Dogen i Venedig
Antonio, en købmand i Venedig
Bassanio, hans ven
Salerio venner af Antonio og Bassanio
Lorenzo, Jessicas tilbeder
Shylock, en jøde
Tubal, en jøde og Shylocks ven
Lancelot, Shylocks tjener
Gamle
Gobbo, Lancelots
far
Leonardo, Bassanios tjener
Stefano Portias tjenere
Portia, en rig ung dame
Nerissa, hendes kammerjomfru
Jessica, jødens datter
Venezianske stormænd,
retsbetjente,
en fangevogter,
tjenere, følge
Venedig. En gade. Antonio, Salerio og Solanio kommer ind.
Antonio: Hvorfor jeg er så nedtrykt, ved jeg ikke. Det piner mig; du siger, det piner dig. Men hvad det kommer af, hvordan jeg fik det, hvad det består af, hvad det er for noget, er mig endnu så ganske uforklarligt. Det tungsind gør mig til en sådan tåbe, at jeg blir næsten fremmed for mig selv.
Salerio: Nå, jeres tanker gynger vel på havet, hvor jeres gallioners stolte sejl, som bølgens adel, rige handelsherrer i prægtigt sejrsoptog over søen, ser ned på de småbitte kræmmerskuder, der nejer dybt og hilser, mens de flyver forbi på deres spændte sejldugsvinger.
Solanio: Ja, havde jeg så meget gods på spil, så ville mine fleste tanker drage på rejse med mit håb. Jeg ville gå og plukke græs og se, hvor vinden kom fra, og granske kortet efter havn og red. Hver ting, der gjorde mig bekymret for min ladning, ville sikkert gøre mig tungsindig.
Salerio: Ja, mit eget åndepust der kølede min suppe, ville gi mig febergysen, når jeg tænkte på den skade, som for stærk en vind kan volde til søs. Jeg kunne ikke se på sandet i timeglasset uden straks at tænke på revler, skær og banker og se for mig min rige Doria sidde fast i sandet med sine master bøjet ned til kølen som for at kysse på sin egen grav. Og hvordan kunne jeg vel gå i kirke og se den hellige bygnings sten og ikke straks mindes om de farefulde klipper som, strejfede de blot mit ædle skib, strøed dets krydderier ud på bølgen, klædte den vilde brænding med min silke, - ja, kort og godt: i dag så meget værd, i morgen intet. Skal jeg kunne tænke på dette, og så ikke tænke på, hvor sørgeligt for mig, såfremt det skete? Sig ikke mer! jeg ved, Antonio er tungsindig, for han tænker på sin ladning.
Antonio: Nej, jeg forsikrer jer. Nej, heldigvis, jeg sætter ikke alting på en køl, til en og samme havn. Min velstand står og falder ikke med hvad året bringer. Min ladning gør mig derfor ikke trist.
Solanio: Nå, så er I forelsket.
Antonio: Snak!
Salerio: Så siger vi, at I er trist, fordi I netop
ikke er glad og liså vel kunne le og danse og sige I var lystig, just fordi I
ikke var tungsindig. Ja, ved Janus og hans to hovederl Naturen har skabt nogle
sære fyre nu og da, den ene plirrer altid skælmsk med øjet, skratler ad alting
som en poppedreng, den anden har så eddikesurt et ansigt og viser aldrig tænder
til et smil, om så en Nestor sagde god for spøgen. [Bassanio, Gratiano og
Lorenzo kommer ind]
Solanio: Her er Bassanio, jeres ædle slægtning, Gratiano og Lorenzo. Nu farvel, vi overlader jer til bedre selskab.
Salerio: Jeg var skam blevet til jeg fik jer munter, men her er bedre venner til det formål.
Antonio: Men jeg vurderer jeres selskab højt. Blot går jeg ud fra, I har eget ærind og griber lejligheden til at gå.
Solanio: Godmorgen, ædle herrer.
Bassanio: Bedste herrer, hvornår skal vi så ha en munter aften? Sig når? Vi ses så sjældent. Hvorfor dog?
Solanio: Det passer os, så snart det passer jer. [Solanio
og Salerio går]
Lorenzo: Nu da I, hr. Bassanio, har fundet Antonio, så vil vi forlade jer, men husk til middagstid, hvor vi skal mødes.
Bassanio: Jeg svigter ikke.
Gratiano: Hør, I ser dårlig ud, signor Antonio, jeg tror, at I tar livet alt for tungt; det smutter, hvis man ruger over det! Utroligt, ja som I dog er forandret!
Antonio: Jeg tar kun livet for, hvad livet er, en skueplads, hvor hver mand har sin rolle. Min er tungsindig.
Gratiano: Så lad mig få narrens! Nej, før skal lyst og latter gi mig rynker, før skal min lever varmes op Af vinen end hjertet køles af ved triste suk. Skal en varmblodig mand da sidde der stiv som sin farfars marmorstøtte? Snorke i vågen tilstand, ja og liste sig en gulsot til af lutter surhed? Næ, Antonio, vi er venner, og jeg taler af venskab. - Der er mennesker, hvis ansigt er overtrukket som et gadekær, folk der forskanser sig i stædig stilhed, alene for at skaffe sig et skin af visdom, alvor og
dybsindighed, som om de sagde: Jeg er hr. Orakel, og ingen hund må gø, når jeg oplader min mund! - Jo, kære ven, jeg kender folk, der har et ry for klogskab, blot fordi de ikke siger et kuk. For talte de, røg den, der lytted til dem nok til helved, fordi han sagde »Du dåre« til sin næste! Det kan vi snakke mer om siden, men - fisk ikke med jer tungsinds madding efter den store torsk: folks høje tanker om jer! Kom så, Lorenzo. - Nu farvel så længe. I eftermiddag slutter jeg min præken.
Lorenzo: Så skilles vi og ses igen til middag. Jeg er nok en af de der stumme vismænd; Gratiano tar jo altid ordet fra mig.
Gratiano: Hold mig kun selskab to år til, så har du glemt, hvordan din egen stemme lyder.
Antonio: Farvel, det ender med, den snakken smitter.
Gratiano: Å, må jeg takke, tak! Det er kun klogt at
tie for tørret oksetunge og en vissen pige. [Gratiano og Lorenzo går]
Antonio: Var det nu morsomt!
Bassanio: Gratiano river en uendelig masse sludder af sig, mer end nogen anden i hele Venedig. Hvad han ejer af fornuftige tanker, svarer til to hvedekorn skjult i to skæpper avner. Man kan lede efter dem en hel dag, inden man finder dem, og når man endelig har fundet dem, er de såmænd ikke al den ulejlighed værd.
Antonio: Nå, sig mig nu, hvad er det for en dame, som du gav løfte om en lønlig valfart? Det ville du fortælle mig i dag.
Bassanio: Det er dig velbekendt, Antonio, hvor meget jeg har ødet af mit gods; jeg har jo levet på en større fod end mine ringe midler kunne bære. Jeg klynker heller ikke nu fordi det søde liv er slut, nej, min bekymring er hvordan jeg med ære dog skal klare den gæld, som et nok alt for ødselt liv har bragt mig i. Til dig, Antonio, er gælden størst i penge som i venskab. Og til dit venskab tør jeg tillidsfuldt betro de planer, jeg har fattet til at blive kvit og fri for al min gæld.
Antonio: Ja, sig mig det, min ven Bassanio, og kan det, som du altid selv har kunnet, bestå for ærens blik, så stol kun på, at min person, min pung, alt hvad jeg evner, står frit til rådighed for dine ønsker.
Bassanio: Da jeg var dreng og når en pil blev væk, skød jeg en mage til med samme fart den samme vej, men mer opmærksomt, for at finde nummer et, og når jeg voved dem begge, vandt jeg tit dem begge to. Ja, jeg fortæller om den barneleg, for det som følger er så helt troskyldigt. Min gæld til dig er stor, jeg har tabt alt i ungdoms overmod. Men hvis du tør afskyde en pil til i samme retning som den du afskød først, så er jeg vis på, at når jeg følger sigtet, finder jeg dem begge, eller dog din sidste indsats, og blir taknemlig skyldner for den første.
Antonio: Du kender mig, du spilder bare tiden, når du med omsvøb bejler til mit venskab. Og ved at tvivle om at jeg vil gøre mit yderste, gør du mig større uret end hvis du ødsled alt jeg ejer bort. Fortæl kun hvad du mener jeg kan gøre, så vidt som selv du ved min evne rækker, og jeg er straks parat. Sig bare frem!
Bassanio: I Belmont bor en dame, rig ved arv; og hun er skøn og, skønnere endnu, af rige dyder. Og fra hendes øjne modtog jeg skønne stumme bud, engang. Hun hedder Portia og kan måle sig med Catos datter, Brutus' Portia.
Men hendes værd er ikke skjult for verden. Berømte bejlere blir blæst derhen fra hver en strand af alle fire vinde, og hendes bløde lyse lokker falder om hendes pande som det gyldne skind, så Belmont, hendes slot, blir Kolchis' strand, hvor mangen Jason kommer for at bejle. Å, min Antonio, havde jeg kun midler til der at tage min plads blandt bejlerne, så spår mit hjerte mig et sådant held, at jeg sikkert tror, jeg ville vinde lykken.
Antonio: Du ved, at al min rigdom er på søen, og jeg
har hverken penge eller varer til straks at skaffe rede mønt. Forsøg hvad min
kredit formår her i Venedig. Den skal vi spænde til det yderste, så får du
udstyr til din Belmontrejse. Gå straks og spørg dig for, hvor der er penge. Det
vil jeg med. - Vi får dem nok, det tror jeg givet, for min skyld og på mit ord.
[De går]
Belmont. Et værelse i Portias hus. Portia og Nerissa
kommer ind.
Portia: Jeg forsikrer dig, Nerissa, min lille person er træt af denne store verden.
Nerissa: Det ville I blive, bedste frøken, hvis I havde ligeså megen modgang som I har medgang. Men, så vidt jeg kan se, så har de der æder sig en pukkel til det ligeså dårligt som de der dør af sult. Så det er såmænd ikke så ringe en lykke at befinde sig midt imellem. Overflod får tidligt grå hår, men Husbehov lever længst.
Portia: Gode valgsprog og vel fremført!
Nerissa: Det var bedre, hvis de blev vel efterlevet.
Portia: Hvis det var ligeså let at gøre hvad der er rigtigt, som at vide hvad der er rigtigt at gøre, så blev kapeller til kirker og fattigfolks hytter til slotte. Det er en god præst der følger sine egne lærdomme. Jeg kan lettere lære tyve andre hvad man bør gøre, end selv være en af de tyve og følge min egen lære. Hjernen kan udtænke love for vore lidenskaber, men et varmt temperament springer over en kold forskrift. Den springfyr til dårskab sætter som en hare over nettet som fornuften, den klumpfod, har udspændt. Men de betragtninger hjælper mig nok ikke til at vælge mig en mand. Å, det ord vælge! Jeg kan jo hverken vælge hvem jeg vil have eller vrage hvem jeg ikke bryder mig om. Ja, sådan er en levende datters vilje kuet af en død faders sidste vilje. Er det ikke hårdt nok, Nerissa, at jeg ikke kan vælge og vrage som jeg vil?
Nerissa: Jeres far var altid en god mand, og gode mænd har det med at få gode indskydelser, når de ligger for døden. Derfor tror jeg alligevel, at i det lotteri han har fundet på, med disse tre skrin af guld og sølv og bly, hvor den der vælger som han ønsker det også vælger jer, her bliver den rette vinder lige akkurat den mand som I vil kunne elske. Men hvor varme er jeres følelser for de fyrstelige bejlere der allerede er mødt op?
Portia: Du kan jo remse dem op, og efterhånden som du nævner dem vil jeg beskrive dem. Efter min beskrivelse kan du så slutte dig til mine følelser.
Nerissa: Der er for det første prinsen fra Neapel.
Portia: Ham, Vorherre bevares, det er en plag! Han snakker aldrig om andet end sin hest og betragter det som en væsentlig forøgelse af sine gode egenskaber, at han kan sko den selv. Jeg er meget bange for, at hans nådige fru moder har forset sig med en smed.
Nerissa: Så er der pfalzgreven.
Portia: Han bestiller ikke andet end at surmule, ligesom han ville sige: »Vil I ikke have mig, så kan I lade være!« Han hører lystige historier uden et smil. Jeg er bange for, han bliver en grædende filosof når han bliver gammel, siden han er så umanerlig sur i sin ungdom. Jeg ville hellere giftes med et dødningehoved med en knokkel i munden end med en af dem. Gud fri mig fra de to!
Nerissa: Hvad siger I til den franske herre, Monsieur Le Bon?
Portia: Vorherre har skabt ham, så han må vel gælde for et menneske. Jeg ved nok, det er syndigt at spotte, men han! Du godeste, han har en hest der overgår neapolitanerens, og hans surmulen overgår pfalzgrevens, han er alle og ingen. Hvis en drossel fløjter, giver han sig straks til at hoppe og danse. Han fægter med sin egen skygge. Hvis jeg blev gift med ham, fik jeg tyve ægtemænd. Forsmår han mig, skal det være ham tilgivet. For om han så elsker mig til vanvid, vil jeg aldrig kunne gengælde det.
Nerissa: Hvad siger I så til Falconbridge, den unge baron fra England?
Portia: Det ved du da, jeg siger ikke noget, for han forstår mig ikke og jeg ikke ham. Han kan hverken latin, fransk eller italiensk, og du kan roligt aflægge ed i retten på, at jeg næppe kan for to øre engelsk. Han er skam et flot stykke mandfolk, men ak, hvem kan konversere en marionet? Og det tøj! jeg tror han har købt sin vams i Italien, sine pludderbukser i Frankrig, sin hat i Tyskland og sine manerer her og der og alle vegne.
Nerissa: Hvad mener I om den skotske lord, hans nabo?
Portia: At han er en god og kærlig nabo, for han fik en ørefigen af englænderen og svor på, at den skulle han få betalt ved første lejlighed. Jeg tror, franskmanden stillede sikkerhed for ham og skrev sig for endnu en for egen regning.
Nerissa: Hvad synes I om den unge tysker, hertugen af Saksens brorsøn?
Portia: Meget dårligt om morgenen, når han er ædru, og allerdårligst om eftermiddagen, når han er fuld. Når han er bedst, er han lidt værre end et menneske, og når han er værst, er han ikke stort bedre end et dyr. Hvis det værste skulle ske, håber jeg nu alligevel, at det skal lykkes mig at slippe af med ham.
Nerissa: Hvis han nu virkelig ville vove forsøget og valgte det rette skrin, så måtte I jo vægre jer ved at opfylde jeres faders bestemmelse, hvis I vægrede jer ved at tage ham.
Portia: Jamen, derfor beder jeg dig også om af frygt for det værste at anbringe et stort glas rhinskvin på det forkerte skrin. For om så djævelen var indeni og den fristelse udenpå, så ved jeg, han valgte det. Jeg er villig til hvad som helst, Nerissa, fremfor at gifte mig med en svamp.
Nerissa: I behøver ikke at være bange, min frøken, I får ikke nogen af de herrer. De har meddelt mig deres beslutning, som såmænd er den at rejse hjem og ikke længere genere jer med deres bejlen, medmindre I kan vindes på andre betingelser end dem jeres far har sat, hvor det kommer an på disse tre skrin.
Portia: Om jeg bliver gammel som Sibylle, vil jeg dø kysk som Diana, medmindre jeg vindes på den måde som min far har bestemt. Det glæder mig at det hold friere er så fornuftigt, for der er ikke en af dem, uden at jeg smægter efter hans fraværelse, og jeg beder himlen skænke dem en lykkelig rejse!
Nerissa: Frøken, mon I husker fra jeres faders tid en ung venezianer, boglærd og soldat, som kom hertil i følge med markisen af Montserrat!
Portia: Jo, jo, det var Bassanio, jo, det var vist det han hed.
Nerissa: Rigtigt, min frøken. Af alle de mænd mine dumme øjne nogen sinde har set, var han den der var mest værdig til at vinde en skøn dame.
Portia: Jeg husker ham godt, og jeg husker, han fortjente din ros.
[En tjener kommer ind]
Tjeneren: De fire fremmede søger Eders Nåde for at tage afsked, og der er kommet en forløber for en femte, prinsen of Marokko, som melder at hans herre, prinsen, kommer her i aften.
Portia: Kunne jeg byde den femte ligeså hjerteligt velkommen, som jeg byder de fire andre farvel, ville jeg glæde mig over hans ankomst. Men har han en engels sind i en djævels skind, vil jeg nu hellere bruge ham til skriftemål end giftermål. Kom, Nerissa. Gå i forvejen, min ven, gå! Næppe lukker vi porten efter den ene bejler, førend den næste banker på! [De går]
Venedig. En plads. Bassanio og Shylock kommer ind.
