139

Ebisch. Frederik Ebisch, Ornamentsbilledhugger i Hoffets Tjeneste i Frederik IV's Tid med 200 Rdl. d. C. (640 Kroner) aarlig af Kongens Particulierekasse, støbte i 1705 en Hercules i Bly til Rosenborg Have efter en ukjendt Konstners Model, hvis det ikke har været hans egen. I Gehejmearchivet og den kgl. Kobber-stiksamling bevares Tegninger af ham til forskjelligt Arbejde i hans Fag. Gravmælet over Ritmester Levetzau til Thiele skal være forfærdiget af Ebisch (1740) og have kostet 5000 Rdl. d. C. (Weinw., S. 121. Saiidv., 8. 41. Skild. 1812, Sp. 1046. Friis Sml., 8. 110. G-ehejrnearoli.)

 

Eckardt. Christian Frederik Emil Eckardt, Søn af Skomagermester Joachim Frederik Eekardt og Henriette født Gunst, er født i Kjøbenhavn d. 2. Juli 1832. Efter at have været i Maler­lære i fem Aar hos Malermester Harboe, besøgte han Konstakademiet 1846—1853, blev Elev af Akademiet, men concurrerede ikke til Medaillerne, da hans Lyst stod til at blive Sømaler, hvortil han allerede under sin Læretid havde søgt at uddanne sig. I 1853 rejste han med en privat Mands. Understøttelse udenlands til Tysk­land og Italien og kom tilbage i 1856. Da han ikke vilde vende tilbage til Haandværket, maatte han ernære sig ved at retouchere Fotografier, men udstillede dog s. A. sit første Søbillede, »Et Parti fra Venezia«. Siden 1859 har han stadig udstillet og to Gange vundet den Neuhausenske Præmie, nemlig 1862 for >Fiskere søge Land under eii Storm« og 1866 for »Fiskere borde en Jagt<-; i 1873—74 tik han 1000 Rdl. (2000 Kr.) i Rejseuuderstøttelse fra Akademiet til at besøge Udlandet. Han var paa denne Rejse i

 

140

Dalmatien, Italien, Frankrig og England. Kunstforeningen i Kjøbenhavn har flere Gange kjøbt af hans Billeder. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Eckersberg. Christoffer Vilhelm Eckersberg, ligesom Bissen og Carstens en Slesviger, blev født den 2. Januar 1783 i Blaakrog i Varnæs Sogn i Sønderjylland og var Søn af Henrik Vilhelm Eckersberg, der var Snedker og Maler, og Ingeborg Nielsen. Han voxede op i Blans i Ullerup Sogn og ned egentlig Egesbjerg, som gjennem Formen Eggersberg, der bruges i de slesvigske Kirke­bøger, er bleven til det mere højtyske Eckersberg. Da han fra Barn af havde mere Lyst til at tegne og male end til boglige Sysler, blev han efter sin Confirmation sat i Malerlære først i Aabenraa hos en Malermester Jessen, senere hos en Mester af samme Navn i Flensborg, hos hvem han blev Svend og vedblev at arbejde, til han var over tyve Aar. Her vandt han saa megen Opmærk­somhed ved sin Færdighed i Tegning og Maling, at nogle ansete Mænd skjød en lille Sum sammen for at sætte ham i Stand til at faa sit højeste Ønske opfyldt at komme til Kjøbenhavn og besøge Konstakademiet.

Allerede samtidig med Rejsen til Kjøbenhavn (1803) har han forsøgt sig i paa egen Haand at componere historiske Billeder, som »Christian IV i Søslaget ved Femern« og »Massageternes Dronning, Tomyris, som lader Cyrus' Hoved kaste i et Kar med Blod« (1804). Begge Tegninger røbe en Forstand i Anlægget og en Sikkerhed i Anordningen af saa mange Figurer, der er højst agtbar for en Begynder og lader Beskueren overse de uundgaaelige Svagheder. Han var imidlertid begyndt at gaa paa Akademiet og at arbejde under Directeuren N. Abildgaards særlige Vejledning, og han gjorde hurtige Fremskridt, uagtet han samtidig maatte ernære sig selv ved at arbejde som Malersvend. Allerede i Juli 1804 var han naaet til Modelskolen, og i Januar og Marts 1805 vandt han begge Akademiets Sølvmedailler, saaledes at han endnu d. 1. Juli samme Aar kunde concurrere til den lille Guldmedaille, der blev tilkjendt ham for Opgaven »Paulus, som retfærdiggjør sig for Agrippa, Berenice og Festus* (Ap. G. 26. C.)- I næste Coneours for Guldmedaillen (1807) deltog han vel, men uden at opnaa Medaillen; først i 1809 nk han den store Guldmedaille for »Jakobs Død« (I Mos, C. 49—50 V. 1.).

Efter at han var bleven »Artist«, som Eleverne kaldtes, naar de havde vundet en af Guldmedaillerne, synes han at have opgivet

 

141

Malerhaandværket, for udelukkende at leve som Konstner. Han var nemlig i disse Aar meget sysselsat med at male og tegne Prospecter, hvortil Kobberstikker J. F. Clemens havde givet ham Lej­lighed, og mange af disse sirlige Fremstillinger, som endnu ere bevarede, have ved den ædruelige Troskab, hvormed de ere udførte, faaet et ikke ringe historisk Værd, efter at Stedforholdene ere ganske forandrede. Da en anden Mand, Kobberstikker G. L. Lahde, som dengang drev en halv industriel Konstvirksomhed, i Eckersberg fandt en Hjælper, han kunde bruge; drog han ham til sig. Eckersberg fik Bolig hos Lahde i Gothersgaden (nyt Nr. 79), mod at arbejde for ham, og han udførte saaledes en Række Malerier og Prospecter, der blev stukne af Lahde selv og udkom som colorerede og ucolorerede Kobberstik. Navnlig fremkaldte Englændernes Over­fald paa Kjøbenhavn i 1807 en Kreds af Billeder fra Bombarde­mentet, hvoraf nogle endnu ere bevarede, og Navnene paa de fleste kjendes fra Fortegnelsen over en Udstilling, som  Lahde indrettede i 1808 i patriotisk Øjemed, i Forening med Svejtseren Seim teg­nede Eckersberg ogsaa »Nationaldragter«, hvorpaa de indbød til Subscription  i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn (d. 16. Juli 1808).

Imidlertid arbejdede Eekersberg dog ikke udelukkende for Lahde. Fra denne Tid ere de sex med Sepia og Tusk net udførte Tegninger, hvorefter Clemens gjorde sine bekjendte Stik af »Skomagersvendens Historie« eller »Det store Lod«. En anden Række paa fire Billeder var udførte Malerier, som forestillede »En falden Piges Historie«; men de blev ikke gjengivne i Kobberstik. Det er ret agtværdige Forløbere for, hvad man nutildags kalde Genrebilleder, men ved Siden af deres Naturtroskab, psychologiske Sandhed og alvorlige moralske Formaal fattedes dem det indre Liv, det Lune, som ene kunde have sikret dem mod Tidens Forglemmelse. Desuden malede han i disse Aar ogsaa historiske Compositioner, snart i større Om­fang, som »Loke og Sigyn« (1810), der tilhører den kgl. Maleri­samling, snart i mindre Billeder, der dog alle udmærkede sig ved en omhyggelig Behandling, hvori Abildgaards Paavirkning baade i Form og Farve er umiskj endelig.

