PERSONER:

Enkeprovstinde Mynthe

Tilde

Pigen Kristine

Judith

En ung mand

Dan, Judiths bror

Judiths mor

Miriam, en pige

Edna, en pige

Fru Branza, bordelværtinde

En tjener

Barbara

Birgitte

HANDLINGEN FOREGÅR:

1. Fru Mynthes dagligstue 4. I nattetågen

2. Et gæsteværelse 5. Teltet

3. Hos Judiths mor 6. Om morgenen

Opført 1. gang 10. februar 1940.

Instruktion: Forfatteren og Sven Methling.

Dekorationer: Svend Johansen.

FØRSTE BILLEDE

EN AFTEN 1 FRU MYNTHES DAGLIGSTUE

I mørket hører man sus af storm og regn blandet med operamusik og kvidrende stemmer. Da tæppet går, ser man en hyggelig gammeldags, rød dagligstue. Væggene er overfyldt af billeder, fotografier og småmalerier i en skøn forvirring. Tilhøjre en dør med portiere omkring, tilvenstre et vindu bag fortrukne gardiner. I baggrunden en havedør bag fortrukne gardiner. Midt i stuen et rundt bord med en tændt lampe, bøger, blade og nips. Ved bordet sidder to gamle broderende damer, fru Mynthe og Tilde - det er umuligt at se, om det er mor og datter eller to søstre. Af og til ser de lyttende op, ryster på hovedet og syr så igen videre. Radioen går på højeste gear, og udenfor høres stadig stormen og den piskende regn.

Fru Mynthe: (ser op mod loftet, idet hun letter på brillerne) - Det vejr - det vejr - har man da kendt mage

Tilde: - Det tordner vist osse

Fru Mynthe: - Hva' si'r du -?

Tilde: - Jeg si'r bare, at der vist osse er torden i luften

Fru Mynthe: - Jamen det var dog forfærdeligt - så må vi da straks ha' den radio lukket - jeg synes nok, den skrattede mig lidt vel rigeligt

Tilde: - Nu skal jeg

Fru Mynthe: - Ikke tale om - du rør ikke den helvedesmaskine - man aner jo ikke, om den ikke pludselig kan finde på at eksplodere mellem fingrene på en - (råber ud) - Kristine Kristine - (rejser sig hurtigt op - går hen til døren tilhøjre - råber ud) - Kristine - åh lille Kristine kom lige lidt herind - (går igen hen til sin stol) - man har læst så meget om den slags i aviserne - (sætter sig)

Kristine (en landlig pige kommer ind)

Fru Mynthe: - Ah, lille Kristine, luk for den radio - (Kristine drejer om, for radioen) - Tak - det var dejligt - har De hørt noget til, om det skulle tordne -?

Kristine: - Jeg synes, der var et lille skrald før

Fru Mynthe: - Sæt hellere for en sikkerheds skyld vand på til kaffe

Kristine: - Det har jeg gjort

Fru Myuthe: - Udmærket - og der er vist et stykke galopkringle i den røde blikdåse

Kristine: - Vil fruen ha' provstens kop i aften -?

Fru Mynthe: - Ja, den plejer jeg jo at drikke tordenkaffe a' -!

Tilde: - Mig kan De gi' den med roserne

Kristine: - Jov - (går)

Fru Mynthe: (efter en pause) - Nej, hvor det øser - det var, hva' lille far kaldte et religiøst vejr - han så altid himlene åbne sig og en hærskare af engle med brusende vinger flyve ud til kamp mod alt det onde - lukkede du trækruden i soveværelset -?

Tilde: - Ja - (efter en pause) - tænk at være på søen i aften

Fru Mynthe: - Jeg har nu mest ondt af dem på landjorden søfolk bli'r der altid bedt for i kirkerne - (i det samme høres langt borte en rullende torden)

Tilde: - Det er ikke lige oppe over

Fru Mynthe: - Det kommer hurtigere end man aner

Tilde: - I sådan et vejr kunne man godt ha' ønsket sig, at lille far havde valgt at bo i byen som emeritus

Fru Mynthe: - Far kunne kun trives på landet

Tilde: - Bare der havde været et par huse i nærheden

Fru Mynthe: - Vi har jo Pilegården

Tilde: - Fem minutter væk, ja - men der kan ske så meget på fem minutter

Fru Mynthe: (ærgerligt og nervøst) - Arh, Tilde, Tilde - du har da heller ingen tillid til din Gud - (et kraftigt tordenskrald - fru Mynthe farer sammen) - hørte du det - det er kommet nærmere - hva' mon en lynafleder kan koste? - tror du, den er dyr -? - og det er heller ikke til at regne ud, hvor langt det er væk, når man ikke kan se lynene - med den vind plejer det at komme lige herop over - hvor langt mon det dog kan være borte?

Tilde (rejser sig og går hen og trækker baggrundsgardinerne tilside - man ser gennem en glasdør og to sidevinduer ud i møket)

Fru Mynthe: - Hva' er det nu du vil, Tilde -?

Tilde: - Tælle efter lynene - (slukker lampen på bordet - der bliver helt møkt i stuen)

Fru Mynthe: - Nej, Tilde - nej - jeg vil ikke sidde i mørke - det er meget værre - og nu tabte jeg min stramajnål min allerbedste - den med det dejlige øje - tænd, Tilde - (i det samme lyner det)

Tilde (tæller langsomt til elleve - så tordner det)

Fru Mynthe: - Hvorfor tænder du dog ikke -?

Tilde: - Jeg vil lige ha' det næste lyn med for at se, om det går den ene vej eller den anden - sid nu bare ganske roligt et øjeblik, så tænder jeg igen

Fru Mynthe: (sukker - der bliver ganske stille på scenen - man hører regnen udenfor - pludselig bliver der banket på vinduet tilvenstre) - Tilde - jeg dør - det bankede - Tilde, hvor er du - svar mig - det bankede

Tilde: - Det - det kan ha' været en gren på ruden

Fru Mynthe: - Jamen, det var det ikke - det var en hånd, der bankede - træk for, Tilde - træk for - (Tilde trækker for - tænder lampen) - sluk - for Guds skyld, sluk - er du da vanvittig - han kan jo se os

Tilde: (slukker hurtigt) - Det kan være vinden, der har revet haspen af et vindu

Fru Mynthe: - Schyss - kan du ikke høre? - der er nogen der er nogen, der går på gruset - hvis det ikke er skridt så - -

Tilde: (de lytter begge anspændt) - Nu standsede han

Fru Mynthe: - Vi må være stille som mus - Tilde, Tilde - la' vær og pust - træk vejret normalt - åh, åh - hva' skal vi dog gøre

Kristine: (kommer ind med en bakke med kopper o. s. v.) – Men ih du forbarmende, er lyset gået ud -?

Fru Mynthe: - Schyss

Tilde: - Schyss

Kristine: - Jeg må lige ha' bakken - - -

Fru Mynthe: - Schyss - (de står alle stille og lytter - igen bankes, men kraftigere og denne gang på havedøren) - Gud hjælpe os arme, nu banker han på døren

Kristine: - Det var på havedøren - hvem kan det dog være?

Fru Mynthe: - Ti dog stille - det er jo det, vi ikke aner

Kristine (lister hen mod døren)

Fru Mynthe: - Kristine - bliv her - rør Dem ikke

Kristine: - Man kan vel lige kigge - det dør vi såmænd ikke af - (kigger ud gennem gardinerne)

Fru Mynthe: - Kan De se nogen -?

Kristine: - Det er en mand - (trækker gardinerne tættere sammen)

Fru Mynthe: - En mand, hvor forfærdeligt - hvordan ser han ud -?

Kristine: - Sådan ganske almindelig

Fru Mynthe: - Sådan en, som ser ud til at ha' ondt isinde -?

Kristine: - Det er ikke til at se på en studs

Tilde: - Kig igen, lille Kristine - kig

Kristine: (kigger ud) - Jamen ih jøsses da

Fru Mynthe: - Hva' er der sket - sig det hurtigt

Kristine: - Han er blevet til en dame

Fru Mynthe: - En dame? - De har vel set forkert før - det har vel hele tiden været en dame

Kristine: - Det var en mand - med herrehat på - nu er det en dame - en spids dame

Fru Mynthe: - Spids -?

Kristine: - Hun går op i en top

Fru Mynthe: - Om jeg begriber et levende ord - (i det samme ringer det kraftigt på hoveddøren) - Der er en til - de er to så er det et komplot - ingen vover at lukke op

Tilde: - Mine fødder ville overhovedet ikke kunne flytte sig

Kristine: - Skal vi så stå her og glo og glane hele natten -?

Tilde: - Det er det, jeg altid har sagt - en telefon er nu en praktisk ting

Fru Mynthe: - Du med din telefon - er det et tidspunkt at vælge til telefonvrøvl - en telefon er for dyr - men du vil måske betale den -? - du har jo dit legat, betal du den så

Kristine: - Nu må her ske noget - vi kan ikke stå her og være uforsagte

Fru Mynthe: - Jamen hvad, hvordan og hvorledes? (det ringer og banker samtidig) - Nu er de der begge to - foreslå noget - det er virkelig let nok at stå og se foretagsom ud -

Kristine: - Hvis nu damerne ville trække gardinerne hurtigt tilside, så åbner jeg døren med et snuptag - (kigger ud) - Jo, hun er der endnu - og så kyser vi livet af hende, mens den anden kimer videre på hoveddøren - tre om een, det skulle vel gå

Tilde: - Ja, og så løber jeg hurtigt ned til Pilegården og råber om hjælp

Fru Mynthe: - Du må ta' galocher på

Kristine: - Nu må der handles - nu må der handles - (det kimer igen) - Fruen trækker tilvenstre - (til Tilde) De trækker tilhøjre - og så en - to - tre - (Kristine åbner døren - de stirrer alle tre på en sort skikkelse udenfor - tilsyneladende er det en munk med en spids hætte over hovedet ingen ansigt - ingen hænder)

Fru Mynthe (udstøder et skrig -)

Tilde - (drejer hurtigt op for lyset, så man tydeligt ser den mærkelige skikkelse, der nu vender sig - det er en ung elegant kvinde i et sort aftenslag med hætte - under slaget har hun en elegant sort aftenkjole -)

Kristine: - Det var som - (den unge kvinde, Judith, vender sig forskrækket)

Judith: (i det samme lyner det og tordenen følger tæt ovenpå - inden de tre forbavsede kan forhindre det, er hun kommet ind i stuen og har lukket glasdørene efter sig - hun står lænet til døren, som om hun ville holde uvejret ude -) - Ah gudskelov

Fru Mynthe (har trukket sig stirrende tilbage)

Judith: - Jeg - jeg er så bange i tordenvejr - det er som om lynene forfølger mig allevegne - kun mig - - - - - og så hang jeg fast med min kjole - inde midt i Deres rosenbed - er det ikke roser, De har her lige udenfor -? - (ingen svarer - de bare stirrer) - Der er ligesom et langt bed eller et busket - De er da ikke bange for mig? - Er De bange for mig -? Det er vidunderligt - De er bange for mig, jeg er bange for Dem, vi er allesammen bange for hinanden, og rundt omkring os står himmel og jord i eet med lyn og syndflod og tusind andre af Vorherres allerfineste knaldeffekter - (føler på sig selv) - Nej, hvor er jeg våd - jeg må ligne et familiespøgelse, der har været i brusebad - vandet stod ind fra alle sider - vognen var åben - vi måtte lade den stå et eller andet sted - den ville pludselig ikke mer - og så måtte vi gå - og jeg i lang kjole - han holdt sin frakke over mig - han må være gennemblødt - han får en lungebetændelse - luk ham ind, hører De - der er ikke grund til at være bange - vi er ordentlige, skikkelige mennesker - vi er ingen stratenrøvere - hva' vil De ha' jeg skal gøre -? - skal jeg falde på knæ -? Hvordan kan jeg dog overtale Dem -? Man løber jo ikke sådan almindeligvis rundt med pas og legitimationspapirer på sig jo, vent et øjeblik - (roder i sin taske) - Jeg har noget her - (trækker en trykt festsang op af tasken) - det kan i det mindste bevise, hvor jeg har været i aften - (rækker fru Mynthe festsangen)

Fru Mynthe: (tager tøvende sangen) - Mine briller

Kristine: (tager både fru Mynthes og Tildes briller på bordet uddeler dem) - Det ser ud som en konfirmationssang

Fru Mynthe: (har fået brillerne på) - Det er en sang - hva' står der -? - til indvielsesfesten - -

Tilde: (der læser over fru Mynthes skulder: - Til indvielsesfesten på Idagård den 7. september - ja, det stod der jo om i avisen forleden - hele hovedbygningen er blevet restaureret

Kristine: - Melodi: Vift stolt på Codans bølge

Fru Mynthe: - Jamen Idagård - hvorfor sagde De ikke det med det samme

Judith: - Jeg anede jo ikke, om De kendte Idagård - den ligger flere mil herfra

Tilde: - Den ligger i fars gamle sogn

Fru Mynthe: - Provsti - men den ny ejer kender vi slet ikke

Tilde: - Vi var der til middag, lige inden far tog sin afsked

Fru Mynthe: - Det er over femten år siden - - - hjælp nu hellere fruen af med det våde slag - parken var så henrivende - Kristine, skynd Dem ud og luk op - - (Kristine løber ud) - slaget hænger du ud ved komfuret - De må da trænge til en kop varmt - kom Tilde - det er ikke spor af ulejlighed - vi skulle alligevel selv ha' kaffe - (til Tilde) - ikke slæbe det - De må endelige sætte Dem og lade, som om De er hjemme - kom, Tilde - (hun går ud fulgt af Tilde)

Judith: (sætter sig) - Pyh - (ser sig om - opdager et spejl på væggen - rejser sig - ordner sit hår foran spejlet)

En ung mand: (kommer fra højre - han er omkring de tredive og virker trods vådhed og forpjuskethed ret elegant - han er i flonelsbukser og rødbrun jakke) - Tak, tak - jeg kan sagtens selv klare mig - (taler højt - beregnet for ører udenfor) - Nej - hvor er her hyggeligt

Judith: (med samme stemmestyrke) Ja - er her ikke vanvittig hyggeligt

Den unge mand: (i hviskende tone) - Det holdt ellers hårdt

Judith: (ligeledes hviskende) - Det er to gamle provstedøtre faderen er død for mange tusind år siden

Den unge mand: - Der var ikke nogen navneplade på døren men jeg synes bestemt, de sagde Mynthe - frøknerne Mynthe

Judith: - Det navn har jeg aldrig hørt - vi får kaffe - de har sikkert ikke en dråbe spiritus i huset udover lidt Esprit de Valdemar - (farer pludselig sammen) - Gud

Den unge mand: - Hva' er der nu?

Judith: - Jeg aner jo ikke, hvad De hedder - -

Den unge mand: - Og jeg har ikke begreb om, hvor jeg skal lægge min våde hat - jeg tør ikke lægge den på det fine bordtæppe

Judith: - Hvis De ikke øjeblikkelig siger, hva' De hedder - så skriger jeg - så vælter jeg bordet eller noget andet

Den unge mand: - De har åbenbart lyst til at komme ud i regnen igen

Judith: - De må da ha' sagt Deres navn til de to gamle, da De blev lukket ind -?

Den unge mand: - Jeg mumlede noget ganske uforståeligt - og det var de tilfredse med - (har hele tiden set sig om) - Her er pudsigt - sådan omtrent så der ud hos min fars gamle moster (peger på et billede) - Hun havde osse det billede af den lille italienerdreng - »Peppo« hed han vist - billedet var hængt op i en tyk rød snoet uldsnor - -

Judith: - Peppo og Peppo og Peppo - hva' kommer Peppo mig ved - hvordan skal jeg gøre to gamle frøkner begribeligt, at jeg turer rundt på landevejene i det vejr med en mand, som jeg ikke aner hvem er -?

Den unge mand: - Det er nu osse mærkeligt

Judith: - Tænk, jeg tror, jeg kunne hade Dem

Den unge mand: - Der var noget underligt vidunderligt ved at køre sammen i regnen - uden navne - uden alle disse fjollede fodnoter om ditten og datten - bare to mennesker - de sidste mennesker i syndfloden - bilen var arken - uden dyr, uden Sem, Kam og Jafet og deres koner til at fortsætte menneskeslægten - hr. og fru Noah var ikke gamle og udlevede

Judith: - De er sindssyg

Den unge mand: - Jeg kunne ikke se Deres ansigt, da De sad ved siden af mig - jeg prøvede i spejlet, men jeg måtte holde skarpt udkig med vejen - jeg havde en underlig fornemmelse af, at den nye verden om et øjeblik ville dukke frem af pløret og tågen - frisk og lysegrøn - parat til at spire og gro (Judith er gået tæt hen til ham) - Hva' er det, De vil -?

Judith: (stikker pludselig sin hånd ind i hans jakkes inderlomme) - Se Deres kørekort

Den unge mand: - Det ligger i vognen

Judith: - Det ligger i den anden lomme - (de kæmper - idet samme kommer Tilde ind med et kagefad - Judith lader som om hun klapper den unge mand) - Åh, han er så våd, så våd

Tilde: - Man har da heller aldrig kendt mage til vejr - vandet står allerede ind i kælderen, siger Kristine - åhr, nu har jeg naturligvis glemt teskeerne - det gør jeg altid - (vil løbe ud)

Judith: - Næh, lad mig - jeg vil så gerne - De har sandelig besvær nok af os - (løber ud)

Tilde (ordner bordet)

Den unge mand: - Det ser rigtignok dejligt ud - (peger) - det er vist, hva' man mellem fagfolk kalder galopkringle

Tilde: - Havde vi bare vidst, vi skulle ha' besøg -

Den unge mand: - De og Deres søster har været mere end storartede

Tilde: - Min søster? - Ah, De mener mor - ja er hun ikke ungdommelig - De må endelig sige det til hende selv - så bli'r hun så glad - men tænk i forvirringen hørte jeg slet ikke, hvad det var, De hed -?

