671

Tanggaard. Mads Jensen Tanggaard, født 1836 i Seest ved Kolding og Søn af Husmand Jens Tanggaard, bier, efter at hare været fem Aar i Lære hos Malermester Holst .i Kolding, Malersvend, bosatte .sig derpaa 1863 som Mester i Kolding, men mistede sit Værksted under Krigen i 1864, var selv indkaldt til Soldat, og tog, efter at han var hjemsendt fra Krigstjenesten, til Kjøbenhavn, hvor han i Førstningen- arbejdede som Svend hos Malermester P. O. Hansen. Samtidig søgte han at tilegne sig konstnerisk Uddannelse ved at søge det techniske Institut, afgik derfra i October 1866 til Konstakademiet, hvis Skoler han gjennem-gik for at blive Decorationsmaler. I 1873 fik han en Bejsennder-støttelse og i 1874 og 1875 udstillede han Udkast til Decoration til en Havestue efter Motiver fra Rafaels „Loggier" og Decoratiou til St. Povlskirken. Han er nu bosat som Decorationsmaler i Kjøbenhavn. (Åkad. Udst. Gat.)-

 

Tank. Heinrich Tank eller Tanck, født i Hamborg 1808, kom med sin Fader, en Kjøbmand Tank, til Kjebenhavn i sin Barndom og opvoxede der. Hans Moder hed Charlotte Sofie fedt Olderogge. Efter sin Confirmation fik han Adgang til Konetakademiet for at uddanne sig til Maler, blev 1827 Elev af Modelskqlen og vandt i December s. A. den lille Sølvmedaille. Allerede i 1828 udbad han sig Akademiets Attest for at søge Rejse­understøttelse. Dog forblev han endnu nogle Åar i Kjøbenhavn og udstillede i 1833—36 nogle Figurbilleder, mest Optrin af'Fisker­livet. I 1835 rejste han til Muncheu, hvorfra han flere Gange

 

672

hjemsendte Ansøgninger om Eejsestipendium. I 1839 udstillede han sidste Gang i Kjøbenhavn, men vedblev i Tyskland at male lignende Emner, som i Danmark, Piskere i deres Virksomhed, Strandinger, saavel som ogsaa virkelige Søbilleder, hvortil Motiverne ikke sjælden nævnes som danske. Hans Koustvirksomhed synes at være agtet i Tyskland. (Nagler, Kstl. Lex. Do. Monogr., III, 1566. Hamb. Kstl. Lex. Åkad. Udst. Gat.).

 

Tanke. Hans eller Peter Tanke havde malet Altertavlen, »Christi Fødsel«, i den i 1807 afbrændte Frue Kirke i Kjøbenhavn »med en Pensel, som her til Lands kan agtes for en af de største«, og skal tillige have malet nogle Søstykker. Han var født inden 1738 og døde inden 1764 ved at drukne i Kanalen ved Grammelstrand, lige ud for Boldhusgade. (Weinw., S. 134. Do. Lex, Sandv.J S. 121. Pontopp., Dske. Atl., II, S. 121. Skild. 1829, Sp. 887).

 

Tegner. IsakYilhelni Tegner, Søn af Capitain og Tømrer­mester Frederik Christian Tegner og Inger Marie født Petersen, er født i Helsingør den 23. Juni 1815. Efter at han i 1830 var kommen i Lære hos Malermester P, Bang i Kjøbenhavn^ hos hvem han i 1834 blev Svend, begyndte han i 1831 at søge ^onstakademiets Skoler, hvor han i 1846 blev Elev af Modelskolen. Imidlertid havde han lært Lithografien i Oapitain Henckels Stentrykkeri og gik i 1838 som Lithograf over til Em. Bærentzen & Co., for hvem han arbejdede, indtil han i Forening med Ad. Kittendorff (s. d.) selv nedsatte sig som Lithograf i Kjøbenhavn (1850), efter at han for­inden havde gjort en Rejse til Tyskland (Berlin og Dresden) med Understøttelse fra Christian VIII.

I 1848 ægtede han Anna Emilie født Hansen, og efter dennes Død indgik han i 1863 et nyt Ægteskab med Athalie Frederikke født Thaae. Ved Firmaets 25raarige Jubilæum i 1875 blev Tegner udnævnt til Bidder af Dannebrog, i 1877 blev han Bidder af Vasaordnen. Med Understøttelse fra den Rejersenske Fond har han i 1856 og 1860 atter besøgt Berlin og Dresden samt Paris for at iagttage sin Konsts Udvikling. Tegner er særlig Portrætlithograf og har i sin lange Virksomhed udført henved Tusinde Portræter. Blandt dem, der ere udførte efter mere fremtrædende Konstværker, fortjener at nævnes Thorvaldsens Portræt efter Horace- Vernet, Tordenskjolds efter Denner, Oehlenschlægers efter Gertner og Griffenfeldts efter Abraham Wuchter. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.).

 

Tengnagel.    Se Fabritius de Tengnagel.

 

673

Theilgaard. Carl Frederik Sofus Theilgaard, født i Aarhus den 25. Marts 1845, er Søn af Snedkermester, Oapitain i Brandcorpset, Lars Christoffer Theilgaard og Cathrine født Lihme. Han besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra Januar 1864 til den 19, Marts 1870, da han fik Afgangsbevis som Maler. Han udstillede fra 1869 til 1872 tre Billeder af den jydske Almues Liv. Senere har han levet i Aarhus og Omegnen der, uden, paa Grund af Sygelighed, at frembringe synderligt. (Priv. Medd. Akad., Udst. Cat.).

 

Therkelsen. Hans Michael Therkelsen eller Therkildsen, født 1850 i Lystrup ved Horsens og Søn af Landmand Therkel Nielsen, kom til Kjøbenhavn og fik Adgang til Konstakademiet i October 1868, gjennemgik alle dets Skoler og fik den 18. Marts 1874 Afgangsbevis som Maler. Han har siden 1871 udstillet Billeder af Landlivet i Danmark. (Akad. Udst. Cat.).

 

Thiele. Hans Anton Thiele, født i Kjøbenhavn den 25. Marts 1838, er Søn af fysisk og optisk Instrumentmager Frede­rik Anton Thiele og Johanne Anne Marie født Jakobsen. Han besøgte en kort Tid Kunstakademiets Skoler i 1850 for at uddanne sig til Maler, indtraadte derpaa i andre Livsstillinger, indtil han paany helligede sig Malerkonsten. I 1862 udstillede han et Land­skab, men først fra 1870 har han til Stadighed udstillet, i Først­ningen udelukkende som Landskabsmaler, i de sidste Aar ogsaa som Figurmaler. I Efteraaret 1872 rejste han til Italien, hvor han endnu opholder sig. (Priv. Medd. Akad. Udst. Cat.).

 

Thiele. Johan Herman Thiele, Kobberstikker, udførte i Tiden 1729—40 en Del Kobberstik i Danmark, dels for Staten, dels for egen Regning, saaledes nogle Plader til et Værk over danske Mønter, nogle Prospecter og Portræter. (Weinw., S. 141. Do. Lex. Sandv., S. 121. Kgl. Regnsk. i Gehejmearch.).

 

Thielemann. Carl Georg Ferdinand Thielemann, født i Kjøbenhavn den 8, Marts 1803, var ældste Søn af Snedkermester Johan Christian Thielemann og Sofie Birgitte født Møller. Han var Elev af C. F. Hansen og besøgte Konstakademiets Bygnings-skoler, hvor han 1820 vandt den lille og 1825 den store Sølv-medaille. To Aar efter vandt han den lille Guldmedaille for Op­gaven »En Markedsplads« og i 1833 Æresmedaillen for »Et Raad-hus«. Et Forsøg, han samme Aar gjorde paa at vinde den store Guldmedaille, lykkedes ikke; dog tillodes det ham senere at udstille sit Concoursarbejde, »Et Stænderhus«:. Som Conducteur deltog han i Fuldførelsen af Frederik V's Kapel ved Roskilde Domkirke

 

674

og i Opførelsen af Frue Kirke for C, F. Hansen, og han virkede i samme Stilling for G. Hetsch ved Opførelsen af Synagogen og den katholske Kirke. Fra 1840 var han Lærer ved Konstakademiets architektoniske Forberedelsesklasse, fra 1849 vicarierede han ved den anden Bygningsskole, indtil han i 1851 fik Ansættelse som Bygningsinspecteur for Jylland og Fyn. Af hans Bygninger, kan nævnes Latinskoler i Rønne paa Bornholm og i flere jydske Byer, Præstegaarde, tvende Bankbygninger (i Flensborg og Aarhus), et Par Thing- og Raadhuse m. m. Han var gift med Hanne født Ferrini. I sin sidste Levetid var han sindssyg, og han døde paa St. Hans Hospital ved Roskilde dert 28. Maj 1863. (Medd. fra Konstn. Broder. Akad. TJdst. Cat.).

 

Thielemann. Ove Theobald Thielemann, den ovennævnte O. G. F. Thielemanns yngste Broder og født i Kjøbenhavn den 29. Marts 1819, kom strax efter sin Coufirmation til at gaa paa Konstakademiet (Octbr. 1833), og da Bissen Aaret efter kom hjem, blev han hans første Elev. I dennes Værksted øvede han sig i at hugge i Mannor, medens han lærte at modelere paa Akademiet, hvor han 1837 vandt en Pengepræmie for en Copi af Thorvaldsens liggende Løve, i 1839 blev han Elev af Modelskolen, og i 1840 Vandt han den lille Sølvmedaille.

Efter sin Lærers Ønske rejste han i 1846 til Rom, hvor han dels udførte nogle af Mestrens Værker i Marmor, dels modelerede og hjemsendte flere Arbejder. To af disse, »Calypso« og »En romersk Pige«, udførte han i Marmor til Fru Deichmann (udst. 1852), den førstnævnte Figur udførte han en Gang til i Marmor efter en engelsk Bestilling. Blandt hans øvrige Arbejder kan nævnes Mindetavle over Biskop Brorson i Ribe Domkirke, forestillende  »David som Salmedigter«, »To Hunde "f dansk Race« i gult Marmor, og to »Vaabendragere«, en mandlig og en kvindelig, i Malm, alle fire Figurer til Indkjørselsbroen ved Frijsenborg, endvidere »En Slav­inde«, tre af Aarstideme, Foraar, Sommer og Efteraar, decorative Reliefer til en Herregaard, samt en Del Buster og en Portræt­statuette i Kallipasta af en Dame. I 1858 ægtede hau Anna født Clausen, Enke efter praktiserende Læge E. Tack. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.).

 

Thim.    Reinhold Thim.    Se Timm.

 

Tholle. Carl Julius Gundersen Tholle var ældste Søn af Skomagermester Henrik Tholle og Ane Marie fedt Gundersen. Han blev født i Kjøbenhavn den 21. Juli 1831. Da han som Barn

 

675

viste Lyst og G-aver for Tegning, blev han Lærling af G. Hetsch og fik allerede i 1841 Adgang til Akademiets Skoler for at uddannes til Bygmester. Efter sin Vejleders Eaad traadte han tillige, saa-snart han var confinneret, i Murerlære og blev Svend. Derefter fortsatte han med større Kraft sine Studier ved Kunstakademiet og blev i Marts 1852 Elev af Architekturskolen. I 1853—54 forlod han atter en Tid Skolen for at virke som Bygningsconducteur under Winstrup ved dennes Bygningsarbejder i Flensborg, men om Vintren 1854—55 var han igjen i Kjøbenhavn, vandt i Januar 1855 den lille og i Ootober s. A. den store Sølvmedaille ved Akademiet, til­bragte derpaa atter nogle Aar i praktisk Virksomhed under N. S. Nebe-long ved Opførelsen af Skagens nye Fyrtaarn (1856—58), ved Om­bygningen af Tranekjær Slot paa Langeland (1862) m. m. Samtidig byggede han ogsaa for egen Eegning. Om Vintren 1862—63 vandt han den lille Guldmedaille for Opgaven »Et fyrsteligt Landslot«, og da N. S. Nebelong imidlertid havde overtaget Gjenopførelsen af Viborg Domkirke, knyttede han Tholle til sig som den, der skulde have det stadige Tilsyn med Arbejdets Udførelse. Idet den unge Konstner med stor Samvittighedsfuldhed, varm Kjærlighed og udi viklgk-Iudsigt. ledede Udførelsen i det enkelte af dette mærkelige Bygningsværk, saavel ved at gjøre de Tegninger, hvorefter Enkelt­hederne skulde udføres, som ved at passe, at det vanskelige Sten­huggerarbejde i den haarde Granit fik det konstneriske Præg, der var nødvendigt, har han ved Siden af den egentlige Bygmester den væsentligste Del i, at Viborg gamle Domkirke gjenrejstes i saa skjøn en Skikkelse. Hen hverken Nebelong eller Tholle oplevede Værkets Afslutning; den sidste Haand blev lagt derpaa af H. B. Storck (s. d.). For at tilegne sig Kundskaber i det enkelte til den alvorlige Gjerning, Tholle her gik til, foretog han, med Understøttelse af det Classenske Fideicommis, i 1864 en Rejse til Tyskland for at granske de Kirker, der viste en lignende Stil, navnlig langs ad Rhinen. I 1868—69 rejste nan ligeledes udenlands, denne Gang med Akademiets Stipendium og til Italien. I 1866 var han bleven gift med Mathilde Frederikke født Olsen, en Datter af Rector F. C. Olsen i Viborg. Den korte Tid, det endnu var ham forundt at virke i, gjorde han sig tillige fortjent af Viborg By og Omegn ved den Dygtighed og Smag, hvormed han ledede ikke faa selvstændige Bygningsfore-tagender der. Blandt hans Arbejder i Viborg kan nævnes Spare­kassen, Nørrejydske Creditforenings Bygning, flere private Gaarde, Depotbygningen, Exercernuset og det nye Thing- og Arresthus, som

 

676

han heller ikke naaede at faa fuldført. Thi efter i længere Tid at have lidt af en tærende Sygdom, bortkaldtes han fra sit Livs Gjer-niug ved Morgengry den 7. November 1871, knap en Maaned efter Bygmestren N. S. Nebelongs Død. Til hans Minde er stiftet et Legat »til Viborg Domkirkes  indre Udsmykning«. (Medd. fra Fam. Afeadr tJdst. Gat. Fdl, 1871, Nr. 261. JyUandsp. 1871, Nr. 10 og Nr, 34).

 

Thomsen. August Carl Vilhelm Thomsen, født den 3. September 1813 i Grlücksborg, er Søn af Malermester og Tegne­lærer Peter Thomsen og Charlotte født Benholdt. Efter at have lært Malerhaandværket i Hjemmet kom han til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Konstner, medens han samtidig fandt Livsophold som Decorationsmaler. I 1833 fik han Adgang til Konstakademiet, i 1835 blev han Elev af Modelskolen, og derpaa vandt han i 1837 den lille, i 1838 den store Sølvmedaille, samt om Somren samme Aar en Pengepræmie for Maleri efter den levende Model, l 1837 begyndte han at udstille.

Han concurrerede i 1839 til den lille Guldmedaille, men uden .at faa den, og hans Kaar tillod ham ikke at concurrere paany; men han vedblev at hellige Historiemaleriet sine Kræfter. Hans første Alterbillede, »Fremstillingen i Templet« (1841), blev malet til Grev Reventlow til Brahe Trolleborg, hans andet, »Jesus, tolv Aar gammel, lærer i Templet« (1843), var en Bestilling til Søborg Kirke mider Kronborg Aint Til Slottet i Christiania udførte han en malet gjengivelse af Parthenonsfrisen. Paa Bestilling af Chri­stian VIII malede han »Hans Tausen forkynder den evangeliske Lære«, hvilket efter Frederik VIIs Død er skjænket til Helliggestes-Kirke. I 1850 blev han gift med Marie Louise født Richardt, en Søster til de ovenfor nævnede Malere af dette Navn. Efter i en Aarrække at have udstillet dels historiske Fremstillin­ger, dels Livsbilleder, har han i de senere Aar mere og mere ind­skrænket sig til at male Landskaber. (Konstn. egne Medd. Akad, Udst. Gat.).

 

Thomsen. Carl Christian Jakob Frederik Thomsen, Søn af Postmester i Randers Kammerraad L. F. Thomsen og født den 6. April 1847 i Kjøbenhavn, blev Student 1865, tog anden Examen 1866 og begyndte samtidig at tegne hos Vermehren for at uddanne sig til Maler. I October 1866 fik han Adgang til Konst-akademiets Skoler, som han den 30. Juni 1871 atter forlod med Afgangsbevis som Maler. Hans første udstillede Arbejder var en

 

677

Radering (1869). Fra 1870 har han udstillet dels Portræter og Landskaber, dels Livsbilleder fra Fortid og Nutid. I 1875 rejste han udenlands. (Akad. Udst. Gat.).

 

Thomsen. Emma Augusta Thomsen, født i Kjøbenhavn den 7. August 1822, er Datter af Hotelvært Emanuel Thomsen og Anna Kirstine født Ohlsen. Lige fra Barn af havde hun Lyst til at tegne og male, og hun modtog derfor, da hun blev voxen, nogen Undervisning i Blomstermaleriet af J. L. Jensen, men uddannede sig for øvrigt paa egen Haand ved at male efter Naturen. Hun har udstillet Blomster- og Frugtstykker siden 1844 og vandt den Neuhausenske Pengepræmie i 1861 for et temmelig stort Billede, »En Kurv med Blomster i det Frie«, som blev kjøbt af Grev A. V. Moltke til Bregentved. I 1869 fik hun 100 Rdl. af Kunstakademiet til en Rejse i Indlandet; derimod har hun aldrig været udenlands. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.).

 

Thomsen. Frederik (Fritz) Gotfred Thomsen, født 1819 i Broager, Søn af Malermester P. C. Thomsen i Sønderborg og Sødskendebarn til den ovennævnte A. C. V. Thomsen, kom, efter at have lært sin Faders Haandværk, i 1839 til Kjøbenhavn for at ud­danne sig til Konstner og blev i Marts 1845 Elev af Modelskolen. Han udstillede første Gang i 1841 som Dyrmaler, men forinden havde han vakt Akademiets Opmærksomhed ved sine Arbejder, og allerede i 1840 anbefalede det ham til Fritagelse for militair Tjeneste, uagtet denne Gunst ellers sædvanlig var knyttet til at være Elev af Modelskolen. Man fremhævede til hans Ros, at »et af hans heldigste Arbejder, „tvende Hunde med Hvalpe" (udst. 1841), nylig har nydt den Udmærkelse at blive kjøbt til Kongens Samling«. Senere udførte han flere andre Arbejder til Christian YIU, mest Heste fra Frederiksborg Stutteri. Han udstillede temmelig regelmæssigt til 1861. var derpaa syg i nogle Aar, men har i de senere Aar atter udstillet dels Dyrstykker, dels Landskaber. Han lever nu i Hellebæk. (Ak'ad. .Udst. Gat.).