Shylock: Tre tusind dukater, - godt.
Bassanio: Ja, og på tre måneder.
Shylock: På tre måneder, godt.
Bassanio: For hvilke som sagt Antonio kautionerer.
Shylock: Antonio kautionerer, godt.
Bassanio: Kan I hjælpe mig? Vil I gøre mig den tjeneste? Må jeg høre jeres svar?
Shylock: Tre tusind dukater, på tre måneder, - og Antonio kautionerer for dem
Bassanio: Hvad svarer I så til det?
Shylock: Antonio er en god mand.
Bassiano: Har I nogen sinde hørt det modsatte?
Shylock: Ok nej, næ, næ, nænej - når jeg siger, han er en god mand, mener jeg, det forstår I vel, at han er solid. Men hans ejendom er genstand for usikkerhed, han har en gallion på farten til Tripolis, en anden til Indien. På Rialto hører jeg desuden at han har en tredje på vej til Mexico, en fjerde til England, og andre vovelige foretagender i gang strøet rundt om. Men skibe er kun planker, søfolk kun mennesker. Der er landrotter og vandrotter, tyve til lands og tyve til vands, ja, jeg mener sørøvere, - og så er der faren fra vandet, vinden og klipperne. Manden er ikke desto mindre solid. Tre tusind dukater! - Jeg tror, jeg kan modtage hans forskrivning.
Bassanio: Det kan I være sikker på.
Shylock: Jeg vil også være sikker på det, og for at jeg kan være sikker, vil jeg tænke over sagen. Kan jeg få Antonio i tale?
Bassanio: Ja, vil I ikke spise middag med os?
Shylock: Jo tak, for at lugte flæsk! For at æde af den bolig, som jeres profet fra Nazaret manede djævelen ind i! jeg vil handle med jer, købe af jer og sælge til jer, snakke med jer og gå med jer, - men jeg vil ikke spise med jer, drikke med jer eller bede med jer. Er der noget nyt på Rialto? - Hvem kommer der?
[Antonio kommer ind]
Bassanio: Det er signor Antonio.
Shylock [afsides]: Se hvor han går og smisker som en tolder. Jeg hader ham, fordi han er en kristen, men mer, fordi han i sin tossegodhed udlåner penge gratis og nedsætter den rentefod vi har her i Venedig. Hvis jeg nu rigtig kan få krammet på ham, så skal jeg mætte alt mit gamle nag. Han hader os, Jehovas folk; han spotter i købmandskredse, hvad jeg er og gør, min handel og min velfortjente vinding, og kalder den for åger. Gid min stamme må visne, hvis jeg tilgir ham!
Bassanio:
Nå, Shylock?
Shylock: Jeg regner efter, hvad jeg har i kassen for tiden, og så vidt jeg husker, kan jeg vist ikke rejse hele summen straks,
tre tusinde dukater.-Tja, joh, Tubal, en rig hebræer af min stamme bistår mig nok, - men vent - hvor mange måneder var det, I ville ha? - [Til Antonio] Guds fred, signor. Ja, vi stod netop her og talte om jer, velbårne herre.
Antonio: Shylock, skønt jeg hverken udlåner penge eller låner selv mod rente, vil jeg dog for her at hjælpe en ven i nøden, bryde denne vane. [Til Bassanio] Ved han besked, hvor meget du har brug for?
Shylock: Ja vist, ja vist, tre tusinde dukater.
Antonio: Og på tre måneder.
Shylock: Det glemte jeg, tre måneder, ja vist, det har I sagt mig. I kautionerer; - lad mig se - men hør, det forekommer mig I sagde, I aldrig tager eller giver et lån på rente?
Antonio: Aldrig!
Shylock: Da Jakob vogted onkel Labans får, den Jakob der jo var den tredje arving fra vores fader Abraham, - det bragte hans kloge mor i stand, - ja vist, den tredje -
Antonio: Nå, ja, og hvad med ham? Tog han da renter?
Shylock: Nej, ikke renter, ikke hvad man kalder direkte renter. Hør hvad Jakob gjorde: Da han var kommet overens med Laban, at alle lam med pletter eller striber blev Jakobs løn, løb i den sene høsttid hans får nu brunstigt ud blandt vædderne, og mens forplantningsværket var i gang iblandt de uldne avlsdyr, tog så Jakob, den snilde hyrde, kæppe, skrælled dem, og just som parringsakten foregik, opstilled han dem for de lystne får, og da de nu blev drægtige, så faldt der i læmmetiden lutter broget afkom, og de var Jakobs. Dette var hans vinding, og Gud velsigned ham, for vinding er velsignelse, når ikke den er stjålen.
Antonio: Det var et slumpetræf han tjente for, en ting det ikke stod til ham at fremme, som selve himlens hånd har ført og styret. Skal den beretning nu forsvare renter? Er jeres guld og sølv da får og væddere?
Shylock: Det ved jeg ikke, men - det yngler godt. Men hør, signor -
Antonio: Ja, hører du, Bassanio, hvor djævlen bruger skriften til sit formål; den onde sjæl der tør beråbe sig på helligt vidnesbyrd, er som en skurk med smil om mund, et æble smukt at se til, men råddent indeni. Hvor smuk en skal dog løgnen har!
Shylock: Tre tusinde dukater, - det er en pæn, rund sum. Tre måneder fra tolv, ja, lad mig se, hvad renten blir.
Antonio: Nå, Shylock, skal vi være jer forbundne?
Shylock: Signor Antonio, tit og mange gange har I brugt skældsord mod mig på Rialto for mine penge og for mine renter. Det bar jeg med tålmodigt skuldertræk, for tåle er vor stammes kendemærke. I kalder mig en vantro og en blodhund og spytter på min jødiske talar, bare fordi jeg tænker på mit eget. Godt, det ser ud som om I trænger til mig, ja ja, I kommer til mig, og I siger, »Shylock, lad os få penge,« siger I, I, som har spyttet på mit skæg og sparket til mig som om I jog en fremmed køter fra jeres tærskel. - I vil nu have penge. Hvad skal jeg svare? Skal jeg ikke svare:
»Har hunde penge? Mon en køter da kan låne jer tre tusinde dukater?« Måske jeg skulle bukke mig i støvet og ydmygt, lavmælt, med en slaves stemme blot hviske: ”I spytted på mig sidste onsdag, herre, på den og den dag har I sparket mig, ved anden lejlighed kaldt mig en hund! For disse artigheder vil jeg nu til gengæld låne jer så stor en sum.”
Antonio: Det kalder jeg dig nok endnu en gang, og spytter på dig, sparker dig igen. Hvis du vil låne disse penge ud, så lån dem ikke som til dine venner. Hvornår tar venskab høst af goldt metal fra venner? Lån dem ud som til din fjende, for går han bankerot, så kan du dog med bedre mine drive bøden ind.
Shylock: Hvor I dog farer op! Her ville jeg blot være venner med jer, vinde jer og glemme hver en tort I gjorde mig, forstrække jer, og ikke tage en døjt i rente, og så vil I ikke høre! Mit tilbud er dog godt.
Antonio: Jo, det er venligt.
Shylock: Så venlig vil jeg vise mig, - gå med mig til en notar. Og der udsteder I mig et simpelt gældsbrev, og for løjers skyld: hvis ikke I betaler mig den dag, det sted, den sum eller de summer nævnt i brevet, så skal bøden sættes til et skålpunds vægt af jeres skære kød, som jeg kan skære ud og vælge selv af hvilken del of jeres krop jeg ønsker.
Antonio: Top! Den forskrivning vil jeg underskrive og sige, jøden viser megen godhed.
Bassanio: Du underskriver ikke den klausul. Så blir jeg heller hjemme uden penge.
Antonio: Vær ikke bange. Den forfalder ikke. Om højst to måneder, en måned før forskrivningen udløber, venter jeg beløbet hjem tre hele gange tre.
Shylock: Å, fader Abraham, se disse kristne, hvis egen hårde færd har lært dem mistro til andres tanker. Sig mig dog engang, hvis fristen overskrides, hvad har jeg så vundet ved at drive bøden ind? Et skålpund kød udskåret af en mand er mindre værd og også mindre nyttigt end kød af okse, får og ged. Kort sagt, jeg viser venskab for at købe hans. Og vil han – godt! I modsat fald farvel. Krænk mig så ikke for mit venskabs skyld!
Antonio: Ja, Shylock, ja, jeg skriver gerne under.
Shylock: Så mød mig hos notarius om lidt, aftal med
ham den lystige forskrivning. Nu går jeg hjem og henter pengene, tilser mit
hus, som er betroet til en ødelands usikre varetægt, og jeg er hos jer om et
øjeblik. [Går]
Antonio: Ja, skynd dig, brave jøde! Den hebræer blir kristen snart. Hans venlighed tager til.
Bassanio: Jeg frygter smukke ord og nedrigt spil.
Antonio: Nå, vi har ingenting at frygte der; en måned
før er mine skibe her. [De går]
Belmont. Et værelse i Portias hus. Trompetklang. Prinsen af Marokko med følge, Portia og Nerissa med følge kommer ind.
Prinsen: Forsmå mig ikke for min mørke hud, den dunkle dragt, jeg fik af solens brand, den sol som er min nabo og min bror. Bring mig den smukkeste af mænd fra nord, hvor Phøbus' ild knap tør en istap op. For jeres skyld lar vi en åre åbne og ser, hvis blod, hans eller mit, er rødest! jeg siger jer, frøken, dette ansigt har skræmt tapre mænd, og ved min elskov sværger jeg, at min hjemstavns bedste piger også har elsket det. Jeg bytted ikke lød for andre end for jer, min skønne dronning.
Portia: Jeg kan jo ikke ledes i mit valg blot af et pigeøjes kræsne lune. Desuden nægter lykkespillet om min skæbne mig den ret at vælge frit. Men var jeg ikke bundet af min far og tvunget ved hans bud til kun at ægte den mand der vinder mig på denne vis, da stod I, vidtberømte prins, så højt i gunst hos mig som nogen af de gæster jeg indtil nu har set.
Prinsen: Tak selv for dette! jeg ber jer da, før mig til disse skrin, jeg prøver lykkens gunst. Ved denne sabel, der fælded shahen og en persisk prins, der vandt for sultan Soliman tre sejre, - jeg skulle kue det mest barske blik, det dristigste af alle verdens hjerter, ja flå de små fra bjørnen, mens de dier, og tirre løven, når den sultent brøler, hvis dette kunne vinde dig. Men ak, når Herkules og Lichas rafler om, hvem der er stærkest, så kan heldet gi den svage hånd det lykkeligste kast. For helten kan besejres af sin rasen, og jeg kan, ledet af den blinde lykke, gå glip af hvad en mindre værdig opnår, og dø af sorg.
Portia: I må beslutte jer og enten helt la vær at vælge eller før valget sværge på, at tar I fejl, så vil I aldrig nævne ægteskab for nogen dame mer. Så tænk jer om!
Prinsen: Nej, aldrig! - Lad mig træffe valget straks.
Portia: Til templet først. I eftermiddag gør I forsøget.
Prinsen: Lykken stå mig bi. Min pris blir enten
helved eller paradis. [Trompetfanfarer. De går]
Venedig. En gade. Lancelot kommer ind.
Lancelot: Min samvittighed vil ganske givet tillade
mig at stikke af fra denne jøde, min husbond. Fanden står ved min side og
frister mig og siger til mig: »Gobbo, Lancelot Gobbo, gode Lancelot,« eller
»gode Gobbo,« eller »gode Lancelot Gobbo, brug dine ben, få så lidt fart på,
stik af.« - Min samvittighed siger: »Nej, tag dig i vare, ærlige Lancelot, tag
dig i vare, ærlige Gobbo,« eller som jeg sagde før »ærlige Lancelot Gobbo, lad
vær og stik af, hold dig for god til at smøre haser.« Nå, men altså, den
fandens dumdristige djævel byder mig at stikke af. »March!« siger fristeren,
»af sted, for Guds skyld,« siger djævelen, »skyd hjertet op i livet og løb din
vej,« - siger djævelen. Nå, men så er det min samvittighed, den falder mit
hjerte om halsen og siger meget viseligt: »Min ærlige ven, Lancelot, du er jo
en ærlig mands søn,« eller rettere sagt en ærlig kones søn, for sandt at sige,
så var min far sådan lidt anløben, han havde sådan en lille bismag, en lille
tanke, sådan, ikke - nå men, altså, min samvittighed den siger: »Du skrider
ikke!« - »Du skriderl« siger djævelen. - »Du skrider ikke!« siger
samvittigheden. »Samvittighed,« siger jeg, »dit råd er godt!« - »Djævel,« siger
jeg, »dit råd er godt!« - Lyder jeg nu min samvittighed, så bliver jeg hos
jøden, min herre, som Gud forlade mig er en slags djævel, og løber jeg bort fra
jøden, så lyder jeg den onde som den onde lyne mig er fanden selv. Vist er det,
at jøden er den skinbarlige Satan i egen person, og min samvittigheds stemme
siger, at min samvittighed ærlig talt er en slags ond samvittighed, når den
råder mig til at blive hos jøden. Djævelens råd er mere venskabeligt. Jeg render,
djævel. Mine ben er i din tjeneste. Jeg render? [Den gamle Gobbo kommer ind
med en kurv]
Gobbo: Mosjø, unge mand der, vil I ikke nok sige mig vejen til hr. jøden!
Lancelot [afsides]: Himmel! Det er min egen kødelige far, som er mer end stærblind, han er stokblind, og han kender mig ikke. Jeg vil stille ham på prøve.
Gobbo: Mosjø, unge kavaler der, vær rar at vise mig vejen til hr. jøden.
Lancelot: I skal dreje af til højre ved næste hjørne. Men ved det allernærmeste hjørne skal I dreje af til venstre, og ved det næste hjørne igen skal I hverken dreje til højre eller venstre, men dreje direkte af til jødens hus.
Gobbo: Ih du milde, det bliver strengt at finde vej. Kan I sige mig, om en der hedder Lancelot, der bor hos ham, bor hos ham eller ikke!
Lancelot: Taler I om den unge hr. Lancelot? [Afsides] Pas på, nu lukker jeg op for sluserne! - Taler I om den unge hr. Lancelot?
Gobbo: Ingen herre, men en fattig mands søn. Hans far er, om jeg selv må sige det, en skikkelig og overmåde fattig mand, og Gud ske tak og lov ved godt helbred.
Lancelot: Ja ja, lad nu hans far være hvad han vil, vi taler om den unge hr. Lancelot.
Gobbo: Eders Velbårenheds ven og slet og ret Lancelot, herre.
Lancelot: Næ, om jeg må bede, ergo, gamle mand, ergo, vær rar og sige mig, om I taler om den unge hr. Lancelot?
Gobbo: Om Lancelot med Eders Velbårenheds tilladelse.
Lancelot: Ergo hr. Lancelot. Tal ikke om hr. Lancelot, fatter. For den unge herre er ifølge skæbnegudinderne og al den slags underlige snak og de tre søstre og mer af samme lærde skuffe, sandelig hedengangen, eller som man siger, rent ud sagt himlet.
Gobbo: A Gud, nej! Den dreng var jo min alderdoms stav, min støtte, jo, min støtte, var han.
Lancelot: Ser jeg ud som en stav eller stolpe eller en stiver eller støtte? - Kender du mig så, fatter?
Gobbo: Ak, Gud nåde mig, jeg kender jer ikke, unge herre! Men jeg beder jer, sig mig, er min dreng - Gud nåde hans sjæl - levende eller død?
Lancelot: Kender du mig ikke, far?
Gobbo: Ak, herre, jeg er stærblind, jeg kender jer ikke.
Lancelot: Nå, men selv om du også havde to gode øjne, kunne du såmænd godt tage fejl af mig. Det er en klog far, der kender sit eget barn. Hør nu her, gamle, jeg skal give dig nyt om din søn. Giv mig din velsignelsel [Knæler] Sandheden kommer altid for en dag. Mord kan ikke skjules længe. Et menneskes søn kan, men sandheden vil frem i den sidste ende.
Gobbo: Å, vil I ikke nok rejse jer, herre, jeg er vis på I ikke er min dreng Lancelot.
Lancelot [rejser sig]: Så, lad os nu ikke vrøvle mer om det, men giv mig din velsignelse. Jeg er Lancelot, din dreng før, din søn nu, dit barn altid.
Gobbo: Jeg kan ikke tro, at I er min søn.
Lancelot: Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal tro om det. Men jeg er Lancelot, jødens tjener, og jeg er vis på, at Margrethe, din kone, er min mor.
