Erik Rosekamp

Du spørger, hvorfor jeg graver sådan i fortiden; det skal jeg såmænd sige dig -: Jeg graver i fortiden, med det formål at sætte den i relation til nutiden, for derigennem at danne mig et indtryk af fremtiden. Og hvis du derefter spørger hvad jeg får ud af det - eller rettere - hvorledes fremtiden så ser ud, er jeg nødt til at komme med et mistrøstigt svar: Alt forandrer sig, enten ved at ændre form eller være i konstant bevægelse - undtagen een ting, nemlig mennesket, der modsat alt andet ikke synes at rokke sig ud af stedet. Det er som om mennesket er fuldkommen upåvirkeligt af alt hvad der foregår omkring det, det vedbliver med at være det sammne, uanset om det kører i damptog eller flyver i en måneraket. Naturen har åbenbart ment, at dette var hensigtsmæssigt, men det indbærer dog den ulempe, at menneskeheden slægtsled efter slægtsled kommer til at begå de samme fejltagelser om og om igen. Men sådan skal det måske være. Som børn blev vi indprentet, at der for menneskets vedkommende hele tiden var tale om en fremadskridende udvikling henimod det bedre. Dette er selvfølgelig rigtigt hvad viden angår, men vi er så sandelig ikke blevet klogere som tiden er gået, og måske ved vi i grunden heller ikke synderligt meget mere end vi altid har gjort. "Kærligheden er konstant, men den skifter genstand" - således kunne man måske også sige om menneskets vidensmængde, at "den er konstant, men skifter genstand". Det er i hvertfald bemærkelsesværdigt, at netop dette århundrede, der på alle måder har stået i "fremskridtes" tegn, tillige har bragt os de uhyggeligste krige i menneskehedens historie!?

Dette, at mennesket tilsyneladende ikke rokker sig ud af stedet men altid forbliver det samme, anser mange sikkert for temmelig betryggende (herunder naturen - hvad den så iøvrigt er for en fisk), men jeg finder det egentlig temmelig deprimerende, forstår du. Ikke sådan at forstå, at dette faktum piner og plager mig dag og nat og gør mig deprimeret - slet ikke - men hvis man skulle driste sig til at foreslå en mulig mening med livet, var det jo netop dette, at menneskene ved fælles hjælp skulle forsøge at gøre mennesket klogere og bedre som tiden gik - men ak, det er og bliver en drøm (men en smuk drøm). Mennesket er det samme som det altid har været - hverken værre eller bedre. Alligevel fører dette noget positivt med sig, nemlig at noget af angsten for døden forsvinder - bevidstheden om at man skal dø er ikke så pinefuld, når man ved, at man jo alligevel ikke går glip af noget. Selvfølgelig vil der da, efter at jeg er død blive bygget fantastiske maskiner og endnu mere fantastiske våben, men at ønske sig evigt liv for at opleve dette, er jo nærmest perverst.

Ja, det er altså foreløbig hvad jeg har fået ud af at grave i fortiden. Når du har tygget dig et stykke videre i denne bog, som handler om kærlighed, sygdom og død, vil du opdage at menneskenes(befolkningens) viden på det medicinske område ikke har flyttet sig een tomme. Også dengang optrådte de såkaldte "alternative behandlere" i stor stil og der blev sværget til sten og krystaller, der blev gået til kloge koner og mænd og der blev drukket hvidløgssaft i spandevis og der var dem, der med elektriske apparater brændte folks lemmer i stykker og ovenikøbet tog betaling for det. Hele cirkusset foregår den dag i dag. Heller ikke lægerne var fejlfri, men det er dog fra den lægelige forskning, at resultaterne er kommet! Sygdommen der er hovedperson i denne bog er tuberkulose og patienten det handler om, døde netop som penicellin så dagens lys - men altså for sent. Guderne skal vide, at det var dette stofs fremkomst samt vaccinationerne der gjorde kål på tuberkulosen. Man kan derfor blive noget så edderspændt rasende, når sådanne frelsende stoffer idag lægges for had - men det er jo netop den manglende viden om fortiden på disse områder der er årsag til dette - man er uden kendskab til de skrækkelige lidelser og sorger der prægede livet for et utal af mennesker for ikke så forfærdelig lang tid siden! Nutidens dræbende sygdomme som f.eks. kræft og aids, kan i virkeligheden slet ikke hamle op med fordums tider superdræbere! Men det er da rigtignok et paradoks i dag, at samtidig med at sundhedstilstanden aldrig har været bedre, har der aldrig været så mange syge som nu - gudfaderbevares hvor er vi blevet pylrede!!

Vi tog taxa fra Vejle. P.g.a. forskellige modstridende oplysninger var tiden blevet temmelig fremskreden - der var nemlig pludselig opstået tvivl om hvor vi i det hele taget skulle hen. Vort mål var Vejlefjord Sanatorium - altså det der havde været tuberkulosehospital i 30'erne. Ved forespørgsler på rette steder i byen var der imidlertid fremkommet forskellige svar. Ved henvendelse på Byhistorisk Arkiv kunne den venlige mand ikke give noget entydigt svar, idet han mente at vide, at der var hele 2 Vejlefjord Sanatorier og han kunne ikke sige hvilket der havde været tuberkulosehospital. Han anbefalede os, at henvende os på Lokalhistorisk Samling, hvor vi endelig traf en mand der vidste lidt om tingene, idet han med sikkerhed kunne sige, at det sanatorium vi søgte, var det der lå ved Stouby.

Det er det mærkelige fænomen som man tit støder på, når man forsker i fortiden, nemlig, at det er lettere at få oplysninger om noget der ligger flere hundrede år tilbage, end noget der er af nyere dato - og, hvad pokker, de ting vi søger er dog kun 58 år gamle, men altså på sin vis sværere at finde ud af end hvis de var 580 år gamle. Mange vil sikker tro, at det forholder sig omvendt, men det gør det altså ikke. For flere år siden var min bror medlem af en Sønderjysk historisk forening, hvor man på et tidspunkt ønskede, at kortlægge nogle smalsporede jernbaner der havde kørt i dette område for 60 år siden. Man havde regnet med, at det ville være en forholdsvis enkel opgave, men det skulle snart vise sig, at det var forbundet med så uoverstigelige vanskeligheder at man var lige ved at opgive det, og her var der altså blot tale om noget der var 60 år gammelt. Som min bror sagde, så var det lettere at kortlægge noget i området der var 800 år gammelt! Så, pas på - tingene fra dette århundrede forsvinder og efterlader sig intet spor!! Om 50 år vil man være uden viden om hvad vi går og laver i dag.

Lad mig hellere indrømme det med det samme - vi var ude på en slags Oddysee. Vi søgte Vejlefjord Sanatorium fordi det var en nødvendighed. I 1938 var en ung smuk kvinde på 24 år indlagt her - hendes navn var Ingrid Birgitte Schou, og hun var min moster. Ingrid døde d.11 maj 1939 på Søllerød Sanatorium. Dødsfaldet sendte chokbølger gennem familien, bølger der på sin vis ikke har lagt sig endnu. Selvom dødsfald ventes, så ventes de alligevel ikke. Ingrid var alt - ung, smuk, intelligent og var i besiddelse af en fandenivoldsk humor tilligemed at hun var en dygtig rytterske.

Når jeg før nævnte, at chokket over hendes død ikke var forvundet endnu, er forklaringen den, at da jeg blev født i 1941 boede vi i min mormors villa i Lyngby, hvortil mine forældre var flyttet netop for at hjælpe min mormor i hendes sorg, og jeg kom derved til at udfylde "hullet" efter Ingrid og blev genstand for min mormors grænseløse kærlighed. Mange i familien har senere ment at jeg tog ubodelig skade af "denne omklamring" som de kaldte det, ja nogle nedlod sig minsandten til at betegne mig som "Ingrid-erstatning". Men de var helt på vildspor, de skidderikker, min mormors kærlighed har været mig en styrke gennem hele livet. Hun døde af sorg da jeg var 6 år gammel, efter at man med vold og magt havde fjernet mig fra hende - men det er en helt anden historie, som du kan få en anden gang.

Klokken var nu henad halvfem, og det var varmt og stille solskinsvejr. Taxaen bevægede sig gennem vanvittigt smukke landskaber om hvilke jeg højlydt gav min mening til kende, hvilket glædede taxachaufføren der var barnefødt på egnen, og var glad for, at sådan et par københavnere i den grad roste hans hjemegn. Jeg fortalte ham om vores ærinde, hvilket lod til at interessere ham, og i den forbindelse spurgte jeg om han vidste noget om hvorvidt bygningerne havde ændret udseende gennem tiden. Til min store lettelse kunne han med sikkerhed fastslå, at de siden han var barn ikke havde ændret sig det mindste i det ydre ihvertfald- han kunne ikke sige noget om det indvendige.

"Og derude hvor I nu skal hen," sagde taxachaufføren, "ligger jo noget af den mest fantastiske natur".

Men jeg kommer i tanker om, at jeg hellere lige må fortælle dig om brevene og fotografierne. Ser du, i min familie har man nu i 5 generationer gemt stort set alt - og når jeg siger alt, så mener jeg alt! F.eks. kan jeg fortælle dig, at da mine oldeforældre giftede sig i 1873, lejede de en Singer symaskine - lejekontrakten og brugsanvisningen findes endnu!! Selvom det til tider har været en belastning, har jeg alligevel været uendelig glad for dette kæmpearkiv, idet jeg på denne måde er kommet i kontakt med mine forfædre på en helt usædvanlig måde. Nå, men det var dette med brevene og fotografierne - selvom dette familiearkiv ikke var i den bedste orden da jeg overtog det, lykkedes det mig at lokalisere de breve, som Ingrid bl. a. skrev fra Vejlefjord Sanatorium på den tid, ligesom et grønt album der havde tilhørt hende, indeholdt flere fotografier fra perioden. Når jeg nævner at albummet var grønt, er det fordi det var hende yndlingsfarve. Alt hvad hun ejede var så vidt muligt grønt! kamme, spejle, møbelbetræk, kuffert, tasker og hendes skrivebord som jeg læste lektier ved fra 1950 til 1959 - nu er det gået kødet gang.

Min lettelse over taxachaufførens udsagn om de uændrede bygninger, skyldes netop, at vi bør koncentrere vor interesse om, at sammenligne og finde ligheder, således, at vi selv kan hjemføre billeder, der kan underbygge vor historie. F.eks. kan jeg fortælle dig, at der derude er en flagstang der står på en slags trefod, hvorom der er en græsplæne med en sti omkring. I et af hendes breve skriver hun nemlig, at hun langsomt trisser rundt om denne flagstang og sætter sig på en bænk i nærheden som en gammel dame i Frederiksberg Have - der må således også være en bænk? Det kunne da være interessant om det findes endnu? Iøvrigt findes der også et fotografi af dette parti.

Brevene, siger du, - ja, det er sandt, det er jo egentlig dem der er årsagen til at vi nu sidder her i denne taxa og kører igennem et landskab, som vi for det første aldrig har set før og for det andet ikke har ord til at beskrive. Jeg kan roligt sige dig, at disse breve ikke er helt almindelige - hun ku' fandengalemig skrive, Ingrid - det er bl.a. derfor det er værd at beskæftige sig med. Selvom den hjerteskærende tragedie anes mellem linierne, er disse breve fulde af vid og humor, til tider grænsende til det sindsygt komiske. Og samtidig hermed fortæller de en medicinsk historie der ikke er uden interesse for eftertiden - men først og fremmest fortæller de om, et lille ungt menneskes glæder og sorger og kærlighed i en situation der synes håbløs, - og var håbløs.

Nej, det er sgu' ikke "store" ord, der er noget i disse breve, der må få det til at røre sig i ethvert forstandigt menneske.

Fra et temmeligt højt plataeu går det nu stejlt nedad gennem snoede smalle veje. Klokken er lidt over fem, og vi har planlagt at tage den sidste bus tilbage kl.18.25. Senere erfarer vi, at da sanatoriet blev bygget fandtes denne vej slet ikke, alle byggematerialer ankom derfor fra søsiden. Nu ser vi de første huse med institutionspræg - gule og røde mursten, med overvægt af de gule - bygninger beregnet til personale - et af dem så stort at det må have været overlægens. Pludselig dukker bygningen frem, og den er kæmpestor, men i forhold til dalslugten forekommer den lille.

Vi tager afsked med taxachaufføren og er nu overladt til os selv. Det er som om den alvældige bygning sover - ikke et menneske ses, ingen lyd høres. Solen hænger lavt og det er lummervarmt. Den vældige indgangsdør står åben, som en mund i et kæmpestort ansigt, og lige til højre for denne er busstoppestedet. Denne busrute spiller en lille rolle i denne historie, idet den var afgørende for om Ingrids breve kom afsted den ene eller den anden dag - det var nemlig buschaufføren der tømte postkassen, og sidste bus kørte dengang kl. 5.

"Det var satans!" udbryder jeg, "der er postkassen sgu'!"

Utroligt, der sad den på sit stativ - ikke den samme naturligvis - en ny selvfølgelig, men uanset dette var intet ændret bortset fra bussens køreplan.

Vi kommer ind i hallen, hvor der ikke lugter af hospital mere - lugten minder mere om gammel institution blandet med den særegne odeur der til tider møder en i især ældre hoteller. Fra hallen, der er dekoreret med relieffer i typisk 30'er stil, fører en robust udformet trappe med kraftigt trægelænder op til etagerne, hvoraf der er tre. I den anden ende af hallen er der en enorm stor dobbeltdør med glasruder, hvorigennem skimtes en stor skøn have, anlagt i den slugt der herfra skråner ned mod den smukke Vejlefjord. "Den smukke Vejlejord" - hvor hulen er det nu, man har hørt det før? Åh. nu husker jeg - det er fra første vers af Fr. Paludan-Møllers "Adam Homo" -

På Jyllands Kyst, ei langt fra Byen Veile,

(Der for det jydske Paradiis har Ord)

På Bredden af den smukke Veilefjord,

Hvori sig stadig Kystens Bakker speile,

...............

--læses den mon endnu? Sikkert ikke. Nå, men også dengang blev stedet altså betragtet som smukt, hvilket jo falder glimrende i tråd med min tidligere påstand om, at mennesket ikke har forandret sig - se selv: hvad man fandt smukt dengang, finder vi også smukt idag. I den sene eftermiddags lummerhede, henligger hallen fuldstændig lydefri - vi forsøger os med et spagfærdigt: "Hallo - er her nogen!?", men intet sker. Ganske vist skiltes der med en reception, men da vi opdager den, ser den ikke ud til at have været bemandet i årevis. Det er som om huset slet ikke forventer, at nogen skulle kunne finde på at besøge det. Vort ærinde er rigtignok også særegent, så hvordan i alverden skulle huset da også kunne tro, at der ville komme nogen? Og så på dette tidspunkt, - nej der er ingen tvivl, huset er overrasket!. Tro det eller lad være - men et øjeblik fornemmer vi, at alle husets spøgelser betragter os - alle de, der led, stred og døde her, eller på et andet turberkulosehospital - det er venlige spøgelser, de byder os velkommen, og er glade for at nogen er kommet for at hilse på dem.

Da der altså ikke synes at befinde sig een levende sjæl i stueetagen, foreslår min ledsager, at vi bevæger os på ad trappen til første sal. Men jeg bryder mig ikke om, sådan uden videre, at bestige huset og bemægtige mig det, uden en vis form for tilladelse. Gennem havedørens store glasruder skimter jeg nogle skikkelser, der sidder på en bænk i haven. Jeg tar' mod til mig og henvender mig til dem, idet jeg forespørger om der iblandt dem skulle befinde sig en ansat. Desværre, de er alle patienter, men de forklarer at der på første sal skulle befinde sig en aftensygeplejerske, og herefter er vejen op ad trappen banet. Ganske prosaisk skal det for en ordens skyld nævnes, at hospitalet idag fungerer som genoptræningscenter for trafikofre samt mennesker der lider af følgerne af blodpropper og deslige. Herudover fungerer det tillige som kursusejendom.

På første sal er der lidt mere liv, idet vi straks møder 2 patienter på strømpesokker. De bekræfter meget velvilligt, at der befinder sig en aftensygeplejerske på etagen, og at hendes kontor ligger lige derhenne tilvenstre; det gør det også, men det er ganske tomt. Den ene patient - en yngre mand, der iøvrigt ikke ser ud til at fejle nogetsomhelst, men naturligvis gør det - ser helt brødebetynget ud da vi ikke finder det vi søger. Vi skal lige til at forlade etagen igen, da den unge mand udbryder: "Der er hun!"

Ud af en elevatordør træder en yngre nydelig sygeplejerske, der ved synet af os ligner et stort spørgsmålstegn. (Hvem er de, hvor kommer de fra, hvad vil de?)

"Goddag, min navn er Rosekamp." begynder jeg, og fortsætter, "Vi er kommet fra København, og vi har ikke så meget tid - det drejer sig om en slægtning, der var indlagt her i årene 1937-38 - og, jeg vil gerne bede om tilladelse til at gå lidt rundt og fotografere m.v."

Hun stirrer vantro på mig, som om hun aldrig har hørt noget lignende. Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må forklare mig lidt nærmere: "Ser De, jeg er faldet over en stak breve fra dette familiemedlem, som beskriver forholdene her på hospitalet, og de er så vanvittig morsomme, brevene altså, at jeg har besluttet, at skrive en bog om det hele."

Hun lyser lidt op, men er stadig usikker i blikket, så jeg fortsætter: "Blandt andet fortæller hun om, hvordan overlægen ligger i med patienterne!"

"Ja, jo -" siger hun lettet, "Jamen det må De godt, og hvis De er historisk interesseret, så har vi en montre herude med forskellige ting fra den tid."

Hun viser os ud på reposen, hvor der ganske rigtigt er opstillet en glasmontre, indeholdende nogle altfor kendte genstande. Her er glas og porcelain samt bestik - fornemt, og altsammen med hospitalets mongram (Det var jo ikke noget betalingshospital for ingenting). Men juvelen i samlingen er det uhyggeligste - en sort kasse, indeholdende de instrumenter der blev brugt til den såkaldte "pustning" af lungerne. En operation, min kære læser, som du gentagne gange vil blive præsenteret for i denne beretning, på en sådan måde at du vil kunne mærke smerten i dine egne lunger! Der lå torturinstrumenterne, pæne og nydelige i den med fløjl indvendigt beklædte kasse. På afstand kunne de minde lidt om et overdimensioneret passersæt. Gummislangerne var intakte, og kanylerne, der var lange og tykke som stikkepinde, så ganske nye ud, og til mig, der havde læst brevene, talte de deres eget tyste sprog, om ydmygelse, angst og forfald.

Vi havde ikke tid til at falde i staver over dette "fortidsminde", og efter at have taget afsked med aftensygeplejersken og lovet at sende et eksemplar af bogen, skyndte vi os ud i haven.

Når man lige er kommet ud af havedøren og står på trappen, er det et vidunderligt syn når man skuer ud over Vejlefjord. Fra trappen bugter der sig stejlt ned mod stranden, kæmpemæssige græsplæner omkranset af høje løvtræer. Løvtræerne lukker sig om det hele, og Vejlefjord viser sig i horisonten som et lysende blåt felt, der af og til brydes af hvide sejl. Hvis nogen udsigt på nogen måde skulle kunne virke helbredende - så er det denne!

Der er i virkeligheden tale om en blanding af en have og en park. Alt er passet og plejet på bedste vis - men ikke "overpasset". På de bugtende plæner vokser der tuja og tax og dybt i svælget har en sø fundet hvile. Grusbelagte gangstier fører allesteder hen og med regelmæssig afstand findes bænke, der venter på det næste menneske, der træt på sjæl og legeme synker ned for dog et kort sekund at glædes ved disse omgivelser.

Går man derefter ned ad havetrappen er det første der møder en et blomstrende rosenbed - hvide, røde og gule roser, og midt i dette knejser en yndefuld granitstatue, af en lille pige i stumpet kjole, der spiller på en blokfløjte. Figuren er brugt som logo på hospitalets officielle papirer - jeg ved ikke om den stadig bruges, men skøn er figuren. Symbolikken er ikke umiddelbart indlysende, måske er der slet ingen, men hvad betyder det? Intet - for den er en fryd for sjælen, og alt andet er ligegyldigt.

Vi bevæger os ad grusstien tilhøjre langsomt nedad og vi har fuld udsigt til de store smukt skrånende plæner med skov på begge sider. Pludselig ser jeg den - flagstangen - fuldstændig som på fotografiet i det grønne album. Der er nemlig noget særligt ved denne flagstangs udformning, hvorved den adskiller sig fra andre flagstænger - den er som sådan ikke fastgjort til jorden i en forankring, men står ovenpå jorden på en fod. Den er altså konstrueret efter samme princip som de små miniflagstænger man sætter på bordet, når en har fødselsdag. Set på afstand ligner den fuldstændig en sådan. Og bænken - den står der mindsandten også endnu. Der er ingen tvivl om, at både flagstangen og bænken er de selvsamme som stod der dengang. Spørgsmålet er hvorfor man har valgt en sådan flytbar flagstang? Der er noget maritimt over den, hvilket leder blikket ud over fjordens vande, hvor forklaringen muligivs skal findes.

Hvad siger du? Hvordan jeg kan være sikker på, at det er den samme flagstang og den samme bænk?

Hør nu her - 58 år er altså ingen tid - intet af den slags forsvinder i løbet af så kort tid, medmindre menneskene har villet det. Jernbanerne i Sønderjylland, som jeg før fortalte dig om, er jo netop forsvundet, fordi menneskene har fjernet erhvert spor efter dem. Sådant noget er vi mennesker jo meget dygtige til - se nu i København f.eks., der har man jo efterhånden fået fjernet ethvert spor efter sporvognene. Hvis ikke det var fordi vi kunne se det på fotografier, var der jo ingen der ville tro på, at der nogensinde havde kørt sporvogne i København. På Østerbro og Nørrebro samt i Nordvestkvarteret titter der forskellige steder endnu et par skinner op af asfalten, men ellers er det slut. Og dog, ikke helt; prøv at se op på husmurene når du kører gennem Nørrebrogade, Vesterbrogade eller Valby Langgade(og mange andre gader iøvrigt). Her sidder i en bestemt højde og med en bestemt afstand nogle mærkelige tingester med et hul i midten. De er af støbejern og tit og ofte med en kunstfærdig udsmykning. Det er de kroge der bar wire-en der holdt de elektriske køreledninger oppe! Når du finder en sådan siddende på en husmur, så ved du med sikkerhed, at i denne gade har der kørt sporvogne.

Og med det samme vi nu er ved det, så skal jeg fortælle dig, at min mor, som er født i 1907, i en alder af 70 år en dag ønskede at gense sit barndomshjem, som hun vistnok ikke havde set siden 1916. Som sagt så gjort, - du må iøvrigt kunne huske det, du var jo selv med -, vi tog til Engskiftevej på Østerbro, hvor der jo idag stort set ingen private mennesker bor mere, alle husene er indtaget af ambassader og udenlandske firmaer, -og der lå, som nr. 6, den prægtige villa, som min morfar havde ladet opføre i 1908, fuldkommen som da min mor sidst havde set den. Men det var nu ikke det, der var det særlige ved denne begivenhed. Næh, - lige skråt udenfor indgangen til huset var et ganske lille anlæg med en offentlig bænk. Min mor stod længe og så på denne bænk, og da vi satte os ned på den, erklærede hun at det var den samme bænk som havde stået der lige siden hun var ganske lille. "På denne bænk," sagde hun, "har jeg siddet utallige gange og leget med min legekammerat Christian Gullman, som boede inde ved siden af."

Den slags ting forgår ikke så let, så jeg er sikker på, at også denne bænk som står her, er den samme som den Ingrid sad på, efter at hun havde trisset langsomt rundt om flagstangen, som jeg altså også er sikker på er den samme.

Ingrid blev jo iøvrigt født på Engskiftevej 6 - d. 10 april 1914. Men allerede i 1916 blev min morfar og min mormor skilt. Selvom min morfar på dette tidspunkt må betegnes som utilregnelig - undtagen i forretningsanliggender - fik han forældremyndigheden over min mor, Helga, mens Ingrid fulgte med min mormor. Der er ingen tvivl om, at min morfar, Axel Schou, var syg. Han havde også været indlagt på en nerveklinik, hvor han imidlertid ikke kunne holde ud at være, hvorfor han plagede min mormor om at komme hjem. Det må have været temmelig alvorligt, idet min mormor måtte skrive under på, at hans udskrivning var på hendes eget ansvar. Han opførte sig også ret ejendommelig og uhyggeligt. Til hans mere blide påfund hørte, at han midt under frokosten f. eks. kunne finde på at hælde en skål sildesalat ud over hovedet på min mormor. Det var en stor ulykke for min mor, at hun hele sin barndom og tidlige ungdom var tvunget til at være underlagt dette gale menneske, som ikke destomindre var en glimrende forretningsmand og udadtil var dadelfri og beundret samt ridder af Dannebrog.

Nu var der jo det specielle ved min mormor Ingeborg, at hun - udover at være i besiddelse af en erotiske udstråling der påvirkede enhver mand der kom i nærheden af hende - tillige var utrolig blid, og hendes reaktion på den slags grovkornede påfund fra mandens side var altid, at hun blot satte sig til at græde, uden at foretage sig andet. Hun burde jo nok istedet have rejst sig op og sagt: "Hvad fanden i helvede bilder du dig egentlig ind?!" Men vi kan jo ikke lave om på vores natur. Nå, men til sidst kunne hun jo heller ikke holde det ud mere og de blev som sagt skilt i 1916. Som min mor altid sagde - og hun vidste sgu noget om detteher -:"Hvad hjælper rigdom og pragt når lykken mangler?"

Hvis du nogensinde kommer forbi på Engskiftevej nr. 6, så kig godt på den store pragtfulde villa der ligger der - flot er den jo, med sine jugendvinduer og gesvejsninger og det helt specielle solur på toppen af gavlen, som voldte arkitekten Albert Oppenheim store vanskeligheder - men betænk så, at bag disse jugendvinduer og bag disse mure boede ikke lykken, men derimod traurighed, vold og smerte. Det var i denne atmosfære, at Ingrid blev født.

Du spørger mig om, hvad min morfar Axel Schou egentlig fejlede, og hvorfor han opførte sig som han gjorde?

Godt nok sagde jeg før, at han var syg. Men sygdom er som bekendt mange ting og egentlig tror jeg ikke at der kan stilles en diagnose. Ganske vist var der sindsyge i familien, men den var af en noget anden art. Han havde en ældre moster, som han iøvrigt var ganske flink til at besøge på sindsygehospitalet, hvor hun var indlagt i mangfoldige år. Der var det mærkelige ved hende, som det jo nok også er tilfældet med mange andre sindsyge, at hun i og for sig virkede ganske normal hvis man kun kendte hende flygtigt. Som sagt besøgte han hende jævnligt, og tit og ofte var min mor med - og når de så sad i dagligstuen på hospitalet og drak kaffe og talte fornuftigt om vind og vejr, så kunne hun pludselig se meget alvorligt på min morfar, og sige: "Axel, nu er det altså sket igen. Han har været her i nat, du bliver nødt til at gøre noget ved det! Jeg siger dig, han tager børnene og klasker dem allesammen op på væggen - og der hænger de så! Du må love mig, at gøre noget ved det Axel!"

Min morfar lovede selvfølgelig at gøre hvad han kunne, og herefter fortsatte kaffedrikningen og samtalen som om intet var sket. Min morfars galskab havde slet intet med denne type at gøre - han vidste altid hvad han sagde og gjorde, men han var intrigant, paranoid, hypokondrisk ud over alle grænser, sygelig mistænksom, magtsyg og fej. Men karakteristikken er selvfølgelig ikke udtømmende. Mennesket indeholder alt! Der kan både bo ondskab og godhed i det samme menneske ligesom mod og fejhed kan bo side om side i den menneskelige sjæl. Således reddede Axel Schou engang en ung mand fra druknedøden i Nyhavn. Han sprang resolut ud, dykkede ned efter ham og svømmede ind til bolværket med ham, og for denne dåd modtog han en medalje. Men når han så syntes at det puslede om natten i stueetagen i det store hus på Engskiftevej og han var bange for, at det var indbrudstyve der var på spil, så vækkede han altid min mormor og bad hende gå ned og se efter, hvilket hun iøvrigt intet havde imod - bange har de aldrig været de kvinder af den slægt!

Nej, man må nok sige at han i udpræget grad var neurotiker, og at det var dette der gjorde ham til en pestilens for hans omgivelser. Men det var kun privat at han virkede syg - i forretningsverdenen og udenfor hjemmet, var han uden forbehold helt korrekt og normal i sin fremtræden! Der er mennesker der den dag i dag reagerer med vantro såfremt man nævner overfor dem hvordan han egentlig var. Spørgsmålet er imidlertid så, om han i egentlig forstand kunne kaldes "syg", når han altså kun lod sin "sygdom" komme til udfoldelse indenfor hjemmet fire vægge? Min mor mente nej - han var ikke syg - han var bare et dumt svin! Eller som hendes anden søster Ida engang sagde: "Han var en stor lort!"

Axel Schou og Ingeborg Lehmann mødte hinanden i toget mellem Taastrup og København. Hun var lærerinde på en privatskole. De forelskede sig stormende i hinanden og jeg ved at de første år var lykkelige. På rekordtid bankede Axel Schou en el-grossistvirksomhed med millionomsætning op, hvilket naturligvis har givet et stort arbejdspres med tilhørende stress, men det skal ikke tjene til nogen undskyldning for hans væremåde. Tingene begyndte imidlertid at gå skidt få år efter indflytningen i den nye store villa. Ja, hvor er det dog egentligt typisk - det ser man jo også ofte idag, - at når huset endelig er bygget, og alt skal til at fungere med børn og det hele - ja, så pludselig går alt i opløsning. Hårde ord og min mormors evige gråd - det var hvad der prægede min mors tidligste barndom i villaen på Engskiftevej. Bedst havde hun det faktisk når hun ikke var hjemme, som f.eks. når hun besøgte sin mors tre søstre Karen, Johanne og Gunhild som boede i en lejlighed sammen med deres mor på Blegdamsvej 109, eller når hun legede med sin lille legekammerat Christian Gulmann med hvem hun havde en fælles interesse - nemlig dyr!

Nu skal man ikke tro, at Axel Schou var et uhyre til alle tider og på alle punkter - der er ingen tvivl om, at han var lykkelig da hans datter Helga kom til verden og da hun blev lidt ældre forærede han hende da også alt muligt, bl.a. dyr. Således fik hun både hund og kat og - en ged! Denne ged gik Helga og Christian Gulmann meget op i at passe - de trak den til græsning hvor der var græs - de trak den hjem igen, og puslede om den og plejede den efter alle kunstens regler. Den ged kom til at spille en lille rolle den dag i 1915 hvor det hele eksploderede.

Du kan nok se, at der allerede var knas i den da Ingrid blev født i 1914, og denne forøgelse af familien gjorde det overhovedet ikke bedre, snarere tværtimod. Jeg vil ikke sige, at Ingrid var svagelig fra fødslen, slet ikke, men der er ikke tvivl om, at hendes indtræden i livet blandt mennesker, som levede i den mentale fornedrelses skygge, på en eller anden måde har påvirket hende. Ihvertfald snøftede og hostede hun sig igennem hele sin tidlige barndom, uden at det dog derfor skal påstås, at der er en sammenhæng mellem dette faktum og hendes senere sygdom. Hun græder ustandselig om natten, hvilket holder hendes far vågen. Axel Schou hægede i den grad om sin nattesøvn, at dette skrigeri nærmest drev ham til vanvid. Han beskyldte min mormor for, at det var hendes skyld at Ingrid græd om natten. Han truede med at flytte på hotel. Min mormors mælk forsvandt og Ingrid skreg højere og højere og min mormor bare græd og græd, alt imens min mor Helga, lå vågen på sit værelse og hørte det hele.

Som det så ofte senere skete kom hypokonderen og simulanten op i Axel Schou. Pludselig for han ud af sengen - hostende og harkende og jamrende: "Åh - jeg er så syg, så syg, så syg!!" Han stormede ud på badeværelset hvor han gav sig til at udstøde bræklyde med hovedet næsten helt nede i WC-kummen. Herefter gav han sig til at gurgle mund og hals på så dramatisk en måde, at det kunne høres over hele huset, mens han fortsat jamrede: "Jeg er så syg, så syg, så syg!" Herefter satte han sig ned på en stol og sad og så elendig ud.

Min mormor der altid i den slags situationer ikke anede hvad hun skulle gøre, løb forfjamsket rundt mellem Ingrid og ham - hvem skulle hun tage sig af? De skreg og påkaldte sig opmærksomhed med lige stor styrke. Hun så aldrig at det var skuespil - hendes tillid til menneskenes pålidelighed var ubrydelig, hun kunne ikke forestille sig, at nogen kunne nænne at gøre andre forskrækkede på denne måde, hvorfor skulle de dog det?

"Skal jeg ringe efter lægen, Axel?" spurgte hun.

"Nej, nej - det er sikkert også for sent, jeg tager selv ind til ham imorgen, hvis jeg endnu lever!"

Herefter tog han en tur til med hovedet nede i WC-kummen, og det lød virkelig som om han kastede 14 dages middagsretter op, men sandheden var, at der intet kom overhovedet. Min mormor stod og klappede ham på ryggen, mens tårene strømmede ud af de bedrøvede smukke øjne. Herefter løb hun ned ad gangen til soveværelset hvorfra man hørte Ingrids hidsige skrigen. Ingrid suttede 2 gange på moderens brystvorter - og enten kom der ikke noget eller også smagte det ikke godt - under alle omstændigheder, skrigeriet fortsatte med fornyet styrke.

Så løb hun tilbage til manden, der atter havde sat sig på stolen i badeværelset og virkelig så elendig ud - som min mor sagde: "Han lignede døden fra Lübeck"

"Hvad skal jeg dog gøre, Axel?" spurgte hun.

"Du kan intet gøre, om få dage går min forretning ned, jeg kan ikke passe den mere på grund af al denne ufred i hjemmet - vi må gå fra hus og hjem" sagde han med psykopatens tilforladelighed.

Min mormor, der som sagt troede på alt hvad der blev sagt - næsten - brød sammen i gråd og anede ikke sine levende råd.

Min morfar rejste sig på en så affældig og svækket måde at det havde været en kongelig skuespiller værdigt, mens han med ynkelig stemme sagde: "Min eneste redning er rekration, måske tager jeg kurophold på Silkeborg Bad." Her glippede logikken rigtignok - for hvordan pokker skulle der blive råd til denne ekstravagance hvis hans virksomhed gik nedenom og hjem om få dage?

Og sådan gik det dag ud og dag ind - uden dog at forretningen på nogen måde gik nedenom og hjem - tværtimod konsolideredes den ganske voldsomt på grund af krigen og hans rigdom voksede og voksede ligefrem proportionelt med at hans ægteskab mere og mere nærmede sig afgrunden.

En dag i begyndelsen af juli 1915 var det kommet så vidt, at min mormor endelig havde indset, at det ikke kunne fortsætte. Både hendes mor og hendes søstre var jo forlængst blevet klar over hvordan det stod til, og med deres hjælp blev en sagfører engageret til at meddele Axel Schou, at min mormor ønskede skilsmisse.

Som ganske unge havde min mormor og hendes søstre Karen, Johanne og Gunhild aflagt ed overfor hinanden på, at de aldrig ville gifte sig. Hvordan de har taget min mormors forædderi er ikke godt at vide, men man kunne godt forestille sig at de nu sad i deres stille sind og sagde: "Der kan du se - det var fordi du brød eden." Det er nu slet ikke sikkert at de tænkte så skadefro - ihvertfald var de meget glade da de blev mostre til to piger.

Axel Schou har selvfølgelig været realistisk nok til at kunne forudse, at det kunne ende med et brud, alligevel eksploderer han i en sand kaskade af vanvittigheder. Min mormor anser det naturligvis for det bedste, at min mor Helga, der på dette tidspunkt er 8 år gammel, kommer af vejen mens det værste stormvejr raser. Hun aftaler derfor med naboen, redaktør Gulmanns, at min mor kan opholde sig med dem i deres sommerhus i Esrom i nogen tid.

"Er du klar over lille Helga, at din mor ønsker at du rejser væk - væk fra Far?" sagde Axel Schou teatralsk.

Min mor, der reagerede på forholdene nøjagtigt som enhver anden 8-årig pige ville have gjort i den situation, stirrede bare på ham.

"Kom nu med ud i haven, lille Helga, så kan vi bedre tale om detteher." fortsatte Axel Schou.

Da de var kommet ud i haven, vendte han sig mod sin lille datter, og sagde på en underlig forretningsmæssig facon: "Nå, sig mig så - hvem vil du helst være hos, far eller mor??"

Min mor løb tudbrølende bort mens hun råbte: "Jeg vil ikke være hos nogen af jer!!"

Imidlertid lykkes det dog min mormor, at få min mor afsted til Gulmanns sommerhus i Esrom. Hvordan dette forløber og hvad der ellers sker, ved jeg helt nøjagtigt, idet min oldemor dagen efter, d. 8-7-1915 skriver et brev til sine to døtre Gundhild og Johanne som er på rejse i Nordjylland - hun skriver: (Adr. Frøknerne Gunhild og Johanne Lehmann, Post restante, Thisted)

Goddag I kære to, tak for kortet som jeg fik henved 2 tiden, det ser jo kønt og hyggeligt ud, har i funden venlige mennesker og godt natteleje, hvorledes mon det går jer idag med vejret, mange steder i Jylland har det jo været slemt, her i byen har vejret været meget godt, men henvid 6-tiden trak det op, der kom også nogle dråber, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal, det er meget mørkt men regnen er hørt op. Karen og jeg gjorde aftale imorges om at mødes i haven, Karen ville tage i bad og besørge noget andet efter kontortid, og så ville hun tage ud til mig, nu har jeg ialtfald sat vand over, jeg har været her fra kl.3 i det håb at Ingeborg skulle komme, jeg længes jo efter at vide hvordan Helga kom afsted imorges, - nu kommer Karen, jeg har middagsmad til hende, og så drikker vi the, vejret ved ikke hvad det vil, det regner og solen skinner, men vi bliver her alligevel, for vi syntes begge her er så dejligt, forgæves har vi ventet på vor kære Ingeborg. Vi kørte hjem ved 10-tiden, og det første vi får at høre da vi kom på trappen var at Fru Nielsen kom ud og fortalte os at vor kære Ingeborg havde siddet og ventet på os i flere timer, var det ikke trist. Hun var så gået hjem og havde set os sidde i sporvognen på vejen hjem. den kære Ingeborg havde forskellige ting som hun ville fortælle os, blandt andet da Helga skulle rejse igår morges, havde han sagt til hende, vær nu ikke altfor bedrøvet fordi din moder vil have at du skal rejse, far skal nok komme og hente dig om 8 dage - det ville jo Ingeborg meget nødigt have barnet så hurtigt hjem, hun bad fru Gulmann om at tale med Axel, men nu fik hun jo også grovheder. Nå, barnet kom afsted, Ingeborg fulgte hende til stationen, de måtte leie en automobil. Ellers opfører han sig som et rent galt menneske, pr. telefon har han bedt frk. Petersen (forf: prokurist i Axel Schous firma) om at tage 16.000 kr. ud som stod i banfken, og fordele dem således at hver af hans sødskende fik 2000 kr., om det kan lade sig gøre ved man jo ikke. Ingeborg telefonerede det straks til sin sagfører. Axel Schou bad på samme tid frk. Petersen om at sætte villaen til salgs - hvorledes det hele vil ende det ser man jo med sorg på, når blot vor kære Ingeborg må holde sig rask, nu begynder jo den lille Ingrid at blive lidt arrig og fordre meer pasning, og det er Ingeborg slet ikke oplagt til - det er måske ikke rigtigt at jeg skriver noget om det til Eder, men I ved nok, hvad jeg bærer på det må have luft. Inge ser lyst, og håber det skal fremme hendes sag al den galskab han udviser, blandt andet da Ingeborg kommer hjem igår efter at have fulgt Helga til stationen, så har han taget geden og ladet Jens gåe over med den, der hvor han havde købt den, og sagt at han hverken ville eje eller have den - nu gik jo Ingeborg i lange tider og søgte efter geden, til endelig hun spørger pigen, som fortæller hun har set Jens gå med den, nu telefoneredes der ind til kontoret, og pigen spurgte hvor han havde bragt geden hen, han svarede meget næsvist at geden var der hvor den skulle være. Imidlertid var Fru. Enemark kommet ud til Ingeborg og hun følte sig meget vred over at Axel havde taget geden fra Helga, hun og Ingeborg hentede den igen, og nu står den ovre i Gulmanns hønsegård, for de har taget deres høns med da de rejste, nu får vi at se hvordan det går, i alle tilfælde er det vist bedst at det snart får en ende - jeg sender Helgas adresse så I kan skrive til hende.. : Adresse. Helga, Fru Redaktør Gulmann, Huseby pr. Esrom.

Vi har sat os på bænken ved flagstangen mens jeg berettede om brevet fra min oldemor. Min ledsager ser skeptisk ud.

"Der er et eller andet i det brev der tyder på, at din mormor ikke var så naiv endda og måske heller ikke var så ubehjælpsom som du har antydet." siger hun.

"Ja, jeg ved godt hvad det er du tænker på," sagde jeg idet jeg rejste mig og foreslog at vi gik videre ned ad grustien og ind mellem træerne til højre. "Det er det der med, at min oldemor skriver, at Ingeborg ser lyst på det og regner med at jo mere vanvittigt min morfar opfører sig des større fordele får hun."

"Nemlig, kan du ikke se, at det der afsløres at hun tænker præcis som en hvilkensomhelst anden kvinde?" Siger min ledsager med triumferende øjne.

"Og det siger du? Men hør nu lige her, i vores familie har vi altid haft en tendens til at forstille os, ligegyldigt hvor ulykkelige vi har været har vi i andres selskab altid virket yderst glade og tilfredse. Vi snyder vore omgivelser. Jeg ved f.eks. at på et tidspunkt hvor jeg ganske sikkert ved, at min mor har det ad helvede til fordi hendes far har bestemt at hun skal på en pigekostskole i Schweitz, da skriver min oldemor i sin dagbog, at Helga virker kæk og glad, så det er i høj grad et spørgsmål om hvormeget lid man skal fæste til den slags udsagn."

"Det er jo i såfald et spørgsmål om hvormeget lid man skal fæste til noget som helst man hører eller læser." replicerer min ledsager, og det kan hun jo egentlig have så evig ret i, hvis blot hun havde tilføjet "og ser". Nej, sandheden, hvis en sådan i det hele taget findes, ligger og roder rundt imellem linierne.

"Jeg forstår iøvrigt ikke," fortsatte min ledsager, "hvorfor man skal forstille sig, hvad formål tjener det? Hvorfor skal man skjule sine bekymringer? Er det for at skjule sine nederlag eller for at tage sig bedre ud i andres øjne?"

"Ingen af delene, i vort tilfælde er der snarere tale om en art høflighed, en form for hensyntagen til omgivelserne. Hvorfor gøre dem bekymrede og kede af det uden årsag?"

"Det kunne da være at de kunne hjælpe en - og desuden er det vel sundt at komme ud med det der bekymrer en, og få talt om det!"

"Jeg får kvalme af det gylp - du er et dejligt menneske, men her er du altså helt på vildspor. Problemerne findes inde i ens hovede, og det er der de løses og ingen andre steder, og der er ikke andre end en selv der kan løse dem!!"

"Jeg synes nu alligevel, at udtalelsen om fordelene ved at din morfar opførte sig værre og værre, kunne tyde på, at din mormor var mere jordnær anlagt, end du tror." fortsatte min ledsager.

"Hvis hun virkelig har udtalt sig sådan, og det skal jeg ikke benægte, så kunne der jo være den forklaring på det, at det var hendens sagførers ord som hun blot gentog overfor familien, og måske på en måde gjorde til hendes egne." sagde jeg, "du kan jo nok se, at der er jura i den holdning."

Vi forsatte ned ad grusstien og ind mellem træerne, hvor vi lidt senere passerede en bro over en hulning. Alle disse stier, der som sagt var anlagt som et led i behandlingen idet man anså daglige spadsereture i frisk luft som særdeles helsebringende, havde navne som henviste til de læger der gennem tiden havde haft betydning for hospitalet. "Saugmannsvej", "Williamsvej", "Graversensvej" o.s.v. Vi gik et sykke ned ad Williamsvej og vendte så om og gik ud på den store plæne igen. Udsigten ned mod Vejlefjord var ubeskrivelig. Uendelig langsomt vandrede vi ned over plænen.

Men jeg må også hellere lige fortælle dig om denne "Jens" der gik med geden, som skrevet stod i min oldemors brev. Jens var en af Axel Schous nevøer, af hvilke han iøvrigt havde mange. Men denne Jens havde tidligt vist anlæg for kontor og forretning, hvorfor det havde været naturligt, at han kom i lære i min morfars virksomhed. Men hans arbejdskraft blev brugt til mangt og meget andet end kontorarbejde, således altså også, at bringe en ged fra et sted til et andet. Jens havde som mindre haft et ejendommeligt øgenavn, nemlig "onkel bil" - alle kaldte ham aldrig andet end "onkel bil". Sagen var den, at min morfar allerede i 1909 havde anskaffet sig en bil. Det var en amerikansk af mærket "Reo". Dens indregistreringsnummer var K 21 og alene dette fortæller lidt om hvor usædvanligt et ejerskab af en bil var. Dette, at min morfar ejede en bil, virkede i den grad ophidsende på Jens og hans bror. De var ganske euforiske og sagde til alle og enhver de kom i nærheden af: "Min onkel har en bil!", "Min onkel har en bil!" De blev aldrig trætte af at viderebringe denne kendsgerning, og til sidst var denne udtalelse blevet nærmest synonym med dem, hvorfor man da også helt naturligt begyndte på at kalde dem for "onkel bil". Jeg kommer i tanker om, at disse nevøer, når de var på besøg i villaen på Engskiftevej blev sat til at udføre en hel række af særegne opgaver. F.eks. kunne min morfar pludselig finde på, at kommandere dem til at smide alt tøjet, hvorefter han gennede dem splitternøgne ned i garagens motorgrav medbringende konsistensfedt og smørekander. Efter nogen tid kom de op, sorte som negre, efter grundigt at have smurt undervognens ædlere dele. Men ikke nok med det, når de overnattede derude forbød han dem at benytte toilettet om natten. Istedet blev der sat pissepotter ind til dem, som de bare havde at lade vandet i. Når morgenen så kom, blev de kommanderet ud af et tagvindue, bærende på deres pissepotter med indhold. Stadigvæk bærende på potterne balancerede de så hen ad tagryggen til gavlen på det sted hvor det store solur var. Her tømte de så langsomt potterne, således at pisset drev ned over soluret. Dette solur, der var noget helt specielt og som iøvrigt sidder der den dag i dag, var udført i en drevet kobberlegering, som med tiden skulle blive grøn, men efter Axel Schous mening gik dette for langsomt. Han havde derfor fået den ide, at uret hurtigere ville ilte og blive grønt, hvis man hældte pis ned over det - og det gjorde det sgu! Men nevøerne havde intet mod dette - de så i den grad op til min morfar, og det blev de ved med resten af livet. Jens - med efternavnet Jacobsen, blev senere en stor el-grossist i Aalborg. Han fik en døgenigt af en søn der giftede sig med en pige der hed Kirsten, som idag er et fremtrædende medlem af Fremskridtpartiet - ak ja, der kan man se.

Jeg ved ikke hvad der skete med geden, men den har ihvertfald måttet afleveres igen da skilsmissen var en kendsgerning; da flyttede nemlig min mormor og Ingrid til 1'ste salen i en villa på Lille Strandvej 111, mens min morfar og min mor flyttede til Østbanegade 9 hvor der dengang lå en herskabslejlighed på hver etage, og her har det ihvertfald været umuligt at holde ged.

Ja, jeg fortæller dig jo alt dette - ikke for at trætte dig, men fordi du skal kende noget til de mennesker du senere vil støde på gennem Ingrids breve. Nå, men skilsmissen kom altså istand i 1916. Min mormor gik temmelig tomhændet ud af den. Såvidt jeg ved fik hun ikke andet end møbler - måske har hun ikke villet have andet, men det er alligevel mærkeligt, for når man tager min morfars store formue i betragtning, så burde hun have været en holden dame efter skilsmissen, og det ved jeg med sikkerhed at hun ikke var. Men hun og Ingrid flyttede som sagt til en villa i Hellerup. Ejeren af denne villa var gartner, men tillige fanatisk religiøs og fanatisk helsemenneske. Ak - de skøre kugler fandtes såmænd også dengang. Han spiste selvfølgelig kun grøntsager og han så helst, at folk i huset benyttede et lokum nede i haven, da menneskelort var noget af det bedste gødning til jordbær - hvilket han selvfølgelig havde ret i. Det siges da også, at hans jordbær var de største på Sjælland. Herudover havde han en stor regnvandstønde stående, som han badede i hver eneste morgen året rundt. Oppe på 1 sal kunne man tydeligt høre ham pruste og stønne og pjaske tidligt om morgenen, og han påstod at dette regnvand bragte ham sundhed, velvære og gudsfrygt. Men ikke nok med det. Om vinteren i frost og sne løb han nøgen rundt ude i Ulvedalene. Han kastede sig ned i sneen og rullede sig rundt og sprang så op igen og fortsatte sit løb. Uheldigvis blev han en dag observeret af to ældre damer, der var ude at gå en tur i Dyrehaven - og de anmeldte ham til politiet for blufærdighedskrænkelse. Det var en noget slukøret gartner der den dag vendte tilbage til Lille Strandvej - om han herefter fortsatte sine nøgne løb ved jeg ikke.

Den store taber i dette skilsmissespil var min mor Helga over hvem Axel Schou havde fået tildelt forældremyndigheden. Min mor tilgav aldrig helt sin mor, at hun ikke havde kæmpet hårdere for at få begge pigerne! Og guderne skal vide, at det også blev et rent helvede for min mor, at leve som Axel Schous datter lige indtil sit fyldte 21'ende år! D. 29-12-1927 pakkede min mor sin kuffert og forlod Axel Schous hus. Intet ville hun have fra ham - en bankbog som han havde oprettet i hendes navn og med et indestående beløb på 20.000 kr, rev hun i småsstykker for øjnene af ham, inden hun gik ud af døren!

Axel Schou var overbevist om, at sådan en overklassepige som min mor jo var, der kun var blevet opdraget med henblik på et godt giftermål, umuligt ville kunne klare sig ude i det almindelige liv. Han var derfor sikker på, at hun inden længe ville komme hjem igen - men han tog fejl - hun kom ikke hjem igen, og hun bad aldrig om hjælp. Ret skal være ret - jeg tror virkelig, at min morfar var ulykkelig over at min mor forlod ham - det tyder ihvertfald hans efterfølgende desperate handlinger på. Han forstod ingenting - han mente han givet hende alt og sørget godt for hende og været god ved hende. Forbindelsen blev aldrig helt afbrudt mellem dem - de sås ved forskellige lejligheder, og var da også istand til at tale sammen - men min mor bar altid et skjold foran sig. Alligevel må der inde i baghovedet på Axel Schou have ligget en lillebitte tvivl om, hvorvidt han nu også havde båret sig rigtigt ad; mange år senere, da han engang besøgte os, husker jeg at han sagde, mens vi sad og spiste frokost: "Ja, Helga, jeg er jo godt klar over, at jeg ikke altid har handlet helt rigtigt overfor dig." Om det nu var for at få medlidenhed i sin alderdom eller hvad, skal jeg ikke kunne sige, men da han havde sagt det, begyndte han at sidde og smågræde. Min mor så iskold ud. Derefter klappede hun ham på skulderen, og sagde: "Så, så gamle jas - kom nu her og få en snaps til." Hendes stemme var hård som granit! Jeg tror min mor hadede ham, fordi det var umuligt for hende at elske ham.

2 Kapitel

Kitsch

Da vi var kommet et godt stykke ned ad græsplænen vendte vi os om, og så op mod den kæmpemæssige sanatoriebygning på toppen af bakken. Stor som et slot var den, og bygget i en stil der ledte tankerne hen på et engelsk herresæde af format. Her var tårne, spir og karnapper samt en blanding af søjlegange og balustrader. Bag disse fornemme mure havde sjæle udkæmpet deres sidste kampe med livet - dette liv, der ligesom den ægte kunst, på en gang er så dyrebart og samtidig aldeles meningsløst.