 

Thomsen. Friedrich Heinrich Thomsen, født 1814 i Rendsborg, uddannede sig ved Konstakademiet i Kjøbenhavn og rejste 1836 til Munchen for at fuldende -sin Uddannelse. Senere bosatte han sig i Altona. Han har ikke udstillet i Kjøbenhavn. (Nagler, Kstl. Lex., XVIII, S. 382).

 

Thorenfeld. Anton Erik Ghristian Thorenfeld, født den 9. April 1839 i Svendborg, er Søn af Uhrmager Urbanus Lud­vig Thorenfeld og Ellen Marie født Nielsen. Efter at have lært

 

678

Malerhaandværket hos Malermester Berth i Svendborg i tre Aar, kom han i 1858 til Kjøbenhavn, hvor han besøgte Konstakademiets Skoler til 1862 for at uddanne sig til Landskabsmaler. Han har udstillet siden 1859, vandt i 1873 det Sødringske Opmuntringslegat for »Parti fra Hobro Fjord« og blev i 1872 gift med Emilie Val­borg født Biilmann. (Konstn. egne Medd. Akad. Udat. Gat.).

 

Thorin. Christian Frederik Thorin, født i Juli 1801, var formodentlig en Kjøbenhavner; hans Fader døde i hans Opvæxt, hans Moder, der var £ødt Petersen, kundgjør som Enke hans egen tidlige Død. Han skal have haft et ualmindelig lovende Snille, og den halve Snes, Aav hvori han udviklede sine naturlige Gaver under Konstakademiets Vejledning, hengik med Modtagelsen af Præmier. Han fik vistnok strax efter sin Oonfirmatiou Adgang til Akademiets Skoler, vandt i 1820 den lille Sølvmedaille i Bygningskonsten, i 1823 den store Sølvmedaille og samme Aar en Penge­præmie i Decorationsfaget for »En Stol«, Aaret efter vandt han en Pengepræmie i Bygningskonsten for »En Bryggergaard«, i 1825 et Accessit for »En Lampe«,, og endelig i 1827 baade en Pengepræmie og den lille Guldmedaille i Bygningskonsten, den sidste for Opgaven »En Markedsplads«. Guldmedaillen havde han dog i 1825 gjort et forgjæves Forsøg paa at vinde. Imidlertid havde han faaet en Plads som »Assistent ved Bygningsvæsnet« og saa en lys Frem­tid i Møde, støttet af de Forventninger, hans Foresatte og Konst-fæller nærede til ham, da en Sygdom, hvortil han maaske har baaret Spiren i sig, bortrev ham den 28. April 1829. Ligesom endnu levende ældre Konstnere mindes den Tillid, man nærede til hans Begavelse, viser ogsaa det Træk, at J. P. Møller særlig meldte Akademiet, at »dets haabefulde Elev« var afgaaet ved Døden, hvilke Forventninger han havde vakt. (Akad. Udsi Cat. Skifteretten. Adreeseav. 1829, Nr. 102).

 

Thornam. Johan Christian Thornam, født i Kjøbenhavn den 28. Januar 1822, er Søn af Cancelliraad, Bogholder Peter Frede­rik Thornam og Else Marie født Eysen. Han lærte Blomstermaleriet hos J. Th. Bayer (s. d.) og vandt den 20. Februar 1843 den Neuhausenske Præmie for »En blomstrende Plante i Aquarell«, det eneste Arbejde, han har udstillet. I 1845 søgte han Akademiet om Rejseunderstøttelse som naturhistorisk Tegner (Fysiograf), men blev henvist til Finanserne. Han fik nu en Plads som Tegner ved Corvetten »Galathea« og deltog saaledes 1845—47 tilligemed Plum (s. d.) i Capitain (nuv. Adm.) Steen Billes Jordomsejling. Efter Hjem-

 

679

komsten udgav han 1851—52 en Række Skitser fra denne Rejse. I 1852 ægtede han Georgia Elisa Augusta født Fritz og lever i Lyngby, væsentlig sysselsat som Tegner og Maler ved det botaniske Museum i Kjøbenhavn med Fortsættelsen af flora Danica m. m. I 1867 udgav han »Afbildninger til Brug ved Undervisningen i Zoologi«, 5 Hefter i Folio. (Erslew, Forf. Lex., III, S. 363. Suppl., III, S.406og409—10 samt hdskr. Tillæg i det kgl.Bibi. Akad. Udst.Cat.).

 

Thornborg. Andreas Thornborg eller Tornborg, født i Mandal i Norge i første Halvdel af det 18. Aarhundrede, var Miniatur-maler i Kjøbenhavn og fandt tillige Sysselsættelse med at copiere gamle Yaaben, Gravmæler og deslige ior Klevenfeldt. De fleste Stik, man har efter ham, ere efter Tegninger. Han skal have været Cornelius Høyers første Lærer og levede endnu i 1774. En Christian Carl Thornborg vandt i October 1755 Fjerdingaarspræmien for en Tegning efter Gibs. (Weinw., S. 169. Do. Lex. Sandv., S. 123. Strunk. Akad.).

 

Thorvaldsen.1 Bertel eller Berthel2 Thorvaldsen er efter den almindelige Overlevering født den 19, November 1770. Der er hidtil ikke fundet nogen hjemmel for denne af en ældre Sam­tidig meddelte Opgivelse, og der er Grund til at tro at man gjør Thorvaldsen mindst to Aar for garnmel, thi efter hele den Maade, hvorpaa hans Forældre tog hans Opdragelse, er han vistnok confirmeret saa nær 14 Aars Alderen som muligt; men hans Confirmationsdag var den 15. April 1787 i Holmens Kirke. Thorvaldsens Forældre var jævne Folk. Faderen, en Islænder ved Navn Gotskalk Thorvaldsen, var som ungt Menneske kommen til Kjøbenhavn, og da han fra Hjemmet af havde nogen Øvelse i Billedskjæring, søgte han sit Ophold ved at arbejde i dette Fag. Han udførte dels udskaarne Rammer til Forgyldere eller til Private, dels Træarbejder til Skibe, Gallionsfigurer og lignende; men da han ikke havde lært at tegne, faldt disse Arbejder ikke godt ud, og Holmens Billed­hugger, Willerup (s, d.), der ogsaa privatiserede, fik det bedste Ar­bejde. Gotskalk Thorvaldsen arbejdede for et privat Skibsbyggeri,

 

1 Uagtet der er skrevet saa tidt og saa udførligt om Thorvaldsen, har der dog endnu været enkelte nye Oplysninger at finde, som her ere inddragne under Skildringen, omend Forf. har holdt det for sin Pligt, efter Værkets Titel, at indskrænke sig til i korte Træk at tegne den store Konstners Levned og om Dommen over hane Værker og om udførligere Meddelelser maa henvise til de ved Artiklens Slutning nævnte Skrifter.

2 Navnet er en Fordanskning af Bartholomeus,. ikke en anden Form for Albert.

 

680

som blev drevet i ikke ringe Maalestok paa den senere saa kaldte »Larsens Plads« bagved Amalienborg, hvor nu Ny Toldbodgade er aabnet. Han var ikke nogen ordentlig og stræbsom Mand, thi han tilsatte som oftest sin Fortjeneste paa Værtshusene isteden for at bringe den hjem, og han var ustadig ved sit Arbejde. Hans Kone hed Karen Grønlund og var fra Jylland. Hun var lille, men skal i sine yngre Aar havde haft et smukt og tækkeligt Ydre; som ældre var hun halt, skjødesløs i sin Paaklædning som i sin Tale og for­færdelig grædenem. Det er hende, Sønnen Bertel, Familiens eneste Barn, især skal have lignet.

Der synes ikke at have været tænkt paa Skoleundervisning, dertil optog Kampen for det daglige Brød for meget af Forældrenes Tanker. Dog var begge Forældrene vistnok, trods deres fattige Kaar, ikke aldeles uden Dannelse, saaledes at Thorvaldsen kunde lære det nødvendigste af Læsning og Skrivning i Hjemmet. Saa tidlig som mulig bragte Faderen ham til Konstakademiet, da Barnet viste Lyst til at tegne, thi der var Undervisningen fri og egnede sig netop til at uddanne ham til det, Faderen haabede at finde i ham, en Medhjælper i sit Fag. Thorvaldsen fik i October 1781 Plads i den første Frihaandstegneskole, hvor Hans Clio (s. d.) dengang var Lærer. Selv om han kun har været ni Aar, var det ikke noget enestaaende, at saa smaa Drenge fik Adgang til Skolerne. Et Aar efter rykkede han op i den anden Frihaandstegneskole, hvor den gamle E. H. Leffler (s. d.) endnu var Lærer. I hans Klasse blev han i over to Aar, og da Løffler var en dygtig Lærer, tilskriver man dennes Undervisning, at Thorvaldsen i hele sit Liv tegnede med en for mange Billedhuggere usædvanlig Nethed og Omhu. Da Akademiets Undervisning var om Aftnen, havde Lærlingerne Dagen til deres egen, deres Forældres eller deres Mestres Raadighed, og det lader til, at den gamle Thorvaldsen ikke alene har taget den Nytte, han kunde faa af sin Søns allerede da fremtrædende Evner, men ogsaa efter sin Opfattelse har søgt at give denne den rette Udvikling ved ligefrem at lade  ham lære hos flaadebilledhugger  F. C.Willerup, enten paa Holmen eller maaske paa den nævnte Larsens Plads hvor Willerup arbejdede for Private. Der fortælles, at Læreren som Øvelse bl. a. gav ham den Opgave at ud-kjære et Løvehoved, men at Thorvaldsen, som først i langt ældre Alder fik en levende Løve at se, uvilkaarlig tog et Kattehoved til Forbillede og aldrig kom videre end til at gjengive Kattens Hoved, hvergang Willerup bad om en Løves. Inden han var stor nok til

 

681

at komme i Lære, skal han, naar han bragte sin Fader Mad paa Pladsen, have rettet paa dennes Arbejder og ved en saadan Lejlig­hed have saaret sig alvorligt i det ene Ben med en Øse, som var ham for stor.

Imidlertid tilbragte Thorvaldsen et Aar (1785) i Gibsskolen og det følgende Aar i Modelskolen, hvor Akademiets Professorer ledede Undervisningen. Medens Professoren i Billedhuggerkonsten, Wiedewelt, ikke synes at have udøvet nogen Indflydelse paa Thorvaldsen udenfor de fastsatte Undervisningstimer paa Akademiet, tog derimod Maleren Abildgaard sig fra nu af varmt af hans Tarv og havde tidligt Blikket aabent for, at man her stod overfor et ualmindeligt Snille. Flere af de andre Professorer, saaledes Kobberstikkeren Preisler, var heller ikke blinde for den Morgenrøde, der gryede paa Konstens Himmel i Danmark. Den 2. Januar 1787 vandt han sin første Prisløn i Livets Væddekjørsel, den saa kaldte lille Sølvmedaille, for en i Relief modeleret Figur efter den levende Natur. Samme Vinter gik han til Præsten ved Holmens Kirke, dog ikke „hos Provstern Thybring, der havde Søcadetterne og andre fine Folks Børn, men hos Capellanen ,C. F Høyer en Broder til. Miniaturmaler Cornelius Høyer der var Akademiets  Secretair. Denne havde kun 17 Confirinander, 10 Drenge og 7 Piger, efter Navnene vistnok alle jævne Folks Børn. Thorvaldsen, hvis boglige Kundskab ikke var stor, skal først have haft en af de nederste Pladser i den lille Kreds, men da Høyer paa Forespørgsel erfor, at det var ham selv, ikke en Broder til ham, der ved Nytaar havde vundet denne lille Sølvmedaille i Konstakademiet, tiltalte han ham fra nu af, efter Tidens Brug, som Monsieur Thorvaldsen og lod ham sætte sig højere op1. Den Æresbevisning »glemte han ikke for alle dem, han senere kom til at nyde«; dog følte han i en vis Henseende det ubillige deri, thi, som han sagde om Aftnen paa Modelskolen: »Det gjør mig ellers ondt for de andre, for de er s'gu bedre i Religionen«.

Efter Confirmationen regnede Faderen hans Læretid for endt og brugte ham til at arbejde, for sig i.Hjemmet. Han maatte udskjære Spejlrammer, som solgtes til Isenkræmrnerne, og fra denne Tid er mulig det udskaarne Arbejde paa et Uhr, der nu gjemmes i Museet i »Thorvaldsens Værelse«. Thiele nævner i sin Levneds-

 

1 Thorvaldsen blev ikke confirmeret gom Nr. l, men som Nr. 2 af 10, Drenge, Den førate hed Søren Lykke.

 

682

beskrivelse enkelte andre Arbejder, bl. a, et Træbilledel over Porten paa Hjørnet af Ny Vestergade og Filosofgangen ( Nr. 17)1. Det var

maaske. Abildgaard, som havde været udenlands i Somren 1788, der ved sin Hjemkomst fik Thorvaldsen udrevet af disse Forhold, saaledes at han kunde besøge Modelskolen den følgende Vinter, og den 30. Maj 1789 vandt han den store Sølvmedaille for et Relief'efter den levende Model, hvilket mod Sædvane var gjennemført som en konstnerislc Composition, nemlig »En hvilende Amor«. Snart efter udførte han til en Æreport, som blev anordnet af Bygmestren Kirkerup og Maleren Nikolaj Wolff (se disse) i Anledning af Kronprinsessens Indtog i 1790, nogle decorative Billedstøtter, og ved samme Tid modelerede han efter Wolffs Tegning en Frontonfigur i Relief til Hjørnet af Toldbodvejen og Amaliegade, den saa kaldte »Toldbodbørs«. Lig­nende Arbejder skal han have udført for Abildgaard2.

Grublerier over Fremtiden eller over sin egen Natur var ikke Thorvaldsens Sag. Hans Faders Stilling og hans eget Snille havde ført ham ind paa Billedhuggerkonsten, uden at han har tænkt sig, det kunde være anderledes. Men nu efter at den store sølvmedallie var vunden maatte han ligesaavel som hans Skolefæller, klare sig det Spørgsmaal, om de vilde blive staaende, ved det Haandvaark, hvori de samtidig var oplærte, for Thorvaldsens vedkommende altsaa Konsthaandværket, Træskjærerfaget, eller om de, ved at concurrere til Guldmedaillerne, vilde gaa videre ad Konstnerbanen. At Thor­valdsen ikke havde saa meget store Tanker om sig selv dengang, viser sig bl. a. deri, at han ikke som de fleste andre, strax forsøgte at vinde den lille Guldmedaille det samme Aar, han havde vundet den store Sølvmedaille (1789). Men Tanken om at naa et højere Maal end det, Larsens Plads kunde bringe ham til, var dog fra nu af levende hos ham. Dels forenede han sig med nogle unge Venner, Grosch, Propsthayn og Fritzsch (se disse), om at øve sig i at componere bibelske Emner, for saaledes at forberede sig til Concour-

 

1 Dette Arbejde, som vistnok er udført i 1792, da Gaarden blev bygget, og som forestiller en Ridder til Hest, tillægges af andre. F..C, Wjllerup. Mulig Thorvaldsen har udført idet som lærling  efter. dennes.Tegniug (Kbstsml.); thi ifølge Wilkens (side 51)_vedkjendte Thorvaldsen sig det som sit.

3 Naar man som et Arbejde i denne Retning fillægger ham Frontonreliefet over den store Gaard paa Gammeltorv (nuv. Nr. 4), idet Ejeren ved Gaardens Istandsættelse har ladet sætte et „Thorvaldsen fecit" derpaa, er dette, ogsaa af udvortes Grunde, næppe berettiget. Den 25. April 1796 blev den øde Tomt tilskjødet Murmester Philip Lange, den 29. August s. A. sejlede Thorvaldsen fra Kjøbenhavn; men allerede fra Maj havde han maattet holde sig færdig til Rejsen.

 

683

serne, dels søgte han at hæve sig over sit tidligere stade ved hellere at fortjene det nødtørftige ved at give Undervisning i Tegning og ved at tegne Vignetter til Boghandleme og portrætter end ved sin Virksomhed som Træskjærer, uagtet han lige til sin Uden­landsrejse ikke ganske opgav den. De Portræter, som han tegnede meget net og sirligt efter en da brugelig Måde i Profil  med sølvstift og Rødkridt, have maaske ledet Vennekredsens Tanker hen paa Carstens, der ligeledes havde underholdt sig i Kjøbenhavn ved at tegne sådanne Portrætter. Hans usædvanlige Optræden overfor Akademiet laa saa nær ved Thorvaldsens Tid, at den maatte være i frisk Minde; han havde først forladt Kjøbenhavn efter at Thorvaldsen havde været, to Aar i Akademiets Skoler, og maaske Rygtet om den Opsigt, han nylig havde vakt i Berlin, var naaet til Kjøbenhavn. Grosch var saa heldig at eje nogle af Carstens Tegninger, som allerede dengang have gjort et saadant Indtryk paa Thor­valdsen, at det hørte til et af hans første Skridt, da han endelig naaede Rom, at opsøge sin hensygnende, snilrige Landsmand og opfange de sidste Glimt fra den halvt forklarede Aand.

Thorvaldsens Venner, der tidligere end han selv fik Øjet op for hans overlegne Begavelse, undlod ikke af al Magt at modarbejde hans Ulyst til at underkaste sig en Concurrences Muligheder, og da Tiden atter var kommen — Guldmedaillerne blev nemlig kun tilkjendte hvert andet Aar —, meldte han sig virkelig til Concoursen. Men efter at han havde modtaget Opgaven, »Heliodor røvende Templen«, d. v. s. Heliodors Udjagelse af Templet, saaledes som det fortælles i 2, Makk. 3, 25—26, greb Skrækken ham paany, og han listede sig bort ad den lille Vindeltrappe, som fører op til Skolerne. Heldigvis mødte Kobberstikker Preisler ham i Porten og formaaede ham til at vende tilbage. Thorvaldsen udførte sit Relief, og den 15. August 1791 blev Præmien tilkjendt ham. To Aar efter concurrerede han til den store Guldmedaille og vandt den for et Relief, »Peter, som helbreder den Værkbrudne«, den 14. August 1793. Begge disse Reliefer blev afstøbte til Grev Ditlev Reventlow, i hvem han paa Abildgaards Anbefaling havde vundet sin første fornemme Velynder.

