723

Uldall. Johannes Frederik Christian Uldall, født i Fredericia, den 11. Februar 1839 er Søn af senere Etatsraad, Land-fysitusrtlr. med, Frederik Adolf Uldall og ElisabettTJohanne Sofie født Sick. Efter at have taget Præliminairexamen ved Sorø Akademi blev han først uddannet ved polytechnisk Skole i Kjøbenhavn og gik derfra i 1857 over til Konstakademiets Bygningsskole, som han besøgte til Udgangen af 1863. Han deltog i Krigen 1864 som Secondlieutenant ved 11. Regiment, vendte en kort Tid tilbage til Konstakademiet og bosatte sig derpaa i Foraaret 1865 som praktisk Architekt i Randers.

Her kastede han sig med Iver ind i Undersøgelser over dansk Kirkebygningskonst, navnlig som den fremtræder i vore Landsbykirker, og fik i 1869 en lille Rejseunderstøttelse af Konstakademiet for at sættes i Stand til at vedblive sine Undersøgelser. Foruden de sædvanlige praktiske Opgaver, der bydes en Bygmester i en By med stort Opland omkring sig, har Uldall derfor særlig været sysselsat som Kirkebygmester. Han udførte bl. a. en større Istandsættelse af St. Mortens Kirke i Randers, hvorom han afgav en Beretning i »Saml. til Jydsk Hist. og Topogr.« (1871); han har med paseende Anvendelse af det ældre Bygningsemne, gjenopført flere, dels Murstens-, dels Granitkirker, navnlig i Egnen mellem Viborg, Randers og Aarhus, samt endelig bygget nogle Kirker helt fra nyt paa samme Strøg, nemlig Vorup og Essenbæk ved Randers, Brandstrup ved Viborg, den første i Spidsbue-, de to sidstnævnte i Rundbuestil. Desuden har han bl. a. bygget et stort Ligkapel i

724

Randers og ledet Ombygningen af flere Herregaarde og andre Bygninger. Som Forfatter har han, foruden den nævnte Afhandling, tillige skrevet om »Nørre Tranderskirke« i samme Tidskrift, »Om de danske Landsbykirker og deres Istandsættelse« i »Ny Kirkehist. Saml.«, IV, samt udgivet særskilt en »Vejledning for Bygherrer og Bygmestre«. Efter at hans første Kone, Henriette Sofie født Torat, var død, indgik han nyt Ægteskab med Inger Kirstine født Mohnsen. (Konstn. egne Medd. Akad. Jfr. Erslews Forf. Lex., III, S. 430).

Unna. Moritz Unna, født i Kjøbenhavn den 31. December 1811, var Søn af Meubelhandler og Au etion snolder S. E. Unna og Jakobine født Jakobsen. Hans Moder nyttede som Enke til Gøteborg (1819), hvor han opvoxede og efter endt Skolegang kom paa et Handelskontor; men da ban havde Lyst til at være Maler, rejste han i 1830 til Kjøbenhavn og fik strax Adgang til Konstakademiet. Efter at han i 1832 var bleven Elev af Modelskoleii, vandt han i 1836 den lille Sølvmedaille. Samtidig udstillede han fra 1834 til 1839 en Del Genrebilleder, hvoraf det andet i Rækken (udst. 1835), »En Skolemester, som forelæser et Par gamle Eolk ét Brev fra deres Søn i Udlandet«, halve Figurer i Legemsstørrelse, blev kjøbt til den kgl. Malerisamling. Han synes allerede fra 1837 at have gjort et Par Udflugter til Udlandet, og boede, naar han var i Kjøbenhavn, sammen med Westphal (s. d.) ved Toldbodvejen. I 1839 rejste han til Miinchen, hvor' han levede til 1846 og ved Siden af at udføre enkelte Genrebilleder mest fandt sit Underhold ved at male Portræter. Han blev aldrig noget betydeligt som Konstner, selv om der i hans tidligere Arbejder ikke savnedes Træk, som kunde vække Forhaabninger hos ham og andre.

Fra 1846 var han bosat i Gøteborg som Tegnelærer, men malede dog ogsaa og hjemsendte derfra nogle Figurbilleder af svensk Folkeliv til Udstillingen i Kjøbenhavn i 1853 og 1863, da hans Navn sidste Gang findes i Catalogerne. For at forbedre sine Kaar lagde han sig efter Fotografien, aabnede 1853 et fotografik Atelier i Gøteborg, ægtede i 1854 sin Søsterdatter, Nanny født Fiirst, og flyttede i 1863 til Kjøbenhavn, hvor han kjøbte Strieglers fotografiske Forretning. Denne Handel var dog ikke til hans Held, Sygdom hindrede ham i at drive sin Virksomhed med Kraft, og nan døde i meget trange Kaar den 2. December 1871. (Priv. Medd. Akad. Udst. Gat. Adresseav. 1819, Nr. 150. Skifteretten. Berl. Tid. 1871, Nr. 288. Nagler, Kstl. Lex.).

725

Ussing. Stefan Peter Johannes Hjort Ussing, født i Ribe den 15. September 1828, var Søn af Snedker Peter Ussing og Bole Kirstine fedt Lund. Da han viste ualmindelige Graver for Billedhugger-konsten, kom han i 1843 til Kjøbenhavn, hvor han strax fik Plads i H. V. Bissens Værksted og i Kunstakademiets Forberedelsesklasse. Efter at have været en kort Tid i Decorationsklassen blev han i Marts 1845 Elev af Modelskolen, vandt i December s. A. den lille, og i December 1848 den store Sølvmedaille. Endelig vandt han i September 1851 den lille G-uldmedaille for Opgaven »Thetis bønfalder Vulcan om Vaaben til Achilles«.

Et af hans første, større Arbejder var at modelere den ene af Hestene til Victorias Quadriga ovenpaa Thorvaldsens Museum. Fra 1845 begyndte han at udstille dels Buster, dels Arbejder fremkaldte ved de Concourser, hvori han deltog, dels enkelte, som ikke synes at skylde en saadan Paaskyndelse deres Tilblivelse. Blandt disse kan nævnes »En Hyrdedreng med et sygt Lam« (udst. 1848), som tilligemed et Arbejde, der i 1855 vandt den Neuhausenske Præmie, »En Fiskerdreng«, tilhører Hofjægermester Honnens de Lichtenberg. Endvidere »Børn med en Fuglerede« (1850), som tilhører en Svoger, Hr. C. Ussing i Ribe, »Børn, som have fanget en Krabbe« (udst. 1854, tilh. Sculpturmuseet) og »En badende Pige«, som blev udført i Marmor til Frederik VII (udst. 1857). For »En Karl, som vander sin Hest«, vandt han vel ikke den Neuhausenske Præmie (1853), men Arbejdet blev kjebt til Sculpturmuseet, og et andet, ikke prislønnet Concoursarbejde (udst. 1854), »Episode af Barnemordet i Bethlehem«, haj faaet sin Plads i Ribe Domkirke.

Han var i en god og lovende Udvikling, yndet af den ældre Konstnerkreds for sit Talent og sin Stræbsomhed, af den yngre for sin Elskværdighed, da han i Begyndelsen af 1855 blev syg af Tuberklose paa Hjærnen. Han laa allerede paa Hospitalet dengang den ovenfor nævnede Neuhausenske Præmie tilkjendtes ham, og efter et langvarigt Sygeleje, under hvilket en Søster kjærligt plejede ham, døde han paa Frederiks Hospital den 19. Juli 1855. (Akad. Udst. Gat. Lengnik. Ribe Stiftstid. 1856, Nr. 49. Skifteretten. Priv. Medd.).