Gobbo: Ja, Margrethe, det er skam hendes navn, og det vil jeg sværge på, at er du Lancelot, så er du mit eget kød og blod. Ih, du milde! Sikken et skæg du har fået! Du har mere hår på hagen end Blis, mit enspænderøg, har i sin hale.
Lancelot: Tja, så må det været gået tilbage med Blisses hale, for det ved jeg da i hvert fald, at den havde fler hår i halen end jeg har på hagen sidst jeg så den.
Gobbo: Herregud, hvor har du forandret dig! Hvordan kommer du og din herre ud af det? jeg har en gave med til ham. Hvordan kommer I ud af det, hvad?
Lancelot: Godt, godt, men for mit vedkommende, så har jeg lige slået mig til ro med, at jeg vil løbe min vej, så jeg har ingen ro på mig, før jeg får løbet. Min herre er en rigtig jøde. Give ham en gave! Det skulle da lige være en strikke. Jeg er ved at dø af sult i hans tjeneste, man kan tælle hver evig eneste finger jeg har med mine ribben. Far, jeg er glad over at du er kommet. Lad mig give din gave til en vis signor Bassanio, som uddeler skønne nye liberier. Hvis jeg ikke kommer i tjeneste hos ham, så vil jeg rende så langt som Vorherre har vej til. - Næ, det var da et held! Der kommer manden. På ham, fatter! For du kan kalde mig jøde, hvis jeg tjener jøden længer.
(Bassanio kommer med Leonardo og et par andre)
Bassanio [til Leonardo]: Ja, gør det, men skynd dig, så aftensmåltidet kan være færdigt til klokken fem senest. Sørg for, at disse breve bliver afleveret. Få liberierne sat i arbejde, og bed Gratiano straks komme hjem til mig.
Lancelot: På ham, fatter!
Gobbo: Gud velsigne Eders Velbårenhed!
Bassanio: Mange tak! Vil du mig noget?
Gobbo: Her er min søn, herre, en stakkels tjenestedreng
Lancelot: Nej, ikke nogen stakkels tjenestedreng, herre, men den rige jødes tjener, og som gerne ville, hr., som min far nærmere skal specificere
Gobbo: Han har en stor deklination som man siger, til at tjene
Lancelot: Jo, det korte af det lange er, at jeg altså tjener hos jøden, og det er mit ønske, som min far skal specificere
Gobbo: Hans herre og ham har det med Eders Velbårenheds tilladelse som hund og kat.
Lancelot: Kort sagt, sandheden er den, at eftersom jøden har gjort mig uret, så finder jeg anledning, som min far der, som, det håber jeg, er en gammel mand, skal protestere nærmere
Gobbo: Her har jeg en duepostej, som jeg gerne ville forære Eders Velbårenhed, og min begæring er
Lancelot: Kort og godt, begæringen går ud på at malplacere mig, som Eders Velbårenhed vil erfare af denne ærlige, gamle mand, og når jeg selv skal sige det, skønt han er en gammel mand, er han min far, stakkels mand.
Bassanio: En ad gangen. Hvad vil du?
Lancelot: Tjene jer, herre.
Gobbo: Det er netop det graverende ved sagen, herre.
Bassanio: Jeg kender dig. Din bøn er opfyldt. Shylock, din herre, har i dag talt med mig om dig. Han har forfremmet dig, hvis det er fremgang at skifte fra den rige jødes tjeneste og følge med en fattig adelsmand.
Lancelot: Det gamle ordsprog er meget godt fordelt mellem min herre Shylock og jer, herre. I har »Guds nåde«, og han har »nok«.
Bassanio: Smukt sagt. - Nå, fatter, gå nu med din søn. Tag afsked med din gamle husbond, og find frem til hvor jeg bor. [Til følget] Sørg for, han får mer stads på liberiet end de andre.
Lancelot: Ud med dig, fatter. - Næ, næ, jeg kan ikke komme i tjeneste nogen steder, hvad! - Jeg har ingen tunge i munden, vel! - [Ser i sin håndflade] Ja, hvis nogen mand i Italien har en bedre håndflade at lægge på Bibelen, så - jo, jeg får lykken med mig. - Se, her er en simpel livslinje, og her, lidt kvindfolk! Ak ja, femten koner er det rene ingenting! Elleve enker og ni jomfruer, pyt, hvad er det for en enkelt mand! Og så at slippe fra at drukne tre gange! Og være i livsfare på sengekanten! Det er hverdagskost! Jae, hvis Fortuna er et kvindfolk, så er hun en skikkelig tøs til den pris. Kom, fatter, jeg vil tage afsked med jøden i en håndevending.
[Lancelot og Gobbo går]
Bassanio: Ja, sørg for det, min gode Leonardo. Når det er købt og alting er i orden, kom straks igen. Jeg holder fest i aften for mine bedste venner. Skynd dig, gå.
Leonardo: Jeg skal besørge det på bedste måde. [Gratiano
kommer ind]
Gratiano: Hvor er din herre?
Leonardo: Der. - Han går derhenne.
[Går]
Gratiano: Signor Bassanio!
Bassanio: Gratiano!
Gratiano: Jeg har en bøn til jer.
Bassanio: Den er bevilget.
Gratiano: Sig ikke nej! Jeg må med jer til Belmont.
Bassanio: Så må du vel! Men hør her, Gratiano, du er for sprælsk, for rå, for rask i munden; det klær dig rigtig godt og regnes ikke i vore øjne for en fejl, men hvor man ikke kender dig, der virker det lidt frækt. Fald lidt til ro og temperer med et par kolde dråber sindighed dit alt for friske væsen, så jeg ikke for al din vildskabs skyld skal blive miskendt på Belmont og mit håb forspildes.
Gratiano: Herre! Hvis ikke jeg er klædt i ærbarhed og taler pænt, kun bander nu og da, ser from ud, går med bønnebog i lommen, ja, skygger-sådan her-for øjnene med hatten, når man skal be bordbøn, sukker, siger dannet »Amen« som den pæne dreng,der bedstemor til fryd har instuderet gudfrygtighed - så tro mig aldrig mer!
Bassanio: Godt, lad os se, hvordan du ter dig.
Gratiano: Jo, men i aften har jeg fri, jeg svarer ikke for os i aften.
Bassanio: Nej, det var da synd. Klæd du dig tværtimod i dit humørs mest frejdige kostume. For her kommer jo venner der vil more sig. – Farvel! Jeg har et ærinde.
Gratiano: Og jeg må til Lorenzo og de andre. Vi kommer hjem til jer ved spisetid.
[De går]
Venedig. Shylocks hus. Jessica og Lancelot kommer ind.
Jessica: Det gør mig ondt at du vil bort fra far. Vort hus er helved. Du, en lystig djævel, berøvede det lidt af kedsomheden. Men nu farvel. Der har du en dukat. Og - Lancelot, snart ser du jo Lorenzo, i aften, som din nye herres gæst. Giv ham det brev, men strengt fortroligt. Her! Farvel, jeg ville nødigt have, at far så mig i snak med dig.
Lancelot: Farvel! Mine tårer slår sig på
stemmebåndet. Allerdejligste hedning! Sødeste jødinde! Hvis ikke en kristen
spiller dig et puds og løber af med dig, så tager jeg meget fejl. Men – farvel!
De tossede dråber er lige ved at drukne mit mandige mod. Farvel! [Går]
Jessica: Farvel, du gode Lancelot. - Ak ja, hvor er
det hæsligt af mig, at jeg føler det som en skam at være faders datter. Men
skønt jeg er en datter af hans blod, er jeg det ikke af hans sind. – Lorenzo!
Å, hold blot ord, min splid vil det forsone; så blir jeg kristen og din ømme
kone. [Går]
Venedig. En gade. Gratiano, Lorenzo, Solanio og Salerio kommer ind.
Lorenzo: Vi lister bort midt under aftensmaden, forklær os hjemme hos mig og er her igen på knap en time.
Gratiano: Ja, men vi har ikke forberedt os.
Solanio: Nej, vi har end ikke lejet fakkelbærere.
Salerio: Så duer det ikke, når det ikke ordnes med smag. Så skal man hellere lade være.
Lorenzo: Den er kun fire. Å, vi har to timer at nå det i. [Lancelot kommer ind med et brev] Nå, Lancelot, hvad nyt?
Lancelot: Ja, gider I sprætte det her op, så får I vel nok besked.
Lorenzo: Den håndskrift kender jeg, en dejlig håndskrift, men hvidere end det papir, den skrev på, er hånden, der har skrevet - søde hånd
Gratiano: Et elskovsbrev.
Lancelot: Med forlov, herre.
Lorenzo: Hvor skal du hen?
Lancelot: Såmænd, herre, jeg skal bare hen og bede min gamle herre, jøden, om at spise til aften med min nye herre, den kristne.
Lorenzo: Vent! - Værsgod. [Giver ham penge] - Sig den søde Jessica, jeg svigter ikke. Sig det hemmeligt! [Lancelot går] Nå, mine herrer, går I så og gør jer parate til vort maskespil i aften? Jeg er forsynet med en fakkelbærer.
Solanio: Ja vist, nu sætter jeg mig straks i sving.
Salerio: Jeg med!
Lorenzo: Vi mødes om en times tid i Gratianos hus.
Solanio: Det gør vi, godt!
[Solanio og
Salerio går]
Gratiano: Var brevet fra den skønne Jessica?
Lorenzo: Jeg må betro dig alt. Her står, hvordan jeg
bedst kan føre hende hjemmefra, hvad hun tar med af guld og ædelstene, og at
hun har en pagedragt parat. Ja, kommer hendes jødefar i himlen, så blir det for
hans søde datters skyld. Og vover modgang dog at lægge sten for hendes fod,
blir skæbnens sølle påskud, at hun er datter af en vantro jøde. Kom, kom, gå
med mig, læs det undervejs. Min Jessica, du blir min fakkelbærer. [De går]
Shylock: Med egne øjne skal du kende forskel på gamle
Shylock her og på Bassanio. Hør, Jessica! - Der skal du ikke frådse, som du har
gjort hos mig. - Hej, Jessica! - og snue, snorke, slide tøjet op. Hej, Jessica!
Lancelot:
Hej, Jessica!
Shylock: Hvem bad dig kalde? Jeg har ikke bedt dig kalde.
Lancelot: Herren plejede ellers altid at sige, at jeg
gøre kunne gøre noget som helst uden at blive bedt om det. [Jessica kommer
ind]
Jessica: I kaldte? Ja, hvad skal jeg?
Shylock: Jeg er bedt ud til aften, Jessica. Her har du nøgleme. Dog - hvorfor går jeg? Af venskab er jeg ikke indbudt, næ, de smisker for mig. Nej, jeg går af had og frådser på den ødsle kristnes regning. Mit barn, pas du på huset. - Jeg går nødigt. Her lægges fælder for min sjælefred, for jeg har drømt i nat om pengeposer.
Lancelot: Å, herre, nu må I altså gå. Min unge herre gør regning på det.
Shylock: Den skal jeg give ham!
Lancelot: Og de har noget for. Jeg siger ikke, at I får en maskerade at se, næ, men hvis I gør det, så var det ikke for ingenting, jeg fik næseblod sidste anden påskedag klokken seks om morgenen, som det år faldt på en askeonsdag for fire år siden om eftermiddagen.
Shylock: Hvad? Maskerade? Hør mig, Jessica, luk dørene, og når du hører trommer, og pibernes afskyelige hvin, så lar du vær at kravle op i vinduet og stikke hovedet ud og kikke på de kristne narres oversmurte fjæs, men stop mit huses øren, mine vinduer, luk ikke larmen fra det dumme gøgl ind i mit ædru hus. Ved Jakobs stav! Jeg har kun ringe lyst til fest i aften. Dog går jeg. - Knægt, gå forud; sig, jeg kommer.
Lancelot: Jo, herre, jeg skal nok gå forud. [Afsides til Jessica] Frøken, kig ud af vinduet alligevel. »Snart er der en kristen nær som jødindens blik er værd« [Går]
Shylock: Hvad siger han, den nar af Hagars slægt?
Jessica: »Farvel, min frøken,« sagde han, ikke andet.
Shylock: Den fløs kan være god nok, men en slughals,
sen som en snegl til arbejdet, og sover den hele dag som murmeldyret. Droner
skal ikke huses i min kube. - Derfor, så sender jeg ham bort, og det til en,
jeg gerne ser ham bistå med at øde sin lånte pung. Nå, Jessica, gå ind. Måske
jeg er her straks igen. Gør nu som jeg har sagt. Luk dørene godt til. »Vil du
slå mønt, slå låsen i, det ord er altid god økonomi.« [Går]
Jessica: Farvel! Og er min lykke ikke bristet, har jeg en far og du en datter mistet. [Går]
Venedig. En gade. Gratiano og Solanio kommer ind, maskerede.
Gratiano: Her er så buegangen, hvor Lorenzo bad os at vente.
Solanio: Det er over tiden.
Gratiano: Det er nu sært, han kommer efter tiden. En elsker løber ellers altid foran.
Solanio: Å, Venus' duer flyver mindst ti gange så rapt, når nye elskovsbånd skal knyttes, som hvis man blot skal holde svoren tro.
Gratiano: Tja, sådan er det nu engang. Hvem går fra bordet med den samme appetit som da han satte sig? Hvor er den hest, der traver hvert besværligt skridt tilbage med samme glød som frem? Alt her i verden er skønnere at jagte end at nyde. Se skibet Vimpelsmykket står det ud fra hjemmets bugt, en ung og ødsel yngling som skøgen, Vinden, kærligt tar i favn, og vender hjem som den fortabte søn med flåede sejl og bølgeslagne planker, tomt, plyndret, ødelagt af skøgen, Vinden.
Solanio: Nu ikke mer om det; der er Lorenzo. [Lorenzo
kommer ind]
Lorenzo: Undskyld det varede så længe, venner! Men
mine ærinder, ikke jeg, bær skylden. Når I får lyst at stjæle koner, venter jeg
samme tid på jer. - Kom, her bor jøden, min svigerfar. Kom, kom! - Hej, er her
nogen? [Jessica viser sig i vinduet i drengeklæder]
Jessica: Hvem der? Sig det for sikkerhedens skyld, skønt jeg tør sværge på, jeg kender stemmen.
Lorenzo: Lorenzo og din elskede.
Jessica: Helt sikkert Lorenzo, og min elskede så afgjort Hvem elsker jeg så højt som dig, hvem andre end du kan vide, jeg er din, Lorenzo?
Lorenzo: Din sjæl og himlen vidner, at du er det.
Jessica: Her, grib det skrin. Det kan betale sig. Hvor skønt med mørket, så du ikke ser mig, for jeg må skamme mig ved min forvandling! Men kærlighed er blind, og elskende ser ikke selv det fjollede de gør. For så de det, så rødmed Amor selv ved her at se mig omskabt til en dreng.
Lorenzo: Stig ned og vær min fakkelbærer, skat.
Jessica: Hvad? Holde lyset for min egen skam? Den er jo selv kun alt for brændende. Du driver mig jo frem i lyset, ven, jeg, som nu burde være skjult.
Lorenzo: Det er du jo netop i den søde drengedragt. Men kom nu straks! For snart tar nattens tætte mørke flugten, og vi er ventet til Bassanio til gilde.
Jessica: Jeg låser lige og forgylder mig med fler dukater og er hos dig straks. [Går fra vinduet]
Gratiano: Det søde barn er intet jødebarn!
Lorenzo: Ved Gud, jeg elsker hende inderligt, for hun
er klog, hvis jeg kan dømme ret, og smuk, hvis mine øjne ikke lyver, og tro,
som hun beviser mig det her, og derfor som hun er, klog, skøn og tro, får hun
sin bolig i mit ømme hjerte. [Jessica kommer ind] Å, er du der? - I
herrer, nu af sted! På maskeraden må vi være med. [Går med Jessica og
Solanio] [Antonio kommer ind]
Antonio: Hvem der?
Gratiano: Signor Antonio!
Antonio: Gratiano! Hør, hvor blir I af. Nu er den ni, og vore venner venter på jer. I aften ingen maskerade. Vinden er sprunget om. Bassanio vil om bord. Mindst tyve bud har jeg sendt efter dig.
Gratiano: Hurra! Ja, det er lige noget for mig, ha
vind i sejlene, af sted, huhej! [De går]
Belmont. I Portias hus. Hornfanfarer. Portia og prinsen af Marokko kommer ind med følge.
Portia: Træk forhænget til side og lad nu den ædle prins betragte de tre skrin. Træf så jert valg.
Prinsen: Det første er af guld med denne indskrift: »Hvern vælger mig, skal få hvad mangen mand begærer.« Det andet er af sølv med dette løfte: »Hvem vælger mig, han får så meget han fortjener.« Det tredje glansløst bly - som varsler plumpt: »Hvem vælger mig, må ofre alt og vove alt.« Hvor kan jeg vide, om jeg vælger rigtigt?
