Snedkerhaandværket, blev Svend 1855 og arbejdede som saadan i et Aar. Efter at have bestemt sig for at blive Bygmester, arbejdede han en kort Tid hos Bindesbøll, senere hos Chr. Hansen og Meldahl, samtidig med at han besøgte Konstakaderaiet, hvor han 1863 fik lille Sølvmedaille og 1865 Akademiets Afgangs-bevis. Senere har han opnaaet den mindre Guldmedaille for »Et Gymnasium" (1870) og den store for »Et Mausolæum« (1874). Fra October 1876 har han været Lærer ved den architektoniske For­beredelsesklasse paa Konstakademiet. (Konstn.egneMedd. TJdst. Cat.)

 

L'Amoureux. Abraham César L'Amoureux er Navnet paa en fransk Billedhugger, som formodentlig efter Grev Gyldenløves Anbefaling blev indkaldt til Danmark for at modelere en Rytterstøtte af Christian V. Efter de sædvanlige trykte Kilder skal denne Billedstøtte have været under Arbejde fra 1681 — 88, og man har henført til denne Konstner nogle Levnedstræk, som anføres i et ældre fransk Værk om Lyons mærkelige Mænd. Disse Efterret­ninger gjælde imidlertid, ifølgel-Oplysninger, som ere meddelte gjennem det danske og franske Udenrigsministerium, en Frangois l'Amoureux eller Lamoureux, der var født 1674 i Lyon, giftede sig 1700 med Elisabeth Cbrestien, og døde i temmelig ung Alder ved at styrte ud af en Postsmakke og drukne i Saone.

Den l'Amoureux, som arbejdede i Danmark, havde sin Familie med sig, og havde i det mindste fra 1685 600 Rdl. d. C. indtil Jan. Kvartal 1692, da han rimeligvis maa være død her i Landet, thi et helt Aar senere modtog hans Enke en Udbetaling »til det resterende Arbejdes Forfærdigelse paa Kongens Torv«, og endnu l 1694 og 95 modtog hun fortsatte Udbetalinger tildels til samme Arbejde. Ifølge en Medaille, som bærer Aarstallet 1688, synes det, som om den

 

31

bekjendte Rytterstøtte paa Kongens Nytorv virkelig er bleven opstillet i dette Aar, selv om Arbejder ved Fodstykket, der er omgivet af fire legemsstore Figurer, har medtaget nogle Aar mere. De fire Skikkelser forestille Minerva (Visdom), Hercules (Tapperhed), Alexander (Ædelmod) og en Kvinde med en Pyramide (Æren). Under Kongens Hest ligger en Figur, som sædvanligvis kaldes Mis­undelsen. Figurerne ere støbte i Bly og have flere Gange været forgyldte, Konstneren har tillige udført en Buste i Marmor af Christian V, som blev betalt hans Enke med 100 Rdl. d. G. (Med­delelse fra Udenrigsministeriet- Kgl. Regnskaber i Gehejmeareh. Møntfortegn. Recherches ponr servir a Thistoire de Lyon. Lyon 1757. "Weinwich, S. 98 og Skild. 1829, Sp. 977 indeholde de ældre urigt. Efterretn.)

 

L'Amoureux. Clande L'Amoureux, en Broder til Abraham César FAmoureux, deltog i Arbejdet paa Christian Y's Rytterstatue og fik ved kgl. Resolution af 12. Juni 1686 en aarlig Lønning af 200 Rdl. d. C., regnet fra 1. Jan. s. A., som han vedblev at oppebære til 1699. Da der ved dette Aar er en Afbrydelse i de kgl. Regn­skaber, vides ikke, om han er død eller bortrejst og da hvor naar. Ved Regnskabernes Gjenoptagelse 1706 er hans Navn forsvundet. Foruden at hjælpe Broderen, skulde han »reparere og vedligeholde Statuerne i Rosenborg Have«. (Kgl. Regnskaber. Gehejmeareh. Thaarup.)