Den store Guldmedaille gav Eckersberg Ret til det akademiske Rejsestipendium. Men han kunde ikke vente at opnaa det før den 1. Januar 1812, naar C. F. Høyere Rejsetid var udløben. I Følelsen af, at han trængte til snarest muligt at udrives af pinlige personlige Forhold, som han efterhaanden var kommen ind i, søgte hans Ven­ner, hvoriblandt navnlig Kobberstikker Clemens var virksom, at

 

142

faa ham tidligere afsted, og da Kammerjunker Bruun-Neergaard tilbød ham fri Rejse til Paris, mod at han skulde gjøre Tegninger til ham af hvad de saa undervejs, kunde han begynde sin Rejse den 3. Juli 1810, efter at han to Dage før havde maattet lade sig vie til Christine Rebekka født Hysing, fra hvem han dog atter blev skilt, medens han endnu var udenlands.

Hans Ophold i Paris i Aarene 1810—13 blev af største Be­tydning for hans konstneriske Udvikling. Han begyndte med at male et Par Copier efter Rafael og et Par mindre Billeder, der uden at vise nogen ny Skole allerede udmærke sig ved en større Lyshed og Renhed i Farven. Pøryt næsten et Aar efter at han var kommen til Paris og var bleven Sproget nogenledes mægtig, blev han Elev i Louis Davids store Konstnerværksted. Den Sans for historisk Stil og Strænghed i Linierne, som udmærker David, gik kun for en ringe Del over pua bans danske Lærling, der derimod paavirkedes desto mere af hans lyse, dagklare .Kai vr-, hans Kjær-hghed til Naturen og sikre Redegjørelse for Tegningen i alle dens Enkeltheder. En Altertavle til Korne Kirke ved Faaborg (1812) viser allerede den nye Paavirkning, der fremtræder endnu stærkere i nogle mindre Billeder, som tildels synes malede med Naturen umiddelbart for Øje, saaledes ->Tre spartanske Drenge« (udst. 1813), »En ung Skytte hvsesser en Pil« (18141, -Tvende Hyrder-' (,s. A.) o. fl. a, Ved Siden af disse Arbejder, som tilhøre Malerstuen, udførte han jævnlig smaa udsigter  fra Paris og Omegn, ligesom, han ogsaa tegnede en Mængde Studier, dels efter Bygningur og Land­skaber, dels efter den menneskelige Figur. Det Hovedbillede, hvori Davids Paavirkning tydeligst og modnest fremtræder, er dog »Over­gangen over det røde Hav«, som blev fuldført i Rom og som nu tilhører den kgl. Malerisamling. En ligeledes i Rom malet Alter­tavle, der stilledes meget højt af Samtiden, »Kvinderne ved Graven«, blev set ved Salonen 1815, men kjendes ikke af den yngre Slægt, da den strax efter sendtes til Norge til Grev Vedel Jarlberg, af hvem den var bestilt.

I Paris havde Eckersberg haft en tro Staldbroder i sin jævn­aldrende Ven J. P. Møller, som han havde levet i fortrolig Omgang med allerede i Kjøbenbavn. Her boede de sammen, og Møller fulgte ham til Vognen, da han d. 5. Juni 1813 forlod Paris for med en Veturin at kjare til Italien. I Rom fandt han en mere overlegen, men ikke mindre trofast Ven. og Raadgiver i Thorvaldsen, hvis Portræt han udførte som Knæstykke med Konstnerens og Ven-

 

143

nens hele Kjærlighed til sin Gjenstand. Dette fortrinlige Billede skjænkede han til Konstakademiet i Kjøbenhavn, hvoraf Thor­valdsen allerede dengang var Medlem og Professor. Foruden ved dette og de ovennævnte historiske Billeder udmærker Eckersbergs Ophold i Rom sig ved en talrig Række større og mindre Udsigter til Bygninger og Bygningslevninger fra Oldtiden i Staden og dens Omegn, udførte paa Stedet i en skjøn lys Farvetone og med megen Omhu i Tegningen. Konstneren synes fra først af at have regnet dem for blotte Studier, for en Slags malerisk Dagbog til eget Brug, og i Førstningen brugte han dem ogsaa som Studier til at male efter, naar han, saaledes som det skete strax efter Hjem­komsten, fik Bestillinger i den Retning. Senere, i trangere Tider, maatte han, saa nødig han vilde, skille sig ved enkelte af dem, men imidlertid steg de ogsaa saaledes i Pris, at de efterhaanden blev ham selv og hans efterladte Familie en sand Sparepenge, og deres Kjøbere til en betydelig Indtægt, thi enkelte af dem ere blevne betalte med indtil det tre og firedobbelte af deres oprindelige Pris.

Ligesom man under Abildgaards Udenlandsrejse havde ladet en Professorplads staa aaben, indtil han og et Par andre Konstnere kom hjem, saaledes havde man heller ikke under Eckersbergs Fra­værelse villet besætte den Professor plads, der var bleven ledig ved Abildgaards Død (1809), uagtet dennes Lærling, C. F. Høver, som var bleven Medlem 1812, og ligeledes J. L. Lund i Mellemtiden havde søgt Professoratet. En fjerde Medbejler ventede man at finde i Kratzenstein Stub, men han døde 1816, inden Eckersberg endnu var kommen hjem. I August Maaned s. A. stod denne paa Kjøben­havns Toldbod, og en Maaned efter blev han enstemmig agreeret. Han fik til Opgave for Reception at male >>Balders Død* efter Edda, som optog ham et helt Aar, saaledes at ban først d. 25. October 1817 blev Medlem af Akademiet. Samtidig havde han faaet Bolig og dagligt Erhverv hos Hofmekaniker H. Pløtz paa St. Anne­plads, for hvem han udførte Portræter efter dennes mechanisk teg­nede Omrids (Fhysionotrace), og i afdøde Jens Juels Datter. Elisa­beth Cathrine Julie Juel, havde han fundet en Brud, som han hjem­førte den 8. Februar 1817.

Den 18. April 1818 skete Professorvalget, og Eckersberg blev enstemmigt valgt til Professor ved Modelskolen. Kort Tid efter fik han den Bolig paa Charlottenborg, som han først forlod ved sin Død. Hans Virksomhed deler sig fra nu af i flere Retninger, hvori han.