Thorvaldsen var nu noget over tyve Aar; han var velvoxen uden at være for høj, rank og smækker paa samme Tid som hans kraftige Bygning vidnede om de gode Forhold, hans Legeme vilde faa, naar han havde udviklet sig. Han havde skjønne, om end ikke store, blaa Øjne, hvis klare og dybe Udtryk afspejlede den rene og rige

 

684

Konstnersjæl, der boede i ham, et rigt blondt Haar, som faldt i naturlige Krøller, et i det hele temmelig stort, men velformet Hoved med blege, men ædle, rolige Træk. Som alle snilrige Naturer havde han et større Fond af Ungdom end almindelige Mennesker; da han tyve Aar senere (over fyrretyve Aar gammel) blev malet af Eckersberg i Rom, synes man ved det første Blik at se Portrætet af en Yng­ling for sig, og da han var nærved de 50 Aar blev hans Hjærte greben af en Kjærlighed, som i Uskyldighed og Dybde lignede en Ynglings første Hengivelse; selv efter at Alderen havde bleget hans Haar, var hans Skikkelse kun naaet til den modne Mands alvorlige og kraftige Præg, som en klædelig Fyldighed gav lidt mere Værdig­hed uden at røve hans Gang dens Lethed eller hans Udseende dets blomstrende Friskhed. Allerede ved Tiden 1793—96 havde Thorvaldsen sat en ung Piges Hjærte i Bevægelse, uden at det lader til, at han selv i synderlig Grad har gjengjældt hendes Følel­ser. Man véd kun, at hun hed Margrethe, og hørte til den Kreds, hvori Thorvaldsens forældre levede; men af den Maade, hvoipaa hun nævnes i senere Breve, er jeg fristet til at tro, at hun har været en Frænke af Thorvaldsen selv, hvis Moder havde Slægtnin­ger i Kjøbenhavn. Endnu efter at Thorvaldsen var kommen til Italien, sendte hun ham en Hilsen, men han tænkte ikke mere paa hende. Medens han i alt, hvad der laa udenfor hans Konst, var uskyldig, som et Barn og tildels uvidende som et Barn, selv om man i hans Berømmelses første Tid skattede hans Skolekundskaber altfor ringe, var hans Sind dog ikke sorgløst som et Barns, Hvad enten de trykkende Forhold i Hjemmet har ligget ham tungere paa Sinde, end han nogensinde har villet vedkjende sig, hvad eller han allerede nu bar paa den uudgrundelige kummer, som altid synes at knytte sig til et stor Snilles udvikling, saa var han i disse Aar meget alvorlig, næsten tungsindig, om han end i et.godt Lag .»kunde være munter, men aldrig overgiven«. Selv skal han have sagt til en ældre Ven: »Jeg kan ikke fatte, hvorledes et voxent Menneske kan le!«

En ung Konstner, som har vundet den store Guldmedaille, indtager altid en hæderlig Plads overfor den Konstskole, hvorfra han er udgaaet, men med Tanken paa det store Maal, Thorvaldsen naaede, haaber man, at allerede Samtiden skal have anet noget mere i ham end blot den lovende Artist, som venter paa sit Rejsestipen­dium. Der er bevaret Udtalelser fra Samtiden, som virkelig pege i den Retning. Ikke alene findes i Akademiets forbeholdne Sprog

 

685

Ytringer, som »Thorvaldsen, der ellers i øvrigt paa en fordelagtig Maade har udmærket sig«, men ogsaa konstfæller og venner saa en vordende Storhed i ham, hvorom han endnu ikke selv synes at have haft noget Haab. Thiele giver flere Vink om en saadan Opfattelse, og jeg skal fremdrage en Udtalelse, denne ikke kunde kjende, og som er saa meget betydningsfuldere, som den dels findes i en for hin Tid saare dannet og kundskabsrig Konstners private Dagbog, dels giver et Billede af Thorvaldsens daglige Liv, der ganske stem­mer med, hvad andre Overleveringer meddele. I sin Dagbog skriver nemlig Portrætmaler H. Hansen (s. d.): »Hans Geni er ham meget for voxen; hans Arbejder synes at være Fostre af en 10 Aar ældre og mere øvet Aand; han er en Mand af en overmaade levende Indbildningskraft. Jeg tror, han maa have en lykkelig Genius, som arbejder for ham, ellers kunde han ikke udføre det, han gjør, thi Studium har han ikke. Der ser ogsaa meget genimæssig ud hos ham; thi Røgtobak, Farve, Papir, Thevand, Bøger, Modelerstokke, Pudder og Tælle, Miniaturportræter  og 100 andre Ting tilligemed en god Portion rent Skidt forliges meget godt paa et lille Bord og er saa godt meleret blandt hverandre, at den bedste Chymicus skulde have ondt ved at skille dem ad«. Der er to Ord heri, som fortjener Opmærksomhed. Man har et af Thorvaldsen selv tegnet Portræt fra denne Tid, der viser ham omtrent som hans Personlighed ovenfor skildredes, med frit nedhængende Krøller; men »Pudder og Tælle« tyder hen paa, at Thorvaldsen, som alle andre, har maattet følge med sin Tids Mode, og naar han »propert klædt« har tilbragt Aftnen hos Conferensraad Heger, Abildgaard eller Capitain i Søetaten Fisker, har han uden Tvivl vist sig med Haaret pudret og friseret i Bukler.

Da Thorvaldsens Venner mente, at han, hvad Fremtiden til­strækkelig stadfæstede, i almindelig Dannelse, Sprogkundskab og Verdenserfaring havde ikke saa lidet at indhente, og da tillige ikke noget Stipendium i Øjeblikket var ledigt, blev det besluttet, at han foreløbig endnu skulde holde sig et Par Aar i Hjemmet. For at knytte ham til Akademiet og yde ham én i hin Tid ikke saa ringe Understøttelse, udvirkede Abildgaard, at Akademiet tilstod ham 100 Rdl. d. C. (320 Kroner). Denne Sum var egentlig bestemt til en Kobberstikker, men da ingen saadan netop søgte den, fik Thor­valdsen disse Penge først for et Aar (1794) og siden ligeledes for det følgende Aar (1795). I 1794 udstillede han ved Akademiets Aarsfest sit Gruldmedaillearbejde og »En Minotaurus, modeleret i

 

686

Ler«, et Arbejde, hvorom ellers intet vides. For øvrigt var han i dette Aar væsentligst sysselsat med at udføre fire Billedstøtter, »Muser«, til det Palais paa Amalienborg, hvori Arveprins Frederik skulde flytte ind efter Slotsbranden. Abildgaard varetog Indretnin­gen af Palaiet, og han havde overdraget Thorvaldsen dette Hverv; men da Tiden var knap, kunde Konstneren ikke faa Tid til at modelere disse legemstore Figurer paa sædvanlig Maade i Ler; han opmurede dem i fri haand i sten og fin kalk og afpudsede dem med et overtræk af gips(Stuk), Denne Fremgangsmaade vakte, som Thiele fortæller, ikke uden Grund, den dygtige svenske Billed­hugger Sergels Forbavselse, thi ikke alene gik Arbejdet let fra Haanden, men det, der fremvoxede under Konstnerens flittige Mur­ske, var endog i en erfaren Konstners Øjne »smukke Figurer«. Trods disse Arbejder lykkedes det ham ikke desto mindre inden Udgangen af Aaret at udføre et Relief, »Numa Pompilius hos Egeria«, som han den 5. Januar 1795 foreviste Kunstakademiet.

Thorvaldsens vigtigste Arbejde i 1795 var en Buste af Grev A. P. Bernstorf, og dette Værk, som ligeledes faldt heldigt ud, medvirkede til, at han, da endelig Rejsestipendiet blev tilstaaet ham i 1796, fik Tilladelse til at følge med en kgl. Fregat, som skulde gaa til Middelhavet bl. a. for at aabne Underhandlinger med Barbareskstaten Tripolis. Fregatten gjorde først fra Maj til August 1796 et Krydstogt i Nordsøen, vendte derpaa tilbage til Kjøbenhavns Red, og optog i Slutningen af August den tilbageblevne Thorvaldsen, hvem imidlertid Fregatchefens Hustru, Fru Fisker, havde taget sig af og forsynet med »Uldent og Linned« til Rejsen. Stipendiet var tildelt ham fra 1. Juli 1796, foreløbig for tre Aar, med 400 Edl. d. C. (omtr. 1,280 Kroner) aarlig. Den 23. August udfærdigedes hans Rejse-Instrux, et Par Dage efter fejrede hans Venner og Konstbrødre en lille Afskedsfest for ham paa Skydebanen, den 27. August gik han ombord, og den 30. lettede Fregatten med Cæsar og hans Lykke.

De Breve, Capitain Fisker fra Rejsen hjemsendte til sin Familie, skildrer den i psykologisk Henseende mærkelige Aandsslaphed, hvoraf Thorvaldsen, efter det virksomme Liv han i de sidsts aar havde ført i Kjøbenhavn, under hele Søtogtet følte sig greben. Han gad ikke lære Italiensk eller Fransk, hvori Chefen og Skibs-præsten vilde undervise ham, han havde ikke Lyst til nogetsomhelst andet Arbejde, hans eneste Tidsfordriv var at sove »og spørge om, hvad vi skal have til Middag«, samt lege med >Hektor«, en stor

 

687

Hund, han havde ført med sig ombord, medens en anden, »Monsieur Primon«, var bleven tilbage hos Faderen i Kjøbenhavn. Dog gjorde han Forsøg paa at holde en Dagbog, hvoraf Thiele har med­delt nogle Brudstykker, og tegnede nogle Portræter. I Januar 1797 forlod han omsider Fregatten og rejste over Palermo til Neapel og derfra til Rom, som han endelig naaede den 8, Marts, hans saa kaldte »romerske Fødselsdag«. Fregattens Chef, der fulgte hans Skjæbne med megen Varme, skrev ved denne Tid hjem til sin Kone: »Thorvaldsen er nu i Rom. Gud være med ham! Han er en skikkelig Mand, men en doven Hund !«

Det er bekjendt, at den lærde Zoega, der var dansk Konstagent i Rom, tog sig meget venligt af Thorvaldsen, som var anbe­falet til ham, og at han, omtrent et halvt Aar efter dennes Komme til Rom, skrev et Brev til Biskop Münter i Kjøbenhavn, hvori han klagede over, at Akademiet lod de unge Konstnere rejse til Italien »Saa ganske raa« i alt, hvad der er udenfor Konsten. Heri gjorde han i dette Tilfælde til en vis Grad Akademiet Uret, da Thorvald­sen netop var holdt tilbage i næsten tre Aar for at vinde nogen almindelig Dannelse. Dog det laa ikke for ham ,at tilegn sig den ad den sædvanlige Vej. Men naar Brevet begynder med, at han finder, Thorvaldsen »er en fortræffelig Artist af megen Smag og Følelse«, maa han have set enten Tegninger eller Billedhuggerværker af ham, f. Ex. de to Buster, Bemstorffs og Tyge Rothes, som var sendte til Rom for der at hugges i Marmor, thi i det første Aar udførte Konstneren intet i Rom. Af et Brev fra Zoega til Thor-valdsen omtrent ved samme Tid (24. Octbr. 1797) ser man, at Thorvaldsen eller hans Omgivelser allerede dengang havde forandret det danske. Bertel, hvis Oprindelse man ikke har kjendt, til det derfra ganske forskellige Alberto, som siden stadig blev hans italienske Fornavn. Af samme Brev ser man ogsaa at Thorvaldsen virkelig har kjendt Carstens personlig i den korte Tid, denne endnu levede. Næst efter Zoega har Carstens vistnok været hans første.Bekjendtskab i Rom.

Trods den næsten barnlige Uskyldighed, der fremlyser af Thorvaldsens Dagbog under Opholdet i Palermo og Neapel, var han dog, da han naaede Rom mindst 25 Aar.gammel selv om vi sætte hans Fødsel senere end den almindelige Overlevering har vedtaget. Hans Alder ikke mindre end hans medfødte Skjønhedsfølelse maatte gjøre ham modtagelig for kvindelig Ynde, og allerede et Par flygtige Ord i Dagbogen vidnede om, at han ikke skyede Kvinderne. Under et

 

688

Ophold paa Landet hos Zoega i den første Sommer, han tilbragte i Rom, gjorde ikke alene den blonde unge Mand med de blide Øjne et stærkt Indtryk paa Italienerinderne, men ogsaa han følte sig paa sin Side dybt greben af en ung italiensk Kammerpiges sorte Øjne og lod sig fange i et Garn, som i en lang Åarrække efter blev ham en trykkende Lænke. Hun hed Anna Marie Magnani, indgik til Held for Thorvaldsen, nogle Aar efter et Ægteskab med. en tysk Professor, UhdenT der forekom hende et mere fristende Parti end den fattige danske Konstner, men forlod snart sin Mand og levede siden lige til sin Død for og ved Thorvaldsen, hvem hun efter flere Aars Forbindelse omsider (omtr. 1811) skjænkede en lyshaaret Datter, »min Contrabanddatter«, som Thorvaldsen kaldte hende. Et Portræt af Moderen, malet af Eckersberg i 1814, da hun altsaa maa have været over 30 Aar, viser et endnu ungdommeligt, men ikke særligt smukt Aasyn, hvori det bedaarende Blik maaske næppe er gjengivet i sin hele straalende Fylde. Abrabams fandt i 1826—27, at hun »just ikke gjorde noget behageligt Indtryk«.

Thorvaldsen tilbragte et Aars Tid i Rom, inden Trangen til skabende Virksomhed paany vaagnede hos ham, og de Mesterværker, han saa om sig, gjorde en svimlende, næsten nedtrykkende Virkning paa ham. Han indskrænkede sig i Løbet af 1797 til at, udføre Rothes og BernstorfFs Buster i Marmor, og »at copiere efter de fornemste Antiker«. For øvrigt tilbragte han sin Tid med at se, men de urolige politiske Forhold nødte ham til at skynde sig. Flere af de navnkundigste Mesterværker fra Oldtiden blev ind­pakkede for at sendes til Paris, saa at Thorvaldsen lige kunde faa Tid til at kaste et Blik paa dem, inden de forsvandt i Kasserne. I Januar 1798 meddeler han, at han har begyndt at udføre en lille Gruppe, »Bacchus og Ariadne«, og i Juni var den færdig, uagtet han havde lidt meget under den romerske Feber, der som en stadig Fjende forfulgte ham hver Sommer i en lang Åarrække. En anden Composition, som er mindre kjendt, ligger forud for denne Gruppe; det var et  Signet, han havde lavet sig, eller om man vil en Slags Vaaben. Det forestillede hans egen buste med som Herme med.Navnet i en Halvbue ovenover og forneden omgivet af Billedhuggerredskaber, liggende paa det Bord, som Busten staar paa. Med dette Segl lukkede han sit Brev af. 5. Januar 1798 til Akademiet, og endnu i October 1800 brugte han det samme Segl.

Medens »Bacchus og Ariadne« omsider naaede hjem til Dan­mark og blev set af Akademiet, fik han efterhaanden sit Stipendium

 

689

fornyet, saa at han ialt kom til at nyde det i sex Aar, og han arbejdede nu flittigt paa at copiere efter Antiken, dels Buster, dels enkelte Billedstøtter. Det mærkeligste af disse Arbejder er vistnok hans Copi. i halv naturlig Størrelse af den.ene af  Kolosserne paa Monte Cavallo,  nemlig »Pollux«. Den blev udført i Løbet af 1799 og har sikkert været Thorvaldsen et uskatterligt forarbejde  til hans senere Konstnervirksomhed.

Man har henpeget paa, at Winckelmam i ikke længe i forvejen klart havde fremsat sin Lære om den græske Billedhuggerkonst og paavist, hvorledes denne var en Forbindelse af et fortroligt Kjendskab til Menneskelegemet med en dyb Følelse for Skjønhed  og Stil, man har gjort opmærksom paa, at Winkelmanns trofaste Lærling, Zoega, i Førstningen var Thorvaldsens alvorlige Raadgiver i Rom, og ment, at disse Forestillinger derfor maatte staa klart indprægede i hans Sind. Men i 1794 skrev en dansk Konstner i sin Dagbog om ham: »Jeg tror, man gjør ham Uret, naar man tillægger ham theoretisk Kundskab«. Den Udtalelse gjælder vist for hele hans Liv. Det var ikke ved at læse Winckelmann eller ved at høre Zoega, men ved  at se Carstens' Tegninger, ved.at se »Muserne« ”Laokon” eller »Torso”, at rnodelere efter ”Pollux” ar Thorvaldsen tilegnede sig en ”ny og storladen Stil«. Naar man sammenligner hans Guldmedaillearbejder i Konstakademiet i Kjøbenhavn med »Jason« og hans senere Arbejder, ser man let, at et kraftigt Snille alt da førte hans Haand, men man ser ogsaa, at det, der gjør ham til en næsten enestaaende Konstner, ikke var skjænket ham paa Vuggen. Hans Skjønhedsfølelse søger endnu efter sit Udtryk, han  søger hos Abildgaard, han søger hos Rafael —- i Kobberstik efter hans Malerier —, men først i Rom »smelter Sneen fra hans Øjne«, ..og han ser, hvad det er, han har savnet; ja, hvad mere er, han har paa samme Tid i aandeligt Eje, hvad han har set; men at tale om det, maa han overlade til andre. Fra nu af forstaar hans mægtige Fremstillings­evne at parre, hvad han har set og ser i den omgivende Natur, hvad han har følt og oplevet i sit varme, for alt godt bankende Hjærte, med en Sans for Liniernes rhytmiske Gang, med et Blik for Formernes Ligevægt, med en saadan Udstraaling af indre og uforgængelig Skjønhed, at selv den løselig tilhugne Blok, hvoraf en af Thorvaldsens Billedstøtter skal fremstaa, allerede synes at udtale hans Tanke. Uden at tages til Fange af en nærgaaende Gjengivelse af Naturens Enkeltheder føler man Skjønheden som Sandhed, fordi den er Aand.

 

690

Af Oldtidens »Pollux« blev der under Thorvaldsens skabende Haand en kjæk og mandig »Jason«, Det er ikke en daadløs Yngling som Digterens Aladdin« hvem Lykken falder i Skjødet, men en mandig Helt, som ikke har sejret uden at have kæmpet, om end under de høje Guders værnende Naade,

Om Somren 1800 havde han, »for at øve sig«, udført en nøgen Statue i naturlig Størrelse, vistnok den første saa store fritstaaende Figur, han foretog sig. Den forestillede Jason i Færd med at vende tilbage til Skibet, efter at han har borttaget det gyldne Skind. Da den om Foraaret 1801 var færdig, havde han ikke Raad til at lade den afstøbe i Gibs; ikke desto mindre bevarede han den i Leret henved et Aar, inden han, da hans Stipendium var udløbet og ingen syntes at lægge Mærke til hans Arbejde, mismodig slog den i sønder. Men Thorvaldsen kom ikke til at rejse strax, hans Arbejdslyst vaagnede paany, og med den voxende Evne steg ogsaa hans Lyst til i det Udvortes at tumle med større Masser. Han opbyggede nu ”Jason« paany i Leret, fire Alen høj, og den. ivrige Konstelskerinde, Fru Frederikke Brun, som havde set Modellen i hans Studio, det italienske Navn paa en Billedhuggers Værksted, forstrakte ham med Penge til at lade Figuren afstøbe i Gibs (1803). Det var Krisen i hans Konstnerliv. Med denne Figur stod han pludselig i Række med de mest fremragende Konstnere i sit Fag, særlig med Datidens første Konstner, Canova. Thorvaldsens Værk var i alles Munde, man saa i det den græske Konsts Gjenfødelse, men Konstnerens Navn var endnu saa lidet kjendt, at nogle af  hansKonstfæller, hvem han spiste sammen med, spurgte.ham, om.han Kendte den Lands­mand, der havde udført »Jason«. Krisen var dog ikke til Ende, Selv om Billedstøtten stod for alles Øjne i Gibs, maatte Konstneren dog forlade den og sin nyfødte Navnkundighed, hvis han ikke fandt en Kjøber til den — eller til andre Arbejder. Kofferten var ogsaa pakket, da som bekjendt den engelske Rigmand, Sir Thomas Hope, fik »Jason« at se og strax besluttede sig til at lade den- ud­føre i Marmor for den af Konstneren forlangte Pris, 600 romerske Zecchiner (1,320 Scudi ellet omtrent 5,000 Kroner). Desuden lovede han Konstneren 200 Zecchiner mere, naar Arbejdet var færdigt.