 

Ancker. Michael Peter Ancker, Elev af Konstakademiet, er fedt 1849 i Ruthsker Sogn paa Bornholm og Søn af Kjøbmand H. Ancker. Han begyndte at besøge Konstakademiet i 1871 og har siden 1874 udstillet som Genremaler, navnlig i 1875 et større Billede »Scene i en Krostue, Motiv fra Skagen. (Akad. "Udst. Cat.)

 

Andersen.   A. U. Andersen-Lundby, se Lundby.

 

Andersen. Carl Christian Andersen, Søn af Gadevægter Niels Andersen, født d. 7. November 1849, gjennemgik Akademiets Skoler 1863—71, da han fik Afgangsbevis og har udstillet fra s. A. Han concurrerede to Aar efter til Neuhausenske Præmie med » Sigbrit og Christian IT«. T 1875 deltog han paany i Concurrencen for den Nenhausenske Præmie med »Mogens Munk tager Afsked med Christian II«. Ved Siden af sine større Figurbilleder maler han gjærne mindre Billeder, helst med Architektur og nogle enkelte Figurer som Staffage. (Konstnerens egne. Medd. Udst. Cat.)

 

Andersen. Carl Ferdinand Andersen, Søn af Stolemager J. C. Andersen, er født i Kjøbenhavn 1846. Han var oprindelig

 

32

Murerlærling og begyndte som saadan at besøge Konstakademiets Skoler; men han gik snart over til at blive Maler, fik i Jan. 1867 Plads i Modelskolen og d. 19. Marts 1870 Afgangsbevis som Maler. Siden 1871 bar han udstillet dels mindre Genrebilleder, dels Por­træter. (Akad. Udst. Gat.)

 

Andersen. Christian Emil Andersen, født d. 2. Dec. 1817 i Kjøbenhavn, begyndte at gaa paa Konstakademiet i 1829, vandt 1835 den mindre og 1839 den store Sølvmedaille. I Juli samme Aar deltog ban i Concurrencen for den mindre Guldmedaille, hvortil Opgaven var: »Odysseus gjenkjendes af Eurykleia«; hans Arbejde fik ikte Medaillen, men det tillodes ham dog at fremsætte det Aaret efter (April 1840) paa Akademiets sædvanlige Udstilling. Imidlertid havde han siden 1835 udstillet enkelte Billeder, dels med Emner af det daglige Liv, dels historiske Fremstillinger, og han havde (1839) haft den Tilfredsstillelse, at den kgl. Malerisamling kjøbte et af de udstillede Billeder: »Carl I tager Afsked med sine Børn i Fængslet.« I Foraaret 1841 fik han den nylig indstiftede Neu-hausenske Præmie for et historisk Billede, »Fremstillingen i Templet«, og da der kort efter fra Holsten kom Bestilling til Akademiet paa en Altertavle til Wedel Kirke, tilbød Akademiet Andersen dette Arbejde, og han malede nu »Christus i Emaus«, der var udstillet 1842. Han concurrerede anden Gang til lille Guld­medaille 1841 med »Christus hos Marthe og Marie«, ligeledes uden at faa den. Hans sidste Arbejde udstilledes 1844 og forestillede »Christian II og Dyveke«. Hans Livsbane var endnu kun lovende Begyndelser, da Døden bortrev ham d. 2. December 1845 paa hans Fødselsdag. Hans Portræt er lithograferet af Gemzee. (Akad. Private Opgivelser. Strunck.)

 

Andersen. Claus Andersen, »Bygmester. Han reparerede og byggede paa Viborg Domkirkes Taarn 1569.« (Weinwich, S. 43.)