Du spørger, hvornår Ingrids sygdom begyndte? Det er svært at sige - sygdomme kan jo findes latente i endog meget lang tid, men så vidt jeg kan pejle mig ind på, må der have været tegn på noget i begyndelsen af 1930'erne. Men som jeg før fortalte dig, havde hun allerede som barn hostet mere end almindeligt var. Det ved jeg fra min oldemors dagbog fra 1921, men på den anden side set var der jo så mange andre der også hostede, og det er der jo stadigvæk den dag i dag, uden at man derfor kan sige at der ligger noget sygeligt bag. Dissideret syg har hun måske nok ikke været på dette tidspunkt, men der kan spores en vis nervøsitet, som kan have svækket hende - arrig og irritabel har hun ihvertfald været, det vidner igen min oldemors dagbog om, idet hun et sted skriver: Lille Ingrid har været her i dag, hun var så elskelig og slet ikke spor sær--.

Men har hun været nervøs, så er der sgu en forklaring på det. Nu tror vi jo, at det kun er idag at børn er kastebold mellem fraskilte forældre og herudover tillige fungerer som våben i den psykologiske krig, mellem de to stakler der ikke kunne finde ud af det - gudfaderbevares nej, det fandtes skam også dengang, så heller ikke på dette område har vi lært nogent som helst. Børn lider stadig under de voksnes skammelige egoisme.

Nå, - jeg ved ikke noget specifikt om betingelserne vedrørende min morfars og mormors skilsmisse, men helt sikkert er det, at Ingrid i adskillige år levede en sand nomadetilværelse - snart hjemme hos moderen på Lille Strandvej, snart hos faderen i Østbanegade. Der var tilsyneladende ikke noget system i det. Nu var der tillige det særlige forhold, at de tidligere ægtefæller under ingen omstændigheder ville se hinanden eller tale med hinanden. Der måtte derfor til stadighed indgås arrangementer med personer der kunne følge, bringe og hente Ingrid når hun havde været eller skulle på besøg hos sin far. Som naturligt var blev det først og fremmest min mors lod at udføre dette arbejde, men herudover kom min mormors 3 søstre der, som jeg tidligere har nævnt, boede alene med deres mor på Blegdamsvej 109, også til at yde en væsentlig indsats på dette område. Trianglen blev derfor det naturlige mødested hvor der blev hentet og bragt i en uendelighed. Her har der været fældet mangen en tåre, her har der været kolde fødder der trippede på brostenene og her har der været perlende sved under hattepulden på en hed sommerdag, når Ingrid blev hentet eller bragt af enten den ene eller den anden. Der havde faktisk dannet sig en akse -: Lille Strandvej, Trianglen, Østbanegade.

Udvekslingen foregik som regel på den måde, at min mormor tog sporvognen fra Strandvejen til Trianglen, hvor min mor Helga, så stod parat og bragte Ingrid videre til sin far. Eller det kunne også foregå på den måde, at min mormor bragte Ingrid til mostrene på Blegdamsvej, hvor min mor så hentede Ingrid senere, eller også bragte en af mostrene Ingrid til Trianglen, hvor hendes far stod og ventede. Af de tre mostre, Karen, Gunhild og Johanne (altid kaldet "Jo"), var det som regel Jo der bragte Ingrid til Trianglen, da hun sådan set var den eneste, der havde personlig kontakt med Axel Schou. Hverken Karen eller Gunhild kunne udstå Axel Schou, så de var helst fri for at møde ham. Det var heller ikke fordi Jo ligefrem elskede ham - slet ikke - men, de respekterede hinanden på eet punkt, nemlig det forretningsmæssige. Begge var de involveret i forretningsverdenen på højt plan, han gennem sin store grossistvirksomhed, og hun gennem sin ledende stilling i Nordisk Fjerfabrik. På baggrund af dette fælles talent, tålte de hinandens selskab, men heller ikke mere.

Og ikke såsnart Ingrid var kommet indenfor døren i Østbanegade, før hun blev gjort til genstand for et nøjere eftersyn. Dette var noget der gentog sig utallelige gange - ja, man kan næsten sige at det var blevet en slags ritual. Denne aften var det Helga der havde bragt Ingrid fra mostrene på Blegdamsvej. Faderen så strengt på Ingrid og sagde:

"Du ser syg ud, din mor passer dig ikke ordentligt!"

Ingrid sagde ingenting, men gav sig istedet til at hoste. Min mor stod ved siden af og så ulykkelig ud, fordi hun vidste hvad der nu ville komme.

"Ja, hør den hoste" fortsatte Axel Schou, "du er helt sikkert syg, vi må vist hellere ringe efter doktoren!"

Der var ingen bekymring i Axel Schous stemme, den var streng og forretningsmæssig. Fuldstændig som om der var tale om en vare der var kommet retur, og nu skulle underkastes en kvalitetskontrol. Stemmelejet og attituden var den samme som hvis der havde været tale om en sending elektriske relæer der havde været defekte. Nu begyndte Ingrid at græde. Det var ordet "doktor" der havde denne udløsende effekt. Sagen var nemlig den, at Axel Schou i enhver vanskelig pædagogisk situation, havde truet sine børn med "doktoren". Hver gang de havde været akavede eller obsternasie i hans øjne, havde han i sin afmagt udslynget trusler om, at såfremt de ikke rettede sig efter hvad han sagde, 'så kom doktormanden'. Under disse omstændigheder var Ingrids gråd jo ganske forståelig, blot anede hun ikke hvad hun havde gjort, siden hun skulle straffes så hårdt.

"Jeg synes I var temmelig længe om at komme iaften?" sagde Axel Schou henvendt til Helga.

"Jeg drak en kop kakao med dem inden vi gik." svarede Helga grædefærdig.

"Hvad sagde de om far?" fortsatte Axel Schou, og så helt forventningsfuld ud, "De talte om mig ikke? Hvad sagde de om mig?"

"Jamen, de sagde ingenting om dig, vi sad bare og drak kakao." sagde Helga, men nu kunne heller ikke hun holde gråden tilbage på grund af faderens strenge stirrende blik, så nu tudede begge Axel Schous døtre højlydt.

"Se nu der!" skreg Axel Schou hysterisk, "se nu hvordan I er blevet efter at I har været under disse mostres indflydelse - jeg har sagt dig Helga, at det er nogle onde kvinder, der kun vil skabe splid mellem jer og jeres far! Det er deres skyld, at I nu står her og hyler, - onde kvinder, det er hvad de er!"

Min mor Helga var kommet lidt til sig selv, og tørrede nu øjnene idet hun sagde: "Jamen de er ikke onde, jeg synes at de er søde!"

"Ja, man kan rigtig høre, at den Lehmanske ånd er over dig nu, det skal nok lykkes dem, at rive begge mine børn fra mig - og det er jo det de er ude på." sagde Axel Schou med himmelvendte øjne, idet han tog sig til hovedet og så lidende ud - man forventede næsten, at han nu for ud på toilettet og udstødte bræklyde med efterfølgende halsgurgling af et sådant format at huset rystede - men han blev dog stående. Så fattede han sig, og fortsatte: "Disse mostre er ikke alene onde - de er også sindsyge! Din moster Gunhild er direkte tosset - hun er vegetar og fodrer rotterne i gården, og herudover spadserer hun ned ad strøget med en kat i en hæklet tømme med Dannebrogsmønster."

Det kan ikke nægtes, at disse påstande om moster Gunhild var korrekte, det var derimod hans videre påstande om moster Karens udsvævende liv med mænd ikke. Selvom Karen ikke havde den samme erotiske udstråling som sin søster Ingeborg, havde hun dog alle dage set godt ud og det var da derfor kun naturligt at hun til stadighed, havde en hel del mænd halsende efter sig med tungen ud af munden. Men dette kunne man jo egentlig ikke bebrejde Karen. I Axel Schous øjne gjorde det bestemt ikke Karens omdømme bedre, at hun var ansat på Politikens redaktion, hvor alskens mærkelige og farlige typer færdedes. Som man kan forstå var disse kvinder i enhver henseende det stik modsatte af alt hvad Axel Schou stod for, og derfor afskyede han dem.

"Jeg kan fortælle dig, lille Helga, at en tidlig morgen da far kørte til kontoret, da så jeg moster Karen komme ud fra maleren Kluges lejlighed - kl. 7 om morgenen!" Han smagte på ordene kl. 7 om morgenen, og gentog dem flere gange, mens han så sigende på min mor.

Maleren Harry Kluge havde, ligesom så mange andre, været en af Karens tilbedere og Axel Schous observation hin morgen kl.7 kan da udmærket have været i overenstemmelse med sandheden. Imidlertid var der det specielle ved Karen, at hun aldrig slap taget i sine tilbedere - hun vedblev med at pleje omgang med dem, også efter at flere af dem havde giftet sig og fået børn. I det skjulte støttede hun således Kluge gennem mange år gennem anonyme køb af hans malerier på udstillingerne, men hun hjalp også ham og hans familie med ganske jordnære ting som f. eks. mad. Ifølge min mor, kunne Karen den morgen kl.7 ligesågodt have været inde hos Kluge for at aflevere noget morgenbrød, inden hun tog på sit arbejde på Politikens redaktion. Men der er jo ingen der ved det. Karen lod gennem hele livet døren stå på klem for samtlige sine tidbedere - om hun har været bevidst om den skade hun herved forvoldte, er usikkert - personlig tror jeg det ikke -, flere af dem led i den grad, at de beviseligt døde af det.

"Hvor er du dog naiv!" hvæsede min ledsager, "selvfølgelig var hun bevidst om det, det ved en kvinde da - det kan hun da mærke!"

"Jeg er ikke så sikker" svarede jeg spagfærdigt, "du må huske på, at for disse 4 søstre der var opvokset i et ægte guldalderkunstnerhjem, hvor kunst og ånd have forret fremfor alt andet, var en tilbeder måske blot en genstand ved hjælp af hvilken man kunne få tilfredstillet sin lyst til sværmeri!"

"Som du dog kan udtrykke det! De var vel mennesker af kød og blod - eller hvad?"

"Ja, det er netop det jeg ikke er klar over om de var - eller rettere, det var de selvfølgelig, men de selv ønskede kun at bestå af ånd, og intet andet, og som bekendt har en ånd hverken kød eller blod og kan ikke hverken skide eller pisse!"

Min ledsager så tvivlende på mig, så udbrød hun: "Ja, ja - men ligegyldigt hvor stor en ånd man anser sig selv for at være, så ved man vel inderst inde hvad de basale behov består af!"

"Jo, men de kan jo være fortrængt i en sådan grad, at de vanskeliggør en forholdsvis normal tilværelse; Karen var 18 år da hun opdagede hvorledes et barn kom til verden, og da denne frygtelige sandhed gik op for hende, faldt hun besvimet om. Nej, de levede en "kitsch-tilværelse" - ihvertfald for Karens og Jo's vedkommende, hvorimod det ikke var så udpræget i min mormor Ingeborgs og Gunhilds tilfælde."

"Jeg vil nu fortsat vove den påstand, at de, som kvinder, nøjagtigt var klar over hvilke følelser de satte igang, gennem deres "sværmeri"," sagde min ledsager med fasthed i stemmen, og fortsatte: "Du kan iøvrigt ikke regne med alt hvad du har fået fortalt, bl.a. af din mor. Efter min mening var de snarere forud for deres tid. Bortset fra din mormor giftede de sig aldrig, de havde uddannelse og havde allerede i 1910 vellønnede jobs på ledelsesplan! Det var sgu da altsammen noget af et særsyn på den tid!"

"Jo, men netop det forhold, at de ikke giftede sig kan ikke tolkes som om de var forud for deres tid - jeg tror simpelthen, at det der afholdt dem, var angsten for det materialistiske samliv med en mand!"

"Sikke noget pis!" sagde min ledsager med lynende øjne, "nej, de ville ikke opgive deres frihed og deres arbejde - det var det, der afholdt dem."

"Ja, det er selvfølgelig rigtigt, at enhver af de mænd der stod i kø for at få dem, i givet fald ville have forlangt at de skulle ophøre med deres arbejde, men alligevel kan jeg ikke frigøre mig fra den tanke, at det netop var dette "kitsch-agtige" ved deres tilværelse, der først og fremmest var hindringen."

"Du bliver ved med dit "kitsch" - hvad mener du?"

"Ifølge Johannes Sløk er ordet "kitsch" græsk og kan direkte oversættes til benægtelse af eksistensen af lort - og dette skal ikke kun forståes i overført betydning, men så sandelig også direkte. Netop i et ægteskabeligt forhold, hvor man jo deler ikke alene bord og seng, men også toilet ville det jo uvægerligt blive afsløret, at de sked og pissede, og tanken om denne afsløring var ganske enkelt ubærlig."

"Nej, nu er du virkelig for langt ude." Min ledsager rystede på hovedet.

"Som halvvoksne piger var de vildt betaget af præsten ved St. Johannes Kirke - Frandsen hed han - denne betagelse ophørte brat, da de en dag tilfældigt så pastor Frandsen komme op fra det underjordiske toilet på Nørrebros Runddel - hermed havde han afsløret sig som en almindelig dødelig, og deres forelskelse ophørte i samme sekund. De gik hjem og rev de sider forrest i deres salmebøger, som han havde skrevet hilsner på, ud - ligesom fotografier af ham blev klippet i småstykker!"

"Åh, det er jo sådanne umodne handlinger, som man ikke kan tillægge nogen betydning iøvrigt." sagde min ledsager, mens hun stirrede ud over den lille sø vi var kommet til og som lå nede i slugten mellem de store græsplæner.

De gik ikke mere i kirke når det var pastor Frandsen der prækede, hvilket deres mor straks observerede, men ikke kunne finde nogen forklaring på. Hun spurgte flere gange, men kunne ikke få noget ordentligt svar - det var jo også umuligt for dem at give hende det rigtige svar. Iøvrigt havde min oldemor aldrig kunnet forstå hvordan de dog kunne finde denne pastor Frandsen så attråværdig, ham, der som hun udtalte det: "Havde en mund som en hønserøv", hvilket ikke engang var løgn - det kan man forvisse sig om på fotografier, der viser en mand med en ufattelig lille rund og komisk mund. Min oldefar kunne heller ikke forstå deres forgabelse i ham, "Han bræger jo som et æsel når han messer, han har jo ikke tone i livet", sagde han. Jo, mine oldeforældre havde et noget mere frimodigt gemyt end deres døtre. Nogle år senere styrtede pastor Frandsen iøvrigt ned fra sin altan på Nørrebrogade og slog sig ihjel.

Flere af de mænd Karen kom sammen med udtrykte højlydt bekymring over hendes helbredstilstand, fordi hun aldrig spiste noget. Selvfølgelig spiste hun noget, blot aldrig i selskab med dem, så var det ihvertfald kun ganske lidt. En af Karens mest glødende tilbedere, den kendte zoolog og musikprofessor Rudolph Bergh, dristede sig engang til at udtrykke sin bekymring over Karens spisevaner, overfor søsteren Gunhild. Professoren mente at Karen måske led af fordøjelsesvanskeligheder, men Gunhild kunne berolige ham med, at der skam intet var ivejen med Karens fordøjelse, den fungerede aldeles perfekt i enhver henseende, og med hensyn til hendes appetit var den også i den skønneste orden. Dette kunne Gunhild netop med vægt udtale sig om, idet det var hende der stod for husholdningen i hjemmet.

Det var simpelthen frygten for at skulle på toilettet når hun var sammen med en mand, der afholdt hende fra at indtage føde af betydning. De må altså til tider have holdt sig og holdt sig helt ud i ulideligheden, hvilket jo som bekendt giver hård mave og en god forretning for fabrikanter af afføringsmidler af hvilke det mest kendte mærke var Dr. Brandreths Afføringspiller - denne dr. Brandreth, hvem han så end var, må have tjent en formue. En anden stor artikel på dette område, var lavementapparaterne. Man kunne være sikker på at finde disse apparater i ethvert hjem, der husede folk med samme åndelige observans som Karen og Jo. Det er jo egentlig ejendommeligt, at ånd og lort, på denne måde kom til at hænge uløseligt sammen. Jeg mindes disse lavementapparater der hang på væggen på toiletterne, højt oppe. Når nu lort var et så ømtåleligt spørgsmål, var det faktisk særdeles mærkeligt, at disse apparater hang åbenlyst fremme, men måske signalerede de, at her boede dannede åndsmennesker, der absolut ikke kunne finde på at skide mens de var sammen med andre? Jeg husker apparaterne som om det var igår - en hvidemallieret metalbeholder med en hank så den kunne hænge på væggen og i bunden en tud hvorpå en rød gummislange var fastgjort. I enden af gummislangen var en sort tingest af ebonit med en lille hane på. Denne sorte ebonittingest havde huller i spidsen hvorfra vandet kunne strømme, når man åbnede for hanen, og den var iøvrigt anatomisk udformet så den passede i røvhullet. Nutildags ses disse anordninger ingen steder synes jeg - måske på hospitaler eller i lægekonsultationer? Ak, ja, verden er af lave, og dr. Brandreths firma er sikkert gået konkurs.

Mens vi gik rundt om søen, havde min ledsager uafbrudt gået og rystet på hovedet. "Det er nogle vidtløftige konklusioner du drager!" sagde hun. "Jeg kan da nok følge dig et stykke af vejen, men at påstå at lort ligefrem skulle have været styrende for deres livsforløb og hele skæbne, det er alligevel at gå for vidt - nå, gudskelov har man da et noget mere afslappet forhold til disse ting idag."

"Har man det?!" røg det ud af mig, "Nå så det tror du - se dig om! Ordet lort anvendes idag overhovedet ikke i dets egentlige betydning, ihvertfald ikke på skrift, men udelukkende i nedsættende betydning om helt andre ting, som f.eks. filmen var noget lort eller musikken var noget lort. Igennem hele dette århundrede og lige til idag har vi gjort alt for at skjule vores lort. Der er knap nok nogen der skriver afføring mere, nu er det blevet til fækalier. Jo, vi skyer lort som ingensinde - ikke engang spædbørn skider mere, det kan du forvisse dig om i blefirmaet Pampers TV-reklamer, hvor man jo aldrig hører en lyd om hvordan bleerne ter sig såfremt der kommer lort i dem - kun blåt tis kommer der ud af plasticbørnene. Vi skyller al vores lort ud i havet uden at vi når at se det, og heller ikke hundelorte må man se ligge på jorden, så de bliver samlet op og kørt til forbrænding, og på den måde hindrer vi jorden i at optage de næringsstoffer som den har været vant til gennem århundreder".

"Det er sgu da irriterende at træde i en hundelort."

"Ja - bevares - det er det da, men nu er det jo ikke hele formålet med at samle dem op; sagen er nemlig den, at hunden efterhånden er blevet så menneskeliggjort, at man faktisk opfatter det som om det er ens egen lort der ligger der på jorden - og det kan vi ikke have, så derfor må den fjernes!"

Nå, -men under alle omstændigheder var Axel Schous insinuationer om, at Karen skulle leve et rykkesløst liv, helt ude af proportioner. Godt nok kendte hun mange mænd som higede efter, at tage hende under deres vingers skygge og hvad de nu ellers higede efter, men det må da sågu være deres eget problem. Ganske vist kunne der være dem der måtte mene, at Karen een gang for alle burde have ladet dem vide, at deres forhåbninger var falske - men på den anden side set, er det da også et kosteligt syn, sådan at se mænd gå i spåner over spildt kærlighed.

Hvad angår Axel Schous påstande om at søsteren Gunhild var vegetar og iøvrigt fodrede rotterne i gården hvor de boede, samt spadserede på strøget med en kat i en dannebrogsmønstret hæklet tømme, ja, så er dette korrekt nok. Axel Schou var realistisk nok til at kunne indse, at han på ingen måde kunne forhindre sine døtre rent fysisk i, at pleje omgang med deres mostre og bedstemor, men hvis han havde håbet på, ved hjælp af ovenstående udtalelser, at dæmpe de to pigers sympati for deres mostre, - ja, så var det skønne spildte kræfter. Tværtimod havde det den stik modsatte virkning, idet begge pigerne efterhånden indtog det standpunkt, at alle rotter i alle gårde burde fodres, hvilket min mor rent faktisk praktiserede. Men da rotterne jo desværre begyndte at forsvinde lidt efter lidt efter anden verdenskrig måtte hun tilsidst tage til takke med musene. I alle de huse hvor vi i tidens løb har boet, har min mor fodret musene. Dette indebar iøvrigt den helt utilsigtede fordel, at man faktisk havde kontrol over musene, idet de jo ikke havde behov for at gnave sig igennem vægge og paneler m.v. for at skaffe sig føde - de vidste hvor den var, og kom derfor aldrig videre.

Ingrid stod stadig i hallen og smågræd. Min mor sad på en stol med forgrædte øjne og Axel Schou gik frem og tilbage på gulvet, mens han himlede op om, hvor dårligt deres mor passede Ingrid. Pludselig gik han ind i dagligstuen hvorfra pigerne et øjeblik efter hørte den metalliske klang af telefonens gaffel der svippede op efterfulgt af den ulyksalige lyd af håndsvinget der blev drejet rundt - det var Axel Schou der ringede efter "doktormanden".

Ingrids smågræderi gik nu over i en slags krampegråd - og hun så virkelig syg ud. Axel Schou kaldte på pigen og beordrede hende til at bringe Ingrid til sengs øjeblikkeligt, samt tage hendes temperatur.

Hele denne komedie gentog sig faktisk analogt hver eneste gang Ingrid indfandt sig i Axel Schous hus. Hvad lægen har ment om det hele, melder historien intet om, men faktum er, at han kun nogle få gange fandt anledning til bekymring. Den ene gang var da Ingrid havde kighoste og den anden var, da han mente at kunne spore forstadierene til spansk syge, hvilket imidlertid viste sig at være falsk alarm. Ja, tænk,det var jo på den tid da den spanske syge rasede - og der var ikke en eneste i vor familie der blev ramt.

Iøvrigt blev min mor også udsat for disse kvalitetseftersyn, når hun f.eks. havde været hos sin mor i en juleferie.

"Hvad har de givet dig at spise?" spurgte Axel Schou med brydsk mine, "du ser afsvækket ud!"

Da min mor ikke svarede, fortsatte han: "Du er blevet proppet med altmuligt usundt, hverken din mor eller dine mostre har forstand på børn, du kan være glad for at du er hos mig, - ja, du ser virkelig syg ud - jeg ringer efter doktoren!"

"Jamen jeg er ikke syg!" skreg min mor.

"Selvfølgelig er du syg, - når jeg siger at du er syg, så er du syg. Gå op i seng!"

At det selvfølgelig var et nederlag, efter lægens undersøgelse, at måtte konstatere at hun intet fejlede, og at Axel Schou dermed havde taget fejl - det indså han aldrig.

3 Kapitel

Afmagring og Rudolph Valentino

Vi havde sat os på en bænk ved søen og så nu op over de enorme plæner med sanatoriet på toppen.

"Så langt som herned tror jeg aldrig at Ingrid kom mens hun var her." sagde jeg, "Hun var for afkræftet til at kunne gå så langt."

Min ledsager stirrede mørkt frem for sig, så sagde hun: "Hvor er det dog trist at tænke på - især her, i denne dejlige aftensol."

Men du spurgte mig før, hvordan og hvornår Ingrids sygdom viste sig, og jeg sagde at det var svært at sige - men jeg tror, at sygdommen kom snigende. Der var jo ingen der drømte om, at denne livskraftige og smukke pige bar dødens sæd i sig. Hvis du ser på alle fotografierne må du indrømme, at den pige du ser slet ikke leder tankerne hen på sygdom og død. Selv på fotografierne fra hendes sidste leveår fremtræder hun som om døden for hendes vedkommende befinder sig i en uendelig fjern galaxe. Det traditionelle billede af den tuberkuløse som tynd og mager og bleg og evindeligt spyttende blod op, holder altså ikke. Og det er måske det der netop er det lumske og forfærdelige ved sygdommen, at ingen opdager den før det er så godt som for sent.

En ting der kan have været medvirkende - om ikke andet så til at forværre tilstanden - var, at Ingrid og hendes veninder en tid lang afmagrede sig. Det var i slutningen af 1920'erne, da Ingrid altså har været 14-16 år. Vi taler så meget idag om, at Hollywood er over os og at vi er amerikaniserede o.s.v. o.s.v. - men, herregud, de fleste glemmer, at det var mindst lige så slemt dengang, da de store amerikanske filmselskaber, med United Artists i spidsen væltede deres mere eller mindre lødige stumfilm ud over Europa! Med disse film fulgte den såkaldte "strygebrætsmode". Det var en udmærket betegnelse, idet nemlig moden gik ud på, at kvinderne i bogstaveligste forstand skulle ligne et strygebræt - hverken mere eller mindre. Det var film med først og fremmest Douglas Fairbanks og Rudolph Valentino der havde de unge pigers interesse, og selv om disse films heltinder ikke ligefrem lignede strygebrætter, så var det dog denne filmæra der bragte den nye mode med sig.

Ingrid og to af hendes veninder, hvoraf jeg husker, at den ene hed Grethe og var datter af maleren Paul Fischer, stiftede ligefrem en filmklub som de kaldte for "United Artists Club", hvis aktiviteter for det meste foregik hjemme hos Ingrid på Lille Strandvej 11. De gik helt og fuldt op i dette klubarbejde, hvor alt foregik på yderst seriøs vis. Disse amerikanske film blev i mange biografer i København kørt non-stop fra morgen til aften. Man kunne derfor, hvis man ønskede det, se den samme film måske både 8 og 9 gange i træk! Min mor har fortalt, at hun og en veninde engang så den samme film 5 gange i træk. Det var en film med den kendte stumfilmstjerne Gunnar Tolnæs. Så snart den første forestilling var slut stormede de ud af biografen og skyndte sig hen til billetlugen og købte billet igen, og et øjeblik efter sad de atter derinde og så den samme film forfra - og det gjorde de altså 5 gange i træk!

Ingrid og hendes veninder gjorde det samme - der var Valentino-film som de havde set op til 20 gange - dog ikke på samme dag. Som følge heraf kunne de så at sige filmen udenad, hvilket satte dem istand til at gennemspille hele filmen med sig selv i hovedrollerne. De kunne hver en replik. De udarbejdede replikhæfter, syede med min mormors hjælp arabiske dragter og lod sig fotografere i samtlige scener som de gennemspillede fra filmene. Herudover havde de still-fotos fra næsten samtlige film som var ordnet efter handlingsforløbet og som de fremviste på et lysbilledeapparat fra "Ernemann-Werke" i Dresden. Moster Karen, som jo var ansat på Politikens redaktion, skaffede dem iøvrigt et væld af fribilletter til biograferne, ligesom hun også forsynede dem med filmfotos fra avisens billedredaktion- så det hjalp jo også en hel del.

Ingrid var altid Rudolph Valentino, d.v.s. sheiken - og når der stod "Tyven Fra Bagdad" på plakaten, var hun også Douglas Fairbanks, de to andre måtte så nøjes med at være skurk eller heltinde.

Mod slutningen af denne periode startede afmagringen. De gik fuldstændig grassat - og konkurrerede med hinanden om at tabe mest muligt. Samtidig løb de i vejret hvilket jo ikke gjorde det bedre. Paul Fischers datter Grethe kunne ikke helt følge trop - hun var og blev født buttet, og den stakkels pige har sikkert haft svære anfægtelser.

Det her med at tabe sig er altså ikke noget nyt - du husker vel også den såkaldte "Twiggy-periode" i 60'erne? Og nu ser det minsandten ud til at vi har den igen her i 90'erne, hvor man jo i den grad skyer fedt, endda så meget at margarinen efterhånden er blevet så fedtfattig så den selv i køleskabet, i løbet af ingen tid danner grønt mug.(Har man fuldstændig glemt, at både fedt og sukker virker konserverende, fjerner man dette må man sgu sætte noget andet i stedet, ellers dør vi jo bare af forgiftninger - nå, men døden skal jo trods alt ha' en årsag.)) "Jeg har valgt ikke at blive fed" som det berømte slogan lyder, og som har betydet, at flere og flere unge piger indlægges på psykiatriske hospitaler til behandling for spisevægring. Nu er det ikke Tuberkulosehospitaler der er brug for mere men derimod Psykiatriske Hospitaler. Ak, ja, - som før omtalt har vi aldrig haft det så godt helbredsmæssigt nogensinde, men der bliver flere og flere syge?

Denne absurde afmagringsproces afbrydes imidlertid brat, da Ingrid, efter i nogen tid at have hostet ganske voldsomt, får konstateret lungehindebetændelse. Min mormor, der når bortses fra digterkunst og musik, ikke vidste besked om nogetsomhelst, udtalte ved den lejlighed: "Åh - gudskelov at det kun er lungehindebetændelse." Det var i 1930.

Nu hjalp der ingen kære mor - Ingrid måtte fedes! Men såsnart man havde fået hende fedet op gik hun straks igang med at fede sig selv ned. Hun var absolut ikke samarbejdsvillig. Lungehindebetændelsen forsvandt og dermed også tilskyndelsen til fedningen og atter lignede Ingrid en streg i luften.

Der er i dette forløb intet at bebrejde Ingrid. For et ungt menneske i den alder er den tanke, at man vil være død om 5 år, ligeså absurd som det for jøderne ville være at forestille sig, at de 3 timer efter ankomsten til Auswizch ville være forvandlet til aske.

I begyndelsen af 30'erne begynder hun at skrante alvorligt - ikke sådan at man kan se det på hende - men hun hoster og hun er træt! Men ingen af de læger der tilser hende er istand til at stille diagnosen: Tuberkulose. Det finder jeg faktisk ret ejendommeligt. På dette tidspunkt tror jeg næppe, at der er en eneste læge i landet der ikke har haft med tuberkulose at gøre, så hvad årsagen er til, at de totalt overser symptomerne hos Ingrid, står fuldkommen hen i det uvisse. Medmindre... . Den eneste mulige forklaring er, at hun må have virket så frisk og ungdommelig og smuk på dem, at de, i lighed med alle andre, har haft svært ved at tro at døden kunne bo i noget så skønt. Ret skal være ret - det er også ufatteligt.

Jeg ved ikke nøjagtigt hvordan det kom istand, men det blev ihvertfald besluttet, at Ingrid skulle tage ophold på rekreationshjemmet "Landbolyst" ved Hillerød, hvilket for så vidt må have været et ret mondænt sted. Ingrid er nu 20 år gammel, og ingen aner hvor slemt det står til.

4 Kapitel

Breve fra "Landbolyst"

"Landbolyst" pr. Hillerød

d. 3 oktober 1934

Kære Moster Karen!

Tak for Politiken. Du kan tro, jeg er glad for den. Indbetalingskortet lod jeg - som du sagde, jeg skulle - gå retur. Det er rart at have sin egen avis, så man ikke behøver at slås med de ældre damer om en sådan.-

Her bor næsten kun ældre damer med undtagelse af 2 unge piger foruden mig og så som eneste hane i kurven maleren Carl Schou's unge håbefulde søn Michael Schou, som bor heroppe for at have ro til at male. Her er sandelig også motiver nok for en maler. Idag var jeg en tur til "Gribsø", det var en hel oplevelse, noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Træerne begynder efterhånden at antage deres gule og rødbrune efterårsfarver, og over det hele hviler den disede stemning, som hører efteråret til og som jeg holder så meget af. Det er den rigtige årstid at komme herop, om sommeren er det altfor varmt. Jeg håber, I vil komme herop og besøge mig en dag, det passer Jer, men vær så venlig enten at skrive eller telefonere det til mig først for at I kan være sikre på at træffe mig. Mit telefonnummer er Hillerød 214, og i kan altid træffe mig mellem kl.112 .122 og efter kl.17.

Min nye doktor i Hillerød, Fischer, gør indtryk af at være nogenlunde. Jeg skal komme til ham en gang i hver uge og så skal han se mig efter i sømmene.

Damerne herude er alle meget venlige og flinke imod mig og så velsignet interesseret i at gøre mig "fed og lækker". I går sagde jeg imidlertid, at jeg ikke ville tage på i vægt, og da en spurgte mig, om det var af forfængelighed, svarede jeg i nøje overensstemmelse med sandheden ja! hvorpå en anden dame gav mig et venskabeligt klap på skulderen og sagde, at det kunne hun li' mig for, og dermed endte den historie. - Til slut beder jeg dig hilse Gudil og Jo + Mads og Mugge og sender dig selv mine hjerteligste hilsner.

Din hengivne Ingrid.

--------------------------

Landbolyst" pr. Hillerød

d. 7 oktober 1934

Kære Mostre!

Tusind tak for Karens brev og Gudils vindruer. Siden du spørger, kære Karen, så tog jeg bil tilbage fra Hillerød den dag, jeg havde talt med dig i telefonen. - Vil I høre, hvordan min dag går -?

Kl. 72: kimer vækkeuret. temperaturtagning, renselsesproces.

Kl. 8 : kaffe m. 2 store krydre på sengen.

Kl. 82: Op. påklædning.

Kl. 9 1/4: Spadseretur

Kl. 11 1/4: Håndvask, Frisering.

Kl. 112: frokost. grønsager, 1 varm ret, koldt bord, kaffe

Kl. 12 1/4: Hvil

Kl. 132: Spadseretur.

Kl. 152: Hjem, hvil til kl. 162

Kl. 162: renselsesproces, omklædning.

Kl. 17: Middag. 2 varme retter + dessert + kaffe, som serveres i dagligstuen, hvor man derefter tålmodigt må høre på sygdomshistorier, skilsmisser, ulykkelige ægteskaber, sytøj m.m., og hvorfra man ikke kan være bekendt at løsrive sig før kl. 192, da man kan trække sig tilbage til privatlivets fred, læse aviser og efter endnu en renselsesproces få sin aftenthe serveret på sengen kl.20, hvorefter man læser lidt og derefter falder i søvn, når tidens fylde kommer.

Som I ser, går dagen således umådelig behageligt for mig, og jeg får slet ikke tid til at kede mig.

Min ny doktor, Fischer, i Hillerød er meget flink og mener, at jeg, når jeg lever på denne måde, snart vil komme mig helt. Luften her er så ren og klar, og efteråret er herligt. -

Mor fortalte mig i går, at du, Karen, havde haft i sinde at komme i dag, søndag, og da far kun har været et lille formiddagsbesøg her, ringede jeg til dig kl. ca. 12 for at få dig herop, men der blev ikke svaret. Jeg håber, du så vil komme en anden dag, men vil dog helst, at du skriver det først. I er naturligvis alle 3 velkomne og behøver ikke at skrive, hvis I foretrækker telefonen. Mit nummer er Hillerød 214 (bedst 112 og efter kl.17).

Jeres hengivne

Ingrid

------------------------------------------

"Landbolyst" Hillerød

d.20 oktober 1934

Kære Mostre!

Tusind tak for jeres breve. Ligeledes tak kære Gudil, for besøget her i mandags. Turen til Nøddebo var jo meget vellykket, trods Mads' vandgang. Men tak for bogen fra Jo. Jeg er naturligvis altid glad for god lekture, men nu tror jeg, at jeg er så rigeligt forsynet dermed, at jeg vil bede jer ikke sende mig mere.-

Ja, nu er det jo rigtigt blevet efterår, og det er pragtfuldt. I aften suser de dunkle skyer med rivende fart forbi den herlige sølvklare måne. Det er rigtigt vejr til at "sværme" i, men her sværmer man ikke, men går pænt tidligt i seng (derfor den elendige skrift). Nej, kære Karen, der er ingen radio her, og jeg savner det såmænd heller ikke, men flere af gæsterne gør det naturligvis. Jeg er meget glad for "Polle" hver dag. Hvor er det dog et sjovt blad. Jeg morer mig meget over "At tænke sig" - rubrikken. Kære Karen, jeg sender dig hermed en hilsen fra Fru Karen Braae. Hun bor heroppe p.t., og da vi talte sammen forleden, spurgte jeg hende, om hun kendte dig og fortalte, at du var min moster. Hun svarede, at det gjorde hun da rigtignok og bad mig hilse, når jeg skrev til dig. Hun er en vældig sød og meget intelligent dame, synes jeg. Jeg kan forfærdelig godt lide hende. Hendes lille datter, Eva, der er 10 år har boet heroppe i denne uge (efterårsferien), men rejser i morgen.

Her er kommet en ny ung pige, Frk. Strøm, som er fuldkommen umulig. Jeg har forgæves prøvet at indlede en samtale med hende, men hun svarer mig som et barn på 12, skønt hun er 26 og ser ud til at være 18. Hun må ikke gå tur, skal holde streng diæt o.s.v. for tænk, hendes mavesæk er sunken (og også slunken). Den stakkel, jeg tror, hun er unormal. Det er forfærdeligt. - Jeg er glad for, at jeg ikke har nogen nerver, for ellers tror jeg, at alene omgangen med denne forsamling af åndsvage individer ville gøre mig tosset.

Til slut beder jeg Jer hilse og klappe Mads + Mugge og sender Jer alle 3 mine kærligste hilsner,

Jeres hengivne Ingrid.

-------------------------------------

"Landbolyst" Hillerød

d. 7 november 1934

Kære Moster Karen!

Tak for dit venlig brev af 1' ds. - Ja, vi havde jo en dejlig tur sidste søndag, bare trist, at den endte med regnvejr. Forhåbentlig blev du ikke alt for gennemblødt på vej til Hillerød station. Jo, det var i sandhed en flot sportspræstation, at du løb hele det lange stykke på mindre end 2 time!

Helga var jo herude i søndags. Jeg hentede hende i Hillerød kl. ca. 102, og så gik vi den kendte tur til Nøddebo gennem skoven og fortærede vore medbragte muleposer + øl med efterfølgende kaffe og galopkringle i kroen. Derfra gik vi her til "Landbolyst", og Helga var inde og se hvordan jeg boede. Jeg klædte mig om til middag med det samme, og så fulgte jeg Helga til Hillerød, hvor vi inden toget gik, nød en kop kaffe på "Hotel Kronprinsen". Vejret var fint hele dagen, om morgenen var der lidt rimfrost, og luften var kølig, frisk og klar. Skoven er i de sidste dage "faldet slemt af", og mange af træerne har allerede - takket være nattefrosten - mistet alle deres blade. Ja, efterårets skønhed har kulmineret, men vinteren er på sin vis også dejlig. På søndag om 3 uger vender jeg hjem til mit kære Lyngby og åh - hvor jeg glæder mig.-----

Kære Karen, lige nu får jeg med posten dit rare brev af 6' ds. Tak for det. Jeg skal nok være forsigtig på fredag og lørdag og ikke gå for langt bort fra huset, når Kongen holder jagt. Det ville ellers være en nem måde at dø på, bare gå ud og lade sig skyde, men jeg tror dog alligevel, at jeg vil leve lidt mere, da jeg jo endnu kun er "et barn af år som af sind" -, o.s.v.

Nu plasker regnen ned, og det er så mørkt, at det næsten er nødvendigt at tænde lys midt om dagen. - Jeg er stadig meget glad for "Polle" hvor er det dog et dejligt blad!!! Du må endelig hilse "lille Karen" igen fra mig og takke for venlige forespørgsler.

Jeg håber du selv har det godt og ikke slider for meget på "Polle", jeg tænker ofte med gru på dine telefoner.

Til slut sender jeg dig mange kærlige hilsner

Din hengivne

Ingrid.

"Landbolyst" pr. Hillerød

d. 21 november 1934

Kære Helle (+ Kalle)!

Tak for de to rare breve af 15' og 19' ds. Det var vel nok en besynderlig drøm, du havde, kære Helga, og jeg kan ikke tænke mig at den går i opfyldelse. Hvem skulle mon den ældre gentleman på ca. 45 - "høj og flot, med gråsprængte tindinger og et lille overskæg" -være? Jeg kender ham i hvert fald ikke endnu, men man kan jo aldrig vide, hvad det ender med thi "ingen kender dagen før solen går ned". -

Jeg glæder mig vanvittigt til at komme hjem igen. På søndag 8 dage er jeg atter i Lyngby. Om søndagen skal jeg til frokost i Holte, men håber, at I vil komme og spise middag i Lyngby. Så kan vi evt. gå i biografen bagefter, hvis der går noget godt.-

I mandags var jeg en tur til Fredensborg med mig selv. Jeg drak kaffe med sandkage på byens bedste hotel. Vejret var pragtfuldt, og jeg vandrede hjem i den herligste solnedgang. I går var jeg en tur med far. Han kom kl.11 og vi havde muleposer med. Jeg troede, vi skulle være alene, men ude i bilen tronede 3 "fede mappedusser": Fru Jensen, fru Eriksen og en ung fru Fønns-Kiær. Vi kørte så til Frederiksværk, hvor vi spiste frokost (på samme hotel, hvor vi i sin tid boede), drak porter (min hofdrik efterhånden. Nej ikke "Hof"), og til kaffen hjemmebagt sandkage og småkager. Far skulle jo rigtig vise sig som damernes ridder og gav - Gud hjælpe mig - en Cloc til kaffen. Som følge heraf blev stemningen efterhånden lidt animeret. Far serverede sine vellagrede vittigheder og var fjollet som sædvanlig.

I dag har jeg været hos min elskelige doktor i Hillerød. Han siger, at jeg nu er rask. Jeg fik renset mine ører og taget blodprøve. Det er så rart at have den slags overstået, når jeg kommer hjem. Min blodprocent er 80, og han rådede mig til at tage nogle jernpiller for at nå op på normalen, som er 88%. Bagefter bød han mig ind på gule ærter, men jeg afslog hans tilbud, da klokken var ca. 142, og jeg skulle spise kl.17. Altså gik jeg min direkte vej alene hjem til "Landbolyst". Den rare hr. Knudsen rejste i går hjem til Lyngby. Heldigvis er fru Barfoed tilbage, og vi traver hver morgen afsted kl.9 i et tempo, der tangerer 6 km. i timen. Hun skal hjem samme dag som jeg, og far har lovet at køre hende hjem, da hun jo bor i Lyngby. Vejret er i denne tid skrækkelig tåget, men jeg er ligeglad -

Til slut mange hilsner til de to "klosterlige fastelavnsboller"

fra jeres hengivne Ingrid.

5 Kapitel

Moster Gunhild

Moster Gunhild

Jeg kommer i tanker om, at jeg hellere lige må fortælle dig lidt om den fjerde søster og moster, Gunhild. Hun var den af dem som man i det hele taget har hørt mindst om, men ikke destomindre var hun ligeså speciel som de andre.

Hvis du forestiller dig, at du en dag engang i midten af 1920'erne, svinger ind gennem porten til Blegdamsvej 109 og kommer ind i gården bagved, vil du se, at der her tilhøjre for dig står et stort kastanietræ. En af træets grene går helt hen til køkkenvinduet der hører til den lejlighed der her ligger på 1'ste sal. I denne lejlighed bor fru Anna Lehmann, - enke efter maleren Ludvig Lehmann der bl.a. udførte forlægget til "Den lille hornblæser" samt portrætterede Grevinde Danner og hvis oldebarn i dette øjeblik nedfælder disse ord, - sammen med sine tre ugifte døtre, Karen, Gunhild og Johanne, på henholdsvis 46, 41 og 40 år. Her har de boet siden de flyttede fra deres hus på Nørre Alle engang i 90'erne. Deres far døde i 1901, men han havde jo også giftet sig sent, idet han var 50 år gammel da han giftede sig med deres mor der på det tidspunkt var 18!

I virkeligheden havde Karen sin egen bolig, og havde haft det i flere år, men hun var alligevel altid på Blegdamsvej, så det var fuldkommen som om hun stadig boede der - de hang i den grad sammen - ikke på nogen frastødende, pervers eller direkte ulækker måde, som det jo ofte ses - der var nærmere tale om en dybfølt rørende samhørighed, og omsorg for hinanden. Men selvfølgelig - der er jo aldrig noget der er så godt, at det ikke er dårligt for noget, og det dårlige var, at denne samhørighed affødte en sygelig jalousi, hver gang en af dem gjorde et herrebekendtskab. En følge at denne idelige blanden sig i hinandens sager, medførte til tider også, at de anså det som deres soleklare ret, at blande sig til højre og venstre i familien på områder hvor de reelt ikke havde noget at gøre, og der kunne forekomme sammenstød hvor de var yderst ubarmhjertige i deres bedømmelse og kritik af andre. Det var først og fremmest Karen der førte an her, og dernæst Jo. Min mormor Ingeborg og Gunhild var langt mere tilbageholdne på dette punkt. Så når Ingrid engang senere i denne bog bliver noget så edderspændt rasende på mostrene, så er det altså kun Karen og Jo det omhandler.

Nå, men nu står du altså her i gården til Blegdamsvej 109 og ser op på kastanietræet. Klokken er præcis 6 om aftenen, og pludselig ser du Gunhild åbne køkkenvinduet. Dit blik glider hen over grenen lige udenfor køkkenvinduet, og med eet opdager du, at hele grenen er levende. På grenen

myldrer det med store fede brune rotter! På køkkenbordet foran Gunhild står et stort fad med madrester og med hænderne giver hun sig til at made rotterne. Rotterne kender hende, og tager forsigtigt den ene godbid efter den anden ud af hænderne på hende. Hun sørger omhyggeligt for, at de allesammen får noget - hun kender dem; gennem årene har den ene generation af rotter afløst den anden og mennesket og rotten er derfor blevet helt fortrolig med hinanden. Da køkkenvinduet atter lukkes, er rotterne som med et trylleslag væk, men præcis kl. 6 den næste aften er de der igen.

Da de efter moderens død i 1926 flytttede til en villa på Rudersdalsvej 32 i Holte, var Gunhild ude af sig selv af bekymring over rotterne. Hver aften klokken 6 tænkte hun på de arme stakler, der nu sad på grenen og ventede på at køkkenvinduet skulle blive åbnet. Men det blev ikke åbnet - og Gunhilds hænder med mad kom ikke ud til dem. Hun følte så stærkt at hun havde svigtet dem, at hun i smug tog derind om aftenen og lagde mad ud til dem.

På den tid var der endnu portnerboliger i porten til pænere etageejendomme. Portneren fungerede som det vi idag kalder vicevært, men skulle tillige holde øje med hvem der færdedes ud og ind gennem porten som iøvrigt blev lukket kl.22. Herefter skulle man ringe på en klokke, hvorefter portneren eller hans kone kom og lukkede op. Gundhild havde kendt portneren i mange år og da han var en meget venlig og godmodig mand, som altid havde holdt af de tre piger, så han gennem fingre med Gunhilds forehavende.

Min ledsager havde været tavs et stykke tid, så udbrød hun: "Nej, - jeg er altså ikke utilbøjelig til at give din morfar ret på det punkt, hun var sgu tosset! Se det for dig - en kvinde på over 40 år, der efter mørkets frembrud tager fra Holte til Blegdamsvej for at fodre nogle rotter! Nej, det er bare for meget."

"Jamen, det er der da ikke noget ondt i," sagde jeg. "Jeg kan udmærket følge hende - jeg ville heller ikke kunne falde i søvn om aftenen, med tanken om, at de arme rotter sad og ventede på at jeg skulle komme med mad til dem, nej - jeg tager sgu hatten af for hende!"

"Du er osse tosset!"

Nå, men alting får jo en ende, og på et tidspunkt blev det lillesøsteren Jo for meget - hun havde vist nok under hånden fået en meddelelse om hvad der foregik fra husets ejer - og hun forbød Gunhild at fortsætte dennne trafik. Nu lyder det jo lidt barskt, at en lillesøster sådan uden videre kan forbyde en storesøster noget, men sagen var den, at det var Jo der havde pengene. Karen havde jo forsat sin gode stilling på Politiken, men for Gunhilds vedkommende var hun økonomisk helt afhængig af Jo, da hun faktisk ikke havde arbejdet i flere år. Jeg vil ikke sige, at Gunhild spiste nådsensbrød, idet det var hende der stod for husholdningen og haven - men alligevel.

Jo havde på dette tidspunkt været prokurist i Nordisk Fjerfabrik i adskillige år. Herudover havde hun været direktør for firmaet russiske virksomheder ligesom hun havde ledet deres afdelinger i Frankrig og USA. Men hun var i virkeligheden mere end prokurist i firmaet - hun var direktør Langes højre hånd i et og alt, og kunne disponere - og gjorde det - helt enerådende. Direktør Lange kunne med sindsro lade hende råde med en direktørs beføjelser - han havde nemlig forlængst indset, at Johanne Lehmann havde et ganske særligt forretningstalent, der måske endog på visse punkter overgik hans eget - det var klogt af ham - hun var guld værd for firmaet. Som følge heraf var hendes gage naturligvis af en betragtelig størrelse. Lige siden den dag i 1902, da Jo blev ansat i firmaet og lige til hans død, var direktør Lange vildt betaget af hende - han friede flere gange, men fik nej. Ifølge hende selv skyldtes hendes "nej", at han før han friede, havde ønsket at gøre fuldstændig rent bord overfor hende, således at der ingen skeletter var i skabet, og ved denne lejlighed havde han betroet hende, at han som ganske ung hjemme i Kerteminde, var kommet til at gøre en pige gravid. Faderen, der var en rig købmand, havde så betalt sig fra det. Det skulle han åbenbart aldrig have fortalt hende - nej, det er ikke altid at ærlighed lønner sig. Om det nu var den virkelige årsag, eller Jo blot brugte dette som undskyldning, skal jeg ikke kunne sige.

Nå, hvorom alt var, så svømmede Jo i penge, og dette sammenholdt med at både Karen og Gunhild i den grad så op til hende på grund af hendes dygtighed, gjorde, at de på en vis måde følte sig underlegne og som regel indordnede sig under hende. Med tiden glemte Gunhild vel rotterne, og de efterfølgende generationer af rotter havde jo ikke noget tilhørsforhold til hende, hvorfor de jo intet savn led. Hun anskaffede sig iøvrigt herefter en hund der hed "Mads".

Dengang var man vant til rotter. Det var ikke som idag, hvor folk nærmest falder besvimet om bare de hører ordet "rotte". Denne angst skyldes naturligvis ukendskab til dyret. De fleste mennesker idag har aldrig set en rotte på nært hold, de ved vel knap nok hvordan den ser ud - de har bare fået at vide, at den er frygtelig farlig, og lader det blive ved det. Nøjagtigt som med de utallige andre ting vi idag får at vide er farlige, som f. eks. udlændinge, rockere og nakotika, sørger vi omhyggeligt for at holde os uvidende om genstanden for vores angst.

København var fyldt med rotter, og det vedblev den med at være til langt op i 1950'erne. Man kendte dem, man tålte dem, og det kunne ikke være anderledes, - men grænsen var altså nået når man ligefrem fodrede dem. Det syntes ihvertfald damen i stueetagen på Blegdamsvej, Nielsen hed hun, der med stigende irritation hver dag havde fulgt fodringsritualet lige over sit eget køkkenvindue. Fru Nielsen var venlig og høflig overfor sine overboere, når de mødtes på trappen og nævnte aldrig et ord om rotterne, men i virkeligheden har hun jo nok tænkt at de alle var lidt småtossede deroppe. Dette syn på overboerne blev sikkert udvidet til også at gælde resten af familien, da fru Nielsen en dag mødte min mor på trappen da hun er på vej op for at besøge sin bedstemor og sine mostre. Min mor var på dette tidspunkt 17 år og så ganske tilforladelig ud, og fru Nielsen vidste jo også, at den unge normalt udseende pige var datter af en rig grosserer, så her måtte der da herske en vis form for normalitet, hvorfor hun dristede sig spagfærdigt til at sige: "Undskyld mig frk. Schou - men er De klar over at deres moster Gunhild fodrer rotterne i gården - det er vi jo ikke så glade for, forstår De jo nok?"

Fru Nielsen havde sikkert håbet på, at min mor på en eller anden måde kunne gøre sin eventuelle indflydelse gældende, men til fru Nielsens store fortrydelse, sagde min mor blot: "Jamen, det har jeg da altid vidst at hun gjorde, og det syntes jeg da er udmærket!" hvorefter hun glad fortsatte op ad trappen. Min mor var nemlig også helt enig med moster Gunhild i, at rotter havde sådan nogle smukke øjne.