Den unge mand: - Jeg - jeg hedder Noah

Tilde: - Næh, hvor morsomt - servietterne har jeg såmænd osse glemt - her løber vi tre mennesker for at dække et kaffebord - og så glemmer vi det halve - (løber ud - møder Judith, der kommer med teskeer)

Judith: (idet hun lægger teskeer ved kopperne) - Nåh, hvordan går det - hr. - Jensen -?

Den unge mand: - Hr. Jensen -?

Judith: - Jeg blev desværre nødt til at hjemmedøbe Dem i huj og hast –

Den unge mand: - Det er da ikke Deres mening, at De - -

Judith: - Hva' skulle jeg gøre -? - Provstinden havde glemt det navn, hun aldrig havde hørt - jeg måtte gribe det første det bedste - og lige foran på køkkenhylden - De ved, med små nydelige borter - hvidt stramaj med blå korssting - der stod en sukkerpose fra købmand Hagbarth Jensen - - og så kom De til at hedde Jensen

Den unge mand: Osse Hagbarth -?

Judith: - Ikke endnu - men det kan komme - De kunne forresten godt ligne en lille kommis

Den unge mand: - De er rigtig så sød og elskværdig

Judith: (hæver stenmen) - Hvor skal det blive dejligt at få en kop varm kaffe - (i det samme kommer fru Mynthe, Tilde og Kristine ind med kaffen)

Fru Mynthe: - De sidder der - nej, De bliver siddende - Tilde, ta' de to små stole med bedstemors betræk - Kristine, De skænker kaffe - tak - sukker og fløde - er fløden løbet sammen - nej, gudskelov - værsågod, nu må De endelig spise værsågod - åh, Kristine, der er ikke kommet vand op på gæsteværelset - De kan ta' den lille blå vandkaraffel og to glas (Kristine går ud)

Judith: - Jamen vi skal ikke blive her inat? - Vi kan sagtens ta' videre -

Fru Mynthe: - Nu skal De være sød ikke at komme med indvendinger - det er da kun så fornøjeligt at få gæster - var der dejligt på Idagård efter ombygningen -? det vejr bliver såmænd osse ved hele natten - når først det er kommet i det hjørne - tag et stykke kringle til, hr. Jensen

Tilde: - Hvorfor siger du hr. Jensen til hr. Noah -?

Fru Mynthe: Noah -?

Judith: - Ja, Noah Jensen

Fru Mynthe: - Åh, Noah Jensen - jeg synes osse nok, det var så mærkeligt med kun Jensen og så Idagård - De er da ikke i familie med -?

Den unge mand: - Nej, det er jeg ikke

Fru Mynthe: - Det er sandt - sparekassedirektøren hedder jo osse noget helt andet

Den unge mand: - Hele min familie er død - jeg er kun i familie med mig selv

Fru Mynthe: - Ja og med Deres kone - har De no'n børn?

Judith: - Må jeg ta' et stykke kringle -?

Den unge mand: - Jeg vil osse gerne ha' et stykke til

Fru Mynthe: - Spis - spis - det er dejligt kringlen smager Dem

Den unge mand: - Den minder mig om min barndom

Judith: - Ja, min mands - (hoster voldsomt)

Tilde: - Den kringle er så slem til at gå i halsen - skal jeg banke Dem lidt i ryggen -?

Judith: - Nej tak - nu er det ovre - min mands fars moster - eller var det faster?

Den unge mand: - Moster

Judith: - Ja, moster - hun lavede netop den kringle - og hun havde osse det billede af den lille italienerdreng

Tilde: - »Peppo«

Judith: - Og hun holdt så meget af Peppo - og derfor kaldte hun altid min mand Peppo - og det navn er blevet hængende ved ham - ikke, Peppo -?

Den unge mand: - Jo!

Fru Mynthe: - Hvor sødt

Judith: - Og hvis vi nogensinde får en lille dreng, skal han osse hedde Peppo - børn har vi nemlig ikke endnu - vi er bogstavelig talt lige blevet gift

Den unge mand: - Det er nærmest sådan en slags forvirret bryllupsrejse, vi er på

Judith: - Peppo dog -!

Den unge mand: - Ja, her er storartet, og rejsen har været dejlig - men jeg er våd lige til skindet - mit slips kan vrides

Tilde: - Var Deres mand ikke med til festen - han er i alminligt tøj

Judith: - Det kan han sikkert selv bedst forklare

Den unge mand: - Ja, ser De - nej - nej - det vil jeg ikke forklare

Fru Mynthe: - Der er da ikke sket noget -?

Judith: - Min mand er bare så menneskesky - så rasende menneskesky

Fru Mynthe: - Og derfor var De ikke med - hvor var De da henne -?

Den unge mand: - Det vil min kone sikkert osse kunne forklare

Judith: - Han sad såmænd oppe på værelset - - - og - og lagde kabaler

Fru Mynthe: - Kabaler!

Tilde: - Nej, hvor morsomt - jeg elsker osse at lægge kabaler - hvilken en lægger De?

Den unge mand (viser med hånden på Judith)

Judith: - Min mand lægger helst -»Den lille jockey« - kender De ikke den? Først tretten kort i en bunke, så fire ud og en op

Tilde: - Den vil jeg frygtelig gerne lære - jeg henter mine kort

Fru Mynthe: - Imorgen, lille Tilde - imorgen - klokken er over tolv - vi trænger allesammen til at komme i seng -ikke mindst vore gæster

Judith: - Vi sidder da så yndigt - ikke Peppo?

Den unge mand: - Aldeles storartet - jeg er ikke spor af søvnig

Fru Mynthe: - Men våd

Den unge mand: - Det er jeg så vant til - fra jagt og fiskeri og den slags

Judith: - Min mand bliver altid vanvittig hurtig tør - meget hurtigere end andre - ikke Peppo?

Kristine (i døren) - Hvodden med håndklæder -?

Fru Mynthe: - Nu skal jeg, Kristine - (går ud - vender sig i døren) - Tilde, hvor lagde du nøglen til chiffonieren? - (Tilde følger løbende efter)

Den unge mand: (hvisker) - Hvorfor protesterede De ikke?

Judith: (henter kortene et eller andet sted - sætter sig og blander) - Tror De, det var for min fornøjelses skyld - - et ægtepar vækker mere tillid - og der er ingen, der får mig ud i det vejr igen - hør, hvor det pisker - Deres vogn strejker - og er vel allerede nu fyldt med vand som et badekar - der er langt til stationen eller en telefon - og landcentralen er sikkert lukket næh, jeg bli'r

Den unge mand: - Ikke jeg - der må være et vindu, man kan krybe ud af

Judith: - Sikkert - men det gør De ikke - kom nu hellere her over og lær den kabale - (tæller tretten kort op i en bunke) - Så fire ud - og en over

Den unge mand: - Jeg bli'r ikke

Judith: - Jo De gør - knægten på damen - fem på seksen De kan ikke lade mig i stikken - ikke nu - efter alle forklaringerne

Den unge mand: - Jeg forklarede ingenting

Judith: - Syven på seksen - Noah - hr. og fru Noah - de to sidste mennesker i syndfloden - bare jeg kunne få den tier

Den unge mand: - De er dog den værste

Judith: - Schyss - (fru Mynthe og Tilde kommer ind)

Fru Mynthe: - Så er gæsteværelset parat - jeg har lagt en af mine egne natkjoler op - (til den unge mand) - og De kan godt ligge med en af min mands natskjorter - han var jo nok lidt svær - men hellere for stor end for lille - hvornår skal Kristine vække Dem -?

Judith: - Så tidligt som muligt - min mand er altid oppe mellem seks og syv

Fru Mynthe: - Osse om søndagen -?

Judith: - Ja, altid - osse om søndagen

Fru Mynthe: - Og på landet drikker man altid kaffe ved syvhalvotte-tiden - så drikker vi sammen - det var morsomt - vi følger Dem op

Judith: (rejser sig - samler kortene sammen og tager dem med uden at de andre lægger mærke til det) - Kommer du, Peppo - (han rejser sig - lader som om han følger efter de andre ud - går så, hurtigt hen imod havedøren for at flygte den vej - Judith kommer frem i døren igen)

Judith: - Ah - min taske - (han henter tasken på bordet rækker hende den - hun griber ham kraftigt i hånden og næsten hiver ham med)

Judith: - Ja, nu kommer vi. (Et tæppe går for scenen - der bliver ikke lyst i salen - man høer regnens pisken og stormens tuden - - - -)

ANDET BILLEDE

ET GÆSTEVÆRELSE

Lyset falder på en trappe, der fra orkestergraven fører op til scenen - opad trappen kommer fru Mynthe, Judith, den unge mand og Tilde - foran gæsteværelsedekorationen hæn ger et fladt tæppe forestillende en gang med gulligt blomstret tapet - en dør fører ind til gæsteværelset.

Man hører fru Mynthe tale, mens hun går op ad trappen

Fru Mynthe: - Ja, det er såmænd osse et rigtig dejligt hus - vi er ihvertfald lykkelige for det - min mand kunne kun trives på landet - (de er nået op på scenen) - Her er gæsteværelset - (peger på døren tilvenstre) - og derovre bor Kristine (åbner døren) - det er ikke særlig moderne, men der kan dog soves i det

Judith: (kigger ind) - Det er et dejligt værelse - hvor er der lyst og henrivende - kom og se, Peppo

Den unge mand: (kigger ind) - Alt hvad hjertet kan begære

Fru Mynthe: - Jajada - så vil vi ønske Dem god rolig nat og sov velsignet

Judith: - Ja, tusind tak i lige måde - og tak for Deres store gæstfrihed

Den unge mand: - De har været mageløse

Fru Mynthe: - Det er så lidt, så lidt - man hjælper da gerne hinanden i en lidt vanskelig situation - godnat - (almindelig sigen godnat - fru Mynthe og Tilde begynder at gå ned ad trappen - Judith og den unge mand bliver stående i døren og vinker -) - Godnat - godnat - (fru Mynthe og Tilde er forsvundet - Judith og den unge mand bliver stående)

Den unge mand: - Nu kommer de mindsandten op igen - gu' ve', om de osse vil stoppe tæpperne ned om os - (der høres trin på trappen - Judith og den unge mand skynder sig ind og lukker døren)

Kristine: (kommer op ad trappen) - Det er bare mig - (banker på døren) - jeg vil gerne ha' Deres sko

Den unge mand: (indefra) - Tak, det behøves ikke

Judith: (indefra) - Lige et øjeblik, så skal De få dem - (åbner døren - rækker den unge mands sko ud)

Kristine: - Tak - men hvad med Deres egne -?

Judith (viser sine silkesko)

Kristine: - Nå'r det er sådan no'n silkes - skulle jeg ikke stille dem lidt ved komfuret -?

Judith: - De tørrer af sig selv - men hvis De ville stille min mands ved komfuret og proppe et par aviser i

Kristine: - Jov - det ska' jeg nok

Judith: - Tak, skal De ha' Kristine - godnat, Kristine -

Kristine: - Godnat

Judith: (lukker døren - Kristine går ned ad trappen - et øjeblik bliver det mørkt - i møket forsvinder tæppet - og da lyset kommer igen, ser man et lyst luftigt gæsteværelse - en seng langs hver væg tilhøjre og venstre - Judith sidder på den ene - den unge mand på den anden - i baggrunden et vindu med snoede molls-gardiner og et nedtrukket gardin -)

Den unge mand: (efter en pause) - Hvorfor pokker gav De hende mine sko?

Judith: - Råb dog ikke så højt - man kan høre Dem over hele huset

Den unge mand: - Og hvis det nu bli'r tørrevejr

Judith: - Det bli'r det ikke - det er værre end nogensinde

Den unge mand: - Jeg sagde - hvis. - så kan jeg ingen vegne komme

Judith: - Ikke så godt, nej

Den unge mand: - Men De kan - De har sko og det hele på - De kunne være ondskabsfuld nok til at lade mig sidde tilbage med alle forklaringerne, som jeg ikke er spor a' kvik til

Judith: - Kvikhed er i det hele taget ikke noget særligt kendetegn for Dem - - hvor i alverdens riger og lande ville De egentlig ha', at jeg skulle gå hen i denne her mundering? Det stedlige politi måtte da mangedobles for at sprede det opløb, jeg ville ha' samlet på mindre end et minut - -næh, jeg ville såmænd bare i al beskedenhed være sikker på, at De osse deltog i den almindelige kaffedrikning imorgen tidlig

Den unge mand: - Ja, hva' var det for noget gudsforgående vrøvl om, at jeg står tidligt op - jeg er aldeles ikke morgenmand

Judith: - De har slet ikke tænkt på, hvad det fører med sig, hvis vi sover længe -?

Den unge mand: - Skulle det føre til noget særligt -?

Judith: - Ja, at vi fik kaffe på sengen for eksempel - og så var vi jo nødt til at iføre os de to udleverede natuniformer for det ville da se for besynderligt ud, at vi begge lå med armene krampagtigt under dynen - og jeg kan ikke ligefrem sige, at min frister mig - (løfter en gammeldags natkjole op) - har De set Deres?

Den unge mand (ryster på hovedet)

Judith: (går over og tager en natskjorte - holder den op) - Det er slet ikke en natskjorte - det er et telt - men Gud ved forresten, om den ikke vil klæ' Dem - har De tynde ben -?

Den unge mand: (river arrigt natskjorten fra hende) - Nu kan det være nok

Judith: - Ta' det dog med en smule humør

Den unge mand: - Nej

Judith: - Jaja - (går tilbage til den anden seng - sætter sig - tager kortene frem) - de så heldigvis ikke, at jeg nuppede kortene - det kan ha' sine vanskeligheder at få en nat til at gå

Den unge mand: - Jeg lader som om De ikke er her

Judith: - Storartet

Den unge mand: - Jeg er søvnig - jeg lægger mig - bare oven på sengen - (tager sin jakke af)

Judith: - Tænk, går De med seler -? - (den unge mand trækker hurtigt igen jakken på) - Bliv endelig ved - jeg kigger ikke - (lægger kabale på sengetæppet)

Den unge mand: - Jeg havde ikke tænkt at klæ' mig helt a'

Judith: - Ikke - det havde jo ellers været en løsning af denne lidt usædvanlige situation - i Amerika - har De ikke set de amerikanske film? - når to kommer til at bo sammen sådan lidt uventet og overraskende, så hænger de bare deres tøj på en tørresnor og siger kikkik og dermed er det bal forbi - i Frankrig finder man det til gengæld højst uhøfligt, hvis en herre, der virkelig har en chance, ikke straks udnytter den jeg bryder mig ikke om nogen af de løsninger - jeg foretrækker Deres - selvom den uden tvivl er lidt plump - godnat De er vel ikke slem til at sparke a' Dem -?

Den unge mand: - Herregud - jeg har taget jakken på igen sålænge De er i stuen, får man sikkert ikke søvn i øjnene

Judith: - Det er osse svært at falde i søvn, når man er uvenner med nogen - - - kom hellere her over og se på kabalen

Den unge mand: - Nej - kort har aldrig interesseret mig

Judith: - De skulle jo helst kunne lære den fra Dem imorgen - Tilde helmer ikke

Den unge mand: (har lagt sig på sengen med armene under hovedet - kigger op i loftet) - Peppo Noah Jensen - havde jeg vidst det - -

Judith: - Havde De aldrig ladet mig køre med - vel -?

Den unge mand: - Jeg ved det ikke -

Judith: - Jeg bad Dem ikke

Den unge mand: - De stod i vejkanten

Judith: - Man bryder sig jo ikke om at blive sprøjet altfor meget over

Den unge mand: - Først så jeg Dem slet ikke

Judith: - Det var det mørke slag

Den unge mand: - Det fik Dem til at.glide i eet med tågen så drejede De Dem

Judith: - Og så kom De til at tænke på lille Rødhætte eller andre små piger, der er kommet langt væk fra deres mor

Den unge mand: - Jeg ved ikke, hva' man skulle være lavet af, hvis man var kørt videre

Judith: (der stadig lægger kabale) - Der var kørt flere biler forbi

Den unge mand: - Standsede de ikke?

Judith: - Jo - men man sætter sig jo ikke op hos alle og enhver

Den unge mand: - Hvorfor er jeg ikke alle og enhver?

Judith: - De havde pæne hænder - det var egentlig det eneste, jeg kunne se af Dem - der kom knægten - det var dejligt

Den unge mand: - Det er så underligt

Judith: - Hvor er De altid rørende forbavset

Den unge mand: - Jeg savner et navn til Dem

Judith: - Det var jo netop så storartet - to mennesker alene og Ararats bjerg og al det der

Den unge mand: - Jeg kan da ikke resten af mit liv gå og kalde Dem »Pigen fra landevejen« eller »Pigen i regnvejret«

Judith: - Konen i regnvejret - jeg er en kone - eller var en kone

Den unge mand: - Skilt? Judith: - Enke - det er så underlig umoderne, ikke -?

Den unge reand: - Var De gift længe -?

Judith: - No'n uger - han faldt med sin hest

Den unge mand: - Elskede De ham meget -?

Judith: - Ja

Den unge mand: - Og De elsker billedet af ham -?