 

144

med en sjælden Alsidighed overalt frembragte noget sundt og dyg­tigt, der øvede en gavnlig Indflydelse paa hans Omgivelser, om end hans Snilles Ejendommelighed især i en enkelt Retning. Sømaleriet, udfoldede sig fyldigst og friest. Foruden sin Lærergjerning ved Akademiet, som han varetog med utrættelig Iver, saalænge hans Kræfter formaaede det, var han i mange Aar en yndet Portrætmaler, medens hans Stilling ved Akademiet virkede til at give ham en udstrakt Sysselsættelse som Historiemaler.

Tidsrummet fra 1816 til 1835 var Konstnerens lykkeligste og kraftigste Tid. Han havde mange og store Bestillinger, og han kunde gjøre Fyldest for dem alle, paa samme Tid som han fandt Lejlighed til at lægge sig efter Perspectivlæren, som han dyrkede med særlig Forkjærlighed, og til at gjøre talrige Studier for egen Regning af Folkelivet, af Land og Sø. Trods den store Lethed, hvormed han arbejdede, udmærkede hans Billeder, og ikke mindst hans store historiske Malerier, sig ikke alene ved en Omhu i Udførelsen, der aldrig svigtede ham, men ogsaa ved en Fordybelse i Emnet, der vilde have givet dem endnu større Konstværd, end de allerede have, ,hvis disse Fortrin ikke havde været forbundne med en vis Tørhed i Aanden, en Brist paa Fylde i Indbildningskraften, som nødig maa savnes, især i historiske Billeder. Hvor Emnet laa hans Aandsretning nærmere, den umiddelbare Gjengivelse af Naturen, saaledes som Portrætet tilsteder det, følte han sig ulige friere, og mange af hans Portræter fra dette Tidsrum ville bevare deres Værd som Konstværker, om end andre, paa Grund af en kjedelig Opfattelse og et tørt Foredrag, kun have haft Betydning for dem, til hvem. de blev malede. Blandt saadanne Portræter og Portrætgrupper, der hæve sig over det almindelige, kunne, foruden Thorvaldsens Portræt i Akademiet, nævnes Natnansons store Familiestykke og Grosserer Schmidt og Frue i hele legemstore Figurer (alle tre fra 1818), det kongelige Faniiliestykke" (fra 1821, nu paa Rosenborg), Manufacturhandler Raphael i Knæstykke (1824), Professor Ursin, Brystbillede (1836) og adskillige andre.

Eckersbergs Hovedbilleder er dog de otte store historiske Malerier, som han malede til Christiansborg Slot. Deraf smykke de fire første og bedste (1819—28) Tronsalen, de fire andre det saa kaldte Parolgemak, efter at de først, som det synes, havde været bestemte til Riddersalen. Emnerne ere tagne af de oldenborgske Kongers Historie og frembød ikke faa Vanskeligheder for Konstneren, idet den Commission, der valgte disse, tænkte mere paa at

 

145

udfinde historisk betydningsfulde Momenter, end paa, om deres Valg egnede sig til konstnerisk Udførelse; endnu mindre kunde den tænke paa, at -der burde være konstnerisk Ligevægt mellem Emnerne. Ikke desto mindre tør man regne disse Billeder for de første For­søg, hvori alvorlig Attraa efter historisk Troskab gik Haand i Haand med en Følelse for Natursandhed, man hidtil ikke havde kjendt her, og hvori Evnen til en dygtig. Modelering smukt forenede sig med et levende Øje for Farvevirkning og en paa engang kraftig og blød Pensel. I Sammenligning med Medlemsbilledet møder os her, navnlig i den første Række, en fyldigere Udførelse, bredere Foldekast, friere Stillinger og et større Præg af indre Liv. Ved Siden af disse store Malerier, hvortil han udførte Skitser, der snarere maa kaldes fuldendte Malerier end Udkast, malede han desuden en hel Del historiske Billeder i et lignende eller endnu mindre For­mat, som efter Konstnerens Maalestok ogsaa kunde kaldes Skitsér, hvis han havde udført tilsvarende store Billeder; rnen det tillod Tidernes Ugunst ham ikke.

Til det historiske Maleris Omraade hører ligeledes en talrig Række Altertavler, hvoraf ikke faa udmærke sig ved en ren religiøs Følelse og en ret fin psychologisk Sans. »Christus i Gethsemane« i Svendborg (1824), »Bjærgprædikenen« i Nyborg (1834), »Christus og den samaritanske Kvinde« i Hornbek (1838) hører til den danske Konstskoles bedre kirkelige Billeder, medens andre bære Præg af Mathed eller en Smaalighed i Udførelsen, som ikke kunde gjøre Virk­ning i en Kirkes store Rum. I hans Figurbilleder af det daglige Liv. som tidt ikke savne hans techniske Fremstillings sædvanlige Fortrin, fremtræder saavel i Valg som i Udtryk hans upoetiske Livs­opfattelse stærkest.

Medens hans Figurbilleder efter 1835 begyndte at faa et vist Præg af Forretningslivets Vane, udfoldede hans Talent nye Sider, dels i Landskabet, men navnlig i Sømaleriet, og han tilegnede sig paa dette Omraade en Bredde og Finhed i den maleriske Behand­ling, som han i Konstens andre Fag aldrig saaledes havde haft til sin Raadighed. Allerede i 1821 havde han malet sit første Søstykke., og i 1851, da Synet næsten svigtede ham, var det et Skib paa Stablen, hans famlende Haand syslede med. Han forlod paa sine Studierejser sjælden Øresund, og Skuepladsen for hans fleste Søbilleder er Strækningen fra Helsingør til Dragør; kun et enkelt Billede skildrer Kanalen mellem England og Frankrig og det store aabne Hav. Man kan skjelne tre Tidsrum i hans Søbilleder; det

 