Nu var Isen brudt. Thorvaldsen blev i Rom, og selv om han ikke med ét Slag kom ud af al sin Forlegenhed, strømmede dog nu Aar for Aar Bestillingerne stedse talrigere ind paa ham fra de rige og fornemme Rejsende, som besøgte Rom, dels paa en Mængde Portræter, mest Buster, dog ogsaa adskillige Billedstøtter .i Legems-

 

691

størrelse, dels paa Gravmæler, som oftest i Relief, dels endelig paa Udførelse i Marmor af Konstnerens egne frie Compositioner, hvor­til han i hele det første Tidsrum af sit Konstnerliv, der kan regnes fra 1803 til 1819, helst valgte Emnerne fra de græske Gude- og Heltesagn. Mangen Gang omarbejdede han nogle Aar efter tid­ligere, udført Arbejde, ligesom han havde gjort med »Jason«, og sædvanlig: hævede den nye Behandling sig paa en mærkelig Maade over, den ældre. Blandt den Række Billedstøtter, som fremstod under hans Hænder i disse Aar, kunne vi kun her dvæle ved de vigtigste. Kort efter at »Jason« var modeleret, fremkaldte en ny Bestilling to Billedstøtter lidt under naturlig Størrelse, »Bacchus« og »Apollo«, der snart efterfulgtes af en »Ganymedes«, staaende med Drikkeskaalen i Haanden, omtrent i samme Størrelse. Ved denne Tid (1805) modelerede han tillige en fire Alen høj »Mars«, som først skulde have været grupperet sammen med Venus, men senere blev forandret til »den fredbringende Mars«, grupperet sammen med Amor. Man ser i den uvilkaarlig et Sidestykke til »Jason«. Men inden denne Billedstøtte var fuldt færdig, udførte han en ny i sædvanlig Legemsstørrelse, en »Adonis« (1808), hvorom det hed, »at den nyere Konst i Rom ikke havde frembragt noget, der almindeligere henrev Kjendere og Ikke-Kjendere til glad Beundring«. Han vovede sig heri et Skridt længere bort fra den Stil, som den græske Oldtid havde paatrykt sine Gudebilleder, og et Skridt nær­mere til den usminkede Natur, uden derfor at tabe den Holdning i Form og Linier, som hæver Konstværket op over det daglige Liv. »Psyche med Urnen« (1811), »Venus« (1816), Omarbejdelse af en ældre Figur, og »Hebe«, ligeledes en Omarbejdelse fra dette Aar, viste Konstneren paa samme Vej og førte hans voxende Ry stedse videre. Restaurationen af de æginetiske Statuer, som i 1816 blev Thor­valdsen overdraget, lykkedes ikke alene saa godt, at han vandt ny Hæder derved, men øvede tillige en betydningsfuld Virkning paa hans hele Udvikling. Den rene Naturfølelse, der gik gjennem dette Oldtidsværk, den storladne Kraft i dets simple Motiver greb Thorvaldsen dybt, og i de følgende Arbejder fra hans Haand (1817—19), i den skjønne Gruppe »Ganymed med Ørnen«, i Statuerne »Hyrdedrengen« og »Haabet«, hvori han aabent holdt sig til Karakteren i en af de min­dre Figurer fra Æginagruppen, og endelig i et af hans mesterligste Værker, »Merkur, som gjør sig rede til at dræbe Argus«, sporer man et nyt Standpunkt hos Konstneren. Han slutter sig endnu inder-ligere end før til det, som Naturen byder ham, og Motivet til den

 

692

ene af disse Figurer, »Hyrdedrengen«, skal han endog umiddelbart have afluret det daglige Liv. Han giver sig nu saa meget tryggere sin Følelse i Vold, som han er stedse sikrere paa, at hans faste Haand og øvede Øje af sig selv vil føre hans Konstskabning ind under den sande Skjønheds evige Love. Et Par kvindelige Portræt­billedstøtter, »Grevinde Ostermann«: (1815) og »Fyrstinde Baryatinska« (1818), havde paa samme Tid vist ham selv og andre hans vidunderlige Evne til at forbinde det moderne Livs Krav med Konstens Maal. Endelig fremstillede han ved Grænsen af det Tids­rum, vi her dvæle ved, »Gratierne« som Udtrykket for sin daværende Opfattelse af den kvindelige Skjønhed.

Men ved Siden af den Række Billedstøtter, hvoraf her de mærkeligste ere fremhævede, vandt Thorvaldsen ganske særligt et stort Navn ved sine Fremstillinger i halvophøjet Arbejde. Medens Italienerne nødig vilde indrømme ham Forrangen for deres fejrede Konstner, Canova, som Statuarius, maatte de snart erkjende ham for Mestren i Reliefet (ilpatriarca del rdieuo), saa meget mere, som han saa at sige gjenfandt den sande Reliefstil og gjennemførte den med en Adel og Renhed, som ikke havde været set, siden den græske Old­tids skjønneste Mesterværker fremstod. Allerede i »Musernes Dans paa Helikon«, som han i 1804 modelerede paa Baron Schubarts Landsted Montenero ved Livorno til Baronessens Fødselsdag, over­raskede han ved den Duft fra Oldtiden, som det frit og fordringsløst bar Beskueren i Møde; men endnu mere i »Briseis' Bort­førelse« fra 1805 fremtraadte hans klare Opfattelse af, hvorledes en Composition bør udfoldes i et Relief, og hans sjældne Evne til i Reliefet at fortælle en mere eller mindre rig Handling klart og levende.

Imidlertid havde Florens været den første Stad, hvis Konstakademi følte sig smigret ved at tælle en Konstner som Thorvald­sen blandt sine Medlemmer, idet han i September 1804 fik en Ud­nævnelse til Professore derved. Først to Aar efter optog Roms Konstakademi, San Luca, ham til Medlem paa Reliefet A genio lumen. Paa samme Tid begyndte ogsaa Danmark at faa Øjnene op for hans voxende Storhed; dertil regner jeg ikke, at den danske Diplomat, Baron Schubart, der hørte hans Ry gjenlyde fra alle Sider, og saa Mesterværker fremstaa under sine egne Øjne, følte sig greben af hans Konstnerstorhed, ligesom han følte sig tiltalt af hans jævne personlige Elskværdighed, heller ikke, at Schubarts Søster, Grev­inde Schimmelmann, paa Broderens Vink bestilte en Døbefond til

 

693

Brahetrolleborg Kirke i Fyn. De fornemme Velyndere, som den­gang ikke kunde undværes i Kjøbenhavn, havde, dog ikke uden Mindelse fra Baron Schubart, faaet Øjnene op for, at en dansk Mand i al Beskedenhed gjorde sit Fødeland ualmindelig Ære i Italien, og man sendte ham derfor, som en Paaskjønnelse heraf, 300 Rdl, d. C. fra Fonden ad usus publicos (Marts 1804); i et noget senere Brev fra Christiansborg Slots Bygmester, C. F. Hansen (Juni s. A.), hentyder denne til, at de samme høje Velyndere ere faldne »paa den meget rigtige Idee, at opfylde Deres Ønske, at lade Dem endnu blive nogen Tid i Italien«, nemlig for at »forfærdige nogle Konst-Arbejder« til Prydelse for det nye Slot. Snart efter meddelte Baron Schubart med en Henrykkelse, som om Danmark derved havde grundfæstet Thorvaldsens Ry, at hans Søster havde tilskrevet ham, hvorledes Hansen havde i Sinde at bestille fire kolossale Sta­tuer efter Thorvaldsens eget Valg til Slottets Portal. Da Hansens Bestilling to Aar efter kom, faldt den ud til, at de fire, bestemt opgivne Statuer, skulde udføres i Sandsten af Akademiets værdige Lærer, Dajon — man mindedes vel, at han var meget ældre end Thorvaldsen —, medens denne skulde faa Lov at udføre fire Medailloner, svarende til Billedstøtterne!

I Mellemtiden mellem den lovende Bebudelse og Virkelighedens Smalhans havde dog Konstakademiet i Kjøbenhavn i et og samme Møde, den 6. Maj 1805, først agreeret og enstemmig optaget Thor­valdsen til Medlem og derpaa »uden Stemmesamling ved Bifald« valgt ham ,til Professor ved Modelskolen i den nylig afdøde Weidenhaupts Sted. Tillige blev det bestemt, at de 400 Rdl. d. C., som den afdøde Billedhugger havde nydt af Kongens Kasse, skulde til­falde Thorvaldsen, naar han kom hjem, men indtil den Tid oppebæres af Akademiets Kasse. Som Medlemsstykke modtog man den tidligere hjemsendte lille Gruppe »Bacchus og Ariadne«. Det var meget, Akademiet her havde gjort ved paa engang at. vælge en Konstner til Medlem og Professor tilmed uden at han i                             forvejen var agreeret. Det meldte det derfor i en ærbødig henstillende Tone til Præses, Arveprins Frederik, da det »ikke har troet at kunne vælge nogen værdigere end bemeldte Hr. Thorvaldsen, hvis store Talent og allerede erhvervede Fortjenester af Konsten give Akade­miet det mest grundede Haab, at Deres kgl. Højhed vil samtykke i dette Valg«. Først to Aar efter fik han sin Bestalling oversendt, »der er ham forundt aldeles gratis«.

Det tager sig lidt fattigt ud, hvad Fødelandet kunde gjøre for en

 

694

Fostersøn, som det næppe faar Mage til. Men det tør ikke glemmes, at trods al den Beundring, som gjenlød over Thorvaldsen fra Ud­landet, har selv Landets bedste Mænd næppe dengang til fulde fattet, hvad hans Storhed virkelig gjaldt, ligesaa lidt som at Dan­mark dengang, ikke mindre end nu, »er et lidet fattigt Land«, me­dens Konstnerens mægtige Fremstillingsevne ikke kunde nøjes med ringere end saa at sige hele Europa til Fædreland, for at faa Opgaver, der vare hans Aand store og talrige nok1.

I Løbet af 1808 til 1810 udførte Thorvaldsen sin første offentlige Bestilling for Danmark, de fire store Medailloner til Christians­borg Slots Portal, som ikke alene udmærkede sig ved en skjøn udførelse, men ogsaa ved den Sindrighed, hvormed han brugte Motiver fra den græske Oldtids Gudesagn til at levendegjøre de abstracte Opgaver, Bygmestren havde forlangt, »Styrke, Sundhed2, Visdom og Retfærdighed«. I det følgende Aar (1811) fik han en Opgave, som trods den Hurtighed, hvormed den skulde udføres, fremkaldte et af hans største og mærkeligste Arbejder. Da Kejser Napoleon ventedes til Rom, blev Quirinalpaladset, fra hvis Vinduer Thorvald­sen engang havde modeleret sin Copi af »Pollus«, i største Hast sat i den pragtfuldeste Stand til at modtage den séjrvante Hersker. Den tyske Bygmester Stern, hvem dette Hverv var overdraget, havde, som det synes paavirket af Thorvaldsens Modstandere, i Førstningen ikke henvendt sig til denne; men da han ønskede en  55 Alen lang Frise med Figurer i halv naturlig Størrelse til en af Salene, vidste han ingen, som paa det fremrykkede Tidspunkt kunde løse saadan en Opgave, uden Thorvaldsen, og denne, der følte sig i sit Snilles fulde Kraft, tog imod Tilbudet og undfangede Ideen til Alexanders Triumftog i Babylon med en saadan Aandsnærvserelsens Klarhed og Sikkerhed, at han i Løbet af faa Maaneder kunde modelere den lange Frise Stykke for Stykke, sikker paa, at den flygtige Udførelse, som Tiden kun.tillod ham, at give Enkelt-

 

1 H. Hansen, som levede længe nok til at se Thorvaldsen paa Højdepunktet, skrev 1827 i sine „Betragtninger": „Dersom Thorvaldaen var kommen hjem fra Rom, da hans Rejseaar . . . var forløbne . . ., vilde hele Europa aldrig have lært at kjende hans skabende Aand, og Danmark kunde, endog med den bedste Vilje, ikke have aabnet hans Fantasi det Spillerum, som næsten alle Nationer have bidraget til at udvikle paa den skjønneste Maade". — „Hvad ville hans lod være bleven", spørger han videre. „Sandsynligvis at hugge ligstene Kirkegaardene!"

3 Som bekjendt var det Thorvaldsen, der maaske ikke helt ufrivilligt læste Sundhed for Sandhed.

 

695

hederne, vilde gøre sin rette Virkning paa den valgte Plads, og at Anordningen vilde falde som den skulde efter salens størrelse og Forhold. Mere end i noget andetaf sine konstværker staar han maaske her som den af den græske Konst beaandede Billedhugger, en saadan Flugt var der i den hele Fremstilling, en saadan Skjønhed og Frihed i Liniernes Gang, et saadant Liv i de henkastede Menneske- og Dyreskikkelser. Da han i en senere Omarbejdelse fik Lejlighed til at rette nogle faa mindre vellykkede Enkeltheder, og til bl. a. ogsaa at give selve Helten, den unge sejrende Alexander, en værdigere og ædlere Holdning, naaede han at frembringe et i den nyere Tid i plastisk Skjønhed og Storhed enestaaende Værk, der er blevet Forbillede for flere af yngre Landsmænd udførte Frisér, hvori smuk Følelse heldigt parrer sig med en ren Stil, om end Thorvaldsens uforlignelige Lethed og Ynde ikke er naaet af nogen senere Konstner.

Der fremstod nu og i de følgende Aar en Række Reliefer, hvori han dels dvælede ved den skjelmske Amors Liv og Færd under mangfoldige Skikkelser, tiest som en buttet, overmodig Dreng, hvis Elskværdighed forsoner med hans Luner, dels i mandige alvor­lige Træk skildrede en Række Optrin af Homers Digte. Med en ej endommelig Virkning fremtraadte de navnkundige Medailloner »Nattens og »Dagen«, idet Thorvaldsen, efter i længere Tid at have været Bytte for den Slags nedtrykkende Aandens Hviletider, der hjemsøger enhver aandelig Skaberevne, pludselig følte sig ud­revet af sin tunge Uvirksomhedstilstand og paa én Dag modelerede først »Katten«, hvortil han længe havde haft Tanken, og strax efter som et Sidestykke »Dagens.

Medens dette Tidsrum som sagt henter sit Hovedpræg fra hans Fremstillinger af Emner fra Oldtiden, peger enkelte Træk hen mod det, der væsentlig skulde sysselsætte ham i hans senere Liv. Be­stillingen til Brahetrolleborg fremkaldte nogle smaa Reliefer i christelig Retning, hvis Skjønhed borde have bragt dem til Tavshed, som raabte saa højt paa, at Thorvaldsen kun kunde gjøre »hedenske« Billeder, og han endte dette Tidsrum med et stort monumen­talt Arbejde, det.første i Rækken af hans skjønne historiske Mindes magiker, nemlig »den døende Løve« til Minde om den i 1792 ved Tuilerierne i Paris nedhuggede Svejtsergarde. Den blev senere udført i „Félsenrelief, d. v. s. udhugget kolossal i selve den levende Klippe, tæt udenfor Luzern i Svejts af en yngre svejtsersk Billed­hugger. Thorvaldsen havde dengang endnu aldrig set en levende

 

696

Løve, men han brugte med saa fin en Smag de Konstfremstillinger, han kjendte, og havde, idet Dyrenes Liv stadig var Grjenstand for hans Opmærksomhed, et saa klart Blik for deres naturlige Udtryk, at denne Allegori paa tapre Mænds uegennyttige Troskab paa den sindrigste Maade kom til at forbinde vilkaarlige Attributer med det virkelige Livs Sandhed til et helt, fantasirigt Konstværk.

 

Overgangen til det nye Tidsrum, som begynder med Thorvaldsens Rejse til Danmark, dannedes af nogle Begivenheder i Konstnerens personlige Liv, hvormed — i hans 46—48. Aar — hans Ung­doms Historie sluttes.

Thorvaldsens første Forbindelse i Rom havde ikke været en Hjærtesag, eller i. al fald ejede den, til hvem hans Hjærtes ufrivillige Drift havde knyttet ham ikke den aandelige Udvikling„ og den Sjæleadel, som i Længden fængsler en dybere Natur. Den fint­følende, aandeligt højt udviklede Sjæl, der dulgte sig bag Konstnerens jævne, fordringsløse Udvortes, bag hans Ligegyldighed for det selskabelige livs former  trængte til ædle Kvinders Selskab, og Thorvaldsen følte sig aabenbart hele sit Liv vel i unge, skjønne og aandrige Damers Nærværelse, af hvis Samtaler han sugede den Erotik, som saa smukt og levende udtaler sig i hans Konst, navnlig i hans smaa Reliefer. Hos Baron Schubart paa Montenero, hos Storhertuginden af Toscana i Lucca og Morens, i de„finere mest italienske og engelske Huse, som han efterhaanden fik Adgang til i Rom, mærker man den Tiltrækningskraft, elskværdige, Damer øvede paa ham. Men hidtil synes han mest at have været i Samkvem med yngre og ældre Fruer, eller med saa højtstaaende Damer, at andre Følelser end det Velbehag, en aandelig og dannet. Conversation skaber, ikke havde haft Lejlighed til at opstaa hos ham.

Imidlertid fandt den Kreds, navnlig af huslig sindede Englændere, til hvem han kom i Forhold, at Thorvaldsen efter sine Indtægter, sin Alder og sin Helbred førte et altfor uhyggeligt Ungkarleliv; thi han boede endnu, som da han var »Akademiets rejsende Pen­sionair«. Man opfordrede ham ligefrem til at skabe sig et Hjem, og man lagde næsten Giftemaalsplaner for ham.  Ved den, hans Venner tiltænkte ham, saa de imidlertid vel meget hen til, at Thor­valdsen ikke mere var ung af Aar, og troede, at han udelukkende kunde lade sig nøje med det indre Menneskes gode Egenskaber. Den »ikke ganske unge« Dame, der ved sin Dannelse og sin Begejstring for Billedhuggerkonsten, som hun selv dyrkede, følte sig tildragen

 

697

af Konstnerens ædle Personlighed, Skotlænderinden Frances Mackenzie Seaforth, var ikke smuk; tvertimod skildres hun af Person som »stor, mager og knoklet«, det samme gjaldt om hendes Hænder og Fødder, og i sin graa Dragt, med sin graalige Hudfarve og sit stil­færdige Væsen sammenlignedes med en Flagermus!                                Brøndsted, som saa hende dengang, kalder hende »uden Blomst, uden original Tanke eller munter Meddelelse, tilmed særdeles hæslig«. Det skulde man ikke synes var noget for Skjønhedens Apostel i det nittende Aarhundrede! Derimod rose alle hende for hendes »mer end for­nødne« Dannelse og Lærdom, hendes gode Opdragelse og rene, men noget kolde Personlighed.