Judith: - Ja

Den unge mand: - Det er svært at kæmpe mod billedet af en død

Judith: - Han er altid ung - når jeg som en ældgammel kone med pudder i rynkerne sidder sammen med min måske tredie mand - er han den samme - kun en dreng

Den unge mand: - De gifter Dem igen -?

Judith: - En ung enke pønser alle jo skamløst på at få afsat

Den unge mand: - Det morer Dem -?

Judith: - Jeg skulle gi' et svar iaften - de troede allesammen, det blev »ja« - tilsidst osse jeg selv - men så gik jeg i stedet

Den unge mand: - Det var derfor De stod i regnen -

Judith: - Hvem skulle ane, det blev sådan et vejr - det var ikke til at opdrive en vogn - og alle telefoner var lukkede på grund af torden

Den unge mand: - Der er bare een ting, som jeg - - -

Judith: - Spørg nu ikke så meget - sov - De var jo søvnig før -

Den unge mand: - Jeg har aldrig været så lysvågen -

Judith: (roder kortene sammen - blander -) - Gammeldags gæsteværelser har da den sjoveste lugt - man kan næsten mærke et usynligt tog af afdøde generationer drage forbi i rent natlinned og med hænderne fulde af tandpulveræsker og hårbørster

Den unge -mand: - Hvordan skulle man kunne sove, når De snakker hele tiden -?

Judith: - Undskyld - godnat -

Den unge mand: - Godnat -

Judith: - Lyd af kort generer Dem ikke -?

Den unge reand: - Tværtimod -

Judith: - Godnat -

Den unge mand: - Godnat -

Judith: (lidt efter) - Sover De?

Den unge mand: - Nej -

Judith: - Hvis De fryser eller bliver tørstig eller vil ha' vinduet lukket op - så kald bare på mig - jeg hedder Judith

Den unge mand: (farer op) - Judith -!!!

Judith: - Men Gud, kan det få Dem til at sidde op -

Den unge mand: - Det passer ikke - De hedder ikke Judith det har De aldrig heddet

Judith: - Så længe jeg kan huske -

Den unge mand: - Det er noget De finder på - hvorfor vælger De netop det navn

Judith: - Mine forældre valgte det - og i den alder er det vanskeligt at stritte imod

Den unge mand: (ser sig om) - Hun hænger her ikke - hang hun nedenunder?

Judith: - Hvem -?

Den unge mand: - Mig gav De navn efter en sukkerpose - jeg ville ha' set hende med det samme, hvis hun var her

Judith: - Det er dog så forfærdeligt, så et stakkels navn kan plage Dem - men Gud, hvor De dog pludselig kigger på mig

Den unge mand: - Er De Judith -?

Judith: - Det sidder jeg jo lige og fortæller Dem -skulle jeg opdigte et navn, ville jeg finde på noget mere spændende

Den unge mand: - Judith - jeg har aldrig haft en så underlig fornemmelse af at møde »noget«, som da De stod der sort og tilhyllet i regnen

Judith: - Hvis De bliver mærkeligere endnu, vækker jeg hele huset - kender De en der hedder Judith -? eller hva' er der i vejen med det navn -?

Den unge mand: - Om jeg kender - om jeg kender - hun havde osse et mørkt slag på, for ikke at blive set i mørket - hun var alene på vej ud af byen - på vej ud til lejren

Judith: - Ah, den Judith - hende fra bibelen - er det hende - jeg aner såmænd knap, hvad det egentlig var, hun gjorde - og hvorfor - - jo, det er rigtigt - hun gik med et afhugget hoved i et strandtørklæde

Den unge mand: - Det er ikke spøg

Judith: - Det foretrækker jeg at tro - hun må ha' gjort et overvældende indtryk på Dem - er De meget religiøs -?

Den unge mand: - Nej -!

Judith: Så behøver De da ikke være bange for at Vorherre skal kommandere nogen ud for at slå Dem ihjel - for det var vel efter Vorherres ønske -

Den unge mand: - Nej -! det sagde de - (går lidt op og ned) - da jeg var barn, boede vi hver sommer i et lille hus ved stranden - - og hun hang på væggen

Judith: - Nu er jeg snart ked af Deres fars moster og alle hendes billeder

Den unge mand: - Vi lejede hos en fiskerfamilie - de var indremissionske

Judith: - Dem kender jeg - Guds strenge børn med spanskrør i øjnene - parat til at revse alt, hvad de ser -

Den unge mand: - Jeg sov i en stue, der udenfor sæsonen var stadsestue

Judith: - Og hun hang over sofaen

Den unge mand: - Jeg spurgte mor, om hun vidste, hvem Judith var - men det anede hun ikke - jeg kunne spørge fiskerens kone

Judith: - Og hun kunne vel en lang lirumlarum med syngende stemme og skilning i midten, der strammede

Den unge mand: - Hun kunne sin bibel - fra det øjeblik var jeg bange for Gud - ikke fordi han kunne slå ihjel - men fordi han kunne få en kvinde til at gøre noget så frygteligt - jeg så på mors hænder hver morgen, når hun skar det friske brød i skiver - hendes hænder var hvide og bløde - kunne de osse skære hovedet af et menneske - hvis Gud forlangte det

Judith: - Nu har jeg det - Holofernes! - han hed Holofernes

Den unge mand: - Holofernes belejrede byen - den by hun boede i

Judith: - Og den har Gud sikkert holdt meget a' - han er jo trods alt partisk og elsker ikke sine børn lige højt - man synes jo osse godt, han kunne ha' valgt en anden og mere egnet

Den unge mand: - Nej!!! - det skulle være en kvinde - det skal være en kvinde - jeg er begyndt at forstå ham eller forsynet eller hvad det nu er

Judith: - Jamen er det hele så ikke i orden?

Den unge mand: - Vi boede der kun nogle somre - men for et par år siden kom jeg tilbage - det var den samme familie de samme stuer, men hende havde de foræret til forsamlingshuset - og så kunne jeg jo ikke så godt foreslå at købe hende

Judith: - Købe hende -? - hvad ville De dog stille op med det gammeltestamentlige fruentimmer - var billedet noget værd? - var det et kobberstik -?

Den unge mand: - Forstår De ikke -? nej, De forstår ikke læg Deres kabale videre - læg Deres kabale videre - eller læg kortene til side - jeg bli'r vanvittig af at se Dem sidde der og fumle hele tiden - -menneske, begriber De da ikke -

Judith: - Tal ikke til mig som til en skolepige - er De klar over, at De ingen sko har på - og hvor uendelig komisk det virker at være dramatisk på strømpefødder -?

Den unge mand (der står lige ved sengen - stirrer et øjeblik på hende - drejer sig - lægger sig på sengen med ryggen ud til stuen)

Judith: (ser over på ham - rejser sig - går over og sætter sig på sengekanten - klapper hans hår) - Hvor er De dog et stort, stort barn

Den unge mand: (vender sig) - Moderlige klap har jeg ikke brug for - heller ikke medlidenhed

Judith: - Men forståelse - og hvordan skulle jeg kunne forstå Dem - hele denne historie om Judith - jeg hedder Judith, men den bibelske, De fabler om, ligger mig så uendelig fjern

Den unge mand: - Nej Judith: - De kender mig åbenbart bedre end jeg selv gør

Den unge mand: (har rejst sig op på albuen) - Det er så svært at gøre Dem det forklarligt - De sidder bare og synes, det er et gammelt afsnit af bibelen, som De aldrig behøver at lukke op - men hun vedkommer os alle - Dem og mig mest - vi er jo næsten lukket inde i en lille verden for os selv - en lille verden med lyst småblomstret tapet - - skal vi ikke hellere sætte os over på Deres seng -?

Judith: - Er den bedre -?

Den unge mand: - Når De sidder her, føler jeg mig som en elleveårs dreng, der får fortalt historier, mens man tager hans temperatur

Judith: (rejser sig - går ud på gulvet) - Det er ikke værd men De bliver jo siddende

Den unge mand: - Kommer jeg ud på gulvet på strømpesokker, så ler De vel igen

Judith: - De er i Deres allersensibleste hjørne - kom nu - jeg

lover det - (rækker hånden imod ham)

Den unge mand: (rejser sig - tager hendes hånd - de bliver stående) - Judith - det er Dem, det billede forestiller - ikke Holofernes, han er kun en bifigur

Judith: - At hedde Judith er dog ikke det samme som at være Judith

Den unge mand: - Enhver kvinde er Judith - skulle kunne handle som Judith - hvordan ville De handle?

Judith: (leende) - Det ved jeg virkelig ikke

Den unge mand: - Det er så svært at forklare - jeg kunne fortælle hele natten

Judith: - Gør det - der er længe til klokken seks-halvsyv -

Den unge mand: - Det var Deres bror -

Judith: - Jeg har ingen bror -

Den unge mand: - Jo - han er bare ikke som andre unge mennesker - han bruger krykker - det er måske børnelammelse - vi er så mange, der får lammelsen allerede som børn - tanker og ønsker kan være brændende - men benene nægter at udføre hjernens ordrer - han går næsten aldrig ud - - han sidder hjemme og lytter til byen

Judith: - Hvilken by -?

Den unge mand: - Byen, som Holofernes belejrer -

Judith: - Hvorfor lytter han -?

Den unge mand: - Byen synger - hele byen synger -

Judith: - En by - der synger - det lyder fjollet -

Den unge mand: - Den synger af angst -

Judith: - Af angst - ?

Den unge mand: - For at slå tiden ihjel, indtil det, der skal komme, kommer - fjenden ligger stadig udenfor - men det er ikke en almindelig fjende - - man kan lige skimte teltene oppe fra det høje porttårn

Judith: - Det er jo uhyre fredeligt - de ligger der altså bare -?

Den unge mand: - Hver dag på et bestemt tidspunkt affyrer de en regn af sten og pile - hver dag, når klokkerne i det store tårn har ringet solen ned, begynder de

Judith: - Så må byen vel ligge i ruiner -?

Den unge mand: - Nej - de kommer aldrig så nær - ingen bliver ramt - ingen bliver dræbt - det er finessen - det er den blodløse krig, der tilsidst får hovederne til at sprænges hver dag - på det samme tidspunkt - når den sidste klokke er faldet til ro - så begynder de deres bombardement på nerverne - ingen tør trække vejret - sker det, man venter sker det idag -? - Nej, igen stilner det af - man går langsomt hver til sit - man har fået et nyt levende døgn forærende - men det er så kostbart, at man næsten ikke tør bruge det - - og næste dag mødes man igen på pladsen foran klokketårnet og spejder ud mod horisonten -time efter time - og timerne slår man ihjel eller tror at slå ihjel ved at synge monotont og vuggende - kan De ikke se dem - kan De ikke høre dem -?

Judith: - Nej –

Den unge mand (begynder at nynne en monoton klagesang)

Judith: - Det er Dem, der synger

Den unge mand: (holder op at nynne - sangen fortsættes bag scenen - sunget af mange stemmer -) - Nej, det er byen -

(langsomt bliver bagtæppet transparent og man aner konturerne af en bibelsk by) - -

Judith: (klamrer sig til den unge mand) - Nej - fortæl noget andet - noget andet - det er regnen - det er regnen, der lyder som stemmer - (drejer hovedet og ser byen gennem væggen) - fortæl noget andet

Den unge mand: - Jeg kan ikke fortælle noget andet - det er dig og mig - (sangen stiger kraftigt - byen bliver klarere -) - jeg har ventet på dig længe, Judith - endelig kommer du

Judith: - Nej - Peppo - (alting bliver møkt - i mørket hører man sangen) - hvor er du - du må ikke slippe mig - du må ikke gå - (hun er kommet hen til sufflørkassen - et lys falder på hende) - er du gået - du må ikke gå - jeg vil ikke være alene - hvor er du? - hvor er du? - (Lyset forsvinder fra hende - sangen tager til)

TREDIE BILLEDE

HOS JUDITHS MOR

Da lyset vender tilbage er scenen forvandlet til et rum i et rigt hus i en bibelsk by - gennem det store buede baggrundsvindu ser man ud over byen - til højre og venstre indgange med tæpper for - et enkelt bord - en enkelt stol - det er ved at blive mørkt - ved vinduet står Dan, Judiths bror - han har krykker - han lytter til sangen udefra, Miriam, en lille tjenestepige, kommer fra højre med en sort kjole over armen

Miriam: - Hr. Dan - hr. Dan - er solen gået ned?

Dan: - Nej - de synger endnu - hvad kommer du med?

Miriam: - En kjole til fru Judith - skræderens dreng var her med den - (en anden lille tjenestepige, Edna, kommer fra højre - hun har et fad med bær i armen - Miriam til Edna) - Er du tosset - du må da ikke komme herind med bærrene

Edna: - Fruen sagde det selv - der er så mørkt i køkkenet - og vi må ikke tænde lys - (løber hen til vinduet) - solen er lige ved at gå ned

Judiths mor: (kommer fra højre - det er en gammel imposant dame med et stort hovedsæt - hun bærer osse et fad med bær, som hun under det følgende tørrer af i en klud) - Stil dig derover med bærrene - (Edna stiller sig over ved væggen tilvenstre ved et fremspring, som hun sætter fadet på.) - tør dem godt af - brug dine øjne - der kan godt være orm i friske hær - (til Miriam) - hva' bestiller du? - løb ind og hent no'n rene viskestykker i skabet - mellemste hylde tilvenstre - (til Dan) - Er Judith kommet hjem?

Dan: - Det vigtigste af hende er kommet - hendes kjole

Miriam: - Det er den, jeg har her

Judiths mor: - Læg den ind på fru Judiths seng, og kom så med de viskestykker - (Miriam løber ud tilvenstre) - vi har ikke tid til at drive dagen væk - ikke som andre, der synger og jamrer sig til ingen verdens nytte

Dan: - At arbejde forekommer heller ikke at være nyttigt

Judiths mor: - Mad ska' I ha' - og syltede frugter til vinteren - det er så evigt naturligt - en husmor har ikke lov til at blive forvirret i hovedet og lægge hænderne i skødet - når faren engang er drevet over -

Dan: - Den driver ikke over

Judiths mor: - Hva' ved du om det - får vi fredstid igen, så beklager du og de andre dagdrivere jer over, at krukkerne ikke er fulde - jeg kender jer - det eneste, I trænger til, er en go' gammeldags endefuld - så skulle I nok ta' fat

Dan: - Du, som ved alt - du, som er så klog - sig mig, hvordan man skal bære sig ad - (råber) - når ens mor har født en til verden med syge ben -?!

Judiths mor: - Dan! - ikke et ord!

Miriam (kommer med viskestykkerne - fra venstre)

Edna: - Se, nu gik solen ned

Judiths mor: - Bland dig ikke i solens baner - (til Miriam) gi' mig de viskestykker - hørte du ikke, jeg sagde mellemste hylde tilvenstre - gå ud og byt dem

Edna: - Nu begynder klokkerne - (klokkerne begynder at ringe solen ned)

Miriam: - Jeg tør ikke - jeg tør ikke

Judiths mor: - Skal jeg sende dig hjem til din familie, så din far kan gi' dig den dragt prygl, du fortjener -?

Miriam: - Nej - nej

Judiths mor: - Få benene på nakken - (Miriam løber grædende ud)

Edna: (der fra sin plads kan kigge ned på gaden) - Der kommer fru Judith

Judiths mor: - Pas dit arbejde

Dan: - Hun gik ind - (der følger en pause - man hører klokkeringningen)

Judith (kommer fra højre - hun ser nøjagtig ud som f ør - den samme kjole, det samme slag o. s. v. - hun lægger slaget fra sig - går hen til vinduet)

Judiths mor: - Du kommer sent

Judith: - Jeg blev opholdt hos Nathalie

Judiths mor: - Der er kommet en kjole til dig

Judith: - Nå

Judiths mor: - Svar ordentlig - jeg tåler ikke din tone - hvem holder fest, siden det har været nødvendigt at sætte sig i udgifter - var den gamle ikke god nok -?

Judith: - Der er vist ingen, der tænker på fest i øjeblikket den gamle er stadig udmærket

Judiths mor: - Men -?

Judith: - Jeg mødte et fæ - en af de unge officerer - for at slippe af med ham måtte jeg sige, at jeg skulle til min skræder

Judiths mor: - Du plejer dog ellers ikke at smutte i et musehul, fordi en ung mand nærmer sig

Judith: - Du tabte et bær

Judiths mor: (til Edna) - Saml det op - (hun samler det op)

Miriam: (kommer hurtigt fra venstre med viskestykkerne) - fru Judith - (løber hen til Judith) - fru Judith - nu holder klokkerne snart op

Judiths mor: - Gi' mig viskestykkerne - og pas dit arbejde hjælp hinanden - så går det hurtigere

Miriam: - Fru Judith

Judith: - Mor

Judiths mor: - Pigerne er mine - nej! - (Miriam hjælper Edna - de smågræder begge to - klokkerne er holdt op at ringe alt er stille)

Judith: - Det varer længe idag - (lytter) - meget længere end ellers - Dan, hvis de nu - -

Dan: - Det er det, vi har ventet på

Judith: - Nu var man blevet så vant til det - det hørte næsten med til ens liv - -der er underlig stille allevegne - folk står stille, ingen rører sig - det var det, Nathalies far sagde - hvis de nu pludselig en dag ikke - nej, jeg kan ikke tro det - jeg kan ikke tro det - hvis de pludselig en dag bli'r stille - se! Folk bli'r urolige - nu begynder de at løbe - Dan

Judiths mor: - La' dem løbe, de fluesjæle - jeg ville ikke gide kaste en sten efter dem

Judith: - Dan, hva' sker der -?