 

Andersen. Peder Andersen kaldes flere Steder, f. Ex. i de kongelige Regnskaber, Peder Nordmand, hvoraf man tør slutte, at han var fra Norge. Han traadte 1681 i kongelig Tjeneste med 400 Rdl. d. C. om Aaret, og fik fra 1685 600 Bdl. om Aaret. Om han først 14. Marts 1683 fik Titel af Hofskildrer, som Thiele angiver (Kstakad. og Hestst., S. 5), har jeg ikke kunnet finde. Ved St. Hansdagstid 1690 kom Magnus Berg i Lære hos ham paa Frederiksborg, hvor han dengang var sysselsat, og forblev hos ham til hans Død, sem indtraf i Kvartalet April—Juni 1694. Mere vides ikke om hans Levnedsomstændigheder. Af hans efterladte Billeder, hvoraf

 

33

tre vare i Frederiksborg Slotskirke før Branden, nu derimod kun ét, ser man, at han hørte til den Skole af danske Malere, som dannede sig efter Hollænderne, navnlig Karel van Mander og Wuchter. I den kongelige Malerisamlings Eje er et Stykke fore­stillende »Skattens Mønt«, Desuden har han ifølge Burman-Becker tegnet Cartonerne til de Tapeter, som vævedes i Kjøge af Brødrene v. Eichen, og som findes i Rosenborg Riddersal. De forestille Begivenheder i Christian V's skaanske Krig. Han var en middel-maadig Konstner, men fattedes ikke Sans for en virkningsfuld Anordning. Af Portræter kjendes tvende: Prof. theol. Johannes Lassenius (nævnes ikke af Strunck) og Grehejmeraad Michael AVibe, stukket af Hubert Sonaten. (Strunck, 3245. Kgl. Regnsk. i Gehejme-arch. Thiele Kstakad. S. 4—5. Burman-Becker, Om Tapeter S. 28.)

 

Angelo. Theodor Gottfred Nicolaus Angelo blev fedt den 9. October 1767 (1769) i Slesvig, hvor hans Fader, »en født Fransk­mand« , endnu levede 1792. Han vilde været Maler og lærte at tegne i Slesvig, men 1780 kom han til Kjøbenhavn og blev der Lærling hos den daværende Kobberstikker ved Videnskabernes Selskab, Guittair. Samtidig med at han hos denne lærte Skrift- og Kortstikning, besøgte han ogsaa Konstakademiet for at uddanne sig til Konstkobberstikker; men fik liden Lejlighed til at virke som Konstner, da han ved Guittairs Død 1787 fik dennes Plads som Kortstikker ved Videnskabernes Selskab. Af Portræter har han stukket Peter Bugge, tegnet af Thorvaldsen (1794), og Dr, med. Rudolf Buchhave, malet af Povl Ipsen (1796). Han døde 1816.L (Weinwich, S. 223. do. Lexikon. Schlesw. Kstbtr. S. 41. Strunck.)

 

Anthon. Georg David Anthon, født 1714, gik, som det synes, den militaire Vej og studerede paa samme Tid Bygningskonsten under Eigtved, hvis Conducteur han var. Han var Lieutenant, da han den 30. Septbr. 1751 blev udnævnt til kgl. Bygningsinspecteur. Allerede forinden var han bleven Informator i Bygningskonsten ved det ældre Konstakademi. Han gik over i samme Stilling i det nye Akademi (1754) og forblev i denne Stilling indtil 1760, da han ved sin Udnævnelse til kgl. Bygmester og Inspecteur ved de kgl. Slotte i Fyen og Jylland maatte fratræde som Lærer. Aaret efter blev han ved Fortlings Død Hofbygmester og Inspecteur over alle Slotte i Danmark. Han har bygget den tyske Frederiks Kirke paa Christianshavn, Kirken efter Eigtveds Tegning, Spiret, som

 

1 I Tillægget til Udstillings-Catalogen 1844, Nr. 392 nævnes „et Portræt" af en anden Angelo.

 

34

det synes, efter sin egen Opfindelse. Grundstenen til Kirken blev lagt den 12. Juni 1755 og Spiret var færdigt 30. Juni 1769. Han ombyggede ogsaa Bregentved Hovedgaard paa Sjælland. Allerede 1759 havde han udgivet »Anvisning til den civile Bygningskonst« paa Dansk og Tysk i Folio. Dette Værk blev oplagt paany 1772 og 1818. Han døde d. 30. Aug. 1781. ("Weinwich, S. 152, 172. Posttid. 175lNr.81. WormsLitLex.Suppl. RotheKbh.KirkerS.43. Akad.)