146

første til 1828, hvori Penselføringen er blødere, Farven vaimere og kraftigere end i den følgende Tid; det andet Tidsrum, 1828—38, hvor hans ivrige Studium af Perspectiven bærer Frugt i en grun­digere og finere Udførelse af Skibene, en sikrere Fordeling af Pla­nerne, en skjønnere Tegning, men en koldere, om end fint nuanceret Farve. Enkelte Billeder udmærke sig ikke desto mindre ved en smuk Farvestemning, snart i Sølvtone, snart med et noget varmere Præg. Til denne Tid hører, foruden en Del Kystbilleder, der staa paa Grænsen af Prospecter, »Et russisk Linieskib« (1.828, den kgl. Malerisaml.), »En Beltsmakke med Passagerer« (1830, Marinemaler Sørensen), »Vindstille« (1832, Fru Koch) med Aftenstemming, »En svensk Fiskerbaad« (1833, Assessor P. Koch) med ypperlige Figurer, »Linieskibet Dronning Marie« (1834, den kgl. Malerisaml.) o. fl. Endelig danner en. Rejse til London med Corvetten »Galathea« (1839) Begyndelsesgrænsen for en tredje Periode, hvori han, sam­tidig med at hans Interesse for Koiistens andre Fag svækkes, paa dette Omraade hæver sig til et Mesterskab, der er nærved at bringe hans Snilles svagere Sider til at forsvinde. Der fremtræder nu en Blødhed i Bølgernes Fremstilling, en Dybde og Kraft i Farven, som, i Forening med de tidligere Fortrin, gjøre flere af disse Billeder til sande Perler. Han iiaaede ogsaa at give en dramatisk Handling paa Søen, tidt af overraskende Virkning, saaledes i »Et Møde paa Søen«, der skildrer, hvorledes en vestindisk Paket prajes af en engelsk Fregat (1841), og i >Kaperskonnorten«, tier ypperlig gjen-f-iver, h\orh-df'S den flygtende Sørover ved en heldig- Vending for-staar at undslippe den langt overlegne Fregat, som forfølger den 1,1845). Emnet til begge disse Billeder blev taget af nogle Skil­dringer af Sølivet af en svensk Skibscapitain Gosselmann (udk. Stokh. 1833). En roligere, mere hjemlig Stemning gjengiver Konst-neren i »Flaademønstring i Sundet« (1843) og i »Kronborg« (1847, den kgl. Maleris am li n g). Men denne hans Snilles sidste Blom­stringstid varede kun henved ni Aar. Med 1848 begynder tydelig Tilbagegangen, Haand og Øje svækkes, paa samme Tid som den vundne Erfaring endnu i nogle faa Billeder præger sig i Skibenes Mimkko Bevægelse, deres heldige Forhold til Rummet og den slaaende Gjengivelse af Søens forskjellige Karakter.

Eckersberg havde allerede efter ti Aars Ægteskab mistet sin Hustru (1827), som havde født ham sex Børn. Aaret efter ægtede han. hendes Søster Susaniia Henriette Emilie Juel, som ogsaa gik bort før ham (1840). T Aarene 1827—29 var han Konstakademiets

 

147

Directeur, 1829 blev han Ridder af Dannebrog, 1840 Dannebrogs­mand, og 1843 holdt han 25 Aars Jubilæum som Professor ved Konstakaderniet, ved hvilken Lejlighed hans Ven fra Ungdomsaarene, Thorvaldsen, holdt Festtalen. Vi have allerede nævnet den Nidkjærhed, hvormed Eckersberg røgtede sit Hverv som Lærer. Med hvilken Skjønsomhed og Sans for det Rette han forstod at udføre den, ses bedst af den overordentlige Indflydelse, han udøvede. Ikke alene var nogle af Datidens fortrinligste Konstnere, Bendz, Købke, Küchler, Marstrand, A. Müller, Roed og mange andre hans taknemlige Lærlinger, ogsaa andre Konstnere, der ikke ligefrem var hans Elever, paavirkedes stærkt af harn, og saa mange Aar efter hans Død spores endnu hans Palet hos enkelte af de yngre Konstnere, som i hans Alderdoms Dage kunde modtage et sidste Vink af hans rystende Haand. Ogsaa andre, hvem Konstens Tarv laa paa Hjærte, saaledes Konstforeningeiis Stiftere og navulig Pro­fessor Høyen forsmaaede ikke hans Vejledning, saavel ved at følge hans Virksomhed, som ved at lytte til hans Ord, og han virkede vistnok ikke lidet til at udvikle og fæstne den Sidstnævntes Fore­stillinger om Konsten. Af Konstnerens egne Sønner blev ingen Maler; hans ældste Søn blev Kobberstikker, en yngre Architekt; begge nævnes nedenfor.

Efter at den gamle Konstner med Sorg havde set saa mange yngre af den Konstnerkreds, der var opvoxet omkring ham, falde bort i deres Alders Blomst, efter at han havde opslidt sine Kræfter i et Liv, om hvis Byrder og Trængsler den yngre Slægt næppe har nogen Anelse, efter at han saagodtsom havde mistet sit Syn, saa at han ikke mere kunde søge Trøst i at arbejde, fandt ogsaa Døden ham, i hans 71, Aar, om end ikke under nogen venlig Skik­kelse. Han blev bortreven af Cholera d. 22. Juli 1853. Af Por­træter af Eckersberg skulle vi kun nævne Thorvaldsens Buste fra Rom, Marstrands Portræt (1836) og Gertners (1850), der var dennes Medlemsstykke. Et Mindesmærke over ham udførtes af Jerichau, og blev indsat i Muren paa Garnisons Kirke. Det forestiller den aldrende Mester omgiven af sine Lærlinger. Hans Billedstøtte er udført af Evens til den nye Udstillingsbygning. (Ph. "Weilbach: Maleren Eckersberg. Kbh. 1872, hvor alle Kilder til hans Levned ere nævnede. Kortere Levnedstræk findes hos "Weinw., S. 196—97. Øst Materialier, S. 156. Erslew Forf. Lex. I, S. Stil, og Suppl. I, S. 398. Kittendorff og Aagaard: lllustr. Kalender for Danmark 1856, en Biogr. af Coust. Hansen. Særlige Bemærkninger kunne læses-

 

148

Lange Nutidskonst, 8- 44—83. Fdl. 1872, Nr. 96: Testen til de to nævnte Søstykker; Konst og Æsth., S. 189—90. Strunck Nr. 710—11.)

 

Eckersberg. Erling Carl Vilhelm Eckersberg, Søn af O. V. Eckersberg, født d. 15. September 1808, lagde sig efter Kobberstikkerkonsten under O. O. Bagges Vejledning og besøgte samtidig Konstakademiet, hvis to Sølvmedailler han vandt 1831. Samme Aar concurrerede han til Guldmedaillen som Kobberstikker og 1833 blev den store Guldmedaille tilkjendt ham for et Stik efter v. Eyck (den kgl. Malerisaml.). Fra 1. Januar 1834 fik han 3 Aars Rejse­stipendium. Han arbejdede dels i Paris under Leroux og Müller, og stak bl. a. »Fiskere fra Hornbek« efter Faderens Maleri, dels i Parma under Toschi, og endte sin Rejse med et Besøg i Rom. I August 1838 var han atter hjemme. Han udstillede fru 1828 til 1851 og arbejdede indtil 1871 som Kobberstikker ved National­banken. Da hans Syn var bleven for svækket til at arbejde mere, traadte han tilbage derfra, idet Directionen tilstod ham en Pension af 1200 Kroner aarlig. (Konstn. egne Medd. Øst Mat, S. 700. Akad. Udst. Gat.)