Judiths mor: - Ikke det allerbitterste - de er naturligvis blevet kede af at ligge og belejre en by med så fjogede indbyggere de er simpelthen draget bort - og nu kan man gudskelov igen komme ud i haven foran muren - Gud ved, hvordan den ser ud efter ikke at være blevet passet i flere uger -?

Judith: - Nej - de er ikke draget bort - de er her endnu - jeg kan føle, de er her endnu

Dan: - Det er kun en ny fase i en raffineret krigsførelse - uden at rammes eller såres og dræbes skal vi drives til galskab og hysteri, så vi godvilligt åbner portene og udleverer os selv stilheden er kun værre end larmen - det er som stormen, inden den ta'r fat - - hvorfor står man dog osse på et par ben, der kun kan bære, når krykkerne skærer i armhulerne - jeg har kræfter i hænderne, men jeg kan ikke slippe - - og dernede løber de - på deres raske ben som myrer i en fladtrådt tue

Miriam: (snøftende) - Vi er færdige med bærrene

Judiths mor: - Stil dem ud i køkkenet - hæng den store kedel over ilden og læg brødene frem - jeg kommer om lidt - (pigerne Løber ud - Dan står stadig ved vinduet - Judith går frem og tilbage - under det følgende hører man af og til råb og stemmer fra gaden - Judith sætter sig -)

Judith: - Nej - de åbner ikke portene - de gamle i rådet var stemt for det, men de yngre gik imod

Judiths mor: - Var Nathalies far osse i rådet -?

Judith: - Han kom hjem lige inden, jeg gik

Judiths mor: - Når de ikke vil åbne portene, hva' mon de så vil finde på? - det er jo rådet, det kommer an på - et råd er en meget god ting, men byens vise er desværre tit en flok forfjamskede grødhoveder - siden jeres far døde, er der ikke hørt mange fornuftige ord i den forsamling

Dan: (uden at vende sig) - Det var vel dig, der lagde far ordene i munden -?

Judiths mor: - Sommetider ja - manden løser ofte lettest en knude ved at bruge kvindens fingre

Judith: - Kvindens fingre -?

Judiths mor: - Ja, kloge mænd

Judith: - Du har talt med dem!

Judiths mor: - Med hvem -?

Judith: (har rejst sig) - Med præsterne og rådet - det er ikke fra Gud, men fra dig, de har fået deres vanvittige idé

Judiths mor: - Jeg har ikke været udenfor en dør de sidste uger, og ikke en fremmed sjæl er kommet over husets tærskel - spørg Dan - spørg pigerne - de ved det - og hva' skulle jeg iøvrigt ha' sagt -?

Judith: - At det kun kan være en kvinde, der løser den knude, mændene brækker neglene på - men jeg vil ikke - jeg gør det ikke - der er piger nok i byen - fordi jeg har været gift, er jeg ikke mere erfaren end Nathalie og Ruth og alle de andre ugifte - og er det endelig erfarenhed, man søger, så er der jo fru Branza og hendes unge damer - de vikler jo mændene om deres lillefinger for rimelig betaling

Judiths mor: - Den rufferskes navn vil jeg ikke høre nævnt i mit hus

Judith: - Men hvis hun kan frelse byen

Judiths mor: - Hva' er det, de vil ha' dig til -?

Judith: - Til at gå derud

Judiths mor: - Ud til lejren - til fjenderne

Judith: - Ja

Judiths mor: - Det må jeg sige

Judith: - Aldrig er en krig blevet ført sådan før - byens svar må være ligeså usædvanligt - - - og så tog de Gud til hjælp og sagde, at det var hans ønske - -Guds ønske! - - men hvis Gud vil tale med mig, må han komme her - - det lykkes kun, når man har en tro, der gør ryggen stiv og drejer ansigtet lige mod målet - og den tro har jeg ikke

Judiths mor: - Drejede det sig kun om 'at tro, skulle det nok vise sig, at det var den grimmeste, der havde den stærkeste – en kvindelig udsending til Holofernes må se godt ud - du ser godt ud - men der skal så meget andet og mere til - kunne man putte en af de unge tøjter, som du før omtalte, inden i dig, ville han tværs gennem dit udseende, der er så godt, som enhver forfængelig mand kan ønske sig det ved sit bord og mellem sine gæster, ane den andens varme og færdigheder eller hvad man ellers kalder det - og det er trods alt det sidste, der holder manden i ave - - ihvertfald i begyndelsen

Judith: - Mor!!!

Judiths mor: - Og jeg tror, at jeg med nogenlunde sikkerhed kan love dig, at Holofernes ikke ligner de unge mænd, du plejer at lege med nøgternt og koldt for at dække over, at du inderst inde er en ganske almindelig lille blød pige - han er sikkert hverken ung eller smuk - det er mænd som regel ikke, når de har drevet det vidt

Judith: - Du river noget !stykker - et billede - et stort billede-

Judiths mor: - Ja, af en gammel tåbelig kone, der tuller rundt i et hus og er optaget af alle de latterligste småting - trøst dig - sådan bli'r du osse - jeg har osse været ung - ung og smuk som du - jeg fødte jer, fordi jeg elskede - I blev smukke, fordi jeg elskede - Dan kommer altid hylende med sine syge ben - kan jeg gøre for, at en sygdom ødelagde ham, da han var et par måneder gammel ?

Judith: - Mor!!!

Judiths mor: - Da jeg fødte ham, var han sund og stærk - se på hans overkrop - vis mig mage til velskabthed -

Judith: - Du er ond - du har altid været ond og stærk - alt det, du bebrejdede os, er du selv skyld i - du var den stærkeste - det er let over for børn - de kan ikke slå fra sig - du har altid - - - - (standser, da Miriam kommer ind)

Miriam: - Gløderne vil ikke brænde - skal jeg hente no'n friske fra ildstedet i bryggerset -?

Judiths mor: - Nu kommer jeg - (Miriam løber ud - Judiths mor tager fadet - begynder at gå ud - standser) - I fik jeres fars veghed - men hos jer elsker jeg den ikke - gå ud til lejren eller åben portene - det kommer ud på et - I vil altid overgive jer - det er naturens orden - (går ud - Dan står stadig med ryggen. til ved vinduet - Judith står ganske stille midt i stuen)

Miriam: (kommer igen hurtigt fra højre) - Jeg skulle bare lige ha' viskestykkerne - (løber ud igen)

Judith: (gentager) - Viskestykkerne

Dan: - Hva' siger du -?

Judith: - Miriam hentede viskestykkerne - (drejer sig - tager langsomt sit sorte slag - begynder langsomt at gå ud)

Dan: (stadig uden at vende sig) - Går du?

Judith: - Ind til mig selv

Dan: (vender sig - kommer ind i stuen) - Havde hun dog kun fået Holofernes til søn - de ville ha' været hinanden værdige (er kommet, hen til bordet)

Judith: - Vil du sidde - skal jeg hjælpe dig -?

Dan: - Jeg står helst - så kommer man hurtigst væk - sådan har hun altid været - åh, jeg husker hende - dengang jeg var en ganske lille en, et par år eller sådan, tog hun mig sommetider op på armen - hun følte på mine skuldre, der var gode og kraftige, hun klappede min brystkasse - og så pludselig satte hun mig hårdt ned og lod barnepigerne om resten - det var hende, der først hadede - senere fik jeg det osse lært men pigerne hos fru Branza de elsker mig - og de lærte mig at elske

Judith: - Jeg holder det ikke ud - jeg vil ikke høre på dig jeg går

Dan: - Du går altid

Judith: - Slip mig, Dan

Dan: - Vil du ha', at jeg skal gå den lange besværlige vej ned til dit værelse -? - der er alle de små trappetrin i mørket på gangen - men det kan jeg godt

Judith: - Jeg blir - men sig ikke noget - ikke idag

Dan: - Heller ikke en anden dag - aldrig

Judith: - Jo, Dan

Dan: - Jeg kender dig - altid flyver og farer du med venner og veninder for at glemme - aldrig vil du se tingene i øjnene du kan ikke - du vil ikke - for du er efterhånden bare den velklædte datter fra et rigt hus i en rig gade - alting preller a' på dit pudder og dine vellugtende øjensalver - kunne du måske se, at der bag de tåbelige præster og deres såre anvendelige Gud lå en praktisk ide, som burde kunne udføres - som du burde kunne udføre -? - nej - nej - du løber videre af skræk for at blive indhentet af dig selv - bare glemme, glemme og knibe øjnene til

Judith: - Du synes ikke, jeg har grund til at lukke øjnene synes du ikke, jeg har fået nok - jeg havde en mand - jeg havde ham knap no'n uger

Dan: - Og det var den eneste ting, du virkelig skulle glemme men det har du tværtimod gjort til indholdet i din tilværelse - en død mand

Judith: (sætter sig grædende med ansigtet i hænderne) - Jeg kan ikke mer -jeg kan ikke mer

Dan: - Men sorg klæder dig - og erindringen forgylder øjeblikke, der aldrig kommer igen

Judith: - Jeg elskede ham

Dan: - Du bilder dig det ind - to uger i himmerige - var det blevet ved -?

Judith: - Du ved ikke, hvad kærlighed er - det lærer man ikke hos fru Branza - men jalousi, det er noget, der ikke er dig fremmed - da han var din ven og jævnaldrende, allerede dengang var du jaloux - du vidste det ikke - du vidste det først, da han kom og hentede mig hjem til sig - da åd jalousien sig ud i dine øjne - det var dig modbydeligt at røre ved hans hånd, når han strakte den ud imod dig - man skulle ikke tro, det var din søster, men din elskede, han tog fra dig

Dan: - Han tog lyset bort fra dette forbandede hus -der blev helt sort, da I gik - og jeg måtte blive - forstår du, hvad det vil sige at måtte blive - altid blive - altid - det er, som om knoerne sprængte huden

Judith: - Du var glad, da han døde, og jeg kom hjem igen

Dan: - Det må jeg vel ha' været - den slags spørgsmål stiller man ikke sig selv - man har en evne til at skjule sig selv for sit eget blik - jo, jeg var glad - indtil jeg opdagede, at du alligevel ikke var her - for du var her ikke - han var her - han stod endnu mere mellem os, end da han levede

Judith: - Hvis du havde din førlighed, slog jeg dig

Dan: - Slå mig - jeg ville elske det - men heller ikke det kan du vel ta' dig sammen til -!

Judith (står ganske stille - hun tør ikke røre sig - Dan står og ser ned)

Dan: (rækker sin hånd frem imod hende) – Judith

Judith: - Rør mig ikke - (han lader hånden synke - de står ganske stille - langt borte høres råb - de kommer nærmere -)

Stemmer: - Judith - Judith - Judith

Dan: - Judith

Stemmerne: (endnu nærmere) - Judith - Judith

Dan (går hen til vinduet - Judith bliver stående uden at røre sig)

Stemmerne: - Judith - Judith

Dan: - De kalder på dig - Judith - Judith - du skal frelse byen - Judith - (stemmerne høres stadig)

Judiths mor: (kommer hurtigt fra højre med pigerne i hælene) - Hva' er det for en råben og skrigen - man skulle tro, man var i en dårekiste ved fodringstid - (går hen til vinduet) har hele byen stuvet sig sammen i vores gade - der er frugtsælgersken og skomageren - de er der allesammen - osse den gamle vandbærer med sine skårede krukker - hvem er det, der står forrest i rækken - mellem en flok unge pyntede piger med guitarer og blomster i håret -? - Er det ikke det modbydelige fruentimmer, der sælger unge piger til spotpris - hvor vover hun at stå her og se op mod vores hus - hun ville måske gerne være byens frelserinde - ja, verden er såmænd så bagvendt, at ingenting efterhånden er utroligt - det frække dyr - Dan, få dem til at gå - det er ikke en gade for pøbel tal til dem - sig, at din søster ikke i sin vildeste fantasi kunne finde på at gå - - men sig ikke, at det er fordi hun mangler fantasi - jeg har ikke tid til at stå her - jeg må ud og skumme grøntsagerne - skynd dig, Dan - skynd dig - kommer I, piger - kommer I - (hun går ud fulgt af pigerne)

Dan: (står længe - stemmerne råber op imod ham - så hæver han hånden - der bliver stille på gaden) - Gå roligt hver til sit - min søster opfylder jeres ønsker - og Guds ønske - når fåreporten lukkes for natten og banneret sænkes på tårnet, går hun til Holofernes - (jubelråb nedefra - han vifter - under de følgende replikker fjerner stemmerne sig og der bliver stille på gaden -langsomt vender han sig og går ind i stuen - Judith har ikke rørt sig - hun står med lukkede øjne -)

Judith: (efter en længere pause) - Min hals er tør - giv mig lidt vand

Dan: (humper over tilhøjre - råber) - Miriam - Miriam - en krukke vand og et krus - (går igen hen imod midten af scenen)

Miriam (kommer hurtigt fra højre med en vandkrukke og et krus) Dan (skænker og rækker kruset over mod Judith - pigen tager det og rækker det til Judith -)

Miriam: - Er De syg - (Judith drikker) - Fru Judith, er De dårlig -?

Judiths mor: (ude fra) - Miriam - Miriam

Miriam (tager det tømte krus fra Judith - stiller det på bordet og løber ud)

Dan: (efter en pause) - Hvis der er en Gud - (efter en pause) - du ville ha', han skulle tale til dig - her - han har talt

Judith: - Jeg går ikke

Dan: - Du går

Judith: - Ingen kan tvinge mig

Dan: - Jeg kan

Judith: - Du har ingen magt over mig mer

Dan: - Om to timer lukker portene - lidt før går du hjemme fra - pigerne følger dig - du har gjort dig smuk - du er smuk - du er så dejlig, at hvis jeg var - - du bruger alle dine skønhedsmidler - dit hår skal dufte - duften skal ligge i folderne på din kjole - og dine øjne skal være store og blanke

Judith: - Nej - nej (ler) - du tror, du kan få mig til det men du har ingen magt over mig - mer --din vilje er ikke længere min - den var det - - da vi var børn - -ingen oplevelse, ikke det allermindste indtryk, beholdt jeg for mig selv - alt - alt - gav jeg videre til dig - alt, det du ikke kunne se fra din lille stol ved døren, oplevede du gennem mig - jeg var en opdagelsesrejsende, du sendte ud - jeg opfattede, du forstod - din vilje rådede for os begge, som om vi var et sammenvokset tvillingepar - men vi blev adskilte - de sidste bånd med blod i skar du over med dine ord - vi kommer aldrig mere til at høre sammen

Dan: - Mere end nogensinde

Judith: - Nej!!!

Dan: Jo!! - som tanken og handlingen -jeg vil gå - og dine fødder bliver mine - vi er eet -!

Judith: - Nej

Dan: - Vi er to halvdøde - der tilsammen bliver een levende - jeg har mine døde ben - du din døde mand

Judith: Nej - jeg har noget at leve for - manden er ikke det eneste i en kvindes liv

Dan: - Et barn - et barn - for det barn, du ønsker dig, er der kun een far - og du ved det - det er ikke ham, der binder dig - du binder dig selv - du leder allevegne, om der ikke er en, der kan løse dig - - men hver aften kommer du hjem - du kommer tilbage - du kan ikke andet

Judith: - Der er ikke noget, jeg ønsker højere end aldrig at skulle se denne kirkegård igen

Dan: - Men du kommer - og den store ligsten bliver hver aften væltet på plads - og vi er indespærrede

Judith: - Nej - jeg lever - sig det hundrede, sig det tusinde gange, om du vil - gentag det, til lyden af din stemme bliver lige så ensformig som vandspringet i gården - jeg tror dig ikke - jeg er ikke død - jeg lever

Dan: - Du elsker livet - vi elsker begge to livet - men ingen af os kan nå det - - kun sammen - men det bliver livet for andre - for befriede mennesker i en befriet by

Judith: - Alle dine ord om kærlighed, der mere var en elskers end en brors, gjaldt kun dig selv - dine tanker og din vilje skal bo i mit legeme - det er det, du vil

Dan: - Jeg har viljen - jeg har troen, som du savnede - måske fik jeg den fra Gud - han er stor nok til ikke at foragte den, der ikke tror på ham - jeg fik troen på mig selv - troen på, at mine hænder ikke altid behøver at holde på en krykke jeg fik troen på dine hænder - vi er hans redskab

Judith: - Du er gal - din forstand er tåget - det er som i drømme - man vil skrige - men kan ikke - jeg kan ikke

Dan: - Du skal gå som i drømme - det er ikke dig, der går det er mig - det er dig, han ser - det er dig, der sidder ved siden af ham på den lave hynde - - men det er min hånd, der holder dolken - (han har taget en dolk frem)

Judith (flytter sig umærkeligt tilbage uden at tage øjnene fra ham)

Dan: - Du troede, du som sædvanlig skulle optræde som den fine, nydelige kvinde af det fineste, nydeligste og mest velplejede selskab - du skulle bare få ham til at logre og smile og spise sukker af din hånd - det gør Holofernes aldrig - han viger ikke for ord eller kælenhed - og de vidste det, præsterne og rådets mænd, da de talte til dig i lange, savlende skæg - de håbede, du ville forstå - eller at Gud ville la' dig forstå - - - der er kun eet at gøre - og du gør det -!