Som ganske ung havde Gunhild, i lighed med både Karen og Ingeborg, fungeret som lærerinde. Det var på den tid ganske almindeligt, at unge piger med en god skolegang samt kulturel ballast hjemmefra, lod sig ansætte som lærerinder - gerne i privat regi. Gunhild havde været ansat på en privatskole i Høje Taastrup, hvor hun var meget populær både blandt børn og forældre. Hendes anbefalinger viser, at hun har været en formiddabel underviser - ganske enkelt er naturtalent. Men hendes drømme gik i en anden retning - hun ville være kunstner, og var i så henseende den eneste af børnene der slægtede faderen på. Hun søgte akademiet, som jo netop endelig havde åbnet sine døre for kvinder i slutningen af 1880'erne, men blev, til sin store sorg, ikke optaget.

Men at hun ligesom de andre ville være selverhvervende, var hun ikke i tvivl om, og lod sig derfor uddanne til teknisk tegner. Som sådan arbejdede hun i en årrække for bl.a. firmaer som, F.L. Smidt, Fisker og Nielsen og Orlogsværftet. Det er egentlig pudsigt med disse tre piger - alle starter de ret traditionelt med et typisk kvindejob, hvorefter de alle havner i et job der egentlig var tiltænkt en mand. At kvinder blev holdt ude fra mandejobs på den tid er altså ikke helt i overensstemmelse med de faktisk forhold - hvis kvinder var dygtige, helst lidt dygtigere end mænd, - var der skam ikke noget til hinder fra arbejdsgiverens side.

Pludselig, omkring 1920, holdt Gunhild op med at arbejde, og ved denne lejlighed erklærede hun, at hun fra nu af ikke ønskede andet indhold i tilværelsen, end at gå hjemme og sørge for husholdningen og være en støtte og hjælp for moderen, der på det tidspunkt led af en begyndende leddegigt.

Hendes to søstre skumlede noget over denne pludselige beslutning. De var småsure over, at Gunhild nu åbenbart ikke længere ville bidrage økonomisk til hjemmets opretholdelse, men herudover var de også forvirrede over hendes pludselige omsving - de kunne ikke forstå det! Men efterhånden fandt de det helt behageligt, at de altid kunne være sikker på, at der stod veltilberedt varm mad på bordet når de kom hjem. Herudover fandt de det egentlig også rimeligt, at Gunhild vaskede deres tøj og stoppede deres strømper - når hun nu alligevel selv ønskede det sådan.

"Jeg forstår ikke rigtigt, detteher?" sagde min ledsager, "Når det tilsyneladende var hendes ønske at være uafhængig og selverhverende, hvorfor vender hun så pludselig på en tallerken og bliver til en slags hjemmegående husmor??"

"Jeg tror ikke at arbejdslivet sagde hende noget som helst." sagde jeg eftertænksomt.

"Jamen hvad i himlens navn sagde hende så noget? At gå hjemme og passe moderen og opvarte de to andre?"

"Ja!"

"Nej, det kan umuligt sige een noget!" sagde min ledsager med hysterisk stemme.

"Jeg tror," sagde jeg med dæmpet stemme, "at det måske var de helt små og enkle ting i livet der sagde hende mest."

"Jeg græmmes - jeg holder det ikke ud - ti stille!", sagde min ledsager, og rejste sig fra bænken, som hun fjernede sig 10 skridt fra, og blev stående med ryggen til mig.

Gunhild døde i 1940 kun 56 år gammel. Diagnosen lød på: Dårligt hjerte. Jeg ved nu at hun havde døjet med det i mange år, og det kan selvfølgelig også have været en medvirkende årsag til hendes arbejdsophør. Hendes sygdom blev iøvrigt overhovedet ikke taget alvorlig at de 2 andre. Som Karen sagde:"Man skal bare spise "Fackinger-salt" (hvad det så end var, - sikkert en pendant til vore dages naturmedicin og helsekost), og gå og løbe så meget som muligt."

Deres forståelse for moderens leddegigt var iøvrigt af samme slags som med hensyn til Gunhilds hjertesygdom: der var ganske enkelt ingen forståelse! Både Karen og og Jo havde en tyrkertro på, at alle sygdomme kunne overvindes, om ikke med "Fackinger-Salt", så dog ved træning og træning og atter træning - og så ellers lade naturen råde. De var således overbevist om, at den smerteplagede gamle mor kunne komme sig hvis hun bare bevægede sig tilstrækkeligt. De slæbte deres gamle mor med på lange gåture i al slags vejr gennem Ermelunden, selvom hun i virkeligheden helst ville sidde hjemme og se ud af vinduet - selvom udsigten til Fælleden overfor var forsvundet da man, til hendes store fortvivlelse havde bygget den grimme klods der kaldes Panuminstituttet. Til sidst sagde hun dog nej til længere gåture - hun kunne ikke mere. I sin dagbog skriver hun, at hun i og for sig kun vandrede disse smertefulde ture for at glæde børnene - selv troede hun ikke et øjeblik på, at det ville hjælpe. Men selv efter ophøret af disse ture var hendes trængsler ikke slut. Nu fortsatte børnene blot med at torturere hende hjemme på stuegulvet. Det foregik på den måde, at Karen stillede sig i den ene ende af stuen og Jo i den anden. Spisebordet var skubbet tilside, således at der var fri bane fra væg til væg. Øvelsen gik så ud på, at min oldemor skulle vandre frem og tilbage mellem sine to døtre, der stod som en frelsende havn i hver sin ende af stuen. Karen hjalp hende op af stolen og støttede hende hen til væggen, her slap Karen sit tag i hende og den arme dame stavrede ud på sin lange vandring under højlydte smerteudbrud. I den anden ende af stuen stod Jo med hænderne strakt frem imod hende og heppede - nøjagtigt som man har for vane at gøre med ganske små børn der går sine første usikre skridt. "Ja, kom så lille mor! Ja, kom så lille mor!" stod Jo og skreg. Moderen jamrede sig højlydt og der var vand i hendes øjne, men Jo fortsatte blot sine opmuntrene tilråb: "Kom nu lille mor - der er kun få skridt tilbage!!" Endelig var hun der - hun nærmest faldt ind i favnen på Jo, der resolut vendte hende om, og kommanderede hende den samme vej tilbage. "Åh nej - Åh nej!" tryglede moderen, men det hjalp intet. "Du skal bare se lille Mor - det går allerede meget bedre end igår." trøstede Jo, og fortsatte: "Nu skal du bare gå tilbage til Karen, og så kan du sætte dig i stolen igen og hvile dig!" Halvejs over gulvet måtte Karen løbe frem for at gribe hende, da hun ellers ville være faldet om. Og moderen skrev i sin dagbog: Jeg ved godt, at de kun ønsker mig det bedste, og kun har til hensigt at hjælpe mig, men smerterne gør, at jeg snart ikke kan mere. Og guhjælpemig, om man ikke også idag ser utallige eksempler på hvorledes syge gamle mennesker pines og plages med formålsløs øvelse og træning - det er som om man ikke vil forstå, at når mennesket bliver gammelt, er der ikke noget der kan blive bedre - kun dårligere!!! Mens alt dette stod på, forestiller jeg mig, at Gunhild stod i køkkenet og fodrede rotterne.

Gunhild holdt utroligt meget af Ingrid. Hun var altid parat til at trodse vejr og vind hvis Ingrid skulle passes. Utallige var de gange hvor hun drog den lange vej til Lille Strandvej for at passe Ingrid når Ingeborg skulle et eller andet, og det skulle hun faktisk ret ofte. Min mormor var utroligt meget ude. Hun sang sopran i et kor, der ustandselig afholdt prøver - så skulle hun ud til middag hos en af de familier de kom sammen med da hun var gift - så sang og spillede hun for nogle arbejdsløse kvinder på Nørrebro. Ingeborg var i det hele taget meget udadvendt, og især disse seancer på Nørrebro var noget helt specielt. Disse kvinder fra et helt andet socialt lag forgudede hende. Her kom en dannet og kulturel dame fra det øvre sociale lag, og gik lige ind i disse arbejdsløse kvinder med træsko på. Hun underholdt dem time efter time med sang og klaverspil. Og de var ellevilde. Ingeborg var en perfekt musikalsk begavelse, hvilket hun havde arvet fra sin far, og derudover var hun besjælet med en meget smuk sangstemme. Men det var ikke bare derfor at disse kvinder var glade for hende - det var de fordi hun var ægte! Det er jo ikke noget ukendt fænomen, at damer fra de bedre kredse gennem tiden har stillet sig til rådighed for diverse socialt arbejde, men der har som regel altid ligget en god portion egoisme i det - "Se hvor god jeg er" - "Gud vil sikkert takke mig når jeg kommer i himlen" - o.s.v.. For Ingeborgs vedkommende var der intet at dette fims - hun kunne bare lide at synge og spille for dem, hun syntes at det var dejligt, at der var nogen der kunne bruge de talenter hun nu engang var i besiddelse af, og så var den ikke længere!

Til tider kom Ingeborg så sent hjem, at Gunhild blev og overnattede derude, da den sidste sporvogn var kørt. Men de hyggede sig rigtigt derude, Ingrid og Gunhild. En overgang havde min mormor taget et såkaldt "Wienerbarn" til sig som hed Brynhilde, og så var der jo to børn at passe for Gunhild. Der boede andre i huset også. Min mormor havde for megen plads, så derfor lejede hun værelser ud - gerne til unge mænd. En af disse, en ung islænding der gik på musikkonservatoriet, hjalp ofte med at underholde børnene når Gunhild var derude. Denne islandske musikstuderende vaskede sig aldrig og skiftede aldrig tøj, med det resultat, at han altid lugtede. Men min mor sagde, at han spillede så vidunderligt på violin, at man fuldstændig glemte lugten.

Kapitel

Historien om Hr. Kajris

Forresten, nu vi taler om min mormors forskellige logerende, bliver jeg nødt til at fortælle dig om hr. Kajris.

Jeg har vist nævnt, at Jo havde været i Rusland som direktør for Nordisk Fjerfabiks datterselskaber derovre. Det var i årene 1914‑18, ‑ altså netop i en meget turbulent tid (for nu at bruge en underdrivelse). Hun oplevede således den russiske revolution på nærmeste hold, tilligemed de forfærdelige tilstande første verdenskrig bragte med sig. Efter sin hjemkomst var hun qua sine forretningsforbindelser i Rusland, perifert med i et arbejde, der gik ud på at hjælpe og støtte de folk, man havde haft forbindelse med derovre, og for hvem det var lykkedes at flygte til Danmark.

Det var på denne baggrund, at hr. Kajris blev indlogeret hos min mormor.

Hr. Kajris var en ung følsomt udseende mand, der desværre var meget afkræftet ved ankomsten til Danmark. Min mormor fik naturligvis øjeblikkeligt medlidenhed med dette unge ynkelige menneske, og gjorde alt for at opmuntre ham. Trods hendes store omsorg for ham, blev han dog mere og mere svagelig, og tilsidst var der ikke andet at gøre end at sende ham på hospitalet. Her kunne man imidlertid fastslå, at han som sådan ikke fejlede noget, men at der var tale om afsvækkelse af en særlig ondartet karakter. Min mormor besøgte ham hver dag, og havde chokolade og andet godt med til ham. For at opmuntre ham stillede hun ham i udsigt, at når han var blevet rask, ville hun tage på tur med ham rundt i København og omegn. Han bad hende, ved denne lejlighed, så bønligt om at komme hjem, da han ikke trivedes i hospitalsatmosfæren, og mente at han hurtigere ville komme til hægterne såfremt han kom hjem.

Ganske vist var min mormors opofrelse stor, ‑ men at have en sengeliggende logerende var dog mere end hun brød sig om. Imidlertid opgav man på hospitalet, at behandle hr. Kajris yderligere, da man havde grund til at formode, at årsagen til hans afsvækkelse var mere af sjælelig end medicinsk art. Altså kom hr. Kajris hjem, og han var dog kommet sig så meget, at han ikke længere var sengeliggende.

Som lovet tog min mormor på adskillige ture med hr. Kajris. Dette må have haft en helbredende virkning på ham, idet han faktisk fik det bedre og bedre. Hun tog ham med i Botanisk Have, på Rundetårn, i Glyptoteket og mange mange andre steder, for slet ikke at nævne Ermelunden, som jo alle dage havde været deres foretrukne udflugtssted. Men hun tog også med ham til Helsingør og gik rundt med ham i de gamle gader, og viste ham selvfølgelig også Kronborg. Og hr. Kajris livede mere og mere op ‑ dog forfaldt hans ansigtsudtryk, hvis nogen ellers havde kunnet se dem på disse ture, af og til til dyb melankoli, hvilket min mormor, der var en stor ynder af Chr. Winthers digtning, kun betragtede som naturligt og smukt, situationen taget i betragtning. Ikke et øjeblik faldt det hende ind, at hr. Kajris' attitude kunne skyldes andet end sørgmodighed over hans tabte fædreland iblandet bevidstheden om det ejendommelige i dette samvær med en fremmed kvinde i dette fjerne og ukendte land.

Når min mormor satte sig til klaveret om aftenen og sang, som hun jo gjorde næsten dagligt, fandt hun altid en lidenskabelig tilhører i hr. Kajris, der sad et sted i stuen i halvmørket fra hvis indre hans stenkulssorte øjne gnistrede. Han klappede aldrig, men rejste sig istedet, og rakte hende sin hånd, mens han stille hviskede: "Wunderbar ‑ wunderbar"!

Sidst i september 1921 kom min mormor en dag ud til sin mor på Blegdamsvej i meget ophidset tilstand. Hun var bleg og så forvirret ud, og på moderens spørgsmål om hvad der var i vejen, erklærede hun ligeud, at: "Hun på ingen måde kunne have hr. Kajris boende mere."

Den samme dag om formiddagen, da min mormor ikke var hjemme, var en af hendes veninder, en frk. Friis, kommet på besøg. Da døren var åben var frk. Friis, som så ofte før, gået lige ind. Da hun går op ad trappen til første sal, ser hun pludselig hr. Kajris komme ud fra min mormors soveværelse. Bleg og altereret styrter han ind på sit eget værelse, mens frk. Friis forfærdet stormer ned ad trappen, ud af huset og tager opstilling ude på fortorvet, for at afvente min mormors komme, således at denne så hurtigt som muligt kan blive gjort bekendt med den pinible hændelse.

Gennem en hr. Stephansen, som har noget med disse flygtninge at gøre, bliver der sendt bud til hr. Kajris om, at han øjeblikkelig skal flytte ud af huset. Hr. Kajris græder og jamrer sig, og nægter at flytte ‑ han siger at han hellere vil dø. Først efter at hr. Stephansen selv tager affære lykkes det endelig at få den arme hr. Kajris ud.

Det er klart, at min mormor ikke kunne have en mand boende, som gik på besøg i hendes soveværelse mens hun var ude; spørgsmålet er imidlertid, hvad der dog kunne få en mand som ham, der i enhver henseende udviste en korrekt opførsel, til at foretage sig sligt. Forklaringen er, at hr. Kajris var dødeligt forelsket i min mormor.

Allerede ved deres første møde var den unge mand faldet for denne udstråling hos min mormor, som bedst kan karakteriseres som en ulyksalig blanding af uskyld, ånd og erotik ‑ en i en kristelig kultur nærmest umulig cocktail, hvilket netop gjorde den så sublim. Om min mormor var sig bevidst, at hun med denne udstråling, fik lidenskaberne til at koge hos de mænd hun traf på sin vej, kan vi kun gætte os til ‑ selv mener jeg, både‑og. Hun kan umuligt have undgået at lægge mærke til, at hr. Kajris hånd var mere end almindelig varm når den greb hendes efter klaverspillet - at hånden kun langsomt og glidende forlod hendes, mens de sorte stenkulsøjne lyste. Men som sagt, tror jeg kun at hun betragtede det hele som et sørgmuntert digt, som hun på sin vis gennem sit klaverspil netop havde sat musik til. Hun fattede ikke, at det var dødeligt alvor. Uden at være sig det helt bevidst, spillede hun med og udløste således falske forhåbninger ved at møde hr. Kajris' blik med sine egne lidt tågede, og drømmende øjne hvis låg havde det med, på ulykssalig vis, at at synke nedad. At disse øjne ikke betød det som hr. Kajris troede, ved jeg nemlig, fordi hun så på mig, på nøjagtig samme måde - jeg husker det som om det var igår - ; lad os så blot sige, at disse øjne udtrykte, at hun kunne lide det hun så. Men jeg skal ikke nægte, at når jeg idag tænker tilbage på det, så var hendes blik det, som vi ville betegne som "sovekammerøjne". Stakkels hr. Kajris.

Nå, men hr. Kajris var altså kommet ud af hendes hus og, som det iøvrigt også var karakteristisk for hende, - så spekulerede hun ikke mere over det. En person som havde opført sig utilbørligt gled automatisk ud i glemslen.

Men så en dag, nogle måneder senere, da hun var med Ingrid på Rundetårn, fik hun et chok. Lænet op ad gelænderet et stykke fra dem stod hr. Kajris. Han var iført en gammel sort regnfrakke og var barhovedet. Hans sorte hår blæste med vinden, og stod vandret ud fra hans hoved. Der var kommet en mat glans over stenkulsøjnene, men lyse og gnistre kunne de stadig, og de stirrede stift på min mormor på en mærkværdig lettere anklagende måde; men de udtrykte også vild længsel.

Forfjamsket løftede min mormor Ingrid op, og bar hende hurtigt ned ad trappen og da hun så sig tilbage, så hun hr. Kajris, stadig lænende sig til gelænderet, men hovedet drejet så de sorte øjne mødte hendes - hun løb med Ingrid ved hånden hele vejen ned.

Nogen tid efter kunne Karen berette, at hun og en veninde havde været i Ermelunden og der havde de set hr. Kajris vandre rundt alene. Han var iklædt gammelt nusset tøj, og så i det hele taget forhutlet ud. De havde skyndt sig i en anden retning, og mente ikke at han havde set dem.

Sidste gang at nogen så hr. Kajris var et halvt år senere, da min mormor fredsommeligt kom spadserende ned ad Blegdamsvej. Pludselig skråede en skikkelse over gaden og standsede foran hende. Det var hr. Kajris, som hun imidlertid havde svært ved at genkende - den gamle sorte regnfrakke hang nærmest i laser - han lignede en på 40 skønt han kun var 26 - hans hår var uklippet, ansigtet hvidt og de store stenkulsøjne indfaldne. Han åbnede munden for at sige et eller andet - men hun hørte aldrig hvad det var, for da var hun forlængst i løb nået ned til nr. 102, hvor hun heldigvis fandt sin mor og Gunhild hjemme. Alle tre holdt de udkig gennem vinduerne i en rum tid - men hr. Kajris var væk.

Mange år senere traf min mor tilfældigt frk. Friis ved en selskabelig lejlighed. De kom da til at tale om den pinlige episode med hr. Kajris, og her berettede frk. Friis noget som ingen i alle disse år havde talt om. "Ja" sagde hun, "Og så var der jo det mærkelige ved hele situationen, at hr. Kajris var splitternøgen da han kom ud fra Deres mors soveværelse!"

Gud ved hvad der blev af den stakkels fyr.

7 Kapitel

Axel Schou’s andet ægteskab

På den tid da hr. Kajris for evigt forsvandt, havde min mormor været skilt i 5 år, og havde absolut ingen ambitioner om, at gifte sig igen. Anderledes med min morfar, der kort efter skilsmissen kastede sine øjne på en ny, med hvem han giftede sig under de mest mærkværdige omstændigheder. Men ak - allerede 3-4 år efter herskede der krigstilstand i herskabslejligheden på Østbanegade.

Da min morfar blev alene, stod han jo der med et stort hjem og en 11-årig datter, og han fandt vel, at det ikke var tilstrækkeligt med en stuepige og en kokkepige i huset, hvorfor han annoncerede efter en husbestyrerinde. Annonceteksten var urkomisk - : alder omkring de 30, vedkommende skulle kunne tale tysk, engelsk og især fransk, være musikalsk, være velbevandret i litteratur og kunst, kunne spille klaver samt være indstillet på at rejse i eksotiske lande.

"Det var vel meget almindelig i de kredse på den tid - hvad komisk er der egentlig i det." udbrød min ledsager, og forsatte, "Det var vel også af hensyn til din mor, for hvem hun vel skulle fungere som en slags stedmoder?"

"Jo, forstår du - det komiske ligger i, at min morfar med denne annonce mere end lader ane, at der er tale om et meget litterært og kunstnerisk hjem - og det var det jo netop ikke. Der var ikke noget intellektuelt over min morfar, det kan jeg garantere dig for - han anede intet om kunst og litteratur og han var komplet umusikalsk."

En ung kvinde ved navn Inger Nielsen søgte stillingen. Hun var datter af en overlærer på Samsø, og var iøvrigt i besiddelse af de kvalifikationer som annoncen nævnte. Det blev hende der fik stillingen - hvilket var et meget lykkeligt valg - ikke for min morfar, men derimod for min mor, der, på grund af Inger Nielsens blide og kærlige væsen, næsten kom til at holde mere af hende end af sin egen mor.

Min mor var tilstede under ansættelsessamtalen, og har refereret følgende:

Min morfar havde damesmilet på da han så Inger Nielsen. Med kultiveret stemme udspurgte han hende om forskelligt, og da de kom til det med musikken, sænkede han stemmen og så hende drømmende ind i øjnene og sagde med lettere henført stemme, idet han lænede sig frem imod hende: "Kender frøkenen Liszt's Femte Ungarske Rapsodi?" Jo, det gjorde hun da - og samtidig tænkte hun - at her sad hun overfor en virkelig kender, og hun begyndte at tænke på om hendes egne musikalske evner samt hendes klaverspil, nu også ville slå til i dette meget kulturelle hjem. Hun kunne jo ikke vide, at min morfar ikke kunne skelne Liszt's Rapsodi fra Århus Tappenstreg, - men det fandt hun jo senere ud af.

Min morfar bluffede og spillede komedie som sædvanligt. Han kendte navnene og titlerne på det der var noget værd - ligesom han kendte navnene på de kunstnere hvis billeder hang på væggene og falskelig signalerede til de besøgende, at dette var et hjem hvor det finkulturelle havde en høj status. Selv så han aldrig på billederne.

Min mor kunne lide Inger Nielsen med det samme. Hun blev iøvrigt straks omdøbt til "Nelly".

Der kom en lykkelig tid. Ikke så længe, men den var der trods alt. Nelly viste sig at blive den bedste stedmoder man kunne tænke sig - min mor og hende gik straks i spænd. Hun var dygtig til sprog og musik, og var min mor en uvurderlig hjælp i undervisningen. Så da min mor opdagede, at der var amoriner i luften mellem Nelly og Axel Schou, var hun ikke spor ked af det.

Omkring 1916 havde min morfar erhvervet en pragtfuld lystejendom i Skodsborg, på Strandvejen, lige ned til Øresund. "Quisiana" hed huset, som såmænd ligger der den dag i dag, med det samme navn og det hele - nej, ikke det hele; dengang var Strandvejen bare en grusvej, og da man senere asfalterede og udvidede den, blev der hugget et stort stykke af forhaven - men ellers ser alt ud som dengang, bortset fra at der er kommet tagpap på hestestalden, og at denne idag fungerer som garage.

Ifølge min mors eget udsagn var somrene hvor familien tog ophold på "Quisiana", den lykkeligste periode i hele hendes barndom. Og dog varede denne herlighed kun en 4-5 år. Da Nelly lod sig skille fra min morfar, efter de mest utrolige hændelser, solgte han "Quisiana", og en ny ulykkelig periode tog sin begyndelse.

Bortset fra den herlige beliggenhed lige ned til Øresund, hvor man havde egen strandhave, badebro og badehus, og bortset fra hele den frihed man som barn kunne føle i disse omgivelser, så var der endnu een ting som bidrog til herligheden, nemlig det faktum, at man her i lange perioder var fri for Axel Schou. Grosserervirksomheden, der jo gik fint under krigen, skulle passes, hvorfor han tit og ofte overnattede i Østbanegade i flere nætter, og på den måde bidrog til at skåne sine omgivelser for sit kolleriske væsen. Så havde de det alle dejligt på "Quisiana". Han var jo, som du nok har forstået, meget svingende, min morfar,- så svingende, at det må kaldes sygeligt. Det ene øjeblik kunne han være totalt pjattet og næsten på grænsen til det hyperaktive i sit fjolleri, hvilket de ikke brød sig om, - og kort tid efter trak de mørke tordenskyer op, øjnene skiftede udtryk og blev så fordømmende og mistænksomme at ingen i hans nærhed turde løfte et øjenbryn, hvilket de jo slet ikke brød sig om. Så det var jo ikke nemt.

Også Ingrid tilbragte flere somre derude ved det dejlige Øresund. Efter fotografier at dømme, må hun have opholdt sig mere hos sin far, end jeg var klar over, men for hende har det da selvfølgelig også været en god tid, og Nelly blev lige så glad for Ingrid som hun var for min mor. Som sagt havde man hestestald med 3 rideheste, og det var her, at Ingrid for første gang i sit liv sad på en hest.

Dog, selv på "Quisiana" kunne helvedet af og til bryde løs. Som nu f.eks. den aften der havde været selskabelighed i huset hvilket havde efterladt køkkenbordet med adskillige coctailglas indeholdende sjatter. Min mor havde sin kusine - Ethel, tror jeg hun hed - på besøg, og et par andre kammerater. Da de voksne var gået til ro sneg de unge sig ned i køkkenet, og syntes selvfølgelig at det var utrolig spændende og farligt, at nedsvælge den smule spiritus der lå på bunden af disse glas. Om det nu var spiritussen eller bare selve spændingen der havde påvirket dem, er ikke til at sige, men faktum er, at da de kom tilbage til deres værelser, påbegyndte de den traditionelle veritable pudekamp.

De har sikkert ikke selv været klar over hvor meget de støjede, men pludselig gik døren op! Der stod min morfar, aldeles vild i øjnene og så truende ud, iført åbenstående pyjamasjakke og lange underbukser med hængerøv i.

"Helga! kom herhen!" sagde han, og min mor gjorde som han sagde, hvorefter der haglede tre-fire eller måske fem lussinger ned over hende. Hun blev så lammet at hun end ikke kunne få tårene frem. Hun følte det så ydmygende her foran sine kammerater, at blive behandlet sådan af sin far.

Stilheden rugede - de andre stod stadig med puderne i hænderne og var stivnet i deres bevægelser som en film der er kørt fast.

Det skal siges - ikke til hans fordel, men blot som en orientering - at han som sådan ikke var fysisk voldelig overfor sine børn, kun overfor sine koner. Det var altså en ualmindelig situation han befandt sig i, da han ikke plejede at slå sine børn, og om det nu var dette eller hvad kan jeg ikke sige, men med eet fik han et af sine sygeligt hysteriske anfald og stilheden blev brudt, af hans høje jamrende udråb om:"-at han sled sig ihjel i sin forretning, og når han så endelig ønskede at slappe lidt af i sit sommerhus, så kunne han ikke få lov til at sove i fred---!"

Herefter foer han ned ad gangen mod badeværelset råbende: "Jeg er syg - jeg er så syg, så syg, så syg!"

Nelly var kommet til og fulgte ham ud på badeværelset, hvorfra man nu hørte lyden af cisterner, vandhaner og brusere iblandet gurglende jamrelyde, samt Nellys beroligende: "Så,så,så"

Det værste af det hele var, at de overnattende gæster begyndte at stikke hovederne ud af dørene - forskræmte og blege fulgte de skuespillet.

Pludselig gik døren til badeværelset op og ud kom min morfar med pjaskvådt hovede og nøgen overkrop - formålsløst gik han, med Nelly i hælene over gangen og ind på deres soveværelse, hvorfra han et øjeblik efter, stadig med Nelly i hælene, kom ud med et stort badehåndklæde om halsen, og atter forsvandt de ind på badeværelset. Ud trængte de mærkeligste lyde, og hans skingre stemme om:"- at nu var det snart ude med ham - han agtede at lade sig indlægge, i et sidste forsøg på at overleve for sin families skyld!" Da hans forretning jo gik strålende, brølede han selvfølgelig flere gange: "-at han var ved at gå fallit!!"

Den næste morgen - meget tidligt, hørte min mor bilen starte nedenfor huset - han var kørt før nogen var stået op. Der blev ikke sagt meget ved morgenbordet den morgen - man nøjedes med at se på hianden over kanten af kaffekoppen. Min mor og hendes kammerater boltrede sig allerede nede i Øresund, min mor måske mest for at vaske skammen af sig. Men nu havde de da fred et stykke tid.

Axel Schou befandt sig, korrekt og nydelig, i sin virksomhed inde i byen, hvor alle som een uden undtagelse ville have betragtet det som en ondsindet løgn, såfremt nogen havde fortalt dem om aftenens og nattens begivenheder i "Quisiana".

Kapitel 8.

”Nelly”

Som sagt var Nelly en perfekt stedmoder for min mor og som jeg allerede har antydet var der varme forbindelser mellem hende og min morfar.

Så begyndte der at ske mystiske ting - pludselig en dag i begyndelsen af november 1918, var Nelly væk. Min mor kunne ikke forstå det, og når hun spurgte sin far, sagde han blot, at Nelly var "lidt ud at rejse, men kom snart igen".

Min mor havde selvfølgelig ikke lagt mærke til, at Nelly i de sidste måneder var blevet noget voluminiøs at se til, men det var der iøvrigt heller ikke andre der havde, og hvis de endelig havde, ville de såmænd ikke have taget notits af det - det kunne jo være at hun blot havde taget på, det var jo almindeligt i faget "husholderske".

Men nu var min morfar også væk i flere perioder - min mor fandt det mærkeligt, ikke fordi han var væk på rejse, det var han så tit, men fordi han havde meddelt min mor, at han ville besøge Nelly??

Nu modtog min mor brevkort fra Bornholm, hvor hendes far skrev at Nelly havde det godt og at Bornholm var en dejlig ø, og nederst på kortene skrev han noget meget kryptisk,- nemlig:"Vi skal hilse fra Hans og Grethe - en af dem kommer nok snart."

Min mor anede ikke hvem Hans og Grethe var - bortset fra dem i eventyret altså, men det kunne vel næppe være dem. Når min mor, senere hen i livet har omtalt disse kort med deres kryptiske ord, kunne hun finde på at udbryde:"Ja, det var typisk for ham, den skidderik - infantil og fjollet."

Ja, du har vel allerede gættet hvad det drejer sig om? Nelly var såmænd blevet gravid. Istedetfor at glæde sig over dette faktum, og gifte sig med den dejlige pige som han jo var meget begejstret for, så begik han her en, i mennekselig forstand, forbryderisk handling. Man kan kun gætte sig til hvad der har rodet rundt i hans hoved, men det har ihvertfald været såre usympatiske tanker.

Da han opdager at Nelly er gravid, går der af en eller anden grund panik i ham - og hans første tanke har været, at det for enhver pris måtte skjules overfor omverdenen. Sagen er den, at han altid havde ført sig frem som den der havde orden i sin tilværelse, både moralsk, økonomisk og juridisk, og tanken om at et barn var blevet undfanget udenfor ægteskab, og at han var faderen, forekom ham så farlig og afslørende, at tingene hellere måtte gemmes af vejen langt langt borte. Han færdedes i de fineste kredse - hvor sådant noget aldrig skete (troede han åbenbart) - det ville kunne skade hans forretning og hele hans omdømme, og true med at kaste ham ned fra det sociale stade han befandt sig på. Sådan noget lignede må han have tænkt, hvilket jo netop er det usympatiske - position og forretning altid forud for det menneskelige - skidt med at man træder og tramper på de mest fine og ømfindtlige følelser der findes i et menneske, bare man selv holder sig oppe, og alt det materielle overlever!

Det var ganske enkelt en utilgivelig handling, at sende den gravide Nelly til Bornholm, hvor hun så på ydmyg vis og skjult for verden, måtte føde sin søn i byen Svanneke, hvorfra Axel Schou sendte kort til min mor, med påtegningen, "at Grethe var blevet borte men at lille Hans snart ville komme".

Nellys far, der var en fin gammel herre, rejste til København og skældte min morfar huden fuld - han var rasende på sin datters vegne. Min mor havde jo selvfølgelig omtalt disse mystiske postkort for nogen i familien og langsomt begyndte det at dæmre for hende - der var en lillebror på vej!

Aftensolen stod lavt - men skinnende varm i den fugtige luft hvor en næsten usynlig dis bevægede sig - ikke et blad rørte sig på træerne. Min ledsager havde længe siddet og set ned i jorden, så sagde hun pludselig:"Ja, fra nu af har jeg ihvertfald intet tilovers for din morfar - hvordan kan et menneske dog behandle en anden så grusomt?"

"Meget nemt," sagde jeg, "det sker hver dag - hele tiden, faktisk mere idag end dengang, - mennesket er reduceret til en maskine, og mener man at eje en sådan kan man jo som bekendt gøre med den hvad man vil. Gemme den væk - tage den frem, og kassere den hvis der mangler et tandhjul."

"Det er vel ikke alle der har den indstilling - jeg kunne da aldrig-----"

"Nej, nej - " afbrød jeg, "naturligvis ikke, men der bliver bare flere og flere, og det værste er, at et er, at man af andre bliver betragtet som en maskine, men der er en kraftig tendens til at mennesket selv er begyndt at betragte sig som en åndløs maskine. Man løber for at smøre maskineriet, man indtager et korrekt brændstof for at skåne maskinens ædlere dele og hjælper det så alligevel ikke, ja, så stiller man sig op i køen for at få udskiftet pumper og cylindre samt hydrauliske slanger - nå, men det har vi jo så ofte talt om...."

Vi rejste os og vandrede op ad grusstien - højt over os på toppen af bakken tronede den kæmpemæssige bygning, og lige pludselig forekom den underligt malplaceret her i de skønne omgivelser og på den anden side ville disse skønne omgivelser miste noget af sit præg, såfremt den ikke lå der.

Min ledsager standsede og tegnede med foden ottetaller i gruset. "Det var skammeligt gjort af ham, han skulle have haft et lag tæsk." udbrød hun.

"Det bliver skam værre endnu - tænk dig, for at føje spot til skade, blev drengen skjult en tid lang, hvorlænge husker jeg ikke, og min mor kunne jo ikke forstå hvor lille Hans blev af, men så en dag kom min morfar og sagde". :

"Så lille Helga, nu skal vi ud og møde Nelly og din lillebror"

Det skulle foregå i et anlæg et eller andet sted, og det skulle åbenbart se ud som om både Nelly og lillebror lige var faldet ned fra himlen. I dette anlæg stod Nelly på en græsplæne med en barnevogn. Min mor havde ventet, at se en lillebitte baby, ligesom Ingrid havde været, men istedet fik hun øje på en stor dreng, der var istand til at sidde op i barnevognen. Hun grundede meget over hvorledes dette dog kunne gå til, og tænkte måske, at det var noget andet når det var en dreng.

I mellemtiden havde Nelly og min morfar giftet sig, og alt synes således at være i den skønneste orden - ihvertfald set med min morfars øjne. Men hans dispositioner havde ikke alene været menneskeligt fornedrende, de var også groteske og vanvittige og uden logik. Alle kunne jo nu regne ud hvordan det hele hang sammen - hvor i alverden skulle dette store drengebarn dog ellers være kommet fra? Men ingen sagde jo noget. I realiteten kunne han have sparet sig det hele - og undgået at afsløre sig selv som en fej, snoppet, hyklerisk og egoistisk person. Nå, det var han jo alligevel før eller siden kommet til at afsløre.

Nelly overvandt aldrig denne ydmygelse.

Derefter tog de nygifte på en lang rejse til Egypten.

Som sagt var Nelly det sødeste og rareste menneske man kunne tænke sig, så hvad der egentlig var årsagen til de forestående forfærdelige og tragikomiske tildragelser, er svært at sige. Nelly var imidlertid ikke af den type, som min mormor, der bare satte sig ned og tudbrølede når Axel Schous sygelige tendenser slog ud i lys lue. Nelly havde lidt mere ben i næsen, og fandt sig ikke i hvad som helst - godt nok havde hun fundet sig i foranstående ydmygelse, men man må huske på, at vi befinder os i 1918 og hensynet til hendes ufødte barn har naturligvis spillet ind.

Hvordan det nu end hænger sammen, er det en kendsgerning, at ægtefællerne ret hurtigt begyndte at bekrige hinanden. Min mor, Nelly og lillebroderen der var blevet døbt Jørgen, havde det godt sammen - især når min morfar ikke var i huset. På trods af disse umulige opvækstvilkår, gik det heldigvis Jørgen godt i livet - han læste til elektroingeniør i England hvor han traf sin kone, som selvfølgelig blev rakket ned af Axel Schou - han rakkede alle sine børns ægtefæller ned, og det på den mest ubehagelige måde, idet han ikke gik af vejen for også at brokke sig over deres udseende eller eventuelle legemlige skavanker.

Jeg har før sagt, at der var krigstilstand i hjemmet og når jeg siger, at ægtefællerne bekrigede hinanden, så mener jeg det helt bogstaveligt - de sloges. I den fine ejendom i Østbanegade, hvor der i de etagestore herskabslejligheder boede ministre, skibsredere, konseilpræsidenter og hvad ved jeg - hvem kunne forestille sig hvad der foregik af skrækkelige ting bag vinduernes pæne facade? Indrømmet det er også svært, thi den slags ting plejer kun at foregå i de grå lejekaserner på Vesterbro eller det ydre Nørrebro, men sandheden er at det foregik alle steder og i alle lag og det gør det såmænd den dag idag - de rige har bare bedre mulighed for at skjule det. Og alene det faktum, at ingen forventede at finde det i Østbanegade nr.9 gør, at at det har været lettere at skjule.

Der forekom blandt meget andet ondt nogle episoder af særlig grovkornet art, som min mor har fortalt igen og igen. Det var min mor meget om at gøre, at få det viderebragt sammen med budskabet om: "at lykken er ikke gods eller guld" - og hun vidste hvad hun talte om. Selv i en meget høj alder, stod disse episoder så lysende klart for hende, at hun var istand til, at genfortælle dem helt ned i de mindste detaljer.

"Ja, når man kradser lidt i den pæne overflade, så vælter råddenskaben frem." sagde min ledsager, og så eftertænksom ud.

"Det er nu lidt af en floskel" sagde jeg, "der skal faktisk mere end lidt kradseri til, der skal nemlig et vist mod til at udlevere andre, idet man automatisk derved kommer til at udlevere sig selv også, og det er jo nok derfor at så meget holdes skjult!"

Min ledsager tændte en cigaret, tog en dyb indhalering og da røgen efterfølgende pulsede ud af hendes næsebor lignede hun grangivelig en drage - men en flot drage. Så sagde hun: "Aha, og du mener altså at du netop har dette mod, hvor er du dog indbilsk!"

"Helt ærligt, da jeg sagde det der med modet, tænkte jeg faktisk ikke et øjeblik på mig selv... men.."

Vi var stoppet op på grusstien på et sted hvor solens stråler havde fundet vej gennem trækronerne. Her blev vi stående lidt.

"Nå, - men lad mig så høre." sagde min ledsager.

Nelly havde det med, at gøre sig selv nyttig i køkkenet, og i den anledning gav hun tit, til min morfars store utilfredshed, køkkenpigen fri. Engang i 1921, efter middagen, havde Axel Schou meddelt, at han agtede at tage en tur ind på kontoret, da der var noget han skulle ordne. Det var i efteråret og i skumringen. Min mor og Nelly stod i køkkenet og vaskede op, og havde det som sædvanligt rart og hyggeligt. Axel Schou tog afsked og forlod lejligheden.

Nelly beder min mor om at gå ind i en af stuerne med en stabel desserttallerkner, som skal anbringes i et skab. Stuerne henligger i halvmørke da min mor bevæger sig igennem dem, og da hun åbner døren til den inderste stue, hvor tallerkenskabet står - er hun som naglet til jorden! Derefter udstøder hun en skrig af rædsel - taber alle tallerknerne med et brag på gulvet, så skårene farer rundt mod alle verdenshjørner. Nelly kommer styrtende for at se hvad der er ivejen - i det skumringsagtige mørke i den inderste stue, ser hun det mørke omrids af en mandsperson der sidder i sofaen. Nelly tænder lyset -og der sidder min morfar!

Mistænksom og paranoid som han var, havde han fået den tanke, at de gik og bagtalte ham når han ikke var hjemme, derfor havde han, da han var kommet ned på gaden, straks bevæget sig hen til køkkentrappen og via denne var han kommet bagom ind i lejligheden, og havde stille anbragt sig i sofaen, hvor han i ro og mag kunne sidde og aflure dem.

Min mor græd og rystede som et espeløv - og nu blev Nelly vred, og sagde sin mening ligeud til ham. Dennegang var han mundlam - han var for en gang skyld fanget, og kunne intet sige til sit forsvar.

Hvor mistillid hersker kan ingen lykke og ingen kærlighed bo.

Efterhånden blev mistilliden og hadet mellem ægtefællerne så stort, at de ikke ønskede at se hinanden! Når man bor sammen og er gift, er dette jo særdeles upraktisk, men intet er umuligt hvis viljen er tilstede. De fik så hver deres soveværelse - med et par døre imellem - men på samme gang. Nelly stod først op når min morfar var taget afsted, og havde forlængst trukket sig tilbage til sit soveværelse når han kom hjem. De skrev sedler til hinanden, men kun når det var absolut nødvendigt. Min mor og hendes lillebror spiste morgen- og aftensmad alene med deres far. Tavshed og mørke miner herskede ved spisebordet, mens Nelly sad i sit soveværelse og græd. I flere dage forlod Nelly faktisk ikke sit soveværelse - som min mor senere erfarede, var det på grund af blå øjne, hvilket jo viser, at de trods alt må have set hinanden, som nu f.eks, den aften da min mor med den lille Jørgen ved hånden var på vej over hallen og pludselig standser ved lyden at Nellys skrig. Derefter ser de Nelly rædselslagen kommer løbende ud fra spisestuen skarpt forfulgt af min morfar, der griber fat i hende og vælter hende omkuld på gulvet, hvorefter han lader knytnæveslagene hagle ned over hende. De ænsede ikke at deres børn stod og så på det - der herskede tilsyneladende en eufori der gjorde dem blinde for alt andet i verden. Så siger den 4-5-årige Jørgen pludseligt til min mor: "Helga, tror du at far slår mor ihjel?" Min mor løftede Jørgen op og de tog flugten ind på hendes værelse.

Mange Herrens år senere spurgte min mor ved en lejlighed sin bror om han kunne huske ovenstående forfærdelige oplevelse. Det kunne han ikke. Børn er stærke, de er udstyret med en gudbenådet evne til at fortrænge eller glemme det onde - sådan har naturen eller Gud villet det. Men fordi, at selve oplevelsen er væk, kan der jo godt ligge et eller andet og rumstere, hvilket ikke nødvendigvis er af det onde - men det kan vi ikke vide noget om, mindst af alle psykologer.

På trods af al denne mistrøst er der dog episoder der kalder på smilet - kender du ikke det? At noget faktisk kan være så sørgeligt og tragisk, at det virker komisk? Min mor, kunne ihvertfald ikke lade være med at more sig når hun fortalte følgende episode:

For det første er der noget uendelig morsomt over to voksne mennesker der går og leger gemmeleg med hinanden. Komisk, selvom det er dødsens alvor. Komisk, selvom de ødelægger deres børn. Komisk, selvom de ødelægger sig selv. Komisk, selvom alt går i opløsning og ender i kaos. Men komisk var det ikke for de børn det gik ud over.

En aften da min mor er på vej ud fra sit værelse som lå for enden af gangen, ser hun pludselig at både Nellys og Axel Schous døre åbnes samtidig. Begge træder de et halvt skridt ud på gangen medbringende diverse toiletsager - så opdager de hinanden. De står som stivnet og stirrer rasende og hadefuldt hinanden ind i øjnene. Som på kommando træder de det halve skridt tilbage og forsvinder ind på deres respektive soveværelser, idet de knalder dørene i efter sig. Historien melder intet om hvorvidt nogen af dem den aften fik gjort deres aftentoilette. De var ellers meget påpasselige med ikke at støde sammen på badeværelset - men den aften må det have glippet for dem. De plejede jo at kunne høre inde fra deres værelser, når den anden var færdig på badeværelset overfor, og ingen af dem vovede sig ud, før de havde hørt den andens soveværelsedør smække.

Alligevel blev Nelly gravid igen og fødte en pige der kom til at hedde Ida. Men så var det også slut - scenen var tom - aktørerne var nedbrudte, og kulisserne flagrede væk som det blændværk de altid havde været. Atter var hjemmet i opløsning - det var anden gang min mor oplevede det. Nelly fik Ida og Jørgen blev hos sin far. Hvordan fanden min morfar har fået det arrangeret ved jeg ikke, men faktum er, at det var Nelly forbudt under nogen omstændigheder at se Jørgen. Nelly genså først sin søn da han var en voksen mand!

Men ikke nok med det - - - min morfar elskede at have sager kørende. Helst mod tidligere koner, men også mod forretningsforbindelser og konkurenter som han følte sig generet af. I virkeligheden blev det ikke til ret mange - men i den fiktive verden som han bevægede sig i førte han et utal af sager, eller rettere han påtænkte at føre dem. Til dette formål indsamlede han alskens materiale, som han mente kunne have vægt i en retssal. Utallige var de intriger han satte igang og utallige var de sladdersamtaler han førte med et utal af mennesker. Min mor har sagt, at hun ikke kan forstå at man altid kalder det sladderkællinger - som om dette var noget udpræget kvindeligt; selv har hun tit og ofte måttet krumme tæerne af foragt når hun så sin far optræde som den værste sladderkælling i mands minde. Lange og mange telefonsamtaler der ledte tanken hen på "telefonitis", har min mor overhørt, og det var fuldstændig som at høre byens værste sladderkælling - blot var stemmen en mands. "Nå, og hvad sagde han så?" - "Hvad sagde De så?" - "Og hvor gik han så hen?" - "Det siger De ikke" - "Ja, for nu skal jeg nemlig fortælle Dem noget" - "Det er så sandt som jeg sidder her!" - o.s.v. o.s.v.

I 1924 da min mor fyldte 18, fik hun kørekort.

Min ledsager ser forundret ud.

"Det var da egentlig meget progressivt og moderne, sådan at lade en ganske ung pige få kørekort." sagde hun.

"Jo,-" sagde jeg, "Men ser du, for det første tror jeg at han skulle blære sig overfor sine bekendte, der også havde døtre men disse havde ikke kørekort, og for det andet var der jo det praktiske ved det, at min mor på deres ture kunne overtage rattet når han blev træt, ligsom hun i det hele taget kunne fungere som chauffør for ham."

"Men det må da alligevel have været en fjer i hatten for din mor?"

"Åh, det ved jeg såmænd ikke - - det er egentlig mærkeligt at tænke på - min mor havde kørekort i 1924, og selv har jeg aldrig haft noget!"

Men så en dag, kort efter at min mor har fået dette kørekort, sker der det at Axel Schou har inviteret et ungt par til middag. Den unge mand var søn af en af forretningsforbindelserne og var netop blevet færdig som læge hvorpå han havde giftet sig. Min mor og min morfar havde været med til brylluppet, og for at gøre lidt gengæld var det unge par altså blevet inviteret til middag i grossererhjemmet.

Middagen forløb godt nok, men da man havde trukket sig tilbage til rygeværelset for at nyde kaffe og cognac, begyndte der at ske sære ting.

Kort efter at man havde fået skænket i kop og glas og taget de første slurke, blev min morfar pludselig stram i ansigtet og så meget alvorligt og mørkt på sine unge gæster.

"Som De måske har erfaret fra anden side" begyndte han, "- er jeg netop blevet skilt fra min anden hustru?"

Min mor så ned i gulvtæppet af skam. Det var det hun altid frygtede, - at hendes far skulle begynde at berøre sine private forhold, som jo rettelig ikke vedkom andre. Han havde før, til hendes store fortvivlelse, udbredt sig vidt og bredt om dette til folk de knap nok kendte.

"Jeg vil sige Dem," forsatte Axel Schou, "Jeg er en nedbrudt mand - De kan ikke forestille Dem hvad jeg har været udsat for!"

Han holdt pause, og så lidende ud. Min mor så forsat ned i gulvtæppet, og det unge pars øjne begyndte at flakke, mens de fremstammede nogle almindeligheder om, at det da sikkert ikke havde været morsomt.

Da det unge par netop havde købt en villa i Vanløse, forsøgte min mor på dette grundlag, at skifte emne ved at spørge til husets indretning. Den unge læge så lettet ud, og gav sig beredvilligt til at fortælle om deres nye hjem, men ligemeget hjalp det.

"Ja, De kan sagtens" forsatte Axel Schou uanfægtet, "End ikke ville jeg ønske for min værste fjende, at han skulle udsættes for det som jeg har været udsat for."

Så kom han med en utilgivelig løgn, idet han sagde:"Begge mine koner har taget mig for mine penges og min positions skyld, og de har næsten pint og plaget livet ud af mig!" Nej, både min mormor og Nellys var faktisk forelsket i ham da de giftede sig med ham. Helt uden charme var han nemlig ikke og tillige havde han en form for pigetække, der fik bestemte typer til at falde pladask for ham. Herudover var han, overfor damer, yderst beleven og opmærksom, sålænge tingene flaskede sig som han ville det. Desværre opdagede de for sent, at det var en tom skal de var faldet for.

"Jeg kan fortælle Dem, at min sidste kone har været lige ved at slå mig ihjel!"

Min mor tog mod til sig og sagde:"Jamen far, det er jo ikke sikkert at vore gæster er interesseret i at høre om alt dette." I min mors erindring stod det jo nærmest som om at det var hendes far der havde været ved at slå Nelly ihjel.

"Jamen, det var dog forfærdeligt" sagde den unge læge, - sådan vel blot for at sige noget.

"Ja, ikke!" forsatte min morfar, "Og ser De - jeg har beviser - jeg har bevismateriale."

Min mor anede ikke hvad hun skulle stille op; hun havde været så glad for at middagen var forløbet helt normalt, og havde set hen til at kunne afslutte aftenen på behørig vis. Det unge par så både bedende og spørgende på hende. Så sagde min mor: "Jamen far, det er da ikke rigtigt at Nelly har villet slå dig ihjel."

Axel Schou sprang op som en trold, med rasende øjne og bævende pluskæber. "Nu skal du ikke modsige din egen far, Helga." Og henvendt til den unge læge og hans frue fortsatte han:"Men som jeg sagde før - bevismaterialet findes,- man skal altid sikre sig bevismateriale, husk det!"

Så skete det pinligste af alt - min mor kunne have krøbet i et musehul af flovhed. Axel Schou gik over gulvet, hen mod et billede på væggen bag hvilket han havde et indmuret pengeskab. Nøglerne klirrede - koden indstiltes - han åbnede lågen. Min mor anede intet om hvad han ville - det var helt nyt for hende hvad der nu skete.

Fra pengeboxens indre fremdrog Axel Schou nu med triumferende mine, et par iturevne underbukser samt en stor køkkenkniv.

Han fremviste genstandene for de tilstedeværende på en måde der havde været en politiadvokat værdigt:"Med denne køkkenkniv Helga, har Nelly været ligeved at slå din far ihjel!" sagde han højtideligt.

Min mor havde opgivet at redde situationen - dette var bare for meget. Han havde sat sig ned igen, og nu lå både underbukser og køkkenkniv på bordet foran dem midt imellem cognacglas og chokolader. Nu løftede han underbukserne op, og viste hvorledes der var revet flere flænger i dem. "Dette er beviset på et korporligt overfald som jeg var udsat for fra min tidligere kones side!" sagde han og nikkede sigende til gæsterne, som var begyndt at se på deres ure og fremstamme noget om, at de vist også snart skulle hjem.

Axel Schou sank tilbage i sofaen - løftede hånden mod sin pande - lukkede øjnene; altsammen på teatralsk vis, og sagde så:"Jeg er så udmattet af at erindre mig disse mit livs så forfærdelige øjeblikke." Der var en let bebrejdelse i hans stemme - som om at man næsten havde tvunget ham mod hans vilje, til at aflægge dette vidnesbyrd.

Så kom redningen, idet han sagde: "Helga, kan du ikke køre vore gæster hjem? - jeg er for træt, jeg går i seng med det samme."

På den måde fik min mor lejlighed til, undervjs i bilen at forklare gæsterne, at de måtte undskylde hendes far, idet han var noget overbebyrdet for tiden, og ikke var rigtig rask - og hvad hun ellers kunne finde på at sige, og det unge par var da også fuld af forståelse. For selv at falde lidt til ro, kørte hun en temmelig stor omvej hjem.