Portia: Mit billed gemmes i det ene skrin. Og hvis I vælger det, så er jeg jeres.
Prinsen: Så styre da en gud mit valg! - Lad se! Indskrifteme - jeg tar dem en gang til. Hvad har det skrin af bly at sige mig? »Hvem vælger mig, må ofre alt og vove alt.« Ofre? - For hvad? For bly? - Vove for bly? Det skrin afskrækker. - Mænd der vover alt, gør det i håbet om gevinst og fordel. Et gyldent sind nedlade sig for skrammel? jeg gir og vover ingenting for bly. Hvad siger sølvet med sin jomfrulød? »Hvem vælger mig, han får så meget han fortjener.« Så meget han fortjener? Vent, Marokko! Og vej dit værd med en retfærdig hånd. Hvis du vurderes efter egen dom, fortjener du vel nok; men dette nok, er det nu også nok for denne skønne? Og dog- at tvivle om mit eget værd? - Nej, det var fejt at sætte sig så lavt. Så meget jeg fortjener? Det er damen, som jeg fortjener ved min byrd, min rigdom, min fine dannelse, mit ædle væsen og fremfor alt min hede kærlighed. Hvad om jeg blev ved det og valgte her? Lad mig nu se igen, hvad guldet siger: »Hvem vælger mig, skal få hvad mangen mand begærer.« Det er jo hende, alle mænd begærer! Fra alle verdenshjørner kommer de for at tilbede denne helligdom, det helgenbillede af kød og blod; Hyrkaniens øder og Arabiens uhyre ørkner er som alfarveje for fyrster der vil se den skønne Portia. Det havets rige, som med trodsig rejsning spytter mod himlens ansigt, spærrer ikke for mangen dristig sjæl fra fjerne lande. De krydser verdenshavet som en bæk blot for at se den skønne Portia. I et af disse tre er hendes billed. I det af bly? Fordømt den der kan tænke så lavt! Bly er endog for grov en dragt i gravens mørke for den døde Portia. Skal jeg da tro at hun er svøbt i sølv, ti gange mindre værd end lutret guld? En syndig tanke! Nej, så kostbar perle blev aldrig sat i ringere end guld. I England findes der en guldmønt med et englebilled præget udenpå. Her ligger englen på en gylden seng, men indeni. Kom, giv mig nøglen! ja, det vælger jeg. Og lykken stå mig bi!
Portia: Her er den, prins, og er mit billed der, så
har I migl [Han åbner skrinet]
Prinsen: Å, helved! Hvad er her? Et dødninghoved i hvis øjenhuler, der er en skreven seddel. - Lad mig læse!
»Alt er ej guld som glimre kan, siger et ordsprog i vort land. Mit skind har lokket mangen mand for tæt til undergangens rand.
Guld værner ej mod ormetand. Var du en klog som modig mand, nok ung, men gammel af forstand,
stod svaret ikke her
sådan. Farvel. Din bejlen blev til vandl« - Min møje vandt kun liden pris.
Farvel da, ild, velkommen, is! Portia, levvel! For tung er afskedsstunden til
mange ord. Tavs går en overvunden. [Går]
Portia: Der slap jeg nådigt! Træk I for og gå! Gid hver af hans kulør må vælge så. [De går]
Venedig. En gade. Solanio og Salerio kommer ind.
Solanio: Jeg har jo set Bassanio sejle bort. Gratiano er rejst med. Nej, nej. Lorenzo er ganske givet ikke med om bord.
Salerio: Den jødehund skreg op, så dogen vågned og selv gik med at undersøge skibet.
Solanio: Han kom for sent, for det stod ud af havnen, men dogen fik dog der at vide, at de to var blevet set i en gondol, Lorenzo og hans ømme Jessica. Antonio forsikred ham desuden, de ikke var på skibet med Bassanio.
Salerio: Men aldrig har jeg hørt så vildt et udbrud af lidenskab, så sanseløst forvirret, som da den jødehund skreg højt på gaden: »Min datter! Å, dukaterne! Min datter! Rømt med en kristen! Mine kristne penge! Å, lov og ret! Dukaterne! Min datter! En pung dukater - to – forseglede! Dobbeltdukater, stjålet af min datter! Og ædelsten - to kostelige stene, dem stjal min datter! Lov og ret Find pigen, hun har dem på sig, stene og dukater!«
Solanio: Og alle byens drenge skråler efter »Hans stene, hans dukater og hans datter!«
Salerio: Jeg håber at Antonio passer tiden, for ellers må han bøde!
Solanio: Å, for resten - en franskmand som jeg traf i går fortalte, at der var strandet i det snævre stræde imellem England og den franske kyst et kostbart ladet fartøj her fra staden. Jeg tænkte på Antonio og håbed i stilhed, at det ikke var hans skib.
Salerio: Det må du heller sige til Antonio, men varsomt, for det kunne ængste ham.
Solanio: En bedre mand går ikke her på jorden. Jeg så Bassanios og Antonios afsked. Bassanio loved ham at skynde sig at komme hjem. Han svarede: »Nej, nej, forhast dig ikke for min skyld, Bassanio. Lad tiden modne alt i ro og mag. Hvad angår jødens gældsbrev, lad det ikke forstyrre dig i dine elskovstanker. Vær glad, og tænk nu først og fremmest på at bejle og at vise kærlig adfærd, som passer sig ved denne lejlighed.« Derpå med øjet fuldt af tårer og med bortvendt ansigt rakte han ham hånden bagud og knuged inderligt bevæget Bassanios hånd. Således skiltes de.
Salerio: Han elsker vist kun livet for hans skyld. Kom, lad os finde ham. Måske vi med lidt munter skæmt kan lette på det mismod hvori han svøber sig.
Solanio: Ja, lad os det.
[De går]
Belmont. Nerissa kommer ind med en tjener.
Nerissa: Så, skynd dig, skynd dig, træk det forhæng
fra! Prinsen af Aragonien har aflagt sin ed og kommer straks herhen at vælge. [Trompetfanfarer.
Prinsen af Aragonien og Portia kommer ind med følge]
Portia: Se, der står skrinene, min ædle prins. Såfremt I vælger det der gemmer mig, så skal vort bryllup fejres med det samme. Men tar I fejl, min ædle herre, må I straks rejse bort og uden flere ord.
Prinsen of Aragonien: Tre ting er jeg ved ed forpligtet til: Først at jeg aldrig røber for en sjæl hvad for et skrin jeg valgte. Og dernæst, hvis jeg tar fejl, da aldrig mer i livet at bejle til en piges hånd. Til sidst, hvis lykken ikke står mig bi ved valget, straks at forlade jer og drage bort.
Portia: På disse vilkår sværger hver, der kommer og vover spillet om mit ringe jeg.
Prinsen of Aragonien: Dertil er jeg beredt. Nu lykke,
hjælp mit hjertes håb! - Guld, sølv og ringe bly. »Hvem vælger mig, må ofre alt
og vove alt.« Du må se bedre ud, før jeg skal ofre og vove. - Nu det gyldne
skrin. Hvad står her? »Hvem vælger mig, skal få hvad mangen mand begærer.» Hvad
mangen mand begærer« Dette »mangen« kan tolkes som den dumme hob, som vælger på
ydret, nøjes blot med øjets blændværk og aldrig trænger ind, men bygger på den
ydre mur i storm og regn som svalen. Jeg afstår fra, hvad mangen mand begærer,
for jeg vil ikke lisom hverdagsånder og løber ikke med de store masser. Nu da
til dig, du sølverskattegemme! Sig mig endnu en gang, hvad er din påskrift?
»Hvem vælger mig, han får så meget han fortjener.« Fornuftigt sagt. For hvem
påtar sig vel at søge hæder og besnære lykken, hvis ikke han er stemplet af sit
værd? Lad ingen komme ufortjent til ære! Blev gods og rang og embed ikke vundet
ved lumpne midler, ja blev ærens glans kun købt ved eget værd, så tror jeg
mangen tog hatten på, som nu må blotte hovedet! Hvor mange lystred som befaler
nu! Hvor meget almuepak blev sigtet fra den rene æres kerne, megen ære nok
raget ud af tidens grus og avner og frisk forgyldt på ny! - Men til mit valg.
»Hvem vælger mig, han får så meget han fortjener.« jeg vælger det fortjente!
Giv mig nøglen, så jeg kan åbne for min lykke straks. [Han åbner
sølvskrinet]
Portia: For langt et omsvøb for, hvad der I finder.
Prinsen of Aragonien: Hvad der? Et narrefjæs, der plirer ad mig og rækker mig en seddel? Lad mig læse. Hvor lidet du dog ligner Portia! Hvor lidt mit håb og min fortjeneste! »Hvem vælger mig, han får så meget han fortjener.« Fortjener jeg da kun et narrehoved? Er det min løn? Er det hvad jeg fortjener?
Portia: At krænke og at dømme er forskelligt, to helt modsatte ting.
Prinsen of Aragonien: Hvad står der her? »Syvfold
hærdet sølvet står, syvfold hærdet kløgt formår ene vælge lykkens kår. Den som
kysser skyggen, får lykke der som skyggen går. Narre bræger år for år klædt i
sølv, de klokkefår. Tag til kone, hvem du vil, hovedet hører mig dog til. Gå,
for du har tabt dit spil.« Hvis jeg tøver længer her blir jeg narren mer og
mer. Et narrehoved kom jeg med, men drager nu med to af sted. Dejlige, farvel,
min ed byder mig tålmodighed. [Prinsen of Aragonien og hans følge går]
Portia: Det møl fik lært at flammen sved! De narre, der funderer, taber gerne, fordi de vælger med for meget hjerne!
Nerissa: Helt tosset er det gamle ord nu ikke: »Man fødes til en kone og en strikke.«
Portia: Så, træk nu for igen, Nerissa. [En tjener
kommer ind]
Tjeneren: Hvor er min frøken?
Portia: Her! Hvad vil min herre?
Tjeneren: En ung venetianer, Eders Nåde, er stået af ved porten. Han er sendt for at bebude jer sin herres ankomst, han sender jer håndgribelige hilsner, nemlig foruden smukke ord og hyldest de kosteligste gaver. Jeg har aldrig før set så lovende et elskovsbud; nej, aldrig kom så liflig en april med varsel om den rige sommers nærhed.
Portia: Ti stille! Ikke mer! jeg frygter næsten, du snart fortæller, I er i familie, så fine ord du øder på hans pris. Nerissa, kom, jeg iler for at se Cupidos post, der gør så net entre.
Nerissa: Bassanio? Gud Amor, lad det skel [De går]
Venedig. En gade. Salerio og Solanio kommer ind.
Salerio: Nå, hvad nyt på Rialto?
Solanio: Tja, der bliver ved med at gå rygter om, at et af Antonios skibe er strandet med rig ladning i Kanalen, Goodwin Sands tror jeg det kaldes, en meget farlig og uheldsvanger grund, hvor man siger at skroget af mangt et stolt skib ligger begravet, hvis man ellers kan tro mutter Rygte på hendes ord.
Salerio: Jeg ville ønske hun i denne sag var ligeså fuld af løgn som nogen sladdertaske, der tygger ingefær og vil bilde naboerne ind, at hun græder over sin tredje mands død. Men sandt er det, - uden svinkeærinde og uden at skrå over samtalens slagne landevej - at den gode Antonio, den brave Antonio - å gid jeg havde tillægsord, der var gode nok til at gøre hans navn selskab
Solanio: Sæt nu det punktum!
Salerio: Hvad? Hvad mener du? Jo, det korte af det lange er, at han har mistet et skib.
Solanio: Gid det måtte sætte et punktum for hans tab.
Salerio: Lad mig sige »amen« til det, førend fanden slår en streg over din bøn, for her kommer han i en jødes skikkelse.
[Shylock kommer ind] Nå, Shylock, hvad nyt hos købmændene?
Shylock: I ved det jo så godt som nogen, I ved jo alt om min datters flugt.
Solanio: Det er sandt nok. Jeg for min part kender den skrædder, der forarbejdede de vinger som hun fløj bort med.
Salerio: Og Shylock vidste for sin part at fuglen var flyvefærdig. Og så er det altid dens natur at forlade reden.
Shylock: Jeg skal lære hende, skal jeg!
Solanio: Ja i så fald flyver hun nok ad helvede til!
Shylock: At mit eget kød og blod skulle gøre oprør!
Salerio: Føj, dit gamle kadaver! Oprørsk i din alder!
Shylock: Jeg siger, at min datter er mit kød og blod.
Solanio: Der er større forskel på dit kød og hendes end på stenkul og elfenben, større forskel på hendes blod og dit end på rødvin og rhinskvin. - Men sig os, har I hørt om Antonio har lidt tab på havet eller ikke?
Shylock: Jo, der har jeg igen gjort en dårlig forretning en fallent, en ødeland der næppe tør vise sig på Rialto, en tigger der altid møder op på børsen, så glat som jeg ved ikke hvad. - Han må hellere huske på sit gældsbrev! Ågerkarl har han altid kaldt mig! Lad ham nu hellere huske på sit gældsbrev! ja ja, han lånte penge ud af kristen venlighed! Lad ham huske på sit gældsbrev!
Solanio: Nå, om også det skulle forfalde, så tager du da vel ikke hans kød, hvad skulle du bruge det til?
Shylock: Til madding for fisk. Hvis det ikke kan nære andet, så kan det nære min hævn. Han har ydmyget mig. Han har skilt mig ved en halv million, har leet over mine tab, spotter over min vinding, forhånet mit folk, krydset mine foretninger, kølnet mine venner, ophidset mine fjender! Og hvad er hans grund? Jeg er jøde! Har en jøde ikke øjne? Har en jøde ikke hænder, arme, ben, organer, skikkelse, sanser, lidenskaber? Næres han ikke af samme føde, såres han ikke af samme våben, er han ikke udsat for de samme sygdomme, helbredes han ikke ved de samme lægemidler, varmes og køles han ikke af samme sommer og vinter som en kristen? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke? - Og når I gør os fortræd, skal vi da ikke hævne os? Er vi jeres lige i alt andet, vil vi også ligne jer i det. - Når en jøde gør en kristen uret, hvilken ydmyghed viser han så? - Hævn. - Når en kristen gør en jøde fortræd, hvad skal så hans tålmodighed være efter de kristnes eksempel? Hævn naturligvis! - Den nederdrægtighed som I har lært mig, vil jeg udøve, og det skulle stå sløjt til om jeg ikke overgår mine læremestre!
[En tjener kommer ind]
Tjeneren: Mine herrer, min herre Antonio er hjemme og ønsker at tale med jer begge.
Solanio: Vi har været alle vegne for at finde ham. [Tubal kommer ind]
Salerio: Der kommer en til af stammen. Tredjemanden til det par bliver ikke til at opdrive, med mindre fanden selv gør sig til jøde.
[Salerio, Solanio og tjeneren går]
Shylock: Hvad nu, Tubal? Hvad nyt fra Genua? Har du fundet min datter?
Tubal: Jeg er kommet tit på steder hvor jeg har hørt tale om hende, men finde hende har jeg ikke kunnet.
Shylock: Å ja, å ja, å! En diamant er borte, som kostede mig to tusind dukater i Frankfurt! Forbandelsen har aldrig ramt vort folk som nu! Jeg har aldrig følt den før nu! - To tusind dukater bare for den ene, og så de andre kostbare ædelstene! - Jeg ville ønske, min datter lå død for mine fødder, og ædelstenene var i hendes øren! jeg ville ønske hun lå på ligbåren for mine fødder og dukaterne i hendes kiste! Intet spor af dem! - Ja så! - Og jeg ved ikke, hvor meget der er givet ud på at efterspore dem. - A, tab på tab! Tyven stukket af med så og så meget, og så og så meget for at få fat på tyven, og ingen oprejsning, ingen hævn! - Og af ulykker i verden er der ingen andre end dem der falder over mit hoved, ingen sukke andre end dem jeg drager, ingen tårer andre end dem jeg græder!
Tubal: Jo, andre folk har nu også uheld. Antonio har efter hvad jeg hørte i Genua -
Shylock: Hvad? Hvad, hvad? Uheld? Uheld?
Tubal: Mistet en gallion, der kom fra Tripolis.
Shylock: Gud være lovet! Gud være lovet! Er det sandt? Er det sandt?
Tubal: Jeg har talt med et par af matroserne, der blev reddet fra skibbruddet.
Shylock: Jeg takker dig, min gode Tubal! Gode nyheder, aha! Gode nyheder! Ha, ha - hvor? I Genua?