Judith: (griber ham pludselig hårdt om håndleddet) - Gi' mig den dolk - (vil vriste den fra ham, men han ryster hende af sig) - gi' mig den - gi' mig den

Dan: - Du kender alligevel ikke min styrke

Judith: (vender sig hurtigt imod ham) - Jo, nu kender jeg den - din viljes styrke - den kan drive mig langt - men den kan ikke få mig til at dræbe - mine hænder kan aldrig dræbe

Dan: - Nej - for du er de rene hænders præstinde - de svage vælger mellem undertrykkelse og rene hænder - skrækken for at blive sølet til holder dem nede - når andre går ud og graver et jorddige mod havet, bliver du siddende hjemme og plejer dine hænder - ingenting kan vække dig, før vandet står indover markerne op til din dørtærskel - så løfter du dem jamrende mod himlen - men det er for sent

Judith: - Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag skulle føle glæde over, at du er bundet til dine krykker - nu gør jeg det - du kan tvinge og true og bruge Gud som din talsmand, så galt du vil - din vilje sidder i dine øjne - og dem kan jeg løbe fra

Dan: - Nej - de følger dig ned til porten

Judith: - Ingen får mig til at gå gennem porten - jeg stiller mig op i fremspringet ved muren og råber udover hele byen, at du vil tvinge mig

Dan: - Dine ord vil drukne i jubel - ingen vil høre, hvad du siger - du skal frelse byen og på tusinde hænder vil du blive båret gennem porten - den vil lukke sig efter dig - og du er alene - kun mine øjne følger dig - snart kan du ikke se byen - lejrbålene dukker frem i mørket - du vil vende om, men du tør ikke - for jeg går lige bag dig - jeg er troen, der gør din ryg stiv og drejer dit ansigt lige mod målet - du kan ikke vende om - du må gå videre - lige ind i teltet - og mellem dine bryster ligger min dolk -

Judith: - Du besætter mig som en ond ånd - men jeg vil ikke - du kan ikke ta' al min vilje

Dan: - Lov, at du går

Judith: - Nej -!

Dan: - Sværg, at du går

Judith: - Nej -!

Dan: - Dræber du ikke ham, dræber du mig - (holder dolken, så den peger mod ham selv)

Judith: - Dan!! - og du var engang min lille bror

Dan: - Den peger lige mod mit hjerte - spidsen er trængt gennem tøjet og huden

Judith: - Du sad ved døren og spurgte og spurgte - hele vores verden var i den dørkarm

Dan: - Den verden, du ikke vil sætte livet ind for, så andre kan leve

Judith: - Du var bundet til stolen med bastbånd - og du bad mig om at gå om bag huset og hente månen, som du ikke kunne se - du troede, jeg kunne alt

Dan: - Du kan alt

Judith: - En aften fik du lov at blive siddende - du ville se, hvor sort natten var - men luften var kold og du blev syg - jeg var så bange for, at du skulle dø - jeg kunne ha' ofret mig selv til Gud, for at du skulle leve

Dan: - Dør du, lever jeg heller ikke

Judith: (vender sig pludselig imod ham) - Men du er ikke længere min lille bror - gør det - dø kun - vend dolken mod dig selv - hellere det - end

Dan: - Judith -!

Judith: - Nej - nej - jo - jo, jeg lover - jeg sværger jeg skal gå - jeg går

Dan: - Vi er igen blevet eet - jeg be'r dig ikke om at hente månen - men den klare horisont - dag efter dag har jeg stået ved vinduet - man kunne lige se himlen og landet mødes mellem to huse - imorgen bliver den klar - - (efter en lang pause) - Hør - mor rumsterer med kedler og kar - hun havde ret - vi var vege - de vege tænker deres handlinger - de andre udfører dem

Miriam: (kommer fra højre med en bakke med husgeråd - hun begynder at stille tingene ud på bordet) - Vi spiser sent iaften - det er de gløder - de ville ikke brænde - de lå og så ud som om de helst ville gå ud - men pludselig med eet stod

flammerne op om kedlen - og nu koger vandet - (tager bakken og løber ud)

Judith: (har siddet eller stået uden at røre sig - hun vender sig og ser på Dan - efter en lang pause) - -- Jeg hader dig

Dan: - Og jeg elsker dig

Tæppet falder

FJERDE BILLEDE

I NATTETÅGEN

Da tæppet går op er scenen tilsyneladende tom - dekorationen er flere slørtæpper, der belyses som tåge - i forgrunden er anbragt en sten eller lignende, som ikke rammes af lyset - Judith scetter sig på den senere - langt borte hører man hujende jubelskrig - efterhånden tager de af i styrke - Judith kommer fra højre - ganske langsomt - hun har den sorte fløjelskappe på og hætten over hovedet --hun standser - går et skridt videre - standser igen

Judith: (vender sig) - Åh, bare de ville holde op - nej - nej - de bli'r ved - jeg kan ikke - jeg kan ikke - -jeg har gået denne vej så tit - jeg kender den - - iaften er det slet ikke no'n vej - følte jeg ikke stien, ville jeg tro, jeg var gået udover randen på en afgrund og bare blev ved at gå videre i luften - jeg kan ikke - - (sætter sig) - Der var ikke en af dem, der nu hujer og råber og skriger, der kunne - råbe kan de - du skal frelse byen - imorgen er Holofernes dræbt du er død - og fjenderne flygter - og hva' skal vi ha' til middag - noget dejligt for at fejre dagen - vi skal danse på murene og skåle med Vorherre i vores bedste vin - - jeg bli'r siddende - hele natten - og så imorgen - så siger jeg bare - - nej - lidt - et øjeblik, bare et lille øjeblik bliver jeg siddende - kunne de da slet ikke se, at jeg var bange - nej, de så ingenting - ikke andet end deres egen befrielse - her er osse koldt - jeg er helt alene - jeg har aldrig kunnet være alene - jeg kan ikke

Dan: (ses bag slørtæpperne - kun hans ansigt belyses) – Judith

Judith: - Dan - Dan -jeg kan ikke -

Dan: - Du skal

Judith: - Du skal - - kort og godt, du skal - værsågod, frels byen - - åh, jeg vil da blæse den rådne by et stykke -. der er mange mennesker i den, som jeg ikke kan fordrage - der er den lille Josef og hans kone på torvet - er de for søde -? - du vender da selv det hvide ud af øjnene, når du ser dem og der er tolderen og der er - -

Dan: - Judith

Judith: - La' mig tale ud - jeg vil tale ud - - der er mange, mange, jeg kunne remse op - Nathalies kusiner, der er så sladderagtige, at man hellere vil gå på hovedet i brønden end komme ud for deres tunger - hvorfor skal jeg gøre noget for dem? - oven i købet frelse dem - de skulle selv slås ihjel - der var mange, der skulle slås ihjel - mange man ikke ville savne et sekund - tværtimod, man ville kun være lykkelige over at være a' med dem - men dem skal jeg frelse - bare frelse

Dan: - Judith

Judith: - La' nu vær og afbryde - af alle de mennesker, vi kender - og vi kender måske et par hundrede - hvor mange af dem er os ikke uendelig flintrende ligegyldige - et par stykker synes man om - de færreste kan man li' - sådan rigtig li' - hvor mange kan jeg rigtig li'? - skal jeg nævne dem uden betænkningstid, bli'r det - la' mig se - fem -siger og skriver fem - og så værten i Herbergets kone - jeg kender hende slet ikke - men jeg elsker hendes ansigt - jeg vil slet ikke tale med hende - hun er måske helt anderledes - man kender jo overhovedet ikke nogen -ikke rigtigt - jo, Miriam, hende elsker jeg osse - som man elsker en lille hund - en lille uægte hund

Dan: - Du tænker i tusinde små enkeltheder, som ingenting betyder -

Judith: - Sådan er jeg indrettet - det er min tilværelse

Dan: - Det er ikke din tilværelse, det kommer an på

Judith:, - Hvis da -? - Nathalies kusiners -? - Holofernes har måske no'n aldeles henrivende små kusiner, som det virkelig var værd at gøre noget for - og hans mor - Holofernes' mor - hun er måske gammel og storartet og fortjener slet ikke at miste sin søn

Dan: - Det er ikke det -

Judith: - Det er ikke den ene - det er ikke den anden - hva' er det da?

Dan: - Det er ikke mennesker - men mennesket - (lyset forsvinder langsomt fra Dan)

Judith: - Mennesket - mennesket er skabt i Guds billede Dan, ved du ikke det - (vender sig - Dan er forsvundet) Dan - (råber) - mennesket er skabt - i - (ser sig om) her er mørkt - og de er holdt op at råbe - Judith - Judith, Judith - jeg hader det navn - når man hører det så mange gange, aner man tilsidst ikke, hva' det betyder - Judith, Judith - jeg har ikke drukket - men jeg er alligevel beruset - hvordan går det til - (rejser sig) - nej, jeg står på benene som sædvanlig - jeg er ikke beruset - det er blot en underlig fjollet fornemmelse - - en enkelthed - en lille enkelthed jeg tænker i tusinde små enkeltheder, som ingenting betyder (går langsomt med slæbende skridt ud tilvenstre)

(Et øjeblik står scenen tom - lyset sænkes, men kommer straks igen - Judith kommer fra højre - men denne gang er det kun en statist i det sorte slag med kappen - statisten sætter sig på stenen - langt væk hører man dansemusik, der kommer nærmere - langsomt gennemlyses slørtæpperne og man ser unge dansende par -)

Judith: (danser i sin sorte kjole med en ung mand - de danser over tilvenstre - holder op at danse-) - Synes De sort klæ'r mig - - det er ikke sorg - jeg kunne sørge i rødt og grønt og gult - men det klæ'r mig ikke - - find på noget andet sig ikke det sædvanlige - - jo, jo, De er sød, sød - men hvorfor skal alle mænd altid slå op i den samme ordbog det er da aldrig den samme kvinde, de taler til - hvorfor så disse fælles komplimenter - - jo, jeg elsker at danse - men sommetider føler man, at alle mennesker omkring en ja, hvordan skal jeg sige det - - nej, det er ikke Dem, jeg mener - man har en vanvittig lyst til pludselig at standse dem alle - midt i dansen - og fortælle dem, hvor tåbelige de er - få dem til at forstå, at ude omkring dem er der en verden - en verden, der lider - men de aner det ikke - de vil ikke ane det - de danser videre - hva' kommer verden dem ved - - - nej, det er ikke Dem, jeg mener - - jo, den melodi elsker jeg - (de danser - danser ud)

(Dansen bag tæpperne bliver ved et øjeblik - så forsvinder lyset langsomt og musikken dør hen - den mørke skikkelse rejser sig fra stenen - vender sig ind mod scenen - hæver sine arme - men det er ikke statisten, der råber - men Judith, der står lige på den anden side af slørtæppet -)

Judith: - Dan - du lyver - det var ikke mig - det var ikke mig--- (hun sænker armene langsomt og går ud af scenen tilvenstre)

(Igen står scenen tom et øjeblik - lyset sænkes og kommer straks igen - langt borte hører man råb - det er vagtposterne, der skifter - - Judith kommer fra højre)

Judith: (bliver stående ovre tilhøjre - peger) - Hva' er det -? Der er noget, der lyser - er det lejren - allerede - - det må være vagtposternes bål - så er floden lige ved - jeg bli'r stående - jeg rører mig ikke - (man hører vagtposternes råb) - Det er vagten, der skifter - men de er langt borte - - på den anden side floden - - jeg synes, jeg har været undervejs i tusinde år - og alligevel er det gået så hurtigt - -jeg vil hellere hvile på den anden flodbred - stien må føre lige ned til broen - men her er bare så mørkt - man må føle sig for med hænderne - (standser pludselig og skriger)

Fru Branza (står ovre mod venstre side af scenen - lyset falder nu på hende - Judith står lige foran hende - fru Branza er en smuk, men lidt pyntet kone omkring de halvtreds - under en stor mørkebrun kappe aner man en broget kjole - hendes hår er sat op med sidebukler og smykker - over håret ligger et brunt slør)

Judith: - Fru Branza -!

Fru Branza: - Ruffersken - bordelværtinden - slavehandlersken - byens mest foragtede fruentimmer - det er mig men det er vel synd overhovedet at tale til Dem, så skræmt som De er fra vid og sans - den elegante, stolte, modige, og hovmodige Judith, som gik ud af byen med hele den hujende befolkning efter sig som et slæb hæftet til den knejsende nakke, tabte alligevel sin majestæt, da stien blev øde og mørket tæt - jeg stod her, hvor vejen drejer ned til broen - her var jeg sikker på at træffe Dem - De må ha' gået langsomt - det varede længe, inden jeg kunne høre Dem - endelig så jeg en skikkelse komme ravende gennem tågen - det var ikke Judith men en halvfuld tøjte, der skrålede og talte højt med sig selv - - - og De vover at tro, at De er Guds udvalgte - Guds sendebud -!

Judith: - Jeg har ikke drukket - kun lidt mælk, inden jeg gik hjemmefra - jeg er heller ikke Guds udvalgte - eller Guds sendebud - - jeg er ingenting -

Fru Brauza: - Hvorfor gik De så -? Fordi De er den reneste - den bedste - den smukkeste - den rigest klædte -

Judith: - Nej - nej - fru Branza - det var et løfte - en anden magt og vilje tvang mig - en anden, der måske tror, det er Gud - en anden, der ville sætte sit liv ind, men ikke kunne - og derfor satte mit ind - åh, fru Branza, hvor er det gudsvelsignet at se Dem - høre Dem - at De er her -

Fru Branza: - Sådan ville De aldrig sige, hvis det ikke var mørkt og angsten stod som en glorie om Deres hovede - jeg kender Dem - bedre end De tror

Judith: - Vi har aldrig mødt hinanden før nu

Fru Branza: - Vi har mødt hinanden tusinde gange på gaden - men De drejede hovedet for ikke at se i min skarnspand

Judith: - Det er for lidt at dømme mig på

Fru Branza: - De glemmer Deres galaner - Deres skuffede galaner - alle Deres unge venner, som De har redet og danset og spadseret med - de kom ned til mig og mine piger for at søge trøst, når De pludselig var holdt op midt i legen og blev en fin mimose, fordi De var bange for at gå videre eller hellere ville vente, til der kom et højere bud - omkring kvinder af Deres slags skyder bordellerne op som paddehatte efter natteregn på Dem har jeg tjent skovlfuldevis af penge - pengene tog jeg - men Dem foragter jeg - De driver samme håndtering som mine piger, den eneste forskel er, at De kun har een kunde - men mest af alt hader jeg Dem, fordi De er Dans søster

Judith: - Jeg ved, han kender Dem - andet ikke - betalte han ikke godt -?

Fru Branza: - Hvis det ikke var, fordi jeg synes mit spyt er for godt til Dem, spyttede jeg Dem lige i ansigtet - De med Deres penge - kun folk med penge har en god moral - jeg ville ikke gi' så meget som skelettet af en rådden sild for det, De kalder Deres moral - det er en syg oppustet gåselever, som ikke engang de vilde hunde gad æde

Judith: - De misforstår mig, fru Branza

Fru Branza: - Tænk, misforstår jeg Dem - ja, lad os slå den tone an - -hvor er det kedeligt, at vi ikke opholder os i en smuk sal med bløde hynder og kostbare ampler - der befinder De Dem bedst - så kunne vi rigtig tale, ikke - skal vi sætte os her - på det lyseblå silketæppe lige bag vandspringet med de blomstrende nerier - kom - kom - (slår pludselig om) og jeg skal kvæle Dem

Judith: - Fordi - fordi jeg er Dans søster

Fru Branza: - Ja, le De mig bare op i mit åbne ansigt - den historie skal De ihvertfald ikke få lov til at bringe til torvs det skal jeg sørge for - fra dette behagelige møde slipper kun een af os levende - - og det er mig! - - hvis jeg var yngre og folk af Deres slags for en gangs skyld kunne lade være med at tro, at det kun er for pengene, så gik jeg lige ind i Deres mors hus - lige ind istuen - og jeg tog Dan op på mine arme og bar ham hjem - hjem til mig selv - jeg skulle pleje, og passe og elske ham - han skulle få alle mine smukkeste piger - han skulle få alt det bedste i verden - han skulle være mit barn og min ven

Judith: - De elsker ham

Fru. Branza: - Jeg ved, hvor mange kvinder, han har haft men for ham er der kun een - den uopnåelige - Judith - jeg har haft piger i årevis i min knejpe - dejlige piger, der på en sommermåned tjente mer end andre på tre år uden ferie - men deres navne er aldrig blevet nævnt så ofte som Judiths - anevegne Judith - jeg ser sort, når jeg hører det - i dag skreg de det allesammen - hele byen råbte Judith - fra alle vinduer og smøger - Judith - det stod som en fråde om byen - og hvis det lykkes inat -

Judith: - Det lykkes ikke

Fru Branza: - Nej - det lykkes ikke - det må ikke lykkes derfor gik jeg i forvejen og stod her ved broen

Judith: - Jeg er ikke bange

Fru Branza: - Naturligvis er De ikke bange - en virkelig dame viser aldrig sine følelser - hvorfor skulle De - det var for morskabs skyld De før gik og smånynnede - det var Deres altfor høje hæle, der fik Dem til at gå slingrende - det var for at træne stemmebåndet til konversationen i teltet, at De talte højt med Dem selv - det er klart - det kan enhver forstå

Judith: - Jeg var så jeg rystede - nu er jeg rolig

Fru Branza: - Og det har De slet ingen grund til

Judith: - De gør ikke mig noget - De tør ikke - De elsker Dan - De elsker ham som alle mænd på eengang i Deres liv den første og den sidste - og barnet og vennen - af os to er De den, der i øjeblikket er mest bange - De føler, at Dan står lige bag mig - jeg går ikke alene - jeg går foran ham - han tvang mig - jeg er hverken sendebud eller udvalgt - jeg er hans ønske og hans vilje

Fru Branza: - De er vant til at sno og dreje Deres ord - De er fra barnsben opdraget i løgn og forfinet blændværk - jeg tror Dem ikke over en dørtærskel - mig får De ikke i Deres spind

Judith: - Bare jeg kunne låne Dem mine ører - jeg hører hele tiden hans stemme - den følger mig - den driver mig videre - den går skridtene for mig - giv mig Deres hånd - (rækker sin hånd ud mod fru Brauza) - er De bange for at holde mig i hånden - kun et øjeblik, så slipper jeg den igen - (fru Branza giver hende sin hånd) - Kan De ikke høre ham - (de lytter begge to)

Dans stemme: - Jeg be'r dig ikke om at hente månen - men den klare horisont - den klare horisont

Fru Branza: - Dan - Dan - (falder ned på knæ)

Judith: - Standser De mig - standser De ham

Fru Branza: - Tilgiv mig, Dan - kan du tilgi' mig - jeg ved, at mit udseende er latterligt - jeg er gammel og fed - mange af mine tænder er sat kunstigt fast - jeg har smykker og ørenringe for at trække øjnene væk fra rynkerne - jeg er kun en ruin - men havde du bedt mig, var jeg gået - og jeg havde bragt dig alt, hvad du ønskede - om det så var det mest umulige - - -jeg kunne dræbe - dræbe for din skyld - hvem du vil - jeg ville aldrig spørge - -jeg ville føle, at den, der stod i vejen for dig, også stod i vejen for mig - - men for dig er jeg kun en ruin

Judith: - Men i ruinen bor en forelsket pige, der leger mor for at skjule sin forelskelse - gå hjem og fortæl Dan, at De mødte mig - og at jeg gik videre - for De gav mig roen tilbage og tog min angst

Fru Branza: - Jeg går ikke - jeg følger Dem - åh, må jeg ikke følge Dem - gi' mig lov

Judith: - Vi kan ikke gå to

Fru Branza: - Jo - jo - jeg er Deres gamle pige - jeg skal være lydig som en hund med sukker på næsen - jeg er Deres

gamle barnepige - en ung fornem dame går ikke ud uden ledsagerske - hun må ustandselig kalde på sin pige - hvad hed Deres barnepige -?