Hvordan det hele hang sammen fik min mor senere at vide af Nelly.

Selvom man var fast besluttet på ikke at se hinanden eller tale sammen, siger det jo sig selv, at det vil ske alligevel, idet man ikke helt kan forudse de situationer der kan opstå af mere eller mindre tilfældig art. At man på et eller andet tidspunkt vil støde sammen, når man bor i det samme hus og har fælles husholdning, med alt hvad deraf følger, er uundgåeligt. Hvad der derimod burde være undgåeligt er, at man ligefrem opsøger hinanden - hvilket imidlertid skete.

Således befandt min morfar sig pludselig en aften inde i Nellys soveværelse, kun iført underbukser. Han havde ligget og grublet over forskelligt, som han nu i en brøsig og anklagende tone meddelte Nelly. Han blev grovere og grovere - skældte hende huden fuld, og brugte ord og vendinger som afslørede, at han inderst inde var et simpelt og primitivt menneske. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for - ingen kan løbe helt fra deres herkomst, og guderne skal vide, at hans egen far havde været en led satan og hustyran. Han havde købmandsforretning i Ringsted, og engang havde hans unge smukke kone været et ærinde i byen for ham, under hvilket hun havde været så uheldig, at tabe en 10-øre. Han kommanderede hende ud i Ringsteds gader, med pålgæg om ikke at komme hjem før hun havde fundet den. Den arme kone gik rundt i gaderne og kiggede ned i jorden, men fandt den ikke, og hver gang hun kom tilbage og meddelte dette, råbte han:"Tilbage", og pegede ud i byen, hvorefter døren blev smækket i for næsen af hans grædefærdige kone. Ret skal være ret, det er min morfar selv der har fortalt denne historie, og han var selv meget forarget over sin far.) Nelly ville ikke finde sig i den tilsvining der blev hende til del, og svarede ham igen. Det ene ord tog det andet, og pludselig gik det over til korporligheder fra min morfars side. Han slog ud efter Nelly, der imidlertid dukkede sig, hvorefter han skubbede hende hen mod sengen. Man kan som bekendt tirre et lam sålænge, at det bliver til en løve, - og pludselig farer Nelly frem imod ham, og min morfar træder et skridt tilbage, hvorved Nelly nærmest falder over imod ham og i faldet griber hun fat i hans underbukser - riiitzzz! sagde det. Vild og rasende bliver hun ved at mose frem imod ham i halvt liggende tilstand, og da min morfar aldeles ikke brød sig om at blive angrebet, flygtede han tilsidst ind på sit soveværelse og låste døren. Her har han selvfølgelig straks taget resterne af underbukserne af, kigget på dem og triumferende gemt dem afvejen til brug for en senere retssag.

Nogen tid efter denne episode kom min morfar pludselig en aften ind i køkkenet. Han stirrede ondt og truende på Nelly, men sagde intet. Langsomt gik han frem imod hende, og det var helt tydeligt, at der var øretæver i luften. Resolut griber Nelly en stor køkkenkniv der tilfældigvis lå på køkkenbordet, løfter den til hug idet hun siger: "Hvis du så meget som rører mig, stikker jeg den i dig!"

Hun var så langt ude, at der ikke er nogen tvivl om at hun mente det alvorligt, hvilket han straks indså. Min morfar blegnede, og standsede øjeblikkeligt sin fremfærd. Hans øjne havde fået et betuttet udtryk, nærmest som et overrasket barns, og rystende som en forkalket gamling trak han sig langsomt baglæns ud af døren.

Hadet har været voldsomt - efter skilsmissen satte min morfar sig til at udføre et temmeligt omfangsrigt stykke arbejde. Det han gjorde var, at han fremdrog alle glasplader, diapositiver og fotografier fra deres bryllupsrejse til Ægypten, samt deres senere rejser til Frankrig, Algier, Marokko og Tunis, og omhyggeligt udraderede Nellys ansigt på dem alle. Jeg er så heldig, at jeg er i besiddelse af disse plader, og ----

En pludselig søbrise fik bladene til at rasle - min ledsager tværede cigaretten ud i gruset med foden, og tændte straks en ny. Så sagde hun:"I sandhed en infantil handling, men på den anden side set, så har jeg da selv engang i raseri revet min vielsesattest midt over!"

"Ja, der er noget woo-doagtigt over det." sagde jeg, "Sådan at tro på at en rituel handling kan ændre nogetsomhelst - men man har selvfølgelig en øjeblikkelig tilfredsstillelse ved at gøre det."

Disse fotografiske glasplader havde min morfar iøvrigt med, da han engang i begyndelsen af 50'erne besøgte os, efter at vi var flyttet til Jylland. Han kom i sin store Obel-Kaptajn - du ved, den med det buede bagparti med et relief af et reservehjul -, og i baggagerummet havde han diverse effekter, som han af uransagelige årsager overgav til min mor. Blandt andet var der en marmorbuste af min mor som 12-årig, som hun overhovedet ikke brød sig om, - og så altså en mængde gamle madkasser og cigarkasser fyldt med disse plader. Det hele røg selvfølgelig på loftet efter at han var kørt og der blev det stående i de næste 35 år. Hvad hans hensigt egentlig har været med at overgive disse ting til min mor, står som sagt hen i det uvisse - han måtte dog vide at det var ting der på ingen måde havde min mors interesse. Busten kunne hun af flere forskellige årsager ikke udstå. For det første havde det været en pine og plage for hende, at sidde model - kunstneren havde haft dårlig ånde og skæg i hele hovedet, og for det andet syntes hun ikke at det lignede hende. Desuden havde hun en mistanke om, at busten kun var blevet udført fordi det på den tid var skik og brug i de kredse, at få deres familiemedlemmer portrætteret på denne måde, der jo fimsede af det antikke og samtidig sendte et signal om rigdom. Busten havde haft en hædersplads på en piedesdal i lejligheden i Østbanegade - men på sine ældre dage var min morfar flyttet til en mindre lejlighed på Gardes Alle i Hellerup, og det er jo nok heri at årsagen til hans "givegodhed" skal findes - nemlig pladsmangel.

---------------------------

Kapitel 9

De okkulte læger

Da Ingrid vendte tilbage fra "Landbolyst" i Hillerød var alle jo glade - de troede at hun var rask - det havde lægen jo sagt.

"Ja," sagde min ledager, "Den læge skulle nok have kigget lidt mere i sine bøger, isetedetfor at invitere hende på gule ærter."

Jeg skulle måske lige nævne, at min mormor i slutningen af 20'erne var flyttet til en villa i Lyngby. Et dejligt hus med en stor have, der lå i Lyngby Rosenvænge. Det var nogle gode år de fik her, Ingrid og min mormor. Godt nok havde min mormor giftet sig igen engang i midten af 30'erne, med en yderst charmerende herre ved navn Albert Damhoff - hvorfor min mormor bar dette navn resten af sit liv. Han var overpostassistent på Lyngby postkontor, var rar og venlig, og god ved Ingrid, men aldeles upålidelig. Han blev kaldt "Daddy". Den gode Daddy var en spillefugl hvis gæld støt og roligt voksede. I den anledning henvendte han sig til Jo, som han jo vidste havde penge - og Jo lånte ham pengene til at komme ud af spillegælden. Heller ikke Jo var nemlig blind for mandens charmerende ydre samt hans vindende væsen. Pengene blev naturligvis aldrig betalt tilbage og ny gæld stiftedes. Hvis han så blot havde nøjedes med at spille på traverbanen, men pludselig begyndte han også at spille skak - hver torsdag aften. Det syntes min mormor jo var udmærket - så stiftede han da ikke gæld om torsdagen. Dette skakspil skulle angiveligt foregå hos en af hans kammerater, og en aften, da min mormor åbenbart havde noget vigtigt at meddele Daddy, kørte hun hen til denne kammerat, blot for at konstatere, at hverken kammeraten eller Daddy var tilstede. Hun lod som ingenting og sagde intet til ham, men næste torsdag fulgte hun efter ham i behørig afstand, og så var Daddy afsløret: intet skakspil, men derimod masser af forspil og hvad deraf følger. Og så røg Daddy jo ud af vagten.

"Hvor har din mormor dog også været uheldig!" udbrød min ledsager.

"Ja, det tør nok siges - og midt i alt dette var hun kommet tilskade med sit knæ. Hun kom kørende på Kongevejen på cykel og blev ramt bagfra af en spritbilist, som hun naturligvis lod køre igen uden at anmelde ham - hun havde jo "kun" støt sit knæ."

"Jamen, hvorfor i alverden lod hun ham køre?"

"Sådan var hun." svarede jeg, "hun syntes nærmest, at det var synd for den stakkels mand, at han nu skulle lide under bevistheden om at have kørt hende ned - det måtte også have været et forfærdeligt chok for ham - jo, man kunne kun have ondt af ham - så derfor foretog hun sig intet."

Min ledsager så forfærdet ud: "Jamen, hvad med forsikringen og erstatning og - og- og det svin skulle jo have haft taget kørekortet." sagde hun hæsblæsende.

"Jamen, sådan tænkte hun slet ikke, Alt det du siger der ville være mørk tale for hende,- det end ikke strejfede hendes tanker."

"At have ondt af en, der på det groveste har brudt loven og derved skadet et andet menneske - nej, det er sgu' for åndsvagt." sagde min ledsager hovedrystende.

"Jeg ved ikke rigtigt -" sagde jeg grublende, "måske kan jeg godt følge hende et stykke af vejen - selvom det er fornuftsstridigt og irrationelt, kan jeg godt gribe mig selv i, at have ondt af et menneske der har forvoldt en skade på en eller flere, også selvom det har været helt bevidst."

"Hva' så med din morfar?" sagde min ledsager spidst, "Kunne du også få ondt af ham?"

"Ja, - på en måde - sådanne mennesker der gør andre ondt, må jo i og for sig have det af helvede til - eller rettere, de går gennem livet uden at opleve det gode, og det kan man da kun beklage?"

"På den måde bliver man jo et let offer for alting!"

"Det har du ret i. F.eks. er jeg et utrolig let offer for sælgere af enhver art." sagde jeg.

"Sælgere?"

"Ja - jeg har altid ondt af sælgere - jeg kan næsten ikke få mig til at sige nej - jeg tænker altid: ak, den stakkels mand, tænk at han er nødt til at ydmyge sig på den måde; at sælge mig et eller andet for at overleve. Ja, jeg har virkelig ondt af sælgere."

Vi gik lidt videre og nærmede os en lang halvcirkelformet hæk, foran hvilken der stod tre hvidmalede havebænke. "På de bænke der, har Ingrid siddet" sagde jeg. Det var dog næppe de samme bænke, men de stod på samme sted og så ens ud.

Men det var det jeg ville fortælle, med hensyn til min mormors knæ, så viste det sig at skaden var værre end først antaget. Slaget havde forårsaget en vandansamling der ikke ville fortage sig. Om hun har haft en tendens til leddevand i knæet ved jeg ikke, men det styrt med cyklen havde ihverfald eftertrykkeligt forværret alt hvad der i forvejen kunne have været ivejen med det knæ. Hun døjede og hun døjede. Hun humpede rundt og havde stærke smerter ved hvert eneste skridt. Lægen konstaterede betændelse, og beordrede hende i seng, hvor hun ofte lå med høj feber.

Man forsøgte alt - men intet hjalp. Og så kommer det - også dengang var der "alternative behandlere" der tilbød sig med alskens fantastiske metoder. Dengang hed de "kloge mænd- og koner", men de var støbt af nøjagtig den samme klamme, ignorante surdejg som de der kæfter op idag - deres metoder var de samme også med hensyn til at tømme godtroende folks tegnebøger.

En af Karens bekendte havde anbefalet en klog kone, der skulle være alle tiders. Den bekendte var selv blevet helbredt for en muskellidelse der havde plaget hende i årevis - men blot efter nogle få behandlinger hos omtalte kloge kone, var lidelsen ganske forsvundet. Den bekendte fortalte om flere i hendes omgangskreds, der var blevet helbredt for alt, lige fra nyregrus til blindtarmsbetændelse, ved at følge en kur beskrevet af denne fortræffelige kvinde.

Min mormor opsøgte den kloge kone, som satte hende på en urtethe-kur, som selvfølgelig ikke hjalp det mindste. Derefter besluttede den kloge kone, at hun hellere måtte tage en alvorlig samtale med knæet, således at knæet en gang for alle kunne forstå, at det måtte holde op med at gøre ondt. Hun udgød dystre besværgelser over knæet, samtidig med at en ny type urtethe blev nedsvælget, men knæet var aldeles ligeglad, og nægtede at tage imod fornuft.

Da alt dette havde pågået i en rum tid, uden at det havde bragt min mormor nogen lindring, indså hun sluttelig, til konen store forbitrelse, at hun hellere måtte søge andre veje. Men da havde konen også lænset hende for et betragteligt beløb.

Min mormor havde, i lighed med sine søstre, heller ikke megen tillid til læger - faktisk havde hun slet ingen. Ikke fordi hun ikke troede på, at læger kunne operere og foretage forskellige andre ting der kunne hjælpe,- nej, det var nærmere på grund af selve det en læge beskæftigede sig med, nemlig kroppen. Ligesom sine søstre anså hun kroppen for at være en belastning i forhold til mennesket - allerhelst havde de set menneskets ånd svæve frit omkring i luften, aldeles uafhængig af en krop. Tja - noget besnærende er der jo ved tanken. Og udover det der med kroppen, så havde hun også en følelse af, at læger gjorde folk syge - for ellers havde de jo ingen patienter.

Nu må du ikke forstå det på den måde, at de ligefrem hadede deres kroppe - slet ikke. De accepterede at den var der og at den skulle bruges til det og det - men den spillede en sekundær rolle. Man savner egentlig den tankegang idag, hvor snart sagt alting drejer sig om krop.

Min ledsager så skeptisk på mig, og sagde så:"Du har da sagt at de interesserede sig for tøj, og tøj har da bestemt noget med krop at gøre!"

"Ja, Karen og Jo og Gunhild interesserede sig utrolig meget for tøj, selvom om de åbenlyst ikke havde begreb om at sammensætte det - min mor sagde, at de lignede fastelavnsris."

"Men ikke din mormor?"

"Nej, ikke på nogen måde. Hun var aldeles ligeglad med hvad hun havde på. Selvfølgeligt skulle det være rent og pænt o.s.v., men ellers betød det ingenting. Men det gjorde overhovedet ikke noget, for ligegyldigt hvad hun gik rundt i, så så hun dejlig ud."

Dengang var der, ligesom idag, læger der var faldet for det okkulte. Det er ikke til at sige om det er brødnid eller en brist i hjernen, men vi ser jo også idag hvordan flere læger f.eks. har taget akkupunktur på programmet, og det var altså ikke spor anderledes dengang. Der kom naturligvis intet fornuftigt resultat ud af anstrengelserne, og det er jo mærkeligt, at man ikke lærer af erfaringerne fra tidligere tid, men blot fortsætter som om intet var hændt. Den læge der roder med den slags ting i dag, ved han egentlig, at han havde kollegaer der for 60 år siden rodede med det samme, uden at komme nogen vegne? Er de historieløse, også på det område?

Hvor om alt er, var der en læge, der på den tid averterede kraftigt i aviser og blade, med sine "elektriske behandlinger". Ugepressen havde, som det jo stadig er tilfældet, givet ham masser af spalteplads og dagbladene havde også omtalt ham. Han påstod, at kunne helbrede næsten alt, ved hjælp af elektriske "varmefelter" og elektromagnetiske bølger. Til formålet havde han selv konstrueret et apparatur der så meget professionelt og derfor tilforladeligt ud. Selvfølgelig murrede mange af hans kollegaer i krogene, men til trods for at mandens offentlige udtalelser var totalignorante i videnskabelig forstand, var det forbavsende få der tog til genmæle - måske tænke de: det kunne jo være, at der var noget i det, og tænk nu hvis det viste sig at være en guldgrube, som man derved afskar sig fra?! Hvor er der dog få, der har mod til at skære igennem og sige:"Det er det rene fup!"

Se dig om idag - det samme foregår overalt - og de læger der råber vagt i gevær kan vel højst tælles på to hænder?!

Nå, - min mormor læser disse annoncer og ser disse artikler, hvoraf en omhandler en kvinde hvis lidelse meget minder om min mormors.

Min mormor opsøgte lægen, der lige på stedet erklærende, at det knæ var som skabt for en helbredelse i hans maskineri. Hun blev anbragt på en briks - maskinen blev kørt frem, og om hendes knæ blev der lagt en muffe hvorfra adskillige ledninger i forskellige farver førte hen til en slags kontrolpult. På pulten var der grønne og røde lamper der skiftedes til at blinke, og alt så meget teknisk ud. Lægen sluttede strømmen. Lægen bedyrede at det var ganske ufarligt, og påbød hende at hun endelig måtte blive liggende og ikke foretage sig noget.

Herefter forlod lægen lokalet og lod min mormor ligge helt alene i selskab med det elektriske uhyre. Min mormor kunne høre gennem døren, at lægen i det tilstødende lokale foretog en opringning og påbegyndte en telefonsamtale. Min mormor syntes godt nok, at det efterhånden blev noget varmt omkring hendes knæ, - så varmt, at det faktisk gjorde ondt. Imidlertid havde lægen ganske fortabt sig i den omtalte telefonsamtale, som trak længere og længere ud. Min mormor kunne ikke lide at afbryde manden i sin samtale - det var uhøfligt, og desuden var det sikkert bare hende der var pivet - han havde jo sagt, at det var ganske ufarligt - så hun bed smerten i sig, og blev liggende stille.

Om det nu var fordi, at der begyndte at stige røg op fra knæet eller noget andet, ved jeg ikke, men pludselig kunne hun ikke mere, og gav et højt skrig fra sig, der hidkaldte lægen.

Da han så, hvad der var sket, blev han aldeles forfjumsket. Med stammende stemme undskyldte han højlydt, og løb nærmest rundt om sig selv, uden at vide hvd han skulle gøre. Knæet var ganske enkelt brændt i stykker! Et kæmpe brandsår der dækkede hele knæet, var blevet resultatet af hans anstrengelser eller mangel på samme.

Han smurte peru-balsam på såret, og kørte hende hjem i sin bil, alt imens han så ulykkelig og lidende ud. Min mormor havde så grueligt ondt af ham - den stakkels mand, der havde bragt sig i denne ubehagelige situation. Hun smilede opmuntrende til ham, og han lovede at komme såsnart hun kaldte.

Lægen var jo udmærket godt klar over, at hvis dette kom frem, ville det koste ham dyrt - både på den ene og den anden måde. Min mormor lovede da også ikke at sagsøge ham , eller på nogen anden måde, at bringe ham i miskredit - det manglede da bare - som om han ikke allerede havde lidt nok.

På grund af smerter sov min mormor ikke hele den efterfølgende nat, og da dagen gryede opdagede hun, at der på knæet havde dannet sig en formidabel vabel - på størrelse med en knyttet mandsnæve. Da hun ringede og fortalte lægen det, aflyste han alt og kom sporenstregs farende. Han så endnu mere ulykkelig ud end dagen før og min mormors medlidenhed med ham steg og steg. Han skar hul på vablen, hvorved der åbenbaredes et uhyggeligt brandsår, der var så dybt at knoglen kunne anes. Der gik øjeblikkelig betændelse i såret, og min mormor måtte tilsengs med høj feber i længere tid. Hver dag kom lægen og så til hende, og med den dårlige samvittighed lysende ud af ansigtet, gjorde han hvad han kunne - men såret ville ikke læges. Hans behandling - der skulle have fjernet en lidelse, havde nu givet hende to istedet. Hendes knæ blev aldrig raskt mere.

Min ledsager rystede - som så ofte før under denne seance - på sit hoved, og sagde:

"Nej, om jeg forstår det - der er det igen, denne medlidenhed med en som havde fortjent et spark i røven. Jeg ville før, da du omtalte det også have kaldt det et svaghedstegn - men jeg er ikke så sikker længere, det er jo egentlig stærkt, at føle med dem der bringer en ondt!"

"Du er sgu' alligevel ikke så dum som jeg troede."

"Hvis hun havde villet, kunne hun jo have knust ham. Ikke alene var han en fupmager, men han begik jo også en klar lægelig fejl, ved at forlade patienten i den givne situation og hellige sig en uvedkommende telefonsamtale." sagde hun videre, "Men der er alligevel en ting som jeg ikke forstår, - hvorfor hulen blev hun bare liggende, og lod sig stege istedetfor at råbe op eller rejse sig og rive appartet af?"

"Ja, se - nu kommer alt det fornuftige og rationelt betonede igen op i dig - kan du ikke lade det ligge for en stund?" sagde jeg.

"Nu skal du ikke komme og sige igen, at du forstår hende! Var du måske blevet liggende?"

"Det var jeg jo nok ikke." svarede jeg, og fortsatte,"Men alligevel har jeg en gnist af forståelse for det---"

"Jeg tænkte det nok, - altid forståelse for de mest absurde ting!"

"Jamen, tilværelsen er jo absurd - hør nu her.....

Da min mor i 1945 lod sig skille fra min far, Calle eller Kallemand, som han blev kaldt, og om hvem min eneste erindring er, at han en aften knækkede et termometer oppe i røven på sig selv (heldigvis skete der vist ikke større skade), giftede hun sig igen 2 år efter med en kunstmaler ved navn Rosekamp. Denne maler adopterede mig, og det er altså derfor at jeg render rundt med det åndsvage efternavn, som jeg aldrig har brudt mig om - men som jeg er for doven til at få ændret. Kunstmaleren havde de samme despotiske tendenser som min morfar - dog var han ikke sindsyg. I Guder! - hvorfor valgte min mor en despot, efter at have fået hele sin barndom og ungdom ødelagt af en despotisk far?? Menneskenes veje er uransagelige!

Nå, men efter at min mor havde giftet sig med denne kunstmaler flyttede vi til Nordjylland - det var noget af en omvæltning at komme fra Holte til Nordjylland. Der hvor vi bosatte os gjorde vi hurtigt bekendtskab med egnens "intellektuelle", såsom lægen, præsten, skolelæreren og plantøren -nå, men alt det kan jeg fortælle dig om en anden gang - men hør nu her: Den omtalte plantør havde en lille datter - Ingelise hed hun - hun skilte sig ud fra hele den øvrige familie ved at være lyshåret. Selvom jeg ikke brød mig om hende, legede jeg dog ofte med hende. Hun må have været 6 år og jeg 7. Ude i plantørens gård stod en slibesten med vandtrug og håndtag. En dag legede vi med denne slibesten, og pludselig fik hun den ide, at jeg skulle sætte min højre pegefinger på stenen mens hun drejede den rundt. "Den skal blive på stenen mens jeg drejer!" sagde hun, og tilføjede,"Og du må ikke tage den væk, vel?"

Ergo plantede jeg fingeren på slibestenen og lod den slibe. Det varede jo ikke længe før det begyndte at gøre ondt og da jeg gjorde mine til at trække fingeren til mig, sagde hun vredt:"Nej, du må ikke tage den væk!" Jeg bed smerten i mig, og først da slibestenen begyndte at blive rød af blod, holdt hun inde, hvorefter jeg tudbrølende af smerte løb hjem over stok og sten.

Mine forældre betragtede bestyrtet den blodige finger, og spurgte hvordan det var gået til. Jeg forklarede det som det forholdt sig, hvorefter de næsten i kor sagde:"Jamen hvorfor lod du ikke være?" Hvortil jeg svarede: "Jamen hun sagde at jeg skulle!"

De så på hinanden med himmelvendte øjne - aldrig havde de hørt noget så himmelråbende åndsvagt - tænk at dette vanartede barn bare havde fundet sig i, at lade sig torturere af den lille tøs!

"Ja, det er vanvittigt!" sagde min ledsager, "Din mormor lader sit knæ brænde i stykker og du lader din finger molestrere - ingen af jer foretager sig noget for at undgå det - tværtimod er det som om i selv hjælper til!"

"Ja -" sagde jeg, "Jeg kan ikke forklare det - sådan var det bare, og hvad værre er, så vil jeg ikke udelukke, at det kunne ske igen."

"Jamen, det er jo utrolig farligt!" sagde min ledsager, med opspilede øjne.

"Ja, gu' er det farligt!" sagde jeg, "Det var sgu på den måde det lykkedes tyskerne at udrydde de europæiske jøder. Langt de fleste jøder vidste udmærket hvor det bar henad, og alligevel hjalp de på en måde selv til - jeg tror, at hvis man havde spurgt dem, havde de svaret -: Jamen, de sagde vi skulle -"

------------------------

Har jeg forresten fortalt dig, at både min mormor og Ingrid havde evnen til at kunne rime ud i en lang uendelighed. De så at sige spyttede digte ud - og de skrev ligefrem til hinanden i digtform. Min mormors rimeri var så udviklet, at hun tit og ofte, uden at ville det, talte i rim under ganske almindelig hverdagsagtige konversationer. Det kunne give sig pudsige udslag, som nu f.eks. den dag da min mormor havde stort kaffeselskab af damer, og Ingrid palprede løs som sædvanligt - hun snakkede i et væk, og dominerede faktisk selskabet i en sådan grad, at min mormor for en gang skyld tog en lidt stram mine på, og sagde henvendt til Ingrid: "Så! nu må vi have sat en lås - for den mås!"

Digtene der blev til i deres sygdomsperioder var tit holdt i en noget spøgefuld tone, der ikke rigtigt passede til situationens alvor - men sagen var, at ingen af dem egentlig vidste hvor alvorligt syge de begge var.

Da Ingrid som sagt, kom hjem fra opholdet på "Landbolyst" i Hillerød, troede alle at hun var rask - ; karakteristisk for sygdommen går det jo op og ned, og ned gik det så i slutningen af 1936. Imellemtiden var det endelig blevet fastslået at det var lungetuberkulose hun led af, så derfor blev hun indlagt på Søllerød Sanatorium. Her kom hun under behandling af en ejendommelig Færøesk læge der hed Pjetur, og her skrev hun bl.a. "Knædigtet":

VOR MOR MED SIT KNÆ

Med ledevand har vor Mor gået rundt,

det Knæ gjorde noget så grueligt ondt

Vor Mor søgte Læge, det var en Kvinde

jeg har nu aldrig troet på hende.

Vor Mor fik Massage og meget mer,

hun gnubled blev både her og der,

ej knæet det allermindste gavned,

en dygtig Doktor tilfulde hun savned.

Vor Mor fik Navnet på Specialisten,

ved første Møde da tændtes Gnisten,

forsigtig han tog og følte på Knæet

men klar Besked hun fik ej af Fæet.

Det Meningen var, at vor Mor skulde ligge

på hans Klinik, men Plads var der ikke.

Hun gik så sin Vej med den besked

og syntes, at Knæet blev bedre derved.

Der gik nogen Tid, og da Budskabet kom,

at på Klinikken der Plads var, om

Fru Damhoff nu vilde derind og ligge,

så svared hun, at det vilde hun ikke.

Hun syntes skam, Knæet var meget bedre

og takked i Løndom de himmelske Fædre,

som hende for hver Dag raskere gjorde,

hun cykled igen, ja tænk, at hun turde.

Men så kom en Dag, hvor det atter blev slemt,

det faldt hende ikke mere så nemt

at gå sine daglige lange Ture,

vor Mor vilde hel're derhjemme lure.

Vor Moders Søster i Herren fik Nys

om en Kone så klog, og vor Mor drog til Bys,

hun opsøgte Konen, og Konen var flink

til at ta' sit "Salær" uden mindste Blink.

Der Måneder gik, vir Mor fandt Lindring,

hun trodsede Vejret og hver en Hindring,

hun uden Tvivl på Konen troede,

i hendes Indre kun Håbet boede.

Men Konen hun kunde i Længden ej gavne,

vor kære Mama blev ved med at savne

den Lethed, hvormed hun bevæged sig før,

og Konen herpå opmærksom hun gør.

Hun råder vor Mor til at drikke en The,

men Knæet blir ikke bedre ved det.

Vor Moder med Konen så Afsked tager,

og Konen dybt hendes Bortgang beklager.

Nu var der flere, som nok vilde have

en Doktor, som skulde i Knæet snave.

Vor Mor tror imidlertid ikke på Læger,

de bare om Folkets Dårlighed hæger.

Alligevel fandt hun en Doktor påny,

om hvem der gik det sælsomste Ry:

Han kunde uden Tvivl Folk raske gøre

og Lindring og Helse dem alle tilføre.

Hun gik til "homom", og han var flink,

han tog vor Mor uden mindste Blink.

På Knæet blev sat en elektrisk Maskine,

og han gik sin vej fra den angstfyldte Gine.[1]

I Stuen ved Siden han tog Telefonen,

alene med Ængstelsen lod han Konen. -

Vor Mor syntes nok, lidt varmt det brændte,

til Himlen op sine Bønner hun sendte.

Vor Mor er hårdfør, det nok vi ved,

og ak, hun om Knæet blev ganske hed

tilsidst hun måtte på Doktoren kalde,

ak, vilde hun blot en Lussing ham knalde!

Et venligt Smil hun ham derimod sendte,

endskønt det i Knæet sved og brændte;

den Laban en Dragt Klø ofrtjente,

med Venlighed hun ham -ak-forvente.

En Dag derefter vor Mor gik rundt,

men Knæet gjorde mere og mere ondt,

der danned sig også en kæmpestor Vabel,

det lyder måske, som var det en Fabel.

Hun ringed til Lægen, som fluks kom kørende

- diverse Knive og Grejer medførende -

koldblodig han førte sin Kniv som en Sabel,

og væk han skar den grusomme Vabel.

Vor Mor fik Feber og måtte ligge,

helt glad det var nu den Doktor ikke.

Han hver Dag kommer, til Såret han ser,

og ydmygt han om Forladelse be'r.

Men Såret er ganske grusomt slemt,

det må nu ikke være helt nemt

at tåle al den Smerte og Svie,

vor Mor er en Knag, det må man sige.

Nu får vi jo se, når Knæet bli'r helt,

om Smerterne blot er blevet fordelt,

eller tænk, om Ledevandet var svundet,

og Ingeborg har sin Helse genvundet. -

------------------

p.t. Søllerød, d.24' Februar 1937

Ingrid Schou

Kapitel 10

Breve fra Søllerød Sanatorium

p.t. Søllerød, d. 8 december 1936

Kære Helga!

Tusind tak for dine kort, Søndags BT og kager. det er alt for meget.-

Nå, nu er jeg jo begyndt at komme op til middag. Det er vel nok min egen skyld, hør nu:

I fredags kom Pjetur og spurgte, hvordan det gik. "Jo tak", sagde jeg "meget godt, men den levertran, jeg spiser om morgenen, giver mig alt for mange kræfter, og jeg har ingenting at bruge dem til." Så sagde Pjetur, at jeg gerne måtte stå op og spise middag, i begyndelsen på mit værelse. Næste dag spurgte han så hvordan det var gået, og jeg sagde: "Jo tak, rigtig godt, men det var jo bare lidt trist at sidde her alene." Så sagde han, jeg gerne måtte gå ned og spise middag med de andre, og det har jeg så gjort. Hvis jeg nu ingenting havde sagt, kunne jeg måske have ligget her 1 måned til, uden at der var sket noget.

Det er ellers en værre forsamling af unge bøller, kan du tro. Jeg sidder ved siden af en tavs men velvillig ung mand, der hedder Erik Nielsen. Efter middagen drikkes der kaffe i dagligstuen og derefter spilles der bridge og strikkes. Det er jo ikke noget der interesserer mig, og disse pjattede, sminkede kvindemennesker strikker sengetrøjer og alt muligt, så jeg er ved at blive tosset af at se på det. Der er forresten en af damerne, en lidt ældre frk Haagensen, som er meget sød, og som jeg kan snakke lidt med. Hun er ikke bange for at sige sin mening og gør højlydt vrøvl over den halvkolde brune suppe, der "ikke er en dråbe spiritus i;", m.m. Nå, Pjetur spiser desværre ikke med til middag.

I går røg jeg i rygeværelset min første cigaret i 3 måneder. Jeg har naturligvis fået lov af Pjetur. Jeg er nu også begyndt at drikke kaffe, men den er forresten elendig og tynd. I dag har jeg ikke været nede til middag, desformedelst en vis dame, da jeg var ved at gøre mit middagstoilette aflagde en højst uheldig visit. Denne dame var moster Karen. Da hun så cigaretterne på bordet, blev hun hysterisk. Jeg sagde jeg havde fået lov af doktoren. Men hun blev ganske ude af sig selv og lavede en scene og råbte, at her gik de og gjorde alt for at få mig rask, og så modarbejdede jeg min egen helbredelse o.s.v. Til sidst kom jeg til at tude så grusomt. Så gik hun og sagde først, at de jo holdt så meget af mig og alt det vrøvl. Jeg kunne ikke gå ned til middag, for jeg blev ved med at tude, skønt jeg jo godt ved, at Pjetur jo bedre måtte vide, hvad jeg måtte end hun. De må hellere blive borte de skvadderhoveder, der kommer her og får mig til at tude. Jeg sagde forresten til hende, at hun skulle ikke skælde mig ud, når jeg var syg, men hun sagde jeg var næsvis.

Nå, pokkers osse, man er så afhængig af de forbandede mostre, bare jeg kunne blæse dem en lang march.

Tusind kærlige hilsner fra den søster i Herren - hils Calle+Max.

p.t. Søllerød Sanatorium, d. 14 december 1936

Kære lille Mor!

Da jeg ikke syntes, vi fik talt ud i telefonen, vil jeg hermed sende dig et par skrevne ord.-

Nå, hvordan går det nu, håber bedre. Du må endelig blive liggende i sengen, til du er helt rask, selv om der skulle gå en uges tid. Det er selvfølgelig slemt at skulle undvære dig, men det betaler sig alligevel at være forsigtig. Nu må du endelig passe godt på dig selv, lige så godt, som hvis du var mig, ikke? Og glem ikke at fylde dig med varme sager, såsom camille-the o.s.v.. Gå ikke op af sengen uden det er højst nødvendigt, lov mig det. Vær omhyggelig med temperaturmålingen, både skal den tages morgen og aften. Lig ikke og spekuler for meget, men sov det mest mulige. - Her har du et lille udpluk af formaninger, som jeg selv jo efterhånden har fået i tusindvis af. Tab bare ikke humøret, det går nok altsammen.

Jeg har det stadig godt herude på "Anstalten". Humøret er meget godt, efter at Pjetur er blevet så sød igen. Og jeg bærer ikke nag, det kunne ikke falde mig ind. - Han så jo hesten fra sit vindue i går. Jeg havde fået lov til at stå op ved 14-tiden, da "den lille forhenværende" jo havde bebudet sin ankomst til ca. kl.15. Men det ved du vel fra Helga. Da vi kommer ned til Irving, lagde jeg mærke til, at Pjeturs vindue står åbent, og jeg "skimter" ham selv derinde. han stod med nogle glaskolber el. lignende i hænderne og lod som han var meget interesseret i sit arbejde. Men naturligvis skævede han ud på os, ligesom også de fleste andre kurgæster stimlede sammen i rygeværelset for at glo. Jeg spadserede et par gange med Irving omkring den runde plads og nød selvfølgelig situationen kan du tænke dig.

Nå, i dag spurgte han så: "Nå, hvad sagde så hesten i går?" Jeg svarede: "Han sagde, jeg skulle hilse doktoren og sige, De må endelig gøre mig rask snart, så vi kunne komme ud og vælte træer igen." Og så talte vi lidt om heste, hvorefter han for afsted ganske umotiveret og fjollet som sædvanlig. Havde han haft lidt mere tid, kunne jeg nu have benyttet lejligheden til at læse mit digt for ham, men jeg spurgte ham slet ikke, da han havde så travlt.

Du har vel allerede fået besøg af din søster i Herren, jeg mener Karen. Det er forfærdeligt, jeg venter hende her i morgen tirsdag, men kan vel ikke lave forsvindingsnummer igen. (Hvis hun kommer og besøger dig, så vis hende ikke brevet her!)

Det er godt du har Dagmar, lad hende gøre det mest mulige, lave mad o.s.v., og så håber jeg, du "snart" må blive rask og frisk igen. Du ville vel blive glad, hvis jeg kom hjem til Jul, men jeg tør ikke love noget, og hvis "den lille forhenværende" ikke skal hjem til Falster, vil jeg foreslå ham at komme juleaften og takker fordi jeg må sige det til ham. Han kommer antagelig onsdag aften. Han er meget sød, han var her jo 2 gange i går og satte mig i vældigt godt humør. -

Nå, til slut ønsker jeg dig rigtig god bedring, hils din "menighed", og til dig selv mine kærligste hilsner,

din Ingrid.

Søllerød Sanatorium d.18 januar 1937

Kære Helga!

Tak for dit rare brev med billeder, chokolade og sang. Du skal da ikke undskylde, at I ikke kom i søndags. Her er ved Gud også ganske grusomt at være, selv om det også kun er på besøg. Og i den forbandede kulde! Det er vist ikke godt for din Lumsbuko i Ballerup, eller hvor det nu var, du havde det djævelskab. Det er ikke så godt at tage til Holte når du har Hold, måske du endog slet ikke havde kunnet holde te' det. Bå-bs! Nå, undskyld mine åndrigheder. Jeg håber ikke des mindre, du har det helt godt nu igen.

Med mig går det li'som lidt bedre. Forkølelsen er næsten forbi. Mine utilfredse udtalelser i telefonen i søndags var delvis blevet fremkaldt af det faktum, at Pjetur fjumsede rundt lige udenfor telefonboxen på det tidspunkt, jeg talte. Og da døren til boxen af en uforklarlig grund ikke kan lukkes, hører man tydeligt alt udenfor, det ved jeg af erfaring. Derfor talte jeg højt og tydeligt. Med mine hænder går det ikke så godt. De er blå, og fingrene er tykke af frostknuder. I sengen går det næsten bedst at holde varmen. Der kan man krybe ned under dynen og hygge sig med sin varmedunk - i mangel af bedre havelse - For det meste sover jeg fra kl.222 - til kl.72 næste morgen. I den tid fryser jeg altså ikke.. Men når man er oppe og altså nede, er det næsten ikke til at holde varmen, skønt man er pakket ind som et svøbelsesbarn. Det suser gennem hele foretagenet, og når nogen går el. kommer, smækker dørene. Der mangler varme og hygge, og vi er også alle mere el. mindre - navnlig mere- utilfredse med opholdet her. Gang på gang hører man udtalelser som: "Nej, her er sgu' ikke til at holde ud at være, jeg vil hjem!" Forøvrigt kan jeg glæde dig med, at jeg i lørdags, da jeg blev vejet, fik konstateret, at jeg i sidste uge har taget 700 gram på. Jeg vejer nu til min egen store forbavselse - 62,8 kg., inclusive alt mit uldtøj m. gamaschebukser o.s.v. Da jeg kom herud vejede jeg 59 kg. Nå, det nytter ikke at hænge med hovedet, og min skraldende latter genlyder også hyppigt i gemakkerne. Man bliver li'som lidt varmere af at le.-

Pjetur har bebudet, at han ville røntgenfotografere mig i dag. Men nu er klokken ca. 212. Måske kommer han først kl.23 han respekterer ikke ens sovetid, men træffer sine dispositioner når og hvor det passer ham. Han er sgu ligeglad.-

Nu håber jeg , du er helt rask igen, min lille ven.-

Hvordan mon det går med Nelly og Ida? Hils de forskellige cigarer, du træffer på, samt Calle og Max.

Til slut de kærligste hilsner til dig selv fra din fede og blåfrosne

søster i Søster i Herren.

samt den Samt den mystiske Pjetur.

--------------------------------------------

Søllerød Sanatorium d. 18 februar 1937

(Kuverten adresseret til Ingrids mor, Fru Ingeborg Damhoff, Rosenvænget 29, Kongens Lyngby)

En dag på Søllerød Sanatorium

Når jeg har gjort mit morgentoilette,

jeg plejer op i sengen mig at sætte,

her sidder jeg og glæder mig

til kaffen, som jo er på vej.

Mit første måltid er mocca de pleurs,

der hverken skade el. gavn gør,

af ingenting det smager nærmest

jeg tror nu, det tilsætning er mest.

Jeg ligger så stille og læser avisen

imedens jeg hører på pigernes fnisen

og tænker derpå med sorrig hu

på filmene i København, der spilles nu.

Min doktor så kommer og spør: "Hvordan går det?"

"Ad helved til ja Fanden ta' mig, sådan står det!"

Og når man om sig mod ham vender,

så er han væk, den nok vi kender.

Den gode mand har nemlig aldrig tid

han farer rastløst gennem huset hid og did

det er vist bare det ydre skin,

for han bestiller nærmest sletingenting!

Min frokost er s'gu ikke særlig spændende,

til den jeg heller ej mig glæder brændende.

Et blødkogt æg - det er som regel dårligt,

ja, den sag må s'gu gerne ta's alvorligt.

Jeg klapperne for ørerne så tager,

det er vist mange gode sager,

der spilles mellem kl.12 og 13

tænk, om man ku' høre noget a' dem.

For radioen er så tit i stykker

- den ligesom vi andre kan få nykker -

det er der ikke noget at sige til,

den vil blot ikke, hvad vi andre vil.

Så kommer snart derefter min fru Moder

thi mødre holder jo engang af deres poder.

Vi har det rigtig rart, så kommer teen

det er vist godt, De ikke her kan se'en.

For teen ikke appetiten vækker,

den nærmest kaldes kan ulækker,

den smagløs er og ganske lunken,

jeg takker himlen, når den er sunken.

Derpå min moder går, og jeg mig lægger

til hvile sødt og ben og arme strækker

der er nu ikke no'et ved al den hvile,

jeg ville hel're på Irving gennem skoven pile.

Nå, alting en ende får og dette osse,

bare jeg ikke går og blir' lidt småtosset,

før jeg fra denne anstalt slipper bort,

jeg håber, tiden blir' relativ kort. -

Middagen er der ikke noget ved,

jeg ligger her og bliver led og ked

af alskens kedelige retter,

som de jo altid på min bakke sætter.

Nu kan jeg ikke skrive mere,

så jeg må hel're lade være

af grifle mere ned, det er vist tiden

at lægge sig i Morfeus* arme om på siden.

* Morfeus er søvnens gud, ikke nogen mand.

--------------------------------------

Søllerød Sanatorium d. 1 marts 1937

Kære Moster Karen!

Hjertelig tak for dit rare brev indeni bogen om Virtus. Tak også for lånet af denne, som jeg glæder mig til at læse.

Da klokken var blevet halvtre i søndags, uden at jeg havde fået et eneste besøg, begyndte jeg så småt at blive ked af det. Men så kom da heldigvis Daddy og Erik, og derefter afløstes deres besøg af Helga og hendes mand. Det havde således kun glædet mig, om du var kommet en lille søndagsvisit herop, men det kunne du jo ikke vide.

Kære Karen, det, Gudil omtalte angående en ny "mishandling" af mig, var ikke spor slemt. Det var bare en gennemlysning, hvor jeg bliver stillet ind i et apparat, og lungerne bliver gennemlyst, så Pjetur (doktoren) kan se, hvordan jeg ser ud indvendig. Det gør overhovedet ikke ondt. Det viste sig ved den lejlighed, at min vædske er steget en hel del. Muligvis bliver det så nødvendigt at tappe mig alligevel. Det lyder uhyggeligt, men det er vist ikke så slemt. jeg har ikke skrevet det til mor, for at ikke hendes ængstelse for mig skal blive større, end den er i forvejen. desuden er det jo slet ikke sikkert, at det bliver til noget. Pjetur plejer jo ofte at forskrække en med at tale om ting, som slet ikke bliver til noget. Så, du forstår, jeg vil helst skåne mor for unødig forskrækkelse.

Der er ikke noget at sige til, at du har dine tvivl m.h.t. de forskellige "kunstige" helbredelsesmetoder. Det er der flere end dig, der har. Det er rigtigt, at folk i gamle dage blev raske bare ved at spise eller forspise sig og tage på i vægt. Men for det første tog det dengang meget længere tid at blive helt rask. For det andet kom det oftere igen, idet nemlig bacillerne blot blev indkapslede i fedt, men ikke forsvandt helt ud af kroppen. Når folk dengang efter endt Sanatoriekur kom hjem tykke og uformelige og uskønne, var det de færreste, der var i stand til at holde den høje vægt, især hvis de efterhånden begyndte at arbejde, som tog på kræfterne. Og så blev de syge igen. Pustemetoden er dog langt mere effektiv. Her bliver luften pustet ind mellem lungehinden og lungen og bevirker, at lungen falder sammen, og de syge dele bliver presset sammen, så at de kære små "dyr" rent ud sagt omkommer i deres egne ekskrementer, forkalker og udskilles efterhånden. Den tanke huer mig i hvert fald mere, end at de blot indkapsles. Så er der jo de mennesker, der ikke kan tåle pustningen enten på grund af dårligt hjerte eller andet. F.eks. Frk. Elsner. Hun fik jo dette Sanocrysin indsprøjtet. men det er vist ikke sundt. Hensigten med dette er at dræbe bacillerne, men foruden det, kan det ikke undgås, at mange andre indvendige dele tager skade. En af kurgæsterne her, som før har ligget på Øresundshospitalet, fortæller at disse Sanocrysin-mennesker efterhånden svækkes på andre måder, idet bl.a. deres hår falder af, og tænderne falder ud af munden på dem o.s.v. Det lyder jo ikke så godt, så den metode er jeg da glad for, han(Pjetur) ikke anvender overfor mig.

Nå, kære Karen, nu har du vist efterhånden fået nok af at høre om alle disse uhyggelige ting. men jeg vil bare så gerne have jer alle til at forstå, at det ikke hjælper bare at "æde" og "æde".

I dag spurgte jeg Pjetur, hvornår han mente, jeg kunne komme til at ride igen. Det var jo ikke nemt at svare på, men i alle tilfælde, mente han ikke det første årstid. Jeg blev så ulykkelig, at jeg gav mig til at tudbrøle, og han var meget sød og trøstede mig det bedste han kunne. Nå, men Gudil har vel fortalt dig det hele. Det er måske dumt af mig at tage mig det så nær, men jeg holder jo så grusomt meget af den hest, som jeg selv har reddet ud af elendigheden. Nu må jeg se at få ham anbragt på bedste måde. Så kan jeg selvfølgelig komme og besøge ham i den tid jeg ikke må ride. Men det bliver jo ikke det samme. Sælge ham gør jeg i hvertfald ikke! Så skal jeg da først være helt til rotterne. Og så tror jeg endda hellere, jeg vil lade ham skyde. Så ved man da, han ikke får det ondt!

Nu må jeg hellere holde op at plage dig med mine bekymringer. men jeg tror, jeg aldrig har følt mig så ulykkelig som nu. Og så har jeg endda lige skrevet et yderst optimistisk brev til mor. Godt gjort, ikke?

Nå, nu vil jeg slutte her med mange kærlige hilsner fra

din Ingrid, hils hjemme.

Søllerød Sanatorium d. 10 marts 1937

Kære Helga!

Tusind tak for både bogen i går og Søndags BT med brev i dag. Nu har jeg da underholdning nok foreløbig. Især da jeg jo foruden at læse også stadig driver min ""Pesseproduktion af Magasus".

Ja, det var jo rart, jeg kunne få min lille søn anbragt herude i min nærhed. Og på de betingelser. Denne berider Kålund lod til at have et stort hjerte for såvel mennesker som dyr, så han vil nok behandle Irving godt. Der er virkelig faldet en stor sten fra mit hjerte ved denne ordning. Og når jeg selv skal sige det, er jeg en lille bitte smule stolt over mig selv, at jeg sådan kan få orden i tingene, skønt jeg ligger her svækket og hjælpeløs.-

Nå, desværre får jeg vist ikke lov til at komme med til indvielsen på søndag. Jeg spurgte Pjetur i går, og han sagde nej. Han mente ikke, min lungehinde var stærk nok til at tåle turen frem og tilbage, skønt vejen jo ikke er lang. det var jo trist, men hvis I vil gøre mig en stor tjeneste, så vær søde og kom herud 1 time før på søndag alligevel, så I kan se lidt af hvad der foregår og bringe Irving en frisk hilsen og velkommen samt noget gammelt brød fra hans mor. Det ville glæde mig meget hvis I gider, I behøver jo ikke at blive til hele forestillingen.

Nå, nu er det jo godt, at jeg ikke har lovet RK noget, når han nu en dag kommer herud. Han må vel også kunne forstå, at jeg gerne vil have hesten i min nærhed.

Og hvor har de forbandede mostre godt af, at de ikke får noget at vide om prisen. Hva' fanden rager det også dem? De har jo i hvertfald ikke i sinde at betale noget til Irvings "opretholdelse", de skvadderhoveder! Når jeg nu ikke vil fortælle dem prisen, tror de nok, at det snarere er dyrt end billigt, men jeg er sgu også ligeglad i begge ender.

Igår blev jeg pustet igen. Ved denne lejlighed sagde jeg til Pjetur, at jeg vist var på vej til at blive sindsyg. Han spurgte, hvordan det ytrede sig. "Jo" sagde jeg, "dels ved hukommelsestab og dels ved, at jeg er begyndt at gå i barndom." Som forklaring på dette sagde jeg, at jeg ikke mere kunne tåle at drikke, knapt nok et glas kirsebærvin. Og desuden var jeg begyndt at rødme (i søndags!). Det syntes han imidlertid kun var godt, og han brugte udtryk som, at jeg var ved at blive mig selv igen, naturlig igen og uskyldig igen. Det ville jeg nu ikke rigtigt give ham ret i, især det sidste, og jeg sagde: "Nåe, uskyldig det bliver jeg vist aldrig mere!" Det lod til at more ham, han kvalte en lille latter og kom derefter ind på forskellige delikate emner, som jeg ikke godt kan referere her. Heldigvis lå jeg godt dækket af dynen (han var færdig med pustningen) så han ikke kunne se, at jeg rødmede, for det gjorde jeg faktisk. Han blev her også meget længe, for når han først kommer ind på den slags emner, er han ikke til at få drevet ud. Til alt held kom far og afbrød idyllen, og da han (Pjetur) gik sagde han "Farvel frøken" med et meget sigende blik. Båbs! -

Til slut vil jeg bede dig hilse Mand+Søn + Cigarerne. mange kærlige hilsner fra din

Søster i Herren

Hilsen fra Pjetur.

Søllerød d. 13 marts 1937 I HAST --

Kæreste lille ven!

Hjertens tak for brevet, jeg fik i går aftes samt de 40 kr. men nu må du love mig, at du tager af de penge der står i banken i Hellerup, når du mangler. Det må du endelig gøre!

Ja, jeg har altså ikke noget søndagsdigt til dig idag. Om forladelse! Men ånden har ikke rigtigt været redebon. Så nu håber vi altså, at den (ånden) ter sig bedre i næste uge.

Det gør sgu da ikke noget at frøken Hartmann gør hovedrent, mens jeg opholder mig i værelset. Det gør hun jo også i de andre værelser. Og at vente til at jeg kommer op, er vist ganske håbløst, til den tid ville støvet sikkert have hobet sig op over mig og spindelvævet hænge ned i hovedet på mig, hvis der da ikke blev gjort hovedrent nu og da. Næ, det har nok lange udsigter med mig, inden jeg kommer op, jeg er og bliver bare et sølle skrog. Nu har jeg ligget 6 uger i morgen søndag, men Pjetur mæler stadig ikke et ord om min opstandelse.

Nu på mandag lader jeg frk. Hartmann sende en pakke snavset tøj til vask, så får jeg det igen en af de første dage, og så er jeg så rart fri for, at mostrene skal gøre mig tjenester.