Tubal: I Genua der har jeg hørt, at din datter på en aften har forødt firsindstyve dukater.
Shylock: Du stikker en dolk i mig! - Jeg ser aldrig mit guld mere! Firsindstyve dukater på et bræt! Firsindstyve dukaterl
Tubal: Jeg fulgtes til Venedig med flere af Antonios kreditorer, som sværger på at han ikke kan andet end gå fallit.
Shylock: Det fryder mig! jeg skal pine ham! jeg skal martre ham! Det fryder mig!
Tubal: En af dem viste mig en ring, som han havde fået af din datter for en abekat.
Shylock: Gid fanden have hende! - Du piner mig, Tuba!. Det var min turkis, jeg fik den af Lea, før jeg blev gift, jeg ville ikke give den bort for en hel urskov af abekatte.
Tubal: Men Antonio er færdig, det er sikkert og vist.
Shylock: Ja, det er sandt! Det er meget sandt! Gå, Tubal, skaf mig en retshetjent, bestil ham fjorten dage forud. jeg vil tage hjertet ud af ham, hvis han lader gældsbrevet forfalde. For når han er borte fra Venedig, kan jeg drive min handel som jeg lyster. Gå, gå, Tubal, og mød mig ved vor synagoge. Gå, min gode Tubal. Ved synagogen, Tubal!
[De går]
Belmont. Et værelse hos Portia. Portia, Bassanio, Gratiano, Nerissa og følge kommer ind.
Portia: Forhast jer ikke; vent dog et par dage, før I forsøger. Hvis I vælger fejl, så mister jeg jert selskab! Derfor - vent. For noget siger mig - ikke kærlighed at jeg vil nødigt miste jer; I ved, at had vil ikke gi et sådant råd. Forstå mig ret, jeg mener, at jeg helst - å, har en pige ord for sine tanker beholdt jer her en måned eller to, førend I prøved lykken. Jo, jeg kunne vejlede jer-men, nej, min ed! jeg bryder den ikke! Og-I kan gå glip af mig. Men gør I det, fik I mig til at ønske, jeg havde brudt den! Skam få jeres øjne! De har forhekset mig og tvedelt mig. Det halve mig er jert, den anden halvdel er jert - mit, mener jeg, men mit er jeres, I får det hele. Hvilke onde tider, som skiller ejermænd fra deres ret. Jeg er, skønt jeres, ikke jeres. - Men hvis det nu sker, skal I forbande lykken og ikke mig. - jeg snakker alt for længe. Men det er for at tynge tidens gang, forlænge den og trække den i langdrag og sinke jeres valg.
Bassanio: Nej, lad mig vælge, for som jeg er, er jeg på pinebænken.
Portia: På pinebænken! Så bekend da straks alt det forræderi jer elskov skjuler.
Bassanio: Kun tvivlens onde højforræderi, som vækker angsten for min elskovs lykke. Før trives sne og ild i venskabspagt end svig kan enes med min kærlighed.
Portia: I taler, frygter jeg, på pinebænken, hvor folk af tvang jo siger hvad som helst.
Bassanio: Lov mig mit liv, og jeg bekender sandhed.
Portia: Nuvel, bekend og lev!
Bassanio: Bekend og elsk! er hele summen af hvad jeg bekender. Å, søde pinebænk, hvor bødlen selv vil lære mig det svar der frelser mig. Men nu til skrinene og til min lykke.
Portia: Så gå da! I det ene er jeg gemt, og elsker I
mig, finder I mig vist. Nerissa og I andre, træd til side! Musik skal tone,
mens han gør sit valg. Hvis han da taber, ender han som svanen der dør i
velklang, og som kronen på min sammenligning blir mit øje strømmen, hans våde
dødsseng. - Men han kan jo vinde! Hvad er musikken da! Da er musikken jo som
fanfarer, når et trofast folk hylder sin nylig kronede monark, og som de søde
toner der ved daggry i drømme lister til en brudgoms øre og vækker ham til
bryllup. - Se, nu går han, en helt som unge Herkules, men med et hjerte ømmere
end heltens, dengang han frelste jomfruofret, der af Troja med jamren blev
betalt som en tribut til havuhyret. - Jeg står her som offer! De andre bag mig,
det er Trojas kvinder, der med forgrædte øjne anspændt følger hans prøves
udfald. - Gå da, Herkules! Dit liv, mit liv, er et. - Mer angst jeg står og ser
din kamp, end du i kampen går! [Musikken spiller, mens Bassanio betænker sig
og ser på skrinene] (Sang)
Første stemme: Sig, hvor fødes elskovs lyst! I vort hoved, i vort bryst! Hvor kan den fostres trygt og tyst! Giv svar, giv svar.
Anden stemme: Den er født i øjets glød, med blikke fostret, og sin død får den på sin ammes skød. Lad os jorde den med klokkeklang. jeg begynder, - ding, dong, dang.
Kor: Ding, dong, dang.
Bassanio: - Det ydre skin er mindst det sande væsen, og man bedrages af en smule pynt. I retten, mon der er en smudsig sag, som ikke, krydret af elskværdig tale, kan sløre hvert et spor af skam! - I troen, hvor er den synd, som ikke en og anden ærværdig sjæl velsigner med et skriftsted? Der findes ingen last så grov, at ikke den låner et vist ydre skin af dyd. Hvor mangen kryster med så falsk et hjerte som trappetrin af sand, har ikke skæg som Herkules og som den barske Mars, men indeni, - en lever hvid som mælk! Den drabelige skægvækst er kun anlagt for at forskrække. Kast et blik på skønhed, og du skal se den indkøbt efter vægt, hvorved - å, et naturens under - den der får mest på sig blir den letteste. Ja, se det gyldne krus af slangelokker, der leger nok så kært og skælmsk med brisen omkring et sminket ansigt - ofte ved man, de stammer fra et ganske andet hoved, men kraniet, som bar dem, bor i graven! ja, pynt er kun den lumske strandbred ved et yderst farligt hav, - et prægtigt slør omkring en negerskønhed - med et ord et sandheds skin som tidens list benytter tit at få selv de klogeste i fælden. Og derfor vil jeg ikke vælge dig, du blanke guld, du hårde Midasføde, ej heller dig, du blege hvermandstræl, der løber mellem mand og mand, men dig, du magre bly, der truer mer end lover. Din jævnhed siger mig mer end store ord. Dig vælger jeg, bring mig på lykkens spor!
Portia [afsides]: Hvor hver en anden lidenskab må svinde, hver gru i sjælen, hver en tvivl herinde, angsten, skinsygen med dens katteblikke. Min elskov, rolig! Overvæld mig ikke! I sagte dryp lad glæden regne ned, den er for stor, spar på din salighed. Jeg kunne bukke under!
Bassanio [Åbner blyskrinet]: Men hvad ser jeg? Den skønne Portias billed! Hvilken halvgud har malet sådan lighed? Øjnene, bevæger de sig, eller vugges de på mine øjensten? Og læberne, der skilles let af hendes honningånde, så sød en bom imellem søde venner. Se, her har maleren i håret vævet med edderkoppens kunst et gyldent net at fange hjerter i så let som myg i spindelvævet. - Å, men hendes øjne! Hvor kunne han dog se at male dem? Når et var malet, måtte dette ene jo stjæle begge hans og stråle ensomt. Dog liså sikkert som min pris forringer det skyggebilleds værd, er det at billedet er blot en skygge af modellen. - Her, hvad står der om min lykkes sum og indhold! [Læser sedlen i skrinet] »Alle som bag ydret ser, vælg og vind på hans maner! Sæt i hatten du din fjer. Vær tilfreds og søg ej mer. Har du gjort din lykke her, og den lykke er dig kær, vend dig mod din dame der, med et kys din ret begær.« Et venligt ord! Tilgiv, på dette bud jeg både gir og tar, du skønne brud. [Kysser hende] Som en der kæmped i en kappestrid og sætter nu tit folkets gunst sin lid, omkring sig hører han jo bifaldsråb og står der svimmel mellem frygt og håb, for er det ham der hyldes eller ej således, yndigste, står også jeg i tvivl om det var sandhed, det jeg så, tit selv I sætter visheds segl derpå.
Portia: I ser mig, hr. Bassanio! Her står jeg som den jeg er. Skønt jeg for min skyld ikke ærgerrigt ville ønske mig at være stort bedre, ønsker jeg for jeres skyld mig dog tre gange tyvefold forbedret, og tusindfold så smuk, ti tusind gange så rig. Jeg ville for at skattes højt af jer, i dyder, skønhed, rigdom være helt uden lige. Men min hele sum er noget som i korthed sagt, kun er en ung, ukyndig, uerfaren pige, der har det held, hun ikke er for gammel til end at lære, og det større held, hun ikke er mer dum end hun kan lære. Det største held er dog, at hendes sind ømt gir sig hen til jeres for at ledes som til sin herre, mester, ja sin konge. Jeg selv og alt hvad mit er går nu over på jeres hænder. Nylig var jeg ejer af dette skønne gods, mit tyendes frue, min egen dronning. - Nu, i denne stund, er godset, mine tjenestefolk, jeg selv kun jeres. Ja, tag alt med denne ring. Men taber I den eller gir den bort, så vil det varsle jeres elskovs død og gi mig lejlighed til klage mod jer.
Bassanio: Min frøken, I har gjort mig stum, nu taler alene blodets strøm i mine årer. Der er en tummel i min hele sjæl, som når en elsket prins har talt til mængden, ja, som den summen blandt den glade hob, hvor alting blandes sammen til et kaos af ingenting undtagen lutter glæde, snart højlydt og snart tavs. Men hænder det, at denne ring forlader denne finger, forlader også livet mig, og da kan I sige trygt: Bassanio er død.
Nerissa: Mit ædle herskab, nu er tiden inde for os, der stod og så vort ønske opfyldt, at sige rigtig hjerteligt til lykke!
Gradano: Signor Bassanio, min ædle frøken, jeg ønsker jer alt held, som I kan ønske, for mit, det ønsker I nok ikke, mon? Og når det nu behager Eders Nåder at holde bryllup, ber jeg om at jeg må blive gift på en og samme tid.
Bassanio: Med glæde, hvis du da kan få en kone.
Gratiano: Tak, herre, hende har I skaffet mig. Mit øje er så rask som jeres, herre. I så på frøknen, jeg bemærked pigen. I elskede, jeg elskede - for nølen er liså lidt min sag som det er jeres. Jert held beroede på skrinet der. Mit ligeså, som det nu træffer sig. For ved at bejle i mit ansigts sved og sværge til jeg var helt tør i halsen af elskovseder, fik jeg dog til slut hvis ellers jeg tør drage nogen slutninget løfte om den skønnes kærlighed, hvis I fik lykke til at vinde frøknen.
Portia: Næ, er det sandt, Nerissa?
Nerissa: Ja, min frøken, hvis det har jeres bifald.
Bassanio: Gratiano, er det alvorligt ment?
Gratiano: På æresord.
Bassanio: Vor bryllupsfest skal vinde glans ved jeres.
Gratiano: Lad os vædde tusind dukater med dem om, hvem der får den første dreng.
Nerissa: Nådada, kan du lægge pengene på bordet?
Gratiano: Næ, men det er jo heller ikke dem jeg skal
lægge ned, er det? Men hvem er der? Lorenzo og hans hedning? Min gamle ven
Solanio fra Venedig? [Lorenzo, Jessica og Solanio kommer ind]
Bassanio: Lorenzo og Solanio! Velkommen! Såfremt min nye myndighed har ret til at byde jer velkommen her. - Min Portia, tillad jeg byder mine kære landsmænd velkommen.
Portia: Det gør også jeg, min husbond, og de skal være hjerteligt velkomne.
Lorenzo: Tak, Eders Nåde, tak. - Jeg havde nu, signor, slet ikke tænkt at komme her. Men da jeg traf Solanio på vejen, bad han mig om - her nytted ingen vægring at følge ham herhen.
Solanio: Det gjorde jeg, og havde mine gode grunde til det. Signor Antonio sender sine hilsner.
[Giver Bassanio
et brev]
Bassanio: Fortæl mig lige, før jeg åbner brevet, hvordan min kære ven befinder sig.
Solanio: Jo, ikke syg, undtagen da i sindet, og ikke godt, undtagen i sit sind. Hans brev vil åbenbare jer hans tilstand.
Gratiano: Nerissa, tag dig af den unge dame! Din hånd, Solanio. Hvad nyt fra staden? Hvad nyt om købmandsfyrsten, vor Antonio? Jeg ved, at vores held vil glæde ham. Vi Jasoner, vi vandt det gyldne skind!
Solanio: Ak, vandt I blot det skind, som han har tabt!
Portia: Det brev må indeholde noget rædsomt, det røver farven fra Bassanios kind. En elsket ven er død, for intet andet i hele verden kunne sådan ryste et stærkt og mandigt sind. Hvad? Endnu værre? Bassanio, jeg er nu dit halve selv, og ærligt skal du dele halvt med mig alt hvad det brev har bragt dig.
Bassanio: Søde Portia, her står kun et par ord, men af de værste som nogen sinde pletted et papir. Min elskede, da først jeg tilstod dig min kærlighed, fortalte jeg dig åbent at al min rigdom randt i mine årer. Jeg var af god familie, det var sandhed. Og dog, endskønt jeg regned mig for intet, så skal du se hvor meget jeg har pralet. Dengang jeg sagde dig, jeg ejed intet, da burde jeg ha sagt - jeg ejer mindre end ingenting, for sandt at sige har jeg bundet mig til en trofast ven, og bundet ham selv til gengæld til hans ærkefjende, og det blot for at hjælpe mig. Se, Portia, hans brev! - Papiret er hans krop, hvert ord et åbent sår, hvorfra hans hjerteblod nu strømmer. - Men Solanio, er det sandt? Er alle fragter slået fejl, dem alle? Fra Tripolis, fra Mexico, fra England, fra Barbariet, Indien, Lissabon? Slap intet skib fra det fatale stød på skæret, alle købmænds rædsel!
Solanio: Intet! Desuden vil jeg tro, at om han kunne betale jøden nu med rede penge, tog han dem ikke. Jeg har aldrig kendt et væsen skabt som menneske så grisk, så opsat på et andet menneskes fald. Han plager vores doge dagen lang. Han siger, det er brud på statens frihed at nægte ham hans ret. - Mindst tyve købmænd og dogen selv, de fornemste i rådet, har alle søgt at overtale ham. Men intet får ham fra hans hadske krav om bøde, gældsbrev og retfærdighed.
Jessica: Mens jeg var hos ham, hørte jeg ham sværge i nærvær af hans landsmænd, Chus og Tubal, at han langt foretrak Antonios kød for tyve gange hele summen som han skylder, og det ved jeg, ædle herre: forbyder lov og myndighed det ikke, så vil det gå Antonio galt, den stakkel.
Portia: Er det din kære ven, som er i nød?
Bassanio: Min bedste ven, den ædleste på jorden, den ømmeste, utrætteligste sjæl, hvor han kan hjælpe, og en mand med mere af romerærens gamle glans end nogen som drager ånde i Italiens land.
Portia: Hvor stor er summen som han skylder jøden?
Bassanio: Tre tusinde dukater for min regning.
Portia: Hvad? ikke mer? Betal ham straks seks tusind, og slet hans gældsbrev ud. - Betal to gange seks tusind, ja tredobbelt denne sum, førend et hår på hovedet af en ven som ham skal krummes for Bassanios skyld. Før mig til kirken først og kald mig hustru, så hurtigt til Venedig til din ven. For aldrig skal du hvile ved min side med en urolig sjæl. Du skal få guld med som dækker tyve gange den klat gæld. Når det er gjort, så bring din ven med hjem. Jeg og Nerissa lever indtil da som jomfruer og enker. Skynd dig! Kom! For på din bryllupsdag må du afsted. Smil så, tag vel mod dine venner her, dyrt er du købt, des mer er du mig kær. Men lad mig høre brevet fra din ven.
Bassanio [Læser]: »Kære Bassanio, alle mine skibe er forliste, mine kreditorer bliver mere og mere hårde, min formue er næsten opbrugt, mit gældsbrev til jøden er forfaldet, og da jeg umuligt vil kunne bevare livet, hvis jeg skal betale ham, er alt mellemværende mellem dig og mig nu slettet, hvis blot jeg kunne se dig ved min død. Men ikke desto mindre skal du kun gøre som du selv synes. Hvis dit venskab ikke ansporer dig til at komme, så lad ikke mit brev gøre det.«
Portia: Å, skynd dig dog, min elskede, rejs straks!
Bassanio: Da selv du gir mig lov, så vil jeg ile, men førend jeg igen er her hos dig, skal ingen seng mig friste, ingen hvile skal nogen sinde skille dig fra mig. [De går]
Venedig. En gade. Shylock, Salerio, Antonio og fangevogteren kommer ind.