Judith: - Bettina

Fru Brauza: - Bettina - Bettina - kom og hjælp mig - mit hår må ordnes - nu kommer jeg frue - sæt Dem, frue - (Judith sætter sig på stenen) - det er gjort i en håndevending (ordner Judiths hår) - Jeg kender det udenad - jeg har jo sat det hundreder af gange - da fruen var lille, børstede jeg det blankt og glat - det morede den lille hr. Dan, når han sad ved siden af i sin lille stol ved døren - jeg sætter en nål her det har fruen ikke noget imod -?

Judith: - Ikke det mindste

Fru Branza: - Så holder det bedre - sådan - nu er det i orden

Judith: - Bettina -trænger jeg ikke til lidt rødt på kinderne -?

Fru Branza: - I allerhøjeste grad -fruen er bleg - (pudrer Judith) - og lidt på øreflippen

Judith: - Ikke for meget

Fru Brauza: - Lige en anelse - - lidt rosenvand på kjolen og lommetørklædet

Judith: - Tak, Bettina - er mine sko ikke støvede -?

Fru Branza: - Dem tørrer vi lidt a' - (vifter skoene med sit lommetørklæde)'- Hvis fruen vil rejse sig, skal jeg ordne folderne i kappen - (Judith rejser sig) - sådan

Judith: - Tak, Bettina - men jeg tror alligevel ikke, jeg har brug for dig - du kan godt få fri

Fru Branza: - Jeg følger helst fruen - nu går jeg i forvejen og finder broen

Judith: - Nej - vi følges

Fru Branza: - Broen er svær at finde i mørket - den er ganske vist syv planker bred, for at de store vogne fra vinmarkerne kan komme over - men der er ikke noget rækværk

Judith: - På den anden side broen møder vi sikkert de første vagtposter

Fru Branza: - I en tåge som denne skulle de ikke være svære at undgå

Judith: - Vi vil ikke undgå dem - de skal melde vores ankomst til lejren - vi vil modtages som officielle gesandter - Bettina - vi må hellere ta' hinanden i hånden -stien er lidt smattet

Fru Branza: (tager Judith i hånden) - Så er vi lige ved broen - ja, her er den - (de går sammen ud tilvenstre)

Scenen står tom et øjeblik - vagtråbene kommer nærmere man høer guitarspil og syngende stemmer -langsomt hæves slørtæpperne og man ser en transparent teltvæg - på væggen ses skygger af soldater, der synger, drikker og spiller - - En skildvagt går op og ned - en anden kommer hurtigt ind og hvisker noget til den føste, mens han peger ud - første skildvagt skynder sig ind i teltet - man ser ham i skygge aflægge rapport til en mand, der står lidt for sig selv - han giver ordre - spillet standser - alle skynder sig ud - en tromme røres dumpt - trommen stiger hurtigt til en kort hvirvel - langsomt forsvinder lyset i teltet, hvor den ensomme skygge står tilbage - stemmer fjerner sig - alt bliver stille - alt lys forsvinder

FEMTE BILLEDE

TELTET

Et dystert telt af kostbare mørkbrogede tæpper - i baggrunden en åbning ud til den mørkeblå nathimmel - i forgrunden tilvenstre - skråt ud fra væggen - et leje med en slags moskitonet over - tilhøjre i mellemgrunden lidt fremme på scenen et lavt bredt bord - i forgrunden, ligeledes tilhøjre og frem fra teltvæggen, en lav bred hynde - ellers kun en enkelt stol eller pude - - to ampler, en over lejet, en anden over hynden og bordet, oplyser teltet -

Scenen står tom et stykke tid - så ser man Judith og fru Branza gå langsomt forbi teltåbningen - de standser et øjeblik - går igen videre - lidt efter kommer de frem i teltåbningen - ser sig om - kommer forsigtigt ind

Judith: (de følgende replikker hviskes) - Her er heller ingen, der er ingen ved bålene - der er ingen i teltene

Fru Branza: - Men bålene brændte - der er kastet friskt ved på

Judith: - Der stod to geder bundet til en pæl - er de det eneste levende i hele lejren -?

Fru Branza: - De kan ikke ha' set os komme - tågen lå tæt helt til de første telte

Judith: - Vi så ikke en eneste vagtpost - og ovre fra den anden side floden kunne vi da høre dem

Fru Branza: - Vi talte oven i købet højt hele vejen

Judith: - Men da vi var på den sidste bakke, ville jeg ha' svoret på, at der var nogen, der spillede på guitar et eller andet sted i nærheden

Fru Branza: - Jeg hørte det - men jeg var bange for at sige det

Judith: - Alle vegne er faklerne slukket - ikke et lys et eneste sted

Fru Branza: - Jo her

Judith: - Ja her - her er lys

Fru Branza: - Det er hans telt - man kan se det på hele indretningen - der sover han ovre

Judith: - Ja, det er hans telt - men det er osse tomt - det er underligt - havde han været her - ville man sikkert ikke ha' følt sig nær så forskræmt - man kan snakke sig fra så meget

Fru Brauza: - Men ordene kan til gengæld falde så hulter til bulter, at man mærker angsten, der får munden til at tale

Judith: - Mon der er flere indgange til teltet -?

Fru Branza: - Det ser ikke sådan ud

Judith: - Men der er måske huller i teltet - huller man kan kigge igennem - kan du ikke mærke det - der er øjne, der ser på os

Fru Branza: - Jeg vil hurtigt kunne indbilde mig det - min fantasi har aldrig været så levende - det må være stilheden den er så mærkværdig døvstum

Judith: - Vi forskrækker os selv ved at liste rundt og hviske hvorfor gør vi det -? - Vi kommer jo ikke som tyve

Fru Branza: - Det er tomheden - man er bange for at vække noget uforklarligt, der sover i luften - (er gået hen til teltåbningen) - her hænger en gong-gong - jeg slår et par slag på den - så må de da komme - hvis der overhovedet er nogen

Judith: - Nej - nej, la' vær

Fru Branza: - Jamen hva' skal vi foretage os? - Stå her og stirre hele natten uden at møde en eneste mors sjæl - de holder os for nar - jeg går ud og gennemsøger lejren

Judith: - Nej - nej - jo, gå - vi går begge to

Fru Branza: - En fornem frue går ikke rundt mellem de meniges telte - det la'r hun sin pige om

Judith: - Jeg ved det, jeg ved det - men når fruen - - gå, gå - og kom hurtigt tilbage

Fru Branza (går ud gennem teltåbningen)

Judith (bliver alene tilbage)

(Judith står først ganske stille - begynder så at se sig om forsigtigt - hun ser på tingene, der ligger på bordet - vender sig forskrækket af og til fordi hun tror, at nogen ser på hende - hun går langsomt over til sengen - løfter moskitonettet - idet samme sænkes tæpperne langsomt for indgangen til teltet - hun drejer sig hurtigt omkring og stirrer på den lukkede indgang - rører sig ikke

- - - -langt borte begynder trommerne - de stiger kommer ganske nær - trommerne blander sig med trompeter - ind imellem syngende stemmer - trommerne overdøver sangen og ender i gjaldende trompetfanfarer - pludselig bliver alt stille

- - - - langsomt hæves tæpperne for teltåbningen - man ser igen den natblå himmel

- - - en mand kommer hurtigt ind - tæpperne sænkes hurtigt bag ham - han bliver stående lige foran indgangen - han er lyst klædt mod den møke baggrund - man ser ikke straks hans ansigt - et svagt lys falder på ham og man ser, at det er den unge mand fra regnvejret, bilen og gæsteværelset - han står uden at røre sig - de ser længe på hinanden - mens de ser på hinanden uden at tale, hører man forskellige stemmer -)

Judiths mor: - Han er sikkert hverken ung eller smuk - det er mænd som regel ikke, når de har drevet det så vidt

Den unge mand (går langsomt frem i teltet - standser)

Judith (der ikke har rørt sig, slipper sit tag i moskitonettet, der falder blødt ned for sengen - men hun bliver stående -)

Dan: - Det er dig, han ser - - men det er min hånd, der holder dolken

Judith: (ganske sagte) - Det er umenneskeligt - det kan ingen forlange -

Dan: - Lad dig ikke vildlede af, at hans udseende behager dig

Judith: - Dan - hans hænder

Dan: - Du bilder dig ind, at de ligner din mands - det har altid været din første undskyldning overfor dig selv

Judith: - Jeg bryder mit ord -

Dan: - Det kan du ikke - ikke nu - så er der hverken vej frem eller tilbage - du udslettes af dine egne små forsigtige sanser - hans billede har ramt dig som et slag, og du føler spiren til en forelskelse

Judith: - Nej - ikke forelskelse

Dan: - Undskyld - det var at falde med døren ind i dit nydelige hus - jeg glemte, at det er din yndlingsbeskæftigelse at lege skjul og blindebuk med dig selv --men det er ikke dig og dine venner, det gælder - du er kun en enkelthed - en uendelig lille enkelthed på det uendelig store menneske - et lillebitte blodlegeme i det store menneskes årer

Judith: - Jeg ved det - jeg ved det

Dan: - Kun du har mulighed for at give blodomløbet lov til at fortsætte frit og sundt

Judith: - Hvorfor taler han ikke - jeg holder det ikke ud

Dan: - Der er kun gået brøkdele af sekunder - men for dig er sekunderne blevet til mil - så langsomt kan ingen tælle

Judith: - Bare han havde været en anden

Dan: - Han er en anden - en anden end den, du ser - det blodløse bombardement - den tomme lejr - trompetfanfarerne det er ham!

Miriam.: - Ilden vil ikke brænde - skal jeg hente friske gløder fra ildstedet i bryggerset -?

Judiths snor: - Men sig ikke, at det er, fordi hun mangler fantasi

Stemmer: (som fra gaden i tredie billede) - Judith - Judith Judith - (stemmerne tager langsomt al og forsvinder)

Judith (står et øjeblik - går så et skridt frem -)

Den unge mand (går ligeledes et par skridt frem -)

Judith: - Det er måske et underligt tidspunkt at komme på

Den unge mand: - De må være træt - vil De ikke sidde -?

Judith: - Gudskelov, De kunne sige noget - jeg var så angst for, at De skulle være døvstum - (sætter sig på hynden) jeg er træt - må jeg sidde ganske stille et øjeblik -? (han nikker langsomt) - Tak - (ser sig om.) - Jeg havde aldrig tænkt mig, at et telt kunne være smukt - det ligner mere et jagttelt end en krigsherres bolig - mønstret i de vævninger har jeg set før - er det tæpper fra Allocia -?

Den unge mand: - Ja

Judith: - Jeg ville ønske, De kunne smile - det ville gøre mit befindende bedre - men Deres ansigt er måske kommet helt ud af vane med den slags almindelige små dødelige foreteelser - - jeg har altid beundret tæpperne fra Allocia - det er farverne, der er så usædvanlige - de må ha' særlige metoder eller bestemte plantesafter - den grønne bliver aldrig bleg har De lagt mærke til det -? - (han svarer ikke - i det samme hører man musik udefra - blid dansemusik -) - Musik! - Jeg må sige, Deres form for at drage i felten er lige så raffineret som deres krigsførelse - den fløjte er meget musikalsk - men De vil da ikke blive ved at stå op - kan De ikke finde et eller andet at sidde på - den taburet for eksempel - er De bange for den -? - Mit ærinde taber ikke i højtidelighed og alvor, fordi vi taler ganske utvungent

Den unge mand (tager taburetten -skal lige til at sætte sig i det samme hæves tæpperne for indgangen og en tjener kommer ind med et stort sølvfad med frugter og en bakke med karaffel og små bægre)

Den unge mand (står og ser på tjeneren, der stiller fadet og bakken på bordet)

Judith: - Sig til min pige, at jeg bliver her i teltet lidt - og jeg håber, at man behandler hende med den samme høflighed, man har vist mig

Tjeneren (går ud - den unge mand ser efter ham)

Judith: - åh, De hører til den type, der aldrig taler eller rører sig, så længe tjenestefolkene er inde - nu kan De roligt sætte Dem

Den unge mand (sætter sig - fra sin plads kan han nå tingene på bordet- han skænker af karaflen-)

Judith: - Tak - ikke til mig - - men en drue

Den unge mand (rækker fadet frem mod hende)

Judith: - Hvor ser det vidunderligt ud - både blå og grønne og bakanterbær - jeg har aldrig kunnet stå for bakanterbær - og små sukkerstænger - jeg ta'r en af de lyserøde - de brune bryder jeg mig ikke så meget om

Den unge mand: - Jeg heller ikke

Judith: - Det var morsomt - vi har samme smag - oprigtig talt, jeg har aldrig kunnet fordrage de brune - der er et eller andet stærkt i - det var nu for resten aldrig faldet mig ind, at store feltherrer kunne li' søde sager - men det hygger og

formilder - De er i det hele taget helt anderledes, end man turde forestille sig - (peger på en skammel) - se, stil fadet her - så behøver De ikke hele tiden byde mig - for jeg vil sige Dem, jeg er ikke den, der kun nøjes med et bær eller to (sætter fadet på skamlen)

Den unge mand: - Er De altid så frejdig -?

Judith: - De kan virkelig tale - spørge og snakke - det var dejligt - man bli'r lidt uset af det eenstavelses - - nej for et øjeblik siden var jeg alt andet end frejdig - jeg var gerne krøbet i det første det bedste musehul - kunne De ikke se det -?

Den unge mand: - Måske - jeg var ikke sikker

Judith: - Vil De slet ikke ha' et bær -?

Den unge mand: - Jo tak

Judith: - Må jeg gi' Dem et -? (rækker ham et bær) - det er stort og dejligt - (han tager det mekanisk) - Er De egentlig ikke vanvittig genert -? - Det er da ikke noget at være flov over - jeg er det selv - men hos mig gi'r det sig et andet udslag - De er osse yngre - omkring de tredive - ikke?

Den unge mand: - Jeg er over tredive

Judith: - Ikke meget - spis nu det stakkels bær - man kan da blive helt fortvivlet over at se Dem sidde ret op og ned og ikke vide, hva' De skal gøre med det - spis det nu - (han putter det mekanisk i .munden) - een ting forvirrer mig - og foruroliger mig - ikke så lidt - Deres ungdom - den gør Dem mere tilnærmelig - og alligevel

Den unge mand: - Deres uro er vanskelig at mærke

Judith: - Det er jeg glad for - det er trods alt resultatet af en nogenlunde god opdragelse

Den unge mand: - De gør indtryk af at sidde alle mulige andre steder end i en fjendtlig krigslejr

Judith: - De siger det, som om jeg havde noget at frygte - har jeg det -?

Den unge mand: - Ville det ikke være naturligt, om De havde -?

Judith: (trækker på skuldrene) - Osse lige i øjeblikket -?

Den unge mand: (rejser sig) - Nej - ikke så længe De bliver her i teltet

Judith: - Det er jo noget af en begrænsning - men ikke ubehagelig - (lytter - man hører langt borte leende stemmer) - hvem er det, der morer sig -?

Den unge mand: (går hen tit teltåbningen - ser ud) - Det er Deres pige - hun må ha' særlige selskabelige evner - alle er stimlet sammen omkring bålet - (sænker igen tæpperne)

Judith: - Det er ikke min pige - det er en gammel bordelværtinde - som himlen rimeligvis ikke vil anerkende officielt, men som man alligevel har sendt mig til en slags undsætning - det forbavser Dem måske, at jeg siger det så lige ud - men De har væltet alle mine planer - - jeg er jo ikke kun kommet for at spise bær og lytte til en indtagende musik

Den unge mand: - Vel næppe

Judith: - De må gi' mig lidt tid - jeg må vænne mig til, at De tilsyneladende er et ganske almindeligt menneske - ikke så forfærdelig forskellig fra de unge mænd, man ellers løber på - lidt mere alvorlig måske - (efter en pause) - har De osse en Gud -?