Nå, jeg havde mit sædvanlige morgenbesøg af Pjetur. Og vi blev enige om, at det første vers i Knæ-digtet lyder bedre således:

"Med Ledevand har vor Mor gået rundt

det Knæ gjorde noget så grueligt ondt

Vor Mor søgte Læge, men det var en Kvinde

- og jeg har nu aldrig troet på hende.-"

Er det ikke bedre? Jo, jeg må nok hellere have Pjetur til at hjælpe mig med min digtning. Samme Pjetur kom forresten igen noget senere for at puste mig, og ved denne lejlighed sagde jeg, at jeg glædede mig til at se min lille hest igen i morgen formiddag. Han svarede - pessimistisk som altid - at jeg var et stort barn, og man skulle aldrig glæde sig til noget, for når man endelig opnåede det, man havde glædet sig til, så var der slet ikke noget ved det. Jeg svarede at sådan var det nu ikke altid, og om så var, da havde man jo taget forskud på glæden og således haft den gode tid, hvor man glædede sig. Så sagde han, at han ikke kunne goutere Goethes: "Verweile doch, du bist zu schøn o.s.v.," for det var noget snak, hvad jeg selvfølgelig benægtede, og for en gangs skyld måtte han efterhånden give mig ret, det fandtes, "men" tilføjede samme Pjetur, "yderst sjældent." Baabs! Så sagde jeg forresten også til samme Pjetur, at fordi jeg nu fik hesten hertil, måtte han ikke tro, at jeg af den grund havde i sinde at slå mig til ro for tid og evighed. "Ih, nej - gudfaderbevares!" udbrød han og tilføjede "stakkels frk. Hartmann!" Vi kom så ind på spørgsmålet frk, H og han (Pjetur) sagde, at jeg skulle tale med hende om det og det. Jeg gjorde ham imidlertid opmærksom på, at jeg ikke kunne tale med samme dame, "Jeg støder mig på hende," sagde jeg. Han morede sig over det udtryk, da han åbenbart også selv "har stødt sig på hende", og jeg tilføjede, at hun kunne vist ikke rigtig "goutere" mig. Nå, men så måtte jeg prøve på at tale med hende, sætte mig ind i hendes tankegang o.s.v. Hvortil jeg svarede, at det havde jeg hverken lyst el. tålmodighed til, for jeg var her ikke for at underholde hende, jeg var her ikke for hendes skyld, men hun var her for min skyld! (Og dermed Basta!) Har jeg måske ikke ret. Jeg gider sgu ikke tale med det dumme løg. (Thi eders tale bør være ja, ja og nej, nej, og hvad der er derudover, er af det onde). Og sådan er det med frk. Hartmann og mig vi taler om vejret og andet ligegyldigt pjat. men nogen fornuftig samtale med hende kan ikke tænkes. Jeg skal ikke sige, der er helt umuligt (thi intet er umuligt for Herren).

Nå, nu har du vist snart fået skriftsteder nok. men da jeg kom i hu, at det var et søndagsbrev, syntes jeg, jeg måtte give dig et par skriftsteder til gavn og opbyggelse. Håber du tager taknemmligt imod dem som en ydmyg Herrens tjenerinde.

Ja, jeg havde jo en lille samtale med din mand i Herren nu til morgen. Han er et vrøvlehoved. Han lovede først at komme her i morgen, men da vi har stået og talt om det et stykke tid, siger han pludselig, "Et øjeblik" Og så kommer han tilbage og siger, at han har tjeneste i morgen formiddag (Tjenesten?) Baabs! Ja, herrens veje er uransagelige. Nå, så mumlede han vist noget om at komme på tirsdag, så havde han fri.-

Hvor er det rart, at det er blevet mildt igen. Du kan tro mine små fugle er glade (Baabs!) De sidder henrykt og æder af et stykke talg, jeg fik forleden af Gudil. Og pipper fornøjet. Det er bare kedeligt, at det bliver så tidligt lyst om morgenen. Jeg har vænnet mig til at vågne ved 6-tiden, og så kan jeg ikke sove mere. Jeg ligger bare og lytter til denne mystiske knirken indeni mig. Det er højst uhyggeligt, vil jeg sige dig. Der åbner sig stadigvæk nye og uanede perspektiver.

Nu er jeg blevet færdig med "Marie Grubbe", desværre. Og så må jeg nok ty tilbage til min Goethe og min Bibel. Men det er god lekture det også. Jeg har bedt Helga + gemal komme herud i morgen i så god tid, at de kan komme til at se lidt af indvielsesfesten og hilse på Irving, se hvordan han bliver anbragt og tager sig ud o.s.v.Det er jo trist jeg ikke selv kan bivåne højtideligheden, men når bare jeg får sagt goddag til Sønneken og budt ham velkommen til Søllerød, må jeg være tilfreds. Ja, jeg bliver efterhånden både nøjsom, tålmodig og naturlig af denne tilværelse.

Så, nu har jeg alligevel i hast fået tjæret et lille digt ned, tilgiv mig, at det hverken af kvalitet el. kvantitet er så godt, som det burde.

Til slut vil jeg ønske dig en rigtig god søndag, lille ven. Og god bedring.

Mange kærlige hilsner fra

din datter i Herren

samt Pjetur.

Jeg ved skam ikke, hvorom jeg skal skrive.

Hvad skal dog enden på alting blive,

når hverken Irving eller Pegasus jeg magter,

en stakkels svækket krop jeg kun betragter.

I ho'det jeg har kun en småtosset hjerne,

og sindsygen skuer ej mer' i det fjerne.

Bag sindsygen viser sig vanviddet klart,

jeg føler, at det nærmer sig snart.

Og djævelskabet har mit indre besat,

bacillerne raser dag og nat,

de æder sig frem sådan tunge for tunge

igennem min, søde saftige lunge.

Nu ved jeg jo ikke rigtigt, om

de har det så godt, nu da Pjetur kom

og med sin pustning sætter en stopper

for dyrenes ellevilde galopper.

Ja, helt nogen stopper han sætter vel ikke,

men man kan ikke la' være og ligge

og tænke, hvordan det mon ville være,

om blot man fulgte sin egen pære. -

(Det handler s'gu nærmest - om slet ingenting)

------------------------------------------------

Søllerød Sanatorium d. 18 marts 1937

Kære Moster Jo!

Tak for besøget i søndags. Ja, dagen blev jo ret begivenhedsrig for mig; som du jo nok har hørt, fik jeg om eftermiddagen en ganske uventet visit af min kære Mama. Knæet er jo langt fra helt godt, men dog meget bedre.

Jeg havde jo fået lov af min kære doktormand at klæde mig på og gå ned for at byde Sønneken Irving velkommen til Holte. Og ligesom jeg står og snakker med ham, kommer en bil kørende, som jeg ingen opmærksomhed skænker, førend jeg hører kendte stemmer råbe til mig. Jeg var lige ved at få et chok ved at se mor sidde omme bag i vognen. Jeg fik naturligvis sagt Sønneken farvel i en fart og måtte hen og hilse på mor, som jeg jo nu ikke har set i over en måned. Helga og hendes mand var med, og de gik over og så på indvielsesfesten i det nye ridehus, hvor min Søn klarede sig stolt i en parademarch foran et par hundrede mennesker, deriblandt mange honoratiores indenfor rideverdenen. Derefter trakterede jeg på kaffe i dagens anledning, el. måske snarere anledninger, og vi havde en meget hyggelig eftermiddag her på mit værelse, så hyggelig en eftermiddag på et sygeværelse nu kan blive. Ved 17-tiden tog selskabet så herfra igen i bil.

Af oplevelser har jeg ellers ingen haft, som er værd at omtale. Jeg er blevet pustet et par gange, hvad jo aldrig kan henregnes under fornøjelser. Men det er vist meget gode tegn og betyder, at denne forbandede )ja, undskyld), nå altså forbandede vædske er ved at forsvinde, og så må der jo pustes luft ind der hvor vædsken før har været, at det ikke skal "knirke" alt for voldsomt inde i mig.-

Hermed sender jeg dig altså digtet om den troløse Dagmar. Min Pegasus har været en smule doven i den sidste uges tid, men om den atter skulle vågne op til dåd og frembringe noget, der er nogenlunde hæderligt, skal jeg gerne tilstille dig produktet. M.h.t. konfirmationssangen til den lille Julie, da vil jeg for din egen skyld råde dig til at sadle din egen gode Pegasus, som min jo alligevel ikke kan måle sig med. (Red: det kan nu diskuteres)

De kærligste hilsner til dig selv, Karen Gudil og Mimi fra

din Ingrid

Søllerød Sanatorium d. 20 marts 1937

Kære lille ven!

Hjertens tak for dit recommanderede brev med de 20 kr. som jeg modtog i går aftes til sædvanlig tid.

Jeg havde i går aftes atter besøg af din søster i Herren - Karen. Hun opførte sig nogenlunde skikkeligt og havde chokolade med til mig, så jeg tilgav hende hendes besøg. Senere på aftenen hørte jeg radio, bl. a. Ærbødigst Ugerevue og koncert fra Cairo. Det var meget smukt og ejendommeligt. Dernæst stod jeg i anledning af vejrets mildhed op og vaskede hår, efter først at have klippet en vældig tot af det, så nu er mit hår meget kortere end dit. Men det er heller ikke til at holde ud med de lange tjavser, når man skal ligge i sengen, og det er så svært at holde det pænt og krøllet. Men idag ser jeg ualmindelig pragtfuld ud - når jeg selv skal sige det - man kan jo have sine "heldige" dage. Og sådan en har jeg vist i dag. Mit hår stråler i gylden glorie om mit runde hoved, og min teint er klar og fin. Mine øjne stråler, og jeg ligger blot og er ked af, at ikke flere mennesker kan nyde synet af mig. Det er virkelig yderst beklageligt.

Nå, heldigvis har jeg da Pjetur til at nyde synet af mig, og jeg kunne se, han gjorde det. Da han i dag åbenbart ikke fandt eet besøg hos mig tilstrækkeligt, aftalte vi, at han skulle komme og puste mig i dag. Det lod samme Pjetur sig heller ikke sige to gange, og han har allerede været her igen med nålen. Jeg sagde til ham, at jeg nu havde opgivet al tanke på den omtalte Lyngby-udflugt, og han sagde, at jeg var fornuftig. "Ja, er jeg ikke?" spurgte jeg koket, "det er helt rart at få lidt ros, det får jeg så sjældent!" Og jeg sendte ham et blik fra mine øjne som jeg forsøgte at gøre pyramideformede. Baabs! Vore øjne mødtes i et langt dvælende blik, så smilede jeg et lille skælmsk smil, og han sagde med en dejlig blød stemme: "Store barn!". Jeg elsker ham når han siger "store barn" til mig. Og det gør han ofte. Nå, så hældte han clorotyl på min nu blottede ryg (det gør han altid for at bedøve huden, men det hjælper jo ikke indenfor huden) og stak nålen i. Tjeps! Idag gik det uden modstand, nålen gled næsten i "som Guds ord i en tosse". Det sagde jeg også til ham og jeg hørte et udbrud fra ham som af en tilbageholdt latter, men han sagde ikke noget til det. Så talte vi om foråret og om de yndige ture, der kunne

foretages her i omegnen, og tænk dig, så påstod han, at jeg, når jeg færdedes i naturen, så havde jeg slet ikke øje for naturens skønhed, da jeg ikke studerede naturlære, men derimod så jeg bare hesten, jeg red på, jeg var bare en Hippofil! Baabs! Jeg gjorde ham imidlertid opmærksom på det forkerte i denne betragtning, da jeg netop elskede naturen og slet ikke behøvede at ride i den, men meget vel kunne glæde mig over naturens skønhed, når jeg travede på mine ben. Og særlig, hævdede jeg, fandt jeg det yndigt at vade gennem vissent løv i en efterårsskov. Han mente så, at det vel nærmere var farverne, der glædede mig og ikke det visne løv. Jeg svarede, at jeg naturligvis fandt efterårets farver såre skønne, men syntes også, det var en udsøgt nydelse selve det at trave med store støvler gennem raslende, vissent løv. Dertil svarede han, at alle kvinder i grunden var hysteriske, for enten fandt de en lyd så irriterende, at de måtte holde sig for ørerne, eller også var det pragtfuldt. Mændene derimod gik snarere den gyldne middelvej og stod bare og så overlegent til. Dette kan der måske nok være noget om, men jeg modsagde ham selvfølgelig, og sagde, at mænd ligeså vel som kvinder var hysteriske. Det ville samme Pjetur naturligvis ikke lade sidde på sig og fremkom nu ganske umotiveret med forskellige udtalelser, der fremhævede hankønnet på hunkønnets bekostning, udtalelser som jeg kun besvarede med hånlige udbrud a' la Musse Fischer. Tilsidst brød jeg ud i en regulær hånlatter, som fik ham til at se interesseret ned på mig over brillerne. Båbs! Han var nu forlængst blevet færdig med pustningen, men opholdt sig her alligevel en rum tid derefter. Da han skulle til at gå ud ad døren, sagde jeg: "Hov doktor, Mit ur!" Og så måtte han tilbage og række mig vækkeuret. (Jeg kan godt lide, at han skal gøre mig den slags småtjenester, det er han vist ellers ikke vant til med de andre). da han atter stod i døren og sagde farvel, fik han pludselig øje på nogle gråspurve udenfor i kassen. Han for faretruende henimod altandøren og jog dem væk med nogle underlige uartikulerede lyde, som fik mig til at briste i min bekendte hu-hu-latter. Han tilkastede mig et lille triumferende smil, da han atter vendte sig for endelig at forsvinde ud ad døren med et høfligt "Farvel". Han ved godt jeg morer mig over, når han jager gråspurve væk. Og han kan vist godt lide min latter, den lader til at more ham. Jeg må bare ikke le, mens jeg bliver pustet; det kom jeg nu alligevel til i dag, da han sagde, at jeg bare var en "Hippofil" Båbs! - Men Gud, hvor jeg elsker ham. Kan du ikke tænke dig, han er sjov at diskutere med?

Nu må du undskylde al denne sludder om min Pjetur, men du må huske på, at hans besøg er det eneste for mig, som jeg har at glæde mig til, og han opfylder hele min lille verden herude. Hvor er det dog godt, jeg har ham. Jeg var ved at dø af grin over en satz i dit brev, sålydende: "Ja, hvor er det mærkværdigt, men samtidig godt, at du sætter den Pjetur så højt!" - Baa -aabs!

Det er jo Elses fødselsdag i dag, og jeg har ringet derover i morges og sagt til lykke. Mere kan jeg ikke gøre.

Nu vil jeg håbe, du må tilbringe en rigtig behagelig søndag, vær nu endelig forsigtig med dig selv! Og skal vi så med Apostlene tilønske hverandre en rigtig god og snarlig bedring! De kærligste hilsner fra

Din datter i Herren samt hendes elskede Pjetur.

Hils og klap dyrene.

Kapitel 11

Vejlefjord Sanatorium

Varmen er fortsat trykkende og luftfugtigheden høj. Selvom solen hænger lavere og lavere bliver det varmere og varmere. Vi står foran trappen der fører op til den mægtige indgangsdør, der er omkranset af en monstrøs klassisk granitportal - øverst i portalen er der hugget årstallet "1898".

"Nu må du jo huske på, at detteher var et betalingshospital." sagde jeg til min ledsager.

"Det ved jeg, - det har du vist sagt, men din morfar var jo rig, så......"

Vi satte os et øjeblik på trappen, og skuede atter ned over den prægtige have med Vejlefjords blå vand som baggrund.

"Ja, gu' fanden var min morfar rig - men rige mennesker har det jo med at være nærige på de mest mærkværdige områder!" sagde jeg, og fortsatte, "nu skulle man jo tro, at det netop havde været en oplagt ting for en rig far, at understøtte sin dødsyge datter, men....."

Har du nogensinde tænkt over det ejendommelige i, at rige mennesker tit kaster formuer i grams til fuldkommen ligegyldige ting, mens områder af betydning vansmægter? Store summer havde min morfar f.eks. givet til Tøjhusmuseet (det var måske derfor, at han blev ridder af Dannebrog - hvem ved?). Men betale for hans tuberkuløse yngste datters ophold på et sanatorium - næh tak, det var der ikke prestige i. For at sige det ligeud, så var det absolut minimalt hvad han ydede i denne forbindelse.

Ingrids eneste indtægt var renterne af en mindre sum penge som min morfar i sin tid havde sat hen til hende. Disse renter var ikke nok til at betale opholdet, og min mormor havde jo heller ingen penge - det var derfor Jo der betalte det meste, hvilket min morfar da i og for sig også syntes var helt i sin orden - Jo havde penge, ligesom han selv, og så var hun jo søster til Ingrids mor. Det faldt ham ikke ind, at han, som faderen, netop havde en forpligtelse her. Derudover bragte han både Ingrid og min mormor i et afhængighedsforhold til Jo og de to andre mostre - et afhængighedsforhold som hverken Ingrid eller min mormor brød sig om. Men de havde jo intet valg. Min morfar besøgte heller ikke Ingrid særlig tit, og for det meste kun ganske kort - angst som han jo var for at blive smittet. Min mor har malende beskrevet hans entre i sygeværelset. Først nøjedes han med at stikke hovedet ind for li'som at sikre sig, at luften ikke var tyk at baciller. Havde det stået til ham, var han aldrig kommet længere. Så nærmede han sig sengen, og jo længere han kom hen imod den, jo mere drejede han hovedet til siden, og holdt sig for mund og næse, mens han rakte Ingrid fingerspidserne af sin hånd idet han lidt ynkeligt og med unaturlig højt stemmeleje, sagde: "Goddag, lille Ingrid!" Når han så endelig havde fået sig sat på en stol ved sengen og var begyndt at fortælle om sine egne vanskeligheder og dårligdomme, tog dette emne til tider i en sådan grad magten fra ham, at han aldeles glemte alt om smittefarer og sikkerhesforanstaltninger. Først da han skulle tage afsked, opdagede han igen den forfærdelige smittefare han befandt sig i, og forsvandt på samme ynkelige måde som han var ankommet.

Da nu Jo betalte, følte især Karen det, som sin soleklare ret, at blande sig i alt vedrørende Ingrids sygdom, - dette, endskønt Karen slet intet betalte, men de var jo på dette tidspunkt så sammenklistrede, at Karen følte at hun kunne agere på Jo's vegne. Karen kunne være meget ubehagelig - og rasende hysterisk - hun kunne formelig springe som en trold op af en æske. Jeg har selv set det. Det har været engang i 1948, da vi var på sommerferie i deres sommerhus ved Slettestrand. Som sædvanlig havde de, fra et internat, fået en pige i huset med et eller andet handicap. Dennegang var pigen døv. Karen havde bedt den døve pige om at tænde op i komfuret i køkkenet. Med pigen fulgte en tavle og et stykke kridt, således at man kunne skrive ordre til hende. Den arme pige kom til at putte vådt brænde i komfuret, med det resultat, at køkkenet i et nu var indhyldet i en tyk hvidgrå røg. Da Karen ser dette, går hun fuldkommen amok - hendes ansigt forvred sig i de skrækkeligste grimasser, og så gav hun sig til at hoppe op og ned. Jeg har aldrig set noget lignende, hun hoppede som en gummibold op og ned - det var som var der anbragt små kængurustylter under hendes sko - og jeg syntes bestemt at det sagde "Boiing - boiing" hver gang hun røg op i luften.

Herefter hersede Karen helt unødigt med den døve pige, og en dag syntes min mor at nu kunne det være nok. Karen var ude i et ærinde, og imens fik min mor den døve pige anbragt i en liggestol i solen med en stabel gamle "Tidens kvinder". Pigen så på min mor med en blanding af taknemmelighed og forvirring - det var helt tydeligt, at hun aldrig havde været udsat for venlighed før. Min mor satte sig i en liggestol ved siden af hende og der sad de begge, da Karen vendte tilbage. Karen sagde dog intet, men nøjedes med at skule. Samme aften belærte hun dog min mor om, at det var forkert, at forkæle pigen sådan. En anden episode viste iøvrigt en sørgelig ting - nemlig, at pigen, på tavlen, kun havde været vant til at modtage ordrer - intet andet, udover, gør dit eller gør dat! En tidlig morgen, kom min mor ud i køkkenet, hvor pigen var ifærd med at forberede morgenmaden. "Godmorgen!" sagde min mor, - og pigens øjne var kærlige og taknemmelige. Så så min mor ud af vinduet, og opdagede at der lå dug på græsset, hvorefter hun greb tavlen hvorpå hun skrev: "Duggen ligger ude på græsset." Pigen stirrede forfærdet på tavlen, dernæst på min mor og så ud af vinduet. Hun smed hvad hun havde i hænderne og foer ud af døren. Gennem vinduet så min mor hende rende forvirret rundt ude på græsplænen, kiggende til alle sider, som om hun ledte efter noget. Min mor, der med undren havde fulgt denne mærkelige reaktion, forstod med eet hvad der var ivejen. Pigen havde opfattet det som om at dugen lå ude på græsset, hvilket jo var noget forfærdeligt rod, hvorfor den straks måtte hentes ind! Min mor tog tavlen og understregede ordet "duggen" - løb ud og fik fat i pigen, der stadig løb forvirret rundt, tog hendes hånd og lagde den på det våde græs mens hun pegede på ordet. Så kom det store smil frem! Pigen var ikke helt stiv i stavning og som sagt ganske uvant med, at der på tavlen kunne stå andet end ordrer, hun var helt uforberedt på, at der pludselig kunne stå en venlig bemærkning.

Nogle år senere modtog min mor pludselig et brev fra den døve pige. Hun var blevet gift - på en døveskole for unge mennesker, havde hun mødt sin mand, der selvfølgelig også var døv. De havde fået et lille husmandssted, og havde det godt. Det var tydeligt, at hun aldrig havde glemt den smule venlighed som min mor havde vist hende.

Karen havde ikke megen forståelse eller tolerance overfor andre. Og vrissen og hidsig kunne hun altså også være. Jeg kommer til at tænke på en pudsig ting i den forbindelse - som du ved, var hun i mange år ansat på Politiken som sekretær for de skiftende chefredaktører. Hun kendte Politikens hus ud og ind med samt de forskellige "personager" der færdedes her, bl.a. Tom Kristensen, som hun ikke kunne fordrage. Engang i 1960'erne da jeg talte med hende, nævnte jeg at Tom Kristensen, som jeg selv sætter stor pris på, var død. Hertil udbrød hun: "Nå, det var da dejligt - så er vi fri for ham!" At hun ikke brød sig om hans forfatterskab er for mig indlysende og det var også tydeligt, at hun, med hendes instilling, foragtede ham som menneske og person. Men der kan godt have været en enkel lille ting, som har gjort hadet til denne forfatter særlig udtalt. Sagen er nemlig den, at Tom Kristensen i sin store roman "Hærværk" har brugt Karens figur på en lidet flatterende måde. I en af bogens beskrivelser af hvad der foregår på redaktionskontoret, står der: "Sekretæren sad og talte i telefon, hendes ansigt var forvrænget så hun lignede en heks." Karen har selv fortalt, hvor anstrengende dette arbejde var. Hun tog imod samtlige samtaler til redaktøren, og allemulige kendte som ukendte mennesker trængte sig ustandselig på, så der måtte sorteres og skæres af med hård hånd. I virkeligheden brød hun sig slet ikke om dette arbejde, og jeg kan levende forestille mig, at hun har lignet en heks når der virkelig var varmt i kontoret.

Ingrid gruede for Karens besøg.

Det var fristende at bevæge sig ind gennem den mægtige havedør, og videre ind i den store kølige hall - men en stund endnu bliver vi siddende på trappen i den stegende hede. Klokken er nu 18.04 og det er som om heden bliver værre og værre, i takt med at solen daler mere og mere. Alt i vore omgivelser er opvarmet til bristepunktet og udtråler en varme der næsten overgår solens stråler. Selv græsset, blomsterne og hækken synes at udtråle varme. Men skønt er her jo alligevel.

"Det er egentlig ikke meget du ved om din far?" udbrød min ledsager.

"Næh-" svarede jeg, "det har sådan set aldrig interesseret mig - jeg har aldrig savnet ham, og allerhelst havde jeg set, at min mor ikke havde gifte sig igen - så havde jeg været helt faderløs."

"Man taler jo ellers meget om i denne tid, at børn har behov for en far, og..."

"Ævl!" afbrød jeg, "ja, jeg kan jo kun tale for mig selv, men jeg kan ihvertfald fortælle dig, at de påvirkninger jeg har fået fra mænd, har jeg ikke kunnet bruge til nogetsomhelst, hvorimod kvindelig påvirkning har været mig til stor gavn og glæde."

"Det burde jeg jo føle mig beæret over," sagde min ledsager, og fortsatte, "men alligevel tror jeg da, at især drenge må føle et behov for at have en far - sådan til at hjælpe med at lave flitsbuer og den slags."

"Gudfaderbevares!" udbrød jeg fortvivlet, "jeg har lavet i hundredevis af flitsbuer og slangebøsser, og det er der sgu aldrig nogen mand der var undervist mig i, det fandt vi selv ud af, - det er en romantisk drøm, det der - og iøvrigt vil der i fremtiden overhovedet ikke mere være behov for det man kalder de traditionelle mandige dyder - tværtimod!"

"Medmindre vi bomber os tilbage til stenalderen?"

"Javist, men så dukker de helt automatisk op igen af sig selv, så det skal du ikke bekymre dig om!"

"Men noget ved du da om din far...?"

"Joh -" svarede jeg, "min mor har selvfølgelig fortalt noget, men det er først i en noget sen alder, at jeg har fået noget konkret at vide, udover at han hed Karl og blev kaldt "Calle"; forresten stødte jeg for få år siden, i en bestemt anledning, på hans lillebror, altså min onkel, som er omkring 20 år yngre end min far, som iøvrigt døde i 1959 - har jeg fortalt dig det?"

"Det husker jeg ikke - hvad døde han af?"

"Aner det ikke - man fandt ham vist siddende død på en bænk, ved søerne i København, - nå, men denne onkel gav en meget rammende karakteristik af min far, han sagde: Din far? - han så altid ud, som om han var kommet direkte fra brusebadet, og umiddelbart efter var blevet ekviperet i Magasins herreafdeling."

"Det var sgu da noget af en karakteristik!"

"Ja, det må man sige - men det fortæller jo ikke andet om manden, at han altid så ordentlig ud."

"Og dog," sagde min ledsager, "jeg kan faktisk se ham for mig, komme ud fra Magasin renvasket og i ny habit og duftende af foreskellige eau de cologner - han var glad for kvinder, ikke?"

"Jo, men hvem er ikke det? Næ, det værste var, at de også var glade for ham. For at sige det ligeud, så var det sådan, billedligt talt, at samtlige de kvinder der kom i nærheden af ham, automatisk lagde sig ned på ryggen og spredte benene!"

"Jeg kender typen"

"De findes altså, den slags mænd?" Spurgte jeg.

"Ok ja. Men det er jo ikke hver dag man møder dem"

"Min mor har fortalt," fortsatte jeg, "hvorledes kvinder hun har kendt, og talt med mange herrens år senere, stadigvæk kunne få våde og slørede øjne, når talen faldt på min far - ja, det måtte jo ende galt."

"Han var på en måde en mandlig pendant til din mormor!?" udbrød min ledsager, med et saligt blik i øjnene.

"Det har du ret i,- og for at det ikke skal være løgn, så ved jeg, at der mellem de to herskede mere end varme følelser-----"

Hvor er det ejendommeligt at mennesker, som man knap nok har kendt, pludseligt træder så tydeligt frem; På sådan en dag som idag, henter hjernen en oplysning her og en oplysning der - oplysninger som man end ikke selv vidste at være i besiddelse af, og efterhånden stykkes der et portræt sammen. Kun et enkelt fotografi af Ingrid i denne skønne have, er vi i besiddelse af, og alligevel er det som om vi ser hende vandre lyslevende rundt - det er lige før, at vi rejser os, for at gå hen og tale med hende. Men med hensyn til min mors forhold til min far, må jeg hellere fortælle dig lidt om, hvorledes hendes ungdomsår henslæbte sig hos faderen i Østbanegade.

Da hjemmet i 1916 opløstes, og min mor og hendes far flyttede til Østbanegade, måtte min mor skifte skole. Ialt skiftede hun skole tre gange, hvilket var meget ubehageligt for hende. Hun startede i 2 klasse på Hellerup Højere Pigeskole i 1914 og allerede i 1916 måtte hun skifte til Ecole Francaise (Den Franske Skole), for til sidst at gå på Ingwersen og Ellbrechts Skole. Alle var de jo dyre private pigeskoler - men hvad hjælper det, når man ikke er lykkelig mens man går i skole? Især den Franske Skole var noget af en prøvelse - det var jo nonner der underviste og de var helt uden pædagogisk forståelse for deres elever - men flere af dem var nu knagende dygtige rent fagligt, og noget fik pigerne da lært.

Kapitel 12

Ruth Berlau

På den Franske Skole gik min mor forresten i klasse med den senere så kendte Ruth Berlau. Som bekendt er Ruth Berlaus navn uløseligt knyttet til Bertol Brecht, hvis elskerinde og muse hun en årrække var.

Min mor var en stor beundrer af Ruth Berlau. I klassen var det hende der turde gøre tingene - gøre det de andre måske ikke turde. Hun havde skinnende sorte øjne, der spillede på en så intens måde, at hun rev alle med sig. Det var hende der fik ideerne og det var hende der satte tingene igang. Ruth Berlau optrådte så at sige altid hvor hun kunne komme afsted med det, og det var da også hendes drøm engang at blive skuespiller - sådan skulle det jo ikke gå. Hun greb enhver lejlighed til at udføre et eller andet dramatisk, hvilket jo til tider fik uheldige følger, som f.eks. engang da hele klassen var inviteret til fødselsdag hos skolekammeraten Susanne Palsbo(hende fra radioudsendelsen "20 spørgsmål til professoren"). I Palsbo-hjemmet fandtes en kostvar samling af porcelænsdyr udført af Bing og Grøndahl, som alle de inviterede børn nu stod og betragtede - pludselig træder Ruth Berlau frem foran de andre og griber en yndefuldt udført porcelænssnog, som hun giver sig til at føre en monolog over som om den var levende. Hun stod med den i begge hænder foran sig, og ae'de den og tog den op til kinden, alt imens hun talte til den på dramatisk vis om, at hun ville redde den fra fangenskab - og alle børnene syntes det var et herligt skuespil. Hun bliver mere og mere henført, - og pludselig sker ulykken - hun taber snogen, som knuses mod gulvet.

Herefter faldt Ruth Berlau på knæ ved siden af det knuste dyr og gav sig til at græde noget så hjerteskærende - ikke fordi et kostbart stykke porcelæn var gået istykker, men fordi snogen for hende havde været levende - og nu var den død. Hende, der tværtimod havde villet redde den, havde nu dræbt den. Min mor og de andre piger begyndte også at græde. Fru Palsbo kom til for at trøste dem, og aldrig har hun nogensinde set, så mange børn på een gang være så bundulykkelige over et stykke knust porcelæn, men det har sikkert formildet hende.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg fortæller dig dette; jo, forresten, jeg kommer i tanker om, at der i de senere år har været en del skirverier om Ruth Berlau og Bertolt Brecht og deres forhold. Så vidt jeg har forstået er der fremført påstande om at Brecht skulle have udnyttet Ruth Berlau, ja at det endog skulle være hende der har skrevet store passager af han produktion, som han så uden videre skulle have hugget fra hende og ladet fremføre som sine egne. Det er muligt, hun var jo i besiddelse af et vitalt kunstnerisk talent, og Brecht har vel ikke været anderledes end så mange andre kunstnere i egoistisk henseende, - men een ting kan jeg med sikkerhed sige dig, med baggrund i min mor levende beskrivelse af hende: hvis Ruth Berlau har ladet sig udnytte af Bert Brecht - så har hun selv villet det!!

Efter Sovjetunionens bortgang har der desværre været en tendens til fra vestlig intellektuel side, at nedgøre og mistænkeliggøre socialistiske forfattere og andre kunstnere. En hel række har allerede fået kniven af mindre begavede ikke-socialistiske kolleger og medløbere. Dogmet lyder: jamen, når nu kommunismen er faldet, som det skidt den var - så kan det de kommunistiske kunstnere har lavet, da ikke være noget værd, og de selv må også have været nogle lede sataner. På denne måde prøver man at pormovere sig selv på ofrenes bekostning - men det hjælper dem ikke, der findes ingen talenter af format på højrefløjen alligevel, og det har der aldrig gjort.

Men det er da rigtigt, at på mange måder var Ruth Berlaus liv tragisk, men man skal ikke beskylde en afdød forfatter, der ikke kan forsvare sig, for at være årsag til dette. I virkeligheden var Ruth Berlaus liv tragisk fra starten; familiens store formue hidrørte fra krigsforretninger under 1'ste verdenskrig - faderen var ganske enkelt "gullasch-baron". Moderen var ulykkelig og forsøgte flere gange at begå selvmord. Ruth Berlau giftede sig med en læge der hed Lund, som foretog illegale aborter og senere skød sig med et jagtgevær. Senere giftede hun sig med en kgl. skuespiller, på hvis foranledning hun kom til at spille Puk i "En skærsommernatsdrøm" - men det var også det nærmeste hun kom sin store drøm om at blive skuespiller.

Ruth Berlau døde ensom, syg og forarmet i en lille lejlighed i det daværende Østberlin. Denne pige, med de sorte skinnende, ivrige og lidenskabelige øjne - den aktive, den talentfulde, der kunne få hele sin klasse til at græde over en død snog der aldrig havde været levende. Hold kæft, hvor livet dog er deprimerende!

Kapitel 13

Musiklærerinden, konfirmationen og gravskænderen

Da min mor var færdig med sin skolegang, skulle hun efter min morfars mening blot "dannes" som det sig hør og bør i de kredse, indtil den rette ægtemand viste sig.

Min mor havde i flere år gået til klaverundervisning, hos en dame der hed frk. Bauditz. Denne frk. Bauditz var en streng dame, men knagende dygtig - hun hersede i særlig grad med min mor, fordi hun på et ret tidligt tidspunkt havde opdaget, at der et talent tilstede. Frk. Bauditz elever var nemlig for det meste overklassepiger, der blot skulle lære til husbehov at spille lidt klaver, og det var da også udelukkende i den hensigt, at min morfar betalte for undervisningen, så frk. Bauditz var glad for endelig at have en elev, hvor der var noget at arbejde med.

Frk. Bauditz var ikke så dum, at hun med det samme lod min mor vide, at hun havde evner - det fortalte hun først efter ret lang tids forløb. Min mor, der på den tid led frygteligt af mindreværdskomplekser, blev glad og overrasket over, at høre at der åbenbart var noget hun var god til, og hun begyndte så småt, at fantasere om en karriere indefor musikken. Som tiden gik blev det mere og mere mærkbart, at min mor havde et potentiale i sig der var udover det almindelige. Frk. Bauditz var klar over, at såfremt der skulle blive alvor i det, så krævede det mere tid og mere øvning, og i den anledning skrev hun et brev til Axel Schou, hvori hun forklarede, at hans datter havde et udpræget talent som fortjente at blive videreudviklet, og hvad der derfor krævedes.

Istedetfor at blive glad og stolt på sin datters vegne, blev Axel Schou rædselsslagen - og meddelte straks frk. Bauditz, at hans datter ikke længere skulle gå til spil. Frk. Bauditz var virkelig harm over dette, og opsøgte i den anledning personligt min morfar. Under samtalen forklarede hun, at der i hans datter var potentiale til en koncertpianistinde, og at det var synd og skam, at forhindre hende i at udfolde denne mulighed. Hun gik så vidt som til at foreslåe, at såfremt det var et pengespørgsmål, så ville hun undervise min mor gratis.

For Axel Schou var sagen nu aldeles klar - det måtte for enhver pris forhindres, at min mor fortsatte undervisningen. Det foruroligede ham særdeles, at frk. Bauditz var villig til at undervise gratis - så måtte der jo være noget om snakken, og for Axel Schou var det, at have en datter der var musiker, næsten værre end hvis hun var prostitueret. Hvordan skulle han nogensinde få en koncertpianistinde gift med den , efter hans mening, rette mand?

Og netop med hensyn til det rette giftermål, nærede min morfar store forhåbninger om, at få afsat min mor, omend ikke til en kongelig, så dog måske til en adelig.

Engang skulle de til et finere selskab, og da bordplanen fremsendtes viste det sig, at min mor skulle have prins Viggo til bords. Min morfar blev ellevild og helt elektrisk, og formanede hende forud for selskabet om, at hun endelig måtte huske at sige "deres kongelige højhed" til ham, o.s.v. Det viste sig imidlertid, at prinsen på ingen måde ville tituleres som "kongelig højhed" af sin borddame, og de fik sig en god latter over sådanne fædres opstyltede snobberi. Axel Schou sad længere oppe ad bordet og holdt nøje øje med dem, og han så rigtig velfornøjet ud, da han så hvordan de morede sig - han kunne jo ikke vide hvad de morede sig over.

Min mor var ulykkelig over ikke at kunne fortsætte klaverundervisningen og frk. Bauditz var vred. I hemmelighed aftalte de, at hun skulle fortsætte med at komme - om min morfar har fået dette opsnuset skal jeg ikke kunne sige, men faktum er at han prompte efter samtalen med frk. Bauditz, meddelte, at min mor skulle sendes på kostskole i Schweitz!

Det var den rene elendighed for min mor. Og så skete alt dette jo netop samme tid, som der var vrøvl og ballade mellem Nelly og min morfar. Nelly havde naturligvis fuldt ud taget min mors parti - selv var hun jo også glad for musik og især klaverspil, og syntes at det var lynende uretfærdigt, at min mor ikke fik lov til at uddanne sig til det hun var god til. Ligeledes syntes Nelly, at det var fuldkommen formålsløst at sende min mor på kostskole i Schweitz - desuden ville hun også komme til at savne hende, og det ville den lille Jørgen også. Min mor var ulykkelig - men lod tilsyneladende ikke sine omgivelser mærke noget. Ikke alene havde hun mistet sit klaverspil, men nu skulle hun også sendes til et fremmed land, på en skole hvor hun ingen kendte.

"Du har godt af at lære noget mere fransk!" sagde min morfar, og så stift og myndigt på sin datter. I virkeligheden talte min mor allerede på dette tidspunkt udmærket fransk, men det havde han tilsyneladende ikke opdaget.

"På denne skole opdrages døtrene af mange betydningsfulde mennesker i Europa - det vil du kunne drage nytte af!" fortsatte han - men min mor var helt og aldeles ligelad.

"Du må forstå, lille Helga," sagde han så pludselig, "at din stedmor Nelly og jeg har nogle problemer, og ..."

Han sagde det som om han hermed løftede sløret for en stor hemmelighed, som min mor havde været ganske uvidende om, og fortsatte så:

"Desuden er jeg syg - meget syg,- alt dette har tæret på mit helbred, og det er ikke til at sige hvor langt jeg har igen og desuden bliver det hele sikkert også meget dyrt for mig..."

Min mor var ikke helt på det rene med, hvad det var, der blev dyrt - men at sende sin datter på en international "upper-class"-kostskole i Schweitz, det var i hvertfald dyrt, så det kunne han jo bare lade være med.

Som sædvanlig var hans udtalelser, som så ofte før og senere, fuldstændig selvmodsigende. Imidlertid har han nok her løftet en flig af sin hensigt, med at sende min mor ud af landet - naturligvis var der det der med klaverspillet, der for alt i verden måtte forhindres, men det kan ikke udelukkes, at han også har anset det for mest bekvemt at have min mor af vejen under den forestående skilsmisse, med alt hvad deraf fulgte.

Dette var i oktober 1923 - ; min mor blev udstyret med alt hvad hun havde brug for - selskabstøj, skisportsudstyr o.s.v. o.s.v., samt sit eget private dybtrykte brevpapir med adresse i Lausanne. Hele min mors baggage blev sendt i forvejen, og selv blev hun befordret i min morfars bil over Mommark til Tyskland - hvor min morfar alligevel havde forretninger at besørge - for sluttelig at stige på toget i Hamborg.

Det var et gråt, trist og regnfuldt vejr, den dag i Hamborg. Den fugtige luft var fyldt med kulpartikler og dampen hvæsede fra hundrede ventiler på een gang. I disse omgivelser så selv en 1'ste klasses waggon temmelig trist ud, og trist var også min mor tilmode, da hun steg ind i en sådan.

Undervejs på bilturen havde min morfar underholdt sin datter med den ene nederdrægtige historie efter den anden om Nelly. Herudover havde han indgående forklaret om alle de sygdomme han led af, og som var en direkte følge af de forfærdelige lidelser, hans koner havde påført ham.

"Det er Nelly selv der vil forlade os!" havde han dramatisk sagt, "det er ikke Far der vil det!"

Og for yderligere at opmuntre sin datter inden afskeden, forsatte han: "Og hun vil stjæle lille Jørgen fra os - forstår du Helga - hun vil stjæle din lillebror Jørgen."

De fandt min mors kupe. Min morfar anbragte hendes tasker i bagagenettet og gik ud på perronen igen. Der var kun kort tid til afgang. Min mor trak vinduet ned og så ud på sin far, der med et lidende udtryk i ansiget udbrød: "Ak, lille Helga - jeg er så syg, at du ikke skal regne med at se mig igen - måske er jeg død og borte når du vender tilbage!"

I det samme lød fløjten, toget pumpede afsted - og Axel Schou levede i endnu 37 år!.

Min mor trak vinduet op og brød sammen i krampegråd - heldigvis var hun alene i kupeen.

Vi rejste os fra trappen, og skuede atter udover den skønne parklignende have, med den vidunderlige Vejlefjord i baggrunden - alt var blågrønt varmeflimrende. Den lille fløjtespiller i granit, omkranset af gule, røde og hvide roser, spillede en sørgmodig melodi til ære for os. Der havde hun også siddet, dengang Ingrid havde siddet på bænken der, lige til højre for os, og hørt på den samme melodi. Selv Døden må være faldet i staver over dette særegne sted hvor poesi blander sig med rædsel og fortvivlelse - og hvor poesien måske netop er selve Døden.

De store glasdøre ud mod haven, var tunge og uhåndterlige - ikke egnet for tuberkuløse mennesker. I hallen var der et par grader mindre end udenfor, men alligevel føltes det som at komme ind i en iskælder. Her var stadigvæk øde og tomt, ikke et menneske at se. Igen følte vi os hensat til vestibulen i et nedlagt hotel, der havde stået tomt i årevis.

"Tænk!" sagde min ledsager, "at få trykt sit eget brevpapir, bare fordi man en tid tager fast ophold i udlandet...det er næsten ikke til at tro!?"

"Jamen, sådan gjorde man altså i de kredse dengang. Men nu skal du jo ikke tro, at det sådan udelukkende var for at glæde min mor - næh, der lå så sandelig også en reklameværdi deri. Tænk på den prestige det var for min morfar og hele hans væsen, når dette brevpapir arriverede rundt omkring!"

"Med den slags var han altså ikke påholdende?"

"Overhovedet ikke." svarede jeg, "når det drejede sig om udgifter der kunne bringe ham selv i forgrunden, var der ingen smalle steder; det var noget ganske andet, når udgifterne havde, om jeg så må sige, almindelig karakter, og ikke kunne tjene til en øjeblikkelig hyldest til hans egen person eller hans firma."

Et sted i den kæmpemæssige bygning blev en dør åbnet og lukket. Vi tog plads i en lille sofa, der stod ikke langt fra den, med gardiner tildækkede reception. De dødes tilstedeværelse var uomtvistelig - deres ånder betragtede os. Man havde den samme følelse som når man trådte ind i et kirkerum hvor selv en ateist må føle, at Gud betragter ham. Og Døden, vores gamle ven, - vandrer han stadigvæk rundt omkring i denne bygning, for at se om der skulle være et og andet at udrette her? Jo, - de er her allesammen. Følelsen af forgængelighed, der til daglig piner og plager os mennesker, er borte - intet er forsvundet - alt eksisterer fortsat - selvom det måske har skiftet form.

"Som du jo har fortalt, så betalte din morfar jo ikke synderlig meget til Ingrids ophold her?"

"Nej - det var der netop ikke nogen prestige forbundet med. Som du jo ved, var det Jo der betalte broderparten, hvilket min morfar syntes var helt i sin orden - den kvinde havde penge og så var hun jo Ingrids moster. Ganske vist havde min morfar ved skilsmissen fra min mormor afsat en mindre formue til Ingrid, hvis renter hun faktisk levede af - men de kunne ikke betale opholdet, og på den måde blev hun mod sin vilje afhængig af Jo."

Næh, han var kun interesseret i at bekoste noget, når det kunne promovere ham selv, og i den forbindelse må jeg hellere fortælle dig om Ingrids konfirmation - noget mere grotesk og skadaløst kan man næppe forestille sig.

På en eller anden måde havde min morfar fået udvirket, at konfirmationsfesten skulle holdes hos ham i Østbanegde. Min mormor var derfor afskåret fra at kunne deltage, da han jo ikke ville se hende. Men ikke nok med det, - de fleste af deltagerne i festen var min morfars bekendte og forretningsforbindelser, som Ingrid overhovedet ikke havde noget tilhørsforhold til, ja knap nok kendte. Ingrid fik dog lov til at invitere sin veninde Grethe Fischer - vel nok mest fordi min morfar på det tidspunkt lå i forhandlinger med hendes far maleren Paul Fischer, om udførelsen af et portræt af min mor.

Karen og Gunhild blev inviteret, men frabad sig venligst, hvorimod Jo, af uransagelige årsager tog imod invitationen. Min mor var tvangsindskrevet.

Ingrid var ulykkelig, og ville meget hellere have holdt festen hos sin mor, med deres egne venner og bekendte. Grethe Fischer forsøgte at trøste hende og sagde:"Nå skidt, det er jo rige skidderikker der kommer allesammen, så du får sikkert en masse kostbare gaver og så kan du jo trøste dig med det."

Men som bekendt er de rige jo nogle fedtsyle, så Ingrid fik nærmest dårligere gaver, end hvis festen var blevet holdt hjemme hos hendes mor. Så der var ikke så meget som antydningen af noget positivt ved dette arrangement.

Når min mor fortalte denne historie undrede det mig altid, hvordan fanden Axel Schou kunne få dette gennemtrumfet - alle var de jo imod det, og der findes jo som bekendt ikke nogen lov om hvor en konfirmationsfest skal afholdes. Men sådan var det hele vejen igennem - det var som om der opstod en lammelse hos de implicerede, når han udtalte et ønske.

Under den kirkelige handling havde man dog fred for ham - som Ingrids mor, kunne min mormor ikke nægtes adgang til kirken - så langt rakte hans magt dog ikke, og da han jo ikke ville se hende eller være i stue med hende, blev han nødt til at holde sig væk.

Hellerup Kirke var festligt smykket, og konfirmanderne var dejlige at se på, og trods bevidstheden om, at festlighederne skulle holdes borte fra hende, var min mormor i godt humør mens handlingen stod på. Men det var som om pinlighederne denne dag ingen ende ville tage, for da de kommer ud af kirken og ud i det dejlige solskin, og alt er forløbet på bedste måde, så møder der dem et syn, der gør dem alle stumme af forundring: Lige udenfor kirken holder Axel Schous store skinnende bil, og ved siden af denne står han selv - iført ulasteligt jakkesæt og hat - i hånden har han en lille pakke og en buket blomster.

"Ingrid! Ingrid!" råber Axel Schou, "far er herhende!"

Min mormor stivnede, og gik tilbage i våbenhuset - Karen og Gunhild fulgte hende. Ingrid stod forvirret, og anede ikke hvad hun skulle gøre. Kammeraterne og deres forældre begyndte at kigge.

"Se hvad jeg har til dig!" råbte Axel Schou med lettere fistelagtig stemme, og begyndte at gå frem mod Ingrid, som nu anså det for det bedste, at gå ham imøde. Her fik hun overrakt blomsterne - og pakken viste sig senere at indeholde et finere smykke. Ingrid så forlegen ud, og så sig tilbage mod kirken og de andre. Der sker så det utrolige, at man pludselig ser Ingrid stige ind i sin fars bil og køre bort. Således lykkedes det ham også, at gøre sig bemærket her ved kirken, hvor de alle ellers troede sig i sikkerhed for ham. Han opnåede hvad han ville: alle foran kirken havde set grossereren afhente sin konfirmanddatter, mens min mor, min mormor, mostrene samt venner og bekendte stod og så slukørede til.

Ingrid blev kørt hjem til Lille Strandvej 11, hvor hun måtte stå og vente til de andre kom fra kirken. Ingrid forklarede senere, at hendes far havde bedyret, at afhentningen ved kirken var efter aftale med hendes mor, og at hun iøvrigt ikke havde turdet andet, for ikke at gøre skandalen større.

Og om aftenen var der stor fest i overklassehjemmet i Østbanegade. Der blev ikke sparet på noget - nu var det om at vise hvad hjemmet formåede. Fotograf var tilkaldt for at tage et professionelt gruppebillede af festdeltagerne, der var engageret tjener udefra og retterne var udsøgte - påklædningen var selvfølgelig kjole og hvidt.

I lejligheden hjemme på Blegdamsvej sad Karen og Gunhild og forsøgte at hygge lidt om min mormor, der således havde måttet lide den tort, ikke at have været med til nogen af sine døtres konfirmationsfester.

"Hvor var Ingrid dog yndig og sød at se på!" sagde Gunhild, "og det var en utrolig fin kjole."

"Ja, den havde Axel Schou jo også betalt!" sagde Karen, og så stift ned i thekoppen mens hun rørte rundt.

"Det er skammeligt som han har behandlet vores Ingeborg!" hvæsede Gunhild.

"Vi var jo enig om aldrig at ville se hinanden mere." sagde min mormor sagtmodigt, "og så har Axel jo giftet sig igen."

Hun refererede til det forhold, at Axel Schou, efter skilsmissen fra Nelly, straks havde søgt en ny husbestyrerinde, som han havde giftet sig med - Else Krøyer hed hun, og var iøvrigt en dame der ikke sådan var at bide skeer med.

Karen så op fra thekoppen, som der nu var virkelig godt rørt rundt i, og hun fornemmede det, som om Ingeborg sad og gydede olie på vandene:"Jamen, han kunne bare have ladet være med at foreslå den fest hjemme hos sig selv - Ingrid hører til hos dig Ingeborg, og så er det vel også der der bør holdes fest."

"Det er godt, at lille mor ikke skal opleve dette!" sagde Gunhild

De tav alle tre et langt øjeblik i mindet om moderen der var død året i forvejen. Den sidste tid tilbragte hun på Skodsborg Sanatorium, da der kunne intet stilles op overfor hendes fremskredne leddegigt. Hun havde lidt frygteligt. De så alle tre hen mod vinduet hvor hendes stol og fodskamlen stadig stod. Ingen havde efter moderens død siddet i stolen.

"Det er også en Guds lykke, at lille mor ikke aner hvilken skam hun blev udsat for efter begravelsen." sagde Gunhild.

De rystede alle tre på hovederne, og skiftedes til at sige "ak, ja - ak, ja - ak, ja"

Det Gunhild hentydede til, var en temmelig besynderlig historie, der udspandt sig et stykke tid efter, at moderen var begravet i 1926 på Assistents Kirkegård på Nørrebro. Flittigt besøgte søstrene gravstedet - det blev de ved med hele livet - og snart opdagede de, at der på moderens grav var anbragt noget, som absolut ikke hørte hjemme her - nemlig indholdet af en skraldespand. En eller anden havde ganske enkelt tømt sin skraldespand på min oldemors grav.

De var alle rystet - men troede dog i første omgang, at der var tale om tilfældige "drengestreger", og at det nok ikke ville ske igen. De fjernede omhyggeligt skraldet, men nævnte iøvrigt ikke episoden overfor andre, da de som sagt regnede med at det var en engangsforeteelse.

Da de den efterfølgende uge atter besøgte gravstedet, opdagede de til deres store forfærdelse, at det var sket igen - skraldemøg var atter væltet ud over graven! Og da det skete een gang til, var de klar over at, det ikke kunne være noget tilfælde. Og det var ikke bare tilfældigt smidt ind over gravstedet - det var omhyggeligt afgrænset til moderens plads. Gravstedet rummede nemlig, foruden min oldefar også dennes svigerforældre, men alt skraldet var anbragt direkte på fru Anna Lehmanns grav. Hvem kunne det dog være der var så hadefuld overfor deres mor?

Efter nogen rådslagning blev søstrene enige om i den kommende tid, at skiftes til at bese gravstedet, således at en af dem kom der hver dag. På denne måde, og ved at fjerne skraldet hver gang, opdagedes det, at det ikke alene måtte være på bestemte dage, men også indenfor bestemte tidsrum, at den formastelige udførte sit gravskænderi.

Da Karen var den der var nærmest gerningsstedet - hun arbejdede jo på Politiken på Rådhuspladsen og kunne hurtigt tage sporvognen herfra og til Nørrebros Runddel - blev det aftalt, at hun i de nævnte tidsrum skulle stille sig på lur på kirkegården.