 

Antwerpen.    Johan af Antwerpen, se Johan af Antwerpen.

 

D'Arbes. Josef Frederik August d'Arbes var efter "Wein­wich født i Kjøbenhavn, ifølge Schlesw. Kunstbeitr. i Hamborg 1747.1 Det første er sandsynligst, da han allerede 1759 besøgte Konstakademiets Tegneskole i Kjøbenhavn og 1761 var rykket op i Modelskolen.2 Han lærte desuden at tegne af J. M. Preisler og at male af Pilo. Efter at have foretaget en Rejse til Tyskland, Holland, Frankrig og Rusland, nedsatte han sig 1785 i Berlin, hvor han 1796 blev Lærer og Professor i Portrætmaleri, og døde der 26. Juni 1810- Han skal især have udmærket sig i de paa den Tid saa yndede Pastelmalerier. Den kgl. Malerisamling ejer af ham et Portræt af Catharina II af Rusland, Knæstykke. {Weinwich, S. 205 samt do. Lexikon. Akad. Skild. 1830, Sp. 737.)

 

Arbien. Hans Arbien, maaske en Broder eller i al Fald en Slægtning af Medailleuren, blev 1754 Tegnelærer for de kgl. Pager og Landcadetterne og deltog Aaret efter i Concurrencen om Guldmedaillen sammen med Als, dog uden at opnaa den. Han døde d. 4. December 1766. Han er uden Tvivl den samme som J. Arbien, hvis Navn findes paa et Stik i Hjelmstjernes Samling (Gat. S. 439). Det forestiller Frederik V i Harnisk, er et Knæstykke og er stukket i Kobber i London af Th. Burford og tilegnet Baron Solenthal, Paa Stikket staar J. Arbien Copenhagen pinx.} samt en engelsk Ind­skrift, at Originalen ejes af John Collet, Kjøbmand. Et andet Portræt, som er betegnet H. Arbien Effigiem pinx., forestiller Hedvig Eleonore Hoppe (Strunck, 1251), stukket af O. H. de Lode 1753. Et tredje Portræt forestiller Præsten C. I. Heise i Hamborg (1741). (Akad. Weinw.Lex. Spengl.Art.Eft. Adresseav.1766Nr.183, Hamb.Kstlex.)

 

Arbien. Magnus Grustav Arbien var født d. 25. Septbr. 1716 i Christiania, hvor hans Fader Peder Arbien var Kjøbmand. Allerede som ung1 havde han Lyst til at gravere og forsøgte sig i at stikke Signeter, men da Faderen vilde have, at han skulde være Sømand,

 

1 Efter Thaarup i Kurland.

 

3 Kaldes i Akademiets Protokol: Josef August Ostinius d'Arbes.

 

35

blev han sendt til England og gjorde derfra en Rejse til Vestindien. Efter Faderens Død rejste han til Kjøbenhavn for at følge sin Tilbøjelighed for Konsten. Allerede 1732, altsaa i sjt 16.—17. Aar udførte han en Medaille i Anledning af Stiftelsen af Ordnen l'union parfaite og i de følgende Aar nogle flere, som vel røbe Begynderen, men ogsaa saa gode Anlæg, at han fik aarlig Understøttelse for at kunne uddanne sig videre i Stokholm hos den navnkundige svejt­serske Medailleur Hedlinger, som dengang arbejdede for det svenske Hof. Ved Konstakademiet der vandt han en Selvmedaille i Tegning, kom 1738 tilbage til Danmark og fik Tillæg til den ham tilstaaede Understøttelse. Efter en Rejse i Tyskland (1740—42), var han 1743—44 Prinsesse Louises Lærer i Voxpoussering og blev derefter, som det synes 1745, ansat som Hofmedailleur med en meget ringe Lønning. Med kgl. Understøttelse rejste han 1751 først til Stok­holm, hvor han gjorde Bekjendtskab med Mandelberg og fulgtes siden med denne til Paris, og der var han endnu i 1753. Denne Rejse, som han foretog »med kjendelig Nytte«, bragte ham imidlertid i endnu større Gjæld, end han var tilforn, »thi han var en maadelig Husholder og vilde leve frisk«. Desuden var han allerede bleven gift under sit første Ophold i Sverige, men skal ikke have været lykkelig i sit Ægteskab.