Shylock: Pas på ham, slutter! - Ingen snak om medynk! Det er den tosse, som gav gratis lån. Pas på ham, slutter!
Antonio: Hør dog, gode Shylock!
Shylock: Jeg kræver min forskrivning, min forskrivning! Jeg svor en ed, jeg kræver min forskrivning. Hund har du kaldt mig, før du havde grund; men er jeg hund, så vogt dig for min tand! Jeg skal få ret hos dogen. - Usle slutter, om jeg begriber, at du er så dum at rende om med ham på hans begæring.
Antonio: Jeg ber dig, hør!
Shylock: Nej, jeg står fast ved mit! Nej, jeg vil ikke høre hvad du siger. Jeg kræver min forskrivning, så ti stille! Mig gør I ikke til et fjoget bløddyr, der ryster rørt på hovedet, sukker, gir sig for kristne talsmænd. Følg mig ikke. Jeg er ked af snak. Jeg kræver min forskrivning.
[Går]
Salerio: Det er den utilgængeligste køter som holder til blandt mennesker.
Antonio: Lad ham gå. Jeg spilder ikke flere bønner på ham. Han står mig efter livet. Grunden ved jeg. Jeg frelste mange fra hans ublu krav, der klaged deres nød for mig i tide, og derfor hader han mig.
Salerio: Jeg er vis på, vor doge ikke vil lade bøden gælde.
Antonio: Dogen kan ikke standse rettens gang, for
hvis den ligeret, hver fremmed nyder her i Venedig, ikke respekteres, blir
troen på retfærdigheden rokket. For stadens handel og dens rigdom samles fra
alle folkefærd. Kom, lad os gå. Min sorg og mine tab har svækket mig, så jeg
får knap et skålpund kød tilovers til min blodgriske kreditor i morgen. Kom,
slutter! - Måtte blot Bassanio komme og se sin gæld betalt, så var jeg roligl [De
går]
Belmont. Et værelse i Portias hus. Portia, Nerissa, Lorenzo, Jessica og Balthasar kommer ind.
Lorenzo: Frue - det siger jeg, skønt I hører på det I har en ægte, ædel følelse for venskabs guddomsmagt. Det ses klart ved så smukt som I forstår at bære savnet af jeres husbond. - Å, men hvis I kendte den mand som I har vist en sådan ære, hvor fint et menneske det er I hjælper, hvor tro en ven af jeres ædle husbond, så blev I mere stolt af jeres gerning end vanlig godhed kunne gøre jer.
Portia: God gerning har jeg endnu aldrig angret og gør det ikke nu. For mellem venner der omgås og fordriver tiden sammen, hvis sjæle bærer samme venskabs åg, må der nødvendigvis jo være lighed i ydre væsen, ånd og tankegang, og derfor tror jeg, at Antonio, der er min husbonds hjerteven, må være min husbond lig. - I så fald, å, hvor ringe er den bekostning ikke, jeg har anvendt på at befri min elskedes dobbeltgænger fra en så djævelsk grusomhed og fare. Dog - dette ligner alt for meget selvros. Nu ikke mer om det. Til andre ting! Lorenzo, jeg betror i jeres hænder al myndighed og godsets ledelse, indtil min husbond kommer hjem. Jeg selv har givet Gud det hemmelige løfte at leve i meditation og bøn, alene med Nerissa her som selskab, til vore mænd igen er kommet hjem. Der er et kloster et par mil herfra; der agter vi at bo. Jeg ber jer derfor, nu må I ikke afslå dette hverv, som alt mit venskab og nødvendigheden pålægger jer.
Lorenzo: Så hjertensgerne, frue, lyder jeg alle jeres milde bud.
Portia: Min stab er allerede underrettet og vil betragte jer og Jessica som var det hr. Bassanio og mig selv. Og nu levvel, indtil vi ses igen.
Lorenzo: Må lyse, glade tanker følge jer.
Jessica: Jeg ønsker Eders Nåde alt det bedste!
Portia: Jeg takker, og jeg ønsker jer det samme, Lorenzo og du, Jessica. – Farvel! [Lorenzo og Jessica går] Hør, Balthasar, du har bestandig vist dig brav og tro, så vær det også nu. Tag dette brev og rejs så hurtigt som det er dig muligt herfra til Padua. Doktor Bellario, min slægtning, skal du gi mit brev i hænde. De skrivelser og klær som han så gir dig, dem bringer du med allerstørste hast til færgestedet, hvor man sætter over sædvanligt til Venedig. Gå! Spild ikke mer tid med snak. Jeg er der førend dig.
Balthasar: Jeg skynder mig alt det jeg kan, min frue.
[Går]
Portia: Kom, kom, Nerissa! Jeg har noget for, du aldrig gætter. Vore ægtemænd ser vi langt før de aner.
Nerissa: Ser de os?
Portia: Det gør de, jo, men i en sådan dragt, at de skal tro vi er forsynet med det som vi mangler. Jeg tør vædde på, når vi er majet ud som unge mænd, blir jeg den flotteste af os to gutter, og den der bær min daggert allerkækkest og taler med en røst i overgang fra dreng til mand og gør to småtrip til et mandigt skridt og praler som en friskfyr af slagsmål og fortæller nette løgne om fine damer, der har søgt min elskov, har fået nej, er sygnet hen og døde. Jeg kunne ikke gøre for det, vel, men angrer dog, at jeg tog livet af dem! Små løgne af den slags i snesevis, og folk vil sværge på, jeg sidste år slap ud af skolen! - Jeg har hovedet fuldt af disse fyres pral og hundekunster, som jeg vil øve.
Nerissa: Skal vi lisom mænd?
Portia: Sikken et spørgsmål, skam dig, tænk hvis du
blev hørt af folk med sjofel tankegang! Men kom - jeg skal fortælle dig det
hele, så snart vi sidder i min vogn. Den venter ved parkens indgang. Kom, nu må
vi ile. I dag skal vi jo rejse tyve mile. [De går]
Sammesteds. I haven. Lancelot og Jessica kommer ind.
Lancelot: Ja, det er sikkert og vist, for ser I, faderens synder skal hjemsøges på børnene. Så I kan stole på, at jeg er bange for jer. Jeg har altid været oprigtig over for jer, og derfor siger jeg jer nu mine konnektioner om tingene. Så tag det med godt humør, for jeg tror helt bestemt at I er fordømt. Der er kun et eneste håb for jer, og det er såmænd kun en slags uægte håb.
Jessica: Og hvad er det for et håb, det må du endelig sige mig.
Lancelot: Jo, for pokker, I kan da delvis have lov at håbe på, at jeres far ikke har avlet jer, at I ikke er jødens datter.
Jessica: Ja, det ville sandelig være et uægte håb. Så ville min mors synder blive hjemsøgt på mig.
Lancelot: Ja, det er da også rigtigt. Jeg er bange for, at I er fordømt både for jeres fars og mors skyld, så når jeg slipper fra Skylla, jeres far, falder jeg i Charybdis, jeres mor. Ja, så er I altså fordømt i begge ender.
Jessica: Jeg vil blive frelst af min mand, han har gjort mig til kristen.
Lancelot: Så meget desto værre for ham. Der var nok af os kristne i forvejen, lige akkurat så mange at vi kunne leve nogenlunde sammen med hinanden. Dette kristenmageri driver prisen på svin i vejret. Når vi alle bliver flæskeædere, bliver det snart ikke til at få en skive stegt flæsk for penge.
[Lorenzo kommer ind]
Jessica: Jeg skal fortælle min mand hvad du siger, Lancelot. Se, der kommer han!
Lorenzo: Jeg bliver snart skinsyg på dig, Lancelot, når du sådan går og kissernisser med min kone i alle krogene.
Jessica: Næ, du behøver ikke at være bange for os, Lorenzo. Lancelot og jeg er uvenner. Han siger mig rent ud, at der ikke bliver nogen nåde for mig i himlen, fordi jeg er en jødes datter, og han siger at du ikke er et godt medlem af samfundet, fordi du driver flæskepriserne i vejret ved at omvende jøder til kristendommen.
Lorenzo: Det kan jeg bedre forsvare over for samfundet, end du kan svare for negerpigens tykke mave. Du har lavet et barn på hende, Lancelot!
Lancelot: Hvorfor skal hun nu sværtes til! Hvis hun er af den sort, så er hun mere sort, end jeg antog hende for.
Lorenzo: Hvor enhver nar dog kan lege med ordene. Jeg tror, det mest originale snart bliver at tie bomstille, og at snakkesalighed ikke er nogen anbefaling for andre end papegøjer. - Gå nu ind med dig, knøs, og bed dem om at tænke på middagen.
Lancelot: Det gør de allerede, herre. Det knurrer i alle deres maver.
Lorenzo: Gudfader bevares, sikken fluesnapper du er efter vittigheder! Bed dem om at gøre middagsmaden parat.
Lancelot: Ja, men det er den, herre. Det gælder bare om at dække bord.
Lorenzo: Nå, men vil du så dække det!
Lancelot: Mig, herre? Nej, jeg ved da nok hvad der passer sig. Det er dugen, der skal dække det.
Lorenzo: Stadig mere ordkløveri! Kan du da ikke nære dig et øjeblik, skal du absolut kramme ud med alt dit vid på en gang! Vil du ikke nok være så rar at forstå en ligefrem mands ligefremme mening. Gå ind til dine kammerater, bed dem dække bordet, rette maden an, og så kommer vi ind og spiser.
Lancelot: Bordet skal blive rettet an, herre, maden skal blive dækket, og med hensyn til at komme ind og spise, tja, så lad det blive som I har lyst og lune til.
[Går]
Lorenzo: A, hellige fomuft, som han kan vrøvle! Den nar har indkvarteret i sin hjerne en hær af vittigheder, og jeg kender skam mange narre, højere på strå, udrustede som ham, der for et ordspil vil ofre meningen. - Nå, Jessica, har du det godt, min ven! Sig mig, du søde, hvad synes du om hr. Bassanios hustru!
Jessica : Å, mer end jeg kan sige. Man må håbe at hr. Bassanio nu vil leve værdigt, for med en så velsignet hustru ejer han alle himlens glæder her på jorden. Fortjener han dem ikke, mens han lever, kan han da aldrig finde vej til himlen. Ja, hvis to guder væddede deroppe om to af jordens kvinder og den ene var Portia, så behøvede den anden en tilgift, for vor arme, barske verden har ikke hendes lige.
Lorenzo: Du har netop i mig en sådan mand, som hun er hustru!
Jessica: Spørg lige hvad min mening er om den ting!
Lorenzo: Om lidt! Lad os nu hellere gå til bords.
Jessica: Nej, lad mig rose dig, før jeg blir mæt.
Lorenzo: Nej, gem det til vor bordkonversation. Hvad du end siger, så glider det vel ned med alt det andet.
Jessica: Ja, så velbekomme!
[De går]
Venedig. Retssalen. Dogen, rådsherrerne, Antonio, Bassanio, Gratiano, Solanio, Salerio og flere.
Dogen: Nå, er Antonio her?
Antonio: Her er jeg, Eders Nåde.
Dogen: Det gør mig ondt. Du skal stå over for en stenhård modpart, rå, umenneskelig, der er helt uden medynk, ja, hvis hjerte er blottet for enhver barmhjertighed.
Antonio: Jeg ved, at Eders Højhed har bestræbt sig for at formilde jødens hårde fremfærd, men da han er som flint og loven ikke gir nogen hjemmel til at fri mig fra hans had, så sætter jeg mit tålmod op imod hans raseri og ruster mig til med roligt sind at tåle hans med al dets barbari og vildskab.
Dogen: Send et bud! Kald jøden ind i retten.
Solanio: Eders Højhed, han står ved døren, og der kommer han.
[Shylock kommer
ind]
Dogen: Gør plads, og lad ham stille sig herfremme. Shylock, alverden tror, - jeg tror det selv, du driver denne ondskab som et spil til lige før det sker. - Så tænker man, du med barmhjertighed og anger vil forbavse os langt mer end alle nu forbavses over din forstilte grumhed; mens nu du kræver dit forfaldne pant, et pund af denne stakkels købmands kød vil du da ikke blot frafalde bøden, men rørt af menneskekærlighed og mildhed straks eftergive det halve af hans gæld, idet du ser med medynk på de tab, som nylig væltede ned over ham, nok til at slå selv købmandsfyrster ud og vriste medynk med hans tilstand fra et bryst af malm og barske flintstenshjerter, fra stejle tyrker og tartarer, der aldrig har lært at øve kærlig mildhed. - Jøde, vi venter alle nu et venligt svar.
Shylock: Min hensigt har jeg meddelt Eders Højhed, og jeg har svoret ved vor hellige sabbath at tage min ret og den forfaldne bøde. Såfremt I nægter det, lad det da ramme Venedigs privilegier og frihed. I spørger mig om, hvorfor jeg heller vælger et stykke slagtekød fremfor tre tusind dukater. Derpå gir jeg intet svar. Sæt nu det er min lyst? - Er det svar nok? Sæt nu mit hus var plaget af en rotte og jeg fik lyst at gi ti tusind for at få den dræbt? - Har I så jeres svar? En afskyr spidstegt gris med åbent gab, en anden raser når han ser en kat, og andre - straks en sækkepibe snøvler kan ikke holde tæt. For sindets drift behersker lidenskaben og bestemmer, hvad den skal elske eller hade. - Godt lisom der ikke er en gyldig grund til at en afskyr en gris der gaber, en en ganske harmløs, nyttig kat og en en svullen sækkepibe, der bevirker, han gør sig våd og altså blir til grin og selv generet må genere andre, således kan og vil jeg ikke gi en anden grund til at jeg her forfølger, mig selv til tab, min sag imod Antonio, undtagen den: jeg har et indgroet had, en særlig afsky for ham. Fik I svar!
Bassanio: Men det er intet svar, du hårde mand, som kan undskylde denne strøm af grumhed.
Shylock: Hvem siger mit svar skal gøre dig tilpas!
Bassanio: Slår alle det ihjel, de ikke elsker?
Shylock: Hvem hader, hvad han ikke gerne dræber?
Bassanio: Hver krænkelse blir ikke straks til had.
Shylock: Vil du to gange stikkes af en slange!
Antonio: Husk det er jøden, som du taler til! Du kunne liså gerne stå ved stranden, når det er flod, og byde havet synke. Du kunne liså gerne spørge ulven, hvorfor mon fåret bræger for sit lam, ja, liså godt forbyde bjergets graner at ryste deres høje top og suse, når himlens stormvind rusker deres grene, gi dig i kast med alt det hårdeste som mildne det der hårdest er i verden, hans jødehjerte. Derfor ber jeg dig, nu ikke flere tilbud, fler forsøg, men lad nu mig så kort og godt som muligt modta min dom og jøden få sin vilje.
Bassanio: Jeg byder dig seks tusinde dukater i stedet for de tre.
Shylock: Om hver dukat af de seks tusinde var delt i seks, og hvert et stykke var en hel dukat, jeg tog dem ikke, jeg tog kun mit pant.
Dogen: Hvad nåde kan du håbe på, når du selv ingen viser.
Shylock: Hvilken dom har jeg at frygte, når jeg ingen uret gør? I har iblandt jer mange købte trælle, der lisom jeres æsler, hunde, muldyr blir brugt til usselt slid og slavesysler, for I har købt dem. Tænk om jeg nu sagde,
»Giv dem dog fri, gift dem med jeres døtre! De slider, slæber- giv dem dog en seng så blød som jeres, kæl for deres gane
med samme lækre retter.« - I vil svare: »De er vor ejendom.« - jeg svarer jer det samme. Det pund kød, jeg kræver af ham er dyrekøbt, er mit, jeg fordrer det. Blir det mig nægtet, skam få jeres lov! Så har Venedigs ret jo tabt sin kraft. Jeg kræver dom. - Nå, svar! Får jeg den så?
Dogen: At hæve retten har jeg magt til, hvis Bellario ikke kommer her i dag, den lærde doktor, jeg har ladet kalde til voldgift.
Solanio: Eders Højhed, udenfor står der et bud fra Padua, der kommer med brev fra doktoren.
Dogen: Så bring os brevet, lad budet komme ind.
Bassanio: Antonio, vær uforsagt, tab ikke modet, ven! Mit kød, blod, knogler, alt får jøden, førend du mister blot en dråbe blod for mig.
Antonio: Jeg er den syge vædder midt i hjorden, bedst egnet til at dø. Den svage frugt må falde først til jorden. Lad mig falde! Det bedste du kan gøre nu, det er at leve selv og skrive mig min gravskrift. [Nerissa kommer ind, forklædt som skriver]
Dogen: I kommer fra Bellario, fra Padua?