Som sagt, så gjort - og allerede første gang var der bid. Karen havde anbragt sig ved et stort træ der var omkranset af nogle buske, og hvorfra hun uden at blive set, kunne holde øje med ikke alene hele gravstedet, men også stien der førte dertil. Efter nogen tids venten, og uden at have set en levende sjæl, så Karen pludselig en gammel sortklædt kvinde med stok, komme stavrende henad stien mod graven. Kvinden standsede ved gravstedet og åbende en stor taske, hvorfra hun fremdrog en stor pakke indpakket i avispapir. Pakken indeholdt hendes køkkenaffald, som hun nu dryssede ud over Anna Lehmanns grav.

Karen foer frem fra sit skjul og greb den gamle kvinde i armen, idet hun rasende udbrød: "Hvad er det dog De gør!?"

Karen kunne se aldeles forfærdelig ud i ansigtet når hun var vred, og den gamle kvinde var lige ved at dø af skræk, og havde fuldstændig tabt mælet.

Karen slap ikke sit greb i kvinden og afventede heller ikke noget svar - istedet trak hun afsted med den arme kvinde i lyntempo ned ad grusstien - i kaskader af støv trak hun det stakkels menneske efter sig hen imod den nærmeste udgang, hvor hun prajede en taxa og bad om at blive kørt til den nærmeste politistation. Den gamle kvinde hulkede og rystede og bad så mindeligt Karen om at få lov til at gå, men Karen var ubøjelig - den gamle kvinde havde begået uret, og dette måtte der bødes for.

På politistationen anmeldte Karen prompte kvinden for forstyrrelse af gravfreden! Hun fik dog hurtigt lov at gå igen, mod et mindre bødeforlæg. Hun havde forklaret grædende, at den afdøde havde været skyld i hendes ulykkelige liv - den afdøde havde nemlig snuppet den mand som hun skulle have haft!

Herefter fik min oldemor lov til at hvile i fred.

Mærkeligt nok interesserede det ingen af søstrene hvilke bevæggrunde der lå bag denne tragiske historie. Måske ville de helst ikke tænke på, at deres far havde haft forhold til kvinder før han mødte deres mor. Dette er der dog intet mærkeligt i - han var jo 50 år da han giftede sig med min oldemor på 18 - og selv søstrene måtte da kunne indse, at en mand af hans type dårligt kunne leve over halvdelen af sit liv, uden at have kendt andre kvinder. Dertil kom, at han så godt ud, og bevarede dette udseende langt op i årene, så han har selvfølgelig været meget omsværmet. Hvordan det nu end forholder sig - det kan aldrig opklares helt - så har denne arme kvinde for år tilbage ment, at det var hende der skulle have været gift med Ludvig Lehmann. Det er umuligt at vide på hvilken grund hun har bygget sine forhåbninger og det er heller ikke til at vide, hvad Ludvig har sagt og gjort - men det er dog hjerteskærende tragisk, at denne kvinde i næsten 55 år har båret på sådant et had. Jeg syntes, at Karen skulle have ladet hende gå - forskrækkelsen havde sikkert medført at hun ikke gjorde det igen.

Den forsmåede kvinde og min oldemor har været jævnaldrende, og det er forunderligt at tænke på, at ikke bare een, men to og måske flere, helt unge piger har været forelsket i denne 50-årige boheme-ungkarl.

---------------------------------

De tre søstre sad en stund i tavshed.

"Det er os her i familien der har det nærmeste forhold til Ingrid - har vi ikke alle passet hende? Det er meningsløst at han altid skal ha' sin vilje, bare fordi at han har penge!" sagde Gunhild så, idet hun vrængede af ordet penge.

"Nu må vi bare lade som ingenting bagefter." sagde min mormor Ingeborg, "det er synd for Ingrid, hvis hun mærker at vi er kede af det."

"Ja,ja!" sagde Karen, "men det bliver jo ikke de sidste kvaler vi får med ham!" Hendes hænder arbejdede febrilsk med at komme syltetøj på en thekrydder - resultatet blev ikke særlig godt. Inderst inde tænkte hun: sådan går det når man gifter sig.

Herefter sagde de ikke andet end almindeligheder til hinanden resten af aftenen. Ingeborg overnattede på Blegdamsvej - den sidste sporvogn var kørt. Langt over midnat hørte de Jo komme hjem fra festen.

"Jamen, det er jo utroligt!" sagde min ledsager, "der holdes stor luksuiøs konfirmationsfest for Ingrid i en herskabslejlighed i Østbanegade, mens de der var de nærmeste til at være med, sidder i en lille lejlighed på Blegdamsvej og drikker the!! - man tror sgu' at det er løgn!!"

"Jamen, det er det skam ikke - fotografiet af festens deltagere viser det sort på hvidt. Iøvrigt lavede Axel Schou noget af et lignende nummer nogle år senere. Det var da Ingrid blev student fra Øregaard Gymnasium. Han havde hverken lod eller del i, at hun fik en fin eksamen fra denne hæderkronede skole og min mormor havde sådan glædet sig til afslutningen, hvor hun skulle se Ingrid få huen på. Gudhjælpemig om min morfar ikke dukker op og ødelægger det hele - han lader sig ovenikøbet fotografere sammen med Ingrid foran skolens port, som om at det var ham hun kunne takke for det hele!!"

Kapitel 14

Breve fra Vejlefjord Sanatorium

Vejlefjord Sanatorium d. 26 januar 1938

Kæreste Helle!

Tusind tak for dine 2 rare udgydelser. det er meget flovt for mig, at jeg hver gang jeg skriver eet brev, får jeg hele to fra dig. Nå, jeg har tænkt at skrive en gang om ugen og ikke mere, så det må du undskylde.

Ja, du kan bande på, at jeg er glad for at være fri for den forbandede pustning. Jeg tror aldrig, jeg helt ville kunne vænne mig til at blive stukket i med disse afskyelige kanyler. Ja, måske skal mit ophold her trække lidt længere ud på denne måde, men selv om jeg kom før hjem, hvis jeg blev pustet, så skulle jeg dog i hvert fald regne med mindst 3-4 år, hvor jeg skulle have den afskyelige behandling, og i den tid var man jo alligevel ikke helt rask, men så frygtelig afhængig af pustningen. Så jeg er ikke ked af den vending, sagen har taget. Tværtom. Jeg bruger her ca. 500 kr. pr, mdr, og jeg har regnet ud, at jeg - forudsat jeg stadig får de 100 kr. fra Jo og Far pr. md. - så kan holde den gående ca. 12 år. Til den tid vil alt være opbrugt, så du ser, jeg er forbandet nødt til at blive rask forinden, så jeg måske til den tid kan begynde at ernære mig ved utugt!

Du spørger om "Borte med Blæsten" ikke bliver for tung at komme igennem. Det være sig langtfra! Jeg er nået ca. 1/3 ind i den, og den er meget interessant, synes jeg. Ja, når du endelig vil vide det, så kan jeg foruden "toiletpapir" også købe "dimser" i kiosken, så jeg behøver ikke la' det løbe. - M.h.t. min spiseseddel, så har jeg aldeles ikke glemt at opføre "havregrød med mælk" om morgenen. Det være sig langtfra! Den første morgen kom de gudhjælpemig med den forbandede grødanretning, men jeg spurgte Dr. Frimodt-Møller, om jeg ikke måttte blive fri for fremtiden. Og det måtte jeg. Dr. Frimodt-Møller er nemlig den, man skal henvende sig til, når man vil ha' lov til noget, hørte jeg, så jeg var ikke sen i vendingen. Han har også givet mig lov til at tage tempereret douche hver morgen. Båbs!

Det glæder mig, at du har fået din nye sorte kjole lavet kort, så ligner du vel ikke mere en sjælesørger. Og med grønt bælte og hund kan jeg tænke mig, du er blevet en hel smart cigar. Men Helga, du må se at tabe dig lidt. Her fortæller du glædestrålende og uden at rødme, at du har lagt dig ud til 74 kg! (din søster i Herren vejer 61,4). der er vel ikke en naturlig forklaring på det, undersøgte doktoren ikke det med det samme?

Har jeg ikke glemt at sige tak for Søndags TB. Jo, det har jeg vist. Altså tusind tak. Du spørger, om tiden går ligeså hurtigt for mig som for jer. Ja, det er jeg bange for, den gør. Vil du høre, hvordan min dag går?

Kl. 7 stikker en sygeplejerske hovedet indenfor og siger "Godmorgen!" Så tager jeg temperaturen (i dag 37), spytter lidt i kruset og går (ned til pastor Ussing) ud og nisser. Det er ligeoverfor. Derpå børster jeg tænder i mit mundfad, og går hen i badeværelset og tager min tempererede douche + frottering. Når jeg så kommer ind igen, er min seng redt og en varmedunk lagt i den. Så smukserer jeg mig lidt og kravler i seng. Lidt før kl.8 kommer min morgenkaffe + et rundstykke (el. krydder), og lige efter Overfar på sin runde (jeg mener naturligvis stuegang, - men det kunne måske misforstås!). Desværre er han ikke alene, men har 1) en reservelæge + 2) Dr. Gjøen fra Norge +3) forstanderinden +

4) afdelingssygeplejersken i sit følge. Jeg kan ikke fordrage, når alle disse mennesker kommer stormende ind som vilde, stiller sig op i en bue omkring sengen og stirrer på mig, som om jeg var et vildt dyr. Jeg bliver så genert og kan ikke rigtigt tale frit fra leveren til Overfar, som gerne tager opstilling ved fodenden af min seng og gennemborer mig med sine mystiske øjne. - Jeg forstår heller ikke hvorfor hele denne karavane skal med, det er jo dog kun Overfar der kigger i temperaturlisten. Nå, når de er gået, har jeg da heldigvis fred hele formiddagen. Så læser jeg Politiken eller ligger simpelthen og småblunder lidt med de blåfrosne under dynen. Kl. 112 kommer frokosten, og derefter tager jeg fat på dagens brevskrivning eller læsning. Du må ikke bebrejde mig, at jeg læser og skriver for meget, det anstrenger mig aldeles ikke, og hvis jeg ikke skrev, fik jeg jo heller ingen breve. Og dem er jeg så glad for, jeg får næsten hver dag en to-tre breve, jeg tror kun, der har været et par dage, hvor jeg ingen har fået. Kl. 15 kommer cacaoen (Båbs!) og bagefter fodrer jeg mine gråspurve med brødresterne (die armen Vögelen!) Spørg Karl om han ikke kender den uartige historie, det gør han sikkert, ellers skal jeg fortælle den i næste brev. Mellem kl. 17 -182 er der aftenstuegang, og så kommer der heldigvis kun een læge. (Bare det er en mand!) Og så kan jeg meget bedre "rulle mig ud". Denne nordmand (Dr. Gjøen) har nu været her et par gange alene, og der er vist noget der, man ikke skal være helt blind for. De er allesammen helt tossede med ham herovre, og han er også en stor charmør, men jeg kan alligevel bedre lide Bønsdorph, selv om han ikke er så køn. Kl. 182 får jeg middagsmaden og bagefter hører jeg lidt radio (pressens radioavis o.s.v.) eller læser. Kl 22 slukker jeg lyset og sover lidt efter lige til kl. 7 næste morgen. Båbs.

Nå, nu ved du altså, hvordan min dag går. Sommetider skal jeg jo ned og pines lidt, det er om formiddagen. Og sommetider kommer den lille Fru Ollendorph ind og sludrer lidt, men hun er nu næsten et nummer for naiv og frygtelig forkælet både af forældre og manden. I dag kl.11 havde jeg gudhjælpemig besøg af en rigtig præst. Båbs! Han var en lille vindtør, gammel mand, der satte sig ned og spurgte mig lidt ud om alting mig selv vedrørende. Jeg svarede beredvilligt og fortalte om min sygdom o.s.v. Han kendte Dr. Bogason, og jeg roste ham naturligvis i høje toner (Pjetur altså). Heldigvis prædikede han ikke, men nøjedes til sidst med at sige: "Ja, så må vi da håbe, De kan blive rask her med Guds hjælp!" Båbs! Jeg var lige ved at sige ham min mening om den sag, men syntes det var synd at ødelægge det gode indtryk (hvis han da havde fået det) af mig, og nøjedes med at sige "Tak". Særlig da han havde en dejlig varm hånd, som han hjerteligt trykkede min ishånd med. Ja, der kan man se, jeg må atter sande Karens ord: "Bare det er en mand!". Heldigvis blev han kun 10 minutter. Da han så billedet af Gunnar, spurgte han:"Er det Deres bror?" "Nej, det er min kæreste," svarede jeg, Båbs! Jeg kan ellers ikke fordrage at sige "min kæreste", det lyder så simpelt, synes jeg. På den anden side lyder "min forlovede" måske en smule affekteret. Hvad synes du?

Nå, det var da rart, at der ikke var noget i vejen med dig, og at pletten ikke var blevet større. Jeg ville blive ulykkelig, hvis der var noget, for så var der jo ingen tvivl om, hvor det kom fra. Nå, så den fæle Dr. tog ublidt på dine patter. Jeg troede ellers man var vant til den slags, når man er gift. Det er da værre for din unge uskyldige søster, der ikke kender noget til den slags. Nej, her ta'r de skam heller ikke for blidt, og midt i dette mystiske mørke hører jeg Overfar stønne og trække vejret dybt, (mens han maser for at få brysterne ud til hver side) men om det er af astma eller lidenskab er jeg ikke rigtig klar over! Det var godt du ikke sagde noget ondt om Pjetur, tak for det. Jeg har nu trods alt en hel del tilovers for samme Pjetur trods hans særheder og underlige adfærd. -

Jørgen skal jeg hilse dig fra. han skriver meget flinkt til mig, har allerede skrevet 2 breve hertil og sendt mig en hel del engelske blade, som er meget morsomme. Jeg synes det er synd for ham, at far gør sådan nar af hans lille veninde, fordi hun har det gummiben. Fars udtalelser om hende på turen herover var også noget så rå og taktløse. og jeg kan godt forstå, at Jørgen bliver gal i hovedet. Han har nu fundet en fortrolig i mig og skriver ret udførligt til mig. - Nå til slut vil jeg bede dig hilse de forskellige cigarer, først og fremmest Kalle + Max.

De kærligste hilsener fra

Din søster i Herren.

------------------------------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 3-2-1938

Kære Helga!

Tusind tak for brevene samt Søndags T.B., som jeg er meget glad for.

Nej, jeg har ikke fortalt Overfar noget om mine pekuniære forhold o.s.v., men det kan være, jeg gør det ved lejlighed. - Ja, så havde jeg jo i tirsdags besøg af vort fædrende ophav samt tante Inger og onkel Niels. Båbs! kan du tænke dig, far havde kun nogle gamle aviser og en gammel opskåret lille roman med til mig, den fedthas. Når han kun kommer ca. 1 gang om måneden, synes jeg jo nok, han kunne drive det til lidt mere. Tante Inger havde en yndig potteplante, en hyacinth, samt en pose frugt fra tante Ellen. Nå, så fik jeg jo mine 100 kr. fra far og 100 kr. fra Jo, men det er sgu også noget. Båbs! -

Du spørger, om ham, den "epileptiske gyngestol" er rejst. Ja, desværre, han forstod ellers at bruge gluggerne, kan du tro. men nu har jeg jo også - foruden de 3 faste læger - også nordmanden at filme med. Så det var næsten for meget, hvis den epileptiske også skulle passes. I tirsdags fik jeg forresten en ny sheik. Hør blot. Det banker på døren, og ind kommer en høj mørk mand i en pragtfuld blå silkekimono med noget hvidt højt op i halsen ligesom en russerbluse el. den slags. Han præsenterede sig som Koch og fortalte, at han var dansk-amerikaner. Han undskyldte meget høfligt, at han sådan kom brasende ind uden at kende mig, men han var blevet opereret for ca. 3 uger siden og lå nu i sin seng og kedede sig og havde ingen at snakke med. Jeg bad ham sidde ned. (Han må åbenbart have lagt mærke til mig.........

--------------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 6-2-1938

Kære lille Ven!

Må jeg sige dig hjertelig tak for brevene samt pakken i fredags. Ja, der var naturligvis flere ting, jeg blev glad for, men det meste af det har jeg sgu ikke brug for, når jeg skal være ærlig. Tusind tak for uret, det er jeg meget glad for. Frostsalven skal jeg nok benytte når det bliver koldt igen, men i disse dage er det heldigvis ikke så slemt, og de blåfrosne er ikke så ømme og ophovnede. Tak for alle fotografierne samt det nye album. - Men såvidt jeg husker, har jeg endnu et album i mit skrivebord med en masse billeder fra Sverige. Hvor fanden kan jeg ellers ha' gjort af det? Hvis du finder det, behøver du ikke at sende det, men kan vente med at tage det med, til du engang kommer. Papirservietter har jeg jo altid brug for, men forøvrigt kan det købes her i kiosken, og nu tror jeg også, jeg har sokker og lommetørklæder nok foreløbig, mange tak. Mange tak også for de tilsendte blade, men du skal nu kun købe "Hus og Frue", det andet bliver alt for uoverkommeligt. Jeg kan simpelthen ikke nå at læse det altsammen, ja, det lyder latterligt, men det er faktisk tilfældet. Husk nu på, at jeg foruden Politiken hver dag får Søndags B.T. fra Helga en gang om ugen, fra Jørgen har jeg fået i massevis af engelske blade, fra Gunnar har jeg fået nogle svenske ugejournaler, fra Gustav en svensk bog, og hvis jeg så får, "Hus og Frue" hver uge fra dig, tror jeg, at jeg foreløbig har rigelig med lekture. Desuden skulle jeg jo også se at komme igennem "Borte med Blæsten", den er jeg midtvejs i. Og så alle mine breve og besøg, ja, jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få tiden til at slå til. Men altså endnu engang tusind tak for det altsammen.

Jeg synes sgu den oplevelse med "Kukkeren" var glimrende. Tillykke med den. Men det skal vel forhåbentlig ikke blive ved den ene aften? Du har måske allerede aftalt nye stævnemøder. Og så, at I var nede i min StamCafe, det syntes jeg var morsomt, og selvfølgelig har du set smart og slank og yndefuld ud i den nye blå kjole. Der er vist noget der man ikke skal være helt blind for! Men hvorfor fanden betoner du stadig ordet platonisk? Det får nu en til at tro, at det er lige omvendt. Og hvad fanden skulle jeg blive forarget over? Det være sig langtfra! Jeg er sgu ikke selv et hak for god, men holder stadig fast ved Karens ord: Bare det er en mand! Jeg kan da kun glæde mig over, at du får lidt adspredelse i den daglige trummerum, det er lige hvad du trænger til. Bliv ved med det og blæs på, hvad "folk tænker", din egen fornøjelse går da forud for alt det pjat.

Hvad mit befindende angår, da tror jeg at kunne sige, at jeg har det helt godt nu. min snue er væk, min morgentemperatur 37' og humøret strålende. Heldigvis er det blevet dejligt mildt og stille igen, og jeg sover som en sten fra klokken ca. 22 - 7 næste morgen, det er over 8 timer, og det er vist meget godt. Jeg tager atter min tempererede douche (som jeg ikke tog da jeg havde temp.), og foretrækker douche fremfor afvadskninger - særlig, når det staves med D. Båbs! Og særlig da de tages i vort iskolde rum, da jeg kun må lægge beslag på badeværelset i 5 minutter og afvadskninger tager mindst et kvarter.

Nå, i fredags kom far her tilbage og indlogerede sig på "Fakkegrav". Han bebrejdede mig naturligvis atter, at jeg havde gået og hostet hele 3 uger! i sin tid (sidste efterår), inden jeg gik til Dr. Prag. Og så hører man om de fleste, at de har gået og hostet i flere måneder, og bare troede det var forkølelse, uden de gik til doktoren. Nå, jeg tog det roligt, men hvor er han dog mildest talt øretæveindbydende, den idiot. Du må da heller ikke tro han havde noget med til mig dennegang. Intet! M.h.t. pengene han kom med, da er det sådan, at han har fået min underskrift (samt til vitterlighed: Dr.

Bønsdorphs og sygeplejerske Dagnys), han har nu hævet 2000 kr. til ud og sat dem ind på min sparekassebog i Vejle, så jeg foreløbig har nok at tage af der, og det er måske meget godt, at jeg har pengene ved hånden. Når jeg før sagde, at han intet havde med, så var det forresten løgn, han havde fanden gale mig en gammel uduelig kikkert, som jeg skulle bruge til at studere skibene på fjorden med. Bå - Båbs!!! Nu kan han vel ikke mere se de badende damer så tydeligt i den, og så får jeg den. Min nye ven, Cookie, (Hr. Koch), har indgående undersøgt kikkerten og erklæret den for uduelig!!! Nå, naturligvis var Axel Schou ned og tale med overfar, som havde sagt, at den sidste undersøgelse (i torsdags) havde vist en svag fremgang, men jeg måtte have tålmodighed o.s.v. Til mig selv sagde Overfar den dag, at det var ganske usædvanligt, at jeg havde kunnet bevare min konstitution så god og mit gode humør, det var enestående for en patient, der næsten havde været syg i 12 år. -(Længe leve Pjetur Bogason!) - Nå, far havde også spurgt om ikke jeg skulle gennemgå en fedekur, til hvilket forslag Overfar var gået bagover af grin og havde sagt, det var ganske ligegyldigt, om jeg vejede 120 eller 130 pund. Det blev først kriminelt, når patienten tabte sig til stadighed og ikke kunne tage på. Hurrah! Nu håber jeg da, jeg for fremtiden kan være forskånet for alt det pladder om "fede spiser og fløde i spandevis", når nu Overfar, som far jo har en mægtig respekt for og tillid til, siger sådan. Heldigvis rejste den gamle idiot så i går eftermiddag igen, og jeg åndede lettet op. Inden sin afrejse bebudede han "Tante Johannes" besøg her (måske skulle du med!) til kort efter d.15 ds.!!!! Båbs! Jeg sagde, han behøvede ikke at tilskynde hende til noget besøg, da jeg foretrak at have dig alene. Han har imidlertid taget en rutebilkøreplan med til Jo, så nu kan vi jo se, hvad det bliver til. Vorherre bevares dog vel, for min skyld skal hun sgu ikke komme! Det være sig langtfra!!! Jeg tror nu, du skal vente med at komme her til næste måned, så er det forhåbentlig mere varmt i vejret. Men jeg længes naturligvis grusomt efter dig. -

Med hensyn til min nye ven Hr. Koch, da går sagen sin vante gang, måske med et mere rivende tempo end nogen tidligere sag. Du spørger om jeg har sat Gunnars billede væk; nej, det kunne da ikke falde mig ind at lægge skjul på, at jeg har en kæreste, det er vist kun meget godt med det billede; men forøvrigt tror jeg, at Hr. Koch er "ligeglad i begge ender". Du spørger om jeg har været på genvisit hos ham. Ja, naturligvis. Jeg har simpelthen sagt til ham, at jeg ikke vil have ham til at sidde her i en stol, det kan han slet ikke tåle, når det kun er 3 uger siden, han blev opereret. Jeg har bestemt holdt på, at han har at ligge i sin seng, så kommer jeg ind til ham. (Naturligvis iført kimono, sokker o.s.v.). Og jeg har de næste dage været hos ham både 2 timestid midt på dagen og 2 time om aftenen. Når jeg går fra ham midt på dagen, siger jeg: "Jeg kommer igen i aften, hvis jeg må!" Og så smiler han og siger: "Må? Ja, Ingrid, De må slet ikke lade være". Han har sagt jeg skal kalde ham for Cookie (Kuki), det kaldtes han i Amerika, og så spurgte han, om han ikke måtte sige noget andet end Frk. Schou til mig. Hvortil jeg naturligvis svarede, at han gerne måtte sige Ingrid. Båbs! I det hele taget lader det til at være almindeligt at kalde hinanden ved fornavn herovre, mine 2 sygeplejersker vil også gerne have, jeg kalder dem henholdsvis Dagny og "Morten" (frk Mortensen). Den tredie er vist lidt mere tilbageholdende, men det kommer nok med tiden. Til gengæld har jeg bedt mine sygeplejersker kalde mig Ingrid, det lyder mere hjemligt og mindre forretningsmæssigt end Frk Schou. Nå, men det var altså den Cookie, han er minsandten en stor charmetrold.- Han sender mig - gennem pigerne - små breve samt engelske blade og skriver hele tiden "på gensyn"! Han er ikke fri for at være en smule "frivol", som Carl jo siger, men det klæder ham storartet, og han er meget omhyggelig for mig altid. Når jeg kommer ind til ham på hans værelse, som altid er meget varmere end mit, da han nøjes med en lille sprække luft om dagen, bliver jeg Gudhjælpemig anbragt i fodenden af hans seng (dog ikke med benene under dynen). Han giver mig en pude i ryggen og siger, at jeg må indtage en hvilkensomhelst stilling, bare jeg sidder "comfortable". Så sætter han en skål med lækker chokolade, candiseret frugt o.s.v. på sengen og beder mig gnaske los, da han ikke selv kan spise noget. Og jeg kan naturligvis ikke stå for fristelsen og delikaterer mig det bedste, jeg kan. Når jeg er færdig med at gnaske, tager han mine ishænder i begge sine dejlig varme, og når jeg går fra ham, er mine hænder ligeså varme som hans. Så snakker vi om alt muligt, han har redet så meget i Amerika, så vi har jo den fælles interesse, som fængsler os begge. Han har også vist mig et utal af amatørbilleder derovrefra, og det er meget interessant. Også fra Hollywood og Los Angeles og alt det der, det er meget spændende. En dejlig schæferhund "Sonny Boy", havde han derovre, den er fotograferet et utal af gange, et pragtfuldt dyr. Han holder meget af dyr, ligesom undertegnede, og det kan jeg godt lide. Tiden går alt for hurtigt når vi er sammen, og han har da også foreslået, at vi fik flyttet min seng ind i hans værelse, så kunne vi da hele tiden ligge og sludre! Synes du ikke det var et udmærket forslag? - Lige noget for mostrene, at se mig ligge i samme værelse som en mand. (Bare det er en mand!) Og det ville ovenikøbet blive billigere for os begge, hvis vi flyttede på tosengsstue, men jeg er bange for, at Overfar ikke rigtig ville kunne goutere denne fremgangsmåde. Samme overfar er forresten en værre filur. Nu skal du høre. Fredag aften da jeg kom fra stue 11, mødte jeg gudhjælpemig forstanderinden på gangen. Hun sendte mig et hvast blik og sagde hverken godaften el. nogenting. Jeg fortalte det næste dag til Cookie, som sagde, at hun meget ofte luskede rundt heroppe for at passe på Overfar, som hun er skudt i. Jeg udbad mig nærmere forklaring. "Ved De ikke det?" sagde Cookie, "hele sanatoriet taler jo om, at Overfar hver aften sidder et par timer henne hos dette hysteriske kvindemenneske her på gangen, Frk. et -el- andet - Møller!" Det hed sig, at han sad der for at trøste og berolige hende, men det var der ingen der troede på, når det var hver aften fra ca. kl.10-12. De andre læger er rasende på Overfar af den grund og mener, at kællingen hellere skulle have nogle klø, når hun er hysterisk, i stedet for Overfar skal holde hende i hånden, hypnotisere hende med sine blikke og selvfølgelig meget mere. Ja, der kan man se, hvad han er for en, og forstanderinden, den giftige heks, er rasende jaloux og lusker rundt her for at se, hvor længe han opholder sig hos den hysteriske dame!!! Styrt til jorden, idealer! Jeg må sige, at jeg har mistet en hel del for Overfar efter den historie. Hvis han endelig vil have en elskerinde, så kunne han da for fanden tage en, der var rask og måske ikke behøvede at bo så langt væk. Men selvfølgelig er der noget galt her, og det er dumt af ham, at han ikke lægger skjul på det. Han mener selvfølgelig, at ingen vover at kritisere en så stor mand som overlæge Gravesen, men vorherre bevares, jeg skal lige love for at han i mange retninger er en "lille" mand. Da samme Overfar var herinde igår på sin runde lagde han mærke til, at jeg havde anbragt en Ølmadonna på sømmet, hvor før billedet af den anden madonna hang. Han stirrede først tavst på madonnaen, og jeg troede, han ville blive gal, men så sagde han smilende: "Oh, Madonna med de himmelvendte blikke!" Og hele forsamlingen morede sig igen. Bønsdorph og jeg sendte hinanden et fortroligt og forstående øjekast (det var jo ham der fjernede billedet). -

Nå, naturligvis har forstanderinden sladret om mit besøg hos Cookie og denne har også et par gange, når han har været her, mødt hende eller overfar, ligesom han (Cookie) kom ud fra mit værelse. Overfar er også fremkommet med et par bemærkninger både til ham og mig. Bemærkninger, som ikke var til at misforstå, f.eks. at nu løb vi vel ikke for meget på besøg, det må være yderst trættende o.s.v. Nå, jeg er s'gu ligeglade i begge ender. Forøvrigt måtte far i går da han kom, hente mig henne på stue 11. Han har vel fået underretning derovre af en af pigerne, tænker jeg. Men det er ligemeget, for alle kurgæsterne render rundt og besøger hinanden her, meget mere end på Søllerød, og selvom de skulle snaske lidt, kan man da for fanden sætte sig ud over det med.

Nordmanden Dr. Gjøen (som forresten hedder Peter til fornavn. Båbs!) er begyndt at slå sig lidt mere til ro herinde hos mig, når han kommer på aftenstuegang. Han har fortalt mig, at han er bondesøn fra Gjøen; og jeg tror, han synes, jeg er sjov. Han sagde, jeg var en stor skælm, og det var godt, jeg havde det humør o.s.v.. Han tog igår en lille pakke med hostebolcher (el pastiller) op af lommen og bød mig et par stykker. Jeg var meget beæret, det kan han vel ikke give dem allesammen, det er da umuligt, han trakterer et helt sanatorium med hostepastiller, tror du ikke? Skønt intet er umuligt for Herren! Han bliver her temmelig længe, og når han endelig river sig løs, er det ligesom han (?) beklager, at han er nødt til at gå, han er meget sød, og jeg morer mig over ham, når han siger "forbøvset" og andre norske vendinger, som for en dansker lyder ganske latterlige. Forleden dag sagde jeg, at jeg havde sådan en forbandet lyst til at drikke mig rigtig fuld. Han svarede dertil, at det havde han også. Ja, hvad skal det dog ende med, når sådan vi har de samme lyster? Dette får mig til at tænke på det spørgsmål, om jeg har haft besøg af det lille tvungne marsvin; det har jeg desværre ikke endnu, men det kommer nok en dag. Jeg har i det hele taget ikke haft så meget besøg af Bønsdorph de sidste dage, han har ladet Peter (Dr. Gjøen) klare aftenrunderne alene.

Nå, som du vel er klar over, er jeg p.t. stærkt optaget af denne Cookie (men hvorlænge?). Han minder mig i grunden en hel del om David Grünbaum (men er naturligvis kønnere), nærmest hans væsen og talemåde, han kan virkelig være meget vittig, og jeg morer mig meget over ham. Han siger selv at han er sindsyg, og at operationen ikke har gjort hans sindstilstand bedre. Han kan ikke sover om natten, siger han, og er lige ved at komme ind til mig, men synes, det er synd at vække mig. Han er måske en del nervøs og siger, at jeg virker så dejligt beroligende på ham med mine kolde hænder. I går aftes, spurgte han mig, hvor gammel jeg var, og da jeg sagde det. svarede han "åh, herregud". Og han så så underligt på mig. Han har ingen kone el. børn, men en gammel mor ude i Valby, en smuk gammel dame med hvidt hår, som jeg så flere billeder af. I dag, da jeg sad i solskinnet på hans seng, sagde han: "De plukker ikke deres øjenbryn, vel, det kan jeg godt lide". det var en udtalelse, som ville fryde dig, og derfor synes jeg lige, du skulle have den med. Ellers er jeg ikke sikker på, du ville kunne goutere hans forskellige udtalelser. Jeg kan ikke blive træt af at se ind i hans mørke øjne, men der er noget mystisk ved ham, en mystik, som blot fængsler mig endnu mere. Han taler til mig med en blød dæmpet, dyb stemme, kultiveret og behagelig. Han siger, han lider af melankoli, og når han ligger alene om natten og ikke kan sove, får han de mest vanvittige ideer om selvmord o.s.v. Han har ingen tålmodighed, men længes efter at være rask, kunne arbejde o.s.v. han beundrer mig, at jeg er så rolig og tålmodig og siger så mange opmuntrende og søde ting til mig, så jeg til sidst kommer til at føle mig som en lille engel, hvad jeg så sandelig ikke er, skønt jeg har en engleagtig tålmodighed. Nå, jeg er naturligvis kun glad for at kunne være ham til en smule trøst og opmuntring, og jeg tror, han skønner meget på, at jeg gider "spilde min tid" inde hos ham. Men den er så sandelig ikke spildt, når man taler med et så spændende menneske og samtidig får fyldte chokolader og varme hænder ganske gratis. Nå, nu er du vist svært træt af alt mit pladder; du spurgte i dit brev, om jeg blev træt af at læse dine lange breve, nej tværtom, jeg elsker at læse, hvad du skriver, du skriver så glimrende.

Jeg er for sent på den med brevet, rutebilen er kørt, så det kommer først afsted mandag morgen; så kommer det nok tirsdag morgen til Lyngby. Klokken er 20 søndag aften nu går jeg ind til Cookie, som venter med længsel (samt chokolade og varme hænder). Undskyld alt mit pjat; håber du selv er all-right og sender hermed de kærligste hilsner,-

din datter i Herren.

-----------------------------------------------

Min ledsager havde rejst sig og vandrede nu lidt rundt i hallen. Udenfor glasdøren genspejlede Vejlefjord den synkende sols stråler, som på denne måde, via omveje, forsøgte at trænge ind til os. "Jeg var engang inde i et mausoleum - der var koldt og klamt - det er der ikke her, her er nærmest hyggeligt, men alligevel så føler jeg det som om jeg netop befinder mig i et mausoleum."

Der må have været et eller andet ved det jeg sagde, der irriterede min ledsager, for pludselig udbrød hun: "Et mausoleum befinder sig på en kirkegård - hold nu op med det teatralske vrøvl!"

Der var noget i min ledsagers stemme der fortalte mig, at hun egentlig ikke var helt uenig med mig - men hun brød sig åbenbart ikke om tanken. Hun var et Livets menneske!

"Jamen, - se ud på haven -" sagde jeg, "minder den igrunden ikke om en kirkegård - der er noget storslået og flot over den. Det er en stor kirkegård, men den passer jo godt til dette store mausoleum!"

"Ja, flot er den." sagde min ledsager stille, og så ud gennem glasdørene. Min ledsager begyndte at vandre hid og did i hallen, kiggende ind gennem de forskellige døre - pludselig forsvandt hun ud af mit synsfelt. "Halløj! - kom og se her!" råbte hun pludselig.

Jeg rejste mig, og så nu min ledsager stå og kigge interesseret ind gennem en stor dobbelt dør, med et utal af glasruder i. "Se her!" sagde hun, "spisestue og opholdsstue og alt muligt! - kom vi går derind!"

Det gav et sæt i mig, da vi åbende glasdøren og trådte ind. Hvad vi så var som at se 58 år tilbage i tiden! Forestil dig, at en lokalitet som du udmærket kender, enten fordi du selv har set den eller fået den beskrevet, eller set den afbildet, men som du udmærket godt ved er gået alt kødets gang, pludselig dukker op foran dig i fuldstændig intakt form - det er et chok, men muligvis et rart chok. Forestil dig f.eks. den skolestue hvor du gik dine første år i skole, forestil dig din bedstefars stue, hvor du besøgte ham da du var 12 år, eller noget andet som du kender så godt, men tror et forsvundet - så en dag, hvor du selv er blevet gammel, så åbner du en dør og der ser du det hele,- fuldstændig urørt. Jeg ved ikke om dette er sket for nogen, men det var ihverfald nøjagtig den følelse der overfaldt mig, da vi kiggede ind i disse rum.

Uret var med eet gået istå - tiden stod stille - et trylleslag havde bragt os over en menneskealder tilbage i tiden. Min mor har forklaret mig hvordan der så ud, og jeg kender det hele fra fotografier. Her sad de efter aftensmaden og drak kaffe - som Ingrid jo også omtaler i sine breve. Her sad de når Ingrid var oppegående og min mor eller min mormor var på besøg. I en gammel reklamebrochure for stedet fra midten af 30'erne, er denne opholdstue afbildet. Møblerne er de samme herregårdsagtige: Chr. d. 8-sofaer, stole med mahognirygge, mahogniborde med klapper i begge ender, broderede due på bordene og i krogen portrættet af dr. Saugmann, der gjorde et enormt arbejde i sin tid for at stable hospitalet på benene. Kun ganske lidt er der møbleret om. - alt er stort set intakt - kun lamper og gardiner er udskiftet!

"Se! der står flyglet!" udbrød jeg, og pegede på et stort mahogniflygel, der stod ved indgangen til spisesalen, "det er med garanti det samme som dengang."

"Hvad er der med det flygel?" spurgte min ledsager.

"Jo, ser du - der blev jo spillet på det til fest og sådan, men nogle af patienterne spillede også på det og underholdt de andre - f.eks. den dansk-amerikaner der hed Koch, som Ingrid omtaler i sine breve. Han havde jo de sidste nye jazz-numre fra USA i hovedet, og spillede dem ofte på flygelet."

Min ledsager så lidt sørgmodig ud, og jeg fortsatte:"Ja Herregud! - det var jo unge mennesker der var her - ikke nogle affældige aldrende skravl - men friske livsmodige unge mennesker, der elskede livet og ventede sig meget deraf, og de var lige så glade for tidens musik som de unge idag. Ingrid kunne godt lide, at der var iblandet lidt sydamerikanske rytmer, hendes yndlingsnummer fra de dage var "Cariocha". Er der nogen der kender den idag? den var sgu meget god - skal jeg nynne den for dig?"

Min ledsager foreslår at vi sætter os lidt i sofaen og mediterer. I dette øjeblik forventer man næsten, at der er ophængt snore over stole og sofaer - ligesom på et museum, og det føles nærmest som helligbrøde, at sætte sig ned. Vi taler lavmælt, næsten hviskende, som om vi var i en kirke. Gennem vinduet kan vi se den mærkelige flagstang der står på sin fod, som om den var et juletræ.

Jeg ser mig omkring, og undres mere og mere - - det ligner en mindestue. Intet bærer præg af at blive brugt. De broderede duge på bordene er skinnende hvide, som om de var vasket igår. I spisestuen, der er meget fornem, er alt "linet" op - der mangler kun tallerkener, servietter og bestik - alt er rent og pænt, men alt tyder på, at ingen har spist ved disse borde i årevis! Den midterste opholdsstue har ganske vist fået udskiftet møblementet med noget der kunne være indkøbt i 1960, men heller ikke her er der tegn på at nogen skulle have sat sin fod i mangfoldige år. Jeg ved ikke hvordan det hænger sammen - om det er tilfældigheder eller der er en mening med at stedet ser sådan ud, men det er også fuldstændig ligegyldigt - i dette øjeblik sidder vi nøjagtigt i de omgivelser som Ingrid befandt sig i i 1938 - vi er i 1938!

"På det tidspunkt havde min mor været gift med min far i 6 år." sagde jeg pludselig, "min morfar kunne selvfølgelig ikke fordrage min far, selvom han dårligt kendte ham - nå, han brød sig jo i det hele taget ikke om nogen af sine børns ægtefæller."

For at fuldende billedet af min morfar, bliver jeg nødt til at fortælle dig om tiden der fulgte fra hin regnfulde og råkolde dag på Hamborg Banegård, da min mor kørte grædende bort mod Lausanne.

Når min morfar fylder så meget i landskabet i denne beretning, er det ikke fordi han var særlig interessant, tværtimod var han meget ordinær - men hans gøren og laden, har haft umiskendelige følger for dem der stod ham nærmest, i form af traumer der har forfulgt dem resten af livet. Fra min morfars side har dette naturligvis ikke været tilsigtet, men når et menneske ikke selv er istand til at se når det gør ondt og gribe sig selv i det, så er der tale om en rå afstumpethed, der ganske vist kan være skjult for den øvrige omverden, men for de nærmeste er årsag til den dybeste fortvivlelse.

Min mors 2'den mand, min adoptivfar maleren Rosekamp, der på mange måder var en intelligent mand, men rigtignok også, rent menneskeligt, var det modsatte, sagde engang, da talen faldt på min morfar, at: "man jo ikke skulle tage sådan en fyr for mere end hvad han var!" Det han mente var, at man ikke skulle forvente at finde egenskaber hos en sådan mand, som han aldeles ikke var i besiddelse af - altså, at han var en meget meget dygtig forretningsmand, men på alle andre af livets områder en total ignorant - underforstået: at derfor skulle man ikke tage det så højtideligt med hvad han sagde og gjorde. Men det var jo lettere sagt end gjort, især for dem der var tvunget til at trækkes med ham. Skal man finde sig i, og måske ovenikøbet tilgive en hjerteløs handling, blot fordi den der udfører den ikke er i besiddelse af noget hjerte? Er det ligeså urimeligt at forlange hjertelag hos et sådant menneske, som det ville være at bede en lam om at løbe et 100-meterløb?

Vi er her stillet overfor et interessant filosofisk/etisk spørgsmål, som vil være uhyre vanskeligt, for ikke at sige umuligt at besvare, så lad os derfor undlade at behandle det yderligere.

Min mor ankom til Lausanne tidligt på aftenen ‑ det var allerede mørkt og vejret var usselt, koldt og klamt med væde i luften.

Disse kostskoler for velhavende folks døtre i Schweitz var: parkeringspladser. Godt nok havde de den funktion at danne disse ungmøer således at de beherskede det franske med samt det franske køkken og hvad derfa eventuelt kunne følge, men i lighed med de finere danske husholdningsskoler, var der ingen der efterfølgende kontrollerede, om de overhovedet havde lært noget. Det var nok for forældrene, at kunne henvise til, at datteren havde været på de og de skoler, og desuden stilede man jo efter et fremtidigt giftemål hvor datteren jo netop ikke skulle stå i køkkenet, hvorfor hendes evner udi det kulinariske var ganske uden betydning. Med hensyn til at lære det franske sprog, ja, så kunne de fleste af eleverne sproget i forvejen ‑ en stor del af eleverne var iøvrigt franske. Følgelig må det konstateres at for eleverne fortabte hensigten med opholdet sig i det dunkle. For forældrene derimod var sagen mere klar: de blev fri for de irriterende pigebørn i en længere periode i hvilken de ikke rigtig vidste hvad de skulle stille op med dem, da der endnu ikke havde vist sig et passende parti.

På banegården blev min mor kontaktet af en noget forvirret chauffør, der spurgte om hun var Mademoiselle "Sju", hvorefter han iøvrigt på udmærket vis kørte hende til skolen.

Dødtræt var hun, og længtes kun efter at komme i seng, og glad var hun derfor, da hun endelig fik anvist sit værelse. Hendes baggage var kommet, men hun pakkede kun nødtørftigt ud, fandt sit nattøj og hoppede direkte i seng.

Da hun var kommet ned under dynen, ramtes hun af noget som føltes som en lammelse af isnende kulde. Med et skrig sprang hun ud af sengen igen, og stod nu, rystende af kulde og med gåsehud over hele kroppen, ude på gulvet. Hun tændte lyset igen, nærmede sig sengen og trak dynen væk ‑ hun opdagede nu, at lagnerne var gennemblødte af vand. Udenfor døren hørte hun fnisen, og et øjeblik efter genlød gangen af løbende bare pigefødder.

Det var den måde man bød en ny elev velkommen på. Resten af natten sov min mor med dynen over sig i en lænestol, og lod den næste dag som ingenting, selvom den behandling hun havde været udsat for må betegnes som nederdrægtig ondskabsfuld.

De skyldige viste sig at være en mindre klike af lidt ældre elever, der kort efter forlod skolen. Bortset fra denne uheldige start, forløb opholdet i og for sig meget godt. Alle pigerne var i samme båd, og man kunne jo ligeså godt forsøge at få det bedst mulige ud af det, når det nu ikke kunne være anderledes. Alle led de af hjemve ‑ også dem der ikke var elsket hvor de kom fra.

Dagene gik som de nu gør på sådant et sted ‑ en form for undervisning foregik der dog, men den var dødkedelig. Men så var der jo karneval og julefest og udflugter. Især udflugterne til skisportsstederne, hvor man blev i flere dage, var noget der senere blev husket. Min mor blev en hel habil skiløber.

Et sådant ophold ved skisportsstederne, havde nu også et andet formål end blot at fornøje. Tilfældigvis var disse steder jo befolket med unge mænd af det bedre selskab, og hvem ved, heldige alliancer kunne måske indgås? Se det for dig: en hel ladning af giftefærdige unge piger losses af og kan derefter nærmere beses af de eventuelt interesserede. Så vidt jeg ved, førte det sjældent til noget ‑ heldigvis.

På skolen havde min mor adgang til både klaver og flygel, hvilket var meget heldigt, idet hendes gamle spillelærerinde frk. Bauditz, ikke sådan uden videre gav slip på sin begavede elev. Frk. Bauditz havde nemlig fundet på, at fortsætte undervisningen pr. brev! Hun sendte min mor noder samt breve med forklaringer og formaninger og udførlige vejledninger i hvorledes det og det stykke skulle spilles.

"Det var altså ikke det rene pjat ‑ der var noget i det!" sagde min ledsager pludselig, og knyttede instinktivt næverne, som om hun ville slå nogen.

"Nej, der var et talent tilstede." sagde jeg, "det har jeg jo forklaret dig."

"Denne frk. Bauditz ville jo aldrig have gjort sig alle de anstrengelser, hvis der ikke havde været noget ganske særligt ved din mor som elev!?"

"Jamen det har der været ‑ingen tvivl om det, jeg har jo selv hørt hende spille næsten hver dag i hele min opvækst ‑ det hænger i ørerne stadigvæk!"

"Skammeligt!" udbrød min ledsager,‑ det var som om det nu fuldt ud var gået op for hende, at der havde været tale om et ualmindeligt stort spild af talent.

"Tja,-" sagde jeg resigneret, "der spildes jo til stadighed talenter - år ud og år ind - hvert minut - det påstås, at naturen har råd til det, der vil ustandseligt fødes nye, siges det, så det betyder ikke så meget!"

"Det er en syg tankegang - hvert eneste talent kunne have bidraget til en bedre verden!"

"Ja, Gud - som det hænger i ørerne stadigvæk," sagde jeg tankefuldt, "Grieg - Våren, Brylluppet på Troldhaugen, Klaverkoncert i A-mol; Mozart - Haydn.... Hendes spillestil var ikke almindelig. Teknikken var iorden, men det følelsesmæssige kom altid først. Hvis følelserne krævede at hun ramte en tangent lidt skævt, ja så gjorde hun det uden at blinke - jeg kan kun sammenligne hendes stil med Horowitz's"

Uden at vide det havde jeg tændt en cigaret, men opdagede, at der ingen askebægre var - det havde der ihvertfald været i 1938. Man røg sgu' her - selvom man havde dårlige lunger. Men hva', tuberkelbaciller bryder sig med garanti ikke om nikotin.

Kapitel 15

Breve fra Frk. Bauditz

Denne frk. Bauditz var en glimrende spillelærer, men streng var hun også. Hun hersede med de elever der var noget gods i. "De spænder! - De spænder" skreg hun, når min mor spillede, og så slog hun min mors hænder op i luften nedefra. "Se hvor De spænder!" fortsatte frk. Bauditz, "når jeg slår Deres hænder sådan op i luften, så skal de falde ned på klaviaturet som en klat gele!"

Jeg har tænkt på, om jeg skulle lade et par breve fra frk. Bauditz indgå i denne beretning - det kan man jo i og for sig ligeså godt, når de nu er der, men ikke bare derfor, de fortæller faktisk en hel del om både lærer og elev.

København d.6-10-1924

Kære Frøken Schou!

Tak for Kortet, som glædede mig meget, jeg ser jo deraf, De er kommet paa et udmærket Sted, hvor De hurtigt vil lære at tale Sproget flydende. - Nu til musikken! 1 Time er jo ikke meget, men naar De anvender den fornuftigt, vil De kunne holde fast paa det De har lært. Må jeg raade dem - 10 min. Øvelser dagligt, 1 af de bundne skiftevis den lille strækkeøvelse 2 gange op og ned Dur og Moll Scalaer og Treklange hver dag, og saa den med ti Acorder - det er til de 10 min. Resten af timen øver De Stykker - giv Dem selv et stykke for til 2 gange ugentlig, som studerede De hos mig. Hvormed er De begyndt? Haydn er dem vist for Lang med den korte Øvetid, tag saa hellere de mindre Stykker.

Skriv nu snart, og saa fremdeles hver 14 dag, og spørg om alt, De ikke føler Dem sikkert, saa svarer jeg dem omgaaende.

Hav det godt, min Kære Elev, jeg savner dem meget -

De venligste hilsner fra Deres hengivne

Olga Bauditz

København d.20-10-1924

Tak for Kortet, Kære Frøken Schou!

Det glædede mig at høre, at De befinder Dem vel og er tilfreds med Livet i Pensionen. Der bliver jo nok arbejdet dygtigt med de unge Damer, kan jeg forstaa, det er jo bare godt at have sin Tid optaget. Skade der ikke bliver mere tid til Musikken, men De arbejder jo godt og fornuftigt den Til De øver Dem. Husk, at De kun øver 10 minutter Øvelser naar Øvetiden er saa kort. Det er godt, at De har haft udbytte af Timerne her, saa Haydn ikke falder Dem altfor svær. Skriv endelig næste gang hvorledes det gaar, og hvor langt De er kommet med Variationerne. Er der noget De ikke kan finde ud af, skal jeg omgaaende forklare Dem det.

Hermed mange venlige hilsner

fra Deres hengivne

Olga Bauditz

København d.11-11-1924

Kære Frøken Schou!

Tak for Kortet, dennegang krydsede de heldigvis ikke. Det var slemt De fik Frost i Fingrene, det minder mig om en Vinter jeg Tilbragte i Rom for at studere hos Sgambati, der fik jeg frost i Fingrene, hvilket jeg aldrig har haft hverken før eller siden, saa jeg haaber det gaar dem ligesaa. Jeg synes De skal holde dem til de mindre Stykker med den korte Øvetid. Det glæder mig Stykkerne ikke volder dem besvær, ikke en gang Grieg, saa har De haft godt udbytte af de forærede timer i september. Haydn skal De selvfølgelig studere, blot ikke om det er et herligt Stykke og giver Eleven et godt Skub frem. Hvis De ønsker det, skal jeg sende Dem Deres Hefte jeg har liggende, og krydse af de Stykker De helst skal indstudere og forsyne dem med Fingersætning og Noter - lad mig det blot vide i god Tid. Det glæder mig De befinder dem vel - saa flyver tiden.

De venligste hilsner til min Kære Elev

Deres hengivne

Olga Bauditz

København d. 28-11-1924

Kære Frøken Schou!

Tak for deres rare Brev, hvoraf jeg ser, at De befinder dem godt i alle Retninger, hvilket glæder mig. Det er morsomt De hører noget Musik dernede, hør endelig alt hvad De kan, det er udviklende for Dem, ligeledes de Musikalske Foredrag. Jeg tænker næste Gang at høre at De er færdig med Grieg, og jeg sender Dem meget snart Deres Hefte, hvori jeg vil bede Dem studere de Stykker jeg har mærket med Kryds, til hvilke jeg nu skriver Fingersætning. Skulle der være noget De ikke forstaar, saa skriv det endelig strax, at jeg kan forklare dem det, forresten er Stykkerne ikke sværere end at jeg tror De med Lethed vil kunne studere dem.

Hav det stadig godt

De hjerteligste hilsner sendes Dem fra

Deres hengivne

Olga Bauditz

---------------

Men nu bliver jeg lige nødt til at indskyde en ting -: hvordan det nu end forholder sig, fik min morfar fået nys om, at "spilleriet" fortsatte, og i den anledning besluttede han sig for selv at spille med. Han opsøgte frk. Bauditz, og forklarede at han var meget syg, ja, han vandrede faktisk på gravens rand, og ville derfor ikke, her på det sidste, stille sig ivejen for sin datters musikalske udvikling, han - der jo selv var en stor musikelsker! Samtidig med dette meddelte han, selvmodsigende som sædvanligt, at han i nær fremtid agtede at foretage en rejse til Schweitz for at besøge sin datter, og tilbød endog at tage noder med fra frk. Bauditz.