En Sygdom, Thorvaldsen paadrog sig under en Udflugt til Tivoli i Forsomren 1818, bragte ham i nærmere Forhold til Miss Mackenzie, der, i Forening med sin Ledsagerinde paa Rejsen, sin gamle Tante, plejede ham under hans Bedringstid, som han til­bragte i Albano, og da han følte sin Helbred vende tilbage under det hyggelige Samliv med tvende Damer, der forstod at omgive ham med et Velvære, han aldrig havde kjendt, bragte hans Glæde herover ham til at tage fejl af sine Følelser, saaledes at han endnu i Albano skal have tilbudt Miss Mackenzie sin Haand. Den sæde­lige, strængt opdragne Skotlænderiude torde ikke modtage Tilbudet uden at skrive hjem, men i Mellemtiden steg ganske naturlig hendes Følelse for den i det daglige Samliv saa ualmindelig elskværdige Konstner, medens Thorvaldsen, efter at han paa en Efteraarsrejse til Neapel, hvor de fulgtes ad, havde givet sit ædelmodige Hjærte Luft i det fineste Galanteri, ved Tilbagekomsten til Rom, til sin Konstvirksomhed og sit daglige Livs Vaner, hurtig saa sine Illusio­ner svinde og fik Øjet op for den nøgne Virkeligheds mindre til­talende Billede. Da hertil kom, at hans Datters Moder i skinsygt Raseri truede med at myrde baade ham og Barnet, var Forbindelsen allerede i Hjærtet brudt fra Thorvaldsens Side, maaske inden de Breve var komne fra Skotland, hvori han aabenlyst regnedes for Miss Mackenzies »Forlovede«. Rygtet naaede saa vidt, at da alt var forbi og Thorvaldsen paa Vejen til Danmark, hed det (Sept. 1819) i et dansk Blad: »Han giftede sig for ikke længe siden med en engelsk Dame«.

Det var maaske dog ikke disse Omstændigheder alene, som kjølnede Forholdet. Kort efter at Thorvaldsen i 1818 var vendt tilbage til Rom, fik han Lejlighed til at forny et Bekjendtskab, der synes at have været ham ulige behageligere. Wienerinden Francisca

 

698

(Fanny) Caspers, som nu var 31 (ikke 35) Aar, havde i 1815—16 til­bragt Vintren i Rom med den Fyrstinde Grassalkovich, hvis Selskabs­dame hun var. Allerede dengang havde hun besøgt Thorvaldsen i hans Værksteder og havde været indtaget i ham som Menneske, ikke mindre end som Konstner; hun roser i sin Dagbog hans Elsk­værdighed og Skjønhed og kalder ham paa et andet Sted „meinen Liébling". Den 7. November 1818 kom hun igjen til Rom med sin Fyrstinde og havde denne Gang Lejlighed til at træde i endnu nærmere Berøring med Thorvaldsen, fordi hendes Ungdomsveninde, Malerinden Louise Seidler, som da var i Rom, stod i nøje Venskabs­forhold til Konstneren,

Uagtet Fanny Caspers ikke var hel ung mere, var hun ~bildsc,on, ungdommelig, yndefuld, sprudlende livlig, aandrig og langt friere i sit Væsen end den stive Skotlænderinde, uagtet hun i fin Følelse og Sjælsrenhed ikke stod tilbage for sin Medbejlerinde. Det varede ikke længe, før hun paany besøgte Thorvaldsens Værksteder, og da hendes Veninde snart efter gav sig til at male hendes Portræt, blev Thor­valdsen en stadig Gjæst, hvergang Louise Seidler havde sin skjønne Model hos sig. Medens han gav Konstuerinden gode Raad ved Ud­førelsen af Portrætet, saa hun en Tilbøjelighed udvikle sig mellem ham og Veninden, saa ungdommelig, saa frisk, saa uskyldig og til­lige saa tiltalende, som om de begge havde været unge Mennesker. »Det var rørende«, siger hun, »at iagttage Thorvaldsen, hvorledes han søgte at kæmpe mod sin dybe Tilbøjelighed for den herlige Pige, og hvorledes hans Følelse for hende dog stadig kom til Gjennembrud paany«. Denne Flamme var altsaa ikke, som Thiele (Thorv. II., S. 429) siger, fra »Midnatstimen 1818—19«; den tilbragte Thor­valdsen ikke engang i Selskab med denne »anden Francisca«. De havde vel været sammen paa en Concert tidligere paa Aftnen, men Konstneren opfordrede hende forgjæves til at tilbringe Aars-skiftet med ham hos en dansk Familie, hvor han plejede at være den Aften. Hun foretrak at kjede sig hos Fyrstinde Kaunitz.

Paa samme Tid som Thorvaldsen lod sig henrive af den Aand og den Ynde, Fanny Caspers udfoldede, fornægtede han dog ikke sit Forhold til Miss Mackenzie, saaledes at den tyske Dame, som vexlede Billetter med ham, hvis Indhold uden Omsvøb skal have røbet hendes Hjærtes sande Tilstand, endnu i April 1819, da hun første Gang saa hans Braut, med sværmersk Uegennyttighed finder hende »udmærket ved Hjærte, Aand og Talent« og tilføjer: »Uagtet Miss Mackenzie ser meget kold ud, føler jeg mig dragen til hende

 

699

og kunde faa hende ret kjær; vi bo ligeoverfor hinanden, og hun hedder Francisca ligesom jeg«.

Louise Seidler og den hele tyske Kreds i Rom syntes, at Thorvaldsen og Fanny Caspers var som skabte for hinanden. Man ønskede, hun maatte blive hans Kone; »hun vilde have været en støtte for de Tyske, i Rom«. Englænderne holdt paa deres kyske, »knoklede« Diana,  »som gjærne tog den lille, Elise (Thorvaldsens Barn) til sig som eget Barn, naar det kom an derpaa«. Det var som en væddekamp mellem europas to Stormagter om, ”hvem der om hvem der skulle nyde æren af en forbindelse med den moderne Fidias.”

Glanspunktet af Thorvaldsens Samliv med Fanny Caspers var Festligholdelsen af Fru Humboldts Fødselsdag (den 26. Febr.)l og af hendes egen Navnedag (den 9. Marts). Ved den sidstnævnte Fest var det, Thorvaldsen slyngede en Krans om hendes Hoved, medens det jublende Selskab hilste hende som hans Muse; dog var det ikke fra sit eget Hoved, han. tog Kransen, men fra en Punschebolle. Helt ind i Maj Maaned vedvarede dette Samliv, der synes at have gjort dem begge lige lykkelige. De saa Vaticanet ved Fakkelskin under Thorvaldsens egen Ledelse, han skjænkde hende Tegninger, og hun følte sig som „eine glückliche Person". Men snart var det forbi med denne Amors Fest.

Thorvaldsens Venner syntes, det ikke kunde vedblive saaledes, at én Dame gjaldt for hans Brud, medens hans Hjærte var fængslet af en anden. En fornem Englænderinde afkrævede ham paa Miss Mackenzies Vegne en Erklæring, som havde til Følge, at denne for­lod Rom den 5. Maj 1819. Omtrent ved samme Tid foreholdt Brønd­sted den stakkels Konstner, at han som Mand af Ære skulde sige, hvilke Tanker han havde til Fanny Caspers; Brøndsted var maaske selv en af dem, der gjærne havde set hans Forbindelse med den tyske Dame; han var i det mindste meget glad ved, at Forbindelsen med Skotlænderinden blev hævet.  Thorvaldsen, som havde sin skinsyge »Herskerinde« i Baggrunden, erklærede, at han havde lovet Miss Mackenzie aldrig at gifte sig. Maaske det skulde være en fin Hentydning hertil, at Thorvaldsen, da Fanny Caspers den 16. Maj kom tilbage fra en Udflngt til Neapel, forærede hende en Tegning,  som forestillede »Amor, der leger med Sommerfuglen (Psyche)«.

 

1 Paa denne Dag morede hun sig saa godt, at hun skriver i sin Dagbog: „Ich war glücklicher als 200.00 königinnen .Wenn mann schon amnehem will, das diese glücklich sind.“

 

700

For øvrigt syntes de begge, ved en Spadseretour om Aftnen paa Monte Pincio i et større Selskab af Herrer og Damer, endnu meget glade, men faa Dage efter samledes han en sidste Aften (den 22. Maj) tos Louise Seidler med sine tyske Venner og Thorvaldsen, og Dagen efter rejste hun til Wien. Kort Tid efter, den 14. Juli, afrejste han til Danmark. Paa Hjemrejsen til Rom skal han have set hende i Wien og vexlet Breve med hende paany, men om nogen Forbindelse blev der aldrig mere Tale1.

Fanny Caspers' Hjærte var ikke brudt, ligesaa lidt som Thorvaldsens. Det hele havde været som en lykkelig Drøm, som et erotisk Mellemspil, hvorfra han vendte tilbage til sin Manddoms store Gjerning.

Thorvaldsens Ophold i Danmark, som ikke mindre end Rej­sen var saa at sige en uafbrudt Hædersdag, fremkaldte en fuld­stændig Aftale om. Udsmykningen af Frue Kirke med Billedhugger-værker fra hans Haand. Den Rejse, som fra først af skulde have været en Hjemrejse, var imidlertid nu kun et Besøg i Hjemmet, og ved Udgangen af 1820 var Konstneren atter i Rom.

Han havde allerede i adskillige Aar haft Elever, mest Udlændinger, dog ogsaa enkelte fra den danske Konstskole, navnlig Billedhuggeren H. E..Freund; han havde vel ogsaa tidligere ladet sine Elever arbejde for sig til Øvelse for; dem selv og til de Vær­kers Fremme, det hastede med; men det var dog først fra 1820, hvormed det andet store Tidsrum i hans Konstnervirksomhed be­gynder, at han aldeles bestemt staar som den ledende Mester over et stort Værksted med mange Konstnere under sig. Til næsten alle større Arbejder, som nu mere og mere tildeltes ham, gjør han kun selv de smaa Udkast i Ler, og en Kreds af Konstnere fra alle Europas Egne føle sig. smigrede ved at udføre dem i det store under hans Øjne, medens Udførelsen i Marmor efterhaanden, i det mindste

 

1 Thorvaldsen, .der var godt hjemme i Italiensk, fransk og Tysk, uagtet han talte disse Sprog ucorrect og med faldstændigt, dansk Tonefald, synes ikke at have kunnet Engelak. Med sin „Forlovede" maatte han tale et for begge fremmed Sprog, Italiensk; med Fanny Caspers kunde han tale hendes Moderemaal, Tysk, som han selv var vant til fra den tyske Konstnerkreds. Frances Mackenzie døde ugift i Rom, udsonet med Thorvaldsen, den 24. Fe­bruar 1840. Fanny Caspers ægtede nogle Aar senere en wiensk. Bankier, Pore, med hvem hun kun havde en eneste Datter. Efterret .kort, „lykkeligt" Ægteskab.. døde..kun.

 

701

for en Del, gaar over i Hænderne paa Konstarbejdere, som ere særlig avede i denne Retning uden selv at raade over den skabende Kraft.

To Arter af Arbejder give dette Tidsrum dets Hovedpræg, dels den mægtige Række christelige Konstværker til Frue Kirke, dels de store Gravmæler og historiske Mindesmærker. Men Konstneren glemte ikke sin Ungdomskjærlighed. Medens mægtige Værker voxede omkring ham ved andres Hjælp, fremstod baade Billedstøtter og Reliefer efter Oldtidsmotiver fra hans egen Haand, navnlig dvælede han i en Række yndige Basreliefer ved Amors Liv og Færd. Ogsaa til Homer vendte hans Tanker tilbage, idet han (om­trent 1830) havde Lyst til at gjøre en kolossal Billedstøtte af Achilles, hvis Fodstykke skulde smykkes med Reliefer af Iliaden. Han drev det dog kun til at udføre nogle flere skjønne Reliefer af denne Sagnkreds uden at faa lagt Haand paa selve Billed­støtten.

Den over legemsstore Billedstøtte af Christus (1821) er et af de store Mærketegn i Thorvaldsens Udvikling. Ikke alene hans Misundere og Modstandere, selv mange af hans Venner tvivlede om, at han vilde vinde forøget Hæder paa dette nye Omraade for hans Skaberkraft. Mange tvivlede dog ikke, og deres Forventninger blev overtrufne. Han skabte i den forklarede Christus en Skikkelse af en saadan guddommelig Højhed og ædel Menneskeværdighed, saa simpel, saa sand og dog saa overraskende ny ved den aandelige Fylde, hvoraf disse saa strængt og rent holdte Former var oplivede, at alle maatte henrives. I Løbet af faa Aar grupperede en Række Mesterværker, sig omkring Menneskehedens store Lærer. Af Tolv Apostler lidt over.Legemsstørrelse, en knælende Daabsengel, Johannes Døberens Prædiken med sexten staaende, siddende og liggende Figurer i Legemsstørrelse1 udførtes de fleste efter Thorvaldsens Udkast af hans talentfuldeste Elever, og Rækken sluttedes med nogle Reliefer, hvoraf de sidste først blev færdige under Konstnerens Ophold i Kjøbenhavn. Thorvaldsen satte selv megen Pris paa Apostlerne, og for at bevare dem for Eftertiden, lod han dem af egen Drift hugge i Marmor. Ved hans Hjemkomst i 1838 glædede Universi-

 

1 Disse Figurer, som skulde smykke Frue Kirkes Fronton, foreslog Thor­valdsen allerede i 1825 at lade støbe i Malm, da de deri vilde tage sig bedre ud og veje mindre end i Marmor. Som bekjendt blev Gruppen først udført i brændt Ler, og skal nu (i 1878) under store Vanskeligheder opstilles — i Marmor.

 

702

tetet ham meget ved at byde ham Velkommen med en Bestilling paa disse Figurer.

Medens denne Kreds af Konstværker særlig kom Konstnerens , Fødeland til Gode og danner et enestaaende Smykke for Hoved­stadens Metropolitkirke, fuldførtes i Aarene i 1820—36 det ene store Mindesmærke efter, det andet til Udlandet, snart i Mannor, snart i Malm, som Thorvaldsen først fra nu, af fik rigtig Kjærlighed til. I Cambridge i England (Lord Byron); i Mainz (Gutenberg), Stuttgart; (Schiller) og München (Churfyjst Maximilian og Fyrst Leukchtenberg} i Tyskland; i Krakau (Fyrst Potocki) og Warschau (Copernicus og Poniatovski) i det fordums Polen føres den Rejsende saa godt som først hen for at se Thorvaldsens fejrede Værker. Til Rom ud­førte han paa Cardinal Consalvis efterladte Bestilling et skjønt Mindes­mærke over Pave Pius VII, hvilket opsattes i Peterskirken. Det var en Ære, som navnlig Italiens Billedhuggere nødig undte ham, og desto beklageligere er det derfor, at dette storladne, ædle Konstværk, som i Tanke og aandfuld Udførelse overgaar de fleste af Pavernes Mindesmærker trods  al Beregnmg ikke skulde være stort nok til Kirkens uhyre forhold, I Kirken del Carmine  i Neapel staar Conradins Billedstøtte i Marmor, udført paa Kongen af Bajerns Bestilling.

Efterhaanden som Thorvaldsen blev ældre, vægrede han sig ved at modtage nye store Bestillinger; han vilde afslutte de talrige Værker, han endnu havde under Hænder for endelig en Gang at kunne vende tilbage til Fædrelandet, som han trods sit mangeaarige Ophold i Italien hængte ved med al sin Hu. Han følte sig rigere end en Konstner efter hans Mening havde nødig at være, hans Datter var bleven voxen og gift, hendes Medgift ordnet, og han havde, efter nogen Overvejelse, fast besluttet at skjænke Kjøbenhavn sine Modeller og Konstskatte, samt en anselig Sum Penge til deres Vedligeholdelse og Tilgængelighed for alle, naar en for dem pas­sende Bygning ad anden Vej kunde tilvejebringes. Omsider blev et Testamente oprettet den 10. April 1838, medens der Aaret før havde dannet sig en Comité til Tilvejebringelsen af et »Thorvaldsens Museum«. Efter mange Udkast blev det Bindesbøll (s. d.), som kom til at opføre eller tilrettedanne den Bygning, hvori Konstne­rens Værker nu bevares, og hvor hans Støv hviler. Museet blev aabnet 1848.

Thorvaldsen havde i Tidernes Løb hjemsendt meget af sit Ar­bejde. I 1838 kom en dansk Fregat til Middelhavet for at hente

 

703

en større Del af lians Konstværker, pakkede i ikke mindre end 62 store Kasser. Rejsen over Land satte Konstneren ikke Pris paa; den megen Hyldest trættede ham. At komme hjem med en Fregat, ligesom han 42 Aar tidligere var sejlet ud, fristede ham mere. Han gik ombord paa Fregatten »Kota« i Livorno, og da der i Kjøbenhavn kom Melding om, at denne den 13. Juli 1838 var gaaet under Sejl, torde man tro paa, at det nu blev til Alvor med Hjemkomsten. Noget tilsvarende til den Modtagelse, der blev ham til Del i Kjø-benhavn den 17. September, har maaske ingen stor Mand oplevet. Glæden véd at se ham var fælles for alle Stænder, for enhver Alder. Den graanede Konstner fandt sig med stille Værdighed i al den Hyldest, han skulde modtage, men var glad ved snart at faa Lov til at vende tilbage til sin vante Syssel med det vaade Ler. Et Portræt, Horace Vernet malede faa Aar før hans Rejse (1834), giver en god Forestilling om, hvorledes han da saa ud: Hans Haar var sølvhvidt, men bølgede endnu i rig Fylde om det kraftige Hoved, hans Skikkelse noget firskaaren uden at være svær, hans Hænder muskelstærke og veldannede. »Del er en Mand som en Løve«, sagde en tysk Musiker, der saa ham første Gang, og det Billede passede godt paa hans rolige, sejrstrygge Kraft.