Den unge mand: - Det har jeg vel - er det et led i den almindelige konversation -?

Judith: - Ta' det for, hvad De vil - -det er ham, der sender Dem ud og belejrer byer - og den slags?

Den unge mand: - Det siger man

Judith: - Det er pudsigt - når guderne la'r sig statsansætte af mennesker, bli'r de grusom umenneskelige - så er det ikke længere os, der er skabt i deres billede, men omvendt – hvis jeg havde lynet i den ene hånd og tordenen i den anden, kunne det aldrig falde mig ind at være stik-i-rend-dreng for så den ene, så den anden - danser De -?

Den unge mand: - Hvorfor -?

Judith: - Fordi jeg har lyst

Den unge mand: - Til at danse -?

Judith: - åh, det er det, De er bange for - De tror, jeg har en dolk skjult på mig - De kan jo visitere mig - eller kalde vagten ind

Den unge mand: - Det er ikke det - det er slet ikke det - men jeg danser ikke særlig godt

Judith: - Det berøver Dem noget af Deres højtidelighed - kan De ikke glemme den bare et øjeblik - så kan vi sætte os ned og være højtidelige bagefter - - kom nu - jeg skal ikke være fordringsfuld - (hun er gået hen til ham - de står et øjeblik og ser på hinanden - så begynder de at danse -) – De

er alligevel genert - alt andet kan De beherske - ikke Deres hånd - (han svarer ikke - lidt efter) - Hvad mon rådet og præsterne ville sige, hvis de så os nu -?

Den unge mand: - De er sendt af dem - De er ikke kommet af egen fri vilje -?

Judith: - Nej - - så dårligt danser De da heller ikke

Den unge mand: - Men heller ikke godt

Judith: - De har Deres tanker helt andre steder - De ser så forfærdelig alvorlig ud

Den unge mand: - Gør jeg -?

Judith: - De ligner en stor alvorlig skoledreng, der har hovedet fuldt af et stort regnestykke

Den unge mand: - Det har jeg måske osse

Judith: - Det er ikke tal og bogstaver, De regner med, men med mennesker i kolonner - så og så mange tusinde ovenpå hinanden - De trækker fra eller lægger sammen og dividerer bare facit bliver, som De vil ha' det, så interesserer det Dem overhovedet ikke, om Deres leg går ud over alle andre - og midt i legen skriver De vel hjem til Deres mor med de kærligste hilsner og tusind gange større blødhed, end jeg nogensinde har været i besiddelse af - - store mænd er noget af det underligste, Vorherre har fabrikeret - (de danser lidt uden at sige noget) - Er De vred -?

Den unge mand: .- Nej Judith: - Måtte jeg ikke sige det -?

Den unge mand: - Jo Judith: - Er De træt -?

Den unge mand: - Nej

Judith: - Bare vi kunne blive ved at danse - og danse - og danse - danse os fra det hele

Den unge mand: - De mener nærmere til målet -?

Judith: - Nej - væk - jeg er jo lige ved det - jeg kunne gøre det, når jeg ville - jeg er kommet for at dræbe Dem

Den unge mand: - Jeg ved det

Judith: - Havde De undersøgt mig, havde De fundet dolken

Den unge mand: - Jeg ved det

Judith: - De har vidst det hele tiden -?

Den unge mand: - Ja Judith: - Derfor skjuler jeg det heller ikke -

Den unge mand: - Hvorfor prøvede De ikke -?

Judith: - Hver gang jeg ser på Dem, må jeg bygge en hel dekoration op uden om Dem for at få billedet til at passe - og så passer det alligevel ikke - jeg kan ikke få det til det

Den unge mand: - De må ikke blive træt - De må ikke give op - vi bliver ved at danse - jeg skal nok støtte Dem - De vil helst sætte Dem - men De må ikke -

Judith: - De taler så sagte - jeg har svært ved at høre Dem

Den unge mand: - Jeg tør ikke tale højere

Judith: - Kan Holofernes være bange -?

Den unge mand: - Jeg er ikke Holofernes

Judith (vil skrige - men han holder hende for munden - hun vil standse - men han tvinger hende til at danse videre -)

Den unge mand: - Overfor ham havde De ikke været rolig - det var let overfor mig - jeg var mere urolig end De - men jeg prøvede på ikke at vise det - men det lykkedes ikke

Judith: - Ved han det osse -?

Den unge mand: - Ja

Judith: - Hvor er han - hvor er han -?

Den unge mand: - Han ser måske på os nu - et telt kan ha' øjne - teltet er bevogtet - vi slipper ikke ud - hverken De eller jeg - vis nu, hvor velopdragen De er - prøv og husk lidt af en af de tåbelige konversationer, De så tit har ført gentag, hva' De husker - lad som ingenting

Judith: - Jeg husker ikke et ord

Den unge mand: - Så må vi blive ved med at danse - vi er et led i et pompøst arrangement - De ville dræbe ham - jeg skulle dræbe Dem - i nødværge - og som hævn bliver Deres by i morgen jævnet med jorden - så er hans officielle samvittighed i orden

Judith: - Hvor længe bliver den musik ved -?

Den unge mand: - Til jeg siger, den skal standse

Judith: - Gør det

Den unge mand: - Det ville vække opmærksomhed

Judith: - Jeg kan ikke danse hele natten - jeg kan ikke - hvor er han - er han ikke nede ved bålet med de andre -?

Den unge mand: - Jeg ved det ikke - det er for farligt at løbe nogen risiko - han gav mig hele natten

Judith: - Til hvad -?

Den unge mand: - Til at bestå prøven - han følte, at jeg ikke længere var ham hengiven - at jeg en dag kunne blive en fra

falden - i nat skal jeg bevise, at man trods alt kan stole på mig - at han kan stole på mig

Judith: - Jeg havde ret - De lignede en skoledreng - De er en skoledreng - løser De ikke opgaven, så - -

Den unge mand: - Jeg kan ikke løse den -

Judith: - Så går det udover os begge - vi er to små dødsdømte mus, der er lukket inde i en osteklokke - hele verdensrummet står udenom os og kigger på os med ubarmhjertige glasklare øjne - lever vi natten over, så løftes klokken - -

Den unge mand: - Nej - nej - tænk på noget andet -

Judith: - Der er ikke andet - det er jo det eneste -

Den unge mand: - Tal, som De talte før - tal om tæpperne fra Allocia

Judith: - Det er så langt væk -

Den unge mand: - Den grønne farve bliver aldrig bleg -

Judith: - Det var ifjor -

Den unge mand: - Har De nogensinde været i Allocia -?

Judith: - Hvor -?

Den unge ruand: - I Allocia -

Judith: - Jeg? - Nej -

Den unge mand: - Der er vidunderligt -

Judith: - Jeg kan ikke - jeg gi'r op -

Den unge mand: - Nej - om foråret er skrænterne ned mod havbugten -

Judith: - Det hele drejer rundt - jeg gi'r op - jeg kan ikke mere - så må der komme, hva' der vil - teltet må styrte sammen - det hele må ramle - jeg kan ikke - jeg vil ikke - (river sig pludselig løs fra ham - vakler og falder ned på. hynden) - la' ham se - la' ham høre - det er mig ligegyldigt

Den unge mand: (skænker hurtigt af karaflen - rækker hende et bæger - hun drikker - han sætter sig ved siden af hende ) - De skulle se skrænterne ned mod havbugten - om foråret er det et eneste stort blomsterbed

Judith: -Hva' er foråret? - hva' er foråret - jeg vil vide, hva' foråret er - er der en mening med foråret? - ja - så gror alting - lige opa' jorden - kornet - er der en mening med kornet? - det høster vi - for at bage brød - er der mening med brød? - det spiser vi - er der mening med os? - vi bliver begravet - blomster og trær vokser på vores grave - alting går rundt - op i lyset, ned i mørket - det er en evig cirkel - men har den no'n mening - hvis den har, hvorfor standser den så ikke - bare et sekund - og siger: det er meningen - -men det gør den ikke - det kan den ikke - for der er ingen mening

Den unge mand: - De er fantastisk sød

Judith: - Der er ingen mening - der er aldrig nogen mening der er aldrig nogen, der kan sige en hvorfor - (ser pludselig på ham) - De smiler - De kan jo smile - er det mig, De smiler a' -?

Den unge mand: - Ja - for De er vidunderlig

Judith: - Hvorfor siger De pludselig det -?

Den unge mand: - Det er de sjoveste perspektiver, De åbner midt i al Deres fortvivlelse over ikke at kunne finde den mening, som alle leder efter med en sådan ihærdighed, at hvis de samlede kræfter blev lagt sammen, ville man være i stand til at bygge et babelstårn færdigt hver eneste dag - tænk, hvis alt levende jorden over fandt på at stille det samme spørgsmål og fik det samme negative svar: - Der er ingen mening

Judith: - Det er der ikke

Den unge mand: (leende) - Det er meget muligt - De har højst sandsynlig ret

Judith: - At der skulle være grund til at le, er mig noget af en gåde

Den unge mand: - Jeg ser bare resultatet af, at naturen synker hen i samme stille fortvivlelse som De - tænk hvis alle tulipaner ikke længere gider blomstre, fordi der ikke er nogen grund til at stå og spekulere sig blodrød i hovedet over noget, der ingen løsning er på - eller hvis alle fostre, alle seks-måneders fostre pludselig strejkede i deres mors liv, fordi det var dem komplet umuligt at få ind i deres små lyserøde bløde hoveder, hvad det egentlig er, de skal fødes ud til om nogle måneder

Judith: - Det er dog ikke det samme

Den unge mand: - Jeg synes det

Judith: - Der er dog en væsentlig forskel på en tulipan - et foster - og et voksent menneske

Den unge mand: - Er der -? - Er det ikke noget, vi bilder os ind -? - Vi er så vældig flinke til at bilde os selv alt muligt ind - vi er centrum for det hele - alle store cirkler drejer rundt om os - det ene øjeblik er vi kolossal store, det næste

kolossal små - men mening skal der være - en mening, vi skal kunne opfatte

Judith: - Er det for meget forlangt -?

Den unge mand: - Det må det jo være, siden hverken De eller jeg endnu ikke har fået et svar, der tilfredsstiller os - det er så pudsigt med mennesker - de er efter sigende, altså deres eget sigende, de eneste levende væsner, der er i besiddelse af humoristisk sans - hvorfor pokker benytter de sig så ikke lidt mere af den - hvorfor er det ikke skrevet op mellem alle de andre strålende og glimrende formularer, som vi kalder himmelske - (han går op og ned)

Judith: - Jeg kan ikke ta' situationen humoristisk

Den unge mand: - Det var heller ikke det, jeg mente - (er standset - går hen inod hende) - hvad hedder De -?

Judith: (ser aldeles forbavset på ham) - Judith

Den unge mand: - Judith - (griber pludselig hendes hænder kysser deha hurtigt - kysser hende hurtigt på munden - slipper hendes hænder - begynder igen at gå op og ned -) - jeg har kendt Dem i mange, mange år

Judith: - Deres nerver slår klik

Den unge mand: - Jeg vidste ikke, hvordan De så ud - De måtte være smuk på en eller anden måde - De måtte ha' en skønhed indefra - en rørende skønhed

Judith: - Det er .Deres nerver, der

Den unge mand: - Nej Judith: - Jo - tæpperne fra Allocia - blomsterne på skrænterne - tulipanerne - vi skal bare så langt væk fra angsten som muligt - De er angst

Den unge mand: - Nej - jeg har været det - jeg har været så angst, at jeg bogstavelig talt ikke eksisterede - hvis jeg ejede noget, var jeg angst for at miste det - var et øjeblik vidunderligt, turde jeg ikke nyde det - så angst var jeg for, at det skulle forsvinde - jeg var angst og forskrækket som De, fordi jeg heller ikke kunne finde den mening, som måtte være der - tusind gange om dagen løb jeg panden mod en mur, fordi jeg var så bundidiotisk at tro, at verden ville åbenbare sin inderste kærne for mig - (peger på sig selv) - for mig - og det er da til at le a'

Judith: - Jeg ville gerne - men jeg kan ikke

Den unge mand: (tager hendes hænder - kysser hende hurtigt) - Judith -? (begynder igen at gå frem og tilbage) - Judith, tror De -?

Judith: - Tror-? - Tror på hvad -?

Den unge mand: - På lige meget hvad - har De evnen til at tro -?

Judith: - Jeg ved det ikke

Den unge mand: - Jeg vidste det heller ikke - men jeg ville tro - tro på noget - med lukkede øjne og bind om ørene ligefrem efter en ret linie uden at føle mig til siderne - det var det letteste - det tog alle bekymringer og spekulationer bort - man havde ikke længere noget ansvar - (sætter sig pludselig)

Judith: - De kunne ikke -?

Den unge mand: (rejser sig hurtigt) - Nej

Judith: - Jeg heller ikke

Den unge mand: - Fordi vi tvivler - der ligger vores svaghed - vi har en usalig trang til at tro, bare for at slippe væk væk fra det hele - men vi kan ikke - vi kan ikke tro nok - og en tvivler er farligere end en åben modstander - to modstandere mener ofte til syvende og sidst det samme eller finder hinanden - men en tvivler underminerer - han så det - han så det ganske klart - og han har ret - jeg dur ikke - ikke til en verden med rette linier

Judith: - Linierne er ikke så rette

Den unge mand: - Nej - det synes vi ikke - men det er måske en luksus - det bøjer jeg mig for - der skal måske lægges linealer over det hele - jeg aner det ikke - jeg ved bare, at en dag må linealerne ta's væk - når vi er blevet voksne når vi kan gå alene

Judith: (rejser sig) - Jeg kan ikke gå alene - må jeg gå med Dem - alle dørene er lukket - indgangene er spærret - jeg var angst for at leve - jeg var angst for at dø - nu tør jeg begge dele - (hun kysser ham)

Den unge mand: - Jeg kunne bære dig i triumf - jeg kunne løfte dig helt op mod himlen - men jeg gør det ikke, for jeg vil beholde dig her på jorden - (han kysser hende - de står et øjeblik - udenfor høres syngende stemmer - Judith ser spøgende op) - det er midnat - det er midnatssangen -fra midnat til klokken seks imorgen tidlig er hele lejren stille - kun vagtposterne patruljerer - vi har seks timer, der skal udnyttes som et helt liv --- (de står ganske stille -langt borte lyder 12 dumpe gongslag - han går hen til gong-gongen ved indgangen - slår et slag -)

Judith: - Hva' gør du - hva' vil du - nu kommer de jo

Den unge mand: - Ja - de kommer - din pige - og min tjener - og ingen af dem er, hvad de gi'r sig ud for

Judith: - Din tjener - er det - -? - er det Holofernes?

Den unge mand: - Ja - det er ham - (han nikker - en af vagten kommer ind)

Den unge mand: - Jeg ønsker teltet gjort istand til natten - og fruen ønsker sin pige - (vagten går ud) - din pige lader til at være fornuftig - (går hen til Judith) - har jeg nu kaldt angsten tilbage -?

Judith: - Nej - nej - hun er fornuftig - meget fornuftig (omfavner ham pludselig som for at søge beskyttelse og trøst)

Den unge mand: - Få hende til at forstå, at hendes vigtigste opgave er at holde ham hen

Judith: (nikker - de går fra hinanden - hun sætter sig på hynden - han står op - fru Branza kommer ind) - Bettina, hvor har du dog været -?

Fru Branza: - Jeg fjantede lidt med soldaterne - de trængte til det

Judith: - Du skulle jo hjælpe mig - det er sent - og jeg er træt - (fru Branza ser fra den ene til den anden) - hjælp mig med mit halsbånd - (fru Branza går tøvende over - begynder at pille ved halsbåndet - ser på den unge mand - -tjeneren kommer ind - Judith griber uvilkårligt fru Branza hårdt om skulderen -)

Den unge mand: - Bær bakkerne ud - gør lejet istand - (tjeneren tager fadet og bakken - Judith og den unge mand ser hele tiden på ham - tjeneren går ud -)

Judith: - Fru Branza

Fru Branza: - Nej Bettina

Judith: - For mig er De fru Branza - og det er næsten et kælenavn - der er en eneste ting, jeg vil be' Dem om - - - (i det samme kommer tjeneren ind) - jeg må nu ærlig sige, jeg synes ikke, det er helt passende for en agtværdig ældre barnepige, der har været i min mors hus, fra før jeg blev født, at støje altfor meget rundt med soldater - -

Fru Branza (drejer langsomt hovedet og ser tjeneren -)

Den unge mand: - Jeg ønsker ikke at blive forstyrret før hornsignalerne ved solopgang - (tjeneren ordner sengen - fru Branza hjælper Judith)

Judith: (hvisker, mens tjeneren står med ryggen til) - Hold ham hen - hold ham hen

Fru Branza: (vender sig mod tjeneren - nikker) - Hvordan vil fruen ha' håret -?