Arbien har udført Konstakademiets første Medailler (store Sølv- og store Guldmedaille), Guldmedaillen efter en Tegning, som Saly havde gjort 1755. Stemplerne blev færdige 1758. Aaret før, d. 28. Marts 1757, var han bleven Medlem af Akademiet paa en Medaille til Ære for dets Præses, Grev Moltke. Han klagede tidt over sin ringe Lønning, men i Akademiets daværende franske Periode agtedes ikke derpaa. Af Ærgrelse over sine ulykkelige Forhold skal han være bleven syg og døde den 27. Januar 1760 lidt over 43 Aar gammel. Medens han laa syg, blev der tilstaaet ham en anstændig Lønning, »men da var det bag efter«. Et halvt Aar før han døde, havde han faaet en Indbydelse til St. Petersborg paa »ligesaa glimrende Vilkaar« som Maleren Tocqué og Kobberstikkeren Schmidt, men det blev ham nægtet at rejse af den danske Regering. Efter en anden Beretning vilde han have fulgt Kaldelsen, men døde forinden. Han efterlod Hustru og Datter.

Arbien er en for sin Tid fortrinlig Stempelskærer, som i sine Portræthoveder røber en høj Grad af sand konstnerisk Følelse. I den danske Møntsamling bevares over 40 Medailler af ham, hvoraf foruden de allerede nævnie maa fremhæves Medaillen i Anledning

 

36

af Kronprins Frederiks og Prinsesse Louises Formæling (1742), med hvilket Aar lians skjønneste Konstperiode begynder, endvidere Salvingsmedaillen (1747), Medaillerne i Anledning af den olden­borgske Stammes Jubelfest (1749), Medaillen i Anledning af Konst-akademiets Stiftelse (1754), over Holberg (1757), samt Medaillerne i Anledning af Souverainetetens Indførelse (1760). Arbiens Portræt, malet af den svenske Portrætmaler Arrhenius, skal have været i Akademiets Samling, og en Buste, modelleret af Wiedewelt under begges Ophold i Paris, ejedes af hans Enke. (Dske Saml. IV, 74. Thaarup. Weinwich, Side 147 og 176; do. Lexikon. Akad. Hen­nings, Side 103. Thiele Kstakad. S. 105 og 108—9.)

 

Arentz. Johan Frederik Arentz vandt i 1757 Konstakademiets store Sølvmedaille for Tegning og bekjendtgjør i Adresseavisen for 27. Nov. 1761 (Nr. 90), at han nedsætter sig som Portrætmaler. I Bekjendtgjørelsen siger han, at han i 11 Aar har conditioneret hos Hr. Professor Pilo og lært Portrætmaleriet. Ifølge andre Angivelser var han Lærling af Als og levede siden i Lyksborg. Endnu 1782 var han i Live. En Joh. Arentz, som 1788 søger om at blive Mester i Malerlavet udenMesterstykke, da han er lam i Hænderne, er næppe den samme Person. (Weinw. Lex. Adresseavisen 1761 Nr, 90. Akad. Private Optegn.)

 

Aretæus. Daniel Aretæus nævnes i Annales Corbeienses ved Aar 1455 som »en særdeles Konstner i forskjelligt Billedhugger­værk«, der kaldes til Danmark af Kongen (o: Christian I), »som agtede ham meget højt.« Man har sluttet deraf, at han kunde være Mester til det saa kaldte oldenborgske Horn, som endnu bevares paa Rosenborg, og som skal have været bestemt til de hellige tre Kongers Kapel i Køln. (Scriptores. Brunsv. II, S. 318. Langebek, Jubel-tale over Chr. I, S. 62. Weinw., S. 2. Brock, Oldb. Kong. S. 1—2.)