Uagtet han ved at forlade Italien paa en vis Maade havde af­sluttet sin store Konstvirksomhed og ligesom erklæret sig, for gammel, han var i al Fald højt op i Tredserne —; tillod hans Aandsfriskhed og Arbejdslyst ham langt fra at hvile. Tvertimod fremstod i Kjøbenhavn og under hans Sommerbesøg paa Nysø en Række Arbejder, der vise hans Snilles usvækkede Kraft. Hertil høre dels hans religiøse Reliefer til Frue Kirke, Friserne »Jesu Indtog i Jerusalem«, »Gangen til Golgatha« og flere mindre, dels ikke faa Fremstillinger af den græske Mythologi, hvortil han med uforander­lig Kjærlighed vendte tilbage, og flere aandfulde Allegorier. Af Billedstøtter maa fremhæves hans eget Portræt i hel Figur, staaende, støttende sig til en ufuldført »Haabets« Billedstøtte. Den blev udført paa Nysø, meget mod hans Ønske, idet han helst holdt sin egen Person i Skygge, men han gav efter for sin Værtindes, Baro­nesse Stampes indtrængende Opfordring. Et Exemplar blev udført i Marmor til Museet, og senere er en afstøbning i malm.opstillet paa Torvet i Reikiavig til Minde om hans Afstamning fra Island (1876). Endvidere maa nævnes Christian IV's Billedstøtte, halv­fjerde Alen høj, støbt i Malm og for nogle Aar siden opstillet i Rosen-

 

704

borg Have tæt på Slottet, og bl. a. to aandfiilde Buster af Holberg og Oehlenschlæger.

Af nogle Dagbogsoptegnelser, N. Høyen har efterladt, ses det, at Baron Stampes, hvem Thorvaldsen var kjendt med fra Rom, strax efter hans Komme til Kjøbenhavn søgte at drage ham ind i deres Kreds, og han maatte love at besøge deres Herregaard, Nysø ved Præstø, inden han rejste til Rom igjen. Den 3. Juni 1839 kom han første Gang til dette Sted, hvor han i sine sidste Leveaar udførte saa mange af sine Arbejder. Under en Lystrejse, som snart efter foretoges til Hamborg, Lybek og tilbage til Kjøbenhavn, ud­spurgte Baronesse Stampe Thorvaldsen, hvorledes et Billedhugger­værksted bedst skulde indrettes. Medens Konstneren dvælede nogle Dage i Kjøbenhavn, ilede hans gjæstfri Venner til Nysø, fik Teg­ninger gjorte og Arbejdet sat i Gang, og da Thorvaldsen efter en ny Udflugt med Stampes til Helsingør og Kullen i Slutningen af Juli vendte tilbage til Nysø, var en Pavillon, indrettet til Studio, opført i Haven. Tilsyneladende tilfældig samledes en Del Gjæster paa Nysø, deriblandt Oehlenschlæger, Grundtvig, Høyen selv, samt adskillige af Familiens Standsfæller paa Egnen. Den 23. Juli' om Aftnen blev den Del af Haven, hvori det nye Værksted laa, oplyst med brogede Lamper, i Værkstedet selv var en tændt Lampe op­hængt, og da Thorvaldsen fulgt af hele Selskabet nærmede sig, modtog Grundtvig ham i den aabne Dør med en Tale om Vølunds Værksted og med Fremsigelsen af en af ham selv digtet Sang, som derpaa udførtes firestemmigt. »Alle Tilstedeværende«, saaledes ender Meddelelsen, »var glade, og den eneste af Gjæsterne som ikke kunde være det, havde Takt nok til at opholde sig paa sit Kammer«.

Paa Nysø synes Thorvaldsen at have følt sig hjemme paa en behagelig Maade; men uden at han ret vidste det, drejede „alting sig ogsaa om ham saa længe han var der. Til hans simple Livs­nydelser hørte saaledes, at han gjærne tilbragte nogle Aftentimer med at spille »Lotteri« om Enesteskillinger, en Erindring sagtens fra hans Ungdoms Dage, da dette Spil stod i større Ære end nu, eller maaske fra Rom, thi den jævne Mand i Rom elsker, meget Lottospil baade privat og offentligt. Om Thorvaldsen hele sit Liv igjennem har spillet Lotteri i Rom, vides ikke; saa meget ved man kun, at paa Nysø maatte det aandrige og fornemme Selskab god­modigt finde sig i at lade Thorvaldsen hver Aften vinde nogle Kobberskillinger, hvis man ikke vilde se tydelige Tegn til, at han

 

705

kjedede sig, og da han i 1841—43 atter var i Rom, fik han sig ligeledes sit Lotterispil hver Aften med Bravo (s. d.). I Kjøhenhavn derimod var han sædvanlig i Theatret om Aftnen.

Da han aldrig havde haft et hyggeligt  Hjem uden hos andre, var han af Vane og Tilbøjelighed sparsommelig med alt, hvad der hørte til hans egen Person, men til Gjengjæld desto mere rundhaandet, hvor det gjaldt Konstens eller trængende Medmenneskers Tarv. Ogsaa i andre Punkter havde han sine Særheder i Penge­sager. Udgifter,.han ikke forstod sig på ville han ikke have med at gøre; han vægrede sig således standhaftigt ved at betale Rangsskat da nan blev Etatsraad og senere Conferensraad, og han slap omsider virkelig derfor. I Rom nægtede han engang tidligere at tilbagebetale sin Banquier, Consul Kolb, et ringe Udlæg, fordi han mente, det var noget, der ikke kom ham, ved, men i samme Øjeblik vægrede han sig ogsaa ved at tage imod Rente af de temmelig store Summer, Kolb under hans Fraværelse havde modtaget for ham, thi det var efter hans Mening en Tjeneste, han tog af Banquieren og ikke noget, han skulde have Penge for. I hans Deltagelse i den kjøbenhavnske Selskabelighed kom hans Tjener, senere Museets første Custode, Wilckens, til at spille en vis Rolle, idet han ikke selv kunde holde Orden paa sine Indbydelser. Ogsaa har aabenbart den jævne, sandhedskjærlige og trofaste Tjeners Selskab været Thorvaldsen behageligt, og han synes hellere at have haft ham til Ledsager paa sine Fodvandringer i Gaderne, end en finere Ven, som lagde Baand paa hans Frihed.

Det var en af den kjøbehanvske Verdens fornøjelser ved denne Tid at besøge Thorvaldsen i hans,Værksteder paa Charlottenborg især havde Damerne deres. Glæde deraf, og naar de var unge og tækkelige, var det ogsaa Thorvaldsen en Fryd at tage imod dem. Saa viste han dem med et vist Skjelmeri i Miner og Ord sit skjønne Relief »Kjærlighedens Aldre«, som han ved Skjæbnens heldige Til­skikkelse netop eftergik i Gibsen. Da han fra hulde Kvinders spøgende Omgang vender tilbage til sine Værksteder i Rom, er det derfor ikke saa underligt, at en Omarbejdelse af Huldgudinderne rører sig i hans Tanker og tilsidst iværksættes.

Der var endnu mange Værker tilbage i Rom, som skulde hjemsendes, og der var meget, som krævede Konstnerens egen Nærværelse. I Maj 1839 var Corvetten »Galathea« afsendt til Middelhavet med det særlige Hverv at hjemføre Thorvaldsens Værker. Dette Skib fik endnu ikke alt med, og i 1842 fik Fregatten »Thetis«, som var

 

706

paa en Rejse i Middelhavet, Paabud om paa Hjemvejen at medtage, hvad Konstneren endnu vilde have til Kjøhenhavn.

Thorvaldsen var imidlertid den 25. Maj 1841 afrejst fra Dan­mark over Land til Rom, og i de Byer, han kom igjennem i Tysk­land og Italien, blev han modtagen med festlig Hyldest. I September var han i Rom, men først ved Vintrens Begyndelse gav han sig til at arbejde i sine Værksteder. Efter at have gjort Udkast til en Række Reliefer, tog han fat paa at omarbejde to af Apostlerne, Andreas og Thaddæus, og den sidste af disse modelerede han fra først til sidst med egen Haand. Derpaa omarbejdede han i Løbet af Maj—Juli 1842 »Gratiernes” Gruppe, saaledes at det blev et helt nyt Værk, som fremstod under hans Hænder, og ligesom denne Gruppe paa en vis Maade dannede Slutstenen paa hans første Konstperiode saaledes afsluttede han nu sit Konstnerliv i Rom med den samme Gruppe, der »i den Grad tilfredsstillede ham selv, at han vistnok sjældent saa gjærne og saa uforbeholdent har udtalt sig om noget andet af sine Værker, som om dette«.

Uagtet det skjønne Motiv i den ældre Gruppe, den ene af Søstrene, som med Fingren søger at tilvende sig den mellemstes Opmærksomhed, maaske er simplere end dét, Konstneren nu valgte, idet den, som staar til venstre for Beskueren, rækker Amors Pil over mod Søstren til højre, som prøver Spidsen med Fingren, medens den mellemste deltagende følger Handlingen med Blikket, har Gruppen utvivlsomt vundet, baade som Helhed og i det enkelte. Handlingen forener mere dem alle tre, Hovederne ere skjønnere, om end den paafaldendei korte Overlæbe som er egen for næsten alle Thorvaldsens kyindelige Billedstøtter, ogsaa kommer igjen her, Haarsætningen er rigere, og Modeleringen er blødere og friere, navnlig i Underkroppen hos dem alle tre. Fælles for begge Grupper er Liniernes alvorlige Skjønhed og den smukke Maade, hvorpaa hver af de tre Søstre viser sig fra en forskjellig Side, den ene halvt bagfra, den mellemste lige forfra, den tredje i Profil halvt forfra, saaledes at Øjet, med ét Blik saa at sige omfatter en hel skjøn Kvinde fra alle Sider. Gratiernes Gruppe forekommer allerede i svagt Relief i det i 1804 modellerede »Musernes dans på Helikon«, og i et større, mere ophøjet Arbejde i Mindesmærket over Maleren Appiani, hvor deres Tilslutning til hverandre er kjælnere, ømmere, kjærlighedsfuldere end i de fritstaaende Grupper.

Idet vi nu staa nærved Slutningen af Thorvaldsens Konstner­liv, er det værd at lægge Mærke til, at, hvor fortrinlige han kvinde-

 

707

lige Billedstøtter end ere i deres kyske Renhed, hvad enten man tænker paa Hebe, Yeniis og. Gratierne eller paa en Portrætstatue som Baryattinskas, staar han dog særlig som den mandige skjønheds værdige Tolk, Saavel paa den hedenske som paa den kristelige Verdens Omraade finder man i Kredsen af Thorvaidsens Værker stedse talrige Mænd og forholdsvis faa kvinder. Og selv i hans Erotik, som spiller saa stor en Rolle, navnlig i hans reliefkonst, føler man mandens, til sine Tider noget bitre Tanker om kjærligheden mere end Kvindens Følelse derved. Med den kjække Jason brød han Vej for sin Konst, med den unge, sejrkronede Herkules skulde han slutte den!

Da »Gratierne« var færdige, opstod Tanken hos ham om selv at vende tilbage til Danmark med Fregatten »Thetis«, »da han ikke havde Lyst til at trækkes om i Europa som et Vidunder«, men inden han havde besluttet sig og med Theatermaler "Wallicks Søster, som vilde ledsage ham, var kommet til Livorno, den 3. October, var Fregatten allerede under Sejl. Nu stod al hans Hu til at naa Kjøbenhavn før Skibet, og ved en noget anstrængt Rejse over Marseille, Strasburg m. m. lykkedes det ham. Den 25, October 1842 var han atter i Danmarks Hovedstad, som han nu ikke mere skulde forlade.

Endnu følte han sig i sin fulde Kraft, og medens han delte sig mellem Nysø, hvis Havepavillon saa adskillige nye mindre Ar­bejder fremstaa, og Charlottenborg, hvor store Planer var i Gjærde, følte han en kort Tid en rolig Alderdoms Lykke. Efter at i 1839 de fire kolossale Billedstøtter til Christiansborg Slots Portal var blevne Konstneren overdragne, gav han sig nu til, som Symbol paa »Styrken«, at modelere en sex Alen høj Statue af Herkules som udødelig Yngling, endnu omgiven af Emblemerne paa sine jordiske Kampe. Det var den eneste af dem han fik færdig. Hans Elever havde nok været i Færd med at lægge Kodellen til »Æsculap« op til ham, men den styrtede sammen, inden Konstne­ren ret fik fat paa den. Omtrent ved samme Tid opfordrede Kjø­benhavns Studenter ham til, efter et tidligere givet Løfte, at udføre Luthers Billedstøtte til Frue Kirke. For at forberede dette Ar­bejde, begyndte han at modelere en Buste af Luther. Det blev hans sidste, ufuldendte Arbejde.

I Slutningen af 1843 havde han mærket flere af Alderens Mindel­ser, og han havde selv Følelsen af, at han ikke vilde leve længe. Dog gik Vintren hen med tilsyneladende Bedring, og da man allerede

 

708

var langt ind i Marts, gjorde Akademiet Forberedelser til at holde en stor Fest for Thorvaldsen den 31. Marts 1844, fordi det paa den Dag var 50 Aar siden, at den store Guldmedallie var blevet overrakt ham. Denne Fest skulde han dog ikke opleve. Den 24. Marts om Aftnen, da han sad paa sin vante Plads i Theatret, gled han pludselig ned og var død. Det var et Tab, som føltes over hele Landet, og under en almindelig Deltagelse fra alle Sider stededes hans jordiske Levninger til Hvile, den 30. Marts 1844. Kisten blev foreløbig hensat i et Gravkammer i Frue Kirke, indtil den under stille Højtidelighed, den 6. September 1848, blev nedsænket i det murede og skjønt smykkede Gravkammer midt i Museets Gaard. Fra 1833 havde han uden Afbrydelse været Konstakademiets Directeur, og i de Aar, han var hjemme, havde han tillige virkelig fungeret som saadan. Om de mange Ordner, hvormed han hædredes, de mange Medlemsdiplomer, han modtog fra saa godt som alle Europas Akademier og mange af dets lærde Selskaber, maa henvises til Thieles Biografi af ham. Ved sin Hjemkomst i 1838 blev han Æresborger i Kjøbenhavn. »Thorvaldsens Medaille«, som blev overrakt ham i 1842, er nærmere omtalt under billed hugger Chr. Christensen, der har udført den. Hans Billedstøtte er bleven modeleret af C.C Peters til den nye Udstillingsbygning, og hans Buste. bl. a. to Gange i kolossal.Størrelse.af H, V Bissen og af L.Prior. Foruden de her nævnede Portræter haves en Mængde andre malede og tegnede Portræter. (Thiele, Om Bertel Thorvaldsen, 8 °, udg. af Trykkefrihedsselsk. 1837. Do., Thorvaldsen og hans Værker, I—IV, 4°. Samme Værk paa Tysk. Do., Thorvald­sens Biografi, I—IV, 8 °, ligeledes oversat paa Tysk og i Uddrag paa Engelsk. Fortegnelser til Thorvaldsens Museum ved Dr. L. Muller. Plon, Thorvaldsen, så vie et son oeuvre, i 2 Udgaver, oversat paa Engelsk baade i England og Amerika, og paa Tysk ved M. Miin-ster med enkelte Tilføjelser [S. 105—15]. M. Hammerich, Thor­valdsen og hans Konst [Folkelæsning] 1870. C. F. Wilckens, Træk af Thorvaldsens Liv. Eiises Archiv 1824, XVI, S. 369—73. Thor­valdsens Arbejder efter Originalværkerne i fotogr. Fremstillinger, udførte af Budtz Muller & Go , Fol. med dansk og fransk Text [af Ph. Weilbach]. Naglers Kstl. Lex. o. lign. Værker. Weinw., S. 218—219. Do. Lex. Akad. Udst.Cat. Høyens efterl. Papirer. H. E. Freunds Do. H. Hansens hdskr. Dagbog. Do. Betr. o. d. sk. Kst. [1827], S. 88 og 202. Oehl. Erindr, ny Udg., S. 99. Skild. 1819, Sp. 1225. Abra-hams Medd., S. 268—71, 323, 326—28, 356—57. H. Uhde, Erinn

 

709

und Leben der Malerinn Louise Seidler, navnlig S. 223—31 og 274— 277. Holmens Kirkeb. [Confirm.]. Pantekontoret, Ny Vesterg., Matr. Nr. 213 og GI. Torv, Matr. Nr. 98).

 

Thrane. Jakob Laurids Thrane, født i Kjøbenhavn den 5. August 1785, var Søn af Murmester Laurids Laurberg Thrane og Johanne Kirstine født Busch. Han lærte Murerhaandværket hos sin Fader og uddannede sig  til Bygmester ved Konstakademiet, hvor han i Juni 1802 vandt den lille og den 2. Januar 1805 den store Sølvmedaille i Bygningskonsten. Da hans Fader var en vel­havende Mand, rejste han snart efter (1804) udenlands for egen Regning i Følge med Architekten Kalleberg, og begge kom i Rom i Venskabsforhold til Thorvaldsen, som endog modelerede Thranes Buste. I Rom giftede han sig med en ung Mosaikarbejderske, Giacinta Maria Francesca, født Giusti, som i Slutningen af 1806 eller Begyndelsen af 1807 fulgte ham til Danmark.

Den 23. Februar foreviste han Akademiet, som Udbytte af sin Rejse, Udkast til »Et Mausoleum«, hvilket Forsamlingen saa med Velbehag og tillod ham at udstille. Derpaa levede han nogle Aar i Kjøbenhavn som Murmester og Premierlieutenant i-det borgerlige Artilleri, indtil han i 1815 kjøbte en større Landejendom Appels-berggaard, i Hyllested Sogn ved Slagelse. Men paa dette og lig­nende Forsøg tilsatte han sin Formue, saaledes at han maatte op­give sit-Bo (1818). Kort efter rejste han bort for ikke mere at vende tilbage til Hjemmet. I Efteraaret 1819 søgte han Regeringen om Understøttelse til en Rejse til Nordamerika, og uagtet Akade­miet ikke vilde anbefale hans Ansøgning, kom han dog til at rejse, dels ved privat Hjælp, dels ved at Regeringen skal have sendt ham til St. Croix for at lede et Byggeforetagende der; men inden Skibet naaedé sin Bestemmelse, døde han af den gule Feber, maaske endnu i 1819. Da Thorvaldsen paa Vejen til Kjøbenhavn først i October 1819 var paa Holsteinborg, ønskede han at se sin Vens efterladte Sønner, som derfor blev hentede op paa Slottet til ham. Hans Bo sluttedes først i August 1822, men allerede forinden var Enken, der synes at have været en vindende Personlighed, hvem Ingemann endog har besunget, atter rejst til Rom med sine smaa Døtre og ægtede der Maleren Koop. (Jfr. Koop. Medd. fra Konstn. Søn. Adresseav. 1809, Nr. 35; 1812, Nr.'278. Abrahams Medd., S. 263. Ingemann, Romancer m. m., VI, S. 85. Thiele, Thorv., II, S. 94. Brev fra Slagelse. Akad. Udst. Gat.).