Judith: - Som det er - tak, Bettina - du må ikke gå for langt bort fra teltet

Fru Branza: - Jeg lægger mig lige udenfor - skulle jeg sove, sover jeg let - fruen behøver knap at hæve stemmen for at kalde

Judith: - Jeg kalder ikke, men det er dejligt at vide, du er der (tjeneren er færdig med sengen -) - Godnat, Bettina - (kysser fru Branza)

Fru Branza: (går langsomt hen til teltåbningen - vender sig) - Godnat, frue - (går ud)

Den unge mand: (til tjeneren) - Ikke før solopgang - (tjeneren går ud - vender sig i åbningen - ser på de to - tæpperne sænkes for teltåbningen)

Judith: (står ganske stilte og ser på den unge mand) - Seks timer

Den unge mand: - Ja - seks

Judith: - Jeg ligger hjemme i mit værelse - jeg sover - jeg har sovet et par timer - jeg kom træt hjem og havde ikke lyst til at snakke med de andre - der er lys hos Dan - han sover sent - i mors værelse er der ganske stille - man kan slet ikke høre hende trække vejret - hun ligger ganske ubevægelig som en statue på sin egen grav - tæppet på min seng broderede en veninde til mit bryllup - jeg ser så sjældent på det om dagen - men om natten kender jeg det - når jeg ikke kan sove, ligger jeg og føler mønstret - iaften faldt jeg i søvn med det samme - og nu ligger jeg og drømmer

Den unge mand: - Og der er ikke noget, du hellere vil end vågne - men du kan ikke

Judith: (ryster på hovedet) - Nej - jeg vil helst blive ved at drømme - når man vågner, får man jo aldrig lov at ta' noget med af sin drøm

Den unge mand: - Jeg ønsker kun, at jeg kunne stille tiden tilbage

Judith: - Er du ikke tilfreds med seks timer -?

Den unge mand: - Tilbage til det øjeblik, jeg kom ind i teltet og så dig - og genkendte dig, selvom jeg aldrig har set dig før

Judith: - Seks timer er en vidunderlig lang tid

Den unge mand: - Jeg vidste, det var dig - men jeg ville være helt sikker - derfor gjorde jeg ikke det, jeg skulle gøre jeg burde ha' gjort det - og sagt, det var nødværge

Judith: - Det ville ha' været en forbrydelse

Den unge mand: - Men det mest barmhjertige både for dig og mig

Judith: - Jeg bryder mig ikke om en barmhjertighed, der stjæler de timer, der ikke kan måles med ure og båndmål - tiden er inddelt så grinagtigt sommetider - ti år huskes som ti timer og pludselig bliver et halvt døgn til resten af ens liv - - og så ville du stjæle mine sidste timer - stjæle dem - du, som skulle gi' mig dem

Den unge mand: - Da du kom, var det for at dræbe

Judith: - Ja - og nu bli'r vi begge to dræbt - vi er to dødsens almindelige små mennesker, der går til grunde i et spil, der synes at være altfor stort for os - men det er ikke det - det er vores eget spil - dit og mit - vi er den jordbund, han vokser i - han er opstået af vores veghed og tvivl og trang til at tro og lyst til at løbe tusind mil bort fra os selv - vi må kalde Gud i himlen til, hjælp for at få styrke i ryggen til at gå ud og hente den ret tilbage, der er vores - vores soleklare menneskelige ret - det, vi vil dræbe, er os selv - han er symbolet på vor svaghed - (råber ud i rummet) - Dan, Dan, jeg forstår dig - nu har jeg hænderne over vandet - du havde både ret og alligevel ikke - hvis han forsvinder, er vi jo tilbage - og vi er de skyldige

Den unge mand: - Hvem er Dan -?

Judith: - Min bror - - mere end min bror - han er et svagt menneske, der tror så stærkt på livet, at han er villig til at sprænge sig selv og sin verden i luften for at andre kan leve men efter et så uselvisk selvmord og mord følger hævnen hævnen over alle - - og det var jo netop dem, han ville hjælpe -- Dan - du troede, Holofernes var den vigtigste - men du ta'r fejl - den vigtigste, det er mig - det almindelige menneske, der bare ser på og la'r stå til - og dukker sig fejgt under en tro på, at alt nok skal ordne sig, og at himlen ikke i længden tålmodigt finder sig i uretfærdighed - du tvang mig til at gå, og jeg gik - og endelig tilsidst fik du mig til at se - mit hoved var fyldt med potter og krus, kniplinger og blomster og mindet om en mand, der ikke lever - nu er det væk - jeg har en følelse af, at jeg kunne gå på glødende jern - at jeg kunne slå vand af klipper - (vender sig mod den unge mand) - Hvis ikke - hvis ikke du forlanger - men du må ikke forlange det - du må ikke forlange, at jeg kun skal elske dig

Den unge mand: - Hvis jeg gjorde -?

Judith: - Jeg ved det ikke - jeg er bange for det - jeg tror, jeg svigtede - det er kvinden, der svigter

Den unge mand: - Nej - du svigter ikke - du gik jo ud til lejren - er det ikke bevis nok

Judith: - Da jeg kom, gik jeg kun mandens ærinde - jeg var en dukke, der var trukket op - jeg lignede en levende - men jeg blev først levende, dengang du kom ind - jeg kan ikke gøre for det - jeg kan ikke - jeg elsker dig - (ganske sagte) - jeg elsker dig

Den unge mand: - Judith

Judith: - Du må ikke be' mig om det - du må ikke be' mig om at svigte -

Den unge mand: - Judith - glem alting udenfor teltet

Judith: - Nej

Den unge mand: - Glem din belejrede by, som du dog ikke kan frelse - glem Holofernes og Dan - og glem at solen står op

Judith: - Ja - og glem meningen

Den unge mand: - som ingen af os kan finde - som ikke er der

Judith: - Jo - der var en mening - en mening med at det var mig - at det var en kvinde, der gik ud til lejren i aften - det skulle netop være en kvinde - hænderne over vandet, man opdager det altid for sent - - jeg skulle kræve vores ret tilbage - kvindens ret - mennesket er skabt i Guds billede i hans billede - os strøg I - det var mænd, der nedskrev de guddommelige fortællinger, der fik verden til at tro, at kvinden var skabt af manden - den store almægtige mand, der er så overdreven fuldkommen, at der af hans overflødighed kan skabes et nyt levende væsen - du ønskede menneskets humoristiske sans knæsat som lov - det gik aldrig - ikke for manden - hans magt kunne slå revner, når kvinderne lo - det er jer, der har fundet på, at det skal hedde mennesket - og ikke de to mennesker - for jer er der kun et - jer selv og alt det, der dermed følger fra hus og mark til kone og elskerinde - i ni måneder er kvinden sat ud af spillet og kun optaget af sig selv og sin lille følgesvend – i de ni måneder tog I magten og blev verdens herre - I tror på jeres magt af Guds nåde den er af kvindens nåde - kvinderne, der ikke lo højrøstet kun lidt overbærende - I var jo hendes børn - hendes grusomme børn, der legede

Den unge mand: - Hvis kvinderne kunne - men jeg tror ikke, de kan

Judith: - Regere - styre verden -? kunne I -? - se dig om

Den unge mand: - Jeg behøver det ikke

Judith: - Når I sidder midt i jeres ødelæggelse, vil I ha', at vi skal komme og trygle jer som koner, elskerinder og mødre men det er uværdigt - kommer I nogensinde som mænd, elskere eller fædre - har man nogensinde hørt en mand råbe, at han var far -? - at I var fædre - nej

Den unge mand: - Du synes ikke, det er smukt, at en mor kæmper for sine børn -?

Judith: - Jo - smukt - og naturligt - men uværdigt - - det var værdigt, hvis vi kom som det andet menneske og krævede menneskets ret for alle - det er ikke kun jer, der er tanken og handlingen - vi er det sammen - kun sammen - jeg ville ønske, teltet ville revne - jeg ville ønske du var Holofernes jeg ville sige dig - jeg ville sige dig som officielt sendebud, at din magt kunne brydes - hvis vi ville - og vent på den dag, da vi vil - så flyttes bjerge, selvom de nok så meget hedder Holofernes - vi tænker i tusinde små enkeltheder - men ikke i mord og i brand og ødelæggelse - og var du Holofernes -

Den unge mand: - Så ville jeg sige, jeg elsker dig - vi følges

Judith: - Du ville ikke be' mig svigte -?

Den unge mand: - Nej Judith: - Jeg elsker dig - elsker dig, så alt andet glider væk - de hundrede små skærmbrætter, jeg skjulte mig bag, falder - alle de små enkeltheder, der var min tilværelse, forsvinder som lys, der bli'r blege, når solen står op - jeg elsker dig, fordi du ikke ville forlange, at jeg skulle svigte - selvom der var tid - og tid er der ikke - seks timer - og vi er begyndt på den første

Den unge mand: (løfter hende op) - Seks timer - omtrent seks timer - er en vidunderlig lang tid - (lægger hende på hynden - sætter sig ved siden af hende)

Judith: - Og så er det virkelig solopgang - tusinder og tusinder små ting vil jeg sige dig - men bogstaverne, ordene og sætningerne vil ikke la' sig tvinge - de vil kun sige en eneste en eneste

Den unge mand: - Judith

Judith: - Jeg er ikke Judith - jeg har ingen navn mere - vi hedder ingenting - vi er to små mennesker, der har gået i en streng skole - den var kort - kun et par timer - og vi rykker ikke op i næste klasse - men når vi ønsker - ønsker så kraftigt, som det er os muligt, vil ønsket blive stående i luften - til andre griber det - som jeg har grebet det fra andre - (ser op - kort pause) - tæpperne fra Allocia - og skrænterne og dit vidunderlige forår - vi lægger os mellem blomsterne og drømmer - når drømmen er færdig, er det andre, der vågner for os

Den unge mand: - Navnløse Judith - (han bøjer sig over hende) (Langsomt forsvinder lyset fra scenen - det bliver helt mørkt - et stykke tid er alt stille - så hører man uendelig langt borte vagtposternes råb - igen bliver det stille -langsomt vender lyset tilbage - vagtposternes råb kommer nærmere - scenen bliver oplyst - på hynden ligger Judith og den unge mand hun ligger yderst - de sover - - - Tjeneren står som et monument ved siden af hynden uden at røre sig - han ser på de sovende -)

Judith (rører sig i søvne - langsomt åbner hun øjnene)

Tjeneren (rører sig ikke)

Judith: (ser først ingenting - så føler hun pludselig, at der er nogen, der betragter hende - hurtigt rejser hun sig halvt op og stirrer på tjeneren uden straks at forstå, hvem han er - hun rykker ligesom tættere op mod den unge mand for at beskytte ham - længe ser hun som hypnotiseret på tjeneren) - Nej nej - solen - solen er ikke stået op - det passer ikke - den er ikke stået op - (hornsignalerne kommer nærmere - hun lytter med øjnene) - Hornsigna . . . - hornsignalerne - - så er den stået op - hvorfor kunne min vilje ikke holde den nede under horisonten - nej - nej, solen la'r sig ikke binde i et sort fængsel - den sprænger alle rammer, og som en glødende kæmpemønt rejser den sig fra øst - den er et bål af livskraft, der svier og brænder - men ilden sis gennem himlens blå ruder, så den falder blidt på marken og jorden, som menneskene lever af - - - og du troede, du var en sol - - Sol!! - Hvor fik du din kraft fra? - fra os - fra os - du er et monument over vores svaghed, over vores angst for at se tingene lige i øjnene - nu kunne jeg dræbe - - fordi jeg elsker - - jeg elsker - - du ler i dine øjenkroge - du er ikke bange - du tænker, hvor småt - småt! - og det er småt! - Hele verdens elendighed kan gå som sætninger gennem ens hovede - man opfatter dem - forstår dem - men de går ikke ud i nerverne, ud i blodet - ikke før vi selv er ramt - ramt tværs gennem vores skal, som var vi eremitkrebs - (fru Branza er kommet forsigtigt ind -lister sig i skjul langs teltvæggen ned bag tjeneren, der ikke har hørt hende) - og vi fortjener det - vi har hygget os i vores skal - vi ville ikke ud af den - vi ville ikke se, at vi havde millioner af skaller som nærmeste nabo vi var blevet til tusinde små enkeltheder, der forliste menneskets ret - for alle - og tilsidst for os selv - så endelig kan vi slå til - (løfter sine hænder) - men du skal ikke - (ser fru Branza) - Du skal ikke dræbes af mine hænder - de er uværdige

Fru Branza: (står lige bag tjeneren) - men af mine - (tjeneren vender sig hurtigt - hun støder en dolk i ham) - for det er folkets -! (tjeneren falder sammen)

Langsomt bliver det mørkt - fjerne trommehvirvler kommer nærmere og nærmere - stiger og stiger - tæppet falder i mørket - trommehvirvlerne tager af og forvandles til en legende xylofon som solen på et småkruset hav

SJETTE BILLEDE

OM MORGENEN

Da lyset vender tilbage, ser man igen tæppet, der forestiller gangen foran gæsteværelset - Kristine kommer langsomt op ad trappen - fulgt af fru Mynthe og Tilde - de bliver stående halvvejs - Kristine bøjer sig og lytter ved nøglehullet - så opdager hun pludselig Judiths sko, der er sat udenfor

Kristine: - De sover endnu -

Fru Mynthe: - Klokken er snart halvti - og de sagde, de altid stod tidligt op

Kristine: -- Hendes sko er sat udenfor døren

Fru Mynthe: - Det forklarer jo ikke noget - men vi må jo i kirke - vi må jo i kirke - vi er tilbage ved elleve-tiden Kristine, sig at vi er tilbage ved elleve-tiden - (vender sig på trappen) - Åh, Tilde, du har dog en forunderlig evne til altid at stå i vejen - (fru Mynthe og Tilde forsvinder ned ad trappen - Kristine kommer langsomt bagefter -)

(Lyset forsvinder, men kommer hurtigt igen og man ser fru Mynthes dagligstue - det er vidunderligt vejr - solen skinner og himlen udenfor glasdøen er septemberblå - stuen er som forskønnet -)

Fru Mynthe: (kommer fra højre med Tilde - de har hatte på fru Mynthe går hen tit døren og kigger ud -) - Hvem er det - men det er jo Barbara og Birgitte

Tilde: - De er på cykler - nej, hvor morsomt - og det vejr hvor er det vidunderligt - hvem skulle ha' troet det ovenpå den nat

Barbara (og Birgitte kommer ind fra haven - det er to pigebørn - 15 og 17 - søde og almindelige -)

Fru Mynthe: - Men søde børn - det var vel en overraskelse

Barbara: (og Birgitte) - Goddag, farmor - goddag, faster Tilde - (almindelig sigen »goddag« og kyssen) - vi skal hilse så meget fra far og mor

Fru Mynthe: - Hvor lå I i nat -?

Barbara: - I en lade

Birgitte: - Ah, ih, hvor er vi sultne - vi har cyklet hele vejen

Fru Mynthe: - Jamen søde børn - så skal I da straks få noget

Barbara: (peger på bordet, der er dækket med kopper og morgenbrød) - Vidste I, at vi kom - bordet er dækket

Fru Mynthe: - Nej - men vi har to gæster - ovre fra Idagård - men de sover endnu - sæt jer, børn - sæt jer - og Gud, vi skal løbe - er det ikke grusomt

Tilde: - Kan vi ikke blive hjemme -?

Fru Mynthe: - Fra kirke?! - Tilde dog - vi er tilbage ved ellevetiden - hyg jer - gæsterne sover måske til middag de er så søde - og hun er smuk - kommer de ned, er I flinke og velopdragne og siger, at farmor og faster Tilde kommer om

et øjeblik - (de kysser farvel) - Farvel - farvel - sålænge - (går ud gennem havedøren)

Barbara: (og Birgitte sætter sig) - Der er kaffe under hætten (skænker)

Birgitte: - Og dejlig friskbagt brød - hvor mon Kristine er? skulle vi ikke løbe ud og sige goddag -?

Barbara: - Hun kommer nok - og hvor vil hun blive forbavset - nu vil jeg bare spise - (de spiser)

Judith: (og den unge mand ses udenfor havedøen - de er klædt som i første billede - de standser udenfor døren - hvisker - pigebørnene spiser og opdager dem ikke) - Det er den ny verden

Den unge mand: - Alle farver er friske - alting er parat til at spire og gro - og over det hele svæver amoriner - kan du ikke se dem - små balletamoriner med lyserøde guirlander

Judith: - Alting er blevet ungt igen - hr. og fru Noah var ikke gamle og udlevede - syndfloden er forbi - Ararat er alle vegne - og jeg elsker dig - bli'r du ked af at høre det? - Jeg bli'r ikke ked af at sige det

Den unge mand: - Schyss - ikke tale højt - det er et fata morgana - det kan pludselig forsvinde - (peger på Barbara og Birgitte) - Se

Judith: - Hvem er det -? Er det dem -?

Den unge mand: - Det er de to gamle søstre

Judith: - Det var mor og datter

Den unge mand: - Jeg er ligeglad - for mig var det to søstre - se dem - de er osse blevet unge - purunge - den lille er Tilde - alting er blevet ungt, selv de er blevet unge i en ny verden

Judith: - Jeg vil gå derind og sige tak - tak, fordi jeg kom ud af teltet og ikke behøver at lade mine ønsker svæve i luften - og tak, fordi de gav mig lov til at følges med dig - og så må jeg be' dem tilgi' os, at du talte så meget inat

Den unge mand: - Jeg? - Du talte virkelig osse - -

Judith: - Ah, jeg ved ikke, hvem der talte - ordene tog os og førte os langt væk - lige ind i uvirkeligheden - og så holdt regnen pludselig op - kan du huske det? - Vinduet stod tegnet som en silhouet på det lyse rullegardin - og uvirkeligheden blev til den vidunderligste virkelighed - kom, vi løber ind og siger tak

Den unge mand: - Nej - nej - en pludselig bevægelse kan rive det hele omkuld - du må kun sige een ting

Judith: - Til dig? - (han nikker - hun hvisker til ham.) - Jeg elsker dig

Den unge mand (løfter hende op - bærer hende ud)

Barbara: - Kristines rundstykker - de er vel nok celebre

TÆPPE