 

Aumont, Horace Henri Philippe Aumont, Søn af den nedennævnte Portrætmaler Louis Aumont, født d. 16. Dec. 1839 i Hamborg, kom i 1842 med Faderen til Kjøbenhavn, hvor han uddannede sig til Porcelainsmaler og ved Prof. Hetsch' Medvirkning fik Plads ved den kgl. Porcelainsfabrik. Han udstillede tillige Blomster­stykker 1861—63. I. Krigen 1863—64 var han med ifølge sin Værnepligt, og blev saa haardt saaret i Slaget ved Sankelmark den 6. Febr. 1864, at han døde to Dage efter. (Medd. af Konstn.' Fader. Udst. Cat. 111. Tid. 1864. S. 260.)

 

Aumont, Louis Auguste Frangois Aumont, Søn af Under-bogholder i Nationalbanken og Major i Borgervæbningen Jean Pierre Marie Aumont (hvis Fader, J. A., var Hofmodehandler i Paris) og

 

37

Elisabeth de Janty, blev født i Kjøbenhavn d. 7. Jan. 1805. I sit femtende Aar begyndte han at gaa paa Konstakademiet, hvor han. 1824 fik den mindre og 1826 den store Sølvmedaille, samtidig lærte han at male hos Portrætmaler H. Hansen. Kort efter at den store Sølvmedaille var tilkjendt ham, udbad han sig Akademiets Anbe­faling, da han vilde søge kgl. Rejseunderstøttelse. Directeuren fik det Hverv at fraraade ham at rejse, fer han havde naaet en større Udvikling; ikke desto mindre afrejste han d. 22. Septbr. 1826 til Paris med et Aars Stipendium af Kongen paa 200 Sp. (800 Kroner) og den samme Sum aarlig i to Aar som privat Understøttelse af Grev Moltke, efter at han i nogen Tid tilforn havde besøgt Eckersbergs Malerskole. I Paris, hvor -han fik Lejlighed til at male ikke faa Portræter, studerede han tillige i Gros' Atelier; han søgte fra Paris paany om Akademiets Anbefaling og fik Attest for s at have lagt tonisk) endeligt Talent for Dagen«. Aumont kom tilbage til Kjøbenhavn d. 1. Juli 1829, og udfoldede i flere Aar en betydelig Virksomhed som Portrætmaler. I Dec. 1832 indsendte han et Portrætstykke med tvende Børn (Oberstltn. Hagemanns Børn, udst. 1833), for derpaa at agreeres; men han fik det Raad at tage sit Arbejde tilbage for senere at indsende et bedre. April 1833 ønskede han igjen at blive agreeret paa et Portræt af Fru Heiberg, men fik samme Svar. Maaske Krænkelse herover med­virkede til, at han om Somren 1834 rejste til Hamborg, hvortil han kom d. 7. Sept., og der forblev han bosat indtil Hamborgs Brand 1842, da han vendte tilbage til Kjøbenhavn, hvor han nu levede til 1847. Af Hensyn til sin Helbred tog han derpaa til Vestindien; men da han stadig følte sig syg, malede han ikke meget der, I Haab om, at Søluften skulde gavne ham mere, modtog han (1853) Plads som Intendant og Hovmester i Orlogsbriggen »Mercurius«, der havde mistet en stor Del af sit Mandskab af den gule Peber, og vedblev nu at fare med Marinens Skibe lige til 1865, blot afbrudt ved et Ophold i Kjøbenhavn og Paris 1858—59. Efter at have taget sin Afsked, kjøbte han sig samme Aar ind i Sygehjemmet, hvor han endnu lever. Han blev 1832 gift med Vilhelmine Bernardine født Paasche. Aumont var i lang Tid den mest søgte Portrætmaler i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat,)