Nerissa: Bellario hilser ydmygt Eders Højhed. [Overrækker
et brev]
Bassanio: Hvad skal den kniv, du hvæsser der så ivrigt!
Shylock: Udskære pantet af fallenten her.
Gratiano: Skærp kniven på din sjæl, du onde jøde, og ikke på din sål, for intet stål, end ikke bødlens, er blot halvt så skarpt som hadet i din sjæl. Kan ingen bøn da nå dig i dit hjertes dyb?
Shylock: Nej, ingen som du har kløgt nok til at finde på.
Gratiano: Så gå ad helved til, din lede hund! Hvad er retfærdigheden, når du lever! Du får mig næsten til at vakle i min tro og mene som Pythagoras, der hævder dyresjæle finder bolig i menneskenes krop. Din glubske sjæl var først i ulvens krop. Da den blev hængt for manddrab, fløj dens onde sjæl fra galgen og for i dig, mens du lå inde i din vantro moders liv. For al din attrå er ulveagtig, blodig, grisk, forslugen.
Shylock: Før du kan bryde seglet på mit gældsbrev med skrål, gør du kun dine lunger skade. Lap på dit vid, min unge ven, for ellers forfalder det totalt. Jeg kræver loven.
Dogen: Bellario anbefaler i sit brev til retten her en ung, men højlærd doktor. Hvor er han?
Nerissa: Lige udenfor. Han venter på jeres svar, om I vil gi ham adgang.
Dogen: Ja, hjertensgerne. - Gå, et par af jer, og før ham ind med skyldig høflighed. Imidlertid skal retten høre brevet.
En skriver [læser]: »Eders Højhed skal vide,
at jeg ved modtagelsen af jeres brev lå alvorligt syg, men netop som jeres bud
kom, havde jeg et venskabeligt besøg af en ung doktor fra Rom ved navn
Balthasar. Jeg gjorde ham bekendt med retssagen mellem jøden og købmanden
Antonio. Vi gennemgik mange bøger sammen. Han er underrettet om min mening, som
han efter min indstændige anmodning overbringer, forbedret ved hans egen
lærdom, der er så omfattende, at jeg ikke har rosende ord nok for den, og vil
herved adlyde Eders Højheds begæring i mit sted. Jeg beder jer, lad ikke, hvad
han savner i alder, stå ham i vejen, så han af den grund skulle savne hæderfuld
opmærksomhed. For jeg har aldrig kendt så ung en krop med så gammelt et hoved.
Jeg overlader ham til jeres nådige modtagelse. Den dygtighed han godtgør, vil
bedre tjene til hans anbefaling.« [Portia kommer ind, klædt som en doktor
juris]
Dogen: I hører, hvad Bellario har skrevet, og her er doktoren, formoder jeg. Ræk mig jer hånd. I kommer fra Bellario?
Portia: Ja, Eders Højhed.
Dogen: Vær velkommen. Sæt jer. Er I bekendt med den uenighed som retten her i denne stund skal prøve!
Portia: Jeg er tilstrækkeligt bekendt med sagen. Hvem her er købmanden og hvem er jøden!
Dogen: Træd frem, Antonio og gamle Shylock!
Portia: Er Shylock jeres navn!
Shylock: Mit navn er Shylock.
Portia: Det er en sælsom sag, I forebringer, men i lovmæssig form. Venedigs lov kan ikke nægte jer at føre sagen. [Til Antonio] Han har jer i sin magt, kan jeg forstå?
Antonio: Det siger han.
Portia: Vedgår I gældsbeviset?
Antonio: Ja.
Portia: Så må jøden vise sig barmhjertig.
Shylock: Og hvorfor må jeg det? Hvad tvinger mig?
Portia: Barmhjertigheden tvinges ikke frem, den falder som den milde regn fra himlen på jorden ned, og den velsigner dobbelt, velsigner den der gir og den der modtar. Hos magten er den mægtigst, og den smykker monarken på hans trone mer end kronen. Hans scepter er et tegn på jordisk vælde, symbol på ærefrygt og majestæt, hvor skræk og frygt for kongemagten bor. Men nåden, den står over sceptrets magt, i kongers hjerte sidder den på tronen, den er Guds eget kendetegn og mærke, og jordisk vælde ligner mest Guds egen, når nåden mildner retten. Derfor, jøde, så husk, skønt her du fordrer lov og ret, at hvis retfærdigheden gik sin gang, blev ingen af os frelst. Vi ber om nåde, og samme bøn skal lære os at gøre barmhjertighedens gerning. Dette siger jeg for at mildne lovens strenge fordring; står du på den, må denne strenge domstol nødvendigt dømme mod den købmand der.
Shylock: Min gerning falde på mit eget hoved! Jeg kræver ret, og mit forfaldne pant.
Portia: Formår han ikke at betale summen!
Bassanio: Jeg vil betale for ham her i retten, ja, dobbelt denne sum. Forslår det ikke, tilbyder jeg ti gange samme sum og sætter hoved, hjerte, hånd i pant. Hvis ikke det er nok, så ses det klart, at ondskaben har sejret over sandhed. Brug dog en enkelt gang jer magt mod loven! Gør, ved en lille uret, ret i stort, og tving den grumme satans onde vilje!
Portia: Umuligt. Ingen magt her i Venedig kan ændre love der har vundet hævd. Det ville blive anset for præcedens. Ved det eksempel ville mangt et misbrug snart ryste staten. Nej, det er umuligt.
Shylock: En Daniel! Du dømmer som en Daniel! Jeg ærer dig, du vise unge dommer!
Portia: Men må jeg lige se forskrivningen?
Shylock: Her, højærværdige hr. dommer, her!
Portia: Shylock, tredobbelt byder man dig summen.
Shylock: En ed, en ed! jeg har en ed i himlen! Skal jeg nu læsse mened på min sjæl? Nej, ikke for Venedig!
Portia: Gælden er forfalden. Jøden har da lovligt krav på et pund kød af denne købmands krop udskåret nærmest hjertet. Men forbarm dig, tag summen trefold. Sønderriv beviset.
Shylock: Først når det er betalt ifølge ordlyd. I viser, at I er en værdig dommer, I kender loven, I fortolker den med grundighed. Nu kræver jeg ved loven, hvis støtte I fortjener at benævnes: fæld dommen! For jeg sværger ved min sjæl! Der gives ingen mand, hvis ord har kraft til at rokke mig. Nu fordrer jeg mit pant.
Antonio: Jeg ber så inderligt at retten nu vil fælde dommen.
Portia: Vel. Den lyder sådan: Dit bryst må du berede for hans kniv.
Shylock: A, ædle dommer, brave unge mand!
Portia: For efter lovens ånd og rette mening er pantet nu hjemfaldet og forbrudt, hvad dette gældsbrev tydeligt beviser.
Shylock: Ja, det er sandt. - En vis, retfærdig dommer! Hvor meget ældre er du end du synes!
Portia: Og derfor, blot dit bryst!
Shylock: Ja vist, hans bryst! Det står der, ikke sandt, højædle dommer? »Nærmest hans hjerte,« ja det står der ordret.
Portia: Er her en vægt at veje kødet på?
Shylock: Den har jeg her.
Portia: Sørg for en læge, Shylock, som for din egen regning kan forbinde hans sår. For ellers bløder han til døde.
Shylock: Mon det står sådan nævnt i gældsbeviset?
Portia: Det står der ikke just, men hvad gør det? Lidt næstekærlighed, det skader ikke.
Shylock: Jeg ser det ikke. Nej, det står der ikke.
Portia: Nå, købmand, har du noget du vil sige?
Antonio: Kun lidt. Jeg er velforberedt og rustet. Bassanio, din hånd. Farvel! Sørg ikke på grund af det der rammer mig for din skyld. For skæbnen er her mere mild end ellers. Den lar jo ofte den ulykkelige få lov at overleve al sin rigdom og nå med hule øjne, furet pande en ussel alderdom. Fra denne jammers langtrukne pine udfrir den mig nu. Bring du min hilsen til din ædle hustru, fortæl hende, hvordan Antonio døde, hvor højt jeg elsked dig, tal godt om mig i graven, og når hun har hørt det hele,
lad hende dømme, om Bassanio ikke har været elsket af sin ven, engang. Sørg over tabet af din ven, men han, han sørger ikke over at betale din gæld! For hvis kun jøden skærer dybt nok, betaler jeg den straks af ganske hjerte.
Bassanio: Antonio, jeg er viet til en hustru, der er mig kær, så kær som selve livet, men livet selv, min hustru, hele verden, er ingenting for mig imod dit liv. Jeg ville miste alting, ofre alting til denne djævel for at frelse dig.
Portia: I fik kun liden tak af jeres hustru, hvis hun stod her og hørte dette tilbud.
Gratiano: Jeg har en kone, som, ved Gud, jeg elsker! Men gid hun var i himlen, så hun kunne be en og anden helgen at formilde den jødehund.
Nerissa: Godt at I gør det tilbud bag hendes ryg. Det ønske kunne ellers let bringe husets fred i fare.
Shylock [afsides]: Det der er kristne ægtemænd! - Jeg har en datter; - gid hvem som helst af Barabasses slægt var hendes mand fremfor en sådan kristen. [Højt] Vi spilder tid. - Jeg ber jer, fæld nu dommen.
Portia: Et pund af denne købmands kød er dit, det kender retten, og det tilstår loven.
Shylock: Du vise dommer1
Portia: Og du må skære kødet af hans bryst, det tilstår loven, og det kender retten.
Shylock: Højlærde dommer! Hvilken dom! - Kom så!
Portia: Vent lidt. Der er en ting endnu. Gældsbrevet tilstår dig ikke mindste dråbe blod. Her står udtrykkeligt: »et skålpund kød.« Så tag da pantet, tag dit skålpund kød; men dersom du, idet du skær det ud, udgyder blot en dråbe kristenblod, blir al din jord og alt dit gods beslaglagt ifølge loven af Venedigs stat.
Gratiano: Å, vise dom! - Hør, jøde! - Lærde dommer!
Shylock: Står det i loven?
Portia: Du skal se den selv. Du kræver jo din ret, og stol kun på du får din ret, ja mere end du kræver.
Gratiano: Å, lærde dommer! - Mærk det! - Lærde dommer!
Shylock: Så giv mig hvad I bød, tre gange summen, og lad den kristne gå.
Bassanio: Her er beløbet.
Portia: Så sagte! Stands! Jøden skal få fuld retfærdighed. Nej, intet hastværk! Han får kun sit pant
Gratiano: Ja, jøde, en retfærdig, højlærd dommer!
Portia: Bered dig til at skære kødet ud. Spild intet blod, skær ikke mer, ej mindre end netop et pund kød. For om du tar mer eller mindre end et pund, om end det tynger eller letter kun på vægten tyvendedelen af et ringe gran, ja, dersom vægten vipper blot en hårsbred, da er du dødsens og dit gods forbrudt.
Gratiano: En anden Daniel! En Daniel, jøde! Nu har jeg fået dig i gulvet, hedning!
Portia: Nå, hvorfor tøver jøden! - Tag dit pant.
Shylock: Giv mig min kapital og lad mig gå!
Bassanio: Her har jeg dine penge til dig. Her!
Portia: Dem har han afvist her i rettens påhør. Nu får han kun den ret som han har krav på.
Gratiano: En Daniel, siger jeg, ja, en anden Daniel! Tak, jøde, at du lærte mig det ord.
Shylock: Får jeg da heller ikke hovedsummen?
Portia: Du får slet intet uden selve pantet, som du kan tege på eget ansvar, jøde.
Shylock: Å, så gid fanden tage ham. Værsgod! jeg vil ikke diskutere mer!
Portia: Vent, jøde. Et andet hold har !oven også på dig. Det er forordnet i Venedigs love, at hvis en fremmed findes skyldig i at ha direkte eller indirekte stræbt nogen borger efter livet her, da kan den mand han efterstræbte kræve halvdelen af hans gods, den anden halvdel tilfalder statens offentlige kasse. Og gerningsmandens liv beror alene på dogens nåde, selv mod alle stemmer. Du rammes, påstår jeg, af denne lov! For det er klart af hele sagens gang, at både indirekte og direkte har du lagt råd op mod din modparts liv og er hjemfalden til den dom jeg nævnte. Derfor på knæ! Bed dogen være nådig.
Gratiano: Bed om, du må få lov at hænge dig! For resten, næ, nu da dit gods er statens, så har du ikke hvad en strikke koster. Så må du blive hængt for statens regning.
Dogen: For at du klart kan kende forskel på vort sind og dit, så skænker jeg dig livet, før du begærer det. Din halve formue går til Antonio, den anden halvdel tilfalder staten. Dog kan du måske ved ydmyg anger slippe med en bøde.
Portia: For statens part, jo, - ikke for Antonios.
Shylock: Nej, tag mit liv, tag alt, skån intet af det. I tar mit hus, når I tar støtten bort der holder på mit hus. I tar mit liv, når I tar alt det som jeg lever af.
Portia: Hvad nåde kan I vise ham, Antonio?
Gratiano: En strikke gratis! Ikke mer for Guds skyld!
Antonio: Behager Eders Højhed og senatet at eftergive ham hans halve gods, er jeg tilfreds med at han overlader til min disposition den anden halvdel mod, at den ved hans død skal overgå til den unge mand, der nylig stjal hans datter. Dog på endnu to vilkår - først at han til gengæld for den nåde straks blir kristen, det andet, at han her for retten skænker sin svigersøn Lorenzo og sin datter ved gavebrev alt hvad han efterlader.
Dogen: Det skal han, eller jeg tilbagekalder den nåde som jeg lige har forkyndt.
Portia: Jøde, er du tilfreds? Hvad siger du?
Shylock: Jeg er tilfreds.
Portia: Skriv testamentet, skriver!
Shylock: Jeg ber jer, lad mig gå min vej, jeg har det ikke godt. Send testamentet til mig, så skal jeg skrive under.
Dogen: Gå, men gør det.
Gratiano: Du får to faddere, når du skal døbes; hvis
jeg var dommer, gav jeg dig ti til, der førte dig til galgen, ikke dåben. [Shylock
går]
Dogen: Min herre, I må spise middag med mig!
Portia: Jeg ber jer underdanigst have mig undskyldt. Jeg skal til Padua endnu i aften, og jeg blir nødt til straks at tage afsted.
Dogen: Det gør mig ondt, I ikke har mer tid. Antonio,
beløn I denne herre. I er ham højst forbunden, vil jeg mene. [Går med sit
følge]
Bassanio: Min ædle herre, mig og denne ven har I ved jeres visdom frelst i dag fra bitter nød. Til tak vil vi med glæde betale jer den sum der skyldtes jøden, tre tusinde dukater, for besværet I godhedsfuldt har haft.
Antonio: Og ydermere vil vi fremdeles være jer forbundne til venskab og til tjeneste bestandig.
Portia: Den som er veltilfreds er vel betalt. Jeg er tilfreds med at jeg frelste jer, og regner mig hermed for vel betalt. Mer nærigt har mit sind nu aldrig været. Jeg ber blot, kend mig, når vi atter mødes. Jeg ønsker jer alt godt, og nu farvel!
Bassanio: Min kære herre, jeg må nøde jer. Tag en erindring af os, som en hyldest og ikke som betaling. Lov mig to ting: at tilgi mig og ikke sige nej.
Portia: I presser mig, jeg må vel føje jer. [Til Antonio] Så giv mig jeres handsker til erindring. [Ti1 Bassanio] Og denne ring tar jeg som venskabsgave. Træk ikke hånden bort. Jeg tar kun ringen. Den nægter jeres venskab mig vel ikke.
Bassanio: Den ring! Det er en bagatel! jeg måtte jo skamme mig ved kun at gi jer den!
Portia: Det er det eneste som jeg har lyst til; jeg vil i grunden ganske genre ha den!
Bassanio: Det drejer sig om mer end dens værdi. Den kosteligste ring i hele byen, den skal I få, den skal jeg søge efter, men denne her, - nej, I må ha mig undskyldt.
Portia: Jeg ser at I er gavmild nok med tilbud; I lærte mig at tigge først. Nu synes jeg I Iærer mig, hvordan en tigger svares.
Bassanio: Min hustru satte ringen på min finger og fik mig dengang til at sværge, aldrig at sælge, bortgive eller miste den.
Portia: Det påskud sparer mangen mand en gave. Hvis
ikke jeres hustru er helt tosset, og ved, hvor vel jeg har fortjent den ring,
så blir hun sikkert ikke vred for evigt, fordi jeg får den. -Nå, fred være med
jer! [Går med Nerissa]
Antonio: Min ven Bassanio, lad ham få den ring. Lad hans fortjeneste og lad mit venskab opveje dette påbud fra din hustru.