 

Eckersberg. Jens Juel Eckersberg, Søn af C. V. Eckers­berg, blev fedt i Kjøbenhavn d. 15. October 1822. Han uddannede sig til Architekt dels hos Hetsch, dels paa Konstakademiet 1839—44, fik den lille Sølvmedaille 1845, den store Sølvmedaille 1850, medens han samtidig arbejdede under Bindesbøll og Hagemann. Fra 1853 til 1868 virkede han som Bygmester i Kjøbenliavn, mest ved mindre Arbejder, dog har han bl. a. bygget »De forenede Kirkeskoler« paa Nørregade, medens han samtidig var Tegnelærer, I 1868 nyttede lian til Svendborg, hvor han saavel i denne By som i andre Egne af Fyn, paa Langeland m. m. har haft Lejlighed til at udfolde en rigere Virksomhed. Han var 1858—60 gift med en Datter af Tømmermester Kerrn. (Konstn. egne Medd. Akad. ITdst. Cat.)

 

Eckstrøm. Carl Emanuel Eckstrøm, født i 1776 i Sverige, fik 1803 den lille, 1806 den store Sølvmedaille ved Konstakademiet i Kjøbenhavn, efter at have besøgt dets Skoler siden 1798. concur­rerede fire Gange til Guldmedaillen uden at opnaa den. søgte om at blive Tegnelærer (1815) og senere, da dette ikke lykkedes, om at blive Malermester uden Mesterstykke, hvilket nægtedes ham. Akademiet roste ham i 1807 for hans »udmærkede Flid og Duelighed i Malerkonsten«, og han udstillede adskillige Billeder fra 1807 til 1817, mest Portræter. Imidlertid bosatte han sig som Malermester

 

149

i Kjøbenhavn og døde der d. 4. December 1826, 50 Aar gammel. (Adresseav. 1826 Nr. 291. Akad. Udst. Cat.)

 

Eddelien. Matthias Heinrich Elias Eddelien var født den 22. Januar 1803 i Greifswalde og Søn af Nikolaj David Edde­lien (eller Erdélien), der som Tømrer havde arbejdet og følt sig vel i Kjøbenhavn. Da Eddelien derfor var kommen i Malerlære i sin Fødeby og havde Lyst til at uddanne sig videre, sendte Faderen ham i hans sextende Aar til Kjøbenhavn, hvor lian gjorde Tegning til Svendestykke (Dec. 1820). Samtidig med at han som Svend arbejdede hos Malermester Hambro og i flere Aar bestyrede dennes Værksted, vedblev han at besøge Konstakademiet. Endnu inden han havde vundet Sølvmedaillerne, gjorde han. sig værdig til Penge­præmie for Maleri efter den levende Model (1827), men da Præmien selv, efter Bestemmelserne, ikke kunde tilkjendes ham, fik han extraordinairt som Opmuntring 30 Rdl., »formedelst det Talent, Arbejdet røbede«. I Slutningen af Aaret vandt han den lille og i 1831 den store Sølvmedaille. I Mellemtiden havde han udført nogle Arbejder til Christiansborg Slot, dels i Farver, dels graat i graat. Samme Aar concurrerede han til den mindre Guldmedaille uden at opnaa den; først 1833 fik han den for Opgaven »Flugten til Ægypten« (Matth. 2, 14). En Øjensvaghed hindrede ham meget i at arbejde det følgende Aar, dog concurrerede han atter 1836, men forgjæves. Endelig vandt han 1837 den store Guldmedaille for Opgaven »David opmuntrer Saul ved sit Harpespil« (l Sam. 16,23).

Da A. Muller fik store Guldmedaille samme Aar, og derfor i Slutningen af Aaret ligesom Eddelien søgte om det store Rejse­stipendium, besluttede Akademiet under 19. Marts 1888, at de to Konstnere skulde concurrere derom. Imidlertid blev Eddelien gjort opmærksom paa, at han maatte have dansk Indfødsret, for at Sti­pendiet kunde tilkomme ham. Med Akademiets Anbefaling »som en af dets mest udmærkede Artister« søgte han om Indfødsret (26. Juni 1838), inden Goncurrencen var begyndt, og fik den. tildelt ved kgl. Resolution af 4. September 1888. Den 16. Juli var Opgaven bleven given, nemlig: »Christus giver sig tilkjende for Disciplene« (Luc. 24, 30), og den 22. December s. A. tilkjendtes Stipendiet Eddelien med 14 Stemmer mod 4. Paa Akademiets Ansøgning fik Muller ved kgl. Resolution af 19. Januar 1839 af Finanserne for 2 Aar et ligesaa stort Stipendium som Eddeliens (800 Udi.) hvilket for det tredje Aar (1841) suppleredes af Akademiets Kasse med samme Beløb.

 

150

Medens Müller rejste allerede i Januar 1839, gav Eddelien sig Tid til først at gifte sig den 30. April med Olivia født Hjorth og afrejste derpaa med sin unge Kone d. 3. Juni 1889. Mod Instruxen, der lød paa først at besøge Düsseldorf, synes han at være rejst temmelig hurtigt til Italien. I Kom malede han et stort Alter­billede »Kristus velsigner de smaa Børn« til Kronborg Kirke og fuldendte 1844 efter Hjemkomsten det samme Emne til Maarum Kirke.

Efter at han 1844 var bleven agreeret ved Kunstakademiet, fik han til Opgave for Medlemsarhejde »Stærkodder ventende Angantyr og hans Brødre til Kamp«, efter Saxos Krønike 6. Bog, og Eckers-berg og Rørbye udnævntes til Cominissairer. Da han kort efter fik Bestilling paa Udsmykningen af Christian IV's Kapel i Ros­kilde, ønskede lian i Skrivelse af 20. October 1845 en anden Op­gave, der bedre stemmede med de forstudier, han sknlde gjøre til Kapellet, og efter nogen Betænkning fra Akademiets Side tik han d. 17. November s.om ny Opgave at male »Evangelisten Matthæus, som inspirere« af Englene <.. Han blev imidlertid ikke Medlem af Akademiet, og i Kapellet i Roskilde naaede han kun til at faa fuldført Hvælvingen og Frisen derunder, da en Lamhed i den højre Arm d. 24. Juni 1852 afbrød hans Arbejde for stedse. Han søgte Hjælp ved et Bad i Tyskland, der virkede kjendeligt gunstigt paa hans Helbred, indtil et Slagtilfælde d. 24. December 1852 pludselig bortrev ham. Arbejdet i Roskilde, hvor Konstnerens Hovedfortrin, en ren Tegmng og en smuk klar Farve, modnest viser sig, er senere blevet fuldendt af Marstrand og Heinrich Hansen. Eddeliens Enke ægtede 185G Guldsmed Dalhoff. Af Konstnerens Arbejder før Rejsen ejer den kgl. Malerisamling fem Billeder, hvoraf »En ung Faun« er fremhængt. Han har udstillet 1827—44. (Medd. af Konstn. Enke. Ussing, Høyens Levned, S. 228—29. Alm. Commissionstid- 1838 Nr. 302. Akad. Udst. Gat.)