Jeg tror faktisk at frk. Bauditz troede på ham. Han havde jo også en eminent evne for skuespillet, og det kan heller ikke udelukkes, at hans "damesmil" og ynkværdige fremtræden har haft en vis virkning på denne lidt ældre frøken. Han opnåede hermed også den fordel, at min mor, gennem frk. Bauditz, modtog underretning om hans tilstand, hvilket øgede sanddrueligheden. Selv havde han i breve til min mor gjort omhyggeligt rede for sin håbløse helbredsmæssige tilstand, og proklameret sin snarlige bortgang. Men efterhånden var min mor ved at blive immun - nu havde hun jo hørt på dette ævl siden sin tidligste barndom, og det blev jo aldrig til noget, men det kunne jo være, at hun allligevel ville blive berørt af det, såfremt hun hørte det fra andre?

--------------------

København d. 16-12-1924

Kære Frøken Schou!

Tak for kortet - jeg haaber De har faaet Noderne, og at De kan finde ud af stykkerne og Fingersætningerne. De maa endelig skrive hvorledes det gaar med Indstuderingen, er der noget De ikke forstaar, kan jeg forklare Dem det skriftligt. Jeg synes De trænger til et løbende Stykke, som De kunde have ved Siden af Smaastykkerne? Svar mig om jeg skal sende Dem et? Deres Fader ringede forleden dag, desværre turde han, paa grund af sin sygdom, ikke besøge mig, men det er da godt, at han er saa rask at han kan tænke paa at besøge Dem. Til den Tid maa De spille de Stykker for ham, som De selv har lært, det vil glæde baade ham og mig. Desværre bliver det vel ikke før til September vi kunne genoptage undervisningen - jeg glæder mig til at faa dem igen, min kære flinke elev -

Glædelig Jul, alt godt sendes dem

af Deres hengivne

Olga Bauditz

København d.27-1-1925

Kære Frøken Schou!

Tusind tak for Deres kort, ogsaa det fra Grindewald, og Tak for de mange gode Ønsker for de ny Aar, som jeg af hele mit Hjerte sender Dem tilbage. Forhaabentlig kan De endnu i 1925 gøre store Fremskridt med Deres Musik selvom det vel endnu varer en Stund inden jeg faar den Glæde at genoptage Arbeidet med Dem. Øv Dem roligt videre, jeg synes De skulle øve Paradisio Tokeate, den er saa udmærket for Fingrene. Trænger De ikke til nogle løbende Ting? Rejser Deres Fader snart ned til Dem, kan jeg give ham noget med, hvis De ønsker det. Svar mig nsæte gang herpaa. Jeg haaber de stadig er glad og tilfreds i Pensionen, nu har De vel snart været der den længste Tid? Her har vi iaar en ideel Vinter ikke spor af frost og Sne, i haven skyder roserne op ad muren.

Lev vel Kære Elev,

de venligste hilsner fra

Deres Olga Bauditz.

Kapitel 16

Lotte Ballin – Hotel Alpenruhe

"Julen 1924 fejrede min mor således i Schweitz. Der var arrangeret stor julefest på Hotel Alpenruhe med efterfølgende Nytårskarneval ligeledes på Hotel Alpenruhe. Efter fotografierne at dømme er alle glade og tilfredse." sagde jeg, idet jeg rejste mig for om muligt at finde et sted at skodde min cigaret.

Da jeg vendte tilbage, fortsatte jeg:"Ja, og ved du hvad, fra denne Julefest på Hotel Alpenruhe findes stadig de visitkort der sad på de gaver min mor fik - ak ja, hør disse navne - Marguerite Grosjean, Lotte Brünell, Nelly Halpern, Lotte Ballin, Alice Friedmann, Paula Halpern, Wilhelmina Koch - -."

"Der er flere jødiske navne." sagde min ledsager.

"Ja." sagde jeg kort, og fortsatte efter en kort stund, "min mors bedste veninde dernede var Lotte Ballin - de holdt altid sammen - var nærmest uadskillige, og i årene derefter holdt de forbindelsen vedlige skriftligt. Lotte Ballin var en ualmindelig smuk ung jødisk kvinde - hun giftede sig i 1929, manden hed vist Kahn - ja, Hans Kahn og de fik en søn i 1934,....."

"Hvordan kan du dog huske sådan noget?"

"Jeg ved det ikke, jeg har det med at affotografere navne og den slags - men.."

"Men hvad?"

"Ja, pludselig modtog min mor pr. luftpost (Air France Brazil) i januar 1940 er brev fra Lotte Ballin, afsendt fra Ipanema, Rio de Janeiro, hvori hun forklarer at de har måttet flygte, og at de nu venter på hendes forældre og søskende....efter krigen mistede min mor forbindelsen med hende - Gud ved hvad der er sket?"

Jeg tav lidt, så fortsatte jeg: “Også dengang hørte man mærkelige udtalelser, som f.eks. ‘nå ja, de havde jo også penge - så de kunne jo sagtens bringe sig i sikkerhed’ - jeg forstår ikke hvad der menes med dette; mener man, at fordi man har penge, så har man en særlig forpligtelse til at lade sig slagte?”

Stille sagde jeg videre: “Når min mor berettede om sit venskab med Lotte Ballin, blev jeg altid grebet af en underlig følelse af samhørighed. Et fotografi viser denne mørke blide skønhed, som artsfæller stræbte efter livet - og man står fortabt tilbage, med en knugende fornemmelse af, at livet er ophørt, - hvad er det for djævelske kræfter der rør sig i menneskets indre, når mennesket kan føle sig fulstændig overbevist om, at en kvinde som Lotte Ballin bør brændes til aske?”

Min ledsager havde fået et fjernt udtryk i øjnene, så sagde hun:"Hvor er det dog mærkeligt, - nej, det er ikke det rigtige udtryk - snarere er det sørgmodigt deprimerende, at her sidder vi i 1996 i de selvsamme omgivelser hvori Ingrid befandt sig i 1938, og taler om noget, der fandt sted i 1924 - på det tidspunkt må Ingrid jo have været omkring 10 år?"

"Ja," svarede jeg, "og hun var allerede på det tidspunkt en flittig brevskriver...."

Men jeg vil lige sige dig noget. I hele denne suppedas som livet jo egentlig er, er der een ting der lyser op - kortvarigt måske, men det er der - nemlig børnenes glade stunder! Jeg vil vove den påstand, at alle mennesker, uanset hvordan de har haft det og hvordan det senere går dem, ihvertfald een gang mens de var børn, har følt en usigelig lykke og glæde - en følelse de aldrig nogensinde vil genfinde i deres voksne liv. Hele det voksne livs ulykke er, at vi tror at vi kan genfinde denne tabte lykke. Selvom alt ender i tragedie, så glæder jeg mig altid over børn der udviser glæde og entusiasme, ligegyldigt over hvad. Så kort dette øjeblik end måtte være, så har det dog været der, og livets mening var måske kun dette korte øjeblik.

Der er ingen tvivl om, at Ingrid trivedes hjemme på Lille Strandvej 11 i 1924. Glad var hun, og morsomme var de breve hun skrev til sin storesøster i Schweitz:

Tirsdag d.20-1-1925 - kl.5

Kære Eddersiv!

Nu skal det endelig blive Alvor med at skrive Brev til Dig. Jeg vil først fortælle dig, at jeg i Lørdags var inde og se "Landsoldaten" med Mor. Det var vældig grinagtigt kan du bide dig selv i Næsen paa. Stykket gik inde i Folketeatret, og handlede om Krigen 1848. Jeg har faaet et par smarte Balsko, de er hvide og man kan staa paa Tæer i dem. Elsbeth har akkurat samme Slags Sko. Jeg skulle hilse fra Elsbeth og bede dig ogsaa en Gang skrive et Brev til hende. Hendes Adresse er Lille Strandvej 16. Jeg skulle ogsaa hilse dig fra Grete og Inge og sige Tak for Kortet, som jeg ogsaa har læst, ja jeg vilde rigtignok gerne have sendt lidt Sne op til mig, hvis Du kan. I Gaar var det dejligt Vejr, og Elsbeth og jeg gik hen til Grete, for at spørge, om hun kunde komme ud og gaa en Tur. Grete kunde godt, men til vores store Forskrækkelse skulde vi have Inge med på Slæbetov. Naa, livet er ikke bare Lagkage, og vi maatte bide i det sure Æble og tage Rollingen med. Elsbeth og jeg havde tænkt os at gaa en rigtig lang Tur med Grete, men nu indsaa vi, at Turen ikke kunde blive saa lang, som vi hade tænkt os den. Vi gik bare ned til Elsbeth, tog hendes Fotoapparat som hun havde 3 Film i, gik ned i Strandparken (Bob var naturligvis med) og Elsbeth tog et Billede af os Tre iberegnet Bob og et af mig alene nede paa Molen med Bob og til sidst et af Inge alene. Da Elsbeth havde taget Billedet af Inge skulde vi alle paa V.C. og gik rundt og ledte alle Vegne, men alle Steder kunde folk se os. Efter nogen tids "Holdning" gik alle, eller rettere sagt løb vi hjem til Elsbeth for at komme paa V.C. Elsbeth og jeg gik sammen paa det ene V.C., mens Grete og jeg gik paa det andet. Derefter fulgte vi Grete og Inge hen til Strandvejen, der tog vi en ret rørende Afsked med hinanden, derpaa gik vi hjem til Elsbeth og saa Lysbilleder, Elsbeth har nemlig et Lysbilledapparat. Vi saa alle de forskellige Filmsbilleder men af alle synes vi alligeve, at "Doug" var den pæneste, ogsaa Mary Pickford var bedaarende. Den Middag kom Elsbeth over til mig og spiste, vi klædte os ud som unge Piger fra gamle Dage, det skal vi nemlig begge være til Fastelavn. Jeg havde den hvide Tylskjole paa den du engang har haft til et Karneval med tilsvarende Underkjole, og Elsbeth havde en hvid Sommerkjole af Mors paa. Vi havde Skildning i Panden og sort Fløjlsbaand om Haaret og et Sjal hver. Elsbeth har en bunke Sjaler. Da vi havde spist spillede vi Komedie for Mor og Tante Marta og sagde flere Vers frem. I Morgen skal Elsbeth og jeg hen til Dorrit. I Morgen aften skal jeg og Mor ind og høre Foredrag om Grønland og se Lysbilleder.

Mange Kærlige hilsner fra Ingrid

Hils Lotte og Betty - hvorledes klæder det Lotte med Pagehaar?

Hils de forskellige idioter.

Mandag d. 2-2-1925

Kære Giraf!

I Gaar ankom det nye Eddersiv, som ligner dig lidt, ved at bære navnet "Giraf" af Frk. Fiedler og jeg; omtalte Eddersiv har nemlig en kolosal lang Hals. I Dag bliver det nok mig som skal skrive Brev til Dig, for Mor faar kun tid til at skrive et Kort, da Eddersivet skal til "Kællingejubilæum" i Læsøgade - Undskyld! men nu husker jeg først paa at sige Tak for Edderkortet fra Dig. I Gaar var jeg inde hos Far; jeg kom i Lørdags derind og saa "Svinedrengen" i Casinos Lille Teater, det var knippelgodt kan du stole paa. Vi har faaet dit Edderbillede indrammet og det hænger nu paa Væggen i min lille Krog i Spisestuen. I Morgen Aften skal jeg se "Lille Dorrit" i Paladsteatret og paa Lørdag skal jeg igen derind og se Film om Eftermiddagen, som hedder Synneve Solbakken, oppe fra Norge. I Aften skal jeg altsaa være alene med de to Siv som jeg kalder for Fyrtaarnet og Bivognen og Mor er hos Professor Petersen. Jeg har faaet et Edderfilmsbillede af Karina Bell, som spiller Lille Dorrit. De. 14/2 skal der være Fastelavnskarneval paa Skolen du kan lige bide dig selv i Næsen paa at jeg glæder mig til det. Jeg er meget glad ved, at du har den gammeldags ungpigekjole som jeg kan bruge. Elsbeth vil ikke være det, hun synes det er kedeligt at 2 er det samme af Firkløveret; som bestaar af Elsbeth, Grete, Dorrit og jeg. Nu er jeg lige blevet færdig med min Hjemmeregning som var skrubkedelig og skal til at rydde op i mit Skab hvad jeg haaber Du er meget glad for. Du kan da ikke sige andet end at jeg er hensynsfuld, vel? Svar udbedes!

Tusind kærlige Edderhilsner fra din Eddersøster, Mary Pickford.

mange hilsner fra Mor som snart skriver Brev til dig. Hun har brugt tiden til at Kvidre.

Den 12-3-1925 Torsdag

Kære Edderhelga!

Tak for Brevet. Det var rigtignok nogle slemme Tegninger som Du lavede i det. Mor og jeg var virkelig helt forargede. Bob har det snart helt godt Nu er det kun et lille Saar - Kan Du tænke Dig noget værre Snyderi. Nu skal Du høre. I Dag havde vi Prøveregning i to Timer som vi sædvanligvis har hver Torsdag (Husk saa at tænke paa mig fra Kl.9 til 11 Formiddag). Jeg regnede to Stykker ganske rigtige, men vi skulde regne tre Stykker. Derover blev Kællingen minsandten saa rasende at hun gav mig gooodt. Jeg havde 2 Stykker ganske fejlfri men manglede blot at regne det tredie. Og saa gav den nederdrægtige Pulverheks mig godt, sikke noget. Jeg siger lykkelige Dig at Du ikke hver Dag skal omgaas en Madam Kemp eller "Brilleslangen". Vednævnte stramme Dame bærer nemlig paa sin spidsnæsede "Opstoppertud" et Par yderst glinsende Lorgnetter. Grete sagde, da Prøveregningen var forbi "Ingrid, jeg har faaet maadelig," med yderst bekymret Stemme. Jeg har lige nu skrevet Kort til Far. Det Kort jeg sendte til San Remo har han vel ikke faaet. Jeg fik Kort fra ham i Gaar. I disse dage har vi haft Frost, men dejligt Solskin; jeg vilde alligevel ikke bryde mig om, at faa Skøjteføre nu. Jeg længes nu efter snart at høre Frk. Ellens:"Baglæns Kolbøtte - sæt af! Hovedspring-klar - spring!" Hvorledes er Vejret nede hos Dig? I Gaar kom Famile Journalen jo, og den var dejlig; der var blandt andet et Billede med en Prinsesse som jeg selvfølgelig straks malede. Og i Gaar kom Frk. Karmin ogsaa hjem med Hver ottende Dag hvor der var et Billede af Douglas (navnet omkrandset af hjerter) og Mary pickford -

nej, nu maa Du undskylde mig

Mange Kærlige hilsner, Ingrid

Vi havde atter rejst os, og vandrede nu stille gennem de gamle stuer ud i Hallen. Stadig ikke et menneske at se og alligevel følte vi os ikke alene. Tysthed rugede overalt. Varmen var ulidelig og fik alt til flimre - både for øre og øjne, og bag os i de stille stuer forekom det mig at rummene summede af lavmælt konversation. Om lidt gaar vi ud og tager rutebilen der holder lige udenfor døren - ligesom mange af de andre der besøgte Ingrid.

Vejlefjord Sanatorium d. 10-2-1938

Kære Helga!

Tak for breve, Søndags BT o.s.v. Det var morsomt at få talt med dig i går aftes i telefonen.- Jeg er glad for I tager Jer så pænt af mor, det er sødt af jer. Tak for det; hun kan jo nok trænge til al mulig adspredelse og fornøjelse. Jeg synes også, det er glimrende denne historie med Kukkeren. - Nu kommer hun jo herover på søndag, bare ikke det bliver alt for forjaget og trættende at foretage den lange rejse frem og tilbage på een dag. Nå, nu kan vi jo se, jeg har i hvert fald formanet hende til at spise en solid frokost med varm ret og øl enten i lyntoget eller på storebæltsfærgen.-

Jeg håber ikke, mit recommanderede brev har voldt dig alt for mange bryderier. Det er synd, du skal have ulejlighed med det. Jeg er imidlertid spændt på resultatet.-

Undertegnede har det iøvrigt udmærket. God nattesøvn igen heldigvis og ingen feber samt godt humør.-

Jeg oplever hver dag en hel masse, men jeg tror, det vil blive for vidtløftigt at skrive om alt det her. Min nye ven Koch og jeg er allerede blevet dus (Båbs!) Nu må du ikke blive forarget, han er vældig morsom og vittig, men måske også nok en smule frivol. han minder mig både om David Grünbaum og om Hermann Christiansen.-

Det er s'gu en værre anstalt man er kommet over til her. Overfar viser ikke selv noget strålende eksempel. hver aften sidder han et par timer inde hos et hysterisk kvindemenneske her på gangen, det hedder sig, han beroliger hende og holder hende i hånden!- Men jeg har indtrykket af, at samme hånd mest opholder sig under hendes dyne. - Imens lusker forstanderinden rundt udenfor værelset, hun er skudt i Overfar, så den er rent gal her, kan du lige bande på.

Det er de mest hårrejsende ting man hører og oplever her. Jeg vidste nok, at "Vejlefjord" var udklækningsanstalt for erotik, men at det var så slemt havde jeg dog ikke tænkt mig. Kalle er ikke helt på vildspor, når han kalder dette et bordel, det er fuldkommen rigtigt! Der kan Søllerød godt gå hjem og lægge sig. Jeg vil sige dig, Helga, jeg er nærmest rystet over alt hvad her foregår, og der skal dog en hel del til for at forarge mig.

Nå, skidt med det altsammen, hvis bare jeg kan blive rask herovre, er alt andet ligegyldigt. Nu må du undskylde, jeg ikke skriver mere dennegang, jeg venter besøg, og brevet skal afsted herfra inden kl.17. Jeg har snart ingen tid mere til nogetsomhelst på grund af dette nye bekendtskab. Hvad skal jeg dog gribe og gøre i? Ja, sig mig det.

Undskyld alt mit pladder, jeg håber, jeg kan skrive et bedre brev næste gang. Til gengæld får du denne lille "Missworkest". Til slut de kærligste hilsner til dig selv + Kalle + Max fra

din søster i Herren

PS. Du spurgte i dit brev, hvor jeg i grunden havde udtrykket "Charmetrold" fra. Det er såmænd fra den lille Henriksen i Åndehullet, som dog ikke selv var en sådan.

------------------------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 25 februar 1938

Kære Moster Karen!

Tusind tak for dine to breve samt for lånet af Gunnar Gunnarssons "Advent". Den var meget interessant, og jeg "slugte" den på et par timer. Da jeg i den senere tid er begyndt at interessere mig stærkt for Island, dets folk og skikke, var det jo lige en bog for mig. Og så var der endda en mand. der hed Pjetur ligesom min elskede doktor Bogason. - . Ja, jeg kan jo ikke nægte, at jeg savner samme Pjetur noget så grusomt. Ganske vist får jeg en langt bedre pasning og pleje her end på Søllerød , og lægerne her er meget elskværdige og selvfølgelig dygtige, men der er jo ingen som doktor Bogason. Nu ligger man jo og drager sine sammenligninger, og somme tider kan jeg gribe mig selv i at tænke: Tænk om døren nu gik op, og Pjetur kom ind! Ja, det kan ikke nægtes, jeg holdt (og holder stadig) meget af ham, og jeg tror, at han er den eneste, der rigtig har kunnet forstå mig under min sygdom. Han har diskuteret med mig, han har trøstet mig, og han har skældt mig ud, når jeg trængte til det, han har sagt netop det, der skulle siges til mig. Vist havde han sine særheder, men det har vi alle, og man bar gerne over med meget, når man kendte ham til bunds. Et fint og kultiveret menneske er han og i besiddelse af en vidunderlig beskedenhed, en egenskab, jeg endnu ikke har fundet hos nogen anden læge. Det var en grusom dag, da jeg sagde farvel til ham; men selvfølgelig, når det gælder ens helbred, må man jo sørge for at skaffe sig den bedste pleje, og den får man ubetinget her. Pjetur har jo ikke tid til at tage sig grundigt af hver enkelt patient, og det er kun sørgeligt, at en så dygtig mand som han er tvunget til at arbejde under så primitive forhold på Søllerød Sanatorium.

Nå, nu har du vist fået nok af mine lovprisninger over Pjetur, når jeg kommer ind på det emne, har jeg svært ved at standse igen. Du spørger, om jeg har frosset meget. Nej, det er ikke så slemt mere, mine hænder er nu også næsten fri for frost igen, jeg tror, det er fordi jeg har fyldt mig med kalk den sidste tid, det er så godt mod frost i fingrene. Kalk og Decamin (levertran)-piller er den eneste medicin, jeg får. Da jeg spurgte "Overfar", om jeg ikke måtte få rigtig torske-levertran, sagde han: "Næ, De må hellere få det i pilleform. Jeg skal sige Dem, levertran feder for meget, og der er just ingen grund til at fede Dem", tilføjede han med et lille skævt smil. Det er da godt, man er kommet væk fra den afskyelige metode med at fede folk! Tværtimod er der flere herovre, som kommer på afmagringsdiæt, fordi de vejer for meget. Overfar har også sagt til mig, at jeg gerne må tabe mig en lille smule, men det har jeg imidlertid temmelig svært ved, da jeg ligger i sengen og ingen motion får. Jeg vejer det samme som da jeg kom 123 pund og spiser mig hver dag til frokost mæt i råkost, for skulle jeg spise mig mæt i smørrebrød, da ville jeg tage på meget hurtigt. Desværre er min appetit herovre blevet nærmest glubende, i modsætning til den sidste tid derhjemme. Men jeg tror også, det var nervernes skyld dengang, jeg gik jo og var bange for, at det ikke var så godt som det skulle. Men nu er der faldet en herlig ro over mig, jeg finder mig i min skæbne uden at gøre vrøvl. Lægerne herovre kan vist ikke forstå, at jeg er så tålmodig, da jeg nu næsten har ligget i sengen 2 måneder og ikke klaget en eneste gang. 2-reservelægen Dr. Bønsdorph - en ualmindelig tiltalende ung mand - har flere gange spurgt, om jeg ikke lå og kedede mig. Og da jeg stadig benægter det, sagde han nu i går: "Åh, hvor er det dog dejligt at komme ind til et menneske, der er i godt humør og ikke gør vrøvl!" En anden gang sagde han: "De keder Dem ikke? -nå, det tyder da på, De er et begavet menneske!" Det er rart at få lidt ros nu og da, selv om man ikke fortjener det. -

Du skal ikke bryde dig om, hvad Dr. Permin siger m.h.t. levertran og andet. Det er ufatteligt, at han får lov at blive ved med at virke som læge, det gamle vrøvlehoved. Hvor man nævner hans navn, ryster folk på hovedet da han ideer er forældede, brugbare for ca. 50 år siden. Desuden hvis han vidste så god besked som han giver det udseende af, hvorfor har han så ikke helbredt sig selv? Jeg glemmer ikke det gamle vrøvlehoved, hvor han sad og spyttede i sit lommetørklæde! en 5 - 6 gange i de 20 minutter, Mor og jeg var deroppe den dag. Noget så uæstetisk og uhygiejnisk skal man vist lede længe om. Og det er en overlæge på Frederiksberg Hospital! -

Inden jeg rejste herover, købte jeg en dejlig varm kimono, så den skal nok holde mig varm. - M.h.t. min helbredstilstand, da er der intet særligt nyt, måske hoster jeg nok lidt mindre og har lidt mindre expect. Jeg skal vist til undersøgelse igen i næste uge engang, men vi kan ikke vente noget særligt epokegørende, da sengeleje alene jo er en ret sen helbredelsesmetode. - Nå, men humøret fejler da heldigvis intet, og det er vist godt detsamme.

Hvordan har I det selv i "Frihavn". Forhåbentlig godt. Til slut vil jeg hermed sende de kærligste hilsner til dig selv, kære Karen, Gudil og Jo. Hils og klap også dyrene fra mig. Mange hilsner.

din Ingrid

P.s. "Borte med Blæsten" er meget spændende, når jeg er færdig, skal jeg sende den retur; jeg læser en hel del ind imellem, men håber ikke, du mister tålmodigheden. Tak for lånet!

P.s.s. Tusind tak for "Politiken", jeg er meget glad for den og glæder mig hver morgen til dens komme.

----------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 4-3-1938

Kære Helga!

Håber du har fået mit kort med hunden. Du må undskylde, jeg først skriver nu, men jeg skrev nemlig et langt og udførligt brev til mor i går, det blev jeg nødt til, og så var jeg for træt til at skrive til dig også. Håber du tilgiver mig at dette brev i hvert fald kommer til Valby lørdag middag. Tak endnu engang for breve og Søndags TB.

Sagen er den, at jeg den sidste uges tid har ligget og svævet med temmelig høj feber. Nu da det værste er overstået, kan jeg godt fortælle det, men jeg har ikke villet skrive derom før, da jeg var bange for, at I skulle gå og ængste jer til ingen nytte. Det er den forbandede vædske, der har taget overhånd, og lørdag eftermiddag røg tempen helt op på 39,5. Jeg har levet som i en døs og været træt og mat af feberen i forbindelse med alle de sovemidler, jeg hver aften blev proppet med, tetrapon og andre midler med besynderlige navne. Jeg slugte det hele "råt", og resultatet var, at jeg dagen efter havde fornemmelsen af tømmermænd, mine ben vaklede under mig, når jeg skulle ud på det lille rum! jeg bevægede mig i zig-zag med næsten lukkede øjne, og det er et Guds under, at jeg overhovedet fandt derud og ikke i stedet havnede på et el. andet værelse hos en vildfremmed kurgæst. Jeg har ingenting bestilt hele dagen igennem, været alt for søvnig og dvask, kun skrevet ganske lidt og lige kigget lidt i "Politiken". Jeg er øm allevegne, som om jeg var gennembanket særlig bagi og over "lændekrydset" (jfr. "Bedste") som om jeg havde været ude at ride for første gang. Men det er vel af at ligge så meget stille, tænker jeg. Jeg har svedt gevaldigt og skiftet næsten hver dag, så jeg får en ordentlig vaskeregning denne gang. Nå, skidt med det!

Da Gunnar var her forleden, havde jeg det så nogenlunde og havde gjort mig rigtig "lækker": lyserødt, feminint antræk, som jeg ved han sætter pris på. Jeg havde også ordnet mit hår aftenen i forvejen, så det var lyst, bølget og yndefuldt. Imidlertid var noget af det første han sagde, da vi var blevet alene: "Jeg kan ikke li' den frisure" Og så betragtede han mig yderst kritisk med sine væmmelige halvt tillukkede øjne. Jeg svarede, at det var jeg da ganske klar over, men kunne han ikke finde på noget andet at sige, når vi ikke havde set hinanden så længe? Det kunne han åbenbart ikke, det skvat. Han var møgkedelig og irriterende. Og jeg syntes da selv, jeg gjorde mit for at han skulle befinde sig vel her. Jeg havde sat hans fotografi frem, men har atter fjernet det nu. Han fik kaffe og kage, mere kunne jeg jo ikke byde på, og så tog han afsted med rutebilen kl. 172 . Ak, hvordan kan du dog sige sådan noget forbandet vrøvl, som at du vil håbe, han igen har kunnet ophidse mig! Vorherre bevares, der var ingen ophidselse der. Han forsøgte naturligvis med de sædvanlige fjollede tilnærmelser, men jeg sagde : "La' vær', jeg kan ikke tåle det nu!" Jeg skulle blot have vidst alt, hvad jeg nu ved for længe siden, men det er da godt, at jeg i hvert fald ved det nu. Han (Gunnar) tror Gudhjælpemig, jeg er jaloux. Han fortalte nemlig, at værtshusene jo nu var lukkede i Stockholm, desværre. "Men det er du vel glad for, ikke?" sagde han så, den idiot, hvortil jeg naturligvis smilende bemærkede, at jeg da er rystende ligeglad, lad ham dog bare more sig. Hvorfor skulle han dog heller ikke det? Desuden er der vel bordeller i alle store byer, og selvfølgelig er jeg da ikke så tåbelig at tro, at han lever i cølibat. Det være sig langtfra! Men han vil vist gerne snart giftes, men hvad fanden kan det nytte, når han ikke endnu har noget fast arbejde. Han skal tilbage til Stockholm midt i marts og blive der et par måneder, og bagefter ved han ikke, hvad han skal, det fjols. Jeg gifter mig i hvertfald ikke det første 12 år, hvis jeg i det hele taget gifter mig! Men det kan godt være det er det fornuftigste, thi, - som der står hos apostlen Paulus - Det er bedre at gifte sig end at lide brynde!!! Bå.åbs! Hvad siger du? Er det ikke rigtigt? - Nå, Gunnar var ret kedelig og så dårlig ud, man må vel nærmest have ondt af ham, selv om han er så ubehagelig og kritisk. Jeg beklager at måtte tilstå, at der er intet tilbage af mine fhv. følelser for samme herre. Men endnu vil jeg ikke gøre det forbi, "thi man ved, hvad man har, men ikke hvad man får", som Mor meget rammende sagde til Cæsarius. Båbs. Han (Gunnar) har imidlertid bebudet sin ankomst her til søndag og søndag igen. Og Axel Schou kommer antagelig på mandag, skriver han. Vorherre bevares, sikken invation, godt det ikke er samtidig, thi det ville næsten være for meget af det gode! Jeg håber, Far vil forskåne mig for uduelige kikkerter samt dramatiske scener denne gang. Det kan altid komme senere. Båbs!

Lige nu fik jeg Jeres morsomme epistel. Tusind tak! Kalle er vel nok en skrap cigar men vanvittig sjov. Da jeg læste hans udgydelser, grinede jeg højt og inderligt. Han er s'gu sjov, det er samme Kalle. Det var da godt, han syntes om cigarerne, jeg havde købt dem hernede i kiosken, så jeg var ikke helt sikker på, at kvaliteten var god. Nå, så "Kastraten Max" slikker sine rudimenter! Det lyder s'gu godt! ja, ja, men tiden skal vel gå med noget! Mange tak, kære Kalle, fordi du fik sat mine efterhånden noget sløvede lattermuskler i sving igen, jeg grinede himmelhøjt og kunne næsten ikke holde op igen. Ja, kæreste Helle, du kan lige bande på, at jeg husker hin interessante operation på jeres køkkenbord for et par år siden. Den slags glemmer man ikke så let, ja, stakkels lille Max med de blå poter, vi troede vist, at han var ved at krepere, men godt han overlevede det. Klap ham kærligt fra mig, jeg har nu en vis forkærlighed for den kat! (Ja, kastration var nok et godt middel for Daddy også, men jeg tror ikke, han går med til det selv.)

Du spørger, om Fanden stadig plager mig med onde drømme o.s.v. Ja, desværre, det er grusomt og er blevet endnu værre i disse sidste feberdage, og stormen tuder så uhyggeligt!

Fra Far har jeg også lige fået brev med 200 kr., hans og Jo's bidrag tilligemed 5 kr. fra Jo til at købe blomster for. Båbs! Han mener ikke, han "har tid"! til at komme herover før på onsdag d. 9 marts, men jeg er s'gu også ligeglad i begge ender. Du spørger, om Karen plager mig med overspændte breve o.s.v., nej, der er ikke så slemt som det var i begyndelsen, men helt fri for formaninger om at undgå forkølelse og den slags er jeg naturligvis ikke herovre. Båbs!

Hvis du tror, at Koch ophidser mig, så tager du storligen fejl. Tværtimod virker han yderst beroligende på mig. Han er blevet meget sødere overfor mig nu, da jeg ikke har haft det så godt, og kommer herind hver aften et par timer, lægger sig ved siden af mig i sengen (over dynen naturligvis) og lægger armen omkring mig. Han gør absolut ikke forsøg på at ophidse mig, han er meget fornuftig og rolig og virker nærmest søvndyssende på mig. Det er dejligt at være fri for disse fjollede voldsomme tilnærmelser og bare mærke hans arm omkring mig, sommetider lægger han sit hoved på mit bryst og sommetider hviler jeg på hans bryst. Det lyder underligt, men der sker faktisk intet. Jeg bliver aldeles ikke ophidset, kun behagelig søvnig. Han er nu meget sød og ved en hel del mere både om sygdom og alt andet end den barnlige Gunnar. - Fru Rudbeck er heldigvis begyndt at falde brat til ro, hun er ikke mere så hysterisk Gudskelov og kan ikke mere irritere mig. - Nej, jeg hørte ikke Richard Tauber forleden aften, desværre, jeg får næsten aldrig mere hørt radio på grund af mine aftenbesøg, men det gør s'gu heller ingenting, når bare det er en mand!

Min tilstand er i dag bedret betydelig. 37,4 til morgen, men desværre plejer den (tempen altså) at ryge op hen på eftermiddagen. Jeg var nede til undersøgelse i går formiddags, hvilket jeg har skrevet ret udførligt om til Mor, du kan måske læse hendes brev på søndag. Der var ikke noget særligt nyt udover den forbandede vædske. Det var meningen, Overfar ville tappe mig, og hele maskineriet blev da også sat igang, 4 læger, forstanderinden og Dagny (min søde afdelingssygeplejerske). Jeg sad på pinebænken i fuld belysning med blottet overkrop. Båbs! Jeg var naturligvis først blevet gennemlyst. Så blev venstre bryst og hele venstre side af overkroppen smurt ind med jod (jeg lugter stadigvæk som dyrlæge Holm), og han stak, ikke een, men tre - 3 - gange. Det gjorde forbandet ondt, særlig den sidste gang, jeg syntes han ligesom rodede rundt med kanylen i lungehinden, Uf! Jeg var alt for søvnig og mat til at bande og nøjedes med at hviske et lille næppe hørligt "av". Jeg var slet ikke spor morsom da jeg var alt for træt til at sige vittigheder. Og lægerne var møjkedelige, og jeg syntes, de så så bebrejdende på mig. Nå, så måtte Overfar opgive at komme ind til den vædske, og jeg kunne spadsere pænt op igen. Der var lavet en båre parat, som jeg skulle trilles op på efter "operationen", men den blev der slet ikke brug for. Senere på dagen havde jeg besøg af min specielle ven Dr. Bønsdorph (jeg kan s'gu bedst li' ham af hele bundtet). Da jeg sagde, at jeg syntes de havde set så bebrejdende på mig dernede, svarede han, at de vist allesammen havde været lidt halvsure og gnavne idag. Han sagde også, at jeg nok måtte være belavet på lidt temp den første tid, d.v.s. - sålænge som jeg "absorberer mit Exudat", (opsuger min vædske) i organismen, men den udskilles efterhånden, så skidt med det. - Det værste er denne træthed, jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne. -

Idag til morgen var der stor stuegang: Overfar, Bønsdorph, Gjøen, forstanderinden og Dagny. Overfar var i helt godt humør og var glad for, at tempen dalede, hvortil jeg bemærkede: "Jamen det har jo slet ikke noget på sig; for det er jo noget lunefuldt noget med den vædske!" "Jo, det har i høj grad noget på sig." Sagde han, og grinede. Nordmanden fik øje på Asmussens tegning, som jeg foreløbig har stillet op på mit chatol ved hjælp af din flaske solbærrom og en ølhund. De beundrede hestehovedet, men Gjøen var vist mere interesseret i flasken. (Jeg har heldigvis vist den til Overfar, som har givet mig lov at have den stående til pynt). Så imorges var stemningen herinde ret animeret, Gjøen kunne ikke rigtig løsrive sig, om det nu var min el. flaskens skyld ved jeg ikke, men han blev, da de andre var gået, kom helt hen til min seng og sagde smilende: "Det er dog et herligt humør De har!" Båbs! Jeg var vist også ret heldig, tror jeg nok, nå nu ikke mere, hils Kalle og Max,

Kærlig hilsen

din søster i Herren.

---------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 9 marts 1938

Kæreste Helle!

Tusind tak for dine rare breve samt for Søndags T.B. Jeg tænker, at I gennem vort mødrende ophav har erfaret, at min tilstand atter er bedre og har været det i nogle dage allerede. Jeg havde altså lørdag og søndag besøg af Gunnar, vi var i biografen hernede lørdag aften, og han var betydelig flinkere dennegang end ved sit forrige besøg. Han havde en masse blomster og chokolade med til mig og havde virkelig gjort meget for at tækkes mig, men det lykkedes desværre ikke helt. Jeg kan ikke gøre for det, men der er vist det ivejen med mig (foruden meget andet altså!) at min forelskelse går for hurtigt over, hvad nu grunden kan være, jeg er med andre ord en kende flygtig, tror jeg man kan sige - Jeg skrev om det til Mor, at han har inviteret sig selv ud til jer Fredag aften, men han ville nok for en sikkerheds skyld ringe samme dag og høre, om det kunne passe Jer. Hvis han ikke kunne komme, ville han sende et telegram til Mor, som så skulle lade beskeden gå videre til jer. Han var indbildsk nok til at tro, at Mor ville komme med ud hos jer, da han meget gerne ville hilse på hende også og ikke havde tid til at tage til Lyngby. Men nu ved jeg jo slet ikke, om det passer jer fredag aften, men vær sød og giv Mor besked derom, for han ville vist ringe først til Lyngby for at høre mærmere. Hvis I gider tage imod ham, så lav for himlens skyld ikke noget særligt ud af aftenen, en kop kaffe og et par kager er nok, det holder han meget af, det barn. Ja, han er i sandhed et stort og meget naivt barn i mange retninger, mens han i helt andre retninger desværre er som en mand på 70! Båbs! Men det er der jo intet at gøre ved, og selvfølgelig behøver jeg ikke at bede jer om at være flinke overfor ham, for det er I jo altid. -

Du spørger, hvorfor min vædske ikke kunne tappes ud. Det skal jeg sige dig, det var fordi det var Overfar og ikke Pjetur, der gjorde det, el. altså kun gjorde forsøg derpå. Han (Overfar) stak mig 3 gange, men har vist ikke så meget begreb om at føre en kanyle som Pjetur, og så kan man naturligvis give sammenvoksningerne skylden, sådan nærmest for et syns skyld. Forøvrigt tror jeg nu nok, at "min sveske er ved at vende", Båbs! Og tempen er da blevet normal igen. -

Jeg har fået et yderst ubehageligt brev fra vort fædrende ophav. Han bebuder sin ankomst her til torsdag eftermiddag, så har man jo det at glæde sig til!!!!! Hans brev var yderst utåleligt og bar præg af at være skrevet af et sindsygt individ!

"Ingrid, jeg er misfornøjet med dine fædre!" sagde David Grünbaum engang til mig. Ja, det er så sandt, så sandt, der er s'gu ikke noget at være tilfreds med der. Ak, gid vi dog nu til slut måtte kunne opnå en mere vellykket Fader Nr.3. Hvad mener du? Tror du, det kan blive til noget? Jeg har givet det lille Pus min velsignelse til at foretage skridtet fuldtud (jfr. salig Andersen, der sagde: "Vi kunne gøre forsøget fuldtud!" Båbs. Den bemærkning har du vist selv i sin tid på Søllerød hørt Pjetur sige, da han tilbød, at Mor kunne få lidt af dette Duke-Fingard-Olie med hjem til stakkels Dante. - Nå, nu kom jeg vist for langt ud i mine betragtninger, hvilket ofte sker, men det kom altsammen af dette med at "gøre forsøget fuldtud". Bå -åbs!!! Nå, jeg sendte omtalte brev til mor, og hvis du gider læse det er det altså i Lyngby p.t., hvis ikke mor har tilintetgjort det.

Tusind tak også for kortet fra lille Max. Han er vel nok en sød lille Nevø, hils ham og klap ham fra mig, det lille Pus. - Nå, jeg hører, du tog dig fri til Bedstes begravelse, det var skam pænt af dig, men du er jo altid så opofrende, dit søde væsen. Begravelser er jo den slags, som skal overstås, men som ikke hører til de behageligste adspredelser. -

Ja, jeg læste forleden kronikken i Politiken om T.b. og ernæring, men jeg hørte ikke foredraget forleden aften i radioen af Dr. Rohleder, da jeg nu næsten aldrig mere hører radio på grund af mine besøg. Jeg har fået et par nye venner, en svensker og en finne, som bor her på gangen. Jeg har skrevet nærmere om det til mor, hvis det kan interessere dig. de er et par sjove kammerater, kan du tro, jeg er blevet trakteret med snaps og portvin (ganske utilladeligt), og forleden havde jeg dem begge på besøg herinde hos mig, hvor jeg gav øl. De sang svenske drikkeviser, og vi havde det vældig sjovt. C var her også, men ville ikke drikke, så jeg var jo rigtig i mit es, kan I forstå, når jeg sådan havde besøg af 3 mænd. (Bare det er en mand!) - Du spørger til min appetit. Jo tak, den er ganske upåvirket af vædske, feber o.s.v. - glubende, siger jeg dig, men maden er blevet rigtig elendig herovre. Det er fordi der ikke bliver lagt så megen vægt på vægten, og så skal der jo spares allevegne her ligesom i Søllerød.

Det glæder mig, at du synes om de himmelblå, ja, jeg skal nok ved lejlighed strikke dig et par til, for de er vist ikke så holdbare, når de sådan skal vaskes ret ofte. Tænk dig, for et par dage siden fik jeg en hilsen fra tante Ellen, den rare cigar, samt en pakke rød Cecil (Båbs!). Nu må jeg se at få skrevet til hende også, bare jeg dog for fanden havde lidt mere tid. Nå, nu slut for denne gang, hils Kalle + Max samt de forskellige cigarer.

De kærligste hilsner fra din søster i Herren.

PS. Jeg fik Gunnar til at tage hestehovedet fra Asmussen med til Århus for at få det indrammet. I går sendte han det med en nydelig sort ramme.

-------------------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d.11 Marts 1938

Kære Mostre!

Mange tak for alle venlige breve og hilsner, ligeledes er jeg meget glad for at læse bogen om Island - meget interessant. Tak, kære Karen, jeg skal sende den tilbage, når jeg er færdig med den. - Fra Gudil fik jeg forleden et kort med hilsner "fra alle dyrene i Frihavn", mange tak, og klap igen. På samme kort dukkede imidlertid spørgsmålet op, om der er nogle dyr i det hus, som undertegnede nu bor i; Jo. tak, jeg tror jeg tør sige, at der er lidt for rigeligt med dyr, men desværre af en noget anden race end dyrene i "Frihavn"! Foruden alle disse søde små skabninger, som bliver pint og plaget på det grusomste (sagen burde vist meldes til Fru Friis-Schmitto!), nå. altså foruden alle disse dyr er der en hel del andre dyr i skikkelse af diverse fugle, mest gråspurve, som jeg fodrer med resterne af mine "likulliske" måltider. Det er morsomt at se, når de (gråspurvene altså) kommer hoppende helt ind i vindueskarmen til mig, særligt i disse dage, hvor solen stråler så pragtfuldt, har jeg haft alle vinduer åbne og som følge deraf stort rykind af gråspurve.-

Om aftenen er der den dejligste koncert af katte nedenfor mine vinduer. Det er ret hyggeligt, jeg ligger og glæder mig over, at stakkels Dante ikke mere kan gå på den galej og komme hjem med sønderflænget hoved og øret halvt revet af. - Reservelægen Dr. Bønsdorph, som jeg holder meget af, har en lille hund, der ligner "Tjavs" oppe på 3'sal, hvor han bor. Den hedder "Tvist", og dens far er så sød og dyrevenlig. Vi får os ofte en rigtig heste- og hundepassiar, og jeg er lige blevet inviteret til at komme op en aften og se Tvist, hvad jeg glæder mig meget til. Såvidt jeg ved er der ikke andre dyr her i huset, da det er forbudt kurgæsterne at holde hunde på værelserne. -

Som I måske har hørt gennem Axel Schou har jeg for knapt 14 dage siden haft en lille feber-raptus. Det var denne infame vædske, som de engang har tappet ud, der atter steg (altså ikke den samme!) Jeg fik 39,5 en lørdag eftermiddag, og lå nogle dage med ret høj feber, dog uden af den grund at miste min glubende appetit, som jeg desværre er blevet belemret med igen. Nå, temperaturen er nu atter gået ned til det normale, efter at d'herrer læger havde gjort et mislykket forsøg på at tappe djævelskabet ud af undertegnede. De stak mig 3 gange, og det gjorde forbandet ondt. Men forsøget mislykkedes, og bagefter så de hvidklædte bebrejdende på mig, som om det var min skyld, de ikke kunne. -

Nå, jeg har det nu atter godt og sender hermed de kærligste hilsner til jer alle 3 + dyrene.

Skal hilse fra mit fædrende ophav, som jeg lige har besøg af.

Ingrid

Vejlefjord Sanatorium d. 14-3-1938

Kære Helga!

Tusind tak for dine 2 yndefulde udgydelser. Jeg bliver altid så glad, når jeg ser den bekendte grønne kuvert med de maskinskrevne bogstaver, for så ved jeg, der venter mig noget muntert. Altså mange tak, men jeg fortjener slet ikke al din godhed imod mig. - Tak for billedet af Holger Madsen, ja han var pragtfuld, jeg kunne imidlertid ikke komme til at høre ham på den tid. -

Jeg grinede højt, da jeg læste dit afsnit om mødet i Ordup med "Jomfruerne fra Holte". Båbs! Ja, jeg kan se det hele for mig, særlig se dem komme "vraltende" op ad trappen det er meget betegnende, synes jeg. Og Jo i imiteret pelskåbe, ja det er typisk og i grunden ganske utilladeligt for en kvinde i hendes position, det har du fanden gale mig ret i. Men det er jo nogle underlige cigarer, der både er smagløse og taktløse. - Det var da godt, du fik sagt din mening i sagen "Mor - Daddy". Fra Karen har jeg forresten lige fået et ret venligt brev, hvor hun taler meget om den "Tapning", jeg lige har overstået. Bå - ååbs! Jeg har talt med Axel Schou i telefonen og denne har fortalt - trods det jeg har skrevet det modsatte - at jeg var blevet tappet. Hele brevet er fuldt af pjat og meningsløst sludder, men jeg er s'gu ligeglad i begge ender, de kan jo godt fæste lid til A.S's uvederhæftige oplysninger om undertegnede. - Samme herre var her jo torsdag og fredag og havde Gudhjælpemig flottet sig med en pose appelsiner og en æske chokolade. Båbs! det var mere end sidst, da jeg kun fik et par gamle aviser og en kikkert, som jeg skulle bruge til at betragte skibene med på fjorden!!! Den (kikkerten altså) viste sig imidlertid at være fuldkommen uduelig og uklar! - Nå, det blev heldigvis ikke til nogen dramatiske optrin forleden men fyren kommer igen i eftermiddag på tilbagevejen fra sin Jyllandsrunde for at tage afsked. Jeg håber, det kommer til at spænde nogenlunde fredeligt af. -

Du spørger, om jeg kender pastor Larsen fra Lyngby. Jo tak, men jeg kan ikke lide ham, det er nu ikke nok med "bare det er en mand", jeg vil tilføje: "bare det ikke er en præst!" -

Må jeg sige mange tak for den hyggelige aften, I lavede for Gunnar forleden. Han har skrevet og fortalt om smørrebrød og øl og kaffe og kager o.s.v., det var vist blot at gøre alt for megen stads af det unge barnlige menneske. Du kan ikke forstå, hvad det er, jeg har imod ham. Kæreste Helga, kan du ikke høre, hvor drenget han taler f.eks. Han er for barnlig, for lidt overlegen og altfor lattermild, ligesom jeg selv. Det må en mand ikke være. Jeg ville ønske han var mindst 10 år ældre, han er jo fuldkommen som en stor dreng. Nej, jeg holder s'gu mere af de lidt ældre, det har jeg altid gjort. En ældre kan også bedre "skære mig ned", og det trænger jeg ofte til, kan du bande på. Men når Gunnar og jeg taler sammen, er det altid mig, der skærer ham ned, og det er helt forkert. Jeg vil helst have en lidt ældre, intelligent og erfaren mand, som jeg kan have respekt for, en som nok kan goutere mine morsomheder til en vis grad, men alligevel "pille mig ned", når jeg kommer for langt ud. Og det kan Gunnar ikke! Det er mig, der er den overlegne, særlig begavet er han jo heller ikke ellers ville han ikke være så tåbelig at holde af mig og sende mig blomster, da han rejste fra Århus!!! Nej, hvis vi nogensinde bliver gift - hvad jeg forøvrigt tvivler stærkt på - så bliver han s'gu en værre tøffelhelt. (En tør vaffelhelt).

Jeg skal lige nævne dig et lille eksempel på hans tåbelighed: Da han forleden var her og vi sad og snakkede om jer og om, hvor glade I stadig var for hinanden o.s.v., spurgte han pludselig: "Men skal de da ingen børn have?" "Næ", sagde jeg, "det tror jeg ikke. Hvad fanden skulle de også det for? De har det jo godt, som de har det?" Og så skulle du høre, så begyndte han en længere moralpræken om, at et ægteskab ikke var et ægteskab, når der ingen børn kom o.s.v., fuldkommen latterligt at høre på, og fuldkommen gammeldags synspunkter oprulledes for mit undrende blik. Han sluttede af med en bemærkning: "Ja, det bliver ihvertfald ikke hos mig!" Bååbs! Jeg sagde ham ikke imod, men nøjedes med at tænke mit. Jeg skal s'gu ingen børn ha'. Vorherrebevares for at sætte en ny Tuberkulist i verden, ja, det ville være rigtig hyggeligt! - Så skriver du! - - han tror vist du er en ærbar skønjomfru - og bagefter skriver du: "baabs!". Jeg må sige, jeg forstår ikke rigtig dette "båbs", den sætning lyder højst ejendommelig i mine øren!

Ja, det er rigtigt, det keder mig usigeligt at høre ham tale om sin margarinefabrikation o.s.v. - Jeg er ikke spor interesseret i margarine og har da også i sinde resten af mit liv at spise smør. - Jeg ved så inderlig godt, at forelskelse altid går over, og derfor er det jo også kedeligt, at vi ikke har samme interesser. Når jeg taler om heste, så vil han helst ind på et andet emne. Og når han taler om sit arbejde, har han også bebrejdet mig, at jeg ser så åndsfraværende ud. Han vil gerne have en bil engang, og det er jeg desværre ikke spor interesseret i. Hvad fanden skal jeg med en bil? Jeg bryder mig ikke et lod om biler el. radio el. pelskåber, og det er 3 ting, han er meget interesseret i. Nå, men det er der jo ikke noget at gøre ved. - Jeg vil absolut ikke have, han skal gøre kur til mig. Vorherre bevares! Han forsøgte så småt med nogle tåbelige tilnærmelser, her forleden, men jeg sagde: "Hold op dit fjols, jeg kan ikke tåle det!" Og så måtte han pænt sidde i stolen ved sengen og holde sig i skindet. Jeg ved ikke hvor, men han havde hænderne i bukselommerne den meste tid, han var her, og det kan jo betyde hvad det skal være! Jeg spurgte ham, om han havde hul i lommerne, hvortil han kun kunne svare med en drenget latter. Båbs! - Så skriver du noget om, at jeg dog nødig skulle være ham utro hveranden dag, hvis vi blev gift og tilføjer "- men du er vel heller ikke abnorm i den retning -" Kæreste Helga, hvis jeg altså var gift med G, ville jeg være mere end abnorm, hvis jeg ikke var ham utro! Hveranden dag kan vi godt blive enige om, det er måske lidt rigeligt, men lad os sige ca. 2 gange om ugen, det er vist (?), tror jeg.