 

Thura.    Laurids Lauridsen de Thura var tredje Søn af

 

710

Biskop Laurids de Thura og Helene Cathrine født With og blev født i Aarhus den 4. Marts 1706. Han, uddannede sig for Militair-videnskaben og Bygningskonsten, idet han, efter Kongens udtrykke­lige Ønske, blev Landcadet 1719, Secondlieutenant i Fortificationen 1725, og nu af egen Drift studerede den borgerlige Bygningskonst. Den 23. April rejste han udenlands med 400 Kdl. aarlig af Kongen foruden sin Lønning, blev efter sin Hjemkomst »Oberconducteur« og snart efter, den 7. October 1733, Hofbygmester, samt den 28. i s. M. Ingenieurcapitain. Han steg hurtigt i begge sine Stillinger; den 28. September 1738 blev han Oberstlieutenant, i 1739 blev Kan adlet, den 28. September 1744 blev han Oberst, den 15. Sep­tember 1753 Generalmajor, den 3. December 1754 Generalbygmester. Den 19. October 1740 var han bleven gift med en adelig Frøken, Anna født Rosenørn, som døde 1748, efterladende en Datter. I 1750 indgik han sit andet Ægteskab med Christiane Marie født Kjærskjold, Enke efter en Kantzau; hun overlevede ham kun et halvt Aar, thi han døde Natten mellem den 5. og den 6. September 1759, kun 55 Aar gammel, og hun fulgte ham i Graven den 28. Marts 1760. Ved Christiansborg Slots Opførelse havde Thura og Eigtved Ledelsen af Bygningens indre udstyrelse, medens selve Opførelsen paahvilede Hausser (s. d.); dog havde alle disse Bygmestre en Commiesion over sig hvori Generallieutenant Scheel havde den vigtigste Stemme. Thuras første Arbejde efter hans Hjemkomst fra Udlandet var vistnok Ombygningen af det nu nedrevne Hirsch-holm Slot (begyndt 1733), hvorom han selv giver Oplysninger i »Den danske Vitruvius«, Endvidere byggede han det lille Jagt­slot »Eremitage« i Dyrehaven og den nye Bygning ved Vallø, som Dronning Sofie Magdalene lod opføre, da Slottet blev bestemt til Frøkenkloster. Medens Bygmestren vedkjender sig disse Arbejder, nævner han ikke sig selv ved de anselige Værker, som han dog utvivlsomt har ledet i Kjøbenhavn. I 1743—44 ombyggede han »Prinsens Palais«, saaledes at det fik den Skikkelse i det ydre, som det nu har. Derefter opførte han det Taarn og Spir paa Frue Kirke, som brændte i 1807, ifølge Pontoppidans Opgivelse efter en Teg­ning af Gehejmeraad Vincens Lerche1, og endelig henved 1748

 

1 Vincens Lerche var født den 4. April 1666, blev Ordenssecretaif 1690, Overceremonimester 1726 og Ridder af Elefanten 1731. Han var gift med Cathrine Hedvig født Vibe og døde den 28. Juli 1742. (Krogh, De dske Maj., S. 214).

 

711

byggede han Vor Frelsers Kirkes Taarn paa Christianshavn. Thura holdt sig til den overlæssede Stil, som Datiden hyldede, men med hvor megen. Skjønsomhed han forstod at bruge den, viser maaske bedst Eremitagen, der ikke undlader at gjere sin Virkning paa Be­skueren, selv efter at Smagen har forandret sig saa meget. Friest og ejendommeligst viser, hans Snille . sig. i Frelsers Kirkes Taarn. Han var ogsaa en fiiitig &g- omhyggelig Forfatter, der har gavnet Eftertiden overordentlig ved sine .to- stose Yærker om Danmarks Bygningskoust, nemlig »Den danske Vitravius«, to Bind i Folio, 1746—49, medens Pladerne og tildels Texten, til det tredje Bind utrykte bevares i dét store kgl. Bibliothek, og „Hafnia Hodierna", et Bind i Kvart (1748). Desuden udgav nan »Beskrivelser« over Born­holm og Christiansø, Amager og Saltholm, og Samsø (1756—58, i Kvart), og det var hans Tanke at udvide disse Beskrivelser til hele Danmark, men Døden afbrød hans Gjerning. Foruden til de nævnte Bygninger gjorde han ogsaa Tegning til Gravmæler over Frederik IV og Dronning Louise i Roskilde Domkirke og fik Paabud om ligeledes at gjøre Tegning til et Mindesmærke over Chri­stian IV til samme Kirke; men det synes ikke at være sket. Hans egne Optegnelser om hans Ungdom og hans Udenlandsrejse blev trykte i »Iris og Hebe«. (Weinw., S. 67 og 139. Do. Lex. Sandv., S. 122. Iris og Hebe 1803, April, S. 17—50; Maj, S. 97-134. Mnemosyne, III, S, 109—10 og Breve Nr. 35, 3ti, 53, 103, 119, 139, 214. Kraft og Nyerup, Lit. Lex. Posttid. 1754, Nr. 57. Biisching Nachr., II, S. 366. Portg. Nachr., II, S. 192. Adresseav. 1759, Nr. 25; 1760, Nr. 25. Thura, Danske Vitr., II, S. 80, 100 og 209. Pontopp., Dske. Atl., II, S. 120 og 203).

 

Thuren. Christian Laurits Thuren, født den 21. April 1846 i Kjøbenhavn, Søn af Snedkermester Laurits Thuren dg Susanne Marie født Schrøder, er Elev af J. H. Nebelong og besøgte Konstakademiet fra 1861 til den 23. September 1868, da han fik Afgangsbevis som Architekt. I 1872 blev han gift med Emma Marie Magdalene født Madsen og i 1874 vandt han den lille Guldmedaille for »Locale til et dramatisk Selskab«. Han praktiserer i Kjøbenhavn som Architekt. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.).

 

Thyberg. Henrik Thyberg var Søn af Bødkermester Hans Christian Christensen, som efter sit Fødested Tybjerg optog Formen Thyberg som Efternavn. Hans Moder var ung Enke, da hun blev gift med Faderen; han blev født i Kjøbenhavn den 20. April 1776. Efter at have lært Tømrerhaandværket hos Hallander, besøgte han

 

712

Kunstakademiets Bygningsskole og vandt 1797 den lille og den store Sølvmedaille, samt i 1803 den lille Guldmedaille for et Theater til 4,000 Tilskuere. Under 28. Januar 1805 blev han valgt til Lærer ved Bygningsskolen efter Krejsers Afgang og i samme Aar concur-rerede han til den store Guldmedaille; men da han ikke fik den, forblev han rolig ved Akademiet i nogle Aar, indtil han i 1811 gjorde Mesterstykke som Tømrer og tog Afsked fra sin Lærerpost fra 1. Januar 1812. I sit Haandværk havde han stor Virksomhed baade i Hovedstaden og paa Landet og var i mange Aar Ingenieur-corpsets Tømrermester. Han ægtede i 1809 Oline Birgitte Cathrine Nicoline født Falenkam, var i en Del Aar Oldermand for Tømrer­lavet og Medlem af de 32 Mænds Raad (Borgerrepræsentant) til sin Død, den 25. December 1844. Hans Søn, Hans Christian Thyberg, optog den danske Form af Navnet og nævnes nedenfor som Tybjerg. (Medd. fra Konstn. Søn. Akad.).

 

Thylstrup. Frederik Oscar Leopold Thylstrup, Søn af Skrædermester N. P. Thylstrup og født i Kjøbenhavn 1848, kom fra det techniske Institut over i Konstakademiets Skoler, som han gjennemgik for at uddanne sig til Billedhugger. Samtidig arbejdede han hos H. V. og V. Bissen og udstillede i 1869 og 1870 nogle Billedhuggerarbejder, deriblandt flere Billedstøtter. I 1872 forlod han Akademiet og rejste nogle Aar efter til Rom, hvor han nu opholder sig. (Akad. Udst. Cat.).

 

Theming. Christian Frederik Ferdinand Thaming, født 1802 i Eckernførde, var Søn af en Rector J. W. Thøming der, som i 1814 udgav et „IntelligenzKatV og endnu levede 1823. Han be­søgte Kunstakademiet i Kjøbenhavn for at uddanne sig til Land­skabs- og Sømaler. I 1823 concurrerede han om Pengepræmien som Landskabsmaler, dog uden at faa den, og udstillede i Kjøbenhavn med Afbrydelser fra 1823 til 1853. I 1830 rejste han over Mini­enen til Italien og levede siden i Rom og Neapel, hvor han døde den 21. April 1873. I 1840—44 omtaler Consul Bravo ham jævnlig i sine Beretninger til Akademiet og siger, at han nyder „eine grosse  Celebritet" som Sgmalsir saa at hans Billeder betales med enorme Priser. De roses for Dygtighed og Smag i Gjengivelsen af Naturen og for en poetisk Opfattelse. Af hans Arbejder frem­hæves »Udsigt til Capri«, »Gaetas Havnebrygge« og »Calabriens Kyst«. Thøming har ogsaa lithograferet, bl. a. nogle nederlandske Billeder til Munchens Galleriværk. (Hamb. Kstl. Lex. Naglers Do. Mullers Do. Nagler, Monogr., II, 2516. Alberti, Schl. Holst. Lit.

 

713

Lex. Tregder, Hdb. for Rejs., S. 32. Akad. Udst. Gat. Medd. fra tysk Consulat i Neapel).

 

Therrestrup. Jens Christian Thørrestrup, født i k.jø-bénhavn den 8. Maj 1823 og Søn af Skomagermester Christen Jen­sen Thørrestrup,' fik 1838 Adgang til Konstakademiets Skoler og kom snart efter i Malerlære (1840—43). I Marts 1844 blev han Elev af Modelskolen, men da han efter l sin Faders Ønske maatte vedblive at arbejde i sit Haandværk, naaede han først i Marts 1850 at vinde den lille og i Marts 1852 den store Sølvmedaille. I 1851 udstillede han sit første Billede, »Et Portræt«, senere har han især udstillet Folkelivsbilleder og nogle Altertavler. En af disse, »Christus i Emaus” (1857), var malet til Conconrs om den Neuhausenske Præmie, som ingen af de concurrerende vandt; Thørrestrups Billede blev kjøbt af Godsejer A. Hage for at ophænges som Alterbillede i en Kirke i Skaane. Hans Billede »Den kjøbstadklædte Bonde­piges Besøg i Hjemmet« (1863) blev kjøbt af Frederik VIL For dette og et mindre Billede, »Tittit«, tildelte Akademiet ham i dette Aar en Rejseunderstøttelse paa 300 Rdl., som han brugte til Studie­rejser i Jylland, og i det følgende Aar fik han en lignende Under­støttelse paa 200 Rdl. Derimod have personlige Forhold ikke tilladt ham hidtil at søge Rejsestipendium til Udlandet. Kunstforeningen i Kjøbenhavn har kjøbt ikke faa af hans Billeder, deriblandt »En Birkeskov« (1872) og »En gammel Mand med en Kanariefugl« (1874). Fra 1851 til 1864 var han gift med Christiane Amalie født Werning. Ved Siden af sine Figurbilleder har han i de senere Aar ogsaa ud­stillet Landskabsbilleder. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat.).

 

Tilly, Claus Christian Tilly, født den 17. August 1800, er Søn af Skrædermester Tilly paa Augustenborg og Halvbroder til Theatermaler J. H. Ehrencron (s. d.), idet hans Moder, Cathrine født Clausen, senere blev gift med dennes Fader. Han kom til Kjøben-havn for at lære Malerhaandværket og uddanne sig til Konstner. Efter at have gjennemgauet Konstakademiets lavere Skoler blev han Elev af Modelskolen 1824, vandt 1825 den lille og 1826 den store Sølvmedaille. I 1827 concnrrerede' han til den lille Guldmedaille og til Pengepræmien, men da han ikke opnaaede nogen Præmie, besluttede han i 1829 at gjøre Mesterstykke som Maler. Han løste Borgerbrev i 1833, men udtraadte i 1864 atter af Lavet.

Fra 1819 til 1844 udstillede han først nogle Copier, senere Landskaber og Figurbilleder, deriblandt i 1841 og 1844 to Alter-

 

714

tavler. For øvrigt har han mest virket som Decorations- og Theater-maler. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Medd. fra Maleri.).

 

Timm. Herman Anton Frederik Timm, Søn af Snedker­mester Daniel Gr. H. Timm i Eckernførde og født der 1791, lærte Malerhaandværket i sin Fødeby, kom som ung Mand til Kjøbenhavn til sin Farbroder, Møntsamleren, for at søge Uddannelse som Konstner dels hos J. H. Cabott (s. d.), dels ved Konstakademiet, og lagde sig efter Decorations- og Landskabsmaleri samt Udbedring af gamle Malerier. Efter Bombardementet i 1807, hvor han var i stor Livs­fare, vendte han tilbage til Hertugdømmerne og fandt Sysselsættelse paa flere adelige Slotte. Med en Del gamle Billeder, som var over­givne ham til Istandsættelse, tog han atter til Kjøbenhavn og levede der i en Del Aar som Maler og Maleriresi,aurator, indtil han under et Besøg i Eckernførde døde ugift der den 24. Maj 1838. Han udstillede i 1828 i Kjøbenhavn »Blomster i en Karaffe, efter Naturen«. Af Raderinger, mest Landskaber efter Malerier eller efter Naturen, nævner Nagler 8 Blade fra hans Haand. Hans ældre Broder, Peter Christian Jakob Timm, født 1782 i Eekernførde, lærte Malerhaandværket der, kom i 1802 til Kjøbenhavn for at uddanne sig ' videre til Maler, og blev optaget i . det borgerlige Artilleri. Under Krigen 1807 og følgende Aar blev han Lieutenant i den kgl. Artilleribataillon, men traadte 1816 ud af Etaten, blev Told-eontrolleur i Ulzburg og senere i Pløen, blev 1859 Ridder af Dannebrog, og døde ugift i høj Alder i Eckernførde, den 7. Maj 1863, efter at han siden 1850 havde været paa Pension som Toldembedsmand. Nagler nævner 9 Raderinger, Landskaber, til­dels efter Naturen, 7 Lithografier, Frugtbilleder, et Par Blade med Afbildninger af Mønter m. m. (Priv. Medd. Nagler, Kstl. Lex., XVIII, S. 489—91. Alberti, Schl. Holst. Lit. Lex., II, S. 475. Udst. Cat. Erslew, Forf. Lex., III, S. 387. Do. Suppl., III, S. 444. Tregder, Hdb. f. Rejs., S. 298. Skifteretten i Kbhvn.).

 

Timm. Jakob Julius Timm, en Slægtning, rimeligvis Far­broder, af de ovennævnte H. A. F. og P. C. J. Timm, var født i Eckernførde omtrent 1760 eller lidt senere, lærte Malerhaaudværket i Hjemmet hos en Maler Bøg og tog derpaa til Kjøbenhavn for at

 

1 Denne var en Broder til Hofkleinsmedmester Georg Frederik Timm, der havde en Btor Møntsamling i Kjøbenhavn, og til Snedkermester Peter Johan Timm, ligeledes i Kjøbenhavn. Hans Kone var af den italienske Konstnerfamilie Barlachi.

 

715

uddanne sig til Konstner ved Konstakaderaiet og under Mandelbergs Vejledning. Efter at han i 1783 havde vundet den lille Sølvmedaille i Modelekolen, døde han i Kjøbenhavn i ung Alder. Den nævnte P. C. J. Timm har raderet en Rose efter et Maleri af ham. (Nagler, Kstl. Lex., XVIII, 8. 489. Akad.).

 

Timm. Beinhold Timm eller Thim, en dansk Maler, som 1623 blev Contrafejer i Sorø og døde først i 1639, har 1619—24 malet en Del Billeder for Christian IV. Deriblandt var flere store Bille­der, der hørte til Bækken af de Fremstillinger af »det menneskelige Livs Sysler«, som blev malede af forskjellige af Datidens Konstnere til Loftet i Riddersalen paa Rosenborg Slot, samt til at sidde over Kaminen. Et af disse gaar i Spenglers Catalog under Navn af »Kampen i Pisa paa Marmorbroen over Arnofloden«. Det bærer Aarstallet 1622, men Spengler læste Konstaerens Navnetræk som Theodor Rombouts, en ret anset Maler af Bubens' Skole; et andet fremstillede »En Turnering«, et tredje »Billedhuggerens Værk­sted«. Desuden tillægges ham bl. a. »Døden, som overrasker den rige Olding, idet han bejler til en ung Skjønhed«, »Kadmus, som kæmper med Dragen« samt »En Pige- og Drengeskole«. Dét er ret anselige, decorationsmæssige Arbejder, som røbe en øvet Konstners Haand, om han end i Dygtighed ikke kan maale sig med Isaosz eller Ditmar og endnu mindre med van Mander. (Spenglers Cat., Nr. 236. Kgl. Bibl. [G. F. Lassens Papirer], Høvens Skr., I, S. 237—38. Friis Saml., S. 147—48. Kst. og Æsth., S. 160—65).

 

Timmermann. Georg Vilhelm Timmermann, født den 12. October 1789 i Pinneberg og Søn af Læge, Dr. med. Georg Bertram Timmermann og Caroline Louise født von Gelert, kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Bygmester under C. F. Hansens og senere G. Hetschs Vejledning. Ved Konstakademiet vandt han 1811 den lille, 1812 den store Sølvmedaille og var i disse Aar indtil 1820 Conducteur ved Opførelsen af Christiansborg Slot. I 1816 vandt han den lille og i 1817 den store Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Allerede i 1820 blev han ansat som kgl. Bygningsinspecteur i Lauenborg, og i denne Stilling forblev han til 1852, da han blev afskediget med Pension. Han trak sig tilbage til Itzehoe, hvor han endnu lever i høj Alder. Hans Kone, som var fra Kjøbenhavn, hed Henriette Andrea født Temming. Sine fleste Bygningsarbejder har han udført i Lauenborg, navnlig i Ratzeburg, hvor han bl. a. byggede en lærd Skole og en Bolig for Gouverneuren. Desuden byggede han tre nye Landsbykirker samt

 

716

en Del Bygninger paa Kronens Godser i Lauenborg. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Cat. Støtskal. tij 1852).

 

Tonning. Christian Tonning hed en Landskabsmaler, som arbejdede i Frederik V's Tid i Christiania i Norge. Han skal ogsaa have virket som Decoratiønsmaler. (Weinw., S. 167. Do. Lex.).

 

Tornøe. Venzel Ulrik Tornøe, født den 9. September 1844 paa Gaarden Lenshøj ved Svendborg, er Søn af Birkedommer Jens Venzel Tornøe og Eleonore Jakobine født Lacoppidan. Efter at have besøgt Horsens-Latinskole, kom han til Kjøbenhavn og fik i October 1860 Adgang til Konstakademiet for at uddanne sig til Maler. I 1862 blev han Elev af Modelskolen, i Januar 1864 vandt han den lille Sølvmedaille og i Juli 1865 fik han Afgangsbevis som Maler. Samme Aar havde han conourreret til den Neuhausenske Præmie med en Carton, »Uffe hin Spage«, der var hans første udstillede Billede. Senere concurrerede han til den mindre Guldmedaille. Imidlertid har han fra 1866 udstillet Livsbilleder, mest af dansk og, efter et Ophold i Italien 1871 til 1873, ogsaa af italiensk Folkeliv samt enkelte Portræter. I 1876 ægtede han Karen Elisabeth født Bliimer. (Konstn.egne Medd. Akad. Ddst.Cat). .