 

Ehrencron. Jakob Heinrich .Ehrencron, Søn af Skrædder­mester Hans Peter Ehrencron og Cathrine født Clausen, var født paa Augustenborg d. 7. August 1809, kom til Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiet fra 1826 og fik 1832 dets mindre Sølvmedaille. Han lagde sig først efter Portrætmaleriet, men gik snart over til at være Decorationsmaler og tog 1836 Borgerskab som Malermester. Han ernærede sig nu som Decorationsmaler, men syslede dog ogsaa med Theatermaleriet, dels ved det kgl. Theater under C. F. Christensen, dels for egen Regning ved de andre Theatre,

 

151

indtil hau 1859 blev fast Theatermaler ved Casinos Theater. Hau var gift med to Søstre efter hinanden, Lene Marie og Sofie Chri­stine fødte Schmidt, og døde i Kjøbenhavn d. 4. Maj 1876. En Sen af første Ægteskab, Frants Emanuel Ehrencron, født 19. Marts 1841, lovede at blive en dygtig Konstner, da Døden bortrev ham i hans tyvende Aar den 23. Juli 1860. (Konstn. egne Medd. Opgiv, fra Fam, Akad. Skifteretten.)

 

Ehrhardt. Johannes Ehrhardt, kaldes af Christian IV Maler i Helsingør, undertiden blot »Johan Maler udi Helsingør«, men synes ikke at kunne gjøres identisk med »Johan Maler nu boendes i Kjøbenhavn” eller med »Johan Maler af Flensborg«. Han nævnes i Christian IV's Almanakker flere Gange fra Maj 1607 til August 1608, men har vistnok indtaget en lavere Plads end adskillige andre af de Konstnere, som arbejdede for denne Konge, eftersom det synes mest at have været C opier og Decorationsarbejder, der bestilles hos ham. (Schlegel. Saml. z. Dan. G-escli. II, 3. Hf t. Chr. IV's alm-. 21. Maj, 10. Deo. 1607, 3. Febr., 2, Aug. 1608. Weinw. Lex.)

 

Eichen. Brødrene von der Eichen hed de Tapetvævere, som under Christian V arbejdede ved Tapetfabriken i Kjøge 1684—98 for en Del efter P. Andersens Tegninger. (Weinwich, S. 96. Bur-mau-Becker Om Tapeter i Danmark, S. 28. Kgl. Regnsk. i Grehejiuearch.)

 

Eigtved. Nikolaj Eigtved var en Bondesøn fra Egtved ved Skjoldnæsholm paa Sjælland og blev født d. 22. Juni 1701. Efter at han var bleven Gartnersvend, drog han udenlands og søgte at uddanne sig ikke blot for sit oprindelige Fag, rnen ogsaa for Bygningskonsteu. I 1725 var hau i Warscliau, hvor han ved sine Teg­ninger vakte Opmærksomhed hos en Oberst Poppelmann, der tog ham i sin Tjeneste og hjalp ham til at blive Lieutenaut ved Ingenieurerne (1729). Da det 1733 tilfældig røbedes for Greneral Løvenørn, under et Ophold i Udlandet, at den saxiske Officer var dansk født, udvirkede denne, at Eigtved blev kaldt tilbage til Danmark, og han. fik nu sin Afsked af Kongen af Saxen som »Hauptmann”. Inden han traadte i dansk Tjeneste, tillod Chri­stian VI ham at foretage en Rejse paa kongelig Bekostning for at studere Bygningskonsten i Italien (1733—35). Siden opholdt hau sig i Danmark, hvor han blev Capitain, Oberstlieutenant, Oberst, Kirkeinspecteur, Hofbygmester og Directeur for det ældre Konstakademi. Han ægtede 1743 Sofie Christine født Walter, der var

 

152

Kammerjomfru hos Kronprinsesse Louise, og han døde den 7. Juni 1754, ikke længe efter at det nye Konstakademi paa Charlottenborg var stiftet. Han deltog med Thura i den indre Udsmykning af Chri­stiansborg Slot, hvis Portal tillægges ham, medens Bygningens Ydre for øvrigt skyldes Hausser. Han ombyggede Bregentved Slot, da dette Gods fra 1740 en kort Tid var i Christian VIs Eje, og 1744 hyggede han Sofienborg Slot ved Rungsted til Dronning Sofie Magdalene. Ved Christian VI's Død (1746) maatte han indrette castrum doloris i Slotskirken og snart efter ligeledes anordne den festlige Udsmykning af samme Kirke til Frederik Y's Kroning. Hans Hovedværk er dog de fire Palaier paa Amalienborg, byggede 1750—55 efter hans Tegninger i sildig Renaisaancestil. Han gjorde ogsaa Tegning til Frederikskirken paa Christianshavn (1754), som Anthon fuldførte (s. d.). Selv skrev han sit Navn Eigtwedt. Akade­miet kjøbte efter hans Død et Portræt af ham for 5 Rdl. d. C. og og besluttede at ophænge det blandt Medlemmernes Portræter, men i Fortegnelsen 1793 nævnes det allerede ikke mere. (Weinwich, S. 149. do. Lex. Biisehing Nachrichten I, 702. Thiele Kstakad., S. 59 o. n. St. Kst. og Æsth., S. 55—57 og 179—81. Danske Atlas II, 243. Posttid, for 1754 Nr. 45 og 46. Ramdohrs Rejse I, S. 89. Skild. 1829, Sp. 1362. Mnemosyne III, S. 110 o. n. St. Akad.)

 

Eilersen. Eiler Rasmussen Eilersen er født i Østerby i Svaninge Sogn i det sydlige Fyn d. 1. Marts 1827. Hans Fader var Gaardfæster og Sognefoged Rasmus Eilersen, hans Moder var Anne Hansdatter; han blev derfor opdragen paa Landet som Datidens Bondesønner, men. da han stedse havde vist Lyst til Tegning, kom han 1847 til Kjøhenhavn, hvor hans begyndte Uddannelse allerede Aaret efter blev afbrudt ved Krigen 1848—50, som han i Følge sin Værnepligt maatte deltage i. Det var først efter Krigen, han for Alvor kunde uddanne sig for sit valgte Fag, Landskabsmaleriet. Efter at han siden 1849 havde udstillet (i Førstningen under Navnet E. Rasmussen), fik han i 1858—59 Akademiets Rejseunderstøttelse for to Aar, sorn han navnlig tilbragte i Paris, Pyrenæerne og Svejts og tilsidst i Nordfrankrig og Belgien. Senere har han foretaget et Par mindre Rejser.

Medens han som ung Konstner selv maatte bryde sig en Vej, havde han en Støtte i Grev Preben Bille Brahe, paa hvis Gods hans Fader var Fæster, og senere i dennes Søn Baron Christian Bille Brahe, som er Stiftamtmand i Kjøbenhavn, idet begge med stor Redebonhed kjøbte Billeder af ham, Denne flittige Konstner

 

153

har forstaaet at vinde et Publicum for sig ikke alene i Danmark, men ogsaa i Tyskland, England, Rusland og Amerika, hvortil han har solgt ikke faa af sine største og mest vellykkede Billeder. Den kgl. Malerisamling ejer »Parti af Frisenborg Have«.