Nå, skal vi så ikke lade dette emne falde og tale om noget andet? - Helga, den er gal med mig, jeg er ved at blive skudt i en forlovet svensker (en forsvævet luskebuks!) Han ser så uforskammet godt ud, kommer af og til herind med en flaske akvavit i lommen og skænker mit medicinglas fuldt. Han er meget charmerende og vittig, men altså desværre forlovet. Så jeg kan ikke opnå noget der. Genstanden er mørk og nydelig, han har et par billeder stående af hende på sit værelse. Så den er gal. Vi ligger ved siden af hinanden på verandaen, og han morer sig over mine svenske gloser, som jeg jo nu får opfrisket. (Jeg mindes Ernst Krebs, som jo nu bor i Vejle, mærkeligt nok, men det har du vel hørt?) Nå, han vil helst have sin kammerat finnen Tor Jansson med herind om aftenen, om dagen kommer han gerne alene, men han er så korrekt, så der ingen ende er på ham. Han er opereret 2 gange og venter nu på sin 3' plastik. Høj og smart, et rigtigt mandfolk, det er lige hvad han er med nogle pragtfulde blå øjne, som man ikke kan blive træt af at stirre ind i. Jeg har et par gange inviteret de 2 herrer på øl om aftenen, og det er de meget glade for, de har selv snaps med. og af og til portvin, så du kan tænke dig, det går lystigt til. Jeg drikker ikke ret meget, da jeg kan mærke, jeg for længe har været "vænnet fra". Jansson (finnen) er alle pengene værd, han ser så underlig misfornøjet ud og rynker hele tiden på næsen, himlen må vide af hvad. Så går han til stadighed rundt i en "dille", der lugter af spiritus, når han har været her, jeg begriber ikke hvor han får alt det sprut fra. - Men han er vanvittig sjov, særlig da han har så svært ved at udtrykke sig på dansk, så han sidder og mumler og leder efter ordene med misfornøjede og selvopgivende gestus. Du skulle se ham, vi andre får os tit et billigt grin over ham, og så kan han lave tryllekunster. -

Du kan ellers bande på, jeg er glad for at ligge ude 2 timer hver dag (13-15). Jeg har fået en friskere kulør, men samtidig en altfor glubende appetit. Det er skrækkeligt. Overfar siger, jeg må beherske mig og spise råkost. Men det rumler rundt i min stakkels mave, som ofte knurrer højlydt og kræver mere menneskelig spise. - Der er ellers en yndig udsigt til skov og fjord derude, og de 2 timer flyver, så jeg slet ikke kan forstå det. jeg er frygtelig søvnig for tiden, det er den friske luft og det der kaldes "forårstræthed". der er vist også noget der hedder "forårsfornemmelser", men den slags skal beherskes ligesom appetitten. -

Nå, nu må I undskylde denne lange, og fjollede smøre, jeg skal have min råkost - forkost nu og slutter så her. Hils de forskellige cigarer. de kærligste hilsner til dig selv + Kalle + Max ( slikker han stadig sine rudimenter, det stakkels dyr?)

Din søster i Herren.

P.s. Desværre har Dr. Gjøen ikke været her alene "på länge". -

-------------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 15 marts 1938

Kære Moster Karen!

Tusind tak for dit venlige brev, som vist må have krydset det, jeg sendte forleden. -

Du spørger, om jeg stadig har feber, eller den forsvandt "sammen med vædsken": Ja, feberen er svundet, men vædsken har jeg som omtalt i forrige brev stadig, da d'herrer læger ikke var i stand til at tappe mig!!! (Længe leve Axel Schou og hans pålidelige oplysninger!!!)

Jeg ligger stadig i sengen, men har det storartet. 3 timer om dagen (kl.12-15) ligger jeg ude på "Verandaen" og indsnuser den herligste friske luft. Jeg sover glimrende om natten og vil helst ikke ud af sengen kl.7, (hvad desværre er nødvendigt, da vi skal have redt seng o.s.v. og undertegnede skal i bad og soigneres inden stuegangen ca. kl.8) Jeg er naturligvis pakket godt ind, når jeg ligger derude og har nu endelig for alvor brug for den dejlige sovepose, som er varm og lækker, jeg er meget glad for den. Desværre virker den friske luft også i høj grad stimulerende på appetitten, der er jo ikke så morsomt. "Overfar" siger, jeg må beherske mig og spise mig mæt i råkost, og det gør jeg så.Min stakkels mave er vist imidlertid ikke helt tilfreds med den ordning, den har fundet på at knurre højlydt, hvad der ofte kan virke ret generende, når undertegnede ikke er alene.

Du skriver om Kluges datter, at hun havde spillet fastelavskomedie med en temp på 38, og at hendes læge havde strammet hende op med portvin. Højst ejendommeligt! Hvad mon det er for et sanatorium, det er du vel bange for at fortælle mig? Tænk om jeg akslede mit skind og drog didhen? (jfv. den Islandske sagabog) -

Ja, jeg læste Dr. Gudjonsson's anmeldelse i Politiken af Fabers bog om TB og ernæring og for et par dage siden Hindhedes svar i sammen udmærkede blad. Meget interessant, synes jeg, de lærde er stadig uenige. -

Kæreste Karen, jeg har foreløbig så meget at læse i, så jeg næsten ikke kan overkomme det, men når jeg engang er "løbet tør" for lekture, skal jeg nok lade min noget umelodiske altstemme runge over Kattegat og skrige på bøger. Ellers mange tak for det gode tilbud. - Så skriver du noget om, at jeg ikke må blive ked af det, hvis næste undersøgelse ikke viser nogen særlig fremgang. Nej, du kan bande på, jeg bliver ikke ked af så lidt, jeg ved jo, det går langsomt, og selv om jeg er langt fra at være nogen engel, så er jeg dog i besiddelse af en engleagtig tålmodighed -foreløbig - i hvertfald. -Ja tak, jeg får radioprogrammet hver uge med Politiken, men har desværre ikke så megen fornøjelse af radioen, da der gerne er lukket, når der er noget jeg vil høre. Til slut de kærligste hilsner til jer alle 3 + dyrene.

Ingrid

----------------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 5 april 1938

Kære mostre!

Tak for jeres breve forleden. Det kom vel nok som en overraskelse at få brev fra Lerup Præstegård allerede nu, jeg havde først tænkt mig, at I flyttede derover til Påske. Det må være helt mærkeligt for Gudil at bo alene med hundene deroppe nu, jeg har skrevet hende en lille hilsen. - Jeg håber, det går bedre med jeres forkølelse, det er nu også et rigtigt møgvejr, synes jeg med kulde, snestorm og hagl og kun enkelte solglimt, forhåbentlig bliver det mere stabilt i Påsken.

Tænk at Karen har set Pjetur, min gamle kærlighed. Du skriver, han burde have sig en cykle for at få mere luft. Ja, det har han skam også haft engang, men staklen kom galt afsted og væltede med den og slog derved et par fortænder ud. Deraf hans noget uheldige underansigt, han kan nemlig ikke tåle at få behandlet sine tænder, da han så straks får - jeg tror det er kæbehulebetændelse, og derfor ser han noget uheldig ud med det manglende gebis. Det er synd for ham; han er sådan et dejligt menneske og har været enestående mod undertegnede, men nu vil jeg ikke begynde at lovprise Pjetur, for så holder jeg aldrig op, og det kan jo ikke interessere jer at høre om alle hans gode egenskaber. Jeg skal ved lejlighed foreslå en af mine reservelæger hvidløgssaften som helbredelsesmetode og forhøre om deres mening, men jeg er bange for at blive til grin ligesom jeg blev, da jeg talte om min inhalationskur, og at jeg havde ligget 9 timer i døgnet. De anser mig for umådelig godtroende, jeg blev først lidt gal i hovedet nærmest på Pjeturs vegne, men når vi nu en sjælden gang vender tilbage til spørgsmålet, griner jeg selvfølgelig også selv med.

Jeg er forresten begyndt at komme op til frokost, hvad jeg i grunden er lidt misfornøjet med, jeg har vænnet mig sådan til min dejlige varme seng. Jeg har også fået lov til at spadsere en minimal tur i parken "omkring flagstangen", det er altså et lille fremskridt, men jeg er nu ikke særlig glad for det, jeg ville hellere ligge i sengen et stykke tid endnu, hvilket ladet til at forbavse "Overfar" i høj grad. -

Nu slut for dennegang, håber alt vel hos jer og sender hermed de kærligste hilsner.

Ingrid

PS. Kære karen! mon du kunne prøve at skaffe mig en engelsk bog i "Polles" Boghandel? Den hedder: "A Damsel in Distress" og er skrevet af P.G. Woodhouse. Det haster ikke!

Vejlefjord sanatorium d. 25 maj 1938

Kære lille ven!

Endnu engang hjertelig tak for dit rare besøg herovre samt kortet fra Vejle og brevet i går. Og tak for alle de gode sager, du havde med til mig, den yndige bluse og alt det andet, som jeg vist ikke fik sagt dig rigtig tak for. Jeg skrev i går brev til Karen og takkede hende for "de gode sager", som vi jo blev enige om, jeg skulle skrive. -

Ja, så er jeg lige ved at være færdig med A.S's besøg. Han skal komme nu i formiddag og sige farvel, han har boet på "Fakkegrav" de sidste to dage. Jeg fik naturligvis tilladelsen af humbugisten Dr. Frimodt- Møller til at tage med A.S. til Vejle om eftermiddagen mandag, og han kom da også og hentede os kl.15. Paula Olsen, som du hilste på, var jo også med, og far begyndte naturligvis straks at indlede en uskyldig flirt med sit "Damesmil" o.s.v. Det var en dejlig tur ind til Vejle. Solen skinnede over de grønne enge med det græssende kvæg, og jeg faldt i næsten barnlig henrykkelse, da jeg fik øje på hele 5 små yndige føl på vejen ind. Findes der noget mere bedårende end sådan et lille hjælpeløst føl, der stolper rundt på sine stive ben og med troskyldige blikke skuer ud i verden uden at ane al den ondskab som denne samme grusomme verden rummer. -

Nå, da vi kom til Vejle, kørte vi straks hen og hentede fru Nielsen (fhv. frk. Hansen). Hendes mor har en beværtning lige ved torvet, og der havde far aftalt at hente fru. Nielsen. Jeg syntes så - med det samme jeg var i Vejle - at jeg ville købe nogle blomster, og så kørte vi ud til fru. Krebs, som bor lidt udenfor Vejle ( mod Fredericia) på 1'salen i en lille villa. Jeg gik alene derop med blomsterne, fru. K. var alene hjemme, hun så forfærdelig ud, synes jeg, forpjusket og forgræmmet, men hun var meget venlig, og jeg sagde et par medfølende ord. De boede rigtig pænt i 3 små moderne indrettede værelser med en dejlig udsigt. Jeg blev kun et øjeblik og bad hende til slut hilse manden. Bagefter kørte vi til Vejle igen, og sammen med frk. Paula og fru Nielsen så jeg på kjoler. (Far skulle ordne nogle skriverier på posthuset imens!) Jeg fandt da også omsider en rigtig sød stribet kjole i nogle lyse, muntre farver til kun 22 kr. Senere drak vi kaffe allesammen på et konditori og åd kager, og vi fik gjort et par småindkøb, inden vi kørte fru. N. hjem til hendes lille lækre villa udenfor byen. Vi skulle partout indenfor og se stuerne, som forresten var ganske yndige, og så trakterede hun med øl, hvorefter vi i lynende fart kørte hjemad og lige nåede at være her 10 minutter før middagen.

Onsdag eftermiddag - .

Igår var det øsende regnvejr. A.S. kom om eftermiddagen, og vi sludrede et par timer her på mit værelse. Humøret var ikke helt strålende, for det første var han som sædvanlig - dødsyg, havde ikke sovet om natten, havde ondt i maven o.s.v. "Bronkitten" var det heller ikke så godt med. Dernæst er onkel Niels lige død - som du sikkert ved - men det var ikke det factum, der gjorde ham i dårligt humør, men derimod dette, at han nødig ville afbryde sin "kur" på "Silkeborg Bad", hvorhen han herfra agtede sig, for at tage hjem til begravelsen. Imidlertid blev han dog efterhånden mere og mere klar over, at han ikke ville med til den begravelse. Nå, for det tredie var han som sædvanlig fyldt med bebrejdelser, fordi jeg ikke straks var taget herover og fordi jeg havde spildt min tid på Søllerød. Det var ret irriterende at høre på alt dette vrøvl, men det kan ikke nytte at tage til genmæle i større udstrækning. Jeg sad da også hele tiden og tænkte ved mig selv: "Tag den med ro min pige, la' vær' og ophids dig. Manden er jo tydeligt nok sindsyg, han taler som den blinde om farverne, han har ikke begreb om, hvad det hele drejer sig om, la' ham bare rase ud og hold så din kæft!"

Yderligere fablede han - som så ofte før - at han var ved at gå fallit, og samtidig ville han spørge overlægen, om jeg til vinter måtte tage en rejse med ham til Tunis, Algier og Marokko m.m. Hvad gi'r du? Blottet for logik og al sund sans. Vorherre bevares dog vel for at komme ud og rejse med ham! Desuden kunne jeg slet ikke tåle det. Sig mig, plager Fanden ham? "Ingrid, jeg er misfornøjet med dine fædre!" Eller rettere: "Mor, jeg er misfornøjet med de fædre, du har valgt til mig!" Nå, midt i hans rivende ordstrøm tillod jeg mig at fremkomme med et lille spagfærdigt spørgsmål, nemlig: "Sig mig lige en gang Far, ville du betale den rejse for mig?" Der indtrådte et øjebliks tavshed, hvorpå A.S. med et latterligt drømmende udtryk i sit pluskæbede fjæs svarede: "Næ, det havde jeg tænkt mig tante Johanne skulle gøre." Hvortil jeg svarede: "Jamen, så må du hellere tage tante Johanne med på rejsen."

"Bååbs!" Har du kendt mage? Dette latterlige svar beviser mere end meget andet, at manden er komplet sindsyg. - Nå, da tidens fylde kom, gik han ned til "Overfar" og kom noget senere tilbage for at aflægge en vistnok ikke helt sandfærdig rapport. Imidlertid tror jeg på dette, at Overfar havde sagt, at jeg - når jeg var fornuftig - nok kunne regne med at komme et par måneder hjem og holde sommerferie, så helt usandsynligt er det altså ikke, at det bliver til alvor. -

Han (Overfar) havde imidlertid ikke sagt noget særligt af interesse, men på A.S's spørgsmål om gavnligheden af en længere sørejse - bestemt frarådet, hvilket jeg selvfølgelig var ganske klar over og ham i høj grad taknemmelig for. Efter at AS havde købt en banan til mig, gik han så sin vej for at indtage en bedre frokost på "Fakkegrav", og undertegnede åndede lettet op. En banan (koster ganske vist 30 øre her), men det var hele høsten. Flot, ikkesandt? Ja, han hedder s'gu ikke Axel Schou for ingenting, den fedtede laban. - I formiddags kom han så her og sagde farvel for at køre til "Silkeborg Bad", hvorfra han antagelig vender tilbage hertil om ca. 14 dage og besøger mig endnu engang på sin rute til København. -

Jeg har det stadig godt og blev ikke spor træt af Vejleturen. Men jeg savner min elskede noget så gudsjammerligt. Jeg går mine ensomme ture med næsen i vejret og bryder mig ikke en kæft om de andre, som nok anser mig for en værre overlegen cigar. Men jeg er s'gu ligeglad i begge ender. Efter middagen drikker jeg kaffe ved det lille sædvanlige bord, hvor jeg også sad sammen med dig. Jeg sidder nu på din (og hans) plads i sofaen, og rundt omkring har der dannet sig en lille skare, hvoraf den eneste ordentlige er Dr. Gjøen. De andre er den overhypokondre Mailbo (den mørke vi snakkede med), Hr. Poul Nielsen med det latterlige udseende (tynd med udstående ører) en Fru Quist, som er grusom snakkesalig og minder en del om Musse Fischer (Maleren Paul Fischers kone. -Red.), samt den lille lyserøde Vinther - Nielsen med et ansigt som en nyfødt barnerumpe (undskyld mine drastiske sammenligninger). Dr Gjøen sidder hele tiden og ligesom holder lidt øje med mig. Han kommer også med et par spredte bemærkninger om, at jeg er blevet noget bleg de sidste dage, og i søndags sagde han rentud: "Nå, det er nok en sorgens dag i dag, frk. Schou, De er ikke rigtigt i humør." Om han nu mente, det var fordi du var rejst el. fordi han var rejst, el. måske begge dele, det ved jeg ikke. Jeg gav ham ingen yderligere forklaring, men nøjedes med at sukke let og trække på skuldrene med en træt mine. Jeg bliver ikke siddende ret længe ved det kaffebord, kan du bande på, men rejser mig tidligt og går i seng og hører radio eller læser. Der er slet ikke noget ved at være dernede, når han ikke er der. Tænk at man kan blive så "elskeligt forelsket". Et glimrende udtryk, synes du ikke? Jeg har det fra Byrons "Don Juan", Drachmanns oversættelse, som K.J. en aften læste noget af op for mig. Jeg fik nu til morgen et dejligt langt brev fra ham. Brevet var - åh - ja det var. Jeg har aldrig før fået et sådant brev. Det fik mig til at græde og le og skælve over hele kroppen. - Nå, nok om det. -

Daddys pakke fra Karen med frugter havde ingen skade taget. Bananerne var noget brune, men ihvertfald spiselige og smagte ikke værst. -

Det var jo meget venligt af Gunnar at sende dig den lille hilsen, men det har han s'gu ellers været længe om, det drøs. Nej, hvad fanden skulle du sende ham et kort for, lad dog endelig være med at gøre fyren mere indbildsk end han er i forvejen. Han sendte mig i mandags en - for ham at regne - ret lang skrivelse samt en meget pæn moderne ramme, men selvfølgelig har fjolset ikke sat sit billede i. Han er og bliver en umuligus af første rangklasse. Han skulle jo sende mig sit fotografi i en ramme, havde han skrevet, men kan du tænke dig, så sender han en tom ramme! For ramme alvor! Salige er de fattige udi ånden! Nå ja, jeg er s'gu ligeglad i begge ender, jeg savner ikke den herres kontrafej, og den pæne ramme kan jeg altid bruge til et billede af Irving eller K.J., når jeg får et engang.

Ja, det skal s'gu nok blive godt - og gid det må gå dig ligevis! Hvordan med "din platoniske", har du set noget til ham, eller er han alt stukket af til Svealand?

Jeg fik brev fra Helga i dag med Søndags BT. Hun er s'gu meget sød at huske det hver uge, nu må jeg se at få skrevet brev til hende i morgen, men jeg kan nok ikke nå mere end et brev om dagen. Fra den gamle Johan fik jeg også et venligt brev i dag, så det var en helt god høst, men det bedste var naturligvis det fra ham -åh- jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det. -

Det er atter blevet smadderkoldt, og jeg sidder her med frakke på og skriver med nogle kedelige blålige fingre. Nej, du har ret, det er ikke vejr til sommerkjoler endnu, længe leve min grønne til 20 kr.! - Nu er det jo snart pinse, og så skal vi antagelig have festmiddag igen,, men jeg gider ikke hale mig særligt ud, har tænkt at tage den lange sorte silkenederdel og en hvid silkebluse. Nu har jeg jo ikke mere ham at gøre mig lækker for og hans blik at møde over bordet og over glasset, når vi skåler. -

Nå, nu skal det være løgn! Nu vil jeg forskåne dig for mere af mit forelskede nonsens. - Hvordan går det med knæet? Kan du tåle at ride din Rosinante? Lev vel, lille ven, hils K + Els - + de andre dyr. Til slut de kærligste hilsner fra

din dattter i Herren.

PS. K.J. skrev, at han i lørdags passerede dit lyntog i Nyborg, men ikke mente det kunne nytte at vinke.

--------------------------------------

Vejlefjord Sanatorium d. 30 maj 1938

Kæreste Helle!

Hjertelig tak for din venlige epistel i går tillige med Caroxin - æsken.

I går - søndag - øsende regnvejr. Tur alene, du må undskylde, men jeg gider ikke gå tur med disse åndsforladte hunvæsener, der findes her på anstalten. Og handyrene er Gudhjælpemig heller ikke meget spændende, desværre. Det var vel nok en søndag, der kunne slå alle hidtidige søndage i henseende til tristhed. Rigtig selvmordervejr. Efter en kedsommelig dag, som jeg for størsteparten tilbragte selv på mit hummer, gik jeg tidligt i seng, hørte lidt radio, men kunne senere ikke sove. Da klokken var blevet 12 ringede jeg på natsygeplejersken og bad om et sovemiddel, det fik jeg, men mærkeligt nok hjalp det ikke. Jeg så på uret lige til kl. ca. 4. Imens sang fuglene, og regnen styrtede ned. ved 4-tiden sov jeg så kun til kl.62. Det var jo ikke ret meget, og idag kan du bande på, der er en, som er mat i sokkerne. Jeg var i formiddag nede og blive vandonduleret og var ved at trille ned af stolen i frisørsalonen af træthed. En tur alene efter frokost i øsende regnvejr, men nu går jeg fandengale mig også i køjen og forsøger at slumre. Himlen må vide om det vil lykkes. -

Har i dag fået kort fra vort fædrende samt åndsvage ophav, som p.t. opholder sig på "Silkeborg Bad". Båbs! Ja, der er vel nok nogen, der har "mus i chatollet", Vorherre bevares dog vel. Han bebuder sin genkomst hos undertegnede småtossede stakkel til 2 pinsedag, i dag om en uge, så har man jo det at glæde sig til. (Gad vide om der bliver råd til en banan denne gang!)

Skulle 2 mdr. være for lang tid at "afbryde kuren"? Hvad er det for noget forbandet vrøvl du ævler om. Kuren? Hva'for en kur? Jeg får jo overhovedet ingen behandling (desværre) herovre., og at ligge med næsen i vejret det meste af dagen samt råkostspisning kan vel for fanden ligeså godt foregå i Lyngby som her. Og det er jo kun i min egen interesse, jeg er fornuftig, og ikke render ud og morer mig. Hvem fanden skulle jeg forresten også rende ud og danse med? Når jeg ingen mand har (bare det er en mand!)" Og kede mig, siger du???" jeg keder mig s'gu aldrig. Det er kun analfabeter, der har lov at kede sig (jfr. Pjetur). Men det er jo desuden slet ikke sikkert, det bliver til noget, det hele.

Undskyld mit forbandede nonsens, hils Kalle + Max.

Kærlig hilsen

Ingrid.

--------------------------

Vejlefjord sanatorium d. 2 juni 1938

Kæreste Helga!

Hjertelig tak endnu engang for brevet i går samt Søndags BT og tak for det yndige Maxe-missekort nu til morgen, det var vel nok sødt af min lille Nevø at skrive til moster. Vil du kærligst klappe ham fra mig og kæle for ham. Hør, det ka' jeg s'gu godt li', at fyren har forstand på fuglefangst - dygtig mis - hvem mon han har arvet disse rovdyr-tendenser efter?

Med moster her er der imidlertid sket dette tvivlsomme "fremskridt" at hun er kommet i "fuld kur", hvilket desværre ikke betyder, at jeg er fuld, når jeg holder kur (det har man fanden gale mig lidt svært ved at blive her). Næ, men ser du min ven, det betyder, at mor her er i vigør fra kl. 7 morgen og til - om jeg har lyst - kl.22. Ikke noget driveri i sengen her, forstår du. Op i douche kl.7 (hvilket efter sigende skal virke "afsexende", men det har jeg nu ikke observeret endnu), derefter kaffe i spisestuen kl.8 og det allerbedste: ud at trave bagefter 1 times tid. Det er vel nok rart at komme tidligt ud af fjerene. Og selv om det er regnvejr, hvad fanden gør det så? Når man er permanentet, har regnvejrstøj og store gummistøvler på, er det en ren fornøjelse at kunne stikke næsen i vejret og vade ud i skoven alene. Helst gik jeg naturligvis med min ven, men hellere alene end med en el. anden ligegyldig person. jeg har forresten i går fra min elskede fået et brev - et brev siger jeg, som er istand til at sætte en i den 7. himmel og blive ganske svimmel af lykke. Jeg kan betro dig, at jeg aldrig i mit 24-årige liv før har modtaget den slags breve. Det (brevet altså) var ledsaget af en pragtfuld buket liljekonvaller, der nu står her på mit bord og fylder værelset med vellugt. - Humøret er nu som du ser, bedre, og jeg sover for det meste godt igen om natten. (Uden sovepiller - Vorherrebevares)

M.h.t. hoste og expect (lyder lidt mere "lækkert" en opspyt) er der intet nyt at melde, men tempen er god, 36,9 el. 37 om morgenen. - Iaften skal jeg til kaffe hos "Forstandersken", i morgen skal der være generalforsamling, hvor undertegnede vist desværre skal vælges til bibliotekar i vor forening. Båbs! På lørdag festmiddag (det skal være rart med lidt sprit igen). Påklædning gala. - På mandag kommer antagelig A.S., så her går det godt, som du ser. Vorherrebevares! - Håber du selv er all-right, og sender hermed de kærligste hilsner til alle 3

Ingrid . -

--------------------------------

Kapitel 17

Søllerød Sanatorium

Min ledsager stod nu midt i hallen og så temmelig fortabt ud. Selv sagde jeg intet, men lod atter blikket vandre ud gennem haveglasdøren, nedover den vidunderligt skønne have, og videre ud mod den blå fjord, der i den lavthængende sols stråler havde antaget en hvidblå farve med enkelte stænk af orange.

"Sig mig engang-" sagde min ledsager, "din morfar - fik han egentlig besøgt din mor i Lausanne?"

"Ok ja!" svarede jeg, "nu havde hun jo mere eller mindre, forventet, at se et sygeligt og ældet skravl dukke op, men i stedet kommer han anstigende i ny garderobe, splinterny bil og med et særdeles friskt og ungdommeligt udseende, og erklærer at han er på vej til Italien hvor han agter at opholde sig i nogen tid på grund af sin sygdom!"

"Sygdom-" sagde min ledsager, "ja, syg har han sgu' været"

"Hvorom alt er -" fortsatte jeg, "så blev det aftalt, at han skulle hente min mor når skolen var forbi i foråret 1925 - det gjorde han også, og så kørte de begge til Italien hvor de opholdt sig i flere måneder, og vente først tilbage til Danmark langt hen på sommeren."

Som jeg allerede har fortalt dig, var min morfar også noget af en bangebuks - det kom igen til udtryk ved en komisk episode i forbindelse med hjemrejsen fra Italien.

Det viste sig, at den vej min morfar havde valgt til hjemturen, indeholdt nogle meget stejle kurver i ret stor højde, hvorfor han pludselig blev nervøs for selv at køren bilen. Han fik derfor hotellet til at fremskaffe en chauffør der var kendt med strækningen, hvorefter hejmturen påbegyndtes. Så langt så godt.

Men,- pludselig, da de befinder sig i øde omgivelser i stor højde med stejle bjergsider langs hele vejen, bliver min morfar nervøs. Hans nervøsitet skyldes chaufføren, som han syntes ser skummel og sortsmudsket ud. Da de holder hvil et sted, trækker min morfar min mor til side og siger:

"Vi må passe på Helga!"

Min mor lignede et stort spørgsmålstegn.

"Det er chaufføren" forsatte min morfar, "jeg tror det er en forbryder vi har lejet - han ser skummel ud!"

"Åh, visse vasse" siger min mor, "der er da ikke noget ivejen med ham!"

"Jo, jo - du kan tro - han kunne finde på at myrde os, og smide os ud over kanten, og stjæle bilen og alt hvad vi har!"

Da de kører videre, udspinder der sig følgende konversation mellem min morfar og chaufføren:

"Ja, jeg har jo rejst utroligt meget i udlandet - faktisk over hele verden!" sagde min morfar.

"Javel - jo - ja!" sagde chaufføren høfligt og interesseret.

"De kan tro at man skal passe på når man rejser i udlandet!" fortsatte min morfar, "tit og ofte risikerer man at blive overfaldet!"

"Jo, såmænd - det gør man vel."

"Jeg har overmandet mange voldsmænd og andre forbrydere der har villet bestjæle mig!"

"Nej virkelig!? - ja, det må være ubehageligt." svarede chaufføren.

"Ja, det kan De tro - men ingen af dem er sluppet godt fra det!"

"Jamen - det var da godt!" sagde chaufføren, og så lidt beundrende på min morfar.

Og for at sætte ekstra trumf på, sagde min morfar til sidst:

"Og så går jeg forresten altid rundt med en ladt revolver i lommen!"

Chaufføren bragte dem godt og sikkert til deres bestemmelsessted, fik sin betaling og forsvandt, uden at der var blevet krummet et hår på deres hoveder. Som min mor senere sagde: "Så kunne han vel for fanden ikke forestille sig, at et velrennomeret luksushotel ville skaffe en chauffør til sine gæster med et blakket ry - men her glippede logikken igen, han led af paranoia og var mistænksom overfor alt og alle!"

Opholdet i Italien gjorde, at min mor kom væk fra sit klaverspil, og da de kom hjem blev der sat en endelig stopper for det, idet Axel Schou forbød min mor, at gå til undervisning hos frk. Bauditz. Herefter tænkte min mor kun på en eneste ting nemlig datoen d.29-12-1927 - hendes 21 års fødselsdag, hvor det endelig blev hende selv der kunne bestemme!

Det sidste år i Østbanegade nr. 9 var forfærdeligt, og som en sidste ydmygelse blev hun sendt på Søbysøgård Husholdningsskole! Jeg har set hendes optegnelser fra dette ophold med opskrifter, timeplaner og husorden m.v. - Gudfaderbevares!!

Jeg har tidligere berettet for dig hvad der skete den dag min mor fyldte 21 år - hun pakkede nogle få ting og forlod hjemmet. Min morfar havde ikke haft den ringeste mistanke om, at noget sådant kunne ske - han var lamslået og begyndte at græde! Men så fattede han sig - han mente, som før omtalt, at sådan en overklassepige jo umuligt ville kunne klare sig ude i det pulserende liv, så hun ville såmænd nok snart vende hjem.

Men det gjorde hun ikke! Istedet reflekterede hun på en annonce om en kontorstilling hos Forenede Danske Motorejere (FDM), og fik stillingen. Først boede hun hos en veninde, men snart kunne hun leje sig et lille værelse selv. Hos FDM bemærkede man straks min mors kultiverede og tydelige stemme, hvorfor hun blev sat til omstillingsbordet, hvilket passede hende udmærket. Velsagtens fordi mange tyske biler efterhånden kørte i Danmark, og man derfor hos FDM havde megen telefonisk kontakt med dette land, fik min mor besked på at få afpudset sit tyske på aftenskole. Min mor var såmænd udmærket til tysk - men man kan jo altid blive bedre, så, som sagt så gjort, hun tilmeldte sig på et aftenskolekursus i tysk.

Det var min far der var læreren.

Her sagde det BANG lige med det samme. Det var kærlighed ved første blik. Han så fandeme også godt ud, min far - og så var han venlig, charmerende, intelligent og morsom og havde en glimrende sangstemme - men herudover var han pilrådden, men hva' gør det, sålænge råddenskaben ikke skader andre? Det gjorde den dog til sidst, idet kvinderne jo faldt på stribe for ham, uden at han på det rigtige tidspunkt var istand til bare at sige:NEJ! I de første mange år af deres ægteskab gik det udmærket - selvom kvinderne sværmede omkring ham, skete der ingenting. Tænk, de var gift i 10 år før jeg kom, og næsten samtidig med min indtræden i de levendes rækker, gik det galt - nu kunne han pludselig ikke mere sige nej til de mangfoldige der bød sig til - og så var det jo sket - måske havde det været bedst hvis jeg ikke var kommet?

Nå - men de mødte altså hinanden på dette tyskkursus, og inden længe tilbød han naturligvis at han kunne komme hjem til hende og give hende ekstraundervisning. En aften havde han selvfølgelig "glemt" sin bog, og foreslog at de kunne se sammen i hendes, hvilket betød at han måtte flytte over i sofaen ved siden af hende o.s.v.

Min far, Carl Thorvald Mundfeld - kaldet Calle eller Callemand -, var indfødt tysker, men havde levet det meste af sit liv i Danmark. Oprindelig var han ansat i sin fars ingeniørvirksomhed, hvor man beskæftigede sig med udvikling og fremstilling af automobilkølere. En af disse kølere havde været en stor succes, men da der en dag, på grund af forskellige vidtløftigheder, blev lavvande i kassen, solgte de patentet på køleren. De regnede med hurtigt at kunne idvikle en ny succes, men som bekendt går det jo aldrig sådan, og da patentet stort set havde været virksomhedens eneste aktiv, så siger det jo sig selv hvordan det måtte ende.

Min far havde dog sin bil i behold, og slog sig derfor ned som kørerlærer, samtidig med at han supplerede sin indtægt ved aftenskoleundervisning i tysk. Som tyskere fik både min far og min farfar store problemer, både under og især efter krigen - men det er en helt anden historie.

Hjemme i Østbanegade sad min morfar og kunne ikke forstå, at min mor ikke snart vendte hjem. Gennem andre i familien havde han naturligvis erfaret om min mors gøren og laden. Han ventede og ventede - så kort efter at min mor havde mødt min far, slog Axel Schou til!

Pludeselig en dag blev min mor kaldt op til direktøren, der kort meddelte hende, at hun var fyret! Min mor udbad sig en forklaring - havde de været utilfredse med hendes arbejde, eller hvad?

"Næh," sagde direktøren, "De har arbejdet udmærket, vi får næppe så dygtig en omstillingsdame igen - men vi kan ikke have nogen ansat, hvis fædre kommer her og bagtaler dem!"

Min mor faldt ned på stolen foran direktørens bord og så målløs ud. Direktøren, der iøvrigt var en ret kedelig og usympatisk personage, følte sig dog foranlediget til at komme med yderligere oplysninger. Han fortsatte:

"Jo, forstår De, Deres far har været heroppe og fortalt, at de lever et utugtigt liv - sådan med mange mænd på værelset, og ---"

"Jamen, det passer ikke!" sagde min mor grædende, "jeg har en kæreste, og han besøger mig i ny og næ, og---"

"Ja, ja, ja!" afbrød direktøren hende, "jeg tror såmænd heller ikke noget ondt om Dem lille frøken, men vi kan altså ikke have nogen ansat om hvem der går den slags rygter!"

Direktøren, dette hovne, arrogante og storsnudede menneske, må alligevel have haft en gnist af noget der kunne have med dårlig samvittighed at gøre, idet han sagde:

"Jeg skal sørge for at De, ekstraordinært får løn ugen ud - farvel!"

"Det er løgn!" røg det ud af min ledsager.

"Ja, bare det var, men det er desværre bekræftet fra flere sider, idet han også lod rygtet sive til familie og venner og bekendte. Man kan lige se ham for sig, fremstille sig selv som den ulykkelige fader hvis hjerte er knust på grund af datterens skørlevned, Gudskelov fik han da ikke helt fis i kasketten sådan som faderen i Selma Lagerløfs "Kejseren af Portugalien", endskønt, det havde måske ikke været så tosset endda -"

Jeg kan love dig, at der har været mange flittige meddelere i vor familie, så min morfar har ikke haft besvær med at bygge historien op, på grundlag af disse efterretninger. F.eks. ved jeg at både Karen og Jo, lod oplysninger om min mors privatliv gå videre til Axel Schou. Dog vendte Karen på en tallerken, og hjalp og støttede istedet min mor - den ros skal hun dog have.

Det var Axel Schous første felttog mod min mors selvstændighed - hun var blevet fyret - 1-0 til Axel Schou! Hvordan ialverden, efter dette, at han stadig kunne tro på at hun ville vende tilbage, er en komplet gåde. Hans venten var da også forgæves - der kom ingen Helga.

"Jamen, det er utroligt." sagde min ledsager, "en far der ødelægger sin datters erhvervsmuligheder - han forsøger altså, at tage brødet fra hende for at tvinge hende hjem?"

"Ja, noget i den retning må jo have foresvævet ham - men bortset fra det, tror jeg dog nok, at vi må sige, at der er tale om et desperat menneske - han har slet ikke tænkt på, at det hele kunne falde tilbage på ham selv. Alle der kendte min mor kunne jo ikke tro på det, de måtte vide at det var løgn!"

"Når du siger, at det var en desperat handling, så er det ligesom der ligger en form for undskyldning i det?"

"Nej, jeg undskylder ham ikke - men hvor mærkeligt det end lyder, så tror jeg at han virkelig holdt af min mor og at han på sin egen måde sørgede over, at hun var rejst fra ham, - denne situation kunne han ikke håndtere - han havde kun forstand på grosserervirksomhed - og så er det, at et sådant menneske griber til desperate handlinger."

"Ja" sagde min ledsager, "så vender vi tilbage til spørgsmålet om, hvorfor i hede hule helvede, der aldrig er nogen der har sagt noget til ham, hvis der var nogen der havde prøvet at forklare ham lidt om hvordan livet er indrettet, og påpeget hans fejl, så---"

"Det kan man jo let nok sige - nej, det kommer jo også fuldstændig bag på ham, at hans juridiske faderrettigheder pludselig ophører - - -"

"Faderrettigheder!?" vrængede min ledsager.

"Tja, det kan du såmænd da have ret i. Forresten forstår jeg ikke detteher med fædres rettigheder der ligenu er så meget oppe i tiden. For mig at se har fædre ikke lavet andet end ulykker! Tænk engang, bare fordi man har ligget der og pumpet lidt sæd op i fissen på en, så skal denne handling, som jo foregår i nærmest bevidstløs tilstand og som man ikke selv styrer og som kan udføres af enhver idiot, straks lægges til grund for noget så højtideligt som en faderret - til trods for at han hverken har båret, født eller ammet afkommet!?"

"Du taler som en rødstrømpe!"

"Jeg hader rødstrømper!"

Søllerød Sanatorium d. 20 januar 1939 (Red: maskinskrevet - iøvrigt uden en eneste fejl)

Kære Helga!

Må jeg for det første sige dig tusind tak for Søndags BT, samt den til dels ret venlige epistel, der medfulgte. Det glæder mig, at "sagen" blev ordnet i mindelighed, uden at du behøvede at gå til sagføreren. det var jo meget let og smertefrit.

Sikken ellers en forsamling her i søndags. Vorherre bevares, jeg håber da rigtignok, at det bliver ved den ene søndag og ikke skal gentage sig. Jeg har nok haft lidt temp ovenpå, (jeg tog den ikke), men skidt med det. Nu er den i hvert fald gået ned, (tempen altså), og både i går morges og nu til morgen har jeg kun haft 36,9. Det er da flot, ikke? I dag er der blevet konstateret, at jeg har taget 2 kg. på på en uge. Så nu skal jeg til at passe morderligt på, at det ikke ender med en forskrækkelse. Jeg skal holde op med den forbandede maltøl, det kan du bande på, det er lige,hvad jeg skal, så du må love mig ikke at medbringe noget af den slags, hvis i gider at komme på søndag.

Jeg har i dag skrevet et lille digt til Pjetur, det handler om disse forbandede gråspurve, som han til stadighed er så gal på. Han blev meget glad for det og stak det i lommen. Bå - ååbs. Ellers har jeg ikke oplevet noget særligt. Jeg har stadig intet hørt fra Gustaf, han er nok blevet fornærmet over mit maskinskrevne brev, det kunne ligne ham, det dumme dyr. Kan du huske i sommer, da han blev fornærmet over, at jeg gik i seng o.s.v. Han er sgu en kedelig cigar, så det gør ikke noget, hvis jeg er færdig med ham. Nu er jeg så efterhånden blevet færdig med alle mine "Stoddere", det er vist meget godt det samme.

Jeg kan ikke glemme Karls udtalelse i søndags, da vi talte om jeg var at regne for "viderekommen" i tysk, så sagde han: "Du er vist viderekommen i alle retninger, dermed er alt sagt." Bå- åbs. Og mor hørte ovenikøbet på det, hvad mon hun til sidst tænker?

Nu må jeg slutte her, det bliver for mørkt, men vi tales vel også ved snarest, så der er ikke mere at skrive. Hvordan har Max det? Klap ham fra mig. Mange hilsner til jer begge.

Din søster i Herren.

Ingrid.

Jeg selv har det li'som lidt bedre. Min blodsænkning er gået ned til 13-14, så det er jo næsten normalt - utroligt i grunden, når man ellers tænker på, hvor unormal jeg er i andre henseender. Han (Pjetur altså) sagde desuden, at mit blod var mere stabilt end de fleste andres, han havde undersøgt. (Han tappede 7 cm/3 blod for at undersøge det på en ny måde). Bå -åbs!

I dag er det dejligt forårsvejr. Solen skinner lige ind i sengen til mig, døren til altanen er åben, og fuglene flokkes derude. Det er lige til at blive i godt humør af - hvis man ikke allerede er det i forvejen altså.

Nu vil jeg slutte her og ønske jer en god søndag, hvordan den end skal tilbringes. Men altså: Hvis du ikke føler dig helt vel, så la' vær og tag herud. Mange hilsner til Calle + Max + dig selv.

Din søster i Herren

Ingrid

Hilsen fra P + L.

--------------------------------------

Søllerød sanatorium d. 27 marts 1939

Kære Helga!

Lige et par ord, som jeg sender til kontoret, da jeg gerne ville, du skal have det tirsdag morgen, og jeg ikke ved, hvad tid posten udgår på Cæciliavej.

Tak for besøget i går. "Hvem var den første -?" Bå-åbs. Den var vel nok skrap med Calle, håber, du kom godt hjem med ham, uden at han lavede panik i toget eller andre steder. Larsen her var forresten vældig begejstret for Calle og udbrød, da i var gået: "Ham ku' jeg sgu godt li' engang at spise frokost med!" - hvorpå jeg rettede det til drikke frokost! Larsen stod længe i altandøren og kiggede efter jer, jeg ved ikke hvad I har lavet, men han vred sig af latter som et barn. Han blev her forresten til kl.ca.22. - Og han kone ventede ham til aftensmad kl.19! Jeg sagde flere gange, at han skulle gå, men han ville ikke, ikke førend han skulle kl.22. Forfærdeligt ikke? Stakkels kone, godt det ikke er mig!

Mærkeligt nok havde jeg i dag til morgen "kun" 37,2 og i eftermiddag 37,8 Bå--------------------åbs!!!

Hilsen til de forskellige cigarer samt Asmussen og "Sædlemmet". Naturligvis også Calle + Max. Til slut mange hilsner fra din søster i Herren

Kapitel 17

Døden

   D. 11 maj 1939 var en vidunderlig skøn forårsdag. Lige fra den tidlige morgenstund havde alt varslet om livets genopståen - alt ligefrem lugtede af liv, fra de spæde skud til de allerede udsprunge blomster og blade. Solen skinnede fra en frisk næsten skyfri himmel, og kun en svag vind rørte sig.
   På kontoret hos firmaet Otto Mønsted så man på uret, og længtes efter frokostpausen, som man i dette vejr ville henlægge til anlægget ved Glyptoteket, der lå lige i nærheden.
Henad middagstid så min mor gennem glasruden den unge kontorchef tale i telefon med meget alvorlig mine. Et øjeblik efter kom han ud og gik hen mod min mors skrivebord - han smilede ikke, som han plejede når han så på min mor - "Fru Mundfeld!" sagde han, "der er telefon til Dem!"
   Min mor vidste næsten på forhånd hvad det drejede sig om - sjælden var de gange der blev ringet til ansatte, og det var kun i yderste nødstilfælde, det måtte ske. Men hun havde jo lige besøgt Ingrid i går - godt nok havde hun været ret dårlig på det sidste, men der havde dog ikke været noget alarmerende. Ovenikøbet havde Ingrid i den mest muntre tone
sagt, idet hun så sig i spejlet: "Gudfaderbevares, hvor ser jeg dog rædselsfuld ud!" Hun havde endog leet og pjattet.
   "Ja, hallo det er Helga Mundfeld!"
   "Ja, hallo - det er fra Søllerød Sanatorium - de taler med afdelingssygeplejerske Henny Olsen - jeg beklager at måtte meddele Dem, at Deres søster er død her ligefør middag - der er blevet ringet til Deres mor, og-------"
   Min mor hørte ikke mere - det var som om hovedet var eksploderet på hende, og stumperne svævede rundt i det frie rum, hver i sær bærende på et forvrænget fragment af virkeligheden. Kontorchefen stod i døren, og fremstammede: "Ta' fri så længe De vil --
ring når De føler Dem klar igen---- det gør mig ondt ---" Min mor hørte intet - for ud og ned ad trappen - greb sin cykel og --.
   Eva Bondo kom styrtende ned til hende, og løb frem mod hende med åbne arme, idet hun råbte:"Helga - åh, Helga"
   Min mor ænsede hende ikke - men kørte istedet fuldkommen vildt på cyklen, lige ud ad porten uden at se sig tíl højre eller venstre. Hun vågnede først op da hun hørte de hvinende bremser fra en bil og hun selv lå på asfalten med cyklen over sig. Først var hendes baghjul kommet med i en sporvognsskinne, og derefter var hun væltet i samme øjeblik som der kom en bil i meget stor fart. Det lykkedes bilisten i sidste øjeblik af dreje af. Min mor kom hurtigt på benene og susede videre med retning mod Vesterport Station. Den forårsdag kunne min mormor i realiteten have mistet begge sinedøtre.
   Fra Vesterport Station tog hun toget til Lyngby. Da hun kom hjem til villaen på Rosenvænget mødte der hende et forfærdeligt syn. Min mormor havde nemlig, på grund af Ingrids tilstand, været på Søllerød Sanatorium hele formiddagen, men da Ingrid var faldet i søvn, og der ikke så ud til at være fare på færde, var hun taget hjem for at hente nogle ting til Ingrid, hvorefter hun agtede sig tilbage. Netop som hun skulle til at gå ud af
døren, ringede telefonen-------------.
   Da min mor trådte ind i villaen så hun min mormor løbe sindsygt rundt i huset råbende: "Og jeg var der ikke! og jeg var der ikke! og jeg var der ikke!!" Samtidig med at hun løb rundt i stuerne og uafbrudt råbte dette, rev hun alt ned på sin vej. Borde og stole væltede, gardiner blev hevet ned fra deres stænger, blomstervaser og urtepotter flød overalt. Min mor greb fat i hende og forsøgte at holde hende fast, men hun rev sig løs og stirrede lige lugt igennem min mor som om hun var en fremmed, mens hun skreg:"Og jeg var der ikke! og jeg var der ikke!"
   Min mor ringede til min far, som straks efter kom - men ligemeget hjalp det. Min mormor fortsatte sin hærgen gennem huset, fuldkommen afsindig og ude af sig selv. I køkkenet væltede hun alt køkkengrej på gulvet og porcelæn knustes i store mængder. Hun fortsatte ud i haven og masede gennem blomster og buske, stadig råbende: "Og jeg var der ikke - og jeg var der ikke!!"
   Med vold og magt fik de i fællesskab bragt hende ind i huset igen, hvor de fik hende lagt på en sofa - stadigvæk måtte de holde hende som i en skruestik. Med en fri hånd fik min far fat i telefonen og ringede efter lægen.
   Den beroligende indsprøjtning som lægen gav hende havde sin virkning. De næste 14 dage overnattede mine forældre hos hende. Hun faldt til ro - vidste hvem hun var og hvem de andre var, men hun tilgav aldrig sig selv og blev aldrig sig selv igen. Det faktum, at hun dog endnu havde en levende datter tilbage, var hende tilsyneladende ligegyldigt, ihvertfald fandt hun ingen trøst herved! Savnet af Ingrid var så stort at intet kunne veje det op, eller i det mindste lindre smerten! Mærk dig det, kære læser, - der er så mange der tror, at et andet barn kan gøre det ud for et dødt - selvfølgelig kan det ikke det - der er jo ikke tale om masseproducerede ting, vel? Om så du har 10 børn kan sorgen over at miste et, ikke dulmes ved bevidstheden om de 9 andres tilstedeværelse.

Det var en drøj tid. Og så kom begravelsen. Den skulle foregå fra Mariebjerg Kirkegård. Hele familien, venner og bekendte - høj som lav, var tilstede i kapellet. Det var første gang min morfar og min mormor var i det samme rum siden 1916. Min mor og far sad sammen med Eva Bondo og et par af deres bekendte. Kisten var endnu ikke bragt frem, så højtideligheden kunne begynde. Der var fuldkommen stille - kun lyden af næser der blev pudset
hørtes af og til. Pludselig rejste min mor sig, og gik udenfor. Alle troede, at hun måtte ud på grund af, at situationen havde taget så stærkt på hende, at hun måske var lige ved at besvime - men sandheden var, at hun havde været ligeved at bryde ud i en skvallerlatter!!
Ja, dyb sorg og fortvivlelse og latter går tit hånd i hånd - men inde i kapellet med hele sit højtidelige og sorgfulde præg, havde der virkelig foregået noget der i bund og grund forekom komisk, men man skal have en udpræget humoristisk sans, for i den situation at kunne se det morsomme - men det havde min mor også - ligesom Ingrid, og når min mor senere fortalte om det, sagde hun altid, at det jo helt ville have været i Ingrids ånd at more sig over sådant noget.
   Sagen var den, at bedemanden var halvdøv; og som jeg sagde før, var kisten ikke kommet ud i kapellet endnu, men befandt sig bag en dør, hvor bedemanden og hans medhjælper var igang med de sidste forberedelser. Som bekendt taler halvdøve mennesker som regel meget højt, idet de jo ikke kan høre sig selv rigtigt. Der var åbenbart opstået nogle vanskeligheder med kisten, for pludselig kunne man tydeligt gennem den lukkede dør, høre den døve bedemand tale til sin medhjælper. Der sad altså alle disse mennesker,
med sorg i sinde, uden at sige et ord, og pludselig hører man ganske tydeligt gennem døren: "Nej - den skal længere ned! - Den skal op derovre i det der hjørne! - De skal dreje den hen mod Dem selv, Madsen! - Ja, sådan! - Og så skal den bare bankes ned derovre!" Herefter lyden af en hammer - derpå - tyst igen. Det var bare for meget - hvis ikke min mor var gået ud, var hun blevet kvalt i sin egen latter. Hun nåede dog ind igen, inden højtideligheden
begyndte.

Nogle dage efter mødtes min mor med Axel Schou, for at ordne de sidste juridiske formaliteter i forbindelse med Ingrids død. "Ja, og så skal jeg nok sørge for, at ringe til dyrlægen, så Irving kan blive aflivet!" sagde min mor.
   "Jamen det er da tåbeligt!" sagde min morfar, "det er jo blevet til engod hest, og den kan vi da sælge for en hel del penge!"
   Hvad er du for et menneske, tænkte min mor, og stirrede koldt på sin far.
   "Du ved jo udmærket godt, far, at det var Ingrids ønske - hun har ovenikøbet skrevet det ned!"
   I Ingrids natbordsskuffe havde de nemlig fundet en seddel med dette ønske udtrykkeligt

udtalt.
   "Nårh, men jeg tænkte jo bare at------" sagde Axel Schou, og så fjoget ud af vinduet.
   "Vil du virkelig gå imod din afdøde datters eneste efterladte ønske?"
   Axel Schou svarede ikke - - -
   Irving blev skudt.

   I over et år opholdt min mormor sig omkring 3 timer hver dag, på Ingrids grav. Hun sad der, på en miniaturebænk, og førte uhørlige samtaler med sin elskede datter. Selv i stærk frost og sne sad hun der - og familiens formaninger om det usunde i dette, prellede ganske af på hende. Hun fotograferede graven fra alle kanter og på alle årstider. "Ingrids grav i
solskin" "Ingrids grav i sne" "Ingrids grav om foråret" o.s.v. Jeg har disse fotografier endnu, og hjerteskærende er det at holde dem i hånden.
   "Hvorfor siger du ikke, at det også er perverst, det var der andre der sagde?" slyngede jeg pludseligt arrigt ud i hovedet på min ledsager.
   "Nej" sagde min ledsager, "det syntes jeg ikke - sorgen er så stor og dyb, at al rationel tænken ophører, jeg forstår hende!"
   Vi rejste os fra bænken, og gik et lille stykke hen langs med bygningen. Buschaufføren var kommet ud, og havde tændt en cigaret - der var et minut til han kørte. Et vindue på første sal stod åbent, og pludselig hører vi klaverspil strømme ud. Der er en der sidder derinde og spiller - "Aint' Misbehavin'" - er det en drøm? nej, --- men næsten utroligt er det! Dette gamle Fats Waller- nummer, som netop stammer fra den tid, da Ingrid lå her
- nej det er ikke til at tro. Datoen er d. 25 juli 1996 kl. 18.25- hvem spillede, lad os høre fra ham eller hende. Eller var det spøgelserne der på denne fornøjelige måde tog afsked med os?
Vi er steget op i bussen og sidder tavse og ser ud - "Se," siger jeg, "buschaufføren tømmer postkassen, nøjagtigt som dengang!" Så kører vi bort.
   Nu får vi det vidunderlige landskab at se fra den anden side, malet med den fine dalende sols penselstrøg. Gud ved om ruten har været den samme dengang?
"Og hvad så mere?" spurgte min ledsager pludselig.
"Tja, så kom krigen, - og så kom jeg--"
"Og hvad mere?"
"Ingenting!"