 

Trane. J. Trane nævnes som Maler af Biskop Frants Testrups Portræt, stukket af Tyskeren Berningeroth (omtr. 1735). Andet vides ikke om ham. (Sandv., S. 123. Spengl. Art. Eft. Strunk. Wiedewelts Pap. i Univ. Bibi.).

 

Trolle. Harald Trolle, født den 1. Juni 1834 paa Næsbyhoved ved Odense, er Søn af Mølleejer Jørgen Trolle og Gertrud født Eriksen. Han lærte Landvæsnet i Hjemmet, men havde fra ung af saa megen Kjærlighed og Lyst til Konsten, at han søgte Vejledning i at tegne og male i Odense hos N. Moe og C. Faber. Imidlertid levede han dog som Landmand i Fyen indtil sit 30. Aar, idet han først i 1863 tog til Kjøbenhavn for at blive Landskabs­maler. Som saadan har han udstillet siden 1865. I 1870 blev han gift med Emilie Mariane født Clausen. Han har besøgt Tyskland og Norge. (Konstn. egne Medd. Udst. Cat.).

 

Trolle. Niels Trolle arbejdede i Kjøbenhavn ved 1774 og malede »ej ilde Quodlibet-Stykke«. ("Weinw. Les.).

 

Truelsen. Hans Peter Truelsen, født i Kjøbenhavn den 20. November. 1781, var Søn af Bud under Cancelliet eller Rente­kamret Hans Truelsen og Helene Cathrine født Schaltz, Han var Elev af C. F. Hansen og uddannede sig til Bygmester ved Konst­akademiet, hvor han 1799 vandt den lille, 1805 den store Sølv-

 

717

medaille, 1809 den lille og endelig 1817 den store Guldmedaille for Opgaven »En Børs«. Fra Nytaar 1812 blev han Lærer ved Konstakademiets Bygningsskole efter Thyberg. Da han ingen Formue havde og derfor var afhængig af C. F. Hansen, der brugte ham som Conducteur ved Christiansborg Slot og andre af sine Byg­ninger, kom han ikke til at rejse. I 1819 søgte han Embedet som Prdvinsialbygmester i Aalborg og fik dertil Akademiets Vidnesbyrd om, at han var »en meget kyndig, smagfuld og praktisk brugbar Architekt«. Han opnaaede ikke dette Embede ligesaa lidt som en Slotsforvalterplads, Hansen havde smigret sig med at kunne sikre ham, og han forblev altsaa i sin hidtidige Stilling i Kjøbenhavn, indtil han i 1844 blev ramt af et Slagtilfælde, som gjorde ham saa svag, at han ikke mere kunde forrette sin Tjeneste. Dog blev han staaende som Informator til sin Død, den 30. Marts 1847. Hans Kone, Johanne Elisabeth født Luffe var død allerede i 1842. (Akad. Udst. Gat. Tidl. Gravskr. paa Holmens Kirkeg. Adresseav. 1822, Nr. 18. Skifteretten. Statskal.).

 

Truslev. Niels Truslev, født den 14. Februar 1762 i Løkken i Vendsyssel, lagde sig efter Kobberstikkerkonsten og Miniaturmaleriet og udstillede i 1807 og 1813 et Par Miniaturmalerier. Som Kobber­stikker udførte han nogle Blade, forestillende Søslag mellem danske og engelske Fartøjer under Krigen i 1807 og følgende Aar, samt udgav »Elementarbog for Ungdommen« (1803). Han blev gift i 1797 i Lyngby med Anna Elisabeth født Ibsen, levede i Kjøbenhavn som Kontorist til 1823 og døde, uvist hvor, i 1826. (Weinw., S. 232. Do. Lex. Erslew, Forf. Lex., III, S. 408. Suppl., III, S. 472. Udst. Cat).

 

Tscherning. Anthonore født Tscherning. Se Anthonie Eleonore Christensen.

 

Tscherning. Eleonore Christine Lutzow, adopteret Datter af Generalmajor Adam Tobias Lutzow, er født paa Lappen ved Helsingør den 4. Juli 1817. Hun undervistes i Hjemmet, men lærte allerede i sin Ungdom at tegne af Portrætmaler A. Schiøtts Fader. Efter at hendes Fader var forflyttet til Kjøbenhavn, fik hun Under­visning i Blomstennaleriet af Christine Løvmand. Men da hun havde mere Lyst til at male Landskaber, søgte hun at uddanne sig for dette Fag, dels ved at copiere efter ældre Mester og efter nogle Arbejder af Petzholdt, dels ved Omgang med den da nage Konstnerkreds, Lundbye, Skovgaard, Læssøe o. fl. Ogsaa af sit Bekjendtjkab til Professor Høyen  høstede hun Frugt. I 1842 udstillede hun

 

718

første Gang som »En ubenævnt Dame«, atter i 1843 fremsatte hun tre Billeder uden at nævne sit navn, men. i 1844 og 1845 udstillede hun som »Frøken Eleonore Lutzov«. Efter at hun den 27. August 1845 var bleven gift med sin Fætter, Capitain, senere Oberst Anthon Frederik Tscherning, udstillede hun under sit Fruenavn 1846—48. Paa et enkelt Blomster- og Dyrstykke nær, var alle disse Arbejder Landskabsmalerier fra forskjellige sjællandske Egne. Imidlertid krævede hendes Virksomhed som Moder og Husmoder saa meget af hendes Tid, at hun maatte lægge Penslen til Side og indskrænke sig til at tegne og male med sine Børn, navnlig med sine Døtre, af hvilke Fru Christensen i 1869 fulgte hende paa en Udenlandsrejse, medens hun i 1873 foretog en ny Rejse i Selskab med sin neden­for nævnte yngste Datter. Begge Rejser havde Italien til Maal, Først i de senere Aar har hun atter sysselsat sig i konstnerisk Retning ved at udføre Malerier paa Vaser og lignende Gjenstande for den Ipsenske Terracottafabrik. Den 29. Juni 1874 blev hun Enke. Hendes næstældste Datter er nævnet ovenfor (se Anthonie Eleonore Christensen) som Malerinde; hendes yngste Datter, Sara Birgitte Tscherning, født paa Ørholm den 9. Juli 1855, er, ligesom Søstren, en Lærling af sin Moder og har i 1876 og 1877 udstillet nogle Blomstennalerier. (Konstn. egne, Medd. Erslew, Forf. Lex., III, S. 415 og Suppl., III, S, 478. Udst. Cat.).

 

Tschierke. Georg Didrik Tschierke, Bygmester og Tegner, har udført Tegninger af flere Slotte i Danmark og Holsten. Ifølge Nagler synes han at have levet i Tyskland. (Sandv., S. 125. Nagler, Kstl. Les.),

 

Turretin. Jean Jacques Turretin besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn og vandt den lille Sølvmedaille. Siden levede nan som Miniatur- og Portrætmaler i Kjøbenhavn, hvor han roses for »Flid og Duelighed«. Han var døvstum og fik 1828 Plads som Lærer ved Døvstummeskolen i Slesvig »paa fordelagtige Vilkaar«. Af hans Portræter ejes Abildgaards Portræt, malet graat i graat i ganske lille Format, af Docent B. Løffler; det synes udført, medens Konstneren endnu besøgte Akademiet, medens Fred. Barfod ejer et Miniaturportræt med Farver, malet 1824, forestillende hans Fader, Kammerherre Barfod. (Weinw. Lex. Akad. Skild. 1828, Sp. 1596. Priv. Medd.).

 

Tuscher. Marcus eller Carl Marcus Tuscher blev født i Nurnberg 1705 af fattige Forældre. I sit tiende Aar blev han op­taget i Stadens Opfostringshus og opdraget der. Da han røbede

 

719

Evner for Konst, satte Skolens Forstander ham, efter at han var bleven voxen, i Lære hos en Maler, Directeuren for Niirnbergs Konstakademi, Johan Daniel Preisler, der var Fader til den ovenfor nævnede J. M. Preisler. Da Læretiden var omme (1728), havde han gjort saa gode Fremskridt og var saa lovende en Konstner, at Sta­den gav ham Rejsestipendium til Rom, hvor han blev henvist til sin Lærers Søn, Johan Justin Preisler, der levede som udøvende Konstner i Rom. Ved Siden af Malerkonsten lagde han sig nu tillige efter Bygningskonsten og gjorde Tegninger til flere Kirker og Paladser, samt efter Medailleurfaget og den Konst at skjære i Ædelstene. Han udførte bl. a. en Medaille til Berninis Ære, og skar to Gange sit eget Portræt fordybet i ædle Stene. Heller ikke Kobberstikkerkonsten forsømte han; navnlig i dens friere Form, som Radering, dyrkede han den ivrigt, og han er af Eftertiden bedst kjendt som Konstner gjennem sine Raderinger.

Fra Rom rejste han omtrent 1734 til Florens, hvor han lige­ledes levede i flere Aar, navnlig hos den bekjendte Baron Stosch, hvis Samling af udskaarne Ædelstene fra Oldtiden han for en stor Del aftegnede Under sin lærde Velynders Vejledning lagde han sig tillige efter Sprog. Ogsaa her gjorde han Tegninger til et Par Bygninger, der blev opførte i Cortona og Livorno. Efter at have besøgt Neapel (1737) rejste han i 1741 over Frankrig .og Holland til England, hvor han i London paany mødtes med den danske Tegner og Rejsende, Capitain Frederik Ludvig Norden (s. d.), som han var bleven Ven med i Florens. Her raderede han to af de fire store Blade efter Nordens Tegninger, der i London blev udgivne som et Slags Prøvehefte af dennes Rejsebeskrivelse, og da Norden døde i Paris 1742, -nævnte han Tuscher som den eneste, der Kunde ordne og udgiye hans Tegninger. Tuscher blev derfor indbudt til Kjøbénhavn som kgl. Hofmaler og Bygmester med 800 Rdl. d. C. aarlig Løn og 50 Lstr. til sin Udstyrelse samt fri Overrejse med en dansk Fregat. I November 1743 kom han til Kjøbénhavn i Følge med L. Spengler (s. d.) og den tyske Ædelstenskjærer Lorens Natter.

I Danmark var hans første Værk en pragtfuld Decoration til Admiralitetets Bygning i Anledning af Kronprinsesse Louises Ind­tog. Senere malede han et stort Portræt af Christian VI til Hest, omgiven af allegoriske Figurer. Det var Loftsbillede i en Sal paa Christiansborg og brændte 1794. Han var en virksom Deltager i eller snarere Leder af det af Christian VI oprettede Konstakademi,

 

720

men han oplevede ikke dets Fornyelse paa Charlottenborg. I Kjøbenhavn skrev han paa Italiensk et stort Værk om Bygningskonsten og componerede Tegninger dels til et Mindesmærke om Branden i 1728, dels til et stort Vandspring med Frederik V's Rytterstøtte til Amalienborg Plads, hvilke sidste maaske vakte Tanken om den Støtte, der senere udførtes af Saly (s. d.). Desuden skal han have lagt Planen til den Anordning af hele Pladsen, som Eigtved siden fulgte ved Opførelsen af de fire Palaier. Nogle af hans Malerier, som roses .meget, var i L. Spenglers Eje og solgtes ved dennes Død i Holland; den kgl. Malerisamling ejer et større Billede, »Venus og Violin«, der oprindelig har tilhørt J. S.Wahl, og et Kabinetsstykke, »Sapfo og Cupido«, som er udført 1748, og som endnu er fremhængt. Flere af hans store, omhyggelig udførte Tegninger var i privat Eje. Hans Hovedværk torde dog være hans Raderinger efter Nordens Værk, baade paa Grund af deres Tal og den Lethed og Frihed, hvormed de ere udførte. For øvrigt kaldte man ham ikke uden Grund »Norden Bernini” thi hans urolige Aand søgte ligesom hin italienske Konstners at omfatte alle Konstarter, og det var i dennes svulmende og yppige Stil, han helst componerede sine Udkast. Tuscher blev i Kjøbenhavn gift med en Datter af den nedenfor nævnede J. S. (du) Wahl og døde i sin bedste Manddomsalder 1751. Nagler nævner 10 Blade af Tuscher, foruden Nordens Værk, (Biogr. af J. C. Spengler i Nye Dske. Mag. IV, S. 145—152. Jfr. Weinw., S. 129—33. Hennings, S. 46. Sandv., S. 125. Biisching Nachr., I, S. 106. Skild. 1809, Sp. 999. Akad. Thiele, Kstakad., S. 51—58 og 71—73. Kst. og Æsth., S. 55—56. Nagler, Kstl. Lex. Spengl. Cat., Nr. 850—51. Blochs Fortegn, o. Maleris.).

 

Tuxen. Elias Tuxen, født 1710 i Kornum i Viborg Stift, var Søn af Sognepræst Peder Sørensen Tuxen og Ane Cathrine Hansdatter Fygenskov, og kaldes Skildrer. For øvrigt vides kun, at han døde den 13. Juli 1747 paa Sødahl i Halds Amt. (Lengnick [Fam. Tuxen]. Priv. Medd. Jfr. Erslews Forf. Lex., Suppl., III, S. 497).

 

Tuxen. Laurits Regner Tuxen, født 1853 i Kjøbenhavn, er Søn af Directeur ved Orlogsværftet Nikolaj Elias Tuxen og Bertha Laura født Gjedvad. Efter at have besøgt Borgerdydskolen paa Christianshavn fik han i 1868 Plads i Akademiets Forberedelses­klasse, gjennemgik alle dets Skoler og fik den 23. December 1872 Afgangsbevis som Maler. Han har som Elev af Kyhn lagt sig efter

 

721

Landskabsmaleriet og har udstillet siden 1875. (Akad. Udst. Gat. Erslew, Forf. Lex. Suppl., III, 8. 495—96).

 

Tvede. Jakob Haneon Tvede, fadt i Tønder 1777, lagde sig efter Theatermaleriet og fik i 1811 Plads som Theatermaler ved det franske Theater i Hamborg. Han var Lærling af Pierre Étienne Lesueur, en emigreret Franskmand, der levede som Tneatennaler i Hamborg (f 1802). Tvede døde sammesteds den 24. April 1819. (Weinw., S. 198. Do. Lex. Fiissli, Kstl. Lex. Suppl. Hamb. Kstl. Lex.).

 

Tvede. Frederik Vilhelm Tvede, født i Kjøbenhavn den 13. Maj 1826, er Søn af Skomagermester Johan Frederik Tvede og Christine født Norup. Han fik Adgang til Kunstakademiets Skoler som Snedkerlærling, blev Svend 1845, men vedblev at besøge Akademiet for at uddanne sig til Architekt. I 1846 blev han Blev af Architekturklassen, i 1848 vandt han den lille og i 1853 den store Sølvmedaille. Uden at concurrere til Guldmedaillerne nedsatte han sig nu som Bygmester i Kjøbenhavn og rejste flere Gange udenlands med Understøttelse fra den Rejersenske Fond, det Classenske Fideicommis og Landhusholdningsselakabet. I 1857 blev han gift med Marie født Ostermann.

Han har bl. a. ledet Restaurationen af Kirkerne i Kallundborg, Nyborg og flere Steder, og opført et Gravkapel ved Rønningesøgaard, et Raadhus i Nykjøbing p. F. samt Kirker i Astrup ved Skarresø og i Vedbæk. For øvrigt har han mest været sysselsat i praktisk Retning. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Oat.).

 

Tybjerg. Hans Christian eller Kristjan Tybjerg, født i Kjøbenhavn den 8. October 1815, er Søn af Informator ved Konst-akademiet, Tømrermester Henrik Thyberg, som ovenfor er nævnet, og Oline født Falenkam. Da han havde Lyst til at være Architekt, lærte han at tegne hos H. Chr. Hansen og senere hos Hetsoh, hvor han tillige lagde sig efter Ornament- og Decorationstegning. I 1835 blev han Elev af Medailleskolen og lagde sig samtidig efter Tømrer-haandværket, for ogsaa at blive hjemme i Bygningskonstens praktiske Del, og efter de polytechniske Videnskaber. En Sygdom, som siden har fulgt ham indtil de seneste Aar, hæmmede fra 1838 hele hans Udvikling, og uagtet det lykkedes ham i 1840 at vinde Konstakademiets lille og i 1841 dets store Sølvmedaille, maatte han op­give videre Fremgang paa den konstneriske Bane. Dog vedblev han at leve og virke som Konstner, saavidt hans Helbred tillod det, og han har navnlig tegnet største Delen af de private Bygninger,

 

722

Tømrermester Blom har opført. Af en Hejse, som han i 1842— 1843 foretog til Syden for sin Helbreds Skyld, søgte han ogsaa at drage Nytte for sin Kongt. I 1853 vandt han den anden Pris i en Concurrence om Arbejderboliger paa Christianshavn, hvor Herholdt vandt den første; men Planen kom ikke til Udførelse. Senere ud­stillede han i 1868 Udkast til et Grundlovsmonument, hvortil han havde tænkt sig Pladsen paa Kongens Nytorv, og da der faa Aar efter blev indbudt til Concurrence om Planen til et nyt Theater for Kjøbenhavn, indgav han ogsaa, trods den knap tilmaalte Tid, et Udkast, der dog ingen Prislen vandt. Den anseligste Gaard, han har givet Tegning til (Nr. 4 i Bredgade, Nr. 3 i Strandstræde), blev ikke fuldstændig gjennemført, fordi Ejeren af Hjørnegrunden mod Kon­gens Nytorv, der var inddragen under Planen, ikke vilde sælge denne.

Tybjerg blev i 1858 gift med Juliane Marie født Poulsen, og efter hendes Død ægtede han i 1868 Caroline Elise født Oltmann. (Konstn. egne Medd. Akad. Udst. Gat.).

 

Tønder. Frederik Christian Tønder, født 1747 og mulig stammende fra Norge, besøgte Konstakademiet i Kjøbenhavn fra 1767 for at uddanne sig til Billedhugger. Først i sit 30. Aar (1777) naaede han at vinde den lille og i Januar 1781 den store Sølv-medaille for Tegning efter Modellen. Derpaa vandt han i Marta 1781 og i Januar 1782 den lille og den store Sølvmedaille for Modelering samt den 11. August 1783 den lille Guldinedaille for Opgaven »Saul raadfører sig med Samuels Skygge«. Kort efter rejste han med Akade­miets Vidnesbyrd om at have vundet Medaillen til St. Petersborg, hvor han levede i 13 Aar. I Begyndelsen af 1797 kom han tilbage til Kjø­benhavn og søgte om at blive Informator i Modelering ved Akademiets Ornamentskole. Dog naaede han først den 26. Marts 1800 en saadan Ansættelse med 200 Rdl. d. C. om Aaret, men forblev kun i denne Stilling til 1806, da han for Øjensvaghed maatte tage sin Afsked. I 1801 udstillede han ved Aarsmødet et Basrelief, forestillende »Billedkonstneren«, og i 1802 foreviste han tre andre Reliefer for at blive agreeret. Men fraset, at Akademiet ikke vilde agreere sine Informatorer, var hans Arbejder saa svage, at han ikke fik en eneste Stemme for sig. Han døde den 11. December 1809. (Wejnw., S. 218. Akad. Adresseav. 1809, Nr