Eilersen blev i 1856 gift med Eleonore født Winning fra Faaborg og blev den 16. Februar 1871 Medlem af Konstakademiet i Kjøbenhavn. (Konstn. egne Medd. Akad. Fdl. 1856 3. Maj. 1867 U. Maj.)

 

Eleonore Christine se Leonore Christine.

 

Engelhart. Cathrine Caroline (Cathinca) Engelhart er Datter af Kontorchef i Nationalbanken Christian Engelhart og Nathalie født Rønne og er født i Kjøbenhavn d. 6. Februar 1845. Da hun havde megen Lyst til Malerkonsten, lærte hun 1865—66 at tegne og male hos Carl Bøgh, men rejste allerede 1867 til Bryssel og senere til Düsseldorf, hvor han forblev i syv Aar og nød Vej­ledning af Vautier og Sohn. Fra 1869 har hun udstillet Genre-malerier og Portræter saavel i Dtisseldorf gom i Kjøbenhavn, og har solgt adskillige Billeder til Udlandet. I 1875 rejste hun til Christiania og derfra til Stokholm for at udføre nogle Bestillinger, saaledes to Portræter af Carl XIV Johan til Kong Oscar II. Efter et kort Besøg i Hjemmet foretog hun en ny Konstrejse til Paris, hvor hun endnu opholdt sig ved Udgangen af 1876. Et Genre­billede »Ingen Roser uden Torne« (1874) blev solgt til Konstforeningen i .Kjøbenhavn. Hun har tillige skrevet og tegnet til tyske Ugeblade. (Medd. af Konstn. Fader. Udst. Cat.)

 

Engels. Peter Engels, Perspectivmaler. Han fik kongeligt Rejsepas 1658 for at rejse paa sin Konst, endog til Italien. (Weinw. Lex.)

 

Ens. Caspar Ens er Forfatter til et Værk over Frederik II, Rerum Danicarum Frederici Sectmdi osv., der udkom 1593 og blev ledsaget af nogle i Tverfolio udførte Kobberstik, som var udkomne nogle Aar tidligere (1589) og ere stukne af Frants Hogenberg (s. d.). Ens var derimod ikke, som Weinwich antager, Kobberstikker og har vistnok heller ikke opholdt sig her i Landet. Fejltagelsen er opstaaet ved, at da Resens Frederik II's Krønike blev udgiven 1680, »beprydedes« den bl. a. med Aftryk af de nævnte næsten hundrede Aar gamle Plader, der nu var temmelig slidte. Til Krønikens Brug forsynedes de med danske Paaskrifter og med Tilføjelsen af Navnet C. Ens i det højre Hjørne, enten fordi man dengang troede, at Stikkene var af Ens, eller fordi denne var Forfatter til de latinske

 

154

Underskrifter.    (Weimv.,  S. 103,   og  do.  Lex.    Her. Dan. Fr. II. Franeof. 1593.    Resens Fred. Il's Krønike.)

 

Erdmann. Jakob Erdmann. »I Følge et ham tilstillet kongeligt Pas af 27. Sept. 1709 rejste denne Maler udenlands for at gjøre sig mere fuldkommen i sin Konst.« (Spengl. Art. Eft.)

 

Erichsen. Vigilius Erichsen, dansk Maler, født 1722, rimeligvis i Kjøbenhavn, uddannede sig under J. S. Wahl til Por­trætmaler, saavel i Oliefarve som i Miniatur. Da han efterhaanden vandt Navn som Portrætmaler, ønskede han Akademiets Rejse­stipendium for at blive Medlem. Eftersom dette ikke kunde tilstedes ham, uden at han havde vundet (ruldine daillen som Historiemaler, deltog han ogsaa (1755) i Coucurrenoen for denne, men opnaaede den ikke. To Aar efter fulgte han en Kaldelse til St. Petersborg, hvor han senere blev Catharine Il's Hofmaler og malede hendes Portræt mange Gange baade i Legemsstørrelse og i Miniatur. Hans vigtigste Portræt af hende forestiller hende til Hest i Gardeuniform, saaledes som hun var klædt, da hun besteg Tronen. Han skal ogsaa have malet historiske Billeder i St. Petersborg, .men gjorde dog især Lykke som Portrætmaler; i-1772 kom han tilbage til Kjøbenhavn og blev i November s. A. udnævnt til Hofportrætmaler med 300 Rdl. d. C. (960 Kroner) af Kongens Chatolkasse. Senere fik han Titel af Justitsraad og døde i Kjøbenhavn 1782. Ved Salonen 1778 udstillede han bl. A. to Portræter af Enkedronning Juliane Marie, hvem han har malet flere Gange, og af Arveprinsen, der begge skulde sendes til Rusland. De gjorde Lykke ved et blødt og behageligt Foredrag. Theatermaler Cramers Portræt blev samme Aar af denne foræret Konstakademiet. Paa det ældre Christiansborg fandtes et Portræt af ham af Juliane Marie, som brændte, og et andet af Cathsrine.II, begge hel Figur, hvilket sidste blev frelst ved Branden og endnu tilhører den kgl Malerisamling, der ligeledes ejer et Brystbillede af L. Spengler, malet inden Erichsens Rejse til Rusland tilligemed et Sidestykke, forestillende dennes Kone, hvilket er i privat Eje. Desuden findes endnu paa forskjellige Steder i privat Eje adelige og kongelige Portræter malede af Erichsen. Han prises meget for sin Gjengivelse af Stofferne, saaledes at endog hans Atlask sammen­lignes med de gamle Hollænderes. Hans Enke, Ida Christine født Bassebech, døde 1809. (Weinwich, S. 163. Sandvig, S. 41—42. Hennings, S. 145. Skild. 1809, Sp. 1195. Jonge Kbh. Beskr., S. 519, 529. Spengl. Gat. Nr. 854—58. Akad. Private Medd.)

 

Ernst.    Johan  Conrad Ernst var i det mindste fra 1696

 

155

kgl. Bygmester og blev senere General bygmester med 1000 Rdl. d. 0. (3200 Kroner) om Aaret af Kongens Particuliérekasse. Han var tillige Assessor i Hofretten. (1703), blev 1709 Cancelliraad, senere Justitsraad og 1729 Etatsraad. Ernst blev 1703 gift med Magdalene født Foss, som døde 1719; han nævnes som Bygmester til Cancellibygningen (1719) og er død efter 1730. • (Spengler Art. Eft. Frue Kirkeb. v. Lengn. (rehejmearehivet.)

 

Esteves. David Esteves nævnes som Lærling af d'Agar. Han skal baade 1691 og 1703 have faaet kgl. Rejsepas for at uddanne sig i Udlandet som Konstmaler. ("Weiuwich Lex.)