Bassanio: Gå, Gratiano, skynd dig, indhent ham og giv
ham ringen. Bring ham, hvis du kan, hjem til Antonio. Så skynd dig, skynd dig! [Gratiano
går] Kom, nu tager du og jeg først hjem til dig og iler så i morgen tidligt
begge af sted til Belmont. Kom, Antonio. [De går]
Venedig. En gade. Portia og Nerissa kommer ind.
Portia: Spørg efter jødens hus og giv ham brevet til
underskrift. Vi må af sted i aften og komme hjem en dag før vore mænd. Lorenzo
blir nok glad for testamentet. [Gratiano kommer ind]
Gratiano: Min kære herre, godt jeg nåede jer. Bassanio har betænkt sig nærmere. Han sender jer nu denne ring og ber jer til middag.
Portia: Nej, jeg kan umuligt. Ringen, den modtager jeg med dyb taknemlighed, det må I sige ham, og hav den godhed at føre skriveren til Shylocks hus.
Gratiano: Det skal jeg.
Nerissa: Herre, må jeg sige noget? [Afsides til Portia] jeg skal få lokket ringen fra min mand, som han har svoret evigt at bevare.
Portia: Det kan du nok. Der blir en sværgen, du, at de har givet ringene til mandfolk! Men vi skal vise dem! Og sværge modsat. Nu skynd dig, gå. Du ved, hvor jeg vil vente.
Nerissa: Kom, herre, vil I vise vej til huset? [De går]
Belmont. I parken omkring Portias hus. Lorenzo og Jessica kommer ind.
Lorenzo: Klart skinner månen; i en nat som denne, mens brisen kyssede så sagte træet, at knap det sused, - i en sådan nat steg Troilus nok op på Trojas mur og sukked ud sin sjæl mod grækerlejren, der gemte Cressida.
Jessica: En sådan nat gik Thisbe bange trippende på duggen og øjned løvens skygge før den selv og løb forfærdet bort.
Lorenzo: En sådan nat stod Dido med en vidjegren i hånden på havets bred og vinkede sin elsker tilbage til Karthago.
Jessica: En sådan nat plukked Medea urter til at trylle den gamle Æson ung.
Lorenzo: En sådan nat sneg Jessica sig fra den rige jøde, løb med en fattig kæreste fra Venedig og her til Belmont.
Jessica: Og en sådan nat svor unge Lorenzo hende kærlighed og stjal med troskabseder hendes hjerte, og ikke en var sand.
Lorenzo: En sådan nat bagtalte Jessica, den lille heks, sin elsker, og han tilgav hende det!
Jessica: Jeg kunne sagtens over-»natte« dig hvis ikke
- tys - jeg hører skridt, en mand [Stefano kommer ind]
Lorenzo: Hvem kommer der så rask i nattens stilhed?
Stefano: En ven.
Lorenzo: En ven, hvad for en ven? Dit navn, min ven?
Stefano: Stefano er mit navn. Jeg bringer bud, at Hendes Nåde kommer hjem til Belmont før dagen gryr. Hun drager nu omkring ved vejkors, og der knæler hun med bøn om held i ægteskab.
Lorenzo: Hvem følger hende?
Stefano: En hellig eremit og hendes pige. Men sig mig, er min herre kommet hjem?
Lorenzo: Nej, og vi har end ikke hørt fra ham. Men kom, min Jessica, lad os gå ind og forberede med maner en smuk og festlig velkomst her til husets frue. [Lancelot kommer ind]
Lancelot: Tratera, tratera, tratera!
Lorenzo: Hvem råber?
Lancelot: Halløj! Har nogen set hr. Lorenzo og fru Lorenzo? Tratera, tratera!
Lorenzo: Hold op med den skrålen, mand! Her!
Lancelot: Halløjsa! Hvor? Hvor?
Lorenzo: Her.
Lancelot: Fortæl ham, at der er kommet et postbud fra min herre med hornet fuldt af gode nyheder. Min herre er her, før det bliver morgen. [Går]
Lorenzo: Min egen, kom, vi venter på dem inde. Og
dog, hvorfor? Hvorfor skal vi gå ind? Min ven, Stefano, gør bekendt i huset, at
jeres frue snart kan være fremme, og send musikken ud her i det fri. [Stefano
går] Hvor måneskinnet slumrer sødt på banken! Her vil vi sidde, mens
musikken lister sig ind i vores øre. Nat og stilhed samstemmer godt med søde
toners spil. Jessica, sæt dig, se hvor himlens gulv er indlagt tæt med blanke,
gyldne skiver! Ja, selv den mindste klode du kan se, den synger som en engel i
sin flugt i kor med de uskyldige keruber. I de udødelige sjæle bor musik som
den. Blot hører vi den ikke, så længe sjælen sluttes inde i vor krops
forgængelige grove lerdragt. [Musikanterne kommer ind] Kom, kom, og væk
Diana med en hymne, fortryl jer frues øre med søde toner og lad musikken drage
hende hjem. [Musik]
Jessica: Å, sød musik gør mig nu aldrig munter.
Lorenzo: Det er fordi du lytter med din sjæl. Læg mærke til en vild balstyrig hjord, en flok af unge, utilredne plage, de larmer og de vrinsker højt, slår bagud, som det er deres hede blods natur. Men sker det nu, de hører en trompet, eller en stump musik når deres ører, så skal du se, hvor brat de alle standser, de vilde blikke blir så bly og fromme ved tonens søde magt. Derfor siger skjalden at Orfeus kunne drage stene, træer og floder efter sig, for der er intet så stejlt og hårdt, så grumt og råt at ikke musik en stund kan ændre dets natur. Den mand som ikke har musik i sjælen og ikke sanser skønne harmonier, har let til svig, forræderi og rov. Hans åndelige liv er dorsk som natten og hver en lidenskab så sort som helved. Tro ingen sådan mand - lyt til musikken! [Portia og Nerissa kommer ind]
Portia: Det lys vi skimter brænder i min sal. Hvor langt den lille kærtes lys dog når! Således skinner i en syndig verden den gode gerning.
Nerissa: Men da månen skinned, så vi slet ikke lyset.
Portia: Ja, således fordunkler jo den større glans den mindre. En vicekonge stråler klart som kongen, til kongen kommer selv. Og straks vil da hans herlighed fortabe sig som bækken i verdenshavet. - Hør, der er musik! [Musik]
Nerissa: Det er jo jeres egne musikanter.
Portia: Hvor alt beror på tid og sted! jeg synes det lyder mere lifligt end om dagen.
Nerissa: Stilheden, frue, gir nok denne velklang.
Portia: Ja, kragen synger liså godt som lærken, når
man er uopmærksom. Jeg tror ikke, at nattergalen, hvis den sang om dagen når
hver en gås jo gækker, ville gælde for meget bedre sanger end en gråspurv. Hvor
mange ting beror på øjeblikket, som gir det værd og sand fuldkommenhed! Tys! Nu
slumrer månen hos Endymion, og hun vil ikke vækkes! [Musikken tier]
Lorenzo: Portias stemme, om ikke jeg tar meget fejl?
Portia: Han kender mig som den blinde kender gøgen, på dens stygge røst.
Lorenzo: Velkommen hjem, min frue.
Portia: Vi to har bedt for vore mænd og håber, at vore ord må fremme deres held. Er de vendt hjem?
Lorenzo: Nej, endnu ikke, frue, men de har sendt os bud forud og melder, at de snart kommer.
Portia: Gå så ind, Nerissa, giv tjeneme besked - at ingen lader sig mærke med, at vi har været borte. Lorenzo, Jessica, I heller ikke!
[Trompetfanfare]
Lorenzo: Der kommer jeres mand! Ja, hør trompeten! Vi sladrer ikke, frue, vær kun tryg.
Portia: Å, denne nat er kun det syge dagslys, synes
jeg, lidt mere bleg - det er en dag som dagen er, når solen gemmer sig. [Bassanio,
Antonio, Gratiano og følge kommer ind]
Bassanio: Når du er oppe, solen den er nede, så har vi dag med antipoderne!
Portia: Du gør mig nok let færdig til en sol! Letfærdig kvinde gør jo manden tung. Det give Gud Bassanio aldrig blir for mig! I er velkommen hjem, min husbond.
Bassanio: Tak, kære hustru. Byd min ven velkommen; det er Antonio, det er den mand, som er jer så uendelig forbunden.
Portia: I alle måder er du ham forbunden, da han for dig var bundet nok så hårdt.
Antonio: Dog ikke værre end at jeg slap fri.
Portia: I er velkommen her i vores hus. Men det må vise sig i mer end ord, og derfor sparer jeg på fraserne.
Gratiano [til Nerissa]: Ved månens klare lys, du gør mig uret. På æresord, jeg gav den til den skriver! Og gid han bare måtte brække halsen, når det går dig så nært til hjerte, skat!
Portia: Hvad? Skændes I allerede? Hvorfor det?
Gratiano: Å, for en strimmel guld, en sølle ring, som hun har givet mig, og med et motto, der ærlig talt var som de rim, man ser på snart hvert knivsblad: »Gem mig, glem mig ikke.«
Nerissa: Hvad snakker du om rim og om værdi! Dengang du fik den af mig, svor du på at bære den indtil din sidste time, den skulle ligge hos dig i din grav. Lad gå med mig, men dine dyre eder, dem burde du ha holdt og respektered En skriver, tak! Den skriver som du gav den, næ, han får sikkert aldrig hår på hagen!
Gratiano: Jo, hvis han lever til han blir en mand.
Nerissa: Jo, hvis en kvinde ellers blir en mand.
Gratiano: Det var, ved Gud, en ung mand som jeg gav den! Ja snarere en dreng, en lille gnom, på højde med dig selv, en skriverdreng, en vrøvlet fyr, der tigged den som løn. Jeg kunne virkelig ikke sige nej!
Portia: Oprigtig talt, det var forkert at skilles så let ved jeres hustrus første gave, som med en ed blev sat på jeres finger og nittet fast til jeres kød med troskab. Jeg gav min mand en ring og lod ham sværge aldrig at skilles ved den: - Se, her står han! Jeg vover trygt at sværge på hans vegne, han aldrig ville gi den bort og aldrig to den af fingren for alverdens skatte. Nej, sandelig, Gratiano, jeres hustru har fået alt for bitter grund til sorg. Hvis det var mig, gik jeg fra vid og sans!
Bassanio [afsides]: Nu var det bedst jeg hugged venstre hånd af, og svor min ring gik tabt, idet jeg skulle forsvare den.
Gratiano: Bassanio gav sin ring til dommeren, som bad derom og fuldt fortjente den. Hans skriverdreng, som havde slidt tappert i det med sit skriveri, bad mig om min, og hverken herren eller hans tjener ville modtage noget andet end ringene.
Portia: Men hvilken ring, min husbond, gav du! Da ikke den, du fik af mig?
Bassanio: Jo; hvis jeg kunne føje løgn til fejl, så nægted jeg det. Men du ser min finger, den bærer ikke ringen. Den er væk.
Portia: Så tomt for troskab er dit falske hjerte. Ved himlen, aldrig deler jeg dit leje, før jeg ser ringen!
Nerissa: Og jeg ikke dit, før jeg ser min igen.
Bassanio: Min søde Portia, såfremt du vidste, hvem jeg gav din ring, og vidste for hvis skyld jeg gav din ring, og aned du for hvad jeg gav din ring, og hvor jeg nødigt skiltes ved din ring, da alt blev afvist bortset fra din ring, så blev din strenge vrede vist formildet.
Portia: Og kendte du den kraft der bor i ringen, og halvt den kvindes værd som gav dig ringen, og ærens bud, som bød dig vogte ringen, så havde du vist aldrig ofret ringen. Mon nogen mand var så urimelig at han, såfremt du da forsvared den med nogen form for iver, ville kræve at du gav ham symbolet på din troskab? Nerissa lærer mig hvad jeg skal tro. En kvinde fik min ring. Det vil jeg dø på!
Bassanio: Nej, ved min ære, Portia, ved min sjæl! Nej, ingen kvinde, men en lærd jurist. Tre tusinde dukater afslog han, men bad om ringen, som jeg nægted ham og lod ham misfornøjet gå sin vej. Og det var ham der frelste livet for min bedste ven. Hvad skulle jeg da gøre? jeg måtte sende ringen efter ham. Skam og anstændigheden tvang mig til det. Min ære tålte ikke denne plet af utaknemlighed. - Tilgiv mig, kære! jeg tror, ved disse nattens hellige kærter, at havde du selv været der, da havde du bedt om ringen til den gode doktor.
Portia: Den doktor vil jeg aldrig se i huset! For da han fik det smykke som jeg elsked, og som du svor for min skyld at bevare, så vil jeg være gavmild som du selv og intet nægte ham af alt hvad mit er, min egen krop, min ægteseng, nej, intet. Og jeg skal sikkert gøre hans bekendtskab! Sov aldrig ude, vogt mig som en Argus! Gør du det ikke, og blir jeg alene, så, ved min ære - som endnu er min skal denne doktor ligge i min seng!
Nerissa: Og skriveren i min. Pas derfor på, når du betror mig til mit eget selskab.
Gratiano: Godt, godt, men træffer jeg ham her, min ven, så knækker jeg den unge skrivers pen!
Antonio: Og jeg er årsagen til denne strid!
Portia: Vær rolig, I er lige velset her.
Bassanio: Tilgiv mig, Portia, min påtvungne synd, og her i alle disse venners påhør jeg sværger dig ved dine skønne øjne, hvori jeg ser mig selv,
Portia: Næ, hører I? Han ser sig selv i mine øjne, dobbelt En gang i hvert! - Sværg ved dit dobbelt-jeg, den ed, den vækker tillid!
Bassanio: Hør mig dog! Tilgiv mig, og jeg sværger ved min sjæl, jeg bryder aldrig mer en ed til dig.
Antonio: Mit legeme satte jeg i pant for ham, og uden den der fik jer husbonds ring var det fortabt. - Et pant til tør jeg gi, jeg vover sjælen på at jeres husbond nu aldrig bryder mer sin tro med vilje.
Portia: Så indestå I for ham. - Giv ham denne, som han må gemme bedre end den anden.
Antonio: Bassanio, sværg at gemme denne ring.
Bassanio: Det er jo den jeg gav til doktoren!
Portia: jeg fik den af ham. Tilgiv mig, Bassanio, for denne ring lå doktoren hos mig.
Nerissa: Og tilgiv mig, min søde Gratiano, for den selvsamme lille gnom til skriver lå i min seng i nat for denne ring!
Gratiano: Det er som hvis man reparerer veje ved sommertid, når vejene er gode. Hvad? Er man hanrej, før man har fortjent det?
Portia: Nu ikke grov! - I står forbavsede? Her er et brev, læs det, når du får tid, det er fra Padua fra Bellario. Der vil du se, at Portia var juristen, Nerissa her var skriveren. - Lorenzo ved, at jeg rejste bort straks efter dig og først er hjemme nu. Jeg har end ikke betrådt mit hus. - Antonio, velkommen! Jeg har her bedre nyt til jer end I nok tror. Bryd hurtigt dette brev og læs det! Der ser I Tre af jeres gallioner har netop nået havn med kostbar last. Jeg siger ikke hvilket sælsomt træf der gav mig det brev i hænde.
Antonio: Jeg er stum!
Bassanio: Du doktoren, og jeg har ikke kendt dig?
Gratiano: Du skriveren, der skulle gi mig horn?
Nerissa: Jo, men den skriver, som dog aldrig gør det med mindre han da når at blive mand.
Bassanio: Mit leje skal du dele, søde doktor, ja lig, når jeg er borte, hos min hustru.
Antonio: I gir mig liv og levebrød, min frue. Jeg læser, mine skibe virkelig er kommet trygt i havn.
Portia: Til jer, Lorenzo! Her har min skriver også lidt, der luner.
Nerissa: Og han skal få det ganske gratis. Se, her bringer jeg til jer og Jessica et gavebrev fra jøden, hendes far, på alt, hvad han ved døden efterlader.
Lorenzo: I skønne damer lader manna regne på dem der hungrer.
Portia: Det er næsten morgen, men I har sikkert ikke hørt nær nok om alt hvad der er sket. Lad os gå ind. Der kan I tage os i forhør igen, og vi vil ærligt svare jer på alt.
Gratiano: Nuvel - det første som Nerissa skal besvare
under ed, det er om hun vil vente, indtil det blir nat på ny, eller gå nu til
sengs ved morgengry. Dog - var det dag, så ønsked jeg den omme for straks med
skriveren til sengs at komme. Tro mig, fra nu af er der ingenting jeg passer på
som på Nerissas ring. [Alle går]