 

Evens. Otto Frederik Theobald Evens, Søn af Gjørtlermester Thomas Mandix Evens og Ane Margrethe født Frederiksen, er født d. 16. Februar 1826. Han lærte Grjørtlerhaandværket i Faderens Værksted, samtidig med at han besøgte Konstakademiets Haandværksskoler (1839). Da det imidlertid gik op for ham, at han vilde være Billedhugger, gik han over i den egentlige Konstskole paa Akademiet og kom snart efter til Bissen, under hvis Vejledning­han arbejdede i flere Aar. Han fik 1846 den mindre og 1849 den store Sølvmedaille i Modelskolen, samt to Aar efter den mindre Gruldmedaille for »Thetis beder Vulkan om, Vaaben til sin Søn Aehilles« (1851). Først i 1858 fik han Akademiets Rejseunder­støttelse, efter Aaret før at have vundet den Neuhausenske Præmie for Gruppen »Moderkj ærlighed«. Han opholdt sig tre Aar i Rom indtil Efteraaret 1861, men har senere (1865) tilbragt en Vinter i Italien med det Ankerske Legat. For Udstillingscomiteen har han udført en Billedstøtte af Eckersberg (1865) og senere have hans to mindre Billedstøtter i siddende Stilling af Saxe og Grundtvig-gjort megen Lykke. Evens blev den 25. April 1871 optaget til Medlem af Kunstakademiet. Af hans øvrige Arbejder kan nævnes »Fiskeren og hans Søn« (Sculptursaml.), »Den fortabte Søn« i Malm (Baron Rosenørn Lehn), en Buste og en Billedstøtte af Frederik VII m. m. (Konatn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.)

 

Exner. Johan Julius Exner, født d. 30. November 1825 i Kjøbenhavn, er en Søn af en fra Tyskland som ung Mand ind­vandret Musiker, der blev Hoboist ved Kongens Regiment i Kjøben­havn og gift med Karen Jørgensdatter fra Holmsgaard i Vendsyssel. Da Exner fra Barn viste stor Lyst til at tegne og male, blev han efter sin Confirmation sat i Malerlære og besøgte Konstakademiet (1839), hvor han i Løbet af et Par Aar (1841—42) naaede til at blive Elev af Modelskolen. J. L. Lund, der var bleven opmærksom

 

156

paa hans Anlæg, sørgede for, at han blev fritagen for sin Læretid som Malerdreng, og nu vandt han i de følgende Aar (1843 og 1845) Konstakademiets lille og store Sølvmedaille, medens han samtidig søgte at uddanne sig til Historiemaler under Lunds og senere under Eckersberg Vejledning og 1844 begyndte at udstille. Han vandt 1847 den Neuhausenske Præmie for et Dameportræt og malede i det hele ikke faa Portræter i denne Tid, samtidig med at han, ved et Par mindre historiske Billeder, hvoraf det ene, der som et ret lovende Ungdomsarbejde blev kjøbt til den kgl. Malerisamlrng (Thyre Danebod søger at formilde Gorm den Gramles Vrede, 1849), viste, hvad det var, han dengang attraaede. En højsindet Adelsmand, Grev Frederik Knuth til Knuthenborg, støttede ham i disse Aar ved at give ham frit Atelier og Bestilling paa »Marsk Stigs Døtre« (udst. 1851).

Imidlertid havde Exner jævnlig levet paa Landet om Somreii, og Synet af Bondens Liv i Mark og Stue havde uvilkaarlig aflokket ham nogle Studier af Bøndernes Færd, som dog ikke fængslede hverken ham selv eller Publicum i særlig Grad. Derimod blev et i naturlig Størrelse udført Portrætstudie af en aldrende Amager­kone, som sidder og eftertæller sine Penge, af afgjørende Betydning for Exners hele senere Konstretning. Det blev kjøht til den kgl. Malerisamling (1852), og ved at se den Troskab, hvormed Konst-neren havde iagttaget ikke alene Konens ejendommelige Dragt, men ogsaa det vejrslagne Aasyn og dets levende Udtryk, følte Maleri-samlingens daværende Inspecteur, Professor N. Høyen, sig dragen til alvorlig at henlede Konstnerens Opmærksomhed paa ogsaa at iagttage Amagerne i deres Hjem, naar de paa Helligdage færdedes i lystig Tummel i deres klædelige gammelhollandske Dragter. Konstneren fulgte Vinket og malede det følgende Aar »Besøg hos Bedste­fader« (1853), der blev tilkjendt Udstillingsmedaillen og nu tilhører den kgl. Malerisamling. Senere har han Aar for Aar udstillet Fremstillinger af Almuens Liv, dels paa Amager, dels paa Nord­sjælland, dels ogsaa fra Dalarne i Sverige. Flere af disse Billeder tilhøre den kgl. Malerisamling, saaledes »Et Bondegilde i Hollænder­byen paa Amager« (1854), »Et Bondegilde i Hedeboegnen« (1856), »Det betænkelige Valg« (Sorteperspillerne) med legemsstore Figurer i Knæstykke (1863) o. fl.

Exner fik 1857—58 Akademiets Rejsestipendium for to Aar, men var i Virkeligheden ikke meget over et Aar borte, i hvilket han navnlig besøgte Italien. Senere har han paa mindre Rejser et

 

157

Par gange været i Sverige. I 1863 ægtede lian Inger Henriette Sofie født Ringsted, den 23. Maj 1864 blev han Medlem af Konst-akademiet, i 1866 blev han Medlem af Kunstakademiet i Stok­holm, i 1869 Ridder af Dannebrog og i 1876 fik han Titel af Pro­fessor. En stor Del af Exners populaireste Billeder ere udkomne i Lithografi, der have vundet en saadan Udbredelse, at endog tyske Forretningsfirmaer have ladet dem eftergjøre; »Carnevalspigen« og »De smaa Naboer« ere udkomne i Kobberstik. Foruden de nævnte Billeder af Almuens Liv har Exner ogsaa flere Gange malet mindre Portrætbilleder med hele Figurer i sluttede Grupper, saaledes at de for den udenfor staaende have dannet virkelige Livsbilleder fra den dannede Middelstand. Til denne Kreds kan ogsaa henregnes »Chri­stian Winther paa en Spadseretour«, der blev malet til Orla Leh-mann som et Led i Rækken af »Danske Digtere«. (Konstn. egne Medd. 111. Tid. 1862 N r. 168, Biogr. ved J. N. L. Dalsgaard. Akad. Udst. Cat.)

 

EyerschötteI. Johan Eyersehöttel nævnes i Levneds­beskrivelsen af Krock som Maler i Husum og dennes første Lærer. Han tilhører altsaa Slutningen af det syttende Aarhundrede. Paa nævnte Sted roses han for sine »Ansigtsstykker« og Weinwich nævner, at der gives Kobberstik efter hans malede Portræter, paa hvilke hans Navn ogsaa skrives Ayer Schettel. (Danske Mag. III, S. 142 flg. Weinw., S. 92 